Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.

Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift).

En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende:

For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på

et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky

overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et

sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De

hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.

Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et

elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på

knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs

rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en

knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men

spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket.

Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik

med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.

Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene.

Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den

tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres

forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere

tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år.

Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede

de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers

mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse

væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som

dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen

fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De

dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at

beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen

kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.

Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande

mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig

på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde

bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget

landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem

over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes

spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor

der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik

de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste

videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres

slægtninge.

Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke

nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år,

blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige

anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene

brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle

transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de

på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte

en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres

normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at

de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de

hinanden og antog igen dværgestørrelse.

Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en

åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et

stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til

fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han

overlod knivene til de tre sønner.

Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl

fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse

kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.

Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det

blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele

babystadiet.

(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt

- Chr.B.)

Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk.

Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter').

Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg.

Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Asaluut.

Asaluut, der var en mægtig mand, havde to fætre, der var brødre, og de boede i samme hus som Asaluut. Alle tre var dygtige fangere, som altid kom hjem med fangst. Men med tiden kom Asaluut til at fange mere i forhold til de to brødre. Brødrene blev misundelige på Asaluut, fordi han fangede mere. Da Asaluut mærkede, at fætrene ikke længere var så venlige over for ham, fik han det dårligt med sig selv og besluttede sig til at forlade fætrene. En dag, mens brødrene var ude på fangst, drog Asaluut bort til et sted, der lå langt væk. Da brødrene kom hjem, ventede de længe på, at Asaluut skulle komme hjem. Han var endnu ikke kommet hjem ved sengetid. Den følgedne dag tog de af sted og ledte efter deres fætter Asaluut, som de ellers var misundelig på, men de tog hjem uden at finde ham.

Flere dage efter at fætteren var forsvundet, rejste brødrene til et sted,

der lå langt væk, for at lede efter deres fætter. En gang under turen passerede

de en temmelig stor bugt. De befandt sig et stykke tid ved mundingen af bugten,

og de så, at to ravne nærmede sig inde fra bunden af bugten. Da de kom nærmere,

opdagede de, at det var to store mennesker, der kom løbende. De forsvandt langt

mod vest. Brødrene blev på samme sted og ventede på, at de skulle vende tilbage.

Endelig viste de sig, og da de kom nærmere, så de, at de begge havde to havde

fuldvoksne sortsider på ryggen, langt bagved hinanden (det er vel snarere: oven

på hinanden - eller: ryg mod ryg? Chr. B.) med hoved mod baglalle. De løb stadig

så hurtigt som ravne, der fløj meget lavt. Brødrene gik hen og kiggede på deres

spor. De så ud som en enkelt persons spor, så godt passede de til hinanden. De

gav sig til at følge efter dem ved at gå i deres spor, da de gerne ville vide,

hvad de var for nogle. Efter en tid fik de øje på ravnenes hus. De gik hen til

det og spurgte efter Asaluut, han var der ikke. Da de kom ind i huset, opdagede de, at de to, der løb, var store kvinder. De sad på hver sin side af

briksen og på gulvet lå fire sortsider - to ud for hver af dem. Det var deres

fangst. På midten af briksen sad en gammel kvinde. De tre kvinder boede alene.

Hver af de to store kvinder, der sad på briksen, havde slynget deres lange hår

op på et tørrestativ - til tørring. Noget af håret hang ned, for de havde meget langt hår.

Brødrene forlod huset og gik videre over land til den anden side, stadigvæk for at lede efter deres fætter Asaluut. Undervejs trænede de sig til at blive stærke og mægtige. De øvede sig også i at løbe hurtigt,og de var i stand til at tage lange spring, men stadigvæk havde de ikke fundet deres fætter Asaluut. Mens de endnu vandrede, fik de en dag øje på mange huse. Fra det sted, hvor de befandt sig, kunne de se, at der var livlig trafik ind og ud af husene. De skiftedes til at holde vagt, for at de ikke skulle blive overrasket af fjenden. Det viste sig, at det var Eqqillit (hundemennesker), der boede ved en stor sø,og lige ud for husene var der en ø. Nu ville fætrene vove sig derned, for det kunne jo være, at deres fætter var der. Mens de var på vej ned, så de neden for dem én, der sigtede efter dem med en spændt bue. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at det var deres fætter Asaluut. Da fætrene talte til ham, smed Asaluut sin store bue ned på jorden og skyndte sig hen til dem. Da han kom til sine fætre, så han bedrøvet ud('aliánilerpoq' oversættes i danske bemærkninger 'glædede', i Ordbogêraq: 'aliasupgalugpoq (issíkua), her tror jeg egentlig mest på den danske bemærkning - Chr. B.). De snakkede sammen og Asaluut sagde: "De vil nok dræbe jer, når de ser jer - som de plejer." Idet Asaluut sagde det, tog den ældste af fætrene sin bue og sine pile og løb af sted og uden at standse sprnag han uden for huset og landede på øen (svært at følge formuleringen på grønlandsk - Chr. B.). Hans lillebror sprang også og landede på øen. Som den sidste sprang Asaluut til øen, og i det samme blev folk på bopladsen opmærksom på dem. De tog deres buer og var på vej ned til stranden. Og på øen placerede fætrene sig i forlængelse af hinanden, den ene bagved den anden, således at den ældste af fætrene var nærmest folk på landet, derefter kom lillebroderen og Asaluut var bagest. Folk fra land begyndte at skyde på dem med bue og pil. Asaluuts fætre var ikke til at ramme. Der, hvor pilene havde strejfet fætrene på siden og på kinderne, var de blevet blege (hvorfor? Chr. B.). Asaluut kiggede på et tidspunkt frem henover fætrene, og straks var der en pil, der strejfede hans hår uden at ramme ham. Så udgik folk ovre på land for pile. Nu var det fætrenes tur til at hævne sig på dem. De sprang tilbage til land og dræbte dem alle uden undtagelse. Fætrene boede der og blev stærke og mægtige. Så rejste de tilbage til deres land (boplads? Chr. B.). Det fortælles, at de begyndte at fange rigtig godt, efter at de var vendt tilbage til deres boplads.

En gang var de to brødre ude på jagt. Efter at de havde gået længe, hørte

de en hylen. De gik videre og fik øje på en hel masse mammutunger

('kiligãrarpagssuit'. Kiliffak er et sagndyr, som gerne oversættes til mammut -

Chr. B.), som lå på jorden. Det viste sig, at forældrene var ude at jage. De

dræbte samlige mammutunger med bue og pil. Brødrene skjulte sig i nærheden og

ventede på at de voksne skulle komme. Et stykke tid efter hørte de hylen, og

moderen til ungerne viste sig med en stor renko mellem tænderne. Dyret kom

nærmere og hylede igen, men da ungerne ikke besvarede dets hylen, smed dyret

det, det havde mellem tænderne, ned på jorden og skyndte sig hen i

retning af fætrene. Lige før dyret nåede dem, ramte fætrene det med flere pile

og dræbte det. Nogen tid efter viste hanmammutten sig med en fuldvoksen renbuk

mellem tænderne. Også hanmammutten blev skudt med flere pile og dræbt.

Kødet fra disse mammutter havde de som vinterforråd. De kom aldrig til at mangle

mad. Slut.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kaaterpaarsuk.

Kaaterpaarsuk voksede op som forældreløs uden at kende noget til ting, der kunne være til gavn. Endelig var der én, der tog ham til sig, men det viste sig, at plejefaderen var af en sådan slags, som ikke var indstillet på at hjælpe nogen, og at han var en listig person. Da Kaaterpaarsuk blev større, ville han have sig en kajak. Men han anede ikke, hvordan man byggede en kajak. Han besluttede sig til at prøve at bygge en kajak, selvom han ikke havde forstand på, hvordan han skulle bære sig ad, og selvom der ikke var én, der kunne vejlede ham.

Han var nu kommet igang med arbejdet og var fordybet i sine tanker om,

hvordan han skulle klare det. Så hørte han noget rasle. Han tænkte: "Det var

måske én, der ville hjælpe eller vejlede mig." Han var så optaget af

arbejdet, at han ikke kiggede efter, hvor denne raslen stammede fra. Denne

raslen gentog sig, men heller ikke denne gang kiggede han til denne side. Den

tredje dag hørte han igen raslen, men han hverken kom med nogen bemærkning eller

kiggede efter, hvor den kom fra. Det han hørte var altså kun en raslen, men så

hørte han en stemme, der ville få ham til at kigge i den retning, hvorfra

stemmen kom. Den lød: "Aha, aha!" Han kiggede i den retning, hvorfra stemmen kom,

og så, at en stor bjørn skulle lige til at slå ham. Han blev så forskrækket, at

han smed sit værktøj og flygtede. Han slap væk i sidste øjeblik, før bjørnen

slog ham. Dette gentog sig hver dag, men han anede ikke, at det var hans

plejefar, der var krøbet ind i et bjørneskind, for at forskrække ham og for at

få ham til at flygte.

Så skete det en dag, da drengen som sædvanlig flygtede af skræk, at

plejefaderen gav sig til at grine. Han tog bjørneskindet af og sagde: "Jeg

syntes egentlig, det var synd, at du kom igang med at bygge en kajak uden at

vide, hvordan du skulle gøre det, men jeg gjorde det modsatte af det, jeg burde

have gjort." Kaaterpaarsuk blev såret over det, plejefaderen sagde. Han glemte

aldrig, at han gjorde ham så forskrækket. Allerede mens han endnu var igang med

kajakbyggeriet og under sin videre opvækst, tænkte han hele tiden på, at han ville

hævne sig på ham. Men han kunne ikke finde ud af, hvordan han skulle bære sig ad

med det. Han glemte aldrig, hvor forskrækket han blev.

Langt om længe blev han færdig med kajakken og begyndte at øve sig i at ro

i kajak. Han lærte at ro i kajak og begyndte at tage ud på fangst. Han tænkte

ikke på andet end at hævne sig. Engang han var på kajaktur, gik han i land et

sted. Han gav sig til at gå op ad, og da han kiggede ud over havet, så han, at

tre store hvalrosser var dukket op, og at de holdt sig flydende derude. Han

tænkte: "Bare jeg kunne få en af dem til at krænge sit skind af." Idet han

tænkte dette, forsøgte han sig med at fremsige en trylleformular. Men han vidste

ikke, hvordan man bar sig ad med det, og der skete ikke noget med hvalrosserne.

Han gik ned og roede hjem, og han bebrejdede sig selv for sin uformåenhed med

hensyn til at trylle. Fra nu af bestilte han ikke andet end at øve sig i at

fremsige trylleformularer. Langt om længe lærte han det, og da han lærte en

trylleformular, der kunne få et dyr til at krænge skindet af, mente han, at det

måtte være lige det, han havde brug for. Dette fik han bekræftet yderligere, da

han engang prøvede det på en lille hare med et godt resultat. Han fandt formu-

laren helt velegnet til formålet.

En dag gik han og ventede på, at alle fangerne skulle tage af sted på

fangst. Da alle var taget af sted, roede han ud og steg i land et sted. Mens han

opholdt sig der, dukkede der flere hvalrosser op, den ene efter den anden. Han

begyndte at fremsige en trylleformular for at få en af hvalrosserne til at

krænge sit skind af, og Kaaterpaarsuk krøb ned i det og svømmede ud til

kajakkerne, idet han skiftevis dykkede ned og dukkede op. Da han kom ud til dem,

dukkede han op mellem kajakkerne for at finde ud af, hvem af disse, der var hans

plejefar. Når kajakkerne roede til, og når de kastede harpunen efter at have

gjort sig klar til det, gjorde han skindet hårdt (eller blot: gjorde han sig

selv hård - Chr. B.) Og når han blev ramt, trængte harpunspidsen ikke ind, men

hoppede blot henover skindet. Da Kaaterpaarsuk havde passeret alle kajakkerne,

genkendte han sin plejefar, der befandt sig mellem de andre kajakker. Han

dukkede op flere gange i nærheden af ham, og hans plejefar blev ivrig efter at

jage dyret, harpunere det og fange det. Han roede til og kastede harpunen og

Kaaterpaarsuk gjorde sin overflade hård, og harpunspidsen trængte ikke igennem

huden. Han dykkede og angreb sin plejefar nedefra, så det skummede. Han slap ham

igen uden at lade ham kæntre. Men han tog hans line og dykkede ned med

fangstblæren. Han svømmede ind til land, før kajakkerne tog hjem. Da han kom

hjem, lod han som ingenting, og han gemte plejefaderens fangstblære. Fangerne samledes, efter at de var kommet hjem og snakkede undrende om den mærkelige

hvalros. Mens de stod og snakkede om hvalrossen, tog han fangstblæren og gik hen

til fangerne, der stod uden for husene. Da han kom hen til dem, gav han sin

plejefar fangstblæren, idet han sagde: "Her er din fangstblære. Du gjorde mig

bange i skikkelse af en bjørn, og jeg gjorde dig bange i skikkelse af en

hvalros." Plejefaderen, som ellers mente, at han var ude over den alder, hvor

man kunne blive forskrækket, stod nu blandt andre mennesker og fik sig en

ordentlig forskrækkelse. Det fortælles, at Kaaterpaarsuk fik ro i sindet efter

denne hævn. Slut.

Lille beretning om en vanvittig. Ikke trykt, ikke oversat.

Fundet for sent. Ikke oversat. Måske velegnet til opdatering

Fundet for sent. Ikke oversat. Måske velegnet til opdatering