Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Denne åndemaner havde lært hos åndemaneren Sigfiaq / Siffiaq. Da Kiinngivit var blevet åndemaner, havde Sigfiaq / Siffiaq sagt, at når han døde, skulle Giinngivit arve de to danske hjælpeånder, han havde.

Og da Siffiaq døde, arvede Giinngivit disse to danske hjælpeånder.

Siffiaq var i den grad åndemaner, at han ikke kunne dø. Så til sidst

druknede han sig ihjel. Siffiaq havde fået sin søn til at fange for

sig, men nogle, der var misundelige, dræbte ham, og faderen sørgede

i den grad, at han blev på briksen. Ingen anede noget, da han sad i den

inderste krog. Og der kom folk, som det senere viste sig, ville have

dræbt han. De to mænd kom på besøg, efter at de havde talt indbyrdes,

om at de ville dråbe Siffiaq. Da de kom ind, var det umuligt at se, at

de havde våben med sig, og ingen af Siffiaq's husfæller fik mistanke.

Men de havde regnet med, at de, når de gik, ville tage Siffiaq med sig

og dræbe ham udenfor huset, fordi han nu, hvor han havde mistet sin søn,

ikke havde nogen til at forsvare sig. Mens de lod som ingenting, hørte man pludselig en dansker tale fra krogen, et sted ovenover Siffiaq.

Og Sigfiaq hang med hovedet, som om han ikke hørte noget. Husfællerne

vidste, at den danske hjælpeånd ikke ville sige noget for ingenting, så

en af husfællerne spurgte Siffiaq: 'Hvad snakker han for? Det er aldrig for ingenting, han taler. - Det varede noget, inden Siffiaq svarede: Det er måske fordi han så gerne ville leve lidt endnu, at han taler om en hund, der skal aflives, d.v.s. at han kaldte sig selv for en hund. Da han havde sagt det, kiggede de to mænd, der var kommet for at dræbe ham, på hinanden uden at sige noget. Og de gik ud af huset.

En dag, mens Siffiaq sad der i krogen, og der ikke var nogen, der kiggede på ham, tog han en kniv og snittede sig i struben, så at han faldt død om. Og husfællerne kiggede forskrækkede på ham. Men så var det, at man fra snittet i struben, hørte en dansker tale. Og da man havde hørt det, heledes såret i struben, hvorefter Siffiaq begyndte at trække vejret igen. Og således reddede den danske hjælpeånd ham.

Efter den tid tog Siffiaq ud i kajak under det påskud, at han skulle fiske. Men da han var nået udenfor de andres synsfelt, kæntrede han og forblev der, indtil han druknede. Det er muligt, at hans danske hjælpeånd ikke kunne svømme.

Man siger, at Siffiaqs grav ligger på Usugtussoq / Usuttusoq, på en del af Qagsserssuaq / Qassersuaq øen ved siden af, hvor folk fra Sisuarssuit / Sisuarsuit samlede bær. Ved enden af Sisuarssuit er der et næs, hvor bærsamlerne slog telt op, som man kaldte for Usuttussoq. Og dér er der en gammel grav lige ved en bratning. Og man siger, at det er denne åndemaner, Siffiaq's grav.

Da Siffiaq døde, arvede den store åndemaner Giinngivit de to danske hjælpe-

ånder, som han havde fået lovet. Nu hørtes, når Giinngivit holdt åndemaning / seance, de to danskeres stemmer, som uafbrudt snakkede med hinanden under hele åndemaningen. Giinngivit blev altid godmodigt drillet af en af deres bopladsfæller og somme tider også for hans egenskaber som åndemaner. Han tog det imidlertid aldrig ilde op, fordi han aldrig blev irriteret over godlidende drilleri.

En dag, da de var ude, var den anden med, der drillede åndemaneren, og han sagde, at de skulle se, hvem af dem, der først kunne fange en sæl. Åndemaneren var ikke nogen god fanger, og det var ikke hver dag, han fangede en sæl.

Og han sagde, at det kunne han ikke, fordi den anden var en god fanger, mens han selv var en middelmådig. Og så sagde han, at vennen skulle prøve at vædde med en anden. Men vennen svarede, at hvis han selv var åndemaner, så ville han ikke have vanskeligheder ved at fange sæl. Og så sagde Giinngivit:

'Ja, prøv nu om du kan fange en sæl før jeg kan', og som sædvanlig sagde han det med et smil. Næste dag tog de afsted i kajak. Og da de kun havde været væk i kort tid, kom åndemaneren tilbage med en sæl på slæb. Men vennen, som havde indgået væddemålet, kunne nu ikke fange nogen. Der gik så lang tid, inden han fangede noget, at han fik mistanke om, at det var åndemaneren, der havde fjernet hans jagtlykke. Og da han så beskyldte åndemaneren for det, så grinte åndemaneren og sagde: 'Ja,nu kan vi jo se, om du kan fange en sæl før mig. Du er jo en dygtig fanger.' Og sådan drillede åndemaneren sin ven.

Men så skete det en dag, at vennen fangede en sæl. Og da det først var sket

fangede han atter sæler, som han plejede.

Der var også en af deres bopladsfaller, Itertajâq / Itertajaaq, som var ungkarl, og han havde hørt, at der mellem Kiinngivit's hjælpeånder var en kvindelig hjælpeånd. Og åndemaneren plejede også ofte at drille ham, og i denne forbindelse navnede han tit, at denne var ungkarl. Men pebersvenden svarede igen og drillede ham med hans åndemaner-egenskaber og bad ham om at vise sig

hans kvindelige hjælpeånd, hvis det altså var sandt, at han havde en kvin-

delig hjalpeånd. Og da han selv var ungkarl, og derfor ikke var bundet tii nogen kvinde, så ville han give hende tilfredsstillelse. Og åndemaneren plejede at grine ad hans drillerier. Så var det en dag, da Itertajaaq var ude i kajak og roede langs med stranden. Og mens han roede, opdagede han en lækker kvinde inde på kysten. Og da han så det, kom han ganske automatisk ind til stranden. Han kom ud af sin kajak, trak den op på land, og gik op. Og da han nåede hende, var det en kvinde i ualmindeligt fint tøj. Hun havde en pels af spraglet sælskind. Hun smilede Itertajaaq ind i ansigtet, men sagde ikke noget. Itertajaaq fik en sådan lyst til hende, at han sprang efter hende for at tage hende. Men i samme bevægelse greb kvinden ham om begge håndled, og hun var meget stærk. Itertajaaq prøvede at trække sine arme til sig, men det kunne han ikke, for kvinden, der hele tiden smilede, havde et meget fast greb om hans håndled. Og selv om han prøvede at komme løs, kunne han ikke rokke sig af stedet. Da der var gået et stykke tid, lykkedes det dog Itertajaaq at befri sig for grebet, og han løb ned til sin kajak. Og inden kvinden tog ham igen, kom han i kajakken og stødte fra stranden. Så tog han et par kraftige åretag for at slippe væk fra hende, men han opdagede, at han ikke kom ud af stedet. Og da han kiggede ind mod land, blev kvinden ved med at stirre på ham. Pludselig kom han

dog igang, og kunne ro fra stedet. Og han skyndte sig hjem. Da han kom

hjem, lod han som ingenting, og han roede ganske langsomt. Han steg i land, hvor han plejede at stige i land og anbragte kajakken på den sædvanlige plads. Da han gik op, kom han forbi åndemaneren, der sad uden for sit telt og lavede et eller andet. Og da han gik forbi, kiggede han på åndemaneren uden at sige noget, og han så, at åndemaneren uden at sige noget grinte af ham. Og Itertajaaq sagde ikke andet end: 'Dit utyske.' Og Giinngivit / Kiingivit grinede så uden at svare ham.

Engang lovede en af deres bopladsfaller Giinngivit en hund, når hans ældste tæve havde fået hvalpe og hvis det blev gode hvalpe. Hans tæve fik hvalpe, men da det var gode hvalpe, som voksede meget hurtigt, syn-

tes han alligevel, at de var for gode til åndemaneren. Så han beholdt

dem. Og da åndemaneren nævnte det for ham, sagde han, at de voksede så godt

at han hellere ville beholde dem. Åndemaneren sagde ikke noget. Og hval-

pene blev store. Og da de var udvoksede, nævnte åndemaneren det igen, fordi den anden jo havde lovet ham en af hvalpene.

Men den anden syntes nu, at de trods alt var ham for værdifulde. Og

selv om han havde givet ham det løfte, ville han alligevel ikke give ham

den. Samme vinter skulle den mand, der havde lovet åndemaneren en hvalp,

med slæde fra Tasiussaq / Tasiusaq til Augpilagtoq / Aappilattoq på besøg.

Og han spurgte så Giinngivit om han kunne tænke sig at køre med. Og de kørte derfor begge to afsted. Dengang var der ingen beboede pladser mellem Aappilattoq og Tasiusaq. De to slæder kørte således at Giinngivit var bagest. Og da de var ved at nærme sig Qagsserssuaq / Qassersuaq, kørte den anden et stykke foran åndemaneren. Og han kom ret tæt på et lille næs ved dan nordlige munding af Qasserssuaq og han kiggede tilfældigt på næsset og så, at der var to mennesker. Han kiggede så på sin kammerat, der blot kørte frem, og så satte han hen imod de to mænd. De to mænd stod på isfoden, og da han var kommet dem ret nær, opdage-

de han, at det var to danskere. Og så kom han i tanke om, at man sagde, at Kiinngivit, åndemaneren, havde to hjælpeånder, der var danske. Han standsede

for at vente på Kiinngivit, og da Kiinngivit nåede op til ham, sagde han: 'Gad vide, hvad de to der taler om.' Så sagde åndemaneren, at de sikkert talte om den hund, som den anden havde lovet ham. Han havde næppe sagt det, før den anden svarede med høj røst: 'Nu skal jeg give dig en. Nu skal jeg give dig en.' Og han løb hen til sine hunde og løsnede den ældste hundehvalp fra slæden og gav den til åndemaneren. Og nu da åndemaneren havde fået en stor hundehvalp til sine andre hunde, kunne han køre sammen med sin kammerat uden at sakke bagud.

1955: 256 - 257

Dengang var der jo flere åndemanere, der var mege vennesæle, og selv om nogle havde det med at drille dem, plejede de alligevel at fortælle om de mærkelige ting, de gerne oplevede sammen med dem. Og på den måde fortalte Itertajãnguaq / Itertajaannguaq om sin store lyst. Også om dengang han opdagede, at han ikke kunne klare den store kvinde, således at han med nød og næppe kom fri af hendes garn, det fortalte han selv. Og den anden fortalte om, hvad han med egne øjne havde set: To danskere dér, hvor der ingen danskere skulle være. Han har flere gange senere fortalt om det, og nu har jeg altså fortalt om dem.

Giinngivit døde som en gammel mand efter at han var blevet døbt og havde fået navnet Tobias.

      Men den slags historier drejer sig ikke alene om åndemanerne, for andre undrede sig over tryllesange, der tilhørte folk, der egentlig ikke var åndemanere.

Og når de syntes, at disse tryllesange havde haft en virkning, så fortalte

de det. Men sangene var ikke hverdagssange og blev kun sunget ved passende lejligheder. Og sangene var sammensat af gamle ord, som tilhørerne ikke med det samme kunne forstå. Og først når man havde øvet sig og gentaget dem, kunne man lære dem.                    

      Da Amitsualaaq døde levede min farfar, Tuutigaaq, også i Inugsuk / Inussuk, så ham omtaler jeg også i denne forbindelse. Og da det blev forår, mens han boede der, så fulgte han med folk ud til fangststedet. Han kom til Putugua, og det var i uuttoq-tiden / krybefangst-tiden, men det varede noget, inden han kunne fange noget. Når han nærmede sig en opkrøbet sæl, og han var i passende afstand, kom der gerne en ravn, der fløj over stedet og henimod sælen, der derfor hoppede ned i åndehullet. Og da det gentog sig hver gang han var på fangst, kunne han ikke komme hjem med sæl i lang tid. Og selv om han egentlig ikke havde smerter nogle steder, mærkede han en dag, at han var ligesom afkræftet. Det tog til med denne afkræftelse, og til sidst kunne han ikke tage på uuttoq-fangst. Og så lånte han sine hunde ud til en af de unge. Selv stillede han sig på næsset nede ved Putugua, fordi der her var åbent vand, og der ventede han på sæler, bevæbnet med en riffel. Det blev jo opsøgt af sæler, selv om det ikke var ret

mange. Så en dag, da uuttoq-jægerne var taget ud, sad han der og ventede på sæler sent på formiddagen. Da kom en af de gamle fra fangststedet,

Taka, det var den frygtløse mand, der var gået hen til den sindssyges grav.

      Han kom hen til ham, og uden at spørge ham, sagde han så: 'Jeg har mistanke om, at det ikke er din egen skyld, at du har det sådan, cg jeg prøver at gætte, uden at vide noget rigtigt, men sådan noget skal man betale for. Så hvis du har noget, så giv du mig til det.' Tuutigaaq lovede at give Taka en rulle tobak, som han havde i sin kiste. Og da Taka havde fået det løfte, stillede han sig ret op og ned bagved den siddende Tuutigaaq, og først vendt mod nord, fremsagde han en trylleformular. Og da han var færdig vendte han sig mod syd og gentog tryll1eformularen. Da han havde sunget, sagde han ikke mere, men gik ind i teltet. Og Tuutigaaq tænkte på ordene i tryllesangen. Taka havde jo sagt, at den skulle rettes mod noget, som han ville ramme. Men da han fremsagde formularen, lød det ikke som om det var rettet mod nogen bestemt, og der var enkelte ord, han kunne huske, og han mente, de lød sådan:

'niarqugkut ikiligssamik siggungnigdlo augssualingnik / niaqqukkut ikilissamik siggunnillu aassulinnik / Således at der kommer sår på hovedet og blodbesudlede læber.'

Da Tuutigaaq gik hjem om aftenen, fortalte han en af de unge, hvad han havde oplevet, men fik ham til at love, at han ikke ville sige det til andre.

Der skete ikke noget den næste dag. Men den tredje dag om aftenen, efter

uuttoq-fangerne var kommet hjem, opdagede de en hundeslæde, der var på vej fra Upernavik. Da han kom, fortalte han, at mens Inequngnavãt / Inequnnavaat og hendes familie, der stammede fra Augpilagtoq / Aappilattoq, var på fangstpladsen ud for Søndre Upernavik på Kingatak øen, var hendes mand gået med deres søn på rensdyrjagt, og at der for to dage siden var faldet en sten ud af en klippe, der havde ramt manden i hovedet, hvorved det knustes, så at han døde med det samme. Og der var sendt bud til Upernavik dagen før, og nu bragte han nyheden videre. Og man sagde, at stenen ikke var kommet fra en stejl klippeside, men af den bare klippegrund. Man sagde også, at den kvindelige åndemaner Inequnnavaat / Ineqinnavaat havde en ravn til hjælpeånd. Og efter den tid skete det mærkværdigvis, at Tuutigaaq fik det bedre. Og endnu inden isen var helt forsvundet, blev han helt rask.

Kommentar: Vedr. citatet fra trylleformularen på grønlandsk står der på tryk augssialingnik, men da det ikke giver rigtig mening, har Robert Petersen rettet det til augssualingnik i overensstemmelse med versionen hos Hans Lynge 1967: Inugpait.

Var.: Hans Lynge: søg på Kiinnguit, Tuusingaaq, og Siffiaq (de forskellige fortællinger, registrerede hver for sig

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Min mor voksede op ved Upernavik i Qagtarmiut / Qattarmiut, hvor hendes forældre havde et hus, og hendes mor, hendes far og farbror delte et hus, og bedstemoderen var husets kvindelige overhoved.

Børnebørnene kunne meget godt lide bedstemoderen og havde stor tillid til

hende. Og det af børnebørnene, som den gamle kvinde holdt mest af, var en af hendes yngste søns drenge, om hun kaldte for Ûmãnguaq / Uumaannguaq.

Engang hændte det, at Uumaannguaq, der ventede på at hans far skulle vende tilbage fra en tur til Augpilagtoq / Aappilattoq, stod og kiggede ud af tarmskindsruden. Han trådte forkert og faldt ned i husgangen og stødte hovedet og døde. De tog ham ind, han trak ikke vejret, og de prøvede at få ham til at trække vejret igen. Men da de ikke kunne klare det og gik ind, så sprang det kvindelige overhoved ud til drengen. Da hun var kommet til sit yndlingsbarnebarn, tog hun ham op og sagde. Da jeg var udøbt, havde jeg mange tryllesange. Efter at jeg var blevet døbt sang jeg alle mine tryllesange og smed dem således fra mig. For jeg ville ikke synge dem mere. Men der er en, som jeg ikke har smidt fra mig. Jeg har ikke sunget og jeg kan ikke sige, at jeg har kasseret den. Nu vil jeg prøve at synge den, og når jeg har sunget den, vil jeg aldrig mere synge den, men smide den væk. Den virkede altid på døde, der var druknet på havet, og som var bragt op på landjorden. Selvom drengen er forulykket på landjorden, vil jeg synge den. Og hun tog den døde dreng bagfra på skødet og tog ham om livet. Og så satte hun sig vendt mod solsiden. Da hun

havde ordnet det på den måde, så kom min mor og hendes kusine, for de kunne

jo altid komme til deres bedstemor. Og de gik hen til hende og støttede deres hænder på hendes skuldre. Men hun skubbede til dem og sagde: 'I skal ikke lære den. Gå væk.' Og da de var gået væk, begyndte hun at synge. Det var som en sang eller en salme. Den havde en melodi, der ikke var alt for langsom, og heller ikke for hurtig. Og hun nævnte alle ordene. Og da hun havde sunget den, så gentog hun det. Og da hun kom til næstsidste stavelse i det sidste ord, begyndte barnets fingre at bøje sig, uden at barnet ellers bevægede sig. Og da hun havde udtalt den sidste stavelse, begyndte han at trække vejret. På den måde kom han til live igen, og min morfar havde allerede trukket sig ind på briksen, da barnet havde stødt hovedet. Han var jo kommet i bare kamikker uden sokker. Og han syntes, at det måtte vare uheldigt for drengen. Der gik jo lang tid inden han trak vejret igen.

Tre dage gik. Og hver gang det lille barn fik noget at spise, kastede han det op. Men efter at de tre dage var gået, blev han som han plejede at være.

Efter at drengen var kommet til sig selv, talte min mor ofte med sin kusine om deres bedstemor, og de spurgte hinanden, om nogen af dem havde lart nogle af de ord. Men så var der ingen af dem, der kunne huske andet end det ene ord, Morgengry. Senere da nogen talte om genoplivelsen af drengen, havde min mors bedstefar sagt, at denne sangs ord passede til Qattarmiut boplads, fordi husene i Qattarmiut vendte mod morgengry. Og at det ligesom havde hjulpet til den heldige virkning. Men når man sang den sang for folk, der var druknet i havet og var trukket op, så ville den altid virke. - Det er i grunden mærkeligt at hun kunne sige sådan noget så skråsikkert, når hun vidste, at hendes børnebørn stolede på hendes ord.

Engang havde de sommerfangstplads ved Ikerasánguaq / Ikerasannguaq og havde så telt ved Qarmat. De havde jo en umiak. Der hørte kun tre kajakker til. Det var min mors farbror og hans plejesøn. De plejede at følges i kajak. Og min morbror roede så i kajak for sig selv.

Engang var det, mens de var ude i kajak, at min mor og hendes kusine, der plejede at lege ved en gammel hedningegrav, hørte noget fra graven. De var kun børn, så de blev forskrækkede. Og da de flygtede, faldt Uumaannguaq og slog sit knæ og græd meget. Og da de kom ind i teltet, tog bedstemoderen ham på skødet og så efter, om han havde slået hul på sit knæ. Og da hun sagde, at der ikke var kommet hul på knæet, tog hun lidt senetråd og flettede det sammen med nogle andre og tog et stykke plante, som hun bøjede i midten, og den bandt hun i midten og stak den øverst på kamikken, og gik så ud af teltet uden at

sige noget. Hun var ude nogen tid, og da hun kom ind, sagde hun til sine børnebørn, der endnu var inde i teltet: 'I kan igen lege, der hvor I legede før.

Det var et menneske, der blev lagt i graven, før han døde. Og derfor plejede han at give sig til kende, for hvem der ikke kendte historien. Men han vil ikke give sig til kende mere for jer. Sisuungutsippara - jeg har ladet ham glide nedad.' Selv om de ikke rigtig forstod, hvad det var hun mente med det, så havde de så megen tillid til bedstemoderen, at de gik ud og begyndte at lege igen.

Bedst som de legede, var der en af dem der pegede og undrede sig over, at alle kajakkerne roede for fuld fart hjem. Da de kom nærmere, råbte de: 'Hvordan har I det?' Og de råbte tilbage, at de havde det godt.  Og de andre jublede højlydt.  Og da de var kommet hjem, fortalte de, at de fra et sted ved teltene havde hørt en stemme som af en person, der ligesom var ved at drukne. Personen havde hylet og kaldt efter hjælp. Og så troede de, at det var en fra teltene, der var ved at omkomme. Så de roede alt hvad de kunne tilbage, fordi den

lyd fra personen, der var ved at omkomme i havet, netop kom som fra et sted ved teltene. Det er mærkværdigt, hvor meget vore forfædre kunne lave af mærkelige ting. Og mange af kvinderne har også haft evner, der ikke har været til at kimse af.

Det var nogle af de mærkelige ting, som min mor har fortalt var i forbindelse med hendes bedstemor. Det var nærmest for at vise, hvilke slags folk, der har levet her, første gang missionærerne kom til Upernavik. Hvis man skal karakterisere disse mennesker, så vil det ifølge det, jeg har fortalt, være forkert at kalde dem for uvidende.

Vore forfædre kendte meget til, hvorledes de skulle leve, og til hvilke regler, de skulle følge og mange andre ting. Men man kan godt betegne dem som uvidende, nemlig uvidende om Gud.

Hele den nordlige del af Vest-Grønland var jo beboet af vore forfædre. Kysten og en masse øer var fulde af en masse hustomter, hvoraf nogle var meget gamle.

Og selv i Melville-bugten er der mange hustomter. Og på øen Kiatagssuaq / Kiatassuaq i nærheden af Kuvdlorssuaq / Kullorsuaq kan man se rensdyrspærringer, som vore forfædre har lavet, og som endnu er hele. Dengang har der åbenbart været masser af rensdyr der. Blandt vore forfædre var der også stærke mænd. Og nogle af de ting, vi stadigvæk kan se her i Nord-Grønland er naaanngisat. (hinkesten. Den slags er lavet på steder, hvor man samledes og kunne kappes med hinanden. De findes forskellige steder og er meget morsomme at kigge på. Ved siden af disse hinkesten finder man aflange sten, og det fortælles, at man tog sådanne to sten under armene, hvorefter man hinkede fra sten til sten. Og den bedste fik en belønning for sin dygtighed.)

En ting vi også finder her i det nordlige Vest-Grønland, er de store qorfiit, (de store natpotter). Det er jættegryder. Jeg synes snarere at det er menneskeværk, og ikke skabt af vinden. Der er flere steder, hvor man kan finde sådan nogle. De findes gerne på en solid klippe og gerne i en trekant, hvor de ligger tæt ved hinanden. Mellemrummet mellem dem er gerne omkring 3 tommer. De rummer nok det samme som en mellemstor gryde. De er gerne en lille smule snævrere ved den øverste kant, men bunden buer så nedad, så den er dybest i midten. Så de minder meget om den indre del af jerngryder. Sommerregnen fylder dem gerne helt. Men når man tømmer dem for vand, kan man se,hvordan formen er. Alle dem jeg har set, er ens i form, og det er gerne ved den tredjes kant at man finder nogle ujævnheder, mens de to andre er helt lydefri og nærmest minder om natpotter.

Vest for Augpilagtoq / Aappilattoq ved Tungneq / Tunneq finder man en sådan, og nord for Tasiussaq / Tasiusaq er der også et par steder. Øst for Kigtorsaq / Kittorsaq og indenfor Ituvsâlik / Itussaalik ved Tuperssuarssuit/ Tupersuarsuit og nord for Kraulshavn / Nuussuaq er der en lille ø Upernaviarssuk / Upernaviarsuk, og når man ser på den, må man slutte, at det er menneskeligt værk, men hvis man ikke har gode redskaber til stenbehandling, må det være meget vanskeligt at lave dem, fordi de altid er lavet i solid klippe med jævn overflade. De er mærkværdige.                                          

Jeg der skriver denne artikel er blevet en gammel nand og er godt og vel 71 år. Jeg skriver disse få historier, og nøjes med at fortalte dem

der handler om dengang, da Upernavik blev en koloni. Det er hovedsagelig

for at vise Upernaviks egen befolkning, hvordan deres forfædre har levet.

Jeg vil herigennem vise vore forfædres hedningeskikke, og hvordan de ordnede deres afdøde til gravlæggelse, hvordan de klædte dem og hvor man førte dem ud af huset. Det er muligt, at der ikke er flere, der er interesseret i det, og artiklen vil også bevirke, at nogle i Upernavik vil blive opmærksom på, om den husstolpe af sten, som ligger på passet på vejen fra den gamle skibshavn. For denne sten har jo også været brugt til andet end at være stolpe i et hus (se ndf. BS).

Denne Umiarssuaqarfik / Umiarsuaqarfik, gamle skibshavn, kaldes således,fordi de første skibe som kom med varer til Upernavik, ankrede op der. Og først på et ret sent tidspunkt kom skibene ind til Ukuardluk / Ukuarluk, den nuvarende skibshavn. Jeg har helt fra min barndom altid nydt at høre om, hvad der fortaltes om vore forfædre, og hvis det skulle findes værdigt til trykning, så kan I altid læse det.

Kuvdlorssuarme / Kullorsuarmi aprilimi 1955.

Martin Nielsen.

Kommentar: Det kan lyde besynderligt, at bedstemoderen blot ved at synge alle sine tryllesange, kasserer dem. De blev slidt ved brug, mente man, men de mistede kun deres fremtidige virkninger, hvis man sang dem offentligt, højt, så alle kunne høre dem. Måske er det så det hun har gjort.

Se: Ikerpaq der stilnede stormen.

Meddelelser om Grønland Bd.60. p.471 f.n.:

Også bugten på nordsiden af øen er en kortere tid benyttet som

skibshavn, og denne kaldes endnu i daglig tale "gamle skibshavn".

Fra ca. 1880 benyttedes imidlertid udelukkende den nuværende skibs-

havn.

Den såkaldte Bangs havn på sydøstkysten af Upernivik / Upernavik øen ved

fuglehullet en en meget sjælden gang benyttet af sejlskibe, når

sydvesten skønnedes at være for hård til at man turde gå ind i den

rigtige skibshavn. I de senere år benyttes den dog aldrig mere.

Der findes en mindre varde til mærkning af stedet. Skibene for-

tøjes ved sten i land.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Efter at der var kommet kristne i Augpilagtoq / Aappilattoq og Upernavik, og efter at der også var nogle døbte i Aappilattoq, boede der nogle folk syd for Aappilattoq ved Savêrneq / Saveerneq. Og den ældste blandt dem var åndemaneren Itakugdluk / Itakulluk. Hen på vinteren var der en mand fra Saveernoq, der tog på slæde-besøg med sin kone og et barn. Og mens de var væk, åd strømmen af isen ud for Saveerneq, og man kunne ikke køre over isen nedenunder husene. Man holdt udkig efter den besøgende, for at man kunne give ham besked. Men et kort øjeblik var de optaget af noget andet. Og da de opdagede ham, var han allerede kommet ud på det farlige sted. Og lige idet de råbte til ham, faldt slæden igennem isen. Og mens man forsøgte at komme over til dem, tog strømmen dem, og de forsvandt under isen.

De nåede hen til det sted, hvor de var faldet igennem, men de fandt ingen.

Blandt dem var Itakulluk, den store åndemaner, og han sagde til dem, der

begyndte at græde over dem, at de ikke skulle. Han sagde, at de skulle

gå op i huset, fordi han ville prøve alene. Og de skulle først komme, når

han råbte om hjælp. De adlød ham og gik op i huset. Itakulluk var ale-

ne, mens de andre holdt udkig. Da han var blevet alene, kunne man høre

ham tale. De, der var udenfor huset, kunne høre talen, men ikke forstå,

hvad han sagde. Og da han begyndte at tale, så begyndte - skønt det var

vindstille og meget fint vejr  Saveerneqs fjelde og Akinas fjelde over-

for Saveerneq og fjeldene overfor Inugsugârssoq / Inussugaarsoq syd for Saveerneq at tale med, når Itakulluk havde talt, og når han tav stille, begyndte fjeldene at tale med hinanden. Midt i det hele råbte Itakulluk, at de skulle komme og hjælpe ham. De gik ned til ham og opdagede, at han havde trukket dem op alle sammen, og at ingen af dem var druknede. De klarede sig og undrede sig meget over hændelsen, men Itakulluk sagde, at de ikke skulle sige noget til nogen. Først da der var gået nogle år, fortalte tilskuerne, hvad der var sket.

Da der var kommet udliggere ved Aappilattoq, og Itakulluk levede der, var han vældig glad for kaffe. Engang, da der skulle handles, kom Itakulluk også og ville købe kaffe. Han gav ganske få skilling til udliggeren og sagde, at han gerne ville have meget kaffe. Udlæggeren lagde ganske få kvint på vægten, og nu stod Itakulluk ret. Udliggeren tog så en pot og skulle lige til at hælde ind i skæppen, da Itakulluk begyndte at tale til kaffen, idet han sagde: ukililerdluse, ukililerdluse (bliv lette, bliv lette). Og potten blev tømt uden at de få kvint blev løftet. Udliggeren fyldte en pot igen. 0g da han skulle hælde den i, sagde Itakulluk igen: 'ukililerlusi, ukililerlusi.' Og potten blev

tømt igen uden at løfte kvinterne. Udliggeren lagde fingeren på skæppen

og trykkede ned. Og naturligvis vippede den. Men lige så snart han løftede

fingeren, sank kvinterne. Og nu skældte udliggeren Itakulluk ud.

Itakulluk grinede lidt og vendte ryggen til. Og da han gjorde det,

svingede vægten til den anden side. Og nu begyndte udliggeren at tømme posen for kaffe. Og da han var færdig, var der kun lidt bundfald i posen. Itakulluk sagde smilende tak til udliggeren, og uden at vårdige de andre undrende tilskuere et blik, gik han ud.

Det fortælles, at Itakulluk døde i Aappilattoq som en meget gammel mand.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 94 - 95: Torngit inuarugdligkatdlo sorssunerat.

Resumé:

De to ånderacer, indlandsboerne og dværgfolkene, kommer i kamp med hinanden. Kæmperne har et stort klippestykke og dværgene et lille til konebåd. Kæmperne drukner. Dog træffer dværgene senere et par af dem, der sover i et hus. De vågner

et par gange af pruttelugt. Dværgene kommer atter i kamp med

indlandsboerne, der flygter, da det lykkes en af dværgene at slå

brystet ind på en fjende og trække lungerne ud af ham. Dværgene

flytter ned til kysten, hvor de ser et hvalfangerskib med to nedlagte

hvaler på hver side sejle forbi. Det lugter stærkt af spæk, mens de

flænser hvalerne. Hele luften fyldes af spækstank.

Hist.: Dværgene, der viser sig stærkere end indlandskæmperne, er

muligvis typisk for vestgrønlænderne, mens associationen mellem dværge

og ildelugt er fremtrædende hos østgrønlænderne. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under

"Dværge". Kæmperne, der vågner ved dværgenes stinkende

tilstedeværelse, siger: "Bua, bua!", der må være østgrønlandsk udtale

af det danske, puha. Hvalfangerne er naturligvis europæere af en

slags. Stanken kunne henvise til deres udkogning af spækket til tran.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  155 - 156.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den første Lynge *)

M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham.

   Lynges kone hed Dorthea.

   Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.

   Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M.

   Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas.

   Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen).

   To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt.

   Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L.

   Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.

*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.

Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles, at Ittunnguaq i begyndelsen boede i Inussugaarsuk. En gang da det blev vinter, havde han forvandlet / lavet sig om til en hvalros og var taget til Saveerneq. Da han nåede frem og befandt sig nedenfor bopladsen, dukkede han op af vandet og havde først sikret sig, at der ikke var nogen, der var ude i kajak. Da det viste sig, at ingen af kajakkerne var i brug, gav han sig til at dukke op og dykke ned flere gange i vandet nedenfor husene. Da fangerne så det, kom der fart på dem, fordi de gerne ville fange ham. Heller ikke den store åndemaner Minalaaq havde været ude i kajak den dag.

Den omtalte Ittunnguaq var også selv åndemaner, og han havde sat sig for at få ram på den bedste af fangerne. Da han nu lå og blev ved med at dukke op af vandet, satte de deres kajakker i vandet, men Minalaaq havde allerede forstået, at det ikke var nogen rigtig hvalros, fordi den ikke havde nogen stødtænder.

Da den første kastede sin lanse, brækkede hvalrossen den omgående. Og eftersom Minalaaq stod for tur, måtte han med det samme kaste sin lanse efter den. Og da den dukkede ud af vandet igen, kastede han lansen efter den. Da Ittunnguaq blev ramt af lansen, kunne han pludselig ikke se noget. Og så måtte han omstændeligt vende hjemad, og langt om længe nåede han da også hjem. Så satte han sig for at komme på besøg i Saveerneq den næste dag.

Da han ankom på besøg, fortalte de ham om denne hvalros. Men han sagde overhovedet ingenting til historien. Da han ikke sagde noget, og det var aften, besluttede Minalaaq sig for, at sætte ham på prøve for at finde ud af, om han var åndemaner. Sådan som det var skik og brug skulle Ittunnguaq, nu da det jo var aften, være den, der lavede gys og skræk. Og så kan det ellers være, at han prøvede på at gøre dem bange. Han sagde til de andre, at de skulle følge efter ham, når han havde lukket døren. Så gik han ud og lukkede døren, og de fulgte efter. De ledte efter ham, men han var helt forsvundet. Da de ikke kunne finde ham nogen steder, blev de stående på stedet, og pludselig kaldte han på dem oppefra, og så begyndte han at skræmme dem derfra. Nu begyndte han at mane ånder, og så forvandlede han noget urin i sneen til en vild hund og begyndte at bide den til døde. Da han havde gjort det, tænkte Minalaaq, at han måtte være en dygtigere åndemaner end ham selv.

Mens man kunne høre, at han var i færd med sine gyserkunster uden for, var der en, der åbnede døren, og dér lå han bøjet sammen nedenfor indgangen til rummet fra gangen. Og samtidigt med at denne mand ivrigt pegede på den sammenkrummede åndemaner på gulvet, opdagede de, at man kunne se hele Ittunnguaqs ansigt gennem kighullet i vinduets tarmskindsrude. Det var et lillebitte ansigt, der lige passede i størrelse til kighullet. Og det til trods for, at man samtidigt kunne høre hans kraftige stemme udenfor og også se ham der nedenfor indgangen på gulvet. Det viste sig, at han først nu ville mane ånder frem.

Og netop mens han var godt i gang med sine skræmmekunster, holdt han op. Det viste sig nemlig, at han havde opdaget, at folk fra Aappilattoq ville tage hen til Qaarsukassak, hvor hans lillesøster boede, for at slå hende ihjel, fordi de troede, at hun var en heks. Så holdt han op med sine skræmmerier og begyndte at gøre sig klar til at tage afsted. Og dagen efter tog han så til Aappilattoq, dels for at finde ud af, om de var taget hen for at slå hende ihjel og desuden for at handle.

Da han nåede frem, var de, der ville af sted for at slå hende ihjel, allerede taget af sted om dagen. Da han ikke bare sådan uden videre kunne vende om, ventede han hos Inger og hendes familie, mens hun lavede kaffe. Og først da han havde drukket tilstrækkelig meget kaffe og var godt tilpas, tog han af sted. Og fordi han brugte sin hjælpeånd, spækhuggeren, til at se for sig, var sukkerknalden i hans mund ikke engang smeltet endnu, da han nåede frem til sin boplads. Da han ikke kunne bruge kajakken, var han tvunget til at gå over land, selv om det var efterår. Han gik og gik og nåede frem til Qaarsukassak, da de mænd, der ville dræbe hans lillesøster, først lige var nået frem og var gået indendørs for at slappe lidt af.

Da han kiggede ind gennem vinduet, så han, at hans lillesøster forsøgte at flygte ved at krybe ned under fodenden på briksen. Han fik så ondt af hende, at han skreg: Najaluk, jeg er kommet! Da hun hørte sin storebrors stemme, hoppede hun ud på gulvet. Og så sprang hendes storebror samtidigt ind i huset, og han havde armene ude af ærmerne på sin sælskindsanorak og havde sin lanse i den ene hånd. Da han kom ind, flygtede de, der var kommet for at dræbe hende og lod ganske enkelt deres offer være. Ittunnguaq sagde til sin lillesøster, at fremover skulle hun ikke være bange, hvis der kom nogen for at dræbe hende, mens han ikke selv var der, for nu ville hans hjælpeånd holde øje med hende. Og da hun ikke kunne gå med ham over land, efterlod han hende der og tog af sted.

Da han kom hjem, besluttede han sig for at forsøge på at få ram på Minalaaqs kone Najannguaq. Han ville finde et tidspunkt at træffe hende på. Og en morgen, da han vågnede, regnede han med, at hendes mand nok allerede var taget afsted, og så tog han hen for at besøge hende. Da han kom derhen og kom ind, gav han hende et stykke tørret kød, som han havde haft med. Da Najannguaq jo ikke havde nogen mistanker om noget, spiste hun det tørrede kød, og så tog Ittunnguaq hjem igen.

Dagen efter kom der er løber for at fortælle, at de ikke kunne klare Najannguaq. Så tog de derop. Ittunnguaq havde fået en sten som amulet (se om amuletter på s.38 og om sten som amulet på s.142 i Lynge, Hans 1967), og nu strøg han hænderne på stenen og fulgte efter de andre, der tog derop. Da han var kommet derop og gik ind, så han, at hun kæmpede som et vildt dyr for at slippe fri fra dem, der holdt hende. Så rørte han ved hendes krop. Og da han gjorde det, faldt hun afkræftet sammen, og da hun endnu ikke kunne dø, befalede han dem midlertidigt at lægge hende på en ø.

Så bragte de hende til Uingasoq i en konebåd. Da de havde ført hende dertil, lagde de sten op omkring hende, selv om hun stadig var levende. Da de havde lagt sten omkring og ovenpå hende, forlod de hende, selv om man kunne høre hendes skrig (de sindssyges skrig)! der gav genlyd fra Tasiusaqs fjelde, der lå på den anden side, hvor der dog slet ikke var nogen mennesker. Det var derfor man kaldte sådanne steder for: "Dem der står i forbindelse med hinanden". Og så vendte de hjem og tog til Inussugaarsuk.

Da der blev fast is, besluttede Minalaaq sig for at hente sine såleskind. Han tog afsted og kom til Saveerneq. Men da han ville gå ind af husets indgang, var han så bange, at han ikke kunne krybe igennem, selv om han var åndemaner. Da han ikke kunne komme ind, pissede han langs bagvæggen, som det var skik og brug for, at svække kraften, og da han kom ind, lå alt bohavet i husgangen. Sådan noget kaldte man "påvirkede og skræmt af hjælpeånder".

Da han havde taget sine såleskind, vendte han tilbage til Inussugaarsuk. Og efter at have været der et stykke tid, rejste han til Aappilattoq. Mens han var på besøg hos andre mennesker og var taget på besøg i Aappik, var der en fra Qassersuaq, der besluttede sig for at få ram på ham. Og fordi denne person ville have fat i ham, rejste han ingen steder. Han blev altså der og lå i fjeldet på udkig dagen lang. Da han kom ned igen, sagde han, at en stakkel fra Qassersuaq havde været i slagsmål med en hvalros, mens han selv så på det. Og det til trods for, at man ikke kunne se Qassersuaq derfra. Det viste sig så, at han havde lavet sig selv om til en hvalros og havde været i kamp med manden.

Da de havde fået øje på en stor hvalros, var de roet hen mod den, og den ene mand, Aalaati, havde været den første til at kæmpe mod den. Så var den dukket ned i vandet igen. Den anden mand ville også kæmpe mod den, men lige før han nåede den, vendte han om uden at gøre den noget. Han fortalte senere, at netop da han næsten var fremme, opdagede han, at det var en haj. Og da der ikke var andet at gøre, roede han bare væk fra den. Det var nemlig en haj, og på grund af nogen, der havde hajen som amulet, lod det sig ikke gøre at prøve på at fange den. Han vendte altså om og tog hjem. Og Minalaaq, der havde været oppe på et udkigsted, kom ned og fortalte dem, at han havde stået og set den person, som den store hvalros havde kæmpet imod. Bagefter vendte han tilbage til Aappilattoq.

Efter at have været hjemme et stykke tid, mente han ikke, at hans værter gav ham tilstrækkeligt at spise. Og selv om han godt vidste, at man ikke skulle stjæle hos Aataarsuaq og hans familie, fordi de havde flettede senetråde som amuletter (se om disse på s.69), var han dog så ked af det, at han spiste af den skindramme, som en af deres kvinder brugte til at udspile afbleget sælskind med. Og det gjorde han, selv om han vidste, at det kunne komme til at skade ham. Da de fandt ud af, at de var blevet bestjålet, foldede deres ældste den flettede senetråd ud for at finde ud af, hvem der havde stjålet fra dem. Og det kom ikke uventet, at Minalaaq nu blev sindssyg. Og først på det tidspunkt fortalte han, at han havde været så ked af, at de gav ham for lidt at spise, at han derfor havde gjort det for helt bevidst at skade sig selv.

Da Minalaaq blev sindssyg, kunne beboerne i Aappilattoq ikke længere tage nogen steder hen. Alle mændene måtte nemlig tage sig af ham. Når nogle kom ind og tog over, gik andre trætte til ro. Og langt om længe døde han endelig. Og selv om hans bopladsfæller ikke ønskede, at det skulle være sådan, var de dog lykkelige over hans død, fordi de havde været tvunget til at blive på stedet. Desuden havde de allesammen været så bange for ham. Da han var ved at dø, havde hans svoger (fortællerens bedstefar) Itaalak råbende spredt den glade nyhed om hans forestående død: Endelig er han da ved at dø!

Da han døde, var hans datter Siina bare godt tilfreds, for de var efterhånden udgået for alt. Og efter hans død, havde han flere gange spøgt overfor hende. Han havde endda villet give hende noget af sin egen mad, men det ville datteren ikke tage imod, for hun vidste, at en afdød ikke kunne gøre sådan noget.

Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og udfor hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

Var.: Der verserede flere fortællinger om Minalaaqs sindssyge og død. Søg på Minalaaq.

Hist.: se ovf. Nukaaraq (Poul Hansen) f.1931.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 125.

Øvrige fortællere, søg på: Otto Abrahamsen; Jens Adamsen; Poul Hansen, Nukaaraq

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Minalaaq.

Eliina Svendsen. Det fortælles, at Ussuks barnebarn Minalaaq først fik sig en kone, da han var blevet en gammel ungkarl. Hver gang de sagde til ham, at han burde få sig en kone, plejede han at svare: Kan kvinder dykke ned? Han tvivlede nemlig slet ikke på svaret. Han fik Ineqinnavaaqs datter Najannguaq til kone. Eftersom Minalaaq ikke havde nogen hunde, kom han, da han boede i Aappilattoq, på besøg til Upernavik med sin kone ved at have hende på slæden og skubbe den foran sig.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.    Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og udfor hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

Kommentar: Uklart hvad der menes med spørgsmålet om kvinder kan dykke ned. Måske drejer det sig om, hvorvidt kvindelige angakkut / kvindelig angakkoq / åndemaner kan rejse til Havkvinden.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Nekrolog over en af de storfangere, der levede i norddistriktet,

Mákorssuaq / Makkorsuaq.

Den mand, jeg vil skrive om, kaldtes af grønlænderne Makkorsuaq eller

Ugsukâtsoq / Ussukaatsoq. Han er modstykket til A., der forrige vinter

blev beskrevet i Atuagagdliutit. A. var en stor kajakroer, men Makkorsuaq var en stor slædekører. Johan Mathias Markus Johansen biev født 24. maj 1857 på bopladsen Aapi Aappi, nordøst for Upernavik. Og der blev han også fanger sammen med sine brødre. Jeg ved ikke hvor mange. Hans storebror som var berømt i Nordgrønland for sin dygtighed som fanger, Simon Simonsen, kaldet Ittui eller Ítuarssuaq / Ittuarsuaq. Hans navn er kendt af en masse mennesker. De var ellers rigtige brødre med begge forældre far og mor sammen, men når den ene har efternavnet Simonsen og den anden Johansen, skyldes det, at grønlænderne dengang ikke havde nogen efternavne. Og da præsterne gav dem efternavne, havde de givet dem deres dåbsnavne som efternavne. Simon blev Simonsen og Johan blev Johansen. Jeg kan endnu ikke fortælle noget om Ittui, for selv om jeg meget gerne ville have truffet ham, døde han inden jeg så ham, men det kan være, at jeg senere kan få oplysninger om ham og skrive om ham.

Ituarssuaq og Makkorsuaq var prægtige mænd, nogle af de sidste tilbage-

blevne, som flyttede fra sted til sted alt efter fangstforholdene uden at tænke på butikken. Og i tillid til deres egen dygtighed søgte de fangstdyrene og de havde naturligvis ofte heldet med sig.

I deres bedste tid som fangere, boede der næsten ingen mennesker nord

for Tasiusaq. Dengang var nordgrænsen for den beboede del noget varie-

rende. Folk ville ikke flytte særligt langt fra den lille butik ved Tasi-

usaq, men så flyttede de to store mænd nordpå. Og da andre folk, der ellers

boede i nærheden af Tasiusaq fik lyst til at komme med, kom der en masse

bopladser længere nordpå, således at de til sidst stødte op til Melville

bugten, idet der ikke var så meget land der mere. Og årsagen til denne

nordgående vandring er de to brødre, som ikke syntes at have kendt noget

til farerne i Grønlands natur, og som for en masse andre fangere åbnede

fangstmulighederne. Dengang var der en masse fangstdyr ved Aappi, især

narhvaler. Men hvordan kan det så være, at Makkorsuaq og hans bror, der ikke led nød der, ønskede at forlade stedet?  Hvis man ikke kendte Makkorsuaq og hans bror og man heller ikke har hørt om dem, kunne man fristes til at spørge således. Men det uendelige slædeføre og lysten til isbjørnefangster og narhvalfangster havde tiltrukket disse to store mænd.

Ittui var berømt for sin dygtighed som fanger og sin omhu med sine sager, men selvom han havde gode hunde, kunne han ikke måle sig med sin lillebror på det felt. Måske vil nogle af læserne, især sydgrønlænderne tro at slædekørsel eller dygtighed til slædekørsel er lettere end dygtighed i kajak. Men det er ikke tilfældet. Slædekørsel er ikke leg. Og der er forskel på det at kunne køre med slæde og det at være dygtig hundekusk. Alle og enhver kan lære at køre slæde, selv sydgrønlændere der er flyttet herop, men kun de færreste kan kaldes dygtige slædekørere, og over dem alle ra-gede Makkorsuaq siges der.

Den mægtige is og de bjørne der færdes på disse kanter havde besatte

denne mands tanke og fik ham til at flytte rundt til forskellige steder,

så at han uden bopladsfæller søgte at bo på steder uden plantevækst,

uden andre fangere til at ledsage sig. Det var før hans søn begyndte at

jage selv. Og han levede i modet (??) i disse barske omgivelser. Han havde med sit hundespand løbet en masse bjørne op og han døde på et sted han fandt så smukt den 8. marts 1923.

Det var ved Ikermiut, lidt syd for Kap Holm, som den nordligste beboer

i Upv. distrikt. Makkorsuaq havde også opfostret flere forældreløse

drenge, og han havde gjort dem til fangere, således at de kunne hjælpe sig

selv. Men når jeg nu roser ham for hans hunde, så tænker jeg mens jeg

skriver, at han sandsynligvis ville råde mig fra at skrive om ham. Lige

som store stærke mænd fra fortællingerne, prøvede han ikke at vise sig.

Den gamle grønlandske tankegang er også Makkorsuaq's. Han ønskede ikke

at blive rost, men tanken om et frit liv, hvor han kunne køre slæde af

hjertets lyst på den fine is mellem isfjelde, det var den følelse, der

drev ham. Og på den måde lignede han en masse grønlændere, som for andre

kun er blevet fortællinger.

Da jeg så Makkorsuaq, var han en gammel mand, men alligevel beværtede

han os med en bjørn, som han selv havde skudt. Jeg så hvor mange optrukne

sæler der lå syd for hans boplads, og da jeg sagde til ham, at det måtte

være dejligt at bo der, sagde han, at her er ingen fangstpladser. Du skal engang se min fangstplads, min fangstlejr om foråret, der er der for alvor optrukne sæler, og der kan man køre i slæde hvor som helst. Og det var sandt. Hans forårsfangstlejr lå i nærheden af Djævelens Tommelfinger / Kullorsuaq, og efter grønlandske begreber flød det med mælk og honning. Jeg er en af dem, der kun har hørt om Makkorsuaq hunde og hans behandling af sine hunde. Jeg har aldrig set ham køre for fuld fart, og jeg er ikke i tvivl om at det kun er meget få, han har vist, hvor  meget han kunne. Han var jo over alle slædekørere. Jeg har derimod set ham køre ganske langsomt, og hans hunde så ud som om de trak af alle kræfter. Sådan siger jo

også folk der har forstand på hundekørsel, at sådan skal det være.

Når grønlænderne kørte slæde, skånede de deres hunde. Det var jo

ikke legetøj. Man kunne aldrig vide, hvornår man kunne komme ud for fare,

objekter eller folk der var kommet i nød, således at man måtte køre til.

Og den der virkelig kunne køre slæde viste først da, hvor meget han

kunne, og kørte alt hvad han kunne. Og det man hører blandt slædekørere

piskesmæld, kamikken og lyden af sch.. høres, og hemmelige signaler er

ikke bare fortællinger. Det er åndepust fra norden, som nu er ved at

forsvinde ligesom åndemanere, hekse og tryllesange. Kun sådanne, der vir-

kelig er til nytte, er blevet tilbage, og de vil bestå, så længe grøn-

lænderen og hunden trækker vejret. Over alle disse slædekørere er Mak.

Man hører gang på gang, at grønlænderne kan lide at køre om kap med

hinanden, og det er sandt. Når dygtige slædekørere fulgtes ad, kunne

de godt finde på at se, hvem der kunne køre hurtigst. Engang, fortælles

det, skulle en masse slæder til Tasiusaq om foråret. Der var ingen kate-

keter for de nordligst boende og de ville så ned til Tasiusaq for at

holde påske der. Og så skulle de også prøve, hvem der kunne køre hur-

tigst og hvem der kom sidst. Man hørte piskesmæld, knald

og latter hele tiden og den bedste af dem var som altid blandt

de sidste, og han kørte forholdsvis langsomt. Hans hunde så ud som om de ydede alt hvad de kunne og han havde sin kone med på slæden. Men på en eller anden måde så hundene ud som om de blev forskrækket. De satte fuld

fart frem, så at de fejede sneen op til en hel røg efter sig. Så kørte

han forbi den ene slæde efter den anden. Han fortsatte med den fart og

da han passerede den forreste af dem kiggede han på ham og sagde:

Sådan er den ældste, det er Makkorsuaq.

Engang har jeg læst i Atuagagdliutit at nogen har sagt, at fortællingerne

om vore forfædres handlinger var noget vi overdrev. At sige således

er forkert. De stærke mænd, som man idag kan fortælle om, er ikke fanta-

sifostre, men de er grønlændere, som ikke var gjort blødsødne af butiks-

kost. De boede på øer, som var udsat for store bølger og ligeledes kunne

man på nunatakker ved isbræerne finde hustomter, der ligesom fortæller

at her hviler benene efter stærke mænd. Disse mænd ventede ikke på hjælp

fra Danmark, men de kæmpede tappert mod naturens magter, og vi skylder

dem ære. Mon det er de sidste blandt disse mænd vi har i brødrene Ittui

og Makkorsuaq. Man plejer at mindes store mænd. Og jeg tænker på no-

get som kunne bruges som minde, som et smukt minde, hvis det blot ikke

lyder grimt for mange grønlændres ører. Djævelens Tommelfinger i Mel-

villebugten er en smuk mindesten. I mange år har den været vidne til

den store slædekører, som man måtte beundre. Og hvis solen ikke havde

slettet sporene på isen, så ville de fortælle os den bedste af nordgrøn-

lænderens drømme, om isbjørn og om manden der havde held til at fange

bjørne.

Hist.: De nærmeste årgange af Atuagagdliutit (1922-1924) nævner ingen person med A., der kunne være Makkorsuaqs modsætning.

Også Hans Lynge fik fortællinger af Makkorsuaq af Marteeraq. Søg på Makkorsuaq.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:        

På den tid, hvor der var kommet danskere til Upernavik, var der også en

i Upernaviks omegn, son hed Nulooq. Vi hører første gang om Nulooq i anled-

ning af en stor farsot / epidemi, da han boede nord for Tasiussaq / Tasiusaq, nord for Upernavik

Da hans kone og alle andre døde ved forårstide, forlod han sin lille, endnu raske datter i teltet og rejste alene bort. Hans efterkommere fortalte ind imellem om dengang han forlod sin lille datter. Han rejste fra Mernoq, men i andre fortællinger var det ikke fra Mernoq han rejste, men fra en ø bagved Mernoq, hvor de havde fangstplads. Og når man siger det, så skyldes det nogle fund, der blev gjort længe efter.

Efter at Nulooq var flygtet sydpå, kom der igen folk til Tasiusaq, og folk, der kom på fangsttogt derfra til Itivdlitsaq / Itillitsaaq, bagved Mernoq, fandt et telt, som så ud til at være forladt uden videre, helt faldet sammen og sandsynligvis var blevet forladt på Nulooq's tid. Rævene havde ædt noget af teltskindet, men skelettet, stagerne og andre forskellige ting var der.

Og man fandt et kvindehoved med indtørret hår på endnu. I den inderste

del af teltet fandt man en kobbergryde fra engelske hvalfangere oven for et ildsted, men hullet p.g.a. ir.

Bagest i teltet fandt man, i en hule, en lerskål, der var fyldt med store perler. Og ved siden af tørklæder, der var foldet sammen flere gange og i den grad møre, at de faldt fra hinanden, der hvor de var bukket sammen. Men det sås endnu tydeligt, at de stammede fra engelske hvalfangere.

Man fandt også flere andre forskellige ting, som ganske givet var for-

ladt, som de var. Og man havde så regnet med, at de ting, man fandt, var Nulooq's efterladenskaber, fordi Nulooq i sin beretning havde nævnt teltet og gryden, som syntes at passe med hinanden.

Dengang da Nulooq's kone døde, og deres lille datter endnu var rask, og de boede i et telt alene, roede han først med sin datter foran på kajakdækket, idet han prøvede at finde mennesker længere sydpå. Men datteren var så småt begyndt at gå og kunne derfor ikke transporteres i kajak, hvorfor han var vendt tilbage til teltet og havde bragt hende op i teltet, som han havde forladt. Så havde han kogt æg til sin datter, havde pillet dem og sat vand ved siden af, så at hun kunne drikke af det, trak han brysterne af hendes døde mor uden på tøjet (for at barnet kunne die) og gik væk fra teltet efter at have lukket det til, hvorefter han roede sydpå.

Undervejs sydpå roede han ind til forskellige bopladser, hvor han kendte

nogen. Men de var alle affolkede. Nogle steder så han kun hundene.

Han havde slægtninge ved Aappi, og dem regnede han med at kunne træffe, men han fandt kun deres hunde. Og han fandt først mennesker, da han kom syd for Augpilagtoq / Aappilattoq på øen Tartûsaq / Tartuusaq. Det var hans egne slægtninge.

Da han kom dertil, sagde han ikke noget om, at han havde forladt sin datter.

Og der giftede han sig igen, og hun blev gravid og fik en datter, og Nulooq blev glad og kaldte sin nye datter Ilarssôqaut / Ilarsooqaat. Først da Ilarsooqaat var begyndt at gå rundt på gulvet, fortalte han den hændelse, som jeg lige har fortalt, og det var først da Ilarsoqaat var begyndt at gå og således havde nået den alder, da han forlod sin første datter af samme navn. Dengang Nulooq boede ved Aappi, fortalte man, at han hen imod efteråret plejede at fange en masse hvidhvaler.

      Mens Nulooq boede der, så plejede han at se, hvor stærk vinden var neden for huset ved at gå rundt om en stor sten. Der var en stor sten neden for deres hus, som de brugte som stativ. For hvad de skulle have op på højkant lagde de på stenen. Når han kom ud om morgenen, gik han først til den store sten, så udenom den, og så om mod vinden på den anden side. Og hvis han ikke rigtigt kunne komme rundt og havde svært ved at stå fast, så gik han op i huset og roede ikke ud den dag. Men når han kunne gå rundt om stenen uden at standse, så gik han op i huset og gjorde sig klar til en tur. Og hvordan vejret end var, roede han ud i kajak. Og det var altid midt ud i fjorden. Og når det blev mørkt om hvidhval på slæb.aftenen, kom Nulooq tilbage med en hvidhval på slæb.

Ved den tid, hvor Nulooq var i sin bedste fanger-alder, var der en af deres bopladsfæller, en nærsynet fanger, der ligesom det går for nogle fangere, næsten aldrig havde fanget noget. Da denne mand begyndte at kredse om Nulooq, så havde Nulooq sagt, at de kunne følges ad. Så kunne han da altid få fangstpart. Og på den måde fulgtes han med denne svagtsynede. Og et efterår, da der var kommet hvidfisk, roede de ud i kajak. Og mens de roede ved siden af hinanden, kom der en hvidhval, der lagde sig til at sove. Da Nulooq ikke selv savnede hvidhvaler, sagde han til kammeraten, at han skulle ro til og harpunere

den. Han blev lidt betænkelig, men roede til. Men netop som han løftede harpunen til kast, satte hvidhvalen af, og han ramte den i rygfinnen. Han kastede så sin harpunblære / fangstblære, og da hvidhvalen trak den under vandet, syntes Nulooq, at nu ville han få en god og morsom dag. Så begyndte han at ro efter hvidhvalen. Så sagde Nulooq bagud til den anden: "Hvor skal jeg ro hen efter din fangeblære?" Den anden tav lidt men sagde så: "Du skal ikke ro for langt. Men prøv at blive her i nærheden, for jeg har brugt min tryllesang over harpunblæren." Og det var sandt nok, for da han roede forbi ham, havde han hørt ham ligesom mumle noget.

Efter Nulooq fik det svar, at den anden havde brugt en tryllesang på harpunblæren, så blev den siddende der. Og Nulooq havde jo fra sine forfædre hørt, at nogen fangere havde tryllesange over deres harpunblærer. Og disse plejede aldrig at miste deres harpunblærer / fangstblærer. Hvidhvalen, der jo var blevet ramt, var under vandet i al den tid, den plejer at kunne tåle. Så kom den op med har-

punblæren igen. Nulooq roede til og harpunerede den. Og de dræbte den med lanserne. Og nu fik Nulooq lyst til at få den tryllesang. Han plejede

jo at ro i kajak alene, og normalt kom han sjældent hjem med kun et enkelt bytte. Og nu fulgtes han altså med denne mand, der ikke var helt almindelig og som havde en tryllesang til sin harpunblære. Senere havde Nulooq så købt trylleformularen og havde betalt meget for den. Men manden havde sagt ti1 Nulooq, at han selv hellere end gerne ville forære Nulooq den, men at

tryllesange kun måtte overgives til andre mod betaling. Og derfor krævede

han betaling. På den måde kan man sælge en tryllesang. Men den, der har solgt den, kan så ikke bruge den mere. Og selv om han prøvede, ville den ikke have nogen virkning for ham igen. Nu var tryllesangen altså blevet Nulooq's, og efter at han havde fået denne tryllesang, mistede han ikke flere harpunblærer. Når han fulgtes med andre, og han skulle harpunere, så brugte han ikke tryllesangen, fordi han regnede med, at de andre nok skulle få den bragt hjem. Først når han igen var alene, brugte han den.

Nulooq boede i Aappi, da hans søn var blevet så stor, at de begyndte at følges i kajak. Men så døde sønnen, og Nulooq holdt sørgedage, hvorfor han ikke fulgtes med folk til festligheder. Da skete det, efter at sønnen var død, at en af deres bopladsfæller fik en søn, som de opkaldte efter Nulooq's søn. Nulooq var vældig glad for sin søns navnebror, og da drengen var begyndt at gå og at lege, skulle folk til nidsangsfest fra Augpilagtoq / Aappilattoq til Kingigtoq / Kingittoq, lidt nord for Upernavik, hvor de ordentlig skulle feste. Og så begyndte de at opfordre Nulooq til at tage med.

Da hans søns navnebror skulle med, sagde han ja, og tog med.

Da de havde været i Kingittoq, og Nulooq havde moret sig med de andre,

begav de sig på hjemturen. Og da folk fra Kingittoq fulgte dem på vej på slæ-

de, så var der jo en masse slæder. Og forrest af alle var Nulooq's søns navnebrors forældres, Avalak og hans kones slæde, og Nulooq var en af de sidste.

Så begyndte folk at pege på, at Avalak lod drengen hænge lidt uden for slæ-

den og løbe lidt med, idet han holdt ham ved skulderen,  og lod ham røre

lidt ved isen, således at han løb lidt på den. Og så løftede han ham op igen.

Og da han fik ham op på slæden igen, begyndte slæderne at råbe:

Asâssarqe / Asaasaqqi, at ynglingen havde løbet for første gang. Men Nulooq var blevet så gammel, at han ikke reagerede, og Asaasaqqi var nu glad på vej hjem fra en en udflugtsdag.

Da Nulooq blev klar over, at det var ham, de prøvede at opmuntre, blev han også glad. Han begyndte at køre forbi andre slæder, og så råbte de til ham:

"Hvad er det Nulooq laver. Måske vil han også løbe lidt." Nulooq var jo kendt for at kunne løbe hurtigt. Først da Nulooq var kommet forbi alle de andre, kiggede han sig tilbage. Og så stak han højre fod ud af slæden, hvorefter han slog på sin kamik med piskeskaftet. Det var et særligt signal til hundene.

Hans hunde satte farten op, så der var snestøv omkring opstænderne, halvvejs op, og så sprang han af slæden, løb ud til siden og sprang tilbage på slæden, og ud igen, uden at røre ved opstænderne. Og mens alle kiggede, kørte han fra dem. Han var en bemærkelsesværdig hurtigløber.

s. 199:

Nulooq's datter plejede at fortælle om ham, at han også havde et andet hus, som han rejste til om vinteren på fangst. Det var et hus, Qulisivik kaldte han det, på en af de yderste øer og hvorfra han gik på kiggefangst. Et sådant hus havde tørvemur, men ikke noget tag, og de måtte først skovle sneen væk derfra, sætte tarmskindsrude, bjælker og andet træværk i loftet, hvorefter de dækkede det hele til foroven med teltskindene. Og ovenpå teltskindene bredte de græs og ovenpå græsset hård sne i et ikke alt for tykt lag, idet de tætnede det med løs sne i sammenføjningeme. Et hus, der var tildækket på denne måde, kaldte de qulisivik. Og når man først var kommet derind midt om vinteren, virkede de kolde og uhygge- lige, fordi der var så megen sne derinde, men når de så havde tændt lamperne, og sneen tøede op, og det blev varmere derinde, så var der altid hygge.

Nulooq døde i en høj alder i Aappilattoq inden han blev døbt. Den sommer,

han skulle dø, havde Kûngassoq / Kuungasoq fra Kingittoq byttet sig til Nulooq's kajak. Nulooq havde jo en kajak endnu, som han syntes var lavet ualmindelig pænt. Idet han også gav ham noget andet ved siden af. Da Kuungasoq havde byttet sig til Nulooq's kajak med sin egen, tog han sine andre kajakredskaber fra kajakken. Men han havde glemt,at han havde en sejrskjorte som amulet i kajakken. Og uden at fjerne den, havde han givet kajakken til Nulooq. Kuungasoq, der selv var døbt, havde egentlig ikke rigtig tiltro til sin amulet, men hans bedstemor havde ønsket det således, og derfor havde han sin sejrskjorte i sin kajak. Men han glemte, at Nulooq, der var udøbt, muligvis kunne blive på-

virket af det. Nulooq havde taget Kuungasoq's kajak til sig uden at ane noget om sejrskjorten. Og så mistede han sin forstand. Han blev ved med at ro i kajak og beklagede sig ikke over nogen smerte, og han kom selv til Qattarmiut i Upernavik udfor stranden. Men da man sagde til ham, at han skulle gå i land og op i husene, kom han ikke i land, men roede tilbage til Aappilattoq. Da de andre opdagede, at Nulooq var ved at blive svagere, gemte de hans kajak, men han blev ikke anderledes. Han blev liggende hjemme og døde inden længe uden rigtig at komme til fornuft. Han virkede, som om han ikke vidste, hvor han skulle hen.

Kuungasoq, som selv havde haft denne sejrskjorte, fortalte mig, at det var ham, der havde pakket Nuloq ind. Han sagde det i kutagtoq-sprog (Gl. Upernavik dialekt  med svækkede uvulærer). Og Nulooq's barnebarn Ittui fortalte mig engang, at han som barn selv havde set sin bedstefar blive begravet på hedningevis, fordi han ikke var døbt, i Aappilattoq (faktisk Aappi). De holdt jo meget af deres bedstefar.

Man fortalte følgende om, hvordan liget blev gjort i stand: Det var sommer men de gav ham sælskindsbukser, vinterkamikker af håret sælskind og dunpels af fugleskind på. Og så vinterskind, der havde yderskind af netside-pels og som var kantet om hoved og ærmer med sort hundeskind. Og de gav ham også en hætte af hundeskind med ørerne siddende på, og som var lavet, så den sad rundt om fugleskindspelsen. Men armene førte de strakte, nedad langs kroppen.

Og han lignede mest af alt en dukke, der var klædt på.

Var.: Hans Lynge 1967: Nulôq.

Hist.: Kirkebogen og de andre kilder stemmer ikke overens mht. tidspunktet for og årsag til Nuulogs død. I kirkebogen står december 1858 og 'af alderdom', men notatet blev først indført i bogen i maj 1959. De øvrige kilder siger at det var sommer og at liget var iført rejseklæder til vinterbrug. Ifølge RP, der også nævner Hendrik Olsen som kilde (publ.?)

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.

Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser

der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval-

fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne.

Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav-

de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg

kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om.

Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således:

Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og

den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de

tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom

matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i

masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de

svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget

kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på

et fladt stykke, kunne de se en lille bygning.

Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land.

En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt

næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord.

Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq,  at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq.

Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo).

Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet.

Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj-

nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi

de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været

netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem

ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være

synd for dem at få sådan en straf.

Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise.

Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men

Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få

varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise

ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og

lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget.

Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning.

På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn

for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.

Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske.

En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval.

Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.

Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq.

Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.

Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet.

Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.

Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse).

Man gav også Nappalik skylden for at Suersaq (Hans Hendrik) i Upv. næsten var blevet dræbt af amerikanerne. Denne dansker skulle have haft let til at blive misundelig og han havde med en løgn fortalt amerikanerne, at Suersaq havde dræbt en astronom, som i virkeligheden døde ved at falde gennem isen. Og de var lige ved at dræbe S. for det.

Dengang boede mine forældre ved Upernavik, og Suersaq og hans familie kom med amerikanerne. Skibet lå ved skibshavnen og der var ikke

noget mistænkeligt. Men så hen på formiddagen kom grønlænderen (Ukuarluk) løbende og fortalte, at amerikanerne ville dræbe S. Hans kone var hos kolonibestyreren. Og dengang virkede en læge som kolonibestyrer. Så snart

han hørte det, løb både mænd og kvinder nordpå og S.' kone gik ud af

kolonibestyrerens hus og løb, så hun løb forbi flere mænd, og hendes hættesnor lå næsten vandret i luften. Hun var meget hurtigt løbende.       Mine forældre kaldte Suersaq, Hans Hendrik, for Aalaa. En af de første der kom til stedet var Kolonibestyreren. Han var tyk med en vældig mave, så ingen havde regnet med at han kunne løbe hurtigt, men det viste sig, at han kunne løbe fra de fleste. Så man kunne ikke lade være med at beundre ham for det. Det viste sig, at da Avate opdagede, at de ville dræbe ham, kom han ombord i en båd og begyndte at ro imod land.   Men så tog de andre en anden båd og indhentede ham, bragte ham tilbage på skibet og halede ham op i masten, hvor de bandt

ham fast. Så nåede koloniarbejderne og kolonibestyreren frem i rette tid og kom ombord. Og grønlænderen kom så ned. Kaptajnen stod nedenunder med bøssen rettet mod ham. Og lige så snart kolonibestyreren kom ombord, gik han lige hen til kaptajnen alt imens han skældte ham ud. Og koloniarbejderne fulgte lige efter bestyreren. Skældende tog så kolonibestyreren bøssen fra kaptajnen, og han vendte bøssen bort fra menneskene, og trak på aftrækkeren. Det viste sig at den var skarpladt. Og da det gik op for ham, smed han bøssen på dækket,

og den trillede som et stykke træ. Kaptajnen flygtede til sin kahyt men bestyreren fulgte ham skældende og smældende. Og da han gik derind, stillede koloniarbejderne sig udenfor. Og da kolonibestyreren kom ud, sagde han, at S. skulle bringes ned og løsnes. Og da han var blevet bragt ned, roede kolonibestyreren sammen med dem og S. og hans kone iland og fik dem til at standse ved Upernavik. Jeg ved ikke om man har lagt noget til den historie. Men det kommer heller ikke mig ved, jeg fortæller den, som jeg har fået den.

Dengang var de fleste koloniarbejdere meget venlige mod grønlænderne, og nogle af dem var grønlandsk gift. Og adskillige af grønlænderne i Upernavik havde hvert forår søgt hvalfangerne, og efterhånden forstod de meget af, hvad hvalfangerne sagde. Denne Naffalik / Nappalik, som skulle have været skyld i, at Aalaati (Suersaq, Hans Hendrik) næsten blev dræbt, blev udstedsbestyrer ved Tasiussaq / Tasiusaq og en streng vinter, da folk ikke kunne fange sæler i en periode, gik de til butikken og købte spæk, som de suttede på. Da N. opdagede dette, lukkede han for udhandlingen af spæk, idet han kun lod dem købe hajlever. Og når nogen kom hjem med fangst og solgte spæk, betalte han dem hverken i penge eller skind, men lod dem bare nævne, hvad de ville have i varer. Det kunne befolkningen ikke lide, og de sagde det til ham uden at det hjalp. Og indimellem kunne de mærke, at han gav dem for lidt, så de skændtes med ham. Til sidst kunne de ikke tage ham mere, idet det var første gang, at en dansk udligger behandlede dem på den måde. Blandt folk i Tasiusaq var der to, sådan var det nu engang, to

der på gammel vis havde øvet deres kræfter for at blive hævnere. Det var brødrene Usunnguaq og Ernersuannguaq. Nappaliks bror var dengang der ved Tasiusaq, idet han var kommet for at besøge sin bror. Ernersuannguaq var blandt kunderne i butikken. Han havde lagt de varer, han havde købt på anorakkens opadbøjede kant, og da han skulle ud kom han uheldigvis til at træde Nappaliks hund på foden, så den hylede. På vej ud af butikken, hørte han skridt bagfra og opdagede, at N. var lige ved at slå ham med et stykke træ, som blev brugt til at måle tobak med (rulletobak). Da han indhentede ham, og ligesom han kiggede på ham, slog han ham på kroppen med det stykke træ. Da han fik det slag, kunne han ikke holde sig i tømme længere. Han slap hvad han havde i anorakkanten, tog N. om livet og løftede ham straks op fra jorden. Og efter nogle skridt, kastede han ham mod jorden, så det kunne høres som noget tungt og luftfyldt. Da han havde kastet ham fór han over ham. N. prøvede at vride sig og prøvede at bokse ham væk. Men Ernersuannguaq låste hans arme fast. Og så råbte N. til sin bror, at han skulle komme ham til hjælp. Usunnguaq var blevet en gammel mand, og han så til. Nappaliks bror løb til og skubbede meget ublidt til Usunnguaq. Og da det skete, tog Us. ham om livet og låste ham fast. Han prøvede at rive sig løs, men da han ikke kunne røre sig, standsede han. Da han ikke kunne komme, slap Ernersuannguaq N., og det viste sig senere, at han havde brækket to eller tre ribben. Da N. gik hjem, holdt han sengen over en uge.

Da historien nåede Upernavik, kom myndighederne fra Upernavik og

undersøgte sagen, og det gik op for dem allesammen, at det var Nappaliks egen skyld. Og efter den tid måtte Nappalik forlade Upernavik og hele egnen, og han kom heller siden tilbage.

Brødrene Usunnguaq og Tiggak var to fangere, og deres far, Kuungasoq, var blevet dræbt. De havde øvet deres kræfter til hævn, men da de var blevet kristne, opgav de at tage blodhævn, men ind imellem fandt de anledning til at bruge deres kræfter. Og dengang Usunnguaq fastlåste Nappaliks bror, der var kommet for at hjælpe sin bror, fortalte en af tilskuerne således: Hvor stærk havde U. ikke været, da han var i sin bedste alder. Han (Nappaliks bror) var en meget kraftig dansker, men da han mærkede, at en stærk mand havde grebet om ham, standsede han og sagde at han ikke var vred. Og så sagde U. at han selvfølgelig heller ikke var vred, men han slap ham først, da broderen gik fri.

Hist.: Beretning om Usunnguaqs bror: søg Usunnguaq.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse).

Der var også andre, der drog med ekspeditioner nordpå, og min mor fortal-

om noget hun havde hørt og om nogle hun selv kendte. Det var Isannguiit

og Iaaraaq og så Uumaaq. Om den sidste fortalte man, at han var blevet qivittoq / fjeldgænger.

Selv om de ikke klart havde fortalt om deres overvintring, havde

min mor alligevel hørt, hvad Iaaraaq fortalte, og sammen med de tre deltog også en dansk koloniarbejder, som man kaldte Nappalik. Han hed Jensen.

Iaaraaq havde givet denne dansker skylden for at Uumaaq gik fra dem.

Denne dansker var forskellig fra andre danskere, fordi han ikke var særlig venlig mod grønlænderne, og han prøvede at udnytte dem. Og da ekspeditionsfolkene opdagede, at denne dansker prøvede at udnytte grønlænderne og kaptajnen opdagede, at Uum. var udmærket til at lave forskelligt snittearbejde af hvalrostænder, gav han ham ikke mere andre opgaver, men lod ham udelukkende snitte i hvalrostænder. Og N. var blevet misundelig og så havde han ret ondskabsfuldt drillet Uum. med at kaptajnen havde sagt, at en af eskimoerne skulle dræbes, og at man så ville lægge hans lig i vand, så tanglopperne kunne æde alt kødet. Og så ville de tage skelettet med tilbage til deres land. Og denne Uum. var meget bange for tanglopper, og det vidste N., og derfor drillede han ham ved således at lyve for ham.

Og det viste sig, at Uum. troede ham. Og efter at han havde fortalt N.'s ord videre til de andre grønlændere, gik han bort i nedtrykt sindstilstand. Ingen så ham tage af sted, og da det gik op for dem, at han var draget bort, prøvede de at finde ham, men de fandt ham ikke.

s.141:

Efter den tid kom der en koloniarbejder fra Godhavn til Upernavik. Han blev styrmand på fragtbåden og han hed Josef Ville Da han var kommet

til Upernavik, havde han deltaget i en sommerekspedition nordpå, og hos polareskimoerne havde han truffet en ung mand der hed Uumaaq. Og polareskimoerne havde fortalt Josef, at han var opkaldt efter en i Upernavik, en grønlænder, som var kommet med amerikanerne og som døde.       Efter at Uum. var forsvundet fandt en af polarskimoerne ham i en husgang. Han var da frosset ihjel.

Hvad denne Josef fortalte om den fortælling fra polareskimoerne, passede udmærket til hvad I. fortalte om deres tur.

Hist.: Søg Nappalik for flere beretninger om ham.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for,

for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.'

      Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men

som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham

så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.'

De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke.

Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog.

Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet

sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget.

Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde

han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin

vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå.

Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med

hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke

med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt).

En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der

blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man

mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det

var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, -  før

han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen."

Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og

kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren.

Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte

min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at

bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen,

så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården.

(171  173:)

Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva-

de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans

far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal,

Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der.  Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.

Engang kom der skibbrudne  til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af

hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de

ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen

til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det.

Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til

sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød

som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet.

Og så fik de også brød på den måde, mens de legede.

Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang

tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk,

der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af

deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.

Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt.  Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst.

Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke.

Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom.

Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet.

Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende

i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige.

Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der

havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt  ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk).

Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på

det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle

så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det

viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en

anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at

slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede

de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn-

ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med

mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ-

sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på

det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven

på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste

sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar

over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne,

der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de

voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det.

Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden

af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig

slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var

blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men

folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart

den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte

til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han

pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte

at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om,

hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da

de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang

da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd,

der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham.

Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to

voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar.

I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var

dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for

Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg.

Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne

måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.

Kuvdlorssuaq Maj 1957.

Martin Nielsen.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu.

Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang boede Usunnguaq 's bror, Tiggak, ved Kingigtoq / Kingittoq, der ligger lige nord for Upernavik, som hvert forår blev besøgt af hvalfangere. Og der fik de så mange gode ting i bytte.

      En af Kingittoqboerne, en gammel mand, var Tiggaks gode ven, og morskab, og de snakkede næsten altid med hinanden. Denne gamle mand, der hed Otto kaldtes af sine bopladsfæller for Taannakuluk. Taan. havde en særlig ven blandt kaptajnerne, og det pralede han med overfor Tigg. og sagde til Tigg., at han skulle prøve at få sig en ven blandt kaptajnerne. Og denne kaptajn blev af eskimoerne kaldt Vaakka (muligvis Walker, RP). Når V. ankom, kom Taan. ombord på besøg hos kaptajnen og kom ud lidt påvirket og blev kaptajn for en dag. Og så gik han sammen med kaptajnen til de forskellige matroser, der havde forskelligt arbejde og så gav han dem en befaling, og for at more ham, udførte matroserne hans befalinger så hurtigt som han sagde dem. Og Tiggak lod som om han var misundelig på Tannakuluk, fordi han kunne gøre sådan.

Engang da Vaakka var kommet og Taann. blev den store mand ombord, gik Tiggaaq hen til ham og sagde, at han ville give ham noget at lugte af sin tarmåbning.

Taann. prøvede at flygte, men Tigg. tog fat i ham, så han ikke kunne vride sig løs. Og da han stak fingeren ind under bukserne, vendte Tann. ansigtet bort, og masede på for at komme løs. Men Tigg. klemte hans ben mellem sine ben, og så stak han sin finger op i næsen på ham og slap ham så løs. Og så fik matroserne noget at le af og de skraldgrinede allesammen. Og V. lod som om han skældte ud, men ind imellem lo han og pegede på Tigg. og sagde: No good. Det var sjovt den gang at Tiggak viste hvor stærk han var, og Taan. fortalte senere, at han prøvede at komme løs, men at han havde følt sig som et lille barn. Og han måtte så opgive at anstrenge sig. Og denne Taan. var blevet Vaakkas ven, fordi dengang Vaakka kom som barn, havde Taann. givet ham et par vanter af vandskind.

En anden, en tidligere kaptajn Vaakka, der havde mistet sin kone, kom med sin 9-årige søn, idet han syntes, at det ikke ville være videre godt for barnet at blive sendt på kostskole. Denne lille Vaakka havde, eftersom han var barn, ikke noget at gi', og han ville også gerne have noget, men måtte nøjes med at misunde de andre, fordi han ikke havde noget at tilbyde. Og Taannakuluk lod så sin kone lave et par vanter af vandskind, og han lavede så en ters af narhvaltand, og han

gav det så til Vaakka, idet han sagde, at det skulle han ikke betale noget for.

Da de rejste glemte han det. Som gammel mand boede han ved Kingittoq, og et forår kom der et hvalfangerskib til Kingittoq, og blandt dem, der kom ud til skibet var Taan. Den nye kaptajn Vaakka så Taan. og genkendte ham, selv om Taan. ikke kunne huske noget. Og så nævnte han, hvor han havde set Tann. Da Taan. stadig ikke kunne huske det, så viste kaptajnen med hånden hvor stor han var,

og fortalte, at han havde givet ham et par vanter. Og så kunne Taan. pludselig huske, at det var sket et sted nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Efter den tid fik Taan. mange venner blandt hvalfangerne lige til han døde, og hvalfangerne kaldte ham John Otto.

Hist.: autentisk

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 86 - 90.

Resumé:

Tid: I gamle dage, men efter missionens start ved Nuuk. Sted: Syd for

Ivittut.

Paammeq er en dygtig fanger, men også en slagsbror og massemorder. Han

harpunerer en kulsort sortside, hvis skind hans kone skal ha bukser

af, men han vikles ind i linen, trækkes ned af sælen og drukner. P. er

en angerlartussiaq og kommer ved sin døde bedstemors hjælp til

bevidsthed et helt andet sted ud for Kangersuaq (?). Han ror hjemad på

sit siddeskind, med besvimer og føres ud til havs, men længere ud end

før, fordi hans kone har løsnet sit hår. I næste forsøg ser han en rød

flamme af ildånder ved land, som han får lyst til at besøge. Men han

hindres heldigvis af sin amulet, en lampepind, der lyder som nogen

sætter ild på den. Han hindres dog også i at komme i land, fordi nogen

har hældt urin ud mod stranden. I tredie forsøg kommer han i land og

ind i husgangen, hvor to mænd kommer ud fra rummet og slås med ham. De

får rørt ved hans nøgne krop. Han besvimer, hans bedstemor vikler

fangelinen af ham, og han er udfriet fra døden. Lamperne tændes

samtidig og P. lever endnu to år, hvor han søger ensomhed, lægger sig

på lur og dræber alle enlige kajakmænd. En af dem får held til at

flygte fra P., der dermed er afsløret. Han blir dræbt under et besøg

på bopladsen, hvor alle undtagen en sneblind mand og en dreng ganske

vist er borte på ammassætfangst, men kaldes hjem i tide af drengen.

Man parterer liget af P., der er en stor åndemaner / angakkoq. Stykkerne spredes

over landskabet, men en kvindelig åndemaner får hans lillefinger at

sluge og hans ansigtshud, som hun tørrer. P. kommer delvis til live

igen, men opgiver, fordi han mangler sin lillefinger.

Var.: Pameeq.

Hist.: Historisk kerne. Fortællinger om angerlartussiat (GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) "Piaqqussuat...") tjener ofte til at levendegøre overgangen til kristendom. Se fx.

Akamilik / Akamelik og slutningen i eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. I Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Pângo / Paangu og hans slægt.

Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min

barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til

bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk.

Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og

deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden.

De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som

voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller

tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde

fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra

deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret-

ning.

Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for-

tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger:

Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn

og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham.

Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky.  Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme.

Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således:

Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere,

og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd-

te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe-

den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me-

get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der

skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem.

Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at

tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han

kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til  bjørnen, vendte  bjørnen  sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde.

Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke

kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne

få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky-

de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter.

Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han

havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han

var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som

kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn.

Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5

andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det

var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville

være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den

før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt.

Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen

tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde

den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet

på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne

æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da

Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da

den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen.

Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han

lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset.

Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at

han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin.

Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.

Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den

ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af

deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden.

De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg

blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone

synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de

to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og

hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me-

get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange

af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af.

Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den

tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv-

dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn.

Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe

ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen

hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende

køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af

deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud-

mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider

endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg

skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde.

Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev

engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til

fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden

slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be-

gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse

narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så

de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde

at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst.

Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune-

rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i

forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade

og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den

i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig

over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte,

en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde.

Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se

om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned

på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem,

fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900  oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende.

Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os.

I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget,

for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi

flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var

et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var

Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg

ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte

vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste

fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået

mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø-

re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka-

ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige

ting, de havde været ude for.

Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks

tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så

hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet

på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug

for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte

at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var

noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde.

Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside,

så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at

se.

(127 - 128:)

Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to

huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede

narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede

sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte.

Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst-

parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var

endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset.

Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i

kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop

blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi

valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove

lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter

hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg

fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt,

og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om

man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i

råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i

håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de

viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam-

men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned-

lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte

vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den.

Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre.

Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi

den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede

vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at

vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten,

trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt

ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung.

Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde:

'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde

sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo-

stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter

om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i

hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu

et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk-

ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget

ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre,

men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre.

De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme

mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans

dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle.

Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu

nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand-

synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser

der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller

fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg

endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord

for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.

Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde

været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS).

Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn-

dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan-

ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok

læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der-

selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier.

Forskellige notater, der er tilføjet af  enten RP el. Keld Hansen:

Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356,

"Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen".

Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst

med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven

og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte

op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til

Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som

tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms

Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for

Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og

Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger.....

Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt

i det svenske tidsskrift "Ymer"

Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232.

...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq

og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr.

Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk

som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her-

boende grønlændere underkastet antropologiske målinger.

s 243:  Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin-

teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho-

ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes,

er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin-

lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og

fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere

tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på

isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for-

talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de

fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn-

dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og

David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ-

gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig

fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP).

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 68 - 69: "Qivittoq"

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

MS oplevede som yngre med hånden på entredørens håndtag at blive skudt efter med bøsse af en qivittoq / fjeldgænger. Inde i huset hørte hendes far skuddet og spurgte hvad det var. MS var sikker på at det var en bestemt qivittoq / fjeldgænger, der havde det med gang på gang at vende tilbage. En gang til sin søster på et kort besøg, en gang til sin kone, der jog ham ud, og til sine børn, der skreg af angst. Og flere gange til deres loft, hvor han rumsterede. Konen flyttede med sine børn af samme grund. Han havde også boet i Amitsoq og fået (eller stjålet) mad der. To andre qivittut var kendt på egnen, den ene med uhyggeligt store øjne.

Hist.: Historisk fortælling. Også Isak Hansen nævner at qivittut i al hemmelighed kan få mad af folk.

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s. 67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Den grønlandske tekst er ikke trykt.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé: Isak Hansen mener at qivittut er virkelige. At de ofte i hemmelighed får mad af familie eller venner. Selv har han set en qivittoq et år efter at manden var forsvundet. IH fulgte efter ham et stykke, men var for skrækslagen til at få fat i ham. Det har siden undret ham, at han blev så viljeløs. Det mærkeligste var dog, at hans tanker umiddelbart faldt på denne qivittoq, dengang hans får blev pint.

Hist.: Historisk fortælling. IH var 70 år i 1963.

Kommentar: Fårenes pine beskrives desværre ikke.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 91 - 93.

Resumé:

Sallukujak har hørt om sæler nordpå så mange, at de ligner regnskyl i havet.

Han betrækker konebåden med tre lag skind og familien drager nordpå,

langt, langt mod nord uden at ville overvintre på nogen boplads

undervejs. Når et af de ydre bådbetræk bliver gennemtrukket af vand,

skærer Sallukujak det fra og lader det dumpe ned i havet. Højt mod nord, hvor

der ikke længere er bopladser, træffer de i et enligt hus et ægtepar

med en lille datter. Dem overvintrer de hos, og Sal. fanger narhvaler.

De smovser i mattak, men da den lille pige kun spiser mattak af unge

narhvaler, der netop er blevet sorte, må han specielt fange en sådan

til hende. Efter måltidet er hun flere dage om at komme sig af sin

mavepine. Sal. forsørger dem alle og drager videre nordpå om foråret

efter de mange sæler. Hér i det øde nord kommer de ind i et område

med rødt hav, der tager kræfterne fra først roerskerne en for en og til

sidst Sal., da han med besvær får vendt båden. Længe ror de kun nu og da

med overfladiske åretag og når endelig ud af det røde hav. På

hjemturen overvintrer de atter hos familien, der ved afrejsen om

foråret viser sig i virkeligheden at bestå af bjørne. Sal. når hjem og

opgiver videre forsøg på at finde stedet med de mange sæler.

Var.: Egentlig ikke omend besøg hos bjørne i nord er et udbredt motiv.

Fx Alleruut.

Hist.: Om det røde hav har reference til bibelens Røde Hav er muligt,

men usikkert. I Arsuk, hvor fortællingen er fortalt, har man

tilsynelandende endnu ikke vidst, at der boede mennesker i

Thuleområdet. I traditionelle vestgrønlandske fortællinger er det kun

beboet af isbjørne. Men fortællingens rige forekomster af narhvaler

kan afspejle viden om ressourcerne i midt- og N.V. Grønland.

Muligvis er fortælleren Søren Hansen fra Nuuk. I så fald findes Håndskr. i: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: oqalugtuaq Pigssingmik.

Pigssik / Pissik, den store menneskeæder.

Resumé:

Pissik gifter sig med mange brødres eneste søster og flytter ind hos svogrene. Han længes imidlertid hjem og han tager på besøg med sin familie, men slår dog deres telt op et stykke fra sin hjemegns slægtninge, som han besøger alene. Han kommer ganske forspist tilbage. Senere tager han sin kone og børn med til festmåltid, der viser sig efter en forret på lidt ammassætter at bestå af mere eller mindre råddent menneskekød. Konen får vild afsky for sin menneskeædende mand og hans fæller, der end ikke undslår sig for at hinanden ihjel af lutter lyst til menneskekød.

       Det lykkes endog Pissik at slå sin store datter ihjel, som han ber sin kone tilberede. Den parterede piges fingre klamrer sig gang på gang til grydens kant. Men moderen overhælder til slut retten med urin, som ingen så kan klare at spise. Derefter slår konen Pissik ihjel med samme kølle, som han brugte til datteren. Hun tager flugten med sine to mindste børn hjem til sine brødre.

Kommentar: Der er ingen egentlige varianter til denne fortælling, men en del andre om kannibalisme. Søg på kannibalisme, menneskeædere.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Sîmuk Qaersormio / Qaarsormiu.

En af de personer, man fortalte historier om fra den tid, hvor kristendommen blev indført ved Upernavik, var Simon fra Qaersoq. Nu vil jeg fortælle lidt om ham, idet jeg forsøger at følge, hvad jeg selv har fået fortalt om ham.

Da mine forældre begge var børn i Upernavik, kendte de ikke alene lokali-

teterne omkring stedet, men de kendte også til, hvad der var fortalt om

forskellige personer i omegnen. Og de fortalte gerne om dem, og jeg hu-

sker nogle ting, som jeg her vil fortælle om. Jeg kender ikke Simons navn

før han blev døbt, jeg har aldrig hørt om det. Han havde boplads på syd-

siden af Qaersorssuaq / Qaarsorsuaq og havde et hus der foruden et hus i Naujât / Naajaat hvor han kom for at gå på fangst derfra. Han plejede at komme til Naajat midt om vinteren, hvorfra han drev kiggefangst lige ved en af de små øer ved Kingigtoq / Kingittoq (lige nord for Upernavik). Man kan endnu se hustomten efter ham. Simon var blevet storfanger, havde giftet sig og havde børn, som han holdt meget af; men engang døde et af børnene. Og det var i det bedste forårsvejr.

Simon sørgede meget og undlod helt at gå på fangst og blev hjemme. Da tabu-

dagene var omme, tog han på uuttoq-fangst, indenfor deres ø, hvor de boede. Efter at have fået fangst tog han hjem, selvom det ikke var blevet aften endnu. Og da der nu var dødsfald blandt hans børn, gik han bort fra land, da han nåede til Lomviefjeldet ved Kingittoq, som ligger på en del af Qaarsoq-øen. Det var et fuglefjeld, som han havde hørt, man skulle holde sig væk fra, når man var under tabu, og han var da ikke værdig til at være i nærheden. Det var ved den tid, hvor alkene og lomvierne var kommet. Da han var ud for lomviefjeldet og kiggede mod det på lang afstand, så han at hele isen nedenunder fjeldet vrimlede af lomvierne. Men da han så dem, tænkte han: Ja, normalt ville jeg gå derhen og fange alle de lomvier, jeg kunne få fat i, men nu er det "piungnaitsoq" (et ord man brugte om en, der på grund af tabu måtte holde sig fra visse ting), og jeg kan ikke gå derhen. Men til næste år ved denne tid, da vil jeg kunne fange dem. Idet han gik og tænkte sådan, hørte han ligesom nogen bagved sige: "Det er den slags man bare kan fange, så meget man vil". Han kiggede sig bagud men fandt ingen. Han fik standset sine hunde, stod af slæden og kiggede rundt til alle sider men så ingen. Så forstod han, at der ikke var noget der bandt ham til at holde sig fra fuglefjeldet, for han hørte godt ordene og forstod dem, nemlig,

at man havde lov til at fange dem, hvis man havde lyst. Så lagde han hvad

han havde på slæden ned på isen, og kørte så mod fuglefjeldet.

Da han kom nedenfor det, bandt han sine hunde til et isskruningsstykke, og først da han havde fået lomvier nok, kørte han tilbage til det sted, hvor han havde lagt sine ting og læssede dem på igen. Og da han kom hjem til Qaarsoq, blev hans familie forskrækket. Men da Simon havde fortalt dem det han havde hørt fra luften, og da de stolede på hans ord, så beroligede det dem helt.

Senere end denne begivenhed var Simon med nogle andre på slæde ned til

Uummannaq for at handle. Der var danske i Uummannaq, og da de var kom-

met frem, hørte Simon nogle gange kolonisterne tiltale en af dem ved navn, og så syntes han, at han aldrig havde hørt sådan et smukt navn før. Det var en, som de andre kolonister kaldte Løvstrøm (han var svensker). Og så tænkte han, at hvis han nu fik en søn, så ville han kalde ham ved det navn.

Og det passede godt, for da han rejste hjemmefra, var hans kone gravid.

De tog tilbage til den aftalte tid, og da han kom i nærheden af bopladsen, kom der folk for at hilse på dem, og de fortalte, at han havde fået en søn, mens han var væk. Og da Simon kom ind og så drengen, som man havde kaldt Tujormiaq, så gav han ham selv tillige det navn, som han syntes om, Løvstrøm.

Og denne Tujormiaq blev forfader til de familier i Upernavik-distrikt, hvis familienavn er Løvstrøm. Det fortælles at Tujormiaq, da han blev døbt,

fik dette europæiske navn til efternavn.

Min nor plejede at sige, at da hun fik forstand, var der to gamle men-

nesker, en mand og en kvinde, der begge hed Tujormiaq. Og hun havde altid hørt, at vore forfædre opkaldtes efter en bestemt person, og at man

opkaldte børn efter afdøde uden at tænke på, om det var en mand eller en

kvinde, der havde båret navnet.

Simon var storfanger og samlede tilstrækkeligt vinterforråd, så der ikke

alene var nok til hans familie, men også til hans bopladsfæller, så han

var afholdt, især fordi han hjalp de forældreløse i den strenge vintertid.

Og når det begyndte at knibe med spæk om vinteren, så fik han dem til at

flytte ind til sig, for at de kunne få varmen. Og så kunne de altid vende

tilbage til deres respektive huse ved forårstid. Og derfor skete det, når

han havde samlet forældreløse og andre, der havde svært ved at klare sig

i deres huse, at der kunne være så mange mennesker i huset, at han selv

dårligt kunne sove roligt om natten og få udsovet for alle de mange mennesker dér på briksen. Og ind imellem satte han sig op, og i den stilling ventede han på morgenen. Og ind imellem, når de havde samlet en masse mennesker på den måde, og de skulle spise, og de tog frossent kød ind, så skar han det i stykker. Og hver gang havde skåret et stykke, så gav han det til en anden, ind imellem et godt stykke frossent kød, så der ikke var noget tilbage, og ingen lagde mærke til, om han selv havde spist. Men de smuler, der smuttede ud fra delingen, puttede han i munden og slikkede sin kniv ren og stak den så fast i loftbjælken. Og når hans kone så sagde til ham, at han skulle tage et andet stykke ind og spise selv, så svarede han altid, at når han havde bespist så mange sultne mennesker, så følte han sig selv mæt ved det og ikke længere sulten. Derfor var der mange mennesker der holdt af Simon, og man troede ham på hans ord. Og det var både børn, forældreløse og ældre mennesker han hjalp.

Da der kom danske til Upernavik og der kom missionærer, var Simon en af

de første, der blev døbt. Da han var døbt, vendte han tilbage til

Qaarsoq, sin boplads. Da han skulle hjem, overtalte man ham til at blive kateket og undervise børn og voksne på bopladsen, og da han åbenbart var lærenem, blev han kateket på sin boplads. Men han var kun kateket ganske kort tid, for da Upemavik blev forladt på grund af den store krig, og alle danske forlod stedet, og selv missionæren rejste hjem, holdt Simon op med at undervise. Og mens han var udøbt, havde han været en "hovedvipper" / hovedløfter, qilassartoq. Og da nu missionæren var rejst, blev han hovedvipper igen. Men der gik nogen tid, og så kom der atter danskere til Upernavik, og han blev da kateket for anden gang. Og denne gang opgav han sin

hovedvipning for alvor, fordi det ikke var nogen kristen skik.

Det siges, at han var meget omhyggelig i sin undervisning, og at han plejede at undervise børnene om morgenen før gry, mod dagningen, fordi de endnu havde livet foran sig. Men de gamle underviste han henimod aften, fordi deres liv ligesom gik mod aften.

Mens Simons børn voksede op, boede han sammen med dem ved Qaarsoq. Men da

de var blevet gift og havde fået børn, fik han børnebørn, som han holdt

meget af. Og en vinter døde et af hans børnebørn. Dengang var Simon ble-

vet gammel, og var holdt op med at gå på fangst. Om foråret, da vejret var

ved at blive varmt, og solen skinnede og varmede uden for om dagen, gik han ud af huset og op til sit barnebarns grav og satte sig ved siden af den, og dagen lang sad han der ved siden af, ligesom om han "ledsagede barnet". Og først om aftenen gik han ned. Engang mens han sad dér som sædvanlig, og alene, var det som om nogen bagved ham sagde: "Nu har du kun to dage tilbage at leve i." Ordene var meget klare, og han lyttede lidt, om der skulle komme mere. Så rejste han sig og kiggede rundt, men han så ingen. Han syntes dog han havde hørt noget ligesom vingeslag, efter at ordene var blevet sagt. Efter forgæves at have kigget sig omkring gik han atter ned til huset. Og da han var kommet indenfor, fortalte han de andre, hvad han havde hørt, og sagde så: Nu er jeg rask. Jeg vil måske dø, når der er gået to år. Det siges, at hos Herren er et år som en dag. Prøv at læg mærke til hvor mange år jeg endnu lever. Og Simon døde, da der netop var gået to år.

Simon døde på bopladsen Inugsuk / Inussuk, som dengang var beboet. Han var meget gammel, og da han blev syg der, blev han ind imellem ligesom væk og kom til sig selv igen. Og når han kom til sig selv, læste han op for sine slægtninge af Bibelen, og også for nogle af deres bopladsfæller. For nogle af bopladsfællerne var endnu hedninge. Ind imellem blev han ramt af sindsforvirring, og han rejste sig fra sit leje og grinte lidt, som om han grinte af noget i luften. Og når hans husfæller tog fat om ham og lagde ham ned, sagde han: Når de forældreløse, som jeg havde ondt af, når de frøs om fingrene, og jeg gav dem varme, og de genkendte mig og kom mig smilende imøde, så havde jeg det godt. Og ind imellem navnte han navne. Men det var navne på

personer, der var døde for flere år siden. Og da Simon skulle dø, var det

sidste han sagde: "Jeg går hen til et sted, hvor der er det evige liv."

Dengang havde man sagt til folk i Upernavik distrikt, at når forholdene

ikke forhindrede det, og en kristen døde, så skulle de bringe vedkommende

til Upernavik, for at vedkommende der kunne blive begravet i indviet jord.

Da Simon døde som kristen, gjorde man to slæder klar, og der var ikke så

langt fra Inussuk til Upernavik. Således kunne de ved daggry bringe hans

afsjælede legene dertil, og fordi det var en person, de havde haft tillid

til, mens han var i live. Og henad morgenen startede så slæderne.

Mens de kørte mod Upernavik, var der i et hus i Upernavik et ægtepar,

Tuua og Uvsupi / Ussupi, der vågnede tidligt om morgenen. Og Tuua fortalte sin kone, hvad han havde drømt: Jeg drømte, at jeg kom ud af huset, og da jeg kiggede mod havet og isen, så kom der fra næsset derhenne to slæder, og den ene med et lig. Da jeg gik ned for at høre, hvad det var, sagde de, at det var Simon, der var død. Og derfor var de kommet med hans lig. Da de sagde, at jeg skulle gå op til præsten for at give ham besked blev jeg betænkelig, for jeg turde ikke rigtig gå ind hos danskerne mens de sov. Men da jeg alligevel gerne ville meddele ham Simons død, fik jeg en idé. Jeg gik hen til koloniens klokke og gav den to slag. Og så kom præsten ud, hvorefter jeg gik hen til ham og fortalte, at Simon var død. Og drømmen var så klar, at jeg blev lysvågen, straks jeg vågnede.

Da han havde fortalt om sin drøm, tog han tøj på, og da han var kommet ned

på gulvet, hørte de klokken slå to slag. Ingen af dem sagde noget, men Tuua

og hans kone kiggede på hinanden, for hvem ville dog ringe så tidligt om

morgenen.

Tuua gik hen til vinduet og kigge ud. Da han havde stirret en passende tid, dukkede to slæder op ude ved næsset, den ene med læs på. Og mens han rejste sig fra vinduet sagde han til sin kone, at der kom to slæder, den ene med læs på. Så hans drøm blev virkelighed.

ss. 166 - 167

Så kom slæderne med Simons afsjælede legeme. Men da de prøvede at

finde ud af, hvem der havde slået de to klokkeslag, fandt de ikke ud

af det. Således kom Simons afsjælede legeme til den kristne kirkegård og

blev lagt til hvile der.

Min mor havde kendt både Tuaa og hans kone, og hun sagde, at Tuua's kone,

Ussupi, var hendes faster, hendes fars storesøster, og hun skulle flere gange have hørt dem selv fortælle om det.

Min mor havde også set Simons sønner, Tujormiaq, og hans lillebror, Uvigdluaq / Uilluaq, mens de levede i Qaarsoq. Og hun havde selv besøgt dem i sin barndom.

Og nu vil jeg lige fortælle om en slædekamp, hun havde fået fortalt om af Tujormiaq: Han havde et europæisk navn allerede før han blev døbt, Løvstrøm.

Engang fulgte han sin far til Naajat / Naajaat på kiggefangst. Og det var om foråret, da de lyse nætter var begyndt, at der kom folk til huset for kappes i boldspil. Og der kom folk med slæde både fra Upernavik og egnene for at spille bold ved Naajaat. Og det var som sædvanlig et sælskind, der var fyldt med noget tungt til at spille ude på isen med. Tujormiaq og andre  børn, store børn i samme alder, gik rundt mellem de forskellige slæder og så mændene gøre slæderne og hundene klar til dysten.

Der kom også en mand nordfra, og da de gik hen til ham, så de, at hans små hunde havde skagler, der virkede alt for store til dem. Og hundene var også magre.

Og skaglerne var så store, at nogle af hundene var lige ved at glide ud af dem. Men manden, der havde dem, klappede dem, og klarede skaglerne og sagde til hundene, at de skulle være klar. Og så råbte han pludselig til de andre slæder, som han havde fulgtes med nordfra, at de skulle prøve at komme med bolden herover på hans slæde. Og da han havde råbt det, opdagede folkene sydfra, at hans bopladsfæller, til trods for at de havde meget bedre hunde, prøvede at anbringe bolden på hans slæde. Det lykkedes også for en af dem, der kom nordfra, efter nogen dysten at bringe bolden ud af en klynge. Og endnu inden han blev indhentet af nogen af de andre, nåede han manden, hvis hunde havde for store skagler og lagde bolden på slæden. Straks kørte manden nordpå. De forskellige slæder kørte nu alt hvad remmer og tøj kunne holde nordpå. Og man regnede med, at de snart ville vende tilbage med bolden.

Men der gik nogen tid. Lidt syd for Tasiusaq ligger nogle øer, som nu kaldes Erqordlikut / Eqqorlikkut, men som dengang kaldtes for Navssât / Nassaat. Først langt hen på natten vendte slæderne tilbage, og de havde ikke fået fat i bolden, fordi den var blevet kørt fra dem nordpå. Og de, der vendte tilbage til Naujât / Naajaat, fortalte, at de lige efter starten nok havde kunnet holde afstanden. Men da de nåede ud for Navssat / Nassaat, så spredtes hundene, hvis ejer havde bolden på slæden, og der stod ligesom tåge af snestøvet efter hundene. Og man kunne på sporene se, at de tog større og større spring. Og man kunne også se,  at slæden kom længere og længere foran. De standsede så allesammen på isen og nød at se en god slædekører fare nordpå. Og inden længe forsvandt slæden helt ud af syne. De havde aldrig før set hunde, der kunne løbe så hurtigt, og som var så udholdende. Han måtte være en af dem, der havde hemmelige signaler til hundene.

Det var jo normalt blandt vore forfædre, at man ikke fortalte noget videre om nogen, der kunne klare mere end de andre, selvom disse selv ønskede at vise sig. Og de plejede jo også at vente med at vise sig, til de virkelig kunne vise sig.

Var.: Hans Lynge 1967: s. 56 Qilaneq

Hist.:

Ifølge "Uddrag af Martêraqs selvbiografi" ved Regitze Søby, Tidsskriftet Grønland 1973: 309-319, var hans far født i 1845 og mor i 1850, begge Upernavik.

Ifølge prof. em. Robert Petersen (pers. medd.) giver de ældste kirkebøger fra Upernavik uklare oplysninger om denne Simon, hvis grønlandske navn Marteeraq åbenbart ikke kendte. Der nævnes to Simon'er, en (Ungaaq) der i 1827 var 54 år, fra Kingittoq, og døbt i 1783 som 10-årig, - og en anden (hedensk navn ikke nævnt), der i 1834 var 52 år og boede på Inuksuk. Der kan være tale om samme Simon, selv om de to nævnte ikke har ganske samme alder. Deres koner hedder det samme, men ikke deres børn (med mindre de hver havde flere navne og er benævnt forskelligt i arkivalierne, se ndf.). Desuden er det kun Simon fra Inuksuk har en søn ved navn Tiormiaq / Tujormiaq.

For ingen af disse to Simon'er kan det dog passe at han (som mindreårig) skulle have været spåmand (qilasartoq ved qilaneq-metoden) før dåben.

      Vedr. navngivning har Martêraq - stadig ifølge Robert Petersen -  selv følgende udredning i sin (selvbiografi): Mêraugatdlarama oKakugpalârsiáka, 1952: 200-202:  

Det første navn et barn fik tog ikke hensyn til om barnets og den dødes køn var det samme, men græd barnet og fortsatte med det, fik det navne fra døde af sit eget køn. Barnet beholdt alle disse navne, men det navn, der havde stoppet gråden, blev kaldt for dets rette navn: atavia.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 46 - 48: "Ersiorneq "Tarrat"".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Isak Hansen mindes de yngre år, hvor folk fik kraftigere kost, var stærkere og mere rørige, roede på sommertogter i konebåde sammen og fortalte om alskens spændende og uhyggelige oplevelser. Selv har han aldrig set noget af den slags, men den pludselige angst er han blevet slået af flere gange i kajak, og voldsomt engang på en slette ved et par store kampesten. De satte skræk i ham, hvorefter en skygge kom bagfra, kredsede om ham og bevægede sig længere ud på sletten, hvor den kredsede om sig selv, inden den forsvandt. Isak Hansen havde sin riffel skydeklar af skræk, og han bad til 'den højere magt', som han også taknemmeligt tyede til når han fik skræk i kajak.

Hist.: Historisk fortælling. IH var 70 år i 1963.

Kommentar: Tarraq, flertal tarrat, skygger, var en af de mange ånderacer. Men forestillingerne om dem er ofte vage og temmelig forskellige.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse

Den sindsforvirrede Târtoq / Taartoq.

En af de bopladser, der tidligere var befolket, var bopladsen Taartoq, over for Inussuk's boplads, der kaldes Qaumaneq/ Qaamaneq, og som kun var skilt fra Inussuk med et smalt bælt (sund), ganske tæt ved Qaamaneq.

På denne tid, hvor der nyligt var kommet danske til Upernavik, var der et

hus på hver af de to små bopladser, men i hvert hus var der en masse men-

nesker, flere fangerfamilier.

Dengang fangede folk ved Taartoq en masse narhvaler. Og engang, da de havde været ude i kajak, kom Amitsualâq / Amitsualaaq hjem med en hun-narhval med unge. Han havde fået dem begge to. Hans datter var død nogen tid før, og den var blevet flænset, hvorefter han gik op i huset og sad lidt. Og efter nogen tid så han, at man havde taget narhvalungens sener op. Og da han så dem, sagde han: "Ih, hvor er de søde. Hvor ville det vare dejligt, hvis der var et lille barn der kunne lege ned dem." Det viste sig, at han sørgede så meget, at sorgen fyldte hans hoved, og at han ikke rigtig kunne få det sagt på anden måde.

Og da de vågnede naste morgen, var Amitsualaaq blevet ramt af sindsforvirring. Da han i sindsforvirringen slog om sig, begyndte andre mænd at brydes med ham. De holdt op med at ro i kajak og måtte passe på ham. Til sidst kunne alle mændene ikke klare ham mere. Og på det tidspunkt var der kun een mand, som den sindsforvirrede ikke kunne klare. Når han brugte kræfterne på denne måde, så kom denne mand ind mellem de andre for at hjælpe dem. Og lige så snart han rørte ved den sindsforvirrede, så sagde han av, faldt sammen og slappede af. Denne mand var Ujaragtalik / Ujarattalik, en mand, der har en sten som amulet. Den sindsforvirrede havde i virkeligheden ikke hørt om denne mands amulet, men så stærk var dens virkning på ham. Ujarattalik's amulet stammer fra et hus, et sted lidt øst for det nuværende Upernavik, ved passet fra den gamle skibshavn. Der er en husruin med en stenstøtte, som står opret. Og det siges, at vore forfædre hentede amuletter fra den sten, eller fra husruinen.

Det skete, mens han spillede med musklerne, og de andre ikke rigtig kunne klare ham, at Ujarattalik rørte ved ham, så at han faldt sammen. Og Amitsualaaq kiggede liggende op på ham fra tæerne mod hovedet, og ned igen. Og når han havde kigget således på ham, plejede han at sige: 'Når jeg ser på ham der, så ligner han alt andet end en stående sten.' Da Amitsualaaq ikke havde spist i mange dage, blev hans kone betænkelig, og så sagde hans husfæller, at hun skulle give ham noget at spise. Man gav ham et stykke mattak i munden, og han tyggede længe, og slugte det. Da man gav ham et andet stykke, tyggede han det kun nogle få gange, før han slugte det.

Og han bad om mere. De opdagede, at han spiste ivrigere og ivrigere og

hurtigere og hurtigere, og når man nu gav ham et stykke mattak, slugte han det uden at tygge det. Og da han nu havde fået nok, gav man ham et stykke, der stammede fra Ujarattalik's narhval, uden dog at gøre ham bekendt med det. Man gav ham en lille mundfuld, som han prøvede at sluge uden videre, men det lykkedes ikke. Han tyggede det gentagne gange og prøvede at sluge det. Men da han stadig ikke kunne sluge det, tog han det ud af munden og smed det på gulvet og sagde: Jeg kan ikke sluge det. Det er som en sten. Og han bad ikke om mere.

Men de havde sværere og sværere ved at klare ham (kunne klare ham mindre

og mindre), og en dag begyndte han at sige, at de ikke ville kunne klare

ham nu til aften. Og at når de nu ikke mere kunne klare ham, så ville han

æde dem alle sammen. Derfor fandt han det bedre, at de begravede ham le-

vende, fordi han syntes, at det var så ækelt at skulle æde mennesker.

Og så sagde han også, at hvis danskerne i Upernavik bebrejdede dem at han var blevet levende begravet, så skulle de fortælle, hvad han

selv havde sagt, at han syntes det var så ækelt at skulle æde levende men-

nesker, og at det var derfor, han havde bedt om at blive begravet levende.

Og da de troede ham på hans ord, gjorde de forberedelser til at begrave ham levende.

Når man skulle begrave mandlige hedninge, voksne, så plejede man at binde

ligsvøbet med harpunlinen. Og liget, der skulle bringes ud, blev ikke ført

ud gennem husgangen, men ud af vinduet og hen over husets tag og bragt

ned til jorden på bagsiden af huset.

Amitsualaaq blev slap, da de ville begrave ham. Og for at glæde ham, svøbte de ham ind på normal måde og bandt hans harpunline rundt om ham. Muligvis har de været mindre påpasselige af angst. For da de var færdige med ham og førte de ham ud af huset over vinduet, og da de lagde ham på hustaget, faldt alle beviklingerne af ham i ringe. De bar ham så ned igen og bandt ham atter, alt imens manden, der skulle begraves skyndede på dem, fordi de ikke ville kunne klare sig hen imod næste morgen. Denne gang gik det godt.

De lagde ham i graven på rensdyrskind, der stammede fra hans søns første

rensdyr, og som han selv havde gemt for at kunne ligge på det i graven.

De lagde så flade sten hen over gravkuplen. Og først da man havde lagt

mange sten, løftede han dem nedefra og begyndte at tale: "Nu begynder mit

liggeskind at løfte mig op, så jeg sagtens kan klare de sten, der ligger

over mig. Dæk mig endelig til. Dæk mig endelig til." Og de blev ved med at

dynge sten på. Og der var til sidst så mange, at der ikke kunne være flere.

Og de sten man lagde ovenpå, gled ned til siderne. Da det ikke rigtig kun-

ne klares mere, var der en af dem, der deltog i begravelsen, som gik ned til strandbredden uden at sige noget. Han skulle være samunga sangmissoq / sammisoq, (en, der er vendt nedad, og som havde en amulet blandt en af strandplanterne). Da han var kommet ned til stranden, tog han et lille stykke is fra vandet. Og da han nåede op til de andre, lagde han det roligt hen på graven, stadig uden at sige noget. Men da han lagde det, hørte man Amits. sige:

"Så, nu kan jeg ikke klare det mere." Da de havde lagt ham, ville de flygte til den anden side af Qaamaneq, fordi der dér er et beboelseshus. Og det viste sig ved et tilfælde, at der var tynd is under huset, og at et stort isfjeld havde sat sig lige der, hvor de skulle ud. Midten af sundet var uden is. Og da de ikke kunne klare det på anden måde, bar de umiakken ned.

De lagde umiakken i vandet og prøvede at komme i den. Da det begyndte at

gå hen over den nye is, råbte man inde fra land: "Nu begynder det at give efter nedad. Spred jer." Og når de så efter, var de i en fordybning. Og ingen af dem var på nogen måde bange for isfjeldet. Men det lykkedes dem til sidst alle at komme i umiakken, og de sejlede så til Qaamaneq ovre på den anden side.

Når man gik ud om aftenen, kunne man høre lyden af den, man havde begravet

tidligere på dagen. Han råbte: "apapaaq og pupigsukaaq, og kaldte på hundene og forskrækkede dem. Og så kunne man høre hundene gø. Og der var ikke andet at gøre end at prøve at ignorere ham.

Da han lå der i graven, var der en af dem der flygtede, der tog over fra

Qaamaneq i kajak, for at se til ham. Det var en af de gamle mænd, Taka.

Da det var blevet lyst om morgenen, roede han derop i kajak, kom i land

under huset ved Taartoq, bragte sin kajak lidt op. Og så gik han stille

op mod graven. Henne ved den standsede han. Og så spurgte manden

inde fra graven; 'Hvem er du? Er du Taka?'  Han gik derfra igen uden at

svare, gik ned i huset og fandt der en gammel narhval-halefinne, som var

i sin mest velsmagende tilstand. Han satte sig ved vinduesbriksen og spiste, spiste og spiste. Og først da han ikke kunne spise mere, holdt han op.

Og så tog han en citar, der stammede fra engelske hvalfangere, og spilledepå den. Og da han havde fået nok, forlod han huset og gik ned til stranden og roede over til Qaamaneq, hvor han sagde, at Amitsualaaq levede endnu.

Dengang i Qaumaneq, hvor der jo var kommet en masse mennesker, og de gamle om aftenen begyndte at underholde sig med hinanden, kom de unge mennesker ud, og de kunne jo heller ikke holde sig alvorlige hele tiden. Så når de ældre underholdt sig med hinanden, begyndte de unge at lege tagfat så stille de kunne, idet de løb rundt om huset. Og når de var kommet væk fra vinduet, så råbte de til hinanden.

Så en aften hvor som sædvanlig lutter unge var ude, havde min farfar,

der dengang var ung, endnu udøbt, og med bopæl ved Qaumaneq / Qaamaneq på Inussuk / Inussuk, fået en ide, hvorfor han sagde til de andre unge: Lad os tage derhen og lege skjul. To skal søge efter de andre, først mænd og derefter piger.

De fandt ideen god, men det viste sig, at en af de unge var så bange for

den sindsfovirrede, selv efter at han var kommet i graven, at min farfar ville more sig med at give ham en forskrækkelse. Da man nu fandt ideen god, så skulle Tûtigâq / Tuutigaaq først lede efter de andre, og han valgte Mâse / Maasi, bangebuksen, til makker, og denne sagde ja med det samme uden at vide, at det var for at forskrække ham. De to skulle så skjule sig, og de andre lede efter dem. Og Tuutigaaq sagde så til de andre: I bliver her i nogen tid, og når I regner med, at vi har skjult os, kan I søge efter os. Da de var gået fra dem, sagde Tutigaaq til Maasi: 'Følg mig derned.' Nede ved siden af huset var der Tuutigaaqs store kiste, der stammede fra skibbrudne hval-

fangere, og som var tom. Da de nåede hen til den, sagde Tuutigaaq: 'Gem dig i kisten der. Jeg skal komme helt tæt på skrænten og du skal ikke sige noget, selv om de andre råber efter os.' Maasi syntes, det var en god ide.

Og da Tuutigaaq lukkede op, krøb han ned i kisten. Tuutigaaq lukkede den, og da der var slå for, ordnede han den, så den ikke kunne åbnes indefra. Og så gik han ganske stille hen til de andre, og da han nåede derhen, sagde han:

'Det var ikke for at lege skjul, at jeg foreslog dette her. Men Maasi er så bange, at jeg ville drille ham. Jeg går ned i nærheden af den store kiste, og I skal lade som om I søger efter os. Og så skal I derfra sige, at I kan se den sindforvirrede komme ud af graven og at han er ved at sætte over sundet. Så skal I lade som om I flygter, og jeg har lukket ham inde i den store kiste.' Nu begyndte de så at lade som om de søgte. Og når de kom i nærheden af kisten, kunne Maasi derinde høre dem snakke: 'Gad vide, hvor Tuutigaaq og Maasi er henne?' Men det var bare for at drille Maasi. Pludselig var der en, der pegede for de andre: 'Hvad er det for noget derhenne? Det der ud for huset ved Taartoq i havet. Det er ligesom en mand, der går imod os.'

      Da de sagde det, hørte man Maasi inde fra kisten: 'Hør, I derude, luk mig ud, jeg er herinde.' Det var da det gik op for ham, at slåen var slået for, så at han ikke kunne lukke den op indefra. Men da han råbte, lod de som om de ikke hørte ham, og de blev ved med at pege og sige: 'Ja,det er den sindsforvirrede, som er kommet ud af graven og nu er på vej over til os.' Og de lod som om de var ved at græde.

'Nu prøver han at komme op på stranden under os.' Og så begyndte de at

løbe, ligesom for at flygte. Og så kunne man høre Maasi indefra kisten

slå på den flere gange. Men da det ikke hjalp, brast han i gråd.

De andre kunne næsten ikke holde latteren tilbage, og lige så snart de var

nået væk, smed de sig ned på jorden og lo af deres stakkels kammerat. Og når de tav og lyttede, hørte de ikke andet end Maasi, der gred inde i den store kiste. Da de havde grinet tilstrækkeligt, gik Tuutigaaq

ned til ham og lukkede låget op. Og Maasi, der var i sin ungdoms bedste

alder kom ud af kisten med tykke og røde øjenlåg.

      Den mand, der var begravet, døde først, da han frøs ihjel under en stærk blæst. Da stormen havde lagt sig, gik den mand, der plejede at tage derover, ham Taka, derover. Han var henne ved graven, men hørte ikke noget. Og han blev klar over, at manden var frosset ihjel. Han roede så tilbage uden først at gå ind i huset, fordi han havde så ondt af den afdødes kone og børn og skulle fortælle dem om den døde husfar. Og først da han fortalte dem om den døde, begyndte de at græde.

Efter at Amitsualaaq var død, vendte Taartoq-folkene tilbage, inden isen lagde sig. Da vinteren var forbi, og det var blevet sommer, var det isstykke, som den nedadvendte havde lagt på Amitsualaaq's grav, ikke tøet op. Og da det blev efterår, var det faktisk blevet større end året før. Og dette isstykke voksede mere og mere og dækkede hele området omkring Amitsualaaqs grav. Og da der var gået nogle få år, efter at manden var lagt der, var der ikke nogen, der med sikkerhed kunne sige, hvor graven lå.

Nu har jeg fortalt om Amitsualaaq's død ved Taartoq, idet jeg nøje har

fulgt den måde, som mine forældre plejede at fortælle det på. Og de ple-

jede at fortælle det efter fortællingen om Tuutigaaq, som dengang havde bo-

et der, og som selv havde set det.

Kommentar: Betegnelsen for den sindssyge i teksten er rettet fra pillerortoq, der er den såkaldte 'polarkuller´ med et relativt kortvarigt forløb, som man bagefter ikke kan huske noget af. Er man fx løbet splitternøgen ud i sneen, skal det være meget ubehageligt at komme til sig selv igen.

Den form for sindssyge, som Amitualaaq lider af, hedder perlerorneq der nærmest kan oversættes med 'sultesyge': perlertoq: 'en der er sultet ihjel (RP). Sygdommen mentes at indebære patientens lyst til at æde sine nærmeste slægtninge. En overbevisning Amits. åbenbart også delte i sine klare øjeblikke.

Var.: Hans Lynge 1955: Amitsualaaq. (Som Marteeraq fortalte den til H.L.)

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Min mor kaldte sin mormor Lisa / Liisa, og hun havde mange fortællinger om hende

og stolede meget på, hvad hun fortalte. Lisa havde også fortalt, at hun

havde haft mange tryllesange, dengang hun var udøbt, men hun havde aldrig

sunget tryllesange for at skade nogen. Men det var engang sket, at hun havde sunget en tryllesang, og at der så tilfældigt var sket en ulykke ved det.

Så hun havde bebrejdet sig selv, når hun tænkte på det, og hun mente, at det

var hendes skyld.

Dengang hendes mand levede, fulgtes nogle rensdyrjægere med deres børn til

Eqalugârssuit / Eaqalugaarsuit. Og mens de boede der, fik hendes yngste søn en hævelse i benet.

Man kunne ikke flytte barnet nogen steder, og til sidst blev det umuligt

bare at have det på skødet. For hvis det var muligt at have ham på skødet,

kunne de godt have taget ham med hjem. Men da han ikke kunne flyttes, blev de på den plads. Det var om sommeren, og til sidst kom der tyndis på havet, og det blev mørkt om aftenen. Og så blev de bange for, at isen måske

ville lukke dem inde. Det blev hverken værre eller bedre med sønnens

ben, og så fik hun efterhånden mistanke, og en aften gik hun ud af deres

telt og et stykke bort fra teltet, hvor hun begyndte at synge en tryllevise uden at rette den til nogen bestemt, men sådan at trolddommen skulle vende tilbage til sin ophavsmand.

Da hun havde sunget visen færdig, gik hun hjem. Og dagen efter var det så

meget bedre med sønnens ben, at det var muligt at have ham på skødet. Og de

startede så hjemad, imens de prøvede at fange sæler undervejs. Det tog nog-

le dage at nå hjem, og til sidst kom de hjem og fik at vide, at en af familierne havde mistet et spædbarn. Man fortalte følgende om dette spædbarns død: Dengang havde Oqimaitoq / Oqima'tsoq / Oqimaatsoq og hendes familie  sommerplads ved Ikerasannguaq og telt ved Qarmat(teltpladsen kaldtes således), var det første gang Oqimaitoq og hendes mand havde en datter, en stor og tyk pige (spædbarn). Om aftenen da alle var i teltet, gik en af de gamle mænd ud. Han var ude i nogen tid, og da han kom tilbage, sad han lidt. Og efter at have set på de forskellige og havde overbevist sig om, at ingen af dem syntes at

skjule noget, sagde han: "Da jeg var derude, var der en af de gamle her, der sang en tryllesang. Og de sagde, at der ikke var nogen af dem, der havde sunget tryllesang. Men manden sagde, jo, mens jeg var ude, var der en af jer, der sang en tryllesang. Men de forsikrede allesammen at de ikke havde sunget nogen tryllesang, og de prøvede ikke at lyve overfor ham. Og der var ingen der var gået ud, mens han selv var ude. Og ham, der hævdede at have hørt tryllesan-

gen begyndte at undre sig, og sagde: 'Da jeg var derude et sted, hørte jeg nogen synge tryllesang, og det var en kvindestemme.' Han vendte tilbage til det flere gange i løbet af aftenen, idet han undrede sig mere og mere.

De gik så i seng. Og da de vågnede, opdagede de Oqimaitoq's spædbarn, der lå

isoleret fra de andre, var død, og allerede stiv.

Barnet døde mens de sov uden at nogen opdagede det.

De der havde været på rensdyrjagt ved Eqalugaarsuit prøvede at tælle dagene

tilbage, og det syntes fuldstændig at stemme med det tidspunkt. Og dengang min mors mormor sang tryllesang ved Eqalugaarsuit, var det at en mand ved Qammat havde hørt en kvinde synge en tryllesang (man skulle tro, de også hvde radio dengang).

Oqimaatsoq's mand var åndemaner, og man mente, at det var hans hekseri, der vendte tilbage til datteren. Fordi tryllesange var beregnet til at trylleriet vendte sig imod dets ophavsmand (hvis det blev sendt tilbage, BS).

Var.: Hans Lynge 1955 og 1967: Søg på Lisa el. Liisa.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

ss. 284 spalte 2, linie 12 fra neden - 285:

...... Ved Tugssâq / Tussaaq går isen ret hurtigt (tidligt) og min mor-

broder plejede at tage på fangstpladser hvert forår til et sted, hvor der

stadig var is. Og samtidig med at vi prøvede at træffe vore bopladsfæller

ved Kingigtoq / Kingittoq, var jeg med på udflugter i umiaq, når de roede ud for at træffe hvalfangere. Og da jeg som sædvanlig var roer på disse ture, var det altid sjovt, når vi kom til hvalfangerne. Engang kan jeg huske, at vi rejste til hvalfangerne sammen med to brødre, den ældste kaldte vi for Ilinga.

Når vi traf hvalfangerne, og mine rejsekammerater havde fået en masse, havde jeg stadig ikke solgt nogle tobakspunge, som jeg havde med for at

sælge. Da jeg gik lidt bort fra de andre, kom der en kæmpestor hvalfanger.

Han ville gerne se, hvad jeg havde i posen. Jeg viste ham, at det kun var tobakspunge. Det var egentlig kun skindrester, som min mor havde syet af.

Hun kendte jo noget til hvalfangernes smag, fordi hun havde deltaget i

turene til hvalfangerne. Og denne hvalfanger sagde, at de var gode, og ville gerne have dem selv, og han bad mig følge ham. Så gik jeg med ham hen til kahytten foran, og han sagde, at jeg straks kunne få en kop the og lovede mig noget at spise. Det viste sig, at det var en, som havde gode minder fra sin barndom, og derfor var han venlig imod mig, selv om jeg ikke havde mange ting at faldbyde. Han gav mig en kop the og bød mig noget at spise, og eftersom jeg var en fattig dreng, havde jeg jo ingen særlige sager.

Men han gav mig god betaling for dem af brød, the, kaffe, der var malet og noget der lignede tørret kød (måske skonrogger), tændstikker og porcelæn, piber og tørklæder.

Mens jeg var sammen med ham, kom de to brødre. Og nu genkendte denne hvalfanger dem, fordi han havde set dem, da han var barn. Da denne hvalfanger begyndte at tale til dem, gik der nogen tid, inden de to brødre kunne genkende ham. Men så kunne de også huske ham. Hvalfangeren fortalte, at han havde været ved Tugssâq / Tussaaq ombord på sejlskibet Margrethe med Penn som kaptajn. Og de var der i flere dage, og hver dag kom han iland. Han kunne  huske de to brødres navne, og med udmærket hukommelse huskede han også deres søstres navne og spurgte hvordan de havde det. Og han viste med hånden,

hvor stor han var dengang, og han var nok ca. 5 år gammel. Og da han sagde det, kunne Ilinga og hans bror huske, at de dengang var på forårsfangst ved Tussaaq. De var kommet fra Qaersorssuaq / Qaarsorsuaq, og hvert forår var deres forældre, Paikkut på forårsfangst ved Tussaaq, og de fortalte sådan om det:

Dengang kom der et hvalfangerskib, og der var sket det, at på et for sent tidspunkt, da de (på skibet) var kommet (et godt stykke) hjemmefra, havde det vist sig, at tre drenge havde skjult sig i lasten. Helt intetanende var skibets besætning taget afsted. Og først da det var blevet for sent at vende om, opdagede de, at de havde tre børn ombord. Da de ikke kunne vende om, beholdt de dem ombord. Og mens de ventede på gunstig vind ved Tussaaq, sendte de den lille dreng iland, for at han kunne lege med børnene. Men de to andre børn var større, og derfor måtte de hjælpe til ombord, og derfor fik de ikke lov til at komme i land.

Man fortalte, at denne hvalfangers forældre var blevet dræbt af banditter

(tyve), og så var drengen sendt et andet sted hen af sin værge. Og da

denne drengs handling kun skyldtes at han fulgte efter de andre, gjorde de ham ikke noget ondt, men prøvede at underholde ham så godt de kunne.

Og denne hvalfanger viste et billede af sin kone og to børn, og han bad dem endelig fortælle om ham til deres søskende.

Dengang da vi kom fra Itivdliarssuk / Itilliarsuk til Tussaaq,

så jeg i de næste ti år hvalfangere. Når man vænnede sig til dem,

var det meget sjovt at komme til dem. Efter at jeg havde vænnet mig til hvalfangerne, og så skibe, der lå stille, somme tider flere dage, så syntes jeg altid det var morsomt at se,hvordan de vækkede mandskabet. Og derfor plejede jeg at være i nærheden, inden de skulle vækkes. Når matroserne efter aftenens arbejde var kommet til køjs, gik en af agterfolkene (officererne) især Sipisiat (Sipitak / Sipitaaq) rundt. Han gik i hele skibets bredde frem og tilbage hele natten samtidig med at han ustandselig kiggede på klokken på kommandobroen.

Og kl.6 om morgenen skulle han vække de andre. Da jeg havde opdaget, at

de gjorde det på den måde, gik jeg gerne i forvejen i kabyssen for at

kunne se det. Og kl.6. gik Sipitak hen til klokken og slog to slag og igen to slag og atter to slag ialt tre gange, 2 slag af gangen, og til sidst eet slag.

Og vagterne i kabyssen talte kun hviskende sammen, men når de havde hørt

klokken slå, så begyndte den ene af dem at trampe i midten af kabyssen

og at råbe med en melodi alt hvad han kunne. Ikke blot råben, men med

ord. Han sprang rundt på gulvet og begyndte med Sipissinissuatsiaaq (?), og alt hvad han sagde havde melodi på. Jeg kunne opfatte enkelte ord sådan omtrent som klokken og uret, men selv om jeg ikke kunne opfatte de andre ord, fandt jeg det meget morsomt.

Hvert forår tog jeg med umiaq'erne fra Tussaaq til Kingigtoq / Kingittoq til hvalfangerne. Og hvalfangernes tale, især skotternes, som kom der, var noget rullende. Og hvis man kunne huske ordene, ville det ikke være så vanskeligt at lære, hvad de sagde. Men vi der var ret unge, sov næsten ikke i den tid der var skibe, og derfor kneb det til sidst med at huske noget.

Men alligevel, når hvalfangerne var rejst igen, prøvede vi unge mennesker

når vi mødte hinanden, at snakke skotsk. Det var meget morsomt.

Derfor skete det også, efter at jeg var begyndt at fange sæler, før jeg

forlod Tussaaq, at jeg altid fulgtes med umiaq'erne der skulle ud til hvalfangerne ved Kingittoq. Og efter at jeg havde fået en kajak, fulgtes jeg også altid med dem til hvalfangerne. Og vi savnede også i nogen grad hvalfangerne, da de holdt op med at komme.

Kommentar: Artiklen uafsluttet (Avangnâmioq udkom sidste gang i 1958, men der er ingen fortsættelse af hvalfangerhistorierne i det bind. Kun erindringer om sult, om et mærkeligt dyr og om  Månens ejendom ss. 31 35. Og noget af Upernaviks administrationshistorie ss. 181  182)

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 9 - 22;

Angakkortalissuit, 1990: 15 - 27, "Umiiviup inui".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Resumé:

Umiiviks befolkning

Kaattuarnaaq og hans kone Nakatsilik har levet sammen hele livet med mange skænderier, og  fået fem døtre: Naanngisaq, Simigaq Makkak, Tappinngaajik og Sileqaavat, hvoraf Simigaq er den hidsigste og temmelig ondskabsfuld. Deres sønner er  Narsinngattak, Snimuinnaq og -  Iisimmardik, der betyder den galsindede, et øgenavn han fik efter sit første mord.

Simigaq bliver sent gift, men som førstegangs højgravid får hun en sommer, hvor hele familien er samlet til klapmydsfangst på øen Seerarteeq, sine søstre med på at besøge den rare, gamle Ingippik, der lever enligt med sin mand, lokke hende med til fjelds, og, skønt Ingippik netop i glæde over natursynet har sunget en smuk sang, overfalde hende. Søstrene river alle klæder af hende og tæver løs på hende. Da de forlader hende og hun chokeret kommer tilbage og fortæller sin mand om ugerningen, trøster han hende med at skammen nok vil ramme Simigaq. Og det sker. Hun får svært ved at nedkomme, hvorfor man for at fremme fødslen åbner bagsiden af teltet og derved tillader alle at glo nysgerrigt på  den fødendes blottede kønsdele.

Tappinngaajik, den fredeligste af søstrene, får en sommer franarret sin mand, den dygtige Qunii, af Simigaq, der under et besøg overtaler ham til at gifte sig med sin datter. Sammen med sin ny unge kone henter han endog alt sit og den fhv. kones forråd, hvorefter hun med sine to små børn bliver overladt til bopladsfællers nåde. Det er Maratsi, som senere tager hende til tredjekone, men endnu senere igen skiller sig ved hende.

Tappinngaajik pønser på at tage hævn over Qunii ved hekseri, og da hun tidligt om foråret hører at han er død af et voldsomt maveonde, synger hun vildt hele aftenen. Og om sommeren, hvor der bliver kaldt til trommedans og sangfest i Simigaqs telt, får Tap. efter en del opfordringer mod til at træde frem og synge sin "krænkevise". Sangen kredser om Qunii's grove svig over for såvel hende som sine børn. Derefter håner hun Simigaq og den sørgende unge enke, der sammen græder på briksen, mens alle andre larmende bifalder sangen.

Om Narsinngattak, den ældste af brødrene, fortælles det, at han var en dygtig fanger, en mådelig åndemaner / angakkoq, tyvagtig når det gjaldt madvarer under hungerperioder, hvorfor han gik under øgenavnet Anngeeru (tyven). Han var ellers vestillet, men sygeligt misundelig og hidsig, og om det fortælles tre begivenheder. Den ene er et væbnet skænderi med morbroderen om den bedste brikseplads en vinter, hvor de skulle dele hus. Der skete dog intet videre, fordi morbroderen gav sig. Den anden er en direkte opfordring til sønnen om at træne kræfterne så han kunne blive en trussel for sine medmennesker. Og den tredje begivenhed strakte sig over en del år, idet Nars. udfordrede hele distriktets bedste fanger Peqitissaq til sangkamp - af lutter misundelse, men måtte nøjes med en stedfortræder, fordi Peqitissaq aldrig indlod sig i sangkampe. En af stedfortræderens viser er bevaret og citeres, men ingen af Narsinngattaks. Men folk fandt hans udfordring naragtig.

Sanimuinnaq var kendt som hjælpsom og en dårligere fanger end åndemaner (han gennemførte den eneste seance, som europæere (Gustav Holm; Johannes Hansen (Hansêraq)) har i iagttaget og beskrevet i alle detaljer i Grønland). Var ikke så hidsig som Narsing.,  men det var ikke klogt at fornærme ham. Han hjalp Maratsi med at dræbe Maratsi's stedfar, Quarrajeeq, fordi Maratsi's mor var overbevist om, at Q. pønsede på at dræbe Maratsi.

S. er den der tager initiativet til at komme afsted ud i kajak, den dag den rette lejlighed byder sig, og

Maratsi taber endog modet, da det gælder. Det bliver så Saniumuinnaq, der må give Qu. dødsstødet. Med en hånlig bemærkning overlader han parteringen af liget til M., og begge to overholder visse sørgeskikke i tre dage: afmonterer ikke deres harpunspidser og beholder anoraqhætten trukket over hovdet. Folk frygter at de har myrdet den tredje bopladsfælle, der har været alene på fangst, men han dukker sernere op med en stor klapmyds, der har forsinket hans hjemkomst.

Da Maratsi ved en senere lejlighed lader sin hidsighed gå ud over en sølle forældreløs dreng, der sammen med Maratsi's søn har været nær ved at drukne, får han læst og påskrevet af Sanimuinnaq, der håner ham for hans ringe mod. Han skal ikke bilde sig ind at kunne være grusom mod andre, og nu er det slut med venskabet mellem de to.

Også ved en senere lejlighed, da Maratsi går amok på sommerpladsen, får Sanimuinnaq hånet ham tilstrækkeligt til at luften går af ballonen.

Også af Aataaq fra Sermilik-fjorden hånes han i en bevaret smædevise, for sit drab, som han end ikke havde mod og styrke til at udføre selv.

Hist. periode: 1880 - 1892

Jens Rosing har genfortalt flere af disse beretninger i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: Simigaq: ss. 46-47, Tapinngaajik: ss. 69-72, Sanimuinnaq og Maratsis drab på Quarrajeeq: ss. 67-68. Sidstnævnte også ID 1693 og 1694.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Byen Upernavik blev ikke kaldt Upernavik af vore forfædre. Vore forfæd-

re kaldte de steder, som de kun brugte på bestemte årstider til fangst,

Upernivik (forårsstedet).

Jeg vil lige fortælle om de folk, som missionærerne første gang kom til i

Upernavik. Måske beskriver jeg ikke så tydeligt.

Da missionærerne kom, var der også en del åndemanere / angakokker / angakkut, og jeg vil lige fortælle om nogle af dem, vi stadig hører om. Omkring 1772 i nærheden af Upernivik / Upernavik, da stedet først blev en koloni, var der nogle af disse åndemanere, og nogle af dem blev åbenbart først døbt efter 1826, da danskerne kom igen.

En af de store åndemanere i Augpilagtoq / Aappilattoq var Avalak, der også boede ved Aappi. En vinter, da Avalak var i Aappi, begyndte folk midt om vinteren at opfordre ham til at underholde dem med åndemaning. Avalak sagde ja, og da han ville gøre sig klar, bandt de ham på gulvet, sådan plejede de at gøre, og de tog så brikseunderlagene og satte en slags forhæng op foran den åndemanende, slukkede lamperne og begyndte at synge efter at have lagt trommen med trommestikken øverst ved siden af åndemaneren. De var godt igang med at synge de sange, de plejede at synge til åndemaning, noget de kaldte aquutit, styresange, og efter at forhangsskindene var begyndt at rasle meget højt, hørte man en hund give hals. Dengang var der en mand blandt kolonisterne i Upernivik / Upernavik en mand, der var meget glad for at køre i hundeslæde. Og han plejede at komme på slæde til en eller anden boplads om aftenen i måneskin.

Dengang, da Avalak var godt i gang med åndemaningen, og det var fuldmåne

udenfor, hørte man hundeglam. En af de personer, der var til stede ved

Avalak's åndemaning, kiggede ud (gennem et hul i tarmskinds-) vinduet fortalte, at denneher dansker, der var så glad for at køre hundeslæde, var kommet.

Og da han aldrig undlod at komme ind i huset, ville de lade, som om de sov.

De tog soveskindene, som de havde brugt til forhæng og lagde dem tilbage

på plads. Og de tog så Avalak uden først at have løst hans bånd, bragte

ham op på briksen og dækkede ham til med underlagsskind. Han var jo helt

væk og snakkede usammenhængende og prøvede at komme op. Og de andre, nog-

le af dem, lagde sig ovenpå ham, for at holde ham på plads, mens de andre

lagde sig ned og lod som om de sov. Danskeren kom ind. Men da de alle-

sammen sov, gik han ud igen. Da danskeren var gået og kørt bort

igen, fortsatte de. Og da Avalak holdt op med sin åndemaning, opdagede de, at de i skyndingen, da danskeren var ved at komme, havde lagt nogle af underlagsskindene med hårene nedad, og da de næste aften omtalte nattens begivenheder, fik de sig et billigt grin.

Avalak kunne også spå. Og da han havde taget sig en kone, blev han drillet ind imellem, fordi hans kone var så åben og snakkesagelig. De drillede ham med, at det var fordi hun var så glad for andre mænd, at hun også talte med andre mand. Avalak syntes ikke berørt af dette, men hans kone, Akuia var så glad for at hendes mand var så glad for hende, at hun havde ondt af, at man drillede hende på den måde. Engang da Avalaks kone sagde, at det var synd for Avalak, sagde han, at han nu ville give hende et tegn:

      'Hvis jeg er din eneste mand, så vil du få seks drengebørn i træk. Og den syvende, den yngste, skal være en pige.'

      Da Avalak sagde det, troede Akuia ikke rigtig på det, men da der alligevel var nogle, der var venlige imod hende, så lod hun dem vide, hvad hendes mand havde sagt. Årene gik, Akuia blev gravid og fik børn flere gange, og de fik seks sønner i træk, og den syvende, den yngste, var en pige. Og de fik ikke flere børn. Avalaks børn blev store, giftede sig og fik også børn. Og efter at Avalak var blevet enkemand, boede han som gammel mand hos sin ældste søn. Men børnesygdomen ramte,  og en række børn døde, og hans ældste søns tre børn var også alvorligt syge. Da der ikke syntes at være redning for nogen af dem, sagde Avalak til sin svigerdatter, at hvis nogle af børnene døde, så var der stor

sandsynlighed for, at de andre ville dø. Men han bad hende om inden nogle

af dem døde, vælge det af børnene, som hun helst ville beholde levende. Selv om svigerdatteren gerne ville beholde alle de tre børn levende, så var det, da hun selv ingen brødre havde, at hun syntes, at det var bedst at beholde drengen. Det sagde hun, selv om hun også gerne ville beholde pigebørnene.

      Da svigerdatteren havde sagt det, gik Avalak ud af huset. Det var hen på aftenen. Han var ude temmelig lange, inden han kom ind igen. Og efter at have varet inde i nogen tid, sagde han til sin søn og sin svigerdatter: 'Jeg har sunget en tryllesang. Da I sagde, at I helst ville beholde drengen, selv om I også gerne ville have beholdt pigebørnene, så vil drengens sygdom gå over til søstrene. Søstrene vil dø, men drengen vil leve.' Og således skete det. Drengen blev rask, men søstrene døde.

      Senere blev svigerdatteren gravid, og da det var blevet tydeligt, var han engang udenfor om aftenen, og da han kom ind igen, sagde han til sin søn og svigerdatter:

      'Nu skal I få et barn, en pige, og hende skal I navngive

efter jeres ældste datter. Jeg har givet hende et mærke, fordi det skal

være den ældste piges navne. Hun skal fødes med en fortykkelse på ven-

stre storetå.' Da Avalak havde sagt det til sønnen og svigerdatteren, så

fortalte svigerdatteren det videre til andre, fordi hun fandt det mær-

keligt. Og hun fortalte det især videre til hende, der skulle agere jordemoder. Efter en tid skulle hun føde. Og da hun fik en datter, kiggede de først på venstre storetå. Og tænk, Avalak havde haft ret. Der var en fortykkelse på venstre storetå. Avalak døde som en meget gammel mand, efter at være blevet døbt, og han fik navnet Jens.

Var.: Den sidste fortælling har Marteeraq også fortalt til Hans Lynge, 1955: Awalak / Avalak.

Kommentar: Man lavede kighul i tarmskindsvinduet med en glødende pind, der brændte en hård, modstandsdygtig rand i kanten (RP)

Vedr. den afbrudte seance: Måske griner man ikke blot af at have narret danskeren, men også af den omvendte placering af skindene. Det omvendte vækker nemt latter eller afsky i grønlandske fortællinger, men måske skyldes latteren især at danskeren ikke opdagede hvor interimistisk sovescenen på denne måde virkede.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Uilluaq var først blevet døbt, da han var meget gammel, og da blev han døbt sammen med polareskimoen Meqo / Mequ, Suersaq's (Hans Hendriks) kone, der blev døbt i Upernavik ca. 1860. Min mor var dengang en ung pige.

Hun var født i 1850 og havde set de to blive døbt. Hendes forældre havde et hus ved Qattarmiut, og mens Uilluaq gik til dåbsforberedelse, kom der et amerikansk skib nordfra, og med det kom Suersaq og hans familie til Upernavik og blev landsat der. Da Mequ hørte, at der var en som skulle døbes, fik de

det ordnet sådan, at hun kunne blive døbt ved samme lejlighed.

Dengang havde Suersaq og hans kone kun eet barn, en lille datter, der hed Pinik. Og min moder passede da barnet, når moderen gik til undervisning.

Derfor plejede Mequ at besøge mine bedsteforældre i Qattarmiut, sammen med

sin lille datter. Efter at Meqo var kommet nordfra og var begyndt at be-

søge Qattarmiut, kunne min mors farmor forstå på Mequ's opførsel,

at hun måtte have mistet en af sine nære slægtninge indenfor ret kort

tid, fordi hun altid havde hætte over hovedet, også om sommeren, ligemeget

hvor varmt det var. Hver gang hun skulle ud, tog hun hætte og vanter på.

Og der var engang, da hun kom til Qattarmiut, hvor min mors farmor så spurgte, om hun havde haft dødsfald blandt sine nærmeste for nyligt. Hun sagde ja og fortalte, at hendes far var død samme forår, og at først næste år ved samme tid, d.v.s. når snespurvene kom, ville hun holde op med den form for tabu med altid at skulle bære hætte og vanter. Da hun havde forklaret det, sagde min mors farmor, at de også havde haft sådanne skikke, dengang de var udøbte, men efter at de nu var blevet døbt, havde de opgivet hedningernes tro og skikke, fordi de havde overtaget de døbtes tro og skikke. Og hun sagde, at Mequ skulle holde op med sligt, når hun blev døbt. Det blev hun meget glad for at høre, for det var åbenbart ikke så morsomt at skulle overholde tabuer, og det var måske grunden til, at Mequ uden videre holdt op med det.

Og min mors farmor havde spurgt Mequ, om hun havde hørt om en umiak / umiaq, der fra denne side (hérfra Upernavik) var nået op nordpå (til Thule). Det var om foråret, dengang epidemien hærgede hér, at Tulugaq og hans familie i umiak flygtede nordpå fra Kigtorsaq / Kittorsaq. Og ingen havde siden hørt fra dem. Men Mequ sagde, at hun havde hørt, at denne familie var kommet helskindet nordpå, og også at hun selv var efterkommer af denne Tulugaq. Og hun havde hørt om dem, at Tulugaq og hans familie engang roede nordpå i flere dage ud for indlandsisen. Og at de, når de kom for tæt ved iskanten, skar sæltarme i små stykker og dumpede dem over rælingen på umiaq'en i havet, for at indlandsisens ånd ikke skulle forbande dem.

Og min mors farmor kendte også noget lignende fra den tid, hvor folk her

var udøbte. Når de dengang kom til fuglefjeldene på alkejagt, plejede de

at have sæltarme med, som man så lod synke i havet ud for fuglefjeldet,

for at formilde det farlige fuglefjeld. Men nu var de selv holdt op med

den slags.

Den dag Uilluaq og Mequ skulle døbes var det dejligt søndagsvejr. Og om

morgenen sad Uilluaq for sig selv udenfor kirken på en sten helt fra morgenstunden med sænket hoved. Først da klokken ringede tredje gang

gik han ind i kirken og blev døbt, hvor han fik navnet Martin.

Uilluaq havde ønsket at blive døbt inden han døde, fordi han følte det

som om tidevandet var ved at oversvømme ham, og at han ikke havde nogen

mulighed for at komme højere op. Og han følte, at vandet kom fra alle si-

der. Nu var nemlig så godt som alle mennesker blevet døbt, og han følte sig

ensom som udøbt. Det bevirkede, at han næsten ikke kunne falde i søvn om

aftnerne, hvorfor han opgav sin modstand og lod sig døbe. Men han blev nok døbt sammen med en person, som han sikkert ikke havde ventet at skulle døbes sammen med.

Var. Hans Lynge 1967: Qilaneq

Hist.: om Suersaq se Mads Lidegaard: Hans, en Eskimo; og Mâliâraq Vebæk: Navaranaaq og andre, Gyldendal.

Kommentar: Når Uilluaq føler tidevandet true sig, viser det hen til forestillingen om at jorden kan kæntre, hvis hældningen bliver for stor: Verdens undergang eller kæntring. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) om Sila's / Verdensbalancegang.