Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.

Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.). Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside. Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Han løftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned i vandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst. Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lå nærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havde harpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen, bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så manden tøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter, væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter (hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen var fortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige: "Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, der kiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Han ror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikke udtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgte hans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Manden svarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lyst til at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt." Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer med et glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.). Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage, resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendes mand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens man ventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jeg fat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse. En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage noget sort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt mod isflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bag isflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig at binde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefter kom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav han sig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af alle kræfter. Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte: "Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen og begyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde. Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med hånden for øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der 'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Så hørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistet fangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb ind i huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Det bliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag med huller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nyt stok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, som Qasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle de nybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaq havde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den samme nyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev ude længe og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås. Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærer bestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem, sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den var gået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja, jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på en isflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jeg løj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder med sand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. To kvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til at fylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der er blærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet. Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør I derinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening ud af - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden for øjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, men armene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), at Qasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvende isfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld - ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak. Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han kom ind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dette sølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn: "Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikke andet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "I går ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Vi flyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederste kom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde: "Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han ville blive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaq græd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side. Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Du kan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde til sin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringe noget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen, bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet af sin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som han ville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde: "Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagde han til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang med at koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i huset og blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem. Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulle af sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da han kom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, det var fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderen spurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fik kun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft. En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst for deres boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over et dødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg. Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Han spurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan- nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt vores datter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgende sagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om han græd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav de Qasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efter den afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn. Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde: "Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der er opkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal lade barnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde en af mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen, som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, for jeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeg har aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede: "Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover. Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hun råbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hun skyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkels Qasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger: 'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned til ham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?" Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bort og efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Det er vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag i kajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gik op til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hun smed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind i huset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færd med at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen ('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Men det kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad for perlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mange kajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage på briksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad til Qasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig til dem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En af de fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, er henne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen ny kajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned." Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alle disse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaq svarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøg erfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået et barn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom først hjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan I tage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af sted allesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, var der ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbte de ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut. Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten. Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fang

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 96 - 100; angakkortalissuit, 1990: 219 - 223: Uden overskrift. Begynder således: "Angakkorsuarmik taasagaat Sarfap ..."

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

I Sermilik-fjorden lever to åndemanere / angakkoq'er / angakokker, der kappes om at være den

største. Sejrherren kaldes herefter Angakkertuaq (den store åndemaner)

og den anden Angakkeq (åndemaneren). Denne søger af misundelse at rane

den stores sjæl, men forgæves. Den store gør gengæld af frygt for, at

Angakkeq i stedet skal røve sjælene fra hans børn. Den stores sjæleran

lykkes. Derefter har han intet at frygte og foretager ofte åndeflugter

ud over fjordmundingen, hvor man ser ham flyve forbi. Et efterår

rejser han imidlertid den modsatte vej ind over indlandsisen til en

boplads inde i en fjord, hvor han fra et fjeld ser folk drive nogle

små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen. Han vender

uset tilbage, men om foråret, der ellers er et ugunstigt tidspunkt for

åndeflugter, flyver han fulgt af gnistrende hjælpeånder derover igen,

fortsætter ud til en anden boplads ved fjordmundingen og blir vidne

til en vældig fangst af hvidhvaler. Skumsprøjtet er så voldsomt at

dyrene flyver langt op på stranden. Man opdager ham oppe på fjeldet,

hvorefter han skynder sig tilbage.

   Akkernilik, der fortalte det til Kaarali Andreassen, havde ikke

flere fortællinger om Den store Åndemaner. Men Kaarali selv får som

seminarieelev 1910 - 14 bekræftet fortællingen af Luutivik inde i

Godthåbsfjorden K: fortæller L. historierne om angakertuaq, hvorefter

L. bleg af undren kvitterer med sine: Et efterår, da herrnhuterne

driver deres geder hjem, standser de af forskrækkelse over en ildkugle

med gnistrende hale både for og bag, og kuglen kan i et glimt

identificeres som en sammenkrummet mand (i åndeflugtstilling, BS).

Også fortællingen om hvidhvalsfangsten kan bekræftes. Under den ser

man en mand oppe på Nattoralinnguit, en fjeldknold i nærheden af

Qaquk.

   L. og A. er lige stumme af forbavselse.

Hist.: Lysfænomenet peger på Halleys komet, der var synlig i 1758, i

1834 og i 1910. Men herrnhuterne oprettede først Uummannaq i Godthåbsfjorden

i 1861 og rejste i 1900. Østgrønlænderne kan have hørt om herrnhuternes geder

(der ligner små bjørne med tynde ben) via sydøstgrønlænderne siden

midten af 1700-tallet..

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 63: uvanga tugtûvunga.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 41 - 42.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 46.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Det skyldes den skindstump af et renhovede, som Eevateeraq blev gnedet over det hele med som nyfødt, at han overlevede alle børnesygdomme - i modsætning til alle sine tidligere fødte søskende. Han opførte sig også som et rensdyr som barn og som ung kunne han løbe en renko op. Moderen gemte længe skindstumpen, og selv om den senere bortkom, fortsatte dens virkning længe.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 50.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 209 - 211: "Kúkârssuaq Pangalãnguardlo" / Kukkaarusaq Pangalaannguarlu.

Resumé:

Kukkaq og Pangalaaq er bedstevenner. K. har en mor at forsørge, P.

lutter kvinder. Da K. normalt fanger én sæl ad gangen, og P. normalt

to, bliver K.s mor misundelig og opfordrer ham til at dræbe P. K. vil

ikke. Han har en "kraftprøve" af to mandsstore stykker træ forbundet

med en rem. Den prøver K. og P. deres kræfter på. K. opfordrer hver

gang P. til at få en selv, men han mener, at én må være nok. En dag

har K. knust P.s kajak. P. hævner sig ved at dræbe K.s mor. flække

hende på langs, lægge hende op på husgangen og lægge K.s kraftprøve på

hendes brikseplads. K. kommer for at gøre gengæld. P. gider dårligt

vågne til kampen, men gør det så af med K. og flækker hans mor én gang

til. P. gør det ikke med sin gode vilje, men da K. begyndte, måtte han

skaffe sig fred. Han forsørger sin kvindehusstand over mange år.

Hist.: Fortællingen er i traditionens ånd, bortset fra forklaringen

til slut. Den ny tid under kolonisationens (manglende) retsvæsen

kræver en eksplicit retfærdiggørelse.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 112.

Resumé: To mænd som havde været på en lang rejse, blev ivrige efter at

se mennesker. De havde været på en isflage og var nu drevet ind oppe i

landet, da de fik øje på nogle mennesker som løb på isen.

Den ene ville ned til dem, men den anden sagde, at det var

"stor-hoveder" og ikke mennesker.

Den ene tog afsted og kom til "stor-hovedernes" hus. En mand kom ud af

huset, og han og hans fæller spiste den ene. De kunne lugte den anden

og begyndte at forfølge ham. Men lige da de var ved at nå ham, sagde

han: "Hvor er mit vejr, ungaa!" Det blev stormvejr, og menneskeæderne med de

store hoveder døde, fordi de ikke havde noget tøj på. "Stor-hoveder"

er hurtige og har kun kamikker på når de løber rundt på isen.

Kommentar: der refereres til et ritual vi især kender fra de canadiske inuit, nemlig at man kalder på det vejr, der var, da man blev født. Derfor slutter påkaldelsen med babyvrælet: ungaa.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

(ingen overskrift).

Der var også en anden mand, der tog ud for at leve som qivittoq. Det

varede ikke så længe, før han mødte nogle qivittut (fjeldgængere).

De opfordrede ham til at tage hjem igen; men det ville han slet ikke.

Til sidst begyndte de qivittut, der opfordrede ham til at vende hjem

igen, at true ham med at skære ham i stykker. Men han kunne

umuligt overtales til at vende hjem. Der kom også en anden qivittoq og

opfordrede ham til at vende hjem. Det viste sig, at det var en

onkel (eller farbror) til ham. Men han ville ikke bøje sig, selv om

han blev truet med og på det kraftigste advaret imod alle de

fortrædeligheder, han ville komme ud for. En dag kom de andre igen og

forsøgte endnu en gang at få ham til at tage hjem. Men han ville

ikke, og de besluttede sig til at skære ham i stykker. Midt i det

hele kom onkelen og advarede dem imod at partere ham. Men de blev

vrede på hinanden (kamâtilitdlaramigdlo - kan også betyde at de kom op

at slås), og de gjorde alvor ud af at skære ham i stykker. Men onkelen

havde hans ånd (anernera - kan i Østgrønland også betyde: hans sjæl) hos sig

og passede på den. Da de var færdige med at skære ham i stykker, smed

de stykkerne bort allevegne og tilintetgjorde ham fuldstændig. Efter

at de, der skar ham i stykker, var gået, gav onkelen sig til at samle

stykkerne sammen. Han havde meget svært ved at finde den ene af hans

lillefingre, som viste sig at være blevet lagt i bunden af en udtørret indsø. Efter en længere eftersøgning fandt han den, og han satte stykkerne sammen

og kom i gang med at genoplive ham. Det tog lang tid med behandlingen, men

til sidst fik han ham til at trække vejret, og han blev levende.

Netop fordi han var blevet skåret i stykker og genoplivet

kom han hurtigt i stand til at klare alt; og de fortrædeligheder, han normalt ville komme ud for, slap han

for.

Kommentar: At blive parteret og sat sammen igen er en vanlig mytisk rite (reinkaranation) til at opnå angakkoq / åndemaner-evner. Spredningen af stykkerne var ritualet efter et mord, der skulle hindre den døde i at trænge ind i morderen.

Se: troldbjørn; Den store bjørn æder hende; Elvens hund; Ferskvandets bjørn, Søens bjørn. I kristent regi: Imaneq. Iisimmardik

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 101.

Resumé: En af forfædrene fangede harer i snarer. De fangede mange og

levede udelukkende af af harer.

En dag var forfaderen og hans lille søn ude at fange harer. De harer,

som stadig var i live i snaren, dræbte han. Han skulle lige til at

dræbe en, da den sparkede ham i testiklerne, så han døde af det. Haren

stak af.

Den lille dreng bar sin far ned af fjeldet. Da moderen så ham komme,

troede hun, at han bar på en masse harer. Drengen fortalte, at faderen

var blevet dræbt af en hare.

De kom hjem til svigerdatteren og det lille barnebarn. Moderen, som

var en gammel kone, bar ham på skulderen. Eftersom de boede uden

bopladsfæller, havde de ingen til at forsørge sig.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 27 - 28.

Resumé: To ældre kvinder efterlades af deres fæller. Da sulten

begynder, bliver de enige om, at slæbe den sidst afdøde ind i huset,

for at tø ham op. Da de har fået ham ind, spørger den ene: "Kender du

hans fødselssted/-tidspunkt?" "Ja", svarer den anden. "Så gå ud og

hent det!" Da hun havde hentet det (?), faldt hun død om. Efter nogen

tid begyndte den døde mand og kvinde at gå på åndehulsfangst sammen.

Når manden havde harpuneret en sæl og trukket den op på isen undrede

han sig over, hvad det mon var. Kvinden hjalp ham, ved at sige, at

det var en sæl. Hver gang han siden fangede en sæl, spurgte han

kvinden hvad det var; han kendte nemlig ikke sødyrene længere, da han

havde været død. På denne måde kunne de overleve sultperioden.

Var.: Egentlig ikke i denne bases samlinger.

Tolkning: Det ser ud til at den ene kvinde bruger et bestemt ritual, vi især kender fra inuit i Canada. Det går ud på at kalde på den sila, dvs. det vejr, der var i det øjeblik man blev født: Hvor er min sila? På den måde kan man ændre vejret, og formentlig også - som her - forny sit liv. Den døde genfødes ved nævnelsen af sit fødselstidspunkt, og hans liv skiftes åbenbart ud med den gamle kvindes, der dør. Måske har han også ved samme lejlighed fået hendes navn.

Interlineær dansk oversættelse. (Et brudstykke).

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 44 (arnagkajugtoq)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 49 (Arnakkajuttoq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Et brudstykke af myten om sjælen, der tog bolig i det ene dyr efter det andet, fortæller at hos tejsterne får han aldrig sovet, hos renerne aldrig sovet om morgenen. De spiser frossent kød, men sælerne, som han senere bliver en af, leger på toppen af det høje græs. Under denne leg bliver han fanget ved et åndehul.

Var.: Sjælen der gennemvandrede alle dyr; Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq.

Kommentar: Det er uklart hvorfor de planteædende rener spiser frossent kød og hvad det "høje græs" betyder. Måske ålegræs? Måske er det blot fordi 'sjælen' rejser i den "anden verden" hvor man undertiden forestiller sig at alt er omvendt.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

s. 203: Aabianngivasik angakkukulooq:

        Den store åndemaner / angakkoq Aabianngivasik.

Så gik Aabianngivasik i land på den nordlige ende af Nuuk Kangikitsoq vest for Tupaallattak. Da han var kommet i land, gav han sig til at gennemsøge den østlige del og opdagede en spraglet sæl, der lå på skæret. Han udså sig sælen som bytte, men så var der ligesom en bevægelse østfra ... nogen kom hen mod sælen østfra . Og så var der nogen, der bevægede sig oppe ovenfra, og da nogen fra den retning også kom hen mod sælen, var de tre om den, og han selv (åndemaneren) opgav at fange sælen (?) og standsede op. Så gav han sig til at kigge på den, der kom oppefra.

Det var en inoruseq / indlandsbo, der først kom hen til sælen, og østfra kom der nu en tuneq (en indlandsbo / kæmpe / måske opr. dorset - menneske), og så var de altså tre om den, og det fortælles, at inoruseq'en havde en tyk rodgren (?), og så gik han ud mod sælen, hvis halestykke begyndte at vippe op og ned. Og da inoruseq'en kom derhen, greb han den og svingede den rundt (?) og klaskede den mod jorden (?) en enkelt gang, så jorden ganske enkelt rystede. Straks efter dukkede denne tuneq op på stranden østfra, og det var sandelig noget af et mandfolk at se på! Han sagde ikke andet end: "Hvorfor går du mig i bedene? Hvorfor går du mig i bedene?" Inoruseq'en svarede: "Jeg havde virkelig ikke tænkt mig at komme dig i forkøbet. Det var, fordi jeg ikke så dig, at jeg kom før dig". "Du lyver! Du så mig godt nok, men du kom mig i forkøbet, fordi det var det, du ville!" "Jamen, nej, jeg siger jo, at jeg ikke lyver." Den frygtelige tuneq sagde: "Vi er fem søskende, og derfor er jeg aldrig bange for en enkelt mand!" Og denne inoruseq svarede ikke andet end: "Jeg er alene, og da jeg nu engang har sagt hvad jeg har sagt, kan jeg ikke trække mig tilbage!"

   Og så gik tuneq-manden ellers løs på den anden og greb fat. Og dér, dér midt i det hele - Dér gav de sig til at slås.

   Den skrækkelige tuneq løftede inoruseq'en op, og da dennes påklædning bestod af lutter afhåret sælskind, strittede tøjet lige ud i luften, for det var så let, at det ikke var til at holde fast i (?). Men da inoruseq'ens ben pludselig gav efter (?), løftede tuneq-manden ham op. Og så begyndte han ellers at svinge ham rundt. Han svingede ham rundt og rundt, og da han syntes, at det kunne være nok, kastede han ham, så han fløj afsted med hovedet nedad. Lige inden han nåede jorden, krummede han sig sammen, så han drejede (en halv omgang) og (landede) retvendt... Og lige så snart han ramte jorden, greb han fat i den anden. Da tuneq'en forsøgte at gribe fat i inoruseq'ens ben, som (?), bare strittede ud til siderne (?) løftede inoruseq'en tuneq-manden op og svingede ham rundt. Rundt, rundt og rundt; og det fortælles, at det så ud som en spraglet sæl, der blev ved med at ligge stille på land (så hurtigt gik det ?), så ved den behandling blev tuneq-manden meget svimmel, og netop da kastede inoruseq'en ham afsted, så han fløj gennem luften med hovedet nedad. Men da han var ved at ramme jorden og ville krumme sig sammen og rette sig ud for at vende rundt var han ikke hurtig nok i vendingen. Han tumlede rundt og endte med at sætte sig, mens han kastede blod op. Inoruseq'en løb hen til ham og tog ham i hans vældige skulder og rystede ham og sagde: " Fordi jeg er alene, frygter jeg ikke nogen, så kom bare an igen, så kaster jeg gerne med dig for anden gang!" Den anden gav ikke noget ordentligt svar. Så tog han sin fangst, den spraglede sæl, på ryggen og gik nord om Ulamertorsuaq i retning af Tasermiut. Og denne tuneq... han sundede sig først lidt, tog så sit (?) store træstykke og med det som stok gik han syd om Ulamertorsuaq, mens han kastede voldsomt op, så det stod ud af ham med noget meget rødt... og det siges, at hvis han ellers overlevede, nåede han hjem til sin boplads. Ha, ha, ha...

   Det var noget om en inoruseq og en tuneq, hvis slåskamp Aabianngivasik var tilskuer til. Og det siges, at ingen kunne overgå Aabianngivasiks i hans evner som åndemaner.

   Og både Aabianngivasik og Saqqiisi har været åndemanere i Niaqornat.

Hist.: AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Vedr. de forskellige ånderacer se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge og kæmper.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 32 - 39: "Aaddaaridaat / Kalistiaat".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 100 + 102 + 104 + 106 + 108 (dialekt) og ss. 101 + 103 + 105 + 107 + 109 (engelsk).

Resumé:

Amos Tittusen, der var Aadaarutaa's svigersøn, gift med datteren Helene, fortæller at det var Aad.s lillesøsters død, der fik Aad. til at uddanne sig til åndemaner. Han ville hævne dødsfaldet, hvis årsag skulle være hekseri begået af den snedige åndemanerske, Katsia / Katsija. Som den mellemste af 7 brødre var Aad. den eneste af dem med vilje til at træne sig op til hævn (som det gerne er med mellemste bror, mener AT).

Aad. beslutter at opsøge indlandsisens herre (sermip inua) på en revnet sten ved en hule i brækanten. Munden skal skjules bag hættens kant og den ene arm ude af anorakken pege nedefter. I første forsøg flygter han af skræk. I andet forsøg mander han sig op til at blive angrebet og ædt bagfra af væsenet, der er et skelet af en hund eller et får med et menneskehoved. Da Aad. vågner efter lang tids besvimelse er alt som før, og dog. Han kan nu se alt, hele sin boplads med alle fæller, når han lukker øjnene (klarsyn, sila, qaammaq, BS). Også på fangst kan han med lukkede øjne se sælerne nede i vandet og vælge at harpunere den bedste.

Katsija dræber han med en riffel han tidligere har købt på handelsrejse til Pamialluk. Den tykke kvinde har formået at gøre sig tynd og forsvinde bag en tynd husstolpe af stemmejern. Aad. må skyde hende gennem stolpen. På hans bud må alle brødre, da de kommer hjem fra fangst, deltage i parteringen og placeringen af delene langt fra hinanden. Hovedet stikkes i en revne i isen, hvor det senere fortæller en forbipasserende fanger om drabet.

Aad. er ret kræsen i sit valg af hjælpeånder. Mange ånder går forgæves. Han vælger kun disse: tre brødre af den slags innersuit, der kaldes allaqitat (de underjordiske) og har næser; Equngasoq (den skævmundede) kaldet Nipisartivarsik; tryllekunstneren, Inivaraq (velsagtens en dværg), og Kisermaaq, en innersuaq uden næse. Det blir Kisermaaq, som Aad. tilkalder som den sidste, da en bådfuld ånder med en tyk rorsmand vil bortføre ham, fordi han har i arrigskab har sagt sin kone, at han ikke kommer hjem igen fra fangst. De stjæler også hans nyfangne remmesæl. Kisermaaq (Den bidske) skælder Aad. ud for at ha' kaldt på ham så sent, og ruller sig så ud med en hånd han fisker frem og liver op i munden, indtil den både har fået arm og et gevaldigt sæt tænder. Røverbåden blir bange, leverer sælen tilbage, og Kisermaaq følger Aad. helt ud af bådens rækkevidde. Den (Kis.) lover at gøre det af med båden for at Aad. kan vide hvor klogt det var af ham - som den eneste nogensinde - at få denne, den evnerige Kisermaaq som hjælpeånd.

Hist.: Tolkning af oplevelsee. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Det lyder som et eventyr, at Aad. er den mellemste af syv brødre. Det kan muligvis checkes i kirkebogen for familiens ankomst fra Sydøstkysten i 1900. De nævnte beskyldninger mod Katija / Katsija stemmer ikke overens med den ældre version Knud Rasmussen nedskrev i 1904, da han fik flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen fik Rasm. muligvis først informationer under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisermaaq søg Kisermaaq og Kisertulik. Vedr. mordet på Katsija, søg Katsija, 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation og søens troldbjørn, der hyppigst æder lærlingen og giver ham derved lyset eller klarsyn.

Kommentar: Opdelingen af innersuit i de underjordiske med næser og dem uden er muligvis fortællerens helt egen opfattelse. Rink nævner innersuit med ganske flade næser og de farligere længere ude og nede, der helt mangler næser. I Østgrønland kaldes de alle under eet de 'næseløse'.

Tilsyneladende er de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraqs fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Bemærk iøvrigt hvorledes Aad., som fortællingen må stamme fra, lader Kisermaaq berømme Aad.s klogskab og styrke som åndemaner. Et kneb åndemaneren kan benytte sig af under seancer. Se fx Aggu / Akku.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 205 - 207: "Aaddaaridaap angakkussarnera".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Aad. hjalp en gammel mand, Nappaarisiitaat med at bære hans kajak op og ned. Den gamle havde fået dårlige ben pga en mislykket åndemaneruddannelse. Som tak viste han Aad. ind til en sø og forlod ham. Aad. stirrede på søen, op kom en stor hund, der åd ham alt kødet af skelettet. Da den bed i hjertet besvimede han. Han vågnede nøgen op, løb afsted, og snart indhentede hans tøj ham, først bukser, så skindpels. For at fuldende uddannelsen måtte han igen op til søen. Denne gang var det først søhunden, der åd ham, dernæst et kæmpemenneske, indlandsisens menneske. Derefter kunne Aad. se alle sine bopladsfæller, når han lukkede øjnene.

      En dag ude i kajak efter fangsten af en stor remmesæl blev Aad. indfanget af nogle innersuit, en far og hans søn. Aad. tilkaldte alle hjælpeånder. Ingen kunne klare de to innersuit. Så kom tilmed en konebåd med en heks midt i, der ville dræbe Aad. Da fik han tilkaldt sin Kisermaaq, der kom i strygende fart i sin kajak. Den havde en hævn at udføre på heksen, der i sin tid havde dræbt dens far. Den fik dræbt heksen og de andre i båden. Aad. var frelst.

      Aad.s hjælpeånder søgte at hindre hans dåb. Hele tre konebåde med dem fulgte ham helt til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit.

Tilføjelse: afslutningen på fortællingen i den grønlandske udgave (se ovf.) lyder således i Signe Åsbloms oversættelse:

s. 207: (Taamagooq uniinnariassasoq...):

   Så stoppede han op i farten, og faderen (af de to innersuit, far og søn) kom op på siden af ham langs kajakspidsen og rykkede i den. Og da faderen var nået derop, trak han i kajakspidsen. Faderen fik altså fat i hans kajakspids og rykkede i den; og han selv så, at noget, der bare var et hoved uden krop, var ved at smutte frem mellem dem ved kajakstolen (?). Det lignede hovedet af en spraglet sæl (hjælpeånden Kisermaaq ?). Og da den bevægede sig fremad mod faderen, så den ud, som om den havde en isbjørns tænder. Den for fremad og bed faderen i overarmen. Og mens han skrækslagen værgede for sig, bed den fat om hans sælskindsanorak og trak ordentligt til. Og så bed den faderen (eller anorakken ?) midt over.

   Da de var blevet bidt midt over, sagde han: "Sådan nogle irriterende...", og så vendte han sig mod heksen i midten af konebåden, som jo havde tænkt sig at gøre det af med ham. Han roede hen mod konebåden og var næsten fremme for at kaste harpunen, men heksen dér, midt i konebåden, dukkede sig bare og forsvandt ned i den, så den bare drejede/svingede rundt. Og dette gentog sig flere gange, uden at der kom noget ud af det. Hver gang han løftede armen for at kaste harpunen, dukkede heksen sig altså og forsvandt ned i konebåden, så den drejede rundt. Da han var ved at nærme sig land og kom ud for en stor klippehule, som de kaldte Paartoq, var det, som om konebåden og de mange kajakker pludselig havde været en flok tejster, der lynhurtigt rullede rundt og forsvandt i en sky af skumsprøjt. Og der var pludselig ikke en eneste af dem at se. Og så kom han hen til sin hjælpeånd og sagde: "Og så tog de endda min store fine remmesæl og løftede den op i konebåden." "Dens blod er allerede løbet ud i konebåden, så nu kan man ikke få fat på den, ja, nu er den desværre tabt."

    Da alle disse innersuit nu var væk, begav han sig hjemad. Da han var kommet godt på vej, var det ikke planen at vende om mod land igen, men selv om han ikke ville (?), roede han alligevel ind mod land. Han roede og roede og nåede frem til land og gav sig til at søge omhyggeligt, og på et lille stykke sandstrand fandt han kraniet af et menneske, hvor hullet ind til kraniet vendte i hans retning. Ellers var der ikke andet end strandbred. Så forsøgte dette kraniehul at sætte sig fast på hans kajakspids (?) og gav sig til at styre kajakken, og til højre var der en klippevæg, som han lige netop undgik at ro ind i, og så pløjede kajakken sig ellers op på land med et brag. Han frygtede, at der skulle være revet hul i kajakken (?), men da han havde gjort sig klar og igen tog afsted, var der overhovedet ikke noget i vejen. Jeg spurgte ham: "Hvad var det, der var ved at ske med dig?" Han svarede bare: "Havde min kajakspids boret sig ind i hullet i kraniet, havde jeg ikke kunnet komme hjem". Ja, det var noget farligt noget! Ha, ha, ha...

Ja, det var en del af Aaddaridaats fortælling.

Var.: Søg på: Aadaarutaa. Vedr. fortæringen: initiation og søens troldbjørn

Hist.: AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Søg på Aadaarutaa for hans data.

Kommentar: uddannelse til åndemaner, søg også på initiation

Kort resumé i Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, I, 1921: 374: Den skinsyge.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amasiartoq.

Det fortælles, at konen til en af Kangaarsuk beboerne var en meget

smuk kvinde, men at hendes mand var endnu smukkere. Alle syntes, at

han var meget smuk. Hans kone forbød ham at have med andre kvinder at

gøre (ikinguteraqungilâ - ville ikke  have andre veninder), for hun

var så skinsyg. Til sidst fik hun tilnavnet Ningartooq (den meget

skinsyge). Hendes skinsyge var så voldsom, at hun  blev tosset. Hun

var så syg, at hun mistede forstanden, og folk blev bange for hende.

Til sidst døde hun. Så snart hun døde, gav hendes mand hende tøj på og

bar hende ud og gravsatte hende. Det viste sig at  han  havde gravsat

hende lige ved højvandsmærket. I tre dage overholdt manden

tabureglerne. Da de tre dage var gået, kom der nogle piger ind til

ham og sagde: "Tag med os ud til Kitaarmiut (? østboerne)

aparsîlisatut (kender ikke ordet CB). Narurligvis ville Ningartooqs

mand ikke; med da de blev ved, gik han ud med dem, og da de kom ud,

sagde pigerne: "Ningartooq toqutalivarmeeq (? Ningartooq bor i

toqutaliaq), og de drog af sted med hendes mand til Kitaarmiut. Da de

passerede Ningartooqs grav, så de ud for den noget, der lignede et

menneske. Det viste sig at være Ningartooq. De hørte også en stemme,

der lød sådan: "Ningartooq er ganske vist død." Så flygtede de alle

sammen og Ningartooqs mand måtte kravle af sted, så bange var han. De

nåede deres egn. Til sidst blev apasorneq helt umuligt for ham

takulikajisineranik.

En gang tog en lille ældre mand af sted på besøg hos Kitaarmiut. Han

havde sit barnebarn med. Også denne gang kom

Ningartooq ud, da de passerede graven. Hun styrede hen imod den

lille ældre mand og kom ganske tæt på. Den lille ældre mand, der

holdt sit barnebarn i hånden, gik nu baglæns, og til sidst faldt han

ned i vandet. Da han faldt, fik han fodfæste på sin toornaarsuk. Men

han blev ved med at holde sit barnebarn oppe over vandet. Han støttede

sig på sin særlige hjælpeånd, da hun var ved at rane hans sjæl.

Ningartooq, som stod ved strandkanten, fik ham helt ned i vandet, så

han var ved at fryse ihjel. Mens han holdt barnebarnet skreg han: "Kom med en kajak." Så var hans husfæller var på vej ned til ham.

Ningartooq qangungisoq (? flyttede sig stadig ikke). Først da de var

helt tæt på, begyndte Ningartooq at bevæge sig henimod

sin grav. De nåede frem til den ældre mand, der stod i vand til

maven. Da kajakkerne nåede ham, var han ved at synke. De greb ham, og roede med ham til land. Da frøs barnebarnet ihjel. Af medfølelse med sit barnebarn tænkte den gamle, at han ville hævne ham, så han tog alene af

sted til Kitârmiut. Da han befandt sig ud for (Ningartooqs) grav,

begyndte hun selvfølgelig at nærme sig ham. Så kaldte han på sine

falke. Man så to falke nærme sig vestfra. De kastede sig i stød mod

kvinden med brystbenet. Hun kunne dårligt kravle langs jorden hen mod

sin grav, men til sidst lykkedes det hende at komme ind i den.

Siden så man ikke  mere til Ningartooq. På den måde hævnede den lille

ældre mand sit barnebarn - fortælles der.

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Var.: egentlig ikke.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen

(4. qivittoq - fortælling. Ingen overskrift)

Så fortælles der om en kateket, der drog af sted hjemmefra for at leve

som qivttoq, fordi det blev sagt, at barnet, konen fødte, ikke var hans, og en anden mand var far til barnet. En

gang, (efter at han var blevet ødelagt), og han var blevet i stand til

at flyve gennem luften, tog han hen til stedet, som han i sin tid

forlod, for at iagttage folk fra et lille fjeld. Det viste sig, at det

var om søndagen. Knap nok var han henne ved det lille fjeld, så

begyndte kirkeklokken at kime. Han kiggede på folk, der var på vej til

kirken. Lige neden for ham mellem de nærmeste store huse (igdlorssuit; nokherrnhuternes hus og kirke).

så han pludselig sin kone, der var på vej hen til kirken, med et

barn på armen. Da han havde kigget rigtigt på hende, blev han så vred,

at han mistede bevidstheden og ikke vidste, at han var fløjet væk gennem

luften. Langt om længe kom han til bevidsthed og opdagede, at han

befandt sig på et fjeld, der hed Kiinaalik, som lå langt væk. Han fløj

aldrig mere hen til stedet, hvorfra han i sin tid drog af sted; for

han var blevet rigtig vred.

Var.: ikke i denne bases samlinger.

Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.447 - 448.

Resumé:

Aar. siger ofte når han holder sangkamp med sin sangkampven, at selv efter han er død vil han holde sangkamp. Da Aar. dør vil hans ven gøre forsøget og man stævner i flok og følge til Aar.s grav, hvor han prøver at kalde ham op af graven ved at huske ham på hans egne ord. Først anden gang vennen kalder, bevæger dækstenen sig, Aar. stiger op og synger mens han trommer med sit spoleben på sit hofteben. Alle konebåde kæntrer og folk drukner af skræk bortset fra dem, der har en mandsfigur og en kvindefigur i hver sin ende af konebåden.

Var.: Aariassuaq.

Kommentar: Bemærk den afbalancerende virkning det symbolske ægtepar har på konebådene. Om balance som et væsentligt princip i det traditionelle verdensbillede, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): verdens balancegang

1. udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, Godthåb 1957-61, II: 72 - 83.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

"Aataaq (der blev ædt af en isbjørn i Sermilik)"

Det fortælles at Aataaq var en rigtig mand. Han var en stor mand med meget brede skuldre, og det var som om hans underkrop var for smal til ham og hans vældige hoved for stort til ham. Det var én man næppe ville kunne stille noget op imod, hvis han skulle give sig til at stange i en sangduel på nidviser. Det var nemlig også en kendt sag, at der ikke var nogen der kunne måle sig med ham blandt dem, der sang nidviser i Sermilik. Da Maratsi havde sunget nidviser mod ham, var han selvfølgelig også blevet grundigt til grin, fordi Aataaq havde besejret Maratsi helt og aldeles, både med hensyn til midvisernes indhold og ved sin fremførelse af dem.

       Aataaq var ikke kun legendarisk for sin kunnen i forbindelse med nidviser, men også fordi han var en stor åndemaner / angakkoq og heksekyndig / ilisiitsoq. Han var også god i sin rolle som mægtig mand. Han var den største godgører over for folk. Og fordi han var latterens sande mester, var det så dejligt at komme på besøg hos ham, at det kunne være svært at forlade ham igen. Desuden kunne han fortælle så mange historier. Han var Sermiliks store kloge mand. Igen en historie om et menneske, der var til glæde for sine medmennesker. Men det siges at han i det skjulte var et rigtig slet menneske, fordi han tog for store stykker af andres sælfangst for at lave tupilakker af dem. Han var et menneske som det var svært at gøre sig klog på. Når der var fare få færde hos kajakkerne eller på isen, var han uhyre hjælpsom. Men når nogen pludselig blev meget bange for et andet menneske, og når nogen fik besvær med at finde fangstdyr, følte Aataaq sig vældig godt tilpas. Det var svært rigtigt at forstå ham som menneske, fordi han var sådan.

       En dag tog han så til Qeqertarsuatsiaq for at overvintre, og der skulle han bo sammen med Siannialik og hans familie. Huset var ikke stort, og da de var flyttet ind, var der fire brikse til Aataaq, Aarluarsuk, Quunapii og Siannialik og hver deres familier.

       Da de var flyttet rigtigt ind, virkede det som om der boede en hele masse mennesker, selv om det var et lille hus. Det indtryk fik man fordi de brugte de mange aftener på sanglege. Desuden var alle i slægt med hinanden med undtagelse af Siannialik og hans familie. Aarluarsuks kone Tupaaja var Aataaqs storesøster, og Quunapii var Aarluarsuks søn. Når de ind imellem ikke sang, udpegede de én der kunne mane ånder. Aataaq var ofte åndemaner, og ved de lejligheder viste han dem mange forskellige ting. Mens solen gik længere og længere ned mod horisonten, kom hans påkaldelse af ånderne med alt kortere mellemrum, og han fik sandelig også øje på noget! Når han ind imellem gjorde ophold i åndemaningen, sukkede han dybt og inderligt.

       Dette så Aataaq under åndemaningen: Da han kom til sig selv under seancen og så nærmere på det han havde fået øje på, viste det sig at være noget der skinnede! Det var noget der kom til syne ud for Illuluarsuits kyst. Han tænkte: Det er nok en bjørn som jeg skal fange, en hjælpeånd er det næppe. Da han nu havde set den én gang, ventede han utålmodigt på igen at få øje på den. Når han med jævne mellemrum igen så den, havde den knap nok flyttet sig ud af stedet. Og han var meget utålmodig efter at finde ud af, hvad det egentlig var han havde set.

       En anden gang var han igen ved at at mane ånder, og eftersom han havde skyndt sig meget blev han forbavset, da han kom til sig selv og befandt sig udenskærs mellem Ammassalik og Sermilik. Han tænkte: Hvad i alverden er dét dernede, bare den nu ikke er blevet dirigeret om mod mig (hans egen tupilak) - men det kan da også være, at den omsider er på vej hen til den som den skal æde?

Efter på den måde at have spekuleret lidt frem og tilbage, havde han stadig ikke fundet ud af det og gav så tegn til den om at dreje i retning af Kulusuk. Og minsandten om den ikke allerede havde drejet rundt. Men han havde stadig ikke genkendt det han havde set. Dagen efter manede han igen ånder og kom så til sig selv - og det var dogt utroligt! Nu var den drejet i en forkert retning. Han tænkte bare: Gad vide hvorfor den har gjort det? Nu gav han for anden gang tegn til den, og da den jo havde prøvet det før, bøjede den nu selvfølgelig af mod Kulusuk. Da den var ved at dreje virkede den dog betænkelig, og det bekymrede ham. De følgende dage manede han også ånder, men det virkede ikke særlig godt, fordi den blev ved med at dreje i den forkerte retning, og da han nu selv var på vej i den retning, hvorfra solen står op, vidste han at han ikke ville komme til at opleve vinterens slutning, for han var ved at blive "én der vender ansigtet mod sig selv". På det tidspunkt skete der igen noget mærkeligt, for nu spiste noget usynligt indholdet af hans madpose ved at begynde fra sømkanten.

       Aataaq var enkemand; hans storessøster havde flere gange sagt at han skulle få sig en kone, men han svarede aldrig andet end: "Hvis jeg fik en kone ville hun bare lide til ingen verdens nytte, for mit liv er uforudsigeligt."

       Aataaq holdt op med at tænke på en fremtidig kone og koncentrerede sig udelukkende om ikke at tabe det sete af syne. Og samtidigt mistede han også lysten til at synge. Når han var ved at slutte sin åndemaning, sagde han gerne til sidst: "Den kommer altså nærmere og nærmere mod land." Og det mærkelige var, at han aldrig blev spurgt om noget og heller aldrig fik svar på noget.

       Langt om længe bleve dagene længere, for det var i begyndelsen af april. Beboerne i Qeqertarsuatsiaq begyndte af småsulte, fordi der ikke længere var nogen der overhovedet fangede noget. På det tidspunkt begyndte der at ske noget som husets beboere syntes var meget mærkeligt. Om aftenerne knirkede og knagede det så voldsomt i husgangen at det lød som om den skulle brase sammen. En snevejrsdag tog Siannialik afsted til Akorninnarmiut. Da han var taget afsted var der kun to duelige mænd tilbage. Aarluarsuk forsøgte godt nok at fungere som tredjemand, men ham kunne man kun sætte sin lid til med hensyn til trylleformularerne.

       Vejret var ikke så rart at være ude i, så folk holdt sig trygt og godt inden døre. Der var netop ved at falde ro over dem, da de blev meget opskræmte over at høre nogen råbe uden for, at der var en kæmpestor isbjørn. Det var så et barn, der var gået ud og havde fået øje på en stor isbjørn, der dukkede op derude i vest.

       De stakkels få mænd tog deres lanser for at have dem i beredskab som våben og gav sig til at forfølge bjørnen. Aarluarsuk fulgte efter dem så godt han kunne. De fik øje på bjørnen, der stod oprejst på en lille drivende isflage i dampen fra et isfjeld. De andre ventede først på Aarluarsuk, for når han kom måtte han kuune komme med en idé om hvad man skulle gøre. Han nåede helt udaset frem og spurgte: "Hvorfor har I ikke forsøgt at ramme og såre den?" Da han sagde det syntes de andre også, at den virkede noget særpræget og gav sig til at se nøjere på den. De så allesammen at den havde to store pletter. Aarluarsuk og hans søn var meget forbavsede og sagde: "Den er ligesom en hund; det kan da aldrig være en rigtig isbjørn! Når man kommer hen til en isbjørn opfører den sig da ikke på den måde. Denne her bevæger sig nøjagtigt som en hund."

       Aataaq stod ved siden af dem og virkede betænkelig og sagde: "Jeg er også bange for den." Samtidigt holdt Aarluarsuk sig årvågen og påpegede: "Se der, - når den gør sådan opfører den sig i hvert fald ikke som en isbjørn!" Da de andre så hen på den, gik den som en anden hund rundt om sig selv for at lægge sig ned. Aarluarsuk sagde: "Nu går jeg altså min vej; du er sandelig en køn isbjørn!" Da han begav sig hjemad fulgte de andre bare efter. Heller ikke da de fjernede sig fra den rørte deres forventede isbjørnefangst sig ud af stedet. Aarluarsuk og hans søn mente at det var en tupilak.

       Og således var der ingen der vidste, hvor den bagefter gik hen.

       Efter et par dage beyndte Aataaq en nat at græde. Hans storesøster hørte ham og følte den største medlidenhed med ham, fordi hun troede at han græd over sin afdøde kone. Omsider tav han, og så spurgte hun alligevel hvad han var ked af. Aataaq svarede: "Det siges at det der skal æde mig, allerede er ved at være tæt på." Da han havde sagt det græd han igen, og hans storesøster spurgte ham hvad det var, der skulle æde ham, men da han ikke svarede tav hun.

       På trejdedagen af dette forløb vågnede de igen om morgenen til et rædsomt vejr. Alle mændene havde taget deres støvler af og sad på briksen, og Aataaq sad

som den eneste på forbriksen med bar overkrop og syslede med sin lanse

og sagde: "Når der kommer en isbjørn skal jeg bruge den som våben."

       Sa hørte man at Aarluarsuk sagde til sin yngste søn: "Saajooq, hent lige noget sne." (Noget sne til at nedkøle drikkevandet med). Saajooq skyndte sig ud. Han tog noget sne og var på vej ind igen. Men hvad var det dog for noget stort der dukkede op helt tæt på husets sidevæg!" Så opdagede han at det var en stor isbjørn, der listede sig frem og var ved at nå hen til ham. Da han kom ind og fortalte om den, gjorde mændene sig klar og samtidig kunne man høre, at den begyndte at grave derude foran vinduet (der bestod af et lille stykke forhæng). Efter en tid derude foran vinduet begav den sig nedefter, og så gik mændene ud. Da isbjørnen så at mændene kom ud, vendte den sig om, rettede sine store ører mod dem og gav sig til at holde øje med dem. Men efter en rum tid vendte den sig fra dem.

       Aataaq sagde: "Kom så, gå nu hen efter den!" "Det er jo faktisk kun dig det drejer sig om." "Mig kan man ikke længere sætte sin lid til", svarede Aataaq nedslået.

       Isbjørnen gik ned på isen, og ganske langsomt begyndte den at gå vestpå, og selvfølgelig kunne dens forfølgere snart indhente den. Da de var ved at nå den, drejede isbjørnen bare af hen mod isfoden, og der standsede den.

       "Sikken bamse!" sagde Quunapii, og samtidig gik han roligt hen mod den og havde allerede løftet armen for at kaste lansen. Men han nåede overhovedet ikke at forsøge på at kaste, før isbjørnen kom farende hen mod ham så det det bare røg omkring den! Da den straks efter nåede ham, skubbede den ham omkuld så han rullede og trimlede afsted. Det var lige netop lykkedes ham at blive liggende stille på maven, da isbjørnen kom over ham. Og uden videre gav den sig til at bide i hans stakkels overkrop. Quunapii skreg som besat, og da de andre bjørnejægere også gav sig til at skrige op, forlod isbjørnen sit sårede bytte og brølede i vilden sky. Selv om bjørnen havde fjernet sig, rørte Quunapii sig ikke, for han var jo kvæstet.

       Aataaq gik hen mod bjørnen og sagde: "Og hvad tror du egentlig at du laver! Se nu bare på mig!" Og så skulle han netop til at kaste lansen i den. Men isbjørnen satte sig i bevægelse og drejede sig på tværs, og da han i samme øjeblik sendte lansen mod den, slyngedes lansen ind mellem dens ben. Da han nu havde forfejlet sit kast, vendte han rundt og flygtede det bedste han havde lært. Og bag ham kom isbjørnen brølende i en røgsky og løb efter ham for at få fat på ham. Man nåede ikke at blinke mange gange før den stakkels Aataaq befandt sig mellem bjørnens vældige forben. Den havde nemlig kun givet ham et enkelt dask og derefter stillet sig over ham. Siannialik så til og tænkte kun: Gad vide hvor på kroppen den først bider ham! Aataaq blev liggende på ryggen fordi han var forhindret i at vende sig om på maven. Den kæmpestore isbjørn åbnede sit gab så meget den kunne for at knase Aataaqs hoved mellem sine tænder. Det siges at det var den rene rædsel at se Aataaqs angst! Lige da han gjorde en afværgende bevægelse for at beskytte sit hoved, bed isbjørnen ham så ansigtshuden blev flået af. Og Aataaq skreg skingrende. Netop som de troede den ville slippe ham, rykkede den ham i armen for at flå et stykke af, og da den havde slugt det, bed den for anden gang til og ruskede godt for at flå en bid af.

       Mens den var i gang med det, gik Quunapiis kone hen til ham sammen med Aarluarsuk, selv om isbjørnen var ved at bide Aataaq ihjel kun et skuds afstand fra dem. Da de kom hen til Quunapii hjalp de ham op at stå og holdt ham i hænderne og førte ham afsted. Da de var kommet et stykke væk, gik isbjørnen igen til angreb på dem - mon den denne gang skulle få held til at slå ham helt ihjel? Hjælperne mente nu at der ikke længere var nogen redning, så de slap den stakkels mand som de havde ledt ved hånden, og flygtede selv. Isbjørnen interesserede sig overhovedet ikke for de flygtende men løb hen til Quunapii.

        På det tidspunkt var Aataaqs storesøster nået hen til ham. Og uden at se nærmere på hans sår sagde hun til sin lillebror, at han skulle flygte. Da han løftede sit hoved fik hun et rædselsvækkende syn: Helt oppe fra hårkanten var al hans ansigtshud revet af og hang neden for hagen. Det vil sige at huden var flået af helt oppefra og til langt neden for øjnene, og han var naturligvis smurt helt ind i blod. Hun fik ham op at stå og førte ham ved hånden, mens hun med den anden hånd støttede den løse ansigtshud. Det blev selvsagt en besværlig gang, for hendes lillebror kunne knap nok stå på benene. Mens hun uden tanke for andet kæmpede for sin bror, hørte hun Aarluarsuks let genkendelige stemme råbe: "Slip ham og

flygt!" Da hun så sig tilbage fik hun øje på isbjørnen, der kom farende bagfra for

at angribe, og den kom nærmere og mærmere og var nu knap ti skridt fra dem. Hunblev skrækslagen, vendte sig om, og slap så ham hun havde villet hjælpe, og så flygtede hun, så godt hun kunne. På det tidspunkt hvor isbjørnen allerede burde have nået hende, så hun sig tilbage uden at standse op. Og hun så at isbjørnen havde bidt fat om hendes bror på en måde, som var han lige så let som et stykke stof, og nu bar ham udefter. Hun kunne intet andet gøre end at vende grædende hjem.

       Da isbjørnen igen var kommet hen til Aataaq, var de andre allerede igen nået hen til Quunapii, og mens de hele tiden så sig tilbage førte de ham med sig indefter. Da de var gået et lille stykke tid, blev de indhentet af Aataaqs storesøster. Nu var de tre om at hjælpes ad, og derfor gik det meget lettere. Langsomt nåede de så endelig hjem. (Afstanden fra isbjørnen op til husene var nemlig omkring fire gange den afstand et gevær er indstillet til.) Da de bar Quunapii indenfor, fremsagde hans far Aarluarsuk en trylleformular for ham inden han fik taget tøjet af, fordi han ville have hans sår til at læges hurtigt. De lagde ham på briksen så han vendte udefter. Aarluarsuk kravlede op på briksen og skrævede midt over sin søn, mens han støttede på sine knæ, og sådan gik han i gang med sin formular:

       "Ija, ija! Der er noget der dækker mig,

       ija, ija! rypens kro dækker mig,

       ija, ija! fordi den dækkede mig, overvandt jeg det heldigvis,

       jeg overvandt det heldigvis, ija, ija!"

       Først da havde fremsagt formularen over ham på den måde lod han ham tage tøjet af overkroppen. Da opdagede de at han havde store sår på overkroppen, og når han trak vejret boblede det op, og det var meget tvivlsomt om han ville overleve.

       Da den store isbjørn var gået udefter med den stakkels Aataaq i gabet, varede det ikke længe før den standsede op og lagde ham ned, og så begyndte den at klæde ham af. Derefter gav den sig til at æde ham ved at tage en bid her og der. Og det siges at den vendte hovedet op mod huset hver gang den skulle synke. Da de forstod hvor farlig isbjørnen var, havde de ikke længere blandt sig nogen der kunne hjælpe. Inden det blev aften var der kun skelettet tilbage efter Aataaq. Da det blev aften prøvede de at lade være med at lytte efter isbjørnen, men det siges at de så bare kunne høre dens brølen for deres indre øre.

       I det tidlige morgengry døde Quunapii, fordi han pludselig begyndte at bløde kraftigt fra sin store sår. (Det viste sig at han havde drukket af en lille konservesdåse, som der havde været mælk i, og som folk havde haft med på deres vej sydover. Det havde taget kraften ud af trylleformularen.)

       De bar ikke den døde ud med det samme, for det lød som om den store isbjørn blev ved med at holde sig alt for tæt på. Først da det blev lyst, lagde de ham i hans grav. Da de var færdige med det, begyndte de at se nærmere på isbjørnens spor, og de opdagede at den flere gange var kommet helt hen til huset. Op ad dagen havde den stadig ikke flyttet sig fra sin spiseplads, og den blev ved med at brøle. Hele dagen blev den liggende, og med jævne mellemrum brølede den. Og når der kom nogen ud af huset, rejste den sig op. Omsider fik da dagen ende.

       Ud på natten kunne man høre isbjørnen komme brølende. Da det lød som om den var kommet helt hen til huset, fik dets arme beboere de værste anelser. Og nu gik den ganske rigtig hen til vinduet (der bestod af en smule forhæng) og begyndte at snuse til det, og da den forlod det, fik de stakkels mennesker en smule håb. De kunne høre hvordan den snusede sig frem og begav sig om bag huset. Og det eneste de sagde var: "Gad vide om den har tænkt sig at krvle op ovenpå huset." Så blev dens næselyd tydeligere, og nu kunne man høre at den virkelig begyndte at kravle op på taget. Da den kom derop, så knirkede og knagede det ellers i husets tværbjælker! Beboerne var rædselsslagne, for hvis den slog lidt på tværbjælkerne ville de knække og isbjørnen falde ned. Den slog dog ikke ud efter noget, men til gengæld kunne man nu tydeligt høre lyden af dens kløer, da den gav sig til at kradse i tagets overflade. Husets kvindelige overhoved hviskede: "Vær nu sød at gå ned!" Og minsandten om ikke den omgående kravlede ned. Og som man kunne vente begyndte den at lunte brummende og brølende rundt om huset. Hele den lange nat kunne man høre hvordan den holdt til omkring huset; og først da det begyndte at lysne forsvandt dens lyde efterhånden. Og da det blev lyst kunne de

se, at den igen havde lagt sig på sin vante plads. - Nu begyndte de virkelig at frygte for den kommende nat.

       "Siannialik, gå ned langs vores sydside og prøv om du ikke kan komme til at alarmere dem fra Akorninnaq, for nu virker det som om det blir alt for farligt i nat", sagde Aarluarsuk.

       Siannialik gjorde sig hurtigt klar og tog afsted langs østsiden af Qeqertarsuatsiaqs modsatte side. Så hurtigt han kunne krydsede han Sermiliks fjordmunding. Da han kom til Akorninnaq var det første han sagde: "Hvor er Umeerinneq?" (Umeerinneq var en gang rejst langt væk og havde så skaffet sig et gevær, og han var den eneste der ejede et gevær.) De adspurgte svarede: "Umeerinneq er taget op i nærheden af Immikkeertaajik for at jage sæler der soler sig på isen. Hvorfor spørger du efter ham?" "Fordi en isbjørn har ædt Aataaq så der ikke er mere tilbage af ham, og den slog også Quunapii ihjel. Derfor vil vi gerne at alle, der kan krybe og gå, kommer os til hælp." Så gav han sig til at skynde på dem, men de kunne ikke tage afsted før Umeerinneq var kommet tilbage. Da der ikke var andet for, gav de sig til at synge efter ham (kalde på ham) under briksen: "Umeerinneq skal komme hertil, Umeerinneq skal komme hertil!" Og så gjorde de sig klar til at tage afsted.

       Umeerinneq var i hemmelighed lidt af en åndemaner / angakkoq. Da han havde fanget to sæler der lå og solede sig på isen, følte han at der var noget galt og følte at han nåtte hjem i en fart. Han lod sit fangstbytte ligge og begyndte at løbe hjemefter, og snart var han hjemme. Hans første spørgsmål var: "Og hvad er der så sket?" Hans fæller fortalte ham det hele, og eftersom de allerede var parate, varede det ikke længe før de i en stor flok tog afsted med budbringeren. Akorninnaqs beboere havde nemlig også nået at alarmere de nærmeste vinterbopladser. På den måde kom Sermiliks fjordmunding virkelig til at vrimle af mennesker. I Akorninnaq var der kun en enkelt hundeslæde, og den kørte først da de gående havde krydset fjordmundingen; og hundene var fuldkommen vilde efter at komme ind på livet af en isbjørn.

        Nogle af beboerne i Qeqertarsuatsiaq havde holdt udkig, og da de kom ind sagde de: "Så, nu kommer de sandelig myldrende over fjorden." De havde kigget så meget efter de ventede at de endda helt havde glemt at holde øje med den store isbjørn. Da de kom i tanker om den og så sig om, opdagede de at den allerede var på vej udefter. Aarluarsuk sagde: "Den løber godt nok ikke afsted, men ... Har de ankommende ikke nogen hundeslæde med?" "Derhenne er en hundeslæde allerede på vej", svarede de. "Så kan hundene standse den," sagde den gamle.

       Dem fra Akorninnaq var nu kommet over fjorden og nærmede sig Qeqertarsuatsiaq, og så spurgte de Siannialik: "Hvor er isbjørnen egentlig?" Inden han nåede at svare spærrede Umeerinneq øjnene op og sagde: "Prøv at se dér! Den er allerede nået langt derud." Og da de andre kiggede derhen, så de langt derude bare noget der ind imellem glimtede brunligt!

       Da deres hundeslæde efterhånden var ved at nå frem, pegede de straks i den retning isbjørnen var gået, så slædeføreren kunne vide besked. Derude fik han sine hunde til at lystre og kastede sig så afsted udefter! Det eneste man så efter ham var en enorm sky af sne! Han havde åbenbart givet hundene jagtsignal. Derefter tabte de ham af syne derude.

       De gående begyndte at følge efter ud i det fjerne. Og det varede ikke længe før de kunne høre hundene hyle som tegn på, at de havde fået færten af isbjørnen. Og efter at have gået endnu et stykke tid kom de frem og så noget, der bestemt ikke var nogen lille isbjørn, og som desuden var godt gal! Hundene nappede den (de bed den lidt her og lidt der). Så snart den vendte sig lidt var de der, så den kom til kort. Den store bjørn kunne ikke komme nogen vegne; så snart den vendte sig fra dem bed de den, og når den vendte sig mod dem smuttede de fra den. Bjørnen drejede rundt og rundt og var meget ophidset. Men hundene var lykkelige og jagede den. Da de var kommet tæt på, undrede de sig allesammen over isbjørnens enorme størrelse. Og der var naturligvis ingen der forsøgte at bekæmpe den med en lanse.

       Da de alle var nået frem begyndte Umeerinneq, der havde geværet, at dirigere: "De fleste skal stå i udkanten. Den dér høj dernede er velegnet at flygte til; kommer jeg til at anskyde den skal I skynde jer at løbe derned! Og så er det kun godt, hvis der står nogle stykker i midten!"

       En hel flok stillede sig længst væk, blandt dem Qilerulik som siges at have været meget nærsynet. Den arme stakkel var meget bange og sagde til sine fæller: "Hvis den skulle finde på at vende sig mod os, må I straks sige det!" (han kunne

jo ikke se den.)

       Med retning fra land begyndte Umeerinneq frygtløst at nærme sig isbjørnen, og de mange mennesker stod uden den mindste lyd og så efter ham. (Og det var kun et lille gevær han havde.) Endelig sigtede han på den! - Inden han overhovedet nåede at skyde, havde isbjørnen pludselig vendt sig om så den stod med bagen mod skytten. - Derhenne skød han endelig, og isbjørnen var tydeligt plaget og brølede vildt. Og de mange mennesker stod rædselsslagne og så til.

       Da bjørnen havde sundet sig lidt over sin pine rejste den sig op og begav sig højlydt brølende hen mod de mange mennesker. "Så, nu kommer den virkelig hen imod os!" sagde de og stak i løb så det glimtede sort af mennesker mellem hver lille ujævnhed! Inden bjørnen overhovedet var nået derhen, var de allesammen stimlet sammen oppe på højen - med undtagelse af Qilerulik - ham havde de ladt i stikken da de stormede afsted mellem hinanden. Endelig var den arme Qilerulik ved at nærme sig de andre, mens han hev efter vejret, og han skyndte sig så meget, at han næsten følte det som om han løb med ryggen vandret langs jorden. Den nærsynede mand havde så travlt med at ville se hvor langt der var til højen, at han løb ind i en mur af is og faldt bagover. Staklen forsøgte at komme på benene i en fart og vendte sig om: Så så han omsider at den store bjørn var ved at nå ham. For sidste gang rejste han sig op og ville flygte for livet. Men han havde fuldstændig glemt at han var løbet ind i noget! Og så fandt han igen sig selv liggende på ryggen og tænkte: Ja, men så er jeg da omsider død! Hurtigt rejste han sig dog op og kiggede sig flere gange tilbage, men den store isbjørn var ingen steder at se! Hvor var den forsvundet hen? Han så til siden; og dér stod den helt stille på en arms afstand! Så råbte han hen i vejret: "Jamen du godeste, dér er den jo!" og så løb han alt det han orkede, i den modsatte retning. Mens han løb for livet råbte Umeerinneq efter ham: "Hold op med at flygte, kom og rør ved den, den er død forlængst!" Da han hørte det gik han hen til bjørnen og rørte ved den. Bjørnen var altså løbet rundt i dødskamp og havde slået dem med skræk, selv om den ikke havde til hensigt at angribe dem. Det var et rent tilfælde at den var løbet hen imod folk. På den måde sluttede Qileruliks store rædsel med et godt grin.

       Nu var isbjørnen endelig død og så gav de sig til at skære den op. Da de havde fået dens mægtige skind af, bad Umeerinneq dem være forsigtige med dens store mavesæk. Alligevel var de alt for ivrige kommet til at skære hul i den, og da der kom menneskerester ud af den, flyttede de bjørnen og parterede den færdig.

       Da de var færdige og skulle til at vende hjem, græd Aarluarsuk - selvfølgelig græd han over at denne isbjørn havde dræbt hans prægtige søn og hans gode svoger - og grædende gik han hen til Umeerinneq og tog ham i armen og sagde: "Umeerinneq, kære du, hvor er det dog godt at du ikke bare blev heroppe som os andre (fordi han var sejlet sydpå og havde skaffet sig et gevær). Sådan skal du blive ved med at rejse rundt. Og nu hvor jeg ikke længere har nogen at støtte mig til håber jeg, at du vil være min støtte, så skal du og dine leve til evig tid."

       Da Aarluarsuk var gået tilbage tog han hen for at undersøge Aataaqs krop. Der var kun skelettet tilbage, alt kød var væk. Og da der ikke var andet at gøre, lod han ham ligge og gik.

       Om foråret forlod beboerne Qeqertarsuatsiaq, og i de følgende år var der ingen der boede der.

       Dengang Aataaq manede ånder og gjorde tegn til den isbjørn han havde set, om at gå i retning af Kulusuk - da var Simmujooq længere sydpå samtidigt også i gang med at mane ånder. Så så han til sin overraskelse at Aataags og hans egen fælles tupilak var på vej mod syd og allerede var nået til Qasigissat. Han så sig om og opdagede, at Aataaq blev ved med at gøre tegn til den om at gå sydpå. Først efter at Aataaq havde gjort tegn til den, gjorde Simmujooq tegn til den om at gå i retning af Sermilik og han gav sine hjælpeånder besked om, at hvis den begyndte at dreje af, skulle de gøre tegn til den om at gå mod Sermilik. Aataaq var naturligvis meget overrasket over at isbjørnen vendte sig mere og mere i hans egen retning, for han havde ikke set at Simmujooq gjorde tegn. Selv var han nemlig ikke så god en åndemaner som denne.

       Da der var gået adskillige år, var der nogle der havde vinterboplads i Savanganaarsuk, og de have et meget stort hus. De havde det rigtig rart, fordi de var mange mennesker. Lige i begyndelsen af vinteren tog de mange mænd i huset på en rejse til det inderste af Sermilik; kun de yngre mænd blev hjemme og

naturligvis også kvinderne og børnene. Først på aftenen opfordrede de unge hinanden til at lytte efter noget, der kunne gå hen og blive uhyggeligt. For at finde på noget at fordrive tiden med ville de lege en lytteleg - hør! Hvad kan det dog være?

       De forberedte sig; og de hængte et stift afhåret sælskind og et skind med hår på op i gangen, der førte ind til rummet. Og så bandt de trommen så solidt fast, at hvis nogen forsøgte at komme ind, eller hvis noget blot rørte lidt ved tingene, ville det støje og give lyd. Da de var færdige begyndte de at slukke lysene og begyndte med de lys, der vendt mod solnedgangen.  Den ene af de unge befandt sig i opgangen, og da han var færdig med forberedelserne dér og var den sidste der var på vej ind i rummet, råbte han udefter: "Vi kalder på noget der kan komme og underholde os; er der nogen der lytter, så kom!" Og samtidig med at han flyttede ind i rummet trak han sine støvler / kamikker af og satte sig på briksen.

       Så begyndte de ellers at sige højlydt i kor:

       "Hør! Hør! Hør!"

       Når de tav, fordi de var ude af stand til at sige en lyd mere, lyttede de anspændt efter den mindste lille lyd. Men der kom aldrig nogen lyde, når de havde råbt deres  hør! hør! Da der ikke skete noget, gav de sig til at lege en sangleg. Og da den var ovre forsøgte de sig igen med lyttelegen. Men da der aldrig skete noget, sagde den af dem: "Lad os prøve med de viser som den mand brugte, der blev ædt af isbjørnen i Qeqertarsuatsiaq! Det siges at dem, der er blevet ædt af isbjørne, kan høre!" Allesammen gav deres samtykke. Og før de begyndte, prøvede de at kalde ham frem ved at kalde under briksen: "Aataaq, Aataaq! Nu har vi tænkt os at bruge dine viser. Kom herind. Samtidigt får du varmen!" Efter på den måde at have råbt nogle gange, stemte de i. Hver gang de var færdige med én vise, kaldte de igen nogle gange på hovedpersonen, men nej, intet skete. De snakkede frem og tilbage: "Lad os bare holde op, der er nok ikke nogen." "Vi holder op når vi har sunget hans vise til Maratsi," svarede én - og så tog de ellers fat:

       "Jeg hører stadig min modstanders vise

       og Maratsis digt

       og jeg vil digte

       om alle disse forsøg og viser

       dem jeg har ædt - de derhenne

       dem jeg har forsat i mørke - de herhenne - - "

       Og da de nåede dertil begyndte de ophængte skind i indgangen endelig at bevæge sig, og allesammen havde de trukket deres kamikker af og havde sat sig godt til rette på briksen, og de forsatte deres sang:

       " - - - jeg kan skamme dem ud!

       men jeg gør det ikke

       for de er mine redskaber

       de er min redning - - -"

       Og så hoppede trommen pludselig ned på gulvet, selv om den var så godt bundet fast, og kraftløst og langsomt begyndte den at vugge afsted.

       Folk i huset blev meget bange og kunne ikke fortsætte deres sang. Lydene fra skindene og trommen blev svagere og holdt så helt op. Derefter kunne man høre at han krøb ind i husgangen, og det lød oven i købet som om hans kamikker var gennemfrosne. Man kunne høre at han ganske langsomt var på vej ind. Da han kom til midten af husgangen begyndte skindet igen at bevæge sig, så rummet genlød af dets raslen, og lige inden han nåede til selve rummets indgang, standsede han. Så kunne man høre at han kom ind uden at tage det mindste hensyn til det skind, der var ophængt som dør ind til rummet. Straks han kom ind gav han sig til at brøle dybt fra sit inderste, og da han holdt op med det, trak han vejret voldsomt og højlydt gennem næsen for at rense den; og så begyndte han at småskrige, og man kunne høre at han også rystede temmelig meget. Nu var han da endelig kommet derind, og så sad de alle uden en lyd i fælles rædsel, da de hørte ham derhenne støtte sig til forbriksens endekant, så det bare knagede! De hørte ham sætte sig ned og derefter brøle, småskrige og snorke luften ind gennem næsen. Andre lyde var der ikke. De havde så vedholdende kaldt på noget spændende og gyseligt, og nu sad de, som man kunne vente, og var ved at gå til af rædsel. Unge mænd blev placeret på briksene med noget i hænderne som de kunne bruge som køller. Til sidst længtes de virkelig

efter at han skulle gå ud igen. Og da morgenlyset så småt begyndte at sive ind, smuttede han pludselig ud.

              Da han var forsvundet ud, tændte de lamperne; og de så at trommen virkelig var kommet ned, men ellers var der ikke noget der havde flyttet sig. Det siges at der derefter aldrig mere var nogen der forsøgte at tilkalde Aataaq. Det de havde oplevet var trods alt blevet dem for skræmmende.

Oversat af Signe Åsblom.

Hist. periode 1880 - 1892

Var.: Âtâq, ham, som bjørnen åd. Rosing, Jens 1963: 162 - 165.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 9 - 11: "Atâliánguaq" Ataaliannguaq.

Resumé:

Aataaliannguaq (den lille eftergjorte sortside) er en lille ungkarl,

der under en kajaktur tiltrækkes af en smuk kvinde på land. Han ror

ind, hun flygter, og han forfølger hende til en hule, hvor indgangen

er ham for snæver. Han frier udefra til kvinden. I stedet kommer

forskellige insekter ud efter tur, som han alle afviser: Mariehønen,

fordi den er lille, rund og plettet. Jordedderkoppen, fordi den har en

lille krop og et stort hoved. Ormen (larven?), fordi den har så mange

ben og er så elastisk. Kvinden inviterer ham da indenfor, og nu er

indgangen bred nok. Alle beboerne synger ham i søvn: "Sov nu A. og

vågn, når foråret kommer!" Da han vågner om foråret er kvinden blevet

en ræv, og selv skylles A. ud i havet af en elv. I havet blir han en

spraglet sæl. Det blir han snart træt af, fordi den sælart kradser for

meget. Dernæst blir han en netside, og endelig en blåside. Han blir

fanget af en mand, hvis kone er ufrugtbar. Det kildrer, da manden

harpunerer ham, da han ordner A. til bugsering og da han slæber A.

hjem over land. Det lykkes kun A. med besvær at holde latteren

tilbage. Da konen parterer ham og når hans hjerte, springer han op i

hende og fødes senere som et spillelevende barn, som får navnet A. Da

han vokser til, mangler han aldrig fangster, fordi han af gammel vane

følger sin lyst fra sine tidligere tilværelser til at være sammen med

de forskellige sæler.

Tolkning: I østgrønlandske og canadiske iglulik-varianter sker genfødslen altid

fra en åndehulssæl Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sjæl". Kombinationen af

fortællingen om insekterne (Se: Manden der blev gift med en ræv.) og

den om et menneskes ophold i forskellige dyr er ret hyppig og giver god mening: Dels

udvides disse dyrearters karaktertræk blot med insekternes, og dels er

helten en ungkarl (= en dårlig fanger), hvis dødlignende vintersøvn og

lyst til at identificere sig/være sammen med sælerne fortsætter i det

ny menneskeliv, hvor han derfor fanger godt. Den kildren, den nedlagte

sæl mærker i stedet for smerte, karakteriserer også de østgrønlandske

varianter, og er en fælleseskimoisk eufemisme. Den svarer til

forestillingerne om den lattervækkende indvoldsrøverske og, i

Avanersuaq / Thule, til dem om havkvindens far, der kildrer hendes gæst til

døde, hvis denne er en åndemaner med små evner (Holtved 1951: nr.9).

Var.: Aataaliannguaq, der også kombinerer "gift med en ræv" og Navagiaq el. sjælevandring; navnevandring.

Redaktør: Lynge, Kristoffer.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 100 - 113.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Beretningen om Aataarsuaqs mærkelige søn

Det fortælles at Aataarsuaq havde en stor brødreflok som fjender, og skønt han jagede dem efter bedste evne, magtede han ikke at komme dem på drabshold. Det fortælles videre at Aataarsuaq var eneste søn og at hans kone ikke kunne få børn. For nu bare at prøve begyndte Aataarsuaq at gå i seng med sin kone, og så var det som om hun begyndte at vente sig. Da han nu mærkede sig hendes tilstand, holdt han sig ikke længere tilbage fra hende. Hurtigt voksede hans kones mave, og da den med tiden blev meget stor, skulle hun føde. Da hun fødte, var det en stor prægtig dreng.

Faderen kunne dårligt vente, til fødselshjælpersken havde bundet navlestrengen, men så snart det var sket, tog han sin nyfødte søn, gik ud af huset og løb omgående ned til stranden, og han dyppede straks sin søn ned i en strandsø med hovedet først, indtil han knap kunne få luft. Han løb op med ham igen og nåede at komme ind i huset, mens han endnu trak vejret. Minsandten om ikke faderen gjorde sådan hver eneste dag. Når han vågnede om morgenen, tog han sin stakkels søn, der endnu sov, op fra hans leje og med ned på stranden. Altid dyppede han han med hovedet først ned i en strandsø. Lidt efter lidt kunne sønnen holde vejret under vandet, og da han begyndte at stolpre rundt, kunne han holde vejret under vandet lige så længe som en edderfugl. Nu blev faderen endnu ivrigere med at tage ham ned på stranden, straks han vågnede tidligt om morgenen. Efterhånden som han var blevet en lille purk, og faderen stak hans hoved ned under vandet i strandsøen, var det først efter lang tids venten og når der steg luftbobler op, at faderen gav ham mulighed for at ånde.

Da sønnen havde fået denne egenskab, var faderen engang på jagt og fangede en småspraglet sæl. Da han kom hjem sagde han til sin kone: "Du skal skære den sådan op, at du kun laver en åbning ved hjertet og krænger skindet af ligesom et skind, der skal bruges til fangstblære, og lade dets forluffer og bagluffer sidde på skindet." Hans kone skar sælen op, som hendes mand havde bedt hende gøre: hun lavede en åbning ved hjertet, krængede sælens krop ud af skindet, og da hun var færdig og gik ind, sagde hun til sin mand: " Nu er det klart og ligger derude." Manden lod skindet bringe ind og lod spækket grundigt skrabe af, og han udstoppede det gennem åbningen, så det struttede, og hængte så den udstoppede sæl op til tørring. Mens han ventede på at den tørrede, fortsatte han som han plejede med sin stakkels søn: så snart han stod op, gik han ned til stranden med han, og først efter at have ladet ham holde vejret længe under vandet, gik han tilbage til huset med ham.

En morgen da faderen vågnede så han, at skindet af den småspraglede sæl var blevet helt tørt, og så vækkede han sin stakkels søn som sædvanligt ret så brutalt: "Stå nu op, for du skal have din nye dragt på, lille du." Sønnen skyndte sig op, og da han var stået op greb han øjeblikkeligt fat i skindet af den småspraglede sæl. Da han gik ud med skindet på, gik han på den måde, at han satte sine fodspor ved siden af hinanden, og med sin far efter sig. Da han kom ud, gik han med det samme ned mod stranden. Da sønnen gik hurtigere og hurtigere ned mod stranden, kiggede faderen ind imellem hen på ham undervejs til sin kajak. Så plumpede sønnen i vandet. Faderen skyndte sig at bære sin kajak ned og satte sig i den. Så roede han hen til det sted, hvor sønnen var plumpet i vandet og kiggede derned. Men da han endnu ikke havde set sin søn, selv om han gennemsøgte havbunden, blev han til sidst ængstelig. Han angrede dybt og tænkte: "Hvor var det dog rigtig dumt af mig, at jeg lod ham gå i vandet, for nu er jeg skyld i min kære søns død. Han var helt opslugt af sine selvbebrejdelser, da han pluselig hørte et kalderåb og kiggede udefter, hvor han så, at sønnen langt derude havde stukket hovedet op af vandet. Så snart han fik øje på ham, vendte han kajakken og roede hen mod ham af alle kræfter. Sønnen så bare på ham uden tilsyneladende at tænke på at dykke. Da faderen efterhånden syntes det var synd for sønnnen, gjorde han sin blærepil, som han altid havde foran på kajakken, klar til kast, og sønnen blev ved med at kigge på ham. Og så netop som faderen gjorde en bevægelse for at kaste blærepilen efter ham, nåede han kun lige at høre sønnen bruge lufferne til at dykke med, og faderen ramte kun det sted, hvor sønnen havde været. Faderen tog sin blærepil op og fulgte uden den store lyst forsøgsvis sønnens kurs udefter. Han fulgte ruten længe, men stoppede til sidst op nu og da, og da sønnen havde været nede alt for længe, blev han til sidst urolig for ham. Så standsede han helt og gav sig i stedet til bare at spejde, men da han pludselig hørte hans kalderåb, kiggede han rundt og så, at han var dukket op langt, langt derude og bare lå og så på ham, og da han nu igen igen fik øje på ham, roede han hen mod ham af alle kræfter. Da han kom nærmere, ville han først kaste sin blærepil efter ham, men tænkte så: Jeg kan da prøve at komme helt hen til ham. Lige før han nåede ham bremsede han kajakken med åren og lagde hånden på sin søns hoved og sagde: "Lille du, det var dog utroligt så længe du kan blive under vandet, hvor er du dygtig til at blive under længe, svøm nu indefter, så hurtigt du kan, så følger jeg efter." Da faderen sagde det, hørte man kun et skvulp, da sønnen smuttede ned. Hans far vendte kajakken, satte af sted indefter af alle kræfter og holdt farten det bedste han kunne. Mens han stadig syntes, der var langt til land, hørte han sønnens kalderåb, og da han kiggede efter så han, at han var dukket op lige ved strandkanten. Så meget var han kommet forud. Da sønnen var så dygtig til at holde sig under vandet, overvejede faderen nu at bruge ham mod sine fjender.

Næste dag da Aataarsuaq var på fangst, fik han øje på de mellemste af den store brødreflok, der også var på fangst, og Aataarsuaq havde solen på sin rigtige side. Inden hans fjende opdagede ham, gemte han sig i solens genskin på vandet og begyndte at jage ham mod sin skyggeside. Umiddelbart før han fik sin fjende på så nært hold, at han kunne harpunere ham, brød denne ud fra solens genskin og begyndte at ro væk i stor fart. Aataarsuaq fulgte efter, og da de længe havde roet kraftigt til, stoppede den anden så småt op, og Aataarsuaq vendte nu forenden af sin kajak hen imod ham og opdagede, at han selv havde mistet fordelen ved solens genskin på havet, og at hans fjende nu vendte sin kajak imod ham. Aataarsuaq prøvede at flygte, men hans fjende halede hurtigt ind på ham bagfra, og Aataarsuaq blev dræbt. Da den mellemste af brødrene kom hjem fortalte han, at Aataarsuaq havde jagtet ham, mens han gemte sig i solens genskin på vandet, men at han selv havde dræbt ham, da han uforvarende var kommet ud af dette genskin, og at han nu ville opsøge hans familie og dræbe dem.

Det fortælles at Aataarsuaq havde en slægtning blandt brødreflokkens bopladsfæller, og da slægtningen hørte om deres planer, lod han som om, han intet havde hørt. Nu ventede han bare på at hans bopladsfæller skulle gå til ro for natten. Først da de allesammen var faldet i søvn, tog han over til sine slægtninge for at røbe sine bopladsfællers planer, og da han kom ind i deres hus sagde han: "Den mellemste af brødreflokken har i dag dræbt jeres eneste voksne mand i huset, og de har planer om at komme i morgen og udrydde jer allesammen." De blev naturligvis helt ulykkelige.

Næste morgen begyndte de at spejde ud af vinduet med jævne mellemrum. Da det blev op ad dagen, og da sønnens mor på et tidspunkt kiggede ud af vinduet, så hun, at kajakker var ved at runde næsset, og det var sandelig mange kajakker. Moderen trak sig tilbage til briksen og vækkede sin søn og sagde: "Din stakkel, hvordan kan du sove. En hel masse kajakmænd har rundet næsset for at udrydde os allesammen." Hendes kære søn rejste sig helt oplivet over ende, og da han var stået op, begyndte han at rode med skindet af den småspraglede sæl. Da han havde taget det på, bad han ivrigt sin mor om at skynde sig med at sy åbningen til. Da hun var færdig med det, skyndte han sig ud og så, at kajakmændene nu ikke var ret langt borte, og der var sandelig mange. Netop som han stillede sig op på taget af husgangen, var der én, der sagde: "Dér kommer han ud, fræk og frejdig, som om han ikke om lidt skulle have våben strittende ud over det hele." Aataarsuaq's søn lod som han ikke hørte det og begyndte at gå ned mod stranden for at tage imod kajakmændene. Da han begav sig ned hørte man igen et råb: "Han deroppe er jo kun et lille sølle barn, se, nu går han ned for at tage imod os, som om han om lidt ikke vil være spækket med fangstvåben; lad os se hvem der først får ram på ham og sårer ham." Og så begyndte de at ro om kap hen mod ham, og ingen af dem ville være den sidste. Derinde på land blev han, der gik dem i møde, mere og mere ivrig. Da de første kajakker var meget nær ved land, nåede han stranden og forsvandt ned i vandet. Alle kajakmændene satte nu farten yderligere op, mens de sagde: "Hvor mærkeligt! Han faldt i vandet!" Da de kom til stedet spejdede de ned i vandet mens de kommenterede: "Det var lige her, han faldt i, han må være dernede, søg nu efter ham." Da de allesammen gav sig til at lede, gemte Aataarsuaq's mærkelige søn sig langt inde i tangskoven. Han tog dem nu nøjere i øjesyn med kun det ene øje fri af tangen, og han så, at to af dem var meget dårligt udstyrede, at den ene var så skeløjet, at han kun kiggede på sin næserod, mens den andens øjne var så urolige, at de ligefrem blinkede som stjerner. Disse to havde overhovedet ingen fangstredskaber og kun en kølle fastklemt under tværremmene på kajakken, og de var begge helt opslugt af at kigge ned. Til sidst kunne han ikke nøjes med at kigge på dem, men fulgte så den skeløjede under kølen og dukkede op ved forenden på hans kajak, hvor han så, at han var helt væk i at stirre ned, mens øjnene skelede alt det, de kunne, og han ikke kunne sige andet end: "Det var dog mærkeligt, hvor bliver han af, man kan ellers tydeligt se hele bunden." Mens han sagde det, så han ham foran sig ud af øjenkrogen. Han greb sin store kølle, mens han råbte: "Hér er han jo!" Og da Aataarsuaq's søn forsvandt ned i vandet, var han lige ved at ramme ham i hovedet med køllen. Så skældte han ud på sig selv: "Jeg idiot, midt mens jeg er opslugt af at stirre ned, opdager jeg, at han længe har kigget på mig fra forenden af min kajak, og så når jeg ikke at ramme ham med køllen." Og nu havde han ikke øje for andet end forenden af sin kajak. Aataarsuaq's søn nåede rundt nedenom hans kajak, dukkede op ved dens lændestøtte og så, at den skeløjede kun havde øje for sin kajaks forende, hvor han var klar til at slå til.

Alle kajakmændene stimlede sammen ved den skeløjede, både forfra og bagfra, klar til at kaste harpunerne med kun dette ene for øje. Den skeløjede gav sig igen til at skælde ud på sig selv: "Nu ter han sig nok helt uventet, fordi vi alle er parat." Nu havde den skeløjede øjnene overalt og holdt sig parat til at slå enten forover eller bagover. Til at begynde med holdt Aataarsuaq's mærkelige søn bare øje med dem nedefra, men så svømmede han længere ud, dukkede op langt ude og så, hvor mange kajakmænd der holdt sig parat med løftede harpuner. Da han derudefra kaldte på dem, lød det: "Ih du forbarmende, dér er han jo, helt derude!" De kastede bare deres fangstredskaber fra sig og roede så om kap hen imod ham, og ingen af dem ønskede at være den sidste. De hurtigste kajakker nærmede sig. Han så bare på dem mens han ind imellem rejste sig lidt højere op af vandet. Én af kajakmændene havde nu sin blærepil klar til kast, men han blev bare ved med at kigge på dem. Og netop som manden gjorde en lille bevægelse for at kaste, lød der bare et lille svup! Han var allerede nået dybt ned, da mandens blærepil ramte det sted, hvor han lige havde været.

Nu begyndte Aataarsuaq's søn at lade dem forfølge sig udefter. Mens de søgte at følge hans rute under vandet, opdagede de hele tiden, at han var langt foran dem. De mange kajakmænd sagde uafbrudt: "Han opfører sig nu helt uventet, man skulle tro han fik åndenød, men han lader os forfølge sig i den forkerte retning." Nogle af dem trøstede de andre: "Vi kan ikke undgå at fange ham. Når først han får åndenød, skal han nok blive mere nærgående." Til sidst kom de langt ud på havet.

Da de var nået langt ud på havet, så de et isfjeld med glat overflade. Aataarsuaq's søn fortsatte stadig med at dykke og svømme og svømmede hen mod isfjeldet. Da de nærmede sig, forblev Aataarsuaq's søn længe neddykket. Næste gang de fik øje på ham, var han dukket op lige ved siden af isfjeldet. Mens de så til, begyndte han at klatre op på det. Så roede de om kap derhenad: "Se, nu hvor han har fået åndenød, prøver han at redde sig op på isfjeldet; nu kan vi ikke undgå at fange ham!"

Da Aataarsuaq's søn var klatret op på isfjeldet kunne man kun lige ane ham. Og da kajakmændene nåede det, omringede de det og føjede deres kajakker sammen med årerne stukket under hinandens tværremme, så han ikke havde noget vand at falde ned i. De lavede trin på isfjeldets side, og sikken masse mænd der nu klatrede op efter hinanden! Det fortælles, at det til alt held for Aataarsuaq's søn lykkedes ham at finde en løs klump is ovenpå isfjeldet, og den skubbede han hen til kanten, så den var lige til at skubbe ned. Først da issen på den første dukkede op over isfjeldets øverste kant, lod han klumpen falde. Og så begyndte alle de mange mænd at trimle ned langs isfjeldet, så isen bare skurrede. Da det skete, sagde de: "Hvis vi bliver sådan ved, bliver vi udryddet. Lad os flygte allesammen." Og med et rædselsråb tog de alle flugten og roede lynhurtigt væk, mens de nu og da kiggede sig tilbage. Først da de var kommet et godt stykke væk, lod Aataarsuaq's søn sig falde ned langs isfjeldets væg. Man kunne nu høre de mange mænd råbe: "Se nu, han har allerede ladet sig falde ned, og nu kan han ikke undgå at indhente os." Så kunne man kun høre vandets plasken fra pagajerne, da de satte farten yderligere op for at komme væk, og hvem skulle nu være forrest? Aataarsuaq's søn tænkte først på at begynde med de mærmeste, men ombestemte sig: "Det ser ud til, at de forreste så inderligt ønsker at redde sig." Han passerede de nærmeste, der var sakket agterud, en for en, selv om de så gerne ville nå op til de forreste. Og da han nåede frem til dem, tog han pagajen fra den forreste, så kajakken vendte bunden i vejret, og da begyndte dem bagved at skodde og flygte alt det, de kunne i alle retninger. Nu sagde de allesammen: "Sådan vil han gøre ved os allesammen, vi bliver udryddede." Og de roede endnu stærkere. Så begyndte Aataarsuaq's søn for alvor at rive deres årer fra dem og var snart i fuld gang med at udrydde de mange kajakmænd.

De to af kajakmændene, der kun havde en kølle som redskab på deres kajakker, den skeløjede og ham med de evindeligt flakkende øjne, fór endnu mere forvirrede rundt efterhånden som der blev færre og færre af deres mange kajakfæller. Hvor skulle de nu flygte hen? Når de fulgte efter deres kajakfæller, og de forreste blev frataget deres årer, skyndte de sig i en anden retning med ordene: "Vi fjolser ville selvfølgelig også være med, og det er da helt sikkert, at han også får fat på os. Hvor flovt at vi tog med, når vi kun har en kølle som våben, og så viser det sig tilmed at Aataarsuaq's søn ikke er til at hamle op med. Vi kunne have fortsat vores gode liv, men nu har vi forspildt det." " Ro nu ikke for langt væk, kom tættere herhen," sagde den skeløjede gang på gang til sin fælle. Til slut var de de eneste tilbage: "Vi har kun at beklage vores endeligt!" De lå nu tæt sammen, og når de vendte sig mod hinanden udbrød de: "Hvor er det dog skrækkeligt!" Da de to nu snakkede mere end godt var, og netop som den ene ville tage et åretag, havde Aataarsuaq's søn knap nok taget fat om spidsen af hans åre og holdt den mellem sin tommel- og pegefinger, før manden råbte: "Så, nu sker det, nu trækker han mig ned, kom skynd dig at støtte mig med åren, skynd dig!" Da den anden ville til at klemme sin åre fast under tværremmene på hans kajak, slap Aataarsuaq's søn sit tag, og det var med nød og næppe, han kunne rette sin kajak op, og med et gevaldigt suk sagde han: "Lad os nu bare holde sammen og sætte vores årer fast under hinandens tværremme." Og det gjorde de så med en sådan iver, at det rungede i kajakkerne. "Jeg tager ikke et åretag mere", sagde den ene til den anden, "og selv om vi driver ud på det åbne hav, hvis vi ikke ror, så skidt med det, for hvis pålandsvinden sætter ind, driver vi i land. Men hvornår kommer der en brise mod land? Den kan vi komme til at vente længe på. Du skeløjede, prøv om du kan padle med albuen, inden vi kommer alt for langt ud, jeg skal nok holde mig parat til at holde fast ved din kajakring." Netop som den skeløjede dyppede sin albue i vandet, tog Aataarsuaq's søn ham let om den, og den skeløjede skreg: "Du godeste, nu igen! Nu kan han ikke undgå at tippe mig rundt, træk i mig alt det du kan." Da den anden begyndte at hale i den skeløjede, slap Aataarsuaq's søn ham, og manden rettede sig op: "Åh, det var dog forfærdeligt, han var lige ved at rive armen af mig. Du har ikke prøvet noget endnu, prøv om du ikke kan padle med dit lange hår, jeg skal nok være parat til at hale i dig." Så fór det ud af ham med de evigt flakkende øjne: "Han vil da helt sikkert trække mig ned ved håret, for det er jo nemt at holde fat i." Den skeløjede sagde så: "Prøv nu bare, jeg skal nok være klar til at hale i dig, prøv nu." Da ham med de urolige øjne dyppede håret ned i vandet tog Aataarsuaq's søn fat om hårspidserne og holdt fast med sin tommel- og pegefinger. Manden skreg i vilden sky: "Så, nu er det altså alvor, nu trækker han mig ned!" Aataarsuaq's søn morede sig så kosteligt over dem, at han blev helt kraftesløs. Han slap taget i manden med de flakkende øjne, og da denne havde fået balancen igen, sukkede han dybt og udbrød: "Det nytter ikke at padle mere, jeg gør det ikke mere! Lad bare strømmen tage os med ud." Dér sad de så med hovederne højt løftede og armene over kors, og da de gav sig til at plapre i munden på hinanden, dukkede Aataarsuaq's søn op ved kajakkens forende ud for kastetræet, og bedst som de plaprede løs, råbte de begge to: "Jamen, dér er han jo, lige ved siden af!" De havde fået nok og nægtede pure at se på ham, og de løftede hovederne så højt og lænede sig så meget tilbage, at nakken lagde sig på dækket bag kajakringen.

Så var det Aataarsuaq's søn sagde: "Jeg vil ikke gøre jer noget. I kan løsne kajakkerne fra hinanden og ro hjem og fortælle jeres bopladsfæller, at ingen herefter skal komme herhen; for jeg er ikke bange for dem; og fortæl dem, at jeg hver gang vil udrydde dem, der kommer. Frigør I bare kajakkerne og ro hjem." Den vindøjede skelede først hen til ham og udbrød: "Vi risikerer jo bare, at du tager vores årer, så snart vi begynder at ro." Nu opfordrede de så på skift hinanden til at være den første til at ro. Det endte med, at det blev den skeløjede, der skulle tage det første åretag, og han sagde gang på gang til sin sidemand: "Hold dig parat til at sætte din åre fast under mine tværremme. Nå, lad os nu bare prøve." Og så strejfede han bare vandet med sin åre. Han vendte sig mod den anden med et slags smil og sagde så: "Det gik fint for mig. Prøv de nu med et åretag." Ham med de evigt flakkende øjne tog til genmæle: "Han har ladet dig være bare for at kunne lege med stakkels mig, hold dig nu parat til at fastgøre dig til mig, så vil jeg forsøge." Han tog et åretag, og det gik også fint. Efterhånden som de kom væk fra Aataarsuaq's søn roede de hurtigere og hurtigere, mens han råbte: "Fortæl dem at de aldrig mere skal gøre noget forsøg på at komme her for at udrydde os allesammen; jeg er ikke bange for dem og jeg skal dræbe hver og én."

Det fortælles at Aataarsuaq's søn kun lod de to med køllerne leve, og det fortælles også at Aataarsuaq's søn levede lige til sin naturlige død uden at være blevet såret af noget våben.

Her ender beretningen.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Tolkning vedr. indledningen: Den traditionelle overbevisning, at fosteret kun vokser hvis det får næring fra faderens sæd, er åbenbart levende endnu på fortælletidspunktet.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 3, ss. 6 - 7: Inigiapîlersípungôq âtaitsiartaqardlitik.

Resumé:

Aataatsiaq fanger aldrig noget. Hans sønner holder hver dag udkig efter ham,

og en dag råber en hjemkommen fanger, at A. derude faktisk har fanget

en sæl. Sønnerne skændes om hvem, der skal have overarmsstykket. Men

faderen kommer igen tomhændet hjem og beslutter at hævne sig på sine

fæller, fordi de har narret sønnerne. Tidligt næste morgen ror han ud

før alle andre. Kommer snart tilbage med en advarsel om fjender, der

nærmer sig, hvorefter alle i hast flygter i konebådene. De afviser A.s

sønner, der vil med, og A.s familie lever højt på det, de andre har

efterladt.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen fra håndskriftet:

De blev igen mange mennesker (på bopladsen), og Aataatsiaq boede også dér.

Mens fangerne på stedet fangede mange sæler kom Aataatsiaq altid hjem uden at have fanget noget. Når kajakmændene var

på vej hjem og kunne se bopladsen, stod Aataatsiaqs søn altid på en

høj, der lå lidt syd for bopladsen. Den ældste søn stod nemlig altid

på den lille høj, mens den yngste stod ved husgangen. En gang da

fangerne var på vej ind, så de, at den ældste som sædvanlig stod på

den lille høj. De sagde: "Lad os narre ham." Så råbte de: "Endelig har

din far fanget en sæl!" Sønnen vendte sig udefter og råbte: "De siger,

at Aataatsiaq har en underarmsben med til mig." Den yngste råbte: "det

er mig, der skal have underarmsbenet!" Men Aataasiaq kom hjem uden

fangst.

Da han kom hjem, fortalte hans sønner ham, at de  var blevet narret.

Aataatsiaq sagde: "I morgen vil jeg narre dem." Da fangerne vågnede

næste morgen, var faderen allerede taget afsted. Mens sønnerne var ude

at trække frisk luft, dukkede Aataatsiaq op vest for bopladsen, og han

råbte: "En masse mennesker er på vej til bopladsen for at dræbe os-

("kilersiartortorpassuinngooq"= giver ham et snitsår) fra nord, fra

vest, fra syd og fra øst," og han råbte "uaa" til sidst.

Der blev røre blandt bopladsfællerne. De skar de remme konebåden var

surret fast med over (pga. deres hastværk med at flygte, BS).

Da de skulle afsted ville Aataatsiaqs sønner

også gerne med. Men de sagde til dem: "I skal ikke med". Faderen sagde

bare til dem: "I skal ikke med!" Så tog de afsted uden Aataatsiaq og

hans børn. En masse mennesker forlod bygden. Aataatsiaq og hans sønner

tog alle deres ting.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 64 - 65.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Straffen for ikke at overholde taburegler.

Månemanden (qaamatip inua).

Denne "under-overskrift" er taget fra fortællingen på s.94 og placeret her, da de to fortællinger med meget små undtagelser er identiske, uden at det giver nogen som helst betydningsmæssig forskel. Derfor oversætter jeg ikke fortællingen "Månemanden" (Qaamatip inua) på s.94-95., for det siger sig selv, at den allerede oversættes her (Signe Åsblom).

 En åndemaner ledte efter sin forsvundne lillesøster, og en dag tog han også til månen på besøg i den anledning. Uden at han havde nævnt sin lillesøster, tog månemanden noget fra siderummet i sit hus og spurgte: Hvis er det? og viste det frem. Han genkendte det som sin søsters kvindeanorak, der var syet af spraglet sælskind. Og selv om han ikke kunne se sin lillesøster, forstod han, at månemanden havde taget hende. Månemanden havde været på hundeslæde og havde truffet hende undervejs, og så havde han skovlet hende op med sin øse.

   Hvis man mødte månemanden, når han kom kørende på sin hundeslæde, var han let at kende, fordi der var hår på hundenes skagler.

   Efter at have vist ham hans lillesøsters kvindeanorak af skind, viste han ham også, hvordan folk nede på jorden sov inde i huset. En af de sovende var en kvinde, der lå på ryggen og sov med spredte ben. Så sagde månemanden til ham: Du kan se, at denne kvinde ligger og sover med spredte ben. Det er fordi hun endnu ikke bløder. Nu skal du se mig få hende til at menstruere.

   Og efter at have dyppet sin pegefinger i blod, dryppede han ovenfra en enkelt dråbe blod ned i skridtet på hende. Og i søvne krummede hun sig sammen, fordi hun fik muskelsammentrækninger. Og da hun følte efter på sig selv, opdagede hun, at hendes hænder var helt blodige.

Og månemanden sagde: Det er sådan man får dem til at menstruere.

Efter at have vist ham dette, lod han ham også se ned på dem, der spillede bold. Og han kiggede på boldspillet. En af de stakkels spillere faldt hele tiden, lige inden han nåede hen til sine med-spillere. Og hver gang han faldt, forlod de andre ham. Månemanden spurgte ham: Hvad tror du, der sker med ham?

   Da åndemaneren sagde, at han ikke vidste det, sagde månemanden: Mens han levede på jorden, begyndte han at spille gribespil, mens han stadig skulle have overholdt tabureglerne, og derfor er han blevet sådan.

   Han så også en anden stakkels mand, der, hver gang han var ved at nå hen til sine medspillere i boldspillet, tog et skridt for at bringe orden i udførelsen af sine taburegler. Og hans medspillere blev ved med at løbe væk fra ham. Månemanden sagde: Mens han levede på jorden og skulle have overholdt tabureglerne, forbrød han sig mod dem (han spiste for tidligt af de tabuerede stykker sælkød), og derfor er han blevet sådan.  

(Her slutter også fortællingen om Månemanden på s.94-95).

-  -  -  -  -  

M. Uusaqqaq (som vi så godt kender gennem Knud Rasmussen) har jeg set nogle gange. Hans væsen var ikke, som det skulle være, og han var skeløjet, og hans underkrop var misdannet. Det fortælles, at det skyldes, at hans mor havde danset rundt, mens hun var gravid!

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Kommentar: De boldspillende mennesker befinder sig ikke på jorden, men i himmelrummet under månen. De kan kun være afdøde mennesker, der er kommet til dødsriget i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium - og dermed frembringer nordlys. At overtrådte tabuer giver "livsvarige" gener, især kropslige, i dødsrigerne, forkommer hyppigt i fortællinger om åndemaneres besøg dersteds og er muligvis en traditionel forklaring på de lidelser de kristne må udstå i det hinsidige for deres synder på jorden. Med deres særlige ekspertise i helbredelse kan dog visse angakkut, angakokker, åndemanere helbrede også de døde: se: Maratsi besøger de døde i underverdenen

Interlineær dansk oversættelse.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

En dreng der ikke kan vokse og hans søster bor hos søsterens mand, en stor stærk fanger, der hver morgen, når han lader sig skubbe ud i sin kajak af dværge-svogeren, truer ham for sjov med sin lanse. Dværgen bliver til sidst så gal at han vil dræbe svogeren, siger han til sin søster, der spørger, hvordan han dog vil bære sig ad med det. Men det lykkes ham ved at bede svogeren vende kajakken modsat, gribe hans lanse og dræbe ham med den i skubbet.

      Overfor bor tre mænd, den dræbtes slægtninge. De vil hævne sig, erklærer søsteren. Men dværgen får også udryddet dem ved at låne sin søsters gamle amaat-pels / kvindepels og hendes gamle ulu, omskabe sig til en hvalros, lokke dem ud i kajakker, lade sig harpunere, skære harpunremmene over, dvs. fraskære fangstblærerne med uluen / kvindekniven og derefter tilkalde sin hjælpeånd, østenstormen, der får mændene til at vende om. Med uluen skærer han huller i deres kajakkeer. De drunker. Hjemme igen pakker han to harpunspidser ud af den gamle kvindepels, og han selv, forklares det, kan ikke vokse pga. af sin store angakkoq / åndemaner-kraft (angakkuneq).

Var.: Den vidt udbredte fortælling om mand eller drenge, der lærer at svømme under vandet og forvandle sig til hævnende sødyr er rygraden i denne version. Søg på: Svømme under vandet som en sæl.

Kommentar: Moralen er den, at de små bør man behandle ordentligt. De kan vise sig at have eller skaffe sig skjulte kræfter. I dette tilfælde hæmmer de ovenikøbet væksten.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Agdlúnguaq". Sidste del af fortællingen er nedskrevet af en ukendt person længere fremme i notesbogen.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 47 -

50: "Agdlúnguaq" / Allunnguaq.

Resumé:

Allunnguaq (det lille åndehul) er en elendig kajakfanger, der hånes af

sine fæller, men han er en god åndehulsfanger. En sommer får han

pludselig et så stort held med sin kajakfangst, at fællerne

misundeligt spår hans snarlige død. Han må snart have opbrugt sin

livskvote af sæler. Om efteråret blir der hungersnød. Kun A. har kræfter til at

fange. Han kommer nu og da hjem med en rype, som hans mor flænser og

deler ud til alle, som var det en sæl. Sneen falder tykt og A. må

længe holde sig inden døre. Så snart snevejret er stilnet af, går han

på fangst ved et åndehul, som han har mærket af med urin. I fem dage

får han i alt fem sæler ved hullet. Hans mor deler dem ud til alle.

A. forsøger sig igen, men uden held med rypejagten. Han ser dog

frostrøg langt ude på isen. Tidligt næste morgen går han derud efter

edderfugle, men han kommer hjem med en narhval. Bopladsens leder

Qilaasuaq tror ikke, at A. kan have dræbt en narhval, men æder straks

hele det stykke mattak, som drengen, der inviterer til fællesspisning,

har med til hans husstand. Alle kommer til kræfter og kan hjælpe A.

med fangsten. Således reddede den forhånede A. alle sine

bopladsfæller.

Var.: Den forældre- eller faderløse dreng, der initiativrigt redder alle fæller fra sultedøden er et almindeligt tema. Søg fx på: Iteqitilik; forældreløs ryper;

Ed. by H. Ostermann.

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne.

Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer.

Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.

Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 118.

Resumé: To mænd har byttet koner. Kun den yngre mand får børn, mange børn, med sin tilbyttede kone. Da den ældste mand med kone sner inde og dør af sult, holder den anden op med at bruge tromme, og hans kone flænser en sæl, mens hun lader sin mand holde et af deres børn, fordi hun aldrig vendte tilbage til den mand hun engang havde været gift med, og som nu var død.

Kommentar: De har muligvis været sangfæller også. Meningen med konens minderitual (?) over sin tidligere mand er ikke umiddelbart gennemskueligt.

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles, at skikkene i Appamiut er således:

Når de forventede, at Strandens Ånd (Unneraarsuk) kom for at drikke vand, fyldte de to store vandpøser helt op med vand. Når Unneraarsuk så kom, drak den længe, og når den var færdig med at drikke, nikkede den flere gange og gik så ud igen, og det siges, at det var den måde, den takkede for vandet på. Det fortælles også, at Unnertaarsuk takkede ved at give mange mange sæler. De lod den komme for at drikke vand meget ofte. Desuden fik de én, der var glad for at tygge og sutte fedtet af fugleskind, for at affedte og blødgøre dem, til at komme og gøre dette med edderfugle- og andre fugleskind. Alle de mange skind blev bredt ud, og når de var blevet tørre, foretog deres åndmaner en rejse gennem luften ved åndemaning, og når han var færdig, sagde han: Tænd lys for den, og efter en lille stund lød der et bump, og ind kom væsenet, og dens ben lignede ladestokke, så sorte som de var. Når den kom ind, gjorde den tegn med armene, og folk begyndte at give den gaver. Når væsenet var gået ud igen med sin overflod af gaver, gik folk ud efter den: Når den gik op ad fjeldet og kom til en lille fjeldvæg, åbnede den fjeldet og smækkede så åbningen hårdt til efter at være gået ind, og væsnet viste sig ikke mere. Det fortælles også, at de lod væsenet gøre dette ret ofte. Og da Kavlunaitsâk (qallunaatsaaq) ville komme og dræbe så mange som muligt af befolkningen, og de alle flygtede til de andre bopladset længere ude i fjorden, kom de omtalte væsener ikke mere. Efter at de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, blev der engang fundet en stor død hval. Da de gjorde sig klar til at tage af sted for at flænse den store døde hval, var der én af kvinderne i Quiagi (stednavn), der, efter at have taget sin amaat (bærepels til barn) på, stod og manglede noget at slukke lampen med, og så skar hun et stykke af sin mands fangeline og brugte den til at slukke lampen med. Det fortælles, at hun havde navnet efter dette: "Quijagi (morsom).

Her ender fortællingen

Skrevet af Salomon Bech, en af fangerne i Timerliit.

Kommentar: Kavlunaitsât er omtalt i den næste fortælling i det grønlandske håndskrift. Den er dog ikke sendt til oversættelse, fordi den kun består i en halv sides uafsluttet fortælling. På denne halve side kan man dog ikke nå at opfatte, hvad begrebet står for. Søg iøvrigt på qallunaatisaq / qallunaatsiat, som nedskriveren muligvis her har ment.

Den grønlandske fortællemåde "det fortælles at" kan ofte udelades i dansk oversættelse, fordi den på dansk bliver enerverende og alt for gentagende. På grønlandsk er den naturligt led i fortælleformen.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Apardluk".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 181 - 183: "Agpaardluk" / Apparluk.

Resumé: En sydlænding rejser nordpå for at få bekræftet et rygte om en alk

deroppe, som kan tale. En af de lokale fører ham hen til fuglefjeldet,

hvor alken siger: "Mon det skulle være en sydlænding, som kommer langt

søndenfra for at høre mig tale?" Han falder næsegrus forover og

udånder. Hans husstand af lutter kvinder må overvintre på stedet. Om

foråret får de en ungkarl med, og da han ernærer dem ved sit

ulkepilkeri under hele hjemrejsen, vil de ikke lade ham rejse tilbage.

Han blir gift med en af kvinderne.

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk;

Kommentar: Ifølge håndskriftet skulle fortælleren være en Johanne, el. Johannes.

Tolkning: Slutningen, der er speciel for denne variant, understreger

hvor nyttig selv en ulkepilker alias en ungkarl kan blive. Følgelig

blir han gift.

Dette afsnit er ikke med i den danske udgave: Min eskimoiske fortid 1982.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Ajagarneq.  At spille gribespil.

Fra vores barndom til vores ungdom har vi gerne noget at lege med, noget der skal være sjovt, og som har til formål at adsprede os. Det er det samme vi gør helt frem til vores alderdom; som tiden går ændrer vi bare på legetøjet. Og efterhånden som vi bliver ældre, vender vi os mere og mere til sangen og forskellige varianter af denne. Vi er ængstelige og frygter det, der kan ske vores medmennesker og i forbindelse med det sted, hvor vi er født. Og sørgede vi ikke for at komme ud og finde nogle at være sammen med, ville vi føle det hele meget tungere. Derfor sætter vi stor pris på at have selskab, og vi har jo da også stor glæde og lettelse af at få os et godt grin. Af alle typer spil og legetøj er jeg gladest for gribespillet, for det meste bare som et legetøj og et spil men også som noget at tjene penge på.

   Til gribespillet brugte vi mest den korte underarmsknogle af en grønlandssæl, og naturligvis også mange andre slags knogler. Vi borede hul i hele knoglen, fra den ene ende til den anden, og så kaldte vi de to huller, det vil sige rørets ender, for: Den smalle endes hul "ersiva", og den brede endes hul "paaja".

   Udover disse to huller (ersiva og paaja) var der 12 andre huller, der var boret langs knoglen, fire rækker med tre huller i hver række. Nogle nøjedes med at bore 9 huller eller endnu færre, og disse huller kaldtes:

På den buede overdel af knoglen, nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed det første hul: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul: "den midterste" ("qeqqarleq"), og så det hul, der er nærmest "paaja" (den knoglebrede endes hul), der kaldtes: "dens smalle" ("ippikitsuaq").

Og på knoglens modsatte konkave underside: Hullet nærmest "ersiva" (den smalle knogleendes hul) hed: "rygfinnen" ("sulussugutaa"); det næste hul hed "dens krumning" ("peqingasuutaa"); og hullet nærmest "paaja" (den brede knogleendes hul) hed: "dens hage" ("tallua").

Og på knoglens sider var der huller overfor hinanden, der havde ens navne for hver to:

Nærmest "ersiva" hed hullerne: "hans knogler" ("saarniligaa"); og de næste hed: "den midterste" ("qeqqarleq"); og de sidste to huller nærmest "paaja" hed: "øret" ("siut").

   Når vi spillede gribespil, var det sjoveste spil det, som vi kaldte "at tage nordpå" ("avunnaaneq")*, det vil sige i konebåd. Der spillede vi sammen i hold. Var vi for eksempel fem personer, kunne der være tre på det ene hold og to på det andet, og det dårligste hold havde flest medlemmer.

   Vi begyndte altid ved "paaja" (den brede knogleendes hul). Og så begyndte vi at spille ved først at ramme hullerne et efter et på den buede overdel af knoglen: Når man ramte rigtigt første gang: bar man sit telt ned; når man ramte rigtigt anden gang: satte man sin konebåd i vandet. Og sådan fortsatte vi med: at lægge teltet i konebåden, at gå ombord i konebåden. Og man spillede også om, hvor mange besætningsmedlemmer konebåden skulle have.

   Og når én syntes, at han havde tilstrækkeligt mange besætningsmedlemmer, besluttede han sig for at rejse og sagde: Fra den første (det var det femte hul man ramte), og det betød: den første dag på rejsen. Og for det meste regnede man med at skulle bruge antallet af alle fingrene på begge hænder og alle tæerne på begge fødder som rejsedage, og dertil kom så dage, som skulle lægges til på grund af det, der måtte indtræffe undervejs på rejsen.

   Og blev man ved med at ramme rigtigt, talte man sådan: Den første, anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Når man havde talt alle fingrene på hænderne, gik man ned til fødderne: Den første nedenunder, den anden, tredje, fjerde, femte, første på den anden, anden, tredje, fjerde, femte. Havde man gennemført alle disse dage (ved uafbrudt at ramme rigtigt), nåede man frem til et stykke hav med stærk strøm, og på grund af den stærke strøm, kunne det være et tidkrævende arbejde at ro der, og derfor tog den del af rejsen flere dage, det vil sige antallet af alle fingrene på hænderne. Derfor startede man forfra med at tælle, når man nåede dertil: Den første osv., og talte alle fingrene på hænderne; men under denne del af spillet skulle man spille med venstre hånd, mens man havde spillet med højre hånd på vej til det strømfyldte sted. Og når man havde kæmpet mod dette strømfyldte sted i disse antal dage (det vil sige, at man havde ramt rigtigt de antal gange), nåede man endelig frem til det landområde, som man var på vej hen til.

   Efter at have spillet med venstre hånd, måtte man nu igen spille med højre hånd: Han bærer sit telt op, han slår teltet op, han tager ud at ro i kajak, han fanger en sæl, han ror ind til land med den, hans kone parterer byttet, hun skraber skindet (og her lagdes kaste- eller skubbepinden ned mellem fingrene), han skærer skindet op i lange baner til remme, han tørrer dem, han skærer dem op i længder, han søger efter nogen at bo hos, han går op på udkigspunktet, han tager en sten.

   Når han søger et sted at flytte ind, har det en bestemt funktion. Lad os sige: Når man spiller og ikke rammer rigtigt, før man er nået hen til sit mål, skal man give kastepinden til holdmedspilleren, og så skal medspilleren begynde at spille på nøjagtig samme måde for at nå det samme mål. Men da nogen altid vil være bagefter, vil den første, der ankommer til stedet, indlogere den sidst ankommende, når han rammer det hul, som den anden nåede hen til, fordi han ikke kunne ramme. Når han altså er nået til det hul, som den anden stoppede ved: Han indlogerer konebådsbesætningen, og ved at gøre det, får han spillet til at dreje om sin egen akse, fordi han indlogerer nogen. Dette sker ikke særlig ofte, og derfor er de indlogerede ude af spillet, fordi de ikke når hen til deres mål og desuden kommer bagud, og de har altså tabt.

Der kan dog også ske det, at de i deres kappestrid endnu ikke er nået frem til deres bestemmelsessted. De konkurrerer jo, så når de når hen til hinanden og vinder over hinanden, går de ikke bare forbi hinanden, men de slår hinandens konebådsbesætning ihjel på følgende måde: De vælter modstanderens konebåd, skærer hans arm af, skærer hans ben af, skærer hans stakkels hoved af, han tager hovedet ombord i sin båd, han tager videre med den myrdedes hoved i sin konebåd. Og så må han som nybegynder begynde forfra med dagene og gennemføre dagene (den første, den anden osv.) eller tage alle fingrene på hænderne en efter en, eller måske tage alle tæernes antal med også. Hvis han på den måde bliver ved med at ramme rigtigt og når hen til sit mål, skal han ikke først tage på jagt i kajak men i stedet for gå videre på følgende måde: han kaster det medbragte hoved i vandet, en haj kommer hen til det, hajen æder hovedet, og her skal man spille ved at bide sammen med tænderne om spillepinden. Og hvis man rammer rigtigt har man vundet, og modstanderen, der ikke formodes at kunne blive levende igen, når hans hoved jo er blevet ædt, er ude af spillet, fordi han har tabt.

   Men ham der faktisk slog sig selv ihjel, fordi han ikke ramte rigtigt, før han var nået hen til sit mål, han kan faktisk få en chance for at blive levende igen ved at ramme rigtigt på følgende måde: Han læges, andre dele af ham læges, hans konebåd vendes på ret køl, hans besætning ror af sted; og når han bruger tallene "den første, den anden osv.", kan han nå derhen, hvor han tager sit hoved og bliver levende igen, og på den måde kan han udmærket godt komme til at spille med i spillet igen.

   Og rammer man ikke det hul, hvor man blev slået ihjel, kan man ikke blive levende igen. Og selv om man er kommet forud for sin modstander, kan man udmærket godt slå vedkommende ihjel. Man kan belægge et af de huller, som man har ramt, med f.eks. følgende ord: "Jeg dræber dig i rygfinnen!" Når efterfølgeren når hen til netop hullet "rygfinnen", dør han der og kan også blive levende der. Det er for at sinke modstanderen, fordi den, der er foran, så inderligt gerne vil vinde.

   "At tage nordpå" kan udvides med langt flere kast og skub for at forlænge spillet og for at gøre det sjovere og mere spændende.

   Andre typer spil er f.eks. disse, der spilles for sjov:

"At trække røvhul"  man tager knoglen og lader pinden falde ned, så snoren bliver helt rettet ud, og med den ene hånd løftes knoglen, og man prøver på at kaste pinden, så den rammer knoglens smalle åbning. Rammer man, har man trukket sit røvhul ind.

"At hakke med sit næb":  man lægger pinden mellem langfinger og ringfinger og prøver på at ramme knoglens smalle åbning ("ersiva").

"At sy den":  ved et pludseligt ryk prøver man på at få pinden ind i knoglens bredeste åbning ("paaja"). Og det gøres uden at løfte pinden op.

"At slå den ind":  man prøver at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja"), men denne gang har man løftet knoglen men holder pinden inde i sin hånd.

"Jeg bider dig":  man bider fast om pinden og prøver på at ramme den ene eller anden knogleendes åbning.

"Jeg kysser dig":  man propper en del af pinden ind i næsen og prøver på at ramme den ene eller den anden knogleendes åbning.

"Jeg drejer dig rundt, mens jeg bider den":  man bider fast om pinden og lader knoglen dreje rundt og prøver på at ramme knoglens bredeste åbning ("paaja").

   Nogle gange spillede vi bare de forskellige spil, andre gange lod vi spillene indgå i forskellige konkurrencer og brugte dem som pausespil.

Oversat af Signe Åsblom.

*i Østgrønland betyder avunnaarneq: sydpå, altså spejlvendt betydningen i Vestgrønland (begge steder orienterer man sig med fronten mod havet, til højre og til venstre).

Hist.: Afsnit af den grønlandske udgave af Quppersimaans selvbiografi. Se også udgivelsen: Sandgreen: ajagarneq (Ring og pind spil), Eget forlag, Nuuk 1967, der er en tosproget (grønlandsk/dansk) beskrivelse af legen på grundlag af samme informationer. Her ses også et par tegninger med angivelse af hullernes navne.

Der findes næppe nogen mere detaljeret beskrivelse af agajarneq, der var en fælleseskimoisk leg. I arktisk Canada var der tabu mod spillet på visse årstider i forhold til vintersolhverv. Se MacDonald, John: The Arctic Sky. Nunavut Research Institute 1998: 123 - 124, med noter..

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 40, ss. 191 - 197.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 24, ss. 57 - 59.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 117, s. 456: An Old Man, who was always anxious to outdo other People.

Resumé af uddraget: To gamle ulkepilkere bor på hver sin boplads. Den

nordligst boende foreslår en kappestrid om hvem, der først får en søn,

dernæst om hvis søn, der blir den bedste fanger, og endelig om hvis

søn, der blir den største åndemaner / angakkoq.

Den nordligste ulkepilkers søn kaldes Ajagutaarsuk og den sydligstes Ulorpana.

U.s far lyver om, hvor dygtig U. faktisk er blevet til fangst for ikke at

tirre A.s far. Og U.s far råder sin søn til at øve sig til åndemaner i

en indtørret sø, fordi det gir større evner end at øve sig i

klippehuler. U., der følger rådet og fortæres / udsuges af en vandkalv i den indtørrede sø, opnår straks klarsyn og kan se A.,

der øver sig i en klippehule. Men da U.s far ser, at stengrunden blir

blød under U.s såler, ber han sønnen om straks at offentligøre sig som

åndemaner, da han ellers vil blive dræbt af sin store angakkoq-kraft.

U. holder øjeblikkeligt sin første seance og han flyver nordpå til

huset, hvor A. bor. Men A. kan end ikke mærke, at U. er ankommet på

åndeflugt, hvorfor U. må råbe ind efter bukser, som han får og tager

på. Nu kan han gå ind i huset, hvor konkurrencen finder sted. De

kappes først på hjælpånder, hvor U.s innersuit viser sig dygtigere

end A.s indlandsånder. Så trækker de armkrog, hvor U. vinder, og hans

innersuit vinder derefter over A.s indlandånder i armkrog. U.

inviterer til afsked A. på genvisit, men af skam dukker han aldrig op.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 40, s. 330.

Var.: Tvende Fættere; Ulorpannaq; Ipiutaarsuk.

Hist.: Måske sætter fortællingen en sydgrønlandsk åndemanertradition

op imod den midtvestgrønlandske, hvor lærlingen oftest øvede sig i

klippehuler (uddannelse til åndemaner. initiation). Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To børn, Ajagutaarsuk og Ularpannaq, var gode venner og

elskede hinanden højt. Ularpannaq havde forældre og en stor familie,

men Ajagutaarsuk havde ingen familie; han havde kun sin mor. Når andre

børn legede eller spillede bold, var Ajagutaarsuk aldrig med, for han

var meget genert. Han og Ularpannaq fik kajak samtidig; og de begyndte

at tage ud på fangst, da de voksede til. De blev hurtigt dygtige

fangere. Men Ajagutaarsuk udviklede sig hurtigt til at blive dygtigst

i kajak og bedre til at fange sæler.

Ularpannaq foreslog engang Ajagutaarsuk, at de skulle kappes om, hvem der først fangede en sæl. De lå på lurestedet efter sæler (? Tamâni sule

qanialigsarqâq). Ajagutaarsuk fik to, og derefter fik Ularpannaq

fanget sin ene. Han harpunere og aflivede sælen og

tog den på slæb. Under hjemturen sagde Ularpannaq til sin kammerat:

"Lad os kappes om, hvem der først får sig en kone." Ajagutaarsuk

svarede ham: "Lad vær med at gifte dig. Hvis du får en kone

vil du ikke kunne elske mig så meget som før, og jeg har ingen

kæreste (eller: - og der er ingen, jeg kan gifte mig med)." Senere

under en fangsttur gentog Ularpannaq sit forslag om at kappes om, hvem

der først fik sig en kone. Ajagutaarsuk svarede: "Du må jo have en

kæreste, siden du vil kappes om, hvem der først får en kone, men

jeg har ingen." Da de kom  hjem - i løbet af aftenen - fik Ularpannaq

sig en kone.

Ajagutaarsuks mor sagde da: "Gift du dig også." Sønnen svarede: "Jeg

vil kun gifte mig med én, der ligesom jeg ikke har nogen familie."

Hans mor skyndte sig ud, og det varede ikke længe, så var hun tilbage

med en ung pige, som ingen ejede. Ajagutaarsuk giftede sig med pigen.

Da de en dag, før året var omme, var ude på fangst sammen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hjem der først fik barn - men det

skulle være en dreng. Ajagutaarsuk grinte og svarede: "Du er jo nok

klar over, at din kone er gravid, siden du vil kappes om, hvem der

først får barn. Men jeg mener ikke, jeg er i stand til at være med, da

jeg ikke er sikker på, om min kone er gravid eller ej." Der

gik ikke lang tid, så fødte Ularpannaq`s kone en pige; og

Ajagutaarsuks kone fik en søn.

Nogen tid senere foreslog Ularpannaq under en kajaktur, at de skulle kappes om, hvem der først fik en søn. Igen skete det, at Ularpannaq fik en pige og Ajagutaarsuk en dreng. Da den anden blev misundelig fortalte Ajagutaarsuk grinende

sine bopladsfæller alt dette - at han først foreslog, at de skulle

kappes om, hvem der først fik en kone, hvem der først fangede en sæl,

og senere to gange, hvem der først fik en søn, og at Ularpannaq hver

gang havde tabt.

Engang de var ude på fangst sammen, sagde Ularpannaq

følgende til sin ven: "Lad og kappes om at blive den bedste

åndemaner." Ajagutaarsuk svarede: "Det har jeg slet ingen forstand

på. Jeg har ikke engang set nogen træne til åndemaner." Så opgav

de det. Hen på foråret, da isen var ved at forsvinde, satte Ularpannaq

sin konebåd i vandet og tog af sted nordpå for at bosætte sig på en

anden boplads sammen med hele sin familie. Da han var rejst,

havde Ajagutaarsuk ingen, han kunne tage ud på fangst sammen med. Han

tog alene ud på fangst; han kom til at fange endnu flere sæler og

udviklede sig til at blive endnu dygtigere i kajak.

En gang fik han besøg af to mænd, innersuit (ildfolk), for de var jo hans

amuletter (arnguarigamigit - amulethjælpere). Han besøgte dem også

selv, når han fik lyst. Han besøgte dem om aftenen og var sammen med

dem hele natten og lærte åndemaneri af dem. En dag da han gjorde sig

klar til at komme af sted, sagde hans mor til ham: "I dag er vejret

alt for dårligt, og det blæser for meget. Du skal gøre ligesom de

andre og tage din kajak ind og tørre den; for den er gennemvåd, fordi

du har brugt den for meget. Gå i stedet en tur over land og sæt

rævefælder. Det er på de tider, at skibene plejer at dukke op. De er

som regel ude efter dem (ræveskind), så du kan bruge dem som

handelsvarer."

Ajagutaarsuk tog ud en tur. Undervejs kom han til

en klippe med en meget stor sten med hul i midten, ovenpå. Han var lige nået derhen, så hørte han en stemme sige, at han skulle komme ned. Han modsatte sig ikke, men under nedstigningen kom han til at trille ned, og straks besvimede han. Da han igen kom til bevidsthed,  kæmpede han sig helt årvågen, og det gik op for ham, at han lå på den bare jord, splitternøgen.

På vej hjemover hørte han sus i luften og kiggede bagud. Det var fugleskindspelsen, der kom svævende i luften. Han rakte armene frem, og straks havde han fugleskindspelsen på. Næste gang han hørte sus, var det bukserne, der kom, og også dem fik han på. Sidste gang  han hørte sus, var det kamikkerne, der dalede ned; også dem tog han på. Da han så kiggede nordover, så han Ularpannaq

komme flyvende. Ajagutaarsuk fik travlt med at komme hjemad. Han bar

sin kajak ned, roede ud og flygtede. Snart havde han fanget en sæl

og roede ind til land.

Da han kom hjem, lod han nogen sætte mad frem.

Det blev aften, det blev nat, og til sidst blev det morgen. Først

dagen efter om aftenen ankom Ularpannaq og indlogerede sig hos

Ajagutaarsuks. Da mændene havde indfundet sig til kødspisning og sat

sig ned, fortalte Ularpannaq: "Jeg var ellers ikke længe om at nå

hertil. Jeg tog af sted i dag hjemmefra, og nu er jeg her allerede."

Ajagutaarsuk sagde til ham: "Jeg var ude at gå en tur i går. Da så jeg

dig komme nordfra. Jeg regnede med, at du snart kom, og jeg var ude at

skaffe noget kød til dig. Alligevel var jeg lige ved at blive træt af at

vente på dig." Da tav Ularpannaq helt skamfuld. Han blev natten over og tog af sted dagen efter.

Straks efter fløj Ajagutaarsuk efter ham, og de ankom omtrent samtidigt. Da

han kom ind i huset, fik Ularpannaq travlt med at få sat mad frem; han

havde ikke regnet med, han kom så tidligt, hvorfor han ikke havde

gjort forberedelser. Efter at have spist om aftenen, foreslog

Ularpannaq, at de skulle kappes om, hvem der var den bedste til at

mane ånder. Han lod Ajagutaarsuk sætte sig ved sin side. Idet han

satte sig, kom tre store indlandsboere (tornit) ind. De var altså vennens (Ularpannaqs) hjælpeånder. En af dem tog en

lanse og sagde: "Jeg vil kaste lansen efter dig."  Han gjorde sig

klar og kastede lansen. Hurtigt sprang Ajagutaarsuk op og kom til at

hænge på en tværbjælke. Den anden indlandsbo tog lansen og kastede den

efter ham, men ramte ham ikke, idet han sprang ned på gulvet. Så

hørte man lyden af trin ude i gangen - nogen, der var på vej gennem husgangen.

Ind trådte en ildmand (innersuaq) med bælte på, der var lavet

af det hvide sortsidemaveskind. Han sagde: "Hvad gør de dog ved ham,

hos hvem jeg plejer at varme mig?" Han satte sig ved siden af

Ajagutaarsuk. I det samme hørte man lyden af trin, der var på vej ind.

Det var innersuaq nummer to med et bælte, der var lavet af

hvalrosskind. Idet han sagde: "Hvad gør de dog ved ham, hos hvem jeg

plejer at varme mig?", satte han sig ned på den anden side af

Ajagutaarsuk. Der hørtes endnu en gang trin ude i gangen på vej ind.

Ind trådte innersuaq nummer tre. Han sagde: "He! Hvad gør de dog ved

ham, hos hvem jeg plejer at varme mig? Tror de mon, vi ikke kan magte

dem?" Også han satte sig ned i nærheden af Ajagutaarsuk. Ajagutaarsuk

trådte frem for at trække armkrog med en af indlandsboerne.

Ajagutaarsuk rettede innersuaqs (det skulle nok have været tuneq - indlandsbo) arm ud, så senerne blev revet over og kødet blev

sønderrevet. Innersuit (ildmændene) spyttede på den tabendes arm og

åndede på den, så at den blev rask. Indlandsboerne blev vrede, greb

fat i innersuit og de kom op at slås. Ham med bæltet af hvid

sortsidemaveskind kastede sin modpart fra sig med en sådan kraft, at

det gav et mægtigt drøn (? ingaluagsínnarpoq - ingasappoq - er

voldsom). Endnu voldsommere lød det, da den anden med bælte af

hvalrosskind kastede sin modpart fra sig. Den tredie, der havde et

bælte af remmesælskind, kastede modparten hen ad gulvet, så lænden

knækkede. Så var de på vej ud med Ajagutaarsuk i spidsen. De kom ned i

deres kajakker og tog af sted hjemover. De tog Ajagutaarsuks kajak med

sig, da de vidste, at han ville få brug for den.

Senere besøgte Ajagutaarsuk innersuit adskillige gange for at tage ud på fangst

sammen med dem. Han blev så dygtig til at fange, at ingen på

bopladsen kunne måle sig med ham. Ularpannaq gik i den grad op i træningen til åndemaner, at han kun sjældent tog ud på fangst, og kom efterhånden til at lide mere og mere nød; til sidst ejede han hverken konebåd eller telt. Hvad mad angik blev han afhængig af andres hjælp. Han fik flere børn, men udelukkende piger. Derimod fik Ajagutaarsuk mange drenge; og det at gå på fangst lærte de hos deres far.

Var.: De tvende Fættere; Ulorpanna; Ipiutaarsuk; Nerngajorak;

Hist.: Ajagutaarsuks uddannelse til åndemaner (se også initiation) følger det østgrønlandske skema. I Østgrønland var den forestilling fremherskende, at hjælpeånder varmede sig i deres angakkoqs / åndemaners krop, når han holdt seance og selv i ånden var på rejse.

Forestillingen træffes sjældent i vestgrønlandske fortællinger.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere..

Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.

Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage.

Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit.

       Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene.

Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit.

Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.

Var.: Rosing Ajaateq.

Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt.

Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk.

Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens.

Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822).

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 123 - 126; angakkortalissuit, 1990: 121 - 124.

Resumé af Jens Rosings oversættelse: Ajijak er født til at blive åndemaner, fordi alle hans ældre

søskende er døde som små. Da han erfarer sin bestemmelse bestræber han

sig for altid at være årvågen og påpasselig. I hemmelighed får han

efterhånden mange hjælpeånder, der en midsommer gir ham besked om på samme

dag at fange to sortsider, en hun og en sort han af de sjældne.

Skindene skal beredes omhyggeligt til forhængsskind. A.s første

initiation, forløsningen, kommer en midvinter aften, hvor solen står lavest på sin bane og faderens ven fra

Utoqqarmiin er kommet til sangkamp. Initiationsånden nedefra,

Oortortoq / Oordortoq (en tejst), besætter ham, mundvigene bløder, han farer rundt i vildelse, og alle søger at undgå blodstænkene, fordi de ellers vil dø.

A. kommer til sig selv og åndepuster alt blodet væk; besættelsen

gentager sig endnu to aftener, hvor A. den sidste aften krænger sin

hovedhud af. Man skynder sig at slukke lamperne for det fæle syn, og

hører huden svuppe på plads igen.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq.

Tolkning: Søg på: forløsning el. blod / bløde / blødte o.l. for andre

fortællinger om denne initiation, der var typisk for de legendariske østgrønlandske åndemanere. Vedr. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181

Resumé: Ajijak og hans ældste søster går som børn i åndemanerlære og

inden de begynder at opsøge ånder, opøver de deres kræfter ved at save

store isblokke ud med en åndepustet sav og bære dem op mod huset.

Søsteren er den stærkeste, men en dag hun forsømmer at spækfodre en

ældgammel lampe, som hun er sat til at passe, går der ild i lampen og

hun mister sin sjæl. Snart dør hun. Hendes misligholdelse af lampen

harmer Månemanden, der kommer med sin store pisk for at piske

fælleshuset i kvas. Stedets store åndemaner, Uitsaleqanngitsaq, lader

husfællerne se ud gennem vinduet, hvordan hans hjælpeånder hindrer

månen i at piske løs, og hvordan til slut U.s hjælpeånd "den

skævmundede kajakmand" / Eqingaleq / Equngasoq kommer farende med sit blærespyd, jager Månen op på en fjeldtop og videre op til himmels. Månen ber to gange for

sig: "Hvis du dræber mig, vil sælerne ikke længere føde unger!" Og:

"Hvis ... vil det ikke længere blive ebbe!" Den skævmundede lader da

Månen fare.

Var.: Ajijaks optræning / uddannelse til åndemaner el. hans initiation forbindes på forskellige måder med månen / Månemanden. Se Kaarali Andreassens versioner.

Afværgelsen af månens angreb, se: Aqajarormiorsiorpua (her en kampesten i samme ærinde); Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak; Ajijak 224 225;

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq.

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak.

Da A. véd, at han snart skal dø, ber han sin kone om ikke at blive

bange, når han i løbet af de tre dage efter gravsættelsen er "kommet

igennem" under en mørk skybanke og vender tilbage. Men konen lægger i

bunden af graven en opsprættet spækpose, der forvirrer A.  Spækket

hindrer ham i at genfinde sin sila (forstand). Havde konen ikke lagt

spækket derned, ville A. være kommet tilbage, hver gang han døde og

blev gravsat.

   A.s bror længes så meget efter A., at man følger hans ønske og ved

hans død gravsætter ham i forlængelse af A.s grav. Helt frem til

1940'erne kan man endnu i gravene se de to brødres blå anorakker af

det stof, de hentede på skibsvraget (søg: Ajijak og hans bror finder et skibsvrag).  

Saajooq slutter sine fortællinger om A. med at fortælle, at efter

brødrenes død blev Maratsi og hans brødre de ældste på bopladsen

Puisoqqaq. Da S. var barn boede han også dér, men hans familie

flyttede senere til Uttoqqamiin, hvor de derefter overvintrede hvert

år.

Var: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 41f.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408): Stednavnet Puisoqqaq er muligvis identisk med Puisortoq i de

andre fortællinger om Ajijak og kunne være den ø i mundingen af

Sermiligaaq, der på kortet benævnes Pusissaraq. Hér ligger i det

mindste en af de bopladser, der ofte nævnes i Ajijak-fortællingerne:

Qeerpik.

Resumé: Fortsættelse af Saajooqs fortællinger om Ajijak. A. og hans bror følges altid på fangst. En dag finder de på en isflage en hvalfangerbåd med bunden i vejret og under den fire døde europæere. Da både A. og hans bror har besværget ligene med formularer, tar de ligenes tøj og lægger det i båden, som de ror hjem på slæb. Båden hugges op og gir materiale til mange redskaber. Kort efter dette fund holder A. seance og fortæller om tre europæiske skibe, der ville angribe bopladsen, men A. har viftet de to gennem luften ind over land og det tredje ned mellem storisen. Næste morgen ror A. og hans bror ud til det tredje skib, hvor alt er uddødt og lasten halvfyldt med vand. De redder sig en mængde jern, kasserer nogle ruller med tyndt tøj, der sikkert var papir, og medtar nogle ruller blåt tøj til anorakker. Næste dag vil flere derud efter endnu mere jern, men skibet er gået ned, fordi en af mændene er under dødstabu. Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor & Robert-Lamblin 1989 - 93, II: 408). Hvalfangere gennemsejlede farvandene øst for Grønland i 1600-tallet, men norske skibe har senere drevet fangst nord for området.

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak.

Mens Ajijak bor ved Kangerlussuatsiaq nord for Sermiligaaq, skaffer han sine fæller rigelig fangst af narhvaler ved gang på gang at fjerne isen under

åndemaning. Der er så rigeligt med narhvaler, at A.s far blot jager

tre bjørne væk (i stedet for at dræbe dem), der æder flænsestykkerne ved iskanten.

   En dag kommer Uitsaleqanngitseq på besøg fra Sermiligaaq for at få

A. med på åndeflugt til sangkamp mod en af U.s hjælpeånder. A. bliver

henrykt, de flyver afsted næste aften i en regn af gnister og under turen kan A., der flyver bagerst se durk gennem U.s enormt udvidede rumpehul ind til hans

hjerte, der svinger fra side til side. Senere bytter de plads, og nu

er det U.s tur til at beundre A.s tikkende hjerte. De flyver langt ind

over indlandsisen til hjælpeåndens sted, men da de erfarer, at han er

til sangkamp i bunden af Sermiligaaq, flyver de derhen og ind i

kæmpernes hus, hvor lamperne straks slukkes og to unge kæmper i

åndemanerlære sætter sig på ryggen af hver sin gæst, der flyver rundt

i huset. Lamperne tændes, gæsterne befris for deres bindinger og Uitsaleqanngitseq

udfordrer sin hjælpeånd Qujuk til brydekamp. U. kan dog slet ikke

klare kæmpen og håner derefter i en nidsang Q. for dennes måde at

fange på. Tilhørerne jubler af fryd, men Q. springer straks på U. og

tar kvælertag på ham. Da U. atter får vejret, ber han en gammel kæmpe

om underholdning. Denne udpeger en anden kæmpe, der har stukket sin

finger gennem en hel narhval, som han drejer rundt om sin finger, mens

han skærer sig bidder af den. Denne kæmpe fremmaner en narhval, der

svømmende dukker op og ned gennem gulvet. Den har en gang dræbt en

kæmpe, der prøvede at fange den. Da den truer A.s hjælpeånd,

Ikilerpik, griber denne kæmpen om haleroden og klasker den ihjel.

Kæmpernes toornaarsuit (ental: toornaarsuk) melder sig klar til undsætning, men ingen ønsker drabet hævnet. Da det er ved at lysne, må A. og U. afsted i en

fart. Det tiltagende lys tar kræfterne fra dem, og det er kun med nød

og næppe at U. som den sidste af de to når tilbage. Han roser derefter

A.s store evner.

Senere præsenterer A. en aften sine ånder i lampelys.

Bagefter tvivler man på, om hjælpeånden Kuttiks skæg er ægte eller

blot påsatte ravnefjer. Ved næste seance viser Kuttik at hans skæg er

ægte nok. Først som gammel flytter A. fra Kangerlussuatsiaq til

Puisortoq på Sermiligaaq-egnen.

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 40f.

Der er en flere andre fortællinger om Ajijak, og i en af dem om hans første seance, præsenterer han også sine hjælpånder, som tilhørerne ikke kan tåle at se ret længe på, søg: Ajijaks forløsning og første himmelflugt.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 408).

Resumé af Jens Rosings oversættelse:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak (ss. 224-225). Kort efter at A. har

taget sig en kone, kommer "forløsningen" provokeret af initiationsånden

Oortortoq / Oordortoq midt under en sangkamp. Blodet pibler ud af A.s mundvige, og

han advarer faderen, der vil slikke det af. Faderen vil dø, hvis han

gør det. Da A. har overstået forløsningens vildskab, beslutter faderen

at udsætte A.s første præsentation af sine hjælpeånder, indtil A. har

besøgt månen og fået flere ånder. A. tar på åndeflugt den næste aften,

men havner undervejs hos Qulummiin-ånderne, der spiller bold med ham

med de bare håndflader. Hans blod klasker ned på trommen i huset, men

faderen beroliger de forskrækkede tilhørere med, at han har gjort A.

til en angerlartussiaq (bestemt til at vende hjem igen fra en utidig druknedød). A. bruger forgæves flere forskellige amuletter mod de hårdhændede ånder,

men da han tilkalder sin dødningeånd, Atsivaq, skræmmer hun ånderne

ihjel, og A. slipper ud og hjem.

   Næste aften gør A. et nyt forsøg på at komme til månen, men havner

denne gang hos indvoldsrøversken. Nalikkatteeq ("det lange skræv"),

hvis "lange skræv" er et hundehoved med rød maske og to hvide pletter

over øjnene, danser for ham. Det smiler til ham med sit lille hul af en mund,

han trækker på smilebåndet, og fluks får han skåret indvoldene ud. A. fortsætter til månen, der straks henter indvoldene og smadrer skålen uden at kere sig

om stjernen Aagdik (Aattik [Altair), der stiller sig i vejen og

beklager Nalikkatteeq, der ingen har til at skære sig en ny skål. Månen

tvinger A. til at spise sine indvolde rub og stub, og A. rejser så

hjem med nye hjælpeånder.

   Senere holder A. så den seance, hvor han præsenterer alle sine

hjælpeånder. Man hører dem komme op gennem gulvet, og da lamperne

tændes, ser man dem sidde på række på sidebriksen i fælleshuset og sludre hyggeligt med hinanden. Men de er omgivet af et flimrende skær, som ingen tåler

at se ret længe på. En af dem, Kuttik, har et langt skæg.

Var.: Genfortalt i Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, Borgen 1993: 38 - 40. Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk. Se også uddannelse; se også initiation. Oortortoq se J. Rosing 1963: 181.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. I maskedanse

fremstillede man undertiden Nalikkatteeq (J. Rosing 1963: 302). Også

præsentationen af hjælpeånderne i lampelyset kunne tyde på, at de var

maskerede personer.

Vedr. ånderne der spiller bold med åndemaneren, må de være nordlysets døde, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 126 - 136: tôrnerqârneq; angakkortalissuit, 1990: 124 - 129.

Resumé:

Kaaralis fortsættelse af "Ajijak". Sortsideskindene hænges kødside mod

kødside foran indgangshullet og A. tar plads på et sælskind foran det.

Faderen spør om han blot skal mane ånder eller vil på åndeflugt.  A.

indvilger i åndeflugten, der vil være bedst for ham, hvis han kan

gennemføre den. Hans mål er "det træløse land", en skybanke ved

himmelranden. Ajijak går ud og kommer ind med en harpunline til bindingen.

Faderen bagbinder hans arme og binder hovedet fast med

panden mod knæene. Det er meget smertefuldt.  A. væltes om på siden,

men da trommen et stykke tid har danset af sig selv på håndtaget,

kommer han atter på ret køl, trækkes af trommen i vejret, og flyver

tre gange rundt i en skrå elipse, inden han forsvinder ud dér, hvor

taget og muren mødes. Alle hans skræmmeånder farer rundt i rummet, men

afløses så af kæmpen Ipak (Inupak), der beretter om A.s åndeflugt,

mens den foregår. Han flyver mod syd og tror sig vel forbi de farlige

Qulummiin-ånder, men ryger øjeblikkeligt ind i deres hus, da han

skæver til siden efter det. Ånderne tæver løs på ham med kæppe og

lader sig ikke anfægte af A.s tilkaldte skræmmeånd. Sådan en har de

selv. Ingen af A.s andre hjælpeånder tør komme ind. Til slut kommer

hans dødningeånd, Angiiaarneqs store stærke mor, som Qulummiin-ånderne

forskrækket flygter op på briksen for. A. ser sit snit til at smutte

ud. Mens Ipak rapporterer om begivenhederne er han ligeså forskrækket

som faderen og de andre over den vending det har taget indtil A.

kommer fri. Derefter tager trommen til at vugge voldsomt og Ipak afløses af A.s andre hjælpeånder på skift, som tilhørerne får lov at beføle en for for en. De er som mennesker, blot enten

større eller mindre. A. ankommer med et vældigt lysglimt, mens alt i

huset brager og ryster. Da man løser knuderne på hans bindinger snor

de sig løs og farer med smæld som en piskesnert ind mod væggen. Trommen giver et sidste

brøl fra sig og tier. Da man får lamperne tændt, er A. oversået med

blå mærker.

   A. får under den næste seance en kærkommen anerkendelse som

åndemaner af en af egnens stærkeste og ældste åndemanere,

Uitsaleqanngitseq / Uitsaleqanngilaq / Uitsatiqanngitseq / Uitsataqanngitseq.

   En sommer under ammassætfangsten ved Qinngeq bliver A.s kone syg,

fordi hun har fået tilbageslag fra en tupilak, som hun har lavet. Hun

vil ikke gå til bekendelse og dermed blive rask. Da folk håner A.,

fordi han ikke kan helbrede hende, inviterer han til seance i fuldt

dagslys uden døre. Han lægger sin kone nøgen på et skind og mens han

selv liggende og vendt mod solopgangen lader en hjælpeånd besætte sig,

forsvinder alt kødet fra hans krop og vokser ud igen. Hjælpeånderne

bebrejder tilskuerne deres manglende tiltro til A.s evner. A. rejser

sig og parterer sin kones krop. Gentager så sin forvandling til skelet

og tilbage igen, hvorefter han i en brølende bjørns skikkelse

undersøger sin parterede kones forskellige dele og slikker lidt af

blodet op. For tredje gang lægger A. sig, forvandles til skelet og får

sit huld igen, hvorefter han om konen erklærer, at hun har pint sig

selv. Han puster alle stykkerne sammen igen, hun kommer til

bevidsthed, A. bliver sig selv og nu vil hans kone gerne gå til

bekendelse. Men det er for sent. Tre dage senere dør hun. Man

fortæller, at det var værre at se A. som skelet end at se konen blive

parteret. Mange tilskuere besvimede og måtte støttes, da man gik hjem.

Men den unge Aggu / Akku havde fået en oplevelse for livet.

Var.: Sandgreen 1987: 330 - 333. Se især KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, søg: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Se også initiation, uddannelse

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Uniagaq fortæller A.

sin egen og broderens historie: Som små er de forældreløse uden klæder

på kroppen. De bor på en boplads, hvor jorden en dag begynder at tippe

og alle flygter op mod et af indlandets bjergtoppe. U. vikler sin bror

og sig selv ind i remme, flygter den modsatte vej ud mod havet, hvor

landet hæver sig. De når ud til den yderste ø ud for Sermiligaaq, hvor

de finder en drivtømmerstamme og begynder at ønske sig redskaber til

at kunne bygge en kajak. Alt de ønsker sig, ligger straks ved deres

side, også en kvinde til at klare skindbetrækket. Hun får på samme vis

sine redskaber ved det blotte ønske. U. binder remmen i kajakken, blir

på land og træner sin lillebror i kajakfangst. Da denne blir en stor

sælfanger, mens U. kun formår at fange edderfugle, overlader U. kvinden

til sin lillebror, men kan alligevel ikke nære sig for at gøre

tilnærmelser. Kvinden vil ikke vide af ham. U. sender et hekseri mod

hendes lænd, der rammer tilbage på ham selv og lammer hans hofteparti.

En dag Ajijak og U. mødes inde i fjorden, fanger de en sæl sammen,

idet U. gentagne gange holder den længe under vandet med sin åre, for

til sidst at lade A. harpunere den.

A. mener, at U. i virkeligheden er en stor sælfanger. U. har desuden

fortalt, at jorden kun vil tippe rundt, hvis der kommer et enormt

snefald. Slår den revner, sker der ikke andet for den, der ikke passer

på, end at han øjeblikkeligt styrter ned og ind under jorden.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 48). Jordens mytiske kæntringer foregår i urtiden, da ønsker havde

øjeblikkelig virkning. Det er et fælleseskimoisk træk at dømme efter

oprindelsesmyter i Alaska.

Tolkning: Balance. Oprindelsesmyte som Rasmussen kun fik et par udsagn om i 1919: I gamle dage tippede jorden rundt og kun de, der var flygtet op på et højt bjerg overlevede (Rasmussen, 1921: Myter og Sagn fra Grønland, I, indledningen.) Søg: Kamikinnaq, der i slutningen er beslægtet med disse myter.

Om verden der tipper rundt se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): ... balance ....

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

Tilfældigt udpegede kateketer.

Haar (Hmm), h.. Det fortælles, at engang skete dette i én eller anden bygd - det var dengang, der var herrnhutter / herrnhuter - de havde ladet en ubetydelig lille ulærd mand blive kateket. Når han holdt gudstjeneste, lod han en rem hænge ned ved sin kones plads. Og når han begyndte gudstjenesten, tog han altså fat i denne rem. Og så trak han ellers i remmen. Da der nu var gudstjeneste, begyndte han igen at trække i remmen. Og mens han trak som bedst, forsvandt den; den var helt forsvundet. Han var nemlig kommet til at rive remmen midt over, så den forsvandt ned under briksen, ha, ha, ha... Da han så krøb ind under briksen, grinede kirkegængerne så overvældende, at de måtte gå ud. Den ene efter den anden gik ud, og til sidst var der ingen tilbage. Han holdt nemlig gudstjenesten i sit eget hus. Alle var gået ud, og kun hans kone var tilbage, og hun havde trukket sig længere tilbage på briksen! Og så satte hans ben sig pludselig i bevægelse, og han kom bakkende baglæns ud fra hulrummet under briksen. Og som han dog så ud, ha, ha, da han dukkede frem, hans hoved var fuldt af fjer! Ha, ha... han kiggede hen mod sine kirkegængere, men der var jo slet ingen, fordi de allesammen var gået, men så kiggede han på sin kone og sagde "Amen!"

Ha, ha...

Boas plejede også at fortælle om dengang, da de var taget til Sermilik for at fange ammassætter, og hvor de havde holdt gudstjeneste. Dengang var det nu afdøde Maqikasik, der var kateket, ha, ha... og midt under andagten knækkede tværbrættet under briksen, og kirkegængerne forsvandt allesammen ud af døren, allesammen var de væk, det eneste man så var kateketens store kamiksåler! Ha, ha... de grinede jo så utroligt. De myldrede simpelthen ud. Og hvordan mon kateketen opdagede, at kirkegængerne ikke længere var der. Ha, ha... Der var ikke én tilbage... alle var forsvundet! Ha, ha...

Hist.:

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 70, ss. 352 - 354.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113 - 114, nr. 82.

Resumé af uddraget: Ipatinnguaq fra Salliat nær Nuuk bliver ven med en

af de mange brødre, der ikke vil bortgifte deres eneste søster, den smukke

Nalikkaaq.

Men I. får tilbuddet af sin nye ven, gifter sig med hende, og hun får

først en datter, Salak, og dernæst en søn, Akaak, som hun opdrager

til angerlartussiaq / bestemt til at vende hjem (kan søges).

Da denne drukner kommer han dog ikke hjem igen,

fordi de døbte på Kangeq har fundet hans lig siddende i kajakken. Da

Nalikkaaq hører om fundet jamrer hun højt, sørger sig fordærvet den

ganske sommer ovre ved Qaquk (Nipisat Sundet), dør og begraves. En tid

efter ser man hende nu og da sidde som en ørn på sin grav og hører

hende skrige som en måge.

For kommentarer til Rinks version af origanalteksten se Thisted og Thorning 1996;

nr. 70, s. 346.

Hist.: Kristen påvirkning: Dåben neutraliserer ganske virkningen af de

ritualer, som N. har udført for at gøre sin søn til en, der vil vende

hjem igen. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Piaaqqussiat".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 8, s. 70 - 77.

Resumé:

Akamaliks omvendelse. Akamalik og hans ven fra Illorsuatsiat er

uadskillelige fra barneårene. Venskabet styrkes da begge bliver gift

og får børn. En anngiaq drukner A.s ældste søn. Anngiaq'en fratager A.

hans store fangstblære med to hvalrostænder som holdere og kæntrer

ham. A. overlever. Møder anngiaq'en igen uden at kæntre. A.s hjertensven

dør. A. begår hustruvold af sorg, indtil en nyfødt blir opkaldt efter

den døde ven. A. spiser en mængde mad som offer til den døde. Fortæller

historier uafbrudt i tre døgn og falder i en dødlignende søvn. Jesus

henter ham til himlen i drømme og han overvinder flere stenskred

undervejs. A. tager del i nogle himmelske dødes flænsning af en

hvalros. A. udelukkes fra en gudstjeneste deroppe, fordi han ikke kan passere

gennem "nåleøjet" i den lukkede dør til kirken, et hus på fire søjler.

Jesus viser først A. sine sår, dernæst A. hans eget legeme i ormædt

forrådnelse, og til sidst de døde, der kæmper sig op fra helvede som

orme og kryb. Jesus ligner sig ved de uskyldigt dræbte, som han har

taget til sig. Jesus ligner flænsningen af hvalrossen med A.s og hans

medsammensvornes drab på Usuligssuaq / Usulissuaq. J. råder A. til at

blive døbt. A. vågner og rejser med familie til herrnhuterne i Nuuk.

Døbes "Carl". Hans yngste søn kaldes "Lille Carl", men blir en stor

åndemaner med to koner. Besejrer de mange, der vil fratage ham den ene

kone. Vil ikke lade sig døbe. Drømmer at han formenes adgang til

himlen.

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

Hist.: Ifølge Rinks kommentar til en tidligere variant, har Crantz

omtalt en historisk begivenhed, der kunne ligge bag denne fortælling. Den fandt sted i 1743 (Rink 1866-71, I: 365).

I en variant fra omkr. 1960 i Sydgrønland renses Akamalik for anklagen for mordet på Usulissuaq. Søg på denne.

Fortællingen er en typisk omvendelseshistorie, med traditionelle og kristne forestillinger i skrækslagen blanding.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 49 - 56: "Akamalik"

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 166 - 172 (dialekt) og ulige sider: 167 - 173 (engelsk).

Resumé:

Akamalik boede i Illorsuatsiaat og købte knive i Sissarissoq, da man dér havde fået butik. Han var berømt for at have deltaget i mordet på Usulissuaq, men det passede ikke. Us. var Akam.s gamle slægtning, der boede alene nær Qerrortuut med en plejesøn, den forældreløse Uujooq. De levede af fisk. Akam. besøgte med mellemrum Us. med medbragte lækkerier og blev hos ham en tid, hvor han fangede til den gamles vinterforråd. Engang under et sådant besøg, hvor Us. vil hente frisk kvan i Qerrortuut (hvor?), det lækkeri han kunne skaffe til gengæld. Akam. tar samme dag på fangst og blir ud for Isua (Kap Farvel) advaret om at mænd fra Illorpaat er på vej for at dræbe Us. Akam. når lige netop ikke frem til Qerrortuut i tide. Rasende skærer han en luns af ligets fede bagdel og noget af dets lever, som han med hævet kniv tvinger morderne til at spise af, for som han siger: 'Vi dræber kun for at få noget at spise!' Han parterer også ligets hoved og placerer stykkerne forskellige steder. Derfor blev Akam. i eftertiden regnet for medskyldig i drabet. Tilbage på teltpladsen smider Akam. Us.s lille kniv over til Uujooq med ordene: 'Mon du nogensinde vil glemme dette her?' Samme Uujooq blev senere en frygtet lystmorder, der altid dræbte med denne lille kniv. Akam. henter derefter Us.'s mest værdifulde ejendel frem under konebåden, en lang fiskesnøre af hvalbarde til dybhavsfiskeri. Om det er den morderne ville ha' fat i? Om den var årsag til drabet? I deres kamp om den lykkes det Uujooq at bemægtige sig den. Akam. tager Uujooq med sydpå, mener man. Her huserer Uuj. senere som en frygtet morder. KM. har selv efter eget ønske set den teltplads Us. brugte som gammel ved Illorpaat.

Tilføjelser: Dele af den grønlandske tekst, der ikke er kommet med i den danske følger her i Signe Åsbloms oversættelse med forbehold for misforståede ord på fortællerens dialekt:

s.58 nederst - 59 øverst i grlsk. udgave: (Aasaleraasaaninngaanniitt...)

Han roede gevaldigt til, selvom forenden af kajakken helt op til kajakstolen lå dybt i vandet. Forenden blev skubbet frem af bølgerne, så kajakspidsen lå under vand. (Ja, sådan plejede kajakken at være dækket af vand helt op til ?. Det var jo på den måde de øgede deres fart. Ligesom min onkel Andaliarsi, der var kateket, fortalte, at de plejede at være tre om at kappes, og det var ham selv, Unoorsi og Ujuaarsuasik, der kom dér sydfra, og ingen af dem kunne klare det. Og det var, fordi han stille og roligt lod sin kajak flyde op. Kajakspidsen var nemlig kommet til at ligge lige dybt nok. Han roede lidt og brugte både armene og livet, så kajakken løftede sig, og åretagene modvirkede, at kajakkens ende dukkede ned under vandet. På den måde brugte Unoorsi og Ujuaarsuasik måske armene for meget, så de fik bagenden af deres kajakker til at dukke ned under vandet. Og når bagenden af kajakken på den måde stak ned i vandet, gik de i stå. Og uanset hvor hurtige de ellers var... overhalede han dem.

midt på s. 60:

Så opdagede de, at det var Akamalik, der var kommet, og senere dukkede Matiisinngivasik også op. Det var nemlig Matiisinngivasik, der havde hentet Akamalik. Det var altså omkring det tidspunkt, hvor han blev døbt. I Alluitsoq... Der kom missionærerne jo først.

sidste linie s. 60:

Måske skyldtes det, at de havde været så misundelige på denne mand, dengang han var storfanger, at de nu dræbte ham, da han var blevet gammel og ikke længere kunne bevæge sig så meget rundt. Sådan må det være, fordi man gjorde sådan på

den tid.

Var.: Uujooq indgår i flere forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk.

Om Akamalik verserer også en anden fortælling - om hans omvendelse i en drøm (søg denne).

Hist.: Historisk fortælling. KM var 80 år i 1981. Hans fortælling om Akamalik afviger fra andre i ikke at nævne hans drøm, ønske om dåb og rejse til herrnuterne i Nuuk. Rink mener det er den denne begivenhed Cranz (Historie von Grönland) beskriver for året 1743. Det kan ikke rigtig passe med, at gamle Sahras mor havde fået i opdrag at føre hus for Uujooq og hans mindre brødre, der endnu alle var kajakløse, efter at deres far var blevet myrdet. Sahra var gammel i 1860'erne og selv med tre generationer når man næppe bagud til ca. 1740.

Om Uujooq er der også en del fortællinger, der stemmer mere eller mindre overens med visse af oplysningerne i denne fortælling af KM.

Kommentar: alle medskyldige skal stikke i den myrdede, være med til parteringen og spredningen af stykkerne. Denne del af mordritualerne skulle hindre den døde i at samle sig sammen og trænge ind i morderen. Dette besværligjordes yderligere når flere blev gjort delagtige i mordet, foruden at flere medskyldige fratog eventuelle slægtninge til offeret i at tage hævn.

Men forklaringen på Akamaliks initiativ til dette ritual lyder besynderlig og fratager ikke Akamalik for mistanke: at fortæringen skulle tjene til påmindelse om at man dræber dyr, ikke mennesker. Måske har fortælleren ikke kendt det gamle mordritual.

Se de andre fortællinger om Akamalik. Vedr. ritualer ved mord søg på: Iisimmardik mord og mordritual.)

Orig. håndskr.: KRKB 5,1, læg 5. Illustreret.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den magtesløse fjende.

Det fortælles om en kvinde, at hun ikke havde bopladsfæller men mange børn. De blev dog én efter én dræbt af deres fjender. Derfor opdrog kvinden den ene af sine sønner til at kunne leve i havet som en anden sæl.

Så skete det igen en dag at en hel flok fjender kom i kajak og ville slå ham ihjel. Da de nærmede sig, sagde kvinden til sin søn at han skulle gå ud i vandet. Og da kajakmændene så, at han han sprang i vandet, tænkte de at der ikke var nogen tvivl om, at de nok skulle fange ham. Men drengen flygtede, og kajakkerne fulgte efter ham. Og han holdt sig nede under vandet og flyttede sig som en sæl.

Efterhånden var de dog roet meget langt ud, og kvinden tog en rem og begyndte at piske på vandet med den for at skabe stormvejr.

Så blev det et fygteligt stormvejr, hvor alle kajakkerne gik ned, men hendes søn havde held til at komme i land, uden at hans fjender gjorde ham noget. Og han fortsatte med at være en god svømmer, og frem til sin alderdom var han en dygtig forsørger.

Billedtekster:

Billede 1: Hun prøver at fremkalde stormvejr.

Billede 2: Da det blev et forfærdeligt stormvejr, omkon kajakmændene.

Var.: søg på: svømme under vandet.

Kommentar: en noget bar og tam udgave af denne fortælling.

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 38 - 45; angakkortalissuit, 1990: 163 - 170: "Akinnaatsaat".

Resumé:

I Akinnaatsaan overvinter i sultevinteren følgende nært beslægtede fangere med

familier: Taqivaq, Naaqqortooq, Nuuku, Baalik og desuden den

ikke-beslægtede Qaratserpik.

   Voldsom regn og storm fra sydvest hindrer al fangst og allerede

efter solhverv begynder beboerne at dø af sult. Taqivaq og hans kone

er blandt de første - de efterlader fire sønner. De tre dør én for én,

fordi ingen af deres slægtninge under dem noget. De lægger sig tæt op

ad hinanden uden for husgangen. Den fjerde, Qaqqitina, hjælper sin

morbroder, Naaqqortooq, med teltslagningen om foråret, men N. jager

ham ud af teltet med prygl, og han lægger sig til at dø hos sine

brødre. N. bebrejdes voldsomt den følgende sommer af sin bror,

Amattanneq, da denne vender tilbage fra en overvintring ved Ittivartik

på sydøstkysten.

Mange dør på stribe om foråret, selv om et et tyveri af bjørnekød ved Suunaajik har forsynet dem med mad i en periode. De bestjålne hævner sig senere på Nuuku, der var den der opfordrede sine fæller til tyveriet, idet han senere næsten ingenting får af en stor bjørn, som han har set som den første og derfor tilkommer ham. Den nedlægges af flere fangere, blandt andet Simmujooq fra nabobopladsen, Ittitalik, der var medejer af de bjørne, som Nuukus fæller stjal. Simmujooq bemægtiger sig derfor broderparten af Nuukus bjørn.

   Baalik rejser ind i fjorden for at tigge mad ved en anden boplads,

men dør derinde af forspisning. Af hans efterladte er til sidst kun

hans kone og sønnen Kukkilaan tilbage. K. ber om foråret forgæves sin

morbror, Naaqqortooq om hjælp til at lave et telt; må så selv lave et

sølle et, som N. også afviser at hjælpe med at sikre, da en snestorm

trækker op i juni. Teltet rives løs, K. og hans mor søger dække under

det i læ af en klippe, moderen dør, og da Aalik tilbyder K. husly,

foretrækker K. at blive hos sin døde mor af medlidenhed. K. er død den

næste morgen, og Naaqqortooq tier til Aaliks bebrejdelser.

   Putsaanaq falder død om på briksen i forsøget på at komme med de

andre på fangst, da isen var brudt op et stykke ude.

Tiardukku, der var barn ved Ittitalik i sultevinteren, fortæller

følgende:

1. Aggu / Akku fik skylden for sultevinteren, fordi han, da han

havde dræbt Aakajik, forbød faderen at holde dødstabuerne med den

forklaring at Aakajik var taget af innersuit.

2.  Tiardukkus far slagter sine hunde til mad, får sår i mundvigene af at smelte is til vand som han spytter ind i sine børns munde. Simmujooq nedlægger en isbjørnemor med to unger, som Akinnaatsaan-folkene stjæler det meste af. Tardukkus mor koger suppe på indvoldene, og da den sultne Taqivaq fra Akinnaatsaan

kommer på tiggerbesøg, får han en øsefuld skoldhed suppe, sluger den uden at mærke skoldningen.

3. De fleste husfæller flytter til

Akinnaatsaan, da Tiardukkus forældre flytter med børnene til mosteren i

Noortiit. I Noortiit er der ingen mangel på fersk drikkevand. Taqivaqs søn kommer på tiggerbesøg fra Akinnaatsaan, får en øsefuld suppe, hager sig fast i tørrehækken for også at få kød og er ikke til at jage væk. Mosteren må til sidst svide pelskanten på hans hætte med sin brændende lampepind for at få ham væk.  

4. Ved Akinnaatsaan fanger Nuuku en klapmyds, som T.s families husfæller stjæler som hævn for Simmujooqs bjørnekød, som Nuuku og hans fæller stjal. T.s far

redder sig mirakuløst efter en bjørnefangst i forsommeren, hvor han

kommer væk fra de andre, må efterlade sin kajak i isskruningen og,

afskåret fra sin boplads af åbent vand, ser tegningen af en kajak

under sneen på land. Ejeren er før snefaldet styrtet om i nærheden.

5. T. besøger i maj sammen med sin søster Akinnaastaan, hvor kun to

udmarvede kvinder lever omgivet af lig.

6. Snestormen i juni, der gør det af med

mange af de sidste overlevende, slår om i regn og endelig får

sommersolen overtaget. T. fanger et par snespurve. Forældrene får bryststykkerne og børnene knaser resten i sig.

Hist.: Historisk fortælling fra sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Kommentar: der foregår en del kødtyverier bopladserne imellem. Vedr. høvn over Nuukus tyveri af Simmujooqs bjørnekød se også: Akinnaatsaan

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Under kajakfangst får Aggu øje på tre isbjørne på et isbjerg, ror derhen, men opdager for sent at det er tre fangstblærer, der tilhører tre næseløse (innersuit). Han prøver forgæves at skodde og blir trukket langt af led forbi Umiivik ved Kulusuk helt til den store ø, Tasidartik / Tasiilaartik, hvor stranden åbner sig ned til en underjordisk boplads. En kvinde kommer straks ud med et afhåret skind, som hun lægger på bredden, og Aggu der ved, at kun hvis han ikke lander med sin kajak på midten vil han komme hjem igen, kan ånde lettet op. Inde i huset kommer en fjerde, men vred innersuaq. Fangen vil tilsmudse huset siger han. En af de tre langer ham et stykke barde, som han lader falde. Det går i stykker og Aggus to hjælpeånder blandt dværgene, iaajivatsiaat, tilvender sig skyndsomt stumperne, der er store for dem. Da morgenen nærmer sig husker Aggu pludselig på en næseløs med snude, der engang har lovet at stå ham bi. Denne kommer straks til stede, får Aggu ud af huset og slås med beboerne mens Aggu og hans to dværge tar flugten. Dværgene må dog belære Aggu om, at han skal følge nøjagtig den samme vej tilbage som han kom. Ellers forkortes hans liv.

Var.: søg på innersuit.

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Kommentar: Mange åndemanerlærlinge siges at have aflagt faretruende besøg hos innersuit, som de blir reddet fra vha. deres andre hjælpeånder, undertiden en innersuaq, undertiden en eqinngaleq / equngasoq: den skævmundede kajakmand, eller en toornaarsuk. Den næseløse med snude er en sær konstruktion, der dog også forekommer i en fortælling om Aadaarutaa hos Vebæk 2001.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 35, ss. 153 - 163.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 6, ss. 17 - 22.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 77, ss. 404 - 410: Akutak and Inuinak.

Resumé: Akutaq og Inuinnaq besøger en mængde gifte brødre, der ikke

vil gifte deres eneste søster bort. Den mellemste af brødrene fører

ordet. Da de om aftenen klær sig af ses det, at A. er hvid som en hvidhval og

I. sort som en ravn. Søsteren har sengeklæder så smukke som

qallunaats. I. lægger sig hos hende, hun er mere end villig, og

brødrene opgiver at gøre ham noget. Men A. blir misundelig, og da han

bliver til grin, forhekser han søsteren: hun vil komme til at hade sin

mand. A. tar hjem næste morgen. I. sover altid længe om morgenen, men

når alligevel hjem med fangst inden sine svogre, og hans kone blir

mere og mere voldelig i sine kærtegn. Da hun giver sig til at gnave i

en slibesten, der stammer fra Tunulliarfik-fjeldet, forstår man, at

hun er blevet gal, og alle flygter over til en ø undtagen I., der dog

også må tage flugten derover næste dag. Den gale kone forfølger ham

gående over vandet og vender først om, da vandet rifles foran hende.

Hun ligger død i en nærliggende hule, da I. senere vender tilbage og

begraver hende. På Akutaqs boplads får en forældreløs dreng om

vinteren den ide at bytte sig til et par kamikker hos brødrene for en

lille hund. Han overnatter i det forladte hus, skræmmes af det gale

genfærd, gemmer sig i et isbjergs hule, slipper næste dag over til

øen og får af den mellemste bror to par gode støvler og en kniv med

smukt skaft. Også de andre brødre gir ham gaver, fordi han har

overnattet i det forladte spøgelseshus. Hunden vil brødrene ikke have.

Drengen sælger sine gaver og får sig således en kajak.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 35, s. 328 - 329.

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal; (delvis). De mange brødres eneste søster, som blev gal.

Iøvrigt et hyppigt motiv i forskellige fortællinger. Søg bl.a. på: ligfedt.

Hist.: Rink bemærker i en note , at denne Akutaq var søn af en

grønlænderinde med en hvalfangerkaptajn fra før Egedes tid. Kaptajnen

kaldtes Tunusuk (Nakken)/ Tinusuk. I slutepisoden har Rink i oversættelsen

rettet angajullersaata til "den mellemste". Det er også mest

naturligt, at det er denne, den stærkeste bror, der fører ordet i

slutningen, ligesom i begyndelsen, men der står altså "den ældste" i

originaloptegnelserne.

Fortællingen er fortalt til Hermion (? det er ikke til at læse) af

David, som atter har hørt den af en sydlænding, Nathan.

Se Hendriks fortælling om Tinusuk: Familien Paakasi.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Trykt, med en lidt ændret ordlyd (tilsyneladende redigeret), i Atuagagdliutit 1935 nr. 13, ss. 111 - 112 + nr. 14 ss. 114 - 115: Âlánguaq.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Historien om Aalannguaq

Aalannguaq, der boede på vinterbopladsen Terraanaa lidt syd for Qipingasoq, plejede at overvintre sammen med sin sølle fætter. Om Aalannguaq fortælles at han var en meget dygtig fanger i al slags vejr, mens der var langt mellem fætterens fangster. Engang begyndte fætteren at overveje at flytte til et andet sted, selv om han blev så godt underholdt hos sin slægtning. Skønt han følte sig underlegen over for sin fætter, fortalte han ham at han ville overvintre i Poorusia på nordsiden af Atammik. Aalannguaq søgte at tale ham fra det, fordi han var hans fangstfælle i husholdet. Det lykkedes dog ikke og han måtte resignere.

Da fætteren havde bygget sit vinterhus i Poorusiaq gik der ikke lang tid mellem Aalannguaqs besøg, hvis der gik lidt (for) lang tid mellem fætterens besøg, og sådan havde de det med hinanden. Langt om længe begyndte der at komme nyis, og så holdt de da op med at besøge hinanden. Da Aalannguaq nu var alene, blev han endnu mere fangstivrig og bearbejdede og lagrede forråd til vinteren. Derudover havde han mange hele sortsider gjort klar for vinteren. Da kulden blev strengere kort efter vintersolhverv og sneen faldt hver dag, begyndte havisen langsomt at lukke til. Aalannguaq roede ud så længe han kunne, men til sidst var det ikke længere muligt at ro i kajak. Hver dag var der kraftigt snefald, og Aalannguaq var meget urolig for sin sølle fætter, for det tegnede til en meget streng vinter, og så så det sort ud for fætteren. Hver morgen de vågnede var vejret det samme som den foregående dag. Aalannguaq sagde da til sine husfæller: "Hvis vejret forsætter sådan, ser det sort ud, så lad os få bragt vores vinterforråd ind i huset, for sådan et vejr er ikke til at færdes ude i." De bragte da hele sortsider og den tørrede proviant ind i huset. Først prøvede de at færdes ude ind imellem, men til sidst måtte de holde sig inden døre, da vejret ikke var til at være ude i. Aalannguaq satte den længste teltstang op ved husindgangen og borede den ned ved døren, så den ikke kunne vælte.

Da de ikke længere gik udenfor, gik de ud i husangen når de vågnede om morgenen og lyttede til den store teltstang, og de hørte da stormens hylen og rasen og vidste, at det fortsat var voldsomt uvejr. Til sidst havde de næsten spist hele deres store forråd op. Hans kone søgte så vidt muligt at spare på reserverne, men da forrådet var det eneste der kunne holde dem varme, svandt det ret hurtigt ind. Til sidst måtte de nøjes med et par mundfulde om dagen. Da det kom så vidt, følte Aalannguaq at han ikke længere havde sine kræfters normale brug. En tid var han oppegående, men snart måtte han holde sengen. Til sidst var det konen alene der var på benene. Da hun ikke længere havde noget at dele ud af, var hun opsat på at høre hvordan vejret var, når hun vågnede om morgenen. Men når hun gik ud i husgangen hørte hun stadig stormens hylen. En dag så hun længe på sin mand inden hun gik ud i husgangen og lyttede til teltstangen. Endelig, omsider var der ikke en lyd at høre. Hurtigt gik hun ind i huset og søgte efter et redskab. Da hun havde bundet sin kamikstrækker og sin grydeslev sammen i forlængelse af hinanden gik hun ud og begyndte at udhule sneen ved siden af teltstangen. Efter lang tids besvær begyndte det så småt at lysne. Langsomt blev lyset stærkere og endelig blev der et hul ud til det fri, og det klare lys trængte ind. Langsomt gjorde hun hullet så stort at det passede til hendes hoved. Hun udvidede det endnu mere og gik ud hvor hun opdagede, at det var blevet fralandsvind og dejligt vejr, og ved havet var der begyndende ebbe. Fordi vandet var begyndt at falde var isstykkerne kommet op på højkant. Da hun ikke havde andre steder at gå hen, gik hun derned til stranden for at søger efter en smule tang mellem isstykkerne. Mens hun gik der og kiggede efter tang fik hun øje på en strandplet med noget der lignede tørv. En mængde strandryler var landet der og stod og pippede. Da hun fik dem til at flyve op flygtede de ikke, men fløj bare et lille stykke væk og kom så og landede igen, så de helt dækkede den lille strandplet. Da hun så det skyndte hun sig op i huset.

Den foregående sommer havde hun samlet pileurterødder for at være forberedt på alt. Hun tog nogle rødder og lavede hurtigt en snare, og efter at have taget et stykke skindreb gik hun igen ned til stranden og frygtede at fuglene nu skulle være væk. Men da hun kom derned var de der stadig. Hun fik dem til at flyve op, satte snaren op, og næppe var hun kommet af vejen, før de landede. Da hun trak i snaren fangede hun en af fuglene. Hurtigt aflivede hun den og skyndte sig op i huset. Da hun kom ind kaldte hun på sin mand: "Aalannguaq!" Manden svarede derindefra mens han bevægede sig lidt. "Jeg har fanget en flot strandryle!" sagde hun, og manden kom et et udbrud af glæde derindefra. Konen skyndte sig at plukke fuglen, og da hun skar den op lod hun blodet dryppe ned i en muslingeskal. Blodet fyldte lidt efter lidt hele muslingeskallen. Så holdt blodet endelig op med at dryppe. Konen slikkede en del af blodet op og gav sin stakkels mand resten at drikke. Nu skar hun strandrylen på langs i to dele, selv hovedet. Hun gav halvdelen til sin mand og spiste selv halvdelen. Da manden havde fået noget af blodet og halvdelen af strandrylen, fik han svedperler på næsen og begyndte at bevæge sig rykvist på brisken. Det siges, at han opførte sig som en gal. Efter et stykke tid faldt han dog til ro og begyndte nu at se nogenlunde normal ud og kunne sidde op. Næste dag fangede konen to flotte strandryler, og dem delte de. Nu kunne manden stå op og gå lidt rundt på gulvet. Da han var blevet i stand til at gå udenfor, gik han ud og opdagede, at det åbne vand var lige ved at nå op til deres boplads nordfra.

Nu hvor solen var kommet højt på himlen og dagene var blevet længere, ville han afprøve sig selv. Han tog sine fangstredskaber ind i huset og begyndte at reparere dem med den smule kræfter han havde. Da han havde ordnet dem var han tilfreds. En morgen vågnede de så op til smukt vejr med svag nordøstenvind. Aalannguaq gjorde sig klar og roede ud i kajakkem med sine fangstvåben. Mens konen så til fra land, forsvandt han ud af syne. Da Aalannguaq kom til sit fangstområde og holdt kajakken op mod vinden efter sit pejlemærke, varede det ikke længe før en blåside stak hovedet op af vandet for at ånde ikke så langt fra ham. Han nærmede sig sælen og kastede sin harpun efter den. Langt om længe lykkedes det at få den aflivet, og han begyndte at bugsere den hjemefter.        

Lige siden manden var forsvundet ud af syne havde konen spejdet efter ham. Da han nu kom i sigte så det ud som om han roede meget langsomt. Da han kom nærmere opdagede hun, at han havde en sæl på slæb, og så havde han jo fanget en flot blåside. Endelig havde de masser af mad, og fra da af begyndte han igen at komme hjem med fangst.

Da dagene var blevet lange og vejret godt og stabilt, tænkte Aalannguaq hele tiden på sin fætter. Han havde flere gange sagt at fætteren nok ikke havde klaret vinteren, fordi den havde været så streng. Men han havde endnu ikke kunnet få sig selv til at tage til fætterens vinterboplads for at rive huset ned over de døde.

En morgen vågnede han og sagde til sin kone: "I dag tager jeg over til de overvintrende ved Poorusia og river deres hus ned. De har sikkert ikke overlevet denne forfærdelig strenge vinter." Han havde ingen forventninger om at hans fætter havde kunnet overleve, fordi han var en dårligere fanger end han selv. Så tog han afsted. Da han kom til Poorusia og roede ind i vigen hvor han kunne se huset, kunne han ikke forstå at isen ved stranden neden for huset var så rød, at man skulle tro den var helt rød af blod. Da han kom nærmere opdagede han, at isen var aldeles gennemvædet af blod. Så fik han øje på og genkendte sin fætter, der kom ud af huset og spejdede udefter for derpå at gå ned for at tage imod ham. Fætteren blev meget glad da han genkendte sin slægtning derude på havet. Da fætteren kom ned til stranden og han selv kom i land sagde han: "Hvem havde ventet at se dig igen, og jeg som ellers var kommet for at rive huset ned over jer!" "Kom nu op i huset, jeg har noget at fortælle dig", sagde fætteren. Hurtigt fik han sin kajak op på land og sikret den, og så gik han op til huset, hvor han blev overrasket over så store mængder forråd de havde.

Da de kom ind i huset hengav de sig i glæden over gensynet, og Aalannguaq fortalte om det langvarige uvejr, og at hans kone havde reddet ham ved at fange en strandryle, da han var blevet sengeliggende. Han havde derfor ikke været i tvivl om at fætteren og hans husstand måtte være omkommet af sult, og derfor var han kommet for at rive huset ned. "Vi har næsten ikke oplevet uvejr hele vinteren", sagde fætteren, "men nord for Nasaasaq var der sort som natten. Der har været langt imellem kraftige snefald på vores boplads og slet ingen kraftige vinde. Tilfældigvis har jeg også i år haft meget let til fangst, og jeg har sjældent måttet nøjes med en enkelt sæl. Men da der nord for os hele tiden var dækket af skyer og snefog, var jeg meget urolig for jer." Efter at have glædet sig over gensynet der på stedet tog Aalannguaq hjemover sent om eftermiddagen. Ved hjemkomsten fortalte han sine husfæller at hans fætter havde det godt, og havde overvintret under meget gode kår.

Da sommeren kom arbejdede Aalannguaq og hans husstand alt det de kunne for at samle forråd til den kommende vinter. Og den sommer samlede de alt der kunne gemmes og opbevares til vinteren. Tørret sælblod begyndte de at lægge til side i sortsidemaver, men da de senere fandt ud af, at maverne ikke var gode nok, krængede de skindet af sortsider og opbevarede tørret sælblod i dem. Siden kom de ikke ud for så strenge sulteperioder som de oplevede den vinter.

Slut.

Hist.: Lyder autentisk

Kort resumé i Rink 1866 - 71, II, nr. 123.

Renskrift tillempet nudansk stavemåde af Rosings nedskrift på ældre dansk. (En nedskrift på grønlandsk findes ikke):

Alarnarsikut / Alarnarsik havde en kone men ingen børn. En vinter begyndte ægteparret at sulte tilligemed flere, som boede i hus sammen med det (dem), og blev Alarnarsik til sidst den eneste der formåede at gå omkring og se efter føde til sig og de andre. Engang vandrede han langt indefter og traf til sidst på et stort slædespor; han fulgte dette og kom da til et stort hus; i samme hus traf han, da han var kommet ind, lutter store folk. Just som den fremmede satte sig hen på sidebriksen kom en ung dreng hen til ham og støttede sig op til hans ene ben; men uheldigen faldt drengen over mandens fod og gav han sig til at græde; da een af de store mandfolk spurgte drengen hvad han fejlede, fortalte Alarnarsik straks hvorledes det var gået  til, og befrygtende tildels faderens alvorlige spørgsmål, fortalte den besøgende en usandhed idet at han sagde: "ja, din søn der græder vel, men ikke for sult som mine børn derhjemme." Da den store hørte dette beklagede han de trængende, bad ham, idet der blev sat frem for ham, at spise sig dygtig mæt, og når han gik hjem måtte han i en pose medtage noget til sin familie; men idet vor besøgende skulle til at gå blev det ham strengt forbudt at give noget til de andre hjemme i hans hus, og som Alarnarsak (sic.) måtte love, ligesom at han kunne komme igen når kødet var opspist.

       Efter at være kommet hjem overtænkte han det som var blevet ham sagt; men han kunne ikke bringe det over sig ikke at give de andre i huset med af hvad han havde medtaget, hvisårsag han tog alting ind og lod alle tage af posens indhold. Alarnarsak sagde en dag til sine medfangere om at følge sig til det store hus igen for at se at få mere føde igen. De gik, men flere måtte for udmattelse af sult blive tilbage og til sidst var de kun tre med Alarnartoq (sic.) som kom til stedet; men huset syntes at være flyttet til et stræk indefter, og kom først sent til det; atter efterladende en på vejen fordi han ikke længere kunne gå. Alarnartok (sic.) og hans ledsager fandt nu i husets nordside en slags hvalmattak som lå over nogle stivere udbredt som et helt tag. Alarnartok var noget urolig, men idet han, bukkende sig ned (mod) husgangen for at gå ind, talte til den anden der fulgte ham, at de i huset næppe ville dræbe dem, gik de også ufortrøden indefter. Just som de gik frem i husgangen stødte (de) på en dør, som de fik op, men lidt efter igen traf de på en stendør, og atter på en tredje, hvorefter de trådte ind i huset. Alarnartok var mistænkelig over ikke at have holdt sit løfte og stod desårsag forlegen. Da han hørte folk tale, thi der var ikke oplyst nok i huset for at kunne se dem alle, smækkede Alarnartok blot med tungen. "Hør", blev der sagt af en, "der blev nuitsordorppukket (?) ude i gangen, muligt er det Alarnartok" blev der talt videre af den samme; og (så) blev alting stille igen. Nu trumfede Alarnatok med tungen, og atter blev der talt af en, blev der trumfet ude i gangen, "hvorledes, hvornår hørte jeg en fjert blive slået, muligt det (er) Alarnartoq, inga kelatupogakivfatkîlettisorq (? noget med qilaneq, udspørgning ved hovedløftning. Det tyder det følgende på BS). Nu skimtede Alarnatok og hans ledsager en gammel mand, som holdt på et ombundet hoved, og fortsatte den gamle sin tale med at sige til sidst at han ikke var i stand til at løfte hovedet. Af samme grund blev der nu bundet om hovedet på en anden, og da den gamle kunne løfte dette hoved sagde han at det var Alarnartok. "Er du ikke?" spurgte den gamle ham. "Jeg er det", svarede denne; "Men jeg har ondt ved at løfte hovedet, - der må være en med dig, ikke?" Nogle ytrede nu at han havde forfulgt huset; hvorpå den gamle tog en hvæssesten frem og begyndte at skærpe sin kniv på den. - Det gjorde den gamle besværger eller angakkoq (åndemaner), som han nok var, idet at han udtalte: "Alarnartok skal have ondt ved at forfølge vort hus og os, ifald han har ondt i sinde; thi nu skal han have ondt ved at røre sig;" og virkelig mærkede den tilrejsende og hans følgebroder at de var som naglet fast til jorden; ligesom de begge heller ikke formåede at blinke med øjnene. Alarnartok ville spytte men førend spyttet nåede gulvet antændte det en stor lampe. Efter denne antændelse var hele huset oplyst og med det samme følte begge de fortryllede at de kunne bevæge dem frit. De gik derpå ud; men faldt så helt ned i sporet af kæmpefolket da de kom ud på sneen. Den gamle i huset fulgte efter dem med et antændt stykke mos for at finde dem i mørket. Han ledte forgæves efter dem, havde nær trådt et par gange på dem, mens de lå skjult nede i sporene, og til sidst gik kæmpen ind i huset. Da det nu blev lyst og roligt omkring dem gik de flygtende hen til stilladset hvorover mattakken var henlagt. Alarnartok stod på sin kammerats ryg og flænsede gode skiver ned af mattakken; kom dette i posen. Hjem gik de så med deres bytte, og sultede ikke mere i den vinter.

Hist.: Det er ret usædvanligt at almindelige mennesker klarer at overtræde åndernes påbud, som kæmpernes hér om ikke at dele madgaven med andre. Se fx: De små forældreløse Juua. I det hele taget forekommer U. Rosings fortæller, Nicolaij / Nikolaj, ret moderne i sine fortællingers hyppige fornægtelser af, at den anden verdens ånder og guder skulle have langt større evner end mennesker. Det må være den kristne påvirkning med sin ophævelse af de gamle tabuer, der her sætter sig igennem.

Episoden med de tre døre i husgangen forkommer normalt ikke i grønlandske fortællinger og er sandsynligvis en påvirkning fra europæiske folkeeventyr.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 62 (Sinagtut

erqûtut) Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 68 (Sinnattut eqquutut).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens bedstefar f. 1854, der var barnebarn af Ineqinnavaat, forstod sig noget på trolddom (heksekunst, ilisiinneq?). Han drømte engang at han besøgte dværge, inorutsit. Deres telte vendte åbningen ind mod land (modsat menneskers telte) og de lovede ham en kødgrav fuld af sæler til vinter. Han fandt det angivne sted, spiste lidt af en sæl, gik hjem og vendte næste dag tilbage sammen med sin søn for at hente kød hjem. Men da lå kun den sæl han havde spist af tilbage. Han skulle have husket at spise af hver og en af dem. Så var de ikke forsvundet.

Hist.: Den grønlandske tekst nævner ikke glosen for 'trolddom'. Der er svært at vide hvordan drøm og virkelighed hænger sammen i denne fortælling.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 170 - 174: "Qivittoq Alinnaataaraq".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 188 - 192 (dialekt) og ulige sider: 189 - 193 (engelsk).

Resumé

JM har fortællingen fra sin moster, der med sin mand Tittus boede i Illorpaat med Alinnaataaraq og dennes rædsomme mand, Kaligaarsuannguaq, der ikke undte sin kone maden. Det endte med at Al. gik hjemmefra. Man ledte længe. Herrnhuterne på stedet udlovede en stedse højere findeløn. En dag mente man at have set hende med sin fætter, der også var qivittoq oppe på en fjeldkam. Men de var forsvundet da man kom derop. Det blev fætrene Juuntaat, Kunalaat og Amos, der fandt hende en dag de skulle på bærtogt og var blevet forskrækkede over at havet var uklart og af en lyd af blæst som en bisværm. Da var hun død, nøgen, med klæderne spredt omkring. Fætrene, der absolut undgik at røre ved liget, roede skrækslagne sammen til Illorpaat og gav besked. De der tog ud efter liget ville heller ikke røre det. En gammel mand erklærede dog at han alligevel var så stor en synder at han godt turde. Man transporterede liget på et skind på en slæde og fik hende begravet i uindviet jord med et stykke skrevet tekst på papir. Man hørte klagelyde fra graven i den første tid. Den ligger i Tulugattaat, men er helt tilgroet. Endnu lever (i 1965) Alin.s ældste svigerdatter, Sofie, tidligere gift med sønnen Alaabaarsuaq, og et barnebarn, Sofies datter. Alinn. ammede endnu sin yngste, en søn, da hun gik til fjelds.

Kommentarer med tilføjelser af tekststumper fra den grønlandske udg., der ikke er med i den danske:

s. 172: Ila asuliinaaq ...

For alle tilfældes skyld lagde konebådene til dér indenfor og de gik op på stranden og fortsatte op for at se efter dem. Man siger at det kun var nedefra at man kunne se dem (qivittut deroppe). Da de havde lagt til ved stranden gik de opad, og de gik og de gik, og da de var kommet helt derop, så forsvandt de (to qivittut) uden hastværk ganske langsomt mod øst (indlandet, kunne man se nedefra). Det vil sige  at disse mænd altså nåede op til det sted, hvor de (de to qivittut) var (blevet set), men da var de forsvundet. Da de havde råbt ned uden at vide at de var forsvundet, svarede de nede fra: "Da I kom derop, neden for dem, forsvandt de langsomt mod øst." Og det siges at da de kom ned igen fortalte de, at det var da de var nået op neden for dem (qivittut), kunne de ikke længere se dem, og det var måske netop da mændene nåede op til en slags klippe (udhæng?). Så kom de hjem. De havde nemlig været undervejs (ad fjorden) længere ind i landet.

Taamanikkummi ...

For dengang interesserede de sig nemlig ikke for fisk, og det var kun sølle folk der fiskede.

Sissaq ...: Da de (tre fætre) roede videre langs standen, og videre og så befandt sig ud for Qilalukkat Pilattarfia (hvidhvals-ophalingsstedet) og altså kunne ro over sundet til Tulugattaaq, opdagede de: Hele havets

s. 173:

Deres fætter Juuntaat spekulerede ikke over noget, han var ikke bange. Da de kom til Tuluattaat og nåede nedenfor stedet, sagde disse fætre til ham: "Juuntaat, gå op og se, om der ikke skulle være bær, og er der nogen, kan vi få bær at spise". Juuntaat trak sin kajak op og begyndte at gå op mod toppen af klinten: Og deroppe på toppen, hold da op, hvor var der dog blevet rodet i revlingelyngen, så der var den rene jord tilbage. Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq. Så ledte han altså efter bær... men hvad var dét der? Han havde fået øje på en kvindekamik. Kamikken var krænget så meget ud, at den var krænget ud helt op over vristen, så strømpen og kamikken var skilt ad. "Det var da utroligt, kvindekamikker!" Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq! Og på den måde fandt han også lidt efter lidt hendes tøj: Hendes sælskindsbukser, hvor det ene ben var krænget om på vrangen men ikke det andet. Hendes inderpels af fugleskind var vendt om på vrangen indtil ærmekanten. Så begyndte han at få bange anelser og skyndte sig nedefter, og dernede kaldte hans fætre på ham og bad ham skynde sig, og på vejen ned var han netop ved at nå hen til sin kajak, da han hørte sine fætre råbe højt: "Juuntaat, pas på, at du ikke træder på hende!"  

s. 174: (Soorlumigooq allamik asseqarneq ajorpoq...):

Og det fortælles, at det (lydene fra graven) virkelig lød som lyden af en svartbag (en måge). Og sommetider lød det, som når man vendte bunden i vejret på en metaltallerken og slog på den, og så lød det næsten som lyden af en svartbag, det lød som om det skvulpede. Det fortælles, at det måske skyldtes, at hun forsøgte at komme til fornuft, eller hvad hun nu kunne være i færd med.

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Historisk fortælling.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 141 ss. 705 - 708.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 403 - 405: Oqaluttuaq Allunnguamik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:196 - 200.

Resumé:

Allunnguaq er en lille dreng, der ikke vokser og derfor opfordres af sin far til at træne sine kræfter i klippespalter, som Allu. efter sigende til sidst kan presse noget fra hinanden. Han bliver tillige en meget dygtig fanger. I en ny hvid anorak "frier" han til bopladsens mange brødres eneste søster, en ordentlig tamp af en dame, der foreløbig egenhændig har smidt alle granvoksne friere på porten (hovedkuls ud i husgangen). Men lille Allu. kan hun ikke klare. Han hjemfører den sprællende skude under armen, og såvel hun som hendes mange brødre falder til føje. Hun føder ham en søn, der efterhånden giver Allu. lyst til at få sig en ny konebåd. Familien tager ikke med de andre på sommerrejse. De bliver hjemme, hvor Allu. fanger sæler til konebådsskind. En gruppe sydlændinge slår sig ned. Deres husfar er en flink mand, der fanger sammen med Allu. hver dag. Men en dag rygtes det til Allu. at denne mand vil røve hans kone. Allu. bliver hjemme og står og pusler med sine redskaber ved sidebriksen, da konerøveren, en stor mand i hvidt skindtøj - han ligner en enorm måge - kommer farende ind og forgæves prøver at vælte Allu. omkuld i springet. Allu. fortsætter urokkeligt med sit pusleri. To gange forsøger sydlændingen at røve konen, der hver gang sender ham hovedkuls ud i husgangen. Tredje gang snupper hun ham i nakken, smider ham på gulvet og dænger ham til med alle de bådeskind, der ligger til afhåring i urinbaljen. Han ligger helt stille lidt, men får så viklet sig ud: Hans fine hvide skindtøj er ganske tilsølet.

Mens Allu. bygger konebåd leger hans lille søn med sin legeharpun ved siden af. Pludselig giver han et hyl fra sig over noget stort, han ikke kender. Det er en isbjørn, som så Allu. går løs på med de bare næver og til sidst får has på ved at snurre den rundt i luften og ned i jorden. Konen flænser lykkelig dyret, koger masser af kød og får i sin iver inviteret alle de hjemvendte fangere på spisning, inden Allu. får sagt noget. Også under spisningen tager hun minsandten ordet og fortæller stolt både om, hvordan Allu. overmandede bjørnen, og om hvordan han i sin tid fik krammet på hende, der hidtil havde kastet alle store mænd på porten.

Var.: Mikiassen Atdlunguaq;

En del meget forskellige fortællinger har en hovedperson ved navn Allunnguaq.

Hist.: Skønt der er historiske fortællinger om meget stærke kvinder, er denne det næppe. Dertil virker den for litterært velkomponeret.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "âlorutaq

angerdlatoq". Kaarali Andreassen har afsluttet nedskrivningen.

I 1920 har Knud Rasmussen fået trykt de to første dele af fortællingen i dansk oversættelse i "Skånejournalisternes Vårtidning", Maj. Rasmussen erklærer her, at fortællingen slutter efter episoden med bjørnen og hvalrossen. Det fremgår ikke af håndskriftet.

Resumé:  

Aloruttaq er en stakkels forældreløs dreng ved Kangaarsuk / Kangaartik nær

Kap Dan ( på Kulusuk ). Hans onde plejefar sulter ham, klæder ham slet

og gir ham intet legetøj. Når alle på bopladsen sulter, går man til

folkene i Siorartooq, hvor forrådet er rigeligt. A. må gå barfodet

gennem sneen, kommer sent frem, og forhindres af sin plejefar i at

spise sig mæt. Når der nu og da kommer folk fra Siorartooq / Siarngarteq med

kødgaver, er der et stykke med to ribben til A., men hans plejefar

skærer kødet fra og gir ham kun et enkelt, bart ribben. På den næste

tur til Siarngarteq opdager husherren derovre plejefaderens ondskab,

ber A. hjælpe sig med at bære resterne af måltidet over i kødgraven og

blir klar over, at A. ingen kamikker har. Han adopterer Aa. der får

det godt, vokser til, blir stedets bedste fanger og gifter sig. En

vinter, hvor alle sulter låner han sin plejefars slæde og bjørnehunde.

Ude på isen ser han en sovende hvalros, ved ikke hvordan han skal

klare den, men en isbjørn dræber den med en iskugle, som den

omhyggeligt har gnavet til af et stort isstykke.

A. pudser sine hunde på bjørnen og dræber den. Han tar skindet og en

klump kød med hjem. Snart kommer hele egens sultende bopladser til

ædegilde og får kødgaver. Blandt gæsterne er den onde plejefar. A.

minder ham om hans nærighed, gir ham to ribben fra hvalrossen, men

senere ligeså store kødgaver som de andre. Den onde plejefar laver

tupilak af ribbenene om sommeren. A. kan pludselig intet fange,

forudser sin snarlige død, men da han er en angerlartussiaq (bestemt

til at vende hjem igen), ber han sin kone hente hans redskaber eet for

eet, når de driver til lands efter hans død. Han møder tupilakken, der

er rød med et stort hundehoved. A. harpunerer den, men hans

fangstblære klistrer til kajakken, tupilakken snor linen om den ved

gang på gang at springe over den og svømme under den. Da tupilakken

har ædt hans ene side, kæntrer han og rejser verden rundt under havet i et år.

Hans kone henter hans ilanddrevne kajak og redskaber. Men A. kan

alligevel ikke komme i land. Tupilakken spærrer for ham.

A.'s kone, der er gravid, føder en søn der får navnet A., gøres til

angerlartussiaq, udvikler sig som sin far til storfanger, gifter sig

med sin mor, kæntres af tupilakken og rejser verden rundt. Tilbage

igen slipper han forbi tupilakken, som han senere dræber. Han kommer

ikke ud for flere ubehagelige hændelser.

Tolkning: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 208 ss. 1026 - 1028.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 485 - 486: Alummiunik.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 105, s. 122.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 135, s. 466: The Sunrise.

Resumé:

En mand på øen Aluk i det sydøstligste Grønland elsker sin boplads så højt, og især solopgangene ude i havhorisonten, at han aldrig forlader den om sommeren, hvor de andre familier tager på sommerfangster andre steder hen. Det fortsætter sommer efter sommer, kun om vinteren har de selskab. Den søn manden og hans kone får, og som opdrages til storfanger af sin far, længes efterhånden kraftigt efter at komme ud ligesom alle andre til andre egne og mennesker i sommertiden. Først da faderen er blevet så ældet, at han ikke længere bidrager med fangst af sæler til konebådsskind, vover sønnen sig frem med sit ønske. Faren bøjer hovedet og svarer ikke. Anden gang må han dog give sig. Den der skaffer skind til konebåden må bestemme vedrørende rejser. De rejser sammen med bopladsfællerne og når et stykke op langs vestkysten, da faren længes så meget hjem, fordi solen står så sent op over bjergene, at sønnen vender om. Under hele hjemrejsen sover den gamle dårligt om natten, og da de endelig når hjem til Aluk, får slået teltet op og sovet, går den gamle ud for at nyde sin elskede solopgang. Med et dybt suk falder han død om i solens første stråler.

Var.: Manden fra Aluk.

Hist: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af håndskr., der ikke eksisterer længere.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om menneskeædere. (Orig. overskrift: Endnu en fortælling).

Der var engang to brødre. Den yngste roede i kajak til Paakitsoq. En netside

dukkede op, og han roede derhen for at harpunere den. Så mærkede han, at

kajakken stødte imod stranden med mange rullesten. Der kom en ældre mand hen

til ham og sagde: "Kom op til os." Da han kom ind i huset, dræbte de ham.

Storebroderen tog også på fangst og kom til samme sted. En ældre mand inviterede

ham op til huset og inden han gik op til huset, sørgede han for at placere

kajakken på stranden med forenden imod havet. Inde i huset var konen i gang med

at koge mad. Gæsten så en hånd hænge et sted, og det var lillebroderens hånd.

Der var en datter i huset. Om hende sagde moderen: "Hende dér spiser ikke

menneskekød." Pigen gjorde tegn med øjnene til gæsten, at han skulle forsvinde.

Han skyndte sig ud efterfulgt af konen, der råbte: "Vi er ved at glip af et

menneske." Manden dukkede op og skyndte sig ned til sin kajak og roede ud. Han

havde sin lanse med. Han roede efter den fremmede rundt om en isflage, hvor

fangerens datter opholdt sig. Den fremmede dræbte den ældre mand, mens hans kone

stod på stranden og sleb sin ulu. Den fremmede roede af sted med datteren fra

huset på kajakken.

Om foråret rejste de sydover og kom til en boplads, hvor de overvintrede.

Beboerne viste sig at være menneskeædere. En dag da sælen, han kom hjem med,

var ved at blive flænset, kom en ung mand og sagde: "maanna qamana" (nu skal du

ikke på fangst (?) Chr.B.)." Dagen efter, da han kom hjem fra fangst, sagde hans

kone til ham: "Den unge mand, der står derude, har flere gange sagt til mig:

"maanna qamana." I det samme hørte de klynken og gik ud. Dér lå så den unge mand

med en stor kniv stukket i maven. Manden løb ned til sin kajak efter sin lanse

og gav den unge mand det dræbende stik. Der blev sagt, at hans mor var ude at samle bær. Manden, der aflivede den unge mand, gik ud for at underrette hende.

Jeg har dræbt din søn - sagde han til hende. Moderen blev glad og sagde: "Så vil

jeg have (spise) den ene balle, så vil jeg have ballen."

Var.: Der er en del fortællinger om menneskeædere. Denne er noget uklar i sammenhængen. Bueskydning / Brødrene; De to fætre; Brødrene som forsvandt;

Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Menneskeæderen

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 167.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

(En fortælling om store drabsmænd / mordere.) (Opr.: "Og en anden" (fortælling)).

Manden Pikik og hans søn der begge var stærke mænd.

En grønlandsk fortælling.

I game dage, før qallunaat (hvide mænd, danskere) kom til landet, boede der vest for Qeqertarsuatsiaat, på Inussuk, en mand, der havde fjender på samtlige bosteder - i nabolaget og sydpå. Han var en drabs-mand og han havde engang dræbt en mand, som han ikke kendte. Det var en mand, han så for første gang. Han dræbte ham bare og lod liget ligge. Senere dræbte han mandens eneste søn. Når den stærke mand og hans søn traf deres fjender under en fangsttur, dræbte de dem. De var dygtige til at fange mennesker og sæler. Når far og søn sammen var ude at ro i kajak, kiggede de udelukkende efter mennesker og sæler.

Efter at der havde bosat sig danskere i Qeqertarsuatsiaat, tog far og søn

dertil for at handle. De gik op til et af husene og derinde sad mange af deres

fjender, som var kommet sydfra. Far og søn sagde ikke et ord. De var spændt på,

om nogen ville angribe dem. Det viste sig, at deres fjender blev bange for dem -

især for sønnen, som var meget stærk. De rejste derfra igen, uden at fjenderne

foretog sig noget over for dem. Da de tog af sted, kastede de til måls med deres

ualmindeligt kraftige harpuner, hvis lige ikke fandtes nogen steder. Det gjorde

de for at gøre indtryk på deres fjender.

Hist.: Ikik / Pikik optræder kun i denne fortælling, der i sin yderst skematiske form lever op til overleveringens vanlige fjendebillede af mordere og lystmordere.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 68: Møde med en qajariaq.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 68: Qajarissamik naapitsineq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Endnu en anden fortælling.

     En dygtig fanger i Narsarmiut opdrog sine to sønner til kun at bruge en fuglepil som fangstredskab. De brugte den, når de var på sæljagt og på hvalrosjagt. Engang tog de af sted sammen med deres nye fuglepile. De fangede en stor hanhvalros med deres fuglepile. Spidsen på deres fuglepile havde ingen modhager. Underdelen af sidespidserne var slebet skarpe. Når de ramte sæler, der lå med hovedet bøjet bagover, blev halsen skåret over. De fangede meget.

Engang roede den ældste ind i Kangerluarsuk. Hans far var på vej hjem med

en sæl på slæb. Denne ældre bror var på vej ud af fjorden sent på dagen. Han

opdagede, at en kajak fulgte efter ham og han undrede sig over det, fordi han

vidste, at der ikke var andre kajakker inde i fjorden. Da den fremmede kajakmand

kom nærmere, lagde fangeren fra Narsarmiut mærke til, at den fremmede abede

efter ham. Når han drejede lidt, drejede den fremmede også. Han kunne ikke

rigtig se bagenden af den fremmedes kajak. Fangeren fra Narsarmiut vendte siden

til. Det gjorde den fremmede også. Nu sås det tydeligt, at den fremmedes kajak

manglede bagende. Han blev klar over, at han blev fulgt af en kano og han blev

bange, fordi han havde hørt, at de, der blev forfulgt af kanofolkene aldrig slap

fra dem. Han forsøgte at ro væk fra ham, men den fremmede holdt den

samme afstand fra ham hele tiden. Men efterhånden halede forfølgeren ind på ham.Lige før den fremmede indhentede ham, roede han om på den anden side af et

lille næs. Han greb sin fuglepil og ventede på, at den fremmede skulle vise

sig, men han viste sig ikke. Han roede lidt tilbage for at se efter, hvor han

blev af. Han roede hjem uden at se ham igen.

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr. eller renskrift, der ikke længere eksisterer.

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 72.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den forældreløse Saanimasoq / Saanikumasoq (Opr. overskrift: Den anden historie).

En gammel mand havde to døtre. Der var også en forældreløs ung

mand ved navn Saanimasoq, der havde en stedfar og en stedmor. Når stedfaderen

var ude på fangst, gav stedmoderen ham benstumper at spise. Når stedfaderen

kom hjem og fik noget at spise, sagde han gerne til Saanimasoq: "Mon du fik noget at spise?" Den unge mand sagde gerne: "Ja, jeg fik noget at spise," selv om

han kun havde fået benstumper. Stedfaderen troede på, hvad han sagde.

En dag da stedfaderen spurgte stedmoderen, om Saanimasoq havde fået noget at spise, løj stedmoderen overfor sin mand og sagde: "Han forsøgte i dag at dræbe mig." Da stedforældrene faldt i søvn om aftenen, flygtede den unge mand til et område, hvor der ingen mennesker boede, men det viste sig, at han havnede lige i armene på to gamle mennesker, hvor han kom til at bo. Da den forældreløse var ved at blive voksen, sagde den gamle mand til ham: "Gid du vil blive en stærk mand." Og han blev en stærk mand. Hans plejefar kiggede på ham. En aften gik han i seng

hos de to døtre og fik dem til koner. Det viste sig, at den gamle mand nødig

ville skille sig af med døtrene. Da Saanimasoq vågnede en morgen, sagde han, at

han ville tilbage til sin stedfar og stedmor. Selvom han blev frarådet af sine koner, tog han af sted, med konen siddende på skuldrene, til sin gamle boplads, der lå langt væk. Da han nåede frem til bopladsen, var stedmoderen alene hjemme og

lavede mad. Saanimasoq gik hen til hende, tog hende om begge arme og flækkede

hende midtover. Han gjorde det samme med sin stedfar, da han kom hjem fra

fangst. Da han havde dræbt dem begge to, vendte han tilbage til sin boplads.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af Steenholdts renskrift el. afskrift: NKS 2488, VI, ss. 13h - 14. Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 145.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 10 ss. 73 - 74 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 7, ss. 124 - 126:

Katerparsuk.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Den forældreløse, der hævnede sig (Opr. overskrift: Også en stakkel).

En forældreløs, der ingen voksne havde til at hjælpe sig, var i færd med at

bygge sig en kajak. Han græd, fordi han havde svært ved at gøre det godt nok.

En ældre mand ville forskrække ham ved at liste sig frem til ham indhyllet i

et isbjørneskind. Den ældre mand gik helt hen til drengen uden at blive opdaget. Han pustede på drengen, som blev så forskrækket, at han flygtede grædende. Den

ældre mand grinede og sagde: "Jeg syntes egentlig, at det var synd for dig, men

jeg valgte alligevel at gøre dig bange i skikkelse af en isbjørn."

Drengen glemte det aldrig, og da han var blevet åndemaner / angakkoq, ville han hævne sig.

Engang da mændene var taget ud på fangst, så han på et skær, på den nordlige side

af bopladsen, en hvalros. Han fremsagde en trylleformular / serrat og fik på den måde hvalrossen til at krænge skindet af. Han iførte sig dette skind og svømmede ud til kajakmændene. Han fandt frem til den lille ældre mand, der i sin tid gjorde

ham bange, og dukkede op lige tæt ved ham. Han blev harpuneret af den lille

ældre mand. Han dykkede og trykkede luften ud af fangeblæren / fangstblæren, hvorefter han

svømmede hjem. Så roede han ud til kajakmændene. Disse undrede sig meget over,

at fangeblæren uden videre var forsvundet, efter at den lille ældre mand havde

harpuneret en hvalros. Den forældreløse roede hen til den lille ældre mand og

rakte ham hans fangstblære, som han fiskede op bagi kajakken. Han sagde: "Du gjorde mig i sin tid bange i skikkelse af en isbjørn, og nu har jeg

hævnet mig på dig i skikkelse af en hvalros." Da han roede bort, så han, at den

lille ældre mand tørrede en tåre bort.

Var.: Katerfarsuk; Qaaterfaarsuk; Qatigaarsuk

Kommentar: en meget yndet fortælling i Vestgrønland, der måske har en eller anden forbindelse til den østgrønlandske ritualmyte, hvor en angakkoq blir puulik vha. en isbjørn og en hvalros. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Lystmorderen Iseraasorak som blev meget gammel.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Toqutsigajooq Iseraasoraq utoqqarsuanngortoq.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 156.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Endnu en fortælling.

Iseraasorarsuaq var kivagtig (ifølge den danske kommentar, Chr.B.) men ikke hævngerrig. Så det var af lyst, han var en stor drabsmand. Han var kommet fra Akilineq i konebåd. Det første sted, han kom til, var Ilulissat

(Jakobshavn - Chr.B.). Da han fik den tanke at sejle mod øst, havde hans

storebror ydmygt sagt følgende til ham: "Iseraasoraq, skær mig et stykke af

din "peqqiut"." (Den danske kommentar er jeg ikke i stand til at læse - måske skal

man se efter originalen - chr.b.). Iseraasorarsuaq skar et lille stykke af sit

"peqqiut" til sin storebror, selv om hans (Iseraasorarsuaqs) "peqqiut" var meget

kort. Iseraasorarsuaq plejede at sige: "Angajumininínngôk

inûngaitsiásagaluarnerdlune" (jeg har svært ved at klare dette - det er noget

med, at han måske ville leve længere end sin bror).

Det første Iseraasorarsuaq så, da de var nået til land i nærheden af

Ilulissat, og mens de roede langs kysten, var en kajakmand. Det var før de

overhovedet havde truffet et menneske. Iseraasorarsuaq, som var styrer i

konebåden, steg ned i sin kajak, roede hen til kajakken og dræbte manden. Det

var det første menneske, han dræbte. Da han vendte tilbage til konebåden, lod

han sig tatovere et sted ved kanten af håret. Herefter blev han tatoveret, hver

gang han dræbte en kajakmand. Ilulissat var hans første overvintringssted. Når

han i vintertiden fangede hvidhvaler, lod han dem ligge ved huset uden at flænse

dem.

En gang han var ude at ro i kajak, så han på den anden side af et næs fire

telte med inderskind, der var meget fine. Bortset fra to mænd boede der kun

kvinder i teltene, og i to af teltene (eller: "i telt nr. 2". - men jeg tror, det

skal forstås som "i to af teltene" fordi der kun er to mænd - Chr.B.)

udelukkende kvinder, og der var to konebåde. De to eneste mandfolk til alle de

kvinder bød ham gå i land. Der var overflod på stedet. De tilbød, at han kunne

sove i det telt, hvor der udelukkende boede kvinder. Værten sagde, at

han skulle lægge sig mellem kvinderne. Iseraasoraq vågnede tidligt om morgenen.

Da var værten ude for at lade sit vand. Da han, efter at have været inde i

teltet, hvor Iseraasoraq sov, kom ud, var han meget vred og kastede rundt med tingene. Han gik henover deres forråd og sparkede til alt. Han sagde til Iseraasoraq: "De dumme kvindfolk, de har det med at være uvillige." Men Iseraasoraq sagde: "I aften vil jeg også godt sove dér." Det stemte værten noget mildere.

Om aftenen, da han skulle i seng mellem kvinderne, overvågede værten ham nøje. Så snart værten forsvandt, gik Iseraasoraq hen til den kvinde, der lå yderst og lagde sig hos hende, og i løbet af natten lå han hos alle kvinderne fra ende til

anden. Han fik kun sovet ganske lidt den nat. Han gik ud, inden værten viste

sig. Knap nok var han færdig med at lade sit vand, så gik han ind til kvinderne.

Et stykke tid efter kom han ud og var meget blid og fornøjet. Han gik hen til

Iseraasoraq og snakkede og lo indimellem. Han var åbenbart så gæstfri,

at han endog overlod sine medhustruer til gæsten.

Ved afrejsen fik Iseraasoraq rensdyrkød forærende. For at gøre gengæld

inviterede Iseraasoraq stedets eneste mandfolk med. De kom alle sammen, men

de vendte om, fordi de blev bange for at gå uden om alle de uflænsede

hvidhvaler, der lå uden for huset. ("utermánigôq Iseraisoraq tikípoq" kan jeg

ikke få mening ud af i sammenhængen - Chr.B.).

Da det blev mildt i vejret, tog han sydover, og han dræbte alle de

kajakmænd, han mødte. Efterhånden som de kom længere sydpå, blev hele ansigtet

dækket med tatoveringer. De måtte bygge vinterhus et stykke fra en boplads

med mange mennesker og med et stort hus uden vinduer, hvor man dansede trommedans / qassi ?.

De fortsatte sydover. På alle beboede steder, hvor de slog lejr, begik de

mord. Når de skulle af sted igen, skaffede de sig roere/ roersker ved tvang. Folk på det sted, hvor der fandtes et dansehus fik nys om, at Iseraasoraq var på

vej sydover, og at der snart ikke var plads til flere tatoveringer i hans ansigt, med alle de drab han havde begået. En af bopladsens folk fik den idé, at narre sine bopladsfæller. Han gik hen til dansehuset og råbte, at Iseraasoraq var i dansehuset. Så kom alle folk løbende til dansehuset.

Iseraasasoq hørte om dette, og han fik lyst til at besøge stedet. Et stykke

fra bopladsen slog de lejr. Da det blev aften tog Iseraasoraq alene til

bopladsen og gik ind i dansehuset. Han sad ved indgangen til rummet med ansigtet

vendt udad og ventede på, at det skulle blive dag. Da det var blevet lyst

i gangen, hørte han, at der var én på vej ind gennem gangen. Han kom

nærmere og fik øje på Iseraasoraq. I det samme udbrød han: "Hvad er det for et

stort ansigt!" Så for han skrækslagen ud og råbte, at Iseraasorarsuaq var i

dansehuset. Der blev røre på bopladsen. Alle, der kom ind, udbrød: "Sikke et

ansigt!" På det tidspunkt var ansigtet nemlig blevet blåt over det hele af

tatoveringer, for han havde begået drab alle de steder, hvor han kom, og hvert sted havde han taget sig en kvinde med magt. Da Iseraasoraq kom ud af dansehuset

forsøgte mændene at overfalde ham, men Iseraasoraq dræbte alle mændene.

Efter dette rejste han videre - væk fra dette sted og fandt et sted, hvor

de byggede vinterhus, og hvor de boede fast. De tog gerne ind i fjorden

om sommeren. På den ene fjordbred var der et stort fuglefjeld. Når

de sejlede forbi dette store og stejle fjeld, plejede Iseraasoraq at more sig

med at råbe, så det gav ekko.

Iseraasoraq blev en gammel mand og kunne ikke længere klare sig selv. Han

blev som et lille barn, men hans utal af børnebørn tog sig af ham. På

konebådsrejser blev han anbragt midt i, pakket ind i tæpper. Han blev også

tunghør. Når de passerede fuglefjeldet, bad hans børnebørn ham om at hyle, så

det gav ekko. Så tav alle og lyttede til ham. Det lød, som om det var en

tejst, der peb. Børnebørnene kom med tilråb og morede sig over ham. -

Engang skete det, at børnebørnene som sædvanlig råbte til ham, da de passerede

stedet: "Iseraasoraq, nu er vi kommet til det sted, hvor det plejer at runge." Men

der kom ingen reaktion. Da de fjernede tæppet der dækkede ham, viste det sig, at han var død og at dødsstivheden lige var indtrådt.

(Som det ses, er der et par steder, hvor jeg ikke har kunnet få den fulde mening

frem, Chr.B.).

Var.: Isigaaseraaq; Ninnittaq

Hist.: Flere fortællinger om besøg i eller fra Akilineq lader hovedpersonen blive uhyre gammel: se Var. ovf. På fortælletidspunktet var vestgrønlændere klar over, at der boede fredelige stammefrænder på den anden side havet i modsætning til traditionens aggressive kannibaler. Denne Iseraasoraq er dog ikke nogen behagelig gæst fra Akilineq, massemorder som han er i fortsat overensstemmelse med traditionen.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af Steenholdts nedskrift eller afskrift:

NKS 2488, VI: 170h - 172v.

Resumé i Rink 1866-71, I, nr. 35: Enken.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en stærk mand, der dræbte manden med de mange koner (orig. uden overskrift).

En mand, der havde mistet en søn, og som var meget bedrøvet over det, rejste

sydover for at fordrive tiden. Alle steder, hvor han kom hen, forhørte han sig

om, hvorvidt der var et barn, der var opkaldt efter hans afdøde søn. Når han fik

et negativt svar, rejste han videre til et andet sted.

Endelig kom han til et sted, hvor der var et barn, der var opkaldt efter hans

afdøde søn. På denne boplads bosatte han sig. Han forærede barnet, der var

opkaldt efter hans søn, en kniv. Han plejede at invitere til spisning, når han

fangede en sæl. Da de engang under en spisning kom til at mangle en kniv, tog

han barnets kniv frem til almindelig benyttelse. Men da gæsterne gik, kunne han

ikke finde den nogen steder. Han efterlyste den flere gange, men uden resultat.

Så valgte han at skade de andre ved hekseri. Et af de unge mennesker blev syg og

tilstod tyveriet, inden han døde.

Efter dette fik manden at vide, at de andre på bopladsen ville hævne sig på ham

og dræbe ham. Han fik sin kone til at grave et hul under gulvet; og de sæler,

han fangede, blev puttet ned i dette hul. Til de andre i huset sagde han:

"Dræber de mig, vil det give sig til at sne."

En dag, da fangerne kom hjem fra fangst, var mandens børn som sædvanlig nede

ved stranden for at tage imod deres far. Men de fik at vide, at deres far var

blevet dræbt. De gik grædende op til huset, og i det samme begyndte det at sne;

og det blev ved hele vinteren, så ingen kunne tage ud på fangst. Bopladsfællerne

tiggede sig til lidt mad hos enken, så længe der var noget. Enken kendte en

vise, der kunne få det til at holde op med at sne. Den sang hun, da provianten

var ved at slippe op. Det var ikke muligt at komme ud af huset gennem døren

eller gennem vinduet, så de slap op gennem røghullet for at få konstateret, at

det var holdt op med at sne. Enken gik rundt til de andre huse og opdagede, at

alle var døde. Hun skar hovedet af dem alle sammen.

Enken kendte også en vise, der kunne få isen til at forsvinde. Da isen

forsvandt, kom der mange sæler. Enken sagde til deres mandlige husfælle: "Du skal

i første omgang kun fange én sæl, og den skal du give mig. Det samme skal du

gøre med den anden, tredje, fjerde og femte. Først derefter kan du begynde at

fange ubegrænset." Manden gjorde, som enken sagde. Denne enke døde i øvrigt på

grund af alt det trylleri, og hendes husfæller tog hendes drenge til sig.

Efter moderens død begyndte drengene at gå lange ture. De kom hjem med

sønderrevne anorakker. En dag udspionerede plejefaderen dem og opdagede, at

de legede med en isbjørn. Han så, at bjørnen løb efter den mindste af drengene.

Så løb den ældste af drengene efter bjørnen og tog den i halen. Nu løb bjørnen

efter den ældste. Lillebroderen løb efter bjørnen og tog den i halen. Sådan blev

de ved, og til sidst dræbte de bjørnen. Manden gik hjem og fortalte sin kone, at

drengene nu havde fanget en isbjørn, og at de kunne glæde sig til kødet. Men

drengene kom ikke hjem med noget kød. Dette gentog sig mange gange, og drengene

udviklede sig til at blive meget stærke. Den yngste var den stærkeste - så

stærk, at han bristede og døde.

Den ældste bror og plejeforældrene rejste sydover, og drengen blev voksen og

giftede sig. En dag kom de til en boplads med to huse. Det øverst beliggende var

meget langt og det nederste lille. Manden, der kom ud af det lille hus,

fortalte, at den stærke mand i det lange hus havde den skik, at hver gang der

kom gæster, tog han konen til sig og dræbte manden. Manden fra det lille hus

tilbød at ville følge ham op til det lange hus. Men først ville han se, hvor

stærk han var, og lod ham løfte et sortsideskind, der var fyldt med sten. Gæsten

bestod prøven. Manden lærte gæsten den sang, der skulle synges, og instruerede

ham i, hvordan han skulle bære sig ad med at undgå at blive ramt af modpartens

lanse. Sammen gik de op til det lange hus.

Inde i huset sad der en hel masse kvinder ved siden af hinanden. Det var den

stærke mands koner. Der blev sat mad frem til gæsten, og han spiste en hel

sortside. Den stærke mand bad konen om at komme med en tromme. Hun gav ham en

tromme af en anselig størrelse; men den stærke mand afviste den, idet han sagde,

at det kun var et stykke legetøj. Derefter gav konen ham en meget stor tromme.

Han begyndte at synge en vise, og værtens stedsønner sang med. Da de nåede

midtvejs i sangen, sagde stedsønnerne henvendt til gæsten: "Duk dig, duk dig!"

Gæsten dukkede sig, så kun hagepartiet var synligt. Den stærke mand hævede nu

lansen for at kaste den. I det samme hoppede gæsten, og lansen ramte væggen

under ham. Næste gang den stærke mand løftede lansen, lagde gæsten mærke til, at

hans øjne nærmest kiggede op. Derfor dukkede han sig og satte sig på hug, og lansen ramte væggen ovenover ham. Nu greb gæsten lansen, og den stærke mand

satte sig på gæstens plads. Gæsten istemte en vise, og da de var midtvejs i

den, sagde stedsønnerne: "Duk dig, duk dig!" Gæsten løftede lansen, kastede den og

ramte den stærke mand i hagen i det øjeblik han strakte sig op. Lansen gik tværs

igennem ham og satte sig fast på væggen. Gæsten var på vej ud, uden først at

have trukket lansen ud. Så greb hans kone ham bagfra. Udenfor stod den stærke

mands forbundsfælle og ville slås med gæsten. Gæsten kom til at træde forkert

og ramte en sten, så hans hæle flækkedes, men han undgik at blive væltet ned på

jorden. Han tog fat på modstanderen og trykkede ham så voldsomt, at blodet

piblede ud af munden på den stærke mands forbundsfælle.

De rejste videre og kom til en ny vinterplads. Engang han fangede en hval,

inviterede han til spisning udendørs på en klippeflade. Han lod hånden glide

henover klippefladen og sagde: "Ham, jeg sloges med, havde en pande så hård som

denne klippe."

Var.: Den sidste episode: Kunuk; Søg også på Kumal*;

Hist.: Ikke historisk. Episoderne er velkendte fra andre fortællinger og forestillingen om en rejse mod syd og fortsat mod syd fra en egn med isbjørne, og længere mod syd, hvaler, bør være udgået fra et sted nord for Upernavik.

Sammensætningen af episoder virker heller ikke umiddelbart forståelig.

Kommentar: Enken kan med sine formularer åbenbart klare det samme som en angakkoq / åndemaner, der rejser til havkvinden og via rensningen af hende får isen brudt op.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.372:

"Amaukasia, som ombragte kajakmændene, når de roede ind i fjorden".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"Det skravl, hun havde i rygposen.

Da nogle fangere fra en boplads var udeblevet fra fangst - den ene

efter den anden, tog den eneste tilbageblevne ud på en kajaktur. Han

var på vej ind i en stor fjord, så hørte han en stemme. Han så sig om

og opdagede, at der stod et menneske på en lille høj. Han gav sig til

at lytte. Så hørte han én råbe fra land: "Hør du kajakmand, du kære,

kom du herind." Da han hørte dette, roede han ind mod land, hen til

den, der råbte. Han nærmede sig land og fik øje på en sølle kvinde med

et barn i rygposen. Så snart han lagde til land, sagde hun: "Stig op

af kajakken." Det gjorde han, og hun sagde videre: "Flyt kajakken

længere op på stranden." Han svarede blot: "Om lidt, når højvandet er

ved at nå den, vil jeg flytte den højere op." Derpå bad hun ham komme

op til huset. Netop som han skulle deropad, fik han øje på

nogle kajakredskaber, der var blevet lagt på jorden. Han kiggede

nærmere på dem og genkendte nogle redskaber, som havde tilhørt hans

tidligere husfæller (de, der var udeblevet fra fangstture).

Han gik forbi dem - og videre op til huset. Inde i huset lagde han

mærke til, at væggene var beklædt med gamle kajakskind, og

tværbjælkerne i huset var af træ fra kajakredskaber. På væggen var

der klistret huder fra ansigter. Nogle af disse kunne han genkende som huder af hans tidligere husfæller. Nu vidste han, at det var den elendige kvinde,

der havde dræbt dem.

Da han var kommet ind, sagde hun: "Tag din anorak af, du

kære." Han tog anorakken af. Han havde lige taget anorakken af, så

sagde hun: "Hvad skal jeg give dig at spise," og i det samme gik hun

ud og kom tilbage med noget rosenrod, der var blevet opbevaret i en

spækpose; fadet, det blev serveret i, var et menneskekranie.

Idet han begyndte at spise maden, sagde han: "Hvordan kan det være, at

de smager så godt?" Værtinden svarede: "Det er nok fordi fedtet er

menneskefedt." Da gæsten hørte dette, holdt han op med at spise og

sagde: "Jeg kan ikke spise det, når fedtet er menneskefedt."

Værtinden sagde: "Hvad skal jeg dog så give dig at spise?" Idet hun sagde

dette, gik hun ud. Gæsten var noget urolig over situationen. Han gik

hen til værtindens lampe og opdagede, at hendes ulu (kvindekniv) og

slibesten var blevet anbragt sådan, at man hurtigt kunne få fat i dem.

Han tog dem og gemte dem under brikseskindet, hvorefter han satte sig

på plads. Straks efter kom værtinden tilbage med nogle sortebær og

gav gæsten dem. Gæsten gav sig til at spise bærrene; han så noget

hvidt imellem dem.  Han gravede dybere ned og opdagede, at det var en

menneskehånd, der var skåret over ved håndledet. Under kogningen havde den krummet sig, så den dannede en skål med bær i.

Da han opdagede det, tog han sin anorak og flygtede ud af huset, idet

han sagde: "Jeg spiser ikke den slags." Han gik ned til kajakken og

skubbede den ud. Netop som han skulle presse sig ned i den, kom den

elendige kvinde ud af huset med sin ulu. Fangeren var dårligt kommet i

kajakken og roet ud fra land, før hun nåede stranden. Hun forsøgte at

få fat i kajakspidsen ved at vade ud i vandet; med hun kunne ikke få

fat i den, da hun kom til at flyde mere og mere oppe

(? pútadlaralutuânaqigame - mærkeligt).

Hvis fangeren ikke have gemt ulu'en, ville hun have fået fat i

kajakspidsen. Hun nåede det ikke, fordi hun var længe om at finde

ulu'en. Det var med nød og næppe, at fangeren slap væk og tog hjem til

sin boplads.

Da fangeren kom hjem, fortalte  han sin kone, at den dumme kælling

havde dræbt de fangere, der var udeblevet.

Nogen tid efter sagde fangeren til sin kone: "Den møgkælling, jeg

traf forleden, vil jeg ro hen til endnu en gang." Konen svarede: "Lad hellere være. Du bliver bare dræbt."

"Jeg risikerer ikke noget, for denne gang går jeg slet ikke i

land," svarede manden. Og så tog han af sted.

Han var igen på vej ind i fjorden; og han så, at hun derinde var på udkig. Den dumme kælling på udkig fik øje på kajakken og råbte: "Hej søde

kajakmand, kom herhen." Han roede ind til land og

standsede lige ud for hende. Derinde fra land sagde hun: "Gå dog i land,

kæreste." Han svarede: "Jeg går ikke i land, for du var lige ved at

æde mig for ganske kort tid siden." Hun svarede: "Det var ikke mig,

der ville spise dig. Det var barnet (anâganguama) i rygposen, der var

ved at spise dig." Han sagde: "Det var dig, der var ved at æde

mig." Så skændtes de. "Dit åndsvage pattebarn (i rygposen)," sagde fageren til kælling, der gav sig til at kæle for det. "Dumme pattebarn, krads din mor!" sagde manden. Mens ungen kradsede løs på sin mor, tog hun den ud af hætten og smed det ud på en stor klippe, så det brast (qârlugo) og døde. Så sagde fangeren til

kvinden: "Du er den dummeste kælling jeg har været ude for, der dræber

sit kære barn, der ellers var så sødt." Da han havde drillet kvinden

rigtig ondskabsfuldt og tilstrækkelig længe, forlod han hende og roede

hjem.

Herefter kom kajakmændene altid hjem fra fangst; og ingen har siden

set den elendige kvinde.

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04:  "Amârsiniôq".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 64 - 70.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 75 - 80.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 124.

Resumé:

En storfanger og hans kone får en datter, som deres ældste datter

passer. Barnet græder meget. En aften hun har fået det til at sove og

vendt sig mod andre gøremål, opdager hun, at barnet er forsvundet.

Forældrene vil slå hende ihjel. Hun foreslår at hente en åndemaner på

nabopladsen mod syd. Han hentes, får ingen mad, befales at holde

seance, før det er mørkt, kan intet opdage, og jages hjem midt om

natten. Da han kommer hjem, blir alle opbragte over den behandling,

han har fået, og man foreslår, at skulle de komme igen efter nogen,

kan de få stedets gamle ungkarl med. Det sker. Ungkarlen er lam i

begge hofter. Heller ikke han får noget mad og må holde seance, før

det mørkner. Men han ser barnet oppe hos Amaarsiniooq på

indlandsisens østligste nuntak. Faderen bugserer ungkarlen ind i

bunden af fjorden, hvorfra ungkarlen let til bens vandrer alene op

til barnerøverskens hus. Det har ingen indgang, men det damper

voldsomt op af loftsventilen. Ungkarlen synger en serrat / formular / trylleformular, der får

hende til at lægge barnet fra sig på briksen og falde i en dyb søvn.

Han henter barnet og flygter. A. vågner og indhenter ham som en falk.

Hun putter dem begge i sin store amaat. Ungkarlen husker, at han

har en stenkaster som hjælpeånd. Denne kommer til stede og angriber

uden effekt A. Endnu en hjælpeånd tilkaldes. Det er en falk, der

sammen med stenkasteren tar pippet fra A. Hun løsner sin amaat,

ungkarlen smider barnet ud, hopper selv ud og flygter med det ned

til kysten, hvor faderen venter. Faderen overtar barnet, ror hjem, og

ungkarlen følger først efter, da han ser faderen vel fremme. Barnet

græder stadig utrøsteligt. Ungkarlen holder en ny seance og ser dets

sjæl efterladt deroppe i A.s hus. Han henter sjælen, lægger den ved

barnets side, og næste dag er de blevet til eet. Han får som tak

storfangerens datter og blir forsørget resten af sine dage.

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Referat/parafrase/næsten oversættelse ved Kirsten Thisted:

Om Amerlanngitsunnguaq

Amerlanngitsunnguaq fik de mange mænds eneste søster til kone, hendes hår lignede noget der brænder.

Han fik hende dengang, da solen var begyndt at stå lavt på himlen, og nu begyndte solen igen at komme højere op på himlen, men så travlt havde han med at kæle med hende, at han slet ikke havde haft tid til at komme ud i kajak i al den tid. Kajakken lå og var helt tørret ind, så skindet strammede om skelettet. Hans svogre havde fanget mange sæler om efteråret, og når de satte bryststykkerne ud, sagde de til ham: "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere!"

Men svogrenes svoger havde altså en vældig appetit!

Til sidst da dagene blev lange og vinteren for alvor satte ind, blev det dårligt vejr med skiftevis stærk nordenvind og snestorm. Det blev ved og ved. Da Amerlanngitsunnguaqs mange svogre ikke længere fangede noget, begyndte de at tære på deres forråd. Da de havde spist det hele, begyndte de at spise affald. Men til sidst var der heller ikke den mindste stump af det tilbage. Nu kom de ikke længere ud af huset, og alle de stakkels svogre lå bare og sov.

Til sidst holdt de mange svogre helt op med at stå op. Mens det stadigvis var nordenstorm og snevejr, gik Amerlanngitsunnguaq en morgen ud og kom ind med den ældste svogers kajakpels. Han havde jo ikke været ude i kajak siden sidste år da solen begyndte at stå lavt på himlen, og derfor regnede svogrene slet ikke med ham som fanger. Da han gjorde sig klar, og hans kone fulgte med ham ud, så føg det så stærkt, at det ikke var til at se. Da han skulle om bord i kajakken, holdt konen fast i spidsen, og først da han havde surret pelsen helt fast om mandehullet, skubbede hun kajakken ud. Nu ventede de så efter ham i snefoget, der slet ikke havde noget ophold.

Da Amerlanngitsunnguaq kom af sted og sejlede forbi de yderste øer i den kraftige nordenvind, kom solen højt op dernede sydpå, og da han kiggede sig omkring, kunne han se, at der var helt mørkt af snevejr derinde ved deres boplads, mens det herude hvor han var, var ganske dejligt vejr. Mens han lå på lur efter sæler, kom en remmesæl op lige nærved. Han roede hen og harpunerede den. Så gjorde han den klar til slæbning, og da han var færdig, roede han indad. Da han havde råbt Uaa! kom hans kone ned, og da hun kom ned, opdagede hun, at han havde en stor remmesæl på slæb. Hun skyndte sig op og råbte ind: "Nu skal I få både kød og spæk, Amerlanngitsunnguaq har fanget en stor remmesæl!"

De råbte så det kimede, alle svogrene.

Da han gik op derfra, sagde han, at hun skulle koge bryststykkerne. Da de var kogt, satte han dem ud og sagde: : "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere! Værs'god at spise bryststykker!"

De sagde ingenting. Det skulle vise sig, at han skulle blive ved med at sige dette.

[altså: han bliver ved med at fange)

Så begyndte de mange svogre efterhånden at stå op, nu hvor de igen var begyndt at spise, og de begyndte igen at gå ud. Engang da de vågnede om morgenen, og han var i færd med at ordne sin kajak, var der en der prøvede at tage kajakken fra ham. Han vendte sig og så, at det var den ældste af svogrene, der ville have fat i sin kajak. Da det jo ikke var hans egen, lod han ham bare tage den. Han gravede så hurtigt den næste svogers kajak op af sneen, og så tog han af sted sammen med den ældste svoger. Da de kom til fangstpladsen og lagde sig på lur efter sæler, sagde Amerlanngitsunnguaq til den anden: "Ro nu efter den!"

Men svogeren sagde: "Nej, ro du efter den!"

Idet svogeren regnede med, at han ville smide sin fangeblære / fangstblære ud, lagde han sig på tværs på havet. Den store svoger undrede sig, for han kunne ikke gøre den slags. Da han havde slået den ihjel, gjorde han den klar til bugsering.

Mens de nu igen lå på lur efter sæler, kom der en stor remmesæl op. Amerlanngitsunnguaq kiggede på den anden og sagde: "Du har ikke fanget noget endnu, ro efter den!"

Svogeren roede efter den og harpunerede den. Da han ikke kunne slå den ihjel, slog Amerlanngitsunnguaq den ihjel og sagde til ham: "Nu skal du bare tage ind og du må endelig ro efter vindsiden, dér hvor du skal lande! Jeg skal lige prøve, om jeg kan fange en til!"

Mens han nu igen lå på lur, kom der igen en stor remmesæl op, og han harpunerede den. Da han havde slået den ihjel og var færdig med at gøre den i stand, tog han ind, og kom så hjem til sidst. Han kom hjem og opdagede, at den anden ikke var kommet hjem endnu. Da de andre begyndte at blive bange, sagde han: "Det er fordi han har fanget en stor remmesæl!"

Og nu ventede og ventede de så på ham.

Til sidst blev det aften. Da vinduerne blev helt mørke, sagde Amerlanngitsunnguaq: "Nu har det varet alt for længe, uden at han er kommet hjem. Det kunne være, I skulle prøve at dække vinduerne til!"

Det viste sig, at han var en stor angakkoq / åndemaner, det vidste de slet ikke. Straks de havde været ude og dække vinduerne til og kom ind, slukkede de lampen, og der blev helt mørkt. Så var der pludselig nogen, der sagde derudefra: "Jeg kan ikke komme hjem, fordi min fjerde finger [ringfinger er væk."

De andre blev meget kede af det, da de hørte det. Det fortælles, at Amerlanngitsunnguaq angrede så meget, at han ikke var roet med sin store svoger, at han helt holdt op med at gå ud i kajak.

Der er den slut. Hintrik.

Var.: Amerlanngitsunnguaq; Sungersuusaq (Aron. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kommentar: Den gentagne frase om at nu er kødet nemt nok at gå til er ment som en hån, først mod svogeren, der intet besvær har haft med at fange noget til det serverede måltid, senere som hans gensvar, da han er den eneste der fanger under hungersnøden.

Resumé:

En af Nappartuku og Atsivaqs døtre, Ammalilik var mandegal. Var først gift med Amare, men hvem hun vist fik alle sine børn: Maratsi, Puukkaaqarteq, Kalia, Kaangitsukkaaq og Atsaajik. Derefter med den 18 år yngre Quarrajeeq, der gennembankede hende fordi hun var en sjuske med hans tøj og lå i med alle mænd. Som hævn fik hun Maratsi til at dræbe Quarrajeeq ved at tilhviske denne, at Quarrajeeq stræbte ham, Maratsi efter livet. Han fik overtalt Sanimuinnaq til at være med. De dræbte ham i 1881 med uhyggelige eftervirkninger for Sanimuinnaq (se ID 872). Ammalilik flyttede til sin datter Kalia, gift med Akku, men fik snart besnæret Akku. Kalia druknede sig. Akku efterlod Ammalilik i sneen under en hård slæderejse til Quarmiid, hvorfra en behjertet mand tog ud og hentede hende, med stærke forfrysninger. Et par måneder senere blev hun afhentet af Maratsi. Hun kom sig aldrig ordentligt over forfrysningerne og druknede sig 58 år gammel i 1888.

Var.: ID 872.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 54 - 55.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 At tiltrække sig.

Eqiunnguaq (Bendt). Når julen nærmede sig, satte Ersaatsoq ("den der er skæv i den ene side af ansigtet på grund af lammelse") sin datter Arnaviaq til at sy, mens han "vågede" over hende. Hun skulle sy med nålens spids ovenfra og ned *). Og når hun havde syet et stykke tid, sagde han til hende: Læg sytøjet og gå ud og gå rundt om huset i samme retning, som verden drejer (solret, sila malillugu). Og lige når hun var ved at gå ud, sagde han til hende, at hun skulle gå rigtigt ind af husindgangen, når hun skulle ind. Det var af frygt for, at hun skulle komme til at tiltrække en død person. Og først når hun havde lagt sit sytøj fra sig og var gået i seng, ville faderen lægge sig.

   Og så skete der alligevel det, at Arnaviaq, mod sin fars vidende, gav sig til at sy, mens han sov. Det var da Ersaatsoqs brorsbarn Angittalliks barn var død. Og det fortælles, at da hundene begyndte at hyle op, lagde hun sytøjet fra sig og gik ud. Det viste sig, at hund-ene gøede over noget ved gravene. Da faderen vågnede op af det og spurgte hende ud, nåede hun kun lige at sige, at hundene gøede af den person, der var blevet "gravlagt" (begravet) om dagen, før faderen klagende sprang op og fulgte med sin datter ud til graven. Det for-tælles, at da de nåede derhen, var den døde dukket op af graven og havde rettet sig op. Faderen sagde hårdt til sin datter: Det er dig, der er årsag til dette her, nu må du bringe det i orden! Da hun havde lagt den døde i graven igen, sådan som det skal gøres, forlod de gra-ven.

Derfor ville Arnaviaq aldrig nogensinde lade min mor sy om afte-nen. Det var hun blevet afskrækket fra.

*)HL: Når nålen bliver stukket i skindet, kommer den ud på den anden side. Og hvis man i lang tid syr på den måde, får denne handling en egen kraft til at få de døde, der er dækket til, til at komme frem fra deres grave. Dengang man havde taburegler, var det derfor aldeles forbudt at sy, når der lige havde været et dødsfald.

   Især nord for Upernavik har man troet på denne form for tiltræk-ning (af døde). Og nogle af de mennesker, som jeg talte med, var meget omhyggelige med ikke at forbryde sig mod denne taburegel.

Hist.: Historisk fortælling (ikke daterbar) om før-kristen forestilling, der også kendes fra Østgrønland og formentlig tidligere var gældende blandt de fleste inuit.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 57 + 59: Ilivernit aarnewalik / aarnuaq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 38 - 39.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 42 - 48.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Pûve / Puuvi får som nyfødt af sin farmor, Liisa, en amulet fra en grav, der tillader ham ustraffet at begå tabubrud ved dødsfald. En dag han som lille purk går tur med sin storesøster, Itaakasik, og de kom til en gammel grav, tager han et spoleben dér til fuglepil, og dernæst et andet til en vis Usuusaq, som senere viser sig at være en lille dreng længere sydpå, der også har en amulet fra en grav.

       Under en epidemi-agtig sygdom går Puuvi helt fri som den eneste i familien. Han spiser alene uden døre ved et lille bål, og da storesøster en dag vil se til ham, opdager hun til sin rædsel at hans tallerken er et menneskekranium, hvor tænderne endnu sidder fast. Således skærmer drengen ubevidst sig selv mod sygdommen under indvirkning af sin amulet.

Hist.: Historisk beretning fra Upernavik-distriktet i 1800-tallet. De omtalte personer blev senere døbt.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 90 - 91

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller nu om amuletter:  Nogle amuletter blev givet til børnene allerede ved fødslen, andre fik først deres amuletter senere i livet. Alt kunne bruges som amulet. Selv havde G.Q. en som var et stykke ben i enden af en harpunrem. Det var det eneste han havde arvet fra sin far, og den skulle gøre ham lige så dygtig en fanger som han, der havde været ret dygtig.

Det var ikke kun mennesker, men også rejsefartøjer som havde amuletter, og dette var vigtigt, for at der ikke skulle ske ulykker, hvis en heks for eksempel ville forårsage skævhed i en konebåd (og således gøre den tilbøjelig til at kæntre, BS).

Man kunne også sende en "forfølger" efter en dygtig fanger, som forlod en boplads med sin familie mod bopladsfællernes vilje. Folk ville jo nødig af med en dygtig fanger, fordi han skaffede meget mad.  Sådan en forfølger kunne bringe ulykke over fangeren og hans familie, hvis de ikke med en tilbagesendelses-trylleformular kunne sende den tilbage. G.Q. slutter af med at fortælle, at man dengang skulle være meget forsigtig, og at der var mange ting, man skulle tage vare på.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Vedr. en samling af østgrønlændernes amuletter, deres betydninger og brug se Rosing, Emil:

Redaktør: Søby, R. M.

Kort dansk resumé ibid. s. 124

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "anakumik"

Trykt på grønlandsk i:

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 80 - 82: Anaqo nerrersôrssuaq.

Resumé:

Anaku / Anaqu (?)("den aflagte lort") er en dygtig fanger, som nu og da spiser

kolossalt meget. Således kommer han på samme dag hjem med en stor

renbuk og en sortside, mens kvinderne plukker bær. På hans bud

tilbereder de halvdelen af hvert af dyrene og blodsuppe med spæksyltede

bær. Han spiser det hele ganske alene og drikker en hel tønde vand.

Senere tager han på besøg på Kangeq, inviteres fra hus til hus og

spiser sig overdådig mæt i lutter alke. Den oplevelse fortæller han

siden ofte om.

Hist. "Storæderen" der ofte hedder noget med "lort", er en traditionel

sagnskikkelse, hvis appetit sikkert tjener til illustration af den

storslåede alkefangst ved Kangeq.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Anarteq". Og NKS 3536, I: "Anarteq".

Ordret den samme oversættelse er under overskriften: Anartoq, trykt i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924, hvor fortælleren siges at være Igna fra Kangeq.

Trykt på grønlandsk i:

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 138 - 139.

Resumé:

Anarteq (Skiderik) er en gammel mands eneste søn. Sammen tager de

årligt på renjagt ind i landet bag fjordbunden, hvor A.s mange søstre

klapper renerne ned i en sø. Her nedlægger A. dem i kajak. Engang da

A. griber en renkalv i bagbenene og leger med den, sparker kalven

bagud og kæntrer kajakken. A. må ud af den, men kan ikke nå ind til

land, hvorfra søstrene hører ham råbe: "Nu begynder laksene at spise

min underkrop!" Han forvandles til en laks. Faderen, der igen må til

at fange som en ung mand, afholder sig i flere år fra renjagtområdet,

men da han atter tager derind og brister i gråd ved fjordbunden,

griber laksen A. fat i hans styreåre. "Der havde A. nær taget åren fra

mig", siger faderen forskrækket. Næste gang A. griber fat i den, får

faderen forsigtigt trukket ham med op, og A., der forvandles tilbage

til menneske, forsørger derefter sin familie.

Var.: Anarteq; Anartoq;

Tolkning: Faderens gråd kalder A. hen til båden, og udtalen af hans

navn letter hans "hjemkomst". Ben og arme er de gennemgående

kropssymboler. A. griber kalven i bagbenene, og da han åbenbart ikke

kan vende i kajak (vha. armene) fortærer laksene hans sårbare

underkrop. Uden ben er han som en fisk i vandet, men han kan ikke

længere færdes til lands. Han redder sig tilbage ved at gribe om

faderens åre. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

Fortælleren er ikke Igna. Se Juua, Anarteq.

Resumé:

Anarteq (Skiderik) er eneste søn og har mange søstre, som han og

faderen tar med på renjagt. De klapper renerne fra baglandet ned i en

sø, hvor A. jager dem i kajak. En kalv, som han leger med, sparker

bagud og kæntrer kajakken. A. kommer ud af den, med når ikke land før

en laks fortærer ham nedefra. Han forvandles til en laks og vandrer

med laksene. Dem gamle far må genoptage fangsten, som var han en ung

mand. Flere år senere rejser han op til renjagten med døtrene. Han

mindes sønnen og græder. Denne griber som laks fat i hans styreåre.

Faderen trækker åren op. Det måtte være A., siger han. Efter nogen

tøven stikker han åren ned igen, A. griber fat i den, faderen hæver

den langsomt, og A. forvandles atter til et menneske og sin families

forsørger.

Var.: Anarteq; Anartoq

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 44, ss. 219 - 236.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 81 - 83, nr. 40.

Resumé af  Rinks uddrag:

Anertorsuaq har ingen søskende men bor sammen med

mange fætre. A. kommer uforsætligt til at dræbe en fætter under

flænsning (man deler ikke ordentligt, men rager til sig) og mens fætrene pønser på hævn, flygter han efter en tid

mod nord til grænsen for havisen, der aldrig smelter. For det er

vanskeligere at flygte sydpå, siges det. Hans kone føder en søn og to

døtre. Sønnen opdrages til stærk mand for at kunne modstå evt. hævn, og han fanger hvidhvaler sammen med sin ene søster langt ude på isen, hvor de hveranden nat overnatter i et snehus. En dag er hun borte. Broderen tager hjem, spiser ikke et

døgn, tager så ud og fanger en kæmpehare og en kæmperæv til

slædehunde og desuden en avaqqiaarsuk, som kan knuse sten med sine

tænder. Fra nu af kan alm. mennesker intet gøre ham, siger faderen.

Han kører til Akilineq på sin slæde, træffer sin søster gift med en

enøjet mand, som broderen viser sin overlegne styrke, da han trækker

tænderne ud af et hvalroshoved, som den enøjede forærer ham. Broderen

tager hjem. Den enøjede kommer på besøg på en slæde forspændt rener,

og svogeren imponerer ham endnu engang ved at fremkalde, fange og overmande en

rasende kiliffak ved en sort sten ved en revne i indlandsisen.

Sammen rejser de så sydpå med fangstblærer af hele oppustede sælskind.

Hernede dræber den stærke en befalingsmand på en boplads til alles

lettelse og fordi han har fornærmet den enøjede. Man fortæller

hinanden om stærke dyr, man har kunnet magte, og den stærke kan

imponere med det dyr, der knuser sten med tænderne. De rejser hjem

efter sommeren, og derfra tager den enøjede, formentlig sammen med sin kone, tilbage til Akilineq. Ham hører de aldrig mere til.

Var.: Dette er "moderne" variant af rejsen til Akilineq efter en forsvundet søster. Søg på: "Bjørn, knivhale og savryg." Og: Malarsivaq / Malarsuaq / Maledok / Manutooq.

Hist.: Fortællingen beskriver forestillinger om folk højt mod

nord, hvor man bor langt mere spredt end mod syd.

Fjendskabet med Akilineq-boerne i traditionelle fortællinger er

elimineret. Den enøjede bliver ikke dræbt under besøget, og han er ingen

kæmpe. Hans kone, der muligvis tager med, er ikke så kraftigt i fokus, måske fordi hendes bror har ialt to søstre (BS).

Bemærk at traditionens "stærke mand", der besejres af helten, hér er

en af koloniadministrationens "befalingsmænd".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

For kommentarer til Rinks version af originalteksten, 1866-71, nr. 40, se

Thisted og Thorning 1996: nr. 44, s. 331 - 332.

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 121 - 125

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 131 - 135.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Da Ang. flyttede til Qattarmiut i den nordlige del af Upernavik-distriktet blev han budt på kaffe hos Ajassaatilik (hende med gaffelen). Skråen han havde lagt fra sig mens han drak, var væk bagefter. Alle søgte, også Ajass., men væk var den. Om sommeren, da Ang. roede fra bopladsen et langt stykke og så over et bredt sund så han højt oppe på en klippeskrænt en ren. Den forsvandt og viste sig flere gange. Det var en forvandlet kvinde, der sagde: "Jeg har ikke kun en gaffel men også en øse. Jeg har din skrå i hånden." Hvorefter Ang. hjælpeløst blev trukket mod land i sin kajak. Uden andet til hjælp længere (efter dåben) fremsagde han Fadervor, men to gange gik han i stå ved "i fristelse". Tredje gang huskede han det hele, det voldsomme træk i kajakken slappedes, og han roede hurtigst muligt hjem for straks at fortælle alt. Pludselig havde han glemt det hele, blev syg af voldsomme hævelser i ansigtet, men endelig kureret, da man ved at anbringe ryggen af en bog langs hans rygsøjle fik hans hukommelse tilbage, og han endelig kunne fortælle alt.

      Senere fik han endnu et anfald af sindsforvirring, der havde en spinkel association til rener. En tid efter at han atter var blevet rask fik han ondt af den enlige gamle heksekunstner og gav hende plads på sin vinduesbriks, hvor imidlertid hans skarveskindspels helt af sig selv fløj fra sin krog hen over til konen og faldt ned på hende. Hun døde og måtte transporteres til nærmeste kateket, uden kiste, men bundet og svøbt i skind. Undervejs satte slædemederne sig urokkeligt fast i isen. Man fulgte et gammelt råd med at gå solret omkring slæden og tisse i sine egne spor. Videre kom man, men flere gange løsnede så bindingerne sig og skulle bindes igen. Tredje gang truede Ang. den døde med, at nu ville han omsider hævne sig og sænke hende gennem isen, hvis hun ikke makkede ret. Det gjorde hun så og blev endelig begravet i Qattarmiut.

Hist.: Begivenhed fra 1800-tallet (?). Fortællingen berører nogle af de problemer mangelen på amuletter og serratit / tryllesange afstedkom i de første kristne årtier (missionen begyndte 1825, men uden gennemgribende ændringer de første mange årtier.)

Kommentar: Det antydes undervejs at det måske ikke var lutter næstekærlighed, der motiverede Ang.s indbydelse til Ass. om at flytte ind og blive forsørget af ham på hendes gamle dage.

      Bemærk at ikke blot Fadervor, men en trykt tekst (bogen) med blev opfattet som huskestof, ligesom de kristne læresætninger man skulle lære at læse og huske udenad. Derfor virker bogryggen befordrende på Ang.s hukommelse.

Resumé:

Angakasia ("Sølle morbror") bor med kone, søster og svoger ved

Igditalik / Idditalik. A., der er storfanger, afmærker en mængde

åndehuller, som han kan fange ved, når sneen skjuler dem. Han er

barnløs, men svogeren har en lille søn. Da svogeren blir dræbt på isen

af mænd fra Savanganaartuk, flytter A. med husstand til toppen af

fjeldet Itivderdivaq / Itillersuaq og går på fangst nede ved Tasiilaq.

Han træner sin lille søstersøns kræfter til hævn ved armkrog og andre

stykeprøver. Den lille, der skriger af smerte og forskrækkelse gang på

gang, blir med årene sin morbrors overmand og driver flere gang gæk

med ham på groveste vis. A. lærer ham krybefangst og drengen får på

den vis sine første remmesæler, som han bærer hjem på ryggen med

overlegen styrke. A. bliver ældre, mister kropsvarme og kræfter, men

vil udfordre Savanganaartuk-boerne til sangkamp og øver sig først

hjemme på en skæmtevise, hvor han forsvinder ned i jorden og kommer op

med skrabespæk, mamit, drivende ned over ansigtet. Søstersønnen, der

nu er overbevist om A.s sangkampevner, bærer A., sin tante og sin mor

på ryggen til Savanganaartuk og får først nu at vide, at beboerne

dér er hans fars mordere. Han mister ganske appetiten, og mens A.

udfører sin hylende morsomme skæmtevise, klemmer han sin faders morder

ihjel. Alle flygter nøgne udenfor, hvor søstersønnen slæber liget ud

og flækker det for alle øjne. Ingen tør tage kampen op, og

søstersønnen bærer atter A., sin tante og sin mor hjem på sin ryg.

Hist.: Fortællingen kunne ifølge Jens Rosing skildre mødet mellem dorset- og

thulekultur, hvor A. med familie er dorset-folk, der kun driver

isfangst og ingen transportmidler (kajak, umiaq, slæde) har. Til

gengæld har de kæmpekræfter.

Blodhævn.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 13, s. 34 - 35.

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 30, ss. 71.

Resumé: En stor angakkoq / åndemaner kan se sælerne i dybden (gennem sin kajakstol) og får derfor altid fangst.

En dag indsamler han æg fra en skalleslugers rede og

fanger på hjemvejen en sæl, som han straks ved hjemkomsten lader

kvinderne partere og koge bryststykkerne af. Han glemmer æggene i

kajakken, hvor skalleslugeren således kan hente dem igen, men den

beklager sig alligevel til åndemaneren i et drømmesyn, der lammer åndemaneren:

"Vi skulle netop til at opkalde vores børn,

som vi endnu ikke vidste om de blev drenge eller piger, efter vores

svigersøn." Pludselig husker han æggene, føler sig lettet, og går ned efter æggene, der er væk. Derefter fratager fuglen åndemaneren hans evner til at se

sælerne i dybden og dermed til storfangst.

Var.: Oqaluttuaq angakkorsuarmik nr. 162 (meget længere)

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 32, ss. 123 - 128.

Blandet oversættelse og referat i Rink 1866 - 71, II: s. 56 - 57 nr. 23.

Resumé: De sidste åndemanere på Nuuk-egnen opregnes, men fortællingen

beretter kun om Unneqs bedrifter og de lokaliteter de er foregået ved.

Han bor i Qoornoq. Under en seance besøger han på åndeflugt folkene

ved Pisissaarfik og trues på hjemvejen af Aappilattoq-fjeldets ånd

Amaarsiniooq, der lyser og ligner en rovfugl i flugten. U. tar da

turen hjem under vandet, og under sin næste seance tilkalder han

Amaarsiniooq, der fortæller om Uumannaq-øens onde fjeldånd,

"Kilderen", som A. selv har slået ihjel, fordi den dræbte et menneske.

Således får man omsider både forklaringen på den mand man fandt død og

nøgen med iturevne klæder ved dette fjeld og sikkerhed for, at man

ikke længere behøver at frygt "Kilderen". Under en anden seance

fortæller U.s innersuaq, at han omsider har fundet sin lige blandt

dagslysets børn (rigtige mennesker). Det er en fanger fra Qaarusuk

(Bjørneøen), der kan klare sig i kajak i alt slags vejr og ror frem og

tilbage til Kangeq på alkefangst på samme dag. Således erfarer nu

denne mand, at han i det skjulte har følge af denne innersuaq og er

hans ligemand. Om samme mand fortæller man iøvrigt at han som den

eneste fisker enorme oppustede rødfisk på så dybt vand, at linen

fylder hele hans kajak. Derfor kalder man denne rødfisk for "Qaarusuks

storfangers fisk".

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 32, s. 327.

Hist.: Historisk fortælling i traditionelt regi. "Kilderen" findes i forskellige mytiske skikkelser i andre grønlandske fortællinger og hos mange østeskimoer. Bl.a. medbragt fra Baffinland til Thule området.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Orig. håndskr. NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v.

Seminarieelevs afskrift: NKS 2488, II, nr. 36 ss. 97 - 100.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 93, ss. 443: An Angakok Flight.

Resumé:

Oqataqs far er en stor angakkoq, der på opfordring holder seance, hvor han med storetåen i et hul i en koblerem (kobberem = sælskindsrem) og den anden ende bundet om hovedet flyver til indlandet. Her besøger han en masse kvinder, hvis fælles mand er husstolpen, der er helt glat. Den hælder faretruende, når han gør tilnærmelser til en af kvinderne eller bare han lægger sig på briksen.

På sin næste tur til indlandet kommer han på besøg hos inorutsit, bjergfolk, der spiller bold med ham, til de lægger ham halvdød op på tørrestativet. Han tilkalder sin hjælpeånd, en hund, og da den kommer gøende, smider de skrækslagne deres børn ned i husgangen, og åndemaneren slipper ud. På en tredje tur til indlandet kommer han ind i et hus, hvor hans længst forsvundne søster er gift med den største af mændene, der har funktionen som husældste. Denne er lidt genert i starten, men lader så mad sætte frem. Som tegn på at han som åndemaner har været der, får han af søsteren en stump renskind med hjem, som han kan vise sine fæller.

Var.: The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Episoden med de enlige kvinder og husstolpen er ret udbredt i mytiske rejseberetninger som fx Kivioq / Givioq.

Ånderne, men hyppigst himmelånder - formentlig nordlysene - der spiller bold med åndemaneren, forekommer ret ofte, også i Østgrønland, se: Qajaqanngitsoq angakkussartoq.

Kommentar: Det siges ikke, hvilke slags ånder søsteren er havnet hos.

Bindingen af åndemaneren til åndeflugt minder mere om en qilaneq-kombination end den vanlige med hænderne på ryggen og panden mod knæene.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 62: Heksen som blev ramt i fodsålen.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 62: Ilisiitsoq alumigut ikilerneqartoq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En dygtig fanger, der forsynede sine bopladsfæller med mad, blev engang syg.

Man havde mistanke om, at han var blevet forhekset og bad deres åndemaner om

at finde ud af årsagen til hans smerter. Åndemaneren elskede mad og en aften

slukkede man lamperne, for at han kunne påbegynde sine undersøgelser. Efter

længere undersøgelse opdagede åndemaneren ved fodenden af briksen noget, der

lignede en knivsæg. En heks havde placeret sig ved fødderne af den syge. Når

heksen et stykke tid havde ligget (?) med bagudbøjet hoved, rejste hun sig op.

Lamperne tændtes igen. Og åndemaneren sagde, at han den efterfølgende aften

ville prøve at fange heksen. Han tilføjede. Når hun løfter hovedet op, vil jeg

kunne harpunere hende, men når hun kigger sig om gennem armhulen, kan jeg ikke

gøre noget ved hende. Men når I hører, at jeg kaster harpunen, må I gribe min

harpunline.

Lamperne slukkedes igen den efterfølgende aften. Igen så åndemaneren

heksen, der så ud som en knivsæg. Hun kiggede en smule rundt gennem armhulen.

Så bøjede hun hovedet bagover. Hun forsøgte at rejse sig op, men bøjede endnu

engang hovedet bagover. Nu kom åndemaneren efter hende i mørket. Da hun bøjede

hovedet bagover løftede åndemaneren sin harpun. Hun forsøgte igen at rejse sig,

men gjorde pludselig en bevægelse. Så kastede åndemaneren harpunen i mørke. Da

publikum hørte åndemaneren kaste harpunen, famlede de i mørke efter linen, greb

den og trak til. Men byttet løsrev sig. Det viste sig, at åndemaneren havde ramt

hende på fodsålen, så harpunspidsen hang fast dér. Da lyset tændtes, sagde

åndemaneren: "Jeg ved ikke, hvad der vil ske, for jeg har kun såret hende." Dagen

efter forlød det, at heksen havde ondt i fodsålen, og at den syge havde det lidt

bedre. Den syges tilstand forbedredes for hver dag, der gik, mens heksens

helbredstilstand forværredes. Til sidst blev den syge helt rask, men heksens dårlige fodsål førte til døden.

Var.: Aataatsiarsuaq

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 50.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 68f.

Den ældste myte om angakkoq'ens rejse ned til Havkvinden: ibid. s.36f.:

"Den 19de kom 2de Grønlænder kiørendes til os fra det inderste af Iise-Fiorden, kaldet Tessiursak. En af dem fortalte mig denne sælsomme Historie: Allernederst i Jorden boer en stor slem Kone, (Uden Tvil Dievelens Olde-Moder), udi et meget stort Huus, som man ikke kand skyde over med en Bue-Piil. Den samme Qvinde, raader for alle Havets Creature; thi de ere alle hendes Huus-Folk, saasom Hvalfiske, Enhiørninger, Sælhunde etc. Det Kar som staar under hendis Lampe, hvorudi Thranen som løber over Lampen dryber udi, svemmer fuldt af Søe-Fugle, Skilt-Vagten ved hendis Dør, ere heele Flokker af Sælhunde, som staae reyst over Ende og bider omkring sig til den som vil ind. Ingen kand komme derind uden Angekut og de maae have deris Torngak med sig. Naar de giør denne Rejse, maae de først passere alle Dødis Sjæle, hvilke seer ud ligesom de Levende i Verden og lide meget vel. Naar de ere komne dem forbie, kommer de til et bredt langt Svelg ned i Jorden, dette Svelg skal de over, men er intet at gaae paa uden et stort Hiul, som er ligesom Iis, og drives alle Tider hasteligen omkring. Herpaa maae Giesten leede Angekoken eller Hexe-Mæsteren. Siden kommer de til en stor Kedel, hvorudi kaager levendis Sælhunde, omsider til Fandens Olde-Moders Residentz. Der tager Geisten sin Angekok ved Haanden, og leeder ham igiennem den stærke Sælhunde-Vagt. Indgangen er breed, men Veyen er smal som en Snoer, og paa begge Sider intet at holde sig ved, men en hesselig stor Afgrund og svelgende dyb neden under. Herinden fore sidder denne Helvedis Gud-Inde gandske forstørret, har mange Ophævelser, sveeder af lutter Vrede, og river Haaret af sig over saadanne Geisters Besøg. Hun tager her paa straks en Vand-Fugle Vinge / søfuglevinge, hvilken hun tænder Ild udi, og holder for deris Næse, hvor efter de bliver gandske afmægtige og ere hendis Fanger. Men Hexe-Mæsteren som tilforne informeret af sin Torngak eller Geist, tager hende strax ved Haaret, og drages med hende saa længe indtil hun bliver gandske afmægtig, og der udi er hans Geist hannem behielpelig. Om hendis Ansigt henge aglerrutut ( dend rette Bemærkelse er noget naturlig, og derfor udeladis, ellers betyder det de Klæder en Qvinde har paa som aborterer, der ikke meere bør brugis, at ikke en Vanlykke skal indfalde i deris Næring.) det same rifve de af hende, saasom det er Aarsage at Havets-Dyr forlade deris Land og gaar hiem til Dievel-Inden. Ligesaa fort som de piller hende, saa hastig Fare og Hvalfiskene Sælhunde etc. plaskendis ned igiennem Vandet og søger til de sædvanlige Platzer igien, hvor Grønlænderne fange dem. Naar alt dette er forrettet, saa begiver Hexe-Mæsteren sig med sin Torngak paa Hiemreysen igien, hvor hand da finder den forrige og farlige Vey gandske god og alting jevnt for sig."

Hans Egede copied this text almost verbatim for his Perlustration 1971,2 [1741: 118-120 = 1925: 397f and added a note about angakkut puullit told him most probably by Poul Egede as well. The translation into English 1818: 202-205 is copied from Hubert Wengers database: www.wengereskimodb.uaf.edu/sections/Ege1818section0022.xml:

"She is said to dwell in the lower parts of the earth under the seas, and has the empire over all fishes and sea animals, as unicorns, morses, seals, and the like. The bason placed under her lamp, into which the train oil of the lamp drips down, swarms with all kinds of sea fowls, swimming in and hovering about it. At the entry of her abode is a corps de garde of sea dogs, who mount the guard, and stand sentinels at her gates to keep out the crown of petitioners*. None can get admittance there but angekuts, provided they are accompanied by their Torngak, or familiar spirits, and not otherwise. In their journey thither they first pass through the mansions of all the souls of the deceased, which look as well, if not better, than ever they did in this world, and want for nothing. After they have passed through this region, they come to a very long, broad, and deep whirlpool, which they are to cross over, there being nothing to pass upon but a great wheel like ice, which turns about with a surprising rapidity, and by the means of this wheel the spirit helps his angekkok to get over. This difficulty being surmounted, the next thing they encounter is a large kettle, in which live seals are put to be boiled; and at last they arrive, with much ado, at the residence of the devil’s grandame, where the familiar spirit takes the angekkok by the hand through the strong guard of sea dogs. The entry is large enough, the road that leads is as narrow as a small rope, and on both sides nothing to lay hold on, or to support one; besides that, there is underneath a most frightful abyss or bottomless pit. Within this is the apartment of the infernal goddess, who offended at this unexpected visit, shows a most ghastly and wrathful countenance pulling the hair off her head: she thereupon seizes a wet wing of a fowl, which she lights in the fire, and claps to their noses, which makes them very faint and sick, and they become her prisoners. But the enchanter or angekkok (being beforehand instructed by his Torngak, how to act his part in this dismal expedition) takes hold of her by the hair, and drubs and bangs her so long, till she loses her strength and yields; an din this combat his familiar spirit does not stand idle, but lays about her with might and main. Round the infernal goddess’s face hangs the aglerrutit (the signification of which is to be found in my son’s journals) which the angekkok endeavours to rob her of. For this is the charm, by which she draws all fishes and sea animals to her dominion, which no sooner is she deprived of, but instantly the sea animals in shoals forsake her, and resort with all speed to their wonted shelves, where the Greenlanders catch them in great plenty. When this great business is done,

the angekkok with his Torngak proud of success make the best of their way home again, where they find the road smooth, and easy to what it was before.

Note: Others say, that a huge dog watches the entry, and gives warning, when an angekkok attempts to get in, and defends the entry. Wherefore the angekkok must watch the minute, that the dog falls asleep (which lasts but a moment), to steal in upon her. This moment nobody knows but an angekkok poglik; wherefore the other angekkuts often return home again without success. This frightful woman is said to have a hand as big as the tail of a whale, with which, if she hits any body, he is at one stroke mouse-dead. But if the angekkok conquers her (which he does if he can get at her aglerrutut, which hang dangling about her face, and rob her of them) then she must discharge all fishes and sea animals, which she has detained in captivity; who thereupon return to their wonted stations in the sea."

Var.: søg: Rejsen til havkvinden: ID 29, 340, 349, 412, 420, 467, 511, 626, 627, 807, 891, 892, 1005, 1196, 1354, 1445, 1468, 1492, 1649, 1882, 2024, 2070, 2230.

Comment: The first variant of this Inuit myth on record.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Åndemaneren havde sit hus i Kangaamiut deroppe mod nord

på den vestlige side af Nataarnivik.

Da nogle i Kangaamiut lod sig døbe, var han i den grad imod det, at

han flyttede til Kangerlussuatsiaaq.

Engang han var på fangst ud for Qaarusuk, gik han på grund. Han

søgte at komme fri fra skæret, men skæret blev ved med at vokse. Da

han umuligt kunne få kajakken ud i vandet, steg han op fra kajakken.

Han trådte ned ved siden af kajakken; men der var ingen fast grund at

træde på, så han væltede ud i vandet og druknede.

Hans husstand vendte tilbage til Kangaamiut og blev døbt.

Var.: Egentlig ikke, men enkelte andre fortællinger har samme pointe: åndemaneren el. den ældre mand, der ikke vil døbes, mister fast gund under fødder. Se fx Kangersunermiut nr. 215

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 73.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Åndemaneren i butikken.

Det fortælles også, at Itakillik engang var kommet ind i butikken i Aappilattoq for at handle. Han ville have 20 kvint *) kaffe, og da han kun gav købmanden en skilling, gav denne ham kun 20 kvint uden at fylde posen helt op. Da købmanden havde øst kaffen op i posen og skulle veje mængden af ved at hælde den op i beholderen (skæppen), sagde Itakillik: bli nu læt lætteræ! Han kunne nemlig ikke tale rent. Og så kan det nok være, at købmanden måtte fylde op. Hver gang han havde fyldt posen, hældte han den op i skæppebeholderen *). Og den stakkels købmand holdt øje med kvintene og prøvede at trykke godt ned i beholderen. Da skæppebeholderen var ved at være fuld, begyndte køb-manden at mumle arrigt. Da det udviklede sig på den måde, grinede Itakillik, og dermed lød der et bump fra skæppen, der endelig nåede ned. Og så kan det ellers være, at købmanden måtte øse kaffe op. Da han nåede op til modvægten, var der ikke meget kaffe tilbage.

*) 1 kvint = 5 gram

*) 1 skæppe = 17,4 liter.

Hist.: Historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800 - tallet.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 121 - 122.

Resumé: Angakkoq / angakok / åndemaner dræbes. Han kan ganske vist hele sine sår, men da de skærer en stump af struben ud og smider stumpen væk, dør han. Bisættes

ved et isbjerg. Han forsvinder og snyder dermed sine mordere, hvoraf

én ville spise hans hofte.

Kommentar: Spise en morder noget af den myrdedes krop, forhindrer man at den døde trænger ind i en og hævner sig. Søg på: mordritual.

At netop struben er sårbar svarer til en østgrønlandsk forestilling om, at den største "sjæl" (af alle led-sjælene) sidder i struben.

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I gamle dage troede man at åndemanere kunne flyve gennem

luften. Der var engang en åndemaner, der havde en søster. Hver sommer

tog han ind i fjorden til den samme sommerplads.

En sommer var han som vanligt derinde. En dag han tog på renjagt lod

han sin lillesøster, som han ellers plejede at tage med, blive hjemme.

Da han kom hjem, var lillesøsteren væk. Han ventede og ventede, mere

og mere foruroliget; og han tog ikke længere på rensdyrjagt, men blev

hjemme og ventede. Da ingen kunne finde hende, sagde han: "Når det

igen bliver mørkt om aftenen, vil jeg lede efter hende."

En aften sagde han: "Jeg vil flyve ud og lede efter hende.

Sluk lamperne." Da man havde slukket lamperne, begyndte han at lave

støj. Midt i det hele forsvandt støjen. Han blev til ild og fløj ind i

fjorden. Da han befandt sig over sin vanlige sommerplads, tog han

omgivelserne i øjesyn og opdagede et stort, kraftigt oplyst hus. Han

dalede ned og krøb ind i gangen. På vej ind kunne han høre en livlig

snakken inde i huset. Han gik ind og så en hel masse indlandsboere,

der holdt aftenhygge sammen i dette store hus.

Længe så han sig omkring; men han genkendte ingen, og han var nødt til

at sætte sig i et hjørne ved døren. Beboerne holdt op med at snakke.

En, der stod midt på gulvet, sagde: "Vi har jo en gæst. Tag jeres

skindtøfler på." Straks fik alle travlt med at rode efter noget under

briksen. Så tog de deres skindtøfler på, hvorefter de placerede sig

langshusets væg ("igdlup sanerânut"?) stående overfor hinanden. En af

indlandsboerne, der ellers var blevet siddende, rejste sig nu op og

gik hen til den sølle åndemaner. Han tog et fast tag om åndemanerens skuldre

og trykkede ham ned i knæ. Derefter sparkede han ham over til manden

overfor/nærmest døren. Svævende i luften tænkte åndemaneren, at nu

ramte han gulvet, men han blev sparket over til en anden, der stod

overfor; og svævende i luften blev den sølle åndemaner sparket længere

og længere ind i huset, alt i mens han gav sig til at kalde på sine

hjælpeånder. Men så snart de viste sig ved indgangen, smed den store

indlandsbo dem ud igen. På det tidspunkt så åndemaneren, at han blødte,

og han fik den ide at spille død. Da han gjorde det, greb manden,

der smed hjælpånderne ud, ham og

kastede ham ind under forbriksen med ordene: "Lad os partere ham,

når han er blevet kold." Ved de ord blev åndemaneren ængstelig og

gennemgik endnu engang sine hjælpånder. Så huskede han sin stærke

indlandsbo. Ham kaldte han så på, bare ud i det blå; men se, han

sprang øjeblikkelig ind i rummet. Udsmideren gik hen til ham, men så

var det skam hjælpeånden der greb fat i indlandsboens skuldre og

trykkede ham ned og satte knæene mod hans bryst. Han tvang ham ned på

gulvet, og man så noget rødt. Så greb hjælpeånden åndemaneren, der lå

under forbriksen og trak ham med ud af huset.

Da kom åndemaneren i tanke om, at han også havde en "nasaertartoq" (én,

der plejer at slå hætten ned)(det kaldte man ræve i gamle dage). I det

samme så han, at "nasaertartoq" var på vej ind med hætten slået ned.

Han slog det ud af hovedet og gik ud (hvem?).

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner / angakkoq. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

hans jamren over smerterne. Idet man fik lamperne tændt, så man ham

sidde/ligge der stærkt lidende. De vidste ikke, hvordan det var sket, fordi han

intet havde fortalt.

Han blev liggende i tre dage, og den fjerde dag fik han dem til at

slukke lamperne. Som sædvanlig forsvandt han ud som ild. Han fløj

atter indefter. Da han nåede området svævede han henover det;  men er

var ikke noget lys at se, hvorfor han fløj væk igen.

Under sin videre færd fik han øje på et (andet) stort, stærkt oplyst

hus. Han kom ind og genkendte sin lillesøster, som havde fået en

indlandsbo til mand, og sad dér. Hun blev virkelig glad for at se ham

og gik ud efter mad. Da han nu havde set hende, forlod han atter

rummet.

Nu var det ved den tid tilhørerne kunne vente deres åndemaner tilbage,

og de kunne høre at han var glad. Først da lyset var blevet tændt,

fortalte han om dengang, da han blev sparket rundt. Han tog ikke mere

ud for at se til hende, for nu var han ikke længere bekymret for

hende.

Var.: Til den sidste episode: Angakokens åndeflugt til indlandsboerne; Et fangstmiddel til tupilakker; Qajaqanngitsoq angakkussartoq; Ajijaks forløsning og første himmelflugt;

Kombinationen er usædvanlig af de to episoder, Broderen der uddanner sig til angakkoq for at opspore sin forsvundne søster / bror, og De fjendtlige ånder der spiller bold med åndemaneren under åndeflugt.

Hist.: Sidstnævnte beskriver et ældre angakkoq-ritual, der også kendes fra canadiske inuit, hvoraf det fremgår at boldspillerne er nordlysene, dvs. de døde der er havnet himlens dødsrige, hvor de fremkalder nordlys med deres boldspil.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 84- 85.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Åndemaneren Siffiaq.

E. Åndemaneren Siffiaq kunne man absolut ikke gøre grin med. Og det siges, at han var til stor nytte med sin åndemaning. En dag var nogle nybegyndere ude at ro i kajak, og de kom hjem med en af dem, der var væltet rundt i sin kajak og var druknet. På det tidspunkt var ånde-maneren selv ude at ro i kajak.

   Eftersom han var død, begyndte de at svøbe ham ind i ligskindet. Og på det tidspunkt kom åndemaneren tilbage. Da de fortalte ham om, hvad der var sket, sagde han til dem, at de bare skulle lade den døde ligge og ikke lægge ham i graven.

   Åndemaneren var urolig og gik op til huset og bad andre om at bære hans kajak op. Da han kom ind, tog han sin kajakhelpels af og var på vej ud igen. Men da han nåede hen til husets kogerum, blev der sagt derindefra: Gå ikke hen til ham uden at have noget koldt eller tæt beklædning med dig!

   Det der mentes med det var, at han ikke ville kunne genoplive den døde uden at have den kajakhelpels på, som han havde haft på ude på havet. Så gik han ind igen og tog igen disse klædningsstykker på. Og han gik hen til den døde og bad folk om at gå, fordi han ville miste sin kraft, hvis der var andre til stede (det var fordi han stadig havde en trylleformular, som imidlertid ville miste sin kraft, hvis andre hørte den). Vendt mod morgengryets retning begyndte han at arbejde med den døde, mens han mumlede.

   Efter ganske kort tid var den døde vågnet op igen og havde sat sig op, og efter at have bedt dem bringe noget mad ind og give det til den genoplivede, var åndemaneren gået hjem. Da han kom ind, havde han sagt, at fordi han var nået hjem om morgenen, havde han bearbejdet ham om dagen, og havde han ikke nået det, mens det var lyst om dagen, havde han været tvunget til at vente med at gøre noget ved den døde til dagen efter, når det var ved at blive helt mørkt.

   På grund af disse handlinger viste åndemanerens landsmænd ham stor respekt.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800 - tallet.

Kommentar: emneord: angakkoq, genoplivelse

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angákoq inugtûmassunut tikerârtoq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den store åndemaner / angakkoq / angakok, der tog over til menneskeæderne.

Det fortælles, at der sydpå boede en stor åndemaner på en ø ud for fastlandet.

En gang var han ude i kajak, og en storm kom over ham, så han ikke længere kunne bruge sin kajakåre men måtte nøjes med at bruge fangstblæren. Da han drev ind til fastlandet, så han op og opdagede, at han var drevet ind til kysten nedenfor et hus. Han stod ud af kajakken og lagde den, så den støttede på en sten. Og ud fra huset kom en mand, der havde krænget sin helpels ned fra overkroppen. Manden kom ned og bad ham gå med op til huset. Da han var kommet ind, kom han til at rive i en stor sæk, der hang lige ved gangåbningen ind til rummet. Og da manden bød ham at sætte sig på sidebriksen, satte han sig ned.

Der sad han og vænnede sig til mørket, og da han kunne se, kiggede han nærmere på briksen og opdagede, at der under den lå en mængde menneskeknogler og skrækkelige menneskehoveder med hår på. Og så kom han i tanke om den store sæk og kiggede hen på den. Det viste sig at være et menneske, der var hængt til gæring med hovedet nedad, og hans ben var bundet fast til tagbjælken.

Nu vidste han, at de var menneskeædere. Og nu serverede de kolde, kogte stykker menneskekød for ham.

Åndemaneren sagde: "Vi spiser aldrig sådan noget!"

Menneskeædernes kvindelige overhoved spurgte: "Hvad spiser I da dernede?"

Åndemaneren svarede: "Vi spiser ikke vores fæller. Vi spiser kun det, som vi fanger under jagten." Og det fortælles, at åndemaneren var så sulten, at han bare ønskede, at de ville give ham et lille stykke sælkød.

"Han ville ikke have det, fordi det er koldt," sagde den ældste kone i huset. "Måske vil han synes bedre om dette gærede stykke!"

Kvinden gik ned fra briksen og gik hen til den døde, der var hængt til gæring. Hans snot var løbet ud på gulvet. Og da hun kom hen til ham, snød hun hans næse ved at suge snottet ud af næsen på ham, sådan som man gør det ved et spædbarn. De andre gik også derhen, og de tog ham ned og klædte ham af. Og så begyndte de at partere ham. Nogle af dem skar stykker af kroppen lidt hist og her og spiste dem. Da de skar hul på den dødes blodårer, var de som en flok hunde, der blev fodret, og alle slikkede de ivrigt den døde.

Da de rejste sig op, stod pulsen dem helt op i øjnene, og så gik de hen og satte sig. De lagde kød i gryderne, og hurtigt fik de dem i kog. Da de begyndte at småkoge, bredte der sig en stank i huset der knap gjorde det muligt at trække vejret.

Da kødet var kogt, satte de det frem for ham, men igen nægtede han at spise. Selv spiste de af hjertens lyst og brugte den dødes fedt som dyppelse. Et stykke tid efter at de var blevet færdige med at spise, gabte en af dem. Og så væltede de om på briksen ind mod væggen, og alle begyndte at snorke gevaldigt. Efter at have sovet lidt vågnede de. Og snart efer lagde vinden sig. Han sagde til husets ældste, at han ville tage på jagt, og da denne ikke havde noget imod det, tog han afsted på jagt, fordi han var så sulten.

Han havde ikke været længe væk, da han kom tilbage og havde haft held til at fange en sortside. De slæbte afsted med den, og han gik ind efter at have lagt sin kajak på plads. Det viste sig at de var igang med at partere sælen. Da de skar hul på blodårerne, opførte de sig som hunde, der blev fodret. Først da der ikke var mere blod tilbage, rejste de sig op.

Den store åndemaner tog gryden ned fra krogen og gik ud med den. Han bar den ned til stranden og vaskede den godt med sand, og efter at have fyldt den med vand, bar han den op. Så fyldte han den med kødstykker og hængte den op. Lige da det var begyndt at koge, gav han sig til at lede efter et fad. Og han kom ind og havde fundet et lille stykke træ, som han kunne bruge som fad. Da kødet var kogt færdigt, øste han så meget kød op til sig selv, at han ikke ville kunne spise det hele. Resten stillede han frem, men ingen ville spise det.

Da han var godt mæt, gik han ud for at drikke. Og da han var kommet ind igen, sagde han, at han ville tage afsted. Men så rejste de sig allesammen, og husherren gav dem allesammen et våben, men han lod, som om han ikke så dem. Det fortælles, at åndemaneren gik baglæns ned til sin kajak, fordi de nu var ude på at dræbe ham. Selv om han nåede ned til sin kajak, havde de nu omringet ham. Og han bad dem vente lidt, fordi han måtte hen og forrette sin nødtørft. Han gik hen mellem jordhøjene og satte sig på hug, og i det skjulte fremsatte han en trylleformular. Derefter gik han hen til dem. Han fik de skrækkelige mennesker til at flytte sig, så han kunne gå ned mellem dem til sin kajak. Så tog han sin kajakhelpels på og gik ned, men han bar sin kajak på lænden og samtidig skubbede til dem. Mens de var optaget af at skubbe til hinanden, roede han afsted. Disse mennesker havde ikke kajakker, og da han havde roet et stykke tid, ville han have dem til at komme i tanke om ham:"Hvor er gæsten, hvor er hans kajak? Han er forsvundet!"

Og alle de mange mennesker begyndte på en storstilet eftersøgning, og så kunne man pludselig høre, at deres mandlige overhoved sagde: "Dérude er han!"

Sådan fortælles det, at han havde held til at redde sig, og derefter tog han aldrig mere på besøg hos menneskeæderne.

Her ender historien.

Var.: Besøg hos menneskeædere er et hyppigt tema, men præcis ovenstående forløb er jeg ikke truffet på i andre fortællinger.

Bemærk betoningen af at disse menneskeædere ikke har kajak og opfører sig som hunde, så snart de lugter blod. De minder således om indlandets modbydelige eqqillit, hundemennesker.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11, s. 36 - ,

læg 12, s. 11.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

De var engang en stor åndemaner, der havde to sønner.

Han opfostrede den ældste af dem, og da han blev stor nok til at ro i

kajak byggede han en kajak til ham. Når han kom hjem fra fangst, bar

han sønnens kajak ned til vandet, og når han havde sat ror på den,

roede han sammen med ham for at træne ham. Da han var blevet fortrolig

med det, tog han ham med ud på fangst; og da han syntes, at han var

moden til at få kajakredskaber og var godt på vej til at blive fysisk

moden, gav han ham redskaber med, og han begyndte at fange godt og

kunne klare sig i al slags vejr. Da sønnen var nået så vidt, holdt

faderen op med at fange og levede alene af sønnens fangst. Faderen var

ikke længere bekymret for ham, når han var ude i blæsevejr, for han

kunne godt klare sig i stormvejr.

På samme boplads boede der er flok brødre. Når stormene rasede om

vinteren, og sønnen ville ud på fangst, havde han altid følgeskab af

den mellemste af brødre-flokken. Og når sønnen havde en at følges med

i stormvejr, var faderen aldrig bekymret for ham.

En meget stormfuld vinter, kort efter nytår, hvor det overvejende

blæste nordvest, nærmest vest, vågnede man en morgen og sikke det så

hvinede derude.

Da sønnen var stået op, gik han ned og kom tilbage med sin helpels. Og

straks stod faderen op, for stormen hvinede og peb. Han gik udenfor og

konstaterede at det stormede nordvest og gik derfor hen til

bopladsfællernes kajakker, hvor han opdagede, at ikke en eneste havde

gjort forberedelser til at tage ud. For en gangs skyld ville sønnens

faste ledsager åbenbart ikke med ud. Han skulle til at gå op igen;

men så så han, at sønnen var på vej ned for at tage afsted. Han stod

og ventede på ham, indtil han kom hen til sin kajak. Han fulgte ham

ned til stranden til affart og hjalp til med at skyde kajakken ud fra

stranden. Sønnen havde dårligt forladt stranden, før faderen ikke

længere kunne se ham på grund af snetykningen. Så gik han tilbage op

til sit hus.

De ventede længe på, at han skulle komme hjem; og det blev aften.

Under normale omstændigheder ville han på det tidspunkt være kommet

hjem. For at bane vejen for ham, gav åndemaneren ordre til at lamperne

skulle slukkes. Så begyndte han ellers at mane ånder.

Han fulgte ham fra det sted, hvor han startede. Han var roet og roet

udefter og var kommet til det nærmeste fangstområde. Han var blevet

der et stykke tid, men var så fortsat udefter, ud til det yderste

fangstområde, og da han havde været der et stykke tid var han begyndt at

ro indefter. Han havde kun roet ganske kort tid, da han kom ind i en

kajakmands rute, og da han ikke kunne komme fri, måtte han blive der,

og han fulgte så denne rute.

Den store åndemaner boede på solsiden af fjorden ved mundingen. I

bunden af fjorden var der en bræ. På kystens skyggeside var der stejle

fjeldvægge. Den store åndemaner fulgt nu kajakmandens rute. Ruten gik

i retning af hans egen boplads. Den fortsatte tæt forbi bopladsen og

drejede derfra over til fjordens skyggeside. Ruten gik videre og

videre direkte mod fjeldvæggen; og lige før den nåede fjeldvæggen, fik

han øje på nogle store vinduer. Mens han kiggede på dem, vekslede det

med lys og skygge i dem. Da dette lidt senere holdt op og kajakruten

også endte dér, kiggede han ind igennem vinduet og så, at hans søn sad

på gæstebriksen overfor hovedbriksen og hang med hovedet.

Mens han kiggede på ham, rejste han sig op. Så rejste mændene overfor

sig også op, gik hen, greb fat i ham, satte ham ned på hans plads og

gik fra ham. Sønnen havde kun siddet ganske kort tid, så brummede han

og rejste sig. Mændene gik igen hen og satte ham på plads. Efterhånden

brummede han og rejste sig op tiere og tiere. Så var det at han på et

tidspunkt, hvor han straks efter at de havde sat ham på plads, atter

brummede og rejste sig. Omgående greb mændene ham, som de nu havde

gjort adskillige gange; og han forsvandt imellem dem. Midt i alt dette

brummede han igen og skubbede sine angribere fra sig, så de spredtes

til alle sider. I dette øjeblik ville han være sprunget ud i gangen;

men han skulle skynde sig og valgte at springe ud gennem vinduet. Så

såre han ramte jorden, løb han ned til sin kajak, satte den i vandet,

kom ned i den; og idet han drejede kajakken udefter, gav han sig til

at ro af alle kræfter mod sin boplads. Åndemaneren fulgte ham så på

ruten hjemover.

Da han var nået et godt stykke fra land, tog et stort antal kajakker

afsted, med en støjen og larmen så det kunne høres.

De roede efter ham men kunne ikke indhente ham. Midt i det hele lagde

så to andre kajakker fra land. Det så ud, som om alle de mange

kajakker halede dem til sig. De skød en sådan fart, at de blot roede

forbi alle forfølgerne og videre efter den flygtende kajakmand, som om

denne halede dem ind til sig. I stedet for som ventet at ro direkte

hen til ham, roede de uden om, (vendte) og så tilbage mod den stejle

fjeldvæg. Da åndemanerens søn passerede deres rute, skiftede kajakken

(automatisk)) retning og havnede i ruten. Han forsøgte flere gange at

komme ud af den, ("sanioqqunniartoraluaramiuk") men det lod sig ikke

gøre, så til sidst holdt han op med at ro. For faderen så det ud, som

om sønnen befandt sig i en elv (altså: som om han drev med strømmen)

Videre gik det i retning af land, og kajakken løb op på stranden

nedenfor husene. De sagde til åndemanerens søn, at han skulle stige op

af kajakken. Han adlød og gik op til huset. Idet han kom ind sagde de:

"Ingen vil gøre dig fortræd. Vi vil bare optage dig her i huset. Bliv

du kun her uden frygt." Da åndemanerens søn forstod at der intet var

at stille op, indvilgede han bare.

Da åndemaneren havde hørt, hvad de sagde, holdt han op med at følge

sønnen, fordi han ikke ventede, at han ville blive behandlet dårligt

og nu vidste, hvor han befandt sig. Åndemaneren kunne nu ikke gøre

andet end at begynde opfostringen af sin yngste søn. Da han blev moden

til at få sig en kajak, sørgede han for, at han fik en. Han trænede

ham i kajakroning og da han blev i stand til at klare sig alene, skete

det et par gange, at han lod ham passe sig selv. Da nu den yngste søn

havde fået sin egen kajak, tænkte han hele tiden på sin storebror i håb om

at finde blot et enkelt af hans kajakredskaber. Han vidste ikke, hvor

han blev af den gang, han udeblev fra fangst. Når han var ude alene i

kajak, kiggede han altid efter en eller anden ting, der kunne stamme

fra ham. Efterhånden blev han længere og længere ude og kom først hjem

om aftenen.

En aften han kom hjem fra fangst, tænkte han at han næste morgen ville

ro ind i fjorden for det var det eneste område han manglede. Tidligt

næste morgen tog han afsted og roede direkte ind i fjorden. Han roede

og roede og kunne til sidst se bunden af fjorden; og han opdagede, at

der var en bræ i bunden, mens kysten (derinde?), der vendte imod syd,

solsiden, var en stejl fjeldvæg, og kysten, der vendte imod nord,

skyggesiden bestod af lutter stejle fjeldvægge. Netop da han tydeligt

kunne se bræen, der gik ned til havet, fik han øje på en stor

kajakmand imod bræen. Øjeblikkeligt gav han sig til at ro derhen. Da

han kom ganske nær, gik det op for ham, at manden helt tæt på, var

hans storebror. Han sagde: "Jeg har ledt efter dig længe, og endelig

lykkes det mig at træffe dig. Kom nu med hjem til os." Hans storebror

sagde, idet han pegede på noget under kajakstolen: "Jeg har mange

gange forsøgt at ro hjem, men så længe jeg har denne modbydelige

(tingest) hos mig, vil det ikke lykkes mig at komme hjem."

Lillebroderen kiggede på det, der var under kajakstolen; og han

syntes, at det lignede en ærmebeskytter, der var blevet udstoppet med

noget. Hans storebror tog den og sagde: "Nu skal du se, hvorfor det

ikke kan lade sig gøre at komme hjem." Han kastede den langt væk imod

vinden. Knap havde den ramt vandet, før den kom tilbage til sin plads

under kajakstolen. Næste gang vendte han kajakken rundt i retning af

sin tidligere boplads, greb væsenet under kajakstolen og kastede det

bort med vinden, så det ramte vandet længere borte end sidste gang.

Men knap havde det ramt vandet, så sprang det op og kom tilbage til

sin plads under kajakstolen; og i samme øjeblik drejede kajakken om

imod den store nordvendte fjeldvæg. Han drejede hovedet mod sin

lillebror og sagde: "Som du ser, er jeg ude af stand til at tage hjem,

så længe jeg har den der modbydelige tingest hos mig. Ser du, nu ved

du alt om det. Men kom hver dag og følg mig på fangst."

Herefter var de så sammen på fangst hver dag. Faderen forsynede sin

yngste søn med redskaber, da han mente, at han nu var moden til det.

Når han efter at have fået kajakredskaber var på fangst, kom han hjem

sent på aftenen uden at have fanget noget, og faderen vidste ikke hvor

han plejede at være på fangst.

En dag da lillebroderen som sædvanlig var på fangst sammen med sin

storebror, sagde denne ved afskeden: "Kom til mig i morgen tidligt!"

Næste dag ganske tidligt om morgenen roede lillebroderen ind i

fjorden, som storebroderen havde bedt ham om. Han roede og roede. Og

da han kunne se bræen, tænkte han, at han nok kom til området før

storebroderen, men da bræen kunne ses klarere, viste det sig, at

storebroderen allerede var fremme. Han roede derhen, og lige før han

var helt fremme satte storebroderen rask afsted for at harpunere en

sæl. Mens lillebroderen så til, harpunerede han den. Han roede nu helt

hen til ham og opdagede, at han allerede havde gjort sælen klar til

bugsering og blot ventet på ham. Idet han skubbede sælen hen til ham,

sagde han: "Denne skal være din første fangst. Fra nu af vil du kunne

fange sortsider." Lillebroderen var ellers ikke vant til at se sæler,

når han var på fangst med sin storebroder. Men næppe havde han fået

sælen af storebroderen og roet fra ham, før han fik øje på en

sortside, der lå ganske tryg. Straks harpunerede han den. Fra nu af

fangede han mange sæler, thi sælen, som storebroderen forærede ham,

fordi han ikke fangede nogen, tjente jo som begyndelsen til hans

kommende fangster.

Når han og storebroderen var på fangst sammen,skiltes de først fra

hinanden, når de havde fanget så meget, som de overhovedet kunne slæbe

hjem.

Når hvidhvalerne indfandt sig om efteråret havde åndemanerens yngste

søn lige fra begyndelsen haft særligt svært ved at fange nogen, fordi

han var alt for ivrig. Det var nemlig sådan, at når man var på lur

efter hvidhvalerne, begyndte de at hoppe op af vandet og flygte, før

man overhovedet var kommet på tæt hold. Det skete også nu og da, at

man, før man overhovedet så nogen, kunne høre noget, der lød som en

fløjten. Når man så kiggede ned i vandet, så man en hel masse

hvidhvaler der passerede forbi under vandet, fordi de var blevet

opskræmte. Derfor var det særligt svært for ham at fange nogen.

Engang hvidhvalerne havde indfundet sig, var han ude på fangst sammen

med sin storebror. Da de skiltes, sagde storebroren: "Kom i morgen

tidligt." Da tænkte lillebroren ene og alene på hvidhvalerne.

Da han var kommet hjem og var gået op til huset, tænkte han kun på det ene, at han i sin tid, da storebroderen havde foræret ham den

første fangst, blev i stand til at fange sortsider.

Hans bopladsfæller, brødreflokken, havde skam lagt mærke til, at han,

lige siden storebroderen var udeblevet fra fangst, ikke mere snakkede

om almindelige ting eller smilte. Men da han nu igen gik rundt og

fortalte historier og smilte, mente hans bopladsfæller, at han måske

var begyndt at gå på fangst sammen med sin storebror, for han tog jo

også af sted, før de vågnede om morgenen. Da han den her omhandlende

dag kom hjem, stod brødrene og trak frisk luft sammen, og de sagde til

hinanden: "Lad os hyre vores bopladsfælle, pebersvenden, til at holde

vagt over åndemanerens søn og få ham til at følge efter ham, når han

tager afsted, og se hvor han ror hen."

De sendte bud efter pebersvenden / ungkarlen, og da de havde snakket med ham, gav

han sig til at holde vagt over ham, for han var interesseret i at få

den lovede betaling. Han vågede og vågede. Umiddelbart efter det blev

lyst, (Der står egentlig: "Efter at det var blevet helt lyst."Men det

passer ikke rigtigt sammen med efterfølgende. C.B.) kom åndemanerens søn

ud.

Da han var kommet ud, holdt pebersvenden øje med ham fra gangen, hvor

han holdt sig skjult og kun lige stak hovedet frem. Han holdt øje med

ham længe. Da åndemanerens søn kom ud, gik han neden for huset, hvor

han stillede sig op og tissede; og efter at have set nøje på vejret,

begav han sig ned og ind under konebåden, der lå oppe på et stillads.

Han tog sin helpels frem. Pebersvenden troede ellers, at han ville

tage den med op til huset; men nu var han ifærd med at iføre sig den,

selvom det endnu ikke var blevet helt lyst.

Da pebersvenden så dette, skyndte han sig ind i huset, tog sin pels,

fik den på i en fart og så var han på vej ud af huset. Det første han

gjorde, da han kom ud, var at kigge efter åndemanerens søn. Denne var

på det tidspunkt allerede ved at runde det lille næs syd for bopladsen

og forsvinde bag det. Pebersvenden skyndte sig ned, bar sin kajak ned

til vandet og kom ned i den. Så satte han ellers efter ham. Da han

havde rundet det lille næs syd for bopladsen, kiggede han efter ham og

opdagede, at han var direkte på vej ind i fjorden. Han roede efter;

men denne havde så meget fart på at han tabte ham af syne; og han

gjorde hvad han kunne for at få øje på ham igen. Det forholdt sig

nemlig sådan, at den store åndemaners yngste søn næsten ikke havde

sovet om natten ved tanken om hvad storebroderen sagde; og da han var

blevet træt af at vente på, at det skulle blive lyst, stod han bare

op og tog afsted for at være på fangstområdet før sin storebror. Han

roede og roede ind i fjorden. Netop som han nåede midtvejs, begyndte

det at dages. Det blev lysere; og da han, inden det var blevet helt

lyst, var ved at være fremme ved deres sædvanlige fangstområde, tænkte

han, at han for en gangs skyld ville være der før sin storebror. Han

havde lige sagtnet farten, så hørte han sin storebror råbe om hjælp

fra et sted sønden for, før han overhovedet havde set noget til ham.

Straks kom han til at tænke på, at han i sin tid (først) begyndte at

fange sortsider, efter at storebroderen havde foræret ham den første

fangst. Han kiggede mod syd og fik øje på en kajakmand, der roede

forbi bræen; og han sås tydeligt, da han befandt sig ud for den hvide

sne på fjeldvæggen.

Kajakmanden roede rask til ud af fjorden, og da han nåede ud for den

mørke baggrund, tabte han ham af syne. Så gav han sig til at ro alt

hvad han kunne i retning af ham på tværs af hans rute. Han roede og

roede, og mens han endnu kiggede efter ham, hørte han pludseligt råb

om hjælp fra et sted, der lå længere ude i forhold til det, han

stilede imod. Han drejede kajakken mod lyden. Da han langt om længe

kunne se ham, lå han med sin fangstblære ved siden og var i færd med at

aflive sin fangst med lansen. Nu var han kommet næsten helt hen til

ham og opdagede til sin forbløffelse, at det var en stor hvidhval, han

var i færd med at aflive. Netop som han nåede helt hen til sin

storebror, stak denne sin lanse i dyret, som ikke dykkede ned igen. Så

blev han klar over, at den skulle være hans første fangst.

Men alt mens han kiggede på den, begyndte dyrets hale at slå

hurtigere; og idet forkroppen krummede sig mere og mere nedad,

forsvandt det ned i havet; og den viste sig ikke oppe mere. Da han

nærmede sig fangeblæren / fangstblære, virkede den helt tom for luft og også den