Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Berthelsen, Louise gav 381 resultater.

Print
Dokument id:2331
Registreringsår:
Publikationsår:
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:
Lokalisering:
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.

 

Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.). Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside. Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Han løftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned i vandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst. Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lå nærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havde harpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen, bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så manden tøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter, væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter (hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen var fortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige: "Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, der kiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Han ror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikke udtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgte hans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Manden svarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lyst til at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt." Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer med et glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.). Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage, resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendes mand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens man ventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jeg fat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse. En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage noget sort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt mod isflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bag isflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig at binde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefter kom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav han sig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af alle kræfter. Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte: "Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen og begyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde. Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med hånden for øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der 'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Så hørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistet fangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb ind i huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Det bliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag med huller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nyt stok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, som Qasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle de nybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaq havde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den samme nyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev ude længe og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås. Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærer bestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem, sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den var gået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja, jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på en isflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jeg løj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder med sand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. To kvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til at fylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der er blærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet. Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør I derinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden for øjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, men armene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), at Qasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvende isfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld - ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak. Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han kom ind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dette sølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn: "Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikke andet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "I går ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Vi flyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederste kom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde: "Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han ville blive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaq græd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side. Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Du kan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde til sin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringe noget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen, bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet af sin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som han ville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde: "Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagde han til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang med at koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i huset og blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem. Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulle af sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da han kom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, det var fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderen spurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fik kun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft. En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst for deres boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over et dødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg. Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Han spurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan- nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt vores datter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgende sagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om han græd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav de Qasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efter den afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn. Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde: "Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der er opkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal lade barnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde en af mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen, som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, for jeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeg har aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede: "Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover. Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hun råbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hun skyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkels Qasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger: 'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned til ham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?" Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bort og efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Det er vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag i kajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gik op til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hun smed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind i huset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færd med at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen ('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Men det kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad for perlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mange kajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage på briksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad til Qasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig til dem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En af de fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, er henne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen ny kajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned." Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alle disse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaq svarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøg erfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået et barn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom først hjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan I tage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af sted allesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, var der ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbte de ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut. Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten. Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fang

3. qivittoq fortælling. (Ingen titel)

Print
Dokument id:1011
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:3. qivittoq fortælling. (Ingen titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(ingen overskrift).

Der var også en anden mand, der tog ud for at leve som qivittoq. Det

varede ikke så længe, før han mødte nogle qivittut (fjeldgængere).

De opfordrede ham til at tage hjem igen; men det ville han slet ikke.

Til sidst begyndte de qivittut, der opfordrede ham til at vende hjem

igen, at true ham med at skære ham i stykker. Men han kunne

umuligt overtales til at vende hjem. Der kom også en anden qivittoq og

opfordrede ham til at vende hjem. Det viste sig, at det var en

onkel (eller farbror) til ham. Men han ville ikke bøje sig, selv om

han blev truet med og på det kraftigste advaret imod alle de

fortrædeligheder, han ville komme ud for. En dag kom de andre igen og

forsøgte endnu en gang at få ham til at tage hjem. Men han ville

ikke, og de besluttede sig til at skære ham i stykker. Midt i det

hele kom onkelen og advarede dem imod at partere ham. Men de blev

vrede på hinanden (kamâtilitdlaramigdlo - kan også betyde at de kom op

at slås), og de gjorde alvor ud af at skære ham i stykker. Men onkelen

havde hans ånd (anernera - kan i Østgrønland også betyde: hans sjæl) hos sig

og passede på den. Da de var færdige med at skære ham i stykker, smed

de stykkerne bort allevegne og tilintetgjorde ham fuldstændig. Efter

at de, der skar ham i stykker, var gået, gav onkelen sig til at samle

stykkerne sammen. Han havde meget svært ved at finde den ene af hans

lillefingre, som viste sig at være blevet lagt i bunden af en udtørret indsø. Efter en længere eftersøgning fandt han den, og han satte stykkerne sammen

og kom i gang med at genoplive ham. Det tog lang tid med behandlingen, men

til sidst fik han ham til at trække vejret, og han blev levende.

Netop fordi han var blevet skåret i stykker og genoplivet

kom han hurtigt i stand til at klare alt; og de fortrædeligheder, han normalt ville komme ud for, slap han

for.

 

Kommentar: At blive parteret og sat sammen igen er en vanlig mytisk rite (reinkaranation) til at opnå angakkoq / åndemaner-evner. Spredningen af stykkerne var ritualet efter et mord, der skulle hindre den døde i at trænge ind i morderen.

Se: troldbjørn; Den store bjørn æder hende; Elvens hund; Ferskvandets bjørn, Søens bjørn. I kristent regi: Imaneq. Iisimmardik

?

Print
Dokument id:464
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Mikal
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 37 - 38
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Et ældre ægtepar boede helt alene, uden bopladsfæller.

Det ene barn efter det andet døde for dem.

Engang de fik et barn, talte de sammen: "Lad os denne gang prøve at våge

over det." Midt om natten, hvor der ikke var mennesker, hørte de et

drøn og så / forstod?, at det var én, der kom op på taget. Så så'

de en stor hånd komme frem og styre direkte imod deres lille barn. Da

de så dette, skar de hånden over. Der blev ikke sagt noget deroppefra;

men de kunne høre væsenet komme ned fra taget. De sagde: "Hvis det har

fæller, skal de nok vise sig."

 

Engang da de som sædvanlig vågede, hørte de et drøn sent på aftenen.

Denne gang kom drønet udefra, uden for vinduerne. Så sagde den

derudefra: "Ham/hende med spalten (enten manden, som har fået hånden

skåret af, eller en kvinde (med "revne" for neden) er han derinde?"

De svarede: "Der kommer aldrig mennesker hos os!" "Han/hun tog afsted

igår, og er endnu ikke kommet tilbage."  Da den talende havde

fjernet sig, sagde de til hinanden: "Lad os følge dets spor imorgen."

De fandt en indlandsbo liggende død. Han var forblødt. Efter dette,

fortæller man, forlod de deres boplads.

 

Var.: muligvis.

Aamasiartoq / Amasiartoq

Print
Dokument id:802
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aamasiartoq / Amasiartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 85, nr. 29
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, I, 1921: 374: Den skinsyge.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amasiartoq.

Det fortælles, at konen til en af Kangaarsuk beboerne var en meget

smuk kvinde, men at hendes mand var endnu smukkere. Alle syntes, at

han var meget smuk. Hans kone forbød ham at have med andre kvinder at

gøre (ikinguteraqungilâ - ville ikke  have andre veninder), for hun

var så skinsyg. Til sidst fik hun tilnavnet Ningartooq (den meget

skinsyge). Hendes skinsyge var så voldsom, at hun  blev tosset. Hun

var så syg, at hun mistede forstanden, og folk blev bange for hende.

Til sidst døde hun. Så snart hun døde, gav hendes mand hende tøj på og

bar hende ud og gravsatte hende. Det viste sig at  han  havde gravsat

hende lige ved højvandsmærket. I tre dage overholdt manden

tabureglerne. Da de tre dage var gået, kom der nogle piger ind til

ham og sagde: "Tag med os ud til Kitaarmiut (? østboerne)

aparsîlisatut (kender ikke ordet CB). Narurligvis ville Ningartooqs

mand ikke; med da de blev ved, gik han ud med dem, og da de kom ud,

sagde pigerne: "Ningartooq toqutalivarmeeq (? Ningartooq bor i

toqutaliaq), og de drog af sted med hendes mand til Kitaarmiut. Da de

passerede Ningartooqs grav, så de ud for den noget, der lignede et

menneske. Det viste sig at være Ningartooq. De hørte også en stemme,

der lød sådan: "Ningartooq er ganske vist død." Så flygtede de alle

sammen og Ningartooqs mand måtte kravle af sted, så bange var han. De

nåede deres egn. Til sidst blev apasorneq helt umuligt for ham

takulikajisineranik.

En gang tog en lille ældre mand af sted på besøg hos Kitaarmiut. Han

havde sit barnebarn med. Også denne gang kom

Ningartooq ud, da de passerede graven. Hun styrede hen imod den

lille ældre mand og kom ganske tæt på. Den lille ældre mand, der

holdt sit barnebarn i hånden, gik nu baglæns, og til sidst faldt han

ned i vandet. Da han faldt, fik han fodfæste på sin toornaarsuk. Men

han blev ved med at holde sit barnebarn oppe over vandet. Han støttede

sig på sin særlige hjælpeånd, da hun var ved at rane hans sjæl.

Ningartooq, som stod ved strandkanten, fik ham helt ned i vandet, så

han var ved at fryse ihjel. Mens han holdt barnebarnet skreg han: "Kom med en kajak." Så var hans husfæller var på vej ned til ham.

Ningartooq qangungisoq (? flyttede sig stadig ikke). Først da de var

helt tæt på, begyndte Ningartooq at bevæge sig henimod

sin grav. De nåede frem til den ældre mand, der stod i vand til

maven. Da kajakkerne nåede ham, var han ved at synke. De greb ham, og roede med ham til land. Da frøs barnebarnet ihjel. Af medfølelse med sit barnebarn tænkte den gamle, at han ville hævne ham, så han tog alene af

sted til Kitârmiut. Da han befandt sig ud for (Ningartooqs) grav,

begyndte hun selvfølgelig at nærme sig ham. Så kaldte han på sine

falke. Man så to falke nærme sig vestfra. De kastede sig i stød mod

kvinden med brystbenet. Hun kunne dårligt kravle langs jorden hen mod

sin grav, men til sidst lykkedes det hende at komme ind i den.

Siden så man ikke  mere til Ningartooq. På den måde hævnede den lille

ældre mand sit barnebarn - fortælles der.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Var.: egentlig ikke.

aammaasinngooq  ajoqi / Og så var der en kateket, der blev fjeldgænger...

Print
Dokument id:830
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:aammaasinngooq  ajoqi / Og så var der en kateket, der blev fjeldgænger...
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 side
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen

 

(4. qivittoq - fortælling. Ingen overskrift)

Så fortælles der om en kateket, der drog af sted hjemmefra for at leve

som qivttoq, fordi det blev sagt, at barnet, konen fødte, ikke var hans, og en anden mand var far til barnet. En

gang, (efter at han var blevet ødelagt), og han var blevet i stand til

at flyve gennem luften, tog han hen til stedet, som han i sin tid

forlod, for at iagttage folk fra et lille fjeld. Det viste sig, at det

var om søndagen. Knap nok var han henne ved det lille fjeld, så

begyndte kirkeklokken at kime. Han kiggede på folk, der var på vej til

kirken. Lige neden for ham mellem de nærmeste store huse (igdlorssuit; nokherrnhuternes hus og kirke).

så han pludselig sin kone, der var på vej hen til kirken, med et

barn på armen. Da han havde kigget rigtigt på hende, blev han så vred,

at han mistede bevidstheden og ikke vidste, at han var fløjet væk gennem

luften. Langt om længe kom han til bevidsthed og opdagede, at han

befandt sig på et fjeld, der hed Kiinaalik, som lå langt væk. Han fløj

aldrig mere hen til stedet, hvorfra han i sin tid drog af sted; for

han var blevet rigtig vred.

 

Var.: ikke i denne bases samlinger.

Aatâtsiaq / Aataatsiaq

Print
Dokument id:1874
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Josef
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aatâtsiaq / Aataatsiaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 76 - 77
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 3, ss. 6 - 7: Inigiapîlersípungôq âtaitsiartaqardlitik.

Resumé:

Aataatsiaq fanger aldrig noget. Hans sønner holder hver dag udkig efter ham,

og en dag råber en hjemkommen fanger, at A. derude faktisk har fanget

en sæl. Sønnerne skændes om hvem, der skal have overarmsstykket. Men

faderen kommer igen tomhændet hjem og beslutter at hævne sig på sine

fæller, fordi de har narret sønnerne. Tidligt næste morgen ror han ud

før alle andre. Kommer snart tilbage med en advarsel om fjender, der

nærmer sig, hvorefter alle i hast flygter i konebådene. De afviser A.s

sønner, der vil med, og A.s familie lever højt på det, de andre har

efterladt.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen fra håndskriftet:

De blev igen mange mennesker (på bopladsen), og Aataatsiaq boede også dér.

 

Mens fangerne på stedet fangede mange sæler kom Aataatsiaq altid hjem uden at have fanget noget. Når kajakmændene var

på vej hjem og kunne se bopladsen, stod Aataatsiaqs søn altid på en

høj, der lå lidt syd for bopladsen. Den ældste søn stod nemlig altid

på den lille høj, mens den yngste stod ved husgangen. En gang da

fangerne var på vej ind, så de, at den ældste som sædvanlig stod på

den lille høj. De sagde: "Lad os narre ham." Så råbte de: "Endelig har

din far fanget en sæl!" Sønnen vendte sig udefter og råbte: "De siger,

at Aataatsiaq har en underarmsben med til mig." Den yngste råbte: "det

er mig, der skal have underarmsbenet!" Men Aataasiaq kom hjem uden

fangst.

Da han kom hjem, fortalte hans sønner ham, at de  var blevet narret.

Aataatsiaq sagde: "I morgen vil jeg narre dem." Da fangerne vågnede

næste morgen, var faderen allerede taget afsted. Mens sønnerne var ude

at trække frisk luft, dukkede Aataatsiaq op vest for bopladsen, og han

råbte: "En masse mennesker er på vej til bopladsen for at dræbe os-

("kilersiartortorpassuinngooq"= giver ham et snitsår) fra nord, fra

vest, fra syd og fra øst," og han råbte "uaa" til sidst.

Der blev røre blandt bopladsfællerne. De skar de remme konebåden var

surret fast med over (pga. deres hastværk med at flygte, BS).

Da de skulle afsted ville Aataatsiaqs sønner

også gerne med. Men de sagde til dem: "I skal ikke med". Faderen sagde

bare til dem: "I skal ikke med!" Så tog de afsted uden Aataatsiaq og

hans børn. En masse mennesker forlod bygden. Aataatsiaq og hans sønner

tog alle deres ting.

ajagutôrssuk ulárpánalo  / Ajagutoorsuk ularpannalu / Ajagutaarsuk og Ularpanna

Print
Dokument id:392
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:? Elberg, A.
Nedskriver:? Elberg, A.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ajagutôrssuk ulárpánalo  / Ajagutoorsuk ularpannalu / Ajagutaarsuk og Ularpanna
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1050 - 1059, nr. 215
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To børn, Ajagutaarsuk og Ularpannaq, var gode venner og

elskede hinanden højt. Ularpannaq havde forældre og en stor familie,

men Ajagutaarsuk havde ingen familie; han havde kun sin mor. Når andre

børn legede eller spillede bold, var Ajagutaarsuk aldrig med, for han

var meget genert. Han og Ularpannaq fik kajak samtidig; og de begyndte

at tage ud på fangst, da de voksede til. De blev hurtigt dygtige

fangere. Men Ajagutaarsuk udviklede sig hurtigt til at blive dygtigst

i kajak og bedre til at fange sæler.

 

Ularpannaq foreslog engang Ajagutaarsuk, at de skulle kappes om, hvem der først fangede en sæl. De lå på lurestedet efter sæler (? Tamâni sule

qanialigsarqâq). Ajagutaarsuk fik to, og derefter fik Ularpannaq

fanget sin ene. Han harpunere og aflivede sælen og

tog den på slæb. Under hjemturen sagde Ularpannaq til sin kammerat:

"Lad os kappes om, hvem der først får sig en kone." Ajagutaarsuk

svarede ham: "Lad vær med at gifte dig. Hvis du får en kone

vil du ikke kunne elske mig så meget som før, og jeg har ingen

kæreste (eller: - og der er ingen, jeg kan gifte mig med)." Senere

under en fangsttur gentog Ularpannaq sit forslag om at kappes om, hvem

der først fik sig en kone. Ajagutaarsuk svarede: "Du må jo have en

kæreste, siden du vil kappes om, hvem der først får en kone, men

jeg har ingen." Da de kom  hjem - i løbet af aftenen - fik Ularpannaq

sig en kone.

 

Ajagutaarsuks mor sagde da: "Gift du dig også." Sønnen svarede: "Jeg

vil kun gifte mig med én, der ligesom jeg ikke har nogen familie."

Hans mor skyndte sig ud, og det varede ikke længe, så var hun tilbage

med en ung pige, som ingen ejede. Ajagutaarsuk giftede sig med pigen.

 

Da de en dag, før året var omme, var ude på fangst sammen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hjem der først fik barn - men det

skulle være en dreng. Ajagutaarsuk grinte og svarede: "Du er jo nok

klar over, at din kone er gravid, siden du vil kappes om, hvem der

først får barn. Men jeg mener ikke, jeg er i stand til at være med, da

jeg ikke er sikker på, om min kone er gravid eller ej." Der

gik ikke lang tid, så fødte Ularpannaq`s kone en pige; og

Ajagutaarsuks kone fik en søn.

 

Nogen tid senere foreslog Ularpannaq under en kajaktur, at de skulle kappes om, hvem der først fik en søn. Igen skete det, at Ularpannaq fik en pige og Ajagutaarsuk en dreng. Da den anden blev misundelig fortalte Ajagutaarsuk grinende

sine bopladsfæller alt dette - at han først foreslog, at de skulle

kappes om, hvem der først fik en kone, hvem der først fangede en sæl,

og senere to gange, hvem der først fik en søn, og at Ularpannaq hver

gang havde tabt.

 

Engang de var ude på fangst sammen, sagde Ularpannaq

følgende til sin ven: "Lad og kappes om at blive den bedste

åndemaner." Ajagutaarsuk svarede: "Det har jeg slet ingen forstand

på. Jeg har ikke engang set nogen træne til åndemaner." Så opgav

de det. Hen på foråret, da isen var ved at forsvinde, satte Ularpannaq

sin konebåd i vandet og tog af sted nordpå for at bosætte sig på en

anden boplads sammen med hele sin familie. Da han var rejst,

havde Ajagutaarsuk ingen, han kunne tage ud på fangst sammen med. Han

tog alene ud på fangst; han kom til at fange endnu flere sæler og

udviklede sig til at blive endnu dygtigere i kajak.

 

En gang fik han besøg af to mænd, innersuit (ildfolk), for de var jo hans

amuletter (arnguarigamigit - amulethjælpere). Han besøgte dem også

selv, når han fik lyst. Han besøgte dem om aftenen og var sammen med

dem hele natten og lærte åndemaneri af dem. En dag da han gjorde sig

klar til at komme af sted, sagde hans mor til ham: "I dag er vejret

alt for dårligt, og det blæser for meget. Du skal gøre ligesom de

andre og tage din kajak ind og tørre den; for den er gennemvåd, fordi

du har brugt den for meget. Gå i stedet en tur over land og sæt

rævefælder. Det er på de tider, at skibene plejer at dukke op. De er

som regel ude efter dem (ræveskind), så du kan bruge dem som

handelsvarer."

 

Ajagutaarsuk tog ud en tur. Undervejs kom han til

en klippe med en meget stor sten med hul i midten, ovenpå. Han var lige nået derhen, så hørte han en stemme sige, at han skulle komme ned. Han modsatte sig ikke, men under nedstigningen kom han til at trille ned, og straks besvimede han. Da han igen kom til bevidsthed,  kæmpede han sig helt årvågen, og det gik op for ham, at han lå på den bare jord, splitternøgen.

På vej hjemover hørte han sus i luften og kiggede bagud. Det var fugleskindspelsen, der kom svævende i luften. Han rakte armene frem, og straks havde han fugleskindspelsen på. Næste gang han hørte sus, var det bukserne, der kom, og også dem fik han på. Sidste gang  han hørte sus, var det kamikkerne, der dalede ned; også dem tog han på. Da han så kiggede nordover, så han Ularpannaq

komme flyvende. Ajagutaarsuk fik travlt med at komme hjemad. Han bar

sin kajak ned, roede ud og flygtede. Snart havde han fanget en sæl

og roede ind til land.

 

Da han kom hjem, lod han nogen sætte mad frem.

Det blev aften, det blev nat, og til sidst blev det morgen. Først

dagen efter om aftenen ankom Ularpannaq og indlogerede sig hos

Ajagutaarsuks. Da mændene havde indfundet sig til kødspisning og sat

sig ned, fortalte Ularpannaq: "Jeg var ellers ikke længe om at nå

hertil. Jeg tog af sted i dag hjemmefra, og nu er jeg her allerede."

Ajagutaarsuk sagde til ham: "Jeg var ude at gå en tur i går. Da så jeg

dig komme nordfra. Jeg regnede med, at du snart kom, og jeg var ude at

skaffe noget kød til dig. Alligevel var jeg lige ved at blive træt af at

vente på dig." Da tav Ularpannaq helt skamfuld. Han blev natten over og tog af sted dagen efter.

 

Straks efter fløj Ajagutaarsuk efter ham, og de ankom omtrent samtidigt. Da

han kom ind i huset, fik Ularpannaq travlt med at få sat mad frem; han

havde ikke regnet med, han kom så tidligt, hvorfor han ikke havde

gjort forberedelser. Efter at have spist om aftenen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hvem der var den bedste til at

mane ånder. Han lod Ajagutaarsuk sætte sig ved sin side. Idet han

satte sig, kom tre store indlandsboere (tornit) ind. De var altså vennens (Ularpannaqs) hjælpeånder. En af dem tog en

lanse og sagde: "Jeg vil kaste lansen efter dig."  Han gjorde sig

klar og kastede lansen. Hurtigt sprang Ajagutaarsuk op og kom til at

hænge på en tværbjælke. Den anden indlandsbo tog lansen og kastede den

efter ham, men ramte ham ikke, idet han sprang ned på gulvet. Så

hørte man lyden af trin ude i gangen - nogen, der var på vej gennem husgangen.

Ind trådte en ildmand (innersuaq) med bælte på, der var lavet

af det hvide sortsidemaveskind. Han sagde: "Hvad gør de dog ved ham,

hos hvem jeg plejer at varme mig?" Han satte sig ved siden af

Ajagutaarsuk. I det samme hørte man lyden af trin, der var på vej ind.

Det var innersuaq nummer to med et bælte, der var lavet af

hvalrosskind. Idet han sagde: "Hvad gør de dog ved ham, hos hvem jeg

plejer at varme mig?", satte han sig ned på den anden side af

Ajagutaarsuk. Der hørtes endnu en gang trin ude i gangen på vej ind.

Ind trådte innersuaq nummer tre. Han sagde: "He! Hvad gør de dog ved

ham, hos hvem jeg plejer at varme mig? Tror de mon, vi ikke kan magte

dem?" Også han satte sig ned i nærheden af Ajagutaarsuk. Ajagutaarsuk

trådte frem for at trække armkrog med en af indlandsboerne.

Ajagutaarsuk rettede innersuaqs (det skulle nok have været tuneq - indlandsbo) arm ud, så senerne blev revet over og kødet blev

sønderrevet. Innersuit (ildmændene) spyttede på den tabendes arm og

åndede på den, så at den blev rask. Indlandsboerne blev vrede, greb

fat i innersuit og de kom op at slås. Ham med bæltet af hvid

sortsidemaveskind kastede sin modpart fra sig med en sådan kraft, at

det gav et mægtigt drøn (? ingaluagsínnarpoq - ingasappoq - er

voldsom). Endnu voldsommere lød det, da den anden med bælte af

hvalrosskind kastede sin modpart fra sig. Den tredie, der havde et

bælte af remmesælskind, kastede modparten hen ad gulvet, så lænden

knækkede. Så var de på vej ud med Ajagutaarsuk i spidsen. De kom ned i

deres kajakker og tog af sted hjemover. De tog Ajagutaarsuks kajak med

sig, da de vidste, at han ville få brug for den.

 

Senere besøgte Ajagutaarsuk innersuit adskillige gange for at tage ud på fangst

sammen med dem. Han blev så dygtig til at fange, at ingen på

bopladsen kunne måle sig med ham. Ularpannaq gik i den grad op i træningen til åndemaner, at han kun sjældent tog ud på fangst, og kom efterhånden til at lide mere og mere nød; til sidst ejede han hverken konebåd eller telt. Hvad mad angik blev han afhængig af andres hjælp. Han fik flere børn, men udelukkende piger. Derimod fik Ajagutaarsuk mange drenge; og det at gå på fangst lærte de hos deres far.

 

Var.: De tvende Fættere; Ulorpanna; Ipiutaarsuk; Nerngajorak;

 

Hist.: Ajagutaarsuks uddannelse til åndemaner (se også initiation) følger det østgrønlandske skema. I Østgrønland var den forestilling fremherskende, at hjælpeånder varmede sig i deres angakkoqs / åndemaners krop, når han holdt seance og selv i ånden var på rejse.

Forestillingen træffes sjældent i vestgrønlandske fortællinger.

Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen

Print
Dokument id:1457
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akime piniarfilit / Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 92
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

 

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

 

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

 

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

 

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen

Print
Dokument id:1458
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akimi piniarfillit / De, der havde fangstplads på den anden side af briksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:6 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette er en reevideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Et ældre menneske havde et barnebarn, som var en pige.

Deres husfæller, som var fangere, sørgede for dem om vinteren og gav

dem mad, når de fangede noget.

I forsommeren tog husfællerne afsted og efterlod det ældre menneske og

barnebarnet alene på stedet. Hele sommeren bragte de dem mad, når de

fangede noget.

Så blev det vinter. Vinteren igennem var der ikke længere nogen, der

kom med mad. Mens de var der alene, begyndte de at sulte.

En morgen, da de vågnede vidste bedstemoderen ikke, hvad andet hun

skulle gøre, end at gå ned og fremsige formularer.

Nede ved isstykkerne ved stranden, fremsagde hun så en formular med

hænderne om pelshætten. Da hun havde fremsagt formularen, vendte hun

tilbage til huset, og inde i huset fjernede hun siddepladsen overfor

hovedbriksen og gravede i stedet et hul der.

 

Da hun var færdig mumlede hun en formular gentagne gange

og det var så det. Om aftenen lagde de sig til at sove.

Da de vågnede om morgenen og hørte en plaskende lyd derhennefra, bad

hun barnebarnet gå derhen. Med en kogegaffel i hånden gik barnebarnet

derhen, og imens sagde bedstemoderen: "Du må stikke det i øjet."

Barnebarnet fik øje på en tangloppe, der rullede rundt i udgravningen.

Hun ramte den efter bedste evne i øjet, og dér lå tangloppen død. De

tog den op og delte den imellem sig. De kunne godt have spist mere og

de gik i seng.

 

Næste morgen hørte de en plaskende lyd derhennefra, og barnebarnet gik

derhen og så, at det var en reje. Hun stak den i øjnene; og så var den

død. De delte den imellem sig, og slugte den i en enkelt

tyggebevægelse.

 

Da de vågnede næste morgen, hørte de noget støj derhennefra.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en krebs. Hun stak den i

øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og de gik i seng

om aftenen.

 

Efter en god nats søvn vågnede de ved lyden af en fisk, der slog med

halen. Straks skyndede hun på sit barnebarn; og barnebarnet opdagede,

at det var en ulk. Hun dræbte den ved at stikke den i øjnene. De delte

den imellem sig; og efter to tyggebevægelser var den spist op. De gik

i seng, og næste morgen vågnede de ved lyden af noget, der sprællede;

og de så, at det var en stor haj. Barnebarnet var bange for den; men

den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Det gjorde hun, og

den døde straks endog uden spræl. Med denne store fangst blev de

rigtig mætte. Om aftenen blev de overvældet af søvnighed og faldt i

søvn, inden de endnu havde lagdt sig ordentligt til rette.

 

Næste morgen vågnede de ved lyden af kraftigt åndedræt. Barnebarnet

gik derhen og så, at det var en "tyndhåret" (fuldvoksen netside).

Hun stak den i øjene, og så var den død. Især dette kød smagte

dejligt. Og endelig fik de noget til overs, fordi de blev så mætte. De

gik i seng, og næste morgen vågnede de igen ved lyden af åndedræt

derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en sortside.

Hun stak den i øjet, og straks var den død. Om aftenen faldt de i søvn

under måltidet og vågnede som sædvanlig ved lyden af åndepust.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en spraglet sæl. Hun dræbte

den ved at stikke den i øjenene, og kødet smagte endnu bedre. Og da de

nu jævnligt fangede sæler, blev de nu og da trætte af kød.

Da de som sædvanlig havde sovet om natten, vågnede de igen om

morgenen ved lyden af åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det

var "nerimiartuaraq", en ung klapmyds. Så såre hun prikkede den i

øjene, var den død. Da da havde nydt godt af kødet og var gået i seng

og sovet om natten, vågnede de om morgenen ved lyden af kraftige

åndepust, kraftigere end dagen før. Barnebarnet gik derhen og så, at

det var en voksen klapmyds med en stor næseblære. Hun var noget

betænkelig ved at skulle i lag med den, men den ældre sagde, at hun

skulle stikke den i øjnene. Så såre hun stak den i øjnene, døde den.

Af denne fangst blev der så meget til overs, at de kunne gemme noget

til senere brug.

 

Da de gik i seng om aftenen, som de plejede, og vågnede næste morgen

ved, at det støjede derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at der

var en remmesæl. Også den var hun noget betænkelig ved; men hun stak

den i øjnene, så den døde.

 

Da de havde spist, og det var blevet aften, gik de i seng og vågnede

næste morgen ved lyden af åndepust, som var de voldsomste, de endnu

havde hørt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en hvidhval. Igen

var hun noget bange for den, men stak den i øjet; så var den død.

Hvidhvalskød var en endnu større lækkerbidsken. De spiste godt med

mattak, og skindene af de sæler, de haved fanget, lavede de til

spækposer og fyldte dem med kød og spæk. Det blev aften før de var færdige med det arbejde. De gik i seng og vågnede næste morgen ved lyden af særdeles

kraftige åndepust. Barnebarnet sprang op for at se hvad det var. Det

var en hvalros, som hun egentlig var meget bange for. Men tilskyndet

af den ældre stak hun den i øjet, så den omgående blev dræbt.

Denne fangst gav også overflod af kød. Hele dagen følte de sig dejligt

mætte og gik i seng om aftenen. Næste morgen blev de vækket ved en

ejendommelig lyd, et kraftigt brøl. De opdagede, at det var en stor

isbjørn. Barnebarnet blev virkelig bange ved synet af den; men igen

fulgte hun det ældre menneskes råd og stak den i øjnene; så var den død.

Efter at have fanget alle de nævnte dyr, fortsatte de med at fange

alle slags dyr.

 

Fangerne, som de tidligere delte hus med, mente på et tidspunkt, at

den ældre og barnebarnet måtte være døde. En af fangerne tog derhen for

at undersøge, hvad der måtte være sket, om ikke andet så for blot at

se skeletterne, for de måtte jo være sultet ihjel.

Da han kunne se huset, opdagede han, at der kom røg ud af det. Han kom

helt hen til huset, gik derind og så, at de havde overflod af kød og

manglede ingenting. Han spurgte dem: "Hvor har I fået alt dette fra?"

Det ældre menneske svarede: "Der nedefra!" Da hun sagde dette, kiggede

manden på stedet overfor briksen, uden at få øje på noget. Fangerne

fik ved afrejsen en stor potion kød med.

Det fortælles, at det ælde menneske og barnebarnet den dag idag har

overflod af kød.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

ãma avdla / Den enlige mand ved Ilulissat

Print
Dokument id:162
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Den enlige mand ved Ilulissat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 156 - 157, nr. 54
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der muligvis ikke længere eksisterer.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 151

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om fangeren fra Ilulissat (orig. uden overskrift).

I gamle dage, før Ilulissat (Jakobshavn) blev befolket, boede der på stedet et ægtepar. Da manden en dag var ude på fangst, så han en kajakmand, der var i færd med at gøre sin fangst klar til bugsering. Han undrede sig over at se en kajakmand, for der boede jo ingen andre fangere i området. Han roede hen til den fremmede, men denne fjernede sig og lod sin fangst, en fuldvoksen spraglet sæl, ligge. Manden fra Ilulissat bugserede sælen hjem.

En anden gang manden fra Ilulissat var ude på fangst, harpunerede han en hvidhval, men mistede sin fangstblære / fangeblære. En anden kajakmand, den sammme han mødte sidst, dræbte dyret og tilegnede sig det. Fangeren fra Ilulissat sagde til ham: "Giv mig hvidhvalen." Men den anden svarede: "Det var jo dig, der stjal en sæl fra mig sidste gang." Det endte alligevel med, at Ilulissat-manden fik sin hvidhval tilbage. Det blæste op, og den fremmede hjalp til med at slæbe hvidhvalen; men han forsvandt, lige før de nåede stranden.

 

En dag da fangerens (Ilulissat-mandens) kone arbejdede uden for huset med at

banke frossent spæk for at få trannet ud af det, så hun en stor hund. Hun gik

ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden dræbte hunden.

Dagen efter hen på aftenen råbte en mand udefra: "Hvem har dræbt min hund? Kom herud." Sådan råbte han flere gange. Ilulissat-manden tog sin fugleskindspels på og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af gangen, slog han på må og få efter ham med kniven. Den fremmede tog flugten. Ilulissat-manden

forfulgte ham og gjorde flere forsøg på at stikke ham. Den fremmede begyndte at

hæve sig op, mens Ilulissat-manden stadig gjorde forsøg på at stikke ham. Da

han ikke længere kunne se ham, vendte han tilbage til huset.

Da det blev forår, døde Ilulissat-manden.

 

Var.: Ilulissatboen; se også Manguaraq.

Kommentar: Fortællingen må være den samme som: Ilulissatboen, ID 163, el. NKS 2488, II, 4', nr. 63, der er oversat i sin helhed. Se kommentaren til denne

ãma avdla / Den gamle hos de underjordiske

Print
Dokument id:178
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Den gamle hos de underjordiske
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 188, nr. 73
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Den lille gamle mand hos ildfolket (Opr. overkrift: Endnu en fortælling).

 

Der boede mange mennesker sammen i et hus. Hver dag skete det, at en af dem udeblev fra fangst. Til sidst var der ikke flere mænd tilbage. Så sagde den lille gamle mand: "Jeg vil tage ud på fangst i morgen." Ud for en stejl klippe

dukkede der en sæl op. Han roede hurtigt derhen for at harpunere den, men inden han nåede frem, dykkede den. Det samme gentog sig flere gange.

Til sidst kom den lille gamle mand helt hen til klippen og gled ind under den.

Derinde var der et hus, hvor der boede et gammelt ægtepar helt alene. Manden tog

en tromme, d.v.s en gnidetromme, frem fra under briksen og begyndte at gnide på

den, idet han sagde: "Skal jeg mon ikke slå på vores gæst." Dette sagde han to

gange, men der skete ikke noget. Så tog gæsten gnidetrommen fra den gamle og

gned den, idet han sagde: "Skal jeg mon ikke slå på mine værtsfolk?" Straks kom

toornaarsuk, åndemanerens særlige hjælpeånd, frem under gnidetrommen, og gæsten

skyndte sig ud. Udefra kunne han høre manden hyle: "Nu er han oppe at slås med

mig. Nu dræber han mig." Så hørte han konen hyle: "Nu kommer han mod mig. Nu

dræber han mig." Det var den lille gamle mand, der vandt, og han tog tilbage til

sin boplads. I løbet af den efterfølgende dag kom alle de andre kajakmænd hjem

igen.

 

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. "Religionssociologiske Perspektiver." Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

 

Kommentar: Gnidetrommen er muligvis den skindlap, makkorsaq, som man kender fra østgrønlandske angakkut / åndemanere. Den udspændes i håndfladen og gnides. Undertiden som optakt til en seance med rigtig tromme, undertiden som erstatning for en sådan. Søg på: smældeskive.

ãma avdla / Den gamle ved sønnens grav

Print
Dokument id:208
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Den gamle ved sønnens grav
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 303 - 304, nr. 104
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 75: Faderen som overvintrede i indlandet ved sønnens grav.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 75: Utoqqarsuaq Eqalummiuni ukiisoq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en anden fortælling.

 

Mens en gammel mand var på sin sommerplads for at fange laks, døde han søn. Da den gamle ikke kunne bekvemme sig til at forlade sønnen besluttede han sig til at overvintre på stedet. Først måtte han hente teltstængerne, som han efterlod i konebåden. Han ville bruge dem til bjælker i huset. Han valgte sig et egnet sted til at gravlægge sin søn - dér hvor laksene plejede at ende deres vandring op ad elven. De byggede et hus inde i landet, og de fangede mange laks til vinterproviant. Efter at laksene var svømmet forbi, var der hele vinteren åbent vand lige neden for deres hus (lidt svært at forstå - Chr.B.). De kom ikke til at mangle proviant.

 

Engang midt om vinteren hørte de støj uden for huset, og straks flygtede

kvinderne, og den gamle mand satte sig på briksen længst inde mod bagvæggen. Man

hørte nogen på vej ind i rummet. En ung mand med et kraftigt ansigt trådte

ind efterfulgt af et temmelig stort menneske med et lille og mørkt ansigt.

Allersidst trådte der et ret stort menneske ind og lignede en klump sne. Den

gamle kendte dem ikke, men bad dem sætte sig ned. Der sad de så og underholdt med historier. Så sagde manden med det lille ansigt:

"Jeg er kommet her for at skaffe såler til kamikker. Har I noget?" Den gamle mands

kone skar et par såler og gav ham det. Det helt hvide menneske bad om et

stykke hvalrostand. Den gamle fandt et stykke hvalrostand i sin kiste og gav ham

det. Den gamle fulgte dem ud. Da han et kort øjeblik vendte sig bort fra dem,

hørte han støj og opdagede, at der foran ham løb en ung renbuk, en hare og en

ræv. Der var ingen mennesker at se. Det var altså et rensdyr, en ræv og en hare

i menneskeskikkelse, der havde besøgt dem. Haren har villet skaffe sig et stykke

hvalrostand til en ny tand. Det var, hvad de oplevede af spøgelser den vinter.

Da det blev forår, roede de ud af fjorden. Siden overvintrede de ikke dér.

 

Var.: Talrige om besøg hos eller af fugle - eller dyr - i menneskeskikkelse; i de fleste er deres mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Undertiden, som her, drejer det sig om dyrs særlige ønsker, som kun mennesker kan opfylde. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

ãma avdla / Menneskeæderen

Print
Dokument id:185
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Menneskeæderen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 200 - 201, nr. 81
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om menneskeædere. (Orig. overskrift: Endnu en fortælling).

 

Der var engang to brødre. Den yngste roede i kajak til Paakitsoq. En netside

dukkede op, og han roede derhen for at harpunere den. Så mærkede han, at

kajakken stødte imod stranden med mange rullesten. Der kom en ældre mand hen

til ham og sagde: "Kom op til os." Da han kom ind i huset, dræbte de ham.

Storebroderen tog også på fangst og kom til samme sted. En ældre mand inviterede

ham op til huset og inden han gik op til huset, sørgede han for at placere

kajakken på stranden med forenden imod havet. Inde i huset var konen i gang med

at koge mad. Gæsten så en hånd hænge et sted, og det var lillebroderens hånd.

Der var en datter i huset. Om hende sagde moderen: "Hende dér spiser ikke

menneskekød." Pigen gjorde tegn med øjnene til gæsten, at han skulle forsvinde.

Han skyndte sig ud efterfulgt af konen, der råbte: "Vi er ved at glip af et

menneske." Manden dukkede op og skyndte sig ned til sin kajak og roede ud. Han

havde sin lanse med. Han roede efter den fremmede rundt om en isflage, hvor

fangerens datter opholdt sig. Den fremmede dræbte den ældre mand, mens hans kone

stod på stranden og sleb sin ulu. Den fremmede roede af sted med datteren fra

huset på kajakken.

 

Om foråret rejste de sydover og kom til en boplads, hvor de overvintrede.

Beboerne viste sig at være menneskeædere. En dag da sælen, han kom hjem med,

var ved at blive flænset, kom en ung mand og sagde: "maanna qamana" (nu skal du

ikke på fangst (?) Chr.B.)." Dagen efter, da han kom hjem fra fangst, sagde hans

kone til ham: "Den unge mand, der står derude, har flere gange sagt til mig:

"maanna qamana." I det samme hørte de klynken og gik ud. Dér lå så den unge mand

med en stor kniv stukket i maven. Manden løb ned til sin kajak efter sin lanse

og gav den unge mand det dræbende stik. Der blev sagt, at hans mor var ude at samle bær. Manden, der aflivede den unge mand, gik ud for at underrette hende.

Jeg har dræbt din søn - sagde han til hende. Moderen blev glad og sagde: "Så vil

jeg have (spise) den ene balle, så vil jeg have ballen."

 

Var.: Der er en del fortællinger om menneskeædere. Denne er noget uklar i sammenhængen. Bueskydning / Brødrene; De to fætre; Brødrene som forsvandt;

Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen

ãma avdla / Morderen Ikik / Morderen Pikik

Print
Dokument id:256
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Morderen Ikik / Morderen Pikik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 385 - 386, nr. 126
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 167.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(En fortælling om store drabsmænd / mordere.) (Opr.: "Og en anden" (fortælling)).

Manden Pikik og hans søn der begge var stærke mænd.

En grønlandsk fortælling.

I game dage, før qallunaat (hvide mænd, danskere) kom til landet, boede der vest for Qeqertarsuatsiaat, på Inussuk, en mand, der havde fjender på samtlige bosteder - i nabolaget og sydpå. Han var en drabs-mand og han havde engang dræbt en mand, som han ikke kendte. Det var en mand, han så for første gang. Han dræbte ham bare og lod liget ligge. Senere dræbte han mandens eneste søn. Når den stærke mand og hans søn traf deres fjender under en fangsttur, dræbte de dem. De var dygtige til at fange mennesker og sæler. Når far og søn sammen var ude at ro i kajak, kiggede de udelukkende efter mennesker og sæler.

Efter at der havde bosat sig danskere i Qeqertarsuatsiaat, tog far og søn

dertil for at handle. De gik op til et af husene og derinde sad mange af deres

fjender, som var kommet sydfra. Far og søn sagde ikke et ord. De var spændt på,

om nogen ville angribe dem. Det viste sig, at deres fjender blev bange for dem -

især for sønnen, som var meget stærk. De rejste derfra igen, uden at fjenderne

foretog sig noget over for dem. Da de tog af sted, kastede de til måls med deres

ualmindeligt kraftige harpuner, hvis lige ikke fandtes nogen steder. Det gjorde

de for at gøre indtryk på deres fjender.

 

Hist.: Ikik / Pikik optræder kun i denne fortælling, der i sin yderst skematiske form lever op til overleveringens vanlige fjendebillede af mordere og lystmordere.

ãma avdla / Qajariaq

Print
Dokument id:186
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Qajariaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 202, nr. 83
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den skade, som kanofolket kunne volde. (Orig overskrift: Endnu

en fortælling.)

 

Far og søn havde deres vinterplads på Kitsissunnguit. En dag de

var ude på fangst, sagde faderen til sønnen: "Det siges, at hver gang kanofolket

kommer (qajariarsuaqaleraangami), så forsvinder sælerne." Da de var på vej hjem

og var nået til iskanten, sagde faderen: "Kan du se, der kommer en kajak uden bagstævn." De lå dér og ventede på det mærkelige fartøj. Da det nåede frem til

dem, dræbte de manden. Manden, de dræbte, havde spyttet på horisonten, så der

kom tåge; og de for vild. De roede og blev tørstige. De fangede fugle med deres

fuglepile og drak væsken fra fuglenes øjne. Da de nåede iskanten, sagde

faderen: "Jeg er meget træt. Lad os hugge trin i isen, så vi kan komme op."

De var nu på vej hjem sammen med faderens kone (? BS). Da de kom til deres kajakker, lod sønnen sin far komme i kajakken før han selv. Da sønnen kom i sin kajak, sagde han: "Det læs, man har bag på kajakken taber man altid i blæsevejr." Han roede af sted og lod hende blive. Ingen ved, hvorvidt han nåede hjem eller

ej.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

ãma avdla / Qajariaq

Print
Dokument id:205
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Qajariaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 294 - 295, nr. 101
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 68: Møde med en qajariaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 68: Qajarissamik naapitsineq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en anden fortælling.

     En dygtig fanger i Narsarmiut opdrog sine to sønner til kun at bruge en fuglepil som fangstredskab. De brugte den, når de var på sæljagt og på hvalrosjagt. Engang tog de af sted sammen med deres nye fuglepile. De fangede en stor hanhvalros med deres fuglepile. Spidsen på deres fuglepile havde ingen modhager. Underdelen af sidespidserne var slebet skarpe. Når de ramte sæler, der lå med hovedet bøjet bagover, blev halsen skåret over. De fangede meget.

Engang roede den ældste ind i Kangerluarsuk. Hans far var på vej hjem med

en sæl på slæb. Denne ældre bror var på vej ud af fjorden sent på dagen. Han

opdagede, at en kajak fulgte efter ham og han undrede sig over det, fordi han

vidste, at der ikke var andre kajakker inde i fjorden. Da den fremmede kajakmand

kom nærmere, lagde fangeren fra Narsarmiut mærke til, at den fremmede abede

efter ham. Når han drejede lidt, drejede den fremmede også. Han kunne ikke

rigtig se bagenden af den fremmedes kajak. Fangeren fra Narsarmiut vendte siden

til. Det gjorde den fremmede også. Nu sås det tydeligt, at den fremmedes kajak

manglede bagende. Han blev klar over, at han blev fulgt af en kano og han blev

bange, fordi han havde hørt, at de, der blev forfulgt af kanofolkene aldrig slap

fra dem. Han forsøgte at ro væk fra ham, men den fremmede holdt den

samme afstand fra ham hele tiden. Men efterhånden halede forfølgeren ind på ham.Lige før den fremmede indhentede ham, roede han om på den anden side af et

lille næs. Han greb sin fuglepil og ventede på, at den fremmede skulle vise

sig, men han viste sig ikke. Han roede lidt tilbage for at se efter, hvor han

blev af. Han roede hjem uden at se ham igen.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq

Print
Dokument id:253
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Qivigtoq / Qivittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 379 - 380, nr. 123
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qilersiussaaq (Opr.: Og en anden).

Der var engang en stor søskendeflok, og der var kun én pige blandt dem. Brødrene var meget ømme om deres søster. Da hun end ikke kunne få lov til at gifte sig, lod hun sig besvangre og fødte et barn uden for ægteskab. Pigen, som hun fødte, gav hun navnet Qilersiussaaq. Hun ville gerne hen med barnet til sine farbrødre eller far, men det forbød hendes brødre. Da pigebarnet var begyndt at gå, fyldte hun sin taske med sytråd og såleskind og forlod sine brødre. Langt inde i landet byggede hun sig et hus. Hun lavede fælder ved at grave underjordiske huler. Når hun havde været ude at tilse sine fælder, kunne hun knap bære byrden hjem. Hun beklædte hele huset indvendig med ræveskind og lavede sig også puder og tæpper af ræveskind. Hun havde ræveskind nok.

 

En dag fik Qilersiussaaq den tanke at tage ud for at se til sine farbrødre. Da moderen var taget af sted, tog Qilersiussaaq også af sted og gav sig til at synge følgende: "Jeg tog af sted og jeg gik og gik og fik øje på brændende mos (der bruges til lampevæge - Chr.B.). Jeg sloges med den ene, jeg sloges med den anden og kastede ham bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog videre derfra og fik øje på to store svaner, der sloges. Jeg sloges længe  med den ene og kastede den bort, uden at jeg selv blev kastet bort. Jeg drog af sted derfra og fik øje på mange konebåde og folk, der flænsede hval. En af dem råbte: "Der har vi et menneske. Hvad hedder du?" "Jeg er Qilersiussaaq (Qilersiussamauvunga)." "Jeg skulle sige, at dine farbrødre har fanget en hval." Nu da jeg ser dem, dør jeg af længsel (kipippunga)." Ligesom hun sagde dette, blev hun til en stor sten og rullede ned.

 

Var.: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

ãma avdla / Saunikumasoq dræber plejefaderen

Print
Dokument id:177
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Saunikumasoq dræber plejefaderen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 187, nr. 72
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

 

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 72.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om den forældreløse Saanimasoq / Saanikumasoq (Opr. overskrift: Den anden historie).

En gammel mand havde to døtre. Der var også en forældreløs ung

mand ved navn Saanimasoq, der havde en stedfar og en stedmor. Når stedfaderen

var ude på fangst, gav stedmoderen ham benstumper at spise. Når stedfaderen

kom hjem og fik noget at spise, sagde han gerne til Saanimasoq: "Mon du fik noget at spise?" Den unge mand sagde gerne: "Ja, jeg fik noget at spise," selv om

han kun havde fået benstumper. Stedfaderen troede på, hvad han sagde.

 

En dag da stedfaderen spurgte stedmoderen, om Saanimasoq havde fået noget at spise, løj stedmoderen overfor sin mand og sagde: "Han forsøgte i dag at dræbe mig." Da stedforældrene faldt i søvn om aftenen, flygtede den unge mand til et område, hvor der ingen mennesker boede, men det viste sig, at han havnede lige i armene på to gamle mennesker, hvor han kom til at bo. Da den forældreløse var ved at blive voksen, sagde den gamle mand til ham: "Gid du vil blive en stærk mand." Og han blev en stærk mand. Hans plejefar kiggede på ham. En aften gik han i seng

hos de to døtre og fik dem til koner. Det viste sig, at den gamle mand nødig

ville skille sig af med døtrene. Da Saanimasoq vågnede en morgen, sagde han, at

han ville tilbage til sin stedfar og stedmor. Selvom han blev frarådet af sine koner, tog han af sted, med konen siddende på skuldrene, til sin gamle boplads, der lå langt væk. Da han nåede frem til bopladsen, var stedmoderen alene hjemme og

lavede mad. Saanimasoq gik hen til hende, tog hende om begge arme og flækkede

hende midtover. Han gjorde det samme med sin stedfar, da han kom hjem fra

fangst. Da han havde dræbt dem begge to, vendte han tilbage til sin boplads.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

ãma avdla / Serquilissaq

Print
Dokument id:254
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Serquilissaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 380 - 381, nr. 124
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 162

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Seeqquilisaq (Opr.: Og en anden).

Seqquilisaq boede nordpå. Da han mistede sin far, tænkte han, at han - nu da han var blevet alene - ville træne sig stærk. Han voksede og han trænede for at blive stærk. Han var mild og altid i godt humør. Han fik kajak og han plejede også at tage nogle ture over land. Til sin træning brugte han alt muligt, og han tog altid på kajakfangst og landjagt helt alene. Han blev voksen og en stærk mand.

 

Mens han endnu boede på den samme vinterboplads, hørte han, at visse

folk, der boede sydpå, ikke regnede ham for noget. Det fik ham til at

rejse sydover. Undervejs måtte han slå lejr flere gange. En gang, da han

roede omkring et næs, fik han på den anden side øje på en beboet boplads. Dér slog han sit telt op. En dag, hvor han ikke tog ud på fangst og

gik rundt ved teltet, så han en sølle kvinde komme ud af et af husene og

sætte i løb, idet hun råbte: "Det siges, at Seeqquilisaq er meget dygtig til at

skyde med bue og pil. Skyd mig." Seeqquilisaq kiggede blot på hende og foretog

sig ikke noget, da der ikke var nogen grund til at hidse sig op. Så gik hun ind

igen i huset. Men lidt efter kom hun ud igen - løbende og råbte: "Skyd mig, skyd

mig." Seeqquilisaq hentede sin bue inde fra teltet, og idet hun lige skulle til

at gå ind i huset, skød han efter hende og ramte hende lige midt i kroppen, så

hun blev spidet fast på husmuren. Det var første gang i sit liv, at han blev

hidsig og dræbte et menneske, men ingen i huset (ingen i hendes familie - Chr.B.) gjorde Seeqquilisaq noget. Med sin familie blev han på stedet et stykke tid, men senere vendte de tilbage til deres boplads. De døde, uden at nogen havde hævnet sig på dem.

 

Var.: Næppe.

 

Kommentar: Meningen må være den, at konen opfører sig for tumbet.

ãma avdla / Vennerne som bespiste hinanden ondt

Print
Dokument id:255
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma avdla / Vennerne som bespiste hinanden ondt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 381 - 385, nr. 125
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 9 ss. 70 - 73 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119-123:

The Friends.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om to fætre. (Opr.: Endnu en anden).

Der var engang to mænd, der var hinandens elskede yndlingsfætre. De voksede op sammen og boede på samme vinterboplads. Om sommeren tog den ene af fætrene ind

i store fjord (måske stednavnet Kangerlussuaq. Chr.B.) på renjagt og den anden tog ophold på en ø, for at fange sæler. Fætteren på øen fik den ide at invitere fætteren og give ham noget råddent sælkød at spise. En dag tog han så hen til ham og inviterede ham. Da han havde afleveret sin invitation, vendte han hurtigt tilbage og smurte noget fedt fra et dødt menneske på det kød, han ville servere for ham. Han ville forgive ham (nerlernerlukkumallugo). Fætteren kom, og der blev serveret. Men han holdt hurtigt op med at spise, da det gik op for ham, at maden havde en fremmed lugt. Han tog hurtigt hjem igen med skumle tanker, men han lod sig ikke mærke med det over for fætteren.

Den forgivne fætter ville nu hævne sig på fætteren. Han bad kvinderne om at

tilberede et lækkert måltid, fordi han ville indbyde sin fætter til spisning. Så

kom fætteren på besøg og forinden havde den fætter, der inviterede ham, smurt

noget menneskefedt på det kød, der skulle serveres for ham. Fætteren spiste

med appetit. Den voksede under spisningen, og han spiste alt op uden at

opdage nogen fremmed lugt. Men under opholdet fik han mavepine og tog hjem.

Flere dage efter tog fætteren af sted for at se til fætteren med mavepine.

Da han roede omkring næsset og kunne se bopladsen, opdagede han fætterens

kajak, men ellers var der ingen mennesker at se. Han gik op til huset og

så gennem vinduet fætteren ligge på maven på briksen med hovedet hængende ned

henover kanten af briksen. "Hvordan har min kære fætter det?", spurgte fætteren

ved vinduet, endnu før den anden opdagede ham. I det samme sprang fætteren fra

briksen op og begyndte at forfølge ham, idet han sagde, at han ville spise ham,

for han var blevet sindssyg og havde spist alle de andre i huset. Det lykkedes

for ham at springe ud gennem vinduet (det er ikke ganske klart, om det er den

gale eller den raske fætter, der sprang ud. Chr. B.). Fætteren, der blev forfulgt,

skubbede sin kajak ud i vandet og idet han skulle til at stige ned i kajakken,

kiggede han op og så, at den gale fætter var på vej ned til ham. Han standsede

ved strandkanten og sagde: "Nu er jeg blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg

ikke længes efter dig." Fætteren begyndte at ro ind, men opdagede i det samme, at den gale fætter rakte armene ud efter ham. Han blev bange for ham og roede væk. Han nåede hjem og fortalte de andre, at fætteren var blevet sindssyg og havde spist sine husfæller, og at han selv nær var blevet spist.

Dagen efter ville han af sted igen for at se til den gale fætter. Kvinderne

i huset advarede ham og sagde, at han risikerede at blive spist. Men han

svarede: "Der går ikke en dag, hvor jeg ikke længes efter ham". Kvinderne kunne

ikke få ham fra det. Da han gik i land under den gale fætters hus, trak han sin

kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Denne gang gik han ind

i huset og den gale fætter gav sig til at løbe efter ham inde i huset og talte

hele tiden om, at han længtes stærkt efter menneskekød. Den raske fætter var ved

at blive helt træt, da det lykkedes for ham at springe ud gennem vinduet. På vej

ned til sin kajak kiggede han tilbage og så, at den anden nu kom ud af huset og

løb ned til ham. Han sprang ned i sin kajak og roede ud. Han så tilbage og

opdagede, at den anden var på vej ud til ham gående på vandet. Da han nærmede

sig mere og mere, gav den raske fætter sig til at rokke med kajakken. Så hørte

han den anden råbe: "Nå da!" ("ilaalaartarpalummat" - svært at finde et passende

udtryk. Jeg mener, at man i Julianehåb området bruger "ilaalaa" som et udtryk

for, at man er bange) og kiggede tibage. Han så, at den gale fætter klarede de

små bølger, der dannedes af kajakkens rokken, ganske udmærket. Så gav han sig

til at rokke kraftigere med kajakken, idet han samtidig roede. Så hørte han den

gale fætter sige: "Jeg var nær faldet ned i en stor revne". Han kiggede tilbage

og så, at han hang med hovedet ned og ville rejse sig op igen. Det viste sig, at

han anså den stribe på vandet, der var dannet af strømmen, for at være en revne.

Forfølgeren sagde nu til ham: "Jeg er blevet rask. Der går ikke en dag, hvor jeg

ikke længes efter dig". Han begyndte at ro hen imod ham, men opdagede, at den

gale rakte armene ud efter ham. Så roede han lidt væk fra ham. Sådan begyndte han at drille ham, men blev alligevel bange for ham og roede væk. Da han kom hjem, fortalte han, at han nær var blevet spist. Kvinderne advarede ham mod at besøge fætteren.

Dagen efter tog han alligevel af sted for at se til den gale fætter. Da han

kom til fætterens boplads, trak han sin kajak en smule op på land med forenden vendt imod vandet. Han ledte efter fætteren inde i huset, men kunne ikke finde

ham. Han kom ud igen og kunne efter sporene se, at han var kommet ned (fra

taget? Chr.B.) bag huset. Derfra fulgte han sporene op til en stor klippehule og

fandt den gale fætter død i bunden af den. Han kom ud af hulen og dækkede

udgangen til med mange sten. Først da han havde sikret den, tog han hjem. Efter

den tid knyttede han ikke flere tætte venskaber.

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindsyg / sindssyg / menneskefedt; ligfedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

ãma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk

Print
Dokument id:160
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma naakkinartoq / Katerfarsuk / Katerparsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 152 - 153, nr. 52
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Steenholdts renskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, ss. 13h - 14. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 145.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Den forældreløse, der hævnede sig (Opr. overskrift: Også en stakkel).

En forældreløs, der ingen voksne havde til at hjælpe sig, var i færd med at

bygge sig en kajak. Han græd, fordi han havde svært ved at gøre det godt nok.

En ældre mand ville forskrække ham ved at liste sig frem til ham indhyllet i

et isbjørneskind. Den ældre mand gik helt hen til drengen uden at blive opdaget. Han pustede på drengen, som blev så forskrækket, at han flygtede grædende. Den

ældre mand grinede og sagde: "Jeg syntes egentlig, at det var synd for dig, men

jeg valgte alligevel at gøre dig bange i skikkelse af en isbjørn."

 

Drengen glemte det aldrig, og da han var blevet åndemaner / angakkoq, ville han hævne sig.

Engang da mændene var taget ud på fangst, så han på et skær, på den nordlige side

af bopladsen, en hvalros. Han fremsagde en trylleformular / serrat og fik på den måde hvalrossen til at krænge skindet af. Han iførte sig dette skind og svømmede ud til kajakmændene. Han fandt frem til den lille ældre mand, der i sin tid gjorde

ham bange, og dukkede op lige tæt ved ham. Han blev harpuneret af den lille

ældre mand. Han dykkede og trykkede luften ud af fangeblæren / fangstblæren, hvorefter han

svømmede hjem. Så roede han ud til kajakmændene. Disse undrede sig meget over,

at fangeblæren uden videre var forsvundet, efter at den lille ældre mand havde

harpuneret en hvalros. Den forældreløse roede hen til den lille ældre mand og

rakte ham hans fangstblære, som han fiskede op bagi kajakken. Han sagde: "Du gjorde mig i sin tid bange i skikkelse af en isbjørn, og nu har jeg

hævnet mig på dig i skikkelse af en hvalros." Da han roede bort, så han, at den

lille ældre mand tørrede en tåre bort.

Var.: Katerfarsuk; Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk

 

Kommentar: en meget yndet fortælling i Vestgrønland, der måske har en eller anden forbindelse til den østgrønlandske ritualmyte, hvor en angakkoq blir puulik vha. en isbjørn og en hvalros. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq

Print
Dokument id:204
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma oqalugtuaq / Iseraisoraq / Isigarseraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:Omf[side 287 - 291, nr. 99
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Lystmorderen Iseraasorak som blev meget gammel.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Toqutsigajooq Iseraasoraq utoqqarsuanngortoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 156.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Endnu en fortælling.

Iseraasorarsuaq var kivagtig (ifølge den danske kommentar, Chr.B.) men ikke hævngerrig. Så det var af lyst, han var en stor drabsmand. Han var kommet fra Akilineq i konebåd. Det første sted, han kom til, var Ilulissat

(Jakobshavn - Chr.B.). Da han fik den tanke at sejle mod øst, havde hans

storebror ydmygt sagt følgende til ham: "Iseraasoraq, skær mig et stykke af

din "peqqiut"." (Den danske kommentar er jeg ikke i stand til at læse - måske skal

man se efter originalen - chr.b.). Iseraasorarsuaq skar et lille stykke af sit

"peqqiut" til sin storebror, selv om hans (Iseraasorarsuaqs) "peqqiut" var meget

kort. Iseraasorarsuaq plejede at sige: "Angajumininínngôk

inûngaitsiásagaluarnerdlune" (jeg har svært ved at klare dette - det er noget

med, at han måske ville leve længere end sin bror).

Det første Iseraasorarsuaq så, da de var nået til land i nærheden af

Ilulissat, og mens de roede langs kysten, var en kajakmand. Det var før de

overhovedet havde truffet et menneske. Iseraasorarsuaq, som var styrer i

konebåden, steg ned i sin kajak, roede hen til kajakken og dræbte manden. Det

var det første menneske, han dræbte. Da han vendte tilbage til konebåden, lod

han sig tatovere et sted ved kanten af håret. Herefter blev han tatoveret, hver

gang han dræbte en kajakmand. Ilulissat var hans første overvintringssted. Når

han i vintertiden fangede hvidhvaler, lod han dem ligge ved huset uden at flænse

dem.

En gang han var ude at ro i kajak, så han på den anden side af et næs fire

telte med inderskind, der var meget fine. Bortset fra to mænd boede der kun

kvinder i teltene, og i to af teltene (eller: "i telt nr. 2". - men jeg tror, det

skal forstås som "i to af teltene" fordi der kun er to mænd - Chr.B.)

udelukkende kvinder, og der var to konebåde. De to eneste mandfolk til alle de

kvinder bød ham gå i land. Der var overflod på stedet. De tilbød, at han kunne

sove i det telt, hvor der udelukkende boede kvinder. Værten sagde, at

han skulle lægge sig mellem kvinderne. Iseraasoraq vågnede tidligt om morgenen.

Da var værten ude for at lade sit vand. Da han, efter at have været inde i

teltet, hvor Iseraasoraq sov, kom ud, var han meget vred og kastede rundt med tingene. Han gik henover deres forråd og sparkede til alt. Han sagde til Iseraasoraq: "De dumme kvindfolk, de har det med at være uvillige." Men Iseraasoraq sagde: "I aften vil jeg også godt sove dér." Det stemte værten noget mildere.

Om aftenen, da han skulle i seng mellem kvinderne, overvågede værten ham nøje. Så snart værten forsvandt, gik Iseraasoraq hen til den kvinde, der lå yderst og lagde sig hos hende, og i løbet af natten lå han hos alle kvinderne fra ende til

anden. Han fik kun sovet ganske lidt den nat. Han gik ud, inden værten viste

sig. Knap nok var han færdig med at lade sit vand, så gik han ind til kvinderne.

Et stykke tid efter kom han ud og var meget blid og fornøjet. Han gik hen til

Iseraasoraq og snakkede og lo indimellem. Han var åbenbart så gæstfri,

at han endog overlod sine medhustruer til gæsten.

Ved afrejsen fik Iseraasoraq rensdyrkød forærende. For at gøre gengæld

inviterede Iseraasoraq stedets eneste mandfolk med. De kom alle sammen, men

de vendte om, fordi de blev bange for at gå uden om alle de uflænsede

hvidhvaler, der lå uden for huset. ("utermánigôq Iseraisoraq tikípoq" kan jeg

ikke få mening ud af i sammenhængen - Chr.B.).

Da det blev mildt i vejret, tog han sydover, og han dræbte alle de

kajakmænd, han mødte. Efterhånden som de kom længere sydpå, blev hele ansigtet

dækket med tatoveringer. De måtte bygge vinterhus et stykke fra en boplads

med mange mennesker og med et stort hus uden vinduer, hvor man dansede trommedans / qassi ?.

De fortsatte sydover. På alle beboede steder, hvor de slog lejr, begik de

mord. Når de skulle af sted igen, skaffede de sig roere/ roersker ved tvang. Folk på det sted, hvor der fandtes et dansehus fik nys om, at Iseraasoraq var på

vej sydover, og at der snart ikke var plads til flere tatoveringer i hans ansigt, med alle de drab han havde begået. En af bopladsens folk fik den idé, at narre sine bopladsfæller. Han gik hen til dansehuset og råbte, at Iseraasoraq var i dansehuset. Så kom alle folk løbende til dansehuset.

Iseraasasoq hørte om dette, og han fik lyst til at besøge stedet. Et stykke

fra bopladsen slog de lejr. Da det blev aften tog Iseraasoraq alene til

bopladsen og gik ind i dansehuset. Han sad ved indgangen til rummet med ansigtet

vendt udad og ventede på, at det skulle blive dag. Da det var blevet lyst

i gangen, hørte han, at der var én på vej ind gennem gangen. Han kom

nærmere og fik øje på Iseraasoraq. I det samme udbrød han: "Hvad er det for et

stort ansigt!" Så for han skrækslagen ud og råbte, at Iseraasorarsuaq var i

dansehuset. Der blev røre på bopladsen. Alle, der kom ind, udbrød: "Sikke et

ansigt!" På det tidspunkt var ansigtet nemlig blevet blåt over det hele af

tatoveringer, for han havde begået drab alle de steder, hvor han kom, og hvert sted havde han taget sig en kvinde med magt. Da Iseraasoraq kom ud af dansehuset

forsøgte mændene at overfalde ham, men Iseraasoraq dræbte alle mændene.

Efter dette rejste han videre - væk fra dette sted og fandt et sted, hvor

de byggede vinterhus, og hvor de boede fast. De tog gerne ind i fjorden

om sommeren. På den ene fjordbred var der et stort fuglefjeld. Når

de sejlede forbi dette store og stejle fjeld, plejede Iseraasoraq at more sig

med at råbe, så det gav ekko.

Iseraasoraq blev en gammel mand og kunne ikke længere klare sig selv. Han

blev som et lille barn, men hans utal af børnebørn tog sig af ham. På

konebådsrejser blev han anbragt midt i, pakket ind i tæpper. Han blev også

tunghør. Når de passerede fuglefjeldet, bad hans børnebørn ham om at hyle, så

det gav ekko. Så tav alle og lyttede til ham. Det lød, som om det var en

tejst, der peb. Børnebørnene kom med tilråb og morede sig over ham. -

Engang skete det, at børnebørnene som sædvanlig råbte til ham, da de passerede

stedet: "Iseraasoraq, nu er vi kommet til det sted, hvor det plejer at runge." Men

der kom ingen reaktion. Da de fjernede tæppet der dækkede ham, viste det sig, at han var død og at dødsstivheden lige var indtrådt.

 

(Som det ses, er der et par steder, hvor jeg ikke har kunnet få den fulde mening

frem, Chr.B.).

 

Var.: Isigaaseraaq; Ninnittaq

 

Hist.: Flere fortællinger om besøg i eller fra Akilineq lader hovedpersonen blive uhyre gammel: se Var. ovf. På fortælletidspunktet var vestgrønlændere klar over, at der boede fredelige stammefrænder på den anden side havet i modsætning til traditionens aggressive kannibaler. Denne Iseraasoraq er dog ikke nogen behagelig gæst fra Akilineq, massemorder som han er i fortsat overensstemmelse med traditionen.

ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet

Print
Dokument id:148
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 103, nr. 39
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

 

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

 

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

 

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

 

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

 

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

ãma oqalugtuaq avdla / Enken

Print
Dokument id:140
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:ãma oqalugtuaq avdla / Enken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 87, nr. 32
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller afskrift:

NKS 2488, VI: 170h - 172v.

 

Resumé i Rink 1866-71, I, nr. 35: Enken.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en stærk mand, der dræbte manden med de mange koner (orig. uden overskrift).

En mand, der havde mistet en søn, og som var meget bedrøvet over det, rejste

sydover for at fordrive tiden. Alle steder, hvor han kom hen, forhørte han sig

om, hvorvidt der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. Når han fik

et negativt svar, rejste han videre til et andet sted.

Endelig kom han til et sted, hvor der var et barn, der var opkaldt efter hans

afdøde søn. På denne boplads bosatte han sig. Han forærede barnet, der var

opkaldt efter hans søn, en kniv. Han plejede at invitere til spisning, når han

fangede en sæl. Da de engang under en spisning kom til at mangle en kniv, tog

han barnets kniv frem til almindelig benyttelse. Men da gæsterne gik, kunne han

ikke finde den nogen steder. Han efterlyste den flere gange, men uden resultat.

Så valgte han at skade de andre ved hekseri. Et af de unge mennesker blev syg og

tilstod tyveriet, inden han døde.

Efter dette fik manden at vide, at de andre på bopladsen ville hævne sig på ham

og dræbe ham. Han fik sin kone til at grave et hul under gulvet; og de sæler,

han fangede, blev puttet ned i dette hul. Til de andre i huset sagde han:

"Dræber de mig, vil det give sig til at sne."

En dag, da fangerne kom hjem fra fangst, var mandens børn som sædvanlig nede

ved stranden for at tage imod deres far. Men de fik at vide, at deres far var

blevet dræbt. De gik grædende op til huset, og i det samme begyndte det at sne;

og det blev ved hele vinteren, så ingen kunne tage ud på fangst. Bopladsfællerne

tiggede sig til lidt mad hos enken, så længe der var noget. Enken kendte en

vise, der kunne få det til at holde op med at sne. Den sang hun, da provianten

var ved at slippe op. Det var ikke muligt at komme ud af huset gennem døren

eller gennem vinduet, så de slap op gennem røghullet for at få konstateret, at

det var holdt op med at sne. Enken gik rundt til de andre huse og opdagede, at

alle var døde. Hun skar hovedet af dem alle sammen.

Enken kendte også en vise, der kunne få isen til at forsvinde. Da isen

forsvandt, kom der mange sæler. Enken sagde til deres mandlige husfælle: "Du skal

i første omgang kun fange én sæl, og den skal du give mig. Det samme skal du

gøre med den anden, tredje, fjerde og femte. Først derefter kan du begynde at

fange ubegrænset." Manden gjorde, som enken sagde. Denne enke døde i øvrigt på

grund af alt det trylleri, og hendes husfæller tog hendes drenge til sig.

 

Efter moderens død begyndte drengene at gå lange ture. De kom hjem med

sønderrevne anorakker. En dag udspionerede plejefaderen dem og opdagede, at

de legede med en isbjørn. Han så, at bjørnen løb efter den mindste af drengene.

Så løb den ældste af drengene efter bjørnen og tog den i halen. Nu løb bjørnen

efter den ældste. Lillebroderen løb efter bjørnen og tog den i halen. Sådan blev

de ved, og til sidst dræbte de bjørnen. Manden gik hjem og fortalte sin kone, at

drengene nu havde fanget en isbjørn, og at de kunne glæde sig til kødet. Men

drengene kom ikke hjem med noget kød. Dette gentog sig mange gange, og drengene

udviklede sig til at blive meget stærke. Den yngste var den stærkeste - så

stærk, at han bristede og døde.

Den ældste bror og plejeforældrene rejste sydover, og drengen blev voksen og

giftede sig. En dag kom de til en boplads med to huse. Det øverst beliggende var

meget langt og det nederste lille. Manden, der kom ud af det lille hus,

fortalte, at den stærke mand i det lange hus havde den skik, at hver gang der

kom gæster, tog han konen til sig og dræbte manden. Manden fra det lille hus

tilbød at ville følge ham op til det lange hus. Men først ville han se, hvor

stærk han var, og lod ham løfte et sortsideskind, der var fyldt med sten. Gæsten

bestod prøven. Manden lærte gæsten den sang, der skulle synges, og instruerede

ham i, hvordan han skulle bære sig ad med at undgå at blive ramt af modpartens

lanse. Sammen gik de op til det lange hus.

Inde i huset sad der en hel masse kvinder ved siden af hinanden. Det var den

stærke mands koner. Der blev sat mad frem til gæsten, og han spiste en hel

sortside. Den stærke mand bad konen om at komme med en tromme. Hun gav ham en

tromme af en anselig størrelse; men den stærke mand afviste den, idet han sagde,

at det kun var et stykke legetøj. Derefter gav konen ham en meget stor tromme.

Han begyndte at synge en vise, og værtens stedsønner sang med. Da de nåede

midtvejs i sangen, sagde stedsønnerne henvendt til gæsten: "Duk dig, duk dig!"

Gæsten dukkede sig, så kun hagepartiet var synligt. Den stærke mand hævede nu

lansen for at kaste den. I det samme hoppede gæsten, og lansen ramte væggen

under ham. Næste gang den stærke mand løftede lansen, lagde gæsten mærke til, at

hans øjne nærmest kiggede op. Derfor dukkede han sig og satte sig på hug, og lansen ramte væggen ovenover ham. Nu greb gæsten lansen, og den stærke mand

satte sig på gæstens plads. Gæsten istemte en vise, og da de var midtvejs i

den, sagde stedsønnerne: "Duk dig, duk dig!" Gæsten løftede lansen, kastede den og

ramte den stærke mand i hagen i det øjeblik han strakte sig op. Lansen gik tværs

igennem ham og satte sig fast på væggen. Gæsten var på vej ud, uden først at

have trukket lansen ud. Så greb hans kone ham bagfra. Udenfor stod den stærke

mands forbundsfælle og ville slås med gæsten. Gæsten kom til at træde forkert

og ramte en sten, så hans hæle flækkedes, men han undgik at blive væltet ned på

jorden. Han tog fat på modstanderen og trykkede ham så voldsomt, at blodet

piblede ud af munden på den stærke mands forbundsfælle.

De rejste videre og kom til en ny vinterplads. Engang han fangede en hval,

inviterede han til spisning udendørs på en klippeflade. Han lod hånden glide

henover klippefladen og sagde: "Ham, jeg sloges med, havde en pande så hård som

denne klippe."

 

Var.: Den sidste episode: Kunuk; Søg også på Kumal*;

 

Hist.: Ikke historisk. Episoderne er velkendte fra andre fortællinger og forestillingen om en rejse mod syd og fortsat mod syd fra en egn med isbjørne, og længere mod syd, hvaler, bør være udgået fra et sted nord for Upernavik.

Sammensætningen af episoder virker heller ikke umiddelbart forståelig.

 

Kommentar: Enken kan med sine formularer åbenbart klare det samme som en angakkoq / åndemaner, der rejser til havkvinden og via rensningen af hende får isen brudt op.

Amâkasia / Amaakasia

Print
Dokument id:1321
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amâkasia / Amaakasia
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.372:

"Amaukasia, som ombragte kajakmændene, når de roede ind i fjorden".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

"Det skravl, hun havde i rygposen.

Da nogle fangere fra en boplads var udeblevet fra fangst - den ene

efter den anden, tog den eneste tilbageblevne ud på en kajaktur. Han

var på vej ind i en stor fjord, så hørte han en stemme. Han så sig om

og opdagede, at der stod et menneske på en lille høj. Han gav sig til

at lytte. Så hørte han én råbe fra land: "Hør du kajakmand, du kære,

kom du herind." Da han hørte dette, roede han ind mod land, hen til

den, der råbte. Han nærmede sig land og fik øje på en sølle kvinde med

et barn i rygposen. Så snart han lagde til land, sagde hun: "Stig op

af kajakken." Det gjorde han, og hun sagde videre: "Flyt kajakken

længere op på stranden." Han svarede blot: "Om lidt, når højvandet er

ved at nå den, vil jeg flytte den højere op." Derpå bad hun ham komme

op til huset. Netop som han skulle deropad, fik han øje på

nogle kajakredskaber, der var blevet lagt på jorden. Han kiggede

nærmere på dem og genkendte nogle redskaber, som havde tilhørt hans

tidligere husfæller (de, der var udeblevet fra fangstture).

Han gik forbi dem - og videre op til huset. Inde i huset lagde han

mærke til, at væggene var beklædt med gamle kajakskind, og

tværbjælkerne i huset var af træ fra kajakredskaber. På væggen var

der klistret huder fra ansigter. Nogle af disse kunne han genkende som huder af hans tidligere husfæller. Nu vidste han, at det var den elendige kvinde,

der havde dræbt dem.

 

Da han var kommet ind, sagde hun: "Tag din anorak af, du

kære." Han tog anorakken af. Han havde lige taget anorakken af, så

sagde hun: "Hvad skal jeg give dig at spise," og i det samme gik hun

ud og kom tilbage med noget rosenrod, der var blevet opbevaret i en

spækpose; fadet, det blev serveret i, var et menneskekranie.

Idet han begyndte at spise maden, sagde han: "Hvordan kan det være, at

de smager så godt?" Værtinden svarede: "Det er nok fordi fedtet er

menneskefedt." Da gæsten hørte dette, holdt han op med at spise og

sagde: "Jeg kan ikke spise det, når fedtet er menneskefedt."

Værtinden sagde: "Hvad skal jeg dog så give dig at spise?" Idet hun sagde

dette, gik hun ud. Gæsten var noget urolig over situationen. Han gik

hen til værtindens lampe og opdagede, at hendes ulu (kvindekniv) og

slibesten var blevet anbragt sådan, at man hurtigt kunne få fat i dem.

Han tog dem og gemte dem under brikseskindet, hvorefter han satte sig

på plads. Straks efter kom værtinden tilbage med nogle sortebær og

gav gæsten dem. Gæsten gav sig til at spise bærrene; han så noget

hvidt imellem dem.  Han gravede dybere ned og opdagede, at det var en

menneskehånd, der var skåret over ved håndledet. Under kogningen havde den krummet sig, så den dannede en skål med bær i.

Da han opdagede det, tog han sin anorak og flygtede ud af huset, idet

han sagde: "Jeg spiser ikke den slags." Han gik ned til kajakken og

skubbede den ud. Netop som han skulle presse sig ned i den, kom den

elendige kvinde ud af huset med sin ulu. Fangeren var dårligt kommet i

kajakken og roet ud fra land, før hun nåede stranden. Hun forsøgte at

få fat i kajakspidsen ved at vade ud i vandet; med hun kunne ikke få

fat i den, da hun kom til at flyde mere og mere oppe

(? pútadlaralutuânaqigame - mærkeligt).

Hvis fangeren ikke have gemt ulu'en, ville hun have fået fat i

kajakspidsen. Hun nåede det ikke, fordi hun var længe om at finde

ulu'en. Det var med nød og næppe, at fangeren slap væk og tog hjem til

sin boplads.

Da fangeren kom hjem, fortalte  han sin kone, at den dumme kælling

havde dræbt de fangere, der var udeblevet.

Nogen tid efter sagde fangeren til sin kone: "Den møgkælling, jeg

traf forleden, vil jeg ro hen til endnu en gang." Konen svarede: "Lad hellere være. Du bliver bare dræbt."

"Jeg risikerer ikke noget, for denne gang går jeg slet ikke i

land," svarede manden. Og så tog han af sted.

 

Han var igen på vej ind i fjorden; og han så, at hun derinde var på udkig. Den dumme kælling på udkig fik øje på kajakken og råbte: "Hej søde

kajakmand, kom herhen." Han roede ind til land og

standsede lige ud for hende. Derinde fra land sagde hun: "Gå dog i land,

kæreste." Han svarede: "Jeg går ikke i land, for du var lige ved at

æde mig for ganske kort tid siden." Hun svarede: "Det var ikke mig,

der ville spise dig. Det var barnet (anâganguama) i rygposen, der var

ved at spise dig." Han sagde: "Det var dig, der var ved at æde

mig." Så skændtes de. "Dit åndsvage pattebarn (i rygposen)," sagde fageren til kælling, der gav sig til at kæle for det. "Dumme pattebarn, krads din mor!" sagde manden. Mens ungen kradsede løs på sin mor, tog hun den ud af hætten og smed det ud på en stor klippe, så det brast (qârlugo) og døde. Så sagde fangeren til

kvinden: "Du er den dummeste kælling jeg har været ude for, der dræber

sit kære barn, der ellers var så sødt." Da han havde drillet kvinden

rigtig ondskabsfuldt og tilstrækkelig længe, forlod han hende og roede

hjem.

 

Herefter kom kajakmændene altid hjem fra fangst; og ingen har siden

set den elendige kvinde.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Amarsiniôq / Amaarsiniooq

Print
Dokument id:1817
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amarsiniôq / Amaarsiniooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amaarsiniooq

En ældre blind kvinde var engang barnepige for et højt elsket barn, mens de øvrige husfæller deltog i en sangkamp på en anden boplads. Sent om aftenen gav barnet sig til at græde. Barnepigen søgte at få det til at holde op, men forgæves. Til sidst hulkede barnet uafbrudt (maniînalerpoq er formentlig det samme som manittorpoq, CB). Midt i det hele lød så en stemme, der ynkede barnet og sagde: "Nåh lille skat, kom du op i amaaten" (rygposen til små børn).

Barnepigen troede bestemt det var barnets mor, der kom for at tage barnet op i sin amaat, så hun hjalp til med at få barnet op i den. I det øjeblik barnet kom ned i amaaten, opdagede hun at det ikke var et menneske, men et væsen med en furet ryg. Væsenet stoppede barnet ned i sin amaat og bandt snøren til, så der ikke var mere at stille op, og straks var det på vej ud af huset med barnet. Først på det tidspunkt gik det op for barnepigen at det var Amaarsiniooq. Det var håbløst og hun kunne nu bare vente på, at forældrene kom tilbage. Da de kom, fortalte hun, at hun havde puttet barnet i Amaarssinooqs amaat i den tro at det var barnets mor.

       Man siger så, at forældrene gjorde alt hvad de kunne for at få barnet tilbage (fri oversættelse af sunauvfaligôq angajorqaivisa pileraluássagât, CB). Hver gang der var omslag i vejret og man kunne høre barnets gråd, gjorde forældrene sig endnu større anstrengelser for at få det tilbage, fordi de havde så ondt af deres lille skat. De søgte ihærdigt og fandt så en åndemaner, som kun beskæftigede sig med at udspørge ånder (qilaneq). Han gik ihærdigt til værks og med større og større iver, og til sidst kunne han love forældrene at de nok skulle få deres lille skat tilbage.

 

Var.: Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

 

Hist. En temmelig kort variant, der udelader hele det vanlige forløb, hvor det lykkes åndemaneren, der ofte er krøbling, at hente barnet tilbage.

Amarsissartoq

Print
Dokument id:158
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Amarsissartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 149 - 150, nr. 49
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 136.

 

Resumé i oversættelse fra håndskrift ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om barnerøveren med pose på ryggen. (Orig. uden

overskrift)

Der var engang et ægtepar, der boede helt alene. De havde flere

gange mistet et nyfødt barn. Om natten sov de med barnet imellem sig, men når

de vågnede om morgenen var barnet væk. De blev hver gang meget kede af det.

Engang var der en åndemaner / angakkoq / angakok, der manede ånder. Han opdagede, at der på en stor slette inde i landet lå et hus, hvor manden med posen på ryggen boede; og det var ham, der havde røvet ægteparrets børn. Åndemaneren gik til huset, men manden med en pose på ryggen var ikke hjemme. I huset fandt han babyer, der var hængt op i bundne fødder med hovedet ned. Brystet på dem var blevet blåt. Han tog den sidst bortførte baby med sig hjem. Forældrene blev meget glade.

 

Da åndemaneren en dag manede ånder, fortalte han, at han ikke kunne se huset.

Men da åndemaneren endnu engang manede ånder, førte manden med posen ham ud og

viste ham sit hus, som lå midt på indlandsisen. Han sagde til åndemaneren, at

han nu ville pine ham. Men åndemaneren kaldte på sine hjælpeånder - først

falken, der styrede lige imod manden med posen og ramte ham på panden, så han

var lige ved at blive dræbt. Åndemanerens anden hjælpeånd, den Skævmundede / Eqingasoq / Equngasoq (?), kom også og væltede manden med posen. Inden åndemaneren forlod manden med posen, fik han sagt til ham: "Du sagde ellers, at du ville pine mig." Manden med posen svarede: "Hvor er du dog ualmindeligt irriterende." Åndemaneren dræbte manden med posen, hvorefter han tog hjem. Efter dette fik ægteparret lov til at beholde deres børn.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Kommentar: I enkelte fortællinger er rygpose-væsnet en mand som her. I de fleste er denne Amaarsiniooq en kvinde. Den tvekønnede symbolik i manden med en kvindes amaat er særlig uhyggevækkende i den grønlandske tradition: Indvoldsrøversken; Uersaq.

Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne

Print
Dokument id:1030
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 14
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 18 - 19
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I Amerlunnguaq var der en fanger, hvis far var kommet op

i årene. En aften, da faderen vågnede midt i sin søvn, var sønnen der

ikke.

De ledte forgæves efter ham og troede til sidst, at han var død.

Men pludselig næste morgen (eller: om morgenen) så man ham på vej

hjem fra Simiutaq. De spurgte, hvor han havde været; og han sagde, at

han havde været i Kangerlussuatsiaaq. Han havde skam fået sig en

kæreste. Når han tog afsted om aftenen, roede han tilbage til

Amerlunnguaq i løbet af natten.

På et tidspunkt, da der ikke længere var sortsider at fange i

området syd for Simiutaq, var han på fangst ved mundingen af

Kangerlussuaq, hvor der var kraftig frosttåge. Her mødte han en

kajakmand, hvis kajak var forsynet med beslag af hvalrostænder, endog

på bunden. Han kunne ikke lide denne kajakmand, hvorfor han, da han om

foråret rejste sydover, forhørte sig om ham. Men ingen vidste, hvem

han var, og han mente så at det måtte være et spøgelse.

En vinterdag kom han hjem fra fangst med en sæl. Han var i færd med at

spise, da nogle fra husstanden kom ind og fortalte, at der var blevet

observeret en sæl lige ud for bopladsen.

Han afbrød måltidet og sagde: "Jeg kan spise, når jeg kommer hjem."

Han gik ud, kom ned i sin kajak og roede ud. Sælen dukkede op lige i

nærheden af ham. Han roede hurtigt hen og harpunerede den. Men

i det samme kæntrede kajakken. De ventede, at han skulle rejse sig op,

men det gjorde han ikke.

De roede ud til ham i konebåd og fik rejst kajakken op, men han var

allerede død.

Efter at han var blevet begravet, skulle faderen have noget et spise,

men han sagde: "Det er sandt, han sagde jo, at han ville spise, når

han kom hjem." Han sagde dette, hver gang han skulle spise. Til sidst

døde han af sult.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Muligvis autentisk

Angakasiat, som opfostrede sin søstersøn til at hævne sin fader

Print
Dokument id:1370
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angakasiat, som opfostrede sin søstersøn til at hævne sin fader
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 296 - 299
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "Angakasiat".

 

Resumé: Angakasiat / Angakasiaq ("Den kære morbror")

A. bor i hus med sin søster og svoger og deres lille søn i Illutalik

ved Sermilik. Svogeren blir dræbt af to fremmede. A. træner sin nevø's

kræfter, dels ved at lade ham bære stadig større sæler fra stranden op

til huset og dels ved at brydes med ham. Nevøen blir stærkere end sin

morbror og tiden er snart inde til hævn under et sangstævne hos morderne.

Mens sangen står på, sidder nevøen mellem sin fars to mordere. Han

klemmer ubemærket den ene ihjel, mens morbroderen holder tilskuernes

opmærksomhed fangen med et muntert nummer: Under trommesangen

forsvinder han ned i jorden, dukker frem fra brikserummet med

skrabespæk, mamit, på hovedet. Da tilskuerne opdager drabet, flygter

de ud. Morbroderen ber dem standse og se. De ser nevøen flække den

dræbte fra skridt til top.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Angakasiat. ("Deres kære onkel" / Den kære morbror)

Angakasiat boede hos sin storesøster og hendes mand, der havde en

dreng. De boede alene på stedet. Da storesøsterens mand en dag var på

vej hjem fra fangst med en sæl på slæb over isen, var der nogle

mennesker, der tog ud til ham og dræbte ham. Drabsmændene var fra

Armaat ved Illutalik. Manden, der blev dræbt, og Angakasiat, boede i

Savaranarteq. Drabsmændene lod manden, de dræbte, ligge, men tog

fangsten med hjem. Så gik den dræbtes kone ud til sin mand på isen med

sit barn på ryggen. Hun kom hen til den dræbte, tog barnet ud at

rygposen og lod faderen kysse barnet flere gange. Bedrøvet gik hun

tilbage til land. Angakasiat blev urolig ved at bo på stedet og

flygtede til Itillersuaq. Herfra tog han ud på fangst til Tasiusaq

over land med kajakken på hovedet. Når han havde fanget en sæl, tog

han den op på ryggen og kajakken oven på og vendte tilbage til huset.

Nevøen voksede op; og selv om han endnu var lille og ikke var stor

nok, tog Angakasiat ham med over land, når  han skulle på fangst.

Drengen fulgte efter sin onkel grædende af træthed. Efterhånden blev

han i stand til at følge med onkelen uden at græde. Når drengen

indhentede ham, plejede onkelen at lægge sin fangst op på ryggen af

ham. Drengen begyndte igen at græde af træthed. Angakasia lod bare

drengen græde. Således trænede onkelen ham til at blive stærk. Når

onkelen var kommet  hjem, og når det var blevet mørkt - på en

efterårsaften - plejede nevøen at dukke op. Man kunne høre ham græde

af træthed på grund af sælen, han havde på ryggen. Med tiden blev han

i stand til med sæl på ryggen at gå hurtigere end sin onkel. Når

onkelen havde fanget en sæl, plejede han at få nevøen til at bære

sælen og kajakken; han selv gik efter nevøen grædende om natten.

Han kunne ikke gå så hurtigt som nevøen. Til sidst kunne han ikke

længere klare nevøen i brydning eller når de trak armkrog.

Så tog han (vel nok: de) over til fjenderne, der boede i

Savaranaarsuk. Angakasia optrådte i trommedans. Nevøen tog tøjet af

overkroppen og satte sig på pladsen modsat briksen med sine to

fjender på hver sin side og holdt dem med armene omkring livet (?).

Angakasiat gav sig til at danse trommedans for at få de andre til at

grine. Alle gav sig til at stirre på ham, idet de grinte, sang og

råbte. Så forsvandt han ned gennem gulvet. Han viste sig igen fra

pladsen under lampebriksen med en hætte over  hovedet bestående af en

kogt geléagtig spækmasse. De andre brød ud i latter og hujede, idet de

pegede på ham. Mens de endnu grinte, blev der peget i retning af den

sydlige ende af det anselige rum, der var fuldt af mennesker.

"Ha, ha, ha, ha, se dem derhenne (i den sydlige retning). Se dem

derhenne (i den sydlige retning)." Alle vendte blikket derhen. Nevøen

havde holdt så kraftigt om sine fjender, at de var døde. Der

piblede blod frem fra deres mundvige. Han holdt armene omkring

dem, for at de ikke skulle falde om. Så hørte man buldren fordi

samtlige i huset tog flugten ud. Nevøen gik ud medførende den

ene af dem, han havde dræbt. Folk var i færd med at flygte op ad en

skråning. Angakasia henledte de flygtendes opmærksomhed på sin nevø.

Alle vendte sig imod nevøen; og de så, at han stod og holdt den ene af

sine dræbte fjender omkring vristen. Han holdt ham på den måde med

hovedet imod jorden. Han flækkede ham og hævnede sig således på sin

fars mordere. Så tog Angakasia tilbage til deres hus. Det blev en

grundig hævn.

 

Hist. Fortællingen kan udmærket rumme en historisk kerne.

Angakokken som dræbte heksen

Print
Dokument id:202
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Angakokken som dræbte heksen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 283 - 284, nr. 97
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 62: Heksen som blev ramt i fodsålen.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 62: Ilisiitsoq alumigut ikilerneqartoq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En dygtig fanger, der forsynede sine bopladsfæller med mad, blev engang syg.

Man havde mistanke om, at han var blevet forhekset og bad deres åndemaner om

at finde ud af årsagen til hans smerter. Åndemaneren elskede mad og en aften

slukkede man lamperne, for at han kunne påbegynde sine undersøgelser. Efter

længere undersøgelse opdagede åndemaneren ved fodenden af briksen noget, der

lignede en knivsæg. En heks havde placeret sig ved fødderne af den syge. Når

heksen et stykke tid havde ligget (?) med bagudbøjet hoved, rejste hun sig op.

Lamperne tændtes igen. Og åndemaneren sagde, at han den efterfølgende aften

ville prøve at fange heksen. Han tilføjede. Når hun løfter hovedet op, vil jeg

kunne harpunere hende, men når hun kigger sig om gennem armhulen, kan jeg ikke

gøre noget ved hende. Men når I hører, at jeg kaster harpunen, må I gribe min

harpunline.

Lamperne slukkedes igen den efterfølgende aften. Igen så åndemaneren

heksen, der så ud som en knivsæg. Hun kiggede en smule rundt gennem armhulen.

Så bøjede hun hovedet bagover. Hun forsøgte at rejse sig op, men bøjede endnu

engang hovedet bagover. Nu kom åndemaneren efter hende i mørket. Da hun bøjede

hovedet bagover løftede åndemaneren sin harpun. Hun forsøgte igen at rejse sig,

men gjorde pludselig en bevægelse. Så kastede åndemaneren harpunen i mørke. Da

publikum hørte åndemaneren kaste harpunen, famlede de i mørke efter linen, greb

den og trak til. Men byttet løsrev sig. Det viste sig, at åndemaneren havde ramt

hende på fodsålen, så harpunspidsen hang fast dér. Da lyset tændtes, sagde

åndemaneren: "Jeg ved ikke, hvad der vil ske, for jeg har kun såret hende." Dagen

efter forlød det, at heksen havde ondt i fodsålen, og at den syge havde det lidt

bedre. Den syges tilstand forbedredes for hver dag, der gik, mens heksens

helbredstilstand forværredes. Til sidst blev den syge helt rask, men heksens dårlige fodsål førte til døden.

 

Var.: Aataatsiarsuaq

Angákoq kuisíkumangítsoq / Åndemaneren, der ikke ville døbes

Print
Dokument id:1036
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 20
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákoq kuisíkumangítsoq / Åndemaneren, der ikke ville døbes
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 24
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Åndemaneren havde sit hus i Kangaamiut deroppe mod nord

på den vestlige side af Nataarnivik.

Da nogle i Kangaamiut lod sig døbe, var han i den grad imod det, at

han flyttede til Kangerlussuatsiaaq.

Engang han var på fangst ud for Qaarusuk, gik han på grund. Han

søgte at komme fri fra skæret, men skæret blev ved med at vokse. Da

han umuligt kunne få kajakken ud i vandet, steg han op fra kajakken.

Han trådte ned ved siden af kajakken; men der var ingen fast grund at

træde på, så han væltede ud i vandet og druknede.

Hans husstand vendte tilbage til Kangaamiut og blev døbt.

 

Var.: Egentlig ikke, men enkelte andre fortællinger har samme pointe: åndemaneren el. den ældre mand, der ikke vil døbes, mister fast gund under fødder. Se fx Kangersunermiut nr. 215

Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning

Print
Dokument id:1028
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 12
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 15 - 17
Lokalisering:Kangaamiur: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage troede man at åndemanere kunne flyve gennem

luften. Der var engang en åndemaner, der havde en søster. Hver sommer

tog han ind i fjorden til den samme sommerplads.

En sommer var han som vanligt derinde. En dag han tog på renjagt lod

han sin lillesøster, som han ellers plejede at tage med, blive hjemme.

Da han kom hjem, var lillesøsteren væk. Han ventede og ventede, mere

og mere foruroliget; og han tog ikke længere på rensdyrjagt, men blev

hjemme og ventede. Da ingen kunne finde hende, sagde han: "Når det

igen bliver mørkt om aftenen, vil jeg lede efter hende."

En aften sagde han: "Jeg vil flyve ud og lede efter hende.

Sluk lamperne." Da man havde slukket lamperne, begyndte han at lave

støj. Midt i det hele forsvandt støjen. Han blev til ild og fløj ind i

fjorden. Da han befandt sig over sin vanlige sommerplads, tog han

omgivelserne i øjesyn og opdagede et stort, kraftigt oplyst hus. Han

dalede ned og krøb ind i gangen. På vej ind kunne han høre en livlig

snakken inde i huset. Han gik ind og så en hel masse indlandsboere,

der holdt aftenhygge sammen i dette store hus.

Længe så han sig omkring; men han genkendte ingen, og han var nødt til

at sætte sig i et hjørne ved døren. Beboerne holdt op med at snakke.

En, der stod midt på gulvet, sagde: "Vi har jo en gæst. Tag jeres

skindtøfler på." Straks fik alle travlt med at rode efter noget under

briksen. Så tog de deres skindtøfler på, hvorefter de placerede sig

langshusets væg ("igdlup sanerânut"?) stående overfor hinanden. En af

indlandsboerne, der ellers var blevet siddende, rejste sig nu op og

gik hen til den sølle åndemaner. Han tog et fast tag om åndemanerens skuldre

og trykkede ham ned i knæ. Derefter sparkede han ham over til manden

overfor/nærmest døren. Svævende i luften tænkte åndemaneren, at nu

ramte han gulvet, men han blev sparket over til en anden, der stod

overfor; og svævende i luften blev den sølle åndemaner sparket længere

og længere ind i huset, alt i mens han gav sig til at kalde på sine

hjælpeånder. Men så snart de viste sig ved indgangen, smed den store

indlandsbo dem ud igen. På det tidspunkt så åndemaneren, at han blødte,

og han fik den ide at spille død. Da han gjorde det, greb manden,

der smed hjælpånderne ud, ham og

kastede ham ind under forbriksen med ordene: "Lad os partere ham,

når han er blevet kold." Ved de ord blev åndemaneren ængstelig og

gennemgik endnu engang sine hjælpånder. Så huskede han sin stærke

indlandsbo. Ham kaldte han så på, bare ud i det blå; men se, han

sprang øjeblikkelig ind i rummet. Udsmideren gik hen til ham, men så

var det skam hjælpeånden der greb fat i indlandsboens skuldre og

trykkede ham ned og satte knæene mod hans bryst. Han tvang ham ned på

gulvet, og man så noget rødt. Så greb hjælpeånden åndemaneren, der lå

under forbriksen og trak ham med ud af huset.

Da kom åndemaneren i tanke om, at han også havde en "nasaertartoq" (én,

der plejer at slå hætten ned)(det kaldte man ræve i gamle dage). I det

samme så han, at "nasaertartoq" var på vej ind med hætten slået ned.

Han slog det ud af hovedet og gik ud (hvem?).

 

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

 

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner / angakkoq. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

hans jamren over smerterne. Idet man fik lamperne tændt, så man ham

sidde/ligge der stærkt lidende. De vidste ikke, hvordan det var sket, fordi han

intet havde fortalt.

Han blev liggende i tre dage, og den fjerde dag fik han dem til at

slukke lamperne. Som sædvanlig forsvandt han ud som ild. Han fløj

atter indefter. Da han nåede området svævede han henover det;  men er

var ikke noget lys at se, hvorfor han fløj væk igen.

Under sin videre færd fik han øje på et (andet) stort, stærkt oplyst

hus. Han kom ind og genkendte sin lillesøster, som havde fået en

indlandsbo til mand, og sad dér. Hun blev virkelig glad for at se ham

og gik ud efter mad. Da han nu havde set hende, forlod han atter

rummet.

Nu var det ved den tid tilhørerne kunne vente deres åndemaner tilbage,

og de kunne høre at han var glad. Først da lyset var blevet tændt,

fortalte han om dengang, da han blev sparket rundt. Han tog ikke mere

ud for at se til hende, for nu var han ikke længere bekymret for

hende.

 

Var.: Til den sidste episode: Angakokens åndeflugt til indlandsboerne; Et fangstmiddel til tupilakker; Qajaqanngitsoq angakkussartoq; Ajijaks forløsning og første himmelflugt;

 

Kombinationen er usædvanlig af de to episoder, Broderen der uddanner sig til angakkoq for at opspore sin forsvundne søster / bror, og De fjendtlige ånder der spiller bold med åndemaneren under åndeflugt.

 

Hist.: Sidstnævnte beskriver et ældre angakkoq-ritual, der også kendes fra canadiske inuit, hvoraf det fremgår at boldspillerne er nordlysene, dvs. de døde der er havnet himlens dødsrige, hvor de fremkalder nordlys med deres boldspil.

Angákorssuaq mardlungnik ernilik / Om en stor åndemaner, der havde to sønner

Print
Dokument id:1307
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuaq mardlungnik ernilik / Om en stor åndemaner, der havde to sønner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 7h - 16v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11, s. 36 - ,

læg 12, s. 11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

De var engang en stor åndemaner, der havde to sønner.

Han opfostrede den ældste af dem, og da han blev stor nok til at ro i

kajak byggede han en kajak til ham. Når han kom hjem fra fangst, bar

han sønnens kajak ned til vandet, og når han havde sat ror på den,

roede han sammen med ham for at træne ham. Da han var blevet fortrolig

med det, tog han ham med ud på fangst; og da han syntes, at han var

moden til at få kajakredskaber og var godt på vej til at blive fysisk

moden, gav han ham redskaber med, og han begyndte at fange godt og

kunne klare sig i al slags vejr. Da sønnen var nået så vidt, holdt

faderen op med at fange og levede alene af sønnens fangst. Faderen var

ikke længere bekymret for ham, når han var ude i blæsevejr, for han

kunne godt klare sig i stormvejr.

 

På samme boplads boede der er flok brødre. Når stormene rasede om

vinteren, og sønnen ville ud på fangst, havde han altid følgeskab af

den mellemste af brødre-flokken. Og når sønnen havde en at følges med

i stormvejr, var faderen aldrig bekymret for ham.

 

En meget stormfuld vinter, kort efter nytår, hvor det overvejende

blæste nordvest, nærmest vest, vågnede man en morgen og sikke det så

hvinede derude.

 

Da sønnen var stået op, gik han ned og kom tilbage med sin helpels. Og

straks stod faderen op, for stormen hvinede og peb. Han gik udenfor og

konstaterede at det stormede nordvest og gik derfor hen til

bopladsfællernes kajakker, hvor han opdagede, at ikke en eneste havde

gjort forberedelser til at tage ud. For en gangs skyld ville sønnens

faste ledsager åbenbart ikke med ud. Han skulle til at gå op igen;

men så så han, at sønnen var på vej ned for at tage afsted. Han stod

og ventede på ham, indtil han kom hen til sin kajak. Han fulgte ham

ned til stranden til affart og hjalp til med at skyde kajakken ud fra

stranden. Sønnen havde dårligt forladt stranden, før faderen ikke

længere kunne se ham på grund af snetykningen. Så gik han tilbage op

til sit hus.

 

De ventede længe på, at han skulle komme hjem; og det blev aften.

Under normale omstændigheder ville han på det tidspunkt være kommet

hjem. For at bane vejen for ham, gav åndemaneren ordre til at lamperne

skulle slukkes. Så begyndte han ellers at mane ånder.

Han fulgte ham fra det sted, hvor han startede. Han var roet og roet

udefter og var kommet til det nærmeste fangstområde. Han var blevet

der et stykke tid, men var så fortsat udefter, ud til det yderste

fangstområde, og da han havde været der et stykke tid var han begyndt at

ro indefter. Han havde kun roet ganske kort tid, da han kom ind i en

kajakmands rute, og da han ikke kunne komme fri, måtte han blive der,

og han fulgte så denne rute.

 

Den store åndemaner boede på solsiden af fjorden ved mundingen. I

bunden af fjorden var der en bræ. På kystens skyggeside var der stejle

fjeldvægge. Den store åndemaner fulgt nu kajakmandens rute. Ruten gik

i retning af hans egen boplads. Den fortsatte tæt forbi bopladsen og

drejede derfra over til fjordens skyggeside. Ruten gik videre og

videre direkte mod fjeldvæggen; og lige før den nåede fjeldvæggen, fik

han øje på nogle store vinduer. Mens han kiggede på dem, vekslede det

med lys og skygge i dem. Da dette lidt senere holdt op og kajakruten

også endte dér, kiggede han ind igennem vinduet og så, at hans søn sad

på gæstebriksen overfor hovedbriksen og hang med hovedet.

 

Mens han kiggede på ham, rejste han sig op. Så rejste mændene overfor

sig også op, gik hen, greb fat i ham, satte ham ned på hans plads og

gik fra ham. Sønnen havde kun siddet ganske kort tid, så brummede han

og rejste sig. Mændene gik igen hen og satte ham på plads. Efterhånden

brummede han og rejste sig op tiere og tiere. Så var det at han på et

tidspunkt, hvor han straks efter at de havde sat ham på plads, atter

brummede og rejste sig. Omgående greb mændene ham, som de nu havde

gjort adskillige gange; og han forsvandt imellem dem. Midt i alt dette

brummede han igen og skubbede sine angribere fra sig, så de spredtes

til alle sider. I dette øjeblik ville han være sprunget ud i gangen;

men han skulle skynde sig og valgte at springe ud gennem vinduet. Så

såre han ramte jorden, løb han ned til sin kajak, satte den i vandet,

kom ned i den; og idet han drejede kajakken udefter, gav han sig til

at ro af alle kræfter mod sin boplads. Åndemaneren fulgte ham så på

ruten hjemover.

 

Da han var nået et godt stykke fra land, tog et stort antal kajakker

afsted, med en støjen og larmen så det kunne høres.

De roede efter ham men kunne ikke indhente ham. Midt i det hele lagde

så to andre kajakker fra land. Det så ud, som om alle de mange

kajakker halede dem til sig. De skød en sådan fart, at de blot roede

forbi alle forfølgerne og videre efter den flygtende kajakmand, som om

denne halede dem ind til sig. I stedet for som ventet at ro direkte

hen til ham, roede de uden om, (vendte) og så tilbage mod den stejle

fjeldvæg. Da åndemanerens søn passerede deres rute, skiftede kajakken

(automatisk)) retning og havnede i ruten. Han forsøgte flere gange at

komme ud af den, ("sanioqqunniartoraluaramiuk") men det lod sig ikke

gøre, så til sidst holdt han op med at ro. For faderen så det ud, som

om sønnen befandt sig i en elv (altså: som om han drev med strømmen)

Videre gik det i retning af land, og kajakken løb op på stranden

nedenfor husene. De sagde til åndemanerens søn, at han skulle stige op

af kajakken. Han adlød og gik op til huset. Idet han kom ind sagde de:

"Ingen vil gøre dig fortræd. Vi vil bare optage dig her i huset. Bliv

du kun her uden frygt." Da åndemanerens søn forstod at der intet var

at stille op, indvilgede han bare.

 

Da åndemaneren havde hørt, hvad de sagde, holdt han op med at følge

sønnen, fordi han ikke ventede, at han ville blive behandlet dårligt

og nu vidste, hvor han befandt sig. Åndemaneren kunne nu ikke gøre

andet end at begynde opfostringen af sin yngste søn. Da han blev moden

til at få sig en kajak, sørgede han for, at han fik en. Han trænede

ham i kajakroning og da han blev i stand til at klare sig alene, skete

det et par gange, at han lod ham passe sig selv. Da nu den yngste søn

havde fået sin egen kajak, tænkte han hele tiden på sin storebror i håb om

at finde blot et enkelt af hans kajakredskaber. Han vidste ikke, hvor

han blev af den gang, han udeblev fra fangst. Når han var ude alene i

kajak, kiggede han altid efter en eller anden ting, der kunne stamme

fra ham. Efterhånden blev han længere og længere ude og kom først hjem

om aftenen.

 

En aften han kom hjem fra fangst, tænkte han at han næste morgen ville

ro ind i fjorden for det var det eneste område han manglede. Tidligt

næste morgen tog han afsted og roede direkte ind i fjorden. Han roede

og roede og kunne til sidst se bunden af fjorden; og han opdagede, at

der var en bræ i bunden, mens kysten (derinde?), der vendte imod syd,

solsiden, var en stejl fjeldvæg, og kysten, der vendte imod nord,

skyggesiden bestod af lutter stejle fjeldvægge. Netop da han tydeligt

kunne se bræen, der gik ned til havet, fik han øje på en stor

kajakmand imod bræen. Øjeblikkeligt gav han sig til at ro derhen. Da

han kom ganske nær, gik det op for ham, at manden helt tæt på, var

hans storebror. Han sagde: "Jeg har ledt efter dig længe, og endelig

lykkes det mig at træffe dig. Kom nu med hjem til os." Hans storebror

sagde, idet han pegede på noget under kajakstolen: "Jeg har mange

gange forsøgt at ro hjem, men så længe jeg har denne modbydelige

(tingest) hos mig, vil det ikke lykkes mig at komme hjem."

Lillebroderen kiggede på det, der var under kajakstolen; og han

syntes, at det lignede en ærmebeskytter, der var blevet udstoppet med

noget. Hans storebror tog den og sagde: "Nu skal du se, hvorfor det

ikke kan lade sig gøre at komme hjem." Han kastede den langt væk imod

vinden. Knap havde den ramt vandet, før den kom tilbage til sin plads

under kajakstolen. Næste gang vendte han kajakken rundt i retning af

sin tidligere boplads, greb væsenet under kajakstolen og kastede det

bort med vinden, så det ramte vandet længere borte end sidste gang.

Men knap havde det ramt vandet, så sprang det op og kom tilbage til

sin plads under kajakstolen; og i samme øjeblik drejede kajakken om

imod den store nordvendte fjeldvæg. Han drejede hovedet mod sin

lillebror og sagde: "Som du ser, er jeg ude af stand til at tage hjem,

så længe jeg har den der modbydelige tingest hos mig. Ser du, nu ved

du alt om det. Men kom hver dag og følg mig på fangst."

 

Herefter var de så sammen på fangst hver dag. Faderen forsynede sin

yngste søn med redskaber, da han mente, at han nu var moden til det.

Når han efter at have fået kajakredskaber var på fangst, kom han hjem

sent på aftenen uden at have fanget noget, og faderen vidste ikke hvor

han plejede at være på fangst.

 

En dag da lillebroderen som sædvanlig var på fangst sammen med sin

storebror, sagde denne ved afskeden: "Kom til mig i morgen tidligt!"

Næste dag ganske tidligt om morgenen roede lillebroderen ind i

fjorden, som storebroderen havde bedt ham om. Han roede og roede. Og

da han kunne se bræen, tænkte han, at han nok kom til området før

storebroderen, men da bræen kunne ses klarere, viste det sig, at

storebroderen allerede var fremme. Han roede derhen, og lige før han

var helt fremme satte storebroderen rask afsted for at harpunere en

sæl. Mens lillebroderen så til, harpunerede han den. Han roede nu helt

hen til ham og opdagede, at han allerede havde gjort sælen klar til

bugsering og blot ventet på ham. Idet han skubbede sælen hen til ham,

sagde han: "Denne skal være din første fangst. Fra nu af vil du kunne

fange sortsider." Lillebroderen var ellers ikke vant til at se sæler,

når han var på fangst med sin storebroder. Men næppe havde han fået

sælen af storebroderen og roet fra ham, før han fik øje på en

sortside, der lå ganske tryg. Straks harpunerede han den. Fra nu af

fangede han mange sæler, thi sælen, som storebroderen forærede ham,

fordi han ikke fangede nogen, tjente jo som begyndelsen til hans

kommende fangster.

 

Når han og storebroderen var på fangst sammen,skiltes de først fra

hinanden, når de havde fanget så meget, som de overhovedet kunne slæbe

hjem.

 

Når hvidhvalerne indfandt sig om efteråret havde åndemanerens yngste

søn lige fra begyndelsen haft særligt svært ved at fange nogen, fordi

han var alt for ivrig. Det var nemlig sådan, at når man var på lur

efter hvidhvalerne, begyndte de at hoppe op af vandet og flygte, før

man overhovedet var kommet på tæt hold. Det skete også nu og da, at

man, før man overhovedet så nogen, kunne høre noget, der lød som en

fløjten. Når man så kiggede ned i vandet, så man en hel masse

hvidhvaler der passerede forbi under vandet, fordi de var blevet

opskræmte. Derfor var det særligt svært for ham at fange nogen.

 

Engang hvidhvalerne havde indfundet sig, var han ude på fangst sammen

med sin storebror. Da de skiltes, sagde storebroren: "Kom i morgen

tidligt." Da tænkte lillebroren ene og alene på hvidhvalerne.

Da han var kommet hjem og var gået op til huset, tænkte han kun på det ene, at han i sin tid, da storebroderen havde foræret ham den

første fangst, blev i stand til at fange sortsider.

 

Hans bopladsfæller, brødreflokken, havde skam lagt mærke til, at han,

lige siden storebroderen var udeblevet fra fangst, ikke mere snakkede

om almindelige ting eller smilte. Men da han nu igen gik rundt og

fortalte historier og smilte, mente hans bopladsfæller, at han måske

var begyndt at gå på fangst sammen med sin storebror, for han tog jo

også af sted, før de vågnede om morgenen. Da han den her omhandlende

dag kom hjem, stod brødrene og trak frisk luft sammen, og de sagde til

hinanden: "Lad os hyre vores bopladsfælle, pebersvenden, til at holde

vagt over åndemanerens søn og få ham til at følge efter ham, når han

tager afsted, og se hvor han ror hen."

De sendte bud efter pebersvenden / ungkarlen, og da de havde snakket med ham, gav

han sig til at holde vagt over ham, for han var interesseret i at få

den lovede betaling. Han vågede og vågede. Umiddelbart efter det blev

lyst, (Der står egentlig: "Efter at det var blevet helt lyst."Men det

passer ikke rigtigt sammen med efterfølgende. C.B.) kom åndemanerens søn

ud.

 

Da han var kommet ud, holdt pebersvenden øje med ham fra gangen, hvor

han holdt sig skjult og kun lige stak hovedet frem. Han holdt øje med

ham længe. Da åndemanerens søn kom ud, gik han neden for huset, hvor

han stillede sig op og tissede; og efter at have set nøje på vejret,

begav han sig ned og ind under konebåden, der lå oppe på et stillads.

Han tog sin helpels frem. Pebersvenden troede ellers, at han ville

tage den med op til huset; men nu var han ifærd med at iføre sig den,

selvom det endnu ikke var blevet helt lyst.

 

Da pebersvenden så dette, skyndte han sig ind i huset, tog sin pels,

fik den på i en fart og så var han på vej ud af huset. Det første han

gjorde, da han kom ud, var at kigge efter åndemanerens søn. Denne var

på det tidspunkt allerede ved at runde det lille næs syd for bopladsen

og forsvinde bag det. Pebersvenden skyndte sig ned, bar sin kajak ned

til vandet og kom ned i den. Så satte han ellers efter ham. Da han

havde rundet det lille næs syd for bopladsen, kiggede han efter ham og

opdagede, at han var direkte på vej ind i fjorden. Han roede efter;

men denne havde så meget fart på at han tabte ham af syne; og han

gjorde hvad han kunne for at få øje på ham igen. Det forholdt sig

nemlig sådan, at den store åndemaners yngste søn næsten ikke havde

sovet om natten ved tanken om hvad storebroderen sagde; og da han var

blevet træt af at vente på, at det skulle blive lyst, stod han bare

op og tog afsted for at være på fangstområdet før sin storebror. Han

roede og roede ind i fjorden. Netop som han nåede midtvejs, begyndte

det at dages. Det blev lysere; og da han, inden det var blevet helt

lyst, var ved at være fremme ved deres sædvanlige fangstområde, tænkte

han, at han for en gangs skyld ville være der før sin storebror. Han

havde lige sagtnet farten, så hørte han sin storebror råbe om hjælp

fra et sted sønden for, før han overhovedet havde set noget til ham.

Straks kom han til at tænke på, at han i sin tid (først) begyndte at

fange sortsider, efter at storebroderen havde foræret ham den første

fangst. Han kiggede mod syd og fik øje på en kajakmand, der roede

forbi bræen; og han sås tydeligt, da han befandt sig ud for den hvide

sne på fjeldvæggen.

 

Kajakmanden roede rask til ud af fjorden, og da han nåede ud for den

mørke baggrund, tabte han ham af syne. Så gav han sig til at ro alt

hvad han kunne i retning af ham på tværs af hans rute. Han roede og

roede, og mens han endnu kiggede efter ham, hørte han pludseligt råb

om hjælp fra et sted, der lå længere ude i forhold til det, han

stilede imod. Han drejede kajakken mod lyden. Da han langt om længe

kunne se ham, lå han med sin fangstblære ved siden og var i færd med at

aflive sin fangst med lansen. Nu var han kommet næsten helt hen til

ham og opdagede til sin forbløffelse, at det var en stor hvidhval, han

var i færd med at aflive. Netop som han nåede helt hen til sin

storebror, stak denne sin lanse i dyret, som ikke dykkede ned igen. Så

blev han klar over, at den skulle være hans første fangst.

Men alt mens han kiggede på den, begyndte dyrets hale at slå

hurtigere; og idet forkroppen krummede sig mere og mere nedad,

forsvandt det ned i havet; og den viste sig ikke oppe mere. Da han

nærmede sig fangeblæren / fangstblære, virkede den helt tom for luft og også den

forsvandt ned i havet.

 

I det samme opdagede han, at hans storebror var kommet til at hælde så

meget til side, at hans krop faktisk lå på vandet; man så kun lidt af

kajakken; og storebroderen var ved at forsvinde, idet han samtidig

vrikkede lidt med åren. Mens lillebroderen kiggede på ham, forsvandt

han lige så stille ned; og til sidst var han helt borte.

 

Da pebersvenden mistede åndemanerens søn af syne, roede han videre

efter ham ud i det blå. Han var næsten midtvejs inde i fjorden, så

hørte han noget, som han blev meget glad for, nemlig et råb om hjælp,

der kom fra fjordens skyggeside. Det kunne kun komme fra ham, han

forfulgte. Han ændrede sin kurs og begyndte at ro efter lyden. Præcis

da han befandt sig midtvejs mellem fjordens nordlige og sydlige kyst,

så hørte han igen råbet om hjælp lidt vestligere end før. Han roede

hurtigt til for at komme til at se ham. Han opdagede, at der var to

kajakker, der havde harpuneret et dyr. Mens han roede hen til dem,

vendte han et øjeblik blikket fra dem; og så så han, at der kun var en

kajakmand; og denne roede hen imod ham.

 

Dengang åndemanerens yngste søn så sin storebror forsvinde ned i

havet, kiggede han rundt for at se, hvor han ville dukke op igen. Midt

i den søgen kom han til at kigge hen mod bræen, og han fik øje på en

kajakmand mod bræen. Han ændrede kurs og roede så i den retning, for

det kunne ikke være nogen anden. Da han kom tæt på virkede han

fremmed, men ved nøjere eftersyn genkendte han ham, som deres

bopladsfælle, pebersvenden, som han mindst af alt ventede ville være

her så tidligt om morgenen. Så gik det op for ham, at det var den

sølle pebersvend, der havde ødelagt det hele for dem. Han blev hidsig

og roede direkte hen til ham. I et harpunkasts afstand fra ham, greb

han sit kastetræ for at harpunere ham, men han tøvede og tøvede og

gled blot forbi ham, da han ikke syntes, han kunne være det bekendt.

Det var jo sådan, at hans storebror havde bedt ham komme for at forære

ham hans første fangst af hvidhvaler. Men netop da kom pebersvenden

til syne; og da han var kommet alt for tæt på, var storbroderen blevet

nede under vandet for ikke at blive set.

 

Det fortælles, at lillebroderen aldrig fik fanget nogen hvidhval, selv

om han var vild efter dem. Men brødreflokken på bopladsen fik opklaret

det, de gerne ville, idet de af pebersvenden hørte, at åndemanerens

søn plejede at være på fangst sammen med sin storebror.

 

Var.: Egentlig ikke. Men storebror er - som så mange andre i overleveringen - blevet taget af innersuit. Søg på dem.

 

Kommentar: Det ærmelignende væsen under den røvede storebrors kajakstol kunne minde om en anngiaq eller tupilak, men er måske blot noget ubestemmeligt, som innersuit holder ham fanget med.

Angákorssuarmik Imanermik / Angakkorsuarmik Imanermik

Print
Dokument id:470
Registreringsår:1921
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuarmik Imanermik / Angakkorsuarmik Imanermik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 7, side 17 - 25
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Trykt i en kortere version (redigeret eller skrevet ved anden lejlighed af Jaakuaraq ?) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 6, ss. 42 - 43: Qungúsutaríssat.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om den store åndemaner Imaneq.

Blandt de temmelig mange mennesker, der boede i Pituffik / Pisuffik syd for

Atammik, var der i gamle dage en åndemaner / angakkoq / angakok ved navn Imaneq.

Han, som var et lille menneske, kunne altid klare sig i stormvejr. Og

han var sine bofæller til stor hjælp i strenge vintre. Da han aldrig

manglede noget, sørgede han godt for dem, der intet havde, og han

optrådte ydmygt over for sine bopladsfæller. Hans faste fangstområde

lå langt uden for kysten. De andre åndemanere kunne ikke klare sig i

konkurrence med ham.

 

Engang han var kommet hjem fra fangst, kom en af hans bopladsfæller

ind og sagde: "Jeg skulle spørge fra dem, der skal lave en grav, om du

ikke kunne hjælpe dem?" Imaneq svarede: "Sig til dem, at jeg kommer

når jeg er klar." Så snart manden var gået, gjorde han sig hurtigt

klar og gik derop. I løbet af eftermiddagen lavede de en grav til en

af bopladsfællerne, der var død, og begravede ham/hende, hvorefter de

gik ned.

 

Da de vågnede næste morgen, var det pragtfuldt vejr uden den mindste

sky på himlen. Imaneq gjorde sig klar og roede som altid langt ud

forbi sine bopladsfæller, der var på fangst; og han lagde sig på lur

efter sæler i det yderste fangstområde.

 

Det var første gang, han måtte ligge så længe uden at harpunere en sæl,

fordi der ingen var i nærheden. Så opdagede han, noget der lignede en

strømhvirvel lige foran den forreste kajakspids. Mens han lå der og

kiggede på den, fordi han fandt den ejendommelig, dukkede der noget op;

og han genkendte straks, at det var hans avinngaq (egtl. en lemming), en

stor havmand. Han havde sådan en alvorlig mine på, at det så ud, som

om hans kinder var holdt nede, tøjret fast til noget.

Straks tog havmanden fat i kajakspidsen og sagde: "Du, som er

åndemaner - hvorfor er du roet så langt med kamikker, der ryger? Du

kommer til at ro stik imod strømmen i det store hav." Imaneq kom i

tanke om, at han var taget afsted i de kamikker han havde på, da de

lavede graven dagen før; han havde glemt at skifte. Efter dette

ubrud stak havmanden den ene hånd ned og trak noget op, der lignede en

stor vinge; det var en meget stor kniv.

I det samme gav han sig til at flække kajakken fra den yderste ende af

kajakspidsen og Imaneq selv, der sad i den, lige midt igennem. Imaneq

besvimede i det øjeblik hans hjerte blev flækket.

 

Da han langt om længe kom til sig selv, hørte han (nipe

masaerpalârssuaq) (? sang). Han mente, at lyden kom både forfra og

bagfra, så han kiggede fremefter og så, at hans bedstemor gik syngende

foran ham. Han kiggede bagud og så, at hans bedstefar fulgte efter

ham, syngende smukt, og at han førte ham ind imod land

(másartuvánguarlune; syngende?). Der var ikke noget land at se; han

befandt sig i det store hav. Langt om længe kom der mere og mere land

til syne. Imaneq kom hjem, lige før det blev morgen; de andre i huset

var på det tidspunkt ved at være bekymret for ham (egentlig: savne

ham). Da han kom hjem, lagde de andre mærke til, at han var blevet

mindre; for han havde været temmelig stor.

Efter at være blevet delt i flere stykker af havmanden, var han blevet

meget mindre. Når han sad på lampebriksen kunne hans fødder ikke nå

gulvet. Alligevel blev han aldrig hjemme fra fangst, lige meget hvor

meget det blæste; og han nøjedes ikke med at fange en enkelt sæl.

Derfor kendt alle omkringboende åndemaneren i Pisuffik af omtale - en

betydnigsfuld person, som aldrig kom tomhændet hjem fra fangst.

 

Da de engang var på vej sydover og slog lejr på Kangeq, undrede de,

der kendte ham fra før, sig over, at han var blevet så lille. De havde

ikke troet rygtet om, at havmanden havde delt ham i flere

stykker. Først da de så ham, troede de det. De var blevet inviteret

til Piffaaviks, og under besøget havde Imaneq sat sig på forbriksen,

men hans fødder kunne ikke nå gulvet - så lille var han.

 

Det fortælles, at Piffaavik altid spillede vigtig, og at han i sit

skryderi aldrig kunne nære sig for at komme med en eller anden dum

bemærkning.

 

Når han begyndte at prale alt for meget, plejede storebroren at slå

ham med forskaftet af en knækket lanse, så kom han til lidt mere

fornuft. (Det vi forstår ved (kaerqingnarâssumik) er at slå med duppen

af forskaftet på en lanse, der er knækket af. Sådan gjorde vi også på

en sæl, der var harpuneret, når vi ville undgå for mange sårmærker).

Piffaaq gjorde det, at han gik hen til Imaneq, der sad på forbriksen,

tog ham i skulderen og rystede ham grundigt, idet han sagde: "Så det

er ham, der er den store åndemaner, ham den fremragende!" Imaneqs

stedsøn, der sad ved siden af ham, hidsede sig langsomt op,

efterhånden som Piffaaqs drillerier tog til. Der var nemlig også andre

mænd blandt de besøgende. Da stedsønnen blev mere og mere flov på

stedfarens vegne, kunne han ikke længere beherske sig; og han sagde:

"I vinter, lidt inde i det nye år, rasede en voldsom

nordvestenstorm, der nåede helt til kysten. Naturligvis var der ingen

der tog ud på fangst, fordi de fuldvoksne sortsider holdt sig langt uden

for kysten. Kun denne lille mand tog hver dag ud på fangst længst uden

for kysten, og han kom en dag til at falde bagover (måske: var ved at dø, BS).

Alligevel kom han hjem hen på eftermiddagen med to fuldvoksne

sortsider på slæb." Dette lukkede munden på Piffaavik, og han gik ikke

mere hen (og hånede) Imaneq.

 

Senere rejste han sig uden et ord og rodede under briksen. Han trak et

stort vandskind frem og bredte det ud på gulvet. Han tog tøjet af

overkroppen og satte sig ned; og idet han viste sin store arm frem,

sagde ham: "Hvis du virkelig er så fremragende et menneske - så lad

os trække armkrog!" Imaneq ville først undgå ham, men tænkte så: Mon ikke

jeg skal forsøge mig! Han gik ud på gulvet, idet han satte sin lid til

sin store stedsøn. Han satte sig overfor Piffaavik; og da han satte

sin arm i Piffaaviks store krog, var hans lille hånd knap nok synlig.

Piffaaviks store arm var så tyk som midien på et smældfedt spædbarn.

Så gav de sig ellers til at trække krog. Først da Imaneq var ved at

gøre sig rund (angmalortisarnijalersoq, gøre sig hård ?), begyndte

Piffaavik øjensynligt at lægge kræfterne i for alvor. Idet samme

klemte Imaneq Piffaaviks store arm så hårdt, at den straks kom til

at sidde helt fast. Piffaavik gjorde nu et ihærdigt forsøg på at trække sin arm

ud, og det lykkedes ham at vriste den fri. Men den var rød over det hele,

fordi huden var blevet flået af. Udfordreren Piffaavik holdt sig tavs og

blev siddende uden at løfte hovedet. Da han stadig ikke sagde noget,

og gæsterne fandt det meningsløst at trække besøget længere

ud, gik de.

 

På det tidspunkt var der kommet missionærer til Grønland. Da

missionærerne begyndte at døbe folk, nægtede Pisuffiks åndemaner Imaneq

pure at blive døbt. Men engang midt i vinterens kulde i årets anden

måned, d.v.s. i februar, oplevede Imaneq for første gang at han var

søvnig hele dagen. Da han blev ved med at være søvnig, gik han i seng

tidligt på aftenen. Han sov uafbrudt og vågnede først op ad dagen. Det

viste sig at han havde drømt og derfor havde haft svært ved at vågne.

I stedet for at spise noget da han var blevet vågen bad han

overraskende de andre i husstanden gøre sig klar til at rejse til

Nuuk / Godthåb, og det til trods for, at det ikke var til at komme frem for tyk is, der lige havde lagt sig.

 

De andre var imod det, fordi ruten ikke var farbar. Så sagde han, at

der i drømmen var blevet sagt til ham, at hans vej ville blive gjort

farbar.

 

Trods den stærke kulde gjorde de sig så klar og tog afsted. Undervejs

sydover blev isen ved med at spalte sig, og de nåede Nuuk / Godthåb uden

vanskeligheder.

 

Da de kom til Ny Herrnhut, sendte Imaneq straks besked til missionæren

om, at de midt i vinterens kulde var rejst dertil med det ene

formål at blive døbt. Det fortælles, at den hvide mand først ikke

ville tro ham, da han havde hørt at han var en stor åndemaner. Han

sendte bud efter ham og sagde først følgende til ham: "Du må være

Pisuffikbeboernes store løgner." Så tog han ham ind til sig og

snakkede med ham. Først de Imaneq fortalte ham om sin drøm, og da han

sang en salme, som han huskede fra drømmen, blev missionæren

overbevist om, at han havde haft et syn. Han meddelte ham og hans ledsagere, at de skulle døbes. Ikke underligt blev Imaneq og hans ledsagere meget glade.

Efter dåben levede de hele livet i fred sammen med de andre gode kristne, og de opgav helt deres slette sæder.

 

Det fortælles, at Imaneq, der opnåede en høj alder, døde i fred og lykke.

 

Var.: Imaneq

 

Hist.: En historisk fortælling om Imaneqs omvendelse i 1760'erne.

Se Gulløv, H. C.: "The Rivival at Pisugfik in 1768. An Ethnohistoric Approach." Arctic Anthropology 23(1-2), 1986:151-175

 

Kommentar: Den gravalvorlige havmand må være fortælleren, Jaakuaraqs, ironi over den smilende havmand (Qungussutariaq), (søg), der straffede med døden, hvis man smilede tilbage.

Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt

Print
Dokument id:1029
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 13
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 17 - 18
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang kom sydlændinge til Kangaamiut på deres vej

nordover og slog lejr syd for de sydligst beliggende huse nedenfor

gravstederne.

Det var på det tidspunkt, hvor der kun var få døbte i Kangaamiut.

Da nogle fra rejseselskabet skulle hen og overvære

aftengudstjenesten, ville åndemaneren bestemt ikke med. I stedet

lagde han sig med hovedet imod teltets bagende. Mens han lå der,

faldt han i en dyb søvn. Da åbnedes teltets bagende; og han så, at et

stærkt lys hævede sig over dem, der ikke var døbte. Mens han kiggede

på det, hørte han folk bryde ud i salmesang; og det kom nærmere. Han blev

bange; og jo nærmere sangen kom, desto mere bange blev han.

Da de syngende begyndte at fjerne sig igen, brød andre ud i verdslig

sang ude fra det åbne hav. Efterhånden kom sangen nærmere, og han

ønskede, at den skulle forstumme. Og endelig fjernede den sig igen, og

salmesangen fra øst kom nærmere, og pludselig, da den var kommet

ganske nær, vågnede han. Og straks gik han hen til de andre i kirken.

Han gik hen til kateketen, lod ham belære sig og var nu på vej til at

blive troende. Han rejste tilbage sydover og overvintrede på et sted,

hvor der var en kateket, og efter at have fået undervisning, blev han

døbt.

 

Hist.: Virker autentisk

Angákup nuliata qanoq iliortarnere / Angakkup

Print
Dokument id:444
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákup nuliata qanoq iliortarnere / Angakkup
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 15v - 15h
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Hvordan åndemanerens kone (gerne) bar sig ad

 

Det fortælles at åndemanerens kone holdt sig nede på

stranden sammen med sine børn, mens mange mennesker døde (af en epidemi?).

Mange år senere havde drengene udviklet sig til driftige fangere.

En dag tog de driftige fangere afsted til Arfertuarsuk i konebåd for

at gå på rensdyrjagt. Men inden de nåede frem til det område, hvor de

skulle på renjagt, blev den ældste af sønnerne syg; de måtte så gøre

ophold på et sted, der hed Illerusa, og den alvorlige sygdom udviklede

sig til sindssyge. Hans brødre kunne til sidst ikke længere klare

ham. Hans mor havde ellers ondt af ham, men da de ikke længere kunne

magte ham, bad hun sønnerne holde ham nede og gjorde derefter følgende

efter en hæslig skik, som hun kendte.

I gamle dage brugte man spæk som brændsel, når man kogte mad på et

kogested, der var bygget på et fast underlag. De tog et stykke på

størrelse med en ("maannak" ?). De lagde dette på den syge, der lå på

ryggen og pressede til. Mange mennesker der var til stede og

nysgerrige efter at se hvad det var man pressede ned på ham, opdagede,

at et stykke fra ildstedet på størrelse med en "maannaka" blev lagt på

ham, og det havde hindret ham i at rejse sig op. Kort tid efter døde

han.

De andre tog videre til Arfertuarsuk og var på renjagt, som de

plejede. Derefter vendte de hjem til deres gamle boplads, Equuttat, og

moderen døde, mens de endnu boede der.

 

Hist.: Historisk beretning. Sindssyge, der ikke blev raske med tiden, måtte man beskytte sig imod. Levende begravelse - undertiden på den syges egen opfordring - i hans klare øjeblikke - praktiseredes undertiden. Søg iøvrigt på: sindssyg*

Angákut mardluk ingmingnut unangmissut / To åndemanere, der kappedes

Print
Dokument id:347
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákut mardluk ingmingnut unangmissut / To åndemanere, der kappedes
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 37v - 40h
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Vedr. fortæller, se ndf.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en åndemaner / angakkoq, der kunne det hele. F.eks.

kunne han mane ånder, flyve gennem luften, rejse ned til

underverdenen, besøge månen og meget andet.

Den store åndemaner havde også følgende for vane: Når

åndemanerkollegaerne søgte (røvede) sjæle hos ham, gik han altid hen

og sagde til dem, at det ikke passede (at det ikke var ham, der havde

røvet dem). Han manede endog ånder sammen med alle dem han fortalte,

at det ikke passede, og han vandt altid og lod dem stå som tabere med

disse ord: "Herefter skal du ikke prale med, at du er åndemaner!" Så

forlod han dem og blev aldrig gode venner med dem igen.

 

Engang var der en sølle ældre åndemaner, som ikke kunne holde seance

(med tromme og tilkalde sine hjælpeånder). Han kunne ikke efterligne

åndemanere som andre, men når han udførte sin slags åndemaning,

placerede han sig altid i fodenden af briksen med et skind over sig

(som et "loft").

Engang han sådan manede ånder på skrømt, pralede han lidt: "Den store

åndemaner ved Innarsuaq har igen ranet en sjæl, og den hvis sjæl han har

røvet, kan ikke undgå at dø!(med mindre jeg henter den tilbage)" Da han blev færdig med sit åndemaneri, sagde han: "Nu skal han nok indfinde sig, for at kappes med mig!"

 

Få dage senere, så man den ene slæde efter den anden dukke frem uden

om et lille næs. De nåede bopladsen, og ikke en eneste gik ned for at

tage imod dem. Det var fordi de opdagede, at det var folk fra

Sermilik, og de gik op mod husene, før nogen overhovedet var kommet

ned og havde budt dem op.

 

Da de kom op så man den store åndemaner var med. Og denne store

åndemaner gik lige hen mod den sølle åndemaner, der ikke kunne mane

ånder, og som nu stod under konebåden og var i færd med at hugge noget

med sin økse. Den store åndemaner gik hen til ham; og den sølle

åndemaner tænkte: "Han vil ganske givet kappes med mig, som han

plejer." Ganske rigtigt; da han kom derhen, sagde han: "Jeg hører, at

du har jagtet / fået fat i en sjæl hos mig. (Jeg hører, du har helbredt den, hvis

sjæl jeg har berøvet.)" Den sølle åndemaner svarede uden tøven:

"Netop, jeg har gjort, som du plejer. Jeg har gjort ligesom du!" Så

sagde den store åndemaner: "Du må ikke lyve; for det har jeg aldrig

gjort." Den anden svarede: "Hvordan kan det så være, at folk altid

mistænker dig for et have gjort noget ondt, hvis du ikke har gjort

det?" Så svarede den store åndemaner: "Jeg har faktisk aldrig gjort

det, men folk mistænker mig alligevel for noget ondt." Den sølle

åndemaner gensvarede: "Så mange mennesker kan umuligt lyve

samstemmende. De har sikkert opdaget, at du har gjort noget for at

bringe andre mennesker i ulykke. Det er derfor, de har mistænkt dig

for at have gjort noget ondt; for sådan har mange oplevet dig. Det kan

du slet ikke benægte!" Den store åndemaner sagde blot: "Lad os mane

ånder i aften!" Den anden svarede: "Ser du, det kan jeg ikke

genneføre, for jeg kan ikke holde åndemaning." Den store åndemaner

ænsede ikke, hvad han sagde; og han fastholdt at han ville mane ånder

sammen med ham.

Da han insisterede og blev ved, svarede den sølle åndemaner: "Hvis vi

absolut skal mane ånder sammen, så lad os først snitte et sår i os

selv i alles påsyn!" Da sagde den store åndemaner: "Det er ikke noget

jeg bruger. Og når jeg ikke bruger det, vil jeg ikke være med til det

med at give sig selv snitsår." Den anden svarede: "Hør nu her. Du vil

ikke snitte dig selv, fordi du ikke bruger det. Jeg bruger heller ikke

det (med at mane ånder) og nægter at være med. Lad os derfoe slutte

her uden at  mane ånder sammen og uden at give os selv snitsår." "Jeg

vil ikke tilbagelægge den lange vej hertil til ingen nytte!" Og nu

blev han meget vred og fortsatte: "Jeg er kommet for at mane ånder

sammen med dig, og skal vi mane ånder, skal vi mane ånder, ikke

sandt?" Den anden blev også vred og sagde: "Jeg vil ikke mane ånder

sammen med dig, før jeg har gennemført det jeg agter at gøre." Med de

ord gav han sig til at lede efter noget omkring spænderemmen til

konebådsbetrækket. Så begyndte han at rense en kniv for fedt. Mens han

endnu rensede løs, kom en af tilhørerne, (der ellers havde været tavs)

med en bemærkning: "Ham dér plejer ikke at rense en kniv uden at

skulle bruge den til noget." Derefter var der ingen der sagde noget.

 

Da den sølle åndemaner havde renset kniven for fedt, fik han den andens

opmærksomhed henledt på sig og sagde: "Kig nøje på min kniv, for

ellers kan du jo sagtens finde på at sige, at det ikke passer."

Efter denne bemærkning var der ingen af de mange gæster, der havde

lyst til at stå bagest. Alle spilede øjnene vidt op og stirrede på

ham. Han trak sin anorak op, og så stak han kniven i brystet og

begyndte at flænse sig nedefter langs med brystbenet. Da han havde

skåret så stort et snit, at man kunne putte en hånd ind i såret, trak

han den store kniv op; imens holdt han såret åbent og vendt imod den

store åndemaner, som på den måde så lige ind i det. Det bevirkede

også, at den ene mand efter den anden blandt tilskuerne faldt om i

sneen og besvimede. Mens han endnu holdt såret åbent, sagde han til

den store åndemaner: "Tror du på dette?" Han svarede ja. Derefter

spyttede den sølle åndemaner på sin venstre hånd og gav sig langsomt

til at stryge nedover det store sår. Han havde ikke gjort det ret

længe så var såret lægt.

 

Han gav sin store kniv til den anden og sagde: "Hvis du ikke

snitter dig, vil jeg ikke mane ånder sammen med dig i aften!"

Så tog den anden sin (sådan står der. Men det var jo den sølle

åndemaners kniv) store kniv ("savissuani" Der skulle nok stå

"savissuaq") Idet han tog den, sagde den, der gav ham kniven: "Vis

det så for folk sådan som jeg gjorde det!" Den anden løftede armen op

gentagne gange og var klar til at stikke sig. Men da han ikke kunne få

sig selv til at stikke den ind, sagde han: "Jeg kan ikke snitte mig

selv. Formålet med, at jeg tog hertil, var jo ikke, at vi skulle

snitte os selv:" Den anden svarede: "En åndemaner, som mangler at

mestre et område, bør ikke tage ud for at kappes med nogen

("unammiartorsinnaavoq": kan tage ud for at kappes. Men der skulle vist

have stået: "unammiartorsinnaanngilaq") Kun den der føler, at han kan

klare alt, er skikket til at tage ud for at kappes med nogen." Han

fortsatte: "Skammer du dig ikke over, at du må give mig kniven igen,

uden at du har brugt den til noget?"

Hist.: Hvis denne fortælling, som angivet på håndskriftet, virkelig er fortalt af Salomon fra Bjørneøen, peger den på indvandring fra Østgrønland til herrnhuternes område derinde i fjorden ved Uummannaq: Den store åndemaner fra Innarsuaq kan være Naaja fra begyndelsen af 1800-tallet, eller en af hans sønner. Tilmed nævnes fjorden Sermilik, hvor Innarsuaq ligger på østre bred. Se Sandgreen 1967,

I - II; 1987.

I overensstemmelse hermed har Leopoldus Ringsted, Puutuusi, i Grønlands Radio, KNR i 1950'erne fortalt en overleveret fortælling om en indvandring fra Østgrønland til Pisissaarfik nær herrnhuternes Uummannaq. Puutuusi var født her i 1861. Arnaq Grove oversatte fortællingen fra KNR-båndet i sit speciale fra RUC, 1995 (upubl.).

Den lille åndemaners metode til åndemaning, hvor han lægger sig under

et skind, var velkendt i Østgrønland og hos de canadiske inuit, mens tricket med sårhelingen er fælleseskimoisk.

Angnorârsoaq

Print
Dokument id:1808
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angnorârsoaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 51
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 372: "Annorârssuaq" /

"Storfangeren, der var lige dygtig til at..."

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Annorârssuaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Annoraarsuaq.

Annoraarsuaq var på fangst hele tiden. Han fangede både sæler og

mennesker. Han havde mange fjender; men ingen kunne hævne sig på ham,

for alle var bange for ham. Der var også en fanger, der havde tre

børn - to drenge og en pige. En dag faderen var ude på fangst vendte

han ikke tilbage. De vidste ikke, hvor han blev af. Men hans kone

havde hørt, at Annoraarsuaq havde dræbt ham. De græd bitterligt. En

dag kom lillesøsteren grædende ind. Moderen spurgte, hvorfor hun græd.

Hun svarede, at storebrødrene havde ramt hende med legetøjsspyd i

underlivet og i kroppen. Moderen ventede på, at sønnerne skulle komme

ind (isersilerpât - isersiilerpai).

Da de kom ind, spurgte hun dem: "Hvorfor skal I have jeres lillesøster

som skydeskive for jeres legetøjsspyd, når hun har ikke gjort jer

noget. Træn jer hellere stærke, for Annoraarsuaq har dræbt jeres far.

Altså, træn jeres kræfter."

Man siger, at det var som om de begyndte at græde, da deres mor sagde det til dem, og de to brødre begyndte at opøve deres kræfter.

                                       

De bosatte sig langt mod syd. Dernede voksede de op, og de blev voksne og gode dygtige fangere. Så sagde den yngste af brødrene: "Mon Annoraarsuaq er død. Skønt han ikke var død endnu (denne sætning skal måske oversættes: Han var endnu

ikke død på det tidspunkt). Hvorfor skal vi ikke ud og se efter ham?"

Da de på stedet hørte dette, begyndte Annnoraarsuaqs tilhængere

(idlersordluat - det er noget med at beskytte) at besøge

ham og sige, at beboerne i Kangeq gerne vil se/møde ham

(takuluavât ?). Annoraarsuaq plejede at bemærke:

"inûtínguasigkangma," (Du lod mig slippe med livet ?) idet han

samtidig holdt kniven ganske tæt ved vedkommende, som så forsvandt.

Brødrene fra Kangeq med familie ankom til stedet, mens Annoraarsuaq

var ude på fangst; og da de slog deres telt op, bemærkede man, at det

var meget større end Annoraarsuaqs. Annoraarsuaq kom hjem og så

fjendernes meget store telt. Fjenderne sagde: "Qatingiseq, Qatingiseq,

gå hen og sig, at han skal komme på besøg. Så kom Annoraarsuaq ind, idet

han skubbede teltforhænget til side med sin kniv. Så sagde kvinderne

fra Kangeq: "I dér (kákuaraîke - det må være sønnerne, hun mente), kom

ind med  noget, som han kan sidde på." De kom ind med en stor sten,

som nær havde ramt den besøgendes fødder, da den blev sat ned på

jorden. Kun ved at den besøgende trak fødderne til sig, undgik man at

ramme dem. De sagde til ham: "Hvad med at spise lidt syre (i

renskriften: Sællever med kokleare)?" Han fik lige et par mundfulde,

så holdt han op og gik ud.

 

Om natten, efter at man var faldet i søvn,

hørte moderen íkkut marlok (måske: moderen til de to) nogen støj. Hun

gik ud og så, at Annoraarsuaq var ved at tage overdelen af sit telt

ned så lydløst han overhovdet kunne. Hun kom ind igen i

teltet og sagde: "Hør I dér, Annoraarsuaq er ved at rejse fra jer

(eller: slippe fra jer). De skyndte sig at komme op og gav sig til at

stirre intenst på ham.

                                                     

Annoraarsuaq fik meget travlt. Da han blev færdig, fik han sine mange børn om bord i konebåden, og til sidst var han på vej ned til konebåden bærenede

sin kajak med bunden i vejret. Idet han tog et skridt for at komme

ombord på konebåden, skubbede brødrene fra Kangeq til ham, så han

faldt ned i vandet. Han blev under vandet længe. I virkeligheden

opholdt han sig under konebåden og lurede på dem. Han kom pludselig op

af vandet ved konebåden og forsøgte at stikke dem ned. Da de

to gik til angreb oppe fra, dykkede han ned igen og gav sig til at

gå/svømme omkring konebåden. Han blev efterhånden træt, og den yngste

af brødrene stak ham. Han dykkede, og da  han dukkede op igen,

stak den ældste ham. taunaqale tamalerput (måske: Sådan blev de ved

længe). Annoraarsuaq var efterhånden udmattet, og med flere stik

dræbte de ham. Så smed de alle børnene ud i vandet. Og de paterede

faderen. Ligesom de blev færdige med det viste der sig en kajakmand

frem omkring næsset (ordret: fra bag næsset) og sukkede voldsomt

(anesameqalune - anersaammerqaluni ?? Renskrift: Man hørte ham sukke,

så såre han kom op på land). Da han kom hen til dem, gav han sig til

at samle børnene op på land, idet han sagde: "Disse er værd at redde."

Han fik dem alle op på land. Han besøgte brødrene fra Kangeq. Det

viste sig, at denne gamle mand var på en tur for at fordrive tiden med

noget, fordi han havde mistet sin søn.

                   

Han havde siddet hos brødrene et stykke tid, så

sagde brødrene: "Vi har ellers fået en god fangst i dag."

Han bemærkede: " Hvad fik I så ? "

"Du kan gå derhen og se på det." Han gik ud og videre

ned til stranden. Da han så det, sagde han: "I har fanget en isbjørn."

De svarede: " Nej, det har vi ikke. Se på det." "I har fanget en

isbjørn," gentog den gamle. De svarede: "Nej, det har vi ikke. Nu skal

du se det." De tog det, der dækkede liget, af; og  han genkendte

Annoraarsuaq med det store skæg, som nu var fuldt af blod. Den gamle

mand måtte sætte sig ned "toqulersoq" (én, der er ved at dø. Måske:

Som om han var ved at dø? Renskriften: ...han blev stående og var ved

at blive dårlig), og han sagde: "Det var virkelig pænt af jer. I har

givet mig lejlighed til at fordrive tiden med noget."

Det fortælles, at brødrene fra Kangeq blev gamle uden at de behøvede

at bekymre sig om noget.

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

Kangeq i Ammassalik området ligger sydøstligst på Kulusuk

Angutâta teriangnianik qingmigvarsioma / Angutaata teriannianik qimmivarsiu ma

Print
Dokument id:804
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angutâta teriangnianik qingmigvarsioma / Angutaata teriannianik qimmivarsiu ma
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 89 - 93, nr. 32
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: "Manden, som skaffede sin søn et forspand af ræve"

i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 363.

Oversat af Knud Rasmussen i Rasmussen 1981, Inuit fortæller, III: 162 - 164.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der ville skaffe sin søn ræve til slædehunde.

Der var engang en mand, der elskede sin søn højt. Når sønnen havde

været ude med sin fars slædehunde, sagde han: "Hundene blev som

sædvanlig helt udkørte. Det var med nød og næppe, jeg nåede hjem."

kisimakivat kîmînijarnêrât qasusangisut (? Er der slet ikke noget man

kan få fat i og bruge som hunde, der ikke bliver trætte)."

Faderen sagde: "Jeg har faktisk hørt, at ræve, som trækdyr aldrig

bliver trætte."

 

Næste morgen fremsagde han så  en formular /

trylleformular både i indgangen til rummet og i husgangen - for at

lokke blåræve til adlanut sânigut kuveriardlugit (? Efter at have

hældt afgnavede ben / fejeskarn ned) fremsagde han endnu engang en

trylleformular. Da han blev færdig og kom ind, sagde han: "I

morgen skal vi se, om jeg har gjort det rigtige / sande (ilumôruma). agdlane (?

dernede). Sønnen så blåræve dernede (i husgangen). Da han så dem talte

han dem. Der var ti. Han kom ind og sagde: "Dernede (i husgangen) (?)

er der ti ræve. Dem vil jeg gerne have til slædehunde." Faderen sagde:

"De skal først trænes."

 

Da rævene var vænnet til, lavede sønnen

seletøj til dem. Han gav dem sele på og tog af sted på en køretur.

Da han havde kørt qimeqingoramit (?) fik han øje på en stor isbjørn.

Da hans hunde så den, gav de sig til at løbe efter den i fuldt

firspring. Til sidst kom han tæt på og stak den ihjel, hvorefter han

lagde den op på slæden og kørte af sted med den. Rævene (trækdyrene)

løb hurtigere og hurtigere og nåede så til sidst hjem.

 

Da faderen så,

at sønnen havde fanget en isbjørn, blev han meget glad. Han spurgte

sønnen: "Hvordan var dine hunde så?" Sønnen svarede: "Qimeqinât (? De

er gode som trækdyr / ligesom hunde)." Så havde de fået hunde, som

aldrig blev trætte.

 

En dag kørte sønnen af sted, som han plejede. Han

nedlagde en isbjørn. Han dækkede den til med sne og kørte videre. Han

fangede endnu en isbjørn og var i færd med at akulerpâ (? akorpâ -

flænsede den). Så begyndte hundene (rævene) at stirre på noget. Han så

sig omkring og opdagede, at en slæde var kommet ganske nær. Måske ville han blive dræbt, tænkte han. Den ankomne slædekører

spurgte: "Har du kun fanget den ene isbjørn?"

"Nej, jeg har fanget endnu en, som jeg har dækket til med sne."

"Skal jeg ikke hjælpe dig?"

"Nej, mine hunde vil godt kunne klare dem."

"Må jeg virkelig ikke hjælpe dig?"

Den anden kviede sig men sagde så ja til tilbudet.

 

De tog af sted, og den fremmede kørte bagest. De kom

til det sted, hvor han havde dækket sin første fangst til med sne. De

fik den op på slæden og kørte igen. Da de nærmede sig bopladsen, satte

blårævene, der trak den ene af slæderne, af sted i fuld fart, og kom

foran. Den fremmede slæde gik i stykker, og manden

faldt af, så hundene nåede bopladsen bare med slæden. Da sønnen kom

hjem, spurgte faderen: "Hvem er den anden?" Sønnen svarede: "Det er en

fremmed mand. Hans slæde er gået i stykker. Han ville absolut hjælpe

mig, så jeg sagde ja til sidst."

 

Den fremmede nåede frem til bopladsen

og sagde, at han godt kunne tænke sig at have sådan nogen hunde.

qimianukuva sunguvarilit (?). "Det ville være herligt at have sådanne

hunde," sagde han. De reparerede hans slæde. Da den fremmede tog af

sted hjemover, ledsagede den anden ham og besøgte ham på hans boplads.

Han vendte tilbage til sin boplads igen. Han havde sine hunde (rævene)

hele sit liv. Siden har man aldrig hørt om nogen, der brugte ræve som

slædehunde.

Anguterpaanik / Om brødreflokken

Print
Dokument id:1852
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Anguterpaanik / Om brødreflokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 76h - 80v, nr. 329
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 77.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales

and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 61, ss. 341 - 346: The Sons who avenged their Mother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hos en brødreflok var moderen den eneste kvinde i huset. På samme

boplads boede der et ældre ægtepar med mange døtre og kun én søn. De

var altid sammen. Når brødreflokken tog ud på fangstrejse og slog lejr

på den anden side af fjorden, fulgte det ældre par med og slog lejr

lige vest for. Det skete så, at brødreflokkens mor døde. De begravede

hende, og hver dag tog de hen til hendes grav og græd over hende. Da

der ikke længere var en kvinde i huset, måtte den yngste af brødrene

tage sig af det huslige. - De ældre brødre tog den ene dag ud på

fangst og den anden dag til moderens grav for dér at græde over hende

hele dagen. Sådan blev de ved.

 

En gang da brødreflokken tog ud til

deres fangstplads på den anden side af fjorden, som de plejede, fulgte

det ældre ægtepar med og slog lejr lige vest for. Næste morgen tog

brødrene ud på fangst. Dagen efter tog de hen til deres mors grav for at

græde over hende, og de kom først tilbage om aftenen. Om morgenen tog

de ud på fangst og kom hjem med fangst. Næste dag tog de hen til

graven for at græde, idet de overlod flænsningen af fangsten til deres

yngre brødre. Da de efter at have grædt skulle til at tage hjem, lagde

de mærke til, at stenene på moderens grav havde ændret plads.

 

Dagen efter, endnu før det blev morgen, tog de over til stedet, hvor

moderens grav lå. De gik i land og skjulte deres kajakker, hvorefter

de gav sig til at vente på, om der ville komme nogen. Da det var

blevet helt lyst, så de en kajakmand sætte over fjorden vesten for

deres boplads. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at det var den ældre

mand fra deres boplads. Han steg i land nedenfor sit lille hus. Da

han gik op, troede de, at han ville gå ind i sit lille hus, men han

gik forbi huset og videre op til graven og gav sig til at rode i den.

Brødrene sagde til hinanden:" Det er altså ham, der har det med at rode i

graven. Lad os dræbe ham i morgen".

 

Da den ældre mand havde rodet i graven, gik han ned og roede over fjorden

til den anden bred.

Brødreflokken roede tilbage, og næste morgen gik de hen til den ældre

mands telt. Den ældste af brødrene gik ind, og de andre fulgte med.

Den ældre mand var endnu ikke stået op, og den ældste af brødrene

sagde:" Der er naturligvis en anledning til vort besøg. Vi er kommet,

fordi der er blevet rodet med stenene på graven".

Den ældre mand sagde:" Hvordan skulle jeg kunne finde på at rode i den, - jeg,

som er en gammel mand, og som ikke en gang tør komme i nærheden af et

ubeboet hus." Til det sagde den ældste af brødrene:" Det var ellers dig,

vi igår så rode i graven!" Og med de ord slæbte han ham udenfor og dræbte ham.

 

Den ældste af brødrene gik tilbage ind i teltet og tog hans ældste datter, idet han sagde:

"Lad hende være prisen for hvad faderen havde gjort !" Han tog hende til

kone."

Dagen efter tog de ældste af brødrene ud på fangst. De yngste

blev hjemme og holdt øje med deres svigerinde. Når hun gik ud, gik de

også ud, fordi de forventede, at hun kunne finde på at tage hjem. Den

ældste af brødrene havde efterhånden haft hende et godt stykke tid;

men han havde endnu ikke rørt hende. Han kunne ikke få hende til at

lægge sig. Hele natten sad hun. Så fik konen den idé at dræbe sin

mand. Når manden kon hjem fra fangst, lagde han altid sig kniv foran

lampen. En aften da alle sov dybt og hendes mand lå på ryggen ved

siden af hende, snørede hun alt hvad der kunne snøres sammen på sit

tøj; så tog hun mandens kniv, og beredte sig på at dræbe ham.

Men så tænkte hun:" Hvis jeg stikker ham, vil han sprælle

og vække de andre, og så vil de dræbe mig, når de ser, at det er mig der

har gjort det. De dræbte jo min stakkels far og tog mig. Nå, ligemeget

om jeg bliver dræbt." Idet hun tænkte sådan, stak hun ham i

halshulningen over brystbenet. Han rørte sig en smule, men døde. Uden

at trække kniven ud, gik hun ud og gav sig til at løbe vestover. Da

hun trådte ind hos sin bror sagde hun:" Gør jer straks klar til at

tage afsted. Jeg har dræbt den ældste af brødrene !" De fik snart

konebåden i vandet, bragte deres ting om bord og tog af sted.

Drabskvinden satte sig på den forreste tofte og sagde til sin bror:" I

hvilken retning skal vi følge kysten ?" Svaret var :" Nordover". Så

sagde kvinden igen:" Når de vågner, vil de følge kysten nordover og

indhente os." Så drejede styreren konebåden rundt mod syd.

Kvinden spurgte igen:" I hvilken retning vil du følge kysten ?" Han

svarede:" Sydover." Kvinden bemærkede til dette:" Nå de efter at have

fulgt kysten nordover, ikke finder os, vil de følge os sydover og

indhente os; drej konebåden udefter."

 

Nu havde konebåden retning bort fra land. Kvinden, der sad forrest,

tog et åretag; og åren knækkede. Hun tog åren fra den, der roede bag

hende, satte den i åregaflen og tog et åretag. Også den knækkede. Hun

knækkede alle årerne på denne måde. Så sagde hun til styreren:" Giv

mig din styreåre." Denne sagde:" Hvad skal jeg så bruge som styreåre?"

Hun sagde: "Brug din paddelåre til det." Styreren gav hende

sin styreåre og tog i stedet sin kajakåre. Kvinden satte åren i

åregaflen og tog et åretag; og åren holdt. Der blev så kun roet i den

ene side af konebåden; og det gik udad. Da de på den måde havde drevet

konebåden udefter, sagde den gamle mor, der havde ligget på maven midt

i konebåden:" Nu kan man se mørke krusninger på havet, og I lever

endnu." Da hendes børn kiggede fremover, sagde de: "Land forude!"

 

Da de nåede frem til landet, sagde moderen til sin søn,

styreren:" I hvilken retning vil du uden om landet." Sønnen svarede:"

Nordenom." Moderen fortsatte:" Du skal sejle sønden om det og følge

solens bane." Så tog de retningen sønden om og videre nordpå. Da de

havde sejlet uden om landet, fik de øje på et næs, hvor der lå et hus.

De var nu på vej derhen. Der kom en mand og et par kvinder ud af

huset. De nåede stranden, uden at der kom flere ud. De gik i land og

blev budt indenfor. Det viste sig, at famlilien bestod af lutter

kvinder og én mand, ligesom de selv. Da de havde siddet dér et stykke

tid, sagde værtsfolkene:" Bliv her hos os." De blev der og boede i

samme hus; og de var sammen hele tiden.

 

Da brødrene vågende, opdagede de, at den ældste var død, og at der sad en stor kniv i halshulningen over brystbenet. De stod op og skyndte sig hen til den  ældre mands familie. Men de var væk. De vendte tilbage til deres lejr og tog

straks afsted nordover for at lede efter de flygtende. Når de traf

folk, spurgte de efter dem; men ingen havde set noget til dem. De

nåede højt mod nord. Men da ingen vidste noget om dem, vendte de om og

tog sydover. De sejlede forbi deres boplads og videre mod syd. De

spurgte efter dem, hvor de kom hen; men ingen kunne oplyse noget om

dem. De kom langt mod syd, men de måtte vende om. Det var blevet

vinter, da de nåede tilbage til deres boplads; og de blev dér.

 

Den efterfølgende sommer tog de afsted vestover og roede norden om landet.

De kom til mange mennesker i Akilineq.

De spurgte om de mennesker de søgte. Men ingen vidste noget om dem. De

tog ophold her og opgav deres eftersøgning. Da de, der flygtede, havde

boet hos deres værter i nogen tid, tog værten den næstældste pige hos

gæsterne, til kone; og det mandlige medlem af dem der var flygtet,

giftede sig med en søster til værten. Denne blev gravid og fødte en

søn; og faderen gav drengen navn efter sin far der var blevet dræbt.

Bedstemoderen sagde:" Hent min lille taske." Da man kom med den, gav

hun sig til at tømme den for dens indhold. Nederst fandt hun en lille

slibesten, der havde tilhørt dværge. Den tog hun og begyndte at slibe

sit barnebarn, der var opkaldt efter manden, for at gøre ham hårdfør.

Hun sagde hele tiden: "Du skal blive lige så hård som den." Først da

han blev tør ("panermat"), holdt hun op. Hver gang barnet fik nyt tøj,

sleb hun ham med den og sagde hele tiden:" Du skal blive lige så hård

som den."

 

Da manden, der flygtede, havde fået mange børn, sagde han: " Er der mon ingen andre heromkring?" En af beboerne sagde:" Nordpå bor mange mennesker; men vi plejer ikke at opsøge dem, for vi kender dem ikke."

Manden, der flygtede, sagde et par gange:" Lad os tage op til dem."

Men værten ville ikke, når han nu ikke kendte dem.

Den anden blev ved med at ville have ham med, og til sidst

indvilgede han.

 

De tog nordpå sammen i én konebåd. Da de var kommet langt med nord, sagde værtsfolkene: "Nu vil vi snart kunne se husene." De sejlede udenom et næs,

og inde i bunden af en indsø / lagune (i bunden af noget, der lignede en "qagsse" / qassi) sås mange telte. De slog lejr ved udløbet til indsøen. Næste morgen gik den flygtende op på en høj. Derfra så han en mand, der var på vej ned til sin kajak (for at komme i den "ikiartulermat"). Den flygtende ordnede

sin kajak og roede ud; og han kom til at følges med den fremmede

kajakmand. Mens de roede ud sammen, dæmrede det for den flygtende,

at den anden var en af hans gamle bopladsfæller, den

næstyngste af brødreflokken. På vej ud til fangstområdet stillede

den flygtende den anden følgende spørgsmål:" Belv du født

her?". "Ja, jeg blev født her", svarede den fremmede.

"Blev du dig rigtig bevidst her?"

"Jeg blev i virkeligheden hverken født eller blev mig

bevidst her. Jeg blev født og blev mig bevidst et sted østpå. Vores ældste broder

var blevet dræbt af kvinden, han lige var blevet gift med. Det var for

at lede efter mordersken, vi kom hertil."

Den flygtende fortsatte:" Er du gift ?" "Ja, jeg er gift", sagde den anden.

Han spurgte igen:" Er alle de andre også gift?" "Ja, alle er gift

undtagen den yngste af vores brødre," svarede den fremmede.

Den flygtende spurgte:" Har du børn?" "Ja, jeg har to sønner", svarede

den anden. "Har dine brødre børn?" spurgte manden, der flygtede. Den

anden svarede: "Ja, de har også kun sønner."

 

Hjemme igen fangstturen uden fangst hørte flygtningen nogen snakke uden for teltet. Så trådte den ene mand

efter en anden ind i teltet. Det var brødreflokken. Den, der nu var

blevet den ældste af brødrene, efter at storebroderen var blevet

dræbt, satte sig ud for sin tidligere svigerinde og sagde:

"Disse fremmede er jo gamle kendinge." Dertil sagde den

eneste mand i søskendeflokken, ham der var flygtet: "Hvis vi, der er fremmede,

er gamle kendinge, så er sådanne fremmede som jer så sandelig også genkendelige."

 

Den ældste af brødreflokken sagde: "Skulle vi mon lade dem leve, når vi nu

endelig har truffet dem?" Deres fjende, drabskvinden, var i færd med

at flette senetråd. Så sagde den eneste mand i søskendeflokken: "En

kvinde plejer jo ikke at forsvare sig sig over for en mand." Samtidig rodede han efter noget under briksen og tog en stor sabel

(Rinks kommentar: Stor kniv) frem. Han gav den videre til ded der nu

var den ældste i brødreflokken, og sagde: "Dræb først ham dér,

der er opkaldt efter min sølle far, som I dræbte." Sønnen stod på

gulvet og den ældste af brødrene stak ham; men han var hård, og våbnet

gled væk over kroppen "quajarqisidlugo". Han kunne ikke få våbnet

ind i kroppen og han opdagede, at spidsen var knækket.

Han leverede sablen/kniven tilbage til manden, og de gik ud

allesammen. Søskendeflokkens eneste mand gik udenfor og så, at

brødreflokken var ved at bryde op. Det samme gjorde de selv, og de

tog af sted samtidigt. Brødreflokken sejlede over det åbne hav østover

("ikârput" - de sejlede fra Akilineq imod Grønland), mens deres

fjender sejlede sydover til det sted, hvor de bosatte sig. 'Der boede

de, indtil de døde.

 

Hist.: På fortælletidspunktet havde mange kendskab til, at der boede stammefrænder på Akilineq, og ikke kun barbariske menneskeædere som i de traditionelle fortællinger. Lidt fjendskab er der dog tilbage i denne fortælling. Men drabene udløse ingen endeløs hævnkæde. Man nøjes med en udligning.

Vedr. blodhævn se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

anguterpait arnartatu ãnik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik

Print
Dokument id:296
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:anguterpait arnartatu ãnik / anngiaq / oqalugtuaq anguterpangnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 598 - 601, nr. 169
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 234 - 235.: Eneste søster blandt brødre.

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 234 - 235.: Anguterpaat arnartatuaannik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den eneste pige i søskendeflokken.

 

Den eneste kvinde i søskendeflokken blev gravid uden at være gift. Da brødrene ikke syntes om det, drog hun bort. Undervejs aborterede hun. Hun lod barnet ligge på jorden og gik videre. Men barnet blev levende, ligesom hun gik fra det. Da barnet blev levende, søgte han efter et eller andet, han kunne bruge som kajak. Han fik et hundehoved til kajak. Med et spoleben (der står: 'inûp qugtorâta amilerânik' - ordret: menneskelårbens smalle del - Chr. B.), som åre roede han af sted og kom til stranden under bopladsens huse. Fra sit gemmested på det lille næs holdt han øje med husene (alákâmissârdlune') og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak og bar den op. Han lagde den under sin yngste morbrors kajak med bunden i vejret. Han sagde: "Gid jeg kunne die af min mors store bryster." Han anbragte sig ved vinduet og gik ind i huset gennem en åbning ved tarmskindsrudens kant ('erqutip kilúnguatigut' - et gæt bl.a. ved hjælp af de danske bemærkninger - Chr. B.). Han krøb ind under lampen. Derfra hoppede han og landede på moderens bryster, hvor han gav sig til at die. Da

moderen var ved at vågne, sprang han tilbage og kom under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og placerede sig på den anden side af næsset og ventede på, at kajakkerne skulle tage af sted. Da de roede ud, fulgte han efter, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at redde mig en flænsebid." Han nåede frem

til sine morbrødre, ligesom de var ved at placere sig for at vente på, at der

skulle dukke en sæl op. Han placerede sig lige bagved den yngste af morbrødrene.

Han (hvem? barnet eller morbroderen? Chr. B.) var lige standset, så dukkede der

en sæl op på hans skyggeside. Da morbroderen roede til for at komme nær sælen, fulgte han med, og i det han løftede armen for at kaste harpunen, greb han

fat i hans åre, så han kæntrede. Så tog han hans ene kamik af og gav ham nogle

boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Brødrene nåede hurtigt frem til

ham, men da var han død.

 

Da brødrene skulle bringe deres døde broder

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive

qivittoq." Han var begyndt at ro vestover, men så kom han til at tænke på

moderens store bryster og vendte om mod land. Han lå ved det lille næs og

ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, bar han sin kajak op

og lagde den under den mellemste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik

ind gennem vinduet og satte sig under lampen. Herfra sprang han op og

landede på moderens bryst. Han gav sig til at die. Da han havde fået nok, forlod

han moderen og satte sig under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og afventede morbrødrenes affart. Han fulgte også

denne gang efter sine morbrødre, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid." Da han kunne se dem fra øst, var de lige standset - den

yngste længere mod øst. Barnet var lige kommet hen til ham, så dukkede der en

sæl op på hans skyggeside. Han roede til og løftede armen for at harpunere den.

Barnet måtte ro af alle kræfter for at nå ham. Han greb fat i hans årer og trak

dem til sig, så han kæntrede, hvorefter barnet tog den ene kamik af og gav ham

nogle boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Hans bror kom hurtigt hen

til ham, men da var han død. Da broderen skulle til at bringe den døde lillebror

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive qivit-

toq." Han var begyndt at ro vestover, men så sagde han: "Derinde på land venter

min mors store bryster på mig." Så vendte han om og roede ind mod land.

 

Ved det lille næs lå han og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak. Han lagde kajakken under den ældste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik op og krøb ind i huset gennem vinduet, og han tog plads under lampen. Derfra sprang han op og landede på moderens bryster. Han

gav sig til at die, indtil han havde fået nok. Derefter indtog han igen sin

plads under lampen. Ved daggry gik han ud, og på det lille næs ventede han på, at

morbroderen skulle tage af sted på fangst. Han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid, når min morbror harpunerer en sæl." Han fulgte efter

ham og så, at han havde indtaget den plads, hvor han plejede at vente på sæler.

Han roede hen til ham fra syd fra solsiden. Der dukkede en sæl op. Farbroderen

(morbroderen?) roede hurtigt frem til sælen og barnet fulgte med. Idet han

løftede armen for at harpunere sælen, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren, men han magtede det ikke. Til sidst faldt farbroderens (?)

fangstblære ud i vandet. Han dræbte sælen. I det øjeblik han blev færdig med

sælen ('uningniariartoq' - i det øjeblik han standsede - Chr. B.) dukkede der en

anden sæl op på hans skyggeside. Barnet roede med, da farbroderen (?) roede

til. Og da han havde harpuneret den, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren. Heller ikke denne gang magtede han det. Morbroderen dræbte sælen og gjorde den klar til bugsering, hvorefter han begyndte at ro hjemad. Han

blev liggende stille bag ved ham, men så sagde han: "Derinde på land venter min

mors store bryster på mig." Så roede han efter morbroderen. Da han nåede ham,

begyndte han at skubbe den sæl, han havde på slæb, fremefter. Nu kunne de

se dem fra land, og de bad åndemaneren om at kigge på dem. Åndemaneren kiggede på

dem, og han sagde: "Dølgsmålsbarnet skubber den sæl, han har fanget, fremefter".

Først nu kunne de andre se anngiaq'en. Det var altså søsterens barn, der

havde dræbt de andre. Barnet var så lille, at man ikke kunne få øje på ham. Så

lille var han, at han brugte et hundehoved til kajak ved at krybe ind i

næseborene. Slut.

 

Forstanderskabsmedlemmet fra Paamiut, D. Möller.

 

Var.: mange, søg på: anngiaq

Aqajarormiorsiorpua

Print
Dokument id:807
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413, nr. 38
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqajarormiorsiorpua
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:6 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921: s. 375: "Den store

åndemaner og hans eventyr ...".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqajarormiorsiorpua

(En, der søger efter noget, der er i mavesækken).

Det fortælles, at Akivamineqs (akuamineq, partiet mellem ribbenene og

lænderne på et dyr) far var en stor åndemaner / angakok / angakkoq.  Han plejede ikke at holde åndemaning men blot at udspørge ånder. (Han sad gerne

med front imod bagvæggen med skind over sig). Han tilbragte gerne

foråret på en forårsfangstplads. En morgen tog han ud i kajak og roede

i retning af Orsulugiaq. Solen var ved at stå op, da han fik øje på

fem kajakmænd. Han roede så derhenad og tænkte, at det nok

var sydlændinge (? kavángarnitsat - er på østgrønlandsk

nordlændinge, BS), der var taget afsted meget tidligt om morgenen, eller

som havde været på fangst om natten. Men han syntes, at de så

ejendommelige ud, for når man så dem fra siden, var mundpartiet langt.

Det gik op for ham, at det var innersuits tartait (ildfolkenes

hjælpeånder). De nærmede sig, men inden de nåede ham, vendte de om og

roede bort. De havde hvide anorakker med rød halslinning. Det var

derfor, de var så frygtindgydende. Han kiggede på dem; og da

krusningen på vandfladen fra dem nåede hans kajak, begyndte den at skyde

fremefter af sig selv. Han forsøgte at bakke, men det nyttede ikke.

Kun når han vendte åren på langs (når han skoddede) gik det

langsommere.

Men han kom ikke tættere på de kajakker, som han fulgte efter. Så kom

han i tanker om sin hjælpeånd. Han kaldte på den. Han hørte lyden (her

bruges der flertal), og straks efter dukkede den op ved siden af

kajakkerne. Da de så den, sagde de: "Sådan én har vi (også)." Der kom

flere hjælpeånder, men de lod sig ikke påvirke af dem. Så kom han i

tanke om noget: "Det er sandt, jeg har også den skævmundede (en equngasoq

var den mægtigste af alle åndemaneres hjælpeånder). Han kaldte på

den; og langt om længe indfandt den sig. Da den kom sagde den: "Hvad

er der (? suame)?" "Disse her vil dræbe eller røve mig." Da roede equngasoq'en  hen til dem. Han roede blot forbi dem, og først derefter vendte den sig imod dem og afventede, at de skulle nå frem til ham. Da den første nåede frem, stak

equngasoq'en / Equngasoq sin åre ind under hans kajak, så han var ved at kæntre.

Sådan gjorde han ved dem alle. Da dette var sket, standsede åndemanerens

kajak. Hjælpeånden roede hen til

åndemaneren og sagde: "De er ikke ude efter at dræbe dig; derfor

gjorde jeg dem ikke noget." Umiddelbart efter fik equngasoq øje på en tejst og sagde: "Hvis de var ude efter at dræbe dig, ville jeg have gjort sådan:" Han roede

nærmere hen til den lille tejst, tog kastetræet til sit blærespyd med

den ene hånd og greb blærespyddet. Det ordnede sig til kast ganske af

sig selv, og equngasoq ramte tejsten med sit spyd. Han roede hen til

den og flåede fuglen i stykker. De konstaterede, at fuglen var blevet

ramt i hjertet. Så sagde equngasog: "Hvis disse kajakker virkelig var

ude efter dit liv, ville jeg have gjort sådan ved dem." Så forlod

hjælpeånden ham.

 

Senere på sommeren fik åndemaneren svært ved at fange

sæler. En dag han var ude på fangst, og han befandt sig ud for

Qasigissat, drejede kajakken og bevægede sig imod land.

Han forsøgte at bakke, men den var ikke til at standse. Nu var han

næsten ved land, uden at han havde opdaget noget. Netop som han skulle ramme stranden, bakkede han for alle tilfældes skyld

med det resultat, at kajakken lagde til ved stranden.

Han havde dårlig sat sine hænder på kajakken for at komme op af

den, så stod han allerede oppe. Så snart han rejste sig op, var

det, som om han blev skubbet frem af blæsten bagfra. Han måtte løbe afsted, og han løb temmelig længe. Da han var kommet over fjeldet,

fik han på den anden side af det øje på et stort menneske med så

langt hår på hovedet, at hun ikke længere kunne bære det. Han løb hen

til hende og stødte ind i hende. Åndemaneren spurgte den langhårede:

"Hvad laver du her?" Hun svarede: "Jeg har kaldt på dig, for at du

skal rede mit hår. Jeg kan ikke længere bære mit hår." Åndemaneren

spurgte hende: "Hvorfor er dit hår sådan?" Hun svarede: "Det er fordi

folk ikke har overholdt tabuerne, som de skulle (paqinnartut - tabu,

allertut - de, der skal overholde taburegler)." Da

gav åndemaneren sig til at rede hendes hår. Da han var færdig og

havde sat hendes hår i en top, spurgte kvinden: "Hvad skal jeg

give dig for det?" Åndemaneren svarede: "Jeg vil gerne have sæler i

betaling, for jeg har længe ikke kunnet fange noget." Så

svarede kvinden, hvis hår han havde redt: "Når du har fanget den

første sæl, skal du ikke prøve på at fange flere, lige meget om der er

mange af dem. Du skal kun fange den ene sæl. Næste gang du ser mange

sæler, må du ikke fange tre, men kun to. Først når du tager ud tredje

gang på fangst i kajak, må du fange flere sæler."

 

Da åndemaneren skulle hjemad sagde han: "Min kajak er sikkert drevet

ud." Den anden svarede: "Den er ikke drevet ud. Den er på sin plads."

Åndemaneren var nu på vej hjem og på den anden side af fjeldet så han,

at kajakken var på sin plads. Han kom ned i kajakken og roede af sted.

Undervejs fangede han en sæl; og fra nu af begyndte han at fange

sæler.

 

Da det var ved at blive vinter, tog han til Isortoq for at

overvintre dér. Vinteren var elendig, og der kom så meget sne,

at man dårligt kunne komme ud på fangst. En aften gik åndemaneren og

hans kone ud af huset. Straks efter kom åndemaneren  ind igen og

sagde: "Hvordan mon de unge vil klare sig (? inûsútut qanormáko

ivsarajíqisut)?

Aqajarorsiartoq er ved at bryde op lige her oppe fra baglandet."

Åndemanerens ældre bror, som slet ikke troede på den slags gik

udenfor. Han blev faktisk derude og lyttede en stund, men hørte

intet. På vej ind skubbede han til alt, hvad der overhovedet

kunne skubbes til. Han sagde: "Der er intet at være bange for." Lidt

efter gik åndemaneren ud. Han kom ind igen og sagde, at

Aqajarormiorsiortoq var på vej mod dem oppe fra baglandet. Undervejs ud hørte hans bror lyden og flygtede tilbage op på briksen og helt ind

mod bagvæggen. Åndemanderen gav sig til at ordne forskelligt inde

i huset. Han dækkede vinduerne til med sadlimasunik (? sadlimasut -

brædder). Han gav sig til at tromme ånder til og sagde:

"Mange af åndemanernes store hjælpeånder er ellers nået frem til

aqajarormiorsiortoq, men de tør af angst ikke træde hende for nær."

Åndemaneren fortæller også, at denne aqajarormiorsiortoq er en

kvinde. Overalt er hun af sten undtagen mundvigene, der er blødere.

Hun har en ulu, og når hun slår sin ulu mod noget, runger

det. Nu var hun næsten helt fremme. Man kunne høre amuletten fra

åndemanerens konebåd qaseeq (måge) lette, man kunne også høre, at den

hurtigt vendte tilbage. I det samme hørte man åndemanerens vigtigste

hjælpeånd (equngasoq) fløjte (aviorpoq - qarlorpoq - kvidre, synge,

fløjte) tre gange. Så kom den roende i kajak gennem sneen. Nu var

Aqajarormiorsiortoq kommet så nær, at åndemaneren sagde, at hun også

skulle kunne ses af andre, der ikke var åndemanere. Men de ville ikke

se hende, for de var bange. Equngasoq  gik hen til hende, kastede

blærespyddet og ramte hende gennem mundvigen ned i svælget.

Aqajarormiorsiorpunga greb blærespyddet og knækkede det.

Først da hun havde smadret det helt, lagde  hun det ned på jorden.

sordlo pudlakae (soordlo pullakkai - som med et pust) blev

blærespyddet helt igen og vendte tilbage til sin ejer. Sådan blev det

ved. Til sidst ãnalerpoq (?) og begyndte at gå tilbage. Der blev

sagt, at hun boede i en hule i indlandsisen. Åndemanerens

hjælpeånder rykkede nærmere og nærmere ind på hende, og

Aqajarormiorsiortoq gik langsommere og langsommere. Åndemaneren

holdt bare op med at tromme (mane ånder), for man behøvede ikke

længere at være bange for hende. Siden så man aldrig noget til hende.

 

Var.: af 1. episode: søg på innersuit (der trækker kajakmænd viljeløst til deres land)

af 2. episode: Rejsen til havkvinden. Havkvinden; Havets Mor; Qujaavaarsuk; Ikarlitsuarsuk

af 3. episode: Eqingaleq Naaja sten; Den straffende månemand; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;

 

Kommentar: Bemærk at vejen til Havkvinden her går gennem innersuits land og at deres tiltrækning er angakokkens "transportmiddel".

Aqamaatsiaq der byttede plads med en indlandskæmpe under åndemaning (opr. uden titel)

Print
Dokument id:460
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Adamsen, Mogens
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqamaatsiaq der byttede plads med en indlandskæmpe under åndemaning (opr. uden titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 26 - 28
Lokalisering:Kuannit: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Aqamaatsiaq ville ud og finde én, han kunne bytte plads

med.(se ndf.) Han ventede til det blev aften; så lod han sig binde til

åndeflugt.

 

Da dette var sket, smuttede han ud gennem enden af en tagbjælke (vel

egentlig: gennem et hul ved enden af..) Han fløj østover lavt hen over

jorden. Han fløj og fløj og var kommet langt mod øst, da han fik øje

på store vinduer. Han fløj derhen, faldt ned oven på husgangen og inde

fra huset lød det: "Hør, gå ud og se hvad det er. Gå ud og se!" De gik

udenfor. De råbte ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô!"

(åndesprog ?) Indefra lød det så: "Gør vold imod ham, gør vold mod

ham!" Lige før de skulle til at overfalde ham, sagde han:

"títulâkisinga, títulâkisinga! / tittulaakainga"(se ndf.) Da de havde "títulâriarât" fløj han videre mod øst, skønt han ellers skulle mod vest, og fik

igen øje på store vinduer. Igen faldt han ned oven på husgangen.

Indefra råbte de: "Gå ud til ham, gå ud til ham!" De, der gik ud til

ham, råbte som de forrige, ind: "agdlîlitíngûjujô, agdlîlitíngûjujô! / alliilitinnguujujuu".

Denne gang råbte han ind, før der blev sagt noget derindefra: "jeg er

kommet for at finde én, der kan bytte plads med mig." Så råbte de

derude, ind: "Han siger han er kommet for at udskiftes med én."

Derindefra lød det: "Jeg vil være den der udskiftes." Aq. lod sine

bindinger løse op og gik ind. I den ene ende af rummet sad den kæmpestore

indlandsbo, som han skulle bytte med, og dennes kone, en enorm stor

kvinde.

 

Han bandt ham han skulle bytte med til åndeflugt, og denne smuttede ud

ved enden af en tagbjælke. Hans kone tog Aq. til sig. Aftenen gik, de

gik i seng, og der lød megen latter og grinen fra de store

briksefæller.

 

Da de vågnede næste morgen, blev Aq. hos dem en stund endnu, men da

han blev mere og mere urolig, lod han sig binde og smuttede ud ved

enden af en tagbjælke. Han fløj vestover alt hvad han kunne. Ret langt

fremme kom bytteånden imod ham, og da Aq. blev bange for at de skulle

støde sammen, prøvede han at flyve uden om, men den anden styrede

direkte imod ham. Aq. blev mere og mere bange, da han ikke kunne

undvige ham. Så smuttede han ned under jorden, og den anden son nu gik

glip af ham, fløj blot forbi.

 

Derhjemme regnede man med, at Aq. ville komme til syne i lav flugt

over jorden. Men nede fra jorden under gulvets stenfliser hørte man en

flues summen der langsomt arbejdede sig op. Så dukkede Aq. op mellem

gulvfliserne. Han holdt sig hjemme, da han var vendt tilbage.

Hen på aftenen hørte man en stemme ind gennem vinduet: "Ham, som Aq.

byttede med, har stukket sin kone i låret, og hun er ved at forbløde.

Han lod sig binde og fløj atter imod øst. Det varede ikke længe; så

var han faldet ned oven på husgangen. Aq. lod sine bindinger løse og

gik ind. Den store kone var allerede ved "inîvarsínalersoq" (?;

betyder vel, at hun, ikke var langt fra at dø). Han gik hen til hende

og da han havde pustet i sine sølle hænder og strøget hen over såret,

fik hun det bedre. Såret blev lægt, og hun blev rask. Han lod sig igen

binde og tog hjem. Herefter forsøgte han aldrig igen at finde én, han

kunne bytte med.

 

Var.: Ikke præcis i denne bases samlinger. Vedr. bytteriet søg på: det store tidevands land.

 

Hist.: Muligvis en (syd) øst-grønlandsk fortælling.

 

Tolkning: Det er et almindeligt træk i fortællinger, især i de østgrønlandske om åndeflugt under en seance, at en af de ånder, som åndemaneren besøger, gengælder besøget med et samtidigt besøg hos hans husfæller og underholder dem, mens han er

borte. "títulâqisínga" er enten åndesprog eller østgrønlandsk:

"tittipaa": han slår ham med knytnæve, "títalâqsínga": slå mig ganske

lidt med knytnæven.

Aq. og indlandskæmpen skal åbenbart også bytte koner og den megen

latter på briksen røber en lampeslukningsleg. Bytte-ånden har vist

ikke været indforstået. Den søger at ramme Aq. på hjemvejen og stikker

en kniv i låret på sin kone af jalusi.

Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu

Print
Dokument id:1327
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 16, nr. 11
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

 

 

Aqigssiaq

Print
Dokument id:248
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kristian Renatus
Nedskriver:Kristian Renatus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aqigssiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 352 - 358, nr. 117
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sagnet om Aqissiaq. (Opr. ingen overskrift).

 

Et ægtepar med et utal af børn fandt sig et sted, hvor de yndede at overvintre. De tilbragte sommeren på et sted, hvor der var en lille lakseelv. En dejlig vinterdag var faderen ude på fangst, som han plejede. Ægteparrets mange børn, udelukkende drenge, legede i nærheden af huset med at kaste med deres legetøjsfuglepil. De var så optaget af deres leg, at de ikke bemærkede, at faderen var kommet hjem med en sæl. Først da det var ved at blive mørkt, og de blev sultne, gik de hjem, og det var mørkt inde i huset. Faderen sad på sidebriksen lænet imod væggen, og moderen sad bagest på briksen og flettede sener. Hun havde ikke tændt sin lampe. Endelig sagde moderen: "Det duer ikke med alle de børn, så er de oven i købet kun sølle drenge." Faderen sagde ikke noget. Et stykke tid efter skubbede han et fad med kød frem til drengene og sagde: "Det er længe siden, I har fået noget at spise, værsgo' spis." Den næstyngste af drengene, som hed Aqissiaq, blev meget fornærmet over moderens nedsættende bemærkning om dem - kun sølle drenge. Brødrene spiste godt nok. Aqissiaq forsøgte også at få noget at spise, men fik ikke ret meget i sig, da gråden sad i halsen på ham. Så sagde faderen til dem: "Til sommer vil jeg tage jer med til et sted, hvor der er mange laks og hvor der er et stort område med sand." Da faderen sagde dette, faldt Aqissiaq til ro, da han havde planer om at forlade de andre, når det blev sommer, fordi han ikke kunne lide det, moderen havde sagt. Alle brødrene glædede sig meget til sommer, men Aqissiaq blev mere og mere mørk i sindet.

Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev Aqissiaq mere og mere trist til

mode. (ileqqumi atorunnaariartuinnarpaa - ændrede Aqissiaqs væsen sig mere og

mere. - Aqissiaqs væsen ændredes mere og mere). En smuk dag lige op mod sommeren

tog faderen ikke ud på fangst. Istedet for ordnede han sine teltstænger og

snittede lidt på dem. Dagen efter var det igen godt vejr, og faderen sagde: "I dag

rejser vi til det sted, hvor der er mange laks og hvor der findes et stort

område med sand. I må gøre jer klar til rejsen." Børnene blev meget glade og

hjalp til med forberedelserne og med at bære konebåden ned til vandet. Men

Aqissiaq var ikke den samme, som han plejede at være. De tog af sted og kom til

det sted, hvor de skulle slå lejr. Da det blev højvande, sagde faderen til

drengene: "Nu skal vi fange laks ved at afspærre dem vejen. Stil jer på stranden og kast med sten." De syntes det var spændende og gav sig til at kaste med sten for at drive laksene ind, og da det blev lavvande, fangede de mange laks. Men Aqissiaq faldt ikke til ro. De blev dér længe og fangede laks ved at afspærre dem vejen, men Aqissiaq kunne stadigvæk ikke falde til ro. En dag da de skulle til at tage hjem med alle de laks, de havde fanget, fandt han på et påskud til at forlade de andre. Han bad den ældste af sine ti storebrødre om at tage de laks, han havde fanget, med hjem, fordi han lige ville prøve at fange en rype, der satte sig oven for dem, ved at kaste sten efter dem. Det ville denne storebror ikke,

heller ikke de ni andre. Men han fik sin lillebror til det. Grædende forlod han

sine brødre og gik ind i land. Han voksede op alene og trænede til at blive

stærk. Han levede af ryper og rensdyr og var, da han blev en stærk mand, i stand

til at løbe alle landdyrene op.

En dag så han et kæmpemenneske, som stod oven på en skrænt. Han gik hen

til ham og opdagede, at det var én mand med en gryde på skuldrene, og han var i

færd med at koge mad. Uden at sige et ord til ham begyndte Aqissiaq at vandre

frem og tilbage sammen med ham oven på skrænten. Han lagde mærke til, at manden

med gryden flere gange gjorde forsøg på at skubbe ham ud over kanten af fjeldet.

Aqissiaq gjorde så det, at han, en gang han passerede ham, skubbede ham ud over

kanten, så han faldt ned ad skrænten. Der hørtes klingklang, da gryden ramte

klippen. Da han kiggede ud over kanten, kunne han se blod på stendyngen langt

nede. Det var den første, Aqissiaq var grov overfor.

En dag vandrede Aqissiaq sydpå over tre høje fjelde og inden om tre fjorde

og kom op på toppen af Qeqertarsuatsiaq (Qeqertarsuatsiaataatagooq). Deroppefra

kiggede han ned og så (på sydsiden af Qeqertassuatsiaq) en stor inoruseq

(indlandsbo) sidde (dernede lige oven for strædet med stærk strøm) med ansigtet

vendt mod syd. Det var på det sted, som i dag kaldes: Stedet hvorfra amaartoq

(én, der bærer barn på ryggen) kastede med sten. Han gik ned til denne inoruseq,

som ikke sagde et eneste ord. Aqissiaq fik øje på en kajak, som roede ind ad

fjorden og som nu befandt sig lige udfor en fjeldskrænt, der kaldtes

Tullerunnarsuit. Den store inoruseq opdagede kajakken af sig selv, da den

befandt sig ud for Paniisa. For første gang åbnede han munden og sagde til

Aqissiaq: "Tag og ram den kajak med en sten (Kast en sten efter denne kajak)."

Aqissiaq nægtede at gøre det i første omgang, da han nødig ville dræbe én fra

kysten, hvor hans familie boede. Den anden blev imidlertid ved, så Aqissiaq til

sidst blev bange for ham, og da kajakmanden befandt sig neden for dem og roede

imod strømmen, kastede han sten efter ham og ramte ham, så blodet sprøjtede.

Lidt efter så de en ravn flyve neden for dem. "Kan du også ramme den?" spurgte

inoruseq Aqissiaq. Aqissiaq kastede sten efter ravnen og ramte den.

Så rejste inoruseq sig og udfordrede Aqissiaq til at kaste sten om kap.

Aqissiaq gik med til det uden tøven, fordi han var sikker på, at han ville klare

sig. Inoruseq var den første til at kaste, og stenen nåede lige til strømstedet.

Aqissiaqs sten ramte vandet længere ude. Sådan fortsatte de. Til sidst ramte

Aqissiaq kysten på den anden side af strædet. Når han ramte klippevæggen på den

anden side, kom der røg, og først når røgen havde været synlig et stykke tid,

hørte man knaldet. Da de havde kastet sten i nogen tid, ramte Aqissiaq inoruseq

(indlandsboen, som nogle kaldte ham) og dræbte ham.

Aqissiaq tog hjem igen over de tre fjelde. Hen på foråret tog han igen

sydpå, gik over Qeqertarsuatsiaq og så på den søndre bred af strædet med den

stærke strøm nogle væsener, der kaldtes iseqqat, som var i færd med at lokke

nogen til at gå imod strømmen (hvordan de nu mon gjorde?), samt på den nordre

bred af strædet andre væsener, inuarullikkat, som også var i færd med at lokke

nogen. Det viste sig, at de var ved at lokke en sildepisker, der var på vej ind

i fjorden, til at gå imod strømmen.

Da sildepiskeren befandt sig ud for dem, blev den ramt af iseqqats og

inuarullikkats mange harpuner. De forsøgte at trække den til sig fra begge

sider. De væsener på den nordre bred fik den til sig, fordi de andres liner

brast. Aqissiaq havde ikke sin kniv med sig, og han befandt sig i øvrigt på den

modsatte bred i forhold til inuarullikkat. Han skyndte sig hjem over de tre høje

fjelde og hentede sin kniv. Da han i løbet af ganske kort tid vendte tilbage,

sprang han over strædet til den modsatte bred. Han flækkede sildepiskeren og tog

den ene halvdel til sig som fangstpart. Han tog den halve sildepisker på ryggen

og sprang igen over strædet - på vej hjem. Siden vendte han tilbage til det

sammen sted flere gange og skaffede sig fangstparter hos disse, der lokkede

fangstdyr til sig.

Engang tog Aqissiaq nordpå og så mange mænd, der var på rensdyrjagt. Han

lod en af dem nærme sig (eller: Han ville med vilje lade sig overraske af en af

dem). Da de var på vej hjem med deres fangst på ryggen, placerede han sig foran

dem og betragtede dem. Han opdagede, at mændene var hans brødre. Han forsøgte på

forskellige måder at nærme sig dem, men hvergang flygtede de og løb hurtigere

end rensdyrene. Han måtte til sidst løbe forbi dem og idet han passerede dem,

fortalte ham dem, at han var deres bror, og at de ikke skulle være bange for ham.

Han fortalte, at han engang havde dræbt en kystbo og på den måde havde fået

fjender. Han opfordrede sine brødre til at bosætte sig hos sig inde i landet

ved indlandsisen.

Da Aqissiaqs brødre kom hjem fra rensdyrjagten, kunne forældrene mærke, at

der var et eller andet i vejen, for de sagde næsten ikke noget imod deres

sædvane. Henad aftenen blev de mere talende og fortalte, at de havde mødt deres

bror Aqissiaq, og at han havde opfordret dem til at bosætte sig inde i landet ved

indlandsisen, fordi han var bange for, at familien til den kajakmand, han dræbte

ved at ramme ham med en sten, kunne finde på at hævne sig på dem. De lod også

forældrene forstå, at Aqissiaq havde dræbt denne kajakmand under pres af

inoruseq.

Efter denne beretning besluttede deres far sig til, at de alle skulle

bosætte sig inde i landet. Dagen efter fik sønnerne travlt med at grave omkring

og under huset. De løftede hele huset op på jorden og med faderen og moderen

siddende inde i huset, bar de det ind i landet og placerede det mellem høje

fjelde ved indlandsisen. Her boede de sammen med Aqissiaq og ernærede sig ved

jagt på landdyr.

En vinter var vejret i en lang periode meget dårligt. Til sidst havde de

ikke mere at leve af og mændene blev liggende på briksen undtagen Aqissiaq, der

somme tider fangede nogle ryper - en enkelt gang fem - og på den måde holdt han

husstanden i live. Vejret blev efterhånden stabilt, men det var så koldt, at

vandet frøs til, så langt øjet rakte. En dag gik Aqissiaq op på toppen af et

højt fjeld. Langt mod nord fik han øje på noget frosttåge.

Dagen efter, så snart morgenstjernerne viste sig, tog han af sted. Han gik

og gik og var ved at blive utålmodig, da han endelig fik øje på frosttågen. Ind

mod land kunne han kun se toppene af de høje fjelde. Han kom til en våge, der

blev holdt isfri af hvidhvaler, sæler og edderfugle. Ved at lave en medbragt line

til en snare fangede han en fuldvoksen hvidhval, og han fangede 20 edderfugle. Det

var, hvad han var i stand til at transportere for at kunne nå hjem, inden de

andre i huset døde af sult. Han nåede hjem ved mørkets frembrud. Således reddede

han de andre fra sultedøden.

En dag, da han var på vej hjem fra fangst inde i en dyb fjord og var kommet

op på land, fik han øje på en fjeldryg, som ikke var der om morgenen, da han gik

den vej. Han gik derhen og opdagede, at det var en orm så stor, at den lignede

en fjeldryg. Han skød på den med bue og pil fra begge sider og dræbte den. Han

skar et lille stykke dybt ned i kroppen. Det bestod for det meste af fedt og kun

et lille stykke kød. Han fortalte om denne store orm til de andre, da han kom hjem - til skade for dem - viste det sig. Dagen efter forsøgte alle i huset at gå hen til ormen. Nogle døde straks, andre nåede til ormen og døde dér. Nogle nåede at få en bid af kødet, mens andre var vendt hjem. Nogle havde det godt, mens andre

døde, før de overhovedet kom ud af huset. Aqissiaq havde det godt. Han var ikke

blandt de døde, man her havde fortalt om (Aqissiarooq ajunngitsoq taama tusaqaasimanngilaq).

 

Var.: Aqissiaq

Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu

Print
Dokument id:1318
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arfimit Nádluralimidlo / Nalluralimillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 50
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I: s. 363 - 364: "To

søstre, der giftede sig ... ". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte

424: "Nukarît arfermik nagtoralingmigdlo" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To piger, der blev gift med en hval og en ørn.

 

To søstre bestilte ikke andet end at lege far og mor og børn. Det

gjorde de oven for deres hus. En dag da de legede, manglede de mænd

at gifte sig med; for der var ingen drenge. Den ene af pigerne

sagde: "Jeg vil gifte mig med den deroppe" - det var en ørn. Idet hun

sagde det, dykkede oppe fra og tog pigen med. Den anden pige

sagde: "Jeg vil gifte mig med den her" - det var et kranium af en

hval. Hvalen tog pigen. Hun fik altså en hval til mand.

Når den ældstes mand, ørnen, var på jagt, vendte den tilbage med en

hvalros i den ene klo og en hvidhval i den anden samt en isbjørn

i næbbet. Sådan gik det hver gang, og når den var på vej hjem, droppede

den den ene af fangsterne ned til sin svigerfar. Svigerfaderen havde

på den måde gavn af ørnen.

Den yngste af pigerne led meget, fordi hun skulle lyske sin sølle mand.

Hun bestilte ikke andet end at lede efter lus på sin mand. Hver dag

længtes forældrene efter deres piger. De sagde til den ene af pigerne,

mens manden var ude på jagt: "Hvorfor tar du ikke sener

af en hvidhval, så du kan fire dig ned?" Jo, det ville pigen så gøre.

Hun begyndte at samle sener. Da hun mente, at hun havde nok

af dem bandt hun en sten i enden af de sener (hun havde bundet

sammen), og firede dem ned. Der manglede kun ganske lidt, før de kunne

nå ned til jorden. Hun føjede noget til og syede dem sammen. Så var

hun klar. Mens manden var på jagt, firede hun sig ned og tog  hjem

til deres telt. De holdt øje med, hvornår manden ville vise sig.

Svigerfaderen og en forældreløs dreng lavede hver for sig en bue

maluartasauit (?).

Da ørnen kom hjem og opdagede, at konen ikke var der, droppede den

fangsten og fløj videre til svigerfaderens telt. Da ørnen befandt

sig over teltet, sagde manden til den: "ningânísânguakitat (vis dig

som en god svigersøn) og spred vingerne, så armhulen bliver synlig."

Ørnen gjorde, som det blev sagt, og de sendte mange pile afsted; men

den var ikke til at dræbe. Pilene satte sig fast mellem fjerene og så

ud som synåle. Så havde de ikke flere pile. Kun den forældreløse havde

nogle pile. Midt i det hele sendte den forældreløse en pil afsted og

ramte ørnen i armhulen, så den blev dræbt. Han ramte netop det mest

sårbare sted, og det blev ørnens banesår (lidt fint: tuqua erqordlugo -

ramte døden). Så havde de ikke flere bekymringer med denne svigersøn.

 

Nu begyndte de at overveje, hvordan de kunne få fat i den anden datter.

Faderen byggede sig en meget hurtiggående konebåd. Da han blev

færdig, prøvede han den. De fulgte en flyvende tejst og kom frem lige

så hurtigt som den. De prøvede også at følge med en flyvende

edderfugl; men edderfuglen fløj hurtigere. Han byggede konebåden om og

gjorde den endnu mere hurtiggående, så den kom til at glide lige så

hurtigt som en flyvende edderfugl. De varskoede datteren, idet de

sagde til hende: "Du skal komme hjem. Vi vil hente dig med en konebåd.

Du skal sige til din mand: Jeg trænger til at tisse," îjaripatit

(formentlig: når han siger ja) skal du binde en line på snippen på din

pels og gå ud. Så skal du binde linen fast til en sten." Det var

datteren med på. Konebåden kom, og datteren sagde til sin

mand:

"Jeg trænger sådan til at besørge." "Gør det på min

håndflade," sagde manden. "Jeg trænger sådan til at tisse," sagde

pigen. "Tis ind i min mund," sagde hvalen. Men pigen fortsatte: "Jeg

må altså gå udenfor. Du kan binde en line på snippen af min pels. På

vej ud nåede hun kun nedgangen til gangen, så rykkede han i linen. Han

rykkede også i linen, da hun var kommet ned i gangen. Da hun kom ud,

bandt hun linen til en sten; og hun løb ned og kom om bord i

konebåden. Så roede de af sted. Hvalen begyndte at rykke i linen. Da

hun ikke viste sig, lod den sig falde ned fra briksen og kom ud. Den

gav sig til at rulle ned til vandet. Fra konebåden blev det bemærket:

"Se, nu kom den ud." Så fik de fart på. Hvalen kom ned i vandet

timikalerkær." Mattak-dyret satte farten op, og den halede ind på

konebåden. Den kom ganske nær. Så sagde faderen til sin datter: "Tag

kamikkerne af, og smid dem ud." Hvalen fik kamikkerne mellem tænderne

og gav sig til at bakse med dem. Den blev til sidst irriteret på dem

og lod dem være, og den halede igen ind på konebåden.

"Smid din pels ud," sagde faderen til pigen.

Hvalen kastede sig over den, men blev træt af at bakse med den.

Endnu en gang halede hvalen ind på konebåden.

"Smid dine skindbukser ud," sagde faderen. Det gjorde pigen. Hvalen baksede

voldsomt med dem. Som før blev hvalen træt af det, den havde med

at gøre. Nu havde de ikke flere ting at smide ud, og hvalen satte

efter konebåden. Konebåden løb op på stranden, og sådan reddede de sig.

Også hvalen løb op på stranden og døde. Den blev til et

kranium. Der lå så hvalkraniet til forrådnelse - heldigvis.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

âriagssuaq / Aariassuaq

Print
Dokument id:1815
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:âriagssuaq / Aariassuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:16 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10-11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aariassuaq

Det fortælles om fætrene Aariassuaq og Quaaveersuaq, at de elskede hinanden meget højt og begge var dygtige kajakfangere. De boede i hver sit hus og var begge store åndemanere. Når det blev midvinter og mørkt, manede de ånder på skift.

 

Når de roede ud på fangst fulgtes de hele vejen ud til fangstpladsen. Her skiltes de, men aldrig i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de havde fået fangst, roede de hen til hinanden og tog hjem. Når de kom hjem var de igen sammen, og de gik først hver til sit, når de skulle i seng.

 

En aften de som sædvanlig havde hygget sig med hinanden og det var blevet sent, blev Aariassuaq ret fåmælt. Fætteren Quaaveersuaq spurgte: "Hvorfor er du så tavs?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor bor vi dog i hver sit hus? Det er derfor jeg siger så lidt. Jeg ville være gladest hvis vi boede i samme hus, så vi kunne være sammen hele tiden." Fætter Quaaveersuaq svarede: "Den tanke har jeg også haft. Lad os bygge os et hus til sommer, hvor vi kan bo sammen, om alt går vel." Fætteren blev meget glad, da han hørte ham sige det. De blev endnu tættere knyttet til hinanden under fangstturene.

 

Da vinteren var omme og det var blevet sommer, byggede de sig et fælles hus, og nu forlod de aldrig mere hinanden. Kun når de kom til deres fangstområde skiltes de, men ikke i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de kom hjem om aftenen hyggede de sig med hinanden lige til de gik i seng. Om morgenen, når de vågnede, fortsatte de med at hygge sig, og de afbrød ikke samværet før de gik i seng. De gik så meget op i det, at de en overgang opgav deres åndemaneraktiviteter.

 

En aften blev Aariassuaq noget tavs. Så spurgte Quaaveersuaq: "Hvorfor siger du så lidt?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor er vi egentlig holdt op med at mane ånder efter at vi kommet til at bo i samme hus?" "Det har jeg også tænkt på. Ja, vi er holdt helt op med at mane ånder efter at vi er kommet til at bo i samme hus. Hvis du har lyst må du endelig mane ånder", sagde Quaaveersuaq. Fætter Aariassuaq blev pludselig helt opsat på det. Da det blev sen aften, beordrede han lamperne slukket. Da så hele husstanden havde sat sig til rette, gav han sig til at mane ånder. Når Aariassuaq manede ånder rejste han altid over til Akilineq, fordi man dér fik meget nyt at vide og gerne oplevede noget, man kunne fortælle

videre. Som altid fløj han (først) rundt inde i huset med sine lillefingre som vinger for at kunne smutte ud gennem enden af tugssaq (formodentlig loftsbjælken, CB). På et tidspunkt da så enden af tugssaq åbnede sig, smuttede han ud. Han mærkede et vindpust, da han kom ud i det fri. Han kiggede sig lige omkring, men så satte han kursen mod Akilineq som han plejede. Han fløj udefter, fløj og fløj. Da han havde lagt den yderste kyst bag og vendte sig om, opdagede han at han stadig befandt sig tæt ved kysten, og at konturerne i landskabet endnu tydeligt kunne skelnes. Han blev dybt forundret, for han havde aldrig før fløjet så langsomt. Så fløj han videre mens han brugte både lillefingrene og ringfingrene som vinger. Da han regnede med at han nu var kommet så langt væk, at han ikke længere kunne se kysten, vendte han sig om og så, at de høje fjelde endnu kunne ses som sæler, der holder sig flydende i vandskorpen. Han undrede sig over, at det gik så langsomt. Så fløj han ellers videre udefter. Langt om længe blev landet på den anden side synligt. Nu nærmede han sig noget, der lignede en tågebanke, og han fløj bare videre, men så gik det nedad. Han så sig omkring og opdagede, at han snart ville tørne imod et stort isstykke. Han søgte at hæve sig igen, og det lykkedes. Da han mente, at nu var han kommet højt nok op, satte han igen kursen mod det der lignede en tågebanke. Men han havde kun fløjet ganske kort tid i den retning, da han for anden gang begyndte at tabe højde. Han kiggede sig omkring og opdagede, at han endnu engang skulle til at ramle ind i isen. Han hævede blikket, og straks begyndte han at stige. Da han havde fløjet et stykke tid var han endelig ved at nå sit mål. Men tågebanken, som han plejede at komme op over, lå denne gang meget højere. Da han opdagede det, satte han ekstra fart på. Han prøvede at komme op ad den som han plejede, men så begyndte han at tabe højde, og han prøvede længe at holde sig fast med neglene, men til sidst faldt han. Først fjernede han sig, og fløj så for anden gang op mod den af alle kræfter. Han prøvede igen at komme op over den, men det gik bare endnu værre. Igen prøvede han at klamre sig til den, men han faldt ned. Han overvejede ellers at prøve en tredje gang, men da det var ved at blive lyst, vendte han næsen hjemad. Han undrede sig meget, for det var aldrig sket ham før.

 

Fætter Quaaveersuaq kom til at vente længe på den åndeflyvende Aariassuaq. Til sidst var det ved at blive morgen, og han var da aldrig før blevet væk så længe. Han var ved at blive helt utålmodig, da Aariassuaq dumpede ned lige før solopgang. I samme øjeblik han faldt ned, tændte de lamperne, og de så ham sidde på gæstebriksen over for selve briksen med bøjet hoved og blikket i gulvet, mens snottet hang ham fra næsen helt ned til gulvet. Fætter Quaaveersuaq spurte hvorfor han havde været så længe væk, og Aariassuaq svarede: "Det var mærkeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i al den tid jeg har været på åndeflugt. Hver gang jeg er fløjet gennem luften er jeg taget over til Akilineq, fordi man altid oplever noget dér, man kan fortælle om, og fordi der altid er noget nyt at høre. Men denne gang var det ikke muligt at komme op over det, der ligner en tågebanke. Jeg gjorde to forsøg, men begge gange måtte jeg gøre det modsatte af det jeg gerne ville. Jeg måtte vende om, fordi jeg risikerede at det nåede at blive lyst, hvis jeg skulle gøre flere forsøg. Jeg aner ikke hvad grunden kan være." Da han havde sagt det bemærkede fætter Quaaveersuaq: "Det gælder én af os - du eller jeg vil dø i nær fremtid."

 

Nu var de igen sammen. De forlod aldrig hinanden og var kun optaget af at tage ud på fangst.

 

Vinteren gik og det blev forår, og da klapmydstrækket kom, helligede de sig helt jagten på dem. Til sidst kom den tid, hvor man så dem sjældnere. Så en dag de som sædvanlig var ude på fangst, skiltes de i en afstand som den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på en sæl for at kunne harpunere den. Da de havde ligget stille et stykke tid, kiggede Quaaveersuaq hen hvor fætteren var og så, at han var ved at ro hurtigt i retning mod skyggesiden for at harpunere en sæl. Han kiggede på, mens han i fuld fart roede ind på sælen og harpunerede den. Det var altid sådan, at når den ene harpunerede en sæl, så roede den anden hen til ham og var med til at dræbe den med lansen. Nu roede så Quaaveersuaq hen til Aariassuaq, og han så at fangstblæren blev trukket ned men standsede, da vandet nåede blærens forluffer (eller der hvor de havde siddet, CB). Inden han nåede derhen, gav Aariassuaq sig til at hale linen ind, og da han nåede helt frem, inden man kunne se sælen, spurgte han: "Hvad har du fanget?" "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket", sagde Aariassuaq. Så kom dyret op, og det var en stor sortside med et smukt sort snudeparti. Han roede væk fra ham, da han var færdig med at ordne den til bugsering. Han var kun lige roet væk, da han så en snude stikke op af vandskorpen - sådan bare en anelse. Quaaveersuaq roede hurtigt derhenad. Fætter Aariassuaq havde et øjeblik vendt hovedet væk fra Quaaveersuaq, og da han så vendte sig om, opdagede han at Quaaveersuaq roede rask fremad (qajasualitdlartoq. Renskriften har: qajaagssualitdlartoq, ?? CB), og mens han kiggede på ham, harpunerede han sælen. Fangstblæren drev hen mod sælen (tungaanut ornigukkami) og standsede da vandet nåede op til lufferne. Han roede hen til ham og nåede frem, inden han havde trukket sælen op. Han spurgte: "Hvad har du fanget?" Fætteren svarede: "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket." Da han fik den op, (inatdlune, nok ingatdlune, dvs.: viste det sig at den havde et endnu smukkere snudeparti, CB). Aariassuaq sagde:" Jeg har ikke tænkt mig at fange to sæler, for jeg glæder mig sådan til at spise kødet af den jeg har fanget. Tænk at få halvkogt kød af en af dem fra forårstrækket!" "Jeg har heller ikke tænkt mig at fange to", sagde Quaaveersuaq. Så de vendte næsen hjemad.

 

Da de lagde til, overlod Aariassuaq sin fangst til sine husfæller og sagde: "Kødet af min fangst skal serveres halvkogt. Jeg glæder mig sådan til at spise kødet af en af dem fra forårstrækket halvkogt." Hans husfæller tog sig af flænsningen og satte kødet over. Inden de var færdige, havde man kogt kødet af Quaaveersuaqs fangst, så han inviterede sin fætter og sammen spiste de kød. Netop som de var færdige, gav Aariassuaqs husfæller besked om at kødet af hans fangst var kogt. De forlod Quaaveersuaqs telt og gik ind i Aariassuaqs, og de tog fat på maden som om de ikke havde fået noget at spise for et øjeblik siden. Først da de var blevet stopmætte holdt de inde. Som altid fortalte de historier, og midt mens de underholdt sig med hinanden sagde Aariassuaq: "Inde i fjorden hvor vi plejer at øse ammassætter op, er der sikkert en hel del saæler fra forårstrækket, for der er jo allerede kommet nogen her. Det er jo også ved denne tid ammassætterne plejer at komme." "Ja," sagde Quaaveersuaq, "lad os pakke i morgen. Så kan vi rejse derind i overmorgen."

 

Næste dag tog de ud på fangst, for de havde tænkt sig at ordne de ting de skulle have med, når de kom hjem. Men da de kom tilbage, havde husfællerne alt parat, og da de derfor ikke havde noget at give sig til om aftenen, underholdt de sig som sædvanlig med hinanden. Da de vågnede næste morgen gjorde de sig klar og tog ind i fjorden. Det var en ret dyb fjord. Normalt nåede de ammassætpladsen inden solen gik ned, når de tog hjemmefra tidligt om morgenen. Men denne gang måtte de slå lejr undervejs, fordi de i dagens løb havde rastet flere gange for at lave mad. Først næste morgen tidlig var de fremme ved ammassætpladsen.

       De havde egentlig tænkt sig at ro ud til deres fangstområde i løbet af dagen for at se, om der var sæler, men da de følte sig så mætte af alt det de havde spist, blev det ikke til noget. Det blev aften uden at de nåede at komme ud. Næste dag tog de så ud og fangede hver en sæl. Aariassuaq sagde: "Heller ikke denne gang har jeg tænkt mig at fange to sæler. Jeg vil hjem til lejren og igen nyde halvkogt kød af en sæl fra forårstrækket mens jeg sidder vendt mod solens første varme stråler." "Jeg er enig", svarede fætter Quaaveersuaq. Og så roede de hjem sammen som de plejede. Da de kom hjem inviterede de hinanden og fik som altid kogt kød. De gav sig god tid til maden og nød at sidde med ansigtet mod solen der strålede varmere og varmere. Egentlig ville de have været på fangst igen, men de blev så mætte at dagen gik, uden de kom ud. Næste dag tog de på fangst og kom som sædvanlig hjem med den ene sæl efter den anden. Som altid fangede de sæler hver eneste dag og fik kød nok til tørring til vinterforråd, og da springtiden var ved at være på retur, kom ammassætterne ellers helt ind til stranden for at gyde så det kogte og sydede. Så glemte de alt om fangst og begyndte at øse ammassætter. Da de havde samlet nok til vinterforråd, sagde Quaaveersuaq til fætter Aariassuaq: "Nu har jeg vist ammassætter nok til at fylde sækkene til de tørrede, så nu vil jeg ikke fange flere." Fætteren erklærede sig enig: "Jeg har også samlet nok." Fra nu af gik tiden med at tørre kød og ammassætter. Da alt var tørt stoppede de ammassætterne i sækkene, og hele fangsten kunne skam lige netop være i sækkene. Så gik tiden med at bundte det tørrede kød. Da der kun var kød tilbage til et sidste bundt, og Aariassuaq bøjede sig ned for at binde det, fik han pludselig så voldsomme sting i siden, at han ikke engang kunne klare at gøre det, men måtte gå hen til fætter Quaaveersuaq, der kunne høre ham komme og vendte sig om efter ham. Aariassuaq gav et lille skrig fra sig hver gang han tog et skridt. "Hvad er der i vejen med dig?" spurgte han. "Jeg var ved at binde det næstsidste bundt, da jeg fik så voldsomme smerter i siden, at jeg ikke kunne gøre det færdigt og måtte lade det ligge." Da sagde fætter Quaaveersuaq: "Kom du ikke i tanke om noget jeg har sagt? Det var dengang i vinter, hvor det under åndemaningen ikke lykkedes dig at komme op over det, der lignede en tågebanke. Da sagde jeg, at det ville gå ud over (? pileqigit, CB) en af os to, og at en af os ville dø ingen længe. Nu er det ved at gå ud over (?) dig." Med møje og besvær fik fætteren så sagt: "Det er nok bare mig der synes det er ubehageligt uden at det i virkeligheden er det, for jeg har aldrig været ude for den slags før (lidt usikkert om det faktisk er sygdommen, der er tale om: agtuiuíkama / attuiuikkama burde så snarere have været atuiuikkama (af atorpaa), CB). Jeg skal ikke dø." Da sagde Quaaveersuaq: "Du kan ikke arbejde i den tilstand. Gå nu hjem, så skal jeg nok gøre det færdigt." Han gik over mod sit telt, og hans små skrig lød hele vejen. Da fætteren forlængst var klar over, hvor dårligt han havde det, bandt han det tørrede kød sammen i en fart, og så snart han var færdig med det sidste bundt gik han hen til fætterens telt. Da han var fremme ved indgangen var fætterens skrig allerede blevet svagere. Han gik ind til ham og bøjede hovedet ned over ham og hørte et enkelt åndedrag. Han ventede på at han skulle trække vejret igen, men det gjorde han ikke.

 

Fætteren kunne bare stå og se til, og der var ikke andet at gøre end at lave en grav til ham. Da han var færdig lagde han ham i graven og dækkede den forsvarligt til med sten. Nu skulle han egentlig af sted tilbage, men han blev der. Hans husfæller ville også gerne af sted, men de kunne ikke få ham med, fordi han ikke kunne rive sig løs fra sin fætter.

 

Til sidst var sommeren gået og efteråret stundede til. Nyisen begyndte at lægge sig (originalen har 'islæg', renskriften 'nyis', CB) dér, hvor de havde øst ammassætter op. Husfællerne blev urolige for at isen skulle spærre dem vejen hjem, så de tilskyndede hinanden til at sige til ham, at de heller måtte ud af fjorden nu, fordi der allerede havde dannet sig islæg. En af dem sagde så til ham: "Lad os ro ud af fjorden nu, for isen er allerede begyndt at lægge sig. Kommer vi ikke af sted blir vi spærret inde af isen." Og til deres overraskelse svarede han: "Ja, lad os bare tage ud af fjorden."

 

Næste Morgen tog de så ud af fjorden. Da de kom tilbage til deres vinterboplads, kom Quaaveersuaq så ganske forfærdeligt til at savne fætter Aariassuaq. Hen mod aften kunne han ikke få ham ud af tankerne, og om aftenen blev det endnu værre fordi han huskede, hvordan de plejede at hygge sig sammen hver eneste aften. Han sov ikke om natten, og da det blev morgen kunne han stadig ikke få ham ud af tankerne. Han tog ikke på fangst, men efterhånden som solen flyttede sig højere op på himlen, kunne han ikke længere styre sin lyst til at tage hen til fætteren. Da han havde gjort sig klar gik han ned for at tage af sted. Han roede fra land og roede så straks af alle kræfter ind i fjorden, hvor han allerede ved middagstid lagde til neden for graven. Han steg ud af kajakken, gik op til graven og satte sig oven på den, for der var intet andet at se og intet andet at gøre end at tudbrøle. Midt i det hele kom han så i tanker om, at han jo var åndemaner. Og mens han sad dér istemte han (? appissinnarpoq: en slags formular han messede, CB): "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Da han havde sagt det lyttede han, så ørerne strittede. Men hvor meget han end lyttede, var der naturligvis intet at høre. Igen sagde han: "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Han lyttede, og nu kunne han høre at der var en flue i nærheden. Dens summen blev langsomt højere og højere. Den blev så høj at mosset på klipperne sprang til alle sider. Han, der ellers prøvede at få den døde til at rejse sig, sprang op og nedad i løb. Han nåede ned til sin kajak, krøb i den og roede straks ud. Han så sig tilbage og så, at fætteren var kommet ned til stranden og stod der lige ud for ham. Han betragtede ham udefra, og mens han så på ham, sagde fætteren: "Du ved jo, at vi ikke kan undvære hinanden. Kom her hen. Jeg har det godt nok." Og straks roede fætteren ind mod ham. Han lagde til neden for, og netop som han skulle op af kajakken, kastede han lige et blik på ham og opdagede, at han så ud som om han pønsede på noget, så derfor stødte han fra land på flugt udefter. I det øjeblik han ville flygte nåede den anden at få fat i kajakspidsen, mens han sagde: "Nu æder jeg dig!" Han stred og baksede af alle kræfter for at få kajakken fri af hans greb, og endelig lykkedes det. Han roede ud af fjorden uden at se sig

tilbage, og siden tænkte han aldrig mere på fætter Aariassuaq, fordi han nær havde ædt ham.

 

Var.: Aariassuaq.

 

Kommentar: Der ligger gerne en moralsk advarsel gemt i fortællinger om to mænd, der blir så nære venner (aldrig kvinder - de blir ikke venner på den måde i fortællingerne). Så tæt må man ikke knytte sig til hinanden. I Aariassuaq går det både ud over angakkoq / åndemaner-evnerne og jagtiveren. Man hygger sig og nyder livet til overmål.

 

Hist.: Tågebankerne på vej til Akilineq minder stærkt om de østgrønlandske billede af ruten til det nederste dødsrige og videre ud til Havkvinden (Sandgreen 52 Den alvorstunge vinter). Det kan hænge sammen med at overleveringen har en østgrønlandsk baggrund, der er kommet med immigranter til herrnhutstationen Uummannaq inde i Godthåbsfjorden. Det kunne være mindelser om en sådan rejse fra Øst- til Vestgrønland, der er overleveret i fortællingen "Anaqorsuaq", som Leopoldus Ringsted fortalte i KNR / Grønlands Radio i 1959. Den er transskriberet, oversat og analyseret i Arnaq Groves speciale: Fortællinger fra Godthåbsegnen, RUC 1995 (ikke publiceret). Leopoldus Ringsted voksede op ved herrnhutstationen Uummannaq.

Ariseq Adlordlo pâsut / Aqiseq Allorlu paasut

Print
Dokument id:796
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ariseq Adlordlo pâsut / Aqiseq Allorlu paasut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 42, nr. 20
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Meget kort resumé, Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Slagsmål mellem en rype og en angeltaske"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Slagsmål mellem en rype og en havlit.

 

Et rypepar fik nogle unger. Da ungerne var blevet store, tog faderen

dem ud på en tur ned til havet. De nåede helt ned til strandkanten.

Her sad de og nød tilværelsen. Så kom nogle havlitunger til syne ude

omkring et lille næs sammen med deres far. Da de nåede helt frem

nedenfor det sted, hvor rypefamilien sad, sagde rypefar til dem, at de

skulle komme op på land. Det gjorde de alle sammen og gik hen til

rypefamilien. Havlitten sagde: "Hør du, der er ingen, der bruger

kamikker med hårene på midt om sommeren." Rypen sagde: "Vi har den

skik at bruge kamikker med hårene på også om sommeren." Havlitten

sagde igen: "Det er da helt forkert at bruge kamikker med hårene på om

sommeren." Rypen blev træt af, at høre på havlittens fornærmelser og

sagde: "Hvorfor har du en lang halefjer midt om sommeren?" Havlitten

svarede: "Det plejer jeg." Rypen sagde igen: "Det er det samme med

mig. Det er min skik at gå med kamikker med hårene på. Alligevel

kritiserer du mig." Havlitten sagde igen: "Det er virkelig

kritisabelt, at du går med kamikker med hår på midt om sommeren."

Rypen svarede: "Det er endnu mere kritisabelt, at du har din lange

halefjer på på et tidspunkt, hvor der ikke er is." Havlitten angreb rypen og ville tvinge den ned til stranden. Da rypen opdagede, at

havlitten ville drive den ned til stranden, var den ikke længere

skånsom. Før den vidste af det, begyndte den at rive og kradse

havlitten. Denne sagde: "Nu begynder du at kradse mig." Rypen sagde:

"Jeg kradser dig ikke satûmilângivarsijarpakit (? din lille løgnhals).

Så smed havlitten rypen i vandet. I det samme gav rypens unger sig til

at græde, mens havlittens unger idlûtorsuvangordlutik (? blev

forlegne). Så begyndte de at slås under vandet. De sloges længe, og

rypen var nær ved at drukne. Rypen gav sig til at rive i havlittens

bryst. Det lykkedes den at rive havlittens bryst af og selv gøre sig

fri af den. Så var den på vej op af tangen. Da den blev mere synlig,

sagde ungerne: "Hvem er det?" En af ungerne sagde: "kanajoruna (han

dernede / den ulk dér) er vores kære far." Rypen kom op og sagde:

"qareqarâq (rypens kaglen) upaqâgut uparâgut (? rypens kaglen)." Knap

nok var rypen kommet op, så kom havlittens bryst op på overfladen lige

ud for dem. En af havlittens unger sagde: "Hvad er det derude?" En

anden sagde: "Det er da vel ikke en sæl?" Så genkendte en af ungerne

det som sin fars bryst. Så brast samtlige havlitunger i gråd. Det

fortælles, at rypens kaglen - qaqeqqaqaa uparaava - stammer fra

dengang.

 

Var.: Rypen og havliten / havlitten. Sangkamp i dyreverdenen.

 

Kommentar: en fornøjelig fortælling, sikkert også for børn.

Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet)

Print
Dokument id:443
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 1 - 14
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da jeg begyndte at huske, det var i 1869, havde jeg en

meget gammel bedstemor. Som det var almindeligt hos grønlandske børn,

sov jeg ved siden af hende om natten, og det gjorde jeg til den dag

hun døde. (1876).

Mens hun levede, bad jeg hende altid, når jeg om aftenen skulle til at

sove, fortælle mig historien om vore forfædre. Så fortalte hun alt det

hun havde "set" og "hørt". Oprindelig var hun hedning; og hun blev

først døbt som gammel. Derfor hed hun efter de udøbtes skik Arnapi. Og

først ved dåben fik hun navnet Karen. Hendes mand var også hedning og

hed Isaqqila. Denne kvinde havde en historie om noget hun selv havde

set og aldrig kunne glemme; nemlig da hendes far blev dræbt af

bopladsfællerne. Hun fortalte følgende:

 

Umiddelbart efter at Uummannaq

var blevet koloniseret, tog hendes far fra Karraq / Karrat til Uummannaq for at

handle. Han fulgtes med nogen; men de kørte hver sin hundeslæde.

Datteren (Arnapi) var på det tidspunkt en ungmø. Faderen hed Neruaq / Neruaaq;

og hans ledsager på turen hed Aje. Da de skulle afsted, advarede

Neruaqs kone dem faktisk, fordi de havde hørt noget om, at de, der

boede øst for dem, pønsede på at dræbe Neruaq; men Neruaq sagde:" Jeg

ved det godt." Så tog de afsted. Da de kom til Uummannaq, handlede de,

hvorefter de tog hjemad.

 

Undervejs passerede de den beboede ø Salleq, og da de befandt sig

nedenfor husene, tog husets beboere venligt imod dem og bad dem komme

op til huset. Neruaq gik op og så, da han gik ind i huset, at beboerne

var lutter mænd, uden kvinder. Og da forstod han, at de pønsede

på at dræbe ham. Først gav de ham noget kød at spise, og han spiste

sig mæt. Da han var færdig gik han ud med sin ledsager for at tage

hjem. Han gjorde hundene klar; og da han var færdig, kørte han afsted,

uden at nogen gjorde ham fortræd. En af Qeqertaqbeboerne, Itassiaq,

satte i løb efter ham. Da han nåede ham, fik han fat på opstanderne og

væltede slæden. Øjeblikkelig løb de andre hen til ham. Tænk; Itassiaq

medbragte en stor kniv, som han ville dræbe ham med. Itassiaq forsøgte

straks at stikke kniven i hjertekulen. Men den efterstræbte greb

kniven omkring æggen, og idet manden, der ville dræbe ham, trak kniven

til sig, blev samtlige sener i hånden skåret over. Og så snart der

ikke var flere hele sener tilbage dræbte de ham. Derefter blev hans lig

(efter datidens hedenske skik) skåret i stykker (egentl: skåret i

stykker til at komme i gryden. CB)

 

Dengang de skulle til at dræbe ham, iagttog en af kvinderne dem gennem

tarmskindsruden og sagde: "Se, nu overfalder de ham; nu slæber de ham

hen ad jorden." Men så trak de andre kvinder hende til sig i et ryk.

Denne kvinde var Matilu. Da de begyndte at partere den dræbte, sagde en

af dem: "Han har lige spist en hel masse. Se efter om mavesækken er

fuld." De sprættede maven op og så efter, men mavesækken var helt tom.

Hvor mon maveindholdet var blevet af? Når grønlændernes forfædre begik

et mord ("sujugdlit"- de første ell: oprindelige), spiste drabsmanden

gerne et stykke af den dræbtes lever. Og efter denne skik fik Neruaaqs

banemand dengang et stykke af den dræbtes lever at spise. Men når de

ikke ønskede at spise af leveren, drak de blodet af den dræbte.

Dengang blev dele af Neruaqs sønderlemmede legeme smidt ned

i klippespalter. Da alt dette var gjort, tog den dræbtes ledsager,

Aje, afsted nordover, uskadt, men uden den dræbte. Da Aje ville til

at tage den dræbtes indkøbte varer med sig, udvalgte drabsmændene sig

det, der fyldte mest og tog det. Det var faktisk salt.

De, som Neruaaq havde forladt, længtes efter, at han skulle komme

hjem. Navnene på dem, der ventede på hans ankomst, var følgende:

Qiviulik og Attati, to brødre, der var sønner af Neruaaq.  

 

Der gik en tid, og endelig en dag kom to slæder til syne. Lige før de nåede til

land, forsvandt de bag et lille isfjeld. Men kun en af slæderne

dukkede frem. Det var ledsageren der kom hjem, og han fortalte, at

Qeqertarmiut havde dræbt hans rejsefælle. Han medbragte bare de ting,

den dræbte havde købt. Og det var hvad fortælleren Arnapik omtalte som

det værste - nemlig: at de havde håbet forgæves, og at kun de ting,

faderen havde købt, var komme med hjem til dem.

 

I de mange år efter denne hændelse voksede Neruaaqs sønner, Quviulik og Attati op, og i al hemmelighed trænede de til stærke mænd. Så et forår kom en af

Qegertaqboerne til Karrat på besøg; og hans slæde var den som

Neruaaq havde brugt, dengang han var på indkøbsrejse. Som vanlig

ventede de jo til om aftenen, før de gik i seng. Da de vågnede næste

morgen, var gæstens slæde væk. Formodentlig havde Neruaaqs ældste

datter Unaralak genkendt faderens slæde og stukket den ned gennem en

revne i isen midt om natten, da folk var faldet til ro (sov trygt og

godt).

 

Der gik flere år. Så kom to unge mennesker på besøg hos Neruaaqs kone

og opfordrede hende til at hævne sin mand ved at dræbe en slægtning

til drabsmanden, som boede på deres boplads, idet de lovede at hjælpe

hende. Efterhånden blev Neruaaqs kone opsat på at hævne sin mand. Da

det blev forår og solens varme indbød til af flytte i telt, rejste

folk deres telte, hvor de inderste lag af teltene bestod af netsideskind,

og forhængene var lavet af tarmskind fra remmesæler. En dag så

Neruaaqs enke den kvinde hun agtede at dræbe, sidde ved teltets

forhæng, vendt imod solen og lede efter lus i sin skindstrømpe, som

hun havde vendt vrangen ud af. Så fik hun den idé, at hun ville liste

sig ind på hende og angribe hende bagfra. Den efterstræbte opdagede

hende altså ikke, også fordi hun var helt væk i at lede efter lus. Da

Neruaaqs enke kom derhen, tog hun hende op om begge skuldre; og hun

kiggede flere gange hen på de unge mennesker, der havde lovet at

hjælpe hende, og som netop opholdt sig ude i det fri; men de kom ikke

derhen. Da de ikke kom, satte hun sit bare knæ mellem skuldrene og

rykkede begge skuldrene op; og så så man ellers noget rødt, da blodet

strømmede ud af fjendens (kvindens ) mund.

 

N. havde to sønner, nemlig Qiviulik og Attati. De voksede op og blev

dygtige fangere. Mens de endnu boede på Karrat, og var blevet dygtige

fangere, tog de til Saqqaa, og da var de allerede døbt. Efter islægget

var iskanten nu, hvor det var ved at blive forår og isen var revnet,

rykket meget tættere på huset, og fra iskanten fangede de hvidhvaler.

Da solen nu stod højt på himlen og varmede, rejste de teltet og

flyttede derud. I teltet lige østen for dem boede "Etaqquttuu".

En dag midt i den tid, hvor de fangede mange hvidhvaler, lød råbet:

"Umiarsuit!" Det viste sig, at det var et engelsk hvalfangerskib.

Qiviuliks blev meget glade, for de havde gode erfaringer med at handle

med dem. De tjente godt på at sælge kvindernes ringe syting til dem.

Q.s og hans husfællers udbytte bestod af jernkram, synåle og

bomuldstøj fra skibet.

 

Det fortælles, at der dengang var mange hvaler i bugten ved Illorsuit.

Dette vidste englænderne fra Qiviuliks; og de fangede mange hvaler.

Den dag det engelske skib sejlede, indtraf der en anden begivenhed.

En hvid hund fra Qarmusaq kom på besøg i husene på Saqqaa. Da hunden

skulle til at løbe hjem, gjorde Q. følgende ved den: De bandt det

tørklæde, de havde fået fra englænderne om hundens hoved og sendte

den hjem til Itaqquttooqs boplads. Det viste sig, at hunden tilhørte

Qarmusaqboernes overhoveds datter. Disse elskede nemlig datteren

højt, fordi hun var deres ("makeqqiut" = Den førstfødte datter efter

afdød datter). Men så snart hunden med tørklædet nåede bopladsen,

dræbte stedets overhoved den, og sagde til sin kone, at hun omgående

skulle tørre skindet. På det tidspunkt havde Q. og hans lillebror

mistet deres mor, og støttede sig alene til deres storesøster

Unaralak.

 

Da dette hundeskind var blevet tørt, skar pigens mor det i passende

strimler til "skindbroderi" på forsiden af bukserne. Det var så

dengang Unaralak fik foræret materiale til skindbroderi. Det hun fik, syede

hun på og gik med det. Men hun havde dårlig fået dette skindbroderi,

før hun blev lam i underkroppen, fik besvær med vandladningen, og hun

kom til at ryste voldsomt.

 

Man sagde om Qarmusarmiuts overhoved, at han havde meget dårlige

vaner. Da Unaralak havde fået skindbroderi foran på bukserne begyndte

hun at gå forlæns og baglæns som en hund, det var Itaqquttooq, der fik

hende til det.

 

Dengang var Naqerloq også beboet. Her boede Qasiaq med sin ældste

datter ved navn Iserajooq, der var ugift. Denne fik også afskårne

stykker af hundskind forærende. På det tidspunkt havde Qasiaq allerede

hørt, at U. var blevet lam i underkroppen, efter at have fået et

stykke af dette skind foran på bukserne. Derfor fik Qasiaq fat i disse

strimler, der var beregnet til at sy foran på bukserne, inden datteren

tog dem til sig, og med disse gik hun op på Naqerloq (Det må vel være

et fjeld). Hun blev væk længe; og da hun kom tilbage, var hun

tomhændet. Ved hjemkomsten sagde hun ikke et ord. Først da hun skulle

i seng om aftenen, sagde hun: "Efter at have drejet rundt med dem,

smed jeg dem væk!" Qarmusaqboerne hørte senere, at hun (hvem? Qasiaq

eller Itaqqutooq?) var blevet lam i underkroppen.

Det viste sig, at det var et tilbageslag på grund af hendes mærkelige

og skøre adfærd.

 

I begyndelsen af denne historie hørte vi, var den ene af de to, der tog

til byen for at handle, Neruaaq, blevet dræbt.

Neruaaqs kones mor (svigermor) havde to brødre, der hed Kunuk og Evii.

Med tiden blev Evii gift og fik en søn. Da denne lille søn begyndte at

kunne gå, fastgjorde de, som det var skik hos de udøbte, en perle på

remmen til hans nye kamikker. Da han blev så stor, at han kunne løbe

rundt, var det tydeligt, at han ville blive en hurtig løber. Når folk

undrede sig og roste hans hurtighed i løb, sagde faderen: "Når perlen

først begynder at rulle, holder den ikke op lige med det samme!" For

han havde jo givet ham en perle som amulet / aarnuaq / aarnguaq på kamikremmen. Det gik stærkt, når faderen kørte hundeslæde. Han havde trænet hundene til

hurtigløb i boldlege ("arsannguarnissaminnut").

Da sønnen blev stor nok, fulgtes han med faderen på hans slædeture. Når

faderen hoppede af slæden for at varme sig, sørgede han for hurtigt

at gribe fat i opstænderne, mens sønnen sad på slæden foran

opstænderne med begge armene trukket ud af anorakærmerne, og når det

passede ham, hoppede han af på slædens venstre side med begge arme ud

af ærmerne. Så løb han op foran hundene, men ærmerne på anorakken

fungerede som vinger. Når dette skete, sakkede faderen, som ellers

havde gode hunde, agterud for ham. Faderen syntes, at sønnen lignede

en ravn, der fløj lavt hen over jorden. Disse mennesker boede i

Karrat.

Så fik sønnen sin egen kajak og begyndte at tage ud på fangst sammen

med sin far. Dengang var der i området omkring Karrat en hel masse

rener, og når de under en kajaktur fik øje på rener inde på land,

plejede faderen at sige til sin søn: "Gå i land og fang dem alle

sammen!" Så gik sønnen i land og drev renerne ned imod vandet. Når de

så var på vej ud i vandet, gav han dem, hvor mange de end var, et slag

over lænden den ene efter den anden. Så dræbte faderen dem med sin

lanse. Og når de kom hjem, sagde han: " Vi var så heldige at træffe

svømmende rener, som vi fangede mange af." På den måde skjulte han

hele tiden hvor rapfodet sønnen var, for hvis bopladsfællerne fik at

vide, at sønnen drev renerne imod vandet, ville de blive misundelige

og dræbe ham, for efter deres grimme skik ville de jage ham. Mens

faderen endnu holdt de andre uvidende om hans hurtighed, begyndte

sønnen at jage ræve til fods. Engang løb han efter en ræv og sparkede

den ihjel. Derimod varede det et godt stykke tid, før det lykkedes ham

at løbe en hare op og fange den.

 

En vinter, da vandet som sædvanlig frøs til, var han sammen med en

anden ung mand på sælfangst i en isvåge, det var dengang i gamle dage,

da man i Karrat udelukkende fangede sæler i våger med harpun. Under jagten

faldt hurtigløberen i vandet. Imens lå Eviis storebror på briksen

derhjemme med hovedet imod bagvæggen og nynnede og sang velfornøjet.

Da den store hurtigløber var kommet op af vandet, gav han sig til at

løbe ligeså hurtigt som vanligt ind mod land. Men da det var meget

koldt, blev hans tøj straks så stift af kulde, at han ikke længere

kunne gå. Den anden unge mand tog ham på ryggen og begav sig ind mod

land. Til at begynde med gik det godt nok, men inden han nåede hjem,

blev han så tung, at han ikke kunne klare ham. Det undrede han sig

over og kiggede tilbage. Og han så, at Eviis bror, som på det

tidspunkt lå på briksen med hovedet imod bagvæggen, holdt igen på ham.

Så fjernede han ham med gevalt og tog igen sin ledsager på ryggen. Men

snart efter blev han så tung, at han ikke længere kunne klare ham. Han

kiggede tilbage og opdagede, at Eviis bror endnu engang holdt igen på

sin brorsøn. Han fjernede ham og tog igen sin ledsager op på ryggen.

Så holdt Eviis bror ham igen tilbage, så ledsageren ikke kunne klare

ham. Da så hurtigløberen mistede bevidstheden, lod han ham ligge og

løb straks direkte mod husene for at få fat i en slæde. Han gik ind i

huset og så ham, der holdt igen på brorsønnen ligge på briksen med

hovedet imod bagvæggen, som han hele tiden havde gjort, uden tøj på.

Han råbte hånligt til ham, fordi han netop havde set ham holde igen på

den, som han selv forsøgte at redde. Han forstod nu, at han end ikke

havde været uden for en dør. Og hans grimme tilbøjelighed / uskik havde

minsandten effekt. Da de med en slæde ville hente ham, der var faldet

i vandet og blevet efterladt, var han naturligvis død, da de nåede ham.

 

Da de var kommet til land, begravede de ham på et sted inden for et

lille næs. Folk idag kalder denne grav "ipinilissuaq", stedet med den

store druknede. Dengang var det så, at Evii rejste væk fra Karrat og

dets beboere, som han aldrig genså.

 

Da isen havde lagt sig om vinteren, tog en hel masse mennesker til

boldspil i Karrat. Mange slæder fra alle pladser (omkring). Hvergang

der kom en slæde, spurgte Eviis stakkels bror: "Hvem var det der kom?"

Alle de mange ankomne med slæderne fik råt frossent kød at spise.

Endelig kom også Evii for at deltage i boldspillet mod sin storebror.

Det var første gang, at han satte sin fod på Karrat siden

brodersønnens død. Ved hans ankomst spurgte hans stakkels bror som

sædvanlig: "Hvem var det der kom?" Da han hørte, at det var Evii,

sagde den stakkels bror: "Hvorfor skal Evii også deltage?" Det sagde

han nok med gru (i stemmen), fordi Evii havde dræbt hans gevaldige

søn, hurtigløberen.

 

Da alle slæderen var ankommet, skulle boldspillet begynde. Alle fra de

forskellige bopladser, placerede deres slæder sådan, at de hver især

vendte imod den boplads, hvor de kom fra. Deres bold var skindet af en

gammel ringsæl, stoppet med sand. De kom ud på isen, og boldspillet gik

i gang, både kvinder som mænd tog del, ligesom Evii og hans stakkels

storebror også var med. Så var det, at en af deltagerne løb hen med

bolden til en slæde, der var gjort klar (til at bortføre bolden).

Nogle af de andre forfulgte ham, nåede ham og skubbede ham omkuld.

Mens man var optaget af bolden, hørte man folk skrige. De opdagede, at

Evii og hans stakkels storebror var kommet op at slås, og at storebror

havde væltet Evii. Tænk. Eviis storebror havde gemt en hakke i ærmet,

af den slags til frossent kød, og at han prøvede at dræbe Evii med den,

uden at det dog ville lykkes. Nogle løb hen og greb fat i den stakkels

storebror.

 

De tog hakken fra ham og gav Evii den; og Evii stødte hakken imod hans

hoved og dræbte ham. Da han havde dræbt ham, græd han over ham og

sagde: "Du som altid var så dejlig, at lytte til!" Han havde nemlig

alle dage lyttet til hans sang. Herefter koncentrerede man sig igen om

bolden. De gik virkelig op i legen med deres bold. Når en bortførte

bolden, løb de (andre) efter ham, og når de indhentede ham tog de

bolden fra ham og forsøgte alt hvad de kunne at føre den hen til

deres egen slæde for at køre bort med den. Lykkedes det bortføreren at

nå frem til sin slæde uden at blive indhentet af sin forfølgere, kørte

han bort med bolden. Når han så nåede velbeholden frem til sin

boplads, løftede han bolden op fra slæden og løb afsted med den hen

til sit hus. Når han nåede huset, kastede han den ind igennem vinduet,

hvis "rude" af en remmesæl tarm, blev smadret. Det gjorde han, selv om

den, altså skindet af den gamle ringsæl stopfyldt med sand var meget

tung. Når dette skete, blev der stor glæde i hele husstanden over, at

en af deres egne havde vundet.

 

Det var dog ikke altid, at boldens indhold bare var sand. Når der var

råd, puttede man også ting, som i gamle dage var almindelige hos

grønlændere, - sener af hvidfisk, som man blot havde skåret over,

smukke skind, pelsbræmmer til hætten, renskind, spæk, - alt den slags.

Derfor var bolde stærkt eftertragtede.

 

I gamle dage, da der ikke var så mange rener i Nordgrønland, skulle et

skind til bræmme til en kvindepels have været meget dyr. Når så bolden

befandt sig inde i huset, inviterede vinderen om aftenen sine

bopladsfæller til sang- og dansefest. De morede sig herligt under

disse sang- og dansefester. Kvinderne smuttede hyppigt udenfor for at finde

en mandlig (seksual) partner og søgte til mørkere steder, hvor de

kunne sværme sammen. Der deltog ingen børn i disse sang- og

dansefester. Børnene blev samlet i et af husene, og man satte et par

yngre mennesker til at passe dem.

Vinderen i den her omtalte boldkamp indbød til sang- og dansefest, da

han nåede hjem til sin boplads.

 

En af deltagerne i festen havde efterladt sine børn i huset og havde,

som skik var, sat et par yngre mennesker til at passe dem. Da et af

børnene blev ked af, at forældrene ikke var kommet hjem endnu, lavede

barnepigen et stykke legetøj, et gribespil, af et skulderblad fra en

hund. De gav sig til at lege gribespil. Når den ene ikke ramte hullet,

gik legetøjet over til den næste. Da turen kom til en af de mindre

børn, ramte dette barn hullet hver gang. Midt i det hele mærkede de,

at husets fundament begyndte at rokke. Samtidig fik en af de

tilstedeværende øje på, at vindues ruden begyndte at bule (ud/ind). Et

af børnene tog gribespillet fra spilleren, kastede det imod vinduet og

ramte ruden, der bulede. Rudens flagren slukkede alle lamperne,

børnene flygtede til fodenden af briksen. Det ældste af børnene

hentede ild fra et af husene for at tænde lamperne.

Da lamperne var tændt, gav de sig igen til at lege. Igen fik det

yngste barn gribespillet og ramte hver gang, og i takt med

gribespillets bevægelser, begyndte huset atter at rokke.

Ude fra gangen viste sig nu en kæmpe med amaat og ryggen til. Så kom

den op på trinnet (opgang fra gangen) stadig med ryggen til, så man

ikke kunne se ansigtet.

Da den begyndte at dreje kroppen til venstre og ansigtet snart ville

blive synligt, flygtede de mindste børn hen til fodenden af briksen.

Da greb den ældste af barnepigerne en ulu (kvindekniv), og inden

kæmpen endnu havde vist sit ansigt, hakkede hun den forfra i

ansigtet og sparkede til den, så den atter faldt ned i gangen.

Da de voksne, som denne aften havde endt deres sang- og dansefest og

var kommet hjem, sagde de: "De, der gør sådan "ajáusissarput" (kender

ikke udtrykket)."

Det var fortællingen fra gamle dage om Neruaaq og hans familie, som Neruaaqs datter Anapi fortalte den.

 

Var.: Vedr. fortællingen om den halvdøde dreng / unge mand, der slæbes ind over isen, men standses af en der mumler serrat / formular inde i huset, blev også fortalt i Upernavik distriktet / området, søg på: To brødre, Pupooq, den ældste og Iweq .. Der er således også et vist navnesammenfald mellem Evii og Iweq.

 

Hist.: Historiske fortællinger. Efterspillet, sang- og dansefesten hos vinderen af boldspillet, hvor man åbenbart også havde ret til indholdet af bolden, har jeg ikke truffet beskrevet i andre kilder. Men det lyder ikke spor usandsynligt (BS).

Kvinder der tager korporligt blodhævn - ikke forsøgsvis ved hekseri - er sjældent rapporteret i historiske kilder eller fortællinger.

Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq

Print
Dokument id:1317
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaq qingmimik uvinitoq / Arnaq qimmimik uinittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 45
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 363.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 "Arnaq qingmimik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der giftede sig med en hund.

 

Et forældrepar (angaorkaungok - angajoqqaanngooq ? men renskriften

siger angakkoq, åndemaner)  havde en datter. De havde opfordret hende

til at gifte sig; men det ville hun ikke. Hendes far sagde til hende:

"Når du ikke vil giftes, kan du få en hund til mand." Sådan sagde

han til hende, da de gik i seng om aftenen. De lagde mærke til, at en

hund kredsede om hende, og at den lå oven på hendes kiste/ plads på

briksen. Da de vågnede dagen efter, sagde de: "Pigens hund viger ikke fra hende." Det blev atter aften, og de gik i seng.Pigen vågnede og kunne ikke forstå, at der lå en eller anden langhåret

bagved hende. Det gik op for hende, at det var hendes hund. Så tog

hun hunden til mand. Dette forhold fortsatte længe, og hun

vænnede sig til det. Hun blev gravid, og hun fødte seks hundehvalpe.

Hun opdrog dem; og da de blev rigtig livlige, blev de hendes far og mor for

meget. Hun/han sagde til datteren: "Vores dumme børnebørn er ikke til at holde ud. Tag hellere over med dem til den lille ø."

 

De sejlede over til øen og (børnene) boede så dér

sammen med moderen og faderen. Morfaderen bragte dem mad,

og de voksede sig ret store. Men da morfaderen sjældnere og

sjældnere kom med mad begyndte hunden at komme over og hente mad fra bedsteforældrene. Når hunden kom, fyldte svigerfaderen posen af et par gamle

bukser med mad.

Så sagde svigerfaderen: "Jeg skal sørge for, at vores svigersøn drukner." Svigersønnen kom, som den plejede.

Svigerfaderen fyldte posen med sten og lagde noget kød ovenpå stenene.

Svigersønnen syntes nok, at posen var tung. Den tog af sted og var nær

ved at gå til bunds. Så fremsagde den en formular, og på

den måde nåede den frem til øen.

Men den tur blev aldrig gentaget. Konen havde rigtig ondt af sin mand.

"Jeres stakkels far var nærved at drukne," sagde hun til sine unger. "Derfor - når jeres morfar kommer herud, og I går ned og tar imod ham ved stranden

og slikke hans kajak, så slik ham med." Det skulle de nok.

 

Morfaderen kom igen med noget mad. Børnebørnene gik ned for at tage

imod ham. De gav sig til at slikke hans kajak fra en ende af. Da

en af ungerne kom til at bide morfaderen, sluttede de andre sig til og

bed ham ihjel.

 

Moderen tænkte nu på, hvilket arbejde ungerne skulle have.

Hun tog to af dem og satte dem ned i en gammel kamiksål.

Hun skubbede kamiksålen ud fra stranden, idet hun sagde: "Jeres far er

jo ikke nogen fanger, men I skal blive fangere." De drog af sted og

blev til inuit, grønlandske fangere. Hun kastede endnu to unger fra

sig i en kamiksål (porkidlugit), idet hun sagde: "Jeres sølle far magter ikke

at gøre modstand (eller: kæmpe / forsvare sig). I må

gøre modstand." Så blev de til eqqillit, hundemennesker, der

er aggressive. Til det tredje hold, de to sidste, sagde

hun: "Jeres sølle far kan slet ikke lave noget med

hænderne. I skal være tømrere." Så skubbede hun dem fra land. De blev

til qallunaat (hvide mænd), der var dygtige til alt håndværk. Fra da af

opstod der kalaallit, eqqillit og qallunaat.

 

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

 

Hist.: Det er normalt kun i de yngste versioner at også inuit selv nedstammer fra kvinden og hunden. Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." og Gustav Holms og Thalbitzers versioner fra Ammassalik.

Arnarpajôq / Arnarpaajooq

Print
Dokument id:485
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarpajôq / Arnarpaajooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 41v - 43v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13, ss. 11-14.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Arnarpajooq, at hun var blevet liderlig med en kaptajn.

Det var i gamle dage, i de første år der kom skib. Hun sov om dagen og

var vågen om natten. Når hun stod op om aftenen ved solnedgang,

troede hun minsandten, at solen var ved at stå op, og mens hun ventede

på, at den skulle komme højere på himlen, gik den skam ned. Sådan var

det bare. Så fik kaptajnen den idé at hun skulle med ham hjem. Hun sagde

ja og blev endog meget ivrig efter at komme med.

Kaptajnen nævnte dagen for afrejsen, og hun passede desmere på ikke at

fjerne sig fra ham. Så kom dagen hvor skibet skulle sejle, og der

blev nævnt et bestemt klokkeslet. Lige før det nævnte klokkeslet,

spurgte kaptajnen Arnarpajooq, om hun havde nogle ting hun skulle have

med, for så måtte hun hellere hente dem.

 

Hun kom i tanke om en taske, som hun nødig ville skille sig af med. Så

den sagde hun til kaptajnen, at hun ville hente. Hun blev roet i land

i en jolle. Så snart de nåede til land, løb hun hurtigt hen mod deres

hus. Den dag varmede solen kraftigt, hun havde i længere tid ikke

fået sovet ordentligt. Hun blev sløv af varmen, og da hun idet samme

kom til en jordhøj, lagde hun sig på maven på den og faldt i dyb søvn.

Hun sov længe og vågnede forskrækket, da hun kom i tanke om, at hun

var på vej hjem for at hente noget. Hun kom på benene og løb alt

hvad hun kunne. Hun kom ind i huset, tog sin taske og var på vej

tilbage. Hun gik og gik og kom til det sted, hvorfra man kunne se

skibets ankerplads. Men skibet var der ikke.

 

Hun spejdede ud mod horisonten og dér, hvor himmel og jord mødes, fik

hun øje på noget på størrelse med et fingerbøl. Det var skibet, der var

ved at være ude at sigte. Hun kunne intet stille op, og hun blev så

ærgerlig over ikke at være kommet med skibet, at hun brast i en

langvarig gråd. Hun græd og græd; og da skibet var ude af sigte, fik

hun gennem fingrene øje på en ung kvinde på vej hen til hende med et

barn i hver hånd, og et tredje på ryggen. Da kvinden var fremme, sagde

hun: "Hvad er du mon så ked af?" Hun svarede: "Du kan sikkert ikke hjælpe

mig med det, jeg er ked af." Den anden sagde: "Man kan jo altid

få at vide hvad det er!" A. sagde: "Jeg er bedrøvet over, at et skib,

hvis kaptajn gerne ville have haft mig med, er sejlet uden mig, fordi

jeg kom til at falde i søvn, da jeg var på vej hjem for at hente min

taske." Kvinden sagde: "Kom du og besøg mig, så skal jeg fortælle dig en

historie." Hun fulgtes med kvinden og gik mod syd.

 

De stilede imod en stor fjeldvæg, hvor de fortsatte op til nogle

afsatser, og da hun kiggede sig omkring, fik hun øje på et lille hus

på en afsats. De gik derhen og ind i huset.

Ved nærmere eftersyn opdagede hun, at underlaget på briksen bestod af

græs og at bjælkerne var af elletræ. Kvinden satte børnene på briksen

og gav sig til at feje gulvet. Idet hun skulle til at smide skidtet

fra gulvet ud i gangen, begyndte hun at fortælle:

 

"Det forholder sig sådan, at vore forfædre var de første, der undersøgte det, da

vandet begyndte at falde efter en stor oversvømmelse i gamle dage."

Lige i det øjeblik da hun smed skidtet fra gulvet ud gennem

indgangen, gav det sig til at buldre uden for. Kvinden greb skyndsomt

sine børn og undevejs ud sagde hun: "Så er den store ild, den store

Asiungasungaaq, styrtet ned (måske en kampesten, der styrter ned. BS.)

Lad os komme ud!"

Hun ville efter dem ud, men så blev husgangen spærret. Mens hun

stirrede på den, begyndte den at åbne sig, og hun sprang ud og slap

udenfor, uden at støde imod noget.

 

Da hun var ude, kunne hun slet ikke se den store fjeldvæg for den

voldsomme røg, og sikke det stank af sten. Der var ikke andet at gøre

end at komme væk fra fjeldvæggen, for hun så ikke noget til dem, hun

var fulgt efter. Hun gik udefter, væk fra fjeldvæggen. Da hun havde

fjernet sig et langt stykke og den voldsomme røg var ved at forsvinde,

hørte hun en ravn skrige, og kiggede i retning af lyden. Hun så da,

at fire ravne fulgte hende langs den store fjeldvæg.

Da hun så dem, kiggede hun også efter det lille hus, hvor hun havde

været på besøg, og omtrent dér, hvor huset skulle ligge, sås bare en

ravnerede. Tænk hun havde været på besøg hos en ravn i

menneskeskikkelse. I ærgrelse over, at hun ikke fik hørt ravnens

fortælling til ende, glemte hun alt det om, at hun skulle have været

med skibet til et fremmed land.

 

Var.: Arnarpaajooq. Vedr. bulderet se Aqajarormiorsiorpua. Den store ild kommer oftest fra havet som en selvstændig skikkelse. Se dog også Kreutzmann om denne skikkelse, som han kalder Toornaarsuk, ID 237. Besøg hos fugle i menneskeskikkelse er en hyppig fortælling, men denne hos ravnene er usædvanlig.

 

Hist. og kommentar: Det står mig ikke umiddelbart klart hvorfor netop ravne-fortællingen bliver kvindens trøst. Men jeg ser associationer til 1, at ravne i mytisk tid var hvide (ligesom qallunaat. Undertiden associeres modsætningen grønlænder versus qallunaaq til ravn versus måge, søg: Angákorssuarmik)og 2, at ravne her præsenteres som de første til at undersøge landet efter stormfloden (= fuglen der bringer Noah bud om land): Ravnenes land er Grønland, hvor de bliver om vinteren, og hvor grønlændere, tolker jeg, siden stormfloden hører hjemme. Det skræmmende bulder og den smalle passage ud (Symplegade) indebærer en slags nyfødsel til denne verden, hvor ravne ligner ravne og man ikke lader sig forlede af uvirkelige fantasier. Pigen glemmer det hele ligesom børn, der har mødt ånder, glemmer dem, når de kommer blandt mennesker. Søg fx på: Kaakaaq Den store bjørn æder hende.

Arnarquagssâq

Print
Dokument id:1462
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssâq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

røde Dødskælling".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner.

Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor

han var bundet at taburegler, var overstået.

Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han

kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en

åndemaner til at bo hos sig).

 

Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge

med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med

hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder:

han blev altvidende?? C.B.)

 

Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på

en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var

meget lille.

 

Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de

sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på

sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget

på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene,

der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde:

"Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig

på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig

på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks

flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for

åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner.

Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun

var kommet tilsyne, og forsvandt.

Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de

sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt

om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange.

Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet

ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra

den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens

anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne-

skind.

Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved

hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved

hende, så hun dør."

 

Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt

hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han

skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem

husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De

prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det

ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi

der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset.

Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med

det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever

("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.).

Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at

bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille

ø.

Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han

kunne fortsætte livet med den samme kone.

 

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

 

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse

fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.

 

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Arnarquagssaq tupilâvdlunilo qardlimaitûgoq / Arnarquassaq tupilaallunilu q arlimaatuugoq / Kællingen, der både var tupilak og dødning

Print
Dokument id:1459
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnarquagssaq tupilâvdlunilo qardlimaitûgoq / Arnarquassaq tupilaallunilu q arlimaatuugoq / Kællingen, der både var tupilak og dødning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 97
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415, "Arnarquagssâq". Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374, Den røde Dødskælling.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en mand, som ustandselig mistede sine

koner. Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart

tiden, hvor han var bundet af taburegler, var overstået. Så døde også

den nye kone (Det kan også læses: Så dræbte han også den nye kone).

Engang han giftede sig, bosatte han sig på Akorninnaq.

 

Deres plads på briksens nordlige ende stødte imod åndemanerens plads.

En aften gik åndemaneren i seng med hovedet ned ("kúsardlune") og fik

sila: "viden". Han så en kælling vise sig, fra Aleruttaq (renskrift:

fra en ø, der lå ud for bopladsen). Alt hendes tøj var rødligt, og

hendes hårtop var meget lille. Hun var nu på vej op til huset og gik

ind. Da hun trådte ind, gav hun sig til at kigge rundt. Hun kiggede

undersøgende på alle de unge mennesker, der var på sidebriksen. Hun

gik så nær, at hun var lige ved at røre ved dem. Så kiggede hun over mod briksen. Hun kiggede mod den sydlige ende, men vendte sig

bort og kigged mod den nordlige. Så sagde hun: "Jeg skulle

egentlig tage mine kamikker af og sætte mig på briksen i den nordlige

ende. Mon jeg (i stedet for) skal tage kamikkerne af i den nordlige

ende og sætte mig på briksen?" (Svært at få mening ud af den!)

Hun begyndte at gå på gulvet, og hun passede på ikke at komme til at

støde imod hundene. Hun kom hen til briksen, tog kamikkerne af og

satte sig, idet hun passede på ikke at røre ved de unge mennesker.

Åndemaneren sagde: "Qánavâ ("qána" - hende dér udenfor/i det andet

rum/i den sydlige ende) var lige ved at røre ved nogen." Straks sprang

hun ned fra briksen og løb, og hun trådte på hundene, så de hylede.

Så snart kvindemennesket kom ud, løb hun væk og forsvandt bag

Aleruttaq. Det fortalte åndemaneren, og han forstod, at det var

hende, der dræbte mandens koner.

 

Så blandede de dryptran og vand sammen, for de blev bange for hende.

Denne blanding af dryptran og vand hældte de rundt om huset.

Næste dag gik åndemaneren igen i seng. Igen åbnede det sig for ham

dernede (han kan se ind i den skjulte verden, BS). Igen så han noget

der viste sig fra Aleruttaq. Igen var det kællingen, der viste sig.

Så viste der sig endnu en - nemlig en sølle mand.

("atasiak pâsisat" ?) Skindkanten på hans pels var fuld af snavs.

Det var skam kællingens mand. De nærmede sig. De nåede

husgangen, og manden sagde: "Denne gang må du se at få rørt

ved hende. Hvis du ikke kan, gør jeg det."

Så lagde hans kone sig ned på maven for at krybe ind (I en traditionel husgang kan man ikke gå oprejst. Man kryber, BS). Men så gik det op for

hende, at hun befandt sig bag ved huset. Hun undersøgte,

hvor hun var henne. Hun sagde. "Hvor er jeg henne? Jeg ville jo ind i

gangen. Men nu er jeg bag ved huset." Årsagen hertil var såmænd

den blandning af dryptran og vand, der var blevet hældt ned ved husets

grænser. Hun gik igen hen til gangen og ville ind; men igen

befandt hun sig straks bag ved huset. Hun sagde: "Hvad er nu det. Det er

anden gang." Hun prøvede ("piqikame" kan også være: da hun bøjede sig)

tredje gang, og hun stødte imod gangen. "Hvad har jeg dog gjort. Denne

gang vil jeg gøre det rigtigt!" (mener jeg der skal

stå, CB) Hun lagde sig ned på maven. Igen gik det op for hende, at

hun befandt sig bag ved huset. "Det er umuligt, hvordan er det, du

bærer dig ad?" sagde hendes mand. "Hvordan er det du bærer dig ad. Lad

mig!" sagde manden, idet han lagde sig på maven foran/ved gangen.

Så gik det op for ham, at han befandt sig bag ved huset. "Hvor er jeg

henne?" sagde han. Det gik (igen) op for ham, at han befandt sig bag

ved huset. "Hør, hvor er jeg dog henne?" Han kom tilbage til gangen.

Han lagde sig igen ned på maven. Så var han igen bag ved huset.

Så sagde manden til konen: "Det er umuligt. Hvad er der sket? Sådan

var det ikke før." Så gik de bare deres vej. "Hvis vi bliver ved, går det

bare galt. Lad hende bare være en tilbagebleven."

Det viste sig, at de mente fangerens kone ("isúma nulia" altså den

fanger, som hele tiden mistede koner).

De gik bort fra huset og forsvandt bagved ("inítuqisârsuaq")

Tiputeqisaarsuaq. Det fortælles, at denne ("ína" fangeren) ikke mere

mistede koner, og at man ikke siden hørte fra dem.

 

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

 

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Arqatulâq / Aqqatulaaq

Print
Dokument id:447
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arqatulâq / Aqqatulaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 1, side 21v - 24h
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr. mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Nordpå levede der et menneske ved navn Aqqatulaaq med

mange børn. Man havde aldrig hørt, hvorvidt denne mand havde begået

drab. Men når sønnerne efter en fangsttur var kommet hjem, plejede han

at sige: "Hvis en af jer har begået et drab, skal han ved ankomsten

komme nøgen ind i huset." Dette gentog han hver gang de kom hjem fra

fangst. Men sønneren begik aldrig drab, selv om faderen med disse ord

ligesom opmuntrede dem til det.

 

Engang de kom hjem fra fangst, kom den yngste af sønnerne ind uden tøj

på kroppen. Idet han trådte ind, udbrød faderen: "Her er en, der har

begået et drab." Denne søn udviklede en stadig større mordlyst, og

hans brødre ligeså. De begyndte at dræbe alle de kajakmænd, de mødte.

Engang tog en af brødrene sydpå på fangst, og han mødte kajakmænd fra

en boplads syd for deres egen. Den ene af de to han traf, var Sioraq.

De to fik kajakmanden imellem sig og begyndte at fortælle ham noget,

selv om han ind imellem gjorde forsøg på at slippe fra dem. De to

kunne ikke komme til at harpunere ham, da han hele tiden holdt øje med

dem. På et tidspunkt gjorde Sioraq sig klar til at kaste harpunen og

lige i det øjeblik, han skævede til ham, kastede han, men

harpunspidsen trængte ikke ind i kroppen ("tuukkanili morsutsinnagu"),

fordi han først ramte kajakringen (Det er svært at forstå det helt.

Chr. B.), med det resultat, at fingergrebet på harpunen gik i stykker.

Han satte efter Sioraq, der tog flugten. Han kunne godt holde trit med

ham, men ikke forsøge at harpunere ham fordi Sioraq, med sin harpun

havde hans rygsener. Det endte med, at manden (nordfra) blev dræbt.

Efter drabet sænkede de to både ham selv og hans kajak ned i havet og

bragte ingen af delene i land.

 

De to drabsmænd besøgte dagen efter den dræbtes familie, fordi den

ikke vidste noget om det drab, de havde begået. Da de besøgende ankom,

spurgte Aqqatulaaq, om de skulle have set hans søn. De sagde, at de

ikke havde dræbt ham, selv om det netop var det, de havde gjort. Da de

øvrige i huset erfarede, at broderen ikke var kommet hjem, gav de sig

til at græde over ham. Sioraq græd med; han lod som om han græd, for

ikke at lade sig mærke med noget. Da han var bange for, at de skulle

finde på at dræbe ham, kiggede han, mens han græd, efter et redskab

(som han i givet fald kunne forsvare sig med). Oppe på loftet fik han

øje på en hakke til frossent kød. Aftenen gik, uden at Sioraq og hans

ledsager blev skadet. Og senere på aftenen ville Aqqatulaaq mane ånder

for at inde ud af, hvor hans søn var blevet af, og han sagde, at

lamperne skulle slukkes. Da han begyndte at lokke sin hjælpeånd til, gav Sioraq sig uset i mørket til at slå løs på sin næse. Han fik

næseblod, og det betød, at Aq. ikke længere kunne lokke nogen

hjælpeånd til sig. Nu ville Sioraq selv mane ånder; og da han blev

færdig ("piareeramilu"), sagde han: "Der er ingen grund til at

bekymre sig længere, han er hos fluerne ("innersuit")."

Så ville Aq. på benene igen og mane ånder. Da han blev færdig, sagde

han: "Der er ingen grund til at bekymre længere, han er hos fluerne

("innersiut"). Det viste sig, at han blot havde fulgt

den andens (Sioraqs) rute. Han mente altså, at alliarutsit / innersuit

/ strandtrolde havde taget ham. Sioraq og hans ledsager nåede

velbeholden hjem til deres boplads.

 

Senere fandt Aq.s sønner på at drive de mennesker (kajakmænd), de

ville dræbe, hen til et strømsted, hvor de omkom i strømhvivlerne.

Det skete så engang, at de drev en stærk mand, fra en boplads syd for

dem, til strømstedet. Denne vidste udemærket, hvor strømstedet lå, så

umiddelbart før de kom til stedet, standsede han og vendte sig med

fronten mod kajakmændene, der drev ham imod strømstedet. Da han gjorde

dette, var der ingen, der turde tage initiativet til at angribe ham og

inden de havde fået taget sig sammen til angreb, greb han sin

fuglepil, ramte en af brødrene med den, så han døde, hvorefter han

roede kraftigt til, "hoppede" henover en kajakmand der lå i vejen,

uden at de kunne nå at indhente ham, og han undslap før de fik

lejlighed til at angribe ham. Undervejs sydover så han en fuldvoksen

sortside og dræbte en i første kast. Han trak blot harpunspidsen ud af

den og stødte sælen fra sig. Sådan gjorde efter sigende de, der havde

begået drab. Det var forfædrenes skik, at en morder kastede sin

fangst væk.

 

Først da han fangede sæl nr. 2 i nærheden af sin boplads ("nunani

qanigilerlugu = nunani qanillillugu"), kunne denne kajakmand tage sin

fangst med hjem. Han var godt klar over, hvor disse kajakmænd, der

drev ham imod strømstedet, stammede fra, og at det var Aq.s sønner.

Han vidste også godt, hvor Aq. boede. Når han derfor var uden på

fangst. kunne han ikke glemme, at Aq.s sønner havde forsøgt at dræbe

ham ved at drive ham mod strømstedet. Så fik han den ide at dræbe Aq.

med et bælte lavet af remmesælskind.

 

Endelig gik han til angreb på Aq.. På det tidspunkt var Aq. holdt op

med at fange, så han var hjemme hele tiden. Den stærke tog nordover og

gik i land i nærheden af hans hus. Og han nærmede sig bagfra med sit

bælte. Endnu havde ingen opdaget ham; og han holdt øje med udgangen,

om nogen skulle komme ud. Langt om længe dukkede Aq. ud af gangen. Han

slog ham med bæltet, så hovedet smadredes. På det tidspunkt var alle

sønnerne ude på fangst. Han efterlod den dræbte, som overhovedet ikke

havde fået lejlighed til at sige noget, på stedet og gik ned til sin

kajak. Han nåede den og roede hjemad uden at blive set af en eneste af

husstanden.

 

Da Aq.s sønner kom hjem, fandt de deres far liggende død med smadret

hoved ved husgangen, men de havde ingen anelse om, hvem der havde

dræbt ham.

 

Engang den stærke mand som vanlig var ude på fangst, hørte han nogen

råbe om hjælp. Han roede hurtigt derhen og så, at det var Aq. sønner,

der havde råbt om hjælp, fordi de ikke klarede at dræbe en stor

hvalros. Hvalrossen havde sprængt samtlige fangeblærer / fangstblære og havde

knækket alle harpunerne. Uden at sagtne farten harpunerede den stærke

hvalrossen og dræbte den på stedet, så den blot lå lige så roligt og

klappede vandfladen med sine luffer. Idet den kom op til overfladen,

sagde han: "Jeg har aldrig vist sådan en iver siden den gang over for

Aq.!" Han roede hen til den store hvalros og trak alle de mange

harpunspidser ud, idet han samtidig kiggede sig omkring, så intet

undgik hans opmærksomhed. Han roede hjem, uden at nogen gjorde ham

fortræd.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger

 

Hist.: Sioraq optræder også i Peter Ottosens fortælling om Aataarsiarsuaq, der har en historisk kerne.

Asalûmik Kumagdlâsimigdlo / Asalooq Kumallaasi

Print
Dokument id:154
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Asalûmik Kumagdlâsimigdlo / Asalooq Kumallaasi
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 114 - 116, nr. 45
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af

Håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 157v - 158v.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Assaluut og Kumallaasi.

Assaluut var fætter til brødrene Kumallaasi og Meeraq. På vinterbopladsen boede de i samme hus. Engang ved forårstide fik Assaluuts kiffak / kiffaq den idé, at lyve Assaluut noget på. Kiffakken gik hen til brødrene Kumallaasi og Meeraq og fortalte, at Assaluut ville dræbe dem. De to brødre sov meget dårligt om natten; og straks om morgenen gav de sig til at gøre klar til at forlade bopladsen. De fortalte Assaluut, at de tog ud til deres forårsplads, og den intetanende Assaluut lovede, at han ville komme senere.

 

I stedet for at tage nordover til forårspladsen rejste Kumallaasi og Meeraq

sydover. Alle de kajakmænd de mødte, fortalte de, at de var på flugt fra deres

eneste fætter, der ville dræbe dem. De roede dag og nat. Efterhånden kom de så

langt væk hjemmefra, at de ikke mente, a

 

t eventuelle forfølgere ville kunne

indhente dem. Så slog de lejr et sted under et højt fjeld. Her mødte de en mand,

som netop havde rejst skelettet til en ny konebåd. Ved siden af lå en dynge

muslingeskaller, som var hans redskaber. De fik fortalt, at der længere inde i

landet boede mange eqqillit (indlandsånder).

 

De tog af sted til disse mennesker med en masse pile i poser af sortsideskind.

De bad en af de lokale om at fiske ulke til dem (brødrenes familier), der

blev ladt tilbage. Kumallaasi havde en pil, der kunne styres af en gåsefjer, der

var sat på enden. De nåede op på toppen af fjeldet. På den anden

side af fjeldet så en stor sø og en masser af telte omkring søen.

Da det blev aften, så de, at der blev livlig trafik af mænd ind og ud af

teltene. De holdt altså konebytning.

Kumallaasi og hans ledsagere listede henimod lejren medbringende nogle af de

pile, som de opbevarede på en lille ø. Så sagde Meeraq: "Der er én uden hår på

hovedet; han ligner Assaluut." Da denne holdt sin bue godt spændt,

spændte de andre også deres buer. Men nu genkendte de hinanden, og brødrene

fortalte Assaluut, at hans kiffak havde sagt, at Assaluut ville dræbe

dem. Assaluut fortalte så, at han havde dræbt sin kiffak.

 

De listede videre frem til en konebåd, der lå med bunden i vejret og kiggede

ind. Her lå en mand og blev madet med talg af sin kone. De skød dem. De flygtede

til det område, der var beliggende over for øen. Der blev også skudt fra

fjendens side, og Meeraq blev ramt i kinden, men Assaluut helede såret. Nu

havde de brugt alle deres pile - bortset fra Kumallaasi, der nu skød en pil af,

idet han sagde: "Nu skal I lytte til lyden af denne pil." Da pilen blev skudt af,

sagde den som en gås, og da den var ved at ramme målet, sagde den qaqqaqqaa. De

dræbte dem alle undtagen en lille mand og en lille kvinde i et af teltene.

 

De drog af og tog både ulu'er (kvindeknive) og knive med sig. Da de kom hjem til

deres boplads, viste det sig, at nogle af bopladsfællerne havde løjet over for

dem, de havde ladt tilbage og fortalt, at de, der var taget ud til eqqillit, var på vej hjem. De dræbte dem, der havde løjet. De havde ellers indbudt Assaluut til at besøge dem; men han ville ikke, fordi han var bange for at blive

dræbt. De inviterede ham endnu engang. Så kom han. De gav ham en kniv og en

ulu, fordi han havde fisket ulke til dem, der var blevet hjemme. Han var blevet

færdig med den konebåd, han byggede, og om foråret tog han nordover. Han kom til

sine fætre og blev hos dem.

 

Var.: Adskillige, søg på Kumal*

 

Kommentar: Slutningen er noget uklar. Meningen er at bopladsfællerne håner de tilbageblevne, fordi deres mænd er så længe om at komme tilbage, at man må gå ud fra, at de er døde: De er på vej hjem, siger man foragteligt. Det er næppe Assaluut men ulkepilkeren der inviteres og får en af knivene, fordi han har sørget for de tilbageblevne. I de øvrige versioner har han taget en ægtemands rolle i den tro, at mændene var blevet dræbt af eqqillit, der regnes for nogle af de allerfarligste indlandsånder. Derfor tør ulkepilkeren ikke møde de hjemkomne af angst for deres hævn. Men de er taknemmelige.

Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq

Print
Dokument id:1807
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atakisakut Atîkadlo / Familien Atakisaq og Atiikaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 49
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Attakisagkut

Attiikkâtdlo", som er taget til hjælp ved uklare punkter i denne

oversættelse (Reskriften er med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Også oversat af Knud Rasmussen i Inuit fortæller, III, 1981: 157 - 158: Agtakisaq og Agtikaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Pikiulleq boede der to fangere, der var vældigt gode venner. En

morgen, da de vågnede, blæste der en meget kraftig piteraq / fralandsvind inde fra isen. De snakkede sammen, og den ene sagde: " Hvad med at tage ud i kajak (bare for sjov)." Det ville den anden godt. De ville ro om kap imod vinden og

se, hvem der kunne ro hurtigst.

De tog afsted; og de roede et lille stykke tid imod vinden, så kæntrede Atiikaaq. Atakisaq roede hen til ham. Da var han kommet op af kajakken. Han fik ham op bag på kajakken, og han havde det godt. Han spurgte ham flere gange: " Fryser du ? "

" Nej," svarede han. Så fik de en brådsø over sig. Det forekom

Atakisaq, at kajakken blev lettere. Han kiggede bagud og opdagede, at

han havde tabt ham; og han viste sig ikke mere. Atakisaq kunne ikke

se, hvad vej han skulle ro; men han kunne høre vrælet af et spædbarn,

og det roede han efter. På den måde viste Atiikaaq ham vejen. Han kom

hjem velbeholden. Atakisaq havde mistet sin ejaqqataq (Atakisaq

ijarkatârsisimadluni). Så forstod Atakisaq, at hans ven engang ville

vende tilbage.

Det viste sig, at Atiikaaq, efter at han var død, havde rejst jorden

rundt 'ikiaanarsiordlune' (ikiaq er en tarmskindsanorak, som han formentlig har på BS).

Så ville han tage hjem, da dødsdagen indtraf. En aften, hvor vejret var dejligt, og hvor det var måneskin,

gik to kællinger ud for at forrette deres nødtørft. Midt i det hele så

de en stor skygge. Det gik op for dem, at det var et stort menneske

med 'kuiorarâtilika' synlige seler. De blev så bange, at de rejste sig

op uden at have tørret sig og løb ind i huset. De sagde : " Udenfor så

vi et stort menneske, som fløj. " De var lige kommet ind, da det store

menneske var på vej ind baglæns og satte sig på trinnet op til rummet

med ryggen til. De sagde: " Tag ham!"  Han havde sin 'nûtâkut'

( I renskriften hedder det "kapussiviit", og det er to tværremme på

kajakken foran mandehullet, under hvilke kajakmanden stikker sine åre

ind for at undgå at kæntre.) med "òrkutigiga"(?). En af dem gav hans

"nutâukut" videre til en anden; og denne lagde "nutâukut" ned på et

sted ved siden af sig. (egentlig: i nærheden af sig) Atiikaaq, der sad

med ryggen til holdt den om livet. Da de lagde " nûtakita" på et sted,

der var rent,"ajornâginarpat:?"

 Så gik dette menneske, der sad, ud af huset, " Hê, hî, hvor lagde du

den?" spurgte en. ( Det står der ikke.) Der blev svaret: " Jeg lagde

den på et sted, hvor det var rent. Fordi jeg lagde det på et sted,

hvor det var rent, gik han ud." Så gled (sârdlivor) hans 'nûtaukut' af

sted, så den var lige ved at tage (tigusasaunavdlune). Atikisa blev så

ved med at flyve, fordi han ikke længere havde sin 'nûtâke' at holde

sig til Han kunne ikke længere nå frem til menneskene, kun til

dødsriget 'ârtatine'.

Den tredje dag forsøgte han også at komme ind med linen omkring

ansigtet ( eller: ansigtet dækket med linen). Det viste sig, at han ville

forskrække dem til døde. Han ville hævne sig på dem, og forskrække dem

til døde, fordi de gjorde noget forkert for et par dage siden ved at

jage ham ud. Åndemaneren manede ånder og jog ham ud til dødsriget.

Siden hørte de ikke mere til ham.

 

Var.: ingen i denne bases samlinger. Aloruttaq kommer nærmest. Men der er en del fortællinger om sådanne hjemkomne. Søg på angerlartoq; angerlartussiaq

Atdlunguaq

Print
Dokument id:365
Registreringsår:? 18
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Atdlunguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 225h - 231h, nr. 347
Lokalisering:Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Allunnguaq, at han var forældreløs og

havde plejeforældre. Plejefaderen plejede at sige til ham:

"Allunnguaq; du skal træne dig stærk; men kun i klipperevner."

Når Allunnguaq var ude at gå en tur, søgte han så

kun efter klipperevner.

 

Allunnguaq voksede op og blev meget stærk og dygtig til fangst. Ingen kunne måle sig med ham. De boede sammen med en stor søskendeflok - mange brødre og kun en søster. Flere dygtige fangere friede til hende. Når en frier greb hende (...for at bortføre hende), tog hun fat i ham, løftede ham op og smed ham hen til

indgangshullet.

 

Hun var så stærk, at ingen mand kunne klare hende. En dag skulle

Allunnguaq ud på fangst. Det var i en periode, hvor han fangede meget.

Ved afrejsen sagde han til sin plejemor; "Vil du i dag sy mig klæder

af lutter hvidt skind?" Hele den dag foretog plejemoderen

sig ikke med andet end at sy klæder af hvide skind. Da Allunnguaq kom

hjem om aftenen tog han sine hvide skindklæder på; og uden først at

have spist noget gik han ud. Han gik direkte hen til brødreflokkens

hus. Da Allunnguaq kom ind i huset, kiggede brødreflokkens søster lige

på ham, men vendte sig hurtigt bort fra ham, fordi hun var så sikker

på at kunne klare denne ret lille mand, eftersom hun havde bevist, at

hun magtede store stærke mænd. Så snart Allunnguaq greb hende, greb

hun også ham og ville løfte ham ved at spænde omkring hans balder; men

hun kunne ikke og opgav. Hun forsøgte endnu en gang, men hun

kunne ikke klare ham. Hun faldt efterhånden til ro, da Allunnguaq tog

hende rigtig til sig. Hun tog ham i øjesyn og opgav helt. Brødrene

rejste sig op; og eftersom de ikke kunne magte søsteren, opgav de alle

som én at gøre noget ved Allunnguaq. Forhåbentlig ville han næppe

finde på at pine hende. Sagen var foreløbig afgjort. Allunnguaq tog

hende med hjem. Hun gjorde ikke modstand, da han tog hende ind. Han

fik hende til kone.

 

En gang ved forårstide tog nogle sydlændinge på vej nordover ophold på

deres boplads. Blandt dem var der en meget stor mand. Allunnguaq havde planer om at bygge sig en konebåd. I den anden ende af rummet havde han en hel

masse skind til afhåring, som skulle bruges til betræk til

konebåden.

 

En aften var der en, der råbte udefra: "Allunnguaq, jeg

skal sige fra din store fælle (aiparsuarpingûk - aappaq, den anden

/ledsager / fælle, CB; (konebytnings)partner ? BS), at han kommer i morgen for at tage din kone." Næste morgen tog Allunnguaq ikke ud på fangst på grund af ham,

der ville komme og tage hans kone. Den morgen satte han sig bare til

at snitte noget til sine redskaber. Han forholdt sig afventende; og en

gang han kiggede ud gennem vinduet, så han manden komme. Allunnguaq,

der var iført klæder af hvidt skind, stillede sig ved indgangen med

ryggen til. Undervejs ind så den store sydlænding Allunnguaq stå ved

indgangen med ryggen til. Han skulle lige til at sagtne farten,

men så tænkte han, at han hellere ville skubbe ham bagfra, så han

ramte briksekanten og blev kvæstet. Derfor satte han farten op, sprang

på Allunnguaq og skubbede ham af alle kræfter. Allunnguaq flyttede

ikke engang sine fødder. Efter dette skub gik Allunnguaq langsomt og

roligt hen til sin plads på briksen. Han havde forstået, at hans kone

nok skulle kunne klare sydlændingen. Ligesom Allunnguaq satte sig, var

sydlændingen på vej hen til hans kone. Allunnguaq kiggede på ham et

øjeblik og vendte sig væk. Sydlændingen greb hans kone, og i

samme øjeblik lagde hun armene omkring ham. Som tidligere nævnt havde

Allunnguaq skind til afhåring i den anden ende af rummet. Denne proces

var i fuld gang, og skindene havde afgivet en hel masse tran.

Allunnguaqs kone tog den store mand under armen og med hen til

skindene. Allunnguaq så til og kunne nok regne ud, at det ville gå slemt

til. Allunnguaqs kone nåede hen til skindene; og med

sydlændingen under armen gravede hun ned mellem dem og lagde

sydlændingen ned, hvorefter hun dækkede ham til og forlod ham. Så så

man skindene begynde at løfte sig. Sydlændingen dukkede frem smurt ind

i tran over det hele. Han, som var så hvid, da han lige var kommet

ind. Han rejste sig op og forsvandt ud af huset.

 

Senere skete det, at

Allunnguaq stod og byggede en konebåd, mens hans lille søn legede i

nærheden og kastede spyd. Så hørte han drengen sige noget med

forandret stemme og så ham flygte. Han drejede om og opdagede en stor

bjørn stå lige ved siden af ham. Der var ikke tid til at flygte bort

med drengen, så han placerede drengen foran sig og vendte sig om.

Bjørnen rejste sig for at slå ham. Han vendte ryggen til bjørnen.

Bjørnen slog Allunnguaq, uden at der skete noget med ham, hvorimod

bjørnen faldt bagover, hvorefter Allunnguaq slap drengen og gik hen

til bjørnen. Han greb bjørnen og slyngede den imod jorden, så de store

hofteskåle blev revet over. Hans kone flåede bjørnen og kogte kødet;

og da kødet var kogt, gik hun ud og råbte ud i det blå: "Jeg skal be'

mændene om at komme og spise kød." Under måltidet sagde Allunnguaqs

kone: "I tror måske, at bjørnen var fanget med redskaber. Det er én, som Allunnguaq har dræbt ved at slynge den mod jorden. Da Allunnguaq i

sin tid friede til mig, strittede jeg imod. End ikke spjætte, kunne

jeg. Hverken mine fødder eller hoved kunne rokkes. Slut.

 

Var.: Allunnguaq. Arons version ligner denne meget.

Allunnguaq er et hyppigt navn på en initiativrig helt i forskellige fortællinger.

 

Kommentar: Det må i anden omgang være sydlændingen, der har helt hvide skindklæder på.

Attuagarkut / Timersuarmik

Print
Dokument id:529
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Attuagarkut / Timersuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 216h - 224v, nr. 346
Lokalisering:Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Fyldig oversættelse i Rink 1866 - 71 (1866-71), I, nr. 117, ss. 316 - 318.

 

Resumé: se nederst.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Noget til læsning / Fortælling om Timersuaq

 

Han boede i Alluitsoq (Lichtenau) og var medlem af den herrnhutiske

menighed. Han giftede sig med en af dem, der var kiffakker hos de

hvide (missionærene). Konen fødte flere børn, men de døde altid.

Manden, der meget gerne ville have børn, spekulerede i den grad, at

han til sidst kunne se det, der var skjult. Han kom til at vide noget

om andre mennesker, som han end ikke havde kunnet forestille sig

(sujuneqanngisani ?). Således fik han kendskab til, at hans lillebrors kone var sin mand utro. Det fortalte han sin lillebror, og lillebroderen pryglede sin kone og sendte hende bort, så hun kunne leve som fjeldgænger (qivittoq).

 

Da hun var gået sin vej, tog Timi ud for

at lede efter hende, for det var jo hans skyld, at hun var gået bort.

Han fandt hende hurtigt; men han kunne ikke få hende til at tage hjem.

Han var nødt til at følge hende. De tog af sted den 5. marts. Da det

blev dårligt vejr, og det begyndte at sne, satte de sig ved siden af

hinanden. De faldt i søvn, og da de vågnede, var de under sneen. De

rejste sig flere gange og rystede sneen af sig; men hver gang satte de

sig ned igen og sov videre. På den måde sov de i fem dage. Den sjette

dag vågnede de og var ikke længere søvnige. De tog af sted. De mødte

et og andet. Blandt andet tornit (indlandskæmper) og fjeldgængere. Så

mødte de to dværge - en gråhåret og en ung. Den gråhårede talte ikke,

men den unge var meget snakkesalig. Han begyndte at fortælle:

 

"I har hørt historien om kæmpen Aqissiaq. Da de havde trukket (hvalen ?) op,

ville han have sin fangstpart, og han løb af sted." Han pegede på det

område, hvor Aqissiaq løb. Mens han endnu fortalte, satte en

snespurv sig oven på en sten lige ud for dem. Dværgen rodede

efter noget i kamikkanten og trak en lille sort genstand frem.

Med den pegede han på snespurven, og den faldt død om. Han vendte sig

om til store Timi og sagde: "Hent den og kig på den." Timi undersøgte

den, men fandt ikke noget sår. Dværgen sagde: "Flå den og

åbn den." Timi kunne stadig ikke se noget særligt, men dværgen sagde:

"Se efter dens hjerte." Det gjorde Timi og opdagede i hjertet et

lille sår - som et stik af en knappenål. Timi tilbød at bytte

dværgens redskab med en bøsse; men dværgen sagde: "Jeg vil nødig af

med det." Det vil sige: "Jeg ville måske give dig det, hvis du ikke

skal tilbage til menigheden. Men du skal jo tilbage; og når du efter

at være vendt tilbage bliver gal, kan du nemt dræbe en med det; jeg

vil ikke gå med dårlig samvittighed af den grund." Så sagde dværgen

igen: "Tag og besøg os."

 

De fulgte efter dværgen og kom til huset,

der var skinnende rent. Timi plejede ellers ikke at genere sig for at

komme ind i hvide folks huse, men her generede han sig. Han kiggede ind i huset, men opgav at gå ind. De vandrede videre tværs over indlandsisen til

Østgrønland. Da de kom ned til kysten, så de to huse - det ene med

fire vinduer og det andet med et vindue. De gik hen til det store. De

undersøgte møddingen og fandt menneskeknogler. I møddingen til det

andet hus fandt de knogler af små sæler. De vidste ikke, hvordan disse

mennesker var - om de sammen spiste mennesker (?). Men de blev urolige

og vendte om over indlandsisen. De kom til et sted, hvor der var land

(nunalinut?). Så blev han søvnig - første gang, efter han (igen?) havde

sovet fem dage og fem nætter (i træk ?).

 

Han faldt i søvn og drømte,

at en rar lille europæisk mand kom hen til ham. I følgeskab med ham

begav han sig på vandring. Mens han gik dér og fulgte efter ham, gik

det op for ham, at de hævede sig op fra land. Undervejs så han nogen,

der sloges. Da de fjernede sig fra dem, så han nogen der vaskede

(irusisut). De gik videre, og han så et menneske, der sad ned. På

venstre side af ham var der en stor sæk / pose , der bulede ud her og

der. Ledsageren vendte sig imod ham og sagde: "Ved du, hvorfor det er

sådan? - og svarede så selv: "Det er fordi, han levede letsindigt,

mens han var på jorden, og det, han stjal, puttede han i sækken. Sådan vil

han vente på verdens undergang. De gik videre. Så fik han øje på en

mand i luften. Han sad på noget, der lignede et bræt, som vippede

voldsomt. Når brættet vippede til den ene side, var han lige ved at

falde af - og det samme, når vippen hældede til den anden side, og han

var meget snavset omkring munden. Den anden vendte sig imod ham og

spurgte: "Kan du klare, hvad dette betyder?" "Nej; svarede Timi;

og den anden fortsatte: "Det er Elias fra omegnen af Alluitsoq. Han

var medhjælper i kirken. Han blev tosset og beskyldte sin lille søn

for noget. Så bed han hans ringefinger af og spiste den, hvorefter han

dræbte drengen og puttede ham ind i en rævefælde. Derfor vil han være

sådan til verdens undergang. Da de gik derfra, kom de til et sted, som

lignede ler, og som bulede ud hist og her. Somme tider så de nogle

hænder stikke frem. Så hørte de nogen sige: "Det var en stor skam, at

jeg opførte mig så skidt, den gang jeg var på jorden." Den anden

vendte sig imod Timi og sagde: "Har du nogen mening om, hvordan dette

skal forstås?" Han svarede: "Nej." Den anden fortsatte: "Det er fordi

de har opført sig meget dårligt, mens de levede på jorden. Sådan

skal de befinde sig lige til jordens undergang." De forlod dem og fik

øje på en stor kløft med en masse mennesker, der tyggede på deres

tunger. Den anden sagde: "De har det sådan, fordi de har opført sig

skidt, mens de levede. De vil pines indtil verdens ende (utydeligt

skrevet CB)." De forlod dem og fik øje på et meget, meget stort hus.

De gik derind og befandt sig i et stort rum. Der var skrevet på

væggene hele vejen rundt. På venstre side var der skrevet med store

bogstaver og på højre side med meget små bogstaver. Ledsageren sagde:

"Har du nogen mening om, hvordan disse skal forstås?" Timi svarede:

"Nej." Så sagde den anden: "De store til venstre handler om de

ugudeliges gerninger. De små handler om de helliges gerninger." Med de

ord, bad han så Timi kigge ind gennem en snæver indgang. Han kiggede

ind og så nogle, der var skinnende hvide og andre, der nok var

hvide men mere grålige, med en anderledes ansigtskulør.

Ledsageren fortsatte: "Dem er der sørget alt for meget over (deres døde)

(aliagivadlâqat). Når du kommer tilbage til menigheden, skal du

sige, at de ikke må være for bedrøvede, for så skader de deres

døde (illanguatik pinerdlukusersortarpait ?)."

Nu var han på vej tilbage til sit legeme. Hans ledsager, en sølle

kone, ville forlade ham; men først tog hun hans puls. Når hun kunne

mærke pulsen på hans hoved, blev hun hos ham. Mens hun endnu

var hos ham, begyndte han at trække vejret. Langt om længe var han ved

at blive vågen. Timi ville gerne hjem, men det modsatte den stakkels

kone sig. Han forsøgte at overtale hende til det, men da hun fortsat

ikke ville, sagde han til hende, at han ville knuse hendes knogler,

hvis hun blev ved med at modsætte sig. Efter denne trussel gik de

hjemad og nåede tilbage d. 29. september. Kvinden gik som sagt

hjemmefra d. 5. marts. Da kvinden endnu engang gik sin vej, opgav Timi

at prøve på at få hende hjem igen.

Resumé af Rinks resumé: Timi ved Lichtenau bliver gift med en af qallunaats tjenestepiger, men da de børn hun får, alle dør som små, blir Timi halvgal, mister sin skygge, ligger i med sin broderkone, der tæves af sin mand og går qivittoq d. 4. marts. Timi følger efter, kan ikke overtale hende til at vende hjem, følges så med hende. Under et langvarigt snevejr sover og vågner de fem gange begravede i sne, og blir så helt årvågne. De møder andre qivittut, indlandsboere og så to bjergtrolde, en gammel, der ikke kan tale, og en ung, der er meddelsom. Han viser dem stedet, hvor Aqissiaq trak hvalen op i fjorden, og hvordan den lille sorte tingest, bjergtrolden har, kan dræbe en snespurv uden at efterlade andet end et nålestik i hjertet. Han vil ikke gi' T. våbnet, det kan blive for farligt, hvis T. blir tosset. Han inviterer dem hjem, hvor der er renere end i de hvides huse. T. går med kvinden over isen til Østgrønland, hvor eet hus har menneskeknogler i møddingen, et andet sælknogler, men af skræk for, at husene måske alligevel har spist mennesker sammen, vender de om og går tilbage, hvor Timi sover i fem døgn, bliver rigtig søvnig og drømmer, at en qallunaaq viser ham forskellige syndere, der afventer dommedag. Nogle slås; een har en pose med noget levende i (tyvegods); en er snavset i ansigtet og svæver på et brædt i luften (blev tosset, bed lillefingeren af sin søn, dræbte ham og puttede ham i en rævefælde); nogle sidder fast i noget ler (har syndet); nogle tygger på deres tunge (ditto); i et hus står onde gerninger skrevet på væggen med store bogstaver og gode med små ("skriften på væggen", BS), og gennem en snæver åbning ("nåleøjet", BS) ses hvide skikkelser. Men nogle er mørke i ansigtet af sorg, fordi deres efterladte græder for meget over dem. Timi vågner op, overtaler kvinden til at følge med hjem d. 29 september, men da hun senere igen går qivittoq, opgiver man hende.

 

Hist.: Historisk kerne: En noget mere prosaisk kortfattet version, dvs. dog kun om noget af baggrunden for Timi og broderkonens udflugt er meddelt af Motzfeldt: Om hexeri, Rink 202 1008.

 

Herrnhutisk påvirkning. De døde syndere pines indtil dommedag (og måske efter), og befinder sig i samme verden som ånderacerne. Bemærk de to overgange på fem dage og angsten for østgrønlændernes kannibalisme (Vestgrl. syn på Østgrl.). Vestgrønlænderes forestilling om østgrønlændere som menneskeædere er af ældre dato og dokumenteret i Egedernes dagbøger.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd

Print
Dokument id:1020
Registreringsår:19021933
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 5
Fortæller:Petrussen, Niels
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:
Titel:Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 6 - 7
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der rejste endnu engang sydlændinge nordover. Langt op mod nord kom de til en boplads, hvor de agtede at overvintre. Nogen tid efter de havde slået lejr, kom der besked om, at man næste dag ville udfordre dem til konkurrence i brydning. Som ventet fik de næste dag at vide, at nu skulle det ske. De gik op til et sted ovenfor husene og begyndte konkurrencen. Da den havde stået på et stykke tid, stod det klart, at ingen kunne klare sig imod nordgrønlændernes stærke mand. Han havde efter tur kastet samtlige sydlændinge hen ad jorden.
(Hvis "kujatânut" er en fejlskrift af "kujatâmiut") De begav sig ned til bopladsen, idet de hele tiden sagde: "Deres telte, deres telte!" Undervejs ned lød det fra en af sydlændingene: "I har ikke overvundet dem alle sammen." Nordgrønlændernes stærke mand vendte ansigtet og så, at de skubbede en sølle ung mand, hvis ene arm var trukket op i ærmet, hen imod ham med ordene: "Han dér skal brydes med ham." Tænk at de udpegede én, som de næppe selv regnede for noget! Den der skubbede den unge mand frem, sagde: "Lad manden, som ingen kan måle sig med, brydes med ham." Da den unge mand var blevet skubbet helt frem, stak den stærke mand sin venstre hånd i lommen, så den var skjult helt op til under armen.Han begyndte, med bare sin højre arm, at brydes med den unge mand. Men da han ikke kunne klare ham, måtte han trække den anden arm op. Midt i opgøret trak den unge mand hovedet ned mellem skuldrene, tog den anden omkring livet, løftede ham op og kastede ham hen ad jorden. Hans fæller begav sig ned og sagde hele tiden: "Deres telte, deres telte!" Idet de begyndte at gå, hørte man nogen sige noget. Han (Nordgrønlænderen ?) vendte hovedet imod lyden og så en lille kælling med oprullede ærmer vise sine arme frem, idet hun hele tiden sagde:"Den kære unge mand har jeg båret på ryggen" (mens mine små underarme "qaumaivdlugit?) Minsandten om ikke den unge mand var denne kvindes søn. Så vandt sydlændingene altså.

Hist.: Vedr. disse rejser søg på sydlænding; sydlændinge

Avangnânigûngma turâmalernjoq Kanajermijit pigsaitâunik

Print
Dokument id:456
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Mathiassen, Josef
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Avangnânigûngma turâmalernjoq Kanajermijit pigsaitâunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 16 - 17
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Morderen i Sydgrønland (opr. ingen titel; 1. linje angivet som titel ovf.)

 

De, der boede nordpå, havde hørt om den stærke mand i

Kanajormiut. En af dem sagde: "Jeg kunne godt tænke mig at tage

sydover for at se den stærke mand i Kanajormiut. Han tog afsted.

De andre ventede, at han skulle komme tilbage, men han viste sig

aldrig igen. Så sagde én af dem: "Jeg vil også sydover for at se!"

Også ham ventede de skulle komme hjem; men også han udeblev. Da de på

denne måde var ved at blive udryddede, tog en af dem afsted for at

undersøge hvor de andre var blevet af. Han kom til at sted lidt nord

for sydlændingenes boplads. Man fortæller, at der var en lille høj

lidt nord for deres boplads.

 

Da han kunne se den lille høj, så han et menneske deroppe. I det

samme han fik øje på ham, fik mennesket (på højen) travlt og

forsvandt. Han var kun væk et øjeblik, så viste han sig i kajak. Han

nærmede sig, idet han under vejs kastede til måls med både sit

blærespyd og sin fuglepil. Han roede hen til nordlændingen og stak sin

kajakåre skråt ind under tværremmen foran ham. Da sagde nordlændingen:

"Mon der er (sorte)bær her i området?" For så ville han ind og spise

bær. Det bifaldt den anden. De roede til land, kom op af kajakken og

begav sig op.

 

De gik og spiste bær; og nordlændingen kunne gennem armhulen se, at

den anden hele tiden fulgte efter ham. Og han kunne gennem armhulen se

at den anden ligesom pønsede på noget. Nordlændingen var hele tiden på

udkig efter en udtørret sø. Da han endelig fik øje på en, gik han ud i

den og forsvandt ned i den. Så gav han sig til at stikke sydlændingen

i sålerne nedefra med sin kniv. Så såre han stak ham i den ene sål,

løftede sydlændingen det andet ben. Så stak han ham i den anden sål.

Han forsøgte at flygte; men den anden fulgte med ned under ham.

Til sidst satte han sig ned på jorden. Da han satte sig, stak han ham

i den ene balle; og straks hældede han til den anden side. Så stak han

ham i den anden. Til sidst kom han til at trille rundt hele tiden. Han

fortsatte med at stikke ham, lige til han døde. Han parterede hans

legeme og smed stykkerne ud.

 

Det viste sig, at denne stærke mand fra Kanajormiut havde holdt øje

med de øvrige mange fangere fra højen og dræbt dem, den ene efter den

anden. Da nordlændingen havde dræbt den stærke mand, var der ikke

længere noget at være bange for. Manden rejste tilbage mod nord og tog

aldrig mere sydover.

 

Var.: Nord- og Sydboerne Nikolai (hvor det er sydlændingen, der overvinder nordlændingen).

avdla / Anden fortælling om qivittut

Print
Dokument id:829
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:avdla / Anden fortælling om qivittut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Anden qivittoq - fortælling.

Der var engang en mand, der var gift med en sur kvinde. Hun var altid

gnaven på sin mand. Når hun ordnede hans

kamikker, stak hun synåle i kamikhøet for at gøre det rigtig

smertefuldt for ham at gå. Langt om længe blev manden fornærmet og

tog bort for at leve som qivittoq. Men det varede ikke længe, så

fortrød han det bitterligt, og ville vende tilbage.

Der skete så det, at folk på en anden boplads begyndte at mærke

noget usædvanligt. Det spøgte. En aften sad en kvinde og syede, og da

de andre var gået i seng, ville hun ud for at besørge.

På vej ud hørte hun støj i retning af kogerummet, og

efter lyden at dømme forplantede støjen sig længere ind i gangen. Hun

vendte tilbage ind i huset og fik fat i en fakkel, hvorefter hun gik

ud igen for at finde ud af, hvad det var for noget. Hun fik øje på en

mand med ryggen til. Han havde bukser af sortsideskind, behængt med

istapper, og de så meget uhyggelige ud. Da hun så dette, gik hun

ind igen efter hjælp. Da kvinden kom ind, gav husherren sig

til at skælde hende ud og bebrejde hende, fordi hun vendte tilbage. I

det samme hørte man et vældigt rabalder. Det var manden, der var på

vej ud af husgangen og væltede bøsserne. Da det blev sommer, forsvandt der et dyr (nerssutâtâ, hans (hus)dyr),

der tilhørte manden, som skældte ud. Det var så qivittoq'en, der havde

hævnet sig på manden ved at spærre dyret inde i en klipperevne.

Det fortalte qivittoq'en senere, da han traf nogen. Han fortalte, at

han havde forsøgt at vende tilbage, inden han blev ødelagt; men nu,

var der ikke længere grund til at vende tilbage; han måtte arbejde på

at ødelægge sig selv. Flere gange mistede han bevidstheden af sult og

tørst og af at fryse så voldsomt. Til sidst vænnede han sig til det.

Han var nu i stand til at klare hvad som helst.

 

Hist.: Det lykkedes enkelte qivittut at vende tilbage: se fx. Saalla og andre qivittoq-historier.

Udskælderens dyr må have været tamdyr, får, måske eller geder eller køer, som herrnhuterne i det sydligste Grønland holdt i mindre tal. Fårehold blev først et grønlandsk erhverv fra 1915.

avdla oqalugtuaq

Print
Dokument id:184
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:avdla oqalugtuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 199 - 200, nr. 80
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en rensdyrjæger. (Orig. overskrift: En anden historie).

En mand var ude på rensdyrjagt og gik opad en skråning. Han fik øje på nogle

sælknogler; en loppe sprang forbi ham. Han så også et hvalkranium. Da han gik

videre, hørte han nogen sige: "Kom indenfor." Inde i huset sad der imod

vinduespartiet lutter sorte og imod bagsiden lutter blå mennesker. En af dem ved vinduespartiet ville nu handle: "Vi vil gene købe maver af dem, I fanger,"

(Silaminattaqs maver/ bugskind). "Mener du maver af Silaminattaq?", "Ja, skind

(maver) af dyr."

En af dem inde i huset, en pige ved navn Maagina, lå på briksen og sov med

hovdet imod bagvæggen. En af dem sagde: "Maagina vil som sædvanlig sove." Det viste sig, at hun i søvne syede en lap på rensdyrjægerens kamiksål.

 

Var.: En temmelig uklar fortælling, hvor et rigigt menneske besøger visse dyr, som han aftaler en udveksling med. Se: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse.

avdla oqalugtuaq / Meqqusalik / Meqqusaalik

Print
Dokument id:147
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4´
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:avdla oqalugtuaq / Meqqusalik / Meqqusaalik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 100, nr. 38
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.

 

Oversættelse i resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Meqqusaalik (opr. uden overskrift).

Meqqusaalik rejste nordpå. Undervejs så han en konebåd sejle ud fra næsset ved

Uummannaq på vej til Akilineq (det nordøstlige Canada, Baffinland). Meqqusaalik slog følgeskab med dem. Da det begyndte at blæse, dykkede de Meqqusaalik ned og roede under vandet. Inden de nåede frem til bestemmelsesstedet, drejede de nordover. I Ikamiut var der mennesker med store maver, der udelukkende levede af suppe. Når de blev mætte, plejede de at sige: "En smule udenom." ("avuunakanneq" har jeg i denne forbindelse svært ved at finde mening ud af - Chr.B.)

 

Var.: Ikke i denne bases fortællinger.

I forskellige fortællinger optræder en Meqqusaalik el. Meqqisaalik som hovedperson, biperson el. et uhyre, der er stærkt behåret som navnet betyder.

 

Var.: til folket uden rumpehul: Nukariit avittut; Uluaa-boen; Den blinde, som fik sit syn igen nr. 8; Hvorledes narhvalen blev til; Tutigaq.

 

Kommentar: Denne fortælling er ligesom de foregående numre i Rink 2488, II, resumeret af CB på et tidspunkt, hvor vi endnu ikke havde valgt at bringe komplette oversættelser, BS. Måske er forløbet klarere i sin fulde ordlyd. Det er øjensynligt en rejsemyte til fjerne egne med underlige mennesker.

Avgup tigussavarqajarnera

Print
Dokument id:1811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Avgup tigussavarqajarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 55
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 375: "Dengang

åndemaneren Avggo ..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dengang da Aggu / Akku nær var blevet taget.

Aggu fulgte engang en konebåd et stykke på vej nordover. Han ledsagede

dem til Avalineq. Først da han nåede til et bredt sund, forlod han dem

og tog af sted sydover. Han roede sydover i ro og mag uden at ane

uråd. Han var kommet ret langt sydover, da han opdagede, at der kom en

konebåd bagfra; det var noget, han ventede  mindst af alt. Han

sagtnede farten og ventede på den (âsît qasisêrtaugagssat

iluatigalugit - Måske: for det ville jo være rart med følgeskab). Han kiggede på

konebåden og fandt, at der var noget ejendommeligt ved, at de roede

så langsomt. Når de tog et åretag, varede det længe, før det næste

kom. Det gik også op for ham, at konebåden ikke lavede nogen krusning

på havoverfladen. Da han blev klar over, at det drejede sig om en

ikke helt almindelig konebåd, fik han travlt med at ro imod land; og

straks begyndte han at kalde på sine hjælpeånder. Mens han endnu

roede (imod land), kom to kajakmænd hen til ham. Da kajakmændene

opdagede ham, fik de fart på. Han nåede til land, lige

før de indhentede ham. Han skyndte sig at trække sin kajak op på

land, stillede den på tværs, lod sig falde ned bag ved den og lagde

sig ned. Alle hans hjælpeånder kom hen til ham. Konebåden havde en

styrer og tre roere; og midt i konebåden var der en tiggak (en

hansæl) qârarsiúminik isulersimasoq (?), som var skåret over, og som

ikke var gammel (eller: som var frisk).

 

Styreren undersøgte landsiden og trak båden imod stranden ved hjælp af

en bådshage for at gå i land og snuppe ham. Lige da

konebåden skulle til at lægge til, stillede Aggus hjælpeånd Ukuana sig

mellem konebåden og stranden; og straks fik han fat på konebådens

ræling (umiavdlo qulâ) og skubbede båden, så den gled langt ud.

Styreren fik hurtigt fat i bådshagen og ville trække båden imod land;

men hver gang skubbede Ukuana båden ud. Dette gentog sig mange gange,

og det tog lang tid, men Aggus hjælpeånder magtede ikke at få

båden væk. Aggu blev bange, og han kom i tanker om, at han også havde

en hjælpeånd, som hed Pamialaaq, der havde en nápalikitsoq (? en

falk, som hjælpeånd). Han gav sig til at lokke den til sig. Han

måtte vente længe; og han var ved at blive utålmodig, da den viste

sig sydfra fra den anden side af et lille næs. Aggu mente bestemt, at

det måtte være Pamialaaq. Han kunne genkende den ved dens måde at ro

på. Da han nærmede sig, fløj dens falk op fra kajakstolen. Den fløj lige hen

over vandoverfladen. Den så så lille ud, at den lignede en vandrefalk;

men den blev større, efterhånden som den nærmede sig konebåden, og den

blev til sidst ganske stor. Den fløj direkte imod konebåden forfra

for at angribe den. Den fløj op henover konebåden, uden at styreren

opdagede den; og den ramte styreren isuatigut (yderst ?) ganske svagt med

brystbenet, så han var lige ved at falde bagover i vandet. Med nød og næppe kom han på højkant igen. Og dårligt var han oppe, så ramte den ham bagfra; så han søgte tilflugt ned i konebåden (altså: fra den udsatte plads, hvor styreren sad, til midten af konebåden). Under disse forsøg på angreb gjorde styreren sig klar til modangreb. Han var klar til at slå fuglen, da den kom forfra; men idet

fuglen drejede vingerne på langs, ramte han den ikke. Da den kom

bagfra, forsøgte han at slå den bagud, men heller ikke denne gang

ramte han. Han gjorde mange ihærdige forsøg, men forgæves. Så sagde hjælpeånden, der ejede denne falk: "Jeg har ellers stukket ham, fordi jeg var så vred på ham (Aggu); men nu hjælper jeg ham fordi han trænger til hjælp."

 

Det lykkedes ikke styreren at få ram på fuglen; og idet han fik

konebåden fra land, sagde han: "Han er vist ikke noget helt

almindeligt menneske. Nu opgiver jeg." Så tog de af sted; og de roede

så hurtigt, at stævnen af konebåden kom til at ligge dybt i vandet.

Idet konebåden tog af sted, begyndte hjælpeånderne at

qasisertâlerpait (få nok af dem/tage hjem igen).

Men falken fulgte hele tiden konebåden tæt, mens man roede imod

syd. Da konebåden var nået omkring næsset,

hørte man nogen briste i gråd. Efterhånden som

båden kom længere væk, hørte man grådanfaldene tiere og tiere. Til

sidst kom båden så langt væk, at den ikke sås længere; hermed

forsvandt også gråden. Det viste sig, at falken

havde revet konebådens betræk i stykker.

 

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 var fra Sermiligaaq og Ammassaliks store åndemaner, mens Holms konebådsekspedition overvintrede der i 1884-85.

Der er en fortælling hos Jens Rosing 1963 om en seance, hvor en af Maratsis hjælpeånder er blevet sur og angriber ham: Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik. Måske det samme fortaltes om Aggu.

Avungnalerângarta / Avunnaleraangarta

Print
Dokument id:584
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Avungnalerângarta / Avunnaleraangarta
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 side, nr. 81
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Når vi skulle nordpå / sydpå (?).

Vi plejede at have hende som roer, ingen andre, fordi hun var så god

til at ro. Hver gang hun tog et åretag, flyttede hun til toften

bagved. Når hun, siddende på den forreste tofte, tog et åretag,

flyttede hun til toften bagved. Når hun så tog det næste åretag,

flyttede hun igen til toften bagved, og næste gang til den sidste

tofte. Når hun så tog et åretag fra den sidste tofte, faldt hun ned i

vandet.

 

Kommentar: Måske en leg, der her beskrives.

Barselskvinden

Print
Dokument id:96
Registreringsår:1823
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Barselskvinden
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 123 - 124, nr. 30
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Ældste afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, VI, ss. 84h - 85h.

 

Seminarieelevs afskrift af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, II, nr. 1, ss. 1 - 4.

 

Engelsk oversættelse: Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 39, pp. 258 - 259: The Child Monster.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En kvinde føder et uhyre, der forfølger de rædselsslagne og flygtende beboere. Utysket dræber først sin mor, som den bringer ud med udslået hår, dernæst de øvrige beboere i to omgange. Tre forældreløse, en pige og to yngre drenge, undslipper dog, fordi de har gemt sig i forrådsskuret, som uhyret øjensynligt ikke kan trænge ind i. De flygter ind i landet og søger to gange ophold hos folk, der planlægger at dræbe dem, fordi de tror, at børnene selv har dræbt alle deres fæller. Begge gange undslipper børnene, og anden gang dræber pigen alle beboerne ved at slå sin brors kamik mod deres indgang. De møder en stor mand (kæmpe? el.qivittoq?) med et halvt rensdyr på nakken og følger med til hans hus, der er rigt beklædt med renskind indvendigt. Da de er blevet bespist med renkød siger pigen: Renkød smager dejligt - men hvad bliver det bedre af? - af at blandes med ryper.

Afsted, afsted efter dem! Børnene farer ud, hvor der høres vingeslag, og ind kommer de med mange ryper. Med samme ordveksel fanger de derefter først harer, så serlernat-unger (en fugleart?). Men da de vil i lag med store eller voksne serlernat, bliver den store mand betænkelig. De står ude på næsset og fanger sæler. Dem har han respekt for. De går derud, bliver bange og flygter, men den yngste bror bliver dræbt og ædt. Da nærmer pigen sig og dræber fuglen med sin kamik, skærer bugen op, sorterer sin brors ben ud fra indholdet af sælben, putter dem i en pose på ryggen, og undervejs hjem bliver lillebroderen levende igen.

 

Var.: søg på: anngiaq; se Rasmussen ndf.

 

Kommentar: En fortælling, der er vanskelig at tyde i Steenholdts håndskrift. Rink mener, at det kan være en børnefortælling. Det er muligt, men der findes en østgrønlandsk variant, der ikke specielt virker som en sådan:

Rasmussen 1921-25, I: Aapapaaq, ss. 324 - 328.

Bemærk rygposens genoplivende virkning. Den er en slags pooq, der i åndesproget betyder "moder"

Besøg hos måge og ravn i menneskeskikkelse (opr. uden titel)

Print
Dokument id:463
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Klemmens (Kleeman ?)
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Besøg hos måge og ravn i menneskeskikkelse (opr. uden titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 36
Lokalisering:Qeqertarsuaq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En kajakmand på besøgsrejse gik ind i et hus hvor der i

den ene ende var én, der var helt brun, og i den anden ende én der var

sort. Det viste sig at det var en måge og en ravn.

Den ene af beboerne sagde: "Gå ud og hent ammassætter!" Da denne kom

ind med dem satte han dem frem. Mågen hviskede til gæsten: "Sikke

noget buskads at byde dig". Gæsten spiste kun lidt og holdt op. Den

sorte (ravnen) sagde noget. Han serverede noget ørred oven på noget,

der smagte af fiskeslim. De bød ham på laks. "Jeg vil spise laks på

den anden side af den store elv med lystrene hængende oppe," sagde

han. Værten kiggede ind under briksen med korte mellemrum. Så kom der

et menneskelignende væsen frem og sagde: "Det er første gang jeg ser

ham. Ja, jeg har just lige set ham". Det (væsenet) bestilte ikke andet

end at dreje rundt på gulvet. Den sorte kiggede ud af vinduet og

sagde: "Ningaaviarsuk ("ningaaq=svigersøn/svoger. En slags

svigersøn/svoger- eller: måske et navn på en person?) har fanget en

"kalungmeq"(?) Jeg skulle sige, at I skal ud og hjælpe med at slæbe

det (hen over land)." Da de havde slæbt det, gik han (gæsten) sin vej

og siden gentog han ikke sit besøg. Det var en måge og en ravn i

menneskeskikkelse.

 

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

 

Tolkning: Flere replikker er temmelig uforståelige - måske en slags åndesprog? Væsenet, der kommer ud og snurrer rundt svarer muligvis til et afsnit fra Klemmens

fortælling nr. 14, hvor både ungkarlen og den tossede sorte sjæl drejer rundt.

Broderens hævn over kanofolket

Print
Dokument id:112
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Broderens hævn over kanofolket
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:99 - 101
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 14h - 15h, der er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen.

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 100 - 102: Umiarissanik akiniaaneq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 109, af Kreutzmanns 1. version, der er gået tabt i original. Afskriften er oversat af Chr. Berthelsen til denne registrant.

Afskrift af 2. gennemskrivning: NKS 2488, II, nr. 209.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Resumé:

To brødre bosætter sig overfor hinanden på hver side af en fjord. Broderen på skyggesiden har sin mor som husholderske. En aften hun er ude og besørge overværer hun i skjul en konebåd ankomme i fuld fart, mænd der løber ind huset og senere ned igen, hvor de springer i havet som sæler og svømmer bort. De har dræbt alle i huset. Den stakkels morlil tør ikke gå ind og løber i husbukser hele vejen til den anden søn, der først vil slå hende ihjel, men så får fat i en angakok / angakkoq / åndemaner, der sporer morderne til indlandsisen. Sammen tager de derind, møder først en enøjet kæmpe, der intet ved, så det er "dem der blinker lodret" (tukimut uisorisartut), der er de skyldige. Disse overvindes i en kamp med bue, pil og lanse.

 

Var.: De to brødre. Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996;Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Kommentar: Folkene i konebåden (umiarissat), der forvandler sig til sæler oversættes til 'kanofolket', fordi udtrykket menes at have været brugt af inuit i Canada om indianeres birkebarkskanoer (Rink 1866-71, I:358, note 20, II:188). Beslægtede i mytologien er andre sælmennesker, der kaldes qajarissat. Deres kajakker er uden spids bagtil og giver måske klarere associationer til kanoer.

Åbenbart identificerer Kreutzmann umiarissat med iseqqat (ental: iseraq), der ligesom tukimut uisorisartut blinker lodret. Kleinschmidt har hørt, at isserqat (gl. retskrivning) er små smalle dværge, der kan gemme sig i jorden. Endelig undrer det, at sælmennesker skulle bo langt inde på indlandsisens nunatakker.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Blodhævn.

Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak

Print
Dokument id:1810
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider, nr. 54
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

(Kun titlen: Da Missuarniannga var med til at lave en tupilak, er tilføjet af Rasmussen på dansk. Resten er grønlandsk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Mens de som sædvanlig boede på Immikkoortoq, aborterede

Missuarnianngas mor.

I den anledning overholdt Mitsuarniannga / Missuarniannga

tabureglerne, selv om det virkede trættende på ham. En gang traf han

åndemaneren Uiaq. Denne sagde til ham: "Er du endnu ikke blevet træt

af at overholde taburegler. Vil du stadig ikke hævne al den

afholdenhed (du må lide under)?"

Missuarniannga svarede: "Jeg er nok træt, men jeg kan ikke finde ud

af, hvad jeg skal gøre ved det." Uiaq bemærkede dertil: "Hvad  med, at

du hjælper mig med at lave en tupilak ud af din mors abort?"

Mitsuarniannga var villig.

 

Dagen efter om morgenen, tog de hele aborten, som ellers var blevet

gravsat. De førte den til det sted, hvor man plejede at gravsætte de

døde på Immikkoortoq og gav sig til at ordne den; men de savnede et

bedre egnet sted, hvor de kunne lave en tupilak. Mendes de ledte efter

et bedre sted til formålet, fik de øje på to store sten, der lå

ganske tæt ved hinanden og en tredje sten, der lå et stykke fra de

andre. I det samme viste der sig to dværge, og Uiak gav sig til at

mane med dem (angákûsilerpoq). Under denne handling begyndte de at

puste til de store sten, og de tre store sten flyttede sig nu nærmere

til hinanden. Da de nærmede sig hinanden, satte Uiak sig ned

imellem dem; og idet stenene rørte ved Uiak, standsede de pludseligt.

Da sagde Uiak (til Mitsuarniannga): "Tag og

hent mig følgende, der skal bruges som ingredienser: En snespurv, der

er blevet rådden (marniliortoq, er betændt), en levende strandsneppe

(ryle) og et stykke sene af Peqqissorpiks fangst. Du skal gøre sådan her for at få fat på det stykke sene: Du skal tage din venstre

arm ud af ærmet. Så skal du råbe højt gennem ærmet af din anorak og

kalde på senen."

 

Efter denne besked fra manden, der ville lave en tupilak, gik han og var så heldig at finde (egentlig: møde, naapippaa) en

snespurv, som han tog op.  Han gik videre og så en strandsneppe, som

han også tog op. Så råbte han efter et stykke sene. Knap var han holdt

op med at råbe, så hørte han en stærk susen nærme sig ovre fra Immikkoortoq.

Da denne susen hen imod ham ham holdt op, mærkede han

et eller andet i sit ærme. Han fandt ud af, at det var et stykke sene.

De ting, han havde fået fat på, gav  han videre til Uiak. Uiak lagde

snespurvens vinger oven på spædbarnet og gav sig til at puste (der

står egentlig: de gav sig til at puste).

Midt mens han pustede, satte vingerne sig fast på spædbarnets

skuldre. Så fjernede han spædbarnets ben og satte strandsneppens ben

på det ved at puste til dem; og det stykke sene forsvandt (Jeg mener

der, står: morsoratánguarpoq) ned i ryggen af spædbarnet. Så var det arbejde gjort.

 

Så gik han i gang med at ville gøre tupilakken levende. Han mumlede i hast nogle trylleformularer, og straks blev den levende.

 

Og straks efter begyndte den at vræle som et spædbarn. Nu skulle han

til at sende den afsted. Tupilakken bevægede sig væk fra det

sted, hvor den havde været. Den bevægede sig nedad, og derfra fløj

den; og siden så man ikke mere til den.

 

Efter denne hændelse var han (formentlig Missuarniannga) engang ude på

fangst. Han fangede ikke noget og tog ind mod land. Da han

var gået i land, gik han rundt og ledte efter noget, han kunne

beskæftige sig med (pínguagsangminik, noget han kunne lege med).

Han fik øje på en lille gråsisken. Det lykkedes ham at tage den

hvorefter han dræbte den. Da han havde dræbt den, forsynede han den

med ben bestående af nogle af de propper af træ, som han havde lavet -

beregnet til anbringelse i sælens sår. Så sendte han den af sted.

Efter at have gjort dette, tog han hjem.

 

Hist.: Historisk fortælling fra omkr. 1900.

Missuarnianngas søn, Kaarali Andreassen har tegnet denne tupilak. Se Ib Geertsen, 1990: Kârale Andreassen, En østgrønlandsk kunstner. Herning

De forladte børn

Print
Dokument id:166
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De forladte børn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 176 - 177, nr. 64
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

To små forældreløse (opr. uden overskrift).

Da beboerne på en boplads tog af sted efterlod de to forældreløse - en dreng og en pige - på stedet, idet de syntes, at det var for stor en belastning at have de to på kost. De to forældreløse indrettede sig i et hjørne i huset. Deres indretning lignede nærmest det, der bliver lavet af en hund, der skal føde. Som forråd samlede de noget blæretang, som de lagde i forrådskammeret.

 

Da de to forældreløse kun havde ganske lidt spæk tilbage, skete det, at

storesøsteren hørte det støje uden for om natten. Hun vækkede sin lillebror, der

kom ud for at se, hvad der foregik derude. Han fandt en død rype oven på

husgangen. Da rypen var spist, hørte storesøsteren igen støj udenfor. Denne gang

var det en edderfugl, der var blevet lagt ovenpå husgangen. Støjen gentog sig med

mellemrum, og der var gevinst hver gang - en netside, en sortside, en remmesæl og

til sidst en hvidhval.

 

Om foråret kom de tidligere beboere tilbage, og de blev meget overrasket over at se, at de to forældreløse fortsat var i live. De spurgte, hvordan de havde båret sig ad med at få noget at spise. De fortalte, at de udelukkende levede af blæretang.

Det troede de ikke på og begyndte at undersøge forrådskammeret. De rodede nede i

bunken af blæretang, men fandt ikke andet. Hvis de havde gravet lidt

længere ned, havde de fundet mattak fra hvidhvalen. De tog af sted igen.

 

Var. Kragh nr. 61. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne med fangstgaver "udefra" eller fangst i huset er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger om børn og kvinder, der efterlades uden forsørger, og dele af andre fortællinger:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

De to piger

Print
Dokument id:157
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De to piger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 147 - 148, nr. 48
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 11 ss. 75 har Rink sammenstykket 2 varianter, denne plus en fra Labrador (ikke registeret i denne base). Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 8, ss. 126 - 128: A Tale about two Girls.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To piger, der legede (Orig. uden overskrift).

En stor måge fløj hen over to piger, der legede. Den ene af pigerne sagde: "Den store måge er min mand." Den anden pige sagde: "Du kan vel nok sagtens." I det samme dukkede der en stor hval op lige ud for dem. Den pige, der ikke havde fået en mand, sagde: "Det er min mand." Sådan gik det til, at den store måge bortførte den ene af pigerne, og at den store hval dykkede ned i havet med den anden pige efter at have stoppet alle åbningerne til.

 

Den store måge satte pigen af på en afsats på et stejlt fjeld. Hvalen førte den

anden pige ud til en ø.

 

Pigen, der fik den store måge til mand, samlede sener, der var på vingerne af de

fugle, den store måge fangede, bandt dem sammen og flettede dem. Mens den

store måge var væk, firede hun senefletningen ned og konstaterede, at den nåede

helt ned til vandet. En dag så hun en kajakmand neden for afsatsen. Hun bad ham

sige til dem derhjemme, at de skulle hente hende. Det gjorde de, mens hendes

mand var ude at jage. Da den store måge kom hjem og opdagede, at pigen ikke var

der, fløj den til bopladsen og dalede ned hen over huset, hvor pigen boede. Den

blev ramt af en pil og blev dræbt.

 

Pigen, der blev gift med hvalen, så engang en kajakmand og bad ham sige til dem

derhjemme, at de skulle bygge en hurtiggående konebåd og hente hende. Hvalen

plejede at binde en line til hende, og den plejede at rykke i den, når den kom

hjem. Pigen bestilte ikke andet end at lyske hvalen. En dag blev pigen hentet,

mens hvalen var ude. Hvalen kom hjem og rykkede i linen, som den plejede; men

da der ikke blev reageret, gav den sig til at forfølge konebåden. Da hvalen var

kommet ganske tæt ved konebåden, trak pigen sin yderpels af og smed den ud til

hvalen, der gav sig til at bakse med den, og på den måde fik konebåden et

forspring. Næste gang hvalen nærmede sig, kastede pigen sin inderpels ud; og

næste gang igen kastede hun sine bukser ud. Konebåden og hvalen nåede stranden

samtidig. Den store hval løb op på stranden og blev til en sten.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.

 

Hist.: Fælles østeskimoisk myte

De to ungkarle og pigerne

Print
Dokument id:137
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:De to ungkarle og pigerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 72, nr. 29
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af en formentlig renskrift: NKS 2488, VI: 136v.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om en ungkarl og en gammel pebersvend (orig. uden overskrift).

Der var engang en stor ungkarl og en gammel pebersvend, som var gode venner

og roede i kajak sammen. En dag, de var ude i kajak, så de på den anden side af

et næs to huse - det øverste et langt hus og det nederste et kort hus. Da de gik i land, blev de modtaget af beboeren af det korte hus, der beværtede dem.

Bagefter gik de op til det lange hus, som viste sig at være beboet af lutter kvinder. Da de havde været der et stykke tid, trak alle pigerne bukserne

ned og angreb de to mænd. De væltede dem ned på gulvet og begyndte at glide

henover dem på den bare ende. Det lykkedes den store ungkarl at befri sig for

deres greb og skubbe dem væk fra sig. Da så han, at den gamle pebersvend var ved

at kvæles af pigerne, der skiftevis gled henover hans næse. Han trak ham udenfor

og rensede ham for alt det skidt, som pigerne havde påført ham. Han rettede sig

efterhånden. De gik ned til deres kajakker og vendte tilbage bevæbnet med lan-

ser. De gik ind i huset, men der var ikke et eneste menneske at se. Så opdagede

de, at en af gulvets stenfliser var løs i den ene ende. Det viste sig, at

pigerne havde skjulested under gulvet. De dræbte dem alle sammen med deres

lanser. Det blev pebersvendens sidste kajaktur på disse kanter.

Den enlige mand ved Ilulissat

Print
Dokument id:169
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den enlige mand ved Ilulissat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 174 - 175, nr. 63
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

 

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En Ilulissatbo (orig. uden overskrift).

Der boede en fanger i Ilulissat med sin kone og sine børn. En dag han var ude på fangst, så han en kajakmand, der var ved at gøre sin fangst klar til bugsering. Fangeren fra Ilulissat roede han til ham, men den fremmede flygtede. Den fremmede viste sig at være en fanger af ildfolket / innersuit. Ilulissatboen tog sælen, som den fremmede lod ligge, med hjem.

 

En anden dag var Ilulissatboen ude på fangst og harpunerede en hvidhval. Han

ville ro hen og dræbe hvalen med sin lanse. Så så han en kajakmand ro hen til

hvalen, harpunere og dræbe den med lansen. Ilulissatboen ville have hvalen,

som han jo havde harpuneret (først); men manden fra ildfolket fastholdt, at det var hans, eftersom det var ham, der dræbte den. Og det var tydeligvis en hævnakt

imod Ilulissatboen, der tog hans sæl med hjem. Det endte alligevel med, at

ildmanden / innersuaq gav sig. Han hjalp oven i købet Ilulissatboen med at slæbe

hvalen ind, men han forsvandt, lige før de nåede stranden.

 

En dag da Ilulissatboens kone var udenfor huset, så hun en stor hund. Hun gik

ind i huset og fortalte det til sin mand. Manden gik ud og dræbte hunden med sin

kniv. Dagen efter henimod aften var der én der råbte udefra og bad Ilulissatboen komme udenfor. Manden vidste med det samme, at det måtte være månemanden. Da

månemanden havde råbt flere gange, råbte manden ud: "Du derude, du irriterer mig."

Da månemanden råbte endnu engang, iførte Ilulissatboen sig sin pels, der var

lavet af fugleskind, og gik ud bevæbnet med en kniv. Allerede før han kom ud af

gangen, slog han på må og få efter månemanden for at stikke ham med kniven. Da

han kom ud af gangen, gik han hen til ham og forsøgte at stikke ham. Til sidst

begyndte månemanden at flygte, mens Ilulissatboen fortsat gjorde forsøg på at

stikke ham. Det blev han ved med, indtil han hævede sig op og forsvandt.

 

Året efter ved samme tid døde Ilulissatboen.

 

Var.: Den enlige mand ved Ilulissat; Manguaraq.

Kommentar: Fortællingens sidste episode kendes fra fx Manguaraq, der dræbte et af Månens fangstdyr og / eller hans hund, overvandt ham i slås- eller pralekamp og af den slagne månemand blev inviteret på besøg på månen. Han kommer tilbage i god behold. Den enlige Ilulissatmand inviteres ikke til månen og får øjensynligt taget sit liv af månemanden som hævn for sin sejr over innersuaq'en. Men det må være to fortællinger, der ikke helt sømløst er sat sammen. Ildfolkene, innersuit, der tiltrækker fangstdyr og er storfangere, lever ikke som Månen i himlen men under stranden, hvor innersuaq'en da også forsvinder fra Ilulissatmanden. Kampen med månemanden, der næsten kun kendes fra syd- og østgrønlandske versioner (søg: Manguaraq), etablerer en direkte forbindelse mellem innersuit og månemanden, der ikke er almindelig, men heller ikke urimelig, for så vidt som både ildfolk og måne lyser i mørke og trækker hhv. sødyr (og enlige kajakmænd) og havet (tidevandet) til sig med magnetisk styrke.

Den lille med endetarmen

Print
Dokument id:1467
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen, Louise
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den lille med endetarmen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 27 - 28
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Erdlualêk"

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 133 - 134: "Erdluaralik" / Erluaralik.

 

Resumé:

Denne lille mand inviteres gang på gang med ud på fangst af andre, men

får aldrig andet end et stykke endetarm som fangstpart, fordi han er

for langsom. Til slut hiver han alle sine indvolde ud, som han

placerer ovenpå kajakken. Hans kone koger dem og smager en bid. Da

siger han: "Det er sandt, jeg har en prop i enden", og falder død om

ned i husgangen. Konen tømmer rasende grydens indhold og al den

brændende lampeolie ud over liget, træder hen over det, og sammen med

sin tjenerinde tramper hun husgangen ned. De går over i et andet hus,

"og der blev de nok tjenerinder".

 

Var.: Iteqitilik; En rigtig lille forældreløs;

 

Kommentar: Grotesk fortælling over ideen: "en med prop i endetarmen": Iteqitilik

Egimarassugsugôq nulêrajeqaoq

Print
Dokument id:454
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Ejgelsen, Adam
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Egimarassugsugôq nulêrajeqaoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 11 - 13
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Igimarasussuk, som jævnligt mistede sine koner

 

Tænk, han spiste dem!

Engang fik han sig en kone, der hed Massaaq. Hun blev gravid; og de fik en søn.

Mens han voksede op, plejede han at kysse ham i nakken. Engang han

kyssede ham i nakken, sagde han: "Nu er han moden til at blive slagtet

("nâjassavarnalerêrpoq"= han er begyndt at lugte som en måge?)" Han

slagtede ham. "Massaaq, du må koge kødet," og det blev kogt. Når han,

mens konen kogte kødet, skulle ud, sagde han: "Hvad er der i vejen med

dig, Massaaq, græder du?"

"Nej, øjnene løber på grund af røgen."

Kødet blev kogt, og hun gik ind med det til ham. Igimarasussuk nød

kødet i en sådan grad, at man skulle tro han helt havde mistet

besindelsen.

 

Så begyndte manden at fede Massaaq op ved at give hende noget at

drikke af en muslingeskal ("kiliortûmut imigaqartilerdlugo": det

lyder ærlig talt mærkeligt. Og ordret står der egentlig: Massaaq lod

sig fede af manden, der gav hende noget at drikke af en muslingeskal?)

Når han besøgte Massaaqs familie, plejede han at sige: "Her er noget

som vores lille søn har sendt." Det gjorde han til trods for, at han

forlængst havde slagtet ham.

 

En dag han skulle afsted (på fangst), sagde han (til sin kone): "Jeg

vil slagte dig, når jeg kommer hjem." Mens han var ude, gravede hun et

hul ned i jorden, hvor hun kunne gemme sig. Da hun blev færdig,

udstoppede hun sin (anorak med) amaat / rygpose og stillede den op vendt imod indgangen. Selv gemte hun sig. Så hørte hun ham komme hjem; og han viste sig ved

indgangen med sin store lanse (rettet mod amaaten). Man hørte kun at skaftet

knækkede af ("pullappallanneq", det skulle vel være:

"paallappallanneq"). Han ærgede sig grusomt: "Aa, aa! jeg skal nok få

ram på hende." Så gik han ud.

 

Lidt senere kiggede hun ud af vinduet og

så, at han var ved at forsvinde bag et lille næs. Hun skyndte sig

afsted, for hun ville hen til sin families boplads, der lå

landfast med deres. Undervejs opdagede hun et stort stykke drivtømmer,

og hun sagde til det: "Du store drivtømmer, du kan vel spalte!" Det

gjorde det store træ. Hun lagde sig ned i sprækken og sagde: "Luk

dig! Du kan vel lukke dig (det er gætværk) Luk dig!" Det lukkede sig.

Efter at have lukket sig, lød der trin. Hun hørte vedkommende komme

helt hen til træstammen; og så blev der sagt: "Sporene ender her."

Hun kunne høre ham hugge med en økse. Nu kunne hun se dagslyset! I

samme øjeblik hørte hun ham sige: "Hvor blir man træt af at hugge. Færdig med det!" Hun hørte ham forlade drivtømmeret, og et stykke tid

efter hviskede hun til drivtømmeret: "Bare du ville sprække!(gætværk)"

Så sprak det. Hun gik videre imod familiens boplads og nåede frem.

 

Fra da af holdt de øje med, hvornår Igimarasussuk kom på besøg. Langt om

længe dukkede han frem ved det lille næs. Massaaq gemte sig. Hans

svogre gik ned for at tage imod ham. Han kom op af kajakken og bar den

højere op. Han stak hånden ned bag i kajaken og tog en lille pakke op.

Han sagde: "Det er fra Massaaq". Endnu en gang stak han hånden ned og

tog en lille pakke op; og han sagde: "Den er fra vores lille søn".

De bad ham op til huset, var venlige og sørgede for, at han fik det

rart. De snakkede om alt muligt. Til sidst sagde de: "Lad os skiftes

til at danse trommedans ".

 

Så blev det Igimarasussuks tur, og han kom ud på gulvet. De stemte i

med en vise: "Igima- Igima- den store Igimarasussuk, som spiser sine

koner. Da sagde Ania(?): "Massaaq, kom frem!" og da hun i det samme

kom frem, begyndte det at gå rigtigt dårligt for Igimarasussuk; og så

dræbte de ham. Og da Massaaq nu atter var kommet til sin familie,

skulle hun ingen andre steder hen mere.

 

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk;

 

Kommentar: Sammenhængen mellem den lille smule vand i muslingeskallen og opfedningen er kommenteret under andre varianter.

ernirsiamik / ernersiamik / Om plejesønnen

Print
Dokument id:1851
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ernirsiamik / ernersiamik / Om plejesønnen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 100h - 103v, nr. 335
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 78.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 62, ss. 346 - 351: Ernersiak, the foster-son.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En stakkels plejesøn boede i en bygd, hvor der også

boede en stor brødreflok. Hans plejemor var en meget gammel kvinde.

På stedet boede også en stærk mand. Hen på efteråret blev

den yngste af brødeflokken dårlig; og uden at være blevet rask ind

imellem døde han. De mistænkte en gamle plejemor for at være skyld i

hans død. De ventede blot på, at plejesønnen skulle ta' ud på

en tur, for at de kunne dræbe hende.

En morgen tog plejesønnen sin snare og gik afsted for at lave en

rævefælde. Så snart plejesønnen var væk, gik brødreflokken

ind i huset og dræbte den gamle kone med flere knivstik.

Stedets stærke mand havde medlidenhed med plejesønnen,

så han holdt øje med, hvornår han kom hjem. Plejesønnen var nu på vej

hjem og havde, som han plejede, taget den ene arm ud af ærmet. Den

stærke mand gik ham i møde. Plejesønnen så sig som sædvanlig ikke

omkring; og pludselig så han, at den stærke mand var gået ham i møde.

Den stærke sagde:" Du skal ikke gå ind i huset, for du finder ingen derinde.

Da du tog afsted, dræbte brødreflokken din plejemor".

Han tog ham med hjem til sig selv og fik ham i pleje.

De kunne ikke finde ud af, hvad han skulle have til amulet; og det endte med, at drengen fik plejemoderens skamben som amulet.

 

Hans plejefader begyndte at træne hans kræfter. Tidligt om morgenen

fik han ham til at sætte sig op ved at rykke ham i håret. Pludselig

sad han dér uden at vide af det. Sådan gjorde plejefaderen hver eneste

morgen. Hans plejeforældre havde råd nok til at få syet skiftetøj til

ham; men tøjet holdt sjældent ret længe, fordi han  baksede så meget

med sten for at blive stærk.

 

En aften blev de som altid længe

oppe; og da bopladsfællerne var gået til ro, ("anissoqásaermata" da

ingen flere kom ud af huset), rodede plejefaderen under briksen og trak et

stort afhåret sælskind frem. Han satte sig på det og sagde til sin

plejesøn:"Lad os trække armkrog". Plejesønnen gjorde sit bedste; men

han magtede ikke at strække plejefaderens arm ud. Men efterhånden gjorde han fremskridt.

 

Hans plejefader havde forbudt ham at deltage,

når brødreflokkens mange børn spillede bold

("pattaanneq" en slags langbold eller rundbold). Han rettede sig efter

sin plejefader og stod blot og kiggede på dem med den ene arm

trukket ud af ærmet.

 

En aften var de igen længe oppe. Da bopladsfællerne var gået til ro, trak plejefaderen et stort afhåret sælskind frem og lagde det på gulvet.

Han trådte frem og sagde til plejesønnen, at de skulle

trække armkrog. Plejesønnen trådte frem og satte sig derned og

stak sin arm ind i plejefaderens bøjede arm. Den lille arm var knap

nok synlig; men alligevel trak han plejefaderens arm ud. Plejefaderen

kunne ikke klare ham, og han sagde:" Hold dig

væk fra de andre drenge, når de spiller bold. Du kunne komme til at

kvæste nogen." Når de spillede bold, stod han med den ene arm trukket

ud af ærmet og kiggede på dem ligesom før. Det skete

så et par gange, at han pludselig blev væltet og tabte bevidstheden.

Når han langsomt rejste sig op igen, var der ingen at se. En gang,

mens han stod og så dem spille, blev han skubbet og væltet omkuld;

han rejste sig hurtigt op og så lige et glimt af den der væltede ham,

før han forsvandt bag et eller andet. Han fór efter

ham; og han fandt ham ved en skrænt, hvor han havde gemt sig. Han tog

ham i hætten, svang ham rundt og smed ham ud på et sted, hvor der var jord.

Da han ramte jorden, så man blodet løbe ud af munden og næsen. De

andre sagde:" Plejesønnen har kvæstet nogen." Og det gentog de hele

tiden.

 

De lagde den kvæstede ned på et brikseskind og bar ham ned. Ernersiaq

satte sig på en forhøjning foran huset og gav sig til at vente på, at

plejefaderen skulle komme hjem fra fangst. Nu så man ham på vej ind

sammen med de andre fangere. Så såre de nærmede sig land, råbte

børnene ud til dem:" Plejesønnen har kvæstet nogen, plejesønnen har

kvæstet nogen." Da plejefaderen hørte dette, løsnede han bugserremmen

ved at rykke i den og begyndte at ro kraftigt ind mod land. Det gjorde

brødreflokken også. Plejefaderen sagde til plejesønnen:" Brødreflokken

vil stikke dig ihjel med lansen.

 

Mens plejesønnen endnu sad på forhøjningen gik den mellemste af brødreflokken ud og hentede lansen fra kajakken. De andre brødre sluttede sig til. Faderen til det

kvæstede barn tog tilløb og stødte sin harpun imod partiet mellem

skuldrene på drengen, der sad med ryggen til. Det hvinede, da lansen

ramte skuldrepartiet; og skaftet til lansespidsen, benringen og selve

harpunen knækkede. De andre ramte ham også med deres harpuner; men alle

harpunerne knækkede, uden at såre ham. Det var, fordi han havde den

gamle plejemoders skamben som amulet.

 

Derefter greb de ham og rykkede så tæt sammen om ham, at man end ikke

kunne se et glimt af ham. Han rejste sig og koncentrerede sig om at

holde balancen. De kunne ikke vælte ham; og plejesønnen greb en af

mændene i hætten og slyngede ham ud. Idet han ramte jorden, kom der

blod ud af mund og næse. Han slyngede den ene efter den anden ud på

denne måde. Hans plejefader stod og så til, kom hen og sagde til ham,

at han skulle holde op; for ellers fik han for mange fjender. Han

holdt op og gik hjem til sine plejeforældre, der satte mad frem til

ham. Men han ville ikke spise. Da det var ved at blive

mørkt, gik plejemoderen ud for at hente noget lever i håb om, at han

dog ville spise det. Hun kom ind igen og sagde, at hun netop nåede at

se den sidste konebåd forsvinde. Hun sagde:" Alle vore bopladsfæller

har forladt os." Da hun sagde det bukkede plejesønnen sig og smilte.

Han morede sig altså over, at bopladsfællerne var flygtet

for ham. Så spiste han endelig.

 

Mens de boede dér, beklagede plejesønnen, at han ikke havde nogen kajak. Plejefaderen byggede ham en og begyndte at lære ham op i kajakroning.

Han lærte det hurtigt og begyndte at fange mange sæler. Når

plejefaderen vågnede om morgenen, var plejesønnen allerede vågen

("iserserêrsimassoq" ?) og "illaine kapitingajalersoq" (og somme

tider (ilaanni), at han var ved at tage kajakpels på ?). Når plejefaderen

vågnede (Usikker oversættelse) gik plejesønnen ud for at tage af sted.

Han kom hjem med flere sæler (Uklart i forhold til det følgende, BS).

 

En morgen vågnede plejefaderen og så, at han var ved at tage sin kajakpels på. Da han gik ud for at tage af sted, fulgte plejefaderen ikke med. Han lod ham for første gang tage ud alene. Plejesønnen roede ud og ventede på, at plejefaderen skulle komme ud af huset. Men da han ikke viste sig, roede han af sted

sydover. Han roede bare videre uden at kigge efter fangstdyr. Han

nærmede sig et næs og fik øje på en kajakmand, der var på fangst.

Manden genkendte ikke plejesønnen, fordi han ikke havde nogen kajak,

da de rejste bort fra bopladsen. Uden at vide, at det var plejesønnen,

sagde han:"Kom og besøg os". Så fulgtes de ad. Nu så de en hel

masse telte, og nedenfor teltene havde man travlt med at bygge konebåd

og kajakker og fremstille årer og kajakredskaber.

 

Da de nærmede sig stranden, hørte man nogen sige:" Endelig kommer

plejesønnen på besøg." Mange mænd var nu på vej til stranden for at

tage imod. Plejesønnens ledsager kom nu foran, og plejesønnen fulgte

ham bagfra og løftede armen for at kaste harpunen. Idet samme råbte

folk inde fra land: "Han er ved at harpunere dig." Idet samme kastede

han harpunen og ramte ham. Han roede hen til ham og trak sin

harpunspids ud af såret, hvorefter han vendte ryggen til og roede

bort. Han gik i land ("taratigut" kender jeg ikke) på et næs, der lå

nord for lejren, og orienterede sig om, hvor vidt nogen fulgte efter

ham. Da ingen fulgte ham, og da det var ved at blive eftermiddag,

roede ham hjem. Derhjemme fik han mad serveret. Han ville

imidlertid ikke spise. De kunne mærke på ham, at han havde begået

drab. Plejefaderen sagde til ham:" Jeg ville ellers nødig, at du

skulle skaffe dig fjender i kajak; men det har du altså fået." Først

da plejefaderen sagde dette, begyndte han at spise.

 

Dagen efter roede plejefaderen sydover. På den anden side af et stort næs fik han øje på en hel masse telte, og nedenfor teltene var der travlhed med at bygge

konebåde og kajakker samt fremstille årer og redskaber.

Han roede hen til dem, og de stillede sig straks foran ham og var

sikker på, at han ikke ville undslippe dem. Idet plejefaderen lagde

til, sagde han:" Hvis vi bliver boende derude, vil min store plejesøn

udrydde jer efterhånden. Derfor vil jeg foreslå ham, at vi rejser

nordover, for jeg har hørt, at der findes mange fangstdyr nordpå."

 

Derfra tog han hjem. Han talte med plejesønnen om at rejse nordpå, og

de blev meget opsatte på den rejse. Da det blev forår, gjorde de sig klar

og tog nordover. Hen på efteråret, efter at frosten var gået i jorden, roede de udenom et næs og fik øje på en hel masse telte. De styrede direkte mod teltene, og man hørte, folk inde på land råbe: "Kom, læg til her." Da de lagde til, fik de ikke lov til at bære deres ting op. Det gjorde de andre. Plejesønnen var om

morgenen, da de skulle afsted , kommet ombord i konebåden, fordi han

var træt af at ro i kajak. De, der hjalp til med at transportere deres

bagage op, bar også plejesønnens redskaber op. Da bar dem på

skulderen- flere mænd foran hinanden. Plejefaderen hørte dem sige:"

Han låner bestemt aldrig den slags redskaber ud til andre."

 

Om aftenen, da de var blevet færdige, fortalte plejefaderen det til

plejesønnen. Da smilede plejesønnen. Efter drabet på mændene fra

brødreflokken, havde han ellers ikke kunnet le. Nu morede han sig over denne

bemærkning fra mændene, der hjalp dem, og smilte. På det nye sted

fangede plejesønnen godt. Hver eneste dag kom han hjem med flere

sæler. En morgen, da han vågnede, gik han som sædvanlig ud, men så

ingen mennesker omkring husene. Han kiggede op mod fjeldet, og så, at

der stod nogle på klippen og ufravendt stirrede udefter. Han gik hen

til dem og sagde: "Vi holder øje med dem derude." Han spurgte dem hvad

det var; og de sagde, at det var hvalrosser med rødligt skind (unge aggressive hanner, BS), der var på vej ind i området. Han fik øje på dem. Vandet, der sprøjtede omkring dem, dannede en tågelignende dis. Da de nåede ud for

bopladsen, gik han ned og gjorde sin  kajak klar. Han var lige et

øjeblik inde i huset, hvorfra han gik ned for at tage afsted. Da en af

hvalrosserne, som ikke længere flyttede sig så langt, dukkede op,

roede han for fuld kraft imod den. Han var allerede tæt inde på den,

før den nåede at få rejst hovedet (?), og trukket vejret, og mens den

trak vejret fór den med fronten mod kajakken.

Den lænede sig lidt forover og fór imod ham. Plejesønnen roede endnu

hurtigere. Han var kommet helt ind på den, og han løftede armen for at

kaste harpunen. Han harpunerede den i det øjeblik den krummede sig

lidt imod ham, og partiet mellem skulderbladene blev mest synligt. Han

ramte den med harpunen; og hvalrossen blev dræbt på stedet, uden at

den fik lejlighed til at trække vejret. Den gled videre skråt til

siden. Han slæbte den til land, og han slæbte flere til land bagefter.

Så først gik han i land.

 

De overvintrede på denne boplads; og da det blev forår, tog de af sted mod syd. Bopladsfolkene bad dem om at komme igen og overvintre. De svarede:" Ja, vi skal nok komme igen og overvintre." De rejste sydpå; og de rejste aldrig nordpå igen.

 

Oversat af Chr. Berthelsen. Revideret af Signe Åsblom.

 

Var.: Ernersiaq, Plejesønnen; Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. ernersiamik; Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret;

 

Kommentar: en uformidlet slutning - det var no netop for at bo langt fra brdreflokken de var rejst nordpå. Men med denne sidste sætning slutter de fleste fortællinger om sydlændinges rejser nordpå. Det må da være en konvention, eller en "kenning".

ernisuitsoq / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:200
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:ernisuitsoq / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 276 - 282, nr. 95
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 36 - 39: uden titel.

Samme i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Den barnløses søn.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Ernisuitsup ernera.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter men holdt sig mest til denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En Appamiut-beboer fortalte, at der engang levede et ægtepar, som ikke kunne få

børn. Manden, der misundte andre, der havde børn, mødte engang en lille ældre

mand, som kun levede af at fiske. Han sagde til ham: "Vil du ikke nok besvangre

min kone." Den ældre mand svarede: "Der er ikke længere kraft i mig." Men da

manden blev ved, sagde den ældre mand: "Jeg kan jo prøve. Sørg for, at din kone

stiller sig i sit pæne tøj på stranden imorgen ud for det sted, hvor jeg plejer

at fiske." Da den ældre mand dagen efter kom til sit fiskested, så han på land

en kvinde i pænt tøj. Han roede straks ind og blev derinde det meste af dagen.

Den dag fangede han kun ganske få ulke. Herefter stod kvinden på stranden

hver gang han kom til fiskestedet. På bopladsen var man ikke klar over, hvorfor

den ældre mand ikke længere fangede ulke, og hvorfor kvinden, som ikke kunne få

børn, altid havde pænt tøj på og gik ture. Kvinden blev gravid, og den lille

ældre mand sagde til manden: "Hvis det bliver en dreng, må du skaffe dig en

udhulet sten til lampe dér, hvor solen står op om morgenen. Så skal du finde et

ådsel af en skarv og stille den over for vinduet." Det blev en dreng og den

ældre mand sagde til manden: "Når drengen får lyst til at ro i kajak, skal du

lave ham en kajak med alle dertil hørende redskaber, og så snart han kommer i

kajakken, skal du sige til ham, at han skal sætte harpunspidsen på skaftet (gøre

klar til at bruge harpunen - Chr.B.)".

Da drengen voksede op, byggede stedfaderen en kajak til ham. Den lille

ældre mand (drengens biologiske far - Chr.B.) holdt ham med selskab hele tiden,

og han sagde, at der, når drengen første gang kom i sin kajak, ville en sæl vise sig med snuden over vandskorpen. Lige så snart stedfaderen blev færdig med

kajakken med dertil hørende redskaber, bar han den ned til stranden - endnu før

den blev helt tør. Drengen kom ned i kajakken og stedfaderen og den ældre mand

roede ud med ham. Den lille ældre mand sagde: "Vi vender ikke hjem, før han

har fanget ti sæler. Så vil han fange ti sæler hver gang." Den ældre mand roede et

lille stykke fra drengen og straks dukkede der en sæl op. Drengen roede hen til

den og harpunerede den. Da drengen havde fanget ti sæler, tog de hjem.

Drengen blev voksen og fik to koner. Hans bopladsfæller var meget glade for

ham, og i trange tider forsørgede han dem alle sammen. En vinter blev hele havet

dækket af is undtagen et lille stykke ud for bopladsen. Her fangede han ti sæler

hver gang, han var ude på fangst. Vågen blev efterhånden så lille, at han bare

kunne sætte kajakken på tværs af den. Til sidst frøs vandet i vågen til, og der

blev mangel på mad. De ville have en åndemaner til at mane ånder. På stedet boede

der en enke, ved navn Illutsialuk, alene med sin datter. Sommeren før havde

nogen set denne datter øve til åndemaner / angakkoq ved en sø. Den ældre mands søn

sendte bud til hende med den besked, at han ville betale hende en sortside, hvis

hun ville mane ånder for at få isen fjernet. Men hun sagde nej. Hun afslog

også bopladsfællernes tilbud om klæder og lampe som betaling . Først

da hun fik tilbudt en håndfuld perler, sagde hun ja. Hun bad sin mor om at hente

de klæder, hun plejede at bruge om sommeren. Iført dem gik hun ned

til stranden og gennem en lille åbning mellem isstykkerne ved stranden forsvandt

hun ned i havet. Man afventede, at hun skulle dukke op, og hun blev væk i tre

dage. Det viste sig, at hun sloges med den store kvinde (her bruges på

grønlandsk "Arnarsuaq" - Chr.B.), jog sæler ud af husets indgang og netsider fra

dryptrannet. Hun ville gerne have dem helt uden for (usikkert "silamut

issíkumisârdlugit" - Chr.B.). Først da den store kvinde var blevet formildet,

forlod hun hende og dukkede den tredie dag op gennem den åbning, hvorigennem

hun forsvandt. Så snart hun kom tilbage til huset, sendte hun besked til alle,

at hun skulle have hver anden sæl, de ville fange i morgen, samt de smukkeste

netsideskind. Men endnu den aften sås kun is overalt. Næste morgen dannede der

sig en revne udfor husene. Fangerne tog ud på fangst og kom hjem med to sæler,

Den ældre mands søn fik som altid ti. Han måtte af med de fem til åndemaneren.

De øvrige fangere gav hende den ene af de to sæler, de fangede.

Da morbroderen til den ældre mands søn engang kom hjem fra fangst, gav den

ene af den ældre mands søns koner ham et stykke af en sæls lændehvirvel at

spise. Omkelen blev vred over dette og lavede en tupilak, en ulykkesånd. Den dag

onkelen sendte tupilakken af sted, tog den ældre mands søn ikke ud på fangst,

selv om det var fint vejr. De efterfølgende dage havde han slet ikke lyst til at

tage ud på fangst. Tupilakken tænkte ved sig selv: "Han viser sig aldrig. Nu vil

jeg tage direkte hen til huset og skræmme beboerne ihjel." Da den landede neden

for huset, kom den i tanke om, at den lige så godt kunne gå ind i huset gennem

vinduet. Den fik øje på en mærkelig fugl med lang hals oven over vinduet. Da den

ville undersøge fuglen nærmere, nappede fuglen tupilakken under øjet og

holdt den fast. Da tupilakken slap fri, svømmede den ud. Den var lige ved at

gå ind i huset, men den viste sig ikke mere i havet omkring Appamiut.

 

Folk kunne ikke forstå, hvorfor den ældre mands søn pludselig holdt op med at tage ud på fangst, men åndemaneren fandt ud af årsagen til det.

 

Den ældre mands søn fik engang lyst til at forlade Appamiut for en tid. Han tog nordover, kom til Sisimiut og byggede hus ved Paaraarsuk. Om efteråret fangede han meget. En af Sisimiutboerne, som han var blevet gode venner med, fortalte ham, at folk lige nu fangede løs af spraglede sæler, hvis skind de brugte som fangstblære,

når de var på hvalfangst, og at man kappedes om at være den første, der hørte

hvalens åndepust / blåst ?. Den ældre mands søn var også på spragletsæl-fangst og fik ti som altid.

 

Da hvalsæsonen var ved at være inde, kneb det for ham at sove. Han ville gerne være den første, der hørte hvalens ånde. Han havde heller aldrig set en stor hval før. En dag, da det var dejligt og stille vejr, var han længe oppe. Hen på morgenstunden hørte han lyden af hvalens ånde. Den kom nærmere og på et tidspunkt blev hvalen på samme sted ud for bopladsen. Først da gik han i seng.

 

Da det blev morgen, råbte hans

yndlingsven ind til ham: "Du har aldrig før hørt hvalens ånde, gå udenfor og hør."

Han svarede: "Jeg hørte den, da hvalen var på vej ind udefra. Jeg gik først i

seng, da den blev på samme sted." Da alle dem i Sisimiut var taget af sted, fik

han også lyst til at være med. Han havde ganske unge mennesker som roere. Da de satte konebåden i vand, hældte han den til side med vilje så

meget, at den tog vand ind. Efter at have øst vandet op, roede de ud og

placerede sig nærmere kysten end de andre. De andre råbte til dem, at de skulle

længere ud, da hvalen ikke kom så langt ind til kysten. Men de blev på stedet.

Midt i det hele dukkede hvalen op, og den ældre mands søn og hans besætning

roede hen til den og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ikke under vandet.

Sisimiutboerne roede hen til et område, hvor de forventede hvalen ville dukke

op og de råbte til den ældre mands søn og hans besætning, at de hellere skulle

ro udefter, da hvalen næppe ville flytte sig nærmere mod kysten. Den ældre mands

søn pegede bare nedad. (Efter dette er der en sætningsforbindelse, som er uklar,

men som vist ikke har speciel betydning i sammenhængen - Chr.B.). De (hvem ? BS) dræbte hvalen. Derefter blev han hjemme selv om han fristedes til at tage af sted, når de andre var på hvalfangst. Man ved aldrig - han ville måske have oplevet at

fange ti hvaler.

Da det blev forår, vendte han tilbage til Appamiut, fordi han gerne ville

se sin far, den lille ældre mand, igen, mens han endnu levede, og han havde gemt de længste af hvalbarderne fra sin fangst til ham. Den lille ældre mand levede

stadigvæk af de fisk, som han fangede. Sønnen forlod ham ikke igen. Så den gamle

behøvede ikke længere at fiske.

 

Hist.: Fangstrejser nordpå.

 

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende

Print
Dokument id:820
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Erqilingmik katangutisiavdlit / De, der havde "erqidlit" som stedsøskende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Andet håndskrift (renskrift?): NKS 3536 II, 4', læg 22: erqilingnik qatángutisiartârtoq / eqqilimmik qatanngutisiartaartoq.

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 205 - 210.

"En fortælling om to søskende, der havde erqiliker / eqqillit til plejesøskende".

 

Resumé af Rasmussens oversættelse (nyoversættelse af håndskr. følger derefter):

 

Drengen og hans søster holder meget af deres plejesøskende,

som de spænder for deres lille slæde, når de leger. De to eqqillit

skærer om natten lange remme, mens de andre sover og løber næste dag

foran slæden langt væk til en stor afgrund, hvor de hænger broderen og

søsteren med hovedet nedad over klippen. Børnene magter ikke at komme

op. Søsteren dør af tørst, men broderen opfanger sit eget tis og

overlever. Der kommer en konebåd forbi langt nede. Den hører ikke hans

grådkvalte råb. Heller ikke den næste konebåd. Men den tredie hører

ham og man kappes om at komme først op og få drengen til plejesøn. Et

barnløst ægtepar kommer først, får drengen op, tar ham med hjem og

sørger godt for ham. Han får slæde og bidske slædehunde, laver sig

piske med små træstykker i enden af snerten, kører ind i en islagt

fjord, lader slæden stå og går derind. Der er hans tidligere

plejebrødre på isfangst. De finder det klogere at fange hvidhvaler end

narhvaler og opdager ham først, da han er tæt på. Forskrækket ber de

ham vente lidt. De skal hente en fanget sæl længere henne. Da den ene

sætter i løb på alle fire, ved drengen at de flygter. Han henter sin

slæde, sætter efter dem langt ind over indlandsisen indtil noget

kalvis spærrer for ham. Han løsgør en af sine hunde. Den kommer

tilbage fra kalvisen med uforrettet sag. Han opdager selv et hul i

den, trænger ind til en mængde eqqillit, som han dræber ved at bore

dem i ørene. Han fortsætter. Længere inde når han til en stor sten,

som han splitter i to med en formular, og dér har hans plejebrødre

gemt sig. Han spænder dem foran sine hunde foran slæden, pisker sine

hunde, og med de særlige piske med træstykkerne pisker han store sår i

de to plejebrødre. Først segner den ene og dør. Så den anden.

 

Oversættelse af håndskr. ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ægtepar, der havde to børn, en dreng

og en lillesøster til ham. En gang fandt de to erqigdlit / eqqillit og tog dem

til sig som plejesønner. Da søskendeparret blev større, brugte

de eqqillit som legetøj, som hunde. Engang blev eqqillit vrede og

drog bort. De blev væk længe. Det viste sig, at de var taget hen til

andre eqqillit for at alarmere dem.

En morgen vågnede fangerfamilien ved larmen af bue og pil. De så en

hel masse erqigdlit. de dræbte alle på stedet undtagen søskendeparret.

De sagde til dem: "I bliver ikke dræbt."

Da de havde dræbt alle de andre, tog de søskendeparret med til deres

land. Undervejs kom de til en stor fjeldvæg. Her begyndte de at ordne

deres rem. De rullede den op, bandt søskendeparret om fødderne og

hængte dem op på fjeldvæggen. Så forlod de dem, og de viste sig ikke

siden. De hang dér og led. De tørstede. Storebroderen drak af sin

urin. Lillesøsteren kunne godt tænke sig at gøre ligesom

storebroderen, hvor meget hun end tissede, hjalp det hende ikke.

Så døde lillesøsteren. Storebroderen tænkte: "Jeg vil også bare dø.

måske skulle man prøve at kravle op ad remmen." Nu var han på vej op

og kom helt op dér, hvor remmen endte. Han opdagede, at eqqillit

gentagne gange havde firet sig selv ned. Men derfra hvor han var,

kunne han ikke (komme ned til kysten); og her ville han sulte ihjel.

En dag, da han vågnede, var det godt vejr. Han kunne høre nogen synge

et eller andet sted fra. Så fik han øje på en konebåd, hvorfra sangen

kom. Derinde fra land gav han sig til at skrige, men de hørte ham

ikke. Han stod dér og var ked af det. Så begyndte han at skrige igen;

og de, der sang, tav og sagde: "Hør! hvor kom det skrig fra?" De roede

ind, idet de sagde: "Hvis det er en mand, vil den, der når ham først, få ham som plejesøn. Hvis det er en kvinde, skal den, der når

hende først, få hende til plejedatter."

Med de ord, gav kajakmændene sig til at ro af alle kræfter ind imod

land - en af dem så hurtigt, som om de andre blev stående på samme

sted. Da han nåede land, tog han sin rem af og gik op.

Han halede ham op og fik fat i ham, hvorefter han bar sin tilkommende

plejesøn, ned og anbragte ham oven på sin kajak. Han roede ham ud til

konebåden og afleverede ham til sin kone, idet han sagde: "Ham skal vi

have til plejesøn." Konen tog imod ham, og de opdrog ham.

 

Han voksede op; og da han blev fuldvoksen, fik han sig en kone og

anskaffede sig hunde. ("sâniartuvinarnit aamma ilisîniutit tamâsa

apésûtigât nâmaginagidlo atâserdle sínút pigamióq tauva nâmagilerpát" -

kan ikke forstå sammenhængen. C.B.)

Så sagde han til de andre: "Jeg vil ud på hundslæde." De

samlede mange hundepiske og økser og drilbor. Han tog afsted med alle

disse ting. Han kom ind i en stor fjord og fik øje på noget, der var

sort. De kørte derhen; og hundene snusede og gav sig til at grave; og

det, de trak op, var en narhval. De lod den ligge. Og da de havde kørt

et stykke tid, begyndte de igen at grave. Endnu engang var der en

narhval. De var kommet næsten helt derhen uden at genkende dem - de

var ligesom tågede.

Så blev der sagt: "Hvad er det, der giver genskin (en hvidhval)? Den

må du endelig ikke fange." Igen var der en, der sagde: "Hvad er det

for noget, der er sort (en narhval)? Den skal du gøre dig rigtig umage

for at fange." De kom endnu nærmere. De fremmede kunne

høre hundene trække vejret og vendte sig mod dem. Så kunne han se, at

det var deres plejebrødre. Den ene plejebror sagde: "Hvornår blev

plejebror til?" Og den anden. "Hvornår blev din svoger til?" (Jeg

forstår det ikke, C.B) (Det må være åndesprog, B.S)

Da de så bange ud, sagde mennesket: "I skal ikke være bange. Jeg har

længtes efter jer. Derfor er jeg kommet for at se jer." Så sagde den

ene af de to: "Vi har også længtes efter jer." Så sagde de to igen:

"Den hval (hvidhval eller narhval), som vi fangede herhenne, er ikke

dækket med sne. Matakken er ved at blive tør. Vi må lige han og se til

den. Det tager ikke lang tid. Så kommer vi tilbage." Så fór de afsted

og forsvandt bag et næs.

Den ene af dem løb som en hund lige før han forsvandt. Mennesket gav

sig til at vente dér. Men da de stadig ikke viste sig, tog han afsted

efter dem, idet han gav hundene fartsignal.

Da han nåede om på den anden side af næsset, opdagede han, at de var

nået frem til en snedrive højt oppe. Han fulgte efter dem; og på den

anden side af snedriven så han på vej op på indlandsisen. Igen fulgte

han efter og kom til indlandsisen ("tamarme ámalortoq qâqarnatidlo

tamarmit" = alt var rundt, og der manglede overdækning?) eqqillits

spor førte dertil. Så smed han en af sine hunde over på den anden

side, og den faldt ned, og han selv sprang over og derind.

Han så en hel masse mennesker, der sov, men de (to) usle eqqillit

var ikke dér. De gennemborede disse menneskers ører. "Síkatîk = flyt

dem!" sagde han. Han dræbte dem alle sammen og gik ud. Men de to

eqqillit var der ikke. Det viste sig, at de havde søgt ly på den

anden side.

Han fulgte efter dem; men kom så til en stor sten uden indgang.

Så fremsagde han en trylleformular for at få den til at flække, og

derinde sad de to og smilede. Han greb dem og spændte dem for (slæden)

med en hel ("iluvisumit") rem. Så havde han dem som slædehunde

("nuqâtato amûtdlugo"?). Så angreb hans hunde dem, og slædekusken

piskede løs. Han lod den ene eqqilik lide de værste pinsler og dræbte

den. Den anden fik en ligende behandling. Remmen blev trukket til; og

hundene sloges med erqiliken og dræbte ham. Så tog han hjem. Siden

kørte han aldrig så langt ind i landet.

Han havde hævnet sig rigtig godt og grundigt.

 

Var.: Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling; eqidi';

 

Kommentar: eqqillit, "dem med lus", canadiske og alaskanske inuits betegnelse for baglandets indianere. I Grønland er de blevet hurtigt løbende farlige indlandsmennesker med kraftige hundeislæt.

Et menneske

Print
Dokument id:351
Registreringsår:1858
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Et menneske
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, I
Tidsskrift:
Omfang:s. 204
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 180 ss. 637 - 639.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 147,

ss. 335.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 108, ss. 451: The Bird's Cliff.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 204: Oqaluttuaq inuk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Inuk.

Far og søn plejede at tage ud på fangst mod vest uden

for kysten. En dag de var ude, så de en kajak, en stor kajakmand, komme.

Da de så kajakmanden, tog de flugten og kajakmanden forfulgte og halede ind på dem. Så roede de hen til et stort isfjeld. Da de kom hen til

den laveste del af isfjeldet, huggede de trin og kom op på det. De halede kajak- kerne op på isfjeldet. De var lige nået derop, så kom kajakmanden og

var straks på vej op af kajakken.

     

Han var kommet op samme vej som de selv var kommet. Så stak

de ham med deres lanser i begge skuldre ('ersserssuisigut' - Rinks tilføjelse: skuldre. chr.b) og skubbede ham ned i vandet. Lige før han

forsvandt under vandet, vendte han ansigtet mod nord og mod syd i retning af

'silap isue' (Rinks tilføjelse: 'horisonten' - måske snarere:

verdenshjørnerne. CB. Nok snarere horisonten: himmelrummets ender, BS) og spyttede flere gange.

       

Hurtigt kom de ned i deres kajakker og roede indefter. De havde dårligt forladt isfjeldet, så groede der en tåge frem og den voksede hurtigt. Tågen blev tættere og tættere. De roede nu i det åbne hav og de kunne ikke finde frem til land. Langt om længe, da de var ved at sulte ihjel, fik de øje på land. De roede videre og så et hus.

       

Det fortælles, at faderen var en stor åndemaner / angakkoq. De gik i land neden for husene og gik op. Inde i huset var der sorte mennesker, der stod på gulvet i den ene ende af huset. I den anden ende lutter lyse mennesker. Da gæsterne kom ind, tog de sorte imod dem og bød dem sidde ned på sidebriksen. En af dem sagde:

"Skaf noget mad". En anden gik ud og lidt efter kom han ind igen, slæbende med

noget, som han næppe kunne bære. Han serverede det for dem. Sønnen

ville straks lange til maden, men faderen sagde: "Det her er lort" og han

fortsatte: "Den slags spiser vi ikke, for sådan er vores afføring" ('anarisa-

ratsigit'. Chr. B.). Så blev det båret ud og en af dem sagde: "Byd på nogle

ammassætter". Der blev sat noget mad frem og sønnen skulle til at lange til, så

sagde faderen til ham: "Det er grene" ('orpigarssuarnik - buskads. chr.b) og han

fortsatte: "Den slags bruger vi til brændsel, vi spiser dem ikke". Til sidst

blev den, der bød dem noget at spise, vred. Deres husfæller sagde til gæsterne:

"Kom herhen". Da de kom og satte sig ned, var der én, der tog noget under

briksen og han satte en laks frem for dem. Faderen sagde til sønnen: "Spis nu".

Efter at de var kommet i gang med at spise, sagde den, der gav dem noget at

spise: "Lad den sjove ('tivsinaq'. chr.b) komme ind. Smilet kommer frem, når

den klovnen indfinder sig". Straks trådte den morsomme ind med

de langhårede bukser snøret helt nede ('qardligssuit torssusôrujugssuit

ungernere samale'. chr.b - = hollandske bukser? bs). Da han så gæsten, sagde

han: "For lang tid siden har denne svedet mit næb og drejet det til siden - for

længe, længe siden." Den sorte, som ellers var blevet vred, gav sig til at grine og begyndte at fortælle: "Ititivissuaq og jeg var i går ude på fangst. Før

Ititivissuaq roede til for at kaste harpunen, roede jeg til og kom skam først, men så gik benkanterne på min åre løs.

     

Så gik gæsterne ud. De havde altså været på besøg hos ravne og måger i en klippehule. De havde troet, at klippehulen var et hus, at ravnene og

mågerne var mennesker, fordi de kunne forstå deres sprog. Den der blev kaldt Tivsinaq / Tissinaq, den sjove, viste sig at være en falk.

     

Da kajakmændene roede ud, fløj ravnene og mågerne ud fra klippen. Falken

fløj og netop som den for fuld styrke ville slå ned på en masse

edderfugle, der lå på vandet uden for stranden, fløj en ørn op og advarede

edderfugleflokken: "Kunngunnaarsuk er ved at slå ned på jer". Da nu alle de

mange edderfugle dykkede ned, vendte falken sig imod ørnen og sagde: "Nu har Ititivissuaq løjet igen".

     

Kungannaarsuk var falken (Kissaviarsuk. chr.b) og Ititivissuaq var ørnen

(Nattoralik. CB). Slut

     Albrecht Beck.

 

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. De fleste versioner er langt kortere og uden indslaget med den morsomme falk.

Habakummik / Om Habakuk

Print
Dokument id:1781
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Habakummik / Om Habakuk
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 54 - 57, nr. 4 og s. 62 (uden nr., efter nr. 7)
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 4, ss. 9 - 13 og s. 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71, II (bla. fordi Rink allerede i bind I

havde gengivet Jens Kreutzmanns version). En episode mere til denne

fortælling er tilføjet efter nr. 7.

 

Mads Lidegaard har citeret Inge Kleivans oversættelse af Iver Berthelsens beretning i små afsnit i "Profeterne i Evighedsfjorden", Tidsskriftet Grønland 1986: s. 220 - 221, s. 209 - 210, s. 208, s. 211, s. 233 og s. 216. (I sin litteraturliste henviser Lidegaard her til Rink NKS 2488, II; men det er IV. BS)

 

Resumé af Inge Kleivans oversættelse:

Fortælleren, Iver Berthelsen, er søn af overkateket Frederik Berthelsen, hvis storebror, Josef, er kateket i Evighedsfjorden. Habakuk og hans kone, Maria, bliver døbt som voksne. Maria bliver jaloux over en affære Habakuk har med en anden og begynder at gøre mærkelige ting. Habakuk tar sig ikke af det, men da hun bliver "falsk profet" (får syner, BS) slutter han sig til hende. Det samme gør husfæller og andre, da de to begynder at gøre undere. Josef er også til falds og Ivers far, der er i Sukkertoppen, hvor han hører om bevægelsen. Han føler sig også tiltrukket indtil han får post fra Josef og læser, at tilhængerne har det med skiftevis at græde og le helt vildt. Den slags har hans far, Ivers bedstefar, Palasinnguaq, netop advaret Frederik imod da han for år tilbage viede Frederik til kateket, for en sådan opførsel var tegn på "falsk profeti". Han skriver gang på gang til sin bror, Josef, om ikke at tro dem - og tar kopi af sine breve.

       Et brev fra Josef beretter ligeledes om hvordan Habakuk får luft for sin tro ved at befale alle at lade deres bøsser og, når han under et varsel om verdens undergang vender øjnene mod himlen, afskyde alle deres bøsser. På et tidspunkt tar han alle bestemmelser om, hvornår man skal fange, og når han har udsendt to fangere, der kommer hjem med fangst, spiser han alt hvad han vil. Men det lykkes Ivers dengang ganske unge morbror at fange sin første fangst med redskaber han kan låne af de voksne, når Habakuk har forbudt dem at fange.

       Bevægelsen ebber ud i 1789 og herom fortæller Iver så meget han nu har hørt: Hans far, Frederik Berthelsen / Naparutaq og distriktets præst besøger i to omgange Habakuk og Maria Magdalena i Evighedsfjorden, mens tilhængerne endnu bor der i større tal. Frederik Bethelsen fortæller præsten hvad han skal sige og hvornår, så efter en tid da Maria omsider ser direkte på præsten, spørger han hende: hvornår skal verden gå i stykker? Hun bider sig stum i læben. Ved det gentagne spørgsmål skyder hun skylden på en vis Elias (se ndf.). Men da hun såbenægter en længere række anklager for det hun har sagt og gjort, som den velinformerede Frederik B. fremsætter, bekræfter tilstedeværende mænd disse anklagers rigtighed. Fr. B. og præsten tilskynder folk til at komme tilbage til Maniitsoq, men det lykkes først næste forår ved det andet besøg. I mellemtiden har Iver hørt fra sin mor, der dengang var meget ung tilhænger, at man engang så himlen åbne sig og hørte salmesang oppe fra Umiussaq fjeldet i nærheden. Den salmehusker moderen udenad da hun efter ægteskabet med Frederik hører den under gudstjenesten.

       Frederiks kopier af alle de brevene til Josef læses af Missionskollegiet, der forfremmer Frederik til præst for hans helt korrekte og glædelige handlekraft i bekæmpelsen af det såkaldte "sværmeri".

 

Thisted og Thorning 1996: s. 62.  

En anden profet, Elias fra Appamiut, prædiker at alle døbte er døbt i Tornaarsuks blod. Han slutter sig til Habakuks bevægelse men får besøg af Frederik Berthelsen der foreholder ham det falske i hans ord: de døbte er døbt i Kristi blod. Til sidst falder Elias i så voldsom gråd, at Frederik Berthelsen får ondt af ham og holder inde. Men Elias' kone ber ham fortsætte, fordi hun er vred over sin mands tilslutning til Habakuk.

 

Var.: Habakuk

 

Thisteds kommentar: Fortælleren I.B. beretter om den berømte Habakuk-bevægelse,

således som han har hørt det fortalt af sin familie, der både på mødrene og fædrene side er førstehånds vidner til begivenhederne. I særdeleshed spiller faderen en væsentlig rolle. Såvel i denne version som i Jens Kreutzmanns er det nemlig ham, der med sine skarpe ord sætter de falske profeter til vægs, og dermed afslører deres bedrag for tilhængerne, hvorefter bevægelsen ebber ud.

 

Kommentar: Elias gør klart oprør imod missionærernes bedreviden med deres annektering af Toornaarsuk som betegnelse for Djævelen. Med sin udskiftning af Jesus med denne grønlandske skikkelse er der næppe tale om en egentlig Satankult i moderne forstand. Snarere om det vi i dag ville kalde et etno-politisk el. etno-religiøst oprør. Om toornaarsuk / toornaarsuit i førkristen religion, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

"Sværmeriet" kalde i fagsproget: profetbevægelse.

Hans Egede Oqalukbalarata

Print
Dokument id:399
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Egede, Hans
Nedskriver:Egede, Hans
Mellem-person:Rink, H.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hans Egede Oqalukbalarata
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1151 - 1161, nr. 227
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

 

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

 

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

 

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

 

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

 

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

 

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

 

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

 

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

 

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

 

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

 

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

 

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

 

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

 

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

 

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

 

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

 

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

 

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

 

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

 

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

 

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

 

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

 

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

 

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

 

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

 

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

 

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

 

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

 

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

 

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

 

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

 

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

 

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

 

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

 

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

 

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

 

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

 

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

 

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

 

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

 

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

 

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

 

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

 

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

 

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

 

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

 

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

 

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

 

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

 

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

 

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

 

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

 

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

 

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

 

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

 

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

 

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

 

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Hunden

Print
Dokument id:265
Registreringsår:1858
Publikationsår:1858
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hunden
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn
Tidsskrift:
Omfang:side 158 - 159, nr. 48
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. håndskr. har ikke kunnet opspores.

Afskrift af orig. håndskr.: NKS 2488, II, 4', nr. 135.

 

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 31, ss. 227 - 228: The Dog.

 

Oversat resumé ved Chr. Berthelsen.

 

Et gammelt ægtepar har to sønner, som er meget dygtige fangere, og en lille datter. En dag kommer sønnerne ikke hjem, da de er blevet hængt op på en fjeldvæg af indlandsboerne (tornit) og dør på denne måde. Af sorg tager ægteparret en lille hundehvalp til sig, som konen lader die hos sig.

Da hunden er blevet stor og familien har mistet sin forsørger, drager hunden ud til indlandsboerne. Her skræmmer den alle til døde ved at kradse sig i ansigtet.

Hunden finder indlandsboernes forråd og viser stedet til sine plejeforældre.

Efter dette frygter konen sit plejebarn, og da de om sommeren skal rejse, lader de hunden blive tilbage. Den løber langs kysten indtil den ikke kan løbe længere, derefter giver den sig til at hyle. Man siger, at det er fra den tid af, at hundene har den vane at følge de bortrejsende både over land og at hyle fra det sidste næs.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Kommentar: Ætiologisk myte el. fortælling - afhængigt af definitionen.

Igdligssiortoq / Illissiortoq

Print
Dokument id:585
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdligssiortoq / Illissiortoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 28, nr. 75
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 368:

"Igdligssiortoq" / Manden, der kørte over indlandsisen."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Illissiortoq (? Manden, der lavede (en slæde af) en briks).

Der var en gang en mand, der blev holdt for nar af de andre, og som

kun havde to hunde. Han blev træt af, at der blev gjort nar af ham

hele tiden, så han fik den idé, at han ville flygte til indlandsisen.

En dag sagde han til sin kone: "Gør dig klar til at rejse. Vi skal af

sted herfra." Så gav manden sig til at lave en slæde så stor, at han

kunne bruge briksen, som den var, til tværtræ. Inden han blev færdig

med slæden, kom der en ven fra en anden boplads. Da vennen så den

slæde, han var ved at bygge, spurgte han: "Hvor skal du hen?"

Illissiortoq svarede ham: "Jeg skal på slæderejse op til bræen. Vil du

ikke med?" Vennen svarede: "Jo, jeg vil gerne med." Så sagde

Illissiortoq til ham: "Skynd dig hjem og byg dig en slæde. Hvis du

ikke bliver færdig, vil jeg ikke vente på dig." Vennen rejste hjem og

Illissiortoq byggede videre på sin slæde og blev færdig med den. Da

han blev færdig, anbragte han sit telt oppe på slæden og rejste det,

således at åbningen vendte bagud. Han fik sin kone og barn ind i

teltet. Umiddelbart før afrejsen fremsagde han nogle trylleord med det

formål at gøre de to hunde stærkere.

 

Da de skulle til at af sted,

var han meget spændt på, om hundene ville kunne trække slæden. Det

kunne hundene. De nåede til vennens boplads og konstaterede, at han

endnu ikke var blevet færdig med sin slæde. Illissiortoq sagde til

ham: "Jeg rejser videre uden dig. Du kan følge efter når du bliver

færdig." De kom op på indlandsisen og kørte videre. Undervejs skete

det, at hundene vejrede lugten af noget, og de spænede afsted.

De fortsatte i samme fart og nåede til sidst frem til

nogle bjørnespor; og hundene fór videre med en så susende fart, at

Illissiortoq ville blive slynget ud fra slæden blot han lige berørte

jorden med fødderne. De kørte længe med en sådan fart. Så skete det,

at Illissiortoq kom til at røre ved jorden med fødderne, og så var han tabt bag af slæden. Hans kone magtede slet ikke at standse

slæden; til sidst kunne hun ikke længere se Illissiortoq. Sådan

kørte de længe, og til sidst fik de øje på isbjørnen. De nåede frem

til isbjørnen, og idet hundene satte tænderne i isbjørnen, kørte

slæden hen oven den. Så var isbjørnen død, og hundene standsede. De

gav sig til at vente på Illissiortoq, men han kom ikke. Da han dagen

efter stadig ikke var kommet, gik hans kone ham i møde. Endelig fik

hun øje på noget afføring på bræen. Hun gik derhen og

genkendte sin mand, der var ved at blive helt afkræftet (? iskanten).

 

Det var i gamle dage, da der ikke faldt sne, men kun rim (eller dug)

på jorden. Han var faret vild flere gange, fordi han ikke kunne finde

slædesporet. De vendte tilbage til deres slæde, og midt om natten,

mens de sov, blev de vækket af hundeglam. De gik ud og så, at der

kom en slæde. Det viste sig, at det var én af Quppaliit (eller:

Qúpalik - én, der er spaltet / kløftmenneske). De spurgte ham: "Hvor

skal du hen?" Han svarede: "Jeg var ude at køre, og så vejrede mine

hunde lugten af et eller andet. Jeg lod dem bare løbe, og så havnede vi her.

 

Da de dagen efter skulle videre, sagde Illissiortoq til

Quppalik: "Du må hellere komme væk herfra, for mine hunde er meget

farlige." Quppalik bemærkede: "Sådan er det også med mine hunde; når

de får færten af noget, kan jeg komme længere end andre

(inugagssaqángilanga, er der intet, jeg ikke kan indhente - eller:

jeg er i stand til at køre hurtiger end alle andre)."

Da Quppalik skulle af sted i den retning, hvorfra Illissiortoq kom,

blev Illissiortoq urolig af frygt for at der skulle ske ham (Quppalik)

et eller andet. Så snart Illissiortoqs hunde opdagede, at Quppalik tog

af sted, gav de sig til at løbe efter ham, og Illissiortoq halede mere

og mere ind på ham. Han råbte til ham: "Kør til, og giv hundene klart

signal til at løbe hurtigt, ellers dræber mine hunde dig."

Illissiortoqs hunde halede stærkt ind på Quppalik og  nåede ham.

Mellem opstanderne på hans slæde fik de snuden ind og halede Quppalik

ud med tænderne, hvorefter de dræbte ham og spiste ham. Illissiortoq

vendte sin slæde om og kørte af sted. De kørte længe, og endelig fik

de øje på noget land. Da de kom ned til landet, slog de teltet op. Her

var de på udkig, og fra udkigstoppen kunne de se et stort hav. Det

viste sig ved nærmere øjesyn, at det var en stor sø, og de undrede sig

over, at der var sæler i søen. De kørte videre forbi søen og så et

stort hav, og da de kom ned til kysten, opdagede de, at der var masser

af huse, men udelukkende små huse, fordi hver familie havde sit eget

hus. Mens de gik imellem alle de huse, hunne Illissiortoq pludselig

ikke finde sin kone og deres børn. Han gik ind i de forskellige huse

for at lede efter dem; men han kunne ikke finde dem, fordi der var så

mange huse. Endelig fandt han barnet i et af husene. Han spurgte

barnet: "Hvor er din mor?" Barnet svarede: "Jeg ved ikke, hvor mor

er." Han tog barnet i hånden og gik ud for at lede efter konen. De gik

længe og ledte efter hende, og langt om længe fandt de hende i et af

husene. Folk på stedet havde overflod af proviant: Isbjørne,

hvidhvaler/narhvaler, hvalrosser og  sæler. De blev trætte af at være

dér og rejste videre. De vandrede op til deres slæder og kørte mod

nord over bræen langs med landet. På et tidspunkt gik de ned på landet

og fik øje på et hav og et telt (tupiat - måske: telte) ved det. Der

kom ingen mennesker ud af teltet. De ville ellers derned, men så

blev bare på stedet. Da det var blevet nat, gik Illissiortoq ned for

at undersøge deres kajakker. Han fik konstateret, at de havde noget

menneskekød liggende på kajakkerne som proviant. Han gik op igen, og

dagen efter gik han ned igen med kone og barn. Folk på stedet så dem,

og de strømmede ud af teltene og løb henimod dem for at fange og

spise dem (nerissagssarísavdlugit).

Så råbte Illissiortoq til dem: "Hør nu, hvis I vil lade os leve, får I

til gengæld nogle hunde i belønning." Så standsede de og spurgte:

"Hvad for nogle hunde?" Illissiortoq svarede: "Hunde." Da de ikke vidste, hvad hunde var, sagde han til dem: "Hundene er heroppe.  Nu

skal I bare se." De kom med hundene, og menneskeæderne sagde: "Vi skal

lade Jer leve. Vi vil gerne have hundene." Illissiortoq sagde til dem

endnu en gang: "I skal ikke være bange. De gør ingen fortræd. I skal

gøre sådan, når I kæler med dem." Idet han sagde dette, tog han

hundene omkring halsen og kælede med dem. Da han så afleverede dem til

de nye ejere, spiste hundene alle menneskeæderne uden undtagelse.

Illissiortoq flyttede ind i deres telt og boede der længe. Senere

vendte han tilbage til sin gamle boplads.

 

Var.: Ingen, det er en speciel fortælling.

 

Hist.: Fortællingen rummer forestillinger om hvor vanskeligt det må være at komme over indlandsisen. Der skal en overdimensioneret slæde, et telt at bo i undervejs, og nogle ovenud hurtige hunde til. På vestkysten bor man ikke længere i fælleshuse (har man åbenbart hørt) og har rigeligt af alskens fangstdyr. Længere mod nord på vestkysten har man så placeret de helt anderledes, forfærdelige, menneskeæderne.

Igdlorît / illoriit  /  Troldbåden, der hævnede og blev hævnet

Print
Dokument id:587
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408
Fortæller:Salomon
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdlorît / illoriit  /  Troldbåden, der hævnede og blev hævnet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1 - 12
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang to fætre, der elskede hinanden højt.

Men de boede ikke sammen. Den ene boede på skyggesiden af et næs, mens

den anden boede på solsiden, idet de om sommeren boede sammen men

skiltes om efteråret og boede hver på sin vinterboplads. Man siger dog,

at når de tog ud på kajakfangst tidligt om morgenen var de sammen

(hele dagen), og når de om aftenen tog hjem byttede de altid deres

fangster med hinanden, uanset om den enes fangst var lille - f.eks. en

netside - og den andens fangst større - f.eks. en sortside. Så meget

elskede de hinanden.

 

En dag tog de som sædvanligt ud på fangst tidligt om morgenen og

mødtes, og sammen roede de videre ud til deres lurested. Da de havde

ligget dér et stykke tid, fik den ene fætter øje på en stime

sortsider. De var så sprælske, at vandet ligefrem sprøjtede om dem.

Han syntes der var noget mærkeligt ved dem, sådan som de sprællede

endnu før de var blevet opskræmte, for han havde hørt historier om

sådanne stimer af sortsider. Da han på et tidspunkt kiggede over mod

sin fætter, så han, at de var kommet op lige i nærheden af ham, og at

han roede derhen for at harpunere én. Han råbte for at advare ham imod

at ro derhen, men fætteren hørte det ikke og harpunerede én, da han

kom tæt nok på. Inden fætteren nåede derhen, havde han dræbt den med

sin lanse. Da han var fremme, så han at det var en sortside, som ikke

alene så fremmedartet ud, men som også var meget smalhovedet. Da han så

det sagde han til sin fætter: "Jeg har hørt en historie om en stime

sortsider. Når du kommer hjem må du være forberedt på, at der nok vil

komme nogle." Og med de ord, begyndte den bøse fætter at ro hjemover,

uden at have fanget noget, for han anede uråd. De kom til det sted,

hvor de plejede at skilles, og de roede til hver sit. De kom hjem og

hyggede sig inden døre omaftenen. Fætteren, der boede på solsiden af

næsset, tilbragte formentlig aftenen i nogen uro over, at noget skulle

ske. Man siger, at fuldmånen skinnede den aften.

 

I huset boede en ældre bedstemor, som det aldrig faldt ind at gå

udenfor for at besørge hverken om aftenen eller om dagen, hun

besørgede altid kun indendøre. Den aften, siger man, var de skyer,

som månen skinnede igennem, nærmest tåge, og denne bedstemor, som

næsten altid sad på briksen op ad bagvæggen, flyttede sig længere

frem på briksen og kom ud på gulvet, og hun begyndte at tage kamikker

på. Så spurgte en af de andre:"Hvad skal du?" "Det er ikke godt at

vide," sagde hun: "Ud og besørge." De andre undrede sig, når hun nu

ikke plejede at gøre den slags, og de advarede hende mod at gå

udenfor. Men, der var ikke noget at gøre, og de lod hende gøre hvad

hun ville.

 

Hun kom ud gennem gangen. Sikke lyst det var ude hvor

månen skinnede igennem tågeagtige skyer. Hvor var det dejligt at

opleve det igen; det var ligesom dengang hun var ung. Da hun havde

nydt det hele, forrettede hun sin nødtørft i et hjørne ved huset. Da

hun var færdig rejste hun sig og trak bukserne op. Hun ville gå, men

det kunne hun ikke. Og da det efter gentagne forsøg stadig ikke ville

lykkes, hørte hun noget og begyndte at ane uråd. Da hun flere gange

havde spejdet rundt uden at opdage noget usædvanligt, begyndte hun at

lytte, og da opfangede hun udefra en lyd af kraftige åretag. Der blev

stille en kort stund, men så kom lyden igen, og den var kommet nærmere.

Da lyden kom stadig nærmere, så hun sig om og opdagede under

månelyset noget som viste sig at være en konebåd.

 

De roede ind mod land i en kridhvid konebåd. Hun ville underrette de

andre ved at råbe: "Konebåd.", men der kom ikke en lyd. Konebåden lagde

til neden for isfoden, og den ene efter den anden sprang op på

isfoden, og det glimtede i deres våben. Hun ville råbe endnu højere

for at varsle de andre, men der kom ikke en lyd. Hun kunne ikke gøre

andet end at smyge sig op imod huset. Da de gik op, og ind i gangen,

talte hun dem. Så og så mange mennesker gik ind og straks de var inde,

lød der skrig derindefra. Så hørte skrigene op, og umiddelbart efter

kom den ene efter den anden ud af huset. Hun talte dem og nu manglede

der én. Mens de løb ned til stranden, kiggede hun ud over vandet og

opdagede, at konebåden var drevet ud og var nået langt ud. Uden at

sagtne farten sprang de fra et fremspring på isfoden ud i vandet, så

det sprøjtede, og efter en tid under vandet dukkede de op længere ude

og sprang op af vandet, så det sprøjtede. På den måde svømmede de ud

og forsvandt.

 

Så snart de var væk og borte prøvede hun at flytte

fødderne, og det gik skam nemt nok. Hun krøb ind i huset og derinde så

hun, at samtlige beboere var blevet dræbt. Ved nærmere eftersyn,

opdagede hun så, at en af sortsiderne lå død på trinnet op til rummet.

En af kvinderne havde med spidsen af sin ulu stukket så dybt ned i

hjerteregionen, at kun håndtaget var synligt, og på gulvet var der en

pøl blod så stor, at man kunne spejle sig i den. Rummet var ikke til

at være i, så hun forlod det og gik over land til skyggesiden af

næsset.

 

Fætteren, der boede på næssets skyggeside, havde for vane at

blive længe oppe om aftenen. Det gjorde han også denne aften, og ved

midnatstide den aften, hvor han ellers flere gange havde overvejet at

lægge sig, hørte han nogen komme ind gennem gangen. Da det var yderst

sjældent, at der kom gæster så sent på aftenen, holdt han ufravendt

øje med hvem der ville dukke op fra indgangen. Og så kom der en til

syne, han mindst af alle havde ventet på dette sene tidspunkt af

aftenen, nemlig bedstemoderen hos dem, der boede på solsiden, og om

hvem han vidste, at hun aldrig gik udenfor hverken om aftenen

eller midt på dagen. Han spurgte hende: "Hvad skal du dog?" Hun sagde

blot: "Ja, hvad tror du, jeg vil? Jeg er kommet, fordi sortsidestimen

har udryddet mine husfæller." Den bøse fætter sagde så: "Det er dig din møgkælling, der har dræbt dem. Nu vil jeg dræbe dig." Men kvinden svarede:

"Tag nu først hen og se efter i morgen. Så kan du

alid dræbe mig bagefter. En af sortsiderne ligger død på trinnet til

rummet."

 

Da den truende fætter havde hørt det af bedstemoderen,

sørgede han for, at hun kom til at ligge ordenligt for natten, for hun

var jo gammel. Så gik han selv i seng, men sov meget dårligt. Da han

næste morgen vågnede og ellers skulle have været på fangst, tog han

derhen, og da han var kommet ind, så flød gulvet med en blodpøl så

stor, at man ligefrem kunne spejle sig i den. Han kikkede sig rundt og

fik øje på en sortside fra stimen, der lå død på trinnet op fra

gangen. Han gik hen og gav sig til at skære den i stumper og stykker.

Da han blev færdig, tog han stykkerne ud og smed dem forskellige

steder. Han kunne ikke finde på andre måder at hævne sig på.

 

Så tog han fat på at finde sig en åndemaner. Han fandt én og begyndte at

uddanne sig til åndemaner. Den åndemaner, han havde fundet frem til,

førte ham til et sted, hvor vordende åndemanere blev opøvet. Med sin

venstre hånd tog åndemaneren en sten og gned den rundt indad mod sig

selv. Samtidig med at stenen roterede, hørte han nogen nærme sig, og

netop som "nogen" viste sig, mistede han bevidstheden. Da han igen kom

til sig selv, var han nøgen. Nu var han i stand til at rejse gennem

luften, og han begyndte at forberede sig på et hævntogt.

 

Efter længe at have ventet på, at vejret skulle blive netop som den

dag, hvor den kære fætter døde, vågnede han en morgen og så, at vejret

var nøjagtigt som den dag fætteren døde. Da det blev aften, skinnede

månen gennem en tågeagtig sky. Straks han tog afsted, fandt han vejret

velegnet til at søge efter dem, han skulle hævne sig på. Han tog hen

til fætterens hus, hvor han gik ind. Dér gav han sig til at mane ånder

for at finde ud af, hvad vej de var taget. De (han og hans hjælpeånder ? BS)

fandt ud af, at ruten gik ud over havet. Den slog de ind på og til sidst nåede de

et sted uden for de ydre øer. De var kommet et godt stykke videre,

da de fik øje på en langagtig ø, der lå på tværs. Den satte

de kursen mod og nåede derhen. Nu havde de fået opklaret, at

sortsiderne var taget dertil, og da de var bange for, at det skulle

blive morgen, mens de var på øen, vendte de om, og nåede da endelig

hjem, før det blev morgen. Og han belavede sig på at tage på hævntogt

den følgende dag.

 

Da de næste morgen vågnede og vejret var dejligt, tog han direkte ud

over havet, og da han jo var blevet klar over, hvor dem han skulle

hævne sig på befandt sig, fortsatte de udefter og nåede de yderste øer

først på eftermiddagen. De ville ikke angribe dem mens det var lyst,

så de ventede, til det blev aften.  Da det blev aften, tog de derhen.

De gik i land på bagsiden af øen og trak kajakkerne så højt op, at

højvandet ikke kunne nå dem. Så undersægte de om der var noget at se

på den side af øen, der vendte udad. Og nåda for et hus, der dukkede

op! Lyset, der strålede ud fra de store vinduer, var så livagtigt, at

der var helt lyst uden for huset. Da de ville uden om husets nordlige

side, hørte de højrøstet snak inde fra huset. De gav sig til at lytte,

og de kunne høre, at de snakkede om drabet på den kære fætter - gid de

dog ville snakke om noget andet! Ved den mindste anledning slog de

alle en latter op, så det skar i ørene. Nej hvor blev ham den vrede

uden for rasende! Da de på et tidspunkt tav, råbte han ind: "Kom ud

med noget tøj, jeg kan tage på." Åndemanere rejste nemlig altid nøgne

på åndeflugt. Da han råbte dette ind, tav de aldeles stille. Lidt efter

hørte han så et enkelt pip fra en, der sagde: "Vi har fået besøg af

en på åndeflugt." Da man kom ud med noget tøj, tog de det på og gik

ind. Idet de gik ind, sagde beboerne ikke en lyd. Da ingen af dem

ville sige noget, sagde han: "Det var ellers så dejligt at høre jer

le. Hvorfor tier I?" En af dem sagde: "Som vi plejer, har vi snakket

om, hvad vi foretog os i gamle dage og moret os over det." Han sagde:

"Kom så, fortæl løs!" Så gav de sig ellers til at fortælle historier,

og ved mindste anledning grinede de så det rungede i ørene. Midt i det

hele fik han i hjørnet af briksen mod bagvæggen øje på en stor mand,

hvis hår og skæg var blevet helt hvidt. Mens han stod og kikkede på

ham, trådte denne nærmere og ude på gulvet tog han ordet, mens han hoppede: "Jeg var den, der styrede." Straks hujede de andre,

så det rungede i ørene. Da blev fætteren endnu mere vred. Ham den

ækle, der hoppede, viste sig at være en remmesæl, der var med i

sortsidestimen, og han havde engang været styrer i konebåden.

 

Ham, der ville hævne sig på dem, bad dem nu om at slukke lamperne. Og

så snart lamperne blev slukket, gav de sig til at mane ånder. De var

lidt i tvivl om, hvad de skulle bruge til at hævne sig med. Men på vej

ind i rummet havde de lagt mærke til et enormt isfjeld ud for

huset. Det kastede de sig hidsigt over, med deres åndemaning, for at

få det til at rive sig løs. Så, efter nogle kraftige drøn nedefra, kom

det op til overfladen, og til sidst hævede det sig over vandet. Da det

var sket, gav de sig til at mane det nærmere. Det kom nærmere og

nærmere. Da det var ganske tæt ved huset, lettede åndemanerne og fløj

gennem huset, idet de brugte lillefingrene som vinger. Så viste det

sig, at sortsiderne havde en åndemaner. Og nåda hvor de så susede

rundt inde i rummet. Man siger at åndemanere, der fløj rundt i huset

plejede at slippe ud gennem enden af tagbjælken. Engang passerede de

det sted, hvor igennem de ville ud, så åbnede det sig, men af en

eller anden grund kom de til at flyve forbi det. Det enorme isfjeld

skulle nu til at hæve sig hen over huset, og idet de anden gang fløj

rundt inde i huset, gav murene et skrig fra sig. Deres åndemaner

sagde: "Hvad mon de nu vil gøre ved os!" De, der var på hævntogt,

sagde: "Det er såmænd kun af glæde de skriger." I samme øjeblik åbnede

enden af tagbjælken sig, og den ene efter den anden fløj ud, så det

mærkedes som et vindpust. Da de kom ud, opdagede de, at det enorme

isbjerg nu befandt sig lige oven over dem, og de kunne høre, at deres

forfølger faldt ned inde i huset, fordi hullet, hvorigennem han ville

ud, lukkede sig. Netop som det enorme isfjeld nu befandt sig præcis

over det store hus, fik de fjernet sig et stykke fra det, og han

vendte sig om og gjorde tegn med hånden, hvorefter det enorme isfjeld

faldt ned og dækkede hele det store hus, så der ikke var mere at se af

det.

Således hævnede fætteren sig på sin fætters mordere og fik ro i

sindet, men så blev han igen utilfreds, fordi han ikke havde fået

gjort ham levende igen.

 

Var.: Om to fætre; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Hist.: Den særlige kombination omtalt ovf. er muligvis af østgrønlandsk oprindelse. Herrnhut-grønlænderne i Nuuk var af sydgrønlandsk oprindelse, og Mâliâraq Vebæk har indsamlet en variant i Sydgrønland i 1960'erne.

Igdlorît II / Illoriit

Print
Dokument id:417
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sãlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdlorît II / Illoriit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 47h - 48v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

En fortælling med samme titel, fortæller og nedskriver findes i samme læg ss. 1 - 7.

Renskrift: NKS 3536, I, 4', læg 11 af Hendrik Olsen.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To fætre elskede hinanden så højt, at de aldrig rejste

bort fra hinanden. Den ene samlede vinterforråd af, hvad fjorden

("kangia" egentlig: den østlige (indre) del af landet.Chr.B.), og den anden

af, hvad kysten ("kitaa", den vestlige del. Chr. B.) kunne give.

Manden, der samlede vinterforråd inde i fjorden, kunne bedst lide

gæret helleflynder fra kysten, mens manden, der samlede forråd ved

kysten, bedst kunne lide velhængt, "halvtørt"(?) rensdyrkød. Kystboen

fandt efterhånden, at det, fætteren fangede, smagte bedst. Han blev

misundelig og begyndte at overveje, hvordan han kunne skade ham. Han

smurte det, som fætteren bedst kunne lide, med menneskefedt. Da

fætteren kom hjem inde fra fjorden, inviterede kystfætteren ham og

ville forgive ham med det, der var smurt med menneskefedt, men nogen

puffede til ham, og han så, at det var hans hjælpeånd; hjælpeånden

sagde, at han skulle vende helleflynderen om og spise af den anden

side. Så inviterede han til gengæld fætteren til spisning. Han gav ham

tørret renkød smurt med menneskefedt, for at han skulle blive sindssyg.

Denne åd hele sin husstand, og fætteren rejste væk sammen med sin.

Alligevel kom han til at længes efter sin fætter og tog hen til

bopladsen for at se til ham. Han var nær ved at blive ædt, og han tog

ikke mere derhen for at se til ham. Sådan hævnede han sig, fordi det

var fætteren der begyndte, da han søgte at forgive ham.

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Igdlorît II / Illoriit II / Fætrene II

Print
Dokument id:1306
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdlorît II / Illoriit II / Fætrene II
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 1h - 7v
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11 ss. 25-35.

Tilsyneladende fortalt to gange af Salomon til Nette Heilmann. Se registreringen: NKS 3536 I,4', læg 17, s. 47h - 48v.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fætrene som gav hinanden fedt fra et lig / ligfedt at spise

 

Der var engang to fætre som elskede hinanden højt. De forlod aldrig hinanden, fordi de boede på samme sted. Men det forholdt sig sådan, at den ene om sommeren tog på rensdyrjagt for at samle vinterforråd af det der kunne fås inde i fjorden ("i de østlige egne", CB.). Den anden samlede vinterforråd af det kysten ("vestegnen", CB.) bød på. Først tørrede han fisk og sidst sælkød. Manden der rejste ind fjorden for at samle forråd, tørrede først ammassætter, og når det var gjort tog han længere ind i fjorden og tørrede rensdyrkød til forråd.

       Det bedste som fætteren, kystboen, vidste, når han (fjordfangeren) kom ud af fjorden med det forråd han havde samlet, var en "veldrænet" rensdyrkølle som ikke længere var så frisk. Og det forråd som fætteren, der havde været inde fjorden, bedst kunne lide fra kysten, var en helleflynder der var gået i gæring.

       Så blev det vinter igen og endnu en gang tilbragte de vinteren sammen og spiste af de tørrede ammassætter der var samlet inde i fjorden, og som kystboen især godt kunne lide. Og om foråret rejste de fra hinanden - den ene ind i fjorden for at samle forråd af hvad jorden bød på, og den anden ud til kysten for at samle forråd. Kystboen fangede først fisk til forråd, lagde en helleflynder til gæring, og sluttede med at tørre sælkød. Da han blev færdig og det var ved at være den tid hvor fætteren plejede at komme tilbage inde fra fjorden, tog han tilbage til vinterbopladsen og gav sig til at vente på ham.

 

Da fætteren ikke viste sig den dag han ventede ham, blev han utålmodig, og han blev besat af en frygtelig tanke. Han blev misundelig på ham, fordi det forråd han samlede altid var lækrere end hans eget. Han overvejede hvordan han skulle få ham dræbt, og han fik den tanke at det måske var en idé at smøre noget menneskefedt på den mad han skulle spise. Han gik hen til gravene og udvalgte sig et af de nyeste lig, hvorfra han fjernede lidt fedt som han smurte på oversiden af den mad fætteren skulle spise. Netop som han havde smurt fedtet på maden kom de tilbage inde fra fjorden. Han gik ud og tog imod dem og så, at de havde meget mad med. Da de var færdige med at bringe lasten i land, bad han fætteren op til sig i huset. Denne fætter var åndemaner, fortælles det. Så snart han kom ind blev der sat mad frem - den mad, han helst ville have, nemlig en gæret helleflynder med en kniv, der var stukket ned oven i den. Da han syntes det var så lækkert, tog han kniven og ville lige til at skære et stykke af den; så kunne han lugte den; og pludselig var der én der puffede til hans ben. Han skelede ned til benet og opdagede at det var hans equngasoq ("den skæve / skævmundede" hjælpeånd), der var ganske tæt på. Han sad afventende og lyttede. Så sagde den: "Du skal vende den om og spise af den anden side." Så opgav han at skære videre og vendte flynderen om, hvorefter han spiste løs, og han holdt først op da han blev mæt. Fætteren holdt øje med ham, men der var intet at mærke på ham, da han forlod huset for at gå hjem.

 

Han var sur over at fætteren gjorde forsøg på at skade ham, og nu ville han hævne sig. Han vidste, at den mad fætteren bød på var smurt med fedt fra et lig fra en grav; og det samme gjorde så han med den mad, han ville servere for ham. Han sendte bud efter fætteren, og inden han indfandt sig, tog han kødet han ville servere for ham og vendte det om, så den side han smurte med menneskefedt kom til at ligge nederst, fordi fætteren godt kunne finde på at vende det om ligesom han selv havde gjort. Så stak han kniven oven i det.

 

Fætteren kom og satte sig, og idet han tog kniven vendte han kødet om så den nederste side kom til at ligge øverst. Han gik i gang med at fortælle, men efter et par mundfulde blev han mere og mere tavs. Da han forblev tavs, skønt fætteren flere gange søgte at få ham til at sige noget, blev han bange for ham og gik ud. Han gik ned og sagde til sine husfæller (? der var uden for ?): "Min fætter forsøgte at forgive mig med noget jeg kunne blive sindssyg af, og nu har jeg hævnet mig på ham. Jeg forlod huset, da han ikke længere ville sige noget. Gør jer klar til at komme herfra."

 

De tog afsted og slog lejr på en lille ø, der lå ud for deres boplads. Men allerede efter nogle få dage dér længtes manden efter sin fætter. En morgen tog han hen for at se til ham. Han lagde til neden for hans hus men så ingen mennesker. Han steg op af kajakken og anbragte den med forenden udefter. Han gik op til huset og fremme ved det kiggede han ind gennem vinduet. Husstanden var der ikke, og fætteren lå på ryggen på briksen med hovedet hængende i en kraftig bøjning ud over kanten og kiggede på ham. Inden fætteren fik sagt noget, spurgte han ham udefra: "Hvad gør du dér?" Han svarede: "Jeg laver ingenting. Kom inden for. Du ved jo at vi ikke kan undvære hinanden en eneste dag, når vi er kommet tilbage til vinterbopladsen." Han gik så ind og fremme ved indgangen til rummet, hvor han blev synlig derindefra, opdagede han at fætterens ansigt så forfærdeligt ud. Forskrækket blev han stående. Da han blev stående sagde fætteren: "Jeg har det godt nok. Kom herhen." Og i det samme bevægede han sig, tog et par skridt i retning af indgangen og spærrede den. Så gav han sig til at jagte ham mens han sagde: "Jeg har spist alle i huset, og jeg vil også æde dig." Så fortsatte forfølgelsen. På et tidspunkt befandt han (den forfulgte) sig ud for åbningen til gangen. Han lod som om han ville flygte over mod bagenden af briksen for at undgå ham, og idet fætteren gjorde en bevægelse for at spærre ham den vej, sprang han ud. Han landede midt i gangen, men sprang hurtigt videre. Han løb af alle kræfter ned mod sin kajak. Straks han nåede den skubbede han den ud, hoppede ned i den og roede ud så hurtigt han kunne. Da han mente han var kommet langt nok væk, kiggede han sig tilbage og så at fætteren stod ved strandkanten og kiggede på ham. Så roede han ellers hjem for ikke at blive ædt.

 

Da der var gået tre dage kom han igen til at længes efter fætteren og ville tage hen og se til ham. De andre frarådede det, fordi han risikerede at blive ædt. Men han tog af sted. Han gik i land neden for huset og gik derop. Han kiggede ind gennem vinduet og så, at han lå dér med hovedet hængende ud over briksekanten og kiggede på ham. Han så elendig og helt sort ud i ansigtet. Da fætteren havde kigget en tid på ham sagde han (derinde): "Jeg længes sådan efter dig. Kom herind." "Jeg tør ikke komme nærmere, for dit ansigt ser så forfærdeligt ud", svarede han. "Hvad skulle der være i vejen med mig? Jeg har det godt nok. Kom nu ind. Du ved jo at vi ikke kan undvære hinanden en eneste dag, når vi er kommet tilbage til vores vinterboplads." Da han sagde sådan, gik fætteren indefter, men ligesom ved sidste besøg blev han stående ved opgangen. Da han blev stående dér, sagde fætteren: "Hør her, jeg er blevet rask. Kom nu herhen." Han kom så op fra gangen, og efter bare eet skridt ind i rummet, bevægede fætteren sig og sprang hen og spærrede indgangen. Og så gav han sig ellers til at jagte ham mens han sagde: "Jeg har ædt alle i huset, og jeg vil også æde dig." Han blev virkelig bange, flygtede rundt, og huset virkede alt for småt sådan som den ene forfulgte den anden. På et tidspunkt lod han som om han ville undgå ham ved at flygte hen mod briksens bagende, og netop som fætteren gjorde en bevægelse for at spærre ham den vej, sprang han ud i gangen, ramte jorden en enkelt gang, videre ud i det fri, og så i løb ned mod kajakken. Da han nåede den, skubbede han den ud i vandet, kom ombord, og roede udad af alle kræfter. Nu måtte han da være nået langt nok væk fra ham. Han så sig tilbage og opdagede så til sin rædsel, at fætteren var ved at få fat i kajakkens bagende. Så gav han sig ellers til at ro stærkt og samtidig rokke frem og tilbage, så bølgeskvulp forplantede sig ud fra kajakken. Da de nåede fætteren, lød det uafbrudt fra ham: "taa, taa, taa (hvad er nu det?)" Han kiggede om på ham og så, at han skiftevis var på nippet til at falde enten bagover eller forover, når bølgeskvulpene nåede ham. Han sagtnede farten og så væk et øjeblik. Så hørte han ham sige "aajaa" (snarere "ajjaa, CB), kiggede derhen og så, at han ikke længere magtede at holde hovedet oppe. Han sagde: "Jeg er vist ved at falde ned i en stor kløft." Han vendte kajakken mod ham og roede uden om ham hen til det sted, som fætteren kaldte en stor kløft. Og der viste det sig, at det fætteren regnede for en stor kløft var et sted, hvor to strømme mødes (immap kiluusaa, CB). Da han havde set det roede han hjem, fordi han ikke havde lyst til at blive ædt. Ved hjemkomsten fortalte han det til sine husfæller, der sagde at han ikke oftere måtte tage på besøg hos fætteren.

 

Han tog så ikke hen til ham, men efter tre dage fik han (igen) lyst til at se, hvordan fætteren havde det. Han tog derhen, selv om de andre i huset frarådede det. Det var efterår og der var faldet lidt sne. Han steg som sædvanlig op fra kajakken nedenfor fætterens hus og gik op. Han kiggede ind gennem vinduet, men der var ingen fætter. Så ledte han efter ham alle vegne, selv i mellemrummet bag de skind, der var hængt op på væggen; men han var der ikke. Men nu fik han mistanke om noget og gik ud gennem gangen og gav sig til at kigge efter spor i den nyfaldne sne. Han kunne se, at fætteren var kommet ud og var gået opad. Så fulgte han sporene, vel vidende at der oven for bopladsen fandtes en klippehule under en stor sten, hvor dårligt vejr aldrig nåede ind. Den var fætteren stilet imod. Han fulgte sporene videre og kunne se, at han var krøbet derind. Da han var kommet så langt blev han aligevel betænkelig, for der var helt mørkt i bunden af den store hule, og man kunne aldrig vide, hvad der kunne ske (Qanoq ítoq atúsatdlugo naluganiule).

       

Han gjorde sig sine overvejelser. Han og fætteren plejede jo ikke at kunne undvære hinanden en eneste dag, når de var kommet tilbage til vinterbopladsen. Han tøvede, men så var han på vej ind i hulen. Længere inde blev det helt mørkt. Han måtte bare føle sig frem, og langt inde mærkede han, at han rørte ved sin fætters fødder. Han blev så forskrækket, at han var lige ved at skrige. Han lyttede for at høre, om han trak vejret, men det lod det ikke til. Så ruskede han ham i fødderne; men uden reaktion. Så følte han hele vejen opefter på hans krop og til sidst på hans ansigt, der var koldest. Han undersøgte om han trak vejret, men det var der ingen tegn på. Så gik det op for ham, at han var død. Fætteren var altså, da han blev klar over at han var døden nær, gået op til den store klippehule for at få den som sin grav, fordi han vidste at det dårlige vejr aldrig nåede derind.

 

Han var altså sin fætters morder. Det havde bestemt ikke været hans mening, men det var jo fætteren, der først havde fundet på at ville skade ham, blot uden held.

 

Var.: Vennerne; Fætrene; fjordbo  kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Igimarasugssuk

Print
Dokument id:181
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Igimarasugssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 190 - 192, nr. 75
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. el. renskrift, der ikke længere

eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador.

Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106-108: Igimarasugsuk.

 

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Igimarasussuk (Opr. overskrift: Og en anden fortælling).

Igimarasussuk havde en lillesøster, der hed Ikaminaaq. Det skete jævnligt, at

Igimarasussuk mistede en kone. Nu giftede han sig med en kvinde, der havde en

stor familie. Den nye kone havde sin lillebror med sig, da hun flyttede til

Igimarasussuk. Årsagen til, at Igimarasussuk så tit mistede en kone, viste sig

at være den, at han dræbte sine koner og spiste dem, efter at have fedet dem op.

 

Mens Igimarasussuk endnu kun gav sin nye kone vand i en muslingeskal at drikke

for at fede hende, sagde han en morgen til hende: "Dræb din lillebror, så jeg kan

spise ham, når jeg kommer hjem fra fangst." Da Igimarasussuk var taget af sted,

gav konen sig til at lede efter lus på sin lillebror, for hun syntes, det var

synd for ham. Da han faldt i søvn, stak hun ham med en syl, og der hørtes kun

snorken fra ham. Da hun på den måde havde dræbt lillebroderen, dækkede hun ham

til med ammassætter. Derefter tog hun en sten og gik med den hen til en stejl

skrænt. Hun lod så stenen rulle ned ad skrænten. Det så ud, som om det var et

menneske, der var trillet ned. Hun sørgede også for, at sporene i sneen kom til

at ligne lillebroderens, - lillebroderen havde udadvendte fødder.

 

Da hun vendte tilbage, skar hun kød til at putte i gryden. Hun havde lige vendt

stykkerne i gryden, så kom Igimarasussuk hjem. Uden at tage sin helpels af, gik

han op til huset og gav sig til at spise. Midt i måltidet spurgte han: "Hvor er

Ikiminaaq?" Konen svarede: "Jeg forsøgte at dræbe ham, men han flygtede fra mig."

Kom og se hans fodspor. Han fulgte efter sin kone og fik konstateret, at konen

talte sandt. Han sukkede og sagde: "Lille Ikiminaaq har villet flygte, men er

skredet ned ad skrænten."

 

Igimarasussuk gik hjem og spiste videre. Dagen efter, da Igimarasussuk var

taget af sted på fangst, gik hans kone hen til sin lillebror; og sammen tog de

af sted over land til deres families boplads. De nåede frem, lige før familien

skulle til at tage af sted til en ny vinterplads. Det viste sig, at familien var

kommet til deres gamle boplads for at hente noget hvalroskød, som de havde

efterladt. Igimarasussuks kone og hendes lillebror fortalte om Igimarasussuk og

om, hvad der var sket med dem selv. De gik om bord på konebåden og blev skjult

under noget træ. De var kommet et godt stykke fra land, da de så en kajakmand,

der styrede lige imod konebåden. Det var Igimarasussuk, der ville vide, om de

havde set noget til hans kone. De sagde, at de ikke havde set hende.

Igimarasussuk mente nok, at hun var ude at samle bær.

 

Svogrene inviterede Igimarasussuk hjem. Da de lossede konebåden, dukkede konen

og lillebroderen pludselig op til Igimarasussuks store overraskelse. Han gik med

op til huset. Så trådte en af svogrene ud på gulvet og sang følgende: "Det viste

sig, at Igimarasussussuaq spiste sine koner, efter at have fedet dem op ved at

lade dem drikke vand af en muslingeskal, men nu skal han dø." I det samme

forsvandt Igimarasussuk ud, men de fulgte efter ham og dræbte ham.

(Der er i fortællingen visse forvekslinger og uoverensstemmelser. Det med

Igimarasussuks søster er nok en fejlskrivning, for det måtte være konens

lillebror, der hed Ikaminaaq. Chr.B. Desuden dræber hun åbenbart ikke lillebroderen alligevel ? BS).

 

Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk

 

Kommentar: vand fra en muslingeskal at drikke: formentlig for at hun ikke skal drikke for meget. I flere varianter siges det, at hun lettere bliver fed, hvis hun ikke drikker vand.

Ikingutigînik / Vennerne

Print
Dokument id:1849
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Ikingutigînik / Vennerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 249v - 256v, nr. 350
Lokalisering:Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dansk resumé i Rink 1866-71, I, nr. 57, ss. 176-178: Om to Venner som vare angakut, deres Optagelse blandt Ingnersuit.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 65, pp. 358 - 361: The Woman who got connected with the Ingnerssuit world People.

 

Oversættelse, se nedenfor.

 

Resumé af resumé i Rink 1866-71, I, nr. 57, ss. 176-178:: Om to Venner som vare angakut, deres Optagelse blandt Ingnersuit

 

Begge er enkesønner,

bor på nabopladser, følges på fangst, men en dag i østenvind ror den nordlige enkesøn ud uden at vente på den anden. Den søndre kommer til og søger at overliste ham med sin harpun. Men den nordlige når at kæntre rundt, og undgår kastet. Det gentager sig. Den nordlige fortæller det til sin mor, der advarer ham mod gengæld. Men tredje gang dræber (drukner) den nordlige alligevel sin angriber ved først at kæntre rundt og så ro stævnen op over den andens kajak og holde ham nede under vandet. Undervejs hjem, da han næsten er fremme ved de yderste øer, strømmer vandet ind i hans kajak. Til slut holder han sig kun oppe ved sin fangstblære, husker sine hjælpeånder blandt innersuit, der kommer tre i tal, redder ham, gir ham tørt undertøj på og tar ham med hjem til en høj ø, hvor deres ældgamle husherre må løfte den slappe hud, der hænger ned over hans øjenlåg for at se gæsten. De to ældste brødre kommer hjem med fangst i deres flotte bugsergrej og bebrejder de yngre, at de ikke reddede deres angakkoq / åndemaner noget før. Man inviterer naboerne, ligeledes fem brødre og en ældgammel husherre til sammenkomst med styrkeprøver. De medbringer den druknede, der er deres angakkoq-herre. Han er flov. Værterne vinder alle styrkeprøver og formaner de tidligere venner til aldrig at gøre hinanden ondt igen. De kommer genoplivede tilbage efter fem dage og forblir venner resten af deres liv.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En enke og hendes søn havde en vinterboplads, hvor de

boede helt alene. Han var gode venner med en søn af en enke som havde

vinterboplads søndenfor. Sammen plejede de at tage ud på fangst ud for

kysten, idet han, der boede sydligere, plejede at tage om ad den

vinterboplads, der lå nordligere. Sådan gjorde de altid. Når de hver

for sig havde fanget en sæl, fulgtes de ad ind mod land. Mens de

sådan plejede at følges ad, gjorde den nordligst boende det, at han en

morgen, hvor der blæste en svag østenvind, og vejret var meget klart,

tog af sted inden vennen indfandt sig. Han kom til fangstområdet i

klart solskin, og som altid gav han sig til at vente på, at der

skulle dukke en sæl op. Det varede ikke længe, så hørte han støj fra

solsiden. Han vendte sig om og opdagede at hans gode ven gjorde sig

klar til at kaste sin harpun uden antydning af smil. Han kunne ikke

gøre andet end at se på ham. Men netop som vennen skulle til at kaste,

kæntrede han selv pludselig med ryggen til ham (tunudlugu ?). Harpunen

fløj lige hen over sidelægten på kajakken og ramte vandet på den anden

side af ham med en sådan kraft, at vandet stod til vejrs i en støvsky.

Han kom op igen ved hjælp af sin åre og tog straks et par

tag forbi den anden, mens denne rullede sin line op uden et ord.

De forblev sammen dér; og som de plejede, harpunerede de hver

en sæl, og fulgtes ad ind imod land. Han var venlig som han plejede.

Den anden (fra den nordlige boplads) holdt øje med om der var noget

usædvanligt at mærke, men det var der ikke. Senere kom den nordligst

boende endnu en gang på fangstområdet før den anden. I ro og mag gav

han sig til at vente på, at der skulle dukke en sæl op. Han hørte støj

fra solsiden. Han vendte sig om og opdagede, at hans ven gjorde sig

klar til at kaste sin harpun. Netop som vennen skulle kaste, kæntrede

han til den side, hvor vennen var. Harpunen fløj henover sidelægten på

kajakken og ramte vandet på den anden side med en sådan kraft,

at der stod en støvsky af vand op fra det. Han kom op igen ved hjælp

af åren og tog straks et par tag forbi linen. Den anden

rynkede ansigtet en smule. Heller ikke denne gang gjorde ham noget. Som de plejede, harpunerede de hver en sæl og gav sig til at ro

ind. Den nordligst boende holdt øje med om der var noget usædvanligt

at mærke, men vennen var, som han plejede at være. De fortsatte med at

tage ud på fangst sammen, således at den sydligst boende roede inden

om og tog vennen med. Men en dag kom den nordligst boende ud på

fangstområdet før den anden. Han hørte støj fra solsiden og vendte sig

om. Han så, at vennen gjorde klar til at kaste harpunen. Han kiggede

på ham ganske som de andre gange. I samme øjeblik venne skulle til

at kaste kæntrede han til den side, hvor vennen var; harpunspidsen

strejfede sidelægten med et snit i betrækket, og den hoppede op

over kajakken til den anden side. Da dét skete, tog han (den

nordligst boende) et åretag hen mod ham (? ornidlugo -

utydeligt CB) og gjorde sig klar til at kaste harpunen. Hans

yndlingsven skar en grimasse (eller: var lige ved at græde). Han

kastede harpunen tæt ved kajakringsen (Rinks kommentar), og idet han

i det samme kæntrede i den retning, hvor han var, hoppede harpunen

hen over sidelægten. Straks roede han op på hans kajak og hindrede

ham i at bruge åren (? pakeradlugo). Han rullede linen op

og roede så indefter. Ikke så langt fra yderøerne (? Sadleranguidlu) nåede vandet ham bagfra (på grund af utæthed ?). Han roede så hurtigt han kunne; og da

han var ved at nå øerne, flød han alene ved hjælp af fangeblæren / fangstblæren.

 

I denne situation havde han helt glemt, at han var en stor åndemander.

Langt om længe kom han i tanker om, at han jo var åndemaner, og at

han havde fem brødre blandt innersuit (væsener fra den grønl.

folketro - ildfolket) som hjælpeånder. Lige i dette øjeblik hørte han

mægtig støj; og da han kiggede tilbage, så han, at de allerede nærmede

sig, den ene efter den anden. Han begyndte at tælle dem (?

kisiliniariardlugit) og så, at den første havde en sæl på slæb. Den

næste havde også en sæl på slæb, men ikke den sidste. Den første kom

og stak kajakåren ind på skrå under tværremmen på hans kajak, for at

han ikke skulle kæntre, den næste gjorde det samme på den anden side.

Så såre den tredie nåede frem, støttede han ham med sin åre (ved at

lade åren hvile på  hans kajak). Straks lod de ham komme op på deres

kajakker og begyndte at ordne hans kajak, og så snart der blev sagt

noget om, at han skulle have andet tøj på, gav den tredie, som ikke

havde nogen sæl på slæb, sig til at tages sin yderanorak af. Inde

under den havde han en islandsk  sweater på. Han tog den af, og inde

under havde han endnu en sweater på. Han tænkte: Hvor mon han har fået

den fra? Så sagde manden: "I foråret, da skibene kom forbi nordover,

fik jeg fat i de her, fordi jeg havde opdaget, at de var gode at have

på i kajakken. De to andre ordnede hans kajak ved at vikle linen

omkring den. Da de blev færdige, fik de ham ned i hans kajak igen, og

de bandt de sæler, de havde fanget, sammen, idet de sagde til ham:

"Dem skal du bruge til at varme dig på." Idet han tog dem på slæb,

drejede de udefter. Han placerede sig i kølvandet. Sikke det han

slæbte hvirvlede rundt (Rinks kommentar til igalausanguarse). De roede

og roede, og han var ved at blive utålmodig. Så fik de øje på en

temmelig høj ø. De roede hen til den og nåede dens høje side. De roede

norden om den. De så, at der på den vestlige side lå et stort hus og

nedenfor bådstøtterne (tugfisarsuit) var der livligt

(katsorfigingilait).

 

Så snart de gik i land, bød de ham indenfor. Da

han kom ind, bød de ham sidde ned (? isoraringûb tungânut). De andre

kom også ind og satte sig, men de sagde ikke noget. De stirrede

blot ned (tarudlugûlûna): Foran indgangen lagde han nu mærke til en

gammel mand, hvis øjne var dækket af den slappe hud. Da han kom ind,

trak han blot huden til side, og efter at han havde set ham, bøjede

han atter hovedet. Lidt efter sagde de: "Nu kommer der nogen med

sæler på slæb." De, der var sat til at slæbe sælerne op, kom ind.

Sikke deres store bugserredskaber dog skinnede med hvide

benbesætninger af hvalrostand! Da hans inua (ejer, åndemaneren) kom

ind, sagde han (hjælpeånden) ikke andet end: "Hvorfor var I der ikke før,

så at han ikke skulle fryse sådan?" Og han skældte sine

brødre ud. De svarede: "Vi tog da ud til ham, da han kaldte, men det var

først da han var ved at synke."

 

Han satte sig ned på briksen og bøjede hovedet. Der blev sagt: "Nu kommer der nogen med sæler på slæb."

 

Dé, der var sat til at slæbe sælerne op, kom ind, og også

de havde bugserremme med  benskæringer af hvalrostand. Lidt

efter hørte man et drøn. Der sprang én gennem indgangen, og idet han

ufravendt stirrede på sin herre (åndemaneren) skældte han sine brødre

ud for at de ikke var kommet ham til hjælp før han frøs så meget. De

svarede: "Vi tog da ud til ham, da han kaldte, men det var

først da han var ved at synke." Da de sagde dette, gik han hen for at sætte sig ned. Så sagde han: "Har han endnu ikke fået noget at spise?" "Nej, ikke

endnu," svaredes der. "Giv ham så noget," sagde manden.

 

To kvinder gik ud og kom slæbende ind med et

skind med bundter af tørret kød mellem sig. De spiste, og da de holdt

op, stillede de blot bundterne længere ind i huset. Da de var færdige,

trak den gamle hudlappen fra øjnene, og mens han kiggede ud af vinduet

sagde han til den behændige unge mand (? Kerviafinguâq): "Hent vore

slægtninge."  Den unge mand var hurtig i vendingen. Han greb et par

vanter og smuttede ud. Man var ved at blive utålmodig, så kom han ind. Han

så ud til at have det varmt, og at have været ude i kajak. Han tænkte,

hvor han mon havde været henne, for han havde ikke set noget (andet)

hus, da han var på vej hertil. Nu strømmede de ind i huset, også de

fem store (brødre). Derefter endnu een gennem husgangen. Det viste

sig at være en gammel mand. Efter ham hørte man endnu én på vej ind.

Det var én, der længe havde boet langt borte - ham (vennen), der havde

villet dræbe (ham). Han satte sig overfor og ville dårligt se på ham.

 

Da alle havde sat sig, blev maden, som de andre havde spist af, sat

frem igen. Efter maden rodede den ældste (broder) i huset under

briksen og trak et vandskind frem, og han trådte ud midt på gulvet.

Hans yngre brødre prøvede kræfter med ham; men de kunne ikke klare

ham. Gæsterne kunne heller ikke klare ham. Da disse trak sig

tilbages, trådte husherren ud og sagde: "Skal vi to trække armkrog?"

Den anden, den store, trådte ud. De gav sig til at trække armkrog, og

den store gæst var ikke i stand til at klare ham; og idet han trak

sig tilbage, sagde han: "Hør, (quaitaitinuko) har du i virkeligheden

slået dem under opvæksten?" Den anden svarede: "Ja, jeg har slået dem

under opvæksten." Tænk, han gjorde nar af den andens børn. Da de

således havde været på besøg, gik de ud. På vej ud sagde de til deres

ejere (de to åndemanere), at de herefter aldrig måtte gøre sådan

(blive uvenner igen), og heller ikke komme op at slås med

hinanden. De skældte deres ejere ud og forsvandt.

 

Han blev dér, indtil

de fem dage var forbi. Den sjette dag tog han hjemad, og da han

nærmede sig fangstområdet, fik han øje på en kajakmand. Han opdagede,

at det var ham (vennen). Også han var altså først på vej

hjem nu, og begge var de store åndemanere, uden at de havde

vidst det om hinanden. Da de var blevet klar over dette, holdt de op

med at optræde sådan overfor hinanden. Herefter begyndte de atter at

tage ud på fangst sammen vestover. Slut.

Oversat af Chr. Berthelsen.

 

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Tatsiarsuaraq;  Vennerne 256v nr. 350;

Hist.: Innersuit (de "nedre"? ude på øen) i rollen som moralvogtere over deres herrer. Det forekommer i overleveringen ganske sjældent af ånderne, også hjælpeånder, blander sig i menneskers indbyrdes socialmoral, hvis den ikke direkte har noget med forholdet til fangstdyr og fangst at gøre.

Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn

Print
Dokument id:817
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarsorajik imap nanuarta îgaluara / En stakkels forældreløs, der blev ædt af havets isbjørn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 102
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nogle børn ved Noortiit tog ud for at plukke bær sammen

med en forældreløs, som ikke havde nogen familie. Mens de gik pegede

den forældreløse på noget: "Se, hernede! Det er en unge af havets

isbjørn." De gav sig til at flygte. I det samme fik isbjørnen færten

af børnene. De flygtede, men isbjørnen halede ind på dem.

Da de ikke længere kunne flygte fra den, fik den forældeløse de andre

ned i en kløft og kom selv til at ligge øverst af følgende grund: Han

havde jo ingen familie, og ingen ville græde over ham.

Han placerede de andre nederst, fordi de havde forældre. Så nåede

isbjørnen dem og bed den forældreløse. Dyret var så stort, at den

forældreløse blot klistrede sig fast til dens tunge.

Bjørnen slugte den forældreløse, uden at han kom til skade, hvorefter

dyret gav sig til at gå ned.

Alle børnene gik hjem og fortalte hvor god den forældreløse havde

været ved dem. Forældrene var taknemlige.

Den forældreløse opholdt sig nu inde i det store dyr. Han kunne uden

vanskelighed stå oprejst derinde. Men sikken varme!

Og den forældreløse prøvede nu at få hul på dyrets store mavesæk, og

det lykkedes. En ting havde han svært ved at klare ("ataserdlo

átuleraluardlo" - artuleraluarlugu?). Han var lige ved at kvæles men

kom ud. Da han faldt ned fra maven, var han uskadt. Det store dyr var

faldet død om.

Den forældreløse kunne nu se husene og skreg op. De andre sagde:

"Hvordan har du båret dig an?" Han svarede: "Jeg har dræbt et store

dyr, ved at sprætte dets mave op.

Den forældreløse havde mistet alt sit hår på grund af varmen inde i

maven. "Hvor er så det store dyr?" "Det er deroppe." "Vi henter det."

De henterde det og flænsede det. Den forældreløse havde meget gavn af

skindet. Han solgte det for (sæl?)skind, remme,("katûtinut"- mon ikke det

skal være "kalutinut"?) kajakker, konebåde m.m.

Den forældreløse manglede ikke længere noget i sit liv.

 

Var.: Nakasunnaq.

Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa

Print
Dokument id:818
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarssorajik ímap nanuata îgaluarâ / Iliarsorajik immap iigaluaraa
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af det Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 102. - Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 374: "Den forældreløse, der blev slugt af havets bjørn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at der i Noortiit(henimod spidsen af

næsset ved Kap Dan) overvintrede folk i flere huse.

Engang ved efterårstide, da bærrene var modne, tog en stor flok børn

ud for at plukke bær. En sølle forældeløs tog med ud. Da denne deng

hverken havde forældre, brøde eller nogen anden familie, bekymrede

ingen overhovedet sig om ham.

Mens alle var fuldt optaget af at plukke bær, kiggede den forældreløse

ned mod stranden og opdagede, at havets store bjørn var på vej op på

stranden. straks råbte han til de andre: "Havets bjørn vil dræbe jer.

Kom herover. Her er en klipperevne, hvor man kan gemme sig." Da han

sagde dette, kiggede de andre nedad mod stranden og så, at bjørnen nu

var på vej op ("kúmut sâgdlartoq" kan også betyde: vendte sig

opefter). DA de andre havde set den, sagde den forældreløse: "Kryb ind

i denne klipperevne. Jeg anbringer mig yderst, når I er kommet ned,

for der er ingen, der vil græde over mig."

Netop som de var nået ned i klipperevnen, nåede havets bjørn hen til

dem. Uden at lede efter andre slugte bjørnen den forældeløse helt, og

den fjernede sig, uden at gøre de øvrig noget. De kravlede ud af

klipperevnen og skyndte sig hjem. Hjemme fortalte de, at havets bjørn

havde slugt den forældreløse.

Den forældreløse var længe inde i bjørnens indre, hvor han skiftevis

stod og sad inde i dens store mave sæk. Så rigelig plads var der. Mens

han overvejede hvad han skulle gøre, huskede han pludselig sin sølle

kniv. HAn tog den og gav sig til at skære i den store mavesæk. Mens

han skar hul i den og nåede blodåren var han lige ved at blive kvalt i

blodet, men fik tilsidst hovedet ud gennem hullet.

Han arbejdede ihærdigt på at komme ud; og lige netop som han slap ud,

faldt den store bjørn død om.

DA bjørnen døde, løb den forældreløse straks derhen, hvorfra han kunne

se husene.

Nogle mennesker, der syntes, at det var synd for den forældreløse, var

på det tidspunkt begyndt at græde over ham, men så blev der råbt: "Nu

er den forældeløse dukket op!"

De kiggede på ham og så, at der ikke var et eneste hår på hans hoved.

Tænk, det var varmen i bjørnens mave, der havde løsnet alle hårene.

Da han kom hen til dem, spurgte de ham: "Hvor er så den store bjørn?"

Han svarede: "Den ligger død deroppe. Jeg har dræbt den."

Heldigvis for den forældeløse gjorde den store bjørn, han fangede, ham

til storfanger, fordi han solgte bjørnens store skind delt i flere

stykker og fik kajakker, slæder, konebåde og hunde i betaling.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede

Print
Dokument id:1909
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:Naqiikka
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Inarssuarmiut kângnerssuaq / Oqalugtuaq Naqiika / Da Innarsuaqboerne sultede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Denne renskrift (ved Peter Rosing ?), springer undertiden

enkelte sætninger over i forhold til:

Orig. nedskrift: Sofie Jørgensen i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419.

Historisk fortælling om Innarsuaq-boerne i Sermilik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen af renskriften:

 

(Innarsuaq / Innartivak ligger i den indre del af Sermilik Fjorden. Stedet er stadig vinterboplads.)

Engang overvinterede der nogle i Innartivak. De havde samlet sig

rigeligt vinterforråd om sommeren. Da det var ved at blive efterår

skete så det, at storisen vestfra og isfjelde, der kom ud af fjorden,

stødte sammen og spærrede fangstområdet. De tog hul på det forråd, de

havde samlet om sommeren, men de sparede mere og mere på det,

efterhånden som vinteren nærmede sig ("ukioriartortigdlugo

sipâriatuinnaraluaramikit", en lidt ejendommelig sammensætning. Ch.B.)

Til sidst var der kun tørrede ammasætter tilbage. Da det var kommet så

vidt, begyndte de at spise de skind, der skulle bruges til forskellige

formål, samt alt andet, der overhovedet kunne spises. Lampespæk havde

de heller ikke mere af; og de var henvist til at grave i

sneen og få fat i det harske størknede tran, der var klistret fast på

klippen, og som stammede fra de sæler, som Naqiikkas bedstefar, der

havde stedet som fast overvintringsplads, havde fanget.

 

Midt mens de sultede, begyndte en af mændene at udsulte sin kone ved

selv at spise hendes ration.

Engang blev han grebet på fersk gerning af hendes bror, som var den

eneste der havde ammasætter tilbage. Engang han delte ud af de

ammasætter, gav han sin søster, som blev udsultet af sin mand, en

håndfuld af dem og sagde til hende: "Spis dem, mens din mand ser på

det." Hun spiste dem, og da hun havde spist dem alle, kastede hun det

hele op (så udhungret var hun, BS).

 

Mens de således sultede hørte dem inde i huset en dag nogen

briste i gråd udenfor. En af dem derinde gik ud og spurgte: "Hvorfor

græder du? Er nogen død?" Han svarede: "Nej, der er

ingen der er død. Jeg græder (af glæde) fordi ham dér har fanget

sæl." Da han der havde fanget, kom ind, delte de fangsten imellem sig.

Nogle nøjedes med kun en mundfuld af spækket. Andre, som sultede

allerværst, fik efter at have slugt et par mundfulde, mavepine og krøb

sammen.

 

På et tidspunkt, hvor sælkødet var ved at slippe op, begyndte

åndemaneren (Naqiikkas farbror) at mane ånder.

Da han var kommet godt i gang med åndemaningen, hørte man ham sige

flere gange: "Dyret vi kommer til at leve af, er på vej hen til os."

(Det viste sig at være et varsel om en isbjørn, de ville blive

nedlagt.) En gang hørte man nogen uden for huset råbe op om

isbjørn. De gik ind og gjorde sig klar, hvorefter de tog

afsted for at opspore den, idet de fulgte dens spor, selv om sneen

var så blød, at det næsten var umuligt at komme frem. De sank i

i den bløde sne; men det lykkedes tilsidst at nå frem til

isbjørnen og dræbte den alene ved hjælp af lansen. Kvinderne var meget

bekymrede for dem; for de havde været væk i flere døgn ("únuit

ardlamatigit", altså egentligt: flere aftener). Men endelig blev der

meldt, at nu var de tilbage; og de kom hjem med den bjørn, de havde

fanget. Ivrigt ville man tage indvoldene ud, men opdagede så at de var

væk! Tænk det var broderen til ham der nedlagde isbjørnen, der havde

taget dem ud for at skabe en tupilak af dem.

 

Efter fangsten af denne

isbjørn, begyndte de så at fange lidt forskelligt.

Henad foråret, hvor fangstforholdene var blevet bedre, tog de

vestover på fangst fik de jævnligt noget.

 

Da fangeren, der ville skabe en tupilak, tog indvoldene ud af

isbjørnen, lavede han en tupilak i skikkelse af en isbjørn.

Da de var flyttet vestpå og begyndte at tage ud på fangst, hørte

kajakmændene engang et kraftigt brøl. De kiggede sig omkring i

forventning om, at et eller andet skulle vise sig; men da de var på

vej hjem uden at have set noget, fik de øje på en kajak, der lå med

bunden i vejret. De roede derhen og næsten fremme genkendte de ham som

den, der ville skabe en tupilak; nu lå han kæntret. Øjenen var spilet

op og meget store; og han var død. Tænk, den tupilak, som han havde

skabt var vendt tilbage til ham selv. (underforstået: og havde dræbt

ham.)

 

Hist.: Det kan være den tupilak, der refereres til i Sandgreen 1987:

s. 267 - 268: "Kaakaaq og den gamle grav."

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Indbildningens magt

Print
Dokument id:1868
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Indbildningens magt
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 63 - 64
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift, NKS 2130, 2', læg 7, s. 138: angut isumáinamigut miternik tungutsissartoq.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

"Manden der bildte sig ind at han spiste noget med spæk til".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen efter håndskrift:

 

I gamle dage, før skydevåbnenes tid,

var der en mand, der nærede et stærkt ønske om at spise

edderfuglebryster med spæk til, når fuglene begyndte at trække tæt forbi næsset ved vinterbopladsen.

Denne mand med det stærke ønske var allerede gammel og gik ikke

længere på sælfangst. Men engang fik de noget sælspæk forærende, af en

bopladsfælle, der havde fanget. Den gamle skar et stykke af spækket og

ridsede det op i tern. Han gik hen til det lille næs for dér at vente

på fugletrækket. Han tog straks et stykke spæk i munden for at være

klar, når fuglene kom. Så begyndte trækket indefter. Og hver gang

forestillede han sig de dejlige bryster og tog sig et stykke spæk, så

det til sidst slap op. Naturligvis følte han sig ikke mæt, da han tog

hjem. Spækket slap op, da trækket var på sit højeste.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide.

Desværre er der ingen datering.

Indh[Inuit oqalugtuait / De forladte børn

Print
Dokument id:189
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Indh[Inuit oqalugtuait / De forladte børn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 172 - 173, nr. 61
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

To søstre plejede ikke at tage med, når deres bopladsfæller rejste ind i fjorden på rensdyrjagt. De levede udelukkende af bær. Engang mens de andre var inde i fjorden, døde den ældre søster. Lillesøsteren, der nu var alene, var ude at samle bær hele dagen, men det hun kunne få samlet var ikke mere end, at de kunne være i spidsen af en lille vante. En dag da hun var på vej hjem med den smule, hun havde fået samlet, så hun en mængde kajakmænd på fangst. En af dem lagde til og forærede hende en sæl. Da de roede ud igen så hun, at de fløj op og blev til måger.

Nogen tid senere da der kun var ganske lidt tilbage af spækket fra sælen, så hun at der var én, der var på vej ind i teltet. Hun blev meget bange og gemte sig under dynen. Den fremmede viste sig at være en kvinde, der ville forære hende ild, der aldrig slukkedes.

En anden gang hørte hun hvisken. Så så hun to personer - den ene, der var helt sort, viste sig at være et sortebær, - og den anden, der var blå, viste sig at være et blåbær. Den sorte sagde: "Inde i landet er vi mange. Hvis du kommer med noget spæk og spytter trannet ud til os, vil vi aldrig dø." Tænk, bærrene forsvandt under jordskorpen, når der ikke blev spyttet tran på dem.

Næste dag var hun ude at plukke bær. Hun spyttede tran på dem og plukkede bær hele dagen og natten med. Hun tog først hjem næste aften. Og hun havde bær nok helt frem til renjægerne kom igen - da den første sne var faldet.

 

Var. Kragh nr. 64. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger, fx: Hajfisken som forsørger;

 

Hist.: En højst usædvanlig fortælling, der vækker mistanke om påvirkning fra nordiske folkeeventyr. Men spæk og bær er tæt associerede også i trad. grønlandsk kultur som spæksyltede bær til vinterforråd.

Ingneq aulatsîgât / Dem, der ventede på, at flammen skulle til at blafre

Print
Dokument id:1037
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 21
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ingneq aulatsîgât / Dem, der ventede på, at flammen skulle til at blafre
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 24
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Flere danskere, der rejste langs kysten, troede måske,

at samtlige husruiner, man så, havde været brugt til at overvintre i.

Det var ikke tilfældet. I gamle dage var der megen overtro. Når man

byggede et hus og skulle overnatte i det første gang, tændte man

en lampe og ventede på, at flammen skulle blafre. Når den blussede op,

blev de glade; det betød overflod for beboerne.

Hvis flammen derimod slet ikke bevægede sig, forlod de huset, efter kun

at have sovet dér én nat; for flammen der ikke bevægede sig, varslede

nød. Så byggede de et hus et andet sted.

 

Kommentar: Brændslet i lamperne var spæk fra sødyrene. Deraf associationen mellem fangst og opblussende (levende) ild. En bekræftelse på dette ritual er jeg hidtil ikke stødt på i andre kilder.

Ingnerssuarnut mingâtigtoq / Innersuanut mingaatittoq

Print
Dokument id:801
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ingnerssuarnut mingâtigtoq / Innersuanut mingaatittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 87 - 89, nr. 31
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 367:

"Det gamle ægtepar, hvis søn..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det gamle ægtepar, hvis søn blev røvet af innersuit

(væsener fra grl. folketro).

Det fortælles om et ægtepar, der elskede deres søn højt. En dag var

sønnen ude på fangst, og han vendte ikke tilbage. Hans forældre kunne

ellers dårligt undvære ham. Da sønnen var ude i kajak, så han inde på

land et lille hus. Han roede derhen og gik i land, op til huset og

trådte ind. Inde i huset sad der en mand alene. Denne tog ham og satte

ham ned på briksen. Ovenfra blev der firet nogle skind ned. Manden

løsnede båndene op og gav skindene til ham, idet han sagde: "Værsgo',

det er anorakker til dig." Han tog imod dem og tog dem på. Så sagde

den store mand: "Her er en, du skal have til mand." Endnu mens han

sagde det, kom der en kvinde ind. Hun tog ham i hånden og førte ham

ud. Manden kiggede bagud ad den vej, han var blevet ført ud og så, at der

var to indgange oven over hinanden. Han gik ind i den øverste gang. Hun

førte ham ind i huset og fik ham til mand. Manden følte hjemlængsel

en gang imellem; men han kom hurtigt over det, efter at han havde

fået sig en kone. Jo længere han boede dér, des mindre  blev

hjemlængselen.

Da det gamle ægtepar mistede sønnen, savnede de ham meget. Faderen ledte efter ham alle vegne, men fandt ham ikke. Gang på gang græd de

over tabet af ham, lige til de blev så trætte, at de måtte holde op.

Endnu engang var faderen ude at lede efter sønnen. Inde på land fik

han øje på en husgang. Han roede derhen og gik i land. Han gik op til

huset og stillede sig op ved indgangen, idet han gentagne gange sagde:

"Jeg er lige ved at komme ind, jeg vil gerne ind." Men der kom ikke en

lyd. Han råbte alt hvad han kunne: "Jeg vil gerne ind." Så hørte han

en sige indefra: "Kom ind." Endelig kom han ind, og der var kun én

mand i rummet. Undervejs ind havde han hørt sin søns stemme og

genkendt den, og han sagde: "Jeg vil gerne se min søn." Men manden

sagde: "Det kommer du ikke til." Den anden sagde igen: "Jeg vil gerne

se ham." Manden i huset sagde: "Det kommer du ikke til. " Han havde

sådan håbet, at se sønnen. Han var der længe og bad om at se ham.

Men det var udelukket. Han ville ikke lade ham se sønnen. Manden i huset

gav ham en dukke, der var en efterligning af hans søn. Med denne

dukke tog han hjem. Han vendte tilbage uden at have set sin søn.

Siden har de aldrig hørt fra deres søn.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; Ululina; qilaamasoq.

Hist.: Ifølge fortællingerne er innersuit er snilde træ- og benskærere, dygtige fangere, og de hvide / qallunaat vil gerne hande med dem. Qallunaat har formentlig efterspurgt trædukker i tidlig kolonitid, og det kan være det der afspejles i denne fortælling. Søg iøvrigt på innersuit.

Inigiagsîleqîpúngôq kujaleqardlitik / Inigiassiileqiipunngooq kujaleqarlitik

Print
Dokument id:450
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Mathiassen, Josef
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Inigiagsîleqîpúngôq kujaleqardlitik / Inigiassiileqiipunngooq kujaleqarlitik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 2 - 4
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fangerne der forsvandt

 

De var blevet til mange mennesker ("inigiasîlerqîpúngôq"), og der boede også nogle syd for deres boplads. Hver gang nogle af mændene tog sydpå på fangst, kom de ikke

tilbage. På den måde blev stedets mandlige beboere færre og færre. Nedgangen fortsatte, og til sidst var der kun en ungkarl tilbage. Han gav sig så til at træne stedets drenge i kajak. Træningen foregik nær ved stranden; og da de var ved at blive dygtige, gav ungkarlen sig til at lave fuglepile. Det blev til

ganske mange fuglepile; da han blev færdig, sagde han til drengene:

"Lad os tage sydpå og finde ud af, hvor de blev af." Så tog de afsted.

 

Lidt syd for bopladsen var der en lille ø. (Her er det uklart,

hvorvidt øen lå syd for deres egen boplads eller de andres. Jeg tror

det er deres egen boplads. Chr. B.) Først roede de uden om bopladsen, og så

til den lille ø. Herfra roede de mod syd, i række ved siden af

hinanden.

 

Da de nærmede sig nabopladsen i syd, kom en gammel mand ud af huset,

fulgt af en stor flok børn. De gik op til en høj og forsvandt bag den.

Lidt efter de var forsvundet bag højen, gik den gamle mand ned til

huset. Da han havde været inde en tid, landede en falk oven over

husets vindue. Der sad den så en tid, hvorefter den lettede og stilede

direkte mod kajakkerne, hvor den straks med foden skubbede så hårdt

til en af nybegynderne i kajak, at han kæntrede. En af drengene rejste

kajakken op igen, men han var allerede druknet.

 

Falken fløj igen op og satte sig oven for vinduet. Da den havde sat

sig, sagde ungkarlen: "Den vil udrydde os alle på den måde." Og han

bad så drengene om at placere sig i kæde og på linje bag ham. Falken

var igen på vej mod dem. Da den nærmede sig i fuld fart, greb

ungkarlen sin fuglepil, kastede den og ramte falken lige i

halshulningen over brystbenet; og den faldt ned, så vandet sprøjtede

til alle sider. Så sagde han til sine nybegyndere: "Hold den nede med

jeres fuglepile!" Da de havde gjort det, roede de ind til land. Der

var ikke et menneske at se. De gik op til huset og kiggede ind gennem

vinduet, men det var tomt. Så gik de op til højen, hvor børnene var

forsvundet. Man vidste jo aldrig.

 

Omme bag højen opdagede de en stor slette med fjeldsimmer (grønlandsk

fjeldsimmer). Midt på sletten lå en stor sten. Da gik derhen og nu

kunne de høre barnestemmer inde fra den store sten.

Da alt andet var omsonst sagde ungkarlen til dem: "I kender vel

heller ingen tryllevise / serrat, der kan få en sten til at flække?" "Jo!"

sagde en: "jeg kender én!" "Syng den så!" sagde ungkarlen.

Så snart han begyndte at synge, flækkede den store sten, og så myldrede

der ellers børn ud. Hvergang et barn kom ud blev det dræbt.

Da de havde dræbt dem alle sammen, så de efter i huset, om der skulle

være flere. De forstod så, hvordan det var den gamle mand (i skikkelse

af en falk) der havde udryddet alle mændene fra deres boplads. Da

ungkarlen og hans ledsagere ikke mente, der var flere mennesker, tog

de hjem. Og de fik ro i sindet.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik

Print
Dokument id:277
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inorersup qavâp sínagtugâ / Akamalik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 491 - 494, nr. 147
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 105, ss. 282 - 292.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 86, ss. 434 - 437: The Dream and Conversion of Akamalik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En drøm, som drabsmanden fra sydlandet havde.

En drabsmand havde den vane, at han dræbte nogen, hver gang han var ude at ro i kajak - uden at der var nogen anledning dertil. Hvor mange han havde dræbt, kunne ses på tatoveringer på hans pande. Tatoveringsmærkerne fyldte næsten to rækker i panden.

Da fætteren døde, var han så bedrøvet, at han ikke kunne sove om natten

Endelig faldt han i søvn og drømte følgende: Der viste sig en kvinde, som råbte

til ham, at man havde fanget en hvalros. Da hun sagde dette, gav han sig til at

gøre klar ('saniarsulerpoq' - jeg kender ikke ordet. Oversættelsen er et gæt).

Han kom ud og fulgte efter kvinden. Nogle gange forsvandt hun bag et fjeld og,

hver gang hun viste sig igen, var afstanden mellem ham og kvinden altid den

samme. Engang så han hende kravle op på en stejl fjeldvæg. Han tænkte: "Måske

vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik derhen. Han tog blot et par skridt, så

var han oppe på fjeldet. Han gik videre - stadigvæk efter kvinden, der somme

tider var ude af syne bag et fjeld, og hver gang han så hende igen, var afstanden

mellem ham og kvinden altid den samme. En gang så han hende kravle op på en

meget høj fjeldvæg. Han tænkte: "Måske vil jeg ikke kunne klare dette." Han gik

derhen og tog et par skridt. Så var han oppe på fjeldet. Han gik videre.

Afstanden mellem ham og kvinden var fortsat den samme. Endelig kunne han, da

han kom op på fjeldets top, se stranden nedenfor. En masse mennesker var i færd

med at hale noget op. Han gik derned, og en af dem sagde til ham, idet han pegede

på én: "Her er et menneske, som du har dræbt." Han skammede sig, og han

bebrejdede sig selv, da han så den person, han havde dræbt. Han gik videre,

stadig efter kvinden, og afstanden imellem dem var stadig den samme. Hun forsvandt

og viste sig igen. En gang så han hende gå op ad en stor trappe. Der var stor

afstand mellem trinene på trappen. Han gik hen til trappen og tænkte, at han

måske ikke ville kunne klare at gå op ad dem. Han trådte kun få trin, så var han

oppe. Han gik videre efter kvinden, som skiftevis forsvandt og viste sig.

Afstanden mellem dem var fortsat den samme. Næste gang han så hende, var hun ved

at komme op af en stor kløft, hvor der brændte ild. Han kiggede på ilden,

der flammede op, og netop da der slog en flamme op, kom kvinden op af kløften.

Han tænkte, at han måske ikke ville kunne klare denne kløft. Han ventede på en

passende lejlighed, og da flammen blev lidt mindre, gjorde han et forsøg, og det

lykkedes. Han så et menneske, der nær var faldet ned i kløften, og som klamrede

sig til kanten ('nipíngajôrtoq' - nipinngavoq: er klistret fast - Chr. B.). Dér

ovenpå, hvor han befandt sig, var det meget lysere. Han så mange mennesker, der

gik hver for sig eller i flokke - enker og ægtepar, unge og spædbørn, samt børn,

der var født i dølgsmål ('alugsugutit' går jeg ud fra er det samme som alussugaq

- Chr. B.), alle sammen med mærker - piger, unge mænd og alle andre, fra de

yngste til de ældste havde deres eget mærke. I nærheden af dem så han én, der

var så lys som solen. Han var på vej til de mange mennesker, da en fra venstre

side bad ham om at standse. Han standsede. Han blev stående der, selv om han

meget gerne ville gå hen til dem. Han skammede sig og bebrejdede sig selv. Ham,

der var så lys som solen, havde meget smukke klæder, en meget lang klædning, som

havde skiftende belysning. Knapperne skinnede sådan, at man ikke kunne se

direkte på dem. Hans store snørebånd var endnu mere skinnende. Da han kom til

manden, lukkede han en bog op. Han kiggede i bogen og så sig selv. Hele hans

levned var fortalt og forklaret i denne bog. Han blev meget skamfuld. Nu forlod

han dette emne og fortalte, at manden der klamrede sig til kløftens kant, og som

nær var faldet ned i kløften, var en åndemaner sydfra. Manden fortalte, at han

var frelseren, og han viste ham noget, han havde på sin side og på sine hænder.

Hans hænder og fødder var gennemhullede og fra hans side kom der lidt blod og

vand. Han sagde til ham: "Når I slås indbyrdes med våben, gør det ondt i dette

sår." Mens han endnu talte, viste han ham noget ved at pege på noget i sydlig

retning. Da han vendte hovedet i den retning, så han nogle, der skulle være

engle - to væsener med vinger. De kom med et menneske, der var dødt. De satte

det ned på en slette. Han (der kaldte sig frelseren) gik derhen. Den døde lå med

foldede hænder. Han rakte sin venstre ringfinger til den døde, og den døde rakte

sine hænder op efter den. Han gav ham vejr (måske bedre: han pustede liv i ham -

Chr. B.), som når man pustede et stykke tarm op. Derefter hjalp han ham op, og da

han rejste sig op, gik han hen til de mange mennesker, der var glade.

Han kiggede til den anden side og så noget, der lignede en sol, som var

helt skinnende. Han (der kaldte sig frelseren) sagde: "Almindelige mennesker kan

ikke komme derhen." Han gjorde tegn til det. Der gik en kort tid. Så kom der

noget, der var rundt, frem - hoppende. Da det rullede hen til ham, flyttede han

sig ikke og da den revnede, fyldtes luften med noget sødt. Drabsmanden spurgte

hvad dette var for noget og den anden sagde: "Det var en frugt (eller et bær -

Chr. B.), der eksploderede ved dig." Han gjorde tegn endnu engang, og der kom igen

noget (rundt frem) - samme slags som før. Da det rullede imod drabsmanden, sagde

den anden, at han skulle flygte. Han spurgte ham, hvorfor han skulle flygte og

om, hvad det var for noget. Den anden sagde: "Den store jord 'naugalugtuaqaoq'

(det kan jeg ikke få mening ud af. Eller skulle der mon have stået:

'qaoralugtuaqaoq' - Der er fare for, at jorden kan eksplodere? - Chr. B.).

     De mange mennesker sang smukt, men de små, der var født i dølgsmål

('alúsugutínguit' - de, der er født i dølgsmål? Chr. B.), der drejede rundt med

jorden, sang smukkest (gik i kreds medsols? BS).

Han (der kaldte sig frelseren) sagde til drabsmanden, at han skulle hjem,

fordi han endnu ikke var død. Han ville ellers nødig forlade alle de glade

mennesker. Han var ved at belave sig på at gå, men var bange for at gå forbi den

store kløft. Så skubbede han til ham - det viste sig, at han blot ville prøve ham.

Det gik pludselig op for ham, at han var kommet på den anden side af kløften.

Derfra gav han sig til at gå ned, og da han kom tilbage til sin fælle, vågnede

han, og det var den sjette dag (eller: efter at have sovet i seks døgn? - Chr. B.). Han undrede sig meget over sin drøm, og havde lyst til at høre nærmere om

Frelseren. Han fik lyst til at få undervisning. Han begyndte at gå til

undervisning. Og da han i løbet af kort tid havde lært noget, ønskede han at dø. Han var indstillet på helt at opgive sit syndige liv. Da han vågnede efter den

lange søvn, var han længe generet af det skarpe lys. Han ønskede at dø, og det

gjorde han. Det fortælles, at han var årsag til, at nogle af sydlændingene blev

troende.

Før han blev troende, vidste han hverken om bøger eller om Frelseren. Det

var først efter at han havde drømt, at han lærte om disse, og at han blev døbt.

Slut.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: se varianterne.

Inuarajugtorssuaq Aatârssuatsiaq / Drabsmanden Aataarsuatsiaq

Print
Dokument id:446
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Inuarajugtorssuaq Aatârssuatsiaq / Drabsmanden Aataarsuatsiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 17h - 20h
Lokalisering:Nuugaatsiaq: Uummannaq
Note:

Vedr.mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles, at der i gamle dage boede en stor drabsmand ved navn Aataarsuatsiaq i Nordgrønland. Han boede ud for Kangersuatsiaq / Prøven. Dengang var øen Sioraq

beboet.

 

Aataarsuatsiaqs kone havde en ugift lillebror ved navn Ekersaq / Ikersaq, der boede på Sioraq. Han var forældreløs, og der var dage, hvor han sultede. En dag

midt om vinteren, hvor havet var frosset til, blev han som sædvanlig

sulten, og han gik over for at besøge sin søster. Da han kom, gav

søsteren ham noget mad. Den dag var Aa. kørt ud på slæde.

Storesøsteren sagde til E.: "Du må hellere tage hjem nu, for han vil

ikke lade dig leve, når han kommer hjem!" og hun beordrede ham til at

løbe hele vejen til Sioraq. Han adlød og tog hjemover i løb, mens han

undevejs spiste sin smule / dejlige mad. Kort før Sioraq vendte han sig

og så jo som ventet, at en slæde fulgte efter ham. Det var jo hans

store svoger, der fulgte efter for at dræbe ham. Han løb til og nåede

Sioraq før ham. Da svogeren kom til kort, fordi han ikke kunne formå

sine hunde til at indhente ham, vendte han om, før han nåede frem til

Sioraq.

 

Dengang havde Aa. en elskerinde på Sioraq, som haltede på begge ben

(pga. hofteskade), og som han af og til besøgte for at sove hos hende.

Undervejs var der en klippehule, hvor han plejede at ligge på lur. E.s

bopladsfæller, der i den isfri periode tog nordover på fangst, kom

aldrig tilbage. Det viste sig at Aa. dræbte dem, når de var på vej

hjem langs kysten med en sæl på slæb, og at han stjal fangsten. Når

Aa. kom hjem med den dræbtes sæl, plejede han at sige: "Det er en sæl

fra det yderste hav ("ímap qagdliup puisâ")"

 

Der var så en fanger fra Sioraq som vanlig på sælfangst og på vej

sydover langst kysten med en sæl på slæb. Da han roede forbi den store

klippehule og kiggede ind mod land, fik han øje på noget, der lignede

overtræk til kajakspids,(ordret efter: "qaannap usuusaata puua"

Chr.B.) der bevægede sig i takt med havets bevægelser. Han blev

mistænksom, tog nogle åretag og vred kroppen for at kunne holde øje

med, hvad der skete bagude ("kingumut alaatsinaalerpaa") og roede så

kraftigt til for at nå hurtigere frem med sin sæl på slæb.

Ganske rigtigt! Da han næsten var forbi hulen, roede en kajakmand ud

af den. Han roede efter manden med sælen på slæb, men han kunne ikke

indhente ham. Og da afstanden ovenikøbet øgedes, råbte han blot (truende): "Du

fortæller det ikke til nogen!" (Men) fra da af vidste man med

sikkerhed, at der var A., der havde dræbt deres bopladsfæller.

 

På Sioraq trænede Ekersaq uafbrudt til stærk mand for at hævne sig på

sin store svoger, der havde stræbt ham efter livet. Og Aa. kom

jævnligt til Sioraq og besøgte sin elskerinde.

På et tidspunkt, hvor Ekersaq var blevet ganske tilfreds med

resultatet af sin træning, kom Aa. til Sioraq for at sove hos sin

elskerinde. Han stillede sin kajak dér, hvor han plejede, og gik op

til hendes hus, uden at nogen hindrede ham i det. Om aftenen, da han

havde lagt sig til at sove, gik E. ned til sin grimme svogers kajak.

For han kunne ikke glemme, at han havde stræbt ham efter livet. Han

tog svogerens kajakkniv og gav kajakbetrækket så mange snit på det

sted, hvor manden plejede at sidde, at det blev helt sønderflænget.

Den nat sov E. ikke, og han veg næsten ikke fra vinduet, hvorfra han

hele tiden holdt øje med sin modbydelige svoger. Endelig kom svogeren ud af

sin elskerindes hus iført sin halvpels. E. gik ned for at tage afsked med

ham med begge arme trukket ud af pelsens ærmer. De nåede kajakken

samtidigt. Da Aa. fik øje på sin kajak ovenfra, sagde han: "Jeg har

glemt min halvpels," men den havde han jo på i forvejen. Idet han

begyndte at gå op til huset, fulgte E. efter ham; og da der ikke var

tid til at stikke armene i pelsens ærmer, sprængte han pelsen og greb

svogeren bagfra om begge hans arme. Han pressede albuerne imod

kroppen med sådan en kraft, at ribbenene brækkede, selv om Aa. sagde

til ham: "Nu må du holde op."

I det øjeblik E. greb om ham kom der folk ud af husene. De ville være

med til at dræbe Aa. En af dem, Aqaasiaq, løb foran med en stor

fremadrettet kniv. Han løb, og uden at sagtne farten et øjeblik stak

han Aa. lige i hjertekulen, og det var netop i det øjeblik E. gav slip

på ham. Hvis ikke, ville E. også være blevet ramt, for kniven gik helt

igennem Aa.

En mand, der hed Sioraq var også med. Han kom til i det øjeblik Aa.

faldt om. Denne Sioraq tabte besindelsen og tævede løs på sin fjendes

hoved. Han kom først til besindelse af stærke smerter i sin

lillefinger. Tænk, han havde aldeles smadret sin fjendes hoved. Der

var noget ejendommeligt ved den dræbte, for det viste sig at han havde

to sæt ribben, det ene bag det andet.

Da denne massemorder var dræbt, kunne folk i omegnen leve uden frygt

for flere drab.

 

Var.: Aataarsuatsiaq. En ikke identificeret var. fra Knud Rasmussens samlinger er trykt i ny retskrivning i tidsskriftet Kalaaleq nr. 9, 2000, s. 9.

 

Hist.: De ganske mange versioner tyder på, at Aataarsuatsiaq er en historisk person.

Inuarugdligak / Peter Ranthol

Print
Dokument id:163
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inuarugdligak / Peter Ranthol
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 161 - 164, nr. 56
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:

 

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.

 

Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift).

En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende:

For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på

et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky

overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et

sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De

hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.

 

Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et

elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på

knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs

rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en

knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men

spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket.

Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik

med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.

 

Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene.

Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den

tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres

forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere

tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år.

Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede

de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers

mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse

væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som

dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen

fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De

dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at

beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen

kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.

 

Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande

mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig

på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde

bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget

landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem

over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes

spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor

der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik

de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste

videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres

slægtninge.

 

Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke

nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år,

blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige

anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene

brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle

transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de

på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte

en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres

normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at

de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de

hinanden og antog igen dværgestørrelse.

 

Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en

åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et

stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til

fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han

overlod knivene til de tre sønner.

 

Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl

fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse

kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.

 

Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det

blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele

babystadiet.

 

(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt

- Chr.B.)

 

Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;

 

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk.

Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter').

Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

 

Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg.

Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS

Inugtumagssunik / Inuttumassunik

Print
Dokument id:381
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Thomassen, J.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inugtumagssunik / Inuttumassunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 991 - 996, nr. 199
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles, at denne mand også havde hørt noget om

menneskeædere i Sydgrønland. Det var sagt om den mand fra

Nordgrønland, at han var en person man regnede for noget.

 

Han tog af sted og nåede langt mod syd uden at træffe mennesker. Sent på efteråret, da frosten var gået i jorden, kom han til et hus. Husets indvåner

bad ham standse der. Nordgrønlænderen slog sig ned og fik

denne mand som bopladsfælle. Han spurgte ham, om der i Sydgrønland

fandtes menneskeædere. Han svarede: "De bor lige syd for os. De spiste

de andre dér på stedet. Du må ikke besøge dem nu. Når isen ligger fast tar vi derhen på besøg." De boede i samme hus, og nordgrønlænderen fangede så mange sæler, at man skulle tro, at de var kommet op på land af sig selv. Oquia (? måske: quia, hans forrådskammer) nalugamiuk (han kendte det ikke).

 

Så blev det vinter og isen lagde sig. Nordgrønlænderen spurgte: "Hvornår skal vi besøge dem?" Det skulle vente lidt, svarede husfællen. Men nordgrønlænderen blev ved med at presse på. Så spurgte husfællen: "Hvor hurtigt løber du?"

"Jeg løber lige så hurtigt som alle landdyr." Husfællen mente, at så skulle han nok kunne klare sig.

 

En morgen sagde husfællen: "Nu skal vi på besøg." De tog af sted, og

undervejs sagde husfællen: "Du vil jo derhen. Når du kommer ind i

huset, må du kigge dig godt om. Hvis du ser menneskeknogler, der

ligger til gæring under sidebriksen, må du ikke blive forskrækket. Så

bliver du dræbt." Han fortsatte: "Inden du spiser noget, skal du sige:

"Jeg har glemt at tisse, inden jeg gik ind. Jeg må lige ud at tisse."

Når du kommer ud, skal du stikke i løb og flygte af alle kræfter

hjemover".

 

På den anden side af et lille næs fik de øje på et hus med

to vinduer. De gik derhen og ind i huset. Derinde fik nordgrønlænderen

øje på menneskehoveder, hvor noget af skægget endnu sad på, under

sidebriksen. Ved dét syn blev han meget forskrækket og sagde: " Jeg

har forresten glemt at tisse." Han gik ud og undervejs ned forlod alle

hans kræfter ham. Han skulle jo ellers flygte. Han var nået et godt

stykke ud på isen; så kiggede han sig tilbage og så, at husfællen løb

efter ham, og at de blev forfulgt af mange folk bevæbnet med knive.

Nordgrønlænderen blev helt lammet ved synet. Det opdagede husfællen

og skyndte sig hen til ham. Han indhentede ham og tog ham i hånden. Da

menneskeæderne var ved at nå dem, puttede sydgrønlænderen

nordgrønlænderen, som ellers så gerne ville opleve menneskeædere, ned

mellem isstykkerne ved stranden og lukkede åbningen med et stykke is.

Sydgrønlænderen kunne høre menneskeæderne sige: "Det var da ærgerligt,

at vi ikke dræbte ham, straks han kom ind." Han kunne høre, at de gik

og ledte efter ham. De fandt ham ikke og vendte tilbage til deres hus.

 

Nordgrønlænderen vendte tilbage til sydgrønlænderen og tog ham med

hjem. Han spurgte: "Vil du på besøg endnu en gang?" "Ja, det vil jeg

gerne," svarede den anden. Da de tog af sted dagen efter, sagde

husfællen: "Denne gang må du sørge for straks at komme ud, og

du skal flygte af alle kræfter."  Nu sørgede nordgrønlænderen for at

forsvinde hurtigt ud af huset. Han var lige kommet ud på isen, så

opdagede han, at de blev forfulgt. Husfællen indhentede ham og gemte

ham igen mellem isstykkerne. Husfællen kunne høre, at forfølgerne gik

forbi gemmestedet, og at de snakkede: "Det var en skam, at vi ikke

dræbte ham." De fandt ham ikke og vendte om. Da de kom hjem, sagde

sydgrønlænderen: " Lad os besøge dem i morgen endnu en gang."

Nordgrønlænderen svarede: "Jeg skal ikke på flere besøg." Han boede

hos sin vært vinteren over. Da han om foråret skulle rejse tilbage

nordover, sagde værten: "Kom igen en anden gang." Nordgrønlænderen

svarede: "Det skal jeg nok." Men han rejste aldrig syd på mere.

 

Var.: Søg på kannibaler; menneskeædere

 

Hist.: Mistroen til ukendte fjernt boende mennesker i Grønland, giver sig oftest udtryk i forestillinger om kannibalisme. Det afhænger tilsyneladende af fortællerens proveniens om de kannibalske folk bor langt syd eller langt nord for "heltens" eget hjemstavn.

Nordgrønland er formentlig landsdelen nord for Sisimiut.

 

Kommentar: Denne variant er sløjt fortalt / gengivet i sammenligning med de fleste andre af samme slags.

inuit angákoqaratdlarmata oqalugtuaq

Print
Dokument id:183
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit angákoqaratdlarmata oqalugtuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 198 - 199, nr. 79
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af et håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling fra dengang, der var åndemanere til.

 

I gamle dage var der i Tasiusaq en åndemaner / angakkoq med to sønner. Når åndemaneren skulle hen til sin afdøde kones grav for at græde over tabet af hende, lavede han ræve og harer af sne og pustede liv i dem, så at hans sønner kunne få tiden til at gå med dem, mens han var væk. En dag, da han stod ved graven, hørte han en stemme, der sagde: "Kom indenfor." Da han vendte sig om, så han et hus. Inde i huset sad en mand og lavede pile; og på gulvet lå et stort rensdyr, som endnu ikke var flået. Manden i huset flåede det og sagde til åndemaneren, at han skulle spise det hele.

Næste gang han var ved graven, blev han også budt indenfor. Denne gang lå der

en masse mattak på gulvet, da manden havde fundet sassat (mange småhvaler i en våge, BS).

 

En dag var åndemaneren ude at gå en tur. Han hørte et skrig og så, at

manden fra huset var på vej op ad en skråning med stort besvær. Det viste sig at

han havde brækket benet. Åndemaneren gik hen til ham og holdt ham på benet, så

det heledes igen. Manden sagde: "Jeg har efterladt et rensdyr dernede, hvor jeg

brækkede benet. Du må få det, men ingen må spise kødet med spæk til og du skal

være den første, der smager på indvoldstalgen." Åndemaneren sagde til dem

derhjemme, at de skulle følge disse forholdsregler; alligevel var der en lille

ældre mand, der spiste spæk til kødet. I det samme hørtes der et skrig og en

stemme, der sagde: "Jeg havde jo sagt ..." Åndemaneren gik ud og opdagede, at

manden havde brækket benet endnu engang. Han helbredte det.

 

Åndemaneren gav sig til at mane ånder. Han kaldte på sin hjælpeånd fra det

tidlige efterår. På det tidspunkt, hvor dagene var blevet lange, stødte han

sammen med sin hjælpeånd (aporpaa), hvilket ville sige, at hjælpeånden ikke

længere tilhørte åndemaneren. Hjælpeånden kom og fortalte følgende: "Dengang da

jeg var på vej hertil, så jeg nogle mænd fra den vej (eller: rute), som stammede fra de første danske (qallunaat) beboeres tid i Qasigiannguit (Christianshåb).

Jeg var meget bange for dem." Sådan sagde åndemanerens hjælpeånd og den fortalte videre: "Engang jeg var på vej til dig, mødte jeg eqqillit. Jeg ville

gerne finde nogen, jeg kunne følges med, og jeg fandt en pige og en gammel mand

som ledsagere. Da de to var langsomme til bens, gik vi tilbage og listede os ind

på disse eqqillit. De havde deres hus i kanten af en stor slette. Vi kom til en

stor sø og kunne ikke komme videre. Men jeg fik mine ledsagere til at løbe over

søen sammen med mig. Lige før vi nåede den anden side af søen, faldt den gamle

mand igennem, men nåede dog land. Vi gik over sletten og nåede næsten til den

fjerneste ende af den. Vi listede os ind på eqqillit og dræbte dem

alle sammen."

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Så forholdsvis usædvanlig, at begivenhederne kunne være oplevet af historisk åndemaner og berettet under en el. flere seancer.

inuit oqalualârutait / Ungnugssuaq og Napassoq / Uunnussuaq Napasoq

Print
Dokument id:198
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalualârutait / Ungnugssuaq og Napassoq / Uunnussuaq Napasoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 273 - 274, nr. 93
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller.

Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 51.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 51.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Inuit-fortælling.

I gamle dage, da Narsarmiut endnu var beboet, var der en

tilflytter på stedet, der hed Uunnussuaq. Hans søn hed Napasoq. De var ved

at bygge deres vinterhus om efteråret, og en dag, da det var godt vejr, tog

Uunnussuaq af sted på fangst. Han var borte ganske kort tid, så så man ham

komme med en sæl på slæb. Han havde fanget en sortside. Det fortælles, at hans søn var meget snakkesalig og uartig. Mens han bar faderens bugserblære op, sagde

han: "Uunnuk berøver stedet dets sæler." Endnu engang har han frataget stedet en

sæl. Det fortaltes, at Uunnussuaq efter den tid, hele vinteren, ikke fangede en

eneste sæl.

 

Uunnussuaq måtte bruge kamikker uden inderstrømpe, når han var ude på

fangst i kajak om vinteren. Der var ingen hud på han ben (formentlig underben -

Chr.B.), og de væskede meget. Når han kom hjem tog han kamikkerne af og hældte

væsken ud af dem. Hans søn havde ingen kajak. Han var meget mager, selv om han

spiste uafbrudt. Når moderen syntes, at han spiste for meget, plejede hun at

sige: "Hans sjæl spiser ham, derfor tager han aldrig på."

 

En aften samledes mændene. Napasoq, som også var med, rejste sig midt i det hele op og begyndte at danse rundt og brugte Uunnuusuaqs "ermumigutíngua" (den danske kommentar kan vist tydes som "madske"? - Chr.B.) som tromme. Hans sang skulle lyde sådan: "Jeg er ikke andet end ben. Jeg er ikke andet end gnaveben. Fjern kødet fra mig, Isortoqs kraftige østenvind kan jeg ikke undvære. Ai, jeg kan ikke undvære den, ai, jeg kan ikke undvære den!" Det fortælles, at han (ikke klart, om det Uunnussuaq eller Napasoq - Chr.B.) drog nordpå langs kysten, da det blev forår, og han kom aldrig tilbage.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger

inuit oqalugtuait

Print
Dokument id:168
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalugtuait
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 173 - 174, nr. 62
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

 

Originalen findes ikke længere. Heller ingen afskrift i Kraghs samling: NKS 2488, VI.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

 

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

 

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Manden, der brugte sin mor som fangstblære. (Orig. uden overskrift)

 

 

 

En enke havde en søn og en datter. Sønnen blev blind, og hans mor gav ham ikke noget at spise. Men søsteren gav ham noget at spise i hemmelighed. En dag kom der en isbjørn og stak hovedet ind igennem vinduet. Den blinde bad søsteren række ham

 

buen, og ved søsterens hjælp skød han bjørnen. Han kunne høre, at han ramte

 

dyret, men moderen sagde, at det var tværbjælken, han ramte. Moderen og søsteren

 

flænsede isbjørnen. Moderen ville ikke give ham noget kød, men det gjorde

 

søsteren i al hemmelighed.

 

Da det blev forår, lod den blinde sig føre af sin søster til en stor sø. Mens

 

han lå på ryggen ved bredden af den store sø, hørte han susen. Det var en fugl,

 

der fløj lige hen over ham. Den anden gang den fløj forbi, rørte den ved hans

 

ene øje og næste gang igen begge øjnene. Han nåede lige at få et glimt af

 

fuglen. Det var en rødstrubet lom. Da han gik tilbage til huset, så han et

 

isbjørneskind, der var strakt ud på jorden ved hjælp af pløkke. Han spurgte sin

 

mor, hvor skindet stammede fra, og fik at vide, at det var et, der var blevet

 

efterladt af nogen.

 

Da hvidhvalstrækket viste sig, sagde sønnen.: Bare man havde en fangstblære. -

 

Moderen sagde: Brug mig som fangstblære. Sønnen bandt sin line omkring livet på

 

moderen. - Moderen sagde til sønnen, at han kun skulle harpunere mindre hvaler.

 

Men da en stor hvidhval dukkede op, harpunerede sønnen den trods moderens

 

protester, og han skubbede moderen ud i havet. Hvidhvalen og moderen dukkede op

 

lige efter hinanden, og moderen råbte: Uluga (min ulu), og det gjorde hun hver

 

gang hun dukkede op. Moderen havde en pels, der var lavet af spraglet sælskind. Hun blev til en narhval og hendes udslåede hår til hvalrostænder. Narhvalen

 

stammer således fra denne kvinde.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Kommentar: Ned- eller afskriveren har vist sovet, da han forsynede narhvalen med hvalrostænder. Enkelte narhvaler har dog to tænder. Eller måske var han fra et område, hvor man aldrig så en narhval. Håret, der blir til tanden, er netop ikke udslået, men  - som det fremgår af andre versioner - snoet.

 

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Neither is there a copy in Kraghs collection: NKS 2488 VI)

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

 

The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The Man who used his Mother as a Hunting Bladder (The original version does not have a title.)

 

A widow had a son and a daughter. The son was blinded and his mother did not give him anything to eat. But his sister gave him food in secret. One day, a polar bear came along and poked its head in through the window. The blind man asked his sister to pass him his bow, and with help from his sister, he shot the bear. He could hear that he had hit the bear, but his mother said that he had hit a crossbeam. His mother and sister flensed the polar bear. His mother did not want to give him any meat, but his sister surreptitiously gave him some.

 

When the spring came, the blind man let his sister lead him to a large lake. While he lay on his back on the edge of the lake, he heard a whooshing sound. It was a bird flying directly over him. The second time it flew over, it touched one of his eyes. The time after that it touched both of his eyes. He just about managed to catch a glimpse of the bird. It was a red-throated diver. When he went back to the house, he saw a polar bear skin stretched out on the ground, held with pegs. He asked his mother where the skin had come from and was told that it was one that had been left behind by somebody.

 

When the migrating beluga whales came along, the son said, “If only I had a hunting float.” His mother said, “Use me as a hunting bladder.”  The son tied his line around his mother's waist. The mother said to her son that he should only harpoon small whales. However, when a large beluga surfaced, the son harpooned it in spite of his mother's protests, and then pushed his mother into the sea. The beluga and his mother surfaced (one just after the other) and his mother cried, “Uluga (my ulu).” She repeated this every time she surfaced. The mother was wearing a skin garment made from the skin of a common seal. She became a narwhal and her hair, which was loose, formed walrus tusks. Thus, the narwhal comes from this woman.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Comment: The person who wrote down or copied the story must have been asleep when he equipped the narwhal with walrus tusks! However, some narwhals do indeed have two tusks. Or perhaps he came from a region where narwhals had never been seen. The hair which forms the tusk, is actually not loose, but was  according to the other versions- twisted or wound up.

 

Transl. by Lucy Ellis.

 

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

 

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

 

Anchorage, AK 99516, [email protected]

inuit oqalugtuait / Avaninguaq / Agdlerut

Print
Dokument id:161
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:inuit oqalugtuait / Avaninguaq / Agdlerut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 153 - 155, nr. 53
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Alleruut (Opr. overskrift: Inuits fortælling).

I gamle dage var der mange mennesker i Ilimanaq / Claushavn, der spillede bold, og om aftenen kom de gerne op at slås. Der var på stedet en kvinde, som mændene generede sig for (havde respekt for). Da boldspillet var overstået, gik denne kvinde til mændene, fordi hun gerne ville slås med en mand, der var klædt i spraglet sælskind, men hun gik fra ham igen. Den efterfølgende dag gik hun igen hen til ham og slæbte ham til huset, hvor hun boede. Hun gik baglæns og trak ham ind gennem gangen - denne nydelige mand, der hed Alleruut. Hans kommende svogre bød ham sidde ned. Kvinden lavede et leje til Alleruut og sig selv. Hans svogre

sagde til Alleruut, at han skulle i seng, og det gjorde han tøvende.

 

Dagen efter tog Alleruut af sted på renjagt, før de andre vågnede. I

mellemtiden havde svogrene travlt med at lave en kajak og kajakredskaber til

ham, så han kunne begynde at øve sig i kajak. Alleruut kom hjem med et

rensdyr, som han havde fanget ved at løbe det op.

 

Den efterfølgende dag ville svogrene lære Alleruut i at ro i kajak. Han holdt

hele tiden tæt på stranden. Men den næste dag, da de vågnede, var Alleruut

allerede taget af sted på fangst, selv om det blæste meget. Han kom hjem med to

sortsider. Hans svogre kunne slet ikke være med.

 

En morgen da Alleruut var på udkig, råbte han, at der var en hval i sigte.

Straks bar de konebåden ned til vandet og tog af sted medbringende en stor

fangstblære. De styrede lige hen imod et stort skær. Svigersønnen, der fungerede

som harpunér, harpunerede skæret. Da dyret (egentlig står der også her "skær" -

Chr. B.) blev ramt dykkede det ned. De dræbte dyret og bugserede det til land.

 

Om foråret rejste Alleruut og hans kone nordpå. De anløb adskillige

vinterpladser, hvor folk inviterede dem til at blive. Engang kom han (herfra er

konen ligesom helt forsvundet - Chr. B.) til en boplads, hvor der boede en gammel

mand med to døtre. Han kom til at bo hos disse. Dagen efter ankomsten tog

Alleruut ud på fangst og kom hjem med en hvidhval. Døtrene tog imod ham og bar

hvidhvalen op til huset. Da Alleruut kom ind i huset, havde den gamle mand spist

hele hvalen. Alleruut fik kun et stykke kød på størrelse med en hånd.

 

Der kom islæg, og da Alleruut en morgen var på udkig, observerede han en våge

med hvaler, der var indespærret. Han og mandens døtre tog ud til vågen og

fangede en hvidfiskeunge. Den bar søstrene hjem, og Alleruut nåede kun at få et

lille stykke kød, som han ikke blev mæt af. Da de vågnede dagen efter, var den

gamle stået op. Han ville gerne ud på besøgsrejse; men han kom ikke af sted,

fordi det var overskyet.

 

En dag da det var godt vejr, tog den gamle og Alleruut af sted. De løb ud på

isen og standsede først, da de nåede til store isskruninger; da var bopladsen

næsten ude af sigte. De løb videre og kom til en boplads med to huse. De så, at der var hængt store isbjørneskind på konebåden. De gik hen til det nordligst

beliggende hus. Derinde sad en gammel mand med hælene anbragt på briksekanten.

Der blev sat mad frem til dem. De besøgte også det andet hus, hvor der boede en

gammel mand, som sad på sammen måde som manden i det første hus. De fik noget at

spise, og da de kom ud af huset, gav de sig til at løbe. Da de var kommet forbi

et lille næs, så de tilbage og opdagede, at de blev forfulgt af store isbjørne.

De viste sig, at de gamle mænd, de havde besøgt, var isbjørne i menneskeskikkelse.

Da isbjørnene nåede dem, sagde Alleruuts ledsager til dem: "Den mand har

forsørget mig med sin fangst." Så faldt isbjørnene om på isen. Alleruut og hans

ledsager løb af sted og nåede tilbage til deres boplads.

 

Var.: Avarunnguaq; Allerut; disse har ligeledes et besøg hos bjørne som væsentligste episode, men afviger ellers en del fra ovennævnte version. Måske skal Alleruut staves Allerut eller omvendt.

Inuit oqalugtuât / Igimarasugssuk

Print
Dokument id:119
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Inuit oqalugtuât / Igimarasugssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 24 - 26, nr. 11
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr.: NKS, 2488, VI, ss. 105h - 106v + 108h - 109v.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106 - 108:

Igimarasugsuk.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

"Inuits fortælling" / "Igimarasussuk".

Om Igimarasussuk fortælles det, at han boede på et afsides sted, og at han

fik sig en ny kone med jævne mellemrum. Han spiste nemlig sine koner. -

Engang giftede han sig med den eneste pige i en stor søskendeflok. De fik

en datter, men faderen spiste hende. Derefter fedede han sin kone op med den hensigt at spise hende. En dag, mens han var ude på fangst, gravede hun en

hule i bagvæggen og gemte sig derinde, idet hun dækkede sig med et vægskind med

et lille kighul. Hun havde forinden udstoppet sin amaat (bærepels) og lagt den

på briksen. Da manden kom hjem, harpunerede han amaaten i den tro, at det var

hans kone.

Om natten, mens manden sov, flygtede konen ud og ville hjem til sine brødre.

Hun fulgte strandkanten og opdagede et stykke oppe på stranden et stort stykke

drivtømmer. Hun kunne trylle, så hun fik træet til at flække, gemte sig i

revnen og fik træet til at lukke sig igen. Manden tog af sted tidligt om

morgenen for at lede efter sin kone. Han fandt drivtømmeret og begyndte at hugge

i det med sin økse. Men han opgav det, idet han sagde: Det kan jeg gøre i

morgen. Da manden forlod træet, gik hun videre og nåede hjem til sine brødre.

Hun fortalte alt om manden. Hun sagde til sine brødre, at de skulle overmande

ham, når han engang kom på besøg.

En dag kom Igimarasussuk på besøg hos sine svogre og sagde, at han skulle hilse

fra søsteren. I det samme blev han overmandet; og konen, som overværede det

hele fra sit gemmested, kom frem og slog ham ihjel.

 

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk

Ipigssûtilik / Ipissuutilik / Manden, der holdt sit ord

Print
Dokument id:824
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ipigssûtilik / Ipissuutilik / Manden, der holdt sit ord
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 34
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Ipigsûtilik", renskrevet med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 373 - 374: "Ipigssûtilik" / Manden

med den skarpe kniv...".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden med den skarpe kniv.

I Upernivik overvintrede der engang en fanger, der næppe havde sin lige i hidsighed. Enhver, han blev vred på, dræbte han. Engang

tilbragte han sommeren i Amitsuarsuk / Amitsivartik? sammen med nogle andre, og han begyndte at tage ud på fangst. Når en af de fangere, der var med,

placerede sig i vindsiden og skræmte den sæl, jagtede,

dræbte han ham. Han var en dygtig fanger. En gang han kom hjem med en

sæl, sagde han til sin kone: "Sørg for at tørre skindet af min sæl her i en fart, for det skal være min ataseq (? yderpels)."

Det skulle hans kone nok.

 

En dag, mens manden var ude på fangst,

behandlede hun skind. Der var så mange at hun glemte at

behandle det skind, som han havde bedt hende ordne. Hun kom i

tanke om det, før han kom hjem, og gik hen til det sted, hvor det lå.

Da var hårene ved at løsne sig fra skindet. Det blev hun meget

forskrækket over. Hun tænkte, at manden sikkert ville dræbe hende, når

han kom hjem. Hun gav sig til at kigge på sælskindene for at finde et,

der lignede det. Endelig fandt hun ét, der næsten var mage til det.

Pletterne var en smule forskellige, men det var blevet harpuneret

nøjagtigt samme sted. Det skind gemte hun, til manden kom hjem. Men

skindet, som manden skulle have haft til yderpels, men hvis hår havde

løsnet sig, gemte hun nedenfor køkkenmøddingen, dér hvor deres tidligere bopladsfæller havde teltplads.

 

Lidt senere kom manden hjem. Da han havde været hjemme lidt, sagde han:

"Jeg går lige hen og ser til vores tidligere bopladsfællers teltplads."

Straks gik han derhen, mens hans kone var parterede sælen.

Så hørte hun ham sige:

"Mine tidligere bopladsfæller fangede ellers ikke sæler så tit. Alligevel

ligger der her et skind og rådner." Da blev hans

kone meget forskrækket. Hun hørte ham sige igen: "Det ligner

fuldstændig skindet til min yderpels - selv det sted,

harpunen har ramt." Konen svarede: "Skindet til din yderpels er allerede tørt og ligger i teltets vindfang (ifølge originalen. Afskriften har: uden for teltet).

 

Hendes mand ville se det. Konen gav ham nogle skind, der var rullet

sammen. Han ledte efter skindet, men fandt det ikke. Hun gav ham endnu

en rulle, men heller ikke blandt dem fandt han det. Han fandt det i

den tredje rulle og sagde: "Men pletterne er anderledes." Konen

svarede: "Se efter dér, hvor harpunen  har ramt. Det er nøjagtig det

samme." Manden sagde: "Det er rigtigt, det var dér, harpunen ramte."

Nu var han endelig beroliget.

 

Den samme fanger havde en kniv, en sort

sten. Når han skulle ud på fangst, lagde han den under sit brikseskind

- dér, hvor man plejede at sætte sig ned; og  han plejede at sige:

"Den, der knækker kniven vil blive dræbt."

Nogen tid efter at de var vendt tilbage til deres boplads, Upernivik,

skete det, at konen, mens manden var ude på fangst, kom til at sætte

sig ned på briksen, uden at tænke på, at kniven lå under

brikseskindet, med det resultat, at kniven knækkede. Det betød, at hun

skulle dø. Men hun tænkte sig om og klistrede den knækkede kniv sammen,

så den blev hel. Hun lagde den dér, hvor manden plejede at sætte sig

ned. Da manden kom hjem, satte han sig ned dér uden at tænke på

kniven. Men da der i det samme hørtes et lille knæk, kom han i tanker

om det og sagde: "Så, nu knækkede jeg min skarpe kniv." Idet han sagde

dette tog han kniven og dræbte sig selv.

 

Var.: Sandgreen 1987 Hans kone ødelægger noget.

Isigâdligâsungmik

Print
Dokument id:530
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Isigâdligâsungmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 238h - 247h, nr. 349
Lokalisering:[Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 152

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Isigaaligaarsuk.

Det fortælles om den stakkels Isigaaligaarsuk, at han var ungkarl.

I huset ovenfor boede en stor drabsmand, som havde mange koner. Han

var tilmed åndemaner / angakkoq / angakok. Hans hus havde fem vinduer. Han boede

sammen med sine koner, ingen andre. Ved aftenstid råbte man gerne ind

af vinduet, at de skulle komme og overvære åndemaningen, men kun

de gifte mænd. Når de andre gik, så var der kun Isigaaligaasunnguaq

samt hans husfæller, en enke og hendes datter, tilbage i huset. De

andre blev længe væk. De kom tilbage sent på aftenen. En aften gik

alle i huset hen for at overvære åndemaningen - undtagen mor og

datter. Efter at de andre var gået, sagde den lille enke: "Den kære

derhenne vil gerne have dig til mand, men hun duer jo ikke!"

(ajoqalunilu - ajorpoq, dårlig). Isigaaligaarsuk sagde: "Hvem siger,

at hun ikke duer?" Da han sagde dette, gjorde hun dem til mand og

kone. Folk vendte hjem og opdagede, at Isigaaligaarsuk havde fået sig

en kone.

 

Næste dag var de ude på fangst, og Isigaaligaarsuk kom hjem

med en sæl. Om aftenen blev de igen kaldt til åndemaning. Alle gik,

men Isigaaligaarsuk blev hjemme, som han plejede. Det varede længe, så

blev der råbt ind gennem vinduet: "Jeg skulle sige, at Isigaaligaarsuk

med kone skal komme til åndemaning." Isigaaligaarsuk tog sit sølle

kertulissa (? qitulissaq - noget, der er blødgjort) på og sagde til

sin nye kone, der sad på briksen: "Kom, skynd dig."

Han var meget spændt; for det var første gang han skulle inden for hos

genboen. De gik op, og da de trådte ind sagde

drabsmanden: "Her plejer gæsterne at sidde." Han pegede på pladsen

lige over for ham. Da konen trådte ind, pegede han bagover og sagde:

"Her bagved plejer gæsterne at være. Idet hun tog sine kamikker af,

tog han dem og hængte dem op. Han fjumrede lidt med noget åndemaning,

så var det forbi. Folk gik ud.

 

Isigaaligaarsuk var så optaget af at kigge rundt, at han glemte, at han skulle gå. Da han havde fået nok af besøget, sagde han: "Hør du dér ovre skynd dig lidt." Så sagde åndemaneren fra sin plads længere inde i huset: "Du får hende ikke, gå

du bare." Isigaaligaarsuk blev ved; men han kunne ikke rokke ham i hans afgørelse. Han lod konen blive og gik. Han kom hjem uden kone. Drabsmanden havde taget konen fra ham. Når han kom hjem med sæl, var det svigermoderen, der ordnede fangsten.

 

Om aftenen blev der kaldt til

åndemaning. Da Isigaaligaarsuk kom ind, gik åndemaneren hen til ham

og sagde: "Som altid lå jeg hos din kone i nat." Isigaaligaarsuk

kunne ikke gøre andet end at se ned. Da åndemaneren var færdig med sin

elendige åndemaning, forsøgte Is. at få sin kone med, men han kunne ikke

få ham til at slippe hende. En aften, da han kom hjem, sagde han:

"Ham den store deroppe har længe sjoflet mig. I morgen vil jeg gøre

gengæld." Hans svigermoder sagde omgående: "Det må du ikke, så dræber han dig." "ê, jeg skal nok få min hævn."

 

Dagen gik, og hen mod aften, da vinduerne blånede, blev der kaldt

til åndemaning. Isigaaligaarsuk gik ind som han plejede, og så såre

han trådte ind, kom åndemanderen hen og sagde: "Som sædvanlig lå jeg

hos din kone i nat." Da han tav, sagde Isigaaligaarsuk til ham: "Hvad

gjorde så du og din kone i nat?" Så tog åndemaneren en stor kniv fra

tværbjælken. I det samme var Isigaaligaarsuk på vej mod udgangen. Idet

han kastede kniven, bukkede Isigaaligaarsuk sig ned i gangen. Han stak

ham i begge lænder, så der strømmede blod ud. Der var blod alle vegne

dér, hvor han gik. Da han hjemme måtte bøje sig gennem husgangen,

sprøjtede blodet ud til begge sider. Han kom ind i rummet og

forblødte. Svigermoderen sagde: "Dér kan du bare se. Jeg sagde jo, at

du ikke skulle hævne dig." "Ti stille. Kig du hellere efter

ûtuversautingua (? uutuk - arp på barnehoved, Rinks kommentar) i min

lille kiste (værktøjskasse). Hun rodede ned i kisten og fandt det, og

det var tørret helt ind. Isigaaligaarsuk sagde: "Dyb det lidt i

vandspanden." Hun dyppede det og strakte det ud. På det tidspunkt var

han lige ved at forbløde helt. Så tog han den på, og så snart kanten

af den kom til at røre ved de store sår, standsede blødningen. Han gav

sig til at gå frem og tilbage på gulvet, meget blodfattig

(ameqarsisorujuksûdlune).

 

Da folk gik ud af huset efter

åndemaningen, kunne de følge det blod, han havde tabt; og de krøb ind

i gangen, hvor blodet var sprøjtet ud til begge sider. De gik ind og

troede, at han var død; men de så ham gå frem og tilbage på gulvet.

Han manglede ikke blod, og han havde ikke noget sår. Da de havde været

inde et stykke tid, sagde Isigaaligaarsuk: "I morgen udfordrer jeg ham

ham på bue og pil (eller: skyde til måls). Svigermoderen sagde

omgående: "Ikke på bue og pil, det må du ikke." "Jeg vil kæmpe med

ham med bue og pil," svarede han.

 

Dagen efter tog ingen af hans husfæller ud på fangst. De ville overvære kampen. Stadig iført "skælfordriveren" åbnede Isigaaligaarsuk hen på formiddagen

(udlorûmimat) sin lille kiste og tog en bue så lang som fra

fingerspidserne til albuen og en pil som fra fingerspidsen til

håndleddet (fingerspidserne er ikke nævnt direkte; men det må være

meningen, CB).

Han gik ud og styrede direkte op mod huset ovenfor. Han råbte ind

gennem vinduet: "Du derinde, kom ud, og lad os kæmpe med bue og pil."

Han vendte ryggen til vinduet og gik hen til husgangen. I det samme

viste den anden sig i udgangen med spændt bue. Isigaaligaarsuk sagde

til ham: "Vent lidt, vi skal ud på en lille slette og kæmpe dér."

Isigaaligaarsuk gik ned til den lille slette og stillede sig op. Idet

han lod spyttet ramme jorden lige foran fødderne, sagde han: "Du skal

stå her, hvor spyttet er." Åndemaneren gik hen og satte foden på

spyttet. "Det er for tæt på," sagde han og spændte straks buen. De

andre mænd råbte: "Isigaaligaarsuk, duk dig, duk dig." Svigermoderen

råbte: "Duk dig, duk dig." Han dukkede sig i det

strålende solskin. Han dukkede sig så meget, at han ligesom var blevet

helt anderledes (adlangortanguaq - allanngortunnguaq). Den anden

holdt hovedet en smule skråt og vidste ikke rigtigt, hvor han skulle

ramme ham (periarfessârudlugo). Så skød  han, og pilen fløj langt

over ham. Isigaaligaarsuk blev ikke ramt. Isigaaligaarsuk var blevet

den store (angivasuarqâq). Svigermoderen råbte: "Det var vel nok godt,

at Isigaaligaarsuk fik dukket sig." Isigaaligaarsuk sagde til den

anden:

"Om igen, for sidste gang." Åndemaneren spændte buen endnu en gang. De

råbte: "Isigaaligaarsuk, duk dig." Svigermoderen råbte endnu en gang:

"Søde Isigaaligaarsuk, duk dig, duk dig." Han dukkede sig sådan, at

han ligesom blev helt anderledes. Heller ikke denne gang ramte

åndemaneren ham. Isigaaligaarsuk var blevet den store (angivasuarqâq).

Svigermoderen udbrød: "Hvor er det godt, at han er så god til at dukke

sig, den søde." Isigaaligaarsuk sagde til den anden: "Jeg skal ikke

gøre dig fortræd (pisangilakit - dræbe dig). Gå du op til dit hus."

Han gav sig til at gå op, idet han ustandselig så sig tilbage. Da han

kom tæt ved husgangen, tog han næsten ikke øjnene fra

Isigaaligaarsuk. Han var ganske tæt ved gangen, så spændte

Isigaaligaarsuk sin bue - den bue, der ikke var længere end en

underarm, fra fingerspidserne til albuen. Netop som han bøjede sig for

at gå ind i gangen, skød han ham bagfra. Kun hans baller var synlige,

og her forsvandt pilen qerdlâdladlune (måske: qillaallalluni -

blinkede). Han gik hen til gangen og kiggede ind for at se, hvor han

var. Han så, at han lå under opgangen til rummet qangale

erkanganersuakasiat (?). Han havde ramt ham i endetarmen og fået slynget

ham ind under opgangen. Han fik sin kone med ud og gik ned til sit hus.

 

Noget senere blev der råbt: "Jeg skal be` Isigaaligaarsuk om at komme op og

se sin rival, inden han udånder." Isigaaligaarsuk gik op til huset. I

stedet for at gå ind, kiggede han ind gennem vinduet og så, at manden

næsten stod oprejst. Hans hoved blev alene holdt oppe af hans

mange koners indebukser; dem brugte han nemlig som hovedpude. Hans

ansigt var dækket af hans yndlingskones indebukser med skridtet lagt

på næsen, så han kunne lugte til dem anerne kipisiardlugo (måske skal

det forstås: anerni kipitserlugu - mens han udåndede). Han kastede et blik på det og gik straks ned igen. På den måde fik Isigaaligaarsuk bugt med

sin lede fælle (der står egentlig aiparsuve - sin store fælle - fik

bugt med ham).

 

Var.: Isigaaligaarsik; Isigaaseraq; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.

 

Hist.: Muligvis har figuren, den stærke mand, der røver andres koner, fået ekstra aktualitet under kolonistyret, idet han i andre versioner ofte bestemmer over bopladsens fangst. Den historiske Habakuk, der opkastede sig til leder af profetbevægelsen blev ligeledes beskyldt for at bestemme over fællernes fangst og ligge med alle kvinderne efter tur.

Isortume Uûmánarmiunik / Om folk fra Uummannaq i Isortoq

Print
Dokument id:1040
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 23
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Isortume Uûmánarmiunik / Om folk fra Uummannaq i Isortoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 26 - 28
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage var alle meget bange for folk fra Uummannaq

syd for Maniitsoq, fordi de begik så mange drab. Uummannaqerne og de,

der boede længere inde imod fastlandet, blev færre og færre på grund

af drab og hævndrab. Somme tider skete der frygtlige ulykker (det kan

også opfattes som: Der skete mange kajakulykker eller: antallet af

kajakulykker steg uhyggeligt.), og det var næsten udelukkende unge

mennesker det gik ud over.

Så gik det pludselig op for dem, at en af de gamle på stedet var

forsvundet. På det tidspunkt roede en ung fanger nærmere imod kysten.

Han roede forbi en lille klippehule, og på sydsiden af Uummannaq forekom

det ham, at han hørte støj. Han kiggede om mod land; og han så en

ældre mand (det viste sig at være en af deres åndemanere), som havde

spændt sin bue, men var kommet til at knække den. Den unge mand blev

lige med ét vred på ham. Den gamle var afskåret fra at flygte nogen

steder hen. Den unge mand fjernede sig først lidt fra ham, hvorefter

han satte af i fuld fart indefter, og idet han løftede harpunen

for at kaste den imod ham, råbte han: "Du kommer ikke til at dræbe

flere. Jeg var nær blevet den tolvte. Du skal blive erstatning for den

manglende (eller: for den, du mangler, for at fuldføre din plan)."

Den gamle bad ham ellers vente lidt; men han harpunerede ham, så det i

klippehulen lød, som om han ramte selve klippen. Han syntes ikke, det

var straf nok, hvis han bare lod ham ligge dér. Derfor tøjrede han ham

først med en line og bugserede ham.

Folk begyndte at blive urolige for den unge mand, som blev længe ude.

Så blev der råbt, at han var på vej ind med en sæl på slæb. Da han

nærmede sig land, råbte han: "Det lykkedes mig at fange ham, da hans

formular til alt held havde mistet sin kraft."

De troede, at han havde en sæl på slæb; men det var et menneske. Da

han lagde til, sagde han: "Jeg var nær blevet den tolvte, der skulle

udeblive fra fangst. Til alt held begik han fejl, så jeg dræbte ham.

Det var ham, der var ved at udrydde de unge. Vi har længe troet, at

han var omkommet; men så var det ham, der begik det ene drab efter det

andet. Jeg overraskede ham. Tag en kniv (egt.et redskab), og flæns

ham."

Han overlod ham til dem og gik op til sit hus.

 

Efter denne hændelse hørte folk, der boede i nærheden af Uummanaq, at

der ikke længere blev begået drab hos Uummannaqerne. De havde længe

(egt.: fra gammel tid) været bange for dem; nu turde de komme i

nærheden af dem. En fanger fra Qammavik, der var på fangst, roede

engang lidt længere ud og mødte en kajakmand fra Uummannaq. Da han godt

kendte rygtet om de hyppige drab, blev han forskrækket over pludselig

at møde en af dem. Men der var ikke andet at gøre end at gøre

fangstredskaberne helt klar og ro nærmere. Den anden roede også imod

ham; og han så, at han smilede.

"Endelig møder man et pragtfuldt menneske," sagde han. Han blev helt

beroliget ved den bemærkning. Da han havde stukket kajakårene under

tværremmen foran sig (som alm. indledning til en sludder), spurgte

uummannaqboen, hvor den anden kom fra.

Fra Qammavk, svarede han. Så fortalte uummannaqboen ham om

fangerne i Uummannaq, der nær var blevet udryddet af en sølle

åndemaner, der i en periode dræbte den ene efter den anden, men at

det hele nu var overstået. Da manden fra Qammavik hørte, at der nu var

ro i Uummannaq, fik han pludselig lyst til at flytte derhen, og han

lovede manden, han mødte, at han, såfremt familien var villig,

ville flytte dertil om foråret.

 

Tiden fløj, de opdagede, at mørket faldt på, og de

skiltes. Qammavikboen, som endelig havde mødt et fremmede menneske,

glædede sig meget til at berette om det, når han kom hjem.

Ingen gik ned og tog imod ham, da han kom hjem. Han blev urolig, fordi

det var noget usædvanligt. Han gik op til huset, og inde i huset var

der sorg. Han kiggede raden rundt og opdagede, at hans datter

manglede. Først da han spurgte dem, hvor hun var, fortalte de, at hun

idag var taget afsted for at tilse sine rævefælder, og at hun var

omkommet ved sneskred på den vestlige side af Saarlutsiaq. Han blev

naturligvis bedrøvet, men dette forhindrede ham dog ikke i at fortælle

de andre, at han til foråret ville flytte til et sted øst for

Uummannaq.

 

Om foråret tilskyndede han sin familie til at flytte længere ud.

Da de kom til det sted øst for Uummannaq, hvor de skulle bosætte sig;

kunne han ikke finde ordentlige sten til at mure huset op med; derfor

ville han skaffe sig sten fra den gamle boplads. Da han engang under

en fangsttur roede forbi Qammavik, gik han i land efter sten.  Da han

havde samlet dem, skulle han så hjem. Han overvejede, hvordan han

kunne få stenene med hjem. Han fandt på til den udvej at binde linen

omkring stenen og slæbe den, idet fangsblæren skulle holde den oppe.

Han roede med stenen på slæb og bestræbte sig på ikke at komme for

langt fra stranden. Han befandt sig ud for Kingittut, da linen

pludselig strakte sig i hele sin længde, og han opdagede, at bagenden

af kajakken var ved at forsvinde under vandet. Han forsvandt med ned i

vandet, mens han forsøgte at løse knude (på kajakken), som han var

kommet til at binde for stramt. Hjemme ventede de forgæves på, at han

skulle komme. De anede ikke, hvor han blev af, da de ikke fandt noget,

der kunne føre til opklaring.

Hans familie kunne nu ikke gøre andet end at slå sig ned på

bopladsen øst for Uummannaq. Ham, der skulle have været bopladsfælle

til den afdøde, ærgrede sig i den grad over det skete, at han tog hans

familie til sig som medlemmer af husstanden.

 

Hist.: Måske en historisk kerne, men frem til og med drabet på massemorderen følger fortællingen det traditionelle forløb, se Qalulik.

Hændelsen med stenen på slæb lyder temmelig molboagtig.

Istarôq kangerdlugssuatsiaq ....

Print
Dokument id:1042
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 25
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Istarôq kangerdlugssuatsiaq ....
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 32 - 33
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage, da der lå vinterbopladser i

Kangerlussuatsiaq/Evighedsfjorden, boede der en fanger i bunden af

fjorden på et sted, der hed Kangersuaq, og en anden fanger

længere ude i fjorden på et sted der hed Kangiusaq. De to plejede

at besøge hinanden.

Et efterår, da Kangersuaqboen som sædvanlig var taget ind til sin

boplads, rejste Kangiusaqboen ind i fjorden, fordi det var så

længe siden, han havde hørt noget til ham. Han lagde til hos ham

og så, at han var ved at bygge sig en ny kajak, fordi han havde

mistet den gamle. Kangiusaqboen spurgte, hvor han havde mistet sin

kajak, og han fortalte, att det var under en jagt på tejsteunger

på den anden side af fjorden lidt vest for bopladsen. Der var

han nemlig havnet et sted overfor deres hus, hvor han opdagede, at

han kun kunne komme videre ved at kravle op ad en meget stejl

klippevæg (usikkert!).

 

Da Kangiusaqboen vendte hjem, sagde han til sine husfæller, at det

måtte være den onde selv, Kangersuaqboen havde haft som hjælper,

siden han havde kunnet kravle op ad den helt ufremkommelige fjeldvæg.

 

Igen et forår tog Kangiusaqboen ind i fjorden for at besøge

Kangersuaqboen, som han ikke havde hørt noget til i lange tider.

Det viste sig, at det inderste af Kangerlussuatsiaq var frosset

til. Han stødte på iskanten, da han vestfra nærmede sig kangersuaq-

boens hus. Det var første gang, han oplevede, at havet her var

frosset til. Han kom op af kajakken ved iskanten; og han gik indefter

og ventede på, at der skulle vise sig et menneske. Han nåede næsten

helt til Kangersuaqboens hus, uden endnu at have set noget.

Da han skulle til at gå op på isfoden, opdagede han, at der lå en

udstrakt fiskesnøre oven på isfoden. Han fulgte den op til huset,

for den nåede helt derop. Fiskesnøren var lavet af hvalbarde.

Lige før han nåede frem til huset, fik han øje på kangersuaqboen, som

lå død halvvejs krøbet ind i husgangen. Han undrede sig over, at de

andre i huset bare havde ladet ham ligge dér, så han gik

videre ind i huset. Og hvilket syn!.

Alle kvinderne lå døde. Det viste sig, at han under

rødfiskefiskeriet på fjordens modsatte bred var faldet igennem isen.

Han var kravlet op på isen igen og var gået hjem over isen, men han

var frosset ihjel, mens han kravlede ind i gangen. Og da han var ved

at fryse ihjel, havde han skræmt kvinderne inde i huset til døde,

(formentlig ved at råbe ind??) hvorefter han selv var død.

Kangiusaqboen anede nok, at der var noget galt, sådan som han havde

forceret den ufremkommelige fjeldvæg, dengang han mistede sin

kajak. Kangiusaqboen kunne ikke gøre andet end at lade huset falde

samen henover dem, og lade det blive deres grav.

Lige siden Kangiusaqboen kom tilbage, har ingen taget derind; for

de blev bange for dem.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger

 

Hist.: Muligvis en historisk hændelse der har fået sin særlige - kristne - forklaring.

Istarôq Narssarmiut / Blodhævn mellem syd-og nordgrønlændere

Print
Dokument id:1033
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 17
Fortæller:Petrussen, Søren
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Istarôq Narssarmiut / Blodhævn mellem syd-og nordgrønlændere
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 20 - 21
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Da der i gamle dage var mange fangstdyr i Narsarmiut,

boede der mange mennesker, for flere dygtige fangere overvintrede på

stedet.

Engang boede der en fanger med to små drenge. Det var dengang

sydlændingene plejede at rejse nordpå. En sydlænding ved navn Milluk

besluttede at overvintre dér, fordi det var blevet sent om efteråret.

Han fangede ikke ret meget, mens de andre fangede mange sæler.

Engang var Milluk og faderen til de to sønner ude på fangst. Om

aftenen var de endnu ikke kommet hjem. Så kom Milluk alene hjem med to

spættede sæler. Man ventede forgæves på den anden, og eftersøgningen

gav ingen resultater.

Om foråret vendte Milluk tilbage til sin boplads sydpå. Senere hørte

man, at han engang han var syg og troede, at han skulle dø, havde

berettet, at han havde dræbt faderen til de to sønner og stjålet hans

spættede sæler. Han havde så sænket liget af den dræbte. Da sønnerne

hørte dette, begyndte de at træne deres kræfter til hævn over

morderen.

De voksede op, blev gift; og deres foårsplads var Tinuteqisaaq syd for

Kangaamiut.

Engang de netop var ankommet til deres forårsplads, kom der

sydlændinge og slog lejr på Kangermiut lidt vest for Tinuteqisaaq.

Når der kom sydlændinge på besøg, blev de spurgt, om der var

slægtninge med til Milluk. De sagde, at Milluk var med, og at han

tidligere havde overvintret i området. Så tog gæsterne afsted; og de

to unge fangere sagde til deres husstand: "Hvis Milluk skulle komme på

besøg, mens vi er væk, må I få ham til at vente på os."

Engang kom Milluk på besøg. Kvinderne sagde, at deres mænd var ude, og

at han skulle blive, til de kom hjem. De gav ham ikke noget at spise,

for det skulle han få, når mændene kom hjem.

Endelig kom de hjem, og de blev meget glade for deres gæst, for nu var

der da en, der kunne fortælle historier. De gav ham noget at spise, og

da han var færdig, bad de ham fortælle. Og sikke han fortalte. Men

selvom han blev længe ved, kom han ikke ind på sin overvintring her;

derfor spurgte de ham: "Har du aldrig overvintret her?"

Han svarede: "Jo, jeg har overvintret derhenne i Narsarmiut." Da sagde

værstfolkene: "Der var åberbart megen uærlighed i gamle dage. Nogen

dræbte en, der havde fanget to spættede sæler, og stjal sælerne fra

ham." da de sagde det, forstod Milluk, at de to måtte være sønner af

ham havde dræbt, og han sagde: "Min familie er sikkert blevet urolig

over, at jeg bliver væk så længe."

Da han var på vej ud, så han, at de fulgte efter ham. Idet han kom ud,

greb den ene hans venstre arm og den anden hans højre arm. De førte

ham nedad, og han sagde: "Avangnâlugoq (man siger nordpå) tasamani

(vestover) (?)". Da trak de ham i armene til hver sin side, så han

flækkedes.

De parterede hans lig og smed nogle af stykkerne ud i havet, andre

mellem stendyngerne og igen andre i gamle grave.

 

Hist.: Selve mordritualet er autentisk. Ligeså var forholdet mellem de lokale midtvestgrønlændere og de tilrejsende sydlændinge ikke altid harmonisk.

Måske gav det især anledning til fjendtligheder, hvis de tilrejsende overvintrede sammen med de lokale.

Itdlernarmio / Illernarmiu

Print
Dokument id:391
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:? Elberg, A.
Nedskriver:? Elberg, A.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Itdlernarmio / Illernarmiu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1044 - 1049, nr. 214
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Illernaqboen.

På Illernaq boede en mand med sin kone og to døtre. Da han

var blevet gammel, tog han ikke længere på fangst, men fiskede.

Han skaffede sin familie den nødvendige føde ved at bytte sig frem

til kød, blod og spæk.

 

En vinter, mens han fiskede på isen,

holdt to netsider sig hele tiden i nærheden af ham. Han jagtede dem og

fik dem begge to. Da han kom hjem med dem, bad han sine døtre om at

hente noget saltvand. Det skulle ikke være vand fra mellem

isstykkerne, men fra iskanten, når det nu var så sjældent, han

fangede noget. Døtrene tog vandspanden og gik til iskanten. Da de var

på vej hjem med saltvandet, revnede isen, og revnen blev hurtigt så

bred, at de ikke kunne springe over den. De drev ud til havs. De

lavede en snehytte på isflagen, hvor de boede. De levede af at spise

kanten af vandspanden (vandspanden var af skind), og vand fik de af

sneen. Hen på foråret fik de øje på noget land. De drev i den retning

(savigfigalugo), og langt om længe stødte isflagen til land. De gik

straks i land og spiste sig mætte i bær og rosenrod, og de drak vand

fra elven. Herfra gik de over land, og undervejs så de en fjord, hvor

to kajakmænd var ude på sælfangst. I bunden af fjorden var der en

elv, der havde sit udspring i en stor sø. Ved elven sås telte, og der

kom røg op fra ildstedet ved teltene. De gik derhen; og lige før de

nåede frem sagde den ældste af pigerne til sin lillesøster: "Vi ved ikke, hvordan disse mennesker er. Lad mig gå hen til dem alene. Det gør ikke så meget

(susaneruvoq), om jeg bliver dræbt." Hun bad lillesøsteren lægge sig

mellem buskene. Storesøsteren gik hen til teltene og stillede

sig ved siden af ildstedet, hvor der blev lavet mad. Der stod en

kvinde ved ildstedet, men hun kunne ikke se storesøsteren. For at

blive set gik hun helt hen til gryden, tog kødvenderen op af gryden,

og lagde brænde på ildstedet. Kvinden, der lavede mad, så det ekstra

brænde og bemærkede: "Der en kommet brænde på ildstedet. Det er kun en

kvinde, der kan finde på den slags." Kvinden gik ind i teltet, uden at

se storesøsteren, der nu fjernede ildstedets vindskærm. Kvinden

gik ud igen og sagde vredt: "Røgen kan godt skræmme laksene; hvem har

gjort det?" Storesøsteren sagde: "Det var mig. Men du kan åbenbart

ikke se mig. Det er længe siden, jeg har smagt spæk, giv mig et

stykke." De kunne ikke se hende, men man lagde et stykke spæk til

hende. Så snart storesøsteren havde spist det, kunne de se hende. De

bad hende fortælle. De vidste ikke, at der var én til. Da hun

fortalte, at hun havde sin lillesøster med, kaldte de på hende. De

kunne ikke se hende, men gav hende et stykke spæk. Da hun havde spist det, kunne de se hende.

 

De to kajakmænd, der var på fangst, vendte hjem, begge med

sæl på slæb. De fik fortalt, hvad der var sket. De skyndte sig op. De

to mænd var brødre. Den ældste fik den ældste af pigerne til kone, og

den yngste bror den yngste (af pigerne). Inden efteråret havde mændene

fanget nok til at fylde konebåden (usigssatik naungmagtípait). De

vendte tilbage til deres vinterboplads, og da de var meget

sparsommelige kunne de hjælpe dem, der havde spist forrådet op og var

kommet i nød. Den ældste af pigerne blev gravid og fødte en dreng.

Den yngste pige kunne ikke få børn, hvorfor hendes mand ikke længere

rigtigt elskede hende og blev hende mindre venligt stemt. Den ældste

pige spurgte sin mand, hvorfor lillebroderen opførte sig sådan. Han

svarede, at lillebroderen ville dræbe sin kone, fordi hun ikke kunne

få børn - og skønt han havde prøvet at forbyde ham det, var det helt

forgæves. Storesøsteren sagde det til lillesøsteren og foreslog, at de

sammen skulle flygte hjem til deres boplads.

 

Så skete det, at deres bopladsfæller skulle sydpå til sang- og dansefest på en anden boplads. De to søstre sagde, at de ikke ville med. Da de andre var taget af sted, pakkede de kød, spæk, såleskind og

senetråd fra forrådsrummet og rejste bort - den ældste med sit barn på

ryggen. De gik derhen, hvor de var landet året før. Her fandt de en

gennemhullet isflage og udså sig den til "båd". Lillesøsteren sprang

ud på den, og det gik godt. Storesøsteren sprang, men faldt i vandet.

Lillesøsteren sagde, at hun nok ikke ville kunne klare det, når hun

havde et barn på ryggen. Storesøsteren måtte så dræbe sin lille søn,

og hun begravede ham lige oven for stranden og dækkede graven til med

sten. Hun bavde kun hans lille hoved i sin amaat (rygpose). Så sprang

hun ud på isflagen uden besvær. De drev ud med en kraftig vestenvind,

der førte dem mod øst. Det gik betydeligt bedre end sidst, fordi de

ikke manglede mad. Så drev de til land. Lillesøsteren mente bestemt,

at hun kunne genkende landet, men storesøsteren var ikke enig. De

begav sig op ad et fjeld. Lillesøsteren påstod, at de flere gange

havde været på dette fjeld for at fange søkonger. Storesøsteren

syntes, at fjeldet var for hvidt og for stort til at hunne være det,

lillesøsteren mente. Da de kom op, fandt de den lille afsats, hvor

huset lå - stadigvæk oplyst. Henrykte skyndte sig derhen

og kiggede ind gennem vinduerne. De så, at begge forældrene

levede endnu. Deres mor lå midt på briksen med tæppe over sig og

hvilede; og faderen sad på sidebriksen. De hørte moderen grædende sige

til sin mand, at døtrene var drevet ud med isen, fordi han

havde forlangt, at de skulle hente vand fra iskanten. Manden var i

færd med at flette en fiskesnøre af sener og græs. Døtrene var nu på

vej ind, klædt i røde sælskindsbukser, sort vandskindsamaat og

renskindsanorak. Faderen kunne straks genkende dem. Moderen var i sin

alderdom kommet til at se så dårligt, at hun ikke kunne se dem, men

måtte føle på dem for at genkende dem. Hun følte på dét, den ældste af

døtrene havde i sin amaat, og faldt død (? erngînnarput) om.

 

De to søstre blev gift med andre, og storesøsteren fik flere børn, mens

den yngste fortsat var barnløs asangningnerat mitdligame (fordi deres

kærlighed var blevet mindre). De var blevet meget gamle, da de døde.

 

Var.: Delvis: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq; Malaise / Malaasi.

Søg på: Akilineq.

 

Hist.: Det er relativt fredelige personer der i denne version bor i Akilineq. Broderens ønske om at dræbe sin ufrugtbare kone kunne ligeså vel forekomme i en fortælling om rigtige mennesker (grønlændere), omend det er fast ingrediens i de versioner, hvor kvinder driver over havet til Akilineq på en isflage.

 

Grønlændernes kendskab til stammefrænder i Canada er udbredt midt i 1800-tallet (søg på Labrador), hvilket - foruden Akilineq-boernes fredelighed - synes at afspejles i buksernes røde farve. Ikke desto mindre holder man i denne version fast ved, at det ikke går an at blande slægt med Akilineq-boere, dvs. knytte varige slægtskabsbånd med dem. Endvidere placerer de rejsendes usynlighed også stadig Akilineq på "den anden side" i verdensbilledet. Se også Malaise / Malaasi, især et par sydgrønlandske varianter, hvor pigerne ved hjemkomsten er usynlige og blir mistaget for døde på besøg efter mad.

Itsaq oqalugtuaq / Tartuneqi / "Nyrestykket" / Kvinden og hunden

Print
Dokument id:125
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Itsaq oqalugtuaq / Tartuneqi / "Nyrestykket" / Kvinden og hunden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 47, nr. 18
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. ?

eller af (?) afskrift: NKS, 2488, VI, 4', ss. 106h - 109v: Tartuneqi / Tartitsinaq.

 

Formentlig den variant som Rink har givet et resumé af i 1866-71, I: nr. 17; og i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 148, s. 471: The Woman who was mated with a Dog.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

"En fortælling fra gamle dage" / "Kvinden og hunden".

Der fortælles om kvinden Tartuneqi og hendes far, der boede på deres vin-

terplads helt for sig selv. Øst for dette sted var der en anden boplads, hvor

der boede mange mennesker.

Kvinden havde en hanhund, som hun gik en tur sammen med hver dag. Det viste

sig, at kvinden og hunden havde seksuel omgang med hinanden. Det blev faderen

klar over, da han engang i kajak et stykke fra bopladsen belurede dem. Kvinden

var ude at gå en tur med hunden. Et godt stykke fra huset standsede de, og

kvinden tog sine bukser af og fandt en tue at holde fast i. Hunden havde så

samleje med hende, hvorefter hun gik ned til en lille sø og rensede sig for

blod. Det viste sig senere, at hunden havde gjort kvinden gravid, og at hun

havde født i hemmelighed. Det var kvinderne fra bopladsen østen for, der

opdagede det, da de var ude at plukke bær; de sendte besked til Tartuneqi om at

hente sit afkom, for at det ikke bare skulle rådne op.

Der var tyve unger med en forkrop som et menneskes og en bagkrop som en hunds.

Tartuneqis far, som ellers havde været meget vred på sin datter, kom til at

holde af ungerne. De hjalp ham, når han kom hjem fra fangst med at trække

kajakken op. - En dag sagde moderen til dem: "Når jeres morfar kommer hjem, skal

I trække kajakken op, og derefter skal I spise ham." Ungerne gjorde, som

moderen sagde. Derefter sendte hun fem af dem af sted ind i landet og sagde, at

de nu måtte klare sig selv. Fem andre sendte hun ud på havet på en gammel

kamiksål og sagde til dem, at de nu måtte klare sig selv. Kamiksålen blev

større, efterhånden som den fjernede sig. Da den var ved at komme ud af syne,

blev den til et skib.

De fem på skibet blev til qallunaat, hvide mænd. De fem, der blev sendt ind i landet, blev til eqqillit, indlandets hundemennesker.

Var.: Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartitsinnaaq; Kvinden og hunden; Tartuneqi; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: Se:"Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..."

 

Kajakmændene der udeblev (opr. uden titel)

Print
Dokument id:462
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Klemmens (Kleeman ?)
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kajakmændene der udeblev (opr. uden titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 29 - 36
Lokalisering:Qeqertarsuaq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Øst for disse efterhånden mange mænd lå en anden

boplads, hvor der boede en skruptosset mand. Den ene efter den

anden af de mange kajakmænd udeblev fra ture østover. De blev færre og

færre, og til sidst var der kun en ungkarl tilbage.

"(?) jeg har lyst til "kanajortâjori" (fiske ulke?) hos

Tuussaaq-boerne" De andre på stedet advarede ham, for han var den

eneste tilbage (af mændene).

 

Engang om vinteren, hvor der var kommet islæg, tog han så afsted

østover på besøg med slæde. Han kørte uden om et lille næs og fik øje

på to huse, nederst et lille hus og oven for det, et stort hus. Han

bandt slæden fast til noget og gik ind i det lille hus, hvor der boede

et ægtepar. De sagde: "Vores genbo, tossen, ved som sædvanlig allerede, at du er her. Han vil selvfølgelig sende bud efter dig." Ægteparret tilføjede: "Vi skal nok prøve at hjælpe dig".

 

Ganske rigtig. Der blev råbt ind gennem vinduet: "Jeg skulle bede

gæsten om at komme op på besøg." Han gik op og ind i huset.

Inde i huset var der mange mennesker. De var meget venlige. Da de

endelig var gået i seng, kunne gæsten af frygt ikke sove. Manden, der

ikke var rigtig klog, gik ikke i seng. Han holdt vagt.

De øvrige gav sig til at snorke, så såre de lagde sig. Det viste sig

at de, der boede nedenfor, havde tryllet dem i søvn. Da de begyndte at

snorke, blev manden, der holdt vagt, lysvågen. Ungkarlen var også

lysvågen. Vagtmanden begyndte at kigge ud af vinduet med jævne

mellemrum. Så gik han ud. Da han senere kom ind fra gangen

sagde han: "Uden for er han ved at rette skytset imod morgenstjernen.

Hvor søvnigt. Hvor søvnigt!" De mange bagved ("tunuaniittorpassuit")

snorkede videre. Da han gik ud næste gang, samlede gæsten en

stor læst op til at spile fugleskind over og holdt den tæt ind til

brystet for at kunne bruge den som våben. Så kom han op fra gangen og

sagde: "Udenfor er han ved at rette skytset imod morgenstjernen.

Hvor søvnigt, hvor søvnigt!" (?) Han stirrede ufravendt på husgangens

indgangshul. Så kom han til syne og mens han rablede det samme af sig

som før, slog gæsten ham meget hårdt med læsten ("taimagôq

peqardlivínágilaq": så han blev helt borte?) Man siger, at gæsten

faktisk trådte på ham på vej ud af huset, men han var død.

 

Han gik ned i huset nedenfor og sagde: "Så kan jeg bedre forstå, at

ingen gæster er sluppet levende fra ham." Ægteparret lovede at de nok

skulle hjælpe ham ved at skære bindingerne på deres slæders tværtræer

over. Ungkarlen gik ud for at tage afsted. Han løste fortøjningen og

kom afsted. Han var kommet frem til isfoden, da de oppefra råbte: "Gæsten er

på vej væk. Han er ikke blevet dræbt!"

 

Man kunne se, at lys og skygge vekslede i vinduet på det øverste hus.

De havde baksede med at gøre sig klar / få tøj på ("síngsêrneqaramik": de var blevet taget på sengen ?). Den første på vej ud hujede og sagde:

"Hør, ham den tossede ligger død her." De gik ned og kom afsted. Men

når de skulle dreje nede på isfoden, faldt slæden fra hinanden. En

slæde, hvis remme ikke var blevet skåret over, forfulgte ungkarlen,

men de kunne ikke indhente ham. Midt under flugten fandt han på at

dreje rundt. Det siger man jo ungkarle havde for vane. Sidste gang han

drejede rundt, gik det op for ham, at en stor sort skikkelse drejede

rundt samtidig med ham i nærheden.

 

Dette sorte væsen var nok sjælen af ham, den tossede. Da han kom hjem,

sagde han: "Nu forstår jeg bedre, hvorfor alle de andre er udeblevet.

De er blevet udryddet af dem, der bor øst for os."

Efter dette tog ungkarlen ikke mere ud på besøgsrejse.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

 

Kommentar: Det var ellers mest om pebermøer, gammeljomfruer man sagde, at de drejede mod strømmen - undervejs til dødsriget. Forstået på den måde at de som ugifte og barnløse var "unormale", "bagvendte".

Kanaks månerejse

Print
Dokument id:159
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kanaks månerejse
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 150 - 151, nr. 50
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kanannguaq. (orig. uden overskrift)

Kanannguaq plejede at ro i kajak efter sine ældre brødre, når de var ude på fangst - til trods for, at brødrene ikke ville have det. En dag gemte brødrene derfor Kanannguaqs årer. Kanannguaq blev vred og tog af sted for at leve som fjeldgænger (qivittoq). Han fulgte de afdødes vej, hvor han hele tiden sank i. Mens han gik, blev han bange og var lige ved at vende om. Men han tænkte: "De har jo gemt mine årer, så der er ingen grund til at vende tilbage til dem." Han gik videre. Midt mens han gik hørte han nogen synge, og i det samme fik han øje på en masse mennesker - nogle var klart synlige og andre utydelige. Han gik hen og trykkede dem i hånden. Disse mennesker og Kanannguaq begyndte nu at hæve sig op. Da de nærmede sig himlen kiggede Kanannguaq tilbage og så, at et eller andet brændende fulgte efter ham. Det viste sig, at det var hans hjælpeånd, lampepinden. De for videre op til himlen. Så var der én, der råbte til dem: "Kom her hen, I er på den forkerte vej." Han, der råbte, viste sig at være månen. Kanannguaq kom ind til månen, og straks blev der hentet mad til ham fra hulen. Da kvinden, der kom ind med maden igen, var på vej ud, lagde han mærke til, at hendes bagkrop så afbleget ud (bemærkningen på dansk siger noget om benrad Chr.B.). Han grundede over, hvad dette mon skyldtes. Månen sagde, at det var fordi, hun havde så travlt med at tage sig af de forældreløse. Det viste sig, at det var solen.

Månen åbnede en lem ved vinduet, og dernede kunne Kanannguaq se mange vinterbopladser, som han syntes lå helt tæt ved hinanden. Der sov nogle på sidebriksen; og  bagest på briksen sov én stor ugift pige. Månemanden fjernede låget fra en stor tønde, der stod ved vinduet. I tønden var der blod og en fuglevinge. Månemanden  tog vingen og lod blodet dryppe. Da der blev længe mellem dråberne, lod han en dråbe falde på pigen på briksen. Hun mumlede et eller andet for sig selv, og hun begyndte at bløde (der er en glose, "saquvoq", som jeg ikke kender. Ifølge Rinks kommentar: "puttede fingeren i skrævet" Chr.B.).

 

Månemanden sagde til Kanannguaq: "Indvoldsrøversken vil prøve at berøve dig dine

indvolde, som hun plejer." Kort efter kom der så en

tallerken rokkende ind fra gangen, og bagefter kom indvoldsrøversken.

Indvoldsrøversken gav sig til at danse og grine. Hun gik hen til Kanannguaq. Men

da Kanannguaq begyndte at gnide lillefingerneglene imod knæhaserne - efter

månemandens anvisning - faldt indvoldsrøversken ned i husgangen; men hun lod

tallerkenen stå. Så hørte man indvoldsrøversken råbe: "Mine tjenere, kom med

tallerkenen," hvortil månemanden hånligt sagde, at hun selv måtte hente den. Lidt

efter råbte tjeneren: "Hun vil gerne have tallerkenen; ellers skal hun nok sørge for, at himlens søjler skrider fra hinanden."

Så tog Månemanden  tallerkenen og lavede mange hakker i den, hvorefter han kastede den ud i gangen sammen med hendes (indvoldsrøverskens?) ulu.

 

Månemanden sagde til Kanannguaq: "Nu skal du hjem." Så åbnede han lemmen ved vinduet og skubbede ham ud. Kanannguaq tabte bevidstheden, og han kom til sig selv ved, at bedstemoderen vækkede ham.

Han var nået halvvejs til jorden ("nunamut qiteqqussimalluni" kan også betyde:

sad i jorden op til livet). Han rejste sig op og gik hjem. Han var blevet en

stor åndemaner.

(Om benradskvinden siger Rinks kommentar i margin, at hun var månemandens søster - Chr.B.)

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Uddannelse eller initiation til åndemaner / angakok / angakkoq.

Sammenlign med Rinks sammenstykkede version: Den rummer afvigende elementer fra Sahras østgrønlandske version, der ikke lader sig opspore i samlingerne. Hér er det bl.a. nordlyset, dvs. de boldspillende døde i himlen, der vifter Kanannguaq op til månen. Og denne blæser sne ud gennem et rør, som han tar op fra kamikskaftet. Bemærk også Indvoldsrøverskens trussel om at vælte himmelstøtterne, dvs. at lade himlen falde ned

Kangerdlugssuatsiâme tikâgutdlingniartartoq / Manden, der plejede at jage sildepiskere i Kangerlussuatsiaq/Evighedsfjorden

Print
Dokument id:1032
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 16
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kangerdlugssuatsiâme tikâgutdlingniartartoq / Manden, der plejede at jage sildepiskere i Kangerlussuatsiaq/Evighedsfjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 20
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Når sildepiskerne om foråret gik ind i Kangerlussatsiaq,

plejede sildepiske-fangeren at jage dem med en tyk og lang line.

Det skete engang, at han havde svært ved at få bugt med én, da den flyttede

rundt fra den ene kyst til den anden inde i fjorden.

("Kangerdlugssuatsiarôk tuladlugu nûgtarmat, kan måske tolkes sådan ?)

Og engang han var på fangst om foråret, så han nogle hvaler gå ind i

fjorden. Han var vild efter at få dem og forfulgte dem stædigt lige

til Sermersuuts yderste forbjerg, så måtte han give op og vende om.

I det samme dukkede en sæl op i nærheden. Han roede hurtigt hen for at

harpunere den. Ganske tæt på så han dens krop, og blev så bange, at

han måtte ro væk. Han turde ikke harpunere den, fordi dens krop gik

dybt ned i vandet. Så fik han da noget at fortælle om.

 

Hist.: Virker autentisk.

kangerdlumiordlugôq kitâmiordlo / kangerlumiorlungooq kitaamiorlu

Print
Dokument id:457
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Terkeldsen, John
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:kangerdlumiordlugôq kitâmiordlo / kangerlumiorlungooq kitaamiorlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, 4 sider
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fjordboen og kystboen (opr. ingen titel)

 

En fjordbo og en kystbo blev gode venner. De var så gode

venner, at der ikke gik en dag, hvor de ikke så hinanden.

Når de traf hinanden, inviterede de hinanden på besøg. Engang fik

kystboen den onde ide at forgive fjordboen. Han henlagde en sæl til

gæring, så den kom til at lugte og miste hårlaget, og han gned den

ene side af sælen med noget fra en gammel grav (i varianterne er der

tale om menneskefedt fra et lig).

Så inviterede han sin gode ven og serverede den frosne sæl med en kniv

i kødet til ham. Han troede, at vennen bare ville lange til maden; men

venner gik ud for at tisse. Undervejs tilbage var der ikke et menneske

at se nogen steder; men han hørte en stemme sige: "Din gode ven vil

forgive dig. Før du langer til, skal du vende sælen, og du skal bruge

en anden kniv når du spiser."

Værten forventede, at hans gode ven straks ville lange til; men først

vendte han sælen om, hvorefter han gav sig til at spise af den med en

anden kniv. Det gik op for vennen, at han ikke var til at forgive

sådan uden videre. Dertil var han for klog. Efter besøget tog vennen

hjem og fortalte sin husstand, at vennen havde prøvet at forgive ham.

Han slap med et ondartet mavetilfælde, der skyldtes, at han alligevel

var kommet til at spise et lille stykke af det, der var smurt med

noget fra en gammel grav.

 

Nu ville fjordboen hæven sig på den anden. Han lagde et helt rensdyr

med skind og det hele til gæring og smurte noget fra en gammel grav

over det hele. Da han mødte sin ven, inviterede han ham hjem.

Så kom han, og værten bad kvinderne hente mad til ham. De kom ind med

et lækkert frossent rensdyr, som var helt afhåret.

Da de havde serveret ham det, sagde han, at han først ville ud og

tisse - selv om han slet ikke var trængende. Han gik ud, men kom

tilbage uden at have tisset. Han var blot ude for at trække frisk

luft. Hans gode ven forventede, at han først ville "ændre dyrets

stilling." Men han gav sig til at spise uden at flytte på det. Han

holdt først op, da han var blevet helt mæt. Så tog han hjem.

 

Efter dette besøg mødte han ikke længere sin ven på sine fangstture.

Til sidst kom han til at længes efter at se ham igen.

Så tog han hen til hans boplads for at besøge ham. Han så ingen

mennesker. Han bar sin kajak længere op på stranden; stadig var der

ikke et eneste menneske at se. Nu var han på vej op til huset og

konstaterede, at vennens kajak lå på sin plads. Han kiggede ind og så,

at han lå på briksen på maven med hovedet ud over kanten. Hans øjne

var uhyggeligt store. Udefra spurgte han ham: "Hvad går der af dig?"

Tænk så svarede han: "Du har jo forgivet mig. Så vil jeg også spise

dig!" Da han begyndte at røre på sig, løb fjordboen ned til sin kajak

med kystboen i hælene.

 

Netop som han var kommet ned i kajakken og var roet ud, nåede kystboen

til stranden og bad ham komme i land igen, for han ville

ikke gøre ham fortræd. Det viste sig, at han ("avâlârdlune": i

sindssyge) havde spist alle de andre.

 

Da han kom hjem, fortalte han de andre, at hans gode ven, som han

forgav, havde spist alle i sin husstand, og at han selv nær var blevet

spist af ham. De andre i huset advarede ham mod at besøge ham igen.

 

Der gik lang tid hvor han ikke besøgte ham. Men så kom han til at

længes så meget efter ham, at han igen tog derhen på besøg. Dennegang

var han så utryg, at han kun lige trak kajakken op på stranden og gik

op. Han kiggede ind igennem indgangen fra gangen og så, at han nu lå

på briksen med hovedet imod bagvæggen. Han sagde: "Hvad går der af

dig?" Intet svar. Så gik han hen for at røre ved ham. Straks han

rørte ham, råbte han: " Hvad vil du!" og sagde: "Du har jo forgivet

mig, så jeg vil spise dig!" Gæsten ville springe ud i gangen; men den

anden spærrede åbningen. Så gav han sig ellers til at løbe efter ham.

På et tidspunkt da den syge var langt fra åbningen ud til gangen,

sprang gæsten ud og løb ned til stranden med den syge lige i hælene.

Idet gæsten kom ned i kajakken og stødte fra land, vadede vennen ud i

vandet for at gribe fat i spidsen af kajakken; men da den smule

bølgegang, der der skabtes af kajakkens bevægelser, nåede vennen,

sagde denne: "Nu falder jeg ned i en stor revne!"

Vennen faldt om i vandet, og mens han kom op igen, roede gæsten væk.

Da han kom hjem, fortalte han de andre, at han var blevet forfulgt af

ham inde i huset og helt ud i vandet, og at han denne gang have været

lige på nippet til at blive spist. De andre sagde, at nu måtte han

altså lade være med at besøge ham.

 

Så kom han igen til at længes efter at se sin gode ven; og roede

derhen. Han trak kajakken halvt op på land og gik op til huset. Han

kiggede ind i rummet gennem åbningen fra gangen; men der var ikke

nogen at se. Han gik ind og ledte efter ham bag skindtapetet. Men han

var der ikke. Han ville egentlig afsted igen, men gik så op til en

stor klippehule ovenfor huset. Han kom til indgangen og så, at vennen

lå der pjaskvåd. Udefra spurgte han ham: "Hvad går der af dig?" Han

blev ved med at sige "hvad går der af dig" og gik hen til ham. Han

rørte ved hans fødder og på kroppen, men han bevægede sig ikke. Han

gik tættere på og vendte ham om. Han opdagede at han var død af skræk.

Øjene var så langt ude, at kun en streng forbandt dem til øjenhulerne.

Han blev rædselsslagen. Han tog hjem; og det var så sidste gang han

besøgte sin gode vens boplads for at se til ham.

Sådan dræbte han dette menneske, som ellers var hans hjertensven.

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene. Bespiste ondt; Fætrene; fjordbo og kystbo; sindsyg / sindssyg / menneskefedt; ligfedt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Kangerlussuakasiip paamiuinik / Om folk, der boede ved mundingen af en stor fjord

Print
Dokument id:990
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kangerlussuakasiip paamiuinik / Om folk, der boede ved mundingen af en stor fjord
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 99v - 99h, nr. 334b
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Ved mundingen af en stor fjord lå der et langt hus, som

var fuldt af mennesker. De mange mandlige beboere tog ud på fangst

hvorhen de ville. En af mændene roede en gang ind i bunden af fjorden

og udeblev. En anden af mændene roede derind for at søge efter ham,

men han kom heller ikke tilbage. Endnu en anden roede derind, men

vendte heller ikke tilbage. Ingen af de mænd, som ellers var vant til

at tage hen, hvor de ville, vendte tilbage efter en tur ind i fjorden.

Der var efterhånden kun ganske få mænd tilbage. Til sidst var der kun

én tilbage. Denne tilbageblevne havde to sønner, som endnu var små.

Da den ældste af drengene var blevet tilstrækkelig stor, byggede

faderen en kajak til ham. Han voksede op og var efterhånden i stand

til at tage ud på fangst langt væk fra bopladsen. Han var efterhånden

i stand til at ro helt ind i bunden af fjorden. Så tog faderen ham med

ind i bunden af fjorden. Da de nærmede sig den, roede der en kajakmand

ud; og i det samme kom der en kraftig blæst inde fra land.

Kajakmanden, der kom ud fra land, kæntrede. Manden fra fjordmundingen roede hen til ham. Han var lige roet væk fra sønnen, så kæntrede også sønnen. Han skiftede retning og roede i stedet hen til sønnen. Han rejste ham op og så, at han var død, og at han var blevet såret. Han begravede ham og vendte alene tilbage til sin boplads.

 

Da den yngste søn var blevet tilstrækkelig stor, byggede han en kajak til ham. Og efter at sønen havde vænnet sig til at tage ud på fangst langt fra bopladsen, tog faderen ham med i i bunden af fjorden. Også denne gang roede der en kajakmand ud fra land, da de nærmede sig bunden; og det begyndte at blæse kraftigt fra land. Kajakmanden fra land kæntrede, og far og søn roede hen til ham. Sønnen harpunede kajakmanden og dræbte ham. det viste sig at kajakmanden fulgte en gammel tradition (´pimarssoraluartoq')og kæntrede med den hensigt at dræbe dem under vandet. Det viste sig at være ham, der havde dræbt alle de andre mænd ved at kæntre med vilje og svømme hen til dem under vandet. Da sønnen havde dræbt manden fra bunden af fjorden, kunne kajakmændene frit ro ind til bunden af fjorden.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

 

Kommentar: Den tradition der hentydes til går ud på, at man - ifølge fortællingerne - kunne opøve en så stor evne til at svømme under vandet, at man kunne svømme ud og uset ombringe kajakmænd til havs. Søg på: svømme under vandet.

Kangiussarmu qajarqigsorssuaq / Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq

Print
Dokument id:1031
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 15
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kangiussarmu qajarqigsorssuaq / Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 19
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person: indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Kangiusaq boede der engang en meget dygtig kajakmand.

Når efterårets kraftige blæst satte ind, plejede han på vindsiden af

Qernertoq at lægge sig med siden imod bølgerne og rulle sin line op

(måske: trækker han sælen, som han har harpuneret, til sig - uden at kaste

fangstblæren ud- usikkert, CB).

Han mente, at han var blevet nok så dygtig en kajakroer.

Han havde hørt, at der i Qimatut boede en dygtig kajakmand ved navn

Miteq, så han tog afsted for at kappes med ham.

Dagen efter han kom til Qimatut, blæste det en kraftig nordenvind.

Miteq tog ud på fangst. Han kiggede jævnligt ind imod land. Som ventet

kom udfordreren til syne. Han nåede så langt som til området mellem ham

og kysten, men så roede han tilbage imod land.

Da Miteq kom hjem fra fangst, var udfordreren kommet hjem. Dagen efter

tog han hjem, og folk sagde: "Han er taget hjem, fordi bølgerne var

større, end han havde forestillet sig."

Da Miteq blev ældre, tog han sin søn med ud på fangst. En gang, de var

ude begge to, fik de hver en sæl. På vej hjem lagde vinden sig; Miteq

sagde til sin søn: "Jeg mister altid mine kræfter, når det bliver

stille vejr." Miteq havde det nemlig sådan, at han fik flere kræfter i

blæsevejr. Efter den bemærkning overlod Miteq sin fangst til sønnen og

roede hjem. Næppe var han hjemme, før det blæste op igen; og i det

samme kom hans søn hjem. Miteq gik ud og sagde til sin søn: "Nu har

jeg igen fanget en fuldvoksen sortside; er det ikke rigtigt?" Sønnen

svarede: "Den mistede jeg, da det begyndte at blæse."

Det fortælles, at udfordreren, der måtte rejse hjem, aldrig kom igen

for at kappes.

 

Var.: Egentlig i denne bases samlinger. Men der er en del fortællinger om at kappes i kajak. Fx. Om den dygtige kajakroer fra

Kangiusaq

Hist.: Kan være historisk.

Kârnartok aneralâq / Qaarnartoq Aaneralaarlu

Print
Dokument id:1329
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kârnartok aneralâq / Qaarnartoq Aaneralaarlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 18 - 20, nr. 13
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Qarnartoq og Aanaralâq"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qaarnartoq og Aaneralaaq.

Der var engang en storfanger, der havde to koner. Den ene af konerne

var fattig. Hendes mand fangede ganske vist meget, men hendes

medhustru var så jaloux, at hun ikke gav den anden noget. Derfor ejede

hun næsten ingenting. Engang manden var på vej tilbage efter en langvarig fangsttur, gik begge konerne som altid ned for at tage imod ham. Manden havde noget på slæb og det var en pæn netside, han havde fanget. Manden sagde til Qaarnartoq:

"Værsgo, det er din." Hun tog imod den med glæde og taknemlighed. Hun

parterede den; men hun skrabede ikke skindet lige med det samme. Da

hun ville skrabe det dagen efter, kunne hun ikke finde det. Så blev

Qaanartoq meget vred, men hun sagde ikke  noget. Hun besluttede at

blive fjeldgænger. Hun gjorde sig klar og samlede de ting hun skulle

have med: Nåle, sener, fingerbøl og såleskind samt barnets dukker. Så

tog hun af sted.

 

Hun gik meget længe. Så dukkede et stort forbjerg op,

og hun fik øje på et stort skær. Oven på det var der mange måger

(nâjârpassuit - egentlig: mågeunger). Så nærmede hun sig og da hun kom

derhen var det en stor hval. Hun satte sit lille barn ned på jorden

fra sin amaat (qitornángurane niutdlugo) og gav sig til at bære

stykker af hvalen længere ind i landet. Det gjorde hun i flere dage og

tænkte, at hun ville kunne have proviant til flere år. Hun begyndte at

bygge et hus, og hun brugte hvalribbenene som tværbjælker i huset.

Endelig blev hun færdig med det. isararpoq (? med en del af dens store

skind). Der boede hun så. Hun fangede også mange ræve og harer.

Skindene brugte hun til dyner og underdyner og til at beklæde

væggene med.

 

Hun var godt tilfreds med, at hun ikke længere boede dårligt, og hun

boede der længe. En dag hendes lille barn skulle lege med dukkerne,

hældte de dem ud af tasken. Og se, dukkerne løb af sted. Barnet

undrede sig og udbrød: "Nogle af mine dukker begynder at

løbe." Moderen sagde blot: "Det skal du ikke ta dig af." Hun legede

med sine dukker, men opgav det. Hun legede med dukkerne gentagne

gange. Til sidst blev alle dukkerne levende. Oven i købet begyndte

dukkerne at synge nidviser og mane ånder. En gang da en af dukkerne

havde manet ånder, sagde den: "Din far kommer, når det er

blevet aften, er blevet morgen og nat igen." Det lille barn gik dybt

forundret hen til sin mor og sagde: "Jeg vidste da ikke, at jeg havde

en far. Min dukke siger, at min far vil komme, når det er blevet

aften, er blevet morgen og aften igen. Moderen sagde: "Du har ingen

far. Hvis du havde en far, ville vi ikke være alene." Så tav barnet

stille.

 

Mens storfangeren endnu levede af at fange og pludselig ikke havde kunnet

finde sin kone ville han finde ud af, hvad vej hun var gået. Han

fandt den og fulgte efter hende. En aften kom han til dem; akkurat som

barnets dukke havde sagt. Da han havde ordnet sine hunde og var på

vej ind, standsede han ved indgangen, da han ikke kunne få døren op.

Så fik han en klump i halsen (? han begyndte vel at græde). Først da

lukkede konen døren op. Da han kom ind, sagde det lille barn: "Hvem er

han?" Moderen svarede: "Det er din far." Det var første gang, barnet

fik at vide, at det havde en far. Nu boede de sammen dér. Manden ville

have konen med hjem. Hun sagde først nej, men da han blev ved og ved, gik hun

alligevel med til det. De rejste hjem.

 

Manden blev skilt fra sin Aneralaaq, så han kun havde Qaarnartoq som

kone. Hun var nu ikke længere utilfreds med sin tilværelse.

 

Var.: Hvalfangersken. Episoden med dukkerne der blir levende findes også i andre fortællinger.

 

Hist.: I forhold til de gængse qivittoq-fortællinger er denne usædvanlig, fordi qivittoq'en her uden videre kan vende hjem. Desuden får hun rigeligt med mad og skind "af sig selv" ligesom andre fortællingers forladte kvinder og børn. Den mangler også det skær af lidelse og fortabelse, der er over mange, især de sydgrønlandske versioner: En kristen omtolkning af den traditionelle forestilling fx, at et menneske, der blir taget af innersuit og ikke har stærke hjælpeånder, ikke kan vende hjem til sine egne.

Kartulúkúnut pulartut / Kartulukkunnut pulartut

Print
Dokument id:825
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 431
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kartulúkúnut pulartut / Kartulukkunnut pulartut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364:

"Fangeren, der søgte ly hos ravnene".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Besøg hos ravnene.

En fanger, der boede på en af de små bopladser, havde en søn. Når det

blæste op til storm, mens denne fanger var ude, var de altid

bekymrede for ham. Men så snart det blev stille vejr, kom han hjem.

De vidste aldrig, hvor han havde været  henne. Da sønnen voksede op,

tog faderen ham med på fangst.

 

Engang de var ude på fangst, blæste det op til storm, til en

kraftig nordøst. Da det blæste op, roede de ind imod land. De havde

kun roet et stykke tid, så fik de øje på et hus - på et sted, som

fangerens søn aldrig havde set før. Lige før de nåede derhen, kom

en stor mand ud af huset. Da han så kajakkerne, råbte han ind i

huset: "Der er kajakmænd på vej ind." Hans husfæller, der hørte hans

råb, kom ud og gik ned til stranden for at tage imod dem. Sønnen

kendte dem slet ikke, mens faderen lod til at kende dem godt. Så

såre de gik i land, tog de kajakkerne og satte dem op på deres

stillads, og fastgjorde dem, for at de ikke skulle blive blæst væk. De

blev budt indenfor. Inde i huset iagttog fangerens søn beboerne, som

havde stort skæg, og de var sorte over det hele. De satte sig ned på

ingiffik (? formentlig siddepladsen ved vinduet).

Midt på briksen lidt længere inde i forhold til det sted, hvor de sad,

sad en gammel mand, og faderen begyndte at snakke med denne. Under

samtalen sagde den gamle til nogle unge mennesker: "Vil I hente

spækposen med sortebær i."

 

De unge gik ud og snart efter kom de ind med en meget

stor spækpose fuld af sortebær. Den var bundet på forlallerne

(posen bestod af et helt sælskind). Under bestræbelserne på at få

posen op fra gangen ind i rummet blev den ene forlalle revet over, så

posen fik en flænge. Da dette skete, gav de unge sig til at spise bær,

uden at de tænkte på at trække posen op i rummet. Så sagde den gamle,

at de skulle trække det op i rummet og spise af den. Posen kom nu op i

rummet, og de mange mennesker gav sig til at spise - også fangeren.

Sønnen forsøgte også at spise, men måtte opgive, fordi det smagte

stærkt af ekskrementer.

 

Således fik sønnen ikke noget at spise og var den eneste i huset, som

ikke havde fået stillet sin sult. Så skete det, at den eneste hvide

mand i huset - så hvid at også øjnene var hvide - og som havde sin

faste plads længere inde i rummet, gik ud og kom tilbage med tørret

laks. Han gav fangerens søn to og hans far tre af de laks. Disse

spiste fangerens søn med stor appetit. Denne hvide mand viste sig at

være en måge, der var svigersøn til ravnene.

 

Da sønnen havde spist det mågen havde givet ham, kom der en mand ind i huset.

Han manglede næsten halsen, og næbbet var knækket. Han satte sig ned og holdt

fangeres søn omkring benet og sagde: "Da du var yngre fangede du mig

på den anden side af fjeldet, og du slog mit næb imod noget, så det

blev skævt; det gjorde vældig ondt."  Samtidig strammede

han grebet om benene, og det føltes som om han blev

stukket i dem. Så kom han i tanker om at han som

ganske ung fangede en unge af en falk bag ved fjeldet og lod den

slippe afsted efter at have knækket næbbet. Mens han dér blev pint

af mandens faste greb, sagde den gamle: "Slip dog grebet om gæsten!"

Falken adlød ham og forsvandt ud af huset.

 

Fangerne blev der til det blev godt vejr igen. Så tog de

hjemover. Da de var kommet af sted, sagde fangeren til

sønnen: "Vores værtsfolk var ravne. Du må aldrig nævne vort besøg for

nogen. Bare du lader være vil du, når du kommer ud for dårligt vejr,

altid kunne søge tilflugt hos disse. Jeg tyr altid ind til dem,

når jeg kommer ud for dårligt vejr."

Sønnen lovede ikke at fortælle det til nogen. Men da de så et

menneske, lige før de nåede deres boplads, råbte sønnen: "Vi var på

besøg hos ravnene." Umiddelbart efter kom han i tanker om, at

faderen havde forbudt ham fortælle det til nogen.

 

Langt senere kom de ud for dårligt vejr under deres fangsttur. De tog hen til ravnene, men kun stilladset var tilbage. De forsøgte at finde et sted, hvor de

kunne komme i læ, men forgæves. De frøs ihjel.

Det viste sig, at ravnene havde forladt deres opholdssted, fordi der

var blevet fortalt om dem. De ville ikke have, at andre skulle vide

noget om dem.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger. Men temaet er genkommende i talrige fortællinger: Man må ikke fortælle andre om besøg hos ånder eller dyr i menneskeskikkelse, hvis man fortsat vil nyde deres givende venskab: Fx

De små forældreløse; Man sells a knife to wolves 41 A; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet.

 

Kommentar: Man forbinder åbenbar ravnen med vindstille. Måske på samme måde som de mindste dværge (der undertiden lignes ved ravne i Østgrønland, kan fremtrylle en vindstille bane til deres konebåd i et oprørt hav. Søg på: Mákutôq.

Kasiagssamik / Qasiassaq

Print
Dokument id:267
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Lund, Jakob
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Nissen
Indsamler:
Titel:Kasiagssamik / Qasiassaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 428 - 439, nr. 137
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.

Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var
ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.).
     
Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han
sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig".

En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside.Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Hanløftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned ivandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst.Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lånærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havdeharpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen,bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så mandentøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter,væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter(hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen varfortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige:"Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, derkiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Hanror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikkeudtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgtehans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Mandensvarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lysttil at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt."Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer medet glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.).Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage,resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendesmand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens manventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jegfat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse.     En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage nogetsort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var enstor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt modisflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bagisflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig atbinde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefterkom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav hansig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af allekræfter.     Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte:"Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen ogbegyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde.Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med håndenfor øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Såhørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistetfangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb indi huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Detbliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag medhuller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nytstok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, somQasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle denybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaqhavde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den sammenyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev udelænge og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås.Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han:"Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærerbestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem,sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den vargået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja,jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på enisflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jegløj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, nårQasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun varlige ved at lette af bare forskrækkelse.     En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder medsand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. Tokvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til atfylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der erblærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet.     Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør Iderinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening udaf - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden forøjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, menarmene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), atQasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvendeisfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld -ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak.     Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han komind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dettesølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn:"Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikkeandet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "Igår ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Viflyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederstekom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde:"Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han villeblive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaqgræd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side.     Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Dukan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde tilsin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringenoget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen,bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet afsin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som hanville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde:"Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagdehan til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang medat koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i husetog blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem.Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulleaf sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da hankom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, detvar fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderenspurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fikkun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft.     En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst forderes boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over etdødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg.Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Hanspurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan-nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt voresdatter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgendesagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om hangræd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav deQasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efterden afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn.Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde:"Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der eropkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal ladebarnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde enaf mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen,som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, forjeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeghar aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede:"Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover.     Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hunråbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hunskyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkelsQasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger:'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned tilham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?"Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bortog efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Deter vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag ikajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gikop til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hunsmed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind ihuset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færdmed at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Mendet kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad forperlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mangekajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage påbriksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad tilQasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig tildem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En afde fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, erhenne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen nykajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned."Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alledisse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaqsvarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøgerfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået etbarn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun varlige ved at lette af bare forskrækkelse.Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom førsthjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan Itage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af stedallesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, varder ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbtede ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut.Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fange.

Kassiákut ânâta oqalugtuai / Qassiakkut aanaata / Qasiaqfamiliens bedstemors fortællinger

Print
Dokument id:445
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 1
Fortæller:Ottosen, Peter
Nedskriver:Jeremiassen, Benjamin
Mellem-person:Nielsen, Frederik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kassiákut ânâta oqalugtuai / Qassiakkut aanaata / Qasiaqfamiliens bedstemors fortællinger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 16v - 17v
Lokalisering:Nuugaatsiaq / Nuukkaatsiaq (?): Uummannaq
Note:

Vedr. Mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Qasiaq og hans søskendes bedstemor hed Qilungasoq. Hun

var en stor åndemaner / angakkoq, og hun havde en innersuaq / ildmand som

hjælpeånd. Den anden hjælpånd hed Apusinaarmaaq.

Hun plejede at møde dem alene i luften. Når hun fulgte efter dem og

var kommet tæt på, forsvandt de, der var foran hende, gerne bag noget.

Når de igen dukkede op i hendes synsfelt, så hun, at hjælpeånden var

iført en pels med et meget smukt hårlag. De steder hvor den var syet

med skindstykker var så skinnende hvide, at det gjorde ondt i øjnene at

kigge på dem. Der plejede ikke at være andre til stede. Når

hjælpeånden så vendte sig imod hende, mistede hun bevidstheden, og når

hun kom til sig selv igen, var hun alene. Når hun så sin hjælpeånd,

blev hun så forskrækket, at øjnene stod hende ud af hovedet. Når hun

fik ondt i øjnene tryllede hun dem raske.

På et tidspunkt, hvor øjnene var ved at blive raske, fik hun igen øje

på dem, så blev øjenene igen udstående. Denne åndemaner var anderledes

end de andre, fordi hendes hjælpeånd bragte hende mad. Det var hendes

innersuaq, der bragte hende mad.

Qilungasoq havde bænken modsat briksen som sin soveplads. En dag hen

på efteråret, da folk var begyndt at sulte, fik Q. mistanke om noget.

Hun lyttede til noget ude fra gangen og sagde så til de andre: "De

kommer med "angmanersuit" / ammanersuit (store åbninger ? åndesprog ?) til os!" Hun trak hurtigt sine kamikker på og gik ud. Hun kom ikke tilbage med det samme, og derude kunne man hører hende mase og bakse. Inden hun viste sig igen,

hørte man stemmmer fra gangen, og det, hun ville have bragt ind, var

nu på vej ud af gangen. Det, hun lagde alle kræfter i for at bringe ind,

slap ud. Der lød et kraftigt smæld, da hun mistede grebet. Da hun kom

op fra gangen, tørrede hun øjnene med begge hænder, der var fulde af

tran.

Det skete nogle gange, at hun trak stykker af tørret renkød ud fra

væggen bag skindtapetet, fra et sted, hvor ingen havde lagt noget til

opbevaring. Hun spiste det sammen med husstanden, men hun forbød dem

at spise spæk til. Engang da hun som sædvanlig havde trukket nogle

stykker tørret renkød ud fra væggen, og de spiste det sammen, snød en

af dem sig til at spise spæk til. Fra da af holdt hun op med at trække

tørret renkød ud fra væggen.

 

Hist.: Historisk fortælling. Slutningen dog en typisk mytisk episode: Pissarsiorniasagit; Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;

 

Kommentar: innersuit havde ord for at trække sæler ind til kysten, dvs. skaffe deres angakkoq fangst (hvis angakokken var en mand) eller hans fæller fangst, hvis han bad dem om det.

Katerfarssuk / Katerfarsuk

Print
Dokument id:382
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Thomassen, J.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Katerfarssuk / Katerfarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 996 - 1000, nr. 200
Lokalisering:?
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Katerfarsuaq boede sammen med en stor brødreflok. Han

byggede sig en kajak og var ved at betrække den. Det foregik et sted

neden for husene. En af mændene så på ham og syntes, det var synd for

ham; og mens Katerfarsuaq puslede med kajakken, nærmede han sig

bagfra, spillede isbjørn, og helt tæt på forskrækkede han ham.

Katerfarsuaq vendte rundt, opdagede hvad det var og flygtede grædende

bort. Manden, der forskrækkede ham, kom til at grine sådan, at han

blev helt mat. Han fulgte efter Katerfarsuaq ind i huset og sagde:

"Da jeg så dig bygge kajak fik jeg ondt af dig.

Men tværtimod det jeg skulle gøre gjorde jeg dig bange."

 

Katerfarsuaq, der var en stor åndemaner, kom til at bære

nag. Han gjorde sin kajak færdig og kom  i gang med at fange. En

dag tog han først ud, da de andre var taget af sted. Han gik i land på

den yderste ø. Han bar sin kajak op og gav sig til at lokke

sit store hylster (pooq) til sig. Han havde en hanhvalros som hylster. Så

dukkede der én op lige ud for ham. Det lignede en sildepisker, der

pustede luften ud / der ikke trak vejret, så stor var den. Så snart den

løb op på stranden, kom Katerfarsuaq ned i hylsteret. Så svømmede han udefter, idet han skiftevis dykkede ned og dukkede op.

Endelig fik han øje på kajakker, der var på fangst. Han svømmede under

vandet og prøvede, om han kunne genkende ham, der i sin tid

forskrækkede ham. Endelig fandt han ham. Han sad med ryggen til solen på lur efter sæler. Katerfarsuaq dukkede op foran ham uden at puste luft ud / og trak pludselig slet ikke vejret (tavataimak aneruerkartdluingnaungitdlaq - absolut usikker oversættelse CB).

Da manden havde set Katerfarsuaq og gjorde klar

til at harpunere ham, gjorde Katerfarsuaq sin hud blød. Da manden harpunerede

ham, gjorde han en pludselig bevægelse og dykkede ned. Han dykkede ned

med hans fangstblære og lukkede luften ud af den, hvorefter han

svømmede ind. Han kom hen til sin kajak, trak sit hylster af, puttede linen og fangeblæren / fangstblæren ned i kajakken og roede ud til kajakkerne. De var alle optaget af at placere sig dér, hvor de ventede, at hvalrossen ville dukke op. De råbte til ham, at han også skulle lure på den. Ingen så noget til hvalrossen. Efterhånden tog

kajakkerne hjem, og nogle med en sæl.

 

Da der blev indbudt til fællesspisning for mændene, kom Katerfarsuaq med vilje som den sidste. Ude fra gangen kunne han høre ham (ham, der havde forskrækket ham) fortælle om hvalrossen. Så snart Katerfarsuaq kom ind i rummet, rakte han ham

fangstblæren og linen med ordene: "Kan du huske dengang du agerede isbjørn og forskrækkede mig? Så har jeg hævnet mig."

 

Da Katerfarsuaq gik hen for at sætte sig, vendte han sig og så, at han tørrede sine tårer. Da fik Katerfarsuaq ro i sindet.

 

Var.: Katerfarsuaq; Katerfarsuk; Qatigaarsuk; Svømme under vandet som en sæl: en anden fortælling, der også har undervandssvømning som tema.

 

Kommentar: Isbjørn og hvalros er i Østgrønland forbundet med det ritual, der gør en åndemaner til en puulik, en med pooq / pose / hylster. Der er muligvis et vist slægtskab med Katerfarsuaq fortællingen, der var udbredt på Vestkysten. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor";, en livsmetafor.

Katerfarsuk / Katerparsuk

Print
Dokument id:260
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Katerfarsuk / Katerparsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 403 - 406, nr. 130
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om grønlændere, som i gamle dage havde deres faste vinterbopladser

(ukiivinnaaq - egentlig: yndlingsvinterboplads) - om deres bopladsfælle, en

forældreløs dreng, der blev udsat for et ondskabsfuldt drilleri - og om,

hvordan han hævnede sig.

 

Der var engang en forældreløs dreng, der var ved at bygge sig en kajak, da

han ingen havde til at hjælpe sig med det. Han forsøgte sig først med, at bruge

sten som redskaber, men da de ikke duede, samlede han sig nogle muslingeskaller

til redskaber. Hans bopladsfæller ville ikke give/ låne ham en kniv. Mens han

stod ved siden af sit lille hus og puslede med byggeriet, opdagede han pludselig en stor isbjørn på klods hold. Der var ikke andet at gøre,

end at flygte fra redskaberne og kajakken, han byggede på. Det var gået

sådan til, at en slægtning til drengen havde iagttaget ham forsøge sig med at

bygge kajak med muslingeskaller som redskaber. Han syntes egentlig, at det var

synd for drengen, men i stedet for at hjælpe ham, tog han et stort

isbjørneskind, der lå ved siden af huset, hyllede sig ind i det og gik hen til

drengen for at forskrække ham. De, der overværede det, grinede godt af ham. Den forældreløse glemte aldrig dette under sin opvækst.

Langt om længe blev drengen færdig med sit byggeri. Han øvede sig i at ro i

kajak og lærte det. Han voksede op og blev en dygtig fanger. Manden, der

forskrækkede ham i sin tid, var nu blevet gammel, og han ernærede sig alene ved

at fiske fra kajak.

En gang fangede den forældreløse en stor remmesæl. Han krængede skindet af

og lavede det til en sæk / pooq, som han kunne hylle sig i. I mellemtiden havde han lært at svømme. Han gemte denne sæk et sted inden for bopladsen. En dag så han

den gamle mand tage af sted for at fiske. Den forældreløse tog også af sted og

hentede undervejs den store skindpose. Han fulgte efter den gamle og sikrede

sig, hvor det var, han fiskede. Så gik han i land, puttede sig ned i sækken og

gik ud i vandet. Han dykkede og dukkede op lige i nærheden af den gamle. Han

hørte ham sige: "Se nu den store remmesæl. Var jeg endnu en ung mand, så havde

jeg en sikker fangst." Den gamle roede hjem for at hente sine ældgamle

kajakredskaber. Den forældreløse ventede på ham og så ham komme. Han hørte ham

sige: "Den er der stadigvæk." Den forældreløse dykkede ned og dukkede op igen i

en tilpas afstand. Den gamle roede hen til ham og kastede sin harpun. Den

forældreløse greb harpunspidsen, da den skulle til at ramme ham, dykkede ned og

trak hans fangstblære ned under vandet. Mens han endnu var under vandet,

trykkede han luften ud af blæren og gik i land et sted, hvor den gamle mand

ikke kunne se ham. Så roede han hjem med den.

Den gamle ærgrede sig meget over, at han havde mistet fangstblæren ved at

harpunere den store remmesæl. Da han kom hjem, fortalte han de andre om den store

remmesæl, som han ellers kunne have fanget, som en førstegangsfangst - som da

han var ung. Den forældreløse lyttede med uden at modsige ham.

Om aftenen indbød den forældreløse samtlige mænd på stedet til at spise

ribbenstykker af en sæl, han havde fanget. Den gamle var blandt gæsterne. Da de

efter måltidet sad og underholdt hinanden med historier, gentog den gamle sin

beretning om remmesælen og ærgrede sig meget over, at han gik glip af fangsten.

Den forældreløse havde allerede før gæsterne kom, hængt den gamles fangstblære

og line op. Da han gentagne gange havde udtrykt sin ærgrelse, sagde den

forældreløse til ham: "Her er din fangstblære og linen. Dem kan du tage med, når

du går....." Dem gamle blev så skamfuld, at han var gråden nær. Så gik han sin vej.

Den forældreløse fik ro i sindet. Han havde nu gengældt løgn med løgn. Den gamle

agerede isbjørn for at forskrække ham og han agerede remmesæl.

 

Var.: Katerfarsuk; Qatigaarsuk

 

Kommentar: Denne fortælling er meget udbredt og alle versioner har årsagen til drilleriet med: Den gamle synes egentlig det er synd for knægten, men ombestemmer sig til at skræmme ham. Jeg er ikke klar over hvad der ligger bag: skal staklen hærdes? eller er det en løftet pegefinger om ikke at drille dem, der tilsyneladende ikke kan forsvare sig? Drengens pose / hylster er hyppigst et hvalrosskind, men remmesæl figurerer undertiden i selskab med det mytiske elementpar: isbjørn og hvalros. Søg på: pooq og puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Kigssaviarssuk / Kissaviarsuk / Kissaviaarsuk / Falken

Print
Dokument id:1440
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kigssaviarssuk / Kissaviarsuk / Kissaviaarsuk / Falken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:8 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10, ss. 15 - 20.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Falken.

Det fortælles at sydlændingene i gamle dage tog ind i fjorden på renjagt, og altid ind i en bestemt fjord, som var deres yndlingsmål. Dem de plejede at tage ind i fjorden med, havde deres vinterboplads ved fjordmundingen.

 

En gang tog en konebåd nordover til fjorden, men de var så længe om at nå frem, at det var ved at blive efterår og næsten for sent til at bygge hus. Derfor tog de ikke ind i fjorden for at slutte sig til dem de plejede at følges med, og gav sig i stedet til at bygge hus. Og da de var færdige flyttede de ind.

 

Da sydlændingen ikke vidste hvordan forholdene var der på stedet om vinteren, tog han på fangst ud for kysten, og han fangede den ene sæl efter den anden. Sådan blev han ved, mens de ventede på at den familie de var kommet op for at besøge skulle komme tilbage inde fra fjorden.

 

De ventede længe. Til sidst kom sneen, og nu var der sikkert is inde i bunden af fjorden og næppe sandsynligt at de (derinde), hvis de ellers havde det godt, ville kunne komme igennem isen ud af fjorden. De ventede og ventede, og til sidst kom vinteren.

 

Vinteren gik og foråret kom. Og på et tidspunkt hvor renernes pels plejede at være bedst, tog han ind i fjorden for at gå på renjagt og søge efter de andre. De tog af sted og roede ind i fjorden. Da de kunne se det sted, hvor de plejede at være om sommeren, stod teltet der. De spejdede længe efter mennesker. Til sidst kunne de også se konebåden, men stadig ingen mennesker. Da de lagde til neden for uden at have set mennesker, råbte de "konebåde" flere gange. Men ingen viste sig. Den første, der kom i land fra konebåden, løb op og kiggede ind i teltet. Alt lå på deres vante pladser, men der var ingen mennesker og heller ingen friske knogler. De kunne ikke fatte hvor beboerne var blevet af. Husstandens mand gik også op og undersøgte teltet. Der ville have været friske knogler, hvis de havde overvintret dér. Han kom så til den slutning, at de ikke var nået tilbage til teltet efter en renjagt, og han sagde til sine husfæller: "Nu er det aften. I morgen vil jeg lede efter dem lige fra morgenstunden, for jeg er ikke tryg ved at tage ud på flere dages jagt når man aldrig ved, om der skulle være kommet fremmede dyr i vores jagtområde."

 

Da de havde sovet tog deres fanger næste dag af sted alene. Han begav sig ind i landet hvor han fik øje på den store sø ved den rute de plejede at gå. Mens han gik langs skyggesiden af søen, granskede han den stejle fjeldvæg ved bunden af søen og opdagede noget, der forekom ham mærkeligt. Imellem stendyngerne så han nogen blege ting. Han fik mistanke og gik nærmere. Da han kom længere hen opdagede han en stor fuglerede lige oven for de blege sager. Nu blev hans mistanke bestyrket, og han gik hen til de hvide sager mens han samtidig så sig godt om til alle sider. Jo sandelig, det var en hel masse menneskeknogler, og da den store redes fugle ikke var der, slog det ham, at hvis der var unger, var de voksne fugle sikkert ude for at skaffe føde til dem. Han nærmede sig reden gennem en lille kløft. Helt tæt på opdagede han at kæmpereden nærmest lignede en stor nunatak / nunataq (nok snarere en stor jordtue, CB). I reden var der falkeunger så store som renkalve, der endnu ikke har fået skind på geviret. Tænk, det var altså unger! Han havde kun ét at gøre: han spejdede rundt engang, tog sin bue og skød ungerne ihjel. Han skyndte sig ned og ville egentlig hjemover, men da han så hvor lang tilbagevejen var, blev han bange for at de voksne fugle ville komme, inden han nåede hjem. I stedet begyndte han så at mave sig op ad fjeldvæggen. Oppe på toppen fik han øje på en kampesten med en stor hule neden under. Den egnede sig godt til skjulested, fandt han, og krøb derind. Herfra havde han udsyn til alle sider. Længe spejdede han rundt, og engang han kiggede nordover fik han øje på noget, der lignede en hel skyformation! Den nærmede sig hurtigt og blev snart meget tydeligere. Mens han så på at den nærmede sig, udstødte den et voldsomt

skrig, der lød som kiik-keeq! Den gled frem med udstrakte vinger og lyttede. Men da der ikke kom noget svar, skreg den igen kiik-keeq! I det samme så han, at den havde en stor renbuk på tværs i næbbet som mad til sine unger. Da der ikke kom noget svar, lod den renbukken falde og styrede direkte mod ungerne. Den nåede reden og opdagede, at de var døde. Så fløj den højere og højere op. Da den befandt sig lige oven over ham, fik den vist øje på ham, for nu dalede den ned og sikke vingerne susede! Så kravlede han ellers længere ind i hulen, helt ind i bunden, for lige før han var krøbet ind, havde han lagt mærke til at kampestenen var bredest i bunden af hulen. Fuglen var nær ved at placere sig ved indgangen, men så fløj den op, og det var tydeligt at den landede på stenen, for sikke den gyngede. Som han nu sad dér i hulen kunne han kun høre lyden af det, der ramte stenen. Nå, det var altså fuglen der hakkede i den. Han fik en stigende fornemmelse af at et eller andet ville ske, da han så stenskærver springe omkring. Han krøb hen til åbningen og da han forsigtigt kiggede ud, havde fuglen hugget sig så dybt ned i stenen, at dens hoved var skjult. Han bevarede hovedet koldt og kiggede til fuglen med jævne mellemrum, og da både dens hoved og overkrop efterhånden var nede i hullet hele tiden, smuttede han ud af hulen og gav sig øjeblikkelig til at løbe den vej han var kommet, nord om den store sø, og alt mens han var sikker på, at fuglen ikke ville lade ham leve, når den først havde hugget sig igennem stenen ned til hulen. Han løb og løb, og da han var ret nær på den vestlige ende af den store sø, så han sig tilbage og opdagede, at fuglen netop havde rejst sig fra at have hugget sig hul gennem stenen. Den spejdede rundt et par gange og fløj nu med ret kurs mod ham så vingerne susede. Han vendte rundt og løb alt det han kunne. Han var ellers ingen langsom løber, men han var dårlig sat afsted, da han med et kig tilbage så, at fuglen var ved at indhente ham. Han kunne ikke finde på andet end at flå tøjet af overkroppen, smide sig i den fordybning han var så heldig at finde, og dække sig til med tøjet. Næppe havde han smidt sig, så mærkede han et vindpust, og straks var fuglen oppe, højt til vejrs, men bare med hans tøj, og hen til sin rede. Han kom på benene og spurtede afsted, endnu hurtigere. Han løb og løb, og med et blik tilbage opdagede han, at fuglen for anden gang fløj efter ham, fordi den havde undersøgt tøjet og ikke fundet nogen mand. Da den igen var tæt på, tog han bukserne af, smed sig i en fordybning og dækkede sig til med dem. Denne gang frygtede han at den ville tage ham med. Han mærkede et vindpust, og så var den oppe og væk, med bare bukserne. Nu skulle han kunne nå deres telt. Lige før han tabte den store falks rede af syne bag en bakketop og så sig tilbage, så han at fuglen igen var på vej mod ham, og nu havde han ikke flere tøjstykker at dække sig med. Han løb af alle kræfter mod teltet, og inden fuglen nåede ham kunne han se det. Den var nu helt inde på livet af ham og han råbte til sine husfæller: "Skrig, skrig alt hvad I kan!" De kiggede derop og så deres forsørger løbe i fuldt firspring, splitternøgen, og oven over ham dukkede en kæmpefugl op med sine enorme gribeklør parat til at snuppe ham. De buuh'ede ad den dernede fra lejren, og han skreg så højt han kunne - nåda hvor det gjaldede! Da fór fuglen til vejrs, højt, højt op, og da den deroppefra til deres store overraskelse fløj væk, kiggede han ikke længere efter den.

       Det var med nød og næppe sydlændingen havde reddet sig, og straks han nu var hjemme, sagde han til sine husfæller: "Gør klar til afrejse!" De gjorde sig klar og tog afsted. De nåede derhen hvor de havde overvintret, men da sydlændingen nu vidste, at han ikke længere ville kunne gå på renjagt der hvor de ellers plejede, drog han (videre) tilbage mod syd. Undervejs sydover fortalte han hvad der var sket til dem, der ellers var på vej nordpå for at tage ind i fjorden, og sagde at de aldrig nogensinde måtte ro derind. Han vidste af egen erfaring, at skulle nogen finde på at ta derind, ville de ikke slippe levende fra det. Da han nåede hjem til sin boplads, fortalte han alle, der ellers plejede at tage op i den fjord, om det der var sket, og advarede dem mod rejsen derop og ind i fjorden. Jo, han forstod så sandelig, hvorfor den mand, som de ellers altid tog ind i fjorden sammen med, var udeblevet. For det var jo fuglen, som havde dræbt dem allesammen.

       Sydlændingen kom aldrig siden på renjagt.

Var.: Iserfik; Fortælling om en falk;

 

Hist: Det står ikke klart hvor langt nordpå denne sydlænding havde en jagtkammerat. i 1700-tallets midte var det i Nuuk-fjordenes bagland, at de forbirejsende sydlændinge yndede at gå på renjagt - ifølge Dalager 1915, Det grønlandske Selskabs Skrifter, II.

Kigutikkamik

Print
Dokument id:513
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kigutikkamik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 2 - 24, nr. 1
Lokalisering:Aasiaat / Egedsminde
Note:

med sideløbende dansk oversættelse ss. 2 - 25.

 

Håndskr.: NKS, 2488, II, 4', ss. 206 - 215, nr. 85 er en afskrift af orig. håndskr. der ikke eksisterer længere.  1. afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 26h - 34v: inuit oqalugtuât agdlagsimassoq.

 

Den danske oversættelse også trykt i Rink 1866-71, I: nr. 94.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 71, ss. 376 - 385: Kigutigak carried off by the Whalers.

 

Rasmussens leverer en ny oversættelse, formentlig af ovennævnte trykte grønlandske tekst i:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 110 - 119: Kigutikaq. Det maskinskrevne manuskript til sidstnævnte finde i KRH, kasse 51 nr. 21.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 272 - 272. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 272 - 276: Kigutikkaaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Inuits fortælling, der er blevet skrevet ned.

I gamle dage kom fangerne til Ameralik-fjorden, hvor der fandt en livlig handel sted mellem inuit og hvalfangerne. En mand ved navn Kigutikkaaq handlede med hvalfangere og købte nogle smukke ting og samtidig blev han advaret imod at handle med bestemte hvalfangere, om hvilke der blev sagt, at de ikke var rigtig kloge. -

Kigutikkaaqs storebror blev jaloux. Kigutikkaaq samlede også nogle bytteobjekter

sammen og fulgte sin bror. Han opdagede, at broderen styrede direkte imod de

hvalfangere, der havde ord for ikke at være rigtig kloge. De blev hevet op

på skibets dæk, og umiddelbart efter hev skibet ankeret op og sejlede.

 

Ved Kap Farvel var de ude for et kraftigt stormvejr. Da de store bølger

skyllede over skibet, stod Kigutikkaaq på dækket og holdt fast på rælingen, mens

matroserne søgte ly under dækket. En del af rælingen blev smadret undtagen det

stykke, som Kigutikkaaq holdt fast på. Det blev stille vejr og de sejlede uden

at kunne se land. Der kom igen et kraftigt stormvejr og havet blev oprørt. Da en

stor bølge truede med at skylle over skibet, fik matroserne Kigutikkaaq trukket

ned under dækket. Nu nærmede de sig hjemstedet, men ventede med at gå i havn

til midnatstid, fordi de var bange for, at folk skulle opdage noget (det er

uklart, hvad de konkret var bange for - måske det, at de havde "indfødte" med -

Chr.B.). Da de kastede anker, råbtes der fra land: Nu er handelsskibet kommet.

 

Lysene tændtes i de mange huse, men de gik først i land dagen efter. Folk

havde efterhånden fået at vide, at der var et par "indfødte" med. De stod tæt op

ad hinanden og lignede en myggesværm. Skipperen sagde til Kigutikkaaq og hans

bror, at de, når de gik i land, skulle gå lige bag ved ham og "hele tiden kigge

på hans hæle". Hvis de ikke gjorde det, ville de fare vild. Da båden lagde til,

var det umuligt for dem at gå i land. En soldat måtte bane vej for dem. Da de

nåede frem til skipperens hus, opdagede denne, at kun den ene af de to

inuit var fulgt med. Kigutikkaaqs storebror var faret vild; men det viste sig

senere, at han havde været så heldig at komme til at følges med en stor herre.

 

Kigutikkaaq og skipperen kom ind i huset og fandt skipperens kone sur og

gnaven. Det viste sig, at hun var jaloux. Skipperen tog en lille dukke op fra

lommen og lagde den på bordet. Så var hun ikke vred mere. Kigutikkaaq ville på

wc, men da han kom ud af huset, stod to hvide mænd på hver sin side af døren,

klar til at hugge ham ned med sværd. Han gik ind igen og sagde det til skipperen. Skipperen forsynede ham med et reb med en knude på enden og sagde, at

han, så snart han gik ud, skulle slå løs på dem med dette reb, uden først at

have orienteret sig om, hvor de stod. Det gjorde Kigutikkaaq. Da han var på vej

ind igen fra wc'et, så han to mænd stå udenfor med forbinding over øjnene. Det

viste sig, at han have smadret øjnene ved at slå dem med rebet. Skipperen var

godt tilfreds med det, han havde gjort.

 

En dag var Kigutikkaaq på rypejagt og mødte en hvid mand, der ville dræbe

ham. Kigutikkaaq reagerede omgående og dræbte manden, gravede et hul i jorden og

begravede ham i hullet. Det fortalte han ikke skipperen. Det samme

gentog sig dagen efter, da han igen var på rypejagt. Tredie dag var der igen

en hvid mand, der ville dræbe ham; men i sidste øjeblik gik det op for

Kigutikkaaq, at det var hans bror. Han genkendte ham på hans måde at tale på.

Det blev et meget hjerteligt gensyn. De græd af glæde. Da de havde grædt,

snakkede de sammen. Kigutikkaaqs bror fortalte, at han var faret vild dengang de

gik i land og han var kommet til at følges med en stor herre. Hos ham boede han

nu og havde det godt. Han manglede intet. - Kigutikkaaq fortalte storebroderen,

at han i et par tilfælde var kommet til at dræbe en hvid mand, der ellers ville

dræbe ham og at han aldrig havde fortalt dette til nogen. Storebroderen

tilstod, at han havde gjort nøjagtigt det samme. De blev enige om at mødes

igen. - Da de mødtes senere, talte de om, at de efterhånden havde samlet sig en

hel del penge. Kigutikkaaq fik den idé at få undersøgt, om de tilsammen ikke

havde tilstrækkelig mange penge til at kunne købe et skib.

 

Da Kigutikkaaq kom hjem, fik han skipperen til at undersøge dette forhold

nærmere. Ifølge skipperen var der penge nok. De fik købt materialer til et skib

og fik en skibstømrer til at tage sig af byggeriet. Nu manglede der kun master.

Skipperen fortalte, at der sydpå voksede røn, som han selv plejede at bruge til

master. Kigutikkaaq ville rejse derned for at fælde træer til master. Skipperen

sagde til ham: Når du skal til at fælde træer, må du se dig godt omkring. Så

snart du ser, at træerne begynder at bevæge sig, må du flygte. Hvis du ikke

ønsker at flygte for langt væk, kan du gå hen til den store klippevæg, der

ligger i den nordlige retning. Her bor der nogle mennesker.

 

Kigutikkaaq tog af sted og han udvalgte sig de mest lige stammer og

begyndte at save. Han var i gang med at save stamme nr. to, da han opdagede

træerne bevæge sig og et eller andet nærme sig. Han lod sin økse og sav ligge og

løb bort. Da han kom ud af skoven, opdagede han, at et stort dyr løb efter ham.

Der var langt til det sted, hvor han boede; derfor løb han hen til den store

klippevæg og nåede den med dyret lige i hælene. Døren gik op af sig selv og

lukkede sig, da han var kommet ind. Det gav et mægtigt brag, da dyret stødte

voldsomt mod døren udefra i et forsøg på at bryde ind. Det viste sig, at der

boede lutter kvinder inde i den store klippe. Kigutikkaaq blev ganske

liderlig og ville ikke væk derfra.

 

Omsider belavede Kigutikkaaq sig på at vende tilbage - med lommerne fulde

af kostbarheder, som han havde fået af de kvinder, han havde været i seng med.

Men først måtte han gøre sig færdig med det træ, han var i færd med at fælde.

Han ville også gerne have sit værktøj med hjem. - Skipperen blev overrasket ved

at se ham igen. Han havde ellers opgivet ham, fordi han troede, han var blevet

ædt af dyret. Kigutikkaaq fortalte skipperen, at han havde været hos de dejlige

kvinder. Skipperen bekræftede, at kvinderne altid var venlige og at man blev

liderlig, når man var på besøg hos dem.

 

Træet til masterne blev hentet og skibet blev gjort færdigt og blev sat i

vandet. Det blev lastet fuldt af Kigutikkaaqs og hans storebroders ting. De to

brødre ville selv sejle skibet og kun have en kok med som tredie mand. Så blev

Kigutikkaaqs storebroder pludselig syg og døde. Kigutikkaaqs sorg var stor. Han

tændte ild i skibet, så det brændte med alt, der var i det. Så blev det sænket

ned i havet.

 

Da han kom hjem til skipperen, sagde denne: Som du dog fortvivler. Lad os gå en tur sammen, så at du kan komme over din sorg.

 

De tog afsted og kom til en stor sø, som de sejlede over i en jolle. Endnu en stor sø sejlede de over og gik til en by midt i landet, hvor de fandt et spisested. De

var lige kommet i gang med at spise, da det blev meddelt, at handelsskibene var

ved at tage af sted. Omgående forlod Kigutikkaaq stedet og løb af sted. Han

fulgte den samme rute, som da de gik ud. Han roede over søerne og nåede lige at

komme om bord på skibet, før det sejlede. Skipperen, som han fulgtes med, fulgte

efter Kigutikkaaq og nåede frem, lige som skibet sejlede. Han råbte til dem på

skibet, at de skulle holde øje med Kigutikkaaq, når de kom til Inuit Nunaat

(menneskenes land).

 

De sejlede og nåede Kap Farvel-området. Da ville Kigutikkaaq ikke længere

af tøjet for ikke at risikere at miste de ting af jern, som han havde i lommen.

 

Det viste sig, at Kigutikkaaqs familie var blevet drillet en del, efter at

han og hans storebror var blevet røvet af hvalfangerne. Man havde flere gange

narret familien ved at råbe, at brødrene var kommet tilbage. Flere gange var de

blevet skuffet.

 

Da de nåede kysten genkendte Kigutikkaaq landet og han opfordrede skibets

besætning til at gå på rypejegt. De gik ind i landet og de holdt hele tiden øje

med Kigutikkaaq, fordi de var bange for, at han skulle stikke af, men da

Kigutikkaaq forsikrede dem, at han ikke ville løbe væk, gik de af og til fra

ham. Det benyttede Kigutikkaaq sig af og gemte sig i en fordybning. Han kunne

høre dem snakke, da de gik forbi hans gemmested. De bebrejdede sig selv,

at de havde ladet ham gå alene og trodset kaptajnens ordre. - Kigutikkaaq gik

videre. Han skulle ned af et meget stejlt fjeld. På et tidspunkt befandt han sig

i en meget vanskelig situation, hvor han hverken kunne komme ned eller kravle op

igen. Så tømte han sine lommer og lagde tingene på en lille klippeafsats.

 

Nu var han tæt ved teltene og en af dem, der kom ud af teltet, genkendte

ham og råbte: Nu er Kigutikkaaq dér. Da folk kom hen til ham, spurgte han dem på

udenlandsk: Hvor er min familie? De forstod ham ikke og han gentog sit spørgsmål

på inuit-sproget; og han gik til teltet, hvor hans kone skulle bo. Han så en

gammel ungkarl komme ud af teltet. Kvinderne fortalte, at den gamle ungkarl

havde sørget godt for dem, og at de var meget taknemlige for hans hjælp. Nu

forlod han altså teltet, fordi han var bange for, at Kigutikkaaq blev jaloux.

Kigutikkaaq råbte på ham og bad ham komme ind i teltet. Han ville først ikke,

fordi han var bange for, at Kigutikkaaq skulle banke ham. Til sidst kom han.

Kigutikkaaq tog en kniv og et søm op af lommen og lod ham vælge det, han helst ville have. Ungkarlen valgte sømmet frem for en kniv med et smukt skaft, fordi,

som han sagde, man kunne få flere ting ud af et søm.

Kiinakersuarmik / Den store Kiinaki

Print
Dokument id:1739
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H.J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Kiinakersuarmik / Den store Kiinaki
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 63, uden nr.
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', mellem nr. 7 og 8.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

 

Det trykte resumé med tilladelse fra Kirsten Thisted, ibid. s. 317:

 

Fortællingen foregår i hvalfangertiden, inden koloniseringen.

Ved tuskhandelen mellem hvalfangere og folkene i Kangaamiut opstår et

særligt forhold mellem en bestemt hvalfangerkaptajn og Kiinaki. De to

bliver endda navnefæller, fordi folk begynder at kalde kaptajnen

"Store Kiinaki". Herefter begynder de to at give hinanden rigtige

gaver, uden betaling. Men så en vinter dør Kiinaki, og om foråret

holder sønnen udkig efter skibene. Da han har fået øje på det første

skib, spørger moderen hvem kaptajnen er, men sønnen kan ikke sige det,

pga. navnetabuet efter den døde far. Til sidst siger han det

alligevel, og moderen brister i gråd. Også kaptajnen sørger meget, da

han hører hvad der er sket, men siger så, at fremover skal sønnen være

ham i faderen sted. Og på den måde fortsætter familien at udveksle

gaver med kaptajnen.

 

Var.: Kiinaki og Kiinakersuaq optræder i flere fortællinger, men det er ikke sikkert det er samme historiske person.

 

Hist.: Muligvis en historisk fortælling, der i det mindste kan

afspejle traditionelle handelspartnerskaber mellem grønlænderne

indbyrdes.

 

K. Thisteds kommentar s.317: Fortælleren er ikke anført, men det er givetvis Iver Berthelsen. Teksten følger lige efter et indskud om Elias, en af Habakuks

tilhængere, som fortælleren er kommet i tanke om, at han havde glemt i

den tidligere beretning. Indledningen og stilen er også helt den samme

som i de foregående fortællinger.

Kîlíka / Kiilikka

Print
Dokument id:557
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kîlíka / Kiilikka
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 47
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Kiilikkas lillebror vil rejse bort med det næste skib, der ankommer.

K. fraråder det, men kommer selv med på rejsen i forsøget på at få

lillebror med tilbage i land. Undervejs blir lillebror søsyg. Skibet

passerer med stort besvær malmstrømmen, "havets navle", hvorefter man

når til Kangeq-folkets land. Brødrene blir adopteret af en flink mand,

der gang på gang advarer dem mod mennesker med livsfarlige gøremål.

Brødrene får hver gang en plejebror med, som blir dræbt, mens de selv

klarer alle styrkeprøverne med glans: Røgfolkene fremstiller jern af

mennesker, som de kaster i et stort bål. Grimme mennesker gir det

bedste jern. Brødrene puster sig vej gennem bålet, da de kastes ind i

det, og laver sig bagefter noget fortræffeligt jern af jernmagerne. På

samme vis går det med de mennesker, der morer sig med at dræbe

mennesker, som de har puttet i bjørne- eller rensdyrhamme; næste styrkeprøve er med dem, der haler mennesker gennem en sø og spidder dem på rejste bajonetter

ved bredden; og næste med dem, der fisker mennesker op ad en stejl fjeldside

med en krog på en lang line.

     Lillebror dør af alle de indre sår han fik i bjørneham, men K.,

der fik åbne sår, overlever, fordi de heler op. Han er træt, og da han

har sovet ud hos plejefaderens moster i Ilivilardivaq-landet, rejser

han hjem med skib og digter en sang om et menneskegjort, indvendig

spiralsnoet fjeld, som han engang besteg i Kangeq-landet.

 

Hist.: Det er naturligvis fristende at identificere det spiralsnoede

fjeld med Rundetårn. Og det kan man faktisk godt. Det forekommer i Pooqs vise (Pooq var i 1724 i Kbh. og digtede en vise om opholdet, da han kom hjem (Se Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265).

Til denne vise har Ostermann en interessant bemærkning: Mens Kaarali boede hos ham i 1933, viste Ostermann ham en afskrift (af en senere nedskrift end Pooqs, som findes i den Kall'ske samling på Kgl. Bibl.) Kaarali gik op på sit værelse og kom kort efter ned med en optegnelse af en vise, der begyndte på omtrent samme måde og også omtalte såvel sabler som bøsser, og afslutningsvist tre gange det lavede (byggede) bjerg med snoningen indeni. Ostermann mener at visen må være havnet i Ammassalik via handelsnettet og dér har holdt sig, været opfattet som spændende længe efter, at den var glemt i Vestgrønland (Arktisk Institut, Arkiv nr. A 301, slutningen af lægget med sange og nidsange; Medd. Grl. 109(3), ed. by H. Ostermann, 1939: 179 -180, samme på engelsk).

 

Tolkning: Det er uvist hvorfor de hvides land kaldes Kangeq

(forbjerg). Mosterens land, Ilivilardivaq, har noget med store grave

at gøre og er ofte betegnelsen for de hvides land.

Kingigtorajingmiup toqutorãnera / Kingittorajimmiup toqutoraannera / Drabet på Kingitserajikboen

Print
Dokument id:821
Registreringsår:19191921
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kingigtorajingmiup toqutorãnera / Kingittorajimmiup toqutoraannera / Drabet på Kingitserajikboen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Andet håndskrift (referat): NKS 3536 II, 4', læg 22: Kingigtorajingmiup toqutaunera.
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 372:
"Storfangeren fra Kingigtorajik"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
På Kingittorajik boede en meget dygtig fanger.
(Kingittorajik ligger lige i nærheden af Kap Dan). Overfor dem på
Qasigiarajik boede der mange fangere (mener, at det skal forstås
sådan, CB.) Da disse opdagede at Kingittorajikboen var en meget dygtig
fanger, pønsede de på at dræbe ham. Kingittorajimmiu fik dette at
vide, ventede det værste og blev ængstelig. En dag sagde hans lille
søn: "Hvad skal jeg dog gøre hvis min far går hen og bliver dræbt?"

En dag i dejligt vejr, så hans lille søn, der opholdt sig i nærheden
af teltet, nogle kajakmænd dukke op bag et lille næs. Faderen var ikke
taget afsted på fangst, og drengen blev klar over, at disse kajakmænd
kom for at dræbe faderen. Da han så disse kajakmænd, smuttede han
afsted og flygtede ind i landet.
Temmelig langt inde i landet kom han til en lille klipperevne, hvor
han krøb ind. Der blev han til ud på eftermiddagen. Første da han
kunne forvente, at de (kajakmændene) var taget bort, gik han ned. Da
var hans far blevet dræbt. Han gik ind hos moderen og græd længe. Da
han blev ved med at græde, sagde moderen til ham: "Hold op med at
græde; for det hjælper ikke noget at græde."
Ved disse ord fra moderen holdt han op med at græde. Fra nu af lavede
han ikke andet end at træne sig stærk hver eneste dag. Samtidig fik
han en kajak og lærte at ro i den. Under kajakturene traf han nu og da
sine fjender. Engang han var ude i kajak, hørte han et højt brøl. Han
roede hen og fik øje på en stor isbjørn, der var kommet ud på isen.
Det viste sig at være en isbjørn, som en af hans fjender havde fanget
(sådan står der; for bjørnen tilhørte den første, der havde fået øje
på den.) Kajakkerne, der roede hen imod den, fik travlt med at bakke,
så snart den vendte sig imod dem. Han gav sig til at ro imod den. De
andre råbte: "Ro ikke derhen; de er umuligt at komme tæt på, når den
vender sig imod én!" Han lod som om han ikke hørte dem. Bjørnen så, at
han roede imod dem; og den rejste sig op vendt imod ham, og brølende
forsvandt den ned i vandet i hans retning. Det varede ikke længe, så
dukkede den op endnu tættere på. Da den kom op kravlede den op
på isen ("Sikumut túmariardluni,": idet den trådte på isen) og vendte
sig imod ham. Idet samme greb han sin lanse og sendte den i den, så
den faldt død om. Straks roede han helt hen til den og trak sin lanse
ud, hvorefter han begav sig hjem ad.

En dag, han var ude på fangst, hørte han et skrig- ét, der råbte om
hjælp. Han roede derhen og så at der var flere kajakmænd. Det viste
sig, at en af brødrene til hans fjende havde harpuneret en
hanklapmyds. Da han nærmede sig, sagde de: "Den er ude efter at få
noget at spise (eller: Den er ude at søge føde) den er ikke til at
komme i nærheden af." Det viste sig også, at den havde smadret
fangstblæren, der tilhørte ham, der harpunerede den. De advarede ham
mod at ro derhen, men han roede blot videre. Klapmydsen så, at
kajakmanden var kommet nær; og brølende fór den imod ham. Han ænsede
et ikke; men først da dyret kom ganske nær, og det skulle til at bide
ham, greb han dets næseblære og gav det et boksestød, så at hovedet
smadredes. Straks han havde dræbt dyret, vendte han kajakken og roede ind mod land. De andre råbte: "Du skal lige have din fangstpart!" Han svarede dem tilbage: " En stærk mand behøver ikke være bange for dyr, der er ude efter føde." Efter denne hændelse begyndte han igen at tage ud på fangst.

En dag så han sine tre fjender ro i kajak sammen. Han roede hen til
dem og fortalte dem lidt forskelligt. Han roede helt hen til den
tredje af dem og beundrede hans hvide anorak af skind ved at stryge
hen over den med hånden. Så førte han armen omkring manden og trykkede
ham til sig så kraftigt, at noget i ham sprængtes. Så snart han roede
væk fra ham, kæntrede han. Hans brødre blev bange; men han sagde til
dem: "I dræbte kun én, nemlig min far, og jeg dræber kun én for at
hævne mig. Der sker ikke noget med jer."
Efter denne hævn fik han ro i sindet, fortælles det.

Var.: En typisk fortælling om blodhævn.

Hist.: Kan være historisk, men forløbet svarer ganske til dem i de ikke-historiske.
Bemærk at der kun er tale om udligning, ikke om nogen fortsat række af gengældelser. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.
Hævneren her udvikler sig heller ikke som lystmorder. Det sker gerne med mytiske personer som fx Kaassassuk, der er blevet mishandlet som små.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Kingigtorajingmiut ítunguata toqutaorqajarnera / Kingittorajimmiut ittungua ta toqutaarqajarnera

Print
Dokument id:823
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kingigtorajingmiut ítunguata toqutaorqajarnera / Kingittorajimmiut ittungua ta toqutaarqajarnera
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Referat på grønlandsk: NKS 3536 II, 4', læg 22: Kíngigtorajingmiut ítúnguat ...

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 373: "Dengang

den kære husfader fra Kingigtorajik nær var blevet dræbt".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

(Kingittorajik lå i nærheden af Kap Dan)

Det fortælles, at Kingittorajikboens overhoved samtidig var deres

åndemaner. Han var vidt berømt, fordi han var en stor åndemaner. Han

havde en svigersøn, der var en meget stærk og dygtig fanger. Og han

havde en lille søn, som endnu ikke var begyndt at fange noget. Da hans

modparter ("akerdlîsa"), to brødre, hørte om hans evner som åndemaner

og om hans dygtighed i fangst, pønsede de på at dræbe ham.

En dag, da de to brødre var ude på fangst, fik de øje på en stor

kajakmand. De roede hen til ham og opdagede, at det var deres fætter.

De sagde til ham: "Vil du hjælpe os med at dræbe åndemaneren i

Kingittorajik?"

"Nej, vi har så megen gavn af, at han i sulteperioden om vinteren altid fanger hvidfisk og isbjørne. Ham vil jeg ikke dræbe."

Da de blev ved, sagde han:

"Godt; lad os da gå i land, så kan I jo først prøve om I kan klare mig."

De roede ind og lagde til ved stranden. Da de var gået i land, gik de hen til en lille slette, hvor de lod deres fætter lægge sig ned på ryggen og holdt fast

på ham, både på arme og ben. Og først da de sagde: "Nu!", rejste han

sig op og smed begge fra sig, hvorefter han sagde: " Når I ikke kan

klare mig, så magter I heller ikke at dræbe Kingittorajikboens

åndemaner. Når jeg ikke kan klare mig i armkrog overfor ham, så er det

ganske indlysende, at I ikke kan klare ham." Dertil sagde den ene:

"Han har røvet min kones sjæl, så derfor bliver jeg nødt til at dræbe

ham."

Efter denne samtale tog de hjem.

 

Senere, på en fastlagt dag, tog de afsted sammen med fætteren for at

dræbe åndemaneren. Da de roede udenom Kingitorajik, så de, at han var

hjemme. Det viste sig, at svigersønnen sammen med sin lille svoger var

taget ud på besøgsrejse. Da de lagde til ved stranden og gik op, var

åndemaneren i færd med at bygge en kajak. Fætteren gik hen til ham og

sagde: "Nå, du bygger nok kajak som du plejer." Han svarede: "Ja,

jeg er som sædvanlig ved at bygge en kajak. Den skal betrækkes idag."

Samtidig kiggede han op og så, at de gjorde tegn til

hinanden med øjnene. Da tog han sin kniv og styrede lige

mod teltet. Konen så ham komme og spurgte: "Hvornår kommer du med de

skind, som kajakken skal betrækkes med?" Han svarede: "Jeg kommer

snart med dem. Gæsterne vil sikkert dræbe mig, siden de gør tegn til

hinanden med øjnene. Gem lige min kniv!" Han gik ind, gemte kniven og

gik ud igen. Da åndemaneren kom tilbage til gæsterne, der var kommet

for at dræbe ham, antastede de ham. Midt i slagsmålet, hvor han blev

slået med knyttet næve, sank han i knæ: for han var jo gammel. De slog

ham sådan, at de brækkede hans ribben. Da der udartede sig så vidt

(der står egentligt kun: Da de blev sådanne), sagde åndemaneren: "Hvis

i agter at dræbe mig, så dræb mig blot i stedet for at pine mig." De,

der ville dræbe ham, svarede: "Nej, eftersom du har dræbt den mands

kone, vil vi først pine dig og dræbe dig bagefter." Mens de var i færd

med at dræbe ham, stod deres fætter bare der og så til.

 

Men åndemanerens store svigersøn viste sig at være på vej hjem netop på

det tidspunkt. Lige før han kunne se deres boplads, mente svigersønnen

at kunne høre skrig, så han sagde til sin lille svoger: "Det lyder som

om nogen skriger!" Han lyttede nøje og fik bekræftet, at der kunne

høres lyde; og han sagde blot: "Det er (nok) allerede forsent." Han

fulgte efter sin lille svoger, som havde sat farten op; og da de roede

uden om det lille næs og kunne se bopladsen, fik de øje på kajakker;

mændene var gået i land.

 

Da fætteren til dem der ville dræbe

åndemaneren, så en kajakmand dukke op, sagde han til sine fætre: "I

kan ikke komme til at dræbe ham. Hans svigersøn er allerede dukket

op." Ved de ord slap de to ham, de sloges med, og flygtede ned over

stranden.

 

Så snart svigersønnen lagde til, gik han med sin store kniv

i hånden op til åndemaneren. Til stede hos åndemaneren var kun

fætteren til dem, der ville dræbe ham. Svigersønnen skulle lige til at

stikke ham ned med sin store kniv, da åndemaneren sagde: "Det var ikke

ham, der ville dræbe mig. Dræb ham ikke!" Svigesønnen løftede sin

svigerfar op og bar ham ind i teltet. Da åndemaneren var inde i teltet

og begyndte at trylle fik han det lidt bedre. Da han var kommet sig

lidt, sagde han til de andre: "Giv denne mand det forskaft af

narhvaltand til en harpun, og som ligger i kisten. Og når han skal

afsted, skal i give ham en kajakåre med smukke benbeslag."

Svigersønnen forærede ham en stor kniv, og åndemanerens lille søn gav

ham en pilespids med en benring på. Det var ellers en fornem

erkendtlighed han fik, denne svigersøn (fætter) til dem der ville

dræbe.

 

Da han var kommet hjem til sin boplads, var han engang ude på fangst

og han traf sine fætre. Under samtalen spurgte fætrene ham: "Hvor har

du fået det fine forskaft til harpunen og den smukke åre fra?"

"Dem har jeg fået som en erkendtlighed for, at jeg ikke ville

være med dengang, I forsøgte at begå et mord,"svarede han.

Da fætrene med stor iver forsøgte at købe dem, sagde ham:

"Dem vil jeg ikke sælge når jeg har fået dem som en erkendtlighed for,

at jeg ikke ville dræbe nogen."

 

På et meget senere tidspunkt sagde åndemaneren til sin svigersøn:

"Hvis de træffer mig på fangst, vil de afgjort dræbe mig.

Flygt derfor med mig sydpå." De gjorde konebåden klar og tog afsted.

Så sagde svigersønnen: "Jeg vil lige lægge til og gå i land hos mine

fætre." Allerede da de befandt sig lige ud for dem, råbte de: "Hvor

skal I hen?" De råbte tilbage: "Vi flygter med vores overhoved." De

svarede fra land: "Slå jer ned her. Vi skal nok passe på ham."

Med det tilbud syntes de egentlig det var en god ide og de gik

i land. Langt senere forlød det: "Det siges, at den ældste af

de to, der forsøgte at dræbe dig, kommer og synger nidvise mod dig."

Åndemaneren følte, at han nok ville kunne klare sig.

 

Et godt stykke tid efter kom de, der ville synge ham på, og med dem

en hel masse, der ville overvære stævnet. Da de havde opholdt sig dér

en td og haft det godt, skulle stævnet begynde. Åndemaneren tabte

kappestriden. (Det står ikke, hvad det er, formentlig brydning). Så

ville svigersønne træde til i stedet for ham. Man forsøgte at finde en

passende modpart til ham; men de fandt ingen. Så opfordrede de

åndemanerens lille søn til at danne modpart. Han ville ellers ikke,

men hans store svoger sagde til ham: "Hør, jeg synes, at du skal prøve

at kæmpe med mig." De gav sig til at brydes, og åndemanerens søn vandt

over sin svoger. Og da de ikke kunne finde én, der kunne klare sig

imod åndemanerens søn, måtte de afslutte kappestriden. Senere kom

turen til at synge nidviser, og åndemanerne istemte en sang, hvis

tekst han selv havde skrevet: "Hvor gjorde det ondt dengang, da du

under dit forsøg på at dræbe mig brækkede alle mine ribben; og hvor

gjorde det ondt, da du slog mine spoleben med knyttet næve. Prøv det

selv." Efter han havde sagt dette berørte han modparten med trommen et

par gange; så holdt sangkampen op. Umiddelbart efter drog gæsterne

afsted.

 

De havde ikke hørt noget til dem et godt stykke tid; så forlød

det, at manden, som åndemaneren sang nidvise imod, var død af smerter

i det nederste ribben. For åndemaneren havde skam forhekset det. Efter

mandens død kunne åndemaneren tage ud på fangst i fred og ro uden

frygt for, at nogen skulle komme og dræbe ham.

 

Var.: Egentlig ikke, men forløbet er ikke overraskende.

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Kingorngussoq / Den efterladte

Print
Dokument id:1038
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kingorngussoq / Den efterladte
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 24 - 25
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En af grønlændernes tidligere skikke gik ud på, at enken

efter en mand, der omkom i kajak, blev liggende på briksen med sin

afdøde mands ene bukseben som hætte. Sådan én kaldte man for en

nasaviartoq- èn, der havde trukket hætten over hovedet.

Engang udeblev en fanger ved navn Iluliugaaq. Så klippede hans kone

hans bukseben over og tog det over hovedet som en hætte. Hun blev

liggende i flere dage og havde kun sit lille barn til selskab.

Det viste sig, at han var én, der var bestemt til at skulle vende

tilbage igen, hvis han omkom; ("anginaq= angerlartussiaq),

men han var taget hjem til en anden boplads.

Mens konen var alene med sit lille barn, kom der en for at give hende

besked og råbte ind af vinduet: "Jeg skulle sige at Iluliugaaq er

"taget hjem" til Illutsiaat."

Hans kone smed sin dyne og sprang ud på gulvet og gav sig til at danse

voldsomt. Herefter havde hun gudskelov stedse sin forsørger.

 

Var.: Ikke præcis som denne. Men talrige fortællinger om angerlartussiat / ent. angerlartussiaq.

 

Hist.: Det kunne nemt forekomme at forulykkede kajakmænd, der alligevel reddede sig nåede i land langt fra hjemmet

Kitornagssamingnik erqasugtut / De som ønskede børn

Print
Dokument id:362
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kitornagssamingnik erqasugtut / De som ønskede børn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 89h - 91h, nr. 332
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Ret fyldigt oversat i Rink 1866 - 71, I, nr. 66, ss. 196 - 198.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 66, ss. 196 - 198.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 94, ss. 443 - 444: The Means for getting childen.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Et ægtepar ønskede sig stærkt et barn.

Til sidst tog manden af sted i kajak nordpå, for at forhøre sig

om, hvordan en kvinde, der ikke kunne få børn, kunne gøres gravid. Når

han på sin tur nordpå traf folk, spurgte han, om de havde et middel

til at gøre en barnløs kvinde gravid, men ingen kendte noget.

Han nåede højt mod nord; men da han ingen traf, der kendte til

det middel han søgte, vendte han tilbage til sin boplads. Han blev

der vinteren over; men om foråret tog han sydover for at forhøre sig

om et middel til at gøre en barnløs kvinde gravid. Han spurgte folk,

han traf, men ingen kendte noget til det. Når han udgik for

rejseproviant, fik han noget forærende; og han fortsatte sydover. Når

han ikke havde mere mad, tog han ophold på et beboet sted; og han

spurgte folk, om de kendte et middel til at gøre en barnløs kvinde

gravid; men ingen kendte noget til det. Han nåede langt mod syd; han

spurgte igen folk, om de kendte til det middel, han søgte. Da ingen

kendte noget til det, gik han ind i et hus, hvor der boede en lille

kælling. Han stillede det samme spørgsmål til hende. Til hans store

overraskelse svarede hun: "Jo, jeg har et middel. Det vil jeg give

dig." Hun tog sin taske frem og tømte den for alt indholdet. Fra

bunden af tasken tog hun to tørrede ammassætter frem - en hun med rogn

og en han. Den lille kælling sagde: "Hvis I ønsker en datter,

skal din kone spise rognen, og hvis I ønsker jer en søn, skal hun

spise hannen."

Da manden havde fået disse tørfisk, tog han af sted hjemover

til sin kone. På vej nordover, mens han endnu var langt

fra sin kone, slap provianten op; og han spiste rognen.

Under den videre tur mærkede han noget i sig og opdagede, at han var

blevet gravid. Maven voksede, så han til sidst knap kunne komme ned i

kajakken; og da han nåede frem til et beboet sted, blev han der. Den

stedlige jordemoder pålagde folk, der gik tur, at kigge efter en fod af en død rype. Endelig var der en der fandt en fod af en død rype,

og jordemoderen gav sig til at samle blå mider / skimmel under gulvstenene i teltet. Hun blev ved indtil hun havde fået samlet en hel masse.

Så kom det tidspunkt, hvor manden, der var gravid, skulle til at

føde. Jordemoderen kom og gned de blå mider og foden af den døde rype

imod hans skridt (ordret: "mellem benene") Så kom der en åbning, og

barnet, en pige, kom ud gennem dette hul. Han blev på stedet for at

fede det lille pigebarn op. Da hun blev tilstrækkelig fed, tog han af

sted hjem til sin kone.

 

Datteren voksede op på det sted, hvor hun blev født. Hun voksede op

uden at kunne sige noget, og hun var ved at være fuldvoksen, uden at

hun havde sagt noget. Da hun blev fuldvoksen, tog en enlig (den eneste

mand - kisernaaq = en ugift?) mand hende til kone, for hun var meget

smuk. Han snakkede til hende, men hun svarede aldrig; for hun var altså stum.

Når hendes mand kom hjem med en sæl, flænsede

hun den uden at sige et ord. Hun blev gravid uden at hun endnu havde

sagt noget. Hun fødte en pige; men stadigvæk kunne hun ikke sige

noget. Når hun skulle ned og flænse mandens fangst, overlod hun sit

lille barn til bedstemoderens pasning, og når hun var færdig med

flænsningen, gik hun tilbage til huset.

 

En dag flænsede hun som sædvanlig mandens fangst, mens denne var ude på fangst. Hun hørte barnet græde; og hun gik op til huset og så, at det lille barn var ved

at forbløde, og dets lillefinger var blevet skåret over. Hun spurgte

ikke bedstemoderen, der passede barnet, hvad der var sket

("ilimmaasianik" - "iliuusianili" eller: "ilimmarpoq", (åndemaneren)

rejser gennem luften under åndemaningen), for hun kunne ikke tale. Hun

forsøgte at standse blødningen (ordret: "passunniaraluarlugu"- forsøgte

at pusle om hende), men barnet forblødte og døde. Da manden kom hjem

spurgte han efter barnet, men ingen svarede ham; han vidste ikke hvor

barnet var blevet af, og til sidst faldt han til ro igen. Konen blev

gravid igen og fødte en pige. Når moderen skulle ned og flænse mandens

fangst, fik hun bedstemoderen til at passe barnet. En dag gik hun som

sædvanlig ned til stranden for at flænse sæler, mens manden var ude

på fangst; og bedstemoderen passede barnet. Også denne gang hørte hun

datteren græde. Hun skyndte sig op til huset og så, at den lille pige

havde det meget dårligt og var ved at forbløde; og hendes lillefinger

var skåret over. Hun kunne ikke forhøre sig om, hvordan det var gået

til; for hun kunne ikke tale. Hun forsøgte at pusle om hende, men

barnet forblødte og døde. Faderen kom hjem fra fangst og spurgte efter

pigen. Men heller ikke denne gang var der nogen, der svarede. Han

faldt til ro igen.

 

Tredie gang blev konen gravid og fødte en dreng. Faderen var helt vild

med barnet, fordi det var en dreng. Når han kom hjem fra fangst, havde

han barnet hos sig lige til han gik i seng. Og om morgenen havde han

barnet hos sig lige til han skulle afsted på fangst.

 

En dag han var ude på fangst, skulle konen som sædvanlig ned og flænse sæler; og hun fik bedstemoderen til at passe barnet. Midt under flænsningen hørte hun

barnet græde. Hun skyndte sig op til huset og så, at barnet var ved at

forbløde; og lillefingeren var skåret over. Igen forsøgte

moderen at pusle om ham på bedste vis, men han forblødte og døde.

Faderen kom hjem og spurgte efter barnet; men da ingen svarede, blev

han denne gang meget vred; og han sagde til konen: "Det passer sig

heller ikke, at den, der føder børn, ikke er i stand til at tale

("Pigaluaqaarmi" er svær at oversætte). Nu skal du ikke længere være

her i huset. Gå din vej, og kom aldrig tilbage." Konen gjorde sig klar

til at gå. Idet hun gik, så hun tilbage og sagde noget for allerførste

gang. "Grunden til, at de døde, var, at bedstemoderen havde skåret

lillefingeren af dem". Så gik hun og vandrede direkte ind i landet.

Hun var kommet langt ind i landet, da hun så et højt fjeld, og hun

begyndte at gå hen til det. Mens hun endnu var undervejs derhen fik

hun øje på tre ravne oven på en stor sten. Hun gik hen til dem, og da

hun var kommet ganske tæt på forekom det hende, at ravnene

lignede tre mennesker. Hun kom helt hen og opdagede, at det var

hendes tre børn. De to piger holdt deres lillebror i hånden, og de

spillede bold med deres lillefinger. Hun tog sin lille søn på ryggen og

sine to døtre i hånden og hun gav sig til at gå ned, tilbage til sin

mand. Da hun kom tilbage, levede mand og kone lykkeligt sammen, og

konen overvandt stumheden helt. Siden mistede de ingen børn.

 

Var.: Ingen i denne bases samling. En besynderlig fortælling. Om en gravid mand, besvangret af en anden mand søg: siamesiske.

Kopajôvarardlo qajaq kukijáuvarardlo / Kupajuuvararlu qajaq kukijaavararlu

Print
Dokument id:1805
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kopajôvarardlo qajaq kukijáuvarardlo / Kupajuuvararlu qajaq kukijaavararlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 42
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I, s. 369: "Kajakmanden ..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kajakken og den lille kukiffaajooq / koopajeeq.

To fangere - far og søn - plejede at tage ud på fangst sammen. De

forlod aldrig hinanden. En dag de var ude sammen, fik de øje

på en kajakmand. De roede  hen til ham. De opdagede, at det var en

kajak, der manglede bagpartiet. Faderen sagde til sønnen: "Tag og skær

samtlige tværremme over på min kajak." Det gjorde sønnen. Faderen skar

også samtlige tværremme på sin søns kajak over. Den fremmede

kajakmand kom hen til dem og ville stikke sin åre ind under

tværremmen på faderens kajak; men han kunne ikke standse ham, da

tværremmene var skåret over. Hvis de ikke havde skåret tværremmene

over, ville han have stukket åren ind under dem, lagt til ved deres

kajakker og dræbt dem. Da han ikke fik standset dem, gav han sig til

at forfølge dem. Til sidst var de forfulgte ved at blive trætte.

Faderen løb op på en isflage og idet han kom op af kajakken, trak han

sin søns kajak op. Forfølgeren lagde til og kom hurtigt op af

kajakken. Så begyndte forfølgelsen. Far og søn var ved at blive

trætte; og faderen sagde til sønnen: "Kom ned i din kajak," og så

snart han kom ned i sin kajak, skubbede faderen kajakken ud. Samtidig

skubbede han forfølgerens kajak ud. Han selv kom ned i sin kajak og

gled ud i havet. Da forfølgeren ikke længere havde sin kajak, standsede han (der står vist unigporq ?). Han så sin kajak drive ud og sagde: "Kom med min kajak."

De svarede: "Nej." Han indså, at de ikke ville give ham hans kajak.

Han stak hånden ned mellem yder- og inderkamikken; og herfra trak han

et stykke træ op og pustede på det. Fra træstykket kom der noget ud,

der lignede tåge. Et stykke tid efter sås der noget tåge stige op i

retning af land; og pludselig blev der tæt tåge; og før far og søn

nåede hjem, var de faret vild undervejs et par gange.

 

Nogen tid efter var faderen alene ude på fangst. Op imod solen så

han noget kraftig røg inde på land. Han roede

hen imod stedet og opdagede, at det var kukiffaajooq, der var ved at

grave ned i en klippe (karsorsuak ásákâ - er det qaarsoq, klippe ? -

eller qarsoq, en pil ?). Han gik i land og gik hen til kukiffaajooq.

Han spurgte: "Hvad skal du bruge den til?" Kukiffaajooq blev meget

forskrækket og skulle til at flygte, men manden sagde: "Stop lidt, så

vi kan snakke sammen. Hvad er det du kigger efter derude?" Hun

svarede: "Jeg kigger efter min mand, som tog af sted for et par dage

siden, og som endnu ikke er kommet tilbage."

Så kom han i tanke om, at det måtte være den kajakmand, der forfulgte

dem. Manden dræbte kukiffaajooq-kvinden. Han skar maven op, og straks sprang

der små kukiffaajooq-unger ud af maven. Han opdagede, at hun havde parpalikamik

qisûtivdlit (? hammer-klør, eller klør af jern).

Han syntes, de var søde, og han tog en af dem og lagde den ned i sin

kajak, hvorefter han tog af sted hjemover. Han kunne mærke, at den

bevægede sig og kradsede ham.  Han skældte den ud nede i kajakken. Så

kradsede den ham igen, denne gang kraftigere.

Til sidst begyndte den at kradse kajakken meget kraftigere. Lige før

han nåede hjem, dræbte den ham ved at kradse ham, og hævnede sin mor

på denne måde.

 

Var.: Qajarissat; Amaakasia. Kupajeeq I; Koopajeeq; Gobajak-barnet / koopajaaq; Kupajiq IV.

Kôqamigôq nunarqatigît piniartut mardluk....

Print
Dokument id:1034
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 18
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kôqamigôq nunarqatigît piniartut mardluk....
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 22 - 23
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I Qoqaaq boede der to fangerfamilier. Den ene af

fangerne havde to sønner. Kun ét redskab havde faderen forsynet hver

af sine sønner med, nemlig: en fuglepil, fordi dødsulykker der

skyldtes, at det harpunerede dyr trak en line ud, var så almindelige.

Når de var på fangst, kom de altod hjem med flere sæler. Især ved én

lejlighed blev deres far henrykt, og det var, da han dræbte en meget

stor hvalros alene med en fuglepil.

Engang var den ældste af sønnerne på fangst i Kangerluarsuk. Han var

på vej ud af fjorden om aftenen, og da han nærmede sig Qoqaats store

sten, kiggede han tilbage og så, at en kajak var ved at indhente ham.

Han lagde til ved stranden og ventede, klar tilat kaste fulepilen. Men

ingen kajak viste sig; han kiggede efter den på den anden side af

næsset, men han så ingen. Så roede han hjem.

Da han kom hjem, forhørte han sig om denne kajak hos andre, men ingen

vidste noget om den.

De havde en bopladsfælle, som havde fantastisk held i fangst. Så snart

han kom ned i kajakken for at tage ud på fangst, satte han

harpunspidsen på skaftet. Så såre han lagde fra land, roede han

hurtigt frem og harpunerede en sæl.

Engang da han havde sat harpunspidsen på skaftet, kiggede han udefter

og så en stor narhval lige i nærheden. Han roede hurtigt til og

harpunerede den. Så tog han hjem og blev hjemme hele dagen. Igen næste

dag tog han ud og så, næsten med det samme, en stor hvalros. Han roede

hurtigt frem og harpunerede den. Han bugserede den hjem og blev hjemme

resten af dagen.

Den efterfølgende dag tog han også ud, og straks han kiggede udefter,

fik han øje på en stor remmesæl. Han roede kraftigt frem og

harpunerede den, hvorefter han bugserede den hjem og blev hjemme

resten af dagen.

Igen den efterfølgende dag tog han af sted. Han kiggede udefter,

men der var ingen fangstdyr at se. Han roede længere ud uden at se

nogen; Men da han nåede til sydsiden af Issigasiut  fik han øje på

noget hvidt på et skær. Han roede derhen og opdagede, at det var en

stor hvidhval. Han roede hurtigt frem og harpunerede den; og han

roede hjem med den på slæb.

Dagen efter var han lige taget afsted, da et dyr dukkede op i nærheden

af ham. Han roede hurtigt frem og gjorde sig klar til at harpunere

det. Så hostede han, hvorefter dyret dykkede ned. Dette gentog sig

mange gange. Hver gang han roede frem og gjorde sig klar til at kaste

harpunen, hostede han. Indimellem lavede han en skinmanøvre uden at

komme til at hoste. Når han så derefter roede hurtigt frem og var klar

til at harpunere et dyr, hostede han igen. Da det blev ved, holdt han

op med at tage på fangst.

Tænk, der var en heks i Narsarmiut, der af misundelse, fik ham til at

hoste.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger

 

Kommentar: Svært at forstå sammenhængen mellem de to episoder.

Kugsulersârnermik / Beretninger om hekse

Print
Dokument id:338
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kugsulersârnermik / Beretninger om hekse
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 4, side 1h - 5v
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

En tilsvarende men kortere tekst, ligeledes af Jaakuaraq, er trykt i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 10 s. 75. Han skrev den på Thalbitzers foranledning, og den er muligvis af tidligere dato end den til Rasmussen, der på håndskriftet har noteret, at umagen er betalt med 5,50 (kr). Desuden at disse (denne og den følgende, BS) forsvinder (ikke skal bruges ?) fordi de er alt for små).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I vor tid er der stadig mennesker, der tror på hekse / ilisiitsut og derfor taler om dem.

Der er virkelig også mennesker, der er gået til bekendelse om, at de er hekse, om de ulykker de har voldt andre mennesker og om de tilfælde, hvor forsøg på at bringe de andre i ulykke er lykkedes.

Jeg har selv set to personer, som man regnede for hekse. En tredje har jeg hørt om. Jeg skal her fortælle om, hvad disse har bedrevet.

Man fortæller at hun hed Sofie - hende fra Qassimiut, som jeg aldrig har set. Det var af hende, Eliit (?) og hendes datter Klara havde lært kunster. Sofie og Eliit (?) er nu døde. Klara lever endnu, men er ikke længere i besiddelse af denne kraft. (Jeg mener, det skal forstås sådan - Chr. B.). Forresten har jeg da også hørt om en mor og en datter, der regnes for hekse på Tullerunnat nord for Narsaq - et sted, der ligger ret langt fra det sted, hvor jeg bor.

 

En fra Qassimiut var blevet misundelig på en pæn og dygtig fanger og prøvede derfor på at bringe ham i ulykke. Hun hentede et hovedhår fra liget at en gammel kone i en grav for med det at bringe denne unge mand i ulykke. Om dagen kunne hun ikke gøre noget ved det, så hun arbejdede om natten, mens de og hendes egne fæller sov. Hun sendte sin onde hjælper hen til den unge mand, for hun kunne faktisk blive hjemme, når denne arbejdede for hende. Hun ville gøre et eller andet ved hans venstre fod. En synål som hun havde haft længe, og som hun selv havde brugt, stak hun ind i siden af hans hæl for at anbringe det hovedhår, som hun havde taget fra graven, tværs igennem den. (Sådan lyder det direkte oversat; men det er uklart hvordan det skal opfattes, Chr. B.). Hun havde held til at gennemføre sit forehavende. Men der var lys foran den unge mand, (eller var forsynet med lys fortil??) så han var klar over, hvad der foregik og døjede slemt. Af den grund var hun i tvivl om, hvorvidt dette for alvor ville skade ham for livet, idet hun tænkte, at hendes fjender støttede den unge mands liv. (Jeg ved ikke, om jeg har opfattet alt dette helt korrekt - Chr. B. Meningen kan være den, at heksen, da hun ser lyset og hører den unge mand give sig, slutter, at han støttes af hendes fjende, og at hekseriet derfor ikke vil skade ham så meget, som hun ønsker - BS).

Det fortælles, at den unge mand pintes, mens han sov, da han mærkede, at én tog ham i foden. Han lå dér uden hverken at kunne bevæge sig eller skrige, mens det smertede, mens et eller andet blev stukket igennem og trukket ud. Da han vågnede undersøgte han, om det virkelig var sket; men der var intet at se. Men nogle dage efter hævede foden, og det begyndte at gøre ondt. Derefter havde han smerter længe, for der gik betændelse i det. Da foden var ved at blive rask igen, kunne man se det sted, hvor han var blevet stukket, og på den anden side var der mærket af fingerspidser, der havde trukket redskabet (nålen) ud - jeg har selv set at det var sådan fat. Nu har han ingen gener af det; men når han har gået længe, kommer han til at halte af smerter.

 

Det fortælles også, at hun lod sin onde hjælpeånd optræde som en klapmyds, som lod sig harpunere af en fanger. Det lykkedes klapmydsen at få manden trukket ned så han druknede.  Det fortælles, at hun derefter gjorde følgende: Sammen med andre hekse skar hun den omkomnes tøj i ganske små stykker. Nogle puttede de i revner mellem murene og andre mellem stenene i en ur o.s.v. Jeg aner ikke hvorfor; for det er der ingen, der har fortalt mig. Engang blev hun pludselig irriteret på sin lille søn. Hun viste sig for ham i en tejsts skikkelse, fik ham til at falde i vandet, og dræbte ham på den måde. Også mange andre ting, hun havde gjort, havde voldt hende problemer og smerter. Det mest pinefulde var dog at hun havde dræbt sin lille søn.

 

Men de to - mor og datter - har bedrevet lidt af hvert, dog uden større held. Også de to har somme tider været efter mig om natten, voldt mig problemer og pint mig. Flere gange har jeg vækket mine husfæller af deres gode søvn. Og somme tider vågnede jeg ved, at jeg slog løs på puderne, og sagde: "Hvor er det dog forbandet irriterende." Jeg var nødt til at gå hen til dem og sige, at jeg vidste, de plagede mig. Jeg sagde: "Hvis I er ude på at ramme mig, så gør det, så kan jeg bedre kæmpe imod jer;" og jeg fortsatte: "Hvis det virkelig er jeres hensigt at skade nogen, kan I lige så godt opgive; det vil ikke lykkes." De svarede blot ganske sagte: "Det er jo egentlig slet ikke det vi vil." De vidste, at de ikke kunne gøre mig fortræd; alligevel gjorde de hvad de kunne, for at bringe mig i ulykke. Dette indrømmede de senere.

;

Det forlød også, at de to, mor og datter fra Tullerunnaq, havde den vane at skade folk ved hekseri. En gang havde de med noget ækelt stads i hånden rørt ved en ung mands ben men det resultat, at den ene halvdel af kroppen tog skade. Efter lang tids pine døde han. Det fortælles også, at de to kvinder skadede en dygtig fanger i knæet. Der gik betændelse i det. Jeg hørte folk, der behandlede såret, undrende snakkede om, at der kom sælskindshår ud af såret. Hver gang såret var ved at læges, gik der igen betændelse i det. Det kunne ikke læges; og til sidst døde manden af det.

 

Hist.: Historiske beretninger om hekseri. Andre findes i basen. Vedr. fortællinger herom søg heks* el. ilisiitsoq.

Kujatâne angákoq / Kujataani angakkoq / En åndemaner fra Sydgrønland

Print
Dokument id:1894
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kujatâne angákoq / Kujataani angakkoq / En åndemaner fra Sydgrønland
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 43h - 47h
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En sydgrønlandsk åndemaner / angakok / shaman havde hørt, at der nordpå på

Kangeq boede en åndemaner, som ingen andre åndemanere kunne måle sig

med, hvad hans store viden angik. Da han havde hørt det, tog han

afsted nordover ganske tidligt om foråret for at kappes med ham. Når

han undervejs traf mennesker, spurgte han gerne om, hvor langt der var

til manden, som han var rejst op for at kappes med. De sagde så:

"Ham når du ikke frem til foreløbig."

Når de havde overnattet et sted, fortsatte de dagen efter. Til sidst

frøs jordsmonnet.

 

En dag de traf folk, som de som sædvanlig spurgte om hvor langt der

var til Kangeq, sagde de, at de efter en hel dagrejse ville kunne nå

frem. De overnattede og tog dagen efter videre nordover. Turen

fortsatte, og da de var roet over fjordmundingen til den anden side,

traf de mennesker og spurgte som sædvanlig, hvor Kangeq med

åndemaneren, som han ville udfordre var henne. Først var der tavshed,

men så sagde en af mændene: "Ikke lige nu. Det kan vi gøre en dag det

er godt vejr."

 

Åndemaneren fra Sydgrønland ventede og ventede. Når det endog var godt

vejr, tog manden, han ville kappes med, ud på fangst. En morgen

vågnede de så til et ualmindeligt dejligt vejr. Det var stille vejr,

men der var store dønninger. For manden, han ville kappes med, ville

jo vente til en dag med store bølger.

Man var ved at skulle på fangst, da åndemaneren på Kangeq lod

sige, at ingen måtte tage ud. Lidt efter blev der råbt ind

til manden, der var kommet for at kappes, at de skulle op til det

øverst beliggende hus for at kappes.

 

Han gik derop og da han kom ind så han en masse mennesker derinde. De

havde endog besat hele briksekanten. Iih, sikke en masse mænd! Han

satte sig yderst på briksen under vinduet. Da han satte sig, rejste

en mand sig fra sin plads ved stolpen. Han kiggede op og tog en stor

kniv fra bjælken. En anden mand trak et stort vandskind frem fra et sted

under briksen og bredte det ud på gulvet; og en mand, der viste sig at

være deres åndemaner, satte sig ned på skindet, mens han tog tøjet af

overkroppen, så han sad med bar overkrop. Så gav han sig til at skære

den venstre arm af, og blodet strømmede ud! Da han havde fjernet den

helt, faldt han livløs om og blev liggende. De andre foretog sig ikke

andet end at stirre på ham, for han var jo åndemaner. Midt i det hele

gav det et sæt i ham, og han satte sig op, og der var intet blod at se

("suname aussâ" måske kan det også betyde, at han var helt bleg?). Han

tog sin arm og begyndte at sætte den på igen. Han fik den på plads,

pustede på sin hånd og strøg hen over såret, og det efterlod end ikke

et ar på armen. Derefter drak han sit blod til sidste dråbe, og han

blev helt sig selv igen. Efter dette råbte mændene: "Nu er turen

kommet til hans kollega, der siges at være en ligeså stor åndemaner

som ham." Da dette råb umuligt kunne være møntet på andre end

udfordreren, rejste han sig op og tog den andens plads.

Han tog tøjet af overkroppen. Alle de mange

mennesker i huset fulgte afklædningen i stilhed. I bar overkrop

begyndte han så at skære sin venstre arm af. Ved siden af ham samlede

der sig efterhåndes en lille blank sø af blod. Da han havde fjernet

armen helt, faldt han livløs om og blev liggende.

De andre gav sig til at stirre på ham. Pludselig gav det et sæt i ham,

og han satte sig op. Han så afkræftet ud (sallaappoq) og var meget

bleg ( egentl: der var intet blod at se.) Da han havde siddet et

stykke tid, tog han sin arm og gav sig til at sætte den på plads.

Operationen lykkedes, han pustede på sin hånd, strøg hen over såret;

og det efterlod end ikke et ar. Til sidst drak han så sit blod til

allersidste dråbe og blev helt sig selv igen. Da han havde sat sig

tilbage på sin plads, rejste åndemanerkollegaen sig, han kiggede op

efter noget og gik hen til en line, der hang ned. Han tog den og gav

sig til at puste på den dertil fastgjorte harpunspids, der teede sig,

som om den var blevet levende, og krøb ind i hans mund. Straks rejste

et par mænd sig, førte den ene ende af linen over loftbjælken, og

halede i den. Da linen strammedes, hævede den udfordrede åndemaner

sig, og mændene ved linen rykkede i den med det resultat, at

åndemaneren faldt ned. Han gik så hen mod indgangsåbningen, og da han

nåede urinbaljen, gav han sig til at tisse.

Efterhånden som vandet begyndte at løbe kraftigere, (Egtl:

"nakimaleriannguarluni" / var blevet tøvende. Jeg har oversat det udfra

glosen "nakerpoq" (strømmer stærkt) som man netop bruger om vand, der

løber ud; det er mere sandsynligt. Chr. B.), faldt den store

harpunspids ned og satte sig omgående fast (på bunden af baljen).

Derefter gik han tilbage og satte sig på sin plads. Næppe havde han

sat sig så råbte de mange mænd:" Nu er turen kommet til hans kollega,

der siges at være ligeså stor en åndemaner som han." Da råbet ikke

kunne være møntet på andre end ham selv, rejste udfordreren sig. Han

kiggede omkring og fik øje på en stor spydspids, der sad fast i en

loftbjælke. Han stillede sig under den og pustede på den. Da den så

teede sig, som om den var blevet levende, tog han den; og i det

øjeblik han pressede den imod munden, gled den ind. Han blev stående

er stykke tid, men så gik han hen til urinbaljen og gav sig til at

tisse længe. Efterhånden som strålen tog til (se bemærkningen ovenfor)

faldt den store spydspids ned og satte sig dirrende i bunden af

baljen. Derefter satte han sig tilbage på sin plads.

Øjeblikkelig rejste den udfordrede sig op, kiggede sig rundt og

begyndte så at tage sit (ude) tøj på, og færdig påklædt gik han ud. De

mange mænd fulgte efter med udfordreren som den sidste. Han så, at

den udfordrede allerede var roet ud i kajak, og at han havde taget

sine redskaber med. Da han kom hen til sin kajak og undersøgte den, og

da han havde set at den udfordrede var taget af sted uden lanse og

blot med almindelige redskaber, hvor han havde sat harpunspidsen

på harpunens forskaft, gjorde han det samme. (Disse iagttagelser er

noget uklare i den grønlandske tekst. Chr. B.).

Han bar sin kajak ned,

kom ned i den, og idet han roede ud, hørte han lyden af roende kajakmænd der

roede bag sig. Et stort følge. De roede længe udefter.

Udfordreren anede intet om, hvad den anden ville jage. De roede i

retning af et lille skær; og da de var kommet på den afstand af det,

hvor man normalt sætter farten op for at harpunere det dyr, man jager,

begyndte den udfordrede at ro rask til uden at man kunne se, det dyr

han ville harpunere (Noget uklart i teksten).

Men han roede direkte imod det lille skær, der skiftevis forsvandt,

når dønningen slog op over det, og blev synligt igen, når der dannedes

en fordybning mellem to bølger. Da var det at den udfordrede lod sig

føre af en dønning helt hen til skæret; og idet vandet begyndte at

falde fra, hævede han harpunen til kast direkte mod skæret. Så dukkede

en akernannguaq (?) op med front direkte imod ham. Han kastede, ramte det

præcist, og blodet sprøjtede op. Øjeblikkelig rykkede han linen til

sig med harpunspids og det hele. Han rullede linen sammen og roede

tilbage til de andre.

 

Så såre han kom derhen råbte de mange mænd:" Nu

er turen kommet til kollegaen, der siges at være en ligeså stor

åndemaner som han." Råbet var ene og alene møntet på ham. Først

bakkede han en smule; og så roede han rask henimod det (formentlig

skæret). Da han var tæt på og i færd med at gøre klar til harpunering,

råbte de andre:" Kom så, skynd dig nu." Nu havde han harpunen klar, og

med er kraftigt kast ramte han præcist den lille akerna----?, og da

hans store harpun ramte akernannguaq'en (?) hvinede det gennem luften

i alle retninger.

 

Straks hujede og hånede de mange kajakmænd ham, så det rungede i

luften. Hans store harpun splintredes totalt undtagen harpunspidsen og

forskaftet("ilimaq" kender jeg ikke, kun "ilimmaasaq". Her gætter jeg

på, ar der menes "igemaq" forskaftet. Iøvrigt er det uklart, hvad der

egentligt skete, -f.eks. om harpunspidsen og forskaftet også

splintredes.Chr.B.) Udfordrerens kajak drejede lidt til siden, og han

begyndte at rulle sin line sammen, idet han indimellem tørrede en

tåre. Da alle de andre roede imod land, fulgte han efter, ganske

langsomt. De andre kiggede engang imellem bagud efter ham. Engang de

kiggede tilbage var kajakken kæntret. De kiggede bare på ham (uden at

foretage sig noget), for han var jo åndemaner. Men: I det øjeblik

kajakken, der ellers havde bevæget sig lidt, pludselig lå helt stille,

hørte man nogen sige:" Se den store renbuk heroppe". Ovre på den store

ø sås nu en gevaldig renbuk med et mægtigt gevir. De fik fart på mod

land. Så gav bukken sig til at gå ned mod dem, og da den nåede

stranden, sprang den i vandet, så det sprøjtede til alle sider.

Den forsvandt ned i vandet og viste sig ikke mere. De fandt, at der

var noget mystisk ved det, og kiggede på kajakken, Pludselig bevægede

den sig og rejste sig på ret køl igen, og han var ganske uskadt.

Egentlig gik det jo udfordreren (ligeså galt) som alle andre, der

ville kappes med nogen. Men det blev alligevel ham der vandt, da han

viste sig i en renbuks skikkelse.

 

Var.: Angakkorsiaq; Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner;

Kujatârmiut nakuartât Nûvdlo saniane nakuarssuaq unangmissut

Print
Dokument id:1035
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 19
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kujatârmiut nakuartât Nûvdlo saniane nakuarssuaq unangmissut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 23
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Kappestrid mellem sydlændingenes stærke mand og den stærke mand fra

Nuuk

 

I gamle dage var der en fanger ved Nuuk, der var ved at

komme op i årene, og havde en plejesøn ved navn Erisaatsiaaaq. Så kom

der en konebåd sydfra. Så snart konebåden lagde til, sendte E., som var

utålmodig eftr nogen at kappes med, en forespørgsel om, hvornår

kappestriden skulle finde sted. Sydlændingen svarede, at det blev, når

der var kommet is på søerne.

Da søerne var islagte, lod han spørge endnu engang. "Når der er kommet

sne, og isen er blevet glat," var sydlændingenes svar.

Så kom den dag, hvor de skulle kappes. De gik hen til søen.

Sydlændingene samledes i den ene ende af søen og folk fra bopladsen

ved Nuuk i den anden.

De to stærke mænd gled fra hver sin ende hen over søen og stødte

sammen, hvorefter de begyndte at brydes. Midt i det hele løftede E.

sin store modpart og drejede rundt med ham. Så kastede han ham over

imod hans fæller. I sin liggende stilling gled han helt over til sine

fæller og standsede, hvorefter han krøb ind imellem dem.

 

Dagen efter tog sydlændingene afsted sydover, da kappestridens udfald

viste, at sydlændingene langt fra kunne klare sig overfor sin modpart.

Således blev E.s sejr også bopladsfællernes. De jublede højlydt.

 

Var.: Egentlig ikke, men kappestrid mellem tilrejsende sydlændinge og lokale er et yndet tema.

 

Hist.: Nuuk var et af handelsstederne på sydlændingenes rejserute nordover i hvalfanger- og tidlig kolonitid.

Kumât / Kumaat

Print
Dokument id:805
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kumât / Kumaat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 21, nr. 14
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364: "Lusen"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Lusene.

Lusen råbte ind ad vinduet: "Kom ud med mine vanter." Inde fra huset blev der sagt: "susûtit" (? måske: hvad skal du?).

"De sønner og døtre, jeg har født malisîka" (? måske: malissagikka,

jeg skal følge efter dem).

Konen sagde igen: "De kan bide dig ihjel."

"Hvis de bider mig ihjel og spiser mig, vil jeg komme ud gennem

endetarmen," (sagde lusen) " kom ud med mine vanter."

"De kan smide dig ud i vandet," (blev der sagt).

"Hvis de smider mig ud i vandet, vil jeg kravle op på den anden side,"

(sagde lusen).

"De vil smide dig ned i (nat)potten," blev der sagt.

Hvis de smider mig ned i potten, vil jeg kravle op på den anden side,"

(svarede lusen).

"De vil smide dig ned i dryptrannet," (blev der sagt).

Lusen svarede ikke. Han tog bare af sted uden vanter.

 

Var.: Lus Thule; kumak Thule

Kvinden hos Qaumatip inua / månens menneske

Print
Dokument id:179
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kvinden hos Qaumatip inua / månens menneske
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 189 - 190, nr. 74
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere

eksisterer.

 

Version på dansk sammenstykket af 2 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 88 - 89.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 441: a Barren Wife.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om månemanden (orig. uden overskrift).

 

En gift kvinde gik en gang alene, da en hundeslæde standsede ved hende. Manden på slæden sagde, at hun skulle sætte sig op på slæden. Det føltes, som om de var ved at stige til vejrs. Hun spyttede, og spyttet ramte jorden. ("tuppoq" - usikkert, hvordan det skal oversættes i denne forbindelse - Chr.B.) Nu føltes det, som om de ikke længere rørte ved jorden. Hun spyttede igen, men manden sagde til hende: "Nu må du holde op med at spytte." De kørte videre og kom ind i et slædespor (ganske vist står der "innersuit", ildfolket, men det må være et mægtigt slædespor - Chr.B.). Til sidst nåede de frem til et hus. Derinde lagde manden et stort remmesælsskind foran indgangen og sagde til kvinden, at hun skulle lægge sig ned på ryggen. Derpå lagde manden sig ned oven på hende. Så mistede hun bevidstheden. Da hun kom til sig selv igen, lå hun midt på remmesælsskindet.

Hun rejste sig og satte sig op på briksen. Manden, der sad ved vinduet med en

stor fuglevinge, kaldte på hende. Så trak han en stor lem til side og sagde til

hende, at hun skulle kigge ned. Hun kunne se en masse vinterpladser, hvor husene

lå tæt op ad hinanden. Manden ("angornarua", hendes samlever) bad hende kigge på

noget bestemt. Hun fik øje på en pige, der lå på ryggen og sov. Så lod manden en

dråbe fra den store vinge falde ned på hende. Efterhånden kom der længere pauser

mellem dråberne. Da pigen blev ramt af en dråbe, fór hun sammen og saqugami

(dansk kommentar: "puttede fingeren ind.."), og hun begyndte at bløde. Folk nede

på jorden var ved at sy skindtelte, nu da det var blevet forår. Hun så sin mand

gå med deres lille søn i hånden.

 

Samleveren sagde til hende: "Nu skal du tilbage til jorden. Så vil du føde et

drengebarn. Når du har født barnet, skal du gå udenfor, inden nogen andre går ud. Så vil du finde et par små ulke oven på husgangen. Det skal være dit

første måltid. Når drengen bliver større, må du også en morgen gå ud før de

andre. Så vil du finde en drengeharpun til at lege med. Når drengen pludselig

forsvinder, efter at han er blevet god til at kaste med harpun, må du ikke græde

over ham. Så vil han være hos mig, så han kan forsørge mig, når jeg bliver

gammel."

 

Hun var nu på vej ned, da hun blev bange, skubbede han hende. Hun mistede

bevidstheden. Da hun kom til sig selv, var hun nede på jorden. Hun gik hen til

dem, der syede skindtelte og gjorde alt for at blive set. Da hun ikke blev

opdaget, tog hun en synål fra en af dem, der syede. Vedkommende ledte efter

synålen og fandt den på en af kvindernes ben (eller: fandt den på hendes ben,

mest sandsynligt). Så kiggede hun på hende fra benene og opefter og genkendte

hende. Hun forsvandt, mens det endnu var vinter, og dukkede først op igen nu. Nu

gik hun hjem til sin mand. Hun blev gravid og fødte en dreng. Hun gik ud om

morgenen før de andre og fandt ulkene, som hun tog ind og spiste før noget

andet. Herefter spiste hun almindelig mad. Da drengen var blevet lidt større,

fandt hun en morgen en drengeharpun til at lege med. Da drengen var blevet

dygtig til at kaste med harpun, forsvandt han. Moderen græd ikke over tabet af

drengen, mens faderen sørgede. Månemanden fik drengen til sig.

 

Var.: Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Månens barn; Besøg på Månen. (fortællinger hvor månens gæst en mand: søg på Manguaraq)

 

Hist.: Den traditionelle fortælling om kvinden, der bliver hentet på besøg hos månen og bliver besvangret. Men idéen om månen, der skal forsørges på sine gamle dage, er ny. I min tolkning er det netop fordi måne og sol ikke reproducerer sig -får børn deroppe i himlen, at de undgår menneskers kredsløb gennem død og

(navne-)reinkarnation at verdens fortsatte gang sikres.

Makutorajik miterniartoq

Print
Dokument id:827
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 431
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Makutorajik miterniartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.368:

"Mákutârajik"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Makutoorajik / Makkutooq på edderfuglejagt. En gang tog dværgen Makutoorajik

ud på en tur i kajak. Lige før han nåede frem til et

lille næs, hørte  han lyden af edderfugle. Han sagde til sig selv:

"Jeg ville ønske, at de  mistede evnen til at flyve." Ligesom han

sagde dette, roede han uden om det lille næs og fik øje på

edderfuglene. Så snart edderfuglene så ham, fløj de. Makutoorajik

ærgrede sig. Det nyttede jo ikke at ærgre sig, så  han roede hen til

det næste næs. Lige før han nåede frem, hørte han lyde af edderfugle -

aavuu, aavuu, aavuu lød det. Han tænkte: "Gid de vil miste evnen til

at flyve." Han roede videre, og idet han roede uden om næsset og fik

øje på edderfuglene, fløj de alle op. De var lige fløjet, da en af dem

faldt ned og var ude af stand til at lette endnu en gang. Makutukasik

roede hurtigt til, og efter at have gjort sig klar, kastede han sin

harpun og ramte edderfuglen. Da han ikke magtede at trække edderfuglen

til sig, skubbede han sin fangeblære / fangstblære ud i vandet. Nu svømmede

edderfuglen og trak fangeblæren efter sig. Makutooq gjorde sin lanse

klar; og da edderfuglen dukkede op, roede han til og ramte edderfuglen

men lansen, dog uden at dræbe den.  Han gav sig til at aflive den, og

langt om længe lykkedes det. Han gjorde klar til bugsering; og så

snart han blev færdig, var han på vej hjemover med edderfuglen på slæb

(efter sig). Undervejs mødte han dværge, som i konebåd var på

vej til et sted, hvor de skulle samle bær. Styreren

sagde til Makutoorajik: "Som

sædvanlig har du fået en god fangst." Han fortsatte: "Må jeg købe

den?" Makutooq svarede: "Hvad ville du betale den med?" og manden

svarede: "Med bær." Makutooq spurgte igen: "Hvor meget drejer det sig

om - det du skal betale med?" Han svarede: "En spækpose, der er fuld

af bær." Svaret fik Makutooq til at tøve og han sagde: "Jeg vil

godt sælge edderfuglen, med mindre min kone nødig vil af med den." Den

anden plagede videre. Langt om længe blev Makutooq opsat på den spækpose

med bær og tænkte: "Hvis jeg får spækposen med bær i

betaling, vil vores spækpose, som mine kvinder har svært ved at fylde

helt op, kunne  blive fyldt helt til randen." Så solgte  han denne

store edderfugl, han  havde fanget; og byttet (spækposen) var

tungere at bugsere end edderfuglen. Så roede han væk fra

konebåden og hjemad.

 

Hans familie så ham komme med et eller andet på slæb. De gav sig

til at råbe: "Makutooq / Makkutooq har fanget en sæl." Da hans kone hørte

at hendes mand havde fanget en sæl, gik hun ned for at tage imod ham.

Da hun så så', hvad han havde på slæb, spurgte hun: "Hvor har du fået

det dér fra?" Manden svarede: "Det er noget, jeg har købt." Konen

spurgte igen: "Hvad har du givet i bytte for dem?" Manden svarede:

"Jeg betalte det med noget, som du godt kan li'," hvortil konen

bemærkede: "Hvad er det, som jeg kan li'?" Er det en snespurv?" Manden

svarede: "Nej, ikke snepurv." Konen nævnte mange forskellige

fuglenavne, men kunne ikke gætte det rigtige.

"Nu må du sige mig, hvad det er for noget, som jeg kan li'."

"Du skal først nævne samtlige fuglenavne."

Konen nævnte det ene fuglenavn efter det andet. Langt om længe lykkedes det

for hende at nævne det rigtige navn og hun sagde:

"Solgte du upaterqortaaq?" (én med kraftige lår - edderfuglen).

"Ja,"  svarede manden.

Da konen nu fik at vide, at manden havde solgt den edderfugl, han havde fanget, blev hun vred og skældte ud, og hun kaste sten efter ham. Den stakkels mand blev bange og sagde til sin kone: "Lad vær' med at kaste med sten. Du skal se, du

vil sikkert spise det hele fra mig, når vi tar hul på det her."

Først da manden sagde dette, holdt hun op med at skælde ham ud.

 

Manden bar spækposen med bær op; og så snart han fik det ind i huset

(? teltet), gav de unge sig til at spise af den sammen med manden.

Konen spiste også med; og som man kunne forvente, skældte hun ind

imellem ud for at have det  hele for sig selv. Manden sagde: "Jeg

tænkte jo nok, at du, når vi begyndte at spise af den, opførte dig

sådan, som om du vil have det  hele." Da manden sagde dette, tav hans

kone. Det viste sig, at det var et held, at manden havde købt denne

spækpose med bær, for nogle af bærrene blev gemt i deres egen

spækpose, som de selv havde svært ved at fylde helt op med bær.

 

Var.: ikke i denne bases samlinger. Men der er en andre fortællinger om dværge, også om Makkutooq.

 

Hist.: Kunne dette være en grønlandsk version af "Hvad fatter gør ..."?

Manêtsormio / Maniitsormiu inuarsorsuaq

Print
Dokument id:371
Registreringsår:1866
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh J. M. P.
Mellem-person:Kragh J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Manêtsormio / Maniitsormiu inuarsorsuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 761 - 768, nr. 154
Lokalisering:Upernavik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Drabsmanden fra Maniitsoq (Dette Maniitsoq ligger ved Prøven).

 

Den store Maniitsoq'er, der havde fem sønner, havde sit faste

vinterhus i Maniitsoq. Han sagde til sine sønner: "Bare kom i

gang (kâkâ)! Når I er ude på fangst, skal I kigge efter andre

kajakmænd, og I må fortælle mig, når I har begået drab." De kiggede

efter andre kajakmænd, og de dræbte alle dem, de traf. Engang de kom

hjem sagde de: "Endnu en gang har vi dræbt en mand." "I må tage jeres

overtøj af på teltets skyggeside."

 

En dag traf to fangere fra

Kangersuatsiaaq (Prøven), en af brødrene, den yngste i flokken, som

var roet væk fra de andre. På det tidspunkt var en af brødrenes kone

på udkig og lagde mærke til, at der kun var to kajakker tilbage af de

tre, som hun oprindeligt så. Det viste sig, at den ene var blevet

dræbt. Denne kvinde, som var på udkig, sagde til sin søn, som ellers

ville fortælle det videre: "Du må ikke fortælle det videre. De vil

udrydde dem, fordi de har dræbt så mange." Det viste sig at Punngujooq

og Sioraq havde dræbt den næstyngste af brødrene. Efter drabet tog de

til Maniitsoq på besøg. Da de nåede frem til Maniitsoq, var alle de

ældre brødre kommet hjem fra fangst. Kun den af brødrene, som de havde

dræbt, var ikke kommer hjem. Da det var blevet mørkt, blev brødrene

bekymrede for deres lillebror. Den ældste af brødrene, Aataarsuatsiaq,

var en stor åndemaner. Til ham sagde Sioraq: "Da lillebror gerne er

længe om at komme hjem mattagssaminik (den mattak, som han skulle

have) nausarqardliorungnãrqauq (?). Det var jo ellers Sioraq selv,

der dræbte ham." Så gik åndemaneren ud og vendte tilbage med en rem.

De snørede ham sammen med denne rem, fordi han skulle på åndeflugt for

at lede efter lillebroderen. Han var længe væk. Så ramte han jorden

igen. De spurgte ham: "Har du set nogen?" "Ja, niviukippoq (? han er

hos fluerne)", svarede han. Han satte sig på briksen og gav sig til at

græde, og hans yngre brødre græd med. Og de to gæster qangali

qijakavsakse, nå da hvor de tudede med - og lod som ingenting. I

virkeligheden lod den ene bare, som om han græd. Den anden, som græd

virkelig, kom til at røre ved ham, der lod som om han græd,

arqiksorniariardlune (? mens han var ved at komme til hægterne).

Ham, der græd på skrømt, begyndte at råbe hai! hai!, da den anden

rørte ved ham (??).

 

Da de, efter at have sovet hos brødrene, tog af sted om

morgenen, fik de sig et godt grin sammen. Denne Aataarsuatsiaq havde

en svoger - en lillebror til konen ved navn Ikersaq, som endnu ikke

var blevet voksen (suli mikisunnguaq), og som boede i Naqerloq. En

dag, da han længtes stærkt efter sin søster, kom han fra Naqerloq for

at besøge hende og for at få lidt mad, fordi de sultede; og det skete,

mens disse drabsmænd var ude på åndehulsfangst. Da han kom ind,

sagde søsteren til ham: "Skynd dig væk, for de slår dig ihjel, så

snart de ser dig. Du skal qammasungniaissoutit (?) meget stærkt. Du

får nok åndenød, men det går nok over." Han var nået omtrent

midtvejs over fjorden, så så han en slæde komme vestfra. Han var

nået længere mod øst, da han opdagede, at slæden forfulgte ham.

Det var åbenbart Aataarsuatsiaq, altså svogeren. Da de

nærmede sig husene, og han kunne ses fra land, vendte forfølgeren om.

 

Fra da af begyndte Ikersaq at træne sine kræfter; og han fik sig en

kajak. Han blev så stærk, at han kunne stikke hul med tommelfingeren

igennem et stykke mattak (hvalhud).

 

Ikersaq, Punngujooq og Sioraq dræbte nu den ene efter den anden af

drabsmændene. Af de fire, der var tilbage, dræbte de tre, så der var

kun den ældste, Aataarsuatsiaq, tilbage. Han var til gengæld en stor

åndemaner. Efter at han var blevet alene tilbage, forelskede han sig i

en anden mands kone. Da isen var gået om foråret, begyndte han at

komme på besøg hos sin kæreste, der boede på en anden boplads. De

kunne ikke nægte ham at tage en anden mands kone, fordi han var meget stærk;

og de var bange for ham.

 

Engang da han skulle af sted for at besøge

sin kæreste, ville svogeren ledsage ham. Undervejs til bopladsen, hvor

kæresten boede, sagde Aataatsuatsiaq: "Lad os lige gå i land." Da de

var gået i land, sagde Aataarsuatsiaq (ningaurssua - ningaaq -

svigersøn. Aataarsuatsiaq var svigersøn til konens bror - på

grønlandsk): "Lad os drikke lidt." De gav sig til at drikke hver på

sin side af vandhullet. Pludselig opdagede svogeren, at Aataarsuatsiaq

havde rejst sig op. Omgående rejste svogeren sig op. Så sagde

Aataarsuatsiaq: "Lad os skide sammen." Han stillede

sig op over for ham og satte sig på hug, men umiddelbart efter rejste

han sig op igen. Svogeren gjorde det samme. Minsandten om ikke

Aataarsuatsiaq ville dræbe svogeren med list. De gik ned, kom

ned i deres kajakker, og tog sydover til deres bestemmelsessted, hvor

der boede mange mennesker.

 

Fremme ved de mange telte, gik Aataarsuatsiaq ind i kærestens telt, men Ikersaq gik ind (i et af) de mange telte. Aataarsuatsiaq gik i seng, men ikke Ikarsaq, for han ville skam dræbe sin store svoger. Han gik rundt til de mange telte og

sagde til folk der, at de ikke skulle sove. På et tidspunkt, hvor

svogeren forventeligt ville vågne, gik Ikersaq hen til hans kajak og

skar noget af hans kajakbetræk bort og brækkede spidserne af hans

kastevåben, hvorefter han gik op til teltet igen. Han havde været i

teltet et stykke tid, så kom svogeren ud og gik ned mod sin kajak.

Ikersaq kom også ud og fulgte efter ham. Han indhentede ham inden han

var fremme ved kajakken. Så nåede svogeren kajakken. Han kiggede ind i

den og sagde: "Jeg har glemt min halvpels." Men i virkeligheden lå

halvpelsen i kajakken. Han var nu på vej op for at hente en kniv, han

kunne bruge som våben. På det tidspunkt kiggede hele teltpladsen på

dem. Ikersaq fulgte efter sin store svoger, greb ham bagfra og låste

hans arme. Hans greb var så kraftigt, at han brækkede hans ribben.

Idet Ikersaq greb ham, sagde svogeren til ham: "Aja, aja." Ikersaq

spændte endnu kraftigere om ham, løftede ham og satte ham (benene)

hårdt ned på jorden tengersinnagit (? så han ikke kunne flyve væk).

Qollaudlugo (hen over ham) sapingaitluariadlardlune (?), var han

straks oppe igen. Folk strømmede ud af de mange telte. En af dem kom

foran de andre med en stor kniv i hånden. Da denne ville stikke ham

ned, greb Ikersaq Aataarsuatsiaq og førte ham hen imod manden med

kniven. Idet manden førte kniven imod ham (Aataarsuatsiaq), skubbede

han (Ikersaq?) ham (Aataarsuatsiaq) frem, med det resultet, at han

(Ikersaq) der holdt ham (Aataarsuatsiaq), blev ramt på maven og fik en

lille hudafskrabning. I virkeligheden ville manden med kniven stikke

dem begge ned (tamangnik), fordi han ville beskytte nogen

(? serniksavdlune), men sårede den forkerte, da den anden sank i knæ.

Nu begyndte folk at skære ham i ansigtet, idet de samtidig spurgte

ham: "Gør det ondt?" Han svarede: "Ha! Ha!" - Et forsøg på at sige ja.

 

Da han døde af blodtab, skar de hans tøj i stykker; og de skar også

liget i flere stykker. De dækkede stykkerne til med sten undtagen hans

store arm, som Ikersaq ville tage med hjem til sin boplads, for at

vise den frem for folk. Han havde den med oven på kajakken, da han tog

af sted. Den nåede fra den forreste tværrem på kajakken til

ningaurmiovinut (?). Da Aataarsuatsiaqs far fik at vide, at sønnen var

blevet dræbt, blev han vred og placerede sig i en klippehule ved

vandet. De kajakmænd, der passerede hulen, dræbte han. En dag roede en

kajakmand fra Naqerleq forbi hulen med en sæl på slæb. Aataarsuatsiaqs far kastede harpunen efter ham; men harpunen nåede ikke så langt. Han

sagde: "Nu bliver jeg endelig afsløret." Denne kajakmand, som han

havde kastet sin harpun efter, tænkte, at han ville dræbe ham næste dag, når han havde undersøgt (misilikamiuk) hans måde at

ro på. Dagen efter roede han derhen og placerede sig ved indgangen til

hulen, hvor manden var. Han harpunerede ham, og harpunen gik igennem

ham, så han blev dræbt på stedet. Da han kom hjem, sagde han: "Der er

ikke mere grund til at være bange. I kan roligt tage ud på fangst,

hvorhen I vil.

(Rinks kommentar: Fortælleren var afdøde...(?)...kinguit (?) Angadloq

(?). Upernavik Distriktet. Han boede ved Prøven da han fortalte

historien).

 

Der er flere steder, hvor det er svært at tyde enkelte ord samt

formuleringen. Der er meget ubehjælpsomt fortalt. En variant af

fortællingen har jeg oversat ved tidligere lejlighed.

Chr. B.

 

Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq;

 

Hist.: Muligvis en historisk kerne, men noget uklar. Se de øvrige varianter.

Mangavararinguna avungnalerujoq / Mangavaraq / Manguaraq, der rejste nordpå

Print
Dokument id:1018
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 7
Fortæller:Hansen, Johannes
Nedskriver:Berglund, Josva
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mangavararinguna avungnalerujoq / Mangavaraq / Manguaraq, der rejste nordpå
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 118 - 119
Lokalisering:Narsalik: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Manguaraq havde hørt at der var narhvaler nordpå. Han

rejste og rejste og fandt et overvintringssted højt oppe i nord.

Folk på overvintringsstedet sagde, at hvis han så en

hunnarhval med to unger ( pînajorqat- er betegnelsen for en hunbjørn

med to unger), måtte han ikke jage dem, fordi de var månens fangstdyr.

Engang, da han midt om vinteren var ude på fangst, fik han øje på en

hunnarhval med to unger. Han blev optændt af iver og harpunerede

den ene af de tre.

 

Da han kom hjem, inviterede han om aftenen mændene på stedet til

kødspisning. Efter at gæsterne havde været der et stykke tid, hørte

man udefra slag på vinduet, så kraftigt, at tørvesmuldet dryssende

ned. Så blev der råbt ind: "Hvem var det, der fangede en af dem, som

jeg ellers ynder at jage?" Der var tavshed; så udbrød en af mændene:

"Det var Manguaraq, der fangede det!" Så hørte man ham derude sige:

"Kom ud, lad os brydes!" Manguaraq gjorde sig hurtigt klar og kom

ud. Så begyndte de at brydes. De var ellers meget jævnbyrdige, indtil

M. kom til at gøre noget forkert og blev slynget i jorden; og

straks begyndte han at spytte blod. Det varede ikke længe, så døde han

af det.

 

M.s kone var på det tidspunkt højgravid og fødte en søn efter mandens

død. Hun gav barnet navnet Manguaraq, den, der var bestemt til at kæmpe imod

månen.

 

Hun opfostrede ham og gav ham en god opdragelse. Da han begyndte at

fange godt, fortalte hun ham, at hans far var blevet dræbt af månen,

fordi han jagede det dyr, som månen plejede at jage. Da han fik det at

vide, blev han meget opsat og ønskede kun at se en hunnarhval med to

unger.

 

Engang han var ude på fangst, så han en hunnarhval med to unger.

Han harpunerede en af dem. Da han kom hjem, inviterede han om aftenen

mændene til kødspisning. Kort efter at gæsterne var kommet, hørtes et

slag udefra vinduet- så kraftigt at tørvesmuldet dryssede ned. Man

hørte én sige: "Hvem var det, der fangede én af dem, som jeg ynder at

jage?" M. råbte selv ud: "Det er M., som er opdraget til at

bekæmpe månen, der fangede den. Lad os brydes udenfor!" Da M. kom

udenfor gav de sig til at brydes. Denne gang var det månen, der blev

slynget ud hele tiden; og til sidst blev han halvvejs kvæstet; og

han begyndte at spytte blod. Efter nederlaget talte månen med M. om,

at de hellere måtte være to om at jage hunnarhvalen og dens to unger;

og månen inviterede M. på besøg ved sidste fuldmåne (inden de lyse

nætter sætter ind); men månen sagde til M., at han at han skulle undgå

vejen over (mellem?) to høje fjelde, der lå overfor hinanden, hvor

indvoldsrøveren / indvoldsrøversken opholdt sig.

 

Da den næste fuldmåne indtraf, tog M. afsted for at besøge månen.

Før han kom til de høje fjelde, der lå overfor hinanden, fik han øje på

et sølle menneske, som dansede rundt (trommedans?) med ansigtet imod

sin store måne. M. styrtede nu hen imod mennesket. Han opdagede, at i

dets skridt hang en panserulk. Han gik hen og greb mennesket bagfra om

livet. I det øjeblik denne vendte sig imod ham, mistede M.

bevidstheden.

 

Da han kom til sig selv, opdagede han, at hans mave var trukket helt

ind, og at hans indvolde var væk. Han overvejede at vende om, men tog

alligevel videre til månen. Så snart han trådte ind i huset, vendte månen sig imod ham og sagde: "Aaj, du har ingen indvolde. Jeg havde jo

sagt til dig, at du ikke måtte passere imellem de høje fjelde." Han satte

noget mad frem der bestod af sure indvolde (qungulertorujussuit). Han

spiste dem og fik således sine indvolde tilbage.

Månen sagde til ham: "Nu skal du se, hvad jeg kan!"

Han fjernede en af sten fliserne på gulvet;  og straks kunne man se en

helt masse telte ovenfra. Det var helt klar himmel og fint vejr. Han

tog et stykke sort træ, som var hans pusterør. Idet han pustede

igennem det i forskellige retninger, begyndte en kulsort sky at nærme

sig vestfra. Det blev et frygteligt regnvejr, og så fik folk ellers

travlt med at få deres sager ind. Han fik øje på en kvinde, der syede

siddende ret langt inde på briksen. Så udbrød månen: "Hende dér plejer

jo at være fjendtlig sindet mod mig!" Han vendte pusterøret

imod hende og pustede. Kvinden fik travlt. Hun trådte ud fra briksen og begyndte

at kaste blod op. Da månen havde vist M. dette, satte han dækslet på

plads og lukkede for åbningen.

M. tog hjem, og han gentog ikke siden besøget hos månen; for han fik

sig en ordentllig forskrækkelse, da han mistede sine indvolde.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: En sen version hvor månens traditionelle funktion, at fremkalde kvinders første menstruation, har fået en helt ny tolkning i lyset af den omsiggribende tuberkulose, hvor man spyttede blod i stadig større mængder.

Andre historiske ændringer ses især i de syd- og sydøstgrønlandske versioner.

Manguaraq

Print
Dokument id:440
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 7
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manguaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 135 - 138
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En sydgrønlænder ved navn Manguaraq fik lyst til at tage

nordpå for at overvintre dér. M. havde hørt, at der oppe langt mod

nord fandtes narhvaler, som han var vild efter at jage. Engang, da det

blev sommer, tog han afsted nordover for at overvintre

deroppe. Med sig havde han sin husstand - sin mor og sin kone, med hvem

han endnu ikke havde fået barn; hun var først lige blevet gravid.

 

Hele sommeren, i mange dage, var de undervejs nordpå. Folk på nogle af de

beboede steder, hvor de slog lejr, opfordrede dem til at bygge hus for

vinteren dér; men han sagde nej, når hans spørgsmål, hvorvidt

man havde set narhvaler, blev besvaret negativt.

 

Det skete engang, at de efter en hel dags rejse igen kom til en

vinterboplads hen ad aften. Da han spurgte folk, om der var

narhvaler, svarede de: "Der bliver fanget nogle her, når det bliver

midvinter." Da M. fik dette at vide, sagde han til sin familie: "Nu er

det blevet sent efterår, og der er kommet frost i jorden. Lad os bygge

os et hus på denne boplads." De byggede så hus, hjulpet af folk på

bopladsen, som de ikke kendte fra før; og de blev hurtigt færdige.

Da det var blevet midvinter og koldt, sagde de lokale, som nu var

deres bopladsfæller: "Den første narhval du får øje på under en

fangsttur, må du ikke jage. Når den første hval, der viser sig er en

narhval, plejer månemanden at have førsteret til den. Hvis du i din

iver skulle komme til at fange dyret, vil månemanden, som plejer at

jage det, næppe lade dig leve."

 

En morgen, efter at det nye år var begyndt, vågnede de og så, at der

var klar himmel, og at det blæste en frisk nordøst. Netop da var det

fuldmåne og klart måneskin. Optændt af fangstiver tog M. afsted og kom

til et fangstområde langt ude til havs. Her blev han og gav sig til at

se sig om efter noget. Så hørte han et dyr puste i sin læside og så

en opdukket narhval lige i nærheden. Den kom op to gange, og tredje

gang lod den sig føre af bølgerne uden at dykke ned, hvilket vil sige,

at den holdt sig oven vande hele tiden. Han kom godt nok til at tænke

på, at det var månemandens jagtemne, og at det var forbudt at jage

det; men han blev i den grad tiltrukket af den, at han roede rask frem

for at harpunere den som sin førstegangsfangst. Da han nåede helt hen

til den fra siden, harpunerede han den af alle kræfter. Da dyret

gjorde en pludselig bevægelse for at dykke, blødte det synligt og

kraftigt. Fangstblæren sås som en hvid plet nede i vandet. Han kom ikke

til at vente længe; så dukkede dyret op med fangstblæren. Og med flere

lansestik lykkedes det ham endelig at dræbe det.

Han gjorde den klar til bugsering og fastgjorde sin fangstblære

omkring haleroden. Så gav han sig til at bugsere den indefter; og

stolt var han.

 

Bopladsfællerne, der jo vidste at M. var taget på fangst, var ved at

opgive ham, da han ud på aftenen endnu ikke var kommet hjem. Nu viste

fuldmånen sig fra øst på den klare himmel. Bopladsfællerne holdt

udkig; og endelig hørte de råb om hval.

 

Han kom hjem med sin fangst på slæb, med den fæstnede fangstblære

synlig for enhver; han havde fanget en narhval for første gang.

Man flænsede hvalen samme aften, og da de var færdige, kogte de

bryststykkerne i de mange gryder - deres egne og bopladsfællernes.

Da kødet var kogt, blev der budt på bryststykker og mattak.

 

De var ved at være færdige med spisningen hos Manguaraqs, da man hørte

et slag oven over vinduet udefra; og der blev råbt ind: "Hvad er det

for et fjols, der har fanget det, jeg plejer at jage?"

Endnu inden der blev reageret fra gæsternes side, råbte M.s mor ud:

"Det var min søn M., der fangede den." Månemanden råbte ind: "Hør M.,

kom herud, og lad os brydes!"

 

Så snart M. kom ud, begyndte de at brydes. Midt i brydekampen blev M.

løftet op, (og slynget ud), og idet han landede på maven, spyttede han

blod. Han var blevet kvæstet af månemanden. Dagen efter døde M.

 

Midt i overvintringen deroppe mod nord, mistede husstanden således

deres forsørger, da han blev dræbt af månemanden.

Senere fødte M.s enke en søn. De gav drengen navnet, Manguaraq, efter

faderen på forslag af bedstemoderen.

Under drengens opvækst sagde man gang på gang til ham, at hans far var blevet dræbt af månemanden; og men indprentede ham disse ord: "Du er bestemt til at skulle kæmpe imod månemanden."

 

Denne unge M. trænede under opvæksten i smug sine kræfter; og blev med

alderen en meget stærk mand, som ingen på bopladsen kunne måle sig

med. Bedstemoderen syede ham en springpels af nogle skind af

fuldvoksne sortsider, som han havde fanget, og som kun var ganske lidt

skrabede. (En springpels, som tidligere brugtes under

pukkelhvalfangst, bestod af bukser og pels, der var syet sammen, CB).

En sådan dragt syede bedstemoderen til ham. Hun ville først give ham

den, hvis månemanden skulle komme for at dræbe ham i brydekamp.

 

Engang da det blev vinter, tog M. ud til fangstområdet langt ude fra

kysten. En narhval dukkede op tæt ved ham, og han kom til at tænke på

sin far og harpunede hvalen så kraftigt, at den døde på stedet.

Han bugserede den hjem om aftenen i fuldmåne og dejligt vejr, og han

inviterede sine mandlige bopladsfæller til spisning. Netop som de

havde spist, ramte et knytnæveslag huset lige over vinduet, og man

hørte nogen sige: "Hvad er det for et fjols, der har fanget det dyr,

som jeg plejer at jage?" Før nogen anden reagerede, svarede

bedstemoderen manden derude: "Det er M. der er bestemt til at kæmpe

imod månen, der har fanget den." Uderfra blev der svaret: "Hør, M.,

kom udenfor, lad os brydes!"

 

Da M. var på vej ud, sagde bedstemoderen,

at han først til brydekampen skulle tage dragten på af de fuldvoksne

sortsiders skind, der ikke var blevet blødgjorte. M. tog den på, gik ud

til måmemanden, og de begyndte at brydes. De skiftedes til at slynge

hinanden ud; og begge landede i oprejst stilling og hoppede rundt.

Hvem mon væltede først! Manguaraqs tanker koncentrede sig nu om

faderen, der blev dræbt, og han løftede månemanden op i vandret

stilling og slyngede ham ud; og han landede på maven og

begyndte at spytte blod. Da han således tabte, opgav han brydningen og sagde:

"Til vinter, når det en dag er klar himmel og

fuldmåne, sender jeg dig nogle lysglimt. De er tegn på, at jeg

gerne vil have dig på besøg; og så du må endelig komme."

 

Så skete det en aften midt om vinteren, med klar himmel og dejlig

fuldmånelys på sneen, at månen sendte tre lysglimt, mens M. og andre

opholdt sig ude i et fri.

 

M. gik straks op til et fjeld, der lå ved bopladsen. Da han nærmede

sig det, fik han øje på et par ski, der var beklædt med dejligt skind

på undersiden. Han stak fødderne ind i bindingerne og gav sig til at

gå østover; og han følte, at han hævede sig op fra jorden højere og

højere. Han var efterhånden kommet langt imod øst; og andre høje

bjerge mod øst blev synlige. Månelyset var så kraftigt, at det så ud

som om fjeldene lå badede i sollys. Der var en fordybning imellem

fjeldene. Dernede i bunden fik han øje på et menneske, der sang og dansede trommedans med armene i vejret og bagdelen i kraftige vridninger. Da månemanden i sin tid inviterede ham, havde han godt nok sagt, at hvis Manguaraq undervejs mellem fjeldene så et menneske der sang, måtte han ikke gå derhen. Ellers ville han miste sine indvolde, for denne kæmpe hed indvoldsrøveren.

 

Alligevel gled Manguaraq på skiene ned imod denne kæmpe. Den stod med ryggen til, og idet skiene gled ind mellem benene, opdagede han, at der i skridtet hang en panserulk. Manguaraq var tvunget til at lægge armene om mennesket bagfra. Og idet det vendte rundt, mistede Manguaraq bevidstheden. Da han kom til sig selv igen, havde han mistet sine indvolde. Maven var blevet helt tom. Han blev vældig flov, men tog dog videre hen til Månemanden.

 

Han fik øje på et stort hus, og han gik ind gennem husgangen. Idet han kom ind i rummet, sagde månemanden: "Jeg ville ellers have givet dig mad straks, men det kan jeg jo ikke, når du ingen indvolde har. Hvorfor rettede du dig ikke efter mit forbud? Du burde ikke have nærmet dig indvoldsrøveren med panserulken hængende i

skridtet."

Derefter dækkede månemanden vinduerne til og gav sig

til at mane ånder / holde seance. Igen mistede M. bevidstheden. Da han kom til sig

selv igen, stod månemandens tallerken midt på gulvet. Den var fyldt

til randen af lutter dampende indvolde. Månemanden sagde:

"Spis dem i en fart." M. spiste rub og stub. Månen

sagde: "Hvad tror du, de er?" M. svarede: "Indvolde." Månemanden

sagde: "Hvis indvolde." M. svarede: "Sælindvolde." Månemanden sagde:

"Hvor er du dum. Det er jo dine egne indvolde."

 

Da han nu havde fået sine indvolde tilbage, gav månen ham noget (rigtig) mad. Efter måltidet fortalte månemanden om hvad han plejede at

lave. M. lagde mærke til, at der midt på gulvet var en lem.

Da han sad og kiggede på den, sagde månemanden, at det var en "dør".

Han sagde: "Nu vil jeg åbne den." Da han åbnede den, så M., at sneen

dernede på jorden var forsvundet, og at folk havde strøet deres

tørrede fangst af ammassætter til vinter forråd ud til tørring på

jorden.

 

Månemanden sagde. "Jeg har inviteret dig for at vise dig noget.

Dernede ser du folk på ammassætfangst, der nyder det gode vejr uden at

bekymre sig om noget. Se, nu puster jeg noget ned til dem." Med de ord

tog han et rør af træ; og i det øjeblik han pustede igenem det, trak

det op til snevejr fra vest. Så fik folk travlt med at samle

ammassætterne sammen og dække dem til. Så dækkede den voldsomme

snetykning dem. Et stykke tid efter sagde månemanden til M.: "Nu

vender jeg røret om og puster." Han pustede ned gennem røret.

Man så, at jorden var blevet helt hvid af den dejligste sne, og at det

var fuldmåne. Månemanden sagde til M.: "Så er det slut med dit besøg.

Nu tager du hjem. Og du går undervejs ikke hen til mennesket med

panserulken i skrævet, indvoldsrøveren, uanset hvor meget det lokker

med sin sang; for hvis det røver dine indvolde endnu engang, er der

ingen hjælp at hente, hverken hos mig eller andre."

 

M. tog afsted. Han så godt nok indvoldsrøveren i øst synge for fuld

kraft i lyset af fuldmånen. Men da han havde fået nok af det, gled han

bort på sine ski og fortsatte hjemover.

Det fortælles, at Manguaraq og hans husstand allerede om sommeren

vendte tilbage til bopladsen i syd, hvor hans afdøde far, som han var

opkaldt efter, oprindeligt boede. Moderen og bedstemoderen længtes

nemlig voldsomt hjem; og siden rejste de aldrig nordover og

overvintrede.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: En interessant sen version, der indfører europæiske ski som transportmiddel til månen. Det skyldes næppe at man i fortællerens region ikke bruger hundeslæde, som denne rejse hyppigst foretages med. Andre sydgrønlandske versioner har ikke erstattet hundeslæden med andre transportmidler.

 

Indvoldsrøveren er oftest en kvinde, indvoldsrøversken, der med en ulk eller hund i skrævet, er udtryk for en tvekønnet symbolik. Vedr. ulken som kønssymbol, søg på Arnaq Grove Qivaaqiarsuk.

 

Det står ikke klart, hvad det egentlig er månen vil vise sin gæst ud over at han kan blæse sne ud af sit rør. Det antydes med snevejret at de ubekymrede mennesker, der fornuftigvis tørrer ammassætter i det fine vejr, burde bekymre sig noget mere. I de traditionelle versioner kommer sneen som en påmindelse om ikke at begå tabubrud.

Manîtsormio inorersorssuaq / Atarsuatsiaq

Print
Dokument id:276
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Manîtsormio inorersorssuaq / Atarsuatsiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 486 - 491, nr. 146
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Drabsmanden fra Maniitsoq.  

En mand fra Maniitsoq havde fem sønner. Maniitsoq var deres faste vinterboplads. Manden sagde til sine sønner: "Når I er ude på fangst, skal I kigge efter kajakmænd, og når I har begået drab, skal I fortælle mig det." De kiggede altid efter kajakker og dræbte alle dem de mødte. En dag kom de hjem og sagde: "Nu har vi igen begået et drab. Tag tøjet af på skyggesiden af teltet (meget ejendommeligt - Chr. B.)."

En dag mødte de to mænd fra Kangersuatsiaq (eller Prøven på dansk - Chr. B.).

En af de fem brødre, den yngste af dem, var roet væk fra de andre. Konen til en

af de fem brødre var på udkig og så, at der var tre kajakker. Så var der kun to.

Det viste sig, at den tredje kajakmand var blevet dræbt. Sønnen til den kone,

der var på udkig, ville fortælle det til de andre. Men moderen forbød ham det,

idet hun sagde: "Du må ikke sige noget, ellers vil de blive udryddet, for de

dræbte så mange mennesker." Det viste sig, at Punngujooq og Sioraq havde dræbt

den næstyngste af de fem brødre. De konstaterede, at alle brødrene var kommet

hjem undtagen den ene, som de havde dræbt. Noget efter mørket var faldet på,

og den yngre broder stadig ikke var kommet hjem, blev man bekymrede. Den ældste

af brødrene, Ataarsuaq, var en stor åndemaner og Sioraq sagde til ham: "Da

lillebroderen som sædvanlig bliver længe væk, er han ikke længere .....

('navsârqardliorungnaeqooq' kender jeg ikke - Chr. B.) mattak." Det sagde Sioraq,

som havde dræbt lillebroderen. Åndemaneren gik ud og kom tilbage med sin line.

De bandt ham med denne line, da han skulle til at foretage en rejse gennem

luften for at lede efter sin lillebror. Da han igen landede, efter at have været

væk længe, spurgte man ham: "Har du set noget?" Han svarede: "Ja, niviorqigpoq

('niviorpoq' - ruger - niviorpaa - holder sig over det, svæver over det, fuglen

over sin rede - Chr. B.)." Åndemaneren satte sig på briksen og græd. Hans yngre

brødre græd med. De to besøgende græd også med - den ene lod, som om han græd og

den anden græd oprigtigt. Han, der græd oprigtigt, ville rette sig op og han kom

derved til at strejfe ham, der lod som om han græd. Han begyndte at sige: "Hai!

Hai!". Drabsmændene tog af sted næste morgen, og de morede sig meget over deres

adfærd.

Ataarsuatsiaq havde en svoger, konens lillebror, ved navn Ikersaq, som

endnu var lille. Denne svoger boede i Naqerloq. Engang kom han på besøg hos sin

søster, som han længtes meget efter. Han ville benytte lejligheden til at få

noget at spise, da de på det tidspunkt sultede på deres boplads. Han kom til

stedet, mens drabsmændene var på åndehulsfangst. Da han gik ind i huset, sagde

storesøsteren til ham: "Tag straks af sted igen. De vil dræbe dig, når de ser

dig. Du skal ........ ('kamavsungniásautit' kender jeg ikke. Ordbogêraq:

kamassuppoq - er vred, arrig - Chr. B.) alt hvad du kan. Du vil måske få åndenød,

men det skal nok gå over". Han tog af sted. Han var kommet midvejs over fjorden,

da han så en slæde komme vestfra. Han var kommet nærmere til land på den anden

side af fjorden, da den anden slæde tog retning imod ham. Det viste sig, at det

var hans svoger. men han vendte om, da Ikersaq nærmede sig huset (måske:

bopladsen - Chr. B.), og da han var klar over, at han var blevet opdaget.

Ikersaq fik fortalt, at svogeren havde fulgt efter ham for at dræbe ham.

Han begyndte at træne sine muskler, for at blive stærk. Han fik sig en kajak.

Han blev så stærk, at han var i stand til at lave et hul i mattak ved at trykke

tommelfingeren igennem den.

Ikersaq, Punngujooq og Sioraq bekæmpede i fælleskab disse drabsmænd, som i

mellemtiden var blevet reduceret til fire. De dræbte de tre, så kun

Ataarsuatsiaq, den ældste, var tilbage. Han var jo tilmed en stor åndemaner.

Efter at Ataarsuatsiaq var blevet alene, begyndte han at stræbe efter at

få en anden mands kone. Kvinden boede på en anden boplads. Om foråret efter isen

var gået, tog han en gang imellem til bopladsen, hvor kæresten boede. Man turde

ikke nægte ham at få kvinden, da han var meget stærk og havde en stor magt. En

gang ville svogeren ledsage ham på en kajaktur. Da de kom til et sted uden for

bopladsen, sagde Ataarsuatsiaq: "Lad os gå i land." Det gjorde de og

Ataarsuatsiaq sagde: "Lad os drikke vand sammen." Det skulle de gøre ved at

stille sig over for hinanden. Svogeren opdagede midt i det hele, at

Ataarsuatsiaq rejste sig op og straks rejste svogeren sig også op. Derefter

sagde Ataarsuaq: "Lad os sammen forrette vor nødtørft." De stillede sig over for

hinanden og skulle forrette deres nødtørft. Så snart svogeren satte sig på hug,

rejste Ataarsuatsiaq sig op. Svogeren gjorde det samme. Det viste sig, at han

brugte list i et forsøg på at dræbe svogeren. De gik ned igen til deres kajakker

og roede af sted. De roede mod syd til en boplads, hvor der boede mange

mennesker, og hvor der var mange telte. De kom til stedet og Ataarsuatsiaq gik

ind i teltet, hvor kvinden han tilstræbte, boede. Ikersaq kom også til bopladsen

med mange telte. Ataarsuatsiaq gik i seng, men Ikersaq gik ikke i seng. Det

viste sig, at han ville prøve at dræbe Ataarsuatsiaq, Ikersaq havde i forvejen

sagt til beboerne i de mange telte, at de ikke måtte sove. På det tidspunkt,

hvor man kunne forvente, at Ataarusatsiaq ville vågne, gik Ikersaq ned til hans

kajak og skar noget af betrækket. Han knækkede spidsen af lansen og

harpunspidsen og gik tilbage til sit telt.

Ikersaq havde været inde i teltet et stykke tid, så gik Ataarsuatsiaq ud af

teltet. Da han var på vej ned til sin kajak, fulgte Ikersaq ham og nåede ham,

ligesom han kom til kajakken. Ataarsuatsiaq kiggede ind i sin kajak og sagde:

"Jeg har glemt min halvpels." Denne halvpels lå i virkeligheden i hans kajak, men han begyndte at gå op til teltet. Det viste sig, at han ville hente en kniv,

som han ville bruge som våben. På det tidspunkt iagttog samtlige beoere de to

mænd gennem teltåbningerne. Ikersaq fulgte efter Ataarsuatsiaq og greb ham

bagfra uden om begge armene. Han gjorde det så kraftigt, at han knækkede hans

ribben. Idet svogeren greb ham, sagde Ataarusatsiaq: "Ajaa, ajaa." Han tog

rigtig fat i ham og løftede ham .........................('niue (hans ben)

torqorpai tangersinagit' kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Han spjættede

med benene i luften over den anden. Så stod han igen på jorden (denne

oversættelse er meget usikker - Chr. B.). Mange mennesker kom ud fra de mange

telte. En af dem var kommet foran med en stor kniv. Da han ville stikke ham

(Ataarsuatsiaq), gik han, der bar ham, frem imod manden. Han stak ham med

kniven, idet han blev skubbet imod ham. Til gengæld fik han, der bar ham, sit

maveskind skrabet - men ganske lidt. Det viste sig, at manden med kniven

egentlig havde til hensigt at stikke dem begge to for at beskytte andre

('sernigssaivdlune' kan jeg ikke få tilfredsstillende mening ud af i denne

forbindelse - Chr. B.). Han sårede ikke den anden. Da Ataarsuatsiaq sank i knæ,

gav folk sig til at skære i hans ansigt med kniv, idet de sagde: "Gør det ondt?

Gør det ondt?" Han svarede kun: "Ha, ha." Det var et forsøg på at sige ja.

Manden døde af blodtab. De tog hans tøj på overkroppen af ved at rive det i

stykker, og de skar kroppen i stykker. De dækkede liget til med sten. Dog tog

Ikersaq hans ene store arm med sig til sin boplads for at vise den for folk som

bevis på, at Ataarsuatsiaq var blevet dræbt. Da han tog af sted havde han armen

på kajakken. Den havde en længde fra den forreste tværrem på kajakken til

'ningârmiuinut' (udtrykket kender jeg ikke - Chr. B.)

Da faderen (Ataarsuatsiaqs far) fik at vide, at sønnen var blevet dræbt,

blev han vred. Han placerede sig i en stor klippehule ved havet. Kajakmænd, der

passerede klippehulen, dræbte han. En dag var der en kajakmand fra Naqerloq, der

passerede klippehulen med en sæl på slæb. Ataarsuatsiaqs far forfulgte ham, men

nåede ham ikke. Idet han standsede, sagde han: "Nu bliver der fortalt om mig."

Kajakmanden fra Naqerloq tænkte, at han ville dræbe ham dagen efter - nu da han

havde erfaret hans måde at ro på (underforstået at han ikke roede så hurtigt -

Chr. B.). Dagen efter roede han derhen og konstaterede, at han var inde i

klippehulen. Han roede derind og gennemborede ham med sin harpun, så han døde.

Da han vendte tilbage til bopladsen, sagde han: "Nu har I ikke længere nogen, I

behøver at være bange for. I kan færdes, hvor I vil."

 

Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq

Mêraq kukijaup nerigâ / Meeraq kukijaap nerigaa

Print
Dokument id:809
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mêraq kukijaup nerigâ / Meeraq kukijaap nerigaa
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider, nr. 41
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: "Najaga, der

lod Kûpajêq-troldene udrydde, fordi de spiste hendes søn" ?

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Barnet, der blev spist af kukiffaajooq (kukiffak -

hov, klov - Kukiffaajooq - jærv).

Engang blev en fanger gal på sin kone og begyndte at skælde hende ud

og slå hende. Da dette var overstået, tog konen sit lille barn op i

rygposen og drog ind i landet for at leve som qivittoq.

Efter at have fjernet sig temmelig meget, fik hun øje på noget røg.

Hun gik i den retning og kom hen til et lille hus. Inde i huset

var det halvmørkt. I den ene ende af rummet brændte en lampe med et

ganske svagt blus. Hun råbte ind: "Er der nogen derinde?"

Hun gentog det flere gange; men ingen svarede. Så sagde hun: "Der er

ingen derinde. Lad mig bare gå derind." Hun gik ind og fik mere ild i

lampen, som brændte med et meget svagt blus. Så tog hun

barnet ud af rygposen og tørrede dets tøj. Hun var dårlig begyndt

så stak barnet i at græde. Hun tyssede på det, men det blev ved

med at græde. Det græd længe, og mens det græd, sagde moderen:

"áta áta átava." Hun sagde det som for at lytte til noget. I det

samme hørte hun én sige fra det mørke sted i rummet: "Ii, du

menneske og spædbarn. Jeg vil spise jer." Hun blev rædselslagen.

Uden at lave støj tog hun barnets tøj ned (fra tørrestativet) og

tog sin amaut på. Idet hun lagde barnet ned i posen / amaat, gik hun ud. Så

fór hun af sted i løb. Hun kiggede tilbage, men så ikke noget. Hun løb

videre og kiggede tilbage endnu engang. Hun så kukiffaajooq'en komme ud

af huset. Så flygtede hun videre. Hun kiggede bagud og så, at

kukiffaajooq var lige i hælene på hende. Da kukiffaajooq var helt inde på live af hende, løsnede hun båndet til amauten og lod sit lille

barn falde ud af den. Idet barnet faldt ud, tog kukiffaajooq det og

dræbte det. Moderen stod på afstand og så til, at kukiffak skar barnet

op langs bugen. Med de bare negle parterede hun således barnet.

Kukiffak var ved at være færdig med at flænse barnet, da  moderen tog

af sted hjemover. Da hun kunne se deres telt, gav hun sig til at

græde og sagde: "Kukifaûkaq har spist mit barn," men manden

sagde: "Du har selv dræbt barnet, for du gik bort i vrede."

"Nej, jeg har ikke dræbt barnet. Det var Kukiffaajooq, der

gjorde det."

"Du har selv dræbt det; derfor vil jeg dræbe dig."

Konen opfordrede nu manden til selv at gå hen og se, hvem

der havde dræbt barnet, før han dræbte hende.

 

Manden og hans slægtninge troede efterhånden på hende. De undlod at dræbe hende og

tog af sted med deres redskaber for at kæmpe imod kukiffaajooq'en. De,

der tog af sted, var følgende: Kvinden, der var med, hed Najaga.

Mændene var følgende: Atukulait, Malâke, Kiae ?,  angaorqartat (?),

som var blevet efterladt. De gik og gik og fik øje på et hus. De var

på det tidspunkt meget trætte. Inden de kom til huset, så de det sted,

hvor Kukiffaajuk havde flænset barnet. Arnartartivdlo iperilerdlugo

(Nu troede de deres kvinde. iperilerdlugo - upperilerlugu ?). De gik

ind i huset, og angaorqortat (?) gav sig til at vræle

(qiasusalerpoq), og svigerdatteren tyssede på ham. Mens han sådan græd

på skrømt, hørte de én fra den mørke del af rummet sige: "îvínuk (svært at

læse CB) I vil komme til at spise spædbørn (? nalungiarsividlo

neriumarisê)." De tændte så noget mos dyppet i tran og ledte efter ham (altså: den, der sagde noget). De fandt ham under sovepladsen modsat briksen - dér, hvor det var mørkt. De stak løs i ham med deres lanser og dræbte ham qitutániaraluartoq (?). Da de havde dræbt ham, snakkede de sammen:

"Måske er der én til." De gav sig til at vente iserea....nigalerdlugo

(kan ikke læses CB). De hørte én komme hjem og gå ind gennem gangen,

og i det øjeblik han viste sig, stak de løs på ham med deres lanser og

dræbte ham. Derefter gav de sig til at vente på endnu én. Midt om

natten hørte de støj - først fra bag huset, derefter fra et sted

udenfor vinduet, og tredje gang fra husgangen. De stak ham

ihjel med deres lanser. Tredje gang gav de sig til at vente. Så hørte

de mægtig støj fra et sted bag ved huset, anden gang fra et sted

ved vinduet og tredje gang fra husgangen. De hørte ham stille sig ved

husgangen og sige: "Tûlina. Tûlina (?)."

Da ingen svarede hørte de ham sige: "Hun kommer nok ikke ud, før jeg

har skældt hende ud." Det viste sig, at den første, de dræbte, var

hans kone, og at støjen, de hørte, stammede fra byrden, der blev lagt

ned på jorden. De stak ham ihjel med deres lanser, da han var på vej

ind, og de fik selv nogle stiksår.

De ventede igen, men der kom ikke flere. De vendte hjem, da det

var ved at blive lyst. Nu havde de udryddet kukiffaajuut.

 

Var.: Der er flere andre fortællinger om disse grovæder-trolde eller Koopajeeq-væsner, fx: Koopajeeq II / Kupajeeq.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Mitinguaq og Tigaq / Mitinnguaq Tikkaq / Tikaaq

Print
Dokument id:199
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Mitinguaq og Tigaq / Mitinnguaq Tikkaq / Tikaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 274 - 276, nr. 94
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Et kajakvæddeløb.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 52 - 53: Qaannamik sukkanniuttut.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 159

 

Oversættelse ved Berthelsen:

 

I Appamiut var der engang en kajakmand, som var ivrig efter at tage ud

på fangst, og som roede hurtigt. Om vinteren, når nordenvinden rasede, plejede

han at jage alke ved mundingen af Appamiutbugten - uden at bruge sin fuglepil.

Han slog alkene med sin åre. Når han kom hjem med alkene stukket ind under

samtlige tværremme på sin kajak, gik folk ud fra, at han havde

fanget alkene med sin fuglepil.

På Ikkamiut boede der en sydlænding, en tilflytter. Denne fik engang lyst

til at udfordre manden fra Appamiut til at ro om kap. Han kom til Appamiut netop

på den tid, hvor nordenvinden var fremherskende. Stormen piskede vandet sådan

op, at det dækkede himlen som et hvidt slør. (Denne oversættelse er usikker. Der

står i virkeligheden kun, at himlen var blevet helt hvid - Chr.B.). På det

tidspunkt var Appamiut-fangeren endnu ikke kommet hjem fra fangst. Ved mørkets

frembrud blev der meldt, at han var på vej hjem. Så såre han lagde til, var der

én, der fortalte ham, at en af sydlændingene var kommet for at ro om kap med

ham. Bag på kajakken havde Appamiut-fangeren en fuldvoksen spraglet sæl, som han

havde viklet fast til kajakken med en line. Da folk nu var kommet ned for at

tage imod ham, roede han et stykke ud fra land og vendte rundt flere gange for

at vikle den ud. Sydlændingen kiggede med, idet han samtidig skævede mod vest,

(hvor vejret rasede). Fortælleren kunne ikke huske, hvad sydlændingen hed. Men

Appamiut-fangeren hed Mitinnguaq. Der var en anden Appamiut-beboer, der hed

Tikaaq.

Sydlændingen som udfordrede til kaproning, tog hjem dagen efter med

uforrettet sag, men da han blev drillet en del af de andre, gentog han

udfordringen. På Mitinnguaqs opfordring gik Tikaaq med til at ro om kap med

sydlændingen. Det blev ydermere aftalt, at Mitinnguaq skulle træde til, hvis Tikaaq ikke kunne klare sig.

Tikaaq og sydlændingen roede over fjorden ved Appamiut. Da de begyndte at

ro hurtigt til, hævede den forreste del af sydlændingens kajak sig op over havet

til dér, hvor benene var. Forenden af Tikaaqs kajak kom derimod til at stikke

ned i vandet, fordi de bobler, som hans årer lavede, hævede kajakkens bagende

op. De roede efter hinanden, men ingen af dem sakkede agterud. Tikaaqs

bopladsfæller sagde: "Tikaaqs årer er endnu ikke begyndt at lave et hul." Når

Tikaaq roede rigtig hurtigt til, så det nemlig ud, som om der drejede et hjul på

hver sin side af kajakken. Efter en ganske kort pause begyndte de at ro med

stævnen imod bopladsen. Tikaaqs bopladsfæller sagde: "Nu er Tikaaq begyndt at

lave hul med sin åre." I det samme fjernede Tikaaq sig fra sydlændingen, og han

roede i ring omkring ham. Det gjorde han uafbrudt, indtil de nåede land.

Sydlændingen gentog ikke udfordringen, han tog tilbage til Ikkamiut.

 

Var.: Brandt Ikaq; Om Kanginnguaq (delvis)

 

Hist.: Konkurrencer mellem syd- og nordlændinge - i roning o.l. og i åndemaneri / angakkoqkunst forekommer i mange fortællinger. De fleste foregik formentlig på samlingspladserne, aasiviit, hvor man mødtes under sommerens rejseaktiviteter.

Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar

Print
Dokument id:1892
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 119 - 122
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 40 - 42: "Nanortalingme utorqánguit ...".

Uden overskrift.

 

Resumé: Et gammelt ægtepar ved Nanortalik føjer deres eneste søn i hans ønske

om at tage på sommertur til Qassit efter sortsider og bær. Han fanger

rigeligt, men får lyst til at bestige egnens højeste bjerge. Faderen

advarer ham mod bjergtoppenes onde skæbne, og sønnen kommer hjem fra

det højeste Perserajik med mavesmerter. Han dør, og forældrene må bygge

et hus til overvintring. Vinduerne laver de af rypekroer, og de lever

godt af sønnens fangster. Triste og tavse får de en aften besøg af tre

kvinder, der underholder de gamle med fortællinger om deres skønne

rejseliv. Det karakteriserer hhv. en ren, en ræv, og en hares

levevis, og som sådanne forsvinder de ud gennem husgangen før

morgengry af angst for, at "døgnet ellers vil rulle rundt og daggryet

komme bag på dem". Da isen går om efteråret, rejser de gamle tilbage

til Nanortalik.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

     I Nanortalik boede et ældre ægtepar, der havde en eneste søn. Sønnen var en stærk og mægtig mand. Han rejste hele tiden til steder, hvor der var fangstdyr. Han rejste således rundt med sine forældre. Engang om efteråret, hvor der var kommet mange sortsider, sagde sønnen: " I morgen tager vi ud på en seljtur til Qassi, hvor der skulle være mange bær og sortsider."

     Dagen efter tog de stakkels forældre af sted sammen med sønnen. Da de kom til bunden af Qassi, begyndte sønnen at fange endnu flere sæler. En dag da han som sædvanlig kom hjem med flere sæler, sagde han: "Jeg vil bestige fjeldet Tusaarluarnaaq." Dertil bemærkede faderen: "Du skal holde dig fra at bestige fjelde, for man siger, at nogle fjelde bringer ulykke." Det lod ikke til, at faderens ord gjorde indtryk på sønnen. Han tog af sted og kom først hjem et godt stykke tid efter, at solen var gået ned.

     Tidligt næste morgen tog han af sted og kom hjem i to omgange med fuldvoksne sortsider på slæb. Da han kom hjem, sagde han: "Jeg vil tage hen og bestige det højste af fjeldene, Perserajik." Endnu engang bemærkede faderen advarende, at nogle fjelde kan volde ulykker. Men det gjorde øjensynligt ikke indtryk på sønnen. Han tog af sted for at bestige fjeldet. Endnu før det blev aften, kom han hjem og havde stærke smerter i maven. Han gik i seng; næste morgen døde

han.

     Hans forældre blev grebet af dyb sorg. Men der var intet at gøre, de

måtte lave en grav til ham og bygge sig selv et hus. De flyttede ind i det nye hus, og til vinduer brugte de rypekro fra ryper, som sønnen havde fanget. Den gamle begyndte at fiske; han var ellers holdt op med at ro i kajak. Først da det var vinter, holdt han helt op med at fiske. (Her er et ord, som jeg ikke kan læse.) De levede af de sæler, som deres afdøde søn havde fanget. Om aftenen

var der ingen, der sagde noget. En aften sagde manden: "Bare der ville komme en, der kunne fortælle historier." Knap havde han sagt dette, så hørtes der knirken i sneen hen over huset, (jeg mener, at der står "karssugpâ"), én gang til og endnu én gang til. Så hørte man nogle gå ind i gangen, og at de diskuterede, hvem der skulle være den første: "Gå du ind. Gå du ind!" Manden sagde indefra: "Kom inden for. Vi savner adspredelse." Så trådte der en kvinde ind, mørklødet og med en

stor hårtop. Efter hende trådte endnu en kvinde ind, det gav ligefrem lys i rummet, så lys var hun, og en stor hårtop havde hun. Hun smilede endog. Efter hende kom endnu en mørklødet og meget mild kvinde ind. De to gamle blev så glad for dem, at de straks satte mad frem. Da de havde spist, sagde manden: "Vi savner nogle, der kan fortælle historier. Fortæl nu, I søde."

     Således opfordret, fortalte de løs - især den første, der trådte ind: "Man er jo på vandring hele tiden. Om sommeren vandre man langt inde i landet. Når der kommer myg, flytter man op på fjeldene. Især er det smukt ved solopgang og solnedgang, når solen kaster et rødt skær på de høje fjelde. Det er et smukt syn. Midt om vinteren holder vi til længere nede og søger efter føde på stranden i lavvande. Det er begrænset, hvad vi har at fortælle; men den lille her har meget at fortælle, for hun vandre meget." Med de ord pegede hun på den lyse. Så sagde den lille kvinde: "Ih, jeg vandrer langt imod nord, mod syd og mod øst, langt, langt væk, når det bliver forår, og når solen kaster rødt skær på de høje fjelde, ah!" Hun gav et skrig fra sig. "Se nu fjeldene deroppe mod øst og mod nord, når solen står op og kaster sit lys på dem fra øst og fra syd. Jeg forlader de høje fjelde, når jeg har født mine unger." Hun fortsatte med at fortælle længe; og

midt i det hele sagde hun: "Lad os komme ud gennem det, der får den store tykke mave til at rejse sig (husgangen?) (nârsugssûp makitaqúkalugtuaqâtiput)." Idet hun sagde dette, bøjede den største af dem sig ned for at komme ud i gangen. Man så kun en lille hale af et rensdyr. Da den mørklødede bøjede sig ned, så man en stor hale af en ræv. Da den sidste bøjede sig ned, sås der kun en lille hale af en hare. Det viste sig, at det var et rensdyr, en ræv og en hare, der var

på besøg i menneskeskikkelse.

     Da isen om foråret forsvandt fra Qassi, vendte de to gamle tilbage til

deres vinterboplads.

 

Var.: Besøg af / hos dyr i menneskeskikkelse.

Hyppigst handler de om et menneskes besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Men her er det snarere det gamle ægtepars ensomhed, der lokker dyrene til. Qivittut har lignende oplevelser: Salik Aron; Salik Aron; Nassaaq.

 

Tolkning: Bemærk billedet af døgnet, der kæntrer rundt. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Verdens balancegang.

Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster

Print
Dokument id:812
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Najagiinnguit / Søskendeparret / En dreng og hans lillesøster
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en stærkt revideret renskrift (af Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 96 - begge versioner er oversat i denne base.

 

 

Resumé se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 318 - 322,

"Bjørn, knivhale og savryg."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at en fanger havde to plejebørn, der var

søskende (en dreng og hans lillesøster).

En gang om efteråret, da bærrene modnedes, begyndte søskendeparret at

tage ud på bærtogt for a samle bær til vinterforråd.

En dag var søskendeparret ude for at plukke bær. Da de var på vej

hjem, fik de øje på et kæmpe menneske, med kun et øje og et ben. Da

han begyndte at forfølge dem, flygtede de. Men kæmpen halede mere og

mere ind på dem; og de søgte efter en kløft, hvor de kunne gemme sig.

Da de fandt en kløft, gemte de sig der med lillesøsteren nederst.

Kæmpen nåede frem og opdagede dem; og han tog storebroderen op og

anbragte ham ved siden af sig; og idet han tog lillesøsteren, sagde

han: "Hende der vil jeg tage til kone," og herefter drog han afsted

udefter sammen med pigen.

Da storebroderen havde grædt tilstrækkeligt længe over tabet af

lillesøsteren, tog han hjem og fortalte det til sine forældre.

De sørgede over tabet af pigen og de kunne ikke finde hende.

Storebrodrene kunne under sin opvækst ikke glemme sin lillesøster; og

han gjorde hvad han kunne for at blive åndemaner og styrke sine

kræfter.

Da han var blevet voksen, spurgte han sin plejemor: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" (Det fortaltes, at de ikke kendte noget til

hunde.) Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger harer som

slædehunde." Da plejesønnen hørte dette, drog han ind i landet for at

finde harer til slædehunde.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange harer, tog han hjem, byggede

sig en slæde og tog ud på en slædetur.

Da han var nået meget langt hjemmefra og vendte hjemad, blev harerne

trætte; derfor dræbte han dem alle sammen, da han kom hjem, hvorefter

han spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at man bruger ræve som

slædehunde." Efter at have fået dette at vide tog plejesønnen ud for

at samlet sig nogle ræve.

Da han havde samlet tilstrækkeligt mange, tog han hjem. Han lavede

seler til dem alle sammen, hvorefter han tog dem ud på en køretur.

Han kørte langt bort og på tilbage-turen, umiddelbart før de nåede

hjem, blev hundene trætte. Ved ankomsten dræbte han dem alle sammen

og spurgte sin plejemor: "Hvad mon man bruger som slædehunde?"

Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, at men bruger isbjørne." Dagen

efter tog han ud for at skaffe sig en isbjørn som slædehund.

Han gik ind i landet og fik øje på en stor isbjørn. Han gik hen og tog

den, gav den mundkurv på og bandt det ene forben fast til halsen. Så

førte han den med sig hjem.

Efter at have trænet den, fik han lyst til at prøve den,og ha tog

afsted på slæde.

Han kørte meget langt væk; og han kom tilbage, uden at "slædehunden"

blev træt; og han roste dens gode egneskaber som "slædehund".

Efter at have kørt med den et stykke tid spurgte han: "Hvad mon man

bruger til slædehunde?" Plejemoderen svarede: "Jeg har hørt, man

bruger nogle dyr med jernhale som hunde. Og det er noget med, at de

holder til mellem rådne sten." Da han hørte dette, klargjorde han

mundkurv og skagle og drog ind i landet.

Han var kommet langt ind i landet, da han imellem de rådne sten fik

øje på et dyr med jernhale, der tyggede en rådden sten, så det

knasede. Han gik hen til dyret. Da han nærmede sig drejede det sig

hele tiden med halen vendt imod ham, for at slå ham med halen. Han

gik hen til det for at tage det, give det mundkurv på og binde

skaglen fast. Bundet førte han det hjem.

I starten kom isbjørnen og dyret op at slås, men han trænede dem; og da

de havde vænnet sig til hinanden, tog han afsted på en slædetur.

Han kørte langt, langt væk; og han kom tilbage, uden at trækdyrene

blev trætte. Han var meget tilfreds med sine "hunde", men han ville

gerne have endnu én. Derfor spurgte han sin plejefar: "Hvad mon man

bruger som slædehunde?" Plejefaderen svarede. "Jeg har hørt noget om,

at man bruger dyr med en sav på ryggen som slædehund."

Han spurgte ham, hvor disse dyr plejede at holde til. Plejefaderen

svarede: "Jeg har hørt, at de skulle holde til i revner i en

snedrive." Dagen efter tog han ud for at lede efter sådan et dyr.

Han nåede en snedrive og fik i en revne øje på et dyr med en sav på

ryggen. Da han kom derhen, ville det save ham med sin sav; men han tog

det, gav det mundkurv på og førte det med ned til kysten.

Til at begynde med kom dyret op at slås med isbjørnen og dyret med

jernehalen, med efter at have trænet dem færdigt, tog han ud på en

meget lang tur, og da han vendte tilbage, uden at "hundene" var blevet

trætte, erklærede han sig tilfreds med antallet af hunde.

Samme dag om aftenen manede han ånder. Han ledte efter søsterens

fodspor og fandt dem; og dagen efter tog han afsted i søsterens spor.

Han kørte stærkt, direkte udefter og efter lang tid fik han forude

øje på en stor ø. Lige før de nåede frem, fik han øje på nogle store

spor, og han genkendte dem som spor af den, der bortførte hans

lillesøster dengang de var børn.

Han fulgte nu disse spor og fik endnu mere fart på. Han fortsatte og

standsede neden for kæmpens hus, hvor han tøjrede hundene, og gik op

og ind i huset.

Lillesøsteren, som han genkendte helt og holdent, var alene hjemme,

idet manden var ude på fangst.

Da han havde været inde i huset et stykke tid, sagde han til

lillesøsteren: "Lad mig dræbe din store mand, ikke?" Lillesøsteren

svarede: "Min mand elsker mig højt, og han sørger for, at jeg ikke

kommer til at mangle noget af det, jeg behøver. Du må ikke dræbe ham."

Storebroderen sagde så: "Når jeg kommer hjem uden at have dræbt ham,

er det mig, der må dø af savn over dig!" Dertil sagde søsteren: "Hvis

det er sådan fat, må du hellere dræbe min store mand."

Mens alt dette skete, var hendes store mand på vej hjem indefter. Da

han nærmede sig huset, opdagede han, at der holdt en slæde nedenfor.

Han løb i en fart ind i deres hus og stod pludselig ansigt til ansigt

med den besøgende. Mens han stod der og stirrede intenst på gæsten,

sagde hans kone: "Det er min storebror, som var sammen med mig

dengang, du tog mig." Da tog han godt imod

storebroderen.

 

Under samtalen inviterede storebroderen sin svoger hjem

på besøg. "Nej, jeg er bange for dine hunde," sagde svogeren.

"Du skal ikke værebange for mine hunde. De kan ikke løbe lige så hurtigt som du." Det fik svogeren til at sige ja til besøget.

 

Da de tog afsted tidligt næste morgen, sagde storebroderen: "Du skal

løbe foran hundene." Som storebroderen sagde, gav svogeren sig til at

løbe hurtigt foran slæden. Og hundene satte efter ham i fuldt

firspring. Hvergang "hundene" var lige ved at indhente ham, satte han

i et spring, så "hundene" igen kom bagefter. Sådan spurtede de hele

tiden, helt frem til storebroderens hus.

Søskendeparret (der står egentlig kun: de andre) gik ind i huset, mens

svogeren blev udenfor, da husgangen var for snæver til, at han kunne

komme igennem.

Storebroderen sagde til ham: "Vi lægger nogle skind på gulvet ude i

gangen. Læg dig ned på maven, og lad alene dit hoved komme ind i rummet

på besøg."

Det gik han med til og havde sit hoved på besøg. Allerede

før han krøb ind i gangen, havde storebroderen ladet de andre vide, at

han ville dræbe ham, mens han lå i gangen.

Da kæmpen var inde i gangen, gik storebroderen hen til sine "store

hunde" og sagde til isbjørnen: "Du skal angribe hans balder, alt hvad

du kan," til dyret med saven på ryggen: "Du skal save ham i

maven," og til dyret med jernhalen: "Du skal tæve hans store

krop."

Sålede instruerede gik hans "store hunde" til angreb på kæmpen.

Da isbjørnen bed ham i balderne, sagde han: "Det er en lus, der bider

mig!" Han var ved at skubbe sig bagud af gangen, fordi det gjorde mere og mere ondt;

så savede dyret med en sav på ryggen ham i maven, så indvoldene

væltede ud.

Det lykkede ham at komme udenfor; og idet han rejste sig op, faldt

indvoldene ned; og han faldt død om.

Da han var død, begravede storebroderen ham og aflivede sine "store

hunde".

Det fortælles, at da han havde dræbt svogeren, fik han søsteren tilbage,

og at de bor sammen den dag idag.

 

Var.: Kreutzmann: søster Akilineq; knivhale; trækdyr; oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk akilineq søster; Fortælling om Ungilattaqi;

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret

Print
Dokument id:811
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Najagînguvít / Najagiinnguit / Søskendeparret
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider, nr. 96
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

Resumé:, se: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.

318 - 322, "Bjørn, knivhale og savryg".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om én, der brugte en isbjørn, et dyr med jernhale og og et med sav på ryggen som slædehund.

To forældreløse, der var i pleje hos et ægtepar, plejede om efteråret

at samle bær til vinterforråd.

Da det blev vinter, tog drengen og hans lillesøster af sted for at

hente bær fra deres forråd. Undervejs fik de øje på et stort menneske.

De gav sig til at flygte. Denne kæmpe begyndte også at løbe

og hale ind på dem. De var klar over, at han ville indhente dem, hvis

de fortsatte, så de kiggede hele tiden efter en klipperevne og fandt

også en. De anbragte sig i revnen; og drengen sørgede for, at

lillesøsteren kom til at ligge nederst. Kæmpen kom hen til

dem; og de opdagede, at han var meget stor, og at det kun havde et

øje, der fyldte hele ansigtets bredde.

Kæmpen greb storebroderen i ryggen, løftede ham og satte

ham igen ned på jorden. Han tog så lillesøsteren og sagde: "Hende dér

skal være min kone!" Med hende drog han afsted direkte vestover.

Storebroderen græd meget.

Han gik hjem og fortalte det til sine plejeforældre.

Han voksede op og savnede sin lillesøster. Han blev som voksen en

dygtig fanger, og han fik mange kræfter. Han blev også åndemaner.

En dag spurgte han sin plejefar: "Må jeg anskaffe mig hunde?" Han

svarede: "Værsgo, anskaf dig hunde!"

Plejesønnen sagde ikke mere. En dag sagde han igen: ("Taume

kisimangalikiaq qingmeqartariaqarpa?" Renskriften: "Hvad bruger man

som hunde?" ? C.B) Plejefaren svarede: "Jeg har hørt, at ræve skal

være gode som hunde."

Dagen efter tog plejesønnen afsted for at samle ræve sammen. Han fik

samlet fem ræve sammen("manioranut" ?). Igen næste dag fangede han

fem. Så havde han ialt ti. Han lavede seler til dem og prøvede dem.

De løb nok hurtigt, men de blev trætte. Da han kom hjem, sagde han:

"Mine nye hunde kan ikke bruges. Hvilket dyr er mon de eneste der er velegnede

som hunde?" (usikker oversættelse). Han svarede: "Jeg har hørt, at

isbjørne skal være velegnede."

Han lavede en hunde-mundkurv og noget til at binde bjørnen med og tog

afsted for at søge efter en isbjørn. Han fik øje på en stor isbjørn og

fangede den. Han gav den mundkurv på og bandt slæbetøjet ("taligûtísâ

norqardlugulo") fast. Han gik ned med den og afprøvede den. Den løb

hurtigt. Han var spændt på, om den blev træt. Selvom den blev træt,

gik den ikke så langsomt.

Da han kom hjem, sagde han til plejefaderen: "Måske skal jeg også ha

en anden. Den her er for så vidt god nok, men den bliver træt."

Plejefaderen sagde: "Man har hørt, at dyr med en hale af jern skal

være gode." Plejesønnen svarede: "Hvor mon de plejer at opholde sig."

Plejefaderen svarede: "Man har hørt, at de opholder sig

mellem/i/blandt (?) rådne sten!"

Så lavede den unge mand en mundkurv og noget til at spænde med,

hvorefter han tog afsted. han gik og gik og kom til en rådden sten

(klippe). Han så noget sort ("tarqisoq") som havde en hale af jern.

Da han ville tage dyret, var der som om, at dets hale var nærgående.

Han var bange for det, så han bandt slæbetøjet fast til dets hale.

Så drog han afsted med det. Han prøvede det. Det løb meget hurtigt, og

det blev ikke træt.

Han sagde igen til plejefaderen: "Jeg bør nok afskaffe mig endnu én,

så de bliver tre." Plejefaderen sagde: "Jeg har hørt noget om et dyr,

der havde en sav på ryggen." Plejesønnen spurgte: "Hvor mon det bor

henne?" "Jeg har hørt at det bor i klippehuler eller lignende," sagde

plejefaderen.

Så tog plejesønnen afsted og begyndte at lede efter det.

I en klippehule fik han øje på ét med en sav ("igîdlinerqangérqisartoq"

det skal vist være: "ikkiillineqanngeqqissaatoq"), som aldrig bliver sløv. Dyret var farligt og ville angribe. Dog fangede han det,

tøjrede det og gik ned med det. Det blev så tre hunde. Han prøvede den

og de var vældig gode. Han ville så hente sin lillesøster.

Om aftenen manede han ånder og så, at vejen til lillesøsteren gik

direkte mod vest (nok øst, ud over havet - ifølge retningsbetegnelsernes betydning i Østgrønland, BS), uden at man kunne se enden på den.

Dagen efter tog han afsted.

Han fulgte vejen til lillesøsteren, og den var til og med tydelig. Han

kørte hurtigt; og snart fik han øje på en stor ø og nogle spor; og han

genkendte dem som spor af kæmpen; de var så store som børn.

Da han begyndte at følge disse spor, steg farten.

Det varede ikke længe, så var de nået frem neden for huset. Han

ordnede sine hunde og gik ind.

Han genkendte sin lillesøster og spurgte hende: "Bor du her?" "Ja!"

svarede hun. "Hvor er så den store mand?" spurgte han. "Han er ude på

kajakfangst!" svarede hun. Han sagde: "Hvad med, at jeg dræbte ham?"

Hun svarede: "Nej, du må ikke dræbe ham. Han behandler mig godt. Han

sørger for, at jeg hverken sulter eller kommer til at mangle tøj

Så du ikke dræbe ham." " Og jeg skal ikke komme derop?" siger

han. "Nej, det kan ikke lade sig gøre," siger hun. Han blev mere og

mere ivrig og sagde: "Hvis jeg ikke dræber din mand, må jeg selv dø."

Da han sagde dét, indvilgede hun bare.

Lillesøsteren sagde til sin storebror: "Gem dine hunde. Han vil dræbe

dem, hvis han ser dem." Han svarede: "Det kan ikke lade sig gøre."

Idet samme sagde hun, at han var ved at komme hjem.

Da kæmpen på vej hjem så disse hunde, gav han sig

til at løbe, alt hvad han kunne hen til dem. Hundene rejste

sig og begyndte at løbe efter ham, så han havde svært ved at slippe

fra dem (Det er vist meningen. C.B) Da han kom ind i huset stirrede

han på gæsten. Konen sagde til sin mand. "Det er din svoger."

("â ínargíkaluaq tigugakit ijarqátit tâno": noget med, at han dengang

tog ham og slap ham igen.)

Det store menneske tog godt imod sin svoger; og svogeren sagde til

ham: "Du skulle tage og besøge os." "Nej, jeg er bange for dine hunde."

Han svarede: "Du skal ikke være bange for dem, for de kan ikke løbe så

hurtigt, som du kan." Så tog de afsted. Storebroderen bar

lillesøsteren på ryggen; mens den store svoger løb foran. De nåede

frem til plejeforældrenes hus. Lillesøsteren gik ind på besøg.

Den store svigersøn var for stor til at komme ind i huset. Så sagde

svogerne til ham: "Du kan jo bare lade dit hoved komme ind i huset på

besøg (eller: Hvorfor ikke blot lade dit hoved komme på besøg). Vi

lægger skind på gulvet i gangen." "Lad gå," svarede han.

Kæmpens svoger havde i forvejen underrettet de andre om sit

forehavende. Så gik han hen til hundene. Han sagde til isbjørnen: "Du

skal angribe ham i bagdelene." Han sagde til dyret med sav på ryggen:

"Du skal save ham i maven." Og til dyret med jernhalen sagde han: "Du

skal piske ham med din hale." herefter løste han alle dyrene. Alle tre

gik hen til kæmpen - ét til den ene side ét til den anden side. Så

gik isbjørnen til angreb på hans bagdel. "Nå! en lus bider mig i min bagdel, det klør meget," sagde kæmpen.

Da isbjørnen havde indledt sit angreb, savede dyret med saven ham i maven.

Så snart han begyndte at røre på sig pryglede dyret med jernhalen ham.

Da det store menneske slap ud af gangen og rejste sig op, faldt alle

hans indvolde ud, så han faldt om og døde.

Herefter slagtede storebroderen alle sine hunde, for nu havde han

brugt dem over for den store svoger. Og han kom igen til at bo sammen

med sin lillesøster.

 

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

Nakatâmilârpara / Nakataamilaarpara / Jeg har trampet det til

Print
Dokument id:1455
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakatâmilârpara / Nakataamilaarpara / Jeg har trampet det til
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:1 side, nr. 89
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Revideret renskrift se: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud

Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 369.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hver gang den forældreløse fik sin fangstpart, blev den

stjålet af hans bopladsfæller.

Til sidst begav han sig ind i landet.

Han fik øje på en kæmpe af et menneske, som havde fanget en isbjørn.

Kæmpen sagde: "Du kan få din fangstpart af den isbjørn, jeg har

fanget." Så sagde den forældreløse: "Ja, men mine bopladsfæller plejer

at stjæle. Og isbjørnene kan få fat i det." Så sagde kæmpen: "Du må

sørge for ikke at tabe mine fodspor." Så tog de afsted.

Mens den forældreløse vandrede, så han kæmpen komme tilbage efter at

have stensat kødet. Kæmpen sagde: "Du skal kun spise lidt af gangen."

Han sagde også: "Den ligger i sikkerhed for bjørne. Jeg har trampet

sneen til."

Det fortælles, at de levede længe af det kød. Hverken bjørne eller

mennesker kunne komme til det, da de ikke magtede at fjerne det, der

var lagt ovenpå.

 

Var.: En af mange fortællinger om uforsørgede børn og/eller kvinder, der får hjælp af ånder, dyr i menneskeskikkelse, finder nedlagte dyr, eller selv har hemmelig viden til at skaffe sig fangst:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq;

 

Tolkning: Det er muligt at kæmpens tramp er så kraftigt, at det har "cementeret" sneen omkring depotet.

Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede

Print
Dokument id:819
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Naqiikka
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakîka / Ivnarssuarmíut kâmata / Da Innarsuaqboerne sultede
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Inarssuarmiut kângnerssuar" / "Oqalugtuaq Naqiikka". Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det var en meget stille efterårsperiode med roligt hav.

Isstykker, der kom ud af fjorden og den is, der kom ind udefra frøs

sammen. Ingen steder kunne man tage ud på fangst("pifisârupoq" -

oversættelsen er et gæt). De var ikke mere tilbage af de bær,

kvinderne havde plukket til vinterbrug. Da de havde spist det op,

begyndte det at blive forår. Så spiste de alle hundene. Derefter havde

de ikke andet at spise end skindstumper. De spiste næsten alle

brikseskindene. De holdt op, da kun det, de skulle bruge, var tilbage;

og folk blev afkræftede.

Naqiikas mor var den eneste, som var frisk blandt kvinderne. Hun var

sammen med dem der var ude at samle blæretang. Skindstumper, hunde, og

vægbeklædning af skind, som de spiste, kogte de ved hjælp af størknet

harsk tran fra det sted, Apuuunias farfars fangst plejede at blive

trukket op, og hvor der havde samlet sig størknet tran.

Alle i huset var i familie med hinanden. En af mændene udsultede sin

kone. Til sidst blev hun så udmattet, at hun ikke kunne rejse sig fra

briksen. Så fandt broderen en håndfuld tørrede ammassætter og gav

hende dem, idet han sagde: "Spis dem alle sammen, inden din mand

kommer ind." Hun spiste dem alle sammen. Så blev hun først rigtig

dårlig, og ind imellem mistede hun næsten vejret. Men da hun først

havde kastet op, fik hun det bedre og kunne begynde at gå rundt.

 

Midt mens de sultede, hørte man en af mændene græde. Inde fra huset

blev der sagt: "Hvem er død?" Ingen var døde, men (han græde af glæde)

fordi en fanger var kommet hjem med en sæl. Alle smagte sælen. De

fleste kastede op, med undtagelse af Apuluunia.

Da de havde spist, fik de lidt flere kræfter. Så sagde Apuluunias far

til hende: "Gå udenfor og træk frisk luft." Mens hun var ude, hørte

hun stemmer. Tænk, det var en slæde  på vej til bopladsen. Da hun

råbte dette ind gennem vinduet, kom de ud og sagde, at

det var én fra Ammassalik, som kom med ammassætter til dem, da de

havde hørt, at de sultede, kom de med mad. De kom igen til at sulte og

spiste atter skindbeklædningen af væggene.

En dag Apuluunias far kom hjem, (fortalte han), at han havde set en

stor isbjørn; så løb de derhen, selv om der var masser af sne, og de

ingen ski/snesko havde. Det varede længe, før de kom tilbage og

fortalte, at de havde fanget en stor isbjørn.

De kom hjem med den; og det viste sig, at broderen/søsteren til ham,

der fangede isbjørnen, have fjernet alle indvoldene for at ordne dem

til en tupilak.

Da man var kommet hjem med denne isbjørn, kastede alle op (de spiste

vel først?) undtagen Apuluunia, for hun spiste ikke af "amarqavanit"

(indvoldene ??). Så var de ikke længere så sultne og begyndte at lange

til maden.

Det fortælles, at tupilakken vendte tilbage til ham, der lavede den,

og dræbte ham.

Mens de var ude på fangst i kajak om foråret, hørte de lyden af en

isbjørn. De roede hen for at se, hvad det var. Isbjørnen var ingen

steder at se. På vandet så de hovedet af manden flydende med udspilede

øjne. Det var tupilakken, der var vendt tilbage til sin skaber (og havde skræmt ham ihjel).

 

Hist.: Virker autentisk. Søg på sultevinteren

Nakivat

Print
Dokument id:1453
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakivat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 91
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415.

Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i

Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 371.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles, at Nakivat var barnløs, mens broderen

havde to børn. Broderen elskede Nakivat sådan, at han ikke ville have

ham boende andre steder end hos sig. Han elskede også sine børn højt,

og han tænkte, at han, hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på

morderen.

 

Farbroderen, som var barnløs, havde stor hunde (nanúngíkatât, er de

mon nanunngersut - altså hund, som bruges til bjørnejagt. Hunde, som

kan lide isbjørne).

 

En dag tog Nakivat afsted i kajak. Også dem i konebåd tog afsted.

De to sønner blev hjemme og legede inde på land. Da havde bukser og

kamikker på, af isbjørneskind. Midt under legen hørte de hundegøen,

der tydede på, at hundene havde fået færten af noget. Da de

forventede, at der ville ske et eller andet (tâva ilimasalerput),

flygtede de i retning af teltet. Så så de, at Nakivats hund løb

henimod dem. Hunden bed den yngste af drengene i strubehovedet. Den

ældste flygtede ind i teltet, men kom til at tænke på, at han også

ville blive bidt, hvis han blev på samme sted; og han gemte sig

mellem yder - og inderskindene. Han kunne høre lillebroderen græde;

men gråden forsvandt igen. Den store hund kom ind i teltet, men gik ud

igen, efter forgæves at have ledt efter ham. Han forblev på

gemmestedet, selv om hunden ikke viste sig igen.

 

Mens han endnu var der (tror jeg nok, CB), sås konebåden på vej ind.

Da konebåden nærmede sig stedet, så man ikke noget til Nakivats brors

børn. De opdagede, at den yngste lå dræbt, bidt ihjel af en hund, og

at der var blod på hans strubehoved. de ville ikke begrave ham, før

faderen kom hjem.

 

Faderen blev naturligvis rasende, da han så, hvad der var sket; men det kunne ikke falde ham ind at dræbe sin storebror, hverken med kniv eller lanse.

Men han fik ham ud af huset. Forholdet mellem dem var det samme som

før, når de sås. Alligevel ville han gerne hævne sig på ham.

Så blev det vinter. Storebroderen begyndte at køre på hundslæde, og

han kom på besøg på hundslæde, og broderen behandlede ham godt.

 

Så skulle han afsted igen. Da han var væk, kom

lillebroderen ind i huset medbringende en kajakåre med beslag på

siderne og på enderne, der var lavet af narhvaltand, og en lanse.

"Jeg vil gerne sælge de her," sagde han. De svarede: "Hvad skal du há

for dem?" Han svarede: "En formular, der skader."

Han gav dem til en mand, og denne tog imod dem med sin venstre hånd og

sagde: "Følg med, så skal jeg lære dig noget." De gik ud, og de

begyndte at gå ned. Med hænderne omkring anorakhætten gav de sig til

at fremsige en formular, der skulle dræbe Nakivat. Formularen var

rette imod Nakivat. Da de havde fremsagt den døde en af hans hunde.

 

Jeg opgav at tyde slutningen, som er svær at få mening ud af bl.a. på

grund af navneforveksling. Jeg henviser til oversættelsen af

renskriften: kasse 52, nr. 2, hæfte 415: Nakivat, CB.

 

Han hævnede sig på broderen og fik ro i sindet. Han græd ikke længere

så meget over sønnen.

 

Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.

 

Hist.: Næppe historisk

Nakivat

Print
Dokument id:1454
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakivat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette er en stærkt revideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 91. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 371.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Nakivat, at han var barnløs, mens

broderen havde to børn.

Broderen elskede Nakivat så højt, at han absolut ville have ham boende

hos sig. Og han elskede sine børn så meget, at han tænkte, at han,

hvis de skulle blive dræbt, ville hævne sig på deres morder.

Nakivat havde gode hunde, der var gode bjørnehunde. En dag tog Nakivat

og broderen ud på konebådstur med Nakivat som ledsagende kajakmand.

Nakivats brors to små drenge legede alene ved en lille sø ved siden af

teltet, klædt i bjørneskind.

Mens de legede hørte de hundeglam, der tydede på, at hundene havde

fået færten af noget. Foruroligede flygtede de hen imod teltet. Under

flugten blev en ef drengene indhentet af en hund og bidt i

strubehovedet.

Da den ældste af drengene kom ind i teltet, tænkte han: "Hvis jeg

bliver stående her, vil den bide mig." Så fandt han på at gemme sig

bag ved yderskindene ("qalerqat tunuanut" "qalerqat" er yderskind. Det

er jo nok bagved inderskindene, eller imellem yder - og inderskind).

Netop som han gemte sig, hørte han lillebroderen græde udenfor, men

gråden ophørte. Så kom der en stor hund ind i teltet. Det lød som om

den søgte efter ham, men forsvandt med uforrettet sag. Selv om hunden

var gået, forblev han mellem skindene. Så var konebåden på vej ind.

Ved ankomsten opdagede de, at den yngste af Nakivats brors drenge var

blevet angrebet og bidt ihjel af hunde, og at der var blod på hans

strubehoved.

De ville ikke begrave ham, før faderen var kommet hjem. Da faderen kom

hjem og så sin søn, blev han natyrligvis meget vred; men han kunne

slet ikke få sig til at stikke sin storebror ihjel, hverken med kniv

eller lanse. Han fik ham dog til at flytte. Når de sås,

var forholdet mellem dem det samme som før. Men lillebroderen var

faktisk stadigvæk opsat på at hævne sig på sin storebror.

 

Så blev det vinter. Når Nakivat kom på besøg på hundeslæde, blev han

altid godt modtaget.

Engang Nakivat havde været på besøg, rejste han hjem næste morgen.

Da han var taget afsted, kom lillebroderen ind i huset med en

kajakåre, hvis beslag bestod af lutter narhvaltand, samt en lanse.

Idet han trådte ind, sagde han: "Jeg udbyder disse til salg." En af

dem spurgte ham: "Hvad skal du have som betaling?" Nakivats lillebror

svarede: "En ulykkesformular!" Da han sagde dette, tog en af mændene

dem med sin venstre hånd og sagde: "Kom, følg mig. Jeg skal vejlede

dig." De gik ud og ned (til stranden), hvor de gav sig til at fremsige

en formular, der skulle dræbe Nakivat. Så havde de fremsagt den

med hænderne omkring anorakhætten.

Nakivat, som ellers var nået langt væk, kunne høre, at han blev

forfulgt. Da han mærkede at forfølgelsen var noget magi, fremsagde han en formular, der kunne få det til at ramme ved siden af. Mens han fremsagde den, blev han indhentet af "hekseriet". Da det strejfede ham i venstre side, døde hans venstre arm og alle hundene der trak på venstre side. Ved hjemkomsten var der

kun en hund tilbage.

Senere fik lillebroren at vide, at Nakivat stadig havde det godt, og

at kun hans hunde og hans venstre arm var døde.

Efter den nyhed opgav lillebroderen videre planer om at hævne sig på

storebroderen.

 

Var.: Fjendskab der opstår mellem nære slægtninge (især børdre, fætre), og som ikke udjævnes, er et hyppigt motiv.

 

Hist.: Næppe historisk

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Nánumik ernissugtoq / Nannumik / Nanumik ernissuttoq

Print
Dokument id:583
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nánumik ernissugtoq / Nannumik / Nanumik ernissuttoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 78
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der skulle føde en isbjørn.

En kvinde, der  boede i Innartalik, blev gravid. Der gik et helt år,

hvor maven voksede (og blev hård). Det blev sommer, og igen blev det

vinter. Så fik hun veer. Hendes mor undersøgte hende og fandt det

ejendommeligt. Hun kaldte på en anden, der boede i huset, idet hun

sagde: "Jeg synes det derinde virker underligt, prøv du at se."

Hun undersøgte det så. Der gik et stykke tid. Så bed hun

sig forbavset i underlæben og gik hen til sin plads på briksen

og sagde: "Skær de remme over, som konebåden er fastgjort til

stativet med." Så gjorde de sig klar, for de var blevet bange.

 

Kvinden, der undersøgte fosteret, sagde: "Fosteret derinde har et

mundparti som en isbjørns snude."

 

To konebåde blev straks båret

ned til vandet, og de tog af sted. Den konebåd, hvor roerne roede

kraftigst, kom foran. De efterlod to stakkels forældreløse, da de

ikke havde tøj til dem. Så fik bjørnen det ene af forbenene ud og

lidt efter også det andet. Moderen døde. Så snart bjørnen var kommet

ud, var den på vej hen til de stakkels forældreløse, der var flygtet

og havde stillet sig ved vinduet. De gav sig til at snakke med

bjørnen og sagde: "Vi bor jo sammen her, så du skal ikke gøre os fortræd. Du skal

hellere følge efter konebådene." Sådan sagde den ældste af de to

forældreløse. Isbjørnen gav sig til at følge efter konebådene. Den

nåede frem til den bageste, den langsomste, og fik den til at kæntre.

Den anden konebåd nåede frem til Innarsuarmiut. Dagen efter, da det

blev lyst, hentede to kajakker de to forældreløse. Den ældste af dem

fortalte: "Hvor var det frygteligt i nat, nej, hvor var vi bange.

kigtigigtivángivakasigdlarpâ (? killigilluarnnguakasillarpaa - det har

vist noget med grænse, killeq, at gøre).

 

Var.: En usædvanlig fortælling. Poul Egede beretter et par gange i sine journaler (Meddr. Grl. 120, 1939) om misfostre, som andre har fortalt ham om. Det er svært at gennemskue hvor megen realitet der ligger bag. Men hverken Egede eller grønlænderne fandt beretningerne utroværdige.

Napasormiut tunnulimmik toqunartortikkamik nerillutik nunguttut / Napasoq-boerne som blev udryddet, da de spiste en forgiftet blåhval

Print
Dokument id:1804
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Napasormiut tunnulimmik toqunartortikkamik nerillutik nunguttut / Napasoq-boerne som blev udryddet, da de spiste en forgiftet blåhval
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 50 - 51, nr. 7
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

 

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 7, ss. 16 - 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

 

K. Thisteds resumé: Thisted og Thorning 1996 s. 316 - 317:

Historien foregår i tiden omkring koloniseringen, da nogen var døbt og nogen endnu ikke. Napasoq-boerne var endnu udøbte, men villige til at antage kristendommen. Der blev sendt missionærer ud til dem, og efter at de var blevet undervist hele vinteren, ville præsten så om foråret ud og døbe dem, og fortællerens far skulle med, selv om det var midt i ammassæt-tiden. Ankommet til stedet opdagede de, at folk havde splittet sig op i to grupper, og det var præsten ikke tilfreds med, han ønskede at døbe dem allesammen på een gang. Midt i det hele bliver det storm, og folk begynder at tale om en blødende blåhval, der er blevet set. Nu har ingen tanke for andet end hval, og præsten rejser tilbage til Maniitsoq. Faderen vil gerne tilbage til sine ammasætter, men præsten holder på ham. Så kommer der mattak til byen, og også præsten og fortællerens far spiser af den. Folk tager af sted i konebåd ud til flænsepladsen, men nu begynder bådene at komme tilbage igen, med folk i en elendig forfatning. Hvalen har været forgiftet, og folk dør. Præsten beordrer fortællerens far til at hente sine åreladningsredskaber, og sønnen årelader de syge. Alle dem som bliver åreladt kommer sig. Beklageligvis er der jo altså nu ikke nogen præst eller kateket ude hos dem i Napasoq, og derfor dør de allesammen, selv om de ellers var parate til dåben. Hvalfangerne måtte have stukket hvalen med noget gift, og præsten og fortællerens far var de eneste, som spiste af den uden at blive syge.

 

Hist.: Fortællerens far var kateketen Fredrik Berthelsen,

f. ca. 1750, ordineret som missionær 1815, død i 1828.

 

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq (hvortil åndemaneren Imaneq) hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper. Der er kommet til udtryk Arons fortælling: En historie om nogen som blev overrasket af storm.

 

Kreutzmann tidsfæster sin fortælling om Kornelius, 1997:91 - 94 (søg) til tiden efter at hollænderne var holdt op med at læsse mattak af til grønlænderne nær Narsarmiut. Det ligger ca. 100 km nord for Napasoq. Måske har der været et aflæsningssted også nærmere Napasoq.

Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned

Print
Dokument id:1456
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Naqitâmilârpara / Naqitaamilaarpara / Jeg har presset det en smule ned
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 89. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 369:

Naqitâmilârpara.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En lille forældreløs var plejesøn i et stort hus.

Der var ingen, som rigtigt interesserede sig for ham; og han blev

gjort til grin.

Engang da der herskede sult i huset, og da drengen jo også var én, der

skulle have noget at spise, sagde en af husfællerne til ham: "Hør, du

er ikke andet end en ekstra mund, der skal fodres. Forsvind her fra. Vi

har ikke brug for dig." Da det blev sagt, gik den sølle forældreløse

ud.

Han vidste først ikke, hvor han skulle hen; men så satte han kursen

mod indlandsisen, ind i landet.

Han vandrede længe; og langt inde i landet fik han endelig øje på

noget røg, der steg op. Han gik direkte derhenad, og på nærmere hold,

så han, at det var et kæmpe hus. Da han helt fremme blev stående

udenfor, kom der en stor indlandsbo ud. Det var minsandten en

indlandskæmpes hus, han var kommet til. Han blev stående. Så spurgte

indlandsboen: "Hvad vil du mon her?" Den forældreløse svarede: "Vi

sulter derhjemme, og jeg er kommet herhen for at finde noget, der kan

dulme sulten." da han sagde dette, bemærkede indlandsboen: "Kom

indenfor." Han gik ind, og indlandsboen sagde: "Find et sted at

sidde!" Men da den sølle forældreløse ikke magtede at komme op på det

sted, hvor han skulle sidde, måtte kæmpen hjælpe ham op.

Idet han fik ham op, sagde han til sin kone: "Find noget mad til ham."

Konen gik ud og kom ind med en hvidhvals luffe med kød på og bød den

forældreløse den. Han spiste, men kunne ikke spise den op,

fordi han blev så mæt.

Hun gik ud igen og kom ind med en stor kødfuld underarm (egentligt

står der kun: arm) af en hvalros og bød den forældreløse den.

Han spiste løs, men da han ikke kunne gøre kål på den, sagde

indlandsboens kone. "Du spiser ikke ret meget." Med de ord gik hun ud

igen, og denne gang kom hun ind med en stor isbjørnekølle, som hun

puttede i sin gryde og satte over at koge. Så snart hun havde kogt

den, serverede hun den for den forældreløse.

Han spiste af den, men blev mæt ("qatsuppaa" egentlig: blev træt af

den) inden han havde spist det hele op.

Netop da den forældreløse blev færdig med at spise, hørte man nogen

komme ind gennem gangen. Ind trådte en høj ung mand, som viste sig at

være indlandsboens søn.

 

Straks han kom ind, gav han sig til at stirre på den forældreløse, og

han spurgte så: "Hvad vil du dog her?" På hans spørgsmål reagerede

hans fader: "Når du får sultfornemmelser, prøver du at finde noget,

som du kan dulme dem med. Ham her er kommet herhen for at finde noget,

som han kan dulme sulten med!" Da hans far sagde sådan, gav sønnen sig

udenvidere tilfreds, satte sig ned og sagde til sin mor: "Man bliver

så sulten(qaannaqalunilu)."

 

Moderen gik ud og kom tilbage med en stor kødfuld luffe af hvidhval.

Hendes søn spiste det hele og sagde igen: "Man bliver så sulten!"

Moderen gik ud igen og kom tilbage med en stor underarm af en hvalros.

Også den spiste sønnen op. Moderen gik ud endnu engang og kom tilbage

med en stor isbjørnekølle. Hun kogte den, og da den var færdig,

serverede hun den for sin søn. Sønnen spiste den, og da han blev

færdig, gik de i seng.

Efter at have sovet en stund vågnede den forældreløse, og sønnen, der

var vågen, sagde: "Det er midt om natten. Sov du bare videre!" De sov

alle sammen og vågnede om morgenen.

Da den forældreløse om morgenen skulle hjem, sagde den store

indlandsbo: "Giv ham noget mad med hjem." De fik travlt; og de gav den

forældreløse en halv hvalros og en halv hvidhval. Da den forældreløse

så nøjere på dem, sagde han: "Jeg kan ikke klare at bære dem hjem."

Den store søn sagde så: "Nå, jamen så skal jeg bære dem."

Idet han tog den halve hvidhval og den halve hvalros op på ryggen,

sagde han til den forældeløse: "Følg mig bare i fodsporene. Jeg skal nok bære dem." Da han med de ord gik afsted, varede det kun et øjeblik, før han var ude af syne.

Den forældreløse søgte at gå i hans fodspor, men det var en længere

vandring mellem hvert af de enkelte fodspor.

 

Mens han stadig var undervejs, mødte han indlandsboens søn, som

allerede var på vej tilbage. Han spurgte han: "Hvor er mine kødgaver?"

Sønnen svarede. "Du skal bare følge mine spor, jeg har dækket dem til

med sne." Den forældeløse indvendte så: "Isbjørne har sikkert allerede

spist dem." Men den store søn sagde: "Isbjørnene kan ikke få fat i dem,

for jeg har trampet sneen over det til!"

Den lille forældreløse gik videre og kom til provianten, som var

blevet trampet til. Øverst var der is, så det, der var under, ikke var

synligt. Der var kun en åbning dér, hvor han kunne få fat i noget. Den

lille forældreløse tog noget af det med hjem.

Da han kom ind i huset, blev de andre overraskede og spurgte: "Hvor

har du fået det fra dit pjok?" Den forældeløse sagde: "Det er noget

jeg har fundet, som ravnene var fløjet væk med."

Den forældreløse hentede noget fra depotet med mellemrum. Og således

reddede han husfællerne fra sultedøden.

 

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Nerdlerit tagpigssitãnik / Den blinde, som gæssene gjorde seende

Print
Dokument id:1838
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nerdlerit tagpigssitãnik / Den blinde, som gæssene gjorde seende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 80h - 83v, nr. 330
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To søskende - en ung mand, der var begyndt at fange

sæler og lillesøsteren, som endnu var lille - boede hos deres

bedstemor i bunden af en dyb fjord. De boede helt alene. Den unge

mand var en dygtig (nakuunermit - egentlig: stærk) fanger, og de led aldrig nød.

En gang fangede han en remmesæl, og bedstemoderen ville gerne have

skindet til en pels til sig selv. Men den unge mand (Ussuttoq - ham,

der fangede remmesælen) sagde: "Jeg skal have det til line".

Bedstemoderen blev dybt fornærmet. Hele tiden mens hun afhårede skindet tænkte hun kun på disse ord:

"Når han har skåret dig til, og begynder at sno dig, skal du briste og

ramme ham lige i ansigtet." Under arbejdet med at fjerne hårene

koncentrerede hun sig helt om denne tanke. Da hun var færdig,

begyndte barnebarnet at sno den (udskårne rem). Da den var snoet strakte

han den ud og strammede den. Pludselig brast den og ramte ham i øjnene,

så han mistede synet.

Efter at han ver blevet blind, holdt han op med at ro i kajak. Han

indtog sin plads på sidebriksen og flyttede sig ikke mere. De levede

af forrådet fra hans fangster; men det svandt ind

efterhånden. Da der var ganske lidt tilbage, gav bedstemoderen ikke

længere den unge mand noget af det kød, hun kogte. Der ikke var mere tilbage, sagde hun. Når kødet blev kogt og bedstemoderen og

pigen havde spist det, kogte hun et stykke skind til den unge mand,

som altså måtte nøjes med det. Den unge mand kunne godt lugte kødet, men han holdt mund fordi han generede sig for sin bedstemor.

 

Lige som kødet var sluppet op, sagde bedstemoderen en dag: "En stor

isbjørn er ved at spise 'igalaap erqutaa' (tarmskindsrudens ramme ?). Hun sagde

henvendt til sit blinde barnebarn: "Skyd den, jeg skal nok holde buen

sådan, at pilen sigter på den." Barnebarnet var villig dertil; han

fik sin bue og var klar til at skyde. Da pilen pegede imod bjørnen,

sagde bedstemoderen: "Skyd så!" Barnebarnet skød uden at kunne

se, hvad han sigtede på. Men da han hørte et isbjørnebrøl, sagde han:

"Det lyder som et brøl af en isbjørn, der er ved at dø". Bedstemoderen

sagde til ham:" Du ramte tarmskindet (erqutaa) på vinduet."

Bedstemoderen gik ud og så, at der ved husgangen lå en død isbjørn.

Hun begyndte at flænse den; og mage til så fed en isbjørn havde hun

aldrig set før. Bedstemoderen sagde til pigen: "Du må ikke sige det

til din storebror," sagde hun til pigen, "for kun vi to må spise af kødet."

Hun gav pigen en klump fedt fra isbjørnen. Noget af fedtet gemte pigen

inden for pelskraven; og hun gik ind og gav sin storebror det,

mens hun sagde: "Mage til så stor og fed en bjørn findes ikke." Hun

kom ud igen, og bedstemoderen gav hende endnu en klump fedt. Noget af

det gemte hun inden for pelskraven. Bedstemoderen troede, at

hun havde spist det hele; og hun gav hende endnu en klump fedt, idet

hun sagde: "Har du allerede spist det op ?" Når pigen gik ind, gav hun ham

fedtet, som ellers var beregnet til hende selv. Bedstemoderen var nu

færdig med flænsningen, og hun kogte et stykke kød. Bagefter kogte hun

et stykke gammelt skind - et stykke fra konebådens betræk, hvor

spænderemmene blev fastgjort. Da det stykke gamle konebådsbetræk var

blevet kogt, gav hun ham det at spise, mens hun og pigen spiste

isbjørnekød. Den unge mand kunne lugte isbjørnekødet, men sagde ikke

noget. Han holdt hurtigt op med at spise af skindet fordi han havde en

klump i halsen (han var gråden nær). Bedstemoderen blev ved

med at behandle ham sådan. Suppen fra den rigtige mad hun kogte,

hældte hun udenfor; ham gav hun skindsuppe at drikke.

 

En dag sagde den blinde til sin søster: "Jeg vil gerne ud en tur; tag

mig i hånden". Lillesøsteren tog ham i hånden og førte ham ud. Han bad

hende føre ham op på fjeldet; og da de kom derop, sagde han til

søsteren: "Du kan bare gå ned. Jeg bliver her." Da hun var væk,

hørte han lyden af gæs. De fløj oven over ham; og han håbede på,

at de ville få øje på ham. Men nej, de fløj videre. Midt i det hele

hørte han igen lyden af gæs; og efter lyden at

dømme, ville de flyve hen over ham. En af dem sagde tydeligt: "Hernede

er der et menneske. Lad os flyve ned til ham." Da de nåede ham,

sagde den blinde: "Man er kommet til at leve uden at kunne se verden

omkring sig." Gæssene sagde: "Vi er desværre kommet afsted uden

noget af det, vi ellers kunne bruge. Men læg dig alligevel

på ryggen". Da han havde lagt sig på ryggen, tabte fuglene deres tynde

fugleklatter på hans ansigt. Da alle havde gjort dette, tørrede de

hans øjne af med deres vinger. De sagde, at han skulle vente

med at åbne øjnene, til der var gået fem dage; altså måtte han først

åbne øjnene den sjette dag. Så fløj de bort. Næste morgen kom

lillesøsteren og bragte ham lidt af den mad, der var tildelt hende.

Lillesøsteren ville have ham med tilbage, men han ville ikke. Han

sagde: "Gå du bare ned, jeg bliver her". Næste morgen kom søsteren

igen og bragte lidt af den mad, hun havde fået tildelt. Da hun skulle

tilbage, ville hun have haft ham med, men det ville han ikke; og pigen

gik ned alene. I de fem dage, gik lillesøsteren op til ham for at se

til ham. Så var de fem dage gået, og den sjette dag åbnede han øjnene

og så verden omkring sig. Han var blevet seende! Han kiggede sig

omkring og fik øje på et hoved, der dukkede op lige nedenfor. Han

lukkede øjnene igen. Det viste sig, at det var søsteren han så. Da

søsteren kom, sagde han: "Du vil igen kunne få så meget at

spise, at du bliver dårlig af det; for mine øjne er blevet raske. Jeg kan se igen!" Søsteren troede ham ikke og sagde, at det ikke kunne

passe. Hun sagde: "Luk øjnene op". Hun så, at øjnene ikke fejlede

noget.

 

De gik nedefter. Bag huset så storebroderen et

isbjørneskind, der var spilet ud til tørre på jorden med pløkke. Oven på

husgangen så han en hel masse isbjørneknogler. Inde i huset så han

labberne af en isbjørn. Straks han havde set dem, lukkede han øjnene

igen og lagde sig ned på sidebriksen. Han lod, som om han sov. Efter

at have ladet som om han drømte, vågnede han og sagde: "Jeg drømte at

der var et isbjørneskind, der var spilet ud bag ved huset".

Bedstemoderen sagde blot: "ajuutikasiit pilingusaqaat" (det skyldes

dit handicap ?). Han lod igen, som om han sov; han lod som om han

vågnede og sagde: "Det var, som om jeg så en masse isbjørneknogler

oven på husgangen". Bedstemoderen gentog det hun sagde før. Da han

tredie gang havde ladet, som om han sov, og som om han vågnede, sagde

han: "Det var, som om der lå isbjørnefødder under briksen".

Bedstemoderen sagde: "Det skyldes dit handicap". Da bedstemoderen nu

igen havde gentaget dette, åbnede den unge mand øjnene og pegede på

dem, idet han sagde: "Jeg mener de her". Bedstemoderen så, at han

åbnede øjnene og sagde hvast: "Værsgo, spis dem her. Spis dem her."

 

Da han nu igen var blevet seende, vendte han tilbage til sin tidligere tilværelse

og begyndte at fange mange sæler. Så fik han lyst til at hævne sig på

sin bedstemor. En dag spurgte han sin lillesøster: "Hænger du meget ved din

sølle bedstemor ?" Lillesøsteren svarede ja. Han spurgte sin

lillesøster om det samme flere gange. Og da hun hver gang sagde ja, kunne han ikke fortage sig noget.

 

Endelig, da han begyndte at fange småhvaler, der trak langs kysten,

fra land, gjorde han sit bedste for at få søsterens samtykke til at

han bandt fangeremmen om bedstemoderens talje og brugte hende som

fangstblære. Da hun sagde ja til det, spurgte han bedstemoderen:

"Vil du være den, der holder igen på narhvaler/hvidhvaler ved at stå

fast på klippen ?" (unniulluaataannguarit) Til at begynde med ville

hun ikke. Men da han blev ved, sagde hun ja. Linen blev bundet omkring

hendes talje, og de stillede sig på en stejl klippe. Mens de

kiggede på hvalerne, der trak forbi langs kysten, sagde bedstemoderen:

"Harpunér nu en af de mindste." De så nogle større hvaler dukke op. Da

der dukkede en mindre hval op, sagde bedstemoderen: "Harpunér nu". Barnebarnet svarede: "Den er for stor. Jeg vil vente til der

dukker en anden, der er mindre op." Der dukkede en op, der

var meget større end de andre. Den harpunerede han. Da hvalen fór

afsted, slap harpunøren linen.

Bedstemoderen holdt igen ved at stemme imod en fremspringende kant med

fødderne. Hun trak til. Da hun godt kunne magte opgaven, og da hvalen

tilsyneladende var ved at være træt, men da han så løftede hende bagi,

sprang hun i vandet, og hvalen dykkede ned under vandet med hende.

Han spejdede efter hende. Hvalen dukkede op længere ude; og efter

hvalen dukkede noget sort op. Det var bedstemoderen, som blev ved med

at sige: "Kom med min kære ulu, kom med min kære ulu", idet hun

samtidig trak linen til sig. Hun forsvandt ned

igen mens hun stadig snakkede om sin lille ulu. Hvalen dukkede op

anden gang og efter den bedstemoderen, som var ved at nå frem til

hvalen. Hun snakkede stadigvæk om sin ulu. Hvalen dykkede ned tredie

gang med hende, og den dukkede op igen endnu længere ude, og da sad

bedstemoderen oven på hvalen, idet hun stadig råbte om sin ulu.

Siddende på hvalens ryg, kom hun ud af sigte. Da hun var kommet

udenfor synsvidde, gik de hjem. Bror og søster blev herefter alene.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Kommentar: Fælles østeskimoisk myte. Det fremgår af enkelte versioner, at bedstemoderens kalden på sin ulu ligner den lyd, som småhvalerne udstøder.

(In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

 

 

 

Two siblings, a young man who had started to catch seals and his younger sister who was still quite small, lived with their grandmother at the bottom of a deep fjord. The lived all alone. The young man was a skilled (nakuunermit  literally: strong) hunter and they never wanted for anything. One day, he caught a bearded seal and his grandmother wanted the hide to make a coat for herself. But the young man (ussuttoq- he who caught the bearded seal) said, “I am going to use it to make hunting lines.” His grandmother was deeply offended. The whole time he was unhairing the skin, she thought constantly of these words, “When he has cut you out and begins to twist you, you will snap and hit him directly in the face.” While he was working on removing the hairs, she was completely focussed on this thought.  When she (prbable error for he” or perhaps “it”) was finished, the grandson began to twist it (the line, which had been cut out). When it had been twisted, he stretched it out and pulled it tight. Suddenly it snapped and hit him in his eyes, causing him to lose his sight. After he had gone blind, he stopped kayaking. He sat down in his spot on the plank platform on one side of the house and never moved from there. They lived on their stockpile of food which he had previously caught, but that got smaller and smaller. When there was only a small amount remaining, the grandmother no longer gave the young man any of the meat she boiled. When the meat was cooked and the grandmother and the girl had eaten it, she boiled up a piece of skin for the young man and he had to make do with that. The young man could smell the meat, but kept quiet as he was embarrassed/shy in front of his grandmother. One day, just as the meat ran out, the grandmother said, “A huge polar bear is about to eat 'igalaap erqutaa' (the window frame). She said to her blind grandson, “Shoot it. I will hold the bow so that the arrow is pointing at it.” Her grandson was willing. He got his bow and was ready to shoot. When the arrow was aimed at the polar bear, the grandmother shouted, “Shoot now!” Her grandson shot the arrow, unable to see what he was aiming at. But when he heard the roar of a polar bear, he said, “That sounds like the roar of a polar bear that is about to die.” His grandmother said to him, “You hit the frame (erqutaa) of the

window.” The grandmother went out and saw a dead polar bear lying next to the entranceway. She began to flense it and had never seen such a fat polar bear before. The grandmother said to the girl, “You must not tell your big brother about this, because we two shall eat the meat.” She gave the girl a lump of fat from the polar bear. The girl saved some of the fat in her fur collar for her older brother. She went inside to give the fat to him and said, “That is the biggest and fattest bear ever.” She went outside again and was given another lump of fat by her grandmother. She hid some of it in her fur collar. Her grandmother believed that she had eaten the whole thing and gave her another piece, saying “Have you already eaten it all up?” When the girl went inside, she gave him some of the fat which was really meant for her. Their grandmother had now finished flensing the animal and she boiled up some meat. Afterwards she boiled up a piece of old leather which was the bit of the covering of the women's boat where the straps (the oars) are fastened (with straps). When the piece of leather from the woman's boat was cooked, she gave it to him to eat, while she and the girl ate polar bear meat. The young man could smell the polar bear meat but said nothing. He soon stopped trying to eat the leather as he had a lump in the back of his throat (he was close to tears). His grandmother continued to treat him in this way. The broth from the real food which she boiled was poured away outside, and she gave him leather broth to drink.

 

One day the blind man said to his sister; “I would like to go for a walk. Take me by the hand.” His younger sister took his hand and led him outside. He asked her to lead him up into the hills and when they got there, he said, “You can just go back again. I will stay here.” When she had gone, he heard the sound of some geese.  They sounded as though they were about to fly right over him. One of them said in a clear voice, “There is a person down there. Let's fly down to him.” When they reached him, the blind man said, “I have come to be in a situation whereby One cannot see the world around me. The geese said, “We have unfortunately set off without any of the things that we would otherwise be able to use. But lay down on your back nevertheless.” When he was lying down on his back, the birds did watery dropping on his face. When they had done that, they wiped his eyes clean with their wings. They said that he must wait five days before he opened his eyes. That is to say, he would be able to open them on the sixth day.  Then they flew away. The following morning, his younger sister came back and brought him some of the food that had been given to her. When she went home, she wanted him to come with her but he did not want to go, so she went by herself. In the next five days, the younger sister went up and tended to him. Then the five days had passed and on the sixth day he opened his eyes and looked at the world around him. He had regained his sight! He looked around and saw a head bobbing up and down below him. He shut his eyes again. It turned out to be his sister that he had seen. When his sister arrived, he said, “You will be able to eat so much that you will get sick because my eyes have been healed. I can see again!” His sister did not believe him, and said that it could not be true. She said, “Open your eyes!” She could then see that there was nothing wrong with his eyes.

 

They went down again. The older brother saw a polar bear skin behind the house, stretched out on the ground to dry and held in place with pegs. On top of the entranceway he saw a whole load of polar bear bones. Inside the house, he saw polar bear paws. As soon as he had seen them, he closed his eyes once again and lay down on the plank bed at the side of the house. He pretended that he had been sleeping. After he had pretended to have a dream, he awoke and said, “I dreamt that there was a polar bear skin stretched out behind the house.”  His grandmother just said, “ajuutikasiit pilingusaqaat” (it is because of your disability?). He pretended to sleep once more and then

page 3

 

pretended to wake up and said, “It was as though I saw a whole load of polar bear bones on top of the entranceway.” His grandmother repeated what she had said before. The third time that he had pretended to sleep and then wake up, he said, “It was as if there were polar bear paws under the bed.” The grandmother said, “It is because of your disability.” Because his grandmother said this once again, the young man opened his eyes and pointed to them, saying, “I meant these.” His grandmother saw that he had opened his eyes and said hoarsely, “Here you are. Eat these. Eat them.”

 

As he could now see once more, he returned to his previous existence and began to catch a great number of seals. Then he developed a desire to exact revenge on his grandmother. One day he asked his little sister, “Are you really very fond of your pathetic grandmother?” His little sister said yes. He asked her the same thing many times. And since she always responded by saying yes, he could not do anything.

 

Finally, when he had started to catch, from the beach, small whales that migrated along the coast, he did his very best to gain his sisters consent to tie his harpoon line around her waist and use her as a hunting bladder. When she agreed to this, he asked his grandmother,” Would you be the one who resists the pull of the narwhal/beluga by standing firmly on the rocks. (unniulluaataannguarit). At first, she did not want to. But when he insisted, she said yes. The harpoon line was bound around her waist and they positioned themselves on a steep rock. While they looked at the whales which migrated along the coast, the grandmother said, “Be sure to harpoon one of the smaller ones.” They saw some larger whales swim by. When a small whale came along, the grandmother said, “Throw your harpoon now!” The grandson replied, “That one is too big, I will wait until a smaller one comes along.” Then one came along that was much bigger than all the others. He harpooned that one. As the whale darted off, the harpooner let go of the line.

 

The grandmother held on by bracing herself with her feet against a protruding ledge. She heaved on the line. She was up to the task and the whale seemed to be tiring, but when he lifted her up from behind, she jumped into the water and the whale dived down into the depths with her. He looked out for her. The whale resurfaced further out followed by something black. It was the grandmother who kept on saying, “Give me my precious ulu, come with my precious ulu.” while she kept on pulling the line towards her. She disappeared from view once again, still talking about her little ulu. The whale surfaced for the second time followed by the grandmother who was closing in on the whale. She was still talking about her ulu.  The whale dived for the third time with her in tow and resurfaced further out. That time the grandmother was astride the whale, still shouting for her ulu. Riding on the back of the whale, she disappeared from view. When she had disappeared from their range of vision, they went home. Thereafter the brother and sister remained alone.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921: 312 317; Rasmussen 1925: 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Comment: A myth common to the Eastern Eskimos. Some versions make it clear that the grandmother's cries resemble the sound emitted by small whales.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Nerdlimik nulialek angut nuliásarútoq / Nerlimik nulialik angut nuliassaruttoq

Print
Dokument id:1315
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nerdlimik nulialek angut nuliásarútoq / Nerlimik nulialik angut nuliassaruttoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 46
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364.

Renskrift KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Angut nerdlermik nulialik" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der giftede sig med en gås / Manden, der ikke kunne finde sig en kone.

 

En søn af et ægtepar manglede en kvinde at gifte sig med. Han kunne

slet ikke finde sig en kvinde. En gang tog han en tur ind i landet.

Han fik øje på en stor sø; og han hørte nogle stemmer. Han gik hen til

søen og opdagede, at der var en hel masse kvinder, smukke kvinder. Han

begyndte at gå ned til dem. Inden de så ham, nåede  han frem til deres

tøj, og han gav sig til at undersøge det, for at finde frem til det

med de mindste sting; han flængede tøjet, idet han rev meget små

flænger i det, der var syet med mindre sting; mens han rev større

flænger i det, der var syet med store sting; og det sidste, der så ud,

som om der ikke var syet ét sting, rev han næsten helt itu, hvorefter

 han ville lade sig se. Da han viste sig, fik kvinderne travlt med at

trække i tøjet. Så snart de var kommet i tøjet, fløj de. Det viste

sig, at det var gæs. Den ene, hvis tøj var blevet revet næsten helt

itu, kunne ikke flyve bort. Manden tog hende til sig og

gik ned med hende til sin mor, til hvem han afleverede hende, idet han

sagde: "Her har du din kommende svigerdatter." Han giftede sig med

pigen, som var arbejdsom (sanatôk), og nadlugane (snart/ el. hun fik

ondt i maven fødte hun) to børn, som ikke var tvillinger. Da de

blev større, blev de i stand til at

græde (qiasalerput) (for at få noget) (det er formentlig meningen CB)

græs og sand. Bedstemoderen sagde: "Nej, ikke græs og sand.

Gå hen til jeres far, der spiser mattak, og spis noget af det."

Moderen blev vred over dette. (Fra da af) tog  hun bort om morgenen og

vendte først tilbage om aftenen. Det viste sig, at hun samlede vinger

sammen. Da hun havde samlet tilstrækkeligt mange sammen, satte hun

vinger på børnene og på sig selv og fløj bort ind i landet nærmest med

vinden i ryggen.

 

Da manden kom hjem fra fangst, var konen (og børnene)

(sådan skal det nok forstås CB) der ikke. Han ledte efter dem alle

vegne. Da han ikke fandt dem, tog han ind i landet. Han fik øje på et

stort menneske, der huggede (brænde) (det må det vel være CB) med en

økse. Splinterne fór afsted og blev til dyr - bjørne, sæler, fisk og

alle mulige andre dyr. Han spurgte manden, der huggede: "Har du heller

ikke set sãlerqitiga (min .....?, formentlig kone), som er

forsvundet. Jeg ved ikke, hvor hun er gået hen." Han svarede: "I går

fløj der tre - den forreste størst og den bagerste mindst - over os.

De fløj videre nærmest i retning af det indre af landet og nærmest

med vinden i ryggen takuat (? se) qanorme (? hvordan mon)."

Han sagde: "Følg du dem." Og da han tog sin store økse, lod han

ham sætte sig ned på pátûtaunut (kender ikke ordet. K.R.'s resumé: en afhugget

spån) og sagde: "Du må ikke åbne øjnene. Undervejs vil du flyve over

en masse mennesker. Men du må ikke slå øjnene op." Og det gik sådan

til: Han fløj over nogle, der snakkede. Da han havde fløjet over dem,

slog han øjnene op, men begyndte at dale. Så lukkede han øjnene

igen amiganginík (? helt), og det blev normalt igen. Så hørte  han

igen nogle snakke sammen - kun to. Han slog øjnene op og så, at det

var hans elskede børn. Han standsede her og sagde: "Du skal sige til

din mor, at far er kommet." Det ene (gik ind og sagde) (det er

formentlig meningen CB): " Mor, far er kommet." Moderen svarede: "Du

har ingen far. Vi rejste fra din far suvirudlugo ãutat ãrudlugo

(? suerullugu - fratog ham alt, aâuutat aârudlugo - berøvede ham alt).

Gå ud igen." Da de kom ud, sagde de: "Vi skulle sige, at vi ingen far

 har, og at vi rejste fra ham aâuudlatâ(ru)dlugo (?) suvirudlugo

(fratage  ham alt)." (Han svarede): "Nej, sig til din mor, at din far

er kommet." (Drengen gik ind igen og sagde): "Mor, jeg skal sige, at

min far er kommet." (Moderen svarede): "Nej, I  har ingen far. Hvis

det er jeres far, så lad ham komme indenfor." Han gik ind og så sin

kone. Hans kone gav sig til at lyske ham. Sikke han sov !  Da han

vågnede, var det blevet sommer. Det viste sig, at hans kone og børn

var taget af sted, mens han sov.

Her kangungilak (kom han ikke videre?) døde han.

 

Var.: Søg på Swan

Nerqersujunút pulartut / Nerrersuujunnut pulartut

Print
Dokument id:1319
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nerqersujunút pulartut / Nerrersuujunnut pulartut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 56
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift af Andreassen, Kaarali: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Nerrersûjúnut pulartut".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"De, der besøgte grovæderne"

 

Det skete engang på en boplads, at den ene fanger efter den anden

udeblev fra fangst. De kendte ikke grunden til, at de ikke vendte

tilbage. Da han (den tilbageblevne - efter renskriftet) engang var på

fangst, kunne han høre menneskestemmer inde fra land. Han mente

nok, at der boede grovædere derinde. Men han gik ikke hen til stedet,

hvorfra stemmerne kom for at undersøge dem  nærmere, fordi de var

skrækindjagende.

Mens de var der, kom der en konebåd sydfra med følgende ledsagende

kajakmænd: Faderen, hans to sønner og svigersønnen. De bosatte sig ved

mundingen af en fjord intetanende om, at der inde i fjorden boede

grovædere. Her byggede de sig et hus. En dag tog de to brødre ind i

fjorden på sælfangst. Den ældre bror lå og ventede på sæler længere

inde mod land; og lillebroderen kom grædende hjem og fortalte, at han

godt nok hørte gråd fra et sted nærmere ved landet, men at han ikke

havde kunnet finde sin storebror. De ledte grundigt efter ham uden at

finde ham. En anden dag var lillebroderen igen på fangst sammen med

sin svoger. De roede ind i fjorden, og de fik øje på en stor mand, der

i hånden havde en line, hvis ene ende var forsynet med en løkke; og

med den forsøgte han at fange svogeren; men han ramte ham lige bagved,

så han slap. Lidt efter fik de øje på to mænd, der opfordrede dem til

at gå i land, så at de kunne snakke sammen, men de svarede, at det turde de ikke.

 

Da det blev vinter tog de ind i fjorden på hundeslæde. De kom langt

ind i fjorden; og de fik øje på to slæder. De kørte hinanden i møde,

og de sagde til sig selv: "Det er nok dem der, hvad skal vi

gøre ned dem? Vi kommer sikkert op at slås.

 

Så snart de kom nåede dem stak de dem ihjel. De

bandt dem fast til deres egne slæder og fik hundene til at trække

slæden tilbage til bopladsen, hvor de kom fra. Dette fortalte de, da

de kom  hjem og sagde, at der nok ville komme folk fra deres boplads

for at hævne sig.

 

En dag blev der meldt, at der kom mange mennesker

inde fra fjorden. De sagde til hinanden: "Hvad skal vi gøre ved dem?

Måske er bedst at gå dem i møde og ønske dem velkommen" (det

lyder mærkeligt: ajúnguársâtisanit kísadlugit, CB).

Det gjorde den ældste på stedet - sådan som de havde planlagt det. De

mange mennesker, der var på vej til bopladsen, sagde: "Lad os bare

besøge dem uden at dræbe dem. De har nok noget mad."

Under besøget blev de behandlet godt af folk. Så skulle de afsted. Da de var væk, sendte den gamle et eller andet efter dem (renskriften: den gamle fremsagde en trylleformular, og de blev alle dræbt ved trylleri), og de blev dræbt allesammen.

 

Nogle dage efter drog de (renskriften: sønnen og svigersønnen) ud for at se efter

dem. Undervejs mødte de mange dræbte; og de besøgte deres kvinder. De

gik ind i huset og kom op at slås med kvinderne. Midt i slagsmålet

mærkede svigersønnen noget, der gjorde ondt helt ind til marven. Han

opdagede, at de havde fjernet noget af hans læg. Han sagde til dem: "I

kan godt slås med os; men I får aldrig dræbt os, så det kan I ligeså godt opgive. Se det her!" Han viste sin læg frem, hvorfra kødet var fjernet.

Så opgav kvinderne slagsmålet, idet de sagde:

"Vi kan ikke klare dem; vi kan lige så godt holde op."

 

Hende, der havde fjernet kødet fra læggen, sagde: "Du er meget sejlivet. Du

er stadig levende, selv om jeg har spist noget af kødet fra din læg."

Så gik sønnen og svigersønnen ud og hentede deres knive, hvorefter de

dræbte alle kvinderne.

 

De blev på deres boplads, indtil det blev sommer. Så rejste de sydover tilbage til deres boplads. Siden har ingen, hørt om dem.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Nuerniagarnakasek / Nuerniagarnakasik

Print
Dokument id:1322
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nuerniagarnakasek / Nuerniagarnakasik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 375:

"Nuerniagakajik" / "Krikand"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nuerniagarnakasik.

En fanger ved navn Nuerniagarnakasik var kendt som den værste

hidsigprop (hans lige i hidsighed fandtes ikke). En dag, han var ude

på fangst nærmede han sig en tryg sæl, mens der legede en hel masse

børn inde på land. Sælen, som til at begynde med var uhyre tryg, blev

lidt urolig, da den hørte børnenes skrig. På det tidspunkt, hvor sælen

ikke længere var så tryg, gjorde han sig klar til at kaste sin harpun;

men i det samme gav børnene sig igen til at skrige, så sælen gjorde en

pludselig bevægelse og dykkede.

Nuerniagarnaq blev vred og sagde: "Jeg vil ro ind og skubbe børnene

ned ad en klippevæg." Så roede han ind og gik i land. Han løb efter de

mange børn og gav sig til at drive dem imod klippevæggen. Han skubbede

dem ned ad klippevæggen, og da der kun var ganske få tilbage, kom han

til en forældreløs dreng (?), som ikke havde en eneste slægtning. Den

forældreløses storetå stak frem og var helt sort af snavs.

Da Nuerniagarnakasik havde skubbet samtlige af hans kammerater ned ad

fjeldvæggen, ville han også drive den forældreløse derhen. I det samme

sparkede den forældreløse i retning af Nuerniagarnakasik og sagde:

"Min tumbede storetå (? iterqitârpo).

I det drengen sagde dette, gik Nuerniagarnakasik baglæns. Den

forældreløse, som ellers stod yderst, kom til at stå inderst. I det

han anden gang sparkede i retning af Nuerniagarnakasik, sagde han:

"Min tumbede storetå iterqitarpoq. I det samme faldt

Nuerniagarnakasik ned ad fjeldvæggen.

Da han faldt ned ad fjeldvæggen, hørte den forældreløse, der lyttede,

et skrig langt nede fra (? imángorssuaq).

Det viste sig, at luften i ham, fisen, eksploderede. Han lyttede igen.

Så hørte han ham sige: "Så stødte min endetarm imod noget."

Det fortælles, at Nuerniagarnakasik sidenhen ikke fik lejlighed til at

hidse sig op. På den måde hævnede den forældreløse sine kammerater.

 

Var.: En usædvanlig slutning på en vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada. I nogle versioner stiger den gamle til himmels som en stjerne.

Venus; Den gamle pebersvend, der indesluttede de legende børn i en klippe; Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling.

Nukagpiatoqarunguna iliortartunik toqugssitartoqaoq / Nukappiatoqarung-una toqussitartoqaaq

Print
Dokument id:438
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 7
Fortæller:Hansen, Johannes
Nedskriver:Berglund, Josva
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukagpiatoqarunguna iliortartunik toqugssitartoqaoq / Nukappiatoqarung-una toqussitartoqaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 117 - 118
Lokalisering:Narsalik: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om en gammel ungkarl, at han en dag ude

i kajak i dejligt vejr hørte nogen synge i syd.

Han roede hen mod lyden. Han roede og roede og fik endelig øje på

en konebåd på vej ind i fjorden; og det var derfra lyden kom.

Han roede derhen og greb fat i rælingen. De roede og roede og kom til

bunden af fjorden. Her standsede de og sang følgende:

Sange er beboere,

i de små huse inde i landet, ii-jaa,

vi hæver os højt op mod øst.

 

Konebåden hævede sig op, mens ungkarlen stadig holdt fast i rælingen.

De fløj og fløj syngende over de høje fjelde; de landede på en stor

sø og ligesom kløvede overfladen. Ved søen slog de lejr; og ungkarlen

var nødt til at blive hos dem, da han ikke vidste, hvordan han skulle

komme (tilbage) imod vest.

 

Ungkarlens mor ventede længe forgæves på, at sønnen skulle komme

hjem fra sin kajaktur; han var sikkert omkommet.

 

Da ungkarlen havde været inde i landet i mange dage, begyndte han

at længes hjem. Han spurgte de andre: "Hvordan synger I, når I skal

vestover?" De gav ham følgende instruktion: "Når vi skal vestover,

synger vi følgende:

Sange er beboere,

i de små huse inde i landet, ii-jaa,

vi hæver os højt op mod vest.

 

Da ungkarlen havde lært denne sang, roede han vestpå. Han

roede og roede, og da han nåede til den vestlige ende af søen,

begyndte han at synge den behørige sang. Og det lykkedes ham at lette.

Han fløj og fløj men netop som han fik øje på et stort hav kunne han

ikke længere huske sin sang og faldt ned; og han landede lige på

kanten af et stejlt fjeld, hvor kajakken var i fare for at vippe

forover. Der sad han så, uden at kunne komme i tanke om sin sang -

ii-jaa, nu kilder det i maven, huu-aa. Hvordan var det, den lød

(erqimajuajâjâ, det er noget med: at komme i tanke om.)

Da han langt om længe huskede den, begyndte han at synge den. Det

lykkedes ham sandelig også at lette og starte flyvningen over det

store hav, idet han styrede kajakken med sin åre.

Der kom røre blandt folk og de sagde: "Se, ungkarlen deroppe i øst."

Da hans mor hørte det, sagde hun: "Sørg for at hundene ikke stikker i

at hyle. Efter sigende er det dét, man gør, når man vil have, at de

omkomne i kajak skal vende tilbage."

 

Moderen kom ud og kiggede nøje på ham; og så sagde hun: "Det ser ud,

som om det er ungkarlen, der er på vej hjem gennem luften uden at ro."

Syngende fortsatte ungkarlen og forsvandt ind i husgangen med kajak og

det hele.

De gik ind i huset og så, at kajakken var stødt imod vægen på

briksens fodende, og at kroppen var skåret midt over imod

kajakringen.

Hans tryllesang / serrat blev således hans endeligt.

"iliotartunik tokugssigtartivatdlâkasigkaluardlune ?".

 

Var.: Den flyvende kajakmand

 

Kommentar: Usikkert hvad fortælleren har forestillet sig ved det store hav, som ungkarlen flyver over på hjemvejen efter sin tur til indlandet. Han skal dog kun ud til kysten.

Bemærk forestillingen om sange / tryllesange ? / serratit ? som beboere af små huse i indlandet.

Bemærk også associationen mellem en angerlartoq / angerlartussiaq og hunde, der også gælder beskrevne ritualer, hvormed man gør et barn til en, der vil vende hjem fra en drukneulykke. Søg på: angerlartussiaq.

Nukagpiatorqamik / Nukagpiatoqaq, narret ved tryllesangen / Fortællingen om en ungkarl

Print
Dokument id:353
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Makkalat, R. (Mákalat, R.)
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nukagpiatorqamik / Nukagpiatoqaq, narret ved tryllesangen / Fortællingen om en ungkarl
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 775 - 776, nr. 211
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Resumé af denne blandet med en variant af Albrecht Beck i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 64, ss. 191 - 192.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 52, ss. 300 - 301.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en ungkarl, som elskede at more sig

(eller: en lystig bror - men usikkert). Han var altid med, når man

sang og dansede.

 

Engang da man begyndte at synge og danse tog han afsted i kajak mod

øst ("tunummut"- egentlig: ind mod land, indad fjorden). Mens han

roede, -?- hørte han nogen synge. Han roede af fuld kraft i retning af

det sted, hvorfra sangen kom. Han blev helt overstadig af at lytte: "Hii, hii!!" Han blev henrykt. Han så en konebåd, og han

roede til. Han var kommet ganske tæt på, da konebåden ramte

vandet. Så holdt de op med at synge ("imaarrutigdlardlutigdlo -

ordret = så var der ikke mere indhold i konebåden - men jeg tror det er

en skrivefejl, CB). Da ungkarlen nåede til konebåden, havde han glemt deres

sang. Styreren sagde til ham: "Grib konebådens ræling," og de bandt

kajakken fast. De gav sig til at synge igen, og de hævede sig op -

sammen med ungkarlen. De var lige ved at lande på en klippevæg sammen

med ham; men så hævede de sig op igen, idet de sang: "Lad os hæve os

op, komme op til vejrs - ja måske, aa-aa-haa!" De landede ved siden af

huset. Så var ungkarlen gæst hos dem.

 

En dag sagde han: "Min mor er sikkert blevet dybt urolig for mig: jeg må hellere tage hjem."

Men i mellentiden havde han glemt sangen. De andre sagde: "Vi skal nok

synge dig afsted." Ungkarlen kom i sin kajak midt inde i landet, og de

sang: "Lad os hæve os op, lad os hæve os op. Komme op til vejrs - måske

aa-haa!" Ungkarlen hævede sig op i luften og tænkte: "Jeg må endelig

ikke glemme sangen!" Han landede på toppen af et højt fjeld, på det

sted, hvor de tidligere landede. Kajakkens forende rejste sig mere og

mere op, som om han var ved at falde bagover. Han havde glemt sangen, og

han styrtede ned mod en stor stendynge. Kort før han ramte

den, stemte han i: "Måske aa - nej, det er en anden sang.

Kannaajaa, nej, det er heller ikke den." Så begyndte han at græde,

idet han sagde: "Hvordan er det dog sangen lyder!" Så kom han i tanke om

den, da han befandt sig ikke så langt fra stendyngen. Han istemte:

"Lad os hæve os op, lad os hæve os op. Komme op til vejrs - aa-aa-haa!"

Han ramte jorden med kajakkens stævntømmer, men steg til vejrs igen.

Hans mor råbte: "Der er ungkarlen på vej hjem uden at ro, han bruger blot sin

åre til at styre med." Moderen så ham nærme sig husgangens åbning.

Man kiggede efter ham gennem gangen. Nu var han på vej ind, siddende i

sin kajak. Moderen rakte ud efter ham; og mens hun stod med

fremstrakte arme, ramte han hende med kajakspidsen og dræbte hende.

 

Var.: Den flyvende kajakmand.

 

kommentar: almindeligvis bryder denne gamle ungarl sig overhovedet ikke om sang og plejer at gå sin vej når der synges. I denne version, hvor han elsker sang, virker det da også lidt besynderligt, at han netop tager ud i kajak, når der synges.

Nukápiatoqaq / Nukappiatoqaq / Pebersvenden

Print
Dokument id:345
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Salomon (Sâlumût)
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:Olsen, Hendrik
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukápiatoqaq / Nukappiatoqaq / Pebersvenden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 16h - 21h
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet igen af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 12, ss. 12 - 21.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om en pebersvend / ungkarl, at han havde svært ved

at fange noget. Når han var ude på fangst, fik han aldrig noget. Når

han ikke var ude i kajak, gik han gerne en tur lige i nærheden af

bopladsen. Når han hørte løssluppen snak eller skrig, gik han gerne

hen for at se, hvad det var for noget; og det var gerne en flok piger,

der i leg bar hinanden på ryggen ("amaartuartut"). Han sneg sig ind på

dem, men så snart de så et glimt af ham, flygtede de, så der ikke var

en eneste at se. Så ventede han til om aftenen. Når pigerne kom ud for

at trække frisk luft, kom han ud og sneg sig ind på dem via de

mørkeste steder. Så snart pigerne fik et glimt af ham, sagde de: "Nu

kommer pebersvenden!" og flygtede, så man kunne høre larmen af de

mange såler, der ramte jorden. Det var altså lige så svært for ham at

få fat i piger som at fange sæler.

 

En dag tog han som sædvanlig ud på

fangst, selv om han aldrig fangede noget. Han nåede et lille næs

syd for bopladsen og roede udefter. Han havde fjernet sig temmelig

langt derfra, da han fik øje på en fugl, der fløj indefter, idet den

nøje fulgte dønningerne.

Han syntes, at den så meget ejendommelig ud, så han iagttog den længe.

Den kom ganske tæt på; og den så stadig lige så besynderlig ud.

Den fløj forbi ham ind imod land ret norden om det lille næs, han var

roet ud fra, og forsvandt ind i den lille fjord. Han tænkte, at den

måske ville komme op på land, så han kiggede hen over næsset; men den

viste sig ikke. Den var så fremmedeartet, at han fik lyst til at få

opklaret, hvad det var for en, og han roede ind imod land. Han nåede

sit udgangspunkt, det lille næs, og fortsatte kystlangs på dets

skyggeside for at finde fuglen. Han nåede ind i bunden af den lille

fjord og roede mod nord langs med rullestenene, og endelig fik han øje

på fuglen, der sad på vandet med fronten udad ved enden af

rullestens-stranden. Han stagede sig frem langs stranden, hvor han nu

og da stødte fra med sin åre. Lige før han nåede den, lagde han ved

nøjere eftersyn mærke til, at den ligesom stirrede på noget nede

under sig. Da han så befandt sig mellem stranden og fuglen, stødte han

fra og gled næsten helt hen til den. Han så nærmere på det, der var

under fuglen, og blev dybt forundret, da han så en ulk stikke så meget

frem under en tangplante, at hovedet til og med øjenene og begge

lænderne var synlige.

 

Mens han kiggede på fuglen, fik han sig en ny stor overraskelse, for

fuglen gav sig til at snakke: "Hør du store ulk, med de store pletter

på huden, du, som ligner blæretang, og har grimme store lænder." I det samme

gav ulken sig til at bevæge sine finner, og svømmede højere og højere

op, indtil den stak hovedet op lige foran fuglen; og den sagde: "Din

dumme qaqulluk (malemuk/stormfugl), som lugter, som rent ud stinker!"

Pebersvenden blev overrasket, da han således fik opklaret fuglens

navn, som han ikke kendte. Tænk fuglen hed qaqulluk! Den sagde så

endnu engang, mens den rokkede med hovedet: "Hør, du store ulk med de

store pletter på huden, du som ligner blæretang og har grimme store lænder."

Straks bevægede ulken sig opad, og idet den stak hovedet op, sagde

den: "Din dumme qaqulluk, som lugter, som rent ud stinker!" Med de

ord, var den igen på vej ned. Ret som den var nede på sin plads, sagde

fuglen: "Se, hvor stopmæt den er dernede, tyk og propmæt." Da fuglen

sagde dette, for ulken, som lige var kommet tilbage til sin plads,

igen op og stak hovedet op endnu tættere på for en kort bemærkning,

idet den sagde i endnu hurtigere tempo: "Din dumme qaqulluk, som

lugter," hvorefter den for ned og lignede en rund tingest, da den krøb

ind mellem de tætteste tangplanter. Derefter viste den sig ikke mere.

Så kunne fuglen ovenover ikke komme videre. Den rokkede med hovedet og

udbrød særdeles overraskende: "Satan, "ulikîvfte" (renskriveren

oversætter: Hold kæft!). Med de ord fløj den op og samme vej ud,

indtil den forsvandt.

 

Pebersvenden blev dybt forundret. Han var jo egentlig ude på fangst.

Men dels vidste han af erfaring, at han nok alligevel ikke fik

fanget noget, og dels glædede han sig så meget til at fortælle det,

han havde oplevet, at han i stedet begav sig hjemad.

 

Da han var roet forbi det lille næs og lidt længere ud, hørte han lyden af et

dyrs åndedræt. Det var skam en sortside. Han drejede kajakken om imod

sælen, roede til og harpunerede den. Han fik fangeblæren / fangstblæren ud. Den drev ud

til sælen og blev trukket med ned i vandet, men den standsede, da

vandet nåede op til lufferne (måske lufferne på en fangstblære af et

helt sælskind!). Han tænkte: Jeg elendige skabning. Når jeg nu for en

gangs skyld har harpuneret en sæl, så har den revet sig løs."

Mens han sad og kiggede på fangeblæren, viste der sig noget rødligt

ved dens side. Han stirrede på det, og se! En sortside flød op til

overfladen. Han roede derhen og gjorde den klar til bugsering. Da han

ikke havde bugsereredskaber med, bandt han den fast til tværremmene på

kajakken. Han blev færdig og var lige begyndt at ro, så dukkede der

en stor kridhvid hunsæl op lige foran ham og blev ganske trygt

liggende. Han skyndte sig at løsne remmen til den sæl, han

bugserede. Han gav sig til at ro hurtigt frem til sælen, selv om den

sandsynligvis var dykket ned på det tidspunkt. Så gjorde han sig klar

til at kaste harpunen; og idet sælen hævede sig lidt med front imod

ham, kastede han harpunen og ramte den i hjerteregionen. Da sælen

hældede kroppen bagover, kom blodet til syne. Han fik fangstblæren

ud. Den drev ud til sælen; og da vandet var nået op til lufferne,

standsede den. Mens han kiggede på den, kom sælen op på overfladen

lige på den anden side af blæren. På den måde fangede han to

sæler, og han tog dem på slæb og roede hjem.

 

Han roede uden om det lille næs lidt syd for bopladsen og ind i retning

af husene. Han var netop forbi næsset, da drenge, der var ude at lege,

fik øje på en kajakmand, der havde noget så tungt på slæb, at han knap

nok kunne komme frem. De prøvede at finde ud af, hvem det var. Og

efter nærmere granskning forstod de, at det var pebersvenden. Det var

første gang, de så ham komme hjem med sæl på slæb, så de råbte, som man

plejer: "Pebersvenden er på vej ind med noget på slæb, pebersvenden er

på vej ind med noget på slæb!" Det, at der blev råbt så kært om ham (Der står

ordret: Det, at der blev kælet for ham), fik ham til at gøre sig

ekstra umage for at demonstrere, at han havde noget på slæb. Kort før

han nåede stranden, kom en pige ud af et af husene nærmest stranden.

Da hun havde stået og kigget på pebersvenden gik hun ind igen.

Umiddelbart efter, kom så den ene pige efter den anden ud af husene.

De stimlede sammen. Og lige før han nåede stranden, lød det ganske

tydeligt fra en af dem, at den, der rørte ham først, ville have ham

til mand. Da de satte i løb ned til ham, kunne man høre lyden af alle

de mange såler, der ramte jorden. Pebersvenden holdt hovedet koldt og

sagtnede farten.

 

Da de nåede stranden, gik den første ud i vandet, den næste fulgte

efter. Til sidst flød de på vandet. Den første af pigerne greb

kajakspidsen og trak den til sig. Den næste der flød på vandet, tog

fat i den første af pigerne og rørte ved pebersvenden. De fik ham til

land, og da han havde løsnet sine fangster, gik han i land, bar sin

kajak op, satte den ned og sagde til pigerne: "Kog nu kødet og hav det

parat, til fangerne kommer hjem." Netoop som de blev færdige med at

koge kødet, begyndte fangerne at komme hjem fra fangst. Først da alle

var tilbage, inviterede han dem til spisning. Den ene mand efter

den anden indfandt sig, og alle, der kom ind, sagde tak, mens han

fortalte om, hvordan fuglen og ulken skændtes. Mændene morede sig

herligt over det.

 

Da de havde spist og mændene var gået hjem, tilbragte han aftenen

hjemme og hyggede sig.

 

Det var lige blevet mørkt, da det støjede fra et sted ude ved

husgangen. (Senere om) aftenen, da han fandt, at det passede sig snart at gå

i seng, gik han ud for at tisse, og ude ved husgangen stødte han på en

flok piger. Han gik hen til køkkenmøddingen, og skulle lige til at tisse, da

pigerne trak derhenad straks var henne hos ham; nogle gik endog forbi

ham og stillede sig foran ham. Så måtte han knappe bukseklappen og

vende sig mod dem. Og det var dem, der plejede at flygte fra ham!

Nu kappedes de om, at komme til at stå nærmest. "Jeg stakkels skrog,

nu er de endelig blevet fremkommelige." Han gav sig til at

vælge og vrage, og midt i det hele kom han til at tænke på, at han

havde hørt, at han skulle vælge sig den pige med de smukkeste

kamikker. Han så dem efter og opdagede, at dem, man ellers syntes godt

om, gik deres kamikker skæve ved at jokke langt oppe ad skaftet på

dem. Dem kasserede han, og da han kiggede efter andre, fandt han én,

hvis kamikker sad nøjagtigt som de skulle. Hende tog han og gik straks

af sted med hende mod indgangen.

 

Han skulle netop til at gå ind med hende, da han kom i tanke om, at

han i dag havde fanget to sortsider, og at man også plejede at have en

medhustru. Da han igen begyndte at gå hen til pigerne, kom de ham i

møde.

 

Da de nåede ham, valgte han og vragede og udvalgte sig endelig en

særdeles smuk kvinde, som var godt i stand, og hvis kamikker sad

endnu bedre. Hun var alle tiders. Han gik hen til den første. Og han

lagde armene omkring dem begge to og tog dem ind i huset. For en gangs

skyld skulle han nu tilbringe aftenen i selskab og var indstillet på

at blive oppe noget længere. Han bød pigerne sætte sig på briksen og

satte sig selv over for. Men han sad der ikke længe, før den ene pige

sagde noget om at gøre sengetøjet klar til natten. Det var for meget,

syntes han, og svarede hende ikke. Men da de tiere og tiere kom med

hentydninger til at gøre klar til natten, gav han dem lov. De gjorde så

klar til natten og gik i seng.

 

Da så han, at de havde gjort plads til ham imellem sig. Pebersvenden,

som jo var enlig, og som ikke var vant til at ligge krop ved krop med

andre, kunne ikke falde i søvn, fordi han havde deres kroppe op ad sin

til begge sider, og så var de oven i købet varme.

Omsider sagde en af pigerne: "Lad os puste lampen ud." Hun pustede den

ud og det blev bælgmørkt.

 

Nu var det sådan, at pebersvenden ikke kunne tåle at stirre ind i

mørke ("taartaq isigissallugu sapertaramiuk" vil måske blot sige: Han

kunne ikke li' mørke). Han lagde sig på ryggen og gav sig til at kigge

over på vinduerne. Så puffede den ene af pigerne til ham; og straks

vendte han sig imod hende og omfavnede hende. Han havde lige omfavnet

hende, så puffede den anden pige til ham, for at han skulle vende sig

imod hende.

Natten gik hurtigt for pebersvenden, fordi han hele tiden skulle vende

sig til den ene og den anden side, uden at han dog fik noget ud af det

("suatdlaganilo"). Fra da af begyndte han at fange hele tiden, og det

gør han stadigvæk.

 

Var.: kanajukkannaammik;

 

Kommentar: En usædvanligt overdådig pebersvende-fortælling. Det er karakteristisk for inuit allevegne, at "åbenbaringer" som denne, hvor dyr eller fugle viser deres menneskelighed, er tegn på at man står sig godt med naturen el. den anden verden, og derfor fanger godt. Det kan også føre til angakkoq / åndemaner-evner - eller til døden: se note til: kanajukkannaammik

Nukarîngnik / Nukariinnik

Print
Dokument id:361
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nukarîngnik / Nukariinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 83h - 89h, nr. 331
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om storebror og lillebror.

To brødre rejste langs kysten sydover i hver sin konebåd

for at finde et godt sted med sæler. De slog kun lejr ved mundingen

af en fjord, som var helt åben - altså hvor der ikke var øer ved

mundingen. Blandt den yngstes rejsefæller var en mand uden kajak. De nåede en

åben fjord og blev enige om at slå lejr dér. Den yngste slog lejr på

solsiden, og den ældste roede over fjorden og slog lejr på

skyggesiden.

 

Næste morgen ventede den ældste med at tage ud på fangst,

til den yngste var taget afsted. Han fangede en sæl, så forsvandt de

andre sæler. Han roede hen til sin lillebror og spurgte ham: "Hvordan

går det med fangstdyrene hos dig?" Lillebroren svarede: "De

forsvandt, da jeg havde fanget én!" Storebror sagde til ham: "Lad

os tage videre sydover i morgen."

 

Næste morgen tog de afsted; og da de

kom til en åben fjord, slog Lillebror lejr på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden og slog lejr på skyggesiden. Næste

dag om morgenen ventede Storebror med at tage ud på fangst, til

Lillebror var taget afsted. Da han havde fanget to sæler,

forsvandt de andre. Han roede hen til sin lillebror og spurgte:

"Hvordan går det med fangstdyrene hos dig?" "De

forsvandt, da jeg havde fanget to." Storebroder sagde da, at de

måtte videre den efterfølgende dag.

 

Næste morgen tog de afsted, og da

de kom til en åben fjord, slog de lejr - Lillebror på solsiden og

Storebror på skyggesiden. Næste morgen ventede Storebror som

sædvanlig med at tage ud, til Lillebror var taget

afsted. Han havde fanget tre sæler, så forsvandt resten. Han roede hen

til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" Han svarede: "De forsvandt, da jeg havde fanget tre."

Så ville han videre den efterfølgende dag, sagde Storebror.

 

Næste morgen rejste de sydover og slog lejr ved en åben fjord -

Lillebror på solsiden, og Storebror roede over fjorden til skyggesiden

(der står: "saqqamut", men det må være forkert) - sådan som de

plejede. Næste morgenen tog Storebror afsted på fangst, da

Lillebror var taget afsted. Han fangede fire, så forsvandt resten.

Han roede hen til Lillebror og spurgte: "Hvordan går det med

fangstdyrene i dag hos dig?" Denne svarede: "De forsvandt, da jeg

havde fanget fire." Som sædvanlig ville Storebror så videre

sydover den næste dag.

 

Næste dag tog de af sted og slog som igen

lejr ved en åben fjord - Lillebror på solsiden, mens

Storebror roede over fjorden til skyggesiden. Næste morgen tog

Storebror ud på fangst, da Lillebror var taget af sted. Da han

havde fanget fem forsvandt fangstdyrene. Han roede hen til

sin lillebror og spurgte: "Hvordan går det med fangstdyrene hos

dig?" "De forsvandt, da jeg havde fanget fem," svarede han. Som

altid foreslog Storebror, at de skulle fortsætte sydover.

 

Næste dag tog de afsted og slog lejr ved en åben fjord - Lillebror

på solsiden; Storebror var på vej til den anden side af fjorden.

Der var nærmest ufremkommeligt på grund af lutter sæler. Så såre de

havde banet sig vej frem mellem alle de mange sæler, lukkede deres

rute lige så hurtigt til igen. Det var som om hele den store fjord var

islagt - så mange sæler var der. Hen på aftenen gik de til ro og faldt

i søvn undtagen manden uden kajak hos den yngste bror. Da han ikke

kunne falde i søvn, gik han ud og satte sig ned lige oven for teltet.

Mens han sad der, viste der sig en konebåd lige vest for lejren.

Konebåden var sort hel igennem (uklart om det er konebåden, der er

sort, eller om besætningsmedlemmerne var sorte). Han ville rejse sig,

men besluttede sig til at vente med at gå ned til dem, til de var nået

ind til stranden. Lige før de nåede stranden, ville han rejse sig op.

Men han kunne ikke. Han forsøgte at råbe, men det kunne han heller

ikke. Konebåden lagde til ved stranden. Nu var folk fra konebåden på

vej op. Lutter mænd, og bevæbnede. Da prøvede han af al magt

at råbe og rejse sig; men det var helt umuligt. De nåede op til teltet og gav sig til at stikke med deres våben bagfra ind i teltet. Han forsøgte endnu en

gang at råbe. Så gik de ned fra teltet. Da de var kommet

ombord i konebåden, lykkedes det ham at rejse sig op. Nu kunne han

også give lyd fra sig. Han gik ind i teltet; og se! nede på gulvet

kunne man spejle sig i blod. Man kunne se, at husherren var trådt

ud fra briksen, men var blevet dræbt. Da han så, at han og alle de

andre var blevet dræbt, blev han meget bange for, at broderen skulle

tro, at det var ham, der havde gjort det.

 

Om morgenen ventede Storebror som sædvanligt på, at Lillebror

skulle tage ud. Men da det var ved være midt på dagen, uden at

Lillebror var taget afsted, satte han over ad

Lillebror til. Han kunne dårligt bane sig vej mellem sælerne; og

ruten bag ham lukkede til med det samme, så mange sæler var der.

Da Storebror var på vej til Lillebrors lejr, tænkte manden

uden kajak, at Storebror nok ville dræbe ham. Alligevel gik han

ned, da han nærmede sig stranden. Storebror lagde til og spurgte:

"Hvor er han?" (Lillebror). Manden uden kajak svarede: "Mens jeg

i nat befandt mig uden for, fordi jeg ikke kunne sove, kom nogle -

formentlig kanofolk - og dræbte ham. Han er deroppe i teltet." Dertil

svarede Storebror: "Mon ikke det var dig, der dræbte dem?" Manden

uden kajak svarede: "Måske skulle du gå op og med egne øjne overbevise

dig om, at han og alle de andre er blevet dræbt. Bagefter kan du så

dræbe mig." Storebror gik i land og gik op til teltet. Han så, at

teltskindet var blevet gennemhullet; og inde i teltet kunne han spejle

sig i blod. Da han så alt dette troede han den kajakløses ord. Han fik

manden uden kajak anbragt i Lillebrors kajak. Han bandt kajakken

fast til sin egen kajak og roede over fjorden med ham til sin lejr.

Fra nu af bestilte Storebror ikke andet end at lede efter disse

bevæbnede folk. Det gjorde han til søs i kajak og over land. Dagene

gik med eftersøgning skiftevis i kajak og over land. På denne måde

nåede han vidt omkring - også op på høje fjelde i sin søgen efter de

bevæbnede folk, som han gerne ville hævne sig på.

 

En gang, han kom op

på det højeste fjeld, kiggede han sig omkring og fik øje på en ø langt

ude. Han orienterede sig nøje om beliggenheden og hæftede sig ved

isfjelde, han kunne bruge som pejlemærker. Næste morgen tog han af

sted og roede mellem de isfjelde, han havde taget pejling af, ud til

øen. Der var ingen steder, hvor han kunne lægge til og gå i land. Han

roede rundt om øen og så til sidst en klipperevne, hvor han lagde til

og gik i land. Han kom op på øen; men da der intet var at bemærke,

roede han hjemad. En gang, på en af sine ture, gik han over en

bjergryg. Lige på den anden side stødte han på et stort menneske. Han

kom helt hen til manden, der var bevæbnet med en lanse. Han tænkte:

"Mon ikke det var ham, der dræbte min lillebror?" Da han tænkte sådan,

sagde det store menneske: "Jeg har ikke dræbt ham. Jeg er en enlig

mand, som ikke tænker på den slags; hvis du mangler følgeskab, vil jeg gerne

følges med dig." Han fik det store menneske til ledsager; og sammen tog

de afsted. Mens de gik, sagde manden, der ledte efter Lillebrors

mordere: "Her er spor af en isbjørn." Hans store ledsager bemærkede:

"Nu har du fanget en isbjørn." Den anden sagde: "Det er gamle spor."

Kæmpen var stædig og sagde: "Jo, du har fanget en isbjørn." Da kæmpen insisterede på, at han havde fanget en isbjørn, sagde han:

"Hvis jeg virkelig skulle have fanget en bjørn. Så dræb den da!"

"Det skal jeg nok, følg mig bare og træd i mine spor," sagde kæmpen. Med de ord vendte han rundt, og man så kun hans sorte fodsåler. Den anden fulgte nøje i hans

fodspor. Da han så ham igen, havde han dræbt isbjørnen, og han ventede

bare på ham. Da han nåede derhen, sagde kæmpen: "Her

har du din isbjørn."

"Da jeg hverken har set eller dræbt isbjørnen, kan den umuligt være min. Det var dig, der så den, så den må være din," sagde han.

"Hos os får den, der har set sporene, kroppen. Så det er kun dig, der skal ha' den. Jeg skal bare spise kødet," sagde kæmpen.

Da de havde flænset isbjørnen og havde sikret storebroderens part, ved at dække den til med sten, vadrede de ind i landet.

 

Mens de travede afsted, sagde kæmpen: "Hvor hurtigt løber du?"

Storebror svarede ham: "Jeg kan godt løbe landdyrene ind."

Kæmpen sagde: "Så løber du ikke så hurtigt, du må løbe hurtigt, for vi skal nu forbi eqqillit (hundemennesker), der parrer sig. Mit tilflugtssted er heroppe mod nord."

Storebror kiggede mod nord og fik øje på en stor klippehule i et

stejlt fjeld med en snefanen der skrånede ned under den. De stak i rend af alle kræfter derhenad. Nogle gange tog det

kæmpen et forspring; men så standsede han og ventede på

Storebror. Når den anden (Storebror) indhentede ham, løb han videre. Og inden eqqillit nåede dem, var de kravlet op i den store

klippehule. De var dårligt oppe, så kom eqqillit. Kæmpen stak dem ihjel i rask tempo med sin lanse. Da han havde dræbt en hel masse, sagde

Storebror: "Lad mig også dræbe nogen." Kæmpen sagde: "Hvis

du prøver på det, kravler de bare herop." Da kæmpen nægtede ham at dræbe nogen, lykkedes det alligevel Storebror at mase sig frem forbi ham, og så myrdede han løs på dem med sin lanse. Han ville fortsætte sit myrderi; men så sagde kæmpen: "Hold så op med det, der er snart ikke flere tilbage; jeg plejer jo at handle med dem."

Den anden (Storebror) svarede: "Lige lidt endnu!" Da Storebror ikke ville høre efter, masede kæmpen sig forbi ham. En af eqqillit viste sig.

Flere gange var han lige ved at stikke ham i ansigtet. Så forsvandt

han. Da eqqillit forsvandt, sagde det store menneske: "Nu flygter de,

og de kommer ikke igen. Kig engang ned." Storebror kiggede ned og så, at snefanen, som for ganske kort tid siden var bare sne, nu lignede land; så mange var de dræbte eqqillit.

 

De gik ned fra klippehulen og kiggede på de flygtende eqqillit. De sås som

"killavaartunnguit" (spredte rækker), så få var de blevet.

       

De gik videre, og da de på den anden side af en høj kunne se en stor slette

med et stort hus midt på, sagde kæmpen: "Det er vores

lille hus." Den store slette omkring huset glimtede ligefrem af hans

mange børn - de ældste gik rundt og de yngste kravlede rundt. Det

store menneske sagde til sin ledsager (Storebror): "Er der ikke osse

mange?" Da ledsageren sagde ja, fortsatte han: "Inden for er der

også mange." Inde i gangen, som de nu kunne se ind i, var hele

gulvet dækket af kravlende unger. Kæmpen sagde igen:

"Er der ikke osse mange?"

 Da ledsageren sagde ja, sagde han:

"Inden for er der også mange." De gik ind og så, at der kravlede unger rundt alle vegne - på gulvet, på briksen og på sidebriksen. Da Storebror var

inde, blev der sat mad frem. Så sagde kæmpen:

"Nu har vi for én gangs skyld fået gæster, og så er der ikke en

gang til at få ørenlyd. Jeg vil myrde dem." Straks myrdede han løs - først på dem, der var på briksen. Han gik ned i gangen og han gik ud. Udenfor er der heller ikke til at få ørenlyd for ungernes skrål. Så tav de. Da faderen kom tilbage, sagde han: "Du så, hvor mange de var. Nu har jeg dræbt dem alle sammen. Har du nogensinde hørt om Nakkaajooq?" Storebror svarede ja. Så sagde det store

menneske: "Det er mig, der er Nakkaajooq. Jeg har ikke så mange

efterkommere (kinguaassiorneq ajorpunga - jeg efterlader ikke børn),

fordi jeg dræber dem. Men når jeg bliver gammel, vil jeg sætte børn i

verden! (vil jeg lade dem leve). Da de om aftenen så småt skulle i

seng, gik det store menneske ud og kom ind igen med et isbjørneskind

og et rensdyrskind. Han redte et natteleje til gæsten på sidebriksen.

Her lagde han isbjørneskindet, som gæsten skulle ligge på, og han

skulle have rensdyrskindet til tæppe og han sagde: "Sov blot uden

frygt." Da Storebror  gik i seng, kunne han ikke falde i søvn, fordi

han ventede det værste. Først henimod morgen faldt han i søvn.

 

Midt i sin gode søvn fór han sammen og vågnede. Da var de stået op alle sammen. Han stod op, og han havde netop sat sig, så sagde kæmpen:

"Skal du hjem?" Storebror svarede: "Jeg ved det ikke rigtigt, men det

skal jeg nok." Kæmpen sagde: "Vent med at tage hjem. I dag

skal jeg på isbjørnejagt dér, hvor jeg plejer at jage. Tag med." Det

ville storebror gerne, og de tog afsted.

 

De gik indefter. Fra en høj

så de en udstrakt lavning, der strakte sig fra nord til syd og hvor

hele rækker af isbjørne var på vandring. Det var kun muligt at komme

ned til lavningen ved at springe ned. Kæmpen sprang ned i

lavningen og dræbte en isbjørn, som han så slyngede op (til det sted,

hvorfra han sprang ned). Han lænsede én til, som han også slyngede op.

Da han havde fanget fem, kom han op og sagde til storebror: "Nu er

det din tur til at stikke og fange isbjørne." Storebror sprang ned og

stak en isbjørn ihjel. Kæmpen sagde, at han skulle smide den

op. Det prøvede han; og han var lige ved at få den helt op, men den

faldt ned igen. Mens han om og om baksede med at smide den op, råbte kæmpen: "Pas på, en isbjørn, der, lige ved, stik den!" Han dræbte den; og han forsøgte nu at

slynge dem begge op. Så hørte han manden sige: "Endnu en, der, lige ved, stik den." Mens han baksede med at slynge tre isbjørne op, sagde den anden: "Se dig om i nord." Det gjorde han; og han opdagede, at hele den store lavning var fuld af isbjørne, som var på vej imod ham; og der fløj støv op i luften, når de

rodede i jorden (pujortuinarsuakasiussaraat paassorigamikkik). Kæmpen sagde: "Spring herop, nu!" Han sprang op og nåede lige op, men faldt ned igen. Han sprang op igen, men faldt atter ned. Han sprang op tredie gang, og han var lige ved at falde ned igen; men kæmpen nåede lige at gribe ham;

ellers var blevet ædt.

 

Da de mange isbjørne var kommet forbi, sprang det store menneske ned og smed de bjørne, som Storebror havde nedlagt, op. Nu skulle de hjem; og kæmpen sagde: "Tag du en af dine bjørne på ryggen, så tar jeg min fangst og to af dine på ryggen." Det store menneske arrangerede sin byrde sådan, at han havde sine fem foran og de to af Storebrors på ryggen. Han skulle altså bære syv isbjørne. Da han startede sagde han: "Jeg går i forvejen. Du skal bare gå samme vej tilbage." Med de ord vendte han ryggen til, (og gik så stærkt at)og man så kun hans sorte fodsåler. Da han kom ud af sigte, fulgte Storebror det brede spor, kæmpen havde trådt. Da huset blev synligt, opdagede han, at den nærmeste omegn ligesom bevægede sig; der var de ældre børn, der kastede med deres legetøjsharpuner. Da han kom ind i huset, fik han serveret mad. Mens han spiste, sagde kæmpen: "Du så i går, hvordan jeg dræbte mange af mine børn. Men se nu alle disse, der er blevet født i nattens løb."

 

Dagen efter skulle gæsten hjemad; og kæmpen sagde: "Jeg ville gerne købe din lanse, så får du til gengæld skind til at beklæde teltet indvendig med." De gik ind i kæmpens forrådshus. Her var der masser af skind til indvendig beklædning. Han tog dem ud og foldede dem ud, så Storebror kunne se dem: Skind af store og små

bjørne, skind af forskellige sæler, der hver for sig var færdigbehandlede

til indertelt. Mens storebror kiggede på dem, foldede det store menneske skind af netsideunger ud - ligeledes færdige til indvendig beklædning. Han kiggede skiftevis på disse skind og skind af isbjørneunger og kunne ikke hitte ud af, hvad han skulle vælge. Så sagde kæmpen:

"Han vil ikke have nogen. Jeg kan jo bare dræbe ham og få hans lanse."

Da blev Storebror konsterneret; og i stedet for de skind,

han helst ville have, pegede han på skind af store bjørne. Dem fik

han.

Han skulle så småt afsted, da kæmpen sagde: "Tag du det samme læs som i går. Jeg tager de andre bjørne og skindene til indertelt. Og også

den (tredje) bjørn derhenne, som du har fanget. Du skal bare gå den samme vej som herhen!"

 

Med de ord drejede han rundt, og gik nedad, så (hurtigt at) man kun så det sorte fra hans fodsåler. Storebror fulgte efter ham. Indimellem blev han træt og måtte hvile sig. Storebror var kommet et godt stykke ned.

Så mødte han kæmpen på vej hjem. Storebror spurgte, hvor

han havde lagt byrden. Han svarede: "Jeg har lagt dem ved dit lille

hus!" Storbror tænkte: "Han har sikkert narret mig. Så hurtigt kunne

han umuligt gå!" Storebror tænkte, at han nok ville finde dem et sted

undervejs. Nu kunne han se sit lille hus; og han nærmede sig det og

opdagede, at det var rigtigt nok. Det store menneske havde lagt sin

byrde bag huset. Efter dette holdt Storebror op med at lede efter de

bevæbnede folk; og siden fjernede han sig aldrig igen så langt fra

bopladsen.

 

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Mathæus nr. 110; Hintrik Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Broderens hævn over kanofolket. To brødre på hver side af fjorden;

 

Kommentar: Episoden med kæmpen, der dagligt får og dræber et mylder af unger, er unikt i den grønlandske overlevering. Morderne i konebåden er et motiv, der bruges i såvel nordbofortællinger som fortællinger om sælmennesker, umiarissat el. qajarissat, der hævner sig.

Der er ingen tvivl om moralen i denne version af qajarissat-fortællingen. Storebror er alt for grådig. Det er end ikke nok med fem sæler i første forsøg.

Som modsætning præger myrderier hele fortællingen: af sæler, af eqqillit, af børn, af bjørne. Kæmpernes ressourcer og frugtbarhed forekommer endeløs. Hans børn "myldrer frem på jord" ?

Nûp iluane Kangersunermiut píssusîsa ilángue tusarqajagkáka ãma agdlagpáka / Kangersunermiut / Nogle af de skikke i Godthåbsfjorden i Kangersuneq, som jeg har hørt om og skrevet ned

Print
Dokument id:356
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nûp iluane Kangersunermiut píssusîsa ilángue tusarqajagkáka ãma agdlagpáka / Kangersunermiut / Nogle af de skikke i Godthåbsfjorden i Kangersuneq, som jeg har hørt om og skrevet ned
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 793 - 796, nr. 215
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 63, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 92 - 98, nr. 11:

Nûp iluvane kangersunermiut pissusîsa ilangue tusarkajakaka aamma

agdlaniarpaka / Nuup iluani Kangersunermiut pissusiisa ilanngui

tusaqqaja (kaka) aamma allanniarpaka / Noget om beboerne af

Kangersuneq i Nuuk-området, deres bedrifter, som jeg har hørt og

nedskrevet.

Den danske oversættelse genoptrykt i Rink 1866-71, I: nr. 112 ss. 307 309.

 

Resumé: Tidligere overvintrede man på bopladser i fjorden nær

Kangersuneq og besøgte hinanden til sangkampe i fineste skrud, som nu

til jul.

Engang da folk fra Nunaruluks Illunnguaq tog hjem efter at have vundet

over dem i Karra's Illunnguaq, sendte det førstnævnte steds åndemaner

noget skadevoldende efter gæsterne, som deres åndemaner / angakok straks mærkede

komme og på fællernes opfordring sendte tilbage. Det mærkede

afsenderen og prøvede forgæves at få det til at vende om. Derfor

siges kvanerne på stedet, hvor alle følgelig døde, at være skadelige.

Qoornoq kom på lignende vis at hedde Iliverpassuit, "De mange grave".

Før eller efter disse begivenhedet boede egnens største åndemaner i

Karra, der dengang var beboet i flere vintre, fordi det var et godt

fangststed. Men man havde vænnet sig til at bruge bøsser, og engang

man var løbet tør for ammunition, skiftedes man til at skyde med en

enkelt bøsse.

 

Åndemaneren imponerede en dag fællerne ved at varsle at noget

mærkeligt ville ske. Det viser sig at være en isbjørn, der kommer til

syne og derpå flyver op i luften som en ørn. Engang samme åndemaner er

i Nuuk og præsten vil omvende ham, svarer han præsten på spørgsmålet

om, hvordan verden er, at den er som et æg. Præsten bekræfter det, men

åndemaneren vil ikke omvende sig. Da han senere mærker, at landet ved

stranden svinder ind og han selv er på nippet til at falde (forover), vil han

pludselig gerne omvendes. Man viser ham en bog, men da han end ikke

kender bogstavet A, og derfor heller ikke frelseren, kan han ikke

døbes. Da han endelig en dag udånder, buldrer åndedrættet nede i

jorden, farer op igen og genopliver ham. Det gentager sig, og en vis

Qilalugaarajuk / Kilalugaarajuk ber sin søn om at hente åndemanerens kajaksædeskind,

der er skindet af et hundehoved. Det lægger man over åndemanerens mund

næste gang han udånder, og åndedrættet kan ikke genoplive ham. De

udøbte mente, at ham var så magtfuld en åndemaner, at han kom næst i

rækken efter Toornaarsuk, der derfor ikke ville stege og spise ham

ligesom andre udøbte. "Ja, de udøbte havde jo andre skikke, fordi de

ikke havde overvældende megen fornuft", slutter Johannes.

 

Oversættelse af afskriften ved Chr. Berthelsen:

I gamle dage overvintrede folk i Kangersuneq familievis

på bopladser, der lå tæt ved hinanden, nogle i Nunarliup Illunngui

(Nuuluks små huse), nogle i Karrata Illunngui (Karrats små huse), igen

nogle i Karrat, andre i Nuugaarsuk og igen andre i Qoornoq. Der var

også andre der overvintrede i nærheden. Når de skulle have fest, syede

de festtøj, ligesom til jul. Festen kaldtes nidvisesangfest eller

dansefest.

 

Engang kom der nogle til beboerne i Nunaruluup Illunngui for at

fornøje sig ved at synge nidviser imod hinanden. Da det var slut

tog de hjem. Beboerne i Nunaruluk tabte og var fornærmede. Deres

åndemaner sendte en ulykkesånd ("sivfigai": sine hofter" ? efter dem;

og de blev dræbt allesammen (snarere: for at dræbe dem alle). Åndemaneren hos

dem der tog afsted kendte deres omegn ganske godt. Han fandt hurtigt

ud af, at en ulykke ("perlûp") var sendt efter dem (eller: fulgte dem).

Han sagde til sine rejsefæller: ("sujoraníngôq": forfra, "kingudlermik": sidste

gang, "nungutserâtit": ventede til, de blev udryddet). De andre sagde

straks til ham, at han skulle se at få den til at vende om. Han gjorde

et forsøg forfra ("sujorônit") for at få den til at vende om, og den

vendte om. Men vedkommende, der først sendte den afsted, var også

opmærksom på dette. Han forsøgte også at få den til at vende om, men

det lykkedes ikke. Den nåede bopladsen, og i løbet af ganske kort

tid  blev beboerne i Illunnguit ved Nunaruluk udryddet. Derfor får man

dårlig mave af st spise de kvaner, der vokser dér. Man sagde, at det

var fordi der var menneskesaft i dem.

 

Engang var Qoornoqboerne i Nuugaarsuk for at synge nidviser. Efter

at have haft det rart sammen, tog Qoornoqboerne afsted og var på vej

hjem. Nuugaarsukboerne var blevet fornærmede, og deres ånemaner fik

det til at blæse op. Lige før Qoornoqboerne nåede hjem, blæste

nordøstenstorm op, så alle konebådene forliste, og alle ombord omkom.

Da ligene drev i land, begravede man dem. Stedet kom til at hedde

Iliverpassuit (de mange grave).

 

Enten før eller efter den foran omtalte begivenhed, var der i Karrat

en stor åndemaner, hvis lige ikke kendtes blandt åndemanere i Nuuks

omegn. Sådan sagde man. Det blev fortalt, at når de overvintrede i

Karrat / Karra, dengang der var mange sæler at fange i Ilulialik, og man kom i

nød for ammunition til patroner, skiftedes de til at bruge ét og samme

gevær, et gevær, som altid ramte. Der var jo ellers mange fangstdyr.

Der var på stedet en spion, og en morgen da åndemaneren vågnede, sagde

han: "Idag vil der vise sig noget usædvanligt. Nej, hvor er jeg spændt."

Knap nok var det blevet dag, så så man en stor isbjørn komme fra

landtangen bagom det store Innajuattoq (en fjeld-ø). De foretog sig

ikke noget og lod den blot komme nærmere. Den kom op på et lille næs lidt

nord for dem. Da den stod ovenpå en sten og rystede sig, blev den til

en stor ørn og fløj væk. Det var skam den, der ellers skulle have

bragt dem i ulykke, sagde man.

 

Da åndemaneren på stedet engang kom til Nuuk, opfordrede missionæren

ham om at omvende sig til kristendommen; men åndemaneren ville ikke.

Præsten sagde til ham: "Du er jo en stor åndemaner; sig mig, hvordan

verden ser ud?" Åndemaneren svarede: "den er ligesom et æg!" Dertil

bemærkede missionæren: "Der kan du bare se, den er ligesom et æg. Tag

og omvend dig!" Åndemaneren kunne ikke formås til at omvende sig. Han

troede ikke på hvad missionæren sagde. Han havde stor selvtillid; for

han kendte hele omegnen, fordi han var en stor åndemaner.

Men tiden følte åndemaneren, at jorden omkring ham blev mindre. Han

sagde til sine fæller, at jorden omkring ham blev mindre: Men endnu

ville han ikke omvende sig. Så standsede han og sagde, at han var ved

at falde ned, og at han straks ville omvende sig og lade sig døbe. Da

viste man ham en lille bog, og bad ham om at læse. Men han kendte ikke et eneste bogstav. Derfor kunne han ikke døbes. Så skete det, at han holdt op med at trække vejret. Et stykke tid efter hørte man et brøl nede fra dybet. Da dette blev forenet med den døde, blev han levende igen. Efter at være kommet i live døde han

igen. Straks efter hørte man igen et brøl. Han blev levende igen. Han

døde flere gange og blev levende igen. Da han, efter at han skiftevis

havde været levende og død, ikke længere kunne dø, bad en af mændene

ved navn Qilalugarujuk (storhvidhval) sin søn om at hente et

skind til at sidde på i kajakken. Sønnen hentede det, og det var

skindet af et hundehoved. Engang han igen holdt op med at trække

vejret dækkede sønnen ham til med dette hundehoved-skind.

Og selvom brølet blev forenet med manden, blev han ikke levende igen.

Han døde for alvor.

 

Nogle af hedningene fortalte om denne store

åndemaner, at han var næst efter Toornaarsuk, for han var en stor

åndemaner. Der blev fortalt, at Toornaarsuk ikke ville stege ham, fordi han

var øm over ham. De plejede at spise nogle af disse som stegte.

(Hedningene havde andre skikke fordi de ikke var klogere. Når

menneskene glemte ham/den/det (Gud?) var de kun glade for Toornaarsuks

væsen; og de vendte sig bort fra den alvidende skaber og stolede kun

på sig selv.)

 

Hist.: Tidspunktet for de sidste begivenheder må være tidlig kolonitid.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

 

Tolkning: Toornaarsuk bruges her som betegnelse for kristendommens

Djævel. Forestillingen om verden som et æg findes også hos andre

inuit. Åndemanerens fornemmelse af at landet blir mindre, der får ham

til at vakle og næsten falde, henviser til den traditionelle

forestilling om verden, der kan tippe rundt. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Verdens

balancegang". Ligeledes er "hunden" som vagthund eller overgangsled

mellem liv og død en traditionel forestilling.

oaqlugtuaq Atârssuatsiâmik

Print
Dokument id:281
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Ekausak, Jonas
Nedskriver:Eliasen, Abraham
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oaqlugtuaq Atârssuatsiâmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 516 - 524, nr. 153
Lokalisering:Niakornak / Niaqornat: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 1863, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, s. 72 - 86, nr. 9: Attarsoattamik Ataarsuatsiamik / Om Attaarsuatsiaq (Attarsoattak).

 

Den danske oversættelse (med mindre afvigelser) er også trykt i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 97.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 98, ss. 446: Atarsuatsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Ataarsuatsiaaq / Aataarsuatsiaq.

 

Blandt de mennesker, der boede i den nordligste del af landet, i Kangersuatsiaq, herskede der i gamle dage fjendskab. Især Aataarsuatsiaq og hans fire brødre var kendte som drabsmænd. Når de så en enlig kajakmand fra deres bygd, dræbte de ham. Dette vidste deres bopladsfæller ikke, for når en fanger udeblev, troede de altid, at pågældende var omkommet under fangsten. De vidste ikke, at Aataarsuatsiaq og hans brødre havde dræbt dem. Det skete, at bopladsfællerne forhørte sig hos Aataarsuatsiaq og hans brødre, om de havde set noget til den savnede fanger. Så lod de ham, der var kommet for at forhøre sig, vente, til kødet var kogt. Når kødet var kogt, bød de ham at spise med, idet de sagde: "Det er en sæl fra den nærmeste omegn!" (ímap qatdliup puisâ'. Jeg ved ikke, hvad 'qatdleq' betyder. Jeg ved ikke, om det har noget med 'qanittoq' (den ligger nær) at gøre. Det er et gæt - Chr. B.). Det viste sig, at det var en sæl, der var fanget af den, de havde dræbt.

Engang, før de vidste noget om disse drab, var en af bopladsfællerne ude

på fangst og var på vej hjem med en sortside på slæb. Forude så han en

kajakmand, der roede ind mod land. Han forsvandt bag et næs ved Kangersuatsiaq.

Han blev lidt urolig. På den anden side af næsset var der en stor klippehule,

som var så dyb, at det var mørkt inde i den. Fangeren kiggede derind. Han mente,

han kunne skimte noget hvidt, som lignede det, man plejede at have uden om den

forreste ende af kajakken. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at der var en

kajak derinde. Kajakmanden med en sæl på slæb roede bort fra klippehulen, fordi

han var urolig. Efter at han var kommet et godt stykke fra klippehulen, kiggede

han sig tilbage og så, at en kajakmand fulgte efter ham. Fangeren med sælen på

slæb gav sig til at ro hurtigt. Han opdagede, at den anden kajakmand halede ind

på ham. Han begyndte at ro endnu hurtigere, og nu fik han et forspring, selvom

han havde en sæl på slæb. Da forfølgeren blev klar over, at han ikke kunne

indhente ham, standsede han og drejede kajakken på tværs. Fangeren der blev

forfulgt, standsede ligeledes, han råbte til den anden: "Kom bare herhen."

Forfølgeren nøjedes med at vende hovedet imod ham og roede bort. På den måde fik

de kendskab til, at Aataarsuatsiaq måtte være drabsmand, uden at de dog

forvissede sig helt derom.

Engang var en af bopladsfællerne på besøg hos Aataarsuatsiaqs. Han kom med

hentydning om, at disse havde dræbt en af hans ældre familiemedlemmer ('sujulimi ilât - ordret: én af forfædrene til ham (selv), men det kan det vel næppe være? Men det er altså usikkert). Denne gæst kom til at bo hos dem og blev

gift med deres eneste søster. Han kom altså ind i familien, fordi kvinden

elskede ham. Han selv lod, som om han elskede dem. Han ville have bekræftet, at

de var drabsmænd. Så blev det efterår, og da hvidhvalssæsonen kom, begyndte hans

svogre, at komme hjem med hvidhvaler, men svigersønnen fangede ikke hvidhvaler.

Husherren, Aataarsuatsiaq, byggede kajakker til de andre i huset. Når han

overgav den nybyggede kajak til sin egen familie, skete det uden bemærkninger.

Men i forbindelse med overgivelsen af den nybyggede kajak til svigersønnen sagde

han: "En, der aldrig har fanget en hvidhval - én, som aldrig har dræbt et

menneske." Svigersønnen blev efterhånden vred på de andre i huset. Men det var

svært for ham at få lejlighed til at dræbe nogen af dem, fordi han endnu ikke

havde truffet nogen af dem alene. En dag, da Aataarsuatsiaq skubbede

svigersønnen (i kajak) ud i vandet, sagde han, som han plejede: "En som aldrig

fangede hvidhval - én som aldrig har dræbt et menneske!" Endelig traf han på

denne tur en af svogrene, der var alene. Han drev ham lidt længere væk og

harpunerede ham. Efter drabet flygtede han hjem til sin boplads uden at vende

tilbage til konens familie. Igennem ham fik man bekræftet, at Aataarsuatsiaq og

hans brødre var drabsmænd. Denne mand havde også opdaget, at drabsmændene havde

tatoveringer på panden, hvoraf der kunne aflæses, hvor mange drab hver enkelt

havde begået. På Aataarsuatsiaqs pande var der en hel række tatoveringsmærker.

Da de andre i bygden blev klar over dette, blev de fjender med

Aataarsuatsiaq og hans brødre. Mændene på bopladsen, Sioraq og andre, ventede

kun på en passende lejlighed til at dræbe dem. Hvis de traf en af dem, var de

besluttet på at dræbe ham. En gang, da de befandt sig i nærheden af deres

boplads, mødte de endelig en af dem. De omringede ham for at dræbe ham. Til at

begynde med var han svær at få ram på, da han hele tiden forsøgte at ro væk fra

dem. Men efterhånden fik de ham til at blive på stedet og sagde til ham: "Vi er

glade for at se dig igen, du skal ikke være urolig." ('taima isumalioqinak' - du

må ikke tænke sådan - Chr. B.). Da de begyndte at tale sådan til ham, holdt ham op

med at skæve så meget til dem. Nu drejede han blot hovedet langsomt skiftevis til

den ene og den anden side. Idet han drejede hovedet til den ene side, løftede Sioraq sin harpun for at kaste den imod ham. Denne nåede lige at opdage det og lod kroppen falde bagover, idet han gjorde dette, kastede Sioraq harpunen og ramte ham i rygraden ved halsen og knækkede det sted på harpunen, hvor man plejede at sætte

tommelfingeren, når man skulle kaste den (her noget uklart - Chr. B.). Han døde med det samme. Derpå tog de til Aataarsuatsiaqs boplads for at aflægge ham besøg.

Hos Aataarsuaqsiaqs blev man bekymret, da lillebroderen, ved gæsternes ankomst,

endnu ikke var vendt tilbage fra fangst, og da det var ved at blive aften.

Gæsterne sagde: "Aataarsuatsiaq er holdt op med at medbringe núkaminit

mâlagssaminik/ eller: mâtagssaminik (det kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.).

Det sagde de, selvom de havde dræbt lillebroderen. Det blev nat og lillebroderen

var stadig ikke kommet hjem. Man gav sig til at græde over ham. Den ene af

gæsterne græd med, men den anden, Sioraq, lod kun, som om han græd. Han så sig om

mellem fingrene og kiggede efter noget, han kunne bruge som våben. Ude i gangen

så han en temmelig lang narhvalstand (eller hvalrostand), og han ville i givet

fald bruge den som våben. Da de holdt op med at græde, bad de Sioraqs ledsager

om at mane ånder og finde ud af, hvad der var sket med lillebroderen. Da lamperne

slukkedes, gav denne sig til at mane ånder. Det viste sig, at han med vilje

undgik sin vej ('arqúnigôq uniorniariardlugo' - den rute, ad hvilken de kom?

Ch. B.). Han blev længe væk, så lod han, som om han gik ind i huset igen. Man

hørte ham sige: "Der er ikke længere nogen grund til at være bekymret for ham.

'Niviukípoq, (jeg kender ikke ordet - Chr. B.), han er kommet til Innersuit

('Ildfolket' - væsener fra den grønlandske folketro)." Nu ville en af

værtsfolkene afløse ham. Han begyndte at mane ånder. Under seancen lod han, som

om han forlod huset. Der gik lang tid, så lod han, som om han kom tilbage, og han

sagde: "Der er ikke længere nogen grund til at bekymre sig. 'Niviukípoq' (jeg

ved ikke, hvad det betyder)." Det viste sig, at han havde fulgt den samme vej som

den første, der manede ånder, og derfor ikke havde set den dræbte. Efter at

gæsterne var rejst, manede de endnu engang ånder og fandt ud af, at deres gæster

havde dræbt ham.

Efter denne hændelse byggede Aataarsuatsiaq, der havde fjender, et hus på

en af øerne vest for Upernavik, i området, hvor man drev sælfangst på isen. Hans

hensigt var at dræbe dem, der var på sælfangst. Da sæsonen for sælfangst fra is

var inde om efteråret, tog folk ud til området, hvor Aataarsuatsiaq boede. En af

dem, der var med, var den forældreløse Ikersaq, som drev sælfangst fra is allerede som barn. Han plejede at sove hos Aataarsuatsiaqs. En morgen, på det

tidspunkt han ventedes, sagde Aatarsuatsiaq: "Når Ikersaq kommer, vil jeg dræbe

ham!" Det sagde han, mens kvinderne hørte på det. En dag kom Ikersaq til stedet.

En af kvinderne gik ud til ham og sagde: "Når Aataarsuatsiaq kommer hjem, vil han

dræbe dig. Det er på de tider, han plejer at komme hjem. Løb af sted, du skal

ikke kvæles!"('ipísángilatit' - ipivoq, drukner, kvæles - eller: miste vejr?

Chr. B.). Ikersaq løb af sted med sin istuk i hånden. Han kiggede bagud engang

imellem. Han nærmede sig land uden at være blevet dræbt. Han nåede frem til

sin boplads. Kvinderne turde ikke fortie noget for Aataarustsiaq. Da han kom

hjem, og da han skulle til at tage sit overtøj af, sagde de til ham: "Ikeraq er lige taget af sted herfra." Så tog Aataarsuatsiaq sit overtøj på igen og gav sig til at forfølge Ikersaq for at dræbe ham. Han så imidlertid ikke noget til Ikersaq, og da han syntes, at han var ved at være for tæt på fastlandet, vendte han om.

Ikersaq voksede op og trænede til at blive en stærk mand med henblik på at

hævne sig på Aataarsuatsiaq, og han fik sig en kone. Efter at han var blevet

en stærk mand, ville han en dag tage til den boplads, hvor Aataarsuatsiaqs

elskerinde boede, for der at træffe Aataarsuatsiaq, når han kom for at ligge hos

elskerinden. De, der holdt med Ikersaq (her står egentlig: 'asassaisa', de, der

elsker Ikersaq), fulgte efter i konebåd. Det var om sommeren, og de kom til at bo

på bopladsen, hvor Aataarusatsiaqs elskerinde boede. Aataarsuatsiaq, som ikke

anede noget om disse ting, ville tage af sted for at besøge elskerinden. Han

ville have en ung mand med fra bopladsen. Den unge mand strittede imidlertid

imod at følges med Aataarsuatsiaq, som så skældte ham ud. En onkel til denne

unge mand opfordrede denne til at følges med Aataarsuatsiaq, idet han selv ville

følge efter i al hemmelighed. (meningen: uden at blive set af Aataarsuatsiaq).

Da de tog af sted dagen efter, fulgte onkelen dem, og han sørgede for, at ingen

af dem så ham, for han var sikker på, at Aataarsuatsiaq havde til hensigt at

dræbe den unge mand. De nærmede sig bopladsen, hvor de skulle hen, og onkelen var

ikke blevet set, fordi han roede langs kysten. Så hørte han Aatarsuatsiaq sige

(til sin ledsager): "Lad os gå i land og få noget at drikke." De gik i land

samtidigt. Da Aataarsuatsiaq var i færd med at komme op af kajakken tog han en

kniv, som han havde i kajakken og stak den ind mellem yder- og inderkamikken. De

gik op til en lille sø. De stillede sig overfor hinanden, ansigt mod ansigt og

drak vand. De rejste sig hurtigt op igen. Så sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os

besørge vor nødtørft." De stillede sig over for hinanden og trak bukserne ned.

De havde lige sat sig på hug, så rejste Aataarsuatsiaq sig. Det gjorde også den

unge mand, der ledsagde ham. Alt dette iagttog onkelen, der sad i sin kajak og

holdt hånden på klippen (underforstået: parat til at gå i land). Da onklen

nåede til et lille næs, så Aataarsuatsiaq ham og sagde: "Der har vi en

kajakmand." Han sagde så til den unge mand: "Lad os gå ned." Da de kom ned til

deres kajakker sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os bytte kajakker." Og de byttede

kajakker. Aataarsuatsiaq kom nu ned i den unge mands kajak, og onkelen til den

unge mand placerede sig straks på den rigtige side af Aataarsuatsiaq med den

hensigt at harpunere ham. Men han kunne ikke komme til det, da Aataarsuatsiaq jo

var i nevøens kajak. (Det fremgår ikke klart hvorfor onkelen ikke kunne harpunere

Aataarsuatsiaq, når han var i nevøens kajak. Det antyder næsten, at onkelen

ikke vidste, at de byttede kajakker - Chr. B. (Måske pga. kajakamuletterne? BS).

Det endte så med, at Aataarsuatsiaq nåede frem til den boplads, hvortil han var

taget hen, for at ligge hos sin elskerinde.

Da Aataarsuatsiaq kom til bopladsen, samlede Ikersaq udelukkende mænd

sammen i sit telt. Andre besøgte gæsten Aataarsuatsiaq. Fra Ikersaqs telt holdt

man gennem huller i skindteltet øje med, om Aataarsuatsiaq ville finde på at

tage af sted midt om natten. Efter at Aataarsuatsiaq var gået i seng, gik de

ned til konebåden og brækkede Aataarsuatsiaqs kajakredskaber i stykker og gemte

alle spidse ting, der var i konebåden, bort. Og i Aataarsuatsiaqs kajak lavede de

to store runde huller lige der, hvor han plejede at sidde. Så gik de tilbage til

Ikersaqs telt, og derfra holdt de øje med Aatarsuatsiaqs telt. Da solen var ved

at komme højere op på himlen, kom Aataarsuatsiaq ud af teltet med sin pels på,

klar til at tage af sted. Samtidig kom Ikersaq ud og lod, som om han var meget

søvnig. De nåede konebåden samtidig. Aataarsuatsiaq lod som om han ikke lagde

mærke til sine redskaber, der var brækket i stykker. Og i det han rejste

kajakken op, kiggede han ind i kajakken og så de store huller. Han sagde: "Haa,

jeg har glemt min halvpels." Nu gik han i retning af sit telt. Så snart

Aataarsuatsiaq vendte ryggen til, ordnede ('natsilugssaminit ârqeriardlune -

måske: rettede på sin pels - Chr. B.) Ikersaq sin sælskindspels og greb ham bagfra

uden om armene, så disse satte sig fast i hans ribben. Idet Ikersaq greb ham,

sagde Aataarsuatsiaq: "Lad os nu se. Lad os nu se." I dette øjeblik strømmede der

mange mænd ud af Ikersaqs telt og løb i retning af Aataarsuatsiaq. Da mændene

var ved at komme hen til dem, drejede Ikersaq Aataarsuatsiaq sådan, at hans

ansigt vendte imod mændene, mens Aatarsuatsiaq sagde: "Lad os nu se! Lad os nu

se!" ('atago' svært at oversætte. Det kan måske i denne forbindelse betyde: Vent

nu lidt, eller: Hold nu op). En af mændene trådte frem med en kniv i hånden.

Lige før han kom helt hen til dem, skubbede Ikersaq Aataarsuatsiaq bagfra imod

manden, og manden stak Aataarsuatsiaq i hjerteregionen. Aataarsuatsiaq sank i

knæ. Nogle ville dræbe ham med det samme, men andre ville ikke have at han

skulle dræbes, idet de sagde: "Spørg ham først ud om alle de mennesker han har

dræbt." Når han svarede bekræftende på et spørgsmål, skar mændene ham med kniv i

kinderne og sagde: "Skær I blot i ham, gør det ondt?" (Aqûmiînararaoq,

taimaitdlune aqûmisârtoq ('aqûmivoq' kan jeg ikke få mening ud af. Det kunne

tænkes, at det har med aquippoq, sætter sig på hug, at gøre?? Chr. B.). Hans

elskerinde kom ud af teltet med en kniv og en ulu i hånden. Dem ville hun give

sin elsker, så han kunne bruge dem som våben. Da folk så hende, råbte de:

"Qarnît, qarnît." (svært at finde ud af - Chr. B.). Du vil nok finde på at hævne

dig 'iserartartumik' ('iserartarpoq'- svømmer med hovedet over vandskorpen (om

en fugl). Mon der skulle have stået: isertortunik, hemmeligt? Chr. B.). Hun standsede og sagde: "Hvis vi var andre, ville ham dernede dræbe ham

('avdlâgútagoq' avdla, en anden. avdlauvoq, er anderledes, er en anden. Men

mærkelig forbindelse - Chr. B.). Lad dette blot ske (taimaitdliuna' - eller: Lad

det blot være sådan? Chr. B.)." Så dræbte de Aataarsuatsiaq. De hævnede sig på ham, fordi han var en stor drabsmand 'sujugdliuvdlune' ('sujugdliuvdlune' - som den første. Måske betyder det: at han dræbte uden grund? Chr. B.). Da de havde dræbt ham, parterede de ham led for led. Slut.

 

Var.: Var.: Ataarsuatsiaq / Aataarsuatsiaq

Oqalluktovalejaq / En fortælling

Print
Dokument id:400
Registreringsår:1865
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalluktovalejaq / En fortælling
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 785 - 787, nr. 158
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 7h - 8h (slutning mangler, men ikke i afskriften her: NKS 2488, V, nr. 158).

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 206 - 207: Akaajarsi som to gange kom ud for at lide nød.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 206 - 207.

 

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 100.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling.

Det fortælles, at Akaajarsi ikke manglede noget. Han boede sammen med

en anden i teltet. En gang tog de af sted for at sejle ind i en fjord.

Det var fint vejr, og det var varmt. For at afkøle sig tog de tøjet af

overkroppen. Begge var søsyge (umijarmijodlotik). Da de passerede et

fuglefjeld, hvor tateratter (rider) og måger rugede, fik Akaajarsi

lyst til at tage derhen for at samle æg. Da de lagde til ved en stor

afsats, gik hele konebådsbesætningen i land og gav sig til at samle æg

ved at klatre op på en afsats på den stejle fjeldvæg. Mens de var

dér, opdagede de, at konebåden drev fra land og var kommet så langt

ud, at de ikke kunne nå at få fat i den; og det var umuligt, at klatre

op på fjeldet. Det varede ikke længe, så var båden drevet i land på

den anden side af det lille sund, og vandet trak sig tilbage, så den

lå tør. Alle deres brugsting var i konebåden. Så blev vejret meget

dårligt. De brugte den smule jord, der var på afsatsen, til en

jordhytte. De havde ingen lampe. Når det blev dårligt vejr, varmede

de sig ved at lægge sig oven på hinanden. Når de nederste havde varmet

sig, byttede de plads med de øverste, som var kommet til at fryse. Når

der sejlede en konebåd forbi ind i fjorden, råbte de og skreg; men de

sejlede blot forbi mod øst uden at høre dem.

 

De tilbragte hele sommeren på afsatsen i næsten ingen tøj. Der var æg at spise til at begynde med; men da de slap op, og da der ikke var mange rødder

tilbage i jorden, måtte de søge  noget spiseligt nede ved stranden;

men da det var en stejl strand, var bestanden af muslinger hurtigt

opbrugt. De spiste alle de små dyr, de fandt. Når de fandt småulke,

gav de dem til børnene. De blev efterhånden så svage og udmattede, at

de kun kunne kravle.

 

En dag, hvor der ikke var flere, der kunne rejse

sig op, så de en konebåd sejle forbi. De råbte og kravlede rundt på

afsatsen, alt hvad de kunne; og konebådsbesætningen så dem kravle

rundt og roede tilbage. Konebådens besætning var betænkelig ved at

lægge til, fordi de var bange for dem. De troede ikke det var

mennesker. Men da de sagde, at de var mennesker, og at de var ved at

sulte ihjel, tog de dem om bord. Første gang de fik noget at spise,

gjorde det frygteligt ondt i maven.

 

Da de var blevet raske, var de to,

der boede sammen i et telt, igen ude at rejse og var kommet til at

lide nød endnu en gang, selv om de havde kajak. Mens de sultede,

kom to skibe til syne. Akaajarsi opfordrede sin teltfælle til at tage

med ud til skibet. De fyldte kajakkerne med ting, de kunne handle med,

og tog ud til skibene. Da de nærmede sig skibene, sagde Akaajarsi til sin teltfælle: "Jeg går om bord i det ene skib og køber

udelukkende kugler til patroner. Gå du om bord i det andet og

køb krudt. Kun krudt." De kom om bord på skibene. Det fortælles, at

Akaajarsi udelukkende købte kugler, og at han endog også havde solgt

sin helpels. Han kom om bord på det andet skib for at se efter sin

teltfælle. Denne havde udelukkende købt krudt, og han havde også solgt

sin helpels. De vendte tilbage til deres telt. Siden har ingen hørt,

at de kom i nød. Her slutter fortælleren.

(Utydelig håndskrift, hvorfor oversættelsen er usikker. Chr. B.).

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Historisk fortælling

Oqalluqtuaq / Oqaluttuaq

Print
Dokument id:375
Registreringsår:1866
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Jonassen, Søren
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalluqtuaq / Oqaluttuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 789 - 790, nr. 159
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb ?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling.

 

Det var én, der tog nordpå fra Noorliit (Ny Herrnhut i Nuuk).

Mens han endnu rejste nordover, hørte han om myg, der var så store som tejste. Tauna (han/denne) Nurdlirnerk (herrnhut) sûvittarkidluni (?). På den anden side af et næs fik han endelig øje på et telt. Han gik hen til det og opdagede, at de var alene. Han udspurgte ham, og han sagde, at det var på denne tid, myggene plejede at indfinde sig, og at de kom meget snart. (3-4 uforståelige linjer).

Han kiggede sig omkring og opdagede, at der var én, der sad på et

fjeld. Han gik op til ham, og han sagde: "Nu kan man se myggene. Gå du

ned, og snør dit telt til." Manden fra Noorliit gik ned og snørede

teltet omhyggeligt til. Han havde siddet et stykke tid inde i teltet,

da han kunne høre støjen af dem. De stak brodden ind mellem

teltstængerne og sagde hele tiden: "Der er nogen, der boller."

Sådan talte de til hinanden. Da de var fløjet bort, kom de ud af

teltene. Manden fra Noorliit tænkte: "Jeg havde ellers tænkt mig, at

jeg ville fordrive tiden med dem her, men det blev der ikke lejlighed

til." Dagen efter ville han være ude, når myggene kom. Det gjorde han.

Den anden ledte efter ham og fandt hans skelet under konebåden. Manden

fra Noorliit ønskede at fordrive tiden med noget. Derved bragte han

sig selv af dage. Slut.

(Utydelig skrift og dårligt fortalt. Chr. B.)

 

Var.: Nakasunnaq;

 

Hist.: Ikke soleklart hvorfor det er en herrnhut, eller en af herrnhuternes døbte, der her er den uheldige helt.

Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq

Print
Dokument id:346
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 23h - 36h
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen i NKS 3536, I, 4', læg 12 -13.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det første Milortuaraq kunne huske var fra dengang han

boede i Kangaatsiaq (lidt nord for Kangeq), og han kunne huske, at han

ikke vidste, om han havde søskende.

Han så sin far blive syg, det havde han aldrig oplevet før. Men han

blev syg hen imod midsommer. I lang tid så han ham ligge, for hver

gang han kom ind efter at have været ude at lege, så han ham ligge

der. Han huskede også, at han så ham dø på et tidspunkt, hvor solen

var beyndt at varme godt. Og da faderen var en dygtig fanger, havde de

en konebåd.

Om foråret da man skulle afsted, men endnu ikke var rejst, sagde

moderen, fordi hun jo ikke bare kunne blive på stedet:

"Jeg er ikke glad for, at vi, som nu ingen forsørger har, skal bo her

alene, når alle vores bopladsfæller - der var tre huse på stedet - er

rejst. Nogle tager ud til Kitsissut i konebåd, og når man ser folk fra

Kangeq ro her forbi, ved man, at de skal til Qaquk." Hun fortsatte:

"Lad os bare, nu vi ingen forsørger har, tage derhen på

stenbiderfangst. Dem behøver man ikke kajak til at fange. Det kan man

godt fra en konebåd".

Næste dag, hvor vejret var godt tog de afsted til Qaquk.

Da nåede frem og slog lejr på Qaqqivik, hvor de altid havde boet

dengang, manden endnu levede. Hver gang det var fint stille vejr, tog

de selvfølgelig afsted i konebåd til et sted lidt længere mod nord

efter stenbidere, og skønt de ingen forsørger havde, samlede de sig på

den måde alligevel et ikke ringe antal stenbiderer til vinterforråd.

Et par gange under deres ophold i Qaquk kom der en hel masse

hvidhvaler ind i strædet, og selv om de ingen mandlig forsørger havde

længere, fik hun tørret masser af kød til vinterforråd, fordi

bopladsfællerne fra forskellige lejre bragte dem rigelige kød- og

spækgaver. Somme tider fyldte hun også hele spækposer med lutter

kødgaver. Det blev hendes vane at tage til Qaquk hvert forår, fordi

hun blev klar over, at bopladsfællerne meget gerne ville hjælp hende.

De brugte deres konebåd i to år til dette formål, men så måtte de af

med den, fordi betrækket ikke længere duede. Så tog bopladsfællerne

dem med til stedet, hvor hun plejede at samle vinterforråd.

 

I mellemtiden var M. ellers blevet moden til at få sig en kajak, men

moderen havde ingen midler til at skaffe ham en. Nu ville hun

prøve at skaffe midler ved at arbejde for andre, for hun var meget

flittig. Skønt M. faktisk var moden til at få en kajak, var det helt

udelukket, for da alle hans mandlige slægtninge var døde,

havde han ingen til at bygge sig en kajak. Og da hans mor

misfornøjet overvejede det, ville hun altså skaffe ham en kajak ved de

midler, hun kunne få ved at arbejde for andre.

Kajakskelettet var faktisk færdigt i den tidlige sommer, men så skulle

bopladsfællerne tilbage til deres boplads Kangaatsiaq. Den manglede

altså betræk, da de kom til Kangaatsiaq med den. Først nogen tid efter

tilbagekomsten til Kangaatsiaq, fik de den betrukket. Moderen måtte

holde i kajakspidsen, når han øvede sig i den. Da det blev efterår og

vandet blev for koldt at vade i, måtte de opgive øvelserne; og moderen

gemte M.s kajak under en af bopladsfællernes konebåd.

Da de så skulle have konebådene op på stilladserne, måtte hun tage den

ud, og da konebåden var oppe anbragte hun kajakken sådan, at den

hvilede på undersiden af tofterne og tænkte derefter ikke mere på den.

 

Det var ved at blive forår efter den lange vinter, og deres

bopladsfæller gjorde sig som vanlig klar til at tage til Qaquk. Ved

afrejsen plejede en af bopladsfællerne at tilbyde hende plads i

konebåden. Hun kunne altså stadig komme til Qaquk for at samle

vinterforråd, selv om hun selv ingen konebåd længere ejede.

Som vi allerede har hørt, fik hun lavet en kajak til sin søn, og i

Kangaatsiaq begyndte hun at lære ham at bruge den, mens hun holdt i

kajakspidsen, men måtte holde op på grund af kulden og gemme kajakken

under konebåden.

 

Selvfølgelig tilbød bopladsfællerne hende plads, og da de allerede var

parat, gik de bare ombord. Hun tog også sønnens kajak med, for den

ville hun nødig efterlade. Familien der havde dem som passagerer,

havde fast lejrplads i Pamialluk. Da de havde bragt deres ting i land, tog de videre til M.s og hans mors lejrplads for at landsætte dem, hvorefter de tog tilbage til deres lejrplads, Pamialluk.

 

Når solen ved midsommertide begyndte at varme godt, og når vandet på

solsiden af Qaqqajunnaq, hvor der var lerbund, begyndte at falde,

iførte moderen sig sine inderbukser og bar M.s kajak ned. Når han så

var kommet ned i den, skubbede hun den ud i vandet over lerbunden og

vadede selv ud. Længere ude med kajakken, når hun mente, at sønnen

ikke længere risikerede at støde imod bunden, begyndte hun at trille

kajakken rundt. Hun blev derude længe og gik først ind med ham, når

det blev hende for koldt. Sådan trænede moderen sønnen i kajak. Og

først da han efterhånden kunne klare alt, holdt hun op med at holde i

kajakspidsen. Allerede mens de endnu var i Qaquk, kunne moderen nøjes

med at iagttage sønnen inde fra land. (Her har jeg brugt noget fra

renskriften, der er mere logisk, Chr.B.)

 

Da M. var blevet i stand til at klare alt, kom han en dag hjem med mere

end en sæl. Hen på aftenen sagde han til sin mor: "Idag, hen

imod eftermiddag, var jeg på vej østover, og ud for Attorsuit tænkt

jeg," - og nu direkte til sin mor der lyttede "tænkte jeg på om du mon

ville finde det iorden - altså om man ikke skulle bygge sig et hus

der, for når man har mere end én sæl på slæb og samtidig er uheldig

med strømmen, bliver man forsinket og kommer først hjem langt ud på

eftermiddagen." Til det svarede hans mor: "Du er jo kommet så vidt, at

du er begyndt at tage ud på fangst, når vejret ikke ser alt for

truende ud. Hvis du vil, så gør vi det."

 

På det tidspunkt havde M. anskaffet sig alt - også konebåd. Da nu

moderen var med på hans idé, vendte han sig mod hende og sagde: "Nu

det er blevet vinter, er det ikke længere så godt at bygge hus. Men

når vi forhåbentlig raske og sunde er kommet igennem den lange vinter,

så lad os se at få bygget et hus der."

 

Efter vinteren var det ved at blive forår. De tog til Qaquk, som de

plejede. Da de havde samlet vinterforråd i Qaquk, bragte de den første

portion til Attorsuit i stedet for til deres boplads. Endnu var de

ikke begyndt at bygge hus. Dagen efter de var kommet med den første portion forråd, en smuk dag, vendte de foreløbig tilbage til deres vinterboplads. Der var jo ting at ordne i forbindelse med det hus de skulle forlade.

De fjernede taget og tog kun enkelte af de bedste tværbjælker med. De

tog endvidere alle deres ting med og slog sig ned ved Attorsuit, og i ro

og mag rejste de så for første gang deres telt ved Attorsuit.

 

Da Milortuaraqs kun var en lille husstand, fik de for travlt til at

han kunne tage ud på fangst, da de begyndte at bygge hus.

Da de var færdige med det nye hus og havde lagt tag, gik de

igang med at bygge forrådshus og blev hurtigt færdige. Så først da det

hele var blevet færdigt, tog M. ud på fangst.

 

M. var usikker på hvordan det skulle gå, nu de for allerførste gang

skulle overvintre på Attorsuit. Derfor var han stærkt optaget af

fangsten, og da han nu ikke havde så lang vej at slæbe fangsten,

nøjedes han ikke med at fange en enkelt af gangen. Allerede før det

blev småt med fangstdyrene, have han fanget en masse sæler og samlet

dem på et sted. Og havde han været i tvivl om, hvorvidt de ville kunne

klare den kommende vinter, var han det ikke længere.

Alligevel blev han ved med at fange sæler, eftersom der stadig var

rigelig af dem.

 

Kort før midsommer blev der gradvis færre sortsider. Og da han i et

par dage havde måtte nøjes med at fange små sæler, var han klar over,

at sortsiderne havde skiftet opholdssted til et ydre fangstområde,

hvor han så nu og da tog ud for at jage sortsider. Så det var

minsandten længe de blev i Attoruit det år, skønt han ikke havde anet

om han overhovedet skulle slå til.

 

Når M. en sjælden gang sov længe om morgenen, plejede hans mor at

vække ham - især om efteråret, når det buldrede der ude. Hun tog ham

altid kraftigt ved tindingerne og rystede ham og sagde til ham: "Mon

man virkelig kan sove, når havet er så voldsomt i oprør." M. vågnede

med et sæt, men bebrejdede ellers ikke sin mor. Når han havde fået

sine kamikker på, sagde hun igen: "Den, der trænes af en mand, ville

sikkert ikke kunne finde på at sove i sådan et bulder." Dette sagde

hun til sit eget forsvar, og når det oprørte hav var på sit højeste og

højvandet gjorde det umuligt at tage afsted fra stranden nedenfor,

havde hun mere en een gang skubbet kajakken med sønnen i fra siden ned

ad den stejle fjeldvæg på skyggesiden af deres boplads. Dette gjorde

hun dog ikke, når det var lavvande.

 

Da M. var kommet i fuld træning, protesterede han aldrig, når moderen

skulle skubbe ham ud, fordi han vidste at han ikke i egentligste

forstand bare ville forsvinde (ned i havet).

 

Moderen blev gammel, mens sønnen endnu var ugift. En aften vendte hun

sig fra briksen ud/mod sin søn og sagde: "Hør, du ved jo at jeg er

blevet meget gammel. Et menneske kan ikke bare leve alene, men må før

eller siden have en til at hjælpe sig. Når du kommer hjem med flere

sæler på én gang, må jeg sommetider opgive at få dem færdigt behandlet af

smerter i lænden." Og da moderen således havde givet ham anledning til

det begyndte M. at tænke på at gifte sig.

 

Han udvalgte og giftede sig med en af de største kvinder i Imerissoq.

M. selv var lav af vækst ligesom sin far. De var gift i flere år uden

at få børn, og de forblev barnløse, for det viste sig, at han havde

giftet sig med en kvinde, der ikke kunne få børn.

 

M. boede endnu i Attorsuit, da han var godt på vej til at blive gammel

På det tidspunkt hvor han ældedes, var herrnhutternes døbte i Nuuk (eller: i

Noorliit) ikke så få. Deres qallunaaq (deres tyske missionær) hed Juaansersuaq.

 

Mens de endnu boede i Attorsuit og på et tidspnkt, hvor alt det, de

havde tilberedt til vinterforråd, var blevet godt tørt-, gik konen om

eftermiddagen udenfor, men kom ind igen og sagde: "Der er kommet en

kajakmand neden for huset - hvorfra ved jeg ikke, måske fra en af

bopladserne!" Det var ikke så tit, de fik besøg.

Da M. havde taget anorak på og gik ud af teltet, befandt kajakmanden

sig allerede tæt ved det sted, hvor han selv plejede at lægge til, men

M. kunne ikke kende ham. Han gik ned, og da den fremmede var kommet

ganske tæt på, kunne han se, at det var kateketen fra Saqqarliit

(missionstationen kaldte man enten Noorliit eller Saqqaliit), og idet

han lagde til, sagde M: "Det er umindelige tider siden, du sidst har

været her!" ("qangaqanga tamaannaravit"). Med de ord bad han så gæsten

stige op af kajakken. Denne sagde udefra vandet: "Jeg kan ikke komme i

land, for man har bedt mig skynde mig. Og jeg må benytte mig af den

indgående strøm nu, hvor vandet stiger. Men jeg skulle sige, at du var

velkommen til midsommerfesten på søndag, hvis du har lyst!"

(Det fortælles, at M. var blevet døbt dengang med navnet Jaaku. Det

var et godt stykke tid efter, moderen var død.)

 

Ved de ord svarede M. indefra land: "Det var en tør visit. Kom

nu i land og få lidt at spise." Han tøvede, men steg så op af kajakken

og gik op til det store telt. M. havde noget godt at byde på og satte

det hele frem. Gæsten spiste kun en kort stund. Så holdt han op og

sagde: "Jeg ville elleres meget gerne være gæst hos jer, men jeg skal

ind flere steder. Jeg er jo sendebud, og Kangeq var det første

sted, jeg anløb. (Dengang var der allerede mange døbte på Kangeq).

Herfra skal jeg også anløbe Imerssaq og Tulugartalik." Så sagde

M.: "Vi kan vist ikke tage østover allerede i morgen. Vi har

alle disse ting, som netop er blevet helt tørre, og selvom det er fint

vejr nu, kan det jo hurtigt blive dårligt vejr. Vi skal først samle

dem sammen i morgen, så det blir først i overmorgen vi ta'r derind."

Efter den besked rejste gæsten sig og gik. Han kom ned i

kajakken, lagde fra land, og idet han sagde farvel, sagde han til M.

derudefra: "Hold dig nu ikke tilbage, kom endelig!"

M. råbte tilbage: "Som sagt, det blir i overmorgen, hvis det

ellers er fint vejr." Da han havde fået ham afsted, gik han op og

sagde til både sin store kone og husstanden: "Det er ikke så lidt vi

har at samle sammen. Begynd hellere med noget af det nu, ellers

risikerer vi ikke at blive færdige i morgen."

 

De samlede det tørrede sager på et sted, og da de blev trætte hen på

eftermiddagen sagde M. til både sin husstand og sin kone: "En stor del

af arbejdet er allerede klaret. Imorgen kan vi blive færdige med resten,

længe før dagen er omme. Hold bare op nu!" Det gjorde de naturligvis.

Dagen efter begyndte de tidligt om morgenen for at kunne tage afsted

østover og benytte sig af det stigende vands om eftermiddagen; og det

var tilmed springflod.

 

Det, der var tilbage fra dagen før og som ikke var så voldsomt meget,

fik de færdigt mens solen steg til middagshøjde, og da de blev

færdige, sagde M.: "Vejret er fint og hvis vi ikke skal få alt for

meget besvær med at ro, må I gøre jer klar til at ta' til Nuuk nu, hvor

vi kan udnytte tidvandet."

 

Så fik de ellers travlt med at gøre sig klar til afrejsen til Nuuk. De

skulle kun have lidt af deres ting med. Da de havde lastet konebåden,

vendte M. sig mod sin kone, der stod ledig på stranden, fordi der ikke

var flere ting at bringe om bord, og sagde: "Hør, hvad skal vi gøre med

den store hund?" M. havde nemlig en stor hanhund. Den stammede fra

dengang i Kangaatsiaq, hvor M. var begyndt at vokse og blive aktiv. En

af bopladsfællernes hund havde fået hvalpe, og hans mor havde købt en

hvalp for midler, som hun fik ved at arbejde for andre, fordi hun

mente, at sønnen godt kunne tænke sig sådan en hund. Lige siden havde

M. haft denne hund, som nu var blevet gammel. De var jo barnløse, så

de betragtede hunden som et barn. Han sagde (som sagt til sin kone):

"Hvad skal vi gøre med den store hund?" og han fortsatte: "For vi har

jo hørt, at missionærerne ikke vil se en hund (ved stationen). Straks

sagde hans kone til sin mand ovre i konebåden: "Det er synd, hvis vi

skal lade den blive her, den er jo vores eneste underholdning. Lad os

bare tage den med." Naturligvis lod de den komme ombord.

 

Hunden havde levet så længe, at den nærmest kunne tale

("oqanngisungaannartoq") og forstå hvad der blev sagt til den.

M. sørgede så godt for sin hund, at han, når de flyttede fra huset

ud i teltet, lavede et leje med sengetøj til den i bagenden af teltet.

 

Da de var færdige med forberedelserne tog de afsted til Nuuk. Vandet

var allerede godt igang med at stige, og fra Isullinnguaq roede de mod

solsiden (af Nordlandet?), og endnu før de nåede det, satte de kursen

direkte mod Nuuk, fordi det var så bekvemt at have strømmen med. De

nærmede sig det sted, hvor de skulle lægge til og befandt sig nu ud

for stranden med rullesten. M. kiggede ind mod land og så, at der var

en utrolig masse telte. Hver eneste plet, der kunne egne sig som

teltplads, var optaget. Det var realiteterne, men da M. fandt, at

sydstranden med rullesten var for langt væk, sagde han til sine

roere (eller: roersker): "Egentlig skulle vi videre til stenstranden,

der ligger længst væk. Men det vil give meget renderi frem og tilbage.

Lad os bare lægge til her. Det skal nok gå, nu det er midt om

sommeren."

 

De roede hen til den nordlige ende af stranden med rullestenene. Da de

var ved at lægge til, kom der en hel masse mennesker ned. M. plejede

at fortælle om deres ankomst til Nuuk til gudstjensten, at det for ham

udefra så ud, som om der ikke var en eneste ledig plet tilbage, hvor

man kunne sætte sin fod - så mange mennesker var der.

Da de var færdige med at ordne konebåden, gav M. sig til at lede efter

et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Alt i nærheden af stranden

var optaget. Den eneste mulige teltplads, lå lidt nord for

missionærens have. Egentlig var han betænkelig ved det nære naboskab

til missinærens bolig, men der var ingen vej udenom, så her måtte han

slå teltet op med front imod missionærens hus.

 

Så såre de var færdige, kom den ene invitation efter den anden fra de

mange telte, og det kan nok være at Milortunnguaqs gik på besøg.

Første gang de skulle forlade teltet, sagde han til een i sin

husstand: "I skal nok få lejlighed til at gå på besøg, så meget I

lyster, men i denne omgang må en af jer blive her i teltet og holde

øje med, at den store hund ikke farer rundt ved missionærens hus."

Dengang de havde fået rejst teltet, havde de nemlig indrettet et leje

til den store hund i den ene ende og forsynet det med sengetøj. Inden

hun gik, sagde M.s kone soms ædvanlig nogle formanende ord til hunden,

akkurat som man gør det til et menneske; for det var jo ligeved, at

hunden også kunne sige noget. De var på besøg i telte, der lå

sydligere og kom først tilbage til deres eget først på eftermiddagen.

Hele eftermiddagen lod de teltet stå åbent uden at rulle forhænget

ned, for det var så varmt. De blev opppe længe, for det var så længe

siden, de sidst havde været i Nuuk, og de faldt først i søvn, da solen

var gået ned.

 

Da de vågnede næste dag, tog M. hen til den danske koloni

(Avannarliit) for at handle. Da var det blevet så sent på formiddagen,

at solen var kommet forbi Kingittorsuaq (Hjortetakken). Inden han gik

ind sagde han til sin kone: "Den store hund kan jo godt finde på at gå

ud af sig selv, uden nogen kalder den ud. Hold øje med, at den ikke kommer i

nærheden af missionærens hus!" Hun sagde naturligvis ja, hvorefter han

tog afsted til Avannarliit. Han blev budt indenfor af så mange, at han

først kom tilbage hen på eftermiddagen ("uallutileraani"). Han havde

fået så meget dansk mad i Avannarliit, at han fik svie i brystet,

hvorfor han spiste noget kød straks han kom hjem.

 

M. var nu blevet færdig med at spise. Forhænget for teltindgangen var

ikke rullet ned, for vejret var dejligt og meget varmt. Inde i det

åbne telt sad M. på en kasse med ryggen til missionærboligen. Han

havde hverken set eller spurgt efter den sore hund, da han trådte ind

i teltet. Men så var det, at hans kone, midt i det hele sagde: "Se,

hvad er det Juaansersuaq vil? Han løber vist efter noget med en stok i

hånden!" Så fortsatte hun: "Nu kan jeg se den store hund komme farende

i vild flugt. Da den store hund var løbet ned, så man ikke mere til

missionæren. Den kom ind i teltet, og M. sagde nogle bebrejdende ord

til sin kone. Men som sædvanlig blev affæren hurtigt overstået og roen

genoprettet.

 

Da den store hund kom ind, irettesatte M. den for en gangs skyld,

akkurat som man talte til et menneske. Og dette fik jo

hunden til at blive føjelig og lydig. Solen var så småt ved at gå ned

i nord, da M., som havde været ude at trække frisk luft, kom ind og

sagde: "Jeg bliver ved med at have en sur smag i munden af den danske

mad, selv om jeg har spist kød flere gange midt på dagen." Så

fortsatte han: "Nu skal jeg spise igen." Så trak han et stort

hvalbarde fad med kogt kød frem fra et sted under en lampebriksligende

indretning og tog sin kniv. Mens han roligt trak fadet frem, stak han

sin kniv ned i et stykke slag (?"Itsiangufâritdlunigôq"). Han havde

lige taget en mundfuld, så sagde konen, der var vendt mod

missionærens hus: "Se, nu kan jeg se J. komme frem ude om hjørnet af

haven, og nu går han ned med en bøsse i hånden!" M. selv så ikke til

den side, hvor missionæren var, fordi han var i færd med at tygge.

Mens han endnu tyggede, sagde hans kone: "Nu går han skråt hen over

vejen og direkte hen mod os." Idet hun sagde det, skubbede han fadet

ind på plads og lagde kniven i det. Han slugte det, han havde fået i

munden, vendt sig en halv omgang og så, at missionæren var kommet tæt

på med bøssen i hånden; den lignede en stor teltstang.

Da missionæren var kommet helt tæt på, rejste M. sig op og trådte i

det samme ud over teltes "dørtærskel"; udenfor kiggede han på hans

ansigt og genkendte ham straks, det var ikke noget venligt ansigt, rødt

over det hele, og ikke spor smilende. "Måske," sådan indledte han,

"ville din stor hund have ædt alle vores høns, hvis jeg ikke havde set

den gennem vinduet." Han fortsatte straks med betydelig hævet

stemme: "Mon ikke du har hørt," og endnu højere: "at der ikke

måtte tages hunde med til Noorliit, fordi medlemmerne af menigheden ikke

må holde hund?" Så fortsatte han direkte: "Ergo, da hunde er forbudt

i vores bygd, er jeg kommet for at dræbe den."

M. svarede ikke lige med det samme, han pegede ind i teltet på hunden,

der lå rullet sammen på sit leje med sengetøj i den anden side af

teltet, stillede sig unden hans ansigt, denne store qallunaaq, der jo

var meget højere end han selv og sagde op til ham: "Denne hund er ikke

udstyret med forstand og den kan ikke tænke som et menneske. Derfor

løber den efter jeres høns, fordi det var første gang den så den slags, og fordi den ikke opfattede dem som mennesker." Da svarede J. så højt, som han overhovedet kunne, mens han blev rød i hele hovedet: "Har du nogensinde hørt om en missionær, der har dræbt et menneske?" Med de ord smed han sin store bøsse og tog M.

omkring begge overarme, så det stak og smertede. Han blev meget

forskrækket, fordi denne qallunaaq var kæmpestor. M. var straks

sikker på at den anden ville vælte ham, da han greb ham omkring

armene. Og endnu mens denne qallunaaq holdt ham fast om armene,

besluttede han at gøre sit yderste for ikke at blive væltet. Han

tænkte: "Dette er et angreb imod en forsvarsløs person." I det samme

opdagede han, at modpartens armhuler var ret åbne, og med en

kraftanstrengelse gjorde han et forsøg på at tage ham om livet. Det

lykkedes, og han ønskede inderligt, at hans hænder ville nå hinanden

bag ham. Mens han hold fast i jakken, tænkte han: "Skulle man mon

prøve at løfte ham!" Han gjorde et ihærdigt forsøg og mærkede, at han

slap jorden. Han løftede ham endnu højere; og efter at have

kigget sig omkring, ville han kaste ham varsomt fra sig, i den for ham

mest bekvemme retning, nemlig til venstre. Men han havde åbenbart

gjort det voldsommere end tænkt, for da kroppen ramte jorden, bumpede

den videre hen ad jorden, så han kom til at ligge på ryggen. Men næsten

omgående stødte han fra, rejste sig og vendte sig imod ham med neglene

fremme, idet han råbte: "Nå, så du er blevet vred?" M. ville egentlig

have svaret ham blidt. Men uforvarende kom han til at råbe højt og

tydeligt: "Du blev vred før mig!" Da tog missionæren ham endnu engang

omkring overarmene. Denne gang reagerede M. omgående og tog ham

omkring livet som før. Han vidste fra forrige gang, hvor let han var,

og i det samme han løftede ham, kastede han ham over ad havemuren til,

men varsommere dennegang, fordi han havde set så ynkelig ud forrige

gang. Kroppen hoppede kun en enkelt gang hen ad jorden, og så såre han

standsede, stødte han sig op og spurgte, ganske overraskende, for

anden gang: "Blev du vred?" Han svarede ham blot som før: "Du blev

vred før mig. Først nu er jeg også blevet vred." Da gik missionæren,

forbi den stakkels grønlænder, hen til sin bøsse. Han samlede den op,

og uden et blik på M. begav han sig med særdeles raske skridt op

til sit hus. De stirrede på ham, da han gik op. De så ham åbne døren

og gå ind, og i det samme hørte de en dør smække med en sådan kraft,

at det gav ekko i hele området omkring næsset; og han viste sig ikke

mere.

 

M. vendte sig mod sin kone, der stod bag ved ham, og sagde: "Så skulle

vi to gange over den brede fjordmunding helt forgæves (jeg mener, det

skal forstås sådan. Ch.B.), for han vil sikkert be os rejse. Det er

også lige meget, om han faktisk ber os rejse nu, hvor det er lyst hele

døgnet og vi kan rejse om natten." De ventede længe på, at han skulle

sende besked. Solen var efterhånden på vej over Qeqertasussuk, men

endnu var der ikke kommet nogen.

 

M. der sad inde i det åbne telt med ryggen til missionærboligen, hørte

pludselig konen sige: "Se, nu kommer J.s kiffaq helt målbevidst

herhen." Han nærmede sig, og han nåede ikke engang helt frem, før han

sagde til ham og tilmed brugte hans danske navn: "M. bedes komme hen

til J.!" Uden flere ord vendte han sig om og gik. Lige før

budet/kiffaq'en nåede hjørnet af haven, sagde konen til manden: "Han

vil sikkert be os rejse herfra."

 

Da kiffaqen var gået ind i missionærens hus, skulle M. af sted. Han

sammenlignede sig selv med en ting, der var udbudt til salg, men som

ikke var for god, - så minderværdig følte han sig. Han sagde til sin

kone: "Der bliver meget et ordne, begynd bare at gøre klar. Vi kommer

til at rejse i nat."

 

Da han begav sig op til huset, tænkt han: "Ligegyldigt hvor voldsomt

han optræder over for mig, vil jeg denne gang forholde mig helt

passiv. Lad ham bare gøre med mig hvad han vil, det er helt rimeligt."

Han nåede frem til den yderste dør ved køkkenindgangen. Langsomt

åbnede han døren. Han så ikke en eneste qallunaaq. Han trådte ind og

ville lukke yderdøren forsigtigt efter sig, men det blev med et stort

brag, fordi han allerede nu var blevet forvirret. Da han havde lukket

døren, blev han stående. Han stod stille og lyttede, f.eks. efter

skrabelyde af sand. Da han havde stået længe nok uden at have hørt det

mindste, overvejede han at gå igen. Endelig hørte han så lyden af en

stol, der blev flyttet ("issiaatarpallariaqiinnartoq"). Døren fra

vindfanget ind til stuen var lukket. Samtidig med lyden af stolen,

hørtes der også derindefra en dør, der blev lukket. I det samme gik

døren til vindfanget op på klem ("makitalaarluni"), men ikke så man

kunne kigge ind(?). Han stod med bøjet hoved. Så hørte han døren til

vindfanget blive åbnet og lyden af skridt, der nærmede sig. Han kunne

kun se et par store fødder. Da han (de) kom ganske nær, standsede han

(de). M. skulle jo under alle omstændigheder kigge op og se, hvem det

var, så det gjorde han. Han så en stor fremstrakt hånd tæt på, og så

såre M. rakte hånden frem, blev den trykket, så det gjorde ondt helt

ind i marven. Og endelig sagde manden: "Jeg hørte godt du kom. Det var

ikke dig der blev vred, men mig der først blev vred. Jeg måtte først

slå min vrede ud af hovedet, og da jeg havde gjort det, gik jeg ud til

dig. Så fortsatte han: " Vent et øjeblik!" Han gik ind og direkte hen

og ind i spisekammeret. Kort efter kom han tilbage i køkkenet fra

spisekammeret med et stort rugbrød og et langt stykke rulletobak. Han

gik hen til M. med disse sager, gav ham dem og sagde så: "Jeg kom til

at blive vred, uden at du var det. Sagerne her skal være bevis på, at

jeg har slået det ud af hovedet. Hvis du kan lide Nuuk, må I gerne,

hvis I har lyst, blive her flere dage, efter at I har været med til

gudstjenesten!" Og M. sagde: "Jeg ville meget gerne blive i Nuuk

efter gudstjenesten. Men da de mange ting, vi har samlet til

vinterforråd, ligger ude i det fri, må vi vestover, så snart vi har

været til gudstjeneste." Missionæren nøjedes ikke med at sige farvel

til ham. Da han var på vej ud, tog han ham i hånden, og længe holdt

han hans hånd i sine hænder.

 

Da M. efter gudstjenesten rejste vestover og ankom til Attorsuit, til

alt det sammenbunkede vinterforråd skilte han kødstykkerne fra

hinanden og bragte stille og roligt alt det tørrede kød ind i forråds-

skuret. Og så først kunne han komme ud på de ture, han havde lyst til.

Skønt M. havde fast boplads i Attorsuit, bosatte han sig som ældre i

Nuuk og døde efter sigende i Saqqarliit.

 

Var.: Milortuaraq

 

Hist.: Autentisk fortællling. Vedr. Qaquk hvor mange samledes til stenbiderfangst i sæsonen, var det også dér man, ligesom i Qivioq, kunne hente sig strandede sødyr ved lavvande. Stedet var også kendt i Østgrønland fra rejser eller rygter: søg på: Qaquk.

oqalualârut / Aqigssiaq / Aqissiaq

Print
Dokument id:196
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Jeremias
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / Aqigssiaq / Aqissiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 263 - 267, nr. 91
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling.

I Sermiligaarsuk ved Kangaarsuk plejede et ældre ægtepar at

overvintre på en plads, der hed Ukiivinnguaq. De havde en eneste søn. Hver

sommer tog familien ind i bunden af Sermiligaarsuk. En sommer, mens de boede

derinde, blev sønnen syg, og de havde intet middel til at gøre ham rask. Sønnen

døde, og de sørgede meget, fordi de dermed havde mistet den eneste, der kunne

hjælpe dem i deres alderdom. Der fandtes ingen trøst for et hjerte, der pintes

af sorg, da man dengang ikke havde (læst) Jesu evangelium. De kunne ikke glemme,

hvor meget sønnen led.

De vendte tilbage til deres vinterplads, og den lille ældre mand begyndte at

tage ud på sælfangst. En dag roede han vestover og for vild i tågen. Han så en

klapmyds og roede hen til den. Det var en død klapmyds. Han tog den på slæb. Det

viste sig, at han engang havde set en stor indlandsbo (her mangler der noget.

Det lyder ihvertfald mærkeligt. Chr.B.).

Han sagde til den store indlandsbo: "Fortæl noget." Men indlandsboen sagde

ikke noget. Den lille ældre mand sagde atter til ham: "Jeg mangler noget til at

fordrive tiden med. Fortæl et eller andet - om noget du har set eller oplevet."

Den anden sagde stadigvæk ikke noget. Den lille ældre mand sagde: "Hvad skal jeg

gøre ved dig. Jeg dræber dig, når du ikke siger noget." Den anden ytrede

stadigvæk ikke noget. Den lille ældre mand var i mellemtiden nået til sin søns

grav, uden at han havde haft det til hensigt. Da de kom til sønnens grav, dræbte

den lille ældre mand indlandsboen. Så bandt han en line fast om hans hals og

fastgjorde en sten til den anden ende, hvorefter han sænkede liget i vandet,

således at kun fødderne sås på vandoverfladen. Så fik han da selv klapmydsen.

(Her er også noget mærkeligt. Chr.B.)

Da der var gået nogle få dage, gik han igen hen til sønnens grav, og dér

gav han sig til at græde. Mens han græd, hørte han én, der sagde til ham: "Du har

åbenbart noget at græde over, siden du græder." Han så to mænd stå ved sin side.

Han sagde: "Hvad skal I her." De svarede: "Vi er kommet hertil for at lede efter

vores bror, som ikke er kommet hjem fra fangst." Det viste sig, at det var disses

bror, som den lille ældre mand havde dræbt netop dér, hvor de stod. Så råbte de to

mænd efter deres morbror: "Vores ledsager, skynd dig at komme herhen." Så kom

onklen frem, og han var så bred som to mænd tilsammen, og han hed Aqissiaq, en

indlandsbo. En af mændene sagde: "Den mand har nogle historier, fortæl noget

(lidt usikkert. Chr.B.)" Den lille ældre mand sagde: "Ja, fortæl endelig, så at

jeg kan fordrive tiden ved at lytte, for jeg er så bedrøvet over tabet af min

søn." - "Ja, det er rigtigt nok, at jeg har meget at fortælle."

Han fortalte: "En vinter manglede vi alle mad. Jeg måtte tage ud på fangst

for at skaffe mad, og jeg var flere gange ude for fare. Min far havde advaret mig

imod at komme til et område, der lå mellem to høje fjelde, fordi han engang dér

havde set en forvokset orm, som så uhyggelig ud. Engang, mens jeg var ude på

jagt, brød stormen løs, og jeg for vild og befandt mig pludselig på dette sted.

Pludselig fik jeg øje på denne kæmpeorm. Jeg gav mig til at flygte, men den

fulgte mig og havde stor fart på. Jeg styrede imod det højeste fjeld, og da jeg

befandt mig på halvvejen, så jeg tilbage og opdagede, at den var lige bagved

mig. Jeg stak den med spyd i skulderleddet og løb videre til det næste fjeld.

Jeg var nået halvvejs, da jeg faldt om af træthed og mistede bevidstheden. Jeg

kom til mig selv og mærkede sneens kulde og kom i tanke om, at jeg jo var på

flugt. Jeg for op og sprang frem så langt som et stenkast med en slynge. Da jeg

så tilbage, så jeg ormen ligge død. Jeg gik hen til den og skar et stykke af -

et passende stykke, som jeg var i stand til at bære. Så begyndte hjemturen. Jeg

havde svært ved at følge mine spor, da byrden var så tung ("túmáka

uniortardlugit" er jeg ikke sikker på, om jeg har oversat rigtigt. Det kan vel

også betyde: "Jeg vaklede" - Chr.B). Da min nu afdøde far så mig komme, skulle han

have sagt følgende: "Aqissiaq har fanget noget, som ikke er en sæl." Mine

husfæller var ved at dø af sult. Det var et ynkeligt syn. Da de havde spist, fik

nogle af dem kræfterne tilbage, mens andre døde. Den efterfølgende dag hentede

jeg mere kød. Så havde vi mad nok til det meste af vinteren.

Det skete engang, mens jeg endnu var ung, at en af dem vi spillede bold

imod, dræbte en slægtning til os. Nu tænkte jeg kun på at hævne mig. Jeg gik ind

i det indre af landet bag Uunartoq ved Alluitsoq (Lichtenau - Chr.B.). Derfra

tog jeg hen til drabsmanden og hævnede mig på ham ved at dræbe ham. Så fik jeg

ro i sindet. Mens jeg var i det indre af landet, hørte jeg, at min elskede

morbror optrådte hovmodigt over for andre. Det viste sig, at han fratog andre

deres fangst. Jeg tog hen til ham og sagde, at det måtte han holde op med.

Senere fik jeg fortalt, at der i Tasersuaq, længere inde i landet i forhold til Tasermiut, levede en kæmpelaks. Vi lavede et spyd og tog derhen. Vi så den på

vandoverfladen midt på søen og samtidig opdagede vi, at der var andre, der var

på jagt efter den fra den anden side af søen. Vi stak den fra begge sider af

søen og trak den til os. Vores line knækkede, så de andre fik den. Så sprang jeg

til den anden side af søen og hjalp til med at flænse den. Jeg reddede mig hele

den anden side af laksen. Derfra tog vi hjem medbringende laksen, så de andre

også fik smagt på den. Da jeg kom hjem, lavede jeg en tromme af en af laksens

ribben. Jeg fik lejlighed til at prale af denne fangst over for andre."

 

Var.: Aqissiaq

oqalualârut / Morderen på Serfat

Print
Dokument id:251
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / Morderen på Serfat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 374 - 375, nr. 121
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 166.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (Om en drabsmand).

En stærk mand, som var morder, havde sin vinterboplads på en ø, der hed Serfat. Han brød sig mindre om at fange sæler. Han jagede og dræbte næsten udelukkende mennesker. I forsommeren, når folk begyndte at tage på ture, tog han ophold længere mod nord på den del af fastlandet, hvor der var store kløfter og ventede på, at der skulle komme kajakmænd forbi. Engang mens den stærke mand var ude på

fangst i kajak, blev hans svoger, der var ude i kajak alene, dræbt af

sydlændinge, som var kommet i konebåd til Nuuk-området for at gå på rensdyrjagt.

De mange kajakmænd ramte ham gentagne gange med deres fuglepile og dræbte ham.

 

Da den stærke mand erfarede, at sydlændingene havde dræbt svogeren, tog han

hver dag ud til de steder, som sydlændingene ville passere på vej sydover. En

dag traf han tre kajakmænd, som viste sig at være dem, der havde myrdet

svogeren. Han dræbte dem, og derefter førte han dem til den kløft, hvor han

plejede at dræbe dem, der kom forbi, og lagde dem dér. Til sidst var den store

kløft ved at være fuld af de mennesker, han havde dræbt. Alle dem, han traf, dræbte han og nogle af dem spiste han.

 

Hist.: Der er mange fortællinger om mord, lystmord og blodhævn fra den tid, hvor sydlændinge rejste den lange vej nordpå og tilbage for at handle med hollænderne og deltage i hvalfangst deroppe.

oqalualârut / oqalualaarut / Tivagajûmik / Tivagajooq inorersumik

Print
Dokument id:274
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / oqalualaarut / Tivagajûmik / Tivagajooq inorersumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 477 - 481, nr. 144
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Fyldigt oversat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 119.

 

Resumé: se nederst.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om Tivagajooq (om massemorderen)

 

Engang for mange år siden rejste fire danske tjenestefolk og tre kvinder i konebåd op efter en kolonibestyrer i Maniitsoq / Sukkertoppen, som skulle flytte til Nuuk / Godthåb. Kolonibestyreren mente, at det var for sent om efteråret at rejse til Nuuk med isen, der var på vej, og derfor blev han i Maniitsoq, mens de andre rejste. Folk opfordrede ellers de rejsende til at overvintre på stedet, fordi ruten allerede var for farlig, men forgæves. Nogle af dem, snedkeren og Amalie, var så forelskede i hinanden, at de alligevel tog af sted.

 

Undervejs sydpå, vist nok syd for Napasoq, led de skibbrud. Derefter fortsatte de til fods. Vist nok nord for Atammik kom de ud for et stormvejr på vej over nyisen på en mindre fjord, og nu hvor de var tvunget til at redde sig i land, faldt den forelskede kvinde og fik hofteskred. Da de kom i land, bar de andre hende på skift. Da de forlod hende, var hun levende og ved at mave sig ind i en gammel husruin. De forlod hende, fordi de på grund af den lange rejse ikke regnede med, at kunne redde hende.

 

Da Niaqungunaq endnu ikke var islagt, gik de ind over land og ind imellem på nyisen. Da landet var meget ujævnt og svært at klare til fods, kom de kun langsomt frem. Det siges at Igasukasik spiste så hurtigt og ofte af sin proviant, at han før de andre ikke havde mere at spise. Når de skulle spise, nøjedes de andre med vilje med kun to beskøjter / skibskiks hver gang. Da provianten var ved at slippee op, begyndte de at dele beskøjterne midt over og oftest kun spise en halv hver. En dag havde de så spist al maden.

 

Når det var meget dårligt vejr, sov de ovenpå hinanden i læ af sten, fordi det var så koldt. Sneen føg, og der var ingen sigtbarhed. En dag i bjergpasset ved Agiattaat kunne Igasoq ikke klare det længere. Da han var døende efterlod de ham. Da de ikke kendte ruten, gik de langs en sø, Ammalortoq hed den, og på den måde fulgte de en rute, andre rejsende ikke bruger, og de kom så til en stor sø. Til sidst var de så hærgede af sult, at Tivagajooq begyndte at spise tørv. Han opfordrede også de andre til det, men Talluki ville ikke, og det siges, at en anden kvinde blev fuldkommen mæt af et enkelt bær, som hun spiste undervejs.

 

Så fik de øje på Kussukfjorden fra fjordbundens nordside og genkente Nuugaarsuk, der var Jerimias' overvintringssted, og fjeldene ved Nuuk. De blev så glade, at de ville danse, og de tog hinanden i hånden, men efter een runde måtte de holde op. De gik nedad, og vest for Manissorsuaq, ved en lille sø, kunne de ikke alle gå videre, og her blev de nødt til at efterlade Sanasukasik (snedkeren). Mens de gik nedad kunne heller ikke Talluki mere. Lige før de skulle til at gå over isen, døde han ved Usersiutillit. Det siges, at hans sidste ord var fyldt med lykke.

 

Da resten af de rejsende, to kvinder og Tivagajooq, meget langsomt og helt udmattede kom over isen mod Nuugaarsuk, troede folk på stedet, at det var folk fra Saarloq, som, forhindret af nyis på havet, kom gående til stedet, men det viste sig så at være tjenestefolk.

 

Da de nærmede sig bopladsen, forlod to af dem den tredje og gik videre. Så begyndte folk på bopladsen, som fejrede sidste juledag, at løbe hen imod dem uden at vide, hvem de var. Da de kom hen og udspurgte dem, fortalte de at Tivagajooq ikke kunne gå længere, og så gik de bare forbi kvinderne, selv om den ene af dem havde det rigitg skidt. Da de så løb af sted med Tivagajooq ved hænderne, bad han dem sagtne farten, hver gang han fik det dårligere. Han kunne næsten ikke mere, da de nåede hjem med ham, og hans fødder var frosne. En mand ved navn Jerimias anbragte hans fødder i et spækkar, som han havde fyldt med saltvand og is for at holde vandet koldt. Han var så sulten, at han straks begyndte at tygge på en tørret lodde uden først at rive hovedet af. Jerimias gav ham nu en lille smule mad, fordi han mente, det kunne skade at give ham mere. Og det var den Jerimias, der tidligere havde boet i Ilulissat. Det fortælles at Tivagajooq var så sulten, at han endda slugte sin skrå. Den ene af kvinderne var også meget forfrossen omkring knæhaserne og lænden.

 

De var taget af sted tidligt om efteråret og først kommet tilbage den sidste juledag. Og da Tivagajooq først skulle have sine frosne fødder helet og næsten heller ikke kunne gå, blev de længe i Nuugaarsuk. Da han endelig begyndte at kunne gå igen, syede Jerimias' kone lave kamikker til ham, og det fortælles, at de kom til at ligne små tallerkener. Da han første gang prøvede dem, skete der ham endnu en ulykke. Han gled og faldt på enden og slog sit lårben forbistret. Da han kom ind i husgangen kunne han ikke komme op i rummet, og så hjalp Jerimias ham ind. Endnu engang kunne han ikke gå, og først et stykke tid senere kunne han atter gå. Netop som han var blevet helt rask, fangede Jerimias en hvidhval, og da Tivagajooq havde spist kogt mattak blev han helt desperat efter at komme tilbage til Nuuk. Da han begyndte at få raserianfald og gav sig til at sammenligne det kogte mattak, han spiste, med dansk mad, drog de af sted med han til Nuuk.

 

Da de kom til Saarloq viste det sig, at en af de dygtige fangere havde været inde i kolonien og handle, og han havde beskøjter og te. Og da Tivagajooq fik noget af det, spiste han godt. Da de ankom fik alle folk i Nuuk besked om det med det samme. Det fortælles at det første de hørte var: "Tivagajooq er kommet, og Jerimias har fanget en stor hvidhval." Folk var længe om at fatte det, for: Tivagajooq var jo på rejse nordpå og Jerimias boede inde i Nuugaarsuk.

Her slutter beretningen.

Resumé af Rinks oversættelse:

"Nogle rejsendes mærkværdige vandring over landet ved Godthåb". En historisk fortælling om købmanden fra Maniitsoq, fire danske tjenstefolk og tre grl. kvinder, der rejste mod Nuuk, men forliste, formentlig nær Napasoq, og fortsatte over is og land. De fleste døde undervejs. Kun to kvinder og Tivagajooq nåede med kraftige forfrysninger frem til Nuugaarsuk i Godthåbsfjorden, hvor Jeremias fra Ilulissat overvintrede. Han behandlede forfrysningerne, de forulykkede kom sig, og da T. efter at ha smagt mattak længtes for meget efter dansk kost, måtte man transportere ham til Nuuk. Han har været fanger for kolonisterne og har derfor kunnet købe sig brød og te. Ankommet siger de: "T. er kommet og J. har fanget en hvidhval." Det var sort tale for Nuuk-boerne, for T. havde jo hjemme i Maniitsoq og J. i Ilulissat.

 

Hist.: Autentisk fortælling. Dateres af Rink (1866-71, I:367): Flokken gik fra Napasoq d. 11. december og de tre der gennemførte turen, Hans Olsen (Tivagajooq) og 2 piger, ankom til Nuuk d. 26 december 1791.

Man har godt rede på hinanden, også på folk fra andre lokaliteter. Bemærk: sammenligningen mellem mattak og dansk mad.

 

Det opklares ikke, hvorfor Tivagajooq kaldes massemorder, med mindre det var fordi det var ham, der mest insisterede på at tage tilbage fra Maniitsoq til Nuuk.

oqalualârut / Oujoq / Uujooq

Print
Dokument id:250
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / Oujoq / Uujooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 374, nr. 120
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 165.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 226: En fortælling. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 226: Oqalualaarut (Uujooq).

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (Om drabsmanden Uujooq).

 

Drabsmanden Uujooq, fortæller man, begik ustandseligt drab og var menneskeæder.

Han boede sydpå, men flyttede rundt hele tiden. Han havde mange koner, men

ingen sønner. En gang iagttog en kajakmand ham uset fra et lille næs. Morderen stod ved en sø ved siden af det dræbte menneske. Han havde skåret hovedet af sit offer, og han drak vand med det (kraniet) som drikkebæger. Han kiggede bare på ham uden at foretage sig noget af angst for at blive set og dræbt. Uujooq havde ridset drabsmærker hele hovedet rundt og var igang med den næste række. En anden mand havde iagttaget ham tælle disse ridser, og dermed hvor mange drab han havde begået. Alligevel blev han døbt som en gammel mand og fik navnet Esajas.

 

Var.: Uujooq indgår i flere forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk.

 

Hist.: Uujooq er en historisk person: se også Thisteds note 1999: 226.

Oqalualârut angakup pisusia

Print
Dokument id:1850
Registreringsår:1864
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:Prûtars, Aviaralak
Nedskriver:Mikiassen, Niels (Nis)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalualârut angakup pisusia
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 233v - 237h, nr. 348
Lokalisering:[Narsaq: Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortælling om åndemanernes væsen.

I gamle dage, i mine bedste år, da der var åndemanere / angakkoq / angakok / prøvede man alt. En gang jeg manede ånder, så jeg to flammer nærme sig vestfra.

Jeg fik dem ikke trængt tilbage. Jeg kunne ikke få dem til at bakke.

Jeg tænkte kun på det at være åndemaner og var kun optaget af det (?

illaleruermik - noget med at tilskynde). Da de var kommet ganske nær,

opdagede jeg, at det var en isbjørn og en hvalros. Så hørte jeg de

gamle sige: "Det må være dem, der skal være dine poser." Jeg blev

bange og holdt op med åndemaningen.

 

I mine bedste år, mens jeg var åndemaner, overvintrede jeg på

Illoriuaatsaat. En dag var jeg på fangst syd for øen (sarqânut -

egentlig solsiden) vest for Innariuttalik. Jeg nærmede mig en stor

kajak øst for mig - alt på den forekom helt hvidt: Selve kajakken,

fangeblæren / fangstblæren og manden selv, en meget veludstyret kajak. Jeg tænkte:

"Endelig kommer jeg til at ro sammen med en hjælpeånd." Jeg

kom hen til den og så, at fangeblæren skinnede (Rinks kommentar). Det

viste sig, at det var genskinnet af lyset fra enderne (isuvisa

taglisimarnga). Igsanga (?) spurgte jeg ham: "Hvad koster dine

(utydeligt)? âain Suain tarâim pus (Ein, zwei, drei pus ?). Straks

spurgte jeg ham om hans forfædre. Han sagde ikke noget; han lod ikke

til at ville flygte (qimârpadlangilaq - oversættelsen er kun et

gæt CB). Han tog et åretag hen imod mig. Jeg gjorde det samme.

Straks var jeg nær (?) kæntret (Rinks kommentar).

Jeg baksede og baksede mig op nedefra, og rejste mig op igen. Jeg

gjorde det meget behændigt. Jeg spurgte ham igen, men der kom ikke en

lyd. Det lød ikke som om han kaldte på en hjælpeånd. Han tog et åretag

i retning af mig. Jeg gjorde det samme, og straks var jeg nær kæntret

(Rinks kommentar). Jeg bevægede mig og bevægede mig nedefra og rejste

mig op igen, og jeg gjorde det meget behændigt. Det var jo det rene

selvpineri. "Hvad er det egentlig for en kajak?" "Åh, min elendige

mave" (sagde han ?). "Der fik du vist ondt i maven. Fortæl nu" (sagde

jeg ?). "Ja, ja, ja." For sidste gang spurgte jeg ham. Endelig begyndte den

store mand at sige noget, begyndte at kalde på en hjælpeånd, først på

sin ældste farbror, dernæst den mellemste, og sidst den yngste - sådan

sagde han. Han påstod, at han brugte den yngste farbrors kajak, og at

han brugte hans redskaber, en yderst veludstyret kajak. qangaliuna

(hvor længe siden mon - det er længe siden) takornarqisoq (så noget

første gang). Slut.

 

Hist.: Søg på puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Puulik-traditionen der er østgrønlandsk, var ifølge Rink gået i glemme i den sydgrønlandske landsdel på hans tid. Men her er åbenbart en tidligere angakkoq / shaman / åndemaner, for hvem den tradition endnu var aktuel i hans yngre år.

Hans sandsynligvis tyske brokker (Chr. Berthelsen gennemskuede dem) viser, at han tilhørte eller var vel bekendt med herrnhuternes menighed.

oqalualârut ilumôrtoq / Aqigssiamik / Aqissiaq

Print
Dokument id:303
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Beck, John
Nedskriver:Beck, John
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut ilumôrtoq / Aqigssiamik / Aqissiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 620 - 625, nr. 176
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den sandfærdige fortælling om Aqissiaq.

 

I gamle dage var der en konebåd, der sejlede ind i Isortoq, og mens de opholdt sig ved Erqalusussuit, blev en af kvinderne røvet af indlandsboere. De bortførte hende til indlandet, gik over indlandsisen her og der, og ved aftenstid nåede de med hende til et stort fjeld, Pingu, øst for Ikertooq. Denne kvinde, som var et af de almindelige mennesker ('inuit'), der levede dengang, blev gift med en af indlandsboerne og fik en søn. De gav ham navnet Aqissiaq.

 

Aqissiaq voksede op og blev gode venner med to af sin fars nevøer, altså med fætrene. De sloges og kappedes. Det varede ikke længe, så kunne vennerne ikke klare sig over for Aqissiaq, og de kunne end ikke løbe ham op. Aqissiaq, hvis mor var inuk, var af vækst lidt mindre end en indlandsbo. Alligevel frygtede indlandsboerne ham, og han blev kendt for sin styrke og fangstevner.    

 

Han opsøgte et par gange inuit og forhørte sig om sine mødrene

slægtninge. En gang han mødte nogle, fortalte han følgende: "Da min far var

blevet gammel og ikke længere fangede, kom man engang til at lide stor nød. Når

jeg var ude på fangst, holdt min far øje med vind og vejr fra to store fjelde,

der lå over for hinanden. Når det trak op til dårligt vejr, mens jeg var ude på

fangst, plejede han at varsko mig. Og så snart jeg blev bekendt med hans advarsel,tog jeg gerne hjem med det samme - hvor jeg end befandt mig. Hele tiden holdt

han mig orienteret om mange ting. Han sagde, at jeg kunne tage hen, hvor jeg

ville, men jeg måtte ikke tage nordpå, hvor der lurede mange farer pga. en kæmpeorm deroppe nordpå.

 

En dag jeg var ude på fangst, forbigik jeg min fars advarsel og tog ikke hjem, fordi jeg ikke havde fanget noget som helst. Da jeg så endelig skulle hjemad, blev det et frygteligt vejr. Det var ikke til at se noget på grund af blæst og sne. Jeg mistede orienteringen og gik så bare videre på må og få. Midt i al denne forvirring fik jeg øje på to store vinduer - som på et hus. I sammenhæng med disse to vinduer var der noget, der lignede en stor snekam. Da jeg ville skridte over den, gik det op for mig, at det var den kæmpeorm, som min far havde advaret mig imod. Jeg flygtede sporenstregs og da den i det samme så mig, satte den efter mig. Den indhentede mig. Jeg hoppede over den flere gange mens jeg hver gang dolkede den. Den var ikke død endnu da jeg blev træt og løb væk fra den. Jeg så mig tilbage, og der var den, lige ved at indhente mig. Jeg var dødtræt og kiggede mig hele tiden tilbage mens jeg flygtede videre. Til sidst faldt jeg besvimet om. Jeg havde ikke set efter, hvor jeg gik. Men jeg var altså faldet over en sten, der stak op.

 

Jeg lå bevidstløs nogen tid men vågnede op ved at mærke, at mit ansigt var isnende koldt. Så huskede jeg pludselig, at jeg jo var på flugt fra ormen. Da jeg så mig

tibage, var den minsandten standset lige bag mine fødder. Ufravendt stirrende på den krøb jeg væk, men den blev liggende bomstille. Jeg rejste mig og fjernede mig. Den fjerde dag nåede jeg hjem. Min far troede jeg var død (her er et ord, som jeg ikke er i stand til at tyde - Chr. B.). Da jeg kom ind, sagde han: "Nu har vi og de andre i huset ikke mere at leve af!"

 

Da Aqissiaq var udhvilet, gav hans far ham noget at spise. Først efter måltidet

sagde han: "Jeg slap med nød og næppe fra kæmpeormen. Men den var død, da jeg gik." "Det siges, at kæmpeormens kød består af lutter talg," sagde faderen og tilføjede: "Vores bopladsfæller er ved at dø af sult."

 

Aqissiaqs far fortalte sine bopladsfæller om kæmpeormen. De tog derhenad. Nogle faldt om og døde af sult, inden de nåede den. Andre

nåede frem og begyndte at flænse dyret. Det var næsten udelukende talg med

lidt kød indimellem. De levede af det hele vinteren.

 

Det var, hvad Aqissiaq fortalte, da han traf inuit første gang. Da han traf

nogen en anden gang, fortalte han følgende: "Under en fangsttur til lands

mødte jeg to af mine fætre, sønner af min farbror. De stod oppe på toppen af

et højt fjeld ('qáqarssûp nûane' - eller: på næsset til et højt fjeld - Chr. B.).

En gammel mand pegede på noget og sagde, at det var en ånd, han så, og han

spurgte, om nogen skulle kende en tryllevise / serrat. Aqissiaq sagde: "Jeg kender ikke nogen." Men en anden sagde: "Min far har lært mig en vise, der bruges, når man vil lokke et eller andet op imod strømmen." De andre bad

ham synge den. Da han istemte den, kom hvalen nærmere, men

Aqissiaq troede dem (alligevel) ikke. Hvalen var nu på vej ind i fjorden. Ligesom den nærmede sig mundingen af elven, blev havet farvet rødt. Så kiggede de bagud

og fik øje på en hel masse indlandsboere ('tunerpagssuit'). Det var deres

ansigter, der spejlede sig i vandet. De havde set hvalen og var

strømmet til af nysgerrighed, netop som hvalen næsten var ved elven. Aqissiaq blev i fyr og flamme  efter at jage hvalen, men han havde ikke sit fangstgrej

med. Han styrtede af sted for at hente dem. Han måtte løbe inden

om tre fjorde, og da han kom tilbage, var hvalen på vej op i elven, og

indlandsboerne kunne ikke komme til at lænse den, for den lå helt akavet i

forhold til dem. Aqissiaq stak den ('suvssivâ' - dansk notat - 'stikker

til delvis'. Jeg kender ikke ordet - Chr. B.). Det var jo Aqissiaqs fangst, så de

flækkede hvalen i to lige store dele på langs, og de andre fik den anden halvdel som fangstpart og tog hjem.

 

Næste gang Aqissiaq mødte inuit, fortalte han følgende: "Jeg var på jagt på

til lands. Jeg havde fået fortalt noget, som jeg ikke havde lagt mærke til, nemlig at de sydligere indlandsboere ville jagte en kæmpelaks i

Tasersiaq, der ligger inde i en stor fjord, men at de ikke turde gå igang med

det." Aqissiaq sagde til de andre (eller: sine fæller - Chr. B.), at de hurtigst

muligt skulle lave redskaber. På det tidspunkt havde Aqissiaq endnu ikke set laksen.

 

Da redskaberne var blevet færdige, tog de afsted og fik også øje på laksen

i søen. De så også, at indlandsboerne sydfra havde placeret sig ved søbredden

inden for det sted, hvor laksen befandt sig. Aqissiaq skyndede på sine

ledsagere og de harpunerede laksen. De, der var placeret på den modsatte bred,

harpunerede den også. Aqissiaq og hans ledsagere trak i fællesskab laksen til

sig. De var færre i forhold til sydlændingene på den modsatte bred, hvor de i  overtal også trak laksen over mod sig. Efterhånden løsnede Aqissiaqs

ledsageres harpunspidser sig fra laksen. Aqissiaq og hans nevøer måtte slippe

linerne, for nu var det kun deres harpunspidser, der sad i laksen, og de mange flere på den sydlige bred rykkede dem til sig (det må nok forstås derhen, at Aqissiaq og nevøerne ikke kunne stå imod rykket fra den modsatte bred - Chr. B.).

Aqissiaq blev utålmodig og søgte efter et passende sted, hvorfra han kunne komme over til den anden side af elven. Langt om længe fandt han det smalleste løb. Han mente nok, at han ville kunne springe over det. Men han kunne ikke få sine jaagtfæller til at springe med over ('ilane ajulerdlugit' - oversættelsen er

kun et gæt - Chr. B.). Aqissiaq gik et stykke op ad skrænten. Så satte han i løb,

dem på den sydlige bred gloede ellers noget, og sprang - og efter tre kolbøtter i luften landede han flot på den anden side. Da han kom hen til dem på den sydlige bred, foreslog han, at de skulle flække

laksen. Det kunne han gøre som han ville, sagde de, for de turde ikke binde

an med ham. Aqissiaq smed stykker af laksen over til sine jagtfæller på søens anden bred. Det skulle være deres fangspart. Da han ikke klarede at springe over elven med læs på ryggen, smed han det over elven først, og sprang så selv og landede på den anden side. Så gik de hjem til deres boplads.

 

Endnu en gang mødte han kystboere og fortalte dem følgende historie:

Aqissiaq var engang på jagt efter mågeunger ude på det yderste mågefjeld. Da han

kiggede ud over fuglefjeldet, så han Igalilik (mytisk skikkelse med en gryde på den ene skulder - Chr. B. - grydemand el. kogestedsmand - BS.), som var på jagt efter mågeunger. Aqissiaq kom til at tænke på, at den samme Igalilik engang havde frastjålet ham en fuldvoksen sortside. Aqissiaq blev vred på ham og skubbede ham ned over fjeldet, så han døde. Den dag i dag kan man se skelettet af den igalilik, som Aqissiaq skubbede ned. Denne Aqissiaq, hvis mor var inuk og hvis far var indlandsbo, var af vækst mindre end indlandsboerne, men større end inuit. Men hans overkrop var så bred som to inuit, der stod ved siden af hinanden. Han var blot lavere end to inuit, der stod i forlængelse af hinanden. Slut.

 

Var.: Aqissiaq.

oqalualârut inuit oqalugtuât / Bortblevne mænd

Print
Dokument id:263
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut inuit oqalugtuât / Bortblevne mænd
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 414 - 416, nr. 133
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling fortalt af inuit.

 

Det fortælles, at den ene efter den anden af de mange fangere på en boplads ikke var kommet hjem fra fangst inde i en stor fjord og formentlig var omkommet. Til sidst var der kun to brødre, begge stærke mænd, tilbage. En dag tog den ældste af brødrene af sted ind i fjorden i håb om at finde blot nogle af de mange bopladsfæller, der var forsvundet. Da han roede inden om fjorden, kom han til et sted med meget stærk strøm, der gik imod land. Selv om denne stærke mand roede af alle kræfter, var det umuligt for ham at forcere strømmen. Da han engang kiggede imod land, så han, at et ældre ægtepar var i færd med at hale ham ind mod land. Ved siden af dem stod en flok mænd, som senere viste sig at være deres sønner. Efter denne konstatering, kunne den stærke mand ikke gøre andet end at ro til land, og han gled op på stranden lige ved siden af mændene. Så snart han kom op af kajakken, rev de mange sønner betrækket på kajakken i stykker og stillede kajakken oven på konebåden, der var anbragt på et stillads. Han kom op i huset, og der blev sat mad frem til ham. Midt i spisningen opdagede han, at der imellem bærrene stak et par menneskehænder frem. Han opgav at spise videre. Han blev på stedet uden kajak.

Hans lillebror ventede på, at han skulle komme hjem, men forgæves. Han var

nu den eneste mand, der blev tilbage på stedet. Han tog af sted ind i fjorden, og

da han roede inden om fjorden, kom han til et sted med stærk strøm, der gik ind

mod land. Det var umuligt for ham at forcere strømmen. Han kiggede ind imod land

(og så et ældre ægtepar) (her var vist noget, der ikke var kommet med - Chr. B.).

Det viste sig, at det var dem, der trak ham ind mod land. Ved siden af disse

stod mange mænd. Blandt disse genkendte han sin lillebror (der skulle have stået

storebror - Chr. B.). Han roede nu mod land. Da han steg ud af kajakken tog

storebroderen kajakken og stillede den op på et stillads uden at rive betrækket

i stykker. De andre sagde, at de nok var brødre. Men storebroderen lod, som om

den nyankomne ikke var hans bror. Da det blev aften, tilbød storebroderen at

passe på gæsten om natten. Det sagde de andre ja til. Det viste sig, at de mange

sønner var bange for at dræbe den stærke mand. (Der er sprunget noget over i den

grønlandske tekst. Der skulle vist have stået: Det viste sig, at det var dem,

der havde dræbt alle de mænd, der var forsvundet - Chr. B.) Han lod lillebroderen

flygte. Og først da han antagelig var kommet tilstrækkeligt langt væk, vækkede

han mændene og fortalte, at gæsten var taget af sted, uden at han var blevet

såret. Alle stod op og gav sig til at forfølge ham i konebåd ved at padle, og

lillebroderen (der skulle nok have stået: storebroderen - Chr. B.) var med.

Konebåden halede mere og mere ind på kajakken. Så gjorde storebroderen en eller

anden skjult manøvre, der bevirkede, at nogle af padleårerne knækkede. Da kunne de ikke indhente ham.

Efter at lillebroderen var vendt hjem, samlede han i syd og nord nogle

mennesker sammen til at hjælpe sig imod disse mennesker. Da det blev vinter,

rejste mange mennesker over isen ind i fjorden for at angribe disse mennesker,

der boede i bunden af fjorden. De (angrebne) blev bange og krøb ind i store klipperevner. Men den stærke mand gemte sig ikke, idet han bildte dem ind, at han på den måde ville forsvare dem. Da angriberne kom, førte han dem hen til gemmestederne og udefra sendte de pile ind i klipperevnerne og dræbte alle de mange sønner undtagen faderen, for da havde de ikke flere pile. Men en forældreløs dreng, der havde én pil tilbage, skød ham og ramte ham i næseroden. Så løb den stærke mand efter ham og gav ham det dræbende stik. De gav den forældreløse redskaber ('pequtissanik' - pequtissat betyder egentlig: ammunition til patroner - Chr. B.) som belønning.

 

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Brødrene som forsvandt; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen

Oqalualârut itsángitsoq / Oqalualaarut itsanngitsoq / Pamêq / Pameeq / Apollos mor var til stede, da Pâmeq dræbtes

Print
Dokument id:372
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Apollo
Nedskriver:?
Mellem-person:?
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalualârut itsángitsoq / Oqalualaarut itsanngitsoq / Pamêq / Pameeq / Apollos mor var til stede, da Pâmeq dræbtes
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 771 - 775, nr. 155
Lokalisering:Narsaq
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:  

 

En fortælling, der ikke er så gammmel, om en stærk

mand, som var morder, hed Pameeq, og boede syd for Paamiut.

 

Apolos / Apollos mor var øjenvidne, da hans fjender hævnede sig på ham og

dræbte ham.

At Pameeq, kraftkarlen, drabsmanden og åndemaneren, der boede syd

for Paamiut, virkelig dræbte så mange, vidste hans familie ikke. Når

en slægtning eller bopladsfælle udeblev fra fangst, begravede de ham

i den tro, at han var omkommet under fangstturen. Så skete det,

at en ældre mand engang var ude i kajak; og da han roede uden om en

klippehule, så han, at der var en kajakmand inde i klippehulen. Han

blev urolig og roede til. Det samme gjorde kajakmanden inde fra hulen,

og halede hurtigt ind på den ældre mand. Den ældre mand roede udefter

for på den måde at blive synlig for folk fra teltene hurtigst muligt.

Han var klar over, at den anden hurtigt ville indhente ham, hvis han

roede langs med kysten. Så snart den ældre mand var kommet så langt

ud, at han kunne ses fra teltpladsen, roede forfølgeren tilbage imod

land. På den måde blev de klar over, at det var denne mand fra

klippehulen, der dræbte deres bopladsfæller, der udeblev fra

fangstture.

 

De var ikke i stand til uden videre at hævne sig på ham,

da han var meget stærk. De inviterede ham på besøg, selv om de

ikke rigtig troede, han ville komme. Men minsandten om ikke han

indfandt sig med en ledsager ved navn Nattoralik. Så snart Pameeq var

kommet op af kajakken og var gået op til teltene, rev de hans

kajakbetræk i stykker. De mange mænd på stedet fulgte ham på hans

runde fra telt til telt, for han var så hurtig til bens, at de ikke

kunne indhente ham, hvis han nåede at flygte. Han besøgte det ene telt

efter det andet og blev budt på rigelig mad alle steder. I det sidste

telt, han besøgte, boede forældrene til Apolos mor. Der var i teltet

fire sønner. Den ældste hed Kalajaaq, den næste Uppaq, den mellemste

Akkaluuk, den yngste Ilutak; og deres søster hed Arpaleraaq. Da Pameeq

kom ind i teltet, spurgte han, hvor Kalajaaq var. De svarede, at han

var gået i seng, fordi han var så søvnig (isinigoq ajuleramigit - det

kan også betyde, at han havde dårlige øjne). I virkeligheden opholdt

Kalajaaq sig under den omvendte konebåd, og sleb på sin kniv, som

skulle bruges til at dræbe Pameeq med. Da Apolos mor kom ind i

teltet, så hun en stor mand sidde et stykke væk fra indgangen

(? angmarfiungitsup tungâne - angmarfik må formentlig betyde: indgang

- stedet, hvor der åbnes). Det viste sig, at Pameeq anede uråd og

svedte voldsomt; hans tøj klistrede til kroppen, så han sad og lettede på

tøjet på skuldrene med mellemrum. Hans ledsager, Nattoralik, ville af sted, mens Pameeq var inde i teltet; og han opfordrede de

andre til at dræbe Pameeq.

 

Endelig kom Pameeq ud af teltet for at tage af sted; men i det samme stillede mændene sig omkring ham. Pameeq sagde: "I må også komme og besøge os." Uppak sagde: "Jeg er bange for at vejret bliver dårligt, sådan som det store fjeld Kaannaat ser ud."

 

I det samme greb Uppak ham omkring livet og sagde: "Det sker somme

tider med dette fjeld" (? Qagkátiorsuaq ilaine). Da Pameeq mærkede, at

nogen greb ham, førte han hånden bagud og forsøgte at skære mandens

testikler af (? sivqardlugo). De greb ham i arme og ben og løftede

ham. Kalajaaq kom til og stak ham i underlivet med sin kniv, så han

tabte kræfterne; og han blev dræbt. Søsteren Arpaleraaq sagde til

dem, at de ikke måtte partere liget i nærheden af teltet, men flytte

det væk fra teltpladsen. De gik hen til en nærliggende slette og

parterede liget der. Senere hældte de dryptran fra lampen på de

steder, hvor der var dryppet blod fra manden, for at han ikke skulle

vende tilbage. De parterede liget i flere dele. Først skar de hovedet af ved halsen og derefter resten midt over. Hovedet satte de fast på

jorden med en pløk - vendt imod øst, hvorfra dagningen plejer at vise

sig. Apolos mor overværede parteringen af liget. Nogle af stykkerne

lagde de i en gammel grav. Hans kajak og noget af kroppen sænkede de

ned i en stor elv; og senere knuste de hovedet omhyggeligt. Da alt

dette var blevet gjort, tog de hen til hans kone for at meddele hende,

hvad der var sket. Da de kom til hendes hus (telt?), råbte de ind: "Vi

skal meddele, at Pameeq er blevet dræbt af sine fjender." Hun var i

færd med at sy sålerne på de kamikker, han skulle have på, når han

kom hjem. Hun blev så forskrækket, at hun stak sig med nålen i

håndfladen. Om aftenen forsøgte Pameeq at dukke op af jorden lidt vest

for teltet, for at vende tilbage. De hældte noget dryptran ned over

ham, så han forsvandt. Fra da af vendte alle kajakmænd, der var på

fangst, velbeholdne hjem. Det var jo Pameeq, der havde dræbt de andre.

 

Var.: Pameeq

 

Hist.: Historisk fortælling om hævn over en berygtet morder

oqalualârut Migdlissamik

Print
Dokument id:249
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut Migdlissamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 372 - 373, nr. 119
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 168.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 90. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 90: Oqaluttuaq Millisamik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om Millisaq (én, der er blevet gjort mindre).

 

For ikke alt for mange år siden, da nogle grønlændere var blevet døbt, mens andre endnu var hedninger, var der en fanger, der havde sin vinterboplads ved Qaquk. En

anden fanger, der hed Millisaq, boede på Kangeq om vinteren.

På et tidspunkt om foråret, hvor vinterisen var ved at forsvinde, roede fangeren fra Qaquk ud til Kangeq-området. Han kom ikke tilbage.

Det viste sig, at Millisaq havde dræbt ham. Samme Millisaq havde også dræbt

andre, der var blevet døbt. De døbte drøftede den opståede situation og sagde

til hinanden: "Vi kan ikke hævne os på Millisaq og dræbe ham (fordi vi er døbte). Men vi kan give ham en ordentlig forskrækkelse, når vi engang møder ham på stenbiderfangst i Qaquk."

Engang traf de kristne fangere så Millisaq under stenbiderfangsten i

Qaquk. Han var sammen med en anden fanger, der gerne halp ham, når han

begik sine drab. De mange kristne kajakmænd omringede

ham og begyndte at skræmme ham ved at rydde hans kajak for

alle hans redskaber; og ved at vælte kajakken med manden ned i vandet og

op igen gentagne gange, så han blev han våd over det hele. Hans

medskyldige, der befandt sig i nærheden rystede af skræk. Millisaq

vendte tilbage til Kangeq, men da han fortsat var urolig, ville

han nordpå. Men i Napasoq havde han også fjender, og de dræbte ham,

da han kom derhen. Millisaq og Parpaaq skal have været de

sidste drabsmænd i Nuuk-området. Slut.

 

Hist.: Historisk fortælling om blodhævn, som dåben forhindrer. Om Parpaaq findes desuden en selvstændig fortælling.

Oqalualârut nuliarssartunik, âma pamiut kujatâne / Oqalualaarut nuliassartu nik, aamma paamiut kujataani

Print
Dokument id:373
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Apollo
Nedskriver:?
Mellem-person:?
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalualârut nuliarssartunik, âma pamiut kujatâne / Oqalualaarut nuliassartu nik, aamma paamiut kujataani
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 776 - 778, nr. 156
Lokalisering:Narsaq
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en frier, som også (ligesom Pameeq, BS) stammede fra et sted

syd for Paamiut.

 

De havde hjemme syd for Paamiut på vinterbopladser, som lå ikke så

langt fra hinanden. Der var tre brødre. Den ældste hed Kiipuk, den

mellemste Kattarsuk og den yngste Tiitarik. På en anden boplads boede

en flot kvinde, en slægtning, som var datter af en lille ældre mand.

Kattarsuk syntes godt om hende. En dag, mens hendes bopladsfæller

var ude på fangst, tog han hen til hendes boplads sammen med sine

brødre for at fri til hende. De tog hende med hjem til deres boplads.

 

Da mændene kom hjem fra fangst, opdagede de, at kvinden var blevet

bortført. Faderen ville ikke af med sin kære datter. Derfor tog man af

sted, for at hente hende. Kattarsuks moder så kajakmændene komme, og

hun råbte til Kiipuk: "Kiipuk, det er vel ikke fordi du ikke plejer at beskytte

mig" (? imaingitsoq sernigileraraarma). Kiipuk tog af sted og roede derhenad, hvor broderen havde slået sit telt op. Nær ved stranden satte han fra med hånden foran kajakringen og sprang i land. Han ventede lige til kajakken gled

til land. Så gik han op til teltet, hvor de var oppe at slås. Det

fortælles, at Kiipuk gik ind i teltet sârdluínauvdlune (Rink: iklædt

tarmskind), og straks væltede teltet, og de trak kvinden ud gennem

bagvæggen. Hun forsøgte at gå, men sank sammen, da hendes ben var

kræftesløse på grund af det tryk, de havde været udsat for. Langt om længe rejste

Kiipuk sig op, og det undertøj (tarmskindstøjet?), han havde på, var

revet i stykker. Kiipuk kunne ikke klare de mænd, der havde

hentet kvinden (tilbage ?). Han puffede kraftigt til kvindens far uden dog at

vælte ham. En af dem, der nødig ville af med kvinden, skubbede

kraftigt til Kiipuk, så han væltede og forsøgte at støde ham med

knæet, men strejfede ham blot. De tog kvinden med tilbage; og Kattarsuk,

som nu havde mistet sin kæreste, gik rundt og samlede stumperne af

teltforhæng sammen.

 

Det fortælles, at der ikke skete noget med kvinden. De havde også haft visse forventninger om, at Kattarsuaqs

mor, som var meget gammel, skulle foretage sig et eller andet. Senere

hen friede en anden mand, altså ikke Kattarsuk til kvinden, mens

mændene på bopladsen var ude på fangst. Men de ville nødig undvære

hende, så de hentede hende dagen efter; de røvede hende fra manden og

bragte hende hjem på kajak med benene puttet ind i en kajakpels.

 

Siden begyndte det at gå ned ad bakke med kvindens helbred, så hun

gik helt i stykker og døde. Moderen til den (sidste), der friede, var

meget gammel. Hun havde skrabet noget fra det sted, hvor kvinden lå,

med sin gamle ulu (kvindekniv); og det havde hun fået styrke af, hun

havde taget kraften fra kvinden (? kimeqartivkâ). Slut.

 

Hist.: Muligvis historisk. Mange andre fortællinger om hekseri.

oqalualârut oqalugtuángortoq / Morderen fra Kangilineq / Kangilinermiunik

Print
Dokument id:355
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut oqalugtuángortoq / Morderen fra Kangilineq / Kangilinermiunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 789 - 792, nr. 214
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En (historisk) beretning, der er blevet til et sagn.

 

I gamle dage, men alligevel ikke helt i gamle dage,

skete der følgende i nærheden af Paamiut: Den mest fremtrædende mand i

Kangilineq var en hurtig kajakroer og en stærk mand. Han var tillige

en stor drabsmand. Det vidste man ikke, viste det sig.

 

Engang var Neqaamiutternes eneste mand undervejs i kajak nordpå. Han

roede over et stykke åbent farvand, og lagde til ved et næs. Han

fulgte kysten østover, og han overraskede den fremtrædende mand i

Kangilineq i et mord. Han var netop ved

at løfte den dræbte ud af hans kajak. Manden fra Kangilineq så ham

straks. Straks skoddede han for at flygte, men manden

fra Kangilineq sagde:" Giv du den dræbte nådestødet." Men det

ville den anden ikke, for han ville ikke skaffe sig fjender på halsen.

Manden fra Kangilineq gentog sine ord og lod den anden vide, at han ville

dræbe ham, hvis han ikke gav den dræbte nådestødet. Da manden fra

Neqaamiut begyndte at flygte sprang den anden til sin kajak; men

manden fra Neqaamiut var allerede på vej sydover. Manden fra

Kangilineq var jo af den slags, der nok skulle være sikker på at

indhente ham, han forfulgte. Manden fra Neqaamiut så ham sætte fra

land, og han fulgte ham over det åbne farvand; og han lagde mærke til

at han var ved at hale ind på sig.

 

Han vidste, Aulákuné / Aalakkuni (ved Aalakkut ? BS), at han ville ro uden om det store næs, "nugaussarssuaq". Og fordi manden fra Neqaamiut frygtede, at den anden

ville indhente ham, foretrak han at gå i land vel vidende, at manden fra Kangilineq ikke ville kunne indhente ham over land. Han

gik så i land, og mens han var på vej med sin kajak længere ind i

landet, så han sig tilbage og opdagede, at manden fra Kangilineq

vendte om; han vidste, at han ikke ville kunne klare ham over land;

for manden fra Neqaamiut kunne løbe stærkt.

 

Manden fra Neqaamiut gik med sin kajak over land, og da han kom ned i den, roede han hjem. Da han kom hjem, fortalte han de andre, hvad denne fremtrædende mand fra

Kangilineq havde gjort. Om aftenen lagde han sig til sove, men midt om

natten vågnede han og sagde til kvinderne:" Jeg vil tage nordpå for at

finde ud af, hvem manden har dræbt." Han tog af sted midt om natten.

 

I gamle dage var der mange nært beslægtede vinterbopladser

("erqardliarit"- ordret: der var familie med hinanden) Han ville

forhøre sig hele vejen fra de nærmest beliggende og frem (Ukiivikboere,

Nallaqboere, Akutalikboere, Kittarsarsuaqboere, Kittorsannguaqboere, Ersoqboere, Pujakboere, Qarsaartalikboere, Qaqqartooqboere og Uummannannguaqboere).

Manden måtte have dræbt en mand fra et af de steder. Da han forhørte

sig hos beboerne i Ukiivinnguaq, fik han at vide, at den eneste søn af

en ældre mand var udeblevet fra en fangsttur dagen før. Han fortalte

dem, at den fremtrædende mand fra Kangilineq havde dræbt ham, og, at

han nok ville lade som ingenting og komme på besøg hos dem. Med de ord tog han afsted igen.

 

Og ganske rigtigt. Manden fra Kangilineq ankom op ad dagen og lod sig ikke mærke med noget. Da han kom ind i et af husene, sendte man to nybegyndere i kajak til

de omliggende bopladser med besked om, at mændene fra disse pladser

skulle komme for at være med til at dræbe den fremtrædende mand fra

Kangilineq (sådan skal det vist forstås "nániqariaqqullugit" kan også

være: for at være med til at dræbe ham). (Formentlig det ritual, hvor

alle der stikker i offeret, før eller efter drabet, er medansvarlige i

det: som en beskyttelse mod hævn, BS.) Til gæsten sagde de, at han bare

kunne sove.

 

Om aftenen, mens manden fra Kangilineq endnu var der, ankom

flere kajakmænd fra omegnen. De skjulte deres kajakker bagved

huset, således at kun de fastboendes kajakker var synlige, og mændene

indlogerede sig i andre huse, for at manden fra Kangilineq

ikke skulle vide, at de var der. Om aftenen gik gæsten i seng. En af

dem i huset opdagede, at han gik ud midt om natten. Han anede åbenbart uråd. Vedkommende ventede på, at han skulle komme tilbage.

Men da han ikke viste sig, gik han ud og så, at han netop var roet ud

i sin kajak. Det var endnu ikke blevet morgen, så alle de sovende blev

vækket med den besked, at manden, de jagtede, var taget afsted. Alle

de mange kajakmænd satte efter ham, der roede så hurtigt, at

ingen kunne indhente ham. To af kajakmændene kom foran de andre, og i

det tidlige gry kunne de se ham (imod den gryende dag ?). De fulgte

efter ham og undgik at lave støj. Faktisk havde han roet

langsomt mens han ventede på, at det skulle blive lyst. De nåede ham

bagfra, og de stak samtidigt hver sin paddelåre under tværremmen på hans kajak,

på forenden og på bagenden; og de smed omgående alle skærende

redskaber ("kînagdlit") ud i vandet. De kastede også hans åre væk. De

råbte til de andre bagved, at de nu ville stikke ham ned. Deres

råb blev besvaret af flere; og de råbte videre til dem, der var

bagved. Der kom så mange kajakker, at man ikke kunne se land for dem.

Den dræbtes far, som skulle være den første til at såre ham, nåede

frem til allersidst. Han havde ingen fangstredskaber udover en meget

stor kniv. Han roede udenom de mange kajakker og nærmede sig

drabsmanden forfra mellem alle de mange kajakmænd. Da han kom helt hen

til ham, greb han den store kniv og holdt den oppe, som om han ville

stikke ham i hjerteregionen, så han kunne mærke, hvor farligt det var.

Han tænkte på sin søn, der var død; og efter at have holdt kniven oppe

længe, stak han ham. Kajakkerne spredtes, da den ældre mand

havde dolket ham. En af kajakmændene kastede sin

fuglepil og ramte ham. Så sendte alle de andre deres fuglepile imod

ham, og sikke det susede og peb. Kajakken væltede, men han forsvandt

ikke under vandet, fordi alle de mange fuglepile holdt ham oppe. De skar

kroppen i flere stykker og smed stykkerne forskellige steder. Manden

opnåede det han ville.

 

Det sted, hvor den fremtrædende mand begik

mordet ("toqutsivfra") kom til at hedde Qajartalik, ved Paamiuts

solside- altså det sted, hvor den lille ældre mands søn blev dræbt.

 

Hist.: Kan være historisk som indledningen siger. Stednavnene på nabobopladserne viser i det mindste et godt lokalkendskab.

Ritualet efter mord / mordritual, hvor liget parteres i leddene og delene spredes, var en almindelig sikring mod at den døde skulle kunne samle sig sammen til hævn - ved at slippe ind i sit offer.

oqalugtuak utorkánguamik niligdlarqigsumik / utoqqannguamik milillaqqissumik. En fortælling om en lille gammel prutmester

Print
Dokument id:991
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuak utorkánguamik niligdlarqigsumik / utoqqannguamik milillaqqissumik. En fortælling om en lille gammel prutmester
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 803 - 806, nr. 164
Lokalisering:
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en lille ældre mand, der var alle tiders

til at prutte. De havde deres vinterboplads et sted på fastlandet.

Når bærtiden kom om sommeren, satte de mærke der, hvor der var flest,

fordi de om vinteren godt kunne få lyst til bær. Når de så om

vinteren, hvor sneen dækkede jorden, fik lyst til at spise bær

henvendte de sig til gamlingen. Denne gik hen til det sted, hvor der

var mange bær og slog en ordentlig prut, så al sne i området

forsvandt. Så guffede man ellers bær. Når han inde i huset trængte til

at slå én, sagde han til de andre: "Hold fast på  husstøtterne." Når

han så slog én, slyngede den benene i vejret på dem, der holdt fast på

støtterne.

 

Man siger, at mens de endnu var der (på vinterbopladsen)

fik de nys om at der i nærheden overvintrede nogen med en stor hund,

en hund, sagde man, der dræbte alle dem, der kom på besøg. Og næppe

havde prutmesteren hørt dette, førend han fik lyst til at besøge dem.

En dag i fint vejr rejste han på besøg, idet han undervejs samlede

sammen til et ordentligt brag. Han roede langs stranden for ikke at

blive opdaget af hunden, før han gik i land. Så snart han gik i land,

opdagede den store hund ham; og den familie, han ville besøge, råbte,

at han omgående skulle flygte - ellers ville han blive dræbt. Vist

ville han ej. Han stillede sig blot op med ryggen til hunden. Da den

nærmede sig, trak han bukserne ned og slog en ordentlig skid. Han vendte sig om, men der var ingen hund. Men mens han stod der, så han nogle knogler falde

ned på jorden. Tænk, det var hunden, der var blevet slynget til vejrs

da han pruttede.

 

Nu da hunden var dræbt, kom der mange gæster til

familien. Som tak for at ha' gjort det af med hunden, blev han

overøst med gaver fra alle i familien, der ejede hunden.

 

På en dejlig dag, nogen tid efter han havde dræbt hunden, fik han

lyst til at tage ud på fangst vestover. Han roede ud forbi de yderste

øer. Mens han ventede på, at en sæl skulle dukke op, trængte en prut

sig på for fuld kraft og han roede til, alt hvad han kunne, for at nå

til land i tide. Ganske tæt på land blev trangen så voldsom, at han

end ikke var i stand til at ro. Han lå stille et stykke tid. Men han

fandt ud af, at det blev det kun værre af, så han fortsatte helt ind

til land og op på stranden. Nu kunne han ikke længere holde luften

tilbage, og han slog en ordentlig én. Kajakken knækkede over, der hvor

han sad, og den bagerste halvdel røg til vejrs og forsvandt. Den

forreste del var havnet oppe på stranden; og i den redelighed reddede

han sig kun selv med nød og næppe i land. Mens han stod på stranden,

roede der et par kajakmænd forbi. Han råbte til dem, og de fik ham med

hjem. Derefter holdt han sig til landjorden, hvor han bare døde, uden nogensinde at få sig en kajak igen.

                    Skrevet af John  Nikolaisen (seminarieelev)

 

Var.: Søg på prutmester; Storfjærteren

oqalugtualiaq / Kunuk / Oqalugtualiak iliarssunguit

Print
Dokument id:197
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Jeremias
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtualiaq / Kunuk / Oqalugtualiak iliarssunguit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 267 - 273, nr. 92
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 23 - 26: En opdigtet historie.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling.

En hel masse mennesker, der boede i et stort hus, var af deres fjender blevet overrumplet om natten og dræbt med undtagelse af to forældreløse - en pige og en dreng, som havde gemt sig i kogerummet. (Egentlig står der: iggavik: køkkenet - Chr.B.). Tidligt om morgenen dagen efter tog de af sted for at finde nogen, som kunne forsørge dem. Drengen bar pigen på ryggen, når hun blev træt. Men det var en lang vej, og pigen var blevet såret, så hendes tarme hang udenfor. Hun døde. Drengen og hans kødlige bror (nu blev de pludselig to - Chr.B.) begravede hende og gik videre. Fra en lille høj så de på isen en mand, der var på netsidefangst ved at stikke en stang af træ ned i isen. Da manden så dem, spurgte han: "Hvordan kan det være, at I er kommet hertil, så små som I er?" Den ældste af drengene fortalte, at de mennesker, de boede hos, var blevet udryddet af fjenderne og at de var kommet hertil for at finde forsørgere. Manden sagde: "I kan blive plejebørn hos os, jeg skal nok opdrage jer." Så tog han drengene med hjem til sig selv. Han fortalte sin kone, hvorfor drengene var kommet dertil. Manden og hans kone sagde til Dem: "I må ikke glemme, at I har fjender, og I må træne for at få flere kræfter." Drengene begyndte at træne for at få flere kræfter, og de var med til at skaffe mad til deres plejeforældre i form af ryper og andet. En dag da de var ude, så de en isbjørn. De havde ingen våben med, men de blev enige om at jage bjørnen. Da bjørnen så drengene, flygtede den, men de forfulgte den og dræbte den med de bare næver, idet de tog den i bagbenene og trak benene til hver sin side, så dyret flækkedes. De tog fangsten med hjem. Drengenes styrke øgedes. Den yngste var den stærkeste. Han blev så stærk, at han fik indre kvæstelser og døde. Den ældste fik plejefaderens kajak og begyndte at fange.

En dag sagde den unge mand: "Nu er jeg blevet i stand til at dræbe mine

fjender. Jeg vil tage hen til dem og hævne mig på dem. Hans plejefar lavede

redskaber, der passede til ham, og de tog af sted i konebåd med den unge mand som

styrer og plejeforældrene som roere. Da de sejlede ud af et lille sund, gav den

unge mand sig til at græde, fordi synet af søsterens grav gav triste mindelser.

Da de nærmede sig fjendens boplads, sagde den unge mand: "Jeg vil simulere syg."

Da de nåede bopladsen og var kommet i land, blev deres redskaber beundret for

deres størrelse. Plejefaderen sagde: "Det var noget vi fandt på vej hertil." Han

løj. Hen på aftenen spillede de bold, og de opfordrede deres fjende til at spille

med. Men han afslog. En anden dag føjede han dem. Han kom med vilje til at

skubbe til et af børnene, så barnet faldt og græd. Han kunne ikke få det til at

holde op med at græde. Det viste sig, at det var et enebarn. Faderen forhørte

sig om, hvem der havde væltet ham. Han fik ikke svar. Men bopladsens tosse

(landsbytossen - Chr.B.) sagde: "Det var en overlevende blandt dem, I udryddede engang, der væltede ham. Dagen efter det tog den unge mand på hvalfangst sammen med sine fjender, men de fik ikke noget." På hjemvejen roede den unge mand så kraftigt, at de overhalede den anden konebåd. Næste dag var de også på hvalfangst og den unge mand var med i den anden konebåd. Heller ikke den dag fangede de hval. På hjemvejen roede de om kap og konebåden, hvor den unge mand var med, blev den

hurtigste. Den tredie dag deltog han ikke, men var på sælfangst i kajak. Han tog

tidligt hjem. Da konebådene nærmede sig på vej hjem, gik han ned til stranden

og udvalgte sig det sted, hvor vandet var dybest. Hertil anviste han den første

konebåd at lægge til. Da konebåden lagde til, tog han den på spidsen af

rælingen og hældte mandskabet ud i vandet og dræbte dem med sin lanse. Han

gjorde det samme med den næste konebåd. Til sidst dræbte han kvinder og børn i

husene, men han tog en af kvinderne til kone. Bopladstossen slog han på

hovedet, så det smadredes. Nu da han havde hævnet sig, fik han ro i sindet, og

de tog af sted.

En vinter, da der var kommet islæg, kom hans kone ind i huset, efter at have

været udenfor, og fortalte, at en slæde var på vej ind. Manden gik ud, men der

var ingen slæde at se. Det samme gentog sig én gang til og endnu engang måtte

manden konstatere, at hun omgikkedes sandheden letsindigt. Ved tredie lejlighed

viste det sig alligevel, at konen talte sandt. Der kom besøgende, og de fik en

god behandling, og ved afrejsen inviteredes deres værter på genbesøg. Det gjorde

de. De kom til en boplads med mange huse - et af dem meget stort. De gik ind i

et af husene og her lagde manden mærke til to netsideskind, der var fyldt med

sand. Det viste sig, at det var redskaber til at træne muskler med. Husets beboere

fortalte, at beboeren i det store hus plejede at transportere hvalrosser på

ryggen, og at han fratog andre deres koner. Når der kom gæster, dræbte han manden

og tog konen til sig. Værtsfolkene fortalte og demonstrerede for gæsterne,

hvordan han bar sig ad. Værten istemte en sang, og da sangen var forbi, tog han en

træstok og løftede den - klar til at kaste den imod gæsten. Idet han kastede

den, hoppede gæsten og greb loftsbjælken, hvor han blev hængende. Træstokken

ramte det sted, hvor han havde siddet. Næste gang værten kastede træstokken

imod ham, smed han sig ned på maven og undgik på den måde, at blive ramt.

Værten sagde: "Jeg ved ikke, hvordan det vil gå med dig, det er ikke sikkert det

vil lykkes ham at dræbe dig. Men han har en stærk mand som forsvarer, som

træder til, når det ikke lykkes ham at dræbe sit offer. Han kaldes

Taajungiarsuk - én med dobbeltbag af fedme."

Ægteparret blev nu inviteret til manden, der plejer at bære en hvalros på

ryggen. Rummet var fuldt af hans koner, som han havde stjålet. Den store mand

sagde: "Kom, her plejer gæsterne at sidde." Så begyndte ellers folk at strømme ind

parvis for at se gæsterne, og til sidst blev rummet helt fyldt. Gæsten bad

manden, han besøgte i det første hus, tage plads ved sin side. Når der kom nogen,

spurgte han, om det var ham, man kaldte Taajungiarsuk, men hver gang svarede

han nej. Han spurgte endnu engang, da den sidste besøgende kom ind. Ja, det er

ham med dobbeltbag, sagde manden ved siden af. Manden med dobbeltbag styrede

direkte hen til briksen og satte sig.

Så istemte værten, manden der plejede at bære en hvalros på ryggen, en

sang og alle de andre sang med, mens værten akkompagnerede dem med sin tromme.

Da de var færdige, tog værten et spyd og løftede det for at kaste det imod

gæsten. I det samme blev der sagt fra den anden side: "Duk dig." Gæsten dukkede

sig, så hagen og skuldrene mest var synlige. Værten gjorde sig endnu engang

klar til kast, og idet han kastede spyddet, lagde gæsten sig ned på maven og

spyddet ramte stedet, hvor han havde været. Da gæsten rejste sig og tog spyddet,

sagde værten: "Vent lidt. Jeg vil kaste spyddet efter dig endnu engang." Næste

gang, han kastede spyddet, hoppede gæsten op på loftsbjælken og undgik at blive

ramt. Alle tilstedeværende grinede af værten. Så greb gæsten spyddet, og da der

var blevet sunget, akkompagneret af en tromme, sagde én af dem, fra den anden

side, til værten: "Duk dig!" Manden dukkede sig og holdt fast på briksekanten med

begge hænder. Gæsten kastede spyddet og ramte ham lige under struben, så han

væltede. Da dette skete, begyndte folk at flygte ud af rummet. Gæsten tog sin

kone og var på vej ud. Så mærkede han, at der var én, der tog i ham. Han så, at

det var Taajungiaarsuk. Udenfor begyndte de at brydes, de var begge spændstige

i deres bevægelser. Det viste sig, at Taajungiaarsuk ville føre ham til nogle

sten for at smadre hans fødder. Taajungiaarsuk løftede gæsten og stødte hans

fødder ned imod en sten, så hans hæl blev smadret, og da han væltede forsøgte han

straks at sætte sine knæ ned på hans bryst. Til gengæld trykkede gæsten ham

nedefra til sig så kraftigt, at lungerne pressedes ud gennem hulningen mellem

skulderleddet og halsen. Der lød tak gentagne gange fra alle dem, der var blevet

frarøvet deres koner. Gæsten gik ind i huset igen for at se til manden, der plejede at bære en hvalros på ryggen. Da han så, at manden ikke var helt død

endnu, gav han ham det dræbende stik. Nu kunne alle de røvede koner vende

tilbage til deres mænd, og gæsten og hans kone overvandt helt de skader de havde pådraget sig.

 

Var.: Kunuk

oqalugtuánguaq ilumôrtûgaluaq Iliarssúnguamik / Kagssagssuk

Print
Dokument id:278
Registreringsår:1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, J. M. P.
Mellem-person:Kragh, J. M. P.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuánguaq ilumôrtûgaluaq Iliarssúnguamik / Kagssagssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 495 - 501, nr. 148
Lokalisering:Upernavik
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der muligvis er identisk med ID134 (I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en forældreløs - egentlig en sandfærdig historie.

I gamle dage, før man gik over til kristendommen, var folk meget ubarmhjertige.

Gud ske tak og lov at der ikke længere sker den slags i vort land. Den person, som

her skal skildres, har oplevet følgende i sin barndom:

     Der levede en forældreløs dreng blandt mange ubarmhjertige mandfolk. Han

hed Kaassassuk. Han havde en lille fattig kælling som plejemor. De to fattige

boede ikke i selve huset. De boede i en hule, der var bygget ud for husets gang.

Kaassassuk sov ikke i denne hule, men ude i gangen mellem hundene, fordi hundene

gav varme.

     Når mændene om morgenen var på vej ud af gangen, slog de hundene, og de slog

også Kaassassuk, som lå mellem hundene. Kaassassuk jamrede og sagde: "Nakkaa,

nakkaa, nakkaa, nakkaa." Der blev gjort så meget nar af ham, så han gjorde også

nar sig selv ved at efterligne hundenes hyl: "Nakkaa, nakkaa." Sådan har man

fortalt om de vilkår, han levede under. Når mændene holdt fest, spiste de

frossent kød og hvalroshud, som var meget sejt. Kaassassuk stod og betragtede

dem ude fra gangen. En af mændene plejede at trække ham op fra gangen ved at

stikke fingrene i hans næsebor. Vi kan forestille os, hvor smertefuldt det kunne

være. Dette resulterede i at hans næsebor blev meget store. Kun en enkelt mand

ynkedes over ham. Han løftede ham op ved at tage ham i tøjet på ryggen. De gav

ham det hårde frosne kød, som han måtte flænse med tænderne, for den fattige

dreng ejede naturligvis ikke nogen kniv. Til sidst måtte den forældreløse stakkel

rode i møddingen efter et stykke jern. Han fandt en stump jern, som han

fastgjorde mellem tænderne. Ved hjælp af den nye kniv, som sad mellem tænderne,

kom Kaassassuk til at spise hurtigere. Det opdagede mændene hurtigt og sagde til

Kaassassuk: "Du er begyndt at spise alt for hurtigt. Mon ikke du har fået en

kniv?" Kaassassuk benægtede dette og sagde: "Jeg har ikke nogen kniv." Men

mændene ledte efter en kniv hos ham og fandt til sidst det stykke jern, der sad

mellem tænderne. De pillede det ud og smed det væk. Kaassassuk forsøgte sig flere gange med at sætte en stump jern mellem tænderne, men hver gang blev det

opdaget.

I løbet af vinteren var Kaassassuk vokset en smule, og han blev meget træt

af at blive gjort nar af hele tiden. Så begyndte han at gå ture til et stort

fjeld. Mens han gik, råbte han uden bestemt mål: "Bare man kunne blive meget

stærk, bare man kunne blive meget stærk!" Dette var et ønske hos ham

Mens han råbte sådan, så han et stort dyr, som lignede en stor ulv, nærme

sig. Kaassassuk gav sig til at flygte, men det store dyr indhentede ham, og han

viklede sin store hale omkring ham og slyngede ham bort. Han rullede rundt, da

han ramte jorden. Idet dyret slyngede ham bort, hørtes der raslen eller noget,

der klingede, det var de små knogler fra en sæls baglalle. Det store dyr kaldtes

kraftens herre. Da drengen blev slynget bort, rullede han rundt langt væk, uden

at kunne stå oprejst, og der faldt små knogler fra ham. Endnu en gang viklede

dyret sin store hale omkring ham og slyngede ham bort, og det lød, som om han kom

af med samtlige små knogler. Da dyret viklede sin hale omkring ham og slyngede

ham bort, tog det nogen tid, før han faldt (eller: væltede), og der var ingen små

knogler at se. Da dette store ulvelignende dyr slyngede ham bort, faldt (eller

væltede) han ikke, men hoppede blot rundt. Det store dyr slyngede ham bort flere

gange, uden at kunne få ham til at falde (eller: vælte). Så sagde dyret til ham:

"Nu er du blevet en stærk mand, hvis lige ikke findes." Kaassassuk gik hjem til

husgangen, hvor han holdt til mellem hundene. Han blev fortsat mishandlet af

mændene.

En aften da folk inde i huset var faldet i søvn, var Kaassassuk på vej ud

gennem gangen. Han stødte ryggen imod det frosne loft og smadrede det. Om

morgenen opdagede mændene, at gangens solide tag var smadret. De undrede sig

meget over, at nogen havde kunnet gøre det. Flere unge mænd forsøgte gennem

deres falske opførsel at få folk til at tro, at det var dem, der havde gjort det

- de troede slet ikke, at Kaassassuk kunne have gjort det. Det smadrede tag blev

istandsat, selv om det var frossent og var meget svært at have med at gøre.

En anden gang om aftenen, mens folk sov, gik Kaassassuk ud og ned til

det sted, hvor flere konebåde var fastgjort på jorden, for at de ikke skulle

blive blæst væk af vinterstormen. Kaassassuk gik hen til disse fastlåste

konebåde, som tilmed var frosset fast på jorden. Kaassassuk greb underlaget og

løsnede det. Så løftede han konebådene på én gang og lagde dem på plads igen,

således at de nu vendte i modsat retning. Om morgenen gik der et stykke tid,

før mændene opdagede, hvad der var sket. Da de blev klar over, at konebådene var

blevet løsnet og vendt i modsat retning, undrede de sig meget over det.

Igen forsøgte de unge gennem deres falske opførsel at få folk til at tro, at det

var dem, der havde gjort det, for ingen tænkte på Kaassassuk i denne

forbindelse. Dagen efter, mens de andre sov, gik Kaassassuk ned til konebådene

og lagde dem atter på deres oprindelige pladser. Mændene undrede sig meget over,

hvad der var sket. Ingen tænkte på, at den lille forældreløse kunne gøre den

slags.

En dag viste der sig tre isbjørne på isen ud for det sted, hvor de

ubarmhjertige mennesker boede. De mange mænd løb ud til isbjørnene. Drengen

Kaassassuk fik travlt. Han manglede en anorak (eller: en pels). Imod sædvane

gave han sig til at snakke: "........ ('silardleqângorarme' er jeg ikke i stand

til at få mening ud af - Chr. B. / 'tænk, hvis man kunne komme ud!' - B. S.)". Hans lille plejemor gav ham sine kamikker og sin pels. Nærmest for at gøre nar af ham, sagde hun til ham: "Skaf mig så skind til brikseskind og til et tæppe." Kaassassuk iførte sig sin plejemors kamikker og pels (det grønlandske ord er svært at læse. Men det må være pels) og gik ud. Han gav sig til at løbe så hurtigt, at snipperne på pelsen blev slynget bagtil. Kaassassuk løb forbi de mange piger, som var ude for at se hvad der foregik. De hujede og grinede meget af Kaassassuk: "Hvad vil han dog, Kaassassuk, ha, ha, ha," sagde de. Kaassassuk løb ud på isen, mens de sådan gjorde nar af ham. Han løb til og forbi den sidste af mændene, idet han sagde: "Spis du bare sælmaver her ('aqajarortuarit' - meget usikker oversættelse - Chr. B.)." Han løb forbi den næste og skældte ham ud: "Spis du bare mavens nederste del her." Han løb forbi den ene efter den anden og skældte dem ud, idet han gav dem tilnavne efter de retter, som han godt kunne tænke sig at spise. Først nu opdagede mændene, hvor hovmodig Kaassassuk var. Nu var han kommet forbi dem alle sammen og var begyndt at løbe direkte efter de flygtende isbjørne. Han kunne uden vanskelighed løbe dem ind, og han drev dem i retning af et stort isfjeld, mens mændene så til. Uden noget våben gik han helt hen til disse glubske dyr. Han greb bjørnemoderen i det ene ben, som om den var en ræv eller en hare. Han trak den i benet og dræbte den ved at slynge den imod isen.

Han greb alle de tre bjørne i benet og trak dem til sig, hvorefter han slyngede

dem imod isen og dræbte dem. Så satte han sig ned på isen og ventede på, at

mændene skulle komme til ham. Mændene kom og optrådte yderst ydmygt over for

Kaassassuk. Han gav mændene den ene isbjørn. De to andre bar han hjem - den ene

på skulderen og den anden under armen. Han gav dem til sin plejemor, idet han

sagde: "Nu har jeg skaffet dig skind til brikseskind og til et tæppe." De mange

mænd, der forsøgte at få de andre til at tro, at det var dem, der havde optrådt

som stærke mænd, skammede sig, og mændene optrådte ydmygt over for Kaassassuk,

som de før gjorde nar af. Da Kaassassuk gik ind i hulen, hvor han og

plejemoderen boede, råbte mændene: "Her er et par kamikker til ham og her er et

par bukser til Kaassassuk." Pigerne kappedes om at være den første, der sagde:

"Jeg vil sy et par kamikker til Kaassassuk", og andre: "Jeg vil sy et par bukser

til Kaassassuk." Igen andre kappedes om at være den første, der tilbød sin

datter til kone for ham. De sagde til ham: "Kaassassuk, tag og gift dig." Men

Kaassassuk ville ikke have andre end datteren af den mand, der plejede at være

god imod ham, nemlig Qaqissunnguaq, som var kønnere end de andre. Hende tog han

til kone. Men dem, der plejede at gøre nar af ham, gjorde han meget bange og

straffede dem lidt indimellem. Han sagde til dem: "Ham dér har været slem imod

mig. Også ham dér har været voldsom imod mig." Sådan demonstrerede han sin magt.

Kaassassuk optrådte meget hensynsløst, og han rejste hele tiden sydover og

nordover. Kaassassuk optrådte hensynsløst næsten i hele vort land. Derfor er

hans bedrifter velkendte på den lange kyst. Det er vist noget, der er sket

virkeligt. Jeg har selv flere gange set hans hus på Saqqarliit i nærheden af

Aasiaat. Resterne af Kaassassuks hus kan endnu også ses et sted, som kaldes

Nuussuaq. Her har han haft bjørnefælder, ligesom man har rævefælder. Man har

fortalt, at han i fælderne havde fanget bjørne - disse vilde dyr -, som vi i dag

fanger ræve i fælder. Vi plejer at tage dem i benene (der står egentlig:

'niungassuisigut'- på ribbene. Det må være en skrivefejl - Chr. B.) og trække dem

ud, hvorefter vi dræber dem ved at slynge dem imod jorden. Sådan har Kaassassuk

gjort med de store bjørne, som han fangede i fælderne. Han tog dem i benene og

trak dem ud, hvorefter han slyngede dem imod klippen, som man gør med ræve.

oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq

Print
Dokument id:167
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, L. N.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq / Den blinde som genvandt synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 168 - 172, nr. 60
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

 

Orig. håndskr. findes ikke længere.

 

Afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 40h - 43h.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

 

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Tutigaq. (Orig. uden overskrift)

 

Tutigaq og hans mor og hans

 

lillesøster tilbragte sommeren på Doqqat / Toqqat ved Aakuusaq, på en ø nord for

 

Upernavik. Der var mange telte på stedet, og Assuttuatsiaq (dette er vist et

 

personnavn, der kun forekommer én gang. Det kan også blot betyde "temmelig

 

meget/mange" chr.b.) var en dygtig fanger og fangede tit remmesæler. En dag var

 

Tutigaq i færd med at strække en rem, der skulle blive til en line. Men hans mor havde altså hekset over denne rem for at skade dens ejer. En blære fra remmen bristede, og vandet derfra sprøjtede og ramte begge hans øjne, så han

 

ikke længere kunne se det han lavede. Han vågnede dagen efter og var blind. Da

 

andre skulle tilbage til vinterbopladserne om efteråret, følte han sig uværdig

 

til at følges med dem. Han byggede sig et vinterhus på det sted, hvor de havde

 

tilbragt sommeren.

 

De tre boede der alene og levede bare af muslinger. Moderen gav Tutigaq

 

muslinger i en lille grydeske. Da de korte dage kom, sagde Tutigaq til sin

 

søster: Nu hvor dagene er blevet korte, går dyrene rundt alle vegne. Vil du

 

hente mine pile, der ligger i konebåden? Det gjorde søsteren, og Tutigaq gjorde

 

pilene klar og når han sov om natten, havde han dem liggende hos sig. En aften

 

skete det, at en stor isbjørn stak hovedet ind gennem vinduet. Tutigaq sagde til

 

sin søster: Giv mig mine pile, (buen er ikke nævnt chr. b.) og sørg for, at de

 

peger direkte imod bjørnens øjne. Det gjorde søsteren, og han sendte pilen af

 

sted uden at kunne se bjørnen. Der hørtes et brag, da han ramte bjørnen, og

 

Tutigaq sagde: Jeg har ramt dyret med min pil. Nej, sagde moderen, han

 

havde ramt ved siden af; men Tutigaq kunne høre, at dyret faldt om.

 

Det var måneskin, og moderen spurgte sin datter, om hun ville med ud og samle muslinger. Moderen havde sin ulu med. På vej ud af huset fortalte søsteren sin bror, at han havde ramt bjørnen. De flænsede bjørnen og kogte kød og muslinger ude i kogerummet i gangen. Da de kom ind med maden, sagde Tutigaq: Hvor kommer den dejlige duft fra? Moderen svarede, at duften skyldtes, at hun havde tilsat noget dryptran fra lampen til muslingerne. Da de havde spist, faldt moderen i søvn af mæthed. Så kom søsteren med noget bjørnekød til broderen og sagde, at han skulle spise det i smug. Hun forsynede broderen med kød, når moderen ikke så det, indtil der ikke var mere tilbage.

 

Da det blev forår, bad Tutigaq sin søster føre sig ind i landet. De kom til

 

en stor sø. Broderen satte sig ved søens bred, og søsteren gik fra ham. En

 

morgen hørte Tutigaq stemmer sydfra. Stemmerne nærmede sig

 

og nåede henover ham. Så var der én, der sagde: Hernede er der en, der

 

ikke kan se. Kig herop, og luk øjnene op. Det gjorde Tutigaq og mærkede noget

 

varmt i øjnene. Stemmen fortsatte: Nu må de ikke åbne øjnene. Da støjen fra

 

vingerne var ved at forsvinde, lukkede han øjnene op et øjeblik og nåede lige at

 

se, at et stort menneske var ved at hæve sig op fra den fjerneste ende af søen.

 

Så lukkede han øjnene igen. Da han næste gang slog øjnene op, kunne han se alt,

 

han var blevet fuldt seende. Han ventede på sin søster, og endelig viste hun

 

sig. Hun gik med hovedet dybt puttet ned i kraven. Han råbte: Lad være med at

 

gå sådan, min kære, jeg skal nok skaffe dig skind til en ny pels. Søsteren blev

 

meget glad, da hun opdagede, at han var blevet seende.

 

Da de nærmede sig huset, så Tutigaq et bjørneskind ligge på et stillads ved

 

huset. Moderen blev glad for at se dem. På Tutigaqs spørgsmål om, hvor

 

bjørneskindet stammede fra, svarede moderen, at det var ét, som nogle havde

 

efterladt et eller andet sted, og som hun havde taget med hjem.

 

Det var blevet forår, og Tutigaq var begyndt at fange hvidhvaler fra iskanten,

 

Han havde altid sin søster med. Han bandt linen omkring livet på hende. Når han

 

så havde harpuneret et dyr, trak de det op på isen i fællesskab. En dag spurgte

 

Tutigaq sin søster: Hænger du meget ved din mor? Søsteren svarede, at det gjorde

 

hun ikke. Så sagde Tutigaq, at han den efterfølgende dag ville have sin mor med (som hjælper).

 

Dagen efter tog moderen med ud til iskanten. Tutigaq bandt linen omkring livet

 

på hende. Moderen sagde til sønnen, at han skulle sørge for at harpunere det

 

mindste af dyrene. Der dukkede en hvidhval med en unge op. Imod moderens ønske

 

harpunerede sønnen den voksne hval, idet han sagde: Der tog jeg fejl. - Moderen

 

gjorde sig klar til at stå imod rykket fra hvidhvalen, men hun blev trukket ned

 

i havet. Hvalen og moderen blev under vandet et godt stykke tid. Så dukkede de

 

op - først hvalen og så moderen, der sagde: Min ulu. - Hun skar sit hår af med

 

ulu'en. På den måde blev narhvaler til. Tutigaqs mor blev til en narhval, og

 

håret blev til narhvalstanden. Hun havde en amaat (rygpose) af spraglet

 

sælskind. Denne amaat blev til mattak (hvalhud). Det fortælles, at de spraglede

 

sæler stammer derfra (en ejendommelig bemærkning chr.b.)

 

Da Tutigaq og søsteren var blevet moderløse rejste de ind i landet for at leve i

 

ensomhed som qivittut. Under vandringen blev søsteren tørstig. I det samme så de

 

et hus, og søsteren gik derhen, mens Tutigaq sad og ventede på hende. Da han

 

havde ventet tilstrækkelig længe på hende, gik han ind i huset og opdagede, at

 

hun var død. Han tog liget med sig og vandrede videre. Han mærkede, at der kom

 

liv i hende og satte hende ned på jorden. Hun blev helt rask igen. - Næste gang

 

de så et hus, gik de hen til det. Der er ingen mennesker at se i huset. Men

 

lamperne var tændt, og der var kød i gryden; og en tallerken, der lå foran

 

lampen, blev fyldt med mad fra gryden. Det viste sig, at de var kommet til

 

tarrajarsuit (skyggevæsener). Her fik Tutigaq sig en kone og søsteren en mand.

 

Men engang de var gået i seng, og Tutigaq skulle nærme sig sin kone, mærkede han

 

noget slimagtigt. Det viste sig, at hans kone var bristet.

 

De tog af sted igen. De så et hus med masser af kød omkring. Det viste sig, at

 

huset var beboet af mennesker, der havde tarmåbning i hånden. De levede kun af

 

suppe, idet de lod kødet komme ud igen. Når én havde besørget sin nødtørft uden

 

for huset og var gået ind igen, hentede de andre ekskrementet. De kyssede det og

 

brugte det som noget, der spredte gode dufte. Her fik Tutigaq sig en kone og

 

søsteren en mand. Tutigaqs fik et barn, der havde normal endetarmsåbning.

 

Bedstemoderen blev så glad, at hun stak sig med en ajassaat, en gaffel, dér hvor

 

endetarmsåbningen normalt skulle være. Hun døde af det.

 

Derfra tog de to søskende tilbage til deres boplads. Tutigaq var blevet en stor

 

åndemaner. En dag da han manede ånder, så han ild længere mod syd. Det viste

 

sig, at det var en anden åndemaner, der manede ånder. Tutigaq tog derhen, og da

 

han kom ind i huset, sagde han: Ved I hvem jeg er? - Ingen vidste, hvem han var.

 

Så fortalte han, at det var ham, der brugte sin mor som fangstblære. De tændte

 

lyset, og Tutigaq berettede om sin mor og om sin qivittoqtilværelse.

 

Dagen efter ved aftenstid tog Tutigaq af sted hjemover sammen med den anden

 

åndemaner, som skulle på besøg hos ham. Ved morgenstunden nåede de

 

vinterbopladsen. Der lod Tutigaq den anden åndemaner blive, mens han selv rejste

 

videre og var hjemme dagen efter. Den anden åndemaner blev på vinterpladsen natten over, for han var ikke nogen dygtig åndemaner. Derimod blev Tutigaq en

 

stor åndemaner. Han kunne rejse fra Aakuusaq til Amerloq på én nat.

 

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Forløbet virker uklart - som om fortælleren el. nedskriveren ikke selv har forstået sammenhængene. Se de andre versioner.

 

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Copied by Steenholdt: NKS 2488, VI, pp. 40h-43h.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The tale of Tutigaq (The original had no title.)

 

Tutigaq and his mother and his little sister spent the summer at Doqqat/Toqqat near Aakuusaq, on an island to the north of Upernavik. There were many tents at the site and Assuttuatsiaq (this seems to be the name of a person, which only occurs once. It may also simply mean “rather a lot” chr.b.) was a skilled hunter who often caught bearded seals. One day, Tutigaq was stretching a thong, which was to be used as a harpoon line. However, his mother had put a spell on the thong so that it would harm whoever owned it. A blister on the thong burst and the water from it squirted out into both of his eyes so he could no longer see what he was doing. The next day he woke up blind. In the fall, when the others were leaving to go to the winter settlement, he considered himself unworthy to accompany them. He built himself a winter house in the same spot where they had spent the summer.

 

The three of them lived alone and survived on mussels alone. The mother gave Tutigaq mussels in a little ladle. As the days got shorter, Tutigaq said to his sister, “Now that the days are getting shorter, the animals are wandering around all over the place. Would you please fetch my arrows from the woman's boat?” His sister did as he asked and Tutigaq prepared the arrows and kept them by his side when he slept at night. One evening, it came to pass that a large polar bear poked its head through the window. Tutigaq said to his sister, “Give me my arrows, (the bow is not mentioned  chr.b) and make sure that they are aimed directly at the bear's eyes. His sister did his bidding and he fired the arrow without being able to see the bear. There was a thud as he hit the bear. Tutigaq said, “I have shot the bear with my arrow.” “No,” said his mother and claimed that he had missed, but Tutigaq could hear the bear falling to the ground.

 

In the moonlight the mother asked her daughter if she would like to accompany her on a trip to collect mussels. The mother took her ulu with her. On the way out of the house the sister told her brother that he had indeed hit the bear. They flensed the bear and boiled the meat and the mussels out in the cooking chamber in the passageway. When they came inside with the food, Tutigaq asked, “Where is that wonderful aroma coming from?” His mother replied by saying that the smell was due to the lamp oil which she had added to the mussels. When they had eaten, the mother fell asleep because she was so full. Then the sister came to give her brother some bear meat and said that he should eat it in secret. She supplied her brother with meat when her mother was not looking, until there was none left.

 

When the spring came, Tutigaq asked his sister to lead him inland. They came to a large lake. The brother sat down on the lake's edge and his sister left him there. One morning, Tutigaq heard voices which came from the south. The voices came closer and then were directly above him. Then one of them said, “Down there is one who cannot see. Look up here and open your eyes.” Tutigaq did this and felt something warm in his eyes. The voice continued, “Now you may not open your eyes. When the sound of wings had all but faded, he opened his eyes and could just about see a huge person heaving himself out of the far end of the lake. Then he shut his eyes again. The next time he opened his eyes he could see everything. He had fully regained his sight. He waited for his sister and at last she appeared. She was walking with her head buried deep in her collar. He shouted to her, “Don't walk like that, my dear! I will get you a skin for a new fur coat.” His sister was very happy when she discovered that he could see.

 

As they approached the house, Tutigaq could see the bear skin laid out on a scaffold by the house. Their mother was very pleased to see them. In response to Tutigaq's question about where the bear skin had come from, she said that someone or other had left it lying around and that she had brought it home with her.

 

It was spring and Tutigaq had begun to catch beluga whales from the ice edge. He always took his sister with him. He tied the line around her waist. Then when he had harpooned an animal, they dragged it out of the water together. One day Tutigaq asked his sister, “Are you very fond of your mother?” His sister replied by saying that she was not. Then Tutigaq said that he would take his mother along to help him the following day.

 

The next day, the mother accompanied him to the ice edge. Tutigaq tied the line around her waist.  The mother said to her son that he should be sure to harpoon the smallest animal.  A narwhal with young came along. Against his mother's wishes, the son harpooned the adult whale, while saying, “I made a mistake.”  The mother braced herself to resist the pull of the whale but she was dragged down into the sea. The whale and the mother remained under water for quite some time.  Then they resurfaced  first the whale and then the mother, who said, “My ulu.” She cut off her hair with the ulu. That is how the narwhal came to be. Tutigaq's mother became a narwhal and her hair became the tusk. She was wearing an amaat (anorak/parka with a large hood for carrying the baby) made of harbor seal skin. This amaat became the muktuk (mattak / whale skin). It is said that that is where the harbor seals come from (a strange remark  chr.b.).

 

As Tutigaq and his sister were now motherless, they travelled inland to live as qivittut (hermits). While they were wandering, the sister became thirsty. Just then, they saw a

 

house.The sister went towards it while Tutigaq sat down to wait for her. When he had waited long enough for her, he went into the house himself and discovered that she was dead. He took her corpse and kept walking. He felt that the life had returned to her body and put her down on the ground. She was completely well again. The next time they saw a house, they both went inside. There was no one to be seen in the house but the lamps were lit and there was meat in the pot. A plate, which lay in front of the lamp, was filled with food from the pot. It appeared that they had come to the tarrajarsuit (shadow beings). Tutigaq found himself a wife there and his sister found a husband. But once they had gone to bed and Tutigaq got closer to his wife, he felt something slimy. His wife appeared to have burst.

 

They left once again. They saw a house with plenty of meat around it. They found out that the house was inhabited by people whose bowel opening was situated in their palms. They survived on soup, as they allowed meat to simply pass through them. As soon as one of them had relieved himself outside the house and gone inside again, the others fetched the excrement. They kissed it and used it as something which gave off a delicious smell.  Tutigaq found himself a wife there and his sister found herself a husband. Tutigaq's wife had a child, who had a normal bowel opening. The grandmother was so happy that she stabbed herself with an ajassaat (fork) where her bowel opening ought to have been. She died as a result of this..

 

From there, the two siblings returned to their settlement. Tutigaq had become a powerful shaman. One day when he was conjuring up spirits, he saw a fire far away to the south. It turned out to be another shaman who was also raising conjuring up, Tutigaq went there and when he got to the house, he said, “Do you know who I am?” Nobody knew who he was. So he told them that it was he who had used his mother as a hunting bladder. They lit the lamp and Tutigaq told the tale of his mother and of his life as a qivittoq (hermit).

 

The next day in the evening, Tutigaq travelled home along with the other shaman, who was to come and visit him. In the early hours of the morning they reached the winter settlement. Tutigaq left the other shaman there, while he travelled on and arrived home the next day. The other shaman remained in the winter settlement over night, because he was not a powerful shaman. Tutigaq, on the other hand, became a very powerful shaman. He was able to travel from Aakuusaq to Amerloq in one night.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; How the narwhal came to be.

 

Comment: The sequence of events seems somewhat unclear  as though the storyteller or the person who wrote it down has not understood the context. See the other versions.

 

Transl. by Lucy Ellis.

 

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

 

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

 

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oqalugtuaq / Eqalugssuaq iliarssungnik piniússissoq / Oqaluttuaq / Eqalussuaq iliarsunnik piniussisoq

Print
Dokument id:1736
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq / Eqalugssuaq iliarssungnik piniússissoq / Oqaluttuaq / Eqalussuaq iliarsunnik piniussisoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 11v - 12h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse).

 

En familie på en vinterboplads havde to forældreløse søskende, en dreng og hans lillesøster, boende hos sig. En dag da de to søskende var gået ud, talte familien om at rejse fra stedet uden dem, fordi det, når de var så forslugne, var en stor belastning at skulle forsørge dem.

       Da familien en morgen begyndte at bære deres ting ned til konebåden, var de forældreløse forventningsfulde og regnede med at de skulle med.

       Da konebådene omsider var klar og tog afsted uden dem, var de to søskende fortvivlede og græd hjerteskærende, mens konebådene forsvandt i det fjerne. Kvinden, der indtil da havde sørget for dem, havde ved deres afrejse efterladt lidt ammassætter og en smule andre tørrede madvarer, for at de ikke skulle sulte ihjel.

 

Da de nu for alvor var blevet efterladt, sagde drengen til sin lillesøster: "Nu er vi blevet forladt, og for fremtiden har vi kun bær at spise. Nu plukker vi bær sammen og så bygger vi et forrådsrum af sten, hvor vi lægger de bær, som vi får til overs." Og da der endnu ikke var kommet sne nåede de at plukke en hel del bær.

 

Nu gik det mod vinter. Der kom masser af sne og kulden tog til. De begyndte at hente lidt bær fra forrådet for ikke at sulte ihjel.Der var ikke et menneske at se. De gik op på fjeldet for at kigge efter en kajak; men der var intet at se.

 

En morgen sagden drengen: "Lad os hente sidste bær fra vores forråd." Sammen hentede de bærrene, og da de spiste af dem om aftenen gemte de en lille rest til at vågne på om morgenen.

 

Da de vågnede næste morgen var det blevet dårligt vejr. Der blæste en kraftig nordenvind, og sneen føg så himmel og hav stod i ét. De spiste de sidste bær, og nu havde de ikke mere spiseligt - bortset fra vingetang. Efter morgenmaden havde de så ikke noget at spise om aftenen. De lagde sig på briksen med ryggen mod væggen og gav sig til at lege et aller andet for at få tiden til at gå. Midt i det hele hørte de begge samtidigt at det støjede ude i gangen - der var noget på vej ind gennem den. De stirrede ufravendt mod indgangen, og se! En meget stor haj viste sig med en frisk flænsebid i munden.

 

Da hajen kom ind sagde den: "Jeres medmennesker foragter jer vist og har overladt jer til at sulte ihjel - selv om det er de voksnes pligt at være barmhjertige. Jeg er kommet for at hente jer. Nu får I først denne flænsebid. Tyg den nu godt." Og de gjorde som der blev sagt og tyggede den grundigt. Da de havde spist bad hajen dem om at stå op og ikke være bange for at følges med ham. Og børnene gjorde sig færdige og fulgtes med hajen ned til stranden. Hajen gled ud i vandet og sagde: "Stil jer bag hinanden og tag fat om min store rygfinne. Jeg vil føre jer ud til det sted, hvor jeg bor, uden at dykke ned. Jeg bor på en af de yderste øer." De forældreløse greb fat i dens store rygfinne, og hajen førte dem vestover som en anden konebåd.

 

På en af de øer, der nu dukkede op, fik de øje på et lille bitte hus, som var klart belyst, selv ved vinduet var der tændt lys. "Herinde er der et lille helt oplyst hus. Hvis er det?" sagde drengen. "Det er mit hus hvor I skal bo", svarede hajen. De forældreløse blev henrykte. Idet hajen gled op på stranden sagde den: "Kom op på landjorden og følg med mig op." Hajen førte an op til huset, og uden for det så de en mængde kød fra store og små sæler, og en masse spæk der skulle skrabes fra skindene.

 

Nu sultede de små forældreløse ikke længere. Da hajen næste morgen skulle af sted sagde den: "Jeg tager ud på jagt efter mindre sæler, hvis skind I kan bruge til tøj." Om aftenen kaldte den på dem, og de gik ned til stranden og så at den havde fanget tre sæler. Dens nye plejebørn blev ovenud begejstrede. Og det siges at den fangede sæler hver eneste dag.

 

En dag sagde den til sine plejebørn at den ville tage ud vestpå. Da den kom derud opdagede den, at der ikke var nogen sæler og den besluttede sig for at lede efter dem. Men da den så sig om opdagede den, at flere af dens artsfæller befandt sig lidt nord for den. Og at de var på flugt ind mod land. Da den ville svømme nærmere hørte den tydeligt, at der på dens vestlige side var en hval, der pustede luft ud. Den lyd kom helt klart fra dens fjende, det var kaskalothvalens pust. Hajen gav sig til at svømme indad af alle kræfter - somme tider en smule synlig på overfladen og ellers langs havbunden. Men så blev den opdaget af kaskelothvalen. Hajen plejede ellers at søge tilflugt på skærene, men her var alt optaget af de andre mange hajer. Der var ikke andet at gøre end at flygte ind i bunden af fjorden, eftersom kaskelothvalen hurtigt halede ind på den. Netop som den nåede det lave vand i bunden af fjorden indhentede kaskelothvalen den og bed den, så kun overkroppen var tilbage. I den tilstand levede den et godt stykke tid, men døde så - en haj er jo i almindelighed sejlivet.

 

Dens plejebørn ventede hele aftenen på deres nye forsørger; men den kom ikke hjem. Faktisk havde kaskelothvalen jo ædt den. Hele vinteren levede de af det forråd som deres tidligere forsørger havde samlet.

 

Da det blev sommer var en konebåd på vej sydover, og da den kom forbi børnenes opholdssted, blev de fundet. De lod børnene fortælle hvordan de var blevet behandlet. Og da de havde hørt det hele, forbarmede de sig over dem og tog dem med i konebåden. Det fortælles at børnene blev godt behandlet af disse mennesker, der tog dem til sig som deres plejebørn.

 

Var.: De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som

forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. De forladte børn, Kragh nr. 64;

Søg også på nogle af de nævnte her.

Oqalugtuaq / Kâgssagssûp mêraunerata ilânik / Oqaluttuaq / Kaassassuup meeraanerata ilaanik

Print
Dokument id:1734
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq / Kâgssagssûp mêraunerata ilânik / Oqaluttuaq / Kaassassuup meeraanerata ilaanik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 5h - 7h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (en episode fra Kaassassuks barndom)

 

Engang sent på efteråret tog bopladsens fangere ud på sælfangst. Ude ved et sydligt beliggende næs viste der sig sent om eftermiddagen en mængde kajakker. Råb fra disse kajakmænd kunne efterhånden høres på bopladsen; og det gik op for folk, at de råbte noget om en hval. Bopladsens kvinder og børn gav sig til at huje af glæde.

 

Da kajakkerne lagde til var de jo så læsset med masser af mattak. De fortalte at de havde fundet en stor død hvalunge, som var helt frisk.

 

Først gik mændene op til husene og fik noget at spise, og så begyndte de at klargøre deres redskaber til flænsning af hvalen.

 

Mens de gjorde konebådene klar, sagde kvinderne til Kaassasuk: "Du er den ældste af børnene. Vi tager spædbørnene med, men du må passe de lidt større børn. Vi skal kun være væk en enkelt nat og kommer tilbage i morgen. Vi betaler dig med et stort stykke kød fra hvalens kindparti, og du får masser af mattak / hvalhud at spise."

 

Da Kaassassuk fik lovning på den belønning blev han glad og sagde ja.

 

De voksne fik konebådene i vandet og tog syngende afsted. Og sådan forsvandt de med sang bag det lille næs.

 

I et af husene boede der en gammel kælling, der var plaget af gigt. Hun blev efterladt alene i sit hus.

 

Kaassassuk boede i sine plejeforældres hus, og her samlede han om aftenen alle de børn han skulle passe; han var jo den ældste og var derfor blevet sat til at passe de andre.

 

Sent om aftenen sagde Kaassassuk til de børn han passede: "Lad os lege åndemaner!" Men det ville børnene ikke være med til, fordi de ville blive meget bange, når han begyndte at mane ånderne frem. Men Kaassassuk var blevet stædig og ville absolut lege åndemaner. Til sidst sagde de mindst frygtsomme drenge: "Du holder jo ikke op før du får din vilje; leg du bare åndemaner."

 

Kaassassuk ville jo så gerne, så han blev meget ivrig og sagde til dem: "Jeg skal prøve at lokke Ingnasugssuk (? innasussuk, væsenet fra klippevæggen, CB) herhen. Prøv nu ikke at blive alt for bange."

 

Med de ord slukkede han den ene lampe efter den anden i det store hus, så slet ingen lamper længere var tændt. Efter at have slukket lamperne begyndte Kaassassuk at sige en masse lyde for at tilkalde Innasussuk.

 

Syd for bopladsen var der efter sigende en stor stejl klippevæg. Åndemaneren (her: Kaassassuk) pegede, og derude begyndte Innasussuk at nærme sig. Da den kom nærmere kastede den et kraftigt lys på tarmskindsvinduet. Det kom ind i huset, og der lød jamren fra de børn han passede, men så tav de.

 

Da Innasussuk var gået ud af huset tændte åndemaner Kaassassuk lamperne og opdagede til sin skræk, at alle de børn han var sat til at passe, var døde af skræk, og at deres øjne hang ud af øjenhulerne på stilke.

 

Det var ikke mærkeligt at Kaassassuk nu så frem til forældrenes ankomst med angst og bæven. Da han var den eneste levende og iøvrigt var meget bange, begyndte han igen at mane ånder for at genoplive børnene. Da han igen tændte lamperne, var børnene levende og alt var som det plejede at være.

 

Kaassassuk sagde til dem: "I siger ikke noget til jeres forældre når de kommer hjem!" Han "puttede" alle børnene, og sikke aftenen var fløjet afsted. Den følgende dag hen ad aftermiddagen lød der sang i syd. Konebådene nærmede sig, og man så at bådene var lastet i den grad, at årerne dårligt kunne løftes op over vandfladen.

 

Som lovet fik Kaassassuk ved konebådens hjemkomst et stykke fra hvalen kindparti og noget mattak. Men da Kaassassuk efter sigende ikke havde nogen kniv og heller ingen ordentlige tænder, og de stykker jern som han fastgjorde i tandkødet, hele tiden faldt ud, nærmest sugede han stykket fra hvalens kindparti efterhånden som spækket blev flydende.

 

Om aftenen, den dag flænseholdet kom tilbage, var der nogle af de mest forkælede børn, der hviskede til deres mødre: "I går aftes var Kaassassuk åndemaner, og han gjorde os meget bange. Vores øjne hang kun fast i øjenhulerne ved stilken. Nej, hvor havde vi det sjovt!"

 

Det viste sig at en af mændene havde opfanget sin datters hviskende beretning til moderen. Han udspurgte datteren og fik hende til at fortælle ham hele historien. Nogle af mændene ville sammen tage Kaassassuk under behandling og sagde til ham: "Vi har fundet ud af hvordan du har behandlet vores børn igår. Nu har du bare at få en "ivnasugssuk" til at komme her i aften. Vi voksne kommer ikke til at dø af skræk. Hvis du ikke vil, slår vi dig ihjel.

 

Kaassassuk ville naturligvis gerne beholde livet, og da han om aftenen skulle til at mane ånder, sagde han til kvinderne: "I skal først og fremmest have noget stegt spæk klar. Det skal jeg bruge til at fange en hjælpeånd (toornaq) med." Kvinderne gav sig naturligvis til at stege / smelte spæk. Da han skulle til at mane ånder, fik han nogle til at hænge et aflagt konebådsbetræk op under loftet ude i husgangen, så det kom til at danne en pose; og denne blev fyldt med det stegte spæk.

 

Da alt var klart gav han sig til at mane ånder. Som ventet var "Ingnasugssuk" nu på vej til huset. Kaassassuk sørgede for at en mand blev anbragt øverst på den indvendige mur ude i gangen, og han sagde til manden: "Når hjælpeånden er nået til indgangen, skal du sørge for at skære båndene over til det skind, der er fyldt med det stegte spæk. Når så det stegte spæk er hældt over hjælpeånden (toornaq), har jeg den."

 

Da hjælpeånden var krøbet ind i gangen, skar manden båndene til det aflagte konebådsbetræk over, og da indholdet væltede ned over den, knitrede det. Lyset blev tændt og man så, at det lignede mørkebrunt og sejt dryptran.

 

"Når I skal ud gennem gangen må I kun træde på sidevæggene", sagde Kaassassuk. Så begyndte de ellers at strømme ud ved kun at sætter fødderne på sidevæggene; og de kom alle ud uden at falde ned på hjælpeånden. Men blandt de tilstedeværende var der den gamle gigtplagede kælling. Nogen råbte ind til hende: "Kom så ud, din stakkel!" Hun trådte på sidevæggene undervejs ud, men da hun befandt sig over hjælpeånden gled hun, og faldt ned. Mændene forsøgte at trække hende op i hænderne oppefra ved at fjerne noget af taget. Hendes bagdel var helt dækket af noget dryptranagtigt, der var elastisk, og det var umuligt at få det af hende. De måtte hente et stort flænseredskab og skære et stykke af hjælpeånden væk uden om hendes bagdel for at få hende løs. Derefter fik de hende anbragt på børnenes glidebane for at hun ved at glide kunne slide hjælpeånden væk. I stedet fik hun åbne sår på bagen og døde af blodtab.

 

De andre på stedet blev bange for Kaassassuk, fordi han havde lært sig alt, men han endnu nærmest var et barn.

 

Var.: Den store ild.

 

Hist.: Denne version af "Den store ild" har udskiftet denne (Innersuaq) med en innasussuk, der formentlig er "den stejle fjeldvæg(s væsen)", hvor ånden har hjemme. Det var også i sådanne fjeldvægge at ildfolk, innersuit, havde adgang til deres land under stranden. Innersuaq, den store ild, blev undertiden associeret til Djævelen (se Jens Kreutzmanns version), og måske er det derfor spækket bliver stegt i stedet for blot smeltet og kogt som i ældre versioner (i helvede bliver man stegt). I Thuleområdet fortalte man også versioner af Innersuaq med Kaaassassuk som aktør, men ikke i rollen som åndemaner / angakok (søg: Kaassassuk store ild). Præcis hvilken forbindelse der er mellem disse og den sydgrønlandske version, der ganske afviger fra de andre grønlandske Kaassassuk fortællinger, er vanskeligt at afgøre. I 1907, fortælletidspunktet, havde polareskimoerne ganske vist haft besøg af både Hans Hendrik fra Sydgrønland (i 5 år) og Den litterære ekspedition med Knud Rasmussen. Kateketer bragte muligvis fortællinger fra en egn til en anden, men Thule området fik først missionær i 1909.

Oqalugtuaq / Tigaq ved Pisugfik / Tiggaaq Pisuffik

Print
Dokument id:203
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq / Tigaq ved Pisugfik / Tiggaaq Pisuffik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 285 - 286, nr. 98
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: En nidvisekamp.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: Inngertumik.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 160

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling.

En af Narsaq-beboerne, en dygtig fanger, hed Tiggaaq. Hans

familie havde givet ham det navn, fordi han fangede sæler så ofte. Ingen kunne

måle sig med ham i fangst, hverken til lands eller til havs. Han sørgede godt

for sine bopladsfæller. Men han kunne hverken danse trommedans eller synge

nidviser. Et tidligt forår rejste Pisuffik-beboerne nordover for at synge

nidviser imod Narsaq-beboerne. De slog lejr på Narsaq og Tiggaaq var blandt

tilhørerne, da de underholdt folk med deres sange. En af Pituffikbeboerne gik

hen til Tiggaaq og sang ham en nidvise på. Tiggaaq skammede sig over, at han

ikke engang kunne synge. Pisuffik-boens vise blev ikke besvaret, og derfor

forlod Pisuffik-boen Tiggaaq. Tiggaaq havde fået noget at tænke over. Tiggaaq sov

dårligt den nat, og han tænkte på at lære sange.

     Pisuffik-boerne tog sydover, men Tiggaaq og hans bopladsfæller tog ind i

fjorden. Hele sommeren, hvor de færdedes på land, var Tiggaaq optaget af at lære

at synge viser. Det gik op for hans familie, at han var opsat på at gøre

gengæld. De opmuntrede ham på det ivrigste med råd og vejledning, og han

lærte at synge viser. Umiddelbart før de skulle bryde lejr,

fangede Tiggaaq en fed fuldvoksen renbuk. Han lod al talget fra den ene side af

dyret koge udelt og tørrede alt kødet.

Så pakkede han det ind i skindet og gemte det, for at diske op for sin

sangkampfælle med det, når denne kom på besøg. Han gemte også den pels,

han brugte på rensdyrjagten. Hele vinteren lavede han viser, og da det blev

mildere i vejret, tog han sammen med sin familie ned til Pisuffik. De slog lejr og

Tiggaaq lagde rensdyrskindet ned på jorden i teltet og lagde talg og kød oven på

det. Så inviterede han sin modpart, og da gæsterne indfandt sig, blev der lagt en

hel sortside på jorden ved siden af rensdyrskindet. Da gæsterne kom i gang med at spise, gik Tiggaaq og hans familie udenfor og underholdt gæsterne med deres

sange udefra. Først efter måltidet var forbi, gik de ind igen og begyndte at

synge nidviser imod hinanden. Så gav de sig til at danse trommedans, og Tiggaaq

stod ansigt til ansigt med sin nye modpart. Midt i alt dette blev Tiggaaq hæs -

endnu før han udgik for viser. De ældre, der var til stede, sagde: "Tiggaaq er en

begynder i at synge viser. Tag og rens hans hals med græsstrå ("ivigkat

angutitáinik" - med hangræsser - Chr.B.)." Det lykkedes at få halsen renset. Så

fortsatte Tiggaaq med at angribe sin modpart. Tiggaaq begyndte også at synge om

sin renjagt ("nunasissûnine .." betyder egentlig: om det, at han er en

tilflytter. Chr.B.). Han gik ud for at iføre sig den blodplettede pels. Så

dansede han og sang, idet han skiftevis stillede sig med ansigtet tæt imod

modparten og vendte sig bort fra ham. Modparten kunne ikke undslå sig, og først

da modparten udgik for svar, holdt Tiggaaq op. Han vandt kampen og tog nordpå

igen. Han kom aldrig tilbage til Pisuffik.

 

Kommentar: som sagnskikkelse er en Tiggaaq hovedperson i rejsen til Akilineq. Søg på  Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq

oqalugtuaq Agdlerúmik / Agdleraq / Avarunguaq / Avarunnguaq

Print
Dokument id:287
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Agdlerúmik / Agdleraq / Avarunguaq / Avarunnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 541 - 544, nr. 158
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en anden (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Allerut.

 

De boede mange sammen på en boplads. Når det blev efterår, plejede de at lege en leg, hvor de kneb hinanden ved fingrene (se Rinks kommentar. Jeg kender ikke udtrykket: 'kivataleraraut - Chr. B.). Engang da de legede denne leg, var den eneste kvinde i søskendeflokken med. Når hun kom ind, sagde hun: "Jeg gad vide, hvem det var, der plejede at slås med mig." ('paniartarpânga). Så sagde hendes samlevere (ifølge Rinks kommentar: friere - Chr. B.) til hende: "Når han ta'r dig, så få ham med herind." En dag da denne kom til hende, ville hun tage ham med ind. Nu var hun på vej ind med ham. Ingen vidste, hvem han var. Det viste sig, at det var Allerutinnguaq, der var vokset op på tilfældige steder. Da Allerutinnguaq kom til at bo hos disse folk, giftede han sig med hende. Han fik en ny kajak, og han begyndte at tage ud på ture i kajak. Han fik sig også en ny konebåd, og da det blev forår tog han ud på rensdyrjagt. Mens han gik, fik han øje på nogle mennesker. De så flere mennesker og kom til sidst til det sted, hvor der kun boede tre mennesker - to kvinder og en mand. Han viste sig at være kvindernes far. De kom til at bo hos dem. Da de lige var flyttet ind i huset, fik deres hund hvalpe, blandt disse én, der kaldtes Isigusaq. Engang da manden kom hjem fra en fangsttur, var der ingen i huset, der talte. Hans kone sagde: "Jeg skulle spørge fra disse mennesker, om de må opkalde hundehvalpen Isigusaq efter en afdød, medmindre du meget nødig vil af med den." De sagde til dem som svar: "Det er ligegyldigt for os. I må gerne få den." De takkede meget, og de holdt den hos sig. Kun når den skulle die, bragte de den til moderen. Faderen til kvinden tog aldrig ud på fangst.

 

Da hvidhvalssæsonen var inde, tog han (Allerut) ud på fangst i kajak. Han

kom hjem med en hvidhval. Den store kvinde fra huset ('arnarsuat' betyder jo

egentlig: deres store mor - måske skulle der have stået arnarsuit - Chr. B.) gik

ned til stranden og sagde: "Jeg skulle hilse og sige fra vores store husherre,

Qaattusoq, at de bare skal spise, som de vil og tage hul på mattakken ('magtak

putsuvdlugo' - ifølge Rinks kommentar: knibe med fingrene - pussullugu - CB.).

De tog dyret i begge sider og bar det op.

 

Da han havde ordnet sin kajak, gik han ind i huset, og det eneste han så af hvidhvalen var et stykke mattak foran den nederste lampe. Det var det stykke, der var beregnet til ham. Da de om aftenen

var gået i seng, sagde Alleruts kone til ham: "Hvad er vores kære husfæller for

nogle? De spiste i dag som hunde, der kæmpede om maden, og det varede ikke længe,

så var der ikke mere tilbage af hvidhvalen." En anden dag kom han hjem med en

stor hvidhval. Også denne gang gik kvinderne ned og sagde: "Vi skulle hilse og

sige, at vores husherre, Qaattusoq, har fanget en hvidhval." Han svarede, at de

bare skulle gøre, som de ville. Han skyndte sig at bære sin kajak op. Da han

gik ind i huset, var der kun et stykke mattak til ham. Efter at de var

gået i seng, gentog hans kone det, hun tidligere havde sagt om deres husfæller.

 

Så kom der islæg, og vest for bopladsen så de sassat (hvidhvaler el. edderfugle, der er indesluttet i en våge; her må det være hvidhvaler - Chr. B.). Han blev meget ivrig efter at tage derud. Hans husfælle sagde: "De er talte, dem skal du ikke fange." Han begyndte at trække dem hen over isen (svært at forstå sammenhængen - Chr. B.). Hans husfælle sagde: "Skidt med det. Du må gerne fange en hvidhvalsunge." Dagen efter tog han derud og kom hjem med en hvidhvalsunge. Næste dag sagde hans husfælle: "Du skal ledsage mig." Han tog af sted sammen med ham mod vest til en ø. De nærmede sig huset på øen. Alleruts rejsefælle sagde til ham: "Når de begynder at snakke om hvidhvaler, og når jeg siger 'taissaq' til dig, skal du gå ud." Han kom ind i huset og så, at der sad mange mænd. En af dem var helt hvidhåret. Der var ingen, der sagde noget, da de kom ind. Så sagde den store husherre: "Hvor er disse hvidhvaler øst for os?"

 

Da rejsefællen sagde 'taissaq' til ham, lod Allerut sig

falde ned i gangen. Han løb af sted og flygtede. Da han fjernede sig fra stranden,

kiggede han bagud og så, at nogle store isbjørne løb efter ham. En af dem kom

foran de andre og indhentede ham og sagde: "Tag mig i håret." Det gjorde han, og

de løb. Da forfølgerne var ved at nå dem, vendte isbjørnen sig imod dem og

sagde: "Ara (svært at læse - Chr. B.), denne mand har opkaldt en efter jeres afdøde fætter, som ingen tidligere har opkaldt nogen efter." De standsede og gav sig til at græde. Deres husherre sagde: "Du skal bare fange så mange, du vil." Da de gik derfra, antog bjørnene menneskeskikkelse. Da de kom hjem om aftenen og var gået i seng, sagde han til sin kone: "Det viste sig, at det var isbjørne."

     

Det blev forår, mens han endnu fangede for sine husfæller. Da det blev

sommer, belavede de sig på at vende tilbage til deres boplads. Husfællerne

sagde: "Han ville gerne beholde denne, hvis det ikke er sådan, at I meget nødig vil miste den." De svarede: "Vi skal ikke have noget med den at gøre."

Husfællerne bad dem om at sige til dem nordover (det skulle vist have været

sydover - Chr. B.), at de, når de så en bjørn ikke måtte jage den, for den ville

tage nordover for at se til sine gamle husfæller. Da Alleruts var kommet tilbage

til deres boplads, der lå sydpå, fik de at vide, at folk, der boede syd for

deres boplads, havde fanget en isbjørn ved navn Isingusaq. Efter at være kommet

tilbage til deres boplads, døde de alle sammen. Slut

 

Fortalt upræcist og på sine steder vanskelig at tolke. Efterskrift: Amos Daniel

burde ikke have skrevet så mange sagn ned. Chr.B

 

Var.: Avarunnguaq; Issiallak; Allerut; Alleruut.

 

Kommentar: De øvrige versioner kan give en lidt klarere ide om forløbet. Dog forbliver de indledende afsnit noget dunkle mht. hvem der er hvem, og hvorfor det er langt inde i indlandet de møder og slår sig ned hos isbjørne i menneskeskikkelse. Deres store appetit er et fast træk / kending / epitet ved isbjørne i overlevringen.

oqalugtuaq áipâ / Qivigtoq / qivittoq

Print
Dokument id:173
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4´
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq áipâ / Qivigtoq / qivittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 180 - 181, nr. 67
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke. Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 16v - 17v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Illassaqs datter. (Opr. overskrift: Den anden historie).

Illassaq ville have sin datter til kone. Han holdt op med at tage ud på fangst og sov (med hovedet?) på datterens knæ. Til sidst blev datterens knæ helt følelsesløst.

En dag lykkedes det for hende med største forsigtighed at flytte knæet væk fra

ham, kravle ud af teltet og videre op ad skråningen. Da hun kunne rejse sig op

igen, vandrede hun ind i landet, hvor hun byggede sig et hus. Hun fangede ryper

og senere også rensdyr. Hun fangede så rigeligt - selv om hun ikke havde

fangstredskaber - at hun var i stand til at beklæde husets vægge med

rensdyrskind. Hun manglede intet.

 

Engang mødte hun to dværge.

 

Til at begynde med led hun nød, og hun græd. Da var det, at en mand kom hen til

hende og sagde: "Her har du en kniv, og når du først er kommet i besiddelse af

den, vil nøden være ovre. Men du må spytte på gaven, når du tager imod den." Hun

spyttede på den, og hun led ikke længere nød.

 

De to dværge, hun mødte, sagde til hende: "Du skal tage tilbage til din familie,

for der er snart ikke flere dyr på jorden. (Kan også forstås sådan: "Du har snart

fanget alle dyr på jorden." Chr.B.). Kvinden svarede: "Jeg vil ikke tage hjem, for det er allerede blevet efterår." Dværgene svarede: "Du skal tage hjem, for det

er endnu ikke blevet sent efterår, og vi skal nok hjælpe dig." Kvinden sagde:

"Så vil jeg først lige hente det første rensdyr, jeg fangede." De tog så af sted.

Når hun blev træt, trak dværgene landskabet sammen, så afstanden blev mindre til

det land, som hun skulle til, og som lå så langt væk, at det havde en blålig farve. Hele turen tog kun én dag. Hendes familie var der stadigvæk, men faderen

var død. Derfra drog de til vinterbopladsen.

 

Var.: der er talrige qivittoq - fortællinger. Men udgangspunktet i incest forekommer sjældent.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Oqalugtuaq aleqaliat

Print
Dokument id:191
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq aleqaliat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 237 - 241, nr. 86
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 140 - 142: Brødrene som besøgte deres storesøster.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 140 - 142: Oqaluttuaq aleqaliat.

 

(Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 13 ss. 77 - 79 en let forkortet oversættelse. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 9, pp. 128 - 132: The Brothers visit their Sister.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To Brødre, der tog på besøg hos deres søster.

Der var engang en mand, der havde tre børn - en pige og to små drenge. Pigen giftede sig med én, der boede på en boplads sydpå, inden de to små drenge begyndte at kunne huske noget / sila. De voksede op og begyndte at fange, uden at forældrene havde fortalt dem, at de havde en storesøster. Men en dag fortalte moderen sine sønner, at de havde en søster. Meget overraskede spurgte de, hvor hun så var henne. Moderen svarede: "Kan I se de store fjelde der oppe mod nord. Derunder ligger en vinterboplads, og dér bor hun. Hun er nem at kende, fordi den ene side af hovedet er helt hvid. Men I må ikke besøge hende. Hvis I gør det, vil I blive dræbt af hendes bopladsfæller, for de er menneskeædere." Da hun sagde det, mistede den ældste lysten til at tage hen og besøge sin søster, men den yngste var stærkt opsat på at få hende at se. Da brødrene dagen efter tog af sted, sagde forældrene, at de skulle holde sig på afstand indtil folk på stedet var gået i seng - for ikke at risikere at blive dræbt.

Brødrene tog af sted, og forældrene opgav helt at se dem igen. Brødrene kiggede efter huse og den ælste sagde, at når de så ravne, der slog kolbøtter i luften, var det et tegn på, at de var nær et beboet sted. Det varede

ikke længe, så så de en masse ravne. De kom op på land og bandt slæderne fast.

De ventede med at køre derhen, til det blev helt mørkt. Der var en hel

masse huse og de kørte til det nærmeste hus med tre vinduer og kravlede

forsigtigt op på taget, og den ældste kiggede ned gennem røghullet og så, at der

sad (lå?) en stor mand på briksen nærmest lampen og blev lysket af sin kone. Den

ene side af kvindens hoved var hvid som sne. Lillebroderen kiggede også ned

og de var sikre på, at kvinden måtte være deres søster. Den ældste samlede noget

spyt sammen i munden og lod det falde ned, så det ramte gulvet lige foran lampen

med et smæld. I det samme ruskede konen sin mand og sagde: "Der er sikkert kommet

gæster fra en fjern boplads, skynd dig op." Manden rejste sig op og var straks på

vej ud uden overtøj medringende sin bue. Han kom ud med en spændt bue og endnu

før de blev set, sagde den ældste af brødrene: "Vi kommer for at besøge vores

søster. Vi har fået fortalt, at den ene side af hendes hoved er helt hvid."

Manden svarede hviskende: "Jeres søster er derinde, kom indenfor, I kære." De

kom ind, og manden ville vise sig som en god svoger og forlangte, at der skulle

sættes mad frem. Konen tog kamikker på og bad nogle af sine mange børn hjælpe

sig. Det gik op for brødrene, at alle de andre i huset var søsterens

børn. På en stang i huset hang en hel masse kamikker ordnet efter størrelse -

fra de yngstes til de ældstes kamikker. Der gik et stykke tid. Så kom de ind med

et fad, der var fuld af bær, der var blandet med forskellig mad og spæk.

Søsteren satte maden frem og sagde til sine brødre: "Værsgo' og spis." Brødrene

skulle til at tage noget fra den lækre anretning, da de fik øje på en hånd af et

menneske skåret af ved håndleddet ligge i fadet - med bær i den hule hånd. De

gøs ved synet af dette og sagde, at de ikke spiste den slags mad. Så blev fadet

trukket væk fra dem og de andre gav sig til at spise. Deres søster tog denne

hånd af et menneske og holdt tommelfingeren fast mellem tænderne for at skære et

stykke fra. Så skreg børnene: "Giv mig et stykke af hånden." Hertil svarede

moderen: "Lad mig selv spise den hånd." Brødrene sagde til hende: "Hør er du også

blevet menneskeæder?" Idet søsteren skubbede til sin mand, sagde hun: "Ham dér har

fået mig til det."

Deres store svoger bad sin kone koge mad, men det skulle

være på lavt blus, for at bopladsfællerne ikke skulle få færten af, at der var

gæster i huset. Ellers ville de komme og dræbe gæsterne. Mens søsteren kogte

mad, fortalte hun følgende: "Vores bopladsfæller fangede som altid nogle hvaler i

vinter. Når der under flænsningen faldt et menneske, så dræbte de det bare og

flænsede det med." Endnu før maden var kogt færdig, sagde svogeren til sine

børn: "Stå op og gå hen og skær surringerne over på vore bopladsfællers slæder og

gør det meget stille." Da de kom tilbage, spurgte faderen dem, om de havde skåret

surringerne på samtlige slæder. Ja, sagde de, men det viste sig senere,

at de i skyndingen havde sprunget en slæde over. Da maden blev færdig og de

skulle spise, sagde svogeren til brødrene: "Når I tager af sted, straks

efter I har spist, tar jeg med; og når I er kommet et godt stykke ud på

isen, vil jeg huje (råbe). Så skal I bare se, hvad der sker." Ved afrejsen

sagde svogeren til brødrene: "Nu kender I vejen. I må endelig komme og besøge jeres søster igen." De tog af sted, og da de var kommet et godt stykke ud på

isen, hujede svogeren og råbte: "Nu er gæsterne taget af sted!" Brødrene så

tilbage og opdagede, at folk strømmede ud af husene - ud gennem gangen og gennem

vinduerne. Nogle havde anorakken over armen og andre var i bar overkrop. De tog

af sted på slæde, men efter ganske kort tid brød slæderne sammen. Brødrene anede uråd og satte farten op. Men de opdagede, at en slæde fulgte efter dem og

hurtigt halede ind på dem. Det opdagede svogeren, satte efter slæden,

som forfulgte brødrene, og dræbte manden med sin pisk. Så begyndte han ellers at

slagte løs, og han lastede slæden fuld af arme og ben, der var skåret af og

kørte hjem.

Brødrene kørte hele natten og nåede hjem. De fortalte om deres søster, der

var blevet menneskeæder og om, at de selv med nød og næppe slap med livet i

behold, takket være deres svoger, der hjalp dem. De gentog ikke besøget, for de

var jo nær blevet dræbt.

 

Var.: Nerrersuujuut;

oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder

Print
Dokument id:298
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 605 - 608, nr. 171
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 239 - 241: Aleqateqaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 239 - 241: Oqaluttuaq Aleqateqamik ernituarsuannik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The The Girl who went away in search of her Brother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Historien om Aleqateqa (der står egentlig 'aleqatoqamik', om den gamle søster,

men inde i fortællingen kaldes hun Aleqateqa - Chr. B.).

 

En ældre søster og hendes lillebror plejede at tage ud og se til deres rævefælder. En gang de kom til området, hvor de havde rævefælder, manglede der en flad sten til at sætte over indgangen (en sten, der er forbundet med lokkemaden ind i fælden, og som falder ned og spærrer for udgangen, når ræven bider i lokkemanden og knækker snoren - Chr. B.). Storesøsteren sagde til sin lillebror: "Vil du lede efter en flad sten til mig?", sagde storesøster. Hun ventede længe og blev utålmodig, og hun ledte efter ham. Da hun ikke kunne finde ham, drog hun ind i landet. Med tiden blev hun stærkere og stærkere. Til sidst kunne hun løbe lige så hurtigt som et rensdyr. En dag stod hun og kiggede ned over en ret stor lavning. Dernede fik hun øje på et lille hus. Hun gik hen til huset og opdagede, at der var en åbning i taget. Hun kiggede ned gennem åbningen og så, at der sad en stor mand alene i huset og var ved at lave en ny fuglepil. Hun spyttede ned og spyttet ramte den fuglepil, han var igang med at lave. Manden kiggede op, og hun så, at han kun havde et øje, der sad i næseroden. Han sagde: "Hvad laver du her? En kystbo, tror hun mon, at jeg vil lade hende leve!" Han tog sin sælskindspels på og løb mod udgangen. Inden han kom ud af huset, havde hun allerede fjernet sig så langt, at hun ikke kunne se huset fra det sted, hvor hun nu befandt sig. Da den store mand kom udenfor, kunne han ikke se kvinden nogen steder, og han gik ind igen.

 

Aleqateqa gik videre og en dag kiggede hun ud over en stor fjord og så en

hel masse telte i bunden af den. Et af teltene havde en anselig størrelse. Hun

standsede oven over teltene og ventede på at det blev aften. Hen på

eftermiddagen råbte nogle børn: "Der kommer en kajak, der kommer en kjak!"

('qajaq qâle' - ordret: lad kajakken komme - Chr. B.). Så viste der sig en kajak-

mand med en sæl på slæb. De råbte igen: "Asuina kommer med en sæl på slæb." Hun

sagde blot: "Kære Asuina, det er vel nok længe siden." Tænk, hun var

kommet netop til det sted, hvor hendes bror havde bosat sig.

 

På stedet havde en bopladsleder, viste det sig, med et telt, der var større end de andre. Oven for bopladsen var der en stor slette, hvor de spillede bold. Da alle

kajakmændene var kommet hjem, blev der råbt: "Kom og spil bold." Alle mænd,

blandt disse Asuina, gik op. Under boldspillet ville Asuina tage en rund sten

op, men magtede det ikke. De andre begyndte at skubbe til ham, de væltede ham og

forhindrede ham i at rejse sig op igen, mens søsteren sad ovenfor og så på, hvad

der foregik. Da de havde behandlet ham sådan, holdt de op med at spille bold.

 

Sent om aftenen gik Aleqateqa ned til boldpladsen. Hun rykkede nogle

narhvalstænder, der var sat fast ned i jorden, op og stak dem ned et andet sted,

så dybt, at kun ganske lidt af enden var synlig. Derfra gik hun ned til

broderens hus. Hun blev meget forundret over at træffe broderen her og spurgte

ham: "Hvornår kom du hertil?" Asuina svarede: "Dengang jeg var ude og lede efter

en flad sten til rævefælden, fór jeg vild og kom hertil." Han havde giftet sig

med en, der havde en søster. De sagde til Aleqateqa: "Der bor en gal mand her i

bygden. Han ved ganske givet besked med, at du er kommet. Han kigger nok herind

i morgen tidlig. Vi skal nok skjule dig bag vægbeklædningen." Dårligt havde de

anbragt hende bag bagbeklædningen, så kom han og sagde: "Jeg drømte i nat, at

der kom en lille kystbo. Hun skulle være søster til Asuina." Asuina narrede ham

ved at sige: "Jeg har ingen søster." Så gik manden. Den dag tog Asuina ikke ud

på fangst, fordi han havde så meget at snakke med sin søster om.

 

Om aftenen blev

der kaldt til boldspil. Aleqateqa fulgte med iført svigerindens tøj, idet hun

holdt sig bag ved hende. Da de nåede til boldpladsen, høre de nogle sige: "Hvem

har stukket de store narhvalstænder ned i jorden?" Man henvendte sig til nogle

unge mænd, der stod i nærheden og sagde: "Det skulle da vel ikke være dem her, der har stukket dem ned?" De rømmede sig og så både generte og stolte ud, selv om det

umuligt kunne være dem, der havde gjort det, eftersom de ikke magtede det.

 

Aleqateqa trak de narhvalstænder, hun havde stukket ned i jorden op igen. Men

bopladslederen kunne ikke klare det. Han gik i stedet for i lag med den sten,

som han var i stand til at løfte, for at bruge den som bold. Men han tog forkert

på den, så den faldt ned og smadrede hans fødder. Aleqateqa hviskede til Asuina

og spurgte, om de ikke havde en hund, en gammel hund. Asuina råbte og spurgte

folk, om de havde en hund. Men der blev svaret, at de ikke havde nogen. Så

spurgte Aleqateqa, om de havde et rensdyr, et gammelt rensdyr. Det havde de

heller ikke. Så drog Aleqateqa af sted og kom hurtigt tilbage med et levende

rensdyr, som de slagtede. Hun lagde rensdyrmavens halvfordøjede indhold omkring

bopladslederens fødder, som et omslag, hvorefter hun gik ned fra boldpladsen.

Da folk kom ned fra boldpladsen, tog de ud på deres fangstpladser. Aleqateqa og hendes familie var de første, der tog af sted til en lille ø, hvor de tilbragte

efteråret.

 

En vinter kom der en kajakmand og meddelte, at Aleqateqa ville

blive hentet af kajakmænd på vej til bopladsen. Da de kom, klyngede Aleqateqa

sig fast til søjlen midt i huset med armene og med krydsede ben. De mange mænd kom

ind i huset og greb fat i Aleqateqa. Asuina blev frygtelig forskrækket og

blandede sig, men en af mændene greb ham og slyngede ham hen imod vinduet.

Søsteren så det, og hun kastede de mange mænd om kuld. Hun greb fat i en af dem

og slyngede ham ud gennem gangen. Hun gjorde det samme med alle de andre og

dræbte dem. Herefter var der ingen, der forsøgte at komme dem nær. Da det blev

sommer, rejste de væk fra bopladsen. Ingen ved hvorhen. Slut.

Forstanderen i Paamiut. D. Möller.

 

Var.: Samuel Olsen nr.

Oqalugtuaq alugtuisortumik / En fortælling om "Slikkeren"

Print
Dokument id:1021
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 6
Fortæller:Amossen, Nathan
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq alugtuisortumik / En fortælling om "Slikkeren"
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 7 - 8
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person: indsamler, N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage, da der kun boede få mennesker i Kangaamiut, var der en fanger, der havde et enebarn, en pige, som var hans kæledægge.

Dengang var der hist og her døbte grønlændere, og pigen hed således

Margrethe. Når hun om aftenen begyndte at græde, søgte de at få hende

til at tie ved at forskrække hende: "Nu må du holde op. Hvis ikke,

kommer der en stor "slikker" og slikker dig. Øjnene på dem, der bliver

slikket, lukker sig, så de ikke kan se noget." Hun tav gerne når hun

fik den historie fortalt.

Engang tog M. som sædvanlig til at græde sent på aftenen, da alle

husfællerne var gået i seng. Da husfællerne jo havde lagt sig til at

sove, tyssede forældrene på hende; men de faldt i

søvn, mens hun endnu græd. Midt i det hele blev hun meget bange og

holdt af skræk op med at græde. Så hørte hun smasken ind igennem

gangen. Det lød som én, der slikkede noget. Hun måtte tørre tårerne

ustandseligt. Så såre hun havde tørret øjnene, begyndte tårerne igen at

pible frem.

Efterhånden som lyden kom nærmere, kunne hun ikke længere holde det ud

for angst. Hun prøvede forgæves at vække de andre.

Da hun hørte nogle komme ind, drejede hun hovedet i retning af lyden

og så et stort skrækindjagende menneske. Det havde en meget stor krop

og ganske tynde ben. Dets store tunge kom skiftevis ud og forsvandt

ind i munden igen. Det gav hver gang et smæld så kraftigt at det burde

have vækket de sovende.

Hun søgte efter noget at forsvare sig med. Hun kastede skidt og møj

("saningnik") imod ham; men hver gang kom det tilbage til hende.

Da mennesket kom nærmere og nærmere, tog hun flugten og kravlede

skrigende hen over de sovende; og da nogle af dem begyndte at vågne,

forsvandt han ud i gangen. Hun sagde det til dem.

Hendes far stod op, og han tog sin store nye økse, som han ellers

var meget øm over, og på vej ud gennem gangen slog han løs på klippen,

så det glimtede, og samtidig snakkede han uafbrudt.

Og så havde M. ellers fået nok af at græde om aftenen.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger. Heller ikke "slikkeren" optræder andre steder i basen her.

oqalugtuaq ãma / Isigagakap / Merqusalik

Print
Dokument id:153
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma / Isigagakap / Merqusalik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 113 - 114, nr. 44
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 155h - 156v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Isikkakkaq (Orig. uden overskrift).

Issikkakkaq, som var en dygtig rensdyrjæger, og hans gamle far tog hvert år ind i fjorden på rensdyrjagt. De vendte tilbage til deres vinterboplads med fuldt lastet

konebåd.

Engang da Isikkakkaqs var inde i fjorden, kom en anden fanger,

Meqqusaalik, med sine mange sønner til lejren. Da Meqqusaaliks sønner tog

på rensdyrjagt, fulgte Isikkakkaq med. De nåede frem til stedet med de mange

skydeskjul, og her placerede Isikkakkaq sig alleryderst med det resultat, at han

ikke fik et eneste rensdyr, da samtlige dyr, som klapperne drev til

skydeskjulene, blev skudt af Meqqusaaliks sønner, inden de nåede til ham.

Isikkakkaq kom hjem uden fangst, men blev inviteret til spisning hos

Meqqusaaliks.

Næste gang placerede Isikkakkaq sig ligeledes yderst. Da renflokken var på vej til dem, kom Isikkakkaq til at bevæge sig alene af iver, og renerne flygtede. Isikkakkaq forfulgte dem og dræbte dem. Meqqusaaliks sønner kom og hjalp til med at flå dyrene. De gav Isikkakkaq noget kød.

Ved tredje jagt gjorde Isikkakkaq ligesom sidst. Men denne gang nåede Meqqusaaliks sønner ikke hen til ham, før han havde flået dem. Isikkakkaq bar det hele hjem.

Meqqusaaliks sønner blev inviteret til spisning, og da Meqqusaalik skulle hjem,

tog han et knæstykke af et rensdyr med hjem.

Meqqusaaliks tog hjem dagen efter. Umiddelbart derefter begyndte Isikkakkaqs ben at hæve. Han døde. Isikkakkaqs far vendte tilbage til sin boplads. Han lavede en tupilak, der var sammensat af alle mulige ting. Hovedet af tupilakken var af en hvals. Han sendte tupilakken af sted med den besked, at alle Meqqusaaliks sønner skulle udryddes.

Et stykke tid efter fik Isikkakkaqs far at vide, at den ældste af

Meqqusaaliks sønner var omkommet, da han kastede sin harpun efter en hval. På

samme måde omkom alle sønnerne.

oqalugtuaq ãma / Katerparsuk / Katerfarsuk / Qaaterfaarsuk

Print
Dokument id:152
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma / Katerparsuk / Katerfarsuk / Qaaterfaarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 112, nr. 43
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 155h.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qaaterfaarsunnguaq (Orig. uden overskrift).

Den forældreløse Qaaterfaarsunnguaq var i færd med at bygge sig en kajak. En ældre mand syntes, det var synd for ham; men i stedet for at hjælpe ham, listede han sig frem til ham indhyllet i isbjørneskind for at gøre ham forskrækket. Qaaterfaarsun-

nguaq hørte støj og opdagede en stor bjørn ganske tæt ved. Han flygtede ind i huset og fortalte de andre, at der var en isbjørn lige ved siden af kajakken.

Men da de andre kom ud, så de ikke nogen isbjørn. Da kom den ældre mand frem og

fortalte, at det var ham, der ville gøre Qaaterfaarsunnguaq bange.

 

Qaaterfaarsunnguaq blev meget oprørt over dette, og han begyndte at øve sig i

at blive åndemaner / angakkoq. Han fik sig en pose, der var lavet af hvalrosskind. En dag da den ældre mand tog ud på fangst sammen med de andre fangere, fulgte

Qaaterfaarsunnguaq med. Han gik i land på en ø, hvorfra han kunne se, hvor

fangerne befandt sig. Så kaldte han på sin pose (pooq) og kom ned i den, hvorefter han svømmede ud til kajakmændene. Han så, at den ældre mand var placeret med solen i ryggen. Qaaterfaarsunnguaq dukkede op et stykke fra ham i

skikkelse af en hvalros, og den ældre mand harpunerede ham. Så dykkede han ned

med den ældre mands line og fangstblære og svømmede hen til øen. Her afførte han

sig posen, kom ned i sin kajak og roede ud til den lille ældre mand, der sagde

til ham: "I kunne have reddet jeres part i fangsten, hvis ikke dyret var forsvundet med min fangstblære." Qaaterfaarsuk stak fingrene ned bag i kajakken, tog en line frem og gav den ældre mand den, idet han sagde: "Engang gjorde du mig bange ved at liste dig frem til mig indhyldet i et isbjørneskind. Nu har jeg hævnet mig."

(Pooq)

Var.: Katerfarsuk / Katerfaarsuk (talrige); Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk.

 

Kommentar: Søg: puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

oqalugtuaq ãma / Kvinden, den menneskeædende

Print
Dokument id:117
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Thomas ?
Nedskriver:Thomas
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma / Kvinden, den menneskeædende
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 23, nr. 9
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., formentlig:

NKS, 2488, VI, 4': 102h - 103v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Menneskeæderne".

Der var engang tre brødre. Så skete det, at de to yngste udeblev fra en

fangsttur umiddelbart efter hinanden. En dag, da den ældste var ude på en

kajaktur, så han et lille hus inde på land. Han roede ind og gik op til

huset, efter at have placeret sin kajak på stranden med forenden imod

vandet. Inde i huset genkendte han straks sine brødres hoveder, der lå under

sidebriksen. Kællingen i huset beklagede sig over, at datteren ikke spiste

menneskekød. Datteren gjorde tegn med øjnene til gæsten, at han skulle forlade

huset. Gæsten blev bange og skyndte sig ned til sin kajak; og idet han kom ned i

kajakken, tog kællingens datter ham om livet; og lige da han roede ud, råbte

kællingen på sin mand, der var ude at ro i kajak. (Uafsluttet fortælling).

oqalugtuaq ãma / Naajarsuarmik Kuukajammillu

Print
Dokument id:136
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma / Naajarsuarmik Kuukajammillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 68 - 71, nr. 28
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af en formentlig renskrift: NKS 2488, VI: 134v - 135h.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Naajarsuaq og Kuukajak (orig. uden overskrift).

En ældre mand, der havde et vinterhus i Alluitsup Paa, havde en søn ved navn

Naajarsuaq. De var kommet til at bo på et nyt sted, der hed Qernertormiut.

På den anden side af fjorden, i Niaqornaarsuk, boede en stærk mand, der hed

Kuukajak. En efterårsdag, Naajarsuaq var ude på fangst, kom han til det sted,

hvor Kuukajak opbevarede sit vinterforråd af ammassætter. Han fjernede nogle af

de sten, der dækkede depotet, således at ræve kunne komme ind. Da Kuukajak

senere kom til sit depotsted for, at hente noget mad med hjem, havde rævene

spist alt. Han fik at vide af nogle, at det var Naajarsuaq, der havde fjernet

stenene.

Kuukajak blev meget vred, og når han var ude i kajak, kiggede han efter

Naajarsuaq for at dræbe ham. En dag Naajarsuaq var ude på fangst ved bopladsen

ud for sit hus, kom Kuukajak hen til ham og begyndte at skælde ham ud. Naajar-

suaq lod ham skælde ud, uden at han selv sagde noget. Kuukajak fulgte Naajarsuaq

ind i land for at besøge ham, og han fortsatte med at skælde ham ud. Da Naajar-

suaq ville ud på fangst igen, fulgte Kuukajak ham. De to var begge stærke mænd.

 

Naajarsuaqs far anede uråd og bad de andre på stedet om at holde øje med dem.

Inde fra land så man Naajarsuaq kæntre. Straks roede faderen ud, og lige før han

nåede frem til den kæntrede kajak, skar Kuukajak sin harpunrem over og roede bort.

Naajarsuaq var blevet harpuneret. Faderen slæbte sønnens lig i land og gravsatte

ham.

 

Naajarsuaqs far sørgede meget over sønnens død. I første omgang græd han ikke.

Den tredie dag efter drabet gik han ud med en ny hvid sælskindsanorak og sagde:

"I sådant mildt vejr ville han være taget ud på fangst." Så gav han sig til at

græde voldsomt og faldt ned på møddingen, rullede henover den og blev rigtig

beskidt, hvorefter han faldt i søvn. Da han vågnede og havde fået en ren anorak

på, begyndte han at lave årer til konebåden. Han havde besluttet sig til at

rejse nordover til Amerloq. Hans kone, der var med barn ved afrejsen, fødte en

dreng i Amerloq. Drengen fik navnet Naajarsuaq efter sin afdøde bror. Denne

Naajarsuaq voksede op i en tilstand af vrede og blev en stærk mand. Hans far

lavede en kraftig harpunspids så lang som en underarm. Han lagde den med den

tilhørende rem ned i kramkisten med den hensigt, at drengen skulle dræbe

Kuukajak med den.

 

Da der var gået ikke så få år, rejste familien sydover. De forhørte sig om

Kuukajak og fik at vide, at han stadigvæk levede, men ikke længere tog ud på

fangst og kun fiskede ulke.

 

Da Naajarsuaq og hans forældre kom til at bo på forældrenes gamle boplads, kom

deres slægtninge og besøgte dem. De besøgende fik gerne et stykke hvalbarde og

et stykke ben (tand?) forærende. Kuukajak, som ikke vidste noget om, at hans

fjende havde fået en søn, der havde navnet Naajarsuaq, mente nok, at der var

gået så mange år efter drabet, at det nu var blevet glemt. En dag kom han på

besøg hos dem, helt ubevæbnet. Han blev godt modtaget. Naajarsuaqs far sørgede

for, at han blev beværtet godt, og at han blev underholdt, til Naajarsuaq kom hjem fra fangst. Langt om længe kom Naajarsuaq hjem. Så var værtsfolkene ikke

længere så venlige. De lukkede sig helt af, og Kuukajak kom til at ryste af

skræk. Naajarsuaqs far tog den store harpunspids med tilhørende rem op fra

kisten og gav sønnen den, idet han sagde: "Med denne skal du dræbe ham, mens

hans slægtninge ser på det." Da Kuukajak tog af sted, roede Naajarsuaq efter

ham. Lige ud for bopladsen, mens folk så på det, harpunerede han ham. Der kom

kajakker ud, og lige før de nåede frem til gerningsstedet, skar Naajarsuaq sin

rem over og roede bort.

Efter denne hævn fik faderen ro i sindet.

 

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

 

Hist.: Sydlændinges rejser mod nord. Meningen med at give rævene fri adgang til depotet er i andre versioner den, at rævene kunne fanges dér i snare. Rævenes pelse var blevet meget værd i handelen med hollænderne. Den foregik bl.a. ved Amerloq, som Naaj.s far rejser op til. Her fangede grønlænderne også selv bardehvaler

oqalugtuaq ãma avdla / Den gamle ved Agdluitsoq / Alluitsoq

Print
Dokument id:118
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Den gamle ved Agdluitsoq / Alluitsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 30, nr. 12
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af følgende orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 109h - 112h.

 

Fyldig dansk version af denne plus en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 63, ss. 351 - 354: The Old Southlander.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Den lille ældre mand, der hævnede sig på sønnens drabsmand".

For mange år siden boede der nede i Alluitsoq - området en ældre mand, som havde

en søn, der var en dygtig fanger. Den gamle levede godt af det, som sønnen

fangede, og var holdt op med at tage ud på fangst.

Så skete det, at sønnen en dag ikke kom hjem fra en fangst. Man antog, at han

var omkommet. Men en dag fik den ældre mand besøg af sin fætter fra en boplads

med mange telte på den ene side af fjorden. Fætteren fortalte den ældre mand, at

sønnens udeblivelse ikke skyldtes en almindelig kajakulykke, men at han var

blevet dræbt. Fætteren kunne også fortælle, at det var den mellemste af tre

brødre på hans boplads, der var morderen.

Den ældre mand blev meget vred; og han, som ellers var holdt op med at ro i

kajak, lavede sig nye redskaber - en harpun og en lanse af en særlig kraftig

kaliber. Han begyndte at tage ud på fangst med det ene formål at møde sønnens

drabsmand og hævne sig på ham.

En dag han var på vej hjem fra fangst i det yderste fangstområde, så han en

kajakmand ro ind imod land med en sæl på slæb. Den fremmede kajakmand skiftede

retning af og til og kiggede bagud med mellemrum. Den ældre mand kunne nærme sig

ham uden at blive opdaget, fordi han havde solen i ryggen. Nu kunne han se, at

den fremmede var sønnens morder, og han roede helt hen til ham og harpunerede

ham. Så slæbte han ham ind imod kysten og efterlod ham, bundet til den oppustede

fangeblære / fangstblære, på et sted, hvor to strømme mødtes, ved et stort isfjeld, der stod på grund. Så roede han hen til bopladsen, hvor mændene sad samlet og spiste. Han råbte op til dem: Nu har jeg dræbt jeres bror, som I nok kunne regne ud, det ville ske.

 

Nogen tid efter fortalte fætteren ham, at hans fjender agtede at samle deres

slægtninge og angribe ham. Den ældre mand lavede en hel masse pile og lagde dem

fordelt på tre næs. En morgen så han en hel masse kajakker nærme sig. Den ældre

mand, som på det tidspunkt boede i telt, gik ned til stranden med sin bue; og

hver gang en kajakmand nærmede sig et af de tre næs, stillede han sig truende op

med en spændt bue. Angriberne vendte tilbage til deres boplads med uforrettet

sag.

 

Senere fik den lille ældre mand at vide, at der ville komme endnu flere kajakker

for at angribe ham. Lad dem bare komme, så skal jeg vise dem mit ansigt - sagde

den ældre mand. Da kajakkerne nærmede sig, fremsagde han en trylleformular, der

fik hans ansigt til at vokse, så det så ud som en fuldmåne. Da den første lagde

til land og frigjorde kanten af helpelsen fra kajakringen for at komme op, viste

han sit ansigt frem fra teltets forgang, så manden var ved at kæntre af

forskrækkelse. Han skyndte sig at ro bort fra stranden. Sådan gentog det sig

flere gange med andre, der forsøgte at gå i land. De måtte til sidst opgive

deres forehavende.

 

En dag den ældre mand var ud på fangst, nærmede han sig sine fjender og så, at

de var på jagt efter en fuldvoksen spraglet sæl. En af mændene ramte sælen med

sit blærespyd. Nu roede den lille ældre mand direkte ind på sælen, mens de

andre så måbende på ham. Da sælen kom op, ramte han den med sine to store blærespyd. Da han nåede hen til sælen, fjernede han det blærespyd, hvormed en af

hans fjender havde ramt den. Han gjorde sælen klar til bugsering; men da han var

færdig, trak han den med én hånd op bag på sin kajak og fik, ved hjælp af sin

åre, bagkroppen helt op. Så forlod han de andre og roede hjemover, mens de bare

stod og gloede. Det lykkedes aldrig fjenderne at hævne sig på den ældre mand.

 

Var.: søg på Southlander; sydlænding.

 

Kommentar: Blodhævn.

oqalugtuaq ãma avdla / Det usle hus

Print
Dokument id:146
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Det usle hus
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 100, nr. 37
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en mand, der var ude at spadsere.

(opr. uden overskrift.) - En mand var ude at spadsere. På den anden side af en

høj så han et lille hus. Da han kom hen til det, viste det sig at være et

elendigt hus. Han mente ikke, det var beboet; han skulle til at gå forbi det,

da der blev råbt: "Kom herhen, kom herhen."

 

Kommentar: Formentlig en oplevelse nogen har haft og fortalt om, fordi det var mærkeligt.

oqalugtuaq ãma avdla / Merngajorak / Nerngajoraq / Sangiak / Sangiaaq

Print
Dokument id:114
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, Peder
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Merngajorak / Nerngajoraq / Sangiak / Sangiaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 12 - 13, nr. 5
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Kraghs nedskrift eller renskrift: NKS 2488, VI, ss. 78 - 79.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en del af en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Merngajoraaq":

En mand havde en kone, der ikke kunne få børn. En dag han var ude i kajak fandt han en orm og tog den med hjem. Han bad sin kone om at vende ryggen til, hvor-

efter han kastede ormen og ramte hende på lænden, og ormen krøb ind i

hende. Inden længe blev hun gravid og fødte en dreng, der fik navnet

Merngajoraaq. Merngajoraaq og hans far besøgte engang en boplads med mange mennesker. En dag de var ude på fangst, så Merngajoraaq en kajakmand, der be-

tjente sig af to sæt kajakredskaber. Han kastede to harpuner på én gang og fik

to sæler. Merngajoraaq ville ikke stå tilbage for ham og fangede to sæler på én

gang med ét harpunkast. (Harpunen gik igennem den ene og satte sig fast i den

anden sæl). Manden med det dobbelte sæt kajakredskaber var meget populær, og

Merngajoraaq havde planer om at dræbe ham. Faderen var også sikker på, at Mern-

gajoraaq nok skulle klare sig, for en dag Merngajoraaq var ud i kraftigt stormvejr, var faderen på udkig efter ham og så ham gå på vandet med sin kajak med læs på hovedet.

 

En dag var Merngajoraaq ude at ro i kajak sammen med manden med det

dobbelte sæt redskaber og fik på den måde lejlighed til at dræbe ham. Dette

fortalte han den dræbtes bopladsfæller, der blev meget vrede og ville hævne sig. I smug skar de huller i hans kajak, og bevæbnet med knive omringede de

hans telt. Merngajoraaq smuttede ud gennem en lille åbning, gik ned

til sin kajak og sejlede ud. "Nu synker han", sagde de andre. Men det

gjorde han ikke, for han havde stoppet hullerne i kajakken med sten.

Da han nåede hjem og løftede kajakken, raslede stenene ned, så det

larmede.

 

Var.: Første episode bruges altid i Qujaavaarsuk; Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Kommentar: Merng. er en slags angakkoq / åndemaner med sine evner til at gå på vandet og holde kajakken oven vande trods dens huller stoppede med sten. Hans oprindelse fra havets orm må være årsagen.

oqalugtuaq ãma avdla / Usungussak / Usunngusaq / Savnimersoq / Sannimersoq

Print
Dokument id:38
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, Peder
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Usungussak / Usunngusaq / Savnimersoq / Sannimersoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 7 - 9, nr. 3
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, VI, ss. 87v - 88v.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 257 - 258. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 257 - 258: Usunngusaq.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 26.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 38, pp.255 - 257: Ussungussak or Savnimersok.

Rink henviser i en note til begge udgaver en afkortet version i Kraghs samling, formentlig NKS 2488, VI: 19v - 20v, hvor hovedpersonen kaldes Savnimersoq.

 

Resumé i oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Usungusaq"

Der boede flere familier i et stort langt hus. Hver dag kom fangerne hjem med

fangst undtagen Usungusaq, der aldrig fangede noget. Han blev bebrejdet det af sin kone.

 

En dag Usungusaq var ude i kajak, opdagede han et menneske på den anden side af et lille næs. Det viste sig at være en indlandsbo. Indlandsboen kaldte på Usungusaq, men hver gang Usungusaq nærmede sig indlandsboen, blev han bange og

roede længere ud. Til sidst lykkedes det indlandsboen at indfange ham med sin

snare. Han førte ham ind i landet. Da de gik gennem jordens navle (Nordpolen),

fik Usungusaq mundkurv på, så han var ved at kvæles. De gik videre og kom

til en stor klippe, der var skinnende blank. Da de gik derfra, nåede de ind-

landsboens hus; der var en kone i huset, men de havde ingen børn.

I de to dage, hvor Usungusaq opholdt sig i indlandsboens hus, tog indlandsboen

alene ud på fangst og kom hjem med en sortside. Han ville ikke have, at

Usungusaq skulle med ham på fangst. Usungusaq længtes hjem og tog af sted. På

sin vej hjem så han intet til jordens navle. Ved sin kajak fandt han en masse

sæler, som indlandsboen havde fanget med sin snare. Han gjorde, som indlandsboen

sagde: Han tog kun én sæl på slæb på vej hjem, og i de efterfølgende dage

hentede han flere. Når hans husfæller spurgte, hvor han havde fanget sælerne,

sagde han, at det var ude på det yderste fangstområde.

Da sælerne slap op, gik Usungusaq til indlandsboen, der tog ham med ind i land; men Usungusaq blev kvalt ved jordens navle. Hans husfæller ledte efter ham, og en af dem traf indlandsboen, der fortalte, at det var ham, der havde dræbt Usungusaq. Manden harpunerede indlandsboen, der nu flygtede ind i land, så fangeblæren / fangstblæren, der var forbundet med harpunspidsen, fløj henover jorden. Manden forfulgte indlandsboen og dræbte ham med sit blærespyd.

 

Var.: Sannimersoq. Blandt de mange fortællinger om mennesker der røves af indlandsboere er denne lidt speciel.

 

Hist.: Man kan sikkert finde ud af, hvornår Nordpolen indføres som begreb i Grønland.

 

Kommentar: Indlandsboerne, tornit, i Østgrønland timersiit, siges gerne at fange dyr med lasso. Undertiden omkring halen, bagfra, modstrøms.

oqalugtuaq ãma avdla / Vennerne bespistes ondt

Print
Dokument id:116
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Clementsen, Tobias
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ãma avdla / Vennerne bespistes ondt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 20 - 22, nr. 8
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af

Orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 99h - 102v, eller

Wittus Steenholdts renskrift: NKS 2488, VI, ss. 53h - 55v.

 

Kort resumé i Rink 1866-71, II, nr. 115.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 9 ss. 70 - 73 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119 - 123:

The Friends.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om to venner".

Der var engang to venner. Den ene boede inde i fjorden, mens den anden

boede ude ved den yderste kyst. Hen på efteråret fangede kystboen en stor

sortside. Efter mandens anvisning fjernede konen skindet og flækkede

skroget med spæk på midt igennem og lagde de to dele i to kødgrave. Derefter

gik manden til en grav, hvor den gamle bedstemoder, der var død om sommeren, lå

begravet. Han konstaterede, at liget var rådnet; og han skar et stykke

kød fra det og gned den ene halvdel af sælen med det. Hans kone vidste nu, at

han ville beværte sin gode ven med denne halvdel. - Fjordboen var på renjagt og

fangede en rigtig fed tyr. Han bad sin kone tørre en del af "bugflæsket", for-

di han agtede at beværte sin ven med det.

Da fjordboen besøgte kystboen, blev han sent på aftenen budt på den hengemte

sælhalvdel, der var blevet gnedet med kødstykket fra den afdøde bedstemoder.

Han blev dårlig og gik ud for at forrette sin nødtørft og for at kaste op.

Fjordboen, som var åndemaner, mødte her sin hjælpeånd, som sagde: "Din ven

har forgivet dig". - Da fjordboen vendte hjem, fortalte han sin

kone, hvad der var sket, og bad hende dele det tørrede "bugflæsk"

i to dele, idet han ville gnide den ene halvdel med blod fra en afdød.

Da kystboen kom på besøg, blev han sent på aftenen budt på "bugflæskestykket",

der var blevet gnedet med en afdøds blod, hvorefter han tog hjem. Hen på

efteråret kom kystboens familie i konebåd ind i fjorden og meddelte, at kystboen

var blevet sindssyg. Fjordboen tog ud for at se til ham. Igennem vinduet, der

var i stykker, så han kystboen sidde inde i huset. Hans øjne var store, og hans

næserod var så skarp som æggen på en kniv. Fjordboen flygtede, forfulgt af den

sindssyge, og nåede lige at ro ud, inden den sindssyge kom. Den sindssyge spadserede ud på vandet, men da han nåede til en strømkobling, (et sted hvor

flere strømme mødes) kunne han ikke mere. Noget senere kiggede fjordboen hen

til ham og fandt ham død. Han begravede ham.

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

oqalugtuaq anagkajugtumik / Ræv til hustru, forvandling til sæl

Print
Dokument id:289
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq anagkajugtumik / Ræv til hustru, forvandling til sæl
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 550 - 554, nr. 160
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om én, der ofte reddede sig (CB)/ søgte sig en mor el. moderhule (BS).

I oversættelsen af den sidste fortællingen om "sjælevandring" har jeg rettet CB's oversættelse: reddede sig (annaappoq )til: søgte ind i(som i en moderhule; el. forvandle sig til): arnattarpoq, el. arnappoq.

 

Der var to fætre, som begge to var gift. Den enes kone døde. Efter at han var blevet alene, fangede han (fortsat) sæler. Når han kom hjem fra fangst, lå skindene af sæler fra den foregående dags fangst skrabet færdige. En dag da han tog ud på fangst, gik han i land et stykke fra sit telt - på et sted, hvor man ikke kunne se ham fra teltet. Han gav sig til at vente på, at noget skulle dukke op. Så så han en kvinde med hårtop gå ned til teltet. Da hun gik ind i teltet, løb han ned. Han gik ind i teltet og fik hende til kone. Han tog så hen til sin fætter for at overvintre sammen med ham på samme boplads. En dag, efter at det var blevet vinter, sagde manden til sin fætter, at han bare skulle lade som ingenting, hvis han en dag kom til at lugte af ræv. Han var altså blevet gift med en ræv.

 

En dag i begyndelsen af vinteren sagde fætteren: "Hvor kommer dog den

stærke rævelugt fra?". Fætterens kone gik ud af huset, idet hun slukkede den

nederste lampe med sin hale. Manden fulgte efter hende. Først gik han efter

menneskespor. Da han havde fjernet sig fra huset, blev sporene til rævespor. Så

kom han til en lille rævehule og sagde: "Du derinde, kom herud." Derindefra

blev der svaret: "Du må komme herind." Så kom der en stor Aassik (et fantasidyr)

ud og sagde: "Det var mig." Manden sagde: "Jeg vil ikke have dig, fordi du er så

brun!" Dyret sagde grinende: "Han siger, at han ikke vil have mig, fordi jeg er

så brun." Manden råbte ind: "Du derinde, kom herud!" "Kom selv indenfor," blev

der svaret. Så trådte en edderkop ud og sagde: "Det var mig." Manden sagde: "Jeg

vil ikke have dig, fordi du har så mange ben." "Han siger, at han ikke vil have

mig, fordi jeg har så mange ben," råbte edderkoppen. Så kom der alle mulige ud

derindefra. Men manden ville ikke have nogen af dem. Han sagde: "Du derinde, kom

ud." Der blev svaret: "Kom selv herind." Han svarede: "Hvordan skal jeg kunne

komme ind. Indgangen er for lille til, at jeg kan komme igennem." "Løft først

det ene ben" ('igdluanik kiveriarlutit - usikkert om oversættelsen er rigtig.

Chr. B.), blev der sagt. Han løftede det ene ben og gik ind til sin kone. Der sad

en lille ældre mand midt i hulen ved sin lampe. Da han kom ind, sagde hans kone til ham: "Lad mig skille dine kamikker ad. Gå i seng, du vil vågne, når det bliver

sommer."

 

Han gik i seng og faldt i søvn. Han sov, og da han vågnede, sagde han

til den lille ældre mand, der sad alene midt i hulen: "Hvor er de andre?" Han

svarede: "De er taget ud til Alligaq, og de har nået kysten af Akisarsuaq."

Han gik udenfor og opdagede, at det var blevet forår, og sneen var smeltet. Han

ville gå ned, men han kunne ikke blive klog på huset. Han begyndte at prøve at

redde sig / søge sig en mord hos dyrene. Først søgte han ind i (en af) hundene. Når han blev slået, mens han opholdt sig i husgangen, blev han altid så vred vred, at han var flere gange rejst bort for at leve som qivittoq, men lugten af ådsel fik ham til at glemme det (det, at han var blevet slået? Chr. B.), og han søgte hver gang ind igen (vende tilbage til gangen ?). Han søgte sig også en moderhule i en rævefælde, hvilket han var meget taknemlig for. Da der endelig var kommet islæg, gav han sig til at lokke 'pikítúnguit' til (jeg aner ikke, hvad det er for nogle - Chr. B.). Når han kom hen til dem, rørte de ved ham, og han grinede højt og morede sig. Det viste sig, at være Puluk ('Puluk - ifølge Rinks kommentar 'ulk' med spørgsmålstegn - Chr. B.). Endelig søgte han ind i / forvandlede sig til noget tang, så han ikke længere kunne passe sine bukser, fordi bukselinningen strammede. Han søgte også ind i møddingen. Der hørte han sommetider fluesummen. Så søgte han ind i uudvoksede ørreder/polartorsk. En stor måge fik ham mellem tænderne og åd ham. I flere dage var han i 'augpilagtortôrssuaq' (et sted med masser af rødt). Han kom ud i vandet sammen med mågens afføring og søgte ind i (en af) sælerne, og han gav sig til at snakke meget. Da Atallaaq (aner ikke hvem/ hvad dette er - Chr. B. Måske en lille aataaq, grønlandssæl, BS?) kom hen til ham, sagde han: "Du skal bøje dig sådan. Du skal krumme dig helt sammen og så stemme fødderne imod himlens hvælv og dreje rundt. Se på mig, nu bøjer jeg mig."

Så krummede han sig sammen og sagde: "Sådan skal du bøje dig."

Så bøjede han sig helt ned til havbunden. Og han var ude af stand til at sige noget.

 

Så kom der islæg.

Der kom fangere ud på åndehulsfangst. Han hørte dem løbe og lege. Det var nok nogen, der ville hjælpe andre. De tændte noget i deres huse ('igdluníkut ikítut')(??). Når han henne ved åndehullet hørte klang (støj? Chr. B.) fra nogen, flygtede han. Det viste sig, at de (hvem?) blot ikke kunne nå det ('inorssainartut'? Chr. B.). Når han hørte knirken, forlod han dem. De spiste åbenbart sne. Somme tider, når han kom hen til åndehullet, hørte han ingen stemmer, selvom han lyttede. Så kom han op af hullet en gang imellem. Da han ikke længere forventede, at der skulle komme nogen, holdt han hovedet længe oppe. Så var der en dygtig fanger, der stak ham. Da fangeren skulle lægge ham op på slæden (?), var han (sælen) lige ved at grine. Fangeren slæbte ham af sted og når han kom over skrueis, var han lige ved at grine / var han ved at blive kvalt i grin (? BS), og da standsede fangeren og stirrede stift på ham.

 

Da fangeren nåede hjem, gik hans kone i gang med at flænse fangsten med sin ulu, og det kildede, da hun skulle til at sprætte maven op. Han gjorde sig hård, så hun ikke var i stand til at skære skindet. Men det lykkedes for hende at komme igennem med flænsningen og skære kødet i stykker til kogning. Da hun var næsten færdig, tænkte han: "Bare hun ville lægge mit hoved øverst." Det gjorde hun, og så krøb han ind i hende. Dérinde så han et hus, der var frygtelig iset til. Han rensede det for is. Tænk, hun var nær ved at forbløde. Kvinden var altså en, der ikke kunne få børn. Da han var færdig med at rense huset, blev han derinde. Mens han var derinde, så han en aften noget stort uden hovedtøj stikke ind gennem den lille indgang. Det spyttede ham lige på ansigtet. De havde åbenbart samleje.

 

Nu var det/han på vej ud igen og nåede til udgangen (af skeden, BS), men så trak han sig tilbage og trængte længere ind på briksens bagende. Derindefra sagde nogle sølle ældre mennesker: "Ud herfra!" Så hørte han noget fra briksens bagende og så, at et par store hænder var ved at gribe ham. Han flygtede og opdagede, at han befandt sig et andet sted. Så kiggede de ældre mennesker ham i ansigtet. Han lo af dem. Når han smilende vendte ansigtet bort fra dem, sagde de: "Han smilede". Endelig begyndte han at kalde på 'pinisuit' (aner ikke, hvad det er for nogle - Chr. B.). Han tørstede meget. Der var tegn på, at han var meget tørstig (svær at få mening ud af - Chr. B. Måske skulle han have været navngivet med en dråbe vand. Ø.grl. fortælletræk: når en fanger ser en smilende sæl og fanger den, er det et dødsvarsel - BS). Så blev han færdig. Da han blev færdig, døde han. Slut

 

Fortalt meget dårligt og ubehjælpsomt. Der er blandet mange ting sammen.

Vanskeligt at få nogen sammenhæng ud af den - Chr. B.

 

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv;Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; The fox-wife and the penis of the lake. Gift med en ræv og Navagiaq (sammenstillingen forekommer ret ofte); Navagiaq.

 

Kommentar: Bortset fra en del opfindsomme småtræk og enkelte mulige misforståelser eller fejlskrivninger, er denne sammenkobling af Manden der blev gift med en ræv, Insekternes frieri, og Sjælen der gennemvandrede alle dyr, ikke Amos Daniels egen ideosynkratiske grille. Men det anbefales at læse nogle af de øvrige versioner til lettelse for forståelsen.

Oqalugtuaq angákorssuarmik / Oqaluttuaq angakkorsuarmik

Print
Dokument id:378
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Aaperaat (Abraham)
Nedskriver:Aaperaat (Abraham)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq angákorssuarmik / Oqaluttuaq angakkorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 795 - 798, nr. 162
Lokalisering:?
Note:

Ret fyldigt resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 29, ss. 69 - 71.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 118, s. 456 - 457: The Revenging Animals.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en stor åndemaner / angakkoq.

Der var en gang en stor åndemaner, der var blevet lækkersulten efter æg. Han tog ud på æggetogt midt om sommeren og gik i land på små

øer; men han kunne ikke finde æg nogen steder. Endnu en gang gik han i

land på en ø. Han gik rundt på øen uden at finde noget. Så gik han

forbi en stor tue og hørte i det samme lyden af vingesus. Så så han en

skallesluger flyve ud fra tuen. Han gik hen til tuen og kiggede ind.

Der var mange æg i, for den havde allerede lagt alle sine æg. Han

samlede dem op, bar dem i sin anorak, som han foldede op forneden,

lagde dem ned i sin kajak og roede hjem. Da han nu havde fået samlet

de æg han glædede sig til, benyttede han hjemturen til at kigge efter

sæler. Det skete så, at der dukkede en flok sæler op lige ud for ham

og blev stående oprejst i flok. Han drejede i retning af dem, roede

til og harpunerede en af dem. Sælen rykkede i linen et kort øjeblik;

så døde den. Han trak den til sig og gjorde den klar til bugsering.

Mens han var i gang med dette arbejde, hørte han nogen snakke. Han

kiggede sig omkring og så, at de andre sæler var dukket op igen idet

de hurtigt havde flyttet sig. Det var dem, der snakkede, og

han hørte en af dem sige: "De kan ikke lade os være i fred. Han har

lige fanget en af os og er nu i færd med at gøre den klar til

bugsering. På den måde udrydder de os efterhånden. Lad os få fat i en

båd fra landets ende og ro hen og dræbe dem." Derpå gjorde de en pludselig bevægelse og dykkede ned, så vandet sprøjtede op.

 

Da den store åndemaner var færdig med sine forberedelser, gav han sig til at ro hjemad. Han sagde ved hjemkomsten: "I skal flænse min fangst dér, hvor der er tørt ved lavvande uden at trække den op på land." Kvinderne adlød ham, fordi

han var en stor åndemaner. Han bar kajakken op, men glemte at tage

æggene med fra kajakken.

 

Da kvinderne var færdige med flænsningen,

sagde han, at de ikke måtte koge ribbenstykkerne. De skulle koge noget

andet kød og vente med at koge ribbenstykkerne til om aftenen. Han

sagde ydermere, at urinbaljerne skulle tømmes dér, hvor der var tørt

ved lavvande, og at de skulle forrette deres nødtørft ved stranden.

Alt, der indeholdt noget urent, skulle tømmes ud ved stranden.

Naturligvis gjorde de, som han sagde.

 

Umiddelbart før bopladsfællerne gik i seng, sendte han bud til dem og bad dem om at komme og vente på, at ribbenstykkerne blev kogte. De rettede sig efter ordren fra deres store åndemaner og indfandt sig. Sent om aftenen blev ribbenstykkerne

kogt. De spiste, og han beordrede dem at blive. De adlød naturligvis åndemanerens ordre.

 

Da natten faldt på kunne åndemaneren høre

lyden af åretag sydfra. Han sagde ikke noget i første omgang; men da

de kom nærmere, sagde han: "Der kommer folk i en båd (umiariaq - et

fartøj, der forekommer i sagn - en kano?) / umiarissat for at dræbe os."

Enkelte tænkte, at det nok ikke passede, men de sagde ikke noget. Lige før

båden kom til syne omkring et lille næs, sagde han: "Nu er de

ved at kunne ses. Lad os gå ud." De gik ud, selv om nogle var i tvivl.

Lige i det øjeblik de gik ud af huset, kom en båd til syne sydfra om

et lille næs. Man kunne høre kraftig støj fra årerne: En ung stor

grønlandssæl roede nærmest ved forstavnen. Foran den roede en mørk

hansæl; og forrest roede en stor hunsæl. Styreren var en stor hansæl.

Mens folk stod måbende og så til, var båden ved at nærme sig

spækpletterne og urinrester på vandoverfladen. Da roeren nærmest

forstavnen befandt sig ud for spækpletterne og urinresterne fnøs den,

og man hørte den sige: "De kan ikke lade os være i fred." Han slap

åren og sprang ud i vandet, så det sprøjtede. Den næste gjorde det

samme. Der var efterhånden kun styreren tilbage i båden. Da han

befandt sig ud for spækpletterne og urinresterne fnøs han og sagde:

"De kan ikke lade os være i fred, så er det nok," og han sprang ud.

Så så man ikke mere til dem. En af dem, der så dette sceneri, roede ud

og kom ud til "båden", som viste sig at være et stykke snavset kalvis.

Han tog et stykke af den til kogning efter hedensk skik. Da

kajakmanden kom tilbage, sagde åndemaneren til folk. "Nu kan I godt gå

hjem. Nu sker der ikke mere." De gik hjem.

 

Da den store åndemaner var

kommet indenfor, kom han i tanker om noget og sagde: "Forresten, jeg har

da samlet æg. Er vandet i gryden endnu varmt? Hent dem, de skal

koges." En af husfællerne gik ud for at hente æggene. Der gik lang

tid, før han vendte tilbage, men uden æg. Han sagde: "Der er ingen æg,

hvor er de henne?" Den store åndemaner sagde: "De ligger inde i min

kajak." Han gik ud for selv at hente dem. Men han kom tilbage uden æg;

han sagde: "Alle de mange æg, jeg havde samlet, er væk. Jeg har taget

en skalleslugers æg, men de er væk, alle sammen." Straks efter gik han

i seng og faldt omgående i dyb søvn. Midt i det hele fik han mareridt

(artulerpoq - egentlig = stangdrukken) og hang straks med hovedet

ned. Han så en skallesluger komme ind gennem gangen med øjne så store som

overkopper; og de øjne stirrede direkte på ham. Til hans overraskelse

sagde den store skallesluger: "Hvis ikke jeg havde givet dig et middel

til at glemme, ville jeg have skræmt jer til døde. Netop som jeg var

ved at udruge mine børnebørns børnebørns oldebørn, kom du og røvede dem.

Når de blir' født, er det altid spændende, hvordan

de udvikler sig, hvad enten de er mandlige eller kvindelige; det

er altid spændende. tassa taima isivdlunga isisagaluarpunga (Jeg ville

faktisk være kommet ind på denne måde?)." Og han slog øjnene op, og de

var så store som overkopper. "Heldigvis forsynede jeg dig med et

middel til at glemme. Derfor kunne vi nå at hente dem, det ene efter

det andet, så vi nu har fået dem tilbage alle sammen. Derfor vil jeg

ikke skræmme jer til døde. Sov bare rolig videre uden frygt." Med

disse ord gik han ud.

 

Straks skalleslugeren var gået, følte

åndemaneren sig pludselig meget lettet. Havde han ikke været

åndemaner, var de enten blevet dræbt af bådfolkene eller skræmt til

døde. Siden har den store åndemaner ikke været på æggetogt.

 

Var.: Angakkorsuaq paap angakkueraa ...; og angakkorsuarmik umiariaqqajartitumik;

 

Kommentar: Skalleslugeren må være gammel af dage; eller også er det fordi fugle blir så hurtigt voksne, at de kan få samme fornøjelse af at se deres tip-tip- osv. oldebørn vokse op som menneske-bedsteforældre deres børnebørn.

oqalugtuaq anguterpangnik Angiaq

Print
Dokument id:264
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq anguterpangnik Angiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 417 - 419, nr. 134
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om mange brødre.

 

Der var engang en stor søskendeflok bestående af mange mænd og kun én pige. Brødrene holdt meget af deres søster. Flere gange ville hun have giftet sig, men hver gang nægtede brødrene at give hende fra sig. Det endte med, at hun blev gravid uden at være gift, og hun aborterede. Det blev hendes anngiaq-foster/ barn, der var født i dølgsmål. Hun skjulte det et sted udenfor. Hendes fætter ('igdlua', Chr. B.), hendes sølle søn, glemte ikke noget (puiúngilaq'), han var hele tiden ved bevidsthed. Da alle de mange morbrødre var taget af sted, gav han sig til at lede efter noget, han kunne bruge som kajak og han fandt et hundekranium til det formål samt et brystben, der kunne bruges som en åre. Han prøvede kajakken, og det var, som det skulle være. Nu var de kommet til det sted, hvor de skulle overvintre og de tilbragte efteråret der. Hans morbrødre var stærke mænd uden undtagelse. Nogle gange, når det blev aften, længtes han efter at se sin mor. Han plejede at kigge ind gennem vinduet. Dér lå så hans mor på briksen og sov med kun lidt tøj på (salavoq: har kun lidt tøj på. - Hos Kleinschmidt også: ligger på ryggen og strækker sig - Chr. B.), så hendes bryster var synlige. Så gik han ind og fik bryst. Ind imellem vågnede moderen med et sæt og tog på brysterne, men så var han væk.

En dag tænkte dølgsbarnet: "Jeg går her og er til ingen nytte, jeg tror,

jeg vil prøve at dræbe alle mine mange farbrødre (morbrødre?)". Da de tog ud på

fangst, tog anngiaq - barnet også af sted. Han nåede derhen og iagttog den nøje

fra den yngste til den ældste. Idet den yngste farbror roede løs for at

harpunere en sæl, placerede han sig under kajakkens stævntømmer (uklart - måske

bare: stævnen. Alligevel giver det ikke en mening, der er forståelig - Chr. B.). Da han harpunerede sælen, skyndte han sig helt hen til kajakken og

slog ham ('piutakasitdlarpâ' - kender jeg ikke - Chr. B.), så blodet løb ud af hans ene næsebor. Så fjernede han sig. De andre roede derhen, da han

kæntrede på grund af sælens ryk i linen. De fik kajakken op på ret køl igen, så

at der kom blod ud af mandens næsebor, og at han ikke trak vejret.

Hans brødre forsøgte at genoplive ham, men måtte opgive, så han var død, da

de kom hjem med ham. Det var starten på de usle anngiaqs aktiviteter,

der førte til udryddelse af farbrødrene, fra den yngste til den ældste. Hver

gang de var ude at ro i kajak, dræbte han én. Da han havde dræbt dem allesammen,

tænkte han: "Hvad har jeg at gøre her nu, efter at jeg har udryddet mine mange

farbrødre?" Så drog han ind i landet for dér at leve som qivittoq.

Derinde i landet hørte han en dag nogle synge. Han blev glad. Han ledte opmærksomheden hen på en lille kajak. Han gav sig til at ro endnu kraftigere. Det varede ikke længe, så roede (?) han ind i husgangen og krøb ind under indgangen til rummet. Deres åndemaner gav sig til at snakke: "Kom med ild, kom med ild." Det sølle dølgsmålsbarn tænkte: "Hvad skal jeg dog gøre, han er ved at svide min isse." Efter at have tændt en fakkel, kiggede de ind. De hujede så det klang. Det viste sig, at han havde forskrækket nogle indlandsboere, der manede ånder, til døde. Han bildte sig ind - endnu mere end før - at han kunne klare hvad som helst. Da han kom hjem under køkkenmøddingen, gav han sig til at dreje kajakken rundt ved hjælp af sin åre, et brystben. Mens han gjorde det, tænkte han: "Jeg dræbte alle mine morbrødre, jeg udryddede mine velskabte farbrødre -jeg elendige menneske". Mens han befandt sig under køkkenmøddingen, begyndte en åndemaner, at mane ånder og sang om den eneste kvinde i en stor søskendeflok og om hendes dølgsmålsbarn, der udryddede hendes mange brødre. De forsøgte at få kvinden til at bekræfte dette, men hun ville ikke indrømme det. Men hun sagde tilsidst: "Det var dengang jeg fødte en ganske ubetydelig baby." Da hun begyndte at berette, fik dølgsmålsbarnet hovedpine. Hovedpinen blev værre og værre, mens moderen fortalte om ham. Så mistede han bevidstheden. Det viste sig, at han var død.

 

(En meget dårligt fortalt fortælling - Chr. B.).

 

Var.: Søg på: anngiaq.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

oqalugtuaq angutinik qatângutigîngnik / Angiak'en / anngiaq

Print
Dokument id:188
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq angutinik qatângutigîngnik / Angiak'en / anngiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 167 - 168, nr. 59
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om søskendeflokken

 

Mange havde friet til den eneste pige i en stor søskendeflok, men brødrene ville ikke af med hende til nogen. Men en af frierne besvangrede hende, og hun fødte et barn i dølgsmål. Da "dølgsmålsbarnet" blev større ville han også have en kajak ligesom sine morbrødre, der fangede meget. Oven for stranden fandt han et hundehoved og fik det til kajak. Til harpun brugte han et haleben af et dyr. En dag var han ude på fangst og fik en sæl, mens en af morbrødrene kom hjem uden fangst. Det gik efterhånden sådan, at ingen af morbrødrene kom hjem med fangst.

En dag da dølgsmålsbarnet og morbrødrene var ude på fangst, dræbte dølgsmålsbarnet den yngste af sine morbrødre. Hans brødre, der ilede til, opdagede, at alle hans åbninger var fyldt med blod. Dølgsmålsbarnet fik pludselig dårlig samvittighed, og han tog ikke på fangst den næste dag. Men da der var gået et par dage, tog han igen ud på fangst og dræbte den næstyngste morbror. Sådan gik det til at han dræbte alle sine morbrødre. Derefter rejste han nordover for at leve i ensomhed som qivittoq / fjeldgænger. Han var kommet et godt stykke vej vestover, da han hørte en åndemaner / angakkoq mane ånder. Han roede direkte efter lyden, stødte imod husets indgang og skræmte beboerne ihjel. Igen blev han grebet af dårlig samvittighed, så han tog vestover og drejede efter nogen tid mod nord. Igen hørte han en åndemaner, der manede ånder. Han roede derhen og skræmte dem ihjel. Dette gentog sig fem gange, og sidste gang tilstod han, hvad han havde gjort.

 

Var.: søg på: anngiaq.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: En ret så gruelig version, idet det oftest lykkes en el. flere åndemanere at indfange og uskadeliggøre anngiaq'en under første seance eller under en gentagelse af den. I ingen af disse tilfælde skræmmes tilhørerne til døde. Dér gælder hævnen kun de morbrødre, der har nægtet deres søster ægteskab og hendes barn en far, og det er moderen, ikke utysket, der går til bekendelse. Vedr. anngiaq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

oqalugtuaq Arnarquagssâmik / Pigen som flygtede til indlandsboerne

Print
Dokument id:1076
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Arnarquagssâmik / Pigen som flygtede til indlandsboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 715 - 721, nr. 200
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en i Kraghs samling (nr. 39). Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om Arnaqquassaaq. (en kælling) Arnaqquassaaq havde en ældre

søster. En dag knækkede Arnaqquassaq en nål af rensdyrtak, som søsteren var

meget øm over. Storesøsteren, som var gift med en velstillet mand, blev ær-

gerlig på sin lillesøster, som var fattig. Storesøsteren sagde til lillesøsteren, at hun hellere måtte tage ud og blive qivittoq.

 

Hun tog af sted for at blive qivittoq, som storesøsteren ønskede det. Hun vandrede flere dage og en aften gav hun sig til at græde. Så hørte hun én sige ved siden af:

"Hvorfor græder du?" Så holdt hun op med at græde og opdagede nu, at stemmen kom

fra et menneske af anselig størrelse. Det viste sig, at det var en indlandsbo.

Han spurgte: "Hvorfor græder du?". Arnaqquassaq svarede: "Jeg knækkede min

storesøsters nål og hun sagde, at jeg skulle forsvinde".

"Der kan man bare se," kommenterede indlandskæmpen, "jeg har

revet min lillebrors snare itu, som han var meget

øm over. Han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Derfor gik jeg."

Han spurgte, om de skulle følges og hun gik med. Da de kom til hans hus, tilbød han hende noget, hun kunne bruge til tøj. De gik ud af huset og han åbnede et forrådskammer. Her var nok af rensdyrskind til en pels (timmiaq). De gik hen til et andet forrådskammer. Han åbnede det og her var der nok af skind til

kvindebukser ('takisûvdlutik' - takisut kvindebukser. Men men Rink har tilføjet:

til overpelse'. chr.b). Han åbnede endnu et forrådskammer. Han pegede på

noget og sagde: "Tag dem på. De skal være dine. Sy dem".

 

Da hun havde syet dem, sagde han en morgen til hende: "Nu skal du høre, en dag råber jeg  aavooq, men kun hvis det er klart vejr".

 

En morgen vågnede de og så, at det var

helt klart vejr. Foran huset var der en sø. Da de gik ud af huset, tog han sit

tøj af og gik ud i søen. Midt i søen forsvandt han ned i vandet, så kun hans

pande (mon ikke det er issen, der menes? chr.b) var synlig. Han sagde hele

tiden: "Aavuu, aavuu, aavuu, aavuu". Det viste sig, at han på denne måde kaldte

på edderfugle. Langt ude så hun en sky nærme sig. Det viste sig, at det var

edderfugle. Det skulle hun så opleve, at det hun troede var en sky,

var edderfugle. Fuglene satte sig på vandet, så hele søen var dækket. Han tog

fuglene nedefra og aflivede dem. Først da han havde dræbt dem alle sammen, rejste

han sig op. "Tássánga miterpalugpoq" ('Man hørte edderfugleskrig derfra'? chr.b).

 

Den store indlandsbo tog kvinden til kone og en dag sagde han, at

han ville tage hende med til sine bopladsfæller. "Når vi kan se husene, vil jeg råbe sådan: 'kun, kun Kungujooq'", sagde han.

 

Så tog de af sted. Nu kunne de se husene ovenfra. Her legede nogle børn og de (indlandsboen og pigen? chr.b) råbte: "kun, kun, Kungujooq" Børnene flygtede mens de råbte: "Der blev råbt Kungkuujooq". Deres mor kom ud og råbte: "Deroppefra blev der råbt kungkujooq. Når jeg ligger om natten og ikke kan sove, føler jeg det altid som om jeg bliver ført ned af et snedskred".

Derpå råbte hun (?): "Kunkujooq". De kom hen til bopladsfællernes hus. Da han

(?) /hun (?) kom ind, sagde de andre i huset til hendes mands lillesøster

Navaranaaq, at hun ikke måtte sige noget til sine bopladsfæller. Men hun fik

alligevel sagt til dem: "Vi har fået en svigerdatter med halskæde ('ujamârtoq'? chr.b) og med perler, en kystbo". Så strømmede der ellers

besøgende ind i huset. Og en gang sagde de: "Når der bliver nymåne, vil der

komme skib ('umiarssuit' - det kan også forstås som: store konebåde. chr.b)".

Hun tænkte: "Hvilke konebåde?" En morgen blev der sagt: "Skibene (store

konebåde?) er på vej ind". Hun kom ud og så, at der virkelig var et skib (store

konebåde?). Det viste sig, at det var dværge. De standsede neden for husene. De

gav sig til at synge nidviser imod hinanden. Først da de blev færdige, gik de op

til huset. Da de kom ind, sagde de: "Uunngortoq, lav en vise". Hun/han (?) - gik

udenfor og kom ind igen med 'ungerdlautat' (en rem til at binde med ? Rinks

bemærkning: 'bundt skind' - dette er nok rigtigt. CB). Hun/ han (?) gav

hver eneste i huset en 'ungerdlautoq'. Så begyndte de ellers at synge og danse.

Det var skam i anledning af, at det var blevet fuldmåne. Så

begyndte en indlandsbo og en dværg at synge viser, hvor de kappedes (Rinks

bemærkning: 'synge væddesange'. CB). Og en indlandsbo begyndte at danse

rundt ('tivavoq'). Mens han dansede blev han til en stor renbuk. Så hørte

man gråd fra dværgenes børn, der var blevet frygteligt forskrækkede. Så rejste

bukken sig op igen og blev til et menneske. Nu trådte en af dværgene frem og

begyndte at danse rundt. Han dansede til han blev en hare. Da

begyndte indlandsboernes børn at græde af forskrækkelse. Så rejste han sig op

og blev igen til et menneske. En af indlandsboerne trådte frem og begyndte at

danse rundt. Mens han dansede, gav han sig til at krænge sin hud af - ja, han

krængede den helt af, så den kun sad fast ved næseroden. Dværgenes børn blev

skrækslagne. Så blev han sig selv igen. - Så trådte en af dværgene frem og

dansede rundt. Han kom af og til ind i huset ('igdlup iluanut pissalerpoq' ??

chr.b). Huset begyndte ligesom at rokke og noget af det løsnede sig og faldt

ned. Indlandsboerne, som var på briksen i den anden ende af huset, blev

forskrækkede. Nogle af indlandsboernes kvinder kom til at ligge oven på et af

indlandsboernes børn, så det døde. Så holdt de op med deres sange og danse. Dagen

efter rejste de hjem i deres stenbåd. Indlandsboerne sagde, at de ville gøre

gengæld næste fuldmåne.

 

Så blev det igen fuldmåne og de skulle af sted i deres stenbåd. Da

Arnaqquassaaq kom om bord, sagde de til hende, at hun ikke måtte åbne øjnene. De

tog af sted. Undervejs åbnede Arnaqquassaaq øjnene en smule og konebåden

standsede. En af indlandsboerne spurgte hende, om hun havde åbnet øjnene. Hun

svarede nej. Men de sagde: "Vi standsede, fordi du havde åbnet øjnene. Du må

holde øjnene lukkede, indtil du kan høre barnestemmer". Og da de standsede,

åbnede hun øjnene. De var kommet til land neden for husene. Sikke et stort hus

('igdluliuna angeqissoq' - Rinks tilføjelse: 'ikke stort' - det passer for så

vidt bedre til efterfølgende. CB). Hun tænkte: "Mon jeg kan komme derind?"

Så opdagede hun, at det var ved at blive større. De gjorde huset større ved

hjælp af 'kammiut' (et redskab til blødgøring af kamikker. CB - en

støvlestrækker, BS). Nu var hun på vej ind i det hus, som før var så lille. Da

de kom ind, så de, at der i en krog ved indgangen sad (?) en 'nutagdlersoq'

(Rinks tilføjelse: 'én med hårtop på siden'. chr.b). De sagde:

"Nutagdlersoq, lav en vise". Hun gav sig til at smide bundter af skind på gulvet

- et bundt til hver af dem, der var i huset. Hun gav hver eneste af dem et bundt

skind. Så begyndte de at synge og danse. En af dværgene trådte frem og begyndte

at danse. Så dykkede han ned gennem gulvet. De fik øje på 'Orssuiaq'

(formentlig: orsugiak, kryolit. Det kan også være et navn på et væsen. CB).

De sagde til indlandsboerne, at de skulle tage og løfte den. De prøvede at

løfte den, men de kunne ikke. Den / han rejste sig op, da de ikke kunne løfte

den / ham. En af indlandsboerne trådte frem og gav sig til at danse. Dér på

gulvet blev den til en stor sten. De sagde til dværgene: "Prøv at løfte den.".

En af dværgene gik hen til den og løftede den. Han kastede den mod indgangen, så

den gik midt over. På den måde mistede indlandsboerne en af deres egne.

     De tog af sted hjemover og efterlod den døde på stedet. Hun var begyndt at

tage med ud med rensdyrjægeren om sommeren engang da de vendte hjem fra

rensdyrjagten, sagde nogle af dem, der var med: "Arnaqquassaaq var ikke god at

have med, for hun er for langsom til bens." Deres madmor rodede under briksen

og kom frem med en stor kamik. Hun gav Arnaqquassaaq disse kamikker på. Det viste sig, at der i kamikkerne var orme ('nunap ûmasuinik' - landdyr). Da disse

begyndte at gnave i benet, mistede hun bevidstheden. Da hun kom til bevidsthed,

var benene (kødet) spist op. Hun mistede bevidstheden endnu engang. Hun ventede

på, at der skulle komme nyt kød på benene. Da der var kommet nyt kød, tog hun om

sommeren ud sammen med rensdyrjægerne. De kom hjem og sagde: "Hun var foran hele

tiden". De berøvede (?) hende nogle af hendes kræfter, så hun blev ligesom

indlandsboerne.  

Engang sagde hun til sin mand, at hun gerne ville en tur ud til

sin familie. Da det blev sommer, tog de af sted. Manden ledsagede hende. Da de

nåede stranden, så de en kajak. Indlandsboen sagde: "Er det en konebåd?" Da

kajakmanden kom hen til dem, sagde han, at han ville hente dem i konebåd. Det

gjorde han. Indlandsboen lå på maven i midten af konebåden. Han var bange for at

sejle. Han rejste sig først op, da de nåede til deres bestemmelsessted.

 

Hen på efteråret sagde svigerfaderen til indlandsboen: "Gid min datters mand kunne

erstattes med en anden - med én, der kunne fange edderfugle". På det tidspunkt

var indlandsboen hele tiden hjemme i huset. Han tog ikke ud på jagt. Omsider bad

han sin kone om at sige til sin svigerfar, at han skulle lave en snare til ham.

Da svigermoderen hørte det, sagde hun: "Hvad skal den bruges til?" Svigerfaderen

lavede en snare til ham. Da de vågnede en morgen efter at snaren var blevet færdig, var indlandsboen væk. Han var væk hele dagen og kom først hjem ved

aftenstide. Han var pakket ind i edderfugle over det hele, så mange havde han

fanget. Svigermoderen gav sig til at spise edderfugle og hun spiste så maven

brast ('qaarpoq - maven sprængtes. CB).

     Da det var blevet vinter og der var kommet islæg, ville en af mændene

frarøve ham hans kone. Han sagde til svigerfaderen, at han skulle bede for ham

('tugsiuterquvdlune'). Svigerfaderen bad for ham. - Da han var færdig ('inermat'

- uklart, hvad han var færdig med. CB), fik man ham til at tage ud på

åndehulsfangst sammen med andre. Han kom ud på isen 'mássagôq atâgut avssagtut'

(svært at få en mening ud af - noget med, at der kradses nedefra. chr.b). Ved

siden af slædesporet var der et ubetydeligt åndehul. Hundene havde tisset

omkring det. En af mændene sagde for at gøre nar af ham: "Her kan du sidde og

vente på, at en sæl skal dukke op". Her holdt han stille og ventede. Knap var

han standset, da der hørtes kradselyd nedefra. Da sælen dukkede op, stak han

den. Han kom hurtigt hjem med en sæl. Med et stykke kød i hånden gik han den

mand, der ville frarøve ham hans kone, i møde. Han spiste kødet på isen.

 

Da det blev sommer, ville han tilbage til de andre indlandsboer. Han sagde til sin

kone: "Hvis min søn er rask, vil indlandsboerne komme". Så tog han af sted. Da

vinteren var gået, kom han tibage sammen med andre og fortalte (?), at sønnen

var død. Ved afrejsen tilbage til indlandsboerne, sagde han til sin kone: "Jeg

kommer ikke igen". Det fortælles, at indlandsboerne aldrig kom tilbage. Slut.

     Skrevet af Amos Daniel

 

Fortællingen ligner de andre af Amos Daniel - Mange uklare sætninger. CB.

 

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Kommentar: Begyndelsen er typisk for qivittoq-fortællinger, der måske florerer hyppigere efterhånden som kristendommen får status til at knægte fortællinger om åndemanere og deres møder med åndemennesker.

 

Vedr. den særlige stenart, orsugiaq, søg på den.

oqalugtuaq Asalûmik

Print
Dokument id:280
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mörch, H.P.
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Asalûmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 506 - 510, nr. 150
Lokalisering:Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Asaluut.

 

Asaluut, der var en mægtig mand, havde to fætre, der var brødre, og de boede i samme hus som Asaluut. Alle tre var dygtige fangere, som altid kom hjem med fangst. Men med tiden kom Asaluut til at fange mere i forhold til de to brødre. Brødrene blev misundelige på Asaluut, fordi han fangede mere. Da Asaluut mærkede, at fætrene ikke længere var så venlige over for ham, fik han det dårligt med sig selv og besluttede sig til at forlade fætrene. En dag, mens brødrene var ude på fangst, drog Asaluut bort til et sted, der lå langt væk. Da brødrene kom hjem, ventede de længe på, at Asaluut skulle komme hjem. Han var endnu ikke kommet hjem ved sengetid. Den følgedne dag tog de af sted og ledte efter deres fætter Asaluut, som de ellers var misundelig på, men de tog hjem uden at finde ham.

Flere dage efter at fætteren var forsvundet, rejste brødrene til et sted,

der lå langt væk, for at lede efter deres fætter. En gang under turen passerede

de en temmelig stor bugt. De befandt sig et stykke tid ved mundingen af bugten,

og de så, at to ravne nærmede sig inde fra bunden af bugten. Da de kom nærmere,

opdagede de, at det var to store mennesker, der kom løbende. De forsvandt langt

mod vest. Brødrene blev på samme sted og ventede på, at de skulle vende tilbage.

Endelig viste de sig, og da de kom nærmere, så de, at de begge havde to havde

fuldvoksne sortsider på ryggen, langt bagved hinanden (det er vel snarere: oven

på hinanden - eller: ryg mod ryg? Chr. B.) med hoved mod baglalle. De løb stadig

så hurtigt som ravne, der fløj meget lavt. Brødrene gik hen og kiggede på deres

spor. De så ud som en enkelt persons spor, så godt passede de til hinanden. De

gav sig til at følge efter dem ved at gå i deres spor, da de gerne ville vide,

hvad de var for nogle. Efter en tid fik de øje på ravnenes hus. De gik hen til

det og spurgte efter Asaluut, han var der ikke. Da de kom ind i huset, opdagede de, at de to, der løb, var store kvinder. De sad på hver sin side af

briksen og på gulvet lå fire sortsider - to ud for hver af dem. Det var deres

fangst. På midten af briksen sad en gammel kvinde. De tre kvinder boede alene.

Hver af de to store kvinder, der sad på briksen, havde slynget deres lange hår

op på et tørrestativ - til tørring. Noget af håret hang ned, for de havde meget langt hår.

Brødrene forlod huset og gik videre over land til den anden side, stadigvæk for at lede efter deres fætter Asaluut. Undervejs trænede de sig til at blive stærke og mægtige. De øvede sig også i at løbe hurtigt,og de var i stand til at tage lange spring, men stadigvæk havde de ikke fundet deres fætter Asaluut. Mens de endnu vandrede, fik de en dag øje på mange huse. Fra det sted, hvor de befandt sig, kunne de se, at der var livlig trafik ind og ud af husene. De skiftedes til at holde vagt, for at de ikke skulle blive overrasket af fjenden. Det viste sig, at det var Eqqillit (hundemennesker), der boede ved en stor sø,og lige ud for husene var der en ø. Nu ville fætrene vove sig derned, for det kunne jo være, at deres fætter var der. Mens de var på vej ned, så de neden for dem én, der sigtede efter dem med en spændt bue. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at det var deres fætter Asaluut. Da fætrene talte til ham, smed Asaluut sin store bue ned på jorden og skyndte sig hen til dem. Da han kom til sine fætre, så han bedrøvet ud('aliánilerpoq' oversættes i danske bemærkninger 'glædede', i Ordbogêraq: 'aliasupgalugpoq (issíkua), her tror jeg egentlig mest på den danske bemærkning - Chr. B.). De snakkede sammen og Asaluut sagde: "De vil nok dræbe jer, når de ser jer - som de plejer." Idet Asaluut sagde det, tog den ældste af fætrene sin bue og sine pile og løb af sted og uden at standse sprnag han uden for huset og landede på øen (svært at følge formuleringen på grønlandsk - Chr. B.). Hans lillebror sprang også og landede på øen. Som den sidste sprang Asaluut til øen, og i det samme blev folk på bopladsen opmærksom på dem. De tog deres buer og var på vej ned til stranden. Og på øen placerede fætrene sig i forlængelse af hinanden, den ene bagved den anden, således at den ældste af fætrene var nærmest folk på landet, derefter kom lillebroderen og Asaluut var bagest. Folk fra land begyndte at skyde på dem med bue og pil. Asaluuts fætre var ikke til at ramme. Der, hvor pilene havde strejfet fætrene på siden og på kinderne, var de blevet blege (hvorfor? Chr. B.). Asaluut kiggede på et tidspunkt frem henover fætrene, og straks var der en pil, der strejfede hans hår uden at ramme ham. Så udgik folk ovre på land for pile. Nu var det fætrenes tur til at hævne sig på dem. De sprang tilbage til land og dræbte dem alle uden undtagelse. Fætrene boede der og blev stærke og mægtige. Så rejste de tilbage til deres land (boplads? Chr. B.). Det fortælles, at de begyndte at fange rigtig godt, efter at de var vendt tilbage til deres boplads.

En gang var de to brødre ude på jagt. Efter at de havde gået længe, hørte

de en hylen. De gik videre og fik øje på en hel masse mammutunger

('kiligãrarpagssuit'. Kiliffak er et sagndyr, som gerne oversættes til mammut -

Chr. B.), som lå på jorden. Det viste sig, at forældrene var ude at jage. De

dræbte samlige mammutunger med bue og pil. Brødrene skjulte sig i nærheden og

ventede på at de voksne skulle komme. Et stykke tid efter hørte de hylen, og

moderen til ungerne viste sig med en stor renko mellem tænderne. Dyret kom

nærmere og hylede igen, men da ungerne ikke besvarede dets hylen, smed dyret

det, det havde mellem tænderne, ned på jorden og skyndte sig hen i

retning af fætrene. Lige før dyret nåede dem, ramte fætrene det med flere pile

og dræbte det. Nogen tid efter viste hanmammutten sig med en fuldvoksen renbuk

mellem tænderne. Også hanmammutten blev skudt med flere pile og dræbt.

Kødet fra disse mammutter havde de som vinterforråd. De kom aldrig til at mangle

mad. Slut.

oqalugtuaq Atâtsiarssuarmik / Taitsiarssuk

Print
Dokument id:206
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Atâtsiarssuarmik / Taitsiarssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 295 - 297, nr. 102
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 69 - 70: Fortællingen om Ataatsiarsuaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 69 - 70: Aataatsiarsuarmik oqaluttuaq.

 

Dansk version sammenstykket af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 81.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 69, ss. 370 - 372: The Angakok Ataitsak practicing his Art with the Benevolent Ingnersuit.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aataatsiarsuaq.

Aataatsiarsuaq, som var åndemaner / angakkoq, overvintrede i Sermiligaarsuk. En dag var han ude på fangst ved mundingen af Sermiligaarsuk fjorden. Der dukkede en sæl op, som holdt snuden oppe over overfladen. Han roede hen mod den, men sælen forsvandt. Han ventede dagen lang på, at den skulle dukke op igen. Det gjorde den så, efter at det var blevet aften. Han roede hen og harpunerede den. Han ville kaste sin fangeblære / fangstblære ud. Da linen var ved at løbe ud, forsøgte han at trække sælen til sig. Men sælen rykkede ham ud af kajakken, og der var ingen andre i farvandet. Så kom han i tanke om, at han havde en strandtrold til hjælpeånd. Straks kom en mængde kajakker. Disse kajakmænd bandt Aataatsiarsuaqs kajak sammen med to af deres kajakker og tog ham med hjem til deres boplads. Folk på bopladsen blev glade, da de så dem komme, fordi de troede, at de medbragte fangstparter. De råbte udefra: "Vi har ikke nogen fangstpart med, men vi kommer med en gæst." Folk blev glade. Aataatsiarsuaq kom på den måde til at bo hos strandtrolde (alliarutsiit / innersuit).

 

Det viste sig, at den dygtigste fanger på stedet lå syg og ikke kunne blive rask, og man mistænkte en heks for at have skadet ham. Man bad Aataatsiarsuaq om at mane ånder. Det gjorde han, men han fandt ikke ud af noget. Dagen efter gentog han sin åndemaning. Da så han en heks ved fodenden af den syge. Han udspurgte heksen om, hvorfor hun havde gjort manden syg og hun fortalte følgende: "Den mand kom engang hjem fra rensdyrjagt og havde fanget en stor renbuk. Han var så venlig at forære mig et stykke kød. En anden gang var han igen på rensdyrjagt og kom også denne gang med en stor renbuk, men han forærede mig ikke noget." Det var årsagen. Åndemaneren harpunerede heksen i fodsålen, så senerne blev trukket ud. Den syge blev rask, men heksen blev dårlig og døde.

 

Var.: Ataasiaq; Ataatsiarsuaq

 

Kommentar: alliarutsit betegnes som de nederste innersuit, og er muligvis kommet til med kristendommen som onde djævle

oqalugtuaq Atdlunguamik

Print
Dokument id:290
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Atdlunguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 554 - 557, nr. 161
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Alluunnguaq.

 

Alluunnguaq og Qilaasuaq boede på samme boplads. En vinter sultede de. Fra Qilaassuaqs hus var der ikke længere nogen, der kom ud. En dag var Alluunnguaq på udkig. Langt ude så han noget frosttåge. Tidligt næste morgen tog han af sted derud. Han nåede derud og det var sassat (småhvaler der er indespærret i en våge). Han udvalgte sig en hvidhvalsunge, som han harpunerede ('kapivdlugo - stikke det). Han trak den op på isen og parterede den og med kødet på ryggen, gik han hjemad. Da han kom hjem, sagde han til sin kone, at hun skulle sætte et lille stykke til side og lægge det foran den nederste lampe samt, at hun skulle have et stykke af dette med (underforstået til bopladsfællerne - Chr. B.). Men han sagde, at hun i første omgang ikke skulle have noget med, og at hun, når hun gik ind til dem, blot skulle sige: "Alluunnguaq har fanget et dyr med blod. Kom og spis kød af dyr med blod. Kom og spis suppe!" Da kvinden sagde dette, bemærkede Qilaasuaq: "Alluunnguaq 'anguserqigsûva' (god mand?) og ærlig?" Konen vendte tilbage og sagde: "De tror dig ikke!" Så sagde manden: "Tag et stykke kød med. Du skal gentage det, du har sagt. Eftersom de ikke tror dig, så vis det, du har med til dem og sig: Her er et stykke af det." Konen gik ind til naboerne endnu engang og sagde: "Jeg skal bede jer komme. Her er et stykke af kødet." Hertil bemærkede Qilaasuaq: "Giv mig det!" Nogle af dem, der gik ud af huset, døde. Kun fire gik ind i Alluunnguaqs hus. De spurgte ham: "Hvor er sassat'en henne?" Han svarede: "Derude på det yderste fangstområde."

 

Dagen efter, mens det endnu var nat, tog Alluunnguaq af sted. Han nårede frem til

sassat'en og udsøgte sig en mindre hvidhval, som han trak op på isen. Han flænsede

den i en fart og var nu på vej ind mod land. Da han var kommet tæt på land,

traf han nogle af sine bopladsfæller på vej ud. Han nåede isklumperne på stranden og råbte så, at det blev blæsevejr.

 

I det samme brød stormen løs. Isen brækkede af ved isstykkerne på stranden og drev ud med de mennesker (bopladsfællerne), der lige var kommet ud på isen. Isen drev i land på Akilineq (landet på den anden side af havet). De fik øje på to huse - et langt og et kort hus (et stort hus og et lille hus - Chr. B.). De gik ind i det kortere hus og blev inviteret til det andet hus. Da de kom ind, rev man deres

fugleskindspels ('tingmiait') itu. Så åbnede de husets tag lige over dem og

hældte masser saltvand ned over dem. De kom til at fryse stærkt. De skiftedes

til at lægge sig oven på hinanden for at holde sig varme. Langt om længe sagde

Qilaasuaq: "Giv mig pelsbræmmen omkring min hætte." En lille kælling sugede ham

på siden og sagde: "Her har du din store pelsbræmme. Tag den på, så den kan

varme dig." Ellers sagde man ikke andet end 'de slemme gæster' om gæsterne. Da

Qilaasuaq undersøgte pelsbræmmen, opdagede han, at hans amuletter stadigvæk var

der. Han tog dem og puttede dem i munden. Det mærkedes, som om de bevægede sig.

Han puttede dem endnu en gang i munden. Da de kom i livlig bevægelse, sagde

Qilaasuaq (eller den ene amulet?, BS): "Lad mig komme til at ligge øverst." Han (den?)kom til at ligge øverst, og

idet han kastede amuletterne fra sig, sagde han: "Tag og dræb tre!" De tre døde.

Da de vendte tilbage og faldt ned på gulvet, puttede han dem i munden. Så

kastede han dem igen fra sig og sagde: "Dræb fire!" De lod vente på sig

('mululersoq' - det må vel være amuletterne - Chr. B.) og han (Qilaasuaq) sagde:

"Nu døde de fire."  De vendte tilbage og faldt ned på gulvet. De fortsatte med

at hælde saltvand ned over dem. Derfor kastede Qilaasuaq amuletterne fra sig

igen, idet han sagde: "Dræb fem!" og der blev sagt: "Nu døde de fem." De blev

væk længere tid. Så vendte de tilbage og faldt ned på gulvet, og de var dækket af

blod. Alligevel puttede han dem i munden. Så kastede han dem fra sig endnu

engang, idet han sagde: "Gør, hvad I har lyst til." Lyden fra folk på hustaget

forstummede mere og mere. Da alle mændene var væk, rejste de sig og

udskiftede deres fugleskindspelse med andre. De tog sig nye koner og fik nye

kajakker. Da det blev forår, syede de fire lag skindbetræk på dere konebåd og

hen på sommeren tog de af sted hjemad med deres hustruer (som roersker, BS).

Når kvinderne faldt i søvn, vågnede mændene (de roede skiftevis dag og nat -

Chr. B.). Da de havde rejst længe, rådnede det yderste lag af skindbetrækket og

spænderemmene. De fjernede dem og sænkede dem i havet. De skiftedes til at sove

og være vågne. En dag da det var mændenes tur til at være vågne, kom disse ned i

deres kajakker og skar i konebådsbetrækket. De roede væk fra den og standsede.

Da vandet slog op i konebåden, vågnede kvinderne og fór rundt i

konebåden. Kajakmændene sagde til dem: "Sikke stakler, der er ude at

sejle." Efterhånden forsvandt de i havet, og kajakkerne roede videre, og da de

nåede frem til deres boplads, var samtlige kvinder døde af sult. De havde troet,

at Alluunnguaq ville skaffe mad til dem, de havde efterladt. Det viste sig, at de bare var døde alle sammen. Qilaasuaq og hans ledsagere mistede således deres

koner, eftersom nogle af konerne var forsvundet ned i havet, mens andre sultede

ihjel. Det fortælles at de blev alene (eller: enlige - Chr. B.). Slut.

 

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq, Sungersuusaq, Sungersûssaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

 

Kommentar: som altid kan det knibe med logikken hos Amos Daniel. Han har kun kunnet forestille sig, at der måtte kvindelige roersker til konebåden, også fordi vejen var så lang, at man måtte skiftes ved årerne. Men der var øjensynligt ingen overlevende efter at Qill.s amuletter havde bragt alle til tavshed.

Der er en latterlig pointe i, at mændene har druknet de ny koner i den tro at deres tidligere koner er blevet holdt i live af Alluunnguaq. Flere småtræk tyder på, at han bærer nag til sine bopladsfæller: at de først ikke vil tro ham; at han for sent gør opmærksom på stormen (eller selv har fremkaldt den)

Alluunnguaq er hovedperson i forskellige fortællinger og undertiden en sådan hævner.

oqalugtuaq Atdluûnguaq

Print
Dokument id:1070
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Atdluûnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 643 - 645, nr. 182
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 196 - 197: Alluunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 196 - 197: Oqaluttuaq Alluunnguaq.

 

Oversættelse, se nedenfor.

 

Resumé:

Allunnguaq er den eneste, der midt om vinteren er ude efter mad. Han kommer hjem med en rype, som hans kone deler ud mellem bopladsfællerne. Da den ikke slår til supplerer All. med noget af sit forråd. Næste dag ser han langt ude på isen noget sort. Hans kone ønsker ham farvel med ønsket om at han skal komme hjem med skind til dyne og underlag. Det sorte viser sig at være en våge med hvidhvaler. Han kommer hjem med to, konen deler den ene halve ud, og næste dag ude ved vågen bliver All. passet op af Månemanden, der beklager sig over at All. har fanget af hans private fangstdyr. De to slås, All. vinder, inviteres på besøg på månen med en advarsel om, at der lurer mange farer undervejs. All. må tre gange smide sine hunde op i luften før han kan flyve med dem. Ved en stejl skrænt efterlader han slæde og hunde og klatrer op til kanten, hvor straks en kvinde med en panserulk mellem benene trommedanser med sin egen skygge. Hun synger: Mit store skræv, poq, poq, poq. All. går hen og siger bøøh, men besvimer og vågner uden sine indvolde. Dem får dog Månemanden på plads igen ved at give ham noget (indvoldene?) at spise, lade ham besvime og vågne op igen.

       Næste måltid er et rensdyrhoved og kogt kød, der serveres af en kvinde hvis ryg blot er afblegede knogler. To gange kigger Månemanden så ned gennem et langt trærør og irriteres dybt, første gang over en mand, der hele tiden plukker græs, anden gang over en mand der ligger udendørs og sover på ryggen. Begge gange puster månen sne ud gennem røret så det dækker de skyldige. All. bliver ilde til mode og vil hjem. Han får et tørret isbjørneskind og en hvalrostand med hjem.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Alluunnguaq.

Alluunnguaq rejste nordover. Han kom til et

sted, hvor han ville overvintre. Det blev vinter og der kom så meget

is, at der ikke var noget vand at se. En morgen gik Alluunnguaq en tur på

terrænet oven for huset. Han fangede en rype og drak dens blod. Han bar rypen

ned og fik sin kone til at dele den i små stykker og disse stykker delte han ud til sine bopladsfæller. Men der var ikke nok. Til dem, der var blevet snydt,

bragte han et lille stykke af det, der var blevet tilbage.  

 

En morgen var han på udkig og så mod vest noget, der var mørkt. Han gik ned og tog sin helpels ind i huset. Han kone sagde: "Alluunnguaq, hvad skal du?" Han svarede: "Jeg skal ud vestover til noget sort, som jeg har fået øje på". Da han var på vej ud, sagde hans kone: "Skaf mig noget brikseskind og noget, jeg kan bruge som tæppe."

     Han tog ud til det, han havde set. Han kom til stedet og her var

fuldt af hvidhvaler (eller: narhvaler. Eller både hvidhvaler og narhvaler.

CB.) Han fangede to og var nu på vej hjem. Da han kom hjem, fortalte han sine

bopladsfæller om de mange hvidhvaler og han råbte ind til sin kone og fortalte,

at han havde fanget to hvidhvaler. Konen sleb sin ulu og flækkede den ene

hvidhval. Den ene halvdel bragte han til sine bopladsfæller. Han sprang op i

rummet fra husgangen og sagde: "Som sædvanlig har Alluunnguaq skaffet jer noget

mad". Herefter hørtes klirren af knive.

 

De var opsat på at tage ud på fangst

dagen efter og natten faldt dem lang. Inden det blev lyst, tog Alluunnguaq af

sted. Da han nærmede sig målet, sagde månemanden til ham: "Hvorfor tager du ud

til mit fangstområde?" Månemanden og Alluunnguaq begyndte at slås. Hver gang blev

månemanden kastet væk. Månemanden sagde: "Jeg vil forære dig slæde og hunde, så

kan du besøge mig. Men du må være klar over at du vil møde farer på din vej". -

Da Alluunnguaq kom hjem, gav han sig til at lave en slæde og begyndte at øve sig

i at svæve i luften. Ved tredje forsøg kom han til vejrs. Mens han svævede,

fik han øje på en stejl klippevæg. Han tænkte: "Hvorfor mon han vil have jeg

skal komme til ham?" (jeg går ud fra, at det er månemanden, han tænker på. Eller

bliver han lokket af klippen? chr.b). Han efterlod hundene dér og gav sig til at

vandre op. Han kom op på fjeldet og så på den anden side en kælling, der dansede

med sin skygge som dansepartner. Han listede sig ind på hende og kom

til sidst helt hen til hende. Hun sagde hele tiden: "Mit store skræv. poq, poq, poq" / pooq. Hun havde en ulk, 'pugdlássuaq' / pullassuaq hængende i sit skræv. Da han var kommet helt hen til hende, forskrækkede han hende (uklart, men jeg har fortolket det derhen, at det var ham, der forskrækkede hende og ikke omvendt C.B.), men i det samme mistede han bevidstheden. Langt om længe kom han til bevidsthed og opdagede, at han var blevet berøvet sine indvolde. Han ville tilbage til sin slæde, men i stedet gik han ind hos månemanden. Månemanden sagde til ham: "Jeg havde jo sagt at du ville møde farer undervejs". Og han sagde videre: "Spis nu noget". Da han havde spist, lagde han sig ned på maven på sidebriksen og faldt i søvn. Da han vågnede, opdagede han, at han havde fået nye indvolde. Månemanden sagde:

"Giv ham noget at spise". Alluunnguaq kiggede sig omkring og så et menneske vise

sig en kort stund fra pladsen under briksen - et menneske, hvis ryg var af

afblegede knogler. Alluunnguaq spiste hovedet af et rensdyr og et stykke kogt

rensdyrtalg. Mens han spiste, tog han (månemanden) fra pladsen under briksen et stykke hult træ, et rør. Han flyttede et stykke af briksetræet til side og begyndte at kigge ned gennem røret. Han sagde: "Han er rigtig irriterende på den måde. Han sagde til Alluunnguaq, at han skulle se det. Det månemanden så var et

menneske, der spiste græs. Han lod noget hvidt slippe ud af rørets munding. Så blev det voldsomt snevejr og mennesket forsvandt. Næste gang månemanden stak hånden under briksen, kom han op med et stykke mattak af et marsvin, som han gav

Alluunnguaq at spise. Mens han guffede mattakken i sig, tog månemanden røret og

gav sig til at kigge ned. Så sagde han: "Han er rigtig irriterende på den måde." Han ville have, at Alluunnguaq skulle se det. Det han så, var, at han

(den føromtalte mand? CB) lå på ryggen i luften og sov. Så lod månemanden

noget sort slippe ud af rørets munding og mennesket forsvandt. Alluunnguaq blev

bange og ville ud. Månemanden tog et bjørneskind fra tørrestativet og gav ham

det og senere gav han ham en hvalrostand. Det fortælles, at han kom tilbage og

at han aldrig har taget til månemanden igen. Slut.

     Skrevet af Albrecht Beck

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: Denne version af "Besøg hos månemanden" afviger i mange detaljer fra flertallet og giver indtryk af en del associative forskydninger. Fx forekommer manden, der spiser græs, ikke i andre versioner, hvor det gerne er et menneske, der bryder et velkendt tabu og dermed fremkalder månens irritation. Det kunne hentyde til missionærernes dyrehold, som man måtte sørge for vinterfoder til. Man har dog også tidligere plukket græs - til kamikhø. Hvorfor det irriterer månen står mig (BS) ikke klart. Og mennesket, der ligger på ryggen i luften, plejer at være en ung pige, der ligger på ryggen på briksen, og hvis første menstruation månen fremkalder, så hun krymper sig i søvne. Endelig er månens gaver lidt specielle i Becks version. De associerer til pooq- eller angakkoq / åndemaner puulik forestillingerne, der er af østgrønlandsk oprindelse: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Allunnguaq (Det lille åndehul) er i øvrigt navnet på en hovedperson i mange, højst forskellige fortællinger.

 

 

Kommentar: Vedr. den magre komposition bør det dog bemærkes at sætningen om at skaffe skind til dyne og underlag, der oftest træffes i 'Kaassassuk', velsagtens opfyldes med det bjørneskind, som All. får foræret af månemanden.

oqalugtuaq Atdluunnguamik

Print
Dokument id:115
Registreringsår:1824
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, Peder
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Atdluunnguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 14 - 17, nr. 6
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der formentlig er Peder Kraghs renskrift: NKS 2488, VI, nr. 6, ss. 79 - 83 (i Rinks paginering).

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 7, ss. 67 - 68.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 88, ss. 438: Atlunguak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Alluunnguaq":

Der var engang en mand ved navn Alluunnguaq / Allunnguaq / Atdlûnguaq. Han gik aldrig på fangst; han levede udelukkende af det, som en anden fanger i huset fangede. Alluunnguaq lå bare ved enden af moderens lampe og foretog sig ikke noget.

 

En dag var fangerne på åndehulsfangst, men de kom hurtigt hjem og fortalte,

at de havde set en stor krokodille (et krokodillelignende væsen?), der sad på

isfjeldet under vandet. Ingen tog ud på fangst dagen efter, men Alluunnguaq gik

ud til isfjeldet med sin tuk som våben. Han lavede et hul i isen og lokkede

krokodillen til sig. Med sin tuk stak han den i øjnene. Da dyret kom op af

vandet, gav det sig til at løbe efter Alluunnguaq ved at snuse til hans spor. Af træthed faldt Alluunnguaq om og mærkede dyret på sin hæl; men da der ikke skete mere, kiggede han tilbage og så, at krokodillen lå død på jorden. Alluunnguaq gik hjem og sendte sin mor ud til bopladsfællerne med den besked, at han havde

dræbt krokodillen. Han måtte sende moderen ud to gange med den samme besked, for

ingen ville tro på, at Alluunnguaq, der bare lå ved enden af sin mors lampe, kunne fange noget.

Rensjægerne, som ellers plejede at komme hjem med et stort læs, kom en dag meget

tidligt hjem fra jagten, fordi de havde set et ulvepar med unger ved et stejlt

fjeld. Alluunnguaq lavede sig en hel masse pile og tog af sted trods moderens

advarsler. Han kom til det stejle fjeld, der havde to afsatser. Kun ulveungerne

var hjemme, og dem dræbte han. Det varede ikke længe, før han så moderen til

ungerne komme med et stort rensdyr, som den holdt mellem tænderne. Da ungerne

ikke reagerede på dens hylen, kastede den rensdyret ned på jorden og løb hjem.

Den så Alluunnguaq og ville angribe ham, men han flygtede op på klippeafsatsen

og dræbte derfra ulven med sine pile. Så kom hanulven med et stort rensdyr;

også den ville angribe Alluunnguaq, der flygtede op på den øverste klippeafsats,

hvorfra han skød løs på ulven og dræbte den. Heller ikke denne gang ville

bopladsfællerne tro på, at Alluunnguaq havde dræbt ulvene. Først da fangeren,

der boede hos Alluunnguaq og hans mor, tog af sted for at hente ulvene, fulgte

andre fangere med.

Igen en dag kom jægerne meget tidligt hjem fra rensjagten. De havde set en

mammut (kiliffak) midt på en stor slette. Alluunnguaq lavede sig en hel masse pile og tog

af sted, mens moderen sov. På en stor slette på den anden side af et fjeld så

han mamutten, der skrabede løs ned i jorden, så dens hvide rumpe sås tydeligt.

Han sneg sig frem til den; og da han kom tæt nok på, skød han og ramte den på

siden - på dens venstre og højre bredside. Da den angreb ham, kom han til at

ligge under den mellem benene; og han skød løs nedefra. Han flygtede, alt hvad

han kunne, forfulgt af mamutten. Han var så heldig at finde en lille sten, som

han kastede bagud imod dyret. Derefter faldt han ned på jorden af træthed og

mærkede dyret på sin hæl; men da der ikke skete mere, kiggede han tilbage og så,

at det store dyr med ti ben var faldet død om. Det viste sig, at han havde ramt

det på hovedet mellem øjnene med den lille sten. Han kiggede på dyret og syntes,

at det var smukt. Han skar et stykke af dyret og tog det med hjem som bevis på,

at han havde dræbt det. Hans bopladsfæller hentede det. De syntes også, at

skindet var smukt.

 

Var.: Quperloq;

Heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq; Aqissiaq; Mennesket og bjørnen;

 

Kommentar: Allunnguaq (men ikke Alluunnguaq) er hovedperson i en del forskellige fortællinger

oqalugtuaq ateqángitsoq / Om det blodige fjeld

Print
Dokument id:172
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ateqángitsoq / Om det blodige fjeld
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 179 - 180, nr. 66
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 20 - 22v.

Ultrakort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 117, s. 132.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 138, s. 467: The Bloody Rock.

 

Resumé af Rinks uddrag:

Kajakmænd forsvinder en efter en. To ynglinge drager ud, kommer til et fjeld med een blodig side. Den ene falder ned og bliver borte. Den anden kommer op til et hus, hvor der kommer en masse edderfugle, som han hjælper folk med at fange. Ligeså en kiliffak. Derpå tager han hjem.  

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling uden titel.

I gamle dage skete det nogle gange, at mennesker, der

var rejst ud, ikke kom tilbage. Engang tog nogle unge mennesker af sted. De

kom til et højt fjeld, der drejede rundt om sig selv. Den ene side af fjeldet

var rød. Den ene af de unge mennesker faldt ned og blev dræbt under forsøget på

at kravle op. Men det lykkedes for en anden ung mand at kravle op ad den røde

side, da den under rotationen befandt sig ud for ham, og han nåede op på toppen.

Det viste sig, at den røde farve var blod, der stammede fra dem, der var styrtet

ned under forsøget på at nå til toppen.

 

Fra toppen af fjeldet kunne denne unge mand se en stor sø på den anden side af

fjeldet. Der var også et hus ved søen. Han gik ned til huset. Ved siden af huset

lå der en masse kød. Der kom en mand ud af af huset, men han så ikke den unge

mand. Den næste, der kom ud for at tisse, så ham og bød ham indenfor; og han kom

til at bo dér. Beboerne i huset talte om, at der en morgen ville komme en hel

masse edderfugle. En morgen bad de ham kigge ud af vinduet. Han så, at den store

sø var helt dækket af edderfugle. De fangede alle disse edderfugle og

transporterede dem hjem.

 

Den unge mand var også med, da de en dag tog ud på jagt. De gik til en stejl

fjeldvæg, og de sørgede for, at den unge mand kom op på fjeldet. Denne kvinde

var gemt på det stejle fjeld (det er ikke godt at vide, hvad for en kvinde, der

her er tale om. Måske var det unge menneske, der var kravlet op på fjeldet en

kvinde? Chr.B.). De begyndte at skyde på mammutten med bue og pil. Da de blev

trætte, flygtede de op på det stejle fjeld. Mammutten nåede også til det stejle

fjeld og døde dér. De tog kødet med hjem og levede af det. Da den unge mand (kvinde?) begyndte at længes hjem, ledsagede de ham på hans vej og hjalp ham med

at bære de edderfugle og det mammutkød, som han havde med.

Kommentar: Ligner en forårsmyte. Det roterende fjeld minder om det spiralsnoede fjeld, der findes i et par fortællinger og muligvis rækker op til himlens land med landdyr. Blodet kunne stamme fra de døde, der mister det undervejs op til dødsriget i himlen. Søg på spiralsno*; og på dødsrige*.

oqalugtuaq Augpilagtuârssuk

Print
Dokument id:299
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Boasen, Enos
Nedskriver:Boasen, Enos
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Augpilagtuârssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 609 - 613, nr. 172
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Aappilattuaarsuk.

 

Det fortælles om Aappilattuarsuk, at han yndede at overvintre ved Ikaarissat, der ligger lidt længere ude i fjorden mod vest. Han havde en søn, og til ham sagde han ofte, at der kunne indtræffe hårde vintre, hvor man sultede. Han sagde til sin søn, at han bare skulle fange så meget, som han kunne, uden at han syntes, at det var for meget. På nogle dage fangede de sæler, og på andre var de på alkejagt, og de fangede så meget, som om de blot havde opsamlet døde sæler og fugle. De havde et opbevaringssted til vinterproviant uden for bopladsen. Udbyttet fra deres fangstture landede de blot ved Niaqornaq. Mens de endnu fangede gav det sig til at sne - så voldsomt, at deres konebåd, der var sat op på et stillads, forsvandt under sneen. De havde kun den mad, der lå fremme, og efterhånden var der ikke ret meget tilbage. En dag (der står egentlig: 'aqaguane', dagen efter -   Chr. B.) slap provianten op. De begyndte at sulte meget, og en dag tog Aappilattuaarsuk af sted for at hente noget mad fra deres vinterdepot. Men provianten var helt utilgængelig pga. sne, så han vendte hjem med uforrettet sag. Da han kom hjem, blev han inde i huset, uden at have fået noget at spise. Så gik han ud og kom tilbage med deres kære hund. Den hængte han foran indgangen til rummet og slagtede den. Han skrabede håret og lod det falde ned på gulvet. Han skar et stykke kød fra siden og gav det til sin søn, men han ville ikke spise det. Han skar noget af kødet og gav kvinderne det at spise. De spiste råt kød. Da de havde spist, gik Aappilattuaarsuk i seng uden at sige et ord.

 

Dagen efter tog han af sted tidligt om morgenen, før de andre vågnede, for

at se, om der skulle være åndehuller i isen, som blev holdt åbne af sæler. I

Ameralikfjorden fandt han et åndehul, han ventede forgæves på, at der skulle

dukke en sæl op. Så drog han hjem. Da han kom hjem, tog han sin pels af. Han

tog kniven og tilbød sønnen noget at spise, men han ville ikke have noget. Han

og kvinderne fik noget at spise, hvorefter han gik i seng uden at mæle et ord.

     

Dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var inde ved

Kuussuaqfjorden for at kigge efter åndehuller. Han så ingen og tog hjem. Da han

kom hjem, tog han sin kniv frem. Det gjorde sønnen også, og han spiste sammen med

sin far. Endelig begyndte faderen at snakke og fortalte, at han havde været ude

for at kigge efter åndehuller, men at han ikke havde fundet nogen. De gik i seng

og dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var i Kangersuneqfjorden,

men heller ikke her fandt han et eneste åndehul, og han tog hjem. De spiste

resten af den lille hund. Dagen efter gik sønnen ud før faderen, og da han kom

ind, sagde han: "Hvis det var i gamle dage, ville føhnstormen bryde løs." Næste

gang han kom ud, gik han ned til stranden og kunne høre lyden af isflager, der

gned mod hinanden ('únerârssugpalulersoq' - unneraarsuit er væsener fra den

grønlandske sagnverden - Chr. B. Isfodens knagens strandånder? BS.). Næste gang

igen kunne han meddele, at isen var begyndt at brække. Hans far gik ud og

begyndte at grave i sneen omkring konebåden for at komme til kajakkerne, der lå

under konebåden. Kajakkerne havde ligget i læ af konebåden - et sted, hvor der

ikke var sne. Han tog kajakkerne frem, og de glædede sig til at tage ud på fangst

den efterfølgende dag. Dagen efter fik Aappilattuaarsuks søn ram på en alk med

sin fuglepil. Dette gentog sig, efterhånden som han kunne komme længere ud. Søn-

nen harpunerede også en fuldvoksen sortside. Da de kom hjem, kogte de alke, uden

først at have flænset sortsiden, for alke bliver hurtigt kogt møre. Næste dag

var de også ude og fangede meget - som om de blot havde samlet døde fangstdyr op.

 

Aappilattuaarsuk sagde nu, at han ville ud og træffe mennesker. De lastede

konebåden, så meget som den kunne rumme ('amitsualivât' - de lastede konebåden,

så meget, at vandet nåede op til amitsuaq - en lægte på siden af konebåden, som

holder betrækket adskilt fra op-... Chr. B. (?) B. S.), af deres fangstudbytte i de sidste tre dage. De tog af sted og traf mennesker. Faderen talte med sønnen om at huske, at han kun var tilflytter til stedet og at han, når han var på fangst, ikke skulle placere sig på vindsiden af de andre. Næste morgen tog de ud på fangst. Sønnen havde ikke roet længe ud mod vindsiden, da en sæl dukkede op. Han roede hurtigt imod den og harpunerede den. 'Âsît,

nániarniariartoraluarame angumeríngilâ' (det betyder: han var roet hen for at

give det nådesstødet, men nåede det ikke - måske skal det opfattes sådan, at

sælen var død med det samme, han harpunerede den - Chr. B.). Mens han gjorde sælen

klar til bugsering, hørte han støj. Da han vendte sig om, så han en, som havde

løftet armen for at harpunere ham. Han mente, at han sigtede lidt for højt og

lige i det øjeblik han væltede med kajakken til den side, hvor han var, fløj

harpunen hen over kajakken. Han rejste sig op igen og sagde til manden: "Du

kommer aldrig til at såre mig, så du kan lige så godt lade være med at kaste

harpun efter mig." Han sagde ikke noget herom, da han kom hjem.

 

Dagen efter var

vejret det samme. Han tog ud på fangst og den anden tog også af sted

('ingiatdlarpâ' egentlig: ledsagede ham - Chr. B.). Han harpunerede en sæl. Mens

han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj, og han så, at den anden

løftede armen for at kaste harpunen imod ham. Han mente, at han sigtede for lavt,

og han væltede med kajakken til den side, hvor manden var. I det samme fløj

harpunen henover kajakken, så kun benknappen på enden af harpunen strejfede

kajakken. Han tog harpunen og knækkede den i stykker, idet han sagde: "Du kommer

ikke til at såre mig, så hold hellere op med at prøve at harpunere mig. Næste

gang du kaster harpunen imod mig, vil jeg gøre gengæld." Han roede hjem og da

han kom hjem, fortalte han sin far, at den mellemste af brødreflokken havde

gjort et par forsøg på at harpunere ham, og at han nok ville gøre gengæld, hvis

han skulle gøre det endnu engang. Hans far advarede ham. Næste dag trodsede han

igen vejret og tog af sted og den anden fulgte med. Aappilattoaarsuks søn

harpunerede en gammel fjordsæl. Han trak den til sig og gav den et kraftigt stød

med hånden. Han hørte støj bagved og så, at den anden endnu engang løftede armen

for at harpunere ham. I det øjeblik han væltede med kajakken med ryggen til ham,

ramte harpunen ham i helpelsen og lavede et hul i den. Han rejste sig op igen og

sagde til den anden: "Flygt fra mig. Nu vil jeg hævne mig på dig." Idet han

roede bort, kastede han harpunen og ramte ham gennem skulderbladet ('kiasigssua

akutdlorqutdlugo' - imellem skulderblad og hvad? Chr. B. - imellem skulderladene?

BS.). Han vendte hovedet imod ham og væltede med kajakken. Han slæbte ham til et

stort isfjeld og hængte ham op der, hvorefter han roede hjem. Da han var tæt på, sagde en af brødrene: "Aappilattuaarsuks søn er på vej ind." Denne sagde:

"Hvis I virkelig elsker jeres bror, kan I se efter ham, jeg efterlod ham efter at

have bundet ham (til et isfjeld)." Da Aappilattuaarsuk hørte dette, tog han en

stor hvalfangerkniv og gav sig til at slibe den. Dagen gik, og det blev aften.

Ved aftenstide blev der råbt ind: "Jeg skulle sige, at Aappilattuaarsuk og sønnen

skal komme på besøg." De kom på besøg, og der blev serveret netsidelever. Da

sønnen var blevet mæt, bad faderen ham rejse sig. Så tog Aappilattuaarsuk en

stor kniv op fra kamikkerne (kniven var stukket ned mellem yder- og

inderkamikken - Chr. B.), og han skar sønnens mave op med den. Sønnen sank i knæ. Så spyttede Aappilattuaarsuk i hænderne og strøg hånden over såret, så det heledes. Han gjorde dette to gange. ('mardlorarterame taimailiortardlune'). Slut.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

oqalugtuaq Augpilagtumik

Print
Dokument id:124
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Augpilagtumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 38 - 42, nr. 16
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. eller af Steenholdts (?) afskrift:

NKS, 2488, VI, 4', ss. 117v - 119v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

"Fortællingen om Aappilattoq".

Aappilattoq og hans storebror tog nordover og kom til at bo i Nordgrønland / Avanersuaq = Thule?.

Aappilattoq byggede sig et hus ved mundingen af en stor fjord og broderen byggede et en dagsrejse sydligere. Når Aappilattoq var på fangst, fjernede han sig

aldrig længere væk, end at han hele tiden kunne se huset og børnene, der

legede udenfor; for de boede helt for sig selv. En dag var han nødt til at følge

sælerne til et sted, hvorfra han ikke kunne se husene. Da han om aftenen nåede

hjem med flere sæler på slæb, var der imod sædvane ingen mennesker at se uden

for huset. Da han gik op, så han, at samtlige beboere var blevet dræbt.

Aappilattoq blev meget vred. Han, som var åndemaner / angakkoq, manede ånder og opdagede spor, der gik indad på den sydlige bred af fjorden; og han fandt ud af, at hans kone og deres børn var blevet dræbt af en indlandsbo - én med en gryde på

skulderen / igalilik / grydemand / ildstedsmand.

Da Aappilattoq havde begravet sin familie, tog han over til sin bror og

fortalte, hvad der var sket. Dér begyndte han at forberede sig på en rejse ind i

fjorden for at hævne sig på drabsmanden. Han lavede mange pile. Som rejsefælle

valgte han blandt de mange, han prøvede, en ung mand, som han anså for at være

en hurtig løber, fordi han ikke havde fundet nogen lus i hans strømper. Alle

de andre, der kunne komme på tale, havde lus i strømperne.

I kajak roede Aappilattoq og hans rejsefælle ind i fjorden, og i bunden af fjorden

gik de i land og op langs elven. De nåede en stor slette, og her var der en sø

og et stejlt fjeld ved den fjerneste ende af søen. Da de kom op og kiggede ud

fra det stejle fjeld, så de indlandsboen, der fangede laks i elven. Hver gang

han fangede én, puttede han den ned i gryden på sin skulder. Aappilattoq sagde

til sin kammerat: Du kan stå her og se, hvad jeg foretager mig. Nu sniger jeg

mig frem til ham, og når jeg har ramt ham med en pil, vil jeg straks flygte. Du

må først løbe hen til mig, når jeg bliver træt.

Nu begyndte Aappilattoq at snige sig frem til indlandsboen med en spændt bue.

Når han bøjede sig ned for at fange laks, løb han frem. Han havde kun to pile

med sig, idet han havde ladet resten ligge på det stejle fjeld, fordi han agtede

at flygte derop. Han kom meget tæt på ham og fyrede en pil af, der ramte ham i

lænden. Så flygtede han, forfulgt af indlandsboen, rundt om søen og op på

fjeldet. Aappilattoq gjorde mange forsøg på at ramme indlandsboen med sine pile.

Men det var ikke nemt, fordi indlandsboen havde en speciel evne til at dukke

sig, således at kun hagen og knæene var synlige. Efter at have løbet flere gange

omkring søen havde han kun en enkelt pil tilbage. Så kom han i tanker om, at han

havde en trylleformular / serrat, som kunne få en pil til at ramme i struben. Løbende fremsagde han denne formular og fyrede den sidste pil af. Idet pilen ramte

hagespidsen og flækkede den, fortsatte den ind i struben, så han døde.

 

Aappilattoqs rejsekammerat ilede over sletten for at hjælpe ham; og det fortælles, at han tibagelagde den lange strækning i løbet af den tid, der gik, fra den dræ bende pil ramte indlandsboen, til han faldt død om. Så hurtigt løb han. - Så muskuløs var den dræbte indlandsbo, at hans døde krop hvilede alene på hans læg, hans bagdel og hans lænd.

Aappilattoq flænsede indlandsboens lig og skar det i mindre stykker, som han smed ud i søen og i elven. Nu fik han ro i sjælen, da han havde hævnet sig på ham, der dræbte hele hans familie.

Da det blev forår, vendte Aappilattoq sammen med sin bror tilbage til deres hjemsted i syd.

oqalugtuaq Augpilagtumik

Print
Dokument id:294
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nielsen, Kristoffer
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Augpilagtumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 585 - 593, nr. 167
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Aappilattoq.

 

Mens Aappilattoq boede nede sydpå, hørte han om Kangeq, som var rig på fangstdyr. Han tog af sted for at se stedet, han havde hørt så meget om. Det blev efterår, mens de endnu var på rejse. De kom til et sted med ruiner. Her byggede de deres vinterhus, da jorden på det tidspunkt var begyndt at fryse. De var altså kommet til Ikaarissat, tæt ved Kangeq, som de stilede efter. Aappilattoq begyndte at tage ud på fangst. Han kendte ikke området og i løbet af efteråret fangede han så meget, at man skulle tro sælerne selv var kommet op på land. Når det var godt vejr, fangede han altid to. Aappilattoq var da også kendt som en dygtig fanger.

 

I det nye år indtraf der en periode med dårligt vejr, hvor nordenvinden

drejede i øst og blæste nærmere ved land. (Normalt blæser

nordenvinden langs kysten - uden for kysten - Chr. B.). Hos familien Aappilattoq

levede man nu udelukkende af de mange sæler, han havde fanget, og som tiden gik,

svandt det i dem. Sælerne var lagt hen udenfor, og da der kom så meget sne, at det

dækkede dem, tog han hele sælforrådet ind i huset. Endelig lagde nordenvinden

sig, men der kom grødis og havet frøs til langt ud fra kysten og langt ind i

fjordene. Der var intet hav at se.

 

På det tidspunkt var Aappilattoqs sældepot blevet spist op. Ligesom forrådet var blevet spist op, blev det klart vejr. Næste dag gav Aappilattoq sig til at lave redskaber til åndehulsfangst. Han lavede en lille harpunspids, og næste morgen tog han af sted til Ameralik for at søge efter åndehuller. Først gik han ind ad på solsiden (d.v.s nordsiden af fjorden - Chr. B.) af fjorden. Da han så var nået til bunden af fjorden, gik han ud af den på skyggesiden. Han kom hjem uden af have observeret åndehuller. Næste morgen tog han af sted ind til Kapisillit - igen for at søge efter åndehuller. Han gik først på solsiden af fjorden og da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud ad fjordens skyggeside. Også denne gang kom ham tomhændet hjem. Den tredje dag om morgenen tog han af sted uden at have spist noget, denne gang til Kangersuneq. Først gik han på fjordens solside, men da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud på skyggesiden af fjorden. Da han kom hjem uden at have set et eneste åndehul, gav han sig til at slibe sin kniv.

 

Aappilattoq havde en plejesøn, som var blevet ret stor. De havde også en stor nyfødt hundehvalp med hængeører. Aappilattoq gik hen til hundehvalpen og stak den, hvorefter han skar et stykke af den kødfulde del af hoftepartiet - med skind og det hele. Da han havde renset det fuldstændigt fri for hår, spiste han det råt. Først da resten var blevet kogt, fik han noget ordentligt at spise. Dagen efter blev han hjemme - efter at have spist hundekød. Næste dag igen gik han op på det højeste fjeld og så et stort havområde, som slet ikke var så langt borte. Den dag tog han ikke ud, da det var for sent. Næste dag travede han af sted, med sin kajak på hovedet med bunden i vejret. Han fulgte iskanten, og da han var kommet ned i sin kajak, roede han i nordpå langs iskanten, og da han var roet uden om et lille næs, fik han øje på en hel masse huse inde på land. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at pladsen neden for husene var fuld af blod ('kigsârtoq' kender jeg ikke, men forståelsesmæssigt betyder det vist ikke noget - Chr. B.). Aappilattoq roede kraftigt til og da han lagde til, blev han venligt modtaget og straks budt op til husene. Han steg op af kajakken og gik opad. Faktisk havde han afbrudt sin rejse, lige før han nåede Kangeq, målet for hans rejse. På vej op gik han forbi møddingen, hvor der lå masser af frosne indvolde af alke. Dem kastede han sig over, og man kunne ikke få ham væk fra dem. Først da han havde spist alle indvoldene, gik han ind i et af husene, og han var stadig oplagt til at spise. Inde i huset fortsatte han nemlig med at spise og holdt først op, da han var blevet helt mæt.

 

Da han skulle af sted, fik han så meget forærende, at han knap nok kunne have det på sin kajak. Alt det fik han som gæst, uden selv at have været på fangst. Han roede hjem, og dagen efter rejste de til Kangeq - og det var i begyndelsen af det nye år.

 

Da de var kommet til Kangeq, begyndte Aappilattoq at fange meget, for nu var han jo kommet til Kangeq, som var rig på fangstdyr. Den ene dag var han på alkejagt og den anden dag på sæljagt. Hans søn var netop lige begyndt at øve sig i kajakroning. En dag da Aappilattoq skulle ud på fangst, sagde han til sin søn: "Tag du ud på alkejagt, men når du ikke er sammen med mig, må du endelig holde øje med kajakmændene. Nogle kajakmænd kan være utilregnelige (et forsøg på at oversætte 'imáinaq íneq ajormata' - Chr. B.), når de bliver irriterede, bliver de ophidsede (et forsøgt på at oversætte 'ajorquteqartarmata' - Chr. B.)." Dette lod sønnen sig mærke. Når han var på alkejagt alene - uden faderen - var han aldrig så optaget af at jage alke men mere af at holde øje med kajakmændene. Men når han var sammen med faderen, tænkte han kun på alke, og da fik han mange alke.

 

En dag han var på alkejagt, blev han helt optaget af at jage disse og en tid, havde han ikke øje for de andre kajakmænd. Pludselig opdagede han, at kajakmændene var på vej til Kangeq. Han drejede også sin kajak om i samme retning. Så så han en kajakmand ro ind imellem de andre. Han så nærmere efter og opdagede, at det var hans far, og at han var ved at blive omringet af de mange kajakmænd. Da han intet kunne foretage sig, lå han blot og kiggede på dem. Så så han, at en af kajakmændene kæntrede. Der kæntrede én til. Den ene kajakmand efter den anden kæntrede og til sidst var der ikke flere tilbage. Kun Aappilattoq og hans søn roede nu hjem og væk fra de mange kajakker. Aappilattoq var nu den eneste forsørger for de efterladte bopladsfæller, da alle dem, der var på alkejagt var blevet udryddet undtagen den, der ikke var ude på jagt.

 

Det viste sig, at det som sædvanlig var hans 'avinngaq' (lemmingeamulet - Chr. B.), der havde udryddet de mange kajakmænd. Denne avinngaq havde Aappilattoq i bræmmen omkring sin kajakpels. Aappilattoq var urolig ved at være på Kangeq, og til sidst rejste han væk - først til sin første vinterboplads, Ikaarissat. Mens han opholdt sig der, fik han at vide, at der var en rute inden om Kangeq. De rejste nord på uden at underrette folk i Kangeq. Undervejs talte Aappilattoq med sin søn og opfordrede ham til at træne sig stærk, for man kunne aldrig vide, hvad de kunne komme ud for, når de rejste videre nordpå.

 

Henimod efteråret nåede de Pisuffik og bosatte sig der. Der boede mange fangere, og Aappilattoqs søn var i mellemtiden blevet stærk. Han var i stand til at klare alt. Kun den mellemste af brødreflokken på stedet ledsagede ham, når han var ude på fangst i stærk blæsevejr.

 

En dag tog Aappilattoqs søn ud på fangst som sædvanlig, endnu før den mellemste af brødreflokken tog af sted. Han var på sælfangst langt ude mod vest. Han havde i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Da han endelig kiggede den vej, opdagede han, at den mellemste af brødreflokken havde løftet armen for at harpunere ham. I samme øjeblik han bevægede armen for at kaste harpunen, væltede han i sin kajak til den side, hvor den mellemste af brødreflokken var. Harpunen røg tæt forbi sidelægten af hans kajak. Aappilattoqs søn rejste sig op igen og uden at tale med manden, roede han væk fra ham og hjemad - som sædvanlig med to sæler. Han sagde intet om det, da han kom hjem, men endelig kom det fra ham: "Jeg vil hævne mig på den mellemste af brødreflokken, han forsøgte at harpunere mig." Aappilattoq sagde til ham: "Lad være med at gøre gengæld, ellers får vi mange fjender." Aappilattoqs søn rettede sig efter det.

 

Aappilattoqs søn var den, der tog ud på fangst, mens faderen gik og nød

tilværelsen uden at tage på fangst længere. En dag sønnen som sædvanlig

var på fangst uden for kysten, havde han i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Pludselig opdagede han, at den mellemste af brødreflokken

havde løftet armen med harpunen imod ham. Det eneste der var at gøre var at vælte om med kajakken til den side, hvor fjenden var. Heller ikke denne gang ramte

han ham. Aappilattoqs søn gjorde som sidst. Uden at sige noget til ham, roede

han hjem med sine sæler på slæb. Han fortalte ingenting, da han kom hjem. Han sad

langt tilbage på briksen uden at sige noget, men endelig kom det fra ham: "Endnu

engang har jeg ikke gjort gengæld imod den mellemste af brødreflokken, men næste

gang han gør sådan, som han gjorde i dag, vil jeg gøre gengæld." Hans far gentog

sin advarsel, men det gjorde kun sønnen mere ophidset og han var fast besluttet

på at hævne sig.

En dag var Aappilattoqs søn igen ude på fangst derude mod vest. Han havde

solen i ryggen og var ganske tryg. Han havde i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Da han endelig vendte hovedet til den side, var den

mellemste af brødreflokken der igen og han havde løftet armen for at kaste

harpunen. Denne gang var han ganske tæt på ham. Der var ikke andet at gøre end

at iagttage ham, og i det øjeblik han bevægede armen, kæntrede han til den side,

hvor han var. Harpunen strejfede sidelægten. Han rejste sig på ret køl og så, at han vedholdende kiggede på ham samtidig med, at han rullede sin line sammen.

Aappilattoqs søn tog et par åretag. Så løftede han armen for at harpunere ham, og

han ramte ham neden for skulderen ('ersingínarsuatigut' - jeg kender ikke ordet.

Oversættelsen er fra den danske kommentar - Chr. B.). Han kæntrede, men han lå på

siden, da harpunen hindrede ham i at vippe helt ned under vandet. Han gjorde ham

klar til bugsering, og mand og kajak blev bundet til bagenden af den sæl, han

havde fanget, og blev slæbt ind mod land. Nord for bopladsen lå et stort isfjeld

med et hul i midten, der havde form som en portal. Han styrede imod dette

isfjeld. Han roede gennem hullet. Så bandt han mand og kajak rigtigt stramt til

isfjeldet. Da han var færdig, lagde han sælen bag på kajakken med hovedet vendt

imod kajakkens bagende - modsat det man normalt plejede at gøre. Sådan roede han

hjem, forbi bopladsen, og folk inde fra land pegede på ham og sagde: "Se nu dér,

Aappilattoqs fjollede søn har en sæl bag på kajakken i omvendt stilling.

Hvad skal det mon betyde?" Aappilattoq vidste besked og uden at kommentere det,

der blev sagt, fjernede han sig fra mændene. Han vidste udmærket, at han ville anbringe sælen sådan, når han havde suppleret den ene sæl, han havde fanget, med et menneske.

 

Aappilattoqs søn råbte nu ind til folk på land: "Hvis I bryder jer om (der

skulle måske have stået 'ungagigussiuk' - ungagaa - kan ikke undvære ham. -

ellers: ingagaa, synes det er væmmeligt - Chr. B. 'Ingagigussiuk - BS) jeres

mellemste bror, kan I hente ham. Han er tøjret fast til det store isfjeld lige nordfor. Nu har jeg endelig hævnet mig på ham, da han for tredje gang forsøgte at harpunere mig!" Mændene brast i gråd og gik ind i husene.

 

Herefter tog Aappilattoqs søn kun ud på fangst, når det blæste stærkt,

for Aappilattoq og hans familie var blevet utrygge, nu de havde fået fjender. Når alle de andre mænd var ude på fangst, blev Aappilattoqs søn hjemme. Ved

forårstide, mens de endnu boede på bopladsen, kom brødreflokkens kiffak / kiffaq og råbte ind til dem: "Jeg skulle be' Aappilattoqs om at komme på besøg." De gik derhen på besøg. Aappilattoq sagde til sin søn: "Nu skal du opføre dig rigtig frækt, når du går ind. Jeg går først ind, og midtvejs gennem gangen springer jeg op på tærskelen. Det samme skal du gøre." Aappilattoq sprang ind først og sønnen sprang ind på samme måde. Inde i huset så de kun mændenes fødder, der

stak frem fra briksekanten. De gik frem og tilbage på gulvet. Så sagde en af

mændende: "Spis noget sællever." Det gjorde de, mens de endnu gik frem og

tilbage. De spiste lever af en oval tallerken, der var lavet af træ ('nertaq' er

i de danske bemærkninger oversat til: oval af træ - jeg kender ikke ordet - Chr. B.).

 

Da de havde spist halvdelen, faldt der noget frossent jord fra rummets loft ned

over tallerkenen, som forsvandt under det ('miligdlugu' - milippaa = propper det

til - Chr. B. som dækkede tallerkenen, BS). Brødreflokkens far sagde: "Det stykke jord er ikke faldet ned af sig selv. Sydlændingene er blevet opdraget til lidt af hvert. I (vi) kan ikke klare dem. Lad dem være." Aappilattoq bad sin søn sætte sig ned. Så stak han ham i siden med sin kniv, så hans indvolde kom ud. Han stoppede dem ind igen og strøg hånden hen over såret, så det heledes. Sådan gik det også med hans far (jeg ved ikke hvordan dette skal forstås - Chr. B. ). Aappilattoq og hans familie tog sydover uden at blive såret, og de døde uden at være bleve såret. Slut.

 

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

 

Kommentar: Aapp. har åbenbart angakkoq / åndemaner-evner til at hele sår og demonstrerer hermed at han lever op til brødrenes udsagn om at han som sydlænding har fået større evner end gennemsnittet. Hyppigt tillægger man folk i missionernes udkanter særlige overnaturlige ("hedenske") evner. En almindelig tilbøjelighed verden run

oqalugtuaq Aularsamik, sarqame nunalingmik / Aalarsak kom til månen

Print
Dokument id:283
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Aularsamik, sarqame nunalingmik / Aalarsak kom til månen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 531 - 534, nr. 155
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskrift, der desværre ikke længere eksisterer. Desværre, fordi afskriveren ofte har været usikker på hvad der stod.

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. noget af denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Aalarsaq, der boede i Saqqaq.

 

Aalarsaq, som boede i Saqqaq, var en gammel mand, og han havde en datter. Datteren blev syg og døde. Da det blev sommer, efter at datteren var død, ville Aalarsaq uddanne sig til angakkoq (åndemaner). Hele sommeren gik, uden at han fik nogen respons.

 

Der gik fire somre, uden at der kom noget svar fra ånderne. Endelig hørte han en

stemme, der sagde: "Hvor er han?" Han lyttede og han hørte en skraben. Så fik

han øje på en stor hvid hund. Da der blev råbt: "Hvor er han?" råbte Aalersaq:

"Her." Den der sagde: "Hvor er han?" gik nu hen til ham. Da den nærmede sig, så

han, at dens ører nåede til skuldrene, og huden dækkede øjnene. Den kom hen til

ham, og den åbnede øjnene og råbte: "Hvor er Aalarsaq?" "Her, her." Den standsede

lige før den nåede frem til ham. Så mistede Aalarsaq bevidstheden. Da han igen

kom til bevidsthed, så han, at hans indvolde lå ved siden af ham. Der var også

en anden stor hund og et menneske. Dette sagde: "Nu er du blevet færdig som

angakkoq!" (svært at forstå sætningen - Chr. B.). Så gik han ned, og teltene på

bopladsen blev synlige. Nogle teltindgange åbnedes. Folk sov og kun husene sås.

 

Det blev vinter, og Aalarsaq begyndte at mane ånder for at lede efter sin

datter. Han ledte efter hende på land og nedad mod vest, men han så ikke noget til

hende. Da det blev lyst, udtænkte han en plan. Han bad sin kone om at sy sig et par kamikker uden skafter ('púkitsut' - ældre betegnelse for et par sko. Jeg mener

også betegnelsen dækker 'hjemmesko', som blev syet til danskerne - Chr. B.). Konen syede et par kamikker uden skafter. Han tog dem på og tog på åndeflugt. Han kom til tre mennesker, og der kom også nogle væsener (eller: mennesker - Chr. B.). De råbte: "Jeg skulle sige, at I skal komme med øjnene, som en eller anden har lånt fra ham dér." De råbte igen: "Har folk i Tullerunnaq lånt dem?" Vedkommende sagde igen: "Forsyn dem med øjne ved at sømme dem fast."

 

Aalarsaq forlod dem og kom til et hus, som plejede at blive rødt. De sagde:

"Det er lighuset for dem, der døde af at spytte blod." Og en anden,

'qíkisartorssuaq' (jeg kender ikke glosen - Chr. B. - Måske kikisartorssuaq el. kikki-, BS ?): "Det er lighuset for dem, der døde af sting (stikkende smerter i lungerne, BS)."

(Herefter følger et afsnit om Aalarsaqs besøg hos månen. Det kan hverken

oversættes eller refereres. Jeg fortsætter fra det sted, hvor det begynder at

blive nogenlunde forståeligt - Chr. B. se kommentar ndf. BS):

 

Så kom der en kvinde ind. Så såre hun kom ind, gav hun sig til at danse,

idet hun skrævede over 'ike' (?), selvom 'nâligkani kanajuluk (måske skulle der

have stået: nalikkaani kanajulik, der var en ulk i skrævet? Chr. B.). Aalarsaq

begyndte at fnise indvendigt, og ham ved vinduet smilede. Hun holdt op med at

danse. Han (Aalarsaq eller månemanden? Chr. B.) sagde: "Dans nu!" Så blev hun vred

og gik ud. Hun efterlod sin ulu og sin tallerken i rummet. Senere kom der en

meget smuk pige ind og hentede hendes ulu og hendes tallerken. Han (månemanden?

Chr. B. Sikkert - B. S.) sagde: "Sig til hende, at hun selv skal hente dem." Så kom der igen en pige med et meget smukt ansigt. Hun sagde: "Jeg skulle sige, at hun vil lade himlens søjler gå af led, 'ilavisisutup (?) kivfâ' (?)." Månemanden

sagde: "Hende derinde passer på vejret (dansk notat: verden (sila). Chr. B.). Giv

hende hendes elendige ulu." Han gned den (uluen. Chr. B.) imod trinnet fra gangen

og smed den ud.

 

Derefter kom en åndemaner sydfra flyvende gennem

luften. Han (åndemaneren? Chr. B. Mon ikke, de nævner hinandens karakteristiske

træk for at kunne genkende hinanden senere - B. S.) sagde: "Jeg vil prøve at træffe dig, når det bliver sommer. Du er langhåret." Aalersaq sagde: "Du har hvidt hår i næseroden." Derefter skiltes de.

 

På sin vej hjemover mødte Aalersaq en gammel mand med en bue. Den gamle mand sagde: "Mens jeg endnu var meget ung, ville jeg gerne have haft hende (det kan også være: ham - Chr. B.), uden at jeg havde ladet hende vide det (det er svært at finde ud af sammenhængen - Chr. B.). Efterhånden er jeg blevet en gammel mand. Kom her og se." Han kiggede den vej, han pegede på (lidt frit - Chr. B.) og han så en stor hund midt på en stor slette. I det øjeblik han kiggede på det, rystede dyret sig voldsomt. Lidt efter sagde den anden: "Pas på ikke dyret bliver arrig. Tag hellere hjem." Han mente sne. Han nåede sit hus, netop som det blev snevejr. Han havde slidt sålerne op på sine kamikker, som var lavet uden skafter.

 

Da det blev sommer rejste han sydover. Ved Isortoq traf han et skib. Han kiggede rundt for at se, om der var nogen blandt folk på stedet, han kendte. Blandt dem opdagede han én, der kiggede på ham. De gik hen til hinanden og oven for teltene snakkede de sammen om, at de havde mødt hinanden. (Sikkert åndemaneren, han havde mødt hos månen - BS.). Aalarsaq vendte hjem derfra til Saqqaq og der døde han. Slut

 

Der er mange steder, hvor det er svært at tyde de mærkelige ordsammensætninger. Den er meget dårligt fortalt - Chr. B.

 

Var.: Arons Isigaaseraaq kommer nærmest. Men se kommentaren ndf.

 

Kommentar: Det omtrent uforståelige første stykke af Aalarsaqs besøg på månen, handler om at han ser sin datter deroppe, enten i månens hus eller mellem boldspillerne nedenfor månens sted, dvs. de døde i himlen under himmelhvælvingen, qilak, der ved deres boldspil fremkalder nordlyset. De næste sætninger er uforståelige, vist også for afskriveren: agssagtâtigut, agssai apupuk ? oqarpoq: qaumat tássâsît ilagísvãtit tusarianune, tuvauiordlune tûgssamit tigusigame kákiviânut ilisivoq, ãma táukua ínûsugtorssuit sanasut isumalerput: sulimia-juna, taimaileriartut náungáinaq ardlikaseriardlune oqarpoq: miterssuarmik issarssuarmik, ãma sanalerpai, kisiáne erdloqerpaluleriatdlarmat utorqarssuit niaque qaqortuinarssuit, qáumat oqarpoq (de næste sætninger kan nogenlunde følges og handler om et tabubrud månen blir opmærksom på og ser nede på jorden): "Skønt jeg ikke skulle have fået det at vide har jeg nu fået det at vide," hvorefter han åbnede (en lem?) i gulvet og så dernede en efterladt (efter en afdød) på bagsiden af huset som skar sælskindsremme, og mens han bare nærmede sig ham og også afbildede / skrev hans (u)vane ned (?), kom han ind, inuarpâsagaluarlunga silamut sâtigtarâra, tûgssamit tiguâ tûgâmínguaq isua sanalerujâ iserisaerniartuínarpoq. sila taimaileriardlune, âma silamut oqarpoq: kimiluk (?) illisajatuk(?)kuuisigtut/kunisigtut isâlerput, kingornatigut iserpoq. ímánguaq nujalik, quvialerput, tamãnga arpâlulerarât / augpalulerarât(?BS)qivialerput kiatitik amilikatik(?) katigutdlugit(?) ikijuisugak(?)toqussut.

 

Egentlig følger Aalarsaq det forløb en østgrønlandsk angakkoq-lærling typisk begynder med i sin uddannelse. Han blir ædt af en hund og bliver synsk, han rejser på åndeflugt til månen / Månemanden, konfronteres med Indvoldsrøversken - men mister dog ikke sine indvolde til hende - det er allerede sket til den første initiations hvide hund. Det er muligt, at månen fremkalder dis med sine snittespåner fra spidsen af en stump hvalrostand. Måske opholder både unge og gamle døde sig i månens hus. Det snevejr gæsten normalt ser månen sende ud som straf for tabubrud - ofte pustet ud gennem et rør - er i stedet associeret til en stor hund på en slette. Åbenbart en kortslutning af symboler, idet pustet gennem røret alluderer til en ejakulation og hunden bl.a. er en fast metafor for en penis. Tolkningen bekræftes af den gamle mand med bue, der nævner sin ungdoms begær efter en, der ikke fik det at vide, og at han nu er alderssvækket. Dette begær må være en reference til månens og solens oprindelsesmyte (søg på Solen og Månen). Endelig møder Aal. som bevis på at han har været hos månen en anden angakkoq deroppe.

 

Vedr. Østgrønlandske versioner, Søg fx på Ajijak og Søens troldbjørn. Bemærk at også hos Amos Daniel ved Uummannaq finder vi forestillingen om, at Indvoldsrøversken, Nalikkatteeq, behersker vejret og dermed kan blæse verdensstøtterne omkuld - ligesom Silap Inua eller - hos netsilikkerne, Naarjuk

Oqalugtuaq avangnânit tusagara / En fortælling, der er blevet fortalt af nordgrønlændere

Print
Dokument id:468
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Johnsen, L.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq avangnânit tusagara / En fortælling, der er blevet fortalt af nordgrønlændere
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 6, side 13h - 21v
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Man fortæller om disse fætre, at de havde en yndlingsfætter. Da han var enebarn, elskede de ham meget højt. Når han tog andre steder hen, kom de til at savne ham. Disse fætre var fem brødre, siger man.

 

En gang hørte de, at der nordpå for tiden var mange fangstdyr. Straks udbrød yndlingsfætteren: Til næste år, når foråret er på vej, vil jeg nordpå og prøve at overvintre deroppe. Bare eet år vil jeg blive der, og tage hjemover tidligt om foråret. Når han sagde sådan, kunne yndlingsfætrene ikke andet end sige, at han naturligvis måtte gøre som han ville, selv om de som altid nødig ville undvære ham.

 

Næste begyndende forår begyndte yndlingsfætteren at gøre forberedelser til rejsen; og lige før foråret slog igennem, tog han afsted nordover. De rejste og rejste; og hen på efteråret nåede de endelig et sted, hvor han ville overvintre, nemlig ved Ippik, der lå lidt nord for Ilimanaq og lidt syd for Qaarsormiut. Mans han byggede hus, kom der et par gange mænd fra Qaarsaq og Narsarmiut og sagde til ham: Til efteråret, når hvidhvalerne kommer (på træk), må du endelig ikke fange nogen, hvor meget du end måtte ønske at fange én. Hvis du fanger én, kan du bare vente dig, for så vil vores stærke mand ikke bare lade dig være som han ellers gør.

 

De blev færdige med huset og flyttede ind. Nu gik det imod vinter. I efterårssæsonen blev der fanget mange sæler; og sydlændingen fangede den ene sæl efter den anden. En morgen de vågnede, blæste der jo en kraftig østenvind med en heftig snefygning over landet. Han gjorde sig klar og tog ud i kajak. Han roede længere og længere ud og nåede læsiden af Neqquitsoq. Dér kiggede han mod nord og opdagede en flok hvidhvaler, som skiftevis forsvandt og dukkede op. Så roede han i fuld fart henimod dem, for at harpunere en af dem. Han for afsted, nærmere og nærmere kom han, og så harpunerede han en. I det samme roede de andre kajakmænd om kap hen til hvalen, og ikke længe efter havde de dræbt den. De fæstnede fangstblærer til den og begav sig mod land med den på slæb. De roede og roede og var nu ganske nær til land. Alle roede med ansigtet mod land; og ham, der havde fanget hvalen roede forest. Pludselig opdagede de en stor harpun komme flyvende i luften hen over de bageste kajakmænd. Den ramte manden, der havde fanget hvalen, gik igennem kroppen, og sad dér som en tværstang. Kajakmændende kiggede bagud og så, at det var deres stærke mand, der nu lagde sit kastetræ på plads. Manden, han havde ramt, kæntrede ikke engang, fordi kajakken blev holdt oppe af den store harpun. Den stærke mand beordrede så, at fangsten med den dræbte mand bundet bagi skulle slæbes til stranden neden for de efterladte kvinders hus. De adlød og var snart på vej ind. De landede fangsten og den dræbte mand neden for kvindernes hus, hvorefter de allesammen roede hjem sammen med den stærke mand; for man siger, at den stærke mand boede på Qaarsaq. Kvinderne sørgede meget, da de havde mistet deres forsørger. Den stærke mand sendte en pebersvend fra sin boplads derhen, så han kunne fange ulke til dem. Kvinderne slap kun med nød og næppe levende gennem vinteren på bare de små ulke pebersvenden fangede.

 

Nu gik det imod forår. Da foråret var på vej tog de kvinder, som havde mistet deres forsørger, afsted sydpå, hjemover med deres pebersvend ved roret. De roede og roede, og først da de så småt nærmede sig deres boplads, (gav de sig tid til) at slå lejr, men altid først sent om aftenen. En dag da de var brudt op, sagde de til deres sølle styrmand: Bare vi nu bliver ved, når vi vores vinterboplads, inden eftermiddagen rigtig er omme: Pebersvenden blev lige med ét bange, for yndlingsfætrene havde jo ikke hørt, hvad der var sket. Endelig roede de så omkring et lille næs - og hvilke huse! Et meget stort hus, og ét der var mindre. Flere var der åbenbart ikke. Kvinderne blev betænkelige, da de opdagede, at deres afdøde forsørgers yndlingsfætre var hjemme. Der kom temmelig mange mennesker ud af husene, da de nærmede sig. Først stod de og spejdede udefter; så begav de grumme mænd sig ned til konebåden, som lige havde lagt til, lige forbi kvinderne, der var ved at gå i land, og hen til pebersvenden / ungkarlen, som de overfaldt i den tro, at det var ham, der havde dræbt yndlingsfætteren. "Lad ham være", sagde kvinderne, "han er helt uskyldig. Hvis ikke han havde været hos os i vinter, var vi sultet ihjel. Han alene reddede os fra sultedøden."

Da slap mændene selvfølgelig deres tag i pebersvenden, som følte sig lettet og befriet.

 

Da mændene havde hørt kvindernes beretning og fattet sammenhængen, sagde yndlingsfætrene: "Lad os tage nordpå næste år og overvintre." Da de således havde tilskyndet hinanden, ventede de blot på at skulle afsted om foråret. Næste begyndende forår tog to konebåde afsted for at overvintre nordpå; de havde pebersvenden med, og da de havde været længe, længe undervejs, nåede de frem til det sted, hvor de ville overvintre, inden det blev rigtigt efterår. De gik i gang med at udvide det hus, hvor yndlingsfætteren havde boet. Mens de arbejdede med det, kom der fangere fra Qaarsut og fra Narsarmiut flere gange og sagde til dem: "Til efteråret når der kommer hvidhvaler (på træk), må I endelig ikke fange nogen, hvor meget I end måtte ønske at fange én, for fanger i én, så bare vent, for så vil vores stærke mand ikke lade jer beholde livet." Mændene kiggede på hinanden og sagde: "Når hvidhvalerne indfinder sig til efteråret, må vi sandelig se at fange nogle."

 

De fangede mange sæler i løbet af efteråret. Og endelig kom hvidhvalerne. Og næppe var de kommet, så begyndte brødreflokken ellers at fange hvidhvaler. Men ingen antastede dem, selvom de fangede en masse. Ingen af de gange de var ude, så de noget til den stærke mand. Engang de under hvidhvalsfangsten skulle hjemad med deres fangst, og nogle kajakmænd kom derhen, spurgte de dem: "Hvor plejer jeres stærke mand at være på fangst; vi har slet ikke set noget til ham her i området?" En af kajakmændene sagde: "Han plejer at tage på fangst nordpå og langt inden for kysten." I gamle dage var der nemlig ingen isfjelde i området mellem Ilimanaq og Ilulissat; og langt ude i Kangia (isfjorden) var der heller ingen isfjelde. Han tog altså på fangst ude ved fjordmundingen. Det havde han ellers ikke gjort tidligere; men det var han begyndt på, efter at de fremmede havde bosat sig her, fordi han var bange for, at de skulle hævne sig på ham. Da brødrene hørte dette, tav de blot. De roede den lange vej hjem, og da de var kommet hjem med fangsten og havde flænset / parteret den, gik de op til huset.

 

Så en morgen, da de vågnede, blæste der en så kraftig østenvind, at man ikke kunne se de andre huse for snefygning. De to ældste brødre hentede deres helpelse, fik dem tøet op og tog dem på, hvorefter de tog afsted i kajak - egentlig ikke så meget for at tage på fangst som for at prøve at træffe stedets stærke mand. Da de var taget afsted og roet uden om Qaarsoq, satte de kursen mod nord i retning af Eqi. De gik i land lidt syd for Eqi på Nattattornaq og så op på Eqip Qaqqaa på udkig. Oppe fra fjeldet kiggede de ud over Kangia, hvor bølgetoppene skummede, mens de spejdede og spejdede. Pludselig pegede ene på noget og sagde: "Jeg mener det er en kajak herude mellem skumtoppene." Den anden kiggede og kiggede efter den, og endelig så han en kajak mellem skumtoppene. Da de nu havde fået øje på den, gik de straks ned, og ved kajakkerne tog de deres helpelse på og strammede til, hvorefter de satte afsted udefter. De roede længe, længe og var nået helt udenskærs, da den ene pegede på noget og sagde: "Her er han." Den anden kiggede rundt og fik øje på en kajakmand i nordvestlig retning. De roede og roede, nærmede sig og så, at han havde to hvalrosser, en hun med unge (nukallusiit), på slæb. Han lod dog ikke til at ville hjemad endnu. Da de først kom hen til ham, var det som om hans hoved havde fået en ekstra halsvirvel, så foruroliget så han sig omkring, og nu var han begyndt at ro hastigt mod land. De fulgte efter i forventning om, at han faldt lidt mere til ro; og da han endelig gjorde det, roede de til bagfra og ordnede harpunene til kast; men de ventede til de var helt parat; og så ramte de tværs igennem ham, så harpunen ligesom kom til at danne en tværstang. Han kæntrede godt nok, men ikke rigtigt, fordi harpunen virkede som stabilisator. Herefter tog de fat på at gøre ham klar til bugsering. De greb hans fangeline og bandt ham bagi fangsten, som han havde på slæb. Så tog mændene det hele på slæb og landede det på en klippe neden for hans hus. I det samme strømmede folk ud af husene med buer; og brødrene sagde: "Nu har vi dræbt jeres stærke mand. Vil I hævne ham, så prøv!" Da han sagde dette, kom to unge mænd ud af et af husene med buer; og de var ikke længe om at spænde dem. Da sagde mændene: "Vi har ikke dræbt ham med en bue og pil, og I skal ikke hævne ham med en bue og pil." Og efterhånden som de roede baglænds og uden for en pils rækkevidde, gav de unge mænd op.

 

De to gevaldige roede hen til deres vinterboplads Ippik og lagde til neden for husene. De bar deres kajakker op og gik ind. Mens de sad og hyggede sig om aftenen sagde de til pebersvenden: "Hør nu, pebersvend, tag og find dig en kone!" Pebersvenden svarede: "Hvem skulle dog ville synes om mig." Pebersvenden vægrede sig; men da de opfordrede så meget desto kraftigere, blev han bange, tog sin sælskindsanorak på og gik ud. Nåda for en snefygning. Alligevel drog han af nordpå mod Qaarsoq. Han gik og gik og kom til sidst til Qaarsoq, og han råbte ind gennem vinduet: "Man siger I skal gi´ mig nogen til kone!" Han lyttede og lyttede, men der hørtes ikke en lyd (qinaarpallattoqanngilaq (qinaarpoq)). Så fortsatte han vandringen til husene i Narsarmiormiut. Han gik og gik, indtil han endelig var ved de øverst beliggende huse på stedet. Han kiggede ind gennem vinduet og råbte: "Man siger I skal gi´ mig nogen til kone!" Han lyttede længe; men der kom ikke en lyd. Så gav han sig til at råbe ind i det ene hus efter det andet. Det gjorde han mange gange; men der blev hverken svaret jo, eller overhovedet svaret. Da han havde råbt ind i samtlige huse uden at nogen reagerede, tog han afsted sydover. Han gik og gik. Nå, så nåede han da endelig frem og gik ind i huset. Ikke en plet på hans tøj var tør. Vandet drev af det over det hele. Da han havde været inde et stykke tid, sagde den yngste af brødrene til ham: "Pebersvend har du fundet nogen du kan få til kone. Hør her, sig til dem: "Jeg skal hilse og sige, at I skal give mig nogen til kone. Ellers skal den yngste af brødrene, som ikke var med ude i dag, nok komme."

 

Endnu engang måtte pebersvenden gøre sig klar til en tur. Det tog sin tid, men så blev han da færdig og gik ud. Puuh, det føg stadig lige meget med sne. Alligevel drog han af mod Qaarsoq. Han gik og gik; og endelig var han fremme ved siden af huset. Han råbte så ind gennem vinduet: "Jeg skal hilse og sige, at I skal give mig en kvinde til kone. Hvis I ikke vil give mig én, så kommer den yngste af brødrene, som ikke var med ude i dag." Efter de ord lænede han sig imod væggen ved vinduet. Og før han overhovedet begyndte at blive utålmodig, lød det derinde fra: "Vent hun kommer ud nu." Så kom hun ud. Hvilken overraskelse. Det var den eneste kvinde i en stor søskendeflok - og så smuk, så smuk! Pebersvenden tog hende i hånden, og sammen gik de sydpå. Af lutter glæde var det som om det frygtelige snefog var det dejligste vejr. Da han dernede sydpå kom ind i huset med hende, skraldergrinede brødrene længe, længe. - Vinteren gik, og det blev forår. Så tog de alle sydpå - tilbage til deres boplads.

Slut.

 

Var.: Episoden med den stærke, der ikke vil tillade andre at fange først, bruges i adskillige fortællinger: fx Kunuk; Månemanden er for så vidt af samme type: Manguaraq + talrige varianter.

 

Kommentar: Ungkarlen er et taknemmelig offer for morsomme episoder.

Oqalugtuaq avangnânit tusagara / Oqaluttuaq avannaanit

Print
Dokument id:467
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Johnsen, L.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq avangnânit tusagara / Oqaluttuaq avannaanit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 6, side 1h - 13h
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om to søskende - storesøster og lillebror - der manede ånder og rejste til Havets Mor - en fortælling jeg har hørt nordfra,

og om to åndemanere der kappedes

 

I Narsarmiut var der et hus hvor der boede mange

mennesker, og hvor der var to åndemanere.

Da huset var fuldt af mennesker, måtte de to forældreløse - en

storesøster og en lillebror - placeres på briksen under vinduet. Så en

vinter frøs havet til så langt ud mod vest, at der ikke var meget hav

at se. De kom til at lide nød og levede så udelukkende af ulke.

Søskendeparret fik så godt som intet at spise. Kun én af fangerne

sørgede for at de fik en smule.

 

En morgen gik fangerne udenfor, som de plejede, men da der intet vand

var at se, kom de ind igen, og de sagde til åndemanerne: "Hvis det her

fortsætter, må vi sulte ihjel. I aften må I mane ånder og skaffe noget

at leve af." De ventede og ventede til det blev aften, men først sent

om aftenen, meddelte de, at nu kunne folk komme og overvære

åndemaningen / seancen, og så strømmede tilhørerne ind. Da huset var propfuldt,

slukkede man alle lamperne. Så da alle lamperne var slukket, hørtes

det tydeligt, at den ene af åndemanerne rejste sig og dykkede ned i

gangen. Bagefter hørte man, at den anden åndemaner rejste sig, gik hen

til et hjørne af bagvæggen og placerede sig dér. Så forventede man, at

de ville sige noget, og man ventede faktisk længe, men da de ikke

sagde en lyd, blev man utålmodige, og endnu før nogen havde taget

ordet, sagde storesøsteren fra sin plads under vinduet: "Når ingen af

åndemanerne vil sige noget, er der ingen åndemanere herinde. Tænd bare

lamperne igen." Da lamperne blev tændt, så de, at åndemanerne havde

lagt sig på maven på briksen af bare skam. De forsøgte at snakke med

dem, men de ville slet ikke ud med noget svar. Da det var tilfældet,

vendte folk sig imod søskendeparret og gav sig til at skælde dem ud.

Den fanger, som ellers altid var god imod dem, tog fat i pigen og

begyndte at slå hende. Han slog hende længe og sagde til sidst: "Når du ikke selv kan gør noget, kunne du i det mindste have ventet og hørt, hvad åndemanerne havde at sige og rettet dig efter dem." Staklen græd og græd. Og da hun holdt op, kravlede hun op på sin plads under vinduet og sagde: "Hvis nogen har et gammelt kajakskind, men uden afskæringer, så lad det blive bragt ind."

 

En af fangerne rejste sig og gik ud. Han blev længe væk og kom så ind med et helt intakt gammelt kajakbetræk. Storesøsteren sagde: "Stræk det helt glat ud på gulvet uden mindste fold." Da det var blevet bredt ud på gulvet, steg

storesøsteren ned fra briksen, og hendes lillebror gjorde det samme.

Nede på gulvet gav de sig til at dreje rundt. Mens de drejede rundt,

begyndte pigen forsøgsvis at stikke den ene storetå ind i

"tarqerfinnguaq" (? muligvis kommer det af taqaq (blodåre). Kan det

mon være et lille hul dér, hvor der har været en åre? CB). Hun blev

ved og ved og til sidst lykkedes det hende at stikke hele storetåen

ind. Stadig snurrende begyndte hun at forsvinde og kom længere og længere

ned gennem det, så omsider kun hårtoppen var synlig. Til sidst forsvandt hun

helt. Lillebroderen forsvandt samme vej. Så gik husets beboere hen og kiggede

ud af vinduet. Langt om længe fik de øje på en hårtop, der

dukkede op neden for køkkenmøddingen, stadigvæk snurrende rundt og rundt. Til sidst kom hun op og til syne i hel figur - først pigen og derefter den søde

lillebror. Stadig roterende gik de ned og forsvandt mellem isstykkerne

ved stranden.

 

Så startede søskendeparret udefter nede på bunden af havet. De gik, og

de gik og fik til sidst forude øje på et stort strømskel, hvor

strømmen hvirvlede rundt. Da de kom nærmere, oplevede de, at der i

midten af strømmen var tre isstykker, som pludselig det ene øjeblik

kom til at ligge på linie med hinanden, for straks efter det næste

øjeblik at føres fra hinanden igen. Den eneste mulighed for at komme

over på den anden side var at træde på disse isstykker. De tøvede, men

snakkede om det, og da de tre isstykker næste gang kom til at ligge

på linie med hinanden, sprang storesøsteren derud og videre fra det

ene isstykke til det andet og nåede over på den anden side af

strømstedet. Så såre hun var dér, fulgte lillebroren efter hende.

Stedet viste sig at være havets store navle.  

 

Så begav de sig ellers nordover (udefter ?). Længe, længe havde de gået, da de så et kæmpestort hus dukke op. De gik derhen, helt derhen og standsede op. Nej, hvor var det mærkeligt: Vindueskarmene til kogerummet bestod af hele uflænsede sortsider, som var stillet op på højkant. Vindueskarmene til

udluftningskanalerne på taget var hele uflænsede netsider, der var

stillet op på højkant, og uden for huset lå der hele uflænsede

hvidhvaler. De blev glade og ville ind i huset, men uha for en enorm

elv der brusede vildt gennem husgangen, og tilmed var der ingen anden

vej til opgangshullet end en smal kant så skarp som en knivsæg.

Alligevel begav de sig afsted på den. De gik og gik, og endelig nåede

de trinnet ved opgangshullet. Dér hørte de en heftig gråd, og da de

kiggede ind i rummet, så de en kæmpestor kælling, der græd hysterisk

med ansigtet mod bagvæggen. De gik hen til hende og så at hendes store

hårtop var løst op og håret fuldt af mos, øjnene og ørene og næsen var

stoppet til af bomuldstøjstumper. Tænk den store kone dernede var

blevet så irriteret over alle de gamle klude, som folk i gamle dage

havde smidt ud, at hun havde beholdt alle fangstdyrene hjemme hos

sig. Så fik søskendeparret ellers travlt. Storesøsteren ordnede

håret, mens lillebroderen fjernede stumperne af bomuldstøj fra

ansigtet. Mens dette stod på blev gråden svagere, og til sidst holdt

hun op med at græde. Hun satte sig op og gav sig til at ynke

søskendeparret: "Hvorfor er i dog svømmet helt herned?" De Kære Små

svarede: "For at skaffe os mad." Så rykkede den store kælling længere

frem på briksen og flyttede sin store lampe til side. Idet hun

flyttede den kom "kípárínilínguaq" (? metafor for en bestemt sæl, CB) frem fra

spildeskålen under lampen og fortsatte mod udgangen, og netop som den nåede

udgangen, gik storesøsteren hen og rykkede hår ud fra dens lænd. Så så

man kun dens bagende, og væk var den! Det var såmænd en netside. Da

den næste kom ud af spildeskålen, rykkede hun også nogle hår ud af dens

lænd, og man så en balle, da den forsvandt. Det var så en spraglet

sæl. Så begyndte en hel masse sæler at strømme ud af lampen. Det

fortsatte i en uendelighed, og den sidste, de så, var en stor hval, der

dykkede ned i gangen. Da dette skete, sagde kællingen: "Nu er alle

sødyrene på vej op. Når I nu kommer hjem deroppe, skal I sige til

fangerne, at de første gang de er ude på fangst kun må fange ét dyr,

og at de først kan begynde, at fange hvad de vil, når der er gået fem

dage."

 

Da de Kære Små søskende skulle afsted, gruede de for gangen, men så

opdagede de, at den nu var den fineste sandstrækning. Da de kom ud,

kiggede de op og opdagede, at sortsiderne, der tjente som vindskærme

over kogerummet var væk, og de mange netsider, der tjente som

vindskærme over udluftningshullet, også var væk. Og alle de mange

hvidhvaler ved huset var væk. Så begyndte de Kære Små at gå østover,

de gik og de gik, mens de snakkede sammen: "Hvis de små isstykker i

den store strøm, vi så på vores vej nordpå, ikke længere er der, kan

vi slet ikke komme over på den anden side." De fortsatte

videre, videre og videre og nåede omsider uden mindste uheld til

stranden. Man siger, at de mange tilhørere inde i huset var ved at

opgive de Kære Små, eftersom de ikke havde vist sig i knap to dage,

siden de forsvandt mellem isstykkerne ved stranden. Alligevel kiggede

de jævnligt ud gennem vinduet, og pludselig var der en, der sagde:

"Nu kommer der en hårtop op mellem isstykkerne, der snurrer rundt og

rundt." Der kom mere og mere til syne af storsøsteren, som til sidst

kom helt op, og så dukkede lillebroderen op. De gik op mod huset, men

forsvandt igen neden for køkkenmøddingen stadig roterende. De mange

mennesker inde i huset tav og stirrede ned på gulvet. Det varede ikke

længe, så dukkede der en stadig roterende hårtop op gennem

"taqqerfinnguaq". Mere og mere af hende blev synligt, så kom hun helt

op på gulvet fulgt af sin lillebror. De kravlede op på deres plads

under vinduet, og inden lillebroren overhovedet fik sagt noget,

bemærkede storesøsteren: "Når I i morgen tager ud på fangst, må I kun

fange én sæl, selv om I gerne ville fange flere. Først efter fem dage

må I fange som I lyster." Og så siger man endda, at der på det

tidspunkt intet åbent vand var at se. Efter den besked forlod de mange

tilhørere huset.

 

Så om natten kom der en forrygende storm. Tidligt

næste morgen, da en af fangerne kom ud, ih dog! nu lå iskanten jo ved

Neqqutsoq (en af øerne lidt nord for Ilimanaq). Og sikken det smeldede

fra hvishvalstrækket langs med iskanten. Da han kom ind og fortalte

det, kom de mange fangere op i en fart, gjorde sig klar og tog

afsted. De blev længe ude. Hen mod aftenen begyndte de at vende

tilbage igen, og hver havde fanget én sæl. Da der var blevet kogt kød,

sagde de til søskendeparret: "Kom herhen og spis." De kom ned fra

deres plads og tog hver et stykke kød, og kravlede igen op på deres

plads. Næste dag tog fangerne igen ud på fangst. De blev længe ude og

kom tilbage med hver én sæl. Sådan blev de ved, indtil de fem dage var

omme. Derefter blev der så frit slag, og nu fangede de masser.

 

Så engang skete det, at en af fangerkonerne, der var ved at skrabe

skindet af en af sin mands sæler, udbrød: "Nej se, her er et skind,

hvor der er fjernet nogle hår fra lænden." Da sagde

storesøsteren: "Så er det det skind, som jeg har fjernet nogle hår

fra, fordi jeg gerne ville sy bukser af det." Konen afleverede straks

skindet til pigen. Så fangede en af fangerne engang en spraglet sæl.

Og igen udbrød konen, der var ved at skrabe skindet: "Nej se, det er

et skind, hvor der er fjernet nogle hår fra lænden." Og

storesøsteren sagde: "Så er det det skind, jeg har fjernet nogle hår

fra, fordi jeg gerne vil sy bukser af det." Konen afleverede straks

skindet til pigen.

 

Man siger, det blev forår, mens de stadig fangede

meget. Netop som foråret nu kom, fik en stor åndemaner et sted nord for

Uummannaq at vide, at der i Narsarmiut boede et søskendepar, som begge

var åndemanere. Han tog afsted sydover i konebåd for at kappes med dem

i åndemaning. De roede og roede mod syd og nåede så Narsarmiut sidst

på sommeren, hvor det var begyndt at blive en smule mørkt om aftenen.

Næste dag hen på eftermiddagen startede sang- og dansefesten lidt syd

for de øverste huse. Storesøsteren gik ikke hen for at overvære

festen, men lillebroren gik lidt tøvende derhen, med armen trukket ud

af ærmet. Der var forsamlet mange mennesker, og sikken palaver de

holdt, og midt i det hele gav den store åndemaner sig til at danse

trommedans. Hvor var han dog dygtig. Til sidst smed han sin tromme væk

og gav sig til at slå sin arm med sin trommestik (usikker:

katuaassuarmiuk talersuarmi tatsippaa, CB). Han slog og slog, og så

gik armen skam løs og faldt ned på jorden. Han tog den med sin anden

hånd og kastede den som en harpun mod en jordhøj, men armen satte sig

ikke fast, da den ramte jordhøjen. Den væltede bare om. Så begyndte

han ellers at kaste rundt med armen som et spyd. Hver gang armen ramte

jorden væltede den om, uden at sætte sig fast. Da han havde gjort

dette ofte nok, tog han armen op, snakkede lidt for sig

selv, satte den på plads og trådte atter dansen. Han blev ved og ved,

nok så længe, og trak sig så tilbage.

 

Straks han havde trukket sig tilbage, begyndte folk fra hans hold at råbe: "Nu er

det Narsarmiormiuts tur. Da ingen reagerede, trådte den sølle

lillebror frem med armen ude af anorakærmet. Han forsøgte godt

nok at danse trommedans, men han kunne ikke rigtig finde ud af det. Så

midt i sin usikkerhed smed han trommen til side og gav sig til at slå på sin arm med sin trommestik ( ? katuaamminik talikasini tutsippaa, Chr. B.), og til sidst gik armen af; og han kastede den som et spyd, der ramte jordhøjen med et mægtigt smæld, ja, så kraftigt, at kun omtrent halvdelen af armen var synlig. Han gik hen til jordhøjen og trak med hiv og sving armen ud, så den gik løs med et stykke græstørv på spidsen. Dette gentog sig flere gange, og de, der før råbte op, tav af forbløffelse. Da han mente at han havde gjort det længe nok, forsatte han med at danse en kort stund, og så trak han sig tilbage. Narsarmiutboerne råbte. Det gjorde de der kom nordfra også. Midt i alt råberiet så man minsandten den sølle lillebror træde frem anden gang. Han dansede bare lidt, så smed han den dumme tromme over på den anden side af højen. Ganske kort efter, jamen, så så man en flot ung renbuk dukke op dér, hvor han var forsvundet - et smukt dyr med hår så skinnende hvide på bagen. Da det gang på gang lod sin klangfulde røst høre, blev

de mange mennesker målløse af forbløffelse. Dyret gik ned til

menneskemængden og stillede sig tæt på den, hvorefter det igen begav

sig op. Da det havde været ude af syne en kort stund, dukkede det frem

igen i menneskeskikkelse med armen trukket ud af anorakærmet. Han gik

ned, dansede lidt trommedans og trak sig derefter tilbage.

 

Alt mens han trak sig tilbage, råbte Narsarmiutboerne: "Nu er det nordgrønlændernes tur." Straks trådte den store åndemaner frem. Han lagde ud med

trommedans, og idet han smed trommen væk, begav han sig op ad den

samme vej som den kære lillebror var gået, op og op, og forsvandt så

der, hvor lillebroren var forsvundet. Længe, længe var han borte, så

kom han endelig frem, krybende, og uden at have forvandlet sig. Da

publikum så ham, skreg de: "Du har ikke forvandlet dig. Du har slet

ikke forvandlet dig." Så kom han krybende ned, og når han indimellem

gav lyd fra sig, lød det bare som fra et menneske. Han kom helt ind

imellem folk, men da ingen morede sig over ham, gik han samme vej op

og tilbage. Han blev kun et øjeblik bag højen, så viste han sig igen,

oprejst på to ben. Han kom ned, dansede bare lidt rundt og trak sig så

tilbage igen. Og alle de mange mennesker råbte: "Nu er det

Narsarmiutboernes tur."

 

Endnu engang trådte den sølle lillebror frem med sin ene arm trukket

ud af anorakærmet. Han forsøgte bare lidt trommedans, men smed så sin

tromme væk, hvorefter han begav sig ned mod konebåden. I konebåden tog

han en fuglepil, og nu fortsatte han ned mod stranden. Og se, vejret

var blikstille, så havet var som et spejl. Undervejs ned til stranden

prikkede han til klippen, og så var den helt blød! Han kom til

et stykke jord og prikkede til det, og så virkede den helt hård! Nu

nåede han ned til havet. Og så var det hårdt som is. Da han mærkede

det, gik han et stykke baglæns, tog tilløb og gled ud over havet, så

det dampede og røg. Og så gled han ellers frem og tilbage neden for

husene, frem og tilbage, frem og tilbage. Men da det så passede ham,

gik han op på land. Nu var han på vej op. Da han nåede klippen og

prikkede til den, var den helt blød. Han kom så til jorden, prikkede

til den, og sikke hård den var. Han lagde fuglepilen på plads i

konebåden, kom op, forsøgte sig med en smule trommedans og trak sig så

tilbage.

Nok, sådan, nordgrønlændere!

 

Så trådte den store åndemaner jo frem igen. Han dansede, smed sin

tromme og så var han på vej ned til konebåden. Han tog fuglepilen og

begav sig ned til stranden. Da han nåede klippen prikkede han til den.

Men så var den helt hård. Han nåede til tørvejorden (ivsaq; sikkert

ivsoq, BS) og prikkede til den, men den var helt blød. Han nåede vandet, prikkede til det - hovsa - dér var han nær røget ned - så blødt var det. Da var det, som om han tøvede, men da han kiggede på de mange mennesker, som stirrede på ham, drejede han rundt og tog nogle skridt baglæns for at tage et tilløb til en glidetur. Men sikken det plaskede og sprøjtede, da han røg i vandet, og straks var han næsten helt forsvundet. Da blev alle de mange tilskuere forskrækkede og løb ned for at redde ham. Nogen søgte at fiske ham op fra land ved hjælp af stænger, men først da der roede kajakker ud, fik de med nød og næppe reddet ham i sidste øjeblik, før han druknede. Så var de færdige med dén leg, og den store åndemaner som ikke længere kunne hjælpe sig selv, tog de i hånden og hjalp ham op til hans telt. Man siger, at næste morgen tog de uden videre teltet ned, gjorde sig klar til at rejse og tog sporenstregs nordover. Dér var den store åndemaner, der ellers var kommet for at kappes, ellers nær ved at miste sit liv.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. ID 1649. To små forældreløse / Åndemanerens rejse til Havkvinden / Havets Mor / Sødyrenes Moder + åndemaner - konkurrence / Qujaavaarsuk (Tuttus kone)

 

Hist.: Konkurrencer / kappestrid mellem åndemanere er ganske sikkert foregået på samlingspladserne, aasiviit. Den overordnede opdeling i sydgrønlændere og nordgrønlændere kan enten være administrationens opdeling fra 1782, eller blot dem der bor hhv. nord for og syd for den aasivik man tænker på.

oqalugtuaq Avarúnguaq

Print
Dokument id:194
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kristian fra Kangeq
Nedskriver:Kristian fra Kangeq
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Avarúnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 245 - 257, nr. 89
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 162 - 167: Avarunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 162 - 167: Oqaluttuaq Avarunnguaq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel.Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Avarunnguaq.

 

En enke havde en søn, der hed Avarunnguaq. Drengen voksede op og blev en dygtig fanger. Han fangede alle slags dyr - også dyr, han så for første gang.

Midt i Avarunnguaqs velmagtsdage kom der en konebåd med sydlændinge på vej

nordover. En af disse sydlændinge, en kvinde, fortalte, at der nede sydpå var

et sted med et utal af alke. Hun mente, at de ville være lige noget for

Avarunnguaq.

Avarunnguaq sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på de mange

alke. Dagen efter om morgenen bad han sin mor og hele husstanden gøre klar til

afrejse sydover. Så snart de var færdige, tog de af sted. Hver gang de traf

mennesker, forhørte de sig om, hvor langt der var til stedet med mange alke. De

fik hver gang at vide, at det var langt væk. Endelig en dag fik de at vide, at

der kun var en dagsrejse tilbage. Manden der fortalte dem det, sagde endvidere,

at de, når de sejlede uden om et næs, ville få øje på et enkelt stort telt. Det

skulle de bare sejle forbi og styre imod det næste næs, der var hvidt. På den

anden side af næsset ville de se mange mennesker, og her skulle de lægge til. De

sejlede videre og da Avarunnguaq så det store telt, styrede han konebåden

direkte imod det, trods kvindernes protest. Da de lagde til, gik en stor mand fra

teltet ned til dem og opfordrede dem venligt til at slå lejr dér. Det gjorde de.

Avarunnguaq vågnede altid tidligt om morgenen, men det viste sig, at manden

fra det store telt stod endnu tidligere op. Denne fortalte Avarunnguaq, at det

var ved at være den tid, hvor alkene kom nærmere til kysten. En morgen traf

Avarunnguaq manden oppe på udkigsbakken. Manden sagde til Avarunnguaq, at nu var

alkene på vej ind. I det samme fik Avarunnguaq øje på noget mørkt langt ude. Det

lignede en sky, men det var altså alkene. Manden fra det store telt anbefalede

ham, at surre indgangen til teltet sådan til, at der kun var en åbning, der

passede til en alks størrelse. Alkene ville flyve ind i teltet, og først når

teltet var fyldt, skulle han dræbe én alk - sagde manden til Avarunnguaq.

Avarunnguaq surrede teltindgangen til. Det varede ikke længe, så hørte han

buldren og alkene begyndte at flyve ind. Avarunnguaq følte, som om han var ved at

blive kvalt og da han skønnede, at teltet var fyldt, dræbte han en alk. I det

samme forsvandt buldret og dermed alkene. Han opdagede, at teltet kun var

halvfyldt. Avarunnguaq skulle til at gå ud, da manden fra det store telt råbte

ind til ham: "Sagde jeg ikke til dig, at du skulle vente med at aflive en alk,

til teltet var fyldt. Du dræbte jo én, inden mit store telt blev fyldt. Der er

ikke nok til, at jeg kan blive mæt. Sådan talte han, idet han gentagne gange

slog kraftigt til teltet med hånden. Avarunnguaq følte sig skyldig i, at manden ikke fik alt det, han skulle have. Avarunnguaq selv havde alke til at leve af for en lang tid, for teltet blev jo halvfyldt.

En morgen fortalte manden fra det store telt, at det var ved at være den

tid, hvor en masse hvalrosser ville trække forbi stedet, og at trækket plejede at

vare to eller endnu flere dage. Manden sagde endvidere, at han selv ikke tog på

jagt, fordi han var bange for de rødlige bidske hvalrosser. Avarunnguaq

syntes, at det hele lød meget interessant, for det var altid spændende at jage

dyr, som man før aldrig havde set, og som man var bange for. En morgen, da

Avarunnguaq gik ud, stod bopladsfællen allerede på udkigsbakken. Han fortalte

Avarunnguaq, at trækket af hvalrosser nu var begyndt. Han kiggede ud og så en

rødlig hvalros med kridhvide stødtænder dukke op. Ved synet af dyret blev

Avarunnguaq fyr og flamme efter at jage det og han roede ud trods bopladsfællens

stærke advarsler. Da hvalrossen dukkede op og så Avarunnguaq, gav den sig til at

svømme imod ham, men Avarunnguaq harpunerede den og dræbte den på stedet. Det

var hans første hvalros og han var meget optaget af det. Hans bopladsfælle, som

havde fulgt fangsten fra land, gik ned til stranden og tog imod ham.

Bopladsfællen trak hvalrossen op og slæbte den med den ene hånd, ikke op til

Avarunnguaqs telt, men op til sit eget telt. Avarunnguaq mente nok, at han havde

ret til at smage på kødet af sin første fangst. Han gik op til det store telt.

Da han trådte ind, så han, at manden var i færd med at spise hvalrossen, mens

konen og døtrene bare så til. Avarunnguaq måtte gå ud uden at foretage sig

noget, for han var bange for ham. Da han næste gang fangede en hvalros, gik

bopladsfællens kone ned, greb hvalrossen i den ene luffe og bar den op til

teltet. Da Avarunnguaq gik op til det store telt, så han, at hun var i færd med

at spise den. De følgende fangster blev båret op af de tre døtre og spist af

dem. Herefter fik Avarunnguaq lov til at beholde sine fangster og gemme dem til

vinterforråd.

Hen på efteråret foreslog bopladsfællen, at de skulle bo i samme hus. Det

gik Avarunnguaq med til. Bopladsfællen fortalte, at de selv plejede at have et

hus med fem vinduer efter antallet i husstanden og sagde, at Avarunnguaqs

husstand også kunne få hver sit vindue, men Avarunnguaq fik ham overbevist om,

at hans husstand efter deres skikke kunne nøjes med tre vinduer. Det blev sådan.

Avarunnguaq fangede godt med sæler, men bopladsfællen havde ingen kajak. Da

islægget kom, blev Avarunnguaq hjemme og de levede af vinterforrådet. - Da

dagene begyndte at blive lange, sagde bopladsfællen: "Vi mangler proviant, men

deroppe bag fjeldene er der masser af fangstdyr. Vi vil tage ud på fangst i

morgen." Avarunnguaq var vild efter at komme med. Men bopladsfællen ville gerne

vide, hvor hurtigt han kunne løbe. Avarunnguaq sagde, at han var i stand til at

løbe samtlige landdyr op. Bopladsfællen ville have, at Avarunnguaq skulle blive

hjemme, men da han holdt fast ved sit, føjede de ham.

Dagen efter tog de af sted, bopladsfællen og hans døtre samt Avarunnguaq.

Om halsen bar de liner. Fra en fjeldtop kunne de langt mod øst se et stort

fjeld, der var blåligt. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq: "Du kan se det

blålige fjeld deroppe. På den anden side af det vil vi finde hvidhvaler (eller

narhvaler? Chr.B.) i våger i isen. Du må vælge dig en mindre hval at harpunere.

Så langsomt gående som du er, når du aldrig hjem, hvis du fanger en større hval."

Da de nærmede sig det blålige fjeld tog døtrene Avarunnguaq i hånden, da han

ikke kunne følge med og sinkede dem.

De fandt vågerne med de mange hvidhvaler. Avarunnguaq placerede sig ved en

af vågerne, og da der dukkede en stor hval op, harpunerede han den og dræbte den.

Han havde lige gjort klar til at trække den hjem, så kom de andre fra de andre

våger - hver af dem med to hvaler på slæb. De nærmest skældte ham ud og sagde:

"Vi sagde jo til dig, at du ikke måtte harpunere en stor hval. Det vil vare længe,

før du når hjem." De tilbød ham endog, at han kunne binde sin hval til en af

deres, så at han kunne blive trukket med hjem siddende oven på sin hval. Dertil

sagde Avarunnguaq: "I al den tid jeg har fanget, har jeg aldrig overladt

transporten af min fangst til andre. Jeg har selv fanget den hval og jeg vil

selv trække den hjem." Da han sagde dette, gik de fra ham, idet de sagde, at

han selv kendte vejen hjem.

Avarunnguaq gav sig til at vandre hjem. Det blev aften, det blev nat og det

blev dag. Hans bopladsfæller passerede ham på vej til vågerne efter flere

hvaler. Næste dag passerede de ham igen på vej til vågerne. Når Avarunnguaq blev

sulten, skar han mattak fra den hvidfisk, han trak og spiste den. Han var ikke

kommet ret langt, så passerede hans bopladsfæller ham på vej hjem - hver af dem

trækkende tre hvaler. Den ene dag efter den anden passerede de ham på hans vej

hjemover. Hver gang bopladsfællerne kom hjem, spurgte Avarunnguaqs familie, om

de havde set ham. De svarede hver gang, at han var på vej hjem trækkende en

hval efter sig. På sin vej hjem spiste Avarunnguaq al mattakken fra hvalens

øverste halvdel. Han blev så længe væk, at hans familie til sidst troede, at

hans bopladsfæller havde dræbt ham. Da han langt om længe nåede hjem, lå der en

stor bunke hvaler ved siden af huset. Da han tog af sted, var hans hund lige

blevet drægtig. Nu var den ved at være klar til at føde.

Da der var gået nogle dage, fødte hunden en hvalp. Bopladsfællen sagde et

eller andet til sin kone, og denne gik hen til hunden, tog hvalpen og gav den

til sin mand. Manden følte på hvalpen, på knoglerne og på leddene og konen lagde

den tilbage til moderen. Den ene hvalp efter den anden blev undersøgt på samme

måde. Så kom den sidste, den syvende, hvalp. Den blev undersøgt lige så grundigt,

og man hørte dem sige: "Den har alle led, den er helt fuldkommen (oversættelsen

usikker, Chr.B.)." Så blev der ikke sagt mere, og de begyndte at opføre sig

underligt. Avarunnguaq var rolig. Derfor sagde han til dem: "Hvis I

har lyst til en hund, kan I selv vælge." De tog straks imod tilbuddet og tog

den sidst fødte hvalp til sig. De elskede den sådan, at de sov med den imellem

sig om natten.

En dag, mens det endnu var vinter, sagde bopladsfællen: "Inden længe skal vi

på besøg hos vore fjender." Avarunnguaq udbrød: "Jeg tager med." Men bopladsfællen

svarede: "Du spiser for lidt spæk/tran og kød, og du er for langsom til bens. Hvis

du tager med, vil du blive dræbt." Avarunnguaq påstod nu, at han kunne spise en

masse spæk/tran og kød. Bopladsfællen bemærkede dertil: "Hvis du virkelig er i

stand til at spise meget spæk/tran, så vis dette ved at slikke tran fra

lamperne. Begynd nu fra den ene ende." Avarunnguaq slikkede alt spæk/tran fra

lamperne, og på det grundlag blev han godkendt til at være med på turen.

Nogle dage efter skulle de af sted til deres fjender og de sagde til

Avarunnguaq: "Når vi kommer til vores fjender, og vi begynder at slikke

spækket/trannen fra lamperne, må du gøre ligesom vi. Vi vil hver for sig blive

budt på en hel hvidhval. Du må stikke din kniv i hvalen og dreje den og

putte det stykke, der er blevet skåret, i munden. Så skal du lægge kniven og

sige, at du lige skal ud og forrette din nødtørft, for des gladere at kunne

spise bagefter. Så snart du kommer udenfor, må du løbe hjemover. Når vi ser, at du

er kommet tilstrækkeligt langt væk, vil vi følge efter - efter at have slikket

spækket/trannen fra lamperne."

Da de kom ind i fjendernes hus, slikkede de spækket/trannen fra lamperne og

Avarunnguaq gjorde det samme. Men værtsfolkene stirrede på Avarunnguaq, fordi de

syntes, at han virkede fremmed. Straks begyndte Avarunnguaqs bopladsfæller at

tale rosende om ham og sige, at han var dem til stor nytte. Og værtsfolkene

faldt til ro. Lidt senere kom værten igen med en hentydning. Men Avarunnguaqs

bopladsfælle undgik endnu engang yderligere uddybning ved igen at rose ham i høje toner.

Der blev sat mad frem, en hel hval til hver af dem. Avarunnguaq skulle jo

efter bopladsfællens anvisning ud efter den først bid. De kom han først i tanker

om, da han var ved at blive mæt og da så han, at hans bopladsfælle kiggede strengt

på ham. Han rejste sig op og sagde, at han, før han spiste videre, ville ud og

skide, hvorefter han med fornøjelse ville fortsætte spisningen.

 

Straks han kom ud af huset, for han af sted hjemover. Som sagt var Avarunnguaq,

efter eget udsagn, i stand til at løbe ethvert landdyr op. Endnu før han nærmede

sig deres boplads fulgte hans bopladsfæller efter ham. Avarunnguaq så tilbage og

opdagede, at hans værtsfolk i skikkelse af isbjørne også løb efter ham. Han blev

helt lam af forskrækkelse. Da bopladsfællens døtre nåede ham, tog de ham i

hånden og løb med ham. Men da forfølgerne var ved at nå dem, kastede de ham

frem og overlod ham til sin egen skæbne. Avarunnguaq havde en laks som amulet,

og den kom ham til gavn, idet bjørnene, som nåede ham og omringede ham, ikke

kunne få fat på den laks, som han var blevet til, fordi den var så glat.

En dag sagde bopladsfællen: "Nu er det ved at være den tid, hvor vores

fjender skal komme på besøg. Du må hævne dig på dem, fordi de har gjort dig

bange. Du skal være ene om at traktere dem, og du må optræde hovmodigt over for

dem. Når du serverer maden, må du give deres store søn den mest sølle lommekniv,

for at du kan få hans kræfter. Vi skal ikke forfølge dem, når de tager af sted."

Fjenden kom og efter at have slikket spækket/trannen fra lamperne satte de

sig ned. Avarunnguaq trakterede dem med en afskåret halvdel af hvidhval og gav sønnen denne sølle og sløve lommekniv. Under måltidet skævede gæsterne med

mellemrum til Avarunnguaq, og bopladsfællen sagde om ham, henvendt til gæsterne:

"Takket være ham den kære, er jeres afdøde ven blevet opkaldt." (Udtrykket

"aulatungmat" kender jeg ikke. Det er altså ikke oversat, men det betyder

formentlig ikke noget i sammenhængen - Chr.B.). Efter denne oplysning

skævede de endnu mere til ham. Så snart de var færdige med at spise, tog de

af sted - efter at have slikket lamperne. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq,

at han skulle kigge ud af vinduet. Han så nogle store bjørne trave af sted. De

forsvandt hurtigt og kom aldrig på besøg igen.

Da det blev forår ville Avarunnguaq og hans husstand tage nordpå.

Bopladsfællerne sagde til dem, at de endelig måtte gentage besøget.

Avarunnguaq svarede bekræftende, og da de tog af sted (og så tilbage) gik det op

for dem, at deres bopladsfæller var isbjørne i menneskeskikkelse. Avarunnguaq

rejste aldrig igen nordpå. (Der skulle nok have stået sydpå. Man kunne også blot

sige: Avarunnguaq gentog aldrig besøget - Chr.B.)

 

Var.: Avarunnguaq; Allerut. Issiallak; Rink nævner en variant af Ely Fontain. Har ikke kunnet identificeres.

oqalugtuaq avdla / Angakokken Itingitsoq

Print
Dokument id:209
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Angakokken Itingitsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 304 - 305, nr. 105
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 76: Itinngitsoq som ikke kunne vågne af sin søvn.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 76: Kangerlussuarmi ukiisoq itinngitsoortoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 157.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

En af Narsaq-beboerne ved navn Itinngitsoortoq, øvede sig i

at være åndemaner. Da han var blevet angakkoq, generede han sig for meget for at træde offentligt frem. Han ville derfor bo et sted, hvor der ikke var andre

mennesker, hvorfor han rejste sammen med sin husstand ind i Kangerlussuaq (her

er tale om Sdr. Strømfjord - Chr.B) for at overvintre dér. En Sisimiut-bo, som ikke kendte årsagen til Itinngitsoortoqs bosættelse i Kangerlussuaq, slog sig ned

samme sted. Også overfor ham var Itinngitsoortoq genert. Der var nok af

laks og rensdyr, så de manglede ikke mad. Men da kulden satte ind, blev

rensdyrene meget sky. Itinngitsoortoqs børn, en dreng og en pige, var hurtige

løbere. Når dyrene blev trætte af at løbe, fangede de dem ved at stikke dem ned. De forsynede familien med kød hele vinteren.

Normalt vågnede Itinngitsoortoq meget tidligt om morgenen. Men en morgen,

efter at dagene var blevet længere, skete det, at han ikke vågnede til sædvanlig

tid. Børnene forsøgte at vække ham, men det lykkedes ikke. Han sov endnu, da de

vendte tilbage fra jagt. En ny dag kom, men han sov fortsat. Efter at isen var

forsvundet fra fjorden, tog familien af sted med ham for at komme til et sted,

hvor der var en åndemaner. På vej ud af fjorden mødte de nogle slægtninge på vej ind i fjorden. Også disse forsøgte at vække ham. Nogle gange strakte

han sig og det så ud, som om han var ved at vågne, men når han begyndte at

snorke, faldt han i dyb søvn, så han ikke var til at vække. De nåede så langt

som til det yderste forbjerg på Sermersuut, og her udåndede han. Årsagen til, at

han sov så længe uden at vågne skulle være, at han var så længe om at meddele de

andre, at han var åndemaner.

 

Var.: Kun forestillingen, fx: Nogle af Kaakaaqs meriter / Kâkâp pissarnerisa ilait; ikke selve fortællingen. Se ndf.

 

Kommentar: Fortællingen lever op til den traditionelle forestilling om, at det kunne koste liv eller forstand, hvis man som færdiguddannet angakkoq ikke afslørede sine erhvervede evner / hjælpeånder, dvs. holdt en offentlig seance.

oqalugtuaq avdla / De bortblevne brødre

Print
Dokument id:257
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / De bortblevne brødre
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 386 - 388, nr. 127
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 143; i nr. 59 ss. 181 - 182 har Rink sammenstykket 2 varianter inkl. denne. Samme på engelsk i:

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 48, ss. 286 - 288: The Brothers who were lost on their Journey up the Fiord.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om en ældre ungkarl, der hævnede sig på drabsmænd. (Opr. titel: Og en anden).

 

På en boplads ved mundingen af Kangerlussuaq vendte den ene mand efter

den anden ikke tilbage fra fangst. Der blev færre og færre mænd på stedet og

til sidst var der ikke flere tilbage - bortset fra en gammel ungkarl. Da det

blev vinter opfordrede de mange kvinder, som nu var enker, ham til at tage ind

i fjorden på rekognosering. Efter nogen tid tog han så af sted på slæde med én

hund, der haltede. Ungkarlen selv haltede også. Ved afrejsen lovede kvinderne

ham, at han, når han velbeholden kom tilbage, frit kunne vælge sig en kone

blandt pigerne. Dette virkede åbenbart opmuntrende på ham, så han tog af sted,

men kom kun meget langsomt frem. Han så ingen mennesker, men da han inden om

fjorden var på vej til den anden side, fik han øje på mange huse. Han ventede

til det blev aften, før han kørte videre. Det var mørkt, da han kom til

bopladsen, og han gik og kiggede ind i husene gennem vinduerne. I et af husene

boede der en mand med sin kone. De bad ham komme ind. Det viste sig, at denne

mand var den eneste på stedet, som ikke var drabsmand. De andre lod ham leve,

fordi de ikke kunne klare sig overfor ham. Ægteparret sagde til deres gæst:"Så

snart vore bopladsfæller opdager dig imorgen, slår de dig ihjel". Ved at høre

dette tænkte ungkarlen: "Jeg lader som jeg er en stærk mand og

opfører mig overlegent". Han sov hos dem. Værtsfolkene sagde, at værten

ville skære surringerne (egentlig står: perlaartai, mederne. Chr.B.) på

bopladsfællernes slæder over, inden det blev morgen. Det gjorde han, men alligevel ikke helt.

     Dagen efter blev ungkarlen inviteret af den stærke mand på stedet. På vej

ind gik han forbi tran af banket spæk. Han smurte ansigtet med tran, for at se ud som han svedte af vrede. Ungkarlen tog plads

så tæt ved den stærke mand, at denne blev klemt. Ungkarlen så

direkte på den stærke og sagde: "I har nok indbudt mig for at overfalde mig som I har for vane." Ingen af de mange mænd kommenterede det, han sagde.

De blev faktisk bange for ham. Ungkarlen talte så om sine mange

bopladsfæller, som disse mænd havde dræbt.

 

Da han noget senere var på vej ud af

huset, drev sveden, d.v.s. trannen, ham endnu ned ad ansigtet.

 

Da folk var faldet i søvn, tog han, det sølle skrog, af sted. Da han var nået et godt stykke ud, råbte værtens kone til sine bopladsfæller: "Nu er gæsten rejst uden at nogen har såret ham." Det var med vilje - fordi hun gerne ville

overvære, hvordan slæderne gik i stykker. Der, hvor slæderne plejede at starte, var der en skråning. Slæderne kørte ned ad denne skråning, men så gik de i

stykker og kunne ikke komme videre. Men pludselig var der en slæde, der

kørte videre uden at gå i stykker. Den havde værten altså overset. Slæden halede hurtigt ind på ungkarlen. Manden sleb smilende på spidsen af

sin harpun, så sikker var han på sit bytte. Men ungkarlen spændte sin bue og

skød ham med den eneste pil, han havde og ramte ham i næseroden, så han faldt

foran ham. Han gik så hen og gav ham det dræbende stik med sin lanse.

Ungkarlen nåede velbeholden tilbage til bopladsen. De mange kvinder viste ham

stor taknemlighed, og de mange piger overfaldt ham hele tiden med kærtegn

('paavaat' er jo egentlig: brydes med ham, men det kan vist også bruges om et voldsomt kærtegn eller voldtægt i seksuel betydning. Chr.B.) i en sådan grad, at

han blev kvalt.

 

Var.: En speciel ungkarle-version (komisk) af fx: Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Menneskeæderen

Oqalugtuaq avdla / De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq

Print
Dokument id:210
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq avdla / De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 306 - 308, nr. 106
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 77: Svigerdatteren som blev begravet levende.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 77: Ukuaq inuutillugu iliverneqartoq.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 158.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

Følgende historie fortælles om et gammelt ægtepar, deres

søn og dennes kone, som plejede at tage ind i Kangerlussuaq på rensdyrjagt. De

plejede at transportere konebåd og bagage ind i land til Taseriaqs bred. Stedet,

hvor de slog lejr, hed Qaarsormiut. Engang mens de boede dér, døde sønnen. De

blev jaloux på deres svigerdatter. De overvejede at dræbe hende, men i stedet

for begravede de hende levende ved siden af hendes mand. Dér, hvor hun lå,

lavede de i siden af graven en åbning, der passede til et knivsblad. Kvinden

fattede mistanke. Hun rullede hen over sin døde mand, over til den side af graven,

hvor der ingen åbning var. Knap var hun rullet over til den anden side, så

blev der stukket en kniv ind. Sådan dolkede de deres døde søn i den

tro, at hans kone lå der. Bagefter hørte kvinden dem græde - ja, det gjorde de i

flere dage. Kvinden var ved at sulte og tørste ihjel. Så en dag tav stemmerne

udenfor. Hun skubbede til stenene og fik efterhånden lavet et hul i graven og

kravlede ud. Lige ved siden af graven var der en vandpyt, hvor der svømmede

mange forskellige insekter. Hun drak vand deraf, og af sine hår lavede hun en

snare og fangede gråsiskener. Efterhånden som hun kom til kræfter, kravlede hun

op ad en skråning på ca. en halv mil, og jeg mener, at der derfra var over fire

mil til kysten. Først kravlede hun videre til en teltplads, hvor folk plejede

at være på laksefangst om sommeren, men da havde folk forladt stedet. Derfra

kravlede hun til Anguujaartarfik på kysten, hvor konebåde plejede at lande. Her

var én familie tilbage, og hun fik lov til at komme med hjemover med den konebåd, der tog af sted dagen efter. Faktisk havde hendes svigerforældre

fortalt familien, at både sønnen og svigerdatteren var døde, og de havde grædt

over dem sammen med familien. De havde alligevel den frimodighed at gå hen til

deres svigerdatter, som nu var kommet tilbage og spørge hende, om hun havde sørget for at stoppe åbningen til på sønnens grav. Hun svarede: "Det gjorde jeg

ikke, for det var vel meningen, at den åbning skulle være der." Det var hertil

jeg fik fortalt historien. (Den sidste sætning er fortællerens, Jens

Kreutzmanns, bemærkning - Chr.B.).

 

Var.: Den lille gamles søn

oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:240
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mathæus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 317 - 320, nr. 110
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

To brødre fik hver sin vinterboplads ved mundingen af Kangerlussuaq, den yngste på skyggesiden og den ældste på solsiden. En aften gik den yngstes kiffak ud for at forrette sin nødtørft. Hun så en skinnende blank båd komme frem (fra den anden side af et næs). Kvinden forsøgte at rejse sig, men hun kunne ikke. Mange bevæbnede mænd gik i land og styrede direkte op til huset. Inde fra huset hørtes skrig og hyl. De kom ud igen med undtagelse af en enkelt. De løb ned til stranden og hoppede i havet. Det viste sig, at det var sortsider i menneskeskikkelse, der var kommet for at dræbe dem. Kiffakken tog af sted til broderen med det samme uden at vente på, at det skulle blive morgen. Hun måtte gå inden om fjorden. Da hun kom ind i huset, spurgte den ældste bror hende: "Hvad skal du her?" Kiffakken svarede: "Jeg flygtede, da alle de andre i huset blev dræbt. Tag først over og se dem selv, så kan du dræbe mig bagefter." Han tog over til broderens boplads og fandt dem. Storebroderen tog ikke mere ud på fangst, men var på rejse hele tiden.

En dag roede han i kajak østover. Da han ikke længere kunne se husene på

bopladsen, gik han i land og fortsatte mod øst over land med sin lanse.

Så fik han øje på et hus og gik derhen. Han kiggede ind gennem vinduet, og

derinde sad en mand med ét øje og puslede med noget. Manden med det ene øje så

ham og bad ham om at komme ind. Han kom ind og satte sig ganske tæt op ad ham.

Denne sagde: "Flyt dig lidt, ellers kommer jeg nemt til at snitte dig." Gæsten flyttede sig en smule. Den enøjede sagde nu: "Kom med noget mad." De tykmavede kvinder gik ud og kom tilbage med alle slags mad: tørret rensdyrkød, tørret sælkød og rentalg. Da de havde spist sig mætte,

bad værten kvinderne om at komme med noget, de kunne tørre hænderne med. Det var

den tyndeste del af rensdyrskind, som var ganske velegnet. Værten

sagde, at han ville følge ham ind i landet.

 

Da gæsten skulle i seng, sagde værten: "Sov kun roligt. Du skal ikke frygte noget."

 

Da han vågnede om morgenen, var værten i gang med at lave pile. Dem svøbte de ind i et stort sortsideskind og vandrede ind i land og nåede til randen af indlandsisen. Den enøjede sagde: "Stil dig ved kanten af indlandsisen og råb!"

Da han råbte, så man noget snefygning på indlandsisen. Så viste der sig tre store isbjørne. De dræbte dem alle tre. Den enøjede spurgte: "Morer du dig?" "Ja", svarede den anden. Den enøjede bad den anden råbe endnu engang.

Han råbte igen. Så myldrede det frem med mennesker. Den enøjede

sagde: "Stil dig bag mig, ellers bliver du ramt af deres pile." Det gjorde han,

og pilene ramte ved siden af. Da de ikke havde flere pile, kom turen til den enøjede. Han dræbte dem alle undtagen én. Den enøjede spurgte: "Er du blevet godt underholdt?" Dette svarede den anden bekræftende til.

 

Nu var de på vej hjemover. På hjemvejen fik manden fra kysten øje på sin følgesvends lanse og spurgte ham, om han kunne købe den. Det måtte han gerne.

 

De kom tilbage til huset, hvor den enøjede boede. Denne tog ham med ud til

forrådsrummet og viste ham en masse skind, der var beregnet til at beklæde det

indvendige af teltet med: Hvide skind med en tynd sort stribe på ryggen, som

skulle være havets albinoharer. Gæsten fik disse skind forærende, og den enøjedetilbød, at en af kvinderne kunne bære dem på ryggen. Det var flere

kvinder meget villige til. En af dem kom af sted med sin byrde

anbragt oven på maven. Hun gik så hurtigt, at manden fra kysten ikke kunne følge

med. Da han nåede hjem, lå skindene oven på huset. Efter denne tur fik manden

ro i sindet.

 

Var.: 1. episode: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Kreutzmann;

2. episode: Jeg har trampet det til.

Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq

Print
Dokument id:207
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 297 - 302, nr. 103
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Sønnen som brugte sin mor som fangeblære (fangstblære).

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

Der var engang en enke, der havde en søn og en datter. Da sønnen begyndte at fange, havde de megen gavn af ham. En gang ved efterårstid fangede sønnen en hvid remmesæl. Moderen ville gerne have skindet til brikseunderlag, men sønnen fandt skindet egnet til at lave rem af, og derved blev det.

Moderen ville minsandten skade ham ved hekseri. Da hårene fra

skindstrimlerne var blevet fjernet, spændte han dem ud for at fjerne narven ved

at skrabe det med en lille muslingeskal. En lille blære på narven brast, og

vandet derfra ramte begge øjnene. Dette svækkede hans syn og til sidst blev han helt blind. Om vinteren slap provianten op, og de levede kun af muslinger.

Engang, midt i vinterens kulde, kiggede en stor isbjørn ind gennem vinduet

og rev tarmskindsruden i stykker. Moderen og lillesøsteren flygtede og tog plads

på den bageste del af briksen imod husets bagvæg. Den blinde sagde til sin

lillesøster: "Giv mig min lille bue - man ved aldrig." Han spændte buen og sagde

til lillesøsteren: "Sigt med pilen på bjørnen." Da lillesøsteren mente,

at pilen nu sigtede på bjørnen, sagde hun: "Skynd dig nu." Han skød og det lød

akkurat, som når han ramte et dyr - dengang før han blev blind. Bjørnen

var på vej væk fra huset, men faldt død om. Moderen sagde til ham: "Du ramte

vinduet." Men lillesøsteren hviskede til ham: "Du ramte bjørnen."

De levede af bjørnekød om vinteren. Men når moderen havde kogt bjørnekød,

gav hun sønnem muslinger at spise. Hun holdt ham i uvidenhd og lod ham ikke

smage kødet. Men når moderen gik udenfor huset, gav lillesøsteren ham et stykke

bjørnekød og han slugte det i største hast. Sådan gjorde lillesøsteren hele vinteren.

Det blev forår og dagene blev længere. En dag sagde lillesøsteren til sin bror: "Det var så dejligt den gang, dengang du kunne se, og jeg kunne komme med på dine lange jagtture." Broderen svarede: "Ja, lad os gå en tur. Jeg holder fast i dig bag på." Dagen efter gik de ud en tur. Ligeså de følgende dage og de blev væk hele dagen, idet søsteren samtidig samlede brænde. En dag kom de til en stor slette. Han sagde til hende: "Gå du bare rundt saml' brænde. Jeg lægger mig og venter på dig." Mens han lå på jorden, hørte han en flok gæs deroppe. Da de befandt sig lige over ham, hørte han én af dem sige: "Kan I se den unge mand dernede. Han kan ingenting se. Bare man kunne gøre ham seende."

 

Liggende på jorden i samme stilling hørte han høre fuglene nærme sig. Så mærkede han noget varmt, det var en af gæssene, der tabte en klat på begge hans øjne. Han blev stadig liggende i samme stilling, og så kom fuglen og tørrede øjnene med sine vinger. Først da fuglenes vingeslag næsten ikke kunne høres længere, slog han øjnene op. Han kunne se. Han så sig omkring og så sin søster gå og samle brænde. Han råbte grædende til hende:

"Hør, Najattaaq" (en ny lillesøster, han har fået - Chr.B), sådan kaldte han hende, "når det bliver sommer, vil jeg være i stand til at skaffe dig skind til bukser, for nu kan jeg se." Søsteren gik derhen og så, at han var blevet

seende. Nu gik de hjem, og lige før de kunne se huset, tog han fat i søsteren bagpå, som om han stadigvæk var blind. Han havde været inde et stykke tid. Så gik moderen ud, og han fulgte efter. Moderen opdagede, at han var blevet seende og

sagde: "Næh, er du blevet seende, du kære? Her er den bjørn du skød." Hun pegede

på skindet, der lå på jorden - spilet ud. Han kiggede hen til det sted, hvor de

remme, han havde lavet, skulle være. De lå stadigvæk samme sted. Han gjorde nogle af dem klar til brug.

 

Dagen efter tog han sammen med sin søster ud til iskanten, hvor hvidhvalerne trak forbi på denne årstid. Han bandt den ene ende af

linen omkring lillesøsterens midje. Når han havde harpuneret en hvidhval, halede

de i fællesskab fangsten op på isen. Han fangede mange hvidhvaler på denne måde.

En dag da de var på vej hjem fra iskanten, spurgte han lillesøsteren: "Hænger

du meget ved din kære mor ?" (eller: "Holder du af din mor?" - Chr.B.). Hun svarede ikke i første omgang. Så gentog han spørgsmålet. Hun sagde: "Jeg holder mindre af hende end af dig. Det er blevet sådan, at du er den eneste, jeg holder af." Dertil sagde broderen: "Imorgen vil jeg bruge vores mor som fangstblære - som en hævn, fordi hun gjorde mig blind." Søsteren bifaldt, og da de kom hjem

sagde de til deres mor: "Hvor blev vi trætte i dag af hele det tunge læs, vi

bar hjem på ryggen." Og henvendt til moderen sagde sønnen: "Jeg synes, vi skal lade Najattaaq hvile ud i morgen. Må jeg brude dig som fangstblære i morgen?" Moderen var helt med på den og skyndte sig at tørre sine kamikker.

 

Dagen efter gik mor og søn ud til iskanten. Da sønnen gjorde klar til at

harpunere en hvidhval, sagde moderen: "Vælg den mindste." Sønnen rettede sig

efter moderen og harpunerede en hvalunge. Næste gang han gjorde klar til

harpunering, sagde moderen som før: "Vælg den mindste." Sønnen undgik denne gang

at harpunere hvalunger. Han ramte i stedet en stor hvidhval. Han hjalp

moderen med at trække hvalen, så de kom længere væk fra iskanten. Men så sagde

han: "Med denne hval vil jeg hævne mig på dig." Så slap han linen, idet han sagde:

"Der var engang, du gjorde mig blind. Det her er min hævn." Hvidhvalen trak

hende nu hen til iskanten. Så drejede hun hovedet imod sønnen og sagde: "Min ulu

(kvindens krumkniv), min ulu. Det var mig der engang tørrede (der

står egentlig: skrabede det væk - Chr.B.) dit tis." Så faldt hun i vandet med et

plump. Sønnen kiggede efter hende og hun dukkede op efter nogle hvaler. Hun

sagde igen: "Min ulu, min ulu. Der var engang, jeg fjernede dit væmmelige tis." Så

forsvandt hun igen. Da sønnen ikke længere kunne se hvidfiskene, tog han hjem.

 

Han og søsteren græd over tabet af deres mor, for det var jo hende, der havde

opdraget dem. De kunne ikke holde ud af være i deres hus. De blev bange og ved

aftenstide drog de af sted - ind i landet. På deres lange vandring nænnede

broderen ikke at fange en enste fugl. Det var jo en fugl, der gjorde ham seende.

Kun en eneste gang gjorde han en undtagelse, idet han fangede en svane efter

søsterens ønske. De boede på en nunatak, indtil de blev meget gamle. De

besluttede sig til at søge efter mennesker for at tilstå, hvad de havde gjort.

Hver gang de forsøgte at gå ind i et hus, hvor der også boede en åndemaner / angakkoq, begyndte denne at mane ånder (men ikke på ægte vis - ifølge Kirsten Thisteds oversættelse, se ovf.). Så opgav de.

 

Engang blev broderen opmærksom på et hus, hvor der også boede en åndemaner. Han ventede med at gå hen og lade sig se, til åndemaneren begyndte at mane ånder - det var første gang, han ville overvære (en rigtig) åndemaning. Allerede da han nærmede sig huset, begyndte åndemaneren midt i sin åndemaning at beklage sig og sagde: "I risikerer at blive dræbt af en hjælpeånd. Der står et meget stort menneske udenfor." Denne store mand, der stod udenfor, råbte ind: "Har I nogensinde hørt om en mand, der brugte sin mor som fangstblære?" Da ingen svarede, gentog han spørgsmålet. En af de gamle koner sagde: "Jeg har godt hørt om, at en bror og en søster engang brugte deres mor som fangstblære." Manden udenfor råbte ind: "Det er mig - Jeg har brugt min mor som fangstblære. Jeg er kommet her for at tilstå. Det er første gang, jeg har set en åndemaner, som er Ilaarsiuitsoq (én, som aldrig efterligner nogen?). Kom udenfor og se på mig."

 

Alle - også åndemaneren - kom ud. Det var måneskin, og man så

ham stå ved en konebåd, der var sat op på stilladset. Håret var helt hvidt, som

om han havde en hue af et hareskind, men ansigtet var helt sort. Han fortalte,

at søsteren ikke længere kunne bevæge sig, og at de boede i en lille hytte på en

nunataq / nunatak. Han fortalte endvidere, at de havde en husfælle, der så forfærdelig ud, fordi han havde et hoved som en sæls. Til sidst sagde han: "Herefter vil intet menneske få mig at se. Jeg har tilstået, det jeg gerne ville, nemlig det, at jeg brugte vores kære mor som fangstblære, da jeg harpunerede en hvidhval." Med de ord gik han, og ingen har set ham siden.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

 

not [This handwritten text is a copy made by a student teacher from a handwritten text which cannot be traced.

 

Translated by Kirsten Thisted in : Kreutzmann, Jens : Fortællinger & akvareller. Ed. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Sønnen som bugte sin mor som fangeblære (The son who used his mother as a hunting bladder) Transcribed into the modern Greenlandic orthography by Arnaq Grove in: Kreuzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Eds. Kirsten Thisted and Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

Another tale:

 

Once upon a time there was a widow who had a son and a daughter. When the son began to hunt, they benefited a great deal from his skill. Once, in the fall, the son caught a white bearded seal. His mother wanted very much to use the hide as a bed covering, but the son thought that it was better suited to making a strap, and so it became a strap. The mother then actually wanted to hurt her son with witchcraft. When the hairs had been removed from the strips of skin, he stretched them out in order to remove the grain by scraping it with a little clam shell.  A little bubble on the grain of the skin burst and the water from it hit him in both eyes. This impaired his sight until eventually he was totally blind. In the winter their supplies ran out and they lived on mussels. One day, in the midst of the cold winter, a large polar bear looked in through the window and tore the window, made from intestine, to shreds. The mother and little sister fled and positioned themselves in the innermost part of the plank bed, up against the back wall of the house. The blind man said to his little sister, “Give me my small bow  you never know…” He drew his bow and said to his little sister, “Aim the arrow at the bear.” When his little sister thought that the arrow was aimed at the bear, she said, “Hurry up, shoot now.” He shot the arrow and it sounded exactly like the times when he had hit an animal before he had gone blind. The bear was about to flee from the house, but then

it fell down dead. His mother said to him, “You hit the window.” But his little sister whispered to him, “You hit the bear.”

They lived on bear meat that winter. However, when the mother had boiled the bear meat, she only gave her son mussels to eat. She deceived him and did not let him taste the meat. But whenever their mother left the house, his little sister gave him a piece of bear meat which he hastily swallowed. His little sister did this for the whole winter.

The spring came and the days grew longer. One day the little sister said to her brother, “It was so wonderful back in the days when you could see, and I could accompany you on your long hunting trips.” Her brother replied, “Yes, let's go for a walk. I will hold on tight to your back.” The next day, they went out walking. They did the same thing in the days that followed and stayed out for the whole day, and the little sister collected fire wood at the same time. One day they came to a broad plain. He said to her, “You just go on and collect firewood. I will lie down and wait for you.” While he lay on the ground, he heard a flock of geese up above him. When they were directly over him, he heard one of them say, “Can you see the young man down there? He cannot see a thing. If only we could make him see again.”

 

As he lay on the ground in the same position, he heard the birds approaching. Then he felt something warm. It was one of the geese doing a dropping in both of his eyes. He still remained lying down in the same position. Then one of the birds came along and wiped his eyes with its wings. He did not open his eyes until the sound of beating wings had almost faded into the distance. He could see. He looked around and saw his sister walking around collecting firewood. He called out to her tearfully, “Listen, Najattaaq (a little sister that he has got-chr.b),” which was what he called her, “when the summer comes, I will be able to get new skins for your trousers, because I can see again.” His sister went over and saw that had regained his sight. Then they went home and just before they caught sight of the house, he grabbed his sister from behind, as though he was still blind.  When he had been indoors for some time, his mother went out. He followed her. His mother discovered that he could see and said, “Oh my! Can you see again, my dear? Here is the bear that you shot.” She pointed to the skin, which lay stretched out on the ground. He looked over to the spot where the straps that he had been making ought to be. They were still in the same place. He prepared some of them for use.

 

The next day, he went with his sister to the edge of the ice, where the migrating beluga whales passed by, at that time of year. He tied one end of the line around his little sister's middle. Whenever he harpooned a beluga, they pulled it up on to the ice together. He caught many belugas in that way. One day, on the way home from the edge of the ice, he asked his little sister, “Are you very fond of your dear mother?” At first, she did not answer him so he repeated the question. She responded by saying, “I am less fond of her than I am of you. Nowadays you are the only one I really care about. “To that, her brother replied, “Tomorrow I will use our mother as a hunting bladder  as revenge because she blinded me.” His sister approved of the plan and when they got home, he said to their mother, “Oh, how tired we are from the great load we carried home on our backs.” The he said directly to their mother, “I think we ought to let Najattaaq rest tomorrow. May I use you as my hunting bladder tomorrow?” Their mother readily agreed to the idea and hurried to dry out her kamiks (boots). The next day, the mother and her son went out to the edge of the ice. As the son was preparing to harpoon a beluga, his mother said, “Choose the smallest one.” The son obeyed his mother and harpooned a whale calf. The next time he was getting ready to throw his

harpoon, his mother said once again, “Choose the smallest one.” This time the son avoided

harpooning the young whales. Instead, he hit a large adult beluga. He helped his mother to drag the whale ashore so they were further in from the edge of the ice. But then he said, “With this whale, I will exact my revenge on you.” Then he let go of the line, and said, “Once, you blinded me. This is my revenge.” The beluga dragged her over to the edge of the ice. Then she turned her head to her son and said, “My ulu, my ulu. It was I who once wiped up (the literal translation from the Greenlandic is: scraped away chr.b.) your pee.” Then she fell into the water with a splash. The son looked for her and saw that she had popped up behind some whales. She said once again, “My ulu, my ulu. There was a time when I cleaned up your disgusting pee.” Then she disappeared once again. When the son could no longer see the white whales, he went home.

 

He and his sister cried over the loss of their mother as it was, after all, she who had raised them. They could not stand to be in their house. They became afraid and in the evening they left to travel inland. During their long hike, the brother did not have the heart to catch a single bird. It was, after all, a bird that had restored his sight. He made just one exception, when he caught a swan according the wishes of his sister. They lived in a nunatak* until they were very old. One day, they decided to seek out some other people, so that they could confess to what they had done. Each time they entered a house where a shaman (angakkoq) also lived, the shaman began to conjure up spirits, (but not for real according to Kirsten Thisted's translation) so they gave up.

 

One day, the brother noticed a house, where a shaman also lived. He waited until the shaman began to conjure up spirits before he went over and allowed himself to be seen. It was the first time he had seen a true shamanic séance.  As soon as he approached the house, the shaman began to complain, in the throes of his shamanic ritual, “You are in danger of being killed by a helping spirit. A very large man is standing outside.” The large man who was standing outside called in to them, “Have you ever heard of the man, who used his mother as a hunting float?” As there was no reply, he repeated the question. One of the elderly women said, “I have indeed heard of a brother and sister, who once used their mother as a hunting float.” The man outside called in to them, “It is I  I used my mother as a hunting float. I have come here to confess. It is the first time that I have seen a shaman who is Ilaarsiuitsoq (one who never imitates?). Come outside and look at me.”

 

Everyone, including the shaman, went outside. In the moonlight, they saw him standing by a women's boat (umiaq) which was up on a scaffold. His hair was completely white, as though he was wearing a cap made of hare skin, but his face was completely blackened. He told them that his sister was no longer able to move and that they lived in a little hut in a nunatak. He continued his story by saying that they had a housemate who looked dreadful because he had a head like a seal's. Finally, he said, “Henceforth, no one will set eyes on me. I have confessed that which I intended to, that is, that I used our dear mother as a hunting bladder when I harpooned a beluga whale.” With that, he left them, never to be seen again.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

 

*[Nunatak (or nunataq): a hill or mountain completely surrounded by glacial ice. See Merriam-Webster.--CM

oqalugtuaq avdla / Den gamle tryllede ondt over børnene

Print
Dokument id:237
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Den gamle tryllede ondt over børnene
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 313 - 315, nr. 108
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 7h - 8h (slutning mangler), som er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen. Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 88 - 90: Om dengang Toornaarsuk besøgte Kangiusaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 89 - 91: Toornaarsuup Kangiusamut tikerarnera.

Denne version er afskrevet af seminarieelever i Rink NKS 2488, II, nr. 206.

 

Oversættelse af seminarielevs afskrift her: NKS 2488, II, nr. 108,

ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling. (Den store ild).

I gamle dage boede der i Kangerlussuatsiaq en mand uden kajak. Om foråret plejede han at opholde sig på Kangiusaq og fange mange rensdyr. Han var en hurtig løber. Han skaffede sønnen sener fra halsen af fuldvoksne renbukke, og af dem lavede sønnen liner. Sønnen var en stærk mand, der fangede mange sæler og hvidhvaler. Når vinteren indfandt sig, havde faderen ikke mere at tage sig til. Han holdt op med at jage. Derimod tog sønnen ud på fangst. Moderen holdt ham med selskab ved at følge ham langs kysten. Hun fangede mange ryper i snare.

 

Et år fik de nye bopladsfæller, og engang ved forårstide tog de sammen med de nye bopladsfæller til Pisuffik for at synge nidviser mod dem. Kun de voksne tog med i konebådene. De lod børnene blive hjemme, og de satte en lille ældre mand til at passe dem. Så såre konebådene drog af, gav børnene sig til at lege og støje helt vildt. Den ældre mand forsøgte at skræmme dem til ro, men da han slet ikke kunne styre dem, gik han udenfor. På den anden side af bopladsen var der et højt fjeld. Han så, at der fra dette fjeld udgik ild, som for over til et andet fjeld og vendte tilbage til udgangspunktet. Han gik ind igen og forsøgte igen forgæves at få børnene til at holde op med at larme så vildt. Og da ilden nærmede sig dem, satte den lille ældre mand sig op på bjælken i skjul, hvor man lagde tøj og lignende til tørring. Nu kom ilden og derudefra sagde den: "De dumme unger, der morer sig med at danse rundt, dem skal toornaarsuk (åndemanerens særlige hjælpeånd - Chr.B.) tage sig af (rent gætværk. Jeg ved ikke, hvad "pisarssorpai" betyder - Chr.B.)." Det sagde han undervejs ind. Da han trådte ind, skræmte han alle børnene ihjel.

 

Den lille ældre mand boede så alene i huset en stor del af foråret. Da de andre vendte tilbage, var han nede på stranden og tog imod dem. De spurgte ham: "Hvor er vores børn?" Han svarede: "De er alle døde af skræk." De nyankomne mistænkte den ældre mand for at have skræmt børnene ihjel og planlagde at dræbe ham. Og den lille ældre mand sagde: "I kan godt slå mig ihjel som hævn, men prøv først at te jer vildt i aften, som børnene gjorde." Da han sagde dette, udsatte de deres forehavende og ventede til det blev aften, hvor de så gav sig til at støje voldsomt. De fyldte en fangstblære med stegt spæk. Da de var midt i deres støjende "leg", udgik der ild fra fjeldet overfor og den for over til det andet fjeld, hvorefter den begyndte at nærme sig bopladsen. De fortsatte med deres larmen. Nu var ilden på vej ind og en af dem stod parat til at hælde spækolien på ham og det gjorde han i det øjeblik, han viste sig, og derved dræbte han toornaarsuk på stedet. Først forsøgte de at tage den døde toornaarsuk og smide ham ud gennem vinduet, men da de ikke kunne smadre tarmskindet, ville de tage ham ud gennem gangen. Folk slap ud af huset ved at skræve over toornaarsuk. En gammel kone, som var den sidste, trådte forkert undervejs og satte sig ned på toornaarsuk. Hun klistrede fast på toornaarsuk, og de andre kunne ikke slide hende løs. De forsøgte forgæves at løsne hende fra ham ved hjælp af en stang. Til sidst måtte de med kniv fjerne et stykke af toornaarsuk, og da hun rejste sig, havde hun dette stykke siddende på sin bag. Hun gned bagen på klippen for at komme af med det. Det blev hun ved med, indtil der kom hul på hendes egen bag. Nogle af dem blev bange for at bo på bopladsen og rejste væk.

Dertil har jeg fået fortalt. J.K.

 

Var.: Den store ild. Den store ildånd; Hvorledes muslingen blev til;

 

Hist: Det er kun Kreutzmann der identificerer denne mytiske skikkelse med toornaarsuk. Om brugen af toornaarsuk før og efter missionen se Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:1069
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Dahl, Jakob (Dahl, Jacob)
Nedskriver:
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 628 - 632, nr. 178
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 33 - 35: En anden historie.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En anden fortælling (Qujaavaarsuk).

 

Der var engang en lille ældre mand, der havde mange sønner. Han behøvede ikke længere at tage ud på fangst. ('qajar- torneq ajulerdlune' betyder egentlig ordret, at han ikke længere kunne tage ud på fangst. chr.b). På stedet var der også en gift kvinde, der ikke kunne få børn. Manden var vild efter, at de skulle have et barn, så han sagde til sin kone, at hun, når den lille ældre mand var taget ud for at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Hun stillede sig på stranden lige ud for ham, men da han ikke lagde mærke til hende ('ilagsíngímane' - ordret: da han ikke hilste på hende. chr.b), gik hun hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lagt mærke til dig?" Konen svarede, at den lille ældre mand ikke havde lagt mærke til hende. Manden sagde, at hun, næste gang den lille ældre mand var ude at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Heller ikke denne gang lagde den lille ældre mand mærke til hende, og hun gik bare hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lægt mærke til dig?" Det havde han ikke bekræftede konen. Så sagde manden at hun skulle prøve en tredje gang.

 

Da den lill ældre mand nu så hende tænkte han: Mon kvinden derinde vil mig noget, siden hun flere gange har stillet sig op lige ud for mig? Han roede ind, gik i land og spurgte hende: "Hvorfor følger du altid efter mig langs stranden?" "Min mand har sagt at jeg skulle stille mig på stranden lige ud for dig, fordi han så gerne vil have et barn. Derfor er jeg gået herhen hvor du er." Så havde den lille ældre mand samleje med hende, hvorefter de tog hjem.

 

Da der var gået en tid blev kvinden gravid. En dag fik den lille ældre mand at vide, at hun skulle til at føde. Så gik han hen til sin bedstemors

grav og fjernede en halshvirvel. Han lagde halshvirvlen på en oval tallerken.

Han iførte sig sin helpels og roede mod vest uden for kysten. Her fangede han en

stor skarv og roede hjem. Da han kom hjem, blev denne skarv lagt på en tallerken

(eller måske: tallerkenen. CB) og bragt til kvinden, som havde svært ved at

føde. Der blev sagt til hende, at hun skulle spise fuglen og begynde

fra enden af tallerkenen. Så endelig fødte hun og det blev en dreng. Drengen fik

navnet Qujaavaarsuk.

 

Drengen fik skarven (skelettet ?) og halshvirvlen som amuletter.

Hans stedfar elskede ham meget højt og da han var blevet ret stor fik han bygget en kajak til ham. Han tog ham ud på fangst og en dag harpunerede drengen en sæl og faderen fik drengens første fangst ubeskåret. Med tiden blev Qujaavaarsuk en meget dygtigfanger og fangede meget for sine brødre. Til sidst blev brødrene misundelige på ham og de gav sig til at lave en tupilak. Da tupilakken var blevet levende,

begyndte de at kigge efter deres bror for at gå på jagt efter ham - når han var

ude på fangst og når han kom hjem. Den store skarv, som sad ved siden af ham,

hakkede tallerkenen med sit næb. En halshvirvel af et menneske spærrede dem vejen. Da de ikke kunne fange ham, kredsede tupilakken

omkring hans hus, når han kom hjem, men hver gang var den store skarv foran ham

og hakkede. Til sidst måtte de opgive at dræbe ham.

 

Engang hørte Qujaavaarsuk, at man i Amerloq (Sisimiut/ Holsteinsborg)

plejede at fange hvaler. Han tog til Amerloq med faderen og moderen som roere

for at skaffe sig noget fiskesnøre (af hvalbarde, BS). De roede nordpå og nåede til Paaraarsuk,hvor de kom til at bo hos en mand, som også hed Qujaavaarsuk. Her overvintrede de.

 

En dag råbte stedets leder ind i huset: "Nu kan man snart vente hvaler. Lad

os tage ud og fange noget, vi kan bruge til fangstblærer". De lavede sig til

og tog af sted. Lederen roede mod vest uden for kysten.

Qujaavaarsuk tog til Qipingasoq og der fangede han en spraglet sæl

('qasigiatsiaq' - Sch.L: småspraglet sæl. chr.b). Han tog hjem igen. Meget snart efter at han var kommet hjem, så kom lederen hjem med en

stor remmesæl. De krængede skindet af sælerne. Qujaavaarsuk råbte ind i lederens

hus og bad ham om at komme og se den fangstblære, han havde lavet (det kan også

opfattes: at se det skind, han skulle lave en fangstblære af. CB). Da lederen

kom ud og så fangstblæren sagde han: "Det er tvivlsomt, om den kan ses

på havet, når hvalen dykker (Det er nok det, der menes, men

'erssiserquvdlugo' kender jeg ikke. CB). Så bad han Qujaavaarsuk komme og se

sin fangstblære. Qujaavaarsuk gik derhen og fangstblæren lignede en båd, der lå

med bunden i vejret.

 

Da de blev færdige med fangstblærerne, tog de ud for at gå på jagt efter

sovende hvaler. Moderen sagde til Qujaavaarsuk: "Jeg måtte helt ned til stranden

for at blive gravid med dig (det er vist det der er meningen. CB), så du må hellere kigge efter hvalen i nærheden af stranden".

 

Næste morgen tog de afsted. Da de kom ud af Paaraarsuk, tog lederen mod vest. Lige udenfor Paaraarsuk, hvor Qujaavaarsuk befandt sig, dukkede hvalen op. Han roede hurtigt til og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ned i havet. Han råbte om hjælp.

Lederen råbte: "Hvorhen, hvorhen?" Qujaavaarsuk svarede ham: "Til stranden, til

stranden". Lederen råbte: "En hval, der er stukket vil aldrig flygte til

stranden". Lederen roede længere ud for at være dér, hvor han forventede hvalen

ville dukke op. Så så de hvalen dukke op lige ved stranden. Her råbte

Qujaavaarsuk at han skulle komme hen. Han kom og de stak løs i den for at aflive den. De dræbte den, efter at hvalen havde flyttet sig til

området lige uden for Paaraarsuk.

 

Qujaavaarsuk advarede sine roere mod at spise af hvalen. Men hans ledsagere gav sig straks til at spise, selvom han advarede dem. Qujaavaarsuk skar et stykke mattak og kød og sendte dem ind til sin mor med en kajak. Moderen kogte disse og da de kom hjem, lagde hun dem på en tallerken og tog dem ind i huset. I den ene hånd havde hun et stykke halshvirvel af en skarv og et menneske og i den anden hånd mattak og kød og dem delte hun til roerne. Da de havde spist halsstykkerne, begyndte de at spise det almindelige, nemlig mattakken og kødet. Efterhånden blev alle bopladsfællernes munde stive. Sådan var de hele vinteren.

 

Sommeren efter at han havde fanget hvalen ville han tilbage til sin boplads. Han lastede konebåden med hvalbarder, så den kom til at ligge dybt i havet. De tog af sted tilbage til deres boplads, for at moderen til sin tid kunne blive begravet dér.

     De nåede tilbage til Alluitsoq og han uddelte hvalbarder til sine mange

brødre. Han vendte aldrig tilbage til Amerloq. Slut.

     Jâkob Dahl

Var.: Qujaavaarsuk. Jakob Dahl synes at have misforstået enkelte passager og givet dem sine egne, ikke helt indlysende tolkninger. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Hist.: Hvalfangsten nær Sisimiut, ved Amerloq, tiltrak mange sydlændinge i hvalfangst- og tidlig kolonitid. Efter en epidemi i 1800 flyttede mange sydgrønlændere hertil, især fra Paamiut.

oqalugtuaq avdla / Kuvitsina hos innersuit

Print
Dokument id:176
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Kuvitsina hos innersuit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 185 - 186, nr. 71
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift: Rink NKS 2488, VI, ss.43h - 44h.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 51.

 

Kortfattet engelsk resumé i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 46, s. 278 - 279, dvs. den første fortælling af tre under overskriften: The Kayakers in Captivity with the Malignant Ignersuit.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles, at Kuvitsina tog ud af fjorden, og

mens konebådene fortsatte udefter, roede han væk fra dem i sin kajak.

Mens han fortsatte langs stranden, kom han så til en lille stejl

klippevæg, og den åbnede sig helt af sig selv. Da den var åben,

smuttede han indenfor, og så var han skam kommet ind til innersuit

(ildfolk under stranden). Ham Kuvitsina var efter sigende åndemaner.

Da han var kommet ind, greb innersuit ham, og sådan røvede de ham og

tog hans kajak og rev den i stumper og stykker. De førte Kuvitsina op

og med ind i huset, og da han var inde, satte de ham på

vinduesbriksen. Mens han nu sad der begyndte en af innersuit, deres

gamle madmor, at skærpe sin grimme ulu / kvindekniv, og næppe var hun

færdig før hun gik over til ham. Henne ved Kuvitsina, der (ellers) var

åndemaner, skar hun hans dejlige næse af, hvorefter hun med uluen stak

den afskårne næse op i sit fæle skræv og lod den lugte sig. Da fik

Kuvitsina en anden forstand / sila, fordi hun strøg hans næse gennem sit

skræv, og hun surrede den så fast til husstolpen.

Endelig langt om længe kom han da i tanker om, at han kunne få hjælp

af sine hjælpeånder, og ganske vist kom de ind efter tur, men dem der

havde røvet ham ænsede dem ikke og var aldeles ligeglade med hans

hjælpeånder. Da han ikke havde flere af den slags hjælpeånder,

tilkaldte han andre der (også) var innersuit, men boede i nærheden af

hans boplads. Og snart kunne han høre dem, den ene, som hed Nipinngasoq

(hans klæbende fælle), og den anden, som hed Napataraq, og de kom for at

forsvare Kuvitsina. Den anden, der var yngre end den ældre

Nipinngasoq, kom ind først. Straks han var inde sagde han: "Hvad er

det I gør ved  Kuvitsina?" Rasende greb han en kniv og skar det der

var bundet til husstolpen ned (? usikkert), mens han tilmed kaldte

denne åndemaner ved et af hans andre navne: Akammak, og skar så den

lange surring over. Da han nu havde beskyttet (?) Kuvitsina ved at

kalde ham Akammak, sagde han, mens han gav ham hans amulet (? den

overskårne læderrem): "Kuvitsina, gå så ud."

 

Kuvitsina fór ud, og Napataraq havde befriet ham endnu før Nipinngasoq

var kommet, og Kuvitsina gik ned til stranden, hvor han fandt sin

smadrede kajak, mens han deroppe dræbte den ene af sine artsfæller

efter den anden. Kuvitsina pustede sin kajak hel igen og roede væk, ud

i det fri. Denne (Naparatak) sagde nu til sine artsfæller, disse

grimme innersuit: "De der bor oppe på jorden må man ikke røve." Og han

formanede dem: "I skal frygte disse mennesker. For dem vi ikke kan

klare og frygter, nemlig de store hvaler, dem kan de fange med

fangstblærer, og dem er vi bange for."

 

Kuvitsina nåede derfra allerede før, Nipinngasoq var nået helt frem, og

han satte kursen hjemover, uden næse. Midt mens han roede hjemad kom

en kraftig susen efter ham, og tænk, det var hans herlige næse, og den

satte sig fast helt af sig selv, men i farten temmelig skævt, og sådan

blev den siddende. Og så nåede han da hjem til sin boplads.

 

Her slutter historien.

Oversat af Apollo Lynge.

 

Var.: Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq; Vennerne 256v nr. 350;

oqalugtuaq avdla / Qivigtut / qivittut

Print
Dokument id:259
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Qivigtut / qivittut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 401 - 403, nr. 129
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Panerfak og hendes søn. (Opr.: En anden fortælling).

 

En pige ved navn Panerfak havde en søn. Da hendes brødre ikke ville give hende det, hun havde behov for, drog hun sammen med sin søn af sted ind i landet, hvor der ikke boede nogle mennesker. Her byggede hun sig et hus og i hele området

byggede hun rævefælder (der står egentlig, at hun ordnede (fik rede på) hele

området og byggede rævefælder). Hun tørrede ræveskindene og beklædte hele huset indvendigt med disse. Mens de boede på dette sted, hvor der ikke boede andre mennesker, blev sønnen voksen. Han havde aldrig set havet, og han jagede kun landdyr inde i landet. De havde ikke glemt, at de var blevet nægtet at få det, de havde behov for, og at ingen i familien havde vist dem kærlighed, men havde jaget dem ud til et sted, hvor der ikke boede andre mennesker. Derfor trænede sønnen sig til at blive en stærk mand.

En aften, hvor sønnen endnu ikke var kommet hjem fra rensdyrjagt, hørte

moderen nogen uden for huset, der udlod sig hadsk om

hendes søn. "Endelig skal jeg træffe ham, jeg har ledt efter", sagde

manden derude. Han viste sig at være en af moderens brødre. Nu gik han ind med

en spændt bue, idet han troede, sønnen var hjemme. Da han ikke var hjemme, gav

han sig til at vente på ham. Han ville dræbe ham. Mandens fodsåler var skåret

itu og han havde tilbagelagt det meste af vejen kravlende. Hen på aftenen kom

sønnen hjem med to renbukke på ryggen. Drabsmanden blev bange,

da han så, hvor kraftig han var og viste sine fodsåler frem. Han

havde friet til den eneste kvinde blandt en stor søskendeflok, der boede i

nærheden af deres boplads, og en af mændene havde snittet i hans fodsåler. Han sagde, at han ville hævne sig på dem, når de til sommer ville komme

ind i fjorden på rensdyrjagt.

 

Da det blev sommer, tog de to mænd af sted over land. De så, at disse

mennesker, som havde snittet mandens fødder, var kommet ind i fjorden. De gemte

sig i nærheden af lejren og ventede på, at mændene skulle tage ud på

rensdyrjagt. Da mændene var taget af sted, gik deres søster hen et sted, hvor hun

ville vente på brødrene. De to mænd, Panerfaks søn og hans morbror, gik derhen, mishandlede hende og dræbte hende, hvorefter de afstivede liget og

stillede det op mod en sten. De gemte sig og iagttog mændene, da de fandt den

dræbte, der havde været ladt alene tilbage. De hørte dem sige: "Bare man kunne finde drabsmændene, så at man kan mishandle dem på denne måde". Den ene af dem, der dræbte pigen, foreslog, at de skulle komme frem fra skjulet. Da de viste sig, løb de hen til dem for at dræbe dem. De begyndte at slås, og Panerfaks søn og hans

farbror dræbte dem alle sammen undtagen den yngste af dem. De gik grinende bort

fra alle de dræbte.

 

Var.: en grum variant af søsteren der nægtes ægteskab af sine mange brødre og går qivittoq: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137; Qivittoq nr. 123;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

oqalugtuaq Avigiatsiánguamik

Print
Dokument id:272
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Makalat, Rahab
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Avigiatsiánguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 473 - 474, nr. 142
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 145, s. 334.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 107, ss. 450 - 451: Avigatsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Avigiatsiannguaq.

 

Det fortælles, at Avigiatsiannguaq var gået hen for at slibe værktøj ('ángiússiartulerujoq' danske kommentar: slibe. Formentlig nordgrønlandsk accent: angiussivoq, sydgrønlandsk: agiussivoq - Chr. B.). Mens hun / han var ved at slibe noget blev hun skubbet ('ungigpâ - danske kommentar: skubbet ud. Jeg kender ikke glosen - Chr. B.) ud af en stor hval. Hun var ved bevidsthed hele tiden. Efterhånden gik det op for hende (der står egentlig: kom til bevidsthed - Chr. B.), at hun var begyndt at sove som en hval. Hun var blevet optaget blandt hvaler. Men hun blev træt af det og tænkte: "Gid jeg kunne forlade dem." Da forlod hun hvalerne og sluttede sig til grønlandssælerne, og det gik op for hende, at hun var blevet til en lille, ung blåside, og at hun havde fået sig en god ven. I blæsevejr lå hun på græs / tang ('ivigsugarssuit' - jeg kender ikke glosen, men den har noget med græs at gøre - Chr. B.) og trillede rundt. Så tænkte hun: "Gid jeg kunne forlade disse." Da kom hun til netsiderne og det gik op for hende, at hun var blevet til en ét år gammel spraglet sæl og at hun havde fået en god ven. De bestilte ikke andet end at kradse hinanden. Hun tænkte: "Gid jeg kunne forlade dem." Da forlod hun dem lige ved vinterens begyndelse. Hun forlod netsiderne, og det gik op for hende, at hun var blevet til en gammel ringsæl, og hun fik en god ven, som var ligesom hende.

 

Meget sent på efteråret kom der is på havet i fjordene. Man kunne høre dem

derude ('atasauko' - måske har denne glose en anden betydning? chr.b - Under

isen kunne man høre, at folk deroppe BS), at de lavede små

harpunspidser. Avigiatsiannguaq og hendes grimme gode ven skiftedes til at holde

åndehullet i isen åbent. Så snart den ene dykkede, blev vedkommende afløst af

den anden. Mennesker, der var på netsidefangst, kom ud på isen og gik hen til

åndehullet. Her gav de sig til at vente på, at der skulle dukke en netside op.

Avigaatsiaq sagde til sin ven: "Svøm hen til åndehullet og duk op." Sådan

opfordrede de hinanden skiftevis, men ingen af dem ville være den første. Men da

Avigaatsiaq var ved at kvæles, svømmede hun op til hullet. Hun dukkede op og

mærkede blot en kløen ('páisuatdláinauvoq' kender jeg ikke, hvorfor jeg har

henholdt mig til den danske kommentar - Chr. B.) og da hun kom til bevidsthed, lå

hun på isen. Da de puslede med hendes hageparti (for at fastgøre trækremmen? -

'manusiorsersorniartalermáne' kender jeg ikke. Oversættelsen i parantes

er et gæt - Chr. B. Måske maniisior-, ville trække hende hen over den knoldede is, BS) var hun lige ved at grine. Da de var færdige, trak de af sted

med den. Når hun bumpede hen over ujævnheder, var hun lige ved at grine. De

sagde: "Qunnanaq har fanget en netside." Hans kone kom ud for at flænse sælen.

 

Da kvinden skar sælens mave op, kildede det, og hun var lige ved at grine. Da

kvinden skar kødet i stykker (der står egentlig: 'seqútileriarmani' -

sequtserpaa - knuser det), 'niaquata pilaqânut ingminik marquminut pulavoq'

(sætningen er uoversættelig: til det, dens hoved flænser, den kryber ind i sit

hoved) (Qunnanaqs kone kunne ikke få børn). Da hun gik ind med netsidens hoved,

lagde hun det under vinduesbriksen (det lille ord er ulæseligt, men måske:

'briksen under vinduet - aki - Chr. B.). Om aftenen, da de sad og fordrev tiden

med noget, belavede Avigaatsiaq sig på at gøre hun ville med konen til ham,

der havde fanget netsiden. (Her har jeg fulgt den danske kommentar for over- hovedet at få en mening ud af det - Chr. B.). På briksen ved sin lampe sad

fangerens kone med benene overkors og kogte kød. Avigaatsiaq krøb ind i hende (?), ind i et lille hus, hvis vægge var rimet (iset) til. Den begyndte at rense det for rim (is). Da den smed skidtet ud i gangen, kunne man høre, at det rumsterede derinde/ derude, mens der blev sagt: "Nu er der kommet træk (eller: Nu bryder det op - Chr. B.). Qunnanaqs kones mave blev større og større, hun fik veer. Da Avigiatsiaq fik svært ved at komme ud, fordi passagen var for snæver, tænkte hun: "Lad mig prøve at komme ud." Da hun var på vej ud og kiggede ud, så hun, at en gammel hvidhåret kvinde var placeret ud for udgangen. Hun generede sig - men skidt med det. Nu var hun ligeglad med alt, og hun tænkte kun på at komme ud. Hun tænkte: "Når jeg er kommet ud, håber jeg, at jeg bliver Avigiatsiaq." De begyndte at snakke: "Giv barnet et navn." Nogle sagde: "Lad os give det et navn efter hende, der var ude at slibe værktøj". De begyndte at græde lidt: "De kaldte

barnet Avigiatsiaq. Nu blev hun henrykt."

Slut.

 

(På sine steder er fortællingen svær at forstå - Jeg ved ikke, om Avigiatsiaq er

kvinde eller mand. Jeg har ladet personen være en kvinde - Chr. B.).

 

Var.: Navagiaq.

oqalugtuaq Eqalugssuarmik piniússissumik panignik / Hajfisken som forsørger

Print
Dokument id:989
Registreringsår:1857 1862
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4´
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Eqalugssuarmik piniússissumik panignik / Hajfisken som forsørger
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 721 - 725, nr 201
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortælling om Eqalussuaq, (en haj), der var forsørger for mor og

datter.

Mor og datter blev efterladt af de andre. Der blev sagt til dem, at de

skulle samle vinterforråd. De (hvem? chr.b) slog lejr på en ø og begyndte at

samle masser af forråd. En morgen opdagede de på stranden neden for huset en død

sæl - et ådsel. De tog den op til huset og spiste den. De gemte resten. Før de

endnu havde spist den op, fandt de et andet ådsel. Ved siden af det, var der en

haj. De tænkte, at hajen ville spise ådslet. De standsede og ville flygte bort.

Så sagde hajen: "jeg kommer for at fange for jer, for I har jo ingen forsørger".

De bad hajen om at komme op til deres lille hus. Hajen sagde til kvinderne, at

de ikke skulle være bange for den. Om aftenen tilbød kvinderne hajen at lægge

sig på briksen. Men hajen sagde, at den ville lægge sig på gulvet på grund af

sit 'nikkuussuani' (danske bem: 'slim'. chr.b) Dagen efter tog den ud på fangst

og kom hjem med en sæl.

     En dag mens hajen var ude på fangst, kom der en kajakmand hen ad dagen for

at se til dem. Han gik i land ikke så langt fra deres hus og begyndte at gå op

til dem med sin lanse. Men kvinden (moderen til pigen) som var god til at

fremsige trylleformularer, begyndte at fremsige en formular, der forhindrede

manden i at kunne se dem. Manden kom helt op til huset, men måtte tage af sted

igen uden at se dem. Da han var kommet så langt væk, at man kun kunne se hans

årer inde under solen, kom hajen ind til stranden. De fortalte hajen, at der

tidligere på dagen var kommet en kajakmand og manden var gået op til dem med sin

lanse. Hajen sagde til dem: "Hvor roede han hen?" De svarede" "Dér mod nord. Man

kan kun se årerne ind under solen". 'Atago issigísagísi' (Se på ham. chr.b) Så

forsvandt hajen ned i vandet. Lidt efter sås der et lys ('qaúmâtdlánguarsse').

Den lavede trylleri med ham ('angakkuatdlardlugo'). Så vendte hajen tilbage og

fortalte, at han havde dræbt manden.

     Hen på efteråret hørte de om aftenen to mennesker snakke sammen udenfor.

Moderen gik ud og så to dværge ved siden af det (Der står vist: 'igdlulûp'.

chr.b). Hun gik ind og sagde: "Uden for er der gæst". Den (hajen?) sagde: "Bed

dem komme indenfor". De gik udenfor og bad dem ind. Da de var kommet ind, sagde

den, at de skulle give dem noget at spise. Da de havde spist og det var blevet

aften, bad den kvinderne lægge noget sælskind på lampebriksen og de sagde til

gæsterne, at de skulle sove dér. Da de var gået i seng, sagde hajen:

'taimáitumik kákaqerqoqisutik, taimáitumik kalerríkujârtik' (Rinks tilføjelse: 'I har vist ...... sådanne brikseskind, derfor har jeg givet Eder

sådanne!' - Jeg kan ikke rigtig få mening ud af det, men det er noget med, at de

vil have, man skal være imponeret af dem og at man derfor har underrettet dem??

CB - Hajen prøver måske at få dem til at føle sig hjemme. BS). Da de dagen

efter tog af sted, inviterede de hajen til at besøge dem. Hajen svarede: "Jeg

vil besøge jer en dag, det er smukt og klart vejr. Hvor bor I henne?" De svarede

"Deroppe under det store blånede fjeld". De tog af sted. En dag da vejret var

smukt og det var helt skyfrit, tog hajen af sted ind i landet. Når den kom til

søer, dykkede den ned og kom op på den modsatte bred. Endelig så den nogle børn,

der var ude i det fri. Da børnene så den, blev de frygtelig bange og gik ind i

huset. Inde fra huset kom der folk ud og han blev budt indenfor. De gav ham

rensdyrkød at spise. De sagde til ham, at han endelig måtte spise. Da han blev

mæt, bad de ham lægge sig på lampebriksen, hvor man havde lagt rensdyrskind.

Hajen sagde: "Jeg har det frygtelige 'nikkuussuaq' (slim? chr.b). Værtsfolkene

sagde, at han skulle lægge sig på rensdyrskindet. Og da han havde lagt sig,

sagde de: "Du er vist ikke vant til at ligge på sådan noget 'taimáitumik

naníkijujatikik' (Rinks tilføjelse: 'derfor har vi lavet det for dig'. chr.b)

Hajen sagde: "Jeg ville gerne have noget af den slags". ('tamáko piniaraluaríka'

chr.b). Så så hajen en lille ældre kvinde midt på gulvet. Hende syntes den ikke

om. Den skulle af sted igen den efterfølgende dag og da den tog af sted, tænkte

den: "Bare hun (den lille ældre kvinde) ville sætte sig ned på hug med ryggen

til og forrette sin nødtørft". Hajen forsvandt ned i søen og ventede. Så kom den

lille ældre kvinde ud for at forrette sin nødtørft. Hajen tog sjælen fra hende.

Hun faldt om på stedet og døde.

     Hajen nåede hjem om aftenen - efter at have dræbt dværgenes lille madmor.

Han sagde til kvinderne, at de den efterfølgende dag skulle tage ud til en ø. De

spurgte, hvordan de skulle bære sig af med at komme til øen. Han svarede: "Jeg

skal nok fungere som en konebåd. Nu skal I bare se". De gik ud af huset. Hajen

havde lagt sig op ad en klippeafsats. Den sagde til dem: "I kan stille tingene

på mig". De gav sig til at anbringe deres ting på ryggen af hajen, der havde

lagt sig imod klippeafsatsen. Selv med tingene på ryggen, kom den ikke til at

ligge dybere i vandet. Da der ikke var flere ting, sagde hajen til kvinderne: "I

to kan anbringe jer ovenpå". Mor og datter kom op på hajens ryg og den kom ikke

til at ligge dybere i vandet. Så svømmede den af sted og med hajen som fartøj

kom de til en anden ø. Dagen efter kom nogle for at angribe dem, men måtte vende

om, da de ikke kunne komme til øen. Således reddede hajen dem. - En dag, da hajen

kom hjem fra fangst - mens de endnu var på øen - sagde han, at de skulle sy en

pels og et par korte støvler til ham, han fortalte, at der ville komme renjægere

forbi og tage dem med. En dag viste disse 'Alluussuit' (det må være et navn.

Rinks tilføjelse: 'måske et navn, formodentlig havdyr'. chr.b) sig. Hajen tog

pelsen og støvlerne med sig, gik ned til stranden og forsvandt ned i vandet for

at træffe 'Alluussuit' 'apuussalisaleqaat' (?) (det kan jeg ikke rigtig finde ud

af. Rinks tilføjelse: 'stødte hovedet imod?'. chr.b). De rejste sig op og

krympede sig sammen, imellem dem hajen 'asu apuussalersoq (støde hovedet imod

(?). chr.b), den rejste sig, den tog pels på. De efterlod deres hud ved havet,

idet de lagde sten oven på dem, så at de ikke skulle blive væk. De gik ind i

land og de så rensdyr. Både 'Alluvik' og hajen havde bue som våben. De gik hen

til rensdyrene og skød dem. Det gjorde hajen altså også. Det lykkkedes for hajen

at skyde en fuldvoksen renbuk. Hajen skød mange renbukke. Alle de andre fik også

mange rensdyr. De var nu på vej ned til stranden med en stor byrde på ryggen. Hajen havde en meget stor byrde. Da de nåede til stranden, tog både 'Alluvik' og

hajen deres hud på og dykkede ned i vandet. Undervejs blev 'Alluvit' og hans

fæller misundelige på hajen, fordi han havde skudt renbukke. De

svømmede en smule væk fra hajen og talte om at dræbe ham og fratage ham hans

renbukkefangst. Langt om længe fik hajen mistanke om, at der var noget galt. Den

kom bagefter de andre. Så fór alle de andre hen imod ham. Men hajen svømmede

hurtigt mellem dem og i løbet af ganske kort tid kom han op på stranden med sin

renbukkefangst og de, som han ville frelse (det må være dem, den ville forsørge

- altså mor og datter. chr.b), takkede den.

     Mens hajen endnu var på øen og fangede for kvinderne, kom den engang ud på

det yderste fangstområde. Den hørte det dyr, den frygtede meget, puste luft ud.

Så gav den sig til at flygte alt, hvad den kunne i retning af land. Den kunne

høre, at forfølgeren kom nærmere. Forfølgeren halede hurtigt ind på den og nåede

den, ligesom den var kommet til et lavt vand, hvor man kunne se bunden. Den blev

ædt af kaskelothvalen. Kvinderne ventede, det blev aften og hajen var stadig væk

ikke kommet hjem. Til sidst sultede kvinderne ihjel. Slut.

     Skrevet af Amos Daniel

 

Ja, det var en Amos Daniel. Chr.B.

 

Var: Haj som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Den lille gamle med den store datter; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 149

oqalugtuaq Erdlavínguákut / Erlavinnguaq

Print
Dokument id:301
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Erdlavínguákut / Erlavinnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 615 - 616, nr. 174
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 212: Erlavinnguaq og hans brødre. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 212: Oqaluttuaq Erlavinnguakkut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Erlavinnguakkut.

Det fortælles, at Erlavinnguaq havde mange brødre, og at de havde fjender. Når Erlavinnguaqs brødre var ude efter spraglede sæler, kom de ikke (alle) tilbage. De blev dræbt af deres fjender. Til sidst blev alle Erlavinnguaqs brødre dræbt af fjenderne, undtagen Erlavinnguaq samt den mellemste og yngste i brødreflokken.

 

En dag da den yngste af brødrene var ude og havde fanget så mange han kunne have på slæb, roede han hjemad langs kysten. Så blev han søvnig, gik han i land, trak de sine spraglede sæler op på stranden og lagde han sig til at sove oven på en stor sten. Hans fjender havde også været på fangst, men havde ingen spraglede sæler fået. De var nu på vej hjem, da de opdagede den sovende mand oven på kampestenen. De listede så lydløst som muligt i land og op til ham bevæbnede med lanser. Men da de var bange for ikke at kunne klare ham, blot med deres lanser, skar de alle hans sener over. Manden rejste sig forskrækket op og nåede at slå nogle af sine fjender ned med sin knyttede næve, inden han segnede om. Fjenderne roede hjem, og dagen efter tog de over til Erlavinnguaqs. De gik ind i huset, så det blev stopfyldt.

 

Erlavinnguaq og hans yngre bror tog bare ud på fangst. Erlavinnguaq roede til og harpunerede en stor remmesæl. Da Erlavinnguaq havde harpuneret remmesælen, kom hans fjender roende imod ham. Erlavinnguaq halede remmesælen til sig, hev den op foran på kajakken, og så slog han den ihjel med knytnæven. Han gjorde den klar til bugsering og med den på slæb, gav han sig til at ro for fuld kraft og flygtede. Under flugten fra sine fjender anstrengte han sig så meget, at han fik en blodstyrtning. Hver gang han tog et kraftigt åretag, svævede remmesælen, han havde på slæb, op i luften og faldt ned igen på havets overflade. Engang - efter nogle kraftige åretag - mærkede han, at bagenden af kajakken ligesom faldt ned i vandet med et plump. Det var remmesælen, der faldt ned bag på hans kajak (d.v.s: efter at have svævet i luften - Chr. B.). Forfølgerne sakkede mere og mere agterud. Mens de endnu forfulgte ham, så de, at han var kommet i land. Da de ikke

kunne få ham dræbt, vendte de tilbage til deres boplads. Fjenderne opgav at komme igen. (D.v.s til hans boplads - Chr. B.). Slut.

 

Var.: Måske;

oqalugtuaq Igimarasugssungmik nuliaminik (îssumik) neqilingmik / Igimara- sussuk

Print
Dokument id:295
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, D.
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Igimarasugssungmik nuliaminik (îssumik) neqilingmik / Igimara- sussuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 595 - 598, nr. 168
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 232 - 233: Igimarasussuk, der åd sine koner. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 232 - 233: Oqaluttuaq Igimarasussuk.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 3 ss. 55 - 56 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en fra Labrador. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 3, ss. 106-108: Igimarasugsuk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen

 

Fortællingen om Igimarasussuk, der åd sine koner.

 

Det fortælles, at Igimarasussuk ofte fik sig en ny kone. Da han blev alene, giftede han sig med en kvinde, som havde sin lillebror hos sig. Igimarasussuk var på rensdyrjagt og kom hjem med rensdyr. Han sagde til sin svoger: "Hent min økse, der er på stilladset." Han fulgte efter svogeren, da han gik ud af huset/teltet. Hans kone hørte nogen skrige og kiggede ud. Hun så manden løbe efter broderen med en økse i hånden. Mens hun kiggede på dem, huggede manden konens bror i hovedet og

dræbte ham på stedet. Han sagde til sin kone: "Kog din lillebror." Mens hun var

ved at koge ham, stak han sin kniv ned i gryden og gik fat i et stykke kød, som

han spiste. Han stak sin kniv ned og fik fat i et underarmsstykke, som han gav

sin kone og sagde til hende, at hun skulle spise det. Hun lod, som om hun spiste

det, men dækkede det til med aske. Manden sagde: "Aninaa, græder du?" Hun

svarede: "Jeg græder ikke. Jeg er bare genert." Hun græd i virkeligheden. Manden

spiste efterhånden svogerens kød op. Så begyndte han at fede sin kone op ved

med lutter rentalg. Han gav hende vand i en muslingeskal.

Til sidst kunne hun ikke rokke sig af stedet.

 

En dag han skulle ud på fangst, snørede han teltudgangen omhyggeligt til. Da han blev længe væk, ville hun gøre et forsøg på at komme ud af teltet med sin ulu. Hun lod sig falde udover briksekanten og rullede hen til teltets indgang, og med møje og besvær kom hun op på teltdørbrædtet. Så skar hun snøreremmen i teltdøren over med sin ulu og kom ud. Hun rullede ned til et beskidt vandhul. Hun drak af vandet og kom på højkant. Hun følte sig lettere. Hun gik op til teltet, og herinde stoppede hun noget ned i sin (anorak med) rygpose, som hun stillede op på briksen med ryggen til indgangen, hvorefter hun atter bandt snøreremmene til teltindgangen sammen. Så tog hun af sted.  

 

På det tidspunkt, hvor manden kunne ventes hjem, var hun nået frem

til et stort stykke drivtømmer, og hun sagde til tømmeret: "Det store træ, det

store rødved - Ia - Arapê - qupê - sipê - sipí - sísariaq".(.. revn, flæk, lad

det flækkes? BS.). Træet flækkede, og hun krøb ind. Så sagde hun: "Det store træ, det store rødved. Ja! Arapê - mamê - mamê - mamigsísariâ!" Træet lukkede sig, og det blev bælgmørkt derinde. Mens hun var derinde, hørte hun støjen af sin mand,

der kom hen til træet og sige: "Jeg var for længe om det, jeg var så længe

om at gøre alvor af min plan om at dræbe hende." Han bankede på træet, og

gik sin vej.

 

Det varede ikke ret længe, så kunne hun høre, at han kom tilbage.

"Sporet er her,"(hørte hun ham sige. Chr. B.). Da kvinden kunne høre på lyden, at han havde forladt træet, sagde hun:

"Det store træ, det store rødved - Ja - Arapê - qupê - sipísisaria!" Så flækkede

træet, og hun kom ud og skyndte sig af sted. På det tidspunkt han kunne ventes, krøb hun ind i en rævehule. Efter nogen tid derinde hørte hun ham komme. "Her ender hendes spor," (hørte hun ham sige). Nu kunne hun

høre, at han var ved at grave sig ned i hullet, men han blev træt og forlod

det. Mens hun endnu var der, hørte hun ham igen komme og snakke: "Jeg var for

længe om det, jeg var så længe om at gøre alvor af min plan om at dræbe

hende." Han gravede, men blev træt og gik sin vej.

 

Hun krøb ud og fortsatte sin vandring. Ved den tid man igen kunne

vente ham, gemte hun sig bag et buskads.

Dér hørte hun ham komme. Han sagde: "Jeg var for længe om det. Jeg var

så længe om at gøre alvor af min plan om at dræbe hende." Han gravede, men blev

træt og forlod stedet. Hun blev foreløbig bag buskadset. Så hørte hun igen

manden komme og han sagde: "Her ender hendes spor." Så snart han forlod stedet, løb hun videre. Denne gang ville hun nå frem til et beboet område. Hun fik øje på

nogle bærplukkersker. Da disse så hende tog de flugten.

Så råbte hun til dem: "Jeg er Igimarasussuks kone." De kom tilbage og tog hende i hånden og førte hende hjem. Her fortalte hun følgende: "Den onde

Igimarasussuk spiste sine koner. Han spiste sin svoger. Hvis han virkelig

stræber mig efter livet, vil han vise sig. Han er altid er ude på fornøjelser, tag endelig være godt imod ham."

 

Nogen tid efter viste han sig. De gik hen

og tog imod ham "Har din familie det godt?", spurgte de. "Ja,

de har det godt nok."

 

Hans kone sad gemt bag vægbeklædningen og betragtede ham

gennem et lille kighul. Man satte mad frem til ham. Efter måltidet gav de ham

en tromme og bad ham om at underholde dem. Han tog imod trommen, men returnerede

den uden at have brugt den, idet han sagde: "I kan give underholdningen." En af

mændene greb den og begyndte at synge: "Den onde Igimarasussuk, som plejer at

spise sine koner." Da dette blev sagt, blev Igimarasussuk rød helt ned til

brystet. Han sagde, at hans kone, som selv havde spist sin lillebrors underarm, nok havde fortalt sådan. I det samme trådte hans kone frem og sagde: "Jeg har

ikke spist det, jeg dækkede det til med aske."

 

Da de greb ham, gik konen hen og trak i hans testikler, så de blev revet helt løs, og han døde på stedet.

Den gang Igimarasussuk kom hjem fra en tur, var han gået op til teltet med sin

harpun, og idet han åbnede teltindgangen, havde han harpuneret den dumme (anorak med) rygpose, som konen havde stoppet ud. Slut.

 

Medlem af forstanderskabet i Paamiut, D. Möller.

 

Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk

 

Hist.: En yderst populær fortælling, der næsten altid fortælles i samme store træk. Den indgår også sjældent i andre forløb af sammenkoblede fortællinger.

oqalugtuaq Igsiagdlangmik / Avarunguaq / Agdlerut

Print
Dokument id:150
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Igsiagdlangmik / Avarunguaq / Agdlerut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 105 - 109, nr. 41
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 159h - 160h.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak / Avarunnguaq or Agdlerut / Allerut)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Issiallak.

Issiallak rejste nordpå for at træffe folk uden kajakker, som han havde hørt om. Alle steder, hvor han forhørte sig nærmere om dem, fik han at vide, at han bare skulle fortsætte nordover. En dag kom han til en boplads, hvor der boede mange mennesker. Der gik en meget stærk strøm lige uden for bopladsen, og her var der mange sæler. Issiallak blev opfordret af bopladsfolkene til at tage ud på fangst. Det varede ikke længe, så harpunerede Issiallak en sortside, og han halede den ind til sig. De andre fangede ikke noget.

 

Issiallak tog videre nordpå. De sidste mennesker, han traf, fortalte, at der kun

var en dagsrejse tilbage til folk uden kajakker. Dagen efter ved aftenstid fik

han øje på et hus. Her boede et ældre ægtepar og deres to døtre. Lige ud for

bopladsen var der masser af hvidhvaler og narhvaler. Issiallak harpunerede en

hval og slæbte den til land. De to store kvinder, altså døtrene, løftede straks

hvalen og bar den op til huset. Da Issiallak gik ind i huset, var faderen til de

to piger i færd med at fortære hvalen, så der ikke var noget tilbage til

Issiallak. Udbyttet fra de tre efterfølgende fangstture blev spist af moderen og

døtrene. Den fjerde fangst bar pigerne op til Issiallaks telt, og dér spiste man

den. De hvaler, han fangede herefter, blev lagt i forrådsrummet, så der blev

rigeligt af vinterproviant.

 

Det blev vinter, og isen lagde til. Nu ville pigerne tage ud på fangst ved

vågerne længere ude. De advarede Issiallak imod at tage med. Men det gjorde han

alligevel. Når pigerne løb, kunne Issiallak ikke følge med. Pigerne nåede først

til vågen; og de havde allerede fanget flere hvidhvaler og narhvaler, da han

nåede frem. De sagde, at han skulle blive dér ved vågen, mens de

selv tog hen til en anden våge længere ude. Han måtte kun fange en enkelt

hvidhval. Issiallak valgte alligvel at harpunere en narhval. Pigerne tilbød ham

at binde denne narhval til deres fangster, så at de kunne transportere den. Men

Issiallak ville selv trække narhvalen hjem. Han nåede først hjem den tredje dag,

og det var den eneste gang, han var på fangst sammen med pigerne.

 

Pigerne fortalte Issiallak, at der en dag ville komme gæster, og at disse gæster

plejede at slikke det tran, der var i lamperne. En dag kom gæsterne - tre mænd;

og de gjorde nøjagtigt, som pigerne havde fortalt. Der blev taget tre hvaler ind

i huset, og gæsterne spiste dem - og knoglerne med. Ved afrejsen inviterede

gæsterne deres værtsfolk på genbesøg.

 

Issiallak havde en hund, der fik hvalpe. Issiallak gav en af pigerne en hvalp

til plejesøn. Pigerne gav hvalpen navn efter en afdød.

 

Issiallak var med, da værtsfolkene tog af sted på genbesøg. Pigerne instruerede

ham og sagde, at han skulle slikke trannet fra lamperne ligesom de selv. De sagde

endvidere, at han kun måtte spise ganske lidt, og at han når de

(pigerne) gav ham et tegn, skulle sige, at han skulle ud et øjeblik og forrette

et ærinde, og så skulle han bare løbe hjemad. Han gjorde, som pigerne sagde. Da

han var godt på vej, kom pigerne og tog ham i hånden. Da Issiallak så tilbage,

opdagede han, at tre store bjørne løb efter dem. Den forreste af dem nåede

Issiallak og ville slå ham, men Issiallak sprang til side. Da den næste bjørn

nåede Issiallak og ville slå ham, sagde pigerne til bjørnen: "Denne mand har

givet en hund navn efter jeres afdøde ven." Så vendte bjørnene om.

 

Den efterfølgende sommer rejste Issiallak sydover. Da han ved afrejsen så

tilbage, opdagede han, at nogle store isbjørne kiggede ud af vinduet. På vej

sydover dræbte Issiallak hver eneste kajakmand, han mødte. Da dette blev

almindelig kendt, ville man dræbe ham. En gang han skulle af sted fra en

boplads, forsøgte de at fange ham; men han sprang op i en konebåd. Derfra kom

han ned i sin kajak, og han dræbte sine forfølgere.

 

Issiallaks mave bulnede. Han bad en åndemaner / angakkoq ordne den. Åndemaneren

sprættede Issiallaks mave op, og tænk, mavesækken var fuld af hår.

Det var alle de mennesker, han havde dræbt, der var ved at krybe ind i ham.

Åndemaneren helbredte ham.

 

Dagen efter sagde Issiallak til de andre: "Lad os jage en fuldvoksen spraglet

sæl." Det gjorde de. Men det var en af de andre fangere, der fangede den med sit

blærespyd, hvorefter Issiallak roede hen til ham og dræbte ham med sit

blærespyd. Mens den dræbtes lillebror græd over tabet af sin bror og havde

svært ved at holde balancen, tog Issiallak den fuldvoksne spraglede sæl op på

sin kajak.

 

Issiallak spurgte åndemaneren, som han fulgtes med, om han ville med sydover.

Det ville åndemaneren ikke, fordi han var bange for at komme til at længes hjem.

Issiallak blev fornærmet over det og dræbte ham og skar hans lig i mindre

stykker, som han smed væk. Da han af de andre blev spurgt, hvor hans ledsager

var henne, svarede han, at han var deroppe mod øst.

 

Issiallak fortsatte sydover og dræbte alle mennesker han traf. Han nåede hjem,

men hans mave blev ved med at vokse, da alle dem, han dræbte, ville krybe ind i

ham (arnanneq). Han døde af det.

 

Var.: Avarunnguaq; Allerut; en variant af Ely Fontain har ikke kunnet identificeres.

 

Hist.: ikke historisk, men rygter om folk uden kajakker langt mod nord kunne referere til polar-inuit / inuhuit / inughuit. På den anden side, bjørne har heller ingen kajakker.

 

Kommentar: Mytisk rejse nordpå. Avarunnguaqs og Alleruts hovedperson udvikler sig ikke til massemorder efter besøget hos bjørnene. Bemærk associationen mellem den døde, der smutter ind i morderens mave og graviditet.

oqalugtuaq Igsiagdlangmik / Nakasunnaq

Print
Dokument id:129
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Igsiagdlangmik / Nakasunnaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 42 - 45, nr. 17
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts (?) renskrift: NKS 2488, VI, ss. 119h - 120h.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 8, ss. 69 - 70.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 89, ss. 438: Nakasungnak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Issiallak, også kaldet Nakasunnaq.

Issiallak havde hørt, at der nordpå fandtes sæler, der var meget sky.

Af nysgerrighed rejste han nordover og kom til at bo hos to brødre, som

ikke havde kajakker og kun fangede sæler fra is om vinteren, mens de

jagede rener om sommeren.

Den første fangsttur var en stor skuffelse for Issiallak. Der var sæler nok, men

det var umuligt at komme dem på nært hold. Den første dag fangede han ikke

noget og var meget flov over det. Efterhånden vænnede han sig til forholdene og

fangede til sidst så mange, at der var nok til vinterforråd. Da der kom islæg,

og Issiallak ikke mere kunne tage ud på fangst i kajak, var det brødrenes tur

til at fange sæler fra is. Den form for fangst lærte Issiallak også,

efterhånden som tiden gik.

Midt om vinteren blev isen så tyk, at de ikke længere kunne fange sæler, og

vinterforrådet svandt ind. Så sagde den ældste af brødrene: "Nu varer det ikke så

længe, før krybdyrene indfinder sig. Der plejer at komme mange, men først når

der bliver så mange, at huset begynder at ryste, går vi ud og begynder at slagte

løs."

En morgen vækkede brødrene Nakasunnaq (Issiallak) og meddelte ham, at krybdyrene

nu var kommet. Han stod op og kiggede ud - der var rensdyr alle vegne. Det var

altså rensdyrene, som brødrene kaldte for krybdyr. Nakasunnaq tog sin kniv og

var straks på vej ud. Brødrene forsøgte at forhindre ham i at gå ud og sagde, at

de skulle vente, til der kom mange flere. Men Nakasunnaq skubbede dem til side

og gik ud. Så var brødrene også nødt til at deltage i slagtningen. Nakasunnaq

tog et levende rensdyr ind i huset, som de havde som husdyr, indtil de ikke

havde mere proviant. Så måtte de slagte det og spise det.

Nu begyndte brødrene at snakke om, at der ville komme dyr, der havde lus, som

kunne spises. Disse dyr viste sig at være isbjørne, der kom i store mængder.

De fangede mange af dem og levede af dem. En tid havde de en levende isbjørn som

husdyr, indtil de måtte slagte den og spise den.

En dag fortalte brødrene, at der på denne tid af året plejede at vise sig en

stor isbjørn, der var dækket af is (isgroet bjørn) og holdt til på isen lige ud for huset. Så længe bjørnen var der, plejede de at holde sig inden døre - sagde brødrene.

 

En morgen vækkede brødrene Nakasunnaq tidligt om morgenen og fortalte, at nu var

isbjørnen der. Nakasunnaq kiggede ud af vinduet, og han så, at den store

isbjørn, der var dækket af is, var i færd med at bane sig vej gennem isen og var

kommet ganske nær. Nakasunnaq var vild efter at gå ud og møde bjørnen. Trods

brødrenes advarsel tog han sit tøj på og strammede alt til, tog sin lille kniv

og forsvandt ud af huset. Da isbjørnen dykkede, løb han frem og stillede sig ved

siden af dens åndehul.

Brødrene sad ved vinduet og fulgte med i, hvad der foregik. Da isbjørnen dukkede

op og så Nakasunnaq, gav den sig til at løbe efter ham. Isen gik i stykker under

den store isbjørn, og den halede hurtigt ind på Nakasunnaq. Da bjørnen trak

vejret ind, standsede Nakasunnaq først; derefter begyndte han at glide baglæns

over isen, og han var næsten nået til isbjørnen, da dyret pustede luft ud. Så

begyndte han at løbe bort fra isbjørnen og var næsten ved land. Så trak isbjør-

nen vejret igen med det resultat, at Nakasunnaq fór direkte mod isbjørnen,

sprang ind i dens mund og på den måde slap for at blive bidt.

Nakasunnaq røg lige ned i bjørnens mave. Luften mærkedes til at begynde med

kvælende, og han mærkede, at tøjet blev opløst af den voldsomme hede. Hans lille

kniv, der var stukket ind mellem yder- og inderkamikken, var også væk. Men han

fandt den ved at rode rundt i bjørnens mave. Med den lille kniv skar han et hul

på størrelse med sit hoved imellem bjørnens ribben henover vandlinien, og

samtidig gav han bjørnen så mange knivstik indefra, at den døde.

Ifølge brødrenes iagttagelse fra huset lå bjørnen, efter at have slugt mennesket,

først roligt med hagen på isen. Så kom den i voldsom bevægelse, hvorefter den

lagde sig ned og ikke rørte sig det mindste. Brødrene mente, at den måtte være

død. De tog deres våben og gik ned til den. Bjørnen var død, men der var intet

at se. Så hørte de én, der sagde noget; og stemmen kom i retning fra bjørnens

bredside. I det samme så de først et ansigt og derefter et helt menneske, der

var rød over det hele, idet kroppen var skoldet og var hudløs. Det var

Nakasunnaq, der havde gjort hullet mellem bjørnens ribben større og var kommet

ud. Han løb op til huset og var nær ved at fryse ihjel. Han lå længe uden at

kunne røre sig, indtil kroppen heledes.

Brødrene flænsede bjørnen og bar kødet hjem. Først derefter gik isen.

Da det blev forår, tog Nakasunnaq sydover. Han rejste aldrig mere nordpå, da han havde fået nok af opholdet deroppe og frygtede (igen) at blive ædt af en

stor bjørn.

 

Var.: Nakasunnaq

oqalugtuaq Ikardlitsuarsungmik

Print
Dokument id:412
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Ikardlitsuarsungmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 807 - 810, nr. 165
Lokalisering:?
Note:

Ultrakort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 113, s. 130.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 136, s. 466: Arnarkuagsak / Arnaqquassaaq / Havkvinden / Havets Mor.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Ikarlitsuarsuk.

Man fortæller om dem, at de havde et temmeligt stort overvintringshus.

En vinter frøs havet til så langt ud over havet, at der ikke var det

mindste åbent vand at øjne. På grund af al den is kom folk til at lide nød. De

manglede én, der kunne mane ånder. Den, der kunne mane ånder, skulle

få en ny kajakåre i belønning. I huset boede også Ikarlitsuarsuk og

hendes lillebror - med soveplads på den anden side af briksen

(àkimiorigamíkíngôq skal formentlig forstås sådan). Alt imens de nu så

voldsomt savnede én, der kunne mane ånder, sagde Ikarlitsuarsuks

lilllebror: "Ikarlitsuarsuk silat" (Silat er svær at oversætte, måske

skal det forstås således: Få Ikarlitsuarsuk til det, eller: Gid Ikarlitsuaarsuk ville - så han kunne få den åre). Da han blev ved med at sige det, fik Ikarlitsuarsuk ondt af ham. Derfor sagde hun, at

hun ville mane ånder.

 

Hun bad dem om at slukke lamperne. Da lamperne

blev slukket, gik hun ud af huset og videre ned til stranden. Der var

højvande, og imellem isstykkerne smeltede hun ned i havet. Hun kom til

at gå under vandet. Foran sig så hun hajer. De lignede store

sammenkrummede hunde. Vejen, hun skulle følge, var som æggen af en ulu

(krumkniv - kvindens kniv). Et lille hus kom til syne. Hun gik hen

til huset, og da hun nærmede sig det, hørte hun voldsom gråd

derindefra. Hun kom ned i gangen, og hun kunne høre en meget arrig

stemme derinde. Hun kom ind i rummet og så en stor kvinde, som var

rasende. Hun rodede i noget bag ved øret og trak et blodigt stykke

klæde frem. Det smed hun ud på gulvet. Hun rodede i noget bag ved det

andet øre og smed en baby ud. Hun skreg stadig af gråd. Hun blev ved

med at græde, og til sidst gav Ikarlitsuarsuk sig til at slås med

hende. Midt under slagsmålet blev den store kvinde mildere stemt. Da

hun nu var blevet formildet, gav hun tegn i retning af sidevæggen mod

nord, og i det samme begyndte en stor flok sæler at bevæge sig hen

imod udgangen. Der var utroligt mange sæler. Mens Ikarlitsuarsuk stod og så

på dem, lagde hun mærke til en netside, der var på vej ud. Den var så

smuk, at hun fjernede nogle hår fra lænden for på den måde at mærke

den, fordi hun gerne ville have den (sikkert skindet), hvis den blev

fanget. Idet hun flyttede (pilugssue - sikkert pitugssue: den store

lampefod) lidt til side, kom der alle mulige slags fugle ud. Da der

ikke var flere, gik Ikarlitsiarsuk ud. Igen vandrede hun under vandet

og kom op mellem isstykkerne; da var det blevet lavvande. Hun gik op;

og da hun kom ind i huset sagde hun: "Tænd lamperne igen." Der kom

lys, og hun sagde: "Når I tager ud på fangst i morgen, er der ingen,

der må prøve på at fange to sæler. I skal kun fange én hver.

 

Det troede de mange mænd overhovedet ikke på, for der var kun is at se

alle vegne. Næste morgen gik en mand ud og stirrede ud over havet. Det

var underligt for der var ikke den mindste smule is at øjne. Han

råbte ind til de andre mænd: "Gør jer klar til fangst, for der er ikke

et stykke is så langt øjet rækker." Først troede de ham ikke, men da

de kom ud og så det, blev de så glade, at nogle græd. De tog ud på

fangst og kom hurtigt hjem, hver med én sæl - undtagen én, der kom med

to sæler. Om aftenen sagde Ikarlitsuarsuk til dem: "I morgen må de,

der gerne vil, fange to; der er ikke længere restriktioner." Næste

morgen tog de af sted og kom tilbage med to sæler hver - og nogle med

tre sæler. Kun manden, der kom hjem med to sæler den foregående dag,

havde ikke fanget noget. Netsiden, der var blevet fanget, tilfaldt

Ikarlitsuarsuk. Lillebroderen fik den nye kajakåre. De begyndte at

spise kød hver dag; og det fortælles, at de den dag i dag spiser kød.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

Oqalugtuaq ikíngutínaringnik / En fortælling om to hjertevenner

Print
Dokument id:1027
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 11
Fortæller:Onesemossen, Juliane
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq ikíngutínaringnik / En fortælling om to hjertevenner
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 14 - 15
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage boede to venner, Aatsakasik og Orrallak i

Timerliit. O. plejede at tage ind i fjorden (for at jage rensdyr), mens A. forblev på sin boplads. Da der om sommeren altid var

klapmydser i fjordmundingen, fangede A. en del; og han plejede at

lægget et hvalroshoved til gæring til sin bedste ven, mens O. havde

noget tørret og frisk rensdyrkød og rentalg med til A.

Engang, da O. vendte hjem fra fjorden, serverede A., som vanligt, et

gæret hvalroshoved for sin ven. Da han havde spist, gik han hjem. Han

havde det skidt, og han blev dårligere og dårligere, indtil han blev

sindssyg. Han sagde hele tiden: "A. har forgiver mig." Da han kom i

den tilstand, kunne hans husfæller ikke længere blive hos ham. De

rejste og lod ham alene tilbage i huset.

A. kunne ikke glemme vennen, han havde gjort fortræd. Derfor tog han

hen for at se til ham. Han gik ind i huset, men han så ingen

mennesker. Han kiggede efter ham og opdagede, at han lå oppe på

tørrestativet og kiggede ned på ham. Da han var blevet opdaget, sprang

han ned på gulvet og sagde: "Du har forgivet mig, derfor vil jeg spise

dig." Så begyndte han at løbe efter ham inde i huset.

Nu kunne O. dårligt undgå at blive spist; men idet han passerede

åbningen ud til gangen smuttede han ud og løb ned til sin kajak, kom

ned i den og roede ud. Han kiggede tilbage og så, at den anden fulgte

efter ham og var synlig som ild. Han blev bange og flygtede; så hørte

han ham sige bag ved sig: "Jeg kan ikke komme videre for en stor

revne." Han så sig tilbage og opdagede, at forhindringen var en lille

fordybning, fra bølgeslaget. Han kunne ikke kommer over

den. O. tog hjem; og han besøgte ham ikke igen; for han var jo nær

blevet dræbt.

 

Var.: Søg på ligfedt; bespiste ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Oqalugtuaq ikíngutingnarîngnik / Oqaluttuaq ikinngutinnariinnik

Print
Dokument id:469
Registreringsår:1921
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 7
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq ikíngutingnarîngnik / Oqaluttuaq ikinngutinnariinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 1 - 8
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om to hjertevenner.

En fjordbo og en kystbo blev hjertevenner. Når det blev vinter, kom de

hele tiden på besøg hos hinanden, fordi de ikke kunne undvære

hinanden.

 

Når fjordboen om sommeren tog ind i fjorden på renjagt i

renjagtområderne, måtte de undvære hinanden, da kystboen aldrig tog

ind i fjorden. Når kystboen kunne regne ud, hvornår hjertevennen ville

tage ud af fjorden igen, lagde han en hel helleflynder hen til gæring til

ham, ligesom fjordboen plejede at lægge et helt rensdyr hen til gæring

til kystboen, fordi de havde den skik at invitere hinanden til spisning.

 

Som han plejede, lagde kystboen en helleflynder hen til gæring. Da

han, netop som helleflynderen var gæret færdig, fik at vide, at

hjertevennen var kommet tilbage inde fra fjorden, blev han (pludselig)arrig

og besluttede at bruge måltidet til at skade ham, fordi vennen var

dygtigere end ham, og fordi han var vennen underlegen på alle områder. Han kunne ikke frigøre sig fra sin onde hensigt; og da husstsnden var gået tidligt til ro, gik han ud til gravene. Han udvalgte sig det mest friske lig - et, som han vidste var blevet begravet i vinter.

 

Han åbnede graven og skar et stykke fedt fra liget og tog det med

hjem. Han smurte hele oversiden af helleflynderen med menneskefedtet

og sørgede for, at ingen i huset opdagede, hvad han foretog sig.

Dagen efter at han havde smurt fedtet på helleflynderen, kom

hjertevennen på besøg. De havde længtes stærkt efter hinanden, og de

viste åbenlyst deres glæde ved at se hinanden igen. Vennen ville

blive natten over, og eftermiddagen fløj afsted med den megen glæde

over gensynet. Vennen skulle så spise den gærede helleflynder, inden han

gik i seng. Da kystboen, hjertevennen, mente, at det var blevet

tilstrækkeligt sent på aftenen, satte han helleflynderen frem og stak

sin kniv ned i den. Fjordboen skulle lige til at lange til maden, men

opdagede så, at en eller anden prikkede til ham fra et sted under

lampebriksen. Da han vidste, at ingen ville prikke til ham uden grund,

opgav han at lange til og sagde til vennen, inden han spiste: "Jeg går lige ud og tisser, så jeg kan spise i ro og mag."

Han rejste sig, og knap var han kommet ud i gangen på vej ud, så stødte

han på en af sine hjælpeånder, der sagde: "Din hjertensven vil forgive

dig, for han har smurt oversiden af din mad ind i

menneskefedt. Når du går ind, skal du vende helleflynderen med

undersiden øverst. Fjern så hans kniv og brug din egen i stedet."

 

Efter kun at have været ude et øjeblik, kom han ind igen. Han fjernede

kniven og vendte helleflynderen om med undersiden opad; og han gav sig

til at spise med sin egen kniv. Han spiste sig mæt, uden at mærke

noget usædvanligt; og da det blev sengetid, gik han i seng. Ved

afrejsen næste dag, sagde han til hjertevennen, at han bare skulle

komme på besøg, når han ville.

 

Da fjordboen vendte hjem, tænkte han hele tiden på sin hjertensven, som havde forsøgt at forgive ham. Han ville egentlig ikke udsætte vennen for det samme; men han besluttede alligevel at hævne sig; og det skulle gøres med det hele rensdyr, der var lagt hen til gæring.

 

Han gik hen og åbnede en af gravene og skar et stykke fedt fra et lig.

Så smurte han hele oversiden af maden til vennen med

menneskefedt. Netop som han var færdig, så kom kystboen på besøg.

 

Som altid gik hele eftermiddagen med at snakke, hygge sig og spise

det lækreste renkød. På et passende tidspunkt om aftenen før sengetid

serverede han så det hele rensdyr, hvis skind ikke var fjernet; hårene på

skindet havde løsnet sig så perfekt, at det mindede om en nøgen krop.

Han (kystboen) stak sin kniv ned i oversiden af dyret. Værten iagttog

ham, fordi vennen var ligesom han selv; han var ikke helt almindelig (også åndemaner, BS).

Han forventede, at han ville vende dyret om, så at det nederste kom

øverst; men i stedet for tog han kniven, der var stukket ned i

oversiden, og begyndte at spise. Hans hjælpeånder ville åbenbart

ikke gribe ind, fordi det var ham, der havde startet det hele.

 

Mens han endnu spiste, begyndte han at snakke vildt.

Midt i det hele rejste han sig op og ville ud. Vennen frarådede det;

men han ville ikke høre. Han gik ud, og da han efter en tid stadig

ikke var kommet tilbage, gik de ud for at se efter ham; men det viste

sig at han, straks han kom ud, var taget afsted hjem.

 

Dagen efter tog kystboen derind for at se til sin hjertensven. (Her er

der noget galt, for det må være fjordboen, der tog ud for at se til

kystboen.) Han lagde til neden for huset, men så ingen mennesker. Han

trak sin kajak op på stranden og gik op til huset. Inde i huset fandt

han ham stående på hovedet. De viste sig, at han havde dræbt alle i

huset; og så såre hjertensvennen var kommet ind, gav han sig til at

jagte ham. Hver gang vennen ville ud i gangen, spærrede han vejen for

ham. Han var ved at blive helt fortvivlet, da det lykkedes for ham at

slippe ud og sætte i løb, alt hvad han kunne i retning af kajakken.

Kort efter han var sluppet ud af gangen, kiggede han tilbage og så

vennen komme ud, og at han fulgte efter ham. Han for afsted ned til

kajakken, som han bar ned og kom ned i, mens vennen rakte armen ud

efter ham inde fra land. Endelig lykkedes det for ham at ro ud. Han roede vestover, som om han ikke havde noget at fortælle.

 

Det var egentlig ikke hans tanke at tage

hen og se til vennen dagen efter. Men han tænkte: Når jeg ikke har set

min hjertensven i flere dage, længes jeg frygtelig efter ham. Han gjorde

sig klar og tog ind for at besøge ham.

Han gik i land neden for huset og stillede kajakken med bagenden

mod vandet. Han gik op til huset og kiggede ind af vinduet.

Inde i huset gik vennen på væggen med hovedet ned. Idet han kiggede

ind af vinduet, hørte han ham sige: "Jeg er blevet rask, kom inden

for." Straks han kom ind, gav vennen sig til at jagte ham igen. Denne

gang var han ved at blive helt fortvivlet. Det var lige før han blev

helt udmattet, da det lykkedes ham at springe ud i gangen, da han

passerede åbningen. Han løb, alt hvad han kunne ned til kajakken, mens

vennen var lige i hælene på ham. Han sprang ned i kajakken; og idet

han roede ud, fulgte vennen efter ham, som om han gik på landjorden.

Han gav sig til at løbe på vandet og var ved at indhente ham. Da han

var kommet så nær, at han kunne få fat i ham med strakte arme, var der kun eet at gøre: at få kajakken til at gynge. Da han så hørte en plaskende lyd og kiggede bagud så han, at vennen ustandselig faldt på enden i den søgang, som den gyngende kajak skabte. Hver gang kom han op igen; men han faldt igen, så såre han

satte i løb. Mens dette stod på, hørte han ham sige: "Det var lige

ved, jeg var nær faldet ned i en stor revne." Han kiggede tilbage og

så, at vennen var i færd med at gå baglæns. Han vendt sig om og

spurgte vennen: "Hvor er den store revne henne?" Han så sig om og

opdagede, at vennen pegede på en lille rille (? immap kiluusanngua)

i vandet. Da vennen var rendt tilbage, fordi han ikke kunne finde

farbar vej, tog han hjem.

 

Næste morgen ganske tidligt gjorde han sig klar og tog af sted. Han

lagde til neden for vennens hus. Han stillede kajakken sådan, at den

omtrent befandt sig i vandet, og gik op til huset. Han kiggede ind af

vinduet, men så intet. Han gik ind i huset og ledte efter ham, men han var der ikke. Han kom ud igen og fulgte hans fodspor, som førte op til en tor klippehule og videre ind i den. Han krøb ind i hulen. Han følte på ham og var i

tvivl, om han overhovedet trak vejret. Det viste sig at han var død -

frosset ihjel efter gårsdagens våde omgang.

Først da han havde dækket ham forsvarligt til med sten i bunden af

hulen, følte han, at han var færdig med ham.

Således hævnede kystboen sig på sin hjertensven, fjordboen, der

startede det hele - med at forsøge at forgive ham.

 

(Det var nu altså fjordboen, der forgav kystboen.)

 

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespise ondt.

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

oqalugtuaq ilumôrtoq / Qaakitsoq / Pinnersoq

Print
Dokument id:133
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Smidt, Lars Abelsen
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ilumôrtoq / Qaakitsoq / Pinnersoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 56 - 61, nr. 25
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Orig. håndskr. findes ikke.

Peder Kraghs afskrift: NKS 2488, VI, ss. 61v - 66h med sideløbende oversættelse til dansk.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 259 - 261. Transskriberet til nugrønlandsk i

Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 259 - 261.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En sandfærdig fortælling.

Jeg har nedskrevet denne fortælling, fordi den er sandfærdig, og for at de sto-

re herrer (naalakkat) kan få noget at vide om den stærke mand.

Min bedstemoder Sisaalia (Cecilie) hed Qarmeq, før hun blev døbt. Hun havde

været med på rensdyrjagter med bue og pil, og hun havde også været med til at

drive flokkene. Hun kendte folk på strækningen fra Holsteinsborg / Sisimiut

til Jakobshavn / Ilulissat. Hun kendte den mand, der her skal berettes om.

Jeg, som skriver denne historie, har kendt denne stærke mands børnebørn. Og du,

min kære, kender bopladsen Ikerasaarsuk, hvor den unge mand, der senere blev

en meget stærk mand, boede.

I Ikerasaarsuk boede der en ung mand ved navn Qaqitsoq, som også blev kaldt

Pinnersoq. Han var i færd med at udvikle sig til en stærk mand. To stærke mænd

fra Jakobshavn havde sendt bud efter ham, for at de kunne prøve kræfter med

ham.

En vinter fandt fangerne under åndehulsfangst ved nordsiden af Ikerasaarsuk

en død narhval. Den trak man op på isen. Ved denne lejlighed var Pinnersoq også

til stede. Hans slægtninge stak lidt til ham her med at

ingen forældre ville have ham som svigersøn, og at han var blevet udfordret til

kraftprøve af to stærke mænd fra Jakobshavn. De mente, det var på tide, at han

viste, hvor stærk han var. Han kunne f.eks. prøve, om han magtede at løfte

narhvalen. Så gik Pinnersoq hen til den frosne narhval, greb dens tand med den

ene hånd og lagde den anden arm ind under hvalen og løftede den. De andre

fortsatte drillerierne og ville også se, om han kunne få narhvalen op ovenpå et isfjeld, der var frosset fast på isen. Det kunne Pinnersoq.

 

Da det blev forår, samledes en hel masse mennesker fra mange bygder i Aasiaat-

området og rejste sammen med Pinnersoq ind i Diskobugten. De slog lejr ved

Orpissut lidt syd for Qasigiannguit. På den anden side af fjorden havde folk

fra Ilulissat og fra bygderne i Torsukattak lejret sig. De besøgte hinanden

og arrangerede danse- og sangfester.

 

En dag tog folkene fra Ikerasaarsuk sammen med deres støtter fra Aasiaat-egnen over til dem på den anden side af fjorden, og Pinnersoq stillede sig -

trods broderens, Kamitseqs advarsler - udfordrende op mellem folk fra

Ilulissatområdet, der straks omringede ham. Den første udfordrer væltede

Pinnersoq hurtigt til jorden. Angrebene på Pinnersoq blev ved i det uendelige

for at udmatte ham; Pinnersoq lagde dem ned på stribe - alle

uden undtagelse. Efter benbevægelserne at dømme blev Pinnersoq mere og mere

oplagt og ivrig.

 

Endelig trådte den ene af de to egentlige udfordrere frem, og han og Pinnersoq

begyndte at brydes. Det lykkedes udfordreren at tvinge Pinnersoq ned på knæ, men

kun på det ene. Pinnersoq ville afbryde kampen, men blev opfordret af de

andre til at fortsætte, fordi han jo ikke var blevet væltet omkuld. Det

varede ikke længe, så løftede Pinnersoq sin modstander og slyngede ham ud, så

han landede foran folk og opgav kampen. Derefter trådte den anden udfordrer

fra Ilulissat frem. Denne stærke mand, som hed Kutsinersuaq, løftede straks Pinnersoq op på skulderen. Pinnersoq blev meget bange for, at Kutsinersuaq

skulle smide ham bagud med hovedet nedad; men i stedet for satte han ham hårdt

ned på jorden foran, og Pinnersoq ramte jorden på en så heldig måde, at han ikke

sank i knæ. Nu var det Pinnersoqs tur til at angribe modstanderen. I stedet

for at prøve at løfte ham, trykkede Pinnersoq modstanderen fra oven og ned på

skuldrene så hårdt, at det knasede, og hans knæhaser gik i stykker. De, der

holdt med Pinnersoq, skreg af begejstring. Kutsinersuaq sank ned på jorden og

jamrede af smerte. Pinnersoqs storebror, Kamitseq, som var åndemaner, gik hen

til ham og lavede kunster ved at puste på knæhaserne, så smerterne aftog.

Pinnersoq fór uroligt rundt mellem folk, han ventede flere angreb, men ingen

turde. Så begyndte Pinnersoq at synge den sang, der var lavet til lejligheden,

og som de på forhånd havde øvet sig på. De blev helt tossede af sejrsrus. De for

rundt sammen med Pinnersoq og smadrede og trampede teltene ned - først de to

udfordreres og siden de andres. De rasede som sindssyge og hånede deres

modparter. Pinnersoq, som før havde svært ved at blive accepteret som mulig

svigersøn, valgte nu uden vanskelighed en pige fra Ilulissat / Jakobshavn til kone og tog hende med tilbage til Ikerasaarsuk.

 

Fortælleren, Lars Smidt, opfordrer til slut Kragh til at oversætte fortællingen,

så at hans overordnede (naalakkat) kan komme til at høre den sandfærdige

fortælling. Lars Smidt selv havde som barn boet i samme hus som Pinnersoqs børn,

i 1798. Moderen Lydia havde oplært hedningene i den kristne lære. Et af

Pinnersoqs børnebørn, Susanne, levede endnu på det tidspunkt, da Lars Smidt

nedskrev fortællingen, og boede på Kitsissuarsuit, Hunde Ejland.

 

Hist.: Historisk fortælling om rejser, der bl.a. lokaliserer et samlingssted, aasivik, nær Qasigiannguit i midten af 1700-tallet med kraftprøver, smædesange og seancer.

oqalugtuaq ilumôrtûgaluaq iliarssúnguamik / Kaassassuk

Print
Dokument id:134
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Smith, Lars Abelsen
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ilumôrtûgaluaq iliarssúnguamik / Kaassassuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 61 - 67, nr. 26
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift:  NKS, 2488, VI, ss. 66 - 79 (Rinks paginering).

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 96 - 100: En fortælling som skulle være sand ....

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en forældreløs (En beretning, som skulle være sandfærdig).

Jeg, L.A. Smidt, anser også denne fortælling, som jeg har hørt flere gange,

for at være sandfærdig, selv om nogle af de bedrifter, der er omtalt, virker

usandsynlige. Men der er synlige beviser på de omtalte bedrifter, som er kendt

af alle på hele den langstrakte kyst. Helten har jo berejst kysten fra nord til

syd, efter at han var blevet en stærk mand. - Min kære ven! Du har også besøgt

det sted, hvor han voksede op - Tartunaq i nærheden af Saqqaq. Her findes en

stensætning, som man næsten ikke kan tro, kan være lavet af menneskehænder.

Denne stærke mand har, i modsætnnig til Pinnersoq, været en pralende og hovmodig

person. De forfærdelige vilkår, han levede under som barn, er blevet skildret

troværdigt.

I gamle dage, da den kristne tro endnu ikke var kendt, var folk meget ubarm-

hjertige. Gudskelov og tak, at disse tilstande ikke længere eksisterer i vort

land. Herunder fortælles om vor helts barndom.

 

Der var engang en dreng ved navn Kaassassuk, som levede blandt ubarmhjertige

mænd. Han og hans fattige plejemor levede i en hule, som de havde gravet fra

husets gang ud til siden. Kaassassuk sov ude i gangen mellem hundene, hvor der

var varmere. Når mændene om morgenen skulle ud, slog de hundene og Kaassassuk

med. Kaassassuk hylede sammen med hundene.

 

Når mændene festede og spiste inde i huset, kunne Kaassassuk kigge ind ude

fra indgangen til rummet. Mændene trak ham op over tærskelen ved at stikke

fingrene i hans næsebor, som af den grund blev meget store; og det må have gjort

frygtelig ondt. Kun én mand ynkedes over Kaassassuk og løftede ham op ved at

tage ham om kroppen. De gav ham noget frossent kød at spise uden kniv. Engang

fandt Kaassassuk et stykke jern og satte det fast mellem tænderne for nemmere

at tygge det hårde kød.

 

Efterhånden som han voksede op, blev Kaassassuk træt af denne evige mishandling;

og han begyndte at gå ture på fjeldene. Han råbte ud i det blå: "Gid jeg kunne

blive en stærk mand."

En dag, da han råbte, så han et dyr, der lignede en ulv. Kaassassuk flygtede,

men blev indhentet. Dyret viklede sin hale omkring drengen og slyngede ham fra

sig, så han i sit fald ramte jorden. (Noget af det efterfølgende er måske ikke

så troværdigt): Da han blev slynget ud, hørtes der raslen af ben fra en sæls

baglaller, fortælles der. Dette fabeldyr blev kaldt kraftens herre. Men jeg

mener, at han måtte være Satanarsi (Satan). Første gang han blev slynget ud og faldt ned på jorden, trillede han ret langt væk, og han kunne ikke stå oprejst. Anden gang trillede han også, men der faldt færre sælknogler ud. Tredie gang lød det, som om de resterende sælknogler faldt ud. Fjerde gang blev han stående et stykke tid, og der kom ingen sælben. Femte gang blev han stående. Dyret blev ved med at slynge ham ud, indtil det ikke længere kunne vælte ham. Dyret sagde til ham: "Nu er du blevet en stærk mand." Kaassassuk vendte tilbage til sit leje ude i gangen.

 

En nat da Kaassassuk var på vej ud af gangen, løftede han med sin ryg det frosne

tunge loft på gangen op, så det smadredes. Mændene opdagede det om morgenen og

undrede sig meget over det; for kun en stærk mand ville være i stand til at øde-

lægge det solide loft. Nogle af de unge mennesker på stedet brystede sig, for

at de andre skulle tro, det var dem, der havde gjort det. Ingen skænkede

Kaassassuk en tanke.

 

En anden nat gik Kaassassuk ned til det sted, hvor konebåden lå fastgjort,

sikret for vinterstormene. - Du har selv set, Kragh, hvordan man gjorde det. -

Kaassassuk løsnede det frosne underlag og løftede det hele. Mændene opdagede, at

konebådene var blevet løsnet og vendt om; og de undrede sig over det. Nogle af

de unge på stedet ville gerne give udseende af, at det var dem, der kunne have

gjort det, men den efterfølgende nat satte Kaassassuk konebåden på plads.

 

En dag viste der sig tre isbjørne på isen, og mændene løb ud for at jage dem.

Kaassassuk fik travlt og ville ud, men havde ingen anorak. Plejemoderen lånte

ham sine kamikker og sin sælskindsanorak, idet hun, nærmest for at gøre nar af

ham, sagde: "Skaf mig så brikseskind og overdyne." Kaassassuk løb af sted, så

snipperne på hans pels slyngedes bagud. Pigerne grinede ad ham og tænkte, at han

var blevet tosset. Han løb forbi den ene mand efter den anden. Hvergang han

passerede én, udslyngede han et skældsord og nævnte et lækkeri, han altid

havde længtes efter at spise. Det hovmod, Kaassassuk udviste, var noget helt nyt

for mændene. Nu var Kaassassuk kommet forbi dem alle sammen. Mændene stod blot

og så på, hvordan Kaassassuk drev isbjørnene op på et isfjeld. Her tog han

moderen i benene, slyngede den imod isfjeldet og dræbte den, som om det var en

ræv eller en hare. Den samme skæbne fik de to andre. Kaassassuk satte sig

derefter ned på isfjeldet og ventede på mændene. Da de endelig kom, var de

anderledes ydmyge. Den ene isbjørn forærede han dem, der var sammen med ham. De

to andre bar han hjem - den ene på skulderen og den anden under armen. Disse to

forærede han sin plejemor, idet han sagde: Nu har jeg skaffet dig både

overdyne og brikseskind. Stedets unge mænd, som tidligere elskede at give

udseende af, at det var dem, der besad skjulte kræfter, skammede sig. Og de,

som før havde gjort nar af Kaassassuk, kappedes underdanigt om at gøre ham

tilfreds. Da Kaassassuk var gået ind i sin hule, råbte mændene ind: "Her er et

par kamikker til Kaassassuk, og her er et par bukser." Pigerne sagde: "Jeg vil sy

et par kamikker til Kaassassuk, og jeg vil sy et par bukser." Mænd tilbød ham

deres døtre til kone. Men Kaassassuk valgte datteren af den mand, som havde

været god imod ham, selv om hun ikke var så smuk som de andre, og selv om hun

var snottet. Kaassassuk gjorde sine gamle plageånder bange og revsede dem, idet

han sagde: "I har været onde imod mig, det vil jeg også være imod jer." Sådan

demonstrerede Kaassassuk sin styrke og blev meget hensynsløs. I nord og i syd

var han berygtet for sin hensynsløse adfærd.

 

Fortælleren fortæller til slut, at han flere gange har set Kaassassuks hus på Saqqarliit-landet ved Egedesminde. Kragh har sikkert også

set huset. Et andet sted, der kaldtes Nuussaq, havde Kaassassuk lavet bjørne-

fælder på samme måde, som man lavede rævefælder. Josef Vile og Jens Brandt var

blandt dem, der havde set disse bjørnefælder. Hvis de store herrer eller kongen

ønskede beviser på, at historien var sand, ville det være en nem sag at få en af

de store sten fra bjørnefælden eller fra en af festpladserne i Saqqaq sendt til

Danmark med et skib. - Qaqitsoqs (Pinnersoqs - søg denne) bedrifter var virkelige, for L.A. Smidts (fortællerens) bedstemor kendte jo Qaqitsoq personligt. Og beretteren slutter: "Men jeg har ikke truffet ældre mennesker, der skulle have oplevet og kendt Kaassassuk. Dog er der synlige beviser på hans bedrifter. Jeg, som skriver disse linjer, har set hans hus på Saqqarliit-landet mange gange."

 

Var.: Kaassassuk.

oqalugtuaq Inungmik qavungnartumik / Faderen som blev hævnet

Print
Dokument id:288
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Inungmik qavungnartumik / Faderen som blev hævnet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 545 - 550, nr. 159
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kunuk, der rejste sydover.

 

Kunuk, som havde to mindreårige sønner rejste sydover. Da det blev efterår,    flyttede de ind i deres vinterhus. De kom til at bo på en boplads, hvor der boede mange mænd, der var drabsmænd. Kunuk plejede at sige til sin kone, at han, når de ville dræbe ham, ville skrige af fuld hals. En dag da Kunuks husfælle var ude i kajak, traf han Kunuk, som sad i sin kajak og var blevet ramt af så mange kastevåben, at kajakken ikke var i stand til at kæntre. Han roede hjem og fortalte Kunuks sønner, som var nede ved stranden for at tage imod ham, at de skulle gå op (og fortælle? Chr. B.), at deres far var blevet dræbt og at kajakken ikke var i stand til at kæntre (her forekommer der en glose, 'kanijangaqángilatik', som jeg ikke kender, og af den grund ikke har oversat -

Chr. B.). De gik grædende op. Da de kom ind, sagde Kunuks enke (?) til sin husfælle, at han skulle lave et forrådshus uden om husgangen og på gulvet (natikkut - under gulvet? Chr. B.). Det klarede husfællen. Bopladsfællerne kom hjem, og den ene efter den anden gik op på taget af enkens hus og sprang op og ned på det.

 

Så kom der en tid, hvor det sneede så kraftigt, at fangerne ikke kunne

tage på fangst flere dage. De kom til at sulte, og de kom med forskellige

ting, f.eks lamper, som de tilbød for noget spiseligt. ('pissaríngilât' står der

her. Det kan betyde, at de ikke fik noget spiseligt? Chr. B.).

 

Så slap forrådet op. Kunuks enke ('nulia', hans kone) sagde: "Jeg vil gøre

et eller andet for at skaffe godt vejr." Næste dag var det skyfrit. Hvis det

virker ('sungniúkune'), vil det også være skyfrit den efterfølgende dag. Der var

kommet is på havet. Hun sagde: "Jeg vil få isen til at revne. Når vi vågner

imorgen, vil isen være revnet!" Næste morgen kiggede de ud af vinduet og så,

at isen var revnet, og inde i huset ('igdluane) var der en tejst. Han (det er vel

husfællen? Chr. B.) gik ud tidligt om morgenen og kom tilbage om aftenen. Det

viste sig, at han havde været nede ved stranden helt alene (ingen andre mænd var

kommet derned, skønt man nu kunne tage på fangst igen - B. S.). Tidligt næste morgen gik han ud. Det viste sig, at han gik hen til sine bopladsfæller. Da han gik ind, sagde han: "Er der ingen levende tilbage hos jer?" Dagen efter fulgtes

enken med ham til bopladsfællerne. Inde i huset gik hun fra den ene ende af

briksen til den anden og rykkede mændene op ved at tage dem i håret, idet hun

sagde: "Sådan en slags mandfolk (?) ('angutaussorssuaq')!" Hun gik hele vejen

rundt, hvorefter hun gik hjem. Da det blev sommer, døde hun.

 

Efter moderens død, sagde husfællen til sønnerne: "I skal koncentrere jer

om at øve jer i at kaste sten ved hjælp af en slynge!" De blev så dygtige til at

bruge en slynge, at de begyndte at fange sæler. Når de havde været ude at gå

ture, kom de tilbage med itureven sælskindsanorak. De de en dag tog af sted på

en af deres ture, fulgte deres plejefar efter dem. Uden at de så ham, kiggede

han frem fra sit skjul og så, at drengene legede med en stor isbjørn midt på en

stor slette. Når bjørnen var på vej hen til den ene af dem, tog den anden den i

halen og trak den til sig. Han gik ned igen, uden at de så ham. Som sædvanlig

kom drengene hjem med itureven sælskindspels.

 

Så skete det en dag, at nogle af drabsmændene var på vej ind til deres

boplads i mange konebåde. Drengene placerede sig på et lille næs ved deres bo-

plads. Med en slynge, der var lavet af hvalrosskind, kastede den yngste en sten

imod en af de forreste konebåde og ramte den, og stenen gik igennem begge sider

af konebåden og lavede to huller. Så slyngede de sten mod alle

konebådene. Da de sidste vendte om, ramte den yngste båden på stævntømmeret

('niutautigut') så der gik hul i begge sider (det er lidt svært at forestille

sig hvordan nøjagtigt - Chr. B. Måske gik stenen tværs igennem begge sider af stævnen, BS). Således udryddede de dem og hævnede sig på denne vis.    

 

Efterhånden kunne den ældste af brødrene ikke klare sin lillebror, hvad

angik styrke, men lillebroderen døde. Den ældste af brødrene fik sig en kone, da

han blev voksen. Så rejste han sydover. Når han tog af sted fra en boplads, og

folk ikke længere kunne se konebåden, gav han sig til at padle, og det gik

hurtigt, som var båden drevet frem af sejl. Han placerede sine plejeforældre og sin kone midt i konebåden, og når de nærmede sig et beboet sted, lod han sine plejeforældre og sin kone ro. Sådan ankom de engang til en boplads med mange huse. Så snart konebåden lagde til, kom stedets stærke mand om bord på konebåden. Han skrævede over konebådens tofter og tog hans kone, som han gik med op til sit hus. Da han havde trukket konebåden op på stranden, kom der en mand og inviterede ham hjem. Inde i huset spurgte manden ham: 'Ikitarpit?' (jeg ved ikke, hvad det betyder - Chr. B.). Han svarede "Jeg har endnu ikke set noget." Så sagde værten: "Gå længere ind i huset. Han vil dræbe dig (det er et gæt. - 'tivfardlutit' trække dig længere op på stranden/landet - Chr. B.)." Da han sagde dette, tog han sin tromme og gav sig til at danse rundt, idet han holdt trommen med strakt arm. Mens han dansede, sagde han "Sådan plejer han at bære sig ad. Duk dig." Gæsten dukkede sig, så kun hans hage ragede frem, selvom han græd. Da værten løftede armen, lagde gæsten mærke til, at han skævede op. Kastevåbenet ramte dér, hvor Qattua (det hed storebroderen åbenbart - Chr. B.) havde siddet. Den anden sagde: "Sådan skal du gøre." Igen begyndte værten at danse rundt. Denne gang lagde Qattua mærke til, at hans øjne vendte ned. Da værten kastede våbenet, hang Qattua oppe på loftsbjælkerne. Den anden sagde: "Du skal bære dig sådan ad." Så lærte han ham en vise og sagde: "Jeg vil følges med dig, når han inviterer dig op." Derpå demonstrerede værten sine kræfter ved at løfte et sortsideskind fyldt med sand op flere gange. Han satte dem ned på gulvet og sagde: "Selv om jeg er i stand til at gøre den slags, kan jeg ikke komme til at se min kone. Prøv nu, om du kan klare det." Gæsten løftede dem uden vanskelighed. Værten sagde igen. "Du skal bære dig sådan ad."

 

Så kom der én og bad gæsterne komme op. De gik ud af huset og straks var de ved den stærke mands hus 'piniussuanik ikallutik' (det kan jeg ikke få nogen mening ud af - der var mange, kan skulle sørge for? Chr. B. Han havde vel mange koner - og børn? BS). Han (Qattua?) kiggede ind i gangen og så, at hans yngste stedsønner ('den stærkes' stedsønner? BS.) stod i en lang række langs hele væggen - alle  bevæbnet med knive. Først sprang ledsageren op på indgangen til rummet; 'imâtdlât ilatik kapúpât' ('kapúpât' kan jeg ikke tyde - Chr. B.). Så sprang gæsten også op. Den stærke mand sagde til sin kone: "Hvor er trommen?" Konen svarede: "Hvor plejer den ellers at være?" Hun stak hånden ind under briksen og trak et stort sværd frem. Han sagde til dem udenfor (silamut): 'quiserquvdlugit' (sådan står der vist, og det skulle ordret betyde: at man skal hjælpe dem med at tisse. Det lyder mærkeligt - Chr. B.). Stedbørnene strømmede ind. Hvergang der viste sig én, der var meget svær, spurgte han (Qattua) den anden, om det var ham med balder på begge sider ('illuttut mululik') (dobbelt røv, både foran og bag). Den anden svarede, at det bare var hans stedsøn. Endelig var der én, der sprang op på indgangen. Qattuas ledsager sagde: "Det er ham den store, der kom ind i hullet ('putumut')." Den stærke mand kom ud på gulvet og sagde: "I må hjælpe til allesammen." Han gav sig til at danse rundt. Så bad han gæsten dukke sig. Det gjorde han, så kun hans hage ragede frem. Da han løftede armen, lagde Qattua mærke til, at han skævede op, og idet han kastede spyddet, sprang han til side. Kastevåbenet ramte det sted, hvor han havde siddet. Så tog han sit våben igen og gned det ('tanillugu' - kan også betyde, at han smurte det med noget - Chr. B.). Idet han begyndte at synge, sagde han til sine koner: "I må alle hjælpe til." Da han begyndte at synge 'mássa navsuiartut kingornussut ('navsuiartut' de, der forklarede? 'kingornussut', kingornuvoq = er den eneste, der er tilbage. Svært

at få mening ud af det - Chr. B.), hjalp man til. Så bad han gæsten dukke sig. Det

gjorde han, så kun hans hage ragede frem. Qattuaq mente, at øjnene vendte ned.

Idet han kastede våbenet, sprang han op og hagede sig fast under loftsbjælkerne.

Våbenet ramte det sted, hvor Qattuaq havde siddet. De andre sagde til Qattuaq:

"Tag trommen fra ham." Han gik hen til den stærke mand og tog trommen fra ham -

og med den kom han ud på gulvet. Så såre Qattuaq nævnte det første ord i sangens

tekst, sang den anden med. Kun han og Qattuaqs kone sang med. Han var lige ved

at være midtvejs i sangen, så stillede stedsønnerne sig op i rummet. Da han var

midtvejs i sangen, sagde den anden: "Det er en dansevise!" Mens de foregav at danse ('tivaniarpalungniartut' - mens de så ud, som om de forsøgte sig

med at danse - Chr. B.), blev der sagt: "Duk dig, vores stærke mand." Han dukkede

sig, og Qattuaq løftede armen og lod i første omgang, som om han ville kaste

våbenet. Da han så endelig kastede det, ramte han ham i halshulen (ovenover

brystbenet). Så smed han sin tromme, idet han sprang ud gennem vinduet og

flygtede. Hans kone sagde, at han skulle gå ned til konebåden. Så var der igen

én, der greb ham bagfra. Han så tilbage og opdagede, at det var ham med balder

for og bag. Da denne greb ham, sagde Qattuaq: "Vi kan

brydes deroppe (måske var det ham med balder for og bag, der sagde dette?

Chr. B.). De kom til stedet, hvor der stod en sten midtpå ('taratsunik' med salt,

kan jeg ikke få nogen mening ud af - Chr. B.). Imod denne sten slog han hælen, så den flækkede, og straks sank han i knæ. Manden med balder for og bag kastede sig over ham, men nedefra trykkede Qattuaq ham til, så han smadredes ('qâqâ). Så forlod han ham og gik nedad. Den anden (hans oprindelige vært) gik hen til ham og

sagde: "Hans 'nâkissua' (jeg ved ikke, hvad 'nâkísuata' betyder - Chr. B.) er fremsiger en trylleformular over ham, så han kan blive rask igen. Gå hen og se

til ham (den stærke mand)." Han gik hen til huset og kiggede ind gennem vinduet.

De var ved at få ham til at sætte sig op. Hovedpuden bestod at bare bukser (hans

kones bukser). Da de havde tilføjet ham med balder på for og bag kvæstelser, gik

de ind. De fik den stærke mand ud og begyndte at partere ham i alle leddene.

Stedsønnerne - dog ikke alle sammen - var med i parteringen og hævnede sig på

ham på denne måde. Da han (formentlig Qattuaq - Chr. B.) skulle til at tage af

sted, sagde den anden til ham: "Tag din kone med, jeg vil også tage min kone

med." Han havde besvær med at få fat i sin kone, men fik hende med til sidst.

Der var mange, der takkede, fordi de fik deres koner tilbage. Han tog af sted

sammen med sin kone. Slut.

 

Var.: Kunuk - men med stærkt afvigende indledende afsnit.

 

Kommentar: I alle Kunuk-fortællinger er det Kunuk, der er helten, mens der intet forlyder om hans eventuelle sønner. Fortælleren, Amos Daniel, giver sig ofte sine idiosynkratiske associationer mellem episoder i vold.

 

Var.: Kunuk

oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq

Print
Dokument id:1073
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos (Ammon)
Nedskriver:Nissen
Mellem-person:Nissen
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Ipisánguamik / Ipisánguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 650 - 653, nr. 185
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I: 175-176.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 242 - 244: Ipisannguaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 242 - 244: Oqaluttuaq Ipisannguamik.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den anden af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut, ss. 175 - 176.

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den anden af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 274 - 276.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ipisannguaq.

Han, som ikke skulle være angakkoq / åndemaner ('angakûvsãngitsúnguaq' / bestemt til at være åndemaner / et åndemaneremne), begyndte at beskæftige sig med åndemaning.

 Engang, han manede ånder, sagde han: "Hvor mon det befinder sig, som mine forfædre (kan også være: forgængere. CB) talte om, hvor der

på den nordlige side af et hus var et stort blodigt sværd". En gang han manede

ånder og fløj gennem luften og 'sila saqilerpâ' (rejse verden rundt - ifølge Rinks tilføjelse, CB). Da han kom hjem sagde han ikke noget om det. Næste gang det blev mørkt, manede han igen ånder og tog vestover til Akilineq. Han så et hus og på den nordlige side så han et stort blodigt sværd. Han landede bag huset, hvor han afførte sig sit flyveredskab (? autdlatine - måske remmene man bindes med til åndeflugt, BS) og stillede sig ved husgangen. Et menneske kom og kiggede på ham. Dets øjne lignede øjnene på et sæl- eller hvalfoster. De var dunkle og uklare. Mennesket gik ind igen uden at se ham. En anden kom ud og kiggede på ham. Hans øjne lignede sortebær. "Kom indenfor!" sagde han. Han gik ind. Undervejs ind sagde mennesket: "Du træffer det rigtige tidspunkt. De skal lige til at spise." Åndemaneren sagde: "Min familie vil nok som de plejer ikke tro mig. Måske skulle jeg have en stedfortræder!" "Jeg kunne jo godt være din stedfortræder", sagde mennesket, "men jeg bevæger mig så langsomt." Så bandt de ham og han hævede sig op i rummet og kom ud gennem husgangen, og han så lutter stjerner blinke; men den anden morede sig sammen med dem i huset hele natten. Da det var ved at blive morgen sagde han: "Natten er ved at være forbi, jeg må hellere se at komme hjem." Så tog han af sted østover. Forude så han en stor flamme, og det så ud som om der var mange kajakker omkring den (el. ifølge Rinks tilføjelse: så hele egnen blev oplyst). Da de (åndemaneren og hans stedfortræder) passerede hinanden, nåede de lige at smile stort, og så var de forbi hinanden.

 

Om aftenen bandt de ham igen, og han tog igen af sted til Akilineq. Manden fra Akilineq sagde: "Man kan høre hans stemme østfra." Så blev også han bundet, og han (stedfortræderen) tog af sted østover. De passerede hinanden og smilede stort til hinanden. Men åndemaneren fra Akilineq endnu opholdt i huset (hos Ipisannguaqs fæller) sagde han: "Nu kan man høre hans stemme." Så blev han bundet, og da de passerede hinanden sendte de hinanden et stort smil.

 

Da Ipisannguaq dagen efter var ude i kajak, hørte han dem der boede nord for dem sige: "Ipisannguaq, som ikke skulle være åndemaner, har fået en stedfortræder fra Akilineq. Lad os tage hen og overvære hans åndemaning!" Da Ipisannguaq kom hjem sagde han: "I dag hørte jeg mændene fra Qassimiut sig, at de ville komme og overvære Ipisannguaqs åndemaning, han som ellers ikke skulle være åndemaner." De gik i seng, og da han dagen efter skulle ud på fangst, sagde han: "Hold øje med Allaangusuarannguaqs lille næs i dag!" Og hver gang de dagen igennem gik ud, kiggede de på Allaangusuarannguaqs lille næs, men der var ikke noget særligt at se. Men da en af dem lidt før eftermiddag gik ud så han den ene kajak efter den anden og den ene konebåd efter den anden komme frem fra det lille næs. En hel flåde af kajakker og konebåde blev det til. Da sagde en af dem: "De kommer jo til at stå som sild i en tønde!" En anden tog så sin gode gamle støvletrækker (kammiut) frem og strakte huset ud så det blev større. Alle de ankomne vrimlede ind, men rummet blev ikke fyldt helt op. Ipisannguaq kom hjem fra fangst, og om aftenen gjorde han sig klar til at mane ånder. Han blev bundet, kom ud af huset, og så var han på vej vestover til Akilineq. Og åndemaneren fra Akilineq kom til hans hus som stedfortræder. Hele natten morede de sig sammen med åndemaneren fra Akilineq. Da det var ved at være morgen sagde åndemaneren fra Akilineq: "Nu kan man høre hans stemme!" Forude så Ipisannguaq den der gevaldig store flamme, og omkring den mange andre flammer.

 

Da de, der var kommet for at overvære åndemaning, var taget hjem, rejste Ipisannguaq på besøg til Qassimiut. Om aftenen sagde en af dem til ham: "De kære fangere har i længere tid kun fanget een om dagen. Du plejer ellers at skaffe noget til veje". Han sagde: "Men hver gang skaffer jeg lidt (? CB har ikke villet oversætte disse linier, fordi afskriveren åbenbart er kommet til at skrive pilersar... i stedet for pilersor... (forsyner med/skaffer), BS). En af dem sagde: "Kom nu, prøv nu at skaffe noget." Han begyndte (? BS) og fik uden for huset øje på en dejlig ung pige (? BS). Han gav sig så til at mane ånder, og mens det stod på fik han et godt nok enormt isbjerg til at bevæge sig hen imod sig. Da det nærmede sig, gik der (ligefrem?) en stærk strøm langs med det. Så begyndte kvinderne at træde frem på gulvet, men netop den dejlige unge kvinde, som han ønskede at se, trådte ikke frem. Da hun så var på vej ud på gulvet, så han at det var en med et nyt topbånd. Han kiggede ud, og da var den stejle side af isbjerget var ved at vende sig ind over land. Han forsvandt lynsnart ned i jorden.

 

Ipasannguaq skyndte sig nu hjem og faldt ned i huset gennem taget og sagde: "Skynd jer at tænde lys. Jeg har dræbt dem alle i Qassimiut." Netop som man fik tænkt, så man at Qasimiutternes åndemaner var neden for husene, og hans snakkede om at hævne sig: "Lad også mig mane ånder!" Men ovenfra slog de sten ned på ham, så han sank længere og længere ned. Og til sidst kunne de ikke længere høre hans stemme.

 

Dagen efter roede Ipisannguaq ud i kajak og hen til husene (i Qassimiut). Han gik i land og så sig omkring. Der var ikke sten på sten tilbage. Det store isbjerg, der væltede og kælvede, havde sat vandet i oprør, og bølgerne havde knust husene og trukket hver eneste sten med ud i vandet.

 

Det var den store unge pige, viste det sig, der havde født et barn i dølgsmål (anngiaq). Derfor fik hun udryddet alle de andre. Slut.

Skrevet af Amos (? Ammon, ifølge Rink 1866-71,I:361)

 

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq;

Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

 

Vedr. udveksling med hjælpeånder, der kan underholde åndemanerens tilhørere mens han selv er i det fremmede land, er det en fast episode i østgrønlændernes fortællinger om angakkoq-rejser til det store tidevands land: J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213; Innartuaqboens himmelrejse.

 

Hist.: Rink har tilføjet den kommentar i afskriften (håndskriftet), at Rasmus Berthelsen tidligere har hørt fortællingen, og derfor er den ikke lokal - dvs. fra Qaqortoq-distriktet. Det er der kun få fortællinger der er, selv om de historiske selvfølgelig har haft en lokal oprindelse. Muligvis har en ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i Qassimiut givet anledning til at begrunde det skete med denne fortælling, der kendes i flere versioner, hvor det blot er i Akilineq ulykken sker. I Amos' (eller Ammons) version hér, hersker der derimod lutter positive relationer mellem de to parter, grønlænderne og Akilineq-boerne. Det kan skyldes det kendskab man har fået til stammefrænder i Labrador, hvor et par af herrnhuternes grønlændere havde været på besøg hos brødremeningheden derovre.

Adam Becks beretninger om Akilineq fra selvsyn i Atuagagdliutit, blev først trykt nogle år efter ovenstående fortællings nedskrift. Søg på Petersen, Robert, 2000

oqalugtuaq Isigâsoramik ikerasánguame nunalingmik

Print
Dokument id:282
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Isigâsoramik ikerasánguame nunalingmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 524 - 531, nr. 154
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II, nr. 118, s. 132 - 133. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 139, s. 467 - 468: Isigarsigak and his Sister.

 

Kort resumé.

 

Isigaarsigaq bor sammen med mor og søster (3. fort. med denne titel i samlingen, men indholdet er et ganske andet). Om vinteren forvandler Isi. sig til en rype og moderen til en havlit. Børnene bliver bange, man flygter sydpå i tre år til landets spids, hvor Isi´s mave svulmer op. Han søger klædt i hareskind råd i indlandet hos nogle kvinder, han har set som ravne, der fanger sæler i snarer. Den ene kvinde, qilanerer / bruger qilaneq / åndefiskning, forhører ham: han har glemt oppustede blærer i sit gamle hus. Hun skærer dem ud, uden at punktere dem - ellers var han død. En kvinde i huset, der har dræbt dets mænd, truer ham, han flygter og betaler senere for helbredelsen med et bjørneskind og en hvalbarde. Så rejser han over havet til et stort land (delvis = I, 21 og 53), kommer hjem og får derefter lyst til at rejse til det land, hvor fuglene trækker hen om efteråret. Da han er kommet så nær på himmelranden, at han kan nå den med sin åre, prøver han to huller i himlen, men må standse ved et hav og vende om.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Isigaasoraq, der boede i Ikerasannguaq

 

Isigaasoraq havde en moder. Han havde også to yngre søstre. Om vinteren forvandlede de sig ('aliutâqardlutik' - ifølge Rinks kommentar: forvandle. Chr. B.). Engang forvandlede Isigaasora sig til en rype og moderen til en havlit. Moderen blev vred, og hun begyndte at gøre sine børn bange. Det var om vinteren. Om foråret rejste børnene sydover og forlod deres mor. De rejste hele sommeren, og de overvintrede et sted. Isigaasoras tanke var at undgå alle mennesker. Da det blev sommer rejste de videre. De rejste hele sommeren og overvintrede et sted.

Isigaasora spurgte folk, hvor landets sydspids var. De svarede, at han skulle

rejse over tre somre. Han rejste tre somre og overvintrede indimellem. Da han

havde rejst tre somre, kom han til mundingen af en stor fjord. Det var på et

tidspunkt, hvor det var ved at blive vinter. Isigaasoraqs mave voksede så

voldsomt, at han til sidst knap nok kunne bøje sig. Han begyndte at ro i kajak,

men ikke på sælfangst. Isen lagde sig inde i fjorden.

 

En dag tog han af sted tidligt om morgenen. Da han nåede til en vig ved isen, steg han op af kajakken og gik op på udkig for alle eventualiteters skyld. Han så to ravne, der fløj lavt udefter hen over isen. Hen på aftenen fløj de tilbage og forsvandt østover.

 

Da han kom hjem, sagde han til sine yngre søstre: "Anujajûtiga, (jeg kender ikke

glosen. Dansk notat: 'som jeg skal bruge ude' - Chr. B.) jeg skal have pels, bukser og kamikker af hareskind." Næste dag tog han af sted op ad dagen. Da han steg ud af kajakken og kom op på isen og vandrede af sted, kom han til en stor vej, der gik indefter. Ved siden af vejen lagde han sig ned på maven og gav sig til at vente. Så så han, at der kom to ravne fra øst. De fløj meget lavt henover isen. Da de kom ganske tæt på, så han, at det var mennesker, to kvinder. De nåede til iskanten og den ene af kvinderne gav sig til at lokke sæler. Sæler - både sortsider og netsider - kom til dem. De bøjede bare deres snarer, (det står der, men hvad mon det var for nogle snarer? - Chr. B.). Den ene kvinde trak en sortside op og den anden trak også en sortside op. Så snart de blev trukket op, slæbte de dem (ifølge Rinks kommentar: Kaligkialerpai: slæber - Chr. B. - gjorde dem klar til transport? - BS.) og i største hast gjorde de deres bæreseler klar, og med sælerne på ryggen var de på vej hjem til deres hus. De lignede ravne, der fløj meget lavt henover isen, og snart var de ude af syne, så hurtigt som havde de ingen byrde på ryggen. Han gik efter dem i deres spor. Han nåede til land og fik øje på to huse - det ene hus var kort og det andet langt. Han gik hen til det korte hus og kiggede ind gennem vinduet. Derinde sad kvinderne og spiste med deres hår slynget op på et tørrestativ, og midt i huset sad der et gammelt ægtepar - kvinden siddende på liggepladsen modsat briksen ved deres lamper. På gulvet lå der en sortside. Da han kiggede ind gennem vinduet blev han budt indenfor af husherren, og denne satte mad frem for ham. Han gav sig til at spise og husherren sagde: "Idag var de to kære ude på fangst derude mod vest, og de fortalte, at de havde set et spøgelse." Isigaasoraq sagde: "Det var mig, der skræmte dem. Min mave er blevet så stor, og jeg søger efter én, der kan helbrede mig." Som svar herpå sagde husherren: "Hende dér" - han pegede på sin store kone

- "har en vise!" Konen sagde: "Jeg vil udspørge ånder for at finde ud af, hvad

du fejler!" Hun begyndte at udspørge ånder, og hun spurgte også Isigaasoraq:

"Har du ikke efterladt din mor, da du tog af sted fra bopladsen deroppe i nord?"

Isigaasoraq sagde: "Deroppe nordpå skulle vi afholde os fra noget (fra at spise?

Det er det samme ord, som Rinks kommentar siger: forvandle - Chr. B.), og da

min mor ikke længere havde noget at spise (usikkert - eller: da hun ikke længere

var i stand til at spise - Chr. B.), forlod jeg hende." Hun sagde også: "Har du ikke glemt nogen af dine ting?" Han svarede: "Jo, for resten, jeg glemte en hel masse fangstblærer, der var lavet af maver." Da sagde hun: "Det er dem din mave er blevet tyk af!" og hun sagde videre: "Skal jeg sprætte din mave op?" Hun rejste sig og rodede under lampen og kom frem med noget lampemos.

Hun tændte det uden først at have dyppet det i tran. Hun lavede røg på gulvet og

sagde, at han skulle lægge sig ned på ryggen. Det gjorde han, og hun

sprættede maven op. Inde fra hans mave, trak hun maver ud. Det viste sig, at

maverne var ved at være helt oppustede. Så sagde hun: "Hvis disse oppustede maver

eksploderede, så ville du også eksplodere." 'Siminga akiagamiuk? (svært at få en mening ud af - Chr. B.). Nej han sover aldrig (eller: sover ganske lidt - Chr. B.).

 

Da han var oppe igen, så man i husgangen en lille kælling, der kom med sin ulu. De sagde: "Hun vil æde dig, det er hendes vane. De er rigtig væmmelige. Vi havde nogle (sønner? Chr. B.), som ville have været vores forsørgere. Disse modbydelige mennesker spiste dem alle sammen. Hun vil også spise dig." Da sagde

han: "Du skal jage dem ud." Så sagde han: "Kan du ikke løbe ligeså hurtigt

som teriaarsunnguit?" (nogle muselignende - Chr. B.). Han mente terianniat, ræve. "Og kan du ikke løbe så hurtigt som 'siutituunnguarsuit'(de langørede ?)" Han mente ukallit, harer.

Isigaasoraq sagde: "Dem plejer jeg at kunne løbe så hurtigt som." Husherren sagde: "Så hurtigt kan hun ikke længere løbe."

 

De begyndte at gå ud, så han tog kamikker på. Undervejs ud sagde de: "Gå ud af huset (igdlumivoq?)." Og da hun var på vej ud, skubbede de hende ned med det resultat, at hun hakkede husgangens gulv med sin ulu. Hun gav sig til at løbe efter dem. Da hun ikke kunne indhente dem, sagde hun: "Jeg havde ellers tænkt at få ham som forsørger." Da hun ikke kunne indhente dem, var der også et eller andet ungt menneske, der løb efter dem. Hun (?) sagde kun dette: "Jeg troede ellers jeg kunne have fået ham som forsørger." Han løftede ikke sine ben fra jorden,

han, som ellers kunne løbe lige så hurtigt som ræve og harer. De opgav ham, da

de ikke kunne indhente ham. Da han nåede hjem, sagde de til ham: "Den store

husherre vil sikkert give dig isbjørneskind og hvalbarde i belønning.

'Ungooqquaa', han ville have han skulle genne ham væk. 'Napiutissaanik', noget

han kunne bruge til snare. Da han vendte tilbage havde han lagt isbjørneskind

og hvalbarde ved vejen. Han besøgte dem ikke igen.

 

Vinteren gik, og det blev sommer. Han (Isigaasoraq) besluttede sig til at ro

mod vest. Han ville tage af sted, når han vågnede om morgenen, men hver gang

vågnede den yngste søster, når han var på vej ud af huset. Så blev han hjemme.

En morgen han stod op, var der ingen, der vågnede. Han gik ned til sin kajak og

kiggede derfra tilbage til huset. De andre sov. Han roede ud mod vest, og til

sidst kunne han ikke se land. Så fik han øje på noget mørkt, der lignede

krusninger på havet. Da han nåede frem, viste det sig at være træorme,

der flød på havet. Han kastede nogle pinde, han havde med i kajakken, ud til

dem. Straks blev pindene ædt af ormene. Så skar han et stykke skind af det

skind, han sad på i kajakken og smed det ud til ormene. Men det sank imellem

ormene. Han gav sig til at vikle sin line omkring årebladene. Da han blev

færdig, roede han til mellem ormene og kom forbi dem, netop nogle af

viklingerne var ved at blive revet over. Så fik han øje på noget andet mørkt,

som ikke syntes at have nogen ende til nogen af siderne. Det viste sig at være

en mængde tang. Han forsøgte at skubbe sig frem, men midt i det hele faldt han i

søvn. I søvne hørte han nogen råbe. Han blev forskrækket og vågnede. Han

opdagede, at årebladene (det står ellers i ental - Chr. B.) var ved at falde af.

Han kom igennem tangen ved at skubbe sig frem med armene. Han roede videre og

så to store fjelde, der hele tiden var i bevægelse. Det ene øjeblik fjernede de

sig fra hinanden, og det andet øjeblik stødte de mod hinanden. Han forsøgte at ro

væk fra dem, men de blev ved med at være foran ham. Da han nåede frem til dem,

standsede han. Lige som han standsede, nærmede fjeldene sig hinanden, og

lukkede sig sammen, så det gav et vældigt knald. Så begyndte de igen at fjerne

sig fra hinanden og der kom en åbning imellem dem. Igen nærmede de sig mod

hinanden og lukkede sig sammen. Han tænkte: "Mon ikke jeg vil komme igennem

åbningen, når jeg ror til?" Da de begyndte at fjerne sig fra hinanden, roede han

imellem dem. Ligesom han var ved at nå til enderne, begyndte de at lukke sig

sammen. Manden i kajakken var netop kommet forbi, da fjeldene lukkede sig sammen

om bagenden af kajakken, så et stykke af spidsen bagtil knækkede over. Så hørte

man nogen råbe: "Han slap levende fra Uiloruseq (formentlig et stednavn - Chr. B. , med ordspil på en muslings, uiloq's, lukkebevægelse, BS), som ingen kunne slippe levende fra." Det var fjeldene der mentes.

 

Han roede videre, og han fik øje på et stort land. Han gik i land. Han

dækkede kajakken til og gik. Han kom til en stor vej og begyndte at følge den.

Så opdagede han to store mennesker uden for vejen. Deres øjne holdtes åbne ved

hjælp af et stykke træ, og deres testikler var bundet med noget. Et stykke fra

dem mødte de et ældre ægtepar, som græd bitterligt. Han spurgte dem: "Hvorfor

græder I?" De svarede: "Vores store sønner er ikke kommet hjem fra fangst, og vi

ved ikke, hvor de bliver af." Isigaasoraq sagde: "Det var måske dem, jeg traf

derhenne ved vejen. Deres testikler var bundet med noget." De gik hen til dem og

de to ældre mennesker sagde: "Ja, det er vores sønner." De sagde, at de

'pugitik' (dansk kommentar: 'vi ville skjule os' - Chr. B.) her. I løbet af

dagen kom folk ind ('iserput' - eller måske 'erserput', kom tilsyne? - Chr. B.). Da de kom til stedet, sagde de: "Herover er der noget, der er meget komisk -

nogen, hvis testikler er bundet med noget." Han sagde: "Lad os gå derhen." Da de

kom derhen, sagde Isigaarsoraq: "Lad os prøve kræfter. Lad os bruge alle vores

kræfter." Den anden ville meget gerne. Den ene arm 'agssapalugugpâ' (ifølge den

danske kommentar trækker de armkrog. chr.b). Han knuste knoglerne. Han smadrede

også den anden arm. Så udfordrede han også den anden. Han knuste også hans arme.

Da han havde gjort det, sagde han: "Nu er jeg i stand til at dræbe jer." En

ældre mand rejste sig op et sted i nærheden. Han pegede på den ene af de store

mænd. Da de ikke var i stand til at dræbe dem begge to 'tauko pivdlugit' (de

danske bemærkninger har en forklaring, som er svær at forstå. chr.b) ilivai (han

begravede dem? - Chr. B.). Han stillede dem op der, hvor de var og bandt

testiklerne med noget, på samme måde som før.

 

Isigaasoraq forlod disse, og da han kom til et sted, hvor der var mennesker,

giftede han sig og fik en datter. Han gav hende et navn efter sin yngste søster.

Han var der i nogen tid. Så kom han på den tanke at vende hjem for at se til

dem, han havde efterladt. Da det blev sommer, gik han ned til sin kajak og tog

afsted. han fik øje på sin sommerboplads, og hans søster kom ud og spejdede efter

noget. Han nåede frem til sin søster.

 

Mens han boede der, fik han den tanke at rejse til det sted, hvor fuglene

plejede at rejse hen. Da det blev sommer, tog han af sted. Efterhånden som han kom længere væk, blev himlen lavere. Til sidst kunne han nå op til den med sin

kajakåre. Han kom til to store huller. Det første stoppede han til med gamle

kamikker. Han fjernede sig et stykke fra det. Han vendte tilbage, da han ikke

var vant til at gå. Han kom til det andet hul. Han dækkede sin kajak til, og han

vandrede så langt, at han kunne se vandet, og da han ikke længere kunne holde ud

at gå, vendte han om. Vandet var uklart. Han kom ned i sin kajak og roede hjem.

Han kom tilbage til menneskene og døde der. Slut.

 

Bemærkning:

Amos David har ikke været nogen ørn til at gengive en fortælling. Der er

steder i fortællingen, som man ikke kan få nogen mening ud af - Chr.B.

 

Var.: Tredjesidste episode: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

 

Kommentar: Verdensbillede. Åbenbart en mytisk skikkelse, der ligesom Kivioq har tiltrukket mange fortællinger: Søg på Isigaa*.

Denne variant har tillige associationer til puulik (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og til indlandsboernes fangstmetoder i Østgrl. dér, hvor proveniensen er Kap Farvel. Bemærk også den sydgående trækrute til himlen: Søg: Sonne 2000 om dødsriger og veje til himlen.

Symplegade: klipperne der lukker og åbner sig er et vandremotiv, der er nået vidt omkring i verden. Hos Inuit oftest i Kivioq - varianter.

 

Amos Daniels kombinationer af fortællinger er ret overraskende. Hvis han ikke skrev så ulæseligt kunne det være interessant at forfølge disse sammenbindinger for om muligt at se nogle mønstre - måske blot idiosynkratiske - i dem. En hel samling af hans nedskrifter er så ulæselige, at Chr. Berthelsen har måttet opgive.

Oqalugtuaq isserfingmik / Oqaluttuaq isserfimmik

Print
Dokument id:377
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Aaperaat (Abraham)
Nedskriver:Aaperaat (Abraham)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq isserfingmik / Oqaluttuaq isserfimmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 793 - 795, nr. 161
Lokalisering:?
Note:

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 101, s. 121.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 134, s. 465: The Girl named Isserfik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Iserfik.

Når Iserfik (dværgkvinde) forsvandt, ledte de efter hende og fandt

hende i en vandspand oppe at slås med en vandkalv. De satte hende op

på briksen. Da hun en dag igen forsvandt, ledte man længe,

og da de fandt hende, var hun oppe at slås med en tangloppe nede ved

stranden. Det var, fordi hun gerne ville have et barn uden for

ægteskab. De tog hende op, placerede hende på briksen og skærmede

hende meget omhyggeligt af. Hun var dér et stykke tid. Så forsvandt

hun. De ledte længe og fandt hende bag ved fjeldet; en

stor ørn sloges med hende. Ved synet af et menneske fløj den store ørn

bort. Netop som ørnen fløj op, fik Iserfik øje på mennesket og råbte til

den store ørn: "Dernede er der et menneske. Dræb det, dræb det." Da

ørnen hørte dette, dalede den ned mod manden, for at slå ned

på ham. Han flygtede for at komme i skjul. Han krøb ind under en

kampesten i et hul, hvor han lige kunne være. I det samme slog den

store ørn ned på kampestenen, og straks hørtes lyden af dens hakken

med næbbet i stenen. Der inde kunne manden høre lyden komme nærmere.

Netop som ørnens store næb var kommet igennem stenen, kom manden i

tanker om, at han havde en amulet. Han følte efter den i pelsbræmmen

og fandt den. Han havde kun haft den ganske kort tid i munden, da den

blev meget livlig, og han kastede den ud, idet han sagde: "Du skal

komme ud igen gennem dens endetarm. Så holdt ørnen op med at hakke.

 

Han krøb ud fra sit gemmested og så, at den store ørn var faldet om. Han

ledte efter sin amulet og fandt den liggende lige bag ved ørnens

endetarm. Han tog den op og gik hen til Iserfik. Hun sad med bøjet

hoved i en lille fordybning. Han bad hende komme ned. Hun ville ikke;

men så skubbede han hende ned. Inde i huset satte han en skærm omkring

hende, så at hun ikke kunne komme ud. Et par dage senere opdagede de,

at Iserfik var blevet gravid, idet hun dårligt var begyndt på

graviditeten førend hun straks ligesom blev oppustet. Så skulle hun

til at føde. Det tog sin tid, før fostret kom ud. Som det dog så ud:

Halvt menneske og halvt ørn. Så snart hun havde født, var hun på

benene og kiggede op over skærmen, idet hun slog på sin mave. Hun

sagde: "Så kom det ud", hvorefter hun atter forsvandt bag skærmen.

 

Det varede ikke længe før den nyfødte begyndte at lege med husfællens

lille søn, som kastede med legetøjsspyd. En dag, mens faderen var

ude på fangst, legede drengen som sædvanlig på gulvet med sit spyd;

og Iserfiks store barn legede med ham. Iserfiks barn blev sur

midt under legen. Det flængede maven på husfællens dreng med sine store kløer, klemte indholdet ud af tarmene og åd dem.

 

Den dræbte drengs far var ude temmelig længe. Han kom hjem med en sæl på slæb.

Konen gik alene ned for at tage imod ham. Manden spurgte: "Hvor

er min søn henne?"

"Iserfiks forfærdelige barn dræbte ham i dag og spiste hans indvolde."

Faderen blev rasende. Han fór op af kajakken og derop, op med sin store lanse. Han kom op i rummet fra gangen og så, at Iserfiks barn gik rundt på gulvet. Straks

han var inde, stødte han lansen i ham, så det knaldede; og han blev

dræbt på stedet. Iserfik blev meget bedrøvet. I sin sorg holdt hun sig

borte fra andre mennesker. Hun kom ud for spøgeri og fristelser. Så

blev hun sindssyg og døde til sidst i vildelse. Slut.

 

Var.: Der er mange genkendelige træk fra andre fortællinger, fx Falken, men denne er en unik blanding.

 

Kommentar: Der er ingen forklaring på, hvorfor en dværg har til huse hos mennesker. Men fortællingen følger reglen om, at ånder (eller dyr) og mennesker ikke kan blande samfund.

oqalugtuaq itsaq inungnik imáitunik / oqaluttuaq itsaq inunnik imaatunik / Pigerøverne fra Kakkaliak

Print
Dokument id:192
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Nedskriver:Luutivik (Lûtivik / Ludvig)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq itsaq inungnik imáitunik / oqaluttuaq itsaq inunnik imaatunik / Pigerøverne fra Kakkaliak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 241 - 243, nr. 87
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 141,

ss. 331 - 332.

Kort resumé i Rink 1866-71, I: nr. 141.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 105, ss. 450: The Kidnappers.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling fra gamle dage om mennesker, der er sådanne.

Det fortælles, at der i Ikaariaq boede en ganske almindelig kvinde, der havde en meget smuk datter. På Qaqqaliaq vest for Ikaariaq boede der mange mandfolk. ("anguterpait" er normalt betegnelsen på mange brødre). Disse mandfolk havde netop besluttet sig for at rejse til Ikaariaq for at fri (det betyder formentlig: for at hente pigen. chr.b.) til den smukke datter. I Ikaariaq boede en dygtig fanger. Da denne fik af vide, at mandfolkene fra Qaqqaliaq ville komme på frieri, blev han hjemme fra fangst, når det var godt vejr, fordi han agtede at forsvare kvinden og hendes datter mod mændene fra Qaqqaliaq. Han tog kun ud på fangst, når

det var dårligt vejr.

En morgen, hvor det ellers var stille vejr, tog han som vanligt ikke ud på fangst, fordi han forventede, at mændene fra Qaqqaliaq ville komme. Ganske rigtigt - tidligt på morgenen sås en konebåd sætte fra land fra en ø, der lå tæt ved Qaqqaliaq. Da pigen fik at vide, at en konebåd var på vej til deres boplads, løsnede hun sin hårtop og lagde sig ned bagest på briksen og blev dér. Lige før konebåden nåede til land, gik fangeren, den stærke mand, hen til huset, hvor de to kvinder boede og satte sig ned på briksen på tværs, så han spærrede vejen til pigen. Mens de sad dér og var spændte, sprang den ældste af mændene ind og de andre fulgte efter. Der sad de så uden at sige et ord, mens kvinderne rystede af skræk. Fangeren, der sad på briksen på tværs, svedte sådan, at der samlede sig damp over hans hoved. Da mændene så dette, forsvandt de uden at gøre nogen fortræd (meningen er vel: uden forsøg på at bortføre pigen med magt. chr.b.).

     Da mændene var taget bort, sagde kvindernes beskytter henvendt til

moderen: "Du vil åbenbart ikke foretage dig noget, selv om mændene har gjort

jer så bange." Da manden havde gentaget hentydningen mange gange, gik kvinden ud. Manden så hende gå ned til stranden. Her sad hun længe med bøjet hoved. På det

tidspunkt var konebåden kommet midtvejs over fjorden. Så rejste kvinden sig op

og begyndte at gå op til huset. Før hun nåede huset brød stormen løs med retning

fra Pulaqqavik og udefter. Vandet blev pisket op af stormen, så man intet kunne

se. Konebåden forliste og alle mændene omkom.

I Pisuffik, deroppe mod nord, var der en stor åndemaner, som engang var på

fangst langt ud for kysten i Kiinaalik-området. Så hørte han nogen sige: "I

Kiinaalik-området dukker der altid nogle sortsider op. Derhenne er der da også

en kajakmand." Da åndemaneren drejede hovedet udefter, hvorfra stemmen kom, så

han en flok spækhuggere, der var på flugt. Da en af de største af dem dukkede

op, sagde den: "Vi er de mandfolk, der friede til en pige på Ikaariaq. Jeg hed

Hooraavaarsuk, den ældste af dem, som var på frierfærd." De fik denne

underretning gennem åndemaneren.

 

Var.: Ikke præcis denne sammensætning af episoder i denne bases samlinger.

 

Hist. I en af Kreutzmanns fortællinger optræder en vis Horaajuk, der jo kan minde om Hooraavaarsuk i stavemåde. Man skal til Thuleområdet eller arktisk Canada for at finde ho som begyndelsesbogstaver, men det drejer sig formentlig blot om et øgenavn af ubestemmelig oprindelse. Se Hooraavaarsuk

oqalugtuaq itsaq kalátdlit qavdlunaitsianik takorqârnerínik / Qavd- lunatsiait / qallunaatsiaat

Print
Dokument id:244
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq itsaq kalátdlit qavdlunaitsianik takorqârnerínik / Qavd- lunatsiait / qallunaatsiaat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 333 - 337, nr. 114
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 og 68, hhv. ss. 198 - 205 og 205 - 206.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1) og 54(2), hhv. ss. 308 - 317 og 317 - 319: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok, 2.: The First Meeting of the Kaladlit ... ".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om grønlændernes første møde med nordboerne.

 

Fra et sted syd for Nuuk tog en konebåd afsted nordover. Det var i gamle dage, hvor der ikke boede så mange mennesker i Grønland. I Nuuk traf de ingen mennesker. Der var høje skrænter ovenover stranden med de mange rullesten, og der var mange sortebær / revlinger på skrænterne. Herfra tog de ind i fjorden til Kangersuneq. Øst for Qoornoq i bunden af Kangiusaq (? BS) fik de øje på et stort hus. Da de kom derhen, opdagede de, at beboerne ikke var grønlændere. De var qallunaat (hvide mænd). De var faktisk nordboere. Nordboerne var glade for at få besøg, for det var første gang, de så grønlændere. Men grønlænderne var bange for dem, selv om disse elskede dem. De brød snart op og tog af sted igen, selv om nordboerne opfordrede dem til at blive. De roede videre til Kangersuneq og så, at der boede mange nordboere på Ilulialik, Ujarassuit, Ivisaartuut og Nunatarsuaq, men så snart de havde set det sejlede de hurtigt videre - ud af fjorden. Når de på deres rejse mødte andre grønlændere, der boede længere væk - for der var ikke så mange mennesker i området - fortalte de om nordboerne. Rygtet om de mange nordboere i Nuuk-området fik flere konebåde til at tage ind i fjorden. De endte med at bo sammen med nordboerne, da de opdagede, at de var venlige og elskværdige. Siden kom der flere konebåde til. Nyheden om, at grønlænderne og nordboerne levede fordrageligt sammen, fik mange til at bosætte sig i området. Grønlænderne opdagede, at der også var nordboere såvel i Kapisillit som i Ameralik.

 

Det fortælles, at en nordbo og en grønlænder i Kapisillit blev meget gode

venner. Grønlændere og nordboere kunne efterhånden forstå hinanden, og nordboerne

i Ujarassuit fik en grønlandsk pige ved navn Navaranaaq til kiffak og kom til

at holde meget af hende. De to venner i Kapisillit, nordboen og grønlænderen,

var altid sammen og kappedes om, hvem der der skød længst og ramte bedst med bue og pil. Det var dengang da bue og pil var den eneste form for skydevåben.

 

Nordboerne og inuit morede sig over, at de to venner var så

lige. Deres pile ramte altid målet ved siden af hinanden. En dag da de skød om

kap i overværelse af nordboere og inuit, sagde nordboen til sin grønlandske ven:

"Lad os gå op på det høje fjeld og skyde til måls efter et skind af en

fuldvoksen renbuk uspilet på jorden på en ø under fjeldet. Den, der

rammer ved siden af, skal skubbes ned ad den stejle skrænt." Da nordboen sagde

sådan, svarede grønlænderen: "Det vil jeg ikke gå med til. Vi er venner og ingen

af os skal dø." Men nordboen blev ved og mere og mere ivrig, selv om hans

grønlandske ven advarede ham. Til sidst sagde de andre nordboere til

grønlænderen: "Pyt med det, lad ham dog blive skubbet ned ad den stejle skrænt,

når han så gerne vil." Sådan sagde de om deres landsmand, fordi han var så

stædig. Til trods for grønlænderens protest var de nu på vej op til fjeldet

fulgt af mange grønlændere og nordboere, mens andre var i lag med at spile

skindet af en fuldvoksen renbuk på en lille ø under fjeldet. Nordboen var den

første, der skød. Ham ramte ikke skindet. Grønlænderen sendte nu sin pil af sted

og ramte skindet lige i midten. Det blev sådan, som nordboen ville have det. Han

blev skubbet ned af den stejle fjeldvæg i overværelse af hans landsmænd, som

ikke gjorde noget for at hindre det, når det nu var det han ville. Det ødelagde heller ikke det fordragelige forhold mellem nordboerne og grønlænderne.

Det store fjeld, hvor nordboen og grønlænderen skød om kap, gav grønlænderne

navnet Pisissaarfik - stedet, hvor nordboen og grønlænderen kappedes på bue

og pil.

 

Efter denne begivenhed var der fortsat fred og fordragelighed. Navarannaaq, som var kiffaq hos en nordbofamilie på Ujarassuit i Kangersuneq, fik for vane at sige til dem: "Grønlænderne er vrede på jer." Og til sine landsmænd sagde

hun: "Nordboerne vil komme for at udrydde jer." Hun løj jo, for der var

fordragelighed mellem dem. Til sidst fattede nordboerne dog tiltro til, hvad Navaranaaq sagde, og blev vrede. Engang mens mændene fra Kussangasorsuaq ved mundingen af den fjord, hvor Ujarassuit var beliggende lå, var på rensdyrjagt, tog nordboerne herhen for at udrydde dem. Mens de myrdede løs i teltene, slap der to kvinder ud, den ene med sit barn i rygposen - det første barn, hun havde fået lov til at beholde, for de forrige døde altid som spæde. Nordboerne gav sig til at forfølge de to kvinder. Den ene fik held til at krybe ind i en klipperevne, og

kvinden med barnet på ryggen sprang op på en stor sten, lige før nordboerne nåede

hende. Forfølgelsen fortsatte. Flere gange forsøgte de forgæves at ramme hende

med øksen, netop som hun sprang op på en stor sten. Til sidst blev hun træt

og de dræbte hende og barnet.

 

Da nordboerne var taget af sted, vendte kvinden fra klipperevnen tilbage

til teltene og blev klar over, at alle de andre var blevet dræbt. Mændene kom hjem

fra rensdyrjagten og så, at kun én var tilbage af deres kvinder. Især var

manden til kvinden med barnet i rygposen meget vred. Han rejste rundt blandt sine

landsmænd efter én, der var dygtig til trylleformularer / serratit. Endelig

fandt han en. Ham fik han til at bo hos sig og gav sig til at bygge en ganske

almindelig konebåd, som han ville bruge, når han skulle hævne sig på nordboerne.

Den blev betrukket med hvidt frostbleget sælskind og med noget mørkt

indimellem. Derefter fremsagde den dygtige mand formularer over den. Da betrækket blev tørt, var den på prøvetur med mennesker i. Set fra land lignede konebåden noget snavset kalvis, noget hvidt og mørkt indimellem hinanden. Ikke et menneske var at se, selvom der var mange ombord. Folk i konebåden kunne gennem små

kighuller hist og her på siden se alt udenfor.

 

Så råbte konebådsbyggeren ud til dem indefra land: "Lad den gå i stykker og vælte

rundt." Den væltede rundt og gik i stykker nøjagtigt som et (kælvende) isfjeld

af hvide og mørke isstykker. Da disse stykker drev i land, gik folk i land

forskellige steder. Konebådsbyggeren gjorde et eller andet ved den, og den blev

igen til en båd. Med disse egenskaber fandt man båden velegnet til det planlagte angreb på nordboerne.

 

De tog ind til Ujarassuit og for at overliste nordboerne. De fandt alle

husene tomme. Det viste sig, at de havde anet uråd og var rejst til Ameralik for

dér at slå sig ned i samlet flok - sammen med de andre nordboere fra Ivisartut,

Nunatarsuaq og Kapisillit. Da manden til kvinden med barnet i rygposen fik dette

at vide, tog han sammen med alle de andre af sted til Ameralik. Netop som de kom

ind i Ameralik og befandt sig vest for det sted, hvor nordboerne havde samlet

sig, begyndte det at blæse ind ad fjorden. I deres specialbyggede konebåd,

hvor manden, der var dygtig til trylleformularer, også var med, var de

nu på vej ind til nordboerne. Desuden tog et ret stort antal mennesker vejen

over land. Nu viste husene sig - store huse, der var malet eller betrukket

sorte. I gamle dage var amernerutit (betræk) betegnelse for farver. Først efter

denne kamp mellem grønlændere og nordboere fik fjorden navnet Ameralik.

 

Den blide fjordvind førte konebåden ind mod land. Da den nærmede sig

kysten, kunne de fra båden se, at folk skiftedes til at holde udkig. De gik hele tiden ind og ud af huset. En af dem kiggede meget grundigt over mod

konebåden med hånden over øjnene og råbte ind: "Nu kommer grønlænderne." Folk

styrtede ud, og man hørte en af dem sige ganske tydeligt: "Det er ikke en konebåd,

det er et isfjeld." Efter den bemærkning sagde konebådsbyggeren:

"Lad den gå i stykker og vælte rundt." Den væltede rundt og gik i stykker som et

isfjeld - i hvide og mørke isstykker. Da de drev til land, sagde de til

trylleformulareksperten, at han skulle fremsige en formular, der bevirkede, at ingen kom ud af huset. Da der ikke længere kom nordboere ud,

fyldte de gangen med kvas og en af dem hentede ild fra et hus, der lå længere

mod vest og som hed Nuriarsiaq (det kan også være navnet på stedet). Så stak de ild til kvaset. De kunne se, at nordboerne inde i huset brugte kraniet af kvinden med barnet i rygposen som et spil ved at dreje det rundt omkring en pind, som de

havde stukket op i kraniets bageste del. Hendes mand blev rasende da han så det.

 

Først da flammerne nåede ind i stuen, blev nordboerne klar over, hvad der

skete. Alle, der forsøgte at komme ud, blev dræbt af pile. Manden til

kvinden med barnet i rygposen kiggede efter nordboernes fører. Endelig så han

Uunngortoq springe ud gennem vinduet med sin lille søn under armen, og han

satte efter ham. Han var lige ved at indhente ham, da de passerede en

sø. Da smed nordboen drengen, han havde med, ud i søen, efter at have givet ham

knus og kys, hvorefter forfølgeren sakkede agterud, så at han ikke fik dræbt

nordboen. Men alle de øvrige nordboer blev udryddet. Uunngortoq var den eneste,

der slap levende fra det. Da de kom tilbage til bopladsen, løb de rundt

med Navaranaaq slæbende efter sig, idet de med mellemrum spurgte hende, om hun nu

var glad. Mens de endnu slæbte hende, døde hun af blodtab.

 

Var.: Søg på Uunngortoq; Navaranaaq

 

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik. Betegnelsen qallunaatsiat, de ondsindede qallunaat, findes kun i overskriften og to gange i teksten, der er en seminarieelevs afskrift af den nu tabte original. Ellers bruges den mere neutrale betegnelse qallunaat i hele teksten. Som betegnelse for grønlænderne bruges inuit og kun nu og da kalaallit. Om skellet mellem betegnelserne qallunaat (hvide, europæere) og qallunaatsiat, der på et tidspunkt i kolonitiden blev den gængse betegnelse for nordboerne, se "Fortolkningsmuligheder" i Vejledningen under De hvide.

oqalugtuaq Iviangersûmik

Print
Dokument id:139
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Iviangersûmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 80 - 82, nr. 31
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller renskrift: NKS 2488, VI, ss. 170v - 170h.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Iviangersooq.

Iviangersooq tog sydover for at lede efter sin lillebror. Han nåede grænsen til

himlen uden at finde sin lillebror. Her slog han sit telt op, og her fandt han

sin ledsager. Sammen roede de i kajak og kom til et stort hul, der førte til

himlen. Efter at have dækket deres kajakker til med fjer, spadserede de ind i

himlen. De så nogle store træer og gik hen til dem. Her fandt Iviangersooq sin

lillebror, der var blevet mishandlet. Hans endetarmsåbning var blevet til hans

mund, og munden var blevet til hans endetarmsåbning, og hans testikler var blevet

til udposninger i endetarmen. Så hørte de nogen synge, og straks fik de øje på

to mænd, der gik og sprang over hinanden ved at sætte af på hinandens skuldre.

Iviangersooq sagde til dem: "Jeg hørte høje stemmer af en kvinde og en mand -

hvem var det?" Den ene af mændene svarede: "Kvinden er hans (min ledsagers) bed-

stemor og manden hans bedstefar." Iviangersooq udfordrede de to mænd til

styrkeprøve og sagde, at den, der tabte, så måtte dø. Iviangersooq vandt over de

to mænd og dræbte dem, hvorefter han mishandlede ligene på nøjagtig samme måde,

som hans lillebror var blevet mishandlet. Han skar mund og endetarm ud og

byttede om på dem. Således hævnede han sig på dem. Derefter gemte Iviangersooq

og hans ledsager sig mellem træerne med ansigtet i skovbunden (?). De kunne høre

nogle mennesker gå forbi og sige: "Jeg tænkte nok, det ville ske. Vi har jo

ellers advaret dem og sagt, at den unge mand nok havde slægtninge." Iviangersooq

og hans ledsager gik tilbage til deres kajakker og vendte hjem.

 

På vej nordover overvintrede de sammen med deres familie i Kangerlussuaq. Det

vist sig, at slægtninge til dem, de havde dræbt, boede dér. Om vinteren forlystede

man sig bl.a. med boldspil. Iviangersooq, som ellers ikke plejede at deltage i

boldkampe, lod sig en dag overtale til at være med. Han løb med den ene arm trukket tilbage i ærmet; alligevel lykkedes det ham at indhente to af de mænd,

som de andre var bange for, vælte dem ned og dræbe dem. Det var de andre meget

taknemmelige for. De dræbtes kroppe blev skåret eller savet i små stykker.

Da det blev forår, rejste Iviangersooq nordover, hjem til sin boplads.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Kommentar: Mytisk rejse mod syd. Vejene til himlen er mange - ud under el. over havet til horisonten og videre op langs himmelbuen. Med nordlysene op. Langs kysten så langt mod nord, at himlen hviler på en havis, der aldrig smelter, og kan entres ganske nemt ad en sti. Se Sonne 2000: Heaven negotiated ... Études Inuit Studies vol. 24(2): 73 - 74. Og i fortællingen hér findes adgangen i syd, ved himlens grænse, qilaap sillia / Qilaap Sillia = Mælkevejen, hvor der vokser træer - og - kan vi tilføje - solen forsvinder før og kommer igen efter en mørketid, der på højde med Aasiaat varer en god måneds tid.

Oqalugtuaq iviangersûmik / Fortællingen om Iviangersooq

Print
Dokument id:1043
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 26
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq iviangersûmik / Fortællingen om Iviangersooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 33
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Iviangersooq var efter sigende et meget stort menneske.

Han plejede at tilbringe sommeren på Isortoqs renjagtområde ved

Maniitsoq/Sukkertoppen. Hans eneste våben var bue og pil. Han løb efter rensdyrene, og først når de blev trætte, skød han dem med buen.

 

Det fortælles, at han var meget stærk. Når man så ham på nært hold, lød braget fra hans bue voldsomt. Der lød, som om braget kom fra ganske nært hold (dårlig grønlandsk formulering).

 

Engang traf han inde i landet folk Nuuk/Godthåb, der var på

renjagt fra deres lejr i bunden af Godthåb-fjorden. Nogle af dem blev

meget imponeret af hans størrelse. Han havde blot smilet og sagt: "Det er en forkert mand, I har truffet; for jeg er kun en lille

mand. Desværre er min lillebror, som er et velvoksent mandfolk, ikke

til stede. Han plejer at kunne bære to fuldvoksne renbukke oven på

hinanden med en renko mellem bagbenene." De, der havde truffet manden,

var kun taknemmelige for, at lillebroren ikke var med; for de ville

nok være blevet bange for ham.

 

Hist: Sikkert delvis autentisk.

oqalugtuaq Kâgssagssúmik / Kâgssagssúk

Print
Dokument id:195
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Noah
Nedskriver:Noah
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kâgssagssúmik / Kâgssagssúk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 258 - 263, nr. 90
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

 

Også oversat af Kirsten Thisted i: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 105 - 108: fortællingen om Kaassassuk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kaassassuk.

 

Kaassassuk var en forældreløs dreng, der boede hos sin plejemor i et siderum til gangen. Ingen havde vist ham kærlighed i hele hans barndom. Når han skulle ind på besøg i huset, løftede man ham op fra gangen ved at stikke fingrene i hans næsebor. Mens han endnu levede i disse kår, opfordrede hans plejemor ham til at gå lange ture og fortalte ham, hvad han skulle foretage sig på disse ture. En morgen tog han af sted. Han fulgte plejemoderens anvisning og kom til et sted mellem to høje fjelde. Her råbte han ud i luften: "Kraftens herre, kom herhen." Mens han råbte sådan, kom et stort sort dyr med en lang hale hen til ham. Dyret viklede sin hale om ham og slyngede ham ud i luften. Der hørtes klirren, da hans legetøj og små kajakmodeller faldt fra ham. Kaassassuk mærkede, at det lettede, og at han var blevet lettere til bens.

Dagen efter tog han igen ud og kaldte på kraftens herre. Det store dyr kom,

viklede sin hale om ham og slyngede ham ud. Da han kom ned på jorden, løb han et

stykke vej, før han faldt - i modsætning til første gang, hvor han faldt

omgående. Denne gang faldt færre stykker legetøj fra ham. Kassassuk blev

lettere til bens og stærkere. På vej hjem kunne han ikke lade være med at løfte

sten, som han fandt. Det var et tegn på, at han var ved at blive stærkere. - Den

tredie dag tog han også af sted uden at fortælle de andre, hvad han foretog sig.

Når han kom ud for at gå en tur, skubbede de andre børn til ham, og når han kom

tilbage skubbede de ham ind i hulen, uden at han gjorde modstand, for ingen

viste ham kærlighed.

På turen den tredie dag gjorde han det samme som i de andre dage. Da han kom ned på jorden efter den sædvanlige tur i luften, faldt han ikke, fordi der ikke faldt noget legetøj fra ham. På hjemvejen sparkede han til sten som ingenting, selvom de var store. Da han kom hjem, lod han sig skubbe af de andre uden at gøre modstand. Den fjerde dag tog han af sted og blev slynget ud i luften som de andre dage og landede kun på det ene ben uden at falde, og han fjernede sig fra dyret hoppende kun på det ene ben. Hele vejen hjemover sparkede han til sten. Da han kom hjem, skubbede piger med barn i amaaten til ham, så han faldt flere gange på vej til sin hule.

Et stykke tid efter fandt fangerne et meget stort stykke drivtømmer. Da de

ikke magtede at trække det op på land, tøjrede de det med liner, for at det ikke

skulle drive væk. Om aftenen sagde Kaassassuk til sin plejemor: "Lån mig din

pels, så at jeg lige kan komme udenfor." Plejemoderen lånte ham sine kamikker.

Kaassassuk gik ned til det store stykke drivtømmer, greb det i den ene ende og

trak det op. Han løftede det op på skulderen og bar det op til huset, hvor han stak det ned i jorden bag ved huset. Den første, der kom ud næste morgen, opdagede, at drivtømmeret var væk. Ingen kunne forstå, hvordan drivtømmeret, der var tøjret med liner, havde kunnet drive til havs. En kvinde, der kom ud for at

forrette sin nødtørft bag ved huset, opdagede, at det store stykke drivtømmer

var blevet stukket skråt ned i jorden. Man undrede sig over, at nogen havde

kunnet bære det op. Mon en af de unge på stedet havde gjort det? Ingen tænkte på

Kaassassuk.

En dag forlød det, at drivtømmeret var begyndt at flække ("anguleqissoq" - jeg er usikker i oversættelsen. Chr.B.). Kaassassuk bad sin plejemor om at låne ham sin pels, fordi han gerne ville se, hvad de gjorde ved tømmeret. Plejemoderen lånte ham sine kamikker, idet hun sagde: "Du kan vel ikke engang skaffe mig et stykke, der kan blive til en kammiut" (det kan vist også oversættes: "Bare du kune skaffe mig noget træ til kammiut." - Chr.B.). (Redskab til at blødgøre kamikker med). Han fik et stykke, der kunne blive til kammiut af sin svoger.

En vinterdag sås tre isbjørne, en hunbjørn med to unger på isen. Fangerne

jagede bjørnene, men da de kravlede op på et isfjeld, der var frosset fast

i havisen, måtte de opgive jagten. Dette fik Kaassassuk at vide. Han bad sin

plejemor om at måtte låne hendes pels for at være med på bjørnejagten. Plejemoderen sagde til ham: "Du bliver bare ædt af bjørnene." Men da han blev ved, lånte hun ham sine kamikker idet hun sagde: Du kan vel ikke engang skaffe mig et brikseskind" (eller: "Bare du kunne skaffe mig brikseskind. Chr.B.). Kaassassuk

tog kamikkerne på, bandt remmene på dem og tog sin hundeskindsanorak på. Så tog

han af sted. Det var første gang, han skulle demonstrere sin styrke offentligt. -

Da folk så med hvilken fart han løb hen over isen, blev de meget imponerede. "Se,

hvordan sneen fyger bag hans fødder," sagde de. Han havde kun en kammiut med som

våben. Kaassassuk huggede trin på isfjeldet og var på vej op. Folk sagde: "Nu

bliver han ædt af isbjørnene." Så snart han nåede op på toppen af isfjeldet,

løftede isbjørnen sin ene forlab for at slå ham, men Kaassassuk greb bjørnen i

forbenene og slog den imod isfjeldet, så dens bækkenparti smadredes og den blev

dræbt på stedet. Han gjorde det samme med de to andre, og han smed alle tre ned

på isen og sagde til mændene: "To af dem må I få som fangstpart. Den tredje tager

jeg med hjem og skindet skal min plejemor have til brikseskind." På den måde

demonstrerede Kaassassuk sine kræfter for første gang.

Mens det endnu var vinter, fangede Kaassassuks svoger en sæl, og mændene på

stedet var på besøg hos ham. Kaassassuk gik også derhen. Men han blev stående

ved indgangen og kunne ikke komme op. Svogeren sagde til mændene, at de skulle

hjælpe ham op. Men ingen ville, fordi de var bange for ham. Svogeren, som før i

tiden altid beskyttede ham, gik hen til ham og løftede ham op i næseborene.

Straks da han kom op, blev der sagt fra den fjerne ende af det store rum: "Kom

herover." En anden sagde: "Her er et sortsideskind at sidde på." Kaassassuk

overhørte al den venlighed og tog plads overfor sin svoger. En af mændene sleb

en kniv og lagde den frem sammen med en anden kniv. "Den kniv her er vist

skarpere," sagde han. Kaassassuk sagde: "Var der ikke noget med, at jeg tidligere

ikke brugte kniv?" Det, Kaassassuk hentydede til, var, at mændene tidligere lod

ham spise uden kniv, for at han ikke skulle spise for meget. Nu da de havde set,

hvordan han dræbte isbjørnene, blev de bange for ham og tilbød ham en kniv at

skære kødet med. Kaassassuk ville ikke tage imod tilbuddet, men da svogeren,

søsterens mand, lagde sin kniv ned, spiste han med den.

I huset, hvor Kaassassuk var på besøg, var der spædbørn, som var forældrenes kæledægger. Kaassassuk sagde: "Må jeg holde det lille barn?" Han tog det lille drengebarn til sig og sagde: "Jeg glæder mig til, at han skal begynde at fange noget." Så trykkede han det lille barn til sig og udbrød: "Åh, det lille barn døde." Derefter tog han en lille pige til sig og sagde: "Jeg glæder mig til de bær, hun til sin tid vil plukke," og han føjede til: "Åh, også den lille pige døde." Hvergang Kaassassuk dræbte et barn, som var forældrenes kæledægge sagde disse: "Det gør ikke noget, der kommer nok et andet i stedet for." Da Kaassassuk havde dræbt samtlige spædbørn, gik han, uden at nogen gjorde noget ved ham. Kaassassuk, som selv var blevet mishandlet, hævnede sig på den måde og fik derved ro i sindet.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Hist.: I denne mere traditionelle version bliver Kaassassuk ikke resocialiseret.

oqalugtuaq Kalerarmiunik Sûsuvarnigdlo / Kalerarmiu og Suusua

Print
Dokument id:1081
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kalerarmiunik Sûsuvarnigdlo / Kalerarmiu og Suusua
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 732 - 735, nr. 204
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kalerarmiu og Suusua.

 

Kalerarmiu havde en søn. Da han blev voksen, giftede han sig. Engang kom han til at overvintre på et sted, hvor der boede mange brødre. Deres far hed Taasarsuaq. Engang da Kalerarmius søn fangede en sæl, bragte hans kone noget kød til Suusuas til foræring. Suusuas beholdt hende i huset og lod deres søn tage hende til kone. Så gik Kalerarmiu til Suusuas hus for at kigge ind i huset gennem vinduet. Han så, at hans svigerdatter sad i fodenden af briksen og græd. Kalerarmiu råbte ind gennem vinduet: "Jeg er kommet for at hente min svigerdatter". Men ingen svarede. Han gik hjem og gav sig til at græde bag ved sit hus. En stor ugift kvinde kom ud af Suusuas hus og så ham græde og hun råbte: "Hør, Kalerarmiu" 'Erssatit (ulæseligt, på dansk har Rink tilføjet: 'dine kinder'. chr.b) napparpoq (er blevet syg eller: er blevet rejst op. CB). Der er tårer i dine øjne". Det sagde hun og lo højt. Så gik hun ind i huset. Kalerarmiu blev dybt såret og gik ind i sit hus. Derinde sagde han til sin søn at han skulle lave pile til buen og at han selv ville gøre det samme. De gav sig til at lave pile. Da de blev færdige, kiggede de på vejret hver morgen. Så længe det var skyet blev de hjemme. Men en morgen faderen havde været ude og set, at det var skyfrit, gik

han ind og sagde til sønnen, at han skulle tage sit sædvanlige tøj på. Det

gjorde sønnen. Så råbte Kalerarmiu ind i Suusuas hus: "Suusua, det er fint vejr.

Det er vejr til bueskydning". Suusua og hans sønner vågnede og og man hørte det pusle kraftigt mens de stod op. Nu kom den ene efter den anden ud af huset mens de strammede strengene på deres buer. Nu var de ude og nærmede sig.

Kalerarmiu og sønnen var alene imod Suusuaq og hans mange sønner. Kalerarmiu var

den første, der sendte en pil af sted. Pilen roterede og var nu på vej ned ud

for det sted, hvor Suusuas stod. Suusua 'løb efter den' (eller: begyndte at løbe

og forfølge Kalerarmius? CB). Så skød de løs på hinanden. Det ville

ikke lykkes for Suusuas at ramme Kalerarmiu og hans søn. Derimod blev flere af

Suusuaqs sønner ramt og faldt om. Der var ikke ret mange tilbage. Da den sidste

af sønnerne faldt om satte Suusuaq i løb og flygtede mod sit hus. Kalerarmiu

begyndte at løbe efter ham, alt hvad remme og tøj kunne holde ('malertine

tíkordlugit'? chr.b). Lige da Suusuaq skulle ind i husgangen, blev han

ramt af en pil i lænden. Suusuaq gik ind i huset med en pil i lænden. Suusuaqs

hus kom til at lugte grimt. Kalerarmiu holdt øje med vinduet på Suusuaqa hus og

han sagde nogle gange: "Suusuaqs hus ..... ('porak' - ulæselig. chr.b). Da der

var gået flere dage, råbte Kalerarmiu ind i Suusuaqs hus: "Suusuaa, Suusuaa".

Han svarede: "Hvad vil du, hvad vil du?" Kalerarmiu sagde: "Jeg er kommet for

at hente min svigerdatter, som ikke havde gjort noget (usikker. chr.b)."

Suusuaq svarede: "Du må vente lidt". Først da alle sønnerne var døde, gav

Suusuaq Kalerarmiu ham hans svigerdatter tilbage. Da Kalerarmiu kom ud, så han

to (hvem? chr.b), som grinte med ansigterne vendt imod hinanden. Han så også

nogle, som græd bag ved huset. Kalerarmiu gjorde gengæld og råbte: "Hør piger.

Hør, piger, 'erssatik napparput' ('erssatik', jeres kinder (?) 'náparput', er

blevet syge eller: de havde rejst sig. chr.b). Der er tårer i jeres øjne". Det

sagde han med høj latter og gik ind i sit hus.

     Til sidst sagde kvinderne i Suusuaqs hus: "Mon ikke man skal prøve at få

pilen ud". Suusuaq svarede: "Prøv det". Så prøvede de at trække

pilen ud, for der var ingen andre til at gøre det. En af dem klemte om enden med

fingrene og gjorde forsøg på at trække den ud. Da skreg Suusuaq: 'mángâ, í,

mángâ, î (formentlig uoversættelige lyde. chr.b) I kan ikke få den ud på denne

måde, lad den bare sidde". Kvinderne svarede: "Ja, lad den foreløbig være. Måske

vil det kunne lade sig gøre, når der kommer betændelse". Suusuaq sagde: "Ja, det

er godt". Så sagde han ikke mere. - Kalerarmiu gik hen til Suusuaqs hus og

brølede ind gennem vinduet: "Hør, Suusuaq ajajâ! Din store søn tog af sted over

isen, ajajâ, din store søn, ajâja". Så vendte han tilbage til sit hus. -

Kvinderne i Suusuaqs hus sagde: "Skal vi prøve igen?" Det sagde Suusuaq ja til.

De forsøgte igen at trække pilen ud ved at tage fat om enden på den og

det lykkedes så for en af kvinderne at trække den ud. Suusuaq skreg: "nananâ, ajê,

ajê, ajê, sê". Så sprøjtede der blod ud af såret. Nogle af dem stoppede en

lampepind ind i såret. Han forblødte og døde. Da Kalerarmiu hørte dette, gik han

hen til huset og slæbte liget ud. Han smed det ud til hundene, som gav sig til

at æde det. Han lod dem være og gik. Slut.

          Skrevet af Amos Daniel.

 

Var.: Isigaaligaarsik; Langbuks; Isigaaligaarsuk; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.

 

Kommentar: Amos Daniel er ingen god nedskriver, men med et godt kendskab til overleveringens mange sagn, kan man dog som regel gætte sig til hans forlæg. Kun når han lader associationerne mellem fortællingerne få frit løb, blir det mere end indviklet. Heller ikke hans håndskrift er synderlig læselig.

oqalugtuaq Kamigdlánguamik

Print
Dokument id:262
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kamigdlánguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 411 - 414, nr. 132
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 163.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kamillannguaq.

 

Kamillannguaq og fætteren voksede op og trænede for at blive rigtig stærke. Kamillannguaq havde en far, mens fætteren var forældreløs. De voksede op og var uadskillige. De blev meget stærke. De nøjedes ikke længere med at ro i kajak langs kysten, hver dag var de på fangst langt ude, hvorfra de ikke kunne skimte land. Somme tider tog de ud mod vest i kraftig blæst. Når de sammen roede for fuld kraft, borede de sig gennem bølgerne (lavede huller i bølgerne? Chr. B.). De kom altid hjem med alle slags sæler. De var ikke ude efter at dræbe mennesker. De boede jo også alene på bopladsen og mødte aldrig andre.

En dag, hvor det som sædvanlig blæste stærkt, roede de vestover. Da de var

kommet langt ud, så de en kajakmand komme nordfra. Han styrede direkte mod

dem. Det var første gang, de skulle opleve at møde et fremmed menneske. De

aftalte, at de ikke ville sige noget, før den fremmede havde sagt noget. De

holdt stille og ventede på den fremmede. Den fremmede kom ridende på

bølgetoppene. Han sagde ikke noget, men stak straks kajakåren ind på skrå under

tværremmen på kajakken. Heller ikke fætrene sagde noget. Mens de der lå tæt

sammen, dukkede der en sæl op og lagde sig trygt på vandskorpen. Da ingen ville

sige noget, brød Kamillannguaq tavsheden henvendt til den fremmede: "Ro du løs

på den." Da åbndede den fremmede munden for første gang og

svarede: "Nej, det skal være dig." Da ingen andre ville, roede Kamillannguaq af sted, idet han indimellem kiggede tilbage, fordi han ikke var tryg ved den fremmede.

 

Først da Kamillannguaq var tæt på sælen, satte den fremmede af i stærk fart

hen mod Kamillannguaq. Da fætteren kunne se, at den fremmedes agt var at harpunere Kamillannguaq, satte han i fuld fart efter

den fremmede. Kamillannguaq havde nu gjort sig klar til at harpunere sælen, og

den fremmede ligeså til at harpunere Kamillannguaq, og så harpunerede fætteren den

fremmede. I det øjeblik Kamillannguaq harpunerede sælen, hørte han et plask i

vandet og da han kiggede tilbage, så han, at den fremmede var ved at kæntre.

Kamillannguaq sagde til sin fætter: "Hvorfor harpunerede du ham?" Fætteren

svarede: "Han skulle lige til at harpunere dig, da jeg kom ham i forkøbet ved at

harpunere ham. Det sker der ikke noget ved" (susassoriinnarpaa: han anser det for

ligegyldigt - Chr. B.). Da Kamillannguaq havde gjort sælen klar til bugsering,

lagde han den op bag på kajakken med hovedet vendt imod kajakkens bagende. Der

var et stort isfjeld lige i nærheden og de hængte den fremmedes lig på det ved

hjælp af hans line og roede bort. Undervejs harpunerede fætteren en sæl og han

lagde den op bag på kajakken med hovedet vendt imod kajakkens bagende. Da de

nåede hjem, tog Kamillannguaq far imod dem. Han spurgte, hvorfor de havde lagt

sælerne bag på kajakken med hovedet vendt imod kajakkens bagende. De svarede:

"Det var fordi et menneske blev dræbt før dem." Faderen var tilfreds med svaret

fordi ... ('sujugdlúngingmata' betyder: at de ikke havde ondt i øret - Eller

skulle der måske have stået: 'sujugdliúngingmata', da de ikke var de første. Den

danske kommentar er lidt svær at læse, Chr.B. - at de ikke var blevet dræbt som de første ? BS).

Næste morgen tidligt tog de af sted for at finde slægtninge til

den fremmede, de havde dræbt. Da de et sted roede uden om et lille næs, fik de øje på et stort hus. De roede derhen, og mange mænd gik ned for at tage imod dem. Det var mange brødre, viste det sig. Der blev sat mad frem til gæsterne. Da de havde spist fortalte værtsfolkene, at den stærke mand på stedet ikke var kommet hjem fra fangst. Gæsterne sagde: "Det var måske ham, den eneste kajakmand, vi

mødte og som vi dræbte. Hvis I holder af ham, kan I tage ud og lede efter

ham." Efter denne bemærkning hørtes der hvisken blandt mændene. Gæsterne anede

uråd og sprang ud gennem vinduet. Mændene forfulgte dem og greb dem.

Kamillannguaq og fætteren passede på ikke at falde. Da de kunne klare sig

overfor dem, løftede de dem op og kastede dem, som man gør med en fuglepil. På

den måde kvæstede de dem og dræbte dem alle sammen. De vendte velbeholdne

tilbage til deres boplads.

 

Var.: Dette er ikke en version af Kamillaannguaq (den barfodede - med langt a).

 

Kommentar: en gængs fortælling om blodhævn uden særlig profil. En søgning på: blodhævn; drab; osv. giver mange hits.

oqalugtuaq Kanangmik iliarssungmik aleqalingmik / Kanak

Print
Dokument id:1080
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kanangmik iliarssungmik aleqalingmik / Kanak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 730 - 732, nr. 203
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den forældreløse Kanak og hans storesøster.

 

Kanak var to år, da begge forældrene døde. Hans storesøster ville nu tage sig af

hans opdragelse. De rejste sammen med nogle, der skulle til deres sommerplads.

Storesøsteren var med ude på en rensdyrjagt og forsvandt.

Kanak voksede op og da han blev voksen, begyndte han at prøve på at finde ud

af, hvor storesøsteren var blevet af. Så giftede Kanak sig, og mand og kone holdt

af hinanden. Når Kanak kom til 'inorutsit' (bjergtrolde. chr.b), så kom Aqissiaq

til inuit. De byttede koner. Engang da Kanak kom til inorutsit traf han dem midt

i en konebytningsfest ('arnigugtorssuit' - ordret: de havde lyst til kvinder. -

måske: lampeslukningsleg ? chr.b). Han var i det ene af husene og byttede med

Aqissiaq og iført Aqissiaqs rejsetøj gik han til det andet hus og kiggede ind

gennem vinduet og her så han storesøsteren 'sumik isumanane' (der ikke anede

noget? chr.b). Han ville ind i huset. Han gik gennem husgangen til indgangshullet op til rummet. Men herfra kunne han ikke se gulvet i rummet, for hos 'tornit' var der meget højt fra gangen op til indgangshullet. I krogen ved indgangshullet var der to store unge mænd. Da Kanak viste sig, rakte de to deres hænder frem og Kanak rakte også sine hænder frem. De tog ham, idet de hele tiden gentog: "Nåda, lille menneske!" De ville trække ham til sig - hver til sit for at flække ham midt

over ('taimaitdlune inûsuit qúperdlugit') ('inûsit - de unge. 'qúperdlugit,

qupperpaa - slår det op (i en bog) (?) C.B). Søsteren, som havde det godt,

spurgte ham: "Er du Kanak?" Han kunne ikke få en lyd frem og måtte nikke til ja. Søsteren var altså kommet til tornit, og disse sagde

hele tiden: "Nåda, du lille menneske". Endelig kom han i tanker om at kalde på

sin store hjælpeånd, mens de ældre sagde til de to: "Nu må I slippe ham,

'anekinguvit, iláinilo tigusaraat'" (? anekinguvit - de små, og somme tider

tager de dem' - svært at få mening ud af. chr.b). De to, der lod som om de ikke hørte de ældre, var (stadig) i færd med at flække ham midt over. De var lige ved at få de to halvdele fra hinanden. Så var det, som om de hørte deres (hans? de ældres?) stemme. Nu nærmede hjælpeånden sig. De sagde hele tiden: "Nåda, du lille menneske". Nu var hjælpeånden ved at være fremme ved huset. Og først da den var undervejs ind i husgangen og de hørte den inde i gangen, slap de ham, idet de

tænkte, at den store hjælpeånd ville vende tilbage til det sted, hvorfra den

kom, når de havde givet slip på ham (Kanak). De slap ham altså, men den (ånden)

standsede ikke. Den fortsatte ind i deres hus og den skræmte livet af dem

alle - også Kanaks søster.

 

Så gik Kanak ind i Aqissiaqs hus og tog tøjet

(Aqissiaqs tøj) af. Derefter tog han af sted hjemover. På det tidspunkt Aqissiaq

ventede ham, var han ved at nå hjem. Aqissiaq passerede ham og spurgte om noget,

men Kanak gik ind i huset uden at svare ham ('apersorane - uden at stille ham

nogle spørgsmål. Men det skulle vist have stået 'apersorâne' - han stillede ham

spørgsmål. Sådan har jeg oversat det. CB). Han sagde, at man skulle tænde

lamperne omgående. Der gik et stykke tid, så kom Aqissiaq ind. Da han (Aqissiaq)

befandt sig oven over huset, sagde Kanak til de andre, at de skulle, istemme

Aqissiaqs vise, som lyder sådan: "Til mennesker kanajaa meget kanajaa, som er

til at skamme sig over". Da man begyndte at synge om kanajaa vendte Aqissiaq

tilbage til sit hus og skammede sig. Slut.              

Skrevet af Amos Daniel.

 

En af Amos Daniels ikke ligefrem gennemsigtige fortællinger, BS.

 

Var.: Aqissiaq.

 

Kommentar: Fortællinger om Kanak kan måske give nogle fingerpeg om en sammenhæng.

Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit

Print
Dokument id:1026
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 10
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 13 - 14
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang i gamle dage kom en gammel mand til at bo alene i

et hus. Hele vinteren havde han ligget på maven på briksen.

Det var om foråret, da de andre skulle rejse et andet sted hen for at sy

inderbeklædning til et telt, at han blev alene.

Mens han lå alen og kiggede ud gennem husgangen, fik han øje på et

par bagdele. Så dukkede en kvinde op med en meget stor overkrop dækket

af skindbukser med en meget vid åbning foroven. Hendes ben var

(tynde?) som ladestokke. I det øjeblik hun kom op fra gangen, blev han

pludselig angst og vendte ansigtet bort.

Da hun satte sig på briksen, sagde han: "Fortæl noget. Det er svært at

få fat i en, der kan fortælle historier." Hun svarede: "Lad mig hente

min mor; hun kender mange historier." Han var ellers lidt ræd for

hende; men da hun nævnte sin mor og gik ud, og han selv ikke havde

været udenfor hele den lange vinter, tog han sine kamikker på og var på

vej ud. Da han skulle passere stedet, hvor hun forsvandt ned i jorden,

fik han øje på et par store bagdele på vej op. Han kom ud af huset og

så, at de, der var rejst ud for at sy indertelt næsten var hjemme, og

at mændene der havde ledsaget dem i kajak, stod uden for huset og

ventede på dem. Da de var fremme, gik de ind i huset og så, at

skindtapetet var faldet ned. Tænk, de havde sat skræk i huset, da de

opdagede at manden, de skulle fortælle historier til, ikke var der.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Kommentar: ikke ganske gennemskuelig fortalt.

Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild

Print
Dokument id:1024
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 8
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 11
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang i gamle dage ville folk, der havde vinterboplads

i Kangiusaq, til Appamiut for at danse (trommedans?).

De tog deres pæneste tøj på og ordnede sig til rejsen. Børnene lod de

blive hjemme i en lille ældre mands varetægt.

 

Nær Appamiut, lagde de undervejs til ved et hus. En kvinde, som boede

der, ville gerne med, da hun hørte, at de skulle til dans i Appamiut.

Fra mandens line skar hun et stykke af, som hun bandt om livet, og de

tog afsted. De nåede til Appamiut, dansede og tog så hjemover igen.

 

Dengang Kangiusaqerne var taget afsted, gav børnene sig til at lege

helt vildt. Den lille gamle mand, der skulle passe dem, søgte forgæves

at få dem til at holde op; og gik så udenfor. Mens han kiggede sig

omkring, så han, at der kom en kraftig ild (lyn?) ud af et højt fjeld.

Det forsvandt bag et andet fjeld, der lå længere væk; men så kom det

frem igen og fór nedad. Gamlingen søgte efter et skjulested; og han

krøb ind under en konebåd.

Da larmen fra vildt legende børn stilnede, kiggede han ind i huset og

så, at de var blevet skræmt til døde med sprængte øjne (der står

egentlig kun: øjnene). Da det blev lyst, gik han og ventede på, at konebåden (med børnenes forældre) skulle vende tilbage.

 

Så kom de hjem, og han fortalte om børnene, der var blevet skræmt til

døde. De ankomne modsagde ham og mente, at det var ham, der havde

skræmt dem ihjel. Gamlingen sagde: "Prøv selv at lege vildt i aften."

De gav sig til at stege spæk i beredskab til legen.

Da de gamle havde leget, holdt nogle af dem øje med, hvad der ville

ske. Omsider kom der ild ud af et højt fjeld. Det forsvandt ind i et

fjeld overfor, hvorefter det fór ned, og da det var på vej ind i

huset, hældte de noget af det stegte spæk (hedt tran), ned over den, hvorefter den

stivnede ("issiopoq").

 

De skrævede over den stivnede ild og gik udenfor. Gamlingen var også

på vej ud, men faldt og klistrede fast til den. Da han fik revet sig

løs, havde han et stykke ild siddende på sig. Han blev ved med at

gnide det imod klippen, så han tilsidst sled hul på huden.

Det fortælles, at de døde af skræk.

 

Var.: Den store ild. Innersuaq.

oqalugtuaq Kasiagssamik sagdlutôrssuarmik / Qasiassaq

Print
Dokument id:293
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Jeremias
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kasiagssamik sagdlutôrssuarmik / Qasiassaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 580 - 584, nr. 166
Lokalisering:Storøen: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qasiassaq, den store løgner.

Qasiassaq var gift med en kvinde, der ikke kunne få børn. Han var ikke nogen god fanger. En dag han var ude at ro i kajak, så han en fuldvoksen sortside, der var tøjret til land. Han løsnede fortøjningen og slæbte den hjem. Hans kone fik øje på ham, ligesom han roede uden om det lille næs ved bopladsen. Hun råbte: "Qasiassaq er på vej ind med en sæl på slæb!" Da han kom til land, slæbte de den op og gjorde, hvad der skulle gøres. Konen sagde til ham: "Qasiassaq, som plejer at tage ud på fangst, har fanget en sæl!" Hans kone parterede sælen og forærede en del af kødet til sine bopladsfæller. Når hun afleverede foræringen, sagde hun: "Det er et stykke kød fra Qasiassaqs fangst." Om aftenen kom de andre fangere hjem, og en af dem kom hjem uden fangst, den havde han mistet. Da bryststykkerne af sælen var blevet kogt om aftenen, indbød Qasiassaq alle mænd på stedet til spisning. Hans kone kom med et fad med kød og sagde: "Det er Qasiassaqs fangst." Under måltidet fik gæsterne øje på nogle bugserremme med beslag af hvalros- / hvidhvaltænder, som var blevet hængt op. En af mændene spurgte ham: "Qasiassaq, hvornår har du fået dette bugsergrej?" "Det er noget, jeg længe har haft liggende i min (værktøjs)kasse," svarede Qasiassaq. Efter at gæsterne var gået, kom der en knøs ind hos Qasiassaqs og sagde: "Jeg skulle sige fra ejeren til bugsergrejet, der er hos Qasiassaq, at han gerne vil have det, men ikke sælen". Det viste sig, at Qasiassaq havde stjålet en sæl, som en af hans bopladsfæller havde fanget. Qasiassaqs kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq opfører sig sådan!" Da gav Qasiassaq sig til at prikke / kilde sin kone i siden med sin pegefinger, mens han fløjtende lagde sig ned på briksen med hovedet mod væggen.

 

Dagen efter tog Qasiassaq ud på fangst. Denne gang kom han hjem uden sæl.

Dagen efter tog han af sted igen. Han roede til land, hvor der var mange is-

stumper, der stammede fra et isfjeld, der var kælvet. Han knuste sin kajak og

stoppede en masse isstumper i den. Han tog sit tøj af og dyppede det i

vandet, hvorefter han tog det på igen og tog af sted hjemad. Så snart han

roede uden om det lille næs ved bopladsen, råbte han: "Et isfjeld kælvede på

mig, et isfjeld kælvede på mig!" Da hans kone kom ned til ham, råbte hun:

"Qasiassaq fortæller, at et isfjeld har kælvet på ham." Han steg ud af sin kajak,

og han var våd over det hele. Han trak det ene isstykke efter det andet op af

kajakken, og han rystede meget af kulde. Hen imod aften kom en af kvinderne hjem

fra et bærtogt og fortalte: "I dag så vi Qasiassaq knuse sin kajak og putte en

masse isstykker ned i den, og vi så, at han dyppede sit tøj i vandet,

hvorefter han tog det på og tog af sted." Da hans kone fik dette at vide, sagde

hun til mand: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq opfører sig sådan!" Da gav Qasiassaq sig til at prikke / kilde sin kone i siden.    

 

Qasiassaq gjorde sin kajak nødtørftigt i stand, og næste morgen

tog han ud på fangst. Efter at have jaget sæler uden at fange nogen, gik han

i land. Her bandt han sin line omkring en stor sten og roede ud med den et godt

stykke fra land. Så firede han den store sten så langt ned, at hans sølle

fangstblære forsvandt ned sammen med stenen. Herefter roede han hurtigt hjem. Så

snart han rundede det lille næs ved bopladsen, råbte han: "Jeg harpunerede en

stor hvalros, men mistede min fangstblære!" Hans bopladsfæller fik dette at vide

da han kom hjem. En af dem sagde: "Imaqa ârrup amerssua haîngâ" (måske hvalrossens store skind ...... ?) (Det er svært at få nogen sammenhæng ud af det. 'Haîngâ' kender jeg ikke - Chr. B.). En af kajakmændene, der kom hjem i løbet af eftermiddagen, havde Qasiassaqs sølle fangstblære med hjem. Knuden på linen,

der var bundet fast til stenen, havde løsnet sig (eller: stenen var gledet ud af

båndet - Chr. B.), og derfor var fangstblæren kommet op på overfladen. Da konen

hørte dette, sagde hun som sædvanlig: "Hvor er det flovt, Qasiassaq!" Qasiassaq

bemærkede: "Ja, jeg løj."

 

Dagen efter tog Qasiassaq ud på besøgstur. Der, hvor han var på besøg, var

der sorg, fordi en af fangernes datter var død. Qasiassaq sagde: "I går fik

vi en lille datter, og vi gav hende navn efter deres afdøde datter her."

De sørgende blev glade, da de fik at vide, at et nyfødt barn var blevet

navngivet efter deres afdøde datter. Qasiassaq sagde endvidere: "Når barnet

skriger, lyder det altid: 'apangajaa'." Værtsfolkene sagde: "Det kan jo være, at

den lille gerne vil have sine perler ('sapangánguane' - lydlighed med

'apangajaa' - Chr. B.)." Da Qasiassaq skulle af sted, sendte de barnet en masse

perler samt kød og en gryde til at hænge over en tranlampe. De sagde til

Qasiassaq: "Kom endelig på besøg ofte og få kød med hjem." Qasiassaq sagde: "Kom

og se min nyfødte lille datter i morgen!"

 

Så såre Qasiassaq rundede det lille næs ved bopladsen, råbte han: "Jeg er helt forvirret. Der har været forlis, og jeg fandt deres efterladte ting." Hans kone sagde: "Qasiassaq fortæller at han har truffet nogle, der er forlist." De ting, Qasiassaq havde med, bar hans kone op. Hen på aftenen ('únuleriarmat') tog Qasiassaq deres gamle gryde og smed den ud på 'qagtaq' (?), så den gik i stykker, for nu havde de jo fået en anden til erstatning. Næste morgen kom der en hel masse kajakker på besøg. De sagde: "Vi kommer for at se til Qasiassaqs nyfødte datter, (der står: 'panigssãnik', kommende datter. Men der skulle formentlig have stået 'panigsâvánik? Chr. B.)." De, som de besøgte sagde: "Den kone Qasiassaq har kan ikke få børn." Gæsterne sagde: "Sig til Qasiassaq, at han skal komme ned med gryden og perlerne." Så bar man dem ned til ejerne, fordi Qasiassaq havde løjet.

 

Næste morgen tog Qasiassaq igen ud på fangst. Undervejs fandt han et stykke

mattak af en hval. Han tog det op bag på kajakken og skyndte sig hjem. Så snart

han rundede næsset ved bopladsen, råbte han, at der var hval. Da bopladsfællerne

hørte om det, og da de havde set mattakstykket af hval, tog de af sted i konebåde

for at bugsere hvalen. De spurgte Qasiassaq: "Hvor er hvalen?" Han svarede:

"Derhenne, derhenne." Efterhånden var de kommet langt fra deres boplads. De

havde spurgt ham flere gange, og han svarede altid: "Derhenne." Da han blev ved

med at komme med sit 'derhenne', sagde de: "Mon ikke Qasiassaq endnu engang har

løjet. Lad os dræbe ham." Qasiassaq sagde som sædvanlig: "Ja, jeg har løjet." Da

de andre ikke længere kunne tro på Qasiassaq, dræbte de ham. Qasiassaqs løgn- agtighed blev hans endeligt. Slut.

 

Jeremias, forstander på Qeqertarsuaq og Avigaat. Sandelig, løgnagtighed er noget man må betale for, og det bringer én i ulykke. 28. april. 1860.

 

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

oqalugtuaq Kâterpârssungmik / Qaaterpaarsuk / Qaaterfaarsuk

Print
Dokument id:279
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Mörch, H.P.
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kâterpârssungmik / Qaaterpaarsuk / Qaaterfaarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 502 - 505, nr. 149
Lokalisering:Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kaaterpaarsuk.

 

Kaaterpaarsuk voksede op som forældreløs uden at kende noget til ting, der kunne være til gavn. Endelig var der én, der tog ham til sig, men det viste sig, at plejefaderen var af en sådan slags, som ikke var indstillet på at hjælpe nogen, og at han var en listig person. Da Kaaterpaarsuk blev større, ville han have sig en kajak. Men han anede ikke, hvordan man byggede en kajak. Han besluttede sig til at prøve at bygge en kajak, selvom han ikke havde forstand på, hvordan han skulle bære sig ad, og selvom der ikke var én, der kunne vejlede ham.

Han var nu kommet igang med arbejdet og var fordybet i sine tanker om,

hvordan han skulle klare det. Så hørte han noget rasle. Han tænkte: "Det var

måske én, der ville hjælpe eller vejlede mig." Han var så optaget af

arbejdet, at han ikke kiggede efter, hvor denne raslen stammede fra. Denne

raslen gentog sig, men heller ikke denne gang kiggede han til denne side. Den

tredje dag hørte han igen raslen, men han hverken kom med nogen bemærkning eller

kiggede efter, hvor den kom fra. Det han hørte var altså kun en raslen, men så

hørte han en stemme, der ville få ham til at kigge i den retning, hvorfra

stemmen kom. Den lød: "Aha, aha!" Han kiggede i den retning, hvorfra stemmen kom,

og så, at en stor bjørn skulle lige til at slå ham. Han blev så forskrækket, at

han smed sit værktøj og flygtede. Han slap væk i sidste øjeblik, før bjørnen

slog ham. Dette gentog sig hver dag, men han anede ikke, at det var hans

plejefar, der var krøbet ind i et bjørneskind, for at forskrække ham og for at

få ham til at flygte.

Så skete det en dag, da drengen som sædvanlig flygtede af skræk, at

plejefaderen gav sig til at grine. Han tog bjørneskindet af og sagde: "Jeg

syntes egentlig, det var synd, at du kom igang med at bygge en kajak uden at

vide, hvordan du skulle gøre det, men jeg gjorde det modsatte af det, jeg burde

have gjort." Kaaterpaarsuk blev såret over det, plejefaderen sagde. Han glemte

aldrig, at han gjorde ham så forskrækket. Allerede mens han endnu var igang med

kajakbyggeriet og under sin videre opvækst, tænkte han hele tiden på, at han ville

hævne sig på ham. Men han kunne ikke finde ud af, hvordan han skulle bære sig ad

med det. Han glemte aldrig, hvor forskrækket han blev.

Langt om længe blev han færdig med kajakken og begyndte at øve sig i at ro

i kajak. Han lærte at ro i kajak og begyndte at tage ud på fangst. Han tænkte

ikke på andet end at hævne sig. Engang han var på kajaktur, gik han i land et

sted. Han gav sig til at gå op ad, og da han kiggede ud over havet, så han, at

tre store hvalrosser var dukket op, og at de holdt sig flydende derude. Han

tænkte: "Bare jeg kunne få en af dem til at krænge sit skind af." Idet han

tænkte dette, forsøgte han sig med at fremsige en trylleformular. Men han vidste

ikke, hvordan man bar sig ad med det, og der skete ikke noget med hvalrosserne.

Han gik ned og roede hjem, og han bebrejdede sig selv for sin uformåenhed med

hensyn til at trylle. Fra nu af bestilte han ikke andet end at øve sig i at

fremsige trylleformularer. Langt om længe lærte han det, og da han lærte en

trylleformular, der kunne få et dyr til at krænge skindet af, mente han, at det

måtte være lige det, han havde brug for. Dette fik han bekræftet yderligere, da

han engang prøvede det på en lille hare med et godt resultat. Han fandt formu-

laren helt velegnet til formålet.

En dag gik han og ventede på, at alle fangerne skulle tage af sted på

fangst. Da alle var taget af sted, roede han ud og steg i land et sted. Mens han

opholdt sig der, dukkede der flere hvalrosser op, den ene efter den anden. Han

begyndte at fremsige en trylleformular for at få en af hvalrosserne til at

krænge sit skind af, og Kaaterpaarsuk krøb ned i det og svømmede ud til

kajakkerne, idet han skiftevis dykkede ned og dukkede op. Da han kom ud til dem,

dukkede han op mellem kajakkerne for at finde ud af, hvem af disse, der var hans

plejefar. Når kajakkerne roede til, og når de kastede harpunen efter at have

gjort sig klar til det, gjorde han skindet hårdt (eller blot: gjorde han sig

selv hård - Chr. B.) Og når han blev ramt, trængte harpunspidsen ikke ind, men

hoppede blot henover skindet. Da Kaaterpaarsuk havde passeret alle kajakkerne,

genkendte han sin plejefar, der befandt sig mellem de andre kajakker. Han

dukkede op flere gange i nærheden af ham, og hans plejefar blev ivrig efter at

jage dyret, harpunere det og fange det. Han roede til og kastede harpunen og

Kaaterpaarsuk gjorde sin overflade hård, og harpunspidsen trængte ikke igennem

huden. Han dykkede og angreb sin plejefar nedefra, så det skummede. Han slap ham

igen uden at lade ham kæntre. Men han tog hans line og dykkede ned med

fangstblæren. Han svømmede ind til land, før kajakkerne tog hjem. Da han kom

hjem, lod han som ingenting, og han gemte plejefaderens fangstblære. Fangerne samledes, efter at de var kommet hjem og snakkede undrende om den mærkelige

hvalros. Mens de stod og snakkede om hvalrossen, tog han fangstblæren og gik hen

til fangerne, der stod uden for husene. Da han kom hen til dem, gav han sin

plejefar fangstblæren, idet han sagde: "Her er din fangstblære. Du gjorde mig

bange i skikkelse af en bjørn, og jeg gjorde dig bange i skikkelse af en

hvalros." Plejefaderen, som ellers mente, at han var ude over den alder, hvor

man kunne blive forskrækket, stod nu blandt andre mennesker og fik sig en

ordentlig forskrækkelse. Det fortælles, at Kaaterpaarsuk fik ro i sindet efter

denne hævn. Slut.

oqalugtuaq Katifârsuk / Katerparsuk

Print
Dokument id:126
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Katifârsuk / Katerparsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 48, nr. 19
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr.: NKS, 2488, VI, 4', ss. 125h - 126v.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qatigaarsuk.

Qatigaarsuk, der var forældreløs, forsøgte at bygge sig en kajak; men han

magtede det ikke og brast i gråd. En åndemaner ville vise ham sin medlidenhed;

men han gjorde det modsatte af det, han skulle. Han gik hen til Qatigaarsuk i

skikkelse af en isbjørn og skræmte ham fra vid og sans, så han flygtede. Qatigaarsuk glemte det aldrig. Han øvede sig på at blive åndemaner og lavede

sig en pose af hvalrosskind til at være i.

En dag da alle fangerne, blandt disse åndemaneren, var ude på fangst, puttede

han sig ned i posen og svømmede under vandet ud til fangstområdet. Han styrede

lige direkte imod åndemaneren og lod sig harpunere af ham. I stedet for at

dukke op igen svømmede han med åndemanerens fangeblære / fangstblære og rem tilbage til

bopladsen. Så tog han sin kajak og roede ud til fangerne med åndemanerens

fangeblære og rem i bagenden af sin kajak. Da han nåede frem til fangstområdet,

sagde åndemaneren til ham: "Jeg har harpuneret en stor hvalros. Den dukker nok op

lige straks." Qatigaarsuk roede nu helt hen til åndemaneren og rakte ham hans

fangeblære og rem, idet han sagde: "Der var engang du skræmte mig i skikkelse af

en isbjørn. Denne gang var det mig, der narrede dig i skikkelse af en hvalros."

Da Qatigaarsuk roede bort fra åndemaneren, kiggede han tilbage og så, at han

tørrede en tåre bort.

 

Var.: Katerfarsuk, Qaaterfaarsuk, Katerfaarsuk, Katerparsuk; Qatigaarsuk

oqalugtuaq Katigagsîmik

Print
Dokument id:121
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Katigagsîmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 35 - 36, nr. 14
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Rink NKS, 2488, VI, ss. 115h - 116h, vistnok i

renskriveren Steenholdts skrift.

 

Forkortet dansk oversættelse af denne + Kreutzmanns variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 32 s. 127 og - endnu kortere - på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 149, s. 471 - 472: Katigagse.)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

"Fortællingen om Qatigassii / Qatigaatsi".

Qatigassii troede ikke på åndemanere. Når åndemaneren begyndte at tilkalde

hjælpeånder, fjernede han skindforhænget og afbrød på den måde åndemaningen.

En dag fik han at vide, at Qasilii var blevet en stor åndemaner. Qatigassii

gik hen og overværede hans åndemaning. Da Qasilii under åndemaningen påstod, at der nærmede sig en ildkugle vestfra, blev Qatigassii meget vred. Han gik hen

til udgangen og fjernede skindforhænget med meget stort besvær. Han kom ud, og

ganske rigtigt: Der sås en ildkugle i vest. Anden gang han skulle ud, var det

næsten helt umuligt at få fjernet skindforhænget. Udenfor så han, at ildkuglen

var kommet ganske nær. Han blev så bange, at han, da han kom ind, svang sig op

og hægtede sig fast til husets tværbjælker og blev deroppe. Nu var ildkuglen

ganske tæt på. Åndemaneren ville gerne afbryde seancen, men han kunne ikke.

Folk tømte potter med urin henimod ildkuglen for at få den til at vende om.

Først da man tændte lamperne i huset, og åndemaneren afbrød seancen, fjernede

ildkuglen sig. - Qatigassii havde til sidst ikke flere kræfter til at blive

hængende på tværbjælkerne og faldt ned på gulvet. Han krøb ind under

liggepladsen modsat briksen og befandt sig mellem sælskind og kød, der var

henlagt til gæring, og af skræk tissede han og forrettede sin nødtørft mellem

alle disse ting.

Det var sidste gang, Qatigassii overværede åndemaning. Han havde fået nok.

Var.: Qatigaatsi; Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Uinneqs åndebesværgelse; Qernikasik. Se også: Den store ild.

 

Kreutzmann identificerer Den store ild = ildkuglen fra bjergtpååeme med toornaarsuk

Oqalugtuaq Kavangnik / Qavannik / Fortællingen om sydlændingene

Print
Dokument id:1019
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2'
Fortæller:Petrussen, Niels
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kavangnik / Qavannik / Fortællingen om sydlændingene
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 9, side 5 - 6, nr. 4
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang mens sydlændinge rejste nordpå, var folk fra

Saqqaq på sydsiden af Kangaamiut, på fangst.

De lå og ventede på en kajakmand, der var på vej til (fra?)

Ikerasaarsuk. Da han nåede frem, opfordrede han en af dem til at de

to sammen skulle dræbte en kajakmand lidt længere oppe. Manden sagde i første

omgang nej, fordi den efterstræbte var hans bopladsfælle, og de andre

godt kunne dræbe ham til gengæld. Men han gik alligevel med til det,

fordi han blev bange for ham.

Manden, der ville begå drabet, sagde: "Jeg ror forrest, og du følger

efter." Han fortsatte: "Du skal se det, når jeg har harpuneret ham lige

tæt ved lænestøtten og han vender ansigtet imod mig med sit strittende

skæg." Da manden, som sydlændingen roede frem til, hørte plask i

vandet bagved, vendte sig om og så, at manden bagved netop havde

harpuneret sydlændingen, fået ham til at kæntre og straks flygtede, da

han blev set.

Den anden ville gerne snakke med ham, men nåede det ikke; han roede så

efter ham. Og da han indhentede ham, fortalte denne ham, at den dræbte

jo havde til hensigt at dræbe ham.

De vendte tilbage til den dræbte kajakmand, slæbte ham ind til

stranden, sænkede liget ned på bunden af havet ved at binde en sten til

det, og de gemte alle hans redskaber.

Da konebåden i løbet af aftenen nåede frem til bestemmelsesstedet

konstaterede de, at deres ledsagende kajakmand ikke nåede frem. De

andre fortalte ikke, hvad der var sket, da det var gået op for dem, at

han havde fået for vane at begå den slags drab. Så det var jo heldigt

at de dræbte ham.

 

Hist.: Kan være historisk for så vidt som forholdet mellem de lokale midtvestgrønlændere og de tilrejsende sydlændinge ikke altid var harmonisk.

oqalugtuaq kiviúnguamik / Kivioq

Print
Dokument id:252
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq kiviúnguamik / Kivioq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 375 - 379, nr. 122
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 21.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 15, ss. 157 - 161: Giviok.)

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 253 - 256: Kivioq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 253 - 256: Oqaluttuaq Kiviunnguamik.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om lille (kære) Kivioq.

Kiviunnguaq havde mistet sin kone. Han prøvede flere gange at forlade sin søn, men hver gang han sov, og Kiviunnguaq var nået ud på gulvet, begyndte drengen

at græde, og Kiviunnguaq gik i seng igen. Nogle gange vågnede drengen først,

når Kiviunnguaq bøjede sig for at gå ned i gangen, og Kiviunnguaq måtte tilbage igen. En dag sønnen havde været ude og kom ind i huset, fortalte han meget ivrigt,

at han havde set moderen, der var sammen med en anden mand. Kiviunnguaq sagde

han skulle holde op med at omtale sin mor, fordi hun jo var blevet

begravet og dækket til med store sten. "Du kan jo selv gå ud og se hende,"

sagde drengen. Han kiggede ud gennem vinduet og ganske rigtigt: Hans kone, som

døde for nogen tid siden, var sammen med en anden mand. Kivioq blev vred og

dræbte både konen og manden og lagde dem (gravsatte dem) i en ret stor

klipperevne oven på hinanden. Derefter gik de i seng. Da sønnen sov,

stod Kivioq op. Han var ved at forlade gangen, så vågnede hans lille søn, som

han plejede og gav sig til at græde. Men denne gang lod han ham være. Så snart

han kom ned i sin kajak, gav han sig til at ro for fuld kraft. Han roede og

roede, ud på det store hav, hvor der ikke var land at se.

 

Først kom han til

et sted med en stærk strømhvirvel ('kaavittorsuakasik'). Han var nær

blevet suget ned ('nakkaleraluarluni'), men kom med nød og næppe op og væk fra den. Han roede videre og kom til havets lus ('immap kumai').

Forsøgsvis kastede han en pind, som sad på kajakken til beskyttelse mod slid,

ud til dem. Så snart den faldt på vandet, blev den spist af lusene, rub og

stub. Han kastede en vante ud til dem. Den holdt længere

end pinden. Han viklede gamle vanter omkring årebladene. Så roede han videre og

kom over og igennem, netop som de spiselige dele var blevet spist op

('ikkaallattalersorlu' kan jeg ikke få en fornuftig mening ud af. Chr.B.). Så så

han noget sort forude. På nærmere hold var det skam land.

Kivioq tænkte: "Hvis der bor mennesker, findes der sikkert også et

lille fjeld, der er goldt (ifølge Rinks kommentar, 'evqitsoq' betyder "rent")." Det var der. Han gik i land før selve stedet. Han så på den anden side af fjeldet et hus. Da han gik derhen, opdagede han, at de var ved at koge mad. Han

væltede røghullets vindskærm og gemte sig bag ved huset. Der kom én ud af huset

og sagde: "Det er vel ikke en mand, der har væltet den" (ifølge Rinks

kommentar. Chr.B. er usikker). Da hun var oppe for at rejse

skærmen igen, opdagede hun Kivioq og skyndte sig ind i huset. Hun kom ud igen og

sagde til Kivioq, at han skulle komme indenfor. Derinde lå en kælling på maven

med en dyne over sig. Hun sagde til sin datter, at hun skulle hente nogle bær.

Hun kom ind med noget bær i fedt og satte det frem. De dampede kraftigt.

Kivioq, som gav sig til at spise, sagde: "Sikke velsmagende bær." Hertil sagde

Usorsaq (navnet har noget med penis at gøre) (den gamle kælling): "Det er fordi

fedtet er fra en ung mand". "Den slags spiser jeg ikke," sagde Kivioq. Da han bukkede sig lidt, så han en mængde menneskehoveder under briksen. Da gav Kivioq sig til at kigge grundigt rundt, og da kællingen en overgang ikke længere var helt

dækket af dynen, så han noget blankt stikke op af hendes bagdel. Da de

skulle til at gå i seng, fandt Kivioq et påskud for at gå udenfor. Derude

fandt han en flad sten og stak den ind på brystet under tøjet. Han kom tilbage

og gik i seng. Han lagde sig ned på ryggen og sagde: "Jeg kommer nok til at sove

godt." Kivioq lå og lod som om han sov. Kællingens datter, som troede, at han

sov rigtigt, sagde det til sin mor. Denne sprang ud på gulvet ganske

lydløst, men da Kivioq lod som om han var ved at vågne, sprang hun tilbage lige

så lydløst som før. Men så snart han lagde sig til rette igen på ryggen

('manilerpoq' kan vist godt tydes derhen), sagde datteren: "Nu sover han."

Kællingen sprang hurtigt ned igen på gulvet (ret ulæseligt, men ifølge

Rinks kommentarer. Chr.B.). Fra gulvet sprang hun op på mennesket (Kivioq) og ramte ham i hjerteregionen ('ileqqorsorluni nipaa' - se bemærkningerne til originalen. Det næste ord er jeg ikke i stand til at læse. Chr.B.). Hun væltede. Datteren skreg: "Usorsaq har brækket halebenet. Hvor trist, for det har ellers skaffet os rigeligt at leve af." Kivioq stod op og befriede sig for stenen, som han havde liggende på brystet. Da han flygtede ud, sagde Usorsaqs datter: "Bare man kunne spise hans kindkød" ('kulunnguakasik' kender jeg ikke - se bem. i originalen. Chr.B.). Kivioq, som var kommet i sin kajak og var ved at kæntre, sagde, mens han rettede sig op igen: "Lad mig ramme hende deroppe med min vingeharpun". Som sagt så gjort. Det hele blev farvet rødt.

 

Han sejlede væk fra hende og kom igen til et fjeld, som var goldt. Han gik i land før selve stedet. Fra fjeldet så han et hus. De var ved at koge mad. Han gik ned til det og væltede som før vindskærmen og gemte sig bag huset. Der kom én ud og sagde til sig selv: "Det er mærkeligt, at vindskærmen er væltet, for det blæser jo ikke". Pigen gik ind, men kom ud igen. Kivioq trådte frem, og pigen bød ham indenfor.

 

Hele vejen rundt i rummet var der blærer. I huset boede mor og datter. Moderen sagde: "Nu falder vandet om ikke så længe. Når det er ebbe, plejer vi at binde blærer på fiskene, men vi savner én til at hente fangsten." Kivioq fortalte, at han havde dræbt begge de ækle kvinder. De svarede: "Det var vel nok dejligt, for de to kvinder har dræbt vores mænd", og de sagde videre: "Bliv hos os!" og det sagde Kivioq ja til. Så sagde kvinderne: "I morgen vil vandet falde, som det plejer. Når du hører et drøn, skal du løbe derud, og når du hører endnu et drøn, skal du styrte ind i land." De gik i seng.

 

Kivioq vågnede ved, at datteren var på vej ud, og da han i det samme hørte et drøn, skyndte han sig at komme op. Han så, at kvinderne allerede havde sat blære på flere helleflyndere. Kivioq nåede lige at sætte blære på et antal helleflyndere, så hørte han et drøn og opdagede, at vandet var ved at rulle hen over ham. Han havde ikke mærket noget til kvinderne. Kivioq nåede på land, da vandet slikkede hans hæle. Det blev højvande og Kivioq roede ud og hentede de fisk, der drev i land uden for deres boplads. Kivioq blev på stedet, og der var ingen grænser for kvindernes taknemmelighed.

En dag kom Kivioq til at tænke på sin kære søn, som han rejste fra, og hvis

gråd han endnu havde kunnet høre på stadig større afstand. Han roede samme vej

tilbage og overvandt de samme forhindringer, som han var ude for på udturen. Da han nærmede sig landet, hørte han nogen synge. Han roede hen mod lyden og fik

øje på en hel masse konebåde, der slæbte en hval ind. Oven på hvalen var der en høj mand med skæg, der sang. Det viste sig, at det var hans søn, som havde fanget

en hval og nu stod han oven på hvalen og sang af fuld hals. Han kunne ikke

genkende ham lige med det samme. Men det var altså den samme søn, hvis

gråd han havde hørt, da han tog fra ham, som han nu genså oven på en hval.

 

Var.: Kivioq

 

Kommentar: Tidevandsfangst; Varianter også hos canadiske Inuit.

oqalugtuaq Kivsajusimik

Print
Dokument id:120
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Thomas ?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kivsajusimik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 24, nr. 10
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 104h - 105v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"Fortællingen om Kissajusi".

Det fortælles, at Kissajusi havde en moder, der hed Seqquilisaq. Når

Kissajusi vågnede om morgenen, gik han op på et fjeld. Her bukkede han

sig ned mod jorden og råbte: "Vejret er fint til bueskydning." Så

plejede folk at komme ud og begynde at skyde på hinanden med bue og pil. Kissajusi var så med til at flænse de døde, og han og moderen og brødrene spiste kødet. En af bopladsfællerne blev sur på Kissajusi. Han gik meget tidligt om morgenen op på fjeldet og så på, hvad Kissajusi foretog sig; og da han under bueskydningen stod og bare kiggede på de andre, overrumplede han ham og dræbte ham, hvorefter han kastede liget ud til flænsning. Moderen vidste ikke, hvor Kissajusi blev af. Da hun om aftenen ledte efter ham i samtlige huse, fandt hun kun hans lem. Så sagde hun grædende: "Lad Kissajusis yngre brødre spise hans

snavsede lem." Hun tog det med hjem, og brødrene spiste det.

Seqquilisaq var meget vred på Kissajusis morder og udfordrede ham til bueskydning. Men Kissajusis morder blev så bange, at han græd. Moderen kogte

"qalaani" (kvindekønshår?) over tranlampen og lod sønnen spise det og suppen,

idet hun sagde, at han så ikke ville dø. Hun gav ham sener af en hvidhval (eller narhval) til amulet og sendte ham ud. Han gik sammen med Seqquilisaq ud til en slette. Seqquilisaq, som var meget stærk, smed sit ene halværme ud og sagde:

"Kom herhen, her skal vi kæmpe med bue og pil." Og kampen begyndte. (Uafsluttet

fortælling).

 

Kommentar: Seqquilisaq er navnet på forskellige hovedpersoner i andre fortællinger om blodhævn

Oqalugtuaq Kujatamiûgoq Avangnane / Oqaluttuaq kujatamiuugoq avannani

Print
Dokument id:380
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Thomassen, J.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq Kujatamiûgoq Avangnane / Oqaluttuaq kujatamiuugoq avannani
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 983 - 991, nr. 198
Lokalisering:?
Note:

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 102.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Morsomme historier.

Fortællingen handler om en sydlænding, der havde hørt om, at der

nordpå boede en stor drabsmand (? Inunesursaarmik - inorersorsuarnik -

drabsmand).

Ved forårstide tog han af sted nordpå. Der kunne gå tider, hvor han

ingen mennesker så. Når han kom til et beboet sted, slog han

teltet op. Så gik han på besøg i teltene, og han kiggede kun på

pigerne, og de smukkeste udtog han til roersker. Når han skulle af

sted, slæbte han dem ned til konebåden. Der sad de så midt i konebåden

og tudede. Så plejede han at sige: "Læg nu kræfterne i og ro. Det er jo ikke for evigt, du har forladt din familie. Du ser dem igen." Når hun så tog fat, gik det hurtigere nordpå.

 

Undervejs nordover fik de igen øje på en hel masse telte på den anden

side af et næs, og han drejede konebåden derhenad. Folk stod på

stranden og råbte: "Læg til her, I kan slå telt op her." Han kiggede

kun efter pigerne for at få roersker på sin vej nordover. Da han slog

lejr sjette gang, sagde han til folk: "Jeg har hørt, at der heroppe

skulle bo en menneskeæder. Jeg er rejst herop for at møde ham." De

sagde, at frosten var gået i jorden, og årstiden ikke egnede sig til

rejser. De tilbød, at han kunne slå teltet op på den anden side af

deres lejr. Men han ville videre. Igen slæbte han en pige ned til

konebåden, uden at bopladsen kunne hindre ham i det. Alle græd, når de

var kommet ombord i konebåden; og hver gang sagde han til dem, at de

ikke var rejst væk for altid, og at de ville se deres familie igen.

 

De roede hele dagen, og slog så lejr på et sted, hvor der ingen

mennesker var. Det mærkedes, at frosten satte kraftigere ind. Næste dag

roede de igen hele dagen og slog lejr på et sted med mange mennesker.

Sydlændingen sagde til dem, at han udelukkende var rejst nordpå for at

træffe drabsmanden. Folk på stedet, hvor han slog lejr, fortalte ham,

at der nord for deres lejr boede en stor drabsmand (eller:

menneskeæder). Alle, der besøgte ham, blev dræbt af ham eller af hans

hunde.

 

Sydlændingen havde en hund, der havde nyfødte hvalpe. Han

glædede sig til det blev morgen. De tog af sted næste morgen, og på

den anden side af et stort næs, på solsiden, så de hans telt. Hans

store hund løb fjorden rundt og befandt sig nu på den side af fjorden,

hvor konebåden var. Sydlændingen blev bange og drejede konebåden bort

fra kysten. Udefra styrede han til stranden nedenfor drabsmandens

telt. Da de nærmede sig stranden, var den store hund på vej ud til

dem. Dens store herre holdt minsandten øje med dem gennem teltets

kanâsautigut (? teltets entré). Sydlændingen blev arrig, da han ikke

kunne lægge til. Han lagde styreåren i konebåden og smed sin meget

mindre hund over mod den store hund og ramte den i strubehovedet. Den

store forsøgte at bide den, men den kunne ikke. Så smed han dens

hvalpe over og ramte den på bagbenet ujalui Kangegerdlugit (? skar

senerne over). Hundehvalpene rev benene af den store hund, mens deres

mor rev struben op. Den faldt død om af blodtab. Så kunne konebåden

med sydlændingen lægge til. Manden holdt faktisk øje med ham fra

teltindgangen.

 

Da de havde bragt tingene op fra konebåden, slog de

teltet op. Sydlændingen, som var her for første gang, gik ikke ind i

sit telt foreløbig. Han satte sig uden for sit telt med ansigtet vendt mod

mandens telt og ville gøre Kaitagssarssuaq (kaatassarsuaq: noget, der

skal blive til en hammer ?) færdig; han var jo her for at se, hvordan

en menneskeæder så ud. Menneskeæderen kom ud af sit telt og gik hen imod ham. Sydlændingen tænkte: Nu kommer han nok for at dræbe

mig." Men han gik bare rundt om ham og op til sit telt igen. Lidt

efter kom hans kone ned og sagde. "Jeg skulle sige, at han gerne vil

låne dit redskab." Han gav konen kniven. Menneskeæderen gjorde ham iøvrigt ingenting. Da han (sydlændingen) næste morgen skulle

af sted, bad han sin sølle mor om at hente kniven - hende sendte han

op, fordi han bedre kunne undvære hende end de andre. Moderen kom

tilbage uden kniv:  "Han vil kun give dig den tilbage, hvis du sender den smukkeste af dine koner op efter den." Han sendte endnu en gang sin mor op efter kniven, men hun kom tomhændet tilbage. Sønnen blev vred og begyndte at stramme alt, der kunne strammes. Han var nu klar til at gå op. Hans mor

advarede ham, og bad ham lade kniven være. Nu skulle hun altså

op og samle sønnens knogler sammen, tænkte hun.

 

Sønnen kom op til menneskeæderens telt og hvilket telt! Han trak forhænget til side med sin pegefinger. Der sad han foran sydlændingens kone og belejrede

hende. Kniven havde han liggende ved siden af imod teltvæggen.

Sydlændingen kiggede i første omgang bare på ham, men så sagde han:

"Jeg er her efter min kniv." Han svarede: "Tag den selv."

Sydlændingen sagde: "Eller jeg er her efter min kone." "Tag

hende selv." Sydlændingen blev hidsig og rakte efter sin kone. I det

samme greb han ham og begyndte at slås med ham, bare for at prøve det.

Sydlændingen tænkte, at nu ville han smide drabsmanden ud, og det gjorde

han straks så teltforhænget flængede. Han tumlede rundt og kom til sidst på

benene igen. Sydlændingen kylede ham hen ad jorden i flere omgange

ned mod vandet. Netop som han skulle til at smide ham i vandet, råbte

hans mor, at han skulle lade være; for det viste sig ofte, at enlige

folk havde slægtninge (som kunne hævne sig). Han lyttede til sin mor

og lod menneskeæderen være i fred. Han opgav at smide ham i vandet. Så

snart han blev sluppet løs, løb han op til teltet som en trillende

kugle og en ulk, der smutter ind under en sten. Han gik ind i teltet

og blev derinde; for det var første gang han ikke havde kunnet klare

sig i en kamp. Sydlændingen kunne tage det helt roligt. Han

overvintrede på stedet og tog tilbage sydpå, da det blev forår. Hvert

sted, han slog lejr, afleverede han en roerske. Han kom hjem til sin

boplads og rejste aldrig mere nordpå.

 

Var.: Minder en del om Mannik. Iøvrigt talrige fortællinger om sydlændinge der rejser nordpå og udfører heltemodige gerninger. Fx dræber en kæmpestor isgroet bjørn.

oqalugtuaq Kûkajangmik Nájarssuarmigdlo / Oqaluttuaq Kuukajammik Naajarsuarmillu

Print
Dokument id:374
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Apollo
Nedskriver:?
Mellem-person:?
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kûkajangmik Nájarssuarmigdlo / Oqaluttuaq Kuukajammik Naajarsuarmillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 778 - 781, nr. 157
Lokalisering:Narsaq
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kuukajak og Naajarsuaq.

 

Naajarsuaq og Kuukajak havde hver deres foretrukne sted til

vinterforråd / -depot / -proviant. En gang skete det, at Naajarsuaq fandt på at gemme sit vinterforråd i Kuukajaks foretrukne sted, uden at han vidste

noget om det. Da Kuukajak så vendte tilbage fra sit sommerophold inde i

fjorden og ville gemme noget i sit sædvanlige opbevaringssted,

havde Naajarsuaq fyldt det med sit. Kuukajak blev rasende, og

tænkte straks på at dræbe ham.

 

En dag roede han ud til hans vanlige fangstområde. Her så han ham ligge på lur efter sæler. Kuukajak roede imod ham fra solsiden; og imens gav Naajarsuaq

sig til at ro kraftigt på tværs af solretningen (seqineq naivdlugo).

Inden Kuukajak kom ud af solfeltet, standsede han. Endnu en gang roede

Naajarsuaq af sted. Men Kuukajak forblev i solfeltet. Endelig kom han

så tæt ind på ham fra solsiden, at han kunne harpunere og dræbe ham på

stedet. Da han kom hjem, fortalte han familien, at han havde dræbt

Naajarsuaq. På det tidspunkt fødte Naajarsuaqs enke en søn, som fik

navnet Naajarsuaq efter faderen.

 

Så tog familien nordpå. Deroppe i nord voksede Naajarsuaq op og blev en dygtig fanger og samtidig meget stærk. Da hans slægtninge blev klar over hvor stærk han var, opfordrede de ham til at tage sydover - måske var Kuukajak død i

mellemtiden. Da de nåede den egn, hvor Kuukajak boede, forhørte de

sig om ham, og fik at vide, at han stadig levede. Man fortalte, at

han kun levede af at fiske.

 

Når slægtninge besøgte Naajarsuaq fik de et stykke hvalbarde med hjem. Kuukajak tænkte, at Naajarsuaq måske ikke længere huskede, at han havde dræbt hans far. Han besluttede sig til at besøge ham i håb om, at han ville forære ham et stykke

hvalbarde til en fiskesnøre. Han rejste på besøg og blev modtaget godt

af Naajarsuaq, så snart han lagde til ved stranden. Kuukajak tænkte:

"Så har han altså glemt, at jeg har dræbt hans far." Inde i huset gav

de ham noget at spise. Kuukajak opfattede det som et yderligere bevis

på, at drabet på hans far var blevet glemt. Han ventede i håb om, at

Naajarsuaq ville forære ham et stykke hvalbarde. Til sidst tænkte han,

at han måske først ville give ham noget ved afrejsen. Da han var på

vej ud af huset, tog Naajarsuaq sin harpunrem. Kuukajak gik ned til

sin kajak og gjorde sig klar til at komme af sted, idet han af og til

skævede op imod huset. Netop som han roede ud kom Naajarsuaq ud af

huset med sin store harpunline i hånden. Så kunne Kuukajak ikke se ham

længere. En af de gange, han kiggede tilbage, så han ham komme frem.

Kuukajak satte tempoet op. Han ventede hele tiden, at

Naajarsuaq allerede havde placeret sig på den rigtige side af kajakken. Endelig, lige før han nåede stranden, harpunerede Naajarsuaq ham og

hævnede sig på den måde på faderens morder. Herefter fik Naajarsuaq ro

i sindet. Slut.

 

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

oqalugtuaq Kumagdlâmik Asalûmigdlo Mêrqamigdlo / Kumagdlase og Asaloq

Print
Dokument id:268
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Hansen, Hans
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Kumagdlâmik Asalûmigdlo Mêrqamigdlo / Kumagdlase og Asaloq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 439 - 460, nr. 138
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om Kumallaat, Asalooq og Meeraq.

 

Fætrene Kumallaat, Asalooq og Meeraq boede i Sanningasoq (tilsyneladende et stykke syd for Paamiut, BS). Hver af dem havde en mor og de elskede hinanden meget. Kumallaat, som var den ældste, boede i sit eget hus og havde en konebåd. De to andre boede i samme hus og havde én konebåd i fællesskab. De besøgte hinanden især om morgenen og aftenen. De plejede at prøve kræfter med hinanden. De elskede hinanden i den grad, at de endog altid var sammen, når de var ude i kajak. Kumallaat havde en kælling boende hos sig. En dag lagde Kumallaat mærke til, at kællingen gik og var var vred, og han sagde til hende: "Jeg vil ikke have én boende, som er sur, jeg slår dig ihjel." Hans husfælle (kællingen) svarede: "Det er ikke for ingenting, jeg er sagtmodig. Da jeg først fik dig som forsørger, blev jeg sagtmodig af medlidenhed dig." Da spurgte Kumallaat: "Hvorfor dog det?" Hun svarede: "Dine kære fætre elsker dig meget, ikke sandt? Men det siges, at de vil dræbe dig, når du mindst aner uråd." I virkeligheden var kvinden bare vrissen, fordi hun havde sovet for lidt, og hun løj, fordi han truede med at dræbe hende. Kumallaat blev urolig ved det, kvinden sagde, og han blev bange for sine kære fætre, så selv om han evig og altid var sammen med dem, ville han nu skilles fra dem.

En forårsdag, hvor vejret var dejligt og stille, gik fætrene,

som altid ind hos Kumallaat og spurgte: "Kommer du med ud på fangst?"

"Nej, det gør jeg ikke, for i dag skal min sølle kajak tørre", svarede Kumallaat. Fætrene prøvede igen at få ham med,

men da han ikke ville, tog de af sted uden ham. Det var første gang de ikke var ude sammen. Under fætrenes fravær gav Kumallaat sig til at grave teltstængerne fri (for des hurtigere at kunne pakke teltet næste morgen, BS). Han var færdig med det, da de kom hjem fra fangst.

Dagen efter kom fætrene igen og spurgte, om han ville med ud på fangst.

Kumallaat svarede: "Nej, jeg vil også blive hjemme idag, for at få min kajak

tørret". Fætrene ville ellers gerne have ham med, men da han ikke ville, forlod de ham endelig og tog alene ud på fangst.

Så snart fætrene var ude, fik Kumallaat sin konebåd bragt

ned i vandet. Han lastede den og de tog af sted, idet han ved afrejsen gav

følgende besked: "Sig til mine fætre, at de skal følge efter snarest muligt. Vi er taget ud til Niaqornalik, vores forårsplads vestpå". Deres bopladsfæller så, at de sejlede uden om Uummannaq, og de gik ind, så snart de forsvandt bag det.

Da deres bopladsfælleer ikke længere kunne se dem, drejede de nord om Uummannaq og derfra over en fjord til Pamialluk.

Det fortælles, at Pamiallukbeboerne aldrig sov, (Rinks notat: altid årvågne) og at der på stedet boede en tosse ('pivdlingajak'), der vidste besked med alt. Lige før de skulle uden om et næs, så de kunne ses fra Pamialluk, gik Kumallaat hen i midten af konebåden, åbnede en kiste, kom op med

et bleget kranium af en netside frem og satte det foran på konebåden. Lige før konebåden blev synlig fra Pamialluk sagde tossen: "Jeg kan høre lyden af en konebåd". Pamiallukbeboerne kom ud og kiggede, men de så

ingen konebåd. Derimod så de en fjollet netside dukke op og blive oppe synlig lige til den forsvandt sydover. Da de ikke så andet, gik de tilbage i husene. Sådan flygtede Kumallaat og hans fæller sydover: Lige før de ville kunne ses

fra en boplads, satte han sin amulet af et netsidekranium foran på konebåden. Kun når konebådsbetrækket blev for vådt og rejseprovianten var sluppet op, slog de lejr.

Da Asalooq og Meeraq kom hjem, var Kumallaat der ikke. De forhørte sig hos

deres bopladsfæller og fik følgende svar: "De tog ud til forårsfangstpladsen i morgen, og han sagde i straks skulle følge efter derud til det vanlige sted ved Niaqornalik." Asalooquut og Meeraq nølede ikke med at følge

efter Kumallaat. Allerede næste morgen satte de deres konebåd i vandet, lastede

den og tog af sted. Begge længtes voldsomt efter Kumallaat, for der

gik jo ikke en dag, hvor de ikke så hinanden, men da de kom til forårspladsen ved Niaqornalik, var Kumallaats der ikke. De kiggede efter dem i omegnen, men intet tydede på, at nogen havde slået lejr nogen steder. De tog videre og forhørte sig i

nabolaget ('eqqarlisik' egentlig: familie! Men det må være: dem, der bor i

nærheden - Chr. B.), om man vidste, hvor Kumallaat og hans fæller var taget hen,

men ingen vidste besked. De kom til Pamialluk og forhørte sig også dér. De

fortalte følgende: "Engang i foråret, da tossen fablede noget om en konebåd,

kiggede vi efter den, men vi så ikke nogen konebåd. Derimod så vi lige udenfor

vigen en stor netside dukke op og forsvinde igen mod syd. Det var den tossen

mente, da han råbte, at der kom en konebåd." Fætrene Asalooq og Meeraq sagde:

"Det må være dem, for Kumallat har et kranium af en netside som amulet". Idet

de sagde dette, vendte de tilbage til de andre og tog omgående af sted sydover,

for at følge Kumallaat.

Kumallaat rejste syd om landets sydspids og videre op ad østkysten.

Undervejs, langt af led, kom de til et sted, hvor der boede

mennesker. Her traf han en gammel mand, som var helt hvidhåret (som et stykke

bjørneskind til siddeskind i kajak). Han var ved at bygge en konebåd

og ved siden af ham var der en mand med stort skæg. Efter at Kumallaat havde

været der et stykke tid, sagde den gamle mand, der var ved at bygge en konebåd,

følgende om manden med det store skæg: "Jeg begyndte at bygge den konebåd, før

denne kære mand kom til (Rinks notat: 'da han endnu ikke var født' -

Chr. B.). Manden var ikke kommet længere med konebåden end, at han først lige

havde rejst den (opbygget skelettet - BS). Lige ved siden af lå der en hel masse muslingeskaller. Det var altså hans værktøj. Så sagde konebådsbyggeren,

igen: "Ja, man mangler en kniv, men deroppe i indlandet skulle der efter sigende være masser af knive." På et spørgsmål fra

Kumallaat svarede konebådsbyggeren: "Man siger, at der dér bor

mange eqqillit der har masser af knive. Nogle herfra er rejst derind, men ingen

er kommet tilbage, alle er blevet dræbt." Ved de ord sagde Kumallaat:

Jeg vil tage derind." Men den stakkels konebådsbygger sagde: "Ene mand vil du umuligt kunne klare dig dem, når mange sammen ikke har og er

blevet dræbt allesammen." Kumallaat gik hjem derfra og lavede en lille

bue og pile, som han lagde i et sortsideskind, der var foldet, så det

sorte snudeparti og lallerne stødte mod hinanden.

Kumallaat tog alene ind til eqqillit. Tænk, netop den

dag skulle det ske at han mødte fætrene, som også var undervejs til eqqillit. Asalooq og Meeraq, som havde fulgt efter Kumallaat, var nemlig rejst forbi det sted, hvor Kumallaats havde slået sig ned.

Asalooq og Meeraq havde ventet til det blev aften, før de tog videre og

dagen var næsten forbi, da de så eqqillit, der var på vej hjem fra fangst.

Mens der endnu var dagslys, kiggede de også en stor eqqilik med en stor byrde

på ryggen, og de sagde: "Se den store eqqilik, han ligner Kumallat meget. Se, det

er ligesom den stakkels Kumallaat, se hans knæhaser ('nagdlúnguakasê). Lad os gå

hen til ham bagfra, hver med to pile." De nærmede sig ham bagfra og det var

Kummalaat. Asalooq sagde: "Han ligner helt stakkels Kumallaat. Jeg vil spørge

ham. Jeg sender en pil mod ham, når han vender sig imod os." Den anden sagde:

"Spørg ham." Asalooq spurgte: "Er du Kumallaat?" Da manden ikke hørte det, gik

han nærmere og spurgte (igen): "Er du Kumalaat?" Så forsvandt manden, og de

kiggede tilbage og så, at Kumallaat stod lige bag ved dem. Så var de sammen igen, og naturligvis sagde de til hinanden: "Nu er vi sammen igen, så

skal vi nok få dræbt nogle eqqillit." Og nu de var sammen, prøvede de jo kræfter,

mens de sidste, de var rejst fra spottende sagde: "De, der er taget op til

eqqillit, har sikkert fået mange knive." Når de begyndte at snakke sådan,

plejede Kumallaats kone at gå udenfor, for de sagde det jo til hende i den

tro, at han var blevet dræbt. En ungkarl var ved at arve hende (tage hende til

kone - Chr. B.), for man troede, at manden var blevet dræbt.

Da eqqillit var faldet til ro om aftenen og de, der larmede, tav,

begyndte Kumallaat og fætrene at undersøge flugtmulighederne (eller: undersøge,

om der var et sted, hvor de kunne søge tilflugt - Chr. B.). De så en ø, der lå på

den vestlige side ('úkâta tungâ - Rinks notat: vestlige. Upræcist udtrykt på

grønlandsk - Chr. B.) af søbredden, hvor eqqillits mange telte stod. De

blev enige om, at øen skulle være deres tilflugtssted. Da de kom derhen,

opdagede de, at den lå cirka et stenkast fra land. Kumallaat sprang over til øen med alt det, han bar på ryggen. Også Asalooq sprang derover. Den tredje,

Meeraq, sagde: "Jeg kan nok ikke nå over." De andre sagde: "Prøv nu alligevel."

Meeraq nåede også over til øen, idet han i springet strejfede vandet med en fure i overfladen efter sig. De lod deres pile ligge på øen og medbragte kun

to pile hver, da de sprang tilbage til fastlandet. I springet lavede Meeraq igen

en fure på vandoverfladen. Med de to pile hver gik de nu hen til de mange telte.

De holdt så øje med teltene udefra, indtil samtlige eqqillit var gået i seng. Ud for det største af teltene sagde Kumallaat: "I går den vej. Jeg springer over de to teltstænger, der krydser (det er svært at forestille sig, hvordan de krydser hinanden - Chr. B.) hinanden, og som danner indgangen." Og de to andre, sagde han, skulle øjeblikkelig flygte ud under disse (er det mon under teltstængerne eller under / nedenfor teltene? - usikkert - Chr. B.). Nu var de på vej ind i forrummet. De kiggede ind i teltet ved at løfte forhængets nederste kant en smule. Derinde var et ældre ægtepar gået i seng og var vågne, idet konen, der var højgravid sad med manden liggende foroverbøjet med korslagte arme hvilende på albuerne ved hendes side.

Mens de lå og kiggede på dem, udstødte manden et hyl, der lød som en hunds.

Nu rejste konen sig, og der stod hun så, splitternøgen. Mens hun rejste sig,

slikkede manden hende på maven. Mens hun blev slikket, rakte hun hænderne op

til tørrestativet og tog en tørret laks, som hun gav videre til manden. Han gav

sig til at spise den og Kumallaat sagde: "Hvis han igen begynder at

slikke sin kones store mave, sender jeg hende en pil." Da manden havde spist

laksen, udstødte manden endnu engang et hundehyl. Konen rejste

sig og lod sig slikke på maven. Så sendte Kumallaat sin pil lige i på hende. Nåda sikke de hylede som hunde. De tre fætre tog nu flugten. Kumallaat sprang over de teltstænger, der krydsede hinanden. Asalooq og Meeraq løb i retning af

deres tilflugts-ø. Så begyndte folk at løbe ud af teltene. Da havde Kumallaat og

fætrene nået søbredden lige ud for øen. Kumallaat og Asalooq sprang straks

over til øen og Meeraq lavede som tidligere en fure i vandet og nåede knap

nok øen, men han kom da op. Straks lagde Kumallaat sig ned på jorden, dernæst Asalooq og sidst Meeraq, alle tre på linie. Kumallaat og de

to andre dukkede sig, da eqqillit begyndte at skyde pile mod dem. Eqqillit

var dygtige til at skyde. Når kvinderne greb efter en pil fra deres amaat for at

skyde, gik det så hurtigt, at det så ud, som om de syede. Det gik langsommere

med mændene, som havde pilene ved siden af sig. Kumallaat og fætrene lå og

kiggede på dem, uden selv at skyde. Pludselig var der en stor pil, der kom susende forbi dem, og de hørte et brag. De kiggede bagud og så, at pilen havde

ramt Meeraq på halshulningen lige over brystbenet, så kun enden af pilen stak

frem, han blev dræbt på stedet. Asalooq sagde til Kumallaat: "Du kender vel ikke

et middel til at genoplive ham?" Kumalaat svarede: "Jeg kender et middel."

Straks begyndte han at fremsige noget (eller: brød ud i sang).

Asalooq kunne dårligt høre det, og da han var færdig, kiggede de på Meeraq og opdagede, at pilen var halvvejs ude. Kumallaat begyndte sin mumlen igen. Da han var færdig, sad kun en lille del af pilespidsen i såret. For tredje gang mumlede

Kumallaat noget, og de så, at Meeraq var blevet levende igen, og at han var sig selv igen.    

Da Kumallaat havde smerter i øjenrandene, hvor pilene havde strejfet, villeAsalooq bytte plads med ham, og han krøb ind under ham i stedet for at gå

uden om ham og på den måde undgik han at blive for synlig for fjenden (jeg tror, det er det, der menes - Chr. B.). Det bevirkede, at de blev mindre udsatte for pilene.

Alt imens var eqqillit ved at gå ud for pile. Først da rejste

Kumallaat og fætrene sig og sendte øjeblikkeligt dræbende pileskud mod dem.. De beskød dem i den grad, at de blev færre og færre og tog flugten. Så sprang Kumallaat og fætrene over til fastlandet, forfulgte dem og dræbte dem. Da der ikke var flere tilbage, sagde Kumallaat: "Det siges, at de også har deres tilflugtssted

ved elven." De gik hen til vandfaldene og kastede med sten for at få dem ud fra

deres gemmesteder. Hver gang der kom én frem, blev han dræbt. Da der ikke var

flere tilbage, gik de hen til de mange telte og fandt børnene liggende døde af

gråd, snottet hang ud af næserne og nåede helt ned til briksen. De ruskede dem, og når de ikke bevægede sig, tissede de ind i munden på dem, også når de så ud, som om de var døde, og de stak de dem i øret. Så gav det et spjæt i dem, og de døde. De havde altså blot ladet som om de var døde. Da de havde dræbt dem alle sammen undtagen to, en dreng og en pige, begyndte de at kigge på eqqillits ting: gryder af kobber med hanke og hænglser til ophængning også af kobber (gætteri - men

Rinks notat: ipiutaq, hængsel til hanken - Chr. B.). De havde alt. Hver gang de

åbnede en kiste, der bugnede af bomuldsstof, lukkede de den bare igen. Men nogle kister var fulde af knive, alle med smukke skafter. Dem

forsynede de sig af og holdt først op, da det blev for meget til at de

ikke kunne bære det på ryggen.

Undervejs ned derfra, spurgte Asalooq og Meeraq ham om grunden til, at han var rejst sin vej. Han ville først ikke ud med det, men da de blev

ved med at udfritte ham, sagde han: "Da vi boede i Sanningasoq, elskede vi

hinanden meget, men den dumme (kælling), der boede hos mig, teede sig, som om

hun var vred. Jeg sagde til hende: "Jeg vil ikke have én i huset, som er vred.

Jeg slår dig ihjel." Da jeg sagde dette, sagde hun: "Jeg har mine grunde, for jeg fik dig jo som forsørger, og jeg blev forsagt, fordi jeg havde ondt af dig."

Så spurgte jeg hende: "Hvorfor?" Hun svarede: "Dine kære fætre elsker dig højt.

Det siges, at de elsker dig så meget, at de vil dræbe dig, når du mindst aner

uråd." Da hun sagde dette, flygtede jeg, fordi jeg blev bange." Fætrene sagde:

"Hvorfor skulle vi dog dræbe dig? Sikke noget sludder. Der gik jo ikke en dag, hvor vi ikke så hinanden. Den usling, sådan en løgnhals, hende skal vi nok dræbe." Kumallaat sagde til fætrene: "Kom hen til mig i morgen. Vi vil ro sydpå langs kysten norden om (norden om hvad ? - Chr. B. Måske spejlvendingen af retninger i Østgrønland er på spil her, BS)." Og så skiltes de.

Da man fra lejren så, at Kumallaat var på vej ned, sagde nogle: "De, der

rejste op til eqqillit, har fået en masse ting, de har fået mange knive."

Konebådsbyggeren, som troede at Kumallaat var blevet dræbt, så ham komme med en

stor byrde på ryggen. Kumallaat kom hjem med knive som alle, hver og en, havde et smukt skaft. Kumallaat gik ind i teltet hos sin mor og sin

kone som troede, han var død. Kumallaat sagde: "Jeg var ellers bange for, at I

ikke havde mere spæk til lampen." De svarede: "Den sølle ungkarl har sørget for,

at vi ikke manglede spæk til lampen, og han har forsynet os med ulke, så vi ikke

kom til at sulte." Kumallaat sagde: "Hvor var det pænt af ham. Gå hen og sig, at han skal komme og få en kniv, som jeg vil forære ham."

- Nogle gik hen efter ham. De kom tilbage og sagde: "Vi skulle

hilse og sige, at Kumallaat selv må komme hen med den." Kumallaat sagde: "Sig, at jeg er så taknemlig, at han selv må komme efter den." Ungkarlen var

så bange for, at Kumallaat ville hævne sig på ham, at han, så snart han kom ud

af sit hus, råbte: "Sig, at nu må han komme med den." "Sig, at han selv skal komme ind og hente den," svarede Kumallaat.

Ungkarlen gik hen så til Kumallaats hus og råbte: "Nu er jeg her." Kumalaat råbte: "Sig så, at han skal komme ind i huset." Ungkarlen råbte fra indgangen: "Nå, nu må han da give mig den." Kumallaat sagde: "Kom nu ind og få den kniv, jeg vil forære dig." Ungkarlen skrævede over dørtærsklen og sagde: "Nå, kom så med den." Kumallaat: "Kom nu indenfor." Ungkarlen kom ind og sagde: "Kom så med den." Kumallaat: "Sid ned," og han fortsatte, da han satte sig: "Jeg

er så taknemlig for, at du har sørget for disse stakler med mad, så de ikke døde af sult. Her har du knivene." Så gav han ham to knive med fine

skafter. Ungkarlen gik ud, og straks hørte man skrig udefra. Kumallaat gik ud og

opdagede, at ungkarlen ikke fik lov til at beholde sine knive, fordi

konebådsbyggeren havde taget dem fra ham. Kumallaat tog knivene fra konebåds-

byggeren og gav dem til ejeren, hvorefter han igen gik ind. Han havde ikke været

inde ret længe, da man igen hørte skrig. Kumallaat gik ud og så, at ungkarlen

løb efter konebådsbyggeren, der havde taget knivene fra ham. Kumallaat gik hen

til ham og tog knivene fra ham og gav dem endnu engang tilbage til ungkarlen.

Da Asalooq og Meeraq ankom i konebåd, gik Kumallaat i gang med at laste sin konebåd til rejsen udenom (?) og sydpå ('avûna' - Rinks notat: udenom - Chr. B.). Da han havde bragt tingene ned, sagde Kumalaat: "Lad os gå hen til konebådsbyggeren". De gik derhen og Kumallaat og Asalooq greb konebådsskelettet i hver sin ende og Meeraq i midten, og de rystede skelettet så voldsomt, at det gik fra hinanden, og de brækkede de enkelte skeletdele, så de ikke længere kunne bruges. Så gik de ned og tog af sted i to konebåde, så de fjernede sig fra konebådsbyggerens boplads.

De kom til andre folk og slog lejr på den anden side af en vig. Næste dag,

da det var blevet lyst, og de lige var stået op, råbte folk: "Vil I ikke

med på fangst?" De svarede: "Jo, det vil vi gerne." Kumallaat og fætrene tog af

sted uden fangstblærer. De lokale fangere havde fængstblærer med. De roede langs

med kysten og lige før de skulle uden om et næs, gjorde de (lokale)

harpunerne klar. Så roede de af sted og forsvandt på den anden side af næsset.

Kumallaat og fætrene fulgte efter og så, at de havde harpuneret et dyr. De var

spændt på at se, hvad for et dyr, de havde harpuneret. Det var skam

hvalrosser. Da dyrene var dræbt, roede de hjem med dem. Dyrene var bundet

i forlængelse af hinanden og de bugserede dem i fællesskab. Ved hjemkomsten gik

de i land og trak dyrene op på stranden. Kumallaat og fætrene gik også i land

for at få deres fangstpart. De flænsede / parterede dyrene og gav Kumallaat, Asalooq hver et ribbensstykke og Meeraq en lændehvirvel (med kød). Da Kumallaat og fætrene skulle tilbage til deres lejre, skød de lokale dem så voldsomt ud i kajakkerne, at de røg ud under vandet. Da Kumallaat og fætrene gik i land (ved deres lejr) sagde de: "Når vi i morgen tar med dem ud har vi fangstblærer med, og når de sætter harpunspidsen på skaftet, gør vi det samme og komme dem i forkøbet".        Næste morgen, da det var lyst og de stod op, råbte de igen derovre: "Vil I ikke med på fangst?" "Jo, gerne." svarede de. Kumallaat og fætrene tog af

sted, denne gang med fangstblærer, og da de andre begyndte at sætte harpunspidser

på, lige før de skulle til at ro uden om næsset, gjorde Kumallaat og fætrene det

samme og roede af sted før de andre. På den anden side af næsset så de

hvalrosser, som lå på stranden (det fremgår ikke af teksten, om det var på

stranden, på isen eller på et skær - Chr. B.). Kumallaat og fætrene harpunerede

hver en hvalros, mens de andre ikke fik noget. Hvalrosserne, som Kumallaat og

Asalooq harpunerede døde med det samme, mens Meeraq måtte dræbe sin fangst med

sin lanse. De gjorde dyrene klar til bugsering. Dyrene blev bundet i forlængelse

af hinanden og de bugserede dem i fællesskab - Kumallat og fætrene havde deres

egne brugserremme fastgjort til dyrene og de lokale deres. Da de nærmere

sig bopladsen bakkede Kumallaat og fætrene, men de andre ville ro videre med

dyrene til deres boplads. Kumallaat spurgte: "Hvor vil I hen med fangsten?" De

svarede: "Det er dyr fra vores hav. Derfor skal de flænses på stranden neden for

vore huse." Kumallaat sagde: "Det er vores fangst, og de skal flænses lige neden

for vores lejr." Efter de ord begyndte alle at ro for fuld kraft. Kumalaat og fætrene i retning af deres lejr og de andre, som var mange flere, i retning af deres boplads. Kumallaat og fætrene vandt og fik dyrene med til stranden neden for deres lejr. Kumallaat gik op til teltet og kom ned igen med sin vandskindspels på. Han sagde: "Kun min fangst skal flænses." Med disse ord begyndte han at skære i hvalrossens bryst. Kumallaats mor sad og iagttog flænsningen oppe fra lejren. Så så hun, at Kumallaat hoppede højt. Hun sagde: "Hvad går der af Kumallaat dernede?" "Der var én, der prøvede at stikke mig." Moderen sagde: "Du er fortryllet ('másagángûvutit' - Rinks notat: Du er fortryllet (gjort modstandsdygtig mod sår - BS)) og du plejer at blive salvet (eller: smurt med noget - Chr. B.). Gør gengæld." Kumallaat vendte sig imod manden og stak ham ihjel. Alle de andre gav sig til at flygte, men Kumallaat sagde: "Jeg vil ikke gøre jer fortræd. Kun ham, der prøvede at stikke mig, har jeg dræbt. I skal først have jeres fangstpart." Han gav dem hver et ribbenstykke og skød kajakken (med mand) ud, så kajak og mand kom ud under vand. Sådan sendte ham dem hjem.

En anden gang de var ude at jage, var Kumallaat og fætrene igen de første

til at harpunere hvalrosser. De bugserede dem hjem med hver deres

bugsergrej. Igen var det Kumallaat og fætrene, der vandt og fik

hvalrosserne ind til stranden under lejren. Asalooq sagde: "Kun min fangst skal

flænses." Så gik han op til teltet og kom tilbage med vandskindspels på. Han

begyndte at skære i hvalrossens bryst. Hans mor, der kiggede på flænsningen, så

at Asalooq hoppede højt. Hun sagde: "Hvad går der dog af Asalooq?" (Asalooq

svarede): "Der var en, der prøvede at stikke mig." Moderen sagde: "Du er

tryllet usårlig (mit forslag, BS) og du plejer at blive smurt med noget. Gør gengæld! Asalooq vendte sig imod manden og dræbte ham. Alle de andre to flugten, emn Asalooq sagde: "Jeg dræbte ham, der ville gøre mig fortræd. Jeg vil ikke gøre jer noget. I skal først have jeres fangstpart." Han gav dem hver et

ribbensstykke og skød kajakken (med mand) ud, så kajak og mand kom ud under vand.

Sådan sendte han dem hjem.

Endnu engang var de ude at jage. Da de andre satte harpunspidsen på skaftet

lige før de skulle til at ro uden om næsset, gjorde Kumallaat og fætrene det

samme, og de kom af sted før de andre og hapunerede hvalrosser, som alle blev

dræbt ved første kast. De tog hjem med fangsten, hver med sin bugserrem

fæstnet til dyrene. Midt under bugseringen skoddede Kumallaat og fætrene, roede

af alle kræfter og nåede stranden under lejren. De gik i land og trak dyrene op

på stranden. Meeraq sagde: "Kun min fangst skal flænses." Idet han sagde dette,

gik han op og kom tilbage i sin vandskindspels. Han skar brystet op på sin fangst, mens moderen så til ovenfra. Mens hun så til på

flænsningen, så hun Meeraq hoppe højt i vejret. Hun sagde: "Hvad går der dog af

Meeraq?" Sønnen sagde: "Ham der forsøgte at stikke mig med vilje." Moderen

sagde: "Du plejer at blive smurt ind. Gør gengæld." Meeraq vendte

sig imod manden og stak ham ihjel. Alle de andre tog flugten.

Men Meeraq sagde: "Jeg skal ikke gøre jer fortræd. Ham der forsøgte at

stikke mig. Derfor dræbte jeg ham. I skal først have jeres fangstpart!" Han skar

deres fangstparter af, og han gav dem hver et ribbenstykke. De kom ned i deres

kajakker på stranden og han skød kajakkerne ud, og de var længe under vandet,

før de kom op igen. På den måde sendte han dem af sted hjemover.

Kumallaat og fætrene forlod nu bopladsen og rejste videre. De dræbte hver

en kajakmand, de mødte. De kappedes om at dræbe flest. Kumallaat roede somme

tider væk fra konebåden for at kigge efter kajakmænd (Kumallaats konebåd gled

hurtigere end fætrenes), når fætrenes Asalooqs og Meeraqs drabstal oversteg

hans. Når Kumallaats drabstal steg, gled deres konebåd ekstra hurtigt. Derfor

var der imellem Kumallaat og fætrene Asalooq og Meeraq hele tiden konkurrence

om, hvem der dræbte flest, for når Asalooqs og Meeraqs drabstal var lavere,

ville de ikke kunne hamle op med Kumallaats konebåd, hvad farten angik. Når

Kumallaat havde begået drab, var det sværere for fætrene at følges med

Kumallaats konebåd.

En dag Kumallaat roede væk fra konebåden og var kommet foran, så han en

kajakmand ro ud fra land. Da Kumallaat nåede ham og ville han dræbe ham, lod han være og men gloede bare ufravendt på ham på ham, fordi han ikke sagde noget.

Da de således havde været sammen nogen tid, sagde han endelig: "Hvad mon den

gamle fra Ilulissat vil (der står: Iluliarmiut. Chr. B.)?" Kumallaat kiggede frem

og så en sølle kajakmand, som var helt sort, sætte ud fra land. Mens han

kiggede på ham, sagde kajakmanden igen: "Ham dér er den ældste i Ilulissat. Ham

dérovre er den stærkeste i Ilulissat. Han er ved at gøre en fuldvoksen hvidhval

klar til bugsering. Den gamle er roet hen for at få sig en flænsebid

('naerneq')." De kiggede på den gamle, der roede hen til manden med hvidhvalen.

Han nåede frem, men så lød der et brag fra et kælvende isfjeld. Så sagde

kajakmanden: "Det har dræbt ham (det kan også være: han har dræbt ham - Chr. B.)." Med de ord satte han afsted mod land.

Netop som kajakmanden, der roede mod land, var forsvundet, kom

konebåden frem. Kumallaat og hans fætre slog lejr i Ilulissat. Efter at de var

kommet til Ilulissat, kom en kajakmand med noget stort på slæb.

Ilulissatboerne sagde: "Det er længe siden, han er komme hjem med fangst." Det

viste sig, at han havde fanget en fuldvoksen hvidhval.

En af dem fra Ilulissat sagde: "Vores stærke mand plejer ellers ikke være

ude så længe. Han bliver længe borte i dag." Da det trak længe ud med

hjemkomsten, begyndte hans kone at græde. Kumallaat sagde: "I morges sagde den

kajakmand, jeg mødte: "Hvad mon den gamle fra Ilulissat vil?" Jeg kiggede mig

omkring og så en hel sort kajakmand sætte ud fra land. Kajakmanden sagde

så: "Derhenne er den stærke mand fra Ilulissat i færd med at gøre en

fuldvoksen hvidhval klar til bugsering." Denne gamle mand roede hen til ham for

at få en flænsebid. Den gamle mand var netop nået frem til den stærke mand, så

lød der et brag fra et isfjeld, der kælvede. Pludselig så man ikke mere til ham,

der gjorde fangsten klar til bugsering. Kajakmanden sagde: "Det (eller han) har

dræbt manden." Og så roede han bort." "Jeg har så ondt af hans kone", sagde  Kumallaat, "og jeg vil gå hen og fortælle hende det." Han gik ind og fortalte hende det. Konen sagde: "Bare nogen ville dræbe ham. Den, der dræber ham, vil jeg betale med hvalrostænder (eller: narhvalstænder - Chr. B.). Han skal få alt, hvad han vil. Der er et forrådshus dernede fuldt af hvalrostænder." Kumallaat sagde: "Jeg dræber ham."

Hun svarede: "Ja, dræb ham."

Næste morgen gik Kumallaat til den gamle mands

telt. Han var ikke stået op endnu, men lå på albuen og spiste af hvidhvalen.

Kumallaat sagde til ham: "Nå, så du spiser af halen?" Det gamle fjols

sagde: "Ja, det er fra min fangst i går." "Nå," kommenterede Kumallaat: "i

går, da jeg var på vej hertil, mødte jeg en kajakmand, og netop som jeg varnået hen til ham, sagde han: "Hvad mon den gamle fra Ilulissat har er ude på?" Så så jeg en kajakmand sætte ud fra land. Han sagde, at det var dig. Og videre sagde han så: "Ham dérhenne er den stærke mand fra Ilulissat,

som er i færd med at gøre en fuldvoksen hvidhval klar til bugsering." Han var lige

nået derhen, da der lød et brag fra et isfjeld, der kælvede. Så forsvandt

fangeren, der gjorde sin fangst klar til bugsering. Kajakmanden sagde: "Han

(eller det) har dræbt ham." Og med de ord roede han mod land og

forsvandt."

Kumallaat førte den gamle fra Ilulissat ud af teltet og dræbte

ham. Kumallaat gik så hen til enken efter den stærke mand fra Ilulissat og

sagde: "Nu har jeg dræbt ham." Konen sagde: "Nu skal du få din betaling. Kom med." De gik ind i forrådsskuret. Der lå narhvalstænder i den ene

side og hvalrostænder i den anden side af rummet. Kvinden sagde: "Tag alt det du lyster." Kumallaat tog den længste narhvalstand og to sammenhørende hvalrostænder.

Kumallaat brugte de sammenhængende hvalrostænder som harpunspids (eller lavede sig harpunspids af de to sammenhængende hvalrostænder? - Chr. B.) og gav sig til at dræbe. Under den videre rejse var Asalooq og Meeraq ikke i stand

til at hamle op med Kumallaat, hvad angik antallet af dem, han dræbte, for

Kumallat plejede at ro væk fra konebåden (formentlig for at lede efter drabsemner - Chr. B.). Kumallaat gik så vidt med sine drab, at hans ofre trængte ind i hans indre, så han døde nær fremme ved Paamiut. Hans fætre rejste videre sydpå og kom tilbage til deres boplads, Sanningasoq, og det fortælles, at de døde dér.

Slut.

 

Der er visse uklarheder i fortællingen. - De er altså sejlet norden om

Grønland. - Chr. B.

 

Var.: Søg på Kumal*; Asalooq og Kumallaasi.

 

Hist.: De morderiske lyster, som disse tre mænd fra de sydligste Grønland udfolder, er ikke en vanlig del af fortællingen. Det kan her muligvis begrundes med deres drab på de fygtede eqqillit. Men heltene i de andre varianter udrydder også eqqillit. Mere sandsynligt skal denne mordlyst udtrykke den førskristne tids frygt, der i tilbageblikket ikke er blevet mindre, for de mange sydlændinge, der årligt rejste nordpå til handel og hvalfangst. Mange af dem overvintrede i Ilulissat (med de mange isbjerge). At det i lige så høj grad var hvalbarder som stødtænder sydlændingene rejste efter, synes at være glemt. Iøvrigt rejste sydlændinge også også op langs østkysten som skildret i denne fortælling. Se fx Sahras fortælling. Og Gulløv i "Grønland" 1983.

Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks

Print
Dokument id:1023
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 7
Fortæller:Augustussen, Siverth
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 8 - 10
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kunuk og hans søskende boede i et hus hos en flok brødre. Når mændene kom hjem fra fangst, plejede de at bære deres fangstliner op.

 

Engang brødrene kom hjem fra fangst, blev Kunuk bedt om at hente

vand. I det øjeblik Kunuk skulle til at øse vand op, så han en hel

masse ansigter i vandet. Han vendte tilbage til huset og sagde:

"Løberne kommer for at dræbe os." Men mændene sagde: "Kunuk lyver bare,

fordi han er så doven." Han gik igen efter vand. Men opdagede

så, at disse mange ansigter var kommet endnu nærmere. Han og hans

yngre bror klæbede sig fast imod loftet ude i gangen, og de dækkede

deres lillesøster til med spåner i gangen (sikkert i kogerummet).

Da de havde anbragt sig myldrede det ind med mennesker. Der hørtes

skrig og jamren inde fra huset. Da disse lyde forstummede, var

de fremmede på vej ud af huset. Idet den sidste af disse var på vej ud

og passerede kogerummet, stak han sit spyd flere gange ned i spånerne.

Netop som de var ude, faldt Kunuk ned fra loftet, og hans lillebror

kom ned på gulvet ganske af sig selv. De så, at dele af deres lillesøsters

indvolde stak ud. De gik ind i huset og konstaterede at alle var

blevet dræbt. Kunuk og hans søskende var de eneste tilbage. De drog bort med deres

lillesøster på ryggen. Undervejs, dér hvorfra

de høje hjerteformede fjelde sås tydeligt (eller: hvorfra de høje

fjelde lart ses som hjerteformede), døde deres lillesøster. De

begravede hende og fortsatte så deres vandring.

De benyttede hver pause under deres vandring til at slås med hinanden.

Tilsidst kunne lillebroren klare sin storebror, Kunuk, siddende på

knæ.

 

Engang under vandringen så de en flok remmesæler, som de fangede nogle

af. De havde netop genoptaget vandringen, da de hørte stemmer og hujen

fra folk på fangst. De gik efter lyden og fik øje på en hel

masse kajakmænd, der jagede.

 

En af mændene, der havde noget hvidligt antræk, lod til at være den

der førte an. De andre kajakmænd gjorde intet for at ro hurtigt hen

til dyret og harpunere det, selv om det dukkede op lige i nærheden.

Langt om længe roede manden med det hvide antræk, med raske tag hen

og harpunerede det. De lænsede dyret og slæbte det ind til land. Alle

gik i land undtagen en gammel mand, som de gav et enkelt ribben og et

stykke indvold på længde med en underarm.

Da kajakmændene ankom, kom to kvinder ned for at tage imod den gamle

mand.

 

Om aftenen gik brødrene hen til bopladsen. De tog blærespydet, der

tilhørte manden med det hvidlige antræk, med op; Og tæt ved

vandhentningsstedet stak de det så dybt ned i den lerede jord, at

kun en håndsbredde af enden var fri; så trak de det op igen. Dette

gentog sig flere gange. De gik derfra med spydet stukket ned i

jorden.

 

Næste morgen skulle manden med det hvide antræk gøre sig klar til affart. Da han kom ned til sin kajak, (manglede blærespyddet); og

han fik én til at råbe: "Hans blærespyd er væk!" De andre, som også

skulle have været på fangst, blev hjemme.

Den store mands mor var ude efter vand, og man hørte hende råbe: "Her

er hans blærespyd." Folk gik ned til stedet med blærespydet, og blev

der lige til aften. Så først gik de ned.

 

Så gik brødrene ned til vandhentningsstedet og så, at der var mange

bidemærker, for man havde forsøgt at trække det op med tænderne. De

trak det op og lagde det på den stærke mands kajak. Derefter gik de

ind i den gamle mands telt. Dem i teltet spurgte dem, hvor de kom fra. De

fortalte, at de var de eneste, der slap med livet i behold, da huset

blev angrebet af løberne.

"Det må jeg nok sige", sagde den gamle mand. "Jeg var også den eneste, der slap levende fra løberenes angreb."

 

Kunuk og hans bror gik i seng hos den gamles døtre. Dagen

efter kom den stærke mands mor for at hente ild. Da hun så Kunuk og

hans bror, gik hun ud igen uden at tænde ild.

 

Straks efter kom nysgerrige, der fjernede teltstenene og kiggede ind i

teltet. Nu da Kunuk og hans bror var blevet opdaget, tog de den gamle

mands døtre til kone.

 

De havde ikke lært at ro i kajak, og øvede sig i den gamle mands

kajak. Da de havde lært det, tog de med ud på fangst. Og Kunuk

harpunerede et dyr, der dukkede op i nærheden af ham. De dræbte dyret

og slæbte det ind til land.

 

Da de begyndte at flænse det, var den stærke mand den eneste, der ikke

var kommet op af kajakken. De gav ham et enkelt ribben og et lille

stykke tarm. De ønskede nu Kunuk som fangstleder. Men han afslog det

med, at ingen var herre over fangstdyrene. Han sagde, at den, der var

nærmest ved det fangstdyr, der dukkede op, måtte harpunere det.

 

Engang da Kunuk og hans bror tog med ud for at hente de mange

remmesæler,de havde fanget,var den stærke mand med. Kunuk og de andre

gav sig til at kaste spyd hen over konebåden, som blev drevet frem ved

sejl. Det samme fik den stærke mand lyst til at gøre. Han sendte

blærespyddet af sted, og lige i det øjeblik hans mor, der roede

forrest, trak hovedet ned imellem skuldrene, ramte spyddet hendes

hætte og naglede den til tværtræet på konebådens stævn. Da de store hjerteformede fjelde blev synlige, kom Kunuks bror til at

tænke på sin lillesøster. Han fik pludselig en så voldsom trang til at

græde, at et eller andet inde i ham brast, og han døde.

 

Var.: Kunuk

oqalugtuaq Malakiarqamik / Malakiaraq

Print
Dokument id:304
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Malakiarqamik / Malakiaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 626 - 628, nr. 177
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 140.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Malakiaraq.

Det fortælles om Malakiaraq, at han havde en kone, og at de havde en plejesøn. Men da han kunne ikke fordrage sin plejesøn, gav han ham kun afgnavede ben at spise. Plejemoderen kunne bedre lide ham.

 

En dag tog plejefaderen ud på fangst. Han havde to kajakker. Mens pleje-

faderen var ude, roede plejesønnen rundt tæt ved stranden i den anden kajak

'niuneq nuánarilerdlugo' (der står egentlig: fordi han godt kunne lide at stige

ud af kajakken. Formentlig skrivefejl. Der skulle vel egentlig stå, at han godt

kunne lide at ro i kajak, så han 'glemte' at komme af? Chr. B.). Da plejefaderen

kom hjem, så han plejesønnen ude i kajak og da denne kom op på land

efter kajakturen, smed plejefaderen ham ud vandet. Han svømmede ind, kom op

på stranden, gik op til huset og ind.

 

Dagen efter var plejefaderen igen ude på fangst. Plejesønnen lånte den anden kajak og roede lidt rundt, men til sidst flygtede hjemmefra i den. Han kom til en lille vig og ind i bunden af den, hvor han satte han kajakken på land og lagde sten oven på den. Så travede han afsted. Undervejs prøvede han kræfter

med store sten, som han fandt på jorden og løftede på. Nogen klarede han både at

løfte og kaste fra sig igen, men andre kunne han ikke magte.

 

En dag fik han øje på mange telte. Eet var så hvidt som sne. Han

standsede oven for lejren, men da folk opdagede ham, bad de ham komme ned. Mens

han opholdt sig i et af teltene, blev han indbudt til teltet, hvor der boede en

leder. Der blev serveret for ham og da han havde spist, lagde lederen et

skindunderlag og trådte ud på gulvet. Han bad også gæsten om at træde frem.

"Jeg er vokset op som forældreløs og jeg har aldrig prøvet kræfter

med nogen," sagde gæsten. Men de lod sig ikke overbevise dem, så han måtte ud på

gulvet for at prøve kræfter. De trak armkrog, men da hans arm var blevet rettet ud flere gange, måtte han trække sig tilbage. Da han kom tilbage til

værtsfolkene, sagde værten: "I morgen tar de nok ud som vanligt på hvalrosfangst. Du kan låne min kajak og mine redskaber dernede."

 

Han tog ud med de andre på hvalrosfangst. Enkelte der roede forbi, henkastede:

"Nå, er det ham? Det klarer han da vist ikke."

 

Kajakmændene lå nu og ventede på, at der skulle dukke en hvalros op og

gæsten gjorde det samme. Så dukkede der en hvalros op foran ham. De andre

advarede ham imod at harpunere den, fordi lederen endnu ikke havde

harpuneret en. Men det rettede han sig ikke efter. Han roede rask frem til

dyret og harpunerede det med et kast, der dræbte det på stedet. De slæbte dyret hjem og kogte kødet, hvorefter der blev inviteret til spisning. De kom alle undtagen lederen og hans husfæller. De blev væk af bare misundelse.

 

Mens han boede dér, blev han bekymret for sin kære plejemor. Han tog af-

sted for at se til hende. Han kom til sin kajak, fjernede stenene og roede hen

til bopladsen. Da han lagde til neden for huset, så han ingen mennesker. Han gik

op til huset og opdagede, at de stadig var levende. De tog godt imod ham og

satte straks mad frem. Han sagde: "Der var engang, I kun gav mig

afgnavede ben at spise." Plejefaderen havde ikke noget at sige. Han dræbte sin

onde plejefar, og han tog sin plejemor med tilbage til sin boplads.

 

Var.: Akisuallattamik

oqalugtuaq Matisina pivdlugo

Print
Dokument id:132
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4´
Fortæller:Gudmansen, P. O.
Nedskriver:Gudmansen, P. O.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Matisina pivdlugo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 55 - 56, nr. 24
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af Wittus Steenholdts renskrift:

NKS 2488, VI, ss. 7h - 8h eller af

Orig. håndskr. NKS 2488, VI: 131v - 131h: Oqalugtuaq Matisina pivdlugo.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Om Matisina.

Matisina og hans plejeforældre var på rejse i konebåd. Da plejefaderen, som

i længere tid ikke havde fanget noget, endelig fik en sæl, skulle konen koge

kød, og hun sendte Matisina ud for at samle brænde. Matisina tog af sted;

og mens han gik, mærkede han, at han steg til vejrs. Han kom til en stor

vej, der førte til himlen. Her mødte han en mand, der pintes stærkt af et eller

andet. Manden bad Matisina om at fjerne noget fra ham. Da Matisina havde befriet

ham for noget, som han ikke vidste, hvad var, sagde han, at dette (hans

lidelse?) skyldtes det forhold, at han havde haft for meget tøj på (for mange

anorakker), mens han endnu var rask. Matisina gik videre, og lige før han

nåede til en lille høj, traf han sin afdøde mor. Hun sagde: "Haa, der har vi jo

Matisina "imánânisimángitsoq" (som endnu ikke er død???), lad os gå op på den

lille høj." Fra højen kunne de se et hus; ved den nordlige side af huset stod

nogle mennesker klædt i sælskind, og ved den sydlige side andre klædt i

rensdyrskind. Da han kom ind i huset, bad de ham sætte sig midt på briksen. Så

gav de sig til at græde. En af dem, der startede med at græde, fortsatte direkte

over i sang med et skærebræt som tromme og med sit spoleben som trommestik. En

anden sagde: "Tássagôq qavsàkut auvínásáput. Vi kunne have ledsaget dem

oven over dem, hvis vores konebåd ikke var gået i stykker, og hvis vi ikke

manglede hammer, bor og økse. Når du, Matisina, engang vil dø, må du sluge lidt

spækmasse og lidt tarm, og du skal bede de andre om at lægge hammer, bor og økse

i din grav." Så sagde Matisinas mor til ham: "Imánânisimángilatit", derfor må

du foreløbig vende tilbage til jorden. Da Matisina skulle af sted, tilbød de

ham at fire ham ned med en bærerem.

En lille ældre mand i Matisinas plejeforældres rejseselskab så (en dag) noget, der hang i luften. Han troede, det var en stor edderkop. Men det viste sig, det

var Matisina, der blev firet ned. Da Matisina på et tidspunkt ønskede at dø,

slugte han noget spækmasse fra indersiden af et sælskind og lidt tarm, og han

bad de andre om at lægge en hammer, et bor og en økse i sin grav. Det gjorde de.

 

Bemærkninger: Her er der enkelte grønlandske ord og en sætningsforbindelse, som

jeg ikke har kunnet få mening ud af. De står i anførselstegn.   Chr. B.

 

Kommentar: Dødsriget i himlen. Tilsyneladende er de døde, som Matisina møder, ikke nået frem til et land højere oppe, fordi de mangler redskaber til reparation af deres konebåd.

Imannaanisimanngilatit er sikkert en fejlskrivning for imaannanissimanngilatit, der betyder, at du (Matisina) ikke er sådan en som ikke er sådan (som de døde eller andre, der ikke er rigtige mennesker), altså levende endnu, hvorfor han må tilbage til de levende. (Ved Arnaq Groves hjælp blev dette afklaret).

Hist.: Edderkoppens spindetråd som forbindelsesvej fra himmel til jord er en vidt udbredt forestilling, også hos eskimoer i både Canada og Alaska.

Den forestilling at de døde kan lide ondt er traditionel. Men som regel skyldes det i så fald de efterladtes handlinger, fx at de sørger for længe, eller ikke overholder tabuerne efter dødsfald. Selvforskyldte lidelser som hér: manden har haft for mange anorakker på før han blev syg - træffes sjældnere og skyldes måske kristendommens vægt på synd og lidelse.

Forestillingen om at de døde uden ophold slår om fra gråd til sang træffes ofte i grønlandske - især østgrønlandske - fortællinger om de døde i himlen. Det kan være et førkristent træk, men det kan også hænge sammen med missionærernes udtrykte undren over at grønlænderne så brat kunne slå om fra sorg over en afdød til latter. At det var et rituelt påbud - ikke at sørge for meget - kunne de ikke vide. Tilsvarende kan den megen sang i himlen, som mange fortællinger om himmellandet nævner, passe lige godt ind i den traditionelle som den kristne forestillingsverden.

Vedr. grønlandske forestillinger om dødsriger se Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000, hvor det søges påvist, at grønlænderne før kristendommen havde temmelig vage forestillinger om dødsrigerne, især det himmelske, fordi de mest så hen til efter døden at blive opkaldt, dvs. genfødt.

oqalugtuaq Nakasungnaq

Print
Dokument id:1071
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nakasungnaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 645 - 648, nr. 183
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 198 - 199: Nakasunnaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 198 - 199: Oqaluttuaq Nakasunnaq.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 8, ss. 69 - 70.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 89, ss. 438: Nakasungnak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Nakasunnaq.

Nakasunnaq var på rejse nordpå. Da det var ved at

blive vinter, tog han ophold på bopladsen Qallu og overvintrede der. Det blev

vinter og folk på stedet begyndte at tale om, at der udefra ville vise sig en

isbjørn, der var overiset. Nakasunnaq var meget spændt. Hver morgen vågnede han

tidligt og gik udenfor og spejdede efter den, men der var ingen isbjørn at se.

På et tidspunkt opgav han at kigge efter den og begyndte at sove længe om

morgenen. Men en morgen, mens han sov endnu, blev der råbt ind: "Nu er den

overisede / isgroede isbjørn på vej ind".

 

Nakasunnaq kom ud og så selv, at isbjørnen

var på vej ind. Han sleb sin kniv og gik isbjørnen imøde. Da han nærmede sig

dyret, gik han først et par skridt baglæns, og så spurtede han direkte hen

og røg lige ind i dyrets mund og forsvandt. Isbjørnen gik

videre, men begyndte at vakle. Til sidst væltede den. Nogle mennesker, der gik

hen til den, opdagede, at der stak en knivspids ud på siden af isbjørnen. Udefra

gjorde de åbningen større. Da den blev tilstrækkelig stor, kom Nakasunnaq ud afisbjørnen. Han var blevet helt skaldet. Isbjørnen, som Nakasunnaq fangede,

levede de af en stor del af vinteren. Skindet var meget stort. Hvis man tænkte

sig, at man betrak en konebåd med det, ville der være et stort stykke til overs.

 

Så begyndte folk at snakke om, at der ville komme nogle fugle, der kunne tale.

De ville nærme sig vestfra som en sort sky. Når de kom ind i huset, skulle man

'skjule' ansigtet, for hvis man så på dem, ville de forsvinde ud. I dagene

efter den historie gik Nakasunnaq ud tidligt om morgenen.

Det skete nogle gange, at han, når han så en mørk sky, råbte ind til de andre,

som endnu sov, at fuglene kom. Men når de andre kom ud, var

der ingen fugle at se. En dag, da Nakasunnaq lå og sov, råbte man ind og

fortalte, at fuglene kom. Nakasunnaq lå med ansigtet mod briksen, da fuglene kom

ind, men han kunne alligevel ikke lade være med at se op. Så gav fuglene sig til at flyve ud. De tildækkede åbningen ud til gangen og fangede kun nogle få stykker. Nakasunnaq fangede en levende fugl og holdt den som "husdyr". De kogte de fugle, der var blevet fanget, og de smagte så godt at Nakasunnaq dræbte sit "husdyr" og spiste det.

 

Så begyndte man at snakke om, at der ville komme en stor stime fisk, som kun havde eet øje. Da isen var gået om foråret sagde man, at de ville vise sig syd fra langs kysten som en krusning på havoverfladen, og man sagde ham, at når stimen svømmede langs med isfoden skulle han skynde sig at få så mange som muligt op på land.

 

En morgen hvor Nakasunnaq lå og sov, fordi han havde opgivet at se stimen, blev der råbt ind til ham, at nu var stimen der langs med isfoden. Nakasunnaq kom op i en fart og ned til stranden. Dér langs stranden stod en enorm stime fisk og nogle af dem oppe på overfladen. Mens andre havde travlt med at øse fisken op, tog Nakasunnaq to levende fisk, gik op med dem og havde dem som "husdyr". De andre kom også op og de kogte nogle af de fisk de havde fanget. Da de begyndte at spise tog Nakasunnaq et lille bitte stykke. Han fandt smagen så dejlig at han straks ville have mere; men det var slut. Så aflivede han sine "husdyr" og spiste dem.

 

Så blev det sommer, og hans værtsfolk sagde: "Nu kommer der snart nogle store myg. De vil komme til syne som en sky sydfra. Nakasunnaq kiggede efter dem, når han var ude, men han så ikke noget til dem. En morgen han endnu lå og sov, sagde de at nu kom kæmpemyggene. Nakasunnaq gik udenfor og så en spredt sky, der var dukket frem i syd og blev større mens den nærmede sig. Man snørede så åbningerne i teltene med remme og stoppede dem til. Men Nakasunnaq ville se på de store myg. Han trodsede de andres advarsler og gik udenfor som den eneste. Da han havde været derude en tid kom så kæmpemyggene som en storm, der pludselig tog til i styrke. Det var vingesuset. Ind i skindteltet stak de deres næb, der var så store som pilespidser. Deres kroppe var på størrelse med tejsters. Noget senere forsvandt myggene, og da man åbnede teltet og gik udenfor, var Nakasunnaq ingen steder at se. De ledte efter ham og fandt han så siddende under forenden af konebåden, der lå med bunden i vejret. Kun skelettet var tilbage; alt det andet var blevet ædt af myggene. Slut.

Albrecht Bech.

 

Var.: Møller kumannik; Nakasunnaq; slugt af havets bjørn;

oqalugtuaq Avarúnguaq;

Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak

Print
Dokument id:1025
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr 9
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 12 - 13
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler. N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Niumak, der boede i Narsarmiut, havde en stor

tjenerstab og plejede at samle rigeligt vinterforråd.

Så engang blev vinteren så streng, at havet frøs til. Hans naboer

levede ene og alende af det rigelige vinterforråd, han havde samlet.

Dér, hvor han havde sit forråd af sæler, stak han sin lange

teltoverligger lodret ned, for at kunne finde dem. Ræve, som forsøgte

at spise af forrådet, fangede han i snare.

Da havet frøs til, lavede han et hul i isen med sin tuk, og her

fiskede man.

Hen på foråret forlød det, at der var kommet mange hvalfangerskibe til

et sted på den sydlige side af Uummannaq.

Niumak læssede store byrder af ræveskind på sine tjenere og gik ud

til skibene over isen for at handle. Han handlede og fik tobak og

perler for ræveskindene.

En af hans kvindlige tjenere var så stor, at hvalfangerne kun nåede

hende til hofterne, når de stillede sig op ved siden af hende.

Niumak røg ikke tobak; og når de andre, efter at de var kommet hjem,

røg tobak, røg han bregner for selskabs skyld.

Da det blev sommer, kom der sydlændinge, og Niumak fik dem til

bopladsfæller.

Niumaks søn var gift med en kvinde, der ikke kunne få børn. Når

sønnen var på fangst, pralede de andre kvinder med deres børn for at

gøre hende misundelig. Engang manden var ude på fangst, svømmede

hun ud i en sø og druknede. Så så' man manden komme roende omkring

næsset, råbende om hjælp ("êrtardlune", formentlig til at hjælpe med at flænse og/eller bugsere hvalen hjem), og med hvidhvalsmattak på

kajakken. Niumak var den eneste, der gik ned for at tage imod sønnen.

Da de havde bragt sønnens last op på land, fortalte Niumak ham, at

hans kone var svømmet ud i søen og druknet.

Da sønnen var kommet op af kajakken; gav han sig til at gå frem og

tilbage på gulvet med sin lanse i hånden. Han spurgte folk ud, om

hvorfor hun var svømmet ud i søen; men da ingen svarede, satte han sig

blot ned.

Da det blev sommer, tog Niumaks ind i fjorden. De tog ud af fjorden

igen og opdagede, at en hel æske fuld perler, som havde tilhørt

Niumaks druknede svigedatter, ikke var på deres plads.

Niumak gik rundt på besøg i husene og fik dem tilbage. Og med dem bag

på kajakken roede han afsted.

Det fortælles, at de (stadig) ligger deroppe i Tasiusannguaq under en

stor sten. Niumak havde ved hekseri gjort det umuligt for nogen at få

fat i dem.

Efter en tid blev Niumaks søn gift igen, og de fik et barn.

Sydlændingenes børn stænkede engang vand på Niumaks barnebarn, som

var opkaldt efter sønnens første kone, og fik hende til at græde.

Niumak gik ud med en stor spand i hånden. Hvergang han havde fyldt

spanden med vand, gik han op til sydlændingenes telt og hældte vand

over beboerne, så de tilsidst blev helt gennemblødte. Det gjorde han,

fordi sydlændinge havde pralet med deres børn overfor sønnens første

ufrugtbare kone, og på den måde fået hende til at svømme ud i søen.

 

Var.: Niumak

 

Hist.: historisk fortælling fra hvalfangertiden, sandsynligvis før kolonitiden.

oqalugtuaq Nivnigtamik / Nivnitoq / Nivnitaq

Print
Dokument id:241
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristoffer den Ældre
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nivnigtamik / Nivnitoq / Nivnitaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 320 - 327, nr. 111
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 55 ss. 166 - 172 har Rink sammenstykket denne + en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 36, pp. 238 - 247.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ninnittaq.

 

Ninnittaq havde mange sønner, som igen havde fået mange børn. De boede i et hus med fem vinduer. Da der om vinteren ikke var mere vand at se, tog Ninnittaq nu på jagt over land. Til at begynde med ledsagede hans sønner ham, men til sidst opgav de det. Ninnittaq kom gerne hjem fra sine ture med hele kroppen dækket med ryper, som han havde ramt med sten. Han fordelte fangsten ligeligt mellem sønnerne og de mange børnebørn.

En dag gik Ninnittaq op på det højeste fjeld, Asungasungaarsuaq, og fra

toppen af fjeldet, så han dampen fra åbent vand to steder - det ene længere ude

end det andet. På vej ned fra fjeldet stenede han igen ryper og delte dem

ud til sine mange børn og børnebørn. Hen på aftenen sagde Ninnittaq,

at han næste dag ville ud og finde to våger. Hans ældste søn

ville med. Ninnittaq var nu netop i den alder, hvor han løb meget

hurtigt. Han kunne springe så langt som det længste kast med en

stenslynge. Sønnen var meget længe om at falde i søvn, og da han vågnede om

morgenen, var faderen allerede taget af sted.

 

Ninnittaq tog af sted, så snart han på morgenstjernens position kunne se,

hvad tid på morgenen det var ("iluarsiinnarmata" er svært at oversætte. Det er et

gæt - Chr.B. - stod i sin rette position, BS?). Da han nåede de yderste øer, var det ved at blive dag.

 

Han fortsatte udefter og kom så langt ud, at han knap nok kunne skimte de yderste

øer (inde mod land). På det tidspunkt var solen ved at stå op. Da han havde fået solen på venstre side, var dampen fra det åbne hav blevet synlig. Han nåede snart den nærmeste våge og så, at der var alle slags sæler - netsider og hvidhvaler. I

stedet for straks at dræbe nogen med sin lanse fortsatte han ud til den yderste

våge, og han så, at der var blod på isen omkring vågen. Han undersøgte stedet

omkring vågen nærmere og opdagede, at der var slædespor, som førte vestover, og

han fulgte dem skiftevis i løb og i almindelig gang. Da han havde solen foran,

så han noget land. Han nåede landet og var ved at gå over et næs, da han så noget, der så ud som kajakker. Det var minsandten orme. Han gjorde alt, for ikke  at skræmme dem med sin lugt. På den anden side af næsset så han et hus med et stillads foran. Han hængte sin sælskindsanorak på stilladset og gik ind i huset, hvor der kun var kvinder hjemme - en kvinde og to døtre.

 

Den ene af døtrene kiggede ud gennem vinduet og sagde: "Nu kan man se ham derude." Ninnittaq blev nysgerrig og kiggede ud. Han så én komme med et eller

andet trækkende efter sig. Det, han trak efter sig, svævede for det meste i

luften og ramte kun sjældent jorden. Da manden fik øje på sælskindsanorakken på

stilladset, satte han farten op. Han forsvandt et øjeblik bag isfoden på grund af

den store højdeforskel, der var skabt af lavvandet. Så dukkede han pludselig op

med en sådan fart, at det, han trak efter sig, svævede længe i luften. Døtrene

gik ud og kom ind igen med to fuldt voksne fjordsæler. De sprættede sælerne op

og tog tarmene ud. Den ene af døtrene klemte indholdet ud af dem, og den anden

pustede dem op. Faderen beordrede kvinderne til at bringe mad ind, og Ninnittaq

gav sig til at spise. Da det blev sengetid, lagde Ninnittaq sig ned mellem

døtrene - efter faderens anvisning.

 

Dagen efter blev han hjemme og kælede med sine nye koner. Svigerfaderen kom igen hjem med to sæler. Om aftenen sagde

Ninnittaq til sin svigerfar: "I morgen vil jeg tage ud på fangst sammen med dig."

Svigerfaderen svarede: "Kan du holde trit med landdyr i løb?"

Ninnittaq svarede, ja, med nogle af dem.

 

De tog af sted næste dag. Når svigerfaderen gik hurtigt, sakkede Ninnittaq bagud, men han indhentede ham igen, når han begyndte at gå langsommere. De kom til en våge, hvor fuldvoksne fjordsæler dukkede op hele tiden. Svigerfaderen fandt det passende at fange to sæler og anbefalede Ninnittaq at nøjes med én. De gjorde sælerne klare til transport og påbegyndte tilbageturen. Det gik som på udturen, at det kneb for Ninnittaq at holde trit med svigerfaderen, når denne løb hurtigt.

Svigerfaderen sagde til sidst, at Ninnittaq selv kunne løbe i sit eget tempo, for nu kendte han vejen hjem. Da Ninnittaq nåede hjem, var det kogte kød fra

svigerfaderens fangst allerede blevet koldt.

     Dagen efter fulgtes de igen på fangst. Svigerfaderen fangede to, og

Ninnittaq fangede denne gang også to. Det gik som dagen før, at Ninnittaq

sakkede agterud, så svigerfaderen overlod ham til sit eget tempo. Men da

svigerfaderen var løbet fra ham, valgte Ninnittaq en anden rute og begyndte at

løbe så hurtigt, at det, han trak efter sig, svævede i luften og kun sjældent

ramte jorden. Da han nåede hjem, var solen netop kommet så højt på himlen, at

den skinnede på bopladsen. Hans koner flænsede sælerne. Den ene klemte

tarmindholdet ud og den anden pustede dem op. Da tarmene blev tørre, syede

konerne en tarmskindsanorak til ham, og den var færdig inden svigerfaderen kom

hjem.

 

Svigerfaderen havde engang fortalt, at de plejede at holde boldkamp med

naboerne. Ninnittaq tog et stort stykke ben og skar det over. Så satte han sig

oven på husgangen og begyndte at hugge det med en økse, idet han ind imellem

kiggede i den retning, hvorfra svigerfaderen kunne ventes at vise sig. Nu

endelig viste han sig. Han standsede engang imellem og kiggede sig tilbage med

hånden over øjnene. Da han kom nærmere, opdagede han en mand sidde ovenpå

husgangen og hugge i noget. Det kunne nok være han fik fart på. Så opdagede han,

at det var hans svigersøn. Idet han gik ind i gangen, sagde han: "Det er en

ekstra sikkerhed for, at vi vil vinde."

 

Om aftenen sagde svigerfaderen: "Det er imorgen vi skal have boldkamp."

Ganske rigtigt. Næste morgen kom der en masse mennesker. De samledes oven for

huset. Bolden var et skind af en fuldvoksen fjordsæl fyldt med sand. Det gjaldt

for Ninnittaqs hold om at føre bolden hen til huset, mens det gjaldt for

modparten om at kaste den ud i vandet. Kampen startede med, at Ninnittaqs

svigerfar kastede bolden til sin kone. Konen kastede den videre til sine døtre

og disse videre til deres mand. Så gik det ellers hurtigt med at føre bolden

bort. Midt i det hele kunne Ninnittaqs koner ikke finde deres mand. Det viste

sig, at nogle af modspillerne havde kastet ham ned på jorden og dænget ham til

med sne, så han var lige ved at blive kvalt. En af hans koner befriede ham.

Ninnittaq og hans hold vandt kampen. Næste dag var der returkamp. Også denne

gang startede Ninnittaqs svigerfar med at kaste bolden til sin kone. Denne

kastede den videre til Ninnittaq, der greb den i luften og rendte med den, så

sneen føg op omkring ham.

 

Engang sagde Ninnittaq til en af sine koner: "Sy mig et par inderkamikker

("púkitsut" er egentlig sko eller tøfler - Chr.B.), som sidder tæt omkring mine

fødder. Når du er færdig, skal du lægge dem på konebådens stævnhoved." Til den

anden kone sagde han: "Sy mig et par meget snævre bukser og læg dem bag ved

konebådens stævnhoved, når du er færdig med dem." Til den ene af konerne sagde

han endvidere: "Sy mig en meget tætsiddende sælskindsanorak og læg den bag ved

konebådens sidelægte, når du er færdig."

 

Da det var sket, fik Ninnittaq den vane at lægge sig på ryggen helt

nøgen mellem sine koner. Når konerne var faldet i søvn, plejede han at springe

og lande på den modsatte side af briksen - lige på kanten (jeg er ikke sikker. Måske menes der sovepladsen på den modsatte side af briksen - Chr.B.).

Engang gjorde han det, at han sprang og lige ramte kanten af briksen og derfra

videre til kanten af indgangen fra gangen og ud af huset. Den ene af konerne

udbrød: "Jeres svigersøn forsvandt uden noget tøj på." Konerne skyndte sig ud. De

fandt ikke de ting, de havde syet.

 

Ninnittaq gjorde nemlig det, at han først sprang hen til konebåden og

derfra langt oven for huset, og da han havde taget tøj på, begyndte han at

flygte. Ninnittaq var i en alder, hvor han løb hurtigst. Han kunne

springe så langt som det længste kast med en stenslynge. - En af ormene fik

færten af ham og begyndte at forfølge ham. Det så nogle gange faretruende ud,

når ormen strakte sig efter ham, som om den skulle til at bide ham. En af de

gange ormen ville strække sig ud ved iskanten (der står egentlig: yderste del af

isen. - eller måske: tyndeste del af isen? - Chr.B.), dumpede den i vandet. Det

lød noget hult (qâruarpalugpoq" - et mærkeligt udtryk - Chr.B.)

 

Herfra gik Ninnittaq ind mod land. Han fik øje på et stejlt fjeld. Ud for

dette fjeld gik han i en kreds med fødderne den ene foran lige foran den anden. Så sprang han nærmere til fjeldet og gik igen i kreds. Han flyttede sig tredje gang og gav sig til at bygge en hytte af is, som han skar med sin tuk. Da han blev færdig sprang han op på det stejle fjeld og kom op på en afsats. Her fyldte han sin sælskindsanorak med lyng og anbragte den i ishytten, hvorefter han sprang

tilbage til afsatsen.

 

Fra afsatsen kunne han iagttage mange mennesker nærme sig. De kom derhen, hvor han var gået i kreds. De fulgte hans spor, men da sporene endte, kunne de

ikke finde ud af, hvor de så skulle hen. De spredtes og fandt så det næste sted,

hvor han var gået i kreds. De fulgte igen hans spor. Derfra gik de videre og fik øje på ishytten. De listede sig ind på huset i gåsegang og ramte sælskindsanorakken med lansen, så det knaldede. De hujede højlydt og forføjede sig udefter.

 

Da alle disse mennesker ikke kunne ses mere, gik han hjemover. Han var

nervøs for, at der måske ikke var flere tilbage af hans familie, men han

opdagede, at der stadigvæk var folk, der gik ind og ud af huset.

 

Når Ninnittaq efter tilbagekomsten til bopladsen tog ud på rensdyrjagt,

kom han gerne hjem med en fuldvoksen renbuk på skulderen. Det var på det

tidspunkt, man ikke brugte at bære fangsten på ryggen. Engang mens Ninnittaq var

på rensdyrjagt, kom der en hel masse mennesker til bopladsen og fyldte hele det store hus med de fem vinduer, hvor Ninnittaq og hans mange børnebørn boede.

Da Ninnittaq var på vej til huset med en fuldvoksen renbuk på skulderen,

fik børnebørnene givet ham besked om, at hans fjender var kommet på besøg.

Uden at sige noget gik Ninnittaq hen til konebåden. Her skar han rensdyrets

hoved med gevirerne på fra kroppen og bandt det fast på enden af en line.

Han gik hen til søen, hvorfra de hentede vand og han svang linen som en pisk og

ramte vandet, så det plaskede voldsomt. Næste gang ramte han jorden. Derpå

placerede han sig oven på husgangen længst imod en pille mellem to vinduer. Han

hørte én sige inde fra huset: "Han vil ikke ind, gå ud og dræb ham." Nu kunne han

høre, at nogen var på vej ud af huset. Han gjorde sig klar til angreb, og så

snart han så én komme ud svang han linen og ramte hans hoved, så det røg af.

De to næste fik den samme medfart. På den måde dræbte han alle de mange mennesker med undtagelse af en lille pige og en lille dreng. Hvor vidt de to

nåede tilbage til bopladsen, melder historien ikke noget om.

 

Var.: Ninnittaq; Iseraasoraq; Isigaarseraq

 

Kommentar: Fortælleren har ikke rigtig forstået episoden med ormene, der oven i købet er blevet splittet op. Den genkalder ikke umiddelbart paralleller i andre fortællinger.

oqalugtuaq Nukagpiatorqamik / Nukappiatoqamik Orlavaarsuk

Print
Dokument id:1072
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:Seminarieelev
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nukagpiatorqamik / Nukappiatoqamik Orlavaarsuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 649, nr. 184
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 Fortælling om en gammel ungkarl.

Ungkarlen Orlavaarsuk brød sig slet ikke om morskab ('quiatsâqaoq'. chr.b). Alligevel fik han en dag lyst

til være ligesom de andre og søgte efter en hjælpeånd. Hans kommende

hjælpeånd sagde: "Jeg er her". Hjælpeånden viste sig og lignede en

konebåds stævntømmer. Når den stak sin stav i jorden, gik der ild i den. Da Orlavaarsuk så hælpeånden, tog han flugten. Han nåede stranden og var ude af stand til at komme videre. Han gik ud i vandet, så det sprøjtede omkring hans skuldre('erssiginit' - ifølge Rinks kommentar: skuldre. chr.b). Han kom op på en lille ø.

Hjælpeånden sagde: "Jeg er sikker på, at ingen vil reagere næste gang lille

Orlavaarsuk ønsker sig en hjælpeånd". Derefter gav den sig til at gå indefter.

Orlavaarsuk vendte tilbage til fastlandet, han gik den samme vej som hjælpeånden

og lagde sig ned på ryggen dér, hvor hjælpeånden ville komme forbi. Han sagde

til den: "Stik mig, stik mig". Hjælpeånden gik forbi uden at stikke ham. Endnu

engang gik Orlavaarsuk hen og lagde sig ned på ryggen dér, hvor hjælpeånden ville gå forbi og sagde: "Stik mig, stik mig". Det ville hjælpeånden ikke og gik blot

forbi. Orlavaarsuk gik tilbage og nåede hjem meget sent på aftenen. Det fortælles,

at han siden aldrig har søgt efter en hjælpeånd (eller ordret: Det fortælles, at

han endnu i dag ikke har bedt om at få en hjælpeånd. CB). Slut

     Albrecht Bech

 

Var.: Rink 1859: Kaladlit oqalluktualliait I, nr. 3, ss. 37-40 -

samme nedskriver: Albrecht Bech, kateket ved Sisimiut, men temmelig forskellige

i ordlyd. se/søg: Rink 1866 - 71, nr. 63.

 

Hist.: Muligvis.

Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / Oqaluttuaq nukappiatoqqamik

Print
Dokument id:367
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely)
Nedskriver:Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq nukagpiatorqamik / Oqaluttuaq nukappiatoqqamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 713 - 714, nr. 143
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortælling om en ungkarl.

 

Der var engang en ungkarl, der havde en hel masse kvinder som

bopladsfæller. Når han var ude på fangst, kom han altid hjem med flere

sæler, for han var en dygtig fanger. En dag sagde de mange kvinder til

ham, at de ville ud og samle rødalger på et stort skær, og de bad ham

færge sig til land, når de var færdige med at samle rødalger. De havde

lyst til noget andet end kødmad. Først reagerede ungkarlen ikke på

deres anmodning; men så slog han om og til sidst tilskyndede han dem

ligefrem til det. Da han havde færget dem over til det store skær, bar

han sin kajak op; og han kiggede en gang imellem gennem vinduet.

Højvandet var nu ved at dække det store skær, og de mange kvinder

råbte til ham og bad ham om at færge dem over til land.  Han lod, som

om han ikke hørte dem. En gang han kiggede ud gennem vinduet, så han,

at der var kommet så meget vand, at de måtte stå på deres sække. Han

satte sig ned igen. Da de ikke råbte mere, kiggede han ud og så, at

højvandet havde dækket det store skær helt, og at kvinderne var

druknet og flød på vandet. Han gik ned til sin kajak og roede ud til

dem. Han kunne ikke gøre andet end at løsne håret på dem, binde dem

sammen og slæbe dem til land. Han bar sin kajak op og gav sig til at

trække ligene op. Han sprættede maven op på den uartigste af

kvinderne, skar mavesækken fra og klemte indholdet ud af den,

hvorefter han pustede den op og tørrede den. Da den blev tør, roede han ud på

fangst med mavesækken som fangeblære / fangstblære.

 

Det var første gang han var ude

efter kvinderne var druknet. Han kom så langt ud, at det forekom ham,

at fjeldene hældede indad. Han lå og ventede på, at der skulle dukke

en sæl op. Det blæste imidlertid op, og han begyndte at ro ind mod

land. På vej derind så han, at en hel masse spækhuggere nærmede sig.

Bølgerne brødes imod dem; og de blev oppe længe. Det, han anså for at

være skumtoppe, viste sig at være en hel masse hvidhvaler og sæler.

Det var, som om de blev oppe hele tiden. Da de nåede hen til ham,

fangede han så mange, som han kunne klare at have på slæb, og han

roede imod land mellem alle de mange hvidhvaler og sæler. Når de

forhindrede ham i at komme videre, skubbede han dem med sin åre og

snakkede til dem: "En anden gang  må I ikke komme så  mange på én

gang, I spærrer jo vejen." Da han endelig havde forceret flokken,

lagde han til stranden neden for sit lille hus. Han kom op af

kajakken og slæbte sin fangst op på land. Så flænsede han dyrene,

hvorefter han gav sig til at koge mad. Han spiste og gik i seng. Dagen

efter roede han ud på fangst. Han så tre sæler og fangede dem alle. Han så ikke flere. Han gjorde sælerne klar til bugsering og roede hjem

med dem. Han kogte mad; og efter at have spist, gik han i seng. Næste

morgen tog han ud på fangst, fangede de tre, han så, gjorde dem klar

til bugsering, roede hjem, kogte mad og gik i seng.

 

En dag han var ude, så han kun én sæl, fangede den og roede hjem, uden at have set

flere. Han var på fangst gentagne gange uden at se hverken en

eneste sæl eller en eneste fugl. Til sidst opgav han at tage ud på

fangst. Da han holdt op med at tage på fangst, begyndte han at gå

på rypejagt ved at kaste med sten. Somme tider lykkedes det for ham at

få nogle, men andre gange fik han ikke noget. Så holdt han op med at

gå ture og spiste af de sæler, som han havde fanget. Til sidst slap

sælerne op. Så begyndte han at koge kødet på de mange kvinder, og til

sidst slap også disse op. Han havde ikke noget andet at spise end

sælernes indvolde. Da disse slap op, gik han ned til stranden og

spiste sulluitsut (vingetang) og muslinger. Så blev det vinter og meget

koldt; og ikke engang vingetang eller muslinger kunne han få fat i. Han

havde ikke mere at spise og blev inde i huset hele tiden. Han blev

mere og mere udmattet af sult. Han blev liggende på briksen af sult og

af kulde, og han døde den femte dag derefter. Han sultede ihjel, fordi

han havde skældt fangstdyrene ud. Slut.

 

Var.: Qivaaqiarsuk.

 

Kommentar: søg på Qivaaqiarsuk

oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen

Print
Dokument id:238
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 315 - 317, nr. 109
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om de to brødre.

 

To brødre bosatte sig i en fjord over for hinanden - den ældste på solsiden og den yngste på skyggesiden. Den yngste havde en ældre kvinde, sin mor, boende i huset som familiens kvindelige overhoved.

 

Det skete engang ved efterårstid, hvor der blev fanget mange sæler, at

den ældre kvinde om aftenen gik udenfor kun iført sine indebukser for at

forrette sin nødtørft. Så så hun en konebåd komme frem fra den anden side af et

lille næs og nærme sig hurtigt. Hun blev glad i forventning om at se fremmede.

Hun ville underrette de andre ved at råbe, at der kom en konebåd, men hun kunne

ikke få en lyd frem. Hun ville rejse sig, men det kunne hun ikke. Konebåden

lagde til og nu gik de i land og var på vej op mod huset med deres våben, der

glimtede. Hun kunne stadigvæk ikke få en lyd frem. De gik op på husets tag og

stak deres spyd ned gennem taget og spiddede beboerne. Derefter steg de ned fra

taget. Kvinden troede ellers, at de ville ind i huset. I stedet for gik de ned

til stranden, hvorfra de sprang ud i havet og blev til en stor stime sæler, som

nu svømmede i retning mod nord. Nu kunne kvinden pludselig rejse sig. Hun tænkte

på at gå ind i huset, men da der sikkert ikke var overlevende tilbage, tog hun

af sted midt om natten bare iført underbukser til den anden side af fjorden -

inden om bunden af fjorden, hvor der var en bræ. Hun slap helskindet fra

vandringen over bræen og nåede den ældste søns hus. Moderen fortalte sønnen, at

kanofolkene havde dræbt alle hendes husfæller. Det ville sønnen ikke tro på og

han beskyldte sin mor for at have dræbt alle i huset. Da de ikke kunne komme

overens om det, der var sket, tog sønnen ud til en boplads, der lå længere ude.

Der mødte han en åndemaner og ham bad han om at finde ud af, hvad moderen

eventuelt havde gjort ved den yngre broder. Åndemaneren manede ånder og pegede ivrigt efter noget. Han kunne følge dem indtil indlandsisen,

men måtte opgive at følge dem videre, da boblerne, som de lavede, når de

dykkede, ikke længere kunne spores. Dagen efter tog åndemaneren af sted sammen

med sin vært over land for at lede efter deres spor. De gik i land ved bræen og

gik ned medbringende bue og lanse. På en nunatak traf de et menneske med ét øje.

De forhørte sig om kanofolkene, men han kendte ikke noget til dem. De gik videre

og traf nogle mennesker, hvis øjne "kiggede på tværs". De kom ikke helt hen til dem.

De begyndte at skyde på dem med buen. Da de havde brugt alle deres pile, dræbte

de dem med deres lanser. Den ældre søn dræbte ikke sin mor, fordi han nu havde

hævnet sig ved at dræbe disse væsener, som havde øjne, der kiggede på tværs.

 

Var.: Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat; indledningen er også brugt i Kunuk; og en om "løberne" der undertiden er blevet associeret til nordboerne eller indianerne.

De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Mathæus.

oqalugtuaq Oqartûmik / Uvianeq, den afsindige

Print
Dokument id:190
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Oqartûmik / Uvianeq, den afsindige
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 201 - 202, nr. 82
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke eksisterer længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om Oqartooq.

 

Oqartooqs kone, Uianeq, blev sindssyg. Oqartooq, som

var åndemaner, angakkoq manede ånder og meddelte, at "Sindsygens person" (perleruutip inua) ville komme for at tage hende til sig. De øvrige flygtede fra stedet og fik boplads på en ø. Der gik en dag, hvor ingen kom for at se til hende.

Dagen efter tog hendes mand hen til bopladsen. Da han gik i land, stillede han sin kajak med spidsen (forenden) imod havet. Han kiggede ind gennem vinduet

og så, at hun sad bagest på briksen og spiste sin arm. Kvinden så sin mand og

kom længere frem i rummet. Da hun så kom op på gæstebriksen ved vinduet,

flygtede manden. Han nåede lige at komme i kajakken og glide ud fra stranden,

da hun kom ned til stranden og stod der med armene strakt imod ham. Hun vadede

ud og fulgte efter sin mand, alt imens hun flåede i sig selv med tænderne. Da

Oqartooq nærmede sig bopladsen, råbte han, at Uianeq var på vej. Han skyndte

sig i land og dræbte hende med sin lanse.

 

Var.: Savínguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Samme motiv, anden fortælling: Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo & kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt; Savinnguarniaq;

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning

Print
Dokument id:284
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kragh, Peder
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 6, nr. 2
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Peder Kraghs nedskrift  eller afskrift: NKS 2488, VI, ss. 86v - 87v.

Dvs. den samme som ID 1

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

"En fortælling om kamp med bue og pil".

 

På en boplads boede en mand, der var kyndig i åndemaneri, sammen med sine

mange sønner. De var berygtede for at dræbe fangere fra andre bopladser,

når de var ude på fangst. I huset boede også en svigersøn fra en anden boplads.

En dag kom en gæst, som viste sig at være slægtning til svigersønnen. Denne fortalte gæsten om disse drabsfolks metoder og instruerede ham i, hvordan

han kunne hævne sig på dem. Da gæsten tog af sted, padlede mændene

efter ham i konebåd for at dræbe ham. Men svigersønnen, der padlede med på den

forrest plads i konebåden, sørgede for at knække en åre, hver gang de var

lige ved at indhente kajakmanden. Svigerfaderen beskyldte ham for at gøre det

med vilje, men han forsvarede sig med, at det var fordi han lagde kræfterne så  

voldsomt i for at nå den flygtende. Gæsten slap uskadt bort fra sine forfølgere.

 

Det blev vinter, og mørketiden kom. De tog ikke ud på fangst og var hele tiden

på udkig efter, om der skulle komme nogen og angribe dem.

 

En dag kom der nogle fremmede slæder, og fra isstumperne ved strandkanten

begyndte de at skyde med bue, og pilene fløj hen over huset og ramte jorden på

den anden side. Det var for at svække drabsmandens trolddomskraft og hindre familien i at flygte. Drabsmanden manede ånder og tilkaldte sine

hjælpeånder, men de kunne ikke forcere det område, som pilene havde ramt. De

kæmpede med bue og pil, og de fremmede udefra dræbte troldmanden / angakkoq'en / åndemaneren og alle hans sønner. Svigersønnen, som igen var kommet under mistanke hos sin svigerfar, sluttede sig til sidst til hævnerne og flygtede bort med sin kone og børn.

 

Var.: De to fætre, Holm; Brødrene som forsvandt;

oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning

Print
Dokument id:1
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 4 - 6, nr. 2
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, VI, ss. 86v - 87v.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om kamp med bue og pil.

På en boplads boede en mand, der var kyndig i åndemaneri, angakok / angakkoq, sammen med sine mange sønner. De var berygtede for at dræbe fangere fra andre bopladser,når de var ude på fangst. I huset boede også en svigersøn fra en anden boplads.

En dag kom en gæst, som viste sig at være slægtning til svigersønnen. Denne fortalte gæsten om disse drabsfolks metoder og instruerede ham i, hvordan han kunne hævne sig på dem. Da gæsten tog af sted, roede mændene efter ham i konebåd for at dræbe ham. Men svigersønnen, der roede med på den forreste plads i konebåden, sørgede for at knække en åre, hver gang de var lige ved at indhente kajakmanden. Svigerfaderen beskyldte ham for at gøre det med vilje, men han forsvarede sig med, at det var fordi han lagde kræfterne så voldsomt i for at nå den flygtende. Gæsten slap uskadt bort fra sine forfølgere.

Det blev vinter, og mørketiden kom. De tog ikke ud på fangst og var hele tiden på udkig efter, om der skulle komme nogen og angribe dem.

En dag kom der nogle fremmede slæder, og fra isstumperne ved strandkanten begyndte de at skyde med bue, og pilene fløj hen over huset og ramte jorden på den anden side. Det var for at svække drabsmandens trolddomskraft og hindre familien i at flygte. Drabsmanden manede ånder og tilkaldte sine hjælpeånder, men de kunne ikke forcere det område, som pilene havde ramt. De kæmpede med bue og pil, og de fremmede udefra dræbte troldmanden / angakkoq'en / åndemaneren og alle hans sønner. Svigersønnen, som igen var kommet under mistanke hos sin svigerfar, sluttede sig til sidst til hævnerne og flygtede bort med sin kone og børn.

Var.: De to fætre, Holm; Brødrene som forsvandt;

oqalugtuaq Pisimik / Pise dræbte og spiste sine husfæller

Print
Dokument id:286
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Pisimik / Pise dræbte og spiste sine husfæller
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 539 - 541, nr. 157
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Pisi.

 

Pisi rejste nordover og nåede langt mod nord. Det var ved at blive efterår. Han kom til at overvintre sammen med to brødre. De to brødre havde hver for sig mange børn. De kom til at mangle mad, og de havde ingen hunde. Han gav sig til at lave køller af træ, og enderne lavede han kuglerunde. Den ene af brødrene var ude for at forrette sin nødtørft, og han havde et af sine børn med sig. De, der var inde i huset, hørte én sige udenfor: "Jeg har slået min store søn ihjel (? - Chr. B.), fordi jeg fik ondt derinde". (Svært at vide, hvordan dette skal forstås - Chr. B.). Han dræbte sin søn. Han bad sin kone om at flænse ham. Hun flænsede ham og kogte kødet. Da kødet blev kogt satte hun det frem. Pisik blev budt at spise det. Han skar et stykke kød, et stykke uden om den fingerspids, som han havde sat på kødet, for at holde på det, og han spiste det. Han ville også lange ud til et lårstyke, men hans kone syntes ikke om, at han spiste menneskekød. Efterhånden var de ved at spise det hele 'qínunatik' (uden at tigge? Chr. B.). De gik altid i seng med deres store køller under hovedpude. Pisik gjorde det samme.

Engang da Pisik skulle ud at forrette sin nødtørft, bad han sin datter om

at ledsage ham, selv om hans kone ikke syntes om det. Man hørte ham sige derude:

"Jeg har slået min store datter. Jeg har slået hende, fordi jeg fik ondt

derinde." Han trak hende ind i huset. Han bad sin kone om at flænse hende. Konen

flænsede hende og kogte hendes kød, men hun tilsatte noget urin fra urinbaljen,

i det vand, hvori kødet blev kogt. De begyndte at spise kødet, men ingen kunne

lide det. De måtte lægge det til side (eller: begravede det - 'ilivaat'. Det er

måske det, der menes - Chr. B.). Hun kom til at hade sin elendige mand på grund af det med datteren. Engang, da han var faldet i søvn om aftenen, stod hun op og sagde til sine sønner, at de skulle rejse bort. Da de var gået ud, tog hun mandens store kølle, der lå under hans hovedpude, og slog ham i hovedet. Han sprællede, men hun slog ham endnu engang. Hun gik ud og fulgte efter sine børn.

Hun opdagede, at de stod ved husets vindue og ventede på hende. De havde taget lidt ammassætter med som proviant. De tog af sted til moderens slægtninge. De nåede frem til slægtningene efter en tur på nogle dage. De blev hos moderens slægtninge i flere år.

 

Da sønnerne var blevet voksne, og var blevet stærke, gik de tilbage til deres forrige boplads. De kom til stedet og de stygge beboere sagde: "Der kan man bare se, folk bliver jo voksne!" Engang tog de ud på rensdyrjagt. De

placerede sig over for hinanden og drev rensdyrene. Lillebroderen sagde til

storebroderen: "Jeg vil stille mig over for ham," og da rensdyrene passerede dem,

skød han ikke på dyrene med buen, men på ham, der var placeret over for ham. Han

sagde til de andre: "Jeg har skudt ham, der var over for mig." Hans storebror

skød den anden. De vendte tilbage til deres boplads. Da de gik ind i deres hus,

så de, at moderen havde fundet hovedskallen af sin sølle mand, og at hun var ved

at slå den gentagne gange, så den til sidst smadredes fuldstændigt 'pánilo

panimut' (det er noget med 'datteren imod datteren' - men hvordan kan det

forstås? Chr. B.). De vendte tilbage til deres boplads, og de døde alle der.

Slut.

 

Var.: Ikke genkendeligt i denne bases fortællinger. Der er iøvrigt talrige fortællinger om menneskeædere.

oqalugtuaq Pivdlingajak / Europæisk fortælling

Print
Dokument id:151
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Pivdlingajak / Europæisk fortælling
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 109 - 111, nr. 42
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 161h - 162h.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Pillingajak.

Pillingajak boede alene med sin mor. En dag sagde han til sin mor, at han ville gå en tur, og at det skulle være med et af deres får. Moderen forsøgte at tale ham fra det, idet hun nødig ville miste et får, som de fik mælk fra. Men det var forgæves. Sønnen tog af sted medbringende et får i en stor kurv, der var flettet af siv. Han bad sin mor at slagte tre høns og stege dem.

 

På sin vej mødte Pillingajak tre hvide mænd / qallunaat (danskere?). De spurgte

ham, hvorfor han havde et får med. Pillingajak svarede: "Jeg har megen gavn af

det, og nu skal I se." Så knipsede han fåret på hoften og sagde: "Gå hen til min

kone og sig, at hun skal stege tre høns." Fåret tog af sted og forsvandt. Pillingajak inviterede de tre mænd hjem. Og ganske rigtigt; moderen havde stegt

tre høns. De tre herrer undrede sig meget over dette. De købte fåret for mange

penge.

 

Dagen efter ville Pillingajak igen ud at gå tur med et får. Endnu engang

protesterede moderen, men til ingen nytte. Pillingajak sagde til sin mor: "Vil

du slagte en gris og stege en kølle? Blæren fra grisen kan du fylde med blod og

anbringe den et sted på dit bryst uden på hjertet. Jeg vil lade som om

jeg er gift med dig. Når gæsterne kommer, skal du lade som om, du ikke er rigtig

klog. Jeg vil stikke dig med en kniv; og du skal falde om på gulvet, som om du

er død. Når jeg så blæser på en fløjte, skal du rejse dig op igen."

 

Også denne gang mødte Pillingajak de tre herrer. De gjorde vrøvl over det får,

som de købte for mange penge og sagde, at det ikke duede. Pillingajak sagde

til dem, at fåret naturligvis først skulle vænne sig til dem, før det blev til

gavn. Så knipsede han fåret på hoften og sendte det af sted med besked til sin kone om, at hun skulle slagte en gris og stege en kølle. Han tog de

tre herrer med hjem, og da havde moderen maden parat til dem. Så begyndte

moderen at te sig underligt, og sønnen sagde: "Så er jeg nødt til at stikke

hende," og i det samme stak han hende med sin sølle sabel, så hun faldt om på

gulvet og blødte voldsomt. Da hun ikke længere blødte så voldsomt, blæste han på

sin fløjte, idet han holdt den tæt ved hendes øre. Moderen rejste sig op og

begyndte at danse rundt. De tre herrer købte fløjten for mange penge og tog

hjem.

 

Om aftenen blev de tre herrer enige om at prøve fløjten. Den første kaldte på

sin kone og dræbte hende, så hun faldt om på gulvet. Han blæste på sin fløjte

tæt ved hendes øre, men hun rørte sig ikke. Hun var død. De andre sagde til ham:

"Det er nok fordi du har betalt et mindre beløb i forhold til os." De to andre

var ikke heldigere. Konerne døde.

 

De tre herrer blev meget vrede og tog hen til Pillingajak for at dræbe ham. De

sagde til ham: "Vi vil putte dig i en stor sæk og smide dig ud i elven."

Pillingajak svarede: "Ja, værs'go, her er sækken." Da de kom til elven, puttede

de Pillingajak ned i sækken; og mens de var i færd med at binde sækken foroven,

kom der en vogn. Så flygtede de tre herrer. Køretøjets ejer blev nysgerrig og

standsede. Han spurgte Pillingajak, hvad han foretog sig i sækken. Pillingajak

svarede: "Åh, jeg er så lykkelig og salig, at jeg er helt træt." Den store herre

sagde: "Jeg vil da også gerne være lykkelig og salig." Pillingajak svarede: "Så

synes jeg, du skal ned i sækken og være lykkelig." Pillingajak kom ud af sækken,

og den store herre kom ned i den i stedet for. Da Pillingajak havde bundet

sækken, smed han den ud i elven, idet han sagde: "Du har selv valgt at blive

begravet her."Pillingajak opdagede, at vognen var fuld af gode sager. Han tog

det hele med hjem.

 

De tre herrer blev enige om at tage hen til Pillingajaks hus for at se, om han

var der. Da de så den store vogn ved indgangen, sagtnede de farten. I det samme

dukke Pillingajak op. De spurgte, hvorfra han havde fået alle de ting.

Pillingajak forklarede: "Ser I, jeg faldt i vandet den gang, I efterlod mig

ved elven. Alt dette har jeg fået forærende af de gode mennesker i elvens vand.

Der er sikkert flere gode ting i det dybere vand." Så sagde de tre herrer, at de

også godt kunne tænke sig at komme ned i elven og få del i de gode sager.

Pillingajak sagde: "Ja, værs'go, her er tre sække. Jeg skal nok tage med." Da

de tre herrer kom ned til elven, puttede de sig ned i sækkene. Pillingajak bandt sækkene foroven, hvorefter han smed dem ud i elven, idet han sagde: "I har

selv valgt at blive begravet i disse sække." Pillingajak vendte hjem, og han tog

alle deres ejendele til sig.

 

Var.: Store Klaus og Lille Klaus / Claus er tidligt blevet taget til hjerte af grønlænderne. Dette er den ældste grønlandske version. Den er endog nået til Thule-området. Se også Inge Kleivans omfattende og grundige artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005: 243 -275.

oqalugtuaq Puiamik / Puiaq

Print
Dokument id:131
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Gudmansen, P. O.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Puiamik / Puiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 53 - 54, nr. 23
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, enten af orig. håndskr. NKS 2488, VI: 128v - 129v.

eller af Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI: 35h - 36h.

 

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 34 - 37.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Puiaq.

Puiaq havde flere gange iagttaget en flok sortsider, der svømmede imod strømmen

i en elv. Engang fulgte han dem og blev taget af en indlandsbo. Det viste sig,

det var ham, der fik sælerne til at svømme op imod strømmen. Indlandsboen havde to døtre. En dag tog de to piger en stor kamik ind i huset og sagde, at den var fyldt med havdyr. En af dem sagde: "Lad os løbe hen til de to skråninger," og videre sagde

hun: "Den hurtigste skal iføre sig dem, der er i kamikkerne; for havdyrene løber

hurtigere." Da de havde løbet et stykke tid, kom Puiaq foran den yngste og se-

nere også foran den ældste. Han måtte vente på dem på toppen af bakken. Det sam-

me gentog sig på hjemturen. Puiaq fik begge pigerne til koner.

Puiaq længtes nu tilbage og tog af sted til kysten sammen med sine koner. De

standsede umiddelbart før de nåede "Nussivigtik" (dér, hvor de plejede at gå i

land??). Den yngste af søstrene sagde: "Det derude på havet ligner en konebåd."

Søstrene ville til at flygte bort; men Puiaq sagde, at det var et isfjeld. I

virkeligheden var det en konebåd med sejl. Puiaq bad sine koner om at lyske sig,

og han sagde til dem, at han gerne ville have dem begge med hjem. Pludselig

rejste Puiaq sig og tog dem i deres kamikker og løb af sted. Den ældstes, den

kønnestes, kamik flængede; men den yngstes kamik holdt. Hun blev gravid; og da

hun skulle til at føde, ville Puiaqs mor hjælpe hende. Hun afviste hende og

sagde, at det var noget, man selv klarede derhjemme, hvor hun før boede. Hun løb

flere gange imod en stor sten og ramte den med brystet. Hun fødte et barn; men

hun selv døde. Mon Puiaq mistede sin kone?

 

Bemærkning: Fortællingen er dårligt fortalt og er visse steder svær at få en

fornuftig mening ud af. Chr.B.

 

Kommentar: Ganske som i Østgrønland har disse vestgrønlandske indlandsånder alias tornit (østgrl.: timersit) den evne eller vane at kunne trække sælerne modstrøms op ad elvene. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Oqalugtuaq putdlavingnailingmik / Oqaluttuaq pullavinnaalimmik / Kæmpefuglen

Print
Dokument id:379
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Aaperaat (Abraham)
Nedskriver:Aaperaat (Abraham)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq putdlavingnailingmik / Oqaluttuaq pullavinnaalimmik / Kæmpefuglen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 798 - 801, nr. 163
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en mand, som tog ind i den samme fjord

hver sommer.

 

Nogle sydlændinge rejste nordover for at holde sommer i en fjord. De

rejste og rejste; og en dag nåede de mundingen af den fjord, de ville

ind i. De slog lejr og opdagede, at der var andre telte på stedet. Det

viste sig, at det var en mand, som hver sommer plejede at tage ind i

den samme fjord. Sydlændingene var altså på vej derind, mens manden,

der havde fast sommerboplads længere inde, syntes, at det var lidt for

tidligt. Han tøvede med at følges med sydlændingene derind,

nunalernulernuleratdlardlune (han følte, at de andre var kommet ham i

forkøbet?). Han ville tage derind, når de andre var kommet tilbage

derindefra.

 

Snart rejste så sydlændingene ind i fjorden, til mandens

faste sommerboplads. Manden længtes efter at komme derind; men han

ville vente, til de andre var kommet tilbage. Han ventede og ventede;

frosten gik i jorden, og sydlændingene havde stadigvæk ikke vist sig.

Han vendte så bare tilbage til sin vinterboplads, da det ikke kunne

blive til noget med at tage ind i fjorden. Stadig ventede han at se

sydlændingene. Det blev vinter. Ingen havde hørt fra dem, og de var

ikke kommet tilbage fra fjorden. Manden, som længtes efter at se sin

faste sommerplads, tog ind i fjorden tidligt om foråret, for samtidig

at kigge efter sydlændingene. Da de nærmede sig bunden af fjorden og

kunne se lejren, så de teltene og konebåden, som var på deres pladser,

men ikke et menneske. De lagde til, uden at se et eneste menneske. Han

skyndte sig i land og op til teltene. Inde i teltene lå tingene på

deres pladser. Der var blot ingen mennesker. De nyankomne slog deres

telt op. Dagen efter tog manden på renjagt for samtidig at kigge efter

sydlændingene. Der var intet usædvanligt at se. Da han var kommet et

stykke ind i landet, gik han op på en lille høj; og derfra kiggede

han rundt for at se, om der var rensdyr. På det tidspunkt havde han

ikke engang set friske spor af rensdyr. Mod syd på skyggesiden af den

lille høj fik han øje på noget hvidt, der så ud som fugleskarn. Den

slags havde han aldrig set fra sine tidligere ophold her. Han fik

mistanke om noget og begav sig derhen. Han nåede frem

og kiggede op. Det han så, lignede en stor rede. Da den lå på et

tilgængeligt sted, gik han op for at se nærmere på den. Det viste sig

at være en falkerede, og der lå unger, der lige var kommet ud af

ægget. De var store som unge rensdyr uden skind på geviret. Han sårede dem

med sin pil. Det endte med, at han dræbte dem alle sammen.

 

Under reden så han en hel masse menneskeknogler. Dér, ved siden af

reden, stod han og ventede på, at de voksne fugle skulle komme. Han

kiggede efter et muligt tilflugtsted og fandt en mindre hule under en

stor sten. Når ungerne var så store, måtte forældrene sikkert være af

anselig størrelse. Han ville bruge denne hule som tilflugtsted. Han

gik igen op til reden og anbragte sig ved siden af reden. Herfra

kiggede han efter forældrene. Han var ved at blive utålmodig og

kiggede udefter. Da så han en kæmpefalk vise sig. Da den kom nærmere,

så han, at den havde en fuldvoksen renbuk i næbbet. Den gav lyd fra

sig, men ingen reagerede. Den gav lyd fra sig endnu en gang; men

stadigvæk var der ingen, der reagerede. Så smed den det, den havde i

næbbet og nærmede sig; og i det øjeblik manden nåede sit gemmested,

satte den sig på reden og opdagede, at ungerne var døde. Den gav sig

til at kigge rundt. Den så mennesket og så ud til at ville foretage

sig et eller andet. I det øjeblik manden skulle til at gå ind i sin

hule, kom den ned, nærmest glidende; men da var manden gået i skjul.

Den satte sig oven på den store sten og begyndte at hakke på den med

sit store næb. Han havde fornemmelsen af, at lyden af dens hakken kom

nærmere. Derfor kiggede han ud og så, at hovedet og overkroppen var

begyndt at forsvinde ned i hullet. Han spændte sin bue og sendte en

pil i retning af underarmen, som var helt afdækket (armhulen?), idet

den havde løftet vingen. Han sendte pilen af sted med stor kraft. Men

den faldt ned på jorden, uden at knække en eneste fjer. Han samlede

hurtigt pilen op, og idet han spændte buen meget hårdt, sendte han

pilen af sted; men endnu en gang faldt pilen ned på jorden. Da han

ikke kunne såre den med pilen, gik han atter ind i sit gemmested. Så

tænkte han: Når den har lavet et hul i stenen, vil den fange mig.

Måske skal jeg prøve at flygte. Støjen var nu meget tæt på. Han

kiggede ud og så, at hele overkroppen var ved at forsvinde ned i

hullet. Da den ikke havde tid til at kigge andre steder hen, gav han

sig til at løbe i retning af teltet i et hurtigere tempo end han

plejede. Da han havde fjernet sig fra stedet, kiggede han tilbage; og

han så, at fuglen netop rettede kroppen op. Den havde sikkert hakket

sig igennem stenen og havde fået konstateret, at han ikke var der. Den

så sig om og opdagede mennesket. Så fløj den direkte til angreb på

ham. Han vendte sig om og løb af sted. Da han mente, at den måtte

være kommet nærmere, kiggede han tilbage og opdagede, at den var

kommet ganske tæt på ham. Han nåede lige at kaste sig ned i en

fordybning, så mærkede han et sus, og fuglen fløj videre med bagsiden

af hans tarmskindspels. Den fløj højt til vejrs pâriardluínángilaq

(Rinks kommentar: flyver ikke ned). Da den fløj med ryggen af hans

tarmskindsanorak, havde den troet, at det var mennesket, den fløj op

med. Den landede på sin rede. Manden vendte sig om og løb. Det så

fuglen og fløj efter ham. Manden så tilbage og blev klar over, at

fuglen ville nå ham, inden han kom så langt, at han kunne se teltet.

Han ledte efter et skjulested, men måtte kaste sig ned i en

fordybning, denne gang på ryggen. Fuglen greb forstykket af hans

tarmskindspels og fløj højt til vejrs. Den havde slet ikke øje for

ham, og da den landede på reden, fór han af sted, og denne gang ville

han kunne nå at se teltet. Han kiggede sig tilbage og så, at den fløj

op og fortsatte forfølgelsen; og i det samme kom teltet til syne. Han

råbte ned: "En stor falk er efter mig. Huj af den, så snart den viser

sig." Straks falken blev synlig, hujede alle og råbte hånsord. Da steg

den højt til vejrs. Den fløj bort uden at se sig tilbage og forsvandt.

Tænk, denne grimme fugl havde udryddet alle sydlændingene til føde for sine unger. De ville normalt være blevet længere på deres faste

sommersted, gå på renjagt og meget andet. I stedet gjorde de sig

straks rejseklare og flygtede af skræk for, at den grimme fugl skulle

udrydde dem. Og vel ude tog han aldrig siden ind i denne fjord, hvor

han havde reddet sig ud i sidste øjeblik.

 

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Sikulluk; søg også på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq; Aqissiaq; Mennesket og bjørnen;

Oqalugtuaq qâgssungmik / En fortælling om Qaassuk / Qaasuk

Print
Dokument id:1044
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 27
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq qâgssungmik / En fortælling om Qaassuk / Qaasuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 34
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Qaassuk, at han, dengang han havde

skaffet sig rigtig mange fjender og var blevet nødt til at leve

isoleret, byggede sig et hus i bunden af Kangerlussuaq / Søndre

Strømfjord højt til vejrs foran fjeldene og overvintrede der. Da der

hen på vinteren var kommet islæg, tog sønnen ud på fangst over isen

til området omkring de yderste øer. Hans far var nogle gange urolig

for ham. Engang da sønnen tog derud, gav faderen sig til at vente på

ham ved Kangerluarsussuaqs forbjerg, fordi han, uden at sønnen vidste

det, gerne ville se, hvordan han klarede sig.

Da han så ham på vej ind derudefra hen mod det sted, hvor han

var, blev han dér og ventede på ham. Han så ham runde et næs med

denne sang, som han uafbrudt gentog: "Den kære isbjørn, som jeg bærer

på ryggen, er mig lige så let som en lille hare; og den kære hvalros,

som jeg slæber efter mig, er så let som en lille netside."

Da faderen havde erfaret, hvordan sønnen klarede sig, var han ikke

længere så urolig for ham. Så fulgtes de ad hjemover.

 

Var.: Qaassuk.

 

Tolkning: Om isbjørn og hvalros se  GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): En bjørnefortælling,

og se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

oqalugtuaq qáqalingmiumik qeqertatsiarmiumigdlo

Print
Dokument id:1074
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos
Nedskriver:Amos (Ammon)
Mellem-person:Nissen
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qáqalingmiumik qeqertatsiarmiumigdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 654 - 658, nr. 186
Lokalisering:Nunarsuit: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 248 - 251: Qaqqalik-boen og Qeqertatsiaq-boen. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 248 - 251: Oqaluttuaq Qaqqalimmiumik.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af episoden med havormen fra denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.  

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om én fra Qaqqalik og om en anden fra Qeqertatsiaq.

 

Beboerne på Qaqqaligaatsiaq og på Qeqertatsiaq var meget gode venner. Når de mødtes på deres kajakture, skiltes de igen som gode venner. Engang da de mødtes på en af deres kajakture, foreslog manden fra Qeqertatsiaq vennen, at de skulle kappes om at være den første, der fik et barn. Da vennen kom hjem, inviterede han en gammel mand og fortalte ham dette. Den gamle mand sagde: "Imorgen må du ro langt uden for kysten, ud i det åbne hav. Når du hører nogen vræle som et spædbarn, må du ro hen til den. Hvis det viser sig at være en stor orm ('sangiâ  chr.b), skal du tage den og putte den ned i åbningen af din kajak. Når du nærmer dig stranden på bopladsen, skal du råbe op til din kone og bede hende om at komme ned".

     Næste morgen tog ham af sted og roede ud på det store hav. Mens han roede

derude langt fra kysten, hørte han nogen vræle som et barn. Lyden kom sydfra. Da

han nærmede sig området, hvorfra vrælet kom, kiggede han sig omkring og han så

en krusning på havet. Han roede derhen og så en stor orm. Det var den, der

vrælede som et barn. Han løsnede den nederste kant af helpelsen fra kajakringen

og puttede ormen ned i åbningen. Da ormen blev varm begyndte den at sno sig, som

om den borede sig ind i noget ('putôrissoq'). Han roede hurtigt ind imod land og

lige før han nåede land, råbte han til sin kone: "Kom herned!" Da hun kom, sagde

han til hende: "Vend vend ryggen til stranden og blot din søde lænd". Hun gik hen til ham og blottede sin lænd. Han løsnede kanten af helpelsen fra kajakringen og lagde den store orm over lænden på hende. Så forsvandt den ind i hende ('tauva peqángilaq iluanut puvdlune'). Konen blev gravid og hun fødte et drengebarn. Da sønnen blev lidt større, lavede faderen en lille bue til ham. Da han prøvede at skyde med buen, ramte han et stykke tørv i husets mur. En dag så drengen en snespurv og han skød efter den og ramte den, så den døde. Han tog den med ind til sin mor og far. Han kom ud igen og så en stor flok snespurve. Han skød efter en af dem, men pilen ramte samtidig alle de andre. Hans far byggede en kajak til ham og roede ud sammen med ham. Nogle gange roede han et stykke fra ham. Når han så kiggede tilbage, var der gerne mange sæler omkring ham. Engang de kom hjem fra en rotur, sagde drengen: "Måske skal jeg have mig en fangstblære". Hans far lavede en

fangstblære og fangstredskaber til ham. En morgen tog de ud på fangst. Han far

roede et stykke fra ham og lod ham være alene. Han så, at to sæler var dukket op

i nærheden af ham. Drengen, som var begynder i kajakroning, roede hen til dem og

harpunerede den ene, men det viste sig, at han havde ramt dem begge på én gang,

så han fik to sæler. Hans far bugserede begge sæler hjem. Da den lille begynder

i kajakroning blev søvnig, anbragte han ham under kajakstolen (et stativ foran

manden, hvor linen ligger rullet sammen) og lod ham sove.  

       Vennen på Qeqertatsiaq vidste endnu ikke noget om sønnen. Denne lille nybegynder i fangererhvervet harpunerede en hel stime sæler på én gang og hans far måtte under store anstrengelser bugsere alle de sæler hjem. Han inviterede vennen fra Qeqertatsiaq på besøg. Da denne ankom til Qaqqaligaatsiaq og var på

vej op til hans hus, skjulte han den lille dreng. Da vennen kom ind i huset, gav

han ham masser af mad (eller: mange forskellige slags retter. CB) at spise og

vennen sagde: "Jeg er blevet meget mæt". Så lod manden fra Qaqqaligaatsiaq

sønnen komme frem og sagde: "Vi kappedes om, hvem af os der ville være den

første til at få en søn. Her er den kære søn, jeg har fået og det, du fik at

spise, var noget, han havde fanget". Den anden sagde ikke noget, men det viste

sig, at han var blevet fornærmet (eller: var blevet ked af det. CB).

     Da vennen vendte hjem søgte han efter noget, der kunne blive til hans barn.

På stranden fandt han en søpølse... den tog han med op til sin kone, så hun

kunne få et barn, som det var sket med vennens kone (sådan kan det vist

opfattes. CB). Da barnet blev født, var der ingen pulsslag, i hvert fald kun

forsvindende svage pulsslag. Han var ikke i stand til at komme ud at fange. Når

de under en rejse så spækhuggere, lod han sig falde ned i vandet ud over

konebådens ræling, men han kunne ikke fange dem. Han plejede også at svømme

efter almindelige sæler, men han kunne ikke fange nogen. Da han ikke var i stand

til at komme tilbage til konebåden, svømmede han til et lille næs. Han blev så

fundet på den anden side af næsset - stærkt forkommen. En dag de var ude på konebådsrejse, så de en flok spækhuggere. Da sønnen ville hen til spækhuggerne, advarede forældrene ham og sagde, at han risikerede at blive ædt af dem. Men han ville ikke høre efter og lod sig falde ned i vandet ud over konebådens ræling. På et tidspunkt, hvor man kunne regne ud, han ville være nået til spækhuggerflokken, begyndte disse at krydse frem og tilbage mellem hinanden.

Konebåden skulle til at stoppe, men da de ikke havde set noget til ham, tog de -

som de plejede - hen til det lille næs for at se efter, om han skulle være dér.

Efter at spækhuggerne havde forladt stedet, hvor de åd, roede faderen derhen.

Han fandt kun hans lunge, som flød på vandet. Spækhuggerne havde ædt ham.

 

Qaqqaligaatsiaq-boerens søn sagde til sin far: "Mine kammerater kan vel

nok sagtens. Deres kajakker er forsynet med beslag af hvalrostænder (det kan

også være narhvalstænder. chr.b). Lad os rejse nordpå". Faderen sagde til ham:

"Ja, lad os skynde os at komme af sted nordover". Under turen nordpå købte

sønnen en masse (hvalros)tænder. De nåede højt mod nord, så var de på vej

sydover igen. De mødte to kajakmænd. Deres kajakker var forsynet med beslag af

hvalrostænder. Kajakmændene tog flugten. Sønnen sagde: "De to

velhavende kajakmænd vil jeg dræbe". Faderen forsøgte at tale ham fra det, men

sønnen, denne Sangiaaq (eller: som hed Sangiaaq. chr.b), sagde: "Jeg vil nu

dræbe dem". Så roede han hen til dem og harpunerede den nærmeste, men dræbte

også den anden samtidig ved samme harpunkast. Han fjernede beslagene ('pequtai')

fra kajakkerne og tog dem til sig. Da han kom tilbage til konebåden sagde han:

"De efterladte vil kigge forgæves efter dem. Jeg vil tage hen og

underrette dem". Faderen sagde til ham: "Du risikerer bare at blive dræbt". Men

han sagde: "Jeg vil nu tage hen til dem og give dem besked". Da han kom ud for

teltene, sagde han: "I skal ikke søge efter de to kajakmænd, jeg har dræbt dem".

De svarede: "Gå nu i land og besøg os". Han gik i land og gik ind i teltet Så

såre han gik ind, opdagede han, at alle de mange mænd havde spærret udgangen.

Han så, at de havde knive i hænderne. Inden de fik dræbt ham, kiggede han rundt

og så en lille åbning ved teltstangen. Han sprang ud gennem denne lille åbning.

De havde skåret hans kajakbetræk med kniv, så de sagde: "Stakkels lille

kajakmand, han vil nok gå til bunds (svært at finde den rigtige oversættelse.

chr.b). De kiggede på ham, men han forsvandt bag næsset (uden at synke).

Mens han roede bort, kiggede han efter sin kniv, men den var der ikke. Så vendte

han om og gik i land, før han nåede det beboede sted. Han gik hen til dem over

land. En af dem sagde: "Ham dér, han har sandelig fået sig en smuk kniv". Han

nærmede sig dem, så sprang han hen til dem og tog kniven fra dem. De kunne ikke

gøre ham noget. De kiggede bare på ham. Ingen af de mange mænd kunne gøre

Sangiaaq fortræd. Han slap bort fra dem og nåede hjem til sin boplads. Slut

     Skrevet af Amos fra Nunarsuit

 

Var.: Episoden med havormen danner ofte optakt til Qujaavaarsuk. Nerngajorak; Ipiutaarsuk og Naparutaq; Ajagutaarsuk og Ularpanna. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

oqalugtuaq qarqamik / Qarka kørte til Akilineq

Print
Dokument id:291
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qarqamik / Qarka kørte til Akilineq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 557 - 558, nr. 162
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qaqqa.

 

Det fortælles om Qaqqa, at han rejste nordpå iført sine nye 'ujaluat' ('ujaluat', flertalsform af ujaluaq?, kender jeg ikke. Det danske notat: med nye klæder på - Chr. B.), som skulle kunne holde indtil sommeren. Han overvintrede et sted. Han kørte med gode hunde. Om efteråret fik han den ide, at han en dag, når det var godt vejr, ville køre til Akilineq, landet på den anden side.

 

En dag med godt vejr tog han af sted og styrede vestover. Han fulgte et slædespor. Da hundene nåede sporet, begyndte de at slikke det (mon ikke meningen er, at de snusede til det? Chr. B.) Han nåede til land og så to huse - et, der var kort og et andet med tre vinduer. Det viste sig, at der blandt beboerne var to stærke mænd. Han tøjrede sine hunde til det korte hus. Der kom en kvinde ud og ville gå hen til ham. Han sagde: "Ha, ha - du må ikke komme helt hen til mine hunde. De er som altid meget sultne." Kvinden standsede og begyndte at stirre på hundene. Da kvinden kom ind i huset, fik den stærke mand at vide, at der var en gæst. Han gik ud for at dræbe ham. Han (Qaqqa) stillede sig over på den ene ende af husgangen med en stor hammer, som man brugte til at banke frossent spæk med, i hånden. Da han (den stærke) viste sig og skulle til at gå ind, slog han (Qaqqa) ham i hovedet, så han døde. Den anden stærke mand fik nys om det og kom også ud. Han var på vej ind, og han (Qaqqa) sagde: :"Ha, haa, hvis han virkelig er vred på mig, så lad ham først dræbe (sådan skal det vel forstås? Chr. B.) mine hunde!" Den anden hørte ham sige det og gik hen til hundene. Idet han sparkede til hundene, åd de ham og i løbet af et øjeblik havde de ædt ham op.

 

Dagen efter var der ingen, der tog ud på sassatfangst. Han spurgte: "Hvorfor er der ingen, der er taget ud på fangst?" De svarede: "De siger, at de venter på, at du skal give ordre." Qaqqa sagde: "De skal ikke vente på, at jeg skal give ordrer." Der tog nogle slæder af sted, men da de kom til sassat, var der ingen, der ville stikke (eller måske: harpunere, eller dræbe dem med lanse - Chr. B.) hvidhvaler. Han sagde: "Hvorfor er der ingen, der vil stikke hvaler?" "Vi venter på, at du skal give ordre," sagdede. Qaqqa sagde: "I skal bare gøre, som I selv vil uden at vente på mig." De takkede meget, fordi de ikke længere havde herrer. Her fik han sig en kone. Da det blev forår, sagde han, at han ville vende hjem. Husherren sagde: "Jeg skal få isen til at revne." Da han havde været på udkig, sagde han: "áuserit nilalersut ornigpai (jeg ved ikke hvad det betyder - Chr. B.)." Så skulle han bryde op til hjemrejsen. Nu blev 'áuserit' synlige. Da han nåede hen til dem, fjernede han slædens opstandere og han fik hundene til at løbe for fuld kraft imellem dem. De kunne lugte ham nede fra og ledsagede ham. Han dræbte alle, der kom hen til ham og slap fra dem. Han kom til rådden is og køre langs med den til den anden side. Efter at han var kommet tilbage til sin boplads, døde han. Slut.

 

Var.: Motivet: Helten gør det af med stedets leder, der har været utålelig autoritær, er velkendt. Se fx Kunuk. Rejser til Akilineq er talrige.

 

Kommentar: áuserit, der ledsager Qaqqa hjem om foråret (på slæde over revnerne!?!) er måske et forårstræk af havdyr: aasarik: højsommer.

oqalugtuaq qavane / Ernisuitsoq / Qujâvârssuk / Den ufrugtbare

Print
Dokument id:258
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qavane / Ernisuitsoq / Qujâvârssuk / Den ufrugtbare
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 389 - 400, nr. 128
Lokalisering:Karusuk / Qaarusuk: Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 27 - 32: En fortælling sydfra.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling, der stammer fra folk, der bor sydpå.

 

Det fortælles, at Eqqersooqs datter (der står 'pamiua' dens hale, men mon ikke det er en skrivefejl? Chr.B.) var nygift, og at hun ikke kunne få børn. En dag da manden kom hjem fra fangst, sagde han til hende: "Du kan jo ikke blive gravid. Imorgen, når den lille ældre mand er kommet hen til sin fiskeplads for at fiske ulke, skal du stille dig på stranden lige ud for ham. Og med dit nye tøj på". Dagen efter var den lille ældre mand ude efter ulke. Kvinden stillede sig på stranden ud for ham. Hun havde sit nye tøj på. Men den lille ældre mand gik ikke hen til hende, da han var bange for hendes mand. Kvinden gik hjem igen, før den ældre mand roede hjem. Kvindens mand roede hen til ham og spurgte: "Har du ikke set nogen?" Han svarede: "Hun er lige gået hjem". Manden spurgte: "Har du ikke været hos hende?" Den ældre mand sagde nej. Manden fortsatte: "Hvis du vil det, vil jeg fremover forære dig halvdelen af min fangst (der står: aipai. Chr.B.).

Dagen efter fiskede den lille ældre mand igen ulke. Kvinden stillede sig

igen på stranden ud for ham. Han roede hen til hende og gik i land. Han havde

samleje med hende, og da han roede ud igen, nåede hendes mand hen og

spurgte: "Har du ikke set nogen?". Den ældre mand sagde: "Jo, hun er

lige taget hjem", sagde den ældre. Manden løsnede den ene af de to sæler, han havde fanget, fra bugsereredskabet og gav manden den. Således fik den ældre mand en fangst. Denne lille ældre mand plejede ellers at fiske ulke dér, hvor trylleformularen kom op på overladen ('serratip qaffersarfianut' - usikker oversættelse). Men han kom der ikke mere.

En dag sagde manden til sin kone: "Da du ikke kan blive gravid, tar jeg

imorgen ud på en almindelig kajaktur - ikke på fangst. Når du om eftermiddagen ser, at jeg er på vej ind, skal du gå ned til stranden iført nyt tøj over

det hele. Når du er kommet ned til stranden, skal du blotte din lænd, men du må

ikke vende hovedet imod mig. - Da hun vågnede næste morgen, var manden taget af

sted. Hen på eftermiddagen så hun, at han var på vej ind og roede sådan til, at

det sprøjtede fra begge ender af paddelåren. Hun gik ned i sit nye tøj, og da hun nåede mandens anløbssted, blottede hun lænden. Netop som han

lagde til, lagde konen mærke til, at der var et eller andet, der ligesom ville

komme ud af mandehullet. Det var faktisk en orm fra udhavet. Manden fjernede det, der dækkede mandehullet foran og kastede ormen,

så den ramte hans kone. Kvinden vendte ikke hovedet imod manden, for han sagde

jo, hun ikke måtte. Om aftenen mærkede konen, at hun var blevet gravid. Dagen

efter lod manden den lille ældre mand flytte til deres hus. Den ældre

sagde til manden: "Din kone vil få en dreng. Når du imorgen er ude i

kajak, skal du kigge efter en amulet til drengen på steder, hvor skarvene plejer at sidde". Dagen efter fik manden fat på en skarv. Da han kom hjem, sagde den ældre: "Du skal også skaffe en sten. Det skal være en sort sten, der har en

fordybning i midten - en sten, som solen aldrig har skinnet på". Sådan en

skaffede manden også. Den ældre mand sagde videre: "Du skal også fremskaffe et

tindingeben fra hans bedstemors hoved, hendes øverste halshvirvel og hendes

skamben". Han havde fået fat i alle de ting, da hans kone fødte et drengebarn.

Stenen lagde de ved fødderne, så at han kunne støtte fødderne imod den. Skarven

placerede de oven over vinduet.

Den lille ældre mand gav drengen navnet Qujaavaarsuk. De sørgede for at

opdrage ham under opvæksten. Drengen fik en kajak, mens han endnu var meget

lille. Da de fik ham til at prøve kajakken på vandet, kom små sæler og lagde

deres luffer på den lille kajak. Drengen var opkaldt efter én af den ældre mands

slægtninge fra Paaraarsuk, som døde af sult. Da Qujaavaarsuk blev i stand til

at kaste sin harpun med en sådan kraft, at harpunspidsen kunne trænge igennem

sælens skind, forsynede de ham med redskaber. Far og søn tog ud på fangst. Mens

faderen roede kraftigt til for at harpunere en sæl, kiggede han tilbage og så,

at Qujaavaarsuk kastede harpunen efter en sæl, og at han også kastede

fangstblæren ud. Faderen roede hen til ham. Det viste sig, at det var en

sælstime, han kastede sin harpun efter. Han fangede hele stimen med ét kast.

Qujaavaarsuk var ude på fangst hver dag.

Da Qujaavaarsuk var blevet voksen, rejste han nordover til Paaraarsuk, hvor

manden, han blev opkaldt efter, døde af sult. I Paaraarsuk kom han til bo sammen

med en gammel mand. En ung mand, som boede på stedet, plejede at kappes med

Qujaavarsuk, men han kunne ikke klare ham. Efter at det var blevet

vinter, spurgte den unge mand Qujaavaarsuk, om de skulle kappes om at være den

første, der opdagede den store hvals ånde. Qujaavaarsuk vidste ikke, hvad dette

gik ud på. Da han spurgte den gamle mand, sagde denne: "Man kan altid opdage

hvalens ånde ved dens buldrende og klingende (savikkaarpoq) lyd. Hver dag under

fangstturene lyttede han efter sådanne lyde. En morgen sagde den gamle mand:

"Det er netop i dag hvalerne plejer at vise sig, når de er tidlig på den". Under

fangstturen havde Qujaavaarsuk antennerne ude, men han hørte ingen lyde. Han kom

hjem om aftenen, som han plejede, og havde fanget godt. Om natten vågnede han

ved, at han skulle tisse. Han gik udenfor. Så hørte han lyden af luft, der blev

pustet ud (ordret: vejrtrækning) fra et sted uden for kysten, Han afbrød

vandladningen. Lyden nærmede sig, men flyttede sig ikke længere, da den nåede

mundingen af fjorden (eller indsejlingen). Han gik ind i huset og sagde: "Der er

en lyd af vejrtrækning, som jeg ikke ved, hvad er." Den gamle gik udenfor, og da

han kom ind igen, sagde han: "Den store hval er kommet nær kysten - præcis den

samme dag som den plejer." Qujaavaarsuk faldt i søvn igen, og inden han vågnede

om morgenen, råbte den unge mand ind: "Qujaavaarsuk, du har ikke bemærket hvalens

vejrtrækning." Den gamle svarede ham: "Qujaavaarsuk vidste det allerede i går.

Han er lige faldet i søvn." Den unge mand blev helt forvirret ('soorlu qanoq

ilisoq' - usikker oversættelse), men sagde: "Qujaavaarsuk skal vi kappes om at

være den første, der skaffer en fangstblære til brug ved hvalfangsten." Dagen

efter, da de var på fangst ikke langt fra land, fik Qujaavaarsuk to spraglede

sæler, mens den anden først fik én spraglet sæl en dag senere. De lavede sig

hver sin fangstblære samtidigt og tog ud på hvalfangst i konebåd. Den unge mand

fra Paaraarsuk havde rigeligt med roere, mens Qujaavaarsuk måtte tage nogle børn

som roere. Da Qujaavaarsuk sejlede ud, råbte den anden til ham: "Den store hval,

der søger føde, vil næppe dukke op nær ved land. Kom længere herud."

Qujaavaarsuk blev på samme sted. Den store hval blev længe under vandet, men

dukkede op tæt ved Qujaavaaarsuks konebåd. De roede nærmere til den og

Qujaavaarsuk harpunerede den. Det var ikke så mærkeligt, at fangstblæren

forsvandt under vandet, for den var kun lavet af det halve skind af en spraglet

sæl. Den anden råbte udefra: "Den store hval, der nu er såret, vil næppe flytte

sig længere ind mod kysten. Ro længere ud." Qujaavaarsuk sagde til sine roere,

at de skulle standse. Den anden råbte igen: "Den vil dukke op længere ude."

Dertil svarede Qujaavaarsuk: "De dyr, som jeg jager, flytter sig altid længere

ind i retning af mit lille hus." Hvalen dukkede også op længere ind mod land som

en ammassak, der spjættede i dødskamp. Så fik Qujavaarsuk fanget hvalen.

Qujaavaarsuk, som ellers boede på det sted, hvor manden, han blev opkaldt efter,

døde af sult, havde rigeligt af forråd.

Nu ville Qujaavaarsuk rejse syd på. Den gamle mand sagde til ham: "Kom her

igen". Qujaavaarsuk vendte tilbage til sin boplads, og siden rejste han ikke

nordpå. Da den gamle mand døde, tog han broderen, som også var gammel, til sig.

Efter at den gamle mand var kommet til at bo hos Qujaavaarsuk, begyndte

vinteren at sætte ind. På den nedre vinterboplads boede der et ægtepar. Manden

hed Tuttu og konen Tuttorsuaq. Det fortælles, at Tuttorsuaq engang, mens de

endnu var unge, var draget ud for at leve i ensomhed, som qivittoq. Tuttu havde

ledt efter hende, men han fandt hende ikke. Engang han var ude at ro i kajak

bag Tunilliarfik / Tunulliarfik, fik han øje på en sæl, og han begyndte at samle hver eneste

vingefjer, han så, op og sætte dem sammen i forlængelse af hinanden, indtil

kæden blev så lang / tung, at han næppe kunne slynge den op på ryggen. Nu mente

han, at længden nogenlunde ville svare til dybden af vandet. (Dette er

formuleret meget uklart på grønlandsk, så jeg er yderst usikker. Chr.B.).

Det var ved denne tid, at vinteren satte ind, og folk led nød på alle

bopladser. Men ved denne tid fangede Qujaavaarsuk meget. På det tidspunkt havde

Tuttu endnu ikke fundet sin kone. Det åbne vand blev mindre og mindre.

Qujaavaarsuk fangede mere og mere for at sikre sig tilstrækkeligt stort forråd.

Han fangede til sidst kun i vågerne. Han havde altid sin mor med. Når

Qujaavaarsuk havde harpuneret en sæl, trak moderen den op på isen. De dygtigste

fangere på vinterbopladsen fangede nogle gange to sæler og andre kun én ad

gangen. Åbningen i vågen blev så lille, at Qujaavaarsuks kajak ikke engang kunne

dreje til sidst, men han fangede stadigvæk nogle sæler. Da han en dag satte

kajakken ned i vågen for at fange sæler, dækkede kajakken hele åbningen. Han

vendte hjem og satte sig ned på sidebriksen med hovedet nede mellem benene. Han

sad der uden at sige et eneste ord.

Nu forlader vi foreløbig Qujaavaarsuk og går over til Tuttu. Endnu mens

Tuttu ledte efter sin kone, kom der is over det hele. Tuttu gik over isen til

det sted, hvor han så en sæl (aataarsuaq) eller dér, hvor sælen dukkede op for

at trække vejret. Han ville fiske rødfisk. Han lavede et stort hul i isen og

begyndte at fire snøren ned. Da han startede, var solen ved at stige op bag

Tunulliarfik. Solen forsvandt bag et stort fjeld, og den kom frem igen på den

anden side, inden snøren nåede bunden. Først lige før middag nåede den

bunden. Så såre han hev snøren en smule op, kom der bid. Han halede op og da

solen stod i nordvest, fik han fangsten op - en stor rødfisk. Han opgav at fire

snøren ned en gang til, for det ville blive aften, før den nåede bunden. I

stedet for rullede han snøren sammen. Derefter lavede han en bæresele, der i sin

længde passede til, at båndet kunne være på panden (der er lidt fantasi med i

denne oversættelse). Han tog så af sted hjem over med fangsten på ryggen. Mens

han vandrede over en ø med søer, hørte han brusen og kiggede tilbage. Han så, at

isen brækkede, og at stykkerne blev presset i den retning, han gik. Han gav sig

til at flygte for fuld kraft, men stødte imod et eller andet, så han besvimede.

Han kom til sig selv igen ved, at kinden smertede. Han rejste sig op og så, at

isen lå fast. Han tog rødfisken på ryggen og gik videre. Hans hæle blødte lidt.

Han gik sønden om en lille høj, og han kunne fra det sted, hvor han stod, se en

stor Meqqusaalik (et låddent væsen. - Jeg kender ikke dette væsen - Chr.B.). Han

blev bange for det og gik i stedet for norden om højen. Der fik han øje på en

endnu større Meqqusaalik. Han kom i tanke om noget, han havde hørt. Det var

noget med, at man plejede at rive Meqqusaalik i stykker. Han lagde rødfisken ned

på jorden og gik hen til Meqqusaalik og begyndte at slås med den. Den blev

mindre og mindre og var til sidst kun på størrelse med en tommelfinger. Så

holdt Tuttu op med at rive den i stykker. Tuttu følte, at han var blevet

åndemaner. Da Tuttu kom hjem med rødfisken, kunne han tænde lamperne igen (ved

hjælp af rødfiskens fedt - Chr.B.). Alle de andre i huset var så afkræftede, at de

blev liggende på briksen.

Tuttu tog af sted for at lede efter sin kone. Han tog et stykke mad med til

hende. Han kunne følge sin kones spor langt ind i landet og kom til sidst til

hendes hus, som han iagttog ovenfra. Han lod sig falde ned i det og opdagede, at

hans kone skjulte sig dybt nede i jorden. Han begyndte at formilde hende.

Det tog sin tid. Han fik hende med hjem og fik hende til kone igen. De blev

begge store åndemanere og blev meget gamle. De andre i huset havde ikke

noget at leve af, og nogle døde af sult.

Tuttu kom også til Qujaavaarsuk. Qujaavaarsuk sagde til sin (sølle) mor:

"Giv Tuttu og hans kone halvdelen af spækket fra en drægtig sæl og nyrestykket

som en art betaling, for at de skulle mane ånder for at få isen til at forsvinde"

Moderen fyldte en stor pose med disse ting og bragte den til Tuttu og hans kone

og hun sagde: "Det er alvorligt ment med disse foræringer, halvdelen af spækket

fra en drægtig sæl og et stort nyrestykke. Det er for, at I skal få isen til at

forsvinde". Tuttu puffede til sin kone og sagde: "Det er kraftig mad, som man

nødig vil gå glip af. Tuttorsuaq sagde (til Qujaavaarsuks mor): "Du er så let

til bens. Gå ud til alle vinterbopladserne. Men du skal først give dem noget at

spise hos jer, før du sender dem hertil". Qujavaarsuks mor løb rundt til

vinterpladserne. Når ordet mad blev nævnt, gik de straks ud, men nogle døde

allerede ved udgangen - så afkræftede var de af sult. Andre døde, lige før de

nåede til Qujaavaarsuk hus. Qujaavaarsuks mors store gryde kogte mad uden pause

('tunuarneq ajortoq': bliver sat tilbage). Han syntes, at det var så synd for

disse mennesker. Da alle havde fået noget at spise, gik de hen til Tuttus for at

overvære Tuttus kone mane ånder. Lyset blev slukket, og hun satte sig på gulvet

og sagde: "Hele natten må ingen hverken røre sig eller blinke med øjnene", hun

fortsatte: "Først når ravnene begynder at skrige, vil jeg fare af sted gennem

luften!". De var vågne hele natten. Men da ravnene begyndte at skrige, begyndte

hun at løfte sig op langt nede fra jorden. Lyset blev tændt, og man så, at hendes

ansigt var fuldt af sår fra krads, så man knap nok kunne genkende hende. Hun

sagde: "Først når alle de sår er blevet lægt, vil der ske noget!". Hun sagde

videre: "Når der lyder et knald, vil I på havet udenfor se noget, der ligner en

myggesværm. Men I må ikke tage ud på fangst i kajak, før der er gået fem dage.

Først den sjette dag skal I tage ud. Hvis I tager ud på fangst, inden der er

gået fem dage, vil I ikke fange noget. Der vil være mange alke og sæler". Folk

gik hjem.

Isstykkerne var drevet længere ud, så vandet blev isfrit, og derude sås alke

som en myggesværm. Qujaavaarsuk, som skulle være den første, der tog ud, kunne

ikke vente, til de fem dage var gået. Han tog ud på fangst, men fik hverken alke

eller sæler. Dagen efter tog de af sted alle sammen. De fangede meget og

halvdelen gav de ud som betaling. Neden for Tuttus hus lå så mange gaver, at det

så ud som om dyrene var kommet op på land af sig selv.

Qujaavaarsuk fangede nu endnu mere. Den lille ældre mand (det er uklart,

hvilken lille ældre mand, der her er tale om. Er det mon Qujaavaarsuks

biologiske far eller broderen til den gamle fra Paaraarsuk?) boede stadig hos

Qujaavaarsuks. En dag, da de kom hjem fra fangst, kogte moderen de lækreste dele

af den friske fangst, da det kød, hun skulle have kogt, var frossent (hele denne

sætning er ret svær at forstå - Chr.B.). Qujaavaarsuk lagde mærke til, at den

lille ældre mand spiste det store skulderblad, begyndende fra bruskdelene og

videre til indersiden. Qujaavaarsuk sagde: "Man siger, at ens kære fangstdyr vil

slippe op, når de spises fra brusken og indefter." Den lille ældre mand blev

fornærmet. Han fik den ide, at lave en tupilak, som skulle blive Qujaavaarsuks

banemand. Han skabte et dyr ved at samle mange benstykker sammen og det foregik

dér, hvor trylleformularen kommer op ('serratip qappisaa' direkte oversat -

mærkeligt - Chr.B.). Han plejede at fiske ulke der. Han pustede liv i dyret (eller

han gjorde dyret levende). Han snakkede til den og nævnte alle sælnavne. Engang

dukkede den op som en spraglet sæl. Han nævnte også alle fuglenavne. Den dukkede

op som en islom. Det var den ældre mand tilfreds med. Han sagde til den: "Du

skal hen til det område, hvor Qujaavaarsuk plejer at ligge og vente på

fangstdyr. Tupilakken svømmede ud for at lede efter Qujaavaarsuk. Hver gang den

så ham, var han ved at bære kajakken op, mens andre slæbte hans fangst op.

Tupilakken blev forundret. Han ledte efter ham igen dagen efter, men heller ikke

denne gang fandt den ham. Den tænkte: "Imorgen vil jeg undlade at dykke ned."

Det gjorde den, men stadigvæk så den ikke noget til Qujaavaarsuk. Tupilakken

blev vred og tænkte: "Imorgen vil jeg komme op på land lige under hans hus og

forskrække ham til døde." Da den dagen efter dukkede op neden for hans hus i

skikkelse af en islom, skreg den, og den så at Qujaavaarsuk kom ud af huset, og at

han kiggede ud over havet, uden at kunne få øje på den. For den var virkelig

godt lavet. Tupilakken så Qujaavaarsuk gå ned for at tage af sted, men så

forsvandt han igen for ham. Til sidst blev tupilakken meget sulten og den

tænkte: "Vent til imorgen." Dagen efter dukkede den op neden for Qujaavaarsuks

hus i skikkelse af en spraglet sæl, og  de så Qujaavaarsuk gå uden for sit hus, men heller ikke denne gang så Qujaavaarsuk den. Tupilakken ledte efter Qujaavaarsuk ved hele tiden at have hovedet over vandoverfladen (eller: uden at dykke ned). Igen så den, at han bar sin kajak op, og at de andre slæbte hans fangst op. Den tænkte: "Imorgen vil jeg komme op til ham og forskrække ham til døde". Dagen efter dukkede den op neden for hans hus, men så en sort klippevæg, hvor der ingen steder var, hvor man kunne komme op. Den tænkte: "Så går jeg op under jorden". Så forsøgte den at komme op under sidebriksens tværbrædt, men uden

held. Den kom op bag ved huset. Den ville se, hvad der var oven på huset. Så fik

den øje på en stor fugl med lange fjer sidde oven over vinduet. Den blev meget

forbavset. Den skulle lige til at kigge nærmere på den, da den mærkede en stærk

svie. Det var islommen, der bed tupilakken på kinden. Med megen besvær lykkedes

det for tupilakken at komme ned. Tupilakken kunne ikke klare sig imod

Qujaavaarsuks amulet og blev meget sulten, den tænkte: "Hvorfor har han lavet

mig, det elendige menneske". Dagen efter ledte tupilakken igen efter

Qujaavaarsuk uden at finde ham. Istedet for svømmede den til stedet, hvor

manden, som havde lavet den, fiskede ulke, og gik til angreb. Med stor fart ramte

den kajakken nedefra på det sted, hvor manden sad. Kajakken kæntrede og efter at

have spist mandens indvolde, ledte den endnu engang efter Qujaavaarsuk. Da den

ikke kunne finde ham, svømmede den udenskærs og blev derude som qivittoq. Den

kom aldrig tilbage til kysten. Men der blev ikke øvet vold imod Qujaavaarsuk.

Han døde som en gammel mand.

 

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden

Print
Dokument id:275
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Garnbådsmand, Kristoffer
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 481 - 486, nr. 145
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om to brødre - sydlændinge.

 

To sydlændinge, to brødre, rejste nordover, fordi de havde hørt, at der deroppe mod nord var mange fangstdyr. Da de var kommet ret langt mod nord, passerede de mundingen af en stor fjord, hvor der var mange fangstdyr. De sejlede derind og valgte sig et sted, hvor de kunne bo. Den yngste længere ude på fjordens skyggeside og den ældste længere inde i fjorden - dog ikke så langt fra hinanden. Den yngste af brødrene havde en stor husstand.

Da det blev vinter, begyndte de mange mænd i den yngre brors husstand at

fange mange sæler. En gang lige før mørket faldt, gik deres tjenestepige udenfor

for at tisse. Hun satte sig på hug ved huset, hvor der var mest skygge. Lige da

hun satte sig på hug, sejlede der en båd ('umiatsiakasît'(?) - Chr. B.) uden om et

næs. Da hun så båden, ville hun rejse sig op, men hun havde ingen kræfter til

det. Hun forsøgte at råbe: "Der kommer en kano ('umiariaq' forekommer i sagnene

og er vel først og fremmest betegnelse for et fremmedartet fartøj - Chr. B.)

bemandet med folk, der vil dræbe jer." Hun kunne ikke frembringe nogen lyd. Hun

hviskede kun. Hun kunne ikke gøre noget og forblev der, hvor hun var. Nu gik der

bevæbnede mænd op til huset - syv mænd, talte hun dem til. Da de gik ind i

huset, hørte hun skrig derindefra, men stadigvæk kunne hun ikke rejse sig op.

Efter at de var holdt op med at skrige inde i huset, kom de fremmede ud af huset

- men kun seks mænd. De gik om bord på deres båd og forsvandt bag ved næsset.

Lige da de var forsvundet bag næsset, rejste hun sig op uden vanskeligheder. Inde

i huset var samtlige beboere blevet dræbt - blandt dem en enkelt sølle sæl

('âtaukasik' - måske skulle der have stået: 'atausikasik' - en enkelt af de

fremmede' - Chr. B. (Det var vel sæl-mennesker, der havde været på hævntogt -

B. S.).) Da hun ikke længere kunne bo dér, tog hun, efter at det var blevet aften,

af sted til storebroderen, for der var ingen andre huse, hvor hun kunne bo. Hun

gik hele dagen og nåede storebroderens hus tidligt næste morgen. De spurgte,

hvorfor hun kom på besøg så tidligt om morgenen. Hun sagde: "Der kom en kano og

dræbte alle i huset, hvor jeg tjente. Jeg var den eneste, der ikke blev dræbt,

og jeg er flygtet hertil. Hvis jeg ikke havde været ude at tisse, var jeg også

blevet dræbt." Da de begyndte at bebrejde hende, brast hun i gråd, og hun bad

storebroderen om selv at tage derhen og se, hvad der var sket. Storebroderen tog

straks af sted, og da han kom til stedet og gik op til huset, så han, at alle var

blevet dræbt - samt en enkelt fra kanoen, som man havde hævnet sig på.

     Storebroderen blev meget vred og begyndte for det meste at tage ud på

rekognonceringsture i stedet for at tage ud på fangst. Han ville gerne spore sig

frem til kanofolkene, men vidste intet om, hvor han skulle lede efter dem. Han

spurgte også mange mennesker, om de kendte noget til kanofolkene, men ingen

kendte noget til dem. Han blev mere og mere vred.

     En dag da han var på vej hjem fra en rekognonceringstur, gik han i land et

sted, som var landfast med deres boplads. Han tænkte: "Det nytter ikke at lede

efter dem i kajak. Lad mig gøre forsøg på at lede efter dem over land." Han

bar sin kajak op og med sin lanse som det eneste redskab - for han havde ingen

bue - gav han sig til at gå ind i landet. Da han var kommet langt ind, gik han

op på en høj og kiggede sig omkring. Men der var ikke noget usædvanligt at se.

Da han var kommet endnu længere ind i landet, var han atter på udkig og så ud

over et smukt landskab. Nærmest ved enden af dette landområde fik han øje på et

lille hus. Han tænkte: "Endelig får jeg måske lejlighed til at træffe nogle af

disse kanofolk." Han ville gerne nå frem til huset, inden der kom nogen ud, så

han gav sig til at løbe. Det varede ikke længe, så var han nået derhen, for han

var en stærk mand og var let til bens. Han stillede sig udenfor huset og

lyttede, men da der ikke var tegn på, at der var mennesker, kiggede han ind

gennem vinduet og så en stor mand sidde på langsiden af huset, nærmest med

ryggen til. Han sad og var igang med at forarbejde et eller andet. Der var ingen

andre mennesker at se. Han mente ikke, manden så ham. Han skulle til at henlede

hans opmærksomhed på sin tilstedeværelse, så vendte han hovedet imod vinduet og

sagde: "Du derude, kom indenfor." Han gik ind og satte sig straks ved siden af

ham. Manden vendte hovedet imod ham og sagde: "Flyt dig lidt, så at jeg ikke

kommer til at snitte dig." Han flyttede sig et stykke fra ham. Han havde

stadigvæk ikke set andre mennesker, da han hørte nogle fnise. Da fik han øje på

nogle tykmavede væsener under briksen og under sidebriksen. De så på den store

mand og grinede af ham. Da de nu var blevet opdaget, kom de frem og satte noget

mad frem for ham.  Da han havde spist, spurgte den store mand ham: "Er du ude

for at få adspredelse?" Gæsten sagde ja og den store mand fortsatte: "Du kan

ledsage mig på en tur i morgen." Han kiggede ud og så, at det var blevet mørkt.

Der blev straks lavet natteleje til ham. Han gik i seng, men havde svært ved at

falde i søvn, for han var urolig for husets beboere, som var så livlige. Den

store mand sagde til ham: "Du kan sove uden at være bange for nogen. Ingen vil

gøre dig fortræd." Derpå faldt han i søvn. Da han vågnede næste morgen, var den

store mand i gang med at forarbejde noget. Han havde lavet en masse pile. Nu,

efter at gæsten var stået op, begyndte den store mand at gøre forberedelser. Han

bandt de mange pile sammen, så at de kunne bæres på ryggen. Den store mand var

nu klar til at tage af sted med sine pile og sin store bue. Gæsten tog sin store

lanse og fulgte efter den store mand, som nu var på vej ind i landet.

Sydlændingen, som var let til bens og som var en stærk mand, var i stand til at

følge trop med den store mand. De nåede et godt stykke ind i landet og den store

mand begyndte at løbe hurtigere, så det kneb lidt for sydlændingen at følge med.

Så standsede han og kiggede hele tiden fremefter. Sydlændingen kiggede også fremefter og opdagede, at de var kommet til indlandsisen. Den store mand lagde

pilene og buen ved siden af sig, og sydlændingen lagde også sin lanse ved siden

af sig og satte sig ned. Den store mand vendte sig imod ham og sagde: "Vend dig

imod øst og råb." Sydlændingen, som ikke fattede, hvorfor han skulle gøre det,

vendte sig mod øst og råbte. Han kiggede i retning af indlandsisen. Så viste der

sig tre store isbjørne. Den store mand skød samtlige isbjørne med sin bue og

dræbte dem. Så kiggede han igen på sydlændingen og sagde: "Du må endnu engang

vende dig imod øst og råbe." Det gjorde sydlændingen. Denne gang viste der sig

en masse mennesker med bue og pile, og sydlændingen blev bange. Den store mand

sagde til ham: "Stil dig bag ved mig og pas på, at du ikke viser dig frem. Ellers

bliver du ramt af en pil." Sydlændingen gemte sig bag ved den store mand og

rystede af rædsel. Han så de mange pile, der ramte jorden omkring dem, og ventede

bare på at blive ramt. Da der efterhånden blev langt imellem de pile, der ramte

jorden, rejste den store mand sig og greb sine pile. Så så sydlændingen, at de

mange mennesker var på flugt, fordi de havde brugt alle deres pile. Da den store

mand sprang op på indlandsisen, fulgte sydlændingen efter ham med sin lanse i

hånden. Den store mand skød på de mange mennesker med sin bue og sydlændingen

dræbte mange med sin lanse, og straks var der ikke flere mennesker tilbage.

Sydlændingen, som ellers blev bange for disse mennesker, deltog flittigt i

drabene sammen med den store mand. Nu var de på vej ned. Den store mand blev

opmærksom på sydlændingens lanse og spurgte ham, hvad det var for noget. Det var

første gang han så en lanse. Sydlændingen slog bare til, da den store mand ville

købe lansen, fordi han havde behandlet ham godt. Da de nærmede sig huset, kom

alle kvinderne ud og så til, at deres store mand og hans gæst kom hjem. De gik

ind i forrådshuset, og, som betaling for lansen, gav den store mand sydlændigen

skind af havets harer (albinoer til indvendig beklædning af teltet - Chr. B.) med

skinnende hvidt hår og med kulsort stribe på ryggen. Da sydlændingen fik disse

gaver, fik han ro i sindet. Siden tog han aldrig på rekognoncering efter

kanofolkene. Året efter at lillebroderen og hans husstand var blevet udryddet af

kanofolkene, vendte han tilbage til sit land.

 

Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996: 28. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Oqalugtuaq qavdlunáitsânik / En fortælling om nordboerne

Print
Dokument id:1046
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 2
Fortæller:Bech, Salomon
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq qavdlunáitsânik / En fortælling om nordboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 3 - 4
Lokalisering:Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Jeg har hørt følgende: Da de / nordboerne havde bosat sig

i nærheden af Appamiut, boede de i tørvehytter. Mens de boede dér, døde deres høvding. De førte ham til et sted oven for en indsnævring

(qôrnoq, måske et stednavn: Qoornoq) og begravede ham med hans

ejendele ved en stor opretstående sten.

Flere mennesker var siden gået derop for at se graven, men inden de

nåede derop, døde nogle af blodtab. Ingen har hørt, om nogen

nogensinde nåede hen til graven. Der skal ligge mange grave på vej op

til den store sten. De er ikke nordbograve, men grave af dem, der var

på vej derop for at se graven.

Efter tørvehytterne blev stedet kaldt Illuinnaat (fordi de boede i

huse ligesom grønlændernes). Men stedet blev også kaldt Qorfik

(natpotte).

Efter høvdingens død bosatte de sig lægere mod vest, på et sted øst

for Appamiut, der hed Itissat (sikkert Itisaat, overgangssted mellem

to fjorde) eller Qallunaatsiaat (nordboerne).

Det fortælles, at de på det sted gik op og badede oven på en stor hvælvet

forhøjning. Her var der nemlig lavet fordybninger i klippen, der havde

form som et menneske, og hér lå de og tørrede efter badet.

Jeg, som fortæller denne historie, har set alt dette som barn to gange.

Men jeg ved ikke, hvor mange de var. Når de boede dér, solgte de perler

til beboerne i Qeqertarsuaq, Upernavik og Qarliingajooq.

De boede der længe, siger man. Men jeg har aldrig hørt, hvor de så

flyttede hen.

Om sommeren plejede de at tage på udflugt til et sted i nærheden af

Kingittut; omkring Kingittut er der nemlig mange teltpladser, der godt

kunne stamme fra dengang.

Gik man ad en strækning hen til husruinen lød det hult, som om man

trampede på en båd, der lå med bunden i vejret.

 

Hist.: Ruiner og grave der har givet anledning til spekulationer. Om beboerne i sin tid måske var europæere må arkæologer be- el. afkræfte.

oqalugtuaq qivítutorqamik nukagpiatorqamigdlo / Oqaluttuaq qivittutoqqamik nukappiatoqqamillu

Print
Dokument id:366
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely)
Nedskriver:Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qivítutorqamik nukagpiatorqamigdlo / Oqaluttuaq qivittutoqqamik nukappiatoqqamillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 714 - 716, nr. 144
Lokalisering:?
Note:

Eli Sivertsen er sandsynligvis identisk med Ely Sivert Fontain.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en gammel qivittoq / fjeldgænger og en ungkarl.

 

En ungkarl var plejesøn hos et ældre ægtepar, og han var deres eneste

forsørger. En gang roede han ud i kajak sydover. Han fik øje på en

meget stejl klippevæg. Han roede i den retning; og tættere

på opdagede han, at der hang en stige på den stejle væg. Han roede

helt hen til stigen og kom op af kajakken. Han skubbede kajakken ud og

gav sig til at kravle op ad stigen. Da han kom helt op, så han, at

stigen var tøjret fast til en stor sten. Herfra gik han ind i landet.

Mens han gik, fik han øje på en stor landtange. Midt på tangen lå

der et lille hus med ét vindue. Han gik derhen og standsede uden for

vinduet. Han havde stået der et stykke tid, så hørte han én sige inde

fra huset: "Kom indenfor." Han gik ind og så, at beboeren var en

gammel qivittoq. Denne sagde til ham: "Jeg er qivittoq. Jeg gik

hjemmefra for længe siden, og det er første gang, jeg har truffet et

menneske i al den tid, jeg har været her." Han sagde også til ham:

"Vil du være min fælle / kammerat / ledsager?" Ungkarlen sagde ja, og så gik

qivittoq'en / fjeldgængeren ud for at hente mad til ham og kom tilbage med tørret

renkød med talget siddende på. Ungkarlen spiste og sagde indimellem,

at det smagte dejligt; han spiste sig aldeles mæt. Efter måltidet

fortalte qivittoq'en om alle de rensdyr, han plejede at fange om

sommeren. Han sagde også, at han til sommer ville tage ham med på

rensdyrjagt.

 

Da ungkarlen havde boet nogen tid hos qivittoq'en,

kom han til at tænke på dem, han rejste fra (de små ældre mennesker),

og han kunne ikke glemme dem, så han bad qivittoq'en om at kunne tage

hjem og give dem besked. Den gamle qivittoq sagde, at det var i orden,

men bad ham om at komme hurtigt tilbage. Ungkarlen tog af sted, og

efter en lang vandring nåede han frem til de små ældre mennesker, som

var blevet bekymrede for ham; de troede, han var omkommet i kajak.

Ungkarlen fortalte (resumé af teksten der er ordret som ovenfor:) om alt hvad dervar sket, og at han havde føjet sig efter qivittoq'ens ønsker, fordi han var bange for ham. Men der kom jeg så en dag til at tænke på jer, og jeg

kunne ikke glemme jer, så jeg fortalte ham, at jeg ville tilbage og se

til jer. Det måtte jeg godt, men jeg skulle hurtigt komme

tilbage. I skulle bare vide, hvor jeg befandt mig, for

ikke at være bekymrede for mig. Men jeg må hurtigt tilbage, som han bad mig om. De små ældre mennesker bad ham være forsigtig.

 

Ungkarlen drog af sted for at vende tilbage til qivittoq'en. Han fik øje på det lille hus, som endnu stod på sin plads. Han gik hen til det, og inde i huset sad qivittoq'en stadigvæk og ventede på ham. Qivittutoqaq sagde: "Nu får jeg dig til

fælle." Da det blev sommer gik de ind i landet på rensdyrjagt. De

kom til kanten af indlandsisen og tog ophold dér. Dagen efter drog de

på rensdyrjagt. Fangstredskaber havde de ingen af - kun sten

at kaste med. Når der passerede en flok rener, kastede de sten efter

dem. Når den ene havde ramt et dyr, kastede den anden også en sten for

at dræbe det. Da de havde fanget tilstrækkelig mange, tog de hjem.

Hjemme byggede de to forrådsskure. Det ene skur fyldte de med

rensdyrkød, -sener og -talg. Det andet skur fyldte de med lutter

renskind. Qivittutoqaq havde nu samlet sig større forråd fordi han

havde fået en fælle / ven. De havde det godt og manglede intet. Det var

ved at blive vinter, og endnu havde de ikke brugt deres forråd op.

Først ved forårstide var deres forråd ved at slippe op. Til sidst var

der ikke mere tilbage. Da qivittutoqaq ikke havde mere at spise, blev

han syg og til sidst døde han af sult. Ungkarlen syede liget ind i

rensdyrskind og begravede det oven på en lille høj oven for huset. Han

dækkede det forsvarligt til. Efter den gamle fjeldgængers død vendte ungkarlen

tilbage til et beboet sted for dér at kunne begynde på en ny

tilværelse. Siden gik han aldrig ind i landet. Slut.

 

Var.: Dette er en yderst fredelig fortælling af talrige om qivittut. Søg på qivittoq.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Skønt qivittut egentlig ikke er at misunde, skildres de oftest som rigmænd, der lever i luksus af kød og skind fra landdyr.

Oqalugtuaq Sagdliligkamik / Fortællingen om Salliligaq

Print
Dokument id:1022
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2' læg 9, nr. 3
Fortæller:Petrussen, Niels
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Sagdliligkamik / Fortællingen om Salliligaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 4 - 5
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Salliligaq, at han boede i

Tasiusannguaq. Hans datter havde en søn der hed Petrussen. Han blev forældreløs endnu mens han var barn. Et forår tog sydlændinge nordover og kom til Kangaamiut. Da sydlændingene en dag  tog til Upernaviaarsuk for at samle rødder af kvan (eller blot kvan?) inde i landet, tog Petrussen med. Der var tre sydlændinge i kajak - to nybegyndere og en fanger. Mens de roede over fjorden på nordsiden af Kangaamiut, lod sydlændingen de andre ro i forvejen så han kom til at følges alene med Petrussen. Han skar betrækket på Petrussens kajak itu og forlod ham.

 

Da sydlændingen var roet bort, fossede vandet ind i Petrussens kajak; han måtte to til af alle kræfter da han var ved at synge; og han nåede land længere inde i forhold til Qerrortusoq. Han kom til Kangaamiut over land.

Efter den hændelse rejste sydlændingene igen sydover til deres boplads.

 

Så omsider, nogele år senere, da Petrussen var blevet ældre og var på fangst syd for Kamngaamiut fik han ovre ad Ikerasaarsuk til øje på en konebåd, der nærmede sig. Da den kom ganske nær, genkendte han den mand som i

sin grønne ungdom, havde skåret i P.s kajakskind. Nu var han blevet familiens

overhoved og styrede konebåden.

 

Mens P. fulgte konebåden, lagde han mærke til, at dens overhoved, var

meget glad for en måge, der tilhørte barnebarnet. Han begyndte for

sjov at kaste blærespyd ved siden af konebåden. Som blære havde han

svælget / halsen af en hvidhval. Han havde skiftevis haft det liggende i vandet

til blødgøring og pustet luft i det, indtil det blev som det skulle

være.

 

Da mågen satte sig på konebådens ræling, skubbede han den med sin åre

ned i vandet, greb den, rev brystet fra og kastede det imod styreren,

så der blev rødt dér, hvor han ramte; for manden havde en hvid anorak

på.

 

Således hævnede han sig på ham, der skar, betrækket på hans kajak i

stykker, og tilgav ham hans (u)gerning.

Det fortælles at denne Salliligaq lå begravet i Kangaamiut.

 

Hist.: Lyder autentisk.

oqalugtuaq Saugarmik

Print
Dokument id:127
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Clementsen, Tobias
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Saugarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 49 - 50, nr. 20
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr.: NKS, 2488, VI, 4', ss. 121h - 122h.

 

Ultrakort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 115, s. 131.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 137, s. 466 - 467: Saugak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Saagaq.

Saagaq var ude at gå en tur, mens lillebroderen var ved at bygge sig en kajak.

Han mødte en mand, der spurgte, om han ville følges med ham. Det sagde Saajaq

ja til. Da de nåede til et hus, sagde hans ledsager: "Gå derind." Rummet i

huset var så langt, at man ikke kunne se øjnene på de mennesker, der sad længst

væk i det store rum. Og så langt var rummet, at Saagaq sled hul på sine nye

kamiksåler, inden han nåede den fjerneste ende af huset. I huset boede der

udelukkende kvinder, som var døtre af værten. Værten bad kvinderne bringe mad

ind. Maden blev lagt på gulvet oven på hinanden, så bunken nåede næsten op til

loftsbjælkerne. Værten sagde: "Værsgo, spis; hvis du ikke spiser op, dræber jeg

dig." Saagaq spiste; da han var lige ved at revne, holdt han op og lagde sin kniv

ned. Værten tog kniven og ville til at stikke ham i ansigtet; men Saagaq undgik

at blive ramt, fordi han pludselig gjorde en bevægelse til siden. Værten tvang

ham til at spise videre, og han blev så mæt, at han ikke engang reagerede på

værtens trussel med kniven. Nu bad værten kvinderne om at komme med noget tør-

ret menneskekød, og af det spiste Saagaq samme portion som før. Da han efter

dette måltid rejste sig op og viste sin mave frem, kom hans nyrer til syne.

 

Senere på aftenen gik alle i seng undtagen en høj kvinde. Denne råbte: "Lad os se,

hvem der har det højeste venusbjerg (største kønsdele?)." Der hørtes megen

raslen, da kvinderne tog bukserne af. Saagaq rødmede af skam, da han så dem. Han

følte det, som om han brændte sig. Saagaq gik i seng hos den høje kvinde og fik

hende til kone.

Da Saagaq kom hjem næste dag, gav han sin bror et stykke tørret menneskekød, som

han havde gemt mellem yderkamikken og strømpen. Broderen spiste det, og han kunne godt lide det. Sammen tog brødrene på besøg hos de mange kvinder. Det

samme gentog sig, som ved Saagaqs besøg dagen før. De tog tilbage til deres

boplads med hver sin kone.

 

Var.: Ædedolken Allarneq

 

Kommentar: En usædvanlig fortælling om fredsommeligt samgifte med kannibalske mennesker. Det må være det uhyrlige tvangsæderi - en traditionel episode - der har inspireret den mere moderne fortællers association til menneskeæderi

Oqalugtuaq serrassamik orátsisoq / Fortællingen om den fortryllede fangeblære / fangstblære

Print
Dokument id:1045
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 28
Fortæller:Kreutzmann, Kristen (Kreutzmann, Kresten)
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq serrassamik orátsisoq / Fortællingen om den fortryllede fangeblære / fangstblære
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 34 - 35
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang skulle en gammel kone lave en fangeblære / fangstblære til sin

søn. Forinden vendte hun for og bag på alt sit tøj og tilmed på sin

hårtop. Hvergang hun havde syet to sting, gik hun hen til vinduet og

kiggede ud, hvorefter hun gik udenfor og kiggede nøje på vejret hele

vejen rundt. Når hun kom ind, stak hun atter nålen i den fangstblære,

hun syede på, stående med hoften imod brikskanten (sivfiarmînardlune-

måske: at hun sad halvejs inde på briksen). Sådan arbejdede hun i et

langsomt tempo og blev til sidst færdig. Hun hængte fangstblæren op i

loftet. Efter nogen tid lød der pludselig et brag direkte fra

fangstblæren. De kiggede på den og opdagede, at al luften var sivet ud

af den. Da det var konstateret, kiggede moderen på fangstblæren; og

hun sagde blot: "Den eksploderede af det."

Sønnen gik nu hen til fangstblæren, som var til ham, undersøgte den og

pustede luft i den; men der var ikke en eneste flænge at se.

Tænk, formålet med at sy en fangstblære på den måde var, at de dyr

sønnen harpunerede, hurtigt skulle svulme op af luft. Det kom efter

sigende også til at passe, for når en stor hval, som sønnen havde

harpuneret, var dukket ned med fangstblæren og kom op igen, så var

al luften gået af blæren, mens hvalen ikke længere var i stand til at

dykke ned igen, fordi den var fyldt med luft.

Moderen havde netop lavet en sådan fangstblære, fordi hun var så bange

for, at der skulle ske noget med sønnen.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Tolkning: Bemærk moderens udnyttelse af "det bagvendte" og "hele

verden" eller sila, hele synskredsen rundt.

oqalugtuaq Sikutdlúkúnik asassunik igdlunilo / Sikulluk

Print
Dokument id:1079
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Sikutdlúkúnik asassunik igdlunilo / Sikulluk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 725 - 730, nr. 202
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Kortfattet oversættelse: Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 42 ss. 147 - 148,

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 27 ss. 214 - 216: Sikutluk.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 Om Sikulluk og hans fætter, der elskede hinanden.

 

Sikulluk og hans

fætter boede sammen (eller boede på samme sted? chr.b) og de elskede hinanden

meget. Sikulluks fætter havde en hund og det var den eneste hund på stedet.

 

En dag da Sikulluks fætter kom ud, så han, at fætteren (så må det jo være

Sikulluk, der havde en hund. chr.b) snedkererede ved siden af sit telt og lige ved

siden af lå hans hund. Han gik hen til fætteren uden at have nogen bagtanke. Da

han kom hen til fætteren sagde denne: "Skyd min lille hund med bue og pil".

Fætteren svarede: "Nej, jeg vil ikke skyde den, når vi to holder så meget af

hinanden." Fætteren sagde: "Godt nok elsker vi hinanden, men skyd du den bare".

Han blev ved med at gentage det. Til sidst blev fætteren træt af det. Han gik

hen til sit telt og hentede sin bue og han kom ud igen med han buen.

Han sagde: "Er det så rigtigt, at du ikke bliver vred?" Fætteren

svarede: "Nej, jeg bliver ikke vred". Han tog en pil og satte den på buen og

han skød sin fætters lille hund. Den faldt død om.

 

Herover blev fætteren dybt fortørnet. Han rejste sig, gik hen til sit telt og han kom ud igen med sin bue. Fætteren sagde: "Du sagde jo, at du ikke ville

tage tabet af din hund så nær".

"Jeg var den eneste, der havde en hund hér og derfor ville jeg helst ikke miste den. Nu vil jeg skyde dig ihjel".

Så tog han en pil og fætteren gjorde det samme. Sikulluk

skød fætteren og ramte ham i brystet, så han straks faldt om og døde.

 

Sikulluk dækkede sin konebåd og sit telt til med rullesten og drog af sted med sin kone ind i landet for at gå på jagt. Han ville dræbe alt levende,

han så. Og det gik han så i gang med. Han dræbte både ryper og

rensdyr, og da han var taget af sted med mange pile, fik og hans kone hver et stort læs på ryggen.

 

Så var det de fik de øje på en stor ulv med unger. Ungerne var alene, da de kom hen til boet, og han dræbte dem alle sammen. Hen imod aften viste moderen sig med en stor renbuk mellem tænderne. Sikulluk og hans kone lagde sig ned på jorden. Mens de kiggede på den, standsede den og gav sig til at hyle. Så lod den dyret, den havde haft mellem tænderne, ligge og gik hen til ungerne. Da den opdagede, at alle ungerne var døde, gav den sig til at snuse til de to menneskers spor og følge det.  

"Vi bliver nok ædt af den", sagde Sikulluks kone.

"Og jeg som skød min fætter, min yndlingsfætter," svarede han.

 

Da ulven nærmede sig, kom han frem med sin bue og skød den, hvorefter han sprang over og ramte den en gang til fra den anden side. Ulven faldt død om. Bagefter lagde han sig fladt ned på jorden og afventede hanulven. Endelig dukkede den op. Også den havde en renbuk mellem tænderne. Da den kom derhen, hvor hunulven havde hylet, lod den renbukken falde og gav sig til at hyle, men der kom ingen.

Den hylede igen. Til sidst lod den renbukken ligge og var nu på vej hen

til ungerne. Den så, at de var blevet dræbt. Den gik også hen til hunulven. Den

gik rundt og snusede. Da den havde fået færten af mennesker, spurtede den hen mod de to. Sikulluks kone sagde til sin mand:

"Vi bliver nok ædt af den," sagde Sikkulluks kone.

"Jeg som skød min fætter, min yndlingsfætter," svarede manden.

Så kom han frem fra sit skjulested. Ulven satte farten yderligere op (fordi det var mennesker, og den brølede. Da den kom ganske nær, tog Sikulluk sin

bue, satte en pil på og skød ulven. Han sendte også en pil i ulven fra den anden

side, så den faldt død om. Så gik han hen til sin kone. De forlod stedet og

vandrede videre og han dræbte alt levende, han så. Da de havde gået flere dage,

fik hans kone øje på en stor mammut, der gik og kradsede ned i jorden. Manden

tog bestik af den og så, hvor den var. Han søgte efter et sted, hvor hans kone

kunne gemme sig og fandt til sidst en klipperevne. Han sagde til sin kone: "Når

jeg går hen til dyret og når derhen, må du ikke bevæge dig. Fald ned i klipperevnen - og kig ikke så længe efter mig. Når du kigger ret længe efter mig, vil jeg lægge mig oven på dig (hvad mener han? CB)." Han forlod sin kone og begav hen mod mammutten. Hver gang den gav sig til at at kradse ned i jorden, løb han, og når den rejste sig, lagde han sig fladt ned. Nu var han ellers tæt på. Lige før han nåede den, lagde han sig fladt ned, men da den igen gav sig til at kradse

i jorden, skød han den og han skød den igen fra den anden side. Så gik hen mod konen og da konen havde kigget en stund efter ham, lod

hun sig falde ned i klipperevnen og i det samme faldt manden ned på hende. Så

blev det helt mørkt, idet mammutten var faldet død om og havde dækket åbningen,

så de ikke kunne komme ud af revnen. Nu forsøgte de at lave en åbning (? naliníkut: "ovenover dem", ifølge Rinks kommentar, CB). Det lykkedes og de

slap ud. De skar et stykke af kødet til proviant og tog af sted. Da de gik over

indlandsisen med de mange spalter, måtte han bære sin kone på ryggen. På den

anden side af indlandsisen fik de øje på vand. De gik ned til kysten og kom helt

ned til stranden. Her fik de øje på en kajak. De gjorde, hvad de kunne for at

blive set. En kajakmand så dem og roede hen til dem. Han bad dem vente der, så

ville han hente dem snarest. Han roede hjem og det varede ikke så længe, så så

de en konebåd nærme sig. Det var lutter mandlige roere. Styreren var den

kajakmand, der kom til dem og foran ham sad en stor ugift kvinde. Styreren så

hen til pigen. Han drejede skiftevis hovedet til hende for at kigge og drejede

det bort fra hende. De gik om bord i konebåden og tog af sted til

konebådsfolkenes boplads. På bopladsen gik de op til deres bopladsleders telt.

Mens de boede der, vågnede Sikulluk en nat meget brat og opdagede, at værten

ikke var i teltet. Udenfor hørtes der hundegøen. Han gik ud og så, at deres vært

var i færd med at have samleje med en hund ('nipitarniartorssuaq' - nipitarput -

hænger sammen under parring. chr.b). Det viste sig, at de boede hos eqqillit

(hundemennesker. BS). Det fortalte han til sin kone. Sikulluk sagde, at han

ville tilbage til dem, han var rejst fra, for at se til dem. Konen sagde:

"Når du tager af sted, vil han sikkert tage mig til kone". Manden svarede: "Han

kommer ikke til at få dig til kone". Han tog af sted og lod dem vide, hvornår

han ville komme tilbage. De ventede og ventede indtil tiden var overskredet. Da værten ville give en åndemaner befaling om at lede efter ham, spurgte en af dem Sikulluks kone: "Var det noget med, at I, da I var på vej deroppe nordfra, dræbte løveunger og deres forældre?" Hun svarede: "Ja, han dræbte også en

stor mammut". Så svarede han: "Ja, hanmammutten har nemlig ædt ham". - Konen

døde, mens hun boede dér. Slut.

     Amos Daniel

 

bravo! Amos Daniels bedste fortælling. Chr.B

 

Var.: Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

 

Hist.: Oversættelsen af kiliffak til "mammut" skylde ikke fund af fossile mammutter i Grønland, men derimod i Alaska, hvor inuit bruger betegnelsen kiliffak om dem. Men om de også gjorde det dengang grønlændernes forfædre udvandrede derfra, er vanskeligt at sige. Amos Daniel opfatter tydeligvis dyret som et rovdyr med klør. Der fandtes heller ingen ulve i Vestgrønland på fortælletidspunktet, og forestillingen om at de ligner løver må skyldes tegninger man har set i billedbibler eller lignende. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Fortællingen her er imidlertid fra 1861. BS.

Oqalugtuaq Sitdliarnamik

Print
Dokument id:138
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq Sitdliarnamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 73 - 80, nr. 30
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr. el. renskrift: NKS 2488, VI, ss. 136h - 140h.

 

Trykt på grønlandsk med sideløbende dansk oversættelse i Rink: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV, 1863: nr. 13, ss. 109 - 123.

 

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 34 ss. 128. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 23, ss. 193 - 197: Sitliarnat)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Silliarnaat / Silliarnaq.

En vinter da alt havet frøs til, gik tre brødre - den ældste ved navn Qillarnaq

- sammen med en anden fanger over isen vestpå og kom til en isvåge, hvor de

fangede sæler. Da Silliarnaq kiggede imod land, opdagede han, at det var begyndt

at fyge med sne på fjeldtoppene, et tegn på at føhnvinden var i

opmarch. De lod fangsten ligge og løb af alle kræfter ind mod land.

Lige før de nåede land, revnede isen, og nu gjaldt det om at løbe udefter.

Sillarnaq havde lagt mærke til et lille isfjeld, der var frosset fast på

havisen. De styrede hen imod det og nåede lige at komme op på det, da isen

omkring isfjeldet gik i stykker, og de befandt sig i det åbne hav. Den eneste

proviant, de havde, var nogle få tørrede ammassætter, som den mellemste af

brødrene havde taget med sig. Silliarnaq påtog sig at fordele den smule proviant.

Han flækkede dem, mens den fjerde mand fik halvdelen af den flækkede halvdel.

Med deres tukke lavede de et hul i isfjeldet til at sove i.

Efter nogle dages "sejlads" drev de i land. Silliarnaq gik først i land, og de

andre fulgte ham og trådte, efter hans anvisning, omhyggeligt i hans fodspor.

Da samtlige var kommet i land, bad Silliarnaq dem kigge tilbage; og de så, at

isfjeldet, de sejlede i, ikke var andet end skum på havet. De kravlede op ad

den stejle skrænt, og på den anden side af fjeldet fandt de et lille hus, hvor

der boede et ældre ægtepar. Da de havde sat sig, pustede den gamle mand på dem ved sin udånding. Han spurgte de fremmede, hvor de kom fra, og Silliarnaq fortalte, hvad der var sket. De fik noget at spise - først noget spæk, der var stegt, og derefter kød.

 

Den gamle mand fortalte, at deres søn havde været ude på fangst længe, og han

var bekymret for, om han skulle være stødt på onde mennesker. Gæsterne tænkte,

hvad han mon mente med de onde mennesker. Det viste sig senere, at deres

værtsfolk var isbjørne i menneskeskikkelse. De boede dér i flere år.

En dag var der én, der råbte udefra og ville ind. Det var sønnen. Han så dårlig

ud og lagde sig med det samme på briksen, hvor han blev liggede i flere dage.

Så pludselig en dag stod han op og fik noget at spise. Hans indvolde var åbenbart kommet tilbage. Derefter begyndte han at fange sæler.

 

En dag spurgte den gamle mand gæsterne, hvilken amulet de fik, da de blev født.

Sillarnaq fortalte, at han til amulet havde en død måge, der var fundet som ådsel

vestpå. Den gamle mand sagde, at de alle nok skulle kunne vende tilbage til deres familie undtagen den fjerde mand, der havde en død ravn som amulet.

 

En morgen, hvor vejret så ud til at holde, vækkede den gamle mand

gæsterne og sagde, at nu skulle de af sted. De gik den samme vej, som da de

kom, og den gamle førte dem til en stejl skrænt ved kysten. Så tog han tilløb og

sprang ud i vandet. Han dukkede op som en stor isbjørn. Han råbte til Silliarnaq,

at han nøje skulle følge hans spor og springe ud. Han tøvede, men sprang ud.

Han blev til en måge og gled hen over vand og is for tilsidst at komme op på et

isstykke. Hans brødre fulgte hans eksempel. Da manden med en ravn som amulet

sprang ned, blev han længe under vandet og var ved at drukne. Den store isbjørn

hjalp ham op på land og sagde, at han skulle tilbage til huset.

De tre måger sad på isstykket ved siden af hinanden. Bjørnen sagde, at de skulle lukke øjnene; hvis de kom til at åbne øjnene, ville de aldrig nå hjem. Så

begyndte bjørnen at skubbe isstykket fremefter, så det hele rystede. Det tog

ikke lang tid, så sagde isbjørnen, at de skulle åbne øjnene. De opdagede, at de

var landet lidt syd for deres hus. Brødrene bad bjørnen følges med dem hjem, så

at de kunne betale ham. Det ville bjørnen ikke høre tale om, men sagde blot:

"Hvis der i løbet af vinteren viser sig en stor bjørn uden hår på ansigtspartiet,

må I sørge for, at den ikke bliver jaget, og I skal give den noget at spise."

Derpå svømmede bjørnen ud og forsvandt vestover.

 

Da brødrene var på vej til deres hus, så de drenge lege omkring huset. Det var

drenge, der var blevet opkaldt efter dem, fordi alle troede, de var omkommet.

Deres koner var blevet gift med andre. Brødrene fortalte om deres ufrivillige

tur og om, at de havde måttet efterlade deres kammerat. Det blev ordnet sådan,

at de fik deres koner tilbage.

 

En vinterdag, hvor alle mænd var hjemme, så man en stor bjørn på vej ind til

bopladsen. Mændene greb naturligvis deres våben for at jage den. Men brødrene

genkendte den og afværgede jagten. De gav bjørnen

masser af sæler at spise ved deres hus. Den blev så mæt, at den faldt i søvn. Da

den vågnede, fortsatte den med at spise; og da mætheden fortog sig, kom den op

på benene og gik ned til stranden, hvorefter den svømmede bort.

 

Var.: Qilâssuaq, Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq med lemmingamuletten, Qattaaq, Sungersuusaq, Sungersûssaq; Asalooq; Tiggaaq; Qilaasuaq og Allunnguaq, der dog alle fremstiller Akilineq-boerne som fjendtlige mennesker, som heltene må overvinde i kamp.

 

Kommentar: Ved Aasiaat som fortællingen er lokaliseret til, er der ingen andre isbjørne end dem der i sjældent hårde vintre kommer over isen vestfra. Det kan være inspirationen til denne særlige version, hvor Akilineq-boerne er blevet fredsommelige bjørne, mens gæsterne, de rigtige mennesker, har fået måger som amuletter i stedet for de bjørne-amuletter de har i de øvrige versioner. Bjørnene kan da selv svømme hjem. Fjerdemanden er i de andre versioner en svoger med en hvalros-amulet, el. en plejesøn med en sølle snespurv som amulet. Hvalrossen kommer ikke med hjem men det gør snespurven - en forårsbebuder - dog kun ved jævnligt at hvile ud bag ørerne på de svømmende isbjørne. Ravnen, der i denne fortælling ikke kommer med, spiller på myten om ravnen der blev gift med en gås, men ikke klarede sig som trækfugl. Efter et hvil eller to på et par gæs på vandet, lod de ham dratte i vandet og drukne.

oqalugtuaq Tiggâmik / Tiggaaq drev på isen til Akilineq

Print
Dokument id:292
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Jeremias
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Tiggâmik / Tiggaaq drev på isen til Akilineq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 576 - 580, nr. 165
Lokalisering:Storøen: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Tiggaaq

 

Om Tiggaaq fortæller man, at han var meget vidende, og at han var en stor ('ilisêqâq og 'kúsôqâq betyder jo egentlig det samme - Chr. B.) heksemester og åndemaner / angakkoq, og at han skadede mange mennesker ved hekseri. Han havde tre sønner og en plejesøn. Da sønnerne var begyndt at ernære sig som fangere, sagde han til dem, at de skulle holde øje med stranden. Når strømmen begyndte at føre tang indefter, ville der komme stærk blæst.

 

Når sønnerne fik nye fugleskindspelse, pillede de indersømmene af. Tiggak forbød sønnerne at pille sømmene af, for dem kunne man spise i tilfælde af, at man drev ud på en isflage og ikke havde noget andet spiseligt.

 

Når isen lagde sig om vinteren, plejede de at tage ud på fangst mod vest. Ved iskanten fangede de sæler. En gang, de skulle af sted, så de, at strømmen gik udefter. Tiggaaq advarede dem imod at tage af sted, men da de alligevel ville, sluttede han sig til dem. Da de kom til iskanten, formanede faderen: "Hver af jer må kun fange én sæl!" De fangede hver en sæl og var nu på vej indefter. De var godt på vej indad, da de opdagede, at der var kraftig snefygning fra fjeldtoppene udad. De lod sælerne, som de ellers havde slæbt efter sig, ligge og gik videre. Inden de nåede land, revnede isen ud for kysten og begyndte at drive udad. De gik langs revnen imod syd, men revnen blev bredere og bredere. De forsøgte derefter at følge iskanten i retning af nord, men efterhånden var der ikke andet at gøre end at gå vestover. De var kommet ret langt mod vest, da isen begyndte at brække, så den flage, hvor de befandt sig, blev mindre og mindre. Til sidst slog Tiggaaq med sin pegefinger en streg langt uden om det sted, hvor de befandt sig, med den virkning, at isen nu kun brækkede ind til stregen. De drev efterhånden langt ud. Den ældste af sønnerne blev tørstig og sagde til sin far: "Tiggaaq, har du ikke et middel til at skaffe drikkevand?" (det kan også oversættes: Har du ikke et bæger? Chr. B.). Tiggaaq svarede: "Jo, jeg har ét." Han trykkede sit store ansigt imod isen. Så piblede der dejligt ferskvand frem. Sønnen skulle til at drikke (der står egentlig: i det øjeblik sønnen drak - Chr. B.). Så sagde Tiggaaq: "Jeg skal være den første, der drikker." Først derefter drak de andre. Så hørte man den mellemste søn sige: "Jeg skal sådan tisse." Tiggak sagde: "Det skal du gøre ved at holde dig fast på isen med neglene (tåneglene ? BS)." De gjorde det alle sammen. - Den yngste søn sagde: "Jeg er ved at dø af sult." Tiggaaq sagde: "Der kan du bare se, jeg har jo sagt til jer, at I ikke må pille indersømmene af jeres fugleskindspelse af." Tiggaaq gav ham det inderste af sin fugleskindspels (her er sømmene ikke nævnt -Chr. B.) at spise.

 

De var drevet langt mod vest, da de fik øje på land. De drev til land.

Sønnen skulle til at springe i land, så sagde Tiggaaq, at han ikke måtte gøre

det og tilføjede: "Jeg skal være den første, der springer i land." Han sprang og

sønnerne og plejesønnen gjorde det sammen. Da de var kommet i land, opdagede de,

at den isflage, hvor de havde opholdt sig, kun var skum. Så drog de af sted over

land for at se efter om der var mennesker i nærheden. De så en ravn, og Tiggaaq

sagde: "Der er altid ravne i nærheden af steder, hvor der er mennesker." Det

varede heller ikke så længe, så så de mennesker på den anden side af et

fjeldparti (det er altid svært at oversætte 'alakkarpaa' - Chr. B. 'Så' er ok -

BS.). De tog deres kajakpelse af og lagde dem ved konebåden, hvorefter de gik ind i et af husene, for de var ved at dø af sult. De fik noget at spise og derefter blev de inviteret til et andet hus.

 

Huset, de kom ind i, havde ingen vinduer (sikkert en qassi, BS). Lige da de var gået ind, kom der en gammel mand for at se gæsterne. Han var ved at spise kød fra skulderbladet af en isbjørn. Da gæsterne havde været i huset en tid, forsvandt beboerne ud af huset - den ene efter den anden. Den gamle mand dækkede indgangen til. Derefter satte han sig ned på gulvet og sagde: "Lad os trække armkrog." Tiggaaqs plejesøn (der står egentlig: plejesønnen begyndte at trække armkrog med Tiggaaq. Der skulle nok have stået: Tiggaap - Chr. B.) begyndte at trække armkrog med ham, og han kunne klare ham. Den gamle mand sagde til Tiggaaq: "Gør det af alle kræfter." Plejesønnen var netop begyndt at anstrenge sig, så dræbte den gamle mand ham og råbte ud: "Giv mig noget line." De lavede et hul i taget og den dræbte, til hvem linen var fastgjort, blev

hejset op gennem hullet. I det samme blev der hældt vand ned i rummet, og

efterhånden steg vandet op til knæene (der står: 'niue qiterqúput' - vandet

nåede op til halvdelen af benene - Chr. B.). Så råbte Tiggaaq op: "Bring mig min

kajakpels, der ligger ved ('avatâne' står der - Chr. B.) konebåden. Den skal være

mit ligklæde." Idet han råbte dette, sagde den gamle mand: "Lad os trække

armkrog." En af Tiggaaqs sønner skulle til at gå hen til den gamle, så sagde

Tiggaaq: "Lad mig!" Tiggaaq kunne nemt klare den gamle, og han dræbte ham.

Tiggaaq råbte op til folk: "Giv mig noget line." En line blev firet ned, og

Tiggaaq bandt den omkring den gamles hals. Så blev den dræbte hejst op. Man

kunne høre nedefra, at liget blev parteret. Man hørte en af dem sige: "Jeg vil

gemme øjnene til vores gamle husherre!" Så hørte man en anden sige: "Du der, det

er jo vores gamle husherre!" De tav, og så begyndte de igen at hælde vand ned i

rummet. Tiggaaq råbte: "Giv mig min kajakpels. Den skal være mit ligklæde." Så

gav de ham pelsen. Tiggaaq tog sin amulet i munden, og da han havde haft den i

munden et stykke tid, kastede han den fra sig udenfor, idet han sagde: "Dræb

dem." Så hørte man dem sige flere gange: "Han der er falder om!" Amuletten

vendte tilbage, og han tog den i munden. Lidt efter tog han den ud af munden og

gentog det, han sagde tidligere. Efterhånden holdt de, der var udenfor, helt op

med at snakke. De kom ud og så, at der lå døde rundt omkring. Tiggaaq fandt

plejesønnen og gjorde ham levende igen.

 

Hen på foråret begav de sig hjemover. De havde allesammen en isbjørn som

amulet, og de sprang ud i vandet. Plejesønnen havde en snespurv som amulet, og

Tiggaaq bad ham om at krybe ind i sit øre. Så svømmede de hjemad. Da de

nåede land, rystede Tiggaaq sig som den første, og der faldt et stykke bjørneskind

af ham. Alle sønnerne gjorde det samme. Da plejesønnen rystede sig, faldt

der et stykke af en snespurvs skind af ham. Derfra gik de hjem til deres

boplads. Slut.

 

Jeremias, forstanderen (medlem af forstanderskaber) på Qeqertarsuaq og Avigât / Avigaat.

 

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq; Sungersuusaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq;

 

Kommentar: Den klassiske, el. traditionelle fortælling om rejsen til Akilineq. Det skønner jeg ud fra dens vide udbredelse og den ensartethed der præger de fleste varianter.

oqalugtuaq Tungnerdlungmik / Tunnerluks søn røves af indlandsboer

Print
Dokument id:1075
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Tungnerdlungmik / Tunnerluks søn røves af indlandsboer
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 708 - 714, nr. 199
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

H. Rinks oversættelse af denne sammenstykket med en variant fortalt af Kreutzmann i Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: 47, ss. 156 - 158.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 44, pp. 268 - 270: The Child who was stolen by Inlanders.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Tummerluk (én, der går sine kamikker skæve) / Tunnerluk.

En hedning ved navn Tummerluk havde en fast vinterplads. Om sommeren tog han ind i Kangerlussuaq på rensdyrjagt. Når han under jagten kom helt hen til rensdyrene, sagde han: "Jeg er et rensdyr, jeg er en renkalv". Og så skød han dem med sin bue og fik mange af dem. Om vinteren fangede han hvidhvaler/ narhvaler og store hval-rosser.

 

En sommer tog han, som han plejede, ind i fjorden. På det tidspunkt havde

han fået en søn. Da han kom til jagtområdet, tog han ud på renjagt og hans kone

gik ud for at plukke bær. Hun gav sig til at plukke bær med sønnen liggende på

jorden ved siden af. Under bærplukningen bevægede hun sig længere væk til et sted, hvorfra hun ikke kunne se barnet. Hun hørte ham græde og da hun igen kunne se det sted, hvor hun havde sat drengen ned på jorden, var han væk og lyden af gråden fjernede sig mere og mere. Hun fandt ikke sønnen og måtte gå hjem uden ham. Da hun kom hjem, sagde hun til de andre: "Jeg er skyld i, at min lille søn er

blevet bortført af indlandsboerne og jeg frygter, at min mand vil blive vred".

 

Hen på aftenen hørte man støj ved, at manden kom hjem. Man hørte ham lægge

sin rygbyrde fra sig og sige: "Nu har jeg som sædvanlig fanget rensdyr

til jer". Ingen inde i teltet reagerede. Han var klar over at

denne tavshed betød, at der var sorg. Det første han gjorde, da han kom ind, var

at spørge efter sønnen og han ville vide, hvordan han døde. Konen svarede ham

ikke, men de andre i teltet sagde, at hun havde gjort sig skyldig i, at drengen

blev bortført af indlandsboerne. Til sin kone, som var meget bange, sagde

manden: "Tag og sy nye såler på mine kamikker. Jeg vil først hente min store

fætter. Han skal ledsage mig". Han tog afsted og meget snart, så var

han tilbage og havde fætteren med. Han forhørte sig omhyggeligt hos sin kone om hvor bortførelsen skete. Konen viste dem, hvor det var. Tummerluk tog af sted

sammen med sin fætter. Fætterens såler blev ødelagt og Tummerluk sagde til ham:

"Vend du bare om. Så leder jeg efter ham alene".

     Da Tummerluk skiltes fra sin fætter, kom han til et slædespor. Han stod dér

og vidste ikke, hvor han skulle hen. Så hørte han én råbe ikke langt borte:

"Til den østligste nunataq, til den østligste nunataq / nunatak". Det viste sig, at det

var hans amulet, der råbte. Han strammede sine snøreremme til og begav sig

derhen. Da han kom til nunatakken fik han øje på et stort hus. Han gik derhen

og kiggede ind gennem vinduet. Der sad to store piger og hev i hver

sin ende af det grædende lille barn. Nu var Tummerluk / Tunerluk / Tunnerluk på vej ind og det var hans

tanke at ville springe fra husgangen op på "dørtrinet" til rummet. Men der var så

højt til indgangshullet at han måtte kravle op. Da han var kommet op, gik han hen til kvinderne for at tage barnet fra dem. Men så snart han rakte hånden frem for at tage barnet, der var hos den ene af kvinderne, gav hun det til den anden kvinde. Så rakte han hænderne til den anden kvinde, som så gav barnet til den første kvinde. Da dette fortsatte, greb han den ene kvinde og slyngede hende hen ad gulvet. Han gjorde det samme med den anden kvinde. Han tog barnet, som var

helt nøgent og han kunne ikke nå op til tøjet. Der var en stor mand i rummet.

Denne rejste sig op og sagde: "Jeg skal hjælpe dig, for mine forfædre var

kystboere som du". Da han havde givet barnet tøj på, sagde manden: "Løb, skynd dig! Jeg skal nok bære din søn". Tummerluk foer af sted og den

anden skyndede på ham, idet han sagde, at indlandsboerne nok ville forfølge

ham, så snart de kom hjem fra fangst.

 

Endelig kunne de se teltet og ledsageren gav ham drengen og sagde: "I må omgående tage teltet ned". Så efter de ord råbte Tummerluk til sine fæller: "Gør klar til afrejse, straks!". Så snart Tummerluk nåede lejren, satte han konebåden i vandet.

 

De var lige taget af sted, så dukkede en masse mennesker op - forfølgerne.

Tummerluk var ellers på vej væk fra dem, men så padlede han tilbage for at overbevise sig om, at han ikke var noget nemt bytte for indlandsboerne ('tunernut pitseriissutsi misilikkumallugu'). Indlandsboerne gik ned til stranden og en af dem samlede vandet sammen med sine hænder (formentlig tryllede han. CB), så Tummerluk begyndte at glide hen imod ham med større og større fart. Så dræbte Tummerluk en af dem med sin harpun og roede væk fra dem.

 

Da de var kommet tilbage til deres vinterplads, blev deres lille søn

syg. Da de ikke kunne finde ud af, hvad han fejlede, fik Tummerluk fat i en

åndemaner. Åndemaneren manede ånder men fandt ikke ud af noget. Så hentede han

en, der plejede at udspørge ånder og da han kom til huset spurgte Tummerluk ham:

"Ved du det?" ('ilisimaviuk?'). Han svarede ja og lagde sig på ryggen på briksen

med hovedet mod bagvæggen og holdt op med at trække vejret (åndemaning uden tromme, BS). Så rejste han sig og

idet han igen trak vejret, udbrød han: "Drengens sjæl er hos indlandsboerne". Efter den besked sagde de til ham: "Så må du hente sjælen ved at mane ånder".

Manden manede ånder og tog af sted til indlandsboerne. Han gik ind i

indlandsboernes hus og disse sagde: "Som man kunne forvente, er der kommet én

for at hente barnets sjæl. Skynd jer at give sjælen til ham". Åndeudspørgeren

tog barnets sjæl og vendte tilbage til barnet så hurtigt som han overhovedet

kunne. Da han kom tilbage kunne han høre, at barnets stemme ikke længere lød,

som den skulle ('nipâjulersoq' - ordret: stemmen var blevet dårlig. CB). Så

snart han kom ind, lagde han sjælen i barnets krop ('timânut ilivâ'. CB) og

drengen blev rask. Da 'åndeudspørgeren' skulle af sted, gav Tummerluk ham noget

kød, spæk og rensdyrkød til belønning og sagde: "Jeg skal nok hjælpe dig, når du

kommer til at mangle mad". Og når 'åndeudspørgeren' efter den tid kom i nød, tog han hen til Tummerluk for ikke at sulte.

     Engang, efter at drengen var blevet rask, tog Tummerluk ud på fangst i

kajak. Han så to kajakker komme. Han flygtede straks tilbage til sin

boplads. Dårligt var han hjemme, før de to kajakmænd ankom til bopladsen. Det

viste sig, at de var besøgende. Straks bad Tummerluk dem komme op til huset hos

ham. Da gæsterne havde været inde i huset en tid, sagde de: "Fortæl

noget, Tummerluk, vi vil give dig hvalrostænder (kan også være narhvalstænder.

CB) til belønning". Tummerluk sagde: "Jeg mangler ikke hvalrostænder". Så tog

gæsterne af sted. Senere gentog det samme sig. Igen flygtede Tummerluk bort fra dem. Denne gang var der kun én gæst. Under besøget hos Tummerluk sagde gæsten:

"Fortæl noget, jeg giver dig hvalbarder i belønning". Tummerluk sagde: "Jeg

savner ikke hvalbarder". Så tog gæsten af sted. Det viste sig, at rygtet om den

stærke Tummerluk var nået til dem og at de var kommet på besøg for at se ham.

 

En morgen så man en kajakmand nærme sig. Da han nåede frem, sagde han: "Jeg

kommer for at invitere Tummerluk på besøg". Tummerluk ville ikke. Senere kom der

igen invitation til ham om at komme til kappestrid. Denne gang tog han hen til

dem og som sædvanlig sammen med sin fætter. Det viste sig, at være et sted med

mange telte og mange mennesker. Den stærke mand på stedet bad gæsterne straks

komme op til sig. Da de kom ind i huset, sagde den stærke mand: "Man har hørt om

Tummerluk, at han er en stærk mand, en rigtig stærk mand og at han også er sådan en, der henter sit barn hos indlandsboerne. Med disse ord satte han sig ned på gulvet for at prøve kræfter med ham. Han prøvede kræfter

med Tummerluk og Tummerluk kunne klare ham. Da den stærke mand ikke magtede Tummerluk, ville han brydes med ham (eller: ville han slås med ham.

CB.) De begyndte at brydes udenfor. Tummerluk kunne klare ham og kastede ham

fra sig, så han landede mellem folk (publikum). Han rejste sig op og sagde: "Lad os prøve en gang til". Også denne gang kastede han ham fra sig og han fik en mindre kvæstelse og spyttede blod. De andre (publikum) hujede skadefro. Da ingen ville ud og brydes med ham, kom hans fætter frem og sagde: "Jeg er egentlig den, der skulle forsvare Tummerluk". Tummerluk brødes med fætteren, men var ikke engang i stand til at rokke hans fødder til siden (?) ('tumîluûnît

sanimut uniartinngilai' - ordret: kunne ikke engang få ham til at ramme ved

siden af sporene til siden. CB). Efter at de var kommet hjem, hørte de, at

han (den stærke mand) var blevet rask.

 

Det fortælles, at han, der udspurgte ånderne ('qilâmassoq' / qilaamasoq), kom hver dag til Tummerluks og hentede mad. Da han i en periode udeblev længe, spurgte de til ham og fik at vide, at han var blevet dræbt af ham, som Tummerluk kastede ud under brydekampen og at han havde gjort det for at hævne sig på Tummerluk, fordi denne i sin tid kvæstede ham. Da Tummerluk fik dette at vide, tog han ud for at møde ham. Han traf ham og dræbte ham og hævnede sig på ham på denne måde. Han fik ro i sit sind. Slut.

     Jerimias, forstander på Qeqertarsuaq og Avigaat.

 

Denne fortælling, som man ellers ikke kunne tro på, har jeg alligevel

nedskrevet. 28. april 1860.

 

Var.: søg på: Tunerluk

oqalugtuaq Tutigarmik / Den blinde får sit syn / Tutigaq

Print
Dokument id:149
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Tutigarmik / Den blinde får sit syn / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 103 - 105, nr. 40
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 152ff.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 262 - 263. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 262 - 263: Oqaluttuaq Tutigarmik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99 - 105:

The Blind Man who recovered his Sight.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Tutigaq.

En åndemaner manede ånder i overværelse af de andre, der boede i huset. Han indledte med at sige: "Gid jeg foreløbig kunne undgå andres opmærksomhed." Mens han endnu manede ånder, hørte man en mand sige fra husets indgang: "Hvem tror I, jeg er?" De, der var tilstede, mente, at han måtte være en af bopladsfællerne. De nævnte samtlige navne på dem, der boede på bopladsen; men de kunne ikke gætte hvem manden var. Så grinede manden og sagde: "I har formentlig aldrig hørt om én, der brugte sin stedmoder som fangeblære?" "Jo, det har vi," sagde de i huset. Så fortalte manden følgende historie:

 

Jeg fangede engang en ung remmesæl. Min stedmor ville bruge skindet til

brikseskind, men jeg skar i stedet for skindet til rem. I ved, at det skind, man

har skåret til rem, først bliver lagt i blød i urinbaljen. Når man så strækker

det til, danner der sig blærer på skindet. Det skete for mig, at en sådan blære

bristede, og at vandet fra den ramte mit øje, så jeg blev blind. Det viste sig,

at min stedmor lod dette ske ved hekseri. Den vinter fik jeg kun muslinger at

spise - bortset fra den smule normal føde, som min søster gav mig i al

hemmelighed.

 

En aften kom der en isbjørn og stak sit hoved ind gennem vinduet. Jeg bad min

søster række mig min bue, der lå under briksen. Jeg var på det tidspunkt blevet

så afkræftet, at jeg måtte bede min søster hjælpe mig med at stramme buestrengen til og derefter at spænde buen. Hun måtte også hjælpe mig med at tage sigte efter

bjørnen. Det lød, som om jeg ramte dyret; men min stedmor sagde, at det var en

bjælke jeg ramte. Men min søster hviskede til mig, at jeg ramte dyret, og det

faldt død om lige uden for vinduet. Min stedmor flænsede dyret og kogte kød. Men

hun gav mig kun muslinger at spise; men i al hemmelighed skaffede min søster mig

et stykke kød.

 

Da det blev forår gik jeg en tur sammen med min søster. Vi kom til en slette, og

dér efterlod hun mig. Mens jeg lå på ryggen, hørte jeg nogle gæs flyve hen

over mig. Jeg hørte den ene af dem sige: "Herunder ligger der et menneske, der er

blind." Bagefter kunne jeg så høre, at fuglene fløj i en bue som solens bane

rundt omkring mig. Jeg kunne høre en af dem dale ned; og så mærkede jeg, at den

tabte tyndskid i mine øjne, og jeg hørte den sige: "Du må først lukke øjnene op,

når du ikke længere kan høre os." Endnu engang fløj fuglen henover mig og tørrede

mine øjne med den ene vinge. Jeg kunne derefter høre, at den fløj nordover. Jeg

snød mig til at blinke med øjnene og mærkede lyset; men først da jeg ikke

længere kunne høre dem, åbnede jeg øjnene. Da så jeg min søster komme. Hun gik

med den ene arm trukket op i ærmet og med hovedet puttet dybt ned i kraven. Jeg

syntes, det var synd for hende; og jeg lovede at skaffe hende skind til en ny

pels, når det blev sommer. Da vi nåede hjem, var min stedmor i gang med at

blødgøre skindet af den bjørn, som jeg havde fanget. Selv om jeg lod, som om jeg

stadig var blind, kunne hun mærke på mine bevægelser, at der var sket en ændring;

og hun sagde: "Min kære, du kan jo se igen." Jeg gik ind uden at svare på det hun sagde. Jeg lagde mig ned på gæstebriksen, som jeg plejede. Da hun kom ind i

huset, sagde jeg: "Det déroppe ligner bjælker."

 

(formentlig uafsluttet: stedmor bruges som fangstblære -> "Narhvalens oprindelse". Også originalen der er næsten ulæselig slutter med sætningen om bjælkerne)

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

The Blind Man who regained his Sight.

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The tale of Tutigaq.

A shaman conjured up spirits in the presence of the other inhabitants of the house. He commenced by saying: “If only I could escape the attention of the others for the time being.” While he was still raising the spirits, a man's voice could be heard saying, “Who do you think I am?”, from the entrance tunnel to the house. Those who were present thought that it must be one of the other inhabitants of the settlement. They named each the settlement's residents in turn, but could not guess who the man was. Then the man laughed and said, “Perhaps you have never heard of the one who used his stepmother as a hunting bladder?”  “Yes, indeed we have,” said the people in the house. Then the man told the following story:

 

Once upon a time, I caught a young bearded seal. My stepmother wanted to use the skin as a bed covering, but instead I cut it into a strap. As you know, skin which has been cut into a thong is at first left to soak in the urine basin. Afterwards, when it is stretched out, blisters are formed in the leather. In this case, one such blister burst and the water from it spurted into my eye, blinding me. Later, it became apparent that my stepmother had caused this to happen with sorcery. That winter I ate only mussels, apart from the small amount of normal food which my sister gave to me in secret.

 

One evening, a polar bear came along and poked its head in through the window. I asked my sister to pass me my bow, which lay under the plank bed. At that point in time I was so weak that I had to ask my sister to tighten the bowstring and then to draw the bow. She also had to help me to take aim

 

at the bear. It sounded as though I had hit the bear, but my stepmother said that I had hit a rafter. However, my sister whispered to me that I had hit the animal and that it had fallen down dead just outside the window. My stepmother flensed the animal and boiled the meat. However, she gave me only mussels to eat, though my sister surreptitiously managed to get hold of a piece of meat for me.

 

When the spring came, I went walking with my sister. We came to a plain, and she left me there. While I lay on my back, I heard some geese fly over me. I heard one of them say: “Beneath us lies a person who is blind.” Afterwards, I could hear that the birds were flying around me in a curve which resembled the movement of the sun. I heard one of them descend and then I could feel it dropping shit into my eyes. Then I heard it say: “You may only open your eyes when you can no longer hear us.” Once again a bird flew over me and dried off my eyes with one of its wings. After that I could hear that it flew northwards. I blinked gingerly and sensed the light but only opened my eyes when I could no longer hear them.  Then I saw that my sister was coming. She was walking with one arm held up (inside the anorak, but out of the sleeve) and with her head tucked deep into her collar. I felt sorry for her and promised to provide a new skin for her when summer came. When we arrived home, my stepmother was in the process of softening the skin of the bear that I had caught. Although I pretended that I was still blind, she could tell by my movements that something was different, and she said, “My dear, indeed you can see again.” I went inside without responding to what she had said. I lay dawn on the guest bed just as I usually did. When she came into the house, I said, “That up there looks like a rafter.”

 

(Presumably unfinished: stepmother is used as a hunting bladder -> “The origin of the Narwhal”.)

 

Var.: Search for: blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved no. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the Narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

oqalugtuaq ugpernángitsoq / Amianeq og Atatdlaiarsik

Print
Dokument id:182
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq / Amianeq og Atatdlaiarsik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 194 - 196, nr. 77
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Steenholdts renskrift:

NKS 2488, VI, ss. 11h - 13v.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling man ikke kan tro på.

 

Der var engang to brødre. Den yngste hed Amianeq og den ældste Atallaajarsi. Begge var i pleje hos to forskellige familier. En dag var de ude at ro i kajak i lånte kajakker. Atallaajarsi spurgte Amianeq: "Har du nogensinde gjort dine plejeforældre fortræd?" Amianeq svarede: "Jo, jeg var skyld i, at de store pilke, de havde, sank til bunds i havet." Atallaajarsi spurgte endvidere, om plejeforældrene blev vrede på ham over det. Det svarede Amianeq bekræftende på. Amianeq spurgte Atallaajarsi, om han havde gjort sine plejeforældre fortræd. Atallaajarsi svarede, at han var skyld i, at plejefaderen mistede sin kniv med et meget smukt skaft, og at plejefaderen var blevet vred.

 

De roede videre ind i en stor fjord og nåede helt til bunden. De smadrede

deres kajakker og gik ind i land; og de byggede et hus ved en sti, som dyrene

fulgte på deres vandringer. De beklædte de indvendige vægge med ræve- og

hareskind. Da det blev forår gik de østover - over indlandsisen. De fik øje på

noget, der lignede en klippe og gik ned. Her så de nogle telte, men de ventede

med at gå hen til dem, til det blev aften. De røvede et par kajakker og roede ud. De mødte en kajakmand, der havde fanget en sæl, og som inviterede dem hjem. Men de

ventede med at gå i land, til deres vært var gået op til teltet, fordi de ikke

havde bukser på. Da de gik i land og kom op til teltet, sagde manden til sine

døtre, at de skulle sy anorakker til dem. De unge mennesker kom til at bo hos

denne familie. Værten forsynede dem bl.a. med træ til redskaber, og de fangede

godt. De fik døtrene til koner.

 

Engang fortalte svigerfaderen med megen betænkelighed sine svigersønner, at

der nede sydpå levede en kæmpeorm. Han understregede at det kunne være farligt at

angribe den. Ormen var så kæmpestor, at den på afstand lignede en fjeldryg. Svigersønnerne tog af sted og dræbte i fællesskab dette kæmpedyr ved at stikke det med deres lanser mange gange.De skar et stykke af kødet og tog det med hjem. De hentede kødet i konebåd og levede af det hele vinteren. Kødet havde en sødlig smag.

 

Svigerfaderen fortalte også, at der sydpå boede folk med meget store

kastevåben, og at de var meget farlige. Nu ville svigersønnerne også sydover

for at træffe disse mennesker. Svigerfaderen advarede dem, men de var ikke til

at holde tilbage. De rejste sydpå i konebåd og straks efter at de var kommet til

stedet, udfordrede herren på stedet Atallaajarsi til kamp. Atallaajarsi stillede

sig op overfor stedets herre / leder, der efter at have danset trommedans løftede sit kastevåben til angreb. Atallaajarsi holdt øje med hans kastebåben og han dukkede sig, så at kun hans hageparti mest var synligt. Da stedets herre kastede sit spyd, bukkede han sig ned og spyddet fløj lige hen over ham. Nu var det

Atallaajarsis tur. Han kunne ikke danse trommedans, men han løftede sit spyd og

kastede det imod den store herre, som stod dér og udstillede sig, fordi han ikke

brugte det med at dukke sig. Han blev dræbt på stedet.

 

Var.: Sammensat af episoder, der hyppigere forekommer i andre fortællinger: Den første indleder ofte qivittoq-fortællinger. De næste - bortset fra kæmpeorme-episoden - følger til dels de fleste Kunuk-varianter. Kæmpeormen forekommer i forskellige fortællinger og næsten altid i Aqissiaq.

oqalugtuaq ugpernángitsoq / Anginiartoq

Print
Dokument id:165
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Johannessen, D.
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq / Anginiartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 166 - 167, nr. 58
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om Kangi, der var omkommet, men som blev levende igen og begyndte

at fange, og som vendte tilbage til sine forældre. (Denne historie, som er

fortalt af en hedning, blev skrevet ned i 1828 af D. Johannessen).

 

En fortælling, som man ikke kan tro på.

I gamle dage boede der et ægtepar uden børn helt for sig selv på en ø. En morgen, da de vågnede, opdagede de, at spanden, hvor de opbevarede drikkevand, var blevet tømt. Dette gentog sig flere gange. De ville finde ud af hvem, der gjorde det. De holdt sig vågne om natten, og manden satte sig ved indgangen til rummet. Den femte nat ved midnatstid trådte en stor mand ind i rummet i et antræk, der fik ham til at ligne et dyr, og han gav sig til at drikke af spanden.

Manden greb den fremmede, og de kom op at slås. Hans kone genkendte den

fremmede som én, der hed Kangi, fra nabobopladsen. Nu blev han frigjort af sine

bånd. Derefter begyndte Kangi at holde vejret som et sødyr under vandet. Endelig

hen på morgenen blev hans vejrtrækning normal.

Det viste sig, at han var omkommet under en fangsttur, men nu kom han til live igen. Han begyndte igen at ro i kajak og fange. Da det blev forår, bragte ægteparret Kangi hjem til hans forældre. Da de nærmede sig bopladsen, gav Kangi sig til at synge en vise, som han selv havde lavet. Hans forældre hørte visen og genkendte den. Før konebåden nåede til land, vadede forældrene ud for at tage imod ham. De havde længtes efter ham.

 

Var.: ID 455. Ove Bak 1979: Troldbjørnen. Cphg.: Hernov, ss. 64f; Svømme under vandet som en sæl.

 

Kommentar: Kangi er åbenbart en angerlartussiaq (søg), der lever med et sødyrs åndedræt mens han er druknet. Til sin genoplivning har han, ligesom ogås sødyrene til deres reinkarnation, brug for fersk drikkevand. Det østgrønlandske ritual for genoplivning af en angerlartoq (søg) var ifølge Victor noget anderledes. Og det man kender fra fx Imaneq (søg) kan også være af øst-sydøstgrønlandsk oprindelse.

oqalugtuaq ugpernángitsoq angákoq pivdlugo

Print
Dokument id:187
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq angákoq pivdlugo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 203 - 206, nr. 84
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., der ikke længere findes.

 

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den første af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut ss. 172 - 174.

 

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den første af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 270 - 274.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling, man ikke kan tro på, og som handler om en åndemaner.

 

Det skete engang i gamle dage, at en åndemaner skulle mane ånder, og at han blev bundet. Så snart lamperne slukkedes, for han af sted gennem luften. Han undersøgte

strømforholdene i luften og tog retning vestover. Han kom så langt mod vest, at

han kunne se et stort land på den anden side; men da det var ved at blive

morgen, måtte han vende tilbage. Senere prøvede han det samme igen flere gange.

Men det var umuligt at nå længere.

Han fik en søn og lige fra hans tidlige opvækst, oplærte han ham til at

blive åndemaner. Han lod ham gennemgå alt, hvad den vordende åndemaner skulle

igennem. Men det viste sig, at han manglede det med at være i graven.

En aften ledsagede faderen sønnen til en grav, der var ret ny. Faderen

fjernede stenen og lavede en åbning i ligskindet henover den dødes underliv. Han

sagde til sønnen, at han skulle stikke fingeren ned i underlivet. Idet han

gjorde det, fjernede faderen sig diskret. Sønnen ville følge ham, men faderen

sagde til ham: "Du har ikke mærket fra denne grav, at dagens lys er ved at

forsvinde. Pas på, for når du ser, at der slår ild ned i aftenskæret, må du

flygte." I det samme slog der ild ned. Faderen flygtede, men sønnens hænder sad

fast i liget. Han blev væk længe. Først midt om natten vendte han smilende tilbage. Dermed var faderens opgave endt.

Dagen efter om aftenen bandt hans far ham (til åndeflugt), og da lyset slukkedes, steg han op; men han kunne ikke finde ud af, hvor han skulle hen. Han for rundt uden noget bestemt mål. Da han vendte tilbage uden at have bemærket noget usædvanligt, spurgte hans far ham, om han havde undersøgt strømmen i luften. Det havde sønnen ikke. Dagen efter manede sønnen ånder endnu engang. Denne gang

undersøgte han strømforholdene og for af sted vestover. Han kunne se et stort

land forude og også en stor klippevæg lige foran. Det var her, faderen plejede

at blive standset. Derfor satte han farten op og kom med nød og næppe over

klippevægen. Han fulgte det store land sydover og så et hus. Lige oven for dette

landede han. Han gik hen til huset og kiggede "evkutâta kiglingatigut" (ifølge Rinks kommentar til "evkutâ": den forreste bjælke, altså: langs den forreste bjælke. Chr.B.). Derinde i huset var der én, der opdagede ham. Han kiggede også ind langs den anden side af bjælken. Da manden, der havde opdaget den fremmede, var på vej ud, sagde de andre til ham: "Hvad skal du?" Han svarede: "Jeg skal hente en kvinde ("arnamik")." Han gik ud og bød den fremmede indenfor. Da de var på vej ind, mødte de i gangen en stor kvinde, der var på vej ud. Hun sagde: "Jeg er på vej ud." Manden fra huset sagde til hende: "Jeg har en ledsager." Så gik kvinden ind igen. Åndemaneren satte sig på sidebriksen. Over for ham ved lampen sad en mand med en sort plet i øjet (grå stær). Denne åndede ild ud, og ved hans fødder lå spåner af ben. Åndemaneren kiggede rundt og lagde mærke til en kvinde med hår på underlivet. Han var mest optaget af manden, der åndede ild ud og stirrede konstant på ham. Denne spurgte, hvorfor han hele tiden stirrede på ham.

Åndemaneren svarede, at det var spånerne han kiggede på, hvortil den anden

bemærkede, at han koncentrerede sig om at lave spåner nu, fordi han ikke havde

lejlighed til det om sommeren.

Så gik folk til qassi, festhuset. Manden med spånerne fulgtes med ham og

spurgte, hvilken slags hjælpeånd han havde. Åndemaneren svarede, at hvis

hjælpeånden skulle virke efter hensigten, så ville noget kalvis komme til syne.

Folk strømmede ind i det mørke festhus og han var ikke særlig glad ved at se, at

kvinden med hår på underlivet også var til stede, for han syntes, hun var

farlig. Åndemaneren begyndte at mane ånder og da hjælpeånden var kommet, sagde

han noget om, at nu ville det kunne ses. En af de tilstedeværende kiggede ud og

meddelte, at han så et stort isfjeld. Alle blev nysgerrige og gik ud for at se

isfjeldet. Åndemaneren bad en ung mand og en ung kvinde træde ud på gulvet. Da

revnede isfjeldet, og der faldt nogle isstykker ned. Det betød, at isfjeldet ville

dræbe nogen. Da et ægtepar trådte ud på gulvet, faldt der yderligere isstykker

ned. Sådan gik det til, og der blev færre og færre tilbage. Så var den store

kvinde med hår på underlivet på vej ud på gulvet, og da hun trådte ved siden af

flisen, lød der buldren og isfjeldet væltede over dem. Åndemaneren slap ud ad

husets bagside fulgt af manden med spånerne. Åndemaneren bandt sig selv og

hævede sig op. Så var han på vej hjem, og han ankom på et tidspunkt, hvor ravnene

var begyndt at skrige. Hans far forhørte sig om, hvordan det var gået. Han

fortalte, at han havde været hos nogle venlige mennesker, men at hans hjælpeånd

havde ødelagt en del, bl.a. fordi kvinden med hår på underlivet trådte ud på

gulvet.

Dagen efter hen på aftenen trådte manden med den sorte plet i øjet ind i rummet. Han havde været hurtig undervejs. Åndemanerens far sagde til ham: "Min

søn fortalte, at han havde været hos nogle venlige mennesker, men at hans

hjælpeånd havde ødelagt noget for dem." Manden svarede: "Det var fordi kvinden med

hår på underlivet trådte ud på gulvet."

Man gav sig til at binde manden med den sorte plet i øjet i fuld belysning.

Da de istemte en sang, hævede han sig op; og efter at have fløjet rundt, slap

han ud af huset. De slukkede lampen og kiggede efter ham. De så, at han var på

vej tilbage; men da de blev klar over, at han ikke ville komme tilbage i løbet

af aftenen, tændte de lamperne igen. Han kom aldrig tilbage.

 

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq; Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

oqalugtuaq ugpernángitsoq kalâtdlit oqalugtuât / Kvinden som mand

Print
Dokument id:164
Registreringsår:1826
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Zackarias
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq ugpernángitsoq kalâtdlit oqalugtuât / Kvinden som mand
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 164 - 165, nr. 57
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Steenholdts renskrift: NKS 2488, VI, ss. 5v - 5h.

 

Sammenstykket oversættelse af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 39.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 92, ss. 442 - 443: The Woman who wanted to be a man.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling man ikke kan tro på.

En grønlandsk fortælling d. 13. oktober 1826.

En kvinde, der havde en søn, sagde engang: "Gid man kunne få den

eneste pige i den store søskendeflok til svigerdatter - til en yndlings-

svigerdatter, som man hele tiden kunne kigge på."  

Sønnen fik den eneste pige i den store søskendeflok til kone. En dag, da han kom hjem fra fangst med en sæl, var hverken konen eller datteren hjemme. De var taget bort. Han tog ud for at lede efter dem. Så fik han øje på et lille hus. Derinde fandt han sin kone, men moderen var der ikke. Han fik sin kone til at lave sig et skjul overfor briksen. Hen på aftenen larmede det udenfor. Det var moderen. Hun råbte på sin svigerdatter, der straks gik ud og kom ind igen trækkende en netside efter sig. Moderen bad svigerdatteren åbne sælens mave. Det gjorde hun, og varmen inde fra sælen dampede ud hen over gulvet. Moderen satte sig på gulvet og begyndte at agere kajakmand med en kammiut (et redskab til blødgøring af kamikker) som åre. Hun opdagede ikke, at sønnen var der.

 

Dagen efter tog moderen igen af sted på fangst, og det samme gentog sig. Men

denne gang tog moderen en tromme frem og dansede for at varme sig - som hun

sagde. Hun sang følgende: "Jeg fik en søn, og det viste sig, at jeg ville

fratage ham hans kone. Jeg kunne godt anskaffe mig en penis." Da hun var færdig

med at danse, agerede hun igen kajakmand. Hun var flere gange lige ved at støde

imod væggen, og hun styrede direkte imod sønnen. Da hun kom ganske tæt til ham,

forskrækkede han hende. Hun udbrød: "Å, hvor er jeg træt." Hun blev så

afkræftet, at hun faldt om på gulvet og tabte en stor penis, forspidsen af

kajakken, ned på gulvet. Sønnen dræbte både sin mor og sin kone, hvorefter han

tog hjem.

 

Var.: Ukuamaaq

 

Kommentar: Om kajakkens kropssymbolik i Canada se Thérien, Michèle: Le Corps inuit. Paris: SELAF/PUB, 1987. Jens Rosing har et sted (Tidsskriftet Grønland ?) en artikel om kajaksymbolik i Grønland.

Vedr. fortællingens omvendte kønsrelationer, se kommentarer til nogle af de andre versioner.

oqalugtuaq ukuamâq / Ukuamaaq

Print
Dokument id:442
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 8
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:Mathiassen, Andreas
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:oqalugtuaq ukuamâq / Ukuamaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 82 - 85
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang en kvinde, som havde en eneste søn.  Kvinden, som var

gammel, hed Ukuamaaq. Sønnen var en dygtig fanger og var meget stærk.

Han var desuden en modig kajakmand. Når sønnen fangede den ene sæl

efter den anden, og den stakkels kone blev træt af at flænse hele

tiden, sagde hun gerne til sin gevaldige søn: "Jeg bliver så træt af

at flænse. Tag nu og gift dig, kære." Det gjorde ikke indtryk på

sønnen. Han lod, som om han ikke hørte det. Men så engang han var ude

på fangst, og var kommet hjem, før det blev eftermiddag, gik han ud af

huset. Der gik ikke lang tid, så vendte han tilbage med en stor

søskendefloks eneste kvinde. Hun var både flot og meget smuk. Da hun

kom ind, gjorde hun indtryk af at være overmåde venlig. Ukuanaag holdt

op med at arbejde, da svigerdatteren nu tog sig til at arbejde. Når

svigerdatteren havde det varmt, kunne svigermoderes ikke holde øjnene

fra hende, fordi hun syntes hun var så smuk. En aften hun sad og så på

hende, tænkte hun: "I morgen kunne jeg have lyst til at bilde hende

noget ind, fordi hendes mand elsker hende alt for højt." Om aftenen

sov hun ikke godt. Og så snart hendes dygtige søn tidligt næste morgen

var taget afsted, sagde hun til sin svigerdatter: Jeg har rigtig ondt

af dig, og vil nødig skjule noget for dig. Derfor siger jeg det lige

ud: Din mand vil dræbe dig når han kommer hjem. Han lader blot som om

han elsker dig. Hvis du ikke vil dø må du hellere flygte. Jeg tar

med." Svigerdatteren blev så forskrækket, at hun straks begyndte at

gøre sig parat. Svigermoderen sagde: "Du skal bare lade som ingen

ting. Hvis han følger efter os, vil han dræbe dig. Det er

ligegyldigt, om jeg bliver dræbt, for jeg er gammel. Så tag nu afsted

uden at lade dig mærke med noget. Jeg kommer efter dig." Det var

tidligt om morgenen, da svigerdatteren tog afsted, og svigermoderen

fulgte efter. De begav sig ind i landet, begge med byrde på ryggen,

og inden aften var de kommet langt ind i landet. Om natten sov de

under en sten.

 

Da Ukuamaaqs store søn kom hjem, var hverkens hans kone eller hans mor

hjemme. Han satte sig til at vente på dem, og ventede endnu da det

blev morgen. Uden at have sovet gav han sig til at lede efter dem.

Svigermor og svigerdatter drog videre ind i landet, da det blev lyst,

og i flere dage fortsatte de længere og længere ind i landet. Da de

for alvor havde nået det fæle indland, gav Ukuamaaq og svigerdatteren

sig til at bygge et hus. Da de blev færdige med huset, begyndte

Ukuamaaq at te sig som en mand og tog sin svigerdatter til kone.

Ukuamaaq det skrog, brugte en kajakspids af træ som penis. På den måde

levede Ukuamaaq sammen med sin svigerdatter som kone: Tidligt om

morgenen fór hun ud på fangst, og inden det blev eftermiddag, lød der

et drøn udenfor, og ind kom Ukuamaaq. Ih du milde som hun var varm.

Når svigerdatteren så gik udenfor, var svigermoderen gerne kommet hjem

med en sortside, hvis skind lige egnede sig til et par flotte bukser.

Og harpunlinens beslag af hvalrostand, sikke kridhvide de var!

Når så svigerdatteren fiskede noget kød op fra gryden til hende, og

dampen steg op, tog hun en støvlestrækker og legede kajakmand hen over

dampen så intenst, at rummet dårligt slog til. Først når dampen var

væk, begyndte hun at spise med albuen på svigerdatterens lår.

Når svigerdatteren var ved at gøre sig klar til at gå i seng, tissede

Ukuamaaq i stående stilling, hver gang lige foran hende. Men når hun

havde tisset, holdt hun den store kajakspids op på underlivet med

hånden og sagde: "Skal man lulle hinanden i søvn?" Så gik hun i seng

med sin svigerdatter med kajakspidsen som penis.

 

Da sønnen ikke kunne finde ud af, hvor moderen og konen var henne,

begyndte han at uddanne sig til åndemaner. En dag da han ville

undersøge sporene, opdagede han, at de førte ind i landet. Han tog

afsted og fulgte sporene som han havde testet. Umådelig langt inde i

landet, fik han øje på et hus. Han gik derned og så, at det flød med

kød og spæk omkring huset. Han kiggede ned i rummet gennem røghullet i

taget, og så sin flotte kone sidde på briksen imod bagvæggen og sy.

Han gik ind til hende. Hun så op på ham, men vendte blikke væk igen.

Manden sagde: "Hvad laver du her?" Konen fortalte hvordan hun var

flygtet for ikke at blive dræbt. Manden ville straks have samleje med

hende. Men konen sagde: "Mit skræv er blevet helt ødelagt af

kajakspidsen. Din elendige mor har ødelagt mig helt. Nu er det ved den

tid, hun plejer at komme hjem. Gem dig så og se selv engang, hvad hun

gør. Kom, vi graver et hul ved husets bagvæg." De gravede et hul, og

han gemte sig i det. Han lavede en åbning, som lige akkurat var stor

nok til, at han kunne kigge ud.

 

Det varede ikke længe, så nåda for et drøn derude. Ind kom hun, den

usling af en mor, dampende af varme, og sagde: "Hør, kone, der er noget

derude, du skal flænse. Kom lad os ta'den ind." Så gik de begge ud.

De kom ind med en sortside, hvis skind egnede sig fint til at par

bukser, og sikke flotte linens kridhvide beslag af hvalrostand

glimtede. Straks de var kommet ind med sælen, flyttede hans kone

gryden længere hen mod briksen og fiskede noget kød op til hende.

Imens steg dampen til vejrs i huset. Ukuamaaq tog sit rejsetøj af.

Især undrede han sig, da han opdagede, at Ukuamaaq, altså moderen,

havde sele på, d.v.s. en slags hundeseler, der var lavet af smalle,

men stærke vandskindsstrimler. Dampen fra gryden steg op, og moderen

greb støvlestrækkeren og gik ud på gulvet og gav sig til at lege

kajak. Syngende for hun rund i rummet oven over dampen, idet hun

sagde: "Min søn plejer ikke at tage ud til de yderste fangstpladser.

Min søn, der ingen sele har, men jeg, jeg har vel nok en sele." Disse

ord gentog hun hele tiden, indtil dampen forsvandt. Så først satte hun

sig ned med albuen på svigerdatterens lår. Øjeblikkelig kysede hun løs

på sin svigerdatter. Svigerdatteren forsøgte at undgå det. Da hun

gjorde det, sagde svigermoderen: "Min svigerdatter, min kone, opfører

sig anderledes end hun plejer." Så prøvede hun igen at kysse hende,

og atter undslog svigerdatteren sig. Så gentog hun: "Min svigerdatter,

min kone, vil ikke som hun plejer." Først da hun åbenbart havde fået

nok, gav hun sig til at spise med albuen på hendes lår. Da hun

havde spist, kyssede hun endnu ivrigere løs på hende. Endelig begyndte

svigerdatteren at flænse løs på sortsiden. Da hun havde flænset og

fået spækket væk, sprættede hun maven op, og dampen slog op fra den

varme mave. Endnu engang tog Ukuamaaq støvlestrækkeren og gav sig til

at lege kajakmand hen over dampen, idet hun kæftede op: "Min søn, som

ikke tager ud til de yderste fangstområder. Min søn, som ingen sele

har, men jeg har vel nok en sele." Sikke det susede hver gang hun

strøg forbi! Engang hun strøg forbi, gav han hende et ordenligt spark,

og man hørte bare et gevaldigt bulder nede på gulvet. Da han med et

spark havde skubbet sin mor, Ukuamaaq, ned på gulvet, sprang han ned,

satte sit knæ på hende og dræbte hende. Han greb sin kone og

undersøgte hende. Han fik bekræftiget, at hendes skræv var helt

ødelagt. Da han så det, dræbte han også hende.

Sortsiden på gulvet, som lige var blevet flænset, var ganske væk. Der

var kun planter at se. Linerne med hvalrostænder, som hang på

tørrestativet, var ikke andet end kvanrødder, som var nødtørftigt

udformet, altså også planter. Han gik ud og orienterede sig omkring

huset. Der var ikke andet end en hel masse mælkebøtter, som var rykket

op, en hel masse nederste dele af planter. Han begravede sin kone og

sin mor oven på hinanden. Det var hvad han fortalte, da han kom hjem.

- Slut.

 

Var.: Ukuamaaq

 

Hist.: Fortællingen her fra Nanortalik har visse østgrønlandske træk, se ndf., hvilket ikke er mærkværdigt i betragtning af de talrige immigranter / indvandrede fra Sydøstkysten til Sydgrønland.

 

Kommentar: I denne variant er det lesbiske træk mere fremhævet i de fleste, hvor det især er svigermoderens overlegenhed som fanger i forhold til sønnens evner, der understreges. I ovenstående version står det også særskilt klart, at svigermoderen med svigerdatter er blevet indlandsboere, der lever i den "anden" verden, hvor planter (ofte tørre) - især i østgrønlandske fortællinger - gør det ud for solide sager i denne verden.

oqalugtuaq Umiat kangerdlûp ilânut ukîvigssíkiartartut / De overvintrede i en fjord

Print
Dokument id:300
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Justus, Peter
Nedskriver:Justus, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Umiat kangerdlûp ilânut ukîvigssíkiartartut / De overvintrede i en fjord
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 613 - 615, nr. 173
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 210: Konebådsfolk som ville overvintre i en fjord. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 210: Oqaluttuaq umiat kangerluup ilaanut ukiivissikkiartortut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om dem der rejste ind i fjorden med konebåd for der at

overvintre.

 

En konebåd var på vej ind i fjorden til et overvintringssted. De nåede til overvintringsstedet. Med i rejseselskabet var en fanger, som fangede meget. De fangede så meget, at de blot måtte stable sælerne op oven på hinanden ved siden af huset. Det havde været klart vejr uden nedbør. Men en dag viste der sig en lille sky i vest. Den kom nærmere og det endte med, at det begyndte at sne. Det sneede så kraftigt, at konebådene, der var stillet på stilladserne ikke længere var synlige. De satte den længste stang ('qanait' - teltstænger - Chr. B.), de kunne finde, ned i sneen ved de mange sæler, der var stablet op. Til sidst kunne de ikke komme ud af huset og de måtte forrette deres nødtørft i gangen.

 

En dag stak en af dem i huset en lang stang ud gennem vinduet og borede den ind i sneen. Da han trak den ind igen, trængte der lys ind i rummet. Med denne åbning som ledetråd banede han sig ud gennem sneen. Han kom ud og så, at solen stod højt på himlen og skinnede på iskanten, så den blev skinnende hvid. Nu kunne de komme ud og tage ud til iskanten. En dag, mens de var ved iskanten, så de en stor kajakmand nærme sig sydfra. Den kom til sidst helt hen til dem, og det var en kæmpekajakmand. Han havde rejseproviant bestående af noget hvalroskød, skåret fra et sted mellem ribbenene og lændene, samt menneskelår. Da han roede fra dem igen, sagde han: "Kom og besøg mig ved lejlighed." De tog hjem igen fra iskanten.

 

Dagen efter ville denne 'ilaussortaq' (betyder egentlig: medlemmet. Dansk

notat: følgesvend - Chr. B.) besøge kajakmanden. Den anden sagde: "Jeg er

blevet gammel og langsom til bens. Jeg vil ikke med, for hvis han

sætter efter os, blir jeg fanget af ham." Men den anden holdt fast

på sit (det kan også være: vil ikke give sig - bliver ved - Chr. B.). Da han blev

ved, måtte han gå med til at følge med, og de tog af sted på besøgsrejse.

 

De gik over isen, og da de nåede land og skulle til at gå op til hans hus, sagde den ældre mand til sin ledsager: "Når vi går ind, skal jeg sidde ved siden af ham

med mit ene ben stukket ned i gangen." (Formuleringen af denne sætning er svær

at forstå - som om der mangler noget). Huset var meget stort og havde tre

vinduer. Husherren spiste tre sæler. Den unge hustru græd, fordi hendes mand

skulle dræbes. (Her er også noget, der er uklart - Chr. B.). De sad derinde og blev bange. Derfor gik de ud. Ude i gangen ved kogerummet spiste nogle børn et stort menneskehoved. De skubbede børnene til side for at skynde sig ud og af sted. Den ældre mand, der beklagede sig over, at han ikke længere var så let til bens, kom længere og længere foran. Folkene i huset forfulgte dem. De sagde hele tiden: "Det var en skam, at vi var så længe om at dræbe dem."

 

Forfølgeren opgav. (Der står: 'standsede' - Chr. B.). Da de kom hjem gravede de

konebåden ud og skar de remme, hvormed konebåden var bundet fast til stilladset,

over, og de tog af sted. De lod de mange sæler ligge. De tog hjem til deres

boplads, fordi de blev bange. De vendte aldrig tilbage til denne overvintringsplads. Slut.

 

Var.: Ikke præcis, men der er heller intet specielt sammenlignet med andre fortællinger over lignende motiver.

oqalugtuaq Usorqôrtumik / Kuisimángitsut oqalugtuât

Print
Dokument id:135
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Smidt, Lars Abelsen
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Usorqôrtumik / Kuisimángitsut oqalugtuât
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 67 - 68, nr. 27
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Kraghs afskrift: NKS 2488, VI, ss. 74 - 75 (Rinks paginering).

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Usoqqortoq. En fortælling fra før-kristen tid.

Usoqqortoq, der rejste nordover, tog på renjagt og fik et dyr. Han bad sin

kone tørre noget af kødet. Ved afrejsen traf de folk, der havde deres vinterhuse

på yderkysten, men som nu ville på renjagt.

Usoqqortooq var på besøg hos dem. Efter måltidet tog ungkarlen Ukikasik sin tromme frem og dansede trommmedans, idet han sang: "Usoqqortooq, du har ikke fået noget rensdyrkød at spise." Der blev hujet.

Usoqqortooq inviterede kystboerne, og Ukikasik med, ind hos sig. Da de havde spist tørret rensdyrkød, tog Usoqqortooq sin tromme og dansede, idet han sang til: "Ukikasik, du har ikke fået noget hvalkød at spise." Så blev der hujet.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Kan være historisk. Udgangspunktet for rejsen nordpå røbes ikke, men kan jo være Aasiaat.

 

Kommentar: Der spilles på kontrasten mellem landjagt og havfangst og muligvis mellem fjordboere og havkystboere. Jeg forstår ikke hvorfor drilleriet fremkalder hujen, BS

oqalugtuaq Utóqánguit ernituarssuánik / Den genoplivede søn til ingnerssuit

Print
Dokument id:297
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Utóqánguit ernituarssuánik / Den genoplivede søn til ingnerssuit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 602 - 605, nr. 170
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 236 - 238.: De gamles eneste søn..

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 236 - 238: Oqaluttuaq utoqqannguit ernituarsuannik.

 

Ret fyldigt oversat i Rink 1866 - 71, I: nr. 62.

På engelsk i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 51, ss. 298 - 300: The Revived who came to the Under-world People.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

 

Et ældre ægtepar havde en eneste søn. De boede sammen med et andet ældre ægtepar, som var barnløst. En gang var de på ammassatfanst. Under opholdet på det sted, hvor de var ved at bjærge ammassætter, døde sønnen. Forældrene rejste derfra, inden der var gået fem dage og efterlod det barnløse ægtepar på stedet. Det efterladte ægtepar havde ingen til at skaffe sig mad, og manden sagde: "Lad os gå op til graven." Oppe ved graven sagde manden til konen: "Du er en kvinde, fjern, de sten der dækker graven." Konen svarede: "Du er en mand, du kan fjerne stenene." Men manden gentog det, han havde sagt til sin kone. Konen fjernede  

en af stenene, der var lagt oven på graven og manden påtog sig at fjerne      

stenene, der dækkede graven. De tog den døde op fra graven og gav sig til at  

synge. Da de havde sunget en tid, gav det et spjæt i den døde flere gange. Så rejste han sig op og gav sig til at løbe. Han styrede direkte imod manden, hvis kone råbte: "A'haa! Gør dig hård." Den genoplivede mand stødte imod ham og væltede ham. Nu styrede han lige imod konen. Manden råbte: "A'haa! Gør dig hård." Han stødte imod hende og væltede hende. Så standsede han og faldt om ('nákarpoq' egentlig: faldt ned - Chr. B.). Den ældre mand gik hen til ham og sagde: "Rare lille du, gå ned og kom ind i huset." Mens han boede der, byggede den lille ældre mand en kajak til ham og forsynede den straks med fangstblærer. En dag tog han ud på fangst. Det varede ikke længe, så så de ham runde det lille næs med to sæler på slæb. Nu havde de en forsørger.

 

En dag roede den ældre mand, der havde mistet sønnen, til stedet, hvor det

ældre ægtepar boede for at få konstateret, om de var sultet ihjel. Da han roede

uden om det lille næs, så han, at pladsen under huset var gennemfarvet af blod.

Han tænkte: "De har nok spist ham, der blev begravet!" Han kom nærmere til

stedet og så en hel masse sortsider. Kun skindet var fjernet fra dem. Han

spurgte det ældre ægtepar: "Hvem har I som forsørger?" Til hans overraskelse

svarede ægteparret: "Vi genoplivede din store søn. Nu har vi ham som forsørger."

Da de sagde dette, ville han straks dræbe dem, for han troede dem ikke. Den

ældre mand sagde: "Vent til han kommer hjem. Hvis han ikke viser sig, kan du

dræbe os."

 

Mens de stod og snakkede sammen, kom han til syne henne ved det lille

næs med flere sæler på slæb. Det ældre ægtepar sagde til manden: "Du må ikke

røre ved ham straks." De gik ned for at tage imod ham, og så snart han steg ud af

kajakken, rørte hans far ved ham, så han døde. Så gav det ældre ægtepar sig til

at synge for fuld kraft. Mens de sang, gav det et spjæt i den døde flere gange. Så rejste han sig op og begyndte at løbe lige direkte imod sin far. Den lille ældre mand fik travlt med at rejse sig, idet han samtidig råbte: "Haa, haa, gør dig hård!" Han stødte imod ham og væltede ham. Så styrede han imod den ældre kvinde. Hendes mand råbte: "Haa, haa, gør dig hård!" Han stødte imod hende og væltede hende. Så standsede han.

 

Hans far ville straks tage ham med hjem, men

sønnen svarede: "Hvis I var blevet her fem dage efter min død, ville jeg have

taget med dig hjem. Men det vil jeg ikke, fordi du rejste, inden der var gået

fem dage. I forlod mig alt for tidligt. Jeg vil ikke rejse fra dem, fordi de

har gjort mig levende igen!" Faderen kunne ikke få ham til at tage hjem med sig,

så han rejste uden ham.

 

Den unge mand fortsatte med at tage på fangst. En

dag kom han hjem fra fangst og var ganske tavs. Hans plejefar lagde mærke til

dette og talte til ham: "Kæreste du, hvorfor siger du ikke noget?" Han

svarede: "Jeg har fået én fra ildfolket ('ingnerssuit') til kæreste." De gamle

blev bedrøvede, for nu ville han jo forlade dem. De snakkede med ham om

muligheden af at flytte sammen med ham til ildfolket. De bad ham spørge den mand

fra ildfolkdet, som var hans mellemmand, om det kunne lade sig gøre. En dag han

traf ham under kajaktur, spurgte han ham så, om det var muligt at tage

plejeforældrene med. Den anden svarede, at det godt kunne lade sig gøre og

sagde: "Hvis du tager dem med, må du sige, at de, når de kommer roende i

konebåd for at forcere en klippevæg, ikke må have øjnene andre steder end på

denne klippevæg (eller: at de kun må kigge fremefter - Chr. B.), ellers kan de ikke komme ind.

 

Da han kom hjem, talte han med dem om disse ting

og sagde, at de, når de var på vej til ildfolket, ene og alene måtte kigge

efter agterspidsen (altså: den bagerste spids af hans kajak - Chr. B.) af hans

kajak. De forberedte sig til afrejsen. De tog af sted og styrede lige imod en

klippevæg. Lige før de nåede den, begyndte stranden at lægge sig oven på

hinanden ('qalerîgsâlerpoq' - lagdele sig? / tvesyn ? BS) og åbne sig. De så en konebåd, der var stillet op på et stillads. Der var en strand med rullesten. Deres boplads var meget dejlig. Under husene var der masser af kød og hvidhvalsmattak. Da de så alt dette, blev de så begejstrede, at de glemte advarslen og begyndte at kigge rundt. De vidste egentlig ikke, hvad der skete, for pludselig

forsvandt alt det dejlige, og de løb lige imod klippevæggen, så konebådens spids

knækkede og alle ombord faldt bagover. Da dette skete, kom plejesønnen hen og sagde: "Jeg skal hilse og sige, at I godt må bygge jer et hus på den lille

klippeafsats, og at de vil førge for jer med mad." De byggede et hus dér, og hver dag blev der bragt kogt mad til dem.

 

Paamiuts forstander, D. Möller.

 

Var.: Muligvis; jeg har forgæves afprøvet flere søgninger

 

Kommentar: Overgangen fra denne verden til den anden, hvor innersuit, andre ånder og de døde lever deres liv, skildres ofte som et tvesyn, der lagdeles for ens øjne.

Efter død og genoplivelse kan den unge mand færdes mellem begge verdener, men han hører åbenbart mest til den anden verden.

oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden

Print
Dokument id:354
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Fontain, Sivert Ely
Nedskriver:Fontain, Sivert Ely
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguanik kangerdlungmut pulassunik / oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut ... / Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 783 - 788, nr. 213
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortinsvis oversat Kreutzmanns variant men tilføjet en kommentar om Fontains og to andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der fortælles om et ældre ægtepar, der rejste ind i

fjorden. De have en søn og to døtre. Den ældste datter var blevet

voksen, mens den yngste ikke var fuldt voksen endnu.

Da de havde slået lejr og taget konebåden op på land, tog de afsted på

renjagt. De så en stor flok rensdyr på en slette, og storebroderen

sagde til sin lillesøster: "Jeg bliver her, hvis du vil gå ud og drive

dem herhen. Lillesøsteren tog afsted og forsvandt straks bag en

fjeldryg. Broderen gik hen og kiggede ud over det område, hvor hun

skulle være. Han så ikke noget til hende, og han ledte efter hende

uden at finde hende. Den ældste af lillesøstrene var og blev borte.

Storebroderen gik grædende hjem og var bange for at fortælle

det til forældrene. Da han kom hjem, udspurgte forældrene ham, men de

gjorde ham ikke noget. Storebroderen ledte efter sin lillesøster hver

dag, og efterhånden var det ved at blive efterår.

Så gav de sig til at bygge et hus dér, hvor de havde sat konebåden op

på land, for at overvintre inde i fjorden. Der kom islæg, og hver

morgen tog storebroderen afsted, men han fandt end ikke den mindste ting,

som kunne stamme fra lillesøsteren.

       

En morgen tog han afsted, mens det endnu var mørkt, og det blev mørkt, inden han kom hjem. Så hørte man støj udenfor, og forældrene sagde til deres datter: "Nu

er din bror kommet hjem. Gå ud og se efter!" Datteren gik ud, men

flygtede omgående tilbage ind i huset, idet hun sagde: "Min storebror

er kommet hjem med et ellet andet stort, som jeg ikke ved, hvad er."

I det samme kom storebroren med sveden haglende af sig. Faderen

spurgte: "Hvad er det for noget småtteri du kommer med?"("súnguaq-una": hvad er det for en lille én). "En lille isbjørn!" Faderen så, at det var

en stor isbjørn, som var hårløs i ansigtet.

 

Da sønnen havde spist, gik de i søvn allesammen. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han blev ude hele dagen. Først på natten hørte de støj.

Forældrene sagde til deres datter: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun gik ud, men flygtede straks ind igen, idet hun

sagde: "Min storebror er kommet hjem med et eller andet enormt." Idet

samme kom broderen ind, og faderen spurgte: "Hvad kommer du med?"

Sønnen svarede: "En lille mammut!" Faderen så at det var et aldeles

frygtindgydende dyr. Alle dets ben var bundet; det var ligeledes

bundet omkring snuden.

 

Det var blevet sent, og da sønnen var blevet færdig (med at spise), gik

de i seng. Allerede da de vågnede tidligt om morgenen, var sønnen taget

afsted. Sent på aftenen var han endnu ikke kommet hjem. Så hørte man

støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå

ud og se efter." Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet

hun sagde: "Hvad er det dog for noget kæmpe noget, min storebror har med hjem." I det samme kom storebroderen ind, stærkt svedende. "Hvad er du kommet hjem med?"  spurgte faderen. "En stor orm!" Faderen så, at det var et rædselsvækkende dyr.

Det var otte favne langt og meget bred.

 

De gik først i seng sent på natten. Da forældrene vågnede, var sønnen taget afsted. Han var væk hele dagen, og det var blevet nat, da man hørte noget støj. Forældrene sagde til datteren: "Din storebror er kommet hjem, gå ud og se efter!" Hun var kun ude et øjeblik, så flygtede hun ind, idet hun sagde: "Hvad er det

for noget stort, min storebror er kommet hjem med?" I det samme kom

storebroren ind stærkt svedende. Faderen spurte: "Hvad har du nu med hjem?" Sønnen svarede: "En lille ulv!" Faderen så den og blev skrækslagen, fordi den hele tiden brølede. Det var ved at dages, da de gik i seng og sov.

       

Dagen efter tog sønnen ikke

afsted. Han byggede slæde hele dagen. Han havde altså

fanget disse dyr for at bruge dem som trækdyr. Han blev færdig med

slæden og skulle prøve den dagen efter. Han spændte dyrene for og tog

afsted. Da han kom ud på isen, så føg det ellers med sne omkring slæden "qanga

pujúnquarssi". Isbjørnen blev hele tiden bare slæbt med, fordi den løb langsommere

end de andre dyr. Han var godt tilfreds, da han vendte tilbage til

huset.

 

Dagen efter var han på udkig fra de høje fjelde. Han så, at der

var is så langt øjet rakte. Der var intet til føden at se nogen steder. Da

han kom hjem, sagde han til sine forældre:" I skal ikke være bekymrede

for mig. I morgen kører jeg vestover til Akilineq for at træffe mennesker. Hvis jeg træffer mennesker, kommer jeg først hjem imorgen.

       

Næste morgen tidligt tog han af sted. Forældrene og hans lillesøster fulgte ham med øjnene, da han drog af. Da han kørte ud midt igennem fjorden,

var det som en fugl, der fløj meget hurtigt. Det varede ikke længe, så

var han ude af syne. Han fortsatte vestover, og endelig kom Akilineq

til syne.

 

Ikke så langt fra stranden stødte han på slædespor og masser af

menneskespor. Han lod sine trækdyr blive på stranden og gik uden om et

lille næs. Så så han en hel masse huse. Et af husene var placeret for

sig oven for de andre. Han tænkte på at gå der op. Han ventede indtil

der ikke mere var så meget rend ud og ind af husene. Da der ikke kom flere

mennesker ud, gik han op til huset. Derinde

sad hans søster og bar ovenikøbet et barn på ryggen.

 

Hans søster gav ham noget at spise og fortalte ham alt hvad der var sket under

rensdyrjagten. Søsteren sagde, at hendes mand ikke var kommet hjem fra

fangst endnu. En gang hun kiggede ud gennem vinduet, sagde hun:" Nu

kan man se ham komme." Storebroderen kiggede ud og så, at han nærmede

sig meget hurtigt (der står ordret: han blev synlig meget hurtigt.)

Da han kom nærmere, opdagede gæsten, at han havde fire unge

veludviklede renbukke som trækdyr. Da han kom hjem gik hans kone ud

og fortalte ham, at hun havde besøg af sin storebror.

Svogeren kom ind og var meget venlig; han sørgede godt for gæsten, og

han fortalte ham, at bopladsfællerne var store drabsmænd.

 

Midt om natten skar gæsten sammen med sin svoger de inderste remme til

fastgørelse af slædernes tværtræer over- med undtagelse af to slæder- viste det

sig senere. Da de blev færdige, gik de i seng. De vågnede tidligt om

morgenen, og gæsten skulle nu afsted. Svogeren fulgte ham ud, og da de stod på isfoden, råbte svogeren:" Gæsten er ved at

tage afsted." I de mange huses vinduer sås skygger bevæge sig. De kom

ud, spændte for slæderne og kørte afsted; men når de kom ud på isen,

faldt slæderne sammen. Da gæsten gav sig til løbe i retning af sine

store trækdyr, lagde svogeren mærke til, at hans fødder ligesom hele

tiden var oppe på skulderbladene. Han råbte: "Det er dog imponerende

at se, at et menneske kan løbe så hurtigt." To af slæderne halede ind

på ham, og de mange mennesker sagde hele tiden:" Lad os kappes om at

være den første, der sårer ham, mens han endnu trækker vejret." Gæsten

nåede hen til sine trækdyr og løsnede skaglen til den store orm. Nu

angreb ormen forfølgerne, og den dræbte dem alle uden undtagelse. Så

kunne gæsten tage afsted hjemover uden at han var blevet såret.

       

Den foregående dag havde han inviteret sin svoger og hans familie til at komme på besøg, da lillesøsteren længtes stærkt efter at se sin storesøster.

Da han kom hjem sagde han til sin lillesøster:" Derude vestpå bor din

søster og har et barn. Hun vil snart komme på besøg." Der gik nogle

dage; så så man en slæde nærme sig meget hurtigt vestfra. Da de var

kommet nær, begyndte lillesøsteren at glæde sig. Hun gav sig til at

hoppe over konebåden, der lå på stativ, i glæde over at hun snart

skulle gense sin storesøster. Hundeslæden var nu kommet ganske nær

bopladsen, men så standsede den. Det var faktisk fordi

de så nogen hoppe over konebåden. De vendte om og tog vejen

hjemover. Lillesøsteren blev fortvivlet. Hun blev syg og fik det jo længere jo værre. Hun døde til sidst. Siden hørte man ikke til slægtningene til Akilineq.

 

Var.: Kreutzmann 1997 102 107; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg. Søg også på Akilineq.

 

Hist.: Dette er en af de hyppigste versioner, hvor Akilineq-boerne er fjendtlige folk. Andre versioner, der har anderledes gode meninger om stammefrænderne derovre, er sandsynligvis påvirkede at det faktiske kendskab man fik - velsagtens allerede fra sent i 1700-tallet - til folk i Baffinland og Labrador. Sidstnævnte sted havde herrnhuterne mission fra 1770.

oqalugtuaq utorqánguanik nuliarîngnik / Søsteren opsøgte brødrene hos indlandsboere / tornit

Print
Dokument id:266
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Olsen, Samuel
Nedskriver:Olsen, Samuel
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguanik nuliarîngnik / Søsteren opsøgte brødrene hos indlandsboere / tornit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 423 - 428, nr. 136
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The Girl who went away in search of her Brother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om et ældre ægtepar.

 

Dette fortælles om et ældre ægtepar med tre børn - to sønner og én datter: En dag var datteren ude at plukke bær sammen med den ældste af sine yngre brødre. Da broderen så en rype, gav han sig til at jage den med stenkast. Han forsvandt ud af syne bag en stor sten, og der ledte hun efter ham, men hun kunne ikke finde ham. Hun kom hjem om aftenen.

 

Dagen efter tog hun af sted sammen med sin yngste bror. Han

skulle sætte rævefælder og ledte rundt efter en flad sten til at dække

udgangen med. Da han ikke viste sig igen, ledte søsteren efter ham. Sporene

endte et sted, men hun fandt ham ikke. Hun kom hjem, om aftenen uden broderen.

Hendes far sagde til hende: "Nu har du dræbt begge dine yngre brødre."

 

I virkeligheden havde faderen allerede nogen tid, før dette skete, haft

planer om at dræbe datteren, fordi hun som kvinde ikke kunne blive fanger.

Moderen syntes, det var synd for hende, og hun rådede hende til sidst at gå

hjemmefra, så hun kunne undgå at blive stukket ned af sin far.

 

Pigen puttede sine klæder og nye kamiksåler ned i sin taske, og om natten, hvor

forældrene sov, drog hun af sted hjemmefra. Da det blev dag, krøb hun

ned i en hule i en stendynge og sov. Henimod aften gik hun videre. Ved

midnatstide fik hun øje på et lille vindue længere fremme. Hun gik derhen og

opdagede, at det var et hus. Hun kiggede ind gennem vinduet og derinde var

en stor mand med bar overkrop i færd med at fremstille kajakredskaber.

Da han drejede ansigtet derhenad, hvor hun stod, opdagede hun, at han kun

havde ét øje, der sad i næseroden. Han bød hende indenfor. Men pigen blev

bange og skjulte sig i en fordybning ved siden af sin taske. Netop som hun

havde skjult sig, trådte han ud og gav sig til at kigge rundt  - endog

omkring sine fødder. Da han ikke så hende, gik han hujende ind igen.

 

Pigen gik videre, og undervejs sov hun midt på dagen. Så tog hun af sted

igen og hen på aftenen fik hun øje på et lille hus med ét vindue. Hun satte sin

taske i nærheden af huset og gik hen til huset. Hun kiggede ind igennem vinduet

og så derinde et ældre ægtepar og en ung pige, der senere viste sig at være

deres datter. Hun blev budt indenfor. Sønnen var åbenbart endnu ikke

kommet hjem fra fangst. Noget senere kom han så. Hans far spurgte:

"Hvor mange." Sønnen svarede: "Fem." Moderen gik ud og kom tilbage med et bundt

måger, som næsten ikke kunne komme med igennem husndgangen. Hun gik ud igen

og kom med et bundt edderfugle, næste gang med et bundt alke, næste gang igen et

bundt skarve og endelig med et bundt tejste. Faderen så ikke alle de ting,

moderen bar ind (mærkelig sætning. Egentlig står der: Da hun / han bar det ene

bundt efter det andet ind, så hans far ham/hende ikke (eqqussoramigit angutaata

takunngilaa) Chr. B. - Faderen kan vel ikke se hende, fordi bundterne er så store,

at de skjuler hende. BS)). Så sagde sønnen: "Har vi fået en gæst?" De svarede

ja. Så spurgte han igen: "Har hun fået noget at spise?" De svarede:

"Hun har godt nok spist". Sønnen sagde: "Giv hende noget at spise, man bliver så

sulten af at have været ude at vandre (angalalluni - Chr. B.)." De kogte alke og

skarve og hun spiste, så hun var lige ved at revne.

Da hun havde opholdt sig dér, hvor der boede mennesker, fik hun den tanke

at tage ud et sted, hvor der ingen boede. Da det blev aften gik hun bare lige ud (for at forrette), men så tog hun sin taske og drog ind i landet.

Hun gik hele natten, og da det blev morgen og hun mente, at de ikke længere

kunne få øje på hende, krøb hun ind i en hule i en stendynge og sov. Hun var

kommet langt ind i landet - det var dengang, der ikke var is inde i landet - så

så hun et hus med tre vinduer. Hun gik ned til det og kiggede ind gennem

vinduet. Derinde så hun en stor sæl, der blev sprættet op, men hun så ingen

mennesker, der sås kun skygger, og der var ved at blive kogt noget. Hun kiggede

ind gennem et andet vindue, også der så hun en stor sæl, der var ved at blive

flænset. Hun kiggede ind gennem det tredje vindue, og der så hun også en stor

sæl, der var ved at blive skåret i flere stykker (der står: 'anguleraat', - der

skulle nok have stået: 'agguleraat' - Chr. B.). Så blev der puffet til hende, men

der sås ingen mennesker. En stemme sagde: "Jeg skulle bede kystboen komme

indenfor." Hun gik ind, men stadigvæk så hun ingen mennesker, kun skygger. Men

så fik hun øje på et gammelt ægtepar, der lå på maven ved opgangen til rummet. Hun blev bedt til sæde. Hun var altså på besøg hos

tarrajarsuit, skyggevæsener. Hun blev budt på kød at spise. Tallerkenerne blev tomme af sig selv (uden at hun kunne se dem, der spiste - Chr. B.). De sagde, at hun kunne gå i seng, når hun ville. Hun gik i seng. Midt om natten vågnede hun ved, at hun kunne mærke noget slimet der, hvor hun lå, og der var også noget blod. Det viste sig, at et af skyggevæsenerne var revnet af forspisning. Hun fik pludselig dårlig samvittighed og stak af midt om natten.

 

Under sin vandring fik hun pludselig øje på en stor slette med tåge henover.

Hun gik dernedad. Der var ingen mennesker at se, men hun hørte nogen

råbe: "Gå på den vestre side (jeg kender ikke udtrykket 'uvkaa'. Den danske

kommentar siger 'vestre' - Chr. B.)." Hun kiggede rundt og så ved kanten af den store slette en hel masse væsener med store maver i en position, hvor de

havde anbragt maven i en fordybning i jorden, mens de ventede på, at mætheden skulle fortage sig. Kvinden, som i forvejen var forbitret, tænkte, at hun ville skridte henover dem. Og selv om der blev sagt, at hun skulle gå bagom ('eqquata

tungaatigut' kan jeg ikke få nogen anden mening ud af det - 'erqoq' betyder bagdel, rumpe måske: henover rumperne? Chr. B.), gik hun midt over sletten og knaldede væsenerne, så der kom blod. Da hun trådte på den sidste, krympede hendes indre en smule (den danske kommentar antyder, at det kan betyde, at hun vred sig af latter?? Chr. B.).

 

Det næste hun så på sin vandring, var et stort bjergpas, hvor der var en

masse ravne. Hun tænkte: "Ravne plejer at være dér, hvor der er beboelse." På den

anden side af passet fik hun øje på en masse huse, som lå omkring en lille vig

og folk, der spillede bold. Mens hun stod der, genkendte hun sin lillebror.

Ham, der ramte en rype med en sten. Det viste sig, at han var gået tværs over

landet. Da boldspillerne holdt op med at spille, gik de ind. Hun satte et mærke

på sin lillebror, uden han lagde mærke til det. Lillebroderen gik ind i et hus

med ét vindue på den anden side af vigen. Da det blev aften gik hun hen til

huset og kiggede ind gennem vinduet. Hun opdagede, at lillebroderen var blevet

gift. Hun gik ind i huset og gav sig i snak med sin bror.

 

De spillede bold nogle gange, og hendes svigerinde (broderens kone) skammede

sig over, at hun (mandens søster) var for langsom til bens - den samme kvinde,

der under sin vandring var i stand til at løbe ræve og harer op og sparke til

dem. En aften hviskede svigerinden til sin mand om at give hans søster kamikker

på, fordi hun skammede sig over hende. Da hun en aften havde taget kamikkerne

af, gik svigerinden ud og kom tilbage med et par kamikker, der kunne snøres

sammen foroven. De sloges med hende og fik trukket kamikkerne på (formentlig

tvang de hende - Chr. B.). Der var vandkalve i kamikkerne. De snørede kamikkerne

sammen foroven ved hendes knæhaser. Det begyndte at klø og til sidst blev hendes

ben helt følelsesløse. Da der var gået en tid, tog de kamikkerne af og alt kødet

på underbenene var spist, så der kun var sener tilbage. Det var vandkalvene, der

havde spist kødet. Midt om natten gik svigerinden ud og kom tilbage med en

levende renkalv. Hun sprættede kalvens mave op og mandens søster stak sine ben i kalvens mave. Da hun efter nogen tid trak benene ud igen, var der kommet hud

(skind) på dem. Efter den tid var kvinden blevet den hurtigste løber. Det var

altså svigerinden, der syntes, at hun var for langsom til bens, og det var hende,

der fik vandkalvene til fortære kødet på hendes ben.

 

Mens kvinden boede dér, blev hun gift og fødte en dreng. Da drengen var

blevet født, kom svigerinden ind med et ovalt træfad, som var fuld af

rævetestikler. Idet hun gav kvinden dette, sagde hun, at hun skulle spise dem,

men det skulle være med lukkede øjne. Først når hun havde slugt den sidste

mundfuld, skulle hun lukke øjnene op. De havde den skik på stedet, at hvis man

ønskede at få et barn, der var hurtigt til bens, skulle moderen spise testikler

af ræve. Da kvinden havde spist, blev hun rask. Sønnen blev hurtig til bens.

Kvinden blev boende i huset som en del af familien og de fik mange

efterkommere. Slut.

 

Var.: Daniel Møller nr. 17.

 

Kommentar: Fortællingen giver et godt bud på hvilke forskellige mytiske skikkelser man kan møde længere og længere inde i indlandet. De sidste skildres som deciderede indlandsboere - dvs. hurtigløbere der kun jager landdyr og hvis magre ben kan minde om renernes.

oqalugtuaq utorqánguaq mardlungnik ernilik / Faderen tages af amarokken

Print
Dokument id:271
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Boasen, William
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguaq mardlungnik ernilik / Faderen tages af amarokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 470 - 473, nr. 141
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 144.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om en ældre mand med to sønner.

 

En lille ældre mand havde fået to sønner. Med tiden blev han blind. Efter at han var blevet blind, yndede han at mindes de steder, hvor han som ung gik på rensdyrjagt. Sønnerne havde hørt ham fortælle om det mange gange, og en dag blev de enige om at bringe ham til det sted, hvor han plejede at gå på rensdyrjagt. De sagde til ham: "Nu er du på det sted, hvor du før gik på rensdyrjagt." Den gamle lød henrykt. De kom til en stor slette. Midt på sletten fik sønnerne øje på en kæmperede, der var foret med kæruld. Det viste sig at være et ulvebo. Mens de var ved reden, hørte de hyl, der nærmede sig. De de tog flugten nedefter. Hylet blev tydeligere og tydeligere. Kort efter de havde forladt ulveboet, måtte de skiftes til at bære faderen på skulderen. Til sidst kunne de se dyret, der forfulgte dem. De nærmede sig deres kajakker, da dyret var kommet helt tæt på, og de måtte kaste deres far hen til dyret. Det gik straks i lag med ham, og sønnerne fortsatte med at løbe nedad og kom til deres kajakker, inden dyret nåede dem.

 

Da de kom tilbage til bopladsen, fortalte de, at de havde måttet kaste

deres stakkels far ud til ulven. Hændelsen med faderen nagede sønnerne mere og

mere. De begyndte at træne sig stærke. Lillebroderen blev den stærkeste

af de to. Efter at være blevet stærk, lavede lillebroderen sig et spyd.

Da det var blevet sommer, sagde han til sin storebror: "Mon ikke vi skal tage

hen til det sted, hvor vi var sidst med vores far." De tog af sted, og da de kom

til stedet, begyndte de at gå indefter. De kom forbi det sted, hvor faderen døde

og var nu på vej til den store rede, de havde set. De kom til stedet og

konstaterede, at løven (?) var der, og at den havde fået unger. De ledte så efter et sted de kunne flygte til. De gik hen til en høj og meget stejl fjeldvæg vest for ulveboet, og her fandtes der en dyb revne, hvor der lige var

plads til to mennesker. Først sprang den yngste af brødrene ned (op? - Chr. B.)

til den og nåede den ('nãmagiuatârdlugo' betyder egentlig: den passer til ham,

den danske kommentar: kunne nå - Chr. B.). Derefter sprang storebroderen. Han var

nær faldet bagover, men så greb lillebroderen ham, han trak ham til sig ovenfra.

Lillebroderen sagde: "Du kan vente på mig her. Jeg går hen til boet og venter på

løven." Han gik ind i boet. Da han gik fra sin storebror, sagde han:

"Når jeg bliver træt af den, flygter jeg."

 

Da han kom ind i boet, dræbte han alle ulveungerne. Mens han endnu var der og ventede, viste moderen sig fra den nordlige retning med en fuldvoksen renbuk mellem tænderne. Den hylede, og da den ikke fik svar, smed den det, den havde mellem tænderne, fra sig og hen mod boet. Lige før den nåede det, sprang der et menneske ud af det.

 

Ret som dyret nåede frem til mennesket, stod der røg omkring dem, og da

røgen / tågen forsvandt igen, så man et menneske stå dér. Broderen gik hen til

ham og så, at dyret lå død ved siden af ham. Lillebroderen ville vente på

hanulven. Storebroderen gjorde ham opmærksom på, at hanulven var større, men

lillebroderen stod fast på sit og storebroderen vendte tilbage til sit

gemmested.

 

Lillebroderen ventede en rum tid. Så viste hanulven sig med en stor

fuldvoksen renbuk mellem tænderne, og da ingen besvarede dens hyl,

smed den det, den havde mellem tænderne, ned på jorden og løb hen til boet. Da

den nåede frem, sprang der et menneske ud. Så stod der røg omkring dem.

Ud af røgen / tågen dukkede snart et menneske frem og løb hen til

storebroderen. Dyret kom løbende efter lillebroderen, og lige før dyret nåede

ham, sprang han op til sin storebror, der greb ham og trak ham til sig, hvorved

lillebroderen undgik at falde bagover. Brødrene gjorde så det, at de i

fællesskab løftede en stor sten og kastede den ned mod dyret. De ramte dyret i

hovedet, så det døde på stedet. Nu fik de ro i sindet og vendte tilbage til

deres boplads.

 

Var.: Sikulluk; Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

 

Hist.: Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. W. Boassens fortælling er senest fra 1862, hvorfor kilden til hans viden om løver ikke umiddelbart kan opspores. Ulve har ikke levet i Vestgrønland i mands minde. Men i Canada, hvor betegnelse, amaroq, betyder ulv. I Vestgrønland er det udviklet til et kæmpestort fantasidyr.

oqalugtuat sisamât / Den gamles eneste søn

Print
Dokument id:174
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuat sisamât / Den gamles eneste søn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 183, nr. 69
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke. Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: s. 18h.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om én, der blev dræbt flere gange. (Opr. overskrift: Den fjerde

fortælling).

Et ældre ægtepar havde en søn, der altid fangede, mens alle de andre ikke fangede noget. En dag udeblev han fra en fangsttur. De andre havde sænket ham i havet. Hans forældre græd ikke over ham lige med det samme.

Først om aftenen gav de sig til at græde. De stillede sig op uden for deres bopladsfællers huse og råbte ind: "Hvad gjorde I ved ham?" De fik det svar, at

han var blevet sænket ned i havet. Forældrene sagde: "Han skal nok komme hjem," og

han kom hjem om aftenen.

Den følgende dag dræbte de ham igen og tappede blodet af ham. De gravsatte ham. Forældrene forhørte sig igen om, hvad der var sket med ham; og da de fik at vide, at han var blevet begravet i en grav, sagde de, at han nok skulle komme hjem; og han kom hjem.

Den tredje dag dræbte de ham igen og skar liget i flere stykker. Nogle dele sænkede de ned i havet sammen med en amulet, en hundestejle med æg i maven. Andre dele begravede de i en grav. Forældrene spurgte bopladsfællerne, hvad de gjorde ved ham. Da de fik at vide, at han var blevet sænket ned sammen med amuletten, gav de sig til at græde, da de vidste, at han aldrig ville komme tilbage. Han glemte at gå hjem, fordi han ikke havde amuletten - fortælles det.

 

Var.: ikke i denne bases samlinger. En slags angerlartussiaq - fortælling

oqalugtuat tatdlimât / Savnimersoq / Usungusaq

Print
Dokument id:175
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuat tatdlimât / Savnimersoq / Usungusaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 184 - 185, nr. 70
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 19v - 20v.

 

Fortællingen omtales som en afkortet version i en kommentar til en anden fortælling: Se: Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 26, og

samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 38, pp.255 - 257: Ussungussak or Savnimersok.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Sannimersoq. (Opr. overskrift: Den femte fortælling).

Sannimersoq fangede aldrig noget. Det blev hans kone meget vred over. En dag

udeblev Sannimersoq fra fangst. De andre ledte efter ham hele dagen uden af

finde ham.

Om morgenen - på udeblivelsesdagen - roede Sannimersoq langs stranden. Inde på

stranden så han en indlandsbo. Indlandsboen havde en snare, og med den fangede

han kajakmanden og trak ham op på land. Indlandsboen spurgte Sannimersoq, hvad

han lavede. Sannimersoq svarede, at han var roet bort, fordi hans kone ville af

med ham. På indlandsboens opfordring, fulgte Sannimersoq med ham hjem. Da de

nåede hjem til indlandsboens hus, sagde denne, at Sannimersoq skulle blive

hjemme, når han den efterfølgende dag skulle på fangst. Indlandsboen blev ude

længe og kom først hjem om aftenen.

 

Dagen efter tog de ud sammen. På stranden ved Sannimersoqs kajak lå en masse

sortsider. Indlandsboen sagde til Sannimersoq: "Selv om du godt kunne tænke dig

at få to sæler med hjem på én gang, må du i første omgang nøjes med at tage én

med hjem." Han tog hjem med én sæl på slæb, men dagen efter kom han hjem med to

sæler. De efterfølgende dage kom han hjem med fangst. Hans bopladsfæller

spurgte, hvor han plejede at jage sæler, siden han var begyndt at komme hjem med

fangst hver dag. Han svarede, at han jagede sæler langt ude mod vest.

 

En dag kom han hjem, uden at have fanget noget. Da dette havde gentaget sig

flere gange, begyndte hans kone at skælde ham ud. En dag da Sannimersoq tog af

sted, roede han langs med stranden. Han fik øje på indlandsboen, og da Sannimersoq gik i land, dræbte indlandsboen ham.

 

Hans bopladsfæller ledte efter ham og fandt ham død. Indlandsboen, som stadigvæk

stod dér, tilstod villigt, at det var ham, der havde dræbt ham. En af mændene

harpunerede indlandsboen, der så begyndte at løbe indefter, så fangstblæren

hoppede efter ham. De forfulgte ham og så, at han var i færd med at tage

harpunspidsen af. Fangeren gik hen til ham og stak ham med sin lanse. Næste gang

de så ham, var han igen i færd med at fjerne harpunspidsen. Denne gang ramte

fangeren ham i næseroden med sin vingeharpun. Da han forsvandt bag en høj, løb

de efter ham og så, at han var ved at fjerne vingeharpunen. Så gik en af fangerne

hen til ham og dræbte ham. ("niaquata putua siaqqup assillaraa" kan jeg ikke få

mening ud af - Chr.B.).

 

Var.: Usungussaq. Blandt de mange fortællinger om mennesker der røves af indlandsboere er denne lidt speciel.

Oqalugtuavik / Akisuatdlagtamik / Oqaluttuavik / Akisuallattamik

Print
Dokument id:1735
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuavik / Akisuatdlagtamik / Oqaluttuavik / Akisuallattamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 7h - 11v
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En ægte fortælling (om Akisuallattaq)

En mand ved navn Akisuallattaq havde fået en stedfar, der havde sin yndlingssommerplads på et næs ved Kingittoq.

 

Engang tog han som han plejede ud til sommerpladsen sammen med sin kone og plejesøn, som på det tidspunkt var ved at blive voksen. Ægteparret, der var barnløse, betragtede deres plejebarn som deres rigtige søn.

 

Plejefaderen havde to kajakker, og når han i nogle dage havde roet i den ene og betrækket var blevet gennemvådt, skiftede han til den anden for at den første kunne blive tør.

 

Det skete nogle gange at plejesønnen i smug var ude i den ene af kajakkerne uden først at spørge sin plejemor om lov. Og da han blev ved, fortalte hun det til sin mand, når han kom hjem. Denne gav sig så til at skælde Akisuallattaq ud. Da plejesønnen en dag var taget ud i den ene kajak for at fiske ulke, skete det at han tabte den ene af plejefaderens pilke ned i vandet, hvor den sank. Akisuallattaq fik pludselig dårlig samvittighed over at havde mistet plejefaderens pilk. Og da plejefaderen kom hjen og opdagede, at plejesønnen havde mistet hans pilk, skældte han ham godt og grundigt ud.

 

Næste dag, da plejefaderen var taget af sted, tog plejesønnen ud i den anden kajak, som han plejede. Inderst inde var han rasende. Han overvejede at tage hjem igen, med så gik han i land og hamrede løs med en sten på plejefaderens kajak, så den blev fuldstændig smadret. Han ville væk og leve som qivittoq / fjeldgænger. Han gik ind i landet med plejefaderens kajakkniv, som var det eneste han ikke havde ødelagt. Han gik op øst for Kingittoqs top, fulgte så det smalle stykke og fortsatte østover. På de høje fjelde øst for Kingittoq var der masser af rensdyrspor, ræve- og harespor, og i randen af disse gik han i gang med at bygge sig en hytte. Da det kun drejede sig om en lille hytte kunne han bruge flade sten, og lyng og pilekrat som overliggere, og endelig blev han færdig.

 

Da han var flyttet ind i hytten behøvede han bare at sidde ude i gangen og vente på, at harer, ræve og rensdyr skulle komme forbi undervejs vest- eller østover; for der var ikke fremkommeligt andre vegne end tæt forbi hyttens indgang, ja der var ligefrem en nedtrådt sti. Og når de kom forbi fik han dem ved at stikke dem ned med kajakkniven. Han forede sin lille hytte med skind af rensdyr, ræve og harer, både på væggene og på briksen, og den blev rigtig hyggelig og rar.

 

Det, der blev til overs af rensdyr-, ræve- og harekødet, tørrede han, og da renbukkene indfandt sig om sommeren så han kunne stikke dem ned fra husgangen, samlede han sig et stort forråd af talg og bryststykker. En masse overtallige renskind, hvoraf han havde fået nogle mens pelsen endnu var tyndhåret, rullede han sammen og lagde i huset. Samlingen omfattede også kulsorte pelse af renko og renkalv, som var særdeles velegnede til forskellig brug.

 

En morgen vågnede han med en voldsom lyst til at gå over land til Østkysten. Han tog ind i landet med noget specielt udsøgt rensdyrkød med talg, bugflæsk der var det rene talg, og nogle skind til eget brug.

 

Efter mange overnatninger undervejs fik han endelig øje på Østkystens fjelde på den anden side indlandsisen, der lå højt oppe. Og før morgen nåede han frem til et fjeld mod øst. Fra dette fjeld var der udsyn over det store hav langt ude; en mængde øer og et blikstille hav med isfjelde mellem øerne. Det store hav var så stille, at det var helt blankt. Han var tilmed så heldig at komme til den del af kysten som var befolket. Nedenfor på en stor slette kunne han se en hel masse telte. Det øverste var et lille telt. Folk sov endnu, for det var jo først ved at blive morgen. Han gik ned fra fjeldet og stillede sig ved indgangen til det telt, der lå øverst. Han åbnede forhænget en smule og så at der boede et ægtepar uden børn, og at manden var gråhåret. Han var åbenbart gift med en kvinde der ikke kunne få børn.

 

Manden var vågen og sad og tænkte med hånd under kind. "Kom indenfor", sagde han. Han gik ind i teltet og så, at de undrede sig over at se en vildfremmed (eller måske: der blev stillet mange spørgsmål, netop fordi han var fremmed, CB). "Hvor er du fra? Hvem er du?" spurgte manden. "Jeg er fra Vestkysten og hedder Akisuallattaq. Jeg er gået over landet hertil, fordi mine plejeforældre derovre ikke holdt af mig", svarede han. Den rare ældre mand sagde så: "Vi er barnløse; må vi tage dig til os som plejesøn?" Det kan nok være at Akisuallataaq blev glad. Og de to ældre blev dybt taknemmelige da han kom ind med det tørrede rensdyrkød og de rensdyrskind, som han havde haft med, og de så smovsede de ellers i talgrige bryststykke.

 

Den rare ældre mand gav sig nu til at fortælle: "Her på stedet har vi en leder. Bopladsens stærkeste mand er vores leder. Vi jager jævnligt hvalrosser, men vores leder vil altid være den der fanger dyret. Sker det at en af fangerne kommer ham i forkøbet, kan man være sikker på at han ikke vil lade den fanger leve; han vil dræbe ham. Nede i sin kajak har han en knogle fra en stor hvalrospenis. Med den slår han den person ned, der kommer ham i forkøbet. Der sidder da også blod på spidsen af knoglen.

 

Folk fra de andre telte, som efterhånden var vågnet, fik at vide at manden, der var kommet over land fra Vestkysten og havde været qivittoq, nu var blevet plejesøn hos det ældre par.

 

De mange fangere tog ud på fangst. Om eftermiddagen var de igen på vej hjem hvor det viste sig, at stedets stærke mand havde fanget to hvalrosser og var i følge med mange unge fangere, der havde noget af hans fangst som dækslast.

 

Den rare ældre mand var stadig i stand til at fange større almindelige sæler. Han samlede skind sammen til et kajakbetræk, og da der var nok fik han travlt med at bygge en kajak til deres nye plejesøn. I løbet af ganske få dage blev han færdig med den. Kajakken blev betrukket, og Akusuallattaq frydede sig over at vide, at han fra nu af ville blive skånet for skæld-ud og tærsk, når han tog ud i kajak.

 

Efter at Akisuallattaq havde forladt sine første plejeforældre, havde han trænet sine kræfter inde i landet og var derfor blevet meget stærk. Da hans ny plejefar opdagede hans styrke lavede han redskaber til ham, bl.a. blærespyd, der var så brede at de efter sigende lignede de pæle, der på land bruges til støtte for en konebåd rejst halvt op på siden.

 

Akisuallataaq gik tidligt i seng fordi han var så spændt på den hvalrosjagt, som han skulle med på den følgende dag. Næste morgen tog de afsted med stedets stærke mand som leder. Da de begyndte at øve sig på at kaste med blærespyd, ramte Akisuallattaq med vilje vandet lige foran kajakspidsen. Lederen grinede af ham og hånede ham ved at sige, at han skulle ta' og fjerne noget af alt det (overflødige) træ med en økse når han kom hjem. - Hans nye plejefar, der befandt sig et stykke fra de andre sagde til ham: "Når nu de begynder at jage en hvalros, må du foreløbig holde dig fra at prøve at ramme dyret før ham, for ellers slår han dig ihjel." Mens de roede frem dukkede en hvalros op. Da den dykkede lå kajakmændene dér og ventede på, at den skulle dukke op igen. Den dukkede op ganske tæt ved nogle af kajakmændene, og der blev klappet. Nu var jagten gået igang. Nogle ramte med vilje ved siden af blot for at få den til at dykke, så lederen dermed kunne få mulighed for at nedlægge den.

 

Lederen gjorde flere forsøg på at ramme den, men forgæves. Akisuallattaq blev mere og mere ivrig, og engang da hvalrossen dukkede op, kastede han blærespyddet efter den og var lige ved at ramme. Lederen så arrigt på ham. "Næste gang vil jeg gøre alvor af at få ram på den", tænkte Akisuallattaq. Da dyret dukkede op foran forfølgerne, var det netop lige uden for et kastevåbens rækkevidde, så ingen af de mange afsendte blærespyd ramte den; og i samme øjeblik lederes blærespyd ramte vandet lige foran hvalrossen, kastede Akisuallattaq, som befandt sig et stykke bag de andre, sit meget store blærespyd og ramte hvalrossen med et mægtigt brag. Hvalrossen dykkede, med dukkede straks efter op igen med blodet fossende ud af næsen. En af kajakmændene, der var tættest på, harpunerede den, og da var den allerede ved at dø.

 

Da var det nogle af de unge mennesker råbte: "Det var Akisuallattaqs førstegangsfangst." Lederen fjernede nu det ene blærespyd efter det andet fra hvalrossen, knækkede hvert eneste et og kastede det tilbage til ejeren. Da han havde trukket Akisuallattaqs blærespyd ud, lagde han det på dækket foran kajakringen for at knække det, men det kunne han ikke fordi det var så kraftigt.

 

Lederen begyndte nu at gøre dyret klar til bugsering, og kajakmændene så allesammen til, mens deres leder tog den hvalros på slæb som ikke var hans fangst.

 

De roede ind mod land for at flænse hvalrossen. Før lederen nåede stranden, satte han fra med et par raske tryk med hænderne på dækket foran kajakringen og sprang i land. Han stod så på stranden og ventede til kajakken nåede frem. Akusuallattaq satte fra længere udefra. Efter nogle hurtige tryk med hænderne på lændestøtten bag kajakringen sprang han i land. Så stod han på stranden og ventede til kajakken var gledet ind til land. Så var de allesamen i land og trak den store hvalros derhen, hvor den skulle parteres.

 

Inden flænsningen begyndte, gik deres store åndemaner, lederen, hen til sin kajak og trak sin vane tro penisknoglen fra en hvalros op. Man kunne se at spidsen var blodplettet. Nu gik han henimod den stakkels Akisuallattaq og løftede armen for at slå ham. Men i samme øjeblik lederen førte våbnet hen imod ham, greb Akisuallattaq det og trak det til sig. Så greb lederen fat i Akisuallattaq, som det dog lykkedes at rive sig løs. Akisuallattaq, der blev rød i kinderne af vrede, greb fat i lederen og gav sig til at slås med ham med det våben, som han ville ha' brugt på ham. De sloges længe, og først da lederen ikke længere kunne værge for sig og lå ned på jorden, holdt Akisuallattaq op med at slå ham og sagde til alle de andre: "Værsgo! Flæns min førstegangsfangst og lad min plejefar få den halve bagkrop som fangstpart; og den store åndemaner skal have et enkelt hvirvelstykke og en lille stump tarm som sim part."

 

Da de var færdige begav de sig hjemefter. Lederen kunne ikke engang klare sig selv. De hjalp ham ned i kajakken og førte ham hjem.

 

Lederen havde flere samleversker boende, og da kajakmændene dukkede op på vej hjem og man opdagede, at han blev hjulpet frem af andre, sagde hans rigtige kone: "Han må have fanget rigtig mange hvalrosser siden han har brug for at støtte sig til nogen med sin åre for ikke at kæntre." Lige før kajakmændene lagde til råbte de: "Akisuallattaq har fået sin første fangst; og høvdingen er ved at dø efter at Akisuallattaq har tævet ham!"

 

Da kajakmændene var kommet hjem og havde fået orden på deres ting, lod de sende bud efter Akisuallattaq: det var bedst om han kom op og slog den mand helt ihjel, som han havde gennembanket, for nu led han altså for meget. Han kom så ind og så at ansigtet var så ophovnet at det, der skulle være øjne, lignede borehuller. Så gjorde han da ende på hans liv.

 

Akisuallattaq blev nu opfordret til at blive leder, men det ville han ikke, fordi fangerne efter hans opfattelse burde være helt frit stillet med hensyn til fangst.

Det resulterede i, at de, som aldrig tidligere havde fanget hvalrosser, fik deres førstegangsfangster, da det nu stod enhver frit for at jage dem.

 

Akisuallattaq kom til at bo fast på Østkysten. Men han kunne ikke glemme dem, som han rejste bort fra på Vestkysten, så en dag sagde han til sine plejeforældre at han ville gå over land for at se til dem. Han tog af sted. Efter flere dages vandring nåede han frem til sin hytte. Da han havde sovet dér forsynede han sig med udvalgte sorte rensdyrskind og tørret renkød med et tykt lag talg på og gik videre for at besøge sin plejemor. Han fik øje på hende oppe fra fjeldet. Hun var i færd med at skrabe et skind. Han gik ned til hende og hun blev meget overrasket. Han gav hende renskindet og sagde, at hun skulle have det til et par bukser. Derefter afventede han mandens hjemkomst. Plejeforældrene viste ham al mulig venlighed, men alligevel fik han den frygtelige tanke at hævne sig på dem. Han følte (stadig) vreden i sit indre i en sådan grad, at han kom til at svede så det dryppede ned fra hagen.

 

Som eftermiddagen gik blev han mere og mere vred og han greb fat i sin plejefar med ordene: "Det var dig der skældte mig ud, da jeg tabte din pilk og lånte din kajak." I det samme rykkede han begge hans arme op så han døde. Hans kone brast i gråd over ham, men han fik hende til at tie stille og sagde: "Det var dig der plejede at sladre til din mand for at han skulle skælde mig ud!" Så rykkede han begge hendes arme op og dræbte også hende. Da han havde lavet en grav til dem og begravet dem oven på hinanden, tog han op til sin hytte for at sove dér, hvorefter han vandrede flere dage til sit nye land - hjem til sine sidste plejeforældre.

 

Efter at Akisuallattaq var kommet til at bo hos dem blev han en stærk mand; og han fangede mange sæler og fik en konebåd. Han knyttede sig stærkt til sine sidste plejeforældre, fordi de elskede ham så inderligt. Og han ydede dem al den hjælp de have brug for mens de levede. Akisuallattaq kom aldrig siden tilbage til Vestkysten på besøg.

 

Var.: Malakiaraq; Kunuk (med videre referencer)

 

Hist.: Fortællingen er fortalt i det sydligste Vestgrønland, men kendskabet til Østkysten og specielt Ammassalik-egnen forekommer intakt. Dvs. det er formentlig en version, der er udformet af immigranter / indvandrere fra Sydøstkysten (frem til år 1900), og den afspejler en vis nostalgi i sit positive syn på plejesønnens østgrønlandske plejeforældre i modsætning til de første på Vestkysten.

Oqalugtuavik / Anânaq ernerminik pikânioraluartoq / Oqaluttuavik / Anaanaq ... pikaanioraluartoq

Print
Dokument id:1732
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuavik / Anânaq ernerminik pikânioraluartoq / Oqaluttuavik / Anaanaq ... pikaanioraluartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 2v - 3h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En rigtig fortælling (En kvinde der forsøgte at dræbe sin søn ved hekseri)

Det fortælles at et ældre pjok havde en søn og en datter. Datteren var ældst og sønnen den yngste. Efter faderens død havde de kun deres stakkels mor tilbage. Sønnen voksede op og blev en dygtig fanger, der med lethed fangede både sødyr og landdyr. Da sønnen efterhånden fangede godt, fik den dumme mor den idé, at sønnen ville forvolde hende skade. Så en dag, da sønnen blev hjemme og lavede en fangstline af udspændte strimler af remmesælskind, listede moderen sig ind på ham bagfra og kastede skindsplinter i hans øjne. Derved skadede hun begge hans øjne, så han ikke længere kunne åbne dem. Hans søster gik så hen til ham, tog ham i hånden og førte ham hjem. Og da han nu ikke kunne åbne øjnene, kunne han heller ikke længere tage ud på fangst.

 

Da det nu var sådan fat med sønnen, gav moderen ham kun en enkelt mundfuld, når hun kogte kød af det han (tidligere?) havde fanget, og hendes dygtige søn fik ikke længere nok at spise. Skønt storesøsteren syntes det var synd at moderen ikke ville give han mad nok, sagde hun ikke noget, for hun var bange for den sølle kone.  

 

Så en vinterdag sagde storesøsteren til ham: "En renko med kalv er på vej herhen fra øst. Lillebroderen svarede: "Giv mig min bue og pil, og spænd buen når dyrene er inden for skudvidde. Når du så sigter med pilen på renkoen må jeg vel kunne skyde den som jeg plejer." Netop som dyrene var ved at standse op inden for skudvidde, sigtede storesøsteren med pilen på dem, og idet de standsede sagde hun: "Nu!" Hendes lillebror sendte pilen afsted som han plejede, og man kunne høre at den trængte dybt ind. Lillebroderen sagde: "Det lød som dangang jeg kunne åbne øjnene, når en pil ramte et rensdyr." Den dumme mor, der stod henne ved huset, råbte med lille stemme: "Du ramte erqo (? Bagdelen af dyret, CB). Men storesøsteren sagde: ""Du ramte renkoen, og den faldt." Han fik også kalven på samme måde.

 

Storesøsteren og den dumme mor flænsede dyret og bragte det hjem - naturligvis også kalven. Og så fik den sølle mor ellers travlt med at koge kød. Da det var kogt og den dygtige søn ordentlig skulle guffe i sig, fik han selvfølgelig kun een eneste mundfuld.

 

Den dygtige søns blindhed blev et større og større problem for ham hvad angik den fangst, han ellers kunne have drevet. Så en morgen de vågnede spurgte storesøsteren, om han ville med når hun skulle ud og samle bær. Næste morgen tog de afsted. Da de kom til et sted med mange bær, sagde storesøsteren at han bare kunne blive dér og famle sig frem til at spise bær, mens hun gik lidt længere væk og kom tilbage, når hun var færdig med at plukke. Da hun var gået, lagde han sig ned på ryggen og ønskede sig én, der kunne hjælpe ham: "Bare der var én der kunne gøre mig seende igen!" Og så snart han tav hørte han vingesus nærme sig inde fra øst, og da fuglen nåede helt frem sagde den: "Jeg vil stryge dine øjne tre gange med mine vinger. Lig nu bare helt stille!" Minsandten! Den strøg ham over øjnene. Første gang de blev strøget fornemmede han lyset; anden gang åbnede han øjnene sagdlerujugput (? på klem; en sprække ? BS); og da de tredje gang blev strøget følte han at han var kommet til at se klarere end normalt. Jamen, hvor var det skønt! Han fik øje på fuglen i sidste øjeblik før den forsvandt østover. - Hvor var han taknemmelig.

 

Da de kom hjem, bad han sin storesøster om foreløbig ikke at sige det til moderen. Senere passerede rensdyrene igen stedet hvor de boede, og han fik dem med bue og pil. Hans usle mor var igen ubehøvlet nok til ikke at unde ham ret meget kød fra hans egne rener. Men så sagde sønnen, at hun aldeles ikke behøvede at være så nærig med det, for det var ham, der havde nedlagt dyret.

 

Så blev det vinter med islæg. En morgen, da sønnen gik op på udkigsbakken så han at der var hvidhvaler ude i en våge. Han gik ned, og da hans redskaber til hvidhvalsfangst allerede var gjort klar, ville han af sted og bad storesøsteren og sin usle mor om at ta med og holde igen på linen, når han havde harpuneret en hval. De nåede frem til vågen, og sikke det larmede sådan som de gned mod hinanden i den trange våge. Han blev så ivrig at han omgående harpunerede de to første, og da han havde givet dem det dræbende stød, trak han og hans storesøster dem op i fællesskab. Tredje gang han skulle harpunere én sagde han til sin sølle mor, at han ville binde linen omkring hende. Hun sagde at han ikke måtte vælge den største hval. Men hver gang de små hvaler dukkede op, syntes den dygtige søn, at det nu var for småt igen, og han kiggede efter én, der var større. På et tidspunkt lykkedes det ham så at harpunere sanerqut qutdlungneq (? folden på dens side ? BS). I det samme begyndte den dumme mor, der havde en amaat-lignende hætte over hovedet, at glide ud mod vågen altimens hun bad sønnen være med til at holde igen i linen. Men han svarede blot: "Det er prisen for at du har været så nedrig. Hvis ikke du havde kastet skindsplinter i øjnene på mig, ville jeg nok havde haft medlidenhed med dig. Kom så, træk til!" Da hun nåede den snefri is fortsatte hun ud over iskanten ud i vågen med et stort plump, og hun forsvandt ned i havet. De kiggede efter hende, og da den harpunerede hval dukkede op i en anden våge, der lå lidt vest for, dukkede hun op sammen med den anîtaralugu (?), og da hun var på vej ned igen og kun den amaat-lignende hætte var synlig, råbte hun: "Jeg har ellers altid skrabet dit tis fra bukserne." Herefter hørte man kun boblerne der steg op. Således, siger man, ved at fæstne hende til en hvidhval, straffede han sin usle mor, der ikke var blevet ham til andet end skade. Endelig kunne bror og søster frit spise sig mætte i mattak og kød. For den, der ikke undte dem maden, var nu forsvundet.

 

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Hist.: Ofte snor moderen den amaatlignende hætte, der blir til hannarhvalens lange tand. Således opstod narhvalerne. Men dem findes der ingen af i det sydligste Grønland, hvor denne version er fortalt.

 

not [

 

Translation by Christian Berthelsen:

 

A true/real story (A woman who tried to kill her son using witchcraft)

It is said that a weak old woman had a son and a daughter. The daughter was the eldest of them and the son the youngest. After the death of their father they had only their poor old mother. The son grew up and became a skilled hunter, who could easily catch both land and sea creatures. Since her son had become such a skilled hunter, the stupid woman somehow came to believe that he would cause her harm.  Then one day when the son stayed at home to make a line, by stretching out strips of bearded seal skin, his mother sneaked up on him from behind and threw shards of skin into his eyes. In this way, she damaged both of his eyes, so that he was no longer able to open them. Then his sister went over to him, took him by the hand and led him home. Since he could no longer open his eyes, he could no longer not go hunting either.

 

As the son was in this state, his mother gave him but a single spoonful of the boiled meat which he had (previously?) caught , and therefore her skilled son no longer got enough to eat. Although his older sister felt sorry for him because their mother would not give him enough to eat she did not say anything, as she was afraid of the wretched old woman.

 

Then one winter's day, his older sister said to him, “A female caribou and its calf are on their way over here from the East.” Her little brother replied, “Give me my bow and arrow, and draw the bow when the animal is within range. If you aim the arrow at the female caribou, I ought to be able to shoot it as I usually do.” When the animals came within shooting distance, and were about to come to a halt, his little sister aimed the arrow at them. As they stopped she said, “Now!” Her younger brother sent the arrow flying as he usually had done, and they could hear it penetrating deeply.  The younger brother said, “It sounds just like the times when an arrow hit a caribou when I could still open my eyes.” Their stupid mother, who was standing by the house called out in a weak voice, “You hit erqo (?The rear end of the animal-CB). But his older sister said, “You hit the female caribou and it fell down.” He brought down the calf in the same way.

 

The older sister and the stupid mother flensed the animal and carried it home  and of course the calf too. Then the wretched mother got busy boiling the meat. When it was cooked and the clever son should have eaten his fill, he was, of course, only given a single mouthful.

 

The clever son's blindness became an increasingly grave problem for him in relation to the hunting he otherwise should have undertaken. So one day when they awoke, his older sister asked him if he wanted to accompany her when she went out to collect berries.  They left the following morning. When they came to a place with many berries, his big sister said that he could just stay where he was and grope around to find berries to eat, and meanwhile she would go further away and come back when she was finished picking berries. When she had gone, he lay down on his back and wished that there was someone who could help him. As soon as he was quiet, he heard the sound of wings coming closer to him from the East, and when the bird arrrived it said, “I will brush your eyes three times with my wings. Just lie completely still now!” My word!  It brushed his eyes. The first time they were brushed, he could sense the light; the second time he was able to open his eyes sagdlerujugput (?a crack, half-opened? BS); and the third time they were brushed he felt as though he could see even better than usual. Oh, how wonderful it was! He caught a glimpse of the bird at the last minute, just before it disappeared off into the East. He was very grateful.

 

When he got home, he asked his big sister to keep it a secret from their mother for the time being. Later, some more caribou passed by the place where they lived, and he brought them down with his bow and arrow. His miserable mother was so ill-mannered that she only allowed him a small amount of meat from his own caribou. But then her son said to her that she really ought not to be so stingy with it, since it was he who had brought the animal down.

 

 Then the winter came, and there was a layer of ice. One morning when the son went up to the look-out hill, he saw that there were belugas out in an opening in the ice.  He walked down again and as his whale hunting implements were already prepared, wanted to leave right away. He asked his big sister and their wretched mother to accompany him and hold on to the harpoon line when he harpooned a whale. They reached the opening in the ice and there was a tremendous noise when they rubbed against each other in the overcrowded area of open water. He was so keen that he harpooned the first two immediately and after he had administered the death blow, heaved them up with help from his older sister. The third time that he was about to harpoon one of them, he said to his pathetic mother that he wanted to tie the line around her. She said that he must not choose the largest whale. However every time the smaller whales surfaced, the clever son thought that they were too small and looked for a larger one. At one point, he was able to harpoon sanerqut qutdlungneq (? the fold on its side ? BS). With that, the idiot of a mother, who had an amaat-like hood covering her head, began to slide toward the opening in the ice all the while pleading with her son to help her to pull the line. But he simply replied, “That is the price you have to pay for being so mean. If you hadn't thrown shards of skin into my eyes, I might have felt some sympathy towards you. Come on now, pull harder!” When she reached the snow free ice, she continued over the edge of the ice with a loud splash and disappeared into depths of the sea. They looked for her and when the harpooned whale appeared in another hole in the ice a little to the West, she appeared along with it anîtaralugu (?). As she was going under again and only her amaat-like hood was still visible, she cried, “I always scraped the pee from your trousers, you know.” Thereafter bubbles could be heard coming to the surface. Therefore, it is said that he punished his wretched mother, who had only ever caused him harm, by attaching her to a beluga whale. At last he and his sister could eat their fill of muktuk / mattak and meat. For the one who would not let them to eat meat had now disappeared.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The Origins of the Narwhal; How the Narwhal Came to Be.

Hist.: The mother often twists the amaat-like hood, which becomes the narwhal's long tusk. Thus came the narwhal into existence. However, they are not found in the southernmost part of Greenland, where this version was told.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oqalugtuavik / Salorssuarmik Salúnguamigdlo

Print
Dokument id:1733
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuavik / Salorssuarmik Salúnguamigdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 3h - 5h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En ægte fortælling (om Salorsuaq og Salunnguaq)

Beboerne i et hus på en vinterboplads tog af sted midt i den dejlige sommertid til deres sommerboplads for at tilbringe sommeren dér.

 

De var nået temmeligt langt fra bopladsen, da deres forsørger, som hed Salunnguaq, sagde til kvinderne i konebåden: "Fik I min økse med?"  "Den har vi vist glemt", sagde kvinderne. De ledte efter øksen allevegne i konebåden, men ganske rigtigt, den var der ikke.

 

Så roede manden alene tilbage til bopladsen, til deres hus. Han lagde til neden for huset, steg op af kajakken og gik op til huset. Han krøb ind gennem gangen og kom ind i rummet. Herinde traf han et stort menneske, som havde et nydeligt udseende, en imuagtalik (gammel fjeldgænger (qivittoq)) klædt i rensdyrskind med hårene udad. Det var altså en fjeldgænger. Da Salunnguaq pludselig stod ansigt til ansigt med ham og blev forskrækkket, ville han komme ham i forkøbet og spurgte: "Hvad hedder du?" "Jeg hedder Salorsuaq", svarede den fremmede og spurgte selv: "Og hvad hedder du så?" "Jeg hedder Salunnguaq", svarede han. Da han således havde sagt ham sit navn, sagde den store, han var truffet på, uden omsvøb: "Så er du opkaldt efter mig. Hver gang jeg har boet tilstrækkeligt længe i ødemarken og er blevet alt for mager, plejer jeg at tage ud til de huse, som beboerne har forladt, for dér at finde spækrester og tage på i vægt. Nu vil jeg så fortælle dig den egentlige årsag (til at jeg blev qivittoq):

 

En sommer tog vi sammen med andre konebåde ind (i fjorden) på rensdyrjagt. Vi fik mange rener - endog nogle med et godt fedtlag. Da dem fra den anden konebåd ville ind efter rener endnu en gang inden vi skulle ud af fjorden, opfordrede min mor mig til at tage med. Men vi havde taget skind til et nyt kajakbetræk med, og da den netop skulle betrækkes den dag, blev jeg hjemme, da de andre tog af sted om morgenen, selv om min mor lagde pres på mig og sagde, at jeg ikke var ivrig nok efter at gå på jagt. Jeg følte at jeg ligesom blev tirret i mit indre. De blev færdige med min kajak samme dag. Da jeg om eftermiddagen skulle af sted for at prøve kajakken, med den tanke ikke at vende tilbage igen, kom vores lille søn, der netop havde lært at tale, ned til mig ved kajakken og spurgte, hvor jeg skulle hen. Det ophidsede mig endnu mere - sådan følte jeg det. Da jeg nåede den anden side af det lille næs nord for lejren, gik jeg i land. Og så ophidset som jeg var, gav jeg mig til at hamre løs på den nybetrukne kajak med store sten, så den blev fuldstændig knust. Så gik jeg op til de store stendynger ovenover. Her fandt jeg så et sted hvor jeg kunne bo som fjeldgænger. Det, at min lille søn havde spurgt hvor jeg skulle hen, kunne jeg ikke få ud af tankerne, og jeg kom til at græde fordi jeg havde så ondt af ham. Midt i gråden mistede jeg bevidstheden.

 

Da jeg kom til mig selv igen følte jeg, at jeg havde forandret mig. Jeg blev sulten og gik ned til stranden for at finde noget vingetang at spise, for vandet var på sit laveste; men der var intet at finde. Og da jeg vidste, at der var mange fuldmodne bær på jorden, gik jeg så op igen for at finde nogen; men jeg så heller ingen bær. Nu satte jeg mig så der mellem stenene og var ved at dø af sult. Efter have sovet tog jeg ind i landet. Godt inde i indlandet trak jeg skindstrømperne ud af mine kamikker, der var blevet meget våde, for at tørre dem i solen, og så dukkede der tre kvinder op lige øst for mig. De plukkede bær og sludrede sammen. Da de dukkede op råbte de til mig: "Hvis du er sulten, så kom herhen og spis bær!" Det lod jeg mig ikke sige to gange. Jeg gik derhen, og da de satte spanden med bær frem, spiste jeg mig mæt i dem. Da jeg havde spist af de bær kvinderne havde plukket, følte jeg at der skete en forandring med mig. Da de passerede mig på vej væk, spurgte jeg hvad de hed, og de svarede: "Vi er Arpaloraaq, Alloq og Siaaq." Efter de ord hørte jeg en lyd lige østen for mig, og da jeg kiggede derindad så jeg, at det var tre rensdyr - en renko med et ungt rensdyr og en kalv. Da de var gået følte jeg, at et eller andet i min krop gik kaput. Derefter blev jeg så let at jeg kunne hale ind på rensdyr, der flygtede. Og da jeg nu fangede det ene rensdyr efter det andet, manglede jeg ikke længere skind til tøj.

       Så en morgen tog jeg længere ind i landet og nåede til sidst ud på indlandsisen, og jeg gik ligeså hurtigt som en ravn kan flyve. Jeg nåede frem til en nunatak, kom op på den, og da mine kamikker nu var i en slem forfatning, begyndte jeg at binde rodgrene om dem. I det samme fik jeg øje på et stort dyr i en stor fordybning i den østlige side af nunatakken, hvor jeg var. Dyret havde fået færten af mig og nærmede sig i fuld fart, og jeg fik lynhurtigt kamikkerne på igen og tog flugten. Nede på indlandsisen igen vendte jeg mig om og så, at det havde opdaget mig og havde optaget forfølgelsen. Hver gang jeg sprang over en spalte gjorde dyret det samme. Da jeg til sidst var sprunget over en bred spalte og hørte en buldrende lyd bag mig, kiggede jeg mig tilbage og så, at dyret hang med forbenene på kanten af spalten og skreg. Og jeg, som ellers flygtede for det, gik tilbage, og lige før jeg nåede det, faldt det ned i spalten; og den kraftige buldren langt nedefra blev svagere og svagere.

       Da den var styrtet ned og jeg var ved at gå til af varme, måtte jeg blive på stedet og hvile mig det meste af dagen.

       Da manden endelig sluttede sin beretning, opdagede Salunnguaq at solen var ved at gå ned. Da sagde den fæle han havde mødt: "Nu tager jeg af sted med den fart jeg plejer." Man siger, at da han stak af sted, var det med en fart som en ravn der fløj.

       Salunnguaq tog sin økse og roede tilbage til dem i konebåden, og de var faktisk ved at blive bekymrede over at han blev væk så længe.

 

Varianter: Salik.

 

Hist.: Der er ikke så megen "djævelskab" i denne som i mange senere sydgrønlandske fortællinger om qivittut / ental: qivittoq

Oqalugtuvaq Kaqortulijaq / Fortællingen om Qaqortuliaq (en, der rejser til Qaqortoq

Print
Dokument id:448
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 2
Fortæller:?
Nedskriver:Jonassen, Johan
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuvaq Kaqortulijaq / Fortællingen om Qaqortuliaq (en, der rejser til Qaqortoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 1 - 6
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qaqortuliaq var en storfanger, som yndede rensdyrjagter.

Så engang han tog på rensdyrjagt med sin egen kone og de var kommet

ind i bunden af fjorden, tog han afsted næste morgen ind i landet.

Q. gik alene. Han nåede langt ind i landet uden at have set et eneste

dyr. Mens han gik, hørte han en fugl synge oppe i luften. Han kiggede

op og så to flyvende ravne, der sloges. Den, der vandt slog en høj

latter op. Han gav sig til at kigge fascineret på dem, men til sidst

forsvandt de. Pludselig gik det op for ham, at han befandt sig oppe i

luften over landet. Når han kiggede ned, følte han det, som om han

gled ned. Når han kiggede til siden, bevægede han sig i den retning;

og når han kiggede op, steg han op. På et tidspunt gik det hjemover.

det gik hurtigt og til sidst svævede han over deres lejr. Han fik øje

på et rensdyrskind, der var spilet ud på jorden, fastgjort med

pløkker. Han styrede direkte ned imod det. Han befandt sig jo højt

oppe; og han kiggede somme tider til siden. Først da han var klar

over, at han ikke ville blive kvæstet / at der var klar bane, lod han

sig falde ned på rensdyrskindet med lukkede øjne og hoppede så hen

over jorden.

 

Børnene der var ude henledte de andres opmærksomhed på ham, kvinderne

der kom ud og sammen bar ham ind i teltet, udspurgte ham, men han

svarede ikke. Der var intet at stille op, for når Q. hverken kunne foretage

sig noget eller tale længere, måtte de tilbage ud af fjorden.

Da de kom hjem blev han liggende på briksen. Han tabte sig så enormt,

at han til sidst kun var skind op ben. Endelig sagde han noget. Da det

skete, sagde de andre: "Hvad går der dog af Q.?" og så sagde han: "Nede

sydpå er nogle kajakmænd blevet spærret inde af storisen, så de ikke

kan nå til land." Så sagde han ikke mere.

 

Da der var gået to dage, sagde han igen: "To kajakmænd med en sæl på

slæb vil nu om lidt vise sig bag det lille næs." Børnene, der gik ud

af huset, råbte ind, at nu kunne de se de to kajakmænd med en sæl på

slæb. Så var han tavs igen. Han sagde ikke noget i flere dage. Han var

så afmagret, at han faldt helt i et med briksen ("illerup ilaanut

ilanngutiinnarpoq"). Endelig sagde han noget. Ligesom før sagde de

andre: "Hvad går der dog af Q.?" Og han fortalte: Nede sydpå havde

en hel flok mænd fundet noget drivtømmer. De kunne ikke få det op.

Den yngste af mændene tog altid på ture inde i landet. De sendte bud

efter ham, da de ikke kunne få tømmeret op på land. Det var en meget

lille mand der kom. Dog tog de afsted til tømmeret.

De nåede ikke frem lig med det samme, fordi der var lang vej. Endelig

kunne de se det i bunden af fjorden. Nej, hvor var det enormt stort

det drivtømmer! Der var mere end træ nok til både konebåd og kajak.

De stillede sig på stranden inden for træet, der var fortøjet med

harpunremme, og de blev enige om at trække det op. Imens stod den

yngste af brødrene og kiggede på dem. (Han tænkte:) "Kan de dog ikke

bare få det en lille smule op!" Til sidst begyndte de ældre brødre at

tale hårdt til deres lillebror. Så bevægede han sig ned; og brødrene

måtte flytte sig lidt. Da han kom til drivtømmeret smøgede han ærmerne

op og trak det op, efter at have dyppet det i vandet et par gange. Så

tog han det på skulderen og gik afsted, mens nu og da begge ender af

tømmeret ramte jorden, og han sank i til knæene.

 

Først kunne de ældre brødre godt følge med, men da havde været oppe

over to skråninger sakkede de agterud. Så hørte man et drøn, og det var minsandten da han lagde tømmeret fra sig ved deres hus. Da brødrene kom hjem, blev de meget imponerede, og straks blev han udnævnt til deres stærke mand, og som sådan blev han kendt.

 

Øst for deres boplads boede en stærk mand ved navn Avaq. Ingen kunne

måle sig med ham i styrke og i hurtighed. Denne havde hørt noget om,

at den yngste i en brødreflok skulle være en stærk mand. Han indbød

ham til at kappes med sig. Hans storebrødre ansporede ham så længe at

han til sidst fik lyst til det. De tog afsted til kappestriden. A. tog

venligt imod dem, og aftenen gik med rundvisit på invitation til de

mange huse. Næste morgen stimlede folk sammen allerede før solopgang.

Midt på en slette var der en stor sten. Dens skarpe kant var helt rød

af blod, fordi han altid slyngede sin modpart imod den.

 

Da solen var ved at komme højere op på himlen, kom Avaq ud - hvilket

mandfolk!

Ham, han skulle kappes med synede af det rene ingenting ved siden af, så lille var han. Så trådte de ud på sletten og greb fat om

hinanden. De var meget jævnbyrdige. Skiftevis løftede den ene den

anden op og satte ham ned igen ligesom med et stykke drivtømmer. Hvad den ene

gjorde, gjorde den anden også. Ingen af de to ønskede at lide

nederlag. Solen kom højt på himlen, mens de endnu kappedes. Når folk

råbte og æggede dem, tog de hårdere fat. Så holdt de en pause, en

middagspause. Efter fortsatte kappestriden. Hen på eftermiddagen

begyndte folk for alvor at opildne dem. A. blev tilsyneladende endnu

mere behændig og efterhånden også mere irriteret på sin modpart. Han

tog et solidt greb om ham og slyngede ham imod kanten af stenen; men

han mærkede uventet modstand. Hans lille modpart ville gøre gengæld,

så han slyngede ham rundt i luften og slog ham imod kanten af

stenen. Man så noget rødt i munden, og blodet styrtede ud. Da dette

skete, hørtes der en mumlen blandt folk om, at han (den lille) nu var den

stærkeste mand.

 

Sådan blev den yngste i brødreflokken berømt." Sådan sluttede Q. sin

fortælling og udåndede.

Da det blev sommer, forhørte de sig om disse ting, og det viste sig,

at det han fortalte, virkelig var sket.

 

Var.: Qaqortuliaq

Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqarnerinik / Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid

Print
Dokument id:492
Registreringsår:1859
Publikationsår:1860
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqarnerinik / Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II
Tidsskrift:
Omfang:10 sider, nr. 1
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse.

 

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, nr. 248, eksisterer ikke længere.

Trykt i gammel retskrivning i Kr. Lynges "Kalâtdlit oqalugtuait oqualâvilo", III, ss. 127 - 135, under oveskriften "kalâtdlit qavdlunâtsiatdlo", der indledes med en anden, mindre fortælling.

 

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 og 68, hhv. ss. 198 - 205 og 205 - 206.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1) og 54(2), hhv. ss. 308 - 317 og 317 - 319: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok, 2.: The First Meeting of the Kaladlit ... ".

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 100 - 105: Om grønlændernes første sammentræf med nordboerne i fordums tid. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 100 - 105: Oqaluttuaq itsaq kalaallit qallunaatsianik takoqqaarnerinik.

 

Resumé: En konebåd sydfra ror ind i fjordsystemet bag Nuuk og træffer

for første gang nordboere, som morer sig meget over dem, mens

grønlænderne er bange. Angsten aftager ved fredeligt samvær, og de ror

længere ind, hvor de på alle kendte steder med nordboruiner træffer

nordboere. Undervejs hjem fortæller de alle om nordboerne. Mange

grønlændere bosætter sig i fjordene og kommer godt ud af det med

nordboerne. Ved Kapisillit kappes de to parter ofte i bueskydning. Da

en nordbo opfordrer til en kappestrid, hvor den tabende skal styrtes

ned af et højt fjeld, vil grønlænderen ikke være med, men må indvilge

på nordboernes tilskyndelse. Grønlænderen vinder, nordboen styrtes ned, og

fjeldet har siden heddet Pisiffik, bueskydningsstedet. Nordboen var

selv ude om det, og der opstår ingen konflikter, før en ung grønlandsk

kvinde, Navaranaaq, ypper kiv mellem parterne. Nordboerne udrydder

alle teltlejrens kvinder og børn, mens mændene er på fangst.

To kvinder når at flygte. Den ene skjuler sig og kan senere fortælle

mændene om forløbet, men den anden, der har et lille barn i amaaten,

dræbes. Hendes enkemand bygger ved en heksekyndig mands hjælp en

konebåd betrukket med hvide skind og kighuller i siderne. Den ligner

en isskodse og en kælvende isskodse, når de lader den kælve. Gemt i

den narrer de nordboerne, der går ind igen efter at have været ude og

kigge. De spiller lykkehjul med hovedet af kvinden, der havde et

spædbarn i amaaten. Enkemanden ser det gennem vinduet og græmmes.

Grønlænderne fylder husgangen med brænde, stikker ild til det, dræber

nordboere, der kommer ud, og også Store Olav, der kommer hjem fra

fangst og iler mod det brændende hus. Men det lykkes høvdingen

Uunngortoq at flygte med sin lille søn i favnen ud gennem vinduet,

enkemanden sætter efter, haler ind på ham, og Uu. må smide sin søn i

en indsø for at slippe bort. Han løber sydpå og bosætter sig øst for

Qaqortoq. En af nordboernes tjenestefolk undslipper på et skib, og tar

klagende afsked med det dejlige land med de mange rodfrugter.

Den sidste episode, hvor grønlænderne hævner sig på den løgnagtige

Navaranaaq, har Rink udeladt, fordi den svarer ganske til samme episode

i Abrahams fortælling trykt i bind I. ss. 63ff. Den er dog en anelse

mere detaljeret. Arons fortælling slutter: "Herefter boede der aldrig

nogensinde nordboere i nogen af Nuuks fjorde."

 

Var.: Uunngortoq; Navaranaaq.

 

Oversat af Chr. Berthelsen:

Måske den (nu tabte) version der er kortfattet oversat i Rink 1866-71, I: nr. 21.

 

Hist.: Vedr. nordbofortællinger se I. Kleivan 1982. Og Thisted 2001: On Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Om skellet mellem betegnelserne qallunaat (hvide, europæere) og qallunaatsiat, der på et tidspunkt i kolonitiden blev den gængse betegnelse for nordboerne, se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat". Aron bruger kun qallunatsiaat én gang i begyndelsen af fortællingen. Derefter qallunaat, og kun inuit én gang som betegnelse for grønlænderne med denne forklaring: "... inuit, dvs. kalaallit." Kalaallit er derefter den anvendte betegnelse.

Rink modtog også en variant fra Labrador (ikke registreret her) hvor det er indianere i stedet for qallunaat.

Oqérsinamit qingmilik / Oqersinamit qimmilik

Print
Dokument id:1460
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqérsinamit qingmilik / Oqersinamit qimmilik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 98
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se også stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af samme fortælling i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415: "Oqitsornanik qingmilik". Begge versioner er oversat i denne base.

 

Indholdet svarer til resuméet af: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 364 - 365 : "Manden, som kørte med Blåræve".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Man fortæller, at en mand havde en plejemoder, der var

heks. Manden havde ingen hunde. Derfor var de til grin for dem, der

boede nord for deres boplads, og de gjorde nar af ham.

Dette generede ikke plejesønnen; men plejemoderen syntes ikke om det.

Hun sagde til ham: "Tag nu og anskaf dig hunde." javel, sagde plejesønnen og fortsatte: "("tâma kisilikiat qingernisarpát?"

renskrift: Hvilke dyr egner sig bedst til at have som "slædehunde")

Plejemoderen sagde: "Jeg har hørt, at blåræve skal være gode som

slædehunde." "Hvor mon man finder dem?" Hun svarede: "Jeg har hørt, at

de skal findes bag fjeldet." Plejesønnen tog ud for at lede efter dem,

men vendte tilbage uden at have fundet nogen.

Dagen efter var han igen ude, men fandt ingen, Det fortalte han

sin plejemor. Så gav plejemoderen følgende vejledning: "Du skal

placere dig på den nordlige side af det store fjeld af samme navn

(fjeldet hedder formentlig Qaqqarsuaq.) og fremsige trylleord. Så vil

rævene vise sig for den sydlige side af fjeldet."

Plejesønnen var med og tog hen til det sted, som plejemoderen havde

anvist. Han gik i gang med en formular.

Næppe var han færdig, så myldrede der ræve frem - først kom der én, så

fulgte der en hel masse andre, indtil der var ti i alt.

Han førte dem ned og ville afprøve dem. Det viste sig, at de løb meget

hurtigt. Han begyndte at bruge dem til bjørnejagt.

 

En dag tog han på slæde hen til dem, der plejede at gøre nar af ham.

Da han kom, gav de sig til at skraldgrine af hans hunde. Han besøgte

dem og blev modtaget godt; og de gav ham noget godt at spise. Så

skulle han af sted. De sagde. "Hvad om vi løb foran dine hunde?" "Å,

mine hunde duer ikke. De kan ikke klare sig. For mine hunde er

("pikaerqât" forheksede?)" Tænk, de gjorde nar af ham. Så tog gæsten

afsted. Han kørte kun langsomt. De skraldgrinede af ham. Så

sagde han til sine hunde: "Afsted, rask!" Så fik de ellers fart på -

som om de fløj gennem luften. De kørte forbi alle dem, der løb foran,

og dræbte mange af dem.

Da han kom hjem, fortalte han det til sin plejemor. Plejemoderen

sagde: "Nu har de fået det, de selv var ude om." Så sagde

plejesønnen til sine hunde: "Nu kan I godt tage tilbage, hvor i kom

fra."

Dermed var den tid, hvor plejesønnen tog på slæderejser også til ende.

Siden har ingen hørt noget om ham.

 

Var.: Speciel version af fortællinger om en mand, der skaffer sig vilde dyr - rigtige og fantasidyr - som slædehunde (ræve, isbjørne, kiliffak, knivryg o.l.

Oqitsornanik qingmilik / Oqitsornanik qimmilik / En, der havde blåræve som slædehunde

Print
Dokument id:1657
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqitsornanik qingmilik / Oqitsornanik qimmilik / En, der havde blåræve som slædehunde
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Stærkt revideret renskrift af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 419, nr. 98. - Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn,

I, 1921, s. 364 - 365 : "Manden, som kørte med blåræve".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en fanger, hvis plejemor var heksekyndig.

Da han var den eneste af fangerne, der ikke havde hunde, blev der

gjort nar af ham.

Egentlig berørte det ham ikke, at man gjorde nar af ham. Men da

plejemoderen ikke brød sig om det, spurgte hun plejesønnen, om han

ikke kunne tænke sig at anskaffe sig hunde. Plejesønnen svarede, at

han egentlig godt kunne tænke sig at få hunde; og han spurgte hende

om, hvilke dyr der egnede sig bedst som hunde. Plejemoderen svarede:

"Jeg har hørt, at blåræve skal være meget velegnede til slædehunde

(eller: skal være gode at have som slædehunde).

Han spurgte så sin plejemor, hvor blårævene plejede at opholde sig

(eller: hvor blårævene havde deres huler). Plejemoderen svarede: "Jeg

har hørt, at de har deres huler på bagsiden af fjeldene."

Straks næste morgen tog han ud og han ledte hele den lange dag, men

kom tomhændet hjem.

Hele den næste dag var han igen på opsporing, men kom hjem uden at

have set en eneste.

Da han kom hjem, fortalte han sin plejemor, at han ikke kunne finde

nogen ræv. Efter at have lyttet tilham, sagde plejemoderen: "Næste

gang du tager derop, skal du, når du kommer til fjeldet, fremsige en

formular. Straks du fremsiger den, vil der komme ræve til syne fra

fjeldets venstre side."

Dagen efter, at plejemoderen havde fortalt ham dette, tog han afsted.

DA han nåede det høje fjeld, hvor han skulle fremsige formularen og

begyndte at fremsige den, kom den ene ræv efter den anden frem fra

fjeldest venstre side.

Da han havde samlet ti af dem og syntes, at det var nok, førte han dem

hjem. Han byggede sig en slæde, afprøvede dem, og de var så gode, at

han trænede dem grundigt og begyndte at bruge dem til bjørnejagt.

En dag tog han ikke ud på fangst og ville egentlig være blevet hjemme;

men hen på eftermiddagen spændte han hundenne for og tog over til de

fangere, der plejede at gøre nar af ham. (De kunne ikke se ham), lige

før han nåede frem, gjorde de nar af ham og grinte meget, fordi de

syntes, at hans hunde var så små.

Men da han nåede frem, tog de alligevel godt imod ham og gav ham godt

og rigeligt at spise.

Ved hans afrejse sagde de: "Lad os løbe foran dine hunde!" Og han

svarede dem: "Mine hunde er så langsomme, at de ikke kan løbe jer op!"

Men da de, der gjorde nar af ham, blev ved, tog de (altså: både

slæden og mændene, der skulle løbe foran) bare afsted. Allerede i

starte, gav mændene sig til at løbe hurtigt, og hundene kunne ikke

følge med. Men da mændene begyndte at grine voldsomt og vende ansigtet

imod ham, sagde han til sine hunde: "Løb til, og sæt farrten op!"

Straks gav hundene sig til at løbe med en sådan fart, at de lignede

fugle i lav flugt over isen.

Han indhentede de mange mænd, kørte imod dem, kørte videre og kom

efterhånden mere og mere ude af sigte.

Da han kom hjem, fortalte han sin plejemor, at han havde hævnet sig på

de mange mænd. Plejemoderen svarede ham: "Det var de selv ude om!"

Da det var sagt, gik han ud til sine hunde og sagde: "I kan gå hver

til sit; Jeg har ikke længere brug for jer her."

Straks løb hundene bort, den ene efter den anden. Da han havde sendt

dem alle bort, gik han ind.

Sidenhen brugte han aldrig slæde igen, og ingen har hørt mere til

ham.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Pângo ilaqutailo

Print
Dokument id:1946
Registreringsår:1949
Publikationsår:1949
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Pângo ilaqutailo
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 113 - 116 + 127 - 128
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

 

Pângo / Paangu og hans slægt.

Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min

barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til

bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk.

Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og

deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden.

De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som

voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller

tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde

fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra

deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret-

ning.

Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for-

tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger:

Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn

og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham.

Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky.  Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme.

Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således:

Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere,

og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd-

te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe-

den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me-

get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der

skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem.

Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at

tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han

kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til  bjørnen, vendte  bjørnen  sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde.

Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke

kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne

få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky-

de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter.

Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han

havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han

var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som

kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn.

Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5

andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det

var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville

være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den

før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt.

Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen

tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde

den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet

på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne

æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da

Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da

den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen.

Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han

lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset.

Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at

han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin.

Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.

 

Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den

ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af

deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden.

De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg

blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone

synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de

to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og

hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me-

get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange

af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af.

Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den

tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv-

dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn.

Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe

ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen

hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende

køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af

deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud-

mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider

endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg

skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde.

Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev

engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til

fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden

slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be-

gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse

narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så

de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde

at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst.

Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune-

rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i

forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade

og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den

i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig

over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte,

en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde.

Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se

om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned

på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem,

fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900  oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende.

Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os.

I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget,

for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi

flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var

et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var

Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg

ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte

vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste

fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået

mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø-

re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka-

ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige

ting, de havde været ude for.

Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks

tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så

hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet

på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug

for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte

at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var

noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde.

Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside,

så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at

se.

 

(127 - 128:)

Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to

huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede

narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede

sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte.

Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst-

parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var

endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset.

Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i

kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop

blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi

valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove

lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter

hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg

fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt,

og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om

man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i

råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i

håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de

viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam-

men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned-

lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte

vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den.

Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre.

Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi

den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede

vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at

vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten,

trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt

ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung.

Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde:

'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde

sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo-

stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter

om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i

hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu

et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk-

ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget

ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre,

men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre.

De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme

mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans

dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle.

Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu

nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand-

synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser

der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller

fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg

endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord

for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.

 

Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde

været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS).

Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn-

dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan-

ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok

læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der-

selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier.

Forskellige notater, der er tilføjet af  enten RP el. Keld Hansen:

 

Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356,

"Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen".

Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst

med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven

og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte

op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til

Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som

tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms

Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for

Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og

Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger.....

Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt

i det svenske tidsskrift "Ymer"

 

Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232.

...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq

og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr.

Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk

som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her-

boende grønlændere underkastet antropologiske målinger.

s 243:  Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin-

teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho-

ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes,

er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin-

lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og

fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere

tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på

isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for-

talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de

fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn-

dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og

David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ-

gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig

fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.

 

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP).

Paorngiartingavianigêq pajileriai

Print
Dokument id:452
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Mathiassen, Josef
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Paorngiartingavianigêq pajileriai
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 7 - 9
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En der bragte noget (mad) til dem, der var på bærplukning

 

Undervejs om et lille næs så han et lille hus, han lagde

til neden for at straks efter, kom en mand ned og og sagde: "Stig op

af kajakken!"

"Jeg skal ikke op af kajakken, jeg har travlt. For jeg er på vej til

bærplukkerne med noget!"

"Jeg skælder dig ud hvis du ikke kommer op af kajakken!" Han steg i

land.

"Kom op til huset!"

"Jeg går ikke op til huset, jeg har meget travlt, for jeg er på vej

med noget til bærplukkerne!"

"Han skælder dig ud, hvis du ikke kommer op!" Han gik op.

"Jeg vil ikke ind, jeg har meget travlt. For jeg er på vej med noget

til mine bærplukkere." Han gik ind.

"Sæt dig."

"Jeg vil ikke sidde, jeg har travlt, for jeg er på vej med

noget til mine bærplukkere."

"Tag kamikkerne af."

"Det vil jeg ikke, for jeg har travlt!"

"Hvis ikke skælder han dig ud!"

"Tag anorakken af."

"Nej, jeg har meget travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med

noget."

 "Tag bukserne af."

"Nej, jeg har meget travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med

noget." Han tog bukserne af.

"Læg dig ned på briksen."

"Nej, jeg har travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med

noget." Han gik i seng.

"Sov så!"

"Nej, jeg har travlt, for jeg er på vej til mine bærplukkere med

noget." Netop som han belavede sig på at sove, sprang noget

menneskelignende ud fra under briksen: "Jeg vil mørbanke

("kaavartassaqaara"?) den kære gæst ("naggoq"?)" Så

fortsatte han: "Hør, mor, ("kiass"= jeg sveder?). De siger at de vil

mørbanke mig ("kaavartugssaqaunga") ("naggoq"?).

Idet samme gik væsenet udenfor og forbi vinduet. Gæsten sprang op, og

med tøjet i hånden for han ud i gangen. Han passerede væsenet ved

indgangen til kogerummet og viste ham vejen ind, hvorefter han gik ud

og løb ned mod sin kajak. Han kom ned til den, fik sit tøj på, kiggede

op og så, at der skiftevis var skygger og lys i de små vinduer.

Han tog hjemover; siden bragte han aldrig noget til sine bærplukkere.

 

Var.: tildels: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk;  Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen

Papíkaulak / Papikkaalak / Papikkaalaq / Store Halefjer

Print
Dokument id:1452
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Papíkaulak / Papikkaalak / Papikkaalaq / Store Halefjer
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 90
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man opdagede, at der forsvandt noget tørret forråd, som

var gemt under konebåden. Så bad de deres åndemaner om at holde vagt.

Han kravlede ind under konebåden. Mens han opholdt sig der, hørte han

nogen sige følgende: "Du, Pipakkaalaq, stjæl noget." Papikkaalaq kom

op ved at træde på de andre. Man kunne høre ham føle sig for med

hænderne. Så sagde han: "Her er spisestedet (nerisarfik)." Så greb

åndemaneren ham om håndledene. Papikkaalaq skreg og sagde: "Han har

taget mig, den slemme!" De andre flygtede, og Papikkaalaq skreg:

"Huu!" Da dette skete, gav han sig til at (kernimatilerpoq: gøre sig

tung?). Da åndemaneren slap sit greb, faldt han. Da han ramte jorden

(tukunganutârajiglune?) - satte sig endelig op. Han rejste sig, løb

hjem, og åndemaneren fulgte efter ham.

 

Han kom til hans hus, hvis indgangsparti bestod af et buskads. Inde

fra huset hørtes en øredøvenede snakken: "Oppe på jordoverfladen skete det for Papikkaalaq, at han blev pågrebet af et umenneskeligt

væsen."

 

En af dem, han hed Atiilaak, blev opfordret til at mane ånder.

En anden sagde: "Lad Puttaat, den blanke tromme (Qilât qigdlertoq,

eller: du kan udspørge trommen ved qilaneq / åndespåning), mane ånder."

Så begyndte han at mane ånder, og udspørge sine hjælpeånder sådan: "Er

Papikkaalaq blevet pågrebet på jorden af et umenneskeligt væsen?"

Idet han spurgte sådan, lod det til, at han havde med noget tungt at

gøre (artugaqugmigsagpoq, dvs. trommen svarer ja, når den bliver

tung). Da han sagde dette, bemærkede Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at

jeg på jordoverfladen blev pågrebet af et umenneskeligt væsen."

Efter at han havde sagt dette, gik åndemaneren derfra og hjem.

Herefter forsvandt der ikke mere fra forrådet under konebåden.

Papikkaalaq var blevet klog af skade.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

Papíkaulak / Papikkaalaq / Store Halefjer

Print
Dokument id:1461
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Papíkaulak / Papikkaalaq / Store Halefjer
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud

Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 368.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang kom en fanger med familie til et sted, hvor de

ville overvintre.

Da det blev efterår og det blev koldt, brugte de ikke konebåden mere;

og de stillede den op på et stillads. Så anbragte de deres tørrede

vinterproviant under konebåden.

Efter sneen var faldet, opdagede de mere end én gang, at der var

blevet fjernet nogle af deres tørrede ting. Da dette var sket flere

gange, bad de deres åndemaner holde vagt om natten.

 

En nat holdt åndemaneren så vagt. På et tidspunkt, hvor natten var ved at

gå over i gry, hørte han nogen sige: "Papikkaalaq, kravl derop, som du

plejer. Det er altid kun dig, der kravler derop." De skubbede ham op

nedefra. Idet han kom op, råbte han ned: "Her har vi ("nerissarfik")

et sted hvor man spiser." Nogle råbte op til ham: "Ikke det! Tag noget

andet!" Mens han var i færd med at tage noget andet, greb åndemaneren

ham om begge håndled. Idet han blev grebet, gav han sig til at skrige:

"Iâ - hô! Han har taget mig!" I det øjeblik han råbte dette, flygtede

samtlige dværge (derude).

Da de andre var forsvundet, gav Papikkaalaq sig til at puste i

åndmanerens hænder. Så snart han pustede, magtede åndenmaneren ikke

længere at holde ham. Da han faldt ned, faldt åndmaneren også ned.

Åndemaneren ledte efter Papikkaalaq, men han kunne ikke finde ham

nogen steder. Han fulgte sporene, der førte direkte hen til en høj,

stejl klippevæg.

Stående undenfor klippevæggen, hørte han øredøvende snak indefra.

Han hørte en af dem sige: "Papikkallaq blev taget af en, som slet ikke

er overflade-boer (åndesprog for et rigtigt menneske, BS). Hvem skal

udspørge ånder?"

 

En af dem sagde: "Det skal ham derhenne, der hedder Aliilak." En anden

svarede ham: "Nej det er ikke ham, der skal udspørge. Det skal være

ham derhenne! Pútâr - qítât - qítartêq!" Så begyndte han at udspørge

ånder ("qilavoq" / qilaneq / åndefiskning / åndespåning).

 

Da han begyndte, spurgte han sin hjælpeånd, om Papikkaalaq virkelig var

blevet taget af én, der ikke var rigtig jordboer.

Idet han spurgte, eeh! så kunne han slet ikke klare det længere. Da

han bukkede under, sagde Papikkaalaq: "Det er rigtigt, at jeg blev

taget af én, der ikke var nogen rigtig jordboer."

Efter de ord gik åndemaneren hjem. Fra da af forsvandt der ikke mere

tørret kød fra depotet under konebåden, for heldigvis havde

Papikkaalaq fået sig en forskrækkelse.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

 

Kommentar: Dværgene, der bor i jordhuler, kalder åbenbart sig selv for jorboere og mennesker for overfladeboere. Disse kalder sig selv og af de fleste andre ånder for kystboere, især i Østgrønland.

 

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Pavfigûnguna nuliaqardlune níngartumik / Paffik med den skinsyge kone. Uden titel

Print
Dokument id:2190
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Gustav
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pavfigûnguna nuliaqardlune níngartumik / Paffik med den skinsyge kone. Uden titel
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 40 - 41
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Paffik havde en kone der var meget skinsyg. Bare han kom til at skæve til en anden kvinde, brækkede hun hans redskaber itu. Manden lavede nye redskaber hver dag. En dag var han som vanligt ude i kajak. Han roede og roede uden at få land i sigte. Han roede bare ud i det blå og fik så endelig land i sigte. Han lagde til, gik i land, fik øje på et lille hus og gik op til det. Ind gennem vinduet så han at det var beboet af lutter kvinder, en masse kvinder. Han gik ind og vnetede, at der ville blive sat mad frem, men han fik ingen mad. Næh, de mange kvinder lagde sig oven på ham, så han næsten ikke kunne røre sig. Til sidst fik han nok af kvinder og med noget besvær lykkedes det ham at slippe ud og komme til hægterne i den friske blæst efter den omgang han havde fået. Han tog hjem, og derefter var konen ikke længere skinsyg.

 

Var.: Vist nok andre fortællinger om skinsyge / jaloux koner, men ikke over dette tema. Et andet tema, en fanger der ene mand må forsørge en masse enker, forekommer i flere fortællinger. Se Qivaaqiarsuk, Qivaaqiarsummik.

Pebersvenden, der besteg et højt spiralsnoet fjeld

Print
Dokument id:1469
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen, Louise
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvenden, der besteg et højt spiralsnoet fjeld
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 29
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Nakagpiatoqaq qáqarssuákut qivnikârtorssuákut majuartoq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, I: 134 - 136: "Nukagpiatoqaq qáqarssuákut qivnikârtorssuákut majuartoq" / Nukappiatogag qaqqarsuakkut qinnikaartorsuakkut majuartoq.

 

Resumé:

Da en pebersvend har besteget et højt spiralsnoet fjeld, går han

derfra videre ad en vej til et lille hus med en gammel kone. Hun har

et stort forråd af tørret ren- og harekød, og af ren-, ræve- og

hareskind. Disse dyr kommer i denne rækkefølge forbi i mængde hvert

efterår, når de drager mod vest, og de efterfølges af en hunbjørn med

to unger. Det lykkes ungkarlen at nedlægge en af bjørnene. Under en af

sine ture i omegnen ser han nogle børn lege og glide på isen. Han

nærmer sig, og de flygter rullende ind i et hus, hvor han også går ind.

Børnene er barbenede krøbet op på briksen. De er svært braknæsede. Det

samme er en gammel mand, der kommer frem, skubber til ungkarlen og

spør, hvem der har dræbt den ene af hans hunde. Det har jeg, siger

ungkarlen og skubber til den gamle, der blot siger ka-kak! og kryber

ind igen. Ungkarlen rejser derefter hjem og fortæller om sine

oplevelser.

 

Tolkning: Det spiralsnoede fjeld rækker vist op i himlen til

landdyrenes vej (mod vinterhiet?), der følger verdens gang - spiralsnoet som solens på årsbasis. Om den spiralsnoede vej til himlen, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Dødsriger" og Sonne 2000.

De braknæsede er sikkert fugle, måske ravne eller havlitter. Pôq / Pooq, den første grønlænder, der kom tilbage fra et besøg i Danmark, skildrede Rundetårn som et spiralsnoet fjeld. Se: Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265. Og søg på Pooq el. spiralsnoet

Pigerne der blev gift med en hval og en ørn (opr. uden titel)

Print
Dokument id:465
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Mikal
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pigerne der blev gift med en hval og en ørn (opr. uden titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 38 - 39
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

To piger legede far og mor og børn. Den ene sagde: "Jeg

vil giftes med den derude" - der var en stor hval. Den anden sagde:

"Jeg vil giftes med den deroppe" - det var en stor ørn.

Straks hun sagde det, dalede den store ørn ned og fløj op med pigen

til en afsats på en stor stejl klippe. Når hendes mand  havde været

ude på jagt, kom den tilbage med en fugl. Pigen fjernede senerne fra

disse, hvorefter hun flettede dem sammen. Dem ville hun bruge til at

fire sig ned med. Når ørnen vendte tilbage, lod den sig lyske. Hun

flettede og flettede og indimellem prøvede hun, om linen var ved at

være lang nok. Hun arbejdede på den, mens den store ørn var væk, og

hun gemte den væk, når hun kunne regne med at den snart kom tilbage.

Da den flettede line blev tilstrækkelig lang, firede hun sig ned og

satte i løb hjemad, så såre hun rørte jorden. Hun nåede hjem; og den

store ørn begyndte at flyve hen over huset. Folk på stedet gik i lag

med at dræbe den. Pigerne prøvede ikke igen at lege far og mor og børn

og finde én, de kunne giftes med.

 

En temmelig afstumpet variant, hvor episoderne med hvalen er ganske

udeladt.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

Pikivakitsanât / Pikivakitsanaat qimassoq

Print
Dokument id:808
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pikivakitsanât / Pikivakitsanaat qimassoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider, nr. 39
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921: side 367:

"Píkuakitsainât / Pikkuakitsaanaat (den korthårede), der flygtede"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Pikivakitsanaat der flygtede.

Det fortælles, at man om Pikivakitsanaats væsen brugte betegnelser,

der udtrykte det modsatte af det faktiske. Fordi hun havde så langt

hår, kaldte de hende for hende med den lille hårtop. Engang, mens

hun redte sit hår, før hun skulle ud og høre sangkamp, kom der en

kvinde og sagde til hende: "Pikivakitsanaat, din svigerfar og din mand

vil dræbe dig." Hun svarede: "Hvem sagde det?" Den besøgende svarede:

"Jeg hørte dem selv snakke sammen." Pikivakitsanaat svarede:

"Det kan ikke passe. Min mand og min svigerfar kan umuligt ønske at

dræbe mig." Lidt efter gik den besøgende ud. Det varede ikke længe, så

kom der en anden og sagde: "Pikivakitsanaat, jeg har hørt, at din mand

og din svigerfar agter at dræbe dig." Hun svarede: "Det kan ikke

passe." Mens hun endnu fremturede, kom der endnu en og sagde:

"Pikivakitsanaat, du må flygte, din mand og din svigerfar vil dræbe

dig." Til sidst troede hun på dem; og i hast fik hun sit lange hår

bundet; så gik hun og lod sit sovende barn ligge alene tilbage.

 

Hun flygtede og kom til en stor elv. Hun krøb bag vandfaldet. Da hun

havde været dér et stykke tid, lød der stemmer Det var dem, der var

ude at lede efter hende. De søgte så ihærdigt,

at hun var lige ved at træde frem; men så hørte hun én sige: "Man

kunne have dræbt hende for længe siden. Hvor blev hun dog af?" Hun

kunne nemt genkende sin svigerfars stemme. Nu ville hun ikke længere

hjem. Da det blev aften  gik hun ud og drog af sted indefter.

Mens hun vandrede, fik hun på den anden side af en fjeldtop øje på

en stor fjord, hvor der altid var is. Hun gik videre på isen og fik

øje på nogle dyr forude. Hun kunne se, at det var en hunbjørn med to

unger. De var ved at komme helt hen til hende, da hun kom i tanker om,

at  hun  havde en vise som amulet. Hun forsøgte at flyve, og det

lykkedes til sidst. Lige da hun fløj fik hunbjørnen fat i snippen af

hendes pels med tænderne, så den gik af. Da hun var kommet forbi

isbjørnene landede hun og vandrede videre. Så så hun en

mørk prik forude. Den nærmede sig, og hun kunne se, at det var en

slæde. Da slæden nåede til hende, sagde slædeføreren: "Hvor skal du

hen?" Hun svarede: "Min mand og min svigerfar ville dræbe mig." "Har

du ikke set bjørn?" spurgte manden. Hun svarede: "For lidt

siden vandrede en hunbjørn og to unger forbi." Manden sagde: "Vent

her, jeg kommer snart igen." Med de ord kørte han videre. Men det varede ikke så længe, så viste han sig igen. Han havde fanget alle bjørnene. Han fik hende op på

slæden og kørte. Undervejs fortalte han: "Jeg har tre koner, som

er grådige (? nerrersiuvit), med store underliv (? akivarkortunere)

ikke så små lår / de skal forsynes med ikke så små kødparter

(upáminakasíngitsut). Han fortsatte: "Mine koner går aldrig ud. Kun

når jeg kommer hjem fra fangst kommer de udenfor. Når vi når frem

til mit hus, skal du ikke gå ind. Når jeg har rejst slæden op,

skal du gemme dig bag ved den. Først når de er gået ind, må du stille

dig ved vinduet. Og når jeg siger: "Vi har da ellers en gæst,"  må du

komme ind."

 

Noget senere nåede de hjem til huset. Da manden

havde ordnet sin slæde, råbte  han ind og sagde, at den første, der

rørte ved den største, skulle få den. Lidt efter viste de sig alle

tre - hver især med en voldsom stor vom. Den første fik den største

af bjørnene. De fik hver sin bjørn. Hun så, at de flænsede samtidig

med, de spiste. Da de var færdige, gik de ind, og hun stillede sig ved

husets vindue. Hun kiggede ind og så, at de spiste (? utinatortut).

En af dem puttede bjørnens store ben ned i gryden. Så såre den øverste    

del af kødet var blevet hvidt, tog hun det op af gryden og spiste det.

Sådan spiste de. Efterhånden som de blev mætte, blev kødet mere

gennemkogt. Så sagde en af dem: "Kom med mit bælte." Manden gav hende

et stykke skind, der skulle spændes om maven (?) for at den ikke

skulle sprænges. Alle tre fik sådant et stykke skind. Lidt senere

sagde manden: "Vi har ellers en gæst." Idet han sagde det, hørte man

klirren af uluer. Imens bemærkede manden: "I skylder hende tak, for

det er hende, der har fanget de bjørne, I spiser." De udtrykte deres

taknemlighed og bad hende komme indenfor. Hun gik ind, og de bad hende

sætte sig ned. De gav hende en hel kølle af bjørnen. Pikivakitsanaat

kunne naturligvis ikke spise det hele. Da hun holdt inde, sagde de:

"Du spiser jo ikke ret meget." De kiggede undersøgende på hende

og undrede sig over, at hendes mave og underliv var så småt. Undervejs

havde manden fortalt hende, at hun skulle sove ved fodenden af

briksen, hvor han lå; og at han ville vække hende ved at sparke til

hende; for hvis hun lå ved fodenden hos kvinderne, risikerede hun at

blive dræbt.

 

Lidt efter faldt de i søvn. Pikivakitsanaat var lige faldet i søvn, da

hun blev vækket, og hun skrævede over ham, der vækkede hende og gik

ud. Hun gik sin vej. Da de grovædende kvinder vågnede, tog de

deres uluer og huggede løs med dem i fodenden. Men gæsten var der

ikke. Hun var smuttet. De ærgrede sig, og sagde til deres mand: "Du

har hjulpet hende ud." Han svarede: "Jeg har ikke hjulpet hende ud.

Hun er selv gået." De ærgrede sig enormt, men der var ikke andet at

gøre. Pikivakitsanaat gik nu nedefter. Da hun nåede ned til stranden,

så hun en konebåd, der var ved at tage af sted. Hun gik ned til

konebåden og spurgte: "Må jeg ikke komme med." Ham, hun spurgte,

sagde: "Det er nok et spøgelse; jeg hører nogen fløjte." Det viste

sig, at Pikivakitsanaat, som selv troede, at hun sov én nat, havde

sovet et helt år. Det viste sig, at hun var blevet en dødning.

Derfor kunne ingen i konebåden se hende eller forstå, hvad

hun sagde, fordi hun var en dødning.

 

Var.: Datteren som gik qivitoq, minder om denne.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Minder iøvrigt en del om qivittoq-fortællinger, hvor qivittoq'en dog sjældnere er traditionens landånder og hyppigere andre qivittut og dyr el. fugle.

Dette kunne tale for, at qivittoq-fortællinger har afløst de mange traditionelle fortællinger om personer der går hjemmefra i vrede og møder forskellige ånder, eller som går til indlandet med det formål at opsøge hjælpeånder i indlandet

Písarsiorniasagit / Pissarsiorniasagit / Find noget (spiseligt)til ham

Print
Dokument id:1056
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Písarsiorniasagit / Pissarsiorniasagit / Find noget (spiseligt)til ham
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 100
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret renskrift (ved Peter Rosing ?): KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415: "Pissarsiorniásagit" Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter

og Sagn fra Grønland, I, 368 - 369: "Sæt dog mad frem til ham." Begge versioner er oversat i denne base.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Dette fortælles om et par ældre mennesker at de ingen

forsørgere havde. De fik kødgaver af deres husfæller; men det blev hurtigt

spist op, da de selv ikke havde forsørger.

En dag da de sultede, gik manden ind i landet. Efter at han var kommet

langt ind, fik han midt i en snedrive øje på et stort område, der var

smeltet; og midt i dette var der en forhøjning. Der kom røg ud af

midten af forhøjningen. Nu kunne han se, at det var et virkeligt

dejligt lille hus ("-minaatsiaq"=lille, men med en bestemt udtale,

udråbstegn, m.m. kan det godt betyde stort). Han gik derhen ("amigarúmâsoq" ?) hvor han gik op iog ind i huset.

På briksen inde i huset sad der et meget stort menneske. Da det store

menneske så ham, sagde han: "Hvad skal du her? (eller: Hvad er dit

ærinde her)" Den anden svarede: "Ih, jeg blev så sulten, og jeg nødt til at søge efter et eller andet (spiseligt)!"

"Ih, sæt dig ned derhenne," (lød det fra det store menneske), og han

sagde til sin kone: "Find noget (spiseligt)til ham!" Konen gik ud og

blev væk længe. Så kom hun ind med en luffe af en hvidhval. Manden

sagde: "Værsgó, og spis!" Han spiste og holdt op, da han blev mæt

(uden at spise op).

 

Det blev aften, mens han endnu var på besøg. Hér

om aftenen lød der drøn oppe fra taget. Så var der én, der var på vej

ind i huset. Det viste sig, at det var deres søn. Ind kom en stor

mand; og da han så gæsten, sagde han: "Hvad skal du her?"

Han svarede: "Jeg blev sulten, og jeg kunne ikke gøre andet end at

søge efter et eller andet (spiseligt)." Så sagde faderen til sin søn:

"Hvad gør du selv, når du bliver sulten og ikke kan finde noget

spiseligt? Du begynder at søge efter et eller andet." Deres store søn

sagde igen: "Har I givet ham noget at spise?" Moderen svarede: "Ja,

men kun en luffe af en hvidhval." Sønnen sagde: "Kikaík (?)" Så gik

han selv ud og kom ind igen med en hel hvidhval. De fik sig et

ordentligt måltid.

 

Og de flænsede den. Hen på aftenen sagde de: "Læg dig og sov på

briksen i aften:" Han lagde sig på briksen.

Midt i sin gode søvn vågnede han ved, at han hørte nogen smaske.

Straks fór han forvirret op. De andre sagde: "Gå bare i seng, det er

bare os, der trækker spiseriet ud("pímersorpugut")." Han lagde sig så

bare igen. De kom til at sove længe. Og da de vågnede næste morgen,

belavede han sig på at tage afsted.

Faderen sagde til sin søn: "Tag og hjælp ham med at bære (ordret: Tag

og medbring..) den mad, han skal have med hjem. Så tog de afsted med

en hel hvidhval, og mere til på ryggen. De drog afsted.

Den store/sønnen sagde: "Sæt dig oven på mit læs." Han satte sig

op. Den store transporterede det altsammen og lagde det fra sig på

stranden, hvorefter han forlod ham. De ældre mennesker hentede så mad

derfra.

Siden har man ikke hørt mere om dem.

 

Var.: Oftest får gæsten påbud om ikke at fortælle andre om de gavmilde åndemennesker, og at ingen andre må prøve at hente gaver el. andre ydelser hos dem. Forbudet overtrædes og åndernes bolig er forsvundet for stedse. fx: Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;

 

Kommentar: Denne slutning falder helt i tråd med åndemanerens relationer til sine hjælpeånder: ingen af hans slægtninge eller fæller kan dele hjælpeånder med ham. Relationerne til den anden verden er altid dyadiske, en til en.

Pissarsiorniasagit / Find noget spiseligt til ham

Print
Dokument id:1057
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:reaar[19191921
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pissarsiorniasagit / Find noget spiseligt til ham
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 100. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 368 - 369.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ældre ægtepar som ikke havde

forsørger.

De fik ganske vist tildelt en smule, når deres bopladsfæller fangede

godt. Men da de ikke havde andet, blev det spist op, så snart de fik

det ind i huset.

Engang da de kom til at sulte, gik manden ud af huset og begav sig ind

i landet for at søge efter noget

(spiseligt)("ujardlilúniarumardlune").

Da han var kommet langt ind i landet og nærmede sig indlandsisen, fik

han øje på en nunatak / nunataq midt i den bare is. På vej dertil lagde han

mærke til noget der røg midt i nunatakken. Da han kom nærmere,

opdagede han, at det var et stort hus. Han havde aldrig set så stort

et hus før. Det viste sig, at huset var beboet af en stor indlandsbo.

Først stod han stille udenfor; men så begyndte han at bevæge sig ind i

huset.

Da han trådte ind i rummet, så han to indlandsboer, et ægtepar, sidde

på briksen. Den store indlandsbo kiggede på ham og sagde. "Hvad vil du

her?" Den ældre mand sagde: "Vi sulter, og jeg er kommet herhen for at

finde noget spiseligt." Da bad den store indlandsbo ham sætte sig ned.

og han sagde til sin kone: "Find noget spiseligt til ham!" Konen

forsvandt og kom igen med en stor kødfuld luffe af en hvidhval. Den

ældre mand spiste, men blev mæt og kunne ikke spise op. Han sad dér og

ventede på, at det skulle blive aften.

Det var ved at blive sen aften ("únugdlualeriartoq"), da man hørte

drøn ude fra gangen. Man hørte én på vej ind, og så trådte en kæmpe af

en mand ind. Det viste sig at være indlandsboernes søn. Han

stirrede på gæsten og spurgte: "Hvad vil du her?" Den ældre mand sagde

til ham: "Vi sulter; og jeg er kommet herhen for at finde noget

spiseligt!" Det tog sønnen bare til efterretning. Han vendte sig mod

briksen og spurgte sin mor: "Har I givet ham noget at spise?" "Jo, han

har fået noget at spise, men han har ikke engang spist luffen af en

hvidhval op!" "Var det det hele?" Med de ord gik han ud og viste sig

igen med en hel hvidhval. Da han kom ind, spiste de den,

hvorefter de gav sig til at dele den op.

Da de var færdige, sagde de til gæsten: "Gå du i seng." Han rykkede

længere ind på briksen og lagde sig ned.

Han vågnede midt i sin søvn ved lyden af nogle, der spiste. han

kiggede ud og så, at de var midt i et måltid. De sagde til ham:

"Det er midt om natten, sov du bare videre, vi plejer at spise lidt

længere ved denne tid." Efter denne bemærkning (lagde han sig til

rette og) sov videre. Han sov længe og vågnede langt op ad dagen.

 

Da han skulle hjem; sagde indlandsboen til sine husfæller: "giv ham

noget mad med hjem." De gav ham en hel hvidhval og mange andre ting.

Da de tog afsted, bar indlandsboens store søn alt det, han selv skulle

have transporteret. De havde gået et godt stykke tid, da indlandsboens

store søn sagde: "Du går så langsomt. Kravl du op på det læs, jeg har

på ryggen." Han kravlede op; og så gav kæmpen sig ellers til at gå

hurtigt. Sådan gik han længe med ham.

Da de nåede kysten nær hans boplads, lagde kæmpen den mad, gæsten

havde fået med, ned på jorden og dækkede den med sten.

Den ældre mand tog kun ganske lidt med hjem. Han hentede lidt ad

gangen i den efterfølgende tid. Og det frelste dem fra sultedøden.

 

Var.: hæfte 419 nr. 100.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Pogajungmik / Pugajummik

Print
Dokument id:514
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pogajungmik / Pugajummik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 36, nr. 3
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Orig. Håndskr. eksisterer ikke længere. Steenholdts renskrift af det:

NKS 2488, VI, ss. 14h - 15v.

Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, 4', nr. 78.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 271. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 271: Pugajummik.

 

Resumé:

 

Pugajuk har tre koner, en søn og en brodersøn. De slår sig ned på en boplads med en stærk mand med talrige koner. Han røver også Pug.s yndlingskone, hvorefter Pug. trist holder op med at fange, men til sidst tar affære og tilbagerøver sin kone plus den stærkes yndlingskone. Da den stærke kommer for at gøre gengæld har Pug. stillet sig op i rummet med ryggen til og anbragt sin søn og brodersøn (der nu kaldes brødre) på hver side af indgangshullet. Den stærke prøver forgæves at skubbe Pug. omkuld og de to mænd hiver fat i hver en arm og er lige ved at flække ham på langs. Pug. håner dem lidt med en uforståelig vending: De magter ikke at trække den ene side af min endetarm op!. Den stærke bæres hjem, Puug. inviteres op i hans hus, hvor han ligger døende med alle sine koners bukser som hovedpude. Begge ytrer deres forbavselse over den andens styrke.

 

Oversættelse af afskriften ved Chr. Berthelsen:

 

Pugajuk som ingen på stedet kunne måle sig med i styrke, rejste sydpå for at udfordre nogen. På deres vej kom de til at overvintre et sted, hvor der boede en stærk mand med huset fuldt af sine koner. Puugajuk selv havde tre koner. Han havde også en nevø og en søn.

       

En dag da P. kom hjem fra fangst var hans yndlingskone Aavia der ikke. De to andre koner fortalte, at de andre på bopladsen havde hentet hende. P. tog så ikke på fangst den efterfølgende dag. Men en anden dag, mens den stærke mand var på fangst, hentede han sin kone og tog desuden den smukkeste af den stærke mands koner med sig.

       

Da den stærke kom hjem fra fangst holdt P. udkig efter ham gennem et hul i tarmskindsruden. Og uden først at have taget sin helpels af var han på vej op til P.s hus. P. placerede sin søn og sin nevø på hver sin side af indgangen til rummet. Selv stillede han sig foran indgangen - med ryggen udefter. Da så den stærke mand sprang op fra gangen, skubbede han i springet til P. bagfra, men da P. ikke rokkede sig det mindste, faldt den stærke mand bagover. Da greb sønnen og nevøen den stærke i armene fra hver sin side og trak til så han var lige ved at flække midt igennem på langs. Da de greb ham sagde P.: " de to unge mennesker vil nok fare noget hårdt frem, indtil situationen begynder at gøre indtryk på mig (ikke nogen sikker overs. Crh.B.).

       

Umiddelbart efter at den stærke var blevet bragt til sit eget hus, blev der sendt bud efter P. Han gik derhen - dér lå så den stærke mand med hovedet hvilende på den høje hovedpude, som bestod af hans mange koners bukser der var stablet ovenpå hinanden. Den stærke sage så til P: "Jeg havde ikke troet der fandtes nogen, der kunne måle sig med mig i styrke. For jeg er i stand til at springe fra den ene isflage til den anden med en stor narhval, der tilmed har en lang stødtand."

 

Var.: Fætrene, Thisted s. 270.; Ungilattaqi.

 

Kommentar: En yderst mager variant uden spræl.

Puisarqame silangajarteq

Print
Dokument id:800
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Puisarqame silangajarteq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 85 - 87, nr. 30
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 373, "Kvinden fra

Pusisarqaq"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den sindssyge kvinde i Puisaqqaq.

De havde deres hus i puisaqqaq. idluata tungânik uvalerartoq (? husets

bagvæg var fast grund / en klippevæg).

Hun kunne ikke tale. Vedkommende kunne måske nok tale, men der kom

ikke en lyd ud af hende. Til sidst blev hun syg, og hun blev sindssyg.

Sygdommen gjorde hende uhyggelig. Hendes husfæller blev bange for

hende ersinarudlura (? noget med at være bange). Til sidst døde hun.

Hendes mand skyndte sig at bringe hende ud af huset, gravsatte

hende og dækkede graven til med sten. Han havde lige dækket graven

til, så rejste hun sig og var gået aldeles fra forstanden. Så snart

hun stod op, slog han hende i hovedet med en stor sten, så hun døde,

og ligsom før dækkede han graven til med sten. Så gik han hjem.

 

Det var netop blevet aften, da en af dem sagde: "Hvem er det, det er

udenfor?" "Der er ingen, der er ude", blev der sagt. Så var hun på vej

ind. Da hun kom ind, gav de sig til at anâlakâtilerpât (? slå hende).

Hele natten anâlakârpât (? slog de løs på hende). Først hen på

morgenen gik hun ud. Sådan gentog det sig, indtil de på den fjerde dag

brød op for at bosætte sig på en plads, der lå længere ude. Det var

endnu midt om vinteren og om aftenen ledte de efter deres fyr-sten,

men kunne ikke finde den. "Vi har glemt vores fyr-sten i huset sagde en

kone til sin mand. Så tog manden af sted på slæde for at hente den.

Han fik øje på hende (den døde) og så, at hun ustandselig rendte ud og

ind af huset. Hun kom ud gennem vinduet og gik ind igen gennem gangen

for på den måde at holde øje med, om der kom nogen (?arajusísâlísoq).

Manden befandt sig nu neden for huset. Han gik derop for at gå ind

gennem gangen. Fra gangen holdt han øje med, hvornår hun ville gå ud

gennem vinduet. Så snart kvinden kom ud gennem vinduet, gik han ind i

huset gennem gangen. Han tog fyr-stenen, og fra opgangen til

husrummet, holdt han øje med, hvornår hun kom ind i gangen. Så såre

han fik øje på hende, slap han ud gennem vinduet og løb ned til

slæden. Men hun havde skam set ham; og nu løb hun efter ham. Det

føltes, som om han blev på samme sted, og at hun halede ind på ham.

Lige før hun indhentede ham, nåede han frem til isstykkerne på

stranden, og qardlimâsoq (dødningen) standsede. Han kom tilbage

med fyr-stenen. Han fortalte hvordan dødningen nær havde taget ham.

 

Hist.: Anfald af sindssyge var frygtet. En del fortællinger, også historiske, flest i samlingerne fra Østgrønland. Søg på sindssyge.

Pulik / Sønnernes hævn

Print
Dokument id:261
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pulik / Sønnernes hævn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 406 - 410, nr. 131
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om en stærk grønlænder, der levede i gamle dage, om hans tre børn og om syd-

lændinge, der udleverede sig selv.

 

En stærk mand med tre halvvoksne sønner boede på deres faste vinterboplads. Der boede ingen andre dér. Faderen var familiens eneste forsørger. De manglede aldrig noget om vinteren. Sønnerne voksede op og blev fuldt bevidste (ordret: de glemte ikke længere noget - Chr. B.). De var vant til at faderen altid kom hjem med fangst - selv i elendigt vejr og i storm. Et tidligt forår, hvor der kom mange sæler, fangede han ekstra mange. Midt på sommeren rejste nogle sydlændinge nordpå og anløb vinterbopladserne, også den stærke mands vinterboplads var de på vej til.

En dag i dejligt vejr tog den stærke mand ud på fangst. Hans sønner så ham ro vestover og de forventede, at han som altid ville komme hjem med fangst. Hen på eftermiddagen så de, at han var på vej hjem med flere sæler på slæb ('kalingi affa' - Chr. B.). Drengene blev meget glade for at se, at faderen var på vej hjem. Da han nærmede sig bopladsen, viste der sig sydfra en konebåd med mange kajakker i følge. Inde fra land kunne de høre de fremmede

snakke sammen om, at de ville kappes om at være den første til at såre manden, der var på vej ind med sæler på slæb. De mange kajakmænd satte afsted for fuld kraft hen mod den stærke mand, som blev ramt af den ene harpun efter den anden. Ikke underligt blev de tre drenge dybt forfærdede (ordret: meget fornærmede - Chr. B.) ved at være vidner til drabet på deres far. De sagde straks til hinanden: "Det kan være lige meget, for de vil også dræbe os." Men i stedet for at lægge til sejlede konebåden forbi og råbte til dem, der var blevet forældreløse, at de til næste år ved denne tid ville komme forbi på vej sydover. De roede videre uden at slå lejr.

 

Drengenes mor indprentede dem aldrig at glemme det, de havde været vidne til, nemlig drabet på deres far, begået af sydlændinge. Man vidste aldrig, hvad der kunne ske. Den ældste af drengene opfordrede sine yngre brødre at træne sig op - den mellemste i stenkast med slynge og den yngste i svømning. Storebroderen selv ville træne sine muskler for at blive stor og stærk. De blev hurtigt meget dygtige og farlige (for dem, der ville prøve kræfter med dem - Chr. B.). Den mellemste blev så dygtig til slyngen, at han altid fik ram på fugle og på den måde skaffede familien rigeligt med mad.Han fangede også sæler med slyngekast. Lillebroderen svømmede ud efter fangsten. De havde ingen kajakker. En dag sagde den ældste, at han ville bygge sig en kajak. Han byggede skelettet af noget drivtømmer og betrak det med skind

af de sæler, som den mellemste fangede med sin stenslynge, og som den yngste svømmede ud efter. Da den ældste prøvede kajakken første gang, svømmede lillebroderen langs med den for at kunne redde ham, hvis han kæntrede. Ved den træning opnåede han den færdighed at kunne gå under kajakken (sådan lyder det ordret; mon ikke meningen er, at han kunne vende rundt? Chr. B.), og han fik fuld beherskelse af sin krop. Så fik han kajakredskaber og begyndte at fange sæler og forskelligt fuglevildt. Den yngste passede sine svømmeture hver eneste dag -

selv om vinteren, hvor det var koldt, og den ældste kunne altid tage ud på fangst.

 

Den følgende sommer var drengene blevet så stærke, at de ville kunne klare sig imod eventuelle angribere, men sydlændingene viste sig ikke. De samlede forråd til vinteren, og vinteren faldt dem kort, fordi de havde det så godt. Sommeren kom, og de fangede små og store sæler. En dag så de en lille remmesæl lige ud for bopladsen, og den mellemste fangede den ved hjælp af sin stenslynge. Den ældste roede efter den (usikker oversættelse. 'pikkutigaa'? Chr. B.) og de krængede skindet af, og de lavede en sæk / pooq, som den yngste af brødrene kunne krybe ind i. Da den blev færdig, lod de den yngste krybe ned i den, for at han kunne prøve den. Han svømmede ud og dukkede op lige ud for sine brødre. Han kiggede ind imod land og spurgte sine brødre: "Er der noget at rette på mig?." Brødrene svarede: "Ja, meget. Dit snudeparti er skævt!" Han rettede på det og dykkede ned. Han dukkede op igen, så hans ryg var synlig. Han vendte ryggen til brødrene, men vendte hovedet imod dem og sagde: "Er der meget at rette på mig?" Brødrene svarede: "Ja, meget. Dit haleben (haleparti?) er skævt!" Han rettede på det og dykkede ned. Han blev længe under vandet, og da

han dukkede op, lignede han en sæl. Hans brødre var yderst tilfredse, fordi han nu fuldstændig lignede en sæl.

 

Næste sommer igen tog sydlændingene sydover. De ville ro forbi bopladsen med de forældreløse, som på det tidspunkt var blevet meget veltrænede. Brødrene så en konebåd sætte over fjorden nordfra og de forholdt sig afventende. De slog lejr lige på den anden side af et smalt sund ved deres boplads. Brødrene forventede, at de ville komme for at dræbe dem. Det blev aften uden, at der skete noget. Om natten lukkede de ikke et øje. Næste morgen

gjorde de fremmede klar til afrejse. På det tidspunkt var den mellemste ('akugdlersât' skulle nok have været: 'nukardlersât', den yngste, for det var ham med sækken - Chr. B.) af brødrene faldet i søvn. De forsøgte at vække ham, da de fremmede begyndte at gøre klar til afrejse, men han var ikke til at vække.

Endelig, da de fremmede var begyndt at laste konebåden, lykkedes det dem at

vække ham. Han tog skindet, der lå bag ved kogerummet og gik ned. Brødrene hjalp

ham med at komme ned i hylsteret, og de lod ham glide ned ad en klippeflade ud i

vandet. Han dykkede ned og blev så længe under vandet, at brødrene blev

utålmodige. Da han endelig dukkede op, henledte brødrene de fremmedes

opmærksomhed ved at sige: "Ahaa, der er en stor remmesæl, ro I hen efter den."

Nåda, hvor sydlændingene - gamle som unge - fik travlt med at gøre

sig klar til at ro efter den. Remmesælen dukkede op lige ud for konebåden. De

pegede på den og sagde: "Her er den." Så dykkede den, så det sprøjtede op.

De mange kajakker begyndte nu at forfølge den og kom efterhånden så langt fra land, at lavvandsmærkerne på stranden ikke længere var synlige. På det tidspunkt forsvandt sælen for dem. Mens man stadig ventede på, at den skulle dukke op, kæntrede en af kajakkerne pludselig og lige efter endnu én. Sådan blev de ved, indtil der ikke var flere. Alle de mange kajakmænd, sydlændingene, omkom. De to brødre var nu på vej ind - den ene i kajak og den anden som en sæl.

 

Var.: Sidste episode: Svømme under vandet som en sæl.

 

Kommentar: Pulik skulle muligvis være Puulik. En angakok puulik var associeret til sødyr, især hvalros og / eller remmesæl. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

qáinananik toqorâssoq / qaananik toqoraassoq / En, der myrdede den ene kajakmand efter den anden

Print
Dokument id:822
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:qáinananik toqorâssoq / qaananik toqoraassoq / En, der myrdede den ene kajakmand efter den anden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da den ene efter den anden var udeblevet fra fangst, tog

en der var tilbage ud på fangst.

Da han var kommet til det østlige område og roede roligt langs

kysten, fik han øje på en stor skygge i vandet. Han kiggede op og så

en særdeles smuk kvinde flyve rundt ovenover ham. Han iagttog hende og

lagde mærke til, at hun havde perler på alle vegne, hvor der kunne

anbringes perler. Han kiggede på hende og syntes, at hun var smuk.

Mens han roede der og beundrede hende, kom kvinden nærmere og nærmere

og lagde an til at lande på kajakken. Det fik fangeren til at overveje

at harpunere hende. Da hun på et tidspunkt var ved at sætte sig på

kajakken, tog han sin harpun, og i samme øjeblik fløj kvinden op igen.

Fangeren ventede længe på et ubevogtet øjeblik til at harpunere

hende. Når hun kom nærmere, gjorde han sig klar til at kaste harpunen;

så flygtede hun. Endelig, da hun satte sig ned på forenden af

kajakken, gjorde han sig klar til kast! Han antog, at hun ville hæve

sig op, hvorefter han sigtede langt højere oppe; og lige i det øjeblik

hun hævede sig, ramte harpunen hende. Da kvinden blev harpuneret, fløj

hun indad mod land. Fangeren begyndte ellers at lade linen løbe.

Da den var løbet helt ud, og da han selv var ved at lette, slap han

den. Idet han slap linen, fløj hun imod land; og han

fulgte efter hende idet han passede på ikke at tabe hende af syne. Da

kvinden kom på land, styrede hun mod et højt fjeld. Han fulgte efter

hende, idet han passede på ikke at tabe hende af syne.

Da hun standsede på en klippeafsats på det høje fjeld, kravlede han op

efter hende. Lige før han nåede op til afsatsen, opdagede hann, at det

var et lille hus. Linen førte ham til det lille hus, og han kiggede

ind i huset gennem åbningen. Og han så, at den meget smukke kvinde,

som han harpunerede for lidt siden, var blevet så grim, at hun lignede

en helt anden. Hendes elendige skindklæder var næsten ikke til at

skelne fra hinanden så snavsede var de. Det, han troede var perler,

viste sig ved nærmere øjesyn at være snavs der hang og klistrede

i håret. Så hørte han en snakke derinde og skælde kvinden ud: "Jeg

tænkte nok, at du ville blive harpuneret, fordi du har dræbt så

mange kajakmænd."

 

Da han havde lyttet til det, og efter at have kappet linen, der ikke

ville løsne sig trods flere ryk, vendte han tilbage til sin kajak og

roede hjem. Han fortalte sin kone alt dette, da han kom hjem.

Siden vendte fangerne altid hjem efter fangsttur. Det var jo

møgkællingen, der havde kæntret og dræbt de andre.

 

Da det efter vinteren var blevet sommer, og man igen var begyndt at

tage på fangst, ledsagede fangeren, der harpunerede kvinden, dem. Mens

manden en dag var ude på fangst, var en ung mand, der øvede sig i at

blive åndemaner, ude på vandring. Han fik øje på en stor indlandsbo;

og da han kom hen til ham, sagde indlandsboen, at han havde én, som

han ville hævne sig på. Idet han sagde dette, pegede han på manden,

der havde harpuneret kvinden, og som nu lå yderst på lur efter sæler.

Han sagde, at det var ham, han skulle hævne sig på, hvorefter han tog

en stor sten og kastede den efter ham; og han ramte ham præcist og

dræbte ham. Efter denne hævn dræbte han ikke flere.

 

Var.: En lidt speciel fortælling af typen: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

 

Hist.: Det specielle ved denne version er den flyvende åndekvinde, der er meget smuk. Skønhed plejer ikke at plage de andre kvindeskikkelser i den rolle. Påvirkning fra nordiske folkeeventyr?

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq

Print
Dokument id:1336
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 93 - 96, nr. 33
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 367: "Manden uden

kajak, der ville være åndemaner"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Den kajakløse der trænede til åndemaner.

Storebror havde flere gange opfordret sin lillebror til at bygge sig en kajak, men han ville ingen kajak have. Engang han endnu en gang slog fast at han ingen kajak ville have, sagde storebror: " Hvis du ikke vil ha' kajak kan du jo fordrive tiden med at søge (efter hjælpeånder)". Broren  sagde ikke noget.

 

Næste dag vandrede han ind i landet. Han fik øje på en dværg og gik hen til ham. "Hvorfor kommer du ikke og besøger os?" sagde dværgen. Han gik med. De kom til huset og gik ind. Hans nye hjælpeånd havde sin plads i den anden ende af rummet. Nu sad han dér på besøg. Hans nye hjælpeånd gav sig til at spænde snore (ikârsalerpâ) fra briksen til siddepladsen (iffimut = ingiffimut ? CB) ved den modsatte væg. Netop da han var færdig blev der sagt: "Vores husfælle er kommet hjem!" Denne kom ind og stirrede uafbrudt på gæsten. Han havde dårligt fået sat sig på sin plads på briksen før han gik hen til gæsten og tog ham i armen mellem det udspændte snoreværk. Og mens han greb ham i armen sagde dværgen (hjælpeånden): "Nu tar han dig!" Han greb ham (husfællen) om begge håndled og knækkede dem over. Grædende rejste han hjem til sine kone (? uklart, det var dog en husfælle?).

 

Dværgen løste de udspændte snore. Så gik han ud af huset og ned til deres land, som om han ikke havde noget at sige (? sôrdlo oqâsisaqangisoq, CB; der intet var at sige = intet var hændt, BS ?).

 

Det fortælles at hans storebror havde børn. En dag gik lillebroren igen ind i landet. Undervejs mødte han sin inuerutigâ (inuarulligaa, hans dværg) som sagde: "Hvorfor går vi ikke på besøg i de mange huse (pulâratangilarput)?" "Jeg tør ikke", sagde dens menneske / ejer / herre. "Der er ikke noget at være bange for. Kun de der bor i den østlige del (obs! måske den vestlige del - pga. spejlvendingen af "verdenshjørner" i Østgrønland) er skræmmende. Ikke dem i den vestlige del, slet ikke." Den anden (endnu en dværg eller lillebroren?) var enig (el. gik ind på det). De gik hen for at kigge ind i de mange huse i den østlige del (se ovf. om verdenshjørner). Der ville de ind. De (beboerne) begyndte at spille bold med hans stakkels hjælpeånd, så den fløj (fra den ene til den anden, BS). De slog til den mens den var i luften. Til sidst brækkede de dens ene ben i slaget. Det var lige ved at gå midt over. Den fik ondt af sin ejer og gik ind (nu er det åbenbart lillebroren der kastes bold med). Da den kom ind brækkede den samtlige inutâjivat (de boldspillende ånders) små håndled. Når den brækkede dem søgte de grædende tilflugt på deres briksepladser. Derefter fulgte han med sin hjælpeånd ud af huset. Den fløj hen over jorden og forsvandt på den anden side af en lille høj. Han gik hen for at se efter, og dér sad den og ventede på sin ejer. Han gik derhen og spurgte: "Hvordan går det med dit brækkede ben?" "Det er for længst rask!" Så fangede den en hel masse ryper til sin ejer som tog dem med hjem, fordi storebroren var så glad for ryper til mad. Denne bad sin kone hente dem (ind ). Næste dag fangede de også ryper som de spiste. Så inviterede han sin hjælpeånd på besøg. "Jeg tør ikke", sagde den. "Vi er ikke farlige. Der er kun mig, min storebror, hans kone og deres børn." Så invilgede hjælpeånden. Den gik ned (til kysten) og trådte ind i teltet. Da teltets ejers børn stirrede med stive øjne på den, sagde den: "Mon de egentlig ikke er bange for mig?" "Jo", sagde forældrene, "de er bange". "I skal da ikke være bange for mig", sagde den. Så tog den hjem igen.

 

For det fortælles at ejeren brugte den som sin eneste hjælpeånd - denne dværg. Den satte over store vandområder nårsomhelst den ville. Da dens ejer blev åndemaner / angakkoq / angakok havde han kun denne ene hjælpeånd. Alligevel var han en dygtig åndemaner.

Slut.

 

Var.: Episoden hvor ånder spiller bold med åndemaneren forekommer i et par østgrønlandske fortællinger om angakkut: Ajijak, Kukkujooq / Apulu. Søg på: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; Sandgreen 320 - 333 nr. 36.

 

Hist.: Episoden skildrer et åndemanerritual, der øjensynligt går meget langt tilbage i tid og er beslægtet med forestillinger om nordlyset. De er døde mennesker, der er havnet i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium (eller - på øen Nunivak i Alaska - hvalros-mennesker der spiller bold med et menneskekranium, Lantis 1946: se ndf. ). Flere østgrønlandske fortællinger skildrer en seance, hvor åndemaneren under åndflugt havner hos luftånder, der spiller hårdhændet bold med ham. Ifølge fortællingen om en af dem (Sandgreen 1987, qulummiin) kommer hans binderemme farende ned i rummet som varsel om hvorvidt han overlever eller ej. Så sent som i 1990'erne har en ældre mand fra det sydvestligste Baffinland (Cape Dorset) i Arktisk Canada beskrevet et tilsvarende åndermanerritual og identificeret de boldspillende ånder med dagslysets folk, dvs. døde mennesker der er endt i himlen og som om natten bliver "boldspillerne", nordlysets folk: "They (the shamans) would be tied up with a harpoon line. It would be wound all around them. Once they started to bounce, people would know the angakkuq was being used as a ball by the ullurmiut, the people of the day. After he was used as a kickball, he would be levitated and the rope that had been used to bind him would fall down in a coil, and the angakkuq would then descend .... The rope used to fall down in a perfect ball. You could not locate the other end of the rope." (Oosten, Jarich , Frédérick Laugrand, Wim Rasing (Eds.)1999: 'Perspectives on Inuit Law'. Interviewing Inuit Elders, Vol. 2. Iqaluit:  Nunavut Arctic College, s. 125.) Og dette ritual kendtes også ved Iglulik i nord (en ø i Fox Bassin), hvor en anden ældre mand huskede at rebet undertiden forvandledes til små dyrefigurer. Især hvis det varslede mange rener i den kommende sæson (ibid.).

En fortælling fra Nunivak lader ligeledes en ung forældreløs gennemføre en sådan himmelrejse - sammen med hvalrosser - som giver ham shaman-evner og en lang line med krog til fangst af dyr på fjerne steder (Lantis 1946: The social culture of the Nunivak Eskimo: The poor boy and the northern lights).

       Forestillingen med eller uden ritual kan således senest dateres til Thule-kulturens udbredelse med afsæt i Nordalaska - Nordøstsibirien omkr. 1200 AD.

 

Kommentar: Fortællingens sprog er vanskeligt at oversætte. Den er nedskrevet af Kaarali Andreassens kone, Johanne, på en blanding af vest- og østgrønlandsk. Det er næppe hjælpeånden, men snarere åndemaner / angakkoq-initianden / lillebroren, der blir spillet bold med af himmelånderne. Uddannelse til åndemaner.

Qajarissat

Print
Dokument id:459
Registreringsår:
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Adamsen, Mogens
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qajarissat
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 22 - 26
Lokalisering:Kuannit: Paamiut / Frederikshåb
Note:

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En stærk mand, en sydlænding, havde hørt om en stærk

mand nordpå, der hed Erisaatsiaaq. Da denne sydlænding var en stærk

mand, fik han lyst til at tage op og kappes med ham.

Men han tøvede med at komme af sted den ene morgen efter den anden.

Endelig en morgen, hvor der blæste en stærk norden, gjorde han sine

forberedelser og tog afsted nordover for at kappes med manden. Han

roede og roede og kunne nu se Erisaatsiaaqs boplads. Forude fik han

øje på et lille skær som bølgerne brødes imod. Kort før han nåede helt

derhen opdagede han, at det han troede var et skær, var E., som han

var taget op til for at kappes med. Han var bare ude på fangst og

havde en stor sortside på slæb. han var ellers kommet for at kappes

med ham, men da han så ham, blev han bange for, at han ikke ville

kunne klare ham. Han fortalte blot, at han var kommet for at besøge

ham og undlod at nævne, at han egentlig ville kappes med ham. Så snart

E. hørte, at han var kommet for at besøge dem, roede han uden et ord

imod land. Det gik så stærkt, at gæsten kun lige kunne følge med,

selvom E. havde en stor sortside på slæb.

 

Da de kom til bopladsen, sagde E., at han næste dag ville have ham

(gæsten) med på fangsttur dér, hvor han plejede at ligge og vente på

sæler.

 

Næste morgen roede de ud vestover. De roede og roede og roede vestover

og nåede frem til området, hvor E. plejede at ligge og lure sæler;

og så langt ude var det, at kysten ikke længere kunne ses. De havde

kun ligget der et ganske kort tid, da E. trak hovedet en smule ned

mellem skulderene; og imod vinden så man snuden af en sæl over

vandskorpen. E. satte så hurtigt afsted derhen som gled han ned af en

skråning. Sydlændingen fulgte efter. Da E. havde harpuneret den, stak

gæsten kajakåren ind på skrå under tværremmene på hans kajak. Da havde

han allerede taget harpunspidsen ud og var begyndt at gøre sælen klar

til bugsering. De lå der efter at han havde bundet sælen til kajakken,

og mens sydlændingen kiggede sig rundt, opdagede han, at E. trak

hovedet en smule ned mellem skulderene, og at sælen, han havde på

slæb, flyttede sig (idet han roede afsted). Så så han imod vinden en

sæl ligge med snuden over vandsporpen. E. roede straks så hurtigt

derhen, som gled han ned af en skråning. Da han havde harpuneret

sælen, stak sydlændingen straks kajakåren ind på skrå under

tværremmene på hans kajak. Da havde han allerede taget harpunspidsen

ud og var i færd med at gøre klar til bugsering. Han bandt den til

kajakken, og på det tidspunkt havde sydlændingen endnu ikke set nogen

sæl.

 

Så skete det, at sydlændingen trak hovedet en smule ned imellem

skuldrene, da man så en sæl ligge med snuden over vandskorpen.

Sydlændingen satte afsted derhen, så hurtigt, som gled han ned ad en

skråning. E. stak kajakåren ind på skra under tværremmene på hans

kajak; da havde han allerede taget harpunspidsen ud og var begyndt at

gøre den klar til bugsering. Da han havde bundet den til kajakken,

sagde E.: "Fang nu en til ligesom mig!" Sydlændingen svarede: "Nej,

denne her rækker til mig." Så begyndte de at ro ind mod land. E. med

to sæler på slæb, mens sydlændingen kun havde en. De var kommet et

stykke ind imod land, så sagde E., at med den fart ville de først nå

hjem midt om natten; og i det samme satte han farten op med de to sæler

på slæb, og straks var han foran. I nogen tid kunne sydlændingen med

sin ene sæl på slæb se E., men så forsvandt han indad mod land.

Da sydlændingen nåede frem til E.s, boplads, var bryststykkerne af

E.s, fangst allerede kogt.

 

Da sydlændingen indså, at han ikke kunne klare sig over for den, han

ville kappes med, rejste han næste morgen sydover, uden at sige noget.

E. havde en søn. Han gav sig til at træne ham til stærk mand. Han

byggede en kajak til ham. I sine bedste år overgik sønnen sin far i

styrke (og driftighed), så E., som var blevet ældre, holdt op med at

tage ud på fangst.

 

En dag udeblev sønnen imod sædvane fra en fangsttur. Næste morgen tog

E. ud til det område, hvor han plejede at tage sæler. Da han kunne se

hans fangstområde, fik han øje på en kajakmand. Han kom tættere på og

opdagede, at det var en "qajariaq" (en kano?). E. roede væk fra ham

for at nærme sig ham fra solsiden ("seqernanooniarlugu") Den fremmede

("qajariarsuaq") kom til at befinde sig i den skygge han kastede; og

han roede nærmere og opdagede, at han havde en last bag på kajakken.

Han roede til bagfra for at harpunere ham. Han kom tæt på og opdagede,

at det var hans søns ene arm, han havde bag på kajakken.

Han løftede sin harpun, og idet han kastede, ramte han lænestøtten i

hans kajak. Manden vendte sig om imod ham, men kæntrede med hænderne

for ansigtet. E. rejste kajakken op og tog harpunspidsen ud, hvorefter

han væltede den med bunden i vejret.

 

E. roede videre mod vest. Han var kommet temmelig langt udad, da han fik øje på en tilsvarende ("qajariarsuaq"), som lå og ventede på, at en sæl skulle dukke op. I det øjeblik den fremmede befandt sig i den skygge E. kastede

("ilikarmordlugo": da han havde lært, hvordan han skulle bære sig

ad?), roede han til for at harpunere ham. Da han kom tæt på bag fra

opdagede han, at denne havde den anden arm af hans søn bag på

kajakken. Han harpunerede ham. Manden vendte sig om imod ham, men

kæntrede med hænderne for ansigtet. Han rejste kajakken op og tog

harpunspidsen ud, hvorefter han væltede den om med bunden i vejret. Så

roede han igen vest over.

 

Han var kommet temmelig langt mod vest, da

han igen fik øje på "qajariarsuaq" vestenfor. Igen fik han placeret sig

inden for sin slagskygge. Han roede til for at harpunere ham. Tættere

på opdagede han, at han havde hans søns krop bag på kajakken. Det

viste sig, at han var far til de to. Han roede til og nåede derhen.

Han skulle lige til at harpunere ham, men opgav det så. I stedet

stak han bagfra sin kajakåre ind på skra under tværremmen på hans

kajak. Han blev forskrækket og vendte sig om mod ham uden at sige noget.

Ingen af dem sagde noget. Men så sagde E.: "Du har noget bag på

kajakken." "Ja, jeg har noget bag på kajakken"; sagde han og ændrede

straks kursen med ordene: "Øst for mig er der andre," og han satte

afsted imod øst, så hurtigt, som gled han bare ned ad en skråning. E.

som nu var blevet gammel, fulgte side om side med ham. Da qajariaq'en

fik øje på kajakken, der lå med bunden i vejret, satte han farten

yderligere op, og den lille gamle mand fulgte stadig trop. Faderen nåede

frem, fik kajakken på ret køl og så, at sønnen havde et stort sår og var

død. Han pustede i sine store hænder og strøg med hånden hen over

såret; og han blev spillevende, og idet de sagde: "Der er også en øst

for os," fór de østover, så hurtigt at det så ud som om de gled ned af

en skråning. Da den væltede qajariarsuaq blev synlig, satte de farten

yderligere op, og den gamle fulgte stadig med. De kom derhen og

faderen rejste kajakken op. Han havde et stort sår og var død. Igen

pustede han ned i sine store hænder og strøg med hånden (hen over

såret) og han blev minsandten også levende. Nu var de dér alle med E.

som fjerde mand, og ingen sagde noget. E. brød tavsheden og spurgte:

"Kan I også gøre ham, I har bag på kajakken levende?" Den store, deres

far, udbrød: "Vi kan godt gøre ham levende, men først når vi er kommet

hjem med ham, for han skal være hos os." I det samme fik E. øje på et

ret stort isfjeld lige nord for dem og sagde: "Kan I ikke tage ham

op på det isfjeld derovre og gøre ham levende? Hvis I kan gøre ham

levende, kan en af jer låne mig sin kajak; så vil jeg tage ham med mig

og føre ham ind til land. I kommer ikke til at vente ret længe. I kan

vente på mig derovre (på isfjeldet)." Faderen til de to blev bange og

indvilgede.

Da de lagde til ved siden af isfjeldet, anbragte de (de afskårne)

armene på deres rette steder og qajariaq-faderen pustede ned i sine

store hænder og strøg med hånden hen over dem; så blev E.s, søn

minsandten levende. E. bad om at låne en af deres kajakker, så kunne

de vente på ham der. Så sagde faderen, at hvis han skulle låne en,

("itsavarneqásángitdluínarmat": måtte der overhovedet ikke kigges ind

i kajakken). De fik den tredje af mændene til at stige op på

isfjeldet, og fik så E.s, søn ned i kajakken, hvorefter de to gav

sig til at ro indefter. Det kneb i perioder for E. at følge med. Men

det varede ikke så længe, så var de hjemme.

Da sønnen kom op af kajakken og skulle til at træde ned på jorden,

faldt han om. Det viste sig, at benene var døde af skræk i den store

kajak. E. roede ud vestover med den store kajak på slæb. Da isfjeldet

blev synligt, konstaterede han, at de stadig var dér og ventede på

ham. E. roede igen indefter og kom hjem. Han havde sønnen som

forsørger resten af sit liv.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

 

Tolkning: Der befandt sig åbenbart en kraftig amulet i kajakken, der

ville have skræmt enhver ihjel, der havde kigget ind i kajakken. Lammelsen kan associeries til at den særlige slags kajak, der gerne lignes ved en kano, ingen bagspids har. Dvs. kajak = kajakmandens krop

Qalulâjik / Qalulaajik

Print
Dokument id:798
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qalulâjik / Qalulaajik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 44 - 45, nr. 22
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 371: "Qalulâjik".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Qalulaajik.

Da kajakkerne, der var på fangst, udeblev den ene efter den anden,

sagde Qalulaajik: "Jeg vil ud og finde ud af det. En af mændene sagde:

"Hvordan vil du det? (du har ikke noget at gøre der)". Qalulaajik

svarede, at han ville ud og undersøge det. Så tog han af sted og kom

til land, hvor han steg op af kajakken. Herefter gav han sig til at

ordne sin fuglepil. Han hørte støj og kiggede bagud. Han opdagede, at

en kæmpe af et menneske nærmede sig. Kæmpen greb ham og drog af med

ham ind i land. De nærmede sig en stor sø. Lige før de nåede

søen, opdagede Qalulaajik, at søen var næsten fyldt op med mennesker.

Han tænkte, at kæmpen nok ville smide ham ud i den. Da Qalulaajik blev

klar over, at kæmpen styrede direkte hen til søen og ville smide ham

ud, gav han sig til at fremsige trylleformularer; og derefter begyndte

han tânilerpâ (eller: tôrnilerpâ) (mane ånder). Da dette var

overstået, aqutâkaseqaq (?). Så førte Qalulaajik kæmpen hen til

søbredden. Her trykkede han kæmpens hoved ned i vandet for at drukne

ham. Kæmpen var ved at drukne og rystede hovedet. Til sidst blev

kæmpen så afkræftet, at den druknede. Qalulaajik skulle til at gå, men

tænkte så, at de andre på bopladsen som altid nok ikke ville tro ham,

så han fik kæmpens inderbukser trukket af med stort besvær og tog dem

med hjem. Han kom hjem og sagde: "Nu har jeg dræbt den store

drabsmand." Nogle på stedet ville ikke tro på ham. Qalulaajik sagde:

"Hvis I ikke tror på mig, så gå hen og se hans inderbukser." De gik

hen til hans kajak og så, at inderbukserne var så store som en

overdyne. Først da troede de ham. Siden den tid kom kajakkerne altid

hjem, fordi Qalulaajik havde dræbt kæmpen.

 

Var.: Qalulik / Kalulik. Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut;Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Qasijasagôq silarapigángísoq / Qasigasagooq silarapiganngissoq

Print
Dokument id:1813
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qasijasagôq silarapigángísoq / Qasigasagooq silarapiganngissoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 33 - 39, nr. 18
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qasiassaq, som ikke var rigtig klog.

Qasiassaq var ugift og havde ingen kajak. En dag sagde han: "Bare man

havde en kajak." En husfælle sagde: "Du kan låne den ene af mine

kajakker." Så roede Qasiassaq af sted. han fik øje på et stykke træ på

havet. Han roede hen til det og slog på det. Han blev meget

forskrækket, da det pludseligt bevægede sig. Han tænkte, at det måtte

være en tupilak. Da han kom hjem, fortalte han, at han havde set

noget, der sikkert var en tupilak. Faktisk var det en netsideunge. Man

spurgte ham, hvordan den så ud. Qasiassaq svarede, at den var helt blå

med noget langt uldent hår yderst. "Det må ha' været en netsideunge,"

sagde de andre. Qasiassaq sagde: "Hvis jeg igen ser sådan én, vil jeg

harpunere den." Han tog igen ud i kajak. Han så det samme som sidst -

blot en, der var større, og som var spraglet. Så snart han slog på den,

gjorde også den en bevægelse. Igen mente Qasiassaq, at det måtte

være en tupilak, og han fortalte om den, da han kom hjem. Tænk, det

var jo en voksen netside. Sådan gik det med alle de sæl(art)er, han

mødte. Så fik han øje på en isbjørn, som han troede var en hund, og

begyndte at drive den mod land for at få den til hund. Han tænkte:

"Den vil jeg have til hund." Gang på gang slog han på hovedet.

Isbjørnen gav et brøl fra sig og ville angribe ham. Qasiassaq blev

bange og vaklede imellem om han skulle flygte eller fortsat drive den

mod land. Han valgte, at flygte. Da han kom hjem, spurgte de andre, om

han havde set en sæl. Qasiassaq svarede: "Jeg har ikke set nogen sæl;

men jeg så en meget stor hund." En af de andre spurgte, om det ikke

var en isbjørn. Qasiassaq sagde igen: "Jeg kender en isbjørn udmærket;

men den, jeg så, var en hund." "En hund kan næppe være så stor," sagde

en af dem. Qasiassaq sagde: "Så var det nok en isbjørn. Næste  gang

jeg ser den, vil jeg fange den og dræbe den." Siden så han aldrig

isbjørne på sine kajakture.

Det var ved at blive efterår, og nogle var taget ud på en tur over

land for at plukke og spise sortebær. Midt i det hele opdagede de en

kajakmand ro mod land. Tænk - det var Qasiassaq. Han gik i land og op

ad en skrænt. Så lod han sig rulle forover ned ad skrænten. Da han

nåede foden af skrænten, rejste  han sig op og gav sig til at

undersøge sig selv. Så gik han op igen. Fra et ret højt sted lod han

sig igen rulle forover ned. Nede ved foden af skrænten

"kugungimersordlune (? lå han længe helt stille), så bevægede  han sig

og rejste sig op. Han undersøgte sig selv; og det sås, at han havde

fået mange skrammer. Alligevel gik han op igen og kom endnu højere

op. Så lod han sig trille ned. Han nåede foden af skrænten og var død.

Han blev liggende død i nogen tid; men langsomt arbejdede han på at

gøre sig selv levende igen (ûmarnijarujôrdlune), og det lykkedes. Han

kom med besvær ned til sin kajak. Han gav sig til at smadre den med

store sten, men holdt dog op inden den fulde ødelæggelse. Så fyldte

han den med isstykker, hvorefter han kom ned i kajakken og roede af

sted. Da han var på vej ind, sagde folk: "Qasiassasq er dukket op og

er knap levende". Man spurgte ham: "Hvad er der sket?" Han svarede:

"Det store isfjeld iluqavkânga (? kælvede)". Hans kone (i starten var

han ungkarl) syntes, det var meget synd for ham; og Qasiassaq lod alt

dette ske uden at protestere. Ved aftenstid vendte de, der havde været

ude at spise bær, tilbage til bopladsen. Børnene var meget ivrige

efter at være den første, der fortalte dem om, at Qasiassaq med nød

og næppe havde overlevet en ulykke. Men bærspiserne sagde: "Vi så selv, at Qasiassaq gentagne gange lod sig rulle ned ad en

skrænt." Qasiassaq's kone sagde til sin mand: "Du har jo løjet."

Qasiassaq blev flov og ville aflede opmærksomheden ved at kilde sin

kone.

 

Qasiassaq længtes efter at blive rask; og så snart han blev

rask, tog han ud på en kajaktur. Han nåede det sted, hvor han havde

ladet sig falde ned ad skrænten. Han gik i land og tog en stor sten,

som han bar ned til sin kajak. Han bandt sin line omkring den og roede

ud med den. Da han var kommet tilstrækkeligt langt ud nartipâ (? lod

han den falde) i havet avatanilo amardlugo (? og trække sin

fangstblære med). Så sænkede han stenen ned. Nu var han på vej hjem

uden line. Han roede halvvejs sidelæns. Folk sagde: "Qasiassaq har

mistet sin fangstblære." De råbte gentagne gange til andre: "Qasiassaq

har mistet sin fangstblære." Han roede stadigvæk halvvejs sidelæns. Da

han nåede hjem, spurgte man ham: "Har du mistet din fangstblære,

Qasiassaq?" "Ja," svarede Qasiassaq, "jeg mistede fangstblæren på en

klapmyds." Så gik han i seng. Om aftenen kom de, der havde været ude

at spise sortebær, hjem. Børnene kappedes om at være den første, der

fortalte dem om, hvad der var sket med Qasiassaq. Men bærspiserne

sagde: "Vi så ham gå i land nedenfor der, hvor vi stod. Han tog en

stor sten og bandt linen omkring den. Så roede han ud, smed sin fangstblære

amaramiuk (?) og sænkede stenen." Da børnene gik ind, sagde de:

"De siger, at Qasiassaq har løjet, for han har sænket sin fangstblære

ned i vandet ved at binde den midtpå." Qasiassaq's kone sagde til ham:

"Du har jo løjet." Qasiassaq skammede sig, fordi han havde løjet. Han

kildede sin kone.

 

Efter at Qasiassaq havde løjet mangfoldige gange

ville han udhugge et barn af træ (qitornaliornijalerpoq). Han spurgte

en husfælle, om han havde en økse. Husfællen sagde: "Ja, jeg har en

økse, du må gerne låne den." Han tog øksen, gik hen til et stort

stykke (driv)tømmer og gav sig til at hugge. Da han fik en dukke

færdig, gik han ind og gav sin kone den, idet han sagde: "Det skal

være vores barn." Hans kone sagde: "Der er ingen, der har et barn, der

er lavet af træ." Qasiassaq sagde igen: "Det skal være vort barn."

Konen måtte så tage imod det og hun syede en anorak til det af et

stykke af overdynen. På det tidspunkt havde en familile, der boede

vesten for deres boplads, mistet deres søn. Qasiassaq tog derhen - og

da han var fremme gik han hen til forældrene, der havde mistet sønnen,

på deres plads på briksen og sagde: "Vi har fået et barn, oven i købet

et drengebarn; jeg har opkaldt ham efter jeres afdøde søn. I må mindes

ham (give den nye navnefælle en gave). Han (Qasiassaq's påståede søn)

forsøgte også at sige noget. De andre spurgte: "Hvad prøvede han at sige?" Qasiassaq svarede: "Det var noget med, at han gerne ville have

en kniv." Så gav den afdødes far Qasiassaq sønnens kniv. Da Qasiassaq

havde taget en hel masse ting (qaserpasuvit tigôqaramigit - der

tilhørte den døde og nu Qasiassaq's (påståede) søn p.g.a. navnet), tog

han af sted. Hjemme sagde han: "De længtes så meget efter at få besøg

af nogen. Fordi jeg kom på besøg, gav de mig alle disse ting. De blev

ved med at give mig gaver, indtil jeg sagde stop." Så kom manden fra

bopladsen vesten for og besøgte Qasiassaqs. Han satte sig ned på deres

afdeling af briksen og sagde: "Hvor er sønnen, der er opkaldt efter

min afdøde søn?" Qasiassaq lå på briksen. Og gæsten sagde igen:

"Qasiassaq, hvor er  han, der er opkaldt efter min søn? Jeg vil gerne

se ham." Som sædvanlig gav Qasiassaq sig til at kilde konen. Konen

sagde til ham: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Så tog gæsten hjem

til sin boplads.

Det var den sidste af Qasiassaq's løgne.

 

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

qatángutigîgpagssuit / Brødrene som forsvandt

Print
Dokument id:302
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Boasen, William
Nedskriver:Boasen, William
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:qatángutigîgpagssuit / Brødrene som forsvandt
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 617 - 620, nr. 175
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 59 ss. 181 - 182 har Rink sammenstykket 2 varianter inkl. denne. Samme på engelsk i:

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 48, ss. 286 - 288: The Brothers who were lost on their Journey up the Fiord.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

De mange brødre.

 

De mange brødre havde deres yndlingsvinterboplads ved mundingen af en stor fjord. En dag roede den yngste af brødrene ind i fjorden. Mens han roede, skiftede hans kajak retning af sig selv, og han var ude af stand til at styre den. Han kom til en boplads med et hus. Under sit ophold i huset havde han ikke lagt mærke til den ældste i huset. Om aftenen tog man et sortsideskind frem fra pladsen under briksen og i det han (den gamle? Chr. B.) lagde det på gulvet, sagde han: "Lad os trække armkrog". .............. (der står noget om, at han ikke ville, fordi han ikke var stærk nok - noget, der er svært at få nogen mening ud af - Chr. B.). Han var tvunget til at sætte sig og den gamle trak hans arm ud. Så hørte man klirren af knive og straks var de færdige med at partere ham. Han var altså havnet hos menneskeædere.

     

Brødrene ventede forgæves på deres yngste bror. Da han ikke kom hjem, roede

den næstyngste bror ind i fjorden den efterfølgende dag. Han kom til den samme

boplads. De smadrede hans kajak og gjorde den ganske ubrugelig. Om aftenen smed

de et sortsideskind ud på gulvet og udfordrede ham til at trække armkrog med.

Han (den gamle? Chr. B.) trak gæstens arm ud. Så hørte man klirren af knive og

straks blev han parteret færdig.

 

Brødrene ventede forgæves på deres næstyngste bror, men opgav ham til sidst.

Dagen efter roede den ældste af brødrene ind i fjorden. Der skete nøjagtig det

samme. Han kajak blev smadret. Om aftenen blev sortsideskindet fra pladsen under

briksen lagt ud på gulvet, og han blev udfordret på armkrog. Da han

havde spist tænkte han, at det nok var den gamle, der havde dræbt hans brødre.

Han ville hævne sig på dem. Hen på aftenen gik han (den gamle? Chr. B.) ud, og han

(gæsten? Chr. B.) fulgte efter ham, fordi han havde smadret hans kajak (svært at

få en mening ud af - Chr. B.). De trak armkrog og den gamle trak

gæstens arm ud. Man hørte klirren af knive og straks blev han parteret færdigt.

 

De andre ventede forgæves på deres ældre bror og opgav ham. Næste dag roede

den sidste af brødrene ind i fjorden og kom til det samme sted. Når han efter maden gik ud, fulgte de efter, for at se efter, om han havde

smadret kajakken (svært at få nogen mening ud af - Chr. B.). En gang han gik ud, havde de ikke set dette og havde ikke fuldt efter. (Jeg kan ikke få nogen sammenhæng mellem de to sætninger - Chr. B.). De smadrede kajakken og gjorde den ubrugelig. Om aftenen smed de som de andre gange skindet ud på gulvet fra pladsen under briksen. Gæsten tænkte, at han ville hævne sig på ham (den gamle? Chr. B.). Da de trak armkrog, krængedes huden af hans (den gamles? Chr. B.) arm. Han satte sig på briksen og blæste på den, så blev den rask igen. Han (den gamle? Chr. B.) opgav ham.

 

Hjemme hos brødrene ventede man forgæves på ham. Fætteren til brødrene tog

af sted for at se efter dem. Da han kom til stedet, sagde fætteren (den sidste

af brødrene, som overlevede? Chr. B.) til ham, at han skulle følge efter ham (den

gamle? Chr. B.), når han skulle ud, for han (den gamle?) havde smadret hans (den

sidste af brødrenes - Chr. B.) kajak. Det kunne jo være, at han (den gamle? Chr. B.) ville smadre hans (gæstens? Chr. B.) kajak. Hver gang han (den gamle? Chr.B.) eftermåltidet var på vej ud, fulgte gæsten efter ham. Om aftenen smed man skindet ud på gulvet og udfordrede til armkrog. Gæsten tænkte, at han ville hævne sig på

ham, fordi han havde dræbt alle fætrene. Han (gæsten? Chr. B.) trak modpartens

arm ud, så huden krængedes. Han gjorde ligesom sidst, så den blev rask, og han

(den gamle? Chr. B.) opgav ham. Den overlevende af brødrene sagde til fætteren, at

han skulle tage af sted fra stedet, når de andre i huset var faldet i søvn. De

gik i seng, og da de var faldet i søvn, sagde han til fætteren, at han nu skulle

tage af sted. Han tog af sted, men da han var nået til det lille næs, råbte han:

"Gæsten er taget af sted uden at være blevet såret." Der lød klirren af knive.

De skar de bånd, hvormed konebåden var blevet bundet fast, over og fulgte efter

gæsten. Fætteren, som roede forrest, knækkede den ene åre efter den anden. Da de

nåede kajakmanden, lod fætteren, som om han ville gribe ham, men hvergang

smuttede han fra ham og konebåden sakkede agterud. De kunne ikke nå ham og opgav

til sidst forfølgelsen.

 

Der kom islæg, og der var ikke længere vand at se nogen steder. Han (eller:

denne - hvem? Chr. B.) tog en dag af sted for at kigge efter åbent vand. Han fik

øje på noget, der så ud som åbent vand. Han havde et par kamikker på med nye

såler. Det viste sig, at de var ved at tage af sted. Han gled for at gå dem i

møde og landede til sidst ved siden af huset. De (hvem? Chr. B.) kom og gik ind i

huset, hvor der sad en gammel mand helt alene. De sagde til ham: "Hvor er de

andre?" Han svarede ikke. De sagde til ham: "Hvis du ikke vil sige noget, dræber

vi dig. Hvor er de andre?" Han svarede: "Heroppe, den store st....." "Hvor er de

andre?" "Heroppe den store st..." De fandt ud af, at de måtte befinde sig på en

stor sten oven for huset. De gik op til den store sten og gav sig til at skyde

med bue og pil. De skød på den (den store sten? Chr. B.) og havde til sidst kun

ganske få pile tilbage. Så kom der en lille fugl ud. De skød efter den, mens den

fløj, men til sidst slap pilene op. Da der ikke var flere tilbage, sagde de:

"Hvornår skyder han - den mand, der er blevet oplært til det?" Han, der er

blevet oplært til at skyde, rystede. Da de ('piseriaramíku') skød efter den,

faldt den ned. De troede, at det var en lille fugl. Det viste sig, at det var et

menneske. De flænsede det og tog alle indvoldene ud. Dem bragte de ud til et

sted, hvor solen aldrig skinnede og sænkede dem ned i et meget dybt hav. De tog

hjem og vendte aldrig tilbage til stedet. De dræbte også den gamle mand.

 

Var.: Bueskydning / Brødrene; De to fætre; Menneskeædere; Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd;

 

Kommentar: en temmelig uklar nedskrift af en variant, der velsagtens har gjort sig bedre i mundtlig fremstilling.

Qátungmigsânertoq / Qattummissaanertoq

Print
Dokument id:799
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qátungmigsânertoq / Qattummissaanertoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 49 - 55, nr. 25
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Meget kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 371 - 372:

"Den gamle, der blev gal, da han ville hævne sin søn..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Qattummissaanertoq.

Ved mundingen af en stor fjord boede en gammel mand. Han, hans søn og

hans svigersøn plejede at ro ud på fangst sammen. En dag roede sønnen

alene ud i kajak. De ventede ham hjem, men det blev aften. Næste

morgen tog svigersønnen ud for at lede efter ham, men fandt ham ikke.

Næste dag var han igen ude at lede efter ham, men kom hjem om aftenen

uden resultat. Næste morgen, da det var blevet lyst, tog faderen ud

for at lede efter ham. Han gik i land på den ene bred af fjorden.

Han fandt ham liggende på en lille høj med en stor lanse stukket op

gennem endetarmen. Han gik op til ham og græd over tabet. Da han

havde grædt, forlod han ham og lod ham bare ligge. Han fortalte det

til andre, da han kom hjem. Dagen efter tog den gamle mand sammen med

svigersønnen hen til stedet for at se på det, og de fandt ham stadig

liggende der (? qangungisoq). De fjernede det ene øje, hvorefter de

gav sig til at vandre ind i landet. Til sidst kunne de ikke se havet.

Da sagde den store svoger: "Det kan jo være, at drabsmændene opholder

sig på disse kanter. De gik over en lille fjeldkam og fik øje på

masser af telte. De så en rype, som den gamle mand fik fat i og

fjernede det ene øje, det venstre, fra den levende rype og erstattede

det med den afdøde

søns ene øje. Så sagde han til rypen: "Så kan du selv hævne dig."

Rypen drog så af i retning af teltene. Så snart rypen kom hen til

teltene, sagde folk: "Se den rype, hvor er den tam." Så tog de nogle

sten op fra jorden og begyndte at kaste efter rypen. Rypen gik mellem

folk, og straks begyndte det ene menneske efter det andet at falde

om. Til sidst var der ikke flere tilbage. Så gik den gamle mand og

hans svigersøn hen til nogle mindre telte lige øst for lejren. Der kom

en kvinde ud. Hun tog en sten op fra jorden og ramte rypen med den, så

den døde. Hun gav sig til at undersøge den døde rype og opdagede, at

det ene øje var et menneskeøje. En anden, der så dette, sagde: "Det

skulle jo nok være en tupilak." Svigersønnen sagde til den gamle: "Lad

os gå derned." Men den gamle ville ikke. Svigersønnen blev ved, og til

sidst gik de ned og gik ind i teltet, hvor kvinden boede. Så snart de

var kommet ind, sagde teltets beboere følgende: "Se den rype, hvis øje

er et menneskeøje." Svigersønnen genkendte rypen og ville vise

svigerfaderen den. Men denne holdt hånden for øjnene. Svigersønnen

blev ved med at sige, at svigerfaderen skulle se den. Det ville

svigerfaderen absolut ikke. Men da svigersønnen fortsat insisterede på

det, fjernede han til sidst hånden fra øjnene, og i det han så den,

blev han rød over hele ansigtet. Det gik pludselig op for de andre,

at han havde mistet forstanden og var begyndt at spise sine hænder. De

begyndte at flygte bort i kajak. Den ene af kvinderne gik ned i en

kajak og den anden havde de på dækket af to kajakker. Knap var de roet

ud, så kom han (den gamle mand) krybende på strandbredden lige ud for

dem. De flygtede videre, og da de nåede frem til bopladsen, syntes

folk, at de virkede fremmede, indtil de blev klar over, at det var

svigersønnen, der sammen med nogle fremmede, var flygtet hjem.

Svigersønnen fortalte, at svigerfaderen havde mistet forstanden, og

at han var begyndt at spise sig selv. Dagen efter roede han hen for at

se til ham. Da han kunne øjne ham, hørte han ham brøle. Han roede

nærmere. Så for' den gamle frem imod ham i fuld fart. Det var med nød

og næppe han slap væk fra ham og flygtede hjem. Dagen efter så man en

konebåd nærme sig deres boplads. Det var tre fremmede mennesker - to

ældre og en ung mand. Da de var ved at lægge til nedenfor huset,

spurgte den store svigersøn: "Hvor er I på vej til?" En lille ældre

mand svarede: "Jeg vil gerne bosætte mig her, for jeg har mistet min

forsørger." Den anden svarede: "Kom I bare i land her." Så gik de i

land. Da de havde boet et stykke tid på stedet, sagde den lille ældre

mand: "Bare der var et eller andet, man kunne fordrive tiden med." Den

anden sagde: "Hvis du mangler tidsfordriv, har jeg en svigerfar, der

har mistet sin forstand. Men han er uhyggelig, fordi han æder sig

selv." Den lille ældre mand sagde: "Ham må jeg hen og se. Jeg må

under ingen omstændigheder forsømme det." Den lille ældre mand var

meget opsat på det, så de tog af sted dagen efter for at se til

manden. De fik øje på ham, og de kunne høre, at han brølede. De

styrede hen imod ham, men svigersønnen til den sindssyge sagde: "Jeg

vil ikke hen til ham." Men den gamle mand ville gerne. Den anden

frarådede ham det. Men det var umuligt, for manden var ude efter noget

til tidsfordriv, og svigersønnen holdt op med sine advarsler.

 

Den gamle nærmede sig den gale. Svigersønnen anbefalede ham ikke at

fortsætte ud over det sted, hvor han selv plejede at standse op. Men

den gamle sagde blot: "Jeg er her for at fordrive tiden med noget."

Til sidst holdt han op med sine advarsler. Den gamle mand var nu nået

til det sted, hvor svigersønnen plejede at stoppe. Men den sindssyge

satte farten op. Den gamle trak sig ganske automatisk tilbage. Men den

sindssyge fortsatte imod den gamle med uformindsket fart og var godt på

vej til at støde sammen med ham. Det gik op for den gamle, at den

sindssyge havde spist alt, hvad han kunne nå af sin egen krop, og han

løb brølende rundt. Han var på nippet til at ramme jorden og bøjede ikke af;

men idet den gamle trak sig tilbage og drejede, drejede den sindssyge

også og gjorde en bevægelse for at bide ham. I det samme slog han den

sindssyge på hagen med kajakårens benbeslag, så han standsede, men så

gik han på ham. Den gamle slog ham igen med kajakårens benbeslag,

denne gang på overlæben. Endnu en gang slog han ham med kajakårens

benbeslag. Han standsede et øjeblik, men for' igen på ham med endnu

større fart. Så slog han ham oven i hovedet. Den gamle kaldte på sin

ledsager, men han ville ikke. Gentagne gange bad han ham komme, idet

han sagde: "Jeg har allerede dræbt ham, kom bare frem." Til sidst

nærmede han sig. Han var lige ved at være fremme uden at dreje; så

bakkede og drejede han. Men så gik det op for svigersønnen, at den

sindssyge havde spist alt, hvad han kunne nå på sin krop, og at den

gamle  havde slået  ham med årens benbeslag kikât - tikítardlugit (?

helt ind til knoglerne).

 

De tog hjem igen, og svigersønnen fortalte

de andre, at svigerfaderen nu var død. Straks efter de var kommet

hjem, sagde svigersønnen til den gamle: "Mon ikke du har et eller

andet under beslagene på din kajakåre?" Den gamle svarede:  "Jeg har

ikke noget i beslagene til min kajakåre." Den anden sagde igen: "Du må

have  haft noget i beslagene på din kajakåre. Lad mig se dem." Den

gamle sagde: "Vi vil gerne leve alle sammen (? ûmanijaratât). Du er jo

min forsørger. Jeg er ikke ung længere." Til sidst sagde den gamle

blot: "Du vil jo gerne dø, så dø da." Da han (svigersønnen) endelig

så det (hvad der var i kajakårens beslag), døde han. Så havde de ikke

længere nogen forsørger. Det fortælles, at de blev boende dér. Nogen

tid efter blev der råbt: "En stor hvalros neden for huset." Den lille

gamle mand sagde: "Kom med min kajakåre." Da han havde fået åren, gik

han ud med den. Han gik ned til hvalrossen og slog den i hovedet med

beslaget på åren. Så havde de mad. Da hvalroskødet var sluppet op,

blev der råbt: "En stor isbjørn." Tag min kajakåre ud," sagde den

gamle. Da han fik åren, gik  han ud til isbjørnen. Isbjørnen så ham og

løb rasende imod  ham. Den lille gamle mand slog den store isbjørn med

beslagene på åren og dræbte den. Så havde de mad. Da bjørnekødet slap

op, fik han igen en isbjørn. Han blev beboernes forsørger. Det var som

om de havde en ung forsørger. De kom aldrig i nød.

 

Var.: Beslægtede fortællinger, også historiske om sindssyge der - især i Østgrønland - blir forklaret med tilbageslag af tupilak på tupilakmageren, fordi den tupilakken skulle ramme var for modstandsdygtig. Søg på sindssyge / sindsyge.

Qavât avangnâlijarneránik / Qavaat avannaaliarnerannik

Print
Dokument id:472
Registreringsår:1921
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qavât avangnâlijarneránik / Qavaat avannaaliarnerannik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 7, side 25 - 31
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om sydlændinge, der rejste nordpå

 

Der var en gang nogle sydlændinge, der havde hørt, at der var mange

fangtsdyr nordpå.

Husfaderen sagde til de unge, at de gerne måtte rejse nordpå, hvis de

ville. Det lod de sig ikke sige to gange.

 

De tog afsted meget tidligt om foråret. Og de rejste og rejste nordpå,

og undervejs nordpå blev der flere og flere fangstdyr.

Det var ved at blive efterår, uden at de endnu havde truffet

mennesker. Det var i gamle dage, da der ikke boede så mange mennesker

i området. Frosten gik i jorden, mens de stadig søgte at træffe

mennesker.

 

En dag, da de netop skulle til at bygge hus, fik de bag et næs øje på

et hus med to vidt adskilte vinduer. De lagde til neden for huset,

uden at der endnu havde vist sig mennesker. Da ingen kom ud af huset,

gik de derop. De gik ind og opdagede, at det var et dejligt hus, og

at hele inventaret var på plads. Der var ingen hjemme; og det så ud,

som om huset lige var blevet forladt. Da de havde undersøgt hele

tomten, sagde de til hinanden: "Folk må være rejst. Lad os vente på

dem derinde." De flyttede ind i huset.

 

Der var hyggeligt og rart overalt i huset (lidt omskrivning).

De havde nu ventet længe på husets beboere. Det blev hen på efteråret.

Da vinteren så småt meldte sig, ventede de ikke længere, at der kom

nogen.

 

På det tidspunkt, hvor sydlændingene fangede mest, blev dagene

kortere, og isen var ved at lægge sig. Med en god fangst af narhvaler

havde de sikret sig vinterforråd, da der kom en periode med snevejr og

begyndende islæg. Sydlændingene syntes, at det var meget spændende,

fordi de ikke var vant til at se is. Da isen blev sikker, færdedes de

på den som på landjorden.

 

En dag - det var på et tidspunkt, hvor den korteste dag nærmede sig -

var de på fangst nord for deres boplads. Så skete det, at de ganske

uventet traf mennesker. Det var en slæde på fangstrejse sydpå.

De fremmede inviterede dem hjem; og da de med slæden i spidsen kom til

til de fremmedes boplads, blev de overraskede over at se en ret stor

samling af huse, som de ikke tidligere havde lagt mærke til.

Der var så mange venlige mennesker, at det var svært at imødekomme

alle indbydelser. Ved afrejsen sydover efter besøget inviterede

sydlændingene dem på besøg, når de ville.

 

Nu kom der ellers gang i de

gensidige besøgsture. Det var netop i dagene op til den korteste dag.

Den gang var det skik at holde fest på selve denne dag i nyt tøj fra

top til tå. Da sydlændingene dagen før den korteste dag skulle afsted

til bopladsen i nord, ville de egentlig have haft alle med. Men en

lille enke meddelte, at hun ikke ville med, fordi ikke alt hendes tøj

var nyt. Ved afrejsen opfordrede hendes husfæller hende endnu

engang til at tage med, men da hun forsat ikke ville, efterlod de hende.

 

Da de andre var rejst, satte hun om aftenen fuldt blus på alle

lamper og arbejdede hele tiden. Men lige med et fik hun en stærk

følelse af, at hun var bange. Hun forsøgte at slå det hen; men til

sidst måtte hun opgive sit arbejde. Hun sad der og var opmærksom på

hver eneste lyd, da hun opfangede en skingren fra et sted oven for

huset. Med skærpede ører blev hun klar over, at noget nærmede sig; og en

stemme sagde: "Og jeg som sådan ønskede, at der skulle være nogle i

huset. Jeg vil skræmme dig til døde."

 

Et eller andet strøg forbi huset som ild, dukkede ind i gangen og

på vej ind snakkede det løs. Kvinden kunne ikke gøre

andet end at holde sig væk fra indgangen. Så såre væsenet kom ind i

gangen, slukkedes samtlige lamper. Og i hast fik kvinden fat i sin

sælskindsanorak. Lige som hun skulle til at tage anorakken på, kunne

det høres, at væsenet kom indenfor. Det følte sig frem med

hænderne mod hende. Hun tog sin anorak på i største hast; og inden det

nåede frem til hende, var hun på vej ud så lydløst hun overhovedet

kunne.

 

Endelig lykkedes det hende at komme ud, og nu satte hun efter de andre

af alle kræfter. Hun var nået temmelig langt fra huset, da hun kiggede

tilbage og opdagede, at væsenet kom ud af huset og fulgte efter hende.

Det sås som ild, der svævede hen over jorden.

 

Hun var nu nået ud på isen, og da forfølgeren var ved at indhente

hende, søgte hun tilflugt i en hule i et isfjeld, der siden efteråret

havde ligget på grund; for der var ingen andre tilflugtsteder.

Væsenet nåede lige netop ikke at få fat i hende, før hun smuttede ind

i hulen. I stedet fløj det så højere op i luften og begyndte at svæve

rundt over isfjeldet, mens det snakkede løs: "Nu er jeg blevet

rask, kom bare ud." Til sidst satte det sig ovenpå det store isfjeld.

I samme øjeblik det satte sig, forandrede det sig til en meget smuk kvinde i

en pels så hvid, som var den aldrig var blevet rørt ved, og med sømme så fine, at de næsten ikke var til at få øje på. Så sagde hun: "Nu vil jeg fortælle dig noget. Da jeg (som lille barn) blev mig bevidst, havde jeg kun brødre. Jeg var den ældste. Da den ældste af mine brødre fik sin første kajak, sørgede jeg altid for, at ingen af de fugle han fangede gik til spilde. Således gik der ikke et eneste skind af de søkonger, han fangede, til spilde. Du kan selv se, at jeg stadig holder dem pæne. Alle mine brødre blev dygtige fangere; og de sørgede for, at jeg ikke kom til at mangle noget som helst. Alle mænd, der kom og friede til mig, blev

afvist, fordi mine brødre ikke ville af med mig. En dag kom der igen

en mand ind og friede til mig. I mit stille sind ville jeg meget gerne

giftes med ham; men som sædvanlig blev han afvist af mine brødre, der

ikke ville af med mig. Jeg blev så ked af det - for jeg ville jo gerne

giftes med ham, at jeg besluttede at få barn med ham uden for

ægteskab. Langt om længe mærkede jeg, at jeg var med barn. Min mave

voksede sig stor og så fik jeg veer. Det gik galt med fødslen. Jeg

fik frygteligt ondt i hovedet og mistede forstanden. Det viste sig, at

jeg var blevet sindssyg. Nu har jeg fortalt dig det, og jeg er blevet

rask. Kom herud." Hun havde jo lige betragtet en kvinde, der intet

fejlede; men ligesom hun skulle ud af hulen, ændrede kvinden

pludselig skikkelse.

 

Det var lige ved, at væsenet fik fat i hende, og hun måtte igen krybe

ind i hulen. Selv om væsenet udenfor fortsatte med at lokke hende ud,

blev hun derinde.

 

Efter en tid sagde væsenet: "Den frygtelige mavepine var ved at vælte

mig om." (? Hvad der nu menes med det, CB.) Idet væsenet sagde dette, fløj

det og forvandledes til ild. Hun holdt øje med det og så, at det forsvandt

ned i jorden oven for huset.

 

Kvinden var stadig i hulen, da daggryet kom. Det var faktisk

daggryet, væsenet flygtede fra. Første da det var

ved at blive helt lyst, løb hun afsted, alt hvad hun kunne, og nåede

sine husfæller på bopladsen nord for deres. De blev forbavsede, da

hun ganske uventet dukkede op og fortalte, at hun nær var blevet

skræmt til døde. De blev der natten over og tog sydover den

følgende dag. Om aftenen gik de i seng uden at ane uråd.

 

De var netop gået i seng, så hørtes der skingren udefra, og der blev

sagt: "Og jeg som sådan ønskede, at der var nogen i huset. Jeg vil

skræmme jer ihjel." Da man hørte det komme ind i gangen, slukkedes

lamperne, og ingen vovede at rejse sig fra briksen. Blandt beboerne var

der en kvinde, der ikke kunne få børn. Hendes mand hviskede til hende:

"Du er ikke uden evner. Prøv at gå hen til det; ellers bliver vi dræbt

alle sammen." Konen kom ud på gulvet, og placerede sig ved indgangen.

Ligesom væsenet skulle til at vise sig og rejse sig op, tog kvinden

sin venstre kamik af og satte foden hårdt på dets ryg mellem skulderbladene;

og idet det faldt ned i gangen, sagde det:

"Denne dumme kone, der ikke (engang) kan få børn, hun, i hvis indre der er isstykker, satte sin fod hårdt på min ryg." Og så lød det, som om nogen gled på en

stor sten.

 

De lå søvnløse hele natten af frygt for, at der skulle ske noget

ubehageligt.

 

Da det blev lyst, var de på rekognonscering i området oven for huset og

opdagede en grav, hvor der lå en kvinde med et spædbarn på skødet. De

vidste ikke, hvad de skulle gøre ved det, så de hældt noget dryptran

i den, og gik igen. Siden mærkede de ikke noget.

 

De blev på stedet vinteren over, og om foråret tog de videre nordpå

(? ajutserkidlutik). En dag fik de øje på et hus på den anden side af

et næs. De slog lejr på dette sted beboet af lutter mænd, der var

brødre. Mens de var er, spurgte en af mændene: "I er vel ikke

undervejs stødt på et tomt hus?" De svarede: "Jo, vi har overvintret i

et tomt hus med alt inventaret intakt." Så sagde de: "Hvor var det

pænt af jer. I har boet i et hus, som ikke er godt at bo i."

Det viste sig , at huset tilhørte disse mennesker. De var flygtet

nordover, da søsteren døde af sindssyge.

 

Var.: Ikke præcis. Men flere af de enkelte temaer er genkommende. Se fx Mannik.

 

Kommentar: De sidstnævnte brødre blir taknemmelige, fordi gæsterne ved at overvintre i huset og uskadeliggjort den sindssyges gengangeri, har gjort huset beboeligt igen.

 

Forestillingen om at sterile kvinder havde is i underlivet kendes bedst fra Østgrønland. Søg på: Navagiaq. At kvindelige angakkut / åndemanere ofte skulle være barnløse for at blive til noget stort, træffes i kilder til det meste af Grønland. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Mand/kvinde ...

qêlanguamik / Qiilannguamik

Print
Dokument id:108
Registreringsår:1856
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Dorph, E.
Mellem-person:Rosing, Ulrich
Indsamler:Rink, H.
Titel:qêlanguamik / Qiilannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 288h - 290h
Lokalisering:Pamialluk: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om Qiilannguaq

Det vides ikke hvor de boede. Deres datter blev gift med den eneste bror til flere søstre. Hun kunne ikke få børn, og det måtte hun høre for af sine svigerinder. Derfor tog hun et forældreløst spædbarn til sig som plejesøn. Hun var så glad for sit plejebarn at hun gik rundt med det allevegne og hun besøgte kun sjældent sin mor. Engang hun var hos moderen med barnet, sagde denne til sin datter: "Du har et drengebarn at tage vare på. Når nogen kommer hjem med fangst, skal du sørge for at tage ham med derhen af nysgerrighed." Hun fulgte moderens råd og tog drengen med når hun af nysgerrighed opsøgte dem, der havde fanget noget.

 

       Da hun engang som sædvanlig kom med drengen til én der kom hjem med fangst, blev denne sur og sagde: "Hør du, du skal ikke komme her og være nysgerrig med dit sølle plejebarn, for han kan bevirke at vi ikke længere kan fange noget (pujoringmassuk, oversat ifølge forklaring i parentes, CB.) Hun blev meget ked af det, men gik op uden at lade sig mærke med det. Hun var ikke længere som hun plejede, fordi man (åbenbart?, BS) væmmedes ved hendes plejebarn, som hun elskede så højt.

       En dag hun besøgte sin mor og denne mærkede hvor forandret hun var, spurgte hun hvad årsagen var, og datteren fortalte så at hun var gået ned med barnet til én, der kom hjem med fangst, men at hun var blevet ked af det, fordi de væmmedes ved plejebarnet, og derfor havde besluttet aldrig mere at tage barnet med ned til nogen, der kom hjem med fangst. Moderen fik ondt af hende og sagde: "Du kan jo ikke få børn. Giv barnet en af dine ting som vedhæng (som bevis på at barnet tilhørte hende?, eller som amulet?, CB, BS). Hun gjorde som moderen sagde.

       En anden gang hun var på vej til moderen hørte hun sine svigerinder snakke om, hvor underligt det var, at hun ikke kunne få børn, når manden nu elskede hende. Og derfor - da hun en dag hørte sine forældre tale om, at de til foråret ville rejse sydover blot for tidsfordriv, besluttede hun at tage med uden at fortælle sin mand det i forvejen.

       Forældrene havde sorg (det siges ikke hvorfor), og da det blev forår ville de af sted og begyndte at gøre sig klar. Datteren gjorde så også sine forberedelser for at komme med. Hendes svigerinder så det godt, men gjorde ikke noget ved det. De tog af sted, mens manden - uden at have opdaget det - var ude på fangst. Ret langt sydpå stødte så datterens mand til, hvorefter de fortsatte sydover og gjorde ophold, da de langt mod syd traf mennesker. Mens de var hos disse mennesker, som de regnede for sydlændinge, blev der en aften råbt "konebåd!". De gik ud og så en konebåd nærme sig og da man rigtig kunne se den, var den fuld af mennesker. Foran styrerens plads sad en lille ældre mand med en pels, der allevegne var kantet med bjørneskind: omkring halslinningen, om ærmerne og den nederste kant. Ved siden af sad en ung pige, der lige havde født et barn, som hun bar på ryggen. Det var jo hans datter. Konebåden nærmede sig stranden, og moderen til kvinden som ikke kunne få børn sagde til sin datter: "Du har en dreng at opforstre. Gå ned og hjælp den gamle mand i land." Hun gik ned og beredte sig på at tage imod ham, men kunne ikke finde ham. Hun kiggede bagud og så ham stå på land bagved dem og kigge udefter. Mens hun var på vej ned for at hjælpe ham i land, var han altså sprunget i land fra sin plads agterude. Han var vel nok adræt.

 

Da de var kommet i land blev de inviteret hen til dem, der var undervejs sydover. Den unge pige med barnet på ryggen fulgtes med den gamle. Tænk, han var så adræt at han ikke ældedes, selvom håret var lige så hvidt som bjørneskind. Han var ligeså adræt som en ung mand, og pigebarnet med rygposen (amaat) var hans datter. De sagdes at han havde giftet sig som ung, og at hans første kone døde af alderdom. Han fik sig så en ny kone, som også døde af alderdom. Sådan fortsatte det. Denne unge pige med barnet var datter af den femte kone, som også døde af alderdom. Da han havde fortalt dette, sagde værten at de ene og alene var taget sydover for at lytte til fortællere, og han tilføjede: "Du kommer sydfra, fortæl noget!" - Og den lille ældre mand fortalte: "Dengang jeg var ung og de første gange jeg sørgede over tabet af en ægtefælle - og det var på det tidspunkt jeg var hurtigst til bens - tog jeg sydover på hundeslæde over flere fjorde blot for få sorgen på afstand med noget underholdende. Nu er jeg på vej nordover udelukkende for at skaffe den kære her (det var datteren) úngujoq (?)." Værtsfolkene forstod ikke hvad han mente, og han forklarede det med fagter ved at tage fat i hårspidserne og ryste det. Det viste sig, at han mente perler til pynt i datterens hår.

 

Kvinden der ikke kunne få børn gav sig til at rode i sin taske. Nederst i tasken fandt hun en lille perle og gav ham den; til gengæld fik hun et stort remmesælskind til såler. Da han havde takket for perlen sagde han: "Skønt man ellers har fået nok vil man alligevel endnu engang købe en perle; det er ellers på den tid af året hvor man ikke længere er så vild efter at købe sådan en. To unge mænd, to fætre, gav engang hinanden flere stiksår bare for én hvid perles skyld. Den ene havde en tallerken med kant, og fætteren lavede en spand med kant. Det var bare en kvinde der ville have perlen. Den ene ville gerne knække perlen midt over (napiumagaluaraa, CB), men fætteren ville have den hele. De skændtes og stak hinanden ihjel (toqorâmiut - dræbte hinanden eller dræbte de andre ? CB)." Derefter sagde svigersønnen, en grim mand: "ukioq igdlueraluaruarmioq, ígssaûutingârnangitdlat. tassaqaaku nerivakka, tassaaaku neringilakka": I vinters mistede jeg godt nok mine fætre, men der er ingen grund til at spekulere mere over, om jeg mon spiste dem eller ikke spiste dem." (oversættelse foreslået af Signe Åsblom). Med de ord gik han ud.

 

Så fortalte den lille ældre mand om sin datter: "Da den lille elskede her fik veer i vinter men ikke kunne føde, var jeg bange for at hendes store mand skulle spise hende. Når han havde været ude og var kommet ind, gav han sig til at kysse hende på hendes kære lille hals. Så gik han ud igen, og når han så kom ind igen, fortsatte han med at kysse hende på halsen. Efterhånden var han næsten uafbrudt hos hende. Det var ikke langt fra at han åd et stykke af hende, men så fødte hun, og så holdt han op / var der ikke længere noget i vejen." I det samme kom manden ind, og den gamle tav.

 

De tilskyndede ham til at fortælle mere, og han fortalte så om sin tur sydover på hundeslæde. Det var dengang han tog af sted på hundeslæde stik sydpå. I bgyndelsen traf han mennesker her og der, men til sidst så han ikke flere, ikke engang ravne. Da han var kørt over flere fjorde, viste der sig nogle ravne, og han tænkte at han nok nærmerede sit et beboet område. Han så slædespor og begyndte for en sikkerheds skyld også at kigge efter steder, som han kunne bruge som tilflugtsteder. Han mærkede sig blålige isfjelde med hulrum, for han vidste jo ikke hvad der kunne ske hvis han kom til vildfremmede mennesker. Derfor mærkede han sig nøje isfjelde med hulrum.

 

Han kørte uden om et næs og så et meget langt hus. Han blev bange og var lige ved at vende om, men da han jo var ude for at finde adspredelse kørte han bare videre. Da han nåede inden for hørevidde råbte han til dem: "Mine hunde er blevet farlige fordi de er så sultne. Hvis I har noget hundefoder så læg noget frem!" Så slæbte de hele sæler frem foran huset, så pladsen blev mørkere og mørkere. Uden at sagtne farten nåede hundene frem til foderet. Deres herre steg af, og da de var færdige med at spise, bandt han dem til stilladset, og han blev budt indenfor.

Han kom ind i rummet der var så langt, at man ikke kunne øjne den anden ende (Det var derfor han blev bange, da han var på vej ind. Alle de mennesker der myldrede ud af dette ene hus var så mange at de lignede en hel myggesværm). Han tog plads på sidebriksen ud for indgangsåbningen, for der var indgang fra nordsiden. Da han havde været inde et stykke tid, kom der en mand og begyndte at spise sammen med ham. Han forhørte sig om hvorfor han var kommet og fik til svar, at det var for at få tiden til at gå (med noget andet). Da den anden var færdig med at spise sagde han: "Du vil have adspredelse, jamen så lad os gå hen til de andre dele af huset." De rejste sig og gik mod syd. Inden de nåede enden af rummet, satte de sig. Den anden satte sig ved siden af ham. Gæsten kiggede bagud og så en stor sæk ammassætter på briksen. Den anden sagde: "Hvad tror du det er for noget? Det er hovedet af et spædbarn. Barnet voksede ellers og havde det godt. Men nogle var misundelige. De forsynede ham med et hoved. Han kan ikke længere kan magte sit hoved og ikke røre sig, så han bliver liggende." Da de havde kigget på ham rejste de sig igen og flyttede sig længere mod syd. De satte sig ved enden af huset, og gæsten så sig omkring. Han kiggede til siden, hvor en stor ung mand sad foran vinduet med ansigtet udad og arbejdede på et eller andet redskab. Bag ham sad en anden stor ung mand med en tromme og sang. Værten sagde: "Hvorfor tror du at de to er placeret dér for sig selv? Jo, de hænger sammen ved lænden. Tror du det er en kvinde der har født dem? Nej, det er en mand, der har født dem. Nu er det ikke længere så interessant at kigge på dem. Men da de var små og lige var begyndt at gå, var det sjovt. For når den ene begyndte at gå til den ene side, holdt den anden igen bagfra, fordi den ene ville eet sted hen, mens den anden ville andetsteds hen."

 

Da han havde forklaret hvad det var med de to, fortalte han videre:

"To mænd var gift med kvinder der ikke kunne få børn. Da de meget gerne ville have børn, ville den ene gøre den anden gravid, og det lykkedes; hvordan ved jeg ikke, måske ved trylleri. Da graviditeten var en kendsgerning, begyndte den anden at tage af sted på fangst tidligt om morgenen, før de andre vågnede, og komme hjem sent om aftenen uden at have fanget noget. Sådan forholdt det sig under hele den anden mands svangerskab. Endelig fik denne fødselsveer. Den anden var ikke taget på fangst men var i færd med at save et stykke træ igennem på langs og det holdt han så op med, da de to dele kun hang en anelse sammen. Manden der lå i veer kunne ikke føde. Selvfølgelig ikke, for han var jo en mand. Fostret faldt ned i hans testikler og kunne ikke komme ud. Den anden mand gik ud og kom med et stort halværme der var fyldt til randen med et eller andet. Han løsnede det og stak hånden ned. Da han trak den ud igen var den fuld af små blå dyr (smådyr som man finder på et fugtigt sted eller under stenfliser på forladte teltpladser. Vi kalder dem paassaasat (krudtlignende), for det ligner de (CB). Med denne håndfuld gned han testiklerne. Flere gange. Da flækkede testiklerne midt over, og ud kom to sammenhængende spædbørn. Så gned han igen testiklerne med disse smådyr, og de heledes. Sagen var jo den, at manden der savede holdt op pga. de arbejdstabuer der trådte i kraft, da den gravide fik veer. Og fordi der kun manglede en smule saveri før de to dele af træet gik fra hinanden, kom de to nyfødte til at hænge sammen. Hvis han bare havde flækket træet helt, ville de to spædbørn være kommet ud hver for sig; og de ville have haft hver et barn. De ville helst have skilt dem fra hinanden, da de kom ud sammenhængende; men de lod være af angst for, at de skule dø af blodtab.

 

Efter denne historie gik han tilbage til sidebriksen og satte sig. Briksen mod bagvæggen (timimini) var kvindernes afdeling. Han kunne høre dem hviske sammen: "Han er lækker ham det mørklødede menneske derhenne." Da han hørte det blev han urolig. Han havde ellers regnet med at ville overnatte. Det var jo blevet aften og han måtte ud for at forrette sin nødtørft. Nogle fulgte med ud, sikkert for at holde øje med ham, og lyset fra de mange vinduer kunne slet ikke ses for lutter nysgerrige, der ville kigge ud. taimãrqiarqai táuva sapîneriarqai (??, CB). Således ventede han på at de skulle falde til ro, og endelig kom der igen lys fra vinduerne, og der kom heller ikke længere så mange ud af huset. De de på den måde var ved at være faldet til ro, løsnede han hundenes tøjr og snakkede med dem. Han kom ind igen og lod som ingenting. Noget senere ville han igen ud under påskud af at måtte besørge. Ham der havde fulgt ham hele aftenen ville igen med, for han var åbenbart sat til at holde øje med ham. Så snart han kom ud, stimlede de atter sammen ved vinduerne. Men da han rejste sig (fra nødtørften), fjernede de sig efterhånden igen, og da han startede ind, forlod de alle vinduerne. Han lod den anden gå foran og fulgte ham ind i husgangen. Han lod som om han ville forsætte ind gennem gangen, men så vendte han om og sprang ud. Han var netop i sin mest letfodede alder. Han for hen til slæden, fik hundene i løb og sprang op på slæden. Et godt stykke ude på isen hørte han råben og snakken; og han kunne høre dem tage af sted efter ham, bevæbnede med harpuner mens de uafbrudt gentog: "Skal vi virkelig gå glip af dette lækre, mørklødede menneske? Hvor ærgerligt at vi nølede så længe med at dræbe ham!" Da halede ind på ham, og han styrede mod de isfjelde han havde mærket sig. Han krøb ind i en hulning med hundene efter sig. Og de dækkede indgangen, så man ikke kunne se hullet. Han hørte forfølgerne køre forbi, og han blev derinde og lyttede efter dem. Noget senere hørte han dem komme forbi den anden vej tilbage til bopladsen. Han hørte at de bebrejdede ham, der skulle holde øje med ham, at han ikke havde gjort det godt nok. Da de var forbi, kom han ud og afsted i en fart. Der viste sig ikke flere mennesker, og da han var nået langt bort over fjorden ventede han ikke at se flere. Han nåede hjem og kørte aldrig siden sydpå. Han havde fået nok. Da den gamle havde fortalt den historie, gik han ud.

 

Da konebåden med den lille ældre mand var rejst videre mod syd, gik manden nordfra rundt på besøg hos sine bopladsfæller. En dag kom han ind i et telt hvor en lille kone boede helt alene. Hendes underliv var vokset sammen med lårene, men hun var så arbejdsom at hun intet manglede. Væggene var dækket af hvidt skind, smykket med huden fra sneppefødder. Hendes tasker der var stillet op mod væggen var også pyntet med hud fra strandsneppefødder. Hun sagde: "I vinter gjorde jeg flere gange nar af mig selv, fordi der var så mange af mine bopladsfæller der havde bestilt anorakker til kajakbrug til syning hos mig, at jeg gerne sagde: Sikken masse sy-bestillinger. Jeg får da mere end nok at gøre hele tiden." Da manden skulle til at gå, tog hun en af sine tasker og forærede ham, og han sagde mange, mange tak. Til gengæld forærede han så hende en tinske, og hun sagde: "Den skal jeg gemme som en mindegave, og når jeg dør skal den være at finde mellem dækstenene over min grav."

 

Mens gæsterne nordfra endnu boede på stedet, tog kvinden der ikke kunne få børn endnu et barn til sig - en pige. Plejebørnene voksede sig store mens de var der, og drengen blev både stærk og en god fanger. Så fik deres plejeforældre lyst til at tage nordover. De startede tidligt om foråret op langs kysten, og det var blevet vinter, da de nåede Qeqertarsuaq / Godhavn. Derfor indlogerede de sig hos nogle i et langt hus. Lige ovenfor var der et andet langt hus, hvor der boede unge kvinder. Det var i gamle dage, hvor de unge piger boede for sig i et hus. Da de øvrige havde indlogeret sig i det nederste hus, kom plejedatteren til at bo i ungpigehuset. Nu hvor plejesønnen var kommet til at bo et andet sted nøjedes han ikke med blot at fange en enkelt sæl af gangen.

 

En morgen vågnede de i det dejligste vejr. De unge gjorde sig klar til en udflugt og havde en sæk med. De fremmede sydfra spurgte, hvad de skulle og hørte, at de skulle ud og samle kvanrødder. Kvinden der ikke kunne få børn sagde så til sine plejebørn at de skulle tage med. Så de gjorde sig klar og gik med. De fulgte bare efter de andre, som kendte vejen. På et sted med et tykt snelag fik de øje på noget der dampede. De gik derhen og så at dampen kom fra en varm kilde. Der var helt snefrit omkring den, og de gik ned, fyldte deres sække og gik hjem igen.

 

Midt om vinteren da kvinden der ikke kunne få børn engang behandlede skindene af plejesønnens sæler, opdagede hun at snudepartiet på et af dem var skåret over. Hun gik ind og sagde: "Jeg havde besvær nok med at opdrage min plejesøn i sin tid, men nu har jeg fået megen gavn af ham. Et af skindene fra hans sæler mangler snudepartiet. Gid den der har fjernet dette snudepati må få sit skræv ødelagt!" Efter de ord faldt hun til ro.

 

Inden året var omme skete det, at en dum kælling, de boede sammen med, begyndte at få ondt. Hun sagde ikke noget, men så blev hun fundet død. Og hun døde fordi hendes skræv var gået i smadder. Det var altså hende der havde skåret snudepartiet fra. Kvinden der ikke kunne få børn fik imidlertid så dårlig samvittighed over at hendes onde ord var gået i opfyldelse at hun ville tilbage til sin boplads, når det blev forår.

 

Da forpåret nærmede sig, fik hun at vide at en af mændene ville holde plejedatteren tilbage, når de andre forlod stedet. Derfor sagde hun til plejesønnen da han kom hjem fra fangst: "Du må gifte dig med din plejesøster." Da plejesønnen intet sagde, talte hun hårdt til ham: "Hvis du ikke tager hende til kone fordi du betragter hende som din søster, bliver hun holdt tilbage, når vi andre rejser. Jeg bliver nervøs hvis hun skal bliver her, hvor hun ingen familie har. Hun er ikke din søster. Hun stammer fra andre. Du skal tage hende til kone!" Sådan sagde hun, og da plejesønnen stadig intet svarede, tav hun. Da plejesønnen næste morgen var taget på fangst, kom plejedatteren og satte sig hos sin plejemor. Hun hang med hovedet, og plejemoren spurgte hende hvad der var galt. Hun svarede ikke, men plejemoren opdagede, at hun havde syet den nederste kant af sin sælskinsanorak fast til bukselinningen. "Hvorfor har du gjort det?" spurgte plejemoren. Fordi plejebroren prøvede at lægge sig hos hende, svarede hun. "Spræt den syning op", sagde plejemoren. "han er ikke din bror. Lad ham få dig til kone. Jeg ville blive dybt bekymret ved at lade dig blive her, når vi rejser. Du skal lade ham få dig til kone."

 

Plejesønnen fik så sin plejesøster til kone, og om foråret rejste de sydpå. De blev der hvor de tog ophold, og de begyndte at få børn, lutter pigebørn. Moderen, som altså kun havde piger, lavede dukker af sin ræveskinds-timmiaq (timmiaq, egtl. fugleskindspels) til sin yngste datter til hendes fornøjelse. Datteren der legede, at dukkerne var hendes børn sagde, at nu skulle de græde. Straks gav hendes dukkebørn af ræveskind sig til at klynke. Så blev de bange for dukkerne og slyngede dem i jorden, men ikke om det hjalp. Så rev de dem i stykker; men alle de større dele gav sig til at græde. Føst da de var revet i bitte små stykker tav de. Siden blev der ikke lavet dukker til dem; og de sagde til døtrene at de når de fik børn, aldrig skulle give dem dukker. Derfor voksede alle deres efterkommere op uden dukker. Forældrene, altså de to plejesøskende, gav også deres efterkommere det råd at gifte sig med fremmede.

 

Denne fortælling er åbenbart ikke så gammel. For man har hørt at dette ægtepar som var plejesøskende, blev døbt som meget gamle. De fik navnene Priskilla og Akillas (Akilles?) Dog døde de og alle deres børn på een gang af gulsot.

 

De havde fået de navne fordi den som døbte havde givet dem de navne.

 

Hist.: Fortællingen regnes for historisk, men er vanskelig at datere. Ungpigehuset som plejedatteren skal bo i, afspejler formentlig herrnhuternes kortvarige koropdeling i huse efter civilstand og køn. Påbegyndt omkr. 1760 og atter opgivet 1781/82.

Der var ingen herrnhutermission nord for Nuuk, og familiens rejseaktiviteter ville næppe have været billiget af herrnhuterne. Spørgsmålet er også hvor i Grønland vi er og kommer hen. Proveniensen nær Nanortalik i det sydligste Grønland lyder skæv: Her havde man ingen hundeslæder. Men med U. Rosing som afskriver kan der være tale om en fortæller, der er indvandret fra Sydøstgrønland. Dér rejste man dog heller ikke så langt med hundeslæde. Længere afstande langs kysten kunne kun tilbagelægges konebåd og kajak.

 

Kvinden med det sammenhængende underliv og lår har nedsat sig som syerske med et særligt speciale i kunsthåndværk (taskerne), som hun fremstiller til salg, fx til kolonister og ekspeditionsfolk.

 

Kilden til alle de legemlige skavanker kan muligvis findes i et dansk ugeblad el. magasin.  

 

Kommentar: Fortællingen advarer tydeligvis mod ægteskab mellem plejesøskende: de får kun døtre og dukkerne, der blir levende er også uheldsvangre.

Og hele fortællingen handler om legemlige skavanker der er associeret til fødsler og/eller sex: den ufrugtbare kone; de siamesiske tvillinger født af en mand, der er besvangret af en mand; kvinden med sammenvokset underliv og lår; plejedatterens hjemmelavede "kyskhedsbælte" og "incestuøse" ægteskab med sin plejebror, og deres datters dukkebarn der blir levende og må rives i bittesmå stykker for at dø. Fortællingens fokus på disse afvigelser kan meget vel være inspireret af herrnhuternes strengt håndhævede kønsmoral.

Qenakerssuaq

Print
Dokument id:201
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Qenakerssuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 282 - 283, nr. 96
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 60 - 61: Kiinakersuaq som sultede sig ihjel af sorg.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 60 - 61: Kiinakersuaq aliasuutiminik perlertoq.

 

Kort resumé i Rink: 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr 155.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der blev fortalt om Kiinakersuaq, at han var en travl og driftig fanger. Om

sommeren havde han så travlt med at komme til randen af indlandsisen som den

første, at han ikke gav kvinderne lejlighed til at sove ordentligt. Kvinderne fik

ikke lov at lave mad, før de nåede målet. Når han en sjælden gang lod dem

lave mad, tillod han ikke madlaversken at sidde ned. Han sagde altid: "Maden bliver ikke kogt, hvis I sidder ned."

Når kamiksålerne gik i stykker, inden de nåede deres mål, lod han kvinderne sy nye såler, mens han selv stod op med stokken stukket ned i jorden. Først når han var fremme, sov han roligt.

     Hans vinterplads hed Amerlunnguaq. Han fangede meget og om vinteren, når

kulden satte ind, blev han sjældent hjemme. De fik en søn, som blev en dygtig

fanger og som de fik megen gavn af. Engang da de var kommet tilbage til

Amerlunnguaq efter sommeropholdet inde i fjorden, kogte de renkøller. Deres søn,

som var på vej ud i kajak, blev budt på mad, før han tog af sted,

men han afslog og sagde, at han ville spise, når han kom hjem. Da sønnen roede

ud, holdt faderen øje med ham fra land. Han så, at der dukkede en sortside op, og

at sønnen roede derhen og harpunerede den. Men i det samme kastede

sortsiden ham rundt, så han kæntrede. Da faderen roede ud til ham,

opdagede han, at han havde et sår i næseroden. Kiinaakersuaq blev meget bedrøvet

Han bad sin kone om at sy en pels af netside til sig. Iført pelsen lå han b'jet helt sammen på briksen ind mod væggen og tog ingen næring til sig. Han tog

godt nok imod den mad, de andre rakte ham, men så sagde han, at han

ville spise, når han kom hjem, så satte han den ned uden at spise noget. Han fik

kun vand i munden for at fugte den. Han sultede sig ihjel. Da så de andre, at

nyrerne og tarmenes indhold havde skubbet sig op som forhøjninger på huden.

 

Var. + Hist.: Kiinaki og Kiinakersuaq optræder i flere fortællinger, men det er ikke nødvendigvis samme historiske person.

Qernikasik

Print
Dokument id:466
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Gustav
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qernikasik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 40
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qernikasik, der yndede at håne åndemanere / angakkut / angakokker, havde hørt om nogen, der syslede med åndemaning på en anden boplads. Han tog på

besøg hos dem og tilbragte natten dér.

 

Da det blev mørkt, surrede han remme fast fra tagbjælke til briksekant

(for at spærre briksen af) således at han alene befandt sig udenfor

afspærringen. Derinde på briksen gav de sig til at synge. Knap var de

begyndt, så viste der sig noget sydfra. Da det kom nærmere og nærmere,

forsøgte han flere gange at komme op på briksen. Men det var så mørkt,

at han ikke kunne finde smuthullerne mellem remmene. Så forsvandt

væsenet ind i husgangen. Så hørte man det på vej gennem gangen, og da

der ikke var andet for, fik han fat i et kajakskind som han så under

briksen og rullede sig ind i det. Det larmede og buldrede og så blev

der stille. Man hørte det gå ud, og der blev tændt lys. De ledte og

ledte efter Qernikasik, men de kunne ikke finde ham nogle steder.

Nogle havde godt nok lagt mærke til et skindbetræk bevæge sig engang

imellem under briksen. Da han rejste sig op, sagde de til ham: "Og du,

som plejer at håne åndemanere!"

Efter den tid holdt han op med at håne åndemanere.

 

Var.: Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Qatigaatsi; Uinneqs åndebesværgelse.

 

Hist.: Muligvis historisk. Mennesker der ikke troede for godt om angakkut, kunne finde støtte i missionærernes holdning til åndemanere.

Qilâtua / Qilaatua

Print
Dokument id:1316
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qilâtua / Qilaatua
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 44
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 180-187: "Qiláituaq ..." er ikke

oversat efter denne variant eller renskriften.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qilaatua. Qilaatua / Qilaatuaq / Qilaaduaq / Qilaasuaq havde fast opholdssted i Sermilgaaq.

Qilaatua var en dygtig fanger, og han tog på slæderejser langt ud over isen; og derfor fangede han mange isbjørne. På sine slæderejser medbragte han

en lænser og rem samt en sårpløk. En dag var han som sædvanlig

ude med slæde langt fra land og fangede en gammel isbjørn. Så

hørte han en brusen og opdagede at det var ved at blæse op. Han

måtte kravle op på et stort isfjeld. Andet var der ikke at gøre. På

isfjeldet byggede han (egentlig: de) sig en snehytte, og her levede

han af den isbjørn, han havde fanget, indtil der ikke var mere af

den. Da vinden lagde sig, gik han ud og opdagede, at isen var

forsvundet, og at isfjeldet var kángúngísok (?).

Det viste sig, at det lå på grund. Han blev på isfjeldet, og da han

havde spist alle sine hunde, havde han slet ikke mere at spise - kun

isbjørneskindet var tilbage. Så udtænkte han en plan íma kâtûtine

sanalerpât kaaliarísadlugo namatumik sanavât ikârutinik masilerdlugit

isuraledlugídlo.(Han ville lave et transportmiddel / en kajak til at sætte over det åbne vand af slædens træ, BS)

Da han blev færdig, ville han betrække det med bjørneskindet. Min

synål nautarsîne.

Han måtte flække linen for at få den gennem nåleøjet. Han havde aldrig

lavet noget så svært (fortalte han). Så lavede han en åre af slædens

støttetræ, og årebladet lavede han af slædeopstanderne, blot

ved at binde dem sammen. Han blev færdig med arbejdet og kom ud. Så

lavede han nogle trin på isen på den side af isfjeldet, hvor det var

lavere; da han kom ombord på fartøjet (kajakken) flød den ganske

udmærket, og han nåede velbeholden hjem. Da han nåede frem til

menneskene, fortalte han dem dette.

Han efterlod kajakken dér (hvor han landede) og lod den ligge der,

idet han sagde, at sårpløkkerne af ben herefter skulle være forsynet med et hul øverst oppe. Sådan blev det og er det den dag i dag.

 

Var.:  Qilaartuaq / Qilaarsuaq / Qilaarduaq, der kun i begyndelsen ligner Sofies fortælling.

 

Kommentar: Ikke ganske gennemskuelig, specielt ikke brugen af sårpløkken. Brugte han den som synål?

Qingmerqortôq / Qimmerqortooq / Manden med de store hunde

Print
Dokument id:803
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qingmerqortôq / Qimmerqortooq / Manden med de store hunde
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 368
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En mand, der ingen hunde havde, blev gjort grin med af sine husfæller

og blev kaldt: "Ham med de mange hunde." De sagde også altid: "Du med

de mange hunde, tag en slædetur." Han svarede dem ikke. Dybt fornærmet drog han ind i landet. Han var nået temmelig langt ind, da han fik øje på to dværge. De spurgte ham: "Hvad er det, du så gerne vil have?" Han svarede: "Det jeg ønsker mig allermest er hunde, for jeg har ingen og mine husfæller gør nar af mig. Derfor ville jeg så gerne have mig nogle hunde. Det er mit

højeste ønske." Så gav dværgene sig til at trampe i jorden. Jorden

revnede, og nede fra kløften dukkede to hundehvalpe frem. Dem gav de

ham så, og han tog imod dem. Den ene af hvalpene var rød, den anden

hvid. Han gav sig til at træne hundene. Hans husfæller gjorde endnu

mere nar af ham på grund af de hundehvalpe.

 

Så en dag opdagede Ham med

de mange hunde, at hvalpenes hoveder var vokset ud på

størrelse med isbjørnehoveder. Da han så at hundene var blevet så

store, forstod han at de var modne nok. Han sagde: "Måske skulle jeg

have mig en slæde." Hans husfæller gjorde rigtig godt nar af ham. Så

fik han en slæde.

 

Da alle de andre tog ud på slæde var "Ham med de

mange hunde" den der kom sidst afsted. Mens han kørte bag de andre,

fik han øje på en stor isbjørn. Han kørte derhen, og hans hunde bed

den ihjel. Man så en slæde på vej hjem, men vidste ikke, hvem det var.

Det var én med ordentlige hunde, og sådan et læs på, at slæden, næsten

ikke var til at se. Så var der én der sagde: "Det ser ud, som om det

er "Ham med de mange hunde!" Ganske rigtigt, det var "Ham med de

mange hunde", der havde en isbjørn på slæden.

Han blev mægtigere og mægtigere. Ingen kunne måle sig med ham. Engang

han var ude at køre, bed hans hunde en af ledsagernes hunde ihjel.

"Ham med de mange hunde" kom somme tider hen til dem, og hundene bed

dem ihjel, også menneskene. De dræbte alle de mange, så der ikke var

flere tilbage. Da han kom tilbage til sin egn, fandt han sine hunde

uværdige, da de ikke længere kunne se nogle slæder. Så bragte han

hundene tilbage til dværgene  deroppe. Ingen hørte om dem senere.

- Gør aldrig nar af dem, der ikke har hunde.

 

Var.: Moralsk beslægtede er fortællinger om ilde behandlede helte, der udvikler sig til farlige fæller ved ånders hjælp.

qivítulerssârnernik

Print
Dokument id:828
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:qivítulerssârnernik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:6 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qivittoq fortællinger. (1. Ikuunia)

 

Helt frem til vor tid har man hørt om folk, der er blevet fornærmede på deres

medmennesker og er rejst bort for at leve som qivittoq i områder, hvor

der ikke bor mennesker. Jeg vil fortælle om nogle af tilfældene, som

jeg selv har fået fortalt.

 

En mand der blev kaldt Ikuunia var blevet overfaldet af fire mænd,

mens de var på laksefangst. Han klarede sig ellers godt i

slagsmålet; men med tiden følte han sig mere og mere stødt over den

behandling, han havde været udsat for. Da de var på vej hjem fra

ammassætfangsten, fulgtes han med konebåden i kajak og kom på et

tidspunkt foran dem. De andre, der passerede en lille ø senere end

han, så på øen hans kajakstol og ovenpå kajakstolen hans fangestblære.

På fastlandet længere henne lå hans kajak med bunden i vejret.

De gik naturligvis ud fra, at han måtte befinde sig på fastlandet. De

ledte efter ham og råbte efter ham; men de fandt ham ikke, og deres

råb blev ikke besvaret. Derfor blev de klar over, at han måtte have

gemt sig for at leve som qivittoq, og at han ikke var død. Tre - fire

år efter tog hans gamle bopladsfæller ind i fjorden på ammassætfangst.

En af kvinderne fik en nat mareridt og så, at Ikuunia kom

hen til hende og sagde, at han gerne ville møde sin søn, når det blev

dag; og han sagde: "Beviset på, at det virkelig er mig vil være

følgende: Den, der står op i morgen tidlig for at varme noget (for at

lave te eller kaffe), vil finde en død havterne liggende på stenene

omkring ildstedet. Den har jeg lagt som et bevis."

 

Næste morgen gik der én ud for at varme vand (til te eller kaffe), og

det første hun så, var en havterne på stenene omkring kogestedet.

Da de andre var taget ud til arbejdet (formentlig med

ammassætterne), vågnede en af mændene, som ikke havde hørt noget om

mareridtet, og gik ud på jagt. Han kom til jagtområdet og begyndte at jage ryper i ro og mag. På et tidspunkt jagtede han en hare, der dog løb fra ham. Da han vendte tilbage til stedet, hvor ryperne lå, var de væk. Mens han gik og ledte efter

dem, fik han indre uro, som om han var bange for noget. Så hørte han lyd i

nærheden, som gjorde ham bange. Ind imellem kunne han

ikke rokke sig fra stedet, som om hans såler klistrede fast til

klippen. Lige ved siden af sig fik han øje på noget skræl der havde løsnet sig fra klippen og hvirvlede rundt i luften, selv om der slet

ikke var nogen vind. Han sprang i sved af skræk og blev helt våd.

Han magtede ikke at flytte sig fra stedet og blev stående.

Umiddelbart efter opdagede han at der stod et stort menneske lige til venstre for ham. Han havde ikke bemærket ham før.

Omsider gav han lyd fra sig, der lød som ravneskrig. Det var jo så fordi hans første måltid, efter at han var taget af sted

hjemmefra og var blevet sulten, bestod af ravneunger. Derfor kom det

første han sagde, til at lyde som en ravns skrig.

Derefter fortalte han om det, han var blevet fornærmet over, og som vi

har hørt om. Han fortalte, at han tidligere flere gange havde

gjort forsøg på at komme hen til ham, som han nu havde

truffet; men det var aldrig lykkedes. Da han nu endelig var

kommet hen til ham, ville han fortælle ham noget.

Han fortalte, at han græd meget i den første tid, han var gået

hjemmefra. Han bad ham lægge mærke til, at han var hudløs under

øjnene, og at han havde lagt forbinding på det med hareskind. Han

viste ham også sine håndflader, som var helt hudløse. Han sagde, det

var fordi han brugte dem til at frembringe lyde for at lokke fangstdyr

til sig. Det skete også, at han, da han nævnte det, han var blevet

fornærmet over, blev så vred, at han gned hænderne voldsomt mod

hinanden, så det knirkede og knagede. Han fortalte, at han ikke fik

noget at spise i de første mange dage, han var ude, fordi han ikke

kunne få fat i noget spiseligt. Men som vi har hørt, lykkedes det

til sidst at få fat i ravneunger, som han så spiste. Flere gange

forsøgte han at drikke vand fra elve og søer. Men så snart han bukkede

sig ned for at drikke, forsvandt vandet. Kun lyden af vand, der løb

under jorden, kunne man høre. Det vand, der blev tilbage i søerne var

udrikkeligt. Det smagte bittert. Når uvejret brød løs søgte han efter

et tilflugtssted mellem stendynger eller i klippehuler. Men så såre

han kom til mulige tilflugtssteder, blev de jævnet med jorden, så man

ikke kunne komme i ly. Flere gange skete det, at han mistede

bevidstheden fordi han var så sulten og tørstig og samtidig frøs så

voldsomt. Først efter lang tid kom han til bevidsthed.

Efterhånden vænnede han sig til disse fortrædeligheder; og han

generedes ikke længere af dem. Da han var nået så langt, blev han

i stand til at klare alt. Han bad manden fortælle sine brødre, at han

havde kamikker, der var laver af bark og syet med rodgren i stedet for

senetråd. Han skulle også hilse og sige, at han sammen med flere andre

boede i et hus på en nunataq. Når disse indvånere faldt i snak

om, hvorfor de var gået hjemmefra, og så begyndte at

stikke hinanden med knive, plejede det at være rigtig uhyggeligt. Selv flygtede han så altid ud af huset. Han fortalte også, at han savnede

sin familie. Og fordi han ikke evnede at gå ind i deres hus og

se dem dér, gik han hen for at se til dem, når de boede i teltet på

deres fangstplads. Han gik hen til dem om natten. Så fremsagde han

nogle trylleord og fik dem til at falde i søvn. Så løftede han teltets

bagvæg (skindene) og kiggede på dem ovenfra. Når han havde gjort

dette, følte han sig tilfredsstillet; og han plagedes ikke længere af

længsel efter at se dem. Og han sagde, at hans legeme var dødt, og det

kun var ånden, der styrede ham. Han udtalte endvidere med stor vægt,

at der var én ting, som disse qivittut var bange for, og som de ikke

kunne glemme - nemlig at de vidste at der var en frelser til. Det, de

gruede og frygtede for, var, at denne frelser ville komme for at dømme.

(Da han sagde dette, fik manden, som han snakkede med, en forfærdelig medfølelse med ham; og han opdagede, at han fik tårer i øjnene. Han opfordrede

qivittoq'en til at vende tilbage, og lovede, at han nok skulle ledsage

ham). Han svarede, at det ikke kunne lade sig gøre.

Endelig fik han sagt, at der var én ting, han hele tiden havde savnet

- og det var pibeudkrads til skrå, som manden han traf, måske kunne

give ham. Manden gav ham lov til at tage noget pibeudkrads. Han tænkte

at han nok ikke fik sin tobakspung tilbage. Men den anden sagde: "Du

skal nok få den (imakûsivine, sin pibeudkradspung)

(ajortúngornaviángilak - der sker den ikke noget). Læg den her oven på

stenen, og gå lidt væk. Jeg kan ikke gå helt hen til dig. Det er

farligt på grund af min ånde." Manden gjorde, som der blev sagt.

Endelig sagde qivittoq'en, at nu ville han tilbage til det

område, hvor han boede. Han bøjede det ene ben; så lod han, som om

han roede i kajak. Han drog af sted med mægtig fart hen over land,

idet han fulgte de små fordybninger, ind i landet, som ikke så særlig

indbydende ud.

 

Var.: Søg på Ikuunia. Vedr. forstillinger om qivittut, der sine steder er blevet stærkt farvede af kristen dæmonisering - søg på qivittoq; qivittut.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Hist.: Ikuunia var en såre berømt qivittoq i Kap Farvel området, hvor man endnu i 1950'erne fortalte om ham. Overensstemmelser i detaljer mellem denne og flere af de sydgrønlandske tyder på, at fortælleren må have nære forbindelser til folk i dette område.

Qorfíkungnik oqalugtuaq / Qorfikkunnik oqaluttuaq

Print
Dokument id:471
Registreringsår:1921
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qorfíkungnik oqalugtuaq / Qorfikkunnik oqaluttuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 7, side 8 - 16
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Qorfiks.

Det fortælles, at der i gamle dage - i de første år, hvor europæerne

havde bosat sig i Grønland, - endnu boede drabsmænd i Sydgrønland, tæt

ved Paamiut / Frederikshåb.

På en af bopladserne tæt ved Paamiut boede dengang en dygtig fanger.

Han var en mægtig mand, som aldrig led nød om vinteren, fordi han ikke

havde svært ved at fange noget. Det viste sig som så ofte før, at nogen

var misundelig på ham.

 

Han havde tre sønner. Han byggede en kajak til den ældste, som endnu

var lille; og han lod ham øve sig i at ro kajak tæt ved stranden, mens

de yngste først lige var blevet født.

 

Engang, da sønnen var begyndt at ro lidt længere ud, roede faderen sammen

med ham lige i nærheden af deres boplads. Da de var nået ud til

et område, hvorfra de ikke kunne se bopladsen, så de godt nok, at der

roede en kajakmand hen imod dem. Det var faktisk en stor

drabsmand / morder. Kajakmanden sluttede sig til dem, han fjernede sig ikke og foreslog så, at de sammen skulle gå i land. Det var altså kun et påskud.

 

Far og søn lagde til land sammen med ham. Mens Qorfiks far var på vej

op af kajakken, overlistede deres onde ledsager, som endnu var i sin

kajak, ham og dræbte ham med sin lanse.

 

Den dræbtes søn var jo kun en nybegynder, og det var ikke mærkeligt,

at han rystede over det hele ved at se faderen blive dræbt. Efter drabet forbøddrabsmanden hans lille søn, som efter sigende hed Qorfik, at sladre; ellers ville han også dræbe ham. Så roede han bort.

 

Qorfik ordnede faderen og lavede en grav til ham. Ikke så sært

blev han helt udmattet. Fra da af blev Qorfik vred, og

han benyttede enhver lejlighed til at træne sig stærk.

 

Det fortælles, at han om morgenen rykkede sine brødre i håret og

slyngede dem ud på gulvet, mens han snakkede: "De har jo ikke

overværet, hvad der skete med far. De sover bare."

Og hver gang skældte han dem ordentligt ud. Til gengæld udviklede

Qorfik sig til en god og hjælpsom bopladsfælle. Han blev en kraftkarl;

og blæsevejr var ham aldrig nogen hindring. I trange tider sørgede han

godt for dem, der ikke havde nogen forsørger, med alle deres daglige

fornødenheder. De manglede aldrig noget, for brødrene var nu blevet

voksne og fangede godt.

 

Qorfik holdt altid øje med om deres fjende skulle dukke op, men han så

ham aldrig.

 

Engang lavede Qorfik en harpunspids af ben uden od. Efter at have

forsynet den med med flettet sentråd til fastgørelse på linen, hængte

han den på lineholderen, idet han sagde: "Den skal ikke bruges til en

sæl, men til et menneske." Og der hang den fiks og færdig uden at

blive brugt.

 

Qorfiks boede nærmest ved kolonien, mens fjendens vinterboplads lå

længere mod syd.

På tidspunkter, hvor de forventede, at fjenden ville tage ind til

kolonien for at handle, plejede de at placere sig på hans vante rute

og ligge på lur efter ham. Men de fik gerne at vide, at han både havde

været ved kolonien og var kommet tilbage igen. Ingen vidste, hvilken

rute han havde benyttet. Qorfik blev endnu mere vred. Hans vrede imod

fjenden var så voldsom, at det gik ud over brødrene, som han ikke

rigtig snakkede med.

 

En morgen kom en af fjendens bopladsfæller i kajak og fortalte, at

fjenden havde passeret ham på vej nordover til kolonien for at handle.

Det var en nyhed, der passede Qorfiks.

Han satte sin harpunspids uden od, som han fandt velegnet til

formålet, på skaftet. Da de tog afsted, sagde han følgende til sine

yngre brødre: " Jeg placere mig yderst." Til sin yngste bror sagde

han: "Du placerer dig nærmest kysten. Hvis du med sikkerhed opdager, at

kajakker passerer dig nærmere land, gør du tegn med din fangstblære / fangeblære

i vejret. Der skal være lige afstand imellem os. Jeg skal være yderst.

Ser jeg nogen, hæver jeg min fangstblære som tegn."

 

Efter at Qorfik havde talt til sine brødre skiltes de, således

at den yngste placerede sig inderst, den mellemste i midten og Qorfik

yderst og sådan, at han kunne se, hvis de, der lå nærmere land skulle

hæve fangeblæren.

 

Som formiddagen gik, lå de der i forventning om, at der skulle ske

et eller andet. Sent på formiddagen, hvor Qorfik så sig ekstra godt

om opdagede han, at broderen, der lå nærmere land, hævede sin

fangeblære, og satte af i fuld fart mod land. Straks

roede så Qorfik af alle kræfter ind mod land. Og lige før han

indhentede sine yngre brødre, fik han øje på to kajakker, der roede

sydpå tæt forbi stranden. Det viste sig, at deres fjende var på vej

sydover med en ledsager. Qorfik og hans brødre kunne nu se fjenden

ganske tydeligt; denne kunne åbenbart også genkende dem, for han

begyndte at ro med en sådan fart, at han hurtigt lagde sin ledsager

bag sig.

 

På det tidspunkt var Qorfik ved at ro forbi sine brødre, selv om de

roede alt hvad de kunne, og han sagde til dem: "I har jo ikke set jeres

far blive dræbt; som sædvanlig sakker I agterud." Så roede han forbi

dem og satte efter de flygtende.

 

Drabsmandens ledsager standsede, da han var ved at blive indhentet og

ikke kunne undgå at blive dræbt af Qorfik. Da Qorfik nåede ham, lagde

han mærke til, at han rystede så voldsomt, at vandet omkring kajakken

ligefrem blev pisket op. Idet Qorfik passerede ham, sagde han:

"Ro nu lige så stille hjem. Vi øver ikke vold imod dem, der ikke har

ondt i sinde." Så var han forbi ham. Nu gik det så hurtigt, at han

ligesom halede sin store fjende til sig bagfra. Da han var lige ved at

indhente ham, satte han farten ned. Den forfulgte kiggede sig

gentagne gange bagud. Han begyndte at føle sig sikker, eftersom

forfølgeren ikke længere halede ind på ham. Han anstrengte sig

yderligere og var nu på vej over fjorden til sin boplads.

Der kom liv i hans børn, da de nu kunne se deres far.

Netop i det øjeblik, hvor børnenes øjne ufravendt var rettet på

faderen, nærmede Qorfik sig ham bagfra med en sådan fart, at det så ud,

som om han halede ind ham ind til sig.

 

Tænk, Qorfik havde med vilje ventet til faderen befandt sig lige ud for

børnene; for da han selv havde overværet drabet på sin far, ville han

ikke dræbe fjenden, uden at det blev set af hans børn.

 

Nu befandt fjenden sig ud for sit hus, og det så ellers ud, som om

Qorfik ville ro endnu tættere på, men så så man ham gøre sig klar til

at kaste sin harpun. Og mens fjenden endnu lagde alle kræfter i for at

slippe fra ham, kastede Qorfik sin harpun og ramte ham, så det gav et

mægtigt smæld. Han kæntrede, men forsvandt ikke helt under vandet, da

Qorfiks harpunskaft holdt ham flydende. Qorfik roede hen til ham og

trak sin store harpun op, idet han råbte ind til børnene: "Hvis I er

øm over ham og ikke kan undvære ham, kan I bringe ham i land."

Så drejede han kajakken imod nord, så vandet bag kajakenden piskedes

op. Han roede bort med en sådan fart, at bagenden af hans kajak lå

under vand.

 

Fjendens børn roede ud til deres far. Da de rejste kajakken, opdagede

de, at kroppen ved harpuneringen var blevet delt i midten, og at kun

pelsen holdt de to dele sammen.

Qorfik dræbte sin store fjende, men han gjorde ikke fjendens børn

fortræd.

 

Senere, da vinteren stundede til med kulde og nyis, kom der en båd med

skibbrudne til Qorfiks boplads. De ville gerne været roet videre til

et sted, hvor der boede europæere; men nyisen hindrede det, og de

måtte overvintre hos Qorfiks, indtil det igen blev muligt at sejle.

Naturligvis levede de udelukkende af grønlandsk mad hele vinteren og

Qorfik var deres forsørger.

 

Midt om vinteren fik de lus, fordi deres tøj var blevet så beskidt.

Når den mindste af dem fik for mange lus, klippede Qorfik hans hår så

tæt, at han også klippede en del af kødet med. Når han blev klippet,

skreg han som en stukket gris. De andre var godt nok vidner til disse

anfald af gråd, men de gjorde intet; for de var helt afhængige af Qorfiks for deres overlevelse.

 

Ved forårstide kunne de rejse videre til kolonien. Da der kom skib

rejste de velbeholdne til Danmark. Siden hørtes da intet til dem.

Qorfik levede endnu nogle år herefter og var gammel, da han døde.

Nogen tid efter hans død kom der et skib til Sydgrønland. Mens nogle

grønlændere var om bord på skibet for at handle, viste kaptajnen sig.

Han var ung og var meget høj. Da han så grønlænderne, gik han hen til

dem og sagde ganske uventet: "Har grønlænderen Qorfik det godt (eller:

"Lever grønlænderen Qorfik)?" De fortalte ham, at han var død. Da han

fik det at vide, at Qorfik var død, sagde han ikke noget, men tog et

stykke jernbånd op fra dækket og lavede en knude, som om det var et

stykke snor, hvorefter han udbrød, at han, hvis grønlænderen Qorfik

endnu levede, ville have slået knude på ham på samme måde.

Måske var det ham, Qorfik plejede at klippe, for han var ganske ung

endnu. Det var nu en skam, at Qorfik døde så tidligt. Havde han levet

længere, ville han sikkert have haft flere historier at fortælle.

 

Var.: Qajuuttaq;

 

Hist.: historisk kerne. Se: Qajuuttaq

Quinagsâriniôq / Quinassariniooq / En, der havde den vane at kilde folk

Print
Dokument id:751
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Quinagsâriniôq / Quinassariniooq / En, der havde den vane at kilde folk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da en kajakmand fra Saarloq, der var taget til Nuuk,

var udeblevet, tog nogle ud for at lede efter ham. De fandt ham død bag

Maaluta, og armhulerne var revet op. Men de fandt ikke ud af, hvad der

var sket ham.

Senere roede en anden, ind i samme fjord for at komme ind på renjagt.

På vej hjem fra jagtturen og ikke så langt fra sin kajak, hørte han

nogen grine temmeligt langt borte. Efterhånden lød grinet højere og

nærmere og bevirkede, at manden langsomt mistede kræfterne og nåede

sin kajak i næsten helt afkræftet tilstand. Netop som der kom et nyt

latterudbrud, forsøgte han at løfte kajakken; men det magtede han

ikke, så han måtte tage den i den bagerste spids og skubbe den. Da han

nåede frem til vandet, kom han med største besvær ned i kajakken og

skubbede sig ud fra land. Idet samme kom der et højt latterudbrud, der

tydede på, at væsnet var kommet inden for synsvidde. Så tabte han sin

åre. Til alt held blæste det fra land, så han drev udefter. Da han

drejede hovedet imod land og så det, lignede det nærmest noget spæk,

der var smurt med blod. Senere fandt man ud af, at den kajakmand, der

var på vej til Nuuk, var blevet dræbt af dette (væsen). Og da det

åbenbart havde fået smag for at dræbe, ville det også godt have dræbt

jægeren.

Herefter advarede man folk mod at komme på dette sted uden ledsager,

og derfor kom dette sted til at hedde Quinassaariniooq, Kilderen.

 Det fortælles, at der i gamle dage også fandtes Quinassaariniooq i

Uummannaq (Det må være Uummannaq i Godthåbsfjorden. Chr. B.) Det

skete, at folk, der var på rypejagt, ikke kom tilbage. Man tog ud og

ledet efter dem; og når de fandt dem, så de, at de bløde steder på

kroppen var revet itu. Da dette fortsatte, var der til sidst ikke

længere nogen, der havde lyst til at gå ture. Tænk, at det var

Quinassaariniooq, der havde revet de bløde partier på kroppen itu.

 

Kommentar: Kilderen der ligefrem kilder folk så de dør af grin kendes som Havkvindens far i Thule området og S. Ø. Baffinland.

Quperloq

Print
Dokument id:144
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Quperloq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 94 - 96, nr. 35
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, VI, ss. 168h - 169v;

Wittus Steenholdts afskrift: NKS 2488, VI, ss. 6v - 7v.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant (Alluunnguaq) i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 7, ss. 67 - 68.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 88, ss. 438: Atlunguak.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Quperloq (orig. uden overskrift).

En kvinde havde en søn, som ikke fangede sæler. En dag kom fangerne hjem

fra åndehulsfangst og var meget skræmte. De var flygtet fra en stor overiset

isbjørn (isgroet bjørn), som de havde set under vandet ved et isfjeld. Kvindens søn, som hed Quperloq, lavede sig en bue og pile og tog af sted. På vej til isfjeldet lavede han et hul i isen med sin tuk. Han kiggede ned gennem hullet og så isbjørnen på den del af isfjeldet, der var under vandet. Han fløjtede lidt, og dyret nærmede sig og stak hovedet op gennem hullet. Han gjorde hullet større, så at det kunne få det ene forben op og senere også det andet. Til sidst blev hullet så stort, at dyret kunne komme op. Så stak han i begge bjørnens øjne med sin tuk og flygtede bort. Dyret snusede sig frem til hans spor og forfulgte ham. Det løb

rundt om den første "rundkørsel" og derefter også den anden. Det var lige i

hælene af ham, da han løb videre fra den sidste "rundkørsel". Han græd og

ventede kun på at blive bidt. Da der ikke skete noget, kiggede han tilbage og

så, at dyret lå på jorden og var dødt.

Da han kom hjem, sagde han til sin mor: "Var det noget at være bange for? Det er lige til at putte i endetarmen." ("narratissaannannguaq" er oversat efter notat på dansk i manuskriptet - Chr. B.) Bopladsfællerne hentede kødet og levede af det.

 

En anden gang var det rensdyrjægerne, der kom tidligt hjem, fordi de flygtede

for et eller andet. Moderen undlod at fortælle sønnen, hvad de flygtede for. Men

da han truede hende med at dræbe hende, måtte hun fortælle, at det var ulve, de

flygtede for. Quperloq tog af sted og fandt ulveungerne alene hjemme. Han dræbte

dem og placerede sig derefter på den nederste klippeafsats. Det varede ikke

længe, så så han, at der kom en ulv som bar et stort rensdyr på tværs i munde, så det lignede en konebåd, der blev båret over land. Ulven opdagede, at ungerne var døde og fulgte nu Quperloqs spor til klippeafsatsen. Den sprang op og fik fat i kanten af klippeafsatsen. Dér hang den så og blev et nemt bytte for Quperloq, der ramte den med mange pile i skulderpartiet, så den faldt død ned på jorden.  Umiddelbart efter nærmede hanulven sig med en rentyr i munden. Den snuste til sine døde unger og angreb Quperloq. Quperloq ramte også denne mange gange i skulderpartiet med sine pile. Da han havde brugt alle sine pile, gav han

sig til at løbe forfulgt af ulven. Da ulven var lige ved at indhente ham,

kastede han sig ned på jorden på den anden side af en stor sten. Dér lå han

grædende og ventede på, at ulven skulle sætte tænderne i ham. Da der ikke ske-

te noget, vendte han sig om og så ulven ligge død på jorden. Bopladsfællerne

hentede kødet.

Tredje gang var det mamutten, rensdyrjægerne flygtede for. Quperloq tog af sted

og fandt mamuttens unger på en stor slette. Han dræbte dem, og derefter

placerede han sig på den nederste klippeafsts. Derfra så han de voksne mamutter

nærme sig med et stort rensdyr i munden. Det lignede en konebåd, der blev båret

over land. Mamutterne ville angribe ham og sprang op på klippeafsatsen. Dér

hang de så med kløerne på klippekanten. Han dræbte dem ved at ramme dem mange

gange med sine pile. Da han kom hjem, sagde han: "Var det noget at være bange

for? Det er lige til at putte i endetarmen".

 

Var.: Alluunnguaq

Heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq; Aqissiaq

Saattormiunik kuisikkumanngitsunik / Dem som ikke ville døbes i Saattormiut

Print
Dokument id:1773
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen, Iver
Nedskriver:Rink H. J.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Saattormiunik kuisikkumanngitsunik / Dem som ikke ville døbes i Saattormiut
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:s. 52 - 53, nr. 3
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 3, ss. 7 - 9.

Ikke medtaget i Rink 1866-71.

 

Resumé: Fortællingen handler om et par gamle ægtefolk med voksne

sønner. Sønnerne vil gerne døbes, men forældrene er slet ikke til at

tale med. Især ikke faderen. Fortællerens farfar (Berthel Larsen)

sender så alligevel fortællerens far (Fredrik Berthelsen) af sted til

deres boplads for at undervise sønnerne, og hele efteråret og vinteren

er stemningen meget spændt, med klimaks på konflikten julemorgen under

julegudstjensten, som faderen forstyrrer. Efterhånden afmattes dog

tilsyneladende konflikten, husherren og missionæren kan blot ikke

beslutte sig til, hvem der skal være den første til at hilse på den

anden. Endelig om foråret kommer de på talefod, og sønnerne bliver

døbt. Men de gamle dør udøbte, "for de ville ikke omvende sig, og man

kunne ikke omvende dem."

 

Hist.: Historisk fortælling fra omkr. 1800.

Kommentar: Bemærk generationskløften over for den ny tids kristne påvirkninger

Salagârssuk

Print
Dokument id:130
Registreringsår:1828
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Clementsen, Tobias
Nedskriver:Clementsen, Tobias
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Salagârssuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 53, nr. 22
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af orig. håndskr.:

NKS 2488, VI, ss. 126h - 127v.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Salagaarsuk.

Salagaarsuk havde en stedmor, der var ond ved hende. Når hun, efter at have

været ude at plukke bær, kom tilbage uden at have fyldt posen helt til randen,

pryglede stedmoderen hende og sendte hende ud igen efter flere bær. Da Salagaarsuk en dag blev sendt ud igen efter flere bær, gik hun og græd. Men pludselig opdagede hun, at hun befandt sig i en husgang; og hun gik ind i huset. Derinde sad en

stor kvinde. Denne sagde til Salagaarsuk: "Må jeg få dig til plejedatter?" Det sagde Salagaarsuk ja til. Da kvindens mand kom hjem fra fangst med netsider med

smukke skind, sagde plejemoderen: "Vælg dig det smukkeste skind til anorak."

 

Salagaarsuks plejeforældre talte engang om, at der en dag ville komme folk, der

fangede med en snare. En dag hørte de lyden af mange mennesker, der snakkede, og

lige pludselig hørtes også lyden af vingeslag. Det gik op for Salagaarsuk, at

hun befandt sig i et rypebo, og at skindet til anorak bestod af mos. Derefter

gik hun hjem.

Saligûnguna auvariarimateqaoq / Saliquunguna aavariarimateqaaq

Print
Dokument id:451
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Mathiassen, Josef
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Saligûnguna auvariarimateqaoq / Saliquunguna aavariarimateqaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 4 - 6
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Salik, den ivrige rensdyrjæger

Engang kajakken trængte til nyt betræk, tog Salik på

renjagt tidligt om morgenen, og først da han var af sted, kom han i

tanke om, at han havde glemt sin økse. Så vendte han om. Han gik i

land, og da han kom op til huset, opdagede han, at den var kommet en gammel

fjeldgænger derind. Han gik ind og da han længe havde lyttet til

fjeldgængeren, der fortalte løs, sagde denne skam at han var ude efter

noget spæk, så han kunne blive tungere. Da fangeren så spurgte ham:

"Hvad hedder du?" svarede han skam: "Jeg hedder Salik!" Tænk, så var

det altså en navnefælle han her havde mødt. Og han fortalte fjeldgængeren,

at han hed det samme.

Fjeldgængeren fortalte, at han også var taget af sted på renjagt på et

tidspunkt, hvor hans kajak trængte til at få et nyt betræk. Da de kom

til deres lejrplads, gik der at par dage, hvor de ikke kunne komme på

jagt. Da det endelig blev godt vejr, tog de øvrige afsted, mens han

måtte blive hjemme, fordi hans kajak netop skulle betrækkes. Så

begyndte en af kvinderne at stikke til ham for ikke at være

særlig ivrig efter at komme på renjagt, når han ikke tog afsted.

Så hidsede han sig op, for de var også alt for længe om at den kajak

betrukket. Ja, han blev så vred at han svedte af det.

Så såre kajakken var færdig tog han afsted med bare en lanse som

redskab. Han fortalte: "Mens jeg roede langs stranden, hørte jeg noget

støj bag mig. Jeg vendte mig om mod støjen og så en stor renbuk,

som havde hidset sig voldsomt op. Jeg gik i land med min lanse og

nedlagde den. Jeg fjernede talgen fra den ene side af dyret og forlod

den. Mens jeg roede, fik jeg endnu engang øje på en stor renbuk. Jeg

gik i land, jagede og fangede den. Jeg kom ned i kajakken, roede

videre, og kom til et sted med en stendynge, hvor jeg gik i land. Jeg bar

min kajak op, og da jeg havde placeret den mellem stenene, trampede

jeg den i stykker. Jeg vandrede rundt og kom så til en nunatak. Da var

mine kamikker blevet så våde, at jeg vendte vrangen ud på dem for at

tørre dem. Så fik jeg øje på en lille sort plet på indlandsisen. Det

forekom mig, at den blev større. Mens jeg stirrede på den, fordi den

voksede så forfærdeligt og blev så stor som en konebåd på stillads,

blev jeg bange og vendte retten ud på mine kamikker for at få dem på,

hvorefter jeg flygtede væk. Tænk, væsenet gik efter lugten af

kamikkerne.

Det kom nærmere og nærmere, og jeg begyndte at hopppe over de

store revner i indlandsisen. Nogle gange syntes jeg, at revnerne var

for brede, men sprang alligevel over dem; men væsenet skrævede blot

over dem. Så var der en meget bred revne, som jeg egentlig var bange

for ikke at kunne klare. Jeg sprang alligeval over dem, da væsenet

nærmede sig alt for hurtigt. Under springet vendte mit ansigt først

fremad, så bagud, og da jeg landede på den anden side, vendte det

fremad. Da jeg nåede over flygtede jeg videre. Så hørte jeg en mægtig

støj; og da jeg vendte mig om, så jeg væsenet var på vej ned i den

store revne med ryggen imod mig. Jeg gik hen til det, og jeg kunne kun

høre, at det rungede voldsomt dernede, hvor det styrtede ned.

 

Da han sluttede sin beretning, opdagede han, at solen var ved at komme

dér, hvor den skulle gå ned. Han (mennesket Salik) skyndte sig afsted

efter konebåden (med hans husstand). Han nåede frem til lejren og tog

ud på renjagt. Det var hans sidste renjagt, fortælles det.

 

Var.: Saalik; Salik

Sáningassormiumik / Sanergassormiunik

Print
Dokument id:363
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Sáningassormiumik / Sanergassormiunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 92v - 97v, nr. 333
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang et menneske (inuk), der elskede at bo ved

Sanningasoq syd for Pamialluk. Tidligt på foråret, når fangerne tog

ud til de yderste øer, blev han og hans kone tilbage på stedet. De

havde heller ingen børn. Bopladsfællerne blev længe væk. Først om

efteråret flyttede de tilbage til deres boplads. Når vinteren var

forbi, tog de igen ud til yderøerne. Kun ægteparret uden børn blev

tilbage på stedet.

 

De var blevet en del ældre, da konen blev gravid og

fødte en søn. Tiden gik meget hurtigt. Tiden fløj, og snart fik sønnen

sig en kajak. Han var blevet helt udvokset og stærk, da faderen døde.

Nu boede moderen alene med sønnen. Når bopladsfællerne om foråret tog

ud til fangstpladserne, blev mor og søn tilbage. En gang da sønnen

(kisermaaq = den enlige) var ude på fangst, fandt han et stykke tømmer

og slæbte det til land, for at bruge det til et konebådsskelet. Han

kom hjem med det og gav sig til at bygge en konebåd af det. Da han var

ved at være færdig, sagde han til sin mor: "Læg nogle skind i blød,

som vi kan bruge til betræk." Det gjorde hun, og da de var tilstrækkeligt bløde, var sønnen netop færdig med konebådsskelettet. Moderen syede så betræk helt alene, for hun havde ingen til at hjælpe sig. Da hun blev færdig, begyndte mor og

søn at betrække konebåden, og da de blev færdige måtte de vente til

betrækket blev tørt, før de kunne bruge konebåden. Da den til sidst var helt tør, sagde sønnen til sin mor: "Lad os tage ud til en fangstplads, for jeg vil for en gangs skyld gerne afkøle vores boplads i sommerperioden."(nillorserallassagakku - nillarserpaa - nillorserpaa, afkøler det. Mærkeligt. Det kan også betyde, at han først vil komme tilbage om efteråret, når det er blevet køligt ?? CB. Man luftede vinterhuset ud i sommerperioden ved at bryde taget ned, når man tog på sommerrejser. Det kan opfattes som en afkøling. De havde jo aldrig før forladt bopladsen for sommeren, BS)

Han satte konebåden i vandet; og han og moderen begyndte at gøre klar.

 

Da de blev færdige, tog de afsted, idet de skiftevis

roede på den ene og den anden side af konebåden (illupiartaallutik -

eller: roede med to årer på en gang??). De nåede til Illokoq og slog

lejr dér. Dagen efter om morgenen stod sønnen op og gjorde klar til at tage afsted. Moderen sagde: "Jeg vil gerne have vores boplads afkølet i sommerens løb." (betyder det at hun vil længere væk hjemmefra ? BS)

Da de havde gjort sig klar, tog de afsted og roede skiftevis på den ene og den

anden side af konebåden. Undervejs til Itilleq for at slå lejr

dér, sagde sønnen: "Skulle vi ikke tilbringe sommeren i Itilleq?"

Men næste morgen begyndte sønnen alligevel at gøre klar til afrejse. Moderen så

det og sagde: "Jeg troede ellers, at vi skulle tilbringe sommeren

her." Sønnen sagde: "Vi tager til Sorlaat for sommeren."

De gjorde, som han sagde og tog af sted, idet de roede på

skiftevis den ene og den anden side af konebåden. De slog lejr i

Sorlaat. Men allerede næste morgen begyndte sønnen at gøre klar til

afrejse. Moderen så til, men hun sagde: "Jeg troede ellers, du ville

tilbringe sommeren her." Sønnen svarede: "Jeg vil afkøle min boplads i

sommerens løb." Da han sagde dette, gjorde de klar til afrejse,

hvorefter de tog af sted og roede skiftevis på den ene og den anden

side af konebåden. Hen mod aften slog de lejr i Itillia. Næste morgen

begyndte sønnen at gøre klar til afrejse. Moderen troede, som de andre

gange, at de skulle tilbringe sommeren dér; men da sønnen ville afkøle

deres boplads i løbet af sommeren, tog de igen af sted. De roede som

de plejede (qanunguku - "som de plejede" er et gæt) skiftevis på den

ene og på den anden side af konebåden og nåede til Pamialluk. De

fortsatte på denne vis og tog af sted hver morgen; og de nåede til

sidst til Ikersuup Paa (mundingen af Ikersuaq). Da de kom dertil,

spurgte en af de lokale: "Hvor er du på vej hen?" Den

enlige søn svarede: "Jeg er på vej nordpå." Manden fra Ikersuup Paa

sagde igen: "Jeg tvivler på, at Sermiligaarsuk-beboerne vil lade jer

leve." Dagen efter tog de igen af sted nordover. Manden fra Ikersuup

Paa fulgte med i kajak. Han holdt dem med selskab under turen, han

overnattede dér, hvor de slog lejr og fulgtes med dem nordover. Da de

ikke traf en eneste kajakmand, vendte manden fra Ikersuup Paa om.

 

De andre fortsatte rejsen. De kiggede efter kajakker, og endelig, da de nåede

mundingen af fjorden Sermiligaarsuk, fik de øje på en kajakmand forude.

Kajakmanden nærmede sig dem, og de roede ham i møde.

Kajakmanden var nu fremme ved konebådens agterende. De ventede, at

manden skulle sige noget, men han sagde intet. De sagde heller ikke

noget til ham, fordi han var helt tavs. Endelig sagde den enlige søns

mor: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du taget ud i kajak?" Manden

sagde ikke noget. Hun spurgte endnu en gang: "Hvor kommer du fra,

hvorfra er du taget ud i kajak?" Da han stadigvæk ikke sagde noget,

spurgte sønnen: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du roet ud?"

Da han fortsat var tavs, kom han nærmere til ham og spurgte igen meget

højt: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du roet ud?" Idet

kajakmanden vendte sig bort fra dem, sagde han endelig - for første

gang: "Jeg kommer herinde fra, jeg er taget afsted herindefra.

Desværre er ingen andre taget ud på fangst." Den enlige søn sad blot

og kiggede på ham, mens han fjernede sig fra dem. Så sagde han:

"Hvor virkede han dog utilnærmelig, den eneste kajakmand vi har

truffet." Idet han sagde dette, satte han sin kajak, der lå midt i

konebåden, ud i vandet og kom ned i den. Så roede han afsted. Da den

flygtende kajakmand kiggede bagud og så manden ro efter ham, vendte

han om og gav sig til at ro af alle kræfter direkte imod ham. De

nærmede sig hastigt hinanden. Den enlige søn gjorde klar til at kaste

harpunen. Den anden gjorde det samme. Hver for sig så de ud, som om de

skulle lige til at kaste; men de passerede tæt forbi hinanden,

uden at der skete noget. Igen vendte de sig imod hinanden og gjorde

klar til kast. Begge så ud som om de nu skulle kaste harpunen,

men de passerede bare forbi hinanden. Endnu en gang vendte de sig imod

hinanden og gjorde klar til kast. Lige i det øjeblik den fremmede

kajakmand skulle til at kaste harpunen imod den enlige søn, ramte

denne ham med sín harpun. Da han havde dræbt ham, fjernede han sin

harpunspids fra ham og roede hen til konebåden. Moderen sagde til ham:

"Har du smagt på ham, du har dræbt?" Sønnen sagde: "Nej." Moderen

sagde til ham, at han skulle ro hen til ham og få en bid af ham,

ellers ville den døde krybe ind i ham. Da sønnen kom hen til den

dræbte, rejste han kajakken op og ville smage på et stykke af ham. Men

han væmmedes og nøjedes med at slikke blod fra hans sår. Da han kom

tilbage til konebåden, spurgte moderen: "Har du smagt et stykke af

ham?" Sønnen svarede: "Nej, men jeg slikkede blod fra såret."

Moderen sagde: "Nu kan den dræbte ikke krybe ind i dig."

 

De fortsatte nordover og kom til et sted med mange mennesker; og dér

slog de lejr. Næste morgen, da den enlige søn stod op, gik han op til

udsigtspunktet og han så, at to mænd var gået ned for at tage ud

i kajak. Han gik ned og tog af sted sammen med dem. De roede ud og kom

til fangstområdet, hvor de lå og lurede på, at der skulle dukke en

sæl op. Her harpunerede den enlige søn en sæl. Da han havde dræbt

sælen, gjorde han den klar til bugsering, hvorefter han gav sig til at

ro ind mod land. De andre fulgte med. Undervejs begyndte de andre at

udspørge den enlige søn: "Har I ikke set en kajakmand i går, da I kom

den vej i konebåd?" Den enlige søn sagde, at de ikke havde set nogen

kajakmand. Så spurgte de ham endnu en gang: "Har I ikke truffet

mennesker i Ikerasuup Paa?" Den enlige søn sagde: "Jo, vi overnattede

der. Manden derfra ledsagede os et stykke af vejen. Efter at han var

vendt om, så vi en kajakmand hér." De andre sagde: "Dræbte du ham

ikke?" Den enlige søn svarede: "Hvorfor skulle jeg dog det?" De andre

blev ved med at spørge ham, om han ikke havde dræbt den kajakmand, han

traf. Endelig sagde han til dem: "Se hvordan min store harpunspids er

kommet til at se ud." I det samme opdagede hans ledsagere, at

harpunspidsen var helt sort af den dræbtes blod.

 

Da de nærmede sig

land, hørte de råb derindefra: "Nu antaster fjenderne den enlige søns mor!" Idet den enlige søn sagde: "Min stakkels mor, min eneste ledsager", roede han til medsin fangst på slæb. De andre kunne ikke længere følge med og bad ham

vente, idet de lovede, at de nok skulle hjælpe ham. Den enlige søn

standsede, og netop som de skulle slå følge, blev der atter råbt inde

fra land: "Din stakkels mor er ved at blive antastet af dine fjender."

Sønnen sagde: "Min stakkels mor, min eneste ledsager", og i det

samme roede han til. De andre, som var ved at sakke agterud,

råbte: "Vi skal være forbundsfæller, vi skal støtte hinanden." Da de

andre sagde dette, standsede han, og de andre roede hen til ham. Sådan

gjorde de hele tiden, og endelig nåede de til deres kære land. Den

enlige søn skulle til at gå i land, men måtte ro ud igen fordi

fjenderne kom ned mod ham. Han ville så i land et andet sted; men det

kunne han ikke, fordi fjenderne fulgte ham langs stranden hele tiden. Så

roede han længere ud, og herfra gav han sig til at ro meget kraftigt

imod land. Fjenderne så ham nærme sig, men de kunne kun

se kajakken. De ledte efter manden og opdagede, at han stod bag ved

folk. Det viste sig, at han var sprunget ind i land fra sin kajak hen

over folk; uden at fjenderne havde set det. Da fjenderne opdagede ham

stå bag ved folk, sagde de: "I går så man en konebåd på vej

ind, drevet frem ved at nogen roede skiftevis på den ene og den anden

side af den; og vores yngste kom ikke hjem fra fangst. Vi var ude at

lede efter ham og fandt ham med et stort sår. Har du dræbt ham?"

Den enlige søn svarede: "Nej, jeg har ikke dræbt ham." Selvom han

fortsat nægtede sig skyldig, begyndte man at angribe ham; og han

sagde: "Ja, jeg dræbte ham. I går, mens vi var undervejs, kom der en

kajakmand og lagde til ved agterenden af konebåden. Vi ventede, at

han skulle sige noget, men han tav. Jeg er jo en enlig mand; og jeg

plejer ikke at være den første, der indleder en samtale med en mand.

Min stakkels mor sagde til ham: "Hvor kommer du fra, hvorfra er du

roet ud." Da han ikke sagde noget, spurgte hun ham endnu engang; og

jeg spurgte ham derefter to gange. Han svarede ikke, men idet han

roede bort fra os, sagde han: "Desværre er ingen andre taget ud på

fangst." Da han sagde det kiggede jeg bare på ham i første omgang, og

så sagde jeg: "Hvor virkede han dog utilnærmelig - den eneste

kajakmand vi har truffet." Så satte jeg min kajak, der lå midt i

konebåden, ud i vandet og roede hen til ham og dræbte ham."

 

Da han havde fortalt alt dette, sagde han: "Jeg er ubevæbnet, og I må angribe mig

uden våben." Efter disse den enlige søns ord, rodede en af

de to, som lovede at hjælpe ham, ned i sin kajak og trak en stor sabel (Det er

jo nok snarere en stor kniv CB) frem. Den gav han til den enlige søn og

sagde, at han kunne bruge den som våben. Med dette våben sprang den

enlige søn frem til sine fjender og dræbte dem alle sammen ved at

dolke dem med våbnet.

 

Han tilbragte sommeren på dette sted. En dag roede han langs med

kysten nordover. På et tidspunkt roede han uden om et lille næs; og på

den anden side af det fik han øje på en hel masse mennesker, som var i

færd med at flænse en hval. Han anbragte sig et sted, hvor han ikke

kunne ses. Så gik han i land og gav sig til at iagttage dem. Der

var én, der fik øje på ham og sagde til ham: "Kom og flæns med." Han

gik tilbage til sin kajak, kom ned i den og roede hen til dem. Han så,

at de skulle til at flænse den indre del af hvalen. Han fik

lyst til selv at flænse hele den indre del. De andre var mest indstillet

på, at gøre det "atumikkisaallutik" (kender ikke ordet - i

fællesskab? CB). Men da den enlige søn insisterede på, at være alene

om det, gik de andre med til det, fordi de var bange for ham. Den

enlige søn flænsede det færdigt og sagde så bagefter: "Måske skal jeg

hente min lille konebåd, hvis der er én, der vil følges med mig." En

af flænserne sagde: "De dér er som sædvanlig skyldige." (pisuupput

pissuupput , er skyldige?? - men svært at vide, hvad der menes; eller:

pissapput? - skal med). Han tog afsted sammen med to andre. Mens de

roede sagde den enlige søn: "Det er første gang, jeg har været med til

at flænse hval; og jeg er syg efter at fortælle om det. Jeg vil derfor

ro så hurtigt jeg kan (imminut uuttuullunga - kan

formentlig forstås sådan: Efter det jeg er i stand til CB). De andre

sagde: "Bestem du bare din egen fart som du vil. Vi skal nok følge

dig." Den enlige søn satte farten voldsomt op. Hans ledsagere holdt

den samme fart. Hele vejen roede de for fuld kraft, så de nåede målet

uden besvær.

 

Da de var rejseklar, tog de af

sted. Den enlige søn var styrer, mens moderen og den ene af

ledsagerne roede. Den anden af ledsagerne skubbede til bagfra i kajak;

og de nåede frem til ledsagernes boplads. Da de havde losset

konebåden, sagde den enlige søn: "Nu skal jeg hente min flænsepart.

Jeg bør nok have hjælp til det. Bopladsfolkene sagde: "Datteren af

den lille kælling plejer at være god til at hjælpe til. Spørg, om hun

vil hjælpe dig." Der gik besked til hende, og hun kom ud. Hvilken

kvinde. Hvor var hun smuk. Den enlige søn havde allerede i tankerne

bestemt sig til, at få hende til kone. Med hende som roerske tog de hen, hvor flænseparten lå. Han rakte kødet over til hende, og

hun bar det ned til konebåden uden mindste tegn på besvær. Da de kom

hjem med kødet, sagde den enlige søns mor: "Mon ikke vi skal kalde på

din søde medhjælper, så jeg kan betale hende?" Sønnen

svarede: "Ja, betal du hende." Hun blev hentet; og da hun kom ind, rodede

den enlige søns mor ned i sin pose og tog et spraglet sælskind, et

skind af en klapmydseunge og et netsideskind frem; dem gav hun pigen som

betaling.

 

Senere fik sønnen lyst til at vende tilbage til sin boplads sydpå; og

han sagde til sin mor: "Jeg vil tage sydpå; bed moderen til min

medhjælper om at komme med." Moderen syntes ikke helt om tanken, men

gik alligevel med til det, da sønnen blev ved. Medhjælperen og hendes

mor kom med sydover, og den enlige søn fik datteren til kone. De

sejlede udenom det sted, hvor de egentlig ville have tilbragt sommeren

og befandt sig ved mundingen af Sermiligaarsuk; så sagde den enlige

søn: "Mon der lever efterkommere af dem, jeg har dræbt?" Idet

han sagde dette, drejede de ind i fjorden og slog lejr længere inde i

fjorden. Han fik øje på nogle telte og roede derhen. Han gik i land og

gik op til et telt, hvor der boede et gammelt ægtepar, der havde en

datter, som var enebarn. Datteren var meget smuk, og han tænkte, at han

ville have hende som medhustru / andenkone. Mens han var inde i teltet, sagde

den gamle mand: "Vent på de sølle (ikkunnguakasiit) derhenne. De er

meget stærkere end dem, du dræbte. Det er deres fætrene."

Ved de ord blev den enlige søn meget nervøs. Mens han var der voksede hans uro; og han sagde: "Jeg vil afsted inden det bliver for sent på aftenen."

(unnuutissasoralunga aallaanassqaanga). Med de ord greb han det gamle

ægtepars datter og fik hende ud af huset. Da han kom ned til sin

kajak, snørede han hendes ben fast omkring sin kajak. Så kom han ned

i sin kajak og roede bort. Kvinden skreg og råbte efter en kajak

(qaannameertuleqaaq) og forsøgte at vælte kajakken, hvortil hun var

snørret fast. Men manden, der havde hende bag på sin kajak, havde ikke

besvær med at holde balancen. Da den enlige søn nåede tilbage til

lejren, ville han straks videre. De gjorde sig klar og tog af sted.

Under turen sydover roede den første kvinde, som den enlige søn tog

til kone, stærkt til, for at dulme sin skinsyge: Boblerne fra hendes

åre sprøjtede op bag agterenden af konebåden. De rejste videre

sydover, og nåede til sidst deres boplads Sanningasoq, hvor de tog

fast ophold.

 

Var.: Ikke præcis i denne bases samlinger, der ellers rummer mange mere eller mindre historiske fortællinger om en sydlændinges rejser mod nord.

 

Hist.: Blodhævn hæfter ofte ved fortællinger om sydlændingenes faktiske rejser nordpå, for at handle eller bosætte sig deroppe.

Savínguarniaq / Savinnguarniaq / En mand, der rejste ud for at skaffe sig lidt jern

Print
Dokument id:439
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2'
Fortæller:Eugenius, Klaus
Nedskriver:Berglund, Josva
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Savínguarniaq / Savinnguarniaq / En mand, der rejste ud for at skaffe sig lidt jern
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 7, side 126 - (127)
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Man fortæller om folk, der rejste nordpå for at få fat i

lidt jern, at de rejste en hel dag / dagen lang (?) med hundeslæde. Den eneste

slædehund, han (herfra bruges ental) havde, haltede.

Han kom til et lille hus. Omkring huset lå der sæler, hvis maver blot

var sprættet op; men der foregik ikke noget, og der var ingen

mennesker. Selvom huset var ubeboet, ville han overnatte dér, fordi

han var så træt. Ovenikøbet var det så heldigt, at lamperne brændte.

Han kogte et stykke kød fra de sæler, det lå i nærheden af huset og

lagde sine kamikker til tørre. Han tog sin hund med ind i huset og lod

den blive på gulvet ud for det sted han lå.

Han forsøgte forgæves at falde i søvn. Længe lå han uden at kunne

sove. Meget sent om aftenen begyndte hunden at gø af og til. Hundens

ører rejste sig mere og mere, og han selv blev mere og mere bange. Da

hundens gøen efterhånden blev vedvarende, greb han i hast sine

kamikker og tog dem på; og han kiggede ud gennem den lille åbning i

tarmskindsruden og så, at et menneske svøbt i ligskind var kommet

ganske nær. Så såre han så det, sprang han ned i gangen og anbragte

sig i kogerummet med hunden nærmest mennesket i ligskindet. Nu hørte

han det krybe ind i gangen og rømme sig, da det gik forbi kogerummet.

Mens det passerede kogerummet, holdt han sin hund om snuden, for at

den ikke skulle gø. Han selv turde knap nok trække vejret. Så såre

ligets store fødder var forbi kogerummet, flygtede han ud, alt hvad

han kunne.

Da han var kommet ud af gangen, så han sig tilbage og opdagede, at

alt var mørkt. Det viste sig, at dér, hvor han ville have overnattet,

var der en grav.

 

Han gik nu hen til sine hunde (det står i flertal, CB) og spændte den

(ental) for i største hast, hvorefter han kørte videre nordpå.

Efter at have kørt en tid fik han øje på et meget stort hus.

Denne gang sås der folk rundt om huset. Han kørte derhen og standsede

neden for huset. Han gik op til huset og ind. I huset boede tre

brødre, som var meget venlige, og de kom straks frem med noget mad til

ham. Da de spurgte, hvilket ærinde han havde, fortalte han at han

var på rejse for at skaffe sig noget jern. Og han fortalte følgende:

"Jeg havde den oplevelse, at jeg under min tur nordover, lige før det blev

aften, fik øje på et lille hus. Omkring huset lå der sæler, der ikke var

flænsede. Mens jeg tilbragte aftenen i huset, havde jeg nær fået

besøg af et menneske med ligskind om sig. Jeg skyndte mig ud af huset;

og da jeg så tilbage, opdagede jeg, at jeg havde været på besøg i en væmmelig grav."

 

Ved de ord lød det, som om værtsfolkene pudsede næse.

Han vendte ansigtet mod dem og opdagede, at de fra

den ældste til den yngste sad og tørrede tårer; idet han vendte

hovedet imod dem, sagde de: "Hvor var det pænt af dig - du, som er så

rejselysten - at du har holdt hende, som er så ensom, med selskab.

Da vores lillesøster blev sindssyg, begravede vi hende dernede sydpå."

De græd bitterligt alle tre. Da han skulle i seng om aftenen, gav de

ham sengetøj af lutter udsøgte bjørneskind; og han havde det

virkelig pragtfuldt.

 

Ved afrejsen næste dag forærede de ham så mange jernstykker, at de

fyldte hele slæden. På vej sydover kørte han i en stor bue uden om det

sted, hvor han havde set spøgelser. Han rejste aldrig mere nordover

for at skaffe sig jern.

 

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Sipilâjik

Print
Dokument id:2146
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Sipilâjik
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 371
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Det har ikke været muligt at oversætte det meget utydelige håndskrift: KRH kasse 52,2, hæfte 419 nr. 94. Chr. Berthelsen har gjort et tappert forsøg, men det giver ingen rigtig mening at skrive det ind (kladden er dog gemt i arkivet på Inst. f. Eskimologi). Heller ikke renskriveren af hæftets fortællinger har denne med i renskriften, KRH kasse 52,2, hæfte 415.

 

Her følger så Birket-Smiths resumé fra Rasmussen 1921 (Myter og Sagn fra Grønland, I):371:

Ved en bolplads plejer fangerne at forsvinde under deres fangst. En dag møder Sipilaajik en fremmed storfanger, og da denne forgæves stræber ham efter livet, opdager man, hvem morderen er. Senere tager storfangeren land samme sted som S. På rejsen derfra tager S. blodhævn, og også morderens yngre bror dræbes. En tredje bror, en fredelig mand, vil ikke øve blodhævn derfor, men for at vise, at det ikke skyldes frygt, tager han en hund, en hvallænser og nogle fangelinier fra den stærkeste mand på S.s boplads.

Sipulôrnertôq / Sipuloornertooq

Print
Dokument id:586
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sipulôrnertôq / Sipuloornertooq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 33, nr. 76
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Knud Rasmussen på vestgrønlandsk.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 365,

"Storfjærteren."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Sipulornertooq (Storfjærteren).

En mand, som ikke var nogen dygtig fanger, ville absolut giftes med en

pige, som han havde hørt så meget om. Denne pige var datter af Kunnga

og hans kone. En dag da han havde fanget en klapmyds, tørrede han

kødet. Med det tørrede kød på ryggen tog han af sted for at fri til

Kunngas datter. Han gik og gik. Så traf han en mand, som skød med

bue ud i det blå (siláinarmut - ud i den bare luft). Han spurgte ham,

hvad han lavede. "Lige fra de helt gamle dage har jeg

forsøgt at ramme flere med ét skud; men hidtil er det ikke lykkedes," svarede han.

Han fik øje på, hvad det var han skød efter. Det var de mindste af

myggene (umerdlorqortût - den med det store snudeparti). Ved siden af

ham lå der en stor bunke af dem, som han havde dræbt. "Vil du ikke

ledsage mig?" Jeg er på vej til Kunngas for at fri til datteren." Det

sagde han ja til, og de tog af sted.

 

Undervejs mødte de én, der

samlede planter. Han havde samlet sig en stor hoben planter - så høj

som et højt fjeld. Han spurgte ham, hvad han lavede. Han svarede:

"Fra de ældste tider har jeg samlet planter, og stadig jeg ikke fået

nok." Også ham opfordrede han til at tage med. Han sagde ja, og de tog af sted.

 

Da de havde været undervejs et stykke tid, hørte de nogle

drøn. Det gentog sig gang på gang, og til sidst fik de øje på et

menneske, som sad på hug med enden stikkende bagud og gang på gang

slog én. Han spurgte ham, hvad det gik ud på? Han svarede:

"Lige fra de ældste tider har jeg slået den ene prut efter den anden, men endnu

har jeg ikke gjort det tilstrækkeligt mange gange."

Han spurgte ham: "Vil du ikke følges med mig? Jeg er på vej til Kunngas for at fri til datteren." Han sagde ja, og de tog ham med videre.

 

De gik og gik og nåede til sidst Kunngas boplads. Her fik

frieren at vide, at han ville kunne få pigen til kone, såfremt han

under vandhentning sammen med pigen kunne løbe hurtigere end hende,

men at han ikke ville kunne få hende, hvis han løb langsommere end

hende. Da frieren fik dette at vide, kaldte han sine ledsagere til

sig og sagde: "Jeg kan ikke løbe om kap med pigen; jeg er for

langsom til bens. Er en af jer i stand til at løbe hurtigt?"

Sipulornertooq sagde: "Jeg er nogenlunde i stand til at løbe." Så

sagde hans herre: "Jeg vil lade, som om jeg er syg. Du løber sammen

med pigen. Når du vinder, skal jeg have pigen til kone." Det blev de

enige om.

 

Da de den næste dag meddelte dette, sagde han (Kunnga) til

Sipulornertooq: "Det er ikke dig der skal løbe sammen med hende. Det skal

frieren." Sipulornertooq svarede, at frieren var syg, og at han ville

træde i stedet for ham. Det gik de andre med til; og de fik hver en spand, som var

meget utæt i bunden. Så løb de af sted. Efter at have løbet længe kom

de til en stor elv. Da de skulle til at fylde deres spande med vand,

holdt Sipulornertooq nøje øje med pigen. Han lagde mærke til, at pigen

holdt spanden under vandet, der fossede ned; da spanden var fyldt,

strøg hun vandet med hånden uden at røre ved bunden. Så var spanden

ikke læk længere. Sipulornertooq lod også vandet fosse ned i spanden;

og da den var fyldt strøg han vandet med hånden uden at røre ved

bunden. Så var spanden ikke læk længere. Da Kunngas datter satte i

løb, fulgte Sipulornertooq efter hende og havde ingen problemer med

at følge med. Før de nåede hjem, (eller måske: før Sipulornertooq

nåede hende?) sagde Kunngas datter til Sipulornertooq: "Må jeg lyske

dig?" Han svarede ja, og de stillede deres spande på jorden, hvorefter

hun begyndte at lede efter lus. Sipulornertooq faldt i søvn og sov

længe. Han vågnede ved, at en pil ramte lige under den sten, som hans

hoved hvilede på. Han kiggede på spanden og opdagede,

at den var væltet. Det havde Kunngas datter gjort, da hun gik, og

vandet var rendt ud. Det viste sig, at bueskytten havde holdt udkig

efter ham, og da han opdagede, at han sov, havde han sendt en pil af

sted, så den ramte lige under hans hovedpude. Sipulornertooq tog sin

vandspand og vendte om. Han fyldte spanden med vand, hvorefter han gav

sig til at løbe, alt hvad han kunne. Han indhentede Kunngas datter,

før han nåede hjem; og han løb videre forbi hende og nåede hjem før

hende. Han vandt kapløbet.

 

Så fik angusúngíkátaaq (ham, der ikke nåede

hende?) Kunngas datter til kone. Under deres tur på vej hjem, blev

plantesamleren mismodig og tavs. Det viste sig, at han lyttede. Efter

at de var taget af sted, havde Kunnga nemlig fortrudt, at han havde

givet datteren bort. Derfor  havde han besluttet sig for, at samle

andre mænd på stedet og følge efter de bortdragende.

 

Da plantesamleren var blevet så mismodig, og de andre ville vide, hvad

der var i vejen, sagde han: "Nu taler de sammen om at komme efter

og dræbe os alle sammen." Det viste sig, at han havde lyttet til, hvad

der blev sagt. Bueskytten vendte sig imod de andre og sagde:

"Nu går de ud af huset, og nu er de på vej herhen for at dræbe os." Da

Sipulornertooq var kommet op på en lille høj og havde bøjet sig, gav

de sig til at slå ham på lænden for at fremkalde luft til fjært. Nu

viste alle forfølgerne sig, og så slog Sipulornertooq en

ordentlig én, så småsten, der lå på jorden fløj op; og selv de, der

kom for at angribe dem, blev slået omkuld og tumlede af sted i

koldbøtter.

De blev slynget ind i huset gennem vinduet - nogle til fodenden af

briksen, nogle ind under briksen og andre under sovestedet på den

modsatte side af briksen. De hidsede sig op; og da de skulle til at

tage af sted igen, satte de panat (sværd, eller måske: knive, tveæggede knive,

fangstredskaber eller lignende; snekniv, BS), som stivere til vinduerne, oven i

købet også udvendigt (? tilgitrede de vinduerne med knive o.lign.).

Da de tog af sted igen, så bueskytterne dem straks, selv om de ikke

var synlige. Sipulornertooq var i færd med at samle luft til fjært.

Efterhånden havde han samlet så meget sammen, at han knap nok kunne

blive på jorden, og han sagde: "Sig til, så snart de viser sig. Jeg er

ved at eksplodere." Så snart de viste sig, slog han en ordentlig én - så stærkt, at han selv hoppede en smule op fra jorden. Selv store sten

og de, der var kommet for at angribe dem, blev slynget op, og ved

faldet ramte de sablerne på forsiden af huset, og de blev dræbt alle

sammen.

 

De gik videre og kom til det sted, hvor Sipulornertooq boede. Nu tog

de afsked med ham; og ham, der fik Kunngas datter til kone, takkede

ham, fordi han havde hjulpet ham. De kom også til plantesamlerens

bosted. Også ham takkede han. Så kom de også til bueskyttens bosted,

og han takkede ham og sagde: "Jeg fik en god støtte af dig, fordi du

skød efter min pude." (Det var nu Sipulornertooqs pude CB).

Så tog han hjem til sin boplads sammen med sin kone. Siden har man

aldrig hørt til ham.

 

Hist.: Et nordisk folkeeventyr i grønlandsk klædedragt. Plantesamleren kunne være den eventyrfigur, der kan høre græsset gro. Storfjærteren el. prutmesteren er kendt fra andre grønlandske fortællinger, måske af gammel, måske af nyere dato.

Fortælleren har næppe været østgrønlænder, med mindre Kaarali Andreassen havde fisket den op under sit seminarieophold i Nuuk. Christian Rosing kan være fortælleren.

 

Nordiske kongeeventyr var meget populære i Vestgrønland. Søg på: De store konger.

Sorarsenaq toqusok / Sorarsinaq toqusoq

Print
Dokument id:826
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 431
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Sorarsenaq toqusok / Sorarsinaq toqusoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:8 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Kort dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 370

"Drengen Sorarsinak, der druknede, hvorefter..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sorarsinaqs død.

Der var engang en fanger, der havde tre børn - to piger og en dreng.

Drengen var forældrenes kæledægge. Han fik altid sin vilje. Engang da

pigerne skulle ud at køre i slæde, plagede lillebroderen sine søstre

om at komme med."Du kan ikke komme med, for vi skal langt væk," sagde storesøstrene. Men da drengen blev stædig og begyndte at græde,

sagde forældrene: "Tag ham nu med, han bliver jo ved med at

plage." Døtrene var vant til at adlyde forældrene, så de tog deres

lillebror med. Undervejs faldt Sorarsina i søvn. Han sov endnu, da de

nåede deres bestemmelsessted. De snakkede sammen om, hvorvidt de

skulle vække deres lillebror. Den ene sagde: "Lad os hellere

lade være. Han græder bare når han vågner." Det blev de enige om.

De lod ham ligge på slæden og gik.

 

Lige i nærheden af dér hvor slæden holdt, var der en mindre isvåge. Mens

søstrene gik og samlede rosenrod oppe på land, så de en sæl dukke op i

isvågen. Mens de kiggede på sælen, fik hundene også øje på den.

Hundene var rigtige bjørnejagthunde, og de skulle altid

undersøge det, de så. Så snart de så sælen fór de ned mod

Sorarsineq, som endnu lå på slæden og sov. Søstrene råbte:

"Sorarsina, ned fra slæden, ellers falder du i vandet." Men

Sorarsina, der sov, hørte det ikke. Mens søstrene råbte, løb hundene

videre ud i vågen. Sorarsinaq sank og omkom, og også hundene druknede.

Søstrene græd over den druknede Sorarsinaq, og de sagde til hinanden:

"Hvad skal vi gøre? Skal vi tage hjem til vores forældre?"

Den ene sagde: "Hvis vi tager hjem, bliver vi straffet helt forfærdeligt. Vi må hellere lade være." De tog af sted ind i landet (?).

 

Ud på aftenen kom de til deres hus; alle i huset sov. De ville gå ind, men de var bange for, at forældrene skulle vågne. Den ene af

søstrene sagde: "De vågner bare, når vi går ind. Vi må hellere først fremsige en trylleformular / formular."

Hun spurgte søsteren, om hun kunne fremsige en formular til at få dem til at sove. "Det kan jeg ikke, for jeg kender ingen formular," svarede hun og spurgte så: "Har du da en formular?"

"Ja, det har jeg."

Og straks tog hun fat på at fremsige trylleformular, og da hun blev

færdig, sagde hun: "Nu kan vi godt gå ind. De vågner ikke foreløbig."

 

De gik ind og samlede forskellige brugsting sammen: Senetråd, synåle,

kamiksåler og mad. Så tog de af sted ind i landet. De gik flere dage

og kom langt ind i landet. Pludselig fik de øje på store mennesker -

så store som voksne - der legede. Da de kom i nærheden af dem,

fløjtede de. Så tog de flugten; og nogle græd. Det var altså børn.

Børnene var gået ind i huset. Lidt senere kom der nogle kæmpestore mennesker,

hvis lige de aldrig havde set. Det var faktisk store indlands-kæmper.

De så sig om, og da de fik øje på pigerne, styrtede de

derhen; og to kæmpekvinder kom hen og greb dem, idet de

sagde: "Hende hér skal være min svigerdatter." De to greb hver sin og

trak dem ind i huset. Den ældste kom ind i det ene hus og den anden i

det andet. Da den yngste blev taget ind i huset, blev hun lagt på

briksen (Man fortæller ikke, hvordan den ældste blev behandlet).

Da lillesøsteren havde været inde en tid,

indfandt mændene sig med måger, som de havde fanget. Hendes kommende

svigermor sagde: "Er han ikke kommet hjem endnu?" De svarede: "Nej,

ikke endnu." Lidt senere blev der sagt, at han var

på vej  hjem. Man hørte ham komme hjem; men han kom ikke ind. Moderen

spurgte: "Hvorfor ville han ikke ind?" Der blev svaret: "Han er ikke

kommet ind, fordi han er ved at dampe af." Han havde stået derude et

stykke tid. Så sendte han besked ind for at sige, at de skulle komme

ud med hans indebukser. De bragte hans indebukser ud, hvorefter han

kom ind i huset - en stor mand, større end de andre, og med mange flere måger.

Han satte sig ned på briksen; og da han fik

øje på kvinden, spurgte han: "Hvad skal hun?"

"Det er én, du skal have til kone," svarede moderen.

"Hun er for lille til mig."

"Jeg har bestemt, at hun skal være din kone."

Så havde sønnen ikke mere at sige. Han fik hende til kone.

 

De havde været gift længe, og endelig blev hun gravid. Da hun

skulle føde, fungerede en af kvinderne i huset, der var mindre

en de andre, som jordemoder. Netop som hun fik veer, begyndte hendes

store mand at bære nogle store sten ind i huset, og dem lagde han så

op på sin kone. Da han lagde nogle sten oven på hendes

arme, spurgte hun: "Hvad vil du mig? Der, hvor jeg boede,

behandlede man ikke dem, der skulle til at føde, sådan."

Ved disse ord, bar hendes kæmpemand stenene ud igen.

 

Konen fødte en dreng.

Da hun var kommet op efter fødslen, kom hun til at længes

efter at se sin storesøster; og hun besøgte hende. Hun gik ind i huset

og opdagede, at hun var ved at dø. Det viste sig, at hendes mand,

efter sigende, havde givet hende slanger (pulateriârssuk - slange) at

spise. Det  havde kvinden ikke kunnet tåle og var død umiddelbart

efter.

Man skulle finde et navn til hendes nyfødte. "Han skal hedde Sorarsinaq," sagde hun. De spurgte hende, hvad det var for et navn; og hun svarede:

"Det hed min afdøde lillebror. Under en slædetur faldt han ned i en isvåge og omkom. Vi havde så dårlig samvittighed overfor vores forældre at vi flygtede; og sådan kom jeg til at bo hos jer." Først nu fik hendes (nye) familie at vide, at det var flugten, der var årsag til, at hun var kommet til at bo hos dem.

Længe efter, da drengen var blevet større, men fortsat blev båret i

posen på moderens ryg, sagde hun til sin  mand, at hun længtes meget

efter at se sine forældre. Hendes mand svarede: "Hvis du ønsker det,

kan du da tage hen til dem og besøge dem." Hun blev glad. Det varede

ikke så længe, så rejste hun og manden - hun med sit lille barn på

ryggen. De tog hen til det sted, hvor forældrene plejede at tage

ophold. De nåede derhen og konstaterede, at de stadigvæk boede dér. Da

forældrene så dem nærme sig, og de ikke vidste, hvem det var, blev

de naturligvis blevet urolige og bange. Datteren sagde til dem: "I

skal ikke være bange. Jeg er jeres datter, og her er jeres

barnebarn." Ved at høre dette blev forældrene beroliget og var ikke

længere bange. De bød dem indenfor. Her fortalte datteren, at hendes

lille søn hed Sorarsinaq. Hun berettede endvidere om, hvordan

Sorarsinaq døde, og at hun og søsteren var flygtet ind i landet,

fordi de havde dårlig samvittighed over broderens død. Hun fortalte

så, at storesøsteren desværre var død, fordi hendes mand havde

givet hende noget at spise, som hun ikke kunne tåle. Forældrene blev

naturligvis bedrøvede men måtte slå sig tåls.

 

Datteren og manden blev længe hos pigens forældre. Manden

fangede måger, som han plejede. En af mændene på stedet var lidt

misundelig på, at han altid fangede. Han ville prøve at finde ud af,

hvordan han bar sig ad med at fange dem. En dag indlandsboen (tuneq)

tog ud på fangst, fulgte han efter ham uden den andens vidende. Da han nåede fangstpladsen, kigge han på ham i smug. Han så, at indlandsboen gik ud

i vandet, så man kun kunne se hans ansigt (? hoved). Mågerne fik

øje på ham og begyndte at flyve rundt om ham. Han blev på samme sted

og tog mågerne, når de kom tilstrækkelig nær. På den måde fik han

mange måger. Det var hans altså så eneste måde at fange måger på.

 

Da indlandsboen tog derfra, indtog manden, der havde smugkigget,

hans plads og fangede temmelig mange måger, som han tog med hjem.

Dagen efter denne mand kom hjem med måger, var indlandsboen på

mågejagt, men kom hjem uden at have fanget nogen. Han, som altid kom

hjem med fangst, var godt sur over, at han ingenting havde fanget;

han så bister ud. Umiddelbart efter fik han hjemlængsel.

Hans kone ville med, og da de skulle af sted, sagde hun:

"Lad Sorarsinaq blive her; så vi tager ham med hjem næste gang, vi kommer."

Men moderen svarede: "Tag du bare ham

med hjem; for det vil være synd for ham at blive her."

"Jamen, så tar vi ham bare med. Men vi kommer nok ikke igen

foreløbig. Vi ville gerne have ladet ham blive tilbage her; så var der en anledning til, at vi snart kom igen; men når I nu

helst vil det, tager vi ham med."

De tog af sted, og de kom aldrig på besøg mere;

og forældrene hørte intet til deres døtre resten af deres liv. ****

 

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Makkutooq; Manden som fik en alliaruseq til svigersøn. Kangerlussuakasiip paamiuinik; Søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Kommentar: I overensstemmelse med traditionen lykkes det ikke at integrere åndemenneskenes og rigtige menneskers samfund i hinanden. Der havde været en mulighed med opkaldelsen af den druknede søn, der tilbydes i en slags adoption, men forældrene afviser det ihærdigt.

Suilârssârfik / Tidsfordrivstedet

Print
Dokument id:1039
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 22
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Suilârssârfik / Tidsfordrivstedet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 25
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I Sermilik ved Ikkamiut/Ikamiut boede der i gamle

dage to fangere - en gammel mand og hans søn.

Bopladsen lå i en lavning på det yderste forbjerg af et højt fjeld, som

senere kom til at hedde Suilaarsarfik. De tog ud og samlede mågeæg i

æglægningstiden.

Engang da mågerne var begyndt at lægge æg, fik de stor lyst til at

tage ud og samle æg. De kravlede op på Timmiannguit.  Da de kom op på

fjeldet, ville sønnen fire faderen ned. Faderen ville ikke og

opfordrede sønnen til at lade sig fire ned. Efter at have firet sønnen

ned kom faderen i store vanskeligheder. Til sidst, da han ikke længere

kunne magte ham og der var fare for, at han selv blev trukket ned,

måtte han slippe linen, og hans søn styrtede ned af den meget høje

klippevæg. Faderen blev dybt bedrøvet og tog hjem. Senere gik han

meget målbevidst ud af huset, direkte imod øst for at bestige det høje

fjeld. Da han oppe på fjeldet havde mindedes det, der var sket, gik

han hjem. Det store fjeld, som han kom op på, gav han navnet

"Suilaasarfik".

 

Hist.: Virker autentisk

Suvdluitsoq / Sulluitsoq

Print
Dokument id:1451
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Suvdluitsoq / Sulluitsoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 366.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sulluitsoq (Vingetang. el. rørtang. Da han var død, generede man sig

ved at nævne dette navn og kaldte ham istedet for Kapisassaq).

Sulluitsoq var fanger og temmelig høj af vækst. Han plejede at

overvintre i Ammassalikfjorden, men tilbragte forsommeren i nærheden

af Sermilik. Han var gift anden gang (hér havde man den skik, - især

i gamle dage, at mændene straks efter konens død tog sig en ny kone,

medmindre man havde to koner). Man fortæller om ham, at han var et

slet menneske, og at han var hidsig, fordi han var sur. Somme tider

var han grov overfor sin lille søn (stedsøn) og pinte ham, mens konen

var ude, eller (også) mens hun var inde.

Engang da han som sædvanlig var grov imod ham, klemte han

hans næse og trak den op, så den blev flået fra overlæben. Det var

ikke mærkeligt, at drengen havde store smerter. Den blødte uafbrudt,

og så længe, at drengen døde af blodtab. Mens det stod på, lå han på

maven med ansigtet imod puden. Han rejste sig ikke, og han hverken

svarede på spørgsmål eller vendte hovedet imod dem, der snakkede til

ham.

 

Denne Sulluitsoq var ikke blot sur, men opførte sig også slet med sine

lyster, idet han begærede sin lille datter, konens datter (sin

steddatter), og ville have hende til kone. Naturligvis blev den lille

kvinde bange for ham og ville slet ikke gå med til det. Resultatet

var, at hun blev pint og plaget af Sulluitsoq; og moderen var både ked

og plaget af det.

 

Den gang boede der i Sermilik en vis Aarluarsuk med sin søn, der var

fanger, og netop var begyndte at fange godt. Han friede til den

lille kvinde. Hun var lykkelig, for hun var meget bange for den

modbydelige stedfar; og moderen var godt tilfreds med, at datteren

ikke længere skulle lide.

 

Pigen blev gift med den unge mand. Hun kom til at bo i Sermilik og var

nu fri af sine lidelser, og hendes svigerforældre var meget glade for

hende.

 

Dengang tilbragte Sulluitsoq forsommeren på Nuukasik syd for Sermilik.

Aarlursuk og sønnen tilbragte forsommeren på Avalineq; og der boede

også andre på stedet.

 

Da begyndte Sulluitsoq at pine sin kone, for at hun skulle få datteren

tilbage; konen ville naturligvis ikke, men måtte alligevel give efter,

da han blev ved med at pine og plage hende.

 

Da det rygtedes til Avalineqbeboerne, at Sulluitsoq ville hente sin

lille datter, da tog Aarluarsuk ikke ud på fangst de følgende dage,

fordi han ventede, at der skulle komme nogen; men Sulluitsoq viste

sig ikke.

 

Så endelig en dag, da Aarluarsuk og hans søn tog på fangst og var

kommet et stykke ud, råbtes der, at der kom en konebåd. Det var

Sulluitsoqs der kom, men da de lagde til, gik han ikke i land. Han

sagde til sin kone: "Hent hende!" Konen gik i land og op til teltet,

hvor datteren boede. Datteren havde trukket sine kamikker af

(pequtaiardlune ?), da hun hørte noget om stedfaderen. Og moderen kom

ingen vegne med at tale godt for hende. Sulluitsoq ventede længe i

konebåden, men var nu ved at blive utålmodig. Han blev så utålmodig og

hidsig, at han gik i land og op til teltet. Han gik ind og sagde: "Skynd dig så!" og beordrede sin lille datter at gøre sig klar; men hun

ville ikke. Sulluitsoq inisterede stadig kraftigere, og da han så

truede med at dræbe hende, blev den lille datter bange, hun fik fat i

sine kamikker, tog dem på; og straks trak hendes modbydelige stedfar hende

ud på gulvet. Så fik han hende med ud. Stakkels pige. Hun blev skubbet

afsted. Så såre hun sagtnede farten, blev hun skubbet, så hun hoppede.

Da de nåede ned til konebåden, greb han hende og smed hende om bord.

Hun havnede midt i konebåden, og blev bare liggende.

Idet Sulluitsoq kom om bord, stødte han konebåden fra land; og de tog

afsted. Kort tid efter forsvandt de bag et næs.

 

Noget efter de var forsvundet bag næsset, blev der sagt, at Aarluarsuk

kom hjem. Sønnen var ellers kommet hjem før faderen; men han var bange

og turde ikke gøre modstand. Aarluarsuk gik op til sit telt, og lidt

efter at han var kommet op, hørte man ham råbe. Sig til Naqiikka, at

hun skal ud at ro!" Naqiikka ville ikke og sagde: "Hvorhen?"

"Man siger, at Aarluarsuk vil hente sin svigerdatter!" Selv om

Naqiikka ikke ville, fordi hun var bange, skyndede de uafbrudt på

hende; og da hun kom ud, var konebåden allerede bragt ned til vandet.

Da hun var kommet ombord, men inden de sejlede ud, steg Aarluarsuk i

land og gik hent til sin kajak. Nu var han på vej ned med sin

lanse og en kniv til at flænse med. Roerskerne spurgte ham: "Hvad skal

du bruge dem til?" Han svarede: "Til at registrere med

(nalunaarsuutissakka ? til at forklare / bekendtgøre mig med?, CB)"

Straks gav de sig til at ro, fordi han skyndede på dem.

De var meget bange; og da de kom så hurtigt frem, ville de sikkert snart indhente dem.

 

 

De roede og roede og rundede et næs, men de så ingen konebåd. De kunne

umuligt være nået i land på den anden side (ungataanut) - så hurtigt

kunne de ikke ro. De var væk. De var i vildrede, så sig rask omkring,

og selvfølgelig fik de øje på dem bagude ind imod land ud for stranden

hen imod landskyggen (qoqassap nalaani; qoqassaq er formentlig =

qoqaaq, CB).

 

De roede hen til dem. Da de nærmede sig, havde Aarluarsuk allerede

gjort lansen klar. Nu var de næsten fremme ved dem. Da de to konebåde

lå ganske nær hinanden, placerede Sulluitsoq (i kajak) sig imellem dem og holdt

dem fra hinanden med en hånd i hver, så han på denne måde forhindrede

dem i at lægge til hinanden. Aarluarsuk fik dog fat i den anden

konebåd med sin styreåre, og da den så var kommet tilstrækkelig nær,

entrede Aarluarsuk den anden konebåd. Han løftede sin svigerdatter op

fra midten af konebåden, holdt hende i sin favn som et lille barn og

flyttede hende over i sin konebåd.

Så slap Sulluitsoq grebet i sin konebåd, og prøvede på at få

Aarluarsuks konebåd til at kæntre. Når han trykkede på rælingen,

hældede den så meget til den ene side, at den var lige ved at tage

vand ind, for den havde jo ingen last. Når han så trak den op, hældede

den til den anden side. Så løftede rorsmanden sin styråre for at slå

ham, idet han sagde: "Slip den, og prøv ikke at tage fat igen.

Hvis du ikke slipper, slår jeg dig på dine lemmer (i dette tilfælde:

armene)." Endelig slap han taget. Aarluarsuks roersker, som havde

holdt sig nede i bunden af konebåden, dukkede herefter op.

Idet Sulluitsoq slap konebåden, fjernede han sin lanse og satte den i

kastetræet (eller: fjernede sin lanse fra kastetræet), hvorefter han

løftede sin arm til kast. Aarluasuk løftede ligeledes armen til kast

fra toften i konebåden; og han havde en kniv i den anden hånd. Begge

holdt armen oppe, klar til kast. Sulluitsoq sagde: "Kom så, giv mig

sår!" Aarluarsuk svarede: "Det var ikke mig, der først greb til våben.

Du var først. Så må du være den første til at såre mig; og så skal jeg

nok gøre gengæld!" De skiftede nu til at true hinanden

(kissuaqattaatilerput - kisuarpoq, er lige ved at slå). Hvornår mon

den ene ville sende lansen mod den anden? Sådan blev de ved længe.

Langt om længe lagde Sulluitsoq sin lanse, hvorefter han tog kursen

hen mod sin egen konebåd. Aarluarsuk og hans fæller tog hjem til deres

boplads - medbringende svigerdatteren. Sådan fik sønnen alligevel sin

kone tilbage.

 

Hist.: Virker autentisk.

 

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

Svigermoderen, der ville være mand

Print
Dokument id:461
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Klemmens (Kleeman ?)
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Svigermoderen, der ville være mand
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 28 - 29
Lokalisering:Qeqertarsuaq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Ukuamaaq (opr. uden titel)

En lille ældre kvinde havde en eneste søn. Engang han

tog ud på fangst, var hans kone og hans mor borte, da han kom hjem.

Han overvejede, om han skulle tage nordpå eller sydpå (for at lede

efter dem). Han tog sydpå. På den anden side af et lille næs fik han

øje på et lille hus. Da han gik derop og ind i huset, var hans kone

der alene, hans sølle mor var ikke hjemme. Han fattede mistanke, fordi

hans mor ikke var der og gemte sig bag vægbeklædningen. Hen på

eftermiddagen hørte man hende uden for huset; og at hun havde fanget

noget: "Jeg har fanget en ret stor moskusoksekalv." Hun havde fanget

en netside; og idet hun gik igang med parteringen, hængte hun

(svigedatteren?) gryden (over lampen). Hun blev færdig med flænsningen,

kom kødet i gryden, og da der blev tåget i rummet af dampen fra

kogningen, tog den sølle mor en støvlestrækker og sagde: "Måske skal

jeg lade som om jeg ror i kajak". Da hun begyndte at ro (som børn

gjorde det i leg), hævede hun sig op, og hun cirklede rundt inde i

huset og begyndte at synge (eller: fortælle): "Det kom sig, at jeg

fratog min eneste søn hans kone." "ernilîvorparnarmátitâ", jeg ville

skam fratage min eneste søn hans kone."

Hun fortsatte i retning af indgangen, som om hun blev skubbet af

bølgerne, og hun brugte et styreredskab, idet hun endnu engang gentog

det, hun havde sagt. Da hun i sin rundtur passerede sønnen, stødte

denne rasende foden mod hende. Så begyndte hun at kærtegne sin

svigerdatter; men denne skubbede hende fra sig. Moderen sagde: "Sådan

plejer hun ellers aldrig at opføre sig, "imaitasaaq"." Da hun

passerede indgangen og forsynede sig med et styreredskab, stødte

sønnen foden hårdt mod hende. Tænk, hun brugte en kajakspids som

penis. Da hun faldt ned, tabte hun den. Sønnen blev rasende og dræbte

sin sølle mor. I vrede gik han ud; men han kom ind igen og dræbte også

sin kone. Man siger, at da han rejste væk, kom han aldrig tilbage, for

han rejste væk for alvor.

 

Var.: Ukuamaaq

 

Kommentar: Qeqertarsuaq kan være Nordre Storø, lidt nord for Paamiut, idet

nedskriveren er fra Kangilineq / Kvaneø, lidt syd for Paamiut. På den

anden side kan det være Disko, fordi fortælleren i en anden fortælling

både nævner slædekørsel på is og anvender en specielt nordvestgrønlandsk

glose for ulk.

Tatsiarssuaraq / Tatsiarsuaraq

Print
Dokument id:1304
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408
Fortæller:Salomon
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tatsiarssuaraq / Tatsiarsuaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:25 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Taatsiarsuaq, at han var et meget fremragende

menneske og tilmed en meget dygtig kajakmand. Hans bopladsfæller var

en folk brødre, og sammen kappedes de alle som én gerne med

Taatsiarsuaq om, hvem der fangede flest sæler. Taatsiarsuaq fangede

altid flest, selv om han var alene om det. Da den tilbagevendende

sortsidesæson gik ind, var de ude på lurefangst, og Taatsiarsuaq var

som sædvanlig den første, der harpunerede en sortside.

 

Engang da de var ude og var nået frem til deres fangstområde, kiggede

han efter sæler, og inden han endnu havde set nogen, kom brødreflokken

til. Efter et stykke tid, kiggede han hen på dem og så, at en af dem

minsandten havde harpuneret en sæl. Han blev forbavset, for selv havde

han da ikke set nogen sæl endnu, og han var jo altid den første, der

harpunerede. Han lå dér længe og kiggede efter sæl, men før han

overhovedet havde set nogen, havde samtlige brødre fanget hver en sæl

og var taget hjem. Helt alene tilbage fortsatte han med at kigge efter

sæler. Det var ved at blive mørkt og endnu havde han ikke set nogen.

Til sidst vendte han blikket undersøgende i retning af et område, hvor

der endnu var dagslys tilbage. Han spejdede rundt gentagne gange. Og

endelig fik han øje på en ung sortside. Den lå med snuden over

overfladen og sov trygt, som om den var frossen. Han drejede kajakken

om mod den, og mens han hurtigt nærmede sig og tænkte, at han omgående

ville gøre det af med den, fordi aftenen faldt på, nåede han frem,

løftede armen til harpunering og idet han harpunerede den, gjorde den

en pludselig bevægelse og dykkede. Man siger, at Taatsiarsuaq havde

for vane at kaste fangstblæren ud, og da han var helt sikker på, at han

ville kunne klare den, greb han sin vane tro fat i sin line for at

trække sælen til sig. Linen strammedes, og han mærkede, at sælen var

tung. Han forsøgte gentagne gange at hale linen til sig, men i stedet

måtte han lidt efter lidt give den mere line, indtil han til sidst kun

havde tværstykket ved enden af linen at holde i. Han holdt igen på

den, og selv om han stemmede imod af al kraft, var han ved at miste

overtaget. Da sælen på et tidspunkt trak i linen, mærkede han

pludselig at hans kind rørte vandet. Han forsøgte at rejse sig op igen

ved at vrikke med det meste af åren dybt nede i vandet. Men det gik

den modsatte vej, og han kæntrede helt med vilje, fordi han var sikker

på at komme op igen. I den stilling gav han sig til at hale linen til

sig. Da han havde halet omtrent halvdelen til sig, rettede han på sin

åre og forsøgte at rejse sig, men han nåede kun at rejse sig halvt,

så rykkede sælen til nedefra. Selv om han vrikkede med åren, gik det

igen den modsatte vej, og han kæntrede. Endnu en gang gav han sig til

at hale linen til sig, og da han havde fået det meste op lidt forbi

det lille benstykke, hvormed linen blev fastgjort til harpunskaftet,

prøvede han at rejse sig op for tredie gang. Han nåede kun lige at

trække vejret, så kæntrede han igen, og da han halvkvalt kom ud af

kajakken i det håb, at komme ud og op med udsigt mod land, kom han ud

med udsigt udad. Han hørte plask i vandet ganske tæt ved, og da han

kiggede til siden, opdagede han, at den dumme sæl, han havde

harpuneret, var kommet op og flød i vandskorpen lige ved siden af ham

- død. Der var ikke andet at gøre end at råbe om hjælp ud over havet.

Og han råbte lidt. Da vejret var stille, gav han sig til at lytte.

Sandelig, snart hørte han lyden af åretag lige ud for sig senere én

til og senere endnu en tredie. Da de kom helt frem til ham, lagde de

sig ved siden af hinanden, og han kom op på deres kajakker. Da de

havde fået ham op, flyttede den ene af dem sin line til side og rodede

nede i kajakken. Han trak en trøje op - en rigtig lun vams, og sagde

jo så: "Tag den på." Taatsiarsuaq: "Nej det er ligemeget, mit tøj er

godt nok." Den anden sagde igen: "Dit tøj er gennemblødt, tag den nu

på. Det var i foråret, da de engelske hvalfangere var på vej nordpå,

at jeg købte noget hverdagstøj." Han tog sit tøj af og tog trøjen på.

Ah hvor det hjalp. Den anden flyttede sin line til side og rodede nede

bag i kajakken. Han trak et par dejlige bukser op. Nej hvor var de

blå. Han sagde: "Tag dem på." Taatsiarsuaq sagde: "Nej, jeg behøver

ikke noget på benene, nu jeg har fået trøje på." Den anden sagde: "Kom

nu tag dem nu på. Jeg købte dem i foråret til dagligt brug, da

engelske hvalfangere var på vej nordpå, for min far var gammel." Han

tog sine bukser af og tog de andre på, og de lunede vel nok!

Den yderste af kajakmændene flyttede linen til side og trak et par

dejlige strikkede strømper op. Han gav ham dem og sagde: "Tag også

dem på. Jeg købte dem til hverdagstøj nu i foråret, da engelske

hvalfangere var på vej nordover." Da tog Taatsiarsuaq dem på. De var

også dejlig varme. Den tredie af kajakmændene traks hans kajak op og

tømte den for vand, hvorefter de fik ham ned i hans egen kajak. Så

sagde den tredie: "Tidligere har vi ofte forsøgt at træffe dig

alene. Endelig har vi set dig alene. Det er os, der har arrangeret

dette med, at du kæntrede ved, at en ung sortside rykkede i linen. Vi

vil så gerne have dig på besøg. Kom med hjem. Du kan roligt besøge

os." Han anede ikke, hvad de var for nogen, for han havde aldrig set

dem før.

 

Han roede med dem udefter, ud forbi de yderste øer, hvor han

opdagede, at de var ved at nærme sig et stort skær. De kom nærmere og

nærmere og helt tæt på fik han øje på det, nogle store vinduer, hvor

lyset væltede ud. Han troede, at de ville styre derhen, men så fik han

øje på et andet stort skær på den anden side af det første. Det roede

de hen imod, og hans ledsagere istemte en sang. Straks råbte folk fra

det nærmeste store skær: "De har fanget en hvidhval, de har fanget en

hvidhval." De roede forbi disse på det første skær på vej til det

fjernere skær, idet de råbte ind: "Vi har ikke fanget en hvidhval, vi

jubler blot over, at vi har fået en gæst." Ved det råb tav de andre

helt stille. De var nu på vej hen til det fjerneste skær, og da de på

nærmeste hold kunne se de store vinduer, fik det dem til at ro

hurtigere, mens den tredje af ledsagerne sagde til ham: "Hæng på, det

er du nødt til." Afsted fór de i fuld fart, og ingen sakkede agterud.

 

Lige før de nåede stranden, opdagede han det sted, hvor kajakkerne

plejede at løbe op på stranden. Højvandet var lige passende, og den

ene af kajakmændene efter den anden red på en bølge, der løb op på

stranden, og de landede tørt. De steg ud, trak kajakkerne højere op og

gik op til huset og ind. Nej, hvor var der blus på lamperne! Han satte

sig på gæstebriksen ved ydervæggen. Da han kiggede over mod husets

bagvæg, opdagede han en døende ung mand, der lå midt på briksen. Han

var bare skind og ben og ligbleg. Den tredje af dem, der havde

inviteret ham, sagde til de andre i huset: "Man bliver sulten efter

en lang fangsttur. Hent mad ind, rigeligt!" De gik ud og blev væk ret

længe, og nåda for en masse mattak de kom ind med. De lagde noget

underlag på gulvet, satte mattakken frem, og så holdt de ellers måltid

sammen. De spiste, og spiste, og holdt først op, da de var godt mætte.

Så blev gryden med kogemad taget ned, og der blev serveret kød til

fortsat spisning.

 

Da de havde spist, satte de sig til at fordrive

aftenen med at fortælle hinanden historier. Sådan hyggede de sig hele

aftenen. Da det blev sent, og der ikke kom flere bopladsfæller på

besøg, sad mændene tavse en stund. Så sagde den af fangerne, der

tidligere på dagen havde nået ham først: "Vi har ene og alene villet

have dig med herhen for at overtale dig til at forsøge dig med ham

vores yngste bror, for vi ved jo, at du er en stor åndemaner / angakok / angakkoq. Vi har længe prøvet at træffe dig alene. Men hver gang har du været sammen

med mange andre. Da vi ikke kunne gøre andet, fik vi en ung sortside

til at rykke i linen, så du kæntrede. Det gjorde vi, fordi vi så gerne

ville, at du skulle prøve at helbrede vores yngste bror, hvis tilstand

godt nok ikke forværres, men som heller ikke vil komme sig." Så sagde

Taatsiarsuaq: "Sluk så lamperne."

 

De slukkede lamperne, så det blev

helt mørkt, og så gav han sig ellers til at mane ånder. Da han

undersøgte stedet omkring den syge, fik han øje på en fæl gammel kone,

som nu var sikker på at få bugt med den syge. Han gik hen til hende og

begyndte at undersøge hende, og den gamle kone fortalte så følgende:

"Disse mænd mistede deres forældre som små, og jeg tog mig af dem. Jeg

nød godt af deres fangst, da de begyndte at fange, dengang de endnu

boede nordpå. Især førstefangsten sørgede de for, at jeg fik. Så blev

de gift allesammen, men de fortsatte på samme måde. Selv om jeg ikke

længere boede sammen med dem, forsømte de aldrig at give mig noget af

deres fangst. Når de efter renjagten var på vej ud af fjorden og kom forbi

her, så gjorde de det, at de enten lagde til med konebåden eller også

kom de i kajak med noget til mig. Den yngste plejede ikke at

være med på deres renjagter. Men engang de skulle ind på renjagt,

hørte jeg tilfældigt, at den yngste også var med. Mine forventninger

steg, fordi jeg var sikker på, at han efter deres skik og brug ville

forære mig sin førstefangst. Netop som man kunne vente dem, kom de forbi på

vej ud, og jeg kunne ikke holde mig indendørs af lutter spænding, men

for en gangs skyld passerede de forbi uden at lægge til. To kajakmænd

var på vej ind. Jeg gik ned og opdagede, at det kun var hans ældre

brødre, der kom med noget til mig, den yngste viste sig ikke. Senere

forhørte jeg mig og fik at vide, at han ville have bragt mig sin

førstefangst, men at han lod være med at ro ind i skam over, at han

umuligt kunne få sin nærige kone til at afstå den. Ja, for

førstefangstens skind var så pænt, at konen ville beholde det og ikke

undte andre det. Fra da af begyndte jeg at forfølge

ham."  Så sagde Taatsiarsuaq, at lamperne straks skulle tændes.

 

Så snart lamperne var tændt, bad Taatsiarsuaq værten om at hente hans harpun og

line, hvis han havde sådanne. I det samme kom der en meget kraftig

dreng ind, og ham bad de om at hente hans harpun og line, der lå

under konebåden oppe på stilladset. Efter en rum tid ude dukkede han

omsider op ved indgangen til rummet med en harpun, der var kraftigere

end Taatsiarsuaqs egen. Drengen var godt nok nået frem til den, men

da han ikke magtede at få den op i rummet, gik den tredie mand hen

til ham, tog den og afleverede den til Taatsiarsuaq. Han tog og

løftede den op, og han mærkede, at den var ikke så lidt tungere end

hans egen. Så tog han linen op og følte på den, den var også hårdere

end hans egen. Han lagde den ved siden af sig, da han havde følt på

den. Samtidig med, at han fortalte forskelligt, holdt han øje med

området ovre ved den syge, og han lagde mærke til noget som han ikke

havde set, mens det var lyst, nemlig den gamle kone, der kiggede

på ham gennem sin armhule. Nu gjaldt det om at handle uden at hun

opdagede noget. På et tidspunkt kiggede han på hende og så, at hun

også kiggede på ham, og han lod som om han vendte opmærksomheden væk,

og da hun også var ved at vende sin fra ham, greb han den store

harpun, og da han skulle støde den mod hende, skævede hun lige til

ham. I det øjeblik hun smuttede ned ved hjørnet af briksens bagende,

kastede han harpunen lidt foran dér, hvor hun forsvandt, således at

kun enden af harpunen var at se, og dirrende fulgte den med og

forsvandt. Han kiggede på linen. Mens han kiggede på den, begyndte

den at strammes. Taatsiarsuaq forsøgte af alle kræfter og gentagne

gange at holde igen på linen. Da den gamle kone begyndte at hale den

til sig, måtte Taatsiarsuaq rejse sig. Da linen blev trukket dybere

ind under briksen, sagde han til sine værter: "Alle holder igen

på den." De lod linen gå, helt til tværstykket, og nu var der fare for

at de skulle blive trukket ned og ind under briksen. Lige før den, der

stod nærmest, var ved at ramme briksen med hænderne, gjorde de sig

hårde, og så var der pludselig ikke noget, der trak. Da de andre gik

væk, gav Taatsiarsuaq sig til at rulle linen sammen.  Enden af linen

kom frem, og der sad ingen harpunspids på den. Minsandten om ikke

linens ende, der var stukket ind i harpunens huller, var blevet

brændt, så harpunspidsen var gået løs. Da Taatsiarsuaq så dette, sagde

han til værten: "Nu ved jeg ikke, hvad der sker."

 

De blev længe oppe,

og da de skulle i seng sent om aftenen, sagde værtsfolkene til ham:

"Sov nu bare helt roligt, der sker ikke dig noget." Næste morgen

vågnede de og så at den syge var blevet betydeligt kvikkere. Da de

andre havde mærket hans ændrede tilstand, sagde de til Taatsiarsuaq:

"Du må lige se tiden an i fire dage, for vi må vente og se, hvordan

vores yngste bror får det." Næppe var dette sagt, så hørte man nogen

på vej ind. Og op kom en, der ufravendt kiggede opad. Det var skam en

spion. Han blev stående på dørtrinnet. Så vendte han rundt og på vej

ud sagde han endelig noget: "Det er noget mærkeligt noget med

bedstemoren hos dem, der bor øst for os. Man siger, at hun i går

aftes, da hun var ude og besørge, blev såret udvendigt på

benet af en afgnavet knogle. Man siger, at hun er ved at forbløde."

Idet han gik, sagde Taatsiarsuaq: "Gad vide hvad der sker."

 

Samme dag hen ad aften kom spionen ind igen. Igen drejede han rundt på

dørtrinnet, og idet han gik, sagde han: "Man siger, at bedstemoren hos

dem, der bor øst for os, døde af blodtab." Taatsiarsuaq og de andre

kiggede blot på hinanden.

 

Da de dage, hvor han skulle blive på stedet, var gået, skulle

Taatsiarsuaq hjem. Da han vågnede om morgenen, havde den syge det

så godt, at han kunne komme op, og da hans storebrødre blev klar over

det, sagde de til Taatsiarsuaq: "Vi har ikke noget andet at gøre

gengæld med end dette: Lad os blive dine hjælpeånder. Hvis du kommer

i stor nød, må du tilkalde os." Efter de ord gjorde Taatsiarsuaq klar

til at rejse og tog afsted.

 

Da Taatsiarsuaq ikke kom hjem fra fangst, afventede hans bopladsfæller

længe, hvad der ville ske. Men den femte dag først på eftermiddagen

kom den store åndemaner til alles overraskelse hjem. Efter hjemkomsten

tog han atter fat på fangsten og fangede som sædvanlig en masse. Mens

han fangede og fangede, så var der jo en dag, hvor han som vanligt tog

på fangst meget tidligt om morgenen. Fremme på lurestedet begyndte han

at spejde rundt, og før han endnu havde fået øje på en sæl, kom

brødrene til stedet. Brødrene havde været der et stykke tid, da han

kiggede over mod dem og så, at en af dem havde harpuneret en sæl, mens

han selv endnu ikke havde set en eneste. Den ene efter den anden fik

en sæl, og til sidst blev der tomt for kajakmænd. Forgæves kiggede

han efter sæler, omsider var dagen ved at være slut, og nu ville han

kigge efter nogen imod dagslyset. Mens han kiggede efter nogen imod

dagslyset, opdagede han to kajakmænd ro inden om ham i nordvestlig

retning. Så snart han havde set dem, roede han hen mod dem, men de

roede så hurtigt, at han sakkede mere og mere agterud. Da han forstod,

at de ikke kunne være hans bopladsfæller, satte han kursen bag om dem

mod land. Netop som han skulle passere deres rute, drejede hans kajak

pludseligt. Det viste sig, det var fordi han stødte imod ruten, at

kajakken pludselig drejede i kajakkernes retning. I et forsøg på at

dreje væk og komme uden om ruten, padlede han af al kraft med kun det

ene blad af pagajen. Da han blev træt af det, begyndte han at skodde.

Han blev ved, og han blev ved. Til sidst holdt han op. Straks fór han

frem i retning af kajakmændene, som om han gled med strømmen i en elv.

Da han opdagede dette, roede han alt hvad han kunne i retning af dem.

Ske, hvad der ville. Nu ville han se, hvad det var for nogen. Men knap

et harpunkast fra dem stoppede kajakken helt. Han roede på livet løs,

men han kunne ikke komme nærmere. Hvor meget han end ville hen til dem

kunne han ikke. Til sidst blev han så træt, at han opgav. Så gik det

ellers fremad, uden at han selv behøvede ro.

 

Mens de sådan fór afsted,

opdagede han at de var lige ved at være fremme ved et stort skær. Mens

han kiggede på det, så han tilmed, at der var noget, der så småt

åbnede sig ved strandkanten. Allerbedst som det åbnede sig, fik han

øje på store vinduer, hvor lyset strålede ud. Da de kom tæt på

indgangen, gav de sig til at ro kraftigt til. Også Taatsiarsuaq fik

fart på, uden at han selv roede. Og hen over vandkanten løb den ene

efter den anden op på stranden, helt op på det tørre. Det gik op for

Taatsiarsuaq, at han var havnet lige midt mellem de to andre. Da han

ikke begreb, hvem de kunne være, kiggede han på dem og opdagede, at de

ikke havde nogen næse. Der, hvor næseborene skulle være, sås kun et

par prikker. Taatsiarsuaq var meget genert af væsen, så han bøjede sig forlegen

ned over dækket foran kajakken, da han opdagede hvordan de så ud.

Da han så rettede sig op igen, sagde en af mændene: "Kom op af

kajakken." Taatsiarsuaq svarede: "Jeg skal ikke op, for jeg skal

hjem." Hertil sagde en af mændene: "Nå, nå så han vil ikke op. Så

spræt da kajakken op ved ringen og få ham op." I det samme greb en af

mændene, en ordenlig kleppert, fat i ringen og rykkede den op, så det

knagede, da den splintrede. Så tog han ham bagfra under armene og trak

ham op, og straks stod han ved siden af sin kajak. Han blev endnu

mere genert, og sænkede hovedet. Da han bare blev stående dér, sagde

en af dem: "Gå op til huset." Taatsiarsuaq svarede ham: "Jeg går ikke

op, for jeg skal af sted." "Nå" sagde den anden: "så han vil ikke gå

op, så fører ham op ved hænderne." Med den besked gik de

hen og tog ham i hver sin hånd, og på vej op skubbede andre på bagfra.

Taatsiarsuaq tænkte: Hvor er de dog voldsomme! Da de kom op til huset,

skulle de have ham ind gennem gangen. Nogle trak ham i håret forfra,

og andre skubbede ham bagfra. Da de havde ført ham ind, placerede de

ham på enden af briksen under vinduet og lod ham være. Så tog de plads

på briksen og fyldte hele længden ud. Imponerende mange mænd! Da

mændene havde sat sig, kiggede han til siden og opdagede, at der på

briksen, hvor han sad, var stillet en skærm op af sammensyede

sælskind. Netop som han blev opmærksom på skærmen, var der én, der

prikkede lidt til ham. Han drejede hovedet og opdagede, at der stak et

hoved af en mand frem - et ansigt der var radmagert og ligblegt.

Manden sagde blot: "De vil sikkert gøre det samme ved dig som med

mig." Mere sagde han ikke, for han beherskede sig, og han så ikke

siden på ham. Først da Taatsiarsuaq ikke længere var genert, kunne han

se sig omkring. Og straks han gjorde det, hørte han én sige: "Han ser

sig så meget om. Lad os skære næsen af." En af mændene tog en kniv og

begyndte at slibe den særdeles omhyggeligt. Han sleb og sleb, og

endelig forsvandt lyden. I det samme rakte han sin åbne hånd frem. Så

gik han hen mod Taatsiarsuaq, og en af dem gik med ham. De kom hen

til ham, og én holdt ham ind under armhulerne, to holdt i hver af hans

skuldre, og én holdt hans hoved fast. Foran ham stod en mand med

knyttede hænder, som han pressede vedvarende mod hans tindinger, og

alt imens sortnede det for Taatsiarsuaq. Så sved det ellers, da hans

næse blev skåret af. Men i det øjeblik de alle fjernede sig fra ham,

mærkede han ikke andet end en ubehagelig varme. Først da han så småt

var kommet til bevidsthed, kiggede han bagud og så en gammel kælling

på vej ud på gulvet. Hun rodede hele tiden ned i skridtet. Hun gik hen

til han og strøg ham over det endnu blødende sår, så det heledes og

ikke det mindste ar var at se, skønt det ellers havde blødt så

voldsomt.

 

Taatsiarsuaq blev endnu mere genert, da han nu ikke længere

havde nogen næse. Da han et øjeblik kom fri af sin generthed og

skelede til siden, blev der omgående sagt: "Han kigger sig hele tiden

om, bind ham med den her line og hæng ham op. De andre mænd kom hen, og

efter at have bundet linen om livet, stak de linens anden ende gennem

bjælken og halede til. Da der ikke var mere line, løftedes

Taatsiarsuaq op, og da kun storetåen hvilede på gulvet, holdt de op

med at hale. Dér hang han så og led forfærdeligt.

 

Midt i det hele kom

han så til at tænke på, at han jo var åndemaner og havde en

hjælpeånd - en tangloppe. Ligesom han kom i tanke om den, gav han sig

til at invitere den. Omsider hørte han den på vej ind gennem

husgangen. Nej, hvor var den vred, da den sagde: "De, der bor hernede,

har ikke lov til at pine de kære overboere. Med de ord sprang den op

på indgangstrinnet. Dér landede den og tav, men da den så sin herre,

gentog den sine ord: "De der bor hernede har ikke lov at pine de kære

overboere." Og imens knyttede den sine små hænder, gned dem mod

hinanden, så det lød, som om den knækkede en ladestok i små

stumper. I det samme gik en af mændene, en stor kleppert, hen til den,

puttede den i sin hånd og smuldrede den, hvorefter han smed den ud i

gangen. Taatsiarsuaq blev endnu mere genert. Og mens han ikke kunne

komme i tanke om andre, men tænkte videre, så, jamen det er da også

sandt! kom han i tanke om de første han havde besøgt, og som havde

tilbudt sig om hans hjælpeånder. Dem bad han komme. Han lyttede og

kunne nu høre dem komme roende. Efter lyden at dømme var der tre.

Allerede før de nåede stranden helt, satte de af med hånden på dækket

foran kajakringen, og sprang i land. De ventede lige på at deres

kajakker nåede stranden, så trak de dem op på stranden, og marcherede

op til huset. Der var sandelig drøn på! De nåede den åbne husgang,

sprang en efter en ind i gangen og videre op på trinnet ind til

rummet, så det hele rystede. I samme øjeblik tabte mændene hovederne.

Ikke en eneste af dem var i stand til at holde hovederne oppe. Inden

nogen af mændene fik sagt noget, sagde den tredje af de indtrængende:

"De, der bor nedenunder, skal ikke have lov at pine de kære små, der

bor ovenpå." Så fortsatte han: "Der sker jer ikke noget før vores kære

yngste bror indfinder sig." Knap havde han sagt det, så hørte man

atter åretag fra en der roede. Det lød fuldstændig som en renkalv, der

gav lyd fra sig. Det viste sig at lyden kom fra trævlerne på hans åre.

Endog før han havde nået det sted, hvorfra hans brødre sprang i land,

tog han springet med et par tryk på dækket foran kajakringen og satte

af. Nåda, hvor det rystede, da han landede. Straks var han på vej op,

sprang ind i gangen, og landede på trinnet ved indgangen, så hele

huset rystede derinde. Da han opdagede sin herre, sagde han ligesom de

andre før ham: "De, der bor nedenunder, skal ikke have lov at pine de

kære små, der bor ovenpå." Imens knyttede han sine hænder og gned dem

mod hinanden. Det lød som om han knækkede konebådsstilladset. Da han

havde talt, gik hans storebrødre øjeblikkeligt hen til Taatsiarsuaq,

løsnede linen omkring ham og var straks undervejs ud med ham. De sagde til deres

lillebror: "Vent lige til vi kommer tilbage, så vi sammen kan få has

på dem. Da de var på vej ud med Taatsiarsuaq, opdagede han midtvejs i

gangen sin gamle hjælpeånd, tangloppen, ligge bukket sammen og død.

Idet de passerede den, sagde Taatsiarsuaq: "Manden siger til dig: Rejs

dig."

 

Netop som de var kommet ud og stoppede op, kom pludselig den

yngste bror ud. De forhørte sig. Tjaeh, sagde han, han havde gjort det

af med dem alle sammen.

 

Da der nu ikke var mere at gøre, gik de ind og

tog fat på manden på briksen under vinduet, for at helbrede ham. Da

der ikke mere var noget i vejen med ham, spurgte de andre de to: "Hvor

er jeres kajakker henne?" Da de ikke vidste hvor man havde lagt dem,

gav de sig til at lede efter dem. De ledte og ledte, og endelig fik de

øje på kajakspidserne, der stak frem mellem rullestenene i nærheden af

huset. De gik hen og gravede dem frem, men opdagede så, at de var

revet itu ved kajakringen. Da kajakker i den stand ikke er egnede til

at tage ud på havet i, og da der var mange kajakker, hvis ejere nu var

døde, udvalgte de sig at par af de bedste. De ledte også efter deres

årer og deres redskaber. De ledte længe og fandt dem endelig omme bag

huset. De var rullet ind i gamle konebådsbetræk. De tog dem og gik ned

og tog afsted. De andre fulgte dem på vej. Ligesom de kom om på den

anden side af et lille næs, der lå lige nord for deres boplads, hørte

de en susen, der kom nærmere og nærmere. Lige før lyden nåede dem,

sagde en af dem: "Kig bagud." Han kiggede bagud og mærkede noget

koldt. Det var næsen der landede. I samme øjeblik strøg han sig over

det sted, hvor næsen plejede at sidde, og straks blev næsen skæv. Han

prøvede at rette på den. Men den havde allerede klistret sig fast. For

netop lige inden havde han skam strøget over sin næse, da den skulle

til at klistre sig fast, og fik den på den måde til at sidde skævt.

De andre roede deres vej, lige før husene på den anden side

af næsset blev synlige. Nu de var hjemme igen og havde fået

ildfolkets kajakker at ro i, kom de til at fange endnu mere end før.

Bopladsfællerne lagde faktisk mærke til, at Taatsiarsuaqs næse var

skæv, da han kom hjem. Men hvordan det var sket, se det vidste de

ikke.

 

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk;  Vennerne 256v nr. 350;

 

Kommentar: I denne velskrevne fortælling bliver forestillingerne om de øvre (flinke) og de nedre (ondksabsfulde) innersuit meget klart fremstillet. Det er uvist om de nedre også tilhørte den før-kristne tradition eller er kommet til senere. I Østgrønland findes denne todeling kun i den kateketuddannede Kaaralis tekster, der ellers oftest skelner mellem godlindende ånder med blå kantninger og hidsige, dvs. farlige ånder med røde linninger. Men de blå- og rødkantede lever ikke hver for sig.

 

Innersuit tiltrækker magnetisk både kajakmænd og fangstdyr med det lys de udstråler.

Taunagongana turnirdlok puvlavinakardluni / Tunerluk / Tunnerluk

Print
Dokument id:376
Registreringsår:1866
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Jonassen, Søren
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Taunagongana turnirdlok puvlavinakardluni / Tunerluk / Tunnerluk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 790 - 792, nr. 160
Lokalisering:Qoornoq: Nuuk / Godthåb ?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dette fortæller man om Tunerluk, som tog ind i fjorden

på sommerophold: De havde en eneste datter. En dag tog manden ud på

rensdyrjagt, og konen gik ud sammen med sin lille datter for at

plukke bær. Hun satte barnet på jorden, idet hun med mellemrum

kiggede til hende. En gang hun kiggede til det sted, hvor hun var, var

hun pludselig væk. Hun ledte efter hende overalt, men hun kunne ikke

finde hende. Til sidst gik hun ned (hjem). Noget senere kom manden

hjem. Han råbte ind: "karsomagoarasok sikinassarsivakit (du søde

derinde, jeg har fanget noget, hvis skind du kan få bukser af)." Konen

svarede ham ikke. Han gentog råbet; så svarede hun: "Hun forsvandt for

mig, mens jeg plukkede bær" (nipingoa Parîngunuk ugapok). Da manden

hørte dette, blev han meget vred. Straks søgte han åndemanerhjælp.

Han forsøgte sig med samtlige åndemanere, men da de ikke kunne finde

ud af noget, måtte han give op.

 

En dag han var ude på fangst, traf han en lille ældre mand, der fiskede. Manden spurgte ham ud, og den lille gamling sagde, at jo, han kun kunne udspørge ånder. Manden tog ham med hjem. Om aftenen bandt han ham på hænder og fødder (til qilerneq ?). Han pegede ivrigt på noget (oparûvatotisinamijûle) ud for ham deroppe, deroppe (? ilirnu ilirnu) ad nunatakken til i øst, til nunatakken oppe i indlandet.

Tunerluk bad sin kone om at sy nye såler på både gamlingens og  hans

egne kamikker.

 

Næste morgen nûlerami (uullarami - om morgenen) fulgte

han hans slædespor. Da de nåede frem til de høje fjelde, kunne han ikke

finde ud af, hvor det var, og de måtte vende tilbage.

 

Om aftenen bandt han ham (som blot udspurgte ånder) på hænder og fødder, for at han skulle finde ud af, hvor den østre nunatak lå.

 

Næste dag tog de af sted endnu engang. Da de nærmede sig de høje fjelde, råbte hans følgesvend: "Til den østre  nunatak."

Da han kom til den østre nunatak, gik han ind i huset. Derinde sad to store indlandsboere, to brødre. Da han gik ind i rummet, greb han den ene og kylede ham

ind i bagvæggen. Han greb også den anden og smed ham ud til indgangen.

Så tog han datteren og bar hende ud. Han gik ned med hende og tog af

sted dagen efter. Da han næste dag var ved at nå frem til sit store

telt illûngami sangarnirinarsooq (? kom der  noget på tværs ved hans

ene side) agidlarnialerluni allarnik ajollerami (og han kunne ikke

komme af stedet og hjem, hvor meget han end prøvede). Han kiggede

bagud og så, at en stor indlandsbo halede ind på ham. Da han så ham,

blev han rasende. Han vendte sig om og tog et par åretag i hen imod

ham. Han gjorde sig klar og kastede sin harpun. Han ramte ham i øjet

med et stort knald.

 

Dagen efter han kom hjem var Tunerluk ude på fangst. Der kom to kajakmænd. Tunerluk fik dem på besøg og den ene, der sad på en kramkiste, sagde: "Tunerluk tunernut pitsirisûsit tussangualara - du får den store hjælpeånd (jeg har ellers hørt, at Tunerluk har fået en stor hjælpeånd hos de genstridige indlandsboere).

Tunerluk sagde: "Luk låget op på den kiste, som du sidder på." Det

gjorde han. Kisten var fuld og tung af (hvalros- eller narhvaltænder).

Så sagde den anden: "Uanga tussangualara Sûrkarsoaler pitsavat (? jeg

har ellers hørt at du skulle have mange hvalbarder). Herefter sagde

Tunerluk: "Gå ud og kig ind i det andet forrådsrum." Han gik ud og

kiggede ind i det andet forrådsrum. Det var fuld af hvalbarder.

Tunerluk pitsirisota (? det var ikke for ingenting, man havde hørt om

Tunerluks rigdomme) blev ikke hørt. Slut her.

 

Denne fortællling er svær at få noget ordentligt ud af. Chr. B.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

Tiggaaq

Print
Dokument id:458
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Terkeldsen, John
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tiggaaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, 5 sider
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Det fortælles om Tiggaaq, at han beherskede heksekunsten ("ilisiippoq" og "kussuuvoq" betyder det samme), at han var meget vidende, og at han var åndemaner / angakkoq.

 

Han havde en plejesøn og havde iøvrigt selv to sønner. Når havet var

frosset til, når havet var frosset til, tog han på ture alle mulige

steder hen sammen med de to.

 

Engang frøs havet til langt ud imod vest. Han tog afsted (på fangst)

sammen med de andre langt derudad. De var kommet langt derud, så gav

Tiggaaq sig til at undersøge himmelen. Han lavede åbninger i isen og

undersøgte strømforholdene. Da han engang havde lavet en åbning og

havde rejst sig igen, sagde han, at det ville blæse op til føhn, fordi

småting i havet var begyndt at drive udefter. Han sagde til dem, at de

skulle løbe indad, alt det de kunne.

 

Så stak de ellers i løb ind mod land. De var kommet ret langt ind, da noget sort nærmede sig fra vindsiden. Det store hav kom nærmere og nærmere imod dem, og der var ikke andet at gøre end at redde sig op på et isfjeld. Så begyndte de

at drive udad. Mens dette stod på, blev de tørstige. En af Tiggaaqs

sønner sagde så: "Man har hørt, at Tiggaaq er åndemaner, og at han

forstår at trylle. Vi er ved at dø af tørst."

 

Så såre sønnen havde sagt det, bøjede Tiggaaq hovedet bagover. Mens

han stod med hovedet bøjet bagud, sagde han til dem, at de skulle

kigge ned. Der sprang den fineste kilde op lige ved siden af der, hvor

han stod. Straks ville sønnen drikke af den, men faderen sagde til

ham: "Aaja, hvis I drikker først af den vil vandet straks slippe op!"

Tiggaaq drak først og de andre bagefter. Så var kilden udtørret. Mens

de var på isfjeldet blev de også tissetrængende. En af sønnerne sagde:

"Jeg skal tisse!" Faderen sagde: "Nej, I skal ikke tisse først; jeg

skal først!" Så skød Tiggaaq skambenspartiet voldsomt frem

("ingeerpoq") og gav sig til at tisse. Han standsede strålen brat og

ikke en dråbe faldt ned på isen. Han sagde til de andre: "Sådan skal I

også gøre."

Langt om længe drev de i land. De gik over land og fik på den anden

side af fjeldet øje på et hus (her står der ganske vist "huse", men

senere er det blevet tl "et hus"). De var meget sultne og gik ned.

Huset var beboet. Man satte mad frem til dem; og de spiste naturligvis

og blev helt mætte.

Mens de var inde i huset, forsvandt af og til en ud af huset; og til

sidst var der af alle beboerne kun en ældre mand tilbage.

Da nu alle beboerne var gået ud, spærrede den ældre mand indgangen med

at stor skulderblad af en hval. Han tog et vandskind frem og bredte

det ud på gulvet. Han satte sig på glvet og udfordrede gæsterne til at

trække armkrog. Han begyndte med den ene af sønnerne. De kappedes og

midt i kappestriden gav sønnen sig til at hive efter vejret og

udåndede. Straks råbte ha op: "Giv mig noget rem!" Så kastede de en

rem ned til ham. Han råbte op igen: "Så er det bundet!" De trak liget

op; og så snart de havde fået det op, kunne man høre, at de begyndte

at flænse det. Så udfordrede den ældre mand dem igen til at trække

armkrog. Han trak armkrog med den anden søn oog dræbte ham. Han råbte

op og bad om noget rem; og da han havde bundet remmen om ham, råbte

han op: "Nu er det bundet!" De hev liget op; og man kunne høre, at de

flænsede. Tiggaaq blev bange for, at han på den måde ville dræbe alle

hans ledsagere; og da den ældre mand endnu engang udfordrede, trådte

Tiggaaq til.

Tiggaaq strakte hans arm ud og rykkede hans testikler ud. Han hev

efter vejret; så var han død. Efter at have dræbt ham sagde han: "Hvad

skal vi dog gøre ved ham." Så råbte han op, idet han efterlignede hans

stemme: "Kom med remmen!" Han var spændt på, om han blev hørt. Så smed

de remmen ned til ham. Han råbte op: "Så er det bundet!" De hev det

op; og man kunne høre, at de flænsede ham. En af dem deroppe sagde:

"Vores husherre kan godt li øjne, så jeg vil gemme et par øjne til

ham." Så hørte man han sige, med forskrækket stemme

("avaalaammeriarluni"): "Vi er ved at flænse vores store husherre!"

Herefter tav de. Så begyndte de der at løbe vand ned gennem tagets

åbning. Tiggaaq sagde: "Nu dræber de os." Uden forventning om at det

nyttede råbte han op og bad dem hente sin yderpels, som han havde

hængt under konebåden. Det varede ikke længe; så faldt den ned gennem

tagåbningen. Han skyndte sig med at rode efter noget inde bag

ærmekanten. Det var sin amulet, han ledte efter. Han fik fat i den og

var nu overbevist om, at de ikke ville dø. Han puttede amuletten i

munden. Mens han havde den i munden, kunne han mærke, at den ville ud.

Og idet han spyttede den ud af munden, smed han den op og sagde: "Ram

dem!" Stemmerne oppefra aftog efterhånden, og vandet forsvandt også

efterhånden. Da der slet ikke kom mere vand ned faldt amuletten ned

oversmurt med blod og afføring. Der var ikke meget liv tilbage i den.

Så snart den faldt ned, puttede han den i munden. Mens han havde den i

munden, kunne han mærke, at den ville ud. Han sagde til den: "Ram

dem alle sammen!" Da den nu sidste gang falddt ned, var den næsten

lige så kvik som før. Nu havde den udryddet dem. De kom ud med noget

besvær og så alle de mennesker, som var blevet myrdet. Da Tiggaaq kom

ud, ville han ha'sine børn tilbage. Han fandt de stykker, som man

havde skåret af dem, og satte dem sammen, hvorefter han gjide dem

levende igen.

Nu snakkede de om, hvordan de mon skulle se at komme hjem. De gik ned

til havet. Og han spurgte børnene, hvad for en amulet de havde. Den

ene søn sagde, at han havde en isbjørn som amulet; og den anden søn

sagde, at han også havde en isbjørn som amulet. Han spurgte så sin

plejesøn: "Hvad for en slags amulet har du så?" Denne vidste ikke,

hvad for en slags amulet han havde. Tiggaaq sprang ud i vand. Efter at

have været forsvundet et stykke tid kom han op og var blevet til en

isjørn. Også hans børn kom op og var blevet til isbjørne. Nu sagde de

til plejesønnen, at han skulle springe ud. Denne tøvede længe af skræk

for vandet. Da han fortsat tøvede, sagde de til ham, at de ville

efterlade ham der, hvis han ikke ville springe. Efter yderligere tøven

lukkede han øjnene og sprang ud. Han kom op igen og var blevet til en

lille fugl, der baskede med vingerne hen over vandet. Tiggaaq sagde

til ham, at han skulle krybe ind i hans store øre. Det gjorde han. Så

var de på vej hjemad. De to sønner dykkede af og til, men Tiggaaq blev

oppe hele tiden, fordi han mente det ellers blev for farligt for ham

inde i øret. På den måde fortsatte de til deres boplads. De kom op på

landet, hvor bopladsen lå. Da de rystede sig, sprang der bjørnestumper

til alle sider. Så blev de til mennesker. Da plejesønnen rystede sig,

så man kun en stump af en fugl springe. På den måde nåede de hjem til

deres boplads. Siden tog Tiggaaq og hans sønner aldrig vestover.

 

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq;

 

Kommentar: Dette med at angakkoq'en bøjer hovedet bagover er også nævnt i en anden fortælling (Tunnerluk / Tummerluk:)og betyder tilsyneladende det samme som at se ind i, eller forbinde sig med den "anden verden" (søg denne). For åndemaneren i trance / under seancen er verden omvendt. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Tinigtarfingmiut / Tinittarfimmiut

Print
Dokument id:806
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tinigtarfingmiut / Tinittarfimmiut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 30 - 33, nr. 17
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 - 366 : "Åndemaneren,

der foretog en åndeflugt..."

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Tinittarfik-boerne (Beboerne ved det store tidevand. Vestgrønlænderne).

 

Engang ville en åndemaner til Tinittarfimmiut. Han tog af sted med

sine hjælpeånder og styrede imod et højt fjeld. Forrest var

Toornaarsuk (en særlig hjælpeånd). De landede på toppen af fjeldet.

Herfra så de sig omkring, fordi de ikke var helt sikre på vejen. Til

sidst kunne de heller ikke finde Toornaarsuk. Endelig opdagede de ham.

Han gik og legede neden for dem. Han fik af og til lange ører fordi

han minsandten lyttede mens han legede. Midt i det hele blev hans ører

ekstra lange; så fór han af sted sydover ind i landet, samtidig med

han skreg: u-lo-lo-lo. Hans herre og hjælpeånderne satte efter ham.

Tænk den kunne høre strømstedet, hvor Tinittarfik-boernes hus var (?),

og derfor fór i den retnning. De fulgte efter  ham; og det tog lang

tid. Så kunne de se fire store vinduer. Da de nåede stedet, kom de

ind under huset. De kom ind under dem alle sammen til sidst også helt

ind under dem, der sad på briksen, og de mærkede ikke noget (? idlorit:

usædvanligt). Til sidst var der næsten ikke flere tilbage. De kom så

ind under den næstsidste (? af rækken af folk på langbriksen, BS).

Denne var ved at spise et stykke hvidhvalsmattak, idet han havde

stukket ringefingeren gennem mattakken. I det øjeblik åndemaneren gled

ind under ham, rejste han sig op og tørrede sine hænder og sagde: "Det

var ligesom den gang upatisvarnerarangata" (? ifølge andre versioner:

de store åndemanere kom på besøg for at få hjælpeånder). Da han sagde dette blev de andre på briksen forskrækkede. Så satte de hans adlasâ (? fiskesnøre) op, og

alle gav sig til at prikke til noget. Da de tog af sted derfra (flyttede sig fra stedet under briksen, BS),

prikkede de stadigvæk til noget. Sammen med to af sine hjælpeånder

steg åndemaneren op gennem gulvet midt i huset. Nu var de på besøg i

huset. Lyset i huset var så skarpt, at det gjorde ondt i øjnene. De

blev meget forbavset over, at de nu fik besøg af en åndemaner. De

fortalte historier. Så sagde en af de ældre: "Du skal gå hen

til dem derovre, der kappes på siddepladsen. I skal kappes om at

stikke ind mellem isbjørnetænder. Blandt disse er der en klapmydstand

med tre huller. Man skal prøve at ramme det midterste." Redskabet til

at prikke med var en narhvaltand, der var spidset til i enden. Når

nogen ramte tanden med tre huller, hujede de andre. Så fik de præmie i

form af noget spiseligt eller andet, der ikke var spiseligt. De sagde

til åndemaneren: "Du skal også prøve at prikke. Hvis du rammer den vil

du leve livet til ende. Hvis du ikke rammer den, skal dit liv vejres

hen før dine dage er talte!" Han gav sig til at prikke. Han fik

sylespidsen gennem et af hullerne, og da han viste tanden frem, viste

det sig, at han havde ramt den gennem det midterste hul. Så hujede de

andre. Kikani tingisimatâjâjoq (? derefter bandt de ham til

åndeflugt).

De tog af sted, og undervejs traf de folk fra Tinittarfik, som (havde

besøgt åndemanerens boplads) var på vej hjem. De fløj forbi dem, og

kom hjem til deres egne. Så fortalte de om Tinittarfik-beboerne. Da

han en gang manede ånder, kom hans hjælpeånd, som han havde fået

blandt Tinittarfik beboer(ne). Han fortalte: "Nu skal du høre om ham,

hvis kæbe brækkede. Vi bliver kaldt for Tinittarfik-boerne, fordi

der på stedet både er meget lavvande og højvande. Så vi har lavet en

mur af store sten. Bag ved muren plejer vi så at grave mange huller.

Ved højvande kommer mange hvidhvaler/narhvaler (med flodbølgen) over

på landsiden af muren. Når det så bliver lavvande, finder man mange

småhvaler i vandet i hullerne. Mere end én gang har jeg fundet

småhvaler i det hul, der tilhører mig. Mens jeg var i færd med at

dræbe dem hørte jeg brus. Jeg kiggede mig tilbage og så, at en stor brådsø var ved at ramme ham. Han ville til at flygte, så mistede han

bevidstheden. Da han igen kom til sig selv, lå han ved højvandsmærket

og var under behandling. Det var dengang hans kæbe knækkede. Det var

så om ham, hvis kæbe er knækket." Åndemaningen var nu forbi, og siden

har ingen hørt fra Tinittarfik-boerne.

 

Var.: søg på tidevand; tidevands land.

 

Hist.: Fortællingen røber kendskab til Vestgrønland, hvortil også enkelte østgrønlændere kom på handelsrejse. Ældste kilde: Hans Egedes dagbog, 1724.

Flere steder langs vestkysten drev man tidevandsfangst med afspærring: ved Qaquk (Nipisat Sundet overfor Nuuk); Appamiut; Prøven (i NV Grønland). Qaquk var det givtigste sted.

       Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

 

Kommentar: Stikkelegen kendes også fra inuit i Canada. Er fx filmet i Asen Balikcis dokumentar: Sælfolket (Statens Filmcentral); Netsilingmiut. Findes uforkortet på mange spoler på Nationalmuseet.

Toqupingmavutit toqugit / Toqupimmavutit toqugit

Print
Dokument id:797
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Toqupingmavutit toqugit / Toqupimmavutit toqugit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1 - 3, nr. 10
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kaaralis kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, 1921, s. 373 "Du vil dø, så dø da"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Du vil dø, så dø da.

Der var en gang en mand, som var en meget dygtig fanger, og som var

gift med en udsøgt smuk kvinde. De fik en søn. Faderen holdt meget af

sønnen, da han var opkaldt efter hans (faderens) afdøde lillebror.

Faderen plejede af den grund at sige, at han ville dræbe den, der ikke

behandlede drengen godt.

Da han en dag kom hjem fra fangst, havde konen frygtelig mavepine og

var ved at dø; og deres lille søn græd så voldsomt hos moderen, at han

var helt ude af sig selv. Han forsøgte at helbrede konen, men hun

døde. Manden undrede sig egentlig over, at hendes ansigtsudtryk ikke

ændrede sig efter at hun var død, at der ikke indtrådte dødsstivhed,

og at hun ikke blev kold. Men hun var jo død, så han lagde hende ned i

en grav og lagde sten ovenpå. Manden syntes, det var synd for den

lille dreng; men han agtede ikke at gifte sig lige med det samme,

selvom han var meget omsværmet af kvinderne. Da han havde taget

nyt tøj på (atigserêrangme), efter tabudagene på briksen på grund af

konens død, begyndte han igen at tage ud på fangst. Men han blev

aldrig ude hele dagen, for han var så bekymret for sin lille dreng.

Han var bange for, at han skulle blive væk mellem alle de mange

mennesker, der på dette tidspunkt var samlede. En dag han kom hjem fra

en fangsttur, fandt han sin lille søn grædende. Han spurgte ham,

hvorfor han græd. "I dag kom der én herind, der lignede min afdøde mor

meget. Hun gav mig mad, som hun havde med, og forsvandt igen." Faderen

sagde til drengen: "Du skal ikke tænke på din mor. Du så selv, at jeg

begravede hende, og jeg dækkede graven til med sten. Lad os gå op til

graven for at overbevise os om det." Da de kom til graven, græd manden

og drengen sammen.

Nogen tid efter kom drengen hjem med et stykke hvalmattak. Faderen

spurgte: "Hvem har du fået det af?" Hans lille søn svarede: "Jeg har

fået det af min mor." Så sagde faderen meget strengt til ham: "Du må

ikke tale mere om din  mor. Forleden så vi jo hendes grav." Men hans

lille søn svarede: "Jeg kunne genkende hende." Dertil svarede faderen:

"Lad os da fjerne stenene, der dækker graven." De gik hen til graven

og fjernede stenene, og der var ikke andet end en rygpose at se i

graven. Så sagde faderen: "Det må være rigtigt, at der er din mor. Hun

har narret os, og hun skal nok få det betalt. Lad os gå ned." Og det

gjorde de.

Nogle dage efter fik mange mennesker på stedet travlt med at flænse en

hval. Faderen sagde til sin lille dreng, at han måtte sige til, hvis

han kunne genkende moderen. Så gik de hen for at deltage i

hvalflænsningen. De var dårligt kommet derhen, så sagde den lille søn:

"Her er hun." Faderen fik også øje på hende. Hun var klædt som en

mand og hjalp en mand med flænsningen. Så gik manden hen til hende,

lagde sin arm på hendes skulder og sagde: "Du ønskede så meget at dø,

så skal du også dø." Så stak han hende i hjertet med sin store kniv.

Derefter dræbte han den mand, der stod ved siden af hende. Folk, der

vidste, hvordan det hele forholdt sig, sagde: "Det  havde hun godt

af!" Nu, da han havde dræbt sin kone og hendes mand, giftede han sig

igen.

Det viste sig, at kvinden attråede en anden mand, og at hun havde

ageret død, for at blive skilt fra sin mand. Det fik hun grundigt

betalt.

Tugtutsiamik / Angakokken Tugtutssiaq / angakkoq Tuttutsiaq

Print
Dokument id:1468
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Theophilussen, Daniel
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Motzfeldt, Peter
Indsamler:Rink, H.
Titel:Tugtutsiamik / Angakokken Tugtutssiaq / angakkoq Tuttutsiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 777 - 782, nr. 212
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Ret fyldigt oversat i Rink 1866 - 71, I, nr. 72, ss. 209 - 211: Angakokken

Tugtutsiaq.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 56, ss. 324 - 328.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To forældreløse, en dreng og hans lillesøster, boede i

et langt hus. Beboerne tog ud på bærtogt og efterlod børnene

alene.

Tuttutsiaq var den ældste af børnene. Han sagde til de andre: "Skal vi

ikke lege, at vi maner ånder?" De andre begyndte at rigge rummet til. Han (Tuttutsiaq?) tog sin pels af, hængte den over indgangen og bandt enderne af ærmet sammen med senetråd. Derefter råbte han flere gange for at lokke nogen (ånder) til. Nogle af børnene blev forskrækkede og flygtede,- selv gulvfliserne flygtede med. Tuttutsiaq forsøgt at rejse sig, men

endeballerne "tasissâínaríput" (det er noget med at hans endeballer

klæber fast og bliver trukket lange som elastik). Han sagde til de

andre: "Pak den her dumme pels ind og dæk vinduerne, og tænd lamperne."

Så rejste han sig op. Han sagde til de andre børn: "I må ikke sige det

til de voksne."

 

Hen på eftermiddagen vendte konebåden hjem med dem, der havde været

ude på bærtogt. Nogle af de yngste børn, der endnu ikke havde fuld

fornuft/ der endnu var for små til at forstå det sagde: "Idag legede

Tuttusiaq, at han manede ånder. Vi, ja fliserne på gulvet

flygtede osse!"

De voksne undrede sig og sagde (til de andre): "Igiteqigisigo!

("ingiteqigisigu" ?, lad os få ham til at sætte sig ned), lad os få

ham til at mane ånder. Da de sagde det, blev han bange og vægrede

sig. Han brast i gråd. På det tidspunkt fik fangerne ingen sæler.

"Du må gøre dig klar, Tuttutsiaq!" Til sidst, da de ligefrem skældte

ham ud, satte han sig ned på gulvet for at beholde hovedet (for ikke

at blive dræbt?). Han begyndte at påkalde hjælpeånderne, en isbjørn og

en hvalros, som han skulle bruge som hylstre. Så hørtes der brøl fra

isbjørnen neden for husene, og man hørte en hvalros dukke op. Da

isbjørnen viste sig ved stranden, bed den det sølle menneske,

Tuttutsiaq, i armen. Efter indånding trak den ham væk fra det sted,

hvor han sad, hvorefter den smed ham hen til hvalrossen, som holdt sig

på overfladen lidt længere ude. Før Tuttutsiaq nåede hen til

hvalrossen, dykkede isbjørnen ned under vandet og svømmede hen til

hvalrossen. Endnu før Tuttutsiaq ramte vandet greb hvalrossen ham med

sine stødtænder og sendte ham videre til isbjørnen, som dukkede op

længere ude. Derefter dykkede hvalrossen ned.

 

Skiftevis greb de ham og kastede ham til hinanden og kom længere og

længere ud. Det gik op for Tuttutsiaq, at han var kommet uden for den

yderste kyst (de yderste øer?). Og netop som han var kommet så langt

ud, at han knap kunne skimte de højste fjeldtoppe, dukkede der i vest

et land op, som ikke var så stort som det, han rejste fra. Ved kysten

af dette land dukkede isbjørnen op for sidste gang, bed ham og

slyngede ham op lidt oven for stranden.

 

Da Tuttutsiaq kom til sig selv, fik han oven for øje på et lille hus.

Oven på husgangen sad der en stor hund og brølede med blottede tænder.

Tuttutsiaq blev bange og gjorde sig vred, mens han nærmede sig huset

for at gå ind. Da han stod ud for husgangen, opdagede han, at den vej

han skulle, var som knivsæg, og at der var mørkt inde i huset. Men

der var ikke andet at gøre end at følge vejen. Han kom ind i rummet og

så, at personen i huset led stærkt og lå på briksen med hovedet

mod bagvæggen og med udslået hår. Hun løftede hovedet, og da hun så

Tuttutsiaq, sagde hun med streng stemme: "Du sølle mand, hvorfor er du

kommet herind? Du kan alligevel ikke fjerne mine plager!" ("pinerdloqutíka")

 

Tuttutsiaq kiggede ind fra gangen henover indgangen stående på det,

der så ud som et knivsæg. Så sprang han op og viklede hånden ind i

håret på hende. Kvinden greb ham og kastede ham ud i retning af

gangen, i retning af det, der så ud som et knivsæg. Men da han jo

havde viklet armen ind i håret, undgik han at blive revet løs fra

hende. Da hun opdagede, at han stadigvæk hang fast, forsøgte hun én

gang til at kaste ham fra sig. Hun forsøgte det ti gange ("agssait

nârissaraluarpai"). Så blev hun træt og opgav det. Hun overgav sig og

sagde til Tuttutsiaq: "Tag og fjern alt det der plager mig!" Da

fik Tuttutsiaq øje på, at der i øjenkrogene, i

næseborene og i mundvigene sad ting, som kvinderne brugte til at

stoppe kønsorganerne med (menstruationsbind af tørret mos) ("utsordloqutinik"). Dem kastede Tuttutsiaq ud mod indgangen.

 

Dengang isbjørnen bed Tuttutsiaq om aftenen og førte ham ud af huset, sagde

det plask ved indgangen. Så sagde folk i huset: "Nu kan man høre

Tuttutsiaq komme hjem. Tænd lys og se efter!" De så noget vådt mos. De

slukkede lyset og gav sig til at synge igen.

 

Da Tuttutsiaq havde fjernet det mos, som kvinderne brugte, blev den

store kvinde rolig. Hun sagde: "Sæt min hårtop op!" Tuttutsiaq satte

hårtoppen op på ordentlig vis. Fra væggen tog hun en stor ørnevinge.

og med den ordnede hun den osende lampe ("nunap tungânut

erdloqaunera", det er noget med = henimod land, men "erdloqaunera"

kender jeg ikke Ch.B). Herefter kom lampen til at brænde fint.

Tuttutsiaq havde ikke lagt mærke til, at væggen var beklædt med skind,

gamle konebådsbetræk. Da lampen nu brændte ordentligt, opdagede

han, at den anden ende af rummet var mørk. Kvinden sagde: "Gæsten

burde egentlig ledsages." Idet hun sagde dette, kom der en lille mand

med en lille næse frem fra vægskindet. Og andre, der lignede ham, kom

ud uden ophør, (sagde Tuttutsiaq). Da den sidste var på vej ud, sagde

han: "Qeeq! qeeq! sii! sii!, på samme måde som alke og tejste siger.

Da han hørte disse stemmer, kiggede han hen på dem og så en alk og

en tejst dykke ned i indgangen.

Hun sagde endvidere: "Lad der komme nogle andre!" Der kom en "sujoraissoq" og en

"napumassoq".

Da det var kommet overmåde mange frem, sage hun: "Nu er der nok!"

Tuttutsiaq gik hen til de sidste, der kom ud, og kradsede først ham

med en krum næse i næseroden, og sidst ham med den

lige næse på samme måde. Da den første kom ud af rummet, genkendte han

ham som en netside og den sidste, der kom ud, var en spraglet sæl. Han

syntes, de var pæne, så han satte et mærke på dem. Han ville have dem,

når de blev fanget. Der kom endnu flere ud, nogle med stort

ansigt, stort hoved og stort skæg. Da der var kommet temmelig

mange ud, sagde hun: "Nu er det nok!", mens de endnu strømmede ud.

Tuttutsiaq opdagede, at lampen blussede med en kraftig flamme. Han

kiggede også ud i gangen og opdagede, at den var blevet helt

jævn, og at knivsæggen var forsvundet. Den store hund oven på

gangen logrede med halen af bar renlighed. Tænk, man siger at i det

hus hvorfra Tuttutsiaq var taget afsted, rystede alle hans ejendele,

fordi han nu var på vej tilbage og blev kastet indefter af isbjørnen

og hvalrossen på skift.

 

De mennesker, han havde forladt, begyndte at synge.

Tuttutsiaq var nu på vej ind, idet isbjørnen i sin tur, kastede ham

ind til land. Han kom ind så det klang ("sujarnínrmauvoq"). Og en

stor mand, der boede hos dem i det store hus, sagde: "Find ham!"

(eller måske: "Tænd lampen!") Og hvilket syn: En helt ødelagt krop af

isbjørnens tænder og af hvalrossens stødtænder. De så, at han ikke

trak vejret. De slukkede lamperne igen og gav sig til at synge. Da de

begyndte at synge, kom der straks liv i ham; og ved daggry tændte de

lampen for Tuttutsiaq. Hans sår var endnu åbne, og han var endnu meget

svag. Da deres stærke mand ("angutingassartât") kom ud, råbte han:

"(måske: Sikken en elendig åndemaner til at skaffe fangst!)"

Tuttutsiaq brummede lidt: "Bare mine store sår kunne blive lægt!"

Ligesom sårene var ved at blive lægt, blæste det op, og det var

føhnvind. En af dem gik ud og kom hurtigt ind igen. Han meddelte:

"Isstykkerne på stranden er ved at skride ud, og hvorefter er der

kommet søkonger, tejste og alke efter dem.

 

De tog ud efter dem med deres fuglepile. Ham, den stærke mand, der råbte, havde kun fået en enkelt fugl, selv om han havde jaget lige til aften, mens de andre havde fuld last på dækket både bagpå og foran.

 

Alle gav Tuttutsiaq nogle af de alke, de have fanget, i betaling, og

den stærke mand ("angutaunerssâta") gav Tuttutsiaq den eneste, han

havde fanget. De gav også Tuttutsiaq den første sortside eller den

første sæl, de fangede, i betaling. Tuttutsiaq undesøgte disse

foræringer for at se, om det var dem, han havde sat mærke på, men han

så (fandt) dem ikke alle sammen. Senere fik han at vide, at en netside

med en hvid plet i næseroden var blevet fanget i Ilulissat. Ligeledes

hørte han, at en spraglet sæl med en hvid plet i næseroden var blevet

fanget i Attu. Dem fik han ikke ("atúngilai": brugte dem ikke), fordi

de var blevet fanget så langt væk fra det sted, hvor han boede. Alle

de andre fik (brugte) han.

Oversat af Chr. Berthelsen.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 72.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. Qujaavaarsik. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

 

Hist.: Vedr. isbjørnens og hvalrossens stafetkast, stammer det fra Østgrønland og kendetegner en særlig angakok-initiation. Søg på puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Tunerdlugûnguna ... (opr. uden titel)

Print
Dokument id:2189
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Klemmens (Kleeman)
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tunerdlugûnguna ... (opr. uden titel)
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 36 - 37
Lokalisering:Qeqertarsuaq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Tummerluk (en der har slidt sine såler skæve) / Tunerluk ? havde en bestemt fjord han plejede at tage ind i om sommeren.. En gang da han efter et ophold derinde vendte tilbage til kysten, blev deres lille barn ved med at græde. Da det ikke kunne holde op, bad han sin kone sy et dobbelt lag såler til sine kamikker. Og barnet græd og græd. Til sidst fik han deres åndemaner / angakkoq til at holde seance, og da der atter blev tændt lys, sagde han at deres barns sjæl befandt sig inde på en nunatak, fordi den var blevet bortført af en indlandsbo.

 

Tunerluk tog igen ind i fjorden og begav sig ind i landet for at finde sjælen. Han gik over isen til nunatakken og fik øje på et hus. Han kom nærmere huset, hvorfra der lød gråd, den velkendte gråd. Udefra så han at der var to derinde som forgæves prøvede at få gråden til at holde op. Da han kom ind, sagde den ene indlandsbo: "Hvad går der dog af det?" Tunerluk tog barnet og gik ud med de to efter sig, men de var for gamle til at indhente ham. Han nåede så fjordkysten. Barnet græd stadig, men da han havde smurt det på ryggen, holdt det op. Han tog ud til kysten ved havet og siden skulle han ikke nyde mere af at tage ind i dén fjord.

 

Var.: Søg på: Tunerluk

 

Kommentar: En temmelig kedelig og kortfattet version af en fortælling, der i andre varianter er både morsom og dramatisk.

Tungnerdluk / Tunnerluk / Tummerluk: En, der gik sine kamikker skæve?

Print
Dokument id:449
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 2
Fortæller:?
Nedskriver:Jonassen, Johan
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tungnerdluk / Tunnerluk / Tummerluk: En, der gik sine kamikker skæve?
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 6 - 12
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Tummerluk / Tunnerluk / Tunerluk der var en ivrig renjæger tog engang på

renjagt og havde kun sin kone med. De nåede endelig bunden af en stor

fjord, hvor T. næste morgen drog alene ind i landet.

Om aftenen hørtes der drøn udenfor. Det var T. der satte sin byrde ned

på jorden. Straks sagde deres lille datter: "Min far har som sædvanlig

skaffet talg til mig ." Næste morgen tog han igen på renjagt. Hans

kone gik udenfor teltet og ordnede hans fangst fra foregående dag,

mens deres lille datter sov. Da hun syntes, hun havde sovet længe nok,

gik hun ind i teltet; men hun var der ikke. Hun kom ud igen og kiggede

op til skråningen bag teltet; og hun så en stor tuneq (indlandsbo)

forsvinde med barnet over bag en højderyg. Grædende fulgte hun efter

dem, længe fulgte hun dem, men så måtte hun gå tilbage til lejren,

fordi hun umuligt kunne indhente dem.

 

Hun gav sig til at vente på sin mand, som på en bevæbnet mand, for hendes mand elskede datteren højt, at han sikkert ville dræbe hende (sin kone). Så hørte hun sætte sin byrde fra sig ved teltet. Hun afventede med skræk hans entré.

Straks han kom ind opdagede han, at konen var alene og at hun græd.

Da det gik op for ham, at hans lille datter ikke var i teltet, spurgte

han sin kone, hvad der var sket. Hans kone fortalte at hun idag, mens

datteren sov, havde ordnet skindene af de rener, han havde fanget.

Da hun så syntes, at pigen havde sovet længe nok, var hun gået ind i teltet

og havde opdaget, at hun var væk. Så var hun gået ud og havde, da hun

kiggede op til skråningen bag teltet, opdaget, at en indlandsbo

forsvandt bag en højderyg med hans datter. Hun var fulgt efter, men

havde måttet vende tilbage, da hun ikke kunne indhente dem.

Da konen havde endt sin beretning, sagde manden at nu ville han

tage ud af fjorden. Da gjorde sig klar og kom af sted. T. Havde en

fætter, der var stærk. Han fortalte hvad der var sket og bad

ham tage med ud og lede efter den lille datter; og fætteren

var med på ideen og ville gerne med.

 

Dagen efter tog T. ud på fangst. Han ville skaffe sig noget skind til kamiksåler.

Han kom aldrig tomhændet hjem; og denne gang kom han hjem

med to sæler. Konen fik lynhurtigt ordnet skindene, og T. bad hende at

sy sig tre lag såler, mens hans store fætter kun havde fået syet to

lag såler. Så tog de afsted efter T.s lille datter.

De gik i land i bunden af fjorden og drog ind i landet. De gik meget

længe; og mens de endnu gik tog den store fætter til orde. Han sagde,

at der var slidt hul på hans såler. Da det var tilfældet, satte han

kursen hjemover. Så måtte T. fortsætte indefter alene. Længe fortsatte

han, da han omsider fik øje på et stort hus. Han ventede til det blev

aften. Og da det blev aften, gik han hen og kiggede ind (gennem

vinduet). Han hørte et barn græde. To store kvinder tog skiftevis

barnet fra hinanden, men de kunne ikke få det til at holde op med at

græde. Med stort besvær lykkedes det T. at komme op i rummet ude fra

gangen. Straks han kom ind, tog han barnet fra den ene af de to store

kvinder, sprang ud i gangen og så snart han kom ud af huset satte han

i løb.

Han havde løbet i rum tid da han mærkede noget hårdt på ryggen og

opdagede, at en meget stor mand greb fat i ham. Denne sagde: "Lad mig

løbe med barnet, du risikerer blot at blive indhentet." Han tog barnet

og begyndte mærkeligt nok at løbe baglæns (med ansigtet vendt bagud).

T. satte farten op men sakkede hurtigt agterud. Mens han således løb

videre og havde tilbagelagt ca. halvdelen af vejen, passerede manden

ham på vej tilbage og sagde: "De store indlandsboer stjal barnet,

ligesom de også snuppede mig og førte mig ind i landet. Oprindelig var

jeg kystbo ligesom jer. Men da disse indlandsboer tog mig til sig,

puttede de mig ned "âvássûp iluvanut" (ned i âvássuaq??) og opdrog

mig, og på den måde blev jeg lige så stor som en indlandsbo". Så

fortsatte han og sagde, at han havde sat barnet af ved kajakken. Efter

at have takket manden, satte T. farten op. Han nåede sin kajak og

fandt barnet, som stadig græd. Han kom ned i sin kajak; og ligesom han

begyndte at ro ud kom de to store kvinder tilsyne over en fjeldryg. De

gik ned til stranden og tog deres kamikker af. Derefter stillede de

sig op side ved side, rullede ærmerne på deres store arme op mens de

uafbrudt sagde: "Kávo, kávo!!" fjernede de vandets overflade et godt

stykke ud fra stranden ("kâvijardlugo" drejede de vandet rundt et godt

stykke fra stranden ?). Straks gled han i susende fart ind mod dem.

Efter gentagne forsøg lykkedes det ham endelig at ro bort fra land.

Da han var sluppet fra land, tog han en hvilepause, indtil han så småt

kunne trække vejret normalt. Han holdt øje med de to kvinder og

fortsatte først, da de forsvandt bag fjeldet.

 

Far og datter nåede hjem, og der var ikke noget at sige til, at konen

blev lykelig over at have fået sit barn tilbage. Men det blev ved med

at græde. Der gik flere dage, hvor hun græd hele tiden. Der var intet

andet at gøre. Han måtte henvende sig til en åndemaner.

Han udspurgte først åndemanerne i den nærmeste omegn; men de kunne

ikke finde årsagen til at hun bare græd og græd. Så hørte han om en

åndemaner længere imod nord, der var så vidende, at han aldrig

behøvede at lægge hovedet bagover (for at stille diagnosen). Ham

henvendte han sig til.

 

Da denne kom ind i huset, lagde han sig, som han plejede, på briksen.

Han blev liggende et stykke tid, og idet han rejste sig halvt op,

sagde han: "Ved du, hvad der er sket med hende? Hun har ikke fået sin

sjæl med. Derfor græder hun hele tiden." Da faderen hørte dette, bad

han sin kone sy sig såler. Så snart sålerne var syet færdige, tog han

afsted for at hente hendes sjæl.

 

Han gik i land på det sædvanlige sted og satte sin kajak oven for

højvandsmærket med enden nedad. Så drog han ind i landet. Han fulgte

den samme vej som første gang og kom til det store hus. Han kiggede

ind og konstaterede, at de ikke kunne få hendes kære sjæl til at holde

op med at græde. Hver gang den ene af kvinderne havde holdt den et

stykke tid, gav hun den til den anden. Han gik ind op tog den, susede

ud og gav sig til at løbe. Også denne gang mærkede han noget på ryggen.

Det var det store menneske, der greb fat i ham og sagde, at han ville

løbe i forvejen med sjælen, og at han blot skulle løbe efter så hurtigt

som muligt. Da han var nået halvvejs, så passerede

kæmpen T. på vej tilbage ind i landet. T. kom hurtigt ned i sin kajak og

roede ud. Så dukkede de to kvinder op. De gik ned til stranden og tog

deres kamikker af, hvorefter de med deres "kâvo, kâvo!" fjernede den

øverste del af vandet (fik vandet til at dreje rundt?). Han gled i

rasende fart henimod dem; og han tog sit blærespyd, kastede det imod

den ene af kvinderne og ramte hende lige bag nøglebenet ved halsen, så

hun faldt bagover mod den anden, som fik hende op på ryggen og begav

sig op i landet.

T. roede hjem; og da pigen igen havde fået sin sjæl, holdt hun op med

at græde. Siden tog T. aldrig ind i bunden af fjorden.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Ululina; qilaamasoq.

 

Kommentar: I denne fortælling, hvor hovedpersonen staves Tummerluk el. Tunnerluk, kan han ikke forveksles med skurken hvad navnet angår.  Tunerluk (Ikke Tunnerluk ?) betyder den fæle tuneq / indlandsbo / indlandskæmpe (alias forhistoriens dorset ?). Bemærk at der er noget begvendt ved indlandsånderne i forhold til kystboerne (inuit) ligesom i Østgrønland. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere: Dværge og kæmper.

Tunumiut pilearisartagait

Print
Dokument id:1012
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 431
Fortæller:
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tunumiut pilearisartagait
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:5 sider
Lokalisering:Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hvad østgrønlænderne samler af forråd.

 

Som vi ved, er det skik hos alle grønlændere, at de samler forråd

om sommeren til brug om vinteren. Sådan gør østgrønlænderne også. Da

dårlige vintre med dårlig fangst forekommer, sikrer man sig forråd til

vinteren.

Forrådet består først og fremmest af sæler. I forårssæsonen, hvor

sælerne ligger på isen, tager de ud i de fjorde, hvor der er flest

sæler, for at tørre alt kødet af de sæler, de fanger-

undtagen det, de til daglig spiser. De laver spækposer af alle de

skind, som de ikke skal brug til tøj. Poserne fylder de med spæk, og

når alt spækket er blevet til tran, lægger man det tørrede kød ned i

posen. En spækpose af et ret stort netsideskind kan rumme kødet af tre

eller flere velvoksne netsider. Når isen er væk, tager de hen

hvor der er gode fangstmuligheder og stadig for at tørre

kødet af de sæler, de fanger. Noget af det tørrede kød lægger de ned i

spækposerne, men ikke det hele. Det, der ikke bliver lagt i

spækposerne, men som skal gemmes i depotstedet, bliver ordnet i

bundter- kødet af én sæl i ét bundt.

Et bundt kalder man qillartaq. Trannet fra spækposen bruger de til

lamperne, til belysning. Der er også spækposer, som udelukkende er

fyldt med spæk, som de bruger til hundefoder. Trannet derfra bruges

også som 'lampeolie'. Men den slags spækposer er der normalt ikke

mange af.

Når de hele sommeren har tørret kød til vinterproviant, flytter de

tilbage til vinterbopladsen og gemmer det tørrede kød på deres

depotsteder.

( Men det drejer sig ikke om så meget. De, der har fanget mest, gemmer

mest. Nogle af dem, der har fanget mest, plejer at have 6-8 spækposer

og 15 eller flere bundter tørret kød.)

Det kød, de tørrer om foråret, er fra netsider. De , der ikke er

inde i fjordene, fanger også klapmydser i begrænset omfang. (De, der

opholder sig i Ammassalik fjorden og i et område i Sermilik fjorden,

fanger lidt klapmydser i juni måned. Klapmydser, der fanges i denne

tid, kaldes 'upernaalitsat'- forårsklapmydser.)

Lidt remmesælskød tørrer de også. Når juni er slut, forsvinder klapmydsen

og kommer igen i slutningen af juli. I klapmyds-sæsonen tager alle de

der kan ud til steder, hvor forekomsten er størst. Kødet af

klapmydsen tørrer de og lægger noget af det i spækposerne. I

slutningen af juli begynder man også at fange grønlandssæler. I

begyndelsen af august foregår fangsten fra vinterbopladserne. De

største sæler, de fanger fra vinterbopladserne, gemmer de hen, uden at

flænse dem, til lækker spise om vinteren. De, der har flest uflænsede

sæler, plejer at have op til 20 eller mere. Andre har færre, f.eks.

færre end 5.

 

Forrådet bestod ikke kun af sæler, men også af

andet, bl.a. ammassætter. Ammassætter kommer og gyder i midten af maj.

Når dette sker, tager alle de, der kan, til steder, hvor ammassætten

gyder. Ammassætterne bliver tørret og gemt og gemt til vinterforråd.

Når de er tørre, bliver der lavet et hul i halen på hver ammassæt, og

her igennem stikker man en tråd og ruller dem sammen. De, der har

samlet størst forråd, pleje at have 20 ruller eller flere.

(Det at samle forråd af ammassætter gjorde man tidligere ikke så meget

ud af. Men nu, hvor man i perioder lider nød, er man blevet mere ivrig

efter at samle ammassætter til vinterforråd. Tidligere tog de unge ind

i fjorden på ammassætfangst, nærmest for at more sig.) De tørrede

ammassætter gemmer man i depotet. Laks gemmer man også til

vinterforråd, men kun i mindre omfang.

 

Ikke alene kødet af de dyr, de fanger, gemmer de til vinterforråd; de

samler også vegetabilier til forråd, f.eks.: bær i spækposer,

rosenrod og mælkebøtte(àsorutit ìnerûladlo er vist samme slags). Disse

planter gemmes i spæk poser, for der findes ikke anden opbevarings-

mulighed. Det er kvinderne, der samler det. I konebåd tager de  ud

til steder, hvor der er mest af dem, men forråd af den art har man

aldrig i større mængder.

Forråd tages der kun hul på, når der indtræffer perioder med sult. Så

længe der drives fangst fra vinterbopladsen, lever de af det lidt, de

fanger. Større dyr, de fanger, gemmer de hen uflænsede.

Der tages hul påforrådet hen imod foråret. I februar indtræffer der

gerne perioder, hvor der ikke er så meget at leve af, da det tit er

dårligt vejr.

 

Som et led i julens festligheder spises der mad fra

forrådet. De kendte naturligvis ikke til julen, før missionærerne kom.

Alligevel festede man i dagene omkring julen. Når to stjerner, som de

kaldte 'ivdît', viste sig tog de nye klæder på og spiste mad fra

forrådet - naturligvis ikke det hele.

 

Mangel på mad forekommer oftes i de tre vintermåneder: december,

januar og februar; nogle gange også marts. Det letter dog noget, at

der i denne måned af og til fanges isbjørne. Efterhånden som foråret

skrider frem, bliver det nemmere at skaffe føde. I april bliver der

fanget mange isbjørne. I maj tages der også isbjørne, men kun med

store mellemrum, og i juni fanges der slet ingen. I slutningen af juli

fanges der enkelte svømmende isbjørne; og juli er en god måned til at

samle forråd af tørret sælkød.

 

En af fangstmetoderne er at kigge efter sæler. Kiggefangst drives især

om efteråret, når der lige er kommet islæg eller om foråret, når isen

skal til at smelte. Kiggefangst kan også udmærket drives i

storisen mellem flagerne, hvor sælerne holder til.

 

Hist.: Denne årscyklus er beskrevet i flere geografiske detaljer i Grønland i Tohundredeaaret for Hans Egedes Landing. 1921. Meddr. Grønland, Bind XL  (60).

Andre detaljer (med en opskrift på blodbudding) findes her i basen: Sandgreen nr. 30 Noget af hendes forråd.

Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq

Print
Dokument id:813
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:7 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en udvidet renskrift (af Peter Rosing ?) af Sofie Jørgensens egen nedskrift i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 99 - begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang et ældre ægtepar, der boede i Umiivik

(i nærheden af Kap Dan), og som sørgede og fik tiden til at gå, fordi

deres eneste søn lige var død. Det eneste, de arvede efter sønnen, var

hans hund. De elskede den så højt, at de passede den, som var den et

menneske.

Det blev vinter, og havet frøs til. Da isen lå fast, kom en fanger fra

Nunakitsoq (også i nærheden af Kap Dan) og ville købe deres store hund.

Men den ældre mand sagde: "Vi kan ikke sælge den, for vi er så glade

for den modydelse, vi modtager fra vores husfæller, når de har lånt

den." Fangeren svarede: "Jeg vil betale dig en masse skind og en

spydspids." Da han blev ved, gav den ældre ham hunden.

Fangeren drog afsted med den, og da han ikke lod høre fra sig, måtte

den ældre mand vente så længe på betalingen, at han nær helt havde

opgivet den. Men så kom den, og den bestod af tre skind og en elendig

spydspids, der var helt rusten.

Da den ældre mand så betalingen blev han så skuffet og sagde til dem,

der bragte betalingen: "Sig ham, at jeg vil have hunden tilbage."

Flere dage efter modtog han en død hund. Han brast i gråd af

skuffelse. Der var ikke andet at gøre end at finde sig tålmodigt i

det, selv om han tænkte på det tab, han havde lidt ved at sælge sin

hund.

En dag hørte de, at Nunakitsormioqs, hundekøberens, lille søn var død.

Den ældre mand tog det blot til efterretning.

Da vinteren var forbi, og det var blevet forår, skulle Umiivikbeboerne

ud på fangstrejse.

Dagen før de skulle af sted, gjorde den ældre mand sig klar og tog

afsted i kajak. Han roede til Nunakitsoq, og da han kom i land, gik

han direkte hen til spædbarnets grav, åbnede den, tog liget og pakkede

det ind. Han gik ned med det, puttede det ned i sin kajak og roede

hjemover.

Da han kom hjem, sagde han til sin kone: "Pas godt på det." Konen tog

det og vaskede det; og da det blev helt rent, pakkede hun det

omhyggeligt ind og gik ned med det til konebåden; og det lignede en

ganske almindelig pakke. Så tog de afsted nordpå.

Undervejs kom de til en telt plads og slog lejr. Så gik den ælde mand

og hans kone ind i landet for at lave en tupilak ud af liget.

Da de mente, at de var kommet tilstrækkeligt langt ind i landet, gav

de sig til at omdanne liget til en tupilak: En fortand af den døde

hund satte de i overkæben som højre fortand og en fortand af en ræv

som venstre fortand. Underkæben forsynede de med en spraglet sæls

fortænder i begge sider. De arbejdede videre med tupilakken og gik ned

sent om aftenen; da var de endnu en smule i sorg.

De rejste videre den næste dag; og da de slog lejr, arbejdede d videre

med tupilakken. De arbejdede videre med den, hver gang de slog lejr; og

de blev endelig færdige med den, inden de nåede frem til

vinterbopladsen ("ukîvigssarfik" og "nunaqarfigssartik" er formentlig

de samme).

Da arbejdet med at gøre den levende lykkedes, spurgte spædbarnet dem:

"Hvor skal jeg hen?" "Du skal sydpå til dine forældre og dræbe alle de

børn, din mor føder, og som altså skulle være blevet dine søskende."

Da tupilakken var kommet afsted, nåede det ældre ægtepar frem til

deres vinterboplads. På det tidspunkt var tupilakken på vej sydover og

nåede frem til sine forældre.

 

Snart efter blev moderen gravid og fødte et barn. Barnet voksede og

blev stor nok til, at det kunne kigge ind under briksen.

En dag skete der et eller andet med det. Det brast i gråd, det blev

værre og værre, og til sidst døde det. Fra nu af døde hvert eneste

drengebarn, moderen fødte. Ingen af de børn, de fik, fik lov til at

leve.

 

I mellemtiden flyttede denne fanger til Qernertuaaaarsuit (ved

mundingen af Ammassalikfjorden). En dag på det nye sted var han ude på

fangst. Han hørte nogle synge længere inde mod land. Han så sig om og

fik øje på en flok konebåde og kajakker. Det viste sig at være nogle

længere østfra, på vej til sangfest hos dem, der boede længere mod

syd. Han kiggede på dem og tænkte: "Der er måske åndemanere iblandt

dem. Gad vide, om deres øverste åndemaner ikke ville kunne finde

ud af, hvorfor mine børn ikke får lov til at leve." Straks roede han hurtigt

hen imod dem.

 

Da han kom derhen, sagde en af mændene (idet de lagde mærke til, at

han var mismodig): "Lad os slå lejr i Qernertuarsuit. Så kan vi i

aften skiftes til at mane ånder." Efter de ord blev han helt klar

over, at der var åndemanere iblandt dem.

Da de kom til Qernertuarsuit, gav de mange åndemanere sig om aftenen

til at mane ånder. Samtlige åndemanere fik chancen, uden at nogle af

dem opdagede noget usædvanligt. Den eneste, der var tilbage, var

"Aqerlussaannalik" (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B.

eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS) De

opfordre ham nu til at mane ånder. Han ville først ikke, men

så trådte han frem og gav sig til at danse trommedans. Midt i det hele

("qanine tâtigdluarianguardlugo" idet han - ? - sin mund) kastede han

trommen fra sig. Trommen bevægede sig en tid, men standsede så. Han

gik hen og greb den; dansede ihærdigt, kastede trommen fra sig, og

denne gang standsede den ikke. Da trommen ikke standsede, beordrede

han lamperne slukket, hvorefter han gav sig til at mane ånder. Men

under åndemaningen bemærkede han ikke noget specielt, og da han

stoppede seancen, sagde han: "I morgen tager vi til land og maner

ånder!"

 

Da de vågnede næste morgen, sagde de. "Lad os tage til Umiivik og mane

ånder!" Under turen sagde Aqerlussaannalik til manden fra

Qernertuarsuit / Qernertivartivit ? : "Jeg mener, at jeg så dig med at spædbarn på skødet under min åndemaning." Den anden svarede: "Bare man kunne få det

bekræftet ("pâsigáine" eller. at få det oplyst)." "Ja," sagde

Aqerlussaannalik: "Bare man kunne få tag i det." De talte sammen under

turen. Og om aftenen i Umiivik gav de sig igen til at mane ånder, den

ene efter den anden.

Samtlige åndemanere manede ånder uden at opdage noget særligt.

Aqelussaannalik var den eneste, der ikke havde manet ånder, og de

opfordrede ham til det.

Straks sagde han: "Gør "den lille tabueredes" inderpels (af

remmesælstarm, der var renset for sener) og hans yderpels klar, så de

lige kan snøres til." Manden fra Qernertuarsuit spurgte: "Hvad skal du

bruge dem til?" Aqerlussaannalik svarede: "Jeg skal bruge dem, når jeg

skal prøve at finde ud af, om spædbarnet er her." Idet han sagde

dette, hængte man "den tabueredes" inderpels og yderpels oven over

indgangen til rummet; og på hver side af indgangen placerede man folk,

som skulle snøre både inder- og yderpels til.

Da pelsen var hængt op, gav han sig til at danse, som sædvanlig

"qanine taattitaleriardlugo". Han kastede trommen fra sig; og da den

ikke standsede, beordrede han lamperne slukket; så gav han sig til at

mane ånder.

Midt i det hele sagde han: "Det forekommer mig, at der er blevet mere

plads ("nerugtorsimâsdlartoq") under fangerens briksafdeling, fordi

der er en tupilak." Så gav man sig til at slå rundt alle vegne i

huset; men ingen gav lyd.

De havde ellers opgivet håbet om at finde noget, men for god ordens

skyld begyndte de at slå rundt under briksen, og idet nogen kom til

at strejfe stenen, hvorpå stolpen under fangerens briks var fastsat,

hørte man vrælen fra et spædbarn på vej hen til udgangen. Efter lyden

at dømme var det først på vej ud, og så hørte man, at det var på vej

ind igen, og idet det kom ind, krøb det ind i den dobbeltpels, hvis

indre og ydre var trukket over hinanden.

I det øjeblik det krøb ind, snørede de pelsen sammen, og alle gik til

angreb. Midt mens de slog løs på den, kom tupilakken til at bide nogen.

De sloges længe med tupilakken, men pludselig kunne de ikke finde den.

De tændte lamperne. De undesøgte yderpelsen for at se efter, om der

skulle være et hul, men det var der ikke. Men da de undersøgte

inderpelsen, opdagede de, at sømmen var gået op under armhulen, og at

tupilakken var sluppet ud dér. De syede det omhyggeligt sammen

og hængte pelsen op igen, og da Aqerlussaannalik derefter begyndte at

mane ånder, slukkede de lamperne.

Midt i mørket hørte man vrælen fra et spædbarn på vej ind gennem

gangen og endelig krøb ind i pelsen. I samme øjeblik snørede de pelsen

sammen; og selv om den bed indimellem, slog de den ihjel.

Lige da de havde dræbt tupilakken, forsøgte de at tænde lamperne; men

hver gang de tændte dem, blev ilden pustet ud af en eller anden, som de

ikke kunne se.

Det viste sig, at de to ældre mennesker havde pustet mod syd, da de

opdagede, at den tupilak, som de havde skabt, var blevet dræbt.

Da det endelig lykkede for dem at tænde lamperne, åbnede de for pelsen

og så det store spædbarn, der var dødt. De undersøgte det og opdagede,

at dets tænder ikke var ens.

Dagen efter tog Aqerlussaannalik med det døde spædbarn og bar det op til

Umiiviks høje fjeld. Deroppe brændte han det. Da tupilakken døde, blev

de klar over, at det var de ældre mennesker, der havde lavet den.

Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede deres

børn.

 

Var.: En tupilek-fortælling, Holm.

 

Hist.: sammenholdt med den variant som Holm fik en snes år tidligere, virker fortælllingen tildels autentisk med rod i seancer på et samlingssted med flere tilstedeværende angakkut, der holder tupilak-jagt på skift. Fangstforløbet minder om den anngiaq-fangst som åndemanere i Vestgrønland undertiden foranstaltede på en af ammassætfangstpladserne om sommeren. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq

Print
Dokument id:814
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:nr. 99
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

En revideret renskrift af samme fortælling findes i KRH, kasse 52, nr. 2,

hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base. -

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Umiivik boede der et ældre ægtepar, som fordrev tiden

med noget ("suilaaqisut"). Deres søn var død for få dage siden. Nu

havde de kun hans hund til selskab. Derfor elskede de den højt.

En dag kom en mand, der boede vest for dem. Han sagde: "Må jeg købe din

hund?" "Hvad vil du betale?" "Med mange skind og du får også min

pilespids." "Hvad så," svarede den gamle og fortsatte: "Men vi har

også gavn af den, fordi vores husfæller låner den og giver betaling

for lånet." "Jeg må há den hund, for jeg har ingen selv. Skidt med de

andre."

Den gamle havde ikke andet valg end at sige ja, og han gav ham hunden.

Den anden lovede, at betalingen ville blive bragt. Men de ældre

mennesker kom til at vente længe. De skind, som køberen talte om, kom

endelig. Det var tre skind og en dårlig pilespids. De blev skuffede,

men der var ikke noget at gøre.

Da der var gået nogle dage, kom der én med besked fra manden, der

købte hunden, at betalingen skulle returneres. Den stakkels gamle mand

afleverede dem, idet han sagde: "Så skal hunden også leveres tilbage."

Denne besked blev bragt videre til køberen, som så sendte hunden

tilbage. Efter nogen tids ventetid modtog den stakkels ældre mand en

død hund. Han følte sig dybt forurettet, og de græd meget; og han tænkte:

"Jeg har været frygtelig uheldig." Hen på foråret forlød det, at

hundekøberens barn var død.

De to ældre menneskers bofæller skulle langt nordpå (sydpå?), og de to skulle

også med. Dagen før de skulle rejse, tog den ældre mand et smut til

vinterbopladsen ("nunákísinut"), på et tidspunkt, hvor der ingen

mennesker var. Da han kom derhen, gik han i land og direkte hen til

denne fangers afdøde barns grav. Han fjernede dækstenene og tog

spædbarnet, gik ned og roede afsted med det.

Han gav sin kone spædbarnet og sagde: "Her er det, pak det ind."

Hans kone tog det og vaskede det grundigt; og da hun var færdig

pakkede hun det ind. Den blev så pæn og lignede noget uanseligt noget.

("sôrdlugôq sunánguaq," en hvilken som helst pakke).

Da de skulle afsted gav han den til sin kone, der lagde det ned i

konebåden, Så tog de afsted og lagde til land. Konen tog det op

fra konebåden; og hun og manden gik opad og ind i landet. De blev

borte længe. De var minsandten ved at ordne spædbarnet. I den ene side

af munden (i overkæben) satte de rævetænder og i den anden

hundetænder; og i underkæben tænder af en spraglet sæl. De blev væk

længe og gik først ned om aftenen, ("qangale ilâsa suliatik") stadig

lidt bedrøvede.

Da de skulle afsted, var det igen konen, der bar spædbarneliget ned.

Sådan skiftedes ("sernersarâput" ?) de (hele tiden) under hele rejsen.

De blev færdige, inden de nåede bestemmelsesstedet. Manden sagde: "Det

var godt, at vi blev færdige, inden vi nåede herhen." Da

havde han fået liv i den, sagde tupilakken: "Hvor skal jeg hen?" De

svarede: "Du skal hen til dine forældre; og du skal dræbe de spædbørn.

som din mor føder (ordret: de, der skulle have været dine søskende).

Tupilakken tog afsted, vrælende som et spædbarn.

Moderen (egentlig: faderens kone) blev gravid og fødte et barn, som

døde. Hvergang hun fødte et barn, døde det.

Forældrene overholdt tabuerne; og først når dette var overstået, tog

faderen igen på fangst, og snart skulle de igen overholde taburegler.

 

Engang fangeren var ude på fangst og var kommet temmelig langt væk fra

land, hørte han sang fra mange mennesker. Som man kunne vente det,

dukkede der en hel masse kajakmænd frem fra næsset. Det var folk fra

Kangeq, der skulle til sangkamp i Akerliit. Da de mødte denne

kajakmand, fik de rigtig ondt af ham og sagde: "Hvorfor ikke bare

tage til Qernertuarsuit?" For kajakmanden var fra Qernertuarsuit. Det

blev de enige om og tog afsted.

De mange åndemanere manede ånder efter tur. De blev færdige, de blev

færdige, uden at nogen hanvde opdaget noget usædvanligt. Kun

Aqarlussaannalik (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B.

eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS)

var tilbage. Da han blev opfordret, gav han sig til at mane ånder. Når han manede ånder, blev intet lys slukket.

 

Han blev ude på gulvet længe. Han balancerede kun på sin nakke og til

siden kun på ansigtspartiet ("pukusuínarminit atasalerpoq sanimudlu

siuniinnarminik asassalerdluni"). Han smed sin tromme så den fór

afsted. Han/fangeren ventede på, at den skulle sige noget; men der kom

ikke en lyd.

(Du som læser dette, skal vide, at jeg havde glemt følgende: Da

kajakmanden mødte alle de andre kajakker, tænkte han nemlig, at han

måske af disse kunne få en forklaring på sin situation, eller at dem

fremmeste af disse måske ville finde ud af, hvad der var i vejen med

dem. Det skal du, som læser dette, huske.)

Endnu engang ventede han på, at åndemaneren skulle sige noget, men

forgæves. Så tog disse mange mennesker hjem og sagde, at de den

efterfølgende dag ville komme igen for at mane ånder.

Da fangeren dagen efter traf Aqarlussaannalik, sagde han (Efter

formuleringen her er det, som om det er fangeren, der sagde; men

ifølge renskriften var det åndemaneren, der spurgte-): "Da jeg igår

manede ånder, mener jeg, at jeg så dig med et spædbarn på skødet."

Den anden svarede: "Gid man kunne se det, gid man kunne tage det." Den

anden / åndemaneren svarede: "Gid man kunne tro det og bede det komme. Den anden / fangeren sagde ikke noget. Så sagde alle de mange mennesker: "Hvorfor ikke tage til Umiivik og mane ånder der?"

 

Det gjorde de; og de gav sig til at mane ånder. Da de havde gjort det,

var kun Aqarlussaannalik tilbage. De opfordrede ham til at mane ånder.

Så sagde Aqerlussaannalik: "Kom med hans/hendes anorak, ham/hende der overholder

taburegler, den inderste og helpelsen, og bind dem forneden gennem

løbegangen." Da han sagde det, var det, som om de endelig vågnede op

af bar glæde. De spurgte ham: "Hvad vil du med dem?" Han svarede: "Da

jeg manede ånder igår, mente jeg at se et spædbarn, der sad på skødet.

Det vil jeg prøve at kalde det frem endnu engang." Dette forårsagede en

vældig glæde.

 

Aqerlussaannalik gav sig til at mane ånder endnu engang - som

sædvanlig uden at slukke lamperne. Men da trommen var standset og

forblev på samme sted, meddelte han, som man plejer, at lamperne

skulle slukkes. Lamperne blev slukket, og han gav sig til at mane

ånder. Så sagde han: "Det forekommer mig, at det må være en tupilak i

nærheden af briksen, og at der er blevet bedre plads; for familien

har jo mistet mange børn."

Alle i huset begyndte at slå rundt om sig. Men de fandt ikke noget. De havde

faktisk opgivet at finde noget; da de begyndte at slå under briksen og

kom til at ramme stenen, hvorpå stolpen til briksen var sat fast; så

hørte man noget, der var på vej ud vrælende som et spædbarn. Anorakken

og det dertil hørende hang over trinnet ude fra opgangen. Det/spædbarnet

gik ind i anorakken, og alle gik til angreb på anorakken; men se, det

store spædbarn, som de ellers passede omhyggeligt på, slap pludselig

ud. Det viste sig, at sømmen var gået op under armhulen i

tarmskindsanorakken; og derigennem var det sluppet ud, så man gik glip

af det.

Åndemaneren gav sig til at mane ånder igen. Det store spædbarn kom

igen ind i anorakken. Man gik til angreb endnu engang. Spædbarnet

sprællede og bed folk gennem anorakken. Man greb det og trak det ud af

anorakken. Ganske rigtigt, det var et stort, fælt spædbarn. De

undersøgte dets tænder. Så tog Aqerlussaannalik det og førte det op

til Umiiviks høje fjeld og satte det ned på fjeldets sideafsats

("tuiusaanut") under toppen.

Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede flere

børn. Man har ikke siden hørt noget om dem.

Dermed var det også blevet kendt, at de to ældre mennesker havde lavet

denne tupilak for at hævne sig på fangeren for hans behandling af

hunden.

Så blev der sagt, at de nu kunne tænde lamperne. De forsøgt at tænde

dem; men ilden blev pustet ud. Det viste sig, at det var de to ældre

mennesker, der pustede den ud.

 

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Tupilangmik kingumítoq / Tupilammik kingumittoq

Print
Dokument id:816
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilangmik kingumítoq / Tupilammik kingumittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Dette er en revideret renskrift (ved Peter Rosing?) af det Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 101. Begge versioner er oversat i denne base.

 

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I,

1921, s. 372 - 373: "Fangeren, som havde en tupilak bag på kajakken"

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man fortæller om en stor flok fangere, at de kom til

et sted hvor de ville overvintre. Så hændte det jævnligt, at en fanger

udeblev fra fangsttur i overvintringsområdet. Fangere, der tog ud på

fangst, kom ikke tilbage. Til sidst var der kun en fanger tilbage.

Da han en dag skulle ud på fangst, tænkte han: "Hvilke forholdsregler

kan jeg tage, når jeg tager ud på fangst?"

Disse overvejelser førte til, at han bad sin kone om at flette

senetråde. Da hun blev færdig, tog han den flettede semetråd med ned

til sin kajak og bandt den fast til sin harpun. Han steg ned i

kajakken og førte senetråden ind under halvpelsen op til skulderen og

fæstnede den dér, således at harpunen kunne bevæge sig, når han

bevægede skulderen.

Han roede langt ind i den store fjord; og lagde sig på lur efter

sæler. Da han kiggede hele vejen rundt, fik han øje på en kajakmand.

som roede ud fra et stejlt klippeområde. Han begyndte at ro henimod

ham; og da han kom nærmeere, opdagede han, at han havde noget

ubestemmeligt noget bag på kajakken; men som han nåede ganske tæt hen

til ham, gik det op for ham, at manden havde en tupilak bag på

kajakken. Straks han opdagede dette, bevægede han armen, og da var det

som om harpunen af egen kraft bevægede sig med stor larm. Samtidig

sagde fangeren: "Se bare, min dumme harpun bevæger sig, uden at jeg

har rørt ved den."

Idet han sagde dette, vendte tupilakken bag på kajakken hovedet imod

ham, men dukkede sig hurtigt igen. Tænk, den blev bange!

Hver gang tupilakken rejste hovedet, bevægede fangeren sin harpun; så

dukkede tupilakken sig igen. Engang den dukkede sig, roede fangeren

hurtigt frem og harpunerede den. I det øjeblik han harpunerede

tupilakken, roede kajakmanden skrigende i retning af den stejle

klippevæg for dér at lægge til land.

I mellemtiden stak fangeren den sølle tupilak flere gange med sin lanse

("tuukkartaaramiuk") så den sank ned, hvorefter han roede hjemover.

DA han kom hjem og fortalte det, forstod de endelig, at det var denne

sølle tupilak, der havde dræbt alle de mange fangere. Da tupilakken

var dræbt, var der ikke flere fangere, der udeblev fra fangst.

 

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Tupilangmik kingungmítoq / Tupilammik kingummittoq

Print
Dokument id:815
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Tupilangmik kingungmítoq / Tupilammik kingummittoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 101
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Se også revideret udgave af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415 (af Peter Rosing ?) - begge versioner er oversat i denne base.

 

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921,

side 372 - 373: "Fangeren, som havde en Tupilak bag paa Kajakken".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den ene fanger efter den anden udeblev fra fangst.

Den eneste, der var tilbage, havde mistanke om, at der kunne være

følgende årsager. Måske havde de set en tupilak, eller en dødning ,

eller et søuhyre? Det var ikke godt at vide hvilken.

Da han skulle ud på fangst i kajak, lod han sin kone flette en

senetråd, som blev fastgjort på anorakken under skulderen. Herefter

blev den flettede senetråd ført ned under halvpelsen og bundet fast

til harpunen. Så tog han afsted.

Da han var nået lidt ud på vandet, så han en kajakmand ro ud fra

kysten. Da de nærmede sig hinanden, opdagede han, at den store

kajakmand var helt sort, og at han var så fæl, at det var svært at få

rigtigt indtryk af ham.

Idet kajakmanden drejede sig en smule på tværs, blev en tupilak, der lå

på maven, synlig på bagenden af kajakken. Fangeren roede helt hen til

kajakmanden og forstod, at det var tupilakken, der havde skræmt de

udeblevne til døde.

Nu da han var i selskab med den, rejste tupilakken sig jo halvvejs op.

Fangeren trak sin arm en smule til sig, og hans harpun var lige ved at

fare afsted af sig selv. Han sagde: "Se, min harpun var ved at fare

afsted af sig selv, da den du har bagpå kajakken forsøgte at rejse sig

op." Lynsnart dukkede tupilakken sig.

 

Noget senere forsøgte tupilakken igen at rejse sig, og idet

fangeren løftede armen en smule, var harpunen igen ved at fare afsted.

Og fangeren sagde: "Den var lige ved at fare afsted." Tupilakken smed

sig skyndsomt på maven. Manden med tupilakken bag på kajakken

befandt sig nu foran. Fangeren skar den flettede senetråd over og

harpunerede tupilakken, så den faldt ned fra kajakken. Fangeren, der

havde harpuneret den, fandt den for uhyggelig til at ville samle den

op, så han skar linen over og lod tupilakken synke. Kajakmanden, der

havde haft tupilakken bag på kajakken, roede nu grædende imod land.

Det viste sig, at denne kajakmand brugte tupilakken til at skræmme

fangerne ihjel, og at den spiste kødet af dem. Kajakmanden forsvandt i

retning af stranden.

Herefter kom fangerne velbeholdne hjem fra fangst, fordi manden nu

havde dræbt tupilakken. Siden hørte man ikke noget til dem.

 

Var.: Der er en del forskellige, også historiske fortællinger om fangst af tupilakker.

Uden titel / Møder med åndemennesker

Print
Dokument id:99
Registreringsår:1856
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Dorph, E.
Mellem-person:Rosing, Ulrich
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uden titel / Møder med åndemennesker
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 293h - 295v
Lokalisering:Pamialluk: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

(Møder med åndemennesker).

 

Itillinnguaq-boerne boede sammen i ét hus, og i et andet hus boede to søskende. De boede der gerne hele vinteren, og når foråret kom, blev de to alene tilbage på bopladsen.

 

Et forår rejste så deres bopladsfæller ud til øerne ved kysten. Det samme gjorde folk fra Alluitsoq / Lichtenau og Alluitsup Paa / Sydprøven, mens andre tog ind i fjorden på ammassætfangst. De to søskende blev alene tilbage på bopladsen fordi der ikke var plads til dem i nogen af konebådene. Da alle var rejst, gik de sydpå over Itillinnguaq til Atigiligaatsooq, idet de lod de ting de ikke ville få brug for ligge hjemme. De tog kun det nødvendigste med. Dér boede de så alene uden andre mennesker i hele den nærmeste omegn og de samlede alt det vinterforråd de kunne. Lillesøsteren fiskede fra stranden, og broderen var på fangst hver dag, men han fangede ikke en eneste sæl. Sommetider kom han hjem til deres lille telt før søsteren. Andre gange var søsteren kommet hjem før ham. Han blev ved med at tage ud få fangst, for han ville ikke fiske ulke, når søsteren jo fiskede fra stranden, og fordi han regnede en sæl for vigtigere, selv om han altså endnu ikke havde fanget en eneste.

 

En dag kom han som sædvanlig ud til sit fangstområde. Han vendte kajakken til den side, hvor der var skygge og ville stoppe op. Men pludselig drejede kajakspidsen med en voldsom bevægelse om mod land. Han prøvede at vende for at få solen i ryggen. Da det endelig lykkedes, drejede kajakken igen om mod land med et gevaldigt ryk. Han gjorde flere forsøg men uden held. Til sidst blev han træt og lod sig drive ind mod land med åren blot som styrepind. Kajakken styrede mod land lige vest for deres teltplads. Han kunne ikke gøre andet end at kigge sig omkring, og ret fremme fik han øje på en kvinde, som sad på stranden. Kajakken styrede direkte imod hende. Han tænkte umiddelbart på sin søster, der jo havde travlt med at fiske fra stranden. Måske havde hun brækket et ben og var blevet siddende på stranden. Kajakken gled ganske af sig selv ind mod hende, og med eet standsede den også ganske af sig selv. Det var ikke hans søster. Han kendte ikke den kvinde. Han lagde mærke til at hendes sælskindsanorak var så snavset, at hårene var klistret sammen, hendes øjenvipper var klistret bagover, hendes sølle hårtjavser klistrede til panden af snavs, hårene på hendes skindbukser var også klistret sammen, men hendes kamikker af hvidt skind og kanterne foroven var skinnende hvide, som om de aldrig havde været brugt. Hun sad og svingede med benene uden at se til hans side. Han kiggede på hende og ventede at hun skulle sige noget. Men det gjorde hun ikke. Endelig sagde hun dog noget uden at se på ham: "Hvorfor tager du altid ud på fangst dit lille skvat af et menneske. Hold dog op med det, du fanger jo ikke noget. Kan du se forspidsen på din kajak? Den mangler betræk!" (pooq) Han kiggede på kajakspidsen og så, at der var betræk på den. Han ville så godt kigge lidt nærmere på hende, men pludselig så han noget rødt, og kvinden forsvandt. Straks hun var væk opdagede han, at solen allerede var ved at forsvinde, og skønt han jo skulle have været på fangst måtte han tage hjem, for nu var det blevet aften.

 

Mens de stadig boede alene, vendte de der var på ammassaætfangst tilbage inde fra fjorden. Så kom de til at bo sammen med andre og var ikke længere ensomme. Da der nu var kommet flere på stedet, ville søsteren over til vinterbopladsen og hente sin gryde. I Itillinnguaq gik hun ind i huset, tog gryden og begav sig tilbage med gryden i favnen. Hun fulgte den vanlige sti og kom til en dynge rullesten på en lille slette. Så hørte hun nogle hundhvalpe gø. Hun kiggede rundt og så en kvinde bag en lampe lige foran sig på jorden. Hun kogte mad i en gryde i luften. Hendes mand lå på jorden ved siden af, og to drengebørn legede med at skræve frem og tilbage over ham. Lige foran dem var der nogle hundehvalpe. Hun kiggede på kvinden der kogte mad og på hullerne i den øverste kant af lampegryden, men den var ikke fastgjort i hullerne. Kvinden kogte mad i den bare luft. Hun kiggede så efter noget fra hullerne og opefter, men der var heller ikke noget at se. Hun kiggede på dem. De sagde ikke noget, og hun sagde ikke noget. Så tænkte hun: "Mon ikke det er dem som i vinter var på vej ind til os? Det var altså kun en tanke, for hun sagde det ikke højt. Men kvinden der kogte mad sagde pludselig: "Hee, vi plejede ikke at lægge vejen omkring jer. Mon ikke det snarere var Tunusuk? Tunusuks kone forsvandt i vinter; han ledte også efter hende på land for at se om hun var dér. Han har sikkert været på vej ind til jer. Tunusuk mistede sin kone i vinter, og han sørgede i den grad, at det hele gik fuldstændig i opløsning for ham; og han fik tilmed fnatsår." Og så gik det som altid: Luften fik stemme. Hun havde lyttet til hendes ord, og så snart kvinden tav, lød der en stemme, og de forsvandt i et nu for øjenene af hende.

 

Da gik det med et op for hende at hun stadig stod med gryden i favnen og at solen var ved at gå ned. Dengang hun traf på dem var solen kun lige stået op.

 

Hjemme i lejren afventede de, at søsteren skulle komme tilbage med sin gryde; men nu var dagen ved at være omme, og de blev bekymrede og råbte på hende. Det var nemlig gået sådan til, at hun hele dagen havde stået og kigget på disse mennesker med gryden i favn uden at sanse hvor længe. Gad vidst om hun havde været på besøg hos agdliarmiut / alliarmiut.

 

Kommentar: alliarmiut ("underlagsboere") er muligvis dem Rink kalder alliarutsit, dvs. de nederste innersuit, der kan skildres som aggressive i nogle fortællinger. Snarere er det nok himmelboere, døde fra himlen, som østgrønlænderne mente kunne vende tilbage til jorden og drive fangst om sommeren. Deres gryderemme var fastgjort i himlen, mente man (J. Rosing 1963: Sagn og Saga fra Angmagssalik; Victor 1989-93, I).

Den beskidte åndekvinde, som broderen trækkes ind til land af, giver mindelser om Havkvinden, Havets mor, der ikke kan slippe fangstdyrene ud når hendes hår er klistret ind i snavs.  Hentydningen til kajakspidsen er vital, idet den er symbol for såvel penis som fangstevne. Den beskidte kvindes rene, hvide, ubrugte kamikker hentyder ligeledes til noget seksuelt. Måske skyldes drengens manglende fangstheld at han ganske enkelt er "jomfru".

 

Oversat af Chr. Berthelsen.

Uden titel / Om blodskam

Print
Dokument id:109
Registreringsår:1856
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Dorph, E.
Mellem-person:Rosing, Ulrich
Indsamler:Rink, H.
Titel:Uden titel / Om blodskam
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 291h - 293v
Lokalisering:Pamialluk: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om blodskam.

 

Man fortæller, at engang i gamle dage boede der tre mennesker på et sted mellem to beboede steder. De tre var helt alene, de havde ingen familie i nærheden. Beboerne bestod af et søskendepar: en ældre kone og hendes bror, som var blevet gammel og hans datter. De manglede aldrig noget, fordi de både var meget arbejdsomme og sparsommelige. Det eneste menneske, der så noget til dem, var en slægtning, som tog hen til dem, når han blev bekymret for dem.

Når han kom, havde de syet fugleskindspels til ham. Når han kom så han, at det øverste af et rævehoved og det øverste af et mågehoved og ringen uden om øjnene var syet af skindbroderi. Dem gav de ham, da han skulle af sted.

Kvinderne var flittige jægere. Den ene fangede ryper med snare, idet hun bandt den ene ende af snaren til en sten eller et ærme. Den anden byggede sig en snehytte og fangede rævene med en snare, der var bredt ud på jorden; og hun fangede måger med en snøre med flydende krog med madding. Først sent på aftenen kom hun hjem; da havde hun bundet vingerne af de fugle, hun havde fanget, sammen til en fiskesnøre og havde lavet en hvirvel / svirvel (?) til snøren, således at de kunne fiske hellefisk, når der kom is. De spændte snarer tværs over smalle dale og fangede ræve og harer.

 

Slægtningen kom kun til dem, når han blev bekymret for dem. Engang han kom, havde den ældre mand fanget en hvidhval. Da slægtningen tog hjem, fik han hvidhvalkød med. Han syntes ikke, at der var nogen grund til at bekymre sig for slægtningene, så der gik lang tid, hvor han ikke tog hen til dem. Først da det blev forår, tog han derhen. Da var de kun to, idet den unge pige var død; og faderen havde det rigtigt skidt og led forfærdeligt. Når han sagde, at han var tørstig, og slægtningen ville give ham noget at drikke, lod han som om, han drak, men når han rakte kruset tilbage, var der alligevel intet drukket af det. Det var faktisk med vilje, at han ikke drak noget (så han kunne dø af tørst). Når han rejste sig og gik hen til vandspanden, kiggede han ned i den og sagde: "Endelig er hun ved at tage af sted, den kære."

Det var gået sådan til: Den gamle havde gjort sin datter gravid, og hun havde aborteret. Den gang faderen fangede en hvidhval, havde søsteren travlt med at putte spækket ned i en sæk. Derfor bad hun sin niece om at gå ned og puste luft ned i hvidhvalens mavesæk. Hun viste ikke, at niecen var under tabu for at beskæftige sig med noget: Hun ville have sagt et eller andet, men nøjedes med at svare: "Er du rigtig klog?" Da tanten insisterede, gik hun ud. Hun blev væk ret længe, men så kom hun kravlende tilbage med underkroppen slæbende efter sig. Det viste sig, at hun havde aborteret. Han var blevet vred, fordi hun pustede luft ind i hvidhvals maven. Derfor havde han berøvet hende sjælen. Hun døde, idet hun kom ind. Hendes far var skyld i det og døde af tørst. Nu var søsteren alene. Slægtningen tilbød, at tage hende med væk, men det ville hun ikke, så han tog alene hjem. Næste forår kiggede han ikke til hende, fordi han havde travlt med fangsten. Hun ville jo heller ikke tage med ham, og så måtte hun foreløbig passe sig selv. Først hen på sommeren, tog han derhen. Han lagde til under teltet, men ingen viste sig. Han gik op. Da han nåede til teltet var der stadig ingen mennesker at se. Oven på en stensætning ved indgangen lå der en laks / ørred, hvis skind var ved at tørre ind i solvarmen. Han gik ind i teltet og så, at hans stakkel af en slægtning lå i et hjørne af briksen, som om hun var krøbet derind på flugt. Hun var død. Han tog hurtigt af sted igen og kom tilbage med en konebåd. De undersøgte tingene i teltet. Der lå den dødes tasker, tre par, og tre andre, der tilhørte pigen, der døde før hende. I den første taske fandt de et par vandskindskamikker, kvindebukser af netsideskind. I den anden var der kamikker af hvidt skind, kvindebukser af spraglet sælskind med tilhørende sælskindsanorak. I den tredje taske var der en kvindepels af rensdyrskind med tilhørende bukser af afhåret ræveskind, behandlet som rensdyrskind med tilhørende kamikker, alle sammen med mønster af 'kigdlorissat ( I dag kender vi ikke ordet, men jeg tror, det må være betegnelsen for avitat, skindbroderi, fortællerens kommentar). Da de havde undersøgt taskerne, gik de hen til vinterdepotet og åbnede det. Det var stopfyldt med tørrede laks, og der var ikke taget hul på det. De åbnede også forrådsrummet. Her lå forskellige fisk og en tønde med bånd af jern fuld af sortebær dækket til med spæk. (Det vides ikke, hvorfra de havde fået tønden, for der var ingen danske dengang. Måske havde de fået den af hvalfangere eller måske af nordboerne, som på det tidspunkt lige havde forladt vort land.) Så kom de til kødgraven. Den var dækket til med afhårede skind, under skindene var der spæk og under spækket var der kødstykker som fra en sæl, der lige var blevet parteret; de havde ligget der vinteren over. Den slags sparede man på for at sikre sig. Det skete nemlig engang i gamle dage, at der var vinter to år i træk (uden at det blev sommer ind imellem), og under hungersnøden var der ikke engang gamle kamiksåler at finde. Lige siden havde man passet nøje på, at intet gik til spilde eller rådnede. Dermed undgik man at mangle mad.

Sådan har man fortalt om de tre mennesker, der boede et sted mellem to beboede steder.

 

E. Dorph

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

 

Hist.: De mange detaljer mht. fangst og skindsyning og de meget få egentlige begivenheder - ud over blodskammen tyder på en vis autenticitet. Syartiklerne synes fremstillede til salg til europæiske hvalfangere el. snarere handelsskippere. Søg på: Tinusuk.

Det siges ikke hvem der bliver vred over den gravide datters tabubrud og straffer hende med både abort og sjæletab. Måske månemanden? Heller ikke formålet med at puste hvidhvalens mavesæk op står klart. Formentlig skal den bruges til hengemningen af spæk. Der er en utydelig pooq-symbolik på spil. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, en livsmetafor.

Ugpatermiormioq qássiarssúmirdlo / Uppateqboen og Qassiarsukboen

Print
Dokument id:1041
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9 nr. 24
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ugpatermiormioq qássiarssúmirdlo / Uppateqboen og Qassiarsukboen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 28 - 31
Lokalisering:? Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Uppatermioq plejede at tage ud på fangst efter

fuldvoksne spraglede sæler langt ude for Isortoq.

Først når Uummannaq ikke var større end et sælhoved, standsede han og

gav sig til at vente på, at en sæl skulle dukke op.

I husene mod øst på bredden af fjorden Isortoq boede der et mandfolk

af en fanger ved navn Paamisaarsuaq. Han havde hørt sige, at der

tidligere var masser af sæler langt uden for kysten. Da han selv

aldrig havde roet længere ud mod vest, kom han til at more sig (der

menes dog sikkert: pileritsappoq), fik han stor lyst til ar ro langt

vestover, når vejret var godt og havet var roligt.

Da det en dag så ud til roligt hav derude, og det var det eneste han

ventede på, tog han afsted.

 

Allerede da han nåede Uummannaqs yderste forbjerg, syntes han, at han

var nået meget langt vestpå, og han var lige ved at vende om. Men

så fik han lyst til at fortsætte. Sådan blev han ved, indtil Uummannaq

i luftspejling antog størrelse af et sælhoved. Netop på det tidspunkt

fik han øje på en stor kajakmand syd-vest for sig.

Han blev overrasket, for han ventede ikke at se nogen kajakmand. Han

roede så hen mod ham, fordi han jo allerede var blevet set af den

fremmede. Noget tydede på at den store sydlænding, som ellers roede rask til, havde fået øje på ham og havde sagtnet farten. Paamisaarsuaq roede

langsomt hen imod ham; og idet han kom ganske nær, opdagede han, at

den fremmedes kajak slingrede ustandselig. Det viste sig, at hans

kajak var konstrueret sådan, at den ikke kunne ligge stille, idet den

kun havde én køl. (En kajak til brug i oprørt hav.) Nu var de kommet

helt hen til hinanden; og eftersom de slet ikke kendte hinanden, sagde

ingen af dem noget. Qassiarsukboen blev lidt undselig og sagde, for at

få den anden til at hilse: "Jeg er bare roet herud for at få bekræftet

noget, jeg har hørt; for jeg har hørt, at der fjernt herude i

vest, skulle være mange spraglede sæler. Jeg er herude for at se dem."

Det trak op til smil hos manden, han talte til, og han sagde: "Hvis du

aldrig har oplevet dem før, så følg mig."

Da den fremmede lagde ud mod sydvest, fulgte Qassiarsukboen efter.

 

De havde roet en tid, da den fremmede slog hættten på sin helpels ned

og begyndte at lytte, om der var noget at høre forude. Efter kortvarig

lytten udstødte han en kort lyd. I det samme standsede

han. Qassiarsukboen var usikker men roede hen til ham.

Den fremmede kiggede undersøgende i retning af land og sagde. "Dagen

kommer ikke til at slå til, for det tar altid så lang tid at

ro ind med fangsten på slæb. Lige derhenne mod vest holder de sig

flydende alle sammen." Nu fik de øje på dem. De lignede tang, der flød

på havet. Da de næsten var fremme, roede de et stykke fra hinanden.

Manden fra Uppateq roede videre uden at sagtne farten og gjorde sig

klar til at harpunere. Qassiarsukboen roede længere væk fra ham og

nærmede sig sælerne hurtigt for at kaste sin harpun, idet han havde

svært ver at beslutte sig for, hvilket af dyrene han skulle harpunere.

Han kom til at tænke på, at han havde lang vej hjem med fangsten på

slæb, så han udvalgte sig et af de mindre dyr. Havde det været

en almindelig sælside han havde harpuneret, havde han ikke

kastet sin fangstblære ud men da han ikke var vidste, hvor kraftige disse sæler var, lod han blot sin fangeblære / fangstblære glide ned. Han kiggede på

den anden og så, at han var ved at sætte harpunspidsen på skaftet

efter at have gjort sin fangst klar til bugsering. Qassiarsukboen fik

travlt. Han tog fat på dyret (apiisigutiinnaqa ?), som om det var en

lille sæl han havde med at gøre.

 

Da den fremmede kom hen til ham, roste han ham. Han opfordede ham til

at fange én til, men det ville Qassiarsukboen ikke. Manden fra Uppateq

sagde: "Jeg vil fange én til, til at bremse farten med." Med de ord roede

han til og gjorde sig klar til at kaste. Han holdt harpunen oppe så

længe, at man ikke troede, at han ville kaste den. Men idet han satte

et balanceredskab (pagkut ?) til en ene side af kajakken, hældede

han sig imod vinden og kastede efter et dyr. Dyret sprællede, så

vandet skummede (qapuk=skum). Da dyret blev roligere, så man blod

omkring det. Så gav han sig til at gøre dyret klar til bugsering.

Qassiarsukboen roede hen til ham; og den fremmede sagde: "Jeg

gjorde som i gamle dage i en tro, jeg stadigvæk kunne. Men jeg fik

det ikke dræbt med det samme." Qassiarsukboen følte sig et øjeblik

helt afmægtig i forhold til den anden, men sagde ikke noget.

 

Da den anden var færdig med at gøre dyret klar til bugsering, bandt de

sælerne fast til kajakkerne og begav sig mod land. Så

begyndte manden fra Uppateq ellers at fortælle. Når manden fra

Uppateq satte farten op, måtte Qassiarsukboen bruge flere kræfter,

selv om han kun havde et enkelt dyr på slæb. De havde roet et godt

stykke tid, sagde sydlændingen: "Nu passer strømmen lige for dem, der

skal sydover. Det er altid svært at komme aftenen i forkøbet. Jeg

skal prøve om jeg kan ro hurtigt. Kom og mød mig en anden gang."

Idet han sagde det, gav han sig til at ro sydover (så hurtigt), som

om han ikke havde noget på slæb. Så begyndte Qassiarsukboen ellers

at ro ind mod land. Det blev tusmørke, mens han endnu syntes, at han

befandt sig langt ude. Da han nærmede sig land, blev det helt mørkt;

og han begyndte at synge, alt imens han roede indefter. Han var

kommet langt ind, da det forekom ham, at han kunne høre lyd bagfra.

Han lyttede grundigt efter lyden; og det var tydeligt, at nogen råbte

"ooq". Da det var om natten, og han endnu befandt sig langt ude,

havde han ikke lyst til at vende om og ro ud ad; og han flygtede fra

lyden. Mens han endnu roede hurtigt til, mærkede han, at kajakken

ligesom "strammedes" (issúkâtdlarmat), og han mærkede, at han var

standset helt. Han turde ikke vende sig om. Så mærkede han, at

kajakken var ved at kæntre. Hvergang han skulle til at tage et

åretag til den ene side, fil nogen kajakken til at hælde til den

anden side. (Sætningen uklar.)

Da han efterhånden var blevet vred på vedkommende, som han umuligt

kunne se, tænkte han: "Nu har jeg alligevel mistet det, jeg havde

på slæb. Så kan jeg kæntre uden vanskelighed. Når vedkommende får

kajakken til at hælde til den ene eller til den anden side, vil

jeg bare kæntre med vilje."

Nu ventede han kun på den første lejlighed. Så mærkede han, at

kajakken begyndte at hælde til venstre, idet kajakkens sidelægte

blev presset ned. Han kæntrede, og han mærkede, at kajakken lå

med bunden i vejret; og han skyndte sig at rejse sig igen for at

komme den anden i forkøbet. Lige da han rejste sig op igen, så han,

at den anden var i færd med at rejse sig op. Han var kæntret, idet

det, han holdt fast på, var smuttet fra ham. (Han havde vel holdt

fast på den andens kajak?) Nu havde han rejst sig helt op. Hele

kajakken så ud, som om den var træbark, og den manglede en kajakstol

til at rulle linen på. Manden, der nu vendte hovedet imod Qassiarsuk-

boen, så endvidere lidt ejendommelig ud. Han smilede hele tiden.

Uden at sige noget roede han helt hen til Qassiarsukboens fangst

og tog den på slæb, og da han begyndte at ro indefter, slog han

følge med ham.

 

Hist.: Sydlændingene fra åbentvandområdet i det blæsende Sydgrønland havde ord for at være særlig dygtige kajakroere.

 

Kommentar: Sæltyven er bådenbart en qajariaq (flertal, qajarissat) - oversættes ofte med "kanomand" - der er en sæl i menneskeskikkelse, men associeres af Rink til indianere pga. af deres mærkelige kajak uden bagende, som skulle være bygget af bark.

Ugperissapilulersârnermik / Beretning om overtro

Print
Dokument id:339
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ugperissapilulersârnermik / Beretning om overtro
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 4, side 5v - 10v
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

En del af denne tekst er i let forkortet oversættelse trykt i K. Rasmussen

1979, nr. 170-184. Rasmussen har ellers på håndskriftet noteret, at disse (denne og den foregående, BS) forsvinder (ikke skal bruges ?) fordi de er alt for små.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Ind imellem er der kristne, som tror fuldt og fast på meget forskelligt, der egentlig må anses for ikke at have nogen som helst betydning. Jeg vil her skildre noget af det, og jeg vil starte med skikke omkring fødsel - kun dem jeg har hørt og kan huske.

Når en fødsel trækker ud, kan det ifølge kvindens mor skyldes, at den fødende kvinde gemmer på en hemmelighed, som hun ikke vil ud med. Somme tider sker det så, at man må gribe til følgende: Man får kvinden til at sluge en krebs (i Rasmussens oversættelse 1979: en vandmand), der (jo) bevæger sig, nede i tidevandet ved stranden.

Når så barnet i moderens mave ser krebsen nærme sig ved at krumme sig, bliver det bange og vil ud. Så bliver det født.

Når barnet er blevet født, får moderen forbud mod at spise bestemte slags

mad. Her er et enkelt eksempel, jeg har hørt om: Moderen må ikke spise ryper, for ellers ville spædbarnets hud løsne sig over det hele.

Hvis man en dag opdager, at barnet ikke er helt raskt, skal man hælde urin fra baljen hele vejen rundt om huset. Hvordan det egentlig skal tolkes, fatter jeg ikke, for ingen har fortalt mig det. Man kan også, hvis barnet bliver sygt, affyre en patron, der har et stykke af barnets tøj som forladning. Det gør man, for at sygdommen skal forlade barnet. - Og når barnet eller et voksent menneske bliver syg, plejer man, hvis pågældende har en hund, omgående at aflive den, som erstatning for at ejeren skulle dø.

Hvis den syge, der er ved at blive rask, ønsker at vaske sit ansigt eller blot sine hænder, skal man ikke tillade dette, for eller risikerer han at blive endnu mere syg eller dø.

 

En af de kvinder, der er med til at betrække den første kajak, en mand skal have, lægger gerne en eller anden lille ting helt op i spidsen af den. Det gør hun, siger man, for at han skal blive stærk.

 

Hvis en sælfanger ikke længere fanger så meget som før, og mener at nogen har anbragt noget, der svækker ham i hans kajak, skal han lægge kajakken med bunden i vejret og ryge den ud gennem mandehullet, for at fjerne den eventuelle årsag til, at han ikke er så stærk længere.

 

Nogle fangere har den skik, at de, når de skal til at ordne fangsten til bugsering, åbner dyrets mund og spytter ned i den, for at den ikke skal blive levende igen. Og når de er på vej hjem med fangsten, kunne det aldrig falde dem ind at lægge til nogen anden boplads (end deres egen), for ikke at risikere at miste fangstlykke. - Når de under et besøg på en anden boplads fanger en sæl, sørger de altid for, at hovedet ikke bliver kogt hos værtsfolkene, og at det heller ikke bliver efterladt der. Det siger man jo er, for at sælhoveder ikke skal holde op med at vise sig, når han er på fangst i området ved sin egen boplads.

 

- Når man er på klapmydsfangst på skær eller is langt uden for kysten, og ikke kan få øje på nogen, har de den skik, at lægge kastetræet til harpunen på tværs af dækket foran kajakringen. Så er de sikre på, at de snart vil få øje på en klapmyds, der ligger på skær eller is, altså når de selv har leget, at kastetræet har lagt sig på dækket foran kajakringen, ligesom et sødyr på skær eller is.

 

Når en fanger bliver længe væk på fangst, og familien derhjemme er blevet bekymret og bange for, at han kunne være omkommet, prøver de at finde ud af, om han skulle være i live på følgende måde: Man forsøger at antænde et stykke af hans varme tøj. Hvis den kan brænde ved man, at han er i live og blot er ude længe. Men hvis tøjstykket ikke vil tændes, og kun knitre, anses den udeblevne for at være druknet.

 

- Det sker også, at fangerne forsyner deres redskaber med et eller andet mærkeligt vedhæng, selv om dette ikke gavner redskabet det fjerneste. Således holder man en overtro i hævd fra forfædrene, selv om de ikke selv har nogen erfaring for, om det er til nogen nytte. Nogle fangere overholder tabuer mod at spise en bestemt slags mad.

Jeg nævner her et par eksempler, som jeg har fået fortalt og kan huske: Man må ikke spise det parti ved hjertet af en klapmyds, hvorigennem den store blodårer går; for hvis man spiser af det, vil spydspidsen når man harpunerer en sæl, ikke kunne trænge igennem pelsen, og fangeren vil miste fangsten. - Det er endvidere en fanger forbudt - især en nybegynder - at spise en sæls storetå fra den yderste baglalle. Ellers sker der det, hvis han kæntrer, at hans råb om hjæp ikke vil blive hørt af kajakmænd, der befinder sig nærmest, men kun af dem der befinder sig længst væk, hvorfor manden drukner, mens de, der befinder sig længst væk, er på vej hen til ham.

 

Når storisen lægger til land om foråret, så at man ikke længere kan færdes (i kajak) på havet, prøver de på at skubbe isen ud ved at smide en sten fra gamle grave ned på isflagerne. Når stenene har ligget på flagerne i nogen tid, driver isen ud. Hvordan disse stens væsen skulle kunne drive isen ud, fatter jeg ikke; for ingen har fortalt mig det.

 

Når man på grund af vedvarende blæst ikke kan komme ud på fangst, "pakker man vinden ind". Man får vinden ind i en (vind)tæt kamik, et halværme eller en vante. Når "posen" er blevet "pustet op" af vinden, strammes åbningen til. Derefter skal posen tages ind og lægges mellem (det opstablede) sengetøj.

 

Nogle er yderst nøjeregnende med at overholde sørgetabuer. Når et familiemedlem er død - og somme tider allerede når det er blevet klart, hvor det bærer hen - nævnes navnet ikke mere. Jeg blev altid bare kaldt Jaakuaraq, også efter at jeg var blevet ret stor; men da min navnefælle døde, var der ikke længere nogen (undtagen mine forældre), der kaldte mig ved dette navn. Selv om navnet hos mig var spillevende (og selv om navnet jo fortsat var knyttet til den afdøde), forbød tabuet, at man nævnte navnet. Og i sådanne tilfælde nægter man at udtale navnet hele livet igennem, lige meget hvor indtrængende de bliver bedt om at sige det. I mange tilfælde nægter familien at overtage den afdødes ejendele. Man må da absolut heller ikke lade den afdødes ejendele overgå til den, der bliver opkaldt efter ham/hende, for eller risikerer pågældende at dø, ligesom den han/hun har navn efter. Derfor lægger man den dødes ejendele i hans grav, for at ingen skal bruge eller se dem.

 

Det at man også laver ammuletter til støtte for sit liv hænger sammen med alt dette. Selv har jeg bl.a. hørt om og set følgende ting: F.eks. må et stykke tøj til et barn - en skjorte eller en anorak - ikke have noget læg, og somme tider må der heller ikke være knapper på. Det sker også, at man syr et gammelt stykke på af en eller anden slags, som slet ikke passer sammen med det forrige. Jeg har også hørt om, at nogle har syet kløer af en sæl, en hale af en hund eller andre ting på småpigers eller smådrenges tøj. Såkaldte kristne bruger altså ganske ligegyldige ting til at beskytte deres liv med i ligegyldighed overfor ham, der har givet os livet, og som også er dets beskytter. Som jeg allerede flere gange har sagt: Det er besynderligt, at folk i en sådan grad viser tillid til og tror på ligegyldige ting. Troen (den kristne) kan umuligt rummes i deres hjerter.

 

Noget af det, som selv kristne tror på, er innersuit ("ildfolket"). De skulle efter hvad man siger, være mennesker, der engang er faldet ned gennem revner i jorden, og de skulle bo ved stranden i skrænter, der går stejlt ned til havet. Det er mennesker uden næser. Det påstås, at lyset fra deres lamper kan ses om aftenen. Man fortæller, at de snøvler, som om deres næse var stoppet. Alt hos dem, også deres kajakker, er hvide; og de kan ro sammen med almindelige mennesker, uden at disse kan se dem. Kun mennesker, der befinder sig længere væk, er i stand til at se dem. For kort tid siden indtraf følgende: Kateketen og hans familie hørte en aften ved nitiden, at nogen udenfor sagde noget med en ret dyb stemme og det mere end een gang. Samme nat drømte en af bopladsfællerne, at innersuit var kommet for at omvende sig (til kristendommen), men de var ikke kommet ind hos kataketen, fordi familien (endnu) var vågen.

 

Kommentar: Ikke fortællinger, men taget med fordi beskrivelserne understøtter tilsvarende elementer i forskellige fortællinger.

Ujarngaq qudlungijardlo / qullungijarlu

Print
Dokument id:582
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ujarngaq qudlungijardlo / qullungijarlu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 21 - 22, nr. 15
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversat af Knud Rasmussen i Rasmussen 1981, Inuit fortæller, III: 156.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Ujarngaq qullugiarlu /  Lusen og ormen.

Lusen og ormen aftalte at

kappes om at være den første, der nåede frem. De blev enige om, at den der kom

først skulle bo hos mennesker.

Langt om længe var de klar til start. De tog det første åretag

samtidigt. Ormen sagde: "Qitudluva"(?) Ujarngaq sagde: "Iserpalisâ" (?

Det lyder som tågedis).

De roede hurtigt. Men midt i det hele gik lusens årebinding i stykker.

Ormen roede forbi ham. Lusen kom langt bagud. Da den havde fået repareret sin

årebinding, tog den igen af sted, og den kom igen på højde med

ormen. Lusen sagde igen iserpalisâ iserpalisâ (?). Den nåede ormen, og

de roede side om side (sådan skal det vist forstås, CB).

Så gik ormens årebinding i stykker. Lusen roede forbi ham og sagde

iserpalisâ (?). Det sagde han meget tit. Ormen indhentede lusen; men

lusens årebinding gik endnu en gang i stykker. De var kommet tæt på

land, da ormen roede forbi lusen. Lusen ordnede sin årebinding på et

øjeblik. Så roede den igen, idet den sagde iserpaliâ, iserpaliâ (?)

endnu tiere. Den indhentede igen ormen, og da de var ganske tæt ved

land gik ormens årebinding i stykker endnu engang. Lusen roede forbi

den og nåede i land.

 

Lusen kom til menneskene. Ormen nåede også land og sagde: "Her lugter

meget kraftigt af jord." Det var dengang, at de to hver især kom til

deres blivende sted.

 

Var.: Søg på Lus /lus / Lusen osv.

 

Kommentar: Lus forlader mennesket når det dør, hvorefter orme / maddiker befolker liget. Derfor er lus ofte associeret til liv og orme ofte til død.

Ukîvinguarmiunik / Om Ukiivinnguaqboerne

Print
Dokument id:336
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2' læg 9
Fortæller:Bech, Samuel
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten (?)
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ukîvinguarmiunik / Om Ukiivinnguaqboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1 - 2, nr. 1
Lokalisering:Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

OBS: Denne fortælling afsluttes med fortællingen "Agpamiormiúngôq pissuse imáijuit."

Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Ukiivinnguaqboerne havde deres boplads en smule længere ude ved kysten end Appamiut. Det var dejligt at besøge dem, da der herskede et dejligt og fordrageligt forhold beboerne imellem. Men de kunne jage en skræk i en, når de stillede sig op til forsvar for deres børn, hvis de mente, at de var blevet uretfærdigt behandlet. Kvinderne havde ikke andet på inde i huset end deres korte skindbukser (natit). Deres lamper brændte hele dagen, fordi der blev kogt mad til mændene, når de kom hjem. Over gulvlampen på tørrestativet lå der altid et stort isstykke med en spand under. Deres bedstemor og kvindelige overhoved hed Aqqiissuaq. Engang blev man inviteret til det nordligst beliggende hus; og da man kom, blev man budt på alkekød og frosne indvolde af måger. Da man begyndte at spise, sagde de: "Vi vil ikke fortælle dig om vores skikke. Det kan Aqqiissuaq gøre." Mens man var inde i huset, var der én, der pegede på noget. Man kiggede hen i den retning og så en mandsperson stå på indgangstrinnet og dreje rundt hele tiden. Da han gik ud, sagde en af dem: "Han skulle naturligvis se, hvad de fik at spise." Da man kom ind (til Aqqiissuaq?), spurgte de: "Hvad fik du at spise?" Man svarede: "Kød af alke og indvolde af måger." Manden var åbenbart spion. En aften legede børnene på gulvet og var uartige. Den gamle bedstemor bukkede sig sammen og begyndte at rømme sig. Midt i det hele begyndte så tarmskindsruden (umeramineq?) at bule indad. Da børnene skrækslagne flygtede længere ind i rummet, satte en kvinde en bar fod ned på gulvet, og straks sagde nogen "eeq", og trak tarmskindsrudens bule udad med et vældigt smæld. Den gamle bedstemor skældte kvinden ud for hendes dumhed i ærgrelse over, at det hun var i færd med glippede, nemlig at få den tilbage, der ville hjem (en angerlartussiaq). Det fortælles jo, at de var flygtet for løberne, disse Ukiivinnguaqboere, d.v.s. Quiagi-familien, folk fra Qeqertarsuaq, fra kystpladser ud for Upernavik og fra Tappiitsoq. Det fortælles, at Eva Livesens far var fra Appamiut. Der boede også mange mennesker både i Nutaarmiutoq i Upernavik. Deres døde begravede de på den store begravelsesplads Iliversuit. En mand fik alle sine ejendele med i graven, og selv en kvinde fik sine med. De afgnavede ben af en førstegangsfangst bragte deres åndemaner / angakkoq hen til det sted, hvor vordende åndemanere øvede sig og smed knogler ned ad det ganske høje fjeld, Kingittuatsiaq. Denne, deres åndemaner kaldte de Kiasikaaq (Stedet med det store skulderblad). Han boede i Nutaarmiut, og han plejede at holde åndemaning. Når han under seancen gik ud, fulgte de ham ud; og i det rødlige skær så de ham nærme sig det som ild med lemmer, der lignede trævler. Når han var helt fremme ved (himmelranden) og forsvandt, gik de ind igen, og der sad han på sin plads, oven i købet smilende. Han døde i Appamiut, en gang de var dér på fangst. De gravlagde ham. Men da der et stykke tid efter hørtes skrig fra graven, fik de bange anelser og flyttede ud til dem, der boede længere ude. Da de var flyttet der ud, sagde den døde uafbrudt: "Åh, så kom de ind. Åh så kom de ind!" Man siger, at de er ved at løbe efter dem. Kun dem fra Qarlingajuk (Qarliingajooq ?) flyttede ikke ud. Dem i Appat havde følgende skik: Når de forventede, at Unneraarsuk (Strandens bussemand) ville komme for at få noget at drikke, fyldte de alle store vandspande helt op til randen. Når Unneraarsuk kom, gav den sig til at drikke. Bagefter nikkede den gentagende gange, som tak, og gik ud. Man fortalte også, at den gav rigeligt igen i form af sæler. De lod den komme for at få vand. Den kunne også godt lide at tygge fugleskind og suge fedtet ud. De sørgede for, at der var edderfugleskind og andre fugleskind at tygge. Når de mange, der var til tørring, blev tørre, plejede åndemaneren at tage en tur gennem luften, og når han var færdig, sagde han: "Tænd lyset!" Der var pause et stykke tid, så kom der nogle mindre drøn, hvorefter der trådte et væsen ind. Dets ben lignede en ladestok (eller en skorstensfejerkost). Når det gav tegn med sin arm, gav de det en hel masse ting. Når det så forsvandt godt belæsset, fulgte de det ud. De iagttog det og så det gå op; og når det nåede frem til en lille fjeldvæg, åbnede de den, gik ind, lukkede det igen omhyggeligt og blev derinde. De lod det komme med korte mellemrum. De kaldte væsenet Angulaasseritooq, en der ivrigt ønskede sig fugleskind at tygge. Det fortælles, at de var flygtet til bopladsen længere ude, engang nordboerne var efter dem. Siden viste der sig ikke flere nordboere. Efter de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, fandt man et hvalådsel og hele bopladsen skulle hen og flænse hvalen. Da var det, at en af kvinderne, Kuiagik, da hun havde fået sin amaat på, kom til at mangle ("qavssugaut", en livrem til amaaten?), hun måtte skære et stykke af mandens line og brugte det som "qavssugaut" Derfor kom hun til at hedde "lænden": "kuijagi" (?). Apollo Lynge der har oversat en næsten enslydende version mener navnet er Quijagi, dvs. "den morsomme" (se doc. 337).

Var.: Apollo Lynge har oversat de sidste afsnit lidt mere forståeligt: se ID 337.

Hist.: Teksten beretter om folk i Ukiivinnguaq, med vægt på flytninger dertil fra andre bopladser, rituelle skikke og særlige begivenheder. Pointen med spionens besøg i første afsnit om måltidet i det nordlige hus i Ukiivinnguaq er noget uklar. Ligeså hvem der er på besøg. Næste afsnit om bedstemoderens ritual, der skal kalde en angerlartussiaq hjem, består åbenbart i at hun med bøjet hovede mumler en formular / serrat, der får tarmskindsruden til at bule indefter; men forsøget, der skræmmer de støjende børn, standses af en kvinde, der sætter sin bare fod på gulvet (kvinder skulle trække i kamikker, når de gik ud fra briksen). Måske skulle forsøget samtidig skræmme børnene til ro. For flugten fra løberne, dvs. nordboerne (eller blot qallunaat), der gentages til slut, er der ikke uniddelbart noget historisk belæg. En udflytning fra Appat til Ukiivinnguaq får iøvrigt en anden begrundelse, nemlig i skrækken for den afdøde åndemaner fra Nutaarmiut, Kiasikaaq, der dør under et besøg i Appat, begraves dér og råber fra sin grav. Råbet er nok åndemanersprog, men hvem der kommer ind (i den modsatte dagligdags betydning: går ud) røbes ikke. Men om ham fortælles det, at han, da han var i live, lod knoglerne fra førstefangsterne falde ned ad en fjeldside nær angakkoq-lærlinges øvelsessted (angakkussarfik) og under sine seancer kunne forsvinde som brændende trævlemand ud over havet i skæret fra solens op-eller nedgang. Og dog modtog han folk med et smil, når de kom ind igen. Andre ritualer gik ud på at skaffe sig fangst ved at byde strandens bussemand på drikkevand og lade en mærkelig skikkelse, en fjeldbo af en slags med ben som ladestokke tygge fedtet af fugleskindfugleskind og modtage en mængde gaver. Den sidste beretning om kvinden, der i mangel af bedre måtte bruge et stykke af sin mands harpunrem til slukke lampen med, forstår jeg ikke. Ifølge Apollo Lynge (se doc. 337) fik hun af den grund tilnavnet "den morsomme". Måske har hun lavet sjov med den lyseslukning - som en animerende optakt til en lampeslukningsleg der skulle fejre fundt af hvalådslet? Endnu i dag husker gamle mennesker Unneraarsuk som en tidevandsånd, hvis stemme hørtes i tidevandet når isflagerne skurren mod hinanden (Prof. Robert Petersen, pers. medd.). I Apollo Lynges oversættelse, ID 337, står det klart, at Unneraarsuk og Angulaasseritooq er to foreskellige skikkelser.

 

Umiartuaqátáutunik / Umiartuaqattaattunik

Print
Dokument id:364
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Umiartuaqátáutunik / Umiartuaqattaattunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 97h - 98h, nr. 334
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Dem der roede rundt i en konebåd

 

Nogle, der roede rundt i konebåd, fik pludselig øje på en

stor kajakmand, som styrede direkte imod dem og var kommet ganske nær.

Da den store kajakmand kom hen til dem, øste han konebåden op med sit

kastetræ, satte den ind under kajakstolen (et stativ til harpunlinen)

og roede bort med den. Kajakmanden nåede frem til sin boplads, og hans

store søn gik ned for, at tage imod ham. Faderen sagde: "Jeg har noget

legetøj med til dig." Den store søn sagde: "Han siger, at han har

noget legetøj med til mig." Faderen gav ham konebåden; og han gik op

til huset med den. Han satte konebåden ned i vandspanden og gav sig

til at lege med den. Faderen gik op til huset, efter at have ordnet

kajakken. Han havde kun været inde ganske kort, da sønnen fik

konebåden til at kæntre, så hele besætningen sank til bunds i spanden.

Hans far samlede dem op igen, og kun én fra besætningen druknede. Ved

aftenstid sagde sønnen: "Nu vil jeg dræbe hele den elendige

besætning." Faderen sagde: "Ikke i aften; det kan du altid gøre i morgen."

Så satte drengen konebåden på det sted, hvor man kom op i rummet fra husgangen (noget tyder på, at konebåden blev sat på briksen nærmest indgangen CB).

De gav sig til at græde over deres kammerat, der druknede i spanden.

 

Da alle i huset var faldet i søvn, tog de fat på at fire deres lille

konebåd ned. Den kom ned til sidebriksen og bagefter firede de sig

selv ned. Det lykkedes for dem, at få alle ned på sidebriksen. De

begyndte at slæbe konebåden hen over sidebriksen for at få den ned på

gulvet. De selv vadede dybt i hårene på det skind, der lå på

sidebriksen. De firede deres lille konebåd fra sidebriksen ned på gulvet

og bagefter firede de sig selv ned ligesom før. De begyndte så at

trække deres lille konebåd hen over gulvet. Selv måtte de udenom

sammenføjningerne mellem gulvfliserne. Endelig nåede de nedgangen til

husgangen. De firede deres lille konebåd ned i gangen og bagefter

sig selv, hvorefter de trak konebåden videre over husgangens gulv,

idet de selv gik uden om stenflisernes sammenføjninger. De var

halvvejs gennem gangen, da morgenen gryede. Så måtte de

sætte konebåden i et hulrum i væggen, og også selv krybe derind.

 

Da husets invånere vågnede og opdagede, at sønnens nye legetøj var væk,

gav de sig til at søge efter den med tændte fakler. De gik også ned i

husgangen; og konebådens besætning skælvede for, at de skulle

opdage dem. Men de indstillede eftersøgningen uden at finde dem.

 

De tilbragte hele dagen i hulrummet. Da husets beboere om aftenen var

faldet i søvn, tog de konebåden ud af hulrummet og trak den ad

gulvet til udgangen. De rejste konebåden op imod udgangen og måtte

kravle op langs med den som ad en fjeldvæg. Med

besvær fik de konebåden halet op og trak den så nedad til vandet. Men de

nåede kun halvvejs; så blev det morgen, og de måtte anbringe konebåden

i en hule og selv krybe deind i skjul. Husets beboere

ledte efter konebåden alle vegne, men måtte igen give op. Hele dagen sad de i hulen, men da hustes beboere var faldet i søvn, fik de konebåden

ud af hulen og trak den videre ned til vandet, som de nåede

frem til inden det blev morgen. Af sted kom de på flugt og langt ud,

uden at blive set. De roede videre og nåede til sidst frem til deres

boplads. Siden roede de aldrig rundt bare for sjov. Den, der gik til

bunds i spanden og druknede, var den eneste, der ikke nåede hjem.

 

Var.: Holtved Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden.

En anden type fortælling om det ulige størrelsesforhold mellem kæmper og mennesker er: Kamikinnaq.

univkâq kalâtdlinik itsarnit sanik / Kunuk og Kumallasi

Print
Dokument id:247
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian Renatus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:univkâq kalâtdlinik itsarnit sanik / Kunuk og Kumallasi
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 358 - 372, nr. 118
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)

 

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 14 - 22.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om grønlændere fra ikke så gamle dage.

En flok brødre (anguterpaat; eller: en husstand af mandfolk. Chr.B.) havde deres yndlingsvinterboplads ved mundingen af en stor fjord (det kan også være navnet Kangerlussuaq (dem var der jo mange af)). Den hændelse, som berettes her, foregik ved vintertide, hvor der var kommet is på søerne. I husstanden var der to ret store drenge, der var flinke til at hjælpe til. Om morgenen, før mændene tog af sted på fangst, hjalp drengene til med forberedelserne med at vende retten ud af vanterne og lægge redskaberne på plads på kajakken. Så hentede de vand, for at mændene skulle have noget at drikke, før de tog af sted. De tog af sted sammen med mændene og fangede fugle med fuglepil lige i nærheden af bopladsen. De blev ude hele dagen, men de sørgede for at være hjemme, når fangerne kom hjem fra fangst, for at de kunne hjælpe med at bære redskaberne op. De gik først hjem, når den sidste fanger var kommet hjem og inden de spiste, hentede de vand. I mellemtiden var det så blevet aften.

 

En måneskinsaften midt om vinteren var de ude at hente vand. Henne ved vandhentningsstedet sagde den yngste til sin storebror: "Kan du se de mange ansigter i vandet?" - "Det er bare månens skygge", sagde storebroderen. Men Kunuk - det hed storebroderen - kiggede alligevel ned i vandet og så, at bevæbnede mænd nærmede sig. "De kommer for at angribe os", sagde han, og de skyndte sig hjem for at sige det til de voksne i huset. Men de troede dem ikke og sagde, at det måtte være månens skygge. Drengene blev igen sendt ud efter vand. Da de henne ved vandet kiggede ned så de, at de var kommet nærmere. De løb tilbage til huset og fortalte det. Men ingen troede dem. Tredje gang de var på vej til vandet måtte de vende om, fordi angriberne snart ville vise sig. På tilbagevejen talte de om, hvordan de skulle skjule deres lillesøster, for de selv var også indstillet på at gemme sig. De bad deres lille søster følge med ud, ud i kogerummet, hvor var der spåner som dækkede de hende til med og sagde, at hun skulle ligge ganske stille. De selv anbragte sig på tværbjælkerne i husgangen ved at

klynge sig fast med armene om den ene bjælke og med strakte ben støde

imod en anden bjælke. Knap nok havde Kunuk anbragt sig på bjælkerne, så kom syv

bevæbnede mænd ned i gangen og videre op i rummet. Inde fra rummet hørtes skrig.

Mens mændene endnu var inde i rummet, blev Kunuks lillebror så træt, at han

nærmest hang ned fra bjælkerne, og endelig var mændene på vej ud, idet de

gentagne gange stak ned i jorden langs væggene med dere spyd. De så også, at de

stak ned med deres spyd i kogerummet, hvor deres lillesøster lå. Så såre den

sidste af mændene forsvandt ud af gangen, lod de sig falde ned på gulvet - først

lillebroren og derefter Kunuk. De fjernede spånerne fra deres lillesøster og

så, at hun var blevet stukket på maven, så hendes indvolde kunne ses, men de

havde ikke mulighed for at forbinde såret. De kiggede ind i rummet

for blot at konstatere, at alle var blevet dræbt. En af angriberne var da også

blevet dræbt.

 

De havde ikke andet valg end at drage af sted ind i landet midt om natten.

De skiftedes til at bære lillesøster på ryggen, mens den anden

måtte passe på, at indvoldene ikke faldt ud af såret. Inde fra land kunne

de se, at der var is på havet uden for fjorden. De gik ned på isen, og da de var

på vej uden om et næs, døde deres lillesøster. De gravsatte hende ved at grave

sig ned i sneen og dybt ned i den frosne jord.

 

De gik videre og under deres vandring øvede de deres kræfter ved at

bakse med store sten og ved at brydes. Inden de endnu traf på mennesker, var

de ved at være fuldt fysisk udviklede.

 

Engang gik de på isen ind ad en stor

fjord. I bunden af fjorden fik de øje på et lille hus. Det var på et tidspunkt,

hvor solen var ved at få magt. Det var lavvande og isen ved stranden var begyndt

at brække op. Ind imellem isstykkerne så de en pind, der bevægede sig. Da de kom

helt hen til den, så de nede mellem isstykkerne en ældre kvinde, der gik og

samlede muslinger med pelshætten slået op om hovedet, det var derfor hun ikke

havde opdaget dem. Kunuk samlede spyt i munden og lod det falde ned lige ved

siden af hendes hænder for på den måde at henlede hendes opmærksomhed på sig.

Da hun ikke reagerede, rystede de skaftet af den pind, hun brugte til at skrabe

muslinger med, så hun fik et helt chok. Hun inviterede dem straks op til

huset. Hendes mand var altså på fangst, og de havde ingen børn.

 

Den ældre kvinde satte mad frem. De havde alt: spækposer, sække med tørrede

ammassatter, tørret sælkød og tørret rensdyrkød. Deres sengetøj var af ræveskind

og rensdyrskind. Den ældre kvinde beklagede sig over, at hendes mand altid lod vente på sig. Det var nok, fordi han skulle rundt og se til sine

rævefælder, og han havde sikkert fanget så mange, at han knap nok kunne bære dem

alle på ryggen - mente hun. Hun gik ud en gang imellem for at holde udkig

efter ham. Endelig meldte hun, at han var på vej hjem. Hun gik ham i møde for at

fortælle, at de havde fået gæster. Kunuk og broderen, der hed Kumallaasi,

kunne igennem vinduet se, hvordan hun viftede med armene. De to ældre mennesker

bad dem inderligt om at blive hos dem. Det sagde Kunuk og Kumalaasi ja til.

 

Da de havde været hos dem en tid, begyndte de at tage ud på fangst, og de

fangede ryper og ræve blot ved at kaste med sten. En dag blev de længe ude og

da de kom hjem først om eftermiddagen ... (Jeg tror, at der her mangler noget om

en isbjørn, de havde fanget. Forklaringen om, hvordan de fangede den, kommer

senere. Chr.B.). De to ældre mennesker var meget taknemmelige for, at de på den

måde havde fået gode og meget stærke forsørgere. For de to unge mennesker måtte

opøve styrke ved at bakse med store sten, eftersom de havde

fuldt bevæbnede fjender. Når de brødes gjaldt det om at slynge modparten væk.

De var meget jævnbyrdige. Når de ramte jorden, skete det med små hop og et langt

spring til sidst - altså uden at vælte. Men Kunuk havde efterhånden sværere ved

at klare Kumallaasi. De var netop yderst veltrænede, da de fangede denne store

isbjørn på følgende måde: Bjørnen slog til den yngste af brødrene, uden at der dog

skete noget med ham. Men næste gang bjørnen slog ham, vendte han sig om og greb

den og han dræbte den som kunne det have været en hare.

 

Da de således var blevet meget stærke, blev de enige om at drage af sted

for at træffe mennesker. De tog nordover. De gik længe uden at træffe nogen. Men

så en dag så de på den anden side af en fjeldryg et stort hav, hvor en stor flok

kajakmænd jagede en stor hvalros. Det så ud, som om kun en af kajakmændene var

forsynet med fangstredskaber. Det var den stærke mand, åbenbart deres

leder. Det var ham, der skulle fange hvalrossen. Selv når hvalrossen dukkede op helt tæt ved de andre kajakker, dykkede den ned igen, uden at nogen gjorde forsøg på at harpunere den, for hvis en af de andre fangere sårede dyret før den stærke, fik de ordentlig skældud. Endelig lykkedes det den stærke mand at ramme

hvalrossen med sit blærespyd, og straks gjorde de øvrige det samme og dræbte

dyret.

 

Kunuk og hans bror holdt sig tilbage. De ville vente med at gå ned til

bopladsen, til det blev aften. Hvalrossen blev flænset og alle fik en pæn

fangstpart undtagen en gammel mand, der fik tildelt hvalrosssens endetarm som

fangstpart, og hans telt var ringere end de andres. Kunuk og hans bror lagde

mærke til, at hans to døtre var nede for at tage imod ham, da han kom hjem fra

fangst. Den familie besluttede sig for at besøge, når det blev aften, fordi

de fik ondt af denne forsagte og sørgmodige mand.

 

Da det blev aften, og folk var gået til ro, gik de ned. Kunuk, som ikke var

så genert som sin lillebror, kiggede ind i teltet. Den gamle mand, som var

blevet vækket ved, at den fremmede trådte ind i teltet spurgte, om den fremmede

var alene. Kunuk fortalte, at hans lillebror var udenfor, fordi han var så

genert. De blev begge to budt ind i teltet - og hvilken lillebror! Han var

større og kraftigere, fordi han var så muskuløs. Da de havde fået noget at

spise, sagde den gamle mand, at de gerne måtte gå i seng hos døtrene, fordi han

gerne ville have dem til svigersønner. Kunuk gik i seng hos den yngste datter og

Kumalaasi hos den ældste.

 

Det første Kunuk og hans bror havde gjort, da de tidligere på aftenen kom ned

til bopladsen, var at undersøge samtlige kajakker. De tog den ene af den stærke

mands vingeharpuner med hen til en kilde, hvor bopladsfolkene plejede at hente

vand. Her, ved siden af kilden, eksperimenterede de med at stikke harpunen ned i

jorden og trække den op igen. Lidt efter lidt kom de til

noget hårdere og tørrere jord et stykke væk fra kilden. Her var det sværere at stikke harpunen ned og trække den op igen. Kumallaasi stak harpunen så dybt ned, at der kun lige var plads til at klemme to fingre omkring enden for at trække den op. Han bad sin bror trække den op, og det gjorde Kunuk. Så stak Kumallaasi harpunen ned igen og sagde: "Sådan, nu må det være godt!" Så gik de hen til den gamle mands telt, hvor de gik i seng.

 

Straks efter de var gået i seng, hørte de nogen løbe udenfor. Så blev

forhænget til teltet trukket til side, men vedkommende gik igen. Det var såmænd den stærke mands mor, der var ude at spionere. Det varede ikke længe, så kom en nysgerrige myldrende og kiggede ind gennem teltets åbning for

at se de fremmede. Da al den nysgerrighed blev Kunuk og

Kumallaasi for meget, bad deres svigerfar folk om at forsvinde og gå i seng, for det var jo midt om natten. Så fjernede de sig.

 

Om morgenen vågnede Kunuk og Kumallaasi ved at den stærke mand råbte: "Det er lige vejr til at jage i!" Lidt senere hørte man ham så klage: "Min gode vingeharpun er væk!" Så hørte man folk råbe: "Han siger hans gode vingeharpun er forsvundet!" Kunuk og hans bror kom udenfor og så, at mændene strømmede ud af teltene. Nogle gik og gned øjnene mens de klagede over, at de var kommet til at sove over sig. Det var for at vise deres underdanighed. Midt i det hele råbte den stærke mands mor, der var ude efter vand at hun nu havde fundet vingeharpunen. Hun pegede på et sted ved stien til kilden. Straks løb folk hen for at trække harpunen op, men ingen kunne. De kaldte på Kunuk og Kumallaasi. De to blev så enige om, at Kunuk som ikke var så stærk som lillebroren skulle trække den op. Kunuk gik hen til stedet og så, at enden af harpunen var ved at blive slidt helt ned, fordi folk blandt andet havde forsøgt at få den op med tænderne. Kunuk klemte to fingre omkring det stykke, der stak op af jorden, og trak harpunen op uden det mindste besvær.

 

Da de kom tilbage til teltet, sagde den gamle mand at der under konebåden lå to kajakker - med redskaber som havde tilhørt hans afdøde søn. Der lå også en stor kølle. Alt det ville han gerne overdrage svigersønnerne. Han fortalte at hans søn var blevet overlistet og dræbt af den stærke mand af misundelse, fordi han var stærkere end ham. Søstrene ville ellers påtage sig hævnen, men endnu havde de ikke gjort alvor af det. Da svigerfaren holdt inde lidt, hørte de nogen råbe derude, at gæsterne skulle møde op til kappestrid på den store slette. Brødrene kom ud og så, at en masse mænd var på vej op for at overvære kampen. De fulgte efter dem.

 

Midt på sletten stod en stor pæl. På enden af den var der noget hvidt der lignede en hare. Det viste sig, at han plejede at slå efter den. Han kaldte dem hen, og de gled derhen på glidebanen. Så sagde den stærke: "Se på den her, nu slår jeg til den flere gange. Kunuk gik helt hen til ham. Da den stærke slog den, drejede den rundt. "Se på den endnu en engang", sagde den stærke. Mens Kunuk stirrede på den, der skulle dreje rundt, opdagede han at det var ham selv, den stærke skulle til at slå. Kunuk gjorde sig hård. Den stærke gav ham hvad der skulle være et dræbende slag, men det skadede ham ikke. Da andet forsøg heller ikke lykkedes, lød der hånende tilråb fra hele den store samling mænd. Så kaldte den stærke Kumallaasi hen til sig. Og den stærkes slag prellede ganske af på ham. Den stærke ville have forsøgt sig endnu engang, men Kumallaasi sagde: "Lad det nu være min tur." Helt uventet gik den stærke med til det. Kumallaasi tog hans kølle og bad ham gøre sig hård. Og selv om Kumallaasis slag ikke var særlig kraftigt, blev den stærke dræbt på stedet. Straks bad mændene så Kunuk og Kumallaasi om at blive deres ledere. Men de sagde at de bare kunne tage ud på fangst uden nogen til at bestemme over dem.

 

Fra nu af begyndte Kunuk og Kumallaasi at øve sig i kajak. De lærte det hele i løbet af to dage - også at vende rundt hvis de kæntrede. Engang var man ude at jage en stor hunhvalros. Blæren på Kunuks spyd var et skind af en grønlandssæl, som blot var blevet pustet op. Kunuk kastede sit spyd på en afstand flere gange det normale, og ramte dyret lige midt på. Den åbnede munden en smule og døde med det samme. De der ville give den det dræbende stød sagde: "Spyddet er trængt helt ind til blærens (? BS) pustehul." Udbruddet kom i begejstring over den styrke hvormed dyret var blevet ramt.

 

Det blev også fortalt, at sæler blev dræbt af suset, blot våbnet strejfede det (Ifølge Thisteds oversættelse, 1993:19).

 

Engang hørte de om den store Ungilattaqi nede sydpå. Han dræbte alle der kom på besøg - også de enormt stærke. Hans våben var et stort sværd. Derfor kunne ingen magte ham.

 

De tog af sted i to konebåde. Den ene var Kumallaasis med den dræbte stærke mands mor med om bord. Den anden var Kunuks. En masse kajakmænd ledsagede dem. Alle var indstillet på at kæmpe mod Ungilattaqi.

 

En dag blæste der en kraftig norden. Konebådene havde sat sejl til, og de mange kajakmænd i følget morede sig med at kaste harpun tæt ved konebådene. Da Kunuk kastede sin harpun, faldt den med et plask lige ned ved siden af forenden af hans kajak. Den gamle kone, moderen til den den stærke mand, som Kumallaat havde dræbt, hånlo så voldsomt, at Kunuks (Kumallaats ?) kone blev flov og brast i gråd. Kunuk spurgte sin bror, der var sin konebåds styrmand, hvorfor hans kone græd. Da Kumallaasi sagde hvorfor, gjorde han sig klar til at kaste sin harpun endnu engang. Han holdt sig med vilje bag konebåden. Så roede han til og kastede harpunen over konebåden og ramte med et knald hætten på den gamle kones pels, så et stykke af den gik af. Hun roede forrest. Kunuk gentog kastet.

 

Noget senere blev Kumallaasi pludselig klar over at de roede forbi det sted, hvor de havde begravet deres lillesøster. Han blev grådkvalt og bad en anden om at styre båden mens hans selv ville frem og sidde i forenden. Han lænede sig forover mod rælingens spidser og skiftevis græd og holdt gråden tilbage. Når han hulkede, rystede konebåden så meget, at der kom vand ind ad forenden. Så stærk var han. Kumallaasi blev syg og døde, og man sagde at sygdommen begyndte dengang han tvang gråden tilbage.

 

Således kom Kunuk uden Kumallaasi til Ungilattaqis boplads med de mange mennesker. Det var om vinteren over isen. En kraftig bygget mand bød ham komme ind i det nederste hus med ét vindue. Det var faktisk Ungilattaqis fjende. Uden at byde sin gæst på mad først sagde manden at han ville vise Kunuk hvad Ungilattaqi plejede at gøre. Først gik han hen til to udstoppede hvalrosskind og løftede dem i de to langfingre, som han stak ind i stropperne. Han gik rundt med dem og da han lagde dem ned, var det Kunuks tur. Kunuk stak sine to lillefingre i stropperne på de to udstoppede hvalrosskind og rundt med dem i udstrakte arme. Han satte dem ned på gulvet endnu før han blev træt. Så sagde værten:

"Sæt dig ned ret over for mig." Han satte sig. "Nu vil jeg teste dig med et sværd der ikke dræber", sagde værten. Han tog et sværd og en tromme frem under briksen. Idet de istemte en sang, hørte han nogen sige: "Duk dig, gæst!" Den store Kunuk dukkede sig så kun hagen var synlig; og våbnet, som værten kastede, ramte dér hvor Kunuk var før han dukkede sig. Værten kastede våbnet endnu engang uden at ramme Kunuk. "Sådan plejer Ungilattaqi at gøre. Jeg ved ikke om han kan klare dig," sagde værten der havde lagt mærke til Kunuks behændighed.

 

Værten havde just sat noget mad frem for sine gæster, da der kom bud efter dem fra Ungilattaqi. "I må sætte et frejdigt ansigt op når I kommer ind, ellers dræber han jer", sagde værten, da de gik.

 

Da gik ind i det store hus med tre vinduer. Det store rum helt fyldt op med Ungilattaqis koner. Ungilattaqi bad Kunuk sætte sig på sidebriksen og hans kone på¨briksen helt inde ved væggen. Kunuk satte sig på sidebriksen tæt op ad Ungilattaqi. Værten fra huset med ét vindue satte sig over for dem. Ungilattaqi grinte lidt, og straks blev gæsterne budt på al mulig mad. Da de var færdige med at spise, bad Ungilattaqi Kunuk sætte sig over for ham. Så¨stak han bånden ind under briksen og tog et stort sværd og en tromme frem. Dem holdt han i hver sin hånd. Så snart Ungilattaqi slog lidt til trommen, istemte alle folk i huset en sang, der nævnte Kunuk ved navn. I det samme hørte man nogen råbe: "Duk dig gæst, nu vil Ungilattaqi som aldrig lader sine gæster leve kaste sværdet i dig!"  Kunuk dukkede sig så kun hans hage var synlig, og i det øjeblik der kom en smule bevægelse i Ungilattaqis arm, sprang han op og hagede sig fast i en loftsbjælke. Ungilattaqis sværd ramte det sted, hvor Kunuk før var. Folk i huset råbte hånsord. Det lykkedes heller ikke Ungilattaqi at ramme Kunuk i næste kast. Da han ville til at prøve tredje gang, protesterede Kunuk og tog våbnet fra ham med ordene: "Nu er det min tur."

 

De byttede plads så det nu var Kunuk der satte sig på briksen og Ungilattaqi på sidebriksen. På opfordring slog Kunuk lidt til trommen, og i det samme istemte man en sang hvor Ungilattaqi blev nævt ved navn. Kunuk var endnu ikke parat, da der blev råbt: "Duk dig store Ungilattaqi som aldrig lader en gæst leve, nu vil gæsten ramme dig." Kunuk blev klar over at han nu havde løftet våbnet til kast; han lagde mærke til at Ungilattaqis øje (han havde kun ét) havde en tilbøjelighed til at skæve opad. I samme øjeblik Ungilattaqi begyndte at strække sig opad, kastede Kunuk sit våben og ramte ham i halsen lige over brystbenet, så han blev naglet fast til væggen. Straks sprang Kunuk fra briksen ud gennem vinduet og landede neden for møddingen. Han var dårligt landet, da hans kone kom og tog ham om livet. Så råbte man til ham at han først måtte brydes med tre stedfortrædere for Ungilattaqi, - hver af dem med dobbeltbalder (balder både bag og for), som var langt stærkere end Ungilattaqi; og det skulle foregå  på en stor slette som blev brugt til den slags kampe. Kunuk tog derhen og midt på sletten stod en mand. Da Kunuk kom hen til ham og de begyndte at brydes fandt han hurtigt ud af, at modstanderen langt fra var så stærk som hans afdøde bror, Kumallaasi. Han fik hurtigt dræbt ham og gjorde det samme med de to andre.

 

Da Kunuk havde dræbt de tre blev der sagt, at der endnu var en stedfortræder tilbage - én med lam underkrop. Ham ville de hente i konebåd. Snart viste der sig tre konebåde lige efter hinanden med dette lamme væsen, som ikke var noget rigtigt menneske. Da denne gik i land, begyndte Kunuk at brydes med ham. Kunuk syntes egentlig at det lamme væsen var lettere at klare end sin afdøde lillbror. Men der gik nu nogen tid før han fik dræbt ham.

 

Kunuk skulle til at hjemover efter hævnen over disse mennesker, da han mødte deres mor, som sagdes at være svær at få bugt med. Men hende dræbte han også. Og Kunuk fik ro i sindet efter at have hævnet sig på disse mennesker.

Her ender fortællingen.

 

Det er ikke til at sige noget om, hvor meget de grønlandske fortællere har ramt ved siden af; for det sker at man selv digter videre på noget man blot løseligt har fået fortalt. Denne fortælling er nedskrevet sådan som den er blevet fortalt. Der er ikke blevet føjet noget til. Jeg har heller ikke strøget noget. Der er ellers mange forskellige fortællinger som ikke er skrevet ned. Nogle er morsomme hvor alt muligt er overdrevet.

1858, 12. august. Kristian Renatus.

 

Var.: Kunuk; Søg også på Kumal*;

Utoqângôq / Utoqaangooq qitornaqarneq ajortut

Print
Dokument id:1332
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425
Fortæller:Andreassen, Johanne
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Utoqângôq / Utoqaangooq qitornaqarneq ajortut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 45 - 46, nr. 23
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 375:

"Ægteparret, som mistede deres børn".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Ældre mennesker, som hele tiden mistede deres børn.

En gang de igen mistede deres børn, overholdt de ikke deres

dødstabuer, fordi de efterhånden var blevet trætte af alle de

dødstabuer. Det blev aften, og husfællerne gik i seng. Så lagde den

ældre mand sig ned dér, hvor man kom op fra gangen, og han satte

tørrestativet som skærm for indgangen. Mens han lå og prøvede at sove,

stivnede han og stiv af skræk hørte han et spædbarn vræle. Manden lå

og var ganske ude af stand til at bevæge sig. Spædbarnet var nu på vej

ind og klatrede op ad tørrestativet. Netop som spædbarnet skulle til

at lade sig falde ned på ham sagde det: "nerâjumadlutit atûmangipit

orâ (?)

 

Spædbarnet skulle lige til at lade sig falde ned, men så gik den store

hund, som var bundet til kanten af ("dørtrinnet") indgangen, hylende

ud og løb efter spædbarnet. Så lettede det for den ældre mand. Næste

morgen gik de ud for at se efter, hvad der var sket. De kunne se, at

det var flygtet i retning af sin grav, og at hunden var løbet efter

det og havde spist det. Efter den tid begyndte det ældre ægtepar at

få børn - det var altså efter at hunden havde spist deres afdøde barn.

 

Kommentar: Døde spædbørn optræder ofte som skræmmende væsner, især i Østgrønland, hvor muligvis forestillingerne om anngiaq ikke svarede ganske til de vestgrønlandske. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq.

Utorqángavarûnguna ernitavaqardline / Utorqannguavaruung-una ernitavagarlini

Print
Dokument id:453
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Ejgelsen, Adam
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Utorqángavarûnguna ernitavaqardline / Utorqannguavaruung-una ernitavagarlini
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 9 - 10
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om den lille ældre mand, som havde en eneste søn

 

Sønnen, som han havde meget gavn af, udeblev engang fra

fangst. På det tidspunkt havde sydlændinge på rejse, lige passeret

stedet. Senere var faderen ude at lede efter ham.

På en ø så han et menneske. Han roede derhen og så, at det var hans

søn. Han bad ham komme ned, men sønnen svarede ikke. Han gik derhen og

så, at han var død og hængt op. Han stod med sine testikler som pynt

ved næseroden. Faderen mistænkte sydlændingene at have dræbt ham.

Den ældre mand og hans kone rejste ud for at finde dem, idet de begge

roede med to årer. Hvergang de kom til en boplads, spurgte de efter

sydlændingene. Man sagde, at de var taget til "Itersuaq". På den

sidste boplads, de kom til, sagde man, at de kunne nå Itersuaq den næste

dag. De var så spændte at de ikke fik sovet ordentligt om natten.

Næste dag nåede de Itersuaq og kom dér til et sted, hvor der var fjer

over det hele. De dækkede deres konebåd til (med fjer?), så den ikke

var til at se.

 

Da de strakte hals over en høj, så de et stort hus, og de kunne høre,

at der sunget en vise om den lille ældste mands søn. De to oven for

huset blev vrede og begyndte at fremsige en trylleformular / serrat.

Så kom der to store unge mænd ud af huset, og de var på vej op.

Han sagde til sin kone: "Du må prøve kræfter med den ene og jeg med

den anden. Når han begynder at bøje sig bagover, skal du rykke hans

testikler ud." Da de nærmede sig, gav de tegn om at de ville trække

armkrog. De to indvilgede og tog fat. Knap havde den, som den lille

ældre mand kappedes med, bøjet sig bagover, så rykkede den ældre mand

hans testikler ud, den unge mand hev efter vejret og udåndede.

Det kneb for hans kone at klare den anden unge mand; men hendes mand

hjalp hende; og de fik modparten til at hive efter vejret og udånde.

De rejste dem op og fik dem til at stå oprejst lænet imod fjeldvæggen.

Når der kom piger ud af huset, råbte de: "Hør I deroppe, kom nu ned!"

 

Det ældre ægtepar fandt skjulested i en klipperevne. Da de to unge

mennesker ikke kom ned, gik pigerne op og opdagede, at de stod oprejst

med testiklerne som pynt ved næseroden. Man begyndte at lede, med det

ældre ægtepar gjorde sig usynlige med trylleformularer, og man sprang

(bare) over (deres revne). Da de, der ledte efter dem, forsvandt i

retning af deres konebåd, var de bange for, at de skulle opdage den.

Men de kom tilbage til huset; og man kunne høre dem græde over de

døde. De to ældre mennesker vendte tilbage til derees konebåd; og de

kunne se, at man havde skovlet noget væk, men så var holdt op, lige

før, de fik afdækket konebåden. De tog afsted sydover og sang

undervejs viser om de to store unge mænd. Så fik de ro i sindet.

 

Var.: Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; De gamles hævn over deres sønner;

utorqangivit ernitavaqardlitik... / En angerlartussiaq

Print
Dokument id:455
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Maathiassen, Josef
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:utorqangivit ernitavaqardlitik... / En angerlartussiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 3, side 13 - 15
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En der er bestemt til at vende hjem.

 

Et ældre ægtepar havde en eneste søn, der hed Meqqorsuaq. Han var bestemt til at vende tilbage i tilfælde af at han skulle omkomme i kajak (angerlartussaq). Forældrene havde stor gavn af ham.

 

Engang han var ude på fangst, ventede forældrene på, at han skulle

komme hjem; men de ventede forgæves. Forældrene regnede med at han nok

ville vende tilbage, fordi han var bestemt til det, hvis han skulle

omkomme. Til sidst begyndte de at savne ham.

 

Mens denne Meqqoorsuaq var ude på fangst derude for kysten, havde han

mistet bevidstheden. Da han kom til sig selv igen, lå han i læ af et

stort isfjeld siddende på sit "siddeskind"("erngalisaq"= et skind til

at sidde på i kajakken), der nu tjente ham som kajak.

Han roede ind mod kysten. Da han kunne lugte noget gammelt urin,

mistede han bevidstheden. Han kom til sig selv igen og opdagede, at

han befandt sig uden for kysten i læ af det store isfjeld med sit

"siddeskind" som kajak. Atter tog han ind mod kysten, og idet han var

kommet så nær kysten, at han kunne lugte landet, mistede han

bevidstheden. Han kom til sig selv og opdagede, at han befandt sig

uden for kysten i læ af et stort isfjeld med sit "siddeskind" som

kajak. For sidste gang roede han ind mod kysten.

 

Denne gang nåede han til land, til en boplads, som viste sig at være

den sydligste. Her boede også to ældre mennesker. Da det blev nat, gik

han ind i huset, tog deres vandspand og tømte den i sig. Næste nat

tømte han igen vandspanden i sig. Da spanden var blevet tømt om natten

gentagne gange, talte de to ældre mennesker, som boede alene på

stedet, sammen: "Lad os forsøge at holde vagt i aften." Mens de om

natten holdt sig vågne, hørte de larm ude fra gangen. Så dukkede der

er menneske op. Han havde dækket ansigtet med en fangstblære; og

yderspidserne af hænderne var trukket op i helpelsens ærmer, der var

bundet forneden (Hvem der havde bundet dem, melder historien ikke

noget om Chr. B.). Han styrede direkte imod spanden. Idet samme greb de to

ældre mennesker ham; og de kom op at slås. De ville skære båndene over

for at komme til at berøre hans bare overkrop, for de havde hørt, at

man gjorde sådan med dem, der var bestemt til at vende tilbage.

Da de havde rørt ved hans bare krop, faldt han til ro.

 

Da det blev aften, gav de sig til at synge. Så blev han levende igen.

De tog ham til sig som plejesøn. Han var en meget stærk mand; og de

kom til at nyde godt af hans fangst.

 

Mens han boede der, fik han bygget en konebåd. Da han havde fået den

bygget lagde de andre mærke til, at han hang mere og mere med næbbet.

De sagde til ham: "Hvorfor bliver du mere og mere ked af det?" Han

sagde, at han tabte humøret mere og mere, fordi han var så bekymret

for sine forældre. Og hans plejeforældre opfordrde ham så, hvis det

var sagen, til at tage nordpå og se til sine forældre. Hurtigt gjorde

de forberedelser og tog afsted, idet hver af dem roede med to årer.

 

Denne Meqqorsuaq var et pragtfuldt menneske. Han sang altid, når de

var kommet i konebåden. Hver gang de kom til en boplads, var der altid

nogen, der sluttede sig til dem. Efterhånden som de kom længere mod

nord, blev der flere og flere mennesker i konebåden. Til sidst fik de

også mange kajakker som ledsagere. Der blev til mange kajakker,

efterhånden som de nærmede sig forældrenes boplads.

 

Første gang de gamle forældre gik ud af huset for at se på vejret,

efter at sønnen var forsvundet, lagde de sig ned på maven lige foran

husets indgang. Så kunne de høre, at der blev sunget. Så sagde de:

"Man kan genkende en stemme." Så lyttede de og forstod, at det var

deres søns stemme. De mente, at sangen kom sydfra. Syd for bopladsen

var der et lille næs. Og da sangen blev tydeligere og tydeligere,

stirrede de ufravendt på det lille næs. Så dukkede der nogle kajakker

op; og snart en hel konebåd med mange ledsagende kajakker. De nærmede

sig; de gik ned og opdagede, at det var deres søn, der ankom sammen

med en hel masse andre, der havde sluttet sig til ham. De fik nu

deres store søn tilbage, og de fik stor gavn af ham.

 

Var.: Søg på angerlartussiaq

Utorqánguaq / Utoqqannguaq

Print
Dokument id:1816
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Utorqánguaq / Utoqqannguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:9 sider, uafsluttet
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den lille ældre mand.

Det fortælles om den lille ældre mand, at han lige fra sin ungdom boede på en vinterboplads helt for sig, og at han aldrig havde haft nogen bopladsfæller. Han var en dygtig fanger og led aldrig nød, heller ikke om vinteren, selv om han var ene om fange.

 

Så skete det, at hans kone blev gravid og fødte en søn, som de tog sig godt af. Da han blev så stor, at han kunne begynde at ro i kajak, trænede de ham, selv om han endnu var lille. Han blev fortrolig med at ro i kajak og begyndte at fange sæler. Efterhånden som han voksede til, blev han endnu stærkere, og til sidst blev han en stærk mand. Da var faderen ikke længere betænkelig ved at have ham som eneforsørger, og selv tog han så ikke længere ud på fangst. Men sønnen tog ud, uanset om vejret var stille eller stormede.

 

Sommeren var forbi og det blev vinter. Man var gået ind i det nye år, hvor der mest blæste en kraftig nordenvind. En aften, efter en dag med smukt vejr, gik de i seng og vågnede om morgenen til en kraftig brusen. Deres stærke søn stod op, gik ud og kom tilbage med sin helpels. Lillefar stod også op og gik udenfor. Nordvestenvinden var nået helt frem til kysten. Netop som lillefar var på vej ind i huset, kom den store søn ud for at tage på fangst.

 

Hjemme ventede de så på, at han skulle komme tilbage. De ventede og ventede, men han kom ikke. De kom til at savne ham forfærdeligt, hans forældre, mens de endnu nød godt af alle de sæler han havde fanget, og alle de ammassætter han havde samlet til vinterforråd. De plejede jo at tage på ammassætfangst ved den tid, hvor ammassætterne var kommet helt ind til stranden for at gyde, og når de havde gjort dem klar til vinterforråd, at gemme dem hen i deres depot.

 

En vinter, hvor det var begyndt at gå mod lysere tider, men hvor vinteren alligevel var på sit strengeste, vågnede de en morgen til en kraftig vind fra sydøst. Da vinden om aftenen var stilnet noget af, gik de i seng, og da de næste morgen vågnede, var der slet ingen blæst at høre. Lillemor stod op før sin mand og gik ud og blev klar over, at vinden havde lagt sig. Hun kiggede ned mod stranden, hvor hun opdagede en stor, sort klippe af form som en fjeldryg. Hun havde aldrig før set noget lignende på stranden. Det forekom hende helt fremmedartet. Da hun kom ind, sagde hun til sin mand: "Lige neden for ligger noget blankt noget, der ligner en fjeldryg. Jeg ved ikke hvad det er for noget." Da manden hørte det, gik han ud og opdagede, at der var drevet en hval ind neden for huset. Han gik derned, og da han havde set nærmere på den, gik han op igen. Han gik ind og sagde til sin kone: "Tag og slib alt vi har, der kan skære." Da alt var blevet skærpet, gik han ned og gav sig til at flænse hvalen. Da de så mente, at de havde fået kød nok og de også efter en lang dag var trætte, bar de kødstykkerne længere op på stranden. Da de nu på vej op til huset så sig tilbage, opdagede de, at det sted på hvalen, hvor de havde skåret kød ud, ikke synede af meget mere end udskæringen af en sål i et stykke såleskind. Og de fik rigeligt at gøre med at flænse. Endelig, efter omkring en måned, blev de færdige. Så tog de fat på at bære kød op, og de lagde stykkerne spredt på klippestykkerne, fordi de ikke ville have dem liggende under sneen, så de rådnede. Da de havde båret dem op, var de endelig færdige, og efterhånden som kødet blev frossent, spiste de det råt.

 

Der kom aldrig et menneske og besøgte dem. Så en aften de sad og hyggede sig, snakkede de om det: "Uden for har vi masser af mad, som vi ikke når at spise lige med det første, og der bor ellers mange mennesker i vores omegn. Bare dog nogen ville dukke op, som kunne spise løs af al den mad. Ja, og i gamle dage, det hører man da, fik vores forfædre besøg af dyr i menneskeskikkelse. Men den slags

besøg får man åbenbart ikke nu om stunder."

 

Da foråret kom og solen havde fået mere magt, gav de sig til at flække flænsestykkerne fra hvalen op og lægge dem til tørre på klipperne. Da de var tørre nok, bandt de dem sammen og lagde dem i deres depoter.

 

Sommeren gik og vinteren kom. En aften sad de som sædvanlig og hyggede sig og da det blev sent, hørte de pludselig nogen træde ned på taget bagfra. De stirrede på hinanden. Dernæst hørte de også nogen komme op på taget, så endnu en, og så lyden af endnu en, en med ganske lette trin. Nu hørte de trin i retning af husgangen, og så endelig en på vej ind i huset. De sad bare og stirrede mod indgangen. Og mens de sad der med stive blikke på indgangen, kom en ældre mand til syne med et gevaldigt skæg. Efter ham kom hans kone og efter hende en ung kvinde, de to sidste med bukser af renskind (siuraatuvinatiangut: Det har noget at gøre med sioraatsut, kvindebukser af renskind. Olsens renskrift har det ikke med, CB). Den sidste, der kom ind, var en meget lyshåret ung kvinde med ganske blå øjne, og tilmed havde hun en høj og fyldig hårtop.

 

Den lille ældre mand og hans kone tog meget gæstfrit imod dem. De bød dem sidde på gæstebriksen. Og de satte sig, den lyshårede yderst mod indgangen. Det var som om gæstebriksen var lavet til dem.

Den lille ældre mand sagde til sin kone: "Sæt noget tørkød frem til dem, det er måske noget de kan lide." Så snart konen satte maden frem, langede de til den; men ikke den lyshårede. Så sagde den mandlige gæst: "Hun er under tabu og må ikke spise den slags. Men hvis I har noget under brikseskindene, kan I servere noget af det for hende." De trak noget hø frem fra fodenden af briksen og lagde det på gulvet foran hende. Rystende af iver kastede hun sig over det og spiste løs. Da de havde spist, gav den mandlige gæst sig til at fortælle:

 

"Nu det er blevet vinter er vi jo begyndt at færdes overalt og komme til steder, hvor vi normalt ikke kommer. Da vi helt og holdent får vores føde fra jorden, lever vi i overflod om sommeren, når sneen er forsvundet. Når sneen er borte går vi og spiser hele tiden, og når vi er mætte lægger vi os på jorden og tygger drøv. Men nu der er kommet sne færdes vi overalt og søger efter steder, hvor der er mest føde at finde. Sommetider, når vi har gravet ned i sneen og er så uheldige ikke at finde noget spiseligt, har vi brugt vores klove helt forgæves. Vi kan ikke takke jer på anden måde end med dette råd: Hvis du til sommer skal på renjagt dér, hvor du plejede dengang du var ung, vil du i den sænkning, der er længst væk, se tre rener og en hare, - et renpar og en kalv samt en hare. Dem kan du fange." Med de ord rejste han sig og sagde: "Lad os gå inden det blir morgen."

 

Den lille ældre mand og hans kone kunne ellers godt have tænkt sig at gæsterne var blevet noget længere, men så lige pludselig gik de altså. Da de sidste var på vej ud, lagde han mærke til at rumpen var hvid. Straks de gik ud, tog den lille ældre mand sit overtøj på og fulgte efter. Han nåede lige at se en stor renbuk med sin ko forsvinde bag en høj oven for huset.

 

Da vinteren var omme og det var blevet højsommer, hvor renernes pels var bedst, tog den lille ældre mand af sted på renjagt. Og som gæsterne i vinter havde anbefalet ham, tog han derhen hvor han som ung jagede rener om sommeren. Det var i tre sænkninger, der lå i forlængelse af hinanden. De tog ind i fjorden, og da de kom til deres sommerplads, tog han ikke straks ud efter rener, fordi hans planer om det ikke passede med det tidspunkt af dagen. Næste morgen tog han tidligt af sted. Han gik gennem den første sænkning uden at se andet end meget gamle spor af dyr. I den mellemste sænkning var der flere spor, men ingen friske. Han havde stadig ikke set noget dyr, da han var på vej mod den yderst beliggende sænkning. Ad indfaldsvejen kom han så ind i området og gik nu på bunden af sænkningen. Dér fandt han friske spor af en renbuk og en renko og gav sig til at spore dem op. Midt i det hele opdagede han også friske spor af en hare i den sandede og lerede jord. Så gav han sig også til at spejde efter haren. Da han nåede den fjerneste ende af sænkningen, steg han op ad skråningen og startede udefter på solsiden. Da fik han i det samme øje på en stor renbuk, der langsomt bevægede sig op ad skråningen mens den småspiste. Han så nærmere efter og fik øje på koen, der gik og småspiste lige i nærheden af bukken. Han sneg sig fremad for at få dem fra et sted oven for dem. Men så fik han også øje på en lille hare, der endu mere uforstyrret (taqamivog) nussede rundt. Han gik væk fra den og listede sig ind på renerne. Helt inde på livet af dem spændte han buen og sendte pilen af sted. Da han havde skudt renerne, kiggede han efter haren og fandt den skam på samme sted som før. Han brugte sin sidste pil på den, tog den op og gik så hen til renerne. Han gik i gang med at flå dem, og da han var færdig tog han så meget

af kødet på ryggen som han kunne bære, og begav sig hjemover efter at have dækket resten af kødet til med sten. Dagen efter tog han sin kone med derud til kødet. De skar det i tynde skiver, tørrede det, og da det var tørt nok, tog de det på ryggen og gik ud til deres sommerlejr. Nu skulle han ikke mere på jagt, og de tog hjem til deres vinterboplads.

 

Den lille ældre mand var aldrig siden på renjagt. Det blev hans sidste fangst.

Man siger, at da disse rener, som han senere fangede, var på besøg, kaldte de sig Alloq, Arpaleraaq og Quaq. Og de var altså så taknemmelige for den mad, deres værter havde bespist dem med, at de gav sig selv for at gøre gengæld. (Hér slutter originalen, men renskriften fortsætter:) Det fortælles, at de to ældre mennesker blev meget gamle i deres lille hus på stadig samme vinterboplads, og at de døde samtidigt.

 

Var.: Der er talrige fortællinger om besøg af dyr i menneskeskikkelse - omvendt, af mennesker på besøg hos sådanne - mest fugle (ravn, måge fx), og af dyr mest bjørne.

 

Komentar: Der blir under ovennævnte besøg altid serveret mad, hvoraf noget er uspiseligt for gæsten / gæsterne. Men måltidet resulterer sjældent i gengældelse som hér. I den henseende falder fortællingen i tråd med de mange om uforsørgede stakler, der finder nyligt døde fangstdyr el. kan "trylle" dem frem, eller får hjælp af dyr el. ånder i menneskeskikkelse. Se fx: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Utorqanguaq nulialo / Utoqqannguaq nulialu

Print
Dokument id:390
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:? Elberg, A.
Nedskriver:? Elberg, A.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Utorqanguaq nulialo / Utoqqannguaq nulialu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1041 - 1043, nr. 213
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om den lille ældre mand og hans kone. (Trædukkebarnet)

 

Der var engang en lille ældre mand, der boede i et hus sammen med sin

kone og datter. Husstanden omfattede kun de tre. På bopladsen boede

også en forældreløs ung mand, der var en dygtig kajakroer og fanger.

Denne unge forældreløse havde en ven. De to var altid sammen - også

når de var på fangst. Vennen havde en søster. Hun og de andre piger på

stedet var varme på denne forældreløse unge mand; men han brød sig

ikke om dem, for han ville kun have datteren af den lille ældre

mand. En aften besøgte den forældreløse dem for at tale med dem om

deres datter. Han fik forældrenes ja til at gifte sig med

datteren. Han elskede hende højt. Hver dag kom han hjem med en sæl fra

sine fangstture.

 

Så skete det, at han ikke længere var så venlig

over for sin kone, når han kom hjem fra fangst. Når han kom ind i

huset, lagde han sig ned på briksen med hovedet imod bagvæggen, og han

snakkede ikke mere. Dette blev til en vane. Hans kone spurgte ham

ud og fik at vide, at søsteren til hans ven havde fortalt, at der var underligt, at hans kone ikke kunne få børn.

 

Da den lille gamle mand fik dette at vide, gjorde han det, at han hver morgen gik ud af huset og kom ind igen hen imod aften. Dagen lang var han i gang med at fremstille et eller andet; men ingen anede, hvad det var, han lavede.

 

En morgen, da svigersønnen var taget ud på fangst, kom den lille ældre

mand ind i huset med en trædukke, der lignede et spædbarn på

en prik. Han sagde til sin datter, at hun skulle gå i seng med et

klapmydseskind som brikseskind. Da dette var sket, bad den lille ældre

mand konen om at hente frisk blod. Hun kom ind med blodet, og han

lagde dukken, der lignede et spædbarn, ved siden af datteren og sagde

til hende, at hun skulle give det dyne på. Han bad konen om at hælde

blod på brikseskindet og datteren om at skrige. Så blev dukken

efterhånden levende og den blev til et spædbarn.

 

Nysgerrige bopladsfæller, der kom på besøg, fik ikke mistanke om noget; for de

kunne jo se, at der var blod på brikseskindet. Da pigens mand hen

under aften var på vej ind med den sædvanlige sæl på slæb, gik

svigerfaderen alene ned til ham. Da han lagde til, sagde

svigerfaderen: "Skønt vi slet ikke har mærket, at hun var gravid,

fødte hun skam pludselig en dreng i dag; og hun har det godt."

Ved den besked rørte svigersønnen dårlig kajakringen med åren, da

han sprang på i land, og uden at bryde sig om hverken kajak eller

fangst smed han bare åren fra sig og gik op. Han skyndte

sig op i huset, og blev i sin store glæde tilfreds og glad igen.

 

Sønnen voksede op (ilani ilagissârdlugit: som et medlem af familien).

Da han blev større og begyndte at være sammen med de andre børn, blev

han en gang budt på mad og suppe. Morfaderen havde ellers udtrykkeligt

forbudt ham at drikke suppe, og da han alligevel lod sig friste,

havde han dårligt smagt suppen, før han faldt om og blev til træ. Hele

familien græd af sorg, men hans lille bedstefar gav sig til at

fremsige trylleformularer. Mon ikke nabofamilien havde skadet ham ved

trylleri eller hekseri? Slut.

 

Kommentar: Trædukker der bliver eller gøres levende forekommer i forskellige kontekster. I Qasiassaq, den store løgner, magter han dog ikke at gøre den levende. Hvorfor trædukken hér ikke tåler suppe er ikke umiddelbart indlysende: Skal den forblive tør som træ?. Oftest møder man tabuer mod at drikke for meget vand. Fx i visse versioner af Igimarasussuk, hvor drikning af vand fører til magerhed.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.