Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 100 - 113.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aataarsuaqs mærkelige søn

Det fortælles at Aataarsuaq havde en stor brødreflok som fjender, og skønt han jagede dem efter bedste evne, magtede han ikke at komme dem på drabshold. Det fortælles videre at Aataarsuaq var eneste søn og at hans kone ikke kunne få børn. For nu bare at prøve begyndte Aataarsuaq at gå i seng med sin kone, og så var det som om hun begyndte at vente sig. Da han nu mærkede sig hendes tilstand, holdt han sig ikke længere tilbage fra hende. Hurtigt voksede hans kones mave, og da den med tiden blev meget stor, skulle hun føde. Da hun fødte, var det en stor prægtig dreng.

Faderen kunne dårligt vente, til fødselshjælpersken havde bundet navlestrengen, men så snart det var sket, tog han sin nyfødte søn, gik ud af huset og løb omgående ned til stranden, og han dyppede straks sin søn ned i en strandsø med hovedet først, indtil han knap kunne få luft. Han løb op med ham igen og nåede at komme ind i huset, mens han endnu trak vejret. Minsandten om ikke faderen gjorde sådan hver eneste dag. Når han vågnede om morgenen, tog han sin stakkels søn, der endnu sov, op fra hans leje og med ned på stranden. Altid dyppede han han med hovedet først ned i en strandsø. Lidt efter lidt kunne sønnen holde vejret under vandet, og da han begyndte at stolpre rundt, kunne han holde vejret under vandet lige så længe som en edderfugl. Nu blev faderen endnu ivrigere med at tage ham ned på stranden, straks han vågnede tidligt om morgenen. Efterhånden som han var blevet en lille purk, og faderen stak hans hoved ned under vandet i strandsøen, var det først efter lang tids venten og når der steg luftbobler op, at faderen gav ham mulighed for at ånde.

Da sønnen havde fået denne egenskab, var faderen engang på jagt og fangede en småspraglet sæl. Da han kom hjem sagde han til sin kone: "Du skal skære den sådan op, at du kun laver en åbning ved hjertet og krænger skindet af ligesom et skind, der skal bruges til fangstblære, og lade dets forluffer og bagluffer sidde på skindet." Hans kone skar sælen op, som hendes mand havde bedt hende gøre: hun lavede en åbning ved hjertet, krængede sælens krop ud af skindet, og da hun var færdig og gik ind, sagde hun til sin mand: " Nu er det klart og ligger derude." Manden lod skindet bringe ind og lod spækket grundigt skrabe af, og han udstoppede det gennem åbningen, så det struttede, og hængte så den udstoppede sæl op til tørring. Mens han ventede på at den tørrede, fortsatte han som han plejede med sin stakkels søn: så snart han stod op, gik han ned til stranden med han, og først efter at have ladet ham holde vejret længe under vandet, gik han tilbage til huset med ham.

En morgen da faderen vågnede så han, at skindet af den småspraglede sæl var blevet helt tørt, og så vækkede han sin stakkels søn som sædvanligt ret så brutalt: "Stå nu op, for du skal have din nye dragt på, lille du." Sønnen skyndte sig op, og da han var stået op greb han øjeblikkeligt fat i skindet af den småspraglede sæl. Da han gik ud med skindet på, gik han på den måde, at han satte sine fodspor ved siden af hinanden, og med sin far efter sig. Da han kom ud, gik han med det samme ned mod stranden. Da sønnen gik hurtigere og hurtigere ned mod stranden, kiggede faderen ind imellem hen på ham undervejs til sin kajak. Så plumpede sønnen i vandet. Faderen skyndte sig at bære sin kajak ned og satte sig i den. Så roede han hen til det sted, hvor sønnen var plumpet i vandet og kiggede derned. Men da han endnu ikke havde set sin søn, selv om han gennemsøgte havbunden, blev han til sidst ængstelig. Han angrede dybt og tænkte: "Hvor var det dog rigtig dumt af mig, at jeg lod ham gå i vandet, for nu er jeg skyld i min kære søns død. Han var helt opslugt af sine selvbebrejdelser, da han pluselig hørte et kalderåb og kiggede udefter, hvor han så, at sønnen langt derude havde stukket hovedet op af vandet. Så snart han fik øje på ham, vendte han kajakken og roede hen mod ham af alle kræfter. Sønnen så bare på ham uden tilsyneladende at tænke på at dykke. Da faderen efterhånden syntes det var synd for sønnnen, gjorde han sin blærepil, som han altid havde foran på kajakken, klar til kast, og sønnen blev ved med at kigge på ham. Og så netop som faderen gjorde en bevægelse for at kaste blærepilen efter ham, nåede han kun lige at høre sønnen bruge lufferne til at dykke med, og faderen ramte kun det sted, hvor sønnen havde været. Faderen tog sin blærepil op og fulgte uden den store lyst forsøgsvis sønnens kurs udefter. Han fulgte ruten længe, men stoppede til sidst op nu og da, og da sønnen havde været nede alt for længe, blev han til sidst urolig for ham. Så standsede han helt og gav sig i stedet til bare at spejde, men da han pludselig hørte hans kalderåb, kiggede han rundt og så, at han var dukket op langt, langt derude og bare lå og så på ham, og da han nu igen igen fik øje på ham, roede han hen mod ham af alle kræfter. Da han kom nærmere, ville han først kaste sin blærepil efter ham, men tænkte så: Jeg kan da prøve at komme helt hen til ham. Lige før han nåede ham bremsede han kajakken med åren og lagde hånden på sin søns hoved og sagde: "Lille du, det var dog utroligt så længe du kan blive under vandet, hvor er du dygtig til at blive under længe, svøm nu indefter, så hurtigt du kan, så følger jeg efter." Da faderen sagde det, hørte man kun et skvulp, da sønnen smuttede ned. Hans far vendte kajakken, satte af sted indefter af alle kræfter og holdt farten det bedste han kunne. Mens han stadig syntes, der var langt til land, hørte han sønnens kalderåb, og da han kiggede efter så han, at han var dukket op lige ved strandkanten. Så meget var han kommet forud. Da sønnen var så dygtig til at holde sig under vandet, overvejede faderen nu at bruge ham mod sine fjender.

Næste dag da Aataarsuaq var på fangst, fik han øje på de mellemste af den store brødreflok, der også var på fangst, og Aataarsuaq havde solen på sin rigtige side. Inden hans fjende opdagede ham, gemte han sig i solens genskin på vandet og begyndte at jage ham mod sin skyggeside. Umiddelbart før han fik sin fjende på så nært hold, at han kunne harpunere ham, brød denne ud fra solens genskin og begyndte at ro væk i stor fart. Aataarsuaq fulgte efter, og da de længe havde roet kraftigt til, stoppede den anden så småt op, og Aataarsuaq vendte nu forenden af sin kajak hen imod ham og opdagede, at han selv havde mistet fordelen ved solens genskin på havet, og at hans fjende nu vendte sin kajak imod ham. Aataarsuaq prøvede at flygte, men hans fjende halede hurtigt ind på ham bagfra, og Aataarsuaq blev dræbt. Da den mellemste af brødrene kom hjem fortalte han, at Aataarsuaq havde jagtet ham, mens han gemte sig i solens genskin på vandet, men at han selv havde dræbt ham, da han uforvarende var kommet ud af dette genskin, og at han nu ville opsøge hans familie og dræbe dem.

Det fortælles at Aataarsuaq havde en slægtning blandt brødreflokkens bopladsfæller, og da slægtningen hørte om deres planer, lod han som om, han intet havde hørt. Nu ventede han bare på at hans bopladsfæller skulle gå til ro for natten. Først da de allesammen var faldet i søvn, tog han over til sine slægtninge for at røbe sine bopladsfællers planer, og da han kom ind i deres hus sagde han: "Den mellemste af brødreflokken har i dag dræbt jeres eneste voksne mand i huset, og de har planer om at komme i morgen og udrydde jer allesammen." De blev naturligvis helt ulykkelige.

Næste morgen begyndte de at spejde ud af vinduet med jævne mellemrum. Da det blev op ad dagen, og da sønnens mor på et tidspunkt kiggede ud af vinduet, så hun, at kajakker var ved at runde næsset, og det var sandelig mange kajakker. Moderen trak sig tilbage til briksen og vækkede sin søn og sagde: "Din stakkel, hvordan kan du sove. En hel masse kajakmænd har rundet næsset for at udrydde os allesammen." Hendes kære søn rejste sig helt oplivet over ende, og da han var stået op, begyndte han at rode med skindet af den småspraglede sæl. Da han havde taget det på, bad han ivrigt sin mor om at skynde sig med at sy åbningen til. Da hun var færdig med det, skyndte han sig ud og så, at kajakmændene nu ikke var ret langt borte, og der var sandelig mange. Netop som han stillede sig op på taget af husgangen, var der én, der sagde: "Dér kommer han ud, fræk og frejdig, som om han ikke om lidt skulle have våben strittende ud over det hele." Aataarsuaq's søn lod som han ikke hørte det og begyndte at gå ned mod stranden for at tage imod kajakmændene. Da han begav sig ned hørte man igen et råb: "Han deroppe er jo kun et lille sølle barn, se, nu går han ned for at tage imod os, som om han om lidt ikke vil være spækket med fangstvåben; lad os se hvem der først får ram på ham og sårer ham." Og så begyndte de at ro om kap hen mod ham, og ingen af dem ville være den sidste. Derinde på land blev han, der gik dem i møde, mere og mere ivrig. Da de første kajakker var meget nær ved land, nåede han stranden og forsvandt ned i vandet. Alle kajakmændene satte nu farten yderligere op, mens de sagde: "Hvor mærkeligt! Han faldt i vandet!" Da de kom til stedet spejdede de ned i vandet mens de kommenterede: "Det var lige her, han faldt i, han må være dernede, søg nu efter ham." Da de allesammen gav sig til at lede, gemte Aataarsuaq's mærkelige søn sig langt inde i tangskoven. Han tog dem nu nøjere i øjesyn med kun det ene øje fri af tangen, og han så, at to af dem var meget dårligt udstyrede, at den ene var så skeløjet, at han kun kiggede på sin næserod, mens den andens øjne var så urolige, at de ligefrem blinkede som stjerner. Disse to havde overhovedet ingen fangstredskaber og kun en kølle fastklemt under tværremmene på kajakken, og de var begge helt opslugt af at kigge ned. Til sidst kunne han ikke nøjes med at kigge på dem, men fulgte så den skeløjede under kølen og dukkede op ved forenden på hans kajak, hvor han så, at han var helt væk i at stirre ned, mens øjnene skelede alt det, de kunne, og han ikke kunne sige andet end: "Det var dog mærkeligt, hvor bliver han af, man kan ellers tydeligt se hele bunden." Mens han sagde det, så han ham foran sig ud af øjenkrogen. Han greb sin store kølle, mens han råbte: "Hér er han jo!" Og da Aataarsuaq's søn forsvandt ned i vandet, var han lige ved at ramme ham i hovedet med køllen. Så skældte han ud på sig selv: "Jeg idiot, midt mens jeg er opslugt af at stirre ned, opdager jeg, at han længe har kigget på mig fra forenden af min kajak, og så når jeg ikke at ramme ham med køllen." Og nu havde han ikke øje for andet end forenden af sin kajak. Aataarsuaq's søn nåede rundt nedenom hans kajak, dukkede op ved dens lændestøtte og så, at den skeløjede kun havde øje for sin kajaks forende, hvor han var klar til at slå til.

Alle kajakmændene stimlede sammen ved den skeløjede, både forfra og bagfra, klar til at kaste harpunerne med kun dette ene for øje. Den skeløjede gav sig igen til at skælde ud på sig selv: "Nu ter han sig nok helt uventet, fordi vi alle er parat." Nu havde den skeløjede øjnene overalt og holdt sig parat til at slå enten forover eller bagover. Til at begynde med holdt Aataarsuaq's mærkelige søn bare øje med dem nedefra, men så svømmede han længere ud, dukkede op langt ude og så, hvor mange kajakmænd der holdt sig parat med løftede harpuner. Da han derudefra kaldte på dem, lød det: "Ih du forbarmende, dér er han jo, helt derude!" De kastede bare deres fangstredskaber fra sig og roede så om kap hen imod ham, og ingen af dem ønskede at være den sidste. De hurtigste kajakker nærmede sig. Han så bare på dem mens han ind imellem rejste sig lidt højere op af vandet. Én af kajakmændene havde nu sin blærepil klar til kast, men han blev bare ved med at kigge på dem. Og netop som manden gjorde en lille bevægelse for at kaste, lød der bare et lille svup! Han var allerede nået dybt ned, da mandens blærepil ramte det sted, hvor han lige havde været.

Nu begyndte Aataarsuaq's søn at lade dem forfølge sig udefter. Mens de søgte at følge hans rute under vandet, opdagede de hele tiden, at han var langt foran dem. De mange kajakmænd sagde uafbrudt: "Han opfører sig nu helt uventet, man skulle tro han fik åndenød, men han lader os forfølge sig i den forkerte retning." Nogle af dem trøstede de andre: "Vi kan ikke undgå at fange ham. Når først han får åndenød, skal han nok blive mere nærgående." Til sidst kom de langt ud på havet.

Da de var nået langt ud på havet, så de et isfjeld med glat overflade. Aataarsuaq's søn fortsatte stadig med at dykke og svømme og svømmede hen mod isfjeldet. Da de nærmede sig, forblev Aataarsuaq's søn længe neddykket. Næste gang de fik øje på ham, var han dukket op lige ved siden af isfjeldet. Mens de så til, begyndte han at klatre op på det. Så roede de om kap derhenad: "Se, nu hvor han har fået åndenød, prøver han at redde sig op på isfjeldet; nu kan vi ikke undgå at fange ham!"

Da Aataarsuaq's søn var klatret op på isfjeldet kunne man kun lige ane ham. Og da kajakmændene nåede det, omringede de det og føjede deres kajakker sammen med årerne stukket under hinandens tværremme, så han ikke havde noget vand at falde ned i. De lavede trin på isfjeldets side, og sikken masse mænd der nu klatrede op efter hinanden! Det fortælles, at det til alt held for Aataarsuaq's søn lykkedes ham at finde en løs klump is ovenpå isfjeldet, og den skubbede han hen til kanten, så den var lige til at skubbe ned. Først da issen på den første dukkede op over isfjeldets øverste kant, lod han klumpen falde. Og så begyndte alle de mange mænd at trimle ned langs isfjeldet, så isen bare skurrede. Da det skete, sagde de: "Hvis vi bliver sådan ved, bliver vi udryddet. Lad os flygte allesammen." Og med et rædselsråb tog de alle flugten og roede lynhurtigt væk, mens de nu og da kiggede sig tilbage. Først da de var kommet et godt stykke væk, lod Aataarsuaq's søn sig falde ned langs isfjeldets væg. Man kunne nu høre de mange mænd råbe: "Se nu, han har allerede ladet sig falde ned, og nu kan han ikke undgå at indhente os." Så kunne man kun høre vandets plasken fra pagajerne, da de satte farten yderligere op for at komme væk, og hvem skulle nu være forrest? Aataarsuaq's søn tænkte først på at begynde med de mærmeste, men ombestemte sig: "Det ser ud til, at de forreste så inderligt ønsker at redde sig." Han passerede de nærmeste, der var sakket agterud, en for en, selv om de så gerne ville nå op til de forreste. Og da han nåede frem til dem, tog han pagajen fra den forreste, så kajakken vendte bunden i vejret, og da begyndte dem bagved at skodde og flygte alt det, de kunne i alle retninger. Nu sagde de allesammen: "Sådan vil han gøre ved os allesammen, vi bliver udryddede." Og de roede endnu stærkere. Så begyndte Aataarsuaq's søn for alvor at rive deres årer fra dem og var snart i fuld gang med at udrydde de mange kajakmænd.

De to af kajakmændene, der kun havde en kølle som redskab på deres kajakker, den skeløjede og ham med de evindeligt flakkende øjne, fór endnu mere forvirrede rundt efterhånden som der blev færre og færre af deres mange kajakfæller. Hvor skulle de nu flygte hen? Når de fulgte efter deres kajakfæller, og de forreste blev frataget deres årer, skyndte de sig i en anden retning med ordene: "Vi fjolser ville selvfølgelig også være med, og det er da helt sikkert, at han også får fat på os. Hvor flovt at vi tog med, når vi kun har en kølle som våben, og så viser det sig tilmed at Aataarsuaq's søn ikke er til at hamle op med. Vi kunne have fortsat vores gode liv, men nu har vi forspildt det." " Ro nu ikke for langt væk, kom tættere herhen," sagde den skeløjede gang på gang til sin fælle. Til slut var de de eneste tilbage: "Vi har kun at beklage vores endeligt!" De lå nu tæt sammen, og når de vendte sig mod hinanden udbrød de: "Hvor er det dog skrækkeligt!" Da de to nu snakkede mere end godt var, og netop som den ene ville tage et åretag, havde Aataarsuaq's søn knap nok taget fat om spidsen af hans åre og holdt den mellem sin tommel- og pegefinger, før manden råbte: "Så, nu sker det, nu trækker han mig ned, kom skynd dig at støtte mig med åren, skynd dig!" Da den anden ville til at klemme sin åre fast under tværremmene på hans kajak, slap Aataarsuaq's søn sit tag, og det var med nød og næppe, han kunne rette sin kajak op, og med et gevaldigt suk sagde han: "Lad os nu bare holde sammen og sætte vores årer fast under hinandens tværremme." Og det gjorde de så med en sådan iver, at det rungede i kajakkerne. "Jeg tager ikke et åretag mere", sagde den ene til den anden, "og selv om vi driver ud på det åbne hav, hvis vi ikke ror, så skidt med det, for hvis pålandsvinden sætter ind, driver vi i land. Men hvornår kommer der en brise mod land? Den kan vi komme til at vente længe på. Du skeløjede, prøv om du kan padle med albuen, inden vi kommer alt for langt ud, jeg skal nok holde mig parat til at holde fast ved din kajakring." Netop som den skeløjede dyppede sin albue i vandet, tog Aataarsuaq's søn ham let om den, og den skeløjede skreg: "Du godeste, nu igen! Nu kan han ikke undgå at tippe mig rundt, træk i mig alt det du kan." Da den anden begyndte at hale i den skeløjede, slap Aataarsuaq's søn ham, og manden rettede sig op: "Åh, det var dog forfærdeligt, han var lige ved at rive armen af mig. Du har ikke prøvet noget endnu, prøv om du ikke kan padle med dit lange hår, jeg skal nok være parat til at hale i dig." Så fór det ud af ham med de evigt flakkende øjne: "Han vil da helt sikkert trække mig ned ved håret, for det er jo nemt at holde fat i." Den skeløjede sagde så: "Prøv nu bare, jeg skal nok være klar til at hale i dig, prøv nu." Da ham med de urolige øjne dyppede håret ned i vandet tog Aataarsuaq's søn fat om hårspidserne og holdt fast med sin tommel- og pegefinger. Manden skreg i vilden sky: "Så, nu er det altså alvor, nu trækker han mig ned!" Aataarsuaq's søn morede sig så kosteligt over dem, at han blev helt kraftesløs. Han slap taget i manden med de flakkende øjne, og da denne havde fået balancen igen, sukkede han dybt og udbrød: "Det nytter ikke at padle mere, jeg gør det ikke mere! Lad bare strømmen tage os med ud." Dér sad de så med hovederne højt løftede og armene over kors, og da de gav sig til at plapre i munden på hinanden, dukkede Aataarsuaq's søn op ved kajakkens forende ud for kastetræet, og bedst som de plaprede løs, råbte de begge to: "Jamen, dér er han jo, lige ved siden af!" De havde fået nok og nægtede pure at se på ham, og de løftede hovederne så højt og lænede sig så meget tilbage, at nakken lagde sig på dækket bag kajakringen.

Så var det Aataarsuaq's søn sagde: "Jeg vil ikke gøre jer noget. I kan løsne kajakkerne fra hinanden og ro hjem og fortælle jeres bopladsfæller, at ingen herefter skal komme herhen; for jeg er ikke bange for dem; og fortæl dem, at jeg hver gang vil udrydde dem, der kommer. Frigør I bare kajakkerne og ro hjem." Den vindøjede skelede først hen til ham og udbrød: "Vi risikerer jo bare, at du tager vores årer, så snart vi begynder at ro." Nu opfordrede de så på skift hinanden til at være den første til at ro. Det endte med, at det blev den skeløjede, der skulle tage det første åretag, og han sagde gang på gang til sin sidemand: "Hold dig parat til at sætte din åre fast under mine tværremme. Nå, lad os nu bare prøve." Og så strejfede han bare vandet med sin åre. Han vendte sig mod den anden med et slags smil og sagde så: "Det gik fint for mig. Prøv de nu med et åretag." Ham med de evigt flakkende øjne tog til genmæle: "Han har ladet dig være bare for at kunne lege med stakkels mig, hold dig nu parat til at fastgøre dig til mig, så vil jeg forsøge." Han tog et åretag, og det gik også fint. Efterhånden som de kom væk fra Aataarsuaq's søn roede de hurtigere og hurtigere, mens han råbte: "Fortæl dem at de aldrig mere skal gøre noget forsøg på at komme her for at udrydde os allesammen; jeg er ikke bange for dem og jeg skal dræbe hver og én."

Det fortælles at Aataarsuaq's søn kun lod de to med køllerne leve, og det fortælles også at Aataarsuaq's søn levede lige til sin naturlige død uden at være blevet såret af noget våben.

Her ender beretningen.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Tolkning vedr. indledningen: Den traditionelle overbevisning, at fosteret kun vokser hvis det får næring fra faderens sæd, er åbenbart levende endnu på fortælletidspunktet.

Trykt i en kortere version (redigeret eller skrevet ved anden lejlighed af Jaakuaraq ?) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 6, ss. 42 - 43: Qungúsutaríssat.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om den store åndemaner Imaneq.

Blandt de temmelig mange mennesker, der boede i Pituffik / Pisuffik syd for

Atammik, var der i gamle dage en åndemaner / angakkoq / angakok ved navn Imaneq.

Han, som var et lille menneske, kunne altid klare sig i stormvejr. Og

han var sine bofæller til stor hjælp i strenge vintre. Da han aldrig

manglede noget, sørgede han godt for dem, der intet havde, og han

optrådte ydmygt over for sine bopladsfæller. Hans faste fangstområde

lå langt uden for kysten. De andre åndemanere kunne ikke klare sig i

konkurrence med ham.

Engang han var kommet hjem fra fangst, kom en af hans bopladsfæller

ind og sagde: "Jeg skulle spørge fra dem, der skal lave en grav, om du

ikke kunne hjælpe dem?" Imaneq svarede: "Sig til dem, at jeg kommer

når jeg er klar." Så snart manden var gået, gjorde han sig hurtigt

klar og gik derop. I løbet af eftermiddagen lavede de en grav til en

af bopladsfællerne, der var død, og begravede ham/hende, hvorefter de

gik ned.

Da de vågnede næste morgen, var det pragtfuldt vejr uden den mindste

sky på himlen. Imaneq gjorde sig klar og roede som altid langt ud

forbi sine bopladsfæller, der var på fangst; og han lagde sig på lur

efter sæler i det yderste fangstområde.

Det var første gang, han måtte ligge så længe uden at harpunere en sæl,

fordi der ingen var i nærheden. Så opdagede han, noget der lignede en

strømhvirvel lige foran den forreste kajakspids. Mens han lå der og

kiggede på den, fordi han fandt den ejendommelig, dukkede der noget op;

og han genkendte straks, at det var hans avinngaq (egtl. en lemming), en

stor havmand. Han havde sådan en alvorlig mine på, at det så ud, som

om hans kinder var holdt nede, tøjret fast til noget.

Straks tog havmanden fat i kajakspidsen og sagde: "Du, som er

åndemaner - hvorfor er du roet så langt med kamikker, der ryger? Du

kommer til at ro stik imod strømmen i det store hav." Imaneq kom i

tanke om, at han var taget afsted i de kamikker han havde på, da de

lavede graven dagen før; han havde glemt at skifte. Efter dette

ubrud stak havmanden den ene hånd ned og trak noget op, der lignede en

stor vinge; det var en meget stor kniv.

I det samme gav han sig til at flække kajakken fra den yderste ende af

kajakspidsen og Imaneq selv, der sad i den, lige midt igennem. Imaneq

besvimede i det øjeblik hans hjerte blev flækket.

Da han langt om længe kom til sig selv, hørte han (nipe

masaerpalârssuaq) (? sang). Han mente, at lyden kom både forfra og

bagfra, så han kiggede fremefter og så, at hans bedstemor gik syngende

foran ham. Han kiggede bagud og så, at hans bedstefar fulgte efter

ham, syngende smukt, og at han førte ham ind imod land

(másartuvánguarlune; syngende?). Der var ikke noget land at se; han

befandt sig i det store hav. Langt om længe kom der mere og mere land

til syne. Imaneq kom hjem, lige før det blev morgen; de andre i huset

var på det tidspunkt ved at være bekymret for ham (egentlig: savne

ham). Da han kom hjem, lagde de andre mærke til, at han var blevet

mindre; for han havde været temmelig stor.

Efter at være blevet delt i flere stykker af havmanden, var han blevet

meget mindre. Når han sad på lampebriksen kunne hans fødder ikke nå

gulvet. Alligevel blev han aldrig hjemme fra fangst, lige meget hvor

meget det blæste; og han nøjedes ikke med at fange en enkelt sæl.

Derfor kendt alle omkringboende åndemaneren i Pisuffik af omtale - en

betydnigsfuld person, som aldrig kom tomhændet hjem fra fangst.

Da de engang var på vej sydover og slog lejr på Kangeq, undrede de,

der kendte ham fra før, sig over, at han var blevet så lille. De havde

ikke troet rygtet om, at havmanden havde delt ham i flere

stykker. Først da de så ham, troede de det. De var blevet inviteret

til Piffaaviks, og under besøget havde Imaneq sat sig på forbriksen,

men hans fødder kunne ikke nå gulvet - så lille var han.

Det fortælles, at Piffaavik altid spillede vigtig, og at han i sit

skryderi aldrig kunne nære sig for at komme med en eller anden dum

bemærkning.

Når han begyndte at prale alt for meget, plejede storebroren at slå

ham med forskaftet af en knækket lanse, så kom han til lidt mere

fornuft. (Det vi forstår ved (kaerqingnarâssumik) er at slå med duppen

af forskaftet på en lanse, der er knækket af. Sådan gjorde vi også på

en sæl, der var harpuneret, når vi ville undgå for mange sårmærker).

Piffaaq gjorde det, at han gik hen til Imaneq, der sad på forbriksen,

tog ham i skulderen og rystede ham grundigt, idet han sagde: "Så det

er ham, der er den store åndemaner, ham den fremragende!" Imaneqs

stedsøn, der sad ved siden af ham, hidsede sig langsomt op,

efterhånden som Piffaaqs drillerier tog til. Der var nemlig også andre

mænd blandt de besøgende. Da stedsønnen blev mere og mere flov på

stedfarens vegne, kunne han ikke længere beherske sig; og han sagde:

"I vinter, lidt inde i det nye år, rasede en voldsom

nordvestenstorm, der nåede helt til kysten. Naturligvis var der ingen

der tog ud på fangst, fordi de fuldvoksne sortsider holdt sig langt uden

for kysten. Kun denne lille mand tog hver dag ud på fangst længst uden

for kysten, og han kom en dag til at falde bagover (måske: var ved at dø, BS).

Alligevel kom han hjem hen på eftermiddagen med to fuldvoksne

sortsider på slæb." Dette lukkede munden på Piffaavik, og han gik ikke

mere hen (og hånede) Imaneq.

Senere rejste han sig uden et ord og rodede under briksen. Han trak et

stort vandskind frem og bredte det ud på gulvet. Han tog tøjet af

overkroppen og satte sig ned; og idet han viste sin store arm frem,

sagde ham: "Hvis du virkelig er så fremragende et menneske - så lad

os trække armkrog!" Imaneq ville først undgå ham, men tænkte så: Mon ikke

jeg skal forsøge mig! Han gik ud på gulvet, idet han satte sin lid til

sin store stedsøn. Han satte sig overfor Piffaavik; og da han satte

sin arm i Piffaaviks store krog, var hans lille hånd knap nok synlig.

Piffaaviks store arm var så tyk som midien på et smældfedt spædbarn.

Så gav de sig ellers til at trække krog. Først da Imaneq var ved at

gøre sig rund (angmalortisarnijalersoq, gøre sig hård ?), begyndte

Piffaavik øjensynligt at lægge kræfterne i for alvor. Idet samme

klemte Imaneq Piffaaviks store arm så hårdt, at den straks kom til

at sidde helt fast. Piffaavik gjorde nu et ihærdigt forsøg på at trække sin arm

ud, og det lykkedes ham at vriste den fri. Men den var rød over det hele,

fordi huden var blevet flået af. Udfordreren Piffaavik holdt sig tavs og

blev siddende uden at løfte hovedet. Da han stadig ikke sagde noget,

og gæsterne fandt det meningsløst at trække besøget længere

ud, gik de.

På det tidspunkt var der kommet missionærer til Grønland. Da

missionærerne begyndte at døbe folk, nægtede Pisuffiks åndemaner Imaneq

pure at blive døbt. Men engang midt i vinterens kulde i årets anden

måned, d.v.s. i februar, oplevede Imaneq for første gang at han var

søvnig hele dagen. Da han blev ved med at være søvnig, gik han i seng

tidligt på aftenen. Han sov uafbrudt og vågnede først op ad dagen. Det

viste sig at han havde drømt og derfor havde haft svært ved at vågne.

I stedet for at spise noget da han var blevet vågen bad han

overraskende de andre i husstanden gøre sig klar til at rejse til

Nuuk / Godthåb, og det til trods for, at det ikke var til at komme frem for tyk is, der lige havde lagt sig.

De andre var imod det, fordi ruten ikke var farbar. Så sagde han, at

der i drømmen var blevet sagt til ham, at hans vej ville blive gjort

farbar.

Trods den stærke kulde gjorde de sig så klar og tog afsted. Undervejs

sydover blev isen ved med at spalte sig, og de nåede Nuuk / Godthåb uden

vanskeligheder.

Da de kom til Ny Herrnhut, sendte Imaneq straks besked til missionæren

om, at de midt i vinterens kulde var rejst dertil med det ene

formål at blive døbt. Det fortælles, at den hvide mand først ikke

ville tro ham, da han havde hørt at han var en stor åndemaner. Han

sendte bud efter ham og sagde først følgende til ham: "Du må være

Pisuffikbeboernes store løgner." Så tog han ham ind til sig og

snakkede med ham. Først de Imaneq fortalte ham om sin drøm, og da han

sang en salme, som han huskede fra drømmen, blev missionæren

overbevist om, at han havde haft et syn. Han meddelte ham og hans ledsagere, at de skulle døbes. Ikke underligt blev Imaneq og hans ledsagere meget glade.

Efter dåben levede de hele livet i fred sammen med de andre gode kristne, og de opgav helt deres slette sæder.

Det fortælles, at Imaneq, der opnåede en høj alder, døde i fred og lykke.

Var.: Imaneq

Hist.: En historisk fortælling om Imaneqs omvendelse i 1760'erne.

Se Gulløv, H. C.: "The Rivival at Pisugfik in 1768. An Ethnohistoric Approach." Arctic Anthropology 23(1-2), 1986:151-175

Kommentar: Den gravalvorlige havmand må være fortælleren, Jaakuaraqs, ironi over den smilende havmand (Qungussutariaq), (søg), der straffede med døden, hvis man smilede tilbage.

Yderst kort dansk resumé s. 112.

Håndskriftet Rink NKS 2488, nr. 263 eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq.

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

Resumé:

Sydlændingen Aappilattoq rejser nordpå med sin familie og må

overvintre på det tidligere beboede Ikaarissat syd for Nuuk. Vinteren

bliver hård, A.s rigelige forråd slipper op, og isen lægger sig helt

ind i fjordsystemet, hvor han forgæves vandrer vidt omkring på

isfangst. Han må tilsidst slagte sin lille søns hund, som han æder et

stykke af råt. Han giver sin søn en anden bid af hunden med formaning

om at sulten truer.

Næste dag vandrer han ud over havisen mod sydvest og kommer til

Kangeq, hvor der både er beboet og kajakmændene fanger alke, fordi der

er åbent vand på den anden side af øen. Han kaster sig over frosne

alkeindvolde på møddingen, inviteres så indenfor og beværtes med

rigtigt kød til han er ganske forspist.

Da isen er gået, flytter A. med familien til Kangeq, hvor han efter

sin gamle skik fanger godt. Hans søn vokser til og får kajak. I

alkesæsonen advarer han sin søn imod kajakmændene, fordi nogle af dem

er irritable, når de jager alke. A. og sønnen kommer fra hinanden

under jagten og pludselig hører dog A. en masse mænd snakke.

De har omringet sønnens lille kajak, men A. får ombragt dem alle ved

sin lemming - amulet, som han varmer op i munden og kaster mod dem. Af

angst for hævn flytter A. med familie nordpå om foråret til Atammat,

hvor sønnen vokser sig stor og dygtig. Han følges gerne med den

midterste bror af en brødreflok, og da denne tre gange har søgt at harpunere

A.s søn, der behændigt kæntrer, dræber sønnen ham. Derefter fanger han

en sæl, som han lægger omvendt på kajakken. A. forstår tegnet, men

ikke brødrene, der får forklaringen af A.s søn: Den ligger omvendt,

fordi den blev dræbt næst efter et menneske, og det var i selvforsvar.

Brødrene græder, inviterer nogen tid senerer A. og søn på mad, og

viser med kropsholdningen deres vrede, men da et stykke af taget

smuldrer ned i fadet med kød, forstår de at A. har usædvanlige evner.

Dem demonstrerer han så yderligere ved at skære sin søns mave op og

hele såret igen. A. har således levet op til sit ry som sydlænding, og

ingen gør dem siden noget ondt.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk;

Hist.: Rink gør i sin note til fortællingen (1866-77, I) opmærksom på,

at dels er det uhyre sjældent at isen lægger sig i fjordene bag Nuuk,

og dels at de afstande A. tilbagelægger over isen i fjordsystemet

langt overstiger hvad mennesker normalt kan klare.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aappilattoq

Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."

Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.

Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.

Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.

En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det.

Her slutter fortællingen.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 113 - 133.

Håndskrevet dansk oversættelse ved ? : NKS 3536 II, 4', læg 27.

Grønlandsk udgave: Lynge, Kristoffer, red.: Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, Nuuk 1938: 18 - 38.

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: "Som perler på en snor." PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993. Oversættelsen i afhandlingens Tekstsamling, s. 130 - 142, følger Kristoffer Lynges let reviderede version med kommentarer vedr. afvigelserne fra såvel håndskriftet som fra Rasmussens oversættelse i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924.

Ndf. følger resuméer af oversættelserne hos såvel Rasmussen som Thisted.

Resumé af oversættelsen i Rasmussen 1924:

Stedet er Qooqqut, kløfterne nord for Kangeq ved Nuuk (?). Alle K.s ældre

søskende er døde som små, og da forældrene heller ikke tror K. vil

leve, giver de ham navnet Kaassassuk. Forældrene blir syge og dør. Den

bedste fanger i huset adopterer ham, men overlader ham til et andet

ægtepar, fordi K. skider for meget og ikke vil vokse. Det er som om

han skal af med al sin moders mælk. Da K. har været adopteret af alle

familierne efter tur, smider man ham ud i husgangen, hvor en

gammeljomfru i kogerummet adopterer ham. Når K. vil ind i husrummet

til fællesmåltid, trækker man ham op ved næseborene og gir ham et

enkelt ribben med meget lidt kød på. Blir han hurtigt færdig og vil ta

et nyt stykke, undersøger man hans mund, og er der kommet en tand,

trækker man den ud. En enkelt mand i huset har medlidenhed med ham og

gir ham en lille kniv at spise med. K. plages også af sine

jævnældrende legekammerater, endog af de unge piger, der kaster ham

omkuld og fylder hans næsebor med lort. Leger de andre drenge med

deres små harpuner og K.s ven har lavet en sådan til ham, knækker

drengene den. Vennen opfordrer K. til at vandre op bag Qooqqut til

Talorsuit og kalde kraftens herre i øst. Drengene og de unge piger

falder over ham, da han går afsted. Da de forlader ham, brækker han

sig for at rense mund og næse. Undervejs prøver K. forgæves at trække

små, tynde pile op med rode. Kraftens herre, der kommer, ligner et

landdyr med menneskeansigt. Han lader K. gribe fat i sin tykke pels og

slynger ham i kolbøtter hen ad jorden. En masse legetøj falder ud af

K. De var årsagen til, at han ikke kunne vokse. Kraftens herre

gentager behandlingen een gang og to gange næste dag. Færre og færre

stykker legetøj falder ud, K. får vældige kræfter, og sidste gang slår

K. ingen kolbøtter, men kan holde balancen hoppende hen ad jorden.

Ånden befaler ham at holde sine kræfter skjult og lover ham to

lejligheder til at afsløre dem. Første gang er ingen fuld afsløring.

Mændene er kommet hjem med en enorm stamme af drivtømmer, som de må

lade ligge i stranden til næste morgen. K. henter den om natten,

rammer den i jorden bag huset med hældning mod det. Den vælter. K. når

at gribe den, rammer den påny i jorden, og denne gang med hældning

bort fra huset. Den falder med et brag om natten. Næste morgen tror

man, at stammen er drevet bort, men finder den så og undrer sig. Hvem

har mon gjort det? Alle de stærkeste mænd nægter. Næste lejlighed

kommer med tre bjørne, en han, en hun og en unge på et isbjerg i

nærheden. Ingen tør nærme sig. K. låner sin plejemors kamikker. For

sjov ber hun tilgengæld om skind til under- og overdyne. Da K. blir

angrebet af hannen, gør han sig hård, griber den ved benet, og slynger

den mod jorden. På samme måde med hunnen og ungen. Hans ven får ungen,

plejemoderen de andres skind til sengetøj. Hun parterer dem og

inviterer til fællesspisning.

K. stiller sig afventende inderst i husgangen. Hans ven må trække ham

op ved næseborene. Alle er blevet hans venner. Han ber om vand at

drikke. To piger henter straks frisk vand. Han knuser dem begge ihjel

som tak og undskylder. Han vidste ikke, at de var så skøre. Prøver

sine kræfter på en stærk mand, der falder død om. Alle flygter til

bagvæggen. K. udrydder dem alle undtagen sin ven, dennes kone og sin

plejemor. Vennen lærer ham at ro i kajak. K. blir en dygtig kajakmand

og fanger, og han dræber alle fremmede kajakmænd, får den stærke Qaassuk / Qaasuk som fjende, men må alligevel søge ind hos ham i stormvejr. Q.

modtager ham venligt, men blir efterhånden ordknap af bekymring for

sin søn, der er ude på fangst. Denne er dog, fortæller man, ude i sin

slankeste kajak uden sideribber. Da sønnen kommer hjem med to

hvalrosser, bærer K. dem uden videre op. Sønnen antaster ham ikke. Om

aftenen binder han Q. og sønnen til husstolpen og ligger med Q.s

datter. Således blir han svigersøn i huset.

En del år senere hører K. om den stærke Usussusaermiarsunnguaq langt

mod nord og vil prøve kræfter med ham. Efter en lang rejse møder han

U., der  er lille og undselig at se til. Efter en hel dags kamp løfter

U. endelig K. op, snurrer ham rundt og kaster ham ud i søen. K.

dukker endelig op dækket af mudder og mos. På hjemvejen viser han folk

han møder en sort sten, klemmer den aflang og siger, at så stærk var

U. Selv sammenligner han sig med en hvid sten, som han klemmer til

smul. Siden tar K. aldrig ud for at udfordre andre mænd.

Resumé af Thisteds oversættelse:

Kaassassuks første tid som kæledægge hos sine forældre, hvis tidligere børn alle er døde, får en brat ende, da begge forældre blir syge og dør. Alle vil gerne adoptere ham, husets stærkeste mand får ham, men da Kaass. ikke kan holde plejemoderens mælk i sig og skider ganske forfærdeligt, smider manden ham ud. Par efter par prøver på samme vis en adoption, men må give op. En gammel kone, der bor i husgangens kogerum tager ham til sig som plejesøn.

       Kaass. pines og plages af både husfæller og jævnaldrende drenge og piger. Husfællerne trækker ham altid indenfor i husrummet ved hans næsebor til spisning og slår enhver ny tand ud af hans mund, hvis for han for hurtigt spiser sit kødstykke, en lille bid fra maven. Drengene knækker alle de drengeharpuner, som en mand, hans eneste velynder i huset, laver til ham. Pigerne vælter ham omkuld, trækker han bukser ned, tisser på ham og fylder hans store næsebor med lort.

       En gammel mand får medlidenhed med ham og råder ham til at gå op bag bostedet ved Qoqqut til Talorsuit - dalene inde østpå, kalde på Kraftens Herre og prøve ikke at blive alt for bange. Kaass. følger rådet, den tilkaldte er en kæmpehund med menneskeansigt (en slags kæmpe - eqqilik ? BS), der vikler ham ind i sin hale og slynger ham hen ad jorden, så han en overgang mister bevidstheden. En masse legetøj af sælknogler o.l. er slynget ud af ham: Derfor har han ikke kunnet vokse. Slyngningen gentages, og Kaass. føler sig meget lettere og stærkere, da han går ned. Han sparker sten i stumper og hiver pilebuske op med rode. Men han siger ikke noget og finder sig i stadige mishandlinger fra både husfæller og jævnaldrende. Da han anden gang atter blir slynget to gange af kæmpehunden og der ikke falder mere legetøj ud af ham, giver hunden ham besked om fortsat at holde kræfterne hemmelige, men at den vil sende ham et enormt stykke drivtømmer og senere tre isbjørne at vise kræfterne med.

       Drivtømmeret slæbes i land af mange kajakker og de må tøjre det ved stranden til næste dag, fordi opslæbningen er et for tidkrævende arbejde. Kaass. slæber det op om natten, rejser det bag huset, griber det da det er lige ved at vælte, lader hældningen gå væk fra huset, og da det balancerer går han ind. Hen på natten falder det alligevel om med et brag. Ingen vil næste dag vedkende sig at have bragt tømmeret op, som man derefter splitter op til alskens formål.

       Isbjørnene er en stor han med en stor hun og en unge, som er klatret op på et isbjerg uden for bopladsen. Kaass. låner sin plejemors kamikker, strammer alt sit tøj med remme, sætter i løb mod bjørnene så hurtigt, at han på det nærmeste tar benene på nakken (det grønlandske udtryk kunne være en slags oversættelse af det danske: at tage benene på nakken, BS.). Han hugger trin i isbjergets side, klatrer til vejrs, modstår slag fra bjørnene ved at vende ryggen til og gøre sig hård, griber først hannen om bagbenene og klasker den ihjel, dærnæst hunnen og til slut ungen, som han kaster ned til flænsning. De to voksne bjørne bærer han hjem til sin plejemor med besked om at her har hun til underlag og dyne. Hun blir stum af forbavselse.

       Kaass. inviteres ind til fællesspisning, ingen vil hive ham op ved næseborene, og hans velynder må klare det. Man kappes om at give ham den bedst mulige kniv (en foldekniv! som det første tilbud), og han langer til fadet også anden gang. Da han ber om vand blir to småpiger sendt af sted. De kommer lynhurtigt tilbage, han drikker og under dække af at ville takke den ene pige med et knus, klemmer han livet af hende. Det samme sker med den anden pige, dernæst med en muskuløs mand og efterhånden alle undtagen velynderen, dennes kone og den gamle plejemor. Med de tre lever han videre. Han udvælger sig en passende kajak, og en dag han øver sig i roning blir han revet ud af kurs i dårligt vejr. Han havner neden for Qaassuks hus, en af hans fjender, men blir alligevel godt modtaget, da han ikke har andre steder at søge ly for stormen. Qaassuk beværter og underholder sin gæst, blir så pludselig fåmælt af bekymring for sin søn, der endnu er ude, men beroliges ved at høre at sønnen er ude i den kajak der er lutter køl (?). Denne kommer hjem med to hvalrosser, en unge, som folk maser med at få op og en stor hun, som Kaass. ene mand hiver op. Qaassuks søn skuler til ham og søger senere at kommandere med ham. Kaass. skal hænge hans harpunline til tørre, beordrer han. Kaass. "kommer til" at rive den i stumper og stykker. Den var nok bare rådden må den slagne Qaassuks søn hellere indrømme. Ved sengetid tilbydes Kaass. plads på bjørneskind på sidebriksen, men da husets datter gør sig rede til at gå i seng, hiver Kaass. både far og søn ud på gulvet, binder dem til husstolpen og boller datteren. Derefter er han svigersøn i huset.

       Da Kaass. hører om en stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han op for at prøve kræfter med ham. Denne er meget undselig af ydre, men da han for alvor lægger kræfterne i efter en længere kamp, slynger han Kaass. ud i en nærliggende sø. Denne dukker op dækket med vandplanter til tilskuernes rungende latter. Kaass. forsvinder ind i sit telt, smutter næste dag og til illustration af hvordan tvekampen gik, fremviser Kaass. siden en sort sten, som han klemmer lidt flad - det var Ususaarmiarsunnguaq, og en hvid sten som han klemmer til smul: det var ham selv, Kaassassuk.

Var.: Kaassassuk

Hist.: Dette er en af de versioner, hvor Kaass., i modsætning til de tidligste varianter, resocialiseres ved til slut at møde sin overmand. Arons version 1½ generation tidligere har samme slutning.  

Vedr. hist. og tolkning af de vestgrønlandske Kaassassuk-varianter: se

Thisted 1993 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sila".

Qoqqut med baglandets Talorsuit ligger inde i fjorden øst for Nuuk. Om dette land hedder Kangeq ligesom øen vest for Nuuk kan ikke ses af kortet.

Bemærk foldekniven, der er temmelig nymodens, "benene på nakken", der ikke er typisk grønlandsk, og et klart ukendskab til isbjørnes adfærd: Hannen danner ikke familie med hun og unger: Voksen og unger sammen vil altid være en mor med unger. Man har næppe mødt mange isbjørne ved Nuuk på Jaakuaraqs tid.

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 14, side 8 - 12: Nukagpijatorqamik.

Håndskrevet oversættelse til dansk af ?: NKS 3536 II 4', læg 18.

Resumé:

Han lurer sæler i kajak. Ser en hel flok, kommer efter flere

forgæves forsøg tæt nok på dem, men de skræmmes bort af nogle unge

pigers hånsord. Pigerne leger med børnene inde på en stor, glat

klippe. Han beordrer klippen at folde sig sammen om de legende.

Forældrene må fire spæktran og suppe ned i muslingeskaller gennem en

revne til de indespærrede. Mod løfte om store gaver får han klippen

til at åbne sig igen. Løftet om gaverne holdes.

Var.: En vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada. I nogle versioner stiger den gamle til himmels som en stjerne.

Venus; Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling.

Hist.: Jaakuaraqs variant af denne fortælling er som ventet temmelig

blødsøden. I de ældre varianter overlever de indespærrede ikke. Om den

traditionelle opfattelse af at bruge muslingeskaller som som

spiseredskaber se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "muslinger".

Knud Rasmussen har fejlagtigt anført Esaia som fortæller, men det kan ikke være andre end

Jaakuaraq Eugeniusen fra Nuuk / Godthåb: Håndskr. NKS 3536, I, 4', læg 8, ss. 1 - 13: oqalugtuaq qátâmik. Eller i dansk håndskrevet oversættelse (oversætteren kan ikke identificeres) i NKS 3536, II, 4', læg 18.

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II, 1939: 32 - 42.

Trykt første gang (ganske let redigeret), i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 13, ss. 102 - 103 + nr. 14 ss. 108 - 109 + nr. 15, ss. 118 - 119 + nr. 16, ss. 123 - 124: Qátaq.

En oversættelse ved Apollo Lynge følger efter resuméet ndf.

Resumé:

Q. har flere sønner og en plejesøn, der alle fanger. Q. er en ivrigere

fanger end nogen anden, årvågen og altid i bevægelse efter

fangstmuligheder. En vinter, hvor havet er frosset til og isen kan

bære, men ingen våger er at øjne, bestiger han et bjerg og ser langt

ude i horisonten frostrøgen fra to våger, den ene bag den anden. Hans

sønner og plejesøn følger ham derud næste morgen. De fanger en mængde

edderfugle, vender næsen mod land og overfaldes af en fralandsstorm. De

driver til havs på en isflage, der blir stadig mindre. Q. trækker en

streg omkring deres tåspidser, hvorved isflagens afsmeltning standses.

Da de tørster, fremkalder han sødt drikkevand med et stød af sin tuk i

isen, drikker først og støder vandet tilbage, da alle har drukket. De

når Akilineq, springer i land, og da er isflagen blevet til blot en

skumklat. Langt inde i landet hører de en ravn skrige: dér må ligge en

boplads. De inviteres ind i det største hus og beværtes. Plejesønnen

spilder en dråbe vand på husherrens skinnende hvide pels. Denne lægger

et siddeskind på gulvet og alle undtagen husherren og gæsterne går ud på

taget. Han trækker arm med plejesønnen, der dør, da han får testiklerne

revet af. Husherren kommanderer liget hejst op gennemtaget med besked om

at gemme øjnene til ham selv. Q. giver nu

husherren samme behandling, efterligner hans stemme, og først da man

deroppe har parteret liget til fortæring, opdager man, at det er

husherren. Man lukker husgangen med sten, bryder huller i taget og

kaster urin og lanser ned mod de indespærrede. Q. ber om sin yderpels,

der hænger udenfor. Han får den, finder sin lemminge-amulet i kraven,

sutter den levende og sender den op på drab. Den vender blodig

tilbage, får fornyet liv i Q.s mund og dræber nu resten derude ved at

bore sig vej gennem dem fra rumpehul til mund. En piaaqqusiaq-klædt

dreng inviterer Q. og hans sønner over til et gammelt ægtepar, der er

blevet inden døre i et andet hus. Hér tømmer Q. en skål menneskehjerne

med lukkede øjne, tryller den fuld til hver af sønnerne, der også

tømmer den, og endelig til den gamle værtinde, der bliver sindssyg af den

stærke kost. Q. genopliver sin plejesøn, og de flygter alle ud til

kystklipperne, hvor Q. og hans sønner lader sig rutsje ned i havet. De

kommer alle op som bjørne i kraft af deres bjørneamuletter.

Plejesønnen tøver, men springer så og basker med armene. Han forvandles

til sin amulet, en snespurv. Undervejs hjem over havet hviler han sig

med mellemrum på bjørnenes hoveder. Hjemme på land ryster de sig og

forvandles tilbage til mennesker.

Oversættelse:

Fortællingen om Qattaaq

Det fortælles at Qattaaq var en meget aktiv fanger, selv om han var til års. Han kunne ikke holde sig hjemme, uanset hvordan vejret var. Selv om de unge i famlien holdt sig hjemme, tog den gamle ud på fangst, og han var aldrig til at nå om morgenen, for han vågnede altid meget tidligt. Sådan var han stadig, da der engang kom en hård vinter, og kulden blev stadig strengere. Da kulden begyndte, blev snefaldet til grødis, og islægget begyndte ude fra havet og trak stadig tættere mod land. Efterhånden var der mindre og mindre vand at ro i kajak i, og til sidst var der kun vand lige ud for deres boplads.

En morgen vågnede de og så, at hele havet var dækket af is, og da de ikke længere roede i kajak, blev den gamle endnu mere aktiv. Han undersøgte isen hver dag og gik ture i deres omegn, men han fandt ingen våger. Med tiden blev det godt vejr, og en morgen vågnede de til et pragtfuldt vejr uden skyer. Qattaaq stod op i den tidlige morgen, mens de unge endnu sov, og efter at have orienteret sig om vejret drog han ind i landet. Han udvalgte sig de højeste fjelde, som han besteg. Da han var kommet op på toppen beskuede han havområdet ud for sig, for om muligt at opdage noget, og han så nu derude i horisonten to tågeskyer, der lå ud for hinanden og som angav en tæt frosttåge. Han tog pejlemærker af deres beliggenhed og gik så ned fra fjeldet. Hjemme igen sagde han til de unge: "Her sidder vi og mangler fangstdyr; derude på havisen er der to tågeskyer der afgiver tæt forsttåge, og vågerne kan ikke bare være der af sig selv, men må holdes åbne af sødyr eller fugle; jeg vil prøve at se efter i morgen." Da han sagde dette blev hans børn ivrige efter fangst og begyndte at tage deres fangstredskaber ind i huset, og de brugte eftermiddagen til at gøre sig klar til fangst. Da det blev aften, gik de i seng. Om morgenen havde hans børn det som de lige var faldet i søvn, da de hørte puslelyde og kiggede ud og så, at deres far allerede var begyndt at gøre sig klar. De stod allesammen op, gjorde sig klar, og så tog de af sted.

De var af sted udefter længe før det blev dag, og da de efter en tid nåede ud til de yderste øer, begyndte dagen endelig at lysne. De blev ved at gå udefter, mens det blev lysere og lysere, og da de yderste landområder begyndte at løbe ud i et, fik de den nærmeste frosttåge i sigte. Da de mærmede sig den, så de at en masse edderfugle holdt vågen åben, og de gav sig til at fange dem med snare, så snart de var kommet hen til vågen, men netop som de frydede sig over fangsten, sagde deres far: "Se engang hvor meget I skal bære hjem," og de så at det var en større mængde. Så sagde faderen: "Nu må I holde op med at fange flere. Resten kan fanges en anden dag." Og det virkede som om de unge slet ikke havde lyst til at holde op. De fik alle et stort læs at bære på og gik så ind mod land. Og det fortælles, at Qattaaq havde for vane når han var på fangst, at han hele tiden var opmærksom på vejret og altid besigtigede alt, selv når det var godt vejr.

På et tidspunkt da han tog bestik af området ind mod land, opdagede han at de store fjelde, der lå længst inde i landet, var begyndt at fyge på grund af fralandsvind; han kiggede ofte på dem og så, at fygningen meget hurtigt bevægede sig udad. "Fralandsstormen vil komme over os, skynd jer indefter alt det I kan", sagde han til sine unge. Den gamle førte an i luntetrav uden ophør. Efterhånden som den kraftige snefygning nærmede sig, løb han hurtigere, og da fygningen nåede de yderste fjelde og den gamle stadig satte farten op, måtte han, når han kom for langt foran de unge, standse op og vente på dem. Han lagde end ikke sin store byrde ned, mens han ventede, og løb straks videre så snart de indhentede ham. Da der endnu, så vidt han kunne beregne, var langt til de yderste øer, stod den kraftige fygning ud fra fastlandet. Og da den nåede dem, følte det som var de kommet ind i tæt tåge. Nu var der ingen der sagde et muk, og de passede på ikke at komme væk fra hinanden. Mens de stadig var på vej indefter, så de ind imellem noget mørkt foran sig, og det var altid en stor revne, som de så sprang over. Da de så småt begyndte at regne med at være i nærheden af land, men uden den fjerneste sigtbarhed, og de samtidig hele tiden passede på hvor de trådte, mærkede de igen noget mørkt foran sig, og det var en meget bred revne. Den gamle sprang først over, og derefter sønnerne, men hans plejesøn nåede ikke at springe over. De forsøgte at finde et smallere sted, men da den store revne åbnede sig mere og mere, krummede den gamle sig sammen og sprang så tilbage, over til sin plejesøn. Da han var sprunget fulgte hans sønner efter, en efter en. De prøvede at finde et smallere sted til deres plejesøn, men revnen åbnede sig mere og mere. Nu hvor de intet kunne gøre, begyndte de at drive, mens den is de stod på blev mindre og mindre, og til sidst måtte de løbe for at holde balancen på isflagen på bølgeskråningerne.

Da de nu i denne situation var blevet ganske tavse, lød det pludselig fra den ældste søn: "Det siges at Qattaaq har megen visdom. Mon han vil lade os omkomme midt ude på havet." Det svarede den gamle overhovedet ikke på, men han tog sin tuk og stregede resten af isflagen ind i en stor rundkreds uden om dem, og så lagde han sin tuk tilbage. Der brækkede stykker af isflagen, men når de nåede hans afmærkning, brækkede de ikke længere af. Nu holdt de så til på en stor rund isflage, og da de var kommet så vidt, begyndte det at blive mere sigtbart igennem det vand, der blev pisket op af stormen. Da det blev klart i vejret kunne de ikke se land, for de var midt ude på havet. Da de intet kunne gøre, drev de videre på må og få. Efterhånden blev de meget tørstige, og igen var det jo den ældste søn, der sagde: "Det siges at Qattaaq har megen visdom, men han er ved at lade os tørste ihjel." Qattaaq sagde heller ikke denne gang noget, men han tog sin tuk, og han huggede til lige ned ved siden af sig. Da han trak sin tuk op, vældede det klare vand op. Men da sønnen bukkede sig for at drikke, for det ud af Qattaaq: "I må ikke drikke endnu, først når jeg har drukket må I drikke." Den gamle bukkede sig ned og drak længe og grundigt, og da han havde fået vejret igen og rejste sig, bød han dem at drikke. De smagte på vandet, og det smagte så vidunderligt, at det nærmest var sødligt. De de alle hver og een havde drukket nok og den sidste rejste sig, mens vandet stadig vældede op, tog Qattaaq sin tuk, vendte den om og stødte til. Og så kom der ikke mere vand op.

Langt om længe fik de land i sigte, og de begyndte at drive ind mod land. Da de var meget tæt på land, kiggede den gamle på de andre og sagde: "Når vi er drevet på land og den første træder i land, må han ikke se sig tilbage. Ingen af jer må se sig tilbage, når I er kommet i land. Først når jeg som den sidste er i land og siger til, må I se jer tilbage. De drev så ind mod land og strandede, og da hans sønner og plejesønnen var trådt i land, hørte de ham sige: "Se nu på jeres fartøj!" De vendte sig om og så, at det bare var en lille klat havskum, der lå ogvippede ved strandkanten.

Da de var kommet i land gik de vestover. Da de så ikke længere kunne se havet og gik igennem en længere slugt, kom en stor ravn skrigende til syne fra vest, og mens den skrigende fløj over dem, sagde den gamle: "Vi møder snart mennesker." Opmærksomt gik de videre mod vest, og så fik de øje på en hel del huse, som de gik ned til. Da de blev budt ind i det største af husene og kom ind, så de at det var fyldt med mennesker, og da de bød dem mad, spiste de. Plejesønnen blev meget tørstig, så sig om efter vand og opdagede så henne i den lange ende under en stor, kraftig mand på lampebriksen en vandbeholder af skind. Han gik derhen og ville til at drikke, da ham ved siden af begyndte at brumme. Han opdagede så at han var vred, fordi plejesønnen var kommet til at spilde en dråbe vand på hans ene kamik, og det fandt han uhumsk. Dengang de kom ind havde faktisk straks set, at hans tøj så meget nyt og ubrugt ud. Og mens de andre talte om vind og vejr, sagde den kraftige ikke en lyd; så brummede han igen, rejste sig, og efter at have rakt ind efter noget under briksen, trak han et stort vandskind frem og begyndte at klæde sig af. Imens gav så alle i huset sig til at strømme ud så kun Qattaaq-familien og den kraftige mand var alene tilbage.

Da han havde taget tøjet af og bredt vandskindet ud på gulvet, udbrød han: "Lad os trække armkrog!" Hans kraftige arm var bøjet, plejesønnen gik ud på gulvet til ham, og så begyndte de at trække krog. Den kraftige mand blev rød i hovedet, og plejesønnen begyndte at trække hans arm ind til sig. Netop som plejesønnen var ved at klemme hans kraftige arm ind mod sit bryst, strakte den kraftige pludselig sin tunge arm ud og langede direkte ud efter plejesønnens skræv. Han rykkede hans testikler ud ved roden, og plejesønnen rallede. Da han således havde dræbt ham, råbte han opefter: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene skal jeg ha', hit med en line!" Da han havde råbt blev en rem firet ned fra husets tag. Han bandt en løkke om halsen på den døde, som de med små skrig halede op oppe fra hustaget, og da de havde fået ham op, hørte man derefter ikke andet end skærende knivlyde. Men så hørte man een sige: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Man kunne høre dem partere ham, og så blev der stille deroppe. For anden gang bøjede værten sin kraftige arm og sagde: "Lad os trække armkrog." Inden sønnerne nåede at træde frem, trådte Qattaaq ud på gulvet til ham. Han bøjede sin arm om hans arm, og inden Qattaaq var begyndt at anstrenge sig, var den anden godt svedt og blev dybrød i kinderne. Akkurat som den anden ville have gjort lod Qattaaq sin arm blive trukket ind mod brystet af modparten, og den anden blev meget ivrig efter at trække den ind. Og da først, da den anden ville trykke hans arm ind mod sit bryst, strakte han sin arm ud, og så langede han ud efter den kraftiges skræv, mens denne skreg af skræk, og endelig trak han hans testikler af og dræbte ham derved. Han spurgte sin ældste søn: "Hvad skal vi så gøre med ham?" "Råb op og prøv at efterligne hans stemme," svarede han. Så råbte han opad med falsetstemme: "Nu har jeg krammet på mine gæster, øjnene er til mig, hit med en line!" "Du lyder fuldstændig som ham," sagde sønnerne. Og i det samme blev en rem firet ned. Efter at have bundet en løkke om hans hals, trak de ham op med små råb. Da de havde fået ham op, hørte man ikke andet end lyden af knive mens de parterede ham. På et tidspunkt lød det så: "Vores husherre er så glad for øjne, lad mig skære øjnene ud til ham." Så, netop som de regnede med at han skulle være i gang med at skære den kraftiges øjne ud, hørte de manden skrige: "Vi er ved at partere vores husherre!" Og derefter blev der helt stille. De hørte nogle drøn henne fra husgangen, og da de blev mistænksomme kiggede de ud i husgangen og så, at de allerede var begyndt at fylde den op med sten, så man ikke kunne komme ud!

Da det blev deres situation, begyndte stedets beboere at lave åbninger i hustaget og derefter at tømme potter med gammel urin og lort ned gennem åbningerne, og når de så stak lænsere til sælfangst ned gennem åbningerne, var det med nød og næppe de undgik at blive ramt. De blev gennemblødte af gammel urin, og der blev stadig flere åbninger i hustaget. På det tidspunkt kom Qattaaq endelig i tanker om, at han havde en lemming i kantningen til pelshætten på sit udetøj som amulet (hjælpeånd). Med den tanke at de sikkert ikke ville adlyde ham, råbte han op til folkene: "Kom med mit udetøj, hvis I kan. Det hænger på stilladserne. Jeg vil bruge det som ligtøj!" ovenfra hørte man en af dem sige: "Han ber os om at få sit udetøj, der hænger ved stilladset, han vil bruge det som ligtøj." Straks stemmen havde lydt kastede de hans udetøj ned gennem en af åbningerne med bemærkningen: Lad tøjet blive hans redning." Da han havde taget tøjet, følte han efter i hættekanten, og jo, der var den. Han tog den, puttede den i munden, og først da den hele tiden forsøgte at smutte ud, spyttede han den ud, og idet han med sagte stemme sagde: "Nogle af dem", kastede han den derop. Han havde dårligt smidt den derop før de hørte nogen udbryde: "Han der falder om, og ham der falder også om!" Nu hørte man dem falde om en efter en, og til sidst blev der stille. Lidt efter faldt lemmingen ned oversmurt med blod. Han rensede den for blod og puttede den for anden gang i munden, og da den igen var blevet livlig, kastede han den opad med ordene: "Dem allesammen!" Det varede lidt, og da den lidt senere faldt ned, havde den næsten intet blod på sig. Han rensede den for blod og gemte den. De lyttede, men da der ikke var en lyd, prøvede de at komme op igennem en af åbningerne. Og da de kom op så de en masse døde mennesker ligesom grønlandssæler, der ligger pladask og soler sig på isen. De gik hen og undersøgte dem og så, at der ligesom kom lidt blod ud af deres mundvige.

De var dårligt kommet ind i et af husene og havde sat mad frem til sig selv, da en ung mand kom ind i skindtøj, hvor hårene i den ene side vendte opad og i den anden side nedad. Da han var inde rømmede han sig og sagde uden videre: "Nu er Apia deroppe blevet tosset, for hun sidder deroppe og laver sin søns hjerne til med hænder og fødder til gæstemad, og gæsterne skal komme på besøg!" Da han var gået formanede Qattaaq de unge mennesker: "Når vi kommer ind deroppe, vil I se et træfad fuldt af omrørt hjernemasse midt på gulvet. Når jeg så som den første træder ind fra opgangen går jeg hen til fadet, tager det op og begynder at slikke af det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og først når jeg har slikket det helt rent, lægger jeg det tilbage på plads med bunden i vejret, og når det er gjort sætter jeg mig ned. En af jer tar det så, vender det om, og ser at indholdet ikke er rørt, og ligesom mig må I slikke det rent med lukkede øjne, mens I langsomt går rundt på gulvet med lukkede øjne, og når I har slikket det og stillet det tilbage på plads, sætter I jer samtidig med at I åbner øjnene." De gik ud for at gå op til det andet hus, og da de kiggede ind i huset ved trinet op fra husgangen så de, med Qattaaq som den første, at manden i huset sad bagved tranlampen, og at konen sad inden for på briksen. Hun sad langt inde på briksen med hånden under kinden, og de blev begge ved med at kigge udefter uden at sige noget. Nu så de da også, at der midt på gulvet stod et fad fyldt med rørt hjernemasse. Straks Qattaaq kom ind styrede han hen til fadet, tog det op og begyndte at slikke af det med lukkede øjne, mens han langsomt gik rundt på gulvet, og man hørte ikke andet end slubrelyde. De to, der havde budt på maden, kiggede ufravendt på Qattaaq. Han slikkede fadet helt rent, stillede det tilbage på plads, og først da han åbnede øjenene, satte han sig ned. En af hans sønner gik hen til fadet, og da han vendte det om, var indholdet urørt. Mens han lukkede øjnene og langsomt gik rundt på gulvet, slikkede han det rent, og idet han stillede det tilbage på plads, satte han sig ned. Da den sidste havde sat fadet tilbage og sat sig, så Qattaaq hen på værtinden og sagde: "Slik du nu fadet på samme måde!" Hun var mere end villig. Hun trådte ud på gulvet, gik hen til fadet, og da hun vendte det om, var indholdet urørt. Idet hun tog det op slikkede hun løs, mens hun hele tiden kiggede på sine gæster. Hun var dårlig begyndt, før hun begyndte at tale i vildelse og miste forstanden, og da hun styrtede sig hen over sin mand, flygtede Qattaaq og hans sønner i rædsel, så de stimlede sammen og spærrede husgangen for hinanden. Da de nåede ud, løb de allesammen af alle kræfter mod (havet i) øst.

Da de fik øje på det store hav, spurgte Qattaaq sin ældste søn: "Hvad har du som amulet?" Han svarede at han havde et lille stykke isbjørneskind som amulet. Han spurgte de andre, og de have alle et stykke isbjørneskind som amulet. Det fortælles, at han også havde vakt sin plejesøn til live, og han spurgte også ham: "Hvad har du så som amulet?" Han tav lidt og svarede så, at han havde en lille snespurv som amulet. "Stakkels dig, så bliver du nok spist af den dumme Apia," sagde Qattaaq. Da de ovenfra fik øje på et stort, glat klippestykke der førte ned i vandet og kom derhen, sagde Qattaaq: "Se nu på mig når jeg glider ned ad klippestykket, og prøv så at gøre som mig." Da han med tiltagende fart gled ned mod vandet, vendte han sig om på maven lige før han nåede vandet, og han kurede i havet med hovedet først. Der gik lidt tid, og så, ud for det sted han var dumpet ned, kom en stor isbjørn op, uden hår omkring snuden. Den strakte hovedet ret op og hældte vandet ud af sine store ører efter tur, og vendte så hovedet ind mod dem. Da han nu flød videre derude, kurede hans ældste søn nedad i fuld fart, og uden at bremse forsvandt han i vandet, og noget efter dukkede han op ved siden af sin gevaldige far og var blevet til en stor isbjørn. Da alle sønnerne efterhånden var nede i vandet, stod plejesønnen og gjorde mange forberedelser. Hver gang han så kom farende ned rettede han sig og op standsede lige før han nåede vandet. Så sagde de til ham derudefra: "Hvis du ikke glider ud i vandet bliver du bare spist af den dumme Apia. Hold op med at komme i tvivl. Når du er næsten nede ved vandet skal du strække dig opefter og prøve at flyve." Da de nu sagde sådan, fór han nedad med mere og mere fart på, og lige før han nåede vandet baskede han bare forsøgsvis med armene, og op fløj en lille snespurv; og da han fløj op dykkede de andre ned under vandet (så hurtigt) at han kun nåede at se alle deres mørke fodsåler. Oppe i luften fulgte plejesønnen de andre, og når han var lige ved at styrte i vandet af bare træthed, svømmede de store bjørne op i overfladen med hovedet oppe, og så satte plejesønnen sig bag et af bjørnenes store ører og hvilede sig. Først når han fløj op igen, dykkede isbjørnene.

Da de fik deres land i sigte og gik på land et lille stykke fra deres boplads, gik den første lidt ind på land, purrede op i sin pels og rystede den og så faldt en lille stump bjørneskind ned, som han tog op og gemte. Da alle de andre var kommet op på land og havde rystet deres pels, faldt der en lille stump bjørneskind ned. Deres plejesøn landede tæt ved, purrede op i sine fjer og rystede sin krop, og så faldt to snespurvevinger ned, som han tog op og gemte.

Efter at Qattaaq og hans sønner var drevet til havs i den kraftige fralandsstorm og der var gået flere dage, mistede de efterladte håbet om at se dem igen. Men til alles overraskelse kom de tilbage, sunde og raske. Det fortælles, at når de alle kom velbeholdne hjem var det udelukkende på grund af Qattaaqs store visdom.

Her ender fortællingen.

Var.: Qillarsuaq, Gamle Qattaaq, og en del flere. Søg på Akilineq

idet episoderne om den ufrivillige rejse til landet på den anden side havet, Akilineq, styrkeprøverne med kannibalerne derovre, og amuletten i halskraven har været meget populære.

Håndskr.: Befinder sig muligvis i Thalbitzers arkiv på det Kgl. Bibliotek. Det var Thalbitzer der opfordrede Jaakuaraq til skriverierne ifølge indledningen, ibid. s. 20. Jaakuaraq lægger ud med sin fødsel, opvækst, oplæring til fanger, årets cyklus som ung fanger og som udlært, og lidt småfortællinger om mennesker, der blev beskyldt for hekseri i hans ungdom.

Emner der tages op ind imellem fortællingerne er trommesange, hekseri, qivittut (fjeldgængere) og inuarullikkat / dværge ibid. ss. 75 - 76; sjæleran og angakkoq-uddannelse / åndemaner-uddannelse, ibid. s. 82 - 84; børnenes lege på stranden ibid s. 91 - 92; mænd fortæller hinanden historier, ibid. s. 92.

Jaakuaraqs version af Ataatsiaq er ikke oversat. Den nåede ikke med i tide. Egner sig glimrende til opdatering.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Var.: Ataatsiarsuaq

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 14, ss 53 - 61: Kiviumik.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 9, ss. 69 - 70 + nr. 10, ss. 75 - 76: Kivio.

Oversættelse efter håndskriften ved Apollo Lynge:

Om Kiviu

Engang besluttede Kiiviu / Kivioq sig for at ro ud på det åbne hav. Da han havde fået den ide at ro ud på det åbne hav, betrak han sin kajak med to lag skindbetræk og begyndte at samle en masse udtjente kajakvanter. Da han syntes, at han havde fået samlet et rigeligt antal, så han en morgen på vejret og begyndte så at gøre sine forberedelser. Da han var færdig satte afsted ud fra land. Der var ikke en sky på himlen. Længe kunne han se landskabet, men til sidst kun fjeldtoppene. Han roede udefter, og mistede til sidst landet af syne. Længere ude kunne han nu forude se, at havoverfladen var fuldkommen fri og strakte sig hele vejen fra syd til nord. Han nærmede sig det røde område, og da han kom nærmere så han straks at det var en mængde havlus. Da det ikke var andet at gøre, roede han ind imellem dem. Da begyndte de at bide sig fast i hans kajak. Kiviu roede nu alt hvad han kunne for at komme fri af dyrene. De havde allerede ædt det yderste lag af hans kajak, så resterne af det faldt af. Da Kiviu nu ikke kunne gøre andet, begyndte han at smide de udtjente vanter ud til dem. Da han havde smidt den sidste vante ud var han endelig fri af havlusene.

Han fortsatte udefter og begyndte at få land i sigte og på nærmere hold så han, at det var ret lavlandet. Henne ved landet begyndte han at ro langs kysten vestpå. Til sidst rundede han et lille næs og fik øje på et hus, og der kom røg op fra huset, men der var ingen mennesker. Da Kiviu lagde til nedenfor huset, tænkte han: Hvis huset er beboet, kommer der nok nogen ud. Ham gemte sig der og afventede, at nogen skulle komme ud. Efter en rum tid kom en ung pige ud for at lægge læstenene til rette. Efter at havde rettet dem til, gik hun ind i huset igen. Nogen tid efter, kom der en ældre kone ud for at tømme en natpotte. Da hun var gået ind, kom det ikke flere ud. Der var åbenbart ikke andre i huset, og Kiviu gik derop, og lige da han var på vej ind, kastede han et blik på de stykker der kogte i gryden og genkendte straks menneskehænder, der var krummet sammen som i krampe. Da han fortsatte og kom ind, var de to alene. Da han trådte op i indgangspartiet (fra gangen op i rummet) sagde hende, det viste sig at være moderen: "Nææh, der har vi en gæst, kom dog nærmere og sæt dig." Da han satte sig, tog hendes datter et fad og gik ud. En tid efter kom hun ind, og fadet var helt fyldt op. Hun satte fadet frem på gulvet og sagde:" Vær så god at tage fra, menneskekød samt menneskehænder og menneskefødder". Kiviu tav lidt længe og sagde så: "Såden noget er tabu for mig". Da sagde datteren, idet hun skulle til at tage fadet væk: "Hvad er han nu for en." Efter at have taget fadet væk, gik hun ud og kom tilbage med noget tørkost og satte det frem. Da hun havde rodet lidt under sin lampebriks tog hun en mavesæk frem. Hun begyndte at hælde noget af indeholdet ud i en trætallerken, og det var helt klart. Hun sagde: "Det er meget klart, fordi det er fedtet fra et barn". Kiviu blev stille lidt og sagde så: "Den slags er tabu for mig." Igen tog hun fadene væk og sagde: "Hvad er han for et menneske." Og hun satte ikke mere noget frem.

Kiviu beyndte nu at være opmærksom på, hvad der var i huset. Under deres sidebrikse opdagede han så menneskehoveder, som de havde til gæring, og Kiviu blev endnu mere årvågen. Kiviu fik ikke noget at spise til aften. Da de skulle i seng om aftenen, og Kiviu fik besked at lægge sig på sidebriksen, havde han sine anelser - Kiviu havde lært et og andet - og i skjul tog han sin gamle slibesten frem, og efter at have gnedet hele sin krop med den, lagde han sig på sidebriksen. Ikke så snart mor og datter havde lagt sig, begyndte de at snorke. Kiviu lod som om han sov. Så snart han snorkede på skrømt, tav datteren pludseligt. Han rørte sig ikke og fortsatte med snorkeriet. Så sprang datteren lydløst ned på gulvet. Da hun landede, lod Kiviu som om han var ved at vågne, og uden en lyd sprang hun tilbage, op på briksen og begyndte straks at snorke. Da Kiviu atter snorkede løs, blev datteren, der snorkede meget, helt stille. Da hun begyndte at lytte, og Kiviu lod som om han snorkede, sprang hun lydløst ned på gulvet. Kiviu fortsatte sin snorken uden at bevæge sig, og så stak datteren sin bagdel ud mod ham. Mens Kiviu så på hende, begyndte et stort kobberstykke at stikke frem fra hendes endetarm. Og så lød der pludselig en stor knækkelyd, da hun sprang op midt på livet af den liggende Kiviu. Hun nåede lige op på ham, før hun faldt ned på gulvet, trak vejret dybt ind og sagde: "Usorsis´s haleben er knækket, det der skaffede os rigelig mad blev knækket, hendes store kniv, hendes ulu, hendes store stikkevåben knækkede han." Kiviu skyndte sig at komme i tøjet og fór ud, mens moderen forfulgte ham. Han nåede sin kajak og kom ned i den, og lige da han kom ud i vandet, kom hun løbende til strandbredden med sin ulu i hånden, og mens hun lod, som om hun skar i noget mod hans side, sagde hun: "Gid jeg således kunne spise hans kinder," begyndte Kiviu krænge over mod hende. Ved at vrikke med sin pagaj lykkedes det lige Kiviu at rette sin kajak op. Nu blev Kiviu vred og forbitret og dér, ud for hende, vendte han sin kajak mod hende og sagde, mens han tog sin fuglepil: "Gid jeg kunne ramme hende sådan med min fuglepil". Og da hun begyndte at gå hen mod ham, jog han derudefra sin fuglepil i hende.

Efter at have dræbt dem begge to lod han dem ligge, og da han var kommet langt bort fra det sted, hvor han var begyndt at ro langs med landet vestpå, rundede han engang et lille næs, og endnu en gang lå der et enligt hus. Da han lagte til nedenfor huset, gemte han sig og ventede på, at nogen skulle komme ud. Noget senere kom en ung pige ud og rettede på læstenen til kogerummets røglem og gik ind igen, og der kom ikke flere ud. Endnu senere kom der en ældre kone ud, og da der ikke kom flere ud, gik han op til huset og forbavsedes over deres maddepoters omfang. Han gik hen mod indgangen og kom ind i huset, hvor han straks blev åbent og venligt modtaget. Datteren fik nu travlt og gik ud med et fad. Da hun kom ind igen viste det sig, at hun kom med kød af en lille sæl, der skinnede blåt, da hun satte det frem. Da Kiviu var blevet meget sulten, begyndte han at spise som en vanvittig. Da han tog fat, fortalte mor og datter ham: "Selv om vi ganske vist bor alene uden mandfolk, mangler vi ikke noget. Mødte du ingen mennesker på din vej? " "Jo", sagde Kiviu, "undervejs hertil var der en skrækkelig mor og hendes datter, som jeg dræbte begge to, fordi de lige var ved at dræbe mig." Ved de ord udbrød de: "Godt du dræbte dem. De uslinge fik dræbt alle vore mandfolk, så vi kvindfolk blev alene tilbage, men vi lider nu ikke nød. Du kan nok se disse mange bugserblærer. Når det bliver lavvande i havet, fæstner vi bugserblærer til mange sæler og så snart vi er færdige, og vandet igen begynder at stige, går vi op på land igen. Når vi er oppe og inde i huset igen, blæser det aldrig op med andet end mild pålandsvind. Når sælerne så er drevet til land, er det bare at slæbe dem i land." Kiviu følte sig helt hjemme hos dem.

Næste dag begyndte det at blive lavvande, og det blev ved. Mens havet var på vej ud af syne, kiggede datteren ud gennem ruden. Hun vendte sig og sagde, at det kun var halvvejs lavvande. Til sidst kunne man ikke længere se havet. Så kiggede hun igen ud og sagde da: "Det er nok nu", og de gjorde sig klar. Da Kiviu begyndte sine forberedelser for at følges med dem, spugte kvinderne ham: "Kan du løbe landdyrene op?" Kiviu sagde: "Nogle kan jeg lige løbe op, men andre har jeg svært ved at løbe op." Da sagde de: "Når der lyder et drøn langt borte fra, og vi sætter i løb, må du løbe alt hvad du kan."

Efter at ha' samlet en mængde bugserblærer gik de ned, og da de begyndte at gå ud, var der rigtig nok mange ting at se på den tørlagte havbund. Mens kvinderne satte bugserblærer / fangstblærer fast på en hel masse sæler, og Kiviu fulgtes med dem og satte bugserblærer fast, gik han lidt væk fra dem og fik øje på noget meget smukt uden at genkende det. Han skulle lige til at fæstne en blære til det fordi han syntes at det var så smukt, men så lød det fra kvinderne: "De der, sådanne lader vi være, det er en Unneraarsuk fra underverdenen." Han lod den være og fortsatte med sit forehavende og hørte egentlig nok et drøn langt borte fra. Og så lige med ét kom han til besindelse og kiggede efter kvinderne, der allerede var begyndt at løbe. Han satte i løb af alle efter dem. Han kunne ikke indhente kvinderne og da han på et tidspunkt så sig tilbage, var havet i hælene på ham så højt som en klint. Han blev vildt opskræmt og løb alt det han kunne, og mens havet var på nippet til at nå ham bagfra, nåede kvinderne op på land, og Kiviu fulgte efter, op på land mens vandet allerede slog ham om fødderne. Netop som de kom op på land, kom den milde pålandsvind. Så begyndte alle de dyr, de havde sat bugserblærer på, at drive i land, og de kunne nøjes med at slæbe dem op. Hver dag fangede de så mange sæler, at når man så deres maddepoter var det som om de havde flere mandfolk til at fange hos sig.

Mens Kiviu stadig boede hos dem, kunne han på et tidspunkt ikke længere få dem han forlod ud af tankerne. Engang sagde han så til kvinderne:" Jeg føler nu mig meget knyttet til jer, men da jeg har familie østpå, og jeg ikke længere kan glemme dem, vil jeg tage hjem til dem." Kvinderne kunne ellers dårligt forestille sig at undvære ham. Efter at Kiviu havde taget turen hjemover, roede han ikke mere vestpå.

Her ender historien.

Var.: Kivioq / Givioq

Kommentar: Kvinden med knivhalen må være en mytisk humlebi i kæmpestørrelse, som det fremgår af visse sagn fra inuit i Canada. Søg på bi og humlebi. Tidevandsfangst.

Unneraarsuk nævnes andetsteds som et havvæsen, der belønner offergaver med fangst. Søg på: Unneraarsuk

En tilsvarende men kortere tekst, ligeledes af Jaakuaraq, er trykt i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 10 s. 75. Han skrev den på Thalbitzers foranledning, og den er muligvis af tidligere dato end den til Rasmussen, der på håndskriftet har noteret, at umagen er betalt med 5,50 (kr). Desuden at disse (denne og den følgende, BS) forsvinder (ikke skal bruges ?) fordi de er alt for små).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I vor tid er der stadig mennesker, der tror på hekse / ilisiitsut og derfor taler om dem.

Der er virkelig også mennesker, der er gået til bekendelse om, at de er hekse, om de ulykker de har voldt andre mennesker og om de tilfælde, hvor forsøg på at bringe de andre i ulykke er lykkedes.

Jeg har selv set to personer, som man regnede for hekse. En tredje har jeg hørt om. Jeg skal her fortælle om, hvad disse har bedrevet.

Man fortæller at hun hed Sofie - hende fra Qassimiut, som jeg aldrig har set. Det var af hende, Eliit (?) og hendes datter Klara havde lært kunster. Sofie og Eliit (?) er nu døde. Klara lever endnu, men er ikke længere i besiddelse af denne kraft. (Jeg mener, det skal forstås sådan - Chr. B.). Forresten har jeg da også hørt om en mor og en datter, der regnes for hekse på Tullerunnat nord for Narsaq - et sted, der ligger ret langt fra det sted, hvor jeg bor.

En fra Qassimiut var blevet misundelig på en pæn og dygtig fanger og prøvede derfor på at bringe ham i ulykke. Hun hentede et hovedhår fra liget at en gammel kone i en grav for med det at bringe denne unge mand i ulykke. Om dagen kunne hun ikke gøre noget ved det, så hun arbejdede om natten, mens de og hendes egne fæller sov. Hun sendte sin onde hjælper hen til den unge mand, for hun kunne faktisk blive hjemme, når denne arbejdede for hende. Hun ville gøre et eller andet ved hans venstre fod. En synål som hun havde haft længe, og som hun selv havde brugt, stak hun ind i siden af hans hæl for at anbringe det hovedhår, som hun havde taget fra graven, tværs igennem den. (Sådan lyder det direkte oversat; men det er uklart hvordan det skal opfattes, Chr. B.). Hun havde held til at gennemføre sit forehavende. Men der var lys foran den unge mand, (eller var forsynet med lys fortil??) så han var klar over, hvad der foregik og døjede slemt. Af den grund var hun i tvivl om, hvorvidt dette for alvor ville skade ham for livet, idet hun tænkte, at hendes fjender støttede den unge mands liv. (Jeg ved ikke, om jeg har opfattet alt dette helt korrekt - Chr. B. Meningen kan være den, at heksen, da hun ser lyset og hører den unge mand give sig, slutter, at han støttes af hendes fjende, og at hekseriet derfor ikke vil skade ham så meget, som hun ønsker - BS).

Det fortælles, at den unge mand pintes, mens han sov, da han mærkede, at én tog ham i foden. Han lå dér uden hverken at kunne bevæge sig eller skrige, mens det smertede, mens et eller andet blev stukket igennem og trukket ud. Da han vågnede undersøgte han, om det virkelig var sket; men der var intet at se. Men nogle dage efter hævede foden, og det begyndte at gøre ondt. Derefter havde han smerter længe, for der gik betændelse i det. Da foden var ved at blive rask igen, kunne man se det sted, hvor han var blevet stukket, og på den anden side var der mærket af fingerspidser, der havde trukket redskabet (nålen) ud - jeg har selv set at det var sådan fat. Nu har han ingen gener af det; men når han har gået længe, kommer han til at halte af smerter.

Det fortælles også, at hun lod sin onde hjælpeånd optræde som en klapmyds, som lod sig harpunere af en fanger. Det lykkedes klapmydsen at få manden trukket ned så han druknede.  Det fortælles, at hun derefter gjorde følgende: Sammen med andre hekse skar hun den omkomnes tøj i ganske små stykker. Nogle puttede de i revner mellem murene og andre mellem stenene i en ur o.s.v. Jeg aner ikke hvorfor; for det er der ingen, der har fortalt mig. Engang blev hun pludselig irriteret på sin lille søn. Hun viste sig for ham i en tejsts skikkelse, fik ham til at falde i vandet, og dræbte ham på den måde. Også mange andre ting, hun havde gjort, havde voldt hende problemer og smerter. Det mest pinefulde var dog at hun havde dræbt sin lille søn.

Men de to - mor og datter - har bedrevet lidt af hvert, dog uden større held. Også de to har somme tider været efter mig om natten, voldt mig problemer og pint mig. Flere gange har jeg vækket mine husfæller af deres gode søvn. Og somme tider vågnede jeg ved, at jeg slog løs på puderne, og sagde: "Hvor er det dog forbandet irriterende." Jeg var nødt til at gå hen til dem og sige, at jeg vidste, de plagede mig. Jeg sagde: "Hvis I er ude på at ramme mig, så gør det, så kan jeg bedre kæmpe imod jer;" og jeg fortsatte: "Hvis det virkelig er jeres hensigt at skade nogen, kan I lige så godt opgive; det vil ikke lykkes." De svarede blot ganske sagte: "Det er jo egentlig slet ikke det vi vil." De vidste, at de ikke kunne gøre mig fortræd; alligevel gjorde de hvad de kunne, for at bringe mig i ulykke. Dette indrømmede de senere.

;

Det forlød også, at de to, mor og datter fra Tullerunnaq, havde den vane at skade folk ved hekseri. En gang havde de med noget ækelt stads i hånden rørt ved en ung mands ben men det resultat, at den ene halvdel af kroppen tog skade. Efter lang tids pine døde han. Det fortælles også, at de to kvinder skadede en dygtig fanger i knæet. Der gik betændelse i det. Jeg hørte folk, der behandlede såret, undrende snakkede om, at der kom sælskindshår ud af såret. Hver gang såret var ved at læges, gik der igen betændelse i det. Det kunne ikke læges; og til sidst døde manden af det.

Hist.: Historiske beretninger om hekseri. Andre findes i basen. Vedr. fortællinger herom søg heks* el. ilisiitsoq.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 45 - 54.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35 nr. 23, ss. 179 - 183: Erdlavêrsiniôq / Erlaveersiniooq / Indvoldsrøversken kalâtdlit ogalugtuatoqât.

Oversættelse ved Apollo Lynge efter orig. håndskr.:

Det berettes at Mangorsuaqs søn, Manguaraq, var meget stærk. Alskens fangstdyr kunne han hamle op med, og når narhvalerne kom, var det tydeligt, at det var dem, han var bedst til at fange. For når han nåede en flok narhvaler, udsøgte han sig uden videre den størst mulige.

Så engang narhvalerne var kommet, og han jo holdt helt op med at fange sortsider/grønlandssæler for udelukkende at fange narhvaler, så, en af de gange, der kom en flok, og han jo kiggede efter den største, fik han øje på en gevaldig een, der var helt hvid og virkede langt større end (normale) fuldvoksne hannarhvaler. Bag dens imponerende forluffer var der en kulsort plet. (Mon ikke det skulle være hvidhvaler ? BS) Den så ud som om den var limet på. Nu var det den eneste i hele flokken, han var ude efter. Så da den (Store) hele tiden var længere væk end de andre, og eftermiddagsolen begyndte at dale, måtte han lade sig nøje med at harpunere en almindelig narhval.

Hjemme igen og hen på aftenen sagde han omsider: "I dag var jeg faktisk meget opsat på fange en stor narhval med en stor kulsort plet på siden, men da det blev for sent om eftermiddagen, måtte jeg nøjes med at harpunere en almindelig narhval." Da udbrød hans far: "Godt det samme du ikke harpunerede den, for havde du gjort det, havde den fæle Månemand taget din sjæl. Man siger, det er Månemandens særlige fangstdyr. Så hvis du ser den igen, må du endelig ikke jagte den." Og da faderen ikke sagde andet, og sønnen intet svarede, gik de til ro for natten.

Næste morgen da Manguaraq tog ud på fangst og ikke kunne glemme det pragtfulde, han havde set dagen før, gav han sig begærligt til at lede efter den. Hver gang han så en flok narhvaler roede han derhen, men når han ikke så den store mellem dem, roede han væk igen. Men en skønne dag, da han kom på en stor flok og fik set nærmere på den, var den der. Den og ingen anden ville han fange, og da han på et tidspunkt kom på ret hold, sendte han harpunen i den. Han stødte lansen i den et par gange, og da den var død, riggede han den til til bugsering og vendte kursen hjemefter.  

Da sønnen kunne ses (derude), holdt hans strenge far fra tid til anden øje med ham, og hvor roede han dog langsomt, for selv når han havde en fuldvoksen hannarhval på sleb, plejede han ikke at ro så langsomt. På nærmere hold kunne faderen nu så småt se, at det han havde på slæb rakte langt bagud. Da han var tæt på, gik faderen ned til ham, og da han lagde til land, opdagede faderen den ækle plet, der lå over vandskorpen og lignede en tyk sodplet. Da sagde han truende: "Det er nok forgæves, jeg har advaret dig. Du har åbenbart fanget Månemandens private fangstdyr. Vent bare, du har selv været uden om det."

Da de havde parteret den store narhval, og den gamle far allerede ud på eftermiddagen lod alle lamper tænde, selv ude i husgangen, så man knap kunne ane skygger, forholdt man sig afventende. Da der omsider ud på aftenen var faldet ro over familien, og Manguaraq sad og arbejdede på en stor narhvalstand, han havde fisket op af kassen, og havde fået gulvlampem til at lyse godt på sit arbejde, gik det mod midnat derude, hvor månen uafladeligt gled om bag skyerne og kom til syne igen. Så blev det for alvor dyb nat. Så lød der knirken derude i den frosne sne, og en stemme råbte ved vinduet: "Et ækelt fjols har været så åndssvag at fange mit helt private fangstdyr, som ingen ellers nogensinde må fange; tror han virkelig han skal overleve det. Du derinde kom ud og slås!" Da Manguaraq overhovedet ikke svarede, lød det for anden gang ,men endnu kraftigere: "Ham, der har fanget mit private fangstdyr, som ingen nogensinde må fange, kan du så komme ud og slås!" Da sønnen (stadig) lod som ingenting, sagde hans vrede far: "Du har selv været ude om det, gå så ud til ham." Manguaraq slap sit håndarbejde, begyndte at gøre sig klar, og mens han snørrede alt, der kunne snøres, stramt til kroppen, kom der mere fut i ham, og beslutsomt gik han ud. Da han var gået ville hans gamle far bare lade ham være, men tænkte så, at han lige så godt kunne følge efter for i det mindste at samle stumperne af sin søns skelet sammen, og da han i hast havde gjort sig klar, var kommet ud og havde set sig omkring, så dér, lige uden for isfoden vendt mod land og støttet til sin ishakke (tuk), høh, sikken bamsebasse!

Inde på land havde Manguaraq også grebet sin tuk, var gået ud mod den anden og var kommet op på isfoden, og straks løftede kæmpen lige nedenfor sin tuk truende mod land og udbrød: "Dengang jeg var en lille knægt og havde fået en lille snespurv med et stenkast, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!" Og med de ord gik han et par skridt frem, mens han stødte sin tuk i isen, så issplinterne sprang til alle sider. Når det var sagen, løftede Manguaraq sin tuk, og med armen løftet var det nu pludselig ham, der sagde: "Dengang jeg var en lille knægt og første gang fik ram på en vipstjert, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!" Og med de ord gik han et par skridt frem, mens han stødte sin tuk i isen, så issplinterne sprang til alle sider. Ingen af dem ville stå tilbage for den anden, og mens de kom tættere og tættere på hinanden, remsede de alle de småfugle op de havde fået.

Da de var nået til ende med fuglene og skulle til fiskene, løftede Manguaraq sin tuk og sagde: "Dengang jeg, som lille dreng, var med ude i konebåd på fisketur, og man (jeg) hev en stor havkat indenbords, milde himmel, hvor var jeg da rundtosset af stolthed!"

Månemanden løftede godt nok sin arm til hug, men sagde yderst spagfærdigt: "Dengang jeg, som lille knægt, var med ude i konebåd og fiske og sad og fiskede i den ene side, var der en af vores fæller ovre i den anden side, der sagde: " Nu haler jeg en havkat op." Jeg lod snøre være snøre for at vende rundt og se det, og der kom den så op over vandet med opspærret gab. Tænk, jeg blev så forskrækket, at jeg flygtede helt hen i den anden ende af båden. Du har fanget noget, jeg aldrig har kunne klare. Kom nu og besøg mig, så følges vi." Nu var de nået helt ind på hinanden og fulgtes småsnakkende ind mod land. Og Mangorsuaq, der var gået ud for at redde stumperne af sin søns skelet, kunne bare stå der tilbage og glo.

Mens Manguaraq lyttede opmærksomt på sin meget underholdende ledsager, fik han på fornemmelsen, at han ikke længere havde fast grund under fødderne. Da han så efter, jamen så var han på vej væk fra hele landet dernede, og de steg tilvejrs svævende mellem himmel og jord. Til sidst forsvandt hele det store land ud af syne. Langt om længe fik de så et (andet) land i sigte. Og først da de skulle til at lande, plumpede det ud af månemanden: "Nu sker der jo nok et og andet ikke helt ufarligt undervejs. Et sted kommer det der dumme bjergs person (inua) hen på klods hold med sin fjottede træskål i hånden og det der elendige skår af en ulu inden i; og hun siger ikke andet end: 'Min store bukseskræv uden bund i begge ender og med små ulke lidt ud gennem hullerne, porporpoo!, og da må du end ikke indvendigt så meget som bare have lyst til at smile. Bare antydningen af et smil, så æder hun dine indvolde. Hvis du vil hjem igen, må du end ikke indvendigt have lyst til at smile."

Efter den advarsel landede de, og de fik øje på det dumme bjergmassiv, de skulle forbi. Så hørte de hendes stemme, skraldgrinende lige til vejret slap op, og så ordene: "Mit store bukseskræv uden bund i begge ender og med små ulke lidt ud mellem hullerne, porporpoo!" Så skraldgrinede hun igen, lige til hun ikke havde mere luft.

Hun nåede helt frem og fulgtes med dem, mens hun kredsede om dem, og da Manguaraq kiggede på hendes bukseskræv, var det gået helt op i sømmen og en tyk ulk (med en meget lille mund: puukullaq, AL) var ustandselig ved at komme ud af skrævet. Da Manguaraq sandelig gerne ville hjem igen, følte han ikke den mindste lyst til at smile, end ikke indvendigt. Hun holdt sig hos dem et stykke tid, men da hun ikke kunne påvirke dem, gik hun igen, og lidt efter lidt fortabte latteren sig i de fjerne.

Da hun var væk fik Manquaraq undervejs øje på et hus længere fremme. Da de nåede det, gik månemanden først ind, og da Manguaraq var fulgt efter, så han, at den ene side af rummet henlå i mørke og var helt afskærmet. Månemanden satte sig bag den nederste lampe, og da Manguaraq havde sat sig på endebriksen sagde Månemanden bare: "Den der har rejst langt, må vist være sulten. Kom med noget mad!" Men der var da ikke det mindste menneske at se!

Mens Manguaraq kiggede og kiggede rundt, så kom der en strålende smuk kvinde ud derinde fra det afskærmede sted, og han kunne slet ikke få øjnene fra hende. Men da hun bøjede sig ned mod husgangen, var hendes bagside luttet afbleget rygrad.

Hun blev længe ude, men så kom hun ellers ind med narhvalsmattak. Da hun bare havde lagt det fra sig, hun kom ind med, kom hun igen slæbende med lækre talgskinnende bugstykker af tørret ren, - lige til at sætte tænderne i - ikke mindst da hun lagde dejligt færdigkogt talg oven i. Da hun efterhånden havde serveret dem det hele, gik hun derind i skillerummet og viste sig ikke siden.

Manguaraq prøvede kun lige mattakken, for den slags kunne han selv skaffe sig, men det tørrede renkød, det svælgede han rigeligt i sammen med den dejlige kogte talg. Månemanden fortalte løst og fast, mens de spiste, og da de var færdige, begyndte Manguaraq rigtigt at høre efter, hvad spændende Månemanden havde at fortælle. Og da var det han fortalte: "I forgangne dage, da vi endnu levede ligesom jer nede på jorden, plejede vi unge, lutter unge, gerne at lege lampeslukningsleg inde i det store hus. Når så lamperne en for en blev tændt igen, sad vi der og hang med hovedet, og kunne ikke få os selv til at sige noget.  

Så var der jo engang, hvor vi netop skulle igang med lampeslukningslegen, og jeg blev lidt rigelig optaget af min lillesøster. Jeg var godt igang med nøje at bemærke mig hendes klæder, da man begyndte at slukke lamperne. Da det blev mørkt, jagtede jeg efter hende, for nu var det hende og ingen anden, jeg ville have. Men minsandten om ikke min lillesøster vidste, det var mig, og smurte mig med sod uden at jeg mærkede det. Da de så tændte lamperne, og vi sad der ganske mundlamme, var der pludselig een blandt os, der sagde helt højt og tydeligt: Der er da vist nogen, der har smurt Aningaasersuaq (Aningaasersuaq-aasit: den evig og altid opsatte Aningaaq, AL). Da det blev sagt, kiggede jeg bagom på min lillesøster, og da var hendes ansigt som dyppet i blod helt om bag ørerne, så flov blev hun. Lidt efter lidt skubbede hun sig helt frem til (ende)briksen (med lampen) og uden tanke for at sige noget, tog hun sit tøj på og rodede så efter noget inde under briksen. Hun trak en stor klump lampemos frem, dyppede den godt og grundigt i lampen, tændte den og ud gik hun. Jeg stod lidt og gloede, men da jeg så fik travlt med at komme i tøjet og dyppede en stor klump mos i lampen, gav jeg mig tid nok til at tænde den, men ikke nok, for da jeg allerede var langt bagud for min lillesøster og blev utålmodig, fik jeg den kun til at gløde. Jeg optog forfølgelsen, men endnu har jeg ikke nået hende. Det er så min lillesøster, der er solen." - Det fortælles endda, at de boede i samme hus!

Indtil da havde Manguaraq egentlig bare lyttet, men spurgte så: "Hvordan kan det så være, at solen er så strålende og dejlig varm, når den står op om morgenen, men når den så når det sted, hvor den går ned ikke lyser så kraftigt mere og bliver kold?" Til det svarede Månemanden så: "Jo, det ved jeg godt. For når solen lige er stået op, lyser den stærkt og varmer dejligt, fordi den endnu befinder sig over gode mennesker. Men når den når hen over det sted hvor den går ned, lyser den ikke længere så kraftigt og bliver kold, fordi den nu befinder sig over onde mennesker."

Så forstod Manguaraq det endelig. Stadig småsnakkende åbnede (Månemanden) sin kasse, tog en stor narhvalstand op, satte sig hen ved gulvlampen, som han ordnede, så den lyste godt på tanden, og gav sig så stille og roligt til at snitte i den, mens han gav flere historier til bedste. Netop som Manguaraq rigtigt hyggede sig og var lutter øren, lød der en hånlatter derude fra, lige hen langs husets forside. Det var hende derude, der ville have dem til at le af sit tossede skræv. Nu var hun inde i husgangen og skubbede sin fjottede skål ind, så den kurede langt ind over gulvet. Øjeblikkelig brummede Månemanden arrigt, og mens han råbte: "Hvordan er det, det fjols ter sig, når man nu endelig engang har fået gæster!", gik han hen og sparkede skålen ud, så hendes elendige ulu raslede og skramlede inde i den. Da gjaldede den fjogede bjergpersons hånlatter endnu højere, men lidt efter lidt fortabte den sig i det fjerne.

Da hun var væk, bunkede han (Månemanden) de efterhånden ikke så få snittespåner sammen, som han bare havde ladet falde ned ved siden af sig. Han tog bunken op og gik hen mod husgangen for åbenbart at smide dem ud, men i stedet bøjede han sig ned over gulvet og åbnede en lille lem på vid gab. Flere gange stirrede han med rynkede bryn ned gennem åbningen og kaldte så Manguaraq derhen. Han stillede sig hen ved siden af Månemanden, der bad ham kigge ned, og så kunne han ganske tydeligt se den hele jord med bopladserne, der lå så tæt, at det så ud som om husgangene kyssede hinanden. Da Månemanden havde ladet ham nyde synet en stund, lod han sine spåner dale ned, og da de spredtes i faldet, så man til sidst ikke længere kunne se jorden, lukkede han lemmen.

Netop som han havde sat sig rigtigt godt til rette, gik Månemanden    

igen hen og åbnede lemmen, og da han nøje havde taget det hele i øjesyn, kaldte han Manguaraq hen. Han stillede sig op ad Månemanden, kiggede ned og opdagede at jorden var synlig igen, men ligesom overtrukket med et tyndt hvidt lag, fordi der var faldet sne. Omsider sagde så hans store ven: "Hver gang jordboerne bare gør, hvad de vil og lader stå til, lader jeg sneen falde sådan. For når jeg har dækket det hele med sne, skal de nok besinde sig og tage det mere med ro.

Det var temmelig sent da de gik til ro, og da Manguaraq tidligt næste morgen gjorde sig klar og brød op, fulgte Månemanden ham på vej. Det fjottede kvindemenneske kom selvfølgelig igen for at få dem til at le.

Man fortæller, at da Månemanden drog af med sønnen, ventede Mangorsuaq ikke nogensinde at se ham igen. Men næste dag kom han hjem i god behold.

Man siger (også), at fordi Manguaraq havde fanget netop det Månemanden var oprigtigt bange for, tilgav han ham. Det er ikke godt at vide, hvad der ellers ville være sket: Om det faktisk var Manguaraq, der var blevet den lille (i duellen), eller måske Månemanden var blevet overvundet.

Her slutter fortællingen.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Ifølge Kr. Lynges grønlandske publikation Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, 1938, af tilsyneladende ganske det samme håndskrift, er fortælleren Jaakuaraq. Søg Jaakuaraq og Manguaraq, hvor referencen til håndskriftet findes.

Samlingerne rummer ikke nogen variant fortalt af Esaias.

Resumé:

Manguaraq (Lille Rod) er søn af Manngorsuaq (Store Rod). M. drister

sig til at nedlægge et af Månens fangstdyr, en hvid hannarhval med en

sort plet under armen. Faderen spår sin søn Månens hævn og tænder lys

helt ud i husgangen. Månen ankommer uden for. Råber to gange på M.,

der snører sit tøj tæt om sig og går ud, da faderen befaler ham det.

Faderen følger lidt senere efter for at samle resterne af sønnen op,

men forbavses over en ligeværdig pralekamp mellem sønnen og Månen. De

nævner på skift alle deres førstefangster af forskellige fuglearter,

støder istukken i isen, så den splintrer som udtryk for jagtens

ophidselse dengang. Dernæst kommer turen til fiskene. M. fortæller om

sin første havkat. Da blir Månen spag. Han blev bange og flygtede fra

den første havkat da han så dens bidske fjæs over rælingen.

Månen inviterer derfor M. med hjem, flyver

op gennem luften med ham, advarer ham mod fjeldånden, der røver

indvoldene fra folk, hvis de ler af ulkene i hendes skræv og latterlige

bevægelser (Indvoldsrøversken).

M. holder sig gravalvorlig og fjeldånden fjerner sig med

en latter så lang, som der er luft i dens lunger. Hos Månen henter en

smuk kvinde, der bor i et aflukke i den ene ende af briksen, mattak og

tørret renkød til gæstens måltid. Hun viser sig at være hul i ryggen,

da hun atter forsvinder ind i skjul. Månen fortæller da om sin og

Solens oprindelse i en lampeslukningsleg, hvor han i ly af mørket

stjal sig til at ligge med sin søster. Hun havde dog sværtet ham med

sod, identificerede ham, da lyset tændtes, blev rød som dryppende blod

af skam, vædede en fakkeltørv i tran, tændte den og fløj til himmels.

Månen gjorde ligeså, men gav sig ikke tid til at få tørven i andet end

glød, og forfulgte hende. Han har endnu ikke nået hende, siger han,

skønt de bor i samme hus (bemærker fortælleren). På M.s spørgsmål om

hvorfor solen er varm og lysende, når den står op, men kold og

svagt lysende, når den går ned, svarer Månen, at det er fordi

mennesker er gode, når de har sovet en nat, men slette efter dagens

dont. Fjeldånden kommer atter på besøg og jages væk. Månen snitter

spåner af narhvalstand og åbner en lem i gulvet. M. ser husene nede

på jorden, hvor husgangene i det høje fugleperspektiv ser ud som om de kysser hinanden pga. afstanden. Månen smider spånerne ud, der falder ned som sne og dermed dæmper folks selvrådighed. De bringes til eftertanke. Næste morgen

rejser M. hjem.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: Kristen påvirkning er markant. Fx: Den, der sover synder ikke.

Se analysen i eksempel i "Fortolkningsmuliger": Før kristen religions og kristendom.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:

Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:

Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende.

Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for

den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en

kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen

kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt

med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han

kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som

er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og

derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige,

ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode

belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig.

Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne

overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes

med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at

tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det

er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud

fra toppen af en høj skrænt.

       Ved den tid har M. for skik at tage ind

og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden

slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om

at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes,

får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer,

fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem

alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og

missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til

for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive

kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men

det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M.,

men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg

er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så

opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om

han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M.

op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M.

kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den

anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M.

Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver

dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort

stykke brød, som pris for brydekampen.

Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han

havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på

vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender

med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter

med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet,

som døde for ret lang tid siden.

Var.: Milortuaraq;

Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til

ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Håndskr.: Befinder sig muligvis i Thalbitzers arkiv på det Kgl. Bibliotek. Det var Thalbitzer der opfordrede Jaakuaraq til skriverierne ifølge indledningen, ibid. s. 20. Jaakuaraq lægger ud med sin fødsel, opvækst, oplæring til fanger, årets cyklus som ung fanger og som udlært, og lidt småfortællinger om mennesker, der blev beskyldt for hekseri i hans ungdom.

Emner der tages op ind imellem fortællingerne er trommesange, hekseri, qivittut (fjeldgængere) og inuarullikkat / dværge ibid. ss. 75 - 76; sjæleran og angakkoq-uddannelse / åndemaner-uddannelse, ibid. s. 82 - 84; børnenes lege på stranden ibid s. 91 - 92; mænd fortæller hinanden historier, ibid. s. 92.

Jaakuaraqs version af Milortuaraq er ikke oversat. Den nåede ikke med i tide. Egner sig glimrende til opdatering.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Var.: Milortuaraq

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 100 - 104: "Den store åndemaner, hvis søn blev dræbt af en qajariaq", synes at være Rasmussens egen oversættelse af denne version,

eller muligvis af afskriften (?) (ved Hendrik Olsen ?), NKS 3536, I, læg 14, ss. 17 - 24: angákorssuarmik qajariaq. Eller NKS 3536 II, læg 18, ss. 1 - 7: håndskrevet oversættelse til dansk af ?.

Oversættelse ved Apollo Lynge; revideret af Signe Åsblom:

Historien om en stor åndemaner / angakkoq

Det fortælles at en stor åndemaner havde stort held i fangst, og at han kunne færdes i al slags vejr, og det siges også at han aldrig tog på fangst andre steder end til udhavet i vest. Når han havde fanget to fuldvoksne grønlandssæler, tog han dem op på kajakken, den ene forpå og den anden bagpå, og så begyndte han at notere sig dønningerne. Når en dønning var særlig stor og han placerede sig på den rigtige side af den, blev han skubbet frem af denne samme dønning helt hjem i et stræk, og han kom så hjem med to fuldvoksne grønlandssæler ovenpå sin kajak allerede mens dagen var på sin fulde højde.

Det fortælles, at han aldrig boede sammen med andre mennesker og ikke selv havde nogen børn. Engang lagde han mærke til, at det var som om hans kone var blevet gravid, og nogen tid efter fandt han ud af, at det var hun virkelig. Nu var det som om hendes mand bar hende på sine hænder, fordi de hidtil ikke havde fået nogen børn. Tiden gik og konen skulle føde, og da hun nedkom med en søn, blev faderen lykkelig. Da han begyndte at vokse til, besluttede faderen sig for at opdrage ham på en særlig måde. Han tillod ham aldrig at sove længe om morgenen, men bød ham stå tidligt op. Allerede mens han var lille byggede faderen en kajak til ham. Og inden hans krop var udviklet tog faderen ham med ud på det åbne hav på fangst. Med tiden blev han ligesom sin far og i stand til at klare alle storme. Når de havde fanget to fuldvoksne grønlandssæler og anbragt dem på kajakken, tog de hjemover ved at lade sig skubbe frem af en enkelt dønning. Da sønnen aldrig mere sakkede det mindste bagud, fulgtes faderen ikke længere med ham på fangst. Når sønnen tog på fangst ude på det åbne hav, kom han altid hjem med to grønlandssæler på sin kajak.

Engang da han var taget på fangst og de afventede hans hjemkomst, blev det aften uden at han var kommet hjem. Næste dag gjorde hans far sig klar og tog afsted stik vest ud på havet for at søge efter sin søn og måske finde bare et af hans fangstredskaber. Han fortsatte udefter, og da de yderste landområder sås som en sammenhængende stribe, blev der vestfra råbt: "Hvor er han?" Han fortsatte udefter få at få øje på vedkommende, og så kom en stor qajariaq til syne derude med kurs nordpå. Mellem åretagene bøjede qajariaqmanden sit ansigt ned mod kajakken over knæene, og når han efter en rum tid igen rejste sig, tog han et åretag og råbte: "Hvor er han?", og bøjede sig igen ned over sin kajak. I hast fór han nordover, og den store åndemaner placerede sig bag ham og satte efter ham. Når han rejste kroppen så han sig ikke tilbage, men bøjede sig ned igen lidt efter. Den store åndemaner var lige ved at indhente ham bagfra, da han rejste sig med ordene: "Hvor er han?" og igen bøjede sig ned, og så gjorde den store åndemaner ophidset sin harpun klar og sendte den lige i hans rygrad. Da han havde dræbt ham og rejste hans kajak op for at trække sin harpun ud, så han straks at han havde underkroppen af hans søn klemt fast under tværremmene på kajakken. Han tog sin søns underkrop, lod bare sit offer være og begav sig videre vestpå.

Da han ikke længere kunne se den dræbte, lød råbet: "Hvor er han?" igen ude vestfra. Han roede videre for at få øje på denne, og da han fik ham i syne så han, at denne også var på vej nordover. Efter at have placeret sig bag ham og begyndt at jagte ham, harpunerede han også ham. Da han var død og væltet rundt, rejste han ham op og så, at han havde hans søns arme fastklemt under sine kajaktværrremme.  Han tog dem, og uden at værdige den dræbte et blik fortsatte han videre vestpå.

Da han ikke længere kunne se den sidste dræbte hørte han igen råbet: "Hvor er han?" ude vestfra. Da han fik øje på denne så han, at han i endnu større fart stilede nordover og råbte: "hvor er han?" med en meget dyb stemme, og det viste sig senere at være de andres far. Den store åndemaner placerede sig bag ham og gav sig til at forfølge ham. Denne gang var han længe om at komme ind på livet af qajariaqen. Da han var lige ved at nå ham, rejste denne sig selvfølgelig op, tog et åretag og råbte: "Hvor er han?" og så bøjede han sig igen ned mod forenden af sin kajak, og i det samme skyndte den store åndemaner at forbinde sin kajak med hans ved tværremmene med sin pagaj. Manden blev så forskrækket at han skrigende vendte sig mod ham. Uden et ord løsnede den store åndermaner sin vandskindspels fra mandehullet, tog sin snustobaksdåse og bød den anden en pris. Nu kunne den store åndemaner ikke uden videre ro væk fra den anden og fulgtes så med ham. Så så han at manden havde hans søns krop liggende under kajakstolen til fangstlinen. Den store åndemaner generede sig for at sige noget og fortsatte sammen med ham.

På et tidspunkt sagde så den anden: "Jeg spejder efter de kære to." Det var altså denne fæle mands sønner, som den store åndemaner havde dræbt. Umærkeligt sørgede den store åndemaner for, at den anden begyndte at styre hen mod den sidste, han havde dræbt. Netop som han regnede med at de nærmede sig, vejrede den anden pludselig østefter og pegede: "Der østpå kan man kun se hans kajak." De roede derhen, og da faderen rejste ham op så han, at han havde et stort sår. Inden manden nåede at sige noget, sagde den store åndemaner: "Kan du ikke vække ham til live igen?" "Jo, jeg kan vække ham til live", svarede den anden. Han sagde noget uforståeligt noget til sin søn mens han puslede med forskelligt ved ham. Efter en tid lykkedes det ham så at vække sin søn til live. De roede videre med mandens søn som tredjemand, og nu sagde de to's far: "Nu er det kun om vi kan finde hans lillebror." Med forsæt søgte den store åndemaner at følge samme rute som han var kommet. Da han regnede med at være i nærheden af den anden kajak, udbrød faderen: "Der østpå flyder kun hans kajak." Da de nåede derhen rejste de ham op og så, at han havde et stort sår. Som før sagde den store åndemaner inden faderen nåede at sige noget: "Kan du ikke vække ham til live?" "Jo, jeg kan vække ham til live", sage den anden også denne gang. Som før begyndte faderen at tale uforståeligt mens han puslede ved sønnen, og denne kom så også til live. Alle fire satte de så kursen nordover, fordi den store åndemaner generede sig for at forlade dem.

Mens de roede fik de øje på et mellemstort isfjeld. Da de nærmede sig, sagde den store åndemaner til sin vældige kajakfælle: "Kan du ikke også vække ham under din kajakstol til live?" "Jo, jeg kan også vække ham til live igen!" "Kom så, væk ham til live hvis du virkelig kan." Han rakte ham sin søns underkrop og arme. Den anden puslede med hans søn alt mens han talte uforståeligt, og åndemanerens søn kom til live. Men nu havde de ingen kajak til ham. Bare for at prøve sagde den store åndemaner til faderen: "Hvis du kunne gå med til det, kunne jeg lade ham tage hjemturen i en af dine sønners kajak, og så kan I vente på isfjeldet her. Når han er kommet i land kan jeg bringe kajakken tilbage til jer. De andre efterkom hans anmodning og gik fra kajakkerne op på isfjeldet, og så tilbød faderen at den store åndemaners søn kunne låne en af sønnernes kajak. Den store åndemaner tog sammen med sin søn hjemad mod land, og da de hjemme gik i land viste det sig, at sønnens underkrop var helt død. Det siges at dette skete, fordi han lånte en qajariaqs kajak, og at hans underkrop derved døde af skræk. Den store åndemaner tog nu den store kajak på slæb ud på havet, og da han fik øje på isfjeldet så han, at de stadig ventede på ham. Da han havde afleveret den store kajak, gik de andre ombord i kajakkerne og satte afsted nordover, og den store åndemaner tog afsked med dem og roede hjem.

Det fortælles således at den store åndemaner ganske vist fik sin søn tilbage, men at denne ikke længere kunne færdes på land, fordi hans underkrop var død.

Her slutter fortællingen.

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk;

Tolkning: Qajariaqerne er en slags sælmennesker, hvis sælunderkrop ikke egner sig synderligt til at færdes på land.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Fortællingen om Aataaliannguaq

Det fortælles, at Aataaliannguaq og Aataaliarsuaq var hjertevenner, fordi de, som man siger, aldrig forlod hinanden. Det siges at Aataaliannguaq var ungkarl. Han boede på Kangeq og tog ene og alene til Qooqqut, når han skulle på ammassætfangst. Engang han så regnede med at (det var ved den tid da) ammassætterne skulle til at gyde, tog han af sted for at fange ammassætter. Han var alene i sin konebåd, hvor han ene mand roede med to årer, fordi han aldrig tog andre med. Da han kom til Qooqqut var ammassætterne begyndt at gyde og han begyndte at øse ammassætter op med ketsjernettet uden at sanse noget andet. Først da han mente at han hvade fanget nok, holdt han op. Han bragte fangsten op på land og lagde fiskene ud til tørring, og først da begyndte han at tænke på kajakfangst. I ventetiden mens ammassætterne tørrede fangede han mange sæler. Når han kom tilbage og havde flænset sin rigelige fangst, skar han kød ud til tørring, mens han (samtidig) kogte kød og ind imellem skrabede skindene af sin fangst, for han var øvet i al slags arbejde. Han var så småt tilfreds med ammassætternes tørring og havde allerede vendt dem, mens han stadig fangede mange sæler.

En dag han kom hjem fra fangst og havde slæbt sin fangst op, gik han op til sit telt, hvor han så så at hans kogested ved indgangen røg og at der endnu var gløder. Fuld af undren gik han hen til sin gryde, og dér var nykogt sælkød som stadig dampede. Da han gik ind i teltet så han, at skindet af en fuldvoksen grønlandssæl lå færdigskrabet og at et andet var efterladt halvfærdigt. Han kiggede på sin vandspand og så, at den var helt fuld. Han undrede sig endnu mere. Så tog han begge sælskindene og smed dem i havet, smed indholdet af vandspanden ud, og endelig smed han de allerede kogte kødstykker fra sin gryde ud i havet. Først da han selv havde hentet vand og kogt sin mad, spiste han.

Da han havde sovet tog han næste dag ud på fangst. Først ville han midt ud på fjorden, men tænkte så: "Måske er der et menneske, der vil opnå forbindelse med mig og færdes i nærheden af mig." Da han nu havde besluttet sig for at undersøge hvad det var der foregik, gik han først i land da han var kommet til et sted, hvorfra han ikke kunne se sit telt. Og da han havde bragt sin kajak et stykke op fra strandkanten begyndte han at undersøge sine omgivelser. Lidt længere hen på morgenen fik han øje på en lille sort prik oven over et område med små røde blomster (stednavn ved Qooqqut, AL). Han stirrede på den og opdagede at den undervejs ned (fra oplandet) passerede visse steder ligeså hurtigt som en trækvind. Han holdt intenst og uafbrudt øje med den, men så forsvandt den bag noget, uden at han havde fundet ud af hvad det var. Men efter et øjeblik kom den til syne igen, og nu mente han at den lignede et menneske. Den stod stille et stykke tid, og da den fortsatte nedad var det som om den fløj lavt hen over jorden, men så forsvandt den igen bag noget, uden at han fandt ud af hvad det var, men da den dukkede op igen, kunne han se at det var en kvinde. Hun standsede op, så sig omkring og tog så retning mod hans telt. Han mistede hende atter af syne, men så lagde han sig helt faldt ned på jorden indtil hun måtte dukke frem igen. Da hun kom til syne så han at det var en rigtig kvinde! Bred og fyldig om hofterne, smal om livet og med en hårtop som en hel lille pude, - alt nåede han at se ved hende. Da hun gik hen mod hans telt efter at have set sig omkring, troede han at han bare tænkte, men greb sig så i at have istemt: "Bredhoftet og smallivet, og med en flot hårtop." Da han var færdig med visen og stødte fra, stoppede han brat, og han bebrejdede sig selv: Jeg fjols, når jeg for en gangs skyld ser en kvinde, lader jeg hende høre at jeg er her." Nu ville han ikke videre, og selv om han lå fladt på maven holdt han øje med alt, fordi han troede at hun ville gå op i landet igen. Hun gik dog endnu hurtigere hen mod hans telt og ind i det, men hun kom straks ud igen for at hente saltvand. Da hun var gået ind igen, begyndte det at ryge fra hans kogested ved indgangen. Da hun havde været nede efter kød til kogning, hentede hun vand. Anden gang hun gik ned, kom hun op med store sælskind og tog dem med ind i teltet, og så kom hun ikke ud igen. Han blev ved med at kigge på sit telt, men da hun stadigvæk ikke kom ud, skyndte han sig ned i sin kajak og roede hjem af alle kræfter.

Da han kom i land neden for sit telt og bevægede sig op til det lige så stille han kunne, nåede han op foran indgangen, før hun var kommet ud igen. Da han så ville ind i teltet, lød det som om noget kradsede på skind da hun krøb ind mellem teltets skindlag. Man kunne se hendes fødder stikke ud, og da han kom derind sagde han: "Jeg har allerede set dig, kom du bare ud." Da hun kom ud kunne han se, at det sandelig var en rigtig kvinde. Brede og fyldige hofter, smal om livet og en hårtop som en hel lille pude.

Da Aataaliannguaq nu for første gang så en kvinde efter sit hoved, holdt han op med at tage på fangst og tænkte ikke på andet end flirt og kærtegn. Efter flere dage med det sagde så hans kone: "Jeg forlader dig ikke, for jeg kan ikke længere undvære dig. Tag nu ud på fangst en gang imellem."

En morgen hun så flere gange havde bedt ham tage på fangst, roede han da afsted og ville først hen et sted, hvor han ikke kunne se sit telt, men han roede alligevel ikke længere væk, end at han kunne holde øje med det, og han så sig hele tiden tilbage for at se om hans kone skulle gå ud. Han harpunerede kun to sæler og roede så indefter, og da hans kone kom ned til ham, følte Aataaliannguaq at han havde været lige ved at dø af længsel.

Nu genoptog han sin fangst og fangede snart rigtig mange sæler. En skønne dag var deres ammassætfangst blevet tør. Da de havde pakket dem ind og bundet det tørrede kød sammen, sagde konen: "Årerne til din konebåd er for spinkle. Lav nu nogen solide årer til mig." Aataaliannguaq lavede da årer til hende, som ikke var sådan at knække. Da alt nu var i orden, begyndte de en morgen da de var vågnet at gøre sig rejseklar. Da de havde lastet deres konebåd, sad Aataaliannguaq i agterenden og så sin kone gøre sine årestropper klar, og så, da konen tog et åretag, faldt han bagover. Han famlede efter noget at holde fast i og nåede lige at få fat i rælingen. Han sagde: " Vent lige lidt med at ro, jeg skal først gøre mig fast." Han klemte sine fødder fast inde bag sidelægterne og lænede sig kraftigt forover, og da nu konen begyndte at ro til med en åre på hver side af konebåden, var det som om de gled ned ad bakke, ud af fjorden, fordi det gik så hurtigt.

Ved den tid Aataaliarsuaq så småt kunne vente sin hjertensvens hjemkomst tog han ikke længere andre steder hen end ud for Uigorlequtaa. En dag han var på fangst og spejdede mod øst, skønt det endnu kun var op ad formiddagen, fik han skam øje på en konebåd, der roede over til nordsiden af fjorden mod Paattorfik og derpå videre nord for Qeqertat. Det kunne ikke være andre end Aataaliannguaq, for for han roede ad den rute han normalt fulgte. Da Aataaliarsuaq havde set konebåden, roede han hen imod den af alle kræfter. Mens han hurtigt nærmede sig og så nærmere efter, opdagede han at der både var en rorgænger og en anden der roede. Og da Aataaliannguaq aldrig plejede at have nogen med, satte han farten yderligere op. Aataaliannguaqs kone vejrede mod vest og pegede: "Derude er der en kajak." Hun trak årerne ind og krøb ind mellem teltovertræksskindene mellem deres last, og det eneste man hørte var en skraben af negle mod skind. Hendes mand spejdede, men så ingenting og sagde: "Der er ingen kajakmand, ro nu igen." "Nej, der er en kajakmand derude." Da han ikke kunne overbevise hende lod han sin styreåre være og bandt åreremmene om sine egne årer, fordi hans kones årer var ham for tunge. Han begyndte langsomt at ro mens han nu og da kiggede over mod vest, og nogen tid senere kom en kajakmand til syne der roede godt til. Han genkendte nu sin hjertensven, og da denne var kommet tæt på, spurgte han: "Hvor er din rorgønger?" Han tav en tid, men svarede så: "Hvilke andre mennesker skulle der være end mig? Jeg kommer som altid helt alene ovre fra øst." Da kom Aataaliarsuaq helt hen til dem, tog fat i rælingen og kiggede rundt inde i konebåden, og så pegede han: "Der er jo en kvindes fødder mellem jeres gods!" Manden sagde: "Han har allerede set dig, kom du bare frem." Så vrikkede hun sig ud, og det var sandelig en rigtig kvinde: Bredhoftet, smallivet og med en hårtop som en hel lille pude. Da hun tog fat i sine svære årer og begyndte at ro, roede Aataaliarsuaq så hurtigt han kunne for at komme foran, men han kunne ikke komme fri af dem, fordi de havde en sådan fart på, at de ikke var til at hægte af. Først da de næsten var fremme ved Kangeq lykkedes det ham endelig at komme foran.

Da han rundede pynten og kunne se Kangeq råbte han af sine lungers fulde kraft: "Aataaliannguaq har fået sin en kone!" Kangeqboerne tog nyheden som sig hør og bør! Aataaliannguaq ankom med en kone, og man syntes det var så herligt, at der ikke var det hus hun ikke blev inviteret ind i, og de roste hende, fordi hun var så dygtig og hurtig til sit arbejde. Men hun spiste nødigt kogt mad og foretrak råt kød. Ofte så de hende på stranden, hvor hun spiste rå ulke. Alligevel spurgte de hende ikke ud om det, for hun kunne klare al slags arbejde og blev færdig med det næsten før hun var begyndt.

Sådan gik tiden, sommeren gik og det begyndte at blive efterår. Om efteråret, hvor fangerne nu kom hjem med mange sæler, havde de det en aften rigtig varmt og hyggeligt i deres hus. Da sagde en af deres mindre drenge, der legede kajakmand på gulvet: "Hvordan kan det være at vores store hus begynder at lugte af rævehule, når det bliver rigtig varmt herinde?" Da drengen havde sagt det, kom Aataaliannguaq til at kigge på sin kone og så, at hun rødmede som én man har kastet blod på så det løb helt om bagved ørerne. Hun lagde sit sytøj, trådte ud på gulvet og gik ud. Da hun var gået sagde de til drengen: "Sådan noget må du ikke sige igen, for vi har én hos os, der ikke er rigtigt menneske." "Jeg skal aldrig sige sådan igen," svarede drengen. De ventede længe, og så kom hun endelig ind igen.

Senere, da efteråret var gået og dagene virkelig var blevet korte, legede drengen som saædvanlig kajakmand på gulvet, og netop som alle tav hørte de ham pludselig sige: "Hvordan kan det være at vores store hus begynder at lugte af rævehule, når det bliver rigtig varmt herinde?" De gjorde fagter til ham for at få ham til at tie stille, men da havde han jo allerede sagt det. Aataaliannguaq kiggede på sin kone og så at hun kastede sytøjet fra sig, trådte ud på gulvet, tog sin pels på og skyndte sig ud, og netop da hun nåede udgangen kunne man se, hvordan hendes store hale snoede sig. Hendes mand skyndte sig i tøjet, og da han fulgte efter hende ud så han, at hun gik stik op mod øst. Han fulgte hendes spor, der i den ene side var menneskespor og i den anden side rævespor. Omsider var han nået tværs over øen mod øst, fordi hun var gået over Qaquk (tidligere Nepisat-sundet, AL.). Hun var gået ud på sundisen ved Paarmaligaatsiaat og i land igen ved Qaqussuisortunnguaq.

Langt ud på aftenen, da han var kommet ind i landet ved Saarloq, fik han øje på en lille lysplet længere fremme, og da han kom derhenad så han et lille hus. Han kiggede ind af vinduet og så sin kone sidde og sy bag sin lampe. Udefra sagde han: "Kom ud, jeg er kommet for at hente dig." Hans kone svarede: "Kom du herind." Da han var kommet ind satte han sig for enden af lampebriksen og så huset an, og da opdagede han en mængde smådyr, der bevægede sig rundt på væggene. Konen flyttede sig og sagde: "Lad mig lyske dig!" Hun lod ham ligge hen over sine lår mens hun lyskede ham, og så sagde hun: "Bier, edderkopper, fluer, myg, hvepse, skarnfluer og alle jer af denne familie, syng nu en vuggesang for Aataaliannguaq." Da brummede de først lidt, men så stemte de i og sang rigtig højt: "Sov, Aataaliannguaq, og vågn igen til sommer." Aataaliannguaq følte sig snart meget søvnig, og så snart de holdt op med at synge, sagde konen: "Orme maddiker og alle I andre bløddyr, syng nu så smukt I kan en vuggevise for Aataaliannguaq." Ormene og maddikerne og flere af deres artsfæller samledes nu på eet sted, og efter lidt brummen sang de flerstemmigt: "Sov, Aataaliannguaq, og vågn igen til midsommer." Mens Aataaliannguaq lyttede til deres vidunderlige sang faldt han i søvn.

Aataalinannguaq vågnede fra en dyb søvn meget tissetrængt og fordi der var en kraftig summen af fluer. Hans kone var væk, og da han kiggede på hendes vinduer kunne man ikke se dem for fluer. Da han kiggede ud af vinduet var der overhovedet ingen sne, og da han kom ud var alt blevet grønt. Det var højsommer, og han var faldet i søvn før vintersolhverv. Udenfor tissede han så længe at han urin blev til en stor elv. Imens så han sig tilbage på det han var kommet ud af, og det var altså en rævehule han havde været gæst i. Det fortælles at hans urin undervejs havde skyllet en familie og deres konebåd væk, da de havde holdt rast på vej ind i fjorden.

Aataaliannguaq tænkte på at tage hjem, men af lutter skam gik han ud i sin urinflod og blev til en ørred. Han søgte at slutte sig til ørrederne, men da de havde det med at bide, tog han med strømmen ud mod havet. Da han dér søgte efter venner og mødte en lille netside, blev han ven med den. Han gjorde sit bedste for at blive gode venner med den, men da den var vild med at kradse og han ikke længere kunne affinde sig med det, blev han til en spraglet sæl, da han mødte en spraglet sæl. Men da den var endnu gladere for at kradse, forlod han den. Da han så mødte en sortside blev han ven med den og blev en sortside, og da den var så mild og kærlig og ikke ville ham noget ondt, blev han rigtig gode venner med den, og de forlod aldrig hinanden. Når det var stille i vejret og de mente de kunne risikere at møde kajakmænd, sov den ene mens den anden holdt vagt. Hvis den der holdt vagt så fik øje på en kajakmand, dykkede den og prikkede nedefra lidt til den anden, der så skyndte sig at dykke. På den måde var de altid opmærksomme på omgivelserne. Når det var stormvejr og de ikke forventede at træffe kajakmænd, sov de begge samtidigt.

Engang det stormede og de ikke ventede at møde kajakmænd, var de begge faldet søvn på en og samme gang. Mens de sov følte Aataaliannguaq pludselig en sviende smerte, og da han forsøgte at komme væk i en fart, blev han straks holdt fast. Han søgte op til overfladen, og da han var oppe så han én han bestemt ikke havde ventet at se, og genkendte med det samme sin gamle hjertensven Aataaliarsuaq, der havde harpuneret ham. Da han stak ham med lansen lod han, som om han døde. Aataaliarsuaq rullede sin fangstline sammen og gjorde Aataaliannguaq klar til bugsering, og da han ville sætte den forreste slæbeline fast, kildede det så meget at Aataaliannguaq krummede sig sammen og til tider var lige ved at fnise. Men endelig blev han da færdig med at gøre ham klar. Aataaliarsuaq havde ham på slæb hjemover, og da han landede ham neden for sit hus og hans kone kom ned, kunne han nu se helt ind i hendes indre, og det var fyldt med is, fordi hun aldrig havde kunnet få børn. Han var ved bevidsthed da de slæbte ham op og begyndte at flænse ham. Først da de havde skåret alle hans led over besvimede han. Han havde været bevidstløs længe, da han vågnede op og fandt ud af, at han var inde i et lille hus fyldt med is. Da han følte sig utilpas ved at være sådan et sted, begyndte han at muge ud. Netop som han skulle til at smide det affald han havde samlet ud af husgangen, så han et par store hænder fyldt med tatoveringer parat til at snuppe ham. Så flygtede han. Da han flygtede, sagde nogen uden for: "Den var der ellers lige, men den trak sig tilbage." Derefter stirrede han hele tiden på indgangen, men da der ikke igen dukkede noget op, ville han for anden gang smide sit affald ud gennem indgangen. Og denne gang kom der hænder, som man ikke behøvede at være bange for, og han fulgte bare med og blev grebet. Da hænderne havde trukket ham ud så han, at han var kommet ind i et andet hus, og det var altså konen, der havde født ham. Da fødselshjælperen havde taget ham sagde hun: "Det var vel nok en stor fin dreng." Ved de ord kiggede Aataaliannguaq op og så nu sin gamle hjertensven, der bøjede sit hoved, som om noget tungt var blevet lagt ovenpå ham, og efter en rum tavshed rettede han sig op og sagde: "Lad ham være navnefælle med ham den ulykkelige, der forsvandt, lad os kalde ham Aataaliannguaq." Aataaliannguaq var blevet født for anden gang. Og da det var deres førstefødte elskede de ham selvfølgelig højt, og hver gang han klarede noget for første gang, holdt de fest for ham.

Da Aataaliangguaq var blevet en lille dreng, gik hans barnepige en dag gik ude og holdt ham i hånden, mens han legede med en lille drengeharpun. Som vanligt rundede faderen nu næsset med en sæl på slæb, og hans lille søn gik henrykt ned til ham. Da faderen rakte linen i sælen indefter, genkendte Aataaliannguaq straks sin sæl-ven. Det var den faderen havde fanget, en sortside med en enkelt kulsort plet på halsen. Straks Aataaliannguaq så det brast han i gråd, og han var utrøstelig hvor meget de end prøvede at få ham til at holde op. Flere gange spurgte de barnepigen om han havde slået sig, men hun svarede hver gang, at det vidste hun ikke af. Det blev aften og han blev ved at græde, så han også holdt familien vågen hele natten med sin gråd, og om morgenen græd han stadig. Da der ikke var andet at gøre måtte faderen skaffe ham en åndemaner til at finde ud af årsagen, og da åndemaneren kom med det samme, sagde de: " Vi skal nok betale dig rigtig godt, bare du finder ud af, hvorfor han græder så meget." Da åndemaneren var opsat på sin belønning manede han ånder alt det han kunne og sagde snart: "Det er fordi han græder over sin ven som er blevet fanget, en sortside med hen helt sort plet på halsen." Da åndemaneren havde forklaret det, holdt Aataaliannguaq straks op med at græde. Det fortælles at Aataaliannguaq levede lige til sine gamle dage efter at han var blevet født for anden gang.

Her slutter fortællingen.

Oversat af Apollo Lynge.

Var.: Aataaliannguaq / Den lille eftergjorte sortside; gift med en ræv + Navagiaq; denne sammensætning forekommer i den del varianter: Ræv til hustru, forvandling til sæl; Maqu;

Kommentar: udrensningen af kvindens indre is: den "smelter" til blod ved fødslen. Menstruation opfattes på samme måde: Den mandbare kvinde er varm indvendig

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aappilattuaarsuk.

Det fortælles om Aappilattuarsuk, at han yndede at overvintre ved Ikaarissat, der ligger lidt længere ude i fjorden mod vest. Han havde en søn, og til ham sagde han ofte, at der kunne indtræffe hårde vintre, hvor man sultede. Han sagde til sin søn, at han bare skulle fange så meget, som han kunne, uden at han syntes, at det var for meget. På nogle dage fangede de sæler, og på andre var de på alkejagt, og de fangede så meget, som om de blot havde opsamlet døde sæler og fugle. De havde et opbevaringssted til vinterproviant uden for bopladsen. Udbyttet fra deres fangstture landede de blot ved Niaqornaq. Mens de endnu fangede gav det sig til at sne - så voldsomt, at deres konebåd, der var sat op på et stillads, forsvandt under sneen. De havde kun den mad, der lå fremme, og efterhånden var der ikke ret meget tilbage. En dag (der står egentlig: 'aqaguane', dagen efter -   Chr. B.) slap provianten op. De begyndte at sulte meget, og en dag tog Aappilattuaarsuk af sted for at hente noget mad fra deres vinterdepot. Men provianten var helt utilgængelig pga. sne, så han vendte hjem med uforrettet sag. Da han kom hjem, blev han inde i huset, uden at have fået noget at spise. Så gik han ud og kom tilbage med deres kære hund. Den hængte han foran indgangen til rummet og slagtede den. Han skrabede håret og lod det falde ned på gulvet. Han skar et stykke kød fra siden og gav det til sin søn, men han ville ikke spise det. Han skar noget af kødet og gav kvinderne det at spise. De spiste råt kød. Da de havde spist, gik Aappilattuaarsuk i seng uden at sige et ord.

Dagen efter tog han af sted tidligt om morgenen, før de andre vågnede, for

at se, om der skulle være åndehuller i isen, som blev holdt åbne af sæler. I

Ameralikfjorden fandt han et åndehul, han ventede forgæves på, at der skulle

dukke en sæl op. Så drog han hjem. Da han kom hjem, tog han sin pels af. Han

tog kniven og tilbød sønnen noget at spise, men han ville ikke have noget. Han

og kvinderne fik noget at spise, hvorefter han gik i seng uden at mæle et ord.

Dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var inde ved

Kuussuaqfjorden for at kigge efter åndehuller. Han så ingen og tog hjem. Da han

kom hjem, tog han sin kniv frem. Det gjorde sønnen også, og han spiste sammen med

sin far. Endelig begyndte faderen at snakke og fortalte, at han havde været ude

for at kigge efter åndehuller, men at han ikke havde fundet nogen. De gik i seng

og dagen efter tog han af sted, mens de andre sov. Han var i Kangersuneqfjorden,

men heller ikke her fandt han et eneste åndehul, og han tog hjem. De spiste

resten af den lille hund. Dagen efter gik sønnen ud før faderen, og da han kom

ind, sagde han: "Hvis det var i gamle dage, ville føhnstormen bryde løs." Næste

gang han kom ud, gik han ned til stranden og kunne høre lyden af isflager, der

gned mod hinanden ('únerârssugpalulersoq' - unneraarsuit er væsener fra den

grønlandske sagnverden - Chr. B. Isfodens knagens strandånder? BS.). Næste gang

igen kunne han meddele, at isen var begyndt at brække. Hans far gik ud og

begyndte at grave i sneen omkring konebåden for at komme til kajakkerne, der lå

under konebåden. Kajakkerne havde ligget i læ af konebåden - et sted, hvor der

ikke var sne. Han tog kajakkerne frem, og de glædede sig til at tage ud på fangst

den efterfølgende dag. Dagen efter fik Aappilattuaarsuks søn ram på en alk med

sin fuglepil. Dette gentog sig, efterhånden som han kunne komme længere ud. Søn-

nen harpunerede også en fuldvoksen sortside. Da de kom hjem, kogte de alke, uden

først at have flænset sortsiden, for alke bliver hurtigt kogt møre. Næste dag

var de også ude og fangede meget - som om de blot havde samlet døde fangstdyr op.

Aappilattuaarsuk sagde nu, at han ville ud og træffe mennesker. De lastede

konebåden, så meget som den kunne rumme ('amitsualivât' - de lastede konebåden,

så meget, at vandet nåede op til amitsuaq - en lægte på siden af konebåden, som

holder betrækket adskilt fra op-... Chr. B. (?) B. S.), af deres fangstudbytte i de sidste tre dage. De tog af sted og traf mennesker. Faderen talte med sønnen om at huske, at han kun var tilflytter til stedet og at han, når han var på fangst, ikke skulle placere sig på vindsiden af de andre. Næste morgen tog de ud på fangst. Sønnen havde ikke roet længe ud mod vindsiden, da en sæl dukkede op. Han roede hurtigt imod den og harpunerede den. 'Âsît,

nániarniariartoraluarame angumeríngilâ' (det betyder: han var roet hen for at

give det nådesstødet, men nåede det ikke - måske skal det opfattes sådan, at

sælen var død med det samme, han harpunerede den - Chr. B.). Mens han gjorde sælen

klar til bugsering, hørte han støj. Da han vendte sig om, så han en, som havde

løftet armen for at harpunere ham. Han mente, at han sigtede lidt for højt og

lige i det øjeblik han væltede med kajakken til den side, hvor han var, fløj

harpunen hen over kajakken. Han rejste sig op igen og sagde til manden: "Du

kommer aldrig til at såre mig, så du kan lige så godt lade være med at kaste

harpun efter mig." Han sagde ikke noget herom, da han kom hjem.

Dagen efter var

vejret det samme. Han tog ud på fangst og den anden tog også af sted

('ingiatdlarpâ' egentlig: ledsagede ham - Chr. B.). Han harpunerede en sæl. Mens

han gjorde sælen klar til bugsering, hørte han støj, og han så, at den anden

løftede armen for at kaste harpunen imod ham. Han mente, at han sigtede for lavt,

og han væltede med kajakken til den side, hvor manden var. I det samme fløj

harpunen henover kajakken, så kun benknappen på enden af harpunen strejfede

kajakken. Han tog harpunen og knækkede den i stykker, idet han sagde: "Du kommer

ikke til at såre mig, så hold hellere op med at prøve at harpunere mig. Næste

gang du kaster harpunen imod mig, vil jeg gøre gengæld." Han roede hjem og da

han kom hjem, fortalte han sin far, at den mellemste af brødreflokken havde

gjort et par forsøg på at harpunere ham, og at han nok ville gøre gengæld, hvis

han skulle gøre det endnu engang. Hans far advarede ham. Næste dag trodsede han

igen vejret og tog af sted og den anden fulgte med. Aappilattoaarsuks søn

harpunerede en gammel fjordsæl. Han trak den til sig og gav den et kraftigt stød

med hånden. Han hørte støj bagved og så, at den anden endnu engang løftede armen

for at harpunere ham. I det øjeblik han væltede med kajakken med ryggen til ham,

ramte harpunen ham i helpelsen og lavede et hul i den. Han rejste sig op igen og

sagde til den anden: "Flygt fra mig. Nu vil jeg hævne mig på dig." Idet han

roede bort, kastede han harpunen og ramte ham gennem skulderbladet ('kiasigssua

akutdlorqutdlugo' - imellem skulderblad og hvad? Chr. B. - imellem skulderladene?

BS.). Han vendte hovedet imod ham og væltede med kajakken. Han slæbte ham til et

stort isfjeld og hængte ham op der, hvorefter han roede hjem. Da han var tæt på, sagde en af brødrene: "Aappilattuaarsuks søn er på vej ind." Denne sagde:

"Hvis I virkelig elsker jeres bror, kan I se efter ham, jeg efterlod ham efter at

have bundet ham (til et isfjeld)." Da Aappilattuaarsuk hørte dette, tog han en

stor hvalfangerkniv og gav sig til at slibe den. Dagen gik, og det blev aften.

Ved aftenstide blev der råbt ind: "Jeg skulle sige, at Aappilattuaarsuk og sønnen

skal komme på besøg." De kom på besøg, og der blev serveret netsidelever. Da

sønnen var blevet mæt, bad faderen ham rejse sig. Så tog Aappilattuaarsuk en

stor kniv op fra kamikkerne (kniven var stukket ned mellem yder- og

inderkamikken - Chr. B.), og han skar sønnens mave op med den. Sønnen sank i knæ. Så spyttede Aappilattuaarsuk i hænderne og strøg hånden over såret, så det heledes. Han gjorde dette to gange. ('mardlorarterame taimailiortardlune'). Slut.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aappilattoq.

Mens Aappilattoq boede nede sydpå, hørte han om Kangeq, som var rig på fangstdyr. Han tog af sted for at se stedet, han havde hørt så meget om. Det blev efterår, mens de endnu var på rejse. De kom til et sted med ruiner. Her byggede de deres vinterhus, da jorden på det tidspunkt var begyndt at fryse. De var altså kommet til Ikaarissat, tæt ved Kangeq, som de stilede efter. Aappilattoq begyndte at tage ud på fangst. Han kendte ikke området og i løbet af efteråret fangede han så meget, at man skulle tro sælerne selv var kommet op på land. Når det var godt vejr, fangede han altid to. Aappilattoq var da også kendt som en dygtig fanger.

I det nye år indtraf der en periode med dårligt vejr, hvor nordenvinden

drejede i øst og blæste nærmere ved land. (Normalt blæser

nordenvinden langs kysten - uden for kysten - Chr. B.). Hos familien Aappilattoq

levede man nu udelukkende af de mange sæler, han havde fanget, og som tiden gik,

svandt det i dem. Sælerne var lagt hen udenfor, og da der kom så meget sne, at det

dækkede dem, tog han hele sælforrådet ind i huset. Endelig lagde nordenvinden

sig, men der kom grødis og havet frøs til langt ud fra kysten og langt ind i

fjordene. Der var intet hav at se.

På det tidspunkt var Aappilattoqs sældepot blevet spist op. Ligesom forrådet var blevet spist op, blev det klart vejr. Næste dag gav Aappilattoq sig til at lave redskaber til åndehulsfangst. Han lavede en lille harpunspids, og næste morgen tog han af sted til Ameralik for at søge efter åndehuller. Først gik han ind ad på solsiden (d.v.s nordsiden af fjorden - Chr. B.) af fjorden. Da han så var nået til bunden af fjorden, gik han ud af den på skyggesiden. Han kom hjem uden af have observeret åndehuller. Næste morgen tog han af sted ind til Kapisillit - igen for at søge efter åndehuller. Han gik først på solsiden af fjorden og da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud ad fjordens skyggeside. Også denne gang kom ham tomhændet hjem. Den tredje dag om morgenen tog han af sted uden at have spist noget, denne gang til Kangersuneq. Først gik han på fjordens solside, men da han ikke havde observeret et eneste åndehul, fortsatte han ud på skyggesiden af fjorden. Da han kom hjem uden at have set et eneste åndehul, gav han sig til at slibe sin kniv.

Aappilattoq havde en plejesøn, som var blevet ret stor. De havde også en stor nyfødt hundehvalp med hængeører. Aappilattoq gik hen til hundehvalpen og stak den, hvorefter han skar et stykke af den kødfulde del af hoftepartiet - med skind og det hele. Da han havde renset det fuldstændigt fri for hår, spiste han det råt. Først da resten var blevet kogt, fik han noget ordentligt at spise. Dagen efter blev han hjemme - efter at have spist hundekød. Næste dag igen gik han op på det højeste fjeld og så et stort havområde, som slet ikke var så langt borte. Den dag tog han ikke ud, da det var for sent. Næste dag travede han af sted, med sin kajak på hovedet med bunden i vejret. Han fulgte iskanten, og da han var kommet ned i sin kajak, roede han i nordpå langs iskanten, og da han var roet uden om et lille næs, fik han øje på en hel masse huse inde på land. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at pladsen neden for husene var fuld af blod ('kigsârtoq' kender jeg ikke, men forståelsesmæssigt betyder det vist ikke noget - Chr. B.). Aappilattoq roede kraftigt til og da han lagde til, blev han venligt modtaget og straks budt op til husene. Han steg op af kajakken og gik opad. Faktisk havde han afbrudt sin rejse, lige før han nåede Kangeq, målet for hans rejse. På vej op gik han forbi møddingen, hvor der lå masser af frosne indvolde af alke. Dem kastede han sig over, og man kunne ikke få ham væk fra dem. Først da han havde spist alle indvoldene, gik han ind i et af husene, og han var stadig oplagt til at spise. Inde i huset fortsatte han nemlig med at spise og holdt først op, da han var blevet helt mæt.

Da han skulle af sted, fik han så meget forærende, at han knap nok kunne have det på sin kajak. Alt det fik han som gæst, uden selv at have været på fangst. Han roede hjem, og dagen efter rejste de til Kangeq - og det var i begyndelsen af det nye år.

Da de var kommet til Kangeq, begyndte Aappilattoq at fange meget, for nu var han jo kommet til Kangeq, som var rig på fangstdyr. Den ene dag var han på alkejagt og den anden dag på sæljagt. Hans søn var netop lige begyndt at øve sig i kajakroning. En dag da Aappilattoq skulle ud på fangst, sagde han til sin søn: "Tag du ud på alkejagt, men når du ikke er sammen med mig, må du endelig holde øje med kajakmændene. Nogle kajakmænd kan være utilregnelige (et forsøg på at oversætte 'imáinaq íneq ajormata' - Chr. B.), når de bliver irriterede, bliver de ophidsede (et forsøgt på at oversætte 'ajorquteqartarmata' - Chr. B.)." Dette lod sønnen sig mærke. Når han var på alkejagt alene - uden faderen - var han aldrig så optaget af at jage alke men mere af at holde øje med kajakmændene. Men når han var sammen med faderen, tænkte han kun på alke, og da fik han mange alke.

En dag han var på alkejagt, blev han helt optaget af at jage disse og en tid, havde han ikke øje for de andre kajakmænd. Pludselig opdagede han, at kajakmændene var på vej til Kangeq. Han drejede også sin kajak om i samme retning. Så så han en kajakmand ro ind imellem de andre. Han så nærmere efter og opdagede, at det var hans far, og at han var ved at blive omringet af de mange kajakmænd. Da han intet kunne foretage sig, lå han blot og kiggede på dem. Så så han, at en af kajakmændene kæntrede. Der kæntrede én til. Den ene kajakmand efter den anden kæntrede og til sidst var der ikke flere tilbage. Kun Aappilattoq og hans søn roede nu hjem og væk fra de mange kajakker. Aappilattoq var nu den eneste forsørger for de efterladte bopladsfæller, da alle dem, der var på alkejagt var blevet udryddet undtagen den, der ikke var ude på jagt.

Det viste sig, at det som sædvanlig var hans 'avinngaq' (lemmingeamulet - Chr. B.), der havde udryddet de mange kajakmænd. Denne avinngaq havde Aappilattoq i bræmmen omkring sin kajakpels. Aappilattoq var urolig ved at være på Kangeq, og til sidst rejste han væk - først til sin første vinterboplads, Ikaarissat. Mens han opholdt sig der, fik han at vide, at der var en rute inden om Kangeq. De rejste nord på uden at underrette folk i Kangeq. Undervejs talte Aappilattoq med sin søn og opfordrede ham til at træne sig stærk, for man kunne aldrig vide, hvad de kunne komme ud for, når de rejste videre nordpå.

Henimod efteråret nåede de Pisuffik og bosatte sig der. Der boede mange fangere, og Aappilattoqs søn var i mellemtiden blevet stærk. Han var i stand til at klare alt. Kun den mellemste af brødreflokken på stedet ledsagede ham, når han var ude på fangst i stærk blæsevejr.

En dag tog Aappilattoqs søn ud på fangst som sædvanlig, endnu før den mellemste af brødreflokken tog af sted. Han var på sælfangst langt ude mod vest. Han havde i nogen tid ikke kigget til den side, hvor solen var. Da han endelig kiggede den vej, opdagede han, at den mellemste af brødreflokken havde løftet armen for at harpunere ham. I samme øjeblik han bevægede armen for at kaste harpunen, væltede han i sin kajak til den side, hvor den mellemste af brødreflokken var. Harpunen røg tæt forbi sidelægten af hans kajak. Aappilattoqs søn rejste sig op igen og uden at tale med manden, roede han væk fra ham og hjemad - som sædvanlig med to sæler. Han sagde intet om det, da han kom hjem, men endelig kom det fra ham: "Jeg vil hævne mig på den mellemste af brødreflokken, han forsøgte at harpunere mig." Aappilattoq sagde til ham: "Lad være med at gøre gengæld, ellers får vi mange fjender." Aappilattoqs søn rettede sig efter det.

Aappilattoqs søn var den, der tog ud på fangst, mens faderen gik og nød

tilværelsen uden at tage på fangst længere. En dag sønnen som sædvanlig

var på fangst uden for kysten, havde han i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Pludselig opdagede han, at den mellemste af brødreflokken

havde løftet armen med harpunen imod ham. Det eneste der var at gøre var at vælte om med kajakken til den side, hvor fjenden var. Heller ikke denne gang ramte

han ham. Aappilattoqs søn gjorde som sidst. Uden at sige noget til ham, roede

han hjem med sine sæler på slæb. Han fortalte ingenting, da han kom hjem. Han sad

langt tilbage på briksen uden at sige noget, men endelig kom det fra ham: "Endnu

engang har jeg ikke gjort gengæld imod den mellemste af brødreflokken, men næste

gang han gør sådan, som han gjorde i dag, vil jeg gøre gengæld." Hans far gentog

sin advarsel, men det gjorde kun sønnen mere ophidset og han var fast besluttet

på at hævne sig.

En dag var Aappilattoqs søn igen ude på fangst derude mod vest. Han havde

solen i ryggen og var ganske tryg. Han havde i nogen tid ikke kigget til den

side, hvor solen var. Da han endelig vendte hovedet til den side, var den

mellemste af brødreflokken der igen og han havde løftet armen for at kaste

harpunen. Denne gang var han ganske tæt på ham. Der var ikke andet at gøre end

at iagttage ham, og i det øjeblik han bevægede armen, kæntrede han til den side,

hvor han var. Harpunen strejfede sidelægten. Han rejste sig på ret køl og så, at han vedholdende kiggede på ham samtidig med, at han rullede sin line sammen.

Aappilattoqs søn tog et par åretag. Så løftede han armen for at harpunere ham, og

han ramte ham neden for skulderen ('ersingínarsuatigut' - jeg kender ikke ordet.

Oversættelsen er fra den danske kommentar - Chr. B.). Han kæntrede, men han lå på

siden, da harpunen hindrede ham i at vippe helt ned under vandet. Han gjorde ham

klar til bugsering, og mand og kajak blev bundet til bagenden af den sæl, han

havde fanget, og blev slæbt ind mod land. Nord for bopladsen lå et stort isfjeld

med et hul i midten, der havde form som en portal. Han styrede imod dette

isfjeld. Han roede gennem hullet. Så bandt han mand og kajak rigtigt stramt til

isfjeldet. Da han var færdig, lagde han sælen bag på kajakken med hovedet vendt

imod kajakkens bagende - modsat det man normalt plejede at gøre. Sådan roede han

hjem, forbi bopladsen, og folk inde fra land pegede på ham og sagde: "Se nu dér,

Aappilattoqs fjollede søn har en sæl bag på kajakken i omvendt stilling.

Hvad skal det mon betyde?" Aappilattoq vidste besked og uden at kommentere det,

der blev sagt, fjernede han sig fra mændene. Han vidste udmærket, at han ville anbringe sælen sådan, når han havde suppleret den ene sæl, han havde fanget, med et menneske.

Aappilattoqs søn råbte nu ind til folk på land: "Hvis I bryder jer om (der

skulle måske have stået 'ungagigussiuk' - ungagaa - kan ikke undvære ham. -

ellers: ingagaa, synes det er væmmeligt - Chr. B. 'Ingagigussiuk - BS) jeres

mellemste bror, kan I hente ham. Han er tøjret fast til det store isfjeld lige nordfor. Nu har jeg endelig hævnet mig på ham, da han for tredje gang forsøgte at harpunere mig!" Mændene brast i gråd og gik ind i husene.

Herefter tog Aappilattoqs søn kun ud på fangst, når det blæste stærkt,

for Aappilattoq og hans familie var blevet utrygge, nu de havde fået fjender. Når alle de andre mænd var ude på fangst, blev Aappilattoqs søn hjemme. Ved

forårstide, mens de endnu boede på bopladsen, kom brødreflokkens kiffak / kiffaq og råbte ind til dem: "Jeg skulle be' Aappilattoqs om at komme på besøg." De gik derhen på besøg. Aappilattoq sagde til sin søn: "Nu skal du opføre dig rigtig frækt, når du går ind. Jeg går først ind, og midtvejs gennem gangen springer jeg op på tærskelen. Det samme skal du gøre." Aappilattoq sprang ind først og sønnen sprang ind på samme måde. Inde i huset så de kun mændenes fødder, der

stak frem fra briksekanten. De gik frem og tilbage på gulvet. Så sagde en af

mændende: "Spis noget sællever." Det gjorde de, mens de endnu gik frem og

tilbage. De spiste lever af en oval tallerken, der var lavet af træ ('nertaq' er

i de danske bemærkninger oversat til: oval af træ - jeg kender ikke ordet - Chr. B.).

Da de havde spist halvdelen, faldt der noget frossent jord fra rummets loft ned

over tallerkenen, som forsvandt under det ('miligdlugu' - milippaa = propper det

til - Chr. B. som dækkede tallerkenen, BS). Brødreflokkens far sagde: "Det stykke jord er ikke faldet ned af sig selv. Sydlændingene er blevet opdraget til lidt af hvert. I (vi) kan ikke klare dem. Lad dem være." Aappilattoq bad sin søn sætte sig ned. Så stak han ham i siden med sin kniv, så hans indvolde kom ud. Han stoppede dem ind igen og strøg hånden hen over såret, så det heledes. Sådan gik det også med hans far (jeg ved ikke hvordan dette skal forstås - Chr. B. ). Aappilattoq og hans familie tog sydover uden at blive såret, og de døde uden at være bleve såret. Slut.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian;

Kommentar: Aapp. har åbenbart angakkoq / åndemaner-evner til at hele sår og demonstrerer hermed at han lever op til brødrenes udsagn om at han som sydlænding har fået større evner end gennemsnittet. Hyppigt tillægger man folk i missionernes udkanter særlige overnaturlige ("hedenske") evner. En almindelig tilbøjelighed verden run

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om to hjertevenner.

En fjordbo og en kystbo blev hjertevenner. Når det blev vinter, kom de

hele tiden på besøg hos hinanden, fordi de ikke kunne undvære

hinanden.

Når fjordboen om sommeren tog ind i fjorden på renjagt i

renjagtområderne, måtte de undvære hinanden, da kystboen aldrig tog

ind i fjorden. Når kystboen kunne regne ud, hvornår hjertevennen ville

tage ud af fjorden igen, lagde han en hel helleflynder hen til gæring til

ham, ligesom fjordboen plejede at lægge et helt rensdyr hen til gæring

til kystboen, fordi de havde den skik at invitere hinanden til spisning.

Som han plejede, lagde kystboen en helleflynder hen til gæring. Da

han, netop som helleflynderen var gæret færdig, fik at vide, at

hjertevennen var kommet tilbage inde fra fjorden, blev han (pludselig)arrig

og besluttede at bruge måltidet til at skade ham, fordi vennen var

dygtigere end ham, og fordi han var vennen underlegen på alle områder. Han kunne ikke frigøre sig fra sin onde hensigt; og da husstsnden var gået tidligt til ro, gik han ud til gravene. Han udvalgte sig det mest friske lig - et, som han vidste var blevet begravet i vinter.

Han åbnede graven og skar et stykke fedt fra liget og tog det med

hjem. Han smurte hele oversiden af helleflynderen med menneskefedtet

og sørgede for, at ingen i huset opdagede, hvad han foretog sig.

Dagen efter at han havde smurt fedtet på helleflynderen, kom

hjertevennen på besøg. De havde længtes stærkt efter hinanden, og de

viste åbenlyst deres glæde ved at se hinanden igen. Vennen ville

blive natten over, og eftermiddagen fløj afsted med den megen glæde

over gensynet. Vennen skulle så spise den gærede helleflynder, inden han

gik i seng. Da kystboen, hjertevennen, mente, at det var blevet

tilstrækkeligt sent på aftenen, satte han helleflynderen frem og stak

sin kniv ned i den. Fjordboen skulle lige til at lange til maden, men

opdagede så, at en eller anden prikkede til ham fra et sted under

lampebriksen. Da han vidste, at ingen ville prikke til ham uden grund,

opgav han at lange til og sagde til vennen, inden han spiste: "Jeg går lige ud og tisser, så jeg kan spise i ro og mag."

Han rejste sig, og knap var han kommet ud i gangen på vej ud, så stødte

han på en af sine hjælpeånder, der sagde: "Din hjertensven vil forgive

dig, for han har smurt oversiden af din mad ind i

menneskefedt. Når du går ind, skal du vende helleflynderen med

undersiden øverst. Fjern så hans kniv og brug din egen i stedet."

Efter kun at have været ude et øjeblik, kom han ind igen. Han fjernede

kniven og vendte helleflynderen om med undersiden opad; og han gav sig

til at spise med sin egen kniv. Han spiste sig mæt, uden at mærke

noget usædvanligt; og da det blev sengetid, gik han i seng. Ved

afrejsen næste dag, sagde han til hjertevennen, at han bare skulle

komme på besøg, når han ville.

Da fjordboen vendte hjem, tænkte han hele tiden på sin hjertensven, som havde forsøgt at forgive ham. Han ville egentlig ikke udsætte vennen for det samme; men han besluttede alligevel at hævne sig; og det skulle gøres med det hele rensdyr, der var lagt hen til gæring.

Han gik hen og åbnede en af gravene og skar et stykke fedt fra et lig.

Så smurte han hele oversiden af maden til vennen med

menneskefedt. Netop som han var færdig, så kom kystboen på besøg.

Som altid gik hele eftermiddagen med at snakke, hygge sig og spise

det lækreste renkød. På et passende tidspunkt om aftenen før sengetid

serverede han så det hele rensdyr, hvis skind ikke var fjernet; hårene på

skindet havde løsnet sig så perfekt, at det mindede om en nøgen krop.

Han (kystboen) stak sin kniv ned i oversiden af dyret. Værten iagttog

ham, fordi vennen var ligesom han selv; han var ikke helt almindelig (også åndemaner, BS).

Han forventede, at han ville vende dyret om, så at det nederste kom

øverst; men i stedet for tog han kniven, der var stukket ned i

oversiden, og begyndte at spise. Hans hjælpeånder ville åbenbart

ikke gribe ind, fordi det var ham, der havde startet det hele.

Mens han endnu spiste, begyndte han at snakke vildt.

Midt i det hele rejste han sig op og ville ud. Vennen frarådede det;

men han ville ikke høre. Han gik ud, og da han efter en tid stadig

ikke var kommet tilbage, gik de ud for at se efter ham; men det viste

sig at han, straks han kom ud, var taget afsted hjem.

Dagen efter tog kystboen derind for at se til sin hjertensven. (Her er

der noget galt, for det må være fjordboen, der tog ud for at se til

kystboen.) Han lagde til neden for huset, men så ingen mennesker. Han

trak sin kajak op på stranden og gik op til huset. Inde i huset fandt

han ham stående på hovedet. De viste sig, at han havde dræbt alle i

huset; og så såre hjertensvennen var kommet ind, gav han sig til at

jagte ham. Hver gang vennen ville ud i gangen, spærrede han vejen for

ham. Han var ved at blive helt fortvivlet, da det lykkedes for ham at

slippe ud og sætte i løb, alt hvad han kunne i retning af kajakken.

Kort efter han var sluppet ud af gangen, kiggede han tilbage og så

vennen komme ud, og at han fulgte efter ham. Han for afsted ned til

kajakken, som han bar ned og kom ned i, mens vennen rakte armen ud

efter ham inde fra land. Endelig lykkedes det for ham at ro ud. Han roede vestover, som om han ikke havde noget at fortælle.

Det var egentlig ikke hans tanke at tage

hen og se til vennen dagen efter. Men han tænkte: Når jeg ikke har set

min hjertensven i flere dage, længes jeg frygtelig efter ham. Han gjorde

sig klar og tog ind for at besøge ham.

Han gik i land neden for huset og stillede kajakken med bagenden

mod vandet. Han gik op til huset og kiggede ind af vinduet.

Inde i huset gik vennen på væggen med hovedet ned. Idet han kiggede

ind af vinduet, hørte han ham sige: "Jeg er blevet rask, kom inden

for." Straks han kom ind, gav vennen sig til at jagte ham igen. Denne

gang var han ved at blive helt fortvivlet. Det var lige før han blev

helt udmattet, da det lykkedes ham at springe ud i gangen, da han

passerede åbningen. Han løb, alt hvad han kunne ned til kajakken, mens

vennen var lige i hælene på ham. Han sprang ned i kajakken; og idet

han roede ud, fulgte vennen efter ham, som om han gik på landjorden.

Han gav sig til at løbe på vandet og var ved at indhente ham. Da han

var kommet så nær, at han kunne få fat i ham med strakte arme, var der kun eet at gøre: at få kajakken til at gynge. Da han så hørte en plaskende lyd og kiggede bagud så han, at vennen ustandselig faldt på enden i den søgang, som den gyngende kajak skabte. Hver gang kom han op igen; men han faldt igen, så såre han

satte i løb. Mens dette stod på, hørte han ham sige: "Det var lige

ved, jeg var nær faldet ned i en stor revne." Han kiggede tilbage og

så, at vennen var i færd med at gå baglæns. Han vendt sig om og

spurgte vennen: "Hvor er den store revne henne?" Han så sig om og

opdagede, at vennen pegede på en lille rille (? immap kiluusanngua)

i vandet. Da vennen var rendt tilbage, fordi han ikke kunne finde

farbar vej, tog han hjem.

Næste morgen ganske tidligt gjorde han sig klar og tog af sted. Han

lagde til neden for vennens hus. Han stillede kajakken sådan, at den

omtrent befandt sig i vandet, og gik op til huset. Han kiggede ind af

vinduet, men så intet. Han gik ind i huset og ledte efter ham, men han var der ikke. Han kom ud igen og fulgte hans fodspor, som førte op til en tor klippehule og videre ind i den. Han krøb ind i hulen. Han følte på ham og var i

tvivl, om han overhovedet trak vejret. Det viste sig at han var død -

frosset ihjel efter gårsdagens våde omgang.

Først da han havde dækket ham forsvarligt til med sten i bunden af

hulen, følte han, at han var færdig med ham.

Således hævnede kystboen sig på sin hjertensven, fjordboen, der

startede det hele - med at forsøge at forgive ham.

(Det var nu altså fjordboen, der forgav kystboen.)

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespise ondt.

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom

Fortællingen om Kanajukkaaq

Det fortælles om en ungkarl / pebersvend at han var en svækling: når han var på fangst med sine kammerater, harpunerede de andre mange sæler mens staklen var ude hele dagen uden så meget som at kaste sin harpun. Når alle kammeraterne kom hjem med fangst, var han den eneste der kom tomhændet hjem, fordi han aldrig var hurtig nok til at kaste. Når han endelig kom de sæler på nært hold, der lå i vanskorpen og sov, og han ville nærme sig dem, dykkede de, fordi de kun var oppe ved overfladen i ganske kort tid, og så nåede han aldrig at kaste sin harpun. Når de kom hjem og hans kammerater samledes og begyndte at snakke om deres fangster, havde ungkarlen aldrig noget at fortælle, fordi han jo aldrig kastede sin harpun. Og når de andre ungkarle gik tur om aftenen sammen med de unge piger, blev ungkarlen misundelig og ville også være med. Men så snart han nærmede sig de unge piger, flygtede de hver og en så der til sidst ikke var et eneste menneske i nærheden, og han tænkte: "Hvorfor er det mon så umuligt at nærme sig de unge piger; fangstdyr var de jo ikke. Skamfuld gik han så hjem og tilbragte aftenen alene i sit usle hus.

En morgen vågnede han op til strålende vejr og alt forekom i den skønneste orden. Først gjorde han sin kajak klar til fangst, men så tænkte han: "Når jeg er 'på fangst' får jeg alligevel aldrig noget, så jeg må hellere tage ud og søge efter drivtømmer." Han tog så sydpå for at finde drivtømmer. Han så kun efter drivtømmer langs strandbredden og ledte længe efter bare et enkelt lille stykke og kom derved langt sydpå. Det var sært, tænkte han, at det skulle være så svært at finde nogle dumme stykker træ, som jo ikke engang kan ånde, så nu ville han sikkert igen komme til kort. På et tidspunkt kom han til en nordvendt strandbred med rullesten og et lavt aflangt næs, der pegede mod nordvest og fladede ud mod yderste ende, og på nordsiden var der endnu et stykke med rullesten, hvor man højst sandsynligt kunne finde drivtømmer. Derefter nærmede han sig den yderste del af næsset uden endnu at have set så meget som bare en træstump. Mens han uafbrudt kiggede indefter så han så ud af øjenkrogene noget. Så så han at det var en stor fugl, der kom flyvende mod ham ude fra havet. Den fløj ganske lavt hen over vandet og fulgte nøje alle havets små dønninger, og efter nogle hurtige vingeslag gik den pludselig over til langsomme slag. Han så den flyve forbi det store næs lidt ude over vandet og forsvinde om bag land. Han startede rundt om næsset for at se den, og da han efterhånden så småt fik øje på den, havde den sat sig på en lille klippe ved strandkanten og kiggede uafbrudt på havet ret ud for sig, mens den hældede hovedet først til den ene side og så til den anden side. Da han selv kiggede ret ud over havet, så han at det var helt lavvandet med en ganske jævn bund og spredt voksende tangplanter. Så fik han øje på en stor ulk, der langsomt svømmede indefter over den flade bund. Nu begyndte den endda at dukke op af vandet, og da den på et tidspunkt stak hovedet op over vandet udbrød den: "Se, en ussel, stinkende, ja, ækelt stinkende stormfugl!" Fuglen inde på land udbrød så: "Du ulk dernede, du plettede dernede, der æder lort og derfor er så bredbuget, se, hvor ser den dog mæt ud!" Da det var sagt, nåede man kun lige at se ulkens hale, for den piskede ind mellem tangen. Fuglen inde på land lettede og fløj så ud over havet mod nordvest samme vej den var kommet, og den forsvandt hvor den var kommet til syne.

Da han forgæves havde ledt efter drivtømmer tænkte han: "Lad mig bare tage hjem, for nu har jeg da noget at fortælle."  Da han stævnede ud fra det flade næs for at tage hjem, havde han som vanligt sin harpun klar for alle tilfældes skyld, og samtidig tænkte han meget på episoden, som han glædede sig vildt til at fortælle om. Derfor skyndte han sig af sted, og mens han kiggede fremad så han længe fremme en stor stortside, der lå og hyggede sig i vandskorpen. Han tænkte atden sikkert havde været længe oppe i overfladen uden at han selvfølgelig havde lagt mærke til den. Nærmere på fik han sin harpun klar til kast længe inden den havde tænkt på at dykke. Og da han nu for første gang i sit liv skulle til at kaste harpunen efter en sæl, tænkte han: "Hvor mon jeg skal prøve at ramme den? Når jeg selv falder omkuld plejer jeg at få ondt over det hele, og måske får sælen (også) ondt i hele kroppen, så mon jeg ikke bare skal harpunere den dér hvor jeg nu kommer til at ramme den?" Han harpunerede den lige over vandlinien, og endelig havde han da kastet sin fangstblære for noget fornuftigt. Da han nu for en gangs skyld havde harpuneret en sæl, lykkedes det ham (såmænd også) at aflive den. Så rullede han sin fangstline sammen og trak sælen hen til sig. Han gjorde sine slæberemme klar til bugsering af sin herlige fangst. Så stak han hul gennem sælens flotte forluffer og skulle lige til at gøre hageslæbelinen klar, da han kom i tanker om at han forresten havde set, at de andre slæbte sæler med hovedet forrest. Så slap han lufferne og fastgjorde i stedet linen under sælens hage, og lidt efter var han endelig parat og satte hurtigt af sted nordover, fordi han glædede sig så kolossalt til at fortælle sin historie.

Mens han stred sig fremad med sit tunge slæb, kiggede han fremefter, og dér så han så endnu en stor grønlandssæl, der tog det endnu mere roligt i vandskorpen end den første. Han gjorde sig fri af den store han havde på slæb og tænkte: "Jeg har ganske sikkert overset denne store sæl." Han nærmede sig med harpunen parat. Så tænkte han: "Den første fik jeg da selv om jeg ramte den et tilfældigt sted." Og så ramte han denne på den del af kroppen der var oppe over vandet. Han havde nu fanget to sæler og holdt helt op med at se sig om, fordi han nu havde sæler nok og glædede sig sådan til at fortælle sin historie. Så han asede bare af sted med de tunge sæler på slæb.

Da han skulle til at runde næsset hjemme ved sin boplads og ønskede at der ikke ville være nogen ude, kom han næsset rundt og så nogle børn, der legede med drengeharpuner. Den ene af dem fik øje på ham, og da han havde kigget lidt råbte han: "Der kommer en med noget på slæb! Ungkarlen har en sæl på slæb!" Og sikken høj stemme han havde! Straks begyndte folk at strømme ud af husene! Da de nu kom farende ud, rettede ungkarlen sig op for at se så flot ud som muligt, så flot at han dårligt rørte vandet med den ene ende af kajakåren. De ugifte piger stimlede sammen et sted, og da man kunne høre deres latter derhenne, gjorde ungkarlen så meget for at tage sig godt ud, at han knap nok åbnede øjnene. Da han nærmede sig strandkanten, satte de unge piger i løb derned mens de råbte: "Den der rører ham først får ham!" Ungkarlen gjorde sig endnu mere til og kunne ikke engang se noget frem for sig af lutter stolthed. Han havde knap nået stranden og løsgjort det han havde på slæb, før de vadede ud for at være den første til at røre ham. Han var nu så stolt at han ikke engang kunne se ind på land. Da han stod ud af sin kajak, bar den op, lagde den ned og skulle til at ordne den for at lægge den op (på stativet), prikkede nogen til ham bagfra. Med et blik tilbage så han en ugift kvinde op og ned af sig, der rullede med øjnene så det hvide vendte udad og opad for derved at vise vej op i fjeldet. Men da han havde kigget på hende vendte han sig væk og nøjedes med at tænke: "Og det er dem man ellers ikke engang kan nærme sig." Han blev stående samme sted en tid, men da der kom flere og flere der ville have ham til at se på sig, flygtede han hjem.

Han var kun lige kommet hjem da der blev råbt ind af vinduet: "Ungkarl, vi har gjort spækket klart som du skal indhandle, gå hen til handelsboden, så skal vi nok bære det." Da han kom ud så han, at mange ugifte piger trængtes for at komme først til at bære hans spæk hen til handelsboden. Da han havde fået spækket vejet og solgt og skulle handle, spurgte handesforvalteren efter at have lagt hans penge frem: "Hvad skal du købe?" Ungkarlen, der var uvant med at handle, var tavs et stykke tid men sagde så: "Jeg skal have kaffe." Handelsforvalteren spurgte: "Hvor meget skal du købe for?" Ungkarlen tænkte og kom i tanker om at han havde hørt andre købe hele pakker af gangen og sagde så, at han skullle have en hel pakke kaffe, en hel pakke sukker, en hel pakke gryn, en kasse cigarer, en hel rulle pibetobak og en hel pakke svesker. Da han havde varer i hele pakker og ikke kunne finde på mere, var der ikke mere han kunne bruge resten af sine mange indtjente penge på, og så sagde han: "Jeg har ikke mere at bruge pengene på, I må få dem." Men da handelsforvalteren bad ham selv tage pengene, flygtede han ud.

Netop som han kom ud sagde de ugifte piger igen noget til ham: "Ungkarl, du skal da ikke selv bære dine varer hjem, det skal vi nok gøre for dig." Ungkarlen bar kun sine cigarer mens han havde andre til at trille sine varer hjem for sig.

Da han var kommet hjem lånte han alle sine bopladsfællers gryder, og den dag var der vel nok mange der kogte suppe, mens andre lavede kaffe og andre igen stødte tobak til snus. Da maden var kogt og alle havde spist sig stopmætte, drak de kaffe, og dem der ville ryge (pibe) røg, mens andre røg cigarer og nogle tog sig en pris snus. Og uden for blev svesker kastet i grams til børnene. Da alle gik hjem efter dette herlige gilde, gik ungkarlen ud for at tisse. Næppe var han begyndt at tisse ved sit vindue før han følte sig trængt bagfra, og da han kiggede bagud så han en ugift pige lige bag sig. Da han så på hende gjorde hun tegn med øjnene opefter. Skønt pigen hev i ham, lykkedes det til sidst ungkarlen at slippe løs og ind i sit hus uden at være blevet helt færdig med sit tisseri. Ja, han flygtede mens hun prøvede at følge efter, og da han var sluppet ind var han bange for at gå ud igen. Han ville ellers gerne hen til de andre ungkarle, fordi han nu for en gangs skyld havde noget at fortælle, men det var ikke til at komme ud, og til sidst blev det tusmørke. Da han endelig gik ud for at nå det inden det blev helt mørkt, så han de andre ungkarle forsamlede et sted, hvor de fortalte hinanden om dagens ture og fangster. Netop som han var startet hen mod dem, blev han pludselig grebet bagfra i hver side, og det var igen de ugifte piger. Han tænkte: "Og det var dem der førhen altid flygtede!" Han brugte nu begge sine albuer så pigerne trimlede omkuld omkring ham. Så stak han af i løb og nåede endelig hen til sine kammerater.

Han var ganske vist ude i det fri nu, men han måtte hele tiden gemme sig, så til sidst tog han hjem. Da de ugifte piger blev ham for nærgående, udvalgte han sig én blandt dem og fik sig en kone. Fra da af havde han altid held i fangst. Det fortælles, at ungkarlen fik fangstheld og en kone, som han selv havde valgt, efter at han havde hørt en stormfugl og en ulk overfuse hinanden.

Her slutter historien.

Var.: Salomon Pebersvenden;

Kommentar: at få indblik i dyrenes privatliv og forstå deres sprog, kan tydes derhen, at omverdenens levende væsner har tillid til en. Det giver sig da udslag i gode fangster og - dermed - at man blir attraktiv for kvinderne. I andre fortællinger giver det angakkoq / åndemaner-evner at høre - især - fugle tale. Men man kan også dø - undertiden af skræk - over det: oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk; Apparluk;

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. Håndskr.: 1993, 1-2.

Resumé:

En gammel mand, der kun fisker, bor inden for det område, hvor egnens stærke mand og dygtige fanger også bor med sin kone. Hun kan ingen børn få, hvorfor hendes mand opfordrer hende til at vise sig i sin bedste stads for den gamle, mens han fisker. Hun klæder sig i fint tøj med rød anorak, går ned til vandet, kalder adskillige gange og vinker til den gamle. Men han kan ikke tro det er ham hun vinker ad. Da hendes stærke mand kommer hjem med to store sortsider på slæb, spørger han den gamle om han har været hos konen, og siger at han skulle have fået den ene sæl, hvis han havde. Den gamle ærgrer sig og er helt anderledes på mærkerne, da den stærkes kone i endnu finere tøj (hendes mand mente hun ikke havde været fin nok dagen før) med bl. a. en blå anorak viser sig inde på land. Denne gang ror han ind til hende, og han får den ene af den stærkes storsæler som tak, da denne kommer tilbage med fangst. Den gamle vækker røre på sin boplads med sin udsædvanlige fangst. Men da han lader som om han selv har fanget den og folk, der blir inviteret på nykogte bryststykker ikke udfritter ham, er det først da den stærke inviterer den gamle og hans kone til at komme til hans hus, at den gamles kone forstår sammenhængen. Rasende slår hun ham så hans ene øje falder ud. Han raver rundt, finder endelig øjet, men får det sat omvendt i så det hvide vender ud. De flytter dog ind hos den stærke og hans efterhånden højgravide kone. Den gamles kone blir temmelig forlegen over så fine husfæller, men de får nu et liv i luksus. Da fødslen nærmer sig ber den gamle den stærke om at finde først, et skarveskelet og senere, en forvitret sten solen aldrig har skinnet på med et hul i til spæk (lampesten). Med stort besvær og fare for sit liv lykkes det ham at finde og bemægtige sig begge dele.

Da barnet blir født opfordrer den stærke den gamle, der er faderen, til at navngive barnet. Efter nogen vægring kalder han ham Qujaavaarsuk efter en der engang sultede ihjel ved Amerloq. Derefter anbringer den gamle skarven uden for ved vinduet med et afkogt ben i næbbet og fylder spæk i hul-stenen, som han tænder og holder brændende med spæk.

Mens drengen vokser til tiltrækker han småfuglene, som han snart kan nedlægge med stenkast. På samme vis går det med sælerne, så snart han får kajak, og harpun med en lille blære. Quj. blir hurtigt storfanger, rygtet om ham når vidt omkring, hvorfor to gamle fiskere under en sulteperiode søger hen til hans boplads. De bliver særdeles gæstfrit modtaget og rigeligt beværtet, først med nyrestykker, så med nykogt kød, der er helt mørt, og endelig med friskkogt kød, da Quj. vender hjem med fangst. De får ny skind at sove i og overlæsses med kødgaver da de tar hjem i deres kajakker. Den ene gamle er alligevel sur over beværtningen pga. det nyrestykke han havde svært ved at tygge. Han vil lave tupilak mod Quj. Den anden søger forgæves at få ham fra det, og da tupilakken er blevet levende, først i forskellige fugleskikkelser og siden som en stor netside, sender dens skaber den mod Quj. Men denne forsvinder gang på gang for øjnene af tupilakken, der beslutter at angribe Quj. inde i hans hus. Men da den vil op på den flade strand, er denne pludselig fyldt med klipper, der i stykker rasler ned og smadrer tupilakkens ribben. Dette gentager sig. Og da det endelig lykkes den at komme op til huset går en stor fugl til angreb på den og hugger først det ene og siden det andet øje ud på tupilakken. Denne beslutter lidende og sultedøden nær at vende sig mod sin skaber. Denne sidder med lukkede øjne mod sollyset og synger om at tupilakken skal æde indvoldene på Quj. Vandet blir rødt, tupilakken har ædt sin skabers indvolde. Den rejser ud til havs, hvor den blir en stor-tupilak.

En vinter da frosten er blevet så hård og langvarig at havet fryser til helt ind til isfoden er det slut med Quj.s fangst. Trist og beskæmmet ber han sin mor henvende sig til Tuttu og hendes mand om at fjerne isen. Moderen går derhen med en halv sortside og en halv side spæk, som hun lokkende lader glide først ned gennem husgangen. Det blir Tuttu, der kalder til åndemaning. Hun ser to lysflammer ude i horisonten. Det er en hvalros og en isbjørn der nærmer sig, mens de hhv. hugger og klasker isen i stykker. Isbjørnen kommer ind, suger hende til sig med sit store åndedræt, bider hende i skridtet, kaster hende ud til hvalrossen, der spidder hende i skridtet og kaster hende videre ud osv.. Langt ude kommer hun til bevidsthed på et isbjerg omgivet af åbent hav. En kajakmand i en yderst smal kajak (Equngasoq) får hende med. Det kniber med ligevægten, men snart går det susende ud over havet til en stejl klippe, hvor det lykkes Tuttu at komme op på en afsats og videre til Havkvindens hus. Indgangen er smal som en knivryg over en brusende elv. Hun får besked af en stemme om at bruge sin lillefingre som vinger, adlyder og når ind til den fæle, uglede og møgbeskidte kvinde, der straks kaster sig over hende, men trættes dog efter en længere kamp. Tuttu reder og renser hende og huset. I taknemmelighed lader Havkvinden hende flytte sin lampe. Det myldrer ud med alke og senere alskens sæler. Tuttu skal kradse de sæler mellem øjnene, som hun synes om, at hendes mand senere skal fange. Hjemme igen med rifter i ansigtet efter slåskampen med Havkvinden giver Tuttu dem Havkvindens besked om, at de intet må fange de første fem dage, og det de fanger den 6. dag skal de give hende. Isen er forsvundet, alke og sæler boltrer sig, en enkelt fanger lader sig friste, men fanger hverken fugl eller sæl. Den 6. dag tager alle ud. Tuttu får førstefangsten af både alke og sæler, og hendes mand fanger de sæler hun har mærket. Men derefter fanger han ikke flere.

En aften Quj. hører fra de gamle at han er opkaldt efter en oppe ved Amerloq, bliver han opsat på at møde sine slægtninge deroppe. Han rejser med hele sin husstand hele sommeren nordpå og frosten har fået så godt fat, da de når Amerloq, at det er blevet for sent at bygge hus. Så han tager gerne mod et tilbud fra en gammel mand og hans kone om at flytte ind hos dem. Folk på stedet fisker kun på denne årstid. Men Quj., der jo tiltrækker fangstdyr, fanger snart et par sortsider. Stedets stærke mand og storfanger får ikke held med sig før længere hen på efteråret.

En aften råber nogen uden for vinduet om Quj. vil kappes (med den stærke) om først at skaffe sig en sæl til fangstblære til hvalfangst. Den gamle fortæller ham hvilken slags sæl, og det lykkes allerede næste dag Quj. at fange en sådan, længe før den stærke. Næste opfordring til kappestrid gælder hvalfangst, hvor det først gælder om at høre den første hvals ånde, der buldrer. Atter hører Quj. den først en sen aften. Til selve hvalfangsten har den stærke fået alle de unge mænd med i sin konebåd, og Quj. må nøjes med de gamle. Han udfører et underligt ritual med konebåden, som han lader glide lodret i vandet ad en klippeside, for derefter at tømme den og endelig lade sine roere ro ud. Gang på gang nærmer hvalen sig hans konebåd, længere og længere ind mod stranden, også efter at den er såret, mens den stærke hver gang kommer for sent fordi han tror, at den ville søge ud mod det åbne hav. Den stærke bryder til slut Quj.s forbud mod at nogen andre end hans mor må spise først af hans førstefangst, og det går galt. Den stærke spytter og fråder og jamrer. Man må vente længe på Quj's mor, der kommer krumbøjet med sin ulu på ryggen og får sin bid mens hun siger noget smukt om hans førstefangst.

Var.: Rejsen til havkvinden. Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Hist.: Sydlændinges rejser nordpå.

Kommentar: Bemærk den gentagne rolle lys, øjne og blindhed spiller i forløbet.

Det er iøvrigt en meget morsom, komedieagtig version, hvor fortidens skræk for tupilakker aldeles synes overvundet.

Transporten ved isbjørn og hvalros peger på den østgrønlandske angakkoq / åndemaner-grad: puulik. Initiation; Genoplivelse. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Oversættelse ved af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

Fortællingen om Kumallaasinnguaq.

Det fortælles at Kumallaasinnguaq og Asalooq var fætre, holdt meget af hinanden og aldrig forlod hinanden. Den ene kom altid hen og hentede den anden, når han skulle på fangst. Det siges at Kumallaasinnguaq var storfanger, mens Asalooq var en ukyndig fanger, der ind imellem ikke kunne klare sine fangstdyr. Engang kom Kumallaasinnguaq af sted alene. Da han hen på eftermiddagen kom tilbage opdagede han, at han fætter alligevel var taget af sted. Han ventede nu på at fætteren skulle komme tilbage, men da det blev aften og fætteren endnu ikke var kommet hjem, blev Kumallaasinnguaq oppe hele natten.

Kumallaasinnguaq begyndte så at søge efter sin fætter i håb om bare at finde hans fangstredskaber. Han holdt op med at fange og roede alle mulige steder hen i kajak.

Engang da han roede ind i en stor fjord og var kommet et stykke ind i den, så han en kajakmand stævne ind ad fjorden. Da han roede hen til ham, var det én han slet ikke kendte. Han havde en fuldvoksen spraglet sæl på slæb, men ingen kajakfangstredskaber og han så, at han kun havde en stor bue fastklemt på sine tværremme. Da Kumallaasinnguaq var kommet hen til ham indbød kajakmmanden ham til at tage med hjem på besøg, og Kumallaasinnguaq slog følge med ham. Da de gik i land i bunden af fjorden, ville Kumallaasinnguaq bære sin kajak et lille stykke op fra stranden. Så sagde kajakmanden: "Mine dumme bopladsfæller kan være temmelig ubehagelige på nærmere hold, så du må anbringe din kajak så den allerede ligger parat med forenden ud mod fjorden. Kumallaasinnguaq tænkte: "Det lyder ikke særligt betryggende." Kajakmanden gjorde sin fangst af en fuldvoksen spraglet sæl klar til at bære på ryggen og spurgte så Kumallaasinnguaq: "Kan du løbe lige så hurtigt som landdyrene?" Kumallaasinnguaq tav lidt men sagde så: "Nogle af dem kan jeg følge med hvis jeg anstrenger mig, mens jeg har det sværere med andre." Den anden tog så sin spraglede sæl på ryggen og stak i rend opefter, og det siges, at bunden af den store fjord endte ved en meget høj ås. Da de var nået et stykke op ad åsen fik Kumallaasinnguaq svært ved at følge med, selv om den anden bar en fuldvoksen spraglet sæl på ryggen, og han selv ingenting bar. Da de var kommet op på toppen af den store ås, sagde den anden: "Mine dumme bopladsfæller kan være temmelig ubehagelige på nærmere hold, så lad os vente til de falder i søvn." De tilbragte aftenen dér for at vente til et senere tidspunkt. En stykke hen på aftenen ville den anden så se til sine bopladsfæller. Da de kom hen på solsiden af den store ås, kunne de nu se en masse telte ved bredden af en stor sø. Da de gik ned, så de ikke et eneste menneske. Da de gik ind i teltet hos værten, opdagede Kumallaasinnguaq, at værten og hans kone boede alene dér. Der holdt de så hyggeaften mens værten fortalte historier. Da de havde lyttet til ham gik de sent om aftenen til ro. Mens Kumallaasinnguaq lå i sin bedste søvn kunne han pludselig høre den anden sige: "Mine dumme bopladsfæller kan være temmelig ubehagelige på nærmere hold, skynd dig hjem inden de vågner." Da Kumallaasinnguaq skyndte sig op og skulle til at gå ud, sagde den anden: "Når jeg regner med at du er nået ned til din kajak, vil jeg ryste mine store bukser!"

Da Kumallaasinnguaq kom ud af teltet, fór han afsted, alt hvad han kunne, fordi han var meget utryg ved de der bopladsfæller i så mange telte. Han nåede toppen af åsen og begyndte at løbe ned ad den anden side, da han midtvejs nede hørte to kraftige skrald. Kumallaasinnguaq blev endnu mere nervøs og løb nedad af alle kræfter. Da han nærmede sig sin kajak oven fra, begyndte de at dukke op oven over ham, og du godeste for en masse mennesker! Han nåede sin kajak, da forfølgerne var lige i hælene på ham, kom ned i den og stævnede så ud. Da han lagde ud, stillede de sig op inde på land, og snart kunne man kun høre noget der ramte vandet med et skarpt smæld. Nu ramte pilene vandet som en byge af regn. Han var endnu uskadt, da der blev længere mellem pilene. Da de ikke længere kunne nå ham med deres pile, blev de bare stående nede ved stranden, og da Kumallaasinnguaq fik set nærmere på dem udefra, så han at det var væsener med overkroppe som mennesker og bagkroppe som dyr (eqqillit). Da de ikke fangede Kumallaasinnguaq og han nåede hjem, kunne han ikke få det ud af hovedet som han havde set.

Engang da han var på kajaktur stødte han på drivtømmer af rødved, der så ud til at kunne bruges til en bue. Han tog det med hjem. Senere stødte han også på et stort stykke drivtræ af let træ, og da han også tog det på slæb, kom han også hjem med det. Af det første træ han havdet fundet lavede han en bue, og da han var færdig med den, begyndte han at kløve det andet stykke og gik i gang med at lave en masse pile. Han begyndte at fylde et uopskåret skind af en fuldvoksen grønlandssæl med sine pile. Da det var helt fyldt op og han således var færdig med det han ville lave, vågnede de en morgen til det dejligste vejr. Da han havde gjort sin kajak klar, tog han skindet af grønlandssælen, der var fyldt med pile, bag på kajakken og klemte buen fast under tværremmene. Derefter roede han indefter i den store fjord. Da han havde nået bunden, sørgede han først for at hans kajak vendte forenden udefter, og da han havde taget sin bue og sine pile på ryggen, gik han op ad åsen. Da han kom til toppen ventede han først til det blev aften. Da han regnede med at de var gået til ro, brød han op og gik hen for at se lejren. Da han fik øje på den og ikke så et eneste menneske, gik han derned. Lidt ud for teltene lå der en lille sø med en ø. Og med udgangspunkt inde ved den lille sø, stak han sine pile ned i jorden i et antal, der svarede til hvor mange gange han regnede med at affyre pile. Da han havde stukket pilene i jorden, tog han skindet af grønlandssælen med resten af pilene på ryggen og sprang så ud til den lille ø med dem. Da han havde lagt dem på den lille ø, sprang han tilbage ind på land, og da han begyndte at gå opad for at kalde på beboerne og derfor var meget opmærksom på omgivelserne, mærkede han en lille bevægelse. Han undersøgte det nærmere og så, at det var et menneske, der gik meget foroverbøjet. Staks han så det, gik han hen imod det. Nærmere på og ved nærmere eftersyn forekom det ham at det lignede Asalooq: Han så efter og så genkendte han ham. Det var hans sølle fætter Asalooq, der gik foroverbøjet. Da han kom hen til ham sagde Kumallaasinnguaq: "Hvor har du været, jeg har ledt efter dig i nu mange dage, men vidste dårligt nok hvor jeg skulle søge. Jeg er helt holdt op med at tage på fangst, og nu er jeg kommet helt her hen. Jeg har søgt efter dig i håb om dog at kunne finde et af dine fangstredskaber." Da udbrød Asalooq: "Jeg har forsøgt at jage alle dem der bor her." "Du vil bare være i vejen, gå derned og lad mig springe over til den lille ø derude med dig," sagde Kumallaasinnguaq. Kumallaasinnguaq lod Asalooq gribe om sig bagfra og sprang så ud til den lille ø med ham. Der formanede han ham så: "Jeg tager tilbage og kalder på beboerne. Du bliver her!"

Efter at være sprunget tilbage tog han først hen til den mand, som han havde været på besøg hos tidligere. Med buen spændt lindede han lidt på teltforhænget og så, at han og hans kone lå ved siden af hinanden i dyb søvn, og manden havde sit hoved hængende ud over briksekanten. Kumallaasinnguaq ramte ham med pilen lige i struben, og da konen begyndte at skrige og stå op, skød han hende med en pil og sprang hen til sine andre pile. Deres bopladsfæller blev alarmerede og begyndte at strømme ud af teltene, og Kumallaasinnguaq var nu travlt optaget af at afskyde sine pile, og langsomt fik han mere og mere travlt, da der kom flere og flere at skyde på. Han tog så den pil, han havde stukket i jorden tæt ved søen, skød den af og krummede sig så sammen og sprang ud til den lille ø. Han sagde til sin sølle fætter "Duk dig bag mig, og lad være med at kigge hen over mig." Kumallaasinnguaq vendte sig ind mod land og krummede sig sammen med sin sølle fætter bag sig. Beboerne stillede sig op inde ved søbredden, og der var så mange at søens overflade genspejlede lutter ansigter. Der kom en sværm af pile - som en byge af regn. Mens Kumallaasinnguaq endnu ikke var blevet ramt, begyndte blodet at flyde fra hans kind, og det skyldtes hans pilefjers lette strøg hen over kinden. Det viste sig, at beboernes kvinder var de dygtigste til at skyde med bue. De tog pilene ovenud af deres tøj foran, og straks var de parat med spændt bue. Efter fortsat at have afskudt en tæt sværm pile, blev der lidt længere mellem dem, og de var altså ved at udgå for dem. Da så pilene landede med lange mellemrum tænkte Asalooq: måske jeg lige skulle kigge lidt. Da der længe ikke var dukket nogen pil op, kiggede Asalooq en anelse hen over sin store fætters skulder, og han blev omgående ramt lige midt mellem øjnene og faldt bagover. Fætteren nøjedes med lige at kigge bagud og straks frem igen. Da de allesammen gav sig til at flygte mod deres telte før han overhovedet var blevet ramt, tog Kumallaasinnguaq sine pile på ryggen og sprang ind på land og begyndte at forfølge dem, mens han skød sine pile af. Han dræbte dem en efter en, og da han havde dræbt dem allesammen, vendte han tilbage og gik ned, og da han sprang over til den lille ø så han, at hans stakkels fætter lå død med en pil i sig. Han trak pilen ud, rystede ham og sage "Hør du, hvad bestiller du, en mand taler til dig, stå op!" Jamen så satte fætteren sig op. Han tog ham med hjem, og Kumallaasinnguaq kom altså hjem med sin sølle fætter, selv om hans familie havde opgivet ham. Nu var der ikke længere tale om, at Kumallaasinnguaq ville lade sin fætter alene, og han kom altid forbi for at hente ham, når han skulle på fangst.

En morgen han skulle på fangst og kom forbi efter ham, sagde han at den dag ville han ikke, og så tog Kumallaasinnguaq ud alene. Da han var taget af sted og det var blevet op ad dagen, og mens Asalooq stadig var inde i huset, blev der råbt "isbjørn" uden for. Da Asalooq kom ud så han, at kajakmændene begyndte at ro ud. Først kiggede han bare efter dem, men da han tænkte at han kunne redde sig en fangstpart, tog han af sted uden nogen form for sikkerhedsudstyr, fordi det var helt vindstille. Det viste sig at det var en isbjørn så olm, at man ikke kunne komme ind på den. Så snart en kajakmand begyndte at nærme sig den, gik den til angreb som en søkonge, der padler rask frem med fødderne, og dens labber lavede voldsome svuplyde i vandet. Så måtte alle kajakmændene lade sig nøje med at skodde et stykke på afstand. Da det var umuligt at kaste et våben mod isbjørnen og ingen kajakmænd kunne nærme sig den, roede Asalooq hen til en af kajakmændene i nærheden og sagde lavt: "Nu lader Kumallaasi derude vente på sig, gid han havde været her nu." Da han sagde det, udbrød den anden: "Dit ærkefjols, når en isbjørn ter sig på den måde, kan en kajakmand ikke gøre den noget." Og imens paskede han havvand over ham med kajakåren. Asalooq blev så gennemblødt, da han pralede med sin fætter, at vandet dryppede fra ham, og der var ikke et tørt sted tilbage på ham. Asalooq spejdede udefter, fordi Kumallaasinnguaq altid kun tog fangst ude til havs. Igen nærmede den uheldige Asalooq sig en af sine kajakfæller og sagde stilfærdigt: "Kumallaasinnguaq lader vente på sig," og straks udbrød den anden: "Dit ærkefjols, når en isbjørn ter sig på den måde, kan en kajakmand ikke gøre den noget." Og imens pjaskede han så meget vand på ham, at hans kajak kom til at ligge temmelig dybt, fordi han ikke engang havde halvpels på. Nu var der ikke eet tørt sted på Asalooq, men han havde alligevel ikke lyst til at ro i land. Ind imellem kiggede han ud mod vest. Det siges, at når Kumallaasinnguaq roede ind mod land, kom hans kajak ikke til syne før man kunne se hans pagaj. Da Asalooq igen spejdede mod vest, dukkede glimt af Kumallaasinnguaqs pagaj frem i det fjerne. Asalooq spejdede efter ham ind imellem, og Kumallaasinnguaq blev hurtigt tydeligere, og først da man tydeligt kunne se hans pagaj, råbte Asalooq af al kraft: "Isbjørn!" Da Asalooq havde råbt "Isbjørn!", stansede Kumallaasinnguaqs pagaj, som om han begyndte at lytte. Og så råbe Asalooq igen "isbjørn!" til ham af al kraft. Efter at være stoppet op et øjeblik, begyndte Kumallaasinnguaq at ro indefter så hans pagaj lignede et roterende slibestenshjul, og det var som om han kom susende indefter over is. Da han nærmede sig de mange kajakmænd, flyttede de sig, så der blev en åbning i deres rundkreds. Og da isbjørnen fik øje på Kumallaasinnguaq, der kom ind forbi kredsen af kajakmænd, rejste den sig op i vandet og gik til angreb på ham; og Kumallaasinnguaq roede endnu hurtigere direkte mod isbjørnen. Og da han skulle til at krydse isbjørnens bane, kastede han sin harpun mod den, og den store isbjørn væltede stendød om til den ene side.

Da Kumallaasinnguaq begyndte at gøre sin store fangst klar til slæb, samledes de mange kajakmænd og føjede sig sammen med pagajerne stukket ind under hinandens tværremme, så de blev en lang række. Asalooq spejdede efter ham, der havde strintet vand på ham og fandt ham lige i nærheden. Han nærmede sig, og da han var henne ved siden af ham, gjorde han sin pagaj klar til at strinte vand på ham og sagde: "Da Kumallaasinnguaq nu engang er som han er, bliver man ind imellem misundelig på ham og vil gerne nedgøre ham; Kumallaasinnguaq har dræbt alle de mange væsener med menneskeoverkrop og dyreunderkrop (eqqillit)." Så hævede han sin pagaj og skulle lige til at strinte vand på den anden, men da han så hvor bange manden var, opgav han efter stor overvindelse sit forehavende. Det siges, at Asalooq derefter aldrig mere forsvandt, og her ender beretningen.

Var.: Søg på Kumal*; Asalooq; Kumallaat.

Kommentar: en usædvanlig godt fortalt variant

Denne version er ikke publiceret af Knud Rasmussen. I hans Inuit fortæller, II 1981: s. 30 - 32 er Rinks bredt resumerede version af Arons Qivaaqiarsuk trykt ord til andet. Se ID 69.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Fortællingen om Qivaaqiarsuk.

Det fortælles at Qivaaqiarsuk boede inde i fjorden men hørte at der ude ved Kangeq altid var mængder af fangstdyr. Længe holdt han det han havde hørt for sig selv, men så bestemte han sig omsider til at tage dertil og overvintre, og da det blev forår tog de til Kangeq for at overvintre. Da de nåede Kangeq var han kommet til et område netop så rigt på fangstdyr, som han havde hørt. Imponeret over det kunne han dårlig bestemme sig til hvad han skulle jage, mens han i husbygningsperioden hele tiden kom hjem med fangst. Desuden var der masser af helleflyndere og alt muligt andet at fange. Efterhånden som efteråret skred frem blev der kortere og kortere mellem grønlandssælerne, og Qivaagiarsuk landede flere og flere fangster.

       En dag var han ude sammen med mange kajakmænd fra Kangeq på deres fangstfelt. Det var en dag med mildt og meget smukt vejr, og de gjorde holdt dér hvor de ville ligge på lur efter fangstdyrene. Qivaaqiarsuk, der som altid var opmærksom på omgivelserne, spejdede rundt, og da så han at det var begyndt at fyge inde fra fjeldene af en fralandsstorm, og at fjeldene så helt lodne ud. Han blev ved med at holde øje med dem og så, at det efterhånden begyndte at fyge helt ude ved kysten. Han roede hen til en af sine kajakfæller og sagde: "Nu har vi snart stormen over os, for de store fjelde er begyndt at fyge af en fralandsstorm." Men den tiltalte sagde bare: "Stormen når næppe herud." Da han ikke sagde mere, forlod han ham bare. Netop som han fjernede sig, nærmede fygningen sig endnu hurtigere. Så nåede den ud til de yderste fjeld og lignede nu en stor sky. Han roede hen til en kajakfælle og sagde: Når fralandsviden ter sig sådan, er det ikke nogen blid vind der kommer. Nu falder stormen over os." Først nu blev hans kajakfæller opmærksomme og klar over faren. De samledes allesammen, bandt alt det fast der kunne fastgøres, og så var der ellers ingen der virkede tunge og langsomme da de alle gav sig til at vende rundt med kajakken for at gøre helpelsen blød og smidig. Og nu var kysten helt forsvundet i den forfærdelige fygning. De var kun lige begyndt at ro indefter da stormen var over dem, så alt blev usigtbart og de ikke længere kunne se land. Først fulgtes Qivaaqiarsuk med de andre kajakmænd, men da han syntes det gik for trægt fordi de var for langsomme, roede han i forvejen. Meget længe kunne han intet land se forude, og han var blevet helt utålmodig efter at få land i sigte, da han pludselig fik øje på land ret fremme. Han søgte længe at finde ud af hvor han var, men så begyndte det at lysne og han kunne slet ikke genkende de mange omkringliggende øer. Da så området i syd blev synligt og han fik set nærmere på det, genkendte han fjeldene ved Kangeq langt dernede sydpå. Han var faktisk nået til land ved øgruppen Satsissunnguit, fordi vinden havde bragt ham et godt stykke ud af kurs. Da han nu endelig genkendte omgivelserne og det klarede op hele vejen sydpå, roede han i den retning. Da han kom hjem så han, at alle de mange mænd fra Kangeq endnu ikke var kommet hjem, og de ventede og ventede, men det blev aften uden at nogen endnu var kommet hjem. Ikke en eneste af alle de mange kajakmænd fra bopladsen kom tilbage.

       Da Qivaaqiarsuk nu havde mange mennesker at forsørge tog han på fangst og harpunerede sæler efter antallet af kvinder i Kangeq. Når han mente han havde fanget nok vendte han hjem, og når han havde givet de mange Kangeq-enker hver en sæl at slæbe op, slog det lige til, og hver havde fået sin sæl at trække hjem. Således sørgede han for at ingen kom til at mangle noget.

       Mens han sådan sørgede for at alle fik hvad de havde brug for, blev det rigtig vinter. Så en dag var Qivaaqiarsuk for en gangs skyld ikke taget på fangst men beskæftiget med noget håndværk. Det var springtid og meget lavvandet netop på det tidspunkt. Netop da ebben var på sit laveste blev der råbt ind af vinduet:

"Man beder Qivaaqiarsuk om at ro os allesammen ud til det lille skær, for vi ville gerne ud og samle søl (spiselig rødalge)." Qivaaqiarsuk reagerede ikke på det. Efterhånden blev der råbt oftere og oftere. Da han så blev træt af råbene og de stadig ikke ville gi' sig, lagde han til sidst sit arbejde fra sig og kom ud. Og da han havde bragt sin kajak ned til vandet roede han kvinderne over til skæret (en for en). Da han havde fået dem over allesammen bar han sin kajak op, og da han var inde igen fortsatte han med sit håndværk. Nogen tid senere var havet begyndt at stige igen, og så blev der råbt: "Man beder Qivaaqiarsuk fragte os ind fordi vandet stiger." Han reagerede ikke og deres råb blev efterhånden mere og mere bønfaldende. Til sidst klamrede de sig fast til hinanden derude. Da højvandet nåede op over dem kunne man høre dem skrige, og da det yderligere steg, blev der endelig stille.

       Først da højvandet var nået op over dem gik han ned med sin kajak og roede ud til dem, og derude flød de rundt omkring i vandet. Det tog sin tid at få fragtet dem ind. Men da han havde fået dem op på land allesammen, sprættede han maven op på den mest fjantede af dem og skar mavesækken ud, tog den med hjem og pustede den op, og så hængte han den op til tørring. Hver morgen når han følte efter, fandt han den endnu ikke tør nok. Så en morgen da han var vågnet og følte efter, gav den en ganske svag trommelyd fra sig, for nu var den knastør.

       Han gjorde sin kajak klar, bandt spilopmagerens mavesæk fast på tværremmene på sin kajak og roede stik udefter. Da han var kommet lidt forbi det store skær fik han øje på netsider, der i en stor flok svømmede hastigt indefter uden at dykke. Da han var kommet ganske tæt ind på dem, satte han farten op og kom midt ind i flokken, hvor han slog løs på dem med spilopmagerskens mavesæk mens han sagde: "Kom aldrig mere ind (bliv aldrig ?) bag øerne i så stor en flok", og mens han stadig slog løs på dem kom han ud af midten og forbi flokken. Så bandt han igen mavesækken fast på tværremmene på sin kajak. Kort efter han var forbi flokken traf han på en stor flok sortsider, der svømmede indefter uden at dykke. Han satte igen farten op og kom ind midt i flokken, rev den tørrede mavesæk fra kajakkens tværremme og slog igen løs på dem med samme ord: "Kom aldrig mere ind bag øerne i så stor en flok." Igen nåede han forbi flokken uden at mavesækken gik i stykker. Han fortsatte med at ro udefter, og da han nu var forbi denne flok fik han øje på en endnu mørkere stime. Tæt på så han at det var en stor flok fuldvoksne grønlandssæler der svømmede indefter, og igen uden at dykke. Igen satte han farten op, slog også løs på dem og gentog sin frase: "Kom aldrig mere ind bag øerne i så stor en flok." Mens han fortsatte med at slå kom han midt tværs igennem flokken. Da mavesækken stadig holdt roede han videre udefter. Langt ude til havs fik han øje på et lille isbjerg som dønningerne løftede op og ned så det indimellem forsvandt i havet. Da han roede derhen og næsten var fremme, satte han farten op, og netop som det igen hævedes op af vandet, rev han den tørrede mavesæk af sine kajaktværremme, slog på isfjeldet af al kraft og kunne ikke høre andet end en ringen for ørerne. Han følte det som om han var ved at besvime. Det varede en rum tid før han genvandt bevidstheden og fik set på det han havde i hånden: Mavesækken var sprængt. Qivaaqiarsuk roede så mod land og kom hjem uden at have fanget noget. Senere forlød det at folk på de omkringliggende bopladser den dag havde oplevet at det spøgte med tordenagtige brag.

       Da Qivaaqiarsuk hele vinteren ikke havde truffet andre mænd ønskede han nu og da at få gæster, fordi han levede ene mand blandt kvinder. Da dagene tog til at længes var der så engang han først tænkte på at tage til havs, men i stedet bestemte sig til at tage på fangst syd for bopladsen. Han tog af sted og ville forbi Qeqertangusakkuluk på fangst. Vest for øen havder der siden efteråret ligget et stort isfjeld på grund. Han var nu lige ved at passere det store isfjeld da han ud af øjenkrogen fangede en lille sort plet i strømhvirvlen ved det store isfjeld. Han vendte øjnene derhen og så nu, at spidsen af en kajak var på vej op mens den drejede rundt i strømhvirvlen. Mens han kiggede på den dukkede der en kajakmand op af vandet, helt lysblond og med et stykke hvidhvalshud klemt fast under sine kajaktværremme. Da han var helt oppe, dukkede endnu en kajakspids op af vandet, mens Qivaaqiarsuk bare sad og så på. Op kom så en anden kajakmand, og han var helt igennem grønlænder. Kun hans øjne lyste op i ansigtet, og han havde et stort stykke mattak af en ung hvidhval klemt fast under sine kajaktværremme. Begge sagde at de var kommet for at besøge ham, og Qivaaqiarsuk blev meget taknemmelig over igen at træffe andre mænd. De fulgtes med ham hjem og selv om han bad dem blive natten over, tog de af sted hen på eftermiddagen.

De store stykker mattak som de var kommet med som gæstegaver, havde han ikke lysttil og spiste ikke af dem. Næste dag tog han på fangst, og da han var væk kom hans kone i tanker om dem og spiste noget af dem. Da Qivaaqiarsuk havde været ude på fangst og kom hjem, opdagede han at hans kone havde mistet forstanden i den grad at det var umuligt at styre hende. Kajakmændene var altså kommet med disse gæstegaver for at få Qivaaqiarsuk til at miste forstanden. Da konen døde uden at være blevet rask, siges det at Qivaaqiarsuk det følgende forår vendte tilbage til sin boplads inde i fjorden uden at have taget sig en ny kone.

Her ender fortællingen.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Var.: Qivaaqiarsuk.

Tolkning: Det forklares ikke hvorfor Q. forbyder de tre sælarter at komme ind i store flokke bag øen. I Arons variant sker det, fordi Q. på vej ud forbi øerne har svært ved at passere de tætte stimer. Hos Aron (se ID 69 med kommentarer) ender Qiv. med at dø af sult, fordi han har forbudt sælerne at komme i sådanne mængder. Måske skal det yderlige begrunde at mængden af fangstdyr ikke længere er så overdådig ved Kangeq som de gamle sagn fortæller. Det er forklaringen i Simon Nielsens version, der imidlertid lader Qiv. afhjælpe mangelen med de mange sæler han skaffer med den oppustede blære. Varianten blev fortalt i Grønlands Radio efter 2. verdenskrig og er analyseret af Arnaq Grove i hendes Ph.D. afhandling: Nedskrivning af nyere grønlandsk mundtlig fortælletradition. Upubl. Institut for Eskimologi, 2000.

Oversættelse (ufuldstændigt håndskrift) ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om Qaasuk

Da Qaassuks familie flyttede nordpå fra Qooqqut, og da hans søn undervejs blev svigersøn hos en stor brødreflok i Ikkamiut, hvor han skulle giftes med deres eneste søster, bosatte faderen sig ud for Amerloq på øen Qassit. Da Ikkamiut-boerne fik Qaassuks søn til svigersøn, mens faderen boede i Qassit, fik de stor nytte af ham, fordi han med lethed fangede alle slags fangstdyr og aldrig holdt sig hjemme uanset vejret. Derfor holdt hans mange svogre meget af ham og modsagde ham nærmest aldrig fordi de vidste, at han var en stærk og magtfuld person.

Da sommeren var gået og det var blevet sent om efteråret, og der ikke var langt til de korteste dage, var han ude en dag vejret ikke var det bedste. Han kom hjem lige før det blev helt mørkt og havde fået rigeligt med fangst. Da hans kone havde været ude at flænse fangsten og havde været længe om at blive færdig og gik op og kom ind i huset, sagde hendes mand nogle få bebrejdende ord til hende og tav derefter stille. Da begyndte den ældste af brødreflokken at overfuse ham med hårde ord, og da svogeren ind imellem svarede igen, blandede de andre brødre sig og begyndte også at sige hårde ord til deres svoger. Til at begynde med nøjedes de med at skælde ud på ham, men så overfaldt de ham korporligt. Deres stærke svoger skubbede gang på gang brødreflokken fra sig til alle sider, og kvinderne søgte tilflugt inderst på briksen.

Da de begyndte at vælte husstolperne, skubbede den stærke svoger dem igen væk fra sig og mærkede i det samme en svien i sit underliv, og det var faktisk en af svogrene der havde grebet en kniv og stukket ham i underlivet. Den stærke svoger pustede på sin håndflade og strøg sig hen over sit store sår, og bagefter kunne man ikke engang se et ar. Men langsomt kom der flere knive. Da hans blodtab efterhånden blev for stort ville han prøve lykken med at bruge husgangen. Men når han gjorde sig klar til at springe ud i den efter at have verfet dem fra sig, stillede andre sig i vejen for ham ... (her slutter håndskriftet)

Var.: Qaassuk / Qaasuk

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om sydlændinge, der rejste nordpå

Der var en gang nogle sydlændinge, der havde hørt, at der var mange

fangtsdyr nordpå.

Husfaderen sagde til de unge, at de gerne måtte rejse nordpå, hvis de

ville. Det lod de sig ikke sige to gange.

De tog afsted meget tidligt om foråret. Og de rejste og rejste nordpå,

og undervejs nordpå blev der flere og flere fangstdyr.

Det var ved at blive efterår, uden at de endnu havde truffet

mennesker. Det var i gamle dage, da der ikke boede så mange mennesker

i området. Frosten gik i jorden, mens de stadig søgte at træffe

mennesker.

En dag, da de netop skulle til at bygge hus, fik de bag et næs øje på

et hus med to vidt adskilte vinduer. De lagde til neden for huset,

uden at der endnu havde vist sig mennesker. Da ingen kom ud af huset,

gik de derop. De gik ind og opdagede, at det var et dejligt hus, og

at hele inventaret var på plads. Der var ingen hjemme; og det så ud,

som om huset lige var blevet forladt. Da de havde undersøgt hele

tomten, sagde de til hinanden: "Folk må være rejst. Lad os vente på

dem derinde." De flyttede ind i huset.

Der var hyggeligt og rart overalt i huset (lidt omskrivning).

De havde nu ventet længe på husets beboere. Det blev hen på efteråret.

Da vinteren så småt meldte sig, ventede de ikke længere, at der kom

nogen.

På det tidspunkt, hvor sydlændingene fangede mest, blev dagene

kortere, og isen var ved at lægge sig. Med en god fangst af narhvaler

havde de sikret sig vinterforråd, da der kom en periode med snevejr og

begyndende islæg. Sydlændingene syntes, at det var meget spændende,

fordi de ikke var vant til at se is. Da isen blev sikker, færdedes de

på den som på landjorden.

En dag - det var på et tidspunkt, hvor den korteste dag nærmede sig -

var de på fangst nord for deres boplads. Så skete det, at de ganske

uventet traf mennesker. Det var en slæde på fangstrejse sydpå.

De fremmede inviterede dem hjem; og da de med slæden i spidsen kom til

til de fremmedes boplads, blev de overraskede over at se en ret stor

samling af huse, som de ikke tidligere havde lagt mærke til.

Der var så mange venlige mennesker, at det var svært at imødekomme

alle indbydelser. Ved afrejsen sydover efter besøget inviterede

sydlændingene dem på besøg, når de ville.

Nu kom der ellers gang i de

gensidige besøgsture. Det var netop i dagene op til den korteste dag.

Den gang var det skik at holde fest på selve denne dag i nyt tøj fra

top til tå. Da sydlændingene dagen før den korteste dag skulle afsted

til bopladsen i nord, ville de egentlig have haft alle med. Men en

lille enke meddelte, at hun ikke ville med, fordi ikke alt hendes tøj

var nyt. Ved afrejsen opfordrede hendes husfæller hende endnu

engang til at tage med, men da hun forsat ikke ville, efterlod de hende.

Da de andre var rejst, satte hun om aftenen fuldt blus på alle

lamper og arbejdede hele tiden. Men lige med et fik hun en stærk

følelse af, at hun var bange. Hun forsøgte at slå det hen; men til

sidst måtte hun opgive sit arbejde. Hun sad der og var opmærksom på

hver eneste lyd, da hun opfangede en skingren fra et sted oven for

huset. Med skærpede ører blev hun klar over, at noget nærmede sig; og en

stemme sagde: "Og jeg som sådan ønskede, at der skulle være nogle i

huset. Jeg vil skræmme dig til døde."

Et eller andet strøg forbi huset som ild, dukkede ind i gangen og

på vej ind snakkede det løs. Kvinden kunne ikke gøre

andet end at holde sig væk fra indgangen. Så såre væsenet kom ind i

gangen, slukkedes samtlige lamper. Og i hast fik kvinden fat i sin

sælskindsanorak. Lige som hun skulle til at tage anorakken på, kunne

det høres, at væsenet kom indenfor. Det følte sig frem med

hænderne mod hende. Hun tog sin anorak på i største hast; og inden det

nåede frem til hende, var hun på vej ud så lydløst hun overhovedet

kunne.

Endelig lykkedes det hende at komme ud, og nu satte hun efter de andre

af alle kræfter. Hun var nået temmelig langt fra huset, da hun kiggede

tilbage og opdagede, at væsenet kom ud af huset og fulgte efter hende.

Det sås som ild, der svævede hen over jorden.

Hun var nu nået ud på isen, og da forfølgeren var ved at indhente

hende, søgte hun tilflugt i en hule i et isfjeld, der siden efteråret

havde ligget på grund; for der var ingen andre tilflugtsteder.

Væsenet nåede lige netop ikke at få fat i hende, før hun smuttede ind

i hulen. I stedet fløj det så højere op i luften og begyndte at svæve

rundt over isfjeldet, mens det snakkede løs: "Nu er jeg blevet

rask, kom bare ud." Til sidst satte det sig ovenpå det store isfjeld.

I samme øjeblik det satte sig, forandrede det sig til en meget smuk kvinde i

en pels så hvid, som var den aldrig var blevet rørt ved, og med sømme så fine, at de næsten ikke var til at få øje på. Så sagde hun: "Nu vil jeg fortælle dig noget. Da jeg (som lille barn) blev mig bevidst, havde jeg kun brødre. Jeg var den ældste. Da den ældste af mine brødre fik sin første kajak, sørgede jeg altid for, at ingen af de fugle han fangede gik til spilde. Således gik der ikke et eneste skind af de søkonger, han fangede, til spilde. Du kan selv se, at jeg stadig holder dem pæne. Alle mine brødre blev dygtige fangere; og de sørgede for, at jeg ikke kom til at mangle noget som helst. Alle mænd, der kom og friede til mig, blev

afvist, fordi mine brødre ikke ville af med mig. En dag kom der igen

en mand ind og friede til mig. I mit stille sind ville jeg meget gerne

giftes med ham; men som sædvanlig blev han afvist af mine brødre, der

ikke ville af med mig. Jeg blev så ked af det - for jeg ville jo gerne

giftes med ham, at jeg besluttede at få barn med ham uden for

ægteskab. Langt om længe mærkede jeg, at jeg var med barn. Min mave

voksede sig stor og så fik jeg veer. Det gik galt med fødslen. Jeg

fik frygteligt ondt i hovedet og mistede forstanden. Det viste sig, at

jeg var blevet sindssyg. Nu har jeg fortalt dig det, og jeg er blevet

rask. Kom herud." Hun havde jo lige betragtet en kvinde, der intet

fejlede; men ligesom hun skulle ud af hulen, ændrede kvinden

pludselig skikkelse.

Det var lige ved, at væsenet fik fat i hende, og hun måtte igen krybe

ind i hulen. Selv om væsenet udenfor fortsatte med at lokke hende ud,

blev hun derinde.

Efter en tid sagde væsenet: "Den frygtelige mavepine var ved at vælte

mig om." (? Hvad der nu menes med det, CB.) Idet væsenet sagde dette, fløj

det og forvandledes til ild. Hun holdt øje med det og så, at det forsvandt

ned i jorden oven for huset.

Kvinden var stadig i hulen, da daggryet kom. Det var faktisk

daggryet, væsenet flygtede fra. Første da det var

ved at blive helt lyst, løb hun afsted, alt hvad hun kunne, og nåede

sine husfæller på bopladsen nord for deres. De blev forbavsede, da

hun ganske uventet dukkede op og fortalte, at hun nær var blevet

skræmt til døde. De blev der natten over og tog sydover den

følgende dag. Om aftenen gik de i seng uden at ane uråd.

De var netop gået i seng, så hørtes der skingren udefra, og der blev

sagt: "Og jeg som sådan ønskede, at der var nogen i huset. Jeg vil

skræmme jer ihjel." Da man hørte det komme ind i gangen, slukkedes

lamperne, og ingen vovede at rejse sig fra briksen. Blandt beboerne var

der en kvinde, der ikke kunne få børn. Hendes mand hviskede til hende:

"Du er ikke uden evner. Prøv at gå hen til det; ellers bliver vi dræbt

alle sammen." Konen kom ud på gulvet, og placerede sig ved indgangen.

Ligesom væsenet skulle til at vise sig og rejse sig op, tog kvinden

sin venstre kamik af og satte foden hårdt på dets ryg mellem skulderbladene;

og idet det faldt ned i gangen, sagde det:

"Denne dumme kone, der ikke (engang) kan få børn, hun, i hvis indre der er isstykker, satte sin fod hårdt på min ryg." Og så lød det, som om nogen gled på en

stor sten.

De lå søvnløse hele natten af frygt for, at der skulle ske noget

ubehageligt.

Da det blev lyst, var de på rekognonscering i området oven for huset og

opdagede en grav, hvor der lå en kvinde med et spædbarn på skødet. De

vidste ikke, hvad de skulle gøre ved det, så de hældt noget dryptran

i den, og gik igen. Siden mærkede de ikke noget.

De blev på stedet vinteren over, og om foråret tog de videre nordpå

(? ajutserkidlutik). En dag fik de øje på et hus på den anden side af

et næs. De slog lejr på dette sted beboet af lutter mænd, der var

brødre. Mens de var er, spurgte en af mændene: "I er vel ikke

undervejs stødt på et tomt hus?" De svarede: "Jo, vi har overvintret i

et tomt hus med alt inventaret intakt." Så sagde de: "Hvor var det

pænt af jer. I har boet i et hus, som ikke er godt at bo i."

Det viste sig , at huset tilhørte disse mennesker. De var flygtet

nordover, da søsteren døde af sindssyge.

Var.: Ikke præcis. Men flere af de enkelte temaer er genkommende. Se fx Mannik.

Kommentar: De sidstnævnte brødre blir taknemmelige, fordi gæsterne ved at overvintre i huset og uskadeliggjort den sindssyges gengangeri, har gjort huset beboeligt igen.

Forestillingen om at sterile kvinder havde is i underlivet kendes bedst fra Østgrønland. Søg på: Navagiaq. At kvindelige angakkut / åndemanere ofte skulle være barnløse for at blive til noget stort, træffes i kilder til det meste af Grønland. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Mand/kvinde ...

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Qorfiks.

Det fortælles, at der i gamle dage - i de første år, hvor europæerne

havde bosat sig i Grønland, - endnu boede drabsmænd i Sydgrønland, tæt

ved Paamiut / Frederikshåb.

På en af bopladserne tæt ved Paamiut boede dengang en dygtig fanger.

Han var en mægtig mand, som aldrig led nød om vinteren, fordi han ikke

havde svært ved at fange noget. Det viste sig som så ofte før, at nogen

var misundelig på ham.

Han havde tre sønner. Han byggede en kajak til den ældste, som endnu

var lille; og han lod ham øve sig i at ro kajak tæt ved stranden, mens

de yngste først lige var blevet født.

Engang, da sønnen var begyndt at ro lidt længere ud, roede faderen sammen

med ham lige i nærheden af deres boplads. Da de var nået ud til

et område, hvorfra de ikke kunne se bopladsen, så de godt nok, at der

roede en kajakmand hen imod dem. Det var faktisk en stor

drabsmand / morder. Kajakmanden sluttede sig til dem, han fjernede sig ikke og foreslog så, at de sammen skulle gå i land. Det var altså kun et påskud.

Far og søn lagde til land sammen med ham. Mens Qorfiks far var på vej

op af kajakken, overlistede deres onde ledsager, som endnu var i sin

kajak, ham og dræbte ham med sin lanse.

Den dræbtes søn var jo kun en nybegynder, og det var ikke mærkeligt,

at han rystede over det hele ved at se faderen blive dræbt. Efter drabet forbøddrabsmanden hans lille søn, som efter sigende hed Qorfik, at sladre; ellers ville han også dræbe ham. Så roede han bort.

Qorfik ordnede faderen og lavede en grav til ham. Ikke så sært

blev han helt udmattet. Fra da af blev Qorfik vred, og

han benyttede enhver lejlighed til at træne sig stærk.

Det fortælles, at han om morgenen rykkede sine brødre i håret og

slyngede dem ud på gulvet, mens han snakkede: "De har jo ikke

overværet, hvad der skete med far. De sover bare."

Og hver gang skældte han dem ordentligt ud. Til gengæld udviklede

Qorfik sig til en god og hjælpsom bopladsfælle. Han blev en kraftkarl;

og blæsevejr var ham aldrig nogen hindring. I trange tider sørgede han

godt for dem, der ikke havde nogen forsørger, med alle deres daglige

fornødenheder. De manglede aldrig noget, for brødrene var nu blevet

voksne og fangede godt.

Qorfik holdt altid øje med om deres fjende skulle dukke op, men han så

ham aldrig.

Engang lavede Qorfik en harpunspids af ben uden od. Efter at have

forsynet den med med flettet sentråd til fastgørelse på linen, hængte

han den på lineholderen, idet han sagde: "Den skal ikke bruges til en

sæl, men til et menneske." Og der hang den fiks og færdig uden at

blive brugt.

Qorfiks boede nærmest ved kolonien, mens fjendens vinterboplads lå

længere mod syd.

På tidspunkter, hvor de forventede, at fjenden ville tage ind til

kolonien for at handle, plejede de at placere sig på hans vante rute

og ligge på lur efter ham. Men de fik gerne at vide, at han både havde

været ved kolonien og var kommet tilbage igen. Ingen vidste, hvilken

rute han havde benyttet. Qorfik blev endnu mere vred. Hans vrede imod

fjenden var så voldsom, at det gik ud over brødrene, som han ikke

rigtig snakkede med.

En morgen kom en af fjendens bopladsfæller i kajak og fortalte, at

fjenden havde passeret ham på vej nordover til kolonien for at handle.

Det var en nyhed, der passede Qorfiks.

Han satte sin harpunspids uden od, som han fandt velegnet til

formålet, på skaftet. Da de tog afsted, sagde han følgende til sine

yngre brødre: " Jeg placere mig yderst." Til sin yngste bror sagde

han: "Du placerer dig nærmest kysten. Hvis du med sikkerhed opdager, at

kajakker passerer dig nærmere land, gør du tegn med din fangstblære / fangeblære

i vejret. Der skal være lige afstand imellem os. Jeg skal være yderst.

Ser jeg nogen, hæver jeg min fangstblære som tegn."

Efter at Qorfik havde talt til sine brødre skiltes de, således

at den yngste placerede sig inderst, den mellemste i midten og Qorfik

yderst og sådan, at han kunne se, hvis de, der lå nærmere land skulle

hæve fangeblæren.

Som formiddagen gik, lå de der i forventning om, at der skulle ske

et eller andet. Sent på formiddagen, hvor Qorfik så sig ekstra godt

om opdagede han, at broderen, der lå nærmere land, hævede sin

fangeblære, og satte af i fuld fart mod land. Straks

roede så Qorfik af alle kræfter ind mod land. Og lige før han

indhentede sine yngre brødre, fik han øje på to kajakker, der roede

sydpå tæt forbi stranden. Det viste sig, at deres fjende var på vej

sydover med en ledsager. Qorfik og hans brødre kunne nu se fjenden

ganske tydeligt; denne kunne åbenbart også genkende dem, for han

begyndte at ro med en sådan fart, at han hurtigt lagde sin ledsager

bag sig.

På det tidspunkt var Qorfik ved at ro forbi sine brødre, selv om de

roede alt hvad de kunne, og han sagde til dem: "I har jo ikke set jeres

far blive dræbt; som sædvanlig sakker I agterud." Så roede han forbi

dem og satte efter de flygtende.

Drabsmandens ledsager standsede, da han var ved at blive indhentet og

ikke kunne undgå at blive dræbt af Qorfik. Da Qorfik nåede ham, lagde

han mærke til, at han rystede så voldsomt, at vandet omkring kajakken

ligefrem blev pisket op. Idet Qorfik passerede ham, sagde han:

"Ro nu lige så stille hjem. Vi øver ikke vold imod dem, der ikke har

ondt i sinde." Så var han forbi ham. Nu gik det så hurtigt, at han

ligesom halede sin store fjende til sig bagfra. Da han var lige ved at

indhente ham, satte han farten ned. Den forfulgte kiggede sig

gentagne gange bagud. Han begyndte at føle sig sikker, eftersom

forfølgeren ikke længere halede ind på ham. Han anstrengte sig

yderligere og var nu på vej over fjorden til sin boplads.

Der kom liv i hans børn, da de nu kunne se deres far.

Netop i det øjeblik, hvor børnenes øjne ufravendt var rettet på

faderen, nærmede Qorfik sig ham bagfra med en sådan fart, at det så ud,

som om han halede ind ham ind til sig.

Tænk, Qorfik havde med vilje ventet til faderen befandt sig lige ud for

børnene; for da han selv havde overværet drabet på sin far, ville han

ikke dræbe fjenden, uden at det blev set af hans børn.

Nu befandt fjenden sig ud for sit hus, og det så ellers ud, som om

Qorfik ville ro endnu tættere på, men så så man ham gøre sig klar til

at kaste sin harpun. Og mens fjenden endnu lagde alle kræfter i for at

slippe fra ham, kastede Qorfik sin harpun og ramte ham, så det gav et

mægtigt smæld. Han kæntrede, men forsvandt ikke helt under vandet, da

Qorfiks harpunskaft holdt ham flydende. Qorfik roede hen til ham og

trak sin store harpun op, idet han råbte ind til børnene: "Hvis I er

øm over ham og ikke kan undvære ham, kan I bringe ham i land."

Så drejede han kajakken imod nord, så vandet bag kajakenden piskedes

op. Han roede bort med en sådan fart, at bagenden af hans kajak lå

under vand.

Fjendens børn roede ud til deres far. Da de rejste kajakken, opdagede

de, at kroppen ved harpuneringen var blevet delt i midten, og at kun

pelsen holdt de to dele sammen.

Qorfik dræbte sin store fjende, men han gjorde ikke fjendens børn

fortræd.

Senere, da vinteren stundede til med kulde og nyis, kom der en båd med

skibbrudne til Qorfiks boplads. De ville gerne været roet videre til

et sted, hvor der boede europæere; men nyisen hindrede det, og de

måtte overvintre hos Qorfiks, indtil det igen blev muligt at sejle.

Naturligvis levede de udelukkende af grønlandsk mad hele vinteren og

Qorfik var deres forsørger.

Midt om vinteren fik de lus, fordi deres tøj var blevet så beskidt.

Når den mindste af dem fik for mange lus, klippede Qorfik hans hår så

tæt, at han også klippede en del af kødet med. Når han blev klippet,

skreg han som en stukket gris. De andre var godt nok vidner til disse

anfald af gråd, men de gjorde intet; for de var helt afhængige af Qorfiks for deres overlevelse.

Ved forårstide kunne de rejse videre til kolonien. Da der kom skib

rejste de velbeholdne til Danmark. Siden hørtes da intet til dem.

Qorfik levede endnu nogle år herefter og var gammel, da han døde.

Nogen tid efter hans død kom der et skib til Sydgrønland. Mens nogle

grønlændere var om bord på skibet for at handle, viste kaptajnen sig.

Han var ung og var meget høj. Da han så grønlænderne, gik han hen til

dem og sagde ganske uventet: "Har grønlænderen Qorfik det godt (eller:

"Lever grønlænderen Qorfik)?" De fortalte ham, at han var død. Da han

fik det at vide, at Qorfik var død, sagde han ikke noget, men tog et

stykke jernbånd op fra dækket og lavede en knude, som om det var et

stykke snor, hvorefter han udbrød, at han, hvis grønlænderen Qorfik

endnu levede, ville have slået knude på ham på samme måde.

Måske var det ham, Qorfik plejede at klippe, for han var ganske ung

endnu. Det var nu en skam, at Qorfik døde så tidligt. Havde han levet

længere, ville han sikkert have haft flere historier at fortælle.

Var.: Qajuuttaq;

Hist.: historisk kerne. Se: Qajuuttaq

Trykt med en lidt anden ordlyd (enten redigeret eller nedskrevet igen af Jaakuaraq) i Atuagagdliutit 1935 - 36, nr. 7, ss. 51 - 54 + nr. 8, ss. 58 - 59: Quloroq.

Oversættelse ved Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om Quloroq

I gamle dage, da der var mange fangstdyr omkring Kangeq, hørte Isiguaq om det rige Kangeq med den store mængde af fangstdyr. Da han ikke længere kunne nøjes med bare at vide det drog han i forsommeren med hele sin husstand til Kangeq for at overvintre.

De rejste og kom til Kangeq og så at der var et hus. Fra huset kom en meget kraftig mand ned til dem og bød dem meget hjerteligt velkommen. Det viste sig at være Quloroq, og han insisterede straks på at de skulle bo sammen med ham og ikke noget andet sted. "Man møder ikke mange andre mennesker her. Du skal ikke bygge dit eget hus for jeg vil være glad for at du bor sammen med mig," sagde han. Da Quloroq altså ikke ønskede at de skulle bo noget andet sted, og Isiguaq ikke kunne sige ham imod, flyttede de ind i Quloroq's hus.

Da Isiguaq nu var blevet bofast på Kangeq og opdagede fangstrigdommen, kunne han dårligt bestemme sig for hvilke fangstdyr han ville gå efter fra dag til dag. For eksempel var der masser af helleflyndere, og fordi Isiguaq kom inde fra fjorden var han særlig glad for nu at kunne spise dem. Der var (også) så talrige klapmydser og grønlandssæler at han kom i vildrede med hvad han skulle stile mod. Derefter gik tiden så hurtigt på grund af de rigelige mængder fangstdyr, at han knap nok opfattede / sansede sommeren. Da efteråret nærmede sig og sæltrækket begyndte, blev der endnu flere dyr at jage. Da grønlandssælerne begyndte at trække forbi i flokkevis, var det bare at trække fangsten i land. Når de havde fået sæler nok på slæb roede de hjemefter, og det virkede som om sælerne af sig selv kom op på stranden neden for huset. Hen på det sene efterår kom hvalerne nærmere kysten, og alle steder kunne man nu øjne skyer af deres blåst. Når de tog ud på fangst passerede pukkelhvaler og finhvaler forbi, og Quloroq lod som om han ikke så dem.

Langt hen på efteråret mens de endnu var fuldt optaget af al den fangst, vågnede de en morgen til en svag nordøstenvind og meget fint vejr. Da de var ved at gøre deres kajakker klar, så han sin husfælle montere en svær fangstline, som han ellers aldrig brugte, til sin harpun. Og denne gang tog han ikke fangstblæren med. Han bandt fangstlinen rundt om sin kajakring og trak linen ud under alle sine kajaktværremme. Heller ikke sin lanse tog han med, men nøjedes med en harpun og klemte en stor kajakkniv fast under sine tværremme. Han husfalle fattede ikke hvad de forberedelser skulle betyde, men spurgte ham ikke. De tog af sted sammen og var kommet forbi det lille skær, Ikkarlunnguaq, da de lidt syd for det store skær (Ikkarlussuaq) så en pukkelhval, der så vedholdende holdt sig oppe i vandskorpen, at den lignede et stort stykke træ. De roede derhenad og ville vel ind på den fra vindsiden, men hans husfælle roede bare direkte hen imod den. Quloroq roede hurtigere og hurtigere jo nærmere de kom hvalen, og da han var helt inde på den, sagtnede Isiguaq farten. Hvalen havde endnu ikke blæst ud, da Quloroq lagde an til kast, endda uden han havde sin fangstblære med. Han harpunerede den så hårdt på dens overside, at den kraftige harpun stod og vibrerede i hvalen. Den store hval udstødte nogle syngende lyde og viste stjerten. Den modige kajakmand blev trukket sidelæns hen mod den og videre ned under vandet. Så gav hans husfælle sig tålmodigt til at vente mens han langsomt roede udefter. Aftenen stundede til uden at Isiguaq havde forsøgt sig med noget fangstdyr, fordi han hele tiden var på udkig efter sin fælle. Og da det blev aften havde han ligesom ikke lyst til at tage hjem, fordi han havde så frygtelig ondt af den lille søn, der ville komme ned til stranden efter sin far og selvfølgelig spørge efter ham.

Da aftenen så småt faldt på var der dog ikke andet at gøre end at vende hjemad hvor meget han end følte det uoverkommeligt. Da han kom roende lige ved strandkanten og deres hus kom til syne, så han en kraftig mand der med ryggen til stille og roligt bearbejdede noget med en økse oppe på taget af husgangen. Da de

ikke havde andre bopladsfæller spekulerede Isiguaq på hvem, der mon var kommet på besøg. Endnu med det i tankerne fik han øje på en helt sort klipperyg på stranden neden for deres hus. Da han langsomt nærmede sig genkendte han sin husfælle, og efterhånden gik det op for ham hvad han så. At det var en pukkelhval der var ved at komme til syne i ebben. På det tidspunkt så Quloroq endelig på ham, slap det han huggede til og gik ned til ham. Da han var nået ned på stranden sagde Isiguaq: "Tidligere på dagen trak pukkelhvalen dig ned under vandet og hele resten af dagen har jeg kigget efter dig, men har overhovedet ikke set dig. Jeg kunne næsten ikke holde ud at ro hjem, fordi jeg havde så ondt af din lille søn, der ville spørge efter dig, hvis jeg kom alene tilbage, og kun med våben. Quloroq udstødte en kort latter og udbrød: "Det er nu min vane, at når jorden er blevet kold nok til at man kan fryse noget ned og hengemt mad ikke længere fordærves, sørger jeg for at fange en pukkelhval til frossent forråd. Tidligere på dagen så du, at jeg klemte en stor kajakkniv fast under mine tværremme. Så da hvalen trak mig ned under vandet, trak jeg mig tættere på den ved fangstlinen, og den trak mig så hen imod mit hus, mens jeg stak den ihjel, og den kom først op af vandet da den var død ud for mit hus."

Herefter havde de endnu rigere mængder af mad, og derudover adskillige hele grønlandssæler. Når de tog på fangst nøjedes de aldrig med kun at fange en enkelt, fordi de begge kunne klare sig i al slags vejr. Selv om Isiguaq var fjordbo, holdt et almindeligt stormvejr ham ikke hjemme, og mens de endnu havde rigeligt med fangst, begyndte dagene at blive længere, og der var også stadig masser af lomvier at fange. På det tidspunkt begyndte de fuldvoksne grønlandssæler så småt at trække længere ud. Så nøjedes de med at fange en enkelt grønlandssæl af gangen, og sortsider var der stadig rigeligt af.

En dag da Quloroq som sædvanlig kom hjem med en fuldvoksen grønlandssæl sagde han til sin kone: "Af skindet af min fangst i dag vil jeg have en uskrabet helpels. Konen lod så være med at skrabe skindet. Da hun var færdig med den, tog han og blødgjorde den grundigt ved at gnide den mellem hænderne, og så lagde han den under sin vinteroplagte konebåd, idet han klemte den fast bag sidelægterne og lod den blive dér. Isiguaq gjorde ikke straks som sin husfælle, men da han en dag kom hjem fra fangst med en fuldvoksen grønlandssæl sagde han til sin kone: "Skindet af min fangst skal bare skrabes en anelse." Hans kone syede ham så en ny helpels, der bare var skrabet ganske let. Da hun var færdig med den blødgjorde han den, og lagde den pænt sammnrullet under sin konebåd med den tanke, at han først ville bruge den når hans husfælle tog sin nye helpels på.

Tiden gik uden at de havde prøvet deres nye helpelse. Da dagene var blevet længere og deres fangst bestod af lutter sortsider, vågnede de en morgen til meget fint vejr med nordøstenbrise. Alt åndede fred og ingen fare. Quloroq gik ind under sin kondebåd og kom så ind i huset med sin nye uskrabede helpels, og Isiguaq kom også ind med sin nye helpels. Så sagde Quloroq: "Her går vi og mangler grønlandssæler, men længere derude på havet er der mange af dem. Nu har jeg tænkt mig at fange grønlandssæler." De tog deres nye helpelse på og satte af sted udefter, mens de undervejs bare roede mellem flokkevis af sortsider. Endelig kunne de se de yderste landområder som sammenhængende stykker land, men først var kun fjeldtoppene synlige. Ude i horisonten strakte isen sig hele vejen fra nord til syd; og da de kom nærmere så de noget mørkebrunt under disen, og så kunne de se at der var mængder af grønlandssæler, der aldrig dykkede særlig længe men bare kredsede rundt. Da de netop var ude for at fange noget harpunerede de begge hver to grønlandssæler og surrede dem fast bagpå og foran på kajakken. Da de så tog indefter, holdt Quloroq som sadvanlig udkig og han fik nu øje på enkelte skyer, der så småt voksede frem ude i vest og varslede nordenvind, og samtidig mærkede han, at havvandet begyndte at virke "blødere". Quloroq drejede hovedet mod sin fælle og sagde: "Skyerne vokser ikke op for sjov derude. Vi får snart en nordenstorm over os. Ro, ro indad alt hvad du kan." De havde kun roet kort tid da dønningerne begyndte at komme før nogen markbar vind. Stormskyerne drev så hurtigt at de var ved at nå hen over dem, og toppene af dønningerne begyndte at fyge før de selv mærkede vinden. Quloroq nærmede sig nu sin fælle og sagde: "Vi kan altid fange grønlandssæler end anden dag. Smid bare den du har foran dig på kajakken, det gør jeg også med min. Og så befriede han sig for sælen foran på kajakken. Nu havde hver een sæl tilbage bag på deres kajakker og fortsatte så hurtigt de kunne ind mod land, og ingen af dem sagde et ord.

Nu da stormskyen var henne over dem og der stadig ikke var nogen vind,

kunne stormens buldren så småt høres. Og nu kom vinden op mod dem, mens den formede vandet i bakker og dale. Da det var kommet så vidt nærmede Quloroq sig sin kajakfælle og sagde: "Vi kan altid fange grønlandssæler en anden dag, smid bare den du har på kajakken, det gør jeg." Idet han frigjorde den fra kajakken, kom stormen over dem som en stor tæt sky, og det var en vaskeægte nordenstorm. Men ingen af dem syntes at være i overhængende fare, og nu hvor de ikke længere havde noget oppe på kajakken fortsatte de støt mod land og holdt en rimelig god afstand til hinanden. På et tidspunkt hørte de gennem stormens tordenlyd en endnu kraftigere brølen, og det lød ligesom når et yderskind af et telt slæbes hen over ujævn stengrund. Med et blik over mod vindsiden så Quloroq, at en bølge uden ende fra øst til vest var på vej hen imod ham. Quloroq nærmede sig sin kajakfælle og mens han pegede med åren mod vinden råbte han: "Når sådan en bølge uden ende nærmer sig, kan man ikke flygte fra den. Nu skal du kigge på, mens jeg ror hen imod den, og bagefter skal du prøve at gøre ligesom mig." Derpå vendte han sig op mod vinden og begyndte at ro hen imod bølgen fra læsiden. Da han var kommet på et fuglepilkasts afstand fra bølgen klemte han sin sin kajakåre fast mellem sine kajaktværremme, tog et godt greb rundt om sin kajak og vendte bunden i vejret. Hans kajakfælle spejdede nu efter ham fra han læside, og langt om længe, netop da vandfoget på bølgens vindside var stilnet lidt af, stak hans kajakspids lidt op af vandet men forsvandt igen under vindskruningerne; efter lang tids venten endnu engang dukkede hans kajakspids op igen, og i det samme var han helt oppe med vinden mod sin højre side. Han ludede lidt mod højre med sin åre ude og roede derefter mod bølgen fra læsiden, så vandet sprøjtede omkring hans kajak da han gled over vandet på grund af medvinden. Fra hans læside kunne Isiguaq ikke gøre andet end at ro af alle kræfter mod bølgen, og da han satte sin åre fast mellem sine trværremme og ville til at vende kajakken, nåede bølgen lige at fange ham og komme over han, og så forsvandt kajakken. Quloroq spejdede nu efter sin kajakfælle, og da den store bølge efterhånden blev fladere på vindsiden, kom Isiguaqs kajakspids så småt til syne, og så dukkede kajakken op med bunden i vejret. Quloroq ventede lidt i den tro at han ikke ville bruge sin åre, men da han pludselig brugte den, var det som om han med hånden havde skubbet sig op fra bunden. Da Isiguaq havde rejst sig, flyttede han sig ikke af stedet og så ud som om han ikke havde det godt. Da Quloroq nåede hen til ham så han, at hans helpels af let skrabet skind fra en fuldvoksen grønlandssæl var revnet. Da Quloroq ikke kunne gøre andet, begyndte han at surre ham til rundt om overkroppen men opdagede, at Isiguaq sad og ømmede sig. "Hvorfor sidder du og bliver ved at ømme dig?" spurgte Quloroq. "Da bølgen var ved at komme over mig, stemte jeg den ene fod mod kajakkens sidelægte og kom derved til at sprænge min ene testikel." Og det var altså det han ømmede sig over.

På vej ind stødte de ikke på flere vanskeligheder og kom vel i land, men efter den tur tog de ikke senere så langt ud på havet på fangst.

Da de havde overvintret og det var blevet sommer tænkte Isiguaq først på igen at overvintre på stedet på grund af den rige fangst, som han ellers var så glad for, men da han tænkte at han nok ville ende med at miste begge sine testikler hvis han overvintrede endnu engang, fortælles det at han vendte tilbage til sin boplads.

Her ender beretningen.

Var.: Om venner 473 - 475

Hist.: Muligvis en historisk fortælling. Kangeq-områdets rigdom på fangst er legendarisk. Hertil kom mange sydlændinge, nogle fra sydøstkysten, og ligesom andre immigrerede sydlændinge sluttede de sig til herrnhuterne. Derfor genfinder man også ofte østgrønlandsk fortællestof i fortællingerne fra Kangeq, Noorliit (Ny Herrnhut)og Uummannaq - området (i Godthåbsfjorden). Varianten er fortalt af Hendrik fra Ny Herrnhut i 1860'erne.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 3536, I, 4', læg 14, s. 44 - 48: Utorqasingnik ikíngutingnarîngnik.

Håndskrevet oversættelse til dansk af ?: NKS 3536 II, læg 18.

Resumé:

Den ene af de to gamle, der er gamle venner er i færd med at bygge en kajak, da den anden overrasker ham iklædt bjørneham hvorved han er lige ved at blive dræbt af den fangstivrige ven. Han affører sig skindet og ler den anden ud med en bemærkning om, at han nok allerede havde kalkuleret hvordan skindet skulle deles og bruges som betalingsmiddel. Den udleede lader som ingenting, men hævner sig en dag hvor den anden er taget på sortsidefangst i kajak, ved at omskabe sig til en vældig hvalros i kraft af sin amulet og lade sig harpunere af vennen. Den harpunerede ven forsvinder under vandet, punkterer hapunlinens tre små fangstblærer, ruller linen sammen, og nu er det hans tur til at håne vennen, der nok allerede havde beregnet, hvordan stødtænderne skulle deles op og bruges som betalingsmiddel.

Var.: Katerfarsuk, Katerparsuk, Katerfarsuaq; Qatigaarsuk.

Hist.: Den særlige detalje vedr. de økonomiske overvejelser er speciel for denne version og er måske inspireret af den nordiske vending: At sælge skindet før bjørnen er skudt.

Håndskr.: Befinder sig muligvis i Thalbitzers arkiv på det Kgl. Bibliotek. Det var Thalbitzer der opfordrede Jaakuaraq til skriverierne ifølge indledningen, ibid. s. 20. Jaakuaraq lægger ud med sin fødsel, opvækst, oplæring til fanger, årets cyklus som ung fanger og som udlært, og lidt småfortællinger om mennesker, der blev beskyldt for hekseri i hans ungdom.

Emner der tages op ind imellem fortællingerne er trommesange, hekseri, qivittut (fjeldgængere) og inuarullikkat / dværge ibid. ss. 75 - 76; sjæleran og angakkoq-uddannelse / åndemaner-uddannelse, ibid. s. 82 - 84; børnenes lege på stranden ibid s. 91 - 92; mænd fortæller hinanden historier, ibid. s. 92.

Jaakuaraqs version af Tusilartoq er ikke oversat. Den nåede ikke med i tide. Egner sig glimrende til opdatering.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Var.: Singajuk / Singajik.

En del af denne tekst er i let forkortet oversættelse trykt i K. Rasmussen

1979, nr. 170-184. Rasmussen har ellers på håndskriftet noteret, at disse (denne og den foregående, BS) forsvinder (ikke skal bruges ?) fordi de er alt for små.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Ind imellem er der kristne, som tror fuldt og fast på meget forskelligt, der egentlig må anses for ikke at have nogen som helst betydning. Jeg vil her skildre noget af det, og jeg vil starte med skikke omkring fødsel - kun dem jeg har hørt og kan huske.

Når en fødsel trækker ud, kan det ifølge kvindens mor skyldes, at den fødende kvinde gemmer på en hemmelighed, som hun ikke vil ud med. Somme tider sker det så, at man må gribe til følgende: Man får kvinden til at sluge en krebs (i Rasmussens oversættelse 1979: en vandmand), der (jo) bevæger sig, nede i tidevandet ved stranden.

Når så barnet i moderens mave ser krebsen nærme sig ved at krumme sig, bliver det bange og vil ud. Så bliver det født.

Når barnet er blevet født, får moderen forbud mod at spise bestemte slags

mad. Her er et enkelt eksempel, jeg har hørt om: Moderen må ikke spise ryper, for ellers ville spædbarnets hud løsne sig over det hele.

Hvis man en dag opdager, at barnet ikke er helt raskt, skal man hælde urin fra baljen hele vejen rundt om huset. Hvordan det egentlig skal tolkes, fatter jeg ikke, for ingen har fortalt mig det. Man kan også, hvis barnet bliver sygt, affyre en patron, der har et stykke af barnets tøj som forladning. Det gør man, for at sygdommen skal forlade barnet. - Og når barnet eller et voksent menneske bliver syg, plejer man, hvis pågældende har en hund, omgående at aflive den, som erstatning for at ejeren skulle dø.

Hvis den syge, der er ved at blive rask, ønsker at vaske sit ansigt eller blot sine hænder, skal man ikke tillade dette, for eller risikerer han at blive endnu mere syg eller dø.

En af de kvinder, der er med til at betrække den første kajak, en mand skal have, lægger gerne en eller anden lille ting helt op i spidsen af den. Det gør hun, siger man, for at han skal blive stærk.

Hvis en sælfanger ikke længere fanger så meget som før, og mener at nogen har anbragt noget, der svækker ham i hans kajak, skal han lægge kajakken med bunden i vejret og ryge den ud gennem mandehullet, for at fjerne den eventuelle årsag til, at han ikke er så stærk længere.

Nogle fangere har den skik, at de, når de skal til at ordne fangsten til bugsering, åbner dyrets mund og spytter ned i den, for at den ikke skal blive levende igen. Og når de er på vej hjem med fangsten, kunne det aldrig falde dem ind at lægge til nogen anden boplads (end deres egen), for ikke at risikere at miste fangstlykke. - Når de under et besøg på en anden boplads fanger en sæl, sørger de altid for, at hovedet ikke bliver kogt hos værtsfolkene, og at det heller ikke bliver efterladt der. Det siger man jo er, for at sælhoveder ikke skal holde op med at vise sig, når han er på fangst i området ved sin egen boplads.

- Når man er på klapmydsfangst på skær eller is langt uden for kysten, og ikke kan få øje på nogen, har de den skik, at lægge kastetræet til harpunen på tværs af dækket foran kajakringen. Så er de sikre på, at de snart vil få øje på en klapmyds, der ligger på skær eller is, altså når de selv har leget, at kastetræet har lagt sig på dækket foran kajakringen, ligesom et sødyr på skær eller is.

Når en fanger bliver længe væk på fangst, og familien derhjemme er blevet bekymret og bange for, at han kunne være omkommet, prøver de at finde ud af, om han skulle være i live på følgende måde: Man forsøger at antænde et stykke af hans varme tøj. Hvis den kan brænde ved man, at han er i live og blot er ude længe. Men hvis tøjstykket ikke vil tændes, og kun knitre, anses den udeblevne for at være druknet.

- Det sker også, at fangerne forsyner deres redskaber med et eller andet mærkeligt vedhæng, selv om dette ikke gavner redskabet det fjerneste. Således holder man en overtro i hævd fra forfædrene, selv om de ikke selv har nogen erfaring for, om det er til nogen nytte. Nogle fangere overholder tabuer mod at spise en bestemt slags mad.

Jeg nævner her et par eksempler, som jeg har fået fortalt og kan huske: Man må ikke spise det parti ved hjertet af en klapmyds, hvorigennem den store blodårer går; for hvis man spiser af det, vil spydspidsen når man harpunerer en sæl, ikke kunne trænge igennem pelsen, og fangeren vil miste fangsten. - Det er endvidere en fanger forbudt - især en nybegynder - at spise en sæls storetå fra den yderste baglalle. Ellers sker der det, hvis han kæntrer, at hans råb om hjæp ikke vil blive hørt af kajakmænd, der befinder sig nærmest, men kun af dem der befinder sig længst væk, hvorfor manden drukner, mens de, der befinder sig længst væk, er på vej hen til ham.

Når storisen lægger til land om foråret, så at man ikke længere kan færdes (i kajak) på havet, prøver de på at skubbe isen ud ved at smide en sten fra gamle grave ned på isflagerne. Når stenene har ligget på flagerne i nogen tid, driver isen ud. Hvordan disse stens væsen skulle kunne drive isen ud, fatter jeg ikke; for ingen har fortalt mig det.

Når man på grund af vedvarende blæst ikke kan komme ud på fangst, "pakker man vinden ind". Man får vinden ind i en (vind)tæt kamik, et halværme eller en vante. Når "posen" er blevet "pustet op" af vinden, strammes åbningen til. Derefter skal posen tages ind og lægges mellem (det opstablede) sengetøj.

Nogle er yderst nøjeregnende med at overholde sørgetabuer. Når et familiemedlem er død - og somme tider allerede når det er blevet klart, hvor det bærer hen - nævnes navnet ikke mere. Jeg blev altid bare kaldt Jaakuaraq, også efter at jeg var blevet ret stor; men da min navnefælle døde, var der ikke længere nogen (undtagen mine forældre), der kaldte mig ved dette navn. Selv om navnet hos mig var spillevende (og selv om navnet jo fortsat var knyttet til den afdøde), forbød tabuet, at man nævnte navnet. Og i sådanne tilfælde nægter man at udtale navnet hele livet igennem, lige meget hvor indtrængende de bliver bedt om at sige det. I mange tilfælde nægter familien at overtage den afdødes ejendele. Man må da absolut heller ikke lade den afdødes ejendele overgå til den, der bliver opkaldt efter ham/hende, for eller risikerer pågældende at dø, ligesom den han/hun har navn efter. Derfor lægger man den dødes ejendele i hans grav, for at ingen skal bruge eller se dem.

Det at man også laver ammuletter til støtte for sit liv hænger sammen med alt dette. Selv har jeg bl.a. hørt om og set følgende ting: F.eks. må et stykke tøj til et barn - en skjorte eller en anorak - ikke have noget læg, og somme tider må der heller ikke være knapper på. Det sker også, at man syr et gammelt stykke på af en eller anden slags, som slet ikke passer sammen med det forrige. Jeg har også hørt om, at nogle har syet kløer af en sæl, en hale af en hund eller andre ting på småpigers eller smådrenges tøj. Såkaldte kristne bruger altså ganske ligegyldige ting til at beskytte deres liv med i ligegyldighed overfor ham, der har givet os livet, og som også er dets beskytter. Som jeg allerede flere gange har sagt: Det er besynderligt, at folk i en sådan grad viser tillid til og tror på ligegyldige ting. Troen (den kristne) kan umuligt rummes i deres hjerter.

Noget af det, som selv kristne tror på, er innersuit ("ildfolket"). De skulle efter hvad man siger, være mennesker, der engang er faldet ned gennem revner i jorden, og de skulle bo ved stranden i skrænter, der går stejlt ned til havet. Det er mennesker uden næser. Det påstås, at lyset fra deres lamper kan ses om aftenen. Man fortæller, at de snøvler, som om deres næse var stoppet. Alt hos dem, også deres kajakker, er hvide; og de kan ro sammen med almindelige mennesker, uden at disse kan se dem. Kun mennesker, der befinder sig længere væk, er i stand til at se dem. For kort tid siden indtraf følgende: Kateketen og hans familie hørte en aften ved nitiden, at nogen udenfor sagde noget med en ret dyb stemme og det mere end een gang. Samme nat drømte en af bopladsfællerne, at innersuit var kommet for at omvende sig (til kristendommen), men de var ikke kommet ind hos kataketen, fordi familien (endnu) var vågen.

Kommentar: Ikke fortællinger, men taget med fordi beskrivelserne understøtter tilsvarende elementer i forskellige fortællinger.