Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 50.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Dengang Maalia levede for en anden.

Frederik Danielsen. Jeg lod min datter Maalia (f.1939) få navn efter min afdøde søster Maalia. Da hun var to år gammel og først lige var begyndt at tale, var det meget mærkeligt at høre hende fortælle om dengang hendes storesøster Karoline (f.1936) skulle fødes. Hendes mor havde på det tidspunkt en anden samlever, og hun var ved at få veer og havde været ude at stå på ski ude i fjeldet. Hun var faldet og havde slået sig og havde grædt i stride strømme. Dengang havde den nu afdøde Maalia været med ude at stå på ski og havde bekræftet historien. Det viste sig altså, at min datter som toårig havde "iklædt" sig sin faster. Især fordi hun fik fuldstændigt samme stemme som sin faster, da hun fortalte historien.

Oversat af Signe Åsblom.

Hist.: Historisk begivenhed fra 1941.

Kommentar: Et markant eksempel på reinkarnation ved opkaldelse, der var en helt almindelig forestilling hos alle inuit.

Oversættelse ved Robert Petersen: (Det siges at) Et gammelt ægtepar bor et sted, hvor de aldrig har bopladsfæller. En dag tager den gamle mand ud i kajak. Han er væk længe og kommer hjem med en hvalros på slæb. Han og hans kone får travlt med at flænse den. De flænser hvalrossen, bærer kødet og spækket ind i deres depot. De er helt udasede, da de er færdige,de er jo ikke årsunger længere. De kommer ind i huset og skal nyde aftenen der, og så siger hans kone: "Det ville være dejligt at hvile sig ovenpå sliddet og lytte til en fortælling." Kort efter hører de et bump. Ved at høre bumpet kigger manden ud af tarmskindsruden og ser, at tre store mænd er på vej ind. På den første mands pels er der for neden et skindbroderi med store mønstre, det er det han har navn efter. Den næste har en pels, hvor hårene fortil vender nedad, og bagtil opad. Den tredje har en pels, hvor hårene sidder på tværs ind mod midten. Manden kigger tilbage og siger til konen: "Jeg ser tre store mænd på vej ind!" De venter spændt, og de fremmede kommer så ind alle tre. De sætter sig på vindeuesbriksen uden at sige noget. Før nogen siger noget, siger Avittartooq (Den stormønstrede): "Vi kommer for at fortælle historier, fordi I savner (sagn(fortællere)." Det gamle par liver synligt op, og de siger: "Vent lidt, spis noget første, så kan I fortælle historier." De går ud og henter hvalroskød fra deres depot, lægger det i fadet og siger: "Spis dette først, bagefter kan I fortælle historier." De tager en kniv frem hver og ser ud til at ville skære sig stykker ud; men så lægger 'Den stormønstrede' sin kniv ned og siger: "Tænk, fadet hælder indad!" (Ind mod indlandet, da ind i rummet ville være 'kilumut', RP). Da 'Den stormønstrede'rejser sig, lægger de andre (også) deres knive ned, og så går de ud. Det gamle par bliver helt paf, fordi de ikke får nogen fortælling. De ærgrer sig meget, men for sent.

Var.: ID 103, 1431, 1782, 1788, 1977

Kommentar: I enkelte varianter fremgår det, at gæsterne er stjerner, og i den variant, der ligner ovenstående mest, doc. 1977, er det stjernerne i Orions Bælte, Siattut. Det passer jo med antallet af gæster i denne variant. Forskellene i deres karakteristiske beklædning har formentlig en betydning, som jeg ikke kender. I varianter med en enkelt gæst understreges dennes ubehag ved en manglende kropsbalance: Han er en illukoq, et halvmenneske (flækket på langs). I en særlig variant, skylder halvmennesket sin manglende balance dvs. halve krop, at kvinderne i det ellers fredeligt fælleshus, hvor han boede, engang kom op at skændes og gerådede i et voldeligt knivdrama. Han flygtede med livet, men altså kun den halve krop, i behold. Morale: Mandens balance afhænger af fred mellem kvinderne. Andre strukturerende allusioner til ubalance er dels mellem land- og havdyr, hvor landdyr får overvægt, men oftest en social ubalance: dels det enligt levende gamle ægtepar, der i een variant oven i købet har mistet deres eneste søn, og dels to uadskillelige fætre, hvoraf den ene lider en voldelig død. Robert Petersen har sendt mig ovenstående fortælling som endnu et sandsynligt bevis på min hypotese om jorden, der hælder og vipper. Derfor har han understreget, at fadet hælder mod indlandet, dvs. i det store verdensperspektiv, og ikke blot indad i rummet. Vedr. en tolkning af dette hældende fad se TWV (= The traditional World View of the Greenlanders, under udgivelse. Se også Vejledningens "Fortolkningsmuligheder":Pooq, pose, "mor", en livsmetaf

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 87 - 88.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Tiltrækkeren 2.

Isak Jensen f. 1898. Der er en tilføjelse til fortællingen om tupilak-isbjørnen (søg på 'tupilak-isbjørnen' Hans Lynge 1967, s.50).

   En isbjørn havde dræbt mange børn, og selv om de havde ledt efter den, kunne de ikke finde den, fordi dens spor var forsvundet. Det fortælles, at en af deres bopladsfæller var en mand, der havde elendige hunde. Da dem der havde været ude at søge efter isbjørnen kom tomhændede hjem, slap denne mand sine hunde løs. Han lod hundene komme ind, og så gik de ud igen, og så løb de en omgang rundt om huset, og derefter satte de afsted opad. Da de havde været ude af syne et stykke tid, begyndte de at hyle op. Så gik han derop efter dem. Da han nåede derop og kunne se dem, viste det sig, at der stod en fuldvoksen ren-buk. De sendte manden med de dårlige hunde hen for at lade ham dræbe byttet med sin lanse. Han var endda venstrehåndet. Så stødte han lansen ind i den og dræbte den. Da de kom tilbage med dyret, opdagede de, at det dyr, som de lige havde anset for at være en renbuk, nu lignede en førerhund. Så forstod de, at den isbjørn de søgte efter måtte være en tupilak. Men nu vidste de ikke, hvem der havde lavet tupilakken. Da de ikke kunne finde ud af det, satte åndemanerne sig sammen og lavede en dukke, som folk skulle føle sig tiltrukket af. Og når den, der havde lavet tupilak-isbjørnen, kom hen til den, ville den kigge på ham.

   Da de var færdige med den, satte de den, hvor den skulle være, og så begyndte folk ellers at gå hen til den. Da alle havde været henne ved dukken, var der kun en gammel, dårligt gående mand tilbage. De opfordrede ham til at gå hen til dukken, men han svarede: Hvordan sku' jæ osse ku være sån én! Han ville altså ikke. Men så gik han allige-vel, og lige da han var ved at nå hen til den, kiggede den på ham. Så forstod de, at det var ham, der havde lavet tupilakken, og så slog de den sølle, gamle mand ihjel.

   Senere fik Anisoq sig en anden kone, og de fik et barn. Mens konen bar rundt på sit barn i posen på sin bærepels, tog han hende med på rejse derned på besøg. De havde ikke været længe undervejs, før de så store isbjørnespor, som de begyndte at følge. Han lod sin kone stå af hundeslæden, fordi han selv ville jage isbjørnen. Da han var kommet et godt stykke væk fra sin kone, begyndte isbjørnesporet at dreje rundt og tilbage i retning mod hans kone. Så fik han bange anelser og blev uhyggeligt til mode, fordi hans første kone var blevet dræbt af tupi-lak-isbjørnen. Han satte sine hunde i forventning med et: aaj! Og endelig nåede han så langt frem, at han kunne se hende stå der sammen med isbjørnen. Den stod og snusede til underdelen af bærepelsens bære-del bag på hendes ryg, og så skubbede den til den med snuden. Det viste sig, at han havde en kraftig trylleformular, der kunne gøre den svag. Og det lykkedes ham at slå den ihjel og få den som bytte.

Hist.: Usikkert om det er en historisk fortælling.

Kommentar: bemærk at der er flere åndemanere / angakkut om at afsløre tupilakmageren.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 68 - 69: "Qivittoq"

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

MS oplevede som yngre med hånden på entredørens håndtag at blive skudt efter med bøsse af en qivittoq / fjeldgænger. Inde i huset hørte hendes far skuddet og spurgte hvad det var. MS var sikker på at det var en bestemt qivittoq / fjeldgænger, der havde det med gang på gang at vende tilbage. En gang til sin søster på et kort besøg, en gang til sin kone, der jog ham ud, og til sine børn, der skreg af angst. Og flere gange til deres loft, hvor han rumsterede. Konen flyttede med sine børn af samme grund. Han havde også boet i Amitsoq og fået (eller stjålet) mad der. To andre qivittut var kendt på egnen, den ene med uhyggeligt store øjne.

Hist.: Historisk fortælling. Også Isak Hansen nævner at qivittut i al hemmelighed kan få mad af folk.

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s. 67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Den grønlandske tekst er ikke trykt.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé: Isak Hansen mener at qivittut er virkelige. At de ofte i hemmelighed får mad af familie eller venner. Selv har han set en qivittoq et år efter at manden var forsvundet. IH fulgte efter ham et stykke, men var for skrækslagen til at få fat i ham. Det har siden undret ham, at han blev så viljeløs. Det mærkeligste var dog, at hans tanker umiddelbart faldt på denne qivittoq, dengang hans får blev pint.

Hist.: Historisk fortælling. IH var 70 år i 1963.

Kommentar: Fårenes pine beskrives desværre ikke.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 46 - 48: "Ersiorneq "Tarrat"".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Isak Hansen mindes de yngre år, hvor folk fik kraftigere kost, var stærkere og mere rørige, roede på sommertogter i konebåde sammen og fortalte om alskens spændende og uhyggelige oplevelser. Selv har han aldrig set noget af den slags, men den pludselige angst er han blevet slået af flere gange i kajak, og voldsomt engang på en slette ved et par store kampesten. De satte skræk i ham, hvorefter en skygge kom bagfra, kredsede om ham og bevægede sig længere ud på sletten, hvor den kredsede om sig selv, inden den forsvandt. Isak Hansen havde sin riffel skydeklar af skræk, og han bad til 'den højere magt', som han også taknemmeligt tyede til når han fik skræk i kajak.

Hist.: Historisk fortælling. IH var 70 år i 1963.

Kommentar: Tarraq, flertal tarrat, skygger, var en af de mange ånderacer. Men forestillingerne om dem er ofte vage og temmelig forskellige.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 97.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  De dødes efterladenskaber.

E. Da jeg begyndte som fanger, måtte man under ingen omstændigheder bruge en død persons ting til jagt på større dyr. Vigtigst var det ikke at bruge disse ting mod en hvalros, da den så ville blive ufatteligt gal og vred. Når man troede på disse regler, kunne de have følgende virkninger:

   Dengang min lille bedstefar Nulialik døde, viste det sig, at hans harpunspids havde tilhørt hans svoger Iisaarsuaq (Store Isak). Da jeg var ude at fiske om sommeren, styrede jeg med det samme hen mod ham. Og han fortalte, at han havde prøvet at harpunere en hvalros, men at han ramte forbi ind under den. Og som man kunne vente, sank den, og mens den sank, vendte den ryggen mere og mere til siden. Han viste mig sin harpunspids, og det var en lille uanselig, værdiløs sag. Og så sagde han: "Se, så godt kendte hvalrossen mig." Denne lille harpunspids havde tilhørt min lille bedstefar, og Nulialik havde lavet den til. Han havde skåret den løs og hakket i den. Og han havde ikke set hvalrossen igen. Han havde jo rigtignok advaret mig mod at bruge våben, der havde tilhørt døde mennesker.

Hist.: Historisk begivenhed fra 1900-tallet.

Kommentar: Det er uklart hvem der siger den sidste sætning: Fortælleren eller hans bedstefar.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 29, ss. 106 - 114.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 74 - 76, nr. 34. Kvinden og

hajfiskens børn.

Resumé af uddraget:

Forældrene vil ikke tillade deres eneste datter at

gifte sig. Under foregivende af at tage på bærtogt ligger hun i med

en haj, føder ti hajunger og sætter dem ud i havet, hvor hajfar passer

dem og dagligt bringer hende en halv sæl. Hendes forældre blir gamle

og dør, mens ungerne vokser til og fanger til hende. Den ene, der

hedder Siutaaq, er meget hurtig og dygtig. Han bliver såret under en

tur nordpå til en dræbt hval, da han flænser sig et stykke til

moderen. Hun må langt sydpå efter et sårhelingsmiddel, en stump af en

urinbalje, som hun får af en kvinde dernede. Hun forbinder såret med

stumpen, omvikler det med hvalbarde, og lige siden har hajer lugtet

stærkt af urin. Sammen med de andre hajer hævner S. sig på den, der

sårede ham, blir dernæst en dristig fanger, men overmandes dog af en

kaskelothval, der bider halen og dernæst finnerne af kroppen. Da

mister S. bevidstheden.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 29, s. 326.

Var.: Haj som forsørger; Hajfisken som forsørger;

Hist.: Hendrik har hørt fortællingen af sin morfar, Isak, der døde

meget gammel.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik