Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Ajatok / Ajaattoq
Dokument id: | 1938 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajatok / Ajaattoq |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 109 - 118 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere.. Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.
Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage. Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit. Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene. Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit. Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.
Var.: Rosing Ajaateq.
Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt. Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk. Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens. Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822). |
Angeltasken / havlitten og rypen
Dokument id: | 1350 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Angeltasken / havlitten og rypen |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 317, nr. 37 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', side 255 - 256.
2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 284.
Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 291 - 292.
Resumé: Rypen bebrejder havlitten dens lange lodne strømper om sommeren, havlitten rypen dens lange isharpun om sommeren. De brydes. Havlitten slæber rypen ned til stranden og kaster den i vandet, hvor de fortsætter brydningen. Rypen river havlitten i brystet. Den dør, og rypen flyver glad i land: "kakerkaka!"
Var.: Rypen og havliten / havlitten; Slagsmål mellem en rype og en angeltaske. Sangkamp i dyreverdenen. |
Arfersiartok
Dokument id: | 1122 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Arfersiartok |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 266 - 267, nr. 9 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 63 - 68. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 241 - 242. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 251 - 252.
Resume: Arfersiatok. Hvalfangersken. Et ægtepars eneste barn dør. Af sorg forlader manden sin kone og rejser bort med konebåden. Hun er gravid og går ind over land gennem en lang dal til kysten, hvor en død hval er strandet ved et forbjerg. En måge hakker i den. Hun bærer kødet ind i land, bygger et hus af knoglerne som tagtræ og tarmene som vinduer. Hun føder en datter og giver det dukker af sælluffeknogler at lege med. Om vinteren fanger hun ræve i snarer med hvalkød som lokkemad og får skind nok til at betrække briks, vægge og tag. En dag mens hun syer vinduesskind, vælter en af pigens dukker og begynder at løbe. Hun leger seance med dukkerne, der fortæller, at pigens far er på vej. Moderen tror det ikke, men han kommer, får hendes historie med hvalen og rævene, sover med hende om natten, men hun vil ikke med ham tilbage. Hele vinteren lever hun og datteren af hvalen. Om foråret drager de ud til mandens sted. Han skiller sig ved sin ny kone og tager sin første kone tilbage. Senere dør han. Men hun kan klare alt og fanger både sæler og andre dyr.
Var.: Qaarnartoq Aaneralaarlu. |
Ariagsuak / Dødninge-trommedansen / Aariassuaq / Aariagssuaq
Dokument id: | 1348 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Ariagsuak / Dødninge-trommedansen / Aariassuaq / Aariagssuaq |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 315, nr. 35 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s.248 - 250. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn ogFortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 282. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo,I, Meddr. Grønland 39(5):290.
Resumé: Aariassuaq og hans ven holder ofte trommedans og beslutter at fortsætte efter døden. A. dør. Vennen kommer til hans grav med flere konebåde i følge. Vennen kalder gentagne gange på A. Gravens dæksten snurrer rundt, A. kommer til slut ned fra himlen, stenen vælter fra graven, han tar sit lægben og skulderblad og begynder at tromme med øjnene ude af hulerne og stiger så til vejrs i solens bane (i spiral, BS). Den ene konebåd kæntrer. Den anden redder sig ved sin amulet af et aborteret foster.
Var.: Ariassuaq
Hist.: A.s grav siges at ligge på sydøstkysten mellem Illuluarsuk og Akorninnaq, men fortællingen med samme navn kendes også fra vestkysten. Den er enten gammel eller bragt med af tilflyttere fra østkysten. |
Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu
Dokument id: | 312 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VI, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Mikiassen, Niels (Nis) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Audlarniutigadlugo / Aallarniutigallugu |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 187h - 190v |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.
Oversættelse ved Apollo Lynge:
Indledning.
Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner. Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.
Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.
Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136. Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.
s. 188v De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.
Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.
s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.
Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.
Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.
s. 188h. Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden. En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.
Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).
s. 188h. Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).
Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.
Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre) 188h-189v De brugte også amuletter Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.
189v Deres åndemanere plejede at gøre følgende: Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.
Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.
s. 189 Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut). De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.
Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.
Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.
189v-190v Hedningenes forskellige slette vaner. De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.
Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere. I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.
Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold. Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.
s. 190v Også om morderes skikke Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.
Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.
På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.
Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres. I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.
Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor. |
Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre
Dokument id: | 1683 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Avko / Aggu / Akku lader sig bortføre |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 245 - 247 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, Angákortaligssuit, Godhavn: Det grønlandske Forlag, 1957 - 61, I: 112 - 116: Avgo pôrtoq; angakkortalissuit, 1990: 111 - 114: Aggu poortoq.
Resumé: Fortsættelse af Kaaralis fortællinger om Aggu.
I 1879 - 80 overvintrer Aggu i Nortsiit / Nortiit, og på hans vante boplads, Kangaartik diskuterer man om A. eller Maratsi er den største åndemaner. De, der mener M. er den største, karakteriserer A.s åndemaneri som barneleg. A. sender bud. Han vil lade sig bortføre af kæmpebjørnen og kæmpehvalrossen. Jo, man vil gerne komme og se A. lege som barn. Under forberedelser afskærmes hovedbriksen og den østvendte sidebriks med et rækværk af teltstænger, der beklædes med et med kighuller gennemstukket skind. A. sætter sig og kalder sine ånder til hjælp mod alle dem, der ikke tiltror ham større evner. Trommen tar til at larme. A. beordrer straks lamperne slukket, hvorefter det ryster og knager i alle stængerne. Pludselig blir alt stille. Efter en tid fremkalder A. tre øredøvende brag med passende mellemrum. Kæmpebjørnen ankommer i husindgangen, flænger forhængsskindet og er synlig i fuldmåneskinnet. Aggu er væk, men slæbes så skrigende ud af bjørnen. Nogle mænd, der erstatter skindene med nye, får fodsålerne tilsølet i blod. En siger: "Nu leger Aggu ikke mere som barn." Trommen kaldes i gang igen af tilskuerne. Hjælpeånden Ajaqqisaaq kommer, standser lyden, fortæller at Aggu nærmer sig, og man hører stadig Aggus skrig komme nærmere. Under gulvet lyder nu hans eneste ledsager, toornaarsuks "ululuu, ululuu". Trommen går atter i gang, skindtapeterne rasler i lufttrykket, Ajaq. meddeler Akkus ankomst med fryd. Det er lige som dens forrige, fantastiske herre. Så forsvinder Ajaq. og i en regn af gnister kommer Akku flyvende ind og rundt i rummet. Alle lyde forstummer. Aggu kommer til sig selv, spørger om det var ham selv eller kun hans ånde, der rejste. Han har klaret turen, hans krop er blå af underløbet blod. Kun hans fodsåler er uskadte og han stiger i alles agtelse.
Var.: En ganske kort beskrivelse af denne historiske seance findes hos: Holm, Gustav: Ethnologisk Skizze / Skitse af Angmagsalikerne 1888: 133 (Meddr. Grønland X) = 1972: 132 (Konebådsekspeditionen, red. J. Meldgaard) og på engelsk i Holm 1918: 98f. Med andre hovedpersoner, søg: Naaja puulik; Kaakaaq puulik; Georg puulik og Missuarniannga puulik.
Hist.: Akku levede fra ca. 1843 til 1891.
Tolkning: Aggu har klaret at blive en "puulik": Se Vejledningens eksempel på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
Christian Poulsens selvbiografi
Dokument id: | 971 |
Registreringsår: | 1932 |
Publikationsår: | 1938 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | Ostermann, H. |
Indsamler: | Ostermann, H. |
Titel: | Christian Poulsens selvbiografi |
Publikationstitel: | Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 109(1) |
Omfang: | side 130 - 139 |
Lokalisering: | Sydøstgrønland |
Note: | |
Ed. by H. Ostermann. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.
Christian Poulsen fortalte dele af sin selvbiografi til Knud Rasmussen allerede i 1904. Se: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 133 - 137.
Resumé: Hans andre navne var Aannguaraarsuk og Qiddakajak. Han blev født i Iliarmiut nær Umiivik om foråret som den der skulle blive den mellemste af faderen Nanngajak og moderen Perujuatsiaqs fem børn. Af dem var yderligere to drenge; Maeqasaq , Neqissarooq, og to var døtre: Qassanneq, Misaqqalak. Det første CP huskede var at han i amaaten dunkede hovedet mod sin mors ryg, fordi hun havde fundet en flot perle i en grav og styrtede derfra af skræk for den døde i graven. Det var ved Savissivik nær Imaarsivik, og igen senere samme sted noget med en stor bidsk hund. Næste gang "han kom til sig selv" (blev sig selv bevidst) var i Tineteqisaaq / Tineqilaaq (i Sermilik-fjorden?), hvor en kvinde, Nukartaatsiaq, kogte (tørrede) ærter i en gryde. Det var lækkert. Senere, i Oqqua, blev han sig så fuldstændig bevidst, at han herefter kunne huske alt, kontinuert. Chr. P svælger derefter i alle de lækkerier man spiste dengang, dels fra faderens fangster (sødyr og fugle) og dels indsamlede rødder, bær, muslinger, tang. Hans far var en dygtig fanger. De savnede aldrig noget. Alle arter nævnes ved deres østgrønlandske navne. Under opvæksten overvintrer familien i Oqqua og flytter om sommeren til Qeqertarsuaq, og en sommer hører de fra Ujarnik om en dansker han har fulgtes med, og Uj. må berolige dem. Det er Gustav Holm (Sakkutooq, den svært bevæbnede), som er ganske ufarlig. Han gør et kort ophold, men på hjemvejen overnatter han. Drengene får søm, som de laver små harpunhoveder af. Chr.s mor betales for et skind med synåle og bolsjer. Chr. får et, men det er ham for sødt. Chr. får sin første kajak, som han kun må øve sig i en sø. Sin første sæl får han ved isfangst. Hans far dør to år efter Chr. har fået kajak. Chr. føler sig ensom og trist som faderløs. Han får lyst til at blive åndemaner / angakok. Det har han nok talent for, for han har allerede haft følgende par syn.
(Hist.: Bemærk de gule ærter, som man (før 1884) må have skaffet sig på handelsrejse til Sydgrønland, hvor man velsagtens har lært at tilberede dem hos immigrerede slægtninge).
Månens hund. Alle mændene er ude på fangst. Chr. har formentlig endnu ikke fået kajak. Man hører en hund gø ganske forfærdelig voldsomt nede i jorden under gulvet. Moderen indser pludselig at hun har brugt sine bukser for længe. De skal skiftes ud. Hun slår omkring sig i luften med sin ulu, uden at det hjælper på den infernalske gøen. Den holder først op da mændene kommer hjem.
(Kommentar: Månen sendte (især i Østgrønland) ofte sin hund som den, der skal straffe tabubrud. Man kan forestille sig hvordan en af mændene har haft sin fornøjelse af at kyse kvinder og børn med hundeglam.)
Dødningen. Som lille dreng ser Chr. oppe på udsigtspunktet en tarraajakajik (et skyggevæsen) / tarrajarsuk, eller en dødning, der ser ham og straks smutter tilbage i sin grav. Chr. blir rædselslagen.
Uddannelse til åndemaner. Af Chr. Poulsen / Aadaarutaa's selvbiografi.
Chr. begynder nu at søge efter hjælpeånder i indlandet. Første gang hører han to ånder synge smukt, men ser dem ikke. Det gør han næste gang, hvor de erklærer at de har ondt af ham og vil støtte ham. De er innersuit, klædt helt som mennesker. De lever i indlandet. Næste begivenhed bliver da en gammel stivbenet mand, som Chr. har gået til hånde med at bære hans kajak ned, vil vise ham noget til gengæld. Han tager ham med ind i bunden af en fjord til en hule nær indlandsisen, hvor en kæmpebjørn med blålig pels (nappaasilat) kommer svømmende, æder den gamle og kaster ham op igen. Den gamle kommer langsomt til kræfter i hulen og forklarer Chr. at det skal han også igennem, hvis han vil have magt over ånderne. Altså må Chr. ud og lade sig æde af kæmpebjørnen, hvorefter han blir synsk. Den første hjælpeånd han (dernæst?) får er en innersuaq som han møder i kajak på havet. En del detaljer synes herefter at være sprunget over af Chr. P., - der nu beretter om den sidste oplevelse inden han afslører sig offentligt som åndemaner. Han er ude i kajak og blir angrebet af en umiaq fuld af folk med en gammel hvidhåret kælling i stavnen, der truer ham. Der er også en fange, der foresvæver Chr. at han snart også vil blive fanget. Endelig er der en ondskabsfuld innersuaq, der allerede een gang har truet Chr. og som tar hans nyfangede sæl fra ham. Chr. tilkalder alle sine hjælpeånder, der intet kan stille op, men til slut kommer den store ensomme, Kisermaarsuaq, der med et sæt rovdyrkæber hugger efter fjenderne. Stor tumult. De skynder sig bort. Den ensomme griner grumt med sine kæber i hånden.
Var.: Uddannelse til åndemaner, initiation. Aadaarutaa.
(Kommentar: Det er usædvanligt at træffe innersuit / ildfolk i det østgrønlandske indland. I Rasmussens egen gengivelse på dansk er ånden da også kun en indlandsboer. Senere i det danske forløb stedfæstes innersuits bosted til et sted mellem fastlandet og havet (under kysten). Fortællingen om angrebet fra åndebåden, hvor også en innersuaq optræder, minder stærkt om en anden, hvor en åndemaner-lærling havner hos de nederste innersuit og bliver maltrakteret, men så reddet af sine hjælpeånder blandt de øvre. Det bekræftes for så vidt af Rasmussens danske gengivelse, hvor til gengæld denne episode er stærkt forkortet og kun nævner at konebåden har et stort følge af kajakmænd, der er innersuit. Ligeså er ånden med rovdyrkæberne en innersuaq, der hjælper Chr. P. fordi han er en stor åndemaner. Men denne ildmand kaldes ikke "den store ensomme" i denne danske version. Som åndemaner fungerer Chr. som læge vha en perle, som han puster igennem. Sommetider virkede det. Som sæl-giver. Hans hjælpeånder blandt innersuit var gode til at skaffe sæler. Som vejrmager - vha. sine hjælpeånder, der ville lave vejret som han ønskede. Men sommetider gik det bare slet ikke.
Equngasoq / Eqingaleq og Kisermaaq / Kisermâq Equngasoq'en, der har hjemme på de yderste skær, bølgebryder - ånden, er helt skævmundet. Den færdes kun ude når brændingen er høj som isbjerge. Det er en af de sidste hjælpeånder Chr. får, og sammen med Kisermaaq, den store ensomme, hjælper de ham mod "den kontrære", der smiler, men blir rasende da Chr. spørger til årsagen til dette smil.
En dag mødte Chr. kittormoortoq / killormoortoq, den kontrære. Dette var en innersuaq, der dukkede smilende op i en opsvulmning mellem store tuer af is. Han blev bange og råbte: Hvornår smilede den fyr, eftersom han smiler nu? Da blev modsatteren så rasende at den med eet eneste ondskabsfuldt ønske svækkede alle Chr.s armmuskler i den grad at han ikke kunne ro hjem. Hvad skulle han gøre? Men både hans Equngasoq og Kisermaaq kom til undsætning. Han lagde sig bag Equngasoq, der bare roede almindeligt af sted med ham, men det var med en fart så skummet stod omkring dem, og Chr. dårligt kunne styre sin kajak med åren.
Knud Rasmussen mener, at Chr. efter dåben stadig er en fuldblods hedning, der ikke har aflagt sin gamle forestillingsverden, men at den er blevet forbudt af missionen og at hjælpeånderne ikke længere vil komme til ham, fordi han har fortalt om dem (til missionæren inden dåben). (Hemmeligholdelse).
Hist.: Equngasoq optræder som en kajakmand, der klarer tårnhøje bølger og fungerer som en åndemaners transportånd i en sydvestgrønlandsk Qujaavaarsuk - fortælling. Immigranter fra Østgrønland har således åbenbart sat deres præg på denne version.
Kommentar: Den kontrære ånd, der smiler, men blir rasende når det bemærkes, er en kendt mytisk skikkelse fra vestgrønlandske sagn: den såkaldt "smilende havmand", Qungussutariaq, der kan hævne sig dødbringende på den der smiler igen. |
De dødes land i himlen
Dokument id: | 1818 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | De dødes land i himlen |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 72 - 77 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af Knud Rasmussen i notater på dansk.
Resumé: Den berømte åndemaner, Aggu / Akku, har været de fleste steder på åndeflugt, men endnu ikke i himlen, hvor han agter sig op under en seance. Han ifører sig strømper, trommer, indtil trommen går af sig selv, og tilkalder sine mange ånder, der taler med forskellige stemmer. Samlet rejser de afsted men efterlader den gamle Titigaq, en hjælpeånd, der er blevet lam i hofterne og har fået vredet sin mund af led, engang han fløj for hurtigt mod luftpresset. Han taler nu og da og sørger for, at intet ondt tilstøder tilhørerne, mens åndemanereren er væk. Aggu med følge flyver ud til horisonten og kæmper sig med stort besvær op ad tre høje trin, der flyder med blodet fra de døde. De skal af med deres safter, dvs. al deres ondskab. Det tar et år og de må kravle under et stort skind. Aggu modtages af sin far, der bedrøves over, at hans kone og Aggu's lillebror blev kastet i havet (til det nedre dødsrige), da de døde. Straks bryder dog faderen ud i sang og forklarer den undrende Aggu, at man ikke tynges af sorg i himlen og synger meget. Han møder derefter sin lillesøster, som faderen i sin tid dræbte af medlidenhed, fordi hun var født med sælører. Hun har i alle årene samlet mange bær til Aggu nede på jorden. Aggu's far viser ham skindet, som de døde kravler hen under som orme for at komme af med deres safter. Kun de, der dør som børn, kommer hurtigt igennem. Aggu tvivler på om faderen er rigtig død. Faderen lader ham tage sig om håndleddet. A. mærker knoglerne, der forsvinder og klemmer så hårdt til at faderen beder ham holde op, hvis han ikke skal dø igen. Himmelboerne lever kun af bær og ravne. Her er ingen sæler. Men ravnene, der smager godt, er lette og morsomme at fange. Nogle drenge fanger dog ørreder i en elv, bortset fra de drenge, der ikke har fået deres fangstgrej med i graven. A.s arvede hjælpeånd, Ajaqqisaaq, der fra mange tidligere ture er velkendt med himlen viser rundt. A. erfarer dernæst, at drikkevandet er iskoldt og dejligt. Og himmelboerne fordriver tiden med lystige sangfester og sangkampe. Blandt de syngende ser han en del folk fra fremmede lande i klæder, han aldrig har set. Faderen sender ham afsted, inden det blir lyst, og A. møder ingen vanskelige overgange på vejen hjem. Han fortæller sine fæller om himlen.
Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 og var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik. Ifølge Rasmussens notat i håndskriften skulle Aggu være Kaarali Andreassens far. Det var han ikke. Han var Kaaralis fars onkel. Søg på Missuarniannga. For en tolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV: (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), Sonne 2000; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.
Rasmussens indledning til den trykte tekst antyder at Aggu tog på åndeflugt til himlen. Men det står ikke i nedskriften, og ingen af teksterne om Aggu tyder på, at han kunne flyve. Derimod mestrede han den såkaldte glideflugt hen over havets overflade. Den vej kunne han komme ud til horisonten og op ad de besværlige trin til himlen. |
De dødes land i underverdenen
Dokument id: | 1324 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | De dødes land i underverdenen |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 78 - 81 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af Knud Rasmussen på dansk.
Resumé: Aggu / Akku vil en tur ned til dødsriget under havet og får sig syet sig skindstrømper og en tarmskindsanorak til rejsen. Hans arvede hjælpeånd, Ajaqqisaaq, vil først ikke med, fordi A. aldrig kan komme helt ud til Havkvinden / havets moder / sødyrenes mor, hvis han først besøger de døde.
Aggu overtaler sin hjælpeånd, Ajaqqisaaq, til at være med i følget af hjælpeånder. De går langs havbunden, hvor A. føler at han blir gennemblødt af finregn. De må ned af flere glatte skråninger frem til elven med tre spidse, glatte overgangssten, der danner grænsen til underverdenens land. Aggu nøler, men sætter endelig over som den sidste, da han ellers aldrig siden vil kunne overskride denne grænse. Det fortæller Aj. Vejen fører videre op ad en stejl skrænt, der er glat af de dødes safter, når de med besvær maser sig op mod dødsriget. Her møder A. en afdød åndemaner med kun et øje (Karrak, Karraq / Uitsaleqanngitseq BS), der også bebrejder A. at han ikke først er taget til Havkvinden og nu har sat sin grænse ved dødsriget. A. undrer sig over en kajak på tværs over en sortside. Men denne sæl har kæntret og druknet kajakmanden, fortæller man. En anden sæl øver de nyankomne døde sig på at fange. Den lever op igen hver gang den er dræbt. En masse døde er ved at gå i forrådnelse, fordi deres efterladte sørger for meget over dem. A. hører pustene fra alle slags sødyr ude i de dødes hav, men kan ikke se dem, fordi han endnu ikke er død. Da A. skal hjem inden daggry bliver han spurgt om, hvor han helst vil være, i himlens sletteland eller i kystlandet under vandet. Han afprøver så drikkevandet. Det er lunkent. Himlens iskolde vand er bedre. Men bliver han bisat i havstokken, vil han frit kunne skifte mellem de to steder efter sin død. Han møder ingen vanskelige overgange på hjemvejen, og fortæller sine fæller om sine oplevelser.
Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891, var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik. Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter. For en fortolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Dødsriger"; eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor; Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000, hvor det søges påvist, at grønlænderne før kristendommen havde temmelig vage forestillinger om dødsrigerne, især det himmelske, fordi de mest så hen til efter døden at blive opkaldt, dvs. genfødt. |
De gamles hævn over deres sønner
Dokument id: | 1129 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | De gamles hævn over deres sønner |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 283 - 284, nr. 17 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 147 - 152. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 255 - 256. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 265 - 266.
Resumé: Et gammelt ægtepar følger altid efter deres søn på kajakfangst. Hver gang de når frem til ham, har han fanget en hvalros. En dag ser de ham stå på et næs forude. Et skaft er stukket op igennem ham, og hans testikler er hængt i rem om hans pande. Forældrene ror sørgende videre og overvintrer hos et andet gammelt ægtepar, hvis søn har lidt samme skæbne. Værten, der er åndemaner, ser under en seance vejen til misdæderne. Om foråret følger de to gamle fædre vejen over vandet til et land bag synsranden, hvor grønne blade fra deres eget land er blæst over i store mængder. De skjuler kajakkerne under bladene, nærmer sig stedets vinterhus og antaster to drenge, der kommer ned fra to telte med åbningerne mod hinanden, hvor drengenes fædre holder trommesang. De to gamle fædre opfordrer drengene til at trække armkrog med hinanden og derefter den ene med den ene gamle mand. Denne lader sin arm bøje og river med den anden drengens testikler ud. Den anden dreng lider samme skæbne og begge drenge sættes på stage med testiklerne om panden. De gamle rejser hjem og fortæller om deres udlignende hævn.
Var.: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; Fortællingen om den lille ældre mand, som havde en eneste søn; |
De to angekokers / angakkut's besøg hos drabsmændene
Dokument id: | 1345 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aallallak (Adlagdlak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | De to angekokers / angakkut's besøg hos drabsmændene |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 310 - 312, nr. 32 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 233 - 240. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 278 - 279. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 286 - 288.
Resumé: To brødre er åndemanere. Alle stedets kajakmænd forsvinder en efter en. Brødrene ror inde i fjorden, hører nogen råbe "matta, matta", inviteres op til et stort hus, ser deres dræbte fællers redskaber og kajakker i en kløft på vej op. Husets mænd er placeret efter alder fra venstre til højre på briksen. Mellem de to yngste sidder bedstemor, der opfordres til at udfordre til trommedans. Hendes trommestav er en pana (stor kniv), trommen er sort (af størknet blod). Da hun har sunget, kaster hun kniven mod modstanderen, den ene åndemaner, der har gjort sig lille og springer til vejrs i kastet. Hun snupper kniven igen, synger, kaster og rammer heller ikke denne gang: Han har gjort sig stor og kryber sammen i kastet. Han synger en sang, dernæst sin barnevise og rammer kællingen i hendes oppustede strube. Alle beboerne styrter ud og ordner deres våben til drab. De to brødre binder hinanden til åndflugt, når usete forbi mændene, ned i kajakkerne og væk. Hjemme igen fortæller de om fællernes skæbne.
Var.: Hyppig episode i heltefortællinger. Søg på: Kunuk.
Kommentar: i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt plejer de ånder, der råber matta, matta at være himmelånder. Søg: Qulummiin-ånderne - og kommentarer til de fortællinger. |
De to drenge, der kunne opholde sig under vandet
Dokument id: | 1127 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | De to drenge, der kunne opholde sig under vandet |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 279 - 280, nr. 15 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 134 - 139. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 252 - 253. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 261 - 263.
Resumé: Drengene er sønner af en enkemand. Når han er på fangst øver de sig i at svømme i en dam. Faderen vil se om de kan svømme under vandet og lader dem springe ud fra et forbjerg. De dukker ikke op igen. Han finder dem rystende af kulde hjemme ved lampen. De øver sig på den måde i undervandssvømning, hver gang faderen er ude på fangst. Han fortæller stolt om sønnernes evner til andre kajakmænd, der samler sig og ankommer for at dræbe drengene. Mændene bevæbner sig med kastesten, da drengene springer ud, forbliver borte og genfindes hjemme ved lampen. Her hører man råb om hvalros, alle styrter i deres kajakker, sætter efter den, der dukker op og dykker ned udefter og harpuneres af en af mændene. Drengene springer i havet med hver sin kniv, dykker, river harpunen ud af hvalrossen, dræber den, skærer stykker af den, tynger resten ned med sten og bringer stykkerne op på stranden. Da hele dyret er bragt på land i stykker, spiser drengene dem alene. Da mændene hører, at drengene har stjålet deres hvalros, kommer de på hævntogt. Drengene springer i vandet, kajakmændene ror efter dem, drengene dykker og fortsætter udefter. De begynder at fryse, dukker op, er nær ved at blive harpuneret, og tar årene fra nogle af mændene, der kæntrer og drukner. En storm fra nordøst sætter ind, kajakmændene vender om, men drengene forfølger dem. De drukner alle til hobe.
Var.: Svømme under vandet som en sæl.
Kommentar: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
De to fættere / Kamp mod fjordboerne
Dokument id: | 1124 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | De to fættere / Kamp mod fjordboerne |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 269 - 271, nr. 11 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 103 - 111. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 244 - 246. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 253 - 256.
Resumé: "De to fætre" Den ene fætter udebliver i kajak. Den anden træffer ham inde i bunden af fjorden og overtales til at følge med til fætterens nye hjem hos en gammel fjordbo, dennes søn og datter. De fanger store sortsider, beværter gæsten med tørkød, men da de slår alle fremmede ihjel, må gæsten undslippe ved list. Iført sin fætters anorak når han langt bort i kajak, inden fætteren røber, at han er stukket af. Under forfølgelsen i konebåd overtar fætteren styreåren fra sin svigerfar, knækker den tre gange, angribes af sin svoger, og da svigerfaderen lægger sig imellem, har den flygtende fået tilstrækkeligt forspring. Med sine fæller rejser han ind til fjordboerne, som de dræber med bue og pil, men de skåner fætterens kone og kan ikke få ram på hans svigerfar, der letter som en ravn. En forældreløs dreng, der er dværg og skeløjet får ramt på ham med en skæv pil, der er lavet af en kødvender. De tager fjordboens datter med hjem.
Var.: Episoden er hyppig i mange variationer i forbindelse med besøg hos fremmede, det være sig mennesker, kannibaler eller ånder.
Kommentar: Det står ikke ganske klart om disse fjordboere er en slags rigtige mennesker, blot fjendtlige, eller åndemennesker. Svigerfaderens evne til at forvandle sig til en ravn kunne tyde på det sidstnævnte. |
De to kajakker, der bleve hjulpne af trylleord
Dokument id: | 1135 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | De to kajakker, der bleve hjulpne af trylleord |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 298 - 299, nr. 25 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 192 - 195. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 267 - 268. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 276 - 277.
Resumé: Efter ammassætfangsten i fjordbunden flytter man ud på klapmydsfangst ved Sissuaraq, nær Noortiit på Kulusuk. Det blir tåge, alle ror hjem undtagen to, der vil afvente godt vejr. Tågen letter, men de kan kun se solens op- og nedgangssted (syd) og ror i den retning. Ved et stort isbjerg løber vandet mod nord (syd?), som det har gjort siden verdens tilblivelse. De slipper forbi v.h.a. en formular. De møder fjordsæler og spraglede sæler, der ikke kan dykke ned, og sæler der er sorte i ansigtet af for megen gråd. De øjner den ene moders dødssted, Qalerujaq, i en luftspejling, der forsvinder igen. De når frem til Pikkiulleq (Pikiulleq?) og derfra til en boplads ved Sermilik, hvor man dårlig kan se dem, fordi de har været så længe borte. Deres koner, der har fået nye mænd, får de igen.
Hist.: En lidt dunkel fortælling, der muligvis orienterer om den "anden" verden. Uvist om oversættelsen har taget hensyn til verdenshjørnernes spejlvending i forhold til de vestgrønlandske. |
Den blinde, som fik sit syn igen
Dokument id: | 1121 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Naqitilik (Nakitilik) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Den blinde, som fik sit syn igen |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 265 - 266, nr. 8 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 59 - 62. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 240 - 241.
Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 250 - 251.
Resume: Inik (Inuk, "menneske"?) fanger en ung remmesæl, af hvis skind han vil lave sig remme, skønt hans bedstemor vil have det til brikseskind. Under forarbejdelsen springer remmen og blinder hans øjne. Han hører en bjørn nærme sig vinduet, får sin bedstemor til at sigte for sig og nedlægger bjørnen. Bedstemoderen benægter, at han ramt den og gir ham intet af dens kød at spise. Inik lader sin lillesøster lede sig op til en stor slette, hvor han lægger sig, mens søsteren går hjem. En flok vildgæs kommer flyvende, ynkes over ham, stryger ham over øjnene og beordrer ham til at holde dem lukkede til han kommer hjem. Nu kan han se. En stor stime narhvaler og hvidhvaler komme ind i fjorden. Inik bruger sin bedstemor som fangstblære. Hun blir trukket bort af den narhval han fanger. Inik og hans søster går ind i landet og gifter sig med hver en "skygge", der ikke har rumpehul og suger saften ud af ildelugtende kød. Inik's kone føder et barn med rumpehul. Dets bedstemor synger af glæde: "Det har et dejligt hul i bagen". -Til sidst får hun selv et hul i bagen og dør.
Hist.: Fortællingen lokaliseres til Kialineq i nord, hvor der findes store sletter. Men den er ikke historisk.
Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.
English version: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, In Monographs on Greenland 39(5): 250-251.
Hist.: The tale is localised in Kialineq in the North, where there are large plains. However it is not historical. |
Den forfulgte Angekok / angakkoq
Dokument id: | 1137 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Den forfulgte Angekok / angakkoq |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 300 - 301, nr. 27 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 198 - 202. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 269 - 270. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 278 - 279.
Resumé: Det foregår i gamle dage: En åndemaner ror ind i en fjord, går i land på et næs, ser to kajakker forfølge en edderfugl, der dykker. Men de fortsætter, får øje på hans kajak, skubber den ud i vandet, og åndemaneren husker i fortvivlelse på sin hjælpeånd, en kajakmand, der skubber den ind til land igen. De to fremmede beslutter ikke at dræbe åndemaneren og tar ham med hjem på besøg til deres boplads, hvor man ugæstfrit starter forfølgelsen af ham i kajakker. Bag en isskodse går han under isen og fremkalder regn fra en skyfri himmel. Forfølgerne vender om. Han ror ud fra sit skjul og bliver igen forfulgt, men en hjælpeånd, en ugle, flyver mod dem. De slår efter den med årerne, kæntrer og drukner. To små kajakmænd skånes og sendes grædende tilbage. Kommentar: De fremmede er muligvis ånder af en eller anden race. |
Den gamle ungkarl og Gobajak-barnet / koopajaaq
Dokument id: | 1352 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Den gamle ungkarl og Gobajak-barnet / koopajaaq |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 321 - 322, nr. 41 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 267 - 270. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 287 - 288. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 294 - 295.
Resumé: En gammel ungkarl opfordres af sin stedfader til for en gangs skyld at bruge sin kajak, der er groet helt til i grønt. Ungkarlen ror ind i fjorden, fanger en edderfugl, spiser fedtet af den på et næs, ser en højgravid kupajeeq-kvinde (nerrersooq, grovæderånd) grave ivrigt i noget rødligt sand med sine negle af jern. Her skal hun føde, og hun kigger efter sin mand, der er udeblevet på fangst. Ungkarlen dræber hende, skærer barnet ud og vil bruge det som medhjælper. Undervejs i kajakken river det ham ihjel fra ryggen og æder ham.
Var.: Koopajeeq / Kupajeeq / Kobajaq / grovædertrold
Hist.: Bemærk at kløerne er af jern, men den mytiske skikkelse er traditionel. |
Dengang to vintre fulgte hinanden
Dokument id: | 552 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kunnitsi (Kúnitse) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Dengang to vintre fulgte hinanden |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 26 - 28 |
Lokalisering: | Kulusuk: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Overleveringen fortæller om det år engang i fortiden, da det ikke blev sommer, fangstdyrene udeblev, og mange mennesker sultede ihjel: Kun en smal revne, der åbner sig i isen langs med Kulusuk ved højsommertid, tillader nogle mænd at ro afsted. De træffer en enlig kvinde, der har ædt sig fed på døde mennesker. Hun gir dem rød bladtang af en spand syet af to bagluffeskind og blir både dræbt og ædt af mændene. Da sommeren efter den næste vinter endelig kommer med masser af sødyr, er alle voksne kvinder uddøde, og to unge mænd må klare alt arbejdet med de nedlagte dyr på fuldtid. Men der er en del småpiger, som mændene kappes om hver især at sikre sig. De når næppe at blive voksne, før mændene gifter sig med dem, og befolkningstallet vokser igen.
Hist.: Et voldsomt vulkanudbrud i Indonesien i 1815 forårsagede kulden i den omtalte sommer - ikke blot i Grønland men i store dele af den nordlige halvkugle. Vulkanasken, der i stor højde altid føres til luftrummet over indlandsisen med luftstrømmene, har i dette tilfælde været så tæt, at den har hindret solvarmen i at gøre sig gældende. Begivenheden optræder også i et sydvestgrønlandsk sagn: "Angmalorssuaq".
Tolkning: Den tætte association mellem "kvinde" og "varme" sætter lighedstegn mellem de voksne kvinders uddøen og den mandlige vinterkulde denne kolde sommer. I "En fortælling om hungersnød" hos Holm (1888), ser mændene sig nødsaget til at spise alle kvinderne. Tankegangen skyldes formentlig den tætte association mellem mandlig sex, fangst og fortæring. |
En fortælling om en stor orm
Dokument id: | 1136 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | En fortælling om en stor orm |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 299, nr. 26 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 196 - 198. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 268 - 269. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 277 - 278.
Resumé: En kæmpeorm med et ansigt som Månens lever under en sten, ved vinduesbriksen, hvor hundene har deres plads. Den æder uset hundenes afkom. Konen i huset opdager den, manden tar et kig på den, da han kommer hjem fra fangst og laver et langt spyd. Inden han dræber ormen med spyddet, bringer han konen i sikkerhed på en afsides klippehylde. Da ormen dræbes gungrer jorden, og ægteparret lever af ormens kød hele vinteren.
Tolkning: Associationerne her er tætte mellem jordskælv, Måne, hund, kæmpeorm, og føde. Orm som føde kan associeres til mandens penis, der fodrer fosteret med sæd i dets vinterhus alias moderhulen. |
En fortælling om hungersnød
Dokument id: | 574 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | En fortælling om hungersnød |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 325 - 326, nr. 45 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 281 - 283. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 290 - 291. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 298.
Resumé: Folk på en ø ud for Umiivik lider under en sultevinter nød og må spise alle kvinderne. Den første mand har som den eneste kræfter nok til at kravle op gennem et hul man laver i taget på det tilsneede hus. Han henter sig dagligt en stump spæk, som han snupper i sin søsters gryde ovre ved Umiivik. Til sine fæller samler han lidt tang, som han kaster ned til dem gennem taghullet. En dag mandens svoger har fanget, får manden intet af sælen. Hjemme hos ham selv fortsætter kannibalismen, og han overlever som den eneste af dem alle.
Hist: Fortællingen tidsfæstes til gamle dage, og kan gå tilbage til 1816, dengang to vintre fulgte efter hinanden (efter vulkanudbruddet i Indonesien i 1815). Mandens svoger føler sig ikke forpligtet til at dele med ham, og manden selv sørger kun for sig selv med spækklumperne fra søsterens gryde. Bror-søster relationen forpligter mest. |
En månefortælling / Månen våger over at sorg overholdes
Dokument id: | 1344 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | En månefortælling / Månen våger over at sorg overholdes |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 309 - 310, nr. 31 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 229 - 233. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 277 - 278. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 285 - 286.
Resumé: Månen blir vred på to mænd ved Sarsik (?), der altid bytter koner. Den ene hører på vej til den andens hus indsøens bjørn brumme under isen, tør ikke ligge med konen for slukkede lamper, og ser på hjemvejen Månen i bjørneskindspels og Nelaarsik / Nilaarseq i vandskindspels med hvide broderier stå oppe på et bjerg ved Puilortuluk / Puulortuluk (?)ud for øen, Immikeerteq. Manden går ind i et hus ved Puulortuluk, hvor to kvinder har fremkaldt Månens vrede ved tabubrud. En åndemaner med eet øje (Karrak, / Karraq / Uitsaleqanngitseq BS) holder seance. Vinden piber i hans hår. Man hører Månen ude i gangen. Alle tæver Månen med deres kamikker. Månen flyver op på et bjerg, hvorfra han går til angreb på huset med sit store spyd. Karrak tilkalder sin hjælpeånd, øboen Ikilerfik, der er på nippet til at knække spyddet. Månen bér for sig: "Skal vandet da ikke falde mere, og skal sælerne ikke mere få unger?" Månen får sit spyd tilbage og flyver hjem.
Var.: Aqajarormiorsiorpua; (undertiden er det månen der kommer med sin store stav for at smadre huset om foråret pga. tabubrud): Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak; Eqingaleq Naaja; Ajijak 224 225; søg også på Equngasoq = Eqingaleq, en stormfugleånd og øbo, der ofte overmander månemanden. Vedr. andre sejrrige kampe med månemanden se Manguaraq med Var.
Hist.: Se noter til Holm 1888, nr 30. |
En sandfærdig fortælling fra Angmagsalik om månen
Dokument id: | 1343 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Angitinnguaq (Angitinguak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | En sandfærdig fortælling fra Angmagsalik om månen |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 306 - 309, nr. 30 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 220 - 229. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 275 - 277. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 283 - 285.
Resume: Karrak / Karraq / Uitsaleqanngitseq har på en rejse til Månen formaninger med hjem til Tasiilaq/Ammassalik om, at Månen vil komme på straffende besøg, hvis kvinderne ikke overholder deres tabuer efter dødsfald. To gamle koner har brudt tabuet mod at lyske hinanden og tale om fangerne, mens de var på fangst. De bor ved Puilortuloq / Puulortuluk ovre på Kulusuk-øen, hører om Karraks rejse, men tror ham ikke, hvorfor Karrak besøger Puilortuloq / Puulortuluksammen med en anden åndemaner / angakok fra Sermiligaaq og til skræk og advarsel holder en seance. Alle voksne mænd er på fangst. Månen kommer pustende med en stormvind gennem Karraks hår, dukker op i husgangen i bjørneskindsdragt, og alle tilhørerne maser sig ud og kaster sig over ham med hårde knubs. Man hører en voldsom susen, da Månen fortrækker, og han flyver op på det nærliggende udsigtsfjeld, mens en anden mytisk skikkelse, Nilaarsik, der åbenbart er fulgt med Månen ned fra himlen, ses på en ø i sin vandskindsdragt. Da både Månen og Nalaarsik er forsvundet, kommer en lokal åndemaner, Angisaq, ind og bér sin kone pakke til opbrud. De rejser og næste dag anbringer husets ældste mand en hammer og en lampefod over indgangshullet, der om aftenen begynder at røre på sig. Hammeren rokker, lampefoden falder ned på gulvet, hvor den snurrer rundt (med- eller modsols?). Af skræk flygter nu alle til en boplads længere inde i fjorden, hvor man om aftenen hører Månens hunde gø i luften og ferskvandets kæmpebjørn brumme under isen. Næste dag vender man hjem og får syn for lydene. Husgangen er skredet sammen, taget er faldet ned og briksen er faldet sammen. Hele gulvet flyder med stumperne i eet rod. Det var Nalaarsik, der havde været på spil. Næste aften lykkes det endelig to af Karraks hjælpeånder, en fjerntboende økæmpe, Ipak (Inupak) og en øbo, Ikilerfik, ud for Kulusuk at få krammet på Månen, der fra toppen af udsigtsfjeldet er i færd med at bryde hele huset ned med sit lange stikkeredskab. Økæmpen befaler Månen at holde inde, og øboen tager spydet fra Månen for at brække det itu, og da må Månen på knæ: "Skal da vandet aldrig falde mere? Skal sælerne ikke få unger mere? Siden du vil brække mit spyd." Månen får sit spyd, flyver op i luften og bort.
Var.: Manguaraq m.fl.
Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje til angakokbjørnen, formentlig puulik-initiationens isbjørn, levede i første halvdel af 1800-tallet. Nalaarsik er stjernen Vega, som østgrønlænderne beregnede tiden efter, når det var mørkt. Den fulgte samme bane som solen. Man havde myter om Nilaarsiks oprindelse, der nøje svarede til den om Månen og Solen (Holm 1972:122; Victor 1989-93,II:388). Naalassartoq var planeten Venus hos polar inuit / inughuit (Holtved 1951, I:56; II:19). Hjælpeånden, der overmander månemanden er ofte Equngasoq, en stormfugleånd der ligesom Inupak også bor på en fjerntliggende ø. Angisaq var far til Kunitit (Kunitsi?) i Noorajik. Husets ældste mand var Tigaajats fars bedstefar. Fortællingen virker autentisk. Det har været et par spændende seancer, og godt iscensat.
Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen". |
En tupilek-fortælling
Dokument id: | 1139 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | En tupilek-fortælling |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 303 - 306, nr. 29 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 208 - 219. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 272 - 274. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 280 - 83.
Resumé: Et gammelt barnløst ægtepar sydfra overvintrer, modtages ugæstfrit på nabopladsen, hvor en mand har fanget en bjørn, men får dog kød og et par tæer af den kogte bjørn. De gemmer stykkerne til en tupilak. Inden de rejser hjem om foråret, stjæler de til tupilakken et dødfødt barn, som bjørnefangeren har fået. De anbringer det på konebådens horn og tager det med i land, når de telter undervejs. Hjemme giver de tupilakken en rypekæbe og en rævekæbe, betrækker dens hoved med hundeskind og gør den levende. Da nøden truer slår bjørnefangeren en af sine hunde ihjel og synger over den, for at hans børn skal leve. Hans kone føder et barn, der dør, vandrer ind til Qernertuarsuk, og tages med i en konebåd på vej til sangkamp. Men p.g.a. hendes sorg undlader de sangkampen og lader seks åndemanere holder seancer for at opmuntre hende. Den sjette, Aqellissanalik, ser hende for sig med et barn i skødet. Hun inviterer dem til Umiivik for at slå tupilakken ihjel. Kun A. får held til det med meget besvær:
Hans hjælpeånder er asagisat (en slags krebs), han rører næsten gulvet med nakken i ekstase, og får harpuneret tupilakken inderst inde under brikseskindet. Men den smutter fra ham og må lokkes ind fra husgangen, hvor den skiftevis siger som et spædbarn, en bjørn (eller hund), en ræv, en rype, konebåd, kajakker og sæler. Man lokker den ind i syv af kvindens klædningsstykker, der bindes i den anden ende. Man tamper løs på den. Den smutter ud af en tarmskindsanorak uden hul i. Anden gang den lokkes ind, får man endelig has på den, skønt den bider fra sig. Den ligger i Aqellissanaliks skød, da man får blus på lamperne, men tupilakmagersken løber ud og ind og slukker dem, mens man forsøger at gnide ild. A. beordrer de syge at vende ansigtet mod væggen, mens man gnider ild over en urinballe. Nu kan tupilakkens moder ikke slukke den. De ser nu det mærkelige barn (tupilakken) med rypefødder på brystet og med blod om munden af alle de spædbørn, det har ædt. A. puster en mængde rypefjer af det, man sprætter hundeskindet af dets hoved og koger barnet uden for oppe i fjeldet. Bjørnefangerens kone får nu et barn, der lever.
Var.: Tupilak pissaassoq.
Hist.: Det omtalte sted, Umiivik, ligger enten i Ammassalikområdet eller på sydøstkysten halvvejs fra Ammassalik til Kap Farvel. Måske tænkes der på det sidstnævnte, fordi det er ulogisk, at tupilakmagersken er til stede under seancen, hvor den fanges, med mindre man er taget til sydøstkystens Umiivik for at fange den.
Vedr. åndemanerens særlige hjælpeånd og måde at bevæge kroppen på, søg på: Tupilak pissaassoq. |
Et besøg hos Akilinek-Beboerne
Dokument id: | 1346 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Angitinnguaq (Angitinguak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Et besøg hos Akilinek-Beboerne |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 312 - 313, nr. 33 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. MS: NKS 2488, VIII, 4', s.240 - 243. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 280. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 288 - 89.
Resumé: Af fem brødre "her på egnen", bliver de tre borte en efter en. Den ældste bror går alene ud med sin sorg på et næs. En af hans døde brødre henter ham. De rejser over vandet til "den anden side", videre langt over land med slæde til en sky, der er et hus på stolper i luften. Her bor de døde brødre hos Akilineq-folkene, der serverer og sammen fortærer en hel sildepisker. De skuffes over den netside deres gæst forærer dem til gengæld: "Sikke en smule, vi skal have!" Efter måltidet kaster de alle op. Storebror rejser hjem og kan fortælle, hvor de døde brødre er.
Hist.: Måske kristen påvirkning. GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67. Ifølge Holm identificerede ammassalikkerne Akilineq med Island, dvs. med det land de mente måtte befinde sig under en fjern fast skydannelse i horisonten. Vedr. ammassalikkernes forestillinger om Akilineq-boerne søg: Kamikinnaq |
Folkene, der kom til at spise deres egen broder
Dokument id: | 573 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Folkene, der kom til at spise deres egen broder |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 324 - 325, nr. 44 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 278 - 280. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 290. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,: Meddr Grønland 39(5): 297 - 298.
Resumé: En dygtig fanger bor alene med sin kone et stykke inde i en fjord. Han lægger nogle af sine fangster til lagring under briksen. En dag dræber han tre bjørne og senere en kajakmand fra fjordmundingen og lægger liget under briksen. Den dræbtes brødre kommer, mens mandens kone koger bjørnekød. De får serveret den dødes lever rå med netsidespæk ovenpå og kødet af den døde med bjørnefedt ovenpå. Manden stikker en af den dødes knogler i en af brødrenes kajak ved afrejsen og ønsker at den døde må hævne sig på dem, der har spist ham. Det sker. Alle brødrene dør.
Tolkning: De tre bjørne associerer både til "Kaassassuk", der blev morder efter nedlæggelsen af tre bjørne og til smagen af bjørn, der smager som mennesker. Normalt vil mordere, der har spist deres offer, undgå offerets hævn ved at partere liget og begrave delene langt fra hinanden. Knoglerne af den døde, der lægges i brødrenes kajak, gør udslaget. En "smart" udvej. |
Histoire de deux suicide / Beretning om de to selvmord
Dokument id: | 1914 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Histoire de deux suicide / Beretning om de to selvmord |
Publikationstitel: | La Civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 45 - 47 |
Lokalisering: | Kulusuk: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: En dejlig fed og smuk pige med stor hårtop som alle mænd fandt så skøn, var kiffak, tjenestepige hos Teemiartissaq / Tiimiartissaq og hendes mand, der holdt meget af hende fordi hun syede deres anorakker. Selv købte hun perler allevegne for at indynde sig hos Taqqisima, Kristians far. En morgen alle mænd var taget på fangst, tog hun et skind ned fra tørrehækken, rullede det sammen, og på Karas (fortællerskens) mors spørgsmål svarede hun, at hun ville begå selvmord fordi hun var gravid ved Taqqisima. Denne, der var ved at ordne sin kajak, søgte at standse hende, men hun vred sig løs og nåede at kaste sig i havet inden man på hans anskrig kunne nå at hindre hende i det. Endnu en ung pige begik et tilsvarende selvmord: Akku's (Aggu / Akku) andenkone, der havde et godt øje til en anden mand og blev drillet for det af Aggu. Man kastede noget gennem vinduerne for at komme hurtigere ud og redde hende. Men forgæves. Karas mor, viste det sig, havde sommeren før ved Qinngeq (ammassætstedet i bunden af Ammassalik-fjorden) overhørt de to pigers samtale, hvor de havde snakket om hvem der først ville kaste sig i havet.
Hist.: Historisk beretning fra anden halvdel af 1800-tallet. Tilsyneladende er det Teemiartissaqs mand, der er den første smukke piges illegitime elsker, men Taqqisima var Teem.s stedfar - med mindre stedfar og ægtemand var navnefæller. Teem.s mand kaldes i Hansêraqs folketælling s.189: Angmagainak. Men man havde gerne flere navne. Personnavnene er ikke altid umiddelbart genkendelige i Victors stavemåde. Hvad angår Aggu der levede ca. 1843 til 1891, havde han ifølge Holms oplysninger i 1885 overtrådt forbudet mod at gifte sig med både en datter og hendes mor. Moderen blev Aggus / Akkus tredje kone, og datteren var så den andenkone, der druknede sig - af skam (G. Holm Konebådsekspeditionen, Kbh.: Rhodos 1972:108). Aggus førstekone hed ifølge Hansêraqs folketælling s.200: Napattok / Napaattooq. |
Hunden, der røvede piger
Dokument id: | 568 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Hunden, der røvede piger |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 292 - 293, nr. 21 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 174 - 177. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 262 - 263. Eng.udg. Thalbitzer, W., 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 272.
Resumé: En hund med hårtop røver en pige. I dens hus er en anden pige, der er blevet mager af hundens ustandselige elskov. Den nytilkomne pige synger på opfordring den magre hund i dyb søvn. De flygter hjem, advarer familie og fæller, og når ud fra land i konebåden, inden hunden standser ved stranden, tar kvindebukser på og et topbånd om håret.
Tolkning: Hunden er åbenbart hermafrodit. Og temmelig liderlig, et fast karaktertræk ved hunde hos inuit. |
Igsiavik's trommesang
Dokument id: | 577 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Issiavik (Igsiavik) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Igsiavik's trommesang |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 330 - 333, nr. 49 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift ?): NKS 2488, VIII, 4', side 297 -305.
2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294 - 296. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland, 39(5):302 - 303.
Resumé: Læseren der er interesseret i skilsmisser og gengifter i Ammassalik-distriktet i førkristen tid, henvises til selve teksten, hvor et rigt udvalg præsenteres med Missuarniannga og Issiavik som hovedpersoner. Under selve sangen, hvor Issiavik tilbageviser beskyldninger om at ville dræbe Akenatsiaq / Akinatsiaq (?), driver han alskens løjer med Missuarniannga, der får en stopklods i munden, spæk stoppet i halsen og en rem bundet fra sin mund op i loftsbjælken. Miss. lader dog som ingenting (som han bør) under alle løjerne.
Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes I Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann. |
Ilisimmarteq, morderen
Dokument id: | 962 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1938 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kunnak |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Ilisimmarteq, morderen |
Publikationstitel: | Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 109(1) |
Omfang: | side 87 - 88 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Ed. by H. Ostermann. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.
Resumé: Ilisimmarteq / Iisimmardik var en flot mand og fortræffelig fanger, men hidsig og med ry for at pine sin kone. Hans første mord blev efterfulgt af et andet på to brødre, den ene voksen, den anden nybegynder i kajak. Dernæst dræbte han en sangkæmper ved et sangkampstævne. Han dræbte også andre (nævnes dog ikke) og man havde gerne udryddet ham, hvis man turde. Chancen kom med de skydevåben, hvoraf bl.a. Kunnaq, fortælleren her, havde ét, som han havde fået som betaling for at ro for Gustav Holm. Kunnak er så ude med sin bøsse på sælfangst en dag i Sermilik-fjorden, hvor tre mænd og Iisimmardik var ude sammen og gået i land ved en flad klippe, hvor de kunne slibe stødtænder af en nylig fanget hvalros til harpunspidser. En af mændene ber Kunnak om at låne hans bøsse til at skyde Iis. med. Nej, den er til sæler ikke til mennesker, siger Kunnak. Han sætter sig sammen med dem alle fire, hvor de sliber ivrigt. En af mændene går ned til kajakkerne, og inden Kunnaq kan gribe ind, er manden tilbage med hans bøsse og har rettet mundingen lige i nakken på Iis. Skuddet falder, Iis. når intet at sige, hans hoved falder forover, og derefter parterer man liget og spreder stykkerne som sig hør og bør. Lettelsen breder sig over hele distriktet. Man synger jubelsange over mordet. Måske havde Iis. fire dygtige sønner følt forpligtet til at hævne ham, hvis ikke kolonisationen med missionen var kommet kort efter, mener Kunnaq.
Hist.: Historisk fortælling fra 1890'erne.
Var.: Rasmussen 1906: En sjæleraners saga; Jens Rosing 1960; Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100; Victor 1989-1993, II.
Kommentar: Der er i det væsentlige god overensstemmelse mellem de fem udgaver, Kun fletter Jens Rosing den lange fortælling ind, som Kunnak / Kunnaq skulle have underholdt med under slibningen. |
Imerasugsuk / Iimarasussuk / Igimarasussuk
Dokument id: | 413 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanemouinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Imerasugsuk / Iimarasussuk / Igimarasussuk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 24 - 30, nr. 4 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Versionen er ikke publiceret, men Holm har indskudt dele af den i Uutuaqs version, der er trykt i Holm 1888.
Oversættelse ved Johan Petersen: Imerasugsuk havde aldrig koner længe, fordi han altid slog dem ihjel og spiste dem og deres børn. For at hans koner skulle blive fede fik de aldrig lov at drikke vand. Endelig fik han en kone som hed Misane / Misana. Hun havde to brødre. Denne (Misane) forbød han også at drikke vand, for at hun skulle blive fed. Han var en stor fanger og gik ofte i kajak, og når han gik ud, gik hans kone ud i husgangen og bortslikkede vandet, som drev ned igennem den. Med kniven i den ene hånd følte han ofte på hendes lår og legeme, om hun snart blev fed nok. En dag da Im. var ude i kajak besluttede hun sig til at flygte for ham. Hun gravede en stor sten ud af bagmuren i huset og lavede bag denne en hulning, som kunne skjules af stenen. Derefter fyldte hun sin anorak med lampemos og lagde den på sin plads på briksen så at den vendte ryggen ud efter. Da hun mente, at manden snart kom hjem skjulte hun sig i hullet. Manden kom snart efter, gik lige ind i huset med kniven i hånden og hen til briksen. Han stak nu kniven flere gange i den fyldte anorak som jamrede sig ligesom et menneske. Han opdagede snart sin fejltagelse og sagde: "Hvoraf kan det komme at den skriger som et menneske. Jeg skulle ikke have ventet så længe med at dræbe hende." Han gik nu husvæggen rundt og sparkede til stenene, men opdagede intet. Han gik ud for at søge efter sin kone, og i mellemtiden benyttede hun lejligheden til at flygte for at søge hen til sin broder. Da hun var kommet et stykke på vejen, hørte hun at manden var efter hende. Efter at være kommet forbi et næs, sagde hun: "Jeg har jo træ til amulet, jeg vil blive til træ!" Hun kastede sig ned og blev staks til træ. Da manden kom derhen til, stak han flere gange med sin kniv i træet, det gjorde lidt ondt; men skadede hende ikke. "Jeg skulle have taget min økse med," sagde manden, "nu må jeg gå hjem efter den." Da han var gået, flygtede hun videre. Kort tid efter mærkede hun, at manden var lige efter hende igen. Hun flygtede så ned til stranden, hvor det var lavvande, kastede sig ned og sagde: "Jeg har jo tang til amulet, jeg vil blive til tang." Da manden kom derhen kunne han ikke finde sin kone; han sagde da: "Nu vil jeg vente til højvande for at hun kan drukne." Efter højvande gik han hjem, og hun flygtede til sin broder. Da hun kom tæt til broderens hus, blev hun bange for at manden forfulgte hende, hun løb derfor op på en ravnefælde og lod sig falde ned gennem åbningen. Da broderen så hende spurgte han hvorfor hun var kommet derhen? Hvortil hun svarede: "Im. vil slå mig ihjel og forfølger mig." Hun blev nu ført ind i teltet. Kort tid efter kom Im., som anstillede sig meget bedrøvet, og sagde, at hans kone var død. Han satte sig ned, holdt hånden for øjnene og lod som om han græd. Efter at broderen havde blødet sin tromme, begyndte han at synge: "Im. som spiser sine koner og børn!" "Im. som spiser sine koner og børn!" Im. nægtede at have spist koner og børn, men nu råbte hans kone bag fra teltet: "Du har ikke alene villet dræbe mig, men du har også slået min broder ihjel og spist ham." Im. svarede: "Du har spist den ene hånd!" "Nej", svaerede konen, "jeg spiste den ikke, jeg lod den falde ned gennem pelskraven." Im. ville nu rejse, men de andre sagde, at han skulle blive. Konens broder hentede sin hundepisk og bandt en stor knude for enden og slog Im. over ryggen, således at huden revnede. Til slut var Im. død.
Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk
Kommentar: Konens ene bror er åbenbart fulgt med til Im. og er blevet spist, en episode, der er med i mange versioner. Om det er Sanimuinnaq eller Johan Petersen, der har udeladt den, er uvist. |
Imerasugsuk / Konen, hvis amuletter reddede hende fra at blive spist af sin mand
Dokument id: | 1118 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Imerasugsuk / Konen, hvis amuletter reddede hende fra at blive spist af sin mand |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 245 - 248, nr. 2 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 18 - 24, nr. 3 (suppleret med Sanimuinak's fortælling, ibid. s. 24 - 30). 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Det Grønlandske Selskabs skrifter, XIX, II: Østgrønlandske Sagn og fortællinger, Ammassalik, s. 223 - 225. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 235 - 237.
Resumé: Hver gang Iimarasussuk / Igimarasussuk får en kone, spiser han hende og deres børn. Han feder en kone op ved at nægte hende vand at drikke. Han fanger godt, men når han undertiden intet fanger, dræber han sin kone.
Misana, der har mange brødre, blir hans kone, og han tar hendes lillebror med. M. slikker vand af husgangen, når Ii. er ude på fangst. Ii. dræber hendes lillebror, koger ham og tvinger M. til at tage imod en hånd, som hun lader glide ned under halslinningen. M. udstopper sin anorak med lampemos, beordrer den at skrige, når Ii. stikker i den, graver et hul i muren bag en af dens store sten, gemmer sig dér, og undgår at bliver ramt af Ii.s kniv, da han efter at have stukket i anorakken søger husrummet rundt. Ii. går ud for at lede efter hende. Da han er ude af syne, flygter hun, opdager at han forfølger hende, og hun omskaber sig til sin amulets materiale, der er træ. Ii. går hjem efter en økse. M. flygter videre til stranden, hvor der er ebbe. Her omskaber hun sig til tang. Ii., der ved hun er der, men ikke kan finde hende, går hjem for at lade højvandet drukne hende (tang-episoden er fra Sanimuinnaqs version, BS). Hun når hjem til brødrene, men af angst for, at Ii følger efter, gemmer hun sig i brødrenes ræve- og ravnefælde, hvorfra en bror tar hende med hjem. Ii. kommer på besøg. M. gemmer sig under skind på briksen. Ii. græder tørre tårer over tabet af sin kone, men brødrene græder ikke med. En af dem ærter alle med trommesange og Ii. med, at han spiser sine koner og børn. Ii. nægter. M. afslører sig og fortæller om Ii.s fortæring af lillebroderen. "Du har spist den ene hånd", siger Ii. "Nej", forklarer M. Ii. vil afsted. Man tvinger ham høfligt til at blive. Hans hunde slås med brødrenes hunde. Ii. vil ud for at skille dem ad og får ikke lov til at tage sin anorak på. Uden for pisker en af brødrene både hundene og Ii. med en stor knude på piskesnerten. Ii.s ryg revner. M. skal stikke ham ihjel. Hun har ikke kræfter nok. Da brødrene tar over, er Ii. allerede død.
Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk
Kommentar: Holm har indskudt enkelte elementer fra Sanimuinnaqs variant, der måske findes i Thalbitzers eller et andet arkiv.
Tolkning: Man bliver åbenbart mager af at drikke for meget vand. Det er betydningsfuldt at Ii. netop giver M. lillebroderens hånd, symbolet på samarbejde, at spise. Havde hun spist den, var hun blevet Ii.s medskyldige og afskåret fra relationen til sine brødre.
Hist.: Det er spørgeligt om ammassalikkerne fangede ravne i deres rævefælder. |
Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne
Dokument id: | 1130 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 284 - 287, nr. 18 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 153 - 160. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 256 - 258. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 266 - 268.
Resumé: Inurudsiaq har tre eqqillit (de lusebefængte, der ligner hunde) til plejesøskende. Om foråret kommer mange eqqillit ned til huset og dræber fra tagets fire hjørner alle indvånerne undtagen I. og hans søster. To eqqillit bliver tilbage. De hænger I. og hans søster med hovedet nedad over en dyb afgrund. I. kan drikke sit eget tis, men søsteren dør af tørst. I. får efter flere forgæves forsøg hejst sig op på en klippehylde ved linen, anråber først forgæves, siden med held en passerende konebåd. I. øver sine kræfter mens han vokser op. Han har fem gode bjørnehunde og kører ofte på uuttoq-fangst ind i fjorden om foråret. Herinde overrasker han de to eqqillit optaget af kiggefangst. De undres over, at I. er blevet voksen, ber ham blive, mens de henter deres fangst, og flygter. I. finder deres fangst af lyse og mørke sæler, forfølger deres spor til de taber sig på indlandsisens glatte flade. Her får han øje på mange eqqillit nede i en revne, kravler derned, foregiver at lyske en af dem og dræber denne med et bor ind i øret. Tar således livet af alle synlige eqqillit. Andre har gemt sig i en sten med en smal revne, som han synger åben. Han dræber dem alle, undtagen sine to særlige fjender, som han spænder for sin slæde bag hundene og pisker dem til blods, mens de løber. Hvergang pisken bliver for tung af blod, skifter han den ud med en ny. Den ene eqqilik dør, da de når ned fra isen, den anden da de når ud af fjorden. Hjemme fortæller han om sin tilfredsstillende hævn over sine plejesøskende.
Var.: Begyndelsen er fra en vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada: Venus; Den gamle pebersvend, der indesluttede de legende børn i en klippe; Nuerniagarnakasik; En sørgelig fortælling; "erqidlit" som stedsøskende; eqidi' / eqqillit |
Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik
Dokument id: | 1920 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta og Apulu (Junta og Abudu / Kajammat / Kâjangman / Kaajammat / Kukkujooq) |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Izimarti, l'assassin / Morderen, Izimarti / Ilisimmarteq / Iisimmardik |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 66 - 72 |
Lokalisering: | Tiderida / Tineteqilaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere). Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig. Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960). Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede. Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.
Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.
Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.
Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske. |
Kaluluk
Dokument id: | 416 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kaluluk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 54 - 59, nr. 8 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Denne tekst er publiceret, iblandet tilføjelser fra Agdlagdlaks og Angutinuaks versioner, i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3 (med noter); Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, nr. 3 (uden noter); og på engelsk i Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 237 - 239 (uden noter).
Johan Petersens oversættelse: Kaluluk var en lille spinkel person. Da han begyndte at gå i kajak, roede han ud til en ø, der hedder Imikertok / Immikkeertoq og steg i land her. Han tog sin blærepil, kastetræ og lille kniv og gik op på øen hvor han satte sig til at arbejde ved siden af en dam. Mens han arbejdede på sin blærepil, så han, at en kajak kom ind til stranden. Manden steg i land og gik op og tog fat på Kaluluk. De begyndte da at brydes, men da Kaluluk mærkede, at han ikke kunne magte manden, der var meget større end ham, så råbte han på sin amulet, der var en vanskabning (angiak / anngiaq): "Kom og hjælp mig!" Da amuletten kom Kaluluk til hjælp, trykkede han manden til jorden bag fra, slæbte ham hen til dammen, og kastede ham i den. Da manden krøb op af dammen, stak Kaluluk ham ihjel med sin blærepil, og halede døde mennesker op af havet, hvilke, han lagde ovenpå ham. Kaluluk rejste derefter hjem, men fortalte ikke noget om, at han havde slået en mand ihjel. 3 dage efter kom der mange kajakker fra den anden side. De sagde, at manden ikke var kommet hjem, og at der ikke var andre end Kaluluk, der kunne have slået ham ihjel. Kaluluk sagde: "Hvorledes skulle jeg kunne slå den mand ihjel, som er meget større end jeg?" Men de sagde, at de skulle nok komme og hævne ham. Da Kaluluk kom op, fortalte han det til sin gamle bedstemoder, som han boede sammen med. Hun begyndte dermed at synge tryllesange. Først sang hun over en vandøse, derefter tog hun en blodprop ud af sin pose og sang over den, og derefter over en kødvender. Da folkene fra den anden side kom, hentede hun vand i vandøsen og satte den ved stranden, hvor de skulle gå i land. Efter at have gjort dette, sagde hun: "Bare de nu ville holde deres åre på ryggen, når de går op." Da den første mand kom i land, tog han åren på ryggen, gik hen til den spand den gamle kone hvade stillet ved stranden, og begyndte at drikke. Mens han drak, gik Kaluluk hen til ham og stak ham med kødvenderen i siden, men han vedblev at drikke. Kaluluk trak nu kødvenderen ud, blodet flød ud af siden på manden, men Kaluluk satte blodproppen i. Da han derefter trak blodproppen ud døde manden. Sådan gjorde han ved dem allesammen undtagen to. Til dem sagde han, at de skulle tage hjem, ellers ville det gå med dem, som det var gået med de andre. Da de kom hjem fortalte de, at alle andre var slået ihjel. Kaluluk skar de døde i stykker og kastede dem i vandet. Derefter rejste Kaluluk ind til bunden af Sermilik, hvor han levede af hvidhvaler og narhvaler og kom aldrig mere sammen med mennesker.
Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Ukussulik. I øvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt; |
Kaluluk / Drengen, som overvinder fjenderne v.h.a. amulet og trylleord
Dokument id: | 1120 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Kaluluk / Drengen, som overvinder fjenderne v.h.a. amulet og trylleord |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 248 - 250, nr. 3 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 54 - 59,(suppleret med Angitinguak's og Adlagdlaks fortællinger hhv. ibid. s. 46 - 50, 50 - 54).
2. udgave: Petersen, Johan, (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 226 - 227.
Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 237 - 239.
Resume: "Kaluluk" Kaluluk er en lille, spinkel, forældreløs dreng, der bor hos sin gamle bedstemor. Nabolagets kajakmænd forsvinder en efter en. Kaluluk får kajak, ror en dag til øen, Immikeertoq, hvor han arbejder med sin kniv på sin fuglepil. En kajakmand kommer roende, går i land, brydes med Kaluluk der husker sin amulet af et utidigt født foster og tilkalder dette. Det overmander manden bagfra og kaster ham ud i en sort dam, og da manden kravler op på land, stikker Kaluluk ham ihjel med sin fuglepil. Ved at stikke den ned i vandet opdager Kaluluk ligene af alle de forsvundne kajakmænd. Den dræbtes fæller fra "den anden side" kommer for at afsløre Kaluluk. Han nægter. Blandt dem er Kaluluk's halvfætter, der røber at de vil komme tilbage for at hævne sig. Bedstemoderen synger over en vandøse, en sælprop og en kødvender af et ribben, som Kaluluk selv har brugt som barn. Kaluluk får hendes rensdyrkamikker på og får proppen og kødvenderen som våben. Selv anbringer hun en fyldt vandspand ved stranden og forvandler ved sit blotte ønske fjenderne en for en til en ren, der drikker af vandspanden. Kaluluk dræber dem efter tur med kødvenderen, som han stikker hul i dem med fra siden, og sælproppen, som han stikker i hullet og trækker ud, så blodet styrter ud af dem. De to sidste mænd lader han leve med besked om at tage hjem og fortælle, hvad eventuelle hævnere kan vente sig. Kaluluk flytter ind i bunden af Sermilik, hvor han lever af narhvaler og hvidhvaler, og han kommer ikke siden sammen med rigtige mennesker (men sikkert med indlandskæmperne, timersit, derinde, BS).
Da sammenblandingen af de tre versioner er udpræget, er Angitinguaks, Agdlagaks og Pitigas versioner indskrevet under NKS 2488, VIII, hhv. s. 46 - 50 og s. 50 - 54, og s. 54 - 59.
Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik; Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt; |
Kaluluk / Qaluluk
Dokument id: | 414 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Aallallak (Adlagdlak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kaluluk / Qaluluk |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 46 - 50, nr. 6 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.
Denne version er ikke publiceret, men dele af den indgår som supplement til Piitiga's version, der er trykt i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3. Piitiga's version uden tilføjelser er indskrevet under NKS 2488, VIII, s. 54 - 59.
Johan Petersens oversættelse: Der var engang en forældreløs dreng som hed Kaluluk og boede hos sin gamle bedstemoder. Når de omkringboende kajakker gik ud på fangst, kom de ofte ikke hjem igen. En dag gik Kaluluk over til en stor ø, hvor han gav sig til at arbejde på sin fuglepil. Mens han sad der, fik han øje på en kajak, der nogen tid gik i skjul af stranden; men derefter lagde til land på øen, og kom og talte med Kaluluk. De tog nu fat på hinanden og begyndte at brydes. Kaluluk tænkte: "Hvad mon jeg har til amulet? Det er sandt, meg har en alusugak /alussugaq (foster) til amulet." Han råbte, at alusugakken skulle komme og hjælpe ham. Kaluluk trykkede manden ned og vred hætten rundt på hans anorak, til han var kvalt. Han ville derefter kaste ham ud en stor sort dam, der lå tæt ved; men da han stak fuglepilen ned i dammen, følte han noget blødt, og da han så ned i vandet, så han, at det var døde mennesker: Han trak nu det ene lig op efter det andet og kendte i dem sine naboer. Han kastede manden ud i dammen, og de andre ovenpå. Da han kom hjem til sin bedstemoder, fortalte han til hende, at han havde dræbt manden. Da manden ikke kom hjem, tænkte hans familie, at det var Kaluluk, der havde slået ham ihjel. "Hvorledes mon jeg skulle have slået ham ihjel? Jeg der ingen kræfter har", sagde Kaluluk. Da Kaluluks avia (halvfætter) fortalte, at "de syd fra" ville komme for at slå Kaluluk ihjel, sagde dennes bedstemoder: "Du skal ikke frygte, din amulet vil nok hjælpe dig." De fik nu øje på kajakkerne, som kom for at slå Kaluluk ihjel, og bedstemoderen satte en spand fuld af vand ned til stranden, og sang over den, idet hun ønskede "at kajakmændene, når de kom til land, skulle få horn i panden som rensdyr, og drikke af spanden." Kaluluk fik af sin bedstemoder en kødvender, der var lavet af et ribben, og som han (hun ?) selv havde brugt som barn, og tillige en sælhundeprop. Bedstemoderen sagde til ham, at han bare skulle stikke i retning efter dem med kødvenderen og derefter med proppen, og idet han lod som han trak denne ud, sige: "Nu trak jeg den ud." Kajakkerne kom til land, tog årerne på ryggen, drak af spanden. Kaluluk stak efter dem med kødvenderen, derefter med proppen, lod som om han trak proppen ud, og sagde: "Nu trak jeg den ud!" Blodet styrtede da ud af folkene, som døde af blodtab. Således gjorde han ved dem alle sammen undtagen een, som vendte hjem, og som man ikke mere hørte noget til.
Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Brødrene som forsvandt; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd;
Kommentar: undertiden svarer en østgrønlandsk alussugaq til den vestgrønlandske anngiaq, et barn født i dølgsmål, eller en hemmelig abort: se Kaluluk. Men de to begrebers betydninger dækker ikke hinanden i alle kontekster. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq |
Kamikinak / Kamikinnaq
Dokument id: | 1302 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Uutuaq (Otuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Kamikinak / Kamikinnaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 3 - 8, nr. 1 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. I Holm, G. 1888: nr. 1, ss. 241 - 244 er mindre dele af Uutuaqs version indskudt som supplement til Angitinguaqs version. Samme er genudgivet i: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:: 219 - 220. Eng. udg. Thalbitzer, W 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.
Johan Petersens oversættelse: En dag da Kamikinak som barn sad og spiste, sagde hans moder til ham: "Hvorfor spiser du? Du vokser jo alligevel ikke." Kamikinak blev vred herover og gik ud i kajak. Da han kom ud på havet, så han en stor kajak (mand) sidde og fiske ulke. Han råbte op til den store mand. Da denne blev opmærksom på ham, tog han ham tilligemed kajak i hånden og satte ham op på kajakstolen. Den store mand roede nu til sit hjem på Akilineq. Her satte han K. op på en hylde på væggen. Han gik derefter ud og hentede fødemidler, som han delte ud til husfællerne først de skulle spise. Om natten blev K. sat under briksen for at vokse. Fra briksen blev der sat et tov (?), der nåede hen til vinduet, for at K. ad dette kunne krybe hen til vinduet for at se efter bjørne, der plejede at komme udenfor huset mellem 2 store sten. Han opdagede snart en stor bjørn (af den størrelse som findes herovre), som fyldte åbningen mellem de to sten. Da plejefaderen på anskrig kom til, sagde han: "Herovre kalder vi det kun for en ræv." Han sparkede ræven ihjel, skar den i stykker og gav alle i huset af den. Næste dag opdagede K. en meget stor bjørn (sådanne som findes derovre). Plejefaderen gik ud, stak den ihjel og gav K. et spækkorn (fedtcelle) til at bære hjem. K. kunne imidlertid ikke magte det. Hans plejefader skar det derfor over, og K. bar det halve stykke til huset, mens plejefaderen bar hele bjørnen. Den næste dag gik de ud for at fiske ulke. Plejefaderen sagde til K., at han skulle se med igennem et hul i isen og passe på, når de andre ulke løb deres vej, for da ville der komme en stor ulk. Da denne kom frem, stak plejefaderen den ihjel. Derefter gik de hjem med deres fangst. Da det blev dag igen gik de ud for at fiske laks, og så snart efter den store mand med de 2 store tænder, der næsten havde fisket alle laksene. Han lå ned og kikkede gennem et hul på isen. Plejefaderen sagde til K., at han skulle råbe: "nerrisilik mardlinik" (ham med de to tænder). Manden hørte det ikke. K. måtte derfor atter råbe: "n ... m ...!" K. sagde til plejefaderen: "Jeg er bange for den store mand." Denne svarede: "Jeg er ikke bange for ham, kommer han skal jeg nok tage fat på ham." Den store mand rejste sig op og løb hen imod den lille K. men nu kom plejefaderen frem og de begyndte at brydes. Tilsidst blev manden med de 2 tænder kastet omkuld og derefter slået ihjel af plejefaderen. Derefter samlede de en del tøndermos, lagde manden med de 2 tænder derpå og tildækkede ham dermed. Da K. kom tilbage hertil igen, spiste han alt sin faders tørrede kød. Efter at have spist det altsammen, gik han ud for at fange sælhunde. Førend han gik ud, tog han faderens telt ved toppen og flyttede det op på et højt fjeld; thi han var bange for, at når han roede bort, skulle bølgerne skylle det bort. Han sagde til de andre, der havde telt derved, at de ligeledes skulle flytte deres telte, for at de ikke skulle skylle bort af bølgerne, som frembragtes af hans åretag; men de troede ham ikke og lod deres telte blive stående. Han roede nu bort og alle teltene, med undtagelse af hans faders, blev bortskyllede og folkene druknede. Han traf nu en stor stime sortsider og øste dem med hånden op på kajakken.
Var.: Kamikinnaq / Kamikinnarajik; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik |
Kamikinak / Kamikinnaq / Kæmpernes land
Dokument id: | 1303 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Angitinguaq |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Kamikinak / Kamikinnaq / Kæmpernes land |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 241 - 244, nr. 1 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 8 - 17,(suppleret med dele af Utuak's fortælling, ibid. side 3 - 8). 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:219 - 222. Eng.udg: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.
Resumé: Den "kære navnkundige Kamikinnaq", Kamikinnarajik, er en kæmpe, der bor i kæmpernes land, Akilineq. Engang da han besøger sine forældre, af almindelig størrelse i Ammassalik området, forærer han dem sin fangst: sortsider, som han øser op med hånden og to sildepiskere, som han dræber med sin blærepil. Af den ene sildepisker kaster han lallen i land. Den når fra stranden helt op til huset. Inden sin rejse flytter han forældrene med deres telt op på et bjerg og ber forgæves bopladsfælllerne gøre det samme(anmodningen stammer fra Utuaqs version, BS). Alle undtagen forældrene blir skyllet i havet af bølgeslagene, da han ror bort. Som barn kunne K. ikke vokse og blev af sine forældre opfordret til at rejse bort. Han ror mod øst til en stor ø, hvor det lyder som hammerslag, når en af dens kæmper fisker ulke. Kæmpen adopterer K., henter en sildepisker til et fællesmåltid, og anbringer om natten K. under sin briks, for at han kan vokse. K. bliver bange for en rød bjørn der klatrer op ad den sovende kæmpes hår. K. klatrer selv samme vej og får af kæmpen at vide, at det blot er et insekt (sikkert en edderkop, pisiisiaq, på østgrønlandsk, eller måske en tangloppe, BS) Kæmpen henter endnu en sildepisker til fortæring. K. skal holde øje med bjørne, der plejer at dukke op ude på en ø mellem to store sten. Den første, han ser, og derfor bliver hans førstefangst / førstegangsfangst er i kæmpernes øjne kun en ræv. Alle husfæller spiser med af denne førstefangst (fra Utuaqs version, BS). Næste gang er det en kæmpestor bjørn, mener K., men blot en lille bjørn i kæmpernes øjne. K. får fangstpart af den. Sammen fisker K. og kæmpen efter en kæmpeulk under isen. Når den kommer, flygter alle de almindelig ulke. Kæmpen stikker den store ulk ihjel. Næste udflugt gælder laksefangst gennem isen. En endnu større kæmpe, der kaldes "Manden fra Akilineq", med eet øje midt i panden og kun to tænder har allerede fanget mange laks. K. opfordres af sin kæmpe-plejefar til at råbe "ham med de to tænder" til laksefiskeren. K. må råbe meget højt, før kæmpen hører det og farer hen mod ham. Kæmpen brydes med denne, dræber ham og begraver ham under optændingsmos. Derefter gør kæmpen K. til en stor mand, og K. hjælper ofte folk herovre i Ammassalik området.
Uutuaqs variant er indskrevet under Rink NKS 2488, VIII, nr 3.
Var.: Kamikinnaq; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik
Tolkning: Den lalle af en sildepisker, som K. kaster på land til sine forældres boplads signalerer formentlig den hjælp, han i fremtiden yder ammassalikerne. Den er ikke ufarlig. Det viser bølgeslaget fra hans afrejse, der ligesom lallen når fra stranden op til teltene. Og de to første fællesmåltider K. deltager i hos kæmperne er kødet af to hele sildepiskere. Forudsætningerne for K.s vækst til kæmpe er både disse måltider, hans klatretur som en edderkop fra rummet under briksen op på briksen, førstefangsterne af ræv, bjørn og kæmpeulk, og endelig drabet på den enøjede laksefisker, hvis begravelse associeres med ild: optændingsmos. I en anden version stikker kæmpen ild til sine underbukser som middel til at få K. op i kæmpestørrelse.
Hist.: Island var ammassalikkernes Akilineq, hvis eksistens de sluttede sig til fra skydannelserne over øen i klart vejr (Holm 1972:139). |
Karrak / Karraq Strid imellem en Angakok / angakkoq / åndemaner og hans Tartok / hjælpeånd
Dokument id: | 1138 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Karrak / Karraq Strid imellem en Angakok / angakkoq / åndemaner og hans Tartok / hjælpeånd |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 301 - 302, nr. 28 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 202 - 207. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 270 - 271. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 279 - 280.
Resumé: Karrak arbejder på et pilejern. Det får hans hjælpeånd, kæmpen Ibak (Ipak / inupak, kæmpe) hovedpine af. Ibak dukker ikke længere op til K.'s seancer og hævner sig engang ved at stikke en lanse med menneskekød på tværs gennem K. fra ryggen. K. heler nemt såret forpå, vanskeligere er det bagpå, fordi menneskekødet har rørt ved det. K. tar på besøg hos I., der ikke deltager i sine husfællers trommesange. K. stikker I. i halsen. I. udebliver stadig fra K.s seancer, K. besøger atter I. der er ved at dø, men helbredes af K., der holder seance på stedet. Siden gør I. ingen skade på K.
Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje under læretiden, levede i første halvdel af 1800-tallet. Også om Aggu / Akku sagde man, at han engang var blev angrebet af en af sine hjælpeånder. Formentlig et yndet trick. En anden gang hjalp Ipak Karrak mod Månen, der var kommet på straffeekspedition. Søg på: Ipak. Ligeledes blev Maratsi to gange angrebet, een gang af sin toornaarsuk, som han havde inviteret til at kaste kæmpestore sten efter sig, og to gange af sin Iikatik / Iikadik, der stak ham, første gang forfra og anden gang i ryggen. Som hos Karrak heler såret forpå nemmere end det bagpå. Søg på: Maratsi. |
Konen, der havde mistet bevidstheden
Dokument id: | 1134 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Konen, der havde mistet bevidstheden |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 296 - 297, nr. 24 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 189 - 192. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 266 - 267. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5):275 - 276.
Resumé: Hun sover i mere end et døgn og drømmer, at hun gennem sit tøj ved den oplagte konebåd fortsætter ud over havet til en dyb, mørk revne ved himlens sillia (Mælkevejen). Da hun springer over den, er hun nær ved at falde bagover (og ned, dvs. dø, BS), men falder forover og fortsætter til to huse, hhv. en isbjørns og en hvalros'. I isbjørnens hus kommer hvalrossen ind for at købe en rem, som den river itu, da bjørnen ikke vil sælge den. Hun går over i hvalrossens hus, hvor de to dyr forfølger hende, mens hun flyver rundt, op gennem et hjørne i taget og endelig hjem, fordi hendes familie har sunget hende tilbage med serratit / formularer.
Tolkning: Bemærk puulik-motivet (søg: puulik), kvindens åndeflugt bort fra puulik-dyrene og det mørke svælg bag "verdenshusets" ende, der også findes i Havkvindens hus. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.
Hist.: Vedr. Mælkevejen som himlens skillelinie i kosmologien se MacDonald 1998 |
Kunuk / Hævneren / Trommekamp med Ungilataki / Ungilattaqi / Drab af Nuerniakajik
Dokument id: | 1062 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Kunuk / Hævneren / Trommekamp med Ungilataki / Ungilattaqi / Drab af Nuerniakajik |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 251 - 254, nr. 4 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 68 -78 med titlen "Ungilataké" / Ungilattaqi (suppleret med nogle få elementer fra Uutuak's fortælling, "Uiartek", ibid. s. 78 - 92). 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 227 - 231. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 239 - 242.
Resumé: Der ligger to huse tæt ved hinanden. Nuerniakajik (Tejsten) slår beboerne af nabohuset ihjel. Kun Kunuk / Kunnuk og hans lillebror overlever. De rejser bort om natten. Næste dag ser de et barnløst ægtepar på kiggefangst. Ægteparret løber om kap hen til dem. Konen rører først ved Kunuk og får ham til plejesøn. Manden får lillebroderen. Vinteren igennem øver drengene deres kræfter ved at hente tang og løfte store sten. Lillebror dør. Kunnuk sørger dybt. Genoptager træningen af sine kræfter. Får kajak, bliver en dygtig fanger og gifter sig med en smuk pige. Ungilatagí / Ungilattaqi udfordrer K., der aldrig har sunget, til trommestrid for at slå K. ihjel og røve hans kone. Ung. har en hjælper, den lille fede Ususungmiarssuuk / Ususummiarsuk, som han deler koner med. Inden afrejsen synger K.s plejemor over ham, for at gøre ham usårlig. Hun råder ham til at dræbe en kvinde og en hund, hvis han får dræbt Ung. Så snart K. i konebåd er fremme, røver U. hans kone som sin fjerde kone. U.s husfæller bryder sig ikke om, at U. skal slå K. ihjel. U. og K. stiller sig op i hver sin ende af huset. U. synger først. Hans trommestav er en kniv, en pana (tveægget?, BS). U. synger to sange og kaster efter K., der gør sig lille, springer til vejrs og undgår at blive ramt. U. henter kniven, synger og kaster anden gang. K., der nu har gjort sig stor, undgår kniven ved at gøre sig lille. U. vil tage kniven igen, men K. snupper den, synger, gør en pause, hvor tilhørerne opfordrer ham til at kaste, men han synger igen og kaster så. U. vil gøre sig smal ved at vende siden til, men blir ramt i struben. K.s kone trækker i sine kamikker (hun er befriet). K. tar den smukkeste af U.s koner. U. siger: "Jeg har aldrig vendt mit ansigt bort fra hende, når jeg har ligget med hende, og du må heller ikke vende ansigtet fra hende." På vej ud af husgangen blir K. flere gange puffet af Ususummiarsuk. Udenfor brydes de. Da K. træder i et hul, hundene har gravet, og er nær ved at falde, klemmer han Us. Us. synker sammmen og skriger: "Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, så blodet strømmer ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på mig!." Dermed dør Us.
Hjemme igen bliver K. bebrejdet af plejemoderen, fordi han ikke også har dræbt en kvinde og en hund. Derefter dræber K. alle kajakmænd, han møder. K. blir gammel, plejemoderen dør, og K. rejser ud for at hævne sig på drabet af sin familie.
K. ber Tejstens fætter om at låne en kniv, en pana. Denne nægter, men blir bange og gir sig. K. kan ikke finde Tejsten. Først næste morgen ser han noget blankt oppe på en høj, nemlig det tagskind Tejsten sover under. K. løfter skindet op med kniven og stikker ganske langsomt Tejsten ihjæl for at pine ham mest muligt. Til slut dræber K. alle Tejstens børn.
Var.: Kunuk; Uutuaqs to versioner er indskrevet under NKS 2488, VIII, nr. 12 og nr. 13. Sidstnævnte eksisterer dog kun som håndskrift i et uddrag.
Tolkning: Måske var Kunuk ikke blevet vanemorder, hvis han havde opvejet drabet af Ung. med de drab af en kvinde og en hund, som hans plejemor havde anbefalet. I stedet dræber han Us. med association til "kvinde" (Us. er lille og fed), fordi han, K., næsten mister balancen i et hundehul. |
Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq
Dokument id: | 434 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side. 165 - 218 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R.M. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. Manuskript på grønlandsk: KRKB 5', sidst i pakken. Notater på dansk i KRH 52,2, hæfte 420: Kunuk med tilnavnet Uiartoq, Jordomsejleren.
Maskinskrevet manus (71 ss.) med en del rettelser af H. Ostermann i hans arkiv: nr. A 301, Arktisk Institut. Ostermann har noteret til slut, at oversættelsen hovedsagelig skyldes Johan Petersen, tidl. handelsbestyrer i Ammassalik / Tasiilaq. Dette har været R. M. Søbys forlæg til den danske udgivelse.
Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 73 - 105: Kúnuk, Kâgssagssuk and Ulîvâtsiaq.
Resumé: Først fortælles om Kunuk, dernæst om Kaassassuk, så igen om Kunuk, der tager hævn over sin families morder. Derefter møder de to heroer hinanden i styrkeprøver, hvorefter Kunuk omrejser jorden og skifter navn til Uiarteq (jordomsejleren). Endelig lægger Uliivaatsiaq navn til heroen i fortællingen om indlandskæmperne, der røver et menneskebarn. Ul. mødes med Kaassasuks søn og overvinder ham i en styrkeprøve, der forvandler Kaas.' søn til et skikkeligt menneske.
Kunuk Da Kunuk og hans fætters fædre altid bor sammen, vokser de to fætre op sammen og er nært knyttede til hinanden. Ved et uheld kommer K. under leg med Nuerniagarnakajiks søn, Nuerniagakajik, til at såre denne let med en kniv. Drengen N. giver det udseende af, at K. har villet dræbe ham, hvorfor faderen N. udrydder hele K.s familie. Kun K. og hans fætter, der begge har gemt sig, og hans lillesøster, der er blevet skåret op i maven, overlever. K. forbinder sin søster og flygter med hende og fætteren. Søsteren dør ved et højt fjeld, hvor drengene begraver hende. Ved en isfjord ser de to mennesker på kiggefangst i bunden af fjorden. Det er et gammelt ægtepar. De adopterer drengene, og konen beder K. hente sne til vandsmeltning, mens manden beder K.s fætter hjælpe til ved isfangsten. Manden byder straks K.s fætter mad. Konen udfører et ritual, et adoptionsritual: Hun tager K. på skødet som et lillebarn, luller ham i søvn, tryller over ham, ber ham træde ud på gulvet og fremtryller til ham "nyanskaffelsesspise": spæksyltede bær. Derefter trakterer manden med en hengemt sæl, og konen formaner drengene til altid at huske, at de er flygtet af frygt. Glemmer de det, vil de altid være bange for dem, de frygter. I den følgende tid holder K. sig hjemme som den gamle adoptivmors medhjælper, mens hans fætter tager ud på fangst med den gamle mand. Om aftenen er drengene sammen og øver deres kræfter udendørs. K. fætter bliver snart den stærkeste. Skønt K. ikke er misundelig, ønsker han ikke at fætteren bliver meget stærkere end ham selv. Begge drengene får kajak, bliver snart dygtige fangere, og de tager altid ud sammen. En dag, hvor K.s kajak er for våd, tager fætteren ud alene, imod K.s ønske, og kommer ikke tilbage.
Nuerniagarnakajik kommer på besøg. Han mener at kunne genkende K., men plejemoderen holder stædigt fast ved, at K. hedder Qaqipilivarterajik og er hendes fosterbarn. N. opgiver, tager hjem, og man erfarer siden, at det er ham der har dræbt K.s fætter.
Da den gamle mand er død (gætter fortælleren, Kaarali, der undrer sig over, at man ikke hører om denne død), flytter K. med sin plejemor til en anden boplads og gifter sig med en usædvanlig smuk pige. Han sørger ikke længere så meget over sin fætters død, dvs. han bliver hård, livsglad og derfor sine fæller en god kammerat.
Konerøveren Ungilagtaqut (Ungilattaqi), der aldrig forfejler sit kastemål, inviterer K. til trommestrid for at dræbe ham med en tveægget kniv under sangkampen og frarøve ham hans smukke kone. K. får gode råd af sin plejemor om, hvordan han skal klare U. ved blot at brug sin vuggevise, gøre sig lille og springe til vejrs første gang U. kaster kniven og lade ham hente kniven, selvom eventuelle tilhørere der tager parti for ham, vil opfordre K. til selv at tage kniven. Næste gang U. kaster, skal K. gøre sig stor og bukke sig for kastet, dernæst tage kniven fra U., når U. henter den anden gang, og samtidig snuppe hans tromme for ikke at skulle over gulvet efter den. Derefter skal han først fremsige sin vuggevises ord uden sang og tromning, bagefter synge U.s sang til tromme, og når den er slut straks kaste kniven mod U.s strube uden at tage sigte først. Hvis han rammer, skal K. derefter dræbe en hunhund og tage sig en af U.s smukke koner.
K. følger nok anvisningen, men det er tilsyneladende kun sin vuggevise han synger flere gange og lader tilhørerne synge. Han danser stadig heftigere til, og indimellem akkompagnerer han med trommen (har Kaarali i hastværket glemt, hvad han tidligere skrev? BS) Da U. er spiddet i struben, tager K. den smukkeste af U.s koner, der beder ham aldrig at vende hende ryggen ret længe af gangen. For det tåler hun ikke.
K. forlader huset gennem husgangen foran sin førstekone og med sin anden kone i armene som et lille barn. Ved udgangen får K. to gange et voldsomt puf af en lille mand med skuldre, der går i eet med hans hals. K. sender sine koner ned til båden for frit at kunne brydes med modstanderen. De brydes meget længe. K. snubler og er ved at miste balancen, da han træder på en sten, som en hund er bundet til. Derved klemmer K. den lille mand så kraftigt, at denne skider i bukserne og bliver svimmel som en, der har mistet sin forstands fulde brug. Han viser sig at være selve Usugssamiarssúnguaq (Usussamiarsunnguaq), der erklærer, at den gang han kæmpede med indlandsboen, sked han ikke i bukserne (K. var altså stærkere end denne kæmpe i indlandet, BS). Hjemme igen har K.s plejemor siddet ved stranden, siden han tog afsted (for at støtte hans forehavende, BS). Hun trækker hans kajak i land og på spørgsmålet om han også fik hunden, må K. svare nej. Det glemte han. "Det gør ikke noget, lad det være således!" siger hun.
Kaassassuk Den forældreløse Kaas. bor hos sin bedstemor i et lille hus og er nabo til et fælleshus med mange mænd, deriblandt en halvonkel, der vil ham det godt. Kaas. leger med sælknogler fra lufferne. I modsætning til de andre børn bliver han aldrig træt af at lege. Når Kaas. inviteres til spisning trækkes han indenfor af to mænd, der efter tur tager fat i hans næsebor, løfter ham op og ryster ham. Han søger at få sig lidt kød v.h.a. sine negle. Man skærer dem af så de bløder. Hans plejemor skjuler næste gang en lille kniv mellem hans lang- og ringfinger og puster på dem. Ingen kan nu opdage kniven, og Kaas. bliver for en gangs skyld mæt. Da han senere inviteres på fællesspisning af kødet fra tre bjørne, tvinger den ene af hans plageånder ham til at sluge en knæskal, den anden til at drikke skoldhed suppe. Kaas. formindsker knæskallen og afkøler suppen med sine blotte ord. Kaas.' næse vokser, men hans krop forbliver lille som en dukkes. Hen på efteråret sørger hans halvonkel for, at han får halvdelen af en remmesæl, som halvonkelen fanger. Efter dennes anvisning har Kaas. nemlig råbt qee, qee (kajakfangerens råb om assistance til fangst af større dyr, BS) fra stranden, da sælen dukker op. Den retter sin opmærksomhed mod Kaas. og halvonkelen kan ubemærket fange den bagfra i kajak. Fangstparten lægges i et skjult depot. Kaas. og hans bedstemor nyder en tid godt af den, men de to plageånder opdager og skjuler resten. Nu opfordre bedstemoderen Kaas. til at søge (et åndemiddel) i oplandet. Han går derind og råber gang efter gang: "Hvem vil dog børste mig af?" Ingen kommer. Han hidser sig op, råber igen og bliver endelig bange. "I den tilstand han var, var der ikke den ting, som ikke åbenbarede sig for hans indre syn. Dette var en følge af, at han ganske bestemt ventede spøgelser." Angsten tager af, han råber kun vagt, men nu dukker en kæmpe op, der børster ham ned over forbredden, hvorefter sælluffeknogler falder ud af ham, hans forside vokser, og han hælder kraftigt bagover. Kæmpen snurrer ham rundt fire gange: Nu kan han vokse. Kæmpen anbefaler ham med held at rokke en kampesten og erklærer: "Du vil med tiden få lige så stor styrke som jeg." Hjemme igen går Kaas. til sengs, hvor han vokser og vokser, mens bedstemoderen holder børn borte, der inviterer ham ud til leg med sælluffeknogler, med en løgn om, at han er syg til døden. Man finder en vældig stamme drivtømmer, som ingen magter at trække op på land. Om natten trækker Kaas. den hemmeligt op og lægger den spærrende foran husgangen. Man beder næste morgen hånligt Kaas. om at bære den ned igen. "Han kan jo dårligt ånde mere," svarer bedstemoderen. Om natten bærer Kaas den hemmeligt tilbage.
En morgen jager man bjørn, tre dyr i følge. Kaas. der er blevet voksen af skikkelse låner sin bedstemors anorak og kamikker, der er alt for små. Han er klædt på som kvinde, råber pigerne hånligt. Kaas. sparker de tre bjørne ihjel efter tur og erklærer, at deres skind skal være ham til klæder, bukser og kamikker. Halvonkelen får fangstpart. Alle inviteres på kogt bjørnekød. Kaas. hiver sine to plageånder op ved næseborene og ryster dem. Den ene truer han til at sluge en knæskal af bjørnen, den anden til at drikke skoldhed suppe. De forsøger ligesom Kaas. med deres blotte ord at hhv. formindske knoglen og afkøle suppen, men uden virkning. Begge dør. Et par unge piger retter senere anklage mod Kaas. for disse mord. Dem dræber han også. Ingen i miles omkreds tør siden binde an med ham. Kunuks hævn Undervejs på hævntogt efter Nuerniagarnakajik passerer Kunuk sin søsters grav, overfaldes atter af sorg er nu i den rette stemning til hævn. På en sommerplads bor en del i telt, men de fleste under deres på langs rejste konebåde. N. bor her også viser det sig. Han kommer hjem med en narhval. K. trækker den på land med et snuptag, vrider tanden ud og kaster den langt ud i havet. K. beder N.s søn om at låne hans kniv. Denne nægter. Længe diskuterer de. K. siger da, at han vil slå N. ihjel med den. Da føjer N.s søn sig beredvilligt. Kniven er lavet af en sabelklinge. K. løfter eet for eet alle bådenes forhæng op og afdækker fornærmede ansigter. Ingen af dem er N.s I tusmørket ser han endelig en fjern tingest, der viser sig at vært N. og dennes kones "telt"-båd. K. løfter forhænget op, nævner een for een alle sine slægtninge, som N. har dræbt og stikker i ham for hver navn, for at N. skal lære smerten at kende. Da K. kommer til sine forældres navne, stikker han dybere sår, og med sin fætters og søsters navne stikker han N. ihjel.
Med en ven (som man intet har hørt om før, BS) starter K. en jordomsejling. De ror uafbrudt. Vennens kone og K.s anden kone har hver et spædbarn. K.s kones spædbarn overlever, fordi hendes bryster kan nå over hendes skuldre til barnet i amaaten. Vennens kones barn dør. De overholder ingen dødstabuer og kommer til en kraftig hvirvelstrøm ved en klippehule, hvor vennens båd suges ind som straf. K. klarer sig igennem. Nær land springer en af hans hunde af længsel efter land i vandet. Dens lår bliver ædt af en stor ulk. K. kommer til en teltplads med kød til tørre af: Mennesker, en orm, bjørn, hvalros og mattak. K. søger bag om teltene langs kysten, bærer båden over land til den anden kyst og føler sig dybt lettet. Men nu har han mistet sin "medlidenhed" / medfølelse / empati. Han dræber alt på sin vej: Sæl, narhval, bjørn, hvalros og menneske bliver det samme for ham. Undervejs passerer han de savtakkede fjelde, Qillavaasuit, som han finder meget smukke, og kommer til landets ende, hvor en rype kagler inde fra land, hver gang der dukker sæl op: Hér er altså lige mange ryper og sæler. K. dræber stadig uskyldige kajakmænd uden bagefter at skænke dem en tanke. Endelig møder han på havet en stor kajakmand. Gang på gang gør de sig rede til at dræbe hinanden. Til slut foreslår K. at de i stedet mødes i trommestrid. Den store mand er Kaassassuk. K. gør ophold i sin rejse og digter bl.a. en sang om de smukke savtakkede fjelde i syd, som han har været ked af at forlade. Kaas. kommer til K.s boplads ved islæg. K. har frosset armen af en narhval fast i isen. Den skal Kaas. trække op, hvis han vil have noget at spise og ikke blive til grin i en sang. Kaas. magter det ikke. K. bøjer sig, griber i narhvalsarmen, men Kaas. søger bagfra at presse K. ned, og K. retter sig op i vrede, slynger samtidig "armen" mod Kaas., der når at springe til side og kun strejfes. Kaas. forstår at den mindre K. ikke er til at spøge med. Inden sangkampen trækker de krog. Kaas. taber, skønt hans arme er tykke som en spraglet sæls og runde som kvinde-arme. Det blev de fordi han voksede ud uden at udvikle sine kræfter. K.s arme er som en fuldvoksen hunbjørns. Af nidviserne citerer fortælleren, Kaarali, kun en af K.', der hentyder til, at K. i sit fysiske overmod var blevet vred på de sydligst boende, som han forlod, da han kom sejlende rundt fra læsiden i syd. Kaas. kalder K. "Den, der runder næsset", Uiarteq. Derfor er der ingen tvivl om, at Kunuk fra da af kom til at hedde Uiarteq (Uiartoq)". Snart efter kommer K. til Kaas.' boplads på genvisit. Han trækker uden besvær den hvalros-arm op, som Kaaas. har frosset fast i isen til ham. Man spiser, holder sangkamp, og ved afrejsen pudser Kaas. sine store hunde på K.s små og snavsede hunde, som K. har tryllet over. De river tarmene ud af alle de store hunde, Kaas. pisker ørerne af de små hunde. K. kæler for dem og beroliger dem. De har sikkert holdt sangkamp mange gange. "Vi som er kommet efter plejer at tænke, at de holdt sig i ro i lang tid skønt boende ikke langt fra hinanden. Vi har altid tænkt os, at de har haft deres boplads omkring Ikersuaq, lidt nord for Ammassalik. Deres redskaber til bjørnefangst kan vi endnu, om vi vil, se den dag i dag, nemlig: 1) En bjørnefælde, 2) et redskab til kvælning, der er indrettet til at falde ned. Gennem fortællinger har vi hørt, at da Kaassassuk blev gammel, boede han ved Suunikajik og havde sin søn som forsørger. Om Kunnuk (Uiarteq) har vi ingen fortællinger eller efterretninger længere end til hans trommestrid."
Uliivaatsiaq og Kaassassuks søn Den unge, stærke Ul. har ingen kajak, men med konebåd driver han garnfangst på sæler, endog remmesæler, i sundene om efteråret. Han inviterer kvinderne med. De går på bærtogt. En lille pige forsvinder. Forældrene udlover en kajak som dusør. Ul. erklærer sig rede til at søge efter pigen hos fem nunatak-kæmper og en kæmpekvinde, men først når dagene længes. Forældrene vil med, da han tager afsted iført en lang anorak af stift remmesælsskind (som en slags harnisk, BS), der kun er blødgjort ved armhulerne. I hætten er der løbegang med skindsnor. Undervejs øver han sine kræfter på klippehuler, som styrter sammen. Sten trækker han op af leret med fingrene. Nær kæmpernes hus lader han de gamle vente på afstand, ser gennem loftventilen den grædende lille pige, som kæmpekvinden har som "foster" på sit skød og søger at trøste med tilbud om mad, vand og mulighed for at forette sin nødtørft. Nej, pigen har ingen behov. Hun lider af hjemlængsel. Hun skal nok komme hjem engang, lover kvinden. Ul. vinker de gamle til sig. På vej gennem husgangen spærrer flade sten med mellemrum passagen. Ul. puster til dem en efter en, de vender sig på langs (som døre, der åbnes). Ved indgangs hullet hænger bjørnetænder, der vil støje og tiltrække sig de fem kæmpers opmærksomhed, hvis Ul. og de gamle går forbi. Ul. springer alene ind, river tænderne ned, farer forbi mændene, griber pigen, smider hende ud til forældrene, slår kvinden ihjel og får efter lang kamp bugt med kæmpemændene, der har smøget hans hætte ned og vredet den rundt i forsøg på at kvæle Ul. Ul. slås længe med den sidste kæmpe for at pine ham. De gamle, der er flygtet med datteren, kan pludselig ikke komme ud af stedet, da Ul. haler ind på dem. Sammen fortsætter de så, men vejen spærres af fem kæmpemænd. Ul. og de gamle prøver forgæves at løbe uden om dem. Ul. løber da ufortrødent imod dem, og de forsvinder hen ad jorden (som skygger, BS). Det var de fem kæmpers sjæle. Kvinden havde Ul. åbenbart dræbt på både legeme og sjæl.
De når velbeholdne hjem og ser, at Ul.s anorak er blevet ganske blød i kanpens tummel. Ul. får den lovede kajak og beslutter at besøge Kaassassuks søn, som alle frygter, fordi ingen af hans gæster nogensinde kommer levende tilbage. Bopladsen har to huse. I det nederste advarer folk Ul. mod at gå op i det øvre, der er Kaassassuk-familiens. Ul. går derop. Det har to indgange. Ul. vælger den venstre til Kaas.s del af huset. Kaas. er sur, men bløder op efterhånden. Over indgangen hænger en kølle af hvalrosskind med bjørnetænder. Det er Kaas.' søns drabsvåben. Kaas.' søn er på fangst. Dennes kone svarer Kaas. på hans spørgsmål om, hvilken kajak sønnen er ude i: "Den, der tørner hårdest imod!" Kaas. siger lavmælt: "Orsiisuakulaagiukumaadarpusi"(?). Ul. følger med konen ud, da Kaas.' søn kommer mod land med flere nedlagte hvalrosser på slæb. Ul. tager konen om livet og trækker hende med ned til modtagelsen. Kaas.' søn bliver rasende af jalousi. Han går op for at skifte anorak. Hans kone følger med. Ul. trækker hvalrosserne gennem vandet til et ujævnt sted, hvor han trækker dem næsten på land og derved flænger nakken på den ene hvalros. Kaas.' søn kommer tilbage, leder, finder fangsten, trækker den med besvær tilbage og får den på land. Ul. vender tilbage gennem Kaas.' indgang . Sønnen går uafbrudt ind og ud af de to husgange. Kaas. underholder med fortællinger. Ul. holder upåagtet øje med sønnen. Denne snupper pludelig sin kølle og langer ud efter Ul., der parerer. Det gentager sig mange gange. Til sidst tager Ul. køllen fra sønnen og lægger ham på ryggen som var han et barn, klemmer hans ben fast mellem sine egne og martrer hans ansigt med køllens bjørnetænder til det bliver helt opsvulmet og vandklart. Ul. går uskadt ned til det nederste hus, hvor man modtager ham med glæde og lettelse. En lille forældreløs dreng sendes med jævne mellemrum op til Kaas. for at forhøre sig om sønnens tilstand. Først da denne er i bedring, rejser Ul. hjem. Siden begår Kaas.'s kun een utyskestreg. Han binder alle stedets mænd til husstolperne og ligger med deres koner på skift, mens de ser på. Derefter bliver han mild og vennesæl, tænker aldrig mere på drab, og tilbyder endog sin kone til de unge mænd, når han tager på fangst. "Dette er, hvad vi ved om Kaassassuk, og her plejer vi at slutte. Nu er vinteren til ende. Nu er der herlig sommer!"
Var.: Bl.a. til fortællingen om de barnerøvende indlandskæmper: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Ululina; qilaamasoq. Dette er en sammenstykningen af fortællingerne om Kunnuk / Kunuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq, der hver findes i mange vestgrønlandske versioner. Men sammenstykningen er bemærkelsesværdig. Den er ikke Kaaralis egen opfindelse. Der findes en tidligere version hos Holm. Søg på: NKS, 2488, VIII, 4', Uutuaq, Holm, Uiartek / Uiarteq, hvor der er flere kommentarer til sammenstykningen.
Hist.: Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning. Men foregår rejsen nordenom eller søndenom (via Kap Farvel)? Spejlvendingen i vores betydninger af verdenshjørne-retninger fra Vest- til Østgrønland, gør afgørelsen usikker. Sml. med fortællingerne om Uiarteq, der synes at rejse nordenom.
Fortælleren, kataketen Kaarali, holder en vis afstand til nogle af fortællingens før-kristne træk og søger at forklare enkelte brist i fortællelogikken. Men Kaarali holder fast ved forestillingen om, at personerne er historiske, ligesom hans far Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede Uliivaatsiaq med Matakatak (Holm 1957: 246 - 247), der er helten i en kortere variant hos Holm, bortset fra at denne Matakatak ikke rejser på besøg hos Kaassassuk og hans søn. Den afgørende "historiske" begivenhed for Missuarnianngas identifikation er indførelse af kajakker i Ammassalik-distriktet i en bestemt fortid, hvor man indtil da drev garnfangst på sæler (Thalb. 1914: 430 - 431). En selvstændig variant af "Matakatak" hos Rasmussen fra 1919, hvor helten ikke navngives, indledes med en længere udredning om denne begivenhed, og det fremgår at det er overdækkede kajakker man tidligere har manglet (Rasm. 1921: 228). Åbne kajakker fra thulekulturen, er fundet flere steder i Arktisk Nordamerika. Det bliver arkæologernes opgave at påvise, om den "historiske begivenhed" har en historisk kerne. Derimod er der stor sandsynlighed for, at ammassalikkerne tidligere drev garnfangst i net knyttet af hvalbarder og udspændt mellem øer eller i smalle sund.
Kommentar: bemærk den socialpsykologiske karakteristik af en hensynsløs massemorder: en der har mistet sin medfølelse. Den østgrønlandske glose, som Kaarali har brugt, kan ikke efterspores, eftersom en grønlandsk nedskrift ikke er fundet. |
L'homme qui perd son umiak / Manden som mistede sin umiaq / konebåd
Dokument id: | 1912 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | L'homme qui perd son umiak / Manden som mistede sin umiaq / konebåd |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 42 - 43 |
Lokalisering: | Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Matangadek var en af de gamle, som engang sammen med hele sin husstand besluttede at overvintre i Kivalik / Kialeeq (?) nordpå, uden dog at kende ruten derop. Med for få kvinder til at ro måtte flere af mændene ro, hvorfor kun Mang. roede i sin kajak. Men i kraftig tåge nord for kendte egne kom han og konebåden væk fra hinanden. Han roede desorienteret rundt i flere dage, bl.a. ind i fjorden Apertidek / Aputiteq (?). Da tågen lettede roede han sydpå, kom til Umiivik, hvor han overvintrede, mens konebåden roede sydpå til Sermiligaaq og overvintrede dér. Folk derfra tog på besøg i Umiivik, hvor de traf Matangadek i et hus i færd med at smovse hengemt sæl og derfor tilsyneladende helt upåvirket af nyheden om hvor hans kone befandt sig. Med en bemærkning om at lade ham spise lækkermaden i fred skar han et par kæmpestykker af kødet af til sin kone (langt større end de stykker andre mænd skar af og langede til deres bagved siddende koner). I Umiivik blev man dybt forskrækket over at høre Matangadeks navn nævnt, fordi man troede ham død. Konen fik kødstykkerne og straks tog to slæder afsted sydpå til Umiivik efter ham. De to gamle (Matangadek og hans kone?) sov ikke i to nætter for alt det de havde at fortælle hinanden.
Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet. Det hændte at folk fra Ammassalik distriktet overvintrede nordpå i Kialineq / Kialeeq men det var ikke altid fangsten dér var rigelig (Holm, Konebådsekspeditionen, red. Jørgen Meldgaard, 1972:138).
Kommentar: Personnavnene er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde. |
La mort de Pidaka / Piitakkaats død
Dokument id: | 1919 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Junta |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | La mort de Pidaka / Piitakkaats død |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 64 - 65 |
Lokalisering: | Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn. Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.
Var.: se Hist. ndf.
Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.
Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde. |
Manden, der spiste sit eget barn
Dokument id: | 572 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Manden, der spiste sit eget barn |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 323 - 324, nr. 43 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 274 - 277. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 289. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:296 - 297.
Resume: For mange år siden overlevede en mand og hans kone en sultevinter ved Illitalik/ Illutalik på Kulusuk. De havde spist de døde naboer. Manden får atter fangst, en ung remmesæl, men længes efter menneskekød og koger i smug sit og konens lille barn før sælkødet. Han spiser selv barnet i stedet for det dejlige sælkød. En gammel mand kommer over vandet, opdager den tykke sælsuppe, man har smidt ud, spiser den op, bliver yderligere beværtet med kød inde i huset, og manden må følge den gamle over vandet, fordi han har forædt sig. Den gamle dør af forædelse, fordi han har sultet så længe.
Not: Fortællingen virker afkortet. Episoderne hænger ikke sammen i andrt end i emnet "sult" som motiv for umenneskelige og tankeløse handlinger. Hist: Fortællingen kan udmærket være historisk med tanke på sultevintrene i Ammassalik området. |
Manden, som fangede sæler i garn og brugte konebåd i stedet for kajak
Dokument id: | 314 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Manden, som fangede sæler i garn og brugte konebåd i stedet for kajak |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 228 - 230 |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Håndskr. har ikke kunnet identificeres.
Resumé: Tidspunktet er dengang, da der ikke var større forskel på kajakker og konebåde. Kajakkerne var ikke overdækkede, og de manglede de små spanter (tipiit), der holder kølen fast til overdelen. Derfor var de nok lavet af et helt stykke træ. Man havde heller ikke kastetræ, kun små tværpinde til at give harpunen mere fart. Man satte pegefingeren imod tværpinden, når man skulle give afsæt. Det krævede stor øvelse, og på et højt skær ud for Naaajaannguit ved Kap Dan øvede man sig i at kaste sin harpun over skæret. Kastetræet blev en stor forbedring. Harpunen fik langt større fart. En ung, stærk mand foretrækker konebåd for den åbne kajak og fanger sæler i garn knyttet af tynde sælskindsremme. Garnet spænder han ud i det smalle sund, og han får rigelig fangst. En lille pige, der er enebarn, får lov at følge med ind i sundet og gå i land. Hun røves af indlandsboerne, mens manden røgter sine garn. Han beslutter at hente hende og får til formålet sin kone til at sy en dragt af stift, tykt remmesælsskind med tætsluttende hætte og kun blødgjort i kantningerne for at lette syningen. I denne dragt vandrer han ind i landet, kommer til indlandsboernes hus, råber ind gennem vinduet og forlanger pigen tilbage. Men indlandsboerne mener, at hun har været så længe hos dem, at hun må være deres. Tre af dem kommer ud. Han kvæler dem en for en ved at sno deres anorakhætter rundt og rundt. Kæmperne kan ikke gøre det sammme ved ham, fordi hans tætsluttende hætte er for stiv, da de endelig får den smøget ned. Han henter pigen i huset, og da han kommer hjem, ser man, at hans dragt er blevet ganske blødgjort i den hårde kamp med indlandsboerne.
Var.: Uiarteq; "Uliivaatsiaq", er en variant over samme historie, og hos Holm (1957: 246 - 247) hedder garnfangeren Matakaták. Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede denne Matakaták med Uliivaatsiaq (Thalb. 1914:).
Hist.: Det må være arkæologernes opgave at påvise eller afvise om ammassalikerne engang hverken havde den overdækkede kajak eller kastetræet. |
Maratses nye hjælpeånd
Dokument id: | 2330 |
Registreringsår: | |
Publikationsår: | 1960 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Maratsi / Maratse |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | Olsen, Julius |
Indsamler: | |
Titel: | Maratses nye hjælpeånd |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Tidsskriftet Grønland |
Omfang: | ss. 169-174 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Maratsi / Maratse holdt seance ved indflytningen i vinterhuset ved Sermiligaaq i 1885, da Gustav Holms konebådseskspedition i sensommeren var rejst fra Ammassalik. Maratsi var fællehusets største angakok og overhoved, som stod for husets reparation, indretning og opvarmning. Ingen måtte flytte ind, før huset var varmt. Til seancen blev der hængt de vanlige to skind op foran husgangsåbningen, et han- og et hunskind med kødsiden mod hinanden, Maratsi blev snøret med hænderne bagpå og panden mod knæet af sin bror, Sérnaq, og Maratsi beordrede lamperne slukket undtagen et lille fyrfad under den store lampe. Sérnaq kaldte så på hjælpeånderne med det vanlige råb: „Hvor er I dernede, nu spotter vi Maratsi, har han mon nogen til at hjælpe sig?" Næppe havde han råbt dette, før ånderne svarede „Haj, haj - vi er her!". Efter et stort brag, beordrede Maratsi fyrfadet slukket, og fik så trommen til at danse rundt i huset og op på sin ryg. Den gnistrede i månelyset ind gennem tarmskindsruden, og han silanippoq, fik synet for hele den Anden Verden i kreds omkring sig og strålende lys. Een for een kom derefter skræmmeånderne, Ungaartertoq, Amoo og Ajumaaq ind, kystes rundt fra en tilhører til en anden og svævede ud igen. Dernæst hørte man på lydene, at der kom en ny hjælpeånd. Det viste sig at være Gustav Holm (Sakkutooq, den bevæbnede), der hele tiden sagde: ”ja, ja, kommiaa”. Efter en tid inde, slap han ud i det fri. Efter ham kom først en ijaajivaatsiaq, en lillebitte dværg, og derefter en timerseeq, en kæmpe, der præsenteres (af Jens Rosing) ved deres vaner, og endelig tryllede Maratsi med bulder og brag en mængde grus og sten ind på gulvet. Han kom til sig selv med blå pletter på kroppen og bloddråber piblende under huden. Til slut citerer og kommenterer Jens Rosing begivenheden med Joels bog (2,10): „'Foran dem bæver jorden, himmelen ryster; sol og måne sortne, og stjerner drage deres glans tilbage.' Hedenskabens stjerne mistede efterhånden sin glans, men den vil ikke slukkes, så længe nordlysene driver deres dans på himmelen, så længe storme raser og brænding hamrer mod grundfjeld, så længe storisen driver for vind og strøm under solens fakkel. Mange er de lyde, der høres fra tonernes store kilde, naturen, hvorfra inspirationen kommer.” Kommentar: Fortalt til Jens Rosing af overkateket Julius Olsen, Godthåb. Julius Olsen var kateket i Angmagssalik fra 1910-12 og 1913-23. Her traf han Maratse (døbt 1912), i hvem han fik en god ven. Maratse har selv fortalt ham om „dengang, han fik Saakutoq (Sakkutooq?) som hjælpeånd. "Ja - ja, kummiaa" betyder "ja, ja, kom her." Et udtryk Gustav Holm brugte under handel med østgrønlænderne, når de kom med etnografiske genstande m. m. (man skal altså ikke associere til Sommer i Tyrols: ”ja, ja, ja nu kommer jeg”). Jens Rosing har tydeligvis givet genfortællingen sit eget præg, både med egne bevægende naturbeskrivelser og stof hentet fra andre seancer. Se fx ID 1683 og 1312 om Akku, og i slutningen af ID 2283, Missuarnianngas saqqummerneq (offentlige indvielses-seance). Vedr. hjælpeånderne se Kaaralis beskrivelse af de forskellige typer i J. Rosing: Sagn og Saga fra Angmagssalik, Rhodos 1963: 182-186. Hele Jens Rosings tekst kan hentes på |
Matakatak / Et barn, røvet af Timersek'erne
Dokument id: | 1117 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Matakatak / Et barn, røvet af Timersek'erne |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 271 - 273, nr. 12 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 111 - 117. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 246 - 247. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 256 - 257.
Resumé: I gamle dage fangede Matakatak sæler i garn knyttet af hvalbarder og udspændt inde i fjorden. Han tager derind i konebåd, og roerskerne samler bær og tullerunnat, rosenrod, mens han røgter sine garn. I dem fanger han remmesæler, spraglede sæler og netsider. Engang naboens lille søn er med, bliver han borte. Hans forældre sørger dybt. M. har set røg fra et hus inde i land og mener derfor, at indlandskæmperne, timersit, har taget ham. M. lader sin kone sy sig en anorak af dobbelt remmesælsskind så stiv, at den kun kan bøjes ved armene. Han rejser sammen med drengens forældre ind til indlandskæmpernes hus. Undervejs slår han hule sten itu med sin knyttede næve. Fremme ved huset kigger de alle tre ned gennem dets røghul, og de ser en gammel kæmpe vugge drengen med hovedet nedad på sit skød. Drengen vil intet nyde af længsel efter sin familie. Han får løfte om at komme hjem næste dag. M. flytter en stor sten foran husgangen og vender ialt tre spærrende sten undervejs gennem den, hvor forældrene følger ham. I åbningen ind til rummet hænger bjørnetænder og benstumper, der vil klirre, hvis han går ind. Han trækker dem klirrende til side, springer ind, slår kæmpen med barnet i maven, kaster barnet ud til forældrene i husgangen. De flygter, mens kæmperne forgæves søger at kvæle M. ved at dreje hans anorakhætte rundt. Han undslipper, men uden for får tre kæmper så store som konebåde fat i ham. Han slår dem ihjel med sine knyttede næver. Han indhenter forældrene, tager barnet for at lette dem og løber ind i de tre kæmpers sjæle (på størrelse med almindelige mennesker), der blot viger til side for ham. Alle kommer velbeholdne hjem.
Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; qilaamasoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede denne Matakaták med Uliivaatsiaq (Thalb. 1914). |
Musatak / Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn
Dokument id: | 1349 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aallallak (Adlagdlak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Musatak / Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 316 - 317, nr. 36 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 250 - 254. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 282 - 283. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 290 - 291.
Resumé: Musatak, der hverken har mand eller børn, adopterer en bjørneunge, der får spækgaver af bopladsfællerne, og de får kødgaver af den, da den blir stor nok til at fange. Den redder dem ofte fra sult, bliver gift med en menneskekvinde, og de får en bjørnesøn, som folk fra et andet sted dræber, parterer og koger. Bjørnefaderen dræber alle mændene undtagen den ældste, der får stukket den ned. Den mister ikke bevidstheden under hele processen, og da dens sjæl, der har gemt sig under briksen for at køle af, vender tilbage til sin plejemor, har hun grædt så meget, at snottet hænger helt ned til gulvet.
Var.: Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn.
Tolkning: Den sidste metafor om snottet betyder ofte, at den sørgende har grædt sig ihjel. Kommentar: I modsætning til polar-inuit i Thule området, der forholder sig fjendtligt til isbjørne i deres fortællinger, har ammassalikkerne ikke svært ved at forestille sig en bjørn som et hjælpsomt medlem af samfundet. Men her som altid, når fortællingernes mennesker og dyr (el. ånder) for alvor blander samfund - får børn sammen fx - går det galt. |
Månens barn
Dokument id: | 1128 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Månens barn |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 281 - 282, nr. 16 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 140 - 146. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:253 - 255.
Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 263 - 264.
Resumé: En kone, hvis børn altid dør, voldtages undervejs efter vand af Månen, der kommer på sin slæde. Hun besvimer under voldtægten og vågner badet i blod på det vandskind, Månen har bredt ud til samlejet. Månen beordrer hende til ikke at ligge med sin mand de første nætter og ikke sy anorak til det barn, hun vil få. Den vil månen levere. Hun holder sig fra sin mand i tre dage, og da hun føder, får familiens ufrugtbare hund også en hvalp. Månen leverer anorakken, der er syet af remmesælstarme, og desuden en hvalrosluffe og en bjørnebov, som barnet skal spise. Konen lærer sønnen at holde vejret under vand lige så længe som en netside. Drengen og hvalpen udvikler sig lige hurtigt. Månen forærer sin søn en hundepisk, og drengen pisker sin hvalp ihjel med venstre hånd. Han pisker også sine legekammerater. En af dem dør. Da dennes søskende pønser på hævn, bygger drengens mor et vinterhus på en stejl klippeø. Hævnerne ankommer i kajakker. Moderen giver sin søn hans første klædedragt på, tarmskindsanorakken. Han smutter ud mellem kajakkerne, svømmer udefter under vandet med kajakkerne efter sig. Langt ude, hvor kystbjergene ikke længere kan skelnes fra hinanden, begynder drengen at fryse, dykker ned til bunden, råber fra roden af noget vingetang, og vinden begynder at suse. Han råber fra roden af noget andet tang. Nu kommer nordøstenvinden. Det fyger fra toppen af det højeste bjerg, Qalerajueq, på Kulusuk. Kajakmændene vender om. Nogle af dem kæntrer, og drengen tar årerne fra de øvrige. Han kommer alene hjem.
Var.: Svømme under vandet som en sæl. Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?);
Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd. For en analyse af denne fortælling se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen" og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. |
Natatek / Nattatteq / Manden, som flytter sammen med en Timerseq
Dokument id: | 1119 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Natatek / Nattatteq / Manden, som flytter sammen med en Timerseq |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 259 - 264, nr. 7 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 30 - 45. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 236 - 240. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 246 - 250.
Resume: "Natatek" Natatek / Nattattoq / Nattatteq er gammel, han og konen har mistet alle deres børn, og de bor alene i et hus i Noortiit på Kulusuk ud for Ammassalik fjordens munding. Hans mange naboer inviterer ham ofte til at fortælle sagn. De tvinger ham til at fortælle om sine afdøde børn og giver ham en sælluffe uden kød under fællesspisningen. Til slut blir Natatek vred. Da en mand går ud, smider han luffeskelettet ud i gangen efter ham med et udtalt ønske om, at det skal forvandle sig til et menneske-skelet. Det skræmmer manden ihjel og bagefter alle hans husfæller. Natatek og konen flytter til øen, Immikeerteq / Immikkoortoq ( i Semilikfjorden?), hvor der bor et gammel ægtepar med en datter. Da folk fra fjordmundingen nærmer sig på hævntogt, holder han seance, skønt han ikke er åndemaner. Alle træfadene fyldes med laks, hvorfra et sælkranium dukker op og skræmmer alle i huset til døde. Natateq og hans kone vågner til live igen. En hævner kommer ind, stikker dem i ansigtet, men uden virkning. Natateq og hans kone flytter ind i bunden af Semilik til indlandskæmperne, timersit, og bosætter sig hos et barnløst ægtepar blandt dem. Kæmpen og Natateq går på renjagt og jager narhvaler ved et strømsted i isen. En anden timerseq harpunerer en narhval, som Natateq har fanget og trækker den til sig. Natateq blir drillet med det. Om natten klatrer Natateq og hans fælle ad en udspændt rem over strømstedet. Derover ligger narhvalen, som Natateq binder til remmen. De fortsætter til tyvens hus, hvis indgang spærres flere steder af sten søm døre. Natateq flytter dem, springer ind i husrummet, griber sin harpunline, som tyven har bragt hjem, griber narhvalen og klatrer ved remmen over strømstedet. Næste gang den fremmede timerseq harpunerer en af Natateq's narhvaler, formår Natateq at trække den over til sig. Næste styrkeprøve gælder en timerseqs to døtre, der griber alle mandfolk i skridtet og river indvoldene ud af dem. Af sin fælle får han et par underbukser af dobbelt remmesælsskind og i en styrkeprøve med stenkast flere kræfter. Natateq får has på begge indvoldsrøvende damer. Dernæst bytter han kone med sin fælle. Begge koner føder en søn. Natateq's kones søn tiltrækker fugle, der ligefrem sætter sig på ham, og blir en dygtig kajakroer, mens kæmpens kones søn ofte kæntrer i sin kajak. Natateq's kones søn tiltrækker også sæler i sådan mængde, at de er nær ved at kæntre ham. Natateq forsyner ham med harpun, rem og fangstblære. Når sønnen harpunerer en sæl, fanger han på en gang hele stimen. Natateq og sønnen øver sig også i at surre en knækket åre sammen, for det tilfælde at åren virkelig skulle knække i stormvejr. Kæmpens kones søn lærer aldrig at rejse sig igen, når han er kæntret. Derfor rejser de ind i landet og fanger sæler fra land, mens Natateq med kone og søn rejser tilbage til fjordmundingen.
Var.: Nattattoq; Natarteq;
Kommentar: For en analyse af Nattatteq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "kæmper". |
Navagijak / Navagiaq / Navnevandring
Dokument id: | 569 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Navagijak / Navagiaq / Navnevandring |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 293 - 295, nr. 22 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 178 - 185. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 263 - 265. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 272 - 274.
Resumé: Navagijak harpunerer en tupilak, skønt han kan se det er en tupilak, fordi den har hætte på og bagkrop som en hund. Det er ikke en angakkoq / åndemaner men en ilisiitsoq / heksekyndig, der har skabt den. N. gør modstand, men trækkes under vandet og besvimer, da tupilakken bider ham i skulderen. N. kommer til sig selv ude ved horisonten, ror landet rundt langs den, hvorefter han ikke længere er et menneske, men en ånd. Som ånd / ånde tager han først bolig i en hun-sortside og lærer af sortsiderne, hvordan han skal sparke i retning af himlens Tukuija (?), for at komme hurtigt mod dybet. Dernæst flytter han til et hun-græsstrå, hvor han sveder for meget. Så til en hund, der kun kan sige vov - vov, står bundet og får prygl. Næste ophold bliver i en hvalros, hvor han sulter, men hvor de andre hvalrosser lærer ham, hvor han kan rode muslinger op med sine stødtænder. Til slut flytter han til en netside, bliver harpuneret ved et åndehul af sin tidligere kones nye mand, der har kunnet liste sig ind på ham i bjørnskindsstøvler og desuden med sin amulet bliver usynlig, da han nærmer sig åndehullet. Da han bliver flænset af sine tidligere kone, springer han op i hende, renser en masse is ud af hendes livmoder, så blodet flyder, hvorefter hun, der hidtil ikke har kunnet få børn, bliver gravid. Fødslen trækker ud. Manden stikker en bi i halsen på den fødende, et hætteklædt ansigt viser sig ved bagvæggen, manden styrter ud af skræk, og N. bliver født. Da han ikke i første omgang får sit navn, N., græder han vedholdende, får så sagt navnet, som de giver ham, hvorefter han holder op med at græde og trives godt.
Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; arnattatoq / Arnattatoq
Vedr. is i underlivet, var det er en rodfæstet forestilling i Østgrønland, at sterile kvinder havde is eller sne i underlivet. Menstruationer opfattes altså som en slags tøbrud, der baner vej for frugtbarhed. |
Nekrolog over Makkorsuaq
Dokument id: | 1945 |
Registreringsår: | 1924 |
Publikationsår: | 1924 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hansen, Hans |
Nedskriver: | Hansen, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Nekrolog over Makkorsuaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 79 - 80 |
Lokalisering: | Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Nekrolog over en af de storfangere, der levede i norddistriktet, Mákorssuaq / Makkorsuaq. Den mand, jeg vil skrive om, kaldtes af grønlænderne Makkorsuaq eller Ugsukâtsoq / Ussukaatsoq. Han er modstykket til A., der forrige vinter blev beskrevet i Atuagagdliutit. A. var en stor kajakroer, men Makkorsuaq var en stor slædekører. Johan Mathias Markus Johansen biev født 24. maj 1857 på bopladsen Aapi Aappi, nordøst for Upernavik. Og der blev han også fanger sammen med sine brødre. Jeg ved ikke hvor mange. Hans storebror som var berømt i Nordgrønland for sin dygtighed som fanger, Simon Simonsen, kaldet Ittui eller Ítuarssuaq / Ittuarsuaq. Hans navn er kendt af en masse mennesker. De var ellers rigtige brødre med begge forældre far og mor sammen, men når den ene har efternavnet Simonsen og den anden Johansen, skyldes det, at grønlænderne dengang ikke havde nogen efternavne. Og da præsterne gav dem efternavne, havde de givet dem deres dåbsnavne som efternavne. Simon blev Simonsen og Johan blev Johansen. Jeg kan endnu ikke fortælle noget om Ittui, for selv om jeg meget gerne ville have truffet ham, døde han inden jeg så ham, men det kan være, at jeg senere kan få oplysninger om ham og skrive om ham. Ituarssuaq og Makkorsuaq var prægtige mænd, nogle af de sidste tilbage- blevne, som flyttede fra sted til sted alt efter fangstforholdene uden at tænke på butikken. Og i tillid til deres egen dygtighed søgte de fangstdyrene og de havde naturligvis ofte heldet med sig. I deres bedste tid som fangere, boede der næsten ingen mennesker nord for Tasiusaq. Dengang var nordgrænsen for den beboede del noget varie- rende. Folk ville ikke flytte særligt langt fra den lille butik ved Tasi- usaq, men så flyttede de to store mænd nordpå. Og da andre folk, der ellers boede i nærheden af Tasiusaq fik lyst til at komme med, kom der en masse bopladser længere nordpå, således at de til sidst stødte op til Melville bugten, idet der ikke var så meget land der mere. Og årsagen til denne nordgående vandring er de to brødre, som ikke syntes at have kendt noget til farerne i Grønlands natur, og som for en masse andre fangere åbnede fangstmulighederne. Dengang var der en masse fangstdyr ved Aappi, især narhvaler. Men hvordan kan det så være, at Makkorsuaq og hans bror, der ikke led nød der, ønskede at forlade stedet? Hvis man ikke kendte Makkorsuaq og hans bror og man heller ikke har hørt om dem, kunne man fristes til at spørge således. Men det uendelige slædeføre og lysten til isbjørnefangster og narhvalfangster havde tiltrukket disse to store mænd. Ittui var berømt for sin dygtighed som fanger og sin omhu med sine sager, men selvom han havde gode hunde, kunne han ikke måle sig med sin lillebror på det felt. Måske vil nogle af læserne, især sydgrønlænderne tro at slædekørsel eller dygtighed til slædekørsel er lettere end dygtighed i kajak. Men det er ikke tilfældet. Slædekørsel er ikke leg. Og der er forskel på det at kunne køre med slæde og det at være dygtig hundekusk. Alle og enhver kan lære at køre slæde, selv sydgrønlændere der er flyttet herop, men kun de færreste kan kaldes dygtige slædekørere, og over dem alle ra-gede Makkorsuaq siges der. Den mægtige is og de bjørne der færdes på disse kanter havde besatte denne mands tanke og fik ham til at flytte rundt til forskellige steder, så at han uden bopladsfæller søgte at bo på steder uden plantevækst, uden andre fangere til at ledsage sig. Det var før hans søn begyndte at jage selv. Og han levede i modet (??) i disse barske omgivelser. Han havde med sit hundespand løbet en masse bjørne op og han døde på et sted han fandt så smukt den 8. marts 1923. Det var ved Ikermiut, lidt syd for Kap Holm, som den nordligste beboer i Upv. distrikt. Makkorsuaq havde også opfostret flere forældreløse drenge, og han havde gjort dem til fangere, således at de kunne hjælpe sig selv. Men når jeg nu roser ham for hans hunde, så tænker jeg mens jeg skriver, at han sandsynligvis ville råde mig fra at skrive om ham. Lige som store stærke mænd fra fortællingerne, prøvede han ikke at vise sig. Den gamle grønlandske tankegang er også Makkorsuaq's. Han ønskede ikke at blive rost, men tanken om et frit liv, hvor han kunne køre slæde af hjertets lyst på den fine is mellem isfjelde, det var den følelse, der drev ham. Og på den måde lignede han en masse grønlændere, som for andre kun er blevet fortællinger. Da jeg så Makkorsuaq, var han en gammel mand, men alligevel beværtede han os med en bjørn, som han selv havde skudt. Jeg så hvor mange optrukne sæler der lå syd for hans boplads, og da jeg sagde til ham, at det måtte være dejligt at bo der, sagde han, at her er ingen fangstpladser. Du skal engang se min fangstplads, min fangstlejr om foråret, der er der for alvor optrukne sæler, og der kan man køre i slæde hvor som helst. Og det var sandt. Hans forårsfangstlejr lå i nærheden af Djævelens Tommelfinger / Kullorsuaq, og efter grønlandske begreber flød det med mælk og honning. Jeg er en af dem, der kun har hørt om Makkorsuaq hunde og hans behandling af sine hunde. Jeg har aldrig set ham køre for fuld fart, og jeg er ikke i tvivl om at det kun er meget få, han har vist, hvor meget han kunne. Han var jo over alle slædekørere. Jeg har derimod set ham køre ganske langsomt, og hans hunde så ud som om de trak af alle kræfter. Sådan siger jo også folk der har forstand på hundekørsel, at sådan skal det være. Når grønlænderne kørte slæde, skånede de deres hunde. Det var jo ikke legetøj. Man kunne aldrig vide, hvornår man kunne komme ud for fare, objekter eller folk der var kommet i nød, således at man måtte køre til. Og den der virkelig kunne køre slæde viste først da, hvor meget han kunne, og kørte alt hvad han kunne. Og det man hører blandt slædekørere piskesmæld, kamikken og lyden af sch.. høres, og hemmelige signaler er ikke bare fortællinger. Det er åndepust fra norden, som nu er ved at forsvinde ligesom åndemanere, hekse og tryllesange. Kun sådanne, der vir- kelig er til nytte, er blevet tilbage, og de vil bestå, så længe grøn- lænderen og hunden trækker vejret. Over alle disse slædekørere er Mak. Man hører gang på gang, at grønlænderne kan lide at køre om kap med hinanden, og det er sandt. Når dygtige slædekørere fulgtes ad, kunne de godt finde på at se, hvem der kunne køre hurtigst. Engang, fortælles det, skulle en masse slæder til Tasiusaq om foråret. Der var ingen kate- keter for de nordligst boende og de ville så ned til Tasiusaq for at holde påske der. Og så skulle de også prøve, hvem der kunne køre hur- tigst og hvem der kom sidst. Man hørte piskesmæld, knald og latter hele tiden og den bedste af dem var som altid blandt de sidste, og han kørte forholdsvis langsomt. Hans hunde så ud som om de ydede alt hvad de kunne og han havde sin kone med på slæden. Men på en eller anden måde så hundene ud som om de blev forskrækket. De satte fuld fart frem, så at de fejede sneen op til en hel røg efter sig. Så kørte han forbi den ene slæde efter den anden. Han fortsatte med den fart og da han passerede den forreste af dem kiggede han på ham og sagde: Sådan er den ældste, det er Makkorsuaq. Engang har jeg læst i Atuagagdliutit at nogen har sagt, at fortællingerne om vore forfædres handlinger var noget vi overdrev. At sige således er forkert. De stærke mænd, som man idag kan fortælle om, er ikke fanta- sifostre, men de er grønlændere, som ikke var gjort blødsødne af butiks- kost. De boede på øer, som var udsat for store bølger og ligeledes kunne man på nunatakker ved isbræerne finde hustomter, der ligesom fortæller at her hviler benene efter stærke mænd. Disse mænd ventede ikke på hjælp fra Danmark, men de kæmpede tappert mod naturens magter, og vi skylder dem ære. Mon det er de sidste blandt disse mænd vi har i brødrene Ittui og Makkorsuaq. Man plejer at mindes store mænd. Og jeg tænker på no- get som kunne bruges som minde, som et smukt minde, hvis det blot ikke lyder grimt for mange grønlændres ører. Djævelens Tommelfinger i Mel- villebugten er en smuk mindesten. I mange år har den været vidne til den store slædekører, som man måtte beundre. Og hvis solen ikke havde slettet sporene på isen, så ville de fortælle os den bedste af nordgrøn- lænderens drømme, om isbjørn og om manden der havde held til at fange bjørne.
Hist.: De nærmeste årgange af Atuagagdliutit (1922-1924) nævner ingen person med A., der kunne være Makkorsuaqs modsætning.
Også Hans Lynge fik fortællinger af Makkorsuaq af Marteeraq. Søg på Makkorsuaq. |
Nukarpiartekak / Nukappiatoqaq / Den gamle ungkarls frieri
Dokument id: | 570 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Nukarpiartekak / Nukappiatoqaq / Den gamle ungkarls frieri |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 320 - 321, nr. 40 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 263 - 267. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 286 - 287. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:294. Resumé: En gammel ungkarl / pebersvend, der aldrig går ud i kajak, finder sin overgroede kajak frem, renser den og tar på besøg hos rare folk, hvor han forelsker sig dødeligt i den smukke datter. Hver gang hun smiler venligt til ham, rykker han hende lidt nærmere på briksen og besvimer. Da de til slut har samleje forsvinder han led for led ind i hende. Næste morgen tisser hun hans skeletdele ud. |
Om hexeri
Dokument id: | 383 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | Motzfeldt, Peter |
Nedskriver: | Motzfeldt, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Om hexeri |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 1008, nr. 202 |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Motzfeldt skriver (på dansk) i et brev til Rink om et tilfælde af hekseri. Rink har taget den pågældende side ud af brevet, nummereret og pagineret den. Følgende renskrift er tillempet nudansk retskrivning:
Med megen interesse har jeg gennemlæst Deres skrift, iblandt disse no. 117 ligner noget som skete nogle år efter min ansættelse ved Julianehåb, og jeg tror at det må være den samme. Historien er således: (for jeg er en af de handlende personer og spiller en vigtig rolle i den). Vi hørte engang at Time /Themoteus (han havde trende brødre og 3 søskende (søstre ? BS), hvoraf den ene er nuværende parsissoq (forstander) Bernhards moder) var blevet hexemester tilligmed sin fætters kone Jacobine. I løbet af vinteren kom en del lichtenauere på handel, hvoriblandt Times svoger Ignathus (Ignatius ? BS). Han fortalte da i min afdøde kones forældres hus hvorlunde de kunne hexe og blandt andet, at de kunne komme ud på den lille holm der ligger i Davidsund / Davidstrædet, thi der boede de, og da Time gerne ville være i familie med mig, sagde jeg til Ignatus og bad ham at hilse Themothius, at jeg når jeg om foråret kom til dem, vil jeg tage Time ombord og lukke ham (ned) i lasten og lade ham hexe, og hvis han ikke kan slippe ud derfra, vil jeg give ham en lussing. Da jeg kom om foråret kom jeg for ? i nuværende Sydprøven havn. Hans fætter, Johannes, kom da ombord og bød mig på besøg til dem ved Davidsund. Bemeldte Johannes boede i et (hus ? BS) for sig med sin broder Andreas, men jeg kom først dagen efter om eftermiddagen ifølge (med ?)benævnte mand og Jochums ???? (noget ulæseligt i parentes, BS) fader. Da vi kom ind i huset var konen ej der, imidlertid kom sønnen på 10 à 12 år ind og sagde faderen noget og han rejste sig op og siger: "hun er vist dånet om et eller andet sted" og går ud, og de øvrige fulgte efter, og da jeg og Jochum blev alene tilbage gik vi også ud og så da, at enhver ledte efter hende, og på mit spørgsmål fik jeg at vide, at når hexeriet kom på hende dånede hun om. Vi ledte da også med en stund, indtil jeg blev ked (træt) af det og gik ombord. Efter at de var vendt tilbage om efteråret blev det opklaret således: Da det blev mørkt efter at vi var kommet i havn, havde Time taget sin fætter Johannes' kones tøj i sin kajak (og ? BS) roet op til Lichtenau, men holdt sig i en god afstand for ikke at blive set, og var på samme måde roet tilbage, og fortsat sin fart uden at gå hjem op til Kangerluarsuk, norden for Kuigitoq (?), og dagen derpå, da manden Johannes var gået ombord, var konen vandret væk op til Time. Efter deres tilbagekomst så jeg ikke Themothius i lang tid, endelig fik jeg ham at se, ved Saattoq med fartøj. Han kom fra kolonien tilligemed sin broder Ignathus og havde formedelst sin hexeegenskab fået sådan en styrke, at han havde et par vældige (?) blærepile med selvgjorte svære pilejern på dem. Da de ville forlade os, gik jeg i min kajak og fulgte et stykke vej med og vinden var svag fra venstre side. Jeg bad ham da at kaste med sine pile. Efter at have nægtet en stund kastede han gentagende, men kunne ej magte dem, hvorfor jeg gjorde nokså(?) nar af ham, så at broderen ofte måtte smile, og jeg sagde at han skulle forynge (? gøre dem lettere ? BS), hvilket han også gjorde senere.
Var.: Niels Mikiassen Timersuamik.
Hist. + kommentar: Motzfeldt skriver fra Qassimiut, hvor han er ansat. Den tids missionærer og kateketer regnede åndemanere og hekse for eet og det samme. Men de kunster Timi kan imponere med, tyder på mere på åndemaneri en hekseri. Timis rotur skal selvfølgelig hindre Motzfeldt i at lukke ham ned i lasten. Men det står i teksten ikke klart, hvorfor han har Johannes' kones tøj med og hvorfor dét får hende til at slutte sig til ham i Kangerluarsuk. Ifølge Niels Mikiassens temmelig meget længere version, hvor Motzfeldt ikke spiller nogen rolle, har de to en affære som gir sig udslag i en længere udflugt - endog helt til Østgrønland over land. Helt overensstemmende i de historiske data er de to fortællinger iøvrigt ikke. På den upaginerede side af brevet til Rink fortæller Motzfeldt om Elias' død af et tilsyneladende uskyldigt lille stiksår. Om denne Elias fortæller Niels Mikiassen i ovennævnte fortælling en del mere ubehagelige ting. |
Om månemanden og Erkingasek / Equngasoq
Dokument id: | 1347 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Narsingerteq og Aallallaq (Narsingertek og Adlagdlak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Om månemanden og Erkingasek / Equngasoq |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 314 - 315, nr. 34 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s.244 - 247. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 281. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 289 - 290.
Resumé: På månen bor månemanden i et hus med et hul i husgangen, hvor han kan holde øje med jorden. Han har ingen konebåd og tager på fangst i slæde med en narhval som slædehund. Den eller Månen har en hund med hudløs pandeskal. Man kan høre den gø, når åndemanere kommer til Månen efter børn. Støjer man på hans hustag, blir han vred. Han lader det sne eller tager sjælen fra en kvinde, der mister et barn, hvis hun ikke overholder tabuerne. En åndemaner må hente sjælen tilbage. Månen fremkalder kvinders menstruation. En åndemaner på vej til Månen bliver skåret itu og frarøvet sin lever af Solens mor, Jupiter, der spiser leveren, men ikke når at sluge sjælen, som åndemaneren snupper tilbage. Han blir rask igen. Equngasoq er en fjern, kejthåndet øbo, der kvaser mennesker på lang afstand med sin fuglepil. Med samme pil jager han Månen, Jajaaq, bort, hvis denne vil smadre folks huse, og fanger tupilakker, hvis en åndemaner ber ham om det.
Kommentar: Disse østgrønlandske forstillinger har Holm og Petersen stykket sammen fra flere forskellige fortællinger og informanters udsagn. Måske er det Indvoldsrøveren / Indvoldsrøversken der her blevet identificeret med Solens mor, og denne med planeten Jupiter. Men i Thalbitzer 1914, I:106 er det eskplicit Indvoldsrøversken der identificeres med Aldabaran el. Alcyone (cf. MacDonald 1998:57f). Netsilikkerne identificerede Indvoldsrøversken med Altair, vintersolhvervs- eller nytårsstjernen, under navnet Aagjuuk, og placerede hende uden for solens hus (ibid.s.49), mens en yngre østgrønlandsk fortælling identificerer Altair med en slags vagt(hund?) for Nalikkatteeq, dvs. Indvoldsrøversken (søg på Altair). Navnet på Månen, Jajaaq, træffes også i Østgrønland som navnet på åndemanerens tromme / shamantrommen. Der er fortællinger om Equngasoq, der jager den straffende Månemand på flugt. Men kun om foråret. Om efteråret klarer den det ikke. Da skal der kæmpefalke til. Søg på: Equngasoq / equngasoq. |
Om rener, moskusoxer, harer og "dyr med jernhale"
Dokument id: | 1351 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Angitinnguaq (Angitinguak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Om rener, moskusoxer, harer og "dyr med jernhale" |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 318 - 319, nr. 39 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 259 - 263. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 285 - 286. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 293.
Resumé: Disse dyr fandtes i gamle dage. Ved Noorsiit / Noortiit på Kulusuk jagede man landdyr fra midvinter. En mand nedlægger først en del rener, dernæst en moskusokse, så et dyr med jernhale, hvis afskårne hove han lægger i husgangen. Det forstyrrer hans nattesøvn. Endelig jager han et hvidt dyr, der er større end en ræv og har fødder som en bjørn (en snehare). Rener, moskusokser og harer er planteædende. Man jagede dem med bue og pil med benspids. Skydeskjulene ses endnu nær Noortiit. En sang om fortidens jagt på rener og harer fortæller at sangerens lillebror er bange for disse dyr, som han selv fanger.
Hist.: Se note til Holm 1888, nr 38 |
Oprindelsen til Kavdlunak'er, Timersek'er og Erkilik'er
Dokument id: | 1132 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Oprindelsen til Kavdlunak'er, Timersek'er og Erkilik'er |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 290 - 291, nr. 20 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 168 - 174. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 261 - 262. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 270 - 271
Resumé: En ung pige bliver gang på gang gift, men ægteskabet varer altid kort. Faderen mener, at hun bør have en hund til mand. Om natten river hunden sig løs, kommer ind og besover pigen. Det gentager sig. Til sidst slæber den hende med uden for. Hun bliver svanger og føder et stort kuld unger, der æder så meget, at hendes far flytter dem over på en ø. Undertiden kommer han selv med mad, undertiden sender han hunden over med en pose mad om halsen. En dag fylder han sten mellem maden. Hunden kommer med nød og næppe i land og befaler sine unger at æde deres bedstefar, når han næste gang kommer med mad. Han kommer og ynker dem for deres sult. Moderen har beordret dem at æde ham. De æder både kajakken og bedstefar, hvorefter moderen sender dem ud i verden for at sørge for sig selv. De hunde, der blir europæere, sender hun ud på en kamiksål med besked om at lære at fremstille ting. De andre sendes afsted på et pileblad. De kommer til indlandet som eqqillit og timersit. De sidstnævnte kommer hvert efterår dundrende ned til havet for at fange sæler og anmodes om ikke at gøre deres fætre fortræd. Europæerne kommer til et fjernt land, hvor de lærer sig at lave huse, skibe og jern. Jernet fremstilles af mennesker, der kastes i store trangryder. Først bliver de hvide, så røde, så sorte. Europæerne kan ikke komme ind til Ammassalik p.g.a. isen. Derfor får man jernet sydfra. Man fik først jern, da landet var gået i stykker og havde fået sit nuværende udseende.
Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.
Hist.: Tidsfæstelsen af jernets komme står åben for tolkning. Trankogerierne ved handelsstationerne i Sydgrønland har vel givet ideen til metoden til fremstilling af det kostbare jern. Bemærk den logiske brist, hvor først hunden, dernæst moderen tillægges ansvaret for hvalpenes fortæring af deres bedstefar. Fortællelogisk burde også eqqillit være karakteriseret ved deres jagtmetoder. Måske skyldes deres tilstedeværelse påvirkning fra Vestgrønland. Strukturelt placeres de som modsætning til europæerne, og timersiit som mediatorer og østgrønlandernes fætre. Hist.: "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." Kommentar: Både i Østgrønland og i Thule området havde man forestillinger om at jorden i mytisk tid revnede. Søg: Holtved The partition of the earth og ID 959, 960, 985. |
oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning
Dokument id: | 284 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kragh, Peder |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 4 - 6, nr. 2 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, VI, ss. 86v - 87v. Dvs. den samme som ID 1
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen: "En fortælling om kamp med bue og pil".
På en boplads boede en mand, der var kyndig i åndemaneri, sammen med sine mange sønner. De var berygtede for at dræbe fangere fra andre bopladser, når de var ude på fangst. I huset boede også en svigersøn fra en anden boplads. En dag kom en gæst, som viste sig at være slægtning til svigersønnen. Denne fortalte gæsten om disse drabsfolks metoder og instruerede ham i, hvordan han kunne hævne sig på dem. Da gæsten tog af sted, padlede mændene efter ham i konebåd for at dræbe ham. Men svigersønnen, der padlede med på den forrest plads i konebåden, sørgede for at knække en åre, hver gang de var lige ved at indhente kajakmanden. Svigerfaderen beskyldte ham for at gøre det med vilje, men han forsvarede sig med, at det var fordi han lagde kræfterne så voldsomt i for at nå den flygtende. Gæsten slap uskadt bort fra sine forfølgere.
Det blev vinter, og mørketiden kom. De tog ikke ud på fangst og var hele tiden på udkig efter, om der skulle komme nogen og angribe dem.
En dag kom der nogle fremmede slæder, og fra isstumperne ved strandkanten begyndte de at skyde med bue, og pilene fløj hen over huset og ramte jorden på den anden side. Det var for at svække drabsmandens trolddomskraft og hindre familien i at flygte. Drabsmanden manede ånder og tilkaldte sine hjælpeånder, men de kunne ikke forcere det område, som pilene havde ramt. De kæmpede med bue og pil, og de fremmede udefra dræbte troldmanden / angakkoq'en / åndemaneren og alle hans sønner. Svigersønnen, som igen var kommet under mistanke hos sin svigerfar, sluttede sig til sidst til hævnerne og flygtede bort med sin kone og børn.
Var.: De to fætre, Holm; Brødrene som forsvandt; |
oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning
Dokument id: | 1 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq pisigtáuneq pivdlugo / Bueskydning |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 4 - 6, nr. 2 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, formentlig af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, VI, ss. 86v - 87v. Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen: En fortælling om kamp med bue og pil. På en boplads boede en mand, der var kyndig i åndemaneri, angakok / angakkoq, sammen med sine mange sønner. De var berygtede for at dræbe fangere fra andre bopladser,når de var ude på fangst. I huset boede også en svigersøn fra en anden boplads. En dag kom en gæst, som viste sig at være slægtning til svigersønnen. Denne fortalte gæsten om disse drabsfolks metoder og instruerede ham i, hvordan han kunne hævne sig på dem. Da gæsten tog af sted, roede mændene efter ham i konebåd for at dræbe ham. Men svigersønnen, der roede med på den forreste plads i konebåden, sørgede for at knække en åre, hver gang de var lige ved at indhente kajakmanden. Svigerfaderen beskyldte ham for at gøre det med vilje, men han forsvarede sig med, at det var fordi han lagde kræfterne så voldsomt i for at nå den flygtende. Gæsten slap uskadt bort fra sine forfølgere. Det blev vinter, og mørketiden kom. De tog ikke ud på fangst og var hele tiden på udkig efter, om der skulle komme nogen og angribe dem. En dag kom der nogle fremmede slæder, og fra isstumperne ved strandkanten begyndte de at skyde med bue, og pilene fløj hen over huset og ramte jorden på den anden side. Det var for at svække drabsmandens trolddomskraft og hindre familien i at flygte. Drabsmanden manede ånder og tilkaldte sine hjælpeånder, men de kunne ikke forcere det område, som pilene havde ramt. De kæmpede med bue og pil, og de fremmede udefra dræbte troldmanden / angakkoq'en / åndemaneren og alle hans sønner. Svigersønnen, som igen var kommet under mistanke hos sin svigerfar, sluttede sig til sidst til hævnerne og flygtede bort med sin kone og børn. Var.: De to fætre, Holm; Brødrene som forsvandt; |
Pigen, der gik over indlandsisen til vestkysten
Dokument id: | 1133 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Pigen, der gik over indlandsisen til vestkysten |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 295 - 296, nr. 23 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 185 - 188. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 265 - 266. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 274 - 275.
Resumé: Hun går hjemmefra med kniv, synål og såler, fordi hendes storesøsters mand vil giftes med hende også. På indlandsisen gemmer hun sig ved den anden nunatak i en revne, for to timersit, indlandskæmper, sover ved nunatakken. Da de er borte, syr hun nye såler i kamikkerne, kommer ned på vestsiden, hvor en mand på renjagt skyder en ren, spiser dens hjerne og tar hende til kone. Hun får jerngryde og alting. Engang fortalte hun tilrejsende fra sydøstkysten: "Derovre havde jeg synål af kobber, her har jeg gryde af jern." Hist.: Det forjættede land er Vestkysten, hvor man kan jage rener og tilhandle sig jernsager. |
Piilikkat / Piilikkaat, morderen
Dokument id: | 963 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1938 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Piilikkat / Piilikkaat, morderen |
Publikationstitel: | Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 109(1) |
Omfang: | side 88 - 89 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Ed. by H. Ostermann. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.
Resumé: Piilikaat har flere mord på samvittigheden, da Apikutooq, der har hørt at han blir det næste offer, får et par mænd til at hjælpe sig med at dræbe ham. Sammen trænger de ind i P's telt (man er på forårsfangst), hvor Apikutooq søger at stikke P. ned med en kniv, men denne får fat om kniven og holder så fast, at Ap. må vriste den fra ham med tænderne og derved skærer fingrene af på P.s hånd. Ap. dolker så P. tre gange i siden under skulderbladet, hvorefter man dræber ham med et bøsseskud, parterer og spreder stykkerne som sig hør og bør.
Hist.: Historisk fortælling om det sidste af de 9 drab i perioden 1884 - 1893 i Ammassalik-distriktet, dvs. fra Konebådsekspeditionen til kolonisation og mission i 1894 (Holm og Petersen 1921: Meddr. Grl. Bd. 61, II: 618). |
Plejebørnene / Barne-uhyret / Blå mennesker
Dokument id: | 1131 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Ukuttiaq (Ukutiak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Plejebørnene / Barne-uhyret / Blå mennesker |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 287 - 289, nr. 19 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 161 - 168. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn ogFortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 259 - 260. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 268 - 270
Resumé: En pige og hendes lillebror er plejebørn hos en kone, der føder et barn. Konen vil lære det ikke at spise så meget, og giver det derfor hverken die eller bærer det i amaat. Plejedatteren passer det og giver det vand at drikke. Det vokser sig uhyggeligt stort, æder sin mor og sin far og vil også æde sine plejesøskende. En gammel kælling i huset gemmer sig af skræk under sin amulet, en træøse, som hun gør større. På vej ud gennem gangen stopper plejesøsteren flere gange utysket ved at minde det om, at hun har givet det vand og mad. Uden for gemmer hun sig under en konebåd på stativ. Utysket bliver nærgående. Hun kaster en stenkniv mod det og flækker det. Sammen med broderen flygter hun ind i landet. Lillebror bliver tørstig, hver gang de kommer til et hus, hvor der ved indgangshullet er ophængt en rangle af tænder, som storesøsteren skærer ned med sin kniv. De slukker tørsten, pigen råber efter ranglens ejer, der dukker frem. Hun kaster sin bjørneskindskamik dræbende mod ejeren. Den første ejer er blå i hovedet. Den anden blå over det hele. Den tredje endnu mere blå. De to søskende går længere ind i landet og sætter sig ned. Dermed er fortællingen slut.
Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq.
Hist.: Fortællingens besynderlige slutning skyldes sikkert, at Ukuttiaq ikke rigtig kan huske den. Han har netop solgt Holm en stenkniv og et par kamikker af bjørneskind og indskyder om pigens stenkniv og bjørneskindskamik, der begge er dræbende, at det er derfor den slags er så dyre. Fortællingen skal med andre ord blot overbevise Holm om, at det nærmest er amuletter, han har købt så dyrt. |
Pouia / Manden, som opholdt sig hos Timerseq'erne
Dokument id: | 1125 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Pouia / Manden, som opholdt sig hos Timerseq'erne |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 273 - 276, nr. 13 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 117 - 124. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 247 - 249. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 257 - 259.
Resume: "Pouia" Pouia bliver ude i kajak røvet af en indlandskæmpe, en timerseq, og gift med hans to døtre, en yngre smuk og en ældre grim. Når han ligger mellem dem om natten vendt mod den smukke, vender den grimme ham om mod sig. Pouia får lyst til at fange i sin kajak, der er tørret helt ud. Konerne betrækker den på ny, men syr i deres uforstand på kajakker mandehullet til. Pouia belærer dem. Han føres af svigerfar til en stor sø og lægger fra land, mens den gamle går ud i vandet og med råbet, "kee, kee", tiltrækker en mængde fugle. Pouia lægger den første bunke han har fanget på en ø, for frit at kunne fange flere. Hans koner henter dem ad en tågebro, som de sender over til øen. Senere, da Pouia vil fange narhvaler i søen, tiltrækker svigerfaderen dem med råbet: "Ho! ho!". Pouia fanger den alene og slæber den selv hjem. Pouia der længes efter havet lokker sine koner med ned til Tasiusaq, hvor ammassalikkerne plejer at samle rosenrod. En konebåd med snakkende mennesker nærmer sig. Pouia får sine skræmte koner til at tro, at det er skrigende måger. Folk går i land, men styrter tilbage ved synet af kvinderne. Pouia råber, at han ikke er timerseq, stikker sine hænder i konernes kamikskafter, og trækker dem med sig. Den smukke kones skaft revner. Hun er en dårlig syerske. Den grimme er gang på gang ved at kæntre båden, mens de ror hjem til Pouia's fæller. Senere finder de hende ofte ude i vandet på vej hjem til sine egne. Hun får et barn. Næste forår opfordrer hun Pouia til at rejse med hende hjem på besøg. Hun insisterer på at tage barnet med, og de kommer aldrig siden tilbage til mennesker ved kysten.
Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse. |
Renen og parpaligamik uniakagtagdlik / unikattallik (Dyret med jernhale)
Dokument id: | 1357 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Renen og parpaligamik uniakagtagdlik / unikattallik (Dyret med jernhale) |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 318, nr. 38 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 256 - 259. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 284 - 285. Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 292.
Resumé: En dygtig fanger og dyret med jernhalen forfølger sammen en ren, der smutter ind i en hule og lover manden en tjeneste, hvis han holder indgangen spærret for dyret med jernhalen. Dette dyr ønsker med effekt, at han aldrig må fange mere. Men renen har til gengæld anvist manden et godt bærsted under sneen i en stens læside. Manden og hans kone lever godt af revlinger / sortebær året igennem.
Hist.: Renernes forsvinden fra Ammassalik området knyttes til jernets komme. |
Sanimuinak's fortælling om, hvorledes han blev angekok / angakkoq / åndemaner
Dokument id: | 575 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Sanimuinak's fortælling om, hvorledes han blev angekok / angakkoq / åndemaner |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 326 - 329, nr. 46 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 283 - 293. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 291 - 293. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 298 - 300.
Resumé: Sanimuinnaq beslutter at blive åndemaner, da hans mor slår ham med opstanderen fra en lille slæde han har lavet. Gnidestedet, hvor han gnider en sten solret mod en anden, er en fjeldrevne, der vender mod solopgangen. En ånd taler til ham fra revnen. Af skræk mærker han sine indvolde oppe i halsen og spiser siden ikke indvolde. Han arbejder heller ikke mere i jern. Tredje gang ånden taler, ber den om at komme op. Det er et krebsdyr, måske en krabbe i overstørrelse, der blir hans første hjælpeånd. Næste forår gnider han igen og blir træt af at gnide, men stenen snurrer af sig selv solret rundt. Ånden der kaldes op af jorden er en dværg i hvid pels, med sorte arme, krøllet hår og et træredskab til laksefangst. S. har fået sin anden hjælpeånd og mister bevistheden. Den tredje hjælpeånd er en barneånd med spidst, skaldet hoved. Den kommer op af en elv fra en indsø. Den fjerde ånd kalder S. op af en indsø med stenkast. Det er ferskvandets bjørn, der æder ham. Han mister først bevistheden, da den æder hans hjerte. Han vågner nøgen og hans klæder kommer flyvende efter ham, hvorefter han ser og får tre elv-dværge, den ene med barn i amaaten. Senere forvandler tre kajakker sig til tejster for hans øjne, og den narhval, de bugserer, bliver til en torsk (uuaq), der synker til bunds. Dernæst får han to skyggeånder, Kuiteq, der skriger "ungaa" som en nyfødt og Amortortoq. Den skriger "amoo", stammer sydfra og taler europæisk. Endelig får han endnu en skallet ånd med spidst hoved. Og han er engang sprunget op på ryggen af toornaarsuk, der skjuler sit skridt med hænderne. S. besvimer omtrent og kommer til sig selv liggende bag en stor sten.
Vedr. toornaarsuk står der i den håndskrevne oversættelse, at denne ånd holder med begge hænder om sit lem (penis), for at gøre det stift. Håndskriften slutter med følgende beskrivelse af Sanimuinnaqs seancer (åndemaninger): Når jeg gør mine tornaq-kunster bindes mine hænder sammen på ryggen; benene bindes sammen og hovedet med til dem. Jeg sidder på et vandskind og et andet sådant hænges for døråbningen. Når lamperne er slukkede, begynder trommen at gå rundt omkring hovedet, mens den trommer af sig selv. Skindet for døren rasler og bjørnen kommer brummende ind og spiser mig. Derefter kommer Amortortoq ind i huset, den traver omkring og brøler: "amo!" "amo!" Alle der er i huset, kryber sammen i krogene for at undgå den, thi hvis den kommer til at røre ved dem, da blive de sorte og dø. Jeg kan tale med ånden i et sprog som ingen andre forstår. Min ånd kan også føre mig ned under jorden og der kan jeg tale med andre ånder (innerssuit / innersuit)- Denne fortælling, dog i en langt bredere form, giver Sanimouinak / Sanimuinnaq tilbedste for familie og husfæller.
Hist.: S.' uddannelse til åndemaner / angakkoq afviger ikke fra andre lærlinges, bortset fra den normale antagelse, at den store bjørn, Søens Bjørn, troldbjørn ikke tjener som hjælpeånd, men kun som middel til at give lærlingen det indre lys (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.). Bjørnens funktion som hjælpeånd under seancen synes desuden at være den, at den beskytter Sanimuinnaq mod skræmmeånden, Amortortoq, der taler europæisk og således røber europæisk påvirkning. jvf. iøvrigt fortællingen med oplysninger om S.' ånder i Hanseeraqs dagbog, Thalbitzer, W. 1933, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 8.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation. Og vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) |
Sieterevarsusuak og Kobaluarsusuak / Fætterne, der ville have den samme kone
Dokument id: | 571 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Angitinnguaq (Angitinguak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Sieterevarsusuak og Kobaluarsusuak / Fætterne, der ville have den samme kone |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 322 - 323, nr. 42 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 271 - 274. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 288 - 289. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5):295 - 295.
Resume: Sieterevarsusuaq og Kopaluarsusuaq er ugifte fætre og bor i hver sin ende af en stor ø. S. har ingen kajak. S. ønsker sig K.'s niece til kone. K. fanger oftes to hvalrosser og går over øen med det halve af den ene til S. K. besøger S., ønsker S.s niece til kone. Hun er uvillig, men K. overtaler hende. En dag K. er på fangst røver S. hende. K. vil hente hende tilbage. Hun vil gerne, men K. må brydes med S., der dræber K. og genopliver ham ved at vende den dødes ansigt mod alle fire verdenshjørner. K. må vende hjem uden kone, men giver fortsat kødgaver til S., og de forblir gode venner.
Tolkning: Metoden / ritualet til genoplivning af den døde er en bevægelse verden rundt. S. og K. udveksler åbenbart niecer, men forholdet mellem dem er ikke ligeligt. S. har åndemanerevner, K. fangstevner, men i østgrønlandske myter tenderer hvalrosfangere at lide nederlag til en modstander med andre evner. |
Solen og månen
Dokument id: | 1123 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Solen og månen |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 268, nr. 10 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 100 - 102. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 243. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 253.
Resume: "Solen og Månen" Månen bor i hus med sin søster Solen i Ammassalik området. Han lægger sig hos sin søster, når lampen slukkes om aftenen. En nat smører hun sod på hans skulder, for at opdage, hvem han er. Da hun næste morgen ser sodpletten, skærer hun sit ene bryst af og kaster det hen til ham med ordene: "Siden du holder så meget af mig, så spis mig!" Hun tar en pind med lampemos, stikker ild til den og stiger til vejrs. Månen tænder ild i lampemos på sin isskraber, men ilden slukkes til glød, da han stiger til vejrs efter hende. Med mellemrum puster han til gløderne og gnisterne blir til stjerner. Undertiden må han ned til jorden på sælfangst. Solen lyser og varmer godt, fordi lampemosset endnu brændte, da hun nåede til himmels.
Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; Solen og månen; Månen og solen; sun el. Sun. Overkateket Hanseeraq fik en anden version, hvor stjernerne opstår, da månen brænder sig på solen. Ifølge Hanseeraq kaldes Månen Ijakak og Solen Sungula. |
The mountain-walker and the one given to whipping
Dokument id: | 694 |
Registreringsår: | 1946 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Pualorsuaq (Pualorssuaq) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The mountain-walker and the one given to whipping |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 152(1) |
Omfang: | side 299 - 301, nr. 117 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 123 - 124.
Resumé: Ung mand der har myrdet går til fjelds, slipper gennem klipperne, der lukker sig og åbnes igen af larver, når de slår med halen (scylla og karybdis-motivet), optages som plejesøn hos fremmede, får en pisk, og kommer med i de andre drenges piskeleg. En af dem er slem til at piske andre. Plejesønnen pisker ham svullen i ansigtet, så han ikke kan åbne øjnene. Den ophovnede bliver til grin. Skammer sig. Plejefaderen opfordrer nu plejesønnen til at vende hjem til sine forældre (har han nu også fået fjender hér?). Denne fortæller om mordet, men opfordres alligevel til at tage hjem. Det gør han, og fortæller om sine oplevelser.
Kommentar: Hans oplevelser er fantastiske nok til at afholde fjenderne fra hævn? Har han været hos larvemennesker: Deres hale-bevægelser er lig piskens?
Variant: Piske-elementet kendes fra "Månens barn", Holm 1888: 281 - 282. |
The raven who married the geese
Dokument id: | 1405 |
Registreringsår: | 1937 |
Publikationsår: | 1951 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Amaanalik (Amaunalik) |
Nedskriver: | Holtved, Erik |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | The raven who married the geese |
Publikationstitel: | The Polar Eskimos, Language and Folklore I |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 152(1) |
Omfang: | side 230 - 231, nr. 60 |
Lokalisering: | Avanersuaq / Thule |
Note: | |
Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.
Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 92.
Resumé: En ravn var gift med to gæs. Da gæssene om efteråret ville flyve syd på, ville ravnen med dem. Ravnen ville bare sove på isbjergene, når gæssene sov på havet. Gæssene sagde, at der hvor de skulle hen, var der ikke nogle isbjerge. Så ville ravnen bare flyve højt op over havet, så kunne den sove der. Så fløj de syd-på. Når ravnen sov oppe i himlen, dalede den langsomt nedad, og lige inden den nåede havoverfladen, vågnede den. Det blev den snart træt af. Den ville sove oven på sine to koner, og det gjorde den. Men det ville gæssene ikke være med til. De svømmede til hver sin side, så ravnen landede i vandet. Den råbte på gæssene, men begyndte at forvandle sig til små ravne, pteropoder, vingesnegle. Den blev delt i mange dele, mens den stadig råbte: "Kom her, ryk sammen!"
Var.: Tulugaq; Ravnen og gåsen; Ravnen, som tog en vildgås til kone. Hist.: Fælles tradition for Polar inuit og østgrønlændere: I Østgrønland bliver den sorte vingesnegl kaldt den lille ravn. Holm 1972 eller Thalbitzer 1946 (Hansêraqs dagbog)? |
Therkel Petersenip ningiua (aanaa)
Dokument id: | 2121 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petersen, Therkel |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Therkel Petersenip ningiua (aanaa) |
Publikationstitel: | Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 94 - 95 |
Lokalisering: | Ammassivik: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:
Therkel Petersens bedstemor. Om min lille bedstemors tur østpå: Det lader til, at de har været i Østgrønland 1883-84. Dengang var det dem, der roede Holm, Hanseeraq m.fl. derop. De kaldte min lille bedstemor for Siveriingisakkuluk. Hun kom fra Alluitsup Paa (Sydprøven). Fra Alluitsup Paa roede de altså nedenom for at komme østpå...og de overvintrede på vejen. Undervejs deropad gjorde de på et tidspunkt igen ophold og var gået i land og kom til et enkelt hus, hvor der kun boede to ældre mennesker. Selv var hun gode venner med Tippualarajik og var så glad for hende, at det var svært at forlade/undvære hende, og hun opfordrede: "Lad os tage på besøg i det hus". Der havde de nemlig tidligere været på besøg. Da de kom ind, var der to ældre mennesker, et ægtepar. Det viste sig, at de havde haft en eneste søn, der havde været meget dygtig, og folk var blevet så misundelige over hans dygtighed, at de havde dræbt ham. Dér sad de så, to mennesker alene, og der kom aldrig nogen på besøg... Så snart de kom ind, sagde de gamle: "Tænk, lige siden vi vågnede i morges, har vi grædt, og vi er først lige holdt op med at græde". Så snart de var kommet ind, sagde kvinden til sin mand: "Nu har vi da fået besøg, og det må du nyde, så tag nu og kald nogle ånder frem! Så kan vi underholde dem". "Nej, jeg vil ikke mane ånder!" Men konen var stædig og holdt fast på sit. "Nå, så lad gå da!" Så trak han et afhåret sælskind frem fra pladsen under briksen og bredte det ud på gulvet. Så begyndte han at gøre sig klar der på gulvet og bad så om at få lamperne slukket. Lamperne var netop blevet slukket, da man hørte en skrækkelig stemme sige noget udenfor husgangen: "Nu kommer jeg ind!" Indenfor svarede åndemaneren / angakkoq / angakok / shaman: "Nej, du kommer ikke ind!" Udenfor blev stemmen endnu skarpere: "Nu kommer jeg altså ind!" De talte mere og mere højlydt, og snart sad vores lille bedstemor og Tippualarajik ved siden af hinanden på briksen og blev mere og mere bange, og stemmerne blev mere og mere barske, både udenfor og indenfor, og det endte med, at de råbte ad hinanden. Personen udenfor ville ind, og manden indenfor ville ikke lade ham komme ind. Så sagde åndemaneren: "Tænd noget lys for mig!" Hver gang hans kone tændte lidt ild, brændte der en blå lue, som dog snart slukkede igen. Når det skete, lod konen, som om hun græd, fordi hun på den måde ville underholde dem. På det tidspunkt sagde Tippualarajik til sin veninde ved sin side: "Dem, der ikke er døbt (hedninge) kaster noget med venstre hånd, og det får noget til at flygte; du sidder jo med en skrå i munden, tyg lige lidt på den og kast den så ud i husgangen!" Man kunne høre kvinden tygge på skråen, og derefter kastede hun den ud i husgangen med venstre hånd. Så skete der det - dengang var åbningen til husgangen dækket med skind - at der lød en gevaldig smasken derude lige netop da de skændtes som værst over, at den ene ville ind, og den anden ikke tillod ham at komme ind. Det lød, som om personen derude var ved at synke noget, og det kom længere og længere ned, og så blev der stille. Så gik tiden, og det varede meget længe, men så kunne man mærke, at luften blev sat i bevægelse nede under gulvets stenfliser, og det var, da åndemaneren satte sig i bevægelse og kom nærmere. Det puslede og puslede, og man kunne fornemme, at noget var på vej op mellem stenfliserne. Det blev længe ved med at pusle dernede, og det lød, som om nogen var ved at dukke op mellem fliserne, og endelig hørte man ham bryde igennem. Først på det tidspunkt begyndte han rigtigt at mane ånder, og det viste sig at skyldes, at hans hjælpeånd så sjældent blev brugt, at den var blevet utålmodig og skræmte sin ejer for at hævne sig. Den havde ustandselig prøvet på at hævne sig på ham og havde gjort ham virkelig forskrækket. Først efter dette begyndte åndemaneren virkelig at mane ånder.
Ja, de havde altså overvintret derovre, - deroppe - og året efter var de på vej hjem, og Nappartuku var kommet til at synes rigtig godt om min lille bedstemor, og hun var blevet gravid, og så rejste min lille bedstemor hertil. Altså min far (ikke fuldendt sætning), og vi er altså efterkommere efter Nappartuku og dem deroppe. De rejste altså hertil, og det var vist året efter, og Nappartuku rejste altså deroppefra og herned for at skaffe sig en kone, og det var så min lille bedstemor Siverii, og folk fra vestkysten kaldte hende altså Siveriitanngii. Han kom altså for at fri til Siveriitanngii. Det var en konebåd med følge af adskillige kajakker, og de gav sig til at spørge om hende, fordi de havde hørt, at min lille bedstemor havde fået sig en mand, og da de hørte det, havde de sagt følgende: "De siger, at Siveriitanngii har fået sig en ny ledsager". De var godt nok ellers stået ud af konebåden og var gået i land, men så gik de ombord igen og vendte om, og de overnattede ikke engang her på bopladsen, som de var kommet til, fordi de ærgrede sig så meget, og så var de altså vendt hjem igen. Hi, hi, hi, og så hørte man, at Nappartuku var blevet far til vores far. Vores mormor, min bedstemor, lader også til at stamme fra østkysten. Det var sådan, at de havde fundet min lille bedstemor i et hus... hvad der var sket, om de var sultet ihjel, eller om de alle var bukket under for sygdom, ja, det ved man ikke, - de havde bare fundet dette lille barn, der lå og diede ved sin døde mors bryster, men de havde altså taget barnet, min mors mor. Altså dernede, ja, vi flyttede jo også hertil, og de var de første, der flyttede herop, og hun døde først, efter at hun var flyttet herop, altså vores kære bedstemor Siisiilia. Eftersom hun havde overlevet dem, som hun mente var sultet ihjel, var hun usædvanlig ivrig efter at have rigelige mængder af forråd. Ja, hun var altså den eneste overlevende i det hus.
Jeg ser gerne min kære bedstemor for mig som en lillebitte kvinde, der som oftest holdt armene tæt ind til kroppen. Det skyldtes sikkert, at hun havde roet så meget, hi, hi, hi... På vejen herop havde de nemlig en meget vanskelig tur. Det siges at have været en slem omgang for bagdelen; og de gjorde hvad de kunne ved at sidde på isbjørneskind, fordi det var så hårdt for bagen. Det var, hvad hun plejede at fortælle.
Stikord: shaman: søg på angakkoq el. åndemaner.
Hist.: Om Nappartuku og hans farfar af samme navn (der døde sindssyg) findes flere (her registrerede) fortællinger fra Ammassalik / Tasiilaq området. Præcis hvornår bedstemoderen kom fra østkysten via Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal kan sikkert findes i hernnhuternes dåbslister.
KP var 58 år i 1965. Boede tidligere i Ilivermiut. |
To gamle trommesange / Sang om Kunuk / Uiartek's sang
Dokument id: | 578 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Naqitilik (Nakitilik) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | To gamle trommesange / Sang om Kunuk / Uiartek's sang |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 333, nr. 50 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.
Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', side 305 -307.
2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:233 (Uiartek)
Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 304.
Resumé: Kunuk er den der altid synger trommedans og som man håber på vil dukke op omkring næsset, fordi man keder sig, når man ikke synger.
Uiarteq, jordomsejleren, synger, at hans liv er kort, at han ynder at høre andre fortælle om rejser til andre steder. Selv fortæller han gerne om Killigissivit, det yderste land mod nord, hvor klipperenes stejlhed hindrer en i at stige i land.
Var.: Uiarteq
Kommentar: Sangene her hører til de østgrønlandske fortællinger om hhv. Kunuk og Uiarteq. En del fortællinger har sådanne sange, men de er som regel ikke inkluderede i denne registrant. En samling sydgrønlandske sange er udgivet i Vebæk, M.: Niperujûtit, Atuakkiorfik, 1983. En meget stor samling østgrønlandske i Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3). En klassifisering af grønlandske sange ses i Hauser, M. og H. C. Petersen 1985: Klassifikation af grønlandsk musik, Meddr Grønland Man & Society, 7. Analyser af trommesangsmusikken: Søg i biblioteker på Michael Hauser. |
To søstre, som legede huslege
Dokument id: | 1126 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Sanimuinnaq (Sanimuinak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | To søstre, som legede huslege |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 276 - 278, nr. 14 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 125 - 133. 2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 249 - 251. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 259 - 261.
Resumé: Den ælste søster opfordrer sin søster til at gifte sig med et hvalkranium. Selv vælger hun sig en ørn. Den bringer hende op til sin rede, flyver på fangst, får hver gang tre narhvaler, som den transporter hjem i klørene og næbbet. Den ene dropper den hos svigerfamilien. Pigen fletter sig tykke remme af narhvalernes sener, firer sig ned, får skrabet huden af benene undervejs og løber hjem. Ørnen kommer med sin fangst, dropper den ene narhval, flyver til reden, ser at pigen er borte, smider sin fangst, og flyver tilbage til hendes hjem. Svigerfaderen ber den strække vingerne ud som tegn på at den er en god svigersøn. Det sker. Han sender en pil mod dens bryst. Pilen preller af, og ørnen river huset itu. Med sin bedstemors kødvender som pil får svigerfaderen ramt på den. Faderen bygger en konebåd til afhentning af den anden datter, der holdes fanget af sin hvalmand. Båden skal være lige så hurtig som en edderfugl. Den er langsommere og bygges om, så den kan ros hurtigerer frem end en tejst kan flyve. Pigen ser båden komme og vil ud på naturens vegne. "Du kan tisse i min mund" og "Du kan skide i min hånd", svarer hvalen. Hun overtaler den til at binde en rem til sig, går ud, svarer at hun kun lige er begyndt, når hvalen utålmodigt trækker i remmen, binder den fast til en sten og hopper i konebåden, der ror udad. Hvalen trækker forgæves i remmen, går ud, og sætter efter båden svømmende i overfladen. Den haler ind på båden, men forsinkes hver gang pigen på roernes opfordring kaster et klædningsstykke ud: Den ene kamik, den anden, anorakken, og til sidst underbukserne, der lugter så dejligt, at hvalen leger ekstra længe med dem. Båden og hvalen når stranden samtidigt, og hvalen blir straks til skelet igen.
Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, kæmpemåge el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.
Hist.: Fælles østeskimoisk myte |
Trommesang af Pitiga
Dokument id: | 576 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Piitiga (Piitigaat / Piilikkaat) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Trommesang af Pitiga |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 10(5) |
Omfang: | side 329 - 330, nr. 48 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4, side 295 - 297.
2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294.
Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:301- 302.
Resumé: Begivenhederne bag sangkampen: Piitiga, der har været gift tre kortvarige gange, har røvet Maratuks / Maratses / Marattis kone på opfordring fra hendes svoger. Den berøvede M. udfordrer Piit. Denne, der beskylder M. for at have stjålet en sæl, ærgrer sig i den trykte svarsang over, at hans familie engang tog M. i hus og give ham mad.
Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes i Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann. |
Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq
Dokument id: | 813 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | Rosing, Peter ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Tupilak pissaussoq / Tupilak pissaassoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 7 sider |
Lokalisering: | Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Dette er en udvidet renskrift (af Peter Rosing ?) af Sofie Jørgensens egen nedskrift i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 99 - begge versioner er oversat i denne base.
Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 373: "Ulykkesdyret, der blev fanget"
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Der var engang et ældre ægtepar, der boede i Umiivik (i nærheden af Kap Dan), og som sørgede og fik tiden til at gå, fordi deres eneste søn lige var død. Det eneste, de arvede efter sønnen, var hans hund. De elskede den så højt, at de passede den, som var den et menneske. Det blev vinter, og havet frøs til. Da isen lå fast, kom en fanger fra Nunakitsoq (også i nærheden af Kap Dan) og ville købe deres store hund. Men den ældre mand sagde: "Vi kan ikke sælge den, for vi er så glade for den modydelse, vi modtager fra vores husfæller, når de har lånt den." Fangeren svarede: "Jeg vil betale dig en masse skind og en spydspids." Da han blev ved, gav den ældre ham hunden. Fangeren drog afsted med den, og da han ikke lod høre fra sig, måtte den ældre mand vente så længe på betalingen, at han nær helt havde opgivet den. Men så kom den, og den bestod af tre skind og en elendig spydspids, der var helt rusten. Da den ældre mand så betalingen blev han så skuffet og sagde til dem, der bragte betalingen: "Sig ham, at jeg vil have hunden tilbage." Flere dage efter modtog han en død hund. Han brast i gråd af skuffelse. Der var ikke andet at gøre end at finde sig tålmodigt i det, selv om han tænkte på det tab, han havde lidt ved at sælge sin hund. En dag hørte de, at Nunakitsormioqs, hundekøberens, lille søn var død. Den ældre mand tog det blot til efterretning. Da vinteren var forbi, og det var blevet forår, skulle Umiivikbeboerne ud på fangstrejse. Dagen før de skulle af sted, gjorde den ældre mand sig klar og tog afsted i kajak. Han roede til Nunakitsoq, og da han kom i land, gik han direkte hen til spædbarnets grav, åbnede den, tog liget og pakkede det ind. Han gik ned med det, puttede det ned i sin kajak og roede hjemover. Da han kom hjem, sagde han til sin kone: "Pas godt på det." Konen tog det og vaskede det; og da det blev helt rent, pakkede hun det omhyggeligt ind og gik ned med det til konebåden; og det lignede en ganske almindelig pakke. Så tog de afsted nordpå. Undervejs kom de til en telt plads og slog lejr. Så gik den ælde mand og hans kone ind i landet for at lave en tupilak ud af liget. Da de mente, at de var kommet tilstrækkeligt langt ind i landet, gav de sig til at omdanne liget til en tupilak: En fortand af den døde hund satte de i overkæben som højre fortand og en fortand af en ræv som venstre fortand. Underkæben forsynede de med en spraglet sæls fortænder i begge sider. De arbejdede videre med tupilakken og gik ned sent om aftenen; da var de endnu en smule i sorg. De rejste videre den næste dag; og da de slog lejr, arbejdede d videre med tupilakken. De arbejdede videre med den, hver gang de slog lejr; og de blev endelig færdige med den, inden de nåede frem til vinterbopladsen ("ukîvigssarfik" og "nunaqarfigssartik" er formentlig de samme). Da arbejdet med at gøre den levende lykkedes, spurgte spædbarnet dem: "Hvor skal jeg hen?" "Du skal sydpå til dine forældre og dræbe alle de børn, din mor føder, og som altså skulle være blevet dine søskende." Da tupilakken var kommet afsted, nåede det ældre ægtepar frem til deres vinterboplads. På det tidspunkt var tupilakken på vej sydover og nåede frem til sine forældre.
Snart efter blev moderen gravid og fødte et barn. Barnet voksede og blev stor nok til, at det kunne kigge ind under briksen. En dag skete der et eller andet med det. Det brast i gråd, det blev værre og værre, og til sidst døde det. Fra nu af døde hvert eneste drengebarn, moderen fødte. Ingen af de børn, de fik, fik lov til at leve.
I mellemtiden flyttede denne fanger til Qernertuaaaarsuit (ved mundingen af Ammassalikfjorden). En dag på det nye sted var han ude på fangst. Han hørte nogle synge længere inde mod land. Han så sig om og fik øje på en flok konebåde og kajakker. Det viste sig at være nogle længere østfra, på vej til sangfest hos dem, der boede længere mod syd. Han kiggede på dem og tænkte: "Der er måske åndemanere iblandt dem. Gad vide, om deres øverste åndemaner ikke ville kunne finde ud af, hvorfor mine børn ikke får lov til at leve." Straks roede han hurtigt hen imod dem.
Da han kom derhen, sagde en af mændene (idet de lagde mærke til, at han var mismodig): "Lad os slå lejr i Qernertuarsuit. Så kan vi i aften skiftes til at mane ånder." Efter de ord blev han helt klar over, at der var åndemanere iblandt dem. Da de kom til Qernertuarsuit, gav de mange åndemanere sig om aftenen til at mane ånder. Samtlige åndemanere fik chancen, uden at nogle af dem opdagede noget usædvanligt. Den eneste, der var tilbage, var "Aqerlussaannalik" (Den, der kun er forsynet med en blykugle. C.B. eller en "aqartivinnalik": kun forsynet med en kælevise. BS) De opfordre ham nu til at mane ånder. Han ville først ikke, men så trådte han frem og gav sig til at danse trommedans. Midt i det hele ("qanine tâtigdluarianguardlugo" idet han - ? - sin mund) kastede han trommen fra sig. Trommen bevægede sig en tid, men standsede så. Han gik hen og greb den; dansede ihærdigt, kastede trommen fra sig, og denne gang standsede den ikke. Da trommen ikke standsede, beordrede han lamperne slukket, hvorefter han gav sig til at mane ånder. Men under åndemaningen bemærkede han ikke noget specielt, og da han stoppede seancen, sagde han: "I morgen tager vi til land og maner ånder!"
Da de vågnede næste morgen, sagde de. "Lad os tage til Umiivik og mane ånder!" Under turen sagde Aqerlussaannalik til manden fra Qernertuarsuit / Qernertivartivit ? : "Jeg mener, at jeg så dig med at spædbarn på skødet under min åndemaning." Den anden svarede: "Bare man kunne få det bekræftet ("pâsigáine" eller. at få det oplyst)." "Ja," sagde Aqerlussaannalik: "Bare man kunne få tag i det." De talte sammen under turen. Og om aftenen i Umiivik gav de sig igen til at mane ånder, den ene efter den anden. Samtlige åndemanere manede ånder uden at opdage noget særligt. Aqelussaannalik var den eneste, der ikke havde manet ånder, og de opfordrede ham til det. Straks sagde han: "Gør "den lille tabueredes" inderpels (af remmesælstarm, der var renset for sener) og hans yderpels klar, så de lige kan snøres til." Manden fra Qernertuarsuit spurgte: "Hvad skal du bruge dem til?" Aqerlussaannalik svarede: "Jeg skal bruge dem, når jeg skal prøve at finde ud af, om spædbarnet er her." Idet han sagde dette, hængte man "den tabueredes" inderpels og yderpels oven over indgangen til rummet; og på hver side af indgangen placerede man folk, som skulle snøre både inder- og yderpels til. Da pelsen var hængt op, gav han sig til at danse, som sædvanlig "qanine taattitaleriardlugo". Han kastede trommen fra sig; og da den ikke standsede, beordrede han lamperne slukket; så gav han sig til at mane ånder. Midt i det hele sagde han: "Det forekommer mig, at der er blevet mere plads ("nerugtorsimâsdlartoq") under fangerens briksafdeling, fordi der er en tupilak." Så gav man sig til at slå rundt alle vegne i huset; men ingen gav lyd. De havde ellers opgivet håbet om at finde noget, men for god ordens skyld begyndte de at slå rundt under briksen, og idet nogen kom til at strejfe stenen, hvorpå stolpen under fangerens briks var fastsat, hørte man vrælen fra et spædbarn på vej hen til udgangen. Efter lyden at dømme var det først på vej ud, og så hørte man, at det var på vej ind igen, og idet det kom ind, krøb det ind i den dobbeltpels, hvis indre og ydre var trukket over hinanden. I det øjeblik det krøb ind, snørede de pelsen sammen, og alle gik til angreb. Midt mens de slog løs på den, kom tupilakken til at bide nogen. De sloges længe med tupilakken, men pludselig kunne de ikke finde den. De tændte lamperne. De undesøgte yderpelsen for at se efter, om der skulle være et hul, men det var der ikke. Men da de undersøgte inderpelsen, opdagede de, at sømmen var gået op under armhulen, og at tupilakken var sluppet ud dér. De syede det omhyggeligt sammen og hængte pelsen op igen, og da Aqerlussaannalik derefter begyndte at mane ånder, slukkede de lamperne. Midt i mørket hørte man vrælen fra et spædbarn på vej ind gennem gangen og endelig krøb ind i pelsen. I samme øjeblik snørede de pelsen sammen; og selv om den bed indimellem, slog de den ihjel. Lige da de havde dræbt tupilakken, forsøgte de at tænde lamperne; men hver gang de tændte dem, blev ilden pustet ud af en eller anden, som de ikke kunne se. Det viste sig, at de to ældre mennesker havde pustet mod syd, da de opdagede, at den tupilak, som de havde skabt, var blevet dræbt. Da det endelig lykkede for dem at tænde lamperne, åbnede de for pelsen og så det store spædbarn, der var dødt. De undersøgte det og opdagede, at dets tænder ikke var ens. Dagen efter tog Aqerlussaannalik med det døde spædbarn og bar det op til Umiiviks høje fjeld. Deroppe brændte han det. Da tupilakken døde, blev de klar over, at det var de ældre mennesker, der havde lavet den. Det fortælles, at fangeren og hans kone herefter ikke mistede deres børn.
Var.: En tupilek-fortælling, Holm.
Hist.: sammenholdt med den variant som Holm fik en snes år tidligere, virker fortælllingen tildels autentisk med rod i seancer på et samlingssted med flere tilstedeværende angakkut, der holder tupilak-jagt på skift. Fangstforløbet minder om den anngiaq-fangst som åndemanere i Vestgrønland undertiden foranstaltede på en af ammassætfangstpladserne om sommeren. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq.
Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919. |
Uiartek / Landomsejleren
Dokument id: | 1115 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Uiartek / Landomsejleren |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 255 - 257, nr. 5 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', side 78 - 92, (suppleret med Kutuluk's fortælling, side 97 - 100).
Genoptrykt i Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 231 - 233. Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 242 - 244.
Resumé: Uiarteq / Uiartoq rejser verden rundt fra Ammassalik sydpå, rundt om landets ende i syd, nordpå langs vestkysten til landets ende i nord, og sydpå langs østkysten til Ammassalik. Efter afrejsen får han følgeskab af en ven. De øver sig i at ro truende mod hinanden, men uden at kaste. Alle andre kajakmænd dræber de, lader nogle af ligene ligge i havet og slæber andre i land. Spærrende isskodser smadrer de med fuglepile, hvor U.'s er en hel tand af en narhval, vennens en tand af en hvalros. Ved landets sydspids falder en af Utuak's hunde overbord og bliver bidt midt over af en stor ulk. Vennens kone har ligesom Uiarteq både kone og barn. Men vennens kone har ikke som U.s kone bryster så lange, at de kan nå over til babyen i amaaten / rygposen. Vennens barn sulter ihjel. Af sorg opdager forældrene ikke, at en malstrøm fører dem ind i en af hulerne ved sydspidsen. U.s konebåd klarer sig igennem strømmen. Han ser en stor kajakmand i en stime af narhvaler, tør ikke binde an med ham, og går senere op til mandens hus, hvor der til tørring hænger menneskehænder og kød og spæk af bjørn, hvalros og narhval. U. transporterer om natten konebåden på slæde bag huset gennem en stor dal og overvinterer noget længere fremme. Langs vestkysten er der lige mange sæler og ryper. Når ryperne skriger kommer sælerne op. Ved landets nordlige ende er kysten utilgængelig stejl. U. tøjrer konebåden med en sælprop til klippen. Vidre sydpå er der et fjeld, Killivissivit, dvs. "sædet mellem hornene på en konebåd". Dernæst en stor fjord, der aldrig fryser til med masser af narhvaler og hvidhvaler, men ingen sæler. U.'s kone samler sig en spidser af narhvalstænder til spilepinde. Lidt nord for Ammassalik besøger de Kaassassuk, der fanger bjørne i fælder. Uiarteq holder sangkamp med Kunuk.
Var.: Uiarteq |
Uiartek / Uiarteq
Dokument id: | 419 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Quttuluk (Kutuluk) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Uiartek / Uiarteq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 97 - 100, nr. 14 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Fortællingen er ikke publiceret, men dele af den indgår i Uutuaq's version, Holm 1888, nr. 5. For nedskriften af Uutuaqs version af "Uiartek" se NKS, 2488, VIII, nr. 12.
Johan Petersens oversættelse: Da Uiartek / Uiarteq rejste herfra, rejste han med een konnebåd og een roerske sydpå. På vejen, førend han kom omkring landet, mødte han en anden mand, der, ligeledes med konebåd og een roerske, rejste sammen med ham. Når de så nogle kajakker på vejen, slog de dem ihjel. Uiartek og den anden mand øvede sig ved at ro mod hinanden, tage fat og sigtede med harpunen; men de kastede den ikke. Det gentog de, lagde derefter harpunen ned igen, og roede videre ved sidan af hinanden. Uiartek havde en pilespids af hel narhvalstand, og den anden havde hvalrostand. Da de på vejen kom til en del kalvis, kastede de fuglepilen efter den, og den gik i stykker. Efter at de var kommet omkring landet, blev det vinter, hvorfor de overvintrede. Da de kom til nuna issua / nunap isua (landets spids), så de nogle huse. De ventede derfor til det blev nat og gik så op til husene og så på deres redskaber. De så en stor narhvalstand, der blev brugt som kødpind, og hvorpå der sad menneskehænder, bjørnekød og spæk, hvalroskød og spæk, narhvalskød og spæk. De blev bange for disse folk og rejste derfor om natten inden om dem i slæde gennem et stort dalstrøg. Da de næsten var omkring landet, kom de til en stor strøm. Begge konerne havde børn. Uiarteks kone havde hængepatter, som hun kunne kaste over skuldrene og barnet således blive siddende i amauten / amaat og drikke, mens moderen roede. Den anden kone havde ikke store patter. Da de roede op af den store strøm døde derfor barnet af sult, og konebåden blev af strømmen ført ind i en hule, der var udhulet i jord under stranden. Uiarteks hund faldt overbord, og blev bidt over af en ulk. Uiartek kom altså alene op af strømmen og kom derefter tilbage igen. (Kutuluk kan ikke huske mere af den historie.)
Var.: Uiarteq |
Uiartek / Uiarteq
Dokument id: | 993 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Uutuaq (Otuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Uiartek / Uiarteq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 78 - 92, nr. 12 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Fortællingen, der er sammensat af fire fortællinger, er ikke publiceret i sin sammensatte helhed, men af dens første fortælling indgår nogle få elementer i Sanimuinnaqs version, der i håndskriftet har titlen Ungilagtaké, men er trykt med titlen "Kunuk", fordi den ret nøje svarer til den vestgrønlandske fortælling om Kunuk. Den anden fortælling af Uutuaqs "Uiartek" udgør størsteparten af Holm 1888, nr. 5: Uiartek, der er suppleret med dele fra en version fortalt af Qutuluk. Den tredje og fjerde fortælling om Uiarteq og Kaassassuk, samt Kaassasuks søn og Uliivaatsiaq svarer ordret til Holm 1888, nr. 6, bortset fra slutningen i nr. 6. Den stammer fra Uutuaqs 2. version af "Uiartek". Nedenfor følger derfor kun håndskriftets to første fortællinger (s. 78 - 84 - 85), mens ordlyden af Uutuaqs 2. version er indskrevet under NKS, 2488, VIII, nr. 13.
Johan Petersens oversættelse: Uiarteq var ugift og boede her ved Angmagsalik / Ammassalik sammen med sin bedstefader og søster. Mens Uiarteq boede her, ville Ungilataké / Ungilattaqi holde trommedans med ham; men Ui. kunne hverken tromme eller synge. Ui. rejste nu med konebåd til Ungilattaqi; men plejefaderen og stedmoderen blev hjemme i huset. Disse sagde ved afrejsen, at hvis han slog Ung. ihjel skulle han tage en hund og et menneske med hjem.
Han rejste nu derover, og kom dertil, da det blev mørkt. Ui. gik så ind til Ung., der havde et stort hus, samt mange koner, som han havde taget fra dem, han holdt trommedans med. Ung. brugte et stort sværd (panak / pana) til trommestok, og dem han holdt trommedans med, plejede han at stikke ihjel.
Da de kom, røvede Ung. Ui.s smukke kone (i indledningen var han ugift, BS). Ung. begyndte nu at synge. Under sangen kastede Ung. sværdet efter Ui. Denne gjorde sig meget stor; men idet sværdet blev kastet gjorde han sig ganske lille, så at det gik over hans hoved og ind i væggen bag ved. Ung. sprang nu til, trak sværdet ud af væggen og begyndte atter at synge. Han sigtede igen på Ui. og denne gjorde sig ganske lille; idet sværdet blev kastet meget lavt sprang han tilvejrs, så at sværdet traf under ham. Ui. greb nu sabelklingen skønt han ikke kunne synge. Ung. sagde, at han skulle bære sig ad ligesom ham. Ui. begyndte nu at synge. Da han var færdig med sangen kastede han ikke sabelklingen; men begyndte på nok en sang. Da han var færdig, sigtede han på Ung., denne rakte lang næse af ham, men samtidig kastede Ui. sabelklingen, der ramte Ung. på hagen, flakte (flækkede) denne og gik ind i halsen. Da Ung. var ved at dø, sprang Ui. hen til briksen og tog sin egen kone samt Ung.s smukkeste kone. Ung. vendte sig nu og sagde: "Hende vender jeg aldrig ansigtet fra, når jeg ligger sammen med hende!" Ui. gik nu ud; men Ung.s medhjælper, der hed Usugsukmajoatak / Usussummajuataq, sprang til og tog ham bag fra. Mens de nu var ved at brydes, trådte Ui. på urin, så at han var nær ved at falde. Idet han nu rejste sig, greb han Usussummajuatagoq klemte ham, så at blodet strømmede ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på ham. Usugsukmajoatak sank nu ned og skreg:" Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, så at blodet strømmer ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på mig!" Dermed døde han. Om foråret rejste Ui. med kone og barn i en konebåd i følgeskab med en anden konebåd, hvori kun var mand og kone. De rejste sydefter langs med landet. Da de kom til "nuna issua" / nunap isua (landets yderste) roede de op af den stor strøm på hvis sider der er huler i klipperne, som havet havde dannet. Ui.s hund faldt overbord og blev bidt over af en kivarkek / qivaareq / kanajoq (ulk). Mens de roede op af strømmen sultede ledsagerens børn ihjel (i indledningen var de kun mand og kone, BS); thi hans kones patter kunne ikke nå over skulderen til barnet i amauten / amaat (rygposen). Under deres sorg derover drev strømmen nu denne båd ind i en hule. Ui.s båd kom op ad strømmen. Han roede med styreåren på begge sider; mens konen trak på årerne. Barnet levede; thi konens patter nåede op over skulderen. Da Ui. var kommet oven for strømmen, så han en masse narhvaler og mellem disse en stor kajak. Ui. frygtede for den store mand, fordi han var alene, og ventede derfor til det blev mørkt.
Da det blev aften og den store mand sov, lagde Ui. til land. De så da, at de havde spiist narhvalskind (mattak), bjørnespæk og bjørnekød samt menneskehænder. De rejste nu indenom med slæde. De rejste derefter langs med en stejl kyst, hvor de ikke kunne lægge tilland. Om aftenen lagde de ind til en stejl klippe, og Ui. slog en sælhundblodprop ind i klippesiden og fortøjede båden derved. Følgende dag rejste de videre og kom omkring landet. Da Uiarteq var kommen omkring landet ... "
Hermed indledes fortællingerne om Uiarteq og Kaassassuk og Kaassassuks søn og Uliivaatsiaq, der ord til andet er trykt i Holm 1888 nr. 6 (bortset fra slutningen). To til fortællingerne tilhørende sange, der er meddelt af Naqitilik, er trykt i Holm 1888 nr. 50; i Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 233 og i Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39: 304.
Var.: se ndf.
Hist.: Holm har skilt Uutuaqs fire sammenstykkede fortællinger ad, fordi han (Holm) mente, at sammenstykningen var en tilfældighed. Imidlertid er fortællingerne også sat sammen i senere versioner (se fx Kaarali Andreassens version i Rasmussen 1981, III: 165 - 209). Noget tyder dog på, at sammensætningen af fortællingerne på Holms tid endnu var i sin vorden: Kunuk - fortællingen, der sandsynligvis stammer fra Vestgrønland, er blevet tænkt sammen med østgrønlændernes egen fortælling om Uiarteq, der rejste verden rundt, og ikke rummer episoderne fra "Kunuk" (Se fx Qutuluks version, NKS, 2488, VIII, s. 97 - 100; Rasmussen 1981, III: 76 - 77 (sydøstgrønlandsk version). Således rummer Uutuaqs version (ovf.) flere logiske brist, der peger på en endnu ikke vellykket sammensmeltning af fortællingerne.
Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning. Selv tør jeg ikke give noget endegyldigt svar på, hvorfor disse fortællinger er blevet stykket sammen. Kun at sammenstykningen viser en sandsynlig påvirkning fra Vestgrønland, hvad enten den er kommet via immigration fra Vestkysten, eller via det interne handelsnet mellem øst og vest. BS. |
Uiartek / Uiarteq (Uddrag)
Dokument id: | 418 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Uutuaq (Otuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Uiartek / Uiarteq (Uddrag) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 92 - 96, nr. 13 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Denne version af Uiarteq i uddrag (originalen eksisterer måske ikke længere), er ikke publiceret, men slutningen indgår som afslutning på Holm 1888, nr. 6.
Johan Peteresens oversættelse: Uiartek rejste syd på i konebåd med kone og lille barn. I stedet for at harpunere sælhunde, harpunerede han mennesker, hvoraf han lod nogle blive liggende i havet, mens han trak andre på land. På vejen traf han sammen med en anden konebåd, hvori manden også var alene med kone og lille barn. De rejste sammen med denne indtil de kom til et sted, hvor der var stærk strøm, som sendte den anden konebåd ind i en hule ved stranden, som strømmen havde dannet. En ulk bed Uiarteks hund midt over. På den anden side af landet så Uiartek en stor kajak; men han sagde ikke noget, thi han var bange for ham. På den store kajak lå en pind, hvorpå der var stukket menneskehænder, bjørnekød og spæk, hvalroskød, narhvalkød og spæk og sælhundekød og spæk. For at rejse indenom disse folk, kørte de om natten over land i slæde. På vejen langs landet var der ligså mange sælhunde som ryper, og når ryperne skreg, kom sælhundene op. Da de kom til landets spids (nuna isua / nunap isua nordpå, kunne de næsten ikke ro for strøm, og om natten måtte Uiartek slå en sælhundeprop ind i klippen til at fortøje båden ved, thi klipperne var stejle og strømmen stærk. De kom derefter til et sted som kaldtes "kidluiusuit"(1), fordi det lå mellem 2 fjelde som lignede hornene på en konebåd. Herfra kom de til en stor fjord, der aldrig frøs til, og hvor der ingen sælhunde var, men derimod altid store mængder af narhvaler og hvidfisk / hvidhvaler. Når disse skiftede hud, krøb de op på store sandsletter, som fandtes her, og rullede sig rundt for at få skællene bort. Uiarteks kone samlede her så mange narhvalshorn-spidser, som hun kunne have i sin favn, og som hun brugte til at spænde skind ud med. Herfra kom de til Kasasik (Kaassassuk), der boede ikke langt her nord for og fangede bjørne i fælder. Da Uiartek kom tilbage hertil Angmagsalik / Ammassalik, var der en mand, der pralede af det land han havde rejst til og set. Uiartek holdt derfor trommedans med ham og sang: "Auja ja jaaja a aja aja - Min levetid er ikke lang - auja ja ja aja aja - Det er fordi jeg synes jeg ikke lever længe, at jeg synger - auja ja ja .... Jeg berømmer dem der har set det land som de synger om - auja -- Jeg synger om det land jeg så deroppe, hvor fjeldene lignede konebådshorn (2) - auja. Jeg synger om "kidluisuit", hvor man ikke kunne stige i land, hvor man ville, fordi klipperne var så bratte som en isfod - auja ---. Da jeg tabte det af sigte var jeg bdrøvet - auja - Jeg synger om det, fordi jeg er bedrøvet over, at jeg ikke mere ser det - auja ja ja aja a aja aja." 1. kidluit / killuit - Sædet mellem hornene på en konebåd. 2. Af den grund kaldte han landet "kidluisuit", der betyder: Sæder mellem konebådshorn.
Var.: Uiarteq
Kommentar: En anden version af denne sang er meddelt af Naqitilik. Se Thalbitzer, W.(red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 233), og Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 304. |
Uiartek og Kasagsik
Dokument id: | 1116 |
Registreringsår: | 1884 |
Publikationsår: | 1888 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Uutuaq (Utuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Holm, G. F. |
Titel: | Uiartek og Kasagsik |
Publikationstitel: | Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 10(5) |
Omfang: | side 257 - 259, nr. 6 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS, 2488, VIII, 4', side 78 - 92.
Genoptrykt i Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 234 - 235 Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 244 - 246.
Resumé: Mens Uiartoq / Uiarteq opholder sig hos Kaassassuk, og da de fanger hvalrosser sammen, retter K. harpunen mod U., der afværger kastet med det forslag, at de holder trommestrid i stedet for at dræbe hinanden. Som optakt til sangkampen fryser K. en hvalroslalle fast i isen. U. skal trække den op. K.s kone og derefter K. selv prøver forgæves at få den løs. Mens U. trækker lallen op, griber K. ham om livet bagfra. U. trækker lallen op og svinger den bagover, men K. når at springe til side. K. anklager U. for mordforsøg. "Ja," siger U., "det er fordi du tog fat på mig fra ryggen." Ved U.s afrejse lader Kaas. sine hunde så store som bjørne angribe U.s hunde. En af U.s hunde flår endetarmen ud af en af Kaass.s hunde. K. søger tilflugt i en optrukket konebåd. U.s hunde gnaver løs i bådens lønning, Kaass. pisker haler og ører af dem, og U. må kalde sine hunde til orden for at redde Kaass. Langt senere, er Kaass. blevet gammel og vennesæl, men hans søn har udviklet sig til en morder, der slår alle besøgende ihjel med en kølle betrukket med hvalrosskind og isat bjørnetænder. Uliivaatsiaq, der kan klare alt og er af Uiarteqs familie, besøger Kaassassuks. Hen under aften opfordrer Kaass. Ul. til at rejse, før sønnen kommer hjem fra fangst. U. blir. Kaass.s søn kommer hjem med to hvalrosser. Hans kone og Ul. går sammen ned til stranden. Kaass.s søn bliver rasende af jalousi, lægger til land, slæber fangsten op og styrter op for at skifte tøj. Ul. slæber fangsten hen til et ujævnt sted og trækker den i land dér. Kaass.s søn ser, at skindet på den ene hvalros' hoved rives itu derved. Oppe i huset underholder Kaass. Ul. med fortællinger. Hans søn går uafbrudt ud og ind og tæt forbi Ul. for at skræmme ham, og griber så sin kølle. Ul. parerer slaget med armen, snapper køllen, låser sønnens arme og ben fast og presser i hans øjenhuler med køllen. Kaass. ser roligt til. Ul. går til nabohuset, sender med mellemrum en forældreløs dreng hen til Kaassassuks for at forhøre sig om sønnens tilstand. Da den bedres, rejser Ul. hjem.
Var.: Uiarteq; Uiartoq; Uliivaatsiaq.
Kommentar: Denne fortælling fortalte Uutuaq som en fortsættelse af "Uiarteq" Her ses en tidlig sammenkobling i Ammassalik af fortællinger, der i senere versioner kan omfatte Kunnuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq. Der er ingen umiddelbar forklaring på hvorfor man har ment at de hang sammen. |
Ukugsulik / Ukussulik
Dokument id: | 415 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Angitinnguaq (Angitinguak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Ukugsulik / Ukussulik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 50 - 54, nr. 7 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Denne tekst er ikke publiceret, men dele af den indgår som supplement til Pitiga's version, "Kaluluk" / Qaluluk, der er trykt i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3 (med noter); 2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, nr. 3 (uden noter); og på engelsk i Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland: 237 - 239 (uden noter).
Johan Petersens oversættelse: Der var engang en forældreløs dreng uden familie, som boede hos en gammel kone. Han hed Ukugsulik / Ukussulik. Når kajakkerne fra nabolaget gik ud på fangst, så hændte det ofte, at de ikke kom hjem igen. Ukugsulik gik en dag ud i kajak og roede langs stranden, indtil han kom til et næs. Her steg han i land og satte sig til at arbejde på sin fuglepil. Han hørte noget komme inde fra, og da han så sig om, så han en stor mand, der gik hen og tog ham og bar ham ind ad landet til for at slå ham ihjel. Han sprællede og græd; men det hjalp ikke noget. Den store mand gik med ham under armen. Ukugsulik kom nu til at tænke på, at han havde en alusugak / alussugaq (foster) til amulet. Han råbte nu på den, at den skulle komme og hjælpe ham, inden det var for sent. Da den stor mand kom til en sort sø, havde han ikke mere Ukugsulik under armen; men denne tog manden, der sprællede voldsomst og kastede ham ud i søen, hvor han druknede. Ukugsulik prøvede nu at stikke med fuglepilen i vandet, og mærkede, at der var noget dernede. Han hagede ind på det, og så så, at det var døde mennekser, mellem hvilke han kendte nogle af sine husfæller og naboer. Han lagde da den store mand nederst og alle ligene ovenpå ham. Da Ukugsulik kom hjem til sin gamle plejemoder, fortalte han hende, at han havde slået den store mand ihjel, og at det ikke var så underligt, at naboerne ikke kom hjem, når de gik ud i kajak, thi den store mand havde slået dem ihjel og kastet dem ud i søen. Da der var een, der havde hørt dette, og som fortalte det til den store mands familie, så kom alle dennes kajakmænd over for at hævne sig. Da de nærmede sig, blev vandet ganske rødt af de mange kajakker. Ukugsulik fik sin plejemoders rensdyrs-kamikker på, og strammede disse og bukserne godt. Plejemoderen tog nu en kødvender op af en lille pose, sang tryllesange / serratit over den, og gav ham den til våben. Ligeledes hav hun ham en sælhunde blodprop. Ukugsulik / Ukussulik løb nu ned til stranden. Da kajakkerne (kajakmændene) steg i land og tog årerne om på ryggen, idet de holdt dem med begge hænder, så stak Ukugsulik dem een for een med kødvenderen under anorakken, og idet han trak den ud, stak han proppen ind. Da han derefter trak proppen ud, styrtede blodet ud af dem og de faldt døde om. Således slog han alle dem ihjel, der kom for at tage ham. Nu er den historie til ende.
Var.: Qalulik / Kalulik; Kaluluk; Qalulaajik. Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;
Kommentar: undertiden svarer en østgrønlandsk alussugaq til den vestgrønlandske anngiaq, et barn født i dølgsmål, eller en hemmelig abort. Men de to begrebers betydninger dækker ikke altid hinanden. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). |
Uleewaaitsiaq / Uliivaatsiaq
Dokument id: | 1098 |
Registreringsår: | 1905 |
Publikationsår: | 1923 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kaarali (Kaaralik) |
Nedskriver: | Thalbitzer, William |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uleewaaitsiaq / Uliivaatsiaq |
Publikationstitel: | The Ammassalik Eskimo , Second Part |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 40(3) |
Omfang: | side 432, nr. 224 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.433.
Resumé: Ulivaatsiaq har ingen kajak, men et garn til sælfangst. Et barn fra bopladsen forsvinder. Forældrene udlover en kajak til den, der kan finde hende. Ul. mener at de er fanget af indlandsboerne (kæmper, BS) og får syet sig en anorak af stift remmesælsskind, der skal gøre ham usårlig. Ul. svarer henholdende på opfordringer til at holde denne seance, hvor han vil rejse op til indlandsboerne. Endelig rejser han, og barnets forældre tager med. Hver gang de kommer til en stor sten (?) puffer de til den med næven. I kæmpernes hus bor fire mænd og en kvinde. Ul. går langsomt ind gennem husgangen, springer fra indgangen til kvinden, griber barnet, dræber kvinden og overfaldes af de fire mænd, som han dræber. Ul., barnet, og forældrene når velbeholdne hjem.
Ul. rejser til sangkamp med Kaassassuks søn. Denne er på fangst da Ul. ankommer. Kaas. tager imod Ul. og opfordrer ham noget senere til at rejse væk. Ul. bliver. Kaas.'s svigerdatter meddeler, at nu kommer Kaas.'s søn hjem med fangst. Med to hvalrosser. Kaas.'s søn går ud og ind af husets to husgange. Til sidst griber han sin kølle, søger at ramme Ul. bagfra, men denne parerer med sin ene arm. I hans næste forsøg fra den anden side griber Ul. køllen, presser Kaas.'s søn ned med sin venstre hånd, og presser køllen mod hans øjne. Ul. går over til nabohuset og sender to gange en dreng hen for at forhøre sig om Kaas.' søns tilstand. Første gang er han meget opsvulmet. Anden gang har hævelsen fortaget sig.
Var.: Rasmussen 1921-25, I: Ulîvaitsiaq; Rasmussen 1981, III: Ulîvâtsiaq. Gustav Holm: Ulivatsiaq. Fortællingen om indlandskæmperne (tornit; indlandsboere; timersit) der røver et menneskebarn er vidt udbredt i Vestgrønland, søg: Tunerluk. Ligeså den anden episode om den stærke der vender hjem med to nedlagte hvalrosser men overvindes af gæsten: fx. Qaassuk / Qaasuk el. Qaassuks søn. Iøvrigt skulle Uliivaatsiaq ifølge Thalbitzer være identisk med Mattukataaq / Matakatak, om hvem der er mange, især sydgrønlandske / sydøstgrønlandske versioner.
Kommentar: Varianten er yderst kortfattet, fordi fortælleren, den 15-årige Kaarali, endnu er uvant med at fortælle. Jvf. fyldigere version hos Rasmussen 1921-25, I: Ulîvaitsiaq, der formentlig skyldes en noget ældre Kaarali.
Hist.: Thalbitzer mener at fortællingen afspejler kontakter mellem nordboere og østgrønlændere. Ulivatisiaq / Uliivaatsiaq skulle således svare til en sydgrønlandsk traditions Olauwaarsuaq (Oláfr på islandsk + -suaq), der var ven med Uunngortoq (Yngvarr, foreslår Thalb.) Fortælleren hér, Kaaralis far Missuarniannga, mener, at østgrønlænderne i ældre tid endnu ingen kajakker havde, og først begyndte at få dem på Uliivaatsiaqs tid. Der er næppe tale om andet en spekutationer. Derimod er det muligt at net af hvalbarder til sælfangst har været brugt i tidligere tid. Thalb. anfører som bevis: Porsild, Morten, 1915, Meddelelser om Grønland 51:176-179. |
Umîviks befolkning
Dokument id: | 872 |
Registreringsår: | 1921 |
Publikationsår: | 1960 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Peter |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Umîviks befolkning |
Publikationstitel: | Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 23 - 37 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 9 - 22; Angakkortalissuit, 1990: 15 - 27, "Umiiviup inui". Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.
Resumé: Umiiviks befolkning Kaattuarnaaq og hans kone Nakatsilik har levet sammen hele livet med mange skænderier, og fået fem døtre: Naanngisaq, Simigaq Makkak, Tappinngaajik og Sileqaavat, hvoraf Simigaq er den hidsigste og temmelig ondskabsfuld. Deres sønner er Narsinngattak, Snimuinnaq og - Iisimmardik, der betyder den galsindede, et øgenavn han fik efter sit første mord. Simigaq bliver sent gift, men som førstegangs højgravid får hun en sommer, hvor hele familien er samlet til klapmydsfangst på øen Seerarteeq, sine søstre med på at besøge den rare, gamle Ingippik, der lever enligt med sin mand, lokke hende med til fjelds, og, skønt Ingippik netop i glæde over natursynet har sunget en smuk sang, overfalde hende. Søstrene river alle klæder af hende og tæver løs på hende. Da de forlader hende og hun chokeret kommer tilbage og fortæller sin mand om ugerningen, trøster han hende med at skammen nok vil ramme Simigaq. Og det sker. Hun får svært ved at nedkomme, hvorfor man for at fremme fødslen åbner bagsiden af teltet og derved tillader alle at glo nysgerrigt på den fødendes blottede kønsdele. Tappinngaajik, den fredeligste af søstrene, får en sommer franarret sin mand, den dygtige Qunii, af Simigaq, der under et besøg overtaler ham til at gifte sig med sin datter. Sammen med sin ny unge kone henter han endog alt sit og den fhv. kones forråd, hvorefter hun med sine to små børn bliver overladt til bopladsfællers nåde. Det er Maratsi, som senere tager hende til tredjekone, men endnu senere igen skiller sig ved hende. Tappinngaajik pønser på at tage hævn over Qunii ved hekseri, og da hun tidligt om foråret hører at han er død af et voldsomt maveonde, synger hun vildt hele aftenen. Og om sommeren, hvor der bliver kaldt til trommedans og sangfest i Simigaqs telt, får Tap. efter en del opfordringer mod til at træde frem og synge sin "krænkevise". Sangen kredser om Qunii's grove svig over for såvel hende som sine børn. Derefter håner hun Simigaq og den sørgende unge enke, der sammen græder på briksen, mens alle andre larmende bifalder sangen.
Om Narsinngattak, den ældste af brødrene, fortælles det, at han var en dygtig fanger, en mådelig åndemaner / angakkoq, tyvagtig når det gjaldt madvarer under hungerperioder, hvorfor han gik under øgenavnet Anngeeru (tyven). Han var ellers vestillet, men sygeligt misundelig og hidsig, og om det fortælles tre begivenheder. Den ene er et væbnet skænderi med morbroderen om den bedste brikseplads en vinter, hvor de skulle dele hus. Der skete dog intet videre, fordi morbroderen gav sig. Den anden er en direkte opfordring til sønnen om at træne kræfterne så han kunne blive en trussel for sine medmennesker. Og den tredje begivenhed strakte sig over en del år, idet Nars. udfordrede hele distriktets bedste fanger Peqitissaq til sangkamp - af lutter misundelse, men måtte nøjes med en stedfortræder, fordi Peqitissaq aldrig indlod sig i sangkampe. En af stedfortræderens viser er bevaret og citeres, men ingen af Narsinngattaks. Men folk fandt hans udfordring naragtig.
Sanimuinnaq var kendt som hjælpsom og en dårligere fanger end åndemaner (han gennemførte den eneste seance, som europæere (Gustav Holm; Johannes Hansen (Hansêraq)) har i iagttaget og beskrevet i alle detaljer i Grønland). Var ikke så hidsig som Narsing., men det var ikke klogt at fornærme ham. Han hjalp Maratsi med at dræbe Maratsi's stedfar, Quarrajeeq, fordi Maratsi's mor var overbevist om, at Q. pønsede på at dræbe Maratsi.
S. er den der tager initiativet til at komme afsted ud i kajak, den dag den rette lejlighed byder sig, og Maratsi taber endog modet, da det gælder. Det bliver så Saniumuinnaq, der må give Qu. dødsstødet. Med en hånlig bemærkning overlader han parteringen af liget til M., og begge to overholder visse sørgeskikke i tre dage: afmonterer ikke deres harpunspidser og beholder anoraqhætten trukket over hovdet. Folk frygter at de har myrdet den tredje bopladsfælle, der har været alene på fangst, men han dukker sernere op med en stor klapmyds, der har forsinket hans hjemkomst.
Da Maratsi ved en senere lejlighed lader sin hidsighed gå ud over en sølle forældreløs dreng, der sammen med Maratsi's søn har været nær ved at drukne, får han læst og påskrevet af Sanimuinnaq, der håner ham for hans ringe mod. Han skal ikke bilde sig ind at kunne være grusom mod andre, og nu er det slut med venskabet mellem de to.
Også ved en senere lejlighed, da Maratsi går amok på sommerpladsen, får Sanimuinnaq hånet ham tilstrækkeligt til at luften går af ballonen.
Også af Aataaq fra Sermilik-fjorden hånes han i en bevaret smædevise, for sit drab, som han end ikke havde mod og styrke til at udføre selv.
Hist. periode: 1880 - 1892 Jens Rosing har genfortalt flere af disse beretninger i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: Simigaq: ss. 46-47, Tapinngaajik: ss. 69-72, Sanimuinnaq og Maratsis drab på Quarrajeeq: ss. 67-68. Sidstnævnte også ID 1693 og 1694. |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com