Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Et ældre ægtepar boede helt alene, uden bopladsfæller.

Det ene barn efter det andet døde for dem.

Engang de fik et barn, talte de sammen: "Lad os denne gang prøve at våge

over det." Midt om natten, hvor der ikke var mennesker, hørte de et

drøn og så / forstod?, at det var én, der kom op på taget. Så så'

de en stor hånd komme frem og styre direkte imod deres lille barn. Da

de så dette, skar de hånden over. Der blev ikke sagt noget deroppefra;

men de kunne høre væsenet komme ned fra taget. De sagde: "Hvis det har

fæller, skal de nok vise sig."

Engang da de som sædvanlig vågede, hørte de et drøn sent på aftenen.

Denne gang kom drønet udefra, uden for vinduerne. Så sagde den

derudefra: "Ham/hende med spalten (enten manden, som har fået hånden

skåret af, eller en kvinde (med "revne" for neden) er han derinde?"

De svarede: "Der kommer aldrig mennesker hos os!" "Han/hun tog afsted

igår, og er endnu ikke kommet tilbage."  Da den talende havde

fjernet sig, sagde de til hinanden: "Lad os følge dets spor imorgen."

De fandt en indlandsbo liggende død. Han var forblødt. Efter dette,

fortæller man, forlod de deres boplads.

Var.: muligvis.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 27 - 28.

Resumé: To ældre kvinder efterlades af deres fæller. Da sulten

begynder, bliver de enige om, at slæbe den sidst afdøde ind i huset,

for at tø ham op. Da de har fået ham ind, spørger den ene: "Kender du

hans fødselssted/-tidspunkt?" "Ja", svarer den anden. "Så gå ud og

hent det!" Da hun havde hentet det (?), faldt hun død om. Efter nogen

tid begyndte den døde mand og kvinde at gå på åndehulsfangst sammen.

Når manden havde harpuneret en sæl og trukket den op på isen undrede

han sig over, hvad det mon var. Kvinden hjalp ham, ved at sige, at

det var en sæl. Hver gang han siden fangede en sæl, spurgte han

kvinden hvad det var; han kendte nemlig ikke sødyrene længere, da han

havde været død. På denne måde kunne de overleve sultperioden.

Var.: Egentlig ikke i denne bases samlinger.

Tolkning: Det ser ud til at den ene kvinde bruger et bestemt ritual, vi især kender fra inuit i Canada. Det går ud på at kalde på den sila, dvs. det vejr, der var i det øjeblik man blev født: Hvor er min sila? På den måde kan man ændre vejret, og formentlig også - som her - forny sit liv. Den døde genfødes ved nævnelsen af sit fødselstidspunkt, og hans liv skiftes åbenbart ud med den gamle kvindes, der dør. Måske har han også ved samme lejlighed fået hendes navn.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 32 - 39: "Aaddaaridaat / Kalistiaat".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 100 + 102 + 104 + 106 + 108 (dialekt) og ss. 101 + 103 + 105 + 107 + 109 (engelsk).

Resumé:

Amos Tittusen, der var Aadaarutaa's svigersøn, gift med datteren Helene, fortæller at det var Aad.s lillesøsters død, der fik Aad. til at uddanne sig til åndemaner. Han ville hævne dødsfaldet, hvis årsag skulle være hekseri begået af den snedige åndemanerske, Katsia / Katsija. Som den mellemste af 7 brødre var Aad. den eneste af dem med vilje til at træne sig op til hævn (som det gerne er med mellemste bror, mener AT).

Aad. beslutter at opsøge indlandsisens herre (sermip inua) på en revnet sten ved en hule i brækanten. Munden skal skjules bag hættens kant og den ene arm ude af anorakken pege nedefter. I første forsøg flygter han af skræk. I andet forsøg mander han sig op til at blive angrebet og ædt bagfra af væsenet, der er et skelet af en hund eller et får med et menneskehoved. Da Aad. vågner efter lang tids besvimelse er alt som før, og dog. Han kan nu se alt, hele sin boplads med alle fæller, når han lukker øjnene (klarsyn, sila, qaammaq, BS). Også på fangst kan han med lukkede øjne se sælerne nede i vandet og vælge at harpunere den bedste.

Katsija dræber han med en riffel han tidligere har købt på handelsrejse til Pamialluk. Den tykke kvinde har formået at gøre sig tynd og forsvinde bag en tynd husstolpe af stemmejern. Aad. må skyde hende gennem stolpen. På hans bud må alle brødre, da de kommer hjem fra fangst, deltage i parteringen og placeringen af delene langt fra hinanden. Hovedet stikkes i en revne i isen, hvor det senere fortæller en forbipasserende fanger om drabet.

Aad. er ret kræsen i sit valg af hjælpeånder. Mange ånder går forgæves. Han vælger kun disse: tre brødre af den slags innersuit, der kaldes allaqitat (de underjordiske) og har næser; Equngasoq (den skævmundede) kaldet Nipisartivarsik; tryllekunstneren, Inivaraq (velsagtens en dværg), og Kisermaaq, en innersuaq uden næse. Det blir Kisermaaq, som Aad. tilkalder som den sidste, da en bådfuld ånder med en tyk rorsmand vil bortføre ham, fordi han har i arrigskab har sagt sin kone, at han ikke kommer hjem igen fra fangst. De stjæler også hans nyfangne remmesæl. Kisermaaq (Den bidske) skælder Aad. ud for at ha' kaldt på ham så sent, og ruller sig så ud med en hånd han fisker frem og liver op i munden, indtil den både har fået arm og et gevaldigt sæt tænder. Røverbåden blir bange, leverer sælen tilbage, og Kisermaaq følger Aad. helt ud af bådens rækkevidde. Den (Kis.) lover at gøre det af med båden for at Aad. kan vide hvor klogt det var af ham - som den eneste nogensinde - at få denne, den evnerige Kisermaaq som hjælpeånd.

Hist.: Tolkning af oplevelsee. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Det lyder som et eventyr, at Aad. er den mellemste af syv brødre. Det kan muligvis checkes i kirkebogen for familiens ankomst fra Sydøstkysten i 1900. De nævnte beskyldninger mod Katija / Katsija stemmer ikke overens med den ældre version Knud Rasmussen nedskrev i 1904, da han fik flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen fik Rasm. muligvis først informationer under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisermaaq søg Kisermaaq og Kisertulik. Vedr. mordet på Katsija, søg Katsija, 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation og søens troldbjørn, der hyppigst æder lærlingen og giver ham derved lyset eller klarsyn.

Kommentar: Opdelingen af innersuit i de underjordiske med næser og dem uden er muligvis fortællerens helt egen opfattelse. Rink nævner innersuit med ganske flade næser og de farligere længere ude og nede, der helt mangler næser. I Østgrønland kaldes de alle under eet de 'næseløse'.

Tilsyneladende er de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraqs fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Bemærk iøvrigt hvorledes Aad., som fortællingen må stamme fra, lader Kisermaaq berømme Aad.s klogskab og styrke som åndemaner. Et kneb åndemaneren kan benytte sig af under seancer. Se fx Aggu / Akku.

Kort resumé i Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, I, 1921: 374: Den skinsyge.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amasiartoq.

Det fortælles, at konen til en af Kangaarsuk beboerne var en meget

smuk kvinde, men at hendes mand var endnu smukkere. Alle syntes, at

han var meget smuk. Hans kone forbød ham at have med andre kvinder at

gøre (ikinguteraqungilâ - ville ikke  have andre veninder), for hun

var så skinsyg. Til sidst fik hun tilnavnet Ningartooq (den meget

skinsyge). Hendes skinsyge var så voldsom, at hun  blev tosset. Hun

var så syg, at hun mistede forstanden, og folk blev bange for hende.

Til sidst døde hun. Så snart hun døde, gav hendes mand hende tøj på og

bar hende ud og gravsatte hende. Det viste sig at  han  havde gravsat

hende lige ved højvandsmærket. I tre dage overholdt manden

tabureglerne. Da de tre dage var gået, kom der nogle piger ind til

ham og sagde: "Tag med os ud til Kitaarmiut (? østboerne)

aparsîlisatut (kender ikke ordet CB). Narurligvis ville Ningartooqs

mand ikke; med da de blev ved, gik han ud med dem, og da de kom ud,

sagde pigerne: "Ningartooq toqutalivarmeeq (? Ningartooq bor i

toqutaliaq), og de drog af sted med hendes mand til Kitaarmiut. Da de

passerede Ningartooqs grav, så de ud for den noget, der lignede et

menneske. Det viste sig at være Ningartooq. De hørte også en stemme,

der lød sådan: "Ningartooq er ganske vist død." Så flygtede de alle

sammen og Ningartooqs mand måtte kravle af sted, så bange var han. De

nåede deres egn. Til sidst blev apasorneq helt umuligt for ham

takulikajisineranik.

En gang tog en lille ældre mand af sted på besøg hos Kitaarmiut. Han

havde sit barnebarn med. Også denne gang kom

Ningartooq ud, da de passerede graven. Hun styrede hen imod den

lille ældre mand og kom ganske tæt på. Den lille ældre mand, der

holdt sit barnebarn i hånden, gik nu baglæns, og til sidst faldt han

ned i vandet. Da han faldt, fik han fodfæste på sin toornaarsuk. Men

han blev ved med at holde sit barnebarn oppe over vandet. Han støttede

sig på sin særlige hjælpeånd, da hun var ved at rane hans sjæl.

Ningartooq, som stod ved strandkanten, fik ham helt ned i vandet, så

han var ved at fryse ihjel. Mens han holdt barnebarnet skreg han: "Kom med en kajak." Så var hans husfæller var på vej ned til ham.

Ningartooq qangungisoq (? flyttede sig stadig ikke). Først da de var

helt tæt på, begyndte Ningartooq at bevæge sig henimod

sin grav. De nåede frem til den ældre mand, der stod i vand til

maven. Da kajakkerne nåede ham, var han ved at synke. De greb ham, og roede med ham til land. Da frøs barnebarnet ihjel. Af medfølelse med sit barnebarn tænkte den gamle, at han ville hævne ham, så han tog alene af

sted til Kitârmiut. Da han befandt sig ud for (Ningartooqs) grav,

begyndte hun selvfølgelig at nærme sig ham. Så kaldte han på sine

falke. Man så to falke nærme sig vestfra. De kastede sig i stød mod

kvinden med brystbenet. Hun kunne dårligt kravle langs jorden hen mod

sin grav, men til sidst lykkedes det hende at komme ind i den.

Siden så man ikke  mere til Ningartooq. På den måde hævnede den lille

ældre mand sit barnebarn - fortælles der.

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Var.: egentlig ikke.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 100 - 113.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aataarsuaqs mærkelige søn

Det fortælles at Aataarsuaq havde en stor brødreflok som fjender, og skønt han jagede dem efter bedste evne, magtede han ikke at komme dem på drabshold. Det fortælles videre at Aataarsuaq var eneste søn og at hans kone ikke kunne få børn. For nu bare at prøve begyndte Aataarsuaq at gå i seng med sin kone, og så var det som om hun begyndte at vente sig. Da han nu mærkede sig hendes tilstand, holdt han sig ikke længere tilbage fra hende. Hurtigt voksede hans kones mave, og da den med tiden blev meget stor, skulle hun føde. Da hun fødte, var det en stor prægtig dreng.

Faderen kunne dårligt vente, til fødselshjælpersken havde bundet navlestrengen, men så snart det var sket, tog han sin nyfødte søn, gik ud af huset og løb omgående ned til stranden, og han dyppede straks sin søn ned i en strandsø med hovedet først, indtil han knap kunne få luft. Han løb op med ham igen og nåede at komme ind i huset, mens han endnu trak vejret. Minsandten om ikke faderen gjorde sådan hver eneste dag. Når han vågnede om morgenen, tog han sin stakkels søn, der endnu sov, op fra hans leje og med ned på stranden. Altid dyppede han han med hovedet først ned i en strandsø. Lidt efter lidt kunne sønnen holde vejret under vandet, og da han begyndte at stolpre rundt, kunne han holde vejret under vandet lige så længe som en edderfugl. Nu blev faderen endnu ivrigere med at tage ham ned på stranden, straks han vågnede tidligt om morgenen. Efterhånden som han var blevet en lille purk, og faderen stak hans hoved ned under vandet i strandsøen, var det først efter lang tids venten og når der steg luftbobler op, at faderen gav ham mulighed for at ånde.

Da sønnen havde fået denne egenskab, var faderen engang på jagt og fangede en småspraglet sæl. Da han kom hjem sagde han til sin kone: "Du skal skære den sådan op, at du kun laver en åbning ved hjertet og krænger skindet af ligesom et skind, der skal bruges til fangstblære, og lade dets forluffer og bagluffer sidde på skindet." Hans kone skar sælen op, som hendes mand havde bedt hende gøre: hun lavede en åbning ved hjertet, krængede sælens krop ud af skindet, og da hun var færdig og gik ind, sagde hun til sin mand: " Nu er det klart og ligger derude." Manden lod skindet bringe ind og lod spækket grundigt skrabe af, og han udstoppede det gennem åbningen, så det struttede, og hængte så den udstoppede sæl op til tørring. Mens han ventede på at den tørrede, fortsatte han som han plejede med sin stakkels søn: så snart han stod op, gik han ned til stranden med han, og først efter at have ladet ham holde vejret længe under vandet, gik han tilbage til huset med ham.

En morgen da faderen vågnede så han, at skindet af den småspraglede sæl var blevet helt tørt, og så vækkede han sin stakkels søn som sædvanligt ret så brutalt: "Stå nu op, for du skal have din nye dragt på, lille du." Sønnen skyndte sig op, og da han var stået op greb han øjeblikkeligt fat i skindet af den småspraglede sæl. Da han gik ud med skindet på, gik han på den måde, at han satte sine fodspor ved siden af hinanden, og med sin far efter sig. Da han kom ud, gik han med det samme ned mod stranden. Da sønnen gik hurtigere og hurtigere ned mod stranden, kiggede faderen ind imellem hen på ham undervejs til sin kajak. Så plumpede sønnen i vandet. Faderen skyndte sig at bære sin kajak ned og satte sig i den. Så roede han hen til det sted, hvor sønnen var plumpet i vandet og kiggede derned. Men da han endnu ikke havde set sin søn, selv om han gennemsøgte havbunden, blev han til sidst ængstelig. Han angrede dybt og tænkte: "Hvor var det dog rigtig dumt af mig, at jeg lod ham gå i vandet, for nu er jeg skyld i min kære søns død. Han var helt opslugt af sine selvbebrejdelser, da han pluselig hørte et kalderåb og kiggede udefter, hvor han så, at sønnen langt derude havde stukket hovedet op af vandet. Så snart han fik øje på ham, vendte han kajakken og roede hen mod ham af alle kræfter. Sønnen så bare på ham uden tilsyneladende at tænke på at dykke. Da faderen efterhånden syntes det var synd for sønnnen, gjorde han sin blærepil, som han altid havde foran på kajakken, klar til kast, og sønnen blev ved med at kigge på ham. Og så netop som faderen gjorde en bevægelse for at kaste blærepilen efter ham, nåede han kun lige at høre sønnen bruge lufferne til at dykke med, og faderen ramte kun det sted, hvor sønnen havde været. Faderen tog sin blærepil op og fulgte uden den store lyst forsøgsvis sønnens kurs udefter. Han fulgte ruten længe, men stoppede til sidst op nu og da, og da sønnen havde været nede alt for længe, blev han til sidst urolig for ham. Så standsede han helt og gav sig i stedet til bare at spejde, men da han pludselig hørte hans kalderåb, kiggede han rundt og så, at han var dukket op langt, langt derude og bare lå og så på ham, og da han nu igen igen fik øje på ham, roede han hen mod ham af alle kræfter. Da han kom nærmere, ville han først kaste sin blærepil efter ham, men tænkte så: Jeg kan da prøve at komme helt hen til ham. Lige før han nåede ham bremsede han kajakken med åren og lagde hånden på sin søns hoved og sagde: "Lille du, det var dog utroligt så længe du kan blive under vandet, hvor er du dygtig til at blive under længe, svøm nu indefter, så hurtigt du kan, så følger jeg efter." Da faderen sagde det, hørte man kun et skvulp, da sønnen smuttede ned. Hans far vendte kajakken, satte af sted indefter af alle kræfter og holdt farten det bedste han kunne. Mens han stadig syntes, der var langt til land, hørte han sønnens kalderåb, og da han kiggede efter så han, at han var dukket op lige ved strandkanten. Så meget var han kommet forud. Da sønnen var så dygtig til at holde sig under vandet, overvejede faderen nu at bruge ham mod sine fjender.

Næste dag da Aataarsuaq var på fangst, fik han øje på de mellemste af den store brødreflok, der også var på fangst, og Aataarsuaq havde solen på sin rigtige side. Inden hans fjende opdagede ham, gemte han sig i solens genskin på vandet og begyndte at jage ham mod sin skyggeside. Umiddelbart før han fik sin fjende på så nært hold, at han kunne harpunere ham, brød denne ud fra solens genskin og begyndte at ro væk i stor fart. Aataarsuaq fulgte efter, og da de længe havde roet kraftigt til, stoppede den anden så småt op, og Aataarsuaq vendte nu forenden af sin kajak hen imod ham og opdagede, at han selv havde mistet fordelen ved solens genskin på havet, og at hans fjende nu vendte sin kajak imod ham. Aataarsuaq prøvede at flygte, men hans fjende halede hurtigt ind på ham bagfra, og Aataarsuaq blev dræbt. Da den mellemste af brødrene kom hjem fortalte han, at Aataarsuaq havde jagtet ham, mens han gemte sig i solens genskin på vandet, men at han selv havde dræbt ham, da han uforvarende var kommet ud af dette genskin, og at han nu ville opsøge hans familie og dræbe dem.

Det fortælles at Aataarsuaq havde en slægtning blandt brødreflokkens bopladsfæller, og da slægtningen hørte om deres planer, lod han som om, han intet havde hørt. Nu ventede han bare på at hans bopladsfæller skulle gå til ro for natten. Først da de allesammen var faldet i søvn, tog han over til sine slægtninge for at røbe sine bopladsfællers planer, og da han kom ind i deres hus sagde han: "Den mellemste af brødreflokken har i dag dræbt jeres eneste voksne mand i huset, og de har planer om at komme i morgen og udrydde jer allesammen." De blev naturligvis helt ulykkelige.

Næste morgen begyndte de at spejde ud af vinduet med jævne mellemrum. Da det blev op ad dagen, og da sønnens mor på et tidspunkt kiggede ud af vinduet, så hun, at kajakker var ved at runde næsset, og det var sandelig mange kajakker. Moderen trak sig tilbage til briksen og vækkede sin søn og sagde: "Din stakkel, hvordan kan du sove. En hel masse kajakmænd har rundet næsset for at udrydde os allesammen." Hendes kære søn rejste sig helt oplivet over ende, og da han var stået op, begyndte han at rode med skindet af den småspraglede sæl. Da han havde taget det på, bad han ivrigt sin mor om at skynde sig med at sy åbningen til. Da hun var færdig med det, skyndte han sig ud og så, at kajakmændene nu ikke var ret langt borte, og der var sandelig mange. Netop som han stillede sig op på taget af husgangen, var der én, der sagde: "Dér kommer han ud, fræk og frejdig, som om han ikke om lidt skulle have våben strittende ud over det hele." Aataarsuaq's søn lod som han ikke hørte det og begyndte at gå ned mod stranden for at tage imod kajakmændene. Da han begav sig ned hørte man igen et råb: "Han deroppe er jo kun et lille sølle barn, se, nu går han ned for at tage imod os, som om han om lidt ikke vil være spækket med fangstvåben; lad os se hvem der først får ram på ham og sårer ham." Og så begyndte de at ro om kap hen mod ham, og ingen af dem ville være den sidste. Derinde på land blev han, der gik dem i møde, mere og mere ivrig. Da de første kajakker var meget nær ved land, nåede han stranden og forsvandt ned i vandet. Alle kajakmændene satte nu farten yderligere op, mens de sagde: "Hvor mærkeligt! Han faldt i vandet!" Da de kom til stedet spejdede de ned i vandet mens de kommenterede: "Det var lige her, han faldt i, han må være dernede, søg nu efter ham." Da de allesammen gav sig til at lede, gemte Aataarsuaq's mærkelige søn sig langt inde i tangskoven. Han tog dem nu nøjere i øjesyn med kun det ene øje fri af tangen, og han så, at to af dem var meget dårligt udstyrede, at den ene var så skeløjet, at han kun kiggede på sin næserod, mens den andens øjne var så urolige, at de ligefrem blinkede som stjerner. Disse to havde overhovedet ingen fangstredskaber og kun en kølle fastklemt under tværremmene på kajakken, og de var begge helt opslugt af at kigge ned. Til sidst kunne han ikke nøjes med at kigge på dem, men fulgte så den skeløjede under kølen og dukkede op ved forenden på hans kajak, hvor han så, at han var helt væk i at stirre ned, mens øjnene skelede alt det, de kunne, og han ikke kunne sige andet end: "Det var dog mærkeligt, hvor bliver han af, man kan ellers tydeligt se hele bunden." Mens han sagde det, så han ham foran sig ud af øjenkrogen. Han greb sin store kølle, mens han råbte: "Hér er han jo!" Og da Aataarsuaq's søn forsvandt ned i vandet, var han lige ved at ramme ham i hovedet med køllen. Så skældte han ud på sig selv: "Jeg idiot, midt mens jeg er opslugt af at stirre ned, opdager jeg, at han længe har kigget på mig fra forenden af min kajak, og så når jeg ikke at ramme ham med køllen." Og nu havde han ikke øje for andet end forenden af sin kajak. Aataarsuaq's søn nåede rundt nedenom hans kajak, dukkede op ved dens lændestøtte og så, at den skeløjede kun havde øje for sin kajaks forende, hvor han var klar til at slå til.

Alle kajakmændene stimlede sammen ved den skeløjede, både forfra og bagfra, klar til at kaste harpunerne med kun dette ene for øje. Den skeløjede gav sig igen til at skælde ud på sig selv: "Nu ter han sig nok helt uventet, fordi vi alle er parat." Nu havde den skeløjede øjnene overalt og holdt sig parat til at slå enten forover eller bagover. Til at begynde med holdt Aataarsuaq's mærkelige søn bare øje med dem nedefra, men så svømmede han længere ud, dukkede op langt ude og så, hvor mange kajakmænd der holdt sig parat med løftede harpuner. Da han derudefra kaldte på dem, lød det: "Ih du forbarmende, dér er han jo, helt derude!" De kastede bare deres fangstredskaber fra sig og roede så om kap hen imod ham, og ingen af dem ønskede at være den sidste. De hurtigste kajakker nærmede sig. Han så bare på dem mens han ind imellem rejste sig lidt højere op af vandet. Én af kajakmændene havde nu sin blærepil klar til kast, men han blev bare ved med at kigge på dem. Og netop som manden gjorde en lille bevægelse for at kaste, lød der bare et lille svup! Han var allerede nået dybt ned, da mandens blærepil ramte det sted, hvor han lige havde været.

Nu begyndte Aataarsuaq's søn at lade dem forfølge sig udefter. Mens de søgte at følge hans rute under vandet, opdagede de hele tiden, at han var langt foran dem. De mange kajakmænd sagde uafbrudt: "Han opfører sig nu helt uventet, man skulle tro han fik åndenød, men han lader os forfølge sig i den forkerte retning." Nogle af dem trøstede de andre: "Vi kan ikke undgå at fange ham. Når først han får åndenød, skal han nok blive mere nærgående." Til sidst kom de langt ud på havet.

Da de var nået langt ud på havet, så de et isfjeld med glat overflade. Aataarsuaq's søn fortsatte stadig med at dykke og svømme og svømmede hen mod isfjeldet. Da de nærmede sig, forblev Aataarsuaq's søn længe neddykket. Næste gang de fik øje på ham, var han dukket op lige ved siden af isfjeldet. Mens de så til, begyndte han at klatre op på det. Så roede de om kap derhenad: "Se, nu hvor han har fået åndenød, prøver han at redde sig op på isfjeldet; nu kan vi ikke undgå at fange ham!"

Da Aataarsuaq's søn var klatret op på isfjeldet kunne man kun lige ane ham. Og da kajakmændene nåede det, omringede de det og føjede deres kajakker sammen med årerne stukket under hinandens tværremme, så han ikke havde noget vand at falde ned i. De lavede trin på isfjeldets side, og sikken masse mænd der nu klatrede op efter hinanden! Det fortælles, at det til alt held for Aataarsuaq's søn lykkedes ham at finde en løs klump is ovenpå isfjeldet, og den skubbede han hen til kanten, så den var lige til at skubbe ned. Først da issen på den første dukkede op over isfjeldets øverste kant, lod han klumpen falde. Og så begyndte alle de mange mænd at trimle ned langs isfjeldet, så isen bare skurrede. Da det skete, sagde de: "Hvis vi bliver sådan ved, bliver vi udryddet. Lad os flygte allesammen." Og med et rædselsråb tog de alle flugten og roede lynhurtigt væk, mens de nu og da kiggede sig tilbage. Først da de var kommet et godt stykke væk, lod Aataarsuaq's søn sig falde ned langs isfjeldets væg. Man kunne nu høre de mange mænd råbe: "Se nu, han har allerede ladet sig falde ned, og nu kan han ikke undgå at indhente os." Så kunne man kun høre vandets plasken fra pagajerne, da de satte farten yderligere op for at komme væk, og hvem skulle nu være forrest? Aataarsuaq's søn tænkte først på at begynde med de mærmeste, men ombestemte sig: "Det ser ud til, at de forreste så inderligt ønsker at redde sig." Han passerede de nærmeste, der var sakket agterud, en for en, selv om de så gerne ville nå op til de forreste. Og da han nåede frem til dem, tog han pagajen fra den forreste, så kajakken vendte bunden i vejret, og da begyndte dem bagved at skodde og flygte alt det, de kunne i alle retninger. Nu sagde de allesammen: "Sådan vil han gøre ved os allesammen, vi bliver udryddede." Og de roede endnu stærkere. Så begyndte Aataarsuaq's søn for alvor at rive deres årer fra dem og var snart i fuld gang med at udrydde de mange kajakmænd.

De to af kajakmændene, der kun havde en kølle som redskab på deres kajakker, den skeløjede og ham med de evindeligt flakkende øjne, fór endnu mere forvirrede rundt efterhånden som der blev færre og færre af deres mange kajakfæller. Hvor skulle de nu flygte hen? Når de fulgte efter deres kajakfæller, og de forreste blev frataget deres årer, skyndte de sig i en anden retning med ordene: "Vi fjolser ville selvfølgelig også være med, og det er da helt sikkert, at han også får fat på os. Hvor flovt at vi tog med, når vi kun har en kølle som våben, og så viser det sig tilmed at Aataarsuaq's søn ikke er til at hamle op med. Vi kunne have fortsat vores gode liv, men nu har vi forspildt det." " Ro nu ikke for langt væk, kom tættere herhen," sagde den skeløjede gang på gang til sin fælle. Til slut var de de eneste tilbage: "Vi har kun at beklage vores endeligt!" De lå nu tæt sammen, og når de vendte sig mod hinanden udbrød de: "Hvor er det dog skrækkeligt!" Da de to nu snakkede mere end godt var, og netop som den ene ville tage et åretag, havde Aataarsuaq's søn knap nok taget fat om spidsen af hans åre og holdt den mellem sin tommel- og pegefinger, før manden råbte: "Så, nu sker det, nu trækker han mig ned, kom skynd dig at støtte mig med åren, skynd dig!" Da den anden ville til at klemme sin åre fast under tværremmene på hans kajak, slap Aataarsuaq's søn sit tag, og det var med nød og næppe, han kunne rette sin kajak op, og med et gevaldigt suk sagde han: "Lad os nu bare holde sammen og sætte vores årer fast under hinandens tværremme." Og det gjorde de så med en sådan iver, at det rungede i kajakkerne. "Jeg tager ikke et åretag mere", sagde den ene til den anden, "og selv om vi driver ud på det åbne hav, hvis vi ikke ror, så skidt med det, for hvis pålandsvinden sætter ind, driver vi i land. Men hvornår kommer der en brise mod land? Den kan vi komme til at vente længe på. Du skeløjede, prøv om du kan padle med albuen, inden vi kommer alt for langt ud, jeg skal nok holde mig parat til at holde fast ved din kajakring." Netop som den skeløjede dyppede sin albue i vandet, tog Aataarsuaq's søn ham let om den, og den skeløjede skreg: "Du godeste, nu igen! Nu kan han ikke undgå at tippe mig rundt, træk i mig alt det du kan." Da den anden begyndte at hale i den skeløjede, slap Aataarsuaq's søn ham, og manden rettede sig op: "Åh, det var dog forfærdeligt, han var lige ved at rive armen af mig. Du har ikke prøvet noget endnu, prøv om du ikke kan padle med dit lange hår, jeg skal nok være parat til at hale i dig." Så fór det ud af ham med de evigt flakkende øjne: "Han vil da helt sikkert trække mig ned ved håret, for det er jo nemt at holde fat i." Den skeløjede sagde så: "Prøv nu bare, jeg skal nok være klar til at hale i dig, prøv nu." Da ham med de urolige øjne dyppede håret ned i vandet tog Aataarsuaq's søn fat om hårspidserne og holdt fast med sin tommel- og pegefinger. Manden skreg i vilden sky: "Så, nu er det altså alvor, nu trækker han mig ned!" Aataarsuaq's søn morede sig så kosteligt over dem, at han blev helt kraftesløs. Han slap taget i manden med de flakkende øjne, og da denne havde fået balancen igen, sukkede han dybt og udbrød: "Det nytter ikke at padle mere, jeg gør det ikke mere! Lad bare strømmen tage os med ud." Dér sad de så med hovederne højt løftede og armene over kors, og da de gav sig til at plapre i munden på hinanden, dukkede Aataarsuaq's søn op ved kajakkens forende ud for kastetræet, og bedst som de plaprede løs, råbte de begge to: "Jamen, dér er han jo, lige ved siden af!" De havde fået nok og nægtede pure at se på ham, og de løftede hovederne så højt og lænede sig så meget tilbage, at nakken lagde sig på dækket bag kajakringen.

Så var det Aataarsuaq's søn sagde: "Jeg vil ikke gøre jer noget. I kan løsne kajakkerne fra hinanden og ro hjem og fortælle jeres bopladsfæller, at ingen herefter skal komme herhen; for jeg er ikke bange for dem; og fortæl dem, at jeg hver gang vil udrydde dem, der kommer. Frigør I bare kajakkerne og ro hjem." Den vindøjede skelede først hen til ham og udbrød: "Vi risikerer jo bare, at du tager vores årer, så snart vi begynder at ro." Nu opfordrede de så på skift hinanden til at være den første til at ro. Det endte med, at det blev den skeløjede, der skulle tage det første åretag, og han sagde gang på gang til sin sidemand: "Hold dig parat til at sætte din åre fast under mine tværremme. Nå, lad os nu bare prøve." Og så strejfede han bare vandet med sin åre. Han vendte sig mod den anden med et slags smil og sagde så: "Det gik fint for mig. Prøv de nu med et åretag." Ham med de evigt flakkende øjne tog til genmæle: "Han har ladet dig være bare for at kunne lege med stakkels mig, hold dig nu parat til at fastgøre dig til mig, så vil jeg forsøge." Han tog et åretag, og det gik også fint. Efterhånden som de kom væk fra Aataarsuaq's søn roede de hurtigere og hurtigere, mens han råbte: "Fortæl dem at de aldrig mere skal gøre noget forsøg på at komme her for at udrydde os allesammen; jeg er ikke bange for dem og jeg skal dræbe hver og én."

Det fortælles at Aataarsuaq's søn kun lod de to med køllerne leve, og det fortælles også at Aataarsuaq's søn levede lige til sin naturlige død uden at være blevet såret af noget våben.

Her ender beretningen.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Tolkning vedr. indledningen: Den traditionelle overbevisning, at fosteret kun vokser hvis det får næring fra faderens sæd, er åbenbart levende endnu på fortælletidspunktet.

Ed. by H. Ostermann.

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne.

Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer.

Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.

Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum.

Dette afsnit er ikke med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid 1982.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Ajagarneq.  At spille gribespil.

Fra vores barndom til vores ungdom har vi gerne noget at lege med, noget der skal være sjovt, og som har til formål at adsprede os. Det er det samme vi gør helt frem til vores alderdom; som tiden går ændrer vi bare på legetøjet. Og efterhånden som vi bliver ældre, vender vi os mere og mere til sangen og forskellige varianter af denne. Vi er ængstelige og frygter det, der kan ske vores medmennesker og i forbindelse med det sted, hvor vi er født. Og sørgede vi ikke for at komme ud og finde nogle at være sammen med, ville vi føle det hele meget tungere. Derfor sætter vi stor pris på at have selskab, og vi har jo da også stor glæde og lettelse af at få os et godt grin. Af alle typer spil og legetøj er jeg gladest for gribespillet, for det meste bare som et legetøj og et spil men også som noget at tjene penge på.

   Til gribespillet brugte vi mest den korte underarmsknogle af en grønlandssæl, og naturligvis også mange andre slags knogler. Vi borede hul i hele knoglen, fra den ene ende til den anden, og så kaldte vi de to huller, det vil sige rørets ender, for: Den smalle endes hul "ersiva", og den brede endes hul "paaja".

   Udover disse to huller (ersiva og paaja) var der 12 andre huller, der var boret langs knoglen, fire rækker med tre huller i hver række. Nogle nøjedes med at bore 9 huller eller endnu færre, og disse huller kaldtes:

På den buede overdel af knoglen, nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed det første hul: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul: "den midterste" ("qeqqarleq"), og så det hul, der er nærmest "paaja" (den knoglebrede endes hul), der kaldtes: "dens smalle" ("ippikitsuaq").

Og på knoglens modsatte konkave underside: Hullet nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul hed "dens krumning" ("peqingasuutaa"); og hullet nærmest "paaja" (den brede knogleendes hul) hed: "dens hage" ("tallua").

Og på knoglens sider var der huller overfor hinanden, der havde ens navne for hver to:

Nærmest "ersiva" hed hullerne: "hans knogler" ("saarniligaa"); og de næste hed: "den midterste" ("qeqqarleq"); og de sidste to huller nærmest "paaja" hed: "øret" ("siut").

   Når vi spillede gribespil, var det sjoveste spil det, som vi kaldte "at tage nordpå" ("avunnaaneq")*, det vil sige i konebåd. Der spillede vi sammen i hold. Var vi for eksempel fem personer, kunne der være tre på det ene hold og to på det andet, og det dårligste hold havde flest medlemmer.

   Vi begyndte altid ved "paaja" (den brede knogleendes hul). Og så begyndte vi at spille ved først at ramme hullerne et efter et på den buede overdel af knoglen: Når man ramte rigtigt første gang: bar man sit telt ned; når man ramte rigtigt anden gang: satte man sin konebåd i vandet. Og sådan fortsatte vi med: at lægge teltet i konebåden, at gå ombord i konebåden. Og man spillede også om, hvor mange besætningsmedlemmer konebåden skulle have.

   Og når én syntes, at han havde tilstrækkeligt mange besætningsmedlemmer, besluttede han sig for at rejse og sagde: Fra den første (det var det femte hul man ramte), og det betød: den første dag på rejsen. Og for det meste regnede man med at skulle bruge antallet af alle fingrene på begge hænder og alle tæerne på begge fødder som rejsedage, og dertil kom så dage, som skulle lægges til på grund af det, der måtte indtræffe undervejs på rejsen.

   Og blev man ved med at ramme rigtigt, talte man sådan: Den første, anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Når man havde talt alle fingrene på hænderne, gik man ned til fødderne: Den første nedenunder, den anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Havde man gennemført alle disse dage (ved uafbrudt at ramme rigtigt), nåede man frem til et stykke hav med stærk strøm, og på grund af den stærke strøm, kunne det være et tidkrævende arbejde at ro der, og derfor tog den del af rejsen flere dage, det vil sige antallet af alle fingrene på hænderne. Derfor startede man forfra med at tælle, når man nåede dertil: Den første osv., og talte alle fingrene på hænderne; men under denne del af spillet skulle man spille med venstre hånd, mens man havde spillet med højre hånd på vej til det strømfyldte sted. Og når man havde kæmpet mod dette strømfyldte sted i disse antal dage (det vil sige, at man havde ramt rigtigt de antal gange), nåede man endelig frem til det landområde, som man var på vej hen til.

   Efter at have spillet med venstre hånd, måtte man nu igen spille med højre hånd: Han bærer sit telt op, han slår teltet op, han tager ud at ro i kajak, han fanger en sæl, han ror ind til land med den, hans kone parterer byttet, hun skraber skindet (og her lagdes kaste- eller skubbepinden ned mellem fingrene), han skærer skindet op i lange baner til remme, han tørrer dem, han skærer dem op i længder, han søger efter nogen at bo hos, han går op på udkigspunktet, han tager en sten.

   Når han søger et sted at flytte ind, har det en bestemt funktion. Lad os sige: Når man spiller og ikke rammer rigtigt, før man er nået hen til sit mål, skal man give kastepinden til holdmedspilleren, og så skal medspilleren begynde at spille på nøjagtig samme måde for at nå det samme mål. Men da nogen altid vil være bagefter, vil den første, der ankommer til stedet, indlogere den sidst ankommende, når han rammer det hul, som den anden nåede hen til, fordi han ikke kunne ramme. Når han altså er nået til det hul, som den anden stoppede ved: Han indlogerer konebådsbesætningen, og ved at gøre det, får han spillet til at dreje om sin egen akse, fordi han indlogerer nogen. Dette sker ikke særlig ofte, og derfor er de indlogerede ude af spillet, fordi de ikke når hen til deres mål og desuden kommer bagud, og de har altså tabt.

Der kan dog også ske det, at de i deres kappestrid endnu ikke er nået frem til deres bestemmelsessted. De konkurrerer jo, så når de når hen til hinanden og vinder over hinanden, går de ikke bare forbi hinanden, men de slår hinandens konebådsbesætning ihjel på følgende måde: De vælter modstanderens konebåd, skærer hans arm af, skærer hans ben af, skærer hans stakkels hoved af, han tager hovedet ombord i sin båd, han tager videre med den myrdedes hoved i sin konebåd. Og så må han som nybegynder begynde forfra med dagene og gennemføre dagene (den første, den anden osv.) eller tage alle fingrene på hænderne en efter en, eller måske tage alle tæernes antal med også. Hvis han på den måde bliver ved med at ramme rigtigt og når hen til sit mål, skal han ikke først tage på jagt i kajak men i stedet for gå videre på følgende måde: han kaster det medbragte hoved i vandet, en haj kommer hen til det, hajen æder hovedet, og her skal man spille ved at bide sammen med tænderne om spillepinden. Og hvis man rammer rigtigt har man vundet, og modstanderen, der ikke formodes at kunne blive levende igen, når hans hoved jo er blevet ædt, er ude af spillet, fordi han har tabt.

   Men ham der faktisk slog sig selv ihjel, fordi han ikke ramte rigtigt, før han var nået hen til sit mål, han kan faktisk få en chance for at blive levende igen ved at ramme rigtigt på følgende måde: Han læges, andre dele af ham læges, hans konebåd vendes på ret køl, hans besætning ror af sted; og når han bruger tallene "den første, den anden osv.", kan han nå derhen, hvor han tager sit hoved og bliver levende igen, og på den måde kan han udmærket godt komme til at spille med i spillet igen.

   Og rammer man ikke det hul, hvor man blev slået ihjel, kan man ikke blive levende igen. Og selv om man er kommet forud for sin modstander, kan man udmærket godt slå vedkommende ihjel. Man kan belægge et af de huller, som man har ramt, med f.eks. følgende ord: "Jeg dræber dig i rygfinnen!" Når efterfølgeren når hen til netop hullet "rygfinnen", dør han der og kan også blive levende der. Det er for at sinke modstanderen, fordi den, der er foran, så inderligt gerne vil vinde.

   "At tage nordpå" kan udvides med langt flere kast og skub for at forlænge spillet og for at gøre det sjovere og mere spændende.

   Andre typer spil er f.eks. disse, der spilles for sjov:

"At trække røvhul"  man tager knoglen og lader pinden falde ned, så snoren bliver helt rettet ud, og med den ene hånd løftes knoglen, og man prøver på at kaste pinden, så den rammer knoglens smalle åbning. Rammer man, har man trukket sit røvhul ind.

"At hakke med sit næb":  man lægger pinden mellem langfinger og ringfinger og prøver på at ramme knoglens smalle åbning ("ersiva").

"At sy den":  ved et pludseligt ryk prøver man på at få pinden ind i knoglens bredeste åbning ("paaja"). Og det gøres uden at løfte pinden op.

"At slå den ind":  man prøver at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja"), men denne gang har man løftet knoglen men holder pinden inde i sin hånd.

"Jeg bider dig":  man bider fast om pinden og prøver på at ramme den ene eller anden knogleendes åbning.

"Jeg kysser dig":  man propper en del af pinden ind i næsen og prøver på at ramme den ene eller den anden knogleendes åbning.

"Jeg drejer dig rundt, mens jeg bider den":  man bider fast om pinden og lader knoglen dreje rundt og prøver på at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja").

   Nogle gange spillede vi bare de forskellige spil, andre gange lod vi spillene indgå i forskellige konkurrencer og brugte dem som pausespil.

Oversat af Signe Åsblom.

*i Østgrønland betyder avunnaarneq: sydpå, altså spejlvendt betydningen i Vestgrønland (begge steder orienterer man sig med fronten mod havet, til højre og til venstre).

Hist.: Afsnit af den grønlandske udgave af Quppersimaans selvbiografi. Se også udgivelsen: Sandgreen: ajagarneq (Ring og pind spil), Eget forlag, Nuuk 1967, der er en tosproget (grønlandsk/dansk) beskrivelse af legen på grundlag af samme informationer. Her ses også et par tegninger med angivelse af hullernes navne.

Der findes næppe nogen mere detaljeret beskrivelse af agajarneq, der var en fælleseskimoisk leg. I arktisk Canada var der tabu mod spillet på visse årstider i forhold til vintersolhverv. Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter..

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 123 - 126; angakkortalissuit, 1990: 121 - 124.

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Ajijak er født til at blive åndemaner, fordi alle hans ældre

søskende er døde som små. Da han erfarer sin bestemmelse bestræber han

sig for altid at være årvågen og påpasselig. I hemmelighed får han

efterhånden mange hjælpeånder, der en midsommer gir ham besked om på samme

dag at fange to sortsider, en hun og en sort han af de sjældne.

Skindene skal beredes omhyggeligt til forhængsskind. A.s første

initiation, forløsningen, kommer en midvinter aften, hvor solen står lavest på sin bane og faderens ven fra

Utoqqarmiin er kommet til sangkamp. Initiationsånden nedefra,

Oortortoq / Oordortoq (en tejst), besætter ham, mundvigene bløder, han farer rundt i vildelse, og alle søger at undgå blodstænkene, fordi de ellers vil dø.

A. kommer til sig selv og åndepuster alt blodet væk; besættelsen

gentager sig endnu to aftener, hvor A. den sidste aften krænger sin

hovedhud af. Man skynder sig at slukke lamperne for det fæle syn, og

hører huden svuppe på plads igen.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq.

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere. Vedr. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Dette er en reevideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Et ældre menneske havde et barnebarn, som var en pige.

Deres husfæller, som var fangere, sørgede for dem om vinteren og gav

dem mad, når de fangede noget.

I forsommeren tog husfællerne afsted og efterlod det ældre menneske og

barnebarnet alene på stedet. Hele sommeren bragte de dem mad, når de

fangede noget.

Så blev det vinter. Vinteren igennem var der ikke længere nogen, der

kom med mad. Mens de var der alene, begyndte de at sulte.

En morgen, da de vågnede vidste bedstemoderen ikke, hvad andet hun

skulle gøre, end at gå ned og fremsige formularer.

Nede ved isstykkerne ved stranden, fremsagde hun så en formular med

hænderne om pelshætten. Da hun havde fremsagt formularen, vendte hun

tilbage til huset, og inde i huset fjernede hun siddepladsen overfor

hovedbriksen og gravede i stedet et hul der.

Da hun var færdig mumlede hun en formular gentagne gange

og det var så det. Om aftenen lagde de sig til at sove.

Da de vågnede om morgenen og hørte en plaskende lyd derhennefra, bad

hun barnebarnet gå derhen. Med en kogegaffel i hånden gik barnebarnet

derhen, og imens sagde bedstemoderen: "Du må stikke det i øjet."

Barnebarnet fik øje på en tangloppe, der rullede rundt i udgravningen.

Hun ramte den efter bedste evne i øjet, og dér lå tangloppen død. De

tog den op og delte den imellem sig. De kunne godt have spist mere og

de gik i seng.

Næste morgen hørte de en plaskende lyd derhennefra, og barnebarnet gik

derhen og så, at det var en reje. Hun stak den i øjnene; og så var den

død. De delte den imellem sig, og slugte den i en enkelt

tyggebevægelse.

Da de vågnede næste morgen, hørte de noget støj derhennefra.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en krebs. Hun stak den i

øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og de gik i seng

om aftenen.

Efter en god nats søvn vågnede de ved lyden af en fisk, der slog med

halen. Straks skyndede hun på sit barnebarn; og barnebarnet opdagede,

at det var en ulk. Hun dræbte den ved at stikke den i øjnene. De delte

den imellem sig; og efter to tyggebevægelser var den spist op. De gik

i seng, og næste morgen vågnede de ved lyden af noget, der sprællede;

og de så, at det var en stor haj. Barnebarnet var bange for den; men

den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Det gjorde hun, og

den døde straks endog uden spræl. Med denne store fangst blev de

rigtig mætte. Om aftenen blev de overvældet af søvnighed og faldt i

søvn, inden de endnu havde lagdt sig ordentligt til rette.

Næste morgen vågnede de ved lyden af kraftigt åndedræt. Barnebarnet

gik derhen og så, at det var en "tyndhåret" (fuldvoksen netside).

Hun stak den i øjene, og så var den død. Især dette kød smagte

dejligt. Og endelig fik de noget til overs, fordi de blev så mætte. De

gik i seng, og næste morgen vågnede de igen ved lyden af åndedræt

derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en sortside.

Hun stak den i øjet, og straks var den død. Om aftenen faldt de i søvn

under måltidet og vågnede som sædvanlig ved lyden af åndepust.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en spraglet sæl. Hun dræbte

den ved at stikke den i øjenene, og kødet smagte endnu bedre. Og da de

nu jævnligt fangede sæler, blev de nu og da trætte af kød.

Da de som sædvanlig havde sovet om natten, vågnede de igen om

morgenen ved lyden af åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det

var "nerimiartuaraq", en ung klapmyds. Så såre hun prikkede den i

øjene, var den død. Da da havde nydt godt af kødet og var gået i seng

og sovet om natten, vågnede de om morgenen ved lyden af kraftige

åndepust, kraftigere end dagen før. Barnebarnet gik derhen og så, at

det var en voksen klapmyds med en stor næseblære. Hun var noget

betænkelig ved at skulle i lag med den, men den ældre sagde, at hun

skulle stikke den i øjnene. Så såre hun stak den i øjnene, døde den.

Af denne fangst blev der så meget til overs, at de kunne gemme noget

til senere brug.

Da de gik i seng om aftenen, som de plejede, og vågnede næste morgen

ved, at det støjede derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at der

var en remmesæl. Også den var hun noget betænkelig ved; men hun stak

den i øjnene, så den døde.

Da de havde spist, og det var blevet aften, gik de i seng og vågnede

næste morgen ved lyden af åndepust, som var de voldsomste, de endnu

havde hørt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en hvidhval. Igen

var hun noget bange for den, men stak den i øjet; så var den død.

Hvidhvalskød var en endnu større lækkerbidsken. De spiste godt med

mattak, og skindene af de sæler, de haved fanget, lavede de til

spækposer og fyldte dem med kød og spæk. Det blev aften før de var færdige med det arbejde. De gik i seng og vågnede næste morgen ved lyden af særdeles

kraftige åndepust. Barnebarnet sprang op for at se hvad det var. Det

var en hvalros, som hun egentlig var meget bange for. Men tilskyndet

af den ældre stak hun den i øjet, så den omgående blev dræbt.

Denne fangst gav også overflod af kød. Hele dagen følte de sig dejligt

mætte og gik i seng om aftenen. Næste morgen blev de vækket ved en

ejendommelig lyd, et kraftigt brøl. De opdagede, at det var en stor

isbjørn. Barnebarnet blev virkelig bange ved synet af den; men igen

fulgte hun det ældre menneskes råd og stak den i øjnene; så var den død.

Efter at have fanget alle de nævnte dyr, fortsatte de med at fange

alle slags dyr.

Fangerne, som de tidligere delte hus med, mente på et tidspunkt, at

den ældre og barnebarnet måtte være døde. En af fangerne tog derhen for

at undersøge, hvad der måtte være sket, om ikke andet så for blot at

se skeletterne, for de måtte jo være sultet ihjel.

Da han kunne se huset, opdagede han, at der kom røg ud af det. Han kom

helt hen til huset, gik derind og så, at de havde overflod af kød og

manglede ingenting. Han spurgte dem: "Hvor har I fået alt dette fra?"

Det ældre menneske svarede: "Der nedefra!" Da hun sagde dette, kiggede

manden på stedet overfor briksen, uden at få øje på noget. Fangerne

fik ved afrejsen en stor potion kød med.

Det fortælles, at det ælde menneske og barnebarnet den dag idag har

overflod af kød.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 123.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Alarnarsikut / Alarnarsik havde en kone men ingen børn. En vinter begyndte ægteparret at sulte tilligemed flere, som boede i hus sammen med det (dem), og blev Alarnarsik til sidst den eneste der formåede at gå omkring og se efter føde til sig og de andre. Engang vandrede han langt indefter og traf til sidst på et stort slædespor; han fulgte dette og kom da til et stort hus; i samme hus traf han, da han var kommet ind, lutter store folk. Just som den fremmede satte sig hen på sidebriksen kom en ung dreng hen til ham og støttede sig op til hans ene ben; men uheldigen faldt drengen over mandens fod og gav han sig til at græde; da een af de store mandfolk spurgte drengen hvad han fejlede, fortalte Alarnarsik straks hvorledes det var gået  til, og befrygtende tildels faderens alvorlige spørgsmål, fortalte den besøgende en usandhed idet at han sagde: "ja, din søn der græder vel, men ikke for sult som mine børn derhjemme." Da den store hørte dette beklagede han de trængende, bad ham, idet der blev sat frem for ham, at spise sig dygtig mæt, og når han gik hjem måtte han i en pose medtage noget til sin familie; men idet vor besøgende skulle til at gå blev det ham strengt forbudt at give noget til de andre hjemme i hans hus, og som Alarnarsak (sic.) måtte love, ligesom at han kunne komme igen når kødet var opspist.

       Efter at være kommet hjem overtænkte han det som var blevet ham sagt; men han kunne ikke bringe det over sig ikke at give de andre i huset med af hvad han havde medtaget, hvisårsag han tog alting ind og lod alle tage af posens indhold. Alarnarsak sagde en dag til sine medfangere om at følge sig til det store hus igen for at se at få mere føde igen. De gik, men flere måtte for udmattelse af sult blive tilbage og til sidst var de kun tre med Alarnartoq (sic.) som kom til stedet; men huset syntes at være flyttet til et stræk indefter, og kom først sent til det; atter efterladende en på vejen fordi han ikke længere kunne gå. Alarnartok (sic.) og hans ledsager fandt nu i husets nordside en slags hvalmattak som lå over nogle stivere udbredt som et helt tag. Alarnartok var noget urolig, men idet han, bukkende sig ned (mod) husgangen for at gå ind, talte til den anden der fulgte ham, at de i huset næppe ville dræbe dem, gik de også ufortrøden indefter. Just som de gik frem i husgangen stødte (de) på en dør, som de fik op, men lidt efter igen traf de på en stendør, og atter på en tredje, hvorefter de trådte ind i huset. Alarnartok var mistænkelig over ikke at have holdt sit løfte og stod desårsag forlegen. Da han hørte folk tale, thi der var ikke oplyst nok i huset for at kunne se dem alle, smækkede Alarnartok blot med tungen. "Hør", blev der sagt af en, "der blev nuitsordorppukket (?) ude i gangen, muligt er det Alarnartok" blev der talt videre af den samme; og (så) blev alting stille igen. Nu trumfede Alarnatok med tungen, og atter blev der talt af en, blev der trumfet ude i gangen, "hvorledes, hvornår hørte jeg en fjert blive slået, muligt det (er) Alarnartoq, inga kelatupogakivfatkîlettisorq (? noget med qilaneq, udspørgning ved hovedløftning. Det tyder det følgende på BS). Nu skimtede Alarnatok og hans ledsager en gammel mand, som holdt på et ombundet hoved, og fortsatte den gamle sin tale med at sige til sidst at han ikke var i stand til at løfte hovedet. Af samme grund blev der nu bundet om hovedet på en anden, og da den gamle kunne løfte dette hoved sagde han at det var Alarnartok. "Er du ikke?" spurgte den gamle ham. "Jeg er det", svarede denne; "Men jeg har ondt ved at løfte hovedet, - der må være en med dig, ikke?" Nogle ytrede nu at han havde forfulgt huset; hvorpå den gamle tog en hvæssesten frem og begyndte at skærpe sin kniv på den. - Det gjorde den gamle besværger eller angakkoq (åndemaner), som han nok var, idet at han udtalte: "Alarnartok skal have ondt ved at forfølge vort hus og os, ifald han har ondt i sinde; thi nu skal han have ondt ved at røre sig;" og virkelig mærkede den tilrejsende og hans følgebroder at de var som naglet fast til jorden; ligesom de begge heller ikke formåede at blinke med øjnene. Alarnartok ville spytte men førend spyttet nåede gulvet antændte det en stor lampe. Efter denne antændelse var hele huset oplyst og med det samme følte begge de fortryllede at de kunne bevæge dem frit. De gik derpå ud; men faldt så helt ned i sporet af kæmpefolket da de kom ud på sneen. Den gamle i huset fulgte efter dem med et antændt stykke mos for at finde dem i mørket. Han ledte forgæves efter dem, havde nær trådt et par gange på dem, mens de lå skjult nede i sporene, og til sidst gik kæmpen ind i huset. Da det nu blev lyst og roligt omkring dem gik de flygtende hen til stilladset hvorover mattakken var henlagt. Alarnartok stod på sin kammerats ryg og flænsede gode skiver ned af mattakken; kom dette i posen. Hjem gik de så med deres bytte, og sultede ikke mere i den vinter.

Hist.: Det er ret usædvanligt at almindelige mennesker klarer at overtræde åndernes påbud, som kæmpernes hér om ikke at dele madgaven med andre. Se fx: De små forældreløse Juua. I det hele taget forekommer U. Rosings fortæller, Nicolaij / Nikolaj, ret moderne i sine fortællingers hyppige fornægtelser af, at den anden verdens ånder og guder skulle have langt større evner end mennesker. Det må være den kristne påvirkning med sin ophævelse af de gamle tabuer, der her sætter sig igennem.

Episoden med de tre døre i husgangen forkommer normalt ikke i grønlandske fortællinger og er sandsynligvis en påvirkning fra europæiske folkeeventyr.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 141 ss. 705 - 708.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 403 - 405: Oqaluttuaq Allunnguamik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:196 - 200.

Resumé:

Allunnguaq er en lille dreng, der ikke vokser og derfor opfordres af sin far til at træne sine kræfter i klippespalter, som Allu. efter sigende til sidst kan presse noget fra hinanden. Han bliver tillige en meget dygtig fanger. I en ny hvid anorak "frier" han til bopladsens mange brødres eneste søster, en ordentlig tamp af en dame, der foreløbig egenhændig har smidt alle granvoksne friere på porten (hovedkuls ud i husgangen). Men lille Allu. kan hun ikke klare. Han hjemfører den sprællende skude under armen, og såvel hun som hendes mange brødre falder til føje. Hun føder ham en søn, der efterhånden giver Allu. lyst til at få sig en ny konebåd. Familien tager ikke med de andre på sommerrejse. De bliver hjemme, hvor Allu. fanger sæler til konebådsskind. En gruppe sydlændinge slår sig ned. Deres husfar er en flink mand, der fanger sammen med Allu. hver dag. Men en dag rygtes det til Allu. at denne mand vil røve hans kone. Allu. bliver hjemme og står og pusler med sine redskaber ved sidebriksen, da konerøveren, en stor mand i hvidt skindtøj - han ligner en enorm måge - kommer farende ind og forgæves prøver at vælte Allu. omkuld i springet. Allu. fortsætter urokkeligt med sit pusleri. To gange forsøger sydlændingen at røve konen, der hver gang sender ham hovedkuls ud i husgangen. Tredje gang snupper hun ham i nakken, smider ham på gulvet og dænger ham til med alle de bådeskind, der ligger til afhåring i urinbaljen. Han ligger helt stille lidt, men får så viklet sig ud: Hans fine hvide skindtøj er ganske tilsølet.

Mens Allu. bygger konebåd leger hans lille søn med sin legeharpun ved siden af. Pludselig giver han et hyl fra sig over noget stort, han ikke kender. Det er en isbjørn, som så Allu. går løs på med de bare næver og til sidst får has på ved at snurre den rundt i luften og ned i jorden. Konen flænser lykkelig dyret, koger masser af kød og får i sin iver inviteret alle de hjemvendte fangere på spisning, inden Allu. får sagt noget. Også under spisningen tager hun minsandten ordet og fortæller stolt både om, hvordan Allu. overmandede bjørnen, og om hvordan han i sin tid fik krammet på hende, der hidtil havde kastet alle store mænd på porten.

Var.: Mikiassen Atdlunguaq;

En del meget forskellige fortællinger har en hovedperson ved navn Allunnguaq.

Hist.: Skønt der er historiske fortællinger om meget stærke kvinder, er denne det næppe. Dertil virker den for litterært velkomponeret.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om menneskeædere. (Orig. overskrift: Endnu en fortælling).

Der var engang to brødre. Den yngste roede i kajak til Paakitsoq. En netside

dukkede op, og han roede derhen for at harpunere den. Så mærkede han, at

kajakken stødte imod stranden med mange rullesten. Der kom en ældre mand hen

til ham og sagde: "Kom op til os." Da han kom ind i huset, dræbte de ham.

Storebroderen tog også på fangst og kom til samme sted. En ældre mand inviterede

ham op til huset og inden han gik op til huset, sørgede han for at placere

kajakken på stranden med forenden imod havet. Inde i huset var konen i gang med

at koge mad. Gæsten så en hånd hænge et sted, og det var lillebroderens hånd.

Der var en datter i huset. Om hende sagde moderen: "Hende dér spiser ikke

menneskekød." Pigen gjorde tegn med øjnene til gæsten, at han skulle forsvinde.

Han skyndte sig ud efterfulgt af konen, der råbte: "Vi er ved at glip af et

menneske." Manden dukkede op og skyndte sig ned til sin kajak og roede ud. Han

havde sin lanse med. Han roede efter den fremmede rundt om en isflage, hvor

fangerens datter opholdt sig. Den fremmede dræbte den ældre mand, mens hans kone

stod på stranden og sleb sin ulu. Den fremmede roede af sted med datteren fra

huset på kajakken.

Om foråret rejste de sydover og kom til en boplads, hvor de overvintrede.

Beboerne viste sig at være menneskeædere. En dag da sælen, han kom hjem med,

var ved at blive flænset, kom en ung mand og sagde: "maanna qamana" (nu skal du

ikke på fangst (?) Chr.B.)." Dagen efter, da han kom hjem fra fangst, sagde hans

kone til ham: "Den unge mand, der står derude, har flere gange sagt til mig:

"maanna qamana." I det samme hørte de klynken og gik ud. Dér lå så den unge mand

med en stor kniv stukket i maven. Manden løb ned til sin kajak efter sin lanse

og gav den unge mand det dræbende stik. Der blev sagt, at hans mor var ude at samle bær. Manden, der aflivede den unge mand, gik ud for at underrette hende.

Jeg har dræbt din søn - sagde han til hende. Moderen blev glad og sagde: "Så vil

jeg have (spise) den ene balle, så vil jeg have ballen."

Var.: Der er en del fortællinger om menneskeædere. Denne er noget uklar i sammenhængen. Bueskydning / Brødrene; De to fætre; Brødrene som forsvandt;

Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 68: Møde med en qajariaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 68: Qajarissamik naapitsineq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Endnu en anden fortælling.

     En dygtig fanger i Narsarmiut opdrog sine to sønner til kun at bruge en fuglepil som fangstredskab. De brugte den, når de var på sæljagt og på hvalrosjagt. Engang tog de af sted sammen med deres nye fuglepile. De fangede en stor hanhvalros med deres fuglepile. Spidsen på deres fuglepile havde ingen modhager. Underdelen af sidespidserne var slebet skarpe. Når de ramte sæler, der lå med hovedet bøjet bagover, blev halsen skåret over. De fangede meget.

Engang roede den ældste ind i Kangerluarsuk. Hans far var på vej hjem med

en sæl på slæb. Denne ældre bror var på vej ud af fjorden sent på dagen. Han

opdagede, at en kajak fulgte efter ham og han undrede sig over det, fordi han

vidste, at der ikke var andre kajakker inde i fjorden. Da den fremmede kajakmand

kom nærmere, lagde fangeren fra Narsarmiut mærke til, at den fremmede abede

efter ham. Når han drejede lidt, drejede den fremmede også. Han kunne ikke

rigtig se bagenden af den fremmedes kajak. Fangeren fra Narsarmiut vendte siden

til. Det gjorde den fremmede også. Nu sås det tydeligt, at den fremmedes kajak

manglede bagende. Han blev klar over, at han blev fulgt af en kano og han blev

bange, fordi han havde hørt, at de, der blev forfulgt af kanofolkene aldrig slap

fra dem. Han forsøgte at ro væk fra ham, men den fremmede holdt den

samme afstand fra ham hele tiden. Men efterhånden halede forfølgeren ind på ham.Lige før den fremmede indhentede ham, roede han om på den anden side af et

lille næs. Han greb sin fuglepil og ventede på, at den fremmede skulle vise

sig, men han viste sig ikke. Han roede lidt tilbage for at se efter, hvor han

blev af. Han roede hjem uden at se ham igen.

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Steenholdts renskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, ss. 13h - 14. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 145.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Den forældreløse, der hævnede sig (Opr. overskrift: Også en stakkel).

En forældreløs, der ingen voksne havde til at hjælpe sig, var i færd med at

bygge sig en kajak. Han græd, fordi han havde svært ved at gøre det godt nok.

En ældre mand ville forskrække ham ved at liste sig frem til ham indhyllet i

et isbjørneskind. Den ældre mand gik helt hen til drengen uden at blive opdaget. Han pustede på drengen, som blev så forskrækket, at han flygtede grædende. Den

ældre mand grinede og sagde: "Jeg syntes egentlig, at det var synd for dig, men

jeg valgte alligevel at gøre dig bange i skikkelse af en isbjørn."

Drengen glemte det aldrig, og da han var blevet åndemaner / angakkoq, ville han hævne sig.

Engang da mændene var taget ud på fangst, så han på et skær, på den nordlige side

af bopladsen, en hvalros. Han fremsagde en trylleformular / serrat og fik på den måde hvalrossen til at krænge skindet af. Han iførte sig dette skind og svømmede ud til kajakmændene. Han fandt frem til den lille ældre mand, der i sin tid gjorde

ham bange, og dukkede op lige tæt ved ham. Han blev harpuneret af den lille

ældre mand. Han dykkede og trykkede luften ud af fangeblæren / fangstblæren, hvorefter han

svømmede hjem. Så roede han ud til kajakmændene. Disse undrede sig meget over,

at fangeblæren uden videre var forsvundet, efter at den lille ældre mand havde

harpuneret en hvalros. Den forældreløse roede hen til den lille ældre mand og

rakte ham hans fangstblære, som han fiskede op bagi kajakken. Han sagde: "Du gjorde mig i sin tid bange i skikkelse af en isbjørn, og nu har jeg

hævnet mig på dig i skikkelse af en hvalros." Da han roede bort, så han, at den

lille ældre mand tørrede en tåre bort.

Var.: Katerfarsuk; Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk

Kommentar: en meget yndet fortælling i Vestgrønland, der måske har en eller anden forbindelse til den østgrønlandske ritualmyte, hvor en angakkoq blir puulik vha. en isbjørn og en hvalros. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amaarsiniooq

En ældre blind kvinde var engang barnepige for et højt elsket barn, mens de øvrige husfæller deltog i en sangkamp på en anden boplads. Sent om aftenen gav barnet sig til at græde. Barnepigen søgte at få det til at holde op, men forgæves. Til sidst hulkede barnet uafbrudt (maniînalerpoq er formentlig det samme som manittorpoq, CB). Midt i det hele lød så en stemme, der ynkede barnet og sagde: "Nåh lille skat, kom du op i amaaten" (rygposen til små børn).

Barnepigen troede bestemt det var barnets mor, der kom for at tage barnet op i sin amaat, så hun hjalp til med at få barnet op i den. I det øjeblik barnet kom ned i amaaten, opdagede hun at det ikke var et menneske, men et væsen med en furet ryg. Væsenet stoppede barnet ned i sin amaat og bandt snøren til, så der ikke var mere at stille op, og straks var det på vej ud af huset med barnet. Først på det tidspunkt gik det op for barnepigen at det var Amaarsiniooq. Det var håbløst og hun kunne nu bare vente på, at forældrene kom tilbage. Da de kom, fortalte hun, at hun havde puttet barnet i Amaarssinooqs amaat i den tro at det var barnets mor.

       Man siger så, at forældrene gjorde alt hvad de kunne for at få barnet tilbage (fri oversættelse af sunauvfaligôq angajorqaivisa pileraluássagât, CB). Hver gang der var omslag i vejret og man kunne høre barnets gråd, gjorde forældrene sig endnu større anstrengelser for at få det tilbage, fordi de havde så ondt af deres lille skat. De søgte ihærdigt og fandt så en åndemaner, som kun beskæftigede sig med at udspørge ånder (qilaneq). Han gik ihærdigt til værks og med større og større iver, og til sidst kunne han love forældrene at de nok skulle få deres lille skat tilbage.

Var.: Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

Hist. En temmelig kort variant, der udelader hele det vanlige forløb, hvor det lykkes åndemaneren, der ofte er krøbling, at hente barnet tilbage.

Resumé:

Angakasia ("Sølle morbror") bor med kone, søster og svoger ved

Igditalik / Idditalik. A., der er storfanger, afmærker en mængde

åndehuller, som han kan fange ved, når sneen skjuler dem. Han er

barnløs, men svogeren har en lille søn. Da svogeren blir dræbt på isen

af mænd fra Savanganaartuk, flytter A. med husstand til toppen af

fjeldet Itivderdivaq / Itillersuaq og går på fangst nede ved Tasiilaq.

Han træner sin lille søstersøns kræfter til hævn ved armkrog og andre

stykeprøver. Den lille, der skriger af smerte og forskrækkelse gang på

gang, blir med årene sin morbrors overmand og driver flere gang gæk

med ham på groveste vis. A. lærer ham krybefangst og drengen får på

den vis sine første remmesæler, som han bærer hjem på ryggen med

overlegen styrke. A. bliver ældre, mister kropsvarme og kræfter, men

vil udfordre Savanganaartuk-boerne til sangkamp og øver sig først

hjemme på en skæmtevise, hvor han forsvinder ned i jorden og kommer op

med skrabespæk, mamit, drivende ned over ansigtet. Søstersønnen, der

nu er overbevist om A.s sangkampevner, bærer A., sin tante og sin mor

på ryggen til Savanganaartuk og får først nu at vide, at beboerne

dér er hans fars mordere. Han mister ganske appetiten, og mens A.

udfører sin hylende morsomme skæmtevise, klemmer han sin faders morder

ihjel. Alle flygter nøgne udenfor, hvor søstersønnen slæber liget ud

og flækker det for alle øjne. Ingen tør tage kampen op, og

søstersønnen bærer atter A., sin tante og sin mor hjem på sin ryg.

Hist.: Fortællingen kunne ifølge Jens Rosing skildre mødet mellem dorset- og

thulekultur, hvor A. med familie er dorset-folk, der kun driver

isfangst og ingen transportmidler (kajak, umiaq, slæde) har. Til

gengæld har de kæmpekræfter.

Blodhævn.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Åndemaneren havde sit hus i Kangaamiut deroppe mod nord

på den vestlige side af Nataarnivik.

Da nogle i Kangaamiut lod sig døbe, var han i den grad imod det, at

han flyttede til Kangerlussuatsiaaq.

Engang han var på fangst ud for Qaarusuk, gik han på grund. Han

søgte at komme fri fra skæret, men skæret blev ved med at vokse. Da

han umuligt kunne få kajakken ud i vandet, steg han op fra kajakken.

Han trådte ned ved siden af kajakken; men der var ingen fast grund at

træde på, så han væltede ud i vandet og druknede.

Hans husstand vendte tilbage til Kangaamiut og blev døbt.

Var.: Egentlig ikke, men enkelte andre fortællinger har samme pointe: åndemaneren el. den ældre mand, der ikke vil døbes, mister fast gund under fødder. Se fx Kangersunermiut nr. 215

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I gamle dage troede man at åndemanere kunne flyve gennem

luften. Der var engang en åndemaner, der havde en søster. Hver sommer

tog han ind i fjorden til den samme sommerplads.

En sommer var han som vanligt derinde. En dag han tog på renjagt lod

han sin lillesøster, som han ellers plejede at tage med, blive hjemme.

Da han kom hjem, var lillesøsteren væk. Han ventede og ventede, mere

og mere foruroliget; og han tog ikke længere på rensdyrjagt, men blev

hjemme og ventede. Da ingen kunne finde hende, sagde han: "Når det

igen bliver mørkt om aftenen, vil jeg lede efter hende."

En aften sagde han: "Jeg vil flyve ud og lede efter hende.

Sluk lamperne." Da man havde slukket lamperne, begyndte han at lave

støj. Midt i det hele forsvandt støjen. Han blev til ild og fløj ind i

fjorden. Da han befandt sig over sin vanlige sommerplads, tog han

omgivelserne i øjesyn og opdagede et stort, kraftigt oplyst hus. Han

dalede ned og krøb ind i gangen. På vej ind kunne han høre en livlig

snakken inde i huset. Han gik ind og så en hel masse indlandsboere,

der holdt aftenhygge sammen i dette store hus.

Længe så han sig omkring; men han genkendte ingen, og han var nødt til

at sætte sig i et hjørne ved døren. Beboerne holdt op med at snakke.

En, der stod midt på gulvet, sagde: "Vi har jo en gæst. Tag jeres

skindtøfler på." Straks fik alle travlt med at rode efter noget under

briksen. Så tog de deres skindtøfler på, hvorefter de placerede sig

langshusets væg ("igdlup sanerânut"?) stående overfor hinanden. En af

indlandsboerne, der ellers var blevet siddende, rejste sig nu op og

gik hen til den sølle åndemaner. Han tog et fast tag om åndemanerens skuldre

og trykkede ham ned i knæ. Derefter sparkede han ham over til manden

overfor/nærmest døren. Svævende i luften tænkte åndemaneren, at nu

ramte han gulvet, men han blev sparket over til en anden, der stod

overfor; og svævende i luften blev den sølle åndemaner sparket længere

og længere ind i huset, alt i mens han gav sig til at kalde på sine

hjælpeånder. Men så snart de viste sig ved indgangen, smed den store

indlandsbo dem ud igen. På det tidspunkt så åndemaneren, at han blødte,

og han fik den ide at spille død. Da han gjorde det, greb manden,

der smed hjælpånderne ud, ham og

kastede ham ind under forbriksen med ordene: "Lad os partere ham,

når han er blevet kold." Ved de ord blev åndemaneren ængstelig og

gennemgik endnu engang sine hjælpånder. Så huskede han sin stærke

indlandsbo. Ham kaldte han så på, bare ud i det blå; men se, han

sprang øjeblikkelig ind i rummet. Udsmideren gik hen til ham, men så

var det skam hjælpeånden der greb fat i indlandsboens skuldre og

trykkede ham ned og satte knæene mod hans bryst. Han tvang ham ned på

gulvet, og man så noget rødt. Så greb hjælpeånden åndemaneren, der lå

under forbriksen og trak ham med ud af huset.

Da kom åndemaneren i tanke om, at han også havde en "nasaertartoq" (én,

der plejer at slå hætten ned)(det kaldte man ræve i gamle dage). I det

samme så han, at "nasaertartoq" var på vej ind med hætten slået ned.

Han slog det ud af hovedet og gik ud (hvem?).

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner / angakkoq. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

hans jamren over smerterne. Idet man fik lamperne tændt, så man ham

sidde/ligge der stærkt lidende. De vidste ikke, hvordan det var sket, fordi han

intet havde fortalt.

Han blev liggende i tre dage, og den fjerde dag fik han dem til at

slukke lamperne. Som sædvanlig forsvandt han ud som ild. Han fløj

atter indefter. Da han nåede området svævede han henover det;  men er

var ikke noget lys at se, hvorfor han fløj væk igen.

Under sin videre færd fik han øje på et (andet) stort, stærkt oplyst

hus. Han kom ind og genkendte sin lillesøster, som havde fået en

indlandsbo til mand, og sad dér. Hun blev virkelig glad for at se ham

og gik ud efter mad. Da han nu havde set hende, forlod han atter

rummet.

Nu var det ved den tid tilhørerne kunne vente deres åndemaner tilbage,

og de kunne høre at han var glad. Først da lyset var blevet tændt,

fortalte han om dengang, da han blev sparket rundt. Han tog ikke mere

ud for at se til hende, for nu var han ikke længere bekymret for

hende.

Var.: Til den sidste episode: Angakokens åndeflugt til indlandsboerne; Et fangstmiddel til tupilakker; Qajaqanngitsoq angakkussartoq; Ajijaks forløsning og første himmelflugt;

Kombinationen er usædvanlig af de to episoder, Broderen der uddanner sig til angakkoq for at opspore sin forsvundne søster / bror, og De fjendtlige ånder der spiller bold med åndemaneren under åndeflugt.

Hist.: Sidstnævnte beskriver et ældre angakkoq-ritual, der også kendes fra canadiske inuit, hvoraf det fremgår at boldspillerne er nordlysene, dvs. de døde der er havnet himlens dødsrige, hvor de fremkalder nordlys med deres boldspil.

Vedr. fortæller, se ndf.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en åndemaner / angakkoq, der kunne det hele. F.eks.

kunne han mane ånder, flyve gennem luften, rejse ned til

underverdenen, besøge månen og meget andet.

Den store åndemaner havde også følgende for vane: Når

åndemanerkollegaerne søgte (røvede) sjæle hos ham, gik han altid hen

og sagde til dem, at det ikke passede (at det ikke var ham, der havde

røvet dem). Han manede endog ånder sammen med alle dem han fortalte,

at det ikke passede, og han vandt altid og lod dem stå som tabere med

disse ord: "Herefter skal du ikke prale med, at du er åndemaner!" Så

forlod han dem og blev aldrig gode venner med dem igen.

Engang var der en sølle ældre åndemaner, som ikke kunne holde seance

(med tromme og tilkalde sine hjælpeånder). Han kunne ikke efterligne

åndemanere som andre, men når han udførte sin slags åndemaning,

placerede han sig altid i fodenden af briksen med et skind over sig

(som et "loft").

Engang han sådan manede ånder på skrømt, pralede han lidt: "Den store

åndemaner ved Innarsuaq har igen ranet en sjæl, og den hvis sjæl han har

røvet, kan ikke undgå at dø!(med mindre jeg henter den tilbage)" Da han blev færdig med sit åndemaneri, sagde han: "Nu skal han nok indfinde sig, for at kappes med mig!"

Få dage senere, så man den ene slæde efter den anden dukke frem uden

om et lille næs. De nåede bopladsen, og ikke en eneste gik ned for at

tage imod dem. Det var fordi de opdagede, at det var folk fra

Sermilik, og de gik op mod husene, før nogen overhovedet var kommet

ned og havde budt dem op.

Da de kom op så man den store åndemaner var med. Og denne store

åndemaner gik lige hen mod den sølle åndemaner, der ikke kunne mane

ånder, og som nu stod under konebåden og var i færd med at hugge noget

med sin økse. Den store åndemaner gik hen til ham; og den sølle

åndemaner tænkte: "Han vil ganske givet kappes med mig, som han

plejer." Ganske rigtigt; da han kom derhen, sagde han: "Jeg hører, at

du har jagtet / fået fat i en sjæl hos mig. (Jeg hører, du har helbredt den, hvis

sjæl jeg har berøvet.)" Den sølle åndemaner svarede uden tøven:

"Netop, jeg har gjort, som du plejer. Jeg har gjort ligesom du!" Så

sagde den store åndemaner: "Du må ikke lyve; for det har jeg aldrig

gjort." Den anden svarede: "Hvordan kan det så være, at folk altid

mistænker dig for et have gjort noget ondt, hvis du ikke har gjort

det?" Så svarede den store åndemaner: "Jeg har faktisk aldrig gjort

det, men folk mistænker mig alligevel for noget ondt." Den sølle

åndemaner gensvarede: "Så mange mennesker kan umuligt lyve

samstemmende. De har sikkert opdaget, at du har gjort noget for at

bringe andre mennesker i ulykke. Det er derfor, de har mistænkt dig

for at have gjort noget ondt; for sådan har mange oplevet dig. Det kan

du slet ikke benægte!" Den store åndemaner sagde blot: "Lad os mane

ånder i aften!" Den anden svarede: "Ser du, det kan jeg ikke

genneføre, for jeg kan ikke holde åndemaning." Den store åndemaner

ænsede ikke, hvad han sagde; og han fastholdt at han ville mane ånder

sammen med ham.

Da han insisterede og blev ved, svarede den sølle åndemaner: "Hvis vi

absolut skal mane ånder sammen, så lad os først snitte et sår i os

selv i alles påsyn!" Da sagde den store åndemaner: "Det er ikke noget

jeg bruger. Og når jeg ikke bruger det, vil jeg ikke være med til det

med at give sig selv snitsår." Den anden svarede: "Hør nu her. Du vil

ikke snitte dig selv, fordi du ikke bruger det. Jeg bruger heller ikke

det (med at mane ånder) og nægter at være med. Lad os derfoe slutte

her uden at  mane ånder sammen og uden at give os selv snitsår." "Jeg

vil ikke tilbagelægge den lange vej hertil til ingen nytte!" Og nu

blev han meget vred og fortsatte: "Jeg er kommet for at mane ånder

sammen med dig, og skal vi mane ånder, skal vi mane ånder, ikke

sandt?" Den anden blev også vred og sagde: "Jeg vil ikke mane ånder

sammen med dig, før jeg har gennemført det jeg agter at gøre." Med de

ord gav han sig til at lede efter noget omkring spænderemmen til

konebådsbetrækket. Så begyndte han at rense en kniv for fedt. Mens han

endnu rensede løs, kom en af tilhørerne, (der ellers havde været tavs)

med en bemærkning: "Ham dér plejer ikke at rense en kniv uden at

skulle bruge den til noget." Derefter var der ingen der sagde noget.

Da den sølle åndemaner havde renset kniven for fedt, fik han den andens

opmærksomhed henledt på sig og sagde: "Kig nøje på min kniv, for

ellers kan du jo sagtens finde på at sige, at det ikke passer."

Efter denne bemærkning var der ingen af de mange gæster, der havde

lyst til at stå bagest. Alle spilede øjnene vidt op og stirrede på

ham. Han trak sin anorak op, og så stak han kniven i brystet og

begyndte at flænse sig nedefter langs med brystbenet. Da han havde

skåret så stort et snit, at man kunne putte en hånd ind i såret, trak

han den store kniv op; imens holdt han såret åbent og vendt imod den

store åndemaner, som på den måde så lige ind i det. Det bevirkede

også, at den ene mand efter den anden blandt tilskuerne faldt om i

sneen og besvimede. Mens han endnu holdt såret åbent, sagde han til

den store åndemaner: "Tror du på dette?" Han svarede ja. Derefter

spyttede den sølle åndemaner på sin venstre hånd og gav sig langsomt

til at stryge nedover det store sår. Han havde ikke gjort det ret

længe så var såret lægt.

Han gav sin store kniv til den anden og sagde: "Hvis du ikke

snitter dig, vil jeg ikke mane ånder sammen med dig i aften!"

Så tog den anden sin (sådan står der. Men det var jo den sølle

åndemaners kniv) store kniv ("savissuani" Der skulle nok stå

"savissuaq") Idet han tog den, sagde den, der gav ham kniven: "Vis

det så for folk sådan som jeg gjorde det!" Den anden løftede armen op

gentagne gange og var klar til at stikke sig. Men da han ikke kunne få

sig selv til at stikke den ind, sagde han: "Jeg kan ikke snitte mig

selv. Formålet med, at jeg tog hertil, var jo ikke, at vi skulle

snitte os selv:" Den anden svarede: "En åndemaner, som mangler at

mestre et område, bør ikke tage ud for at kappes med nogen

("unammiartorsinnaavoq": kan tage ud for at kappes. Men der skulle vist

have stået: "unammiartorsinnaanngilaq") Kun den der føler, at han kan

klare alt, er skikket til at tage ud for at kappes med nogen." Han

fortsatte: "Skammer du dig ikke over, at du må give mig kniven igen,

uden at du har brugt den til noget?"

Hist.: Hvis denne fortælling, som angivet på håndskriftet, virkelig er fortalt af Salomon fra Bjørneøen, peger den på indvandring fra Østgrønland til herrnhuternes område derinde i fjorden ved Uummannaq: Den store åndemaner fra Innarsuaq kan være Naaja fra begyndelsen af 1800-tallet, eller en af hans sønner. Tilmed nævnes fjorden Sermilik, hvor Innarsuaq ligger på østre bred. Se Sandgreen 1967,

I - II; 1987.

I overensstemmelse hermed har Leopoldus Ringsted, Puutuusi, i Grønlands Radio, KNR i 1950'erne fortalt en overleveret fortælling om en indvandring fra Østgrønland til Pisissaarfik nær herrnhuternes Uummannaq. Puutuusi var født her i 1861. Arnaq Grove oversatte fortællingen fra KNR-båndet i sit speciale fra RUC, 1995 (upubl.).

Den lille åndemaners metode til åndemaning, hvor han lægger sig under

et skind, var velkendt i Østgrønland og hos de canadiske inuit, mens tricket med sårhelingen er fælleseskimoisk.

Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 77.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales

and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 61, ss. 341 - 346: The Sons who avenged their Mother.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hos en brødreflok var moderen den eneste kvinde i huset. På samme

boplads boede der et ældre ægtepar med mange døtre og kun én søn. De

var altid sammen. Når brødreflokken tog ud på fangstrejse og slog lejr

på den anden side af fjorden, fulgte det ældre par med og slog lejr

lige vest for. Det skete så, at brødreflokkens mor døde. De begravede

hende, og hver dag tog de hen til hendes grav og græd over hende. Da

der ikke længere var en kvinde i huset, måtte den yngste af brødrene

tage sig af det huslige. - De ældre brødre tog den ene dag ud på

fangst og den anden dag til moderens grav for dér at græde over hende

hele dagen. Sådan blev de ved.

En gang da brødreflokken tog ud til

deres fangstplads på den anden side af fjorden, som de plejede, fulgte

det ældre ægtepar med og slog lejr lige vest for. Næste morgen tog

brødrene ud på fangst. Dagen efter tog de hen til deres mors grav for at

græde over hende, og de kom først tilbage om aftenen. Om morgenen tog

de ud på fangst og kom hjem med fangst. Næste dag tog de hen til

graven for at græde, idet de overlod flænsningen af fangsten til deres

yngre brødre. Da de efter at have grædt skulle til at tage hjem, lagde

de mærke til, at stenene på moderens grav havde ændret plads.

Dagen efter, endnu før det blev morgen, tog de over til stedet, hvor

moderens grav lå. De gik i land og skjulte deres kajakker, hvorefter

de gav sig til at vente på, om der ville komme nogen. Da det var

blevet helt lyst, så de en kajakmand sætte over fjorden vesten for

deres boplads. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at det var den ældre

mand fra deres boplads. Han steg i land nedenfor sit lille hus. Da

han gik op, troede de, at han ville gå ind i sit lille hus, men han

gik forbi huset og videre op til graven og gav sig til at rode i den.

Brødrene sagde til hinanden:" Det er altså ham, der har det med at rode i

graven. Lad os dræbe ham i morgen".

Da den ældre mand havde rodet i graven, gik han ned og roede over fjorden

til den anden bred.

Brødreflokken roede tilbage, og næste morgen gik de hen til den ældre

mands telt. Den ældste af brødrene gik ind, og de andre fulgte med.

Den ældre mand var endnu ikke stået op, og den ældste af brødrene

sagde:" Der er naturligvis en anledning til vort besøg. Vi er kommet,

fordi der er blevet rodet med stenene på graven".

Den ældre mand sagde:" Hvordan skulle jeg kunne finde på at rode i den, - jeg,

som er en gammel mand, og som ikke en gang tør komme i nærheden af et

ubeboet hus." Til det sagde den ældste af brødrene:" Det var ellers dig,

vi igår så rode i graven!" Og med de ord slæbte han ham udenfor og dræbte ham.

Den ældste af brødrene gik tilbage ind i teltet og tog hans ældste datter, idet han sagde:

"Lad hende være prisen for hvad faderen havde gjort !" Han tog hende til

kone."

Dagen efter tog de ældste af brødrene ud på fangst. De yngste

blev hjemme og holdt øje med deres svigerinde. Når hun gik ud, gik de

også ud, fordi de forventede, at hun kunne finde på at tage hjem. Den

ældste af brødrene havde efterhånden haft hende et godt stykke tid;

men han havde endnu ikke rørt hende. Han kunne ikke få hende til at

lægge sig. Hele natten sad hun. Så fik konen den idé at dræbe sin

mand. Når manden kon hjem fra fangst, lagde han altid sig kniv foran

lampen. En aften da alle sov dybt og hendes mand lå på ryggen ved

siden af hende, snørede hun alt hvad der kunne snøres sammen på sit

tøj; så tog hun mandens kniv, og beredte sig på at dræbe ham.

Men så tænkte hun:" Hvis jeg stikker ham, vil han sprælle

og vække de andre, og så vil de dræbe mig, når de ser, at det er mig der

har gjort det. De dræbte jo min stakkels far og tog mig. Nå, ligemeget

om jeg bliver dræbt." Idet hun tænkte sådan, stak hun ham i

halshulningen over brystbenet. Han rørte sig en smule, men døde. Uden

at trække kniven ud, gik hun ud og gav sig til at løbe vestover. Da

hun trådte ind hos sin bror sagde hun:" Gør jer straks klar til at

tage afsted. Jeg har dræbt den ældste af brødrene !" De fik snart

konebåden i vandet, bragte deres ting om bord og tog af sted.

Drabskvinden satte sig på den forreste tofte og sagde til sin bror:" I

hvilken retning skal vi følge kysten ?" Svaret var :" Nordover". Så

sagde kvinden igen:" Når de vågner, vil de følge kysten nordover og

indhente os." Så drejede styreren konebåden rundt mod syd.

Kvinden spurgte igen:" I hvilken retning vil du følge kysten ?" Han

svarede:" Sydover." Kvinden bemærkede til dette:" Nå de efter at have

fulgt kysten nordover, ikke finder os, vil de følge os sydover og

indhente os; drej konebåden udefter."

Nu havde konebåden retning bort fra land. Kvinden, der sad forrest,

tog et åretag; og åren knækkede. Hun tog åren fra den, der roede bag

hende, satte den i åregaflen og tog et åretag. Også den knækkede. Hun

knækkede alle årerne på denne måde. Så sagde hun til styreren:" Giv

mig din styreåre." Denne sagde:" Hvad skal jeg så bruge som styreåre?"

Hun sagde: "Brug din paddelåre til det." Styreren gav hende

sin styreåre og tog i stedet sin kajakåre. Kvinden satte åren i

åregaflen og tog et åretag; og åren holdt. Der blev så kun roet i den

ene side af konebåden; og det gik udad. Da de på den måde havde drevet

konebåden udefter, sagde den gamle mor, der havde ligget på maven midt

i konebåden:" Nu kan man se mørke krusninger på havet, og I lever

endnu." Da hendes børn kiggede fremover, sagde de: "Land forude!"

Da de nåede frem til landet, sagde moderen til sin søn,

styreren:" I hvilken retning vil du uden om landet." Sønnen svarede:"

Nordenom." Moderen fortsatte:" Du skal sejle sønden om det og følge

solens bane." Så tog de retningen sønden om og videre nordpå. Da de

havde sejlet uden om landet, fik de øje på et næs, hvor der lå et hus.

De var nu på vej derhen. Der kom en mand og et par kvinder ud af

huset. De nåede stranden, uden at der kom flere ud. De gik i land og

blev budt indenfor. Det viste sig, at famlilien bestod af lutter

kvinder og én mand, ligesom de selv. Da de havde siddet dér et stykke

tid, sagde værtsfolkene:" Bliv her hos os." De blev der og boede i

samme hus; og de var sammen hele tiden.

Da brødrene vågende, opdagede de, at den ældste var død, og at der sad en stor kniv i halshulningen over brystbenet. De stod op og skyndte sig hen til den  ældre mands familie. Men de var væk. De vendte tilbage til deres lejr og tog

straks afsted nordover for at lede efter de flygtende. Når de traf

folk, spurgte de efter dem; men ingen havde set noget til dem. De

nåede højt mod nord. Men da ingen vidste noget om dem, vendte de om og

tog sydover. De sejlede forbi deres boplads og videre mod syd. De

spurgte efter dem, hvor de kom hen; men ingen kunne oplyse noget om

dem. De kom langt mod syd, men de måtte vende om. Det var blevet

vinter, da de nåede tilbage til deres boplads; og de blev dér.

Den efterfølgende sommer tog de afsted vestover og roede norden om landet.

De kom til mange mennesker i Akilineq.

De spurgte om de mennesker de søgte. Men ingen vidste noget om dem. De

tog ophold her og opgav deres eftersøgning. Da de, der flygtede, havde

boet hos deres værter i nogen tid, tog værten den næstældste pige hos

gæsterne, til kone; og det mandlige medlem af dem der var flygtet,

giftede sig med en søster til værten. Denne blev gravid og fødte en

søn; og faderen gav drengen navn efter sin far der var blevet dræbt.

Bedstemoderen sagde:" Hent min lille taske." Da man kom med den, gav

hun sig til at tømme den for dens indhold. Nederst fandt hun en lille

slibesten, der havde tilhørt dværge. Den tog hun og begyndte at slibe

sit barnebarn, der var opkaldt efter manden, for at gøre ham hårdfør.

Hun sagde hele tiden: "Du skal blive lige så hård som den." Først da

han blev tør ("panermat"), holdt hun op. Hver gang barnet fik nyt tøj,

sleb hun ham med den og sagde hele tiden:" Du skal blive lige så hård

som den."

Da manden, der flygtede, havde fået mange børn, sagde han: " Er der mon ingen andre heromkring?" En af beboerne sagde:" Nordpå bor mange mennesker; men vi plejer ikke at opsøge dem, for vi kender dem ikke."

Manden, der flygtede, sagde et par gange:" Lad os tage op til dem."

Men værten ville ikke, når han nu ikke kendte dem.

Den anden blev ved med at ville have ham med, og til sidst

indvilgede han.

De tog nordpå sammen i én konebåd. Da de var kommet langt med nord, sagde værtsfolkene: "Nu vil vi snart kunne se husene." De sejlede udenom et næs,

og inde i bunden af en indsø / lagune (i bunden af noget, der lignede en "qagsse" / qassi) sås mange telte. De slog lejr ved udløbet til indsøen. Næste morgen gik den flygtende op på en høj. Derfra så han en mand, der var på vej ned til sin kajak (for at komme i den "ikiartulermat"). Den flygtende ordnede

sin kajak og roede ud; og han kom til at følges med den fremmede

kajakmand. Mens de roede ud sammen, dæmrede det for den flygtende,

at den anden var en af hans gamle bopladsfæller, den

næstyngste af brødreflokken. På vej ud til fangstområdet stillede

den flygtende den anden følgende spørgsmål:" Belv du født

her?". "Ja, jeg blev født her", svarede den fremmede.

"Blev du dig rigtig bevidst her?"

"Jeg blev i virkeligheden hverken født eller blev mig

bevidst her. Jeg blev født og blev mig bevidst et sted østpå. Vores ældste broder

var blevet dræbt af kvinden, han lige var blevet gift med. Det var for

at lede efter mordersken, vi kom hertil."

Den flygtende fortsatte:" Er du gift ?" "Ja, jeg er gift", sagde den anden.

Han spurgte igen:" Er alle de andre også gift?" "Ja, alle er gift

undtagen den yngste af vores brødre," svarede den fremmede.

Den flygtende spurgte:" Har du børn?" "Ja, jeg har to sønner", svarede

den anden. "Har dine brødre børn?" spurgte manden, der flygtede. Den

anden svarede: "Ja, de har også kun sønner."

Hjemme igen fangstturen uden fangst hørte flygtningen nogen snakke uden for teltet. Så trådte den ene mand

efter en anden ind i teltet. Det var brødreflokken. Den, der nu var

blevet den ældste af brødrene, efter at storebroderen var blevet

dræbt, satte sig ud for sin tidligere svigerinde og sagde:

"Disse fremmede er jo gamle kendinge." Dertil sagde den

eneste mand i søskendeflokken, ham der var flygtet: "Hvis vi, der er fremmede,

er gamle kendinge, så er sådanne fremmede som jer så sandelig også genkendelige."

Den ældste af brødreflokken sagde: "Skulle vi mon lade dem leve, når vi nu

endelig har truffet dem?" Deres fjende, drabskvinden, var i færd med

at flette senetråd. Så sagde den eneste mand i søskendeflokken: "En

kvinde plejer jo ikke at forsvare sig sig over for en mand." Samtidig rodede han efter noget under briksen og tog en stor sabel

(Rinks kommentar: Stor kniv) frem. Han gav den videre til ded der nu

var den ældste i brødreflokken, og sagde: "Dræb først ham dér,

der er opkaldt efter min sølle far, som I dræbte." Sønnen stod på

gulvet og den ældste af brødrene stak ham; men han var hård, og våbnet

gled væk over kroppen "quajarqisidlugo". Han kunne ikke få våbnet

ind i kroppen og han opdagede, at spidsen var knækket.

Han leverede sablen/kniven tilbage til manden, og de gik ud

allesammen. Søskendeflokkens eneste mand gik udenfor og så, at

brødreflokken var ved at bryde op. Det samme gjorde de selv, og de

tog af sted samtidigt. Brødreflokken sejlede over det åbne hav østover

("ikârput" - de sejlede fra Akilineq imod Grønland), mens deres

fjender sejlede sydover til det sted, hvor de bosatte sig. 'Der boede

de, indtil de døde.

Hist.: På fortælletidspunktet havde mange kendskab til, at der boede stammefrænder på Akilineq, og ikke kun barbariske menneskeædere som i de traditionelle fortællinger. Lidt fjendskab er der dog tilbage i denne fortælling. Men drabene udløse ingen endeløs hævnkæde. Man nøjes med en udligning.

Vedr. blodhævn se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om en stor brødreflok der drog nordpå.

Det fortælles, at en stor brødreflok tog afsted nordpå, og at de havde en søster med. De tog hjemmefra og rejste hele dagen, og da det var blevet aften, rundede de et lille næs og så mange telte inde i bunden af en lille bugt. Så snart deres konebåd viste sig, gjaldede det, at der var en konebåd på vej. Da de var på vej ind mod stranden, kom der mange mennesker ned til stranden. De lagde til ved stranden, og da alle var steget i land, tog de fat i deres konebåd, og efter at have trukket den lidt op på stranden, løftede de hele konebåden op i land uden at have tømt den for deres ting. De bar den op til et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Først da de havde sat konebåden ned, tømte de den for deres ejendele.

Så snart de havde slået deres telt op, begyndte der at komme mange besøgende ind i teltet, og da de alle var kommet ind, var teltet propfuldt af folk. Brødrene lagde mærke til en ældre mand, der så lidt sølle ud, og det viste sig, at han var ungkarl. Efter et stykke tid begyndte de mange gæster at gå ud af teltet. Da alle efterhånden var gået, var der kun den ældre mand tilbage. Han havde altså bare ventet på, at de andre besøgende skulle gå, så han kunne sige til brødrene, at han meget gerne ville have deres eneste søster til kone. Noget efter at de andre var gået, sagde han så: "Jeg vil gerne have jeres eneste søster til kone; jeg har længe ønsket mig at få en kone, men kvinderne mener ikke, der er noget ved mig og vil ikke have mig." Efter de ord, gik brødrene med til det. Han var meget taknemmelig over, at de gik med til det. Fra da af havde han så brødrenes eneste søster til kone.

Brødrene overvejede først at overvintre på deres nye svogers boplads, men da de havde lyst til at søge efter et sted med mange flere fangstdyr, ville de fortsætte deres rejse nordover. Da de en morgen skulle af sted, var deres eneste søster meget opsat på at rejse med sine brødre. Fordi hun så gerne ville, fik hendes brødre ondt af hende og inviterede hendes mand til at rejse med. De drog af sted fra bopladsen, og søsterens mand var med. Efter at de havde rejst hele dagen, slog de lejr, da det var ved at blive aften. Da det var godt vejr den næste dag, fortsatte de nordover, og efter at have rejst hele dagen, slog de lejr. Dagen efter tog brødrene ud på kajakfangst. Hen på eftermiddagen kom de tilbage og havde alle fået fangst. Da de havde fundet ud af, at stedet var godt, begyndte de at bygge vinterhus på stedet. Da huset var færdigt, tog de ud på fangst til de yderste kyster. Mens de var dér, fangede de rigtig mange sæler. Til sidst holdt de endda op med at flå skindene af grønlandssælerne. Deres stakkels svoger havde ikke nogen kajak og havde kun som opgave at bære sine svogres fangstredskaber op. Efter en tid på denne fangstplads, og da de havde fanget grønlandssæler nok, begyndte de at fragte dem til deres vinterboplads, og så fyldte de en række kødgrave til vinteren.

Nu skulle de overvintre på dette sted, og det var tidligt om efteråret. Men så satte det ind med vedvarende dårligt vejr. Eftersom vejret var blevet dårligt, tog brødrene ikke ud på fangst. Da de nu gik hjemme uden at tage på fangst, begyndte de jævnligt, når deres stakkels svoger var ude af huset, at tale med hinanden: "Lad os dræbe vores usle svoger, han laver ikke andet end at spise." Engang da han var gået ud, begyndte de at tale om at dræbe ham. På vej ind i huset hørte han deres snak om at dræbe ham, og skyndte sig ind i huset, og straks han kom ind, sagde han: "Vent med at dræbe mig; det er ikke vinter endnu, og det er første gang I skal prøve at overvintre her nordpå." Da han sagde det, sagde hans svogre: "Det er bare noget, vi siger for sjov."

Med tiden begyndte sneen at falde, og der kom så meget sne, at alt det, der ragede op, forsvandt. Ja, der kom så meget sne, at deres hus blev helt sneet inde. Nu kunne de ikke længere komme ud af huset, og de blev allesammen liggende på briksen. Derefter var det kun deres sølle svoger, der med møje og besvær var i stand til at stå op.

En dag de vågnede, stod svogeren alene op, tog en teltstang og gik ud i husgangen. Husgangen var helt lukket til af sne, og han begyndte at udhule den med teltstangen. Derefter lavede han en smal åbning, og så masede han på for at komme ud. Da han efter megen møje kom ud, opdagede han, at det stadig sneede kraftigt. Så råbte han til de andre: "Det er dejligt at være ude i den friske luft."

Med de ord gik han ned mod konebåden, og derhenne tog han en af sine svogres vandskindspels og hans kajakåre og vendte tilbage til huset. Tilbage ved husgangen, begyndte han at rydde sneen ved husgangen med en kajakåre, og da han også havde ryddet sne ved vinduet, gik han ind i huset med vandskindspelsen i hånden. Da han kom ind, spurgte hans svogre ham: "Hvad vil du nu?" Deres sølle svoger svarede: "Jeg kommer ind med vandskindspelsen, fordi jeg vil søge efter spiselig tang til jer nede på stranden." Da han sagde det, udbrød hans mange svogre: "Nu da det er blevet vinter, er du vel i stand til at komme hjem med fangst." Det svarede han ikke på, men gik bare ud.

Da han gik ud og kom hen langs konebåden, løftede han en svogers kajak op og bar den i armen. Derefter roede han direkte udefter, og det var første gang han skulle på en sådan kajaktur. Han roede vestpå uden at standse og nåede den vestligste fangstplads hvor han opdagede, at nordvestenvinden var ved at trække indefter, men uden at standse fandt han sig et sted, hvorfra han kunne ligge på lur efter sæl. Han var dårligt standset op med stævnene op mod vinden, da en remmesæl dukkede op lige foran ham. Så roede han hurtigt hen imod den, og før sælen opdagede ham, harpunerede han den. Da han havde harpuneret den, og netop som den var begyndt at stramme fangstlinen, havde han allerede halet den hen til sin kajak ved linen. Han stak den ihjel med lansen, og så begyndte han at ro indefter med sælen på slæb. Han nåede hjem ved at lade sig bære på en enkelt dønning. Da han var kommet op af kajakken, slæbte han sin fangst op til huset og forsøgte at få den ind gennem husgangen.

Mens hans svogre ventede på at få spiselig tang, kom deres stakkels lille svoger ind i huset slæbende på en remmesæl. Da de så, hvad han slæbte på, skreg de af glæde ved synet af det, de skulle have at spise. Kvinderne, der blev opsat på at flænse en sådan fangst skyndte sig at slibe deres kvindeknive og kom ud på gulvet. Men tænk, de var så svage, at deres håndled knækkede sammen, når de forsøgte at flænse sælen. Da nu ingen af dem kunne klare sælen, måtte svogeren selv flænse den. Da han havde flænset den, gav han sine husfæller spækstykker at sutte og tygge på, og begyndte selv at koge mad. Da han havde kogt maden, gav han alle tilpas at spise uden at overdrive, og han selv spiste noget mere end de andre.

Næste dag tog han også af sted, før de andre var stået op. Da han var roet ud til den vestligste fangstplads og netop havde placeret sig med stævnen op mod vinden, dukkede en remmesæl op lige foran ham. Han roede hurtigt hen imod den, og først da han var ved at ro ind foran den, harpunerede han den, og han fik den halet ind til sig, før den nåede at stramme fangstlinen. Da han havde dræbt den med lansen, gjorde han den klar til slæb, og begyndte at ro op mod vinden. Så dukkede en anden sæl op af vandet lige foran ham, og da den kom op af vandet harpunerede han den. Han nåede også at få den halet ind til sig, inden den havde strammet fangstlinen: Da han havde gjort den klar til slæb, roede han hjemefter med to fangne sæler, og igen nåede han land ved at lade sig bære frem af een dønning.

Da han havde landet de to sæler, han havde på slæb, slæbte han dem op efter tur, og da han kom ind gennem husgangen med dem, råbte hans mange husfæller igen op af glæde. Denne gang flænsede husets kvinder sælerne, fordi de havde fået lidt flere kræfter.

Det fortælles, at deres stakkels lille svoger forsørgede dem hele foråret med sin fangst. Det fortælles også, at de tog sydpå igen, da det blev sommer, og at de siden aldrig tog nordpå igen.

Her ender fortællingen.

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladden) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921: s. 375: "Den store

åndemaner og hans eventyr ...".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqajarormiorsiorpua

(En, der søger efter noget, der er i mavesækken).

Det fortælles, at Akivamineqs (akuamineq, partiet mellem ribbenene og

lænderne på et dyr) far var en stor åndemaner / angakok / angakkoq.  Han plejede ikke at holde åndemaning men blot at udspørge ånder. (Han sad gerne

med front imod bagvæggen med skind over sig). Han tilbragte gerne

foråret på en forårsfangstplads. En morgen tog han ud i kajak og roede

i retning af Orsulugiaq. Solen var ved at stå op, da han fik øje på

fem kajakmænd. Han roede så derhenad og tænkte, at det nok

var sydlændinge (? kavángarnitsat - er på østgrønlandsk

nordlændinge, BS), der var taget afsted meget tidligt om morgenen, eller

som havde været på fangst om natten. Men han syntes, at de så

ejendommelige ud, for når man så dem fra siden, var mundpartiet langt.

Det gik op for ham, at det var innersuits tartait (ildfolkenes

hjælpeånder). De nærmede sig, men inden de nåede ham, vendte de om og

roede bort. De havde hvide anorakker med rød halslinning. Det var

derfor, de var så frygtindgydende. Han kiggede på dem; og da

krusningen på vandfladen fra dem nåede hans kajak, begyndte den at skyde

fremefter af sig selv. Han forsøgte at bakke, men det nyttede ikke.

Kun når han vendte åren på langs (når han skoddede) gik det

langsommere.

Men han kom ikke tættere på de kajakker, som han fulgte efter. Så kom

han i tanker om sin hjælpeånd. Han kaldte på den. Han hørte lyden (her

bruges der flertal), og straks efter dukkede den op ved siden af

kajakkerne. Da de så den, sagde de: "Sådan én har vi (også)." Der kom

flere hjælpeånder, men de lod sig ikke påvirke af dem. Så kom han i

tanke om noget: "Det er sandt, jeg har også den skævmundede (en equngasoq

var den mægtigste af alle åndemaneres hjælpeånder). Han kaldte på

den; og langt om længe indfandt den sig. Da den kom sagde den: "Hvad

er der (? suame)?" "Disse her vil dræbe eller røve mig." Da roede equngasoq'en  hen til dem. Han roede blot forbi dem, og først derefter vendte den sig imod dem og afventede, at de skulle nå frem til ham. Da den første nåede frem, stak

equngasoq'en / Equngasoq sin åre ind under hans kajak, så han var ved at kæntre.

Sådan gjorde han ved dem alle. Da dette var sket, standsede åndemanerens

kajak. Hjælpeånden roede hen til

åndemaneren og sagde: "De er ikke ude efter at dræbe dig; derfor

gjorde jeg dem ikke noget." Umiddelbart efter fik equngasoq øje på en tejst og sagde: "Hvis de var ude efter at dræbe dig, ville jeg have gjort sådan:" Han roede

nærmere hen til den lille tejst, tog kastetræet til sit blærespyd med

den ene hånd og greb blærespyddet. Det ordnede sig til kast ganske af

sig selv, og equngasoq ramte tejsten med sit spyd. Han roede hen til

den og flåede fuglen i stykker. De konstaterede, at fuglen var blevet

ramt i hjertet. Så sagde equngasog: "Hvis disse kajakker virkelig var

ude efter dit liv, ville jeg have gjort sådan ved dem." Så forlod

hjælpeånden ham.

Senere på sommeren fik åndemaneren svært ved at fange

sæler. En dag han var ude på fangst, og han befandt sig ud for

Qasigissat, drejede kajakken og bevægede sig imod land.

Han forsøgte at bakke, men den var ikke til at standse. Nu var han

næsten ved land, uden at han havde opdaget noget. Netop som han skulle ramme stranden, bakkede han for alle tilfældes skyld

med det resultat, at kajakken lagde til ved stranden.

Han havde dårlig sat sine hænder på kajakken for at komme op af

den, så stod han allerede oppe. Så snart han rejste sig op, var

det, som om han blev skubbet frem af blæsten bagfra. Han måtte løbe afsted, og han løb temmelig længe. Da han var kommet over fjeldet,

fik han på den anden side af det øje på et stort menneske med så

langt hår på hovedet, at hun ikke længere kunne bære det. Han løb hen

til hende og stødte ind i hende. Åndemaneren spurgte den langhårede:

"Hvad laver du her?" Hun svarede: "Jeg har kaldt på dig, for at du

skal rede mit hår. Jeg kan ikke længere bære mit hår." Åndemaneren

spurgte hende: "Hvorfor er dit hår sådan?" Hun svarede: "Det er fordi

folk ikke har overholdt tabuerne, som de skulle (paqinnartut - tabu,

allertut - de, der skal overholde taburegler)." Da

gav åndemaneren sig til at rede hendes hår. Da han var færdig og

havde sat hendes hår i en top, spurgte kvinden: "Hvad skal jeg

give dig for det?" Åndemaneren svarede: "Jeg vil gerne have sæler i

betaling, for jeg har længe ikke kunnet fange noget." Så

svarede kvinden, hvis hår han havde redt: "Når du har fanget den

første sæl, skal du ikke prøve på at fange flere, lige meget om der er

mange af dem. Du skal kun fange den ene sæl. Næste gang du ser mange

sæler, må du ikke fange tre, men kun to. Først når du tager ud tredje

gang på fangst i kajak, må du fange flere sæler."

Da åndemaneren skulle hjemad sagde han: "Min kajak er sikkert drevet

ud." Den anden svarede: "Den er ikke drevet ud. Den er på sin plads."

Åndemaneren var nu på vej hjem og på den anden side af fjeldet så han,

at kajakken var på sin plads. Han kom ned i kajakken og roede af sted.

Undervejs fangede han en sæl; og fra nu af begyndte han at fange

sæler.

Da det var ved at blive vinter, tog han til Isortoq for at

overvintre dér. Vinteren var elendig, og der kom så meget sne,

at man dårligt kunne komme ud på fangst. En aften gik åndemaneren og

hans kone ud af huset. Straks efter kom åndemaneren  ind igen og

sagde: "Hvordan mon de unge vil klare sig (? inûsútut qanormáko

ivsarajíqisut)?

Aqajarorsiartoq er ved at bryde op lige her oppe fra baglandet."

Åndemanerens ældre bror, som slet ikke troede på den slags gik

udenfor. Han blev faktisk derude og lyttede en stund, men hørte

intet. På vej ind skubbede han til alt, hvad der overhovedet

kunne skubbes til. Han sagde: "Der er intet at være bange for." Lidt

efter gik åndemaneren ud. Han kom ind igen og sagde, at

Aqajarormiorsiortoq var på vej mod dem oppe fra baglandet. Undervejs ud hørte hans bror lyden og flygtede tilbage op på briksen og helt ind

mod bagvæggen. Åndemanderen gav sig til at ordne forskelligt inde

i huset. Han dækkede vinduerne til med sadlimasunik (? sadlimasut -

brædder). Han gav sig til at tromme ånder til og sagde:

"Mange af åndemanernes store hjælpeånder er ellers nået frem til

aqajarormiorsiortoq, men de tør af angst ikke træde hende for nær."

Åndemaneren fortæller også, at denne aqajarormiorsiortoq er en

kvinde. Overalt er hun af sten undtagen mundvigene, der er blødere.

Hun har en ulu, og når hun slår sin ulu mod noget, runger

det. Nu var hun næsten helt fremme. Man kunne høre amuletten fra

åndemanerens konebåd qaseeq (måge) lette, man kunne også høre, at den

hurtigt vendte tilbage. I det samme hørte man åndemanerens vigtigste

hjælpeånd (equngasoq) fløjte (aviorpoq - qarlorpoq - kvidre, synge,

fløjte) tre gange. Så kom den roende i kajak gennem sneen. Nu var

Aqajarormiorsiortoq kommet så nær, at åndemaneren sagde, at hun også

skulle kunne ses af andre, der ikke var åndemanere. Men de ville ikke

se hende, for de var bange. Equngasoq  gik hen til hende, kastede

blærespyddet og ramte hende gennem mundvigen ned i svælget.

Aqajarormiorsiorpunga greb blærespyddet og knækkede det.

Først da hun havde smadret det helt, lagde  hun det ned på jorden.

sordlo pudlakae (soordlo pullakkai - som med et pust) blev

blærespyddet helt igen og vendte tilbage til sin ejer. Sådan blev det

ved. Til sidst ãnalerpoq (?) og begyndte at gå tilbage. Der blev

sagt, at hun boede i en hule i indlandsisen. Åndemanerens

hjælpeånder rykkede nærmere og nærmere ind på hende, og

Aqajarormiorsiortoq gik langsommere og langsommere. Åndemaneren

holdt bare op med at tromme (mane ånder), for man behøvede ikke

længere at være bange for hende. Siden så man aldrig noget til hende.

Var.: af 1. episode: søg på innersuit (der trækker kajakmænd viljeløst til deres land)

af 2. episode: Rejsen til havkvinden. Havkvinden; Havets Mor; Qujaavaarsuk; Ikarlitsuarsuk

af 3. episode: Eqingaleq Naaja sten; Den straffende månemand; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;

Kommentar: Bemærk at vejen til Havkvinden her går gennem innersuits land og at deres tiltrækning er angakokkens "transportmiddel".

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

Var.: Aqissiaq.

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 50, ss. 266 - 273.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 25, ss. 59 - 64.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 81, ss. 420 - 423: The Deserted Woman and her foster-daughter.

Resumé: Den forladte kvinde med plejedatter.

En enlig kvinde med en plejedatter efterlades på sommerpladsen, da fællerne rejser til vinterhuset.

De klarer sig vinteren over med alle indvoldene af en sæl de finder på

møddingen. Om foråret ladet kvinden plejedatteren grave et hul under

forbriksen, fylde det med saltvand, hvorefter hun selv bruger en

formular, der hver dag trækker et nyt dyr op i vandet: en ulk, en

stenbider, en edderfugl, en fjordsæl, en sortside, et marsvin (nisi),

en narhval og sidst en hvidhval. Alle dyrene slås successivt ihjel med

en amulet af en gammel slibesten. Kvinden og plejedatteren lever

således i overflod, da en gammel slægtning kommer for at se, om de er

døde af sult. Han beværtes godt og får rigelige kødgaver med hjem. Men

fra nu af virker kvindens formular ikke længere: Dyrene er blevet

fornærmet over, at hun har foræret noget af kødet til andre.

Slægtningen kommer tilbage og henter kvinderne hjem til sin boplads.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: Traditionelt styrkede det forholdet til fangstdyrene, hvis man

var gavmild med deres kød og i fortællinger hvor nødstedte får

hjælp af dyr eller ånder, må de gerne dele ud af deres gaver. Men fællerne kan ikke hente kødgaver hos giverne (dyrene/ånderne). Prøver de, forsvinder giverne aldeles.

Vigtigt i denne fortælling er det muligvis, at kvinderne med deres

kødgaver har forpligtet slægtningen på hans slægtskabsbånd.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 50, s. 335.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 133 ss. 677 - 679.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 382 - 383: Oqaluttuaq Arnarpaajuumik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:139 - 142.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 95.

Resumé:

Arnarpaajooq er en ung ugift pige, der får et tilrejsende handelsskibs kaptajns opmærksomhed og forelsker sig hovedkuls i ham. Da hun har overvundet den værste generthed og efterhånden overnatter hos ham på skibet, sover hun den halve dag hjemme til familiens store fortrydelse. Kaptajnen frier til hende, men da skibet skal afgå, og hun lige skal hjem og hente sine ting efter en søvnløs nat, snubler hun og falder i søvn. Skibet er kun lige synligt på horisonten, da hun fortumlet vågner. Hun græder og græder og falder atter i søvn. Da hun vågner taler en lille mørk kvinde i sorte klæder til hende. Hun inviterer Arnar. med hjem i sit lille hus og går i gang med både at gøre det rent og fortælle, men hun får kun lige taget hul på fortællingen om Noahs ark, da man udefra råber at fjeldet Asungarsunngarsuaq (ved Sisimiut / Holsteinsborg) er på vej ind mod land. Arnar. flygter ud, ser fjeldet helt indhyllet i tåge, mens en masse ravne svæver over hende. Det lille hus er forsvundet. Kun en jordtue ses, og fra den flyver en stor, sort ravn til vejrs. Det er den Arnar. har besøgt.

Siden forelsker Arnar. sig aldrig mere i en skibskaptajn.

Var.: Arnarpaajooq

Hist.: Sandsynligvis en fortælling fra hvalfangertiden nær Sisimiut, hvor hollandske skibe handlede frem til 1777. Eller måske senere, da britiske skibe snighandlede med grønlænderne.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 138.

Resumé: Artuk vil ikke overholde tabuer efter sine to koners død. Får

sig to nye koner og mange børn. Konerne dør, den ene efter den anden.

Han bryder sine tabuer. De døde koner hævner sig, og vil også hævne

sig på deres egne børn, fortæller konernes ældre bror, der ved det fra

en drøm, og således blev det en historie.

Hist.: Moralsk fortælling, måske med historisk kerne.

Fyldig oversættelse i Rink 1866 - 71 (1866-71), I, nr. 117, ss. 316 - 318.

Resumé: se nederst.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Noget til læsning / Fortælling om Timersuaq

Han boede i Alluitsoq (Lichtenau) og var medlem af den herrnhutiske

menighed. Han giftede sig med en af dem, der var kiffakker hos de

hvide (missionærene). Konen fødte flere børn, men de døde altid.

Manden, der meget gerne ville have børn, spekulerede i den grad, at

han til sidst kunne se det, der var skjult. Han kom til at vide noget

om andre mennesker, som han end ikke havde kunnet forestille sig

(sujuneqanngisani ?). Således fik han kendskab til, at hans lillebrors kone var sin mand utro. Det fortalte han sin lillebror, og lillebroderen pryglede sin kone og sendte hende bort, så hun kunne leve som fjeldgænger (qivittoq).

Da hun var gået sin vej, tog Timi ud for

at lede efter hende, for det var jo hans skyld, at hun var gået bort.

Han fandt hende hurtigt; men han kunne ikke få hende til at tage hjem.

Han var nødt til at følge hende. De tog af sted den 5. marts. Da det

blev dårligt vejr, og det begyndte at sne, satte de sig ved siden af

hinanden. De faldt i søvn, og da de vågnede, var de under sneen. De

rejste sig flere gange og rystede sneen af sig; men hver gang satte de

sig ned igen og sov videre. På den måde sov de i fem dage. Den sjette

dag vågnede de og var ikke længere søvnige. De tog af sted. De mødte

et og andet. Blandt andet tornit (indlandskæmper) og fjeldgængere. Så

mødte de to dværge - en gråhåret og en ung. Den gråhårede talte ikke,

men den unge var meget snakkesalig. Han begyndte at fortælle:

"I har hørt historien om kæmpen Aqissiaq. Da de havde trukket (hvalen ?) op,

ville han have sin fangstpart, og han løb af sted." Han pegede på det

område, hvor Aqissiaq løb. Mens han endnu fortalte, satte en

snespurv sig oven på en sten lige ud for dem. Dværgen rodede

efter noget i kamikkanten og trak en lille sort genstand frem.

Med den pegede han på snespurven, og den faldt død om. Han vendte sig

om til store Timi og sagde: "Hent den og kig på den." Timi undersøgte

den, men fandt ikke noget sår. Dværgen sagde: "Flå den og

åbn den." Timi kunne stadig ikke se noget særligt, men dværgen sagde:

"Se efter dens hjerte." Det gjorde Timi og opdagede i hjertet et

lille sår - som et stik af en knappenål. Timi tilbød at bytte

dværgens redskab med en bøsse; men dværgen sagde: "Jeg vil nødig af

med det." Det vil sige: "Jeg ville måske give dig det, hvis du ikke

skal tilbage til menigheden. Men du skal jo tilbage; og når du efter

at være vendt tilbage bliver gal, kan du nemt dræbe en med det; jeg

vil ikke gå med dårlig samvittighed af den grund." Så sagde dværgen

igen: "Tag og besøg os."

De fulgte efter dværgen og kom til huset,

der var skinnende rent. Timi plejede ellers ikke at genere sig for at

komme ind i hvide folks huse, men her generede han sig. Han kiggede ind i huset, men opgav at gå ind. De vandrede videre tværs over indlandsisen til

Østgrønland. Da de kom ned til kysten, så de to huse - det ene med

fire vinduer og det andet med et vindue. De gik hen til det store. De

undersøgte møddingen og fandt menneskeknogler. I møddingen til det

andet hus fandt de knogler af små sæler. De vidste ikke, hvordan disse

mennesker var - om de sammen spiste mennesker (?). Men de blev urolige

og vendte om over indlandsisen. De kom til et sted, hvor der var land

(nunalinut?). Så blev han søvnig - første gang, efter han (igen?) havde

sovet fem dage og fem nætter (i træk ?).

Han faldt i søvn og drømte,

at en rar lille europæisk mand kom hen til ham. I følgeskab med ham

begav han sig på vandring. Mens han gik dér og fulgte efter ham, gik

det op for ham, at de hævede sig op fra land. Undervejs så han nogen,

der sloges. Da de fjernede sig fra dem, så han nogen der vaskede

(irusisut). De gik videre, og han så et menneske, der sad ned. På

venstre side af ham var der en stor sæk / pose , der bulede ud her og

der. Ledsageren vendte sig imod ham og sagde: "Ved du, hvorfor det er

sådan? - og svarede så selv: "Det er fordi, han levede letsindigt,

mens han var på jorden, og det, han stjal, puttede han i sækken. Sådan vil

han vente på verdens undergang. De gik videre. Så fik han øje på en

mand i luften. Han sad på noget, der lignede et bræt, som vippede

voldsomt. Når brættet vippede til den ene side, var han lige ved at

falde af - og det samme, når vippen hældede til den anden side, og han

var meget snavset omkring munden. Den anden vendte sig imod ham og

spurgte: "Kan du klare, hvad dette betyder?" "Nej; svarede Timi;

og den anden fortsatte: "Det er Elias fra omegnen af Alluitsoq. Han

var medhjælper i kirken. Han blev tosset og beskyldte sin lille søn

for noget. Så bed han hans ringefinger af og spiste den, hvorefter han

dræbte drengen og puttede ham ind i en rævefælde. Derfor vil han være

sådan til verdens undergang. Da de gik derfra, kom de til et sted, som

lignede ler, og som bulede ud hist og her. Somme tider så de nogle

hænder stikke frem. Så hørte de nogen sige: "Det var en stor skam, at

jeg opførte mig så skidt, den gang jeg var på jorden." Den anden

vendte sig imod Timi og sagde: "Har du nogen mening om, hvordan dette

skal forstås?" Han svarede: "Nej." Den anden fortsatte: "Det er fordi

de har opført sig meget dårligt, mens de levede på jorden. Sådan

skal de befinde sig lige til jordens undergang." De forlod dem og fik

øje på en stor kløft med en masse mennesker, der tyggede på deres

tunger. Den anden sagde: "De har det sådan, fordi de har opført sig

skidt, mens de levede. De vil pines indtil verdens ende (utydeligt

skrevet CB)." De forlod dem og fik øje på et meget, meget stort hus.

De gik derind og befandt sig i et stort rum. Der var skrevet på

væggene hele vejen rundt. På venstre side var der skrevet med store

bogstaver og på højre side med meget små bogstaver. Ledsageren sagde:

"Har du nogen mening om, hvordan disse skal forstås?" Timi svarede:

"Nej." Så sagde den anden: "De store til venstre handler om de

ugudeliges gerninger. De små handler om de helliges gerninger." Med de

ord, bad han så Timi kigge ind gennem en snæver indgang. Han kiggede

ind og så nogle, der var skinnende hvide og andre, der nok var

hvide men mere grålige, med en anderledes ansigtskulør.

Ledsageren fortsatte: "Dem er der sørget alt for meget over (deres døde)

(aliagivadlâqat). Når du kommer tilbage til menigheden, skal du

sige, at de ikke må være for bedrøvede, for så skader de deres

døde (illanguatik pinerdlukusersortarpait ?)."

Nu var han på vej tilbage til sit legeme. Hans ledsager, en sølle

kone, ville forlade ham; men først tog hun hans puls. Når hun kunne

mærke pulsen på hans hoved, blev hun hos ham. Mens hun endnu

var hos ham, begyndte han at trække vejret. Langt om længe var han ved

at blive vågen. Timi ville gerne hjem, men det modsatte den stakkels

kone sig. Han forsøgte at overtale hende til det, men da hun fortsat

ikke ville, sagde han til hende, at han ville knuse hendes knogler,

hvis hun blev ved med at modsætte sig. Efter denne trussel gik de

hjemad og nåede tilbage d. 29. september. Kvinden gik som sagt

hjemmefra d. 5. marts. Da kvinden endnu engang gik sin vej, opgav Timi

at prøve på at få hende hjem igen.

Resumé af Rinks resumé: Timi ved Lichtenau bliver gift med en af qallunaats tjenestepiger, men da de børn hun får, alle dør som små, blir Timi halvgal, mister sin skygge, ligger i med sin broderkone, der tæves af sin mand og går qivittoq d. 4. marts. Timi følger efter, kan ikke overtale hende til at vende hjem, følges så med hende. Under et langvarigt snevejr sover og vågner de fem gange begravede i sne, og blir så helt årvågne. De møder andre qivittut, indlandsboere og så to bjergtrolde, en gammel, der ikke kan tale, og en ung, der er meddelsom. Han viser dem stedet, hvor Aqissiaq trak hvalen op i fjorden, og hvordan den lille sorte tingest, bjergtrolden har, kan dræbe en snespurv uden at efterlade andet end et nålestik i hjertet. Han vil ikke gi' T. våbnet, det kan blive for farligt, hvis T. blir tosset. Han inviterer dem hjem, hvor der er renere end i de hvides huse. T. går med kvinden over isen til Østgrønland, hvor eet hus har menneskeknogler i møddingen, et andet sælknogler, men af skræk for, at husene måske alligevel har spist mennesker sammen, vender de om og går tilbage, hvor Timi sover i fem døgn, bliver rigtig søvnig og drømmer, at en qallunaaq viser ham forskellige syndere, der afventer dommedag. Nogle slås; een har en pose med noget levende i (tyvegods); en er snavset i ansigtet og svæver på et brædt i luften (blev tosset, bed lillefingeren af sin søn, dræbte ham og puttede ham i en rævefælde); nogle sidder fast i noget ler (har syndet); nogle tygger på deres tunge (ditto); i et hus står onde gerninger skrevet på væggen med store bogstaver og gode med små ("skriften på væggen", BS), og gennem en snæver åbning ("nåleøjet", BS) ses hvide skikkelser. Men nogle er mørke i ansigtet af sorg, fordi deres efterladte græder for meget over dem. Timi vågner op, overtaler kvinden til at følge med hjem d. 29 september, men da hun senere igen går qivittoq, opgiver man hende.

Hist.: Historisk kerne: En noget mere prosaisk kortfattet version, dvs. dog kun om noget af baggrunden for Timi og broderkonens udflugt er meddelt af Motzfeldt: Om hexeri, Rink 202 1008.

Herrnhutisk påvirkning. De døde syndere pines indtil dommedag (og måske efter), og befinder sig i samme verden som ånderacerne. Bemærk de to overgange på fem dage og angsten for østgrønlændernes kannibalisme (Vestgrl. syn på Østgrl.). Vestgrønlænderes forestilling om østgrønlændere som menneskeædere er af ældre dato og dokumenteret i Egedernes dagbøger.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 80 - 86.

Trykt første gang i Atuagagdliutit 1934 - 35, nr. 16, s. 124 + nr. 17, ss. 134 - 135 + nr. 18, ss. 139 - 140: Augpilagtoq.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aappilattoq

Dagene var ved at blive lidt længere med rigtigt frostvejr og sne hver dag, og vinden lagde sig. Først dækkede grødsneen havet og så frøs det til. Aappilattoq fortsatte med at ro i kajak så længe, det kunne lade sig gøre for isen. Da han holdt op med det, manglede de ikke mad, fordi de havde hans store reserver af grønlandssæler at leve af. Langt om længe blev dagene rigtig lange, og nu begyndte det at knibe med madreserverne, og Aappilattoq kunne ikke holde sig hjemme i ro. En morgen de vågnede ville han søge efter fangstdyr i den nordligere store fjord, og han tog af sted før daggry. Han fulgte fjorden langs den nordre kyst på solsiden, og da han nåede bunden af fjorden, fulgte han skyggesiden udefter, men uden at se et eneste dyr. Han kom hjem langt ud på aftenen, og den dag fik de så intet at spise. Næste morgen stod han endnu tidligere op. Den dag nåede han helt ind til bunden af den store sydligere fjor, Ameralikfjorden, og denne gang så han heller ikke et eneste dyr. Da han kom hjem og skulle til at aflive sin gamle hund, glædede han sig så meget til at spise, at han skar sig et stykke af hundens side, mens den endnu var levende, og fik sig sådan en forsmag på kødet. De spiste hunden, da den var blevet kogt. Næste morgen tog Aappilattoq nordpå, fordi han endnu ikke havde forsøgt sig på deres nordside. Da han nåede den nordlige kyst, fulgte han denne mod vest, og da han skulle til at runde et lille næs, mærkede han en stærk duft af kogt mad. Da han rundede næsset og så en lille vig, var der en masse huse. Beboerne dér så ikke ud til at lide af mangel på mad: Isfoden neden for husene var helt rød af blod. Da beboerne i de mange huse blev alarmeret, strømmede de ud og begyndte straks at kalde ham op og invitere ham ind i deres huse. Aappilattoq så en masse lomvietarme, der var smidt på deres møddinger, og da han spiste løs af dem, hørte man ikke andet end slubrelyde, og det selv om man sagde, at det var affald, og at han hellere måtte komme ind og få noget rigtigt at spise; men det var som om han intet sansede. Han kom først til besindelse, da de kaldte højlydt på ham. Da han var kommet ind i et hus, og de satte mad frem, kunne han kun spise lidt, fordi han allerede var blevet mæt af alle lomvietarmene. Da han skulle hjemad fra sit gæsteri på stedet, sagde de så: "Flyt nu hertil." Han kom derfra med al den mad han kunne bære. Da han var roet sydpå og kommet hjem, sagde han til sine husfæller: "Her sidder vi i nød og mangler mad. Lige nord for os bor der mange mennesker, og deroppe mangler de bestemt ingenting."

Næste dag gjorde de sig klar og flyttede op til dem, og da de var kommet til Kangeq manglede de ikke længere mad. De der havde lyst til at jage sæler, fangede sæler, og de der ville jage lomvier, fangede lomvier. De mærkede ikke engang, at dagene blev længere, da der aldrig manglede fangstdyr.

Engang da foråret nærmede sig, overvejede Aappilattoq først at tage på sælfangst, men da han tænkte sig om, tog han af sted på lomviejagt sammen med sin unge søn, der først for nylig var begyndt at ro i kajak. Da de sammen med mange andre kajakmænd fra Kangeq nåede ud til de mange lomvier og var kommet godt i gang med at fange dem, skræmte Kangeq-mændene en lomvie, så ingen af dem kunne ramme den. Hvem mon ville ende med at ramme den? Hver gang lomvien havde stukket hovedet i havet tog den en anden retning. Og når de kastede fuglepilen uden at ramme, padlede den rask af sted med fødderne og drejede rundt om sig selv, og den padlede hen imod Aappilattoq og søn. Da så Aappilattoq's søn fik held til at få den foran sig, lykkedes det ham at ramme den med fuglepilen. Da blev alle de andre kajakmænd helt tavse: ingen af dem sagde en lyd mere. Langsomt begyndte de at afskære Aappilattoq og hans søn vejen. Der var ikke længere nogen kajak nær dem, da kajakmændene dannede en stor rundkreds om dem i en stor radius, og langsomt,lavmælt og vredt brummende kredsede sig ind mod dem. Aappilattoq's søn flygtede hen til ham og ville kun være lige op og ned af ham, og Aappilattoq havde helt ondt af ham. Da kajakmændene aldeles havde omringet dem og helt sikkert ville dræbe dem, følte han efter det, han bar i pelskanten på sin hætte, og han fandt den og puttede den i munden. Først da den absolut ville ud af hans mund, spyttede han den ud og kastede den mod de mange kajakmænd, mens hans sagte hviskede et eller andet. Dårligt havde han sagt det, så begyndte alle kajakmændene at vende bunden i vejret efter tur, og da de væltede rundt fra de nærmeste af, var Aappilattoq og hans søn til sidst de eneste kajakmænd tilbage. Da hans amulet, en lille lemming, havde dræbt dem alle, sprang den hen til hans kajak og var oversmurt med blod. Han tog den, rensede den for blod og gemte den. Så var de blevet fjender med halvdelen af mændene på Kangeq, men da der ikke var anden udvej tog de hjem alene. Og nu hvor de var blevet fjender med deres bopladsfæller, holdt de sig på afstand.

Mens de spændt afventede hvad der ville ske, vågnede de op en dag, hvor kun stormens tordnende og susende lyde kunne høres. Da Aappilattoq gik ud så han, at stormen kom fra nordvest, og at havet gik i stærke dønninger. Op ad dagen hørte man én gå ind ad husgangen, og ind kom en stor dreng. Da han var inde sagde han: "Jeg skal sige, at Aappilattoq og hans søn skal komme på besøg i huset med de tre vinduer." Da han var gået, måtte Aappilattoq og hans søn gøre sig klar, og da de havde strammet alt, der kunne strammes, gik de ud. På vej hen mod huset de skulle ind i sagde Aappilattoq: "Når vi går ind, vil du se en trætallerken fyldt med lutter netsidelever, og det er, hvad vi skal spise. Når jeg kommer ind og går hen til den, tager jeg et stykke fra fadet og spiser det, mens jeg langsomt går rundt på gulvet. Sådan må du også gøre." De kom så ind i det store hus med de tre vinduer, hvor både endebriksen og vinduesbriksen var fyldt med mænd, og de så også en trætallerken midt på gulvet fyldt med lutter netsidelever. Straks Aappilattoq var inde, gik han hen til tallerkenen, tog et stykke og spiste det, mens han langsomt gik rundt på gulvet sammen med sin søn, der også spiste et stykke, og ingen i huset sagde noget. Lige da de kom ind så de faktisk en meget gammel mand, der lå på maven og kiggede udad, og hvis hoved var helt dækket af hvidt hår. Mens alle stadig tav, faldt et stort sykke af loftsbeklædningen af muldjord ned, så den helt dækkede trætallerkenen fuld af lever. Da det skete, og før nogen andre sagde noget, sagde den gamle mand, som den eneste i huset, efter at have kigget rundt på sine husfæller: "Sådan som sydlændingene er, bør man ikke efterstræbe dem, for de bliver ikke opdraget på helt almindelig vis. Når loftet, der er stivfrossent, falder ned helt af sig selv, risikerer I bare at blive dræbt allesammen. Hold nu op med at efterstræbe dem, for de sydlændinge kan ikke være opdraget som alle og enhver." Derefter var der ingen der sagde noget. Aappilattoq og hans søn fortsatte med at gå rundt på gulvet, men da ingen andre sagde noget, gik de til sidst ud af huset. Derefter ventede de forgæves på, at et eller andet ville ske, men til sidst stundede foråret til, og Aappilattoq gik i gang med at ordne redskaberne til sin konebåd.

En dag vågnede de til et strålende vejr. Da bopladsfællerne var taget på fangst, skyndte de sig at gøre deres husgeråd klar og tog af sted nordpå. Når de havde rejst hele dagen slog de først lejr langt ud på aftenen. Når det var godt vejr rejste de så længe, det var lyst, og de slog først lejr langt ud på aftenen. Det fortælles, at da Aappilattoq flygtede, fordi han havde fået for mange fjender, fandt han sig først en vinterboplads oppe ved Aasiaat, og det fortælles videre at Aappilattoq ikke siden blev udsat for fjendtligheder, men først døde, da han han var blevet gammel og tiden var inde til det.

Her slutter fortællingen.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); oqalugtuaq Augpilagtuârssuk; Aappilattoq Kristian; se også episoden med amuletten i fx Tiggaaq, Rejsen til Akilineq

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Oqalugtuaq ilagssamik.

Resumé:

Ilassaq får lyst til at gifte sig med sin datter, der må føje ham, men

snart ser sit snit til at gå qivittoq. I lang tid lever hun kun af

bær, men en dag lister hun sig ind på en trygt gumlende rentyr og

kaster sig over den. Den styrter sig afsted med hende, mens hun får

skåret dens halspulsåre over. Hun fanger mange rener på denne vis og

får både varme skind og for en tid rigeligt med kød. En dag kommer to

mænd forbi og efterlader en halv sæl. Det er bjørne i

menneskeskikkelse, der har fået ondt af hende. Det sker flere gange.

En dag dukker hendes far op. Hun må med ham hjem, men lokker ham

senere på en tur ind i indlandet, hvor de kommer ind i et hus med en

ung søn og et gammelt ægtepar. I. har engang dræbt deres søn med en

pil. De er bjørne i menneskeskikkelse, og det gamle ægtepar dræber I.,

da han og datteren går derfra. Men sønnen har råbt til datteren:

"Dejlige kvinde, løb til side!" og da hun gør det, lades hun i fred og

går hjem.

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Plejaderne; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge;

Incest mellem far og datter er et sjældent tema. Men et hyppigt tema er forladte kvinder der klarer sig og får rigelig fangst ved dyrs eller ånders hjælp:

Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 157 - 158 (forkortet version fortalt af Martêraq: tigdluûneq / tilluunneq).

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Som et eksempel på arrangerede boksekampe fortælles der om en, som Kujangiwdlik (Ineqinnavaats far) inviterede til. Den stærke ældre kone, Nakewaq's to sønner, som hun havde fået til at træne sig stærke, deltog: Qungaseq (Kunngaseq ?) og Agpángewaq (Appannguaq). Boksekampe indledtes med kvindernes afsyngning af kendte nidviser og styrkeprøver. Selve mandeboksningen bestod i, at den ene tævede løs på den andens rygvendte skuldre. Qungaseq fik således smadret den ene skulder på Kujangillik, der havde styrke nok til at bede om endnu et slag. Qungaseq svarede med kun et svagt slag, hvorefter Kujangillik kunne trække sig tilbage med æren i behold. Derefter udfordrede Kujangilliks gamle svigerfar Qungaseq. Qungaseq slog  også denne gang meget let, hvorefter den gamle brød alle regler og lynhurtigt kradsede Qungaseq til blods med sine negle. Han løb fra stedet og latteren tog brodden af situationen, hvor Qungaseq's hidsige gemyt kunne have givet sig uheldige udslag. Denne sang i stedet et pralevers om sin lille kraftige venstre. Næste dag havde Kujangillik armen i bind, men udtrykte ikke vrede over Qungaseq, der undskyldende spurgte til hans tilstand. Men Kujangillik inviterede igen senere til boksekamp, og da rygtet gik, at han denne gang ville slå med en sten i næven, undskyldte Qungaseq sig med, at raske mænd ikke slår på invalider (der har fået skulderen smadret).

Hist. Historisk beretning fra første halvdel af 1800-tallet.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 130.

Resumé: Gammel, forladt kone fremstiller en harpun af sin tørrehæk.

Harpunerer noget uspiseligt ved sin dørtærskel, noget, der lugter

af lort i møddingen, og endelig en sæl i et tilfrosset åndehul, fordi

hun lader sit barnebarn gå solret om det. Fanger derefter godt. Da

folk kommer for at se, om de er døde, imponeres de af hendes rigdom.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Tolkning: Forladte kvinder tiltrækker gerne fangstdyr i myterne. Som regel vha amulet, formular eller som her, et mindre ritual.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 19h - 22v (slutning mangler. Ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 103 - 107: Akilinermi aleqaminik.

Afskrift ved seminarieelev: NKS 2488, II, '4, nr. 216.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 25, ss. 110 - 114 har Rink fortrinsvis oversat denne variant men tilføjet en kommentar om tre andre varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 37, pp. 248 - 255: The Brother who went to Akilinek in search of his Sister.

Resumé:

Et ældre ægtepar har to døtre og en søn som den mellemste. Faderen, der er noget indsluttet, lægger op, da sønnen er voksen og kan forsørge familien. Denne har gerne sin storesøster med som følgesvend på land, når han er ude i kajak. En vinterdag hvor de spadserer sammen på isen og han jager en hare til fods, forsvinder søsteren. Der er kun udadgående slædespor at øjne. Broderen får sin fars hjælp til at bygge en slæde og skaffer sig efter tur nogle frygtindgydende slædehunde, der skal tæmmes en del for at kunne enes sammen som trækdyr: en isbjørn, en ulv (et fantasidyr i Vestgrønland) og en kæmpeorm. Isbjørnen er den mindst udholdende og må på længere ture hvile ud på slæden. Men da den er den eneste, der ville kunne klare at få slæden over en bred revne i isen, beholder broderen den som trækdyr. Han kommer til Akilineq over isen, finder sin storesøster med barn i et stort hus og bliver venner med hendes mand, der efter nogen nølen indvilger i, at de skal komme på genvisit. De nærmer sig en dag, men vender om, måske fordi lillesøsteren derhjemme, ellevild af glæde, springer frem og tilbage over konebåden på stativet udenfor. Broderen sender sin kæmpeorm efter dem. Den kommer tilbage med blod om munden og har næppe sparet nogen af de bortdragne.

Var.: Var.: Ely Fontain nr. 213; Kristian Hendrik 1860 nr. 4; Peter Justus 1999 207; Bjørn, Knivhale og Savryg.

Tolkning: En temmelig grum version af denne fortælling, der bl.a. også kendes fra Østgrønland. Oftest er det kun svogeren og dennes og søsterens barn, der bliver dræbt af ormen eller et andet monstrøst trækdyr, da søsteren kommer helt hjem på besøg med sin 'fremmede' mand og deres blandingsbarn. Dette skel mellem "os" (inuit) og "andre" (Akilineq-boerne, de fremmede) hersker altså ikke i Kreutzmanns version.

Kæmpeormen, er en hyppig mytisk skikkelse i grønlandsk fortælletradition. Se bl.a. Aqissiaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 14h - 15h, der er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen.

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 100 - 102: Umiarissanik akiniaaneq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 109, af Kreutzmanns 1. version, der er gået tabt i original. Afskriften er oversat af Chr. Berthelsen til denne registrant.

Afskrift af 2. gennemskrivning: NKS 2488, II, nr. 209.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157:

The two Brothers.)

Resumé:

To brødre bosætter sig overfor hinanden på hver side af en fjord. Broderen på skyggesiden har sin mor som husholderske. En aften hun er ude og besørge overværer hun i skjul en konebåd ankomme i fuld fart, mænd der løber ind huset og senere ned igen, hvor de springer i havet som sæler og svømmer bort. De har dræbt alle i huset. Den stakkels morlil tør ikke gå ind og løber i husbukser hele vejen til den anden søn, der først vil slå hende ihjel, men så får fat i en angakok / angakkoq / åndemaner, der sporer morderne til indlandsisen. Sammen tager de derind, møder først en enøjet kæmpe, der intet ved, så det er "dem der blinker lodret" (tukimut uisorisartut), der er de skyldige. Disse overvindes i en kamp med bue, pil og lanse.

Var.: De to brødre. Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996;Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Kommentar: Folkene i konebåden (umiarissat), der forvandler sig til sæler oversættes til 'kanofolket', fordi udtrykket menes at have været brugt af inuit i Canada om indianeres birkebarkskanoer (Rink 1866-71, I:358, note 20, II:188). Beslægtede i mytologien er andre sælmennesker, der kaldes qajarissat. Deres kajakker er uden spids bagtil og giver måske klarere associationer til kanoer.

Åbenbart identificerer Kreutzmann umiarissat med iseqqat (ental: iseraq), der ligesom tukimut uisorisartut blinker lodret. Kleinschmidt har hørt, at isserqat (gl. retskrivning) er små smalle dværge, der kan gemme sig i jorden. Endelig undrer det, at sælmennesker skulle bo langt inde på indlandsisens nunatakker.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Blodhævn.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To små forældreløse (opr. uden overskrift).

Da beboerne på en boplads tog af sted efterlod de to forældreløse - en dreng og en pige - på stedet, idet de syntes, at det var for stor en belastning at have de to på kost. De to forældreløse indrettede sig i et hjørne i huset. Deres indretning lignede nærmest det, der bliver lavet af en hund, der skal føde. Som forråd samlede de noget blæretang, som de lagde i forrådskammeret.

Da de to forældreløse kun havde ganske lidt spæk tilbage, skete det, at

storesøsteren hørte det støje uden for om natten. Hun vækkede sin lillebror, der

kom ud for at se, hvad der foregik derude. Han fandt en død rype oven på

husgangen. Da rypen var spist, hørte storesøsteren igen støj udenfor. Denne gang

var det en edderfugl, der var blevet lagt ovenpå husgangen. Støjen gentog sig med

mellemrum, og der var gevinst hver gang - en netside, en sortside, en remmesæl og

til sidst en hvidhval.

Om foråret kom de tidligere beboere tilbage, og de blev meget overrasket over at se, at de to forældreløse fortsat var i live. De spurgte, hvordan de havde båret sig ad med at få noget at spise. De fortalte, at de udelukkende levede af blæretang.

Det troede de ikke på og begyndte at undersøge forrådskammeret. De rodede nede i

bunken af blæretang, men fandt ikke andet. Hvis de havde gravet lidt

længere ned, havde de fundet mattak fra hvidhvalen. De tog af sted igen.

Var. Kragh nr. 61. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne med fangstgaver "udefra" eller fangst i huset er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger om børn og kvinder, der efterlades uden forsørger, og dele af andre fortællinger:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 48: utorqánguit paneqardlutik aputisissartumik / utoqqannguit paneqalutik aputisisartumik.

Trykt i ældre retskrivning i Søby, R. (red.) 1981: Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 207 - 209.

Resumé:

Den gamle far tar ud for at lede efter sin datter, der er blevet

borte, mens hun hentede sne til drikkevand. Han følger et slædespor

til et hus foran et andet ved havet, hvor hans datter bor lunt og godt

med renskind overalt. Hun har en lile søn og opdager ikke faderen, der

kigger ind gennem vinduet. Han tar hjem igen, men hun, der ikke kan

forstå, hvordan hendes mand fanger alle de rener, går mod indlandet

til en udsigt over en stor slette, hvor hun ser sin mand forvandle sig

til en ulv mens han jager rener. Forskrækket går hun tilbage og

flygter en dag hjemad til forældrene, mens hendes mand er taget langt

nordpå efter fede rener med tyk, kort, sort pels til hende og sønnen.

Hun når vinterbopladsen, der er ubeboet, fortsætter til deres

sommerplads og overtaler i hast sine forældre til flugt af skræk for

ulvemandens komme. Han kommer og lokker med de dejlige skind. Hun tar

et tag udaf med konebådens åre. Han lokker med det lækre renkød med

talg til sønnen. Hun tar endnu et tag. Forældrene gentager hver gang

svigersønnens lokkeord, og da de har glemt at løsne fortøjningen, må

de kappe den. Ulvemanden koger kød i deres forladte telt, så det står

op med røg, mens de flygter ud til den yderste ø og forbliver dér, til

de dør.

Hist.: Amaroq, "ulv", fandtes ikke i Grønland, men glosen betegnede et

mystisk landrovdyr. Ulvens evner som renjæger er enten bevaret i

overleveringen (den lever i arktisk Canada) eller noget man har hørt

om af kolonisterne, hvoraf mange var fra Nordnorge.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 147 - 152.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 255 - 256.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 265 - 266.

Resumé: Et gammelt ægtepar følger altid efter deres søn på

kajakfangst. Hver gang de når frem til ham, har han fanget en hvalros.

En dag ser de ham stå på et næs forude. Et skaft er stukket op igennem

ham, og hans testikler er hængt i rem om hans pande. Forældrene ror

sørgende videre og overvintrer hos et andet gammelt ægtepar, hvis søn

har lidt samme skæbne. Værten, der er åndemaner, ser under en seance

vejen til misdæderne. Om foråret følger de to gamle fædre vejen over

vandet til et land bag synsranden, hvor grønne blade fra deres eget

land er blæst over i store mængder. De skjuler kajakkerne under

bladene, nærmer sig stedets vinterhus og antaster to drenge, der

kommer ned fra to telte med åbningerne mod hinanden, hvor drengenes

fædre holder trommesang. De to gamle fædre opfordrer drengene til at

trække armkrog med hinanden og derefter den ene med den ene gamle

mand. Denne lader sin arm bøje og river med den anden drengens

testikler ud. Den anden dreng lider samme skæbne og begge drenge

sættes på stage med testiklerne om panden. De gamle rejser hjem og

fortæller om deres udlignende hævn.

Var.: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 135 ss. 686 - 688.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 389 - 390: Oqaluttuaq innallusuumik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:201 - 203.

Resumé:

En sydlænding, der er dygtig til at klatre i fuglefjelde efter æg, har ikke sin lige i syd, men hører så om en vældig klatrer et sted nordpå. Sydboen med familie rejser og rejser og når endelig højt mod nord til den berømte klatrer og udfordrer ham. Men den udfordrede indvilger kun på den betingelse, at han vælger tidspunktet. Det bliver efter en voldsom regn, hvor fjeldsiden er slibrig og glat af opløste ekskrementer. En rosenmåge skriger gang på gang, at den udfordrede bringer fjolset af en sydbo i ulykke. Det sker da også oppe ved kanten, hvor fjeldet buer indad. Den udfordrede svinger sig op, sydboen må bede om hjælp, men får den ikke og styrter ned. Han kunne bare havde ladet være med at tage den lange vej.

Familien rejser hjem.

Kommentar: Noget tyder på, at det er rosenmågens skrig: kukukujoq, fe-fejleren, der har inspireret til denne fortælling.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 113 - 133.

Håndskrevet dansk oversættelse ved ? : NKS 3536 II, 4', læg 27.

Grønlandsk udgave: Lynge, Kristoffer, red.: Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, Nuuk 1938: 18 - 38.

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: "Som perler på en snor." PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993. Oversættelsen i afhandlingens Tekstsamling, s. 130 - 142, følger Kristoffer Lynges let reviderede version med kommentarer vedr. afvigelserne fra såvel håndskriftet som fra Rasmussens oversættelse i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924.

Ndf. følger resuméer af oversættelserne hos såvel Rasmussen som Thisted.

Resumé af oversættelsen i Rasmussen 1924:

Stedet er Qooqqut, kløfterne nord for Kangeq ved Nuuk (?). Alle K.s ældre

søskende er døde som små, og da forældrene heller ikke tror K. vil

leve, giver de ham navnet Kaassassuk. Forældrene blir syge og dør. Den

bedste fanger i huset adopterer ham, men overlader ham til et andet

ægtepar, fordi K. skider for meget og ikke vil vokse. Det er som om

han skal af med al sin moders mælk. Da K. har været adopteret af alle

familierne efter tur, smider man ham ud i husgangen, hvor en

gammeljomfru i kogerummet adopterer ham. Når K. vil ind i husrummet

til fællesmåltid, trækker man ham op ved næseborene og gir ham et

enkelt ribben med meget lidt kød på. Blir han hurtigt færdig og vil ta

et nyt stykke, undersøger man hans mund, og er der kommet en tand,

trækker man den ud. En enkelt mand i huset har medlidenhed med ham og

gir ham en lille kniv at spise med. K. plages også af sine

jævnældrende legekammerater, endog af de unge piger, der kaster ham

omkuld og fylder hans næsebor med lort. Leger de andre drenge med

deres små harpuner og K.s ven har lavet en sådan til ham, knækker

drengene den. Vennen opfordrer K. til at vandre op bag Qooqqut til

Talorsuit og kalde kraftens herre i øst. Drengene og de unge piger

falder over ham, da han går afsted. Da de forlader ham, brækker han

sig for at rense mund og næse. Undervejs prøver K. forgæves at trække

små, tynde pile op med rode. Kraftens herre, der kommer, ligner et

landdyr med menneskeansigt. Han lader K. gribe fat i sin tykke pels og

slynger ham i kolbøtter hen ad jorden. En masse legetøj falder ud af

K. De var årsagen til, at han ikke kunne vokse. Kraftens herre

gentager behandlingen een gang og to gange næste dag. Færre og færre

stykker legetøj falder ud, K. får vældige kræfter, og sidste gang slår

K. ingen kolbøtter, men kan holde balancen hoppende hen ad jorden.

Ånden befaler ham at holde sine kræfter skjult og lover ham to

lejligheder til at afsløre dem. Første gang er ingen fuld afsløring.

Mændene er kommet hjem med en enorm stamme af drivtømmer, som de må

lade ligge i stranden til næste morgen. K. henter den om natten,

rammer den i jorden bag huset med hældning mod det. Den vælter. K. når

at gribe den, rammer den påny i jorden, og denne gang med hældning

bort fra huset. Den falder med et brag om natten. Næste morgen tror

man, at stammen er drevet bort, men finder den så og undrer sig. Hvem

har mon gjort det? Alle de stærkeste mænd nægter. Næste lejlighed

kommer med tre bjørne, en han, en hun og en unge på et isbjerg i

nærheden. Ingen tør nærme sig. K. låner sin plejemors kamikker. For

sjov ber hun tilgengæld om skind til under- og overdyne. Da K. blir

angrebet af hannen, gør han sig hård, griber den ved benet, og slynger

den mod jorden. På samme måde med hunnen og ungen. Hans ven får ungen,

plejemoderen de andres skind til sengetøj. Hun parterer dem og

inviterer til fællesspisning.

K. stiller sig afventende inderst i husgangen. Hans ven må trække ham

op ved næseborene. Alle er blevet hans venner. Han ber om vand at

drikke. To piger henter straks frisk vand. Han knuser dem begge ihjel

som tak og undskylder. Han vidste ikke, at de var så skøre. Prøver

sine kræfter på en stærk mand, der falder død om. Alle flygter til

bagvæggen. K. udrydder dem alle undtagen sin ven, dennes kone og sin

plejemor. Vennen lærer ham at ro i kajak. K. blir en dygtig kajakmand

og fanger, og han dræber alle fremmede kajakmænd, får den stærke Qaassuk / Qaasuk som fjende, men må alligevel søge ind hos ham i stormvejr. Q.

modtager ham venligt, men blir efterhånden ordknap af bekymring for

sin søn, der er ude på fangst. Denne er dog, fortæller man, ude i sin

slankeste kajak uden sideribber. Da sønnen kommer hjem med to

hvalrosser, bærer K. dem uden videre op. Sønnen antaster ham ikke. Om

aftenen binder han Q. og sønnen til husstolpen og ligger med Q.s

datter. Således blir han svigersøn i huset.

En del år senere hører K. om den stærke Usussusaermiarsunnguaq langt

mod nord og vil prøve kræfter med ham. Efter en lang rejse møder han

U., der  er lille og undselig at se til. Efter en hel dags kamp løfter

U. endelig K. op, snurrer ham rundt og kaster ham ud i søen. K.

dukker endelig op dækket af mudder og mos. På hjemvejen viser han folk

han møder en sort sten, klemmer den aflang og siger, at så stærk var

U. Selv sammenligner han sig med en hvid sten, som han klemmer til

smul. Siden tar K. aldrig ud for at udfordre andre mænd.

Resumé af Thisteds oversættelse:

Kaassassuks første tid som kæledægge hos sine forældre, hvis tidligere børn alle er døde, får en brat ende, da begge forældre blir syge og dør. Alle vil gerne adoptere ham, husets stærkeste mand får ham, men da Kaass. ikke kan holde plejemoderens mælk i sig og skider ganske forfærdeligt, smider manden ham ud. Par efter par prøver på samme vis en adoption, men må give op. En gammel kone, der bor i husgangens kogerum tager ham til sig som plejesøn.

       Kaass. pines og plages af både husfæller og jævnaldrende drenge og piger. Husfællerne trækker ham altid indenfor i husrummet ved hans næsebor til spisning og slår enhver ny tand ud af hans mund, hvis for han for hurtigt spiser sit kødstykke, en lille bid fra maven. Drengene knækker alle de drengeharpuner, som en mand, hans eneste velynder i huset, laver til ham. Pigerne vælter ham omkuld, trækker han bukser ned, tisser på ham og fylder hans store næsebor med lort.

       En gammel mand får medlidenhed med ham og råder ham til at gå op bag bostedet ved Qoqqut til Talorsuit - dalene inde østpå, kalde på Kraftens Herre og prøve ikke at blive alt for bange. Kaass. følger rådet, den tilkaldte er en kæmpehund med menneskeansigt (en slags kæmpe - eqqilik ? BS), der vikler ham ind i sin hale og slynger ham hen ad jorden, så han en overgang mister bevidstheden. En masse legetøj af sælknogler o.l. er slynget ud af ham: Derfor har han ikke kunnet vokse. Slyngningen gentages, og Kaass. føler sig meget lettere og stærkere, da han går ned. Han sparker sten i stumper og hiver pilebuske op med rode. Men han siger ikke noget og finder sig i stadige mishandlinger fra både husfæller og jævnaldrende. Da han anden gang atter blir slynget to gange af kæmpehunden og der ikke falder mere legetøj ud af ham, giver hunden ham besked om fortsat at holde kræfterne hemmelige, men at den vil sende ham et enormt stykke drivtømmer og senere tre isbjørne at vise kræfterne med.

       Drivtømmeret slæbes i land af mange kajakker og de må tøjre det ved stranden til næste dag, fordi opslæbningen er et for tidkrævende arbejde. Kaass. slæber det op om natten, rejser det bag huset, griber det da det er lige ved at vælte, lader hældningen gå væk fra huset, og da det balancerer går han ind. Hen på natten falder det alligevel om med et brag. Ingen vil næste dag vedkende sig at have bragt tømmeret op, som man derefter splitter op til alskens formål.

       Isbjørnene er en stor han med en stor hun og en unge, som er klatret op på et isbjerg uden for bopladsen. Kaass. låner sin plejemors kamikker, strammer alt sit tøj med remme, sætter i løb mod bjørnene så hurtigt, at han på det nærmeste tar benene på nakken (det grønlandske udtryk kunne være en slags oversættelse af det danske: at tage benene på nakken, BS.). Han hugger trin i isbjergets side, klatrer til vejrs, modstår slag fra bjørnene ved at vende ryggen til og gøre sig hård, griber først hannen om bagbenene og klasker den ihjel, dærnæst hunnen og til slut ungen, som han kaster ned til flænsning. De to voksne bjørne bærer han hjem til sin plejemor med besked om at her har hun til underlag og dyne. Hun blir stum af forbavselse.

       Kaass. inviteres ind til fællesspisning, ingen vil hive ham op ved næseborene, og hans velynder må klare det. Man kappes om at give ham den bedst mulige kniv (en foldekniv! som det første tilbud), og han langer til fadet også anden gang. Da han ber om vand blir to småpiger sendt af sted. De kommer lynhurtigt tilbage, han drikker og under dække af at ville takke den ene pige med et knus, klemmer han livet af hende. Det samme sker med den anden pige, dernæst med en muskuløs mand og efterhånden alle undtagen velynderen, dennes kone og den gamle plejemor. Med de tre lever han videre. Han udvælger sig en passende kajak, og en dag han øver sig i roning blir han revet ud af kurs i dårligt vejr. Han havner neden for Qaassuks hus, en af hans fjender, men blir alligevel godt modtaget, da han ikke har andre steder at søge ly for stormen. Qaassuk beværter og underholder sin gæst, blir så pludselig fåmælt af bekymring for sin søn, der endnu er ude, men beroliges ved at høre at sønnen er ude i den kajak der er lutter køl (?). Denne kommer hjem med to hvalrosser, en unge, som folk maser med at få op og en stor hun, som Kaass. ene mand hiver op. Qaassuks søn skuler til ham og søger senere at kommandere med ham. Kaass. skal hænge hans harpunline til tørre, beordrer han. Kaass. "kommer til" at rive den i stumper og stykker. Den var nok bare rådden må den slagne Qaassuks søn hellere indrømme. Ved sengetid tilbydes Kaass. plads på bjørneskind på sidebriksen, men da husets datter gør sig rede til at gå i seng, hiver Kaass. både far og søn ud på gulvet, binder dem til husstolpen og boller datteren. Derefter er han svigersøn i huset.

       Da Kaass. hører om en stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han op for at prøve kræfter med ham. Denne er meget undselig af ydre, men da han for alvor lægger kræfterne i efter en længere kamp, slynger han Kaass. ud i en nærliggende sø. Denne dukker op dækket med vandplanter til tilskuernes rungende latter. Kaass. forsvinder ind i sit telt, smutter næste dag og til illustration af hvordan tvekampen gik, fremviser Kaass. siden en sort sten, som han klemmer lidt flad - det var Ususaarmiarsunnguaq, og en hvid sten som han klemmer til smul: det var ham selv, Kaassassuk.

Var.: Kaassassuk

Hist.: Dette er en af de versioner, hvor Kaass., i modsætning til de tidligste varianter, resocialiseres ved til slut at møde sin overmand. Arons version 1½ generation tidligere har samme slutning.  

Vedr. hist. og tolkning af de vestgrønlandske Kaassassuk-varianter: se

Thisted 1993 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sila".

Qoqqut med baglandets Talorsuit ligger inde i fjorden øst for Nuuk. Om dette land hedder Kangeq ligesom øen vest for Nuuk kan ikke ses af kortet.

Bemærk foldekniven, der er temmelig nymodens, "benene på nakken", der ikke er typisk grønlandsk, og et klart ukendskab til isbjørnes adfærd: Hannen danner ikke familie med hun og unger: Voksen og unger sammen vil altid være en mor med unger. Man har næppe mødt mange isbjørne ved Nuuk på Jaakuaraqs tid.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: "Imingoq

7-rartoq".

Resumé:

En drengs far, der er enkemand ved Illutalik vest for Noortiit ved Kap

Dan, blir myrdet af fem brødre fra Kangaarsuk / Kangaartik øst for Kap Dan. Drengen blir adopteret af et barnløst ægtepar, og plejemoderen synger over

ham, for at han skal bliver en stor hævner. Drengen vokser til og

fanger ulke til sine plejeforældre. Hans plejefar blir dræbt af de fem

brødre. Nu har drengen nået grænsen for sin barndom, erklærer

plejemor, der opfordrer ham til at øve sine kræfter på tunge sten,

hvis han nogensinde skal få en fredfyldt mand- og alderdom. Drengen

blir stærk, flytter med plejemor til Noortiit og udvikler sig til en

dygtig sælfanger. En dag har han held til at overvære, at en bjørn

slår en hvalros bevidstløs med et stykke is og derefter banker den

ihjel med sine labber. Drengen nedlægger bjørnen. Hver gang han har

fanget sit første eksemplar af en dyreart, bærer plejemoderen ham på

sin ryg op til huset, for at hendes sange over ham skal virke. To

kajakmænd fra ammassætpladsen i Ammassalikfjorden kommer på besøg. De

beværtes rigeligt, får kødgaver med og besked om at overbringe en

invitation til alle på ammassatpladsen. Alle undtagen de fem brødre

kommer til ædegilde og får store kødgaver med hjem. De fem inviteres

igen. De kommer, beværtes og får så rigelige kødgaver med, at deres

kajakker dårlig kan ros. Drengen, der nu er en ung mand følger dem

venligt på vej, lægger sig bag dem og dræber lynsnart dem alle med

sine medbragte våben: to harpuner, to fuglepile og en lanse. To

kajakmænd kommer snart på hævnbesøg. Den unge mand skynder sig først

ind i huset, slår den første, der dukker op i indgangsåbningen,

fordærvet og derefter den næste. Derefter rejser han med sin plejemor

nordpå til Kialineq, videre forbi Qernerersuit til sønden for

Kangerlussuaq, hvor han nedlægger en mængde bjørne. Da isen lægger

sig, kører han til Kangerlussuaq, hvor det viser sig, at hans farbror

og dennes mange sønner bor i et stort hus med fire vinduer. Farbror

blir henrykt, opfordrer de unge til styrkeprøver og ber sin nevø ikke

være undselig, men fra starten vise sine kræfter. Han vinder over alle

sine fætre og siger forlegent, at det ikke er muskler men

plejemoderens sange, der har gjort ham stærk. Alle følger ham tilbage

til hans boplads syd for Kangerlussuaq på besøg, og da de rejser igen,

blir en tilbage af angst for at blive dræbt af plejemoderens sange.

Den unge mand ler beroligende og vedgår, at han er blevet stærk ved

simpel træning. Fætrene besøger ofte hinanden vinteren igennem. Om

foråret rejser den unge mand tilbage mod syd og frænderne rejser mod nord.

Ingen har siden hørt noget til dem.

Hist.: I ældre tid overvintrede Ammassalikkerne nu og da nordpå, bl.a.

i Kialineq og Kangerlussuaq, der ligger midtvejs mellem Ammassalik og

Scoresbysund / Ittoqqoortoormiit.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 26

- 30: "âtaniînguit tuvililigssuardlo" / Aatagiinnguit tuvililissuillu.

Resumé:

En gammel mands eneste søn blir dræbt. Den gamle, der atter må gå på

fangst, opdrager sin sønnesøn til stærk mand, hvorefter han rejser med

ham og sin sønnekone langt mod nord. De slår sig ned på en øde egn med

talrige fangstdyr. En dag får de dog besøg. Det er fem vrede mænd i

helpelse, der beklager sig over, at de fremmedes lugt har skræmt deres

fangstdyr bort. De går til angreb. Den gamle klarer de to, sønnesønnen

to andre og sammen får de has på den sidste, der slås med sønnekonen

ude i husgangen. Sønnesønnen rejser en tur nordpå, ser de fem mænds

boplads, fortæller de fem efterladte enker og børn om drabet, fordi de

fem ikke ville tage imod gæstevenlighed, og dræber alle de efterladte.

Midt om vinteren vandrer sønnesønnen, der er hurtiggænger, ud til en

våge med hvidhvaler. Langs kanten ligger en mængde skrotter af

hvidhvaler, der endnu ikke er frosne. Det gentager sig næste dag, hvor

han også ser spor. Tredje dag er han ganske tidligt på færde og følger

sporene over isen til et fjernt land i horisonten med en boplads, hvor

lutter unge og et enkelt ældre ægtepar tar imod ham. Værterne tar mod

til sig og spør om han har set fem mænd i helpelse. Sønnesønnen tøver,

men fortæller så om drabet. Værterne blir henrykte, fordi de fem var

deres fjender, som de er flygtet fra og stadig frygter i den grad, at

de kun tør fange om natten. Værterne inviterer sønnesønnen til at slå

sig ned, blive deres høvding / leder og gifte sig. Han vil dog hjem og alle

følger ham ud til vågen, hvor begge parter fanger og deler

fangstparter med hinanden. De lover at komme på besøg til foråret og

sønnesønnen vandrer hjemad med en enorm mængde kød på ryggen. De

fremmede kommer som lovet, man tilbringer sommeren sammen i stor

glæde, men skilles i det tidlige efterår, hvor gæsterne rejser over

havet og sønnesønnen med bedstefar og mor tilbage til deres gamle

boplads i syd. De drager aldrig siden på fangstrejse mod nord.

Hist.: Det traditionelle hævnmotiv må have mistet noget af sin

aktualitet, idet variantens heltegerninger i nord synes at kompensere

tilstrækkeligt for den hævn, som sønnesønnen i en traditionel

fortælling ville have taget over sin fars mordere. Den geografiske

placering af onde mennesker højt mod nord, der føler deres

territoriale rettigheder krænkede, kontrasteres med de gode mennesker

på den anden side af havet. De vil gerne i slægt med gæsten, dele

deres fangster med ham og har tidligere boet på sønnesønnens

midlertidige boplads. Denne fortælling fra Aasiaat kunne afspejle et

tidligere fjendskab mellem grønlændere nord og syd for Diskobugten i

handelsrejsernes tid, hvor folk strømmede til fra syd. Landet på den

anden side af havet er Akilineq, hvor der traditionelt boede

menneskeædere, men der i mange fortællinger har måttet vige pladsen for et mere realistisk kendskab til stammefrænderne derovre.

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 14, side 8 - 12: Nukagpijatorqamik.

Håndskrevet oversættelse til dansk af ?: NKS 3536 II 4', læg 18.

Resumé:

Han lurer sæler i kajak. Ser en hel flok, kommer efter flere

forgæves forsøg tæt nok på dem, men de skræmmes bort af nogle unge

pigers hånsord. Pigerne leger med børnene inde på en stor, glat

klippe. Han beordrer klippen at folde sig sammen om de legende.

Forældrene må fire spæktran og suppe ned i muslingeskaller gennem en

revne til de indespærrede. Mod løfte om store gaver får han klippen

til at åbne sig igen. Løftet om gaverne holdes.

Var.: En vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada. I nogle versioner stiger den gamle til himmels som en stjerne.

Venus; Inurudsiak / Hævn på Erkilik'erne; En sørgelig fortælling.

Hist.: Jaakuaraqs variant af denne fortælling er som ventet temmelig

blødsøden. I de ældre varianter overlever de indespærrede ikke. Om den

traditionelle opfattelse af at bruge muslingeskaller som som

spiseredskaber se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "muslinger".

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 110 ss. 993 - 995.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 314 - 315: Oqalualaarut utoqqannguup erneranik.

oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 158.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 132 - 135.

Resumé:

En åndemaner / angakkoq nær Kangaamiut tager under en seance ind i rensdyr-området i baglandet, som renerne har været forsvundet fra i den del år. Helt fra Nuuks til Kangerlussuaqs baglande har der ingen rener været i flere år. Åndemaneren ser efter lang tids søgen en enkelt græssende ren nær søen Tasersiaq, og da folk ikke vil tro, at renerne skulle være kommet igen, tager han næste eftersommer derind med sin familie, træffer een ren, nedlægger den og skønt der er spor af flere rener, tar de straks med konebåden tilbage for at føre dette bevis. Herefter tager man atter hvert år ind på rensdyrjagt bag Kangaamiut.

Et ældre ægtepar med søn og svigerdatter er noget senere på rensdyrjagt ved Tasersiaqs indre ende uden fæller. Sønnen er dygtig, men blir syg, dør og stensættes. Svigerdatteren hjælper med at bygge graven og får bange anelser da den bygges dobbelt stor og bekræftes heri, da hun beordres ned til sin døde mand inden den lukkes. Et lille hul holdes åbent ud for hendes side, men da hun fornuftigvis bytter om på sin egen og ligets pladser, er det liget, der om aftenen bliver stukket i gennem hullet med en lanse. Stadig klog, rolig og fornuftig griber hun om lansen og ryster den, som når et såret dyr ryster, og lader bevægelserne dø hen som når dyret dør. Næste aften, da ingen kommer til graven længere, og hun får mast sig ud, er lejren tom, ikke en bid madrest er at finde, og da hun er stærkt svækket må hun binde sålelæder om knæene og kravle på dem. Ved en lille sø fuld af kryb slukker hun tørsten og kommer lidt til kræfter. Videre frem drikker hun af alle vandløb hun træffer på og til slut, hvor hun nu og da kommer på benene, og det også omsider går ned ad bakke, lykkes det hende at nå den allersidste konebåd, der drager ud af fjorden. Dens familie bringer hende til hendes familie (altså næppe svigerforældrene? BS), hvor hun lever, til hun bliver gammel.

Var.: De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq.

Hist.: Nedgangen i rensdyrbestanden efterfulgt af fornyet opgang sker med mellemrum. Biologer regner med en cyklus på ca. 100 år.

Stedsangivelserne er meget nøjagtige, og Aron har selv som rask og yngre været hele egnen igennem, kommenterer han. Men om fortællingen om den levende begravelse rummer en historisk kerne, borger den realistiske indlevelse i fortællingen ikke for.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 52 - 56, nr. 11.

Resumé: Naaja, der i 4 - 5 års alderen er blevet skamfuld og vred over

en irettesættelse, går imod indlandet, hvor hans indre lys tiltrækker

to små drenge (dværge), der straks læser hans tanker, får hans mund på

gled og inviterer ham hjem. N. indvilger tøvende, da de forsikrer ham

om, at ingen af deres fæller er ondskabsfulde. Længere inde i landet

ved et langstrakt buskads fægter den ene dværg med armen i luften, og

en bittelille husgang kommer til syne for N., der til sin forbavselse

ganske nemt slipper gennem den. Der er mange familier på briksen. Kun

den ældre kone, en senefletterske, siger noget. Hun forhører sig om

N.s identitet og ærinde. Hans to dværge, der viser sig at være voksne

mænd, svarer, at N. er en kystbo (= et menneske), der for første gang har forsøgt sig med at jage (søge hjælpeånder) i ødemarken. N. blir budt på mad, et

ræveben af en anden kvinde, men seneflettersken spiser alt kødet,

fordi N. intet må få, når han ikke skal blive hos dværgene. Det samme

gentager sig med et tørret rypebryst. Hendes mand kommer hjem. Han

sveder og er meget venlig.

Var.: J. Rosing 1963: s. 205 - 207.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om dværge se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Oqalugtuak qatângutigînik pingasumik.

Resumé:

Tid (mytisk): Før indlandsisen. To brødre og deres søster lever hos deres mor,

der bemægtiger sig alle de smukkeste skind til sine egne klæder. Den

ene bror, der er ond, får de andre med hjemmefra, for at søsteren kan

få smukke skind til klæder. De vandrer over landet til en teltplads på

østkysten, hvor de går ind i det nordligste telt. Her bor et ældre

ægtepar, der også stammer fra gæsternes sted på vestkysten. De har en

ung søn og en ung datter. Folk er meget venlige og det samme er

bopladsens høvding, hvis datter den unge østgrønlænders søn skal

giftes med. Han får dog lyst til brødrenes søster og foreslår dem til

gengæld at ægte sin søster. Den onde bror afslår. De går på besøg hos

bopladsens leder, hvor alle undtagen datteren sover. Hun syr lynhurtigt en

vandskindspels, mens de ser på, og lægger sig til at sove. Hendes

tilkommende er stolt over hendes færdighed. Den onde bror hånler:

"Sådan noget juks!" Den unge mand blir bedrøvet og foreslår endnu en

gang bytteægteskaberne, som den onde bror nu går med til på betingelse

af, at der aldrig blir sagt et ondt ord til hans søster. Hun når at få

to børn, inden manden en dag irettesætter hende - men venligt. Straks

blir den onde bror vred og vil væk. Søsteren vil nødigt, men er bange

for ham og må berolige sin svigermor, der aner deres planer, med en

løgn. En nat lister de bort. De skjuler sig for fællerne, der kommer

ud for at lede efter dem. Svigermoderen græder, søsteren brister også

i gråd, men den onde bror prygler hende og dræber hendes lille barn,

da det også begynder at græde. Undervjes hjem dør søsteren af sorg, og de

to brødre kommer hjem, hvor de fremover forsørger deres mor.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hist.: Synet på østgrønlænderne er overordentlig venligt. Sammenlign

med en anden variant fra Kangaamiut: "Fader og søn fra de yderste

øer" i Rasm. 1924 (1921 - 25, II).

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 37 - 44, nr. 7.

Resumé: Efter mange dages forgæves udspørgen og fortvivlet humør, går

Innartuaqboen bort fra teltpladsen ved Qinngu. Kvinden, som

svigerforældrene har beskyldt for sjæleranet af hans tvillinger, er

selv barnløs, datter af Akorninnaq-boen Aqqii og har lært sig

åndemaning ligesom sin far. Men de har ikke fortalt svigersønnen om deres mistanke. Selv mener Innartuaqboen ikke den skyldige er Aqqii, mistanke til datteren har han heller ikke.

I sin fortvivlede søgen venter han ikke selv at møde ånder, for den slags har han aldrig forsøgt sig med. Men da han på

afstand ser en ældre kvinde springe op og flygte for ham, tror han en

overgang, at det er en ånd. Men hun flygter blot fordi hun er i færd

med at file sig en synål til af jern. Det er en kostbarhed hun nødig

vil frarøves. Innartuaqboen får dog beroliget hende, de ser hinanden

an med forskellige bemærkninger, og da konen forstår, at han vil

betale hendes viden klækkeligt, fortæller hun ham hvordan man gør en

nyfødt til en vordende åndemaner: Han skal tørre en bestemt slags mos

knastørt, få det til at gløde i lampeilden men ikke flamme op, og

stikke det ned i halsen på den nyfødte. Gløden vil udvikle det indre lys,

som enhver åndemanerlæring må udstråle for at tiltrække hjæpeånder.

Innartuaqboen takker henrykt, skynder sig tilbage, beordrer familien at

gøre sig rejseklar, farer selv hen til den gamle kones telt med et par

brikseskind som gave og hjælper derefter familien med at pakke.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til slutningen af 1700-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift NKS 2488, II nr. 271 eksisterer ikke længere.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 200: Oqaluttuaq arnaq tillitaq.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 88 - 90 med et dansk resumé ibid. s. 119.

Resumé:

En ung pige mister sin mor som halvvoksen og behandles så dårligt af sin nye stedmor, der stjæler alt det faderen giver hende, at pigen går hjemmefra (en slags qivittoq). En kæmpe, en tuneq, finder hende i indlandet, får årsagen til flugten at vide og inviterer hende med hjem, dvs. han bærer hende en del af vejen til det ene af to store huse, hvor han bor. Alle på stedet presser ansigterne mod ruderne for at se den lille kystbo på sidebriksen. Hans forlovede bor i det andet og kommer på besøg, hvor hun fortæller om en renkalv, hun har forfulgt. Den har endnu ikke mistet sine takker. Da så tuneq'en, der hedder Aningaanngujuk, henvender sig til den hjemførte kystbo, går hans forlovede straks ud. Anin. tager sin ny lille kone med til en slette, Ajakkitsoq, hvor han synger trommesang, så den lille kone bliver så søvnig, at han må tage hjem med hende. Alle er borte hjemmefra. Han lægger hende på gulvet, kaster en stor sten på hende så hun bløder og besvimer. Da hun vågner, beder hendes kæmpemand hende om straks at vaske alt blodet væk. Derefter bliver hun gravid, og hun føder, mens manden er på jagtudflugt. Hun tager imod ham med den nyfødte på armen, da han kommer hjem og han henrykkes. Hun er så smuk med perlehalsbånd, siger han om sin lille kone. Senere, på en ny jagtudflugt, styrter han i en spalte i indlandsisen og omkommer. Hans lille kone, der nu er enke, længes hjem, og hun skal bare rejse siger hendes svigerfar. Hendes far bliver meget glad, da hun kommer hjem.

Var.: Se Hist.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Indlandskæmpens navn er en diminutiv af månemandens. Han hedder i myterne om ham og solen, Aningaaq. Det må da også være episoder af "Kvindens besøg på månen", som kateketen Albrecht Beck her fortæller en noget tåget version af. I stedet for indvoldsrøversken er det nu indlandskæmpen, der synger trommesang. Hermed indleder han en slags seance, hvor han delvis tager livet af kvinden og med et stenslag gør hende frugtbar. Dvs. han fremkalder hendes menstruation (det meget blod), mens hun sover på ryggen (det er det, månen gør i fortællingen om en mands besøg på månen), og da hun har renset sig efter blødningen bliver hun omsider gravid. Dette er formålet med 'Kvindens rejse til Månen.' Her sendes hun dog bare hjem, og som regel går det ilde med den søn hun føder, Månens barn. Runde, hvide sten siges i Østgrønland at være faldet ned fra himlen og have samme frugtbargørende virkning som sæd, hvis en kvinde placerer den i skridtet i sine bukser. Se: orsugiak.

Becks version glemmer ganske dette barn, som i traditionelt regi ikke ville kunne integreres blandt rigtige mennesker.

Hvad der for Beck selv får denne omdigtning af den gamle myte til at hænge sammen, forbliver dunkelt. Men den er dybt interessant netop som en ny komposition over et gammelt tema.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 60 - 65.

Resumé: Som 12-årig har Kukkujooq endnu ikke turdet beslutte sig til

at blive åndemaner og endnu ikke fået kajak, men dog nu og da lånt en.

Han har en kæreste, Mamiak, og han ønsker sig et fangstmiddel. Det får

han om foråret ved elvens opbrud af en ældre kvinde, der tilbyder sig.

De ligger sammen, og K. får bagefter den viden af hende, at skindet af

hans første fangst inklusive snudepartiet skal lægges under

vandspanden og bindes med en rem til husstolpen. Da vil der aldrig ske

nogen forandring i hans fangst. K. bliver lykkelig, fordi den heldige

fanger misundes og ofte får stjålet nogle af sine fangster. Det vil

tyven ikke kunne få held til, hvis K. bruger midlet.

Hist.: Tid: 1897. Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: Sandgreen

1987: s. 263 -264: "Drengen Piisui". Sinngertaat (ca. 1854 - 1907),

åndemaner.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, side 55 - 59, nr. 26, " Simiutame

enersuvaq".

Resumé:

Mange børn leger støjende i et fælleshus, mens forældrene er

på besøg i et andet. En forældreløs dreng bliver bange og søger

forgæves at dysse dem ned. Urolig løber han hele tiden ud og ind

gennem husgangen, og ser pludselig en stor ild, der nærmer sig fra

havet. De andre børn tror ham ikke, støjer videre, men hjælper dog

drengen op på tørrestativet, hvor han har taget sin slæde med.

Ildmanden kommer ind til åbningen med sit redskab, en stav med en

flået remmesæl. Andre fortællere mener, at hans overkrop er en

remmesæl og underkroppen af et ubestemmeligt dyr. Ilden trækker som en

magnet børnene til sig. De dør ved den blotte berøring.

Ilden forsvinder. Drengen kravler ned, sætter sig på briksen, og da forældrene sent på natten kommer hjem, fortæller han om ulykken. De

tror ham ikke. Han foreslår dem at lege støjende. De anbringer en

brændende lampe med en kogende gryde tran over indgangshullet. De

leger larmende. Ilden kommer og skoldes ihjel af den kogende tran. Man

afprøver om der endnu er liv i ildmanden med et stykke træ. Det

klistrer øjeblikkeligt fast.

De klatrer nu alle forsigtigt oven over den under husgangens tag. Kun

en ældre kvinde berører den med sin halesnip og hænger uløseligt fast.

De andre råder hende til at sige "katu, katu", som man gør, når man

med armene trækker sin kajak hen over tyndis. Hun kommer løs, sætter

sig på møddingen og skriger af smerte, da man trækker hende med ned

til konebåden. Hun hører muslingelyd, forvandles straks til en musling

og synker svirrende til bunds. Fra hende stammer alle muslingerne.

Var.: Den store ild. Innersuaq.

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "muslinger".

Kommentar: oprindelsesmyte. Som indledning nævner Rasmussen åndemanerleg, uden åndemaner, som voksne eller børn alene leger. Fortællingen er dermed en slags ritualmyte.

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408, side 1 - 13, nr. 73,

"Ulîvaitsiaq"

Resumé:

Ul. er så stor som de yderste indlandsboere. Han er ikke gift,

bor hos sin gifte søster og har ingen kajak. Han fanger sæler i garn,

som han spænder ud i smalle sund. Han lader ofte kvinder, der vil

plukke bær, komme med i konebåde, når han skal se til sine garn. En

lille pige forsvinder under et af disse togter.

En dag får Ul. den idé, at hun må være hos kæmperne på indlandsisens

nunatak, hvor han engang har besøgt dem: Fem kæmper og deres søster.

Han lover at tage derind under en åndemaning, men udsætter rejsen

vinteren over, indtil dagene begynder at længes.

Han får syet sig en lang anorak, der går helt ned til fødderne, af

stift remmesælsskind, der kun er tygget blødt under armene og omkring

albuerne. Pigens forældre tager med. Undervejs flækker Ul. store sten

med sine bare næver og rykker sten op af leret med to fingre. Da

kæmpernes hus bliver synligt går Ul. selv derhen, ser gennem

loftsventilen kæmperne omkring søsteren, der har pigen på skødet i

fosterstilling. De spørger om hun er sulten, tørstig, vil forrette sin

nødtørft, eller længes efter sin familie. Hun svarer kun ja til det

sidste spørgsmål og får lovning på at komme hjem. Det er løgn. Ul. gør

tegn til pigens forældre. De kommer derhen og får besked på at følge

Ul. gennem husgangen, bliver stående i den ved indgangshullet, griber

pigen, når han kaster hende til dem, og flygte hjemad med hende.

Undervejs gennem husgangen spærrer den ene flade sten efter den anden

passagen. UL. puster på dem. De drejer sig som døre, der åbnes.

Indenfor åbningen hænger bjørnetænder på en udspændt snor. De vil

larme, hvis han går ind. Ul. springer ind med et sæt, flyver over til

kvinden, slår hende ihjel, kaster barnet ud til forældrene og over

faldes af kæmperne. En af dem tygger hans hætte blød og drejer den

rundt for at kvæle ham. Ul. har næsten mistet vejret, da han slår

kæmperne ihjel en for en med sine bare næver. Den sidste leger han med

og dræber ganske langsomt for at pine ham.

Da de gamle med datteren mellem sig i hver hånd ser Ul. komme, tror de

at han er en af kæmperne og styrter videre. Han indhenter dem og de

når hjem. Ul. får pigens fars kajak og redskaber, øver sig og bliver

snart en dygtig kajakmand.

En besøgende fortæller om Kaassassuks søn, der slår alle ihjel, der

besøger ham. Ul. ror derhen trods sine bopladsfællers advarsler.

Det nederste hus har to indgange, Kaas.' og hans søns. Ul. vælger

tilfældigt Kaas.' indgang. Kaas. tager venligt imod, underholder med

fortællinger og opfordrer indirekte Ul. til at rejse, da sønnen kan

ventes hjem fra fangst. Ul. bliver. Kaas. spørger da sin søns kone,

hvilken kajak dene er ude i. Hun svarer: "Den der først af alle blev

lavet til ham." "Så må du hellere skynde dig herfra," siger Kaas. til

Ul. Men Ul. bliver.

Da Kaas.' søn er på vej mod land med en hvalros på slæb, går Ul. ned

med hans kone om livet. Kaas.' søn bliver jaloux, ror rasende til

land, trækker fangsten op på et ujævnt sted og går op for at skifte

tøj. Ul. slæber hvalrossen hen til et endnu mere ujævnt sted og hiver

den på land, så dens nakkeskind rives op. Kaas.' søn kommer tilbage,

finder omsider hvalrossen, slæber der tilbage gennem vandet og trækker

den på land igen. Ul. går ind af Kaas.' husindgang. Dennes søn går ind

af den ene og ud af den anden. Det bliver han ved med. Griber endelig

et stort ophængt bensttykke med træskaft og retter flere slag imod

Ul., der hver gang parerer. Da Ul. får et ondt slag på sin ene hånd,

flår han våbenet til sig, presser Kaas.' søn ned, holder hans arme og

ben fastspændt mellem sine ben, og torterer ham i øjne og ansigt med

det spidse våben. Ul. går op til det andet hus, hvor han med mellemrum

sender en lille forældreløs dreng ned til Kaas. for at forhører sig om

sønnens tilstand. Først er denne helt ophovnet. Næste gang er han

svimmel og forvirret. Dernæst er han ved at udånde. Men sidste gang er

han ved at komme sig. Ul. rejser hjem, og Kaas.' søn opfører sig siden

som et skikkeligt menneske.

Var.: Det stjålne barn hentes hjem: Søg på Tunerluk;

Rasmussen, Knud 1921-25, I: 187-194. Den store Ulîvaitsiaq. Og 228-230: Manden som fangede sæler i garn ...

Søg iøvrigt på Ulivaatsiaq / Uliivaatsiaq / Ulîvaitsiaq.

Tolkning: Fødsel er symbolet, der spilles på, i beskrivelsen af

kæmpernes hus, hvis husgang er spærret flere steder, og hvor kæmpernes

søster foregiver, at pigen er hendes foster. Ul. baner fødselsvejen

for pigen, der som foster ikke har andre behov end at komme ud til sin

familie. Fødsel-symbolikken forbindes yderligere med det nærliggende

pooq-kompleks' symboler: Bjørn (tænderne på snor i kæmpernes hus),

remmesæl (Ul.s beskyttende dragt), hvalros (Kaas.' søns fangst),

molesteringen af hans øjne og ansigt, hans ophovning, svimmelhed,

aftagende åndedræt og endelig bedring i overgangen til et nyt,

fredsommeligt menneske.

Var.: se Kommentar ndf.

Hist: Thalbitzer mener at fortællingen afspejler kontakter mellem nordboere og østgrønlændere. Ulivaatsiaq skulle således svare til en sydgrønlandsk traditions Olauwaarsuaq (Oláfr på islandsk + -arsuaq el. -suaq), der var ven med Uunngortoq (Yngvarr, forelsår Thalb.) Fortællerens far, Missuarniannga mener, at østgrønlænderne i ældre tid endnu ingen kajakker havde, og først begyndte at få dem på Ulivaatsiaqs tid. Der er næppe tale om andet end spekulationer. Derimod er det muligt at net af hvalbarder tidligere har været brugt til sælfangst. Thalb. anfører her Porsild, Morten, Meddr. Grønland, 51, 1915:176-179. Thalb. bemærker iøvrigt, at en kølle af den størrelse, der må være

tale om, og som bruges til hvalrosser, sæler og måske mennesker, er

fundet på forladte bopladser længere nordpå, og beskrives i (The

Ammassalik Eskimo, I, 1909: 442, 105).

Kommentar: der er ingen umiddelbar forklaring på at disse fortællinger er blevet koblet sammen i Ammassalik. Begyndelsen var gjort før Konebådsekspeditionen.

Se: Kunuk; Uiarteq; Kaassassuk; Uliivaatsiaq

Kort resumé i Rink 1866 - 71, I: nr. 135, s. 330.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En fanger havde flere brødre, der alle var gift. Pitania var ugift uagtet han nu var temmelig gammel. Denne mand var bekendt for sin hyppige og heftige vrede. Dog giftede han sig omsider med en veludseende pige og som forstod at sy godt. Hende bad han nu om at sy sig et par støvler hun gjorde det, tørrede dem og beredte dernæst strømpeskindene. I mellemtiden fødte hun et pigebarn. Omsider blev støvlerne færdig. Manden tog dem på og gik ned til stranden med dem og vadede ud i vandet. Da støvlerne begyndte at fugte på ham gav han sig til at græde, blev arrig, stampede i jorden og gik op i huset, tog støvlerne af og dræbte sin kone.

       Det varede længe forinden at han fik sig en kone, dog fik han en, som syede brav godt. "Sy mig støvler" bad manden hende en dag om; at sy et par var konen ikke længe om; men efter at have prøvet dem i vandet og manden ingen fugtighed fornam, trak han dem af og så efter, han fandt så også fugtighed ved sålesyningen af støvlerne, og slog han konen så hårdt at hun snart døde deraf.

       Atter fik han sig en tredje kone; støvler fik han også syet af hende men da der var væde ved overdelen af foden blev han ved at slå sin kone, så hun opgav ånden. Endelig hørte Pitania om en ferm pige, som kunne sy et par rigtig vandtætte støvler; han fik hende til ægte. Et par store støvler blev færdigsyede. Manden vadede længe med dem; men kommende hjem fandt han at det var lækket ind ved skafterne, og konen havde samme skæbne som de andre.

       I huset hos sig hørte fangeren tale om en opvoksende pige ikke langt borte derfra og som levede sammen med sin gamle moder, der havde forbudt datteren at lære at sy. Engang var moderen, som var enke, på besøg hos ovennævnte folk, og hørte hun af disse: "ja, nu er jo din datter giftefærdig, og tager måske den til ægte som ikke kan beholde nogen kone i live." Moderen kom hjem og fortalte datteren det som hun havde hørt; hun gav sig til at græde herover ligesåvel som moderen. Denne tilrådede datteren ikke at tage ham til ægte; men datteren gik ofte ud på marken, og øvede sine kræfter ved at løfte store sten, og kom hun hjem syede hun. Til sidst kunne hun løfte store sten med lethed og kaste dem langt fra sig, og (nu) var hun ikke længere bange for manden hvis han bestemte sig til at tage hende til kone.

        Engang kom manden også og fik hende hjem til sig. Hun syede på hans opfordring støvler til ham, men med sting så langt fra hinanden som sporene af raventæer. Forinden at hun blev færdig med dem skulede manden ofte på hende og hendes arbejde. Omsider trak han støvlerne på, vadede ud i vandet med dem for at prøve dem; idet at han kom til at træde i en pøl forinden han nåede søen ved stranden, fornam han allerede at han blev dygtig våd. Atter stampede han i jorden og græd af arrighed og gik op i huset, begyndte der at slå sin kone ret alvorlig med støvlerne, men disse tog hun fra ham, slog ham nu så han måtte flygte fra briksen. Derpå tog han en stenhammer, men forinden at han fik slået hende, fravristede hun ham den, slog ham så voldsomt med den at den fór igennem kroppen på manden, der døde og derpå blev af konen kastet ud på møddingen.

       Da Pitanias brødre erfarede hans død ville de tage hævn, og kom også i deres kajakker til stedet hvor svigerinden havde sit hjem med moderen. Da datteren ser dem komme imod land gik hun ned til stranden og i leret opgravede hun store sten, spillede bold med dem og bad kajakmændene at komme op og slås med hende en for en. Men disse folk blev bange for hendes kræfter idet de så hende løfte tunge sten med lethed og tilmed at hun kun var et fruentimmer hvorfor de vendte hjemefter igen med uforrettet sag, og senere indfandt de sig heller aldrig.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Ultrakort dansk referat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 120, s. 134.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 141, s. 468: A Tale from East Greenland.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En kajakmand gik ud på fangst: han var netop beskæftiget med at nette (ordne) en lille netside, som han havde fanget, for bugseringen, da han ser en lille kajakmand, med en stor bjørneskindskant på sin pelshætte, komme imod sig. Den lille kom til, og ytrede nu om det velsmagende kød der nok sad på den unge sælhund. "Besøg os engang hist henne", sagde han endvidere. "Det har sin vanskelighed", ytrede fangeren, "jeg må hjem med min fangst."  "Aah: kom kun", vedblev den anden. Fangeren fulgte da med. Den lille var meget snaksom, og sagde blandt andet: "Du kunne jo tage min datter til kone. Vor husplads er i mangel på mandfolk, derimod skal du se at vi have mange piger, hvoraf der er nogle meget store. Du vil se når vi komme til land at der vil kommee mange fruentimmere ud af husene." De kom til land, steg ud af deres kajakker, og virkelig så fangeren også mange piger træde ud. De to gik nu opefter og talte fangeren (fangeren sagde): "Er det din datter der?" idet han pegede på en pige. "Nej", svarede han, "hun er så slemt fnattet bagpå." "Er det da hende der?" "Ikke heller", var den andens svar, "over hende er der den skam at hun er så lille af vækst." "Der kommer da een", vedblev fangeren, "er det hende?" "Ja just såmænd", svarede den lille, "se bare, hun bærer en stor top, og ser du, hvor navlen er godt buklet på hende." "Ja", blev den anden snaksomme ved, "når vi nu kommer op så vil nok alle pigerne opbinde deres hår."

       Endelig kom de ind i huset, hvor den lille boede. Denne sagde, da de var kommet tilsæde: "Mandens fangst der, ser så lækker ud." "Lad den da koge her", sagde den besøgende. Den lille bad da sin kone om at flænse dyret, hvorefter hun sleb sin ulu (kvindekniv) og gik ud. Men lidt efter råbtes der udefra: "vi kan ikke hale den op," hvortil den lille råbte ud igennem vinduet: "Hvor I dog have få kræfter! Nej, jeg må nok hjælpe jer", og blev den nyankomne ene tilbage i huset. Denne hørte nu: "Vi kan ikke!" Hvorfor han også gik ud til dem.

       Da fangeren var kommet ned til stranden så han hele forstykket af dyret gennemboret overalt i skindet for i disse huller at få håndfang. Vor fanger havde den ene arm indenfor pelsen, men tog dog ikke desto mindre med den anden i sælen i flanken og bar den op til huset. Den lille, da han så dette, råbte af forundring: "Nej, se dog hans kræfter, nåda!" Nu blev dyret flænset og kødet kom i kalupaiut (kogekar ?) for at koge. Derefter blev der bakket op (serveret ?) og suppen med. Den lille bad nu den nykomne om at råbe: "kateinigtêv! kateinigtêv!" (noget med at forsamle sig; en invitation til fællesspisning ?) Idet den fremmede havde råbt således hørte han en larm udenfor og mente at han måtte gå og se til sin kajak. "Nej", sagde den lille, "det er ikke vinden, det er de besøgende der kommer." Disse trådte også ind med små sleve i hånden. Bagefter kom også en lille mand ind som just de andre skulle gå. "Aah jeg var så bange udenfor", talte han, "men kom dog alligevel", og så lo han. Han bar lidt skæg om hagen. Da han havde spist lidt kød, levnede han noget heraf ligsom han tog en slevfuld suppe. "Mine små", sagde han, "sulter derhjemme, de skal havde dette." "Aah", sagde han endvidere, "jeg er ene bleven tilbage, jeg er så bange", men gik også ud. Da han kommer ud ser han sig omkring af lutter angst, men træder derved forkert og dumper (falder). Herved taber han det, som han holdt på; han følte sig for og lugtede efter det tabte, som han fandt, og gik nu rask op i sit hus, men talte stadig på vejen til sig selv: "Du lille var ej så bange, var ej så bange." han så nu, da han kom hem at børnene spise af det, som de andre havde medbragt. Han gav da et stykke til sin anden kone og børnene et andet stykke; men konen finder nu at det er et stykke tørv hun har fået, men ligeglad slikkede hun dog suppen der var spildt på den.

       Nu blev der råbt fra et andet hus: "siskordordoraritev" (? ikke helt læseligt, BS)!" "Følg med", sagde værten til vor fanger, og de gik til huset hvorfra råbet kom. Fadet kom ud med det omtalte (tørven ?). Alle spiste nu. Den fremmede besøgende spiste en hel mængde, og knasede det godt (stærkt, har Rink rettet det til, BS) i munden på ham. Den lille stødte til ham med albuen og sagde leende til ham: "gagasagasinona." (? måske: "hvor er du dygtig")     

       Da vore to venner var kommet hjem fandt de at alle pigebørnene havde opstrammet deres hår men med undtagelse af værtens datter. Faderen blev fortrydelig herover, og bad hende om dog ikke at være aparte. Men hun ville ikke desuagtet. Herefter lagde de dem (sig) alle på briksen for at sove og datterens leje blev gjort bredere, ligesom to piger også blev henlagte på det, da den fremmede der skulle ligge med; men pigen gjorde atter lejet smalt og lagde sig til ro. Frieren lå nu desuagtet snart efter hos hende, hvorover denne begyndte at græde". "Er hun da tosset der", talte faderen, "lig kun hos hende", og frieren pressede sig ind på samme leje, så at sideskindene gav efter; lidt efter blev alt roligt.

       Om morgenen da de stod op, bemærkede den fremmede: "Nej se hvor fortabt din datter ser ud." På tredje dagen rejste fangeren med sin unge kone hjem og svigerfaderen fulgte med i sin båd. Vor fanger blev med glæde modtaget i sit hjem, da de på pladsen havde grædt over hans formente tab i kajakken. "Se", sagde han, "den lilles datter har jeg taget til kone", der så blev hentet fra båden, af stedets mandfolk. "Hvor har du fået hende? hvor har du taget hende?" blev der nu spurgt; og da hun ikke var så lille som faderen var alle glade over hende. Omsider blev hun frugtsommelig og fødte en søn. En dag ville moderen ovenpå husgangen lade barnet gøre sin fornødenhed; men i det samme kom en stor plettet hund ud af gangen og slugte barnet uden engang at tygge det. Den lille, bedstefaderen, græd inderligen herover og var ham, der mest var bedrøvet af hele famlien. "Ah", klagede han, "barnet! hvor er barnet, som skulle have haft et par småstøvler, en småpels et par småbukser, småvanter og en lille kajak. Ahja! Ahja!" Han gik sydefter til Omenak / Uummannaq, og døde han der.

Var.: Rasmussen 1981, III: 59 - 62, og 1921 - 25, I: 256 - 262.

Kommentar: De små mennesker er de mindste dværge i den østgrønlandske forestillingsverden. De bor nærmest kysten og magter end ikke at fange de mindste sæler. Udtrykkene: Aah, ahja, kan være påvirket fra tysk, som herrnhuterne talte ved deres mission i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 235 s. 912.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 298: Oqaluttuaq nukappiatsinnguaqmik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 109.

Resumé:

EN FORTÆLLING OM EN HALVVOKSEN DRENG

En dreng får under rypejagt øje på et hus, går derhen og lister sig ind i husgangen, hvor han fløjter lidt og hører, hvordan et ægtepar derinde blir klar over, at der må være en dreng (med ulkefiskerstemme (?)) i nærheden. De skændes lidt om hvem der skal finde "ånden" ved qilaneq, og da konen gir sig, binder sit hårbånd om hovdet, og da manden "fisker" med stokken, klister drengen fast ude i husgangen. Det lykkes ham først at komme fri, da han spytter på væggen i det øjeblik manden kommer frem i opgangen med en stor kniv. Det lykkes drengen at undslippe og han vover sig aldrig siden ind i indlandet af skræk.

Kommentar: Indlandsboerne har muligvis været tornit, indlandskæmper.

Ulkefiskerstemme: måske en stemme der ikke er gået i overgang, eller en spag stemme, for så vidt som ulkefiskere ikke nød synderlig prestige.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 130 ss. 669 - 671.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 375 - 376:  Oqalualaarut Arnaannannguamik.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 56.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 164 - 167

Resumé:

Da familierne på en boplads rejser på forårsfangst, efterlader de en enke med datter og lidt mad, som dog langt fra rækker sommeren over. I det store vinterhus skærmer de halvdelen af med et skind, og lader den ubeboede del henligge i mørke. I denne afdeling beder moderen sin datter om først at grave et dybt hul og dernæst at fylde det op med saltvand. En dag moderen lysker sin datter, hører denne, at det plasker omme i vandet. Det er en kæmpestor ulk, som datteren får besked på at fange ved at ramme den med sin mors slibesten / hvæssesten. Ulken mætter dem for den dag. Næste gang moderen lysker datteren, er det en stor netside, dernæst et marsvin, og endelig en hvidhval. Da kommer to kajakmænd, der er blevet bekymrede for de to, på besøg og bliver selvsagt dybt forbavsede over rigdommen af mad, som de får en masse kødgaver med af. Kvinderne fanger fortsat mere end rigeligt i deres hul, men da bopladsfællerne kommer tilbage, er det slut med fangster ad den vej.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: En ret mild, formentlig "moderne" version, hvor de bortrejsende faktisk prøver at sørge for de efterladte og tilmed kommer tilbage af bekymring for deres velbefindende. I de fleste versioner får de efterladte ingen proviant, og de besøgende er overbeviste om, at de efterladte må være sultet ihjel.

Kommentar: Muligvis associerer moderens lyskning af datteren forud for dyrenes opdukken i gruben på angakkoq'ens / åndemanerens mytiske rensning af Havkvindens hår (søg Havets mor). Lyskning er ellers en kærlighedshandling: konen lysker sin mand. Hvorfor en slibesten har særlige fangst-egenskaber er 'et godt spørgsmål.'

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 125 ss. 655 - 658.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 360 - 362: Oqalualaarut nuliariinik.

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 56,

s. 96.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 127, s. 462: The Grateful Bear.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 120 - 123.

Resumé:

Et ægtepar bor mutters alene. Manden jager året rundt, i kajak og på isen i våger og senere isbjørn fra en snehytte på isen. De får en lille søn og synes straks, at de er blevet mange mennesker. Men i en periode hvor manden er ude i sin snehytte på isen, får han pludselig et syn af sin kone, splitternøgen. Han bebrejder hende: hvorfor har hun forladt deres søn? Han følger hende hjem, hvor hun minsandten ligger helt normalt og sover på briksen med sønnen i armene.

Manden bliver forvirret og går helt fra forstanden. Han blir så voldsom mod dem begge, at konen føler sig nødsaget til at flygte med sønnen i amaaten. Ude på isen løber hun mod sydøst, men på vej over en fjord brækker isen op og hun må springe fra flage til flage. Hun når med nød og næppe i land, laver sig en snehule, overnatter og fortsætter sultende og tørstende indlands i godt vejr, hvor det lykkes hende at ramme en rype med en sten. Hun går straks videre, mens rypen køler af, men så står hun pludselig overfor en isbjørn, som hun af forskrækkelse smider rypen hen til. Den fortærer den med glæde og gør hende intet.

Hun fortsætter over indlandet, får udsigt til et stort hav og finder et rigt bærsted, hvor hun bygger en snehytte dækket med grene. De lever af bær og ryper indtil en dag i kraftig nordenvind drengen opdager noget mørkt oppe i fjeldet, der viser sig at være en bejtende ren. Det lykkes kvinden under dække af kraftige snebyger at snige sig ind på renen og med sin ulu på et skaft at såre den så dybt, at den forbløder under sin flugt. Hun skynder sig hjem til sønnen med et lille stykkke talg, beder ham forholde sig roligt og får bjerget alt kødet i hus.

Deres næste forsyning af mad bliver en stor hval, der driver i land. Sådan bliver det ved at gå, indtil sønnen er vokset til og kan forsørge dem begge med fangst. Den rundhåndede giver af dyr, levende og dræbte, er den isbjørn hun gav sin eneste mad, den afkølede rype.

Kommentar: Det er tydeligvis ensomheden, især den over flere dage ude på isen, der fremkalder synet af den nøgne kone og gør manden sindssyg.

Muligvis spiller konens gave til isbjørnen på det kristne tema om den fattige enkes sidste skærv.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador.

Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En forældreløs kaldet Kavsasak (Kaassassuk, BS) voksede op uden at være elsket af nogen. Bedstemoderens klæder brugte fyren når han gik ud. Fruentimmerne ringeagtede ham idet de strøg deres fingre under næsen på ham efter at (de) havde været med dem på et uskønt sted.

       En dag spankede han omkring og opdager at en af slægtningene havde fanget en hvidfisk (hvidhval). Han fik sig også et flænsestykke og efter at have spist sig mæt lagde han resten hen på et afsides sted så at ingen opdagede den. Men alligevel fik en af hans husfæller snuset det gemte op, og han der fandt det trak derpå Kavsasak ved næseborene og førte ham ind i huset, kastede ham derpå hen på sidebriksen. Kavsasak fik for meget at spise efter husfolkenes mening, og desårsag blev tænderne trukket ud af munden på ham. En stund efter denne plage opdagdes det at han alligevel spiste dygtig, hvorfor han blev han visiteret i munden; der fandtes da jern på gummerne, men blev disse atter borttagne. Til straf eller som en ondskab af de andre måtte Kavsasak ikkun nyde knoger (knogler ?) og drikke suppe så kogende hed den var. - Engang fandtes et stort stykke flydetræ (drivtømmer) liggende uden for deres telte; nogle mente at det var Kavsasak som havde ført stykket dertil. Herover blev fyren atter taget ved næseborene og bragt ind på sin plads.

       En vinter blev der engang set bjørne på isen og krøb disse senere ind i en fjeldhulning. Ingen turde nu gå hen til dem undtagen Kavsasak der ikke betænkte sig længe; med et bjørneribben til våben gik han hen til bjørnene inde i ishulen og sparkede dyrene ihjel. Den ene bjørn gav han nok til de andre og beholdt selv den anden og bragte den hjem. Senere blev han en dygtig erhverver, men uagtet sine husfæller langt overlegen betalte han dem ikke ondt med ondt.

Var.: Kaassassuk

Hist.: En stærkt amputeret version (muligvis blot oversætterens referat?) af Kaassassuk, der både har udeladt den episode, hvor han får store kræfter af et væsen i indlandet, og den hævn han normalt tager til slut over alle bopladsfæller undtagen den eller dem, der har søgt at afhjælpe hans elendighed noget. Den moralske slutning på Nikolaijs version skyldes sandsynligvis kristen påvirkning fra herrnhutmission ved Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En gammel mand mistede sin datter, det eneste barn han havde. Han roede en dag ind i en dyb fjord, og græd ret ofte over sit tab. Senere gik han op på et fjeld, der satte han sig og græd atter. Fra dette fjeld så han ud over vandet een komme bugserende med 2 sæler. Manden var meget stor og kom han i land gående op imod den sørgende. Denne talte til den nyankomne: "Jeg vil gerne høre nyt; fortæl mig en historie." Den store mand svarede ikke; den første gentog sit ønske, men fik atter intet svar og uagtet trussel fik han endnu intet svar, hvisårsag den store mand blev harpuneret og sænket ud i søen, hvornæst han tog sælerne hjem til sin kone. Efter den tid fangede manden oftere sålænge han brugte den dræbtes rem.

       Men atter gik den gamle ind i fjorden og græd mens han et sted var til fjelds; han havde sit hoved sænket og græd bitterlig ved at tænke på den afdøde datter. Just som han sad således stod der pludselig en kæmpe foran ham. "Jeg vil høre dig fortælle nyt", talte atter den bedrøvede til stormanden, "fortæl mig noget." Den høje skikkelse fortalte da: "Vi sulter i hjemmet, vi sulter meget efter at vor husfælle er udebleven; vi sulter", skreg han højt og talte videre: "Min bedstemoder gjorde briksen ren i aftes og deraf fulgte at en ræv kom gående ind i huset op på briksen, og snart blev den stukket ihjel med en gaffel (en tilspidset pind af ben, U. Rosings tilføjelse). Den ene dag kogtes kødet af ræven, den næste dag blev intet kogt, men den tredje dag indvoldene af dyret, der og blev spist. Herefter bad bedstemoderen (os) at gå ned til elven allesammen, hvilket vi og gjorde. Derpå så bedstemoderen ned i elven, liggende på maven, men hun kunne intet opdage for tåge og rejste hun sig. Så talte jeg: 'det er uklart fordi den jomfru der, idet jeg pegede på en pige, har dårlige klæder på sig.' Jomfruen skiftede klædning, fik en ren på og kiggede pigen nu selv ned i elven idet hun brugte bedstemoderens magtsprog (serrat / trylleformular ?). Hvalerne kom da op i vandfladen og een blev fanget fra begge sider af elven. Vi fik den på sydsiden op på land med stor vanskelighed. Mine støvler blev omsyede med senetråde af greenspurve (? snespurve ?). Hvalen blev derpå hevet (?) op af mig men med anstrengelsen sprang spurvetråden og sålerne faldt fra så jeg gled kraftesløs tilbage og kastede hvalen ned på jorden. Vi flænsede da i hvalen og jeg tog mig et godt stort stykke; med et hørte jeg megen larm over at hovedet næsten var afskåret og som var bestemt for bedstefader. Jeg stødte da flere af de grådige flænsere væk fra hovedet så de lå døde med det samme tæt ved. Om foråret endnu blev der spist af dette dyr. Senere havde vi sammenstød med nordboere, hvoraf jeg dræbte mange." I det samme råbtes der oppe fra fjeldene: "Du fortæller for meget! Altfor meget!" og (nu) så den gamle en stor kok (? grydemand / igalilik ?) med en gryde hængende foran sig. Denne kok råbte atter: "Maden koges, en lille levning af ræven du ved, kom! ellers går remmene over, degi'er dem (? de giver sig)allerede af bare venten." Og så forsvandt kæmpen for den gamles øjne.

Hist.: Episoder af kendte fortællinger forekommer sat sammen i denne på en uigennemsigtig måde. Rink har i en kommentar til fortællingen påskrevet den"Aqissiaq ?". Af denne fortælling forekommer da også stumper her og der. Men der er også elementer fra nordbofortællinger, som normalt ikke associeres til Aqissiaq. Muligvis har fortælleren ønsket at flytte skylden for nordboernes undergang fra grønlænderne over på disse indlandskæmper.

Tolkning: Det er et almindeligt træk, at den der har sorg, søger udfordringer for at få noget andet at tænke på. Ligeledes at den der søger ensomhed i sorg eller vrede, virker tiltrækkende på ånderne Se: Aqigssiaq 263 - 267, nr. 91 og Den gamles søn nr. 33. Episoden med spurvesenerne, der brister, synes at rumme forskellige elementer fra såvel Aqissiaq (kampen med en anden slags ånder om retten til hvalen, der er lokket op i elven med en serrat) som nordbofortællingen om Uunngortoq, hvor Kassapi's bror glider på isen, fordi hans støvler netop har fået nye såler.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

En halvvoksen fyr var stedse meget ulydig. Faderen forholdt ham ofte at skikke sig godt; men uden nytte. En af husfællerne fangede en dag en hvalros. (her mangler muligvis en el. to sætninger, BS) Kniven var noget sløv for knægten, hvorfor han gik ned til stranden for at slibe den. Faderen sagde ham, idet han gik, "pas på, kommer du ned til stranden vil hvalrosserne føre dig væk og ud i søen." Drengen gik alligevel, og virkelig kom en hvalros i hans nærhed, tog ham med forlabberne (forlufferne) og førte ham ud i vandet. Når drengen mærkede at han var nær ved at kvæles kom hvalrossen trolig med ham op i vandskorpen, og således blev det længe ved, indtil han mærkede at han meget længe var i stand til at være nede i vandet, ligesom han også så at han havde hvalroshud over sig. Hvalrosdrengen blev endnu holdt af hvalrossen og det mest ved vandfladen. Den første spurgte den anden om han ikke kunne dykke når han lystede. "Ja, prøv derpå", svarede hvalrossen. Drengen forsøgte at skære vandfladen for at dykke, men kunne ikke. Hvalrossen spurgte nu om han ville gå ad himlen til op af horisonten, da drengen herpå svarede: "Nej", kunne han uden besvær dykke og kom i følgeskab med den anden ned på havets bund. Hvalrossen gik snart efter op imod stranden og hentede tang, som den bragte hjem med sig. Hvalrossen påbød drengen også at hente tang for at skaffe tilveje for ungerne. Da han havde spist sig mæt svømmede han op mod stranden; han trak i tangen, men hver gang gik den tilbage fastholdt af leret så han ikke var i stand til at få noget deraf, hvorfor han gik hjem og beklagede sig for hvalrossen. "Gå atter", sagde dyret til ham, "hvis du ikke kan hale tangen løs, så luk blot øjnene til og giv lyd som os: "Ork! ork! ahohoh!" Drengen kom således atter til tangen og fik en del ved at gøre således som der var påbudt ham. Med forlabberne bragte han en portion hjem, efter selv at have mættet sig.

       Imidlertid blev vor unge ven ked af at være hvalros længere og blev i et nu til en ulk forvandlet. Som denne forvandling skete med ham lo han hele tiden; han blev så træt af den stadige latter og derfor også ked af denne stilling i samfundet hvisårsag han med eet blev til en sortsidet fed sælhund, men da han ikke syntes om den føde som disse sælsorter tage til sig hørte han også op med at være en sortside. En klapmyds blev han nu; der var så megen sorg og ærgrelse med parringen, og blev han ked heraf; men så blev forvandlingen til en spraglet sælhund. Han havde i denne stilling ikke anet at der eksisterede så megen slags mul (de mulede vel hinanden, BS)  imellem broderskabet og blev træt heraf. Hans natur forandredes til, efter en stakket stund, en gammelagtig uksuksæl (remmesæl). Som så denne blev han ret længe ved at være, da ussuk'erne var så fredelige; imidlertid opdagede han omsider at de var så dorske og kedsommelige, hvorfor han gik ud af sit gode, solide skind og forvandledes til en ordinær fjordsæl. Som en ung sæl kom han således ofte til landet og legede i fjorden. En dag opdagede han en del kajakker som forfulgte en af hans lige og de fik den også; "Hvor den var dum", tænkte han ved sig selv, "mig skal de såmon (sic.) ikke så let få fat i; men i det samme blev han harpuneret af en kajakmand han slet ikke havde øjnet for solens skær på vandet. Det gjorde dygtig ondt da han fik pilen i sig, men uagtet kajakmanden anså ham for død, da han lavede til at bugsere ham, syntes han at føle sig fuldt ilive; hvorledes det end så gik med porekniven (? sylen ?) igennem qvorken (halsen) på ham at få remmen fat deri. - Han blev bugseret og tænkte og tænkte han: "Ja, når de hale mig på land så vil jeg nok opgive ånden." Imidlertid da han blev ophalet blev det dog ikke anderledes med ham, han kunne ikke dø. "Ja, flænser de mig, så er jeg væk"; det varede ikke længe førend flænsningen gik for sig, men af med sjælen kunne han ikke komme; ligeledes da han blev skåret over i småstykker og lagt i caluprinten (? kogekarret ?) for at koges, han mærkede alligevel at han var til. Han tænkte og tænkte atter: "Ja, bare de nu ville kaste mine ben i søen og ikke på møddingen." En lile pige tog de afpillede ben af ham og kastede dem virkelig, efter hans ønske, ud i søen. Og i samme øjeblik som dette skete stod han, som for en rum tid siden, ved stranden med sin kniv i hånden og gik op i huset. Fra den tid var han sin fader mere lydig.

Hist.: En temmelig speciel (moderne) version af "Sjælen, der gennemvandrede alle dyr", hvor forvandlingen fra en dyreart til en anden her betragtes som en opdragelse til lydighed (ifølge det kristne bud: du skal ære din far og din mor), mens den i de traditionelle versioner primært opfattes som inuits kilde til viden om de forskellige dyrearters vaner. Drengens tilbage-forvandling til sig selv burde ifølge traditionen desuden være foregået gennem en kvinde (oftest en, der endnu ikke havde kunnet få børn), der havde genfødt ham som menneske, hvorefter han, omend efter en lang gråd, ville få sit tidligere navn igen.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq.

Tolkning: af udsagnet om at komme til himlen via horisonten. Dette ville ske, hvis han som hvalros fortsatte med at svømme udefter i overfladen. Ved horisonten gik vejen til himlen, og hvalrosser forbindes traditionelt både med dybet og med denne vej. I traditionelle versioner af fortællingen er horisont og/eller et punkt på himlen det sted, som hvalrosser bruger som forestillet afsæt til at dykke helt ned på havbunden.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 136 ss. 688 - 689.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 391: Oqaluttuaq appamik oqluumasumik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 94.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 106 - 108.

Resumé:

En sydlænding, der har hørt om en alk langt mod nord, der kan tale, rejser med sin familie langt, langt mod nord, hvor omsider folk på stedet bekræfter rygtet, og husherren lover at tage ham med derhen. Mange dage må sydlændingen bare følge med på fangstture, men en klar solskinsdag skal det være. Dybt inde i en fjord på et fuglefjeld kommer en alk uden skind fra øjne til nakke ud på en hylde, da værten banker på sin kajak, og siger: Nordfra og sydfra kommer de til mig. Gæsten bliver bleg, mister balancen og synger på alkens melodi, at så var der alligevel en alk, der kunne tale. Herefter kæntrer han og drukner, fordi værten er dybt irriteret over, at gæsten har rejst så langt for den slags.

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk;

Kommentar: bemærk at gæsten mister balancen af skræk

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 24 - 27.

Resumé:

En ung dygtig fanger bor alene på et ensomt sted med sine forældre.

Sydlændinge kommer forbi på vej nordpå. Den unge mand udebliver,

faderen tager ud efter ham og finder ham dræbt, stivet af drivved og

med sine testikler som pynt i panden. Forældrene sørger, tar på

hævntogt, hører undervejs på en af bopladserne den smædesang

sydlændingene har lavet over deres offer, græder, og når omsider den

indsø, hvor sydlændingene har slået sig ned. De gemmer konebåden under

en mængde fuglefjer, lægger sig i skjul, og da to unge mænd kommer

halvnøgne ud, lokker manden dem bort fra huset med en sang. Han og

konen overfalder og dræber dem, og sætter dem op på samme måde som

deres dræbte søn med testiklerne i panden. De når det hele, inden folk

kommer ud efter de to unge, fordi manden med en sang har holdt dem

inden døre. Med en anden sang gør han sig selv og konen usynlige i en

klippekløft, og fniser af glæde, mens sydlændingene leder og til slut

giver op. På hjemvejen digter de en smædesang på sydlændingenes melodi, synger

den for alle de møder undervejs, og når temmelig hæse hjem, men med

fred i sindet.

Var.: Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; ortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut". Venstgrønlænderes relationer til sydlændingene, der rejste nordpå på handelsrejser, skildres ofte som fjendtlige. Men der kan ikke laves statistik på disse tilfælde i fortællingerne.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 117 ss. 614 - 615.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 334 - 335: Oqalualaarut pitoraassanik.Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 91.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 79 - 80.

Resumé:

En flok kajakmænd fra Kangeq bliver overrasket af en kraftig sydvest. De råber Uaa til hinanden for at holde sammen, men flere af dem ender forskellige steder, inden de kan vende hjem. Kun een kajakmand kommer ikke hjem. Det viser sig, at han var blevet blindet af kulden, der har frosset hans øjenlåg fast. Med mellemrum afkoder han vindretningen på sin vædede pegefinger og får styr på sin roning. Han havner i nord nær Napasoq, hvor to kajakmænd opdager ham og kommer ham, til hans store lettelse, til hjælp, men da de hører at han er fra deres gamle fjenders boplads, Kangeq, slår de ham uden medlidenhed ihjel. Bare fordi han var fra Kangeq, tilføjer Kangeq-boen Aron.

Hist. Ifølge Arons kommentar dateres begivenheden til efter angakkoq'en  (åndemaneren) Imaneqs omvendelse i Pisuffik, dvs. efter 1768, hvor nogle af hans tilhængere flyttede til Nuuk og andre til Napasoq.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

Blodhævn.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 126 ss. 658 - 660.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 363 - 364: Oqalualaarut kilalersumik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 93

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:136 - 138.

Resumé:

En ældre mand bor med to små sønner (og kone) et lille stykke fra en folkerig boplads. Faderen mangler skind til kajakker til sine sønner, men de bliver efterhånden behændige rypejægere og kan forsørge deres forældre. På den folkerige boplads bliver man ængstelig for, at de ferme drenge vil tømme hele området for fangstdyr, når de vokser rigtig til. Derfor forhekser deres ældste kvinde drengene, så de får udslet over det hele af fnat og må holde sig hjemme.

Nu må faderen igen ud i kajak, men han kommer ofte tomhændet hjem. En dag ror han helt ind i fjordbunden, går i land og halvvejs ud på en landtange i en sø. Her flyver pludselig en islom op og anklager manden for at ville stjæle dens dejlige store æg. Nej, det vil han rigtignok ikke. Men han leder efter et middel mod sine sønners fnat. Det skaffer islommen ham ved at dykke et par gange til søbunden, hvorfra den kommer op med en laks. Dens lever, der præcis rummer smørelse til to drenge, skal han smøre dem med. Og de skal spise alt fiskens kød.

Han retter sig ganske efter islommens råd, drengene bliver raske igen, og faderen råder dem til at gå til fjelds og kalde på Kraftens Herre, en slags ræv i overstørrelse med en lang hale. Da den ankommer vikler den først sin hale om den ældste og slynger ham hen af jorden. Drengen tumler af sted. Tredje gang kan han lande på fødderne og hoppe til farten går af. Lillebroderen får samme omgang, og begge føler sig nu eventyrligt lette i kroppen. De er blevet bomstærke.

Siden sker der dem intet ondt, og de forsørger deres gamle forældre til det sidste.

Kommentar: Når islommen dykker flere gange er det muligvis for at få en laks i netop den størrelse, der gør at der intet vil blive tilovers af leveren til smørelse.

Bemærk episoden med Kraftens Herre, der ellers 'hører hjemme' i fortællingen om Kaassassuk.

Oversat af Jens Rosing

Resumé:

Englands konge har tre sønner, der hører om en livgivende eliskir i et fjernt ukendt land. Den ældste drager afsted men lader sig snart lokke til at blive i et hus med lutter kvinder, der beværter ham godt på alle måder. På samme vis går det med den næste søn, mens den yngste, da det blir hans tur, blot overnatter i huset og drager videre. Han kommer til en 600 år gammel kone, der vogter over alle landdyr. Hun beværter ham med god mad og varm kaffe og næste dag tilkalder tilkalder hun dyrene, men ingen ved hvor landet med eleksiren ligger. Konen giver ham et brev med til sin 200 år ældre søster, der hersker over alle fuglene. Hun tilkalder fuglene, og ørnen er noget længe om at komme, men hverken den eller de andre fugle kender landet. Han får atter et brev med til en 200 år ældre søster længere borte. Hun hersker over alle fisk og dyr i havet og tilkalder dem. De ved intet, men da langt om længe hvalen kommer, kan den fortælle at den netop kommer derovrefra (derfor varede det så længe) og den må tage kongesønnen på ryggen derover. Den fortæller ham om et par æbler og en lille flaske eleksir i et vindue oppe på slottet. Han skal skynde sig at snuppe dem og væk inden folk vågner allerede kl. 3. Men den unge mand, der kæmper sig op til slottet, blir sinket af den allersmukkeste sovende skønhed, som han lægger sig hos. Han vågner dog netop som klokken slår tre, tar æblerne og flasken med i flugten, når at skrive sit navn, Venius på dørstolpen, og når efter at have måttet gemme sig flere gange ned på hvalens ryg. Undervejs over havet dykker hvalen ialt tre gange, den ene dybere end den anden gang. Sidste gang spytter den unge mand blod inden han får vejret igen. Ligeså forskrækket blev hvalen, fortæller den, da han gik ind i slottet, da han lagde sig hos pigen, og da han skrev sit navn over døren.

På tilbagevejen over land forynger kongesønnen de tre gamle koner med et halvt æble og et par dråber eleksir. Til gengæld får han af den første en hest, der beroliger alle vilde dyr ved at logre med halen (!), af den anden en bord-dæk-dig-dug og af den tredje en lille pisk, hvormed han kan berolige alle vilde dyr. Han overnatter også i huset med kvinderne og sine brødre, der udskifter det halve æble med et almindligt og eleksiren med vand. Da så senere den yngste vil forynge sin far med æble og eleksir og det ikke virker, smider faderen ham for løverne. Men han beroliger dem med pisken og fodrer dem med masser af mad fra dugen og de hygger sig i årevis, indtil den skønne fra landet derovre kommer for at finde faderen til den søn hun har født. Hun ved jo han hedder Venius og erfarer at det er kongen af Englands yngste søn. Hendes søn har et æble i hånden som han vil tabe når han ser sin far, og denne skal komme, ellers blir England udslettet. Tre røde løbere rulles ud fra slottet til skibet. Ad den midterste vil barnefaderen komme ridende. Den ældste søns hest vælger den ene yderste løber, den næstældste den anden yderste, og drengen vil ikke kendes ved nogen af dem. Kongen kommer i tanke om sin yngste søn og sender en tjener til løverne for at se om dog ikke en lille knogle skulle være tilbage af sønnen. Det blir en rørende afsked løverne tager med deres rige forsørger, hans hest vælger den midterste løber, drengen taber sit æble og kaster i sig armene på sin genkendte far. Denne rejser med skønheden og deres fælles søn tilbage til hendes land.

Hist.: Denne samling af danske folkeeventyr i grønlandsk genfortælling er fortalt af Sís, der også fortalte fra den grønlandske overlevering. Ifølge Jens Rosings forord har hun hørt dem af sin mor og mormor og de stammer tilbage fra 1800-tallets midte, da alskens illustrerede udenlandske fortællinger og bibelhistorier blev publiceret i småbøger og i "avisen" Atuagagdliutit på Rinks trykkeri i Godthåb / Nuuk. Sissis fortællinger er taget med her for at vise hvor forskellige de er fra de egentlig grønlandske - trods tilpasningen til genkendelig grønlandsk kultur.

Bemærk alle de bibelske associationer: til Jesusbarnet, det evige liv (fornyet ungdom), genkomsten, og æblet alias både arvesynden og kongemagten, som drengen smider fra sig da han genkender Faderen.

Rejsen over havet er et velkendt tema i den grønlandske / inuitske tradition: dels åndemanerens rejse til Havkvindens land og dels fuglekvindens mand på ryggen af en laks til fuglenes land, hvor heltens kone og børn er fløjet til. Se: Manden der blev gift med gås, en svane eller en anden fugl (Fuglekvinde-fortællingen er vandret verden rundt - findes fx også i Sydøstasien). Kvinderne der vogter over faunaens forskellige kategorier er heller ikke traditionen fremmed: Sødyrenes mor eller Havkvinden, og Månemanden.

Huset med de mange kvinder kunne minde om Qivaaqiarsuk (se denne), der fik en masse kvinder at forsørge. Men inspirationen er snarere 1001 Nats Eventyrs harem'er, der må opfattes som en slags lastens huler. Også flere af disse eventyr fandtes publicerede i oversættelse til grønlandsk.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 120 ss. 625 - 626.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 340 - 341: Oqalualaarut Erluaraliimik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 77 - 78.

Resumé:

Erluaraleeq er jævnt hen til grin, dels fordi hans endetarm, i overensstemmelse med hans øgenavn, har det med at falde ud, og dels fordi han fanger med høj hat på og i øvrigt er en elendig fanger.

Bopladsen har en herre, der bestemmer over al fangst, og selv skal være den første, der rammer et dyr man forfølger i flok. Erl. bliver hver gang opfordret til at være med, og han deltager gerne selv om hans fangstpart sjældent bliver andet end en stump endetarm af dyret. Under fangsten smigrer fangerne ham med, at han må være den første til at nedlægge det forfulgte dyr. De ved, at det hverken kan eller tør han. En dag må han under fangsten i land og skide. Hans endetarm falder ud, han kan ikke får stoppet den ind, skærer den derfor af og anbringer den på sin stævn, som om det var en fangstpart. Hjemme lægger han sig, skal ikke nyde noget af den lækre endetarm, som konen koger og mæsker sig med. Han røber at det er hans egen, hvorpå først han dør og derefter konen - af skræk.

Var.: Ingen i denne bases fortællinger. Den stærke der bestemmer over fangsten og kun giver bopladsens marginalpersoner en en stump tarm som fangstpart kendes fra fx Kunuk.

Hist.: Det sociale miljø er taget fra traditionel overlevering, men der spilles på forskellige betydninger af endetarm, der muligvis også associeres til mandens høje hat. Illustrationen viser, at det er en europæisk høj herrehat. Er det kolonisternes selvbestaltede autoritet der er skydeskiven hér?

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 36 - 39: uden titel.

Samme i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Den barnløses søn.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 54 - 59: Ernisuitsup ernera.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter men holdt sig mest til denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En Appamiut-beboer fortalte, at der engang levede et ægtepar, som ikke kunne få

børn. Manden, der misundte andre, der havde børn, mødte engang en lille ældre

mand, som kun levede af at fiske. Han sagde til ham: "Vil du ikke nok besvangre

min kone." Den ældre mand svarede: "Der er ikke længere kraft i mig." Men da

manden blev ved, sagde den ældre mand: "Jeg kan jo prøve. Sørg for, at din kone

stiller sig i sit pæne tøj på stranden imorgen ud for det sted, hvor jeg plejer

at fiske." Da den ældre mand dagen efter kom til sit fiskested, så han på land

en kvinde i pænt tøj. Han roede straks ind og blev derinde det meste af dagen.

Den dag fangede han kun ganske få ulke. Herefter stod kvinden på stranden

hver gang han kom til fiskestedet. På bopladsen var man ikke klar over, hvorfor

den ældre mand ikke længere fangede ulke, og hvorfor kvinden, som ikke kunne få

børn, altid havde pænt tøj på og gik ture. Kvinden blev gravid, og den lille

ældre mand sagde til manden: "Hvis det bliver en dreng, må du skaffe dig en

udhulet sten til lampe dér, hvor solen står op om morgenen. Så skal du finde et

ådsel af en skarv og stille den over for vinduet." Det blev en dreng og den

ældre mand sagde til manden: "Når drengen får lyst til at ro i kajak, skal du

lave ham en kajak med alle dertil hørende redskaber, og så snart han kommer i

kajakken, skal du sige til ham, at han skal sætte harpunspidsen på skaftet (gøre

klar til at bruge harpunen - Chr.B.)".

Da drengen voksede op, byggede stedfaderen en kajak til ham. Den lille

ældre mand (drengens biologiske far - Chr.B.) holdt ham med selskab hele tiden,

og han sagde, at der, når drengen første gang kom i sin kajak, ville en sæl vise sig med snuden over vandskorpen. Lige så snart stedfaderen blev færdig med

kajakken med dertil hørende redskaber, bar han den ned til stranden - endnu før

den blev helt tør. Drengen kom ned i kajakken og stedfaderen og den ældre mand

roede ud med ham. Den lille ældre mand sagde: "Vi vender ikke hjem, før han

har fanget ti sæler. Så vil han fange ti sæler hver gang." Den ældre mand roede et

lille stykke fra drengen og straks dukkede der en sæl op. Drengen roede hen til

den og harpunerede den. Da drengen havde fanget ti sæler, tog de hjem.

Drengen blev voksen og fik to koner. Hans bopladsfæller var meget glade for

ham, og i trange tider forsørgede han dem alle sammen. En vinter blev hele havet

dækket af is undtagen et lille stykke ud for bopladsen. Her fangede han ti sæler

hver gang, han var ude på fangst. Vågen blev efterhånden så lille, at han bare

kunne sætte kajakken på tværs af den. Til sidst frøs vandet i vågen til, og der

blev mangel på mad. De ville have en åndemaner til at mane ånder. På stedet boede

der en enke, ved navn Illutsialuk, alene med sin datter. Sommeren før havde

nogen set denne datter øve til åndemaner / angakkoq ved en sø. Den ældre mands søn

sendte bud til hende med den besked, at han ville betale hende en sortside, hvis

hun ville mane ånder for at få isen fjernet. Men hun sagde nej. Hun afslog

også bopladsfællernes tilbud om klæder og lampe som betaling . Først

da hun fik tilbudt en håndfuld perler, sagde hun ja. Hun bad sin mor om at hente

de klæder, hun plejede at bruge om sommeren. Iført dem gik hun ned

til stranden og gennem en lille åbning mellem isstykkerne ved stranden forsvandt

hun ned i havet. Man afventede, at hun skulle dukke op, og hun blev væk i tre

dage. Det viste sig, at hun sloges med den store kvinde (her bruges på

grønlandsk "Arnarsuaq" - Chr.B.), jog sæler ud af husets indgang og netsider fra

dryptrannet. Hun ville gerne have dem helt uden for (usikkert "silamut

issíkumisârdlugit" - Chr.B.). Først da den store kvinde var blevet formildet,

forlod hun hende og dukkede den tredie dag op gennem den åbning, hvorigennem

hun forsvandt. Så snart hun kom tilbage til huset, sendte hun besked til alle,

at hun skulle have hver anden sæl, de ville fange i morgen, samt de smukkeste

netsideskind. Men endnu den aften sås kun is overalt. Næste morgen dannede der

sig en revne udfor husene. Fangerne tog ud på fangst og kom hjem med to sæler,

Den ældre mands søn fik som altid ti. Han måtte af med de fem til åndemaneren.

De øvrige fangere gav hende den ene af de to sæler, de fangede.

Da morbroderen til den ældre mands søn engang kom hjem fra fangst, gav den

ene af den ældre mands søns koner ham et stykke af en sæls lændehvirvel at

spise. Omkelen blev vred over dette og lavede en tupilak, en ulykkesånd. Den dag

onkelen sendte tupilakken af sted, tog den ældre mands søn ikke ud på fangst,

selv om det var fint vejr. De efterfølgende dage havde han slet ikke lyst til at

tage ud på fangst. Tupilakken tænkte ved sig selv: "Han viser sig aldrig. Nu vil

jeg tage direkte hen til huset og skræmme beboerne ihjel." Da den landede neden

for huset, kom den i tanke om, at den lige så godt kunne gå ind i huset gennem

vinduet. Den fik øje på en mærkelig fugl med lang hals oven over vinduet. Da den

ville undersøge fuglen nærmere, nappede fuglen tupilakken under øjet og

holdt den fast. Da tupilakken slap fri, svømmede den ud. Den var lige ved at

gå ind i huset, men den viste sig ikke mere i havet omkring Appamiut.

Folk kunne ikke forstå, hvorfor den ældre mands søn pludselig holdt op med at tage ud på fangst, men åndemaneren fandt ud af årsagen til det.

Den ældre mands søn fik engang lyst til at forlade Appamiut for en tid. Han tog nordover, kom til Sisimiut og byggede hus ved Paaraarsuk. Om efteråret fangede han meget. En af Sisimiutboerne, som han var blevet gode venner med, fortalte ham, at folk lige nu fangede løs af spraglede sæler, hvis skind de brugte som fangstblære,

når de var på hvalfangst, og at man kappedes om at være den første, der hørte

hvalens åndepust / blåst ?. Den ældre mands søn var også på spragletsæl-fangst og fik ti som altid.

Da hvalsæsonen var ved at være inde, kneb det for ham at sove. Han ville gerne være den første, der hørte hvalens ånde. Han havde heller aldrig set en stor hval før. En dag, da det var dejligt og stille vejr, var han længe oppe. Hen på morgenstunden hørte han lyden af hvalens ånde. Den kom nærmere og på et tidspunkt blev hvalen på samme sted ud for bopladsen. Først da gik han i seng.

Da det blev morgen, råbte hans

yndlingsven ind til ham: "Du har aldrig før hørt hvalens ånde, gå udenfor og hør."

Han svarede: "Jeg hørte den, da hvalen var på vej ind udefra. Jeg gik først i

seng, da den blev på samme sted." Da alle dem i Sisimiut var taget af sted, fik

han også lyst til at være med. Han havde ganske unge mennesker som roere. Da de satte konebåden i vand, hældte han den til side med vilje så

meget, at den tog vand ind. Efter at have øst vandet op, roede de ud og

placerede sig nærmere kysten end de andre. De andre råbte til dem, at de skulle

længere ud, da hvalen ikke kom så langt ind til kysten. Men de blev på stedet.

Midt i det hele dukkede hvalen op, og den ældre mands søn og hans besætning

roede hen til den og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ikke under vandet.

Sisimiutboerne roede hen til et område, hvor de forventede hvalen ville dukke

op og de råbte til den ældre mands søn og hans besætning, at de hellere skulle

ro udefter, da hvalen næppe ville flytte sig nærmere mod kysten. Den ældre mands

søn pegede bare nedad. (Efter dette er der en sætningsforbindelse, som er uklar,

men som vist ikke har speciel betydning i sammenhængen - Chr.B.). De (hvem ? BS) dræbte hvalen. Derefter blev han hjemme selv om han fristedes til at tage af sted, når de andre var på hvalfangst. Man ved aldrig - han ville måske have oplevet at

fange ti hvaler.

Da det blev forår, vendte han tilbage til Appamiut, fordi han gerne ville

se sin far, den lille ældre mand, igen, mens han endnu levede, og han havde gemt de længste af hvalbarderne fra sin fangst til ham. Den lille ældre mand levede

stadigvæk af de fisk, som han fangede. Sønnen forlod ham ikke igen. Så den gamle

behøvede ikke længere at fiske.

Hist.: Fangstrejser nordpå.

Var.: Qujaavaarsuk. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

Resumé: En gammel mand fortæller Knud Rasmussen om et ældre ægtepar, Evale / Ivali og hans kone, der havde mistet deres børn og hvert år tog på renjagt i indlandet, helt inde ved bunden af Kangerlussuaq. Også da Ev. blev for gammel til renjagt levede de hele sommeren derinde. En nat hørte Ev. en vidunderlig sang under en sten, vækkede sin kone, der også fandt sangen dejlig. Sangeren, en mand lød det til, gentog den så mange gange at de lærte den udenad, og de fik et syn af et dejligt land, der ligesom sangen drev som en tåge gennem luften. Men da de næste morgen vågnede kunne de ikke huske sangen. En anden gang fandt Evale en stor sort sten med en lang indskrift. Han fortalte om den, fik næste gang papir og blyant med, men så var der ikke andet end stumper tilbage. Det skyldtes, mente Evale, at nogle folk 'derinde' (i stenen eller indlandet ? BS) ville grønlænderne det godt. For hvis stenen havde været værdifuld kunne man risikere at blive slået ihjel af europæere, som ville tilegne sig den.

Hist.: Fortælling med en historisk kerne, formentlig fra sidste halvdel af 1800-tallet eller lidt tidligere. Den røber en dansk el. europæisk interesse for oldtidsminder så stor, at den af grønlænderne kunne opfattes som livstruende. Måske har fortælleren således tolket en lov om straf mod tilegnelse af danefæ.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Nedskrift på dansk findes i KRKB: NKS 3536, 4', IIIb: "Det gamle ægtepar som mistede deres lille pige."

Trykt på grønlandsk i Søby (red.): Oqalugtuat oqalualâtdlo, I, 1981: 195 - 196: Utorqánguit nuliarîk panínguat támartoq / Utoqqannguit nuliariik

paninnguat tammartoq.

Resumé:

Familien overvintrer alene. Pigen blir borte, da hun er ude efter sne

til vandsmeltning. Hendes far og bror følger et slædespor og finder

hende i et enligt hus, hvor manden senere kommer hjem med en hvidhval

og tar godt imod sin svigerfar og svoger. Han giver dem store kødgaver

med hjem og lover at komme på besøg med sin kone i bedre vejr. Da

hendes far og bror ser dem komme langt ude, springer de af glæde over

deres konebåd. Svigersønnen, der tror, de springer af vrede, gør

omkring, og faderen sender sin tupilak efter ham. Man hører aldrig

siden til dem.

Var.: Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden. Søg også for et lidt andet forløb på: Akilineq svoger

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Et par ægtefolk kunne aldrig beholde deres børn ilive, thi snart efter fødslen døde de for dem. Det sidste barn, som forældrene havde håbet så meget af, var en dreng, men han døde også. Når manden var på fangst sad konen tavs på briksen, og ville end ikke passe sin lampe.

       Engang kom manden våd hjem på grund af en læk i kajakken, som kun blev trukket lidt op på land og gik han derpå til konen. "Sy mig riften sammen på min kajak", sagde han. "Du ser", svarede hun at jeg ikke engang passer min lampe." "Hvad er du så(dant et) hængehoved for?" "Jeg er bange", talte hun, "for at gå ene ned til kajakken." "Ah! hvad er der deri", gentog hendes mand. Konen tog da synål og tråd, men bad manden om at tage sin kajak ind i huset. Denne sagde Nej og gik derfor konen ud. Da hun nu begyndte at sy hørte hun en underlig lyd med trådens stramning. Anden gang hun da stak nålen i skindet og trak i tråd(en) blev lyden hun havde hørt, endnu dybere, og atter dybere for tredje gang; af angst turde konen ikke længere sy. Mandens store blodåre på panden svulmede op af vrede. Han så nu en dønning hæve sig fra vandet, og snart efter viste det sig at det var en hund som kom op af vandet og gik i land. Manden tog sin lænser fra kajakken og dræbte den. "Nu vær ikke bange længere", talte han til kone(n), "men sy færdig." Da hun var færdig gik ægtefolkene til ro.

       Om natten begyndte det at ? udenfor. Ægtefolkene lyttede og hørte nu et ? smæld idet en slæde kørte forbi vinduet; endvidere  ? "Hvem har dræbt min hund".  ?? begyndte hustaget at give efter under spørgsmål udenfra: "Hvem har dræbt min hund?" Mandens åre i panden svulmede atter op af vrede, gik ud og talte: "Skal vi nu atter forskrækkes!" idet han tog et tag i kusken og smed ham under sig. "Hent min  ? kniv", råbte han til sin kone, "jeg vil dræbe ?" "Dersom du dræber mig, tror du da, at dagen vil blive lys herefter?" spurgte kusken. "Hvorfor ikke", svarede manden. "Netop", blev denne ved, "vil jeg endnu i nat gå i min kajak og vente dagens ? frembrud." "Tror du", fortsatte kusken, "at det vil vedblive at være lavvande herefter?" "Nu hvorfor?" var den andens svar. "Højvandet skal nok vise sig igen." "Skal sælerne høre op med at føde?" Dette spørgsmål af den fremmede bragte den ? til at holde inde og lod ham rejse sig. Den ankomne lavede sig atter for rejsen, klarede skaglerne. Husejeren sagde dernæst: "Kør du kun, jeg skal og vil følge dig efter." "Det formår du ikke", svarede kusken ham. "Se til, jeg gør det uden vanskeligheder." "Ja! gentog den fremmede, "når du endelig vil, så råder jeg dig til ikke at gå udenom det fremspringende fjeld hist i syd, thi da vil Ervluarainiark (Erlaveersiniooq / Indvoldsrøveren) tage dine indvolde ud, du må gå bag om fjeldet."

       Da kusken var kørt gik manden ind i huset, tog støtterne fra briksen så at den faldt ned med hans altid sørgende kone, og lavede så en slæde af briksebrædderne. De ejede nogle smudsige hunde, men disse blev snart gjort rene af konen. Om morgenen dernæst var han færdig for affarten og drog bort efter den andens slædespor.

       Da han nåede fjeldet opstod der den betænkelighed hos manden angående vejen han havde at befærde, tilmed han ikke ganske stolede på sin fjende. "Hvorfor ikke udenom fjeldet", sagde han ved sig selv, og gik henad den kurs. Kommende videre frem så han en stor mand med hætte over hovedet stå og bukke sig. Vor rejsende holdt og gik derpå rolig hen til den store mand og kom bag på ham; men pludselig taber kusken sin besindelse, og senere kommende til sig selv, lå han og svømmede i sit eget blod; den store mand så han ikke noget til, men opdagede samtidig, at han ikke længe havde mave. Denne mangel desuagtet formåede han at krybe hen til sin slæde, kørte atter i den andens spor, blev ved at køre indtil han traf på et hus. Her trådte han ind og fandt sin slagsbroder. "Hvad går der af dig?" sagde husejeren; "Mine indvolde ere virkelig tagne væk fra mig", svarede den nykomne. "Ja ser du", blev den anden ved, "jeg bød dig at gå østerom fjeldet." Husværten lettede ham op på briksen og gav ham ny indmad. Den besøgende opdagede nu først at gulvet var bestrøet med høvlspåner. Hvidfiskemattak blev sat frem. Da dette var spist, sagde manden: "Se engang," og løftede han i det samme gulvet op. Han så da et hus og fandt at det var hans eget; endvidere kunne han se at konen blev lusket (lysket) af en fremmed. Husejeren spurgte atter pegende på spånerne: "Hvad tror du at det er?" Den fremmede rystede med hovedet. "Når jeg", talte værten, "drysser noget heraf ned i åbningen bliver det dårligt vejr." Denne åbning blev nu lukket og en anden kom til syne. Igennem denne kunne flere fjorde ses, og stode disse i forbindelse med hinanden. "Se der! hist ude", forsatte trolden" har jeg mit fangested, just der se! hvor hvidfiskene (hvidhvalerne) kommer frem over vandet, og ingensinde kommer der is og lægger sig om vinteren." Den besøgende ytrede nu lyst til at gå dertil. "Du kan ikke", var den andens svar. "Hvorfor ikke? jeg har jo vist at jeg kan slås med dig og stå mig for dig." Vor fanger trådte da ned til sit hus, rettede på sin båd og drog ad hvidfiskestedet til. Men det blev vinter for ham førend han nåede dertil. Det andet og ligeledes det tredje forår drog han afsted, men atter blev det begge gange vinter for ham og (han) fandt intet fangested. I det fjerde år måtte han atter lægge op ved vintertide uden at nå målet; men på det femte år mærkede han da det blev efterår og det begyndte at fryse at han var derved. Her fandtes et hus hvori han overnattede, og begyndte han dernæst at fange hvidfisk. Husets beboere mente at den bedste fangstid var ved solens nedgang og tog vor rejsende også dette tilfølge. Husfolkene fortalte også at når de havde fanget tog de alting ind og gik så ikke ud heller, eftersom de var bange for en stor mand som undertiden viste sig; men den besøgende ytrede at han ikke var bange for nogen, og lod han noget af sin fangst ligge ude.

       En dag så husejeren ud igennem vinduet og udbrød: "Der har vi atter den store slemme." Denne som husfolket var bange for bar en stor bjørneskindspels. "Lad mig se", talte den besøgende. "Tys, ti dog", svarede den anden ham forskrækket, dersom han hører os vil han dræbe os." Den første så udefter og genkendte fyren, og ville gå ud til ham. Værten holdt på ham, sigende: "Går du ud er du snart dræbt af ham, bliv!" Men han gik alligevel sin gang, kom til sin mavelæge, som han var, og fulgte med ham ud på isen. Trolden fangede en hvidfisk, og da denne blev halet op af vandet bad den uforfærdede ham om et flænsestykke. "Nej", var svaret; men den anden påstod at ville have et stykke, og fik det. "Lad mig låne din harpun at fange med, bad fangeren igen. "Nej, jeg låner ikke", var svaret. "Hvor er du påholdende herpå; det er skik hos os at vi gerne låne hverandre vore ting når det behøves." Trolden gav da pilen til ham. Fangeren harpunerede en hvidfisk. Nu kom turen til den anden at forlange sit flænsestykke, men kunne intet få, og tav stille. "Jeg mangler en rem til at hale min fangst op med, giv mig en krydsrem til låns henne fra din slæde", talte han til manden med den store pels; men da han ikke lod som han hørte ham gik fangeren selv hen (og) tog det forønskede uden modstand af den anden og halede så dyret op på land med den. Trolden kørte derpå hjemefter.

       Husejeren fortalte nu at det ville blive dårligt vejr, og så vil den onde Ervluarainaark (Indvoldsrøveren) vise sig. Vor ellers ufortrødne fanger blev nu bekymret og lagde sig tavs på briksen; endvidere talte Værten, kommer han ind i huset, så lader han så munter, men tro ham ikke, og vogt eder alle for at smile; thi da forretter han straks sin onde gerning; han vil komme skrigende ind, skal I se."

       Noget efter at vejret var blevet slemt udenfor kunne de høre den omtalte mand komme, og trådte han virkelig med muntert lune ind i huset. I den ene hånd bar han en tallerken med dække over, og bestræbte sig forgæves på at få dem til at le; han kom til sidst til den rejsende, opremsede hans afdøde børns navne og lo. Men den(ne) lod så også som han lo, men af vrede sparkede han til tallerkenen så den sloges itu, og fór derpå ind på heksemesteren og brækkede hans ene arm over. Denne gik herefter hylende ud. Om foråret rejste vor ven hjemefter, og er nu død.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: Dette er en kristent påvirket version af "Den stædige", der overvinder månemanden i tvekamp og besøger ham. Månen blir hér skildret som en trold eller djævel; måske har betegnelsen toornaarsuk været brugt af fortælleren. Og indvoldsrøveren, der traditionelt oftest er en kvindelig skikkelse i Grønland, betitles heksekunstner. Månens fangststed omtales kun i to versioner, begge fra det sydligste Grønland. Tilmed er det ulogisk, at månen ankommer på slæde, når havet aldrig fryser til ved hans fangststed. Associationen er muligvis kristendommens helvede. Månens hund, der kommer for at straffe konens tabubrud (hun må intet arbejde foretage sig efter sit barns død, og slet ikke gå udenfor) er et traditionelt træk, men det fremgår ikke af ordlyden, at hun faktisk er under tabu, fordi de døbte grønlændere af missionærerne havde lært, at disse tabuer var hedenske.

I enkelte vestgrønlandske versioner bliver Indvoldsrøversken kaldt Sila med evne til at omstyrte det bjerg eller den støtte, der holdt himmelhvælvet oppe. I Nikolaijs version associeres denne skikkelse blot til dårligt vejr, silaluk.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 58.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 197 -

201: " Ernerîk Kitsigsorssuarmiut" / Erneriik Kitsissorsuarmiut.

Resumé:

Far og søn fanger sæler langt til havs. En dag jager de mellem kalvis, hvor

sælerne springer op af vandet, fordi to store kajakmænd, en gammel og

en ung, nærmer sig. De går til angreb på far og søn, der har søgt

tilflugt på et stykke is, hvor faderen gemmer sig i en ishule. Sønnen

overmander og dræber både den unge, der kan svømme, og den gamle, der

når at fremkalde stormskyer i både nord og syd, inden han går under.

Snestormen overfalder far og søn, der må efterlade og tildække deres

kajakker ved bræens fod og vandre over isen og mod sydøst over land

til den bagved liggende kyst (østkysten?). På en stor boplads kommer

de i hus hos en gammel kone, hendes datter og to gifte sønner. Deres

koner har slægtninge på de to gæsters hjemegn. Familien allierer sig

med gæsterne mod de andre huses beboere, der er menneskeædere / kannibaler, indtil

den gæstende søn har dræbt deres hovmodige leder, og tre andre stærke

mænd i styrkeprøver. Bopladsen er lettet og vil nu ha sønnen som leder,

men, som han siger: "Fangstdyrene har ingen herre." Han fanger en

hvalrosunge, der parteres og allerede er kogt, da de andre fangere

vender hjem til fællesmåltidet. Han fanger så en hvalroshun med unge

og beslutter på hjemvejen at tage den gamle kones datter til kone.

Men hans far har allerede taget hende. Sønnen bliver bedrøvet, men

tier. Senere får han hjemve. Faderen vil blive og græder. Sønnen

truer ham på livet til at tage med hjem sammen med den unge kone.

Undervejs over bræen møder de ligesom på udturen en endeløs vandrende

række af bjørne. De når deres kajakker og graver dem frem. Faderen vil

binde dem sammen til transport af sin unge kone. Det forbyder sønnen

ham. De efterlader hende på stranden, ror tilbage til deres yderste

øer og har siden intet hørt til hende.

Var.: bygger på fortællinger om rejser til fjerne egnes kannibalske mennesker.

Søg på: menneskeædere; kannibaler.

Hist.: Kysten bag bræen bebos af mennesker, formentlig

sydøstgrønlændere, med babariske tilbøjeligheder. De to gæster vestfra

har åbenbart til opgave at civilisere dem. Men det er den stærke søn,

ikke den feje far, der klarer alle angreb. Integreringen med de

fremmede er begyndt i kraft af sønnekonerne, men fuldendes ikke i

gensidighed, fordi den svage gamle far uretmæssigt gifter sig med den

unge datter, som sønnen nægter ham at tage med hjem. Dette

generationsopgør mellem søn og far virker påfaldene nyt sammenlignet

med ældre fortællinger, hvor de gamles autoritet endnu ikke er kommet

til diskussion. Jeg er ikke truffet på ældre varianter af netop denne

fortælling, men dens elementer er traditionelle og brugt i nye

betydninger.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 132 ss. 674 - 676.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 380 - 381. Oqaluttuaq erneriinnik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 158 - 160

Resumé:

Både faderen og hans søn er stærke fangere, der klarer den kraftigste storm i kajak, men en dag de er ude i blikstille vejr, og faderen hører et fjernt Naa, Naa, bliver han klar over, at der er såkaldte kanofolk i nærheden. En ung kanomand kommer padlende og optager forfølgelsen af dem begge. De ror som gale indefter, men sønnen sakker hele tiden agterud, og til sidst må de søge tilflugt under en isskodse. Sønnen springer ud af kajakken, op på isskodsen og forfølges snart til fods af den unge kanomand over isflagerne. Dennes kanofar kommer nu padlende og overtager forfølgelsen, mens hans søn smider sig dampende på maven og puster ud. Da det lykkes kanofaderen, efter nogen tids søgen, at forcere en bred revne mellem isflagerne, som den forfulgte allerede en tid før er sprunget over og derfor næsten er reddet, bliver den forfulgtes far gal. Han nærmer sig forsigtigt den dampende kanosøn og harpunerer ham, og han dør med et mægtigt knald. Den dødes far hører knaldet, farer tilbage for forgæves at genoplive ham, mens den forfulgtes far får skubbet kanoparrets to kajakker langt ud i vandet og kommer ombord i sin egen. Far og søn ror af alle kræfter mod land i blikstille, men faderen ved at kanomanden, der nu ingen vegne kan komme, vil hævne sig med storm. Den fremkalder han ved at blæse i et lille sort rør, som han har i skaftet på sin kamik. Far og søn når dog hjem via bopladsens nærmeste ø i god behold.

Var. Brødrene, Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind I, nr. 20, s. 358. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Kommentar: Kanofolkene er en slags sælmennesker, enten qajariassat (som hér) eller umiarissat, men grunden til at deres fartøjer traditionelt oversættes ved kanoer, skyldes at de ingen bagstævn har og skulle være betrukket med birkebark. Se Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind II: 188.

Oversætteren har ikke været i stand til at læse denne afskrift af et orig.

håndskrift, der ikke har kunnet identificeres i NKS 2488, VI, hvor en del af originalerne fra Kraghs samling findes.

Formentlig er fortællingen den om to beslægtede kvinder, der enten tiltrækker fangstdyr i et hul i gulvet med vand inden døre, eller en forsørger fra dyreriget, fx en haj.

Var.: Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 138 ss. 696 - 697.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 396 - 397: Oqaluttuaq kissaviarsummik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 155 - 157.

Resumé:

Nogle sydlændinge på rejse nordpå overvintrer på en boplads, hvor folk om sommeren tager ind i fjorden på rensdyrjagt. Sydlændingene bliver ude ved havet. Fællerne kommer ikke tilbage, hvorfor sydlændingene næste sommer tager ind i fjorden, og finder teltene, men ikke et menneske. Familiefaderen går ind i landet, finder en ur under en klippe og alle de blegede knogler af fællerne mellem stenene. Oppe på skrænten finder han en rede med kæmpefalkeunger, som han slår ihjel. Deres mor kommer senere flyvende med to rener i næbbet. Dem smider den og forfølger ham, der må søge tilflugt i en hule under en sten. Kæmpefalken hugger sig ned gennem stenen. Manden flygter uden mulighed for at skjule sig. Falken er over ham, og han smider sig på maven, men falken river rygstykket af hans pels, og kommer senere tilbage. Denne gang bliver det forstykket. Manden er så nået på råbeafstand af familielejren, hvor man farer til hjælp med hujen mod falken, der tager flugten.

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Episoden dukker oftest op i fortællinger om sørgende efterladte, der søger adspredelse i indlandet.

Hist.: Traditionel fortælling.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 240 ss. 954 - 962.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 309 - 313: Oqaluttuaq nukariinik.

Resumé i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 41 ss. 143 - 147

og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 26 ss. 208 - 214: The lonely Brothers.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972

Resumé:

To brødre bor alene og må klare alt husarbejde selv, men en dag de kommer hjem fra fangst ser de en unge kvinde inde på land. Den ældste løber efter hende, men hun undflyr. Så den yngste, der får fat i hende, fordi, som hun senere forklarer: hans tanke / vilje/ isuma, var ikke snoet som storebroderens. Trods hendes erklæringer om at ville blive hos dem er brødrene meget bange for at hun skal forsvinde igen. Det gør hun allerede, mens de ror hjem med hende, men da de når hjem sidder hun uden for teltet og ordner deres kamikker (et godt tegn på at hun vil blive, BS), og hun har allerede kogt kød og sat det frem til dem. Efterhånden tør de tage længere og længere ud og være længere og længere tid borte på fangst. Men da hun har født sin mand, lillebroderen et barn, blir hun underlig. Det viser sig at være af længsel efter at hendes mange brødre skal se den lille. Mand og svoger opfordrer gladeligt til en fælles tur til hendes brødre, der viser sig at bo langt, langt mod øst ved et andet hav (måske Østkysten?).

       En lille dreng der er ude med sin bedstemor, der spænder skind ud til tørre, genkender fasteren på lang afstand. Hun har ladet mand og svoger vente bagude. Men bedstemoren svarer hver gang vredt, at han godt ved at faster forsvandt ud af bagvæggen dengang alle mændene sloges om hende. Endelig ser hun op og genkendelsens glæde er stor, også med brødrene og hele bopladsen. Mand og svoger bliver vel modtaget og straks inviteret til at trække krog med svogrene. De trækker først krog indbyrdes med den ældste som uafbrudt sejrherre. Hvorefter den kvindens svoger, storebror, overvinder denne kraftkarl i et par snuptag.

       Om vinteren tager kvindens mange brødre på fangst langt ude på isen ved en våge, der holdes åben af alskens fangstdyr. Næste dag følge gæsterne, de to brødre, med dem ud og er meget, meget langsommere end svogrene under hjemturen. Svogrene finder dem sølle. Men næste dag tager de to revanche ved både at fange et par storsæler hver og - ved at løbe i en bue langs horisonten uden om værterne på hjemvejen - at komme hjem længe før dem. Deres fangst er både blevet kogt og tørret helt ind, inden de mange brødre når hjem, men alt er igen idel fryd og hyggeligt samvær.

       De to gæster længes hjem og ber lillebrors kone om at vælge hvor hun helst vil være resten af livet. Hun vælger at følges med dem hjem, og de hører aldrig siden noget fra hendes familie i øst.

Hist.:  En yderst fredelig fortælling, der dog overholder de traditionelle fortællingers regel om, at rigtige mennesker og "de anderledes" ikke blander samfund, selv om der her øjensynligt er tale om rigtige mennesker både i vest og øst. Afspejler måske integreringen af indvandrede sydøstgrønlændere, som Kangeq-befolkningen hovedsagelig nedstammede fra.

Kommentar: Ifølge Kirsten Thisted videregående tolkning af huset som en moderhule med husgangen som dens vagina, bliver bagvæggen, hvor liget kan tages ud, identificeret med anus. Denne tolkning stemmer fint overens med den østgrønlandske opfattelse af anus som tarneq - sjælens ud- og indgang. I Vestgrønland møder man udertiden den opfattelse, at tarneq slipper ud og ind gennem fodsålerne.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 239 ss. 951 - 954.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 307 - 308: Oqaluttuaq utoqqannguanik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 143 - 146.

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 74.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 58, ss. 330 - 333: The old Men's revenge.

Resumé:

To ældre mænd med hver sin søn kan lægge fangsten på hylden og nyde livet, da deres sønner er blevet dygtige fangere, der kan klare sig i alskens vejr, altid fanger sammen og altid kommer hjem med fangst. Den ene fader lader sine fangstredskaber forfalde.

       En skønne dag bliver begge sønner myrdet af en massemorder nordfra, som fædrene så bekvemmer sig til at forsøge at hævne sig på. Den våbenløse laver sig en kluntet fuglepil med spids af en flækket lårbensknogle af en sortside og med en sidegren af dens ribben.

       De ror langt mod nord og derefter ud på udhavet (udenskærs), hvor de skærmet af solen kommer tæt ind på den store morder, der med solen i øjnene først opdager dem, da ene har kastet, men for sent. Den anden med fuglepilen skælder ud: hvorfor kastede han ikke før, da lejeligheden var der. Men ham med fuglepilen kaster så, og den ter sig ret besynderligt: skifter retning og vender om, og rammer så morderen præcist. De slæber kajak med lig ind mod kysten, hvor en af morderens døtre får besked om årsagen til drabet, og hun spiller både indforstået og imødekommende med invitationer. Da hun tilmed lægger sig nøgen på ryggen i strandkanten er den ene gamling med et stort smil parat til at ro ind. Men den anden advarer ham. I vrede splintrer kvinden en konebådsstøtte til smul i sine bare hænder, og da får de gamle travlt med at flygte. De når hjem og får nogenlunde fred i sjælen.

Hist.: Som en fortælling om blodhævn er denne i gammel stil, hvor drab blot gengældes og ikke fører yderligere gengældelser med sig. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 61 - 62.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 67.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Vittes far fik ligfald og døde, fordi, mente man, han havde grædt uden døre. Selv var Vitte / Vitti en angerlartoq, en hjemkommen, dvs. en ældre søsken, der var død og kommet hjem fra dødsriget. Derfor sagde man altid til Vitte: Du lever modsat reglerne.

       Vittis morbror, Mamarsuaq, en rar mand tog dem i hus og han var af den gamle skole med mange tabuer der skulle overholdes. Der nævnes adskillige, heriblandt at det var forbudt at øse saltvand op med en fedtstensgryde, fordi det kunne irritere den lunefulde havkvinde / Havkvinden / Havets Mor / Moder.

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 31 - 37

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de denne sommer under hans opvækst flyttede til Tiniteqilâq / Tiniteqilaaq for at samle forråd af laks. Der var kun et telt Qunínges / Quninnges.

En dag var mændene på kajakfangst. G.Q. var det eneste barn. Han var uden for og i færd med at lave en legetøjsharpun til sig selv, da han hørte en lyd som brummen fra en bjørn på lang afstand. G.Q. havde på det tidspunkt aldrig set eller hørt en bjørn.

Kort efter så G.Q. tre edderfugle svømme i nærheden af teltpladsen, og han henvendte sig til en af de voksne, for at høre, om det ikke var edderfugle. Hun svarede, at det var bjørne og kvinderne besluttede at forfølge bjørnene i konebåden. Hvis de råbte samtidig, kunne de måske påkalde sig mændenes opmærksomhed. Kvinderne tog en riffel med, og den fik G.Q. lov at holde. G.Q.ramte moderbjørnen i andet forsøg, de to unger brummede og flygtede, men konebåden forfulgte dem. En ældre mand, som var med i sin kajak, forsøgte at ramme en af ungerne med sin lanse, men hans skulder gav et knæk, og G.Q. indså, at han måtte skyde. Han ramte de to bjørneunger, og konebåden vendte hjemad i langsom fart  da de jo havde tre bjørne på slæb.

G.Q.s mor solgte noget af skindet og købte noget

dansk stof og tøj til G.Q., som indtil da kun havde gået i skindtøj.

Hist.: Selvbiografi. Men oplevelsen er fri fantasi, dvs. med stærke associationer til Kaassassuks bedrift, nedlæggelse af tre tilsvarende bjørne. Sara Helms, pers. medd.

Selvbiografien er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 24 - 25.

Resumé: Kaakaaq følger en dag efter sin storesøster Umeerineq, der skal på

besøg andetsteds, men K. får ordre til at vende om. Undervejs hjem

hører hun lyden af en, der har hård mave. Denne kommer frem og er

ingen ånd, men en af stedets ældre kvinder, Qanappi, der tilbyder at

lære hende noget hekseri, som K. senere skal afbalancere med nye

hjælpeånder. Q. renser sin lillefingernegl omhyggeligt, stikker den i

halsen tre gange, og med skum om munden fortæller Q., hvordan K. kan

få andres tænder til at falde ud, blinde dem, og en tredje uoplyst

skadevoldende handling.

Hist.:Tid: Ca. 1880. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285:

"Kâkâq".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Om afbalancering af heksemidler og hjælpeånder se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering..."

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 70 - 73, nr. 17.

Resumé: Naaja, der leger med andre drenge og udvikler både sine

kræfter og træfsikkerhed i leg, forstår ikke hvorfor der er så meget

han ikke må til forskel fra sine legekammerater. Han spør sin

bedstemor, der ikke vil svare ham. Han mister humøret og da det igen

bedres lidt i forsommeren, beslutter hans far at fortælle ham det, for

at N. ikke skal tage skade. N. er ellers ikke så gammel, at han kan

forventes at forstå det. Men faderen går klogt til værks, idet han

beslutter at familien skal blive alene tilbage på bopladsen sommeren

over. N. bliver sur over at skulle være uden legekammerater. Faderen

fortæller ham så, at han skal være så ensom, fordi N.s tidligere

søskende er døde af sjæleran. Da han således har pirret N.s  tænkeevne

kommer forklaringen: N. er gjort til fremtidig åndemaner, for at ikke

også han skal blive sjæleranet. N. viser sin lettelse. Han har trods

sin unge alder forstået det hele. Faderen ber ham altid sørge godt for

den ældre kvinde i Akorninnaq, der gav faderen viden om, hvordan N.

skulle gøres til åndemaner-emne. Hende skylder N. sit liv.

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til begyndelsen af 1800-tallet.

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Tolkning: Resuméet her er detaljeret, fordi den

traditionelle opfattelse af børns psykiske udvikling og modtagelighed

for belæring kommer så klart til udtryk. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Opdragelse".

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

       En gammel mand med kone og datter levede inde i en fjord og ernærede famlien blot ved fiskning. Om foråret når de andre fra stedet var på fangst efter klapmydser ude på øerne tilsøs, fiskede den gamle ikkun ulke. Undertiden kom kajakmænd fra øerne ind i fjorden med spæk og kød til famllien, og (de gamle) gav da ulke i bytte herfor. Når de gamle var gået til ro, var det sommetider som om datteren hviskede til nogen på briksen. Faderen ville ofte se efter hvem den tilhviskede kunne være, men fandt så ingen.

       En nat blev datteren atter urolig, de gamle så at hun gik ud og kom snart efter ind, trækkende en sæl efter sig. Enhjørninghorn (narhvalstand) var anbragt på remmen; og da de gamle stod op og så ud opdagede de en kajakmand ude på søen, og blev han deres forsørger, idet datteren blev mandens kone. Innerk / Inneq (ild), så var hans navn, havde den glæde snart efter at se sin kone føde en dreng; men denne kom for lyset med en klump på ansigtet der hvor næsen skulle være.

       Engang spurgte den gamle mand fangeren hvor han egentlig havde hjemme, og svarede denne dertil: "Sisersene" (Sisevsene ? sittaq: strand ?). Nu kom også Innersuaqs broder dertil. Barnet voksede op og onklen førte det ofte ned til vandet for at dukke det der. Dellelengivak / (? Terianniaq, ræv) hed barnet.

       Fra klapmydsøerne kom en dag kajakker med kød og spæk; men da disse sås i frastand blev Inneqs og broderens fangst skjult. Da øbeboerne var ? ind i huset, blev der spurgt dem af den gamle kone hvad de ønskede at spise? Bjørnekød, var svaret. Konen kom også ind med det forlangte samt med bjørnefedt. Da dette var nydt spurgte konen dem atter ad: "Hvad ønsker I så mere?" "Hvalmattak" blev svaret; hun gik også ud og hentede det. Konen gentog herefter hvad de mere attråede, og blev deres svar "hvidfiskemattak"(mattak af hvidhval); også dette bragte konen ind. Budene gik nu tilbage til øerne og fortalte det passerede.

       Disse blev misundelige herover, og var deres ønske nu blot at kunne aflive den fanger, der således forsørgede så vel for dem. - Inneq kom engang hjem med fangst, men lagde sig tavs hen på briksen. Hans kone tiltalte ham, men han forblev tavs. Konen spurgte ham da hvorfor han var så tavs. Til sidst genmælede han: "Det er for eders skyld at jeg er bedrøvet; udefra øerne vil de komme og dræbe eder og mig."

       Der kom snart kajakker udefra, men talte brødrene i huset til de andre: "Hvis kajakmændene kommer for at dræbe skal vi nok komme til og hjælpe eder, og gik de da ud begge to og skjulte dem nede ved fjæren. Da kajakmændene kom i huset blev der adspurgt dem om de kom for at nyde noget; men derfor var de ikke kommet; kun for at dræbe, sagde de. De tvende brødre sprang da ind efter at have luret udenfor, hvorover de ankomne blev bange og løb ud og stak væk i deres kajakker. Inneq foreslog at tage på rensjagt dagen efter længere inde i fjorden. Konen blev ført til båden da hun var højst frugtsommelig, og så rejste de, trak om aftenen båden på land og drog over land. Rensdyr blev fangede; men da de gik hjemefter og sprang fra stendysse til stendysse aborterede den unge kone og døde. Manden græmmede sig meget herover og rejste han derpå med broderen hjem igen til Sisevsene.

Tolkning: Innersuit, der ingen næser har, bor under stranden ved stejle klipper. De er storfangere, men i Østgrønland ikke landjægere. Det er de åbenbart her ifølge denne sydøstgrønlandske fortæller. I overensstemmelse med andre fortællinger om ægteskaber mellem ånder og mennesker, lykkes det ikke at integrere ånderne i menneskers samfund.

Fortællingen er formentlig noget afkortet: barnet, der lærer at dykke, er en episode der lægger op til hævn over fjenderne (søg: svømme under vandet). Men han "glemmes" undervejs i fortællingen. Inneqs broder har heller ingen indlysende rolle i dette forløb.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang to fætre, der elskede hinanden højt.

Men de boede ikke sammen. Den ene boede på skyggesiden af et næs, mens

den anden boede på solsiden, idet de om sommeren boede sammen men

skiltes om efteråret og boede hver på sin vinterboplads. Man siger dog,

at når de tog ud på kajakfangst tidligt om morgenen var de sammen

(hele dagen), og når de om aftenen tog hjem byttede de altid deres

fangster med hinanden, uanset om den enes fangst var lille - f.eks. en

netside - og den andens fangst større - f.eks. en sortside. Så meget

elskede de hinanden.

En dag tog de som sædvanligt ud på fangst tidligt om morgenen og

mødtes, og sammen roede de videre ud til deres lurested. Da de havde

ligget dér et stykke tid, fik den ene fætter øje på en stime

sortsider. De var så sprælske, at vandet ligefrem sprøjtede om dem.

Han syntes der var noget mærkeligt ved dem, sådan som de sprællede

endnu før de var blevet opskræmte, for han havde hørt historier om

sådanne stimer af sortsider. Da han på et tidspunkt kiggede over mod

sin fætter, så han, at de var kommet op lige i nærheden af ham, og at

han roede derhen for at harpunere én. Han råbte for at advare ham imod

at ro derhen, men fætteren hørte det ikke og harpunerede én, da han

kom tæt nok på. Inden fætteren nåede derhen, havde han dræbt den med

sin lanse. Da han var fremme, så han at det var en sortside, som ikke

alene så fremmedartet ud, men som også var meget smalhovedet. Da han så

det sagde han til sin fætter: "Jeg har hørt en historie om en stime

sortsider. Når du kommer hjem må du være forberedt på, at der nok vil

komme nogle." Og med de ord, begyndte den bøse fætter at ro hjemover,

uden at have fanget noget, for han anede uråd. De kom til det sted,

hvor de plejede at skilles, og de roede til hver sit. De kom hjem og

hyggede sig inden døre omaftenen. Fætteren, der boede på solsiden af

næsset, tilbragte formentlig aftenen i nogen uro over, at noget skulle

ske. Man siger, at fuldmånen skinnede den aften.

I huset boede en ældre bedstemor, som det aldrig faldt ind at gå

udenfor for at besørge hverken om aftenen eller om dagen, hun

besørgede altid kun indendøre. Den aften, siger man, var de skyer,

som månen skinnede igennem, nærmest tåge, og denne bedstemor, som

næsten altid sad på briksen op ad bagvæggen, flyttede sig længere

frem på briksen og kom ud på gulvet, og hun begyndte at tage kamikker

på. Så spurgte en af de andre:"Hvad skal du?" "Det er ikke godt at

vide," sagde hun: "Ud og besørge." De andre undrede sig, når hun nu

ikke plejede at gøre den slags, og de advarede hende mod at gå

udenfor. Men, der var ikke noget at gøre, og de lod hende gøre hvad

hun ville.

Hun kom ud gennem gangen. Sikke lyst det var ude hvor

månen skinnede igennem tågeagtige skyer. Hvor var det dejligt at

opleve det igen; det var ligesom dengang hun var ung. Da hun havde

nydt det hele, forrettede hun sin nødtørft i et hjørne ved huset. Da

hun var færdig rejste hun sig og trak bukserne op. Hun ville gå, men

det kunne hun ikke. Og da det efter gentagne forsøg stadig ikke ville

lykkes, hørte hun noget og begyndte at ane uråd. Da hun flere gange

havde spejdet rundt uden at opdage noget usædvanligt, begyndte hun at

lytte, og da opfangede hun udefra en lyd af kraftige åretag. Der blev

stille en kort stund, men så kom lyden igen, og den var kommet nærmere.

Da lyden kom stadig nærmere, så hun sig om og opdagede under

månelyset noget som viste sig at være en konebåd.

De roede ind mod land i en kridhvid konebåd. Hun ville underrette de

andre ved at råbe: "Konebåd.", men der kom ikke en lyd. Konebåden lagde

til neden for isfoden, og den ene efter den anden sprang op på

isfoden, og det glimtede i deres våben. Hun ville råbe endnu højere

for at varsle de andre, men der kom ikke en lyd. Hun kunne ikke gøre

andet end at smyge sig op imod huset. Da de gik op, og ind i gangen,

talte hun dem. Så og så mange mennesker gik ind og straks de var inde,

lød der skrig derindefra. Så hørte skrigene op, og umiddelbart efter

kom den ene efter den anden ud af huset. Hun talte dem og nu manglede

der én. Mens de løb ned til stranden, kiggede hun ud over vandet og

opdagede, at konebåden var drevet ud og var nået langt ud. Uden at

sagtne farten sprang de fra et fremspring på isfoden ud i vandet, så

det sprøjtede, og efter en tid under vandet dukkede de op længere ude

og sprang op af vandet, så det sprøjtede. På den måde svømmede de ud

og forsvandt.

Så snart de var væk og borte prøvede hun at flytte

fødderne, og det gik skam nemt nok. Hun krøb ind i huset og derinde så

hun, at samtlige beboere var blevet dræbt. Ved nærmere eftersyn,

opdagede hun så, at en af sortsiderne lå død på trinnet op til rummet.

En af kvinderne havde med spidsen af sin ulu stukket så dybt ned i

hjerteregionen, at kun håndtaget var synligt, og på gulvet var der en

pøl blod så stor, at man kunne spejle sig i den. Rummet var ikke til

at være i, så hun forlod det og gik over land til skyggesiden af

næsset.

Fætteren, der boede på næssets skyggeside, havde for vane at

blive længe oppe om aftenen. Det gjorde han også denne aften, og ved

midnatstide den aften, hvor han ellers flere gange havde overvejet at

lægge sig, hørte han nogen komme ind gennem gangen. Da det var yderst

sjældent, at der kom gæster så sent på aftenen, holdt han ufravendt

øje med hvem der ville dukke op fra indgangen. Og så kom der en til

syne, han mindst af alle havde ventet på dette sene tidspunkt af

aftenen, nemlig bedstemoderen hos dem, der boede på solsiden, og om

hvem han vidste, at hun aldrig gik udenfor hverken om aftenen

eller midt på dagen. Han spurgte hende: "Hvad skal du dog?" Hun sagde

blot: "Ja, hvad tror du, jeg vil? Jeg er kommet, fordi sortsidestimen

har udryddet mine husfæller." Den bøse fætter sagde så: "Det er dig din møgkælling, der har dræbt dem. Nu vil jeg dræbe dig." Men kvinden svarede:

"Tag nu først hen og se efter i morgen. Så kan du

alid dræbe mig bagefter. En af sortsiderne ligger død på trinnet til

rummet."

Da den truende fætter havde hørt det af bedstemoderen,

sørgede han for, at hun kom til at ligge ordenligt for natten, for hun

var jo gammel. Så gik han selv i seng, men sov meget dårligt. Da han

næste morgen vågnede og ellers skulle have været på fangst, tog han

derhen, og da han var kommet ind, så flød gulvet med en blodpøl så

stor, at man ligefrem kunne spejle sig i den. Han kikkede sig rundt og

fik øje på en sortside fra stimen, der lå død på trinnet op fra

gangen. Han gik hen og gav sig til at skære den i stumper og stykker.

Da han blev færdig, tog han stykkerne ud og smed dem forskellige

steder. Han kunne ikke finde på andre måder at hævne sig på.

Så tog han fat på at finde sig en åndemaner. Han fandt én og begyndte at

uddanne sig til åndemaner. Den åndemaner, han havde fundet frem til,

førte ham til et sted, hvor vordende åndemanere blev opøvet. Med sin

venstre hånd tog åndemaneren en sten og gned den rundt indad mod sig

selv. Samtidig med at stenen roterede, hørte han nogen nærme sig, og

netop som "nogen" viste sig, mistede han bevidstheden. Da han igen kom

til sig selv, var han nøgen. Nu var han i stand til at rejse gennem

luften, og han begyndte at forberede sig på et hævntogt.

Efter længe at have ventet på, at vejret skulle blive netop som den

dag, hvor den kære fætter døde, vågnede han en morgen og så, at vejret

var nøjagtigt som den dag fætteren døde. Da det blev aften, skinnede

månen gennem en tågeagtig sky. Straks han tog afsted, fandt han vejret

velegnet til at søge efter dem, han skulle hævne sig på. Han tog hen

til fætterens hus, hvor han gik ind. Dér gav han sig til at mane ånder

for at finde ud af, hvad vej de var taget. De (han og hans hjælpeånder ? BS)

fandt ud af, at ruten gik ud over havet. Den slog de ind på og til sidst nåede de

et sted uden for de ydre øer. De var kommet et godt stykke videre,

da de fik øje på en langagtig ø, der lå på tværs. Den satte

de kursen mod og nåede derhen. Nu havde de fået opklaret, at

sortsiderne var taget dertil, og da de var bange for, at det skulle

blive morgen, mens de var på øen, vendte de om, og nåede da endelig

hjem, før det blev morgen. Og han belavede sig på at tage på hævntogt

den følgende dag.

Da de næste morgen vågnede og vejret var dejligt, tog han direkte ud

over havet, og da han jo var blevet klar over, hvor dem han skulle

hævne sig på befandt sig, fortsatte de udefter og nåede de yderste øer

først på eftermiddagen. De ville ikke angribe dem mens det var lyst,

så de ventede, til det blev aften.  Da det blev aften, tog de derhen.

De gik i land på bagsiden af øen og trak kajakkerne så højt op, at

højvandet ikke kunne nå dem. Så undersægte de om der var noget at se

på den side af øen, der vendte udad. Og nåda for et hus, der dukkede

op! Lyset, der strålede ud fra de store vinduer, var så livagtigt, at

der var helt lyst uden for huset. Da de ville uden om husets nordlige

side, hørte de højrøstet snak inde fra huset. De gav sig til at lytte,

og de kunne høre, at de snakkede om drabet på den kære fætter - gid de

dog ville snakke om noget andet! Ved den mindste anledning slog de

alle en latter op, så det skar i ørene. Nej hvor blev ham den vrede

uden for rasende! Da de på et tidspunkt tav, råbte han ind: "Kom ud

med noget tøj, jeg kan tage på." Åndemanere rejste nemlig altid nøgne

på åndeflugt. Da han råbte dette ind, tav de aldeles stille. Lidt efter

hørte han så et enkelt pip fra en, der sagde: "Vi har fået besøg af

en på åndeflugt." Da man kom ud med noget tøj, tog de det på og gik

ind. Idet de gik ind, sagde beboerne ikke en lyd. Da ingen af dem

ville sige noget, sagde han: "Det var ellers så dejligt at høre jer

le. Hvorfor tier I?" En af dem sagde: "Som vi plejer, har vi snakket

om, hvad vi foretog os i gamle dage og moret os over det." Han sagde:

"Kom så, fortæl løs!" Så gav de sig ellers til at fortælle historier,

og ved mindste anledning grinede de så det rungede i ørene. Midt i det

hele fik han i hjørnet af briksen mod bagvæggen øje på en stor mand,

hvis hår og skæg var blevet helt hvidt. Mens han stod og kikkede på

ham, trådte denne nærmere og ude på gulvet tog han ordet, mens han hoppede: "Jeg var den, der styrede." Straks hujede de andre,

så det rungede i ørene. Da blev fætteren endnu mere vred. Ham den

ækle, der hoppede, viste sig at være en remmesæl, der var med i

sortsidestimen, og han havde engang været styrer i konebåden.

Ham, der ville hævne sig på dem, bad dem nu om at slukke lamperne. Og

så snart lamperne blev slukket, gav de sig til at mane ånder. De var

lidt i tvivl om, hvad de skulle bruge til at hævne sig med. Men på vej

ind i rummet havde de lagt mærke til et enormt isfjeld ud for

huset. Det kastede de sig hidsigt over, med deres åndemaning, for at

få det til at rive sig løs. Så, efter nogle kraftige drøn nedefra, kom

det op til overfladen, og til sidst hævede det sig over vandet. Da det

var sket, gav de sig til at mane det nærmere. Det kom nærmere og

nærmere. Da det var ganske tæt ved huset, lettede åndemanerne og fløj

gennem huset, idet de brugte lillefingrene som vinger. Så viste det

sig, at sortsiderne havde en åndemaner. Og nåda hvor de så susede

rundt inde i rummet. Man siger at åndemanere, der fløj rundt i huset

plejede at slippe ud gennem enden af tagbjælken. Engang passerede de

det sted, hvor igennem de ville ud, så åbnede det sig, men af en

eller anden grund kom de til at flyve forbi det. Det enorme isfjeld

skulle nu til at hæve sig hen over huset, og idet de anden gang fløj

rundt inde i huset, gav murene et skrig fra sig. Deres åndemaner

sagde: "Hvad mon de nu vil gøre ved os!" De, der var på hævntogt,

sagde: "Det er såmænd kun af glæde de skriger." I samme øjeblik åbnede

enden af tagbjælken sig, og den ene efter den anden fløj ud, så det

mærkedes som et vindpust. Da de kom ud, opdagede de, at det enorme

isbjerg nu befandt sig lige oven over dem, og de kunne høre, at deres

forfølger faldt ned inde i huset, fordi hullet, hvorigennem han ville

ud, lukkede sig. Netop som det enorme isfjeld nu befandt sig præcis

over det store hus, fik de fjernet sig et stykke fra det, og han

vendte sig om og gjorde tegn med hånden, hvorefter det enorme isfjeld

faldt ned og dækkede hele det store hus, så der ikke var mere at se af

det.

Således hævnede fætteren sig på sin fætters mordere og fik ro i

sindet, men så blev han igen utilfreds, fordi han ikke havde fået

gjort ham levende igen.

Var.: Om to fætre; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Hist.: Den særlige kombination omtalt ovf. er muligvis af østgrønlandsk oprindelse. Herrnhut-grønlænderne i Nuuk var af sydgrønlandsk oprindelse, og Mâliâraq Vebæk har indsamlet en variant i Sydgrønland i 1960'erne.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  59 - 60.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den sidste tupilak i Illorsuit (bygd på Ubekendt Ejland).

E. Martin Mørch var kateket i bygden Illorsuit, der hører ind under Uummannaq kommune. Da kan kom på besøg hos sin bror Tobias Mørch i Upernavik, var jeg tolv år gammel, og dengang hørte jeg ham fortælle historier. Da han var blevet en ældre gråsprængt mand, kom han en gang sammen med Usaangassuaq og Iisaakassak, der kom med post, og overnattede hos os i vores hus i Kangaarsuk, hvortil vi var taget hen på jagt. Han fortalte, at dengang han var ung, plejede han at tage på jagt i kajak sammen med storfangeren Aarsuatsiaq, der boede i Illorsuit. Og denne tog ham ikke med for at lære ham op men derimod for at have ham med som hjælp til bugsering af fangsten. For når han havde fanget noget, overlod han fangsten til ham, så han kunne tage dyret på slæb, og så efterlod han ham og roede videre for at jage videre.

   Det fortælles, at denne fanger altid fangede noget; og det var naturligvis på den tid, hvor der var mængder af sæler at fange. En dag roede de på jagt i kajak mod øst. De nærmede sig fjeldet Qinngusaaq, der ligger øst for Illorsuit, og da de kom nærmere til land, kunne de høre en ræv gø dér højt oppefra, og de kunne høre, at den løb nedad mod havet.

   Da den nærmede sig vandet, begyndte den at lave lyde som mange forskellige slags dyr. Til sidst begyndte den ene af mændene at føle sig utryg ved, at den lavede alle mulige lyde, da den kom nærmede ned til vandet. Selv var han så bange, at han knap kunne bære det længere.

   Så sagde hans fælle: Den kan jo ikke gøre noget. Lad os nu bare se! Og med det samme roede han hen i retningen af den. Og da han ikke syntes, at han kunne lade storfangeren ro alene, fulgte han efter ham. Men selv om de kunne høre dyret være helt tæt på sig, hvor det skreg på stranden, kunne de overhovedet ikke se det.

   Til sidst hørte de noget ude fra vandet: aar, aar, ee!, der på den måde gjorde opmærksom på sig selv. De så sig om og fik øje på en stor sæl, der trygt lå i vandskorpen! Storfangeren kastede harpunen efter den, men sælen var for langt væk. Og igen lød det: aar, aar, ee! Så snart den skreg sådan, roede fangeren hurtigt frem for at kunne harpunere den, og så kastede han harpunen. Han havde vistnok ramt sælen, men den var ikke til at se. Og med et: Øv, hvor er den dog irriterende! trak han harpunremmen til sig og lukkede vanten om harpunspidsen efter at have spyttet i vanten. Da sælen igen dukkede op tæt ved ham, roede han hen mod den og kastede harpunen mod den, og denne gang dræbte han den. Og naturligvis sank den med det samme. Storfangeren kaldte på ham, og da han kom derhen, var han langsomt ved at trække den op. Og det var tydeligt, at han ikke var særlig tryg ved situationen, og at det var derfor, han bevidst var så lang tid om at trække den op. Og sikke dog en elendig stakkel af en sæl. Det fortæl-les, at dens luffer sad omvendt på, og den var så mager, at det så ud, som om fangerens pilespids var limet til siden på den. Og dens skind lignede mest af alt et gammelt kasseret brikseskind. En del af det havde en smule hår på, men resten var helt bart.

   Så vendte de da hjemad med sælen på slæb. Da de nærmede sig bygden og kom tæt hen forbi to ældre fiskere, sagde den ene af dem: Nå, det er da første gang Aarsuatsiaq kommer hjem uden fangst.

   Aarsuatsiaq svarede: Nejda, men denne gang har jeg fanget en tupilak. Og den gamle svarede: Du har godt nok mistet forstanden! Pas på, for han er ved at blive tosset! Og det fortælles, at da de kom op af kajakkerne, kom der en masse mennesker ned på stranden for at se på sælen. Efter at have samlet en hel flok hunde, smed de sælen hen til dem, men selv om de flænsede i den med tænderne, fik de den ikke revet i stykker. Da hundene nu ikke kunne klare sælen, tog de den fra dem og skar den i stykker. Og så fandt de ud af, at der hverken var kød eller spæk på den, og hele dens indre bestod nærmest af en slags rødder. Dens knogler var et sammensurium af alle slags dyrs knogler. Og den havde formodentlig også menneskeknogler, for da den svømmede ud i havet, fik den stemme som et menneske. Man skulle have troet, at den ikke ville kunne leve. Det siges, at den nok ikke var beregnet på fangeren, og at det nok var derfor, at den ikke gjorde ham noget.

Måske var det den sidste tupilak i Illorsuaq og omegn.

Hist.: Fortælling om historisk begivenhed omkr. 1900.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Igdluvigaq (inuk igdlua pîgaq)".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 26 - 30.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 102 - 105.

Kort dansk resumé i Rasmussen, K. 1981, Inuit Fortæller, II: 125.

Resumé:

Et gammelt ægtepar bor alene ved en fjordmunding et godt stykke syd

for en stor boplads. De lider ingen nød. Manden fanger sæler, fisker

havtorsk, og konen ammassætter om sommeren. Men de er året rundt alene

og længes efter selskab. Midt om vinteren på den tid, hvor

vestenvinden blæser, får de besøg af en "halvside", der straks

underholder dem med fortællinger, men flygter, da de serverer

halvrådden, kogt torsk. Med sin kajak hopper han let over isflagerne

og fortsætter ud til havs i kajak. De gamle ærgrer sig. Halvsiden går

på besøg på den nordre boplads i et hus med et sovende gammelt ægtepar

og ellers lutter vågne unge. Kun de unge vil han fortælle for, og de

skal servere ham rå lever, ikke fisk, hvis dunster genåbner hans sår.

Dem fik han engang, da kvinderne i et ellers fredeligt fælleshus kom

op at skændes om en enke med en lille datter. Skænderiet endte i et

vildt knivdrama, hvor alle blev involveret. Men halvsiden så sit snit

til at slippe bort fra kampens sindssyge og har siden levet alene uden

fast bosted.

Var.: ID 103, 1782, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes. Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter: "Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance og gæsten er ofte en stjernemand (der jo altid er på farten - ikke har noget blivende sted). Tolkning: Ifølge Hans Egedes Perlustration 1971,2: 123 lever de blege stjerner af nyrer og de røde stjerner af lever, altså indmad. Det er åbenbart hvad kun de (opvakte/vågne) unge (fangere) kan servere. Gamle mennesker enten sover eller fanger kun fisk. Se iøvrigt GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne variant er kvindernes fredelige sameksistens kontrasteret med både voldens massepsykose, der berøver manden hans halve side og ligevægt, ensomhed kontra fællesskab med flere familier, og gamle versus unge. Søg også på: halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter:

"Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance har måske mistet sin aktualitet.

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne

variant er fredelig sameksistens kontrasteret med både ensomhed og

voldens massepsykose. Og det er kun de unge, der er modtagelige for

belæring.