Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:Igimarusugduaq

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 55 - 56: "Igimarasugssugssuaq" / Iimarasussussuaaq.

Resumé: Ingimarusussuttuaq æder sine koner. Hver gang han får en ny,

feder han hende op og æder hende. Den sidste af dem, Misana,  har

mange søstre (senere i fortællingen er det brødre). Da hun er blevet

uflyttelig fed, vælter hun sig ned i husgangen, hvor hun slikker sne.

Hver dag slikker hun mere sne og bliver lettere. Hun udstopper sine

klæder og befaler tøjdukken at svare Ingimarusussuttuaq, når han

kommer hjem fra fangst: "Jeg kan ikke længere røre mig for fedme." Og

når Ingimarusussuttuaq harpunerer den at skrige højlydt. Selv graver

hun sig et hul bag huset og gemmer sig dér. Det går som ventet.

Ingimarusussuttuaq opdager snyderiet og leder efter Misana. Hun tar

flugten og forvandler sig i kraft af sin amulet til et stykke træ.

Ingimarusussuttuaq stikker i det og giver op. Misana løber til sine

brødre, gemmer sig bag skindtapetet, Ingimarusussuttuaq når grædende

frem, Misanas brødre beskylder ham for hustrumord i en nidvise, Misana

bekræfter det bag tapetet, brødrene overmander Ingimarusussuttuaq og

vil lade Misana give ham dødsstødet. Hun mister kræfterne i fingrene,

men han er forlængst død, mens hun prøver at flænse i ham med sin

ulu.

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk

Bemærk: Det virker sært, at Misana først flygter, da

Ingimarusussuttuaq begynder at lede efter hende.

Historiske træk: Sammenlignet med andre varianter er det overraskende,

at Misana mister modet, da hun skal dræbe Ingimarusussuttuaq. Måske en

påvirkning fra herrnhuterne, der også kan være årsagen til mange og stærke

følelsesudtryk, der præger mange indvandrede sydøstgrønlænderes fortællinger og sange.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Maakasik har fået sine fortællinger fra sin far og er usikker på, om

han har husket dem rigtigt.

Resumé:

Slæder, der kører på fangst mod øst, ind i fjordene, kommer ikke tilbage. En angakkoq rejser derind. Ser en slæde med kraftesløse hunde, men uden slædekører. En kvinde med en ulu nærmer sig. Hun røver med sine ord kraften af både angakkoqen / åndemaneren og hans hunde. Han får med en kraftanstrengelse fat i sin kniv, trækker med selen mellem tænderne fløjhunden til sig, og får skåret dens ene øre af. Den skriger, vågner af lammelsen, og dens blodstænk vækker de andre hunde til live. Selv forbliver han halvlammet. Han får hundene afsted, kællingen nærmer sig, glider i fløjhundens tyndskid, tværes til i ansigtet, slubrer det i sig, mens hun råber: "mamanngikkaluaaq" (det smager ellers ikke spor godt). Han når hjem med genvundne kræfter, fortæller om sin oplevelse, og siden tager man aldrig på fangst ind i fjorden.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Brødrene som forsvandt; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd;

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Resumé:

Ukursurbaaq holder sig altid hjemme, når de andre tar ud. Hun

forsåler altid kamikker. Siger også nej, når de andre tar på bærtogt.

De lader en gammel kone forsøge at overtale hende. Hun lokker

Ukursurbaaq med, at bærrene er større og sødere inde ved

"hoved"-fjeldet. Ukursurbaaq lader sig overtale. Medbringer spækket af

en halv remmesæl og blod i tarme til konservering af bærrene. Men

fremme ved bærstedet går hun længere ind i landet og æder blot de bær

hun plukker med spækket og blodet. De andre, der har fyldt gamle

bukser og anorakker med bær, kan ikke få hende med hjem. En stor orm

kommer imod hende fra indlandsisen. De andre advarer hende. Hun

fortsætter sit æderi. Endelig løber hun, men samler det spæk med

bærsaft, hun taber, op undervejs. Til slut løber hun i fuldt

firspring mod den ventende konebåd. Hendes bror springer i land og

dræber ormen, der har nået at snuppe snippen af Ukursurbaaqs pels. Da

ormen skæres op, springer Ukursurbaaq i land igen. Hun har kun eet i

hovedet: at finde sin snip i dens mave. Dens kød viser sig

velsmagende, og man lever af den til langt ud på vinteren.

Var.: ikke i denne bases samlinger. Vedr. den dræbte kæmpeorm man kan leve længe af, søg på Aqissiaq.