Håndskr.: Uddrag fra Johannes Hansens / Hansêraqs / Hanseeraqs dagbog, Thalbitzer, W. 1933.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 293.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 300 - 301.

Resumé:

Asiaq og hans kone lever i himlen af madvarer, som de fisker op fra

folks depoter nede på jorden. Ønsker man regn rejser en åndemaner til

himmels og ber Asiaq lade sin mand tisse i en stump bjørneskind, som

hun ryster ud over jorden.

Var.: Asiaq

Kommentar: Ifølge andre varianter er det konen der hedder Asiaq.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres.

Resumé: En højt elsket søn af et ægtepar går, engang han er i kajkak langs

kysten, op i et stort hus, hvor en mand griber ham, gir ham nyt tøj

på, som kommer ned fra loftet, og gifter ham med sin datter. Datteren

bærer ham ud og dernæst ind gennem en husgang oven over den første til

at andet husrum. Han glemmer sin hjemlængsel og lever godt med sin

kone. Hans far vil finde ham, kommer til huset, går ind gennem den

nederste indgang, hører sin søns stemme, træffer den store mand, men

denne vil ikke lade ham se sønnen. Den store mand skærer ham et

billede af sønnen, som han kan få med hjem til minde. Faderen får

aldrig sin søn at se, og de, der har fanget ham er innersuit, de

eneste om hvem man ved, at de kan skære vellignende billeder af

mennesker.

Hist.: En traditionel fortælling med et muligt europæisk islæt, idet

missionærene - også Hanseeraq, da han missionerede i Ammasalik - viste

tegninger af bibelske scener frem i undervisningen. Ekspeditionen bad

endvidere østgrønlænderne skære billeder i træ af tupilakker og

kystlinjer. Innersuit var traditionelt særdeles snilde med deres

hænder.

De to indgange minder om de to indgange (en til sommer og en underjordisk til vinterbrug) i Alaskas qassi / mandshus / festhus.

Resumé:

En af Nappartuku og Atsivaqs døtre, Nakatsilik blev gift med Kaaduarnaaq. De boede næsten hver vinter i Umiivik. De skændtes uafladeligt, men fandt aldrig på at blive skilt. Alle deres otte børn blev voksne, dvs. over 15 år. Sønnen Narsinngadak var en dygtig fanger og meget hjælpsom, men noget af en kleptoman. Konebådsekspeditionen fik ham med familie til nabo. Han trommede spøgelser til, så ingen af ekspeditionens overtroiske medlemmer turde gå ud om aften. Uhindret stjal han af deres brød. Hanseeraq opdagede det, skældte ham grundigt ud, men da Narsinngadak lod forlyde at den lille bange nar bare kunne vente sig (troldtøj), turde Hanseeraq ikke længere gå ud.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 100 - 102.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 243.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 253.

Resume: "Solen og Månen"

Månen bor i hus med sin søster Solen i Ammassalik området. Han lægger

sig hos sin søster, når lampen slukkes om aftenen. En nat smører hun

sod på hans skulder, for at opdage, hvem han er. Da hun næste morgen

ser sodpletten, skærer hun sit ene bryst af og kaster det hen til ham

med ordene: "Siden du holder så meget af mig, så spis mig!" Hun tar

en pind med lampemos, stikker ild til den og stiger til vejrs. Månen

tænder ild i lampemos på sin isskraber, men ilden slukkes til glød, da

han stiger til vejrs efter hende. Med mellemrum puster han til

gløderne og gnisterne blir til stjerner. Undertiden må han ned til

jorden på sælfangst. Solen lyser og varmer godt, fordi lampemosset

endnu brændte, da hun nåede til himmels.

Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; Solen og månen; Månen og solen; sun el. Sun.

Overkateket Hanseeraq fik en anden version, hvor stjernerne

opstår, da månen brænder sig på solen. Ifølge Hanseeraq kaldes Månen

Ijakak og Solen Sungula.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

       Therkel Petersens bedstemor.

Om min lille bedstemors tur østpå: Det lader til, at de har været i Østgrønland 1883-84. Dengang var det dem, der roede Holm, Hanseeraq m.fl. derop. De kaldte min lille bedstemor for Siveriingisakkuluk. Hun kom fra Alluitsup Paa (Sydprøven). Fra Alluitsup Paa roede de altså nedenom for at komme østpå...og de overvintrede på vejen.

   Undervejs deropad gjorde de på et tidspunkt igen ophold og var gået i land og kom til et enkelt hus, hvor der kun boede to ældre mennesker. Selv var hun gode venner med Tippualarajik og var så glad for hende, at det var svært at forlade/undvære hende, og hun opfordrede: "Lad os tage på besøg i det hus". Der havde de nemlig tidligere været på besøg.

   Da de kom ind, var der to ældre mennesker, et ægtepar. Det viste sig, at de havde haft en eneste søn, der havde været meget dygtig, og folk var blevet så misundelige over hans dygtighed, at de havde dræbt ham. Dér sad de så, to mennesker alene, og der kom aldrig nogen på besøg... Så snart de kom ind, sagde de gamle: "Tænk, lige siden vi vågnede i morges, har vi grædt, og vi er først lige holdt op med at græde". Så snart de var kommet ind, sagde kvinden til sin mand: "Nu har vi da fået besøg, og det må du nyde, så tag nu og kald nogle ånder frem! Så kan vi underholde dem".

   "Nej, jeg vil ikke mane ånder!" Men konen var stædig og holdt fast på sit. "Nå, så lad gå da!" Så trak han et afhåret sælskind frem fra pladsen under briksen og bredte det ud på gulvet. Så begyndte han at gøre sig klar der på gulvet og bad så om at få lamperne slukket. Lamperne var netop blevet slukket, da man hørte en skrækkelig stemme sige noget udenfor husgangen: "Nu kommer jeg ind!" Indenfor svarede åndemaneren / angakkoq / angakok / shaman: "Nej, du kommer ikke ind!" Udenfor blev stemmen endnu skarpere: "Nu kommer jeg altså ind!" De talte mere og mere højlydt, og snart sad vores lille bedstemor og Tippualarajik ved siden af hinanden på briksen og blev mere og mere bange, og stemmerne blev mere og mere barske, både udenfor og indenfor, og det endte med, at de råbte ad hinanden. Personen udenfor ville ind, og manden indenfor ville ikke lade ham komme ind.

Så sagde åndemaneren: "Tænd noget lys for mig!" Hver gang hans kone tændte lidt ild, brændte der en blå lue, som dog snart slukkede igen. Når det skete, lod konen, som om hun græd, fordi hun på den måde ville underholde dem. På det tidspunkt sagde Tippualarajik til sin veninde ved sin side: "Dem, der ikke er døbt (hedninge) kaster noget med venstre hånd, og det får noget til at flygte; du sidder jo med en skrå i munden, tyg lige lidt på den og kast den så ud i husgangen!" Man kunne høre kvinden tygge på skråen, og derefter kastede hun den ud i husgangen med venstre hånd. Så skete der det - dengang var åbningen til husgangen dækket med skind - at der lød en gevaldig smasken derude lige netop da de skændtes som værst over, at den ene ville ind, og den anden ikke tillod ham at komme ind. Det lød, som om personen derude var ved at synke noget, og det kom længere og længere ned, og så blev der stille. Så gik tiden, og det varede meget længe, men så kunne man mærke, at luften blev sat i bevægelse nede under gulvets stenfliser, og det var, da åndemaneren satte sig i bevægelse og kom nærmere. Det puslede og puslede, og man kunne fornemme, at noget var på vej op mellem stenfliserne. Det blev længe ved med at pusle dernede, og det lød, som om nogen var ved at dukke op mellem fliserne, og endelig hørte man ham bryde igennem. Først på det tidspunkt begyndte han rigtigt at mane ånder, og det viste sig at skyldes, at hans hjælpeånd så sjældent blev brugt, at den var blevet utålmodig og skræmte sin ejer for at hævne sig. Den havde ustandselig prøvet på at hævne sig på ham og havde gjort ham virkelig forskrækket.

   Først efter dette begyndte åndemaneren virkelig at mane ånder.

   Ja, de havde altså overvintret derovre, - deroppe - og året efter var de på vej hjem, og Nappartuku var kommet til at synes rigtig godt om min lille bedstemor, og hun var blevet gravid, og så rejste min lille bedstemor hertil. Altså min far (ikke fuldendt sætning), og vi er altså efterkommere efter Nappartuku og dem deroppe. De rejste altså hertil, og det var vist året efter, og Nappartuku rejste altså deroppefra og herned for at skaffe sig en kone, og det var så min lille bedstemor Siverii, og folk fra vestkysten kaldte hende altså Siveriitanngii. Han kom altså for at fri til Siveriitanngii. Det var en konebåd med følge af adskillige kajakker, og de gav sig til at spørge om hende, fordi de havde hørt, at min lille bedstemor havde fået sig en mand, og da de hørte det, havde de sagt følgende: "De siger, at Siveriitanngii har fået sig en ny ledsager". De var godt nok ellers stået ud af konebåden og var gået i land, men så gik de ombord igen og vendte om, og de overnattede ikke engang her på bopladsen, som de var kommet til, fordi de ærgrede sig så meget, og så var de altså vendt hjem igen. Hi, hi, hi, og så hørte man, at Nappartuku var blevet far til vores far. Vores mormor, min bedstemor, lader også til at stamme fra østkysten.

   Det var sådan, at de havde fundet min lille bedstemor i et hus... hvad der var sket, om de var sultet ihjel, eller om de alle var bukket under for sygdom, ja, det ved man ikke, - de havde bare fundet dette lille barn, der lå og diede ved sin døde mors bryster, men de havde altså taget barnet, min mors mor. Altså dernede, ja, vi flyttede jo også hertil, og de var de første, der flyttede herop, og hun døde først, efter at hun var flyttet herop, altså vores kære bedstemor Siisiilia. Eftersom hun havde overlevet dem, som hun mente var sultet ihjel, var hun usædvanlig ivrig efter at have rigelige mængder af forråd.

   Ja, hun var altså den eneste overlevende i det hus.

   Jeg ser gerne min kære bedstemor for mig som en lillebitte kvinde, der som oftest holdt armene tæt ind til kroppen. Det skyldtes sikkert, at hun havde roet så meget, hi, hi, hi... På vejen herop havde de nemlig en meget vanskelig tur. Det siges at have været en slem omgang for bagdelen; og de gjorde hvad de kunne ved at sidde på isbjørneskind, fordi det var så hårdt for bagen. Det var, hvad hun plejede at fortælle.

Stikord: shaman: søg på angakkoq el. åndemaner.

Hist.: Om Nappartuku og hans farfar af samme navn (der døde sindssyg) findes flere (her registrerede) fortællinger fra Ammassalik / Tasiilaq området. Præcis hvornår bedstemoderen kom fra østkysten via Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal kan sikkert findes i hernnhuternes dåbslister.

KP var 58 år i 1965. Boede tidligere i Ilivermiut.