Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift: NKS 2488, II, nr. 269 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 81 - 83, nr. 15 med et dansk resumé ibid. s. 118.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 214 - 216: Ipiutaarsuk Naparulu.

Oversættelse ved Apollo Lynge (se ndf.)

Ipiutaarsuk og Naparu.

Resumé:

Ipiutaarsuk og Naparutaq er venner, der bor hver sit sted, men (tilsyneladende) er de ofte på fangst sammen. En dag de er ude i kajak opfordrer Nap. sin ven til at de skal kappes. Først gælder det at få sig en kone, så en søn, så at blive angakkoq / angakok / åndemaner. Nap. forlanger sig blot en kone, Ip. tar en forældreløs pige som ingen har krav på. Nap.s kone får en datter, Ip.s en søn. Ip. kender intet til angakkoq-uddannelse, man da han følger sin svigermors råd om at gå indlands og bygge rævefælder - for ræve er bedre at få end ingenting - og finder en god dæksten, der skal graves fri, afsløres et hus med tre trappetrin. Han går forsøgsvis ned, blir angst, går op igen, men befales af en stemme til at gå helt ned. Da vil han få styrke som hele tre åndemanere. På det tredje trin besvimer han, vågner nøgen mens hans døde bedstemor behandler ham og hans døde bedstefar befaler ham at tage hjem. Hans hjælpeånd vil sende hans tøj tilbage, lover Bedste, da han gør indsigelser. Tøjet kommer flyvende: først kamikker, så bukser, så overpels / anorak. Næste dag fanger han en sortside og om aftenen holder han sin første seance med præsentation af sine hjælpeånder uden døre: en stor hvalros og senere tre kajakmænd (innersuit), som han følger med hjem på besøg. De gir ham narhvals- og hvalrostænder. Ingen af dem skal de være bange for, har Ip. beroliget sine fæller med. Nap. kommer på besøg, og Ip. (forud)ser Nap. komme i det fjerne allerede dagen før Nap. tager hjemmefra. Ip. tar så med Nap. til dennes nordligere boplads, hvor de konkurrerer om at vise de største angakkoq-evner. Nap. har tre indlandskæmper som hjælpeånder, der prøver at ramme Ip. med deres løsgjorte arme som kasteskyts. Ip. lader folk gå ud og se sine innersuit komme som tre ildlys, som ingen skal frygte, siger han. Hans (døde?) bedstemor dukker op ved dørtrinnet, hvor Nap. hjælpeånder dræber hende, til stor fortrydelse for Ip.s hjælpeånder, fordi det er hende de plejer at varme sig ved. Da de skilles tager Nap.s hjælpeånder ind i indlandet, mens Ip.s innersuit følger ham sydpå, og minsandten også hans døde bedstemor, der flyver hen over dem med sine lillefingre som vinger. Ip. får status af angakkoq'ernes herre i syd.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles, at Ipiutaarsuk og Naparu var gode venner. Engang de var ude på fangst i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få sig en kone." Da de kom hjem, sagde Naparu: "Jeg vil have en kone." Naparu fik sig hurtigt en kone. Da Ipiutaarsuk aldrig havde været i nærheden af en kvinde før, giftede han sig med en faderløs pige, der ikke var blevet lovet bort til anden side. Da de engang var ude at ro i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få en søn." Da de kom hjem opdagede de, at Naparus kone havde fået veer. Og det blev aften uden at hun havde født. Næste dag roede de af sted i kajak, og da de kom hjem, fik de at vide, at Ipiutaarsuk´s kone havde fået en søn, og at Naparus kone havde fået en datter.

Da alle kajakmændene var ude at ro i kajak den næste dag, sendte Naparu bud: "Sig til Ipiutaarsuk, at han skal opøve sig til at blive åndemaner, og sig til ham, at jeg kommer på besøg, når dagene bliver korte." Da Ipiutaarsuk ikke vidste, hvordan man uddanner sig til åndemaner, sagde hans flinke svigermor til ham, at det måske nok kunne være lige meget, om han blev åndemaner, men hun rådede ham til at færdes inde på land og langs stranden, og ligeledes til at jage ræve og sætte rævefælder op.

Da han havde bygget sin rævefælde og nu søgte efter en faldlem til den, gravede han foran en stor firkantet stenblok langt ned i jorden. Så så han, at der gik tre trin nedefter, og at der var kulsort dernede. Han ville gå derned, men han blev bange og gik op igen. Så sagde en stemme et eller andet sted fra: "Ipiutaarsuk, gå nu ned, og du vil blive åndemaner med tre åndemaneres kundskaber." Så gik han ned og var ved at træde på det tredje trin, da han mistede bevidstheden. Efter lang tids bevidstløshed, var han ved at komme til sig selv og opdagede, at han var helt nøgen, og da han kiggede frem for sig, opdagede han, at hans bedstemor var der og kaldte ham tilbage til bevidsthed, og at hans bedstefar sagde bagfra til ham, at han skulle forsøge at komme hjem. Ipiutaarsuk sagde: "Jeg har intet tøj på." Bedstemoren svarede: "Din hjælpeånd har taget det; dit tøj vil følge efter dig."

Ipiutaarsuk gik ud for at tage hjem. Så kunne han pludselig høre en kraftig susen i luften, og da han kiggede sig tilbage, så han, at hans kamikker fulgte efter ham. Han lagde sig på ryggen på jorden og fik sine kamikker på. Mens han gik videre, hørte han en stærk susen igen, og da han kiggede efter lyden, så han, at hans skindpels fulgte efter ham; og da han rakte armene frem, fik han den på. Det fortælles, at dette gentog sig tre gange. Da han kom hjem, sagde han ikke noget. Næste gang han var på fangst, kom han hjem med en fuldvoksen sortside. Da han nu var kommet hjem, sagde han, at husets beboere skulle slukke lamperne, og så blev lamperne slukket.

Mens han var i gang med sin åndemaning, sagde han til husfællerne: "Prøv at gå uden for." Da de gik ud, kunne de ikke undgå at se en stor hvalros, der udstødte sine lyde; og da de kom ind igen, sagde de; at de havde set en stor hvalros. Han sagde til dem: "I skal ikke forsøge at harpunere den, for den er én af mine hjælpeånder."

Så sagde han for anden gang: "Prøv at gå uden for," og efter at have været ude, fortalte de, at der var tre kajakmænd på vej til deres boplads. Ipiutaarsuk sagde, at de var ganske fredelige. Da kajakmændene ankom, så husets beboere, at det var tre underjordiske mennesker. Da gæsterne tog af sted igen næste dag, tog Ipiutaarsuk med dem. Da de kom til deres boplads, gav de ham narhvaltænder og hvalrostænder, og da han kom hjem, bar han gaverne op til huset. Da han havde været inde og kom ud igen, så han, at Naparu var på vej sydover for at besøge ham. Da han havde set ham og vidste, at det ville vare et stykke tid, inden han nåede frem, tog han på fangst i kajak, og efter at han var hjemme igen med to nedlagte sortsider, nåede Naparu frem til bopladsen. Da han var kommet, spurgte de ham, hvornår han var taget af sted hjemmefra, og Naparu svarede, at han var taget hjemmefra, da det var blevet lyst om morgenen.

Naparus slægtninge sagde: "Vores husherre sagde allerede i går efter at have været ude, at du var på vej hertil," men Naparu sagde ikke noget. Da Naparu tog hjemefter, fulgtes Ipiutaarsuk med ham, og da de var kommet hjem til Naparus hus, spiste de først, og da det blev aften, begyndte de at mane ånder. Først kom der tre meget store mennesker, og det var Naparus hjælpeånder. Da de var kommet ind, begyndte de at hviske sammen, og da den ældste af dem lod som om han ville harpunere én af de andre, sprang denne fladt ud på gulvet for at undgå at blive ramt. Broderen hentede da sin arm (som han brugte som kastevåben) og satte den på igen. Da den næste skulle til at kaste noget efter ham, væltede han sig bagover, så broderen kastede lige over ham, og kun lige strejfede ham. Nu begyndte Ipiutaarsuk at tale med sine åndemanere (hjælpeånder?) og sagde: "Prøv at gå uden for," og da de kom uden for, så de tre brændende bål. Da de kom ind igen, sagde de, at der var tre bål på vej, hvortil Ipiutaarsuk svarede, at der ikke var noget at være bange for. Da Ipiutaarsuks rare gamle bedstemor dukkede op for enden af husgangen, tog Naparus hjælpeånder hende og dræbte hende. Ipiutaarsuks hjælpeånder kom ind og sagde: "Hvad vil de nu med det rare væsen, som vi søger at varme os hos?"

Efter at de havde været der et stykke tid, og Ipiutaarsuk ville vende hjem, fulgte hans hjælpeånder ham på vej. Naparus hjælpeånder drog af sted ind over land. Mens de var på vej, hørte de en kraftig susen, og da de kiggede op, så de, at Ipiutaarsuks bedstemor fulgte efter dem, idet hun brugte sine lillefingre som vinger. Ipiutaarsuk tog hjem, og da han kom hjem, blev han, dernede sydpå, den største af alle åndemanere.

Nedskrevet af Enok Boasen.

Var.: Tvende Fættere; Ulorpanna. Ulorpannaq.

Vedr. lærlingens initiation søg på: uddannelse til åndemaner og søens troldbjørn.

Hist.: En lidt kortfattet version af fortællinger om angakkoq-konkurrencer mellem folk fra syd og folk fra nord. Ved de store sommerstævner har der givet været angakkoq-konkurrencer, men selve fortællingen har næppe anden historisk kerne.

Moralsk fremhæves den gode angakkoq (Ip.) til fordel for den skræmmende og aggressive (Nap.) og parallelt hermed strand/havånder overfor landånder. Når den sejrende Ip. tilmed tildeles status af 'overangakkoq' ligger der heri en accept af fortidens angakokker.

       Fortælleren, en fanger, der var søn af kateket Albrecht Beck fra Sisimiut, synes ligesom faderen (se Akamelik) at have hørt en del fortællinger i de herrnhutiske grønlænderes versioner. Disse minder i mange vendinger om dem fra Østgrønland, hvor sikkert mange af herrnhuternes sydlændinges forfædre stammede fra. Det gælder fx forestillingen om at hjælpeånderne bliver afhængige af deres angakkoqs kropsvarme, de stærkt lysende innersuit med deres lette adgang til hvalrostænder, og tøjet der kommer flyvende stykvis til den nøgne angakkoq, da han er blevet initieret via besvimelsen. Udtrykket, at bruge sine lillefingre som vinger, forekommer i en sydgrønlandsk version af myten (Qujaavaarsuk) om angakkoq'ens, sydlændingen Tuttus Kones, rejse ned til Havkvinden, sødyrenes moder, som den døde bedstemors opholdssted dernede (i det undersøiske dødsrige) således (intertekstuelt) refererer til. Som Thisted kommenterer har Aron med sin tegning af tre stiger i hullet formentlig misforstået fortællerens lidt uklare formulering, der også kan betyde tre trin. De tre trin (opad eller nedad) forekommer hyppigst i østgrønlandske fortællinger(se fx fortællingen om Aggu / Akku, der rejser til himmels)

       Da Sisimiut var den nordligste koloni i den administrative landsdel, Sydgrønland, afspejles muligvis også et (lokalpatriotisk) modsætningsforhold mellem de to landsdele i denne som i talrige andre fortællinger fra landsdelen Sydgrønland.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 144.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en ældre mand med to sønner.

En lille ældre mand havde fået to sønner. Med tiden blev han blind. Efter at han var blevet blind, yndede han at mindes de steder, hvor han som ung gik på rensdyrjagt. Sønnerne havde hørt ham fortælle om det mange gange, og en dag blev de enige om at bringe ham til det sted, hvor han plejede at gå på rensdyrjagt. De sagde til ham: "Nu er du på det sted, hvor du før gik på rensdyrjagt." Den gamle lød henrykt. De kom til en stor slette. Midt på sletten fik sønnerne øje på en kæmperede, der var foret med kæruld. Det viste sig at være et ulvebo. Mens de var ved reden, hørte de hyl, der nærmede sig. De de tog flugten nedefter. Hylet blev tydeligere og tydeligere. Kort efter de havde forladt ulveboet, måtte de skiftes til at bære faderen på skulderen. Til sidst kunne de se dyret, der forfulgte dem. De nærmede sig deres kajakker, da dyret var kommet helt tæt på, og de måtte kaste deres far hen til dyret. Det gik straks i lag med ham, og sønnerne fortsatte med at løbe nedad og kom til deres kajakker, inden dyret nåede dem.

Da de kom tilbage til bopladsen, fortalte de, at de havde måttet kaste

deres stakkels far ud til ulven. Hændelsen med faderen nagede sønnerne mere og

mere. De begyndte at træne sig stærke. Lillebroderen blev den stærkeste

af de to. Efter at være blevet stærk, lavede lillebroderen sig et spyd.

Da det var blevet sommer, sagde han til sin storebror: "Mon ikke vi skal tage

hen til det sted, hvor vi var sidst med vores far." De tog af sted, og da de kom

til stedet, begyndte de at gå indefter. De kom forbi det sted, hvor faderen døde

og var nu på vej til den store rede, de havde set. De kom til stedet og

konstaterede, at løven (?) var der, og at den havde fået unger. De ledte så efter et sted de kunne flygte til. De gik hen til en høj og meget stejl fjeldvæg vest for ulveboet, og her fandtes der en dyb revne, hvor der lige var

plads til to mennesker. Først sprang den yngste af brødrene ned (op? - Chr. B.)

til den og nåede den ('nãmagiuatârdlugo' betyder egentlig: den passer til ham,

den danske kommentar: kunne nå - Chr. B.). Derefter sprang storebroderen. Han var

nær faldet bagover, men så greb lillebroderen ham, han trak ham til sig ovenfra.

Lillebroderen sagde: "Du kan vente på mig her. Jeg går hen til boet og venter på

løven." Han gik ind i boet. Da han gik fra sin storebror, sagde han:

"Når jeg bliver træt af den, flygter jeg."

Da han kom ind i boet, dræbte han alle ulveungerne. Mens han endnu var der og ventede, viste moderen sig fra den nordlige retning med en fuldvoksen renbuk mellem tænderne. Den hylede, og da den ikke fik svar, smed den det, den havde mellem tænderne, fra sig og hen mod boet. Lige før den nåede det, sprang der et menneske ud af det.

Ret som dyret nåede frem til mennesket, stod der røg omkring dem, og da

røgen / tågen forsvandt igen, så man et menneske stå dér. Broderen gik hen til

ham og så, at dyret lå død ved siden af ham. Lillebroderen ville vente på

hanulven. Storebroderen gjorde ham opmærksom på, at hanulven var større, men

lillebroderen stod fast på sit og storebroderen vendte tilbage til sit

gemmested.

Lillebroderen ventede en rum tid. Så viste hanulven sig med en stor

fuldvoksen renbuk mellem tænderne, og da ingen besvarede dens hyl,

smed den det, den havde mellem tænderne, ned på jorden og løb hen til boet. Da

den nåede frem, sprang der et menneske ud. Så stod der røg omkring dem.

Ud af røgen / tågen dukkede snart et menneske frem og løb hen til

storebroderen. Dyret kom løbende efter lillebroderen, og lige før dyret nåede

ham, sprang han op til sin storebror, der greb ham og trak ham til sig, hvorved

lillebroderen undgik at falde bagover. Brødrene gjorde så det, at de i

fællesskab løftede en stor sten og kastede den ned mod dyret. De ramte dyret i

hovedet, så det døde på stedet. Nu fik de ro i sindet og vendte tilbage til

deres boplads.

Var.: Sikulluk; Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

Hist.: Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. W. Boassens fortælling er senest fra 1862, hvorfor kilden til hans viden om løver ikke umiddelbart kan opspores. Ulve har ikke levet i Vestgrønland i mands minde. Men i Canada, hvor betegnelse, amaroq, betyder ulv. I Vestgrønland er det udviklet til et kæmpestort fantasidyr.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 59 ss. 181 - 182 har Rink sammenstykket 2 varianter inkl. denne. Samme på engelsk i:

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 48, ss. 286 - 288: The Brothers who were lost on their Journey up the Fiord.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

De mange brødre.

De mange brødre havde deres yndlingsvinterboplads ved mundingen af en stor fjord. En dag roede den yngste af brødrene ind i fjorden. Mens han roede, skiftede hans kajak retning af sig selv, og han var ude af stand til at styre den. Han kom til en boplads med et hus. Under sit ophold i huset havde han ikke lagt mærke til den ældste i huset. Om aftenen tog man et sortsideskind frem fra pladsen under briksen og i det han (den gamle? Chr. B.) lagde det på gulvet, sagde han: "Lad os trække armkrog". .............. (der står noget om, at han ikke ville, fordi han ikke var stærk nok - noget, der er svært at få nogen mening ud af - Chr. B.). Han var tvunget til at sætte sig og den gamle trak hans arm ud. Så hørte man klirren af knive og straks var de færdige med at partere ham. Han var altså havnet hos menneskeædere.

Brødrene ventede forgæves på deres yngste bror. Da han ikke kom hjem, roede

den næstyngste bror ind i fjorden den efterfølgende dag. Han kom til den samme

boplads. De smadrede hans kajak og gjorde den ganske ubrugelig. Om aftenen smed

de et sortsideskind ud på gulvet og udfordrede ham til at trække armkrog med.

Han (den gamle? Chr. B.) trak gæstens arm ud. Så hørte man klirren af knive og

straks blev han parteret færdig.

Brødrene ventede forgæves på deres næstyngste bror, men opgav ham til sidst.

Dagen efter roede den ældste af brødrene ind i fjorden. Der skete nøjagtig det

samme. Han kajak blev smadret. Om aftenen blev sortsideskindet fra pladsen under

briksen lagt ud på gulvet, og han blev udfordret på armkrog. Da han

havde spist tænkte han, at det nok var den gamle, der havde dræbt hans brødre.

Han ville hævne sig på dem. Hen på aftenen gik han (den gamle? Chr. B.) ud, og han

(gæsten? Chr. B.) fulgte efter ham, fordi han havde smadret hans kajak (svært at

få en mening ud af - Chr. B.). De trak armkrog og den gamle trak

gæstens arm ud. Man hørte klirren af knive og straks blev han parteret færdigt.

De andre ventede forgæves på deres ældre bror og opgav ham. Næste dag roede

den sidste af brødrene ind i fjorden og kom til det samme sted. Når han efter maden gik ud, fulgte de efter, for at se efter, om han havde

smadret kajakken (svært at få nogen mening ud af - Chr. B.). En gang han gik ud, havde de ikke set dette og havde ikke fuldt efter. (Jeg kan ikke få nogen sammenhæng mellem de to sætninger - Chr. B.). De smadrede kajakken og gjorde den ubrugelig. Om aftenen smed de som de andre gange skindet ud på gulvet fra pladsen under briksen. Gæsten tænkte, at han ville hævne sig på ham (den gamle? Chr. B.). Da de trak armkrog, krængedes huden af hans (den gamles? Chr. B.) arm. Han satte sig på briksen og blæste på den, så blev den rask igen. Han (den gamle? Chr. B.) opgav ham.

Hjemme hos brødrene ventede man forgæves på ham. Fætteren til brødrene tog

af sted for at se efter dem. Da han kom til stedet, sagde fætteren (den sidste

af brødrene, som overlevede? Chr. B.) til ham, at han skulle følge efter ham (den

gamle? Chr. B.), når han skulle ud, for han (den gamle?) havde smadret hans (den

sidste af brødrenes - Chr. B.) kajak. Det kunne jo være, at han (den gamle? Chr. B.) ville smadre hans (gæstens? Chr. B.) kajak. Hver gang han (den gamle? Chr.B.) eftermåltidet var på vej ud, fulgte gæsten efter ham. Om aftenen smed man skindet ud på gulvet og udfordrede til armkrog. Gæsten tænkte, at han ville hævne sig på

ham, fordi han havde dræbt alle fætrene. Han (gæsten? Chr. B.) trak modpartens

arm ud, så huden krængedes. Han gjorde ligesom sidst, så den blev rask, og han

(den gamle? Chr. B.) opgav ham. Den overlevende af brødrene sagde til fætteren, at

han skulle tage af sted fra stedet, når de andre i huset var faldet i søvn. De

gik i seng, og da de var faldet i søvn, sagde han til fætteren, at han nu skulle

tage af sted. Han tog af sted, men da han var nået til det lille næs, råbte han:

"Gæsten er taget af sted uden at være blevet såret." Der lød klirren af knive.

De skar de bånd, hvormed konebåden var blevet bundet fast, over og fulgte efter

gæsten. Fætteren, som roede forrest, knækkede den ene åre efter den anden. Da de

nåede kajakmanden, lod fætteren, som om han ville gribe ham, men hvergang

smuttede han fra ham og konebåden sakkede agterud. De kunne ikke nå ham og opgav

til sidst forfølgelsen.

Der kom islæg, og der var ikke længere vand at se nogen steder. Han (eller:

denne - hvem? Chr. B.) tog en dag af sted for at kigge efter åbent vand. Han fik

øje på noget, der så ud som åbent vand. Han havde et par kamikker på med nye

såler. Det viste sig, at de var ved at tage af sted. Han gled for at gå dem i

møde og landede til sidst ved siden af huset. De (hvem? Chr. B.) kom og gik ind i

huset, hvor der sad en gammel mand helt alene. De sagde til ham: "Hvor er de

andre?" Han svarede ikke. De sagde til ham: "Hvis du ikke vil sige noget, dræber

vi dig. Hvor er de andre?" Han svarede: "Heroppe, den store st....." "Hvor er de

andre?" "Heroppe den store st..." De fandt ud af, at de måtte befinde sig på en

stor sten oven for huset. De gik op til den store sten og gav sig til at skyde

med bue og pil. De skød på den (den store sten? Chr. B.) og havde til sidst kun

ganske få pile tilbage. Så kom der en lille fugl ud. De skød efter den, mens den

fløj, men til sidst slap pilene op. Da der ikke var flere tilbage, sagde de:

"Hvornår skyder han - den mand, der er blevet oplært til det?" Han, der er

blevet oplært til at skyde, rystede. Da de ('piseriaramíku') skød efter den,

faldt den ned. De troede, at det var en lille fugl. Det viste sig, at det var et

menneske. De flænsede det og tog alle indvoldene ud. Dem bragte de ud til et

sted, hvor solen aldrig skinnede og sænkede dem ned i et meget dybt hav. De tog

hjem og vendte aldrig tilbage til stedet. De dræbte også den gamle mand.

Var.: Bueskydning / Brødrene; De to fætre; Menneskeædere; Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd;

Kommentar: en temmelig uklar nedskrift af en variant, der velsagtens har gjort sig bedre i mundtlig fremstilling.