Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Legen med snorefigurer, ajaraaneq ?, må ikke overdrives, siges det. Det var faktisk hændt engang nær Aappilattoq på efterårsfangst. Om natten, da fortællerens morbror var ude og tisse, så han et helt uhyre stort isbjerg ligge lige ud for kysten. Alle hviskede af frygt, kvinderne turde ikke hente saltvand til kogning nede ved det. Heldigvis var det væk næste morgen. Kun et lille isbjerg sås. Derfor advarede man altid mod at overdrive både ajaraaneq og ajagaq-legen (kastespillet, pind i hul, ajagarneq).

Hist. : begivenheden med det store isbjerg må have fundet sted i begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Man kunne frygte, at isbjerget ville kælve med en flodbølge så enorm, at den ville skylle alt på kysten med sig i havet. Larm ville kunne få den til at kælve.

I arktisk Canada var der tabu mod at spille begge spil på hver sin side af vintersolhverv; Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Kampestenen på øen Kídersaq virkede altid ophidsende på hunde. Måske havde en åndemaner benyttet den til et eller andet formål.

Hist.: Historisk.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 97 - 98.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Makkorsuaq igen.

Juuntaat (Jonatan). Han var meget omhyggelig med sine fangstvåben. Han ville under ingen omstændigheder bruge døde menneskers våben. På den anden side ville han altid gerne prøve noget nyt, og derfor havde han engang lånt en kajak, som en død mand havde ejet, og den roede han rundt i, fordi han gerne ville se, hvad der kunne ske ved det. Og det kan nok være, at han nær havde fået sin sag for, da han stødte på en rigtig aggressiv hvalros. Alle hans bopladsfæller så til, mens han var oppe at slås med den rasende hvalros. Den svømmende ind under kajakken og klemte sammen om den, så man kun kunne se dens luffer, og så ødelagde den kajakken. Da den nu havde ødelagt hans kajak, fik han fat i sin harpunrem og svømmede væk fra den. Takket være fangstblæren kunne han holde sig ovenvande. Og hans søn roede ud til ham og fik ham op.

   Iisaaq fortalte således om begivenheden:

   Han havde købt kajakken af Bidstrups far. Og mens han roede i den, kom de op på linje med hvalrossen, så de så den nede i vandet, lige før den så dem. Og lige før han ville vende om, råbte han til sin søn: Så, nu får den øje på os! Og han var stadig ved at vende om, da hval-rossen nåede ham og fejede hen ad kajakken uden at lave hul i den. Da den dukkede op for anden gang, tog den om kajakken med sin luffe, så kajakkens stævn blev trukket ned i vandet og vippede rundt. Da kajak-ken vippede op igen, fløj fangstblæren hen over den og landede på den anden side. Hvalrossen dukkede op på siden af kajakken med fronten mod den. Makkorsuaqs søn skreg til den af sine lungers fulde kraft om at holde op. Og hvalrossen forsvandt bare ned under vandoverfladen uden at gøre mere ved ham. Han mente, at kajakken var årsagen til det, der skete. Fordi fangstdyrene lagde mærke til, at det var døde menneskers ting.

Hist.: Historisk begivenhed, der angår tabuer ved død. Tidligt 1900-tal?

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 89 - 90.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Noget at afskrække med.

Juuntaat (Jonatan). Når Makkorsuaq lagde noget fra sig, havde han ikke noget imod, at det blev taget, og det gjorde ham heller ikke noget, at vi tog noget og flyttede det til et andet sted. Men han ville absolut ikke have, at nogen rørte ved noget i hans køddepot. Når han havde lavet sig et køddepot, og alle stenene var lagt til rette, så stedet var færdigt, spyttede han ned i denne kødgrav. Så tog han en overarms-knogle og gjorde den ene ende helt glat med en fil og indgraverede små huller, der lignede øjne og malede dem derefter med sod. Når han var færdig med den, lagde han den ned i køddepotet. Han sagde, at når man havde gjort sådan, ville ræve eller isbjørne aldrig røre disse depo-ter. Ind imellem skete det, at en og anden isbjørn befandt sig ved en af disse stensatte depoter, og sommetider kunne de lægge sig på kød-graven og rulle sig sammen og sove, endda i temmelig lang tid. Men de ødelagde aldrig noget.

   Iisaaq fortalte om ham:

   Man sagde om min farbror Makku, at han havde noget, som afskrækkede andre. Når han lagde noget i køddepotet, ville hverken is-bjørne eller andre dyr æde det. Jeg ved, at hans bedstemor gav ham et par gamle kvindebukser, som han kunne bruge til afskrækkelse, og det var en af hendes egne kvindebukser. Når dyr kom for at få fat på noget af fangsten i kødgraven, vendte de den ryggen, så snart de kom derhen.

Hist.: Historisk fortælling

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 42.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 46 - 47:

Resumé: Iisaaq, der var efterkommer af store åndemanere / angakkut / angakkoq, bar til sin konfirmation den indtørrede sejrsskjorte (pooq) han var født med, syet ind i sin anorakhætte.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.

Hans Lynge antyder, at man i N.V. Grønland ligesom i Østgrønland (og muligvis Vestgrønland?) mente, at børn født med sejrsskjorte var forudbestemte til at blive åndemanere.

Tolkning: Om pooq og puulik se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.