Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

Resumé:

Iisimmardik / Îsímardik / Ilisimartoq er fra Ammassalik-egnen og undervejs på en handelsrejse til Vestkysten gør han ophold på Sydøstkysten ved Illuluarsuit (mødestedet for øst- og sydøstgrønlændere), hvor han dræber to unge brødre ude i kajak: Quperneq og Ukugssulik / Ukussulik. Selv siger Ii. intet derom, men han kommer hjem med Up.s hårprydelse og fangst og han benægter heller ikke drabene. Da Ii. atter hvæsser sin harpunspids af jern som han kun bruger til mord på mennesker, bliver bl.a. hans to svogre, Igsiavik / Issiavik og Isângassoq / Isaangasoq, bekymrede over igen at skulle få nye fjender. Sammen med to andre mænd planlægger at myrde ham en dag, hvor alle fem følges ud til en ø. Ii. går i land for at hvæsse sin harpunspids. De andre bliver i deres kajakker og synger trommesange. Men da Ii. aner uråd og ror bort alene, må den ene svoger fremsige eller synge en formular, der får Ii. til at vende om, komme tilbage, gå i land, sætte sig og hvæsse videre. Igsiavik lister sig ind bagfra, skyder med en bøsse gennem skulderen og ud gennem hovedet. Men den sårede Ii. er stærk. Han slynger de fire mænd fra sig, stryger sig over såret, hvorved det heler. Det var den Onde selv der hjalp ham, kommenterer den relativt nydøbte fortæller.

       Man får så gnedet spæk i såret og dermed genåbnet det. Og mens to mand holder ham fast stikker en tredje sin fuglepil langt ind gennem endetarmen og kører rundt i tarmene. Da dør Ii. Man parterer ham i alle led og smider hovedet, indsvøbt i en fangstblære / fangeblære ned i en dyb spalte i indlandsisen. Længe efter kan man høre ham brøle dernedefra. Så stor var han magt (fortællerens omkvæd til alle de utrolige hændelser).

       Da Igsiavik får medlidenhed med sin søster, der nu er blevet enke, standser broderen hans gråd med en trussel om at myrde ham også.

Var.: Rosing 1960: Iisimmardik / Îsímardik. Ostermann 1938, Meddr Grønland 109(1): Iisimmardik. Victor 1993. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

Hist.: Historisk fortælling om mordet på masse- og lystmorderen Iisimmardik i 1890. Fortælleren, der var kommet fra sydøst- til vestkysten omkr. 1890 og blevet døbt dér, har fortællingen på 2. hånd. Versionen hos Rosing 1960, der er oversat fra Otto Rosing 1990: 27 - 71 (Angakkortalissuit, Nuuk: Atuakkiorfik), er mindre "magisk" og tættere på de faktiske begivenheder.  Nukarajua har i sin kristne forståelse af hændelserne formentlig selv tilføjet flere før-kristne træk:

Formularen der kan trække Ii. tilbage, og sårhelingen, som var et af åndemanernes almindelige tricks. Ligeså var spæk en effektiv før-kristen modgift mod alskens ånder og åndemaning. Men Iis. var ikke åndemaner.

Kommentar: Bemærk at Knud Rasmussen i sin oversættelse ikke har tænkt over, at de grønlandske retningsbetegnelser har modsatte betydninger på vest- og østkysten: Han lader således Iis. rejse nordpå fra Ammassalik til Vestkysten. Avannaamut, nordpå (egtl. til højre med front mod havet) på vestgrønlandsk, betyder sydpå (ligeledes: til højre med front mod havet) i Østgrønland.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift ?): NKS 2488, VIII, 4', side 297 -305.

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294 - 296.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr Grønland, 39(5):302 - 303.

Resumé: Læseren der er interesseret i skilsmisser og gengifter i Ammassalik-distriktet i førkristen tid, henvises til selve teksten, hvor et rigt udvalg præsenteres med Missuarniannga og Issiavik som hovedpersoner. Under selve sangen, hvor Issiavik tilbageviser beskyldninger om at ville dræbe Akenatsiaq / Akinatsiaq (?), driver han alskens løjer med Missuarniannga, der får en stopklods i munden, spæk stoppet i halsen og en rem bundet fra sin mund op i loftsbjælken. Miss. lader dog som ingenting (som han bør) under alle løjerne.

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes I Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61, I: 42 - 70;

Angakkortalissuit, 1990: 45 - 52, "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Otto Rosing: Angakkortalissuit, 1990, side .

Resumé:

Iisimmadik forlader Ammassalik-distriktet.

Med sine to brødre, Narsingattak og Sanimuinnaq og deres familier drager Ii. med familie sydpå langs kysten. Undervejs hindrer Sanimuinnaq ved et tilfælde Ii. i at dræbe en mand ved navn Eeqilak. Senere skilles de tre brødre. Ii. bliver ved Illuluarsuk / Ittiluartik /Igdiluardik fjorden på bopladsen Sagdiariseq / (?), hvor han overvintrer med flere andre familier. Sanimuinnaq er tidligere stoppet op for overvintring ved Pikiideq / Pigität / (?), mens Narsinngattak, der vil til butikken ved Kap Farvel for at handle, overvintrer længere mod syd.

Under losningen af konebåden undgår Ii.s svigerfar på et hængende hår at få smadret hovedet af en teltstang, som Ii. svinger. Svigerfar forføjer sig til en anden boplads. De har ellers boet sammen i flere vintre.

Ii. får sig en anden-kone, der smisker og sladrer om første-konen, Akkitsikujooq, på måder, der hidser Ii. op til at overså hende med knivstik. Hendes far, der kommer på besøg, blir lamslået, siger nejtak til mad og tar straks afsted. Det holder han ikke til at se på. Han kommer aldrig siden på besøg.

Næsten invalideret af sine mange sår beslutter Akkitsukujooq at drukne sig. En enke i huset får hende overtalt til at forsøge flugt til bopladsen Qimisaaq, hvor hun dybt udmattet når frem og må nøjes med sidebriksen, da man frygter at Ii. vil hævne sig på den, der af barmhjertighed inviterer hende ind på hovedbriksen.

Tredjedagen dukker Ii. op, og det lykkes ham at få hende med hjem til de grædende børn, der blir jublende glade. Og Ii. holder sig for en tid til Akkitsukujooq.

På bopladsen har man indbudt til sangfest, hvor Ii. er en bærende kraft, og to gæster, den unge Quppersima / Quppersimaan og hans lillebror bliver helt henne i sangen. Det foruroliger Qupp.s  kone, der efter mange tilråb advarer ham om, at han er Ii.s næste drabsemne. Al sang forstummer, Ii. stirrer gennemborende på Qupp.s kone, og gæsterne tager hjem.

Efter midvinter tager Ii.s dårlige humør til igen. Husfællerne frygter ham, hans hidsige væsen, og den storkniv han altid har med og stikker ind i stolpen ved sin briksebås. En dag mistænkes han for at have dræbt en af husfællernes unge søn ude på havet, men denne kommer dog til alles lettelse blot meget sent hjem, fordi bugseringen af en stor remmesæl har sinket ham. Men alle er til stadighed på vagt. Og en nat hvor Ii. tilsyneladende i søvne sniger sig langs bagvæggen med bevæbnet med sin kniv, lykkes det - kun i kraft af hendes gode nerver og mod - en af kvinderne at berolige Ii. og stryge ham så længe over ryggen, at han vågner, kommer til sig selv, og forskrækkes over hvad han har været i gang med. Herefter blir han ganske blid over for sine husfæller. Kun første-konen må lider under hans blodtørst.

Da dagene blir lange og en dag tager Ii. alene ud i kajak og kommer først hjem langt ud på natten. Det viser sig senere, at han har dræbt Quppersimaan og dennes lillebror. Ii.s andenkones bror, Issiavik, var sammen med dem, og han trodser Ii.s forbud mod at røbe dobbeltmordet, der snart rygtes overalt.

Var.: Søg på Iisimmardik. Jens Rosing har også genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

Hist. periode: 1880 - 1892

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, 1957-61: 50 - 56 + 61 - 63;

Angakkortalissuit, 1990: 53 - 71: "Ilisimmarteq".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Resumé:

Om foråret (i 1892) kommer bl.a. Kunnak tilbage fra handelsrejse og slår lejr ved Ii.s naboboplads Qimisaaq. Kunnak har medbragt et nyindkøbt forladergevær. Ii. kommer på besøg og får lov at holde en kniv af bajonetstål, som Peqqilaaq har erhvervet sig, og Ii. bliver åbenbart igen besat af drabslyst. Men det lykkes nu Peqq. s kone at få Ii. til at levere kniven tilbage, hvorefter han flov forsvinder.

En anden dag Ii. kommer på besøg i Qimissaq er han på nippet til at blive dræbt af Piilakkaat, som rygtet vil vide er Ii.s næste drabsemne. Piil., der har undskyldt sig fra en armkrogsleq med en flok andre unge, der får Ii. med i legen, finder sin kniv i teltet og skal lige til at dolke Ii., da denne opdager ham og tager flugten. Pii. prøver at finde Kunnaks bøsse, men det varer for længe, og Ii. undslipper i sin kajak.

Der blir flere og flere drabsemner på Ii.s liste, og også hans første-kone har en trussel hængende over hovedet: Næste gang der blir nedlagt en hvalros og den skal flænses, siger Ii., skal der ligge en kvinde ved siden af og ligeledes flænses.

Tilfældet vil at en hvalros, en sjælden gæst på de kanter, dukker op mellem de to bopladser og i al stilhed og hast nedlagt af mange fangere ud for Ii.s boplads. Han er selv ude et andet sted, og det lykkes at få den parteret i hast, inden Ii. dukker op og blir rasende. Men han formildes noget af en part i stødtænderne, som svogeren Issiavik forærer ham.

Derefter foreslår hans unge drabsemner: Kunnak, Piilikkaat, Peernaat, Issiavik og dennes fætter Nappartuku, at de Ii. skal tage tage med dem alle ud i det dejlige vejr til en ø, Qoornorsivik, for der at slibe benstykkerne til til harpunspidser. Ii. nøler, men tar med, og mens Kunnak, der sidder ret over for ham på øen og fortæller en lang, spændende historie om en tupilakbjørn, der vender tilbage og dræber sin skaber, undskylder Issiavik sig med en fyldt blære, får fat i Kunnaks bøsse, sniger sig ind på Ii. bagfra, og netop som han skal skyde, fortæller Kunnak at hans fortællings hovedperson har ondt over lænden, hvorefter Kunnak siger, at det har han også og læner sig kraftigt til siden. Da falder skuddet ret i nakken på Ii. Issiaviks lillebror, der også er med, stikker i et vræl og må dysses med en forklaring om, at Ii. ellers ville ha dræbt Issiavik, og også lillebror må ligesom de andre skære et sår i Ii.s lig. Han må dog hjælpes af storebror, fordi kræfterne svigter.

Issiavik, der har ledet sammensværgelsen, får skalpen og øjnene. Kroppen parteres i kvarter og stykkerne spredes ovre på land.

Drabet holdes hemmeligt en tid.

To dage senere kommer Piilikkaat og Issiavik på besøg hos Kunnak, der på deres opfordring fortæller historien om tupilakbjørnen færdig (se: Rosing, Jens 1960: Nikki og tupilakbjørnen.).

Og snart efter, da man ikke længere begriber hvor Ii. bliver af, røber Issiavik hemmeligheden og viser både skalp og øjne frem (det ene øje har han lagt i lampens drypskål, det venstre under flisen foran sin briks, og skalpen under sit brikseskind). Det glade budskab går omegnen rundt og man holder en stor sangfest. Kun anden-konen sørger vildt, mens første-konen og hendes forældre hurtigt lader sig trøste, fordi Ii. helt tydeligt også havde pønset på at dræbe hende.

Var.: Søg på Iisimmardik, Ilisimmarteq.

Kommentar: Således som Ii. er skildret i disse fortællinger, har han tydeligvis været psykotisk.

Jens Rosings oversættelse er en fyldig gengivelse af originalen.

Hist. periode: 1880 - 1892. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Han blev kaldt Izimarti / Îsímartik / Îsímardik / Iisimmardik fordi han ikke var rigtig klog / aldrig tænkte sig om. Han var kolerisk, hævngerrig, en dårlig fanger og han slog flere mænd ihjel, nogle af dem uden forståelig grund (ifølge de to fortællere).

Et af ofrene blev Apadito / Aappilattoq, der presset af Ii. havde solgt ham sin flotte fugleblæreharpun med harpunspids af jern (nogle af Victors informanter mente at jern stammede fra månen). Til gengæld fik Aap. Iis. kone, som Aap. dog senere blev ked af og derfor forlangte at få sin harpun tilbage. Ii. bad Qiarnak / Qiarnaq (onkel til Eiriki / Iialikki / Erik, som Victor kender) om at låne hans kniv, og under en festlig sangkamp i Tasiilarsik mellem Aap. og Aditsakat / Alitsâkât / Alitsaakaat stikker Ii. Aap. ned bagfra og sønderlemmer liget, putter hovdet i en fangstblære og sænker det i en lille sø bag næsset, men det ene øje begraver han under nogle sten på toppen af bjerget ved Tasiilaartik og det andet gemmer han på det sikreste sted, nemlig i sin øverste lampe, for bedre at kunne holde øje med at den døde ikke hævner sig.

Mordet på Uitsinak alene ude i kajak midt på blanken dag, kender man ikke årsagen til. Heller ikke til at Ii. hjalp Imatak med at dræbe Kunuzi's (Kunnitsi's el. Kunnak's ?) to brødre, som Imatak (?) af ukendte grunde ville myrde. Imatak var for svag til selv at gøre det og kunne nemt overtale Ii. til at hjælpe sig (de to brødre er måske Kaajammat og hans lillebror, se Jens Rosing 1960).

Ii. dræbte flere både i Umiivik og længere mod syd, enten direkte korporligt eller ved hekseri. Således også sin svoger (Issiavik), med følgende forudgående forløb ved det sydlige Umiivik: Svogeren havde sammen med andre nedlagt en hvalros, men afviste et forslag om at man skulle vente på at Ii. også nåede frem (og dermed kunne få fangstpart af den) inden man parterede den. Ii. havde nemlig engang sagt, at hvis han nogensinde så et stort nedlagt dyr før det blev parteret, ville han dræbe en af fangerne, der havde nedlagt det. Man skyndte sig med parteringen, Ii. blev rasende, da han nåede frem. Han fik dog noget af en stødtand / kæbeben af sin svoger til et harpunfæste, men intet af kødet. Alle tog så i højt humør - Ii. dog sur - til en nærliggende ø med en god sten at tilslibe tandstykkerne på. Man fik Ii. i humør, Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak underholdt med sange, synet af en sæl ude i vandet gav svogeren lejlighed til at hente den eneste bøsse man ejede, og det lykkedes ham uset at skyde Ii. en kugle i nakken. Ii. døde og blev stiv på stedet. Alligevel ville svogeren stikke ham 'død' endnu engang med hans egen fuglepil for at gøre ham "blød", men kræfterne slog ikke til og Eqeeqqoq måtte presse odden dybt i det stive bryst. Man parterede ham ifølge de vanlige mord-ritualer: Hovedet blev smidt i en klipperevne, kroppen blev først dækket med Ii.s eget kamikhø, dernæst fraskåret arme og ben og så sænket i en stillestående sø. Det ene øje lagde Eqeeqqoq i sin kajakstævn og præsenterede det senere for Ii.s kone, da han meddelte hende mordet, hvorefter hun besvimede.

Man holdt en stor fest af bare lettelse over at den frygtede mand var død. - Men angakkoq'en, åndemaneren Napatsidak (?) fandt frem til Ii.s nedsænkede krop, talte med den døde, der sagde at han ikke formåede at hævne sig, fordi han manglede sin sjæl. Nap. fandt hovdet, satte det på kroppen, fjernede kamikhøet og fortalte de døde at banemanden var svogeren, der nu var taget videre sydpå på handelsrejse. Men hvis Ii. skyndte sig kunne han nå at hævne sig. Det skete så, idet både svogeren og dennes to sønner døde.

Var.: Ilisimmarteq; Iisimmardik; Îsímardik.

Hist.: historisk beretning fra sidste halvdel af 1800-tallet. Ii.s mord og mordet på ham er medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

Kommentar: Desværre er det sjældent muligt at harmonisere Victors stavning af navne med andres, fx Jens Rosings, eller med den autoriserede østgrønlandske.