Fortælleren er af Knud Rasmussen fejlagtigt identificeret som Esaia Martensen.

Orig. håndskrift: NKS 3536, II, 4', læg 21, hvor Ignatius Joelsen er nedskriver.

Ifølge renskriften NKS 3536, I, 4', læg 16 og Kr. Lynge, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I,

1938 er fortælleren Ignatius Joelsen og renskriveren Hendrik Olsen.

Resumé:

Tidspunktet er meget gamle dage. M. er ugift, storfanger, meget stærk,

bor ved Napasortuut på Nuuks nordland, og har kun sin mor til at ro

konebåden. Hun opfordrer ham til at gifte sig. Næste forår i marts

står han en tidlig morgen op, bringer sine teltstænger op på udsigten,

skraber dem rene og vil ikke med på fangst, da alle andre tar ud. Da

de er ude af syne, vækker han sin dybt sovende mor, laster i hast

konebåden til forårsrejse, kommer ind igen og befaler moderen at rulle

alle deres skind sammen. De skal straks afsted. Nede i båden ser hun

to årer og glæder sig over, at sønnen vil hjælpe hende med at ro. Hun

ser ham gå ind i mange brødres hus. Han kommer slæbende ud med deres

eneste søster, en stor kvinde, under venstre arm, bærer hende ned i

båden, støder fra, og må kalde hende til orden, fordi hun raser, så

båden er ved at kæntre. De ror i stor hast nordpå, passerer boplads

efter boplads og sent om aftenen slår de lejr. Derhjemme vil den

mellemste af brødrene, der er ugift og har sin søster til hjælp,

afsted efter hende. De andre brødre må slå følge, men da man på

nabopladsen fortæller, hvor tidligt Manniks båd er passeret i stor

hast, ror brødrene hjem, og udsætter rejsen til næste dag. Så langt

mod nord, at Mannik mener sig sikker for brødrene, overnatter man på

en stor gæstevenlig boplads. Ganske tidligt næste morgen røver M. en

af deres kvinder, en fed dame, med ned i båden, der er klar til

afrejse. Også hun skaber sig og må kaldes til orden og årerne. Dette

gentager sig så ofte, at M. må bygge endnu en båd til sine mange

koner. Hen på efteråret slår M. med sine mange koner sig ned for

vinteren langt mod nord ved en lille naturhavn i et stort forbjerg

uden skærgård. Man må bygge to huse. Mannik bor i det nederste med sin

førstekone og flere andre. I det øverste bor lutter kvinder. Han

fanger fortræffeligt. Ingen lider nød, og M. har megen gammen af alle

sine villige koner. Om vinteren, da isen kan bære, rejser han ind i

fjorden, der er så dyb, at det bliver aften, inden han når bunden. Han

ser et hus så oplyst, at det ligner en boble på nippet til at briste.

Der er ingen hjemme, men han finder halvråddent kød under briksen til

sig selv og sine hunde. Den ældste hund har han taget med ind. Om

natten begynder både den og hundene udenfor at gø. Den gamle hund ser

ufravendt på ham og tar så flugten ud af huset. M. hører fodtrin

knirke, en byrde falder ned ved vinduerne og en stemme siger: "Et kært

lille menneske har taget plads i et hus, som ellers ikke længere

bebos. Det er mig, der har udryddet alle dets beboere". M. styrter ud

og gemmer sig i kogerummet. Genfærdet slæber sine ligskind efter sig

gennem husgangen. Straks det er passeret springer M. ud, op på slæden

og af sted. Han søger tilflugt i en hule i et isfjeld og lader sig

ikke lokke ud af genfærdets snak om, at nu fejler hun ikke noget mere.

I morgenlysningen forsvinder det. Han når frem til en stor boplads,

bliver budt ind i det nederste hus, hvor en mand fra et større hus

overfor henter ham. Manden er klædt i omvendt tøj (som en piaaqqusiaq,

BS). Huset har to husgange. Der skal serveres mad for gæsten. En stor

kvinde med en vældig hårtop i den nordlige ende, tar sit topbånd af,

og fisker først et bundt tørret kød, dernæst en enorm pose spæk op af

den nordre husgang. En lille kvinde med stor hårtop fisker tørret laks

og en stor levende helleflynder op af den søndre indgang med sit

topbånd. Helleflynderen koges og det er det bedste, M. nogensinde har

smagt. En af mændene forhører sig, om M. har set spøgelseshuset. Jo,

han har sovet der. Genfærdet viser sig at være mændenes mor, der var

blevet sindssyg. Nu er huset beboeligt igen. M. får som tak en mængde

gaver og røver selv to kvinder med hjem næste morgen. Den ene er den

lille mørke, der kan skaffe ham helleflyndere.

Brødrene, der er rejst

ud efter deres søster, ankommer til bopladsen syd for forbjerget, hvor

de hører om M. og hele hans menageri. De beslutter, at kun den ugifte

bror og en gammel ungkarl skal rejse op til M. De blir vel modtagne,

søsteren er glad for at se sin bror, og ungkarlen får lov at muntre

sig med alle konerne i det øvre hus uden mænd i hele to nætter i træk.

Han er ganske udmattet af mangel på søvn, men mere end glad og

tilfreds, han får tilmed nyt tøj af M. og begge gæster et læs af

gaver. De tar tilbage til brødrene, der tror dem døde, bliver glade,

og opgiver at få deres søster igen. Men ungkarlen bliver frataget alle

sine gaver. M. bliver boende ved sit forbjerg resten af sit liv.

Var.: Til dels: Pukkitsulik. Vedr. genfærdet af den sindssyge: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Kommentar: I Hendriks ældre variant ID 1802, rejser Mannik selv tilbage sydpå og afleverer alle sine røvede koner undervejs, bortset fra den første, som han beholder. I Ignatius variant bliver Mannik boende livet ud i nord, mens man ikke hører noget om, hvorvidt de mange koner gør det samme.

Tolkning: Det mandsparadis M. skaber sig i nord (hvor?), skyldes hans

gode kræfter, dygtighed i fangst, hurtighed og årvågenhed.

Motzfeldt skriver (på dansk) i et brev til Rink om et tilfælde af hekseri. Rink har taget den pågældende side ud af brevet, nummereret og pagineret den. Følgende renskrift er tillempet nudansk retskrivning:

Med megen interesse har jeg gennemlæst Deres skrift, iblandt disse no. 117 ligner noget som skete nogle år efter min ansættelse ved Julianehåb, og jeg tror at det må være den samme. Historien er således: (for jeg er en af de handlende personer og spiller en vigtig rolle i den). Vi hørte engang at Time /Themoteus (han havde trende brødre og 3 søskende (søstre ? BS), hvoraf den ene er nuværende parsissoq (forstander) Bernhards moder) var blevet hexemester tilligmed sin fætters kone Jacobine. I løbet af vinteren kom en del lichtenauere på handel, hvoriblandt Times svoger Ignathus (Ignatius ? BS). Han fortalte da i min afdøde kones forældres hus hvorlunde de kunne hexe og blandt andet, at de kunne komme ud på den lille holm der ligger i Davidsund / Davidstrædet, thi der boede de, og da Time gerne ville være i familie med mig, sagde jeg til Ignatus og bad ham at hilse Themothius, at jeg når jeg om foråret kom til dem, vil jeg tage Time ombord og lukke ham (ned) i lasten og lade ham hexe, og hvis han ikke kan slippe ud derfra, vil jeg give ham en lussing. Da jeg kom om foråret kom jeg for ? i nuværende Sydprøven havn. Hans fætter, Johannes, kom da ombord og bød mig på besøg til dem ved Davidsund. Bemeldte Johannes boede i et (hus ? BS) for sig med sin broder Andreas, men jeg kom først dagen efter om eftermiddagen ifølge (med ?)benævnte mand og Jochums ???? (noget ulæseligt i parentes, BS) fader. Da vi kom ind i huset var konen ej der, imidlertid kom sønnen på 10 à 12 år ind og sagde faderen noget og han rejste sig op og siger: "hun er vist dånet om et eller andet sted" og går ud, og de øvrige fulgte efter, og da jeg og Jochum blev alene tilbage gik vi også ud og så da, at enhver ledte efter hende, og på mit spørgsmål fik jeg at vide, at når hexeriet kom på hende dånede hun om. Vi ledte da også med en stund, indtil jeg blev ked (træt) af det og gik ombord.

       Efter at de var vendt tilbage om efteråret blev det opklaret således: Da det blev mørkt efter at vi var kommet i havn, havde Time taget sin fætter Johannes' kones tøj i sin kajak (og ? BS) roet op til Lichtenau, men holdt sig i en god afstand for ikke at blive set, og var på samme måde roet tilbage, og fortsat sin fart uden at gå hjem op til Kangerluarsuk, norden for Kuigitoq (?), og dagen derpå, da manden Johannes var gået ombord, var konen vandret væk op til Time. Efter deres tilbagekomst så jeg ikke Themothius i lang tid, endelig fik jeg ham at se, ved Saattoq med fartøj. Han kom fra kolonien tilligemed sin broder Ignathus og havde formedelst sin hexeegenskab fået sådan en styrke, at han havde et par vældige (?) blærepile med selvgjorte svære pilejern på dem. Da de ville forlade os, gik jeg i min kajak og fulgte et stykke vej med og vinden var svag fra venstre side. Jeg bad ham da at kaste med sine pile. Efter at have nægtet en stund kastede han gentagende, men kunne ej magte dem, hvorfor jeg gjorde nokså(?) nar af ham, så at broderen ofte måtte smile, og jeg sagde at han skulle forynge (? gøre dem lettere ? BS), hvilket han også gjorde senere.

Var.: Niels Mikiassen Timersuamik.

Hist. + kommentar: Motzfeldt skriver fra Qassimiut, hvor han er ansat. Den tids missionærer og kateketer regnede åndemanere og hekse for eet og det samme. Men de kunster Timi kan imponere med, tyder på mere på åndemaneri en hekseri.

Timis rotur skal selvfølgelig hindre Motzfeldt i at lukke ham ned i lasten. Men det står i teksten ikke klart, hvorfor han har Johannes' kones tøj med og hvorfor dét får hende til at slutte sig til ham i Kangerluarsuk. Ifølge Niels Mikiassens temmelig meget længere version, hvor Motzfeldt ikke spiller nogen rolle, har de to en affære som gir sig udslag i en længere udflugt - endog helt til Østgrønland over land.

Helt overensstemmende i de historiske data er de to fortællinger iøvrigt ikke.

På den upaginerede side af brevet til Rink fortæller Motzfeldt om Elias' død af et tilsyneladende uskyldigt lille stiksår. Om denne Elias fortæller Niels Mikiassen i ovennævnte fortælling en del mere ubehagelige ting.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 15 ss. 37 - 41.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 4.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 426 - 428: Umiarsuapilunnik; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 15, ss. 77 - 80, med kommentarer s. 319: Røverskibet.

Resumé: Fem sydlændinge er på fangst ved Kilangaarsuit. En

bliver tilbage på fangststedet, da de fire ror videre og møder et

handelsskib med mange bøsser og sværd. De kommer ombord, ser våbnene og

når at flygte. Senere kommer de døbte Ignatius og Frederik ombord.

De spærres inde, men bryder døren op og slås med alle på dækket. Begge

slår hver sin qallunaaq / europæer halvt fordærvet, de øvrige giver op, hejser Ignatius´s og Frederiks kajakker ned fra råen og lader dem ro hjem. Nu kommer den

efterblevne, femte sydlænding forbi og bliver hejst op i kajakken,

men ved synet af våbnene vil han flygte. Det lykkes ham vha. sin

lakseamulet, der gør ham glat og ikke til at fastholde. De fire første undslupne sydlændinge bringer nyheden om røveriet af Ignatius og Frederik til Nuuk, hvor man straks bringer den videre til Ignatius´s far Moorsasi på Kangeq. Han ror straks af sted, synger sin qallunaaq-sang, men ser blot skibets master dykke ned bag horisonten. Men Ignatius og Frederik er jo sluppet væk takket være deres store fysiske styrke. Almindelige mænd havde ikke klaret frisag.

Var.: Pukkitsulik er skåret over samme læst, men som en farce. Ligeså: To stærke brødre.

Hist.: Tusilartoq / Moorsasi var fortællerens tipoldefar og søn af

Singajik / Singajuk. Selve  fortællingens historicitet er vanskelig at

bedømme. Se "Fortolkningsmuligheder", Holdningsændringer: "Qallunaat / De hvide".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Håndskr.: NKS, 3536, II, 4', læg 22, side 1 - 138 + læg 23, side 139 - 163 (Esaia og Hendrik Olsen har skiftevis skrevet fortællingen ned).

Renskrevet 1. gang af Hendrik Olsen i: NKS 3536, II, 4', læg 24 - 27.

Der findes tillige et Håndskr. i: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Síngajik", med Knud Rasmussen som nedskriver (foa)

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 32-123.

Resumé:

Singajik / Singajuk er ugift, fra Arsuk og flygter for blodhævn nordpå til Kangeq, hvis

rige fangster han har hørt om. Geografien beskrives meget omhyggeligt

det sidste stykke til øen som også senere for sommerrejser efter rener

og andet. S. modtages overmåde gæstfrit på øens sydside, og da frosten

allerede er gået i jorden inviteres han med følge i hus hos en mand,

der ikke har mange slægtninge. Han opfordrer senere S. til et besøg på

en boplads, Illupaat, nordvest for Kangeq, (på Håbets Ø), hvor man i

det store hus hos Qitoraq og hans mange brødre holder af at fordrive

vinteren med fortællinger og ynder besøg. Under opholdet dér bliver S.

inviteret rundt til alle og til slut til en ældre kone, der ynder

sydlændinge, elsker at høre deres dialekt og serverer sydlændinges mad

for ham: kød og skrabespæk, mamit. Hun har en datter, som S. forelsker

sig i og beslutter sig for at fri til på et senere besøg. Moderen gir

sit tilsagn på den betingelse, at S. flytter ind hos dem. Det gør han

så. Hans kone Marnilik blir gravid og føder for tidligt en søn under

et ophold langt inde i fjorden på renjagt. Han svøbes i

edderfugleskind, men er længe om at tage brystet og komme i vækst. Da

de unge piger spotter M. bag hendes ryg, fordi hun prøver at holde liv

i det lille skravl, gennemfører hun et ritual for at fremme dets

vækst. I fem dage faster hun, ber så S. ro den lange vej ud af fjorden

efter en saltvandssæl, som ingen andre må røre ved, og fra den spiser

hun de følgende dage et lille tyndt stykke ribbensbrusk, et stykke

tarm kortere end en overarm og lidt tynd blodsuppe af en muslingeskal.

Derefter trives sønnen. Omsider når familien tilbage til Illorpaat

længe efter de andre og i sidste øjeblik, inden isen lægger til. S.

tilbyder sin kone, at hun opkalder barnet, men M. mener det må være

S.s ret, der har avlet det. Han kalder det Tusilartoq (den døve) efter

sin far, der blev meget gammel. S. har lyst til at flytte tilbage til

Kangeq og får langt om længe sit ønske opfyldt, da M.s mor er død og

foråret kommer. Øen er tæt bebygget men S. finder plads på solsiden af

en vig på sydsiden. M. føder endnu en søn, som S. gør til en

angerlartussiaq. Tusilartoq får kajak, blir dygtig og udvokset,

hvorfor hans ældede mor opfordrer ham til at gifte sig. T. forholder

sig tavs og afventende, men en dag i en strid nordvest, hvor han kan

regne med, at Qitoraq og alle hans brødre ved Illorpaat holder sig

hjemme, ror han derop, ber om deres eneste søster og får deres

tilsagn. T. tager hende straks med hjem på kajakken i stormen, og på

hans brikseplads raser hun, indtil S. beroliger hende med, at de nok

skal være gode ved hende. Næste dag, da stormen er løjet af, kommer en

af hendes brødre for at høre, om hun er kommet vel gennem stormen med

T. T.s kone får efter knap to år en søn, som S. får lov til at opkalde

efter sin farbror, Aqajarorsuaq (stormave). Han udvikler sig prægtigt,

bliver fed og aldrig syg, men får børneormm og græder så utrøsteligt,

at T. af fortvivlelse over at skulle miste ham, skærer flænger i sin

kones fodsåler. Hun går om natten ned og drukner sig. Hendes brødre

får først besked flere dage senere, ikke af T. men af deres halvfætter

på T.s boplads. De blir nu T.s fjender for livet.

T. er med sine gamle forældre på renjagt ved Isortoq, hvor han, en dag

de ligger stille, tar ud på sælfangst og møder en fornemt udstyret

kajakmand, der hverken vil hilse eller indlade sig med T. T. opdager

at vandet omkring den fremmedes kajak er i kraftig bevægelse af hans

indre ophidselse, og T. når at myrde ham, inden han selv blir

harpuneret. T. ror hen til et egnet sted med liget og sænker det med

tunge sten i kajakken. T.s mor, der bliver klar over hans ugerning,

spør om han har spist af den dødes lever. Da T. siger nej, lader hun

ham drikke spildetran fra lampen af den store muslingeskal, som hans

ble blev skrabet med første gang, han havde tisset som spæd. Det vil

hindre den dødes sjæl i at trænge ind i ham. T. får herefter en

ubetvingelig lyst til at dræbe alle fremmede kajakmænd, han møder.

Sammen med Aqajarorsuaq og en plejesøn ror T. på handelstogt ud til et

skib, der viser sig ikke at være noget handelsskib. Dets besætning vil

røve og bortføre dem. Kaptajnen prøver forgæves at drikke dem fulde,

og de tre kommer både ud af den aflåste kahyt, hvis anden dør er

spærret med tilsømmede brædder, og får overvundet alle matroser ved

deres kræfters hjælp. T. klarer de fleste konfrontationer alene, men

sønnen A. må klare smadringen af den tilsømmede dør. De får ikke blot

lov at ro uskadt bort, men hele besætningen råber også hurra for dem

fra rælingen.

Nogle år senere overfaldes T. på havet af en voldsom storm, hvis

forvarsler over egnens fjelde beskrives yderst detaljeret. Mens han

kæmper sig frem med en sortside på slæb, får han øje på en måge

omkranset af blikstille vand. Den synger en sang, som han lytter til

og lærer og afprøver med held: Efter et par vindpust blir der

blikstille omkring hans kajak. Under en senere pludselig storm søger

alle fangerne til det nærmeste land undtagen T., der med to store

sortsider på slæb tar turen ind om dem, råder dem til at blive, fordi

sådan en storm som regel stilner i løbet af en dag, og ror hjem, hvor

han sidder foran sin husgang og arbejder med noget træ, da de andre

vender hjem. Han foretager derefter ofte lange rejser, kommer vidt

omkring og får mange fjender. Nogle dog delvis uforskyldt, fordi

mangen en gammel mand eller kone forsøger sig på de fremmede steder

med hekseri mod hans kajak. Dens amuletter dræber dem.

På en af sine rejser nordpå driver T. en sommer fangst ved Ilulissat

/ Jakobshavn, hvor tiden løber fra ham. Han er nødt til at overvintre,

og beslutter sig til at gøre det på Qeqertarsuaq / Disko, som han

aldrig har set. På øens nordside, der er ubeboet, slår han sig ned et

egnet sted og er spændt på, om der er sæler. Der er rigeligt. Om

vinteren lærer han sig selv åndehulsfangst og om foråret

småhvalsfangst i isens revner. Da han vender hjem, opfordrer han alle,

der har lyst til at leve i overflod, at tage til Disko.

T.s søn Aqajarorsuaq, hvis farbror har taget sig af ham som en mor,

hører under sin opvækst om faderens ugerning mod moderen, der begik

selvmord. Farbroderen vil ikke bekræfte rygtet, men A. kan aldrig

siden glemme det.

T. gifter sig igen efter mange år som enkemand. En dag hans kone

lysker ham og opdager hele rækker af tatoveringer under hårranden,

spør hun, hvad det er og får et puf af T.s albue, der sender hende

bagover i døden. Hver tatovering betegner nemlig et mord, som T. har

begået.

A. får en dag af en gammel slægtning bekræftet, hvad han har hørt om

sin moders død. Han betragter herefter sin far som sin fjende og får

gang på gang en næsten ubetvingelig lyst til at dræbe ham, mens han

sover. Det lykkes ham dog hver gang at komme på bedre tanker.

T., hans mor og søn blir døbt hos herrnhuterne ved Nuuk / Godthåb. T.

får navnet Moses, A. navnet Ignatius og Marnilik døbes Engel.

A. plejer at jage rener om sommeren ved Kangersineq / Kangersuneq i

bunden af Godthåbsfjorden og kommer først hjem igen, når han har fået

det antal rener, han ønsker.

Hvert år på årets korteste dag plejer folk fra omegnen at samles til

fest på Kangeq i deres stiveste puds. Ingen må på denne dag gå på

fangst. Men T.s bror kan ikke modstå fristelsen, skønt T. advarer ham,

fordi hele skyer af alke passerer inden for synsvidde. Han udebliver,

og da han er en angerlartussiaq, venter man på ham i fem dage. Men da

han ikke vender hjem i det tidsrum, opgiver man ham.

Under en renjagt i bunden af Godthåbsfjorden får T. smerter. A. må

bryde op i utide. T.s smerter forværres, og han dør under hjemrejsen,

men bliver ved at gå igen, fordi man, efter T.s eget ønske mens han

levede, skal begrave ham i indviet jord, hvis han ikke skal skræmme

dem til døde. Den første nat kryber han op ad teltdugen og må pirkes

ned indefra af A., og de følgende dage må A. gang på gang slå ham

ihjel igen med åren, fordi T. rejser sig op i båden i sine ligskind.

Endelig når man Nuuk og får ham begravet på Guds Ager hos

herrnhuterne.

A. opgiver nogle år efter denne oplevelse sine renjagter til

Kangersineq. Da han genoptager dem og er på vej hjem, får han lyst til

at overvintre på fastlandet (Nordlandet) over for Nuuk. Da han sammen

med husholdets kvinder har udbedret en gammel hustomt, ror han den

korte vej til Nuuk, tilhandler sig hvid mands mad ved

herrnhutstationen og ror hen til kolonihavnen, hvor en mængde

sydlændinge skiftes til at invitere ham på mad. Han inviterer

til gengæld dem, der vil med hjem, på renkød. En ældre sydlænding

Alugulooq tager med og har mange fortællinger at underholde med. Til

slut fortæller han om dengang, man i hans hjem ved Arsuk fik besøg af

en angerlartussiaq og lod en, der forstod sig på qilaneq, prøve at få

ham til live igen. Det lykkes med et længere ritual, men da Alugulooqs

gamle bedstefar insisterer på at kende den fremmedes herkomst og

hører, at det er en af Singajiks efterkommere, beordrer han ham

dræbt, fordi S. var deres fjende. Efter lang tøven udfører sønnerne

den gamles ordre, og alle skal gøres medskyldige i drabet. Endog

smådrengene skal stikke i liget.

Aqajarorsuaq sveder ophidset ved denne beretning om mordet på sin farbror og navnefælle men behersker sig,

fordi han nu er døbt, og han takker fordi han endelig har fået klarhed på sin

elskede farbrors død og ber de fremmede sove roligt i hans hus om

natten. De flygter dog af skræk for hævn, mens alle sover.

A. har også arvet en anden fjende. Det er morbroderen Qitoraq, som han

ofte møder på havet. Da de er lige årvågne lykkes det aldrig den ene

at komme bag på den anden, og de byder blot hinanden høfligt på en

snus. En dag får A. heldet til at komme bag på Q. og kaster, men

rammer en sæl, der netop dukker op imellem dem. Q. vender sig

forskrækket om, men A. tilbyder fred, fordi de vist længe har gjort

hinanden tilstrækkeligt ondt og desuden er døbte. De blir venner for

resten af livet. Da A. skal dø, er der to ting, han især glæder sig

over: At han modstod fristelsen til at dræbe sin far, og at han var

blevet venner med Qitoraq.

Hist.: Ved hjælp af denne og en ældre variant har Gulløv og Kapel

(Folk: 1979/80) kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Fortælleren Esaia var tipoldebarn af

Aqajarorsuaq og A.s far, Hendrik, fortalte den første version til Rink

(ibid. og Knuth 1963). Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 16, ss. 42 - 49.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 429 - 437: Singajuk qavanngarnisaq; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 16 ss. 81 - 88, og 94 - 100, med dansk kommentar s. 320.

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 1.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 111, ss. 453: Singajuk and his Descendants.

Fuldstændig oversættelse i Rink 1866 - 71, II: s. 1 - 9, nr. 1.

Resumé: Sydlændingen Singajuk, der er kommet til Kangeq og blevet gift,

får med sin kone tre børn, der alle dør som små. Det fjerde, sønnen

Mangilaq, bliver født for tidligt, og en naboerske håner forældrene

for, at ville holde liv i det. Singajuk beordre da sin kone en længere faste

til fremme for sønnens overlevelse. Den virker, Mangilaq vokser til, får

kajak, som S. forsyner med kraftige amuletter. En gammel kone, der vil

forhekse kajakken, dør med hovedet inde i den. M. udvikler sig og

bliver både vismand og storfanger. En dag træffer han en flot ukendt

kajakmand, som han vil byde hjem på rensdyrtalg. Men da denne er

uvenlig og vil dræbe M., kommer M. ham i forkøbet og sænker senere

liget med kajakken ved en bratning nær Uummannaq (på Nuuk-egnen). M.s

mor beklager sig over, at M. ikke har husket at spise af den dødes

lever (som værn imod den dødes hævn) og lader ham som modgift drikke

tran fra en muslingeskal. Da man intet hører fra den dødes slægtninge,

må den myrdede have været en innersuaq. Derpå tydede også hans fangstblære og

klæder af skinnende hvidt skind og hans lyse øjne. De var ligeså lyse

som en qallunaaqs øjne. M´s mor får efterhånden endnu tre levedygtige

børn, to sønner og en datter. Senere træffer M. under en storm ude til

havs en måge, der lærer ham en sang til at stilne stormen med.

Den bruger han med held og bliver så ivrig en kajakroer, at han bliver

døv og derfor får øgenavnet Tusilartoq. Snart efter bliver han, på sin

mors opfordring, gift, men konen bliver syg, sygner hen og dør, og

Tusilartoq besøger hende ofte i graven, hvor hun med ham deler den mad,

folk har givet hende. Under et besøg giver hun ham et visdomsmiddel,

nemlig en muslingeskal med spildtran fra lampen. Han drikker det, ser

udgangen lukke sig, besvimer og vågner op ude ved siden af sin kajak.

Fra nu af besøger han ikke længere graven (han har fået de dødes

"klarsyn". BS) T. gifter sig igen og får sønnen Aqajaroq. T. tager

nu på rejse nordpå. Imens bliver en af hans to brødre dræbt derhjemme

under en alkejagt. Morderen er Qitoraq, der lader alle sine mandlige

slægtninge gøre sig til medskyldige. Først nu begynder T. at tænke på

drab. Han bliver dog skyldig i sin anden kones død, fordi han en aften,

da han ikke kan sove for sønnen Aqajaroqs gråd, beklager sig over det.

Fornærmet begår konen selvmord, og T. kommer til at afsky sin søn, der

senere bliver bange for sin far og tyr til sin farbror.

Denne drukner imidlertid under en alkefangst, hvor han er taget ud

alene, og da han er en angerlartussiaq, kommer han til live og i land

igen, men desværre hos sin fars fjender i Sydgrønland. De genopliver

ham, forhører sig om hans slægt og dræber ham. Dette får Aqajaroq

senere at vide af morderfamilien, der er på rejse til Nuuk, men ikke

ved at A. er den myrdedes nevø. A., der er døbt Ignatius, må tage sig

sammen for ikke at hævne sig. Han fortæller om slægtskabet og søger at

berolige sine gæster. Men de flygter om natten.

Ignatius får en dødelig byld på skulderen, men kommer sig. Og han

får sig sat i respekt hos sin gnavne far, engang denne under

sommerrejsen beklager sig over regnvejr. I. demonstrerer tavs sin

enorme fysiske styrke, hvorefter Tusilartoq holder bøtte med sine

beklagelser. T. bliver døbt Moorsasi, men kun af navn. Han kan heller

ikke dø rigtigt, hans åndedrag kan ikke fare opad, kun nedad med et

brøl, og han er ved at skræmme livet af sin familie, hver gang han

kommer til live igen. De får ham dog transporteret til Ny Herrnhut /

Nuuk / Godthåb og forsvarligt begravet i Guds Urtegård dér.

Man hører end ikke det mindste fløjt fra ham sidenhen. Senere ligger

Ignatius selv for døden af en byld på ryggen og takker af hjertet for,

at han ikke dræbte sin og faderens fjende, Qitoraq. Det havde han

engang været på nippet til, men havde i stedet harpuneret en sæl,

hvorefter Qitoraq var flygtet.

Var.: Singajik / Síngajik / Singajuk / Síngajuk

Hist.: Historisk fortælling, en saga om en af de mange sydlændinge, der kom til Kangeq, og hans efterkommere. Ved hjælp af denne og en yngre variant har Gulløv og Kapel, (Folk 1979/80), kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Se Esaias version.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.