Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 54 - 55.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 At tiltrække sig.

Eqiunnguaq (Bendt). Når julen nærmede sig, satte Ersaatsoq ("den der er skæv i den ene side af ansigtet på grund af lammelse") sin datter Arnaviaq til at sy, mens han "vågede" over hende. Hun skulle sy med nålens spids ovenfra og ned *). Og når hun havde syet et stykke tid, sagde han til hende: Læg sytøjet og gå ud og gå rundt om huset i samme retning, som verden drejer (solret, sila malillugu). Og lige når hun var ved at gå ud, sagde han til hende, at hun skulle gå rigtigt ind af husindgangen, når hun skulle ind. Det var af frygt for, at hun skulle komme til at tiltrække en død person. Og først når hun havde lagt sit sytøj fra sig og var gået i seng, ville faderen lægge sig.

   Og så skete der alligevel det, at Arnaviaq, mod sin fars vidende, gav sig til at sy, mens han sov. Det var da Ersaatsoqs brorsbarn Angittalliks barn var død. Og det fortælles, at da hundene begyndte at hyle op, lagde hun sytøjet fra sig og gik ud. Det viste sig, at hund-ene gøede over noget ved gravene. Da faderen vågnede op af det og spurgte hende ud, nåede hun kun lige at sige, at hundene gøede af den person, der var blevet "gravlagt" (begravet) om dagen, før faderen klagende sprang op og fulgte med sin datter ud til graven. Det for-tælles, at da de nåede derhen, var den døde dukket op af graven og havde rettet sig op. Faderen sagde hårdt til sin datter: Det er dig, der er årsag til dette her, nu må du bringe det i orden! Da hun havde lagt den døde i graven igen, sådan som det skal gøres, forlod de gra-ven.

Derfor ville Arnaviaq aldrig nogensinde lade min mor sy om afte-nen. Det var hun blevet afskrækket fra.

*)HL: Når nålen bliver stukket i skindet, kommer den ud på den anden side. Og hvis man i lang tid syr på den måde, får denne handling en egen kraft til at få de døde, der er dækket til, til at komme frem fra deres grave. Dengang man havde taburegler, var det derfor aldeles forbudt at sy, når der lige havde været et dødsfald.

   Især nord for Upernavik har man troet på denne form for tiltræk-ning (af døde). Og nogle af de mennesker, som jeg talte med, var meget omhyggelige med ikke at forbryde sig mod denne taburegel.

Hist.: Historisk fortælling (ikke daterbar) om før-kristen forestilling, der også kendes fra Østgrønland og formentlig tidligere var gældende blandt de fleste inuit.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 149 - 150.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

De sidste åndemanere.

E. Da jeg var helt lille, fortalte man, at nu var den sidste åndemaner i Ippak død. Hans storebror Napasu døde først, da jeg var blevet vok-sen.

   Det fortælles, at da de om foråret flyttede ud af vinterboligerne ud til Qeqertaasat, var der to enker, der havde meget små børn, og den ældste dér på sommerstedet var fra Ippak. Og netop da isen var ved at bryde op, blev manden fra Ippak syg. De fornemmede, at hans tilstand hele tiden blev værre. Han blev svag og afkræftet men kunne dog stadig tale.

   Hans kone blev også syg, men hun sagde ingenting. Da de syntes, at den gamle fra Ippak forandrede sig, sagde de to unge enkers mor, at de skulle rejse til Kangersavatsiaat i en båd og bede hans storebror om at hente ham.

    Da de andre var rejst, var der kun kvinder tilbage på stedet. Og lige da de var taget afsted, blev han fuldkommen vanvittig. De gamle kvinder på stedet var Aaneeraq og Nukartaakassak.

   Jeg har hørt Aaneeraq fortælle således om, hvad der foregik: Selv fik hun ham til at falde til ro ved at læse for ham fra den Hellige Skrift. Han snakkede nemlig usammenhængende om alt muligt. Og han ville have, at man skulle rulle hans harpunrem ud, så han kunne få fat i noget varm mad gennem den yderste ende af denne. Da han fik det så-dan, forstod de, at han var åndemaner. Når han blev anderledes og larmede og lavede lyde, kom der fuldkommen enslydende gensvar over fra den anden side. Og hun mente, at hans hjælpeånd måske var på vej hen til ham. Men denne frygtelige stemme var så skrækkelig, at den ikke var til at høre på.

   Og når han ville til at gå ned til stranden (det virkede, som om han ville gå derned), var han så bange, at han ville have, at hans datter holdt om ham bagfra, og så gik han langs skrænten og fulgte den, ligesom han krøb ned under skrænten på stranden. Og efter at have gjort det, gik han rundt oppe på land bag teltene med fråde om munden.

Og når de kom hen mod ham, gik han et andet sted hen. Og når hun fulgte efter ham, begyndte han at råbe efter hende.

   Samtidig med at dette foregik, lod robåden vente på sig i tre dage, fordi det ikke var til at komme frem for storisen. Og mens de ventede på båden, opførte han sig på den måde uden overhovedet at sove.

   Så nåede de da frem nede fra Kangersuatsaaq for at hente hans lillebror. Men da de forsøgte at få ham ombord i robåden, ville han ikke med hjem. Han ville blive på land. Hans storebror bandt ham fast, som man gør med et barn i en båd, og fik ham ombord i båden, selvom han strittede imod.

   Og da de havde bragt ham til Kangersuatsaaq, nægtede han at gå op på land fra båden. Så hans storebror måtte igen kæmpe med ham for at få ham op. Da han nu var kommet til Kangersuatsaaq, døde han.

   Da de året efter var flyttet ud af vinterboligen og var flyttet ud til fangstpladsen, så de en stor fugl komme flyvende over fra den modsatte side. Da de så den komme flyvende hen over sig, troede de, at det var en stor måge. Og en fanger sagde: Der kommer en stor måge flyvende! Men da den kom nærmere og fløj nedad, mente de, at det måtte være en lille ride. Og mens den nærmede sig stranden, blev den mindre og mindre. Og da den nåede helt hen til stranden, var den ligesom en lille fisk, der kun lige kunne ses. Da den var nået helt hen til strandkanten, skyndte de sig derhen, men den var simpelthen forsvun-det. Den var som sunket i jorden. Og måske var det ganske enkelt en af hans hjælpeånder.

   Derefter prøvede de at slå telt op på dette sted nogle gange, men fordi det altid spøgte så frygteligt, blev det umuligt, så fremover boede de ikke længere i telt der.

Hist.: Fortælling med en historisk kerne.

Kommentar: Der er en del historiske fortællinger om sindssyge. Søg på sindssyge, og se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  59 - 60.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den sidste tupilak i Illorsuit (bygd på Ubekendt Ejland).

E. Martin Mørch var kateket i bygden Illorsuit, der hører ind under Uummannaq kommune. Da kan kom på besøg hos sin bror Tobias Mørch i Upernavik, var jeg tolv år gammel, og dengang hørte jeg ham fortælle historier. Da han var blevet en ældre gråsprængt mand, kom han en gang sammen med Usaangassuaq og Iisaakassak, der kom med post, og overnattede hos os i vores hus i Kangaarsuk, hvortil vi var taget hen på jagt. Han fortalte, at dengang han var ung, plejede han at tage på jagt i kajak sammen med storfangeren Aarsuatsiaq, der boede i Illorsuit. Og denne tog ham ikke med for at lære ham op men derimod for at have ham med som hjælp til bugsering af fangsten. For når han havde fanget noget, overlod han fangsten til ham, så han kunne tage dyret på slæb, og så efterlod han ham og roede videre for at jage videre.

   Det fortælles, at denne fanger altid fangede noget; og det var naturligvis på den tid, hvor der var mængder af sæler at fange. En dag roede de på jagt i kajak mod øst. De nærmede sig fjeldet Qinngusaaq, der ligger øst for Illorsuit, og da de kom nærmere til land, kunne de høre en ræv gø dér højt oppefra, og de kunne høre, at den løb nedad mod havet.

   Da den nærmede sig vandet, begyndte den at lave lyde som mange forskellige slags dyr. Til sidst begyndte den ene af mændene at føle sig utryg ved, at den lavede alle mulige lyde, da den kom nærmede ned til vandet. Selv var han så bange, at han knap kunne bære det længere.

   Så sagde hans fælle: Den kan jo ikke gøre noget. Lad os nu bare se! Og med det samme roede han hen i retningen af den. Og da han ikke syntes, at han kunne lade storfangeren ro alene, fulgte han efter ham. Men selv om de kunne høre dyret være helt tæt på sig, hvor det skreg på stranden, kunne de overhovedet ikke se det.

   Til sidst hørte de noget ude fra vandet: aar, aar, ee!, der på den måde gjorde opmærksom på sig selv. De så sig om og fik øje på en stor sæl, der trygt lå i vandskorpen! Storfangeren kastede harpunen efter den, men sælen var for langt væk. Og igen lød det: aar, aar, ee! Så snart den skreg sådan, roede fangeren hurtigt frem for at kunne harpunere den, og så kastede han harpunen. Han havde vistnok ramt sælen, men den var ikke til at se. Og med et: Øv, hvor er den dog irriterende! trak han harpunremmen til sig og lukkede vanten om harpunspidsen efter at have spyttet i vanten. Da sælen igen dukkede op tæt ved ham, roede han hen mod den og kastede harpunen mod den, og denne gang dræbte han den. Og naturligvis sank den med det samme. Storfangeren kaldte på ham, og da han kom derhen, var han langsomt ved at trække den op. Og det var tydeligt, at han ikke var særlig tryg ved situationen, og at det var derfor, han bevidst var så lang tid om at trække den op. Og sikke dog en elendig stakkel af en sæl. Det fortæl-les, at dens luffer sad omvendt på, og den var så mager, at det så ud, som om fangerens pilespids var limet til siden på den. Og dens skind lignede mest af alt et gammelt kasseret brikseskind. En del af det havde en smule hår på, men resten var helt bart.

   Så vendte de da hjemad med sælen på slæb. Da de nærmede sig bygden og kom tæt hen forbi to ældre fiskere, sagde den ene af dem: Nå, det er da første gang Aarsuatsiaq kommer hjem uden fangst.

   Aarsuatsiaq svarede: Nejda, men denne gang har jeg fanget en tupilak. Og den gamle svarede: Du har godt nok mistet forstanden! Pas på, for han er ved at blive tosset! Og det fortælles, at da de kom op af kajakkerne, kom der en masse mennesker ned på stranden for at se på sælen. Efter at have samlet en hel flok hunde, smed de sælen hen til dem, men selv om de flænsede i den med tænderne, fik de den ikke revet i stykker. Da hundene nu ikke kunne klare sælen, tog de den fra dem og skar den i stykker. Og så fandt de ud af, at der hverken var kød eller spæk på den, og hele dens indre bestod nærmest af en slags rødder. Dens knogler var et sammensurium af alle slags dyrs knogler. Og den havde formodentlig også menneskeknogler, for da den svømmede ud i havet, fik den stemme som et menneske. Man skulle have troet, at den ikke ville kunne leve. Det siges, at den nok ikke var beregnet på fangeren, og at det nok var derfor, at den ikke gjorde ham noget.

Måske var det den sidste tupilak i Illorsuaq og omegn.

Hist.: Fortælling om historisk begivenhed omkr. 1900.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 57.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Familiens beskytter.

Eqiunnguaq (Bendt). Det fortælles, at en kvinde dræbte Massaluttoqs mor. På sine gamle dage var hun blevet svagelig. Og en gang hvor de var ude at plukke bær, havde hun skjult sin kvindekniv i bæreposen på sin amaat (bærepelsens plads til barnet). Og hun dræbte hende ganske enkelt ved at hugge hende med kvindekniven.

   Massaluttoq (der blev døbt Caroline Jakobine) var derfor ikke helt almindeligt opdraget. Hun havde en isbjørn som amulet. Og den omfat-tede hele familien. Den var både et varsel om ulykker og en beskytter. Hver gang der var ved at ske noget, også når nogen skulle dø, viste den sig. Og da Massaluttoq var ved at dø i Aappilattoq, fortælles det, at man kunne høre den langt derude på isen. Hele natten brølede den, og først ud på morgenstunden, da hun holdt op med at trække vejret, tav den.

   Og nu er Lena, én af hendes slægtninge, syg, og har det ikke særlig godt.

   (Én af de dage mens jeg var der, døde hun om natten. Da vi kort tid efter gik forbi dér, var der helt friske, store isbjørnespor lige udenfor hendes vinduer. Isbjørnen var gået over fjeldet. Det var svært at se, mens det var mørkt, men det var tydeligt, at den var fulgt efter os, kort tid efter at vi havde gået der, for da jeg gik der første gang, var der ingen spor. Det var ærgerligt, for det havde været interessant at se en tupilak-isbjørn. H.L.)

Hist. Historisk fortælling, måske fra slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Amulet eller tupilak? Forestillingerne smelter ligesom sammen her.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 157 - 158.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Dengang det blev forbudt at synge nidviser.

E. Da Liikkeersuaq, der var fra Sioraq, ikke kunne føde, kom Kiinngivik og manede ånder over hende, så hun kunne føde. En gang da de var i Kangersuatsaaq, kunne man en aften høre nidviser. Da de altså viste sig at være i færd med at synge nidviser, kom deres kateket hen til dem. Det var dengang da Ijasilaat var kateket, og hun var gift med den bygdebestyrer, som grønlænderne kaldte Sanasoq (Tømreren).

   Det fortælles, at hun stillede sig ved husindgangen, og derinde havde de det så varmt, at de havde taget vinduet ud, og de var i fuld gang derinde, hvor huset var propfyldt af mennesker. Paninnguaq var i færd med at synge over denne Liikkersuaq og mane ånder for at få hende til at føde.

   Noget fra Paninnguaqs vise lød som følger:

   Måske når hun hører

   når vores lille leder *) hører!

   mon i så ikke længere får disse ting

   kaffe, der dufter

   sukker, der smelter

   og så disse brød'er.

   Aldrig tidligere var deres kateket blevet så bedrøvet. Og hun havde sagt: Nå, det er sådan de er! Når præsten kommer, vil jeg endelig for-tælle noget.

   Og det fortælles, at da præsten det år kom til Sioraq, ville han ikke lade dem gå til alters. Men denne Paninnguaqs datter blev ved med at græde så meget af misundelse, at han lod hende deltage.

*) Her mente hun deres kateket. En af straffene var nemlig: Når vinteren blev slem og sulten begyndte at melde sig, måtte de ikke få den offentlige hjælp.

Hist.: Historisk beretning om problemer under overgangen til kristendom

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 96 - 97.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Andre ulykkesvarsler.

E. Det fortælles, at der kan ske det, at man kaster harpunen efter en hvidhval, der sover i vandskorpen, og at hele dens overflade så trækker sig sammen i små trækninger, og så bliver de alle bekymrede. For det betyder, at én af fangerne skal dø. Og det slår aldrig fejl.

   Det samme gælder, hvis der er blod i isbjørnens spor, selv om den ikke har ædt noget. Så er det enten sporfinderen selv eller én af hans slægtninge, der skal dø.

   Også når man jager et rensdyr og er ved at snige sig ind på det. Hvis det bare forsvinder i et område, hvor det simpelthen ikke skulle kunne skjule sig, er det tegn på, at nogen skal dø.

   Jeg har selv oplevet, at det med isbjørnen er gået i opfyldelse.

Jeg og Daaniarsuaq, Usaanngassiiks søn, der nu bor i Kuuk, var om efteråret taget på rypejagt, og så fik vi øje på nogle store isbjørne-spor, der muligvis stammede fra aftenen forinden. Ind imellem isbjørnesporene var der ret mange bloddryp. Og selv om vi fulgte sporene et godt stykke vej, var der hele vejen dryppet blod mellem sporene. Da vi kom tilbage og fortalte om det, syntes de gamle, at det virkelig var uhyggeligt. For de sagde, at nu skulle én af os dø, enten en slægtning eller en søskende.

   Og det var oven i købet så tilfældigt. Den vinter gik det mod forår, da min vens storebror faldt i vandet og forsvandt. Og de gamle sagde: Det var ikke så mærkeligt, at der var blod i isbjørnens spor.

   Og når man bliver gammel, bliver det sådan, at det sidste man fanger, hvad enten det er isbjørn eller remmesæl, ikke har nogen galde.

    Suulussuaq (Store Søren) fra Qaarusulik kom en dag hjem og havde fanget en hvalros, og han sagde: Ja, så har jeg fanget min sidste hvalros, for den har ingen galde. Og de ledte efter galden uden at kunne finde den. Han døde senere uden at have fanget flere hvalrosser.

Hist.: Historiske hændelser fra ca. 1900

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 85.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den danske del af ham.

E. Der var en mand, der på sine gamle dage var holdt op med at tage ud på ture. En dag var denne mand og alle hans husfæller indenfor, da de kunne høre, at der var nogen på vej ind. Og så kom en mand ind med sin store kajakhelpels på. Og straks efter ham kom en anden skrækkelig én ind. Det fortælles, at mænd, der kom fra andre bopladser for at dræbe nogen, plejede at komme på den måde. Mændene var netop kommet ind, da man pludselig kunne høre en dansker sige en masse ovenover hovedet på den aldrende mand, uden at åndemaneren havde sagt et ord.

   De andre spurgte ham: Hvad siger han? Hvad er det, han siger? Og uden at røre sig, svarede han: Det drejer sig om at ville leve, og han taler om en sølle hund, der skal dræbes. Han kaldte her sig selv for en hund. Og det viste sig, at disse mænd kom for at dræbe ham, fordi de mistænkte ham for at være en heks. Og nu havde den danske del af ham advaret ham. Da de to uhyggelige fremmede havde været der et stykke tid, gik de endelig og forlod huset for at tage hjem.

   Dagen efter at mændene var taget afsted, bad denne lille åndemaner nogle mænd tage afsted og finde ud af, hvad der var sket med dem. Og da de udsendte kom tilbage, fortalte de: De sagde, at efter at de var taget afsted, var de simpelthen ikke kommet tilbage. Det viste sig, at åndemaneren havde ladet sin hjælpeånd følge efter dem.

Hist.: Næppe en historisk fortælling

Kommentar: Man bemærker associationen mellem europæer (qallunaaq) og hund, idet europæerne ifølge deres oprindelsesmyte var efterkommere af en kvinde og en hund.

Emneord: Selv, identitet, blanding. Hekseri.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 58.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

E. Dengang vi boede i Søndre Upernavik (Upernavik Kujalleq), plejede hvidhvalerne at dukke op i september, medmindre de var sent på den, for så kom de i begyndelsen af oktober. Narhvalerne kom først i november, men i august var der aldrig hverken hvidhvaler eller nar-hvaler.

   En dag i august var jeg ude at ro i kajak, og så fik jeg øje på en lille hvidhval. Den var så lille, at jeg tænkte, at navlestrengen sikkert endnu ikke var faldet af. Da jeg pludselig hørte dens ånde-pust og fik øje på den, flød den utrolig langsomt afsted. Den dukkede knap nok rigtigt ud af vandet, og efter at være dukket ud af vandet sank den bare langsomt ned og forsvandt under vandoverfladen. Den blev dog aldrig længe nede under vandoverfladen. Jeg tænkte, at den nok havde sin mor i nærheden og ventede et stykke tid på, at hun skulle dukke op. Men da hun ikke viste sig, besluttede jeg mig for at fange den lille hval. Lige så snart den kom indenfor den afstand, der skulle til for at ramme den med harpunen, lagde jeg an til kast, men så for den afsted, som om den snoede sig. Det var, som når en motorbåds skrue er ved at gå i stå, og der hvor hvalen var, blev der helt sort.

   Jeg blev ved med at prøve men forstod så, at det ikke kunne være en hval. Og så blev jeg temmeligt vred på den og skød på den, så det bare sortnede derhenne. Og jeg hørte mig selv sige: Du bad selv om det!

Men så opdagede jeg: Der var ikke den mindste smule blod. Og da jeg var ved at nå hen til den, for den afsted, som om der ikke var sket den noget. Da der ikke var andet at gøre, begyndte jeg at ro hjemad, og først da jeg var ved at nå hjem, fangede jeg en grønlandssæl.

Kommentar: Overskriften for denne og en anden fortælling er: Det var vel i grunden en tupilak. (Den anden fortælling er oversat i H. Lynge 1955: 143 - 145: En tupilak)

Hist.: historisk fortælling: Forklaring på et sødyr med en besynderlig opførsel. Første halvdel af 1900-tallet.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 103.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Han, der aldrig frygtede for at nævne noget.

E. Det fortælles, at der lå et gammelt hus i Piitaatsoq, og det var Paatooqs hus. Paatooq var åndemaner / angakkoq / angakok. Han var aldrig bange for at nævne afdødes navne. Og når nogen døde, brugte han straks den dødes navn på deres slægtninge.

   Da Paatooq døde, begyndte folk hurtigt efter at sige: Lad os bare nævne hans navn!

Hist.: Historisk begivenhed fra 1900-tallet.

Kommentar: Sådanne brud på navnetabuet krævede mod. Måske har man ved straks at nævne den dødes navn ment, at den formastelige skulle hindres i at blive opkaldt, dvs. 'vende hjem': angerlartoq.