Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på vestgrønlandsk isprængt en del dansk.

Resumé:

Tid: 1850. Sted: Kap York. Et skib med Austin som fører ankrer op og

tager Qalaseq (Navlen) med hjem til England, hvor han døbes og

uddannes til missionær, men drukner under en svømmetur.

Inughuit  / polareskimoerne mente i 1903, at han måtte være dræbt.

De forudgående begivenheder var disse: Q. er med Qalutaa taget på alkefangst og har efterladt sin mor og mindre søskende alene ved søkongefjeldet. Da

disse i ensomheden øjner en flok mennesker på rejse ude på isen og

skynder sig derud, er der ingen. Derefter bryder et usædvanligt

voldsomt uvejr løs. Da mændene kommer tilbage fra alkefangsten, har

de passeret et telt, hvorfra der lød gråd, men da de vidste at det

ikke kunne være mennesker, var de ikke gået derind. Begge syn har

været af fjeldånder, beslutter man, og de varsler aldrig noget godt.

Samme forår kommer så skibet og tager Q. med. Moderen rådfører sig

forgæves med sine ånder om sin søns skæbne.

Hist.: Formentlig autentisk.

Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på dansk.

Resumé:

Under Kanes ekspedition frøs skibet inde, og den del af dens medlemmer

med Hayes og tolken Carl Petersen som ledere søgte ned mod Upernavik i

åbne både i sommeren 1854. De må vende om og overvintre nær Tasiusaq,

hvor forbikørende slæder giver dem mad. Tre mænd, der har nedlagt en

bjørn, gemmer deres bytte af vejen, inden de går op til de hvide, der

dog ved, at de har fanget. De overnatter på de hvides vis i mørke, kan

ikke finde deres klæder, da de vågner og må i de besynderligste klæder

sætte efter de hvide, der også har stjålet deres slæder og hunde, men

ikke forstår sig på slædekørsel. Bjørnejægernes latter, da de når frem

til de hvide, afværger Hayes' forsøg på at skyde dem, og de

transporterer de hvide tilbage til det indefrosne skib.

   Rasmussen referer derefter tolken Carl Petersens beretning om

episoden, og tilføjer Arnaruluks afslutning, der priser de hvide

lykkelige, fordi deres tyveri mislykkedes. Ellers var disse slette

slædekørere døde af sult undervejs.

Hist.: Historisk beretning.

Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på vestgrønlandsk isprængt en del dansk.

Resumé:

Tid: 1848 - 50. Sted: North Star Bay nær den senere Thule-station.

Skibet North Star, der er på ekspedition efter den forsvundne

Franklin, må overvintre i North Star Bay. Trods handelen gennem

adskillige år med hvalfangerne, der ikke alle er lige venlige, tør

kvinderne ikke komme med deres mænd ud på skibene, og de er bange, når

de hvide mænd kommer på besøg. En kvinde farer en dag af angst ud af

huset med vildt flagrende hår og synger trommesange mod de fremmede,

der går nysgerrigt rundt mellem husene. De fortrækker og holder sig

borte en tid. En dårlig fanger, Aniutarsuaq kommer under hungersnød

til Kap Athol med sin kone. Han opfører sig utilstedeligt, idet han

går ind i Qulutarsuaqs hus før sin kone, der først må svale sig på et

stykke is uden for. Senere skændes han med sin kone i andres påhør, og

man forstår, at der er gået frost i hans fødder. Skønt han har

udmærket tøj af blåræve- og bjørneskind, har han frosset stærkt. Konen

tar bort med andre, fordi der er for lidt mad hos Q. Og da Q. med

husstand må nordpå på hvalrosfangst, bringer de A. ned på de hvides

skib, hvor man kasserer hans tøj, klær ham i hvidt, lægger ham i en

flettet køje (ligesom en ketsjer til fuglefangst) og smør hans

sår med lægende salver. Da man kommer tilbage efter ham er han dræbt

og begravet. Rygtet går derefter, at A. har irriteret de hvide, fordi

han har gjort ophævelser over, at de altid sover i mørke og alt for

længe. Tåben forstod ikke, at man aldrig må vække en hvid mand, når

han sover.

Hist.: Rasmussen erklærer, at fortællingen er sand.

Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på vestgrønlandsk isprængt en del dansk.

Resumé:

Rasmussen refererer først Ross' beretning om ekspeditionens møde med

inughuit / polareskimoerne i 1818. Den gamle kvinde Kulapak bekræfter

begivenheden idet hendes bedstemor, der levede dengang, forudså

skibets komme. Hun fortalte også om forundringen over den sejlende ø

af træ, der nu og da ynglede med en masse små både og om dens

besætning af hvide mænd, der ikke var rigtige mennesker, men noget

finere, hvis afføring sikkert ikke lugtede. På senere skibe var der

undertiden kvinder med. Qipisuna genså sin afdøde kone i en af dem,

som satte sig ved hans telt og smilende gik bort, da man gav hende et

mågeskind om halsen. Efterhånden kom en livlig handel i stand (med

hvalfangerne), når de passerede Kap York. Man solgte skind for

synåle, knive og masser af træ. Med et skib kom også pesten, der

bredte sig over hele området, svækkede de overlevende og gav hundene

frit spil. En bedstemor ofrede sig engang for sit barnebarn, da

hundene angreb dem. Andre lykkedes det med fare for deres liv at

komme ud af de snetyngede huse og grave lufthuller ind til de andre i

husene.

Hist.: autentisk. Hvilken epidemi "pesten" betegner ved jeg ikke p.t. BS.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres.

Resumé:

Rasmussen meddeler først nogle forestillinger om de hvides oprindelse fra myten om kvinden, som blev gift med en hund. Dernæst om et skel mellem qallunaat, venlige hvide, og qallunaatsiaat, fjendtlige hvide, der i Sydvestgrønland er betegnelsen for nordboerne. I Thule-området kaldes de også nakasunnaatsut, "de kortlæggede". Om dem fortælles følgende sagn:

En nordbobåd er frosset fast i isen ud for øen, Northumberland. Inughuit, der opdager dem under hvalrosfangst, udrydder dem alle, fordi de står bedre fast på isen med deres fodposer af sælganeskind. De hjembringer en kasse, der viser sig at indeholde en dreng. Han vokser op sammen med en plejebror, bliver en ypperlig rævefanger, taler ved solnedgang ofte med længsel om mælk og søde spiser og forsvinder til slut. Man mener, han er fløjet hjem. Senere finder man noget af hans tøj ved Kap York.

Var.: The norse foster-son; Qavdlunaitsanik. De hvide mænd, der blev dræbt på den glatte is.

Hist.: Hans Hendrik fra Fiskenæsset, der midt i 1800-tallet boede fem år blandt inughuit i Thule-området, har muligvis fortalt en variant hjemmefra om nordboerne, der gled på den glatte is.