Interlineær dansk oversættelse. (Et brudstykke).

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 44 (arnagkajugtoq)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 49 (Arnakkajuttoq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Et brudstykke af myten om sjælen, der tog bolig i det ene dyr efter det andet, fortæller at hos tejsterne får han aldrig sovet, hos renerne aldrig sovet om morgenen. De spiser frossent kød, men sælerne, som han senere bliver en af, leger på toppen af det høje græs. Under denne leg bliver han fanget ved et åndehul.

Var.: Sjælen der gennemvandrede alle dyr; Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq.

Kommentar: Det er uklart hvorfor de planteædende rener spiser frossent kød og hvad det "høje græs" betyder. Måske ålegræs? Måske er det blot fordi 'sjælen' rejser i den "anden verden" hvor man undertiden forestiller sig at alt er omvendt.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 64 - 65.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Straffen for ikke at overholde taburegler.

Månemanden (qaamatip inua).

Denne "under-overskrift" er taget fra fortællingen på s.94 og placeret her, da de to fortællinger med meget små undtagelser er identiske, uden at det giver nogen som helst betydningsmæssig forskel. Derfor oversætter jeg ikke fortællingen "Månemanden" (Qaamatip inua) på s.94-95., for det siger sig selv, at den allerede oversættes her (Signe Åsblom).

 En åndemaner ledte efter sin forsvundne lillesøster, og en dag tog han også til månen på besøg i den anledning. Uden at han havde nævnt sin lillesøster, tog månemanden noget fra siderummet i sit hus og spurgte: Hvis er det? og viste det frem. Han genkendte det som sin søsters kvindeanorak, der var syet af spraglet sælskind. Og selv om han ikke kunne se sin lillesøster, forstod han, at månemanden havde taget hende. Månemanden havde været på hundeslæde og havde truffet hende undervejs, og så havde han skovlet hende op med sin øse.

   Hvis man mødte månemanden, når han kom kørende på sin hundeslæde, var han let at kende, fordi der var hår på hundenes skagler.

   Efter at have vist ham hans lillesøsters kvindeanorak af skind, viste han ham også, hvordan folk nede på jorden sov inde i huset. En af de sovende var en kvinde, der lå på ryggen og sov med spredte ben. Så sagde månemanden til ham: Du kan se, at denne kvinde ligger og sover med spredte ben. Det er fordi hun endnu ikke bløder. Nu skal du se mig få hende til at menstruere.

   Og efter at have dyppet sin pegefinger i blod, dryppede han ovenfra en enkelt dråbe blod ned i skridtet på hende. Og i søvne krummede hun sig sammen, fordi hun fik muskelsammentrækninger. Og da hun følte efter på sig selv, opdagede hun, at hendes hænder var helt blodige.

Og månemanden sagde: Det er sådan man får dem til at menstruere.

Efter at have vist ham dette, lod han ham også se ned på dem, der spillede bold. Og han kiggede på boldspillet. En af de stakkels spillere faldt hele tiden, lige inden han nåede hen til sine med-spillere. Og hver gang han faldt, forlod de andre ham. Månemanden spurgte ham: Hvad tror du, der sker med ham?

   Da åndemaneren sagde, at han ikke vidste det, sagde månemanden: Mens han levede på jorden, begyndte han at spille gribespil, mens han stadig skulle have overholdt tabureglerne, og derfor er han blevet sådan.

   Han så også en anden stakkels mand, der, hver gang han var ved at nå hen til sine medspillere i boldspillet, tog et skridt for at bringe orden i udførelsen af sine taburegler. Og hans medspillere blev ved med at løbe væk fra ham. Månemanden sagde: Mens han levede på jorden og skulle have overholdt tabureglerne, forbrød han sig mod dem (han spiste for tidligt af de tabuerede stykker sælkød), og derfor er han blevet sådan.  

(Her slutter også fortællingen om Månemanden på s.94-95).

-  -  -  -  -  

M. Uusaqqaq (som vi så godt kender gennem Knud Rasmussen) har jeg set nogle gange. Hans væsen var ikke, som det skulle være, og han var skeløjet, og hans underkrop var misdannet. Det fortælles, at det skyldes, at hans mor havde danset rundt, mens hun var gravid!

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Kommentar: De boldspillende mennesker befinder sig ikke på jorden, men i himmelrummet under månen. De kan kun være afdøde mennesker, der er kommet til dødsriget i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium - og dermed frembringer nordlys. At overtrådte tabuer giver "livsvarige" gener, især kropslige, i dødsrigerne, forkommer hyppigt i fortællinger om åndemaneres besøg dersteds og er muligvis en traditionel forklaring på de lidelser de kristne må udstå i det hinsidige for deres synder på jorden. Med deres særlige ekspertise i helbredelse kan dog visse angakkut, angakokker, åndemanere helbrede også de døde: se: Maratsi besøger de døde i underverdenen

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 73.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Åndemaneren i butikken.

Det fortælles også, at Itakillik engang var kommet ind i butikken i Aappilattoq for at handle. Han ville have 20 kvint *) kaffe, og da han kun gav købmanden en skilling, gav denne ham kun 20 kvint uden at fylde posen helt op. Da købmanden havde øst kaffen op i posen og skulle veje mængden af ved at hælde den op i beholderen (skæppen), sagde Itakillik: bli nu læt lætteræ! Han kunne nemlig ikke tale rent. Og så kan det nok være, at købmanden måtte fylde op. Hver gang han havde fyldt posen, hældte han den op i skæppebeholderen *). Og den stakkels købmand holdt øje med kvintene og prøvede at trykke godt ned i beholderen. Da skæppebeholderen var ved at være fuld, begyndte køb-manden at mumle arrigt. Da det udviklede sig på den måde, grinede Itakillik, og dermed lød der et bump fra skæppen, der endelig nåede ned. Og så kan det ellers være, at købmanden måtte øse kaffe op. Da han nåede op til modvægten, var der ikke meget kaffe tilbage.

*) 1 kvint = 5 gram

*) 1 skæppe = 17,4 liter.

Hist.: Historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800 - tallet.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 70.

Samme: Hans Lynge 1955, s. 183 nr. 4 og s. 185 nr. 4.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Man siger at af to der lærte til åndemaner sagde den ene til den anden: Skal vi se hvem af os der blir den største heksekunstner / ilisiitsoq. (Dermed mente Marteeraq at alle, mænd som kvinder, kunne blive både angakkut (åndemanere) og ilisiitsut (heksekunstnere).

Kommentar: mange grønlændere af denne og forrige generation er overbeviste om, at hekse kun var kvinder. Såvel dette som andre udsagn viser at det også ofte var mænd, og at utilregnelige eller ældede åndemanere ofte blev beskyldt for hekseri.

Vedr. hekseri se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.

Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 99.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  Den feminine mand.

M. Denne mand opførte sig fulstændig som en kvinde, og når de unge kvinder havde brug for hjælp med noget, som for eksempel med syning, henvendte de sig til ham, fordi han kunne hjælpe dem ved at forklare, hvad de skulle gøre ved tilskæring af skind til kvindepelse eller kvindeanorakker af sælskind. Og når de manglede skind til skindbroderi eller flettet senetråd, henvendte de sig bare til Arnaasaq.

   Det fortælles, at når Arnaasaq tog sin pose op og ledte efter det, som de manglede, kunne han altid finde det til dem, fordi han altid sørgede for at have noget i reserve.

   Og når han sov om natten, rørte han aldrig de unge kvinder, selv om de sov lige ved siden af ham. Men han kunne ikke altid lade de unge mænd være i fred, hvis de sov i nærheden af ham. Efter at han var død, blev det efter et godt stykke tid skik blandt især de yngre fangere, at de, når de var på vej på fangst og gerne ville have et godt udbytte, vendte sig i retning mod hans grav og gjorde samlejebevægelser og råbte til ham: Arnaasaq, vi kommer for at have samleje med dig! Og så hændte det at de fik held med jagten.

   Det siges, at Arnaasaqs grav befinder sig i Ueerteq, nord for Tasiusaq.

Hist.: Historisk begivenhed fra 1800-tallet.

Kommentar: Seksualitet og fangst var tæt forbundne. En almindelig tanke var den, at kvinder tiltrækker fangstdyr. Ligeså at døde mennesker kan skaffe de levende fangst. Her er det så en død homoseksuel mand, som man lokker for, for at han skal skaffe dem fangstdyr. Der er meget få fortællinger om homoseksuelle mænd og lesbiske kvinder. Det siger intet om, hvor mange der procentvis var eller om hvordan man så på den slags. Denne fortælling her er jo ganske munter.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 72.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den store åndemaner i Aappilattoq.

Dengang Itakillik boede i Saveerneq, var en af hans husfæller rejst på besøg i Aappilattoq og havde taget sin kone og et par børn med.

   Saveerneq var almindeligvis et strømskåret område, og ofte var det umuligt at bruge nogle af hundeslædevejene. Da det var på tide, at denne hundeslæde skulle ankomme fra Aappilattoq til Saveerneq, var det blevet umuligt at lægge til nedenfor huset, hvor man ellers plejede at komme op. Stedets ældste, Itakillik, der havde holdt øje med stedet og ventet på, at de skulle komme, sendte nogle derned for at råbe til dem, at de skulle lægge til et andet sted, og de opdagede, at man ikke længere kunne bruge slædesporet, og at isen nu drev afsted med dem. De løb efter dem og råbte efter dem for at få dem til at lægge til et an-det sted, men slæden faldt ned, og disse mennesker kom ind under isen.

   Da de skulle til at græde over de døde, forbød Itakillik dem det, fordi han først ville være alene på det sted, hvor de faldt i vandet, og først hvis der ikke var noget at gøre, skulle de græde over de døde. Han lod alle sine fæller gå op til huset for selv at være alene ved ulykkesstedet.

   Da Itakillik var blevet alene dernede, kunne de høre ham sige noget, og Saveerneqs fjeld, Inussugaarsuks fjeld og Akunnaarsuks fjeld, der ellers lå langt fra hinanden og ikke kunne give ekko, begyndte så at svare utydeligt igen, når han sagde noget. Hver gang de kunne høre Itakillik sige noget, hørte de fjeldene svare ham. Da han råbte til sine fæller, at de forulykkede var reddet, kom de og så, at han havde fået dem allesammen op. Og ingen af dem havde lidt overlast. Han forbød dem at tale om det skete, fordi flere af dem allerede var døbt. Derfor tav de. Og først senere begyndte de at fortælle om det, der var sket.

   (Da Itakillik blev døbt, fik han navnet Samson. Han døde i 1872, og dengang mente de, at han var omkring 62 år gammel).

Hist.: se ovf.

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 41 + 43: Nukigdlârnermit

náparsimasewq ajerungnaersitaq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 107.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 116.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Mange i samtiden ville ikke anerkende Ineqinnavaat som åndemaner / angakkoq, fordi hun mentes at have skadet flere end hun havde gavnet. Men hun fik engang helbredt sin veninde for resterne af en børnelammelse ved massage og en serrat / tryllesang / magisk sang. Mawsaligtoq hed veninden, der var gift med en dansk handelsleder. Han modsatte sig konens ønske om at prøve helbredelse hos In., og hun måtte vente til en dag han var borte på laksefangst. Datteren fandt det dengang ikke mærkeligt, at moderen pludselig blev rask. Først som voksen kom hun til at beundre In. for helbredelsen.

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 151 - 152: ivngerutit.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Fortælling der knytter sig til underholdende udfoldelser.

Resumé:

Aângewaleq / Aanngualeq ? var nær veninde med Mawsaligtoq / Massalittoq ?, der var blevet døbt, for at hun kunne gifte sig med tjenestemanden Philip Petersen. Trods dåben fungerede hun dog stadig som åndemaner / angakkoq, og hun dyrkede ofte trommesang med sin veninde. Denne, Aanngewaleq, blev så udfordret til trommestrid af manden Itakewdlik / Itakerlik ?, og skønt hun vægrede sig ved at synge mod en mand, pressede han hende til at give efter. Han hånede hende for at omgås de danske og være veninde med en, der var gift med en dansker. Hvorefter Aanngewaleq svarede i sin sang, at han måtte have udfordret hende, fordi han ville fri til hende i den tro, at hun var en ganske anden end den ubetydelige kvinde, hun faktisk var. Publikum jublede over dette udsøgte svar.

Selve trommesangen er inkluderet i teksten.

Hist.: Mawsalittoq / Mavsaligtoq blev gift med Petersen i 1839.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

En begivenhed, der tydede på at der i nærheden af Kullorsuaq boede folk man ikke kendte, var følgende: under hvalrosfangst i kajak havde man hørt nødråb længere inde i fjorden, og derinde så man et harpuneret dyr med fangstblæren efter sig. Men man så aldrig fangeren, der mentes at have råbt på sine egne fæller og være forsvundet ved synet af kajakkerne fra Kullorsuaq.

Hist.: En skrøne til forklaring af en ikke daterbar historisk hændelse.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

En dreng der var med sin far på fangst.

Marteeraq fortæller, at et par små barnevanter som han og hans søn engang fandt i tåge ved et stort åndehul, utvetydigt viste at der boede ukendte folk i nærheden.

Hist.: Vanternes ejer har åbenbart ikke kunnet identificeres blandt folk man kendte.

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 137 (aviutitsineq)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 146 - 147.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

"Træd nærmere, spis alt hvad du kan, drik alt hvad du kan, og giv mig til gengæld noget frisk kød." Det er hvad man skal sige, når det ringer for ørerne, og vendingen stammer fra engang en åndemaner overhørte nogle samtaler mellem to døde, en bedstemor og hendes barnebarn. Den lille sulter og får det råd at lade levende menneskers trommehinder svinge, hvis de spiser uden at give den døde mad. Det gør den lille, men da det ringer for husets ældste kones ører beordrer hun blot den brændende lampe båret ud. Da den lille kommer tilbage med uforrettet sag, går bedstemoderen i lag med de samme mennesker, og det ender med at den ældste kone i huset dør af øresmerter. Siden har man så (formentlig på åndemanerens opfordring) fremsagt vendingen når det ringer for ørerne.

Hist.: Forestillingen om at ringen for ørerne er de dødes henvendelse om mad kendes fra det meste af Grønland. Se fx Malarsivaq. Forventningen om at den døde gengælder mad- og drikofre med god fangst er fælleseskimoisk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 64 - 65.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 70 - 71.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortælleren har sikkert været Kiinnguits datter, Nuliannguaq. Hendes far havde arvet Siwpiaqs / Sippiaqs to europæiske hjælpeånder, som han engang lod vise sig langs slædevejen, hvor han kørte efter en mand, der havde brudt sit løfte om at give Kiinnguit en hundehvalp. Løftebryderen blev betænkelig, holdt stille, spurgte Kiinnguit hvad det var, da denne nåede frem, og han svarede at det bare drejede sig om den lovede hundehvalp. Straks løste manden den største hvalp, en velvoksen krabat af sit spand og gav den til K. der herefter sagtens kunne følge trop. De to ånder blev stående og kiggede efter dem. Den ene holdt et våben i hånden, en sten, der kunne gløde og som engang, da den blev kastet mod en heks, afslørede hendes onde forehavende. Det kurerede hende ved fra siden at se de to ånders ejer dengang, Sippiaq / Sivpiaq, i øjnene (for dermed at forhekse ham, BS).

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800 og begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Det er ganske forbavsende hvor populære europæere, i første omgang formentlig skotske hvalfangere fra slutningen af 1700-tallet, var som hjælpeånder i Upernavik-distriktet.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Hvor der var evig vinter

Som tegn på at der et (ikke nærmere betegnet) sted er uafbrudt vinter fortælles det om en mand, der tog på langfart til dette sted og spurgte folk der, hvor man havde fanget en nyfanget sæl, at fangeren pegede på en dreng og sagde: ved dennes (afdøde) navnefælles åndehul. Det havde m.a.o. stået åbent mindst lige længe som drengen var gammel.

Hist.: Formentlig et frasagn om det koldere Thule-område i nord.

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 41: Ineqinawaip angákîsernernga syugdleq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 106 - 107.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 115 - 116.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Ineqinnavaat fik som ung en hudlap så stor som et terneæg på den ene øreflip og blev kraftig drillet. En dag erklærede hun at ville besøge sin europæiske hjælpeånd (i det ubeboede). Hun blev længe borte og kom hjem uden hudlap med blot et lille hvidt ar tilbage.

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 44 - 45.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse:

iparaatamik aarnualik.   Med en pisk som amulet.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

  M. (Da fortællingen om Kallaq er lang og desuden skal fortælles senere, er den her kun i et lille uddrag). Kallaq plejede at få de døde ud ved at slæbe dem ud. Og en dag slæbte hun igen en død ud, og helt uventet hørte hun, at der dernedefra tydeligt og klart flere gange blev sagt: Hej, du derinde, hjælp mig op! Hun kiggede i hus-gangen, men der var ikke nogen at se. Så tog hun kamikker på og gik ud, og da det fortælles, at månen skinnede helt vidunderligt, havde hun ikke øje for andet end den skinnende overflade. Hun var kommet helt derud, hvor man smed gammelt affald hen, og hvor var det dog langt væk. Måske havde piskens snert trukket ham til sig.

   M. Den person, der på et tidspunkt (kom på slæde og) ville (hente og)hjælpe hende, kunne ikke komme over på grund af højvandet. Derfor vendte han om og tog hjem men sagde, at han ville komme tilbage dagen efter. Da det igen blev lav-vande, og man igen kunne komme over, gik Kallaq mod Aappilattoq for at søge redning der, ved at følge slædesporene fra sin boplads på Qeqertaq. Og det fortælles, at hun ikke engang nåede så langt som til Sarpaq, før hun ikke længere kunne mærke jorden under sine fødder. Det eneste hun fornemmede var den hvislende lyd i sine ører. Det siges, at hun måske var kommet op at køre på sin pisk. Hun havde nemlig en pisk (som amulet). De, der kom for at redde hende, havde kun været indenfor et øjeblik, da de hørte hende komme, og da de gik ud til hende, var hun netop nået frem. *)

*) Fortællingen om Kallaq findes i sin helhed på s. 97 (i Lynge 1967)

Var.: søg på Kallaq.

Kommentar: Det er også pisken, der måske har trukket den døde ind i husgangen.

H. Lynge har udtaget denne begivenhed for at illustrere virkninger af personlige amuletter / aarnussat. Kallaq var en kvindelig åndemaner / angakkoq / angakok / shaman.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 25 + 27 + 29: Kawdlaq / Arnaq inûsugtoq toqorarnerssuarme amiákûssoq. Toqorarnerssûp nalâne pisimassut.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 97 - 99

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 106 - 108.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Ifølge Matêraqs moder, Itâkasiks beretning:

Resumé: En slem epidemi, måske slutningen af 1700-tallet, lægger en sommer mange bosteder øde i Upernavik-distriktet. Det er lykkedes åndemaneren / angakkoq Qupanew / Qupaneq med familie at undfly sydpå, og de overintrer i Aappilattoq, hvor familien udæsker spændingen ved at opfordre Qup. til at fortælle om tupilak-bjørnen, nanniaq. Den kommer straks til stede, selv om han fortæller med lav stemme. Man ser tarmskindsruden bule indad og to store, skinnende isbjørnetænder i bulen. Qup. beordrer sin søn, Qingmiewt / Qimmiut at gå ud og se efter. Han nøler, men går så ud, og da er der intet at se.

En anden aften under Qup.s fortællinger falder noget tungt ned på taget og bevæger sig hen til ventilen, som Qup. har forsynet med en hvirvelknogle af en hval, der kan lukkes udefra med en træprop. Væsenet fjerner proppen, puster damp ned gennem hullet tre gange, propper til igen, og så lyder det som en fugl der letter. Måske har en åndemaner villet undersøge, hvordan de havde det, mener man. Sandsynligvis Tuluwaq / Tulugaq / Ravnen fra Kídersaq / Kittersaq ?

Da frosten sætter ind rejser Qup. med sin søn ud for at finde overlevende. Nær Qeqertaq råber han fra isfoden op til øens hus, der er mørkelagt, og til sin overraskelse blir der svaret af en ung pige, Kallaq, der har overlevet ene menneske. Højvande hindrer Qup. i at hente hende ned på slæden, han lover at komme tilbage senere, men Kallaq syr sig i månelyset et par bukser af noget gammelt skind og vandrer afsted så snart ebben kommer i slædesporet. Undervejs slipper hun med fødderne og flyver over sundet til Sarpaq / Sarfaq. Det er hendes hjælpeånd, piskesnerten, der har været til hjælp. Hun når udmattet frem kort efter Qup.s hjemkomst, og hun får ikke lov at komme ind, før Qup. har sunget en serrat / tryllesang over hende, hun er blevet vasket, og har fået nyt tøj på. Kallaq kan ikke sove tre nætter i træk. Qup. synger igen over hende, hvorefter hun sover to døgn i træk, vågner frisk og kan berette om sine trængsler. (Se "Kawlaqs egen fortælling").

Hist.: Hans Lynge mener ibid. s. 15 at kunne tidsfæste epidemien til ca. 1790, men det er nok snarere den kendte i 1814.

De to episoder med tupilak-bjørnen og besøget af en åndemaner på åndeflugt, kan have været iscenesat af Qupaneq, der som åndemaner må have kunnet et og andet trick. Sønnen, der sendes ud for at se bjørnen, blev født 1789.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 29 + 31: Kawdlap nangmineq

oqalugtuâ.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 101 - 102.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 110.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Folk dør en for en under epidemien i huset på Qeqertaq, og Kallaq slæber ligene udenfor. Den sidste overlevende har dog tryglet hende om at blive slæbt udenfor inden døden indtrådte. Hun gør det, men han dukker hørligt op i husgangen igen. Heldigvis sørger hendes piskesmæld-ånd for at få ham smidt ud og et godt stykke forbi møddingen. Selv har Kallaq dog dræbt en overlevende, en lille pige, som hævn for dennes faders mord på en af hendes (Kallaqs) slægtninge.

Dette fortæller hun først, da hun går til dåbsforberedelse. I dåben får hun navnet Bolette.

Marteeraq afslutter herefter fortællingen: Kallaq lider ingen nød i sin ensomhed, da alle husfæller er døde af epidemien. Der er forråd af mange narhvaler og hun har ild i lampen. Den slukkes dog af hundene en dag hun er gået nordpå for at lede efter andre overlevende, men er blevet standset af en stor revne i isen. Hun må så klare sig uden lys. Tørret sælkød er der meget af, men hun blir for tørstig af at spise det (og har velsagtens sparsomt med drikkevand, fordi hun ikke kan smelte sne ved lampen, ? BS). Således befinder hun sig da Qupaneq finder hende (se "Kawdlaq. En ung kvinde ...").

Hist. Historisk fortælling, der er fortalt af Kallaq selv og overleveret via Oqimaitseq. Epidemien har muligvis været den forløber for den kendte, der rasede i 1814 i Upernavik-distriktet.

Kâlat, der var 80, da H. Lynge var i felten i 1951, kendte Bolettes søn og sønnesøn og kunne fortælle, at huset, hvor hun overlevede havde været tæt beboet. Flere navne blandt beboerne nævnes.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 65: Kûngaseq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 42.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 47.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Kûngaseq, der var søn af den danske bødker, Christian Lynge, og opkaldt efter dennes ven, det sidste mord-offer i distriktet, havde sin pooq, sejrsskjorte, som amulet. Den beskyttede ham engang en isbjørn havde angrebet og væltet ham omkuld. Han gemte sig i posen, fortalte han bagefter sin søn, der var med, som forklaring på, at bjørnen pludselig standsede op, kiggede sig forvirret omkring og luntede væk. Sejrsskjorten havde gjort ham usynlig.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet. Kuungaseq var født 1835.

Tolkning: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Om K.s pooq fik Hans Lynge endnu en fortælling: se s. 64

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 65: Kûngasip pûa

ajequtausimangoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 43 - 44.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 48.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Marteeraq genfortæller Kuungaseqs egen fortælling om dengang han havde plaget sig til at låne Nulooqs kajak i bytte for sin egen plus noget ekstra, men helt havde glemt, at hans sejrsskjorte - amulet, hans pooq lå i kajakkens bagstavn. Nulooq var ikke døbt, så den virkede voldsomt på ham. Han roede rundt i alle mulige retninger, blev helt vild med at ro ud selv om det så ud som om, sagde folk, at han befandt sig i en pose (pooq). Få dage efter døde Nulooq, og da først huskede den døbte Kuungaseq sin pooq og blev skamfuld.

Kommentar: En pooq som amulet kan gøre en usynlig for dyr og ånder. Men fordi en amulet ikke kan bruges af andre end sin ejer, virker den helt modsat på Nulooq, der ganske mister orienteringen og sin forstand. søg puulik og se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 83: Lîsap serratâ / (serrat), og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 35 - 36.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 39.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Lîsas vise s. 82

Resumé:

Fortælleren Marteeraqs oldemor, Liisa, f. ca. 1800, fortalte at hun een gang havde sunge serrat, tryllesang, med det formål at helbrede en af sine sønner, da han som lille led af en lammelse i det ene ben. Lammelsen skyldtes hekseri, var man blevet enige om, og serrat'en sendte hekseriet tilbage til afsenderen. Denne viste sig senere at være Oqimaatsoq / Oqimaitsoq (eller en i hendes familie: hendes far var angakkoq / åndemaner, BS ?), hvis velnærede datter døde i løbet af en nat. De opholdt sig tre dagsrejser borte, og en af husfællerne havde tilmed hørt sangen sunget af en klar kvindestemme, da han var ude et smut. Liisas søn kom sig hurtigt efter.

Var.: Marteeraqs egen nedskrevne version, søg på Lisa.

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1800-tallet.

Kommentar: Vedr. hekseri se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  155 - 156.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den første Lynge *)

M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham.

   Lynges kone hed Dorthea.

   Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.

   Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M.

   Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas.

   Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen).

   To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt.

   Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L.

   Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.

*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.

Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 141 - 143.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Maqiu.

M. Det fortælles, at Maqiu var ude at ro i kajak, og en aften blev det så hurtigt mørkt, at han sakkede agterud på sin vej hjem. Og da han ikke længere kunne have nogen forventning om, at der var andre kajak-mænd i nærheden, hørte han pludselig: Nå gamle, har du ikke fanget noget?

   Da der blev sagt sådan, så han sig om og opdagede, at mange kajakker dukkede op omkring ham. Hurtigt blev han helt omringet, og så holdt han op med at ro, og de tog ham til fange.

   Så førte de ham med sig mod land. Han havde hørt, at der skulle findes ildfolk (innersuit) nedenfor strandkanten, så da de nærmede sig stranden, holdt han øje med den, og som han havde ventet, fik han nu øje på det, som han havde hørt om: Der var åbninger i strandkanten.

   Han kom i tanke om, at han også havde hørt, at man ikke kunne redde sig, hvis man kom ind i disse spalter, men at man kunne klare sig, hvis man kom over revnerne og kom ind, hvor der var fast grund.

   Han fandt en åbning og kom ind gennem den. Og det viste sig, at han lagde til nedenfor et vældigt hus. Og da der nu kom folk ned for at tage imod dem, stod de ud af deres kajakker.

   De sagde til ham, at han skulle gå op til huset, og så lod han ganske enkelt kajakken være og gik op sammen med nogle andre. Og da de bad ham om at gå ind i huset, opdagede han, at de løftede hans kajak op på et stillads, der var så højt, at han selv næppe ville kunne nå derop.

   Så var han altså kommet ind, og de løftede ham op på briksens fod-ende, og der sad han og forventede, at de skulle slå ham ihjel. Man da de ikke virkede, som om de havde tænkt sig at dræbe ham, gav han sig til at se nøjere på disse mennesker, der viste sig at være uden næser. Og mens han kiggede på dem, ville en af dem til at fjerne hans næse. Da han bare blev siddende, skar manden hans næse af. Og da manden havde strøget hen over ham med sine hænder, blødte han ikke engang.

   Han så hen på den modsatte side, og der sad en af disse store mennesker med ryggen vendt mod ham uden at vende hovedet mod ham. Og så sagde denne store mand: Nå, også i dag! Og da han vendte sit hoved: Sikken et ansigt han havde! Det viste sig, at han var så skamfuld over sit ansigt, at han derfor havde siddet og ikke villet vende sig om.

   Og inden der skete noget andet, kaldte han nu på sine hjælpeånder.

Husets folk begyndte at lægge mærke til det, og deres tænder begyndte at klapre, og de forsøgte at bruge deres amuletters kraft, mens de sagde: Sådan noget kan vi godt klare!

   Men lidt efter lidt tav de. Til sidst kaldte han på den hjælpeånd, der kunne gå i folks blodårer. Så begyndte de igen at klapre tænder og sige: Sådan noget kan vi godt klare! Så følte han, at de bare blev ved, fordi de ikke kunne stoppe ham. Og da han opdagede, at de ikke længere lagde mærke til ham, bevægede han sig fremad, og da han trådte ned på gulvet, og de ikke kiggede på ham, begyndte han at gå ud.

   Da han nu var på vej ud, hørte han dem pludselig råbe op, og da han lige kiggede sig tilbage, så han, at hans hjælpeånd nu dukkede op og havde ladet sine øjne falde ud deroppe på briksens fodende, hvor han selv havde siddet. Så gik han ud. Og det første han tænkte på var kajakken. Da han kiggede derned, så han, at den allerede var sat ned i vandet. Så løb han derned og skyndte sig at komme ned i den og skubbede sig fra land.

   Så snart han var kommet fra land, fik han en sur smag i munden. Og han tog sin kajakåre, og efter at have gjort den klar, flygtede han. Han roede kun med den ene ende af åren og roede udefter og følte igen denne sure smag i munden. Da han prøvede at se efter, hvad det var, havde hans næse allerede sat sig fast igen. Og på den måde kom alt kajaktilbehøret tilbage til ham af sig selv.

   Og det fortælles, at han først nåede hjem midt om natten, hvor der ikke engang var nogen, der opdagede, at han kom hjem. De opdagede ham først, da han stod midt på gulvet. Den hvide kajakanorak var ikke til at kende for skidt. For selv om han ikke havde nogen kone, plejede han ikke at være beskidt.

   Et stykke tid efter dette, ville de sy nye såler på hans kamikker, og da de begyndte at skære sømmen op på den ene kamik, fik han virkelig ondt i næsen, og de opdagede, at man kunne se arret efter det sted, hvor hans næse havde været fjernet. Da der ikke var andet at gøre, måtte de bare sy sømmen på hans kamik sammen igen. Først senere kunne de så skifte sålerne på hans kamikker ud med nye.

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Taatsiarsuaq; Vennerne 256v nr. 350;

Hist.: En traditionel myte om besøg hos innersuit, de næseløse, som de benævnes overalt i Grønland.

Kommentar: Ideen om en hjælpeånd der kan gå i folks blodårer findes ikke i andre fortællinger.

Bemærk den tætte association mellem kamiksåler og næsen (åndedrættet), eller måske rettere såret. Da først kroppen er ganske hel, kan man åbenbart godt skære de gamle såler af kamikkerne. Vedr. andre bibetydninger af kamikker se: Sonne, Tidsskriftet Grønland 2001.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 102 - 103.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 110 - 111.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Det er Marteeraqs fortsættelse af fortællingen om Kawdlaq / Kallaq (se denne).

Resumé: Kallaq lider ingen nød som den eneste overlevende på stedet efter epidemien. Der er masser af kød i forrådsskuret, og hun går lange ture, da isen kan bære, for at finde andre overlevende. En revne i isen hindrer hende at nå frem til Kittersaq / Kídersaq, hvor Tuluvaq / Tulugaq skulle overvintre. En dag har hundene været inde i huset under hendes fravær og væltet lampen. Herefter må hun leve ved månens lys alene og af frosset kød, fordi det tørrede gjorde hende alt for tørstig. Senere kom Qupnew / Qupaneq og hentede hende.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Åndemaneren, angakkoq'en Kiinnguits datter, Nuliannguaq fortalte Marteeraq, at hendes far havde en "smasker" som hjælpeånd. Den havde det med at gnaske som et rovdyr i kødet omkring hans navle. Nul. var nær død af skræk engang hun efter en seance blev opfordret til at se gnaskesåret omkring sin fars navle. Men næste morgen så hun, at han var hel og fin som før.

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Det var et ganske almindeligt åndemanertrick at lade som om man tildelte sig selv sår, eller blev såret af en hjælpeånd, for derefter med en håndbevægelse at fjerne det igen.

Vedr. hjælpeånds fortæring af åndemaner, søg på initiation, uddannelse til åndemaner, navle, og ferskvandets hund el. bjørn.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 55 - 56.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Tupilak-isbjørnen.

M. Man mener, at der har været sådan én i Kittorsaq / Kídersaq. Det var dengang man var meget glade for at konkurrere i boldspil. Da de engang skulle spille bold, var det på et andet sted. Anisoqs kone var gravid og skulle snart føde, så han lod hende blive hjemme og tog afsted med de andre til spillestedet. Da de skulle afsted, lod de en gammel kvinde og den gravide kvinde blive hjemme at passe børnene.

   Da de havde spillet bold et stykke tid, vendte de hjemad igen. Og da de nærmede sig deres bygd, kørte Anisoq i forvejen, fordi han var bekymret for sin kone. Og det fortælles, at da han nærmede sig husene, så han et eller andet sort nedenfor sit eget hus, og derfor skyndte han sig direkte derhen, og da han nåede frem, opdagede han, at det var hans kone, der lå og var død med sit foster ved siden af sig. Hendes lange hår lå ud over dem og var ved at fryse fast på dem. Han opdagede, at en stor isbjørn havde dræbt hende, for man kunne se dens store spor på stedet. Da han kom op til husene, så han, at isbjørnen havde dræbt alle de efterladte børn et efter et og kun ladet den gamle kone leve.

   Da de spurgte hende om det, fortalte hun, at den store isbjørn var kommet og havde givet sig til at dræbe alle de mange børn. Og da isbjørnen ville til at tage hendes børnebørn fra hende, havde hun tilbudt den at i stedet for dem tage hende og slå hende ihjel. Men det var forgæves, for den ville kun have børnene.

   Så begyndte de at tale om, at denne isbjørn ikke var nogen almindelig isbjørn. Den havde jo ikke ædt nogen af alle dem, som den havde dræbt, og den havde heller ikke ædt noget inde i huset. Det var ikke til at vide, hvad det var, isbjørnen skulle forestille, og måske var det en tupilak, der på den måde dræbte alle menneskene med undtagelse af et af dem.

Hist.: Usikkert om det er en historisk fortælling.

Kommentar: Søg fortsættelsen på Hans Lynge 1967: 79, Tiltrækkeren 2

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Nekrolog over en af de storfangere, der levede i norddistriktet,

Mákorssuaq / Makkorsuaq.

Den mand, jeg vil skrive om, kaldtes af grønlænderne Makkorsuaq eller

Ugsukâtsoq / Ussukaatsoq. Han er modstykket til A., der forrige vinter

blev beskrevet i Atuagagdliutit. A. var en stor kajakroer, men Makkorsuaq var en stor slædekører. Johan Mathias Markus Johansen biev født 24. maj 1857 på bopladsen Aapi Aappi, nordøst for Upernavik. Og der blev han også fanger sammen med sine brødre. Jeg ved ikke hvor mange. Hans storebror som var berømt i Nordgrønland for sin dygtighed som fanger, Simon Simonsen, kaldet Ittui eller Ítuarssuaq / Ittuarsuaq. Hans navn er kendt af en masse mennesker. De var ellers rigtige brødre med begge forældre far og mor sammen, men når den ene har efternavnet Simonsen og den anden Johansen, skyldes det, at grønlænderne dengang ikke havde nogen efternavne. Og da præsterne gav dem efternavne, havde de givet dem deres dåbsnavne som efternavne. Simon blev Simonsen og Johan blev Johansen. Jeg kan endnu ikke fortælle noget om Ittui, for selv om jeg meget gerne ville have truffet ham, døde han inden jeg så ham, men det kan være, at jeg senere kan få oplysninger om ham og skrive om ham.

Ituarssuaq og Makkorsuaq var prægtige mænd, nogle af de sidste tilbage-

blevne, som flyttede fra sted til sted alt efter fangstforholdene uden at tænke på butikken. Og i tillid til deres egen dygtighed søgte de fangstdyrene og de havde naturligvis ofte heldet med sig.

I deres bedste tid som fangere, boede der næsten ingen mennesker nord

for Tasiusaq. Dengang var nordgrænsen for den beboede del noget varie-

rende. Folk ville ikke flytte særligt langt fra den lille butik ved Tasi-

usaq, men så flyttede de to store mænd nordpå. Og da andre folk, der ellers

boede i nærheden af Tasiusaq fik lyst til at komme med, kom der en masse

bopladser længere nordpå, således at de til sidst stødte op til Melville

bugten, idet der ikke var så meget land der mere. Og årsagen til denne

nordgående vandring er de to brødre, som ikke syntes at have kendt noget

til farerne i Grønlands natur, og som for en masse andre fangere åbnede

fangstmulighederne. Dengang var der en masse fangstdyr ved Aappi, især

narhvaler. Men hvordan kan det så være, at Makkorsuaq og hans bror, der ikke led nød der, ønskede at forlade stedet?  Hvis man ikke kendte Makkorsuaq og hans bror og man heller ikke har hørt om dem, kunne man fristes til at spørge således. Men det uendelige slædeføre og lysten til isbjørnefangster og narhvalfangster havde tiltrukket disse to store mænd.

Ittui var berømt for sin dygtighed som fanger og sin omhu med sine sager, men selvom han havde gode hunde, kunne han ikke måle sig med sin lillebror på det felt. Måske vil nogle af læserne, især sydgrønlænderne tro at slædekørsel eller dygtighed til slædekørsel er lettere end dygtighed i kajak. Men det er ikke tilfældet. Slædekørsel er ikke leg. Og der er forskel på det at kunne køre med slæde og det at være dygtig hundekusk. Alle og enhver kan lære at køre slæde, selv sydgrønlændere der er flyttet herop, men kun de færreste kan kaldes dygtige slædekørere, og over dem alle ra-gede Makkorsuaq siges der.

Den mægtige is og de bjørne der færdes på disse kanter havde besatte

denne mands tanke og fik ham til at flytte rundt til forskellige steder,

så at han uden bopladsfæller søgte at bo på steder uden plantevækst,

uden andre fangere til at ledsage sig. Det var før hans søn begyndte at

jage selv. Og han levede i modet (??) i disse barske omgivelser. Han havde med sit hundespand løbet en masse bjørne op og han døde på et sted han fandt så smukt den 8. marts 1923.

Det var ved Ikermiut, lidt syd for Kap Holm, som den nordligste beboer

i Upv. distrikt. Makkorsuaq havde også opfostret flere forældreløse

drenge, og han havde gjort dem til fangere, således at de kunne hjælpe sig

selv. Men når jeg nu roser ham for hans hunde, så tænker jeg mens jeg

skriver, at han sandsynligvis ville råde mig fra at skrive om ham. Lige

som store stærke mænd fra fortællingerne, prøvede han ikke at vise sig.

Den gamle grønlandske tankegang er også Makkorsuaq's. Han ønskede ikke

at blive rost, men tanken om et frit liv, hvor han kunne køre slæde af

hjertets lyst på den fine is mellem isfjelde, det var den følelse, der

drev ham. Og på den måde lignede han en masse grønlændere, som for andre

kun er blevet fortællinger.

Da jeg så Makkorsuaq, var han en gammel mand, men alligevel beværtede

han os med en bjørn, som han selv havde skudt. Jeg så hvor mange optrukne

sæler der lå syd for hans boplads, og da jeg sagde til ham, at det måtte

være dejligt at bo der, sagde han, at her er ingen fangstpladser. Du skal engang se min fangstplads, min fangstlejr om foråret, der er der for alvor optrukne sæler, og der kan man køre i slæde hvor som helst. Og det var sandt. Hans forårsfangstlejr lå i nærheden af Djævelens Tommelfinger / Kullorsuaq, og efter grønlandske begreber flød det med mælk og honning. Jeg er en af dem, der kun har hørt om Makkorsuaq hunde og hans behandling af sine hunde. Jeg har aldrig set ham køre for fuld fart, og jeg er ikke i tvivl om at det kun er meget få, han har vist, hvor  meget han kunne. Han var jo over alle slædekørere. Jeg har derimod set ham køre ganske langsomt, og hans hunde så ud som om de trak af alle kræfter. Sådan siger jo

også folk der har forstand på hundekørsel, at sådan skal det være.

Når grønlænderne kørte slæde, skånede de deres hunde. Det var jo

ikke legetøj. Man kunne aldrig vide, hvornår man kunne komme ud for fare,

objekter eller folk der var kommet i nød, således at man måtte køre til.

Og den der virkelig kunne køre slæde viste først da, hvor meget han

kunne, og kørte alt hvad han kunne. Og det man hører blandt slædekørere

piskesmæld, kamikken og lyden af sch.. høres, og hemmelige signaler er

ikke bare fortællinger. Det er åndepust fra norden, som nu er ved at

forsvinde ligesom åndemanere, hekse og tryllesange. Kun sådanne, der vir-

kelig er til nytte, er blevet tilbage, og de vil bestå, så længe grøn-

lænderen og hunden trækker vejret. Over alle disse slædekørere er Mak.

Man hører gang på gang, at grønlænderne kan lide at køre om kap med

hinanden, og det er sandt. Når dygtige slædekørere fulgtes ad, kunne

de godt finde på at se, hvem der kunne køre hurtigst. Engang, fortælles

det, skulle en masse slæder til Tasiusaq om foråret. Der var ingen kate-

keter for de nordligst boende og de ville så ned til Tasiusaq for at

holde påske der. Og så skulle de også prøve, hvem der kunne køre hur-

tigst og hvem der kom sidst. Man hørte piskesmæld, knald

og latter hele tiden og den bedste af dem var som altid blandt

de sidste, og han kørte forholdsvis langsomt. Hans hunde så ud som om de ydede alt hvad de kunne og han havde sin kone med på slæden. Men på en eller anden måde så hundene ud som om de blev forskrækket. De satte fuld

fart frem, så at de fejede sneen op til en hel røg efter sig. Så kørte

han forbi den ene slæde efter den anden. Han fortsatte med den fart og

da han passerede den forreste af dem kiggede han på ham og sagde:

Sådan er den ældste, det er Makkorsuaq.

Engang har jeg læst i Atuagagdliutit at nogen har sagt, at fortællingerne

om vore forfædres handlinger var noget vi overdrev. At sige således

er forkert. De stærke mænd, som man idag kan fortælle om, er ikke fanta-

sifostre, men de er grønlændere, som ikke var gjort blødsødne af butiks-

kost. De boede på øer, som var udsat for store bølger og ligeledes kunne

man på nunatakker ved isbræerne finde hustomter, der ligesom fortæller

at her hviler benene efter stærke mænd. Disse mænd ventede ikke på hjælp

fra Danmark, men de kæmpede tappert mod naturens magter, og vi skylder

dem ære. Mon det er de sidste blandt disse mænd vi har i brødrene Ittui

og Makkorsuaq. Man plejer at mindes store mænd. Og jeg tænker på no-

get som kunne bruges som minde, som et smukt minde, hvis det blot ikke

lyder grimt for mange grønlændres ører. Djævelens Tommelfinger i Mel-

villebugten er en smuk mindesten. I mange år har den været vidne til

den store slædekører, som man måtte beundre. Og hvis solen ikke havde

slettet sporene på isen, så ville de fortælle os den bedste af nordgrøn-

lænderens drømme, om isbjørn og om manden der havde held til at fange

bjørne.

Hist.: De nærmeste årgange af Atuagagdliutit (1922-1924) nævner ingen person med A., der kunne være Makkorsuaqs modsætning.

Også Hans Lynge fik fortællinger af Makkorsuaq af Marteeraq. Søg på Makkorsuaq.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 95.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Regnbuen.

   Nogle skibbrudne amerikanere havde dræbt en stor dansker, og ham havde de begravet i Sisuuasut. Ham plejede folk senere at sætte deres lid til. For når de senere hørte dansk tale fra Sisuuasoq, plejede der tilfældigvis at komme skibe med danskere.

Hist.: Historisk hændelse fra hvalfangertiden: 1800-tallet

Emneord: hvalfangere, qallunaat, europæere

Kommentar: Overskriften, Regnbuen, forklares ikke

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 45.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den unge pige, der havde en renkalv som amulet.

Marteeraq: Lisa / Liisa fortalte, at hun var taget med sin far på hundeslæde til en anden bygd, hvor han skulle til boldkamp. Selv havde hun fået en renkalv som amulet. Og dér stod hun så og kiggede på, mens der blev kæmpet om bolden. Når bolden var blevet taget op på en af hundeslæderne, strøg den afsted med de andre slæder efter sig. Og den, der nåede hen til slæden, tog bolden og kørte afsted med den. En af de andre unge kvinder kom hen til hende og sagde, at en af mændene, som hun nævnte navnet på, havde sagt, at når hun kom til deres bygd, havde han bestemt sig for at få hende til at blive der. Det var dengang man fik sig en kone ved at bortføre hende og tage hende med sig hjem.

  Lisa fortalte, at hun ikke følte sig tiltrukket af den nævnte mand. Hun begyndte så at holde øje med, hvornår hendes far skulle køre. Og så opdagede hun, at hendes fars fæller minsandten havde fået fat i bolden og overgivet den til hendes far, som så kørte afsted. Han plejede nemlig at fare afsted og samtidigt fortælle, hvad han ville gøre. Og da alle hundeslæderne nu fulgte efter ham, kiggede hun først bare efter dem, men så blev hun urolig over, at faderen kørte, og så begyndte hun at løbe efter ham. Hun løb tæt forbi faderens forfølgere, og da hun nåede hen til ham, satte hun sig uden videre op på slæden uden overhovedet at støtte sig til slædens opstandere.

   Om dem der havde deres sejrsskjorter (pooq) som amuletter - se s.42.

Hist.: Historisk begivenhed fra begyndelsen af 1800-tallet.

Kommentar: Det var m.a.o. reners evne til at løbe hurtigt der satte hende i stand til at løbe faderens slæde op og uden anstrengelser blot sætte sig på den.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 33 + 35: Nulôq 1700 nâlerneráne inûssoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 103 - 104.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 112 - 113.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Nulooq, der bor i det hus, hvor Kallaq (se denne) som den eneste blev reddet af Qupaneq, flygter så snart rygtet om epidemien når Qeqertaq. Inden da har han haft to koner, en ældre med en voksen søn, og en yngre, der i den grad klager sig af misundelse over første-konen, at Nulooq sparker hendes mund til blods med sin nyforsålede kamik. Den ældste kone, der nyligt har født ham en datter, dør af epidemien med barnet ved brystet. Nulooq koger nogle alkeæg, lægger dem tæt ved den endnu diende datter, flygter alene sydpå til Aapi, hvor han gifter sig med Arnarsawaitsiaq og bliver stamfar til en stor familie. Han tænker aldrig siden på det efterladte barn. Så vidt Paavia, Nuuloqs oldebarn. Marteeraq fortsætter:

Nulooq var en lederskikkelse og en mesterlig kajakbygger. Han afprøvede altid etstormvejrs styrke ved at gå rundt om en kampesten, og klarede han det uden at måtte ned på alle fire, kunne han godt tage ud i kajak. Om selve stenen fortælles, at den blev skyllet i havet af en flodbølge, der opstod da et kæmpestort isfjeld kælvede.

Da Nulooqs førstefødte med Arnarsawaitsiaq, en søn, skal døbes på andres opfordring, skal han hedde Christian Lynge efter den danske bødker, afgør Nulooq. Bødkeren og Halsøe (Kunigte) var blevet i Upernavik, da alle danskere rejste hjem (formentlig pga. krigen 1807 - 1814, BS). Da Nulooq dør i 1856 som udøbt, viser man ham den sidste ære ved, midt om sommeren, at begrave ham i hans bedste pelsværk med hue, vanter og kamikker. Ifølge kirkebogen døde han af alderdomssvækkelse. Folk på stedet havde en anden forklaring: søg Lynge 1955 s. 64.

Hist.: Historisk fortælling fra første halvdel af 1800-tallet. Det har sikkert moret Hans Lynge at kunne følge en gren af slægten helt tilbage til en navngivning af en ublandet inuk / eskimo. Det var således ikke altid at introduktionen af danske slægtsnavne blandt grølændere skyldtes blandede ægteskaber. Se fx Hans Egedes fortælling.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 87: nápáumut torqordlune, og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 74 - 75.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 82.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Om at gemme sig for sygdommen s. 86

Resumé:

Fra Oqimaatseq havde Marteeraq følgende historie om åndemaneren / angakkoq'en Qupanewq / Qupaneq, at han ved rygtet om en omsiggribende epidemi straks flygtede indenskærs sydpå, fordi han havde hørt at den slags smittede nordefter. Hver gang man slog lejr sang han en serrat / tryllevise og ligeledes en, når teltet blev taget ned om morgenen. Således "gemte han sig for sygdommen". Familien var den eneste overlevende og de byggede hus for vinteren i Aappilattoq.

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1800-tallet. En epidemi hærgede i 1814, men den kan have haft en forløber sidst i 1700-tallet.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for,

for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.'

      Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men

som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham

så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.'

De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke.

Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog.

Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet

sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget.

Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde

han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin

vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå.

Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med

hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke

med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt).

En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der

blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man

mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det

var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, -  før

han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen."

Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og

kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren.

Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte

min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at

bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen,

så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården.

(171  173:)

Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva-

de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans

far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal,

Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der.  Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.

Engang kom der skibbrudne  til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af

hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de

ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen

til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det.

Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til

sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød

som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet.

Og så fik de også brød på den måde, mens de legede.

Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang

tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk,

der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af

deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.

Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt.  Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst.

Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke.

Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom.

Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet.

Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende

i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige.

Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der

havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt  ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk).

Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på

det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle

så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det

viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en

anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at

slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede

de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn-

ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med

mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ-

sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på

det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven

på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste

sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar

over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne,

der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de

voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det.

Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden

af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig

slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var

blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men

folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart

den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte

til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han

pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte

at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om,

hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da

de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang

da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd,

der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham.

Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to

voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar.

I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var

dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for

Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg.

Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne

måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.

Kuvdlorssuaq Maj 1957.

Martin Nielsen.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu.

Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 79 + 81: Oqimaitseq, og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 73.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 80.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Oqimaatseqs kone var meget mørk i huden og det skyldtes, fortalte hun, en sort hundehvalp som hendes mor havde ladet glide fra halsen under tøjet ned over hendes mave, da hun første gang var gravid. Det skulle give hende en let fødsel, og hun fødte faktisk sine børn så let som ingenting, selv om hun kun var et stort barn ved den første fødsel. Moderen var bekymret pga. datterens unge alder og havde forgæves prøvet at modsætte sig hendes ægteskab med en angakkoq / åndemaner. Det var dog kun det første barn der blev sort af hvalpen.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Pângo / Paangu og hans slægt.

Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min

barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til

bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk.

Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og

deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden.

De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som

voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller

tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde

fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra

deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret-

ning.

Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for-

tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger:

Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn

og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham.

Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky.  Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme.

Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således:

Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere,

og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd-

te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe-

den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me-

get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der

skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem.

Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at

tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han

kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til  bjørnen, vendte  bjørnen  sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde.

Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke

kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne

få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky-

de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter.

Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han

havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han

var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som

kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn.

Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5

andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det

var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville

være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den

før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt.

Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen

tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde

den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet

på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne

æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da

Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da

den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen.

Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han

lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset.

Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at

han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin.

Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.

Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den

ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af

deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden.

De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg

blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone

synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de

to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og

hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me-

get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange

af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af.

Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den

tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv-

dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn.

Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe

ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen

hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende

køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af

deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud-

mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider

endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg

skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde.

Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev

engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til

fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden

slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be-

gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse

narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så

de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde

at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst.

Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune-

rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i

forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade

og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den

i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig

over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte,

en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde.

Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se

om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned

på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem,

fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900  oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende.

Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os.

I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget,

for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi

flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var

et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var

Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg

ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte

vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste

fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået

mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø-

re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka-

ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige

ting, de havde været ude for.

Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks

tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så

hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet

på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug

for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte

at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var

noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde.

Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside,

så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at

se.

(127 - 128:)

Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to

huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede

narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede

sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte.

Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst-

parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var

endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset.

Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i

kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop

blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi

valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove

lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter

hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg

fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt,

og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om

man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i

råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i

håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de

viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam-

men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned-

lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte

vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den.

Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre.

Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi

den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede

vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at

vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten,

trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt

ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung.

Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde:

'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde

sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo-

stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter

om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i

hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu

et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk-

ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget

ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre,

men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre.

De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme

mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans

dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle.

Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu

nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand-

synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser

der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller

fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg

endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord

for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.

Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde

været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS).

Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn-

dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan-

ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok

læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der-

selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier.

Forskellige notater, der er tilføjet af  enten RP el. Keld Hansen:

Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356,

"Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen".

Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst

med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven

og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte

op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til

Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som

tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms

Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for

Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og

Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger.....

Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt

i det svenske tidsskrift "Ymer"

Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232.

...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq

og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr.

Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk

som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her-

boende grønlændere underkastet antropologiske målinger.

s 243:  Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin-

teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho-

ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes,

er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin-

lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og

fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere

tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på

isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for-

talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de

fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn-

dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og

David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ-

gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig

fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP).

Fortælleren er sandsynligvis Marteeraq, som genfortæller niels's fortælling.

Niels er Marteeraq's mor- eller farbror.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 90.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Nybegynder-fangeren trænes op.

   Marteeraqs bedstefar Tuusingaaq fortalte sin søn Niels følgende:

Dengang man bedrev hvalfangst i Kangersuatsaaq, plejede Tuusinnguaq at være med på hvalfangerbådene, og det var derfor, han havde brækket sin underkæbe. De havde ramt hvalen på baghovedet, og den havde slået ud med halen og havde ramt båden, og da var det, at han brækkede under-kæben. Han lå og flød bevidstløs i vandet, da de halede ham op.

   Dengang de endnu ikke var blevet døbt, var det sædvane, når nogen fik sin første fangst af noget, at ens bedstemor trak sine bukser ned og satte sig på hug, så enden stak bagud mod én. Men fordi han begyndte at skamme sig over det, ventede hun sommetider med at vise sin bagdel, når han havde fanget en slags dyr for første gang. Og når han så var blevet mere munter, lokkede hun ham til at kigge på sig, og så kan det nok være, at han fik hendes store, mørke bagdel at se.

   Dengang han lå og var ved at dø, fordi hvalen havde ramt ham med halen, drømte han, at han lå på maven ovenpå en stor sol. Og jævnligt kunne han se et meget grimt ansigt, der dukkede op nedefra og for-svandt igen. Han sagde, at det måske var hans bedstemors store bagdel.

   Sukasik havde også oplevet sådan noget (se s.69).

Hist.: Historisk fortælling om pernarneq - skik fra begryndelsen 1800-tallet. Tusinngaaq / Tûsingâq var født 1814.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 65.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Andre straffe.

M. Det fortælles, at åndemaneren / angakokken Miteq var taget ned i underverdenen for at sørge for, at der kom sæler.

   Ovenpå Havkvindens hus lå hendes hund, der havde et ansigt som et menneske. Åndemaneren havde hørt, at han var nødt til at gå ind gennem husets indgang uden at være bange for hunden. Derfor begav han sig ind gennem husgangen uden at frygte for hunden.

   Så kom han da ind og så, at Havkvinden var meget vred og rastløs og lå og væltede sig rundt og rodede på briksen. Åndemaneren havde også hørt, at man uden at være bange for hende måtte tage fat i hende og kæmpe med hende for at kunne komme til at fjerne alt det, der generede hende. Derfor gav han sig til at brydes med hende.

   Samtidigt med, at han kæmpede med hende, fjernede han alt skidtet fra hende. Mennesker, der skulle være afholdende (der skulle overholde tabureglerne), havde nemlig tabt blandt andet gamle ben, knoglestykker og bundfald fra tranlampen, så det nu sad fast i og var filtret ind i halslinningen på hendes helpels. Det var sådan noget åndemaneren nu rensede væk. Da han var færdig med at fjerne alt skidtet, var Havkvinden virkelig formildet.

   I begyndelsen, da han kom ind, havde Havkvindens lampe brændt rigtig dårligt, men nu brændte den smukt.

   Da Havkvinden nu ikke længere var vred, begyndte de små sæler at dukke op langs sidevæggene på hendes hus. Når de dukkede op, gjorde hun tegn til dem med øjnene i retning den store husindgang. Og inde i husgangen kunne man så høre, hvordan havet skvulpede efter dem. Det fortælles, at det var disse dyr hun sendte op til fangstområderne. Åndemaneren så til, mens alle andre typer af byttedyr i havet, og ikke kun sælerne, svømmede afsted på den måde.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 144 - 145.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Lampeslukningslegen.

M. Det fortælles, at de var i færd med lampeslukningslegen, da en af mændene opdagede, at hans fæller allesammen var gået ud, uden at han havde opdaget det, så han nu var ladt tilbage. På det tidspunkt opdagede han, at kvinden, som han var ved at kærtegne, ikke var noget rigtigt menneske. Men da det var helt levende, lod han som ingenting og følte efter, hvad det var for noget. Og så mærkede han, at det var noget, der var helt lige og uden kurver eller rundinger.

   Da han havde fundet ud af det, og han allerede havde forstået, at hans fæller var gået ud, blev han bange for at gå ud gennem husgangen af frygt for at komme galt afsted. Så han sagde hviskende til hende: Flyt dig lige lidt herhen!

   Da han nu var kommet lidt nærmere hen til vinduet, sagde han nu til hende: Flyt dig lidt tilbage! Da hun havde gjort det, skubbede han hende ned i retning af briksens fodende og fløj selv samtidigt mod vinduet.

   Han hørte gevaldig larm derinde fra. Og det viste sig, at han havde fået fat i kanten på hendes sælskindsanorak og var kommet til at rive et stykke af den.

   Så flygtede han og løb hjem, og da han kom ind, landede han på de sovende i briksens fodende. Da hans husfæller blev forskrækkede over ham, fortalte han om hende.

Hist.: Næppe en historisk fortælling. Men den tyder på, at man har haft et særligt hus, maske en qassi, til lampeslukningslegen.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 61 - 62.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Åndefiskning.

M. I Upernavik så min mor den sidste ikke-døbte person, der var blevet døbt, og det var Uilluaq, der blev døbt sammen med Mequ (Suersaqs / Hans Hendriks kone).

   Denne Uilluaq (som i 1864 blev døbt og fik navnet Martin Kragh) sagde inden sit ønske om at blive døbt, at han følte det, som om en vandflod var ved at indhente ham. Det fortælles, at han ønskede at blive døbt, efter at han var begyndt at føle det på den måde, da han altså var blevet meget gammel (da var han måske 60 år gammel, i hvert fald hvis man sammenligner og ser på folks navne). Men min mor fortalte, at hun ikke deltog i gudstjenesten, fordi hun skulle passe Mequs lille pige Pinnii, mens hendes mor blev døbt. (Da Mequ blev døbt, fik hun navnet Birgitte Juditte).

   Også Uilluaqs storebror var én af de usædvanlige mennesker. Jeg ved at han hed Simon.

   Det fortælles, at han tog sydpå til Uummannaq på hundeslæde, og i Uummannaq var der én af danskernes kiffakker, der hed Løvstrøm. Simon syntes, at det navn var så smukt, at han ikke kunne få det ud af hovedet igen, og da han kom tilbage, havde han fået en søn. Denne søn gav han navnet Løvstrøm, selv om de ikke selv var døbt. På den måde fik en stor del af Søndre Upernaviks (Upernavik Kujalleq) befolkning dette efternavn. Selv kunne han kunsten at udspørge ånder, og da der kom danskere til Upernavik, blev han døbt og blev kateket. Han var altså kateket, og så kom verdenskrigen, og danskerne forlod Upernavik, og så begyndte han igen med kunsten at udspørge ånder.

   Nogle mennesker fortæller også forbavsede om barnet, der kun ville sove hos sin bedstemor, og selv om han var sammen med andre mennesker, var han så glad for sin bedstemor, at han kun ville sove hos hende. En nat vågnede han ved, at hans bedstemor ikke var, som hun plejede. Han blev så forskrækket, at han prøvede at flygte, men hans næserod sad fast på briksekanten, så han kom ingen vegne. Det viste sig, at hans bedstemor brugte ham og udspurgte ånderne gennem ham, for at finde ud af, hvorfor nogle kajakmænd stadig ikke var vendt tilbage. Da han våg-nede sagde hans bedstemor til ham, at de havde det godt. Og noget senere vendte de uskadte hjem.

Hist.: Usikkert om begge fortællinger handler om Simon, som voksen kateket plus qilasoq, og som barn / eller et andet barn, der har fungeret fint som medium.

Fortællingernes begivenheder må nok tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Hans Hendrik (der havde boet 5 år i Thule-området) og Mequ kom til Upernavik-sistriktet i 1860, hvor de boede de næste ti år.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 154 - 155.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Om Qillarsuaq.

Marteeraqs tillæg til en velkendt fortælling.

   Da vi jævnligt træffer folk fra Thule-området, er vi vant til dem og kender deres sprog. Mens vi boede i Appaalissiorfik og i Sarpak, gjorde de jævnligt ophold hos os. Og mens vi var i Tasiusaq, traf jeg Torngi, der er søn af Qumangaapik, der igen var søn af Qillarsuaq. Han var et stort menneske. Dengang Knud og Piitarsuaq (Store Peter) kom med varer til Tasiusaq med skibet "Hvalen", kom Thule-boerne på hunde-slæder og hentede lasten. Eri, der var Thule-boer, havde endda fundet sig en kone i Nuussuaq. Og hun tog med ham nordpå. Det fortælles, at Qumangaapik havde 15 børn sammen med tre kvinder. Jeg ærgrede mig meget over, at jeg var på besøg hos min lillesøster i Tussaaq, da hans lillebror Meqqusaaq var i Tasiusaq.

   Det fortælles, at Aaqquttak var vidtberejst. Han havde træben. Engang hvor han var på rejse, havde han der i Serpalik truffet Qillarsuaq og de andre, da de lige var flyttet dertil fra det nord-østlige Canada.

   Da Qillarsuaq og hans fæller, hvoriblandt Qillarsuaq var den dygtigste fanger, nærmede sig Thule, fortælles det, at han ikke længere kunne sove om natten. Når de gjorde ophold om aftenen og var kommet endnu nærmere Thule-boerne, lyste det ligefrem om hans hoved, dér om aftenen, når det blev mørkt.

   Han blev søvnløs om natten efter at det begyndte at lyse om hans hoved. Og det var på det tidspunkt de kom til Serpalik og gjorde ophold. Så opdagede Qillarsuaq, at hans svigerinde havde holdt noget hemmeligt overfor ham, og da han forstod det, byggede han en hytte, som han lukkede hende inde i, så hun kunne være der og alene fryse ihjel. Tilfældigvis kom Aaqquttak forbi på det tidspunkt, fordi han var taget på isbjørnejagt på hundeslæde sammen med sin plejesøn. De kørte i de samme hundeslædespor, og på den måde kom de til Serpalik, som de andre var nået frem til.

   Da Qillarsuaq og hans fæller, der jo var på flugt, havde set, at der kom folk, og da de nu befandt sig på fast grund, gjorde de sig klar til, hvad der nu måtte ske, ved at kravle op ovenover hytten.

   Aaqquttak bad sin plejesøn om at holde stille, da han selv ville gå hen til disse mennesker, der holdt sig i beredskab med deres buer spændt. Først var han begyndt at gå deropad med sin pisk i hånden. Men da han kravlede op over isfoden, smed han den fra sig.

   Og da han havde råbt noget beroligende til mændene, havde de uden videre smidt deres buer fra sig og var hurtigt gået ham i møde.

   Og sådan fortælles det, at de havde reddet hans svigerinde. Da de nu havde noget at fejre, havde Qillarsuaq ladet hende komme ud.

   Det var blevet aften, og Qillarsuaqs fæller kom til, og de havde oven i købet fanget mange rensdyr. Så kogte de rensdyrkød. Og da det var kogt færdigt, skulle de til at spise deres gevaldige måltid. Det viste sig så, at de, når de spiste varm mad på opholdsstederne, havde for vane at spise "fælles" (når én havde taget en bid, gav han stykket videre til den næste, og runden gik i samme retning som verdens gang).

   Og det fortælles, at Aaqquttak ikke havde forstået noget, så da det kogte stykke kød nåede hen til ham, gav han det ikke videre. Uden at gøre ham noget havde de bare forklaret ham, hvordan man skulle bære sig ad.

Hist.: God overensstemmelse med andre beretninger om Qillarsuaq fra Arktisk Canada. Se bl.a. Rasmussen, Knud, 1925: Myter og Sagn fra Grønland, III; 1905: Nye Mennesker.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 56.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

M. (Marteeraq) Dengang der var den store udslettelse (epidemi), var Qupanuk / Qupaneq og hans husstand, der boede på østsiden, taget sydpå. Og da de nåede frem til Aappilattoq, byggede de sig et hus og overvintrede dér. Og det fortælles, at om efteråret når "aftenerne faldt på", underholdt Qupanuk sommetider sine husfæller ved at fortælle historier. Og en gang da han igen fortalte historier og nu fortalte om denne isbjørn, som nogen havde lavet, gav han sig til at fortælle med meget lav stemmeføring. Det sagdes nemlig, at man ikke kunne fortælle højt om denne tupilak-isbjørn, for når man fortalte om den, kunne den bore sig frem gennem vinduet. Den, der fortalte om dette, var Oqimaatsoq, der fortalte, at han selv plejede at have plads ved vinduet, og da den anden begyndte at fortælle, var han selv ængstelig, mens han lyttede, på grund af det, som han selv havde fået fortalt. Og uden at fortælleren havde hørt noget som helst, var der en af de tilstedeværende, der pegede og gjorde opmærksom på vinduerne, fordi han sagde, at han kunne lugte noget fra vinduet. Og da han kiggede derhen, så han en isbjørns vældige hoved og kunne endda se de enorme hjørnetænder. Selv flygtede han og gemte sig under sit brikseskind. Men vinduets tarmskind var temmelig sejt, så det eneste der skete var, at det gav sig til ingen nytte.

   På det tidspunkt sagde Qupanuk til sin søn, at han skulle gå hen til isbjørnen, fordi de jo alle sad på briksene uden fodtøj på. Denne søn hed Qimmiut, og det siges, at han var så bange, at han ikke ville. Da han nægtede, sagde hans far til ham: Og jeg havde endda troet, at jeg ville kunne sætte min lid til dig, hvis jeg skulle komme ud for noget skræmmende.

   Da han nu sagde sådan til ham, tog sønnen sine kamikker og tog den ene på, og lige da han trådte ned på gulvet, var det som om tupilak - isbjørnen faldt bagover og forsvandt. Det var som om, det gav en rysten henne ved vinduet, og hundene gøede. Da de gik ud, kunne de dog slet ikke mærke eller se noget.

Hist.: Historisk begivenhed fra omkr. 1800.

Kommentar: Sikkert et godt trick, hvor Qupanuk har ladet nogen kigge gennem ruden med bjørnesindsmaske og hjørnetænder stikkende ud af munden. En isbjørn som tupilak kaldes i dette område en nanniaq. Søg på den.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 33: Amákue inûssap

nungúsimavai.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 102 - 103.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 111 - 112.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Efter den store epidemi i Upernavik-distriktet omkr. 1800 tager Kingigteq / Kingittoq rundt for at begrave de døde. På en uddød plads opdager han et telt, hvor en dukke købt fra en hvalfanger er rejst. Alle i teltet ligger døde, men en gammel kone og to børn ser ud til at være døde siddende, af skræk, med de opspilede øjne vendt mod dukken. Forklaringen lyder at det er nok en af de døde, der har besjælet dukken og kyst livet af de tre. Kingittoq stensætter de døde i teltet.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 143 - 144.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den store løgner.

M. Det fortælles, at et lille spædbarn en dag blev sygt, og dets forældre talte om at få åndemaneren / angakkoq / angakok til at gøre det rask igen. En af åndemanerne undersøgte barnet og sagde så, at det eneste det var muligt at betale for det, var et hoved af en gammel hansæl.

   Så begyndte deres husfæller at vade frem og tilbage i dyb sne, og snart havde en af dem fanget en gammel hansæl. Da de havde kogt hove-det, så det var klart til at spise, kaldte de på denne åndemaner, for at han kunne komme og helbrede spædbarnet.

   Åndemaneren kom ind, og de gav ham det store sælhoved. Og efter at han havde spist det hele med undtagelse af hjernen, åbnede han sælens hjerneskal, så hjernen kom til syne. Og så tog han spædbarnet på knæet og begyndte at smøre dets hoved ind i sælens hjernemasse. Da han var færdig med det, sagde han til barnets mor, at nu skulle det nok blive rask igen. Og efter at have gjort sig klar, tog han afsted til sin egen boplads igen.

   Efter at han var taget afsted, gik der ikke lang tid, før spædbar-net døde. Eftersom barnet døde, forstod de, at manden havde løjet om, at han var åndemaner. Derefter begyndte de at kalde ham Den Store Løgner.

   En dag var de taget ud at ro i kajak og kom til at snakke om Den Store Løgner. De roede langs land, og da de så en anden kajak dukke frem forbi næsset foran dem, sagde den ene til den anden, at det måtte være Den Store Løgner. Så begyndte de at snakke om at bilde ham noget ind og lade som om de respekterede og påskønnede ham. Og de aftalte, hvad de hver især skulle sige og begyndte at ro udefter og hen for at møde ham.

   Da de nåede hen til hinanden, sagde den ene til Den Store Løgner: Så Den Store Løgner mon den store ørn, der dukkede op derhenne.

   Den Store Løgner svarede uden videre: Uf, så du troede, at jeg var gået hen og blevet så glemsom? - Så roede de ganske enkelt væk fra ham.

Hist.: Muligvis en historisk fortælling. Den kan ikke dateres. Lysten til at afsløre denne falske åndemaner er muligvis kristent påvirket.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 71.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Han der ikke kunne tages med våben.

Kiinngiviks datter Nuliannguaq, der var barnløs enke, var meget glad for mig, da jeg var barn, og hun plejede at fortælle mig historier om disse åndemanere. Hendes lillebror Saalimon er først død for nylig. Hans far havde fået lavet ham, så han ikke var helt uden evner. Når en kniv eller noget andet skarpt blev vendt mod ham, når han sov, fik han altid mareridt. Det fortælles, at selv hans børn morede sig over deres far, når staklen sov. Han var på sådan en måde, at ingen nogensinde ville kunne komme til at slå ham ihjel i smug. Og hans kone plejede at kigge alle knivene efter, før hun gik i seng. Da han døde, var det mig, der begravede ham.

Hist.: Fortælleren Marteeraq var overkateket og Hans Lynges hovedinformant og en ældre mand omkr. 1950. Hans stilling hindrede åbenbart ikke at man gerne fortalte ham historier af ældre før-kristen observans.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Sîmuk Qaersormio / Qaarsormiu.

En af de personer, man fortalte historier om fra den tid, hvor kristendommen blev indført ved Upernavik, var Simon fra Qaersoq. Nu vil jeg fortælle lidt om ham, idet jeg forsøger at følge, hvad jeg selv har fået fortalt om ham.

Da mine forældre begge var børn i Upernavik, kendte de ikke alene lokali-

teterne omkring stedet, men de kendte også til, hvad der var fortalt om

forskellige personer i omegnen. Og de fortalte gerne om dem, og jeg hu-

sker nogle ting, som jeg her vil fortælle om. Jeg kender ikke Simons navn

før han blev døbt, jeg har aldrig hørt om det. Han havde boplads på syd-

siden af Qaersorssuaq / Qaarsorsuaq og havde et hus der foruden et hus i Naujât / Naajaat hvor han kom for at gå på fangst derfra. Han plejede at komme til Naajat midt om vinteren, hvorfra han drev kiggefangst lige ved en af de små øer ved Kingigtoq / Kingittoq (lige nord for Upernavik). Man kan endnu se hustomten efter ham. Simon var blevet storfanger, havde giftet sig og havde børn, som han holdt meget af; men engang døde et af børnene. Og det var i det bedste forårsvejr.

Simon sørgede meget og undlod helt at gå på fangst og blev hjemme. Da tabu-

dagene var omme, tog han på uuttoq-fangst, indenfor deres ø, hvor de boede. Efter at have fået fangst tog han hjem, selvom det ikke var blevet aften endnu. Og da der nu var dødsfald blandt hans børn, gik han bort fra land, da han nåede til Lomviefjeldet ved Kingittoq, som ligger på en del af Qaarsoq-øen. Det var et fuglefjeld, som han havde hørt, man skulle holde sig væk fra, når man var under tabu, og han var da ikke værdig til at være i nærheden. Det var ved den tid, hvor alkene og lomvierne var kommet. Da han var ud for lomviefjeldet og kiggede mod det på lang afstand, så han at hele isen nedenunder fjeldet vrimlede af lomvierne. Men da han så dem, tænkte han: Ja, normalt ville jeg gå derhen og fange alle de lomvier, jeg kunne få fat i, men nu er det "piungnaitsoq" (et ord man brugte om en, der på grund af tabu måtte holde sig fra visse ting), og jeg kan ikke gå derhen. Men til næste år ved denne tid, da vil jeg kunne fange dem. Idet han gik og tænkte sådan, hørte han ligesom nogen bagved sige: "Det er den slags man bare kan fange, så meget man vil". Han kiggede sig bagud men fandt ingen. Han fik standset sine hunde, stod af slæden og kiggede rundt til alle sider men så ingen. Så forstod han, at der ikke var noget der bandt ham til at holde sig fra fuglefjeldet, for han hørte godt ordene og forstod dem, nemlig,

at man havde lov til at fange dem, hvis man havde lyst. Så lagde han hvad

han havde på slæden ned på isen, og kørte så mod fuglefjeldet.

Da han kom nedenfor det, bandt han sine hunde til et isskruningsstykke, og først da han havde fået lomvier nok, kørte han tilbage til det sted, hvor han havde lagt sine ting og læssede dem på igen. Og da han kom hjem til Qaarsoq, blev hans familie forskrækket. Men da Simon havde fortalt dem det han havde hørt fra luften, og da de stolede på hans ord, så beroligede det dem helt.

Senere end denne begivenhed var Simon med nogle andre på slæde ned til

Uummannaq for at handle. Der var danske i Uummannaq, og da de var kom-

met frem, hørte Simon nogle gange kolonisterne tiltale en af dem ved navn, og så syntes han, at han aldrig havde hørt sådan et smukt navn før. Det var en, som de andre kolonister kaldte Løvstrøm (han var svensker). Og så tænkte han, at hvis han nu fik en søn, så ville han kalde ham ved det navn.

Og det passede godt, for da han rejste hjemmefra, var hans kone gravid.

De tog tilbage til den aftalte tid, og da han kom i nærheden af bopladsen, kom der folk for at hilse på dem, og de fortalte, at han havde fået en søn, mens han var væk. Og da Simon kom ind og så drengen, som man havde kaldt Tujormiaq, så gav han ham selv tillige det navn, som han syntes om, Løvstrøm.

Og denne Tujormiaq blev forfader til de familier i Upernavik-distrikt, hvis familienavn er Løvstrøm. Det fortælles at Tujormiaq, da han blev døbt,

fik dette europæiske navn til efternavn.

Min nor plejede at sige, at da hun fik forstand, var der to gamle men-

nesker, en mand og en kvinde, der begge hed Tujormiaq. Og hun havde altid hørt, at vore forfædre opkaldtes efter en bestemt person, og at man

opkaldte børn efter afdøde uden at tænke på, om det var en mand eller en

kvinde, der havde båret navnet.

Simon var storfanger og samlede tilstrækkeligt vinterforråd, så der ikke

alene var nok til hans familie, men også til hans bopladsfæller, så han

var afholdt, især fordi han hjalp de forældreløse i den strenge vintertid.

Og når det begyndte at knibe med spæk om vinteren, så fik han dem til at

flytte ind til sig, for at de kunne få varmen. Og så kunne de altid vende

tilbage til deres respektive huse ved forårstid. Og derfor skete det, når

han havde samlet forældreløse og andre, der havde svært ved at klare sig

i deres huse, at der kunne være så mange mennesker i huset, at han selv

dårligt kunne sove roligt om natten og få udsovet for alle de mange mennesker dér på briksen. Og ind imellem satte han sig op, og i den stilling ventede han på morgenen. Og ind imellem, når de havde samlet en masse mennesker på den måde, og de skulle spise, og de tog frossent kød ind, så skar han det i stykker. Og hver gang havde skåret et stykke, så gav han det til en anden, ind imellem et godt stykke frossent kød, så der ikke var noget tilbage, og ingen lagde mærke til, om han selv havde spist. Men de smuler, der smuttede ud fra delingen, puttede han i munden og slikkede sin kniv ren og stak den så fast i loftbjælken. Og når hans kone så sagde til ham, at han skulle tage et andet stykke ind og spise selv, så svarede han altid, at når han havde bespist så mange sultne mennesker, så følte han sig selv mæt ved det og ikke længere sulten. Derfor var der mange mennesker der holdt af Simon, og man troede ham på hans ord. Og det var både børn, forældreløse og ældre mennesker han hjalp.

Da der kom danske til Upernavik og der kom missionærer, var Simon en af

de første, der blev døbt. Da han var døbt, vendte han tilbage til

Qaarsoq, sin boplads. Da han skulle hjem, overtalte man ham til at blive kateket og undervise børn og voksne på bopladsen, og da han åbenbart var lærenem, blev han kateket på sin boplads. Men han var kun kateket ganske kort tid, for da Upemavik blev forladt på grund af den store krig, og alle danske forlod stedet, og selv missionæren rejste hjem, holdt Simon op med at undervise. Og mens han var udøbt, havde han været en "hovedvipper" / hovedløfter, qilassartoq. Og da nu missionæren var rejst, blev han hovedvipper igen. Men der gik nogen tid, og så kom der atter danskere til Upernavik, og han blev da kateket for anden gang. Og denne gang opgav han sin

hovedvipning for alvor, fordi det ikke var nogen kristen skik.

Det siges, at han var meget omhyggelig i sin undervisning, og at han plejede at undervise børnene om morgenen før gry, mod dagningen, fordi de endnu havde livet foran sig. Men de gamle underviste han henimod aften, fordi deres liv ligesom gik mod aften.

Mens Simons børn voksede op, boede han sammen med dem ved Qaarsoq. Men da

de var blevet gift og havde fået børn, fik han børnebørn, som han holdt

meget af. Og en vinter døde et af hans børnebørn. Dengang var Simon ble-

vet gammel, og var holdt op med at gå på fangst. Om foråret, da vejret var

ved at blive varmt, og solen skinnede og varmede uden for om dagen, gik han ud af huset og op til sit barnebarns grav og satte sig ved siden af den, og dagen lang sad han der ved siden af, ligesom om han "ledsagede barnet". Og først om aftenen gik han ned. Engang mens han sad dér som sædvanlig, og alene, var det som om nogen bagved ham sagde: "Nu har du kun to dage tilbage at leve i." Ordene var meget klare, og han lyttede lidt, om der skulle komme mere. Så rejste han sig og kiggede rundt, men han så ingen. Han syntes dog han havde hørt noget ligesom vingeslag, efter at ordene var blevet sagt. Efter forgæves at have kigget sig omkring gik han atter ned til huset. Og da han var kommet indenfor, fortalte han de andre, hvad han havde hørt, og sagde så: Nu er jeg rask. Jeg vil måske dø, når der er gået to år. Det siges, at hos Herren er et år som en dag. Prøv at læg mærke til hvor mange år jeg endnu lever. Og Simon døde, da der netop var gået to år.

Simon døde på bopladsen Inugsuk / Inussuk, som dengang var beboet. Han var meget gammel, og da han blev syg der, blev han ind imellem ligesom væk og kom til sig selv igen. Og når han kom til sig selv, læste han op for sine slægtninge af Bibelen, og også for nogle af deres bopladsfæller. For nogle af bopladsfællerne var endnu hedninge. Ind imellem blev han ramt af sindsforvirring, og han rejste sig fra sit leje og grinte lidt, som om han grinte af noget i luften. Og når hans husfæller tog fat om ham og lagde ham ned, sagde han: Når de forældreløse, som jeg havde ondt af, når de frøs om fingrene, og jeg gav dem varme, og de genkendte mig og kom mig smilende imøde, så havde jeg det godt. Og ind imellem navnte han navne. Men det var navne på

personer, der var døde for flere år siden. Og da Simon skulle dø, var det

sidste han sagde: "Jeg går hen til et sted, hvor der er det evige liv."

Dengang havde man sagt til folk i Upernavik distrikt, at når forholdene

ikke forhindrede det, og en kristen døde, så skulle de bringe vedkommende

til Upernavik, for at vedkommende der kunne blive begravet i indviet jord.

Da Simon døde som kristen, gjorde man to slæder klar, og der var ikke så

langt fra Inussuk til Upernavik. Således kunne de ved daggry bringe hans

afsjælede legene dertil, og fordi det var en person, de havde haft tillid

til, mens han var i live. Og henad morgenen startede så slæderne.

Mens de kørte mod Upernavik, var der i et hus i Upernavik et ægtepar,

Tuua og Uvsupi / Ussupi, der vågnede tidligt om morgenen. Og Tuua fortalte sin kone, hvad han havde drømt: Jeg drømte, at jeg kom ud af huset, og da jeg kiggede mod havet og isen, så kom der fra næsset derhenne to slæder, og den ene med et lig. Da jeg gik ned for at høre, hvad det var, sagde de, at det var Simon, der var død. Og derfor var de kommet med hans lig. Da de sagde, at jeg skulle gå op til præsten for at give ham besked blev jeg betænkelig, for jeg turde ikke rigtig gå ind hos danskerne mens de sov. Men da jeg alligevel gerne ville meddele ham Simons død, fik jeg en idé. Jeg gik hen til koloniens klokke og gav den to slag. Og så kom præsten ud, hvorefter jeg gik hen til ham og fortalte, at Simon var død. Og drømmen var så klar, at jeg blev lysvågen, straks jeg vågnede.

Da han havde fortalt om sin drøm, tog han tøj på, og da han var kommet ned

på gulvet, hørte de klokken slå to slag. Ingen af dem sagde noget, men Tuua

og hans kone kiggede på hinanden, for hvem ville dog ringe så tidligt om

morgenen.

Tuua gik hen til vinduet og kigge ud. Da han havde stirret en passende tid, dukkede to slæder op ude ved næsset, den ene med læs på. Og mens han rejste sig fra vinduet sagde han til sin kone, at der kom to slæder, den ene med læs på. Så hans drøm blev virkelighed.

ss. 166 - 167

Så kom slæderne med Simons afsjælede legeme. Men da de prøvede at

finde ud af, hvem der havde slået de to klokkeslag, fandt de ikke ud

af det. Således kom Simons afsjælede legeme til den kristne kirkegård og

blev lagt til hvile der.

Min mor havde kendt både Tuaa og hans kone, og hun sagde, at Tuua's kone,

Ussupi, var hendes faster, hendes fars storesøster, og hun skulle flere gange have hørt dem selv fortælle om det.

Min mor havde også set Simons sønner, Tujormiaq, og hans lillebror, Uvigdluaq / Uilluaq, mens de levede i Qaarsoq. Og hun havde selv besøgt dem i sin barndom.

Og nu vil jeg lige fortælle om en slædekamp, hun havde fået fortalt om af Tujormiaq: Han havde et europæisk navn allerede før han blev døbt, Løvstrøm.

Engang fulgte han sin far til Naajat / Naajaat på kiggefangst. Og det var om foråret, da de lyse nætter var begyndt, at der kom folk til huset for kappes i boldspil. Og der kom folk med slæde både fra Upernavik og egnene for at spille bold ved Naajaat. Og det var som sædvanlig et sælskind, der var fyldt med noget tungt til at spille ude på isen med. Tujormiaq og andre  børn, store børn i samme alder, gik rundt mellem de forskellige slæder og så mændene gøre slæderne og hundene klar til dysten.

Der kom også en mand nordfra, og da de gik hen til ham, så de, at hans små hunde havde skagler, der virkede alt for store til dem. Og hundene var også magre.

Og skaglerne var så store, at nogle af hundene var lige ved at glide ud af dem. Men manden, der havde dem, klappede dem, og klarede skaglerne og sagde til hundene, at de skulle være klar. Og så råbte han pludselig til de andre slæder, som han havde fulgtes med nordfra, at de skulle prøve at komme med bolden herover på hans slæde. Og da han havde råbt det, opdagede folkene sydfra, at hans bopladsfæller, til trods for at de havde meget bedre hunde, prøvede at anbringe bolden på hans slæde. Det lykkedes også for en af dem, der kom nordfra, efter nogen dysten at bringe bolden ud af en klynge. Og endnu inden han blev indhentet af nogen af de andre, nåede han manden, hvis hunde havde for store skagler og lagde bolden på slæden. Straks kørte manden nordpå. De forskellige slæder kørte nu alt hvad remmer og tøj kunne holde nordpå. Og man regnede med, at de snart ville vende tilbage med bolden.

Men der gik nogen tid. Lidt syd for Tasiusaq ligger nogle øer, som nu kaldes Erqordlikut / Eqqorlikkut, men som dengang kaldtes for Navssât / Nassaat. Først langt hen på natten vendte slæderne tilbage, og de havde ikke fået fat i bolden, fordi den var blevet kørt fra dem nordpå. Og de, der vendte tilbage til Naujât / Naajaat, fortalte, at de lige efter starten nok havde kunnet holde afstanden. Men da de nåede ud for Navssat / Nassaat, så spredtes hundene, hvis ejer havde bolden på slæden, og der stod ligesom tåge af snestøvet efter hundene. Og man kunne på sporene se, at de tog større og større spring. Og man kunne også se,  at slæden kom længere og længere foran. De standsede så allesammen på isen og nød at se en god slædekører fare nordpå. Og inden længe forsvandt slæden helt ud af syne. De havde aldrig før set hunde, der kunne løbe så hurtigt, og som var så udholdende. Han måtte være en af dem, der havde hemmelige signaler til hundene.

Det var jo normalt blandt vore forfædre, at man ikke fortalte noget videre om nogen, der kunne klare mere end de andre, selvom disse selv ønskede at vise sig. Og de plejede jo også at vente med at vise sig, til de virkelig kunne vise sig.

Var.: Hans Lynge 1967: s. 56 Qilaneq

Hist.:

Ifølge "Uddrag af Martêraqs selvbiografi" ved Regitze Søby, Tidsskriftet Grønland 1973: 309-319, var hans far født i 1845 og mor i 1850, begge Upernavik.

Ifølge prof. em. Robert Petersen (pers. medd.) giver de ældste kirkebøger fra Upernavik uklare oplysninger om denne Simon, hvis grønlandske navn Marteeraq åbenbart ikke kendte. Der nævnes to Simon'er, en (Ungaaq) der i 1827 var 54 år, fra Kingittoq, og døbt i 1783 som 10-årig, - og en anden (hedensk navn ikke nævnt), der i 1834 var 52 år og boede på Inuksuk. Der kan være tale om samme Simon, selv om de to nævnte ikke har ganske samme alder. Deres koner hedder det samme, men ikke deres børn (med mindre de hver havde flere navne og er benævnt forskelligt i arkivalierne, se ndf.). Desuden er det kun Simon fra Inuksuk har en søn ved navn Tiormiaq / Tujormiaq.

For ingen af disse to Simon'er kan det dog passe at han (som mindreårig) skulle have været spåmand (qilasartoq ved qilaneq-metoden) før dåben.

      Vedr. navngivning har Martêraq - stadig ifølge Robert Petersen -  selv følgende udredning i sin (selvbiografi): Mêraugatdlarama oKakugpalârsiáka, 1952: 200-202:  

Det første navn et barn fik tog ikke hensyn til om barnets og den dødes køn var det samme, men græd barnet og fortsatte med det, fik det navne fra døde af sit eget køn. Barnet beholdt alle disse navne, men det navn, der havde stoppet gråden, blev kaldt for dets rette navn: atavia.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 69 - 70.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Siimuks / Simons død.

   Det fortælles, at han døde i Inussuk (1837). Dengang blev de døbte udelukkende begravet på de døbtes kirkegård i Upernavik. På det tids-punkt da Siimuk døde, var en af de ældre mennesker, Tuua, i Upernavik vågnet om morgenen. Han og hans kone stod dog ikke op, og Tuua begynd-te at drømme. Han drømte, at han fik øje på noget gennem vinduet. Han så, at en hundeslæde dukkede op ude ved næsset, hvor man plejede at hente vand, og der lå en død mand på slæden. Da han så det, gik han ud og gik hen mod slæden. Og da han kom derhen, sagde hundeslædeføreren til ham: Ja, Siimuk er død, så nu kommer jeg med ham. Og han fortalte, at han egentlig skulle hen til præsten, men da han var genert overfor danskerne, og derfor ikke plejede at gå ind hos dem, gik Tuua hen til præsten og slog to gange på klokken med dens knebel. Og da præsten kom ud, sagde han til ham: Siimuk er død, så en hundeslæde er kommet med ham.

   Da Tuua vågnede, drak han først kaffe, og så gjorde han sig klar (han stod op og klædte sig på), og det fortælles, at lige netop da han var trådt ned på gulvet, hørte de, at der blev slået to gange på klok-ken. Han og hans kone kunne bare undrende se på hinanden over, hvem der mon brugte dørklokken så tidligt om morgenen. Men så huskede han sin drøm og kiggede ud af vinduet. Og mens han stod og kiggede ud, dukkede der en hundeslæde op ude ved næsset, hvor man hentede vand, og på slæden lå der en død mand. Da han gik ud, var det virkelig Siimuk, der var død, og som de nu kom med. Men da de så sig om efter den, der havde slået på klokken, var der ikke nogen.

Hist.: Historisk fortælling om forudsigelse i drømme.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 68 - 69.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den der hævnede sig gennem drømmen.

Makkorsuaq var taget afsted på jagt i kajak i Kangersuarsuk øst for Kuuk. På et tidspunkt satte han sig og sked bag en sten. Da han var ved at trække bukserne op igen, hørte han fra sin position bag stenen, at nogen sagde noget, og så hørte han et frygteligt skrig, som det ikke er muligt at efterligne. Han blev så bange for det, at han skyndte sig ned til sin kajak uden overhovedet at se efter, hvad det var.

   Først efter at han var kommet fra land og havde taget adskillige åretag og kunne se området, så han sig om, men da han ikke kunne få øje på noget, forlod han stedet.

   Efter dette kom der nogle konebåde dertil fra et andet sted. Det var hen ad morgenstunden, og da solen skinnede så varmt, slog de teltene op og lagde sig direkte på jorden og faldt i søvn. Deres ældste, Qasa (Tuumarsi - Tomas), var den sidste, der gik til ro, og han lagde sig ved indgangshullets dørskind, således at han lå yderst. Da han havde sovet et stykke tid, blev han vækket af, at nogen rørte ved ham. Nogen havde rørt ved hans pande med hånden. Så stod han op og opdagede, at alle de andre sov. Så lagde han sig igen og sov lidt. Men da han ikke følte sig godt tilpas og havde ondt, stod han tilsidst op igen. Da de andre ville se det sted, hvor han havde ondt, opdagede de, at han havde et blåt mærke på størrelse med tre fingre. Og det fortælles, at stedet bagefter hævede op og fik væskefyldte blærer. Hans hoved revnede og håret faldt af, og det ene øje sprængtes. Senere blev han dog rask igen og levede i mange år. Til sidst blev han syg og døde.

   Da de hørte, at det var sket samme nat og på samme sted, hvor Makkorsuaq oplevede spøgeriet, mente de, at hændelserne kunne have noget med hinanden at gøre, så han kunne have noget at gøre med det.

Hist.: Beretning om sygdomstilfælde i slutningen af 1800-tallet, der tilskrives hekseri.

Kommentar: Symptomerne tyder på et voldsomt anfald af helvedesild, en slags alderdoms-skoldkopper med pletvis kløen og dernæst blæredannelse, stærke smerter ad nervebaner i den ene side af hoved og/eller overkrop og som værst, øjenskader.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 91.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den der trækker eller dækker noget til 1.

M. Det fortælles, at min mors bedstemor var utroligt glad for sit barnebarn Sakiunnguaq (Lille Sakæus). Og da de havde konebåd, tog de til Ikerasannguaq ved Upernavik og opholdt sig der om sommeren. Mens de var der, legede de i nærheden af de gamle grave, og pludselig blev der sagt noget fra en gammel grav, så de blev så bange, at de var ved at dø af skræk. Sakiunnguaq blev så forskrækket, at han slog sit knæ, og da han storgrædende kom hjem, gjorde bedstemoderen alt for at underholde ham. Derefter så min mor hende flette en lille stump af et stykke senetråd. Da hun var færdig med det, bukkede hun det sammen og lagde det øverst i kamikkantens mellemrum (hulrum?), og så gik hun ud. Der var ingen, der lagde noget særligt i det, at hun gik ud, for hendes børne-børn troede ikke, at der var nogen særlig grund til det. Da hun kom ind igen, sagde hun til sit barnebarn: Så, nu kan I godt gå hen at lege ved gravene igen, der kommer ikke flere lyde fra dem nu. Det er bare, når nogen stønner og trækker vejret, og luften så kommer ud af dem, at det lyder, som om de snakker. Nu har jeg sørget for, at de er dækket helt til.

   Og dengang var min mors far og hendes bror og dennes plejesøn taget ud at ro i kajak. Da de vendte de om og roede tilbage så de, at alle de andre også var kommet ud i kajak og roede hjemad. Da de kom nærmere, råbte de andre og spurgte, hvordan de havde det. Og da de svarede, at de havde det udmærket, lød de andre helt taknemmelige, selv om de endnu ikke var nået helt frem. Det viste sig, at de var roet efter et nødråb fra en kajakmand. Og lyden kom fra et sted, der ikke lå langt fra teltene. Og der var overhovedet ingen mennesker at se på det sted.

Hist.: Historisk fortællinger fra 1800-tallet

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 78.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 86.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Sippiaq / Siffiaq var en stor åndemaner / angakkoq og meget gammel da hans søn blev myrdet. Skønt han kunne genoplive døde måtte han give op, for sønnen var kvalt i dyndet ler. Da Sippiaq mistede livsmodet over det, besluttede morderne at dræbe også ham. De kom på besøg, S. bad dem sidde, de svarede at det skulle de nok selv bestemme, hvorefter en usynlig europæer (en af S.s hjælpeånder) talte med myndig stemme oven over S. Gæsterne spurgte forskrækket hvad det var. Jo, han ville blot vide hvad det var for en hvalp, der nu skulle slagtes (hvem de unge mordere var, som S. ville hævne sig på). Forskrækkede så de unge mordere på hinanden og fór ud.

      Noget senere skar S. sin strube over, men den ene af hans europæiske hjælpeånder talte igennem den indtil den helede  og S. var ligeså rask som før.  Til sidst lykkedes det S. at drukne sig.

Kiinnguit, en yngre åndemaner arvede S.s to europæiske hjælpeånder, fortalte K.s datter, Nuliannguaq til Marteeraq.

Var.: Marteeraq fik trykt sin nedskrevne version i Avangnâmioq 1955. Søg på Siffiaq.

Hist. Historisk fortælling fra 1800-tallet. Det er ganske forbavsende hvor populære europæere, i første omgang skotske hvalfangere fra slutningen af 1700-tallet, var som hjælpeånder i Upernavik-distriktet.

Genfortalt efter Tûsingâq.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 59 + 61: Igdlewp sukânik ârnawalik, aamma avdla samunga sangmisewq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 142 - 145, 5. sidste

linie. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 150 - 153.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Amitsualaaq bliver sindssyg af sorg over sin lille datters død, og i sine anfald af raseri kan mændene i fællesskab dårligt styre ham. Men en ung mand med en amulet fra en stensøjle i et gammelt tørvehus behøver så blot at røre ved ham, hvorefter han blir helt rolig. Han føler sig standset af søjlen. Da heller ikke denne berøring hjælper længere og Am. bliver klar over, at han har fået lyst til at æde sine nærmeste, tigger han om at blive levende begravet. Familien er bange for de danske embedsmænds reaktion, hvis de hører om det, men indvilger til slut. Blot er det ikke muligt at dynge tilstrækkeligt med sten på Am. til at holde ham nede. Han tvinges op, siger han af det renskind af hans søns førstefangst, som konen har dækket bunden med. Så lægger en mand med en amulet, der "peger dernedad" (til Havkvinden dernede), en klump is på stenene. Nu kan Am. ikke længere magte tyngden af stenene. Isklumpen smelter aldrig, bliver derimod større og dækker et så stort område, at ingen længere kan sige hvor graven er.

Afslutningen på fortællingen er trykt i Lynge, Hans 1967: Inugpât, s. 144:

   Da de havde lagt ham i graven, besluttede de sig for at flygte til Qaamaneq, og det var dengang stedet var beboet.

   Og det fortælles, at da det blev mørkt, hørte man stemmen fra den samme dags gravlagte: Når de havde kaldt hundene til sig, hørte de hans råben (skrig der bruges for at skræmme nogen), fordi han lod som om han var spedalsk (ved at bide sig selv i læberne), og det kan nok være, at hundene gøede!

   Sådan fortsatte det i flere dage. Takak siges at være den eneste, der prøvede sig frem, fordi han lagde til nedenfor huset og stod ud af sin kajak og gik op til huset. Og når denne mærkede, at han lydløst forsøgte at nærme sig, spurgte han, endnu inden han var nået hen til hans grav: Hvem er du? Er du Takak? Og når han fandt ud af, at han endnu var levende, gik han ned igen uden at svare ham.

   Da der derefter blev dejligt vejr efter et frygteligt uvejr, prøvede Takak sig frem med ham. Og endelig viste det sig, at han ikke sagde noget, da han kom derhen. Han var nemlig frosset ihjel. Og da han kom hen til hans hus, kom hans kone og børn ham opskræmte imøde.

Og da han fortalte dem, at han var død, var det som om de først nu oplevede døden. Og først på det tidspunkt begyndte de at græde over ham. De havde nemlig prøvet på at lade være med at græde over ham, fordi han så længe ikke havde kunnet lade dem være i fred.

Oversat af Signe Åsblom.

Var.: Marteeraqs nedskrevne version, se Amitsualaaq, Avanngnâmioq.

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet.

Det virker overraskende at havbunden, hvor Havkvinden holder til, associeres til kulde. I både Vest- og Østgrønland er associationen varme, og den skyldes næppe kristendommens hede helvede.

Liisa var fortælleren, Marteeraqs bedstemor. Se slægtstavle s. 60 + 61 i H. Lynge 1955.

Tolkning: At den sindssyge, perlerortoq / puuttoq fik lyst til at æde sine nærmeste er en forestilling, der også kendes fra Østgrønland. Kannibalisme var afskyet og man var selvsagt gået fra forstanden, hvis man fik lyst til at æde netop dem, man skulle forsørge.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 136 - 137.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 145 - 146.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

En mand fra Upernavik-distriktet, der har en kone sydfra. Hun har sytten brødre, som hun gang på gang opfordres af folk til at remse alle navnene op på. Navnene nævnes.

Hist. Spørgeligt om det er en historisk fortælling, selv om en sådan mængde overlevende brødre er ovenud bemærkelsesværdigt. Opremsningen af brødrene - lidt færre i tal og andre navne - forekommer også i fortællinger fra Baffinland og Thule-området, hvortil den formentlig er blevet bragt med baffinlændere, der indvandrede i ca. 1860 fra S. Ø. Baffinland. Søg på:  Navaranâpaluk. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret) og søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse

Den sindsforvirrede Târtoq / Taartoq.

En af de bopladser, der tidligere var befolket, var bopladsen Taartoq, over for Inussuk's boplads, der kaldes Qaumaneq/ Qaamaneq, og som kun var skilt fra Inussuk med et smalt bælt (sund), ganske tæt ved Qaamaneq.

På denne tid, hvor der nyligt var kommet danske til Upernavik, var der et

hus på hver af de to små bopladser, men i hvert hus var der en masse men-

nesker, flere fangerfamilier.

Dengang fangede folk ved Taartoq en masse narhvaler. Og engang, da de havde været ude i kajak, kom Amitsualâq / Amitsualaaq hjem med en hun-narhval med unge. Han havde fået dem begge to. Hans datter var død nogen tid før, og den var blevet flænset, hvorefter han gik op i huset og sad lidt. Og efter nogen tid så han, at man havde taget narhvalungens sener op. Og da han så dem, sagde han: "Ih, hvor er de søde. Hvor ville det vare dejligt, hvis der var et lille barn der kunne lege ned dem." Det viste sig, at han sørgede så meget, at sorgen fyldte hans hoved, og at han ikke rigtig kunne få det sagt på anden måde.

Og da de vågnede naste morgen, var Amitsualaaq blevet ramt af sindsforvirring. Da han i sindsforvirringen slog om sig, begyndte andre mænd at brydes med ham. De holdt op med at ro i kajak og måtte passe på ham. Til sidst kunne alle mændene ikke klare ham mere. Og på det tidspunkt var der kun een mand, som den sindsforvirrede ikke kunne klare. Når han brugte kræfterne på denne måde, så kom denne mand ind mellem de andre for at hjælpe dem. Og lige så snart han rørte ved den sindsforvirrede, så sagde han av, faldt sammen og slappede af. Denne mand var Ujaragtalik / Ujarattalik, en mand, der har en sten som amulet. Den sindsforvirrede havde i virkeligheden ikke hørt om denne mands amulet, men så stærk var dens virkning på ham. Ujarattalik's amulet stammer fra et hus, et sted lidt øst for det nuværende Upernavik, ved passet fra den gamle skibshavn. Der er en husruin med en stenstøtte, som står opret. Og det siges, at vore forfædre hentede amuletter fra den sten, eller fra husruinen.

Det skete, mens han spillede med musklerne, og de andre ikke rigtig kunne klare ham, at Ujarattalik rørte ved ham, så at han faldt sammen. Og Amitsualaaq kiggede liggende op på ham fra tæerne mod hovedet, og ned igen. Og når han havde kigget således på ham, plejede han at sige: 'Når jeg ser på ham der, så ligner han alt andet end en stående sten.' Da Amitsualaaq ikke havde spist i mange dage, blev hans kone betænkelig, og så sagde hans husfæller, at hun skulle give ham noget at spise. Man gav ham et stykke mattak i munden, og han tyggede længe, og slugte det. Da man gav ham et andet stykke, tyggede han det kun nogle få gange, før han slugte det.

Og han bad om mere. De opdagede, at han spiste ivrigere og ivrigere og

hurtigere og hurtigere, og når man nu gav ham et stykke mattak, slugte han det uden at tygge det. Og da han nu havde fået nok, gav man ham et stykke, der stammede fra Ujarattalik's narhval, uden dog at gøre ham bekendt med det. Man gav ham en lille mundfuld, som han prøvede at sluge uden videre, men det lykkedes ikke. Han tyggede det gentagne gange og prøvede at sluge det. Men da han stadig ikke kunne sluge det, tog han det ud af munden og smed det på gulvet og sagde: Jeg kan ikke sluge det. Det er som en sten. Og han bad ikke om mere.

Men de havde sværere og sværere ved at klare ham (kunne klare ham mindre

og mindre), og en dag begyndte han at sige, at de ikke ville kunne klare

ham nu til aften. Og at når de nu ikke mere kunne klare ham, så ville han

æde dem alle sammen. Derfor fandt han det bedre, at de begravede ham le-

vende, fordi han syntes, at det var så ækelt at skulle æde mennesker.

Og så sagde han også, at hvis danskerne i Upernavik bebrejdede dem at han var blevet levende begravet, så skulle de fortælle, hvad han

selv havde sagt, at han syntes det var så ækelt at skulle æde levende men-

nesker, og at det var derfor, han havde bedt om at blive begravet levende.

Og da de troede ham på hans ord, gjorde de forberedelser til at begrave ham levende.

Når man skulle begrave mandlige hedninge, voksne, så plejede man at binde

ligsvøbet med harpunlinen. Og liget, der skulle bringes ud, blev ikke ført

ud gennem husgangen, men ud af vinduet og hen over husets tag og bragt

ned til jorden på bagsiden af huset.

Amitsualaaq blev slap, da de ville begrave ham. Og for at glæde ham, svøbte de ham ind på normal måde og bandt hans harpunline rundt om ham. Muligvis har de været mindre påpasselige af angst. For da de var færdige med ham og førte de ham ud af huset over vinduet, og da de lagde ham på hustaget, faldt alle beviklingerne af ham i ringe. De bar ham så ned igen og bandt ham atter, alt imens manden, der skulle begraves skyndede på dem, fordi de ikke ville kunne klare sig hen imod næste morgen. Denne gang gik det godt.

De lagde ham i graven på rensdyrskind, der stammede fra hans søns første

rensdyr, og som han selv havde gemt for at kunne ligge på det i graven.

De lagde så flade sten hen over gravkuplen. Og først da man havde lagt

mange sten, løftede han dem nedefra og begyndte at tale: "Nu begynder mit

liggeskind at løfte mig op, så jeg sagtens kan klare de sten, der ligger

over mig. Dæk mig endelig til. Dæk mig endelig til." Og de blev ved med at

dynge sten på. Og der var til sidst så mange, at der ikke kunne være flere.

Og de sten man lagde ovenpå, gled ned til siderne. Da det ikke rigtig kun-

ne klares mere, var der en af dem, der deltog i begravelsen, som gik ned til strandbredden uden at sige noget. Han skulle være samunga sangmissoq / sammisoq, (en, der er vendt nedad, og som havde en amulet blandt en af strandplanterne). Da han var kommet ned til stranden, tog han et lille stykke is fra vandet. Og da han nåede op til de andre, lagde han det roligt hen på graven, stadig uden at sige noget. Men da han lagde det, hørte man Amits. sige:

"Så, nu kan jeg ikke klare det mere." Da de havde lagt ham, ville de flygte til den anden side af Qaamaneq, fordi der dér er et beboelseshus. Og det viste sig ved et tilfælde, at der var tynd is under huset, og at et stort isfjeld havde sat sig lige der, hvor de skulle ud. Midten af sundet var uden is. Og da de ikke kunne klare det på anden måde, bar de umiakken ned.

De lagde umiakken i vandet og prøvede at komme i den. Da det begyndte at

gå hen over den nye is, råbte man inde fra land: "Nu begynder det at give efter nedad. Spred jer." Og når de så efter, var de i en fordybning. Og ingen af dem var på nogen måde bange for isfjeldet. Men det lykkedes dem til sidst alle at komme i umiakken, og de sejlede så til Qaamaneq ovre på den anden side.

Når man gik ud om aftenen, kunne man høre lyden af den, man havde begravet

tidligere på dagen. Han råbte: "apapaaq og pupigsukaaq, og kaldte på hundene og forskrækkede dem. Og så kunne man høre hundene gø. Og der var ikke andet at gøre end at prøve at ignorere ham.

Da han lå der i graven, var der en af dem der flygtede, der tog over fra

Qaamaneq i kajak, for at se til ham. Det var en af de gamle mænd, Taka.

Da det var blevet lyst om morgenen, roede han derop i kajak, kom i land

under huset ved Taartoq, bragte sin kajak lidt op. Og så gik han stille

op mod graven. Henne ved den standsede han. Og så spurgte manden

inde fra graven; 'Hvem er du? Er du Taka?'  Han gik derfra igen uden at

svare, gik ned i huset og fandt der en gammel narhval-halefinne, som var

i sin mest velsmagende tilstand. Han satte sig ved vinduesbriksen og spiste, spiste og spiste. Og først da han ikke kunne spise mere, holdt han op.

Og så tog han en citar, der stammede fra engelske hvalfangere, og spilledepå den. Og da han havde fået nok, forlod han huset og gik ned til stranden og roede over til Qaamaneq, hvor han sagde, at Amitsualaaq levede endnu.

Dengang i Qaumaneq, hvor der jo var kommet en masse mennesker, og de gamle om aftenen begyndte at underholde sig med hinanden, kom de unge mennesker ud, og de kunne jo heller ikke holde sig alvorlige hele tiden. Så når de ældre underholdt sig med hinanden, begyndte de unge at lege tagfat så stille de kunne, idet de løb rundt om huset. Og når de var kommet væk fra vinduet, så råbte de til hinanden.

Så en aften hvor som sædvanlig lutter unge var ude, havde min farfar,

der dengang var ung, endnu udøbt, og med bopæl ved Qaumaneq / Qaamaneq på Inussuk / Inussuk, fået en ide, hvorfor han sagde til de andre unge: Lad os tage derhen og lege skjul. To skal søge efter de andre, først mænd og derefter piger.

De fandt ideen god, men det viste sig, at en af de unge var så bange for

den sindsfovirrede, selv efter at han var kommet i graven, at min farfar ville more sig med at give ham en forskrækkelse. Da man nu fandt ideen god, så skulle Tûtigâq / Tuutigaaq først lede efter de andre, og han valgte Mâse / Maasi, bangebuksen, til makker, og denne sagde ja med det samme uden at vide, at det var for at forskrække ham. De to skulle så skjule sig, og de andre lede efter dem. Og Tuutigaaq sagde så til de andre: I bliver her i nogen tid, og når I regner med, at vi har skjult os, kan I søge efter os. Da de var gået fra dem, sagde Tutigaaq til Maasi: 'Følg mig derned.' Nede ved siden af huset var der Tuutigaaqs store kiste, der stammede fra skibbrudne hval-

fangere, og som var tom. Da de nåede hen til den, sagde Tuutigaaq: 'Gem dig i kisten der. Jeg skal komme helt tæt på skrænten og du skal ikke sige noget, selv om de andre råber efter os.' Maasi syntes, det var en god ide.

Og da Tuutigaaq lukkede op, krøb han ned i kisten. Tuutigaaq lukkede den, og da der var slå for, ordnede han den, så den ikke kunne åbnes indefra. Og så gik han ganske stille hen til de andre, og da han nåede derhen, sagde han:

'Det var ikke for at lege skjul, at jeg foreslog dette her. Men Maasi er så bange, at jeg ville drille ham. Jeg går ned i nærheden af den store kiste, og I skal lade som om I søger efter os. Og så skal I derfra sige, at I kan se den sindforvirrede komme ud af graven og at han er ved at sætte over sundet. Så skal I lade som om I flygter, og jeg har lukket ham inde i den store kiste.' Nu begyndte de så at lade som om de søgte. Og når de kom i nærheden af kisten, kunne Maasi derinde høre dem snakke: 'Gad vide, hvor Tuutigaaq og Maasi er henne?' Men det var bare for at drille Maasi. Pludselig var der en, der pegede for de andre: 'Hvad er det for noget derhenne? Det der ud for huset ved Taartoq i havet. Det er ligesom en mand, der går imod os.'

      Da de sagde det, hørte man Maasi inde fra kisten: 'Hør, I derude, luk mig ud, jeg er herinde.' Det var da det gik op for ham, at slåen var slået for, så at han ikke kunne lukke den op indefra. Men da han råbte, lod de som om de ikke hørte ham, og de blev ved med at pege og sige: 'Ja,det er den sindsforvirrede, som er kommet ud af graven og nu er på vej over til os.' Og de lod som om de var ved at græde.

'Nu prøver han at komme op på stranden under os.' Og så begyndte de at

løbe, ligesom for at flygte. Og så kunne man høre Maasi indefra kisten

slå på den flere gange. Men da det ikke hjalp, brast han i gråd.

De andre kunne næsten ikke holde latteren tilbage, og lige så snart de var

nået væk, smed de sig ned på jorden og lo af deres stakkels kammerat. Og når de tav og lyttede, hørte de ikke andet end Maasi, der gred inde i den store kiste. Da de havde grinet tilstrækkeligt, gik Tuutigaaq

ned til ham og lukkede låget op. Og Maasi, der var i sin ungdoms bedste

alder kom ud af kisten med tykke og røde øjenlåg.

      Den mand, der var begravet, døde først, da han frøs ihjel under en stærk blæst. Da stormen havde lagt sig, gik den mand, der plejede at tage derover, ham Taka, derover. Han var henne ved graven, men hørte ikke noget. Og han blev klar over, at manden var frosset ihjel. Han roede så tilbage uden først at gå ind i huset, fordi han havde så ondt af den afdødes kone og børn og skulle fortælle dem om den døde husfar. Og først da han fortalte dem om den døde, begyndte de at græde.

Efter at Amitsualaaq var død, vendte Taartoq-folkene tilbage, inden isen lagde sig. Da vinteren var forbi, og det var blevet sommer, var det isstykke, som den nedadvendte havde lagt på Amitsualaaq's grav, ikke tøet op. Og da det blev efterår, var det faktisk blevet større end året før. Og dette isstykke voksede mere og mere og dækkede hele området omkring Amitsualaaqs grav. Og da der var gået nogle få år, efter at manden var lagt der, var der ikke nogen, der med sikkerhed kunne sige, hvor graven lå.

Nu har jeg fortalt om Amitsualaaq's død ved Taartoq, idet jeg nøje har

fulgt den måde, som mine forældre plejede at fortælle det på. Og de ple-

jede at fortælle det efter fortællingen om Tuutigaaq, som dengang havde bo-

et der, og som selv havde set det.

Kommentar: Betegnelsen for den sindssyge i teksten er rettet fra pillerortoq, der er den såkaldte 'polarkuller´ med et relativt kortvarigt forløb, som man bagefter ikke kan huske noget af. Er man fx løbet splitternøgen ud i sneen, skal det være meget ubehageligt at komme til sig selv igen.

Den form for sindssyge, som Amitualaaq lider af, hedder perlerorneq der nærmest kan oversættes med 'sultesyge': perlertoq: 'en der er sultet ihjel (RP). Sygdommen mentes at indebære patientens lyst til at æde sine nærmeste slægtninge. En overbevisning Amits. åbenbart også delte i sine klare øjeblikke.

Var.: Hans Lynge 1955: Amitsualaaq. (Som Marteeraq fortalte den til H.L.)

Interlineær dansk oversættelse.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 136 (mêrarsiut)

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 145.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

De stammer fra to forældreløse, en søster og bror, der trods god pleje er ved at sulte ihjel. Man anbringer dem på hver sin klippehylde, hvor de råber til hinanden., at de hver især er ved at dratte ned af søvnighed. Til slut lader de sig falde, men da flyver de, bliver til tretåede måger (taateraat), og lige siden har de bygget rede på stejle klipper og haft sortrandede øjne af at have grædt så meget.

Hist.: Traditionel oprindelsesmyte.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 102.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

            At genere sig for at kalde ting ved deres rette navn.

M. Det fortælles, at en mand havde en kone, der hed Isuajuk. Da hun døde, overholdt han forskellige taburegler, og da det var overstået, kom dagen, hvor han skulle rejse hjem. Så rejste han da, og da han nåede hjem, spurgte en af hans fæller: Hvor har du været i dag?

Først svarede han: Dér oppe nordpå. Og det, han ville sige, blev i stedet til: I bu - bo - bonden af Ueerlersuaq *). Denne mand hed Kussummaalik.

*) Konen hed Isuajuk, og "i bunden af" hedder isuajuani, så det var næsten det samme ord, og dermed kunne han ikke få sig til at nævne sin kones navn. Navnetabu.

Hist.: Historisk begivenhed, datering usikker.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 57 (agdlerneq)

Ny retskrivning: +Nuuk 1991, side 62 (allerneq).

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Før Siimuk blev døbt og endnu skulle overholde alle tabuer efter sit barnebarns død, hørte han, skønt tiden endnu ikke var udløbet, en stemme oppe i luften give ham tilladelse til at jage de alke, han netop ser og har stor lyst til. Han fylder slæden med alke, og bopladsfællerne forstår ikke han har turdet. Men der skete ham ikke noget.

Hist.: ca. 1900.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 85 + 87: Tûsingâp nukigdlârnera, og

dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 36 - 37.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 40 - 41.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt efter Tûsingâq, Martêraqs bedstefader

Resumé:

Den oprindelige fortæller, Marteeraqs oldefar Toorsingaaq, f. 1814, havde fortalt at han engang under uuttoq-fangst mistede sit fangstheld pga. en ravn, der altid skræmte sælerne væk. Samtidig blev han lam i det ene ben og måtte blive på isfoden i håb om at få sæler derfra. En dag han sad der, kom en af bopladsfællerne, Takak og tilbød et forsøg på helbredelse. Tuusingaaq lovede ham en rulle skråtobak for det, hvorefter Takak sang en serrat to gange, først vendt mod syd, dernæst mod nord, og fulgte derefter nøje sine egne fodspor tilbage. Tuus. kunne kun høre noget af omkvædet: "som skulle have sår på hovedet, samt blodige læber." Kort efter hørte man at Ineqinnavaats mand helt nede ved Søndre Upernavik var død af et løsrevet klippestykke, der ramte ham i hovedet. Og da man vidste at hun havde en ravn som hjælpeånd, blev dette dødsfald tolket som et tilbagesendt hekseri udsendt af Ineqinnavaat. Kort efter kom Tuus. sig af sin lammelse.

Var.: Indsendt af Marteeraq til Avangnâmioq, trykt 1955: søg på Tuutingaaq.

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1800-tallet.

Kommentar: Vedr. hekseri se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Inqinnavaat har som åndemaner været for "stærk" til at kunne rammes af tilbageslaget, hvorfor det ramte hendes mand.

Se for en anden tolkning af ulykken: H. Lynge 1955: 42 + 44: En skinsyg hjælpeånd.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 103.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Remmesælen.

M. Det fortælles, at en mand kastede sin harpun efter en remmesæl, men at harpunremmen knækkede. Da Ussuk senere traf denne mand, gav han ham hans harpunspids. Og sådan fortsatte han med flere mænd. Selv når det drejede sig om sæler, der var harpunerede og mistet af mænd fra andre bopladser, gav han dem senere deres harpunspidser tilbage. Den var altid forbundet med en stump harpunrem. Da han altid gjorde sådan, begyndte de at kalde ham Ussuk (Remmesæl). Men af frygt for uheld blev hans slægtninge derefter bange for at nævne hans navn, så derefter spiste de kun taqammuaq (også en betegnelse for remmesæl). Og frem til den dag i dag siger man kun "taqammuaq" (som betegnelse for remmesæl) her på disse kanter.

Hist.: Sandsynlig historisk begivenhed fra 1800-tallet.

Kommentar: parallel til navnetabu efter dødsfald, der kunne føre til lignende udskiftninger af gloser.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 136 - 137.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 De første mennesker på Nuussuaq.

(Uluaamioq.  Manden fra Uluaat).

M. Da han roede udenom Nuussuaq, fortælles det, at det eneste han kunne mærke var lugten af noget brændt. Han roede i retning af lugten og fik øje på nogle ildfolk (innersuit), og det viste sig, at de ikke havde nogen endetarms-åbning *). Da han nåede frem til dem, blev han hos dem.

   De gav ham noget mad, og da han begyndte at spise, fortalte de ham, at de selv spiste ved kun at sutte på forskellig slags mad, fordi de ikke havde nogen endetarmsåbning. Han troede godt nok ikke på dem men spiste sammen med dem. Og så opdagede han, at når de spiste talg, rensdyrkød eller andet kød, suttede de på det, indtil der ikke var mere kødsaft i det, og så smed de resten ud.

   På trods af det, syntes han så godt om disse mennesker, at han blev på stedet. Efter at have været der et stykke tid, tog han en af de unge kvinder til kone. Derefter vågnede han en morgen og tog ud for at finde sælens åndehuller i isen. Fangerne var nemlig vældigt gode til at fange sæler ved åndehullerne.

   Da han kom ud til en sæls åndehul, satte han sig på lur ved det. Og da han hørte sælen trække vejret, stak han den med sit våben. Derefter aflivede han den og trak den op og syntes, at den virkede utrolig let. Og så opdagede han, at det bare var en lille troldurteplante.

   Egentlig skulle han være taget hjem, men han var så skuffet, at han lod planten ligge og begyndte at lede efter et andet bytte. Så kom han til et andet stort åndehul og stillede sig på lur ved det. Han hørte, hvordan det åndede gevaldigt, så han stak også den og fik den aflivet, men da han skulle trække den op, virkede den også alt for let. Og da han fik den op, var det også bare en sølle plante.

   Nu var han blevet så ked af det, at han simpelthen tog hjem. Da han kom hjem og ikke havde fanget noget, talte han hviskende sammen med sin kone om aftenen. Og han fortalte hende: Da jeg var kommet hen til sælens åndehul, kunne jeg høre dens åndedræt og stak den, men da jeg trak den op, var det en sølle troldurt. Så forlod jeg det åndehul og ventede ved et andet, og da jeg hørte sælen trække vejret der og havde stukket den og fik den trukket op, var det en anden sølle plante. Og da jeg blev så ked af det, tog jeg ganske enkelt hjem.

   Konen vendte sig mod sine fæller og sagde til dem: Der var mange remmesæler, og han fik god fangst! **) Da hun nu fortalte, hvordan det var foregået, forklarede hans svigerfar: Når du for anden gang står der og lurpasser på en sæl, og den dukker op, og du stikker den, så skal du lukke øjnene og trække den op. Og når du trækker den op, må du for alt i verden ikke åbne øjnene, mens du trækker den op. På den måde lærte han det. Når han havde fanget noget, skulle han lukke øjnene, når han trak byttet op, og når han åbnene øjnene ville det vise sig at være en stor sæl.

   Så fortsatte han da med at tage med dem på fangst, og da der ikke længere var is på havet, gik han ikke længere på fangst. Og så opdagede han, at fangerne plukkede blomster og vækster, som de smed ned i den store sø. Han spurgte dem om årsagen, og de svarede, at når det blev vinter, og der kom is, var det dét de skulle fange, og det ville sige, at blomsterne ville blive til sæler.

   Og så blev hans kone endelig gravid. Og hun fødte og fik en søn. Da hun nu havde fået en søn, blev hans svigermor lykkelig over at have fået en fælle, der havde endetarmsåbning. Og da hun ikke mente, at han skulle være ene om at have en endetarmsåbning, besluttede hun sig for også selv at få en, så hun sagde: Vi har sandelig fået et barnebarn med en endetarmsåbning! Hvor er min gaffel, der er lavet af isbjørnens spoleben? Da de gav hende den, satte hun den, så den vendte opad, og så satte hun sig på den. Men på den måde fik hun gaflen op i sig og kom til at slå sig selv ihjel ved det.

*) Det vil sige, at de var nogle tykmavede væsener.

**) Når man fangede dyr, der kom op af vandet for at ånde, sagde man,

   at man havde fanget en sæl.

Var: En komplet variant fortalt af en anden (eller genfortalt også af Martêraq?) er trykt i Lynge, Hans 1955: søg resuméet dér s. 115.

Den blinde som fik synet igen / Tutigaq / Narvhalens oprindelse.

Indledende episode er fra Ukuamaaq.

Ifølge Hans Lynge 1955: 119 har en version fra Ilulissat samme indledning med den lesbiske sivgermor.

Hist.: Traditionel myte.

Kommentar: Usædvanligt at innersuit, strandens underboere blive tillagt mangelen på rumpehul. Det gælder normalt en anden slags mytiske skikkelser som Den blinde som fik synet igen / Tutigaq / Narvhalens oprindelse, møder sammen med sin søster, da de vandrer ud i verden.

Forestillingen om at værdifulde ting i åndernes verden (den anden, usynlige verden) bliver til værdiløse planter i denne verden er fremtrædende også i Østgrønland. Se fx Kaakaaq. Ved at lukke øjnene lukker man sig ude fra denne verden, dvs. ind i den anden. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Iøvrigt understreges det med forvandlingen fra sæl til plante og omvendt, at der virkelig er tale om den omvendte verden: Planter bevæger sig ikke i modsætning til dyr og mennesker.

Interlineær dansk oversættelse.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 95 - 96.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 104 - 105.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Mens Ululina er spæd passes hun af sin blinde bedstemor en dag forældrene er ude. Barnet græder, bedstemoderen råber på barnets mor, der kommer ind og får barnet over i sin hætte. Men det var Månemanden, der havde spillet mor og bortførte pigen. Siden har man om vinteren set små gnister falde ned fra den stjerneklare himmel, når hun fejer Månemandens gulv.

Var.: Ingen som denne. Men beslægtede børnerøvere træffes i: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; Ululina. Fortællingen om den lille pige, der røves (af Amaarsiniooq el. indlandskæmper) ender normalt med at en angakkoq / åndemaner får hentet hende hjem igen.

Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Hist.: Navnet Ululina er interessant, idet det er beslægtet med navnet på indvoldsrøversken, der også bor nær Månen hos Inuit i Arktisk Canada: Ululiernang, hende med ulu'en.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 145 - 146.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 153 - 154.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Marteeraq's kones bedstefar, Isitêwq, havde en bror, Uumaq, der blev hyret af en amerikansk ekspedition til Nordpolen, men var endt med at flygte fra skibet i land i Thule-området og dér frosset ihjel nær en boplads. En matros, der kunne grønlandsk havde af misundelse bagtalt ham over for ledelsen og havde til Uumaq sagt, at når lederen var så flink mod ham var det bare for senere at dræbe ham og præparere hans skelet til sin samling. Uumaqs familie hørte aldrig om hans forsvinden. Senere erfarede en anden mand, Josef, der blev hyret af en anden ekspedition, at man i Thule-området havde opkaldt et barn efter Uumaq. Han hed nu Uumarsuaq.

Så vidt kunne det gå, når en mystisk begivenhed skulle forklares, kommenterer Marteeraq.

Hist.: Fortælling til forklaring på en historisk begivenhed i 1800-tallet og et senere erfaret navne-sammenfald. Dog nok en skrøne, idet fortællingen understreger, at den flygtede Uumaq frøs ihjel inden han nåede bopladsen. Ingen har således kunnet oplyse om hans navn.

Iøvrigt kunne Martêraq fortælle (ibid. s. 113) om en gammel husruin under højvandsbæltet i Ikermiut, hvor man engang havde fundet en økse af ammaaq, kiselskifer med skaft af moskusoksehorn. Dette skaft tydede på at øksen var efterladt af en familie undervejs fra nord mod syd.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Til en stenformation, der ligner en stående mand med hvidt overtræk over pelsen, på mågefjeldet Unniwilaaq, knytter der sig den fortælling, at det er en mand som engang insisterede på at ville fires ned af sin kone efter nogle fristende mågeæg.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Byen Upernavik blev ikke kaldt Upernavik af vore forfædre. Vore forfæd-

re kaldte de steder, som de kun brugte på bestemte årstider til fangst,

Upernivik (forårsstedet).

Jeg vil lige fortælle om de folk, som missionærerne første gang kom til i

Upernavik. Måske beskriver jeg ikke så tydeligt.

Da missionærerne kom, var der også en del åndemanere / angakokker / angakkut, og jeg vil lige fortælle om nogle af dem, vi stadig hører om. Omkring 1772 i nærheden af Upernivik / Upernavik, da stedet først blev en koloni, var der nogle af disse åndemanere, og nogle af dem blev åbenbart først døbt efter 1826, da danskerne kom igen.

En af de store åndemanere i Augpilagtoq / Aappilattoq var Avalak, der også boede ved Aappi. En vinter, da Avalak var i Aappi, begyndte folk midt om vinteren at opfordre ham til at underholde dem med åndemaning. Avalak sagde ja, og da han ville gøre sig klar, bandt de ham på gulvet, sådan plejede de at gøre, og de tog så brikseunderlagene og satte en slags forhæng op foran den åndemanende, slukkede lamperne og begyndte at synge efter at have lagt trommen med trommestikken øverst ved siden af åndemaneren. De var godt igang med at synge de sange, de plejede at synge til åndemaning, noget de kaldte aquutit, styresange, og efter at forhangsskindene var begyndt at rasle meget højt, hørte man en hund give hals. Dengang var der en mand blandt kolonisterne i Upernivik / Upernavik en mand, der var meget glad for at køre i hundeslæde. Og han plejede at komme på slæde til en eller anden boplads om aftenen i måneskin.

Dengang, da Avalak var godt i gang med åndemaningen, og det var fuldmåne

udenfor, hørte man hundeglam. En af de personer, der var til stede ved

Avalak's åndemaning, kiggede ud (gennem et hul i tarmskinds-) vinduet fortalte, at denneher dansker, der var så glad for at køre hundeslæde, var kommet.

Og da han aldrig undlod at komme ind i huset, ville de lade, som om de sov.

De tog soveskindene, som de havde brugt til forhæng og lagde dem tilbage

på plads. Og de tog så Avalak uden først at have løst hans bånd, bragte

ham op på briksen og dækkede ham til med underlagsskind. Han var jo helt

væk og snakkede usammenhængende og prøvede at komme op. Og de andre, nog-

le af dem, lagde sig ovenpå ham, for at holde ham på plads, mens de andre

lagde sig ned og lod som om de sov. Danskeren kom ind. Men da de alle-

sammen sov, gik han ud igen. Da danskeren var gået og kørt bort

igen, fortsatte de. Og da Avalak holdt op med sin åndemaning, opdagede de, at de i skyndingen, da danskeren var ved at komme, havde lagt nogle af underlagsskindene med hårene nedad, og da de næste aften omtalte nattens begivenheder, fik de sig et billigt grin.

Avalak kunne også spå. Og da han havde taget sig en kone, blev han drillet ind imellem, fordi hans kone var så åben og snakkesagelig. De drillede ham med, at det var fordi hun var så glad for andre mænd, at hun også talte med andre mand. Avalak syntes ikke berørt af dette, men hans kone, Akuia var så glad for at hendes mand var så glad for hende, at hun havde ondt af, at man drillede hende på den måde. Engang da Avalaks kone sagde, at det var synd for Avalak, sagde han, at han nu ville give hende et tegn:

      'Hvis jeg er din eneste mand, så vil du få seks drengebørn i træk. Og den syvende, den yngste, skal være en pige.'

      Da Avalak sagde det, troede Akuia ikke rigtig på det, men da der alligevel var nogle, der var venlige imod hende, så lod hun dem vide, hvad hendes mand havde sagt. Årene gik, Akuia blev gravid og fik børn flere gange, og de fik seks sønner i træk, og den syvende, den yngste, var en pige. Og de fik ikke flere børn. Avalaks børn blev store, giftede sig og fik også børn. Og efter at Avalak var blevet enkemand, boede han som gammel mand hos sin ældste søn. Men børnesygdomen ramte,  og en række børn døde, og hans ældste søns tre børn var også alvorligt syge. Da der ikke syntes at være redning for nogen af dem, sagde Avalak til sin svigerdatter, at hvis nogle af børnene døde, så var der stor

sandsynlighed for, at de andre ville dø. Men han bad hende om inden nogle

af dem døde, vælge det af børnene, som hun helst ville beholde levende. Selv om svigerdatteren gerne ville beholde alle de tre børn levende, så var det, da hun selv ingen brødre havde, at hun syntes, at det var bedst at beholde drengen. Det sagde hun, selv om hun også gerne ville beholde pigebørnene.

      Da svigerdatteren havde sagt det, gik Avalak ud af huset. Det var hen på aftenen. Han var ude temmelig lange, inden han kom ind igen. Og efter at have varet inde i nogen tid, sagde han til sin søn og sin svigerdatter: 'Jeg har sunget en tryllesang. Da I sagde, at I helst ville beholde drengen, selv om I også gerne ville have beholdt pigebørnene, så vil drengens sygdom gå over til søstrene. Søstrene vil dø, men drengen vil leve.' Og således skete det. Drengen blev rask, men søstrene døde.

      Senere blev svigerdatteren gravid, og da det var blevet tydeligt, var han engang udenfor om aftenen, og da han kom ind igen, sagde han til sin søn og svigerdatter:

      'Nu skal I få et barn, en pige, og hende skal I navngive

efter jeres ældste datter. Jeg har givet hende et mærke, fordi det skal

være den ældste piges navne. Hun skal fødes med en fortykkelse på ven-

stre storetå.' Da Avalak havde sagt det til sønnen og svigerdatteren, så

fortalte svigerdatteren det videre til andre, fordi hun fandt det mær-

keligt. Og hun fortalte det især videre til hende, der skulle agere jordemoder. Efter en tid skulle hun føde. Og da hun fik en datter, kiggede de først på venstre storetå. Og tænk, Avalak havde haft ret. Der var en fortykkelse på venstre storetå. Avalak døde som en meget gammel mand, efter at være blevet døbt, og han fik navnet Jens.

Var.: Den sidste fortælling har Marteeraq også fortalt til Hans Lynge, 1955: Awalak / Avalak.

Kommentar: Man lavede kighul i tarmskindsvinduet med en glødende pind, der brændte en hård, modstandsdygtig rand i kanten (RP)

Vedr. den afbrudte seance: Måske griner man ikke blot af at have narret danskeren, men også af den omvendte placering af skindene. Det omvendte vækker nemt latter eller afsky i grønlandske fortællinger, men måske skyldes latteren især at danskeren ikke opdagede hvor interimistisk sovescenen på denne måde virkede.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 57 - 58 og 90

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 63 og 98 - 99.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Marteeraqs oldemor, Liisa (f. ca. 1800), fortalte om besøget af Suersaq (Hans Hendrik / Henrik) og hans polareskimoiske kone, Meqo / Mequ i Upernavik, at han/hun? bar hue inden døre fordi han/hun? netop havde mistet sin mor. Liisa havde da sagt, at før hun blev døbt overholdt hun også sådanne tabuer ved dødsfald. Hun fik så at vide at tabuet med at dække hovedet varede et helt år i Thule-området ligesom tidligere ved Up. Liisa serverede sælkød, som ægteparret nød, og på Liisas spørgsmål, om de kendte Tuluvaq, der var flygtet for epidemien nordpå, svarede Mequ at hun nedstammede fra ham. Han var nu ikke kommet med slæde, men med konebåd, og mens de i flere dage sejlede langs med indlandsisen havde de med mellemrum sænket sælhundetarme for at slippe frelst forbi.

Da epidemien kom, boede Tuluvaq med familie på Kittersaq / Kídersaq ud for Nuussuaq. Man vidste at der boede folk i Thule-området fra folk, der nu og da kom på besøg. Og det store fjeld, Tuttulissuaq midt langs Melvillebugten, kunne ses fra den nordligste del af Upernavik-distriktet i godt vejr.

Hist.: Et eller andet må være husket eller overleveret forkert. Hans Hendrik var absolut ikke udøbt. Han stammede fra Fiskenæsset og mens han fra 1855 - 1860 boede i Thule-distriktet, gjorde han sit bedste for at missionere blandt sin unge kones landsmænd. Fra 1860 boede han med Meqo og børn i Upernavik-distriktet i 10 år, indtil familien blev engageret som tolke i en (ny) ekspedition. Søg på Hans eller Hans Hendrik og Thule.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 73 - 74.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Genopliveren.

Ineqinnavaaqs og Uumaakasiks søn Aninnguaq genoplivede en meget hårdt kvæstet person.

   Arsaq, som nogle kaldte Arnaqut, var med ude at fiske efter ulke. Et stykke is, der stod halvt på højkant (isflagen rejser sig og retter sig efterhånden skråt op i iskanten udfor kysten, når højvandet slår ind over det), faldt ned, da fiskerne løb omkring og trådte på det, så det faldt ned på hendes hoved, så det blev trykket helt fladt. Det lykkedes dem at fjerne isstykket ved at hugge det i stykker.

   Aninnguaq var den sidste, der kom til stedet, og da havde de allerede fjernet hende. Og han samlede de små stumper, der stadig lå efter hendes fladtrykte hoved og holdt dem i sine hænder og sagde: Ja, havde det været en mand, havde jeg nok kunnet gøre noget, men nu er det jo en kvinde!

   Da han havde sagt dette, blev der sagt noget fra skrænten inde på land. Det var ikke nogen særligt stor skrænt, og derfor var der almindeligvis ikke ekko derfra.

   Men fra det øjeblik begyndte hun at trække vejret igen.

Hist.: Fortælling om historisk begivenhed i sidste del af 1800-tallet. Ineqinnavaat, en kendt kvindelig åndemaner af blandet ry, er der en del fortællinger om. Søg på Ineqinnavaat.

Var.: Hans Lynge 1955, s. 159- 160; 1967, s. 126 fra l. 4; 1991, s. 135 fra l. 4. Se også Elêna's erindring om Arnaqut, Lynge 1967: 67, hér i basen