Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 141 ss. 705 - 708.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 403 - 405: Oqaluttuaq Allunnguamik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:196 - 200.

Resumé:

Allunnguaq er en lille dreng, der ikke vokser og derfor opfordres af sin far til at træne sine kræfter i klippespalter, som Allu. efter sigende til sidst kan presse noget fra hinanden. Han bliver tillige en meget dygtig fanger. I en ny hvid anorak "frier" han til bopladsens mange brødres eneste søster, en ordentlig tamp af en dame, der foreløbig egenhændig har smidt alle granvoksne friere på porten (hovedkuls ud i husgangen). Men lille Allu. kan hun ikke klare. Han hjemfører den sprællende skude under armen, og såvel hun som hendes mange brødre falder til føje. Hun føder ham en søn, der efterhånden giver Allu. lyst til at få sig en ny konebåd. Familien tager ikke med de andre på sommerrejse. De bliver hjemme, hvor Allu. fanger sæler til konebådsskind. En gruppe sydlændinge slår sig ned. Deres husfar er en flink mand, der fanger sammen med Allu. hver dag. Men en dag rygtes det til Allu. at denne mand vil røve hans kone. Allu. bliver hjemme og står og pusler med sine redskaber ved sidebriksen, da konerøveren, en stor mand i hvidt skindtøj - han ligner en enorm måge - kommer farende ind og forgæves prøver at vælte Allu. omkuld i springet. Allu. fortsætter urokkeligt med sit pusleri. To gange forsøger sydlændingen at røve konen, der hver gang sender ham hovedkuls ud i husgangen. Tredje gang snupper hun ham i nakken, smider ham på gulvet og dænger ham til med alle de bådeskind, der ligger til afhåring i urinbaljen. Han ligger helt stille lidt, men får så viklet sig ud: Hans fine hvide skindtøj er ganske tilsølet.

Mens Allu. bygger konebåd leger hans lille søn med sin legeharpun ved siden af. Pludselig giver han et hyl fra sig over noget stort, han ikke kender. Det er en isbjørn, som så Allu. går løs på med de bare næver og til sidst får has på ved at snurre den rundt i luften og ned i jorden. Konen flænser lykkelig dyret, koger masser af kød og får i sin iver inviteret alle de hjemvendte fangere på spisning, inden Allu. får sagt noget. Også under spisningen tager hun minsandten ordet og fortæller stolt både om, hvordan Allu. overmandede bjørnen, og om hvordan han i sin tid fik krammet på hende, der hidtil havde kastet alle store mænd på porten.

Var.: Mikiassen Atdlunguaq;

En del meget forskellige fortællinger har en hovedperson ved navn Allunnguaq.

Hist.: Skønt der er historiske fortællinger om meget stærke kvinder, er denne det næppe. Dertil virker den for litterært velkomponeret.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift).

En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre.

Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.

Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i

huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da

moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det

buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste

søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han

satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på

briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige,

en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og

greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde,

at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede

ham om, at han i forvejen havde en kone.

Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.

Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne

yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De

var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så

gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var

fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke

meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med

hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham,

at hun somme tider trådte ham i hælene.

Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten

og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man

trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd

af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen

tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.

Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq;

Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

En bussemand. Beslægtet med Amaarsiniooq ?

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 234 - 235.: Eneste søster blandt brødre.

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 234 - 235.: Anguterpaat arnartatuaannik.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den eneste pige i søskendeflokken.

Den eneste kvinde i søskendeflokken blev gravid uden at være gift. Da brødrene ikke syntes om det, drog hun bort. Undervejs aborterede hun. Hun lod barnet ligge på jorden og gik videre. Men barnet blev levende, ligesom hun gik fra det. Da barnet blev levende, søgte han efter et eller andet, han kunne bruge som kajak. Han fik et hundehoved til kajak. Med et spoleben (der står: 'inûp qugtorâta amilerânik' - ordret: menneskelårbens smalle del - Chr. B.), som åre roede han af sted og kom til stranden under bopladsens huse. Fra sit gemmested på det lille næs holdt han øje med husene (alákâmissârdlune') og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak og bar den op. Han lagde den under sin yngste morbrors kajak med bunden i vejret. Han sagde: "Gid jeg kunne die af min mors store bryster." Han anbragte sig ved vinduet og gik ind i huset gennem en åbning ved tarmskindsrudens kant ('erqutip kilúnguatigut' - et gæt bl.a. ved hjælp af de danske bemærkninger - Chr. B.). Han krøb ind under lampen. Derfra hoppede han og landede på moderens bryster, hvor han gav sig til at die. Da

moderen var ved at vågne, sprang han tilbage og kom under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og placerede sig på den anden side af næsset og ventede på, at kajakkerne skulle tage af sted. Da de roede ud, fulgte han efter, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at redde mig en flænsebid." Han nåede frem

til sine morbrødre, ligesom de var ved at placere sig for at vente på, at der

skulle dukke en sæl op. Han placerede sig lige bagved den yngste af morbrødrene.

Han (hvem? barnet eller morbroderen? Chr. B.) var lige standset, så dukkede der

en sæl op på hans skyggeside. Da morbroderen roede til for at komme nær sælen, fulgte han med, og i det han løftede armen for at kaste harpunen, greb han

fat i hans åre, så han kæntrede. Så tog han hans ene kamik af og gav ham nogle

boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Brødrene nåede hurtigt frem til

ham, men da var han død.

Da brødrene skulle bringe deres døde broder

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive

qivittoq." Han var begyndt at ro vestover, men så kom han til at tænke på

moderens store bryster og vendte om mod land. Han lå ved det lille næs og

ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, bar han sin kajak op

og lagde den under den mellemste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik

ind gennem vinduet og satte sig under lampen. Herfra sprang han op og

landede på moderens bryst. Han gav sig til at die. Da han havde fået nok, forlod

han moderen og satte sig under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og afventede morbrødrenes affart. Han fulgte også

denne gang efter sine morbrødre, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid." Da han kunne se dem fra øst, var de lige standset - den

yngste længere mod øst. Barnet var lige kommet hen til ham, så dukkede der en

sæl op på hans skyggeside. Han roede til og løftede armen for at harpunere den.

Barnet måtte ro af alle kræfter for at nå ham. Han greb fat i hans årer og trak

dem til sig, så han kæntrede, hvorefter barnet tog den ene kamik af og gav ham

nogle boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Hans bror kom hurtigt hen

til ham, men da var han død. Da broderen skulle til at bringe den døde lillebror

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive qivit-

toq." Han var begyndt at ro vestover, men så sagde han: "Derinde på land venter

min mors store bryster på mig." Så vendte han om og roede ind mod land.

Ved det lille næs lå han og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak. Han lagde kajakken under den ældste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik op og krøb ind i huset gennem vinduet, og han tog plads under lampen. Derfra sprang han op og landede på moderens bryster. Han

gav sig til at die, indtil han havde fået nok. Derefter indtog han igen sin

plads under lampen. Ved daggry gik han ud, og på det lille næs ventede han på, at

morbroderen skulle tage af sted på fangst. Han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid, når min morbror harpunerer en sæl." Han fulgte efter

ham og så, at han havde indtaget den plads, hvor han plejede at vente på sæler.

Han roede hen til ham fra syd fra solsiden. Der dukkede en sæl op. Farbroderen

(morbroderen?) roede hurtigt frem til sælen og barnet fulgte med. Idet han

løftede armen for at harpunere sælen, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren, men han magtede det ikke. Til sidst faldt farbroderens (?)

fangstblære ud i vandet. Han dræbte sælen. I det øjeblik han blev færdig med

sælen ('uningniariartoq' - i det øjeblik han standsede - Chr. B.) dukkede der en

anden sæl op på hans skyggeside. Barnet roede med, da farbroderen (?) roede

til. Og da han havde harpuneret den, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren. Heller ikke denne gang magtede han det. Morbroderen dræbte sælen og gjorde den klar til bugsering, hvorefter han begyndte at ro hjemad. Han

blev liggende stille bag ved ham, men så sagde han: "Derinde på land venter min

mors store bryster på mig." Så roede han efter morbroderen. Da han nåede ham,

begyndte han at skubbe den sæl, han havde på slæb, fremefter. Nu kunne de

se dem fra land, og de bad åndemaneren om at kigge på dem. Åndemaneren kiggede på

dem, og han sagde: "Dølgsmålsbarnet skubber den sæl, han har fanget, fremefter".

Først nu kunne de andre se anngiaq'en. Det var altså søsterens barn, der

havde dræbt de andre. Barnet var så lille, at man ikke kunne få øje på ham. Så

lille var han, at han brugte et hundehoved til kajak ved at krybe ind i

næseborene. Slut.

Forstanderskabsmedlemmet fra Paamiut, D. Möller.

Var.: mange, søg på: anngiaq

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sagnet om Aqissiaq. (Opr. ingen overskrift).

Et ægtepar med et utal af børn fandt sig et sted, hvor de yndede at overvintre. De tilbragte sommeren på et sted, hvor der var en lille lakseelv. En dejlig vinterdag var faderen ude på fangst, som han plejede. Ægteparrets mange børn, udelukkende drenge, legede i nærheden af huset med at kaste med deres legetøjsfuglepil. De var så optaget af deres leg, at de ikke bemærkede, at faderen var kommet hjem med en sæl. Først da det var ved at blive mørkt, og de blev sultne, gik de hjem, og det var mørkt inde i huset. Faderen sad på sidebriksen lænet imod væggen, og moderen sad bagest på briksen og flettede sener. Hun havde ikke tændt sin lampe. Endelig sagde moderen: "Det duer ikke med alle de børn, så er de oven i købet kun sølle drenge." Faderen sagde ikke noget. Et stykke tid efter skubbede han et fad med kød frem til drengene og sagde: "Det er længe siden, I har fået noget at spise, værsgo' spis." Den næstyngste af drengene, som hed Aqissiaq, blev meget fornærmet over moderens nedsættende bemærkning om dem - kun sølle drenge. Brødrene spiste godt nok. Aqissiaq forsøgte også at få noget at spise, men fik ikke ret meget i sig, da gråden sad i halsen på ham. Så sagde faderen til dem: "Til sommer vil jeg tage jer med til et sted, hvor der er mange laks og hvor der er et stort område med sand." Da faderen sagde dette, faldt Aqissiaq til ro, da han havde planer om at forlade de andre, når det blev sommer, fordi han ikke kunne lide det, moderen havde sagt. Alle brødrene glædede sig meget til sommer, men Aqissiaq blev mere og mere mørk i sindet.

Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev Aqissiaq mere og mere trist til

mode. (ileqqumi atorunnaariartuinnarpaa - ændrede Aqissiaqs væsen sig mere og

mere. - Aqissiaqs væsen ændredes mere og mere). En smuk dag lige op mod sommeren

tog faderen ikke ud på fangst. Istedet for ordnede han sine teltstænger og

snittede lidt på dem. Dagen efter var det igen godt vejr, og faderen sagde: "I dag

rejser vi til det sted, hvor der er mange laks og hvor der findes et stort

område med sand. I må gøre jer klar til rejsen." Børnene blev meget glade og

hjalp til med forberedelserne og med at bære konebåden ned til vandet. Men

Aqissiaq var ikke den samme, som han plejede at være. De tog af sted og kom til

det sted, hvor de skulle slå lejr. Da det blev højvande, sagde faderen til

drengene: "Nu skal vi fange laks ved at afspærre dem vejen. Stil jer på stranden og kast med sten." De syntes det var spændende og gav sig til at kaste med sten for at drive laksene ind, og da det blev lavvande, fangede de mange laks. Men Aqissiaq faldt ikke til ro. De blev dér længe og fangede laks ved at afspærre dem vejen, men Aqissiaq kunne stadigvæk ikke falde til ro. En dag da de skulle til at tage hjem med alle de laks, de havde fanget, fandt han på et påskud til at forlade de andre. Han bad den ældste af sine ti storebrødre om at tage de laks, han havde fanget, med hjem, fordi han lige ville prøve at fange en rype, der satte sig oven for dem, ved at kaste sten efter dem. Det ville denne storebror ikke,

heller ikke de ni andre. Men han fik sin lillebror til det. Grædende forlod han

sine brødre og gik ind i land. Han voksede op alene og trænede til at blive

stærk. Han levede af ryper og rensdyr og var, da han blev en stærk mand, i stand

til at løbe alle landdyrene op.

En dag så han et kæmpemenneske, som stod oven på en skrænt. Han gik hen

til ham og opdagede, at det var én mand med en gryde på skuldrene, og han var i

færd med at koge mad. Uden at sige et ord til ham begyndte Aqissiaq at vandre

frem og tilbage sammen med ham oven på skrænten. Han lagde mærke til, at manden

med gryden flere gange gjorde forsøg på at skubbe ham ud over kanten af fjeldet.

Aqissiaq gjorde så det, at han, en gang han passerede ham, skubbede ham ud over

kanten, så han faldt ned ad skrænten. Der hørtes klingklang, da gryden ramte

klippen. Da han kiggede ud over kanten, kunne han se blod på stendyngen langt

nede. Det var den første, Aqissiaq var grov overfor.

En dag vandrede Aqissiaq sydpå over tre høje fjelde og inden om tre fjorde

og kom op på toppen af Qeqertarsuatsiaq (Qeqertarsuatsiaataatagooq). Deroppefra

kiggede han ned og så (på sydsiden af Qeqertassuatsiaq) en stor inoruseq

(indlandsbo) sidde (dernede lige oven for strædet med stærk strøm) med ansigtet

vendt mod syd. Det var på det sted, som i dag kaldes: Stedet hvorfra amaartoq

(én, der bærer barn på ryggen) kastede med sten. Han gik ned til denne inoruseq,

som ikke sagde et eneste ord. Aqissiaq fik øje på en kajak, som roede ind ad

fjorden og som nu befandt sig lige udfor en fjeldskrænt, der kaldtes

Tullerunnarsuit. Den store inoruseq opdagede kajakken af sig selv, da den

befandt sig ud for Paniisa. For første gang åbnede han munden og sagde til

Aqissiaq: "Tag og ram den kajak med en sten (Kast en sten efter denne kajak)."

Aqissiaq nægtede at gøre det i første omgang, da han nødig ville dræbe én fra

kysten, hvor hans familie boede. Den anden blev imidlertid ved, så Aqissiaq til

sidst blev bange for ham, og da kajakmanden befandt sig neden for dem og roede

imod strømmen, kastede han sten efter ham og ramte ham, så blodet sprøjtede.

Lidt efter så de en ravn flyve neden for dem. "Kan du også ramme den?" spurgte

inoruseq Aqissiaq. Aqissiaq kastede sten efter ravnen og ramte den.

Så rejste inoruseq sig og udfordrede Aqissiaq til at kaste sten om kap.

Aqissiaq gik med til det uden tøven, fordi han var sikker på, at han ville klare

sig. Inoruseq var den første til at kaste, og stenen nåede lige til strømstedet.

Aqissiaqs sten ramte vandet længere ude. Sådan fortsatte de. Til sidst ramte

Aqissiaq kysten på den anden side af strædet. Når han ramte klippevæggen på den

anden side, kom der røg, og først når røgen havde været synlig et stykke tid,

hørte man knaldet. Da de havde kastet sten i nogen tid, ramte Aqissiaq inoruseq

(indlandsboen, som nogle kaldte ham) og dræbte ham.

Aqissiaq tog hjem igen over de tre fjelde. Hen på foråret tog han igen

sydpå, gik over Qeqertarsuatsiaq og så på den søndre bred af strædet med den

stærke strøm nogle væsener, der kaldtes iseqqat, som var i færd med at lokke

nogen til at gå imod strømmen (hvordan de nu mon gjorde?), samt på den nordre

bred af strædet andre væsener, inuarullikkat, som også var i færd med at lokke

nogen. Det viste sig, at de var ved at lokke en sildepisker, der var på vej ind

i fjorden, til at gå imod strømmen.

Da sildepiskeren befandt sig ud for dem, blev den ramt af iseqqats og

inuarullikkats mange harpuner. De forsøgte at trække den til sig fra begge

sider. De væsener på den nordre bred fik den til sig, fordi de andres liner

brast. Aqissiaq havde ikke sin kniv med sig, og han befandt sig i øvrigt på den

modsatte bred i forhold til inuarullikkat. Han skyndte sig hjem over de tre høje

fjelde og hentede sin kniv. Da han i løbet af ganske kort tid vendte tilbage,

sprang han over strædet til den modsatte bred. Han flækkede sildepiskeren og tog

den ene halvdel til sig som fangstpart. Han tog den halve sildepisker på ryggen

og sprang igen over strædet - på vej hjem. Siden vendte han tilbage til det

sammen sted flere gange og skaffede sig fangstparter hos disse, der lokkede

fangstdyr til sig.

Engang tog Aqissiaq nordpå og så mange mænd, der var på rensdyrjagt. Han

lod en af dem nærme sig (eller: Han ville med vilje lade sig overraske af en af

dem). Da de var på vej hjem med deres fangst på ryggen, placerede han sig foran

dem og betragtede dem. Han opdagede, at mændene var hans brødre. Han forsøgte på

forskellige måder at nærme sig dem, men hvergang flygtede de og løb hurtigere

end rensdyrene. Han måtte til sidst løbe forbi dem og idet han passerede dem,

fortalte ham dem, at han var deres bror, og at de ikke skulle være bange for ham.

Han fortalte, at han engang havde dræbt en kystbo og på den måde havde fået

fjender. Han opfordrede sine brødre til at bosætte sig hos sig inde i landet

ved indlandsisen.

Da Aqissiaqs brødre kom hjem fra rensdyrjagten, kunne forældrene mærke, at

der var et eller andet i vejen, for de sagde næsten ikke noget imod deres

sædvane. Henad aftenen blev de mere talende og fortalte, at de havde mødt deres

bror Aqissiaq, og at han havde opfordret dem til at bosætte sig inde i landet ved

indlandsisen, fordi han var bange for, at familien til den kajakmand, han dræbte

ved at ramme ham med en sten, kunne finde på at hævne sig på dem. De lod også

forældrene forstå, at Aqissiaq havde dræbt denne kajakmand under pres af

inoruseq.

Efter denne beretning besluttede deres far sig til, at de alle skulle

bosætte sig inde i landet. Dagen efter fik sønnerne travlt med at grave omkring

og under huset. De løftede hele huset op på jorden og med faderen og moderen

siddende inde i huset, bar de det ind i landet og placerede det mellem høje

fjelde ved indlandsisen. Her boede de sammen med Aqissiaq og ernærede sig ved

jagt på landdyr.

En vinter var vejret i en lang periode meget dårligt. Til sidst havde de

ikke mere at leve af og mændene blev liggende på briksen undtagen Aqissiaq, der

somme tider fangede nogle ryper - en enkelt gang fem - og på den måde holdt han

husstanden i live. Vejret blev efterhånden stabilt, men det var så koldt, at

vandet frøs til, så langt øjet rakte. En dag gik Aqissiaq op på toppen af et

højt fjeld. Langt mod nord fik han øje på noget frosttåge.

Dagen efter, så snart morgenstjernerne viste sig, tog han af sted. Han gik

og gik og var ved at blive utålmodig, da han endelig fik øje på frosttågen. Ind

mod land kunne han kun se toppene af de høje fjelde. Han kom til en våge, der

blev holdt isfri af hvidhvaler, sæler og edderfugle. Ved at lave en medbragt line

til en snare fangede han en fuldvoksen hvidhval, og han fangede 20 edderfugle. Det

var, hvad han var i stand til at transportere for at kunne nå hjem, inden de

andre i huset døde af sult. Han nåede hjem ved mørkets frembrud. Således reddede

han de andre fra sultedøden.

En dag, da han var på vej hjem fra fangst inde i en dyb fjord og var kommet

op på land, fik han øje på en fjeldryg, som ikke var der om morgenen, da han gik

den vej. Han gik derhen og opdagede, at det var en orm så stor, at den lignede

en fjeldryg. Han skød på den med bue og pil fra begge sider og dræbte den. Han

skar et lille stykke dybt ned i kroppen. Det bestod for det meste af fedt og kun

et lille stykke kød. Han fortalte om denne store orm til de andre, da han kom hjem - til skade for dem - viste det sig. Dagen efter forsøgte alle i huset at gå hen til ormen. Nogle døde straks, andre nåede til ormen og døde dér. Nogle nåede at få en bid af kødet, mens andre var vendt hjem. Nogle havde det godt, mens andre

døde, før de overhovedet kom ud af huset. Aqissiaq havde det godt. Han var ikke

blandt de døde, man her havde fortalt om (Aqissiarooq ajunngitsoq taama tusaqaasimanngilaq).

Var.: Aqissiaq

Renskrevet el. nedskrevet (?) af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Det er usikkert om Gaba Olsen er fortælleren: Rasmussen har denne tekst, der er en sang, med mellem sine nordvestgrønlandske sange sidst i bind III af Myter og Sagn fra Grønland, 1925: 312. I indledningen skriver Rasmussen, at sangene blev nedskrevet i 1906 - 07 med gamle mænd og koner som informanter. En evt. original nedskrift ses ikke i arkiverne, men Møllers ren- el. nedskrift (?) er skønskrift og flere små fortællinger og sanglege har han illustreret med henrivende farvelagte miniaturer.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Det drejer sig om en rype på noget sne på slette oppe i indlandet. Øjenlågene er helt røde og ryggen brun, og mellem hans små endeballer et lille røvhul.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originalt håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Teksten former sig som spørgsmål og svar vedr. Arnaliuusinnguaq, der holder til ude ved kimingen - velsagtens Havkvinden, og det foreslås at hun er Tiggaaqs, den unge grønlandssæls datter, eller det jagede sødyrs (merqiap) datter, den stakkels udskilte.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Ikke en trad. fortælling. Nordisk folkeeventyr.

Var.: søg på suaasat

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: om isklumpen fra en sø i kvindeskikkelse

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 133 ss. 677 - 679.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 382 - 383: Oqaluttuaq Arnarpaajuumik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:139 - 142.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 95.

Resumé:

Arnarpaajooq er en ung ugift pige, der får et tilrejsende handelsskibs kaptajns opmærksomhed og forelsker sig hovedkuls i ham. Da hun har overvundet den værste generthed og efterhånden overnatter hos ham på skibet, sover hun den halve dag hjemme til familiens store fortrydelse. Kaptajnen frier til hende, men da skibet skal afgå, og hun lige skal hjem og hente sine ting efter en søvnløs nat, snubler hun og falder i søvn. Skibet er kun lige synligt på horisonten, da hun fortumlet vågner. Hun græder og græder og falder atter i søvn. Da hun vågner taler en lille mørk kvinde i sorte klæder til hende. Hun inviterer Arnar. med hjem i sit lille hus og går i gang med både at gøre det rent og fortælle, men hun får kun lige taget hul på fortællingen om Noahs ark, da man udefra råber at fjeldet Asungarsunngarsuaq (ved Sisimiut / Holsteinsborg) er på vej ind mod land. Arnar. flygter ud, ser fjeldet helt indhyllet i tåge, mens en masse ravne svæver over hende. Det lille hus er forsvundet. Kun en jordtue ses, og fra den flyver en stor, sort ravn til vejrs. Det er den Arnar. har besøgt.

Siden forelsker Arnar. sig aldrig mere i en skibskaptajn.

Var.: Arnarpaajooq

Hist.: Sandsynligvis en fortælling fra hvalfangertiden nær Sisimiut, hvor hollandske skibe handlede frem til 1777. Eller måske senere, da britiske skibe snighandlede med grønlænderne.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: Tre små fortællinger, hvoraf en handler om en værre kælling (næppe Havkvinden, der til tider kaldes sådan), der fremkalder tåge, da hun lægger på knæ ved et vandløb og drikker af det kolde vand (Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.). I den anden sprøjter en kvinde vand på sine udtørrede kønsdele (asâssak avdlângaqinernersoq). Den tredje handler om en fanger ude til havs der bliver trængende og må skide i buskerne. En ret malende beskrivelse, også af hans tøjvask med enden bar, mens alle fangerne passerer undervejs hjem fra dagens fangst.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Aaqqioq ?

Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To små forældreløse (opr. uden overskrift).

Da beboerne på en boplads tog af sted efterlod de to forældreløse - en dreng og en pige - på stedet, idet de syntes, at det var for stor en belastning at have de to på kost. De to forældreløse indrettede sig i et hjørne i huset. Deres indretning lignede nærmest det, der bliver lavet af en hund, der skal føde. Som forråd samlede de noget blæretang, som de lagde i forrådskammeret.

Da de to forældreløse kun havde ganske lidt spæk tilbage, skete det, at

storesøsteren hørte det støje uden for om natten. Hun vækkede sin lillebror, der

kom ud for at se, hvad der foregik derude. Han fandt en død rype oven på

husgangen. Da rypen var spist, hørte storesøsteren igen støj udenfor. Denne gang

var det en edderfugl, der var blevet lagt ovenpå husgangen. Støjen gentog sig med

mellemrum, og der var gevinst hver gang - en netside, en sortside, en remmesæl og

til sidst en hvidhval.

Om foråret kom de tidligere beboere tilbage, og de blev meget overrasket over at se, at de to forældreløse fortsat var i live. De spurgte, hvordan de havde båret sig ad med at få noget at spise. De fortalte, at de udelukkende levede af blæretang.

Det troede de ikke på og begyndte at undersøge forrådskammeret. De rodede nede i

bunken af blæretang, men fandt ikke andet. Hvis de havde gravet lidt

længere ned, havde de fundet mattak fra hvidhvalen. De tog af sted igen.

Var. Kragh nr. 61. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne med fangstgaver "udefra" eller fangst i huset er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger om børn og kvinder, der efterlades uden forsørger, og dele af andre fortællinger:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 75h - 77v (slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 195 - 198: Iliarsuit akiniaasut.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 228.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til denne variant og tilføjet afvigelser fra tre andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Resumé:

Forældrene til en storebror og en lillesøster dør, og skønt de adopteres bryder plejeforældrene sig ikke om dem. De efterlades i vinterhuset, som tilmed lukkes og skoddes, da folkene tager på sommerfangst. Længe famler de rundt efter madstumper. Da de er ved at dø af sult, finder den ene et drilbor, som de med ihærdighed får lavet hul i taget med ved at stille sig op på flere sten oven på hinanden. Udenfor finder de lidt levninger på flænsestedet og dér tillige snuden af en remmesæl, som lillesøsteren strækker og strækker med sin kammiut og til sidst kan give storebroderen på som hylster eller ham, dvs. pooq. Med en tryllesang / serrat, hun har fra sin mor, styrker hun ham til at kunne dykke og svømme som en rigtig remmesæl. Selv har han engang fået en formular, der kan skaffe storm. Sommerbopladsen er synlig fra deres sted, og næste dag med blikstille vejr lokker storebroren som remmesæl alle mændene ud i kajakker, en del endog uden halvpels. Langt ude rejser han en storm med sin sang, og så mange mænd drukner, at bopladsen får brug for arbejdskraft, hvorfor de afhenter de to forældreløse, da disse, med voldsomme fagter, har fået gjort opmærksom på sig. Nu er der mad nok til dem, men drengens plejefar er alligevel ond i sulet på ham og tvinger ham til at sluge knæskallen af en ren. Det glemmer drengen ham ikke for. De to søskende tager med forbipasserende gæster nordpå, drengen udvikler sig til fanger, og de tager tilbage, hvor drengen tvinger sin nu ældede fjende til at drikke kogende tran. Denne styrter død om, og de to søskende har endelig fået fred i sindet.

Var.: Kragh nr. 61 og nr. 64. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger. Endog i Holger Danskes barnebarn af europæisk oprindelse, fortalt af Sissi. Søg på: Den forladte kvinde med plejedatter (1. episode); Svømme under vandet som en sæl (2. episode); Tamagignik iliarssuk Lyberth (3. episode).

Hist.: Moral: Kreutzmann synes med især den sidste episode, der forekommer ret påklistret, at skulle begrunde den voldsomme hævn.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 135 ss. 686 - 688.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 389 - 390: Oqaluttuaq innallusuumik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:201 - 203.

Resumé:

En sydlænding, der er dygtig til at klatre i fuglefjelde efter æg, har ikke sin lige i syd, men hører så om en vældig klatrer et sted nordpå. Sydboen med familie rejser og rejser og når endelig højt mod nord til den berømte klatrer og udfordrer ham. Men den udfordrede indvilger kun på den betingelse, at han vælger tidspunktet. Det bliver efter en voldsom regn, hvor fjeldsiden er slibrig og glat af opløste ekskrementer. En rosenmåge skriger gang på gang, at den udfordrede bringer fjolset af en sydbo i ulykke. Det sker da også oppe ved kanten, hvor fjeldet buer indad. Den udfordrede svinger sig op, sydboen må bede om hjælp, men får den ikke og styrter ned. Han kunne bare havde ladet være med at tage den lange vej.

Familien rejser hjem.

Kommentar: Noget tyder på, at det er rosenmågens skrig: kukukujoq, fe-fejleren, der har inspireret til denne fortælling.

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

En anden version af Daniel Møller, der er oversat flere gange, kan søges på Rink 1866 - 71, I, nr. 62. Samme på engelsk i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 51, ss. 298 - 300: The Revived who came to the Under-world People.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 110 ss. 993 - 995.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 314 - 315: Oqalualaarut utoqqannguup erneranik.

oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 158.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 132 - 135.

Resumé:

En åndemaner / angakkoq nær Kangaamiut tager under en seance ind i rensdyr-området i baglandet, som renerne har været forsvundet fra i den del år. Helt fra Nuuks til Kangerlussuaqs baglande har der ingen rener været i flere år. Åndemaneren ser efter lang tids søgen en enkelt græssende ren nær søen Tasersiaq, og da folk ikke vil tro, at renerne skulle være kommet igen, tager han næste eftersommer derind med sin familie, træffer een ren, nedlægger den og skønt der er spor af flere rener, tar de straks med konebåden tilbage for at føre dette bevis. Herefter tager man atter hvert år ind på rensdyrjagt bag Kangaamiut.

Et ældre ægtepar med søn og svigerdatter er noget senere på rensdyrjagt ved Tasersiaqs indre ende uden fæller. Sønnen er dygtig, men blir syg, dør og stensættes. Svigerdatteren hjælper med at bygge graven og får bange anelser da den bygges dobbelt stor og bekræftes heri, da hun beordres ned til sin døde mand inden den lukkes. Et lille hul holdes åbent ud for hendes side, men da hun fornuftigvis bytter om på sin egen og ligets pladser, er det liget, der om aftenen bliver stukket i gennem hullet med en lanse. Stadig klog, rolig og fornuftig griber hun om lansen og ryster den, som når et såret dyr ryster, og lader bevægelserne dø hen som når dyret dør. Næste aften, da ingen kommer til graven længere, og hun får mast sig ud, er lejren tom, ikke en bid madrest er at finde, og da hun er stærkt svækket må hun binde sålelæder om knæene og kravle på dem. Ved en lille sø fuld af kryb slukker hun tørsten og kommer lidt til kræfter. Videre frem drikker hun af alle vandløb hun træffer på og til slut, hvor hun nu og da kommer på benene, og det også omsider går ned ad bakke, lykkes det hende at nå den allersidste konebåd, der drager ud af fjorden. Dens familie bringer hende til hendes familie (altså næppe svigerforældrene? BS), hvor hun lever, til hun bliver gammel.

Var.: De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq.

Hist.: Nedgangen i rensdyrbestanden efterfulgt af fornyet opgang sker med mellemrum. Biologer regner med en cyklus på ca. 100 år.

Stedsangivelserne er meget nøjagtige, og Aron har selv som rask og yngre været hele egnen igennem, kommenterer han. Men om fortællingen om den levende begravelse rummer en historisk kerne, borger den realistiske indlevelse i fortællingen ikke for.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 235 s. 912.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 298: Oqaluttuaq nukappiatsinnguaqmik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 109.

Resumé:

EN FORTÆLLING OM EN HALVVOKSEN DRENG

En dreng får under rypejagt øje på et hus, går derhen og lister sig ind i husgangen, hvor han fløjter lidt og hører, hvordan et ægtepar derinde blir klar over, at der må være en dreng (med ulkefiskerstemme (?)) i nærheden. De skændes lidt om hvem der skal finde "ånden" ved qilaneq, og da konen gir sig, binder sit hårbånd om hovdet, og da manden "fisker" med stokken, klister drengen fast ude i husgangen. Det lykkes ham først at komme fri, da han spytter på væggen i det øjeblik manden kommer frem i opgangen med en stor kniv. Det lykkes drengen at undslippe og han vover sig aldrig siden ind i indlandet af skræk.

Kommentar: Indlandsboerne har muligvis været tornit, indlandskæmper.

Ulkefiskerstemme: måske en stemme der ikke er gået i overgang, eller en spag stemme, for så vidt som ulkefiskere ikke nød synderlig prestige.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 130 ss. 669 - 671.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 375 - 376:  Oqalualaarut Arnaannannguamik.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 56.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 164 - 167

Resumé:

Da familierne på en boplads rejser på forårsfangst, efterlader de en enke med datter og lidt mad, som dog langt fra rækker sommeren over. I det store vinterhus skærmer de halvdelen af med et skind, og lader den ubeboede del henligge i mørke. I denne afdeling beder moderen sin datter om først at grave et dybt hul og dernæst at fylde det op med saltvand. En dag moderen lysker sin datter, hører denne, at det plasker omme i vandet. Det er en kæmpestor ulk, som datteren får besked på at fange ved at ramme den med sin mors slibesten / hvæssesten. Ulken mætter dem for den dag. Næste gang moderen lysker datteren, er det en stor netside, dernæst et marsvin, og endelig en hvidhval. Da kommer to kajakmænd, der er blevet bekymrede for de to, på besøg og bliver selvsagt dybt forbavsede over rigdommen af mad, som de får en masse kødgaver med af. Kvinderne fanger fortsat mere end rigeligt i deres hul, men da bopladsfællerne kommer tilbage, er det slut med fangster ad den vej.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: En ret mild, formentlig "moderne" version, hvor de bortrejsende faktisk prøver at sørge for de efterladte og tilmed kommer tilbage af bekymring for deres velbefindende. I de fleste versioner får de efterladte ingen proviant, og de besøgende er overbeviste om, at de efterladte må være sultet ihjel.

Kommentar: Muligvis associerer moderens lyskning af datteren forud for dyrenes opdukken i gruben på angakkoq'ens / åndemanerens mytiske rensning af Havkvindens hår (søg Havets mor). Lyskning er ellers en kærlighedshandling: konen lysker sin mand. Hvorfor en slibesten har særlige fangst-egenskaber er 'et godt spørgsmål.'

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 125 ss. 655 - 658.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 360 - 362: Oqalualaarut nuliariinik.

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 56,

s. 96.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 127, s. 462: The Grateful Bear.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 120 - 123.

Resumé:

Et ægtepar bor mutters alene. Manden jager året rundt, i kajak og på isen i våger og senere isbjørn fra en snehytte på isen. De får en lille søn og synes straks, at de er blevet mange mennesker. Men i en periode hvor manden er ude i sin snehytte på isen, får han pludselig et syn af sin kone, splitternøgen. Han bebrejder hende: hvorfor har hun forladt deres søn? Han følger hende hjem, hvor hun minsandten ligger helt normalt og sover på briksen med sønnen i armene.

Manden bliver forvirret og går helt fra forstanden. Han blir så voldsom mod dem begge, at konen føler sig nødsaget til at flygte med sønnen i amaaten. Ude på isen løber hun mod sydøst, men på vej over en fjord brækker isen op og hun må springe fra flage til flage. Hun når med nød og næppe i land, laver sig en snehule, overnatter og fortsætter sultende og tørstende indlands i godt vejr, hvor det lykkes hende at ramme en rype med en sten. Hun går straks videre, mens rypen køler af, men så står hun pludselig overfor en isbjørn, som hun af forskrækkelse smider rypen hen til. Den fortærer den med glæde og gør hende intet.

Hun fortsætter over indlandet, får udsigt til et stort hav og finder et rigt bærsted, hvor hun bygger en snehytte dækket med grene. De lever af bær og ryper indtil en dag i kraftig nordenvind drengen opdager noget mørkt oppe i fjeldet, der viser sig at være en bejtende ren. Det lykkes kvinden under dække af kraftige snebyger at snige sig ind på renen og med sin ulu på et skaft at såre den så dybt, at den forbløder under sin flugt. Hun skynder sig hjem til sønnen med et lille stykkke talg, beder ham forholde sig roligt og får bjerget alt kødet i hus.

Deres næste forsyning af mad bliver en stor hval, der driver i land. Sådan bliver det ved at gå, indtil sønnen er vokset til og kan forsørge dem begge med fangst. Den rundhåndede giver af dyr, levende og dræbte, er den isbjørn hun gav sin eneste mad, den afkølede rype.

Kommentar: Det er tydeligvis ensomheden, især den over flere dage ude på isen, der fremkalder synet af den nøgne kone og gør manden sindssyg.

Muligvis spiller konens gave til isbjørnen på det kristne tema om den fattige enkes sidste skærv.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 136 ss. 688 - 689.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 391: Oqaluttuaq appamik oqluumasumik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 94.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 106 - 108.

Resumé:

En sydlænding, der har hørt om en alk langt mod nord, der kan tale, rejser med sin familie langt, langt mod nord, hvor omsider folk på stedet bekræfter rygtet, og husherren lover at tage ham med derhen. Mange dage må sydlændingen bare følge med på fangstture, men en klar solskinsdag skal det være. Dybt inde i en fjord på et fuglefjeld kommer en alk uden skind fra øjne til nakke ud på en hylde, da værten banker på sin kajak, og siger: Nordfra og sydfra kommer de til mig. Gæsten bliver bleg, mister balancen og synger på alkens melodi, at så var der alligevel en alk, der kunne tale. Herefter kæntrer han og drukner, fordi værten er dybt irriteret over, at gæsten har rejst så langt for den slags.

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk;

Kommentar: bemærk at gæsten mister balancen af skræk

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 117 ss. 614 - 615.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 334 - 335: Oqalualaarut pitoraassanik.Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 91.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 79 - 80.

Resumé:

En flok kajakmænd fra Kangeq bliver overrasket af en kraftig sydvest. De råber Uaa til hinanden for at holde sammen, men flere af dem ender forskellige steder, inden de kan vende hjem. Kun een kajakmand kommer ikke hjem. Det viser sig, at han var blevet blindet af kulden, der har frosset hans øjenlåg fast. Med mellemrum afkoder han vindretningen på sin vædede pegefinger og får styr på sin roning. Han havner i nord nær Napasoq, hvor to kajakmænd opdager ham og kommer ham, til hans store lettelse, til hjælp, men da de hører at han er fra deres gamle fjenders boplads, Kangeq, slår de ham uden medlidenhed ihjel. Bare fordi han var fra Kangeq, tilføjer Kangeq-boen Aron.

Hist. Ifølge Arons kommentar dateres begivenheden til efter angakkoq'en  (åndemaneren) Imaneqs omvendelse i Pisuffik, dvs. efter 1768, hvor nogle af hans tilhængere flyttede til Nuuk og andre til Napasoq.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

Blodhævn.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 126 ss. 658 - 660.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 363 - 364: Oqalualaarut kilalersumik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 93

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:136 - 138.

Resumé:

En ældre mand bor med to små sønner (og kone) et lille stykke fra en folkerig boplads. Faderen mangler skind til kajakker til sine sønner, men de bliver efterhånden behændige rypejægere og kan forsørge deres forældre. På den folkerige boplads bliver man ængstelig for, at de ferme drenge vil tømme hele området for fangstdyr, når de vokser rigtig til. Derfor forhekser deres ældste kvinde drengene, så de får udslet over det hele af fnat og må holde sig hjemme.

Nu må faderen igen ud i kajak, men han kommer ofte tomhændet hjem. En dag ror han helt ind i fjordbunden, går i land og halvvejs ud på en landtange i en sø. Her flyver pludselig en islom op og anklager manden for at ville stjæle dens dejlige store æg. Nej, det vil han rigtignok ikke. Men han leder efter et middel mod sine sønners fnat. Det skaffer islommen ham ved at dykke et par gange til søbunden, hvorfra den kommer op med en laks. Dens lever, der præcis rummer smørelse til to drenge, skal han smøre dem med. Og de skal spise alt fiskens kød.

Han retter sig ganske efter islommens råd, drengene bliver raske igen, og faderen råder dem til at gå til fjelds og kalde på Kraftens Herre, en slags ræv i overstørrelse med en lang hale. Da den ankommer vikler den først sin hale om den ældste og slynger ham hen af jorden. Drengen tumler af sted. Tredje gang kan han lande på fødderne og hoppe til farten går af. Lillebroderen får samme omgang, og begge føler sig nu eventyrligt lette i kroppen. De er blevet bomstærke.

Siden sker der dem intet ondt, og de forsørger deres gamle forældre til det sidste.

Kommentar: Når islommen dykker flere gange er det muligvis for at få en laks i netop den størrelse, der gør at der intet vil blive tilovers af leveren til smørelse.

Bemærk episoden med Kraftens Herre, der ellers 'hører hjemme' i fortællingen om Kaassassuk.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 120 ss. 625 - 626.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 340 - 341: Oqalualaarut Erluaraliimik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 77 - 78.

Resumé:

Erluaraleeq er jævnt hen til grin, dels fordi hans endetarm, i overensstemmelse med hans øgenavn, har det med at falde ud, og dels fordi han fanger med høj hat på og i øvrigt er en elendig fanger.

Bopladsen har en herre, der bestemmer over al fangst, og selv skal være den første, der rammer et dyr man forfølger i flok. Erl. bliver hver gang opfordret til at være med, og han deltager gerne selv om hans fangstpart sjældent bliver andet end en stump endetarm af dyret. Under fangsten smigrer fangerne ham med, at han må være den første til at nedlægge det forfulgte dyr. De ved, at det hverken kan eller tør han. En dag må han under fangsten i land og skide. Hans endetarm falder ud, han kan ikke får stoppet den ind, skærer den derfor af og anbringer den på sin stævn, som om det var en fangstpart. Hjemme lægger han sig, skal ikke nyde noget af den lækre endetarm, som konen koger og mæsker sig med. Han røber at det er hans egen, hvorpå først han dør og derefter konen - af skræk.

Var.: Ingen i denne bases fortællinger. Den stærke der bestemmer over fangsten og kun giver bopladsens marginalpersoner en en stump tarm som fangstpart kendes fra fx Kunuk.

Hist.: Det sociale miljø er taget fra traditionel overlevering, men der spilles på forskellige betydninger af endetarm, der muligvis også associeres til mandens høje hat. Illustrationen viser, at det er en europæisk høj herrehat. Er det kolonisternes selvbestaltede autoritet der er skydeskiven hér?

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 132 ss. 674 - 676.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 380 - 381. Oqaluttuaq erneriinnik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 158 - 160

Resumé:

Både faderen og hans søn er stærke fangere, der klarer den kraftigste storm i kajak, men en dag de er ude i blikstille vejr, og faderen hører et fjernt Naa, Naa, bliver han klar over, at der er såkaldte kanofolk i nærheden. En ung kanomand kommer padlende og optager forfølgelsen af dem begge. De ror som gale indefter, men sønnen sakker hele tiden agterud, og til sidst må de søge tilflugt under en isskodse. Sønnen springer ud af kajakken, op på isskodsen og forfølges snart til fods af den unge kanomand over isflagerne. Dennes kanofar kommer nu padlende og overtager forfølgelsen, mens hans søn smider sig dampende på maven og puster ud. Da det lykkes kanofaderen, efter nogen tids søgen, at forcere en bred revne mellem isflagerne, som den forfulgte allerede en tid før er sprunget over og derfor næsten er reddet, bliver den forfulgtes far gal. Han nærmer sig forsigtigt den dampende kanosøn og harpunerer ham, og han dør med et mægtigt knald. Den dødes far hører knaldet, farer tilbage for forgæves at genoplive ham, mens den forfulgtes far får skubbet kanoparrets to kajakker langt ud i vandet og kommer ombord i sin egen. Far og søn ror af alle kræfter mod land i blikstille, men faderen ved at kanomanden, der nu ingen vegne kan komme, vil hævne sig med storm. Den fremkalder han ved at blæse i et lille sort rør, som han har i skaftet på sin kamik. Far og søn når dog hjem via bopladsens nærmeste ø i god behold.

Var. Brødrene, Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind I, nr. 20, s. 358. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Kommentar: Kanofolkene er en slags sælmennesker, enten qajariassat (som hér) eller umiarissat, men grunden til at deres fartøjer traditionelt oversættes ved kanoer, skyldes at de ingen bagstævn har og skulle være betrukket med birkebark. Se Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind II: 188.

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

Teksternes titler (i ny retskrivning): issittaajaartut; sattartut; kuinassaarisortoq; ilivermik; usunnangiusaq; arsartunik; kaannermik.

Ikke oversat

www.hum.ku.dk/eskimo/sonnesbase2004.html 

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 138 ss. 696 - 697.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 396 - 397: Oqaluttuaq kissaviarsummik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 155 - 157.

Resumé:

Nogle sydlændinge på rejse nordpå overvintrer på en boplads, hvor folk om sommeren tager ind i fjorden på rensdyrjagt. Sydlændingene bliver ude ved havet. Fællerne kommer ikke tilbage, hvorfor sydlændingene næste sommer tager ind i fjorden, og finder teltene, men ikke et menneske. Familiefaderen går ind i landet, finder en ur under en klippe og alle de blegede knogler af fællerne mellem stenene. Oppe på skrænten finder han en rede med kæmpefalkeunger, som han slår ihjel. Deres mor kommer senere flyvende med to rener i næbbet. Dem smider den og forfølger ham, der må søge tilflugt i en hule under en sten. Kæmpefalken hugger sig ned gennem stenen. Manden flygter uden mulighed for at skjule sig. Falken er over ham, og han smider sig på maven, men falken river rygstykket af hans pels, og kommer senere tilbage. Denne gang bliver det forstykket. Manden er så nået på råbeafstand af familielejren, hvor man farer til hjælp med hujen mod falken, der tager flugten.

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Episoden dukker oftest op i fortællinger om sørgende efterladte, der søger adspredelse i indlandet.

Hist.: Traditionel fortælling.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 240 ss. 954 - 962.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 309 - 313: Oqaluttuaq nukariinik.

Resumé i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 41 ss. 143 - 147

og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 26 ss. 208 - 214: The lonely Brothers.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972

Resumé:

To brødre bor alene og må klare alt husarbejde selv, men en dag de kommer hjem fra fangst ser de en unge kvinde inde på land. Den ældste løber efter hende, men hun undflyr. Så den yngste, der får fat i hende, fordi, som hun senere forklarer: hans tanke / vilje/ isuma, var ikke snoet som storebroderens. Trods hendes erklæringer om at ville blive hos dem er brødrene meget bange for at hun skal forsvinde igen. Det gør hun allerede, mens de ror hjem med hende, men da de når hjem sidder hun uden for teltet og ordner deres kamikker (et godt tegn på at hun vil blive, BS), og hun har allerede kogt kød og sat det frem til dem. Efterhånden tør de tage længere og længere ud og være længere og længere tid borte på fangst. Men da hun har født sin mand, lillebroderen et barn, blir hun underlig. Det viser sig at være af længsel efter at hendes mange brødre skal se den lille. Mand og svoger opfordrer gladeligt til en fælles tur til hendes brødre, der viser sig at bo langt, langt mod øst ved et andet hav (måske Østkysten?).

       En lille dreng der er ude med sin bedstemor, der spænder skind ud til tørre, genkender fasteren på lang afstand. Hun har ladet mand og svoger vente bagude. Men bedstemoren svarer hver gang vredt, at han godt ved at faster forsvandt ud af bagvæggen dengang alle mændene sloges om hende. Endelig ser hun op og genkendelsens glæde er stor, også med brødrene og hele bopladsen. Mand og svoger bliver vel modtaget og straks inviteret til at trække krog med svogrene. De trækker først krog indbyrdes med den ældste som uafbrudt sejrherre. Hvorefter den kvindens svoger, storebror, overvinder denne kraftkarl i et par snuptag.

       Om vinteren tager kvindens mange brødre på fangst langt ude på isen ved en våge, der holdes åben af alskens fangstdyr. Næste dag følge gæsterne, de to brødre, med dem ud og er meget, meget langsommere end svogrene under hjemturen. Svogrene finder dem sølle. Men næste dag tager de to revanche ved både at fange et par storsæler hver og - ved at løbe i en bue langs horisonten uden om værterne på hjemvejen - at komme hjem længe før dem. Deres fangst er både blevet kogt og tørret helt ind, inden de mange brødre når hjem, men alt er igen idel fryd og hyggeligt samvær.

       De to gæster længes hjem og ber lillebrors kone om at vælge hvor hun helst vil være resten af livet. Hun vælger at følges med dem hjem, og de hører aldrig siden noget fra hendes familie i øst.

Hist.:  En yderst fredelig fortælling, der dog overholder de traditionelle fortællingers regel om, at rigtige mennesker og "de anderledes" ikke blander samfund, selv om der her øjensynligt er tale om rigtige mennesker både i vest og øst. Afspejler måske integreringen af indvandrede sydøstgrønlændere, som Kangeq-befolkningen hovedsagelig nedstammede fra.

Kommentar: Ifølge Kirsten Thisted videregående tolkning af huset som en moderhule med husgangen som dens vagina, bliver bagvæggen, hvor liget kan tages ud, identificeret med anus. Denne tolkning stemmer fint overens med den østgrønlandske opfattelse af anus som tarneq - sjælens ud- og indgang. I Vestgrønland møder man udertiden den opfattelse, at tarneq slipper ud og ind gennem fodsålerne.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 239 ss. 951 - 954.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 307 - 308: Oqaluttuaq utoqqannguanik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 143 - 146.

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 74.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 58, ss. 330 - 333: The old Men's revenge.

Resumé:

To ældre mænd med hver sin søn kan lægge fangsten på hylden og nyde livet, da deres sønner er blevet dygtige fangere, der kan klare sig i alskens vejr, altid fanger sammen og altid kommer hjem med fangst. Den ene fader lader sine fangstredskaber forfalde.

       En skønne dag bliver begge sønner myrdet af en massemorder nordfra, som fædrene så bekvemmer sig til at forsøge at hævne sig på. Den våbenløse laver sig en kluntet fuglepil med spids af en flækket lårbensknogle af en sortside og med en sidegren af dens ribben.

       De ror langt mod nord og derefter ud på udhavet (udenskærs), hvor de skærmet af solen kommer tæt ind på den store morder, der med solen i øjnene først opdager dem, da ene har kastet, men for sent. Den anden med fuglepilen skælder ud: hvorfor kastede han ikke før, da lejeligheden var der. Men ham med fuglepilen kaster så, og den ter sig ret besynderligt: skifter retning og vender om, og rammer så morderen præcist. De slæber kajak med lig ind mod kysten, hvor en af morderens døtre får besked om årsagen til drabet, og hun spiller både indforstået og imødekommende med invitationer. Da hun tilmed lægger sig nøgen på ryggen i strandkanten er den ene gamling med et stort smil parat til at ro ind. Men den anden advarer ham. I vrede splintrer kvinden en konebådsstøtte til smul i sine bare hænder, og da får de gamle travlt med at flygte. De når hjem og får nogenlunde fred i sjælen.

Hist.: Som en fortælling om blodhævn er denne i gammel stil, hvor drab blot gengældes og ikke fører yderligere gengældelser med sig. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 44, ss. 151 - 153 har Rink holdt sig til Kreutzmanns variant og tilføjet afvigelser herfra i denne plus to andre versioner (hvoraf en af Amos Daniel, der ikke har kunnet identificeres). Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 29, ss. 221 - 224: The Orphans.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

To søstre plejede ikke at tage med, når deres bopladsfæller rejste ind i fjorden på rensdyrjagt. De levede udelukkende af bær. Engang mens de andre var inde i fjorden, døde den ældre søster. Lillesøsteren, der nu var alene, var ude at samle bær hele dagen, men det hun kunne få samlet var ikke mere end, at de kunne være i spidsen af en lille vante. En dag da hun var på vej hjem med den smule, hun havde fået samlet, så hun en mængde kajakmænd på fangst. En af dem lagde til og forærede hende en sæl. Da de roede ud igen så hun, at de fløj op og blev til måger.

Nogen tid senere da der kun var ganske lidt tilbage af spækket fra sælen, så hun at der var én, der var på vej ind i teltet. Hun blev meget bange og gemte sig under dynen. Den fremmede viste sig at være en kvinde, der ville forære hende ild, der aldrig slukkedes.

En anden gang hørte hun hvisken. Så så hun to personer - den ene, der var helt sort, viste sig at være et sortebær, - og den anden, der var blå, viste sig at være et blåbær. Den sorte sagde: "Inde i landet er vi mange. Hvis du kommer med noget spæk og spytter trannet ud til os, vil vi aldrig dø." Tænk, bærrene forsvandt under jordskorpen, når der ikke blev spyttet tran på dem.

Næste dag var hun ude at plukke bær. Hun spyttede tran på dem og plukkede bær hele dagen og natten med. Hun tog først hjem næste aften. Og hun havde bær nok helt frem til renjægerne kom igen - da den første sne var faldet.

Var. Kragh nr. 64. Kreutzmann 1997 195 198. En uidentificerbar version af Amos Daniel.

Episoderne er iøvrigt meget udbredte og findes både som selvstændige fortællinger og dele af andre fortællinger, fx: Hajfisken som forsørger;

Hist.: En højst usædvanlig fortælling, der vækker mistanke om påvirkning fra nordiske folkeeventyr. Men spæk og bær er tæt associerede også i trad. grønlandsk kultur som spæksyltede bær til vinterforråd.

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

Beretningen afsluttes med en lille sang, hvor man råber hurra.

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 34, ss. 131 - 142.

Uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 37, ss. 77 - 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 84, ss. 428 - 430: A Visit to the Giants.

Resumé: Besøg hos kæmpemenneskene. Inuussaarsuk er forældreløs, mishandles af plejefaderen, overtales to gange af plejemoderen til at låne hans ekstra kajak for først at fiske ulke og så at hente kvan til hende. Anden gang mister han plejefaderens kajakpels, tør ikke komme hjem og flygter han ud forbi de yderste øer. Herude planter han sin ene amulet, en kvanstilk, på en stykke drivis, beordrer den at stå ret (det må ikke blæse op). Han møder ligesom Kivioq de træædende havlus, de kannibalske kvinder (her med sort røg op af skorstenen), den ene med knivhalen, der knækker da han har skærmet sig med sin anden amulet, en slibesten skjult på brystet. Dernæst den rare mor med datter og hvid røg op af skorstenen. De lærer ham tidevandsfangst af sæler og helleflynder ved lavvande. Han sniger sig dog væk og sydpå til en stor fjord, hvor han i midten af mundingen ser et skær. Det viser sig at være en kæmpe i kajak. Denne tar ham med hjem som amulet til sine datter. Da I. om natten får lyst til mad og må kravle hen over kæmpedatteren, bider han hende i lårene for at vække og komme over hende (en lystig sexet scene), og hun er nær ved at knuse ham som en lus. Derefter forstørrer kæmpen ham og gir sin datter ham som mand. Han tar en tur hjem for at hævne sig på plejefaderen, men finder huset styrtet sammen over de døde plejeforældre.

Alle originalens episoder er kortet ned, ligesom henvisningen til Kivioq i Rink 1866-71, I, nr. 21 (fortalt af Peter Motzfeldt)

Var. til Kivioq og Kamikinnaq.

Hist.: Tilsyneladende er den østgrønlandske Kamikinnaq blevet

omplantet til det vestgrønlandske mytiske verdensbillede ved hjælp af

den indledende Kivioq-fortælling. I Østgrønland bor kæmpen på Akilineq,

der hér er en ø langt ude bag synsranden. Vestgrønlændernes

Akilineq-boere er nok store, men ikke enorme kæmper. Omplantningen bekræftes af, at fortællingen, ifølge Hendriks kommentar, stammer fra en vis Daniel fra det sydligste Grønland, hvor mange sydøstgrønlandske immigranter i 1800-tallet bosatte sig.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 128 ss. 661 - 666.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 367 - 371: Oqalualaarut Isigaaseraamik.

Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II, nr. 110.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:124 - 131.

Resumé:

Isigaaseraaq rejser nordpå, fordi han har hørt om hårløse fangstdyr deroppe. Rejsen er lang og stadig kender han alle de fangstdyr, som folk på de nordligere bopladser remser op. En dag hvor hans søn er roet i forvejen og, viser det sig, fået dræbt en narhval, er han selv blevet dræbt af fremmede, der har rejst liget ved hans harpun og anbragt hans testikler på kastetræets benpik. Faderen sørger længe. Sin elskede plejesøn kommer han til at hade. Men en dag ror han østpå, stiger i land og finder to sten ligesom to møllesten. Han gnider den mindste rundt på den store så længe, at en voldsom lyd får ham til at miste bevidstheden. Da han vågner, ligger han splitternøgen i en indtørret sø. Mens han løber af sted, kommer først hans anorak, siden hans bukser og så hans kamikker flyvende og klæder ham på af sig selv. Han gentager turen næste dag, hvor han havner endnu længere inde i land, nøgen i en indtørret sø med ædende småkryb, og da han denne gang atter er kommet i tøjet mærker han, hvor meget lettere hans krop er blevet, og hvor langt han nu kan se. Han kan faktisk se sin søns drabsmænds spor langt ude mod vest.

Næste dag ror han da mod vest sammen med sin plejesøn, der får skældud hver gang han vender sig for, at se hvor langt de nu er kommet fra land: først forsvinder de yderste øer af syne, så er det som om, landets bjerge er ved at falde bagover.

De kommer i land på den anden side havet på et sted med en masse fjer og dun, hvor de skjuler deres kajakker og fortsætter til fods over land til den vestvendte kyst. Neden for ser de tre huse og i skjul hører de, at alle (mændene) bliver inviteret på gribespil i det ene hus. Som forberedelse på opgøret slæber Isig. en kampesten op på højkant og beder sin plejesøn gøre ligeså. Da stenene ligner to mennesker, fanger de en ung mands opmærksomhed, da denne kommer ud af huset for at køle af. Han inviterer de to indenfor, men Isig. beder ham komme nærmere, hvor den unge mand fortæller årsagen til, at de morer sig så godt: Deres husherre har netop dræbt og opspændt en ung mand ovre på den anden side havet. Isig. opfordrer til en styrkeprøve på armkrog, som den anden modvilligt går ind på, hvorefter plejesønnen, som aftalt, hiver testiklerne ud af ham, i det øjeblik Isig. spiller overvundet og læner sig hen over den unge fremmede. Hele forløbet gentager sig med endnu en ung mand, hvorefter Isig. med plejesøn går på besøg og bliver hjerteligt modtaget - indtil man savner de to unge, går ud efter dem og finder dem både dræbte og spændt op på de to kampesten. Isig. og plejesønen får straks skylden for mordene og føres over i festhuset, der lukkes tæt med et kæmpestort skulderblad og en stor bunke sten. Dér kan de så sulte og tørste ihjel. Men Isig. slår løs på sit ansigt og kan et trick med at stikke fingrene ind ved mundvigene og krænge hele sin hovedhud af. Da han så beder plejesønnen invitere fjenderne ind og synger en tryllesang / serrat, kan plejesønnen uhindret gå over til de unge mænds sørgende bopladsfæller og invitere dem på besøg. De griber harmfulde deres våben, men en for en falder om og dør af skræk, da de kommer ind og ser Isig.s hudløse ansigt.

Dernæst dræber Isig. og plejesønen alle stedets kvinder og efter et gevaldigt måltid, ror de hjem, Isig. med både ro og ikke helt ro i sindet.

Herefter bliver Isig. gammel for anden gang, så gammel at han græder bare hans elskede tipoldebørn driller ham lidt. Isig. længes nu hjem sydpå, især efter et særligt fuglefjeld, hvis mange måger han plejede at skrige til af fuld hals. Han er nu så gammel og indtørret, at han kan rummes i et alkeskind, og da de når fjeldet må de unge lytte ihærdigt for at høre det lille pip som fra en tejsteunge, han kan svare fuglene med. Derefter dør han, hvilket man ser af et dun, man har placeret ved hans mund. Det bevæger sig ikke mere.

Var.: Isigarseraq, Isigarsoraq, Isigaaseraaq;

I modsætning til Hendriks Isigaarsigaaq har Arons integreret adskillige episoder, kendt fra andre fortællinger, i forløbet. Søg på: testikler; Akilineq; Qattaaq; søens troldbjørn; Ninnittaq; Ajijak 214; To små forældreløse brødre;

Hist.: Fortælleren har vist glemt at forberede tilhøreren på, at Isig. bliver så eventyrligt gammel. Denne høje alder synes at være blevet et fast træk ved personer, der rejser over havet til Akilineq i overleveringen på Arons tid og egn. Bemærk at landet på den anden side ikke hér kaldes Akilineq, måske fordi betegnelsen har en odiøs klang, der ikke passer med samtidens viden om, at der bor almindelige mennesker, stammefrænder derovre. Sammenlignet med traditionelle Akilineq-fortællinger er denne version da også ganske blid, uden kannibalske træk, voldelige angreb, gamle heksekyndige kællinger osv.

Kommentar: Bemærk i denne, som også i andre fortællinger fortalt eller illustreret af Aron, at landet på den anden side havet forestilles som en ø eller en tange, som de rejsende forholdsvis hurtigt forcerer til fods. Måske er det et gammelt billede, svarende til det af den lange tanges land, som Aua i Iglulik i Canada udpegede som et dejligt dødsrige for Knud Rasmussen under den store slæderejse (Rasmussen 1925 - 26. Fra Grønland til Stillehavet, bind I).

Isig.s selvlærte uddannelse til åndemaner / angakkoq, hvor han dog kun bliver synsk, virker som en blanding af en vestgrønlandsk metode (at lade sit kød fortære af kryb i en indtørret sø) og den østgrønlandske, hvor lærlingen, efter at have været ædt og kastet op af ferskvandssøens kæmpestore isbjørn (eller en stor hund; søg på: søens troldbjørn), vågner nøgen og får sine klæder flyvende tilbage. Netop denne mytiske initiation er i Østgrønland en forudsætning for at få det indre lys, der gør en synsk og synlig for ånderne.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.

Resumé:

Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken.

De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende.

Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.

Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus.

Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk.

Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq).  (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380.

Akkulturation, kulturmøde.

Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 134 ss. 679 - 686.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 384 - 388: Oqaluttuaq Iviangersuumik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 59, ss. 97 - 98.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 128, s. 462: The Inhabitants of Akilinek.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 95 - 100.

Resumé:

Iviangersoq er sydlænding og en dygtig fanger, der elsker at spise og spiser enormt meget. Når han ikke kan bøje sig for sin tykke mave, placerer han fadet på maven og går rundt og spiser videre. Han rejser med sin familie nordpå til Kangeq med de mange fangstdyr og alke. Hans lillebror er endnu dygtigere, men han dør af et maveonde på vej videre nordpå. Ivi. nænner ikke at forlade graven og overvintrer uden at noget særligt sker. Næste forår går det videre mod nord. De træffer ingen mennesker, slår lejr, og Ivi. tager på recognoncering nordpå og ind i en fjord. Her fanger han sin første hvidhval, længere inde endnu een, og længst inde i fjordbunden træffer han mennesker i to huse. De er meget gæstfri, beværter ham rigeligt med tørret og kogt kød, og de to naboer insisterer på skift på, at han skal ligge med hver deres kone. Ivi. inviterer så begge familier med hjem, men da de ser, at han egenhændigt har slæbt først den ene store hvidhval, så den anden op over højvandsmærket, tør de ikke tage videre med ham.

Om vinteren må Ivi. opgive kajakken. Han vandrer langt ud over isen mod en våge, der holdes åben af netsider og har spor fra kanten, der fører videre mod vest. Dem følger Ivi. til landet på den anden side havet, hen over land og ned til et hus ved kysten på den anden side af landet. En mor med to døtre tager nølende imod ham hér, hvorimod faderen, der kommer hjem med fangst, bliver henrykt over besøget og beordrer mad sat frem til Ivi., der heller ikke her er kostforagter. Da de to trækker armkrog lader Ivi. sin vært vinde. Om natten tager Ivi. sig den frihed at lægge sig mellem de to unge døtre. De gør noget modstand men han er dem for stærk. Så er Ivi. blevet svigersøn i huset.

Næste dag følges han med svigerfaderen på fangst ved vågen, men sakker så langt agterud på hjemvejen, at de nykogte bryststykker af svigerfaderens fangst er blevet ulækkert kolde, og svigerfaderen selv er blevet temmelig misfornøjet med sin nye svigersøn. Men efter næste dags fangst lykkes det Ivi., i en stor bue uden om svigerfaderen, at nå hjem længe før denne og lade ham smage ulækkert kolde bryststykker. Ivi. bliver helt opslugt af livet med sin nye familie, men så får han hjemlængsel, siger pænt farvel og når hjem igen netop, som man har opgivet at se ham igen.

Ivi.´s søn er efterhånden blevet voksen og fanger. En dag langt ude på isen ved en bred, lang revne ser han på den anden side to unge mænd, den ene temmelig lille. Denne standses et par gange af den store i - med et gevaldigt tilløb - at nå over til Ivi.´s søn. De to parter finder ud af at de alle tre er sønner af Ivi., hvorefter de udveksler (ikke helt gennemsigtige) oplysninger om de fangstdyr, der findes på hver deres områder. Akilineq - boerne kender ikke ammassætter, viser det sig. Til gengæld har de mange harer. Hjemme igen fortæller Ivi.´s søn om mødet og revnen, der var for bred. Med årene får Ivi. så længsel efter sin hjemegn i syd, hvorefter familien tager hjem og ikke siden rejser nordpå.

Var.: Egentlig ikke, men en del beslægtede om besøg i Akilineq, der understreger et venskabeligt forhold frem for det traditionelt fjendtlige: Se Var.:  til Isigaarsigaaq.

Hist.: Kendskabet til at der bor stammefrænder (og ikke overleveringens kannibalske Akilineq - boere) på den anden side Davis Strædet er tilsyneladende overleveret ved netop denne fortælling (i tidligere varianter). Hans Egede rapporterer i Perlustrationen (1971,2:2) om dette kendskab med netop disse detaljer: en bred revne i isen langt ude mod vest, og at de to parter kun kan råbe til hinanden om forskelle i fauna på begge sider. Desuden at man forstår hinandens sprog, og at revnen trods alt ikke er bredere end at man fra hver side kan harpunere det samme dyr. Folk på Disko skulle disse oplevelser stamme fra. I andre fortællinger om dette slægtskab opfattes det ikke som oprindeligt, men som etableret af en stærk forfader, der - hvis fortællingen er af sydgrønlandsk proveniens - er rejst langt, langt nordpå, for at kunne komme over isen til den anden side. Herrnhuternes proselytter har kendt til stammefrænder derovre siden 1740'erne (Lidegaard 1999 i Tidsskriftet Grønland; og læsere af Atuagagdliutit siden Adam Becks beretninger derovrefra (Robert Petersen 2000 i Tidsskriftet Grønland

Renskrevet af Kr. Møller,

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Torden-ånderne; Torden; Tordenens oprindelse; The thunder spirits.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Killinaraarsuk.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

Tilsyneladende den lille fortælling om et par lus, der taler sammen og den ene kommer en tur gennem menneskets tarmsystem. Den dukker helt rødskoldet ud af rumpehullet.

Bemærk ligheden med fortællingen om drengen, der blir slugt af en kæmpebjørn, får skåret sig ud, skaldet og rødskoldet over det hele.

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

"Lusene og larverne".

Meget fint illustreret af Kr. Møller.

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

Var.: Lusens og ormens kapløb ..

Rasmussen og Kirstine Møller har skiftedes til at nedskrive gennem hele fortællingen.

Ikke oversat.

Velegnet til opdatering.

Hist.: Titlen kunne tyde på en fortælling eller beskrivelse af en kongeørn.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Oqilaitsoq Oqînalo"

Resumé:

To unge kvinder, Let og Langsom, søger sammen efter hjælpeånder i indlandet, når de er på bærplukning. De kappes om at være den første til at se et dyr og dermed få en hjælpeånd.  De kan efterhånden høre lyde over umådelig afstande og bliver usårlige for alt, der ellers rammer mennesker.

       Engang tager de med mændene ind i landet på renjagt. Mændene spredes, pigerne tyr til hulen, hvor man plejer at overnatte, men mændene kommer ikke tilbage og pigerne sulter. En nat bliver de stjålet af kæmper og besvimer. "Langsom" vågner til bevidsthed nøgen og fastsurret i kæmpens hus. Hun tilkalder alle sine hjælpeånder, der blot vækker hån hos kæmpen. Til slut får hun dog sin store isbræ-ånd, som hun engang havde fået af sin bedstefar, til at komme med bulder og brag, så stenene falder ud af husets mure. Da bliver kæmpen den lille, remmen løsner sig om Langsom, der flygter ud og møder Let derude. Også hun er nøgen, men deres klæder kommer flyvende efter dem, styk for styk, og klæder dem på af sig selv. Undervejs mod kysten besøger de først bier i menneskeskikkelse og spiser en anelse af deres honning; så rypekvinder, der serverer dem en smule af rypekroindhold og truer med at deres mænd vil slå pigerne ihjel, når de kommer hjem. Fremme ved havet ønsker Langsom sig, at et isfjeld ude i havet vil udvikle røg og kælve for at de kan rejse videre gennem havet. Det sker, men de rejser ikke sammen. Langsom blir svimmel og får følge af sin døde bedstefar, der hjælper hende gennem flokke af tanglus, tang med hajer, der ligner skove med hunde. Hun bliver svimmel og kommer til sig selv på stranden, hvor Let også er. De tørrer tøjet lidt, går hjem, men er usynlige og blive først synlige igen, da de har spist fedtet af sælsuppen i gryden.

"Hvorfor er jeres klæder så våde?", spørger moderen. Fordi vi har haft menstruation, siger de.

       Begge blir snart efter gift, hver med sin "store troldmand" / angakkoq / åndemaner (el. ilisiitsoq? - fortælleren er jo døbt, BS).

Som meget gamle drømmer begge kvinderne om deres forestående død. Langsom drømmer at hun skal dø tre gange, hvorefter hun indsvøbt i ligskindene skal bæres venstre om husstolpen tre runder og hendes ene ben skal sættes på hendes grav. Ved det skal hun så ride ud i havet. Frelseren vil ikke tage imod hende pga hendes mange synder, siger hun til Let. Efter begravelsen sover hele bopladsen ikke af skræk i fire døgn. Kun hendes mand falder i søvn, men skriger op i mareridt, blir vækket og fortæller at de må skynde sig at flygte til Tartunaq. Kvinderne skal gå barfodede over ved fjæren og mændene ro i kajak med venstre-foden bar: Intet ondt kan komme frem, hvor en blottet venstre fod har trådt. To mænd søger med kødvender og støvlestrækker at slå alt ondt ud af huset, da man forlader det, og hele vejen til Tartunaq kaster mændene deres harpuner op i luften. Vel fremme bliver man antastet af en ild, der først nærmer sig det tomme hus, antager forskellig former, bl.a. som regnbue, gennemlyser huset og følger de flygtendes spor; men gang på gang standses den af venstrefods-sporene. Den slipper alligevel igennem et sted og nærmer sig Tartunaq, hvor et par modige mænd går ilden i møde med lampespæk og således får bugt med den. Den viser sig at være en glødende hund, som den døde Langsom har sendt imod dem. Og hun gentager det flere gange.

       Med Let går det bedre. Hun drømmer at frelseren vil tage imod hende når hun har været død tre gange og havde frasagt sig alle sine hjælpeånder og synder. Da ville hun få en ny hud som et spædbarn. Straks efter drømmen fortæller hun sine fæller alt, aften efter aften, og da hun efter et par gange at have været død får skind som en nyfødt, dør hun i fred, begraves og misundes af alle sine landsmænd.

Store Daniel som lever på halvøen Nuussuaq endnu (omkr. 1900), sige at være Langsoms barnebarn.

Var.: fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr + Glemsel. ... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

       Imaneq

       Den store ild.

Hist.: Frasagn om et par store kvindelige åndemanere (kvindelig angakkoq) fra ca. begyndelsen af 1800-tallet. Fortællingen er spækket med adskillige før-kristne mytiske episoder, der hørte hjemme i angakkoq - uddannelsen  (åndemaner / angakok), men i ny versioner er blevet omtolkede i kristent regi. Langsom bliver tydeligvis den største åndemaner af de to. Det må være derfor hun nægtes frelse og i stedet associeres til helvedes ild og de før-kristne fortællinger om Den store ild, der kommer ude fra havet og dræber støjende børn.

Denne store ild blev i 1800-tallets midte kaldt Toornaarsuk af Jens Kreutzmann i Kangaamiut, og Toornaarsuk var missionærernes grønlandske betegnelse for Djævelen. Akkulturation / kulturmøde.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere),

og søg iøvrigt på toornaarsuk / Toornaarsuk / toornaarsuks / Toornaarsuks.

Kommentar: Episoden med tilfangetagelsen hos indlandskæmpen og den efterfølgende med klæderne, der kommer farende tilbage af sig selv, ligner en initiation til åndemaner, som vi bedst kender den fra østgrønlandske fortællinger. Den efterfølgende lange rejse ligner en indvielse i kendskabet til hele verden, idet den fører helt inde fra  indlandet ud til kysten med besøg hos flere slags dyr i menneskeskikkelse og dernæst ud gennem havet med støtte fra en død bedstefar derude. Med sin tidligere gave til Langsom: den mægtige isbræ-ånd, spænder hans virkefelt fra inderst til yderst af den kendte verden.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 231 ss. 869 - 877.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 283 - 287: Oqaluttuaq Meqqisaalimmik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 14 - 20.

Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink 1866 - 71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.

Resumé:

Meqqisaalik og hans kone er gamle. De har kun een søn til at forsørge sig. De telter altid alene om sommeren i en bestemt fjord, hvor sønnen dagligt jager rener i omegnen med stor dygtighed og godt udbytte.

En stor flok brødre, med deres ligeledes gamle forældre kommer i konebåd og kajakker, lægger til og bliver inviteret på kød. Meq. inviterer dem til at blive, og der bliver stor glæde over samværet. Også Meq.´s søn liver enormt op, da han kommer hjem.

Næste dag da de følges på renjagt, beordrer brødrene Meq.´s søn til at bygge sit skydeskjul yderst, hvorved han ikke får en eneste af de mange rener, klapperne har drevet hen mod brødrene. Meq.´s søn hjælper dem med flåning og partering, men får tilsyneladende ingen fangstpart. På hjemvejen går han først en stund for sig selv, inden han atter slutter sig til brødrene. Denne dag er det så brødrene, der inviterer på nykogt kød, og den mellemste bror håner Meq.´s søn: Der må sandelig være mange rener i området, hvis det virkelig kan lykkes Meq.´s søn at fange noget. Meq.´s søn bliver vred, men tier. Ligeså Meq. selv, der dog råder sønnen til at rette sig efter brødrene, for det er dem, der er flest.

Næste dag gentager  hele forløbet sig, men tredje dag beslutter Meq.´s søn, at gøre noget for selv at få bytte. Trods brødrenes højlydte irettesættelser er han hele tiden meget urolig i sit skydeskjul. Det ser den forreste ren, der standser op i god afstand, vender om og følges af hele flokken bort. Meq.´s søn sætter straks efter dem. Brødrene nøler noget, men følger så trop uden på nogen måde at kunne hamle op i hurtigløb med Meq.´s søn. Da de når frem, har han allerede dræbt alle dyrene, flænset nogle stykker, og beder dem tage som part alt det, de kan brække op og bære. Selv starter han hjemad med to hele rener over kors over ryggen og lades alene af brødrene med lettere byrder, fordi de mener, det vil tage alt for lang tid at følges med Meq.´s søn. Denne når dog hjem længe før brødrene og kan byde på kogt kød, der allerede er nået at blive koldt. Under måltidet er brødrene mærkbart tavse, og da deres gamle far bliver hængende efter de er gået, liver Meq. op og snakker løs. Brødrenes far får på anmodning meget velvilligt en knæskal af en ren til et nyt mundstykke til et drilbor, men han bruger det til hekseri over Meq.´s søn, der snart dør af en voksende byld på knæet.

Forældrene sørger så længe, at de er nær ved at komme for sent ud af fjorden før islægget, og tilbage på deres vinterboplads samler Meq. knogler af alskens fugle og dyr til en tupilak. Da han har fået liv i den og sendt den ned ad elven, dukker den først op som en lille søkonge. Men sådan vil Meq. ikke have den. Så dukker den op som en alk, osv. Efter fuglearterne er det sælarternes tur og til sidst hvalerne, hvor Meq. endelig erklærer sig tilfreds med en meget smuk hval, som han sender til hævn over brødrene.

Med jævne mellemrum får Meq. besøg af en slægtning, der bor på brødrenes boplads. Og hver gang kan slægtningen fortælle om en af brødrenes død, der er forårsaget af en køn hval, som har fristet til fangst. Da alle brødre er døde, sørger deres forældre sig næsten ihjel, og Meq. får næsten ro i sit sind.

Var.: Meqqusaalik

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 234 ss. 902 - 911.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 295 - 297: Oqaluttuaq Naajarsuaq Kuukajamillu.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 9 - 13.

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

Resumé:

Naajarsuaq og Kuukajak

Naa. og Kuu. er bedstevenner, besøger hver dag hinanden og går på fangst sammen. Begge har store depoter af tørret kød. Mens Kuu. er inde i fjorden på rensdyrjagt åbner Naa. et hul i hans depot, og da Kuu. kommer hjem og længes voldsomt efter det tørrede kød, opdager han at ræve har været i depotet og ædt rub og stub. Folk fortæller at det er Naa. der har været på færde, men denne vedgår intet og spiller uskyldig da de ses. De har snakket en hel dag, da Kuu til slut kommer ind på miseren. Kuu. blir bitter og næste gang de er ude på lur efter sæler, men stadig kan ses fra land, harpunerer Kuu. Naa. bagfra og råber til folk på land, hvorfor han har gjort det. Naa.s far henter liget, de begraver det, og han opdrager sin sønnesøn til hævner, mens denne vokser op. Det gør han i nord, i Amerloq, hvor de rejser op, fordi Naa.s far ikke kan holde ud at være de steder hvor sønnen plejede at færdes. I Amerloq udvikler sønnesønnen sig til en habil hvalfanger og da tiden for hans hævn er moden, tager familien tilbage med en masse hvalbarder, som man jo ikke har hjemme i syd. Man kommer til bopladsen, hvor Kuu. endnu lever men ikke længere kan klare andet end at fiske ulke. Alle slægtninge og efterhånden mange andre kommer på besøg hos de hjemvendte og får hvalbarder i foræring til fiskesnører.

Naa.s søn ber sin bedstefar lave sig en passende stor harpunspids.  Det gør han af det midterste af en hvalkæbe, en ordentlig krabat af en harpunspids. Kuu. vil også gerne have barder, men tør ikke komme. Men da folk, der har været på besøg fortæller, at Naa.s familie ligefrem længes meget efter at se ham, forestiller han sig at de har glemt hans drab på Naa.. Modtagelsen er overstrømmende, ligeså beværtningen, men Kuu. får ingen barde, da han ror derfra. Han har næsten nået hjem i land, da Naa.s søn sætter den enorme harpunspids fast med et smæld, der kan høres vidt omkring, og sætter afsted efter Kuu. Lige før denne når i land, harpunerer Naa.s søn ham og råber til folk på land at det er som hævn for Kuu.s drab på faderen.

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Handler ifølge Rasmussens notat om børn, der sættes ud på en klippe (og blir til måger? naajaqiinguit ?)

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 232 ss. 877 - 897.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 21 - 31.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 288 - 292: Oqaluttuaq Ninnitamik.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 55 ss. 166 - 172 har Rink sammenstykket denne + en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 36, pp. 238 - 247.

Resumé:

Ninnittaq rejser nordpå, op til nord for Upernavik, med sine børnebørn. Her lider de ingen nød i mange år, hvor børnebørnene bliver store, gifter sig og selv får børn. Men da en hård vinteren sætter ind, tar den ungdommelige og alerte Nin. affære. Han drager en meget tidlig morgen afsted til et højt fjeld, klatrer til tops og ser en tågeformation langt ude på isen. Det er sent før han når hjem, men næste morgen tidlig vandrer han ud til den våge fuld af sæler, som frosttågen signalerede, fanger en lille netside og kommer meget sent hjem, hvor børnebørnene forbliver på briksen og tigger om tyggebidder. Næste morgen tager Nin. dog igen alene ud og kommer hjem med en større sæl. Denne gang tager børnebørnene deres kamikker på (og går ud på gulvet til maden? BS).

Næste morgen må Nin. atter alene afsted. Dagens fangst er en endnu større sæl, og denne gang er børnebørnene begyndt at ordne deres fangstredskaber. De er da endelig styrkede og klar til at tage med bedstefar på fangst ude ved vågen næste morgen, hvor han advarer dem mod at fange større sæler end de kan bære hjem. Han når dog hjem længe før børnebørnene med deres langt lettere byrder. Nin. har ude ved vågen set slædespor, som han næste dag, da han er alene ude igen, følger langt mod nord (nok snarere ud fra land over isen, BS). Bjergene bagude i land forsvinder bag horisonten, han kommer til et nyt land, som han vandrer hen over til den anden side med et lille hus, hvor han går på besøg hos en kvinde med to døtre. De gir ham ingen mad. Men da husets mand kommer hjem med fangst og har prøvet kræfter i armkrog med Nin. (der lader den fremmede vinde), får han masser af mad og tilmed begge døtre som koner for natten. De to unge kvinder har fra det øjeblik faderen kom hjem, renset de skinnende hvide tarme fra hans dagsfangst og syet ham en tarmskindspels på ingen tid.

Næste dag følges Nin. med sin svigerfar på fangst ud til en stor våge, hvor svigerfar advarer Nin. mod at fange for meget pga. den lange vej tilbage. Men Nin. fanger ligesom sv.far en stor og en lille netside og han kommer hjem længe, længe efter sin svigerfar, der ikke længere synes så godt om Nin. pga. af hans langsomhed. Den er også skyld i, at tarmene i Nin.'s fangst er blevet kolde og slatne og ikke længere egner sig til den tarmskindsanorak han har sat næsen op efter.

Næste dags fangst foregår på samme måde, men undervejs tilbage får Nin. den idé ikke længere at følge nøjagtig i sin svigerfars spor. Og da han træder i sit eget går det så rask af sted, at han når hjem længe før sin svigerfar, får sig en nysyet tarmskindsanorak af de endnu varme og fedtglinsende tarme, som de unge koner syr på ingen tid, og svigerfaderen, der blir lykkelig over Nin.s åbenbare hurtighed, udbryder: Nu kan vi ikke undgå at vinde. Nin. forstår det først langt senere, da de har kappedes to gange med en anden boplads i boldspil.

Tidspunktet for boldspillet aflæses af månens stilling, svigerfar laver et boldtræ til dem hver af skulderblade af hvalros og kvinderne syr dem alle nyt tøj. Det tar de på i en fart, da nabopladsens folk viser sig om det nærmeste næs, og boldspillet kan snart begynde. Nin. har fået tydelig besked på hvordan han skal bære sig ad, når familiens medlemmer slår bolden fra den ene til den anden, men han beslutter sig for at kludre i det. Modstanderne vinder og kaster sig tilmed over Nin, trykker ham ned, fylder hans tøj med sne, og svigerfar må redde ham ud af bunken af mænd.

Snart er det Nin. og hans svigerfamilies tur til at spille på udebane hos vinderne, og denne gang retter Nin. sig efter instrukserne, og slår egenhændigt og gang på gang bolden så højt op og afsted, at han snart er forsvundet over bakkekammen med den og hjemad. Svigerfar jubler og hoverer.

Efterhånden længes Nin. tilbage til sine børnebørn, som måske ikke engang har klaret den hårde vinter, trods fangsten lige inden han tog afsted. Hver nat øver han sig på at springe ud fra briksen uden at nogen gør det mindste tegn til at vågne. Da det endelig en nat lykkes, springer han fra sted til sted, og ned under konebåden, hvor han har gemt et stramtsiddende sæt tøj, som han har ladet sine koner sy. Han tar det på og springer stadig rundt ud på isen, ind i land og i rundkredse, for at sporene skal vildlede evt. forfølgere. Til slut fylder han sit gamle tøj med lyng, stiller dukken op som en isfanger i en nybygget snehytte og gemmer sig, indtil forfølgerne har tosset rundt i hans spor, harpuneret dukken i hytten og er forsvundet igen. Da vandrer Nin. i eet stræk hjem til børnebørnene, der har det godt, og ligeså disses børn og børnebørn, hvorefter de alle tar tilbage til deres gamle boplads i syd. Hér lever Nin. videre til han dør som en helt indtørret olding.

Var.: Ninnittaq; Isigaaseraaq; Iseraasoraq

Hist.: Ikke en historisk fortælling. Men den afspejler en vis viden om N V Grønland (nord for Upernavik). Det fremgår ikke helt klart om den fremmede svigerfamilie bor i Akilineq (= Baffinland), det nordligste NV Grønland, eller Thule-området. Ifølge Rinks oversættelse efter to versioner, denne og Kristoffers i 1866-71, I, s. 167 fører slædesporene Ninnittaq ret ud til havs og over til Akilineq.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: Ser ud til at være en variant af  rejsen til Havkvinden / Havets Mor / Sødyrenes Moder.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Søg på ungkarl, pebersvend

Sideløbende dansk oversættelse

Oprindelig håndskrift: Rink, NKS 2488, II, nr. 250, eksisterer ikke

længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 115 - 123: Aqissiaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 115 - 123: Oqaluttuaq Aqissiamik.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Resumé: Nær Ilulissat spiller de lokale bold på isen om

vinteren. Det ene hold sejrer gang på gang, fordi en af deres

spillere er hurtigere end alle andre.

Denne mands datter blir gift og får efterhånden fire sønner, hvoraf,

den ældste bliver så hurtig, at det vækker morfaderens misundelse.

Denne dræber den unge dattersøn, og af angst for hævn holder han sig

vågen dag og nat med en kniv på knæet og dens spids mellem øjnene.

Spidsen stikker ham og smerten vækker ham, hver gang han er ved at

døse hen. Svigersønnen og de tre dattersønner får dog alligevel

overlistet og dræbt ham. De flygter så til indlandet. Her gifter

de unge mænd sig med indlandsboere. Den ældste søns kone får otte

sønner og til slut endnu een, Aqissiaq, der bliver hurtigere og

stærkere end alle sine storebrødre og altid er på jagt, selv når

uvejret holder de andre hjemme.

Engang under hungersnød træffer Aq. på en kæmpeorm i en af dalene. Da

den ikke lader sig dræbe, skønt han tilføjer den mange stiksår,

flygter han forskrækket forfulgt af ormen og besvimer. Da han vågner,

ligger ormen død bag ham. Den består af lutter talg. Han tager et

stort flænsestykke med hjem og giver noget af det til nabohuset, hvis

beboere begærligt drager ud for at hente mere. De dør alle, enten

undervejs til ormen eller når de har taget en bid af den. Det ser Aq.

og hans brødre, da de næste dag henter byttet, som de så lever af hele

vinteren.

En anden hård sultevinter, hvor Aq. alene holder sig rørig, opdager

han langt ude på den tilfrosne havis noget frostrøg og løber derud til

vågen, der er fuld af edderfugle. Han fanger flere end han næsten

magter at bære og får næste dag sine brødre med ud. Alle fanger så

mange som og Aq. lidt flere end han normalt kan klare. Undervejs hjem

ser Aq. tegn til storm og skynder på sine brødre. Stormen kommer, men

da isen bryder op, springer Aq. over revnerne og brødrene ligeså. Alle

når velbeholdne i land med byttet, også Aq. med sin overvægt.

Undervejs hjem over land træffer de en indlandsbos hus. Skønt de

frygter ham, viser han sig meget gæstfri og de slår sig ned for

natten, men flygter alligevel, da en grydetrold / grydemand / ildstedsmand kalder indlandsboen ud til en tvekamp. De ser sig flere gange tilbage og erfarer, at

grydetrolden blir den lille.

En dag, da Aq. har fanget sin første spraglede sæl, møder han en

grydemand / grydetrold, der snupper byttet, parterer det og koger det i sin gryde

på skulderen, mens han går videre. Aq. følger med og skubber

grydemanden i afgrunden, da de når kanten af en bratning.

En anden dag træffer Aq. på et højt fjeld med udsigt over en fjord en

meget stor indlandsbo, der opfordrer ham til en kappestrid på

stenkast. Aq. kaster hver gang længere. En kajakmand kommer nu roende

ind i fjorden, og da indlandsboen opfordrer Aq. ham til at kaste efter

kajakmanden, nægter han, fordi han selv nedstammer fra kystboerne. Men

da Aq. frygter kæmpen, der insisterer, kaster han og rammer.

Indlandsboen bliver ganske tavs, Aq. bliver vred, de følges et stykke

vej, og ved en bratning skubber Aq. kæmpen i afgrunden som hævn over

den dræbte kystbo.

I næste episode ser Aq. på den ene bred af en stor indsø en kæmpelaks

svømme ind mod elvmundingen og på den anden bred en mængde bjergtrolde

(inorutsit, indlandskæmper, kæmper). Begge parter harpunere samtidig laksen, haler fra hver sin side, og mens Aq. alene er ved at få overtaget over de mange

bjergtrolde, brister hans harpunrem. Han løber i hast langs bredden

over til den anden side, hvor bjergtroldene, der er i gang med

flænsningen, flygter af skræk. Aq. skærer sig en enorm flænsepart og

bærer den hjem.

I den næste ligende periode drejer det sig om en hval, som en gammel

mand på et højt bjerg kan se på vej ind ude fra havet længe før Aq.

selv kan øjne noget. Aq. overtaler den gamle til at synge en serrat

(tryllesang), der skal trække hvalen gennem fjorden og op i elven. Den

gamle synger selv om sangen kun er møntet på laks. Den når ikke langt

nok ind, da inorutsit harpunerer den fra fjordens anden side. Hvalen

dykker og bliver nede. Aq. får den gamle til at synge sangen igen,

hvalen stiler mod elven og Aq. advarer dværgene mod at harpunere den

før den er helt oppe i elven. Først da den er helt oppe, hvor bjergene

blir høje, harpunerer inorutsit og Aq., der har glemt sin flænsekniv,

løber hjem efter den, får sine brødre med tilbage, skræmmer

bjergtroldene fra flænsningen, skærer halvdelen af til sig selv og

sine brødre, og da bjergtroldene strømmer til deres part, men får

trådt den gamle mand under fode, kyser Aq. dem væk, får reddet den

gamle og får skåret ham en fangstpart. De ni brødre skærer den halve hval op,

bærer det hele hjem og lever af den hele vinteren.

Den uovervindelige Aq. hører om en meget stærk og hurtig fjordbo,

Ikersuarmiu, som han får lyst at kappes med. Han træffer ham langt ude

på havisen, hvor Ik. fanger hellefisk i et lille snehus. Ik. har

mærket Aq.s komme, fordi hans snøre bliver tung, men det varer noget,

inden han ser en lille prik, der vokser til en rævs størrelse og

udseende, og endelig viser sig at være et stort menneske i flyvende

løb. De to løber om kap ind til bopladsen og ud igen til snehuset. De

løber nøjagtig lige hurtigt og vandrer sammen tilbage til bopladsen,

hvor Ik. erklærer at Aq. ikke er noget rigtigt menneske og indbyder

ham at trække krog. Aq. vinder, da de prøver med venstre arm fordi

han er kejthåndet, og Ik. vinder med højre arm i næste runde. Aq.

erklærer, at nu har han endelig truffet sin ligemand. Ik. inviterer

Aq. til at komme igen, når han lyster, og Aq. løber bort i hurtig

flugt, hvorefter man ikke hører mere til ham.

Var.: Aqissiaq.

Hist.: Traditionelt kan rigtige mennesker og ånder ikke blande

samfund. Det kniber åbenbart også for Aq.s familie, skønt de gifter

sig med indlandsboere. Deres naboer i indlandet dør allesammen af Aq.s

kæmpeorm, og Aq. udligner sit uønskede drab på en kystbo ved at myrde

indlandskæmpen. Den eneste indlandsbo Aq. får et godt omend kortvarigt

forhold til er den gamle mand med laksesangen. Og Aq. finder kun sin

lige blandt kystboerne i "fjordboen", men efter dette besøg hører man

ikke mere til Aq. Aq. er jo ikke noget rigtigt menneske, skønt hans

far engang var kystbo.

Ligesom i Østgrønland har indlandsånderne i denne variant evner til at

lokke sødyr modstrøms op i elvene og lignes ved landdyr og fugle, når

de løber hurtigt over land. Aq. selv har fået den sidstnævnte evne,

men må ha' hjælp af en gammel mand, når det gælder hvalen, der skal

synges op i elven.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 118 ss. 615 - 617.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 336 - 337: Oqalualaarut Takisormiumik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:110 - 111.

Resumé:

I sin tid var folk fra Pisuffik eminente kajakroere. Fortællingen skildrer (ikke helt klart), hvorledes en kajakmand fra Pisuffik og en fra Takisoq følges indad fra fangst i pålandsstorm, hvor de lader sig overskylle af hver enkelt bølge, ror til under den og kommer ud i perfekt balance på den anden side. Med eet går det galt, vist nok for Pisuffik-manden, der rives ud af sin kajak. Den anden prøver at komme ham til undsætning og siger at han ikke kan redde ham, men at han kan hægte sig fast bag på hans kajak, og se om det går. Det gør det faktisk. Men redningsmanden må tage ham med til sin egen boplads. Da den reddede kajakmand endelig når hjem bliver hans familie naturligvis ovenud lykkelige.

Hist.: Fortællingen virker autentisk, men som sagt er det uklart, hvem der redder hvem.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 137 ss. 369 - 704.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 392 - 395: Oqaluttuaq qivittumik.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 60, ss. 98 - 101.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 129, s. 462 - 463: The Mother and Son as Kivigtut.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 147 - 154.

Resumé:

En kvinde med en lille søn sørger så dybt og længe over sin mands død, at hun går til fjelds med sønnen, da en mand prøver at indsmigre sig hos hende. Hun gemmer sig for dem, bl.a. sin bror, som prøver at finde hende og bygger så hus i en hulning helt inde ved indlandsisen. Der er bær og ryper hele efteråret. Da vinteren kommer med snefog, og de må blive inde, ser den lille søn noget stort bevæge sig oppe i sneen. Det er et rensdyr, der skovler sne væk for at finde føde. Kvinden får ram på den med sin lille ulu på et langt skaft ved at nærme sig, hver gang snefoget tykner til. Hun forfølger blodsporet og falder over den forblødte ren, som giver de to mad for lang tid. Men et fremmed væsen stjæler i mørket hver nat den portion moderen har sat frem til sønnen, når han vågner.

Moderen mener, tyven må være en mandlig qivittoq og beder sønnen om altid hade de grimme mænd, og ellers vente. Imens går hun ud og sporer tyven til et lille hus i en slugt i en nunatak. Men det er en gammel kone, der henrykt inviterer hende og sønnen til at bo i sit lune, skindforede hus. Med vilje har hun stjålet for at lokke dem til sig.

De lever godt sammen. Den gamle fanger rener, moderen efterhånden også og til sidst er sønnen vokset op til jæger. Da den gamle kone dør, lader de taget begrave hende og vender tilbage til deres første hus, hvor snart moderens bror, der har uddannet sig til angakkoq / åndemaner / angakok og sporet dem, kommer på besøg. Sønnen må beroliges for ikke at dræbe sin onkel, der jo er en styg mand i hans øjne. Broderen bliver glad for livet i indlandet, men da hans søster dør, savner de to mænd en kvinde. En sådan skærer morbroderen af enebærtræ, og hun klarer nu alt hus- og syarbejdet, hvorfor de lever fedt og godt igen af den jagt, de nu uhindret kan hengive sig til. Desværre overtræder nevøen forbudet mod at beklage sig over, at huset stinker af enebær når det bliver varmt. Straks trækker enebærkvinden kamikkerne af, lægger sig under skindet og forvandles tilbage til en trædukke.

Noget senere dør nevøen af sting, og skønt morbroderen begraver ham forsvarligt, bliver han i fem dage ved med at vende tilbage til livet. Dog ser han værre og værre ud og bliver mere og mere sindssyg og aggressiv. Endelig begraver onklen ham i huset ved at lade taget falde ned over ham. Selv flygter han ind i en hule for at sove, men den døde kommer ildsprudende flyvende derhen, prøver at lokke onklen ud og fortæller, hvordan moderen altid har opflammet ham til at hade alle mænd. Onklen ligger som lammet. Så lysner det. Den lysende døde forsvinder tilbage til sin husgrav, alt bliver mørkt, og nu kommer onklen på benene. Hjemme igen fortæller han ofte denne historie.

Var.: Der er mange qivittoq-fortællinger. Men denne er ikke helt almindelig.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Vanskeligt at vide om de lysende døde skyldes kristen påvirkning. Der er også en righoldig lys - mørke symbolik i det traditionelle verdenssyn. Se GTV = (Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Kommentar: Ikke alle qivittut er åbenbart dømt til at forblive borte, men onklen er jo også angakkoq. Nevøen er blevet som en af ånderacerne, der undertiden siges at kunne leve op igen fem gange, men altså ikke som dem leve et helt liv hver gang. Se også Tusilartoq, der pga. af sit ikke aflagte hedenskab heller ikke kunne dø ordentligt.

Oversætteren har ikke kunnet klare Amos Daniels ulæselige håndskrift.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter, måske inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105: The Blind Man who recovered his Sight.)

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse.

not [The translator was unable to decipher Amos Daniel's illegible handwriting.

(In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105: The Blind Man who regained his Sight.)

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924  tapiitsoq. The Origins of the Narwhal; How the Narwhal Came to Be.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling.

I Sermiligaarsuk ved Kangaarsuk plejede et ældre ægtepar at

overvintre på en plads, der hed Ukiivinnguaq. De havde en eneste søn. Hver

sommer tog familien ind i bunden af Sermiligaarsuk. En sommer, mens de boede

derinde, blev sønnen syg, og de havde intet middel til at gøre ham rask. Sønnen

døde, og de sørgede meget, fordi de dermed havde mistet den eneste, der kunne

hjælpe dem i deres alderdom. Der fandtes ingen trøst for et hjerte, der pintes

af sorg, da man dengang ikke havde (læst) Jesu evangelium. De kunne ikke glemme,

hvor meget sønnen led.

De vendte tilbage til deres vinterplads, og den lille ældre mand begyndte at

tage ud på sælfangst. En dag roede han vestover og for vild i tågen. Han så en

klapmyds og roede hen til den. Det var en død klapmyds. Han tog den på slæb. Det

viste sig, at han engang havde set en stor indlandsbo (her mangler der noget.

Det lyder ihvertfald mærkeligt. Chr.B.).

Han sagde til den store indlandsbo: "Fortæl noget." Men indlandsboen sagde

ikke noget. Den lille ældre mand sagde atter til ham: "Jeg mangler noget til at

fordrive tiden med. Fortæl et eller andet - om noget du har set eller oplevet."

Den anden sagde stadigvæk ikke noget. Den lille ældre mand sagde: "Hvad skal jeg

gøre ved dig. Jeg dræber dig, når du ikke siger noget." Den anden ytrede

stadigvæk ikke noget. Den lille ældre mand var i mellemtiden nået til sin søns

grav, uden at han havde haft det til hensigt. Da de kom til sønnens grav, dræbte

den lille ældre mand indlandsboen. Så bandt han en line fast om hans hals og

fastgjorde en sten til den anden ende, hvorefter han sænkede liget i vandet,

således at kun fødderne sås på vandoverfladen. Så fik han da selv klapmydsen.

(Her er også noget mærkeligt. Chr.B.)

Da der var gået nogle få dage, gik han igen hen til sønnens grav, og dér

gav han sig til at græde. Mens han græd, hørte han én, der sagde til ham: "Du har

åbenbart noget at græde over, siden du græder." Han så to mænd stå ved sin side.

Han sagde: "Hvad skal I her." De svarede: "Vi er kommet hertil for at lede efter

vores bror, som ikke er kommet hjem fra fangst." Det viste sig, at det var disses

bror, som den lille ældre mand havde dræbt netop dér, hvor de stod. Så råbte de to

mænd efter deres morbror: "Vores ledsager, skynd dig at komme herhen." Så kom

onklen frem, og han var så bred som to mænd tilsammen, og han hed Aqissiaq, en

indlandsbo. En af mændene sagde: "Den mand har nogle historier, fortæl noget

(lidt usikkert. Chr.B.)" Den lille ældre mand sagde: "Ja, fortæl endelig, så at

jeg kan fordrive tiden ved at lytte, for jeg er så bedrøvet over tabet af min

søn." - "Ja, det er rigtigt nok, at jeg har meget at fortælle."

Han fortalte: "En vinter manglede vi alle mad. Jeg måtte tage ud på fangst

for at skaffe mad, og jeg var flere gange ude for fare. Min far havde advaret mig

imod at komme til et område, der lå mellem to høje fjelde, fordi han engang dér

havde set en forvokset orm, som så uhyggelig ud. Engang, mens jeg var ude på

jagt, brød stormen løs, og jeg for vild og befandt mig pludselig på dette sted.

Pludselig fik jeg øje på denne kæmpeorm. Jeg gav mig til at flygte, men den

fulgte mig og havde stor fart på. Jeg styrede imod det højeste fjeld, og da jeg

befandt mig på halvvejen, så jeg tilbage og opdagede, at den var lige bagved

mig. Jeg stak den med spyd i skulderleddet og løb videre til det næste fjeld.

Jeg var nået halvvejs, da jeg faldt om af træthed og mistede bevidstheden. Jeg

kom til mig selv og mærkede sneens kulde og kom i tanke om, at jeg jo var på

flugt. Jeg for op og sprang frem så langt som et stenkast med en slynge. Da jeg

så tilbage, så jeg ormen ligge død. Jeg gik hen til den og skar et stykke af -

et passende stykke, som jeg var i stand til at bære. Så begyndte hjemturen. Jeg

havde svært ved at følge mine spor, da byrden var så tung ("túmáka

uniortardlugit" er jeg ikke sikker på, om jeg har oversat rigtigt. Det kan vel

også betyde: "Jeg vaklede" - Chr.B). Da min nu afdøde far så mig komme, skulle han

have sagt følgende: "Aqissiaq har fanget noget, som ikke er en sæl." Mine

husfæller var ved at dø af sult. Det var et ynkeligt syn. Da de havde spist, fik

nogle af dem kræfterne tilbage, mens andre døde. Den efterfølgende dag hentede

jeg mere kød. Så havde vi mad nok til det meste af vinteren.

Det skete engang, mens jeg endnu var ung, at en af dem vi spillede bold

imod, dræbte en slægtning til os. Nu tænkte jeg kun på at hævne mig. Jeg gik ind

i det indre af landet bag Uunartoq ved Alluitsoq (Lichtenau - Chr.B.). Derfra

tog jeg hen til drabsmanden og hævnede mig på ham ved at dræbe ham. Så fik jeg

ro i sindet. Mens jeg var i det indre af landet, hørte jeg, at min elskede

morbror optrådte hovmodigt over for andre. Det viste sig, at han fratog andre

deres fangst. Jeg tog hen til ham og sagde, at det måtte han holde op med.

Senere fik jeg fortalt, at der i Tasersuaq, længere inde i landet i forhold til Tasermiut, levede en kæmpelaks. Vi lavede et spyd og tog derhen. Vi så den på

vandoverfladen midt på søen og samtidig opdagede vi, at der var andre, der var

på jagt efter den fra den anden side af søen. Vi stak den fra begge sider af

søen og trak den til os. Vores line knækkede, så de andre fik den. Så sprang jeg

til den anden side af søen og hjalp til med at flænse den. Jeg reddede mig hele

den anden side af laksen. Derfra tog vi hjem medbringende laksen, så de andre

også fik smagt på den. Da jeg kom hjem, lavede jeg en tromme af en af laksens

ribben. Jeg fik lejlighed til at prale af denne fangst over for andre."

Var.: Aqissiaq

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den sandfærdige fortælling om Aqissiaq.

I gamle dage var der en konebåd, der sejlede ind i Isortoq, og mens de opholdt sig ved Erqalusussuit, blev en af kvinderne røvet af indlandsboere. De bortførte hende til indlandet, gik over indlandsisen her og der, og ved aftenstid nåede de med hende til et stort fjeld, Pingu, øst for Ikertooq. Denne kvinde, som var et af de almindelige mennesker ('inuit'), der levede dengang, blev gift med en af indlandsboerne og fik en søn. De gav ham navnet Aqissiaq.

Aqissiaq voksede op og blev gode venner med to af sin fars nevøer, altså med fætrene. De sloges og kappedes. Det varede ikke længe, så kunne vennerne ikke klare sig over for Aqissiaq, og de kunne end ikke løbe ham op. Aqissiaq, hvis mor var inuk, var af vækst lidt mindre end en indlandsbo. Alligevel frygtede indlandsboerne ham, og han blev kendt for sin styrke og fangstevner.    

Han opsøgte et par gange inuit og forhørte sig om sine mødrene

slægtninge. En gang han mødte nogle, fortalte han følgende: "Da min far var

blevet gammel og ikke længere fangede, kom man engang til at lide stor nød. Når

jeg var ude på fangst, holdt min far øje med vind og vejr fra to store fjelde,

der lå over for hinanden. Når det trak op til dårligt vejr, mens jeg var ude på

fangst, plejede han at varsko mig. Og så snart jeg blev bekendt med hans advarsel,tog jeg gerne hjem med det samme - hvor jeg end befandt mig. Hele tiden holdt

han mig orienteret om mange ting. Han sagde, at jeg kunne tage hen, hvor jeg

ville, men jeg måtte ikke tage nordpå, hvor der lurede mange farer pga. en kæmpeorm deroppe nordpå.

En dag jeg var ude på fangst, forbigik jeg min fars advarsel og tog ikke hjem, fordi jeg ikke havde fanget noget som helst. Da jeg så endelig skulle hjemad, blev det et frygteligt vejr. Det var ikke til at se noget på grund af blæst og sne. Jeg mistede orienteringen og gik så bare videre på må og få. Midt i al denne forvirring fik jeg øje på to store vinduer - som på et hus. I sammenhæng med disse to vinduer var der noget, der lignede en stor snekam. Da jeg ville skridte over den, gik det op for mig, at det var den kæmpeorm, som min far havde advaret mig imod. Jeg flygtede sporenstregs og da den i det samme så mig, satte den efter mig. Den indhentede mig. Jeg hoppede over den flere gange mens jeg hver gang dolkede den. Den var ikke død endnu da jeg blev træt og løb væk fra den. Jeg så mig tilbage, og der var den, lige ved at indhente mig. Jeg var dødtræt og kiggede mig hele tiden tilbage mens jeg flygtede videre. Til sidst faldt jeg besvimet om. Jeg havde ikke set efter, hvor jeg gik. Men jeg var altså faldet over en sten, der stak op.

Jeg lå bevidstløs nogen tid men vågnede op ved at mærke, at mit ansigt var isnende koldt. Så huskede jeg pludselig, at jeg jo var på flugt fra ormen. Da jeg så mig

tibage, var den minsandten standset lige bag mine fødder. Ufravendt stirrende på den krøb jeg væk, men den blev liggende bomstille. Jeg rejste mig og fjernede mig. Den fjerde dag nåede jeg hjem. Min far troede jeg var død (her er et ord, som jeg ikke er i stand til at tyde - Chr. B.). Da jeg kom ind, sagde han: "Nu har vi og de andre i huset ikke mere at leve af!"

Da Aqissiaq var udhvilet, gav hans far ham noget at spise. Først efter måltidet

sagde han: "Jeg slap med nød og næppe fra kæmpeormen. Men den var død, da jeg gik." "Det siges, at kæmpeormens kød består af lutter talg," sagde faderen og tilføjede: "Vores bopladsfæller er ved at dø af sult."

Aqissiaqs far fortalte sine bopladsfæller om kæmpeormen. De tog derhenad. Nogle faldt om og døde af sult, inden de nåede den. Andre

nåede frem og begyndte at flænse dyret. Det var næsten udelukende talg med

lidt kød indimellem. De levede af det hele vinteren.

Det var, hvad Aqissiaq fortalte, da han traf inuit første gang. Da han traf

nogen en anden gang, fortalte han følgende: "Under en fangsttur til lands

mødte jeg to af mine fætre, sønner af min farbror. De stod oppe på toppen af

et højt fjeld ('qáqarssûp nûane' - eller: på næsset til et højt fjeld - Chr. B.).

En gammel mand pegede på noget og sagde, at det var en ånd, han så, og han

spurgte, om nogen skulle kende en tryllevise / serrat. Aqissiaq sagde: "Jeg kender ikke nogen." Men en anden sagde: "Min far har lært mig en vise, der bruges, når man vil lokke et eller andet op imod strømmen." De andre bad

ham synge den. Da han istemte den, kom hvalen nærmere, men

Aqissiaq troede dem (alligevel) ikke. Hvalen var nu på vej ind i fjorden. Ligesom den nærmede sig mundingen af elven, blev havet farvet rødt. Så kiggede de bagud

og fik øje på en hel masse indlandsboere ('tunerpagssuit'). Det var deres

ansigter, der spejlede sig i vandet. De havde set hvalen og var

strømmet til af nysgerrighed, netop som hvalen næsten var ved elven. Aqissiaq blev i fyr og flamme  efter at jage hvalen, men han havde ikke sit fangstgrej

med. Han styrtede af sted for at hente dem. Han måtte løbe inden

om tre fjorde, og da han kom tilbage, var hvalen på vej op i elven, og

indlandsboerne kunne ikke komme til at lænse den, for den lå helt akavet i

forhold til dem. Aqissiaq stak den ('suvssivâ' - dansk notat - 'stikker

til delvis'. Jeg kender ikke ordet - Chr. B.). Det var jo Aqissiaqs fangst, så de

flækkede hvalen i to lige store dele på langs, og de andre fik den anden halvdel som fangstpart og tog hjem.

Næste gang Aqissiaq mødte inuit, fortalte han følgende: "Jeg var på jagt på

til lands. Jeg havde fået fortalt noget, som jeg ikke havde lagt mærke til, nemlig at de sydligere indlandsboere ville jagte en kæmpelaks i

Tasersiaq, der ligger inde i en stor fjord, men at de ikke turde gå igang med

det." Aqissiaq sagde til de andre (eller: sine fæller - Chr. B.), at de hurtigst

muligt skulle lave redskaber. På det tidspunkt havde Aqissiaq endnu ikke set laksen.

Da redskaberne var blevet færdige, tog de afsted og fik også øje på laksen

i søen. De så også, at indlandsboerne sydfra havde placeret sig ved søbredden

inden for det sted, hvor laksen befandt sig. Aqissiaq skyndede på sine

ledsagere og de harpunerede laksen. De, der var placeret på den modsatte bred,

harpunerede den også. Aqissiaq og hans ledsagere trak i fællesskab laksen til

sig. De var færre i forhold til sydlændingene på den modsatte bred, hvor de i  overtal også trak laksen over mod sig. Efterhånden løsnede Aqissiaqs

ledsageres harpunspidser sig fra laksen. Aqissiaq og hans nevøer måtte slippe

linerne, for nu var det kun deres harpunspidser, der sad i laksen, og de mange flere på den sydlige bred rykkede dem til sig (det må nok forstås derhen, at Aqissiaq og nevøerne ikke kunne stå imod rykket fra den modsatte bred - Chr. B.).

Aqissiaq blev utålmodig og søgte efter et passende sted, hvorfra han kunne komme over til den anden side af elven. Langt om længe fandt han det smalleste løb. Han mente nok, at han ville kunne springe over det. Men han kunne ikke få sine jaagtfæller til at springe med over ('ilane ajulerdlugit' - oversættelsen er

kun et gæt - Chr. B.). Aqissiaq gik et stykke op ad skrænten. Så satte han i løb,

dem på den sydlige bred gloede ellers noget, og sprang - og efter tre kolbøtter i luften landede han flot på den anden side. Da han kom hen til dem på den sydlige bred, foreslog han, at de skulle flække

laksen. Det kunne han gøre som han ville, sagde de, for de turde ikke binde

an med ham. Aqissiaq smed stykker af laksen over til sine jagtfæller på søens anden bred. Det skulle være deres fangspart. Da han ikke klarede at springe over elven med læs på ryggen, smed han det over elven først, og sprang så selv og landede på den anden side. Så gik de hjem til deres boplads.

Endnu en gang mødte han kystboere og fortalte dem følgende historie:

Aqissiaq var engang på jagt efter mågeunger ude på det yderste mågefjeld. Da han

kiggede ud over fuglefjeldet, så han Igalilik (mytisk skikkelse med en gryde på den ene skulder - Chr. B. - grydemand el. kogestedsmand - BS.), som var på jagt efter mågeunger. Aqissiaq kom til at tænke på, at den samme Igalilik engang havde frastjålet ham en fuldvoksen sortside. Aqissiaq blev vred på ham og skubbede ham ned over fjeldet, så han døde. Den dag i dag kan man se skelettet af den igalilik, som Aqissiaq skubbede ned. Denne Aqissiaq, hvis mor var inuk og hvis far var indlandsbo, var af vækst mindre end indlandsboerne, men større end inuit. Men hans overkrop var så bred som to inuit, der stod ved siden af hinanden. Han var blot lavere end to inuit, der stod i forlængelse af hinanden. Slut.

Var.: Aqissiaq.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: En nidvisekamp.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 63 - 64: Inngertumik.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 160

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling.

En af Narsaq-beboerne, en dygtig fanger, hed Tiggaaq. Hans

familie havde givet ham det navn, fordi han fangede sæler så ofte. Ingen kunne

måle sig med ham i fangst, hverken til lands eller til havs. Han sørgede godt

for sine bopladsfæller. Men han kunne hverken danse trommedans eller synge

nidviser. Et tidligt forår rejste Pisuffik-beboerne nordover for at synge

nidviser imod Narsaq-beboerne. De slog lejr på Narsaq og Tiggaaq var blandt

tilhørerne, da de underholdt folk med deres sange. En af Pituffikbeboerne gik

hen til Tiggaaq og sang ham en nidvise på. Tiggaaq skammede sig over, at han

ikke engang kunne synge. Pisuffik-boens vise blev ikke besvaret, og derfor

forlod Pisuffik-boen Tiggaaq. Tiggaaq havde fået noget at tænke over. Tiggaaq sov

dårligt den nat, og han tænkte på at lære sange.

     Pisuffik-boerne tog sydover, men Tiggaaq og hans bopladsfæller tog ind i

fjorden. Hele sommeren, hvor de færdedes på land, var Tiggaaq optaget af at lære

at synge viser. Det gik op for hans familie, at han var opsat på at gøre

gengæld. De opmuntrede ham på det ivrigste med råd og vejledning, og han

lærte at synge viser. Umiddelbart før de skulle bryde lejr,

fangede Tiggaaq en fed fuldvoksen renbuk. Han lod al talget fra den ene side af

dyret koge udelt og tørrede alt kødet.

Så pakkede han det ind i skindet og gemte det, for at diske op for sin

sangkampfælle med det, når denne kom på besøg. Han gemte også den pels,

han brugte på rensdyrjagten. Hele vinteren lavede han viser, og da det blev

mildere i vejret, tog han sammen med sin familie ned til Pisuffik. De slog lejr og

Tiggaaq lagde rensdyrskindet ned på jorden i teltet og lagde talg og kød oven på

det. Så inviterede han sin modpart, og da gæsterne indfandt sig, blev der lagt en

hel sortside på jorden ved siden af rensdyrskindet. Da gæsterne kom i gang med at spise, gik Tiggaaq og hans familie udenfor og underholdt gæsterne med deres

sange udefra. Først efter måltidet var forbi, gik de ind igen og begyndte at

synge nidviser imod hinanden. Så gav de sig til at danse trommedans, og Tiggaaq

stod ansigt til ansigt med sin nye modpart. Midt i alt dette blev Tiggaaq hæs -

endnu før han udgik for viser. De ældre, der var til stede, sagde: "Tiggaaq er en

begynder i at synge viser. Tag og rens hans hals med græsstrå ("ivigkat

angutitáinik" - med hangræsser - Chr.B.)." Det lykkedes at få halsen renset. Så

fortsatte Tiggaaq med at angribe sin modpart. Tiggaaq begyndte også at synge om

sin renjagt ("nunasissûnine .." betyder egentlig: om det, at han er en

tilflytter. Chr.B.). Han gik ud for at iføre sig den blodplettede pels. Så

dansede han og sang, idet han skiftevis stillede sig med ansigtet tæt imod

modparten og vendte sig bort fra ham. Modparten kunne ikke undslå sig, og først

da modparten udgik for svar, holdt Tiggaaq op. Han vandt kampen og tog nordpå

igen. Han kom aldrig tilbage til Pisuffik.

Kommentar: som sagnskikkelse er en Tiggaaq hovedperson i rejsen til Akilineq. Søg på  Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en anden (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Allerut.

De boede mange sammen på en boplads. Når det blev efterår, plejede de at lege en leg, hvor de kneb hinanden ved fingrene (se Rinks kommentar. Jeg kender ikke udtrykket: 'kivataleraraut - Chr. B.). Engang da de legede denne leg, var den eneste kvinde i søskendeflokken med. Når hun kom ind, sagde hun: "Jeg gad vide, hvem det var, der plejede at slås med mig." ('paniartarpânga). Så sagde hendes samlevere (ifølge Rinks kommentar: friere - Chr. B.) til hende: "Når han ta'r dig, så få ham med herind." En dag da denne kom til hende, ville hun tage ham med ind. Nu var hun på vej ind med ham. Ingen vidste, hvem han var. Det viste sig, at det var Allerutinnguaq, der var vokset op på tilfældige steder. Da Allerutinnguaq kom til at bo hos disse folk, giftede han sig med hende. Han fik en ny kajak, og han begyndte at tage ud på ture i kajak. Han fik sig også en ny konebåd, og da det blev forår tog han ud på rensdyrjagt. Mens han gik, fik han øje på nogle mennesker. De så flere mennesker og kom til sidst til det sted, hvor der kun boede tre mennesker - to kvinder og en mand. Han viste sig at være kvindernes far. De kom til at bo hos dem. Da de lige var flyttet ind i huset, fik deres hund hvalpe, blandt disse én, der kaldtes Isigusaq. Engang da manden kom hjem fra en fangsttur, var der ingen i huset, der talte. Hans kone sagde: "Jeg skulle spørge fra disse mennesker, om de må opkalde hundehvalpen Isigusaq efter en afdød, medmindre du meget nødig vil af med den." De sagde til dem som svar: "Det er ligegyldigt for os. I må gerne få den." De takkede meget, og de holdt den hos sig. Kun når den skulle die, bragte de den til moderen. Faderen til kvinden tog aldrig ud på fangst.

Da hvidhvalssæsonen var inde, tog han (Allerut) ud på fangst i kajak. Han

kom hjem med en hvidhval. Den store kvinde fra huset ('arnarsuat' betyder jo

egentlig: deres store mor - måske skulle der have stået arnarsuit - Chr. B.) gik

ned til stranden og sagde: "Jeg skulle hilse og sige fra vores store husherre,

Qaattusoq, at de bare skal spise, som de vil og tage hul på mattakken ('magtak

putsuvdlugo' - ifølge Rinks kommentar: knibe med fingrene - pussullugu - CB.).

De tog dyret i begge sider og bar det op.

Da han havde ordnet sin kajak, gik han ind i huset, og det eneste han så af hvidhvalen var et stykke mattak foran den nederste lampe. Det var det stykke, der var beregnet til ham. Da de om aftenen

var gået i seng, sagde Alleruts kone til ham: "Hvad er vores kære husfæller for

nogle? De spiste i dag som hunde, der kæmpede om maden, og det varede ikke længe,

så var der ikke mere tilbage af hvidhvalen." En anden dag kom han hjem med en

stor hvidhval. Også denne gang gik kvinderne ned og sagde: "Vi skulle hilse og

sige, at vores husherre, Qaattusoq, har fanget en hvidhval." Han svarede, at de

bare skulle gøre, som de ville. Han skyndte sig at bære sin kajak op. Da han

gik ind i huset, var der kun et stykke mattak til ham. Efter at de var

gået i seng, gentog hans kone det, hun tidligere havde sagt om deres husfæller.

Så kom der islæg, og vest for bopladsen så de sassat (hvidhvaler el. edderfugle, der er indesluttet i en våge; her må det være hvidhvaler - Chr. B.). Han blev meget ivrig efter at tage derud. Hans husfælle sagde: "De er talte, dem skal du ikke fange." Han begyndte at trække dem hen over isen (svært at forstå sammenhængen - Chr. B.). Hans husfælle sagde: "Skidt med det. Du må gerne fange en hvidhvalsunge." Dagen efter tog han derud og kom hjem med en hvidhvalsunge. Næste dag sagde hans husfælle: "Du skal ledsage mig." Han tog af sted sammen med ham mod vest til en ø. De nærmede sig huset på øen. Alleruts rejsefælle sagde til ham: "Når de begynder at snakke om hvidhvaler, og når jeg siger 'taissaq' til dig, skal du gå ud." Han kom ind i huset og så, at der sad mange mænd. En af dem var helt hvidhåret. Der var ingen, der sagde noget, da de kom ind. Så sagde den store husherre: "Hvor er disse hvidhvaler øst for os?"

Da rejsefællen sagde 'taissaq' til ham, lod Allerut sig

falde ned i gangen. Han løb af sted og flygtede. Da han fjernede sig fra stranden,

kiggede han bagud og så, at nogle store isbjørne løb efter ham. En af dem kom

foran de andre og indhentede ham og sagde: "Tag mig i håret." Det gjorde han, og

de løb. Da forfølgerne var ved at nå dem, vendte isbjørnen sig imod dem og

sagde: "Ara (svært at læse - Chr. B.), denne mand har opkaldt en efter jeres afdøde fætter, som ingen tidligere har opkaldt nogen efter." De standsede og gav sig til at græde. Deres husherre sagde: "Du skal bare fange så mange, du vil." Da de gik derfra, antog bjørnene menneskeskikkelse. Da de kom hjem om aftenen og var gået i seng, sagde han til sin kone: "Det viste sig, at det var isbjørne."

Det blev forår, mens han endnu fangede for sine husfæller. Da det blev

sommer, belavede de sig på at vende tilbage til deres boplads. Husfællerne

sagde: "Han ville gerne beholde denne, hvis det ikke er sådan, at I meget nødig vil miste den." De svarede: "Vi skal ikke have noget med den at gøre."

Husfællerne bad dem om at sige til dem nordover (det skulle vist have været

sydover - Chr. B.), at de, når de så en bjørn ikke måtte jage den, for den ville

tage nordover for at se til sine gamle husfæller. Da Alleruts var kommet tilbage

til deres boplads, der lå sydpå, fik de at vide, at folk, der boede syd for

deres boplads, havde fanget en isbjørn ved navn Isingusaq. Efter at være kommet

tilbage til deres boplads, døde de alle sammen. Slut

Fortalt upræcist og på sine steder vanskelig at tolke. Efterskrift: Amos Daniel

burde ikke have skrevet så mange sagn ned. Chr.B

Var.: Avarunnguaq; Issiallak; Allerut; Alleruut.

Kommentar: De øvrige versioner kan give en lidt klarere ide om forløbet. Dog forbliver de indledende afsnit noget dunkle mht. hvem der er hvem, og hvorfor det er langt inde i indlandet de møder og slår sig ned hos isbjørne i menneskeskikkelse. Deres store appetit er et fast træk / kending / epitet ved isbjørne i overlevringen.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 239 - 241: Aleqateqaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 239 - 241: Oqaluttuaq Aleqateqamik ernituarsuannik.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The The Girl who went away in search of her Brother.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Historien om Aleqateqa (der står egentlig 'aleqatoqamik', om den gamle søster,

men inde i fortællingen kaldes hun Aleqateqa - Chr. B.).

En ældre søster og hendes lillebror plejede at tage ud og se til deres rævefælder. En gang de kom til området, hvor de havde rævefælder, manglede der en flad sten til at sætte over indgangen (en sten, der er forbundet med lokkemaden ind i fælden, og som falder ned og spærrer for udgangen, når ræven bider i lokkemanden og knækker snoren - Chr. B.). Storesøsteren sagde til sin lillebror: "Vil du lede efter en flad sten til mig?", sagde storesøster. Hun ventede længe og blev utålmodig, og hun ledte efter ham. Da hun ikke kunne finde ham, drog hun ind i landet. Med tiden blev hun stærkere og stærkere. Til sidst kunne hun løbe lige så hurtigt som et rensdyr. En dag stod hun og kiggede ned over en ret stor lavning. Dernede fik hun øje på et lille hus. Hun gik hen til huset og opdagede, at der var en åbning i taget. Hun kiggede ned gennem åbningen og så, at der sad en stor mand alene i huset og var ved at lave en ny fuglepil. Hun spyttede ned og spyttet ramte den fuglepil, han var igang med at lave. Manden kiggede op, og hun så, at han kun havde et øje, der sad i næseroden. Han sagde: "Hvad laver du her? En kystbo, tror hun mon, at jeg vil lade hende leve!" Han tog sin sælskindspels på og løb mod udgangen. Inden han kom ud af huset, havde hun allerede fjernet sig så langt, at hun ikke kunne se huset fra det sted, hvor hun nu befandt sig. Da den store mand kom udenfor, kunne han ikke se kvinden nogen steder, og han gik ind igen.

Aleqateqa gik videre og en dag kiggede hun ud over en stor fjord og så en

hel masse telte i bunden af den. Et af teltene havde en anselig størrelse. Hun

standsede oven over teltene og ventede på at det blev aften. Hen på

eftermiddagen råbte nogle børn: "Der kommer en kajak, der kommer en kjak!"

('qajaq qâle' - ordret: lad kajakken komme - Chr. B.). Så viste der sig en kajak-

mand med en sæl på slæb. De råbte igen: "Asuina kommer med en sæl på slæb." Hun

sagde blot: "Kære Asuina, det er vel nok længe siden." Tænk, hun var

kommet netop til det sted, hvor hendes bror havde bosat sig.

På stedet havde en bopladsleder, viste det sig, med et telt, der var større end de andre. Oven for bopladsen var der en stor slette, hvor de spillede bold. Da alle

kajakmændene var kommet hjem, blev der råbt: "Kom og spil bold." Alle mænd,

blandt disse Asuina, gik op. Under boldspillet ville Asuina tage en rund sten

op, men magtede det ikke. De andre begyndte at skubbe til ham, de væltede ham og

forhindrede ham i at rejse sig op igen, mens søsteren sad ovenfor og så på, hvad

der foregik. Da de havde behandlet ham sådan, holdt de op med at spille bold.

Sent om aftenen gik Aleqateqa ned til boldpladsen. Hun rykkede nogle

narhvalstænder, der var sat fast ned i jorden, op og stak dem ned et andet sted,

så dybt, at kun ganske lidt af enden var synlig. Derfra gik hun ned til

broderens hus. Hun blev meget forundret over at træffe broderen her og spurgte

ham: "Hvornår kom du hertil?" Asuina svarede: "Dengang jeg var ude og lede efter

en flad sten til rævefælden, fór jeg vild og kom hertil." Han havde giftet sig

med en, der havde en søster. De sagde til Aleqateqa: "Der bor en gal mand her i

bygden. Han ved ganske givet besked med, at du er kommet. Han kigger nok herind

i morgen tidlig. Vi skal nok skjule dig bag vægbeklædningen." Dårligt havde de

anbragt hende bag bagbeklædningen, så kom han og sagde: "Jeg drømte i nat, at

der kom en lille kystbo. Hun skulle være søster til Asuina." Asuina narrede ham

ved at sige: "Jeg har ingen søster." Så gik manden. Den dag tog Asuina ikke ud

på fangst, fordi han havde så meget at snakke med sin søster om.

Om aftenen blev

der kaldt til boldspil. Aleqateqa fulgte med iført svigerindens tøj, idet hun

holdt sig bag ved hende. Da de nåede til boldpladsen, høre de nogle sige: "Hvem

har stukket de store narhvalstænder ned i jorden?" Man henvendte sig til nogle

unge mænd, der stod i nærheden og sagde: "Det skulle da vel ikke være dem her, der har stukket dem ned?" De rømmede sig og så både generte og stolte ud, selv om det

umuligt kunne være dem, der havde gjort det, eftersom de ikke magtede det.

Aleqateqa trak de narhvalstænder, hun havde stukket ned i jorden op igen. Men

bopladslederen kunne ikke klare det. Han gik i stedet for i lag med den sten,

som han var i stand til at løfte, for at bruge den som bold. Men han tog forkert

på den, så den faldt ned og smadrede hans fødder. Aleqateqa hviskede til Asuina

og spurgte, om de ikke havde en hund, en gammel hund. Asuina råbte og spurgte

folk, om de havde en hund. Men der blev svaret, at de ikke havde nogen. Så

spurgte Aleqateqa, om de havde et rensdyr, et gammelt rensdyr. Det havde de

heller ikke. Så drog Aleqateqa af sted og kom hurtigt tilbage med et levende

rensdyr, som de slagtede. Hun lagde rensdyrmavens halvfordøjede indhold omkring

bopladslederens fødder, som et omslag, hvorefter hun gik ned fra boldpladsen.

Da folk kom ned fra boldpladsen, tog de ud på deres fangstpladser. Aleqateqa og hendes familie var de første, der tog af sted til en lille ø, hvor de tilbragte

efteråret.

En vinter kom der en kajakmand og meddelte, at Aleqateqa ville

blive hentet af kajakmænd på vej til bopladsen. Da de kom, klyngede Aleqateqa

sig fast til søjlen midt i huset med armene og med krydsede ben. De mange mænd kom

ind i huset og greb fat i Aleqateqa. Asuina blev frygtelig forskrækket og

blandede sig, men en af mændene greb ham og slyngede ham hen imod vinduet.

Søsteren så det, og hun kastede de mange mænd om kuld. Hun greb fat i en af dem

og slyngede ham ud gennem gangen. Hun gjorde det samme med alle de andre og

dræbte dem. Herefter var der ingen, der forsøgte at komme dem nær. Da det blev

sommer, rejste de væk fra bopladsen. Ingen ved hvorhen. Slut.

Forstanderen i Paamiut. D. Möller.

Var.: Samuel Olsen nr.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om én, der ofte reddede sig (CB)/ søgte sig en mor el. moderhule (BS).

I oversættelsen af den sidste fortællingen om "sjælevandring" har jeg rettet CB's oversættelse: reddede sig (annaappoq )til: søgte ind i(som i en moderhule; el. forvandle sig til): arnattarpoq, el. arnappoq.

Der var to fætre, som begge to var gift. Den enes kone døde. Efter at han var blevet alene, fangede han (fortsat) sæler. Når han kom hjem fra fangst, lå skindene af sæler fra den foregående dags fangst skrabet færdige. En dag da han tog ud på fangst, gik han i land et stykke fra sit telt - på et sted, hvor man ikke kunne se ham fra teltet. Han gav sig til at vente på, at noget skulle dukke op. Så så han en kvinde med hårtop gå ned til teltet. Da hun gik ind i teltet, løb han ned. Han gik ind i teltet og fik hende til kone. Han tog så hen til sin fætter for at overvintre sammen med ham på samme boplads. En dag, efter at det var blevet vinter, sagde manden til sin fætter, at han bare skulle lade som ingenting, hvis han en dag kom til at lugte af ræv. Han var altså blevet gift med en ræv.

En dag i begyndelsen af vinteren sagde fætteren: "Hvor kommer dog den

stærke rævelugt fra?". Fætterens kone gik ud af huset, idet hun slukkede den

nederste lampe med sin hale. Manden fulgte efter hende. Først gik han efter

menneskespor. Da han havde fjernet sig fra huset, blev sporene til rævespor. Så

kom han til en lille rævehule og sagde: "Du derinde, kom herud." Derindefra

blev der svaret: "Du må komme herind." Så kom der en stor Aassik (et fantasidyr)

ud og sagde: "Det var mig." Manden sagde: "Jeg vil ikke have dig, fordi du er så

brun!" Dyret sagde grinende: "Han siger, at han ikke vil have mig, fordi jeg er

så brun." Manden råbte ind: "Du derinde, kom herud!" "Kom selv indenfor," blev

der svaret. Så trådte en edderkop ud og sagde: "Det var mig." Manden sagde: "Jeg

vil ikke have dig, fordi du har så mange ben." "Han siger, at han ikke vil have

mig, fordi jeg har så mange ben," råbte edderkoppen. Så kom der alle mulige ud

derindefra. Men manden ville ikke have nogen af dem. Han sagde: "Du derinde, kom

ud." Der blev svaret: "Kom selv herind." Han svarede: "Hvordan skal jeg kunne

komme ind. Indgangen er for lille til, at jeg kan komme igennem." "Løft først

det ene ben" ('igdluanik kiveriarlutit - usikkert om oversættelsen er rigtig.

Chr. B.), blev der sagt. Han løftede det ene ben og gik ind til sin kone. Der sad

en lille ældre mand midt i hulen ved sin lampe. Da han kom ind, sagde hans kone til ham: "Lad mig skille dine kamikker ad. Gå i seng, du vil vågne, når det bliver

sommer."

Han gik i seng og faldt i søvn. Han sov, og da han vågnede, sagde han

til den lille ældre mand, der sad alene midt i hulen: "Hvor er de andre?" Han

svarede: "De er taget ud til Alligaq, og de har nået kysten af Akisarsuaq."

Han gik udenfor og opdagede, at det var blevet forår, og sneen var smeltet. Han

ville gå ned, men han kunne ikke blive klog på huset. Han begyndte at prøve at

redde sig / søge sig en mord hos dyrene. Først søgte han ind i (en af) hundene. Når han blev slået, mens han opholdt sig i husgangen, blev han altid så vred vred, at han var flere gange rejst bort for at leve som qivittoq, men lugten af ådsel fik ham til at glemme det (det, at han var blevet slået? Chr. B.), og han søgte hver gang ind igen (vende tilbage til gangen ?). Han søgte sig også en moderhule i en rævefælde, hvilket han var meget taknemlig for. Da der endelig var kommet islæg, gav han sig til at lokke 'pikítúnguit' til (jeg aner ikke, hvad det er for nogle - Chr. B.). Når han kom hen til dem, rørte de ved ham, og han grinede højt og morede sig. Det viste sig, at være Puluk ('Puluk - ifølge Rinks kommentar 'ulk' med spørgsmålstegn - Chr. B.). Endelig søgte han ind i / forvandlede sig til noget tang, så han ikke længere kunne passe sine bukser, fordi bukselinningen strammede. Han søgte også ind i møddingen. Der hørte han sommetider fluesummen. Så søgte han ind i uudvoksede ørreder/polartorsk. En stor måge fik ham mellem tænderne og åd ham. I flere dage var han i 'augpilagtortôrssuaq' (et sted med masser af rødt). Han kom ud i vandet sammen med mågens afføring og søgte ind i (en af) sælerne, og han gav sig til at snakke meget. Da Atallaaq (aner ikke hvem/ hvad dette er - Chr. B. Måske en lille aataaq, grønlandssæl, BS?) kom hen til ham, sagde han: "Du skal bøje dig sådan. Du skal krumme dig helt sammen og så stemme fødderne imod himlens hvælv og dreje rundt. Se på mig, nu bøjer jeg mig."

Så krummede han sig sammen og sagde: "Sådan skal du bøje dig."

Så bøjede han sig helt ned til havbunden. Og han var ude af stand til at sige noget.

Så kom der islæg.

Der kom fangere ud på åndehulsfangst. Han hørte dem løbe og lege. Det var nok nogen, der ville hjælpe andre. De tændte noget i deres huse ('igdluníkut ikítut')(??). Når han henne ved åndehullet hørte klang (støj? Chr. B.) fra nogen, flygtede han. Det viste sig, at de (hvem?) blot ikke kunne nå det ('inorssainartut'? Chr. B.). Når han hørte knirken, forlod han dem. De spiste åbenbart sne. Somme tider, når han kom hen til åndehullet, hørte han ingen stemmer, selvom han lyttede. Så kom han op af hullet en gang imellem. Da han ikke længere forventede, at der skulle komme nogen, holdt han hovedet længe oppe. Så var der en dygtig fanger, der stak ham. Da fangeren skulle lægge ham op på slæden (?), var han (sælen) lige ved at grine. Fangeren slæbte ham af sted og når han kom over skrueis, var han lige ved at grine / var han ved at blive kvalt i grin (? BS), og da standsede fangeren og stirrede stift på ham.

Da fangeren nåede hjem, gik hans kone i gang med at flænse fangsten med sin ulu, og det kildede, da hun skulle til at sprætte maven op. Han gjorde sig hård, så hun ikke var i stand til at skære skindet. Men det lykkedes for hende at komme igennem med flænsningen og skære kødet i stykker til kogning. Da hun var næsten færdig, tænkte han: "Bare hun ville lægge mit hoved øverst." Det gjorde hun, og så krøb han ind i hende. Dérinde så han et hus, der var frygtelig iset til. Han rensede det for is. Tænk, hun var nær ved at forbløde. Kvinden var altså en, der ikke kunne få børn. Da han var færdig med at rense huset, blev han derinde. Mens han var derinde, så han en aften noget stort uden hovedtøj stikke ind gennem den lille indgang. Det spyttede ham lige på ansigtet. De havde åbenbart samleje.

Nu var det/han på vej ud igen og nåede til udgangen (af skeden, BS), men så trak han sig tilbage og trængte længere ind på briksens bagende. Derindefra sagde nogle sølle ældre mennesker: "Ud herfra!" Så hørte han noget fra briksens bagende og så, at et par store hænder var ved at gribe ham. Han flygtede og opdagede, at han befandt sig et andet sted. Så kiggede de ældre mennesker ham i ansigtet. Han lo af dem. Når han smilende vendte ansigtet bort fra dem, sagde de: "Han smilede". Endelig begyndte han at kalde på 'pinisuit' (aner ikke, hvad det er for nogle - Chr. B.). Han tørstede meget. Der var tegn på, at han var meget tørstig (svær at få mening ud af - Chr. B. Måske skulle han have været navngivet med en dråbe vand. Ø.grl. fortælletræk: når en fanger ser en smilende sæl og fanger den, er det et dødsvarsel - BS). Så blev han færdig. Da han blev færdig, døde han. Slut

Fortalt meget dårligt og ubehjælpsomt. Der er blandet mange ting sammen.

Vanskeligt at få nogen sammenhæng ud af den - Chr. B.

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv;Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; The fox-wife and the penis of the lake. Gift med en ræv og Navagiaq (sammenstillingen forekommer ret ofte); Navagiaq.

Kommentar: Bortset fra en del opfindsomme småtræk og enkelte mulige misforståelser eller fejlskrivninger, er denne sammenkobling af Manden der blev gift med en ræv, Insekternes frieri, og Sjælen der gennemvandrede alle dyr, ikke Amos Daniels egen ideosynkratiske grille. Men det anbefales at læse nogle af de øvrige versioner til lettelse for forståelsen.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en i Kraghs samling (nr. 39). Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om Arnaqquassaaq. (en kælling) Arnaqquassaaq havde en ældre

søster. En dag knækkede Arnaqquassaq en nål af rensdyrtak, som søsteren var

meget øm over. Storesøsteren, som var gift med en velstillet mand, blev ær-

gerlig på sin lillesøster, som var fattig. Storesøsteren sagde til lillesøsteren, at hun hellere måtte tage ud og blive qivittoq.

Hun tog af sted for at blive qivittoq, som storesøsteren ønskede det. Hun vandrede flere dage og en aften gav hun sig til at græde. Så hørte hun én sige ved siden af:

"Hvorfor græder du?" Så holdt hun op med at græde og opdagede nu, at stemmen kom

fra et menneske af anselig størrelse. Det viste sig, at det var en indlandsbo.

Han spurgte: "Hvorfor græder du?". Arnaqquassaq svarede: "Jeg knækkede min

storesøsters nål og hun sagde, at jeg skulle forsvinde".

"Der kan man bare se," kommenterede indlandskæmpen, "jeg har

revet min lillebrors snare itu, som han var meget

øm over. Han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Derfor gik jeg."

Han spurgte, om de skulle følges og hun gik med. Da de kom til hans hus, tilbød han hende noget, hun kunne bruge til tøj. De gik ud af huset og han åbnede et forrådskammer. Her var nok af rensdyrskind til en pels (timmiaq). De gik hen til et andet forrådskammer. Han åbnede det og her var der nok af skind til

kvindebukser ('takisûvdlutik' - takisut kvindebukser. Men men Rink har tilføjet:

til overpelse'. chr.b). Han åbnede endnu et forrådskammer. Han pegede på

noget og sagde: "Tag dem på. De skal være dine. Sy dem".

Da hun havde syet dem, sagde han en morgen til hende: "Nu skal du høre, en dag råber jeg  aavooq, men kun hvis det er klart vejr".

En morgen vågnede de og så, at det var

helt klart vejr. Foran huset var der en sø. Da de gik ud af huset, tog han sit

tøj af og gik ud i søen. Midt i søen forsvandt han ned i vandet, så kun hans

pande (mon ikke det er issen, der menes? chr.b) var synlig. Han sagde hele

tiden: "Aavuu, aavuu, aavuu, aavuu". Det viste sig, at han på denne måde kaldte

på edderfugle. Langt ude så hun en sky nærme sig. Det viste sig, at det var

edderfugle. Det skulle hun så opleve, at det hun troede var en sky,

var edderfugle. Fuglene satte sig på vandet, så hele søen var dækket. Han tog

fuglene nedefra og aflivede dem. Først da han havde dræbt dem alle sammen, rejste

han sig op. "Tássánga miterpalugpoq" ('Man hørte edderfugleskrig derfra'? chr.b).

Den store indlandsbo tog kvinden til kone og en dag sagde han, at

han ville tage hende med til sine bopladsfæller. "Når vi kan se husene, vil jeg råbe sådan: 'kun, kun Kungujooq'", sagde han.

Så tog de af sted. Nu kunne de se husene ovenfra. Her legede nogle børn og de (indlandsboen og pigen? chr.b) råbte: "kun, kun, Kungujooq" Børnene flygtede mens de råbte: "Der blev råbt Kungkuujooq". Deres mor kom ud og råbte: "Deroppefra blev der råbt kungkujooq. Når jeg ligger om natten og ikke kan sove, føler jeg det altid som om jeg bliver ført ned af et snedskred".

Derpå råbte hun (?): "Kunkujooq". De kom hen til bopladsfællernes hus. Da han

(?) /hun (?) kom ind, sagde de andre i huset til hendes mands lillesøster

Navaranaaq, at hun ikke måtte sige noget til sine bopladsfæller. Men hun fik

alligevel sagt til dem: "Vi har fået en svigerdatter med halskæde ('ujamârtoq'? chr.b) og med perler, en kystbo". Så strømmede der ellers

besøgende ind i huset. Og en gang sagde de: "Når der bliver nymåne, vil der

komme skib ('umiarssuit' - det kan også forstås som: store konebåde. chr.b)".

Hun tænkte: "Hvilke konebåde?" En morgen blev der sagt: "Skibene (store

konebåde?) er på vej ind". Hun kom ud og så, at der virkelig var et skib (store

konebåde?). Det viste sig, at det var dværge. De standsede neden for husene. De

gav sig til at synge nidviser imod hinanden. Først da de blev færdige, gik de op

til huset. Da de kom ind, sagde de: "Uunngortoq, lav en vise". Hun/han (?) - gik

udenfor og kom ind igen med 'ungerdlautat' (en rem til at binde med ? Rinks

bemærkning: 'bundt skind' - dette er nok rigtigt. CB). Hun/ han (?) gav

hver eneste i huset en 'ungerdlautoq'. Så begyndte de ellers at synge og danse.

Det var skam i anledning af, at det var blevet fuldmåne. Så

begyndte en indlandsbo og en dværg at synge viser, hvor de kappedes (Rinks

bemærkning: 'synge væddesange'. CB). Og en indlandsbo begyndte at danse

rundt ('tivavoq'). Mens han dansede blev han til en stor renbuk. Så hørte

man gråd fra dværgenes børn, der var blevet frygteligt forskrækkede. Så rejste

bukken sig op igen og blev til et menneske. Nu trådte en af dværgene frem og

begyndte at danse rundt. Han dansede til han blev en hare. Da

begyndte indlandsboernes børn at græde af forskrækkelse. Så rejste han sig op

og blev igen til et menneske. En af indlandsboerne trådte frem og begyndte at

danse rundt. Mens han dansede, gav han sig til at krænge sin hud af - ja, han

krængede den helt af, så den kun sad fast ved næseroden. Dværgenes børn blev

skrækslagne. Så blev han sig selv igen. - Så trådte en af dværgene frem og

dansede rundt. Han kom af og til ind i huset ('igdlup iluanut pissalerpoq' ??

chr.b). Huset begyndte ligesom at rokke og noget af det løsnede sig og faldt

ned. Indlandsboerne, som var på briksen i den anden ende af huset, blev

forskrækkede. Nogle af indlandsboernes kvinder kom til at ligge oven på et af

indlandsboernes børn, så det døde. Så holdt de op med deres sange og danse. Dagen

efter rejste de hjem i deres stenbåd. Indlandsboerne sagde, at de ville gøre

gengæld næste fuldmåne.

Så blev det igen fuldmåne og de skulle af sted i deres stenbåd. Da

Arnaqquassaaq kom om bord, sagde de til hende, at hun ikke måtte åbne øjnene. De

tog af sted. Undervejs åbnede Arnaqquassaaq øjnene en smule og konebåden

standsede. En af indlandsboerne spurgte hende, om hun havde åbnet øjnene. Hun

svarede nej. Men de sagde: "Vi standsede, fordi du havde åbnet øjnene. Du må

holde øjnene lukkede, indtil du kan høre barnestemmer". Og da de standsede,

åbnede hun øjnene. De var kommet til land neden for husene. Sikke et stort hus

('igdluliuna angeqissoq' - Rinks tilføjelse: 'ikke stort' - det passer for så

vidt bedre til efterfølgende. CB). Hun tænkte: "Mon jeg kan komme derind?"

Så opdagede hun, at det var ved at blive større. De gjorde huset større ved

hjælp af 'kammiut' (et redskab til blødgøring af kamikker. CB - en

støvlestrækker, BS). Nu var hun på vej ind i det hus, som før var så lille. Da

de kom ind, så de, at der i en krog ved indgangen sad (?) en 'nutagdlersoq'

(Rinks tilføjelse: 'én med hårtop på siden'. chr.b). De sagde:

"Nutagdlersoq, lav en vise". Hun gav sig til at smide bundter af skind på gulvet

- et bundt til hver af dem, der var i huset. Hun gav hver eneste af dem et bundt

skind. Så begyndte de at synge og danse. En af dværgene trådte frem og begyndte

at danse. Så dykkede han ned gennem gulvet. De fik øje på 'Orssuiaq'

(formentlig: orsugiak, kryolit. Det kan også være et navn på et væsen. CB).

De sagde til indlandsboerne, at de skulle tage og løfte den. De prøvede at

løfte den, men de kunne ikke. Den / han rejste sig op, da de ikke kunne løfte

den / ham. En af indlandsboerne trådte frem og gav sig til at danse. Dér på

gulvet blev den til en stor sten. De sagde til dværgene: "Prøv at løfte den.".

En af dværgene gik hen til den og løftede den. Han kastede den mod indgangen, så

den gik midt over. På den måde mistede indlandsboerne en af deres egne.

     De tog af sted hjemover og efterlod den døde på stedet. Hun var begyndt at

tage med ud med rensdyrjægeren om sommeren engang da de vendte hjem fra

rensdyrjagten, sagde nogle af dem, der var med: "Arnaqquassaaq var ikke god at

have med, for hun er for langsom til bens." Deres madmor rodede under briksen

og kom frem med en stor kamik. Hun gav Arnaqquassaaq disse kamikker på. Det viste sig, at der i kamikkerne var orme ('nunap ûmasuinik' - landdyr). Da disse

begyndte at gnave i benet, mistede hun bevidstheden. Da hun kom til bevidsthed,

var benene (kødet) spist op. Hun mistede bevidstheden endnu engang. Hun ventede

på, at der skulle komme nyt kød på benene. Da der var kommet nyt kød, tog hun om

sommeren ud sammen med rensdyrjægerne. De kom hjem og sagde: "Hun var foran hele

tiden". De berøvede (?) hende nogle af hendes kræfter, så hun blev ligesom

indlandsboerne.  

Engang sagde hun til sin mand, at hun gerne ville en tur ud til

sin familie. Da det blev sommer, tog de af sted. Manden ledsagede hende. Da de

nåede stranden, så de en kajak. Indlandsboen sagde: "Er det en konebåd?" Da

kajakmanden kom hen til dem, sagde han, at han ville hente dem i konebåd. Det

gjorde han. Indlandsboen lå på maven i midten af konebåden. Han var bange for at

sejle. Han rejste sig først op, da de nåede til deres bestemmelsessted.

Hen på efteråret sagde svigerfaderen til indlandsboen: "Gid min datters mand kunne

erstattes med en anden - med én, der kunne fange edderfugle". På det tidspunkt

var indlandsboen hele tiden hjemme i huset. Han tog ikke ud på jagt. Omsider bad

han sin kone om at sige til sin svigerfar, at han skulle lave en snare til ham.

Da svigermoderen hørte det, sagde hun: "Hvad skal den bruges til?" Svigerfaderen

lavede en snare til ham. Da de vågnede en morgen efter at snaren var blevet færdig, var indlandsboen væk. Han var væk hele dagen og kom først hjem ved

aftenstide. Han var pakket ind i edderfugle over det hele, så mange havde han

fanget. Svigermoderen gav sig til at spise edderfugle og hun spiste så maven

brast ('qaarpoq - maven sprængtes. CB).

     Da det var blevet vinter og der var kommet islæg, ville en af mændene

frarøve ham hans kone. Han sagde til svigerfaderen, at han skulle bede for ham

('tugsiuterquvdlune'). Svigerfaderen bad for ham. - Da han var færdig ('inermat'

- uklart, hvad han var færdig med. CB), fik man ham til at tage ud på

åndehulsfangst sammen med andre. Han kom ud på isen 'mássagôq atâgut avssagtut'

(svært at få en mening ud af - noget med, at der kradses nedefra. chr.b). Ved

siden af slædesporet var der et ubetydeligt åndehul. Hundene havde tisset

omkring det. En af mændene sagde for at gøre nar af ham: "Her kan du sidde og

vente på, at en sæl skal dukke op". Her holdt han stille og ventede. Knap var

han standset, da der hørtes kradselyd nedefra. Da sælen dukkede op, stak han

den. Han kom hurtigt hjem med en sæl. Med et stykke kød i hånden gik han den

mand, der ville frarøve ham hans kone, i møde. Han spiste kødet på isen.

Da det blev sommer, ville han tilbage til de andre indlandsboer. Han sagde til sin

kone: "Hvis min søn er rask, vil indlandsboerne komme". Så tog han af sted. Da

vinteren var gået, kom han tibage sammen med andre og fortalte (?), at sønnen

var død. Ved afrejsen tilbage til indlandsboerne, sagde han til sin kone: "Jeg

kommer ikke igen". Det fortælles, at indlandsboerne aldrig kom tilbage. Slut.

     Skrevet af Amos Daniel

Fortællingen ligner de andre af Amos Daniel - Mange uklare sætninger. CB.

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Kommentar: Begyndelsen er typisk for qivittoq-fortællinger, der måske florerer hyppigere efterhånden som kristendommen får status til at knægte fortællinger om åndemanere og deres møder med åndemennesker.

Vedr. den særlige stenart, orsugiaq, søg på den.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, måske af

Orig. Håndskr. ? To nedskrifter findes med næsten samme håndskrift. Peder Kraghs afskrift med sideløbende dansk oversættelse: NKS 2488, VI, 4': 75h - 78h, og en uden oversættelse: NKS 2488, VI, 4': ss. 89 - 90.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.

Resumé: Fortællingen om Asalooq.

Asalooq boede med sin far, en stedbroder og en lillebror. Stedbroderen

drev ud til havs med isen. Det samme skete med Asalooq og hans

lillebror, mens de var ude at lede efter stedbroderen. De kørte i

flere dage udefter, da de opdagede nogle brede slædespor, som de

fulgte. De nåede til Akilineq og kom til en boplads med to huse - et

lille og et stort.

De blev budt ind i det lille hus, og familiefaderen her advarede

Asalooq imod manden i det store hus, der var meget stærk, og som

plejede at udfordre sine gæster til styrkeprøve. Han fortalte

endvidere, at den stærke mand havde et skulderblad af en hval med et

hul i midten. Kanten omkring hullet var takket som på en sav. Dette

skulderblad plejede han at sætte på gæstens hoved, så det hvilede på

næseroden; med det skar han gæstens næse af.

Asalooq blev inviteret ind til den stærke mand. Huset var fuld af

hans koner, og på briksen sad hans stedbroder og var blevet skåret.

Asalooq blev udfordret til styrkeprøve, og da han havde overvundet den

stærke mand, skar han hans hoved med skulderbladet, så  han døde af

blodtab. Asalooq og hans lillebror gik tilbage til det lille hus. Så

kom der en mand og inviterede dem til spisning af menneskehjerne, som

den stærke mands mor havde tilberedt. De gik op til det store hus, men Asaluut forbød sin lillebror at spise noget; han selv spiste det

hele og slikkede tallerkenen. Derefter vendte han ryggen til de andre, gned

maven med hænderne ned mod navlen og lod maden sive ud gennem navlen ned i

tallerkenen. Så tvang han den stærke mands mor at spise det, så hun døde.

Nu tog Asalooq, hans lillebror og stedbroderen af sted og nåede hjem til deres

boplads. Da faderen så Asalooq kigge igennem vinduet, genkendte han ham, men døde af forskrækkelse.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq;  Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

Kommentar: Helten, Asalooq, er normalt forbundet med en sejr over eqqillit i indlandet, men som det fremgår af Var. ovf. har flere af overlevringens helte fået den ære at klare styrkeprøverne i traditionens Akilineq (landet på den anden side havet)

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Alluunnguaq.

Alluunnguaq og Qilaasuaq boede på samme boplads. En vinter sultede de. Fra Qilaassuaqs hus var der ikke længere nogen, der kom ud. En dag var Alluunnguaq på udkig. Langt ude så han noget frosttåge. Tidligt næste morgen tog han af sted derud. Han nåede derud og det var sassat (småhvaler der er indespærret i en våge). Han udvalgte sig en hvidhvalsunge, som han harpunerede ('kapivdlugo - stikke det). Han trak den op på isen og parterede den og med kødet på ryggen, gik han hjemad. Da han kom hjem, sagde han til sin kone, at hun skulle sætte et lille stykke til side og lægge det foran den nederste lampe samt, at hun skulle have et stykke af dette med (underforstået til bopladsfællerne - Chr. B.). Men han sagde, at hun i første omgang ikke skulle have noget med, og at hun, når hun gik ind til dem, blot skulle sige: "Alluunnguaq har fanget et dyr med blod. Kom og spis kød af dyr med blod. Kom og spis suppe!" Da kvinden sagde dette, bemærkede Qilaasuaq: "Alluunnguaq 'anguserqigsûva' (god mand?) og ærlig?" Konen vendte tilbage og sagde: "De tror dig ikke!" Så sagde manden: "Tag et stykke kød med. Du skal gentage det, du har sagt. Eftersom de ikke tror dig, så vis det, du har med til dem og sig: Her er et stykke af det." Konen gik ind til naboerne endnu engang og sagde: "Jeg skal bede jer komme. Her er et stykke af kødet." Hertil bemærkede Qilaasuaq: "Giv mig det!" Nogle af dem, der gik ud af huset, døde. Kun fire gik ind i Alluunnguaqs hus. De spurgte ham: "Hvor er sassat'en henne?" Han svarede: "Derude på det yderste fangstområde."

Dagen efter, mens det endnu var nat, tog Alluunnguaq af sted. Han nårede frem til

sassat'en og udsøgte sig en mindre hvidhval, som han trak op på isen. Han flænsede

den i en fart og var nu på vej ind mod land. Da han var kommet tæt på land,

traf han nogle af sine bopladsfæller på vej ud. Han nåede isklumperne på stranden og råbte så, at det blev blæsevejr.

I det samme brød stormen løs. Isen brækkede af ved isstykkerne på stranden og drev ud med de mennesker (bopladsfællerne), der lige var kommet ud på isen. Isen drev i land på Akilineq (landet på den anden side af havet). De fik øje på to huse - et langt og et kort hus (et stort hus og et lille hus - Chr. B.). De gik ind i det kortere hus og blev inviteret til det andet hus. Da de kom ind, rev man deres

fugleskindspels ('tingmiait') itu. Så åbnede de husets tag lige over dem og

hældte masser saltvand ned over dem. De kom til at fryse stærkt. De skiftedes

til at lægge sig oven på hinanden for at holde sig varme. Langt om længe sagde

Qilaasuaq: "Giv mig pelsbræmmen omkring min hætte." En lille kælling sugede ham

på siden og sagde: "Her har du din store pelsbræmme. Tag den på, så den kan

varme dig." Ellers sagde man ikke andet end 'de slemme gæster' om gæsterne. Da

Qilaasuaq undersøgte pelsbræmmen, opdagede han, at hans amuletter stadigvæk var

der. Han tog dem og puttede dem i munden. Det mærkedes, som om de bevægede sig.

Han puttede dem endnu en gang i munden. Da de kom i livlig bevægelse, sagde

Qilaasuaq (eller den ene amulet?, BS): "Lad mig komme til at ligge øverst." Han (den?)kom til at ligge øverst, og

idet han kastede amuletterne fra sig, sagde han: "Tag og dræb tre!" De tre døde.

Da de vendte tilbage og faldt ned på gulvet, puttede han dem i munden. Så

kastede han dem igen fra sig og sagde: "Dræb fire!" De lod vente på sig

('mululersoq' - det må vel være amuletterne - Chr. B.) og han (Qilaasuaq) sagde:

"Nu døde de fire."  De vendte tilbage og faldt ned på gulvet. De fortsatte med

at hælde saltvand ned over dem. Derfor kastede Qilaasuaq amuletterne fra sig

igen, idet han sagde: "Dræb fem!" og der blev sagt: "Nu døde de fem." De blev

væk længere tid. Så vendte de tilbage og faldt ned på gulvet, og de var dækket af

blod. Alligevel puttede han dem i munden. Så kastede han dem fra sig endnu

engang, idet han sagde: "Gør, hvad I har lyst til." Lyden fra folk på hustaget

forstummede mere og mere. Da alle mændene var væk, rejste de sig og

udskiftede deres fugleskindspelse med andre. De tog sig nye koner og fik nye

kajakker. Da det blev forår, syede de fire lag skindbetræk på dere konebåd og

hen på sommeren tog de af sted hjemad med deres hustruer (som roersker, BS).

Når kvinderne faldt i søvn, vågnede mændene (de roede skiftevis dag og nat -

Chr. B.). Da de havde rejst længe, rådnede det yderste lag af skindbetrækket og

spænderemmene. De fjernede dem og sænkede dem i havet. De skiftedes til at sove

og være vågne. En dag da det var mændenes tur til at være vågne, kom disse ned i

deres kajakker og skar i konebådsbetrækket. De roede væk fra den og standsede.

Da vandet slog op i konebåden, vågnede kvinderne og fór rundt i

konebåden. Kajakmændene sagde til dem: "Sikke stakler, der er ude at

sejle." Efterhånden forsvandt de i havet, og kajakkerne roede videre, og da de

nåede frem til deres boplads, var samtlige kvinder døde af sult. De havde troet,

at Alluunnguaq ville skaffe mad til dem, de havde efterladt. Det viste sig, at de bare var døde alle sammen. Qilaasuaq og hans ledsagere mistede således deres

koner, eftersom nogle af konerne var forsvundet ned i havet, mens andre sultede

ihjel. Det fortælles at de blev alene (eller: enlige - Chr. B.). Slut.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq, Sungersuusaq, Sungersûssaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq.

Kommentar: som altid kan det knibe med logikken hos Amos Daniel. Han har kun kunnet forestille sig, at der måtte kvindelige roersker til konebåden, også fordi vejen var så lang, at man måtte skiftes ved årerne. Men der var øjensynligt ingen overlevende efter at Qill.s amuletter havde bragt alle til tavshed.

Der er en latterlig pointe i, at mændene har druknet de ny koner i den tro at deres tidligere koner er blevet holdt i live af Alluunnguaq. Flere småtræk tyder på, at han bærer nag til sine bopladsfæller: at de først ikke vil tro ham; at han for sent gør opmærksom på stormen (eller selv har fremkaldt den)

Alluunnguaq er hovedperson i forskellige fortællinger og undertiden en sådan hævner.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskrift, der desværre ikke længere eksisterer. Desværre, fordi afskriveren ofte har været usikker på hvad der stod.

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. noget af denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Aalarsaq, der boede i Saqqaq.

Aalarsaq, som boede i Saqqaq, var en gammel mand, og han havde en datter. Datteren blev syg og døde. Da det blev sommer, efter at datteren var død, ville Aalarsaq uddanne sig til angakkoq (åndemaner). Hele sommeren gik, uden at han fik nogen respons.

Der gik fire somre, uden at der kom noget svar fra ånderne. Endelig hørte han en

stemme, der sagde: "Hvor er han?" Han lyttede og han hørte en skraben. Så fik

han øje på en stor hvid hund. Da der blev råbt: "Hvor er han?" råbte Aalersaq:

"Her." Den der sagde: "Hvor er han?" gik nu hen til ham. Da den nærmede sig, så

han, at dens ører nåede til skuldrene, og huden dækkede øjnene. Den kom hen til

ham, og den åbnede øjnene og råbte: "Hvor er Aalarsaq?" "Her, her." Den standsede

lige før den nåede frem til ham. Så mistede Aalarsaq bevidstheden. Da han igen

kom til bevidsthed, så han, at hans indvolde lå ved siden af ham. Der var også

en anden stor hund og et menneske. Dette sagde: "Nu er du blevet færdig som

angakkoq!" (svært at forstå sætningen - Chr. B.). Så gik han ned, og teltene på

bopladsen blev synlige. Nogle teltindgange åbnedes. Folk sov og kun husene sås.

Det blev vinter, og Aalarsaq begyndte at mane ånder for at lede efter sin

datter. Han ledte efter hende på land og nedad mod vest, men han så ikke noget til

hende. Da det blev lyst, udtænkte han en plan. Han bad sin kone om at sy sig et par kamikker uden skafter ('púkitsut' - ældre betegnelse for et par sko. Jeg mener

også betegnelsen dækker 'hjemmesko', som blev syet til danskerne - Chr. B.). Konen syede et par kamikker uden skafter. Han tog dem på og tog på åndeflugt. Han kom til tre mennesker, og der kom også nogle væsener (eller: mennesker - Chr. B.). De råbte: "Jeg skulle sige, at I skal komme med øjnene, som en eller anden har lånt fra ham dér." De råbte igen: "Har folk i Tullerunnaq lånt dem?" Vedkommende sagde igen: "Forsyn dem med øjne ved at sømme dem fast."

Aalarsaq forlod dem og kom til et hus, som plejede at blive rødt. De sagde:

"Det er lighuset for dem, der døde af at spytte blod." Og en anden,

'qíkisartorssuaq' (jeg kender ikke glosen - Chr. B. - Måske kikisartorssuaq el. kikki-, BS ?): "Det er lighuset for dem, der døde af sting (stikkende smerter i lungerne, BS)."

(Herefter følger et afsnit om Aalarsaqs besøg hos månen. Det kan hverken

oversættes eller refereres. Jeg fortsætter fra det sted, hvor det begynder at

blive nogenlunde forståeligt - Chr. B. se kommentar ndf. BS):

Så kom der en kvinde ind. Så såre hun kom ind, gav hun sig til at danse,

idet hun skrævede over 'ike' (?), selvom 'nâligkani kanajuluk (måske skulle der

have stået: nalikkaani kanajulik, der var en ulk i skrævet? Chr. B.). Aalarsaq

begyndte at fnise indvendigt, og ham ved vinduet smilede. Hun holdt op med at

danse. Han (Aalarsaq eller månemanden? Chr. B.) sagde: "Dans nu!" Så blev hun vred

og gik ud. Hun efterlod sin ulu og sin tallerken i rummet. Senere kom der en

meget smuk pige ind og hentede hendes ulu og hendes tallerken. Han (månemanden?

Chr. B. Sikkert - B. S.) sagde: "Sig til hende, at hun selv skal hente dem." Så kom der igen en pige med et meget smukt ansigt. Hun sagde: "Jeg skulle sige, at hun vil lade himlens søjler gå af led, 'ilavisisutup (?) kivfâ' (?)." Månemanden

sagde: "Hende derinde passer på vejret (dansk notat: verden (sila). Chr. B.). Giv

hende hendes elendige ulu." Han gned den (uluen. Chr. B.) imod trinnet fra gangen

og smed den ud.

Derefter kom en åndemaner sydfra flyvende gennem

luften. Han (åndemaneren? Chr. B. Mon ikke, de nævner hinandens karakteristiske

træk for at kunne genkende hinanden senere - B. S.) sagde: "Jeg vil prøve at træffe dig, når det bliver sommer. Du er langhåret." Aalersaq sagde: "Du har hvidt hår i næseroden." Derefter skiltes de.

På sin vej hjemover mødte Aalersaq en gammel mand med en bue. Den gamle mand sagde: "Mens jeg endnu var meget ung, ville jeg gerne have haft hende (det kan også være: ham - Chr. B.), uden at jeg havde ladet hende vide det (det er svært at finde ud af sammenhængen - Chr. B.). Efterhånden er jeg blevet en gammel mand. Kom her og se." Han kiggede den vej, han pegede på (lidt frit - Chr. B.) og han så en stor hund midt på en stor slette. I det øjeblik han kiggede på det, rystede dyret sig voldsomt. Lidt efter sagde den anden: "Pas på ikke dyret bliver arrig. Tag hellere hjem." Han mente sne. Han nåede sit hus, netop som det blev snevejr. Han havde slidt sålerne op på sine kamikker, som var lavet uden skafter.

Da det blev sommer rejste han sydover. Ved Isortoq traf han et skib. Han kiggede rundt for at se, om der var nogen blandt folk på stedet, han kendte. Blandt dem opdagede han én, der kiggede på ham. De gik hen til hinanden og oven for teltene snakkede de sammen om, at de havde mødt hinanden. (Sikkert åndemaneren, han havde mødt hos månen - BS.). Aalarsaq vendte hjem derfra til Saqqaq og der døde han. Slut

Der er mange steder, hvor det er svært at tyde de mærkelige ordsammensætninger. Den er meget dårligt fortalt - Chr. B.

Var.: Arons Isigaaseraaq kommer nærmest. Men se kommentaren ndf.

Kommentar: Det omtrent uforståelige første stykke af Aalarsaqs besøg på månen, handler om at han ser sin datter deroppe, enten i månens hus eller mellem boldspillerne nedenfor månens sted, dvs. de døde i himlen under himmelhvælvingen, qilak, der ved deres boldspil fremkalder nordlyset. De næste sætninger er uforståelige, vist også for afskriveren: agssagtâtigut, agssai apupuk ? oqarpoq: qaumat tássâsît ilagísvãtit tusarianune, tuvauiordlune tûgssamit tigusigame kákiviânut ilisivoq, ãma táukua ínûsugtorssuit sanasut isumalerput: sulimia-juna, taimaileriartut náungáinaq ardlikaseriardlune oqarpoq: miterssuarmik issarssuarmik, ãma sanalerpai, kisiáne erdloqerpaluleriatdlarmat utorqarssuit niaque qaqortuinarssuit, qáumat oqarpoq (de næste sætninger kan nogenlunde følges og handler om et tabubrud månen blir opmærksom på og ser nede på jorden): "Skønt jeg ikke skulle have fået det at vide har jeg nu fået det at vide," hvorefter han åbnede (en lem?) i gulvet og så dernede en efterladt (efter en afdød) på bagsiden af huset som skar sælskindsremme, og mens han bare nærmede sig ham og også afbildede / skrev hans (u)vane ned (?), kom han ind, inuarpâsagaluarlunga silamut sâtigtarâra, tûgssamit tiguâ tûgâmínguaq isua sanalerujâ iserisaerniartuínarpoq. sila taimaileriardlune, âma silamut oqarpoq: kimiluk (?) illisajatuk(?)kuuisigtut/kunisigtut isâlerput, kingornatigut iserpoq. ímánguaq nujalik, quvialerput, tamãnga arpâlulerarât / augpalulerarât(?BS)qivialerput kiatitik amilikatik(?) katigutdlugit(?) ikijuisugak(?)toqussut.

Egentlig følger Aalarsaq det forløb en østgrønlandsk angakkoq-lærling typisk begynder med i sin uddannelse. Han blir ædt af en hund og bliver synsk, han rejser på åndeflugt til månen / Månemanden, konfronteres med Indvoldsrøversken - men mister dog ikke sine indvolde til hende - det er allerede sket til den første initiations hvide hund. Det er muligt, at månen fremkalder dis med sine snittespåner fra spidsen af en stump hvalrostand. Måske opholder både unge og gamle døde sig i månens hus. Det snevejr gæsten normalt ser månen sende ud som straf for tabubrud - ofte pustet ud gennem et rør - er i stedet associeret til en stor hund på en slette. Åbenbart en kortslutning af symboler, idet pustet gennem røret alluderer til en ejakulation og hunden bl.a. er en fast metafor for en penis. Tolkningen bekræftes af den gamle mand med bue, der nævner sin ungdoms begær efter en, der ikke fik det at vide, og at han nu er alderssvækket. Dette begær må være en reference til månens og solens oprindelsesmyte (søg på Solen og Månen). Endelig møder Aal. som bevis på at han har været hos månen en anden angakkoq deroppe.

Vedr. Østgrønlandske versioner, Søg fx på Ajijak og Søens troldbjørn. Bemærk at også hos Amos Daniel ved Uummannaq finder vi forestillingen om, at Indvoldsrøversken, Nalikkatteeq, behersker vejret og dermed kan blæse verdensstøtterne omkuld - ligesom Silap Inua eller - hos netsilikkerne, Naarjuk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 162 - 167: Avarunnguaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 162 - 167: Oqaluttuaq Avarunnguaq.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel.Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Avarunnguaq.

En enke havde en søn, der hed Avarunnguaq. Drengen voksede op og blev en dygtig fanger. Han fangede alle slags dyr - også dyr, han så for første gang.

Midt i Avarunnguaqs velmagtsdage kom der en konebåd med sydlændinge på vej

nordover. En af disse sydlændinge, en kvinde, fortalte, at der nede sydpå var

et sted med et utal af alke. Hun mente, at de ville være lige noget for

Avarunnguaq.

Avarunnguaq sov dårligt om natten, fordi han hele tiden tænkte på de mange

alke. Dagen efter om morgenen bad han sin mor og hele husstanden gøre klar til

afrejse sydover. Så snart de var færdige, tog de af sted. Hver gang de traf

mennesker, forhørte de sig om, hvor langt der var til stedet med mange alke. De

fik hver gang at vide, at det var langt væk. Endelig en dag fik de at vide, at

der kun var en dagsrejse tilbage. Manden der fortalte dem det, sagde endvidere,

at de, når de sejlede uden om et næs, ville få øje på et enkelt stort telt. Det

skulle de bare sejle forbi og styre imod det næste næs, der var hvidt. På den

anden side af næsset ville de se mange mennesker, og her skulle de lægge til. De

sejlede videre og da Avarunnguaq så det store telt, styrede han konebåden

direkte imod det, trods kvindernes protest. Da de lagde til, gik en stor mand fra

teltet ned til dem og opfordrede dem venligt til at slå lejr dér. Det gjorde de.

Avarunnguaq vågnede altid tidligt om morgenen, men det viste sig, at manden

fra det store telt stod endnu tidligere op. Denne fortalte Avarunnguaq, at det

var ved at være den tid, hvor alkene kom nærmere til kysten. En morgen traf

Avarunnguaq manden oppe på udkigsbakken. Manden sagde til Avarunnguaq, at nu var

alkene på vej ind. I det samme fik Avarunnguaq øje på noget mørkt langt ude. Det

lignede en sky, men det var altså alkene. Manden fra det store telt anbefalede

ham, at surre indgangen til teltet sådan til, at der kun var en åbning, der

passede til en alks størrelse. Alkene ville flyve ind i teltet, og først når

teltet var fyldt, skulle han dræbe én alk - sagde manden til Avarunnguaq.

Avarunnguaq surrede teltindgangen til. Det varede ikke længe, så hørte han

buldren og alkene begyndte at flyve ind. Avarunnguaq følte, som om han var ved at

blive kvalt og da han skønnede, at teltet var fyldt, dræbte han en alk. I det

samme forsvandt buldret og dermed alkene. Han opdagede, at teltet kun var

halvfyldt. Avarunnguaq skulle til at gå ud, da manden fra det store telt råbte

ind til ham: "Sagde jeg ikke til dig, at du skulle vente med at aflive en alk,

til teltet var fyldt. Du dræbte jo én, inden mit store telt blev fyldt. Der er

ikke nok til, at jeg kan blive mæt. Sådan talte han, idet han gentagne gange

slog kraftigt til teltet med hånden. Avarunnguaq følte sig skyldig i, at manden ikke fik alt det, han skulle have. Avarunnguaq selv havde alke til at leve af for en lang tid, for teltet blev jo halvfyldt.

En morgen fortalte manden fra det store telt, at det var ved at være den

tid, hvor en masse hvalrosser ville trække forbi stedet, og at trækket plejede at

vare to eller endnu flere dage. Manden sagde endvidere, at han selv ikke tog på

jagt, fordi han var bange for de rødlige bidske hvalrosser. Avarunnguaq

syntes, at det hele lød meget interessant, for det var altid spændende at jage

dyr, som man før aldrig havde set, og som man var bange for. En morgen, da

Avarunnguaq gik ud, stod bopladsfællen allerede på udkigsbakken. Han fortalte

Avarunnguaq, at trækket af hvalrosser nu var begyndt. Han kiggede ud og så en

rødlig hvalros med kridhvide stødtænder dukke op. Ved synet af dyret blev

Avarunnguaq fyr og flamme efter at jage det og han roede ud trods bopladsfællens

stærke advarsler. Da hvalrossen dukkede op og så Avarunnguaq, gav den sig til at

svømme imod ham, men Avarunnguaq harpunerede den og dræbte den på stedet. Det

var hans første hvalros og han var meget optaget af det. Hans bopladsfælle, som

havde fulgt fangsten fra land, gik ned til stranden og tog imod ham.

Bopladsfællen trak hvalrossen op og slæbte den med den ene hånd, ikke op til

Avarunnguaqs telt, men op til sit eget telt. Avarunnguaq mente nok, at han havde

ret til at smage på kødet af sin første fangst. Han gik op til det store telt.

Da han trådte ind, så han, at manden var i færd med at spise hvalrossen, mens

konen og døtrene bare så til. Avarunnguaq måtte gå ud uden at foretage sig

noget, for han var bange for ham. Da han næste gang fangede en hvalros, gik

bopladsfællens kone ned, greb hvalrossen i den ene luffe og bar den op til

teltet. Da Avarunnguaq gik op til det store telt, så han, at hun var i færd med

at spise den. De følgende fangster blev båret op af de tre døtre og spist af

dem. Herefter fik Avarunnguaq lov til at beholde sine fangster og gemme dem til

vinterforråd.

Hen på efteråret foreslog bopladsfællen, at de skulle bo i samme hus. Det

gik Avarunnguaq med til. Bopladsfællen fortalte, at de selv plejede at have et

hus med fem vinduer efter antallet i husstanden og sagde, at Avarunnguaqs

husstand også kunne få hver sit vindue, men Avarunnguaq fik ham overbevist om,

at hans husstand efter deres skikke kunne nøjes med tre vinduer. Det blev sådan.

Avarunnguaq fangede godt med sæler, men bopladsfællen havde ingen kajak. Da

islægget kom, blev Avarunnguaq hjemme og de levede af vinterforrådet. - Da

dagene begyndte at blive lange, sagde bopladsfællen: "Vi mangler proviant, men

deroppe bag fjeldene er der masser af fangstdyr. Vi vil tage ud på fangst i

morgen." Avarunnguaq var vild efter at komme med. Men bopladsfællen ville gerne

vide, hvor hurtigt han kunne løbe. Avarunnguaq sagde, at han var i stand til at

løbe samtlige landdyr op. Bopladsfællen ville have, at Avarunnguaq skulle blive

hjemme, men da han holdt fast ved sit, føjede de ham.

Dagen efter tog de af sted, bopladsfællen og hans døtre samt Avarunnguaq.

Om halsen bar de liner. Fra en fjeldtop kunne de langt mod øst se et stort

fjeld, der var blåligt. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq: "Du kan se det

blålige fjeld deroppe. På den anden side af det vil vi finde hvidhvaler (eller

narhvaler? Chr.B.) i våger i isen. Du må vælge dig en mindre hval at harpunere.

Så langsomt gående som du er, når du aldrig hjem, hvis du fanger en større hval."

Da de nærmede sig det blålige fjeld tog døtrene Avarunnguaq i hånden, da han

ikke kunne følge med og sinkede dem.

De fandt vågerne med de mange hvidhvaler. Avarunnguaq placerede sig ved en

af vågerne, og da der dukkede en stor hval op, harpunerede han den og dræbte den.

Han havde lige gjort klar til at trække den hjem, så kom de andre fra de andre

våger - hver af dem med to hvaler på slæb. De nærmest skældte ham ud og sagde:

"Vi sagde jo til dig, at du ikke måtte harpunere en stor hval. Det vil vare længe,

før du når hjem." De tilbød ham endog, at han kunne binde sin hval til en af

deres, så at han kunne blive trukket med hjem siddende oven på sin hval. Dertil

sagde Avarunnguaq: "I al den tid jeg har fanget, har jeg aldrig overladt

transporten af min fangst til andre. Jeg har selv fanget den hval og jeg vil

selv trække den hjem." Da han sagde dette, gik de fra ham, idet de sagde, at

han selv kendte vejen hjem.

Avarunnguaq gav sig til at vandre hjem. Det blev aften, det blev nat og det

blev dag. Hans bopladsfæller passerede ham på vej til vågerne efter flere

hvaler. Næste dag passerede de ham igen på vej til vågerne. Når Avarunnguaq blev

sulten, skar han mattak fra den hvidfisk, han trak og spiste den. Han var ikke

kommet ret langt, så passerede hans bopladsfæller ham på vej hjem - hver af dem

trækkende tre hvaler. Den ene dag efter den anden passerede de ham på hans vej

hjemover. Hver gang bopladsfællerne kom hjem, spurgte Avarunnguaqs familie, om

de havde set ham. De svarede hver gang, at han var på vej hjem trækkende en

hval efter sig. På sin vej hjem spiste Avarunnguaq al mattakken fra hvalens

øverste halvdel. Han blev så længe væk, at hans familie til sidst troede, at

hans bopladsfæller havde dræbt ham. Da han langt om længe nåede hjem, lå der en

stor bunke hvaler ved siden af huset. Da han tog af sted, var hans hund lige

blevet drægtig. Nu var den ved at være klar til at føde.

Da der var gået nogle dage, fødte hunden en hvalp. Bopladsfællen sagde et

eller andet til sin kone, og denne gik hen til hunden, tog hvalpen og gav den

til sin mand. Manden følte på hvalpen, på knoglerne og på leddene og konen lagde

den tilbage til moderen. Den ene hvalp efter den anden blev undersøgt på samme

måde. Så kom den sidste, den syvende, hvalp. Den blev undersøgt lige så grundigt,

og man hørte dem sige: "Den har alle led, den er helt fuldkommen (oversættelsen

usikker, Chr.B.)." Så blev der ikke sagt mere, og de begyndte at opføre sig

underligt. Avarunnguaq var rolig. Derfor sagde han til dem: "Hvis I

har lyst til en hund, kan I selv vælge." De tog straks imod tilbuddet og tog

den sidst fødte hvalp til sig. De elskede den sådan, at de sov med den imellem

sig om natten.

En dag, mens det endnu var vinter, sagde bopladsfællen: "Inden længe skal vi

på besøg hos vore fjender." Avarunnguaq udbrød: "Jeg tager med." Men bopladsfællen

svarede: "Du spiser for lidt spæk/tran og kød, og du er for langsom til bens. Hvis

du tager med, vil du blive dræbt." Avarunnguaq påstod nu, at han kunne spise en

masse spæk/tran og kød. Bopladsfællen bemærkede dertil: "Hvis du virkelig er i

stand til at spise meget spæk/tran, så vis dette ved at slikke tran fra

lamperne. Begynd nu fra den ene ende." Avarunnguaq slikkede alt spæk/tran fra

lamperne, og på det grundlag blev han godkendt til at være med på turen.

Nogle dage efter skulle de af sted til deres fjender og de sagde til

Avarunnguaq: "Når vi kommer til vores fjender, og vi begynder at slikke

spækket/trannen fra lamperne, må du gøre ligesom vi. Vi vil hver for sig blive

budt på en hel hvidhval. Du må stikke din kniv i hvalen og dreje den og

putte det stykke, der er blevet skåret, i munden. Så skal du lægge kniven og

sige, at du lige skal ud og forrette din nødtørft, for des gladere at kunne

spise bagefter. Så snart du kommer udenfor, må du løbe hjemover. Når vi ser, at du

er kommet tilstrækkeligt langt væk, vil vi følge efter - efter at have slikket

spækket/trannen fra lamperne."

Da de kom ind i fjendernes hus, slikkede de spækket/trannen fra lamperne og

Avarunnguaq gjorde det samme. Men værtsfolkene stirrede på Avarunnguaq, fordi de

syntes, at han virkede fremmed. Straks begyndte Avarunnguaqs bopladsfæller at

tale rosende om ham og sige, at han var dem til stor nytte. Og værtsfolkene

faldt til ro. Lidt senere kom værten igen med en hentydning. Men Avarunnguaqs

bopladsfælle undgik endnu engang yderligere uddybning ved igen at rose ham i høje toner.

Der blev sat mad frem, en hel hval til hver af dem. Avarunnguaq skulle jo

efter bopladsfællens anvisning ud efter den først bid. De kom han først i tanker

om, da han var ved at blive mæt og da så han, at hans bopladsfælle kiggede strengt

på ham. Han rejste sig op og sagde, at han, før han spiste videre, ville ud og

skide, hvorefter han med fornøjelse ville fortsætte spisningen.

Straks han kom ud af huset, for han af sted hjemover. Som sagt var Avarunnguaq,

efter eget udsagn, i stand til at løbe ethvert landdyr op. Endnu før han nærmede

sig deres boplads fulgte hans bopladsfæller efter ham. Avarunnguaq så tilbage og

opdagede, at hans værtsfolk i skikkelse af isbjørne også løb efter ham. Han blev

helt lam af forskrækkelse. Da bopladsfællens døtre nåede ham, tog de ham i

hånden og løb med ham. Men da forfølgerne var ved at nå dem, kastede de ham

frem og overlod ham til sin egen skæbne. Avarunnguaq havde en laks som amulet,

og den kom ham til gavn, idet bjørnene, som nåede ham og omringede ham, ikke

kunne få fat på den laks, som han var blevet til, fordi den var så glat.

En dag sagde bopladsfællen: "Nu er det ved at være den tid, hvor vores

fjender skal komme på besøg. Du må hævne dig på dem, fordi de har gjort dig

bange. Du skal være ene om at traktere dem, og du må optræde hovmodigt over for

dem. Når du serverer maden, må du give deres store søn den mest sølle lommekniv,

for at du kan få hans kræfter. Vi skal ikke forfølge dem, når de tager af sted."

Fjenden kom og efter at have slikket spækket/trannen fra lamperne satte de

sig ned. Avarunnguaq trakterede dem med en afskåret halvdel af hvidhval og gav sønnen denne sølle og sløve lommekniv. Under måltidet skævede gæsterne med

mellemrum til Avarunnguaq, og bopladsfællen sagde om ham, henvendt til gæsterne:

"Takket være ham den kære, er jeres afdøde ven blevet opkaldt." (Udtrykket

"aulatungmat" kender jeg ikke. Det er altså ikke oversat, men det betyder

formentlig ikke noget i sammenhængen - Chr.B.). Efter denne oplysning

skævede de endnu mere til ham. Så snart de var færdige med at spise, tog de

af sted - efter at have slikket lamperne. Bopladsfællen sagde til Avarunnguaq,

at han skulle kigge ud af vinduet. Han så nogle store bjørne trave af sted. De

forsvandt hurtigt og kom aldrig på besøg igen.

Da det blev forår ville Avarunnguaq og hans husstand tage nordpå.

Bopladsfællerne sagde til dem, at de endelig måtte gentage besøget.

Avarunnguaq svarede bekræftende, og da de tog af sted (og så tilbage) gik det op

for dem, at deres bopladsfæller var isbjørne i menneskeskikkelse. Avarunnguaq

rejste aldrig igen nordpå. (Der skulle nok have stået sydpå. Man kunne også blot

sige: Avarunnguaq gentog aldrig besøget - Chr.B.)

Var.: Avarunnguaq; Allerut. Issiallak; Rink nævner en variant af Ely Fontain. Har ikke kunnet identificeres.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortælling om Eqalussuaq, (en haj), der var forsørger for mor og

datter.

Mor og datter blev efterladt af de andre. Der blev sagt til dem, at de

skulle samle vinterforråd. De (hvem? chr.b) slog lejr på en ø og begyndte at

samle masser af forråd. En morgen opdagede de på stranden neden for huset en død

sæl - et ådsel. De tog den op til huset og spiste den. De gemte resten. Før de

endnu havde spist den op, fandt de et andet ådsel. Ved siden af det, var der en

haj. De tænkte, at hajen ville spise ådslet. De standsede og ville flygte bort.

Så sagde hajen: "jeg kommer for at fange for jer, for I har jo ingen forsørger".

De bad hajen om at komme op til deres lille hus. Hajen sagde til kvinderne, at

de ikke skulle være bange for den. Om aftenen tilbød kvinderne hajen at lægge

sig på briksen. Men hajen sagde, at den ville lægge sig på gulvet på grund af

sit 'nikkuussuani' (danske bem: 'slim'. chr.b) Dagen efter tog den ud på fangst

og kom hjem med en sæl.

     En dag mens hajen var ude på fangst, kom der en kajakmand hen ad dagen for

at se til dem. Han gik i land ikke så langt fra deres hus og begyndte at gå op

til dem med sin lanse. Men kvinden (moderen til pigen) som var god til at

fremsige trylleformularer, begyndte at fremsige en formular, der forhindrede

manden i at kunne se dem. Manden kom helt op til huset, men måtte tage af sted

igen uden at se dem. Da han var kommet så langt væk, at man kun kunne se hans

årer inde under solen, kom hajen ind til stranden. De fortalte hajen, at der

tidligere på dagen var kommet en kajakmand og manden var gået op til dem med sin

lanse. Hajen sagde til dem: "Hvor roede han hen?" De svarede" "Dér mod nord. Man

kan kun se årerne ind under solen". 'Atago issigísagísi' (Se på ham. chr.b) Så

forsvandt hajen ned i vandet. Lidt efter sås der et lys ('qaúmâtdlánguarsse').

Den lavede trylleri med ham ('angakkuatdlardlugo'). Så vendte hajen tilbage og

fortalte, at han havde dræbt manden.

     Hen på efteråret hørte de om aftenen to mennesker snakke sammen udenfor.

Moderen gik ud og så to dværge ved siden af det (Der står vist: 'igdlulûp'.

chr.b). Hun gik ind og sagde: "Uden for er der gæst". Den (hajen?) sagde: "Bed

dem komme indenfor". De gik udenfor og bad dem ind. Da de var kommet ind, sagde

den, at de skulle give dem noget at spise. Da de havde spist og det var blevet

aften, bad den kvinderne lægge noget sælskind på lampebriksen og de sagde til

gæsterne, at de skulle sove dér. Da de var gået i seng, sagde hajen:

'taimáitumik kákaqerqoqisutik, taimáitumik kalerríkujârtik' (Rinks tilføjelse: 'I har vist ...... sådanne brikseskind, derfor har jeg givet Eder

sådanne!' - Jeg kan ikke rigtig få mening ud af det, men det er noget med, at de

vil have, man skal være imponeret af dem og at man derfor har underrettet dem??

CB - Hajen prøver måske at få dem til at føle sig hjemme. BS). Da de dagen

efter tog af sted, inviterede de hajen til at besøge dem. Hajen svarede: "Jeg

vil besøge jer en dag, det er smukt og klart vejr. Hvor bor I henne?" De svarede

"Deroppe under det store blånede fjeld". De tog af sted. En dag da vejret var

smukt og det var helt skyfrit, tog hajen af sted ind i landet. Når den kom til

søer, dykkede den ned og kom op på den modsatte bred. Endelig så den nogle børn,

der var ude i det fri. Da børnene så den, blev de frygtelig bange og gik ind i

huset. Inde fra huset kom der folk ud og han blev budt indenfor. De gav ham

rensdyrkød at spise. De sagde til ham, at han endelig måtte spise. Da han blev

mæt, bad de ham lægge sig på lampebriksen, hvor man havde lagt rensdyrskind.

Hajen sagde: "Jeg har det frygtelige 'nikkuussuaq' (slim? chr.b). Værtsfolkene

sagde, at han skulle lægge sig på rensdyrskindet. Og da han havde lagt sig,

sagde de: "Du er vist ikke vant til at ligge på sådan noget 'taimáitumik

naníkijujatikik' (Rinks tilføjelse: 'derfor har vi lavet det for dig'. chr.b)

Hajen sagde: "Jeg ville gerne have noget af den slags". ('tamáko piniaraluaríka'

chr.b). Så så hajen en lille ældre kvinde midt på gulvet. Hende syntes den ikke

om. Den skulle af sted igen den efterfølgende dag og da den tog af sted, tænkte

den: "Bare hun (den lille ældre kvinde) ville sætte sig ned på hug med ryggen

til og forrette sin nødtørft". Hajen forsvandt ned i søen og ventede. Så kom den

lille ældre kvinde ud for at forrette sin nødtørft. Hajen tog sjælen fra hende.

Hun faldt om på stedet og døde.

     Hajen nåede hjem om aftenen - efter at have dræbt dværgenes lille madmor.

Han sagde til kvinderne, at de den efterfølgende dag skulle tage ud til en ø. De

spurgte, hvordan de skulle bære sig af med at komme til øen. Han svarede: "Jeg

skal nok fungere som en konebåd. Nu skal I bare se". De gik ud af huset. Hajen

havde lagt sig op ad en klippeafsats. Den sagde til dem: "I kan stille tingene

på mig". De gav sig til at anbringe deres ting på ryggen af hajen, der havde

lagt sig imod klippeafsatsen. Selv med tingene på ryggen, kom den ikke til at

ligge dybere i vandet. Da der ikke var flere ting, sagde hajen til kvinderne: "I

to kan anbringe jer ovenpå". Mor og datter kom op på hajens ryg og den kom ikke

til at ligge dybere i vandet. Så svømmede den af sted og med hajen som fartøj

kom de til en anden ø. Dagen efter kom nogle for at angribe dem, men måtte vende

om, da de ikke kunne komme til øen. Således reddede hajen dem. - En dag, da hajen

kom hjem fra fangst - mens de endnu var på øen - sagde han, at de skulle sy en

pels og et par korte støvler til ham, han fortalte, at der ville komme renjægere

forbi og tage dem med. En dag viste disse 'Alluussuit' (det må være et navn.

Rinks tilføjelse: 'måske et navn, formodentlig havdyr'. chr.b) sig. Hajen tog

pelsen og støvlerne med sig, gik ned til stranden og forsvandt ned i vandet for

at træffe 'Alluussuit' 'apuussalisaleqaat' (?) (det kan jeg ikke rigtig finde ud

af. Rinks tilføjelse: 'stødte hovedet imod?'. chr.b). De rejste sig op og

krympede sig sammen, imellem dem hajen 'asu apuussalersoq (støde hovedet imod

(?). chr.b), den rejste sig, den tog pels på. De efterlod deres hud ved havet,

idet de lagde sten oven på dem, så at de ikke skulle blive væk. De gik ind i

land og de så rensdyr. Både 'Alluvik' og hajen havde bue som våben. De gik hen

til rensdyrene og skød dem. Det gjorde hajen altså også. Det lykkkedes for hajen

at skyde en fuldvoksen renbuk. Hajen skød mange renbukke. Alle de andre fik også

mange rensdyr. De var nu på vej ned til stranden med en stor byrde på ryggen. Hajen havde en meget stor byrde. Da de nåede til stranden, tog både 'Alluvik' og

hajen deres hud på og dykkede ned i vandet. Undervejs blev 'Alluvit' og hans

fæller misundelige på hajen, fordi han havde skudt renbukke. De

svømmede en smule væk fra hajen og talte om at dræbe ham og fratage ham hans

renbukkefangst. Langt om længe fik hajen mistanke om, at der var noget galt. Den

kom bagefter de andre. Så fór alle de andre hen imod ham. Men hajen svømmede

hurtigt mellem dem og i løbet af ganske kort tid kom han op på stranden med sin

renbukkefangst og de, som han ville frelse (det må være dem, den ville forsørge

- altså mor og datter. chr.b), takkede den.

     Mens hajen endnu var på øen og fangede for kvinderne, kom den engang ud på

det yderste fangstområde. Den hørte det dyr, den frygtede meget, puste luft ud.

Så gav den sig til at flygte alt, hvad den kunne i retning af land. Den kunne

høre, at forfølgeren kom nærmere. Forfølgeren halede hurtigt ind på den og nåede

den, ligesom den var kommet til et lavt vand, hvor man kunne se bunden. Den blev

ædt af kaskelothvalen. Kvinderne ventede, det blev aften og hajen var stadig væk

ikke kommet hjem. Til sidst sultede kvinderne ihjel. Slut.

     Skrevet af Amos Daniel

Ja, det var en Amos Daniel. Chr.B.

Var: Haj som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Den lille gamle med den store datter; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 149

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 159h - 160h.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak / Avarunnguaq or Agdlerut / Allerut)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Issiallak.

Issiallak rejste nordpå for at træffe folk uden kajakker, som han havde hørt om. Alle steder, hvor han forhørte sig nærmere om dem, fik han at vide, at han bare skulle fortsætte nordover. En dag kom han til en boplads, hvor der boede mange mennesker. Der gik en meget stærk strøm lige uden for bopladsen, og her var der mange sæler. Issiallak blev opfordret af bopladsfolkene til at tage ud på fangst. Det varede ikke længe, så harpunerede Issiallak en sortside, og han halede den ind til sig. De andre fangede ikke noget.

Issiallak tog videre nordpå. De sidste mennesker, han traf, fortalte, at der kun

var en dagsrejse tilbage til folk uden kajakker. Dagen efter ved aftenstid fik

han øje på et hus. Her boede et ældre ægtepar og deres to døtre. Lige ud for

bopladsen var der masser af hvidhvaler og narhvaler. Issiallak harpunerede en

hval og slæbte den til land. De to store kvinder, altså døtrene, løftede straks

hvalen og bar den op til huset. Da Issiallak gik ind i huset, var faderen til de

to piger i færd med at fortære hvalen, så der ikke var noget tilbage til

Issiallak. Udbyttet fra de tre efterfølgende fangstture blev spist af moderen og

døtrene. Den fjerde fangst bar pigerne op til Issiallaks telt, og dér spiste man

den. De hvaler, han fangede herefter, blev lagt i forrådsrummet, så der blev

rigeligt af vinterproviant.

Det blev vinter, og isen lagde til. Nu ville pigerne tage ud på fangst ved

vågerne længere ude. De advarede Issiallak imod at tage med. Men det gjorde han

alligevel. Når pigerne løb, kunne Issiallak ikke følge med. Pigerne nåede først

til vågen; og de havde allerede fanget flere hvidhvaler og narhvaler, da han

nåede frem. De sagde, at han skulle blive dér ved vågen, mens de

selv tog hen til en anden våge længere ude. Han måtte kun fange en enkelt

hvidhval. Issiallak valgte alligvel at harpunere en narhval. Pigerne tilbød ham

at binde denne narhval til deres fangster, så at de kunne transportere den. Men

Issiallak ville selv trække narhvalen hjem. Han nåede først hjem den tredje dag,

og det var den eneste gang, han var på fangst sammen med pigerne.

Pigerne fortalte Issiallak, at der en dag ville komme gæster, og at disse gæster

plejede at slikke det tran, der var i lamperne. En dag kom gæsterne - tre mænd;

og de gjorde nøjagtigt, som pigerne havde fortalt. Der blev taget tre hvaler ind

i huset, og gæsterne spiste dem - og knoglerne med. Ved afrejsen inviterede

gæsterne deres værtsfolk på genbesøg.

Issiallak havde en hund, der fik hvalpe. Issiallak gav en af pigerne en hvalp

til plejesøn. Pigerne gav hvalpen navn efter en afdød.

Issiallak var med, da værtsfolkene tog af sted på genbesøg. Pigerne instruerede

ham og sagde, at han skulle slikke trannet fra lamperne ligesom de selv. De sagde

endvidere, at han kun måtte spise ganske lidt, og at han når de

(pigerne) gav ham et tegn, skulle sige, at han skulle ud et øjeblik og forrette

et ærinde, og så skulle han bare løbe hjemad. Han gjorde, som pigerne sagde. Da

han var godt på vej, kom pigerne og tog ham i hånden. Da Issiallak så tilbage,

opdagede han, at tre store bjørne løb efter dem. Den forreste af dem nåede

Issiallak og ville slå ham, men Issiallak sprang til side. Da den næste bjørn

nåede Issiallak og ville slå ham, sagde pigerne til bjørnen: "Denne mand har

givet en hund navn efter jeres afdøde ven." Så vendte bjørnene om.

Den efterfølgende sommer rejste Issiallak sydover. Da han ved afrejsen så

tilbage, opdagede han, at nogle store isbjørne kiggede ud af vinduet. På vej

sydover dræbte Issiallak hver eneste kajakmand, han mødte. Da dette blev

almindelig kendt, ville man dræbe ham. En gang han skulle af sted fra en

boplads, forsøgte de at fange ham; men han sprang op i en konebåd. Derfra kom

han ned i sin kajak, og han dræbte sine forfølgere.

Issiallaks mave bulnede. Han bad en åndemaner / angakkoq ordne den. Åndemaneren

sprættede Issiallaks mave op, og tænk, mavesækken var fuld af hår.

Det var alle de mennesker, han havde dræbt, der var ved at krybe ind i ham.

Åndemaneren helbredte ham.

Dagen efter sagde Issiallak til de andre: "Lad os jage en fuldvoksen spraglet

sæl." Det gjorde de. Men det var en af de andre fangere, der fangede den med sit

blærespyd, hvorefter Issiallak roede hen til ham og dræbte ham med sit

blærespyd. Mens den dræbtes lillebror græd over tabet af sin bror og havde

svært ved at holde balancen, tog Issiallak den fuldvoksne spraglede sæl op på

sin kajak.

Issiallak spurgte åndemaneren, som han fulgtes med, om han ville med sydover.

Det ville åndemaneren ikke, fordi han var bange for at komme til at længes hjem.

Issiallak blev fornærmet over det og dræbte ham og skar hans lig i mindre

stykker, som han smed væk. Da han af de andre blev spurgt, hvor hans ledsager

var henne, svarede han, at han var deroppe mod øst.

Issiallak fortsatte sydover og dræbte alle mennesker han traf. Han nåede hjem,

men hans mave blev ved med at vokse, da alle dem, han dræbte, ville krybe ind i

ham (arnanneq). Han døde af det.

Var.: Avarunnguaq; Allerut; en variant af Ely Fontain har ikke kunnet identificeres.

Hist.: ikke historisk, men rygter om folk uden kajakker langt mod nord kunne referere til polar-inuit / inuhuit / inughuit. På den anden side, bjørne har heller ingen kajakker.

Kommentar: Mytisk rejse nordpå. Avarunnguaqs og Alleruts hovedperson udvikler sig ikke til massemorder efter besøget hos bjørnene. Bemærk associationen mellem den døde, der smutter ind i morderens mave og graviditet.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kunuk, der rejste sydover.

Kunuk, som havde to mindreårige sønner rejste sydover. Da det blev efterår,    flyttede de ind i deres vinterhus. De kom til at bo på en boplads, hvor der boede mange mænd, der var drabsmænd. Kunuk plejede at sige til sin kone, at han, når de ville dræbe ham, ville skrige af fuld hals. En dag da Kunuks husfælle var ude i kajak, traf han Kunuk, som sad i sin kajak og var blevet ramt af så mange kastevåben, at kajakken ikke var i stand til at kæntre. Han roede hjem og fortalte Kunuks sønner, som var nede ved stranden for at tage imod ham, at de skulle gå op (og fortælle? Chr. B.), at deres far var blevet dræbt og at kajakken ikke var i stand til at kæntre (her forekommer der en glose, 'kanijangaqángilatik', som jeg ikke kender, og af den grund ikke har oversat -

Chr. B.). De gik grædende op. Da de kom ind, sagde Kunuks enke (?) til sin husfælle, at han skulle lave et forrådshus uden om husgangen og på gulvet (natikkut - under gulvet? Chr. B.). Det klarede husfællen. Bopladsfællerne kom hjem, og den ene efter den anden gik op på taget af enkens hus og sprang op og ned på det.

Så kom der en tid, hvor det sneede så kraftigt, at fangerne ikke kunne

tage på fangst flere dage. De kom til at sulte, og de kom med forskellige

ting, f.eks lamper, som de tilbød for noget spiseligt. ('pissaríngilât' står der

her. Det kan betyde, at de ikke fik noget spiseligt? Chr. B.).

Så slap forrådet op. Kunuks enke ('nulia', hans kone) sagde: "Jeg vil gøre

et eller andet for at skaffe godt vejr." Næste dag var det skyfrit. Hvis det

virker ('sungniúkune'), vil det også være skyfrit den efterfølgende dag. Der var

kommet is på havet. Hun sagde: "Jeg vil få isen til at revne. Når vi vågner

imorgen, vil isen være revnet!" Næste morgen kiggede de ud af vinduet og så,

at isen var revnet, og inde i huset ('igdluane) var der en tejst. Han (det er vel

husfællen? Chr. B.) gik ud tidligt om morgenen og kom tilbage om aftenen. Det

viste sig, at han havde været nede ved stranden helt alene (ingen andre mænd var

kommet derned, skønt man nu kunne tage på fangst igen - B. S.). Tidligt næste morgen gik han ud. Det viste sig, at han gik hen til sine bopladsfæller. Da han gik ind, sagde han: "Er der ingen levende tilbage hos jer?" Dagen efter fulgtes

enken med ham til bopladsfællerne. Inde i huset gik hun fra den ene ende af

briksen til den anden og rykkede mændene op ved at tage dem i håret, idet hun

sagde: "Sådan en slags mandfolk (?) ('angutaussorssuaq')!" Hun gik hele vejen

rundt, hvorefter hun gik hjem. Da det blev sommer, døde hun.

Efter moderens død, sagde husfællen til sønnerne: "I skal koncentrere jer

om at øve jer i at kaste sten ved hjælp af en slynge!" De blev så dygtige til at

bruge en slynge, at de begyndte at fange sæler. Når de havde været ude at gå

ture, kom de tilbage med itureven sælskindsanorak. De de en dag tog af sted på

en af deres ture, fulgte deres plejefar efter dem. Uden at de så ham, kiggede

han frem fra sit skjul og så, at drengene legede med en stor isbjørn midt på en

stor slette. Når bjørnen var på vej hen til den ene af dem, tog den anden den i

halen og trak den til sig. Han gik ned igen, uden at de så ham. Som sædvanlig

kom drengene hjem med itureven sælskindspels.

Så skete det en dag, at nogle af drabsmændene var på vej ind til deres

boplads i mange konebåde. Drengene placerede sig på et lille næs ved deres bo-

plads. Med en slynge, der var lavet af hvalrosskind, kastede den yngste en sten

imod en af de forreste konebåde og ramte den, og stenen gik igennem begge sider

af konebåden og lavede to huller. Så slyngede de sten mod alle

konebådene. Da de sidste vendte om, ramte den yngste båden på stævntømmeret

('niutautigut') så der gik hul i begge sider (det er lidt svært at forestille

sig hvordan nøjagtigt - Chr. B. Måske gik stenen tværs igennem begge sider af stævnen, BS). Således udryddede de dem og hævnede sig på denne vis.    

Efterhånden kunne den ældste af brødrene ikke klare sin lillebror, hvad

angik styrke, men lillebroderen døde. Den ældste af brødrene fik sig en kone, da

han blev voksen. Så rejste han sydover. Når han tog af sted fra en boplads, og

folk ikke længere kunne se konebåden, gav han sig til at padle, og det gik

hurtigt, som var båden drevet frem af sejl. Han placerede sine plejeforældre og sin kone midt i konebåden, og når de nærmede sig et beboet sted, lod han sine plejeforældre og sin kone ro. Sådan ankom de engang til en boplads med mange huse. Så snart konebåden lagde til, kom stedets stærke mand om bord på konebåden. Han skrævede over konebådens tofter og tog hans kone, som han gik med op til sit hus. Da han havde trukket konebåden op på stranden, kom der en mand og inviterede ham hjem. Inde i huset spurgte manden ham: 'Ikitarpit?' (jeg ved ikke, hvad det betyder - Chr. B.). Han svarede "Jeg har endnu ikke set noget." Så sagde værten: "Gå længere ind i huset. Han vil dræbe dig (det er et gæt. - 'tivfardlutit' trække dig længere op på stranden/landet - Chr. B.)." Da han sagde dette, tog han sin tromme og gav sig til at danse rundt, idet han holdt trommen med strakt arm. Mens han dansede, sagde han "Sådan plejer han at bære sig ad. Duk dig." Gæsten dukkede sig, så kun hans hage ragede frem, selvom han græd. Da værten løftede armen, lagde gæsten mærke til, at han skævede op. Kastevåbenet ramte dér, hvor Qattua (det hed storebroderen åbenbart - Chr. B.) havde siddet. Den anden sagde: "Sådan skal du gøre." Igen begyndte værten at danse rundt. Denne gang lagde Qattua mærke til, at hans øjne vendte ned. Da værten kastede våbenet, hang Qattua oppe på loftsbjælkerne. Den anden sagde: "Du skal bære dig sådan ad." Så lærte han ham en vise og sagde: "Jeg vil følges med dig, når han inviterer dig op." Derpå demonstrerede værten sine kræfter ved at løfte et sortsideskind fyldt med sand op flere gange. Han satte dem ned på gulvet og sagde: "Selv om jeg er i stand til at gøre den slags, kan jeg ikke komme til at se min kone. Prøv nu, om du kan klare det." Gæsten løftede dem uden vanskelighed. Værten sagde igen. "Du skal bære dig sådan ad."

Så kom der én og bad gæsterne komme op. De gik ud af huset og straks var de ved den stærke mands hus 'piniussuanik ikallutik' (det kan jeg ikke få nogen mening ud af - der var mange, kan skulle sørge for? Chr. B. Han havde vel mange koner - og børn? BS). Han (Qattua?) kiggede ind i gangen og så, at hans yngste stedsønner ('den stærkes' stedsønner? BS.) stod i en lang række langs hele væggen - alle  bevæbnet med knive. Først sprang ledsageren op på indgangen til rummet; 'imâtdlât ilatik kapúpât' ('kapúpât' kan jeg ikke tyde - Chr. B.). Så sprang gæsten også op. Den stærke mand sagde til sin kone: "Hvor er trommen?" Konen svarede: "Hvor plejer den ellers at være?" Hun stak hånden ind under briksen og trak et stort sværd frem. Han sagde til dem udenfor (silamut): 'quiserquvdlugit' (sådan står der vist, og det skulle ordret betyde: at man skal hjælpe dem med at tisse. Det lyder mærkeligt - Chr. B.). Stedbørnene strømmede ind. Hvergang der viste sig én, der var meget svær, spurgte han (Qattua) den anden, om det var ham med balder på begge sider ('illuttut mululik') (dobbelt røv, både foran og bag). Den anden svarede, at det bare var hans stedsøn. Endelig var der én, der sprang op på indgangen. Qattuas ledsager sagde: "Det er ham den store, der kom ind i hullet ('putumut')." Den stærke mand kom ud på gulvet og sagde: "I må hjælpe til allesammen." Han gav sig til at danse rundt. Så bad han gæsten dukke sig. Det gjorde han, så kun hans hage ragede frem. Da han løftede armen, lagde Qattua mærke til, at han skævede op, og idet han kastede spyddet, sprang han til side. Kastevåbenet ramte det sted, hvor han havde siddet. Så tog han sit våben igen og gned det ('tanillugu' - kan også betyde, at han smurte det med noget - Chr. B.). Idet han begyndte at synge, sagde han til sine koner: "I må alle hjælpe til." Da han begyndte at synge 'mássa navsuiartut kingornussut ('navsuiartut' de, der forklarede? 'kingornussut', kingornuvoq = er den eneste, der er tilbage. Svært

at få mening ud af det - Chr. B.), hjalp man til. Så bad han gæsten dukke sig. Det

gjorde han, så kun hans hage ragede frem. Qattuaq mente, at øjnene vendte ned.

Idet han kastede våbenet, sprang han op og hagede sig fast under loftsbjælkerne.

Våbenet ramte det sted, hvor Qattuaq havde siddet. De andre sagde til Qattuaq:

"Tag trommen fra ham." Han gik hen til den stærke mand og tog trommen fra ham -

og med den kom han ud på gulvet. Så såre Qattuaq nævnte det første ord i sangens

tekst, sang den anden med. Kun han og Qattuaqs kone sang med. Han var lige ved

at være midtvejs i sangen, så stillede stedsønnerne sig op i rummet. Da han var

midtvejs i sangen, sagde den anden: "Det er en dansevise!" Mens de foregav at danse ('tivaniarpalungniartut' - mens de så ud, som om de forsøgte sig

med at danse - Chr. B.), blev der sagt: "Duk dig, vores stærke mand." Han dukkede

sig, og Qattuaq løftede armen og lod i første omgang, som om han ville kaste

våbenet. Da han så endelig kastede det, ramte han ham i halshulen (ovenover

brystbenet). Så smed han sin tromme, idet han sprang ud gennem vinduet og

flygtede. Hans kone sagde, at han skulle gå ned til konebåden. Så var der igen

én, der greb ham bagfra. Han så tilbage og opdagede, at det var ham med balder

for og bag. Da denne greb ham, sagde Qattuaq: "Vi kan

brydes deroppe (måske var det ham med balder for og bag, der sagde dette?

Chr. B.). De kom til stedet, hvor der stod en sten midtpå ('taratsunik' med salt,

kan jeg ikke få nogen mening ud af - Chr. B.). Imod denne sten slog han hælen, så den flækkede, og straks sank han i knæ. Manden med balder for og bag kastede sig over ham, men nedefra trykkede Qattuaq ham til, så han smadredes ('qâqâ). Så forlod han ham og gik nedad. Den anden (hans oprindelige vært) gik hen til ham og

sagde: "Hans 'nâkissua' (jeg ved ikke, hvad 'nâkísuata' betyder - Chr. B.) er fremsiger en trylleformular over ham, så han kan blive rask igen. Gå hen og se

til ham (den stærke mand)." Han gik hen til huset og kiggede ind gennem vinduet.

De var ved at få ham til at sætte sig op. Hovedpuden bestod at bare bukser (hans

kones bukser). Da de havde tilføjet ham med balder på for og bag kvæstelser, gik

de ind. De fik den stærke mand ud og begyndte at partere ham i alle leddene.

Stedsønnerne - dog ikke alle sammen - var med i parteringen og hævnede sig på

ham på denne måde. Da han (formentlig Qattuaq - Chr. B.) skulle til at tage af

sted, sagde den anden til ham: "Tag din kone med, jeg vil også tage min kone

med." Han havde besvær med at få fat i sin kone, men fik hende med til sidst.

Der var mange, der takkede, fordi de fik deres koner tilbage. Han tog af sted

sammen med sin kone. Slut.

Var.: Kunuk - men med stærkt afvigende indledende afsnit.

Kommentar: I alle Kunuk-fortællinger er det Kunuk, der er helten, mens der intet forlyder om hans eventuelle sønner. Fortælleren, Amos Daniel, giver sig ofte sine idiosynkratiske associationer mellem episoder i vold.

Var.: Kunuk

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II, nr. 118, s. 132 - 133. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 139, s. 467 - 468: Isigarsigak and his Sister.

Kort resumé.

Isigaarsigaq bor sammen med mor og søster (3. fort. med denne titel i samlingen, men indholdet er et ganske andet). Om vinteren forvandler Isi. sig til en rype og moderen til en havlit. Børnene bliver bange, man flygter sydpå i tre år til landets spids, hvor Isi´s mave svulmer op. Han søger klædt i hareskind råd i indlandet hos nogle kvinder, han har set som ravne, der fanger sæler i snarer. Den ene kvinde, qilanerer / bruger qilaneq / åndefiskning, forhører ham: han har glemt oppustede blærer i sit gamle hus. Hun skærer dem ud, uden at punktere dem - ellers var han død. En kvinde i huset, der har dræbt dets mænd, truer ham, han flygter og betaler senere for helbredelsen med et bjørneskind og en hvalbarde. Så rejser han over havet til et stort land (delvis = I, 21 og 53), kommer hjem og får derefter lyst til at rejse til det land, hvor fuglene trækker hen om efteråret. Da han er kommet så nær på himmelranden, at han kan nå den med sin åre, prøver han to huller i himlen, men må standse ved et hav og vende om.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Isigaasoraq, der boede i Ikerasannguaq

Isigaasoraq havde en moder. Han havde også to yngre søstre. Om vinteren forvandlede de sig ('aliutâqardlutik' - ifølge Rinks kommentar: forvandle. Chr. B.). Engang forvandlede Isigaasora sig til en rype og moderen til en havlit. Moderen blev vred, og hun begyndte at gøre sine børn bange. Det var om vinteren. Om foråret rejste børnene sydover og forlod deres mor. De rejste hele sommeren, og de overvintrede et sted. Isigaasoras tanke var at undgå alle mennesker. Da det blev sommer rejste de videre. De rejste hele sommeren og overvintrede et sted.

Isigaasora spurgte folk, hvor landets sydspids var. De svarede, at han skulle

rejse over tre somre. Han rejste tre somre og overvintrede indimellem. Da han

havde rejst tre somre, kom han til mundingen af en stor fjord. Det var på et

tidspunkt, hvor det var ved at blive vinter. Isigaasoraqs mave voksede så

voldsomt, at han til sidst knap nok kunne bøje sig. Han begyndte at ro i kajak,

men ikke på sælfangst. Isen lagde sig inde i fjorden.

En dag tog han af sted tidligt om morgenen. Da han nåede til en vig ved isen, steg han op af kajakken og gik op på udkig for alle eventualiteters skyld. Han så to ravne, der fløj lavt udefter hen over isen. Hen på aftenen fløj de tilbage og forsvandt østover.

Da han kom hjem, sagde han til sine yngre søstre: "Anujajûtiga, (jeg kender ikke

glosen. Dansk notat: 'som jeg skal bruge ude' - Chr. B.) jeg skal have pels, bukser og kamikker af hareskind." Næste dag tog han af sted op ad dagen. Da han steg ud af kajakken og kom op på isen og vandrede af sted, kom han til en stor vej, der gik indefter. Ved siden af vejen lagde han sig ned på maven og gav sig til at vente. Så så han, at der kom to ravne fra øst. De fløj meget lavt henover isen. Da de kom ganske tæt på, så han, at det var mennesker, to kvinder. De nåede til iskanten og den ene af kvinderne gav sig til at lokke sæler. Sæler - både sortsider og netsider - kom til dem. De bøjede bare deres snarer, (det står der, men hvad mon det var for nogle snarer? - Chr. B.). Den ene kvinde trak en sortside op og den anden trak også en sortside op. Så snart de blev trukket op, slæbte de dem (ifølge Rinks kommentar: Kaligkialerpai: slæber - Chr. B. - gjorde dem klar til transport? - BS.) og i største hast gjorde de deres bæreseler klar, og med sælerne på ryggen var de på vej hjem til deres hus. De lignede ravne, der fløj meget lavt henover isen, og snart var de ude af syne, så hurtigt som havde de ingen byrde på ryggen. Han gik efter dem i deres spor. Han nåede til land og fik øje på to huse - det ene hus var kort og det andet langt. Han gik hen til det korte hus og kiggede ind gennem vinduet. Derinde sad kvinderne og spiste med deres hår slynget op på et tørrestativ, og midt i huset sad der et gammelt ægtepar - kvinden siddende på liggepladsen modsat briksen ved deres lamper. På gulvet lå der en sortside. Da han kiggede ind gennem vinduet blev han budt indenfor af husherren, og denne satte mad frem for ham. Han gav sig til at spise og husherren sagde: "Idag var de to kære ude på fangst derude mod vest, og de fortalte, at de havde set et spøgelse." Isigaasoraq sagde: "Det var mig, der skræmte dem. Min mave er blevet så stor, og jeg søger efter én, der kan helbrede mig." Som svar herpå sagde husherren: "Hende dér" - han pegede på sin store kone

- "har en vise!" Konen sagde: "Jeg vil udspørge ånder for at finde ud af, hvad

du fejler!" Hun begyndte at udspørge ånder, og hun spurgte også Isigaasoraq:

"Har du ikke efterladt din mor, da du tog af sted fra bopladsen deroppe i nord?"

Isigaasoraq sagde: "Deroppe nordpå skulle vi afholde os fra noget (fra at spise?

Det er det samme ord, som Rinks kommentar siger: forvandle - Chr. B.), og da

min mor ikke længere havde noget at spise (usikkert - eller: da hun ikke længere

var i stand til at spise - Chr. B.), forlod jeg hende." Hun sagde også: "Har du ikke glemt nogen af dine ting?" Han svarede: "Jo, for resten, jeg glemte en hel masse fangstblærer, der var lavet af maver." Da sagde hun: "Det er dem din mave er blevet tyk af!" og hun sagde videre: "Skal jeg sprætte din mave op?" Hun rejste sig og rodede under lampen og kom frem med noget lampemos.

Hun tændte det uden først at have dyppet det i tran. Hun lavede røg på gulvet og

sagde, at han skulle lægge sig ned på ryggen. Det gjorde han, og hun

sprættede maven op. Inde fra hans mave, trak hun maver ud. Det viste sig, at

maverne var ved at være helt oppustede. Så sagde hun: "Hvis disse oppustede maver

eksploderede, så ville du også eksplodere." 'Siminga akiagamiuk? (svært at få en mening ud af - Chr. B.). Nej han sover aldrig (eller: sover ganske lidt - Chr. B.).

Da han var oppe igen, så man i husgangen en lille kælling, der kom med sin ulu. De sagde: "Hun vil æde dig, det er hendes vane. De er rigtig væmmelige. Vi havde nogle (sønner? Chr. B.), som ville have været vores forsørgere. Disse modbydelige mennesker spiste dem alle sammen. Hun vil også spise dig." Da sagde

han: "Du skal jage dem ud." Så sagde han: "Kan du ikke løbe ligeså hurtigt

som teriaarsunnguit?" (nogle muselignende - Chr. B.). Han mente terianniat, ræve. "Og kan du ikke løbe så hurtigt som 'siutituunnguarsuit'(de langørede ?)" Han mente ukallit, harer.

Isigaasoraq sagde: "Dem plejer jeg at kunne løbe så hurtigt som." Husherren sagde: "Så hurtigt kan hun ikke længere løbe."

De begyndte at gå ud, så han tog kamikker på. Undervejs ud sagde de: "Gå ud af huset (igdlumivoq?)." Og da hun var på vej ud, skubbede de hende ned med det resultat, at hun hakkede husgangens gulv med sin ulu. Hun gav sig til at løbe efter dem. Da hun ikke kunne indhente dem, sagde hun: "Jeg havde ellers tænkt at få ham som forsørger." Da hun ikke kunne indhente dem, var der også et eller andet ungt menneske, der løb efter dem. Hun (?) sagde kun dette: "Jeg troede ellers jeg kunne have fået ham som forsørger." Han løftede ikke sine ben fra jorden,

han, som ellers kunne løbe lige så hurtigt som ræve og harer. De opgav ham, da

de ikke kunne indhente ham. Da han nåede hjem, sagde de til ham: "Den store

husherre vil sikkert give dig isbjørneskind og hvalbarde i belønning.

'Ungooqquaa', han ville have han skulle genne ham væk. 'Napiutissaanik', noget

han kunne bruge til snare. Da han vendte tilbage havde han lagt isbjørneskind

og hvalbarde ved vejen. Han besøgte dem ikke igen.

Vinteren gik, og det blev sommer. Han (Isigaasoraq) besluttede sig til at ro

mod vest. Han ville tage af sted, når han vågnede om morgenen, men hver gang

vågnede den yngste søster, når han var på vej ud af huset. Så blev han hjemme.

En morgen han stod op, var der ingen, der vågnede. Han gik ned til sin kajak og

kiggede derfra tilbage til huset. De andre sov. Han roede ud mod vest, og til

sidst kunne han ikke se land. Så fik han øje på noget mørkt, der lignede

krusninger på havet. Da han nåede frem, viste det sig at være træorme,

der flød på havet. Han kastede nogle pinde, han havde med i kajakken, ud til

dem. Straks blev pindene ædt af ormene. Så skar han et stykke skind af det

skind, han sad på i kajakken og smed det ud til ormene. Men det sank imellem

ormene. Han gav sig til at vikle sin line omkring årebladene. Da han blev

færdig, roede han til mellem ormene og kom forbi dem, netop nogle af

viklingerne var ved at blive revet over. Så fik han øje på noget andet mørkt,

som ikke syntes at have nogen ende til nogen af siderne. Det viste sig at være

en mængde tang. Han forsøgte at skubbe sig frem, men midt i det hele faldt han i

søvn. I søvne hørte han nogen råbe. Han blev forskrækket og vågnede. Han

opdagede, at årebladene (det står ellers i ental - Chr. B.) var ved at falde af.

Han kom igennem tangen ved at skubbe sig frem med armene. Han roede videre og

så to store fjelde, der hele tiden var i bevægelse. Det ene øjeblik fjernede de

sig fra hinanden, og det andet øjeblik stødte de mod hinanden. Han forsøgte at ro

væk fra dem, men de blev ved med at være foran ham. Da han nåede frem til dem,

standsede han. Lige som han standsede, nærmede fjeldene sig hinanden, og

lukkede sig sammen, så det gav et vældigt knald. Så begyndte de igen at fjerne

sig fra hinanden og der kom en åbning imellem dem. Igen nærmede de sig mod

hinanden og lukkede sig sammen. Han tænkte: "Mon ikke jeg vil komme igennem

åbningen, når jeg ror til?" Da de begyndte at fjerne sig fra hinanden, roede han

imellem dem. Ligesom han var ved at nå til enderne, begyndte de at lukke sig

sammen. Manden i kajakken var netop kommet forbi, da fjeldene lukkede sig sammen

om bagenden af kajakken, så et stykke af spidsen bagtil knækkede over. Så hørte

man nogen råbe: "Han slap levende fra Uiloruseq (formentlig et stednavn - Chr. B. , med ordspil på en muslings, uiloq's, lukkebevægelse, BS), som ingen kunne slippe levende fra." Det var fjeldene der mentes.

Han roede videre, og han fik øje på et stort land. Han gik i land. Han

dækkede kajakken til og gik. Han kom til en stor vej og begyndte at følge den.

Så opdagede han to store mennesker uden for vejen. Deres øjne holdtes åbne ved

hjælp af et stykke træ, og deres testikler var bundet med noget. Et stykke fra

dem mødte de et ældre ægtepar, som græd bitterligt. Han spurgte dem: "Hvorfor

græder I?" De svarede: "Vores store sønner er ikke kommet hjem fra fangst, og vi

ved ikke, hvor de bliver af." Isigaasoraq sagde: "Det var måske dem, jeg traf

derhenne ved vejen. Deres testikler var bundet med noget." De gik hen til dem og

de to ældre mennesker sagde: "Ja, det er vores sønner." De sagde, at de

'pugitik' (dansk kommentar: 'vi ville skjule os' - Chr. B.) her. I løbet af

dagen kom folk ind ('iserput' - eller måske 'erserput', kom tilsyne? - Chr. B.). Da de kom til stedet, sagde de: "Herover er der noget, der er meget komisk -

nogen, hvis testikler er bundet med noget." Han sagde: "Lad os gå derhen." Da de

kom derhen, sagde Isigaarsoraq: "Lad os prøve kræfter. Lad os bruge alle vores

kræfter." Den anden ville meget gerne. Den ene arm 'agssapalugugpâ' (ifølge den

danske kommentar trækker de armkrog. chr.b). Han knuste knoglerne. Han smadrede

også den anden arm. Så udfordrede han også den anden. Han knuste også hans arme.

Da han havde gjort det, sagde han: "Nu er jeg i stand til at dræbe jer." En

ældre mand rejste sig op et sted i nærheden. Han pegede på den ene af de store

mænd. Da de ikke var i stand til at dræbe dem begge to 'tauko pivdlugit' (de

danske bemærkninger har en forklaring, som er svær at forstå. chr.b) ilivai (han

begravede dem? - Chr. B.). Han stillede dem op der, hvor de var og bandt

testiklerne med noget, på samme måde som før.

Isigaasoraq forlod disse, og da han kom til et sted, hvor der var mennesker,

giftede han sig og fik en datter. Han gav hende et navn efter sin yngste søster.

Han var der i nogen tid. Så kom han på den tanke at vende hjem for at se til

dem, han havde efterladt. Da det blev sommer, gik han ned til sin kajak og tog

afsted. han fik øje på sin sommerboplads, og hans søster kom ud og spejdede efter

noget. Han nåede frem til sin søster.

Mens han boede der, fik han den tanke at rejse til det sted, hvor fuglene

plejede at rejse hen. Da det blev sommer, tog han af sted. Efterhånden som han kom længere væk, blev himlen lavere. Til sidst kunne han nå op til den med sin

kajakåre. Han kom til to store huller. Det første stoppede han til med gamle

kamikker. Han fjernede sig et stykke fra det. Han vendte tilbage, da han ikke

var vant til at gå. Han kom til det andet hul. Han dækkede sin kajak til, og han

vandrede så langt, at han kunne se vandet, og da han ikke længere kunne holde ud

at gå, vendte han om. Vandet var uklart. Han kom ned i sin kajak og roede hjem.

Han kom tilbage til menneskene og døde der. Slut.

Bemærkning:

Amos David har ikke været nogen ørn til at gengive en fortælling. Der er

steder i fortællingen, som man ikke kan få nogen mening ud af - Chr.B.

Var.: Tredjesidste episode: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

Kommentar: Verdensbillede. Åbenbart en mytisk skikkelse, der ligesom Kivioq har tiltrukket mange fortællinger: Søg på Isigaa*.

Denne variant har tillige associationer til puulik (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og til indlandsboernes fangstmetoder i Østgrl. dér, hvor proveniensen er Kap Farvel. Bemærk også den sydgående trækrute til himlen: Søg: Sonne 2000 om dødsriger og veje til himlen.

Symplegade: klipperne der lukker og åbner sig er et vandremotiv, der er nået vidt omkring i verden. Hos Inuit oftest i Kivioq - varianter.

Amos Daniels kombinationer af fortællinger er ret overraskende. Hvis han ikke skrev så ulæseligt kunne det være interessant at forfølge disse sammenbindinger for om muligt at se nogle mønstre - måske blot idiosynkratiske - i dem. En hel samling af hans nedskrifter er så ulæselige, at Chr. Berthelsen har måttet opgive.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)

Oversat til dansk af Kirsten Thisted i: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 101 - 104.

Resumé:

Kaassassuk er forældreløs, har en plejemor og bor i husgangen mellem hundene. Han mishandles og skriger, av, av. Han prøver at gemme en lille kniv til at spise med, enten mellem sine tænder eller i det spæk han spiser. Husfællerne finder den som regel, når de leder efter den. Når folk besørger på møddigen venter han nøgen derude indtil alle er gået ind (for ikke at blive slået på i husgangen, når man genner hundene til side med slag undervejs ud og ind? BS). En dag finder han nogle pjalter, tar dem på, går ud og finder et dødt rensdyr, som han flår skindet af. Dagligt kommer han og mætter sig, indtil en dag nogen har spist det hele fra ham. Han græder, en ræv dukker op og lover ham kræfter til gengæld for kødet. Den snor sin hale omkring ham og slynger ham hen ad jorden. En masse baglalleknogler (som børn bruger som legetøj, BS), falder ud af ham. De er årsagen til at han ikke kan blive stærk. Rævens behandling af ham gentages ialt fem gange. Femte gang falder der intet legetøj ud. Ingen har endnu opdaget Kaass.' styrke. Man hiver ham stadig op i huset ved næseborene, og da han et par gange giver prøver på sin styrke i hemmelighed, først ved at rokke husets tværbjælke i loftet, så ved at vende konebåden rundt med alt indhold, giver de hånligt ham skylden for det.

       En dag kommer tre isbjørne nær bopladsen. Kaass. får lov at låne sin plejemors kamikker og overpels, løber trods folks advarsler fluks hen til bjørnene, drejer halsen om på den største (moderen), dernæst på de to små, som han forærer bopladsfællerne som fangstparter. Også den største forærer han til en lille kone (muligvis plejemoderen, BS?). Plejemor vil nu få både sengeunderlag og dyne som hun har bedt om til gengæld for at love ham tøjet.

       Folk koger bjørnekød, Kaass. inviteres ind på fællesspisning og får nyt tøj af forskellige fæller. Næste dag skal han vælge en kone blandt husets unge piger, der stilles op på rad og række. Han tager Kakkisunnguaq / Qaqisunnguaq og klemmer hende til døde, fordi det var hendes far der altid fjernede hans kniv. Nogen siger, at nu begynder Kaass. igen at kløve de små børn. Pyt med det! svares der.

       Senere, da Kaass. er blevet meget stærk, viser han sin styrke ved at "opføre" nogle store sten ved Saqqaq.

      En anden gang prøver han kræfter med Qaassuk / Qaasuk og dennes søn. Han binder dem til husstolpen og ligger med deres kone, hvorefter han løser dem igen. Endelig viser han sin større styrke end Qaassuks søn ved at slide en frossen hvalroskølle løs af jorden.

Var.: Kaassassuk.

Kommentar: Som oversætteren, K.Th. bemærker, er teksten temmelig uforståelig og sine steder direkte dunkel. Det anbefales at læse andre versioner, hvis fælles indhold Amos Daniel trækker på. Muligvis har han været en bedre fortæller end nedskriver. Andre oversættelser af hans tekster giver samme indtryk. En hel samling af hans nedskrifter er slet og ret ulæselig pga. skriften (Rink NKS 2488, III).

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Kalerarmiu og Suusua.

Kalerarmiu havde en søn. Da han blev voksen, giftede han sig. Engang kom han til at overvintre på et sted, hvor der boede mange brødre. Deres far hed Taasarsuaq. Engang da Kalerarmius søn fangede en sæl, bragte hans kone noget kød til Suusuas til foræring. Suusuas beholdt hende i huset og lod deres søn tage hende til kone. Så gik Kalerarmiu til Suusuas hus for at kigge ind i huset gennem vinduet. Han så, at hans svigerdatter sad i fodenden af briksen og græd. Kalerarmiu råbte ind gennem vinduet: "Jeg er kommet for at hente min svigerdatter". Men ingen svarede. Han gik hjem og gav sig til at græde bag ved sit hus. En stor ugift kvinde kom ud af Suusuas hus og så ham græde og hun råbte: "Hør, Kalerarmiu" 'Erssatit (ulæseligt, på dansk har Rink tilføjet: 'dine kinder'. chr.b) napparpoq (er blevet syg eller: er blevet rejst op. CB). Der er tårer i dine øjne". Det sagde hun og lo højt. Så gik hun ind i huset. Kalerarmiu blev dybt såret og gik ind i sit hus. Derinde sagde han til sin søn at han skulle lave pile til buen og at han selv ville gøre det samme. De gav sig til at lave pile. Da de blev færdige, kiggede de på vejret hver morgen. Så længe det var skyet blev de hjemme. Men en morgen faderen havde været ude og set, at det var skyfrit, gik

han ind og sagde til sønnen, at han skulle tage sit sædvanlige tøj på. Det

gjorde sønnen. Så råbte Kalerarmiu ind i Suusuas hus: "Suusua, det er fint vejr.

Det er vejr til bueskydning". Suusua og hans sønner vågnede og og man hørte det pusle kraftigt mens de stod op. Nu kom den ene efter den anden ud af huset mens de strammede strengene på deres buer. Nu var de ude og nærmede sig.

Kalerarmiu og sønnen var alene imod Suusuaq og hans mange sønner. Kalerarmiu var

den første, der sendte en pil af sted. Pilen roterede og var nu på vej ned ud

for det sted, hvor Suusuas stod. Suusua 'løb efter den' (eller: begyndte at løbe

og forfølge Kalerarmius? CB). Så skød de løs på hinanden. Det ville

ikke lykkes for Suusuas at ramme Kalerarmiu og hans søn. Derimod blev flere af

Suusuaqs sønner ramt og faldt om. Der var ikke ret mange tilbage. Da den sidste

af sønnerne faldt om satte Suusuaq i løb og flygtede mod sit hus. Kalerarmiu

begyndte at løbe efter ham, alt hvad remme og tøj kunne holde ('malertine

tíkordlugit'? chr.b). Lige da Suusuaq skulle ind i husgangen, blev han

ramt af en pil i lænden. Suusuaq gik ind i huset med en pil i lænden. Suusuaqs

hus kom til at lugte grimt. Kalerarmiu holdt øje med vinduet på Suusuaqa hus og

han sagde nogle gange: "Suusuaqs hus ..... ('porak' - ulæselig. chr.b). Da der

var gået flere dage, råbte Kalerarmiu ind i Suusuaqs hus: "Suusuaa, Suusuaa".

Han svarede: "Hvad vil du, hvad vil du?" Kalerarmiu sagde: "Jeg er kommet for

at hente min svigerdatter, som ikke havde gjort noget (usikker. chr.b)."

Suusuaq svarede: "Du må vente lidt". Først da alle sønnerne var døde, gav

Suusuaq Kalerarmiu ham hans svigerdatter tilbage. Da Kalerarmiu kom ud, så han

to (hvem? chr.b), som grinte med ansigterne vendt imod hinanden. Han så også

nogle, som græd bag ved huset. Kalerarmiu gjorde gengæld og råbte: "Hør piger.

Hør, piger, 'erssatik napparput' ('erssatik', jeres kinder (?) 'náparput', er

blevet syge eller: de havde rejst sig. chr.b). Der er tårer i jeres øjne". Det

sagde han med høj latter og gik ind i sit hus.

     Til sidst sagde kvinderne i Suusuaqs hus: "Mon ikke man skal prøve at få

pilen ud". Suusuaq svarede: "Prøv det". Så prøvede de at trække

pilen ud, for der var ingen andre til at gøre det. En af dem klemte om enden med

fingrene og gjorde forsøg på at trække den ud. Da skreg Suusuaq: 'mángâ, í,

mángâ, î (formentlig uoversættelige lyde. chr.b) I kan ikke få den ud på denne

måde, lad den bare sidde". Kvinderne svarede: "Ja, lad den foreløbig være. Måske

vil det kunne lade sig gøre, når der kommer betændelse". Suusuaq sagde: "Ja, det

er godt". Så sagde han ikke mere. - Kalerarmiu gik hen til Suusuaqs hus og

brølede ind gennem vinduet: "Hør, Suusuaq ajajâ! Din store søn tog af sted over

isen, ajajâ, din store søn, ajâja". Så vendte han tilbage til sit hus. -

Kvinderne i Suusuaqs hus sagde: "Skal vi prøve igen?" Det sagde Suusuaq ja til.

De forsøgte igen at trække pilen ud ved at tage fat om enden på den og

det lykkedes så for en af kvinderne at trække den ud. Suusuaq skreg: "nananâ, ajê,

ajê, ajê, sê". Så sprøjtede der blod ud af såret. Nogle af dem stoppede en

lampepind ind i såret. Han forblødte og døde. Da Kalerarmiu hørte dette, gik han

hen til huset og slæbte liget ud. Han smed det ud til hundene, som gav sig til

at æde det. Han lod dem være og gik. Slut.

          Skrevet af Amos Daniel.

Var.: Isigaaligaarsik; Langbuks; Isigaaligaarsuk; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.

Kommentar: Amos Daniel er ingen god nedskriver, men med et godt kendskab til overleveringens mange sagn, kan man dog som regel gætte sig til hans forlæg. Kun når han lader associationerne mellem fortællingerne få frit løb, blir det mere end indviklet. Heller ikke hans håndskrift er synderlig læselig.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om den forældreløse Kanak og hans storesøster.

Kanak var to år, da begge forældrene døde. Hans storesøster ville nu tage sig af

hans opdragelse. De rejste sammen med nogle, der skulle til deres sommerplads.

Storesøsteren var med ude på en rensdyrjagt og forsvandt.

Kanak voksede op og da han blev voksen, begyndte han at prøve på at finde ud

af, hvor storesøsteren var blevet af. Så giftede Kanak sig, og mand og kone holdt

af hinanden. Når Kanak kom til 'inorutsit' (bjergtrolde. chr.b), så kom Aqissiaq

til inuit. De byttede koner. Engang da Kanak kom til inorutsit traf han dem midt

i en konebytningsfest ('arnigugtorssuit' - ordret: de havde lyst til kvinder. -

måske: lampeslukningsleg ? chr.b). Han var i det ene af husene og byttede med

Aqissiaq og iført Aqissiaqs rejsetøj gik han til det andet hus og kiggede ind

gennem vinduet og her så han storesøsteren 'sumik isumanane' (der ikke anede

noget? chr.b). Han ville ind i huset. Han gik gennem husgangen til indgangshullet op til rummet. Men herfra kunne han ikke se gulvet i rummet, for hos 'tornit' var der meget højt fra gangen op til indgangshullet. I krogen ved indgangshullet var der to store unge mænd. Da Kanak viste sig, rakte de to deres hænder frem og Kanak rakte også sine hænder frem. De tog ham, idet de hele tiden gentog: "Nåda, lille menneske!" De ville trække ham til sig - hver til sit for at flække ham midt

over ('taimaitdlune inûsuit qúperdlugit') ('inûsit - de unge. 'qúperdlugit,

qupperpaa - slår det op (i en bog) (?) C.B). Søsteren, som havde det godt,

spurgte ham: "Er du Kanak?" Han kunne ikke få en lyd frem og måtte nikke til ja. Søsteren var altså kommet til tornit, og disse sagde

hele tiden: "Nåda, du lille menneske". Endelig kom han i tanker om at kalde på

sin store hjælpeånd, mens de ældre sagde til de to: "Nu må I slippe ham,

'anekinguvit, iláinilo tigusaraat'" (? anekinguvit - de små, og somme tider

tager de dem' - svært at få mening ud af. chr.b). De to, der lod som om de ikke hørte de ældre, var (stadig) i færd med at flække ham midt over. De var lige ved at få de to halvdele fra hinanden. Så var det, som om de hørte deres (hans? de ældres?) stemme. Nu nærmede hjælpeånden sig. De sagde hele tiden: "Nåda, du lille menneske". Nu var hjælpeånden ved at være fremme ved huset. Og først da den var undervejs ind i husgangen og de hørte den inde i gangen, slap de ham, idet de

tænkte, at den store hjælpeånd ville vende tilbage til det sted, hvorfra den

kom, når de havde givet slip på ham (Kanak). De slap ham altså, men den (ånden)

standsede ikke. Den fortsatte ind i deres hus og den skræmte livet af dem

alle - også Kanaks søster.

Så gik Kanak ind i Aqissiaqs hus og tog tøjet

(Aqissiaqs tøj) af. Derefter tog han af sted hjemover. På det tidspunkt Aqissiaq

ventede ham, var han ved at nå hjem. Aqissiaq passerede ham og spurgte om noget,

men Kanak gik ind i huset uden at svare ham ('apersorane - uden at stille ham

nogle spørgsmål. Men det skulle vist have stået 'apersorâne' - han stillede ham

spørgsmål. Sådan har jeg oversat det. CB). Han sagde, at man skulle tænde

lamperne omgående. Der gik et stykke tid, så kom Aqissiaq ind. Da han (Aqissiaq)

befandt sig oven over huset, sagde Kanak til de andre, at de skulle, istemme

Aqissiaqs vise, som lyder sådan: "Til mennesker kanajaa meget kanajaa, som er

til at skamme sig over". Da man begyndte at synge om kanajaa vendte Aqissiaq

tilbage til sit hus og skammede sig. Slut.              

Skrevet af Amos Daniel.

En af Amos Daniels ikke ligefrem gennemsigtige fortællinger, BS.

Var.: Aqissiaq.

Kommentar: Fortællinger om Kanak kan måske give nogle fingerpeg om en sammenhæng.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 198 - 199: Nakasunnaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 198 - 199: Oqaluttuaq Nakasunnaq.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 8, ss. 69 - 70.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 89, ss. 438: Nakasungnak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Nakasunnaq.

Nakasunnaq var på rejse nordpå. Da det var ved at

blive vinter, tog han ophold på bopladsen Qallu og overvintrede der. Det blev

vinter og folk på stedet begyndte at tale om, at der udefra ville vise sig en

isbjørn, der var overiset. Nakasunnaq var meget spændt. Hver morgen vågnede han

tidligt og gik udenfor og spejdede efter den, men der var ingen isbjørn at se.

På et tidspunkt opgav han at kigge efter den og begyndte at sove længe om

morgenen. Men en morgen, mens han sov endnu, blev der råbt ind: "Nu er den

overisede / isgroede isbjørn på vej ind".

Nakasunnaq kom ud og så selv, at isbjørnen

var på vej ind. Han sleb sin kniv og gik isbjørnen imøde. Da han nærmede sig

dyret, gik han først et par skridt baglæns, og så spurtede han direkte hen

og røg lige ind i dyrets mund og forsvandt. Isbjørnen gik

videre, men begyndte at vakle. Til sidst væltede den. Nogle mennesker, der gik

hen til den, opdagede, at der stak en knivspids ud på siden af isbjørnen. Udefra

gjorde de åbningen større. Da den blev tilstrækkelig stor, kom Nakasunnaq ud afisbjørnen. Han var blevet helt skaldet. Isbjørnen, som Nakasunnaq fangede,

levede de af en stor del af vinteren. Skindet var meget stort. Hvis man tænkte

sig, at man betrak en konebåd med det, ville der være et stort stykke til overs.

Så begyndte folk at snakke om, at der ville komme nogle fugle, der kunne tale.

De ville nærme sig vestfra som en sort sky. Når de kom ind i huset, skulle man

'skjule' ansigtet, for hvis man så på dem, ville de forsvinde ud. I dagene

efter den historie gik Nakasunnaq ud tidligt om morgenen.

Det skete nogle gange, at han, når han så en mørk sky, råbte ind til de andre,

som endnu sov, at fuglene kom. Men når de andre kom ud, var

der ingen fugle at se. En dag, da Nakasunnaq lå og sov, råbte man ind og

fortalte, at fuglene kom. Nakasunnaq lå med ansigtet mod briksen, da fuglene kom

ind, men han kunne alligevel ikke lade være med at se op. Så gav fuglene sig til at flyve ud. De tildækkede åbningen ud til gangen og fangede kun nogle få stykker. Nakasunnaq fangede en levende fugl og holdt den som "husdyr". De kogte de fugle, der var blevet fanget, og de smagte så godt at Nakasunnaq dræbte sit "husdyr" og spiste det.

Så begyndte man at snakke om, at der ville komme en stor stime fisk, som kun havde eet øje. Da isen var gået om foråret sagde man, at de ville vise sig syd fra langs kysten som en krusning på havoverfladen, og man sagde ham, at når stimen svømmede langs med isfoden skulle han skynde sig at få så mange som muligt op på land.

En morgen hvor Nakasunnaq lå og sov, fordi han havde opgivet at se stimen, blev der råbt ind til ham, at nu var stimen der langs med isfoden. Nakasunnaq kom op i en fart og ned til stranden. Dér langs stranden stod en enorm stime fisk og nogle af dem oppe på overfladen. Mens andre havde travlt med at øse fisken op, tog Nakasunnaq to levende fisk, gik op med dem og havde dem som "husdyr". De andre kom også op og de kogte nogle af de fisk de havde fanget. Da de begyndte at spise tog Nakasunnaq et lille bitte stykke. Han fandt smagen så dejlig at han straks ville have mere; men det var slut. Så aflivede han sine "husdyr" og spiste dem.

Så blev det sommer, og hans værtsfolk sagde: "Nu kommer der snart nogle store myg. De vil komme til syne som en sky sydfra. Nakasunnaq kiggede efter dem, når han var ude, men han så ikke noget til dem. En morgen han endnu lå og sov, sagde de at nu kom kæmpemyggene. Nakasunnaq gik udenfor og så en spredt sky, der var dukket frem i syd og blev større mens den nærmede sig. Man snørede så åbningerne i teltene med remme og stoppede dem til. Men Nakasunnaq ville se på de store myg. Han trodsede de andres advarsler og gik udenfor som den eneste. Da han havde været derude en tid kom så kæmpemyggene som en storm, der pludselig tog til i styrke. Det var vingesuset. Ind i skindteltet stak de deres næb, der var så store som pilespidser. Deres kroppe var på størrelse med tejsters. Noget senere forsvandt myggene, og da man åbnede teltet og gik udenfor, var Nakasunnaq ingen steder at se. De ledte efter ham og fandt han så siddende under forenden af konebåden, der lå med bunden i vejret. Kun skelettet var tilbage; alt det andet var blevet ædt af myggene. Slut.

Albrecht Bech.

Var.: Møller kumannik; Nakasunnaq; slugt af havets bjørn;

oqalugtuaq Avarúnguaq;

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Pisi.

Pisi rejste nordover og nåede langt mod nord. Det var ved at blive efterår. Han kom til at overvintre sammen med to brødre. De to brødre havde hver for sig mange børn. De kom til at mangle mad, og de havde ingen hunde. Han gav sig til at lave køller af træ, og enderne lavede han kuglerunde. Den ene af brødrene var ude for at forrette sin nødtørft, og han havde et af sine børn med sig. De, der var inde i huset, hørte én sige udenfor: "Jeg har slået min store søn ihjel (? - Chr. B.), fordi jeg fik ondt derinde". (Svært at vide, hvordan dette skal forstås - Chr. B.). Han dræbte sin søn. Han bad sin kone om at flænse ham. Hun flænsede ham og kogte kødet. Da kødet blev kogt satte hun det frem. Pisik blev budt at spise det. Han skar et stykke kød, et stykke uden om den fingerspids, som han havde sat på kødet, for at holde på det, og han spiste det. Han ville også lange ud til et lårstyke, men hans kone syntes ikke om, at han spiste menneskekød. Efterhånden var de ved at spise det hele 'qínunatik' (uden at tigge? Chr. B.). De gik altid i seng med deres store køller under hovedpude. Pisik gjorde det samme.

Engang da Pisik skulle ud at forrette sin nødtørft, bad han sin datter om

at ledsage ham, selv om hans kone ikke syntes om det. Man hørte ham sige derude:

"Jeg har slået min store datter. Jeg har slået hende, fordi jeg fik ondt

derinde." Han trak hende ind i huset. Han bad sin kone om at flænse hende. Konen

flænsede hende og kogte hendes kød, men hun tilsatte noget urin fra urinbaljen,

i det vand, hvori kødet blev kogt. De begyndte at spise kødet, men ingen kunne

lide det. De måtte lægge det til side (eller: begravede det - 'ilivaat'. Det er

måske det, der menes - Chr. B.). Hun kom til at hade sin elendige mand på grund af det med datteren. Engang, da han var faldet i søvn om aftenen, stod hun op og sagde til sine sønner, at de skulle rejse bort. Da de var gået ud, tog hun mandens store kølle, der lå under hans hovedpude, og slog ham i hovedet. Han sprællede, men hun slog ham endnu engang. Hun gik ud og fulgte efter sine børn.

Hun opdagede, at de stod ved husets vindue og ventede på hende. De havde taget lidt ammassætter med som proviant. De tog af sted til moderens slægtninge. De nåede frem til slægtningene efter en tur på nogle dage. De blev hos moderens slægtninge i flere år.

Da sønnerne var blevet voksne, og var blevet stærke, gik de tilbage til deres forrige boplads. De kom til stedet og de stygge beboere sagde: "Der kan man bare se, folk bliver jo voksne!" Engang tog de ud på rensdyrjagt. De

placerede sig over for hinanden og drev rensdyrene. Lillebroderen sagde til

storebroderen: "Jeg vil stille mig over for ham," og da rensdyrene passerede dem,

skød han ikke på dyrene med buen, men på ham, der var placeret over for ham. Han

sagde til de andre: "Jeg har skudt ham, der var over for mig." Hans storebror

skød den anden. De vendte tilbage til deres boplads. Da de gik ind i deres hus,

så de, at moderen havde fundet hovedskallen af sin sølle mand, og at hun var ved

at slå den gentagne gange, så den til sidst smadredes fuldstændigt 'pánilo

panimut' (det er noget med 'datteren imod datteren' - men hvordan kan det

forstås? Chr. B.). De vendte tilbage til deres boplads, og de døde alle der.

Slut.

Var.: Ikke genkendeligt i denne bases fortællinger. Der er iøvrigt talrige fortællinger om menneskeædere.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Qaqqa.

Det fortælles om Qaqqa, at han rejste nordpå iført sine nye 'ujaluat' ('ujaluat', flertalsform af ujaluaq?, kender jeg ikke. Det danske notat: med nye klæder på - Chr. B.), som skulle kunne holde indtil sommeren. Han overvintrede et sted. Han kørte med gode hunde. Om efteråret fik han den ide, at han en dag, når det var godt vejr, ville køre til Akilineq, landet på den anden side.

En dag med godt vejr tog han af sted og styrede vestover. Han fulgte et slædespor. Da hundene nåede sporet, begyndte de at slikke det (mon ikke meningen er, at de snusede til det? Chr. B.) Han nåede til land og så to huse - et, der var kort og et andet med tre vinduer. Det viste sig, at der blandt beboerne var to stærke mænd. Han tøjrede sine hunde til det korte hus. Der kom en kvinde ud og ville gå hen til ham. Han sagde: "Ha, ha - du må ikke komme helt hen til mine hunde. De er som altid meget sultne." Kvinden standsede og begyndte at stirre på hundene. Da kvinden kom ind i huset, fik den stærke mand at vide, at der var en gæst. Han gik ud for at dræbe ham. Han (Qaqqa) stillede sig over på den ene ende af husgangen med en stor hammer, som man brugte til at banke frossent spæk med, i hånden. Da han (den stærke) viste sig og skulle til at gå ind, slog han (Qaqqa) ham i hovedet, så han døde. Den anden stærke mand fik nys om det og kom også ud. Han var på vej ind, og han (Qaqqa) sagde: :"Ha, haa, hvis han virkelig er vred på mig, så lad ham først dræbe (sådan skal det vel forstås? Chr. B.) mine hunde!" Den anden hørte ham sige det og gik hen til hundene. Idet han sparkede til hundene, åd de ham og i løbet af et øjeblik havde de ædt ham op.

Dagen efter var der ingen, der tog ud på sassatfangst. Han spurgte: "Hvorfor er der ingen, der er taget ud på fangst?" De svarede: "De siger, at de venter på, at du skal give ordre." Qaqqa sagde: "De skal ikke vente på, at jeg skal give ordrer." Der tog nogle slæder af sted, men da de kom til sassat, var der ingen, der ville stikke (eller måske: harpunere, eller dræbe dem med lanse - Chr. B.) hvidhvaler. Han sagde: "Hvorfor er der ingen, der vil stikke hvaler?" "Vi venter på, at du skal give ordre," sagdede. Qaqqa sagde: "I skal bare gøre, som I selv vil uden at vente på mig." De takkede meget, fordi de ikke længere havde herrer. Her fik han sig en kone. Da det blev forår, sagde han, at han ville vende hjem. Husherren sagde: "Jeg skal få isen til at revne." Da han havde været på udkig, sagde han: "áuserit nilalersut ornigpai (jeg ved ikke hvad det betyder - Chr. B.)." Så skulle han bryde op til hjemrejsen. Nu blev 'áuserit' synlige. Da han nåede hen til dem, fjernede han slædens opstandere og han fik hundene til at løbe for fuld kraft imellem dem. De kunne lugte ham nede fra og ledsagede ham. Han dræbte alle, der kom hen til ham og slap fra dem. Han kom til rådden is og køre langs med den til den anden side. Efter at han var kommet tilbage til sin boplads, døde han. Slut.

Var.: Motivet: Helten gør det af med stedets leder, der har været utålelig autoritær, er velkendt. Se fx Kunuk. Rejser til Akilineq er talrige.

Kommentar: áuserit, der ledsager Qaqqa hjem om foråret (på slæde over revnerne!?!) er måske et forårstræk af havdyr: aasarik: højsommer.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Kortfattet oversættelse: Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 42 ss. 147 - 148,

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 27 ss. 214 - 216: Sikutluk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 Om Sikulluk og hans fætter, der elskede hinanden.

Sikulluk og hans

fætter boede sammen (eller boede på samme sted? chr.b) og de elskede hinanden

meget. Sikulluks fætter havde en hund og det var den eneste hund på stedet.

En dag da Sikulluks fætter kom ud, så han, at fætteren (så må det jo være

Sikulluk, der havde en hund. chr.b) snedkererede ved siden af sit telt og lige ved

siden af lå hans hund. Han gik hen til fætteren uden at have nogen bagtanke. Da

han kom hen til fætteren sagde denne: "Skyd min lille hund med bue og pil".

Fætteren svarede: "Nej, jeg vil ikke skyde den, når vi to holder så meget af

hinanden." Fætteren sagde: "Godt nok elsker vi hinanden, men skyd du den bare".

Han blev ved med at gentage det. Til sidst blev fætteren træt af det. Han gik

hen til sit telt og hentede sin bue og han kom ud igen med han buen.

Han sagde: "Er det så rigtigt, at du ikke bliver vred?" Fætteren

svarede: "Nej, jeg bliver ikke vred". Han tog en pil og satte den på buen og

han skød sin fætters lille hund. Den faldt død om.

Herover blev fætteren dybt fortørnet. Han rejste sig, gik hen til sit telt og han kom ud igen med sin bue. Fætteren sagde: "Du sagde jo, at du ikke ville

tage tabet af din hund så nær".

"Jeg var den eneste, der havde en hund hér og derfor ville jeg helst ikke miste den. Nu vil jeg skyde dig ihjel".

Så tog han en pil og fætteren gjorde det samme. Sikulluk

skød fætteren og ramte ham i brystet, så han straks faldt om og døde.

Sikulluk dækkede sin konebåd og sit telt til med rullesten og drog af sted med sin kone ind i landet for at gå på jagt. Han ville dræbe alt levende,

han så. Og det gik han så i gang med. Han dræbte både ryper og

rensdyr, og da han var taget af sted med mange pile, fik og hans kone hver et stort læs på ryggen.

Så var det de fik de øje på en stor ulv med unger. Ungerne var alene, da de kom hen til boet, og han dræbte dem alle sammen. Hen imod aften viste moderen sig med en stor renbuk mellem tænderne. Sikulluk og hans kone lagde sig ned på jorden. Mens de kiggede på den, standsede den og gav sig til at hyle. Så lod den dyret, den havde haft mellem tænderne, ligge og gik hen til ungerne. Da den opdagede, at alle ungerne var døde, gav den sig til at snuse til de to menneskers spor og følge det.  

"Vi bliver nok ædt af den", sagde Sikulluks kone.

"Og jeg som skød min fætter, min yndlingsfætter," svarede han.

Da ulven nærmede sig, kom han frem med sin bue og skød den, hvorefter han sprang over og ramte den en gang til fra den anden side. Ulven faldt død om. Bagefter lagde han sig fladt ned på jorden og afventede hanulven. Endelig dukkede den op. Også den havde en renbuk mellem tænderne. Da den kom derhen, hvor hunulven havde hylet, lod den renbukken falde og gav sig til at hyle, men der kom ingen.

Den hylede igen. Til sidst lod den renbukken ligge og var nu på vej hen

til ungerne. Den så, at de var blevet dræbt. Den gik også hen til hunulven. Den

gik rundt og snusede. Da den havde fået færten af mennesker, spurtede den hen mod de to. Sikulluks kone sagde til sin mand:

"Vi bliver nok ædt af den," sagde Sikkulluks kone.

"Jeg som skød min fætter, min yndlingsfætter," svarede manden.

Så kom han frem fra sit skjulested. Ulven satte farten yderligere op (fordi det var mennesker, og den brølede. Da den kom ganske nær, tog Sikulluk sin

bue, satte en pil på og skød ulven. Han sendte også en pil i ulven fra den anden

side, så den faldt død om. Så gik han hen til sin kone. De forlod stedet og

vandrede videre og han dræbte alt levende, han så. Da de havde gået flere dage,

fik hans kone øje på en stor mammut, der gik og kradsede ned i jorden. Manden

tog bestik af den og så, hvor den var. Han søgte efter et sted, hvor hans kone

kunne gemme sig og fandt til sidst en klipperevne. Han sagde til sin kone: "Når

jeg går hen til dyret og når derhen, må du ikke bevæge dig. Fald ned i klipperevnen - og kig ikke så længe efter mig. Når du kigger ret længe efter mig, vil jeg lægge mig oven på dig (hvad mener han? CB)." Han forlod sin kone og begav hen mod mammutten. Hver gang den gav sig til at at kradse ned i jorden, løb han, og når den rejste sig, lagde han sig fladt ned. Nu var han ellers tæt på. Lige før han nåede den, lagde han sig fladt ned, men da den igen gav sig til at kradse

i jorden, skød han den og han skød den igen fra den anden side. Så gik hen mod konen og da konen havde kigget en stund efter ham, lod

hun sig falde ned i klipperevnen og i det samme faldt manden ned på hende. Så

blev det helt mørkt, idet mammutten var faldet død om og havde dækket åbningen,

så de ikke kunne komme ud af revnen. Nu forsøgte de at lave en åbning (? naliníkut: "ovenover dem", ifølge Rinks kommentar, CB). Det lykkedes og de

slap ud. De skar et stykke af kødet til proviant og tog af sted. Da de gik over

indlandsisen med de mange spalter, måtte han bære sin kone på ryggen. På den

anden side af indlandsisen fik de øje på vand. De gik ned til kysten og kom helt

ned til stranden. Her fik de øje på en kajak. De gjorde, hvad de kunne for at

blive set. En kajakmand så dem og roede hen til dem. Han bad dem vente der, så

ville han hente dem snarest. Han roede hjem og det varede ikke så længe, så så

de en konebåd nærme sig. Det var lutter mandlige roere. Styreren var den

kajakmand, der kom til dem og foran ham sad en stor ugift kvinde. Styreren så

hen til pigen. Han drejede skiftevis hovedet til hende for at kigge og drejede

det bort fra hende. De gik om bord i konebåden og tog af sted til

konebådsfolkenes boplads. På bopladsen gik de op til deres bopladsleders telt.

Mens de boede der, vågnede Sikulluk en nat meget brat og opdagede, at værten

ikke var i teltet. Udenfor hørtes der hundegøen. Han gik ud og så, at deres vært

var i færd med at have samleje med en hund ('nipitarniartorssuaq' - nipitarput -

hænger sammen under parring. chr.b). Det viste sig, at de boede hos eqqillit

(hundemennesker. BS). Det fortalte han til sin kone. Sikulluk sagde, at han

ville tilbage til dem, han var rejst fra, for at se til dem. Konen sagde:

"Når du tager af sted, vil han sikkert tage mig til kone". Manden svarede: "Han

kommer ikke til at få dig til kone". Han tog af sted og lod dem vide, hvornår

han ville komme tilbage. De ventede og ventede indtil tiden var overskredet. Da værten ville give en åndemaner befaling om at lede efter ham, spurgte en af dem Sikulluks kone: "Var det noget med, at I, da I var på vej deroppe nordfra, dræbte løveunger og deres forældre?" Hun svarede: "Ja, han dræbte også en

stor mammut". Så svarede han: "Ja, hanmammutten har nemlig ædt ham". - Konen

døde, mens hun boede dér. Slut.

     Amos Daniel

bravo! Amos Daniels bedste fortælling. Chr.B

Var.: Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

Hist.: Oversættelsen af kiliffak til "mammut" skylde ikke fund af fossile mammutter i Grønland, men derimod i Alaska, hvor inuit bruger betegnelsen kiliffak om dem. Men om de også gjorde det dengang grønlændernes forfædre udvandrede derfra, er vanskeligt at sige. Amos Daniel opfatter tydeligvis dyret som et rovdyr med klør. Der fandtes heller ingen ulve i Vestgrønland på fortælletidspunktet, og forestillingen om at de ligner løver må skyldes tegninger man har set i billedbibler eller lignende. Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. Fortællingen her er imidlertid fra 1861. BS.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 22 ss. 100 - 104 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 16, ss. 162 - 163:

Tiggak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Tiggaaq

Om Tiggaaq fortæller man, at han var meget vidende, og at han var en stor ('ilisêqâq og 'kúsôqâq betyder jo egentlig det samme - Chr. B.) heksemester og åndemaner / angakkoq, og at han skadede mange mennesker ved hekseri. Han havde tre sønner og en plejesøn. Da sønnerne var begyndt at ernære sig som fangere, sagde han til dem, at de skulle holde øje med stranden. Når strømmen begyndte at føre tang indefter, ville der komme stærk blæst.

Når sønnerne fik nye fugleskindspelse, pillede de indersømmene af. Tiggak forbød sønnerne at pille sømmene af, for dem kunne man spise i tilfælde af, at man drev ud på en isflage og ikke havde noget andet spiseligt.

Når isen lagde sig om vinteren, plejede de at tage ud på fangst mod vest. Ved iskanten fangede de sæler. En gang, de skulle af sted, så de, at strømmen gik udefter. Tiggaaq advarede dem imod at tage af sted, men da de alligevel ville, sluttede han sig til dem. Da de kom til iskanten, formanede faderen: "Hver af jer må kun fange én sæl!" De fangede hver en sæl og var nu på vej indefter. De var godt på vej indad, da de opdagede, at der var kraftig snefygning fra fjeldtoppene udad. De lod sælerne, som de ellers havde slæbt efter sig, ligge og gik videre. Inden de nåede land, revnede isen ud for kysten og begyndte at drive udad. De gik langs revnen imod syd, men revnen blev bredere og bredere. De forsøgte derefter at følge iskanten i retning af nord, men efterhånden var der ikke andet at gøre end at gå vestover. De var kommet ret langt mod vest, da isen begyndte at brække, så den flage, hvor de befandt sig, blev mindre og mindre. Til sidst slog Tiggaaq med sin pegefinger en streg langt uden om det sted, hvor de befandt sig, med den virkning, at isen nu kun brækkede ind til stregen. De drev efterhånden langt ud. Den ældste af sønnerne blev tørstig og sagde til sin far: "Tiggaaq, har du ikke et middel til at skaffe drikkevand?" (det kan også oversættes: Har du ikke et bæger? Chr. B.). Tiggaaq svarede: "Jo, jeg har ét." Han trykkede sit store ansigt imod isen. Så piblede der dejligt ferskvand frem. Sønnen skulle til at drikke (der står egentlig: i det øjeblik sønnen drak - Chr. B.). Så sagde Tiggaaq: "Jeg skal være den første, der drikker." Først derefter drak de andre. Så hørte man den mellemste søn sige: "Jeg skal sådan tisse." Tiggak sagde: "Det skal du gøre ved at holde dig fast på isen med neglene (tåneglene ? BS)." De gjorde det alle sammen. - Den yngste søn sagde: "Jeg er ved at dø af sult." Tiggaaq sagde: "Der kan du bare se, jeg har jo sagt til jer, at I ikke må pille indersømmene af jeres fugleskindspelse af." Tiggaaq gav ham det inderste af sin fugleskindspels (her er sømmene ikke nævnt -Chr. B.) at spise.

De var drevet langt mod vest, da de fik øje på land. De drev til land.

Sønnen skulle til at springe i land, så sagde Tiggaaq, at han ikke måtte gøre

det og tilføjede: "Jeg skal være den første, der springer i land." Han sprang og

sønnerne og plejesønnen gjorde det sammen. Da de var kommet i land, opdagede de,

at den isflage, hvor de havde opholdt sig, kun var skum. Så drog de af sted over

land for at se efter om der var mennesker i nærheden. De så en ravn, og Tiggaaq

sagde: "Der er altid ravne i nærheden af steder, hvor der er mennesker." Det

varede heller ikke så længe, så så de mennesker på den anden side af et

fjeldparti (det er altid svært at oversætte 'alakkarpaa' - Chr. B. 'Så' er ok -

BS.). De tog deres kajakpelse af og lagde dem ved konebåden, hvorefter de gik ind i et af husene, for de var ved at dø af sult. De fik noget at spise og derefter blev de inviteret til et andet hus.

Huset, de kom ind i, havde ingen vinduer (sikkert en qassi, BS). Lige da de var gået ind, kom der en gammel mand for at se gæsterne. Han var ved at spise kød fra skulderbladet af en isbjørn. Da gæsterne havde været i huset en tid, forsvandt beboerne ud af huset - den ene efter den anden. Den gamle mand dækkede indgangen til. Derefter satte han sig ned på gulvet og sagde: "Lad os trække armkrog." Tiggaaqs plejesøn (der står egentlig: plejesønnen begyndte at trække armkrog med Tiggaaq. Der skulle nok have stået: Tiggaap - Chr. B.) begyndte at trække armkrog med ham, og han kunne klare ham. Den gamle mand sagde til Tiggaaq: "Gør det af alle kræfter." Plejesønnen var netop begyndt at anstrenge sig, så dræbte den gamle mand ham og råbte ud: "Giv mig noget line." De lavede et hul i taget og den dræbte, til hvem linen var fastgjort, blev

hejset op gennem hullet. I det samme blev der hældt vand ned i rummet, og

efterhånden steg vandet op til knæene (der står: 'niue qiterqúput' - vandet

nåede op til halvdelen af benene - Chr. B.). Så råbte Tiggaaq op: "Bring mig min

kajakpels, der ligger ved ('avatâne' står der - Chr. B.) konebåden. Den skal være

mit ligklæde." Idet han råbte dette, sagde den gamle mand: "Lad os trække

armkrog." En af Tiggaaqs sønner skulle til at gå hen til den gamle, så sagde

Tiggaaq: "Lad mig!" Tiggaaq kunne nemt klare den gamle, og han dræbte ham.

Tiggaaq råbte op til folk: "Giv mig noget line." En line blev firet ned, og

Tiggaaq bandt den omkring den gamles hals. Så blev den dræbte hejst op. Man

kunne høre nedefra, at liget blev parteret. Man hørte en af dem sige: "Jeg vil

gemme øjnene til vores gamle husherre!" Så hørte man en anden sige: "Du der, det

er jo vores gamle husherre!" De tav, og så begyndte de igen at hælde vand ned i

rummet. Tiggaaq råbte: "Giv mig min kajakpels. Den skal være mit ligklæde." Så

gav de ham pelsen. Tiggaaq tog sin amulet i munden, og da han havde haft den i

munden et stykke tid, kastede han den fra sig udenfor, idet han sagde: "Dræb

dem." Så hørte man dem sige flere gange: "Han der er falder om!" Amuletten

vendte tilbage, og han tog den i munden. Lidt efter tog han den ud af munden og

gentog det, han sagde tidligere. Efterhånden holdt de, der var udenfor, helt op

med at snakke. De kom ud og så, at der lå døde rundt omkring. Tiggaaq fandt

plejesønnen og gjorde ham levende igen.

Hen på foråret begav de sig hjemover. De havde allesammen en isbjørn som

amulet, og de sprang ud i vandet. Plejesønnen havde en snespurv som amulet, og

Tiggaaq bad ham om at krybe ind i sit øre. Så svømmede de hjemad. Da de

nåede land, rystede Tiggaaq sig som den første, og der faldt et stykke bjørneskind

af ham. Alle sønnerne gjorde det samme. Da plejesønnen rystede sig, faldt

der et stykke af en snespurvs skind af ham. Derfra gik de hjem til deres

boplads. Slut.

Jeremias, forstanderen (medlem af forstanderskaber) på Qeqertarsuaq og Avigât / Avigaat.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq; Sungersuusaq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq;

Kommentar: Den klassiske, el. traditionelle fortælling om rejsen til Akilineq. Det skønner jeg ud fra dens vide udbredelse og den ensartethed der præger de fleste varianter.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 236 - 238.: De gamles eneste søn..

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 236 - 238: Oqaluttuaq utoqqannguit ernituarsuannik.

Ret fyldigt oversat i Rink 1866 - 71, I: nr. 62.

På engelsk i

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 51, ss. 298 - 300: The Revived who came to the Under-world People.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Et ældre ægtepar havde en eneste søn. De boede sammen med et andet ældre ægtepar, som var barnløst. En gang var de på ammassatfanst. Under opholdet på det sted, hvor de var ved at bjærge ammassætter, døde sønnen. Forældrene rejste derfra, inden der var gået fem dage og efterlod det barnløse ægtepar på stedet. Det efterladte ægtepar havde ingen til at skaffe sig mad, og manden sagde: "Lad os gå op til graven." Oppe ved graven sagde manden til konen: "Du er en kvinde, fjern, de sten der dækker graven." Konen svarede: "Du er en mand, du kan fjerne stenene." Men manden gentog det, han havde sagt til sin kone. Konen fjernede  

en af stenene, der var lagt oven på graven og manden påtog sig at fjerne      

stenene, der dækkede graven. De tog den døde op fra graven og gav sig til at  

synge. Da de havde sunget en tid, gav det et spjæt i den døde flere gange. Så rejste han sig op og gav sig til at løbe. Han styrede direkte imod manden, hvis kone råbte: "A'haa! Gør dig hård." Den genoplivede mand stødte imod ham og væltede ham. Nu styrede han lige imod konen. Manden råbte: "A'haa! Gør dig hård." Han stødte imod hende og væltede hende. Så standsede han og faldt om ('nákarpoq' egentlig: faldt ned - Chr. B.). Den ældre mand gik hen til ham og sagde: "Rare lille du, gå ned og kom ind i huset." Mens han boede der, byggede den lille ældre mand en kajak til ham og forsynede den straks med fangstblærer. En dag tog han ud på fangst. Det varede ikke længe, så så de ham runde det lille næs med to sæler på slæb. Nu havde de en forsørger.

En dag roede den ældre mand, der havde mistet sønnen, til stedet, hvor det

ældre ægtepar boede for at få konstateret, om de var sultet ihjel. Da han roede

uden om det lille næs, så han, at pladsen under huset var gennemfarvet af blod.

Han tænkte: "De har nok spist ham, der blev begravet!" Han kom nærmere til

stedet og så en hel masse sortsider. Kun skindet var fjernet fra dem. Han

spurgte det ældre ægtepar: "Hvem har I som forsørger?" Til hans overraskelse

svarede ægteparret: "Vi genoplivede din store søn. Nu har vi ham som forsørger."

Da de sagde dette, ville han straks dræbe dem, for han troede dem ikke. Den

ældre mand sagde: "Vent til han kommer hjem. Hvis han ikke viser sig, kan du

dræbe os."

Mens de stod og snakkede sammen, kom han til syne henne ved det lille

næs med flere sæler på slæb. Det ældre ægtepar sagde til manden: "Du må ikke

røre ved ham straks." De gik ned for at tage imod ham, og så snart han steg ud af

kajakken, rørte hans far ved ham, så han døde. Så gav det ældre ægtepar sig til

at synge for fuld kraft. Mens de sang, gav det et spjæt i den døde flere gange. Så rejste han sig op og begyndte at løbe lige direkte imod sin far. Den lille ældre mand fik travlt med at rejse sig, idet han samtidig råbte: "Haa, haa, gør dig hård!" Han stødte imod ham og væltede ham. Så styrede han imod den ældre kvinde. Hendes mand råbte: "Haa, haa, gør dig hård!" Han stødte imod hende og væltede hende. Så standsede han.

Hans far ville straks tage ham med hjem, men

sønnen svarede: "Hvis I var blevet her fem dage efter min død, ville jeg have

taget med dig hjem. Men det vil jeg ikke, fordi du rejste, inden der var gået

fem dage. I forlod mig alt for tidligt. Jeg vil ikke rejse fra dem, fordi de

har gjort mig levende igen!" Faderen kunne ikke få ham til at tage hjem med sig,

så han rejste uden ham.

Den unge mand fortsatte med at tage på fangst. En

dag kom han hjem fra fangst og var ganske tavs. Hans plejefar lagde mærke til

dette og talte til ham: "Kæreste du, hvorfor siger du ikke noget?" Han

svarede: "Jeg har fået én fra ildfolket ('ingnerssuit') til kæreste." De gamle

blev bedrøvede, for nu ville han jo forlade dem. De snakkede med ham om

muligheden af at flytte sammen med ham til ildfolket. De bad ham spørge den mand

fra ildfolkdet, som var hans mellemmand, om det kunne lade sig gøre. En dag han

traf ham under kajaktur, spurgte han ham så, om det var muligt at tage

plejeforældrene med. Den anden svarede, at det godt kunne lade sig gøre og

sagde: "Hvis du tager dem med, må du sige, at de, når de kommer roende i

konebåd for at forcere en klippevæg, ikke må have øjnene andre steder end på

denne klippevæg (eller: at de kun må kigge fremefter - Chr. B.), ellers kan de ikke komme ind.

Da han kom hjem, talte han med dem om disse ting

og sagde, at de, når de var på vej til ildfolket, ene og alene måtte kigge

efter agterspidsen (altså: den bagerste spids af hans kajak - Chr. B.) af hans

kajak. De forberedte sig til afrejsen. De tog af sted og styrede lige imod en

klippevæg. Lige før de nåede den, begyndte stranden at lægge sig oven på

hinanden ('qalerîgsâlerpoq' - lagdele sig? / tvesyn ? BS) og åbne sig. De så en konebåd, der var stillet op på et stillads. Der var en strand med rullesten. Deres boplads var meget dejlig. Under husene var der masser af kød og hvidhvalsmattak. Da de så alt dette, blev de så begejstrede, at de glemte advarslen og begyndte at kigge rundt. De vidste egentlig ikke, hvad der skete, for pludselig

forsvandt alt det dejlige, og de løb lige imod klippevæggen, så konebådens spids

knækkede og alle ombord faldt bagover. Da dette skete, kom plejesønnen hen og sagde: "Jeg skal hilse og sige, at I godt må bygge jer et hus på den lille

klippeafsats, og at de vil førge for jer med mad." De byggede et hus dér, og hver dag blev der bragt kogt mad til dem.

Paamiuts forstander, D. Möller.

Var.: Muligvis; jeg har forgæves afprøvet flere søgninger

Kommentar: Overgangen fra denne verden til den anden, hvor innersuit, andre ånder og de døde lever deres liv, skildres ofte som et tvesyn, der lagdeles for ens øjne.

Efter død og genoplivelse kan den unge mand færdes mellem begge verdener, men han hører åbenbart mest til den anden verden.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The Girl who went away in search of her Brother.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om et ældre ægtepar.

Dette fortælles om et ældre ægtepar med tre børn - to sønner og én datter: En dag var datteren ude at plukke bær sammen med den ældste af sine yngre brødre. Da broderen så en rype, gav han sig til at jage den med stenkast. Han forsvandt ud af syne bag en stor sten, og der ledte hun efter ham, men hun kunne ikke finde ham. Hun kom hjem om aftenen.

Dagen efter tog hun af sted sammen med sin yngste bror. Han

skulle sætte rævefælder og ledte rundt efter en flad sten til at dække

udgangen med. Da han ikke viste sig igen, ledte søsteren efter ham. Sporene

endte et sted, men hun fandt ham ikke. Hun kom hjem, om aftenen uden broderen.

Hendes far sagde til hende: "Nu har du dræbt begge dine yngre brødre."

I virkeligheden havde faderen allerede nogen tid, før dette skete, haft

planer om at dræbe datteren, fordi hun som kvinde ikke kunne blive fanger.

Moderen syntes, det var synd for hende, og hun rådede hende til sidst at gå

hjemmefra, så hun kunne undgå at blive stukket ned af sin far.

Pigen puttede sine klæder og nye kamiksåler ned i sin taske, og om natten, hvor

forældrene sov, drog hun af sted hjemmefra. Da det blev dag, krøb hun

ned i en hule i en stendynge og sov. Henimod aften gik hun videre. Ved

midnatstide fik hun øje på et lille vindue længere fremme. Hun gik derhen og

opdagede, at det var et hus. Hun kiggede ind gennem vinduet og derinde var

en stor mand med bar overkrop i færd med at fremstille kajakredskaber.

Da han drejede ansigtet derhenad, hvor hun stod, opdagede hun, at han kun

havde ét øje, der sad i næseroden. Han bød hende indenfor. Men pigen blev

bange og skjulte sig i en fordybning ved siden af sin taske. Netop som hun

havde skjult sig, trådte han ud og gav sig til at kigge rundt  - endog

omkring sine fødder. Da han ikke så hende, gik han hujende ind igen.

Pigen gik videre, og undervejs sov hun midt på dagen. Så tog hun af sted

igen og hen på aftenen fik hun øje på et lille hus med ét vindue. Hun satte sin

taske i nærheden af huset og gik hen til huset. Hun kiggede ind igennem vinduet

og så derinde et ældre ægtepar og en ung pige, der senere viste sig at være

deres datter. Hun blev budt indenfor. Sønnen var åbenbart endnu ikke

kommet hjem fra fangst. Noget senere kom han så. Hans far spurgte:

"Hvor mange." Sønnen svarede: "Fem." Moderen gik ud og kom tilbage med et bundt

måger, som næsten ikke kunne komme med igennem husndgangen. Hun gik ud igen

og kom med et bundt edderfugle, næste gang med et bundt alke, næste gang igen et

bundt skarve og endelig med et bundt tejste. Faderen så ikke alle de ting,

moderen bar ind (mærkelig sætning. Egentlig står der: Da hun / han bar det ene

bundt efter det andet ind, så hans far ham/hende ikke (eqqussoramigit angutaata

takunngilaa) Chr. B. - Faderen kan vel ikke se hende, fordi bundterne er så store,

at de skjuler hende. BS)). Så sagde sønnen: "Har vi fået en gæst?" De svarede

ja. Så spurgte han igen: "Har hun fået noget at spise?" De svarede:

"Hun har godt nok spist". Sønnen sagde: "Giv hende noget at spise, man bliver så

sulten af at have været ude at vandre (angalalluni - Chr. B.)." De kogte alke og

skarve og hun spiste, så hun var lige ved at revne.

Da hun havde opholdt sig dér, hvor der boede mennesker, fik hun den tanke

at tage ud et sted, hvor der ingen boede. Da det blev aften gik hun bare lige ud (for at forrette), men så tog hun sin taske og drog ind i landet.

Hun gik hele natten, og da det blev morgen og hun mente, at de ikke længere

kunne få øje på hende, krøb hun ind i en hule i en stendynge og sov. Hun var

kommet langt ind i landet - det var dengang, der ikke var is inde i landet - så

så hun et hus med tre vinduer. Hun gik ned til det og kiggede ind gennem

vinduet. Derinde så hun en stor sæl, der blev sprættet op, men hun så ingen

mennesker, der sås kun skygger, og der var ved at blive kogt noget. Hun kiggede

ind gennem et andet vindue, også der så hun en stor sæl, der var ved at blive

flænset. Hun kiggede ind gennem det tredje vindue, og der så hun også en stor

sæl, der var ved at blive skåret i flere stykker (der står: 'anguleraat', - der

skulle nok have stået: 'agguleraat' - Chr. B.). Så blev der puffet til hende, men

der sås ingen mennesker. En stemme sagde: "Jeg skulle bede kystboen komme

indenfor." Hun gik ind, men stadigvæk så hun ingen mennesker, kun skygger. Men

så fik hun øje på et gammelt ægtepar, der lå på maven ved opgangen til rummet. Hun blev bedt til sæde. Hun var altså på besøg hos

tarrajarsuit, skyggevæsener. Hun blev budt på kød at spise. Tallerkenerne blev tomme af sig selv (uden at hun kunne se dem, der spiste - Chr. B.). De sagde, at hun kunne gå i seng, når hun ville. Hun gik i seng. Midt om natten vågnede hun ved, at hun kunne mærke noget slimet der, hvor hun lå, og der var også noget blod. Det viste sig, at et af skyggevæsenerne var revnet af forspisning. Hun fik pludselig dårlig samvittighed og stak af midt om natten.

Under sin vandring fik hun pludselig øje på en stor slette med tåge henover.

Hun gik dernedad. Der var ingen mennesker at se, men hun hørte nogen

råbe: "Gå på den vestre side (jeg kender ikke udtrykket 'uvkaa'. Den danske

kommentar siger 'vestre' - Chr. B.)." Hun kiggede rundt og så ved kanten af den store slette en hel masse væsener med store maver i en position, hvor de

havde anbragt maven i en fordybning i jorden, mens de ventede på, at mætheden skulle fortage sig. Kvinden, som i forvejen var forbitret, tænkte, at hun ville skridte henover dem. Og selv om der blev sagt, at hun skulle gå bagom ('eqquata

tungaatigut' kan jeg ikke få nogen anden mening ud af det - 'erqoq' betyder bagdel, rumpe måske: henover rumperne? Chr. B.), gik hun midt over sletten og knaldede væsenerne, så der kom blod. Da hun trådte på den sidste, krympede hendes indre en smule (den danske kommentar antyder, at det kan betyde, at hun vred sig af latter?? Chr. B.).

Det næste hun så på sin vandring, var et stort bjergpas, hvor der var en

masse ravne. Hun tænkte: "Ravne plejer at være dér, hvor der er beboelse." På den

anden side af passet fik hun øje på en masse huse, som lå omkring en lille vig

og folk, der spillede bold. Mens hun stod der, genkendte hun sin lillebror.

Ham, der ramte en rype med en sten. Det viste sig, at han var gået tværs over

landet. Da boldspillerne holdt op med at spille, gik de ind. Hun satte et mærke

på sin lillebror, uden han lagde mærke til det. Lillebroderen gik ind i et hus

med ét vindue på den anden side af vigen. Da det blev aften gik hun hen til

huset og kiggede ind gennem vinduet. Hun opdagede, at lillebroderen var blevet

gift. Hun gik ind i huset og gav sig i snak med sin bror.

De spillede bold nogle gange, og hendes svigerinde (broderens kone) skammede

sig over, at hun (mandens søster) var for langsom til bens - den samme kvinde,

der under sin vandring var i stand til at løbe ræve og harer op og sparke til

dem. En aften hviskede svigerinden til sin mand om at give hans søster kamikker

på, fordi hun skammede sig over hende. Da hun en aften havde taget kamikkerne

af, gik svigerinden ud og kom tilbage med et par kamikker, der kunne snøres

sammen foroven. De sloges med hende og fik trukket kamikkerne på (formentlig

tvang de hende - Chr. B.). Der var vandkalve i kamikkerne. De snørede kamikkerne

sammen foroven ved hendes knæhaser. Det begyndte at klø og til sidst blev hendes

ben helt følelsesløse. Da der var gået en tid, tog de kamikkerne af og alt kødet

på underbenene var spist, så der kun var sener tilbage. Det var vandkalvene, der

havde spist kødet. Midt om natten gik svigerinden ud og kom tilbage med en

levende renkalv. Hun sprættede kalvens mave op og mandens søster stak sine ben i kalvens mave. Da hun efter nogen tid trak benene ud igen, var der kommet hud

(skind) på dem. Efter den tid var kvinden blevet den hurtigste løber. Det var

altså svigerinden, der syntes, at hun var for langsom til bens, og det var hende,

der fik vandkalvene til fortære kødet på hendes ben.

Mens kvinden boede dér, blev hun gift og fødte en dreng. Da drengen var

blevet født, kom svigerinden ind med et ovalt træfad, som var fuld af

rævetestikler. Idet hun gav kvinden dette, sagde hun, at hun skulle spise dem,

men det skulle være med lukkede øjne. Først når hun havde slugt den sidste

mundfuld, skulle hun lukke øjnene op. De havde den skik på stedet, at hvis man

ønskede at få et barn, der var hurtigt til bens, skulle moderen spise testikler

af ræve. Da kvinden havde spist, blev hun rask. Sønnen blev hurtig til bens.

Kvinden blev boende i huset som en del af familien og de fik mange

efterkommere. Slut.

Var.: Daniel Møller nr. 17.

Kommentar: Fortællingen giver et godt bud på hvilke forskellige mytiske skikkelser man kan møde længere og længere inde i indlandet. De sidste skildres som deciderede indlandsboere - dvs. hurtigløbere der kun jager landdyr og hvis magre ben kan minde om renernes.

Kr. Møller var kateket i Upernavik.

To små anekdoter, den første om en samtale mellem David / Usuukassaq fra Thule og en anden om hvor de udøbte stammer fra. David var med på tilbagevejen fra den litterære ekspedition (se ovf.). Møller overhører samtalen, der må være meget morsom - for ham.

Ikke oversat

Den anden anekdote foregår i Ilulissat dengang i anden halvdel af 1800-tallet, da der endnu var kateket - seminarium dér.

Heller ikke oversat.

Nok egnet til opdatering.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 115 ss. 607 - 611.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 329 - 331: Oqalualaarut Orunilimmik.

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 19.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 101 - 105.

Resumé:

Orunilik var fra Alluitsoq / Lichtenau og berømt viden om,  dels fordi han stammede, men især for sit resolutte talent for at skaffe sig store fangstparter. Når en klapmyds el. lign. stort dyr var harpuneret af andre, sprang han i vandet i springpels og med kniven i munden og dræbte dyret nedefra. Derefter krævede han, at man parterede dyret i vandet og ikke på land, hvorved han absolut fik broderparten fra sin favorable position i vandet.

Om ådselet af en pukkelhval fortæller man, at Orunilik først nåede frem, da der var tykt af flænsende mennesker ovenpå den. Han for imod dem med kniven mellem tænderne og op på hvalen, hvor mængden skiltes som en stime ammassætter. Da han havde skåret sig en stor part i fred og ro, opfordrede han de andre til at deles lige om resten. Det gik godt, indtil man kom op at toppes om den store underkæber, hvorfor Or. resolut skræmte alle væk, delte den i to, fordelte den ene halvdel ligeligt mellem alle til stede og beholdt den ene halvdel ubeskåret for sig selv.

Or. tog også affære, engang en gift mand havde taget sin steddatter til medhustru / andenkone. Or. mødte op i mandens hus, hvor kun kvinderne var hjemme, og da manden kom fra fangst om eftermiddagen, tog denne til at skælde ham ud på det groveste. De gerådede i klammeri, lamperne væltede, de tumlede udenfor og Or. sendte manden på ryggen ned ad skrænten med hovedet først. Han nåede at kaste sig til side inden isfoden og kom skældende og smældende op igen. Da manden klamrede sig fast ved den ene husgang (der var to) smuttede Or. ind gennem den, for ikke at vride hans skulder af led, og manden efter. Han flygtede dog hen i et hjørne, og Or. tog steddatteren med ud og hjem.

En sidste episode fortæller om Or.s kamp mod en isbjørn, som han nær havde tabt. Han gik imod den ude på isen, alene, kun bevæbnet med en kniv, og han fik slet ikke stukket den langt nok ind. To gange slæbte bjørnen ham ud og lagde ham fra sig på isen for at vente på, at han skulle blive kold (som den gør med sine dræbte sæler). Anden gang lå Or. stille længe nok til, at bjørnen blev så uopmærksom, at han stille kunne komme på benene og flygte hjemad, hvor folk stod parat og fik has på den med deres våben.

Or. måtte sys bagefter, for kødet på hans overarm hang og blafrede med vrangen ud. Under syningen blev dog håndfladen vendt opad.

Arons fortæller, der var sydøstgrønlænderen Sarahs bror, havde selv været i kajak med Or. og bemærket, at den vendte håndflade ikke hindrede ham i at ro og fange.

Hist.: Fortællingen virker autentisk og viser bl.a., at herrnhuternes Lichtenau var et sted de immigrerende sydøstgrønlændere kunne søge hen (og formentlig finde tidligere ankomne slægtninge).

Springpelsen gik af brug med hvalernes forsvinden fra de fleste egne i 15-1600-tallets tiltagende kulde.

Orunilik har mere eller mindre overholdt fangstdelingens regler ved sin uortodokse måde at dræbe harpunerede sæler på. Men han har tydeligvis også tillagt sig en usædvanlig autoritet med sin indgriben i såvel fangstdeling som umoral.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 140 ss. 699 - 704.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 399 - 402: Oqaluttuaq Paulinamik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 44.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 32 - 39 (Pôrdlîna).

Resumé:

To brødre, Paulina og Qisuilaaq, har mange fæller på vinterbopladsen. Paulina er vennesæl og social, Qisuilaaq derimod dybt genert og holder sig altid for sig selv. Paulina er en dygtig angakkoq / åndemaner / angakok, der ofte holder seance, tager på åndeflugt og kommer tilbage med nyheder fra steder, andre ikke kan nå. Når han smutter ud ved vinduesstolpen, prøver Qisu. forgæves at følge efter. En dag når Paul. over indlandet til et hjerteformet fjeld på den anden side. Neden for er der huse. Han sniger sig hen til det nærmeste med lys i og ser er par store ægtefolk med en smuk datter, der bliver sendt ud med kødgaver fra en nyflænset sæl. Da hun kommer tilbage prikker Paul. hende i siden, så hun falder over dørtrinnet og dør. Faderen truer Paul. på livet, han beder om et par bukser. De når den store Paul. helt op under armhulerne. Da han har genoplivet pigen og kan lide hende og familien, gifter han sig med hende og bliver på stedet.

Qisu. træner for alvor til angakkoq. Endelig kan han selv smutte ud ved vinduet på åndeflugt, hvor han kan følge sin storebrors spor helt frem til huset, hvor han i skjul under sidebriksen gør tegn med øjnene til Paul. om at komme med uden for. Paul. driller sin kone med, at nu kan hun jo prøve at finde ham, hvorefter han forsvinder ind i en sten med sin bror, hvor de glæder sig over gensynet og snakker løs. Paul.s kone leder længe og hører dem til sidst derinde. Hun går grædende ind i huset, hvor forældrene trøster hende med at Paul. nok kommer, når han er færdig med sine angakkoq-kunster. Det gør han da også. Men lillebroderen kommer oftere og oftere på besøg. Til sidst hver dag. Paul. beslutter at hente sin familie og har til det formål brug for, at lillebroderen om foråret leger netside på isen, hvorfra han må springe op på Paul.s slæde, for at hundene ikke skal overfalde ham. Derhjemme har man så ofte drillet de gamle forældre med, at nu kom Paul. hjem, at det varer noget, inden de lader sig overbevise af råbet om hans hjemkomst. Hans tidligere kone har fået et barn med en gammel ungkarl. Det bliver sygt. Paul. skærer det op i maven, trækker alle indvolde ud og undersøger dem, uden resultat. Sårene heler han gesvindt. Så tager han fat igen med samme operation, men skærer denne gang også struben op, hvor noget sort sidder og generer. Paul. fjerner det, stopper indevoldene tilbage og heler alle sår. Straks bliver drengen helt sig selv igen.

       Da familien skal af sted beordrer Paul. sin bas til at dræbe ekskonen og den gamle ungkarl. Den får has på dem efter at have rodet dem ud fra bunden af bunken af alle husfællerne, der har smidt sig ovenpå hinanden.

Tilbage i øst bliver Qisu. endnu mere genert end før. En stor ugift kvinde, som alle mændene besøger efter fangstdagen, indynder sig forgæves hos ham. Qisu.s mor bliver irriteret, får ondt i sinde og hekser med kvindens og Qisu.'s afføring, som hun lægger ovenpå hinanden. Kvinden bliver gravid, og da alle mændene stimler sammen hos hende under fødslen, kan Qisu. trods alt ikke nære sig for at være med. Han stiller sig ved hendes lampe og hun får øje på ham. Straks bliver de begge til hver sin store lort. Moderen havde altså hekset kvinden gravid med en lort, men kom desværre til at gøre det af med sin søn også.

Var.: Palineq / Paalineq; ID 946; Paaleeq; Paulineq; Puulineq

Hist.: Også den samtidige variant gør grin med hekseriet. Men det ender mindre absurd. Desuden begrunder den bedre Paulinas bortrejse, idet konen allerede inden er ham utro med den gamle ungkarl. Alt i alt konstaterer man en kraftigere latterliggørelse af traditionen i Arons version.

Kommentar: Lars Møller Lund har læst hovedpersonens navn: Poorliina (se ovf.). Dvs. en der bare er poorlik eller på en angakkoq med pooq, en angakkoq puulik. Det synes også at være ideen i de østgrønlandske varianter: Puulineq