Oversættelse ved Apollo Lynge:

Om den store åndemaner

Der var engang en stor åndemaner, der kunne trodse al slags vejr og fange alskens fangstdyr. Han tog ikke på sælfangst andre steder end ude på havet. Engang han tog ud og netop havde gjort holdt på et fangststed, kunne man ikke mere se fjeldtoppene, og sneen begyndte at falde tæt i vindstille. Den store åndemaner manede for at få det til at klare op, men da det ikke lykkedes, begyndte han at ro ind mod land uden fast mål. Længe spejdede han efter land og blev til sidst noget urolig. Langt om længe så han land lige fremme og opdagede, at der på land kom to store mænd, den ene meget lys og med blåbærfarvede øjne, og den anden var så sort, at kun hans øjne lyste op i ansigtet.

Da den store åndemaner kom i land, kom de ham meget venligt i møde. Den meget mørke udbrød da: "Qaaluaq, karang, kom med op i mit hus." Da den store åndemaner begyndte at gå op mod huset, fulgte den store lyse med op som om invitationen gjaldt ham selv. Da værten selv først gik ind, fulgte de efter ham og så, at han og hans kone var alene. Da den store åndemaner sattes sig ned, satte den lyse sig lige op og ned af ham. Værten kiggede ind mod sin kone og sagde: "Qaaluaq, hent lændestykket af min allersidste fangst". Konen gik ud og kom tilbage med en frossent lændestykke af en sortside. Hun satte det frem og stak en kniv i den. Den store åndemaner havde stor lyst til det, og skulle lige til at tage sig for af retterne, da den store lyse ved siden af puffede til ham med albuen og sagde: "Qiioq, han er lige ved at bespise dig med lort." Den store åndemaner kastede et blik på den igen og så en sammenklemt menneskelort. Det viste sig at fordi det var en sidste afføring fra et menneske, umiddelbart før det døde, havde han gemt det i depotet og kaldte det 'min allersidste fangst'.

Anden gang sagde han til sin kone: "Kom med nogen andet mad". Konen gik ud og kom ind igen med en masse sortebær. Hun satte de mange bær, der endnu hang fast ved deres lyngplanter, frem. Endnu engang skulle han lige til at tage for sig, da sidemanden puffede til ham og sagde: "Qiioq, han har budt dig på tyndskid". Den store åndemaner kastede et blik på det igen og så, at det var tyndskid af sortebær. Da udbrød hans sidemand: "Qiioq, kom også på besøg hos mig".

Da han skulle til at gå ud sammen med ham, fulgte den første vært med, som om det var ham invitationen gjaldt. Han fulgte op til huset med sin vært, og den store åndemaner blev fyldt med undren, da han kom ind i huset. Da han bød ham at sidde og han satte sig, sagte værten til sin kone: "Qiioq, hent noget at spise". Konen gik ud og kom da ind igen med ørreder, og ih hvor så de lækre ud. Han skulle lige til at spise, da sidemanden, den store grønlænder, puffede til ham og sagde: "Qaaluaq, han er ved at bespise dig med ørreder". Den store åndemaner svarede bare: "Det er jo den slags vi plejer at spise". Da han havde spist ørred, sagde værten: "Qiioq, kom med noget andet at spise". Konen gik ud og kom tilbage med meget lækre blåbær, og han spiste sig mæt i blåbærrene. Mens han spiste, kiggede den store åndemaner sig betaget rundt i huset, for værten boede i et træhus. Da han kom ind havde han straks set en stor rund sten. Konen var efterhånden travlt optaget og åbnede det, som han troede var en stor sten, og så tændte hun ild og fyrede op inde i den, og snart hørte man ilden buldre. Da det var sket, tog hun også et stykke sten med en tud og et eller andet håndtag. Hun hældte vand i den og gik hen til det, der buldrede, åbnede det ovenpå og lagde stenen der. Kort efter at hun havde lagt den der, begyndte det at buldre endnu kraftigere og stenen begyndte nu og da at ryge. Så drejede hun noget rundt på en træboks, det knasede, og han mærkede nu, at det blev meget varmt inde i deres hus. Da det han troede var en sten begyndte at ryge hele tiden, tog hun den ting hun rørte rundt med og åbnede den; så fjernede hun toppen af det han mente var en sten, så fjernede hun noget træstykket ved at trække en skuffe ud og hældte indholdet i stenen, og da mærkede den store åndemaner en fremmed lugt, der duftede dejligt, og han anede ikke hvor den kom fra. Da det lod til at være kogt, tog hun det ned.

Den store åndemaner så faktisk også nogen mindre hvide sten ligge oven på hinanden på hylder på væggene. Da den store lyses kone tog dem ned lagde hun dem frem ved siden af den store åndemaner. Han syntes grangiveligt de lignede rav. Da hun havde hældt op, rejste den store lyse sig, tog et stykke rav i munden og hældte indholdet i det der faktisk var kopper med underkopper, hvorpå han begyndte at drikke af det og sagde: "Qiioq, tag for dig". Selvom den store åndemaner syntes det så ulækkert ud, hældte han noget op i underkoppen og tog hele munden fuld af de små sten. Og selvom han syntes de så ulækkert ud begyndte han at drikke, og så smagte det virkelig godt. Da han havde drukket to fulde kopper begyndte den store åndemaner ar føle sig rigtig udhvilet og tog til at svede over hele kroppen.

Nu hvor den store åndemaner rigtig havde fået mod på livet, tog hans vært et stort stykke tang, der havde en stor hvid bøjning i enden. Anden gang tog han et andet stykke tang frem, begyndte at skære noget af det og fylde det hvide stykke med det. Efter at have tændt den med ild og have suget på det, blev hans ånde hvid. Da blev den store åndemaner rigtigt overrasket. Da han havde åndet lidt med det, rakte han det til den store åndemaner. Da han så tog det, havde han knap suget på det, før han fik en hvid ånde. Men næppe havde den store åndemaner følt velvære ved det, før han følte sig underlig i hovedet. Han blev så småt svimmel, og det blev endnu værre, da han også fik en fornemmelse af at skulle kaste op, og så holdt han op med at suge af det, der gav hvid ånde. Han troede, han var blevet syg, men da det nu ikke blev værre, gik han udenfor og så, at vejret var klaret op, og han var kommet i land et godt stykke fra sin boplads.

Da han havde gjort sig klar og skulle afsted, gik hans værter ned til ham, og han bød dem farvel, da han stødte fra land. Da han begyndte at ro, var han kun nået et lille stykke væk, da han hørte ravne og mågeskrig. Han så sig tilbage og opdagede så, at han var stødt fra land på et sted, hvor der kun var et stejlt fjeld, og der var en måge og en ravn, der skiftevis fløj mod hinanden. Det gik da op for ham, at han havde besøgt en måge og en ravn i menneskeskikkelse.

Da den store åndemaner kom hjem og ikke kunne glemme det han fik at drikke, og sin oplevelse af at ånde hvidt, holdt han en åndemaning og fandt herunder ud af, at der syd for hans boplads ind i mellem kom en østgrønlænder (?) østerlænding til landet der handlede med sådanne ting. Det fortaltes, at den store åndemaner tog sydpå, da det blev sommer, og da østerlændingen kom til landet købte han mængder af kaffe og tobak, som han havde lært at kende af sine venner om vinteren. Herefter kunne man opleve den store åndemaner der åndede hvidt, efter at han havde drukket kaffe. Her ender historien.

Jakob Eugenius.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

Hist: En "moderne" version, der associerer ravn og måge med hhv. grønlænder og europæer. Betydningen af "østerlænding" alias europæiske handelsskippere, der anløb Sydgrønland østfra, er værd at overveje. Måske hentydes der til dem, der en overgang omkr. 1700 lagde ind om nær Kap Farvel for at fylde op med drikkevand - og handle.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

Resumé: En europæisk fortælling i grønlandsk gengivelse.

En konge, der har tre sønner, opfylder den yngstes ønske om at lære til tyv. Da han er vel udlært, stiller kongen ham en - tror han - umulig opgave, at røve selveste præsten. Sønnen / prinsen ringer ivrigt med kirkeklokken om natten, præsten vågner, hører prinsens budskab, at nu er det tid for enhver der vil til himmels. Præsten kryber i den sæk, som prinsen tilbyder. Prinsen binder den og slæber bylten af sted over stenet jord. Præsten beklager sig: han mente vejen til himlen var behagelig. "Kun for de sande troende," svarer prinsen. Derefter afleverer han præsten i sækken til sin far, kongen.

Hist.: Esikias Davidsen var 75 år i 1981, hvor han boede i Tasiusaq. Men tidligere boede han i Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal og Illukasik.

Den i Grønland tidligt populære Store Klaus og Lille Klaus har muligvis sat sig spor i denne fortælling

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 161h - 162h.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Pillingajak.

Pillingajak boede alene med sin mor. En dag sagde han til sin mor, at han ville gå en tur, og at det skulle være med et af deres får. Moderen forsøgte at tale ham fra det, idet hun nødig ville miste et får, som de fik mælk fra. Men det var forgæves. Sønnen tog af sted medbringende et får i en stor kurv, der var flettet af siv. Han bad sin mor at slagte tre høns og stege dem.

På sin vej mødte Pillingajak tre hvide mænd / qallunaat (danskere?). De spurgte

ham, hvorfor han havde et får med. Pillingajak svarede: "Jeg har megen gavn af

det, og nu skal I se." Så knipsede han fåret på hoften og sagde: "Gå hen til min

kone og sig, at hun skal stege tre høns." Fåret tog af sted og forsvandt. Pillingajak inviterede de tre mænd hjem. Og ganske rigtigt; moderen havde stegt

tre høns. De tre herrer undrede sig meget over dette. De købte fåret for mange

penge.

Dagen efter ville Pillingajak igen ud at gå tur med et får. Endnu engang

protesterede moderen, men til ingen nytte. Pillingajak sagde til sin mor: "Vil

du slagte en gris og stege en kølle? Blæren fra grisen kan du fylde med blod og

anbringe den et sted på dit bryst uden på hjertet. Jeg vil lade som om

jeg er gift med dig. Når gæsterne kommer, skal du lade som om, du ikke er rigtig

klog. Jeg vil stikke dig med en kniv; og du skal falde om på gulvet, som om du

er død. Når jeg så blæser på en fløjte, skal du rejse dig op igen."

Også denne gang mødte Pillingajak de tre herrer. De gjorde vrøvl over det får,

som de købte for mange penge og sagde, at det ikke duede. Pillingajak sagde

til dem, at fåret naturligvis først skulle vænne sig til dem, før det blev til

gavn. Så knipsede han fåret på hoften og sendte det af sted med besked til sin kone om, at hun skulle slagte en gris og stege en kølle. Han tog de

tre herrer med hjem, og da havde moderen maden parat til dem. Så begyndte

moderen at te sig underligt, og sønnen sagde: "Så er jeg nødt til at stikke

hende," og i det samme stak han hende med sin sølle sabel, så hun faldt om på

gulvet og blødte voldsomt. Da hun ikke længere blødte så voldsomt, blæste han på

sin fløjte, idet han holdt den tæt ved hendes øre. Moderen rejste sig op og

begyndte at danse rundt. De tre herrer købte fløjten for mange penge og tog

hjem.

Om aftenen blev de tre herrer enige om at prøve fløjten. Den første kaldte på

sin kone og dræbte hende, så hun faldt om på gulvet. Han blæste på sin fløjte

tæt ved hendes øre, men hun rørte sig ikke. Hun var død. De andre sagde til ham:

"Det er nok fordi du har betalt et mindre beløb i forhold til os." De to andre

var ikke heldigere. Konerne døde.

De tre herrer blev meget vrede og tog hen til Pillingajak for at dræbe ham. De

sagde til ham: "Vi vil putte dig i en stor sæk og smide dig ud i elven."

Pillingajak svarede: "Ja, værs'go, her er sækken." Da de kom til elven, puttede

de Pillingajak ned i sækken; og mens de var i færd med at binde sækken foroven,

kom der en vogn. Så flygtede de tre herrer. Køretøjets ejer blev nysgerrig og

standsede. Han spurgte Pillingajak, hvad han foretog sig i sækken. Pillingajak

svarede: "Åh, jeg er så lykkelig og salig, at jeg er helt træt." Den store herre

sagde: "Jeg vil da også gerne være lykkelig og salig." Pillingajak svarede: "Så

synes jeg, du skal ned i sækken og være lykkelig." Pillingajak kom ud af sækken,

og den store herre kom ned i den i stedet for. Da Pillingajak havde bundet

sækken, smed han den ud i elven, idet han sagde: "Du har selv valgt at blive

begravet her."Pillingajak opdagede, at vognen var fuld af gode sager. Han tog

det hele med hjem.

De tre herrer blev enige om at tage hen til Pillingajaks hus for at se, om han

var der. Da de så den store vogn ved indgangen, sagtnede de farten. I det samme

dukke Pillingajak op. De spurgte, hvorfra han havde fået alle de ting.

Pillingajak forklarede: "Ser I, jeg faldt i vandet den gang, I efterlod mig

ved elven. Alt dette har jeg fået forærende af de gode mennesker i elvens vand.

Der er sikkert flere gode ting i det dybere vand." Så sagde de tre herrer, at de

også godt kunne tænke sig at komme ned i elven og få del i de gode sager.

Pillingajak sagde: "Ja, værs'go, her er tre sække. Jeg skal nok tage med." Da

de tre herrer kom ned til elven, puttede de sig ned i sækkene. Pillingajak bandt sækkene foroven, hvorefter han smed dem ud i elven, idet han sagde: "I har

selv valgt at blive begravet i disse sække." Pillingajak vendte hjem, og han tog

alle deres ejendele til sig.

Var.: Store Klaus og Lille Klaus / Claus er tidligt blevet taget til hjerte af grønlænderne. Dette er den ældste grønlandske version. Den er endog nået til Thule-området. Se også Inge Kleivans omfattende og grundige artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005: 243 -275.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS, 2130, 2', læg 7, s. 124 - 125.

Resumé:

Ungkarlen, der aldrig får ram på en sæl, ror over til et land med dybe

kløfter og kalder en fjeldånd frem, der gir ham evne til at se sælerne

svømme under vandet imod, at han ikke fortæller om ånden til nogen.

Fra nu af får han rigelig fangst, indtil stedets andre fangere truer

ham på livet til at rykke ud med årsagen. De tar alle over til

fjeldkløften og råbet i kor på ånden, der ikke dukker op. Pebersvenden

mister sin fangstlykke.

Tolkning: Moralen er den, at ét menneskes forhold til en ånd ikke kan udstrækkes til andre, se fx: De små forældreløse Juua.

Ikke blot pebersvenden men også stedets andre

mænd lider tab, når han ikke kan fange mere.

Resumé:

Perleqqojaq havde lidt mad i sin hytte. Han boede alene med sin mor.

En aften kom en østenvind og blæste toppen af hytten og al maden væk.

Moren sagde: "Det var dog forfærdeligt, det er din skyld. Du må drage

til herren af østenvinden og få det tilbage."

Perleqqojaq drager afsted og han råber ud i luften: "Herren af

østenvinden må betale!" Han kommer frem fra en lille skrænt, et

menneske med en dug i hænderne, som han tilbyder Perleqqojaq.

Perleqqojaq afslår, da han har èn dug. Herren af østenvinden spreder

derpå dugen ud, og så siger han: "Giv brød, giv grød, giv søde sager!"

Og det hele er på dugen. Perleqqojaq tager dugen og går hjem.

Derhjemme prøver han dugen, men forgæves, den duer ikke.

Han tager tilbage til herren af østenvinden med dugen. Istedet for

dugen for han nu en saks, som når man klipper i luften med den, falder

der tøj ned. Perleqqojaq tager saksen med sig hjem. På vejen hjem

møder han den gamle havheks, og han beder hende om noget vand.

Hun giver ham noget vand, og siger at hun nok skal passe på det

han har i hænderne.

Da han er færdig med at drikke, fortsætter han hjemad. Derhjemme

prøver han saksen, men den virker ikke, der falder ikke noget tøj

ned. Han tager så tilbage til herren af østenvinden, for at bede om

kompensation. Denne gang får han en hammer. Herren af østenvinden

spørger om han havde mødt nogen på vejen hjem. Perleqqojaq svarer, at

han havde mødt havheksen. Herren af østenvinden siger, at næste gang

han møder hende, skal han slå hende ihjel med hammeren, når hun beder

om betaling for vandet. Da Perleqqojaq møder heksen, slår han hende

ihjel med hammeren. Så tager han de ting tilbage, som hun har taget,

som betaling for vandet: dugen, saksen og en lampe.

Da han kommer hjem, gnider han på lampen, og der rasler penge ud. Han

spreder dugen ud, og med det samme bliver den fyldt med mad.

Kongen hører om det, og sammen med sine officerer besøger ham

Perleqqojaq. Hvad gør Perleqqojaq??

Han fylder en svineblære med aske og lægger den på sin mores mave.

Idet kongen træder ind, trækker Perleqqojaq en kniv og stikker den ind

i sin more, som lader somom hun er død.

"Hvorfor dræbte du hende?" spørger kongen.

Perleqqojaq tager en høne, bøjer den over sin mors øre, så den

kagler. Derpå rejser moren sig. Kongen køber hønen af Perleqqojaq.

Da kongen kommer hjem stikker han kniven i sin egen kone, han skriger

hende ind i øret, men hun er død. Kongen bliver gal og går tilbage til

Perleqqojaq hus, sammen med sine officerer. Idet de træder ind i huset,

siger Perleqqojaq til hammeren: "Slå dem ned!" De falder en for en, og

da kongen er alene tilbage, siger han til Perleqqojaq: "Lad mig

slippe, så må du gifte dig med min datter."

På den måde blev Perlerqojaq gift med kongens datter.

Hist.: Et nordisk folkeeventyr i grønlandsk gengivelse. Søg på Store Klaus og Lille Klaus og Sissi fra Sisimiut for flere lignende fortællinger.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. En vanskeligt læselig version nedskrevet under den litterære ekspedition af Gaba Olsen, KRKB 1, 5(15), nr. 22, og fortalt af Maassannguaq, er muligvis den samme. Inge Kleivan giver det samme bud i sin artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005:

243 -275.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 212 - 213.

Resumé:

Et stort handelsskib ankommer. Qasigiaq der er begærlig efter rigdom, slår sin mor ihjel, holder hendes øjne åbne med hvalrosskæg og ror ud til skibet, hvor folk taler til den døde, der ikke svarer. Hun er døv, forklarer Qas. og opfordrer dem til at give hende en lussing, hvis hun skal høre dem. Det gør de. Hun

falder om. "Nu har I dræbt hende," siger Qas. og græder. Matroserne

overlæsser ham med gaver for at gøre det godt igen. Han fortæller

brødrene, at han har fået gaver for sin døde mor. En af dem slår

straks alle sine børn ihjel og ror ud til skibet, hvor man jager ham

bort. En anden gang møder Qas. en hvid mand med en masse ejendele på sin

slæde. Qas., der kun har en tom pose på slæden, fortæller, at han skal

ned på bunden af en sø i nærheden og hente sine ejendele. Hans fæller

har nemlig i vrede puttet ham i en pose og kastet ham i søen, og dernede

har han fundet en masse skønne ting. Han blev rig, fordi han løj.

Fortællingen stammer fra dengang for længe siden, da der var mange

mennesker, og der var hvide mænd i Thule-området.

Var.: Pillingajak;

Hist.: "Store Klaus og Lille Klaus" blev en yndet fortælling i

Vestgrønland. Den ældste version er fra Aasiaat, 1820'erne.

Måske er den kommet med sydvestgrønlænderen Hans Hendrik til

Nordgrønland / Avanersuaq / Thule omkr. 1850. Det er interessant at den mytiske Qasigiaq (talrige versioner), der altid kommer galt af sted og blir hjælpeløst til grin i de klassiske versioner, nu er blevet den snu Klaus der med held snyder de hvide vha. løgne.

Se også Inge Kleivans omfattende og grundige artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005: 243 -275.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Man fortæller om folk, der rejste nordpå for at få fat i

lidt jern, at de rejste en hel dag / dagen lang (?) med hundeslæde. Den eneste

slædehund, han (herfra bruges ental) havde, haltede.

Han kom til et lille hus. Omkring huset lå der sæler, hvis maver blot

var sprættet op; men der foregik ikke noget, og der var ingen

mennesker. Selvom huset var ubeboet, ville han overnatte dér, fordi

han var så træt. Ovenikøbet var det så heldigt, at lamperne brændte.

Han kogte et stykke kød fra de sæler, det lå i nærheden af huset og

lagde sine kamikker til tørre. Han tog sin hund med ind i huset og lod

den blive på gulvet ud for det sted han lå.

Han forsøgte forgæves at falde i søvn. Længe lå han uden at kunne

sove. Meget sent om aftenen begyndte hunden at gø af og til. Hundens

ører rejste sig mere og mere, og han selv blev mere og mere bange. Da

hundens gøen efterhånden blev vedvarende, greb han i hast sine

kamikker og tog dem på; og han kiggede ud gennem den lille åbning i

tarmskindsruden og så, at et menneske svøbt i ligskind var kommet

ganske nær. Så såre han så det, sprang han ned i gangen og anbragte

sig i kogerummet med hunden nærmest mennesket i ligskindet. Nu hørte

han det krybe ind i gangen og rømme sig, da det gik forbi kogerummet.

Mens det passerede kogerummet, holdt han sin hund om snuden, for at

den ikke skulle gø. Han selv turde knap nok trække vejret. Så såre

ligets store fødder var forbi kogerummet, flygtede han ud, alt hvad

han kunne.

Da han var kommet ud af gangen, så han sig tilbage og opdagede, at

alt var mørkt. Det viste sig, at dér, hvor han ville have overnattet,

var der en grav.

Han gik nu hen til sine hunde (det står i flertal, CB) og spændte den

(ental) for i største hast, hvorefter han kørte videre nordpå.

Efter at have kørt en tid fik han øje på et meget stort hus.

Denne gang sås der folk rundt om huset. Han kørte derhen og standsede

neden for huset. Han gik op til huset og ind. I huset boede tre

brødre, som var meget venlige, og de kom straks frem med noget mad til

ham. Da de spurgte, hvilket ærinde han havde, fortalte han at han

var på rejse for at skaffe sig noget jern. Og han fortalte følgende:

"Jeg havde den oplevelse, at jeg under min tur nordover, lige før det blev

aften, fik øje på et lille hus. Omkring huset lå der sæler, der ikke var

flænsede. Mens jeg tilbragte aftenen i huset, havde jeg nær fået

besøg af et menneske med ligskind om sig. Jeg skyndte mig ud af huset;

og da jeg så tilbage, opdagede jeg, at jeg havde været på besøg i en væmmelig grav."

Ved de ord lød det, som om værtsfolkene pudsede næse.

Han vendte ansigtet mod dem og opdagede, at de fra

den ældste til den yngste sad og tørrede tårer; idet han vendte

hovedet imod dem, sagde de: "Hvor var det pænt af dig - du, som er så

rejselysten - at du har holdt hende, som er så ensom, med selskab.

Da vores lillesøster blev sindssyg, begravede vi hende dernede sydpå."

De græd bitterligt alle tre. Da han skulle i seng om aftenen, gav de

ham sengetøj af lutter udsøgte bjørneskind; og han havde det

virkelig pragtfuldt.

Ved afrejsen næste dag forærede de ham så mange jernstykker, at de

fyldte hele slæden. På vej sydover kørte han i en stor bue uden om det

sted, hvor han havde set spøgelser. Han rejste aldrig mere nordover

for at skaffe sig jern.

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 90

Resumé: Et skib viste sig, og menneskene flygtede i rædsel. Kun

Qasigiaq og hans mor tog ud til skibet. Qasigiaq havde myrdet sin mor

og bundet hende til slæden.

Da han nåede hen til de hvide mænd, sagde han: "Min mor er meget

tørstig, men da hun er døv, skal i blot slå hende." De hvide mænd gav

hende noget at drikke. Derefter gav de hende gaver og så slog de

hende.

Qasigiaq sagde, at de havde slået hende ihjel, og at han forlangte

gaver. De hvide gav ham en masse ting. Så tog han tilbage til sine

fæller.

En af dem blev misundelig på ham. Han sagde: "De hvide kan godt lide

døde mennesker. Jeg dræbte min mor og fik en masse ting. Dræb bare

dine børn!"

Fjolset dræbte sine børn. De som ingen børn havde, dræbte deres koner.

Men de hvide ville ikke have de døde. Qasigiaq havde løjet for dem.

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Hist.: Tydelig europæisk påvirkning: Store Klaus og Lille Klaus. Måske nået til Thule området med Hans Hendrik. Se også Inge Kleivans omfattende og grundige artikel om Store Claus og Lille Claus i tidsskriftet Grønland 2005: 243 -275.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 2130, 2', læg 7, s. 120 - 124.

Resumé:

Tigaaq / Tiggaaq, der både er åndemaner og en stor ilisiitsoq / heksekunstner, har to sønner og en elsket plejesøn. Han tar alle tre med ud på fangst over

isen, længere ud end øjet rækker. En storm bryder isen op, og de

springer over revnerne mod land, men må til sidst over på en isflage i

en bred revne. Den blir mindre, hvorfor T. fremmaner et isbjerg. På

det driver de videre ud over havet. T. fremmaner drikkevand af

isbjerget, og han skal drikke først, hvis ikke vandet skal slippe op i

utide. Han viser, hvordan man skal tisse ud i havet uden at stænke på

isbjerget, der ellers vil gå i opløsning. Han skal springe først i

land på Akilineq, hvor de kommer ind i et stort hus. Alle dets

indvånere går ud, bortset fra en gammel mand, der spiser tørret

bjørnebov. Han lukker udgangen med bovbladet og trækker armkrog med

den ældste søn, vinder og river testiklerne af ham. En line fires ned

gennem et hul i taget, og dem deroppe haler liget op og parterer det.

Det går på samme vis med den næste søn. Derefter byder T. sin arm frem

og giver den gamle samme behandling som sønnerne fik. Da man deropppe

har parteret den gamle og bliver klar over fejltagelsen, stikker man

ned gennem hullet med lanser efter T. og hans plejesøn. T. ber om sin

yderpels, der hænger udenfor, får den og dermed i dens halslinning sin

amulet, en slibesten, som han varmer op i sin mund og, da han smider

den op gennem hullet, befaler han den at smutte gennem folk deroppe.

Stenen falder blodig ned. T. gentager opvarmningen og ordren. Alle

blir dræbt. T. sætter sine parterede sønner sammen og genopliver dem,

hvorefter alle fra en stejl kystklippe springer ud i havet. T. og hans

sønner, der har bjørneamuletter, kommer op som bjørne i passende

aldre, men plejesønnen kommer op som snespurv og transporteres hjem i

sin plejefars øre. De svømmer hjem, går i land, ryster sig og

forvandles tilbage. Det er blevet forår. Alle blir glade, og T. tar

aldrig ud på langtur igen.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Qattaaq med lemmingamuletten; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Qilaasuaq og Allunnguaq; Asalooq.