Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Klemensen, Ane gav 5 resultater.

Innersuit

Print
Dokument id:2111
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Ane
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 231 - 232
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 246: Uden titel.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

I Ane Klemensens barndom skulle man passe på ikke at blive harpuneret af innersuit og skulle derfor ro i en stor bue uden om Orsuinnguit på ruten til Qassimiut. En kajakmand med en stor remmesæl på slæb blev ladt alene af fællerne ud for Qunnertalik, hvor innersuits vinduer kunne ses. Han kom aldrig hjem. Ligså forsvandt her engang en konebåd fuld af voksne glade roersker.

 

Tilføjelse:

I den grønlandske udgave slutter AK denne fortælling således:

 

s. 246:

De plejede at fortælle, at der dagen efter var lidt nordenvind på dette sted, og der var ikke noget at gøre, for der var en stor spækplet og nutaarnimillu (?) fra (området ved) denne skrænt, hvor man mente, at der plejede at være Innersuit. Og det siges, at denne... at Innersuit...

   Det fortælles altså, at flere er kommet ud for dette. Og efter sigende kom en konebåd, som havde gode og ivrige roersker - de kom den vej, og de nåede heller aldrig frem, de dukkede aldrig op. De roede lastet med ammassætter. De nåede simpelthen aldrig frem. Det er ikke til at vide, hvad der skete med dem. Det er nok det eneste jeg kan fortælle om det, jeg har hørt om Innersuit.

 

Ja, det er nok alt jeg har hørt om innersuit.

   Ja, altså sådan noget som jeg selv har hørt/oplevet... vi boede jo i en lille bygd, og derfor levede vi nok i centrum af al denne overtro. Når julen nærmede sig, begyndte de gamle at konkurrere om at fortælle om åndemanere og qivittut, og det var dengang qivittut ikke var ikke var fremmede for dem.

 

Hist.: Historisk.

AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.

Qassimiut

Print
Dokument id:2106
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Abel
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qassimiut
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 227
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 245: "Qassimiut"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Ifølge Abel Klemensen blev de første af egnens grønlændere døbt i Oqaatsormiut, som en overgang var et udsted, og som man ville gøre til koloni. Men havnemulighederne var for ringe. Det var de også i Qassimiut, som man dernæst tænkte på. Derfor endte det med at blive Qaqortoq.

      I Qassimiut lå et stort rundt hus, båret af tre kampestore bjælker, der var fastgjort i midten. En qassi.

Hertil strømmede folk fra fjern og nær og holdt fredelige fester med brydekampe.

      Ved missionens begyndelse var der nogle der protesterede. Bl.a. Levi (han må altså senere være blevet døbt, BS), der stillede sig op på en høj i det dejligste vejr og advarede mod havet, der var farligt denne dag, pga. af for mange ulke og alt for mange sæler der flød rundt!

 

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Vedr. qassi, et festhus, som man kender fra inuit i canadisk Arktis og Alaska, er der en del oplysninger fra Grønland. Se Thalbitzer i Meddr. Grønland Bd. 40, 1941: 656 - 666, og Gulløv, H. C. 2003: Fra festhus til fælleshus. Tidsskriftet Grønland.

Qivittut

Print
Dokument id:2110
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Abel
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittut
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 230
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 243 - 245: "Qivittut", der fortsætter med flere episoder end dem i den danske udgave. Se ndf.

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 224 (dialekt) og 225 (engelsk).

 

Resumé af den danske tekst:

Abel Klemensen har set mange qivittut, siger han. En af dem fortalte om sin forvandling i fjeldet, hvor han sultede og tørstede uden at kunne finde vådt eller tørt indtil den femte dag. Da spiste han som det første en ravn, og begyndte derfor siden altid sin tale med et krar- krar - krar. Hans støvler var lavet af rødder. Fra den femte dag kunne en qivittoq alt. Også flyve - mens de spyede ild. Aabaalakasik havde prøvet at skyde en flyvende qivittoq / fjeldgænger ned. Men den var usårlig. Det ene ben var bundet op. AK så selv sammen med andre børn engang en qivittoq der landede og blinkede til dem.

 

Tilføjelse: Den grønlandske tekst i oversættelse ved Signe Åsblom:

 

s. 243:

Engang var en lille dreng forsvundet, og de ledte og ledte... Selv om de ledte efter ham, kunne de ikke finde ham, og derfor sagde de til deres åndemanere... en åndemaner. De bad ham sige til ham... sagde til åndemaneren, at man skulle mane ånder for drengen. Åndemaneren kaldte længe på sine hjælpeånder: "Åh, de siger, at han er deroppe i byen (de store huse hos kæmperne i indlandet ? BS) og græder, den stakkel! De siger, at han græder!" Og drengens far blev dybt forbavset. "I morgen tidlig tager vi straks hen til ham".

   Så kom de derhen, men hvor var det egentlig? Stedet var helt fladt. Der var ikke andet end nogle grimme enebærbuske og dværgbirke, der var vokset hen over stedet. Da åndemaneren kom derhen, kiggede han omhyggeligt på stedet og sagde: "Her er indgangen!" Så gravede han dér og sagde: "Så kan I godt åbne!" Og sikke da en indgangsåbning! Åndemaneren gik ind sammen med manden for at hente dennes søn. Hans lille søn sad der og græd uafbrudt. Og da manden ville tage sin søn og fatte om hans hænder, opdagede han, at drengens hænder allerede var blevet fuldkommen sorte! Og det fortælles, at fordi han selv var døbt kunne han simpelthen ikke røre drengen. Derfor drejede han rundt og forlod uden videre drengen.

   Det var fordi drengen allerede var spoleret... og og det fortsatte sådan ... at han gav små lyde fra sig som et dyr. Det fortælles, at drengen hele tiden gned sine hænder mens han udstødte sine dyrelyde. Samtidig tudede / fløjtede han og begyndte så at græde igen. Det var altså ham de var kommet for at hente, og når han forsøgte at sige noget, stod der ild ud af munden på ham. Han var virkelig blevet ødelagt, og det var Djævelen selv, der havde boret sig ind i ham. Man kan sige: Når det er kommet så vidt, er Djævelen allerede blevet herre over den slags mennesker.

   Det forholder sig jo også på den måde, at qivittut ender med at kunne gøre alt. De flyver også gennem luften.

 

   Og denne Aabalaakasik var også noget af en fortæller. En gang tog de ud til nogle, der var på fangst ude på de yderste øer, og så var der en skrækkelig qivittoq... en forfærdelig qivittoq, der fløj, og den skød han. Men der skete overhovedet ingenting med den. Og efter sigende fløj den sådan: Med benene sådan: Den fløj med det ene ben bøjet opad under sig og holdt om det med begge hænder. Det siges, at det nærmest så ud som blålig ild, der ikke lyste. Og han gjorde altså sådan... og benet var omviklet, ikke med remme men med store rødder, og det (benet?) blev helt dækket til(?), når de skulle afsted.

   Vi... da jeg var barn, vi så dem derude, derude lidt syd for os, nedenfor Biinias hus. Han var omviklet her (viser det måske på sit ben?), og han var virkelig skinnende hvid, og han landede der lidt syd for os, og han stirrede virkelig. Han gjorde sådan her og kiggede herhen. Og vi var jo børn, og han fik os næsten til at flygte fra ham (?), det var virkelig forbløffende dengang! Sådan var qivittut. De forfærdelige qivittut... Sådan var de altså, dengang da der fandtes qivittut. Ja, det var jo foregået på denne måde... og Aabalaakasik sagde nemlig noget, der er rigtigt: At nogle af dem smilede stort. De kiggede til siden og smilede... det var, når de var ved at flyve henover deres telt! Sådan var disse qivittut, når de efterhånden havde lært at kunne alt.  Sådan var de, når de kunne klare alt. Men det siges, at det først skete på den sjette dag. Når de virkelig var ved at dø af sult, og de fandt noget at spise, måtte de have fat i det. Og hvis de spiste noget, som for eksempel en rype, så ville det første de sagde være "qaar-", når de mødte et menneske. Spiste de en ravn... Hvis det første de spiste var en and, ville de først sige lyde som en and og først derefter tale som et menneske. Og hvis de spiste en søkonge, ville de først sige som en søkonge, før de sagde andet. Sådan var de. Sådanne fortællinger er virkelig dejlige!

 

Var.: søg på qivittut; qivittoq. Tunerluk + varianter er den traditionelle fortælling om barnet der stjæles af indlandsboere og normalt hentes hjem igen af en angakkoq / åndemaner el. faderen.

 

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Genfortolkningen af den traditionelle Tunerluk i kristent regi viser klart ændringen i opfattelsen af landets ånder, der mere eller mindre har veget pladsen for de ny qivittoq-forestillinger med forbindelse til kristendommens djævel.

Skikke og regler

Print
Dokument id:2112
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Ane
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Skikke og regler
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 232
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 247: "Qanga katsorsaatit (nakorsaatit)".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 226 (dialekt) og 227 (engelsk).

 

Resumé: AK's gamle moster, der var meget ordentlig, samlede meget mos til tørring til brug ved sygdom og fødsler. Da kusine Saras mor døde i barselseng kogte man mælke af torsk og lavede en sut af skind til den nyfødte.

      Nyfødte skulle gnides i spæk. Aldrig vaskes i vand.

      Et sår med hævelse blev kureret med sammenrørt krudt og gammel urin.

      Høj feber blev kureret med det sorte udkog stenlav. Det fremkaldte en masse spyt, men den syge blev feberfri.

 

Hist.: AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.

Historisk; lægekunst; sygdom, helbredelse.

Ved dødsfald (skikke og regler, BS)

Print
Dokument id:2113
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Ane
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ved dødsfald (skikke og regler, BS)
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 233
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 247 - 248: "Toqusogartillugu malittarisassat".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 226 - 228 (dialekt) og ulige sider: 227 - 228 (engelsk).

 

Resumé:

Ved dødsfald var det helt afgørende at de efterladte ikke kom i berøring med sæler. Der var tabu mod at gå til fjelds og se på indlandsisen. Så blev det storm. Da Andalats søn døde af et vådeskud og Andalat kort efter skød en sæl fra stranden, fik han kroget den med harpunen. Men ifølge sine dødstabuer måtte ikke hente den ind. En gammel mand gjorde det for ham.

 

Vedr. hekseri fortæller AK, at en kvinde som hendes far vragede til gengæld for Anes mor, heksede hende et knæsår på. Hun var dengang otte år. Faderen fik efterhånden kureret det over et års tid. Ane haltede endnu. Da kvinden blev gammel blev hun sindssyg, og hun indrømmede at hun havde begået hekseriet af jalusi.

 

Hist.: AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.