Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Eva gav 23 resultater.

"Jeg har rensdyret i mig"

Print
Dokument id:850
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:"Jeg har rensdyret i mig"
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 62
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 63: uvanga tugtûvunga.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 41 - 42.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 46.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Det skyldes den skindstump af et renhovede, som Eevateeraq blev gnedet over det hele med som nyfødt, at han overlevede alle børnesygdomme - i modsætning til alle sine tidligere fødte søskende. Han opførte sig også som et rensdyr som barn og som ung kunne han løbe en renko op. Moderen gemte længe skindstumpen, og selv om den senere bortkom, fortsatte dens virkning længe.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.

Angákoq Sivpiaq / Sivfiaq

Print
Dokument id:902
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eevateraq
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Angákoq Sivpiaq / Sivfiaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 77
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 84- 85.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Åndemaneren Siffiaq.

 

E. Åndemaneren Siffiaq kunne man absolut ikke gøre grin med. Og det siges, at han var til stor nytte med sin åndemaning. En dag var nogle nybegyndere ude at ro i kajak, og de kom hjem med en af dem, der var væltet rundt i sin kajak og var druknet. På det tidspunkt var ånde-maneren selv ude at ro i kajak.

   Eftersom han var død, begyndte de at svøbe ham ind i ligskindet. Og på det tidspunkt kom åndemaneren tilbage. Da de fortalte ham om, hvad der var sket, sagde han til dem, at de bare skulle lade den døde ligge og ikke lægge ham i graven.

   Åndemaneren var urolig og gik op til huset og bad andre om at bære hans kajak op. Da han kom ind, tog han sin kajakhelpels af og var på vej ud igen. Men da han nåede hen til husets kogerum, blev der sagt derindefra: Gå ikke hen til ham uden at have noget koldt eller tæt beklædning med dig!

   Det der mentes med det var, at han ikke ville kunne genoplive den døde uden at have den kajakhelpels på, som han havde haft på ude på havet. Så gik han ind igen og tog igen disse klædningsstykker på. Og han gik hen til den døde og bad folk om at gå, fordi han ville miste sin kraft, hvis der var andre til stede (det var fordi han stadig havde en trylleformular, som imidlertid ville miste sin kraft, hvis andre hørte den). Vendt mod morgengryets retning begyndte han at arbejde med den døde, mens han mumlede.

   Efter ganske kort tid var den døde vågnet op igen og havde sat sig op, og efter at have bedt dem bringe noget mad ind og give det til den genoplivede, var åndemaneren gået hjem. Da han kom ind, havde han sagt, at fordi han var nået hjem om morgenen, havde han bearbejdet ham om dagen, og havde han ikke nået det, mens det var lyst om dagen, havde han været tvunget til at vente med at gøre noget ved den døde til dagen efter, når det var ved at blive helt mørkt.

   På grund af disse handlinger viste åndemanerens landsmænd ham stor respekt.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800 - tallet.

Kommentar: emneord: angakkoq, genoplivelse

Arnangneq / Sjælevandring

Print
Dokument id:768
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Arnangneq / Sjælevandring
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 139
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 44 - 45.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 49 - 50.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Fortællerens kones mor, Perqewk (Peqquk) var som voksen udsat for arnangneq / arnanneq. Det var fortællerens faster og hendes mands barn, der var taget på besøg i hende. Barnet døde før det blev et år, og Peqquk drømte at hun var et spædbarn, der længtes så forfærdeligt efter "sine forældre" at hun hverken kunne spise eller drikke. Men hun var flov over at det var sket hende så gammel hun var, og først da hun var ved at dø og gik til bekendelse, fik hendes gamle mor givet besked til det døde barns forældre. De kom med vand og noget af deres egen mad. Peqquk drak og spiste med glæde, fik flere foræringer og kom sig endelig helt igen.

 

Hist.: Historisk fortælling fra ca. 1900.

 

Kommentar: Bogstaveligt betyder arnangneq snarest "det at søge sig en mor". Samme tankegang går igen i myten om Navagiaq og i navneopkaldelsen.

 

se: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

arsarneq / arsaanneq, boldspil med hundeslæde

Print
Dokument id:5
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:arsarneq / arsaanneq, boldspil med hundeslæde
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 133
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 158 - 159: Qimugsimik arssáutut, fortalt af Martêraq.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

 

Resumé:

Det ene hold søgte at køre den sandfyldte sælskindspose så langt væk, at det blev mest muligt besværligt for det andet hold at bringe bolden hjem igen.

En deltager forsynede engang sine hunde med så brede seler, at han kørte fra alle med bolden, også sit eget hold, så længe mod nord at ingen til sidst turde følge ham. Man gættede på, at han var nået fra Kingittoq ved Upernavik 350 km. nord på til Kullorsuaq.

 

Hist.: Formentlig en historisk hændelse. I vestgrønlandske fortællinger fra den sydlige kyststrækning placerer man gerne boldspil af denne slags langt nordpå - også langt nordligere end grænsen for kørsel med hundeslæder (Sisimiut). Måske var denne leg mellem bopladser mere udbredt i det nordlige Grønland - i det mindste i 1800-tallet.

asarneq til fods

Print
Dokument id:4
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:asarneq til fods
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 133 - 134
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

 

Resumé:

En ung mand, der er barn af en ugift søster til mange brødre, bliver opdraget til overdreven nøjsomhed af sine morbrødre, der åbenbart ikke føler sig forpligtede til at forsørge og oplære ham. Han forbliver lille og spinkel, men under en boldkamp, hvor det gjaldt om at løbe hjem med bolden fra et sted lige langt fra alle deltagernes bopladser, ber han sit hold om den særdeles tunge bold og løber fra alle de andre. Kun en ung pige, med armen ude af det ene ærme, følger ham med lethed, og til hende kaster han bolden, lige før de når hjem. Dér holder hans bedstemor bolden op til sit bryst, som om hun ammer den. Det er for at han herefter altid skal længes hjem, siger hun.

 

Hist.: Beskrivelsen af boldspillet stemmer med andre kilders. Men om selve fortællingen er historisk er usikkert.

 

Kommentar: Denne leg eller konkurrence skal altså ikke forveksles med fodbold. Man kaster med med bolden og løber med den. Til fods betyder: i modsætning til boldspil med slæde, se denne

Boksning med de bare næver

Print
Dokument id:3
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Boksning med de bare næver
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 134 - 136
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 157 - 158 (forkortet version fortalt af Martêraq: tigdluûneq / tilluunneq).

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

 

Resumé:

Som et eksempel på arrangerede boksekampe fortælles der om en, som Kujangiwdlik (Ineqinnavaats far) inviterede til. Den stærke ældre kone, Nakewaq's to sønner, som hun havde fået til at træne sig stærke, deltog: Qungaseq (Kunngaseq ?) og Agpángewaq (Appannguaq). Boksekampe indledtes med kvindernes afsyngning af kendte nidviser og styrkeprøver. Selve mandeboksningen bestod i, at den ene tævede løs på den andens rygvendte skuldre. Qungaseq fik således smadret den ene skulder på Kujangillik, der havde styrke nok til at bede om endnu et slag. Qungaseq svarede med kun et svagt slag, hvorefter Kujangillik kunne trække sig tilbage med æren i behold. Derefter udfordrede Kujangilliks gamle svigerfar Qungaseq. Qungaseq slog  også denne gang meget let, hvorefter den gamle brød alle regler og lynhurtigt kradsede Qungaseq til blods med sine negle. Han løb fra stedet og latteren tog brodden af situationen, hvor Qungaseq's hidsige gemyt kunne have givet sig uheldige udslag. Denne sang i stedet et pralevers om sin lille kraftige venstre. Næste dag havde Kujangillik armen i bind, men udtrykte ikke vrede over Qungaseq, der undskyldende spurgte til hans tilstand. Men Kujangillik inviterede igen senere til boksekamp, og da rygtet gik, at han denne gang ville slå med en sten i næven, undskyldte Qungaseq sig med, at raske mænd ikke slår på invalider (der har fået skulderen smadret).

 

Hist. Historisk beretning fra første halvdel af 1800-tallet.

En beroligelsesvise

Print
Dokument id:862
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En beroligelsesvise
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 86 + 88
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 87 + 89: serqat maningêwt (serrat), og

dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 72.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 79 - 80.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt efter Iserdleq.

 

Resumé:

En dag alle mændene fra to nu nedlagte bopladser, Saattit og Isua, var på besøg på en tredje boplads, kom en hvalros helt ind til Isua. En enke dér opfordrede sin søn, en nybegynder i kajak, til at harpunere den med løfte om, at hun nok skulle berolige den. Med en serrat bad hun den først tage sit tynde skind på. Sønnen tog mod til sig og harpunerede den. Dernæst sang hun, at hun ville styrte afsted (efter hjælp) som en ravn, fór afsted, kom tilbage før fangstblæren var kommet op igen, og snart kom mændene hjem og hjalp drengen med at få hvalrossen dræbt.

 

Hist. Muligvis en historisk fortælling med usikker datering.

Kommentar: Det er en flot førstefangst som den faderløse dreng her får retten til.

En haj som hjælpeånd

Print
Dokument id:759
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevarteeraq (Êvartêraq / Iivarteeraq /Sámisît)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En haj som hjælpeånd
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 110
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Kiinnguit, åndemaner / angakkoq havde en overgang uheld med fangsten og blev, da han ville undersøge hvorfor, taget til fange af de underjordiske (sikkert innersuit), der bandt hans kajak fast til deres. Men da han tilkaldte sin hjælpeånd, hajen, slap de ham af skræk. Hajen forfulgte dem og gjorde det muligvis af med dem. Og K. forstod at hans uheld i fangsten stammede fra åndernes forsøg på at røve ham. De havde gjort ham afskyelig (qinnganartoq: til at rynke på næsen af, vredes over) med deres interesse for ham.

 

Hist.: En af de mange fortællinger om den historiske Kiinnguit fra 1800-tallet.

Et kig ind i oldtiden

Print
Dokument id:871
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Et kig ind i oldtiden
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 108 - 109
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 137 - 139.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 147 - 148.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Ved Søndre Upernavik havde der tidligere boet folk i store fælleshuse. De flyttede sydpå. Blandt dem der senere bosatte sig i S. Up. (flere navne nævnes) traf en af dem engang en af de tidligere beboere i Uummannaq. Han fortalte om en af deres åndemanere / angakkut dengang, Itarsiwaq / Itarsuaq, at han engang spurgte sin kone hvorfor en kvinde med et barn på skødet længere henne på briksen så så sort ud. Det spørgsmål stillede så hans kone, hvorefter kvinden med barnet rejste sig, kylede barnet ud i husgangen, råbte hvad hun skulle stille op med det og smed sig på briksen, hvor hun bevægede sig som under et samleje. Det er Ilakasiks barn, sagde hun flere gange (en af de gifte mænd i huset). Itarsuaq gik udenfor, hvor minsandten Månen og hjælpeånden Inegtôq stod og skændtes. Månen var vred fordi kvinden tilhørte ham og nu ville han dræbe hende, men Inuttooq ville forhindre det. Kvinden, der var blevet sindssyg (perlerortoq), sagde: Hvilken dejlig serrat / tryllesang. Da Itarsuaq kom ind igen erklærede han, at det var et held hendes elsker ikke var hjemme. Da var også han blevet sindssyg. Men nu hvor alting var opklaret, blev den sindssyge kvinde rask.

 

Hist.: Historisk fortælling fra ca. 1775 - 1780.

Kommentar: Hjælpeånden, Inuttooq, eller Inupaaq, Kæmpen kendes fra hele Grønland tilføjer Hans Lynge. Den optræder i det mindste i flere tekster fra Østgrønland, BS).

Perlerortoq, sultesyg, ville, mente man, give sig udslag i lyst til at æde sine nærmeste. Søg på: sindssyg / sindsyg.

For at få stormen til at lægge sig

Print
Dokument id:863
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:For at få stormen til at lægge sig
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 88 + 90
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 89 + 91: serqwdlewne anerimik

qatsersaisewq (serrat), og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 37 - 38.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 41 - 42.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt ifølge Uvigdlawaq's fortælling

 

Resumé:

Uvigdlawaq fortalte til Hans Lynges fortæller, Evateeraq, hvordan engang alle de voksne fangere var kommet hjem, mens de unge endnu var ude og en af dem, Uillagaqs søn, havde harpuneret en gammel snu hvidhval, der var vanskelig at nedlægge, nær et skarvefjeld. De råbte om bistand. Ui. vendte om ved stranden, da han hørte om råbet, og det var netop som en snestorm brød løs. Snart gik åndemaneren Ikerpaq ud  i stormen, besteg en rokkesten, fremsagde en serrat / tryllesang med høj røst, men som ingen kunne høre et forståeligt ord af. "Der smed man den serrat væk", sagde han bagefter. Straks efter lagde stormen sig, og de unge nåede velbeholdne hjem med hvidhvalen, som Ui. havde dræbt med et så kraftigt kast af sin lanse, at flere af dens ribben var brækkede.

 

Hist. Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet.

Kommentar: Serratit blev gerne fremsagt med meget lav stemme. Hvis andre hørte en serrat, mistede den sin virkeevne. I Ikerpaq's tilfælde åbenbart også, selv om ingen kunne høre, hvad han sang. Men han har sikkert skrålet den for at øge virkningen. At han bruger rokkestenen som ståsted også interessant. En kampesten, der som denne kunne rokkes af et barn, symboliserede silas (vejrets og verdens) let påvirkelige balancegang.

Vedr. serratit og balance se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Ilasiaq kunne hente hjælp dernedefra

Print
Dokument id:856
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ilasiaq kunne hente hjælp dernedefra
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 74 + 76
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Genfortalt efter Sákaliarse.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk, s. 75 + 77: Ilasiaq samánga / samannga .....

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 68 - 69.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 75.

 

Evateeraq genfortæller Sákaliarse's (Sakarias) fortælling.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Ilasiaq var Sakkaliarsis storebror, der engang reddede ham i sidste øjblik, da han var kæntret i kajak. En kort overgang, mens S. var ved bevidsthed bad Il. ham se på en genstand som et stort stykke drivtræ med børster. Sak. kom til sig selv på stranden, hvor Il. havde tændt et bål, men intet sagde. Sak. var overbevist om, at Il., der stammede dernedefra (Havkvindens område, se s. 72 - 74: Ilasiaqs fødsel), havde tryllet tingesten op dernedefra, hvor han kunne hente  hjælp og således givet sin lillebror førstehjælp.

 

Hist.: Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet. Sakkaliarsi f. 1830 var yngste søn af Sukasik. Træstykket med børster, sikkert en skrubbe af en slags, kunne stamme fra en af de britiske / skotske hvalfangerne fra den periode.

 

 

 

Kâvêraq / Kaaveeraq

Print
Dokument id:1896
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Eva
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâvêraq / Kaaveeraq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, I
Tidsskrift:
Omfang:side 136 - 137
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kâvêraq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles at Kaaveeraq var en meget heldig fanger, der også havde en samleverske.

Langt om længe blev hans samleverske gravid. Og en dag tog Kaaveeraq ud på sæljagt i kajak og var så heldig at fange en halvstor hval. Han roede indad for at lægge til land med den.

Da han var næsten inde ved land, tog hans samleverske selvfølgelig de kamikker på, som havde de bedste såler.

Da nu hvalen var så stor, var det umuligt at få den op på land, så de gav sig til at afvente højvande. Efter højvande blev det igen lavvande, og da vandet stod som lavest, begyndte de at flænse hvalen.

Hun var iklædt ny anorak, nye kamikker med sælskindsbroderi foran, og det store hårbånd, der var så grønt, at det så ud som grønne alger. Da hendes fødder efterhånden blev helt smurt ind i spæk, var hun flere gange ved at glide og falde. Og lige så hurtigt som hun skar med sin kvindekniv ned igennem spækket, lige så hurtigt var hendes samlever der og tog stykker fra.

Langt om længe blev de store stykker spæk båret op, og fordi hendes fødder var så indsmurt i spæk, gled hun og faldt. Det eneste der hørtes, var et stort smæld, og så var hendes mave revnet, og barnet lå ved siden af hende.

Hendes samlever blev så forfærdelig ked af det, at han helt holdt op med at tage på fangst.

Engang, mens han stadig holdt sig hjemme og ikke tog på kajakfangst, sov han om natten og led så frygteligt af savn, at han drømte, at det buldrede udenfor. Hurtigt kiggede han ud af vinduet, og straks genkendte han sin samleverske.

Og hvor hendes øjne dog udtrykte længsel! "Måske kunne man lægge sig lidt hos Kaaveeraq! Men hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Hun kom ind og svævede hen over ham og sagde: "Å, jeg lægger mig bare hos Kaaveeraq! Å, hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Da hun gik ud, buldrede det gevaldigt. Han vågnede og var blevet helt glad, og så tog han på sælfangst. Da han kom hjem, havde han sin gamle vane tro fanget en sæl. Kvinderne udviste venlighed og kogte kødet og lagde sælens hoved på dets skind inde under briksen. Omsider var de imødekommende. Om aftenen lagde Kaaveeraq sig på sit sted på briksen. Og nu var hans samleverske endnu tidligere på færde om morgenen. Igen kiggede hans samleverske ind gennem vinduet, og nu sagde hun: "Kaaveeraq har sandelig fanget en sæl igen. Dér under briksen er kødet og skindet jo helt friskt. Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst."

Derude dundrede det, da hun var på vej ind. Hun kom ind og bukkede sig ned under briksen. Og så sagde hun: "Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst. Men hvis jeg spiser, bliver jeg nok helt afkræftet."

Da hun gik ud, lød der en buldren derudefra. Lige da hun var gået ud, vågnede Kaaveeraq og følte sig endnu gladere end før. Og på sin kajaktur fangede han to grønlandssæler. Hans bopladsfæller undrede sig nu over, hvorfor Kaaveeraq havde forandret sig. De kogte kødet og fyldte alle fadene. Om aftenen gik de i seng, og som sædvanlig tænkte de ikke på, at der overhovedet kunne ske noget.

Denne morgen var hans samleverske endnu tidligere på færde. Hun kiggede hen over skillevæggen og sagde: "Måske skulle man tage og lægge sig hos Kaaveeraq!"

Efter at have taget kamikkerne af lagde hun sig. Kaaveeraq vågnede om morgenen, og hvad i alverden var det, der trykkede sig ind til ham - hans samleverske lå sammen med ham. Han blev utrolig forbavset! Og hans fæller blev endnu mere forbløffede. Og det fortælles, at hans husfæller forståeligt fik bange anelser i begyndelsen, fordi han jo havde genoplivet sin samleverske. Derefter levede han sammen med hende som sin kone. Og efter at hans samleverske var revnet, havde han aldrig mere nogen samleverske.

Her ender historien.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Kristen morale: Man bør gifte sig og ikke bare leve på polsk.

Majerarsineq / Lokkere

Print
Dokument id:775
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Majerarsineq / Lokkere
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 143
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 91 (majorarsineq)

Ny retskrivning:  Nuuk 1991, side 100 (Majorarsineq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Fortællerens bedstefar, Nulialik hørte engang ude i kajak sortsider lege og hoste højlydt, og altså således var de nemme at komme på fangsthold. Men lydene flyttede sig, først hen til kysten, dernæst op på land, og N. blev pludselig bange for at blive lokket i fordærv af dem, hvorfor han sporenstregs roede hjemad og end ikke turde tage turen uden om næsset, men bar kajakken over det til fods.

 

Hist.: Historisk oplevelse.

Manden, der aldrig fik sæl

Print
Dokument id:562
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Evan (ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq / Ivan)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Manden, der aldrig fik sæl
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 32 - 35
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Jens Rosing beskriver til indledning, hvordan man puster en sæl op til

bugsering.

  En smuk ungkarl tør ikke gifte sig, fordi han aldrig fanger noget.

Det skorter ikke på opfordringer med den begrundelse, at hans svogre

vil fange til ham. Han flytter ind til en boplads i en fjord, hvor han

faktisk blir gift, aldrig fanger og altid sover for længe om morgenen.

En dag han ror sent ud får han alligevel ram på en klapmyds, som han

puster op til bugsering og stolt transporterer hjemad langs kysten.

Inde på land får en kæmpe øje på ham og deres samtale foregår i en

vekselsang: "Hvad har du fanget?" "En ensfarvet en!" Hvem skal have

skindet til pels?" "Det skal blive min kones bukser!" Denne fangst

blir mandens største oplevelse i livet.

Nunap mánia og Qorqoriaq

Print
Dokument id:772
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nunap mánia og Qorqoriaq
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 141 - 142
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 55 - 56.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 61.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Uhyret, der opstår af "jordens æg", vokser endeløst. Ligner en bjørn med seks ben. Den lever oftest ved flodbredder af sæler og andre sødyr og har et kolossalt fedtlag, der minder om bjørnens. Men den er selv et slags sødyr, der kun kommer op for at ånde ved nymåne. Fortællerens morbror havde en gang set en flok sværdfisk angribe og til slut overmande et sådant uhyre. Hele havet flød af fedt, hvoraf en gammel kajakmand næste dag fyldte sig fire tønder.

Ægget, jordens æg, skulle ikke være større end et æg af en tretåget måge, og der klæbede jord ved, fordi det havde rødder, hvorved det skulle nære sig ved jorden.

 

Hist.: Svært at vide hvilken begivenhed, der har givet anledning til fortællingen om sværdfiskene, der vist er sjældne så højt mod nord. Hans Lynge har ikke trykt den grønlandske tekst, men formentlig er snarere tale om hajer.

 

Kommentar: bemærk ægget, der har rødder som en plante og derfor kan minde om mennesker i mytisk tid, da de levede af jorden og fødtes af jorden: Dengang for længe, længe siden ... Thule.

Penewk's underlige opførsel

Print
Dokument id:867
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Penewk's underlige opførsel
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 100 + 102
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 101 + 103: Panêwp ileqigsernga.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 75 - 76.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 82 - 83.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Fortællerens kone, Suvfia / Suffia opdagede som yngre en månelys morgen Panik med hovedet og den ene arm inde i mandehullet på Sakkaaqs opstablede kajak. Hun sang og dansede. Da Panik var epileptiker fjernede Suvfia sig et godt stykke før hun diskret hostede, hvorefter Panik forskrækket trak sig ud og flygtede ind i ødemarken. Sakkaaq blev snart syg af fordøjelsesbesvær og kunne ikke længere synke. Han følte det som noget slog med halen og gik opad når han ville forrette sin nødtørft. Da han døde af sult og tørst fandt man i hans kajak en hunulk omviklet med filtret senetråd.

 

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Vedr. hekseri / ilisiinneq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Sârqilerqortôq / Saaqqileqqortooq, manden med kæmpeharpunen

Print
Dokument id:563
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Evan (ûmâtsiakajik / Uumaatsiakajik / Uitsalikitseq / Ivan)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sârqilerqortôq / Saaqqileqqortooq, manden med kæmpeharpunen
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 73
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

Alekajik (en af Thalbitzers informanter i 1905-06? Eller en tidligere

navnefælle? BS) traf engang den aldrende Saaqqileqqortooq ("Ham med kæmpeharpunen") hvis lanse i hans yngre dage kun var lidt smallere end de tykkeste

teltstænger.

     Saaqqileqqortooq myrder som yngre en masse mænd. Bl.a. disse to:

en far til to døtre og en far til to sønner. Søstrene træner deres

kræfter til hævn, og da S. engang kommer forbi i kajak men ikke tør

tage mod disse granvoksne kvinders invitation, viser de ham fra land

deres kræfter ved at knuse hver en hjørnetand af en klapmyds til smul.

De to brødre flytter som voksne hen til S.s teltplads, hvor de efter

en tids samliv får dræbt S., da han vil snige sig til at rejse bort.

Skildringen er lang og nervepirrende. Derefter smider brødrene alle

S.s børnebørn i vandet, hvor en kajakmand kommer forbi og redder en

af dem med hjem. Denne dreng bliver som voksen en frygtet konerøver og

morder, der dræber et søskendepars far. Bror og søster blir voksne,

hun er meget smuk, og de gifter sig i hemmelighed med hinanden for des

bedre at kunne hævne deres far. De får tre børn. Da S.s barnebarn

røver søsteren, får broderen to tosser med som roere af konebåden over

til konerøverens teltplads. Undervejs fremkalder broderen en

fralandsstorm, der gir dem medvind. I konerøverens telt får han lov

til at tage sin kone i hænderne og omfavne hende, men da han lægger

sig med hende ude på gulvet, går konerøveren til angreb. Han blir dog

straks dræbt af broderens toornaarsuk, der skyder fra gulvet op mellem

konerøverens ben. Broderen dræber også ved åndepusten alle

konerøverens fæller, der forfølger de flygtende, og han skaffer sig

medbør undervejs hjem i konebåden.

 

Hist.: J. Rosing eller hans informanter mener, at fortællingen

skildrer mødet mellem dorset- og thulekultur. Det er formentlig S. med

den store lanse og hans overlevende barnebarn, der repræsenterer

dorset-kulturen.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

 

Tolkning: Ægteskab mellem to søskende er illegitimt, men hér styrker

det tydeligvis broderens evner som åndemaner. De er således associeret

til såvel myten om søskendeparret Solen og Månen som til Månen, der

gir åndemaneren hans "lys". Se GTV: Rigtige mennesker og de "fremmedartede"

Sjælen tvinges til søs

Print
Dokument id:864
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sjælen tvinges til søs
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 90 + 92
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 91 + 93: ta/ninga (tarneq)

sigguse/dlewngew, og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 83 - 84.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 91 - 92.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Følgende fortælles om Mákorse (Markus), der var bror til Sukasiks svigerdatter, gift med Sukasiks søn, Ilasiaq (se denne). Makkorsi var skikkelig, døbt og holdt meget af at læse i bibelen, men han havde store medfødte evner for at blive åndemaner. Omkring hans navle var der et mærke efter hans hjælpeånd, "ferskvandets hund"s tænder. M. kæmpede imod og "blødgjorde" dermed sig selv. Han blev syg, viste mærkerne frem, gik i trance og sang uden synlig bevægelse af læber og strube, en åndeflugtssang. Da den nåede op til struben, trak han vejret og døde. Sukasik, der stod hos, bemærkede bevæget, at M. altså var en stor åndemaner. Da han blev begravet uden for indviet jord, blev Sukasik betænkelig, fordi børnene ofte legede dér. Derfor anviste Sukasik ham vej ned i havdybet vha. en slædemede af rentak, som han lod pege fra graven nedad.

      Snart efter, før Makkorsis søster vidste at han var død, viste han sig som en uforstyrrelig sildepisker nær hendes opholdssted og i hendes drømme fortalte han med sin let genkendelige stemme, hvordan han var blevet "vist nedad".

 

Hist. Historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet.

Kommentar: Usikkert om Sukasik egentlig var åndemaner. På den anden side er "ferskvandets hund" formentlig af samme slags som den, der åd, kastede op, og dermed initierede Naaja til fremtidig angakkoq / åndemaner i Østgrønland (søg Sandgreen 1987, ss. 91 - 96: Den lille elv ...  og Søens troldbjørn). Og Sukasiks søn, Ilasiaq, der ifølge angakkoq'en Siimuks råd var blevet hentet op fra havdybet, mentes selv at kunne hente hjælp dernedefra (fra Havkvinden).

Det vides ikke om det var en almindelig forestilling, at man efter døden kunne forvandle sig til et (sø)dyr. Men den svarede selvfølgelig ganske til den i myten om mennesket, der tog ophold i / søgte sig en mor i den ene dyreart efter den anden: fx Rasmussen 1921 s. 118 - 122.

Slikken med tungen

Print
Dokument id:866
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Slikken med tungen
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 96
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 97: alugsineq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 76.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 83 - 84.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Panewk / Panik er en ældre enke, da fortælleren Evateeraq er blev en erfaren fanger. Efter en hård vinter uden efterår og megen sult får Ev. ondt af enken, der kommer på besøg, og han lover hende en stor fangstpart, den ene skulder med ribben og spæk, hvis hun kan skaffe ham fangst. Hun ber om lov til at slikke ham og gør det to steder på hans venstre overarm. Han er dårlig nået ud fra land, før en stor sortside byder sig til. Panewk er end ikke gået endnu og siger: Der kan du se! Ev.s egen kommentar til fortællingen er: hvad skal der mon blive af mig (der er døbt og godt vidste at Panik var en heksekunstner med flere mord på samvittigheden), som altså har fanget vha. hekseri.

 

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Vedr. hekseri / ilisiinneq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Sukasiks amuletter

Print
Dokument id:854
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Sukasiks amuletter
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 66 + 68 + 70 (3 sider)
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 67 + 69 + 71: Sukasîp ârnuai.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 69 - 72.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 76 - 79.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Om Sukasik, der levede fra 1800- - 1874 går der en del fortællinger. Han var ikke åndemaner, men havde af sin bedstemor, der opdrog ham, fået flere amuletter og hendes løfte om, at hun ville stå ham bi, når hun var død.

For at styrke ham mod at blive bange for uhyggelige hændelser lod hans bedstemor ham fra tid til anden pludselig se hendes blottede kønsdele. Virkningen viste sig da han senere kom ud for en sæl uden knurhår og med tomme øjenhuler, men ikke blev spor forskrækket over denne forgjorte sæl. Da Bedste hørte om det gav hun ham som amuletter en klump mørkt noget - sikkert størknet blod - en stump flettet senetråd og en lampepind. Dem bruger han engang da Ussuk havde forgjort en sæl, som Sukasik havde fanget. Ussuk hed sådan, fordi han gang på gang lod sig harpunere som forvandlet remmesæl. Suk. havde efterladt sin sæl på stranden, hvor Uss. havde trukket knurhårene ud på den og placeret den med kløerne fremme på spring ud i vandet. Sukasik bugserede den hjem, blev husket på sine amuletter, som han brugte: Klumpen blev lagt på snuden, senetrådsfletningen løst lidt op, lampepinden stukket ned og antændt i den ene ende. Samme aften voksede en knude ud på Ussuks kones overlæbe. Den voksede og voksede. Næste morgen døde hun af kvælning. Tilbagesendelsen af hekseriet skulle have ramt Uss. selv, men da han var åndemaner og derfor for stærk, drejede det af og ramte hans kone.

       Om bedstemoderens beskyttelse efter sin død er der to fortællinger. Ifølge den ene ville nogle renjægere, der intet havde nedlagt, spise sig mætte i renkød fra Sukasiks kødgrav ude i terrænet. Men en anorakhætte, der kredsede modsols om graven fik dem hurtigt på andre tanker. Da de kom hjem og fortalte Suk. at de havde mødt en af hans hjælpeånder, sagde han nej, det var Bedste der beskyttede ham. En anden gang Suk. i sin høje alder ikke kunne klare strabadserne ind i rensdyrområdet bad han sin bedstemor om at sende sig et dyr. Hun sendte en stor gold ko lige frem til teltet.

       Kort før han døde ville Sukasik så for sidste gang på kajakfangst. Han fik harpuneret en hvidhval, og alle kvinderne på bopladsen med hans datter i spidsen måtte ud i konebåd for at trække fangstblæren ind så at han kunne stikke den ihjel. Han døde før hvidhvalen var spist op.

 

Hist.: Historiske fortællinger fra 1800-tallet. Sukasiks slægtsliste (bedstemor, kone, børn og svigerbørn ibid. s. 70.

 

Tolkning: Det var helt velkendt at man kunne skade en mand ved blot at "gøre noget ved" hans nedlagte fangstdyr.

Da renjægerne skræmmes af Sukasiks bedstemor ved hans kødgrav, tiltaler de hende i åndesprog.

Toqussut qimatait

Print
Dokument id:912
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Toqussut qimatait
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 88 - 89
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 97.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  De dødes efterladenskaber.

 

E. Da jeg begyndte som fanger, måtte man under ingen omstændigheder bruge en død persons ting til jagt på større dyr. Vigtigst var det ikke at bruge disse ting mod en hvalros, da den så ville blive ufatteligt gal og vred. Når man troede på disse regler, kunne de have følgende virkninger:

   Dengang min lille bedstefar Nulialik døde, viste det sig, at hans harpunspids havde tilhørt hans svoger Iisaarsuaq (Store Isak). Da jeg var ude at fiske om sommeren, styrede jeg med det samme hen mod ham. Og han fortalte, at han havde prøvet at harpunere en hvalros, men at han ramte forbi ind under den. Og som man kunne vente, sank den, og mens den sank, vendte den ryggen mere og mere til siden. Han viste mig sin harpunspids, og det var en lille uanselig, værdiløs sag. Og så sagde han: "Se, så godt kendte hvalrossen mig." Denne lille harpunspids havde tilhørt min lille bedstefar, og Nulialik havde lavet den til. Han havde skåret den løs og hakket i den. Og han havde ikke set hvalrossen igen. Han havde jo rigtignok advaret mig mod at bruge våben, der havde tilhørt døde mennesker.

 

Hist.: Historisk begivenhed fra 1900-tallet.

Kommentar: Det er uklart hvem der siger den sidste sætning: Fortælleren eller hans bedstefar.

Trolddom udøvet mod danske

Print
Dokument id:865
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevartaaraq (Eevartêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Trolddom udøvet mod danske
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 92 + 94 + 96 (3 sider)
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 93 + 95 + 97: Angákuarsârdlune

qavdlunânik ajortumêriniarneq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 85 - 86.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 93 - 94.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

Upernaviks kolonibestyrers kone døde. En grønlandsk ægtepar ville glæde ham ved at opkalde deres nyfødte datter efter hende og således lade hende genopstå. Men den uvidende kolonibestyrer viste faderen døren, da han kom med den glædelige nyhed. Faderen sendte ham fornærmet sin hjælpeånd, en afdød ung kvinde (der til formålet var begravet i siddende stilling) på halsen. Kolonibestyreren bragte gaver til en underdejlig kvinde han havde set i fjeldet, blev dernæst sindssyg og døde.

      Næste sommer kom (landsdelen) Nordgrønlands inspektør på besøg. Han beskyldte åndemaneren / angakkoq'en Kîingewit / Kiinnguit for at have dræbt kolonibestyreren. Denne fik Qingmiewt med som støtte, da inspektøren sendte bud efter ham og udspurgte ham uden at få noget at hænge mistanken op på. Inspektøren tilbød dernæst Kiinnguit en kateketuddannelse i Danmark, men K. betakkede sig vel vidende at formålet med bortrejsen kunne være et ganske andet. Qimmiut blev spurgt om han var med som støtte, men nej, sagde han, han var blot med af nysgerrighed.

      Da de kom hjem igen tog Kiinnguit straks afsted igen med en rusten kniv om bag et næs og blev længe borte. Ved hjemkomsten talte han endnu med sig selv: de var nemme at få ram på. De var jo bare danske.

      Senere rygtedes det at skibets tolk allerede kort efter afrejsen fra Upernavik meldtes savnet. Denne ulykke skyldtes så at Kiinnguits hekseri ikke havde kunnet ramme inspektøren, der var af alt for høj rang, og derfor havde ramt tolken.

 

Hist. Historisk fortælling fra (midten af ?) 1800-tallet. Kolonien Upernavik blev grundlagt i 1825.

Kommentar: Vedr. hekseri / ilisiinneq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Trolddom udøvet til skade for andre / Ilisiinneq

Print
Dokument id:757
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Eevarteeraq (Êvartêraq / Iivarteeraq /Sámisît)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Trolddom udøvet til skade for andre / Ilisiinneq
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 98 + 100
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 99 + 101: ilisiîneq /

ilisiinneq.

Genfortalt efter Sámisît.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Resumé:

To brødre, Pupooq, den ældste og Iweq har ingen børn, men hver har en plejesøn. En

dag de to drenge er ude på isen falder Iweqs plejesøn igennem. Han reddes med besvær op af sin kammerat, der føler det som om nogen hiver i den druknende nedefra, og ligeså, da benene ikke kan bære den reddede, som drengen må tage på ryggen. Da han mener nu at se Pupooq hive i byrden bagfra slipper han den, og ser Pupooq tæve løs på sit offer, hvorefter dennes plejesøn styrter hjem og ser derhjemme Pupooq sidde med lukkede øjne og mumle frem for sig. Ved hans råb: Pupooq slår ham fordærvet, og forklaringen, at offeret er Iweqs plejesøn, styrter Iweq ud på isen, hvor drengen ligger død af kulde.

Iweq flytter straks med besked om, at når han kommer tilbage er det alene for at dræbe sin bror, Pupooq. Det sker så ved senere lejlighed, hvor Pupooq inden han blir dræbt tilstår, at han har følt sig skammet aldeles ud to gange, hvor Iweq's plejesøn har nedlagt et stort handyr, som Pupooq havde såret.

 

Hist.: Svært at vide i hvilket omfang denne fortælling er historisk.

Kommentar: Vedr. hekseri / ilisiinneq se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.