Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 141 ss. 705 - 708.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 403 - 405: Oqaluttuaq Allunnguamik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:196 - 200.

Resumé:

Allunnguaq er en lille dreng, der ikke vokser og derfor opfordres af sin far til at træne sine kræfter i klippespalter, som Allu. efter sigende til sidst kan presse noget fra hinanden. Han bliver tillige en meget dygtig fanger. I en ny hvid anorak "frier" han til bopladsens mange brødres eneste søster, en ordentlig tamp af en dame, der foreløbig egenhændig har smidt alle granvoksne friere på porten (hovedkuls ud i husgangen). Men lille Allu. kan hun ikke klare. Han hjemfører den sprællende skude under armen, og såvel hun som hendes mange brødre falder til føje. Hun føder ham en søn, der efterhånden giver Allu. lyst til at få sig en ny konebåd. Familien tager ikke med de andre på sommerrejse. De bliver hjemme, hvor Allu. fanger sæler til konebådsskind. En gruppe sydlændinge slår sig ned. Deres husfar er en flink mand, der fanger sammen med Allu. hver dag. Men en dag rygtes det til Allu. at denne mand vil røve hans kone. Allu. bliver hjemme og står og pusler med sine redskaber ved sidebriksen, da konerøveren, en stor mand i hvidt skindtøj - han ligner en enorm måge - kommer farende ind og forgæves prøver at vælte Allu. omkuld i springet. Allu. fortsætter urokkeligt med sit pusleri. To gange forsøger sydlændingen at røve konen, der hver gang sender ham hovedkuls ud i husgangen. Tredje gang snupper hun ham i nakken, smider ham på gulvet og dænger ham til med alle de bådeskind, der ligger til afhåring i urinbaljen. Han ligger helt stille lidt, men får så viklet sig ud: Hans fine hvide skindtøj er ganske tilsølet.

Mens Allu. bygger konebåd leger hans lille søn med sin legeharpun ved siden af. Pludselig giver han et hyl fra sig over noget stort, han ikke kender. Det er en isbjørn, som så Allu. går løs på med de bare næver og til sidst får has på ved at snurre den rundt i luften og ned i jorden. Konen flænser lykkelig dyret, koger masser af kød og får i sin iver inviteret alle de hjemvendte fangere på spisning, inden Allu. får sagt noget. Også under spisningen tager hun minsandten ordet og fortæller stolt både om, hvordan Allu. overmandede bjørnen, og om hvordan han i sin tid fik krammet på hende, der hidtil havde kastet alle store mænd på porten.

Var.: Mikiassen Atdlunguaq;

En del meget forskellige fortællinger har en hovedperson ved navn Allunnguaq.

Hist.: Skønt der er historiske fortællinger om meget stærke kvinder, er denne det næppe. Dertil virker den for litterært velkomponeret.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 50.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 68f.

Den ældste myte om angakkoq'ens rejse ned til Havkvinden: ibid. s.36f.:

"Den 19de kom 2de Grønlænder kiørendes til os fra det inderste af Iise-Fiorden, kaldet Tessiursak. En af dem fortalte mig denne sælsomme Historie: Allernederst i Jorden boer en stor slem Kone, (Uden Tvil Dievelens Olde-Moder), udi et meget stort Huus, som man ikke kand skyde over med en Bue-Piil. Den samme Qvinde, raader for alle Havets Creature; thi de ere alle hendes Huus-Folk, saasom Hvalfiske, Enhiørninger, Sælhunde etc. Det Kar som staar under hendis Lampe, hvorudi Thranen som løber over Lampen dryber udi, svemmer fuldt af Søe-Fugle, Skilt-Vagten ved hendis Dør, ere heele Flokker af Sælhunde, som staae reyst over Ende og bider omkring sig til den som vil ind. Ingen kand komme derind uden Angekut og de maae have deris Torngak med sig. Naar de giør denne Rejse, maae de først passere alle Dødis Sjæle, hvilke seer ud ligesom de Levende i Verden og lide meget vel. Naar de ere komne dem forbie, kommer de til et bredt langt Svelg ned i Jorden, dette Svelg skal de over, men er intet at gaae paa uden et stort Hiul, som er ligesom Iis, og drives alle Tider hasteligen omkring. Herpaa maae Giesten leede Angekoken eller Hexe-Mæsteren. Siden kommer de til en stor Kedel, hvorudi kaager levendis Sælhunde, omsider til Fandens Olde-Moders Residentz. Der tager Geisten sin Angekok ved Haanden, og leeder ham igiennem den stærke Sælhunde-Vagt. Indgangen er breed, men Veyen er smal som en Snoer, og paa begge Sider intet at holde sig ved, men en hesselig stor Afgrund og svelgende dyb neden under. Herinden fore sidder denne Helvedis Gud-Inde gandske forstørret, har mange Ophævelser, sveeder af lutter Vrede, og river Haaret af sig over saadanne Geisters Besøg. Hun tager her paa straks en Vand-Fugle Vinge / søfuglevinge, hvilken hun tænder Ild udi, og holder for deris Næse, hvor efter de bliver gandske afmægtige og ere hendis Fanger. Men Hexe-Mæsteren som tilforne informeret af sin Torngak eller Geist, tager hende strax ved Haaret, og drages med hende saa længe indtil hun bliver gandske afmægtig, og der udi er hans Geist hannem behielpelig. Om hendis Ansigt henge aglerrutut ( dend rette Bemærkelse er noget naturlig, og derfor udeladis, ellers betyder det de Klæder en Qvinde har paa som aborterer, der ikke meere bør brugis, at ikke en Vanlykke skal indfalde i deris Næring.) det same rifve de af hende, saasom det er Aarsage at Havets-Dyr forlade deris Land og gaar hiem til Dievel-Inden. Ligesaa fort som de piller hende, saa hastig Fare og Hvalfiskene Sælhunde etc. plaskendis ned igiennem Vandet og søger til de sædvanlige Platzer igien, hvor Grønlænderne fange dem. Naar alt dette er forrettet, saa begiver Hexe-Mæsteren sig med sin Torngak paa Hiemreysen igien, hvor hand da finder den forrige og farlige Vey gandske god og alting jevnt for sig."

Hans Egede copied this text almost verbatim for his Perlustration 1971,2 [1741: 118-120 = 1925: 397f and added a note about angakkut puullit told him most probably by Poul Egede as well. The translation into English 1818: 202-205 is copied from Hubert Wengers database: www.wengereskimodb.uaf.edu/sections/Ege1818section0022.xml:

"She is said to dwell in the lower parts of the earth under the seas, and has the empire over all fishes and sea animals, as unicorns, morses, seals, and the like. The bason placed under her lamp, into which the train oil of the lamp drips down, swarms with all kinds of sea fowls, swimming in and hovering about it. At the entry of her abode is a corps de garde of sea dogs, who mount the guard, and stand sentinels at her gates to keep out the crown of petitioners*. None can get admittance there but angekuts, provided they are accompanied by their Torngak, or familiar spirits, and not otherwise. In their journey thither they first pass through the mansions of all the souls of the deceased, which look as well, if not better, than ever they did in this world, and want for nothing. After they have passed through this region, they come to a very long, broad, and deep whirlpool, which they are to cross over, there being nothing to pass upon but a great wheel like ice, which turns about with a surprising rapidity, and by the means of this wheel the spirit helps his angekkok to get over. This difficulty being surmounted, the next thing they encounter is a large kettle, in which live seals are put to be boiled; and at last they arrive, with much ado, at the residence of the devil’s grandame, where the familiar spirit takes the angekkok by the hand through the strong guard of sea dogs. The entry is large enough, the road that leads is as narrow as a small rope, and on both sides nothing to lay hold on, or to support one; besides that, there is underneath a most frightful abyss or bottomless pit. Within this is the apartment of the infernal goddess, who offended at this unexpected visit, shows a most ghastly and wrathful countenance pulling the hair off her head: she thereupon seizes a wet wing of a fowl, which she lights in the fire, and claps to their noses, which makes them very faint and sick, and they become her prisoners. But the enchanter or angekkok (being beforehand instructed by his Torngak, how to act his part in this dismal expedition) takes hold of her by the hair, and drubs and bangs her so long, till she loses her strength and yields; an din this combat his familiar spirit does not stand idle, but lays about her with might and main. Round the infernal goddess’s face hangs the aglerrutit (the signification of which is to be found in my son’s journals) which the angekkok endeavours to rob her of. For this is the charm, by which she draws all fishes and sea animals to her dominion, which no sooner is she deprived of, but instantly the sea animals in shoals forsake her, and resort with all speed to their wonted shelves, where the Greenlanders catch them in great plenty. When this great business is done,

the angekkok with his Torngak proud of success make the best of their way home again, where they find the road smooth, and easy to what it was before.

Note: Others say, that a huge dog watches the entry, and gives warning, when an angekkok attempts to get in, and defends the entry. Wherefore the angekkok must watch the minute, that the dog falls asleep (which lasts but a moment), to steal in upon her. This moment nobody knows but an angekkok poglik; wherefore the other angekkuts often return home again without success. This frightful woman is said to have a hand as big as the tail of a whale, with which, if she hits any body, he is at one stroke mouse-dead. But if the angekkok conquers her (which he does if he can get at her aglerrutut, which hang dangling about her face, and rob her of them) then she must discharge all fishes and sea animals, which she has detained in captivity; who thereupon return to their wonted stations in the sea."

Var.: søg: Rejsen til havkvinden: ID 29, 340, 349, 412, 420, 467, 511, 626, 627, 807, 891, 892, 1005, 1196, 1354, 1445, 1468, 1492, 1649, 1882, 2024, 2070, 2230.

Comment: The first variant of this Inuit myth on record.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Allunnguaq, at han var forældreløs og

havde plejeforældre. Plejefaderen plejede at sige til ham:

"Allunnguaq; du skal træne dig stærk; men kun i klipperevner."

Når Allunnguaq var ude at gå en tur, søgte han så

kun efter klipperevner.

Allunnguaq voksede op og blev meget stærk og dygtig til fangst. Ingen kunne måle sig med ham. De boede sammen med en stor søskendeflok - mange brødre og kun en søster. Flere dygtige fangere friede til hende. Når en frier greb hende (...for at bortføre hende), tog hun fat i ham, løftede ham op og smed ham hen til

indgangshullet.

Hun var så stærk, at ingen mand kunne klare hende. En dag skulle

Allunnguaq ud på fangst. Det var i en periode, hvor han fangede meget.

Ved afrejsen sagde han til sin plejemor; "Vil du i dag sy mig klæder

af lutter hvidt skind?" Hele den dag foretog plejemoderen

sig ikke med andet end at sy klæder af hvide skind. Da Allunnguaq kom

hjem om aftenen tog han sine hvide skindklæder på; og uden først at

have spist noget gik han ud. Han gik direkte hen til brødreflokkens

hus. Da Allunnguaq kom ind i huset, kiggede brødreflokkens søster lige

på ham, men vendte sig hurtigt bort fra ham, fordi hun var så sikker

på at kunne klare denne ret lille mand, eftersom hun havde bevist, at

hun magtede store stærke mænd. Så snart Allunnguaq greb hende, greb

hun også ham og ville løfte ham ved at spænde omkring hans balder; men

hun kunne ikke og opgav. Hun forsøgte endnu en gang, men hun

kunne ikke klare ham. Hun faldt efterhånden til ro, da Allunnguaq tog

hende rigtig til sig. Hun tog ham i øjesyn og opgav helt. Brødrene

rejste sig op; og eftersom de ikke kunne magte søsteren, opgav de alle

som én at gøre noget ved Allunnguaq. Forhåbentlig ville han næppe

finde på at pine hende. Sagen var foreløbig afgjort. Allunnguaq tog

hende med hjem. Hun gjorde ikke modstand, da han tog hende ind. Han

fik hende til kone.

En gang ved forårstide tog nogle sydlændinge på vej nordover ophold på

deres boplads. Blandt dem var der en meget stor mand. Allunnguaq havde planer om at bygge sig en konebåd. I den anden ende af rummet havde han en hel

masse skind til afhåring, som skulle bruges til betræk til

konebåden.

En aften var der en, der råbte udefra: "Allunnguaq, jeg

skal sige fra din store fælle (aiparsuarpingûk - aappaq, den anden

/ledsager / fælle, CB; (konebytnings)partner ? BS), at han kommer i morgen for at tage din kone." Næste morgen tog Allunnguaq ikke ud på fangst på grund af ham,

der ville komme og tage hans kone. Den morgen satte han sig bare til

at snitte noget til sine redskaber. Han forholdt sig afventende; og en

gang han kiggede ud gennem vinduet, så han manden komme. Allunnguaq,

der var iført klæder af hvidt skind, stillede sig ved indgangen med

ryggen til. Undervejs ind så den store sydlænding Allunnguaq stå ved

indgangen med ryggen til. Han skulle lige til at sagtne farten,

men så tænkte han, at han hellere ville skubbe ham bagfra, så han

ramte briksekanten og blev kvæstet. Derfor satte han farten op, sprang

på Allunnguaq og skubbede ham af alle kræfter. Allunnguaq flyttede

ikke engang sine fødder. Efter dette skub gik Allunnguaq langsomt og

roligt hen til sin plads på briksen. Han havde forstået, at hans kone

nok skulle kunne klare sydlændingen. Ligesom Allunnguaq satte sig, var

sydlændingen på vej hen til hans kone. Allunnguaq kiggede på ham et

øjeblik og vendte sig væk. Sydlændingen greb hans kone, og i

samme øjeblik lagde hun armene omkring ham. Som tidligere nævnt havde

Allunnguaq skind til afhåring i den anden ende af rummet. Denne proces

var i fuld gang, og skindene havde afgivet en hel masse tran.

Allunnguaqs kone tog den store mand under armen og med hen til

skindene. Allunnguaq så til og kunne nok regne ud, at det ville gå slemt

til. Allunnguaqs kone nåede hen til skindene; og med

sydlændingen under armen gravede hun ned mellem dem og lagde

sydlændingen ned, hvorefter hun dækkede ham til og forlod ham. Så så

man skindene begynde at løfte sig. Sydlændingen dukkede frem smurt ind

i tran over det hele. Han, som var så hvid, da han lige var kommet

ind. Han rejste sig op og forsvandt ud af huset.

Senere skete det, at

Allunnguaq stod og byggede en konebåd, mens hans lille søn legede i

nærheden og kastede spyd. Så hørte han drengen sige noget med

forandret stemme og så ham flygte. Han drejede om og opdagede en stor

bjørn stå lige ved siden af ham. Der var ikke tid til at flygte bort

med drengen, så han placerede drengen foran sig og vendte sig om.

Bjørnen rejste sig for at slå ham. Han vendte ryggen til bjørnen.

Bjørnen slog Allunnguaq, uden at der skete noget med ham, hvorimod

bjørnen faldt bagover, hvorefter Allunnguaq slap drengen og gik hen

til bjørnen. Han greb bjørnen og slyngede den imod jorden, så de store

hofteskåle blev revet over. Hans kone flåede bjørnen og kogte kødet;

og da kødet var kogt, gik hun ud og råbte ud i det blå: "Jeg skal be'

mændene om at komme og spise kød." Under måltidet sagde Allunnguaqs

kone: "I tror måske, at bjørnen var fanget med redskaber. Det er én, som Allunnguaq har dræbt ved at slynge den mod jorden. Da Allunnguaq i

sin tid friede til mig, strittede jeg imod. End ikke spjætte, kunne

jeg. Hverken mine fødder eller hoved kunne rokkes. Slut.

Var.: Allunnguaq. Arons version ligner denne meget.

Allunnguaq er et hyppigt navn på en initiativrig helt i forskellige fortællinger.

Kommentar: Det må i anden omgang være sydlændingen, der har helt hvide skindklæder på.

Fyldig oversættelse i Rink 1866 - 71 (1866-71), I, nr. 117, ss. 316 - 318.

Resumé: se nederst.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Noget til læsning / Fortælling om Timersuaq

Han boede i Alluitsoq (Lichtenau) og var medlem af den herrnhutiske

menighed. Han giftede sig med en af dem, der var kiffakker hos de

hvide (missionærene). Konen fødte flere børn, men de døde altid.

Manden, der meget gerne ville have børn, spekulerede i den grad, at

han til sidst kunne se det, der var skjult. Han kom til at vide noget

om andre mennesker, som han end ikke havde kunnet forestille sig

(sujuneqanngisani ?). Således fik han kendskab til, at hans lillebrors kone var sin mand utro. Det fortalte han sin lillebror, og lillebroderen pryglede sin kone og sendte hende bort, så hun kunne leve som fjeldgænger (qivittoq).

Da hun var gået sin vej, tog Timi ud for

at lede efter hende, for det var jo hans skyld, at hun var gået bort.

Han fandt hende hurtigt; men han kunne ikke få hende til at tage hjem.

Han var nødt til at følge hende. De tog af sted den 5. marts. Da det

blev dårligt vejr, og det begyndte at sne, satte de sig ved siden af

hinanden. De faldt i søvn, og da de vågnede, var de under sneen. De

rejste sig flere gange og rystede sneen af sig; men hver gang satte de

sig ned igen og sov videre. På den måde sov de i fem dage. Den sjette

dag vågnede de og var ikke længere søvnige. De tog af sted. De mødte

et og andet. Blandt andet tornit (indlandskæmper) og fjeldgængere. Så

mødte de to dværge - en gråhåret og en ung. Den gråhårede talte ikke,

men den unge var meget snakkesalig. Han begyndte at fortælle:

"I har hørt historien om kæmpen Aqissiaq. Da de havde trukket (hvalen ?) op,

ville han have sin fangstpart, og han løb af sted." Han pegede på det

område, hvor Aqissiaq løb. Mens han endnu fortalte, satte en

snespurv sig oven på en sten lige ud for dem. Dværgen rodede

efter noget i kamikkanten og trak en lille sort genstand frem.

Med den pegede han på snespurven, og den faldt død om. Han vendte sig

om til store Timi og sagde: "Hent den og kig på den." Timi undersøgte

den, men fandt ikke noget sår. Dværgen sagde: "Flå den og

åbn den." Timi kunne stadig ikke se noget særligt, men dværgen sagde:

"Se efter dens hjerte." Det gjorde Timi og opdagede i hjertet et

lille sår - som et stik af en knappenål. Timi tilbød at bytte

dværgens redskab med en bøsse; men dværgen sagde: "Jeg vil nødig af

med det." Det vil sige: "Jeg ville måske give dig det, hvis du ikke

skal tilbage til menigheden. Men du skal jo tilbage; og når du efter

at være vendt tilbage bliver gal, kan du nemt dræbe en med det; jeg

vil ikke gå med dårlig samvittighed af den grund." Så sagde dværgen

igen: "Tag og besøg os."

De fulgte efter dværgen og kom til huset,

der var skinnende rent. Timi plejede ellers ikke at genere sig for at

komme ind i hvide folks huse, men her generede han sig. Han kiggede ind i huset, men opgav at gå ind. De vandrede videre tværs over indlandsisen til

Østgrønland. Da de kom ned til kysten, så de to huse - det ene med

fire vinduer og det andet med et vindue. De gik hen til det store. De

undersøgte møddingen og fandt menneskeknogler. I møddingen til det

andet hus fandt de knogler af små sæler. De vidste ikke, hvordan disse

mennesker var - om de sammen spiste mennesker (?). Men de blev urolige

og vendte om over indlandsisen. De kom til et sted, hvor der var land

(nunalinut?). Så blev han søvnig - første gang, efter han (igen?) havde

sovet fem dage og fem nætter (i træk ?).

Han faldt i søvn og drømte,

at en rar lille europæisk mand kom hen til ham. I følgeskab med ham

begav han sig på vandring. Mens han gik dér og fulgte efter ham, gik

det op for ham, at de hævede sig op fra land. Undervejs så han nogen,

der sloges. Da de fjernede sig fra dem, så han nogen der vaskede

(irusisut). De gik videre, og han så et menneske, der sad ned. På

venstre side af ham var der en stor sæk / pose , der bulede ud her og

der. Ledsageren vendte sig imod ham og sagde: "Ved du, hvorfor det er

sådan? - og svarede så selv: "Det er fordi, han levede letsindigt,

mens han var på jorden, og det, han stjal, puttede han i sækken. Sådan vil

han vente på verdens undergang. De gik videre. Så fik han øje på en

mand i luften. Han sad på noget, der lignede et bræt, som vippede

voldsomt. Når brættet vippede til den ene side, var han lige ved at

falde af - og det samme, når vippen hældede til den anden side, og han

var meget snavset omkring munden. Den anden vendte sig imod ham og

spurgte: "Kan du klare, hvad dette betyder?" "Nej; svarede Timi;

og den anden fortsatte: "Det er Elias fra omegnen af Alluitsoq. Han

var medhjælper i kirken. Han blev tosset og beskyldte sin lille søn

for noget. Så bed han hans ringefinger af og spiste den, hvorefter han

dræbte drengen og puttede ham ind i en rævefælde. Derfor vil han være

sådan til verdens undergang. Da de gik derfra, kom de til et sted, som

lignede ler, og som bulede ud hist og her. Somme tider så de nogle

hænder stikke frem. Så hørte de nogen sige: "Det var en stor skam, at

jeg opførte mig så skidt, den gang jeg var på jorden." Den anden

vendte sig imod Timi og sagde: "Har du nogen mening om, hvordan dette

skal forstås?" Han svarede: "Nej." Den anden fortsatte: "Det er fordi

de har opført sig meget dårligt, mens de levede på jorden. Sådan

skal de befinde sig lige til jordens undergang." De forlod dem og fik

øje på en stor kløft med en masse mennesker, der tyggede på deres

tunger. Den anden sagde: "De har det sådan, fordi de har opført sig

skidt, mens de levede. De vil pines indtil verdens ende (utydeligt

skrevet CB)." De forlod dem og fik øje på et meget, meget stort hus.

De gik derind og befandt sig i et stort rum. Der var skrevet på

væggene hele vejen rundt. På venstre side var der skrevet med store

bogstaver og på højre side med meget små bogstaver. Ledsageren sagde:

"Har du nogen mening om, hvordan disse skal forstås?" Timi svarede:

"Nej." Så sagde den anden: "De store til venstre handler om de

ugudeliges gerninger. De små handler om de helliges gerninger." Med de

ord, bad han så Timi kigge ind gennem en snæver indgang. Han kiggede

ind og så nogle, der var skinnende hvide og andre, der nok var

hvide men mere grålige, med en anderledes ansigtskulør.

Ledsageren fortsatte: "Dem er der sørget alt for meget over (deres døde)

(aliagivadlâqat). Når du kommer tilbage til menigheden, skal du

sige, at de ikke må være for bedrøvede, for så skader de deres

døde (illanguatik pinerdlukusersortarpait ?)."

Nu var han på vej tilbage til sit legeme. Hans ledsager, en sølle

kone, ville forlade ham; men først tog hun hans puls. Når hun kunne

mærke pulsen på hans hoved, blev hun hos ham. Mens hun endnu

var hos ham, begyndte han at trække vejret. Langt om længe var han ved

at blive vågen. Timi ville gerne hjem, men det modsatte den stakkels

kone sig. Han forsøgte at overtale hende til det, men da hun fortsat

ikke ville, sagde han til hende, at han ville knuse hendes knogler,

hvis hun blev ved med at modsætte sig. Efter denne trussel gik de

hjemad og nåede tilbage d. 29. september. Kvinden gik som sagt

hjemmefra d. 5. marts. Da kvinden endnu engang gik sin vej, opgav Timi

at prøve på at få hende hjem igen.

Resumé af Rinks resumé: Timi ved Lichtenau bliver gift med en af qallunaats tjenestepiger, men da de børn hun får, alle dør som små, blir Timi halvgal, mister sin skygge, ligger i med sin broderkone, der tæves af sin mand og går qivittoq d. 4. marts. Timi følger efter, kan ikke overtale hende til at vende hjem, følges så med hende. Under et langvarigt snevejr sover og vågner de fem gange begravede i sne, og blir så helt årvågne. De møder andre qivittut, indlandsboere og så to bjergtrolde, en gammel, der ikke kan tale, og en ung, der er meddelsom. Han viser dem stedet, hvor Aqissiaq trak hvalen op i fjorden, og hvordan den lille sorte tingest, bjergtrolden har, kan dræbe en snespurv uden at efterlade andet end et nålestik i hjertet. Han vil ikke gi' T. våbnet, det kan blive for farligt, hvis T. blir tosset. Han inviterer dem hjem, hvor der er renere end i de hvides huse. T. går med kvinden over isen til Østgrønland, hvor eet hus har menneskeknogler i møddingen, et andet sælknogler, men af skræk for, at husene måske alligevel har spist mennesker sammen, vender de om og går tilbage, hvor Timi sover i fem døgn, bliver rigtig søvnig og drømmer, at en qallunaaq viser ham forskellige syndere, der afventer dommedag. Nogle slås; een har en pose med noget levende i (tyvegods); en er snavset i ansigtet og svæver på et brædt i luften (blev tosset, bed lillefingeren af sin søn, dræbte ham og puttede ham i en rævefælde); nogle sidder fast i noget ler (har syndet); nogle tygger på deres tunge (ditto); i et hus står onde gerninger skrevet på væggen med store bogstaver og gode med små ("skriften på væggen", BS), og gennem en snæver åbning ("nåleøjet", BS) ses hvide skikkelser. Men nogle er mørke i ansigtet af sorg, fordi deres efterladte græder for meget over dem. Timi vågner op, overtaler kvinden til at følge med hjem d. 29 september, men da hun senere igen går qivittoq, opgiver man hende.

Hist.: Historisk kerne: En noget mere prosaisk kortfattet version, dvs. dog kun om noget af baggrunden for Timi og broderkonens udflugt er meddelt af Motzfeldt: Om hexeri, Rink 202 1008.

Herrnhutisk påvirkning. De døde syndere pines indtil dommedag (og måske efter), og befinder sig i samme verden som ånderacerne. Bemærk de to overgange på fem dage og angsten for østgrønlændernes kannibalisme (Vestgrl. syn på Østgrl.). Vestgrønlænderes forestilling om østgrønlændere som menneskeædere er af ældre dato og dokumenteret i Egedernes dagbøger.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Indledning.

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 105.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 131f.

Into English by BS:

The very first human on earth enjoyed a very long life: “… In the old days a big man having trees on the chin instead of a beard lived for so long, that his wives whom he had survived one after another, and had been buried next to each other, were that numerous, that he could not throw a stone all the way across the graves. Since in the end, our man said, he was not seen any more, could he be God?”

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 45.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 81.

In English by BS:

“One among them told me another reason why people must die, different from the one already recorded, namely, that a serpent and a louse decided to compete in coming first to the human beings. In case the serpent was first, people should go on living, whereas they were to die if the louse should win. They started out at once, and the serpent as could be expected quickly got far ahead; but unexpectedly he tumbled down a mountain, and the louse won. That is why people must die. Is that so? he asked. Or do humans, i.e. the Inuit, as is their habit, also lie about that?”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

Preaching the Gospel Poul most probably used to translate the serpent of Eden into 'the big worm' as e.g. he did three days later, when the myth of the Fall called forth a dispute among still another group of Northerners on visit:

“ … one among them asked me if our first parents had serpents instead of the lice we have now? An old woman quickly took the floor: 'Nothing but lies: if their ancestors had serpents their descendants would have had the same. Humans [Inuit are big liars: We believe you when you tell us, that God at the very beginning made two humans; that sounds reasonable; as also that all of us are their children and descendants, because our faces, hands and feet are identical.'”

Poul apparently won the day. No fuss about identity. Inuit and Qaallunaat do not differ in being humans. Only believers and non-believers among the Inuit do. This version of a widely extended Inuit myth about death is dated ten days after Poul (in Qasigiannguit) had preached the Gospel to some visitors from the north and thereby caused them to question their own myths. One was terribly shocked at hearing about that horrifying God and his Hell, and another popped up the following day just to tell Poul something about the world, that he probably would not know, namely, that far up north the stars, Orion's belt in particular, were that much closer to earth that you should arm yourself with a whip for keeping them abay.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 47h - 49v (Begyndelse mangler, ses i afskrift).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 146 - 149: Aavariarneq ajutoorfiusoq Nataarnivimmilu.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 192.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 107.

Resumé:

En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnikvik.

Folk fra Narsarmiut og Kangerlusuatsiaq mødes med folk fra Amerloq ved Itillinnguaq i Kangerlussuaq, hvor de ustandselig inviterer hinanden på mad. Dernæst deler de sig (lidt uklart af teksten hvordan) og dem, der drager på renjagt sulter næsten alle ihjel, fordi den eneste ren, de fanger, er en lille blodfattig en. To steder i baglandet opkaldes efter hver sin person, der dør dér. Folkene fra Narsarmiut og Kangerlussuatsiaq har ikke lidt nød inde i fjorden (det siges ikke, om også de har været på renjagt), men narsarmiut har derefter fået nok af at tage ind i fjorden om sommeren og bliver nærmest bofaste ved kysten. Næste sommer tager færre folk ind i fjorden, hvor kvinder fra Eigils familie noget overdrevent besynger indlandet. Andre tager til Nataarnivik, hvor de blot fanger helleflynder og midt om sommeren får besøg af nordrejsende folk fra syd, Ajugaasaq og hans fæller. Fine folk, undtagen en enkelt krumbøjet pebersvend. Deres kvinder praler også en del. Deres angakkoq / angakok / åndemaner holder seance, men udånder under den og kommer ikke til live igen. Alle sørger, men den gamle pebersvend mest og helt forstyrret. Narsarmiutterne søger at berolige de sørgende med, at der jo intet er at gøre, andet end at begrave ham og sætte sin lid til de store gode menneskers (missionærerne) løfte om himlens salighed. De syr ham ind, stensætter ham og et par dage senere får han syet edderfuglevinger på ryggen. Han følger dem da også som en stor skygge, da de ror videre til Amerloq. Her henter straks en af de lokale en ung pige fra de nyankomne. Hun roses voldsomt for sin dygtighed af sin mor, men leveres hurtigt tilbage fordi hun viser sig at være en umulius.

Hist.: Uden tvivl historiske beretninger, der muligvis kan tidsfæstes (fra sidste halvdel af 1700- til første af 1800-tallet) vha. de mange navne, der er nævnt. Hvalfangsten ved Amerloq tiltrækker (stadig) grønlændere sydfra, men det ses ikke om det er den danske (ledet af Niels Egede) eller grønlændernes egen.

Kvindernes praleri er muligvis udtrykt i trommesange ved festligheder på disse mindre aasiviit, sommerlejre.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 78.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 62, ss. 346 - 351: Ernersiak, the foster-son.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En stakkels plejesøn boede i en bygd, hvor der også

boede en stor brødreflok. Hans plejemor var en meget gammel kvinde.

På stedet boede også en stærk mand. Hen på efteråret blev

den yngste af brødeflokken dårlig; og uden at være blevet rask ind

imellem døde han. De mistænkte en gamle plejemor for at være skyld i

hans død. De ventede blot på, at plejesønnen skulle ta' ud på

en tur, for at de kunne dræbe hende.

En morgen tog plejesønnen sin snare og gik afsted for at lave en

rævefælde. Så snart plejesønnen var væk, gik brødreflokken

ind i huset og dræbte den gamle kone med flere knivstik.

Stedets stærke mand havde medlidenhed med plejesønnen,

så han holdt øje med, hvornår han kom hjem. Plejesønnen var nu på vej

hjem og havde, som han plejede, taget den ene arm ud af ærmet. Den

stærke mand gik ham i møde. Plejesønnen så sig som sædvanlig ikke

omkring; og pludselig så han, at den stærke mand var gået ham i møde.

Den stærke sagde:" Du skal ikke gå ind i huset, for du finder ingen derinde.

Da du tog afsted, dræbte brødreflokken din plejemor".

Han tog ham med hjem til sig selv og fik ham i pleje.

De kunne ikke finde ud af, hvad han skulle have til amulet; og det endte med, at drengen fik plejemoderens skamben som amulet.

Hans plejefader begyndte at træne hans kræfter. Tidligt om morgenen

fik han ham til at sætte sig op ved at rykke ham i håret. Pludselig

sad han dér uden at vide af det. Sådan gjorde plejefaderen hver eneste

morgen. Hans plejeforældre havde råd nok til at få syet skiftetøj til

ham; men tøjet holdt sjældent ret længe, fordi han  baksede så meget

med sten for at blive stærk.

En aften blev de som altid længe

oppe; og da bopladsfællerne var gået til ro, ("anissoqásaermata" da

ingen flere kom ud af huset), rodede plejefaderen under briksen og trak et

stort afhåret sælskind frem. Han satte sig på det og sagde til sin

plejesøn:"Lad os trække armkrog". Plejesønnen gjorde sit bedste; men

han magtede ikke at strække plejefaderens arm ud. Men efterhånden gjorde han fremskridt.

Hans plejefader havde forbudt ham at deltage,

når brødreflokkens mange børn spillede bold

("pattaanneq" en slags langbold eller rundbold). Han rettede sig efter

sin plejefader og stod blot og kiggede på dem med den ene arm

trukket ud af ærmet.

En aften var de igen længe oppe. Da bopladsfællerne var gået til ro, trak plejefaderen et stort afhåret sælskind frem og lagde det på gulvet.

Han trådte frem og sagde til plejesønnen, at de skulle

trække armkrog. Plejesønnen trådte frem og satte sig derned og

stak sin arm ind i plejefaderens bøjede arm. Den lille arm var knap

nok synlig; men alligevel trak han plejefaderens arm ud. Plejefaderen

kunne ikke klare ham, og han sagde:" Hold dig

væk fra de andre drenge, når de spiller bold. Du kunne komme til at

kvæste nogen." Når de spillede bold, stod han med den ene arm trukket

ud af ærmet og kiggede på dem ligesom før. Det skete

så et par gange, at han pludselig blev væltet og tabte bevidstheden.

Når han langsomt rejste sig op igen, var der ingen at se. En gang,

mens han stod og så dem spille, blev han skubbet og væltet omkuld;

han rejste sig hurtigt op og så lige et glimt af den der væltede ham,

før han forsvandt bag et eller andet. Han fór efter

ham; og han fandt ham ved en skrænt, hvor han havde gemt sig. Han tog

ham i hætten, svang ham rundt og smed ham ud på et sted, hvor der var jord.

Da han ramte jorden, så man blodet løbe ud af munden og næsen. De

andre sagde:" Plejesønnen har kvæstet nogen." Og det gentog de hele

tiden.

De lagde den kvæstede ned på et brikseskind og bar ham ned. Ernersiaq

satte sig på en forhøjning foran huset og gav sig til at vente på, at

plejefaderen skulle komme hjem fra fangst. Nu så man ham på vej ind

sammen med de andre fangere. Så såre de nærmede sig land, råbte

børnene ud til dem:" Plejesønnen har kvæstet nogen, plejesønnen har

kvæstet nogen." Da plejefaderen hørte dette, løsnede han bugserremmen

ved at rykke i den og begyndte at ro kraftigt ind mod land. Det gjorde

brødreflokken også. Plejefaderen sagde til plejesønnen:" Brødreflokken

vil stikke dig ihjel med lansen.

Mens plejesønnen endnu sad på forhøjningen gik den mellemste af brødreflokken ud og hentede lansen fra kajakken. De andre brødre sluttede sig til. Faderen til det

kvæstede barn tog tilløb og stødte sin harpun imod partiet mellem

skuldrene på drengen, der sad med ryggen til. Det hvinede, da lansen

ramte skuldrepartiet; og skaftet til lansespidsen, benringen og selve

harpunen knækkede. De andre ramte ham også med deres harpuner; men alle

harpunerne knækkede, uden at såre ham. Det var, fordi han havde den

gamle plejemoders skamben som amulet.

Derefter greb de ham og rykkede så tæt sammen om ham, at man end ikke

kunne se et glimt af ham. Han rejste sig og koncentrerede sig om at

holde balancen. De kunne ikke vælte ham; og plejesønnen greb en af

mændene i hætten og slyngede ham ud. Idet han ramte jorden, kom der

blod ud af mund og næse. Han slyngede den ene efter den anden ud på

denne måde. Hans plejefader stod og så til, kom hen og sagde til ham,

at han skulle holde op; for ellers fik han for mange fjender. Han

holdt op og gik hjem til sine plejeforældre, der satte mad frem til

ham. Men han ville ikke spise. Da det var ved at blive

mørkt, gik plejemoderen ud for at hente noget lever i håb om, at han

dog ville spise det. Hun kom ind igen og sagde, at hun netop nåede at

se den sidste konebåd forsvinde. Hun sagde:" Alle vore bopladsfæller

har forladt os." Da hun sagde det bukkede plejesønnen sig og smilte.

Han morede sig altså over, at bopladsfællerne var flygtet

for ham. Så spiste han endelig.

Mens de boede dér, beklagede plejesønnen, at han ikke havde nogen kajak. Plejefaderen byggede ham en og begyndte at lære ham op i kajakroning.

Han lærte det hurtigt og begyndte at fange mange sæler. Når

plejefaderen vågnede om morgenen, var plejesønnen allerede vågen

("iserserêrsimassoq" ?) og "illaine kapitingajalersoq" (og somme

tider (ilaanni), at han var ved at tage kajakpels på ?). Når plejefaderen

vågnede (Usikker oversættelse) gik plejesønnen ud for at tage af sted.

Han kom hjem med flere sæler (Uklart i forhold til det følgende, BS).

En morgen vågnede plejefaderen og så, at han var ved at tage sin kajakpels på. Da han gik ud for at tage af sted, fulgte plejefaderen ikke med. Han lod ham for første gang tage ud alene. Plejesønnen roede ud og ventede på, at plejefaderen skulle komme ud af huset. Men da han ikke viste sig, roede han af sted

sydover. Han roede bare videre uden at kigge efter fangstdyr. Han

nærmede sig et næs og fik øje på en kajakmand, der var på fangst.

Manden genkendte ikke plejesønnen, fordi han ikke havde nogen kajak,

da de rejste bort fra bopladsen. Uden at vide, at det var plejesønnen,

sagde han:"Kom og besøg os". Så fulgtes de ad. Nu så de en hel

masse telte, og nedenfor teltene havde man travlt med at bygge konebåd

og kajakker og fremstille årer og kajakredskaber.

Da de nærmede sig stranden, hørte man nogen sige:" Endelig kommer

plejesønnen på besøg." Mange mænd var nu på vej til stranden for at

tage imod. Plejesønnens ledsager kom nu foran, og plejesønnen fulgte

ham bagfra og løftede armen for at kaste harpunen. Idet samme råbte

folk inde fra land: "Han er ved at harpunere dig." Idet samme kastede

han harpunen og ramte ham. Han roede hen til ham og trak sin

harpunspids ud af såret, hvorefter han vendte ryggen til og roede

bort. Han gik i land ("taratigut" kender jeg ikke) på et næs, der lå

nord for lejren, og orienterede sig om, hvor vidt nogen fulgte efter

ham. Da ingen fulgte ham, og da det var ved at blive eftermiddag,

roede ham hjem. Derhjemme fik han mad serveret. Han ville

imidlertid ikke spise. De kunne mærke på ham, at han havde begået

drab. Plejefaderen sagde til ham:" Jeg ville ellers nødig, at du

skulle skaffe dig fjender i kajak; men det har du altså fået." Først

da plejefaderen sagde dette, begyndte han at spise.

Dagen efter roede plejefaderen sydover. På den anden side af et stort næs fik han øje på en hel masse telte, og nedenfor teltene var der travlhed med at bygge

konebåde og kajakker samt fremstille årer og redskaber.

Han roede hen til dem, og de stillede sig straks foran ham og var

sikker på, at han ikke ville undslippe dem. Idet plejefaderen lagde

til, sagde han:" Hvis vi bliver boende derude, vil min store plejesøn

udrydde jer efterhånden. Derfor vil jeg foreslå ham, at vi rejser

nordover, for jeg har hørt, at der findes mange fangstdyr nordpå."

Derfra tog han hjem. Han talte med plejesønnen om at rejse nordpå, og

de blev meget opsatte på den rejse. Da det blev forår, gjorde de sig klar

og tog nordover. Hen på efteråret, efter at frosten var gået i jorden, roede de udenom et næs og fik øje på en hel masse telte. De styrede direkte mod teltene, og man hørte, folk inde på land råbe: "Kom, læg til her." Da de lagde til, fik de ikke lov til at bære deres ting op. Det gjorde de andre. Plejesønnen var om

morgenen, da de skulle afsted , kommet ombord i konebåden, fordi han

var træt af at ro i kajak. De, der hjalp til med at transportere deres

bagage op, bar også plejesønnens redskaber op. Da bar dem på

skulderen- flere mænd foran hinanden. Plejefaderen hørte dem sige:"

Han låner bestemt aldrig den slags redskaber ud til andre."

Om aftenen, da de var blevet færdige, fortalte plejefaderen det til

plejesønnen. Da smilede plejesønnen. Efter drabet på mændene fra

brødreflokken, havde han ellers ikke kunnet le. Nu morede han sig over denne

bemærkning fra mændene, der hjalp dem, og smilte. På det nye sted

fangede plejesønnen godt. Hver eneste dag kom han hjem med flere

sæler. En morgen, da han vågnede, gik han som sædvanlig ud, men så

ingen mennesker omkring husene. Han kiggede op mod fjeldet, og så, at

der stod nogle på klippen og ufravendt stirrede udefter. Han gik hen

til dem og sagde: "Vi holder øje med dem derude." Han spurgte dem hvad

det var; og de sagde, at det var hvalrosser med rødligt skind (unge aggressive hanner, BS), der var på vej ind i området. Han fik øje på dem. Vandet, der sprøjtede omkring dem, dannede en tågelignende dis. Da de nåede ud for

bopladsen, gik han ned og gjorde sin  kajak klar. Han var lige et

øjeblik inde i huset, hvorfra han gik ned for at tage afsted. Da en af

hvalrosserne, som ikke længere flyttede sig så langt, dukkede op,

roede han for fuld kraft imod den. Han var allerede tæt inde på den,

før den nåede at få rejst hovedet (?), og trukket vejret, og mens den

trak vejret fór den med fronten mod kajakken.

Den lænede sig lidt forover og fór imod ham. Plejesønnen roede endnu

hurtigere. Han var kommet helt ind på den, og han løftede armen for at

kaste harpunen. Han harpunerede den i det øjeblik den krummede sig

lidt imod ham, og partiet mellem skulderbladene blev mest synligt. Han

ramte den med harpunen; og hvalrossen blev dræbt på stedet, uden at

den fik lejlighed til at trække vejret. Den gled videre skråt til

siden. Han slæbte den til land, og han slæbte flere til land bagefter.

Så først gik han i land.

De overvintrede på denne boplads; og da det blev forår, tog de af sted mod syd. Bopladsfolkene bad dem om at komme igen og overvintre. De svarede:" Ja, vi skal nok komme igen og overvintre." De rejste sydpå; og de rejste aldrig nordpå igen.

Oversat af Chr. Berthelsen. Revideret af Signe Åsblom.

Var.: Ernersiaq, Plejesønnen; Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. ernersiamik; Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret;

Kommentar: en uformidlet slutning - det var no netop for at bo langt fra brdreflokken de var rejst nordpå. Men med denne sidste sætning slutter de fleste fortællinger om sydlændinges rejser nordpå. Det må da være en konvention, eller en "kenning".

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 50.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 84.

"Den 13de (sept. 1737) ankom til Colonien nogle Vilde, langt Sønden fra, de samme fortaalte, eller vilde indbilde mig: At fra Staten-Huk havde fult dem en Angekok til Nepisene (en sted 40 à 50 Miile Søden for denne Loge). Han kunde stikke Armene sine til Axlene igiennem den haarde Jord ved Lyss Dag. Hand havde nu salmet sammen alle de Remmer eller Linier, hand kunde faae, derved vilde han senke sig ned til den store Qvinde, som boer nederst i Jorden under Havet. Den samme Qvinde, sagde de, er Datter af den Mand, som skal have buxeret Disco-Eyland fra Got-Haab; thi der hendes Fader vilde have givet hende bort til en Mand, og hun ikke ville beqvemme sig dertil, kaste hand hende i Søen, men der hun endda holte sig fast ved Baaden, hug han hendes Fingre af, hvorpaa nun sank til det Sted, hvor hun nu er, og blev til en stor Fingerløs Dievel. …"

Resumed in English by BS:

“ … that giant woman far down in earth beneath the sea: … because when the father wanted her to marry some man, and she could not bring herself to do it, he [the father] threw her into the sea; but while she still held on to the gunwale, he chopped off her fingers, after which she sank to her lasting place and became a big Devil without fingers.”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

The expected transformation of her fingers into various species of sea mammals is not included. Poul's translation of her figure into a fingerless Devil seems to have stolen the scene.

Var.: ID 547, 2070, 1524.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 45.

Into English by BS:

“a woman … once washed her hair in urine,

but because a strong wind blew away the skin she used for drying her hair, that skin was transformed into the shark. That's why this fish smells like urine.”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

Dansk resumé i Rink 1866-71, I, nr. 57, ss. 176-178: Om to Venner som vare angakut, deres Optagelse blandt Ingnersuit.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 65, pp. 358 - 361: The Woman who got connected with the Ingnerssuit world People.

Oversættelse, se nedenfor.

Resumé af resumé i Rink 1866-71, I, nr. 57, ss. 176-178:: Om to Venner som vare angakut, deres Optagelse blandt Ingnersuit

Begge er enkesønner,

bor på nabopladser, følges på fangst, men en dag i østenvind ror den nordlige enkesøn ud uden at vente på den anden. Den søndre kommer til og søger at overliste ham med sin harpun. Men den nordlige når at kæntre rundt, og undgår kastet. Det gentager sig. Den nordlige fortæller det til sin mor, der advarer ham mod gengæld. Men tredje gang dræber (drukner) den nordlige alligevel sin angriber ved først at kæntre rundt og så ro stævnen op over den andens kajak og holde ham nede under vandet. Undervejs hjem, da han næsten er fremme ved de yderste øer, strømmer vandet ind i hans kajak. Til slut holder han sig kun oppe ved sin fangstblære, husker sine hjælpeånder blandt innersuit, der kommer tre i tal, redder ham, gir ham tørt undertøj på og tar ham med hjem til en høj ø, hvor deres ældgamle husherre må løfte den slappe hud, der hænger ned over hans øjenlåg for at se gæsten. De to ældste brødre kommer hjem med fangst i deres flotte bugsergrej og bebrejder de yngre, at de ikke reddede deres angakkoq / åndemaner noget før. Man inviterer naboerne, ligeledes fem brødre og en ældgammel husherre til sammenkomst med styrkeprøver. De medbringer den druknede, der er deres angakkoq-herre. Han er flov. Værterne vinder alle styrkeprøver og formaner de tidligere venner til aldrig at gøre hinanden ondt igen. De kommer genoplivede tilbage efter fem dage og forblir venner resten af deres liv.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En enke og hendes søn havde en vinterboplads, hvor de

boede helt alene. Han var gode venner med en søn af en enke som havde

vinterboplads søndenfor. Sammen plejede de at tage ud på fangst ud for

kysten, idet han, der boede sydligere, plejede at tage om ad den

vinterboplads, der lå nordligere. Sådan gjorde de altid. Når de hver

for sig havde fanget en sæl, fulgtes de ad ind mod land. Mens de

sådan plejede at følges ad, gjorde den nordligst boende det, at han en

morgen, hvor der blæste en svag østenvind, og vejret var meget klart,

tog af sted inden vennen indfandt sig. Han kom til fangstområdet i

klart solskin, og som altid gav han sig til at vente på, at der

skulle dukke en sæl op. Det varede ikke længe, så hørte han støj fra

solsiden. Han vendte sig om og opdagede at hans gode ven gjorde sig

klar til at kaste sin harpun uden antydning af smil. Han kunne ikke

gøre andet end at se på ham. Men netop som vennen skulle til at kaste,

kæntrede han selv pludselig med ryggen til ham (tunudlugu ?). Harpunen

fløj lige hen over sidelægten på kajakken og ramte vandet på den anden

side af ham med en sådan kraft, at vandet stod til vejrs i en støvsky.

Han kom op igen ved hjælp af sin åre og tog straks et par

tag forbi den anden, mens denne rullede sin line op uden et ord.

De forblev sammen dér; og som de plejede, harpunerede de hver

en sæl, og fulgtes ad ind imod land. Han var venlig som han plejede.

Den anden (fra den nordlige boplads) holdt øje med om der var noget

usædvanligt at mærke, men det var der ikke. Senere kom den nordligst

boende endnu en gang på fangstområdet før den anden. I ro og mag gav

han sig til at vente på, at der skulle dukke en sæl op. Han hørte støj

fra solsiden. Han vendte sig om og opdagede, at hans ven gjorde sig

klar til at kaste sin harpun. Netop som vennen skulle kaste, kæntrede

han til den side, hvor vennen var. Harpunen fløj henover sidelægten på

kajakken og ramte vandet på den anden side med en sådan kraft,

at der stod en støvsky af vand op fra det. Han kom op igen ved hjælp

af åren og tog straks et par tag forbi linen. Den anden

rynkede ansigtet en smule. Heller ikke denne gang gjorde ham noget. Som de plejede, harpunerede de hver en sæl og gav sig til at ro

ind. Den nordligst boende holdt øje med om der var noget usædvanligt

at mærke, men vennen var, som han plejede at være. De fortsatte med at

tage ud på fangst sammen, således at den sydligst boende roede inden

om og tog vennen med. Men en dag kom den nordligst boende ud på

fangstområdet før den anden. Han hørte støj fra solsiden og vendte sig

om. Han så, at vennen gjorde klar til at kaste harpunen. Han kiggede

på ham ganske som de andre gange. I samme øjeblik venne skulle til

at kaste kæntrede han til den side, hvor vennen var; harpunspidsen

strejfede sidelægten med et snit i betrækket, og den hoppede op

over kajakken til den anden side. Da dét skete, tog han (den

nordligst boende) et åretag hen mod ham (? ornidlugo -

utydeligt CB) og gjorde sig klar til at kaste harpunen. Hans

yndlingsven skar en grimasse (eller: var lige ved at græde). Han

kastede harpunen tæt ved kajakringsen (Rinks kommentar), og idet han

i det samme kæntrede i den retning, hvor han var, hoppede harpunen

hen over sidelægten. Straks roede han op på hans kajak og hindrede

ham i at bruge åren (? pakeradlugo). Han rullede linen op

og roede så indefter. Ikke så langt fra yderøerne (? Sadleranguidlu) nåede vandet ham bagfra (på grund af utæthed ?). Han roede så hurtigt han kunne; og da

han var ved at nå øerne, flød han alene ved hjælp af fangeblæren / fangstblæren.

I denne situation havde han helt glemt, at han var en stor åndemander.

Langt om længe kom han i tanker om, at han jo var åndemaner, og at

han havde fem brødre blandt innersuit (væsener fra den grønl.

folketro - ildfolket) som hjælpeånder. Lige i dette øjeblik hørte han

mægtig støj; og da han kiggede tilbage, så han, at de allerede nærmede

sig, den ene efter den anden. Han begyndte at tælle dem (?

kisiliniariardlugit) og så, at den første havde en sæl på slæb. Den

næste havde også en sæl på slæb, men ikke den sidste. Den første kom

og stak kajakåren ind på skrå under tværremmen på hans kajak, for at

han ikke skulle kæntre, den næste gjorde det samme på den anden side.

Så såre den tredie nåede frem, støttede han ham med sin åre (ved at

lade åren hvile på  hans kajak). Straks lod de ham komme op på deres

kajakker og begyndte at ordne hans kajak, og så snart der blev sagt

noget om, at han skulle have andet tøj på, gav den tredie, som ikke

havde nogen sæl på slæb, sig til at tages sin yderanorak af. Inde

under den havde han en islandsk  sweater på. Han tog den af, og inde

under havde han endnu en sweater på. Han tænkte: Hvor mon han har fået

den fra? Så sagde manden: "I foråret, da skibene kom forbi nordover,

fik jeg fat i de her, fordi jeg havde opdaget, at de var gode at have

på i kajakken. De to andre ordnede hans kajak ved at vikle linen

omkring den. Da de blev færdige, fik de ham ned i hans kajak igen, og

de bandt de sæler, de havde fanget, sammen, idet de sagde til ham:

"Dem skal du bruge til at varme dig på." Idet han tog dem på slæb,

drejede de udefter. Han placerede sig i kølvandet. Sikke det han

slæbte hvirvlede rundt (Rinks kommentar til igalausanguarse). De roede

og roede, og han var ved at blive utålmodig. Så fik de øje på en

temmelig høj ø. De roede hen til den og nåede dens høje side. De roede

norden om den. De så, at der på den vestlige side lå et stort hus og

nedenfor bådstøtterne (tugfisarsuit) var der livligt

(katsorfigingilait).

Så snart de gik i land, bød de ham indenfor. Da

han kom ind, bød de ham sidde ned (? isoraringûb tungânut). De andre

kom også ind og satte sig, men de sagde ikke noget. De stirrede

blot ned (tarudlugûlûna): Foran indgangen lagde han nu mærke til en

gammel mand, hvis øjne var dækket af den slappe hud. Da han kom ind,

trak han blot huden til side, og efter at han havde set ham, bøjede

han atter hovedet. Lidt efter sagde de: "Nu kommer der nogen med

sæler på slæb." De, der var sat til at slæbe sælerne op, kom ind.

Sikke deres store bugserredskaber dog skinnede med hvide

benbesætninger af hvalrostand! Da hans inua (ejer, åndemaneren) kom

ind, sagde han (hjælpeånden) ikke andet end: "Hvorfor var I der ikke før,

så at han ikke skulle fryse sådan?" Og han skældte sine

brødre ud. De svarede: "Vi tog da ud til ham, da han kaldte, men det var

først da han var ved at synke."

Han satte sig ned på briksen og bøjede hovedet. Der blev sagt: "Nu kommer der nogen med sæler på slæb."

Dé, der var sat til at slæbe sælerne op, kom ind, og også

de havde bugserremme med  benskæringer af hvalrostand. Lidt

efter hørte man et drøn. Der sprang én gennem indgangen, og idet han

ufravendt stirrede på sin herre (åndemaneren) skældte han sine brødre

ud for at de ikke var kommet ham til hjælp før han frøs så meget. De

svarede: "Vi tog da ud til ham, da han kaldte, men det var

først da han var ved at synke." Da de sagde dette, gik han hen for at sætte sig ned. Så sagde han: "Har han endnu ikke fået noget at spise?" "Nej, ikke

endnu," svaredes der. "Giv ham så noget," sagde manden.

To kvinder gik ud og kom slæbende ind med et

skind med bundter af tørret kød mellem sig. De spiste, og da de holdt

op, stillede de blot bundterne længere ind i huset. Da de var færdige,

trak den gamle hudlappen fra øjnene, og mens han kiggede ud af vinduet

sagde han til den behændige unge mand (? Kerviafinguâq): "Hent vore

slægtninge."  Den unge mand var hurtig i vendingen. Han greb et par

vanter og smuttede ud. Man var ved at blive utålmodig, så kom han ind. Han

så ud til at have det varmt, og at have været ude i kajak. Han tænkte,

hvor han mon havde været henne, for han havde ikke set noget (andet)

hus, da han var på vej hertil. Nu strømmede de ind i huset, også de

fem store (brødre). Derefter endnu een gennem husgangen. Det viste

sig at være en gammel mand. Efter ham hørte man endnu én på vej ind.

Det var én, der længe havde boet langt borte - ham (vennen), der havde

villet dræbe (ham). Han satte sig overfor og ville dårligt se på ham.

Da alle havde sat sig, blev maden, som de andre havde spist af, sat

frem igen. Efter maden rodede den ældste (broder) i huset under

briksen og trak et vandskind frem, og han trådte ud midt på gulvet.

Hans yngre brødre prøvede kræfter med ham; men de kunne ikke klare

ham. Gæsterne kunne heller ikke klare ham. Da disse trak sig

tilbages, trådte husherren ud og sagde: "Skal vi to trække armkrog?"

Den anden, den store, trådte ud. De gav sig til at trække armkrog, og

den store gæst var ikke i stand til at klare ham; og idet han trak

sig tilbage, sagde han: "Hør, (quaitaitinuko) har du i virkeligheden

slået dem under opvæksten?" Den anden svarede: "Ja, jeg har slået dem

under opvæksten." Tænk, han gjorde nar af den andens børn. Da de

således havde været på besøg, gik de ud. På vej ud sagde de til deres

ejere (de to åndemanere), at de herefter aldrig måtte gøre sådan

(blive uvenner igen), og heller ikke komme op at slås med

hinanden. De skældte deres ejere ud og forsvandt.

Han blev dér, indtil

de fem dage var forbi. Den sjette dag tog han hjemad, og da han

nærmede sig fangstområdet, fik han øje på en kajakmand. Han opdagede,

at det var ham (vennen). Også han var altså først på vej

hjem nu, og begge var de store åndemanere, uden at de havde

vidst det om hinanden. Da de var blevet klar over dette, holdt de op

med at optræde sådan overfor hinanden. Herefter begyndte de atter at

tage ud på fangst sammen vestover. Slut.

Oversat af Chr. Berthelsen.

Var.: Kuvitsina hos innersuit; Maqio; Ujúnguaq, åndemaneren fra Tuapait; Qattaaq; Sydlændingen Ulaajuk; Tatsiarsuaraq;  Vennerne 256v nr. 350;

Hist.: Innersuit (de "nedre"? ude på øen) i rollen som moralvogtere over deres herrer. Det forekommer i overleveringen ganske sjældent af ånderne, også hjælpeånder, blander sig i menneskers indbyrdes socialmoral, hvis den ikke direkte har noget med forholdet til fangstdyr og fangst at gøre.

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 152

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Isigaaligaarsuk.

Det fortælles om den stakkels Isigaaligaarsuk, at han var ungkarl.

I huset ovenfor boede en stor drabsmand, som havde mange koner. Han

var tilmed åndemaner / angakkoq / angakok. Hans hus havde fem vinduer. Han boede

sammen med sine koner, ingen andre. Ved aftenstid råbte man gerne ind

af vinduet, at de skulle komme og overvære åndemaningen, men kun

de gifte mænd. Når de andre gik, så var der kun Isigaaligaasunnguaq

samt hans husfæller, en enke og hendes datter, tilbage i huset. De

andre blev længe væk. De kom tilbage sent på aftenen. En aften gik

alle i huset hen for at overvære åndemaningen - undtagen mor og

datter. Efter at de andre var gået, sagde den lille enke: "Den kære

derhenne vil gerne have dig til mand, men hun duer jo ikke!"

(ajoqalunilu - ajorpoq, dårlig). Isigaaligaarsuk sagde: "Hvem siger,

at hun ikke duer?" Da han sagde dette, gjorde hun dem til mand og

kone. Folk vendte hjem og opdagede, at Isigaaligaarsuk havde fået sig

en kone.

Næste dag var de ude på fangst, og Isigaaligaarsuk kom hjem

med en sæl. Om aftenen blev de igen kaldt til åndemaning. Alle gik,

men Isigaaligaarsuk blev hjemme, som han plejede. Det varede længe, så

blev der råbt ind gennem vinduet: "Jeg skulle sige, at Isigaaligaarsuk

med kone skal komme til åndemaning." Isigaaligaarsuk tog sit sølle

kertulissa (? qitulissaq - noget, der er blødgjort) på og sagde til

sin nye kone, der sad på briksen: "Kom, skynd dig."

Han var meget spændt; for det var første gang han skulle inden for hos

genboen. De gik op, og da de trådte ind sagde

drabsmanden: "Her plejer gæsterne at sidde." Han pegede på pladsen

lige over for ham. Da konen trådte ind, pegede han bagover og sagde:

"Her bagved plejer gæsterne at være. Idet hun tog sine kamikker af,

tog han dem og hængte dem op. Han fjumrede lidt med noget åndemaning,

så var det forbi. Folk gik ud.

Isigaaligaarsuk var så optaget af at kigge rundt, at han glemte, at han skulle gå. Da han havde fået nok af besøget, sagde han: "Hør du dér ovre skynd dig lidt." Så sagde åndemaneren fra sin plads længere inde i huset: "Du får hende ikke, gå

du bare." Isigaaligaarsuk blev ved; men han kunne ikke rokke ham i hans afgørelse. Han lod konen blive og gik. Han kom hjem uden kone. Drabsmanden havde taget konen fra ham. Når han kom hjem med sæl, var det svigermoderen, der ordnede fangsten.

Om aftenen blev der kaldt til

åndemaning. Da Isigaaligaarsuk kom ind, gik åndemaneren hen til ham

og sagde: "Som altid lå jeg hos din kone i nat." Isigaaligaarsuk

kunne ikke gøre andet end at se ned. Da åndemaneren var færdig med sin

elendige åndemaning, forsøgte Is. at få sin kone med, men han kunne ikke

få ham til at slippe hende. En aften, da han kom hjem, sagde han:

"Ham den store deroppe har længe sjoflet mig. I morgen vil jeg gøre

gengæld." Hans svigermoder sagde omgående: "Det må du ikke, så dræber han dig." "ê, jeg skal nok få min hævn."

Dagen gik, og hen mod aften, da vinduerne blånede, blev der kaldt

til åndemaning. Isigaaligaarsuk gik ind som han plejede, og så såre

han trådte ind, kom åndemanderen hen og sagde: "Som sædvanlig lå jeg

hos din kone i nat." Da han tav, sagde Isigaaligaarsuk til ham: "Hvad

gjorde så du og din kone i nat?" Så tog åndemaneren en stor kniv fra

tværbjælken. I det samme var Isigaaligaarsuk på vej mod udgangen. Idet

han kastede kniven, bukkede Isigaaligaarsuk sig ned i gangen. Han stak

ham i begge lænder, så der strømmede blod ud. Der var blod alle vegne

dér, hvor han gik. Da han hjemme måtte bøje sig gennem husgangen,

sprøjtede blodet ud til begge sider. Han kom ind i rummet og

forblødte. Svigermoderen sagde: "Dér kan du bare se. Jeg sagde jo, at

du ikke skulle hævne dig." "Ti stille. Kig du hellere efter

ûtuversautingua (? uutuk - arp på barnehoved, Rinks kommentar) i min

lille kiste (værktøjskasse). Hun rodede ned i kisten og fandt det, og

det var tørret helt ind. Isigaaligaarsuk sagde: "Dyb det lidt i

vandspanden." Hun dyppede det og strakte det ud. På det tidspunkt var

han lige ved at forbløde helt. Så tog han den på, og så snart kanten

af den kom til at røre ved de store sår, standsede blødningen. Han gav

sig til at gå frem og tilbage på gulvet, meget blodfattig

(ameqarsisorujuksûdlune).

Da folk gik ud af huset efter

åndemaningen, kunne de følge det blod, han havde tabt; og de krøb ind

i gangen, hvor blodet var sprøjtet ud til begge sider. De gik ind og

troede, at han var død; men de så ham gå frem og tilbage på gulvet.

Han manglede ikke blod, og han havde ikke noget sår. Da de havde været

inde et stykke tid, sagde Isigaaligaarsuk: "I morgen udfordrer jeg ham

ham på bue og pil (eller: skyde til måls). Svigermoderen sagde

omgående: "Ikke på bue og pil, det må du ikke." "Jeg vil kæmpe med

ham med bue og pil," svarede han.

Dagen efter tog ingen af hans husfæller ud på fangst. De ville overvære kampen. Stadig iført "skælfordriveren" åbnede Isigaaligaarsuk hen på formiddagen

(udlorûmimat) sin lille kiste og tog en bue så lang som fra

fingerspidserne til albuen og en pil som fra fingerspidsen til

håndleddet (fingerspidserne er ikke nævnt direkte; men det må være

meningen, CB).

Han gik ud og styrede direkte op mod huset ovenfor. Han råbte ind

gennem vinduet: "Du derinde, kom ud, og lad os kæmpe med bue og pil."

Han vendte ryggen til vinduet og gik hen til husgangen. I det samme

viste den anden sig i udgangen med spændt bue. Isigaaligaarsuk sagde

til ham: "Vent lidt, vi skal ud på en lille slette og kæmpe dér."

Isigaaligaarsuk gik ned til den lille slette og stillede sig op. Idet

han lod spyttet ramme jorden lige foran fødderne, sagde han: "Du skal

stå her, hvor spyttet er." Åndemaneren gik hen og satte foden på

spyttet. "Det er for tæt på," sagde han og spændte straks buen. De

andre mænd råbte: "Isigaaligaarsuk, duk dig, duk dig." Svigermoderen

råbte: "Duk dig, duk dig." Han dukkede sig i det

strålende solskin. Han dukkede sig så meget, at han ligesom var blevet

helt anderledes (adlangortanguaq - allanngortunnguaq). Den anden

holdt hovedet en smule skråt og vidste ikke rigtigt, hvor han skulle

ramme ham (periarfessârudlugo). Så skød  han, og pilen fløj langt

over ham. Isigaaligaarsuk blev ikke ramt. Isigaaligaarsuk var blevet

den store (angivasuarqâq). Svigermoderen råbte: "Det var vel nok godt,

at Isigaaligaarsuk fik dukket sig." Isigaaligaarsuk sagde til den

anden:

"Om igen, for sidste gang." Åndemaneren spændte buen endnu en gang. De

råbte: "Isigaaligaarsuk, duk dig." Svigermoderen råbte endnu en gang:

"Søde Isigaaligaarsuk, duk dig, duk dig." Han dukkede sig sådan, at

han ligesom blev helt anderledes. Heller ikke denne gang ramte

åndemaneren ham. Isigaaligaarsuk var blevet den store (angivasuarqâq).

Svigermoderen udbrød: "Hvor er det godt, at han er så god til at dukke

sig, den søde." Isigaaligaarsuk sagde til den anden: "Jeg skal ikke

gøre dig fortræd (pisangilakit - dræbe dig). Gå du op til dit hus."

Han gav sig til at gå op, idet han ustandselig så sig tilbage. Da han

kom tæt ved husgangen, tog han næsten ikke øjnene fra

Isigaaligaarsuk. Han var ganske tæt ved gangen, så spændte

Isigaaligaarsuk sin bue - den bue, der ikke var længere end en

underarm, fra fingerspidserne til albuen. Netop som han bøjede sig for

at gå ind i gangen, skød han ham bagfra. Kun hans baller var synlige,

og her forsvandt pilen qerdlâdladlune (måske: qillaallalluni -

blinkede). Han gik hen til gangen og kiggede ind for at se, hvor han

var. Han så, at han lå under opgangen til rummet qangale

erkanganersuakasiat (?). Han havde ramt ham i endetarmen og fået slynget

ham ind under opgangen. Han fik sin kone med ud og gik ned til sit hus.

Noget senere blev der råbt: "Jeg skal be` Isigaaligaarsuk om at komme op og

se sin rival, inden han udånder." Isigaaligaarsuk gik op til huset. I

stedet for at gå ind, kiggede han ind gennem vinduet og så, at manden

næsten stod oprejst. Hans hoved blev alene holdt oppe af hans

mange koners indebukser; dem brugte han nemlig som hovedpude. Hans

ansigt var dækket af hans yndlingskones indebukser med skridtet lagt

på næsen, så han kunne lugte til dem anerne kipisiardlugo (måske skal

det forstås: anerni kipitserlugu - mens han udåndede). Han kastede et blik på det og gik straks ned igen. På den måde fik Isigaaligaarsuk bugt med

sin lede fælle (der står egentlig aiparsuve - sin store fælle - fik

bugt med ham).

Var.: Isigaaligaarsik; Isigaaseraq; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.

Hist.: Muligvis har figuren, den stærke mand, der røver andres koner, fået ekstra aktualitet under kolonistyret, idet han i andre versioner ofte bestemmer over bopladsens fangst. Den historiske Habakuk, der opkastede sig til leder af profetbevægelsen blev ligeledes beskyldt for at bestemme over fællernes fangst og ligge med alle kvinderne efter tur.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 18f

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 54f

Resumé:

(af indledningen) Under en renjagt får en mand øje på nogle badende kvinder, der har lagt tøjet, gåsehamme, fra sig på bredden. Han stjæler to af de smukkeste. Den ene giver han dog tilbage, men ikke den anden. Han gifter sig med gåsekvinden, de får to drenge, og hun samler fjer til nye dragter. De flyver bort og manden optager forfølgelsen. Undervejs ... (resten følger i engelsk oversættelse)

Into English by BS:

“On the way he arrived at a big stream where an old man chopped shavings from a piece of wood, mopped every shaving between his legs, and threw them into the water, wherupon they turned into fishes. The other [main character] looked at him hiding behind a mountain. Eventually he decided to approach, but at the moment the old man saw him, he asked: “Where did you come from? If you came from behind me you shall live. If you came from the front you shall die." He felt ashamed that the other might have seen him coating the shavings sudore testiculorum, for making them into fishes. The other answered: "I arrived from behind you and did not see you until at close quarters. I have been walking for a long while looking for my wife and my son who have left me, and I do not know where to find them." The old man immediately seized his axe and wood and chopped off a big piece, treated it his usual way, and placed it in the water, where it became a salmon. He then instructed the wanderer: Do sit on the back of this salmon, back to front, and close your eyes, and although you shall hear roaring and people talking, don't open them until you sense that the salmon has stopped. He dared not object and placed himself with fear on the back of the salmon and closed his eyes, whereupon the salmon rushed off. On the way he did hear whizzing and and roaring, and at the point when he could hear the noise of people, he started opening one eye a little and almost dropped off the salmon. Quickly he shut the eye and did not open it until he clearly could hear people talking, and the salmon had stopped at the dry bank. Stepping ashore he immediately caught sight of his son playing with other boys. He went up to him and caressed him. The son recognizing his father ran into the tent telling his mother: "Father is out there!" "I do not believe that," the mother answered, "how could he ever get across the sea to me?" But the man went into the tent and saw another man sitting next to his wife. She blushed and the man sitting next to her took his chest and went out. This is the story about the origin of fish we used to believe in before you arrived in our country, he [the story-teller said. Such fools and stupid people are we, right? But now we despise it. That characterization I could not deny but added, that I hoped that they preferred to believe in my lessons.” (P. Egede 1971: 19ff; 1939: 18f.)

Comment: The story in question is the first Inuit variant on record of the widely extended Swan maiden myth. The maiden is either a wild goose or a merganser in Greenland. The part translated into English enters the scene at the 'difficult passage' to be overcome by the main character in search of his escaped wife, the bird woman.

The chest: At that time, December 1735, numerous West Greenlanders had bought wooden chests from the Dutch whalers, arriving annually since the late 17th century.

Var.:See Kleivan 1962 for a complete translation and published Eskimo variants, and search: swan maiden in this base, Sonne 2005, for the Greenland variants).

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 27 og s. 279 (Ostermanns note)

In English by BS:

“It is odd, but they blame a woman for the evil that people must suffer in this life and for, eventually, they shall die. She said: Toqorsarlutiq okko pilit Sillarsuak tettulissoat Toqusarlutik uku pilit, silarsuaq tattulisavaat: let it be a rule that they die, or the world cannot hold them all (P. Egede 1939: 279, note by Ostermann:'Let them die one after another, or there will not be enough room left in the world.' Because, from the very beginning humans lived for ever.)”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

placed as an editorial insertion in continuation of the first 'flood'-story: ID 2292.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 57f.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 93.

In English by BS:

”Two persons among the first humans quarelled. One said: Kausartlune unnutlartlune, Innuit tokorsarlutik (Qaasarluni unullarluni, inuit toqorsarlutik): Let it be day and be night, and people die. The other said: Unnuinnartlune, Kausunane, Innuit tokysinnartik (Unuinnarluni, qaasunani inuit toqusinnartik): Let night continue without any days, and people go on living. After a prolonged dispute the words of the former set the order. The only difference between the former and the latter's Greenland words consists in the inflections.”

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Var.: ID 2299.

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

De udøbtes mærkelige vaner.

(Niels Mikias' første tekst)

Dengang vore hedenske forfædre ikke var døbt havde de skikke der byggede på deres overtro, som fx: Når en kvinde fødte et drengebarn forberedte hun det til at blive en, der altid ville komme hjem igen efter fangst (en "angerlartussiaq"). Når drengen så voksede op og begyndte at jage i kajak ville han vende hjem inden fem dage, hvis han omkom i kajak, men hvis fangeren ikke var blevet modtaget af sin husstand inden den sjette dag, kom han aldrig hjem igen.

Fra fødslen af gjorde de som følger: når der skulle tømmes et urinkar, mens den spæde sov, tog de den lille op så han vågnede. Og når en kvinde bredte sit hår ud for at sætte det i top, tog de barnet op så det vågnede af sin søvn. Når barnet begyndte at kunne gå og var begyndt at færdes ude, formanede de det til hverken at lege med eller ænse hundene, og slet ikke bruge dem.

Og man siger om dem, der var opdraget under opvæksten til at vende hjem efter en ulykke, at de gjorde sådan: De brugte kajakkens siddeskind som kajak. Underkanten af deres helpels blev stram og de puttede deres hoved ind i deres fangstblære, hvorefter de søgte at komme hjem. Når de omkom på en kajaktur kom de til bevidsthed og så, at de befandt sig ude til havs. Når de kiggede ind mod land så de, at alle husindgangene vendte ud mod havet og så meget indbydende ud. Når de startede ind mod land og nogen tømte en urinpotte ud på møddingen, mens de nærmede sig, følte de det som om de næsten ikke længere kunne se landet. Og hvis en kvinde slog sit hår ud, men de var undervejs indefter, følte de straks at de befandt sig ude til havs. De gentog deres forsøg på at komme hjem, og når det lykkedes at komme til land midt om natten og de kom ind i et hus, hvor beboerne sov, gik de ud igen efter at have drukket alt vandet i vandbeholderen. Når så beboerne om morgenen så (at) vandbeholderen (var tom) sagde de: "En der prøver at komme hjem har været her." Hen under aften fyldte de vandspanden op og lagde isstykker i til afkøling af vandet for at gøre det mere fristende. Så gav de sig til at våge. (Dengang havde de ingen døre i husene) Vandspanden blev passet af to mænd som satte sig på hver side af den. Langt hen på natten kom så den person der forsøgte at vende hjem (angerlarniartoq). Han kom ind i huset mens han hele tiden sagde "kee" med hovedet inde i fangeblæren / fangstblæren, og dens tætningspropper af træ klaprede meget tydeligt.

Når personen kom ind, greb de to mænd på hver sin side af vandspanden fat i den hjemvendte og i første omgang gjorde de ikke andet end at få åbnet helpelsen og røre ved personens bare hud under pelsen. Når de havde rørt huden, standsede han op og blev helt kraftesløs. Derefter manede åndemaneren (angakkoq) ånder for at vække personen til live. Når han så var kommet til live og han ikke var en af deres slægtninge, lånte de ham en kajak til turen hjem til familien.

Den familie der havde opfostret nogen til at komme hjem igen ventede på vedkommende i hele 5 dage. Det fortælles at en sådan angerlartussiaq kom i land inden for de fem dage, men ikke først til deres egen boplads, og at han ikke blev bange for dem han nåede frem til. Først når de fem dage var gået, begyndte hans efterladte familie at sørge, fordi den bortkomne ikke ville komme hjem mere, nu tidsfristen var overskredet.

Desuden kunne de afholde sig fra bestemte ting når de fik en søn: De spiste kun een mundfuld mad hele dagen og drak dertil kun vand af en muslingeskal, og det var alt de fik at spise den ganske dag, og om morgenen inden solopgang hentede deres mødre vand. Sådan fulgte de deres slette skikke. Til sidst blev deres indvolde synlige mod lyset mellem deres knogler. De gjorde alt dette fordi de var hedninge (uvidende om Gud) og havde indgroede vaner med tro på hekse og troldkyndige og heksekyndige kvinder og åndemanere (angakkut) som herrer.

(piaaqqusiat) : Og enebørnene havde tøj hvor hårene på den ene side af skinddragten vendte nedad og den anden side opad, hvad mening det så end måtte ha'.

Kommentar: normalt: børn hvis tidligere søskende var døde som små.

Desuden havde de kilitsissiat, meddelere (en slags spioner), der var så modtagelige for varsler at de altid kunne føle, når et eller andet farligt var i anmarch; denne kunne så fortælle en intetanende person, at der kunne være noget farligt i vente.

Det fortælles at de fuldt og fast troede på deres åndemanere (angakkut), fordi disse på det bestemteste krævede det, og fordi de ikke var døbt og holdt fast ved deres tro og handlede som de gjorde ud fra deres overtro.

Vær venlig ikke at give dette til Atuagagdliutit.

Kommentar: Dette er en sjælden kilde til ritualer, hvormed et barn kunne gøres til en angerlartussiaq, en der er bestemt til at vende hjem (fra en drukning i kajak). Fortællingerne har mange eksempler på en sådan hjemvendt (angerlartoq), både fra Vest- og Østgrønland. Men kun: Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq forklarer hvordan man bliver gjort til en angerlartussiaq. I Niels Mikiassens tekst bliver den spæde åbenbart trænet i at overvære udhældning af urin og opsætning af hår (som der var tabu mod under fangst), for ikke at bukke helt under, hvis han under hjemfarten skulle blive mødt af sådanne handlinger. Aron har en flot serie akvareller af en sådan hjemkomst som illustration af fortællingen om Imaneq. Se fx Thisted 1999: 'Således skriver jeg, Aron', I: 175 - 178: imaneq.

Vedr. fangstblæren over hovedet se eksempel i "Fortolkningsmuligheder"; på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Det er uvist om Nils Mikiassen har hentet sin viden fra fortællinger (jfr. Imaneq og Singajik / Singajuk) eller bygger på overleveret viden, der havde været praktiseret af samtidens eller forrige generations voksendøbte. Hans afsluttende bemærkning om at undgå offentliggørelse kunne tyde på det sidstnævnte: at han ikke vil bringe sine meddelere i fedtefadet.

-------

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

Kommentar: søg på Marnilik Tusilartoq.

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

Notat: s. 188v (?)

Kommentar: søg på anngiaq

Motzfeldt skriver (på dansk) i et brev til Rink om et tilfælde af hekseri. Rink har taget den pågældende side ud af brevet, nummereret og pagineret den. Følgende renskrift er tillempet nudansk retskrivning:

Med megen interesse har jeg gennemlæst Deres skrift, iblandt disse no. 117 ligner noget som skete nogle år efter min ansættelse ved Julianehåb, og jeg tror at det må være den samme. Historien er således: (for jeg er en af de handlende personer og spiller en vigtig rolle i den). Vi hørte engang at Time /Themoteus (han havde trende brødre og 3 søskende (søstre ? BS), hvoraf den ene er nuværende parsissoq (forstander) Bernhards moder) var blevet hexemester tilligmed sin fætters kone Jacobine. I løbet af vinteren kom en del lichtenauere på handel, hvoriblandt Times svoger Ignathus (Ignatius ? BS). Han fortalte da i min afdøde kones forældres hus hvorlunde de kunne hexe og blandt andet, at de kunne komme ud på den lille holm der ligger i Davidsund / Davidstrædet, thi der boede de, og da Time gerne ville være i familie med mig, sagde jeg til Ignatus og bad ham at hilse Themothius, at jeg når jeg om foråret kom til dem, vil jeg tage Time ombord og lukke ham (ned) i lasten og lade ham hexe, og hvis han ikke kan slippe ud derfra, vil jeg give ham en lussing. Da jeg kom om foråret kom jeg for ? i nuværende Sydprøven havn. Hans fætter, Johannes, kom da ombord og bød mig på besøg til dem ved Davidsund. Bemeldte Johannes boede i et (hus ? BS) for sig med sin broder Andreas, men jeg kom først dagen efter om eftermiddagen ifølge (med ?)benævnte mand og Jochums ???? (noget ulæseligt i parentes, BS) fader. Da vi kom ind i huset var konen ej der, imidlertid kom sønnen på 10 à 12 år ind og sagde faderen noget og han rejste sig op og siger: "hun er vist dånet om et eller andet sted" og går ud, og de øvrige fulgte efter, og da jeg og Jochum blev alene tilbage gik vi også ud og så da, at enhver ledte efter hende, og på mit spørgsmål fik jeg at vide, at når hexeriet kom på hende dånede hun om. Vi ledte da også med en stund, indtil jeg blev ked (træt) af det og gik ombord.

       Efter at de var vendt tilbage om efteråret blev det opklaret således: Da det blev mørkt efter at vi var kommet i havn, havde Time taget sin fætter Johannes' kones tøj i sin kajak (og ? BS) roet op til Lichtenau, men holdt sig i en god afstand for ikke at blive set, og var på samme måde roet tilbage, og fortsat sin fart uden at gå hjem op til Kangerluarsuk, norden for Kuigitoq (?), og dagen derpå, da manden Johannes var gået ombord, var konen vandret væk op til Time. Efter deres tilbagekomst så jeg ikke Themothius i lang tid, endelig fik jeg ham at se, ved Saattoq med fartøj. Han kom fra kolonien tilligemed sin broder Ignathus og havde formedelst sin hexeegenskab fået sådan en styrke, at han havde et par vældige (?) blærepile med selvgjorte svære pilejern på dem. Da de ville forlade os, gik jeg i min kajak og fulgte et stykke vej med og vinden var svag fra venstre side. Jeg bad ham da at kaste med sine pile. Efter at have nægtet en stund kastede han gentagende, men kunne ej magte dem, hvorfor jeg gjorde nokså(?) nar af ham, så at broderen ofte måtte smile, og jeg sagde at han skulle forynge (? gøre dem lettere ? BS), hvilket han også gjorde senere.

Var.: Niels Mikiassen Timersuamik.

Hist. + kommentar: Motzfeldt skriver fra Qassimiut, hvor han er ansat. Den tids missionærer og kateketer regnede åndemanere og hekse for eet og det samme. Men de kunster Timi kan imponere med, tyder på mere på åndemaneri en hekseri.

Timis rotur skal selvfølgelig hindre Motzfeldt i at lukke ham ned i lasten. Men det står i teksten ikke klart, hvorfor han har Johannes' kones tøj med og hvorfor dét får hende til at slutte sig til ham i Kangerluarsuk. Ifølge Niels Mikiassens temmelig meget længere version, hvor Motzfeldt ikke spiller nogen rolle, har de to en affære som gir sig udslag i en længere udflugt - endog helt til Østgrønland over land.

Helt overensstemmende i de historiske data er de to fortællinger iøvrigt ikke.

På den upaginerede side af brevet til Rink fortæller Motzfeldt om Elias' død af et tilsyneladende uskyldigt lille stiksår. Om denne Elias fortæller Niels Mikiassen i ovennævnte fortælling en del mere ubehagelige ting.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortælling om åndemanernes væsen.

I gamle dage, i mine bedste år, da der var åndemanere / angakkoq / angakok / prøvede man alt. En gang jeg manede ånder, så jeg to flammer nærme sig vestfra.

Jeg fik dem ikke trængt tilbage. Jeg kunne ikke få dem til at bakke.

Jeg tænkte kun på det at være åndemaner og var kun optaget af det (?

illaleruermik - noget med at tilskynde). Da de var kommet ganske nær,

opdagede jeg, at det var en isbjørn og en hvalros. Så hørte jeg de

gamle sige: "Det må være dem, der skal være dine poser." Jeg blev

bange og holdt op med åndemaningen.

I mine bedste år, mens jeg var åndemaner, overvintrede jeg på

Illoriuaatsaat. En dag var jeg på fangst syd for øen (sarqânut -

egentlig solsiden) vest for Innariuttalik. Jeg nærmede mig en stor

kajak øst for mig - alt på den forekom helt hvidt: Selve kajakken,

fangeblæren / fangstblæren og manden selv, en meget veludstyret kajak. Jeg tænkte:

"Endelig kommer jeg til at ro sammen med en hjælpeånd." Jeg

kom hen til den og så, at fangeblæren skinnede (Rinks kommentar). Det

viste sig, at det var genskinnet af lyset fra enderne (isuvisa

taglisimarnga). Igsanga (?) spurgte jeg ham: "Hvad koster dine

(utydeligt)? âain Suain tarâim pus (Ein, zwei, drei pus ?). Straks

spurgte jeg ham om hans forfædre. Han sagde ikke noget; han lod ikke

til at ville flygte (qimârpadlangilaq - oversættelsen er kun et

gæt CB). Han tog et åretag hen imod mig. Jeg gjorde det samme.

Straks var jeg nær (?) kæntret (Rinks kommentar).

Jeg baksede og baksede mig op nedefra, og rejste mig op igen. Jeg

gjorde det meget behændigt. Jeg spurgte ham igen, men der kom ikke en

lyd. Det lød ikke som om han kaldte på en hjælpeånd. Han tog et åretag

i retning af mig. Jeg gjorde det samme, og straks var jeg nær kæntret

(Rinks kommentar). Jeg bevægede mig og bevægede mig nedefra og rejste

mig op igen, og jeg gjorde det meget behændigt. Det var jo det rene

selvpineri. "Hvad er det egentlig for en kajak?" "Åh, min elendige

mave" (sagde han ?). "Der fik du vist ondt i maven. Fortæl nu" (sagde

jeg ?). "Ja, ja, ja." For sidste gang spurgte jeg ham. Endelig begyndte den

store mand at sige noget, begyndte at kalde på en hjælpeånd, først på

sin ældste farbror, dernæst den mellemste, og sidst den yngste - sådan

sagde han. Han påstod, at han brugte den yngste farbrors kajak, og at

han brugte hans redskaber, en yderst veludstyret kajak. qangaliuna

(hvor længe siden mon - det er længe siden) takornarqisoq (så noget

første gang). Slut.

Hist.: Søg på puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Puulik-traditionen der er østgrønlandsk, var ifølge Rink gået i glemme i den sydgrønlandske landsdel på hans tid. Men her er åbenbart en tidligere angakkoq / shaman / åndemaner, for hvem den tradition endnu var aktuel i hans yngre år.

Hans sandsynligvis tyske brokker (Chr. Berthelsen gennemskuede dem) viser, at han tilhørte eller var vel bekendt med herrnhuternes menighed.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for,

for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.'

      Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men

som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham

så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.'

De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke.

Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog.

Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet

sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget.

Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde

han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin

vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå.

Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med

hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke

med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt).

En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der

blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man

mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det

var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, -  før

han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen."

Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og

kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren.

Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte

min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at

bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen,

så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården.

(171  173:)

Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva-

de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans

far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal,

Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der.  Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.

Engang kom der skibbrudne  til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af

hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de

ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen

til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det.

Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til

sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød

som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet.

Og så fik de også brød på den måde, mens de legede.

Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang

tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk,

der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af

deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.

Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt.  Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst.

Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke.

Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom.

Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet.

Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende

i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige.

Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der

havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt  ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk).

Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på

det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle

så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det

viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en

anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at

slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede

de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn-

ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med

mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ-

sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på

det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven

på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste

sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar

over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne,

der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de

voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det.

Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden

af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig

slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var

blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men

folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart

den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte

til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han

pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte

at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om,

hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da

de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang

da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd,

der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham.

Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to

voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar.

I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var

dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for

Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg.

Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne

måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.

Kuvdlorssuaq Maj 1957.

Martin Nielsen.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu.

Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne.

Fortælleren er sandsynligvis Marteeraq, som genfortæller niels's fortælling.

Niels er Marteeraq's mor- eller farbror.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 90.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Nybegynder-fangeren trænes op.

   Marteeraqs bedstefar Tuusingaaq fortalte sin søn Niels følgende:

Dengang man bedrev hvalfangst i Kangersuatsaaq, plejede Tuusinnguaq at være med på hvalfangerbådene, og det var derfor, han havde brækket sin underkæbe. De havde ramt hvalen på baghovedet, og den havde slået ud med halen og havde ramt båden, og da var det, at han brækkede under-kæben. Han lå og flød bevidstløs i vandet, da de halede ham op.

   Dengang de endnu ikke var blevet døbt, var det sædvane, når nogen fik sin første fangst af noget, at ens bedstemor trak sine bukser ned og satte sig på hug, så enden stak bagud mod én. Men fordi han begyndte at skamme sig over det, ventede hun sommetider med at vise sin bagdel, når han havde fanget en slags dyr for første gang. Og når han så var blevet mere munter, lokkede hun ham til at kigge på sig, og så kan det nok være, at han fik hendes store, mørke bagdel at se.

   Dengang han lå og var ved at dø, fordi hvalen havde ramt ham med halen, drømte han, at han lå på maven ovenpå en stor sol. Og jævnligt kunne han se et meget grimt ansigt, der dukkede op nedefra og for-svandt igen. Han sagde, at det måske var hans bedstemors store bagdel.

   Sukasik havde også oplevet sådan noget (se s.69).

Hist.: Historisk fortælling om pernarneq - skik fra begryndelsen 1800-tallet. Tusinngaaq / Tûsingâq var født 1814.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger.  Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 37;

Forkortet i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 69f. Stort set samme i Hans Egede: Perlustrationen 1971,2 [1741: 7 = 1925: 316 = 1818: 12 (på engelsk).

“The Greenlanders relate a very ridiculous story, as well concerning the origin of our colonies (whom they call by the name of Kablunæt) as of their total overthrow, as follows: a Greenland woman, in her child-bearing, was once delivered of Kablunæt and dogs' whelps, of which the parents were highly ashamed, and for that reason withdrew from their neighbours and countrymen.

This monstrous breed being grown up, became so troublesome to their father, that he was not able to endure them; wherefore he retired yet farther to some distant place. Meanwhile this inhuman race came to this horrible agreement amongst themselves, to devour their own father, whenever he should happen to come among them; which a little after came to pass, when he visited them with a present of some part of a seal, which he had taken, according to custom. Kablunæt immediately went down to him, to whom the father delivered the piece of seal's flesh he had brought them. But he was no sooner got ashore, than the doggish race seized and devoured him, and then ate the seal's flesh given them. Whilst the Kablunæt dwelled there, one of the Innuits (or mankind), for so they call themselves, came rowing along the shore, and throwing his dart at some sea fowl, missed what he aimed at; which one of the Kablunæt, who stood upon a point of land running out into the sea, observing mocked and ridiculed him, and, laying himself down upon the ground, told him that as he saw he was so dexterous in shooting, he would be the bird; he might throw the dart at him, and take care not to miss him: whereupon Innuit shot and killed him. This death caused continual strifes and wars between the Kablunæts and Innuits, which last at length became masters and overthrew the former.

(H. Egede 1818: 12f, copied from the Hubert Wenger Eskimo Database).

Comment: Treated in "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer": tors.ku.dk/biblioteker2/eskimologi/datasamlinger/sonnesbase/

Var.: Kvinden og hunden: ID 18, 25, 53, 125, 321, 628, 629, 1082, 1083, 1084, 1132, 1317, 1550, 1606, 2256.

Hist.: Se:"Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: Qallunaat og Kvinden og hunden ...

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 16f.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 53.

Resume English by BS:

An elder brother, Moon, falls in love and commits incest with his younger sister, Sun, in the playhouse of adolescents during a 'putting out of the lamps'. He is smeared with soot by the suspicious sister and afterwards easily identified by the black patches on his white clothing of caribou skin. She runs off circling the house with Moon at her heels until deeply ashamed she stops, cuts off her breast with her ulu [crescent shaped women's knife and throws it at Moon with the words: 'You seem to find only me tasty, eat this one as well!' She then lights a tuft of moss, rises into the air pursued by Moon holding another lighted tuft. But his flame is put out leaving only a glow. He still follows her. The patches are the dark spots seen on the moon whose glow shines with less luminosity than the burning light of the sun. The sun rose higher than the Moon, who still has to hunt on earth and at sea, catching the seals he is wont to eat. Whenever he is not seen in heaven he is down hunting.

“… This is how our ancestors told the story, he said, but now I do not believe that story any more.”

Var.: Talrige / numerous: Søg / search: sol måne.

Comment: The first variants of a pan-Inuit myth on record.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 27.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 62.

Resumé in English: the flood “…as they call it…”[ i.e. a storm surge) had left shells still to be seen high up in the mountains.

Comments: a pan-Inuit myth. Poul received this piece of the Inuit flood-story in response to his story about the deluge, that in his own explicit understanding was send as a punishment by God. The local Greenlanders knew that story very well, they said (ibid.).

Var.: ID 2293, 2294.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 63.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 97.

In English by BS:

A foreign Greenlander, having listened to my telling about the creation, told what he knew from hearsay: that the heaven in bygone times rested on the top of the mountains, but that it later was raised to its present altitude above the earth. That happened, he added, at the time when the big flood swelled up over the entire earth, which event he, like his compatriots, concluded from the small shells and other things from the sea, that were found in regular heaps far up in the inland.

Comment: The first variant of this pan-Inuit myth on record.

Var.: ID 2292, 2294

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 57.

In English by BS:

“Having told him about the resurrection of the dead, he told me from hearsay that: When all humans have died, a great flood shall swamp the earth, clean the blood of the deceased, and when mountains, earth and stones are all separated and split up, and everything has cooled down, a wind shall blow all over and beautify everything. The high mountains shall become transformed into a lovely plain with numerous caribou. All the bones of seals shall be revived. He up there shall blow on the dead humans, twice on the men and once on the women, and they too shall be revived. But he had no other explanation to offer about the identity of 'the one up there' but that he had heard that from others." (P. Egede 1971: 79; 1939: 57, transl. BS).

Comment: This version I take to be one of the earliest acculturated Inuit origin myths on record. Although presented at an early date in the diary the story is an editorial insertion because, as explicitly stated by Poul, he received it at later date. The story is thus a millenium variant of the flood story and stimulated by Doomsday.

Var.: ID 2292, 2293, 2294.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 67.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 105.

Into English by BS:

“While we stayed among the savages, who lived a mile [7.5 km to the north [of Christianshåb they talked about a person who had been lost in his kayak and that neither he nor the kayak had been found. The shamans have decided that he was stolen by the Ingnersoit  [innersuit, i.e.: the 'big fire trolls'; that's how they call the people and indwellers of the shore and sea. They used to live on earth, so they say, before the big flood swelled up all over the world, and when the earth capsized, it turned bottom up. In evidence of the explanation, that the kayaker had been robbed by these innersuit, the newly arrived shaman told about the fire that appeared right before his eyes whenever he practiced whitchcraft [performed as a shaman. Having responded to that [correctingly I asked them how the earth had become populated since Antedeluviani became innersuit? One among the Greenlanders answered: After the flood, a man (from where he came the Greenlander did not know) walked about alone without a wife. He copulated with a hummock that swelled, became pregnant and eventually bore a babygirl. At a later point he married that girl, and they had children who married one another, because they were the only people in the world. That ancestor, they continued, had trees instead of hair for a beard.”

Var. of the flood: ID 2292, 2293; of the capsizing of the earth: ID 1678.

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Copyright: Ved enhver mangfoldiggørelse af data, tekst og/eller kommentarer fra denne base henvises til:

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger.  Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 68.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 105.

"De holde for at der er tvende 2de kjerlinger som holde et stift skind imellem dem, hvormed de tordner, og når skindet slaer sig ud, lyner det. Samme skind skal de have stjålet i fordum dage; og der de blev overskjeldt derfore, bleve de vrede og forlod jorden."

"Thunder, they think, is made by two women shaking a stiff skin in between them. When it cracks comes lightening. Way back they stole this skin; being scolded they got angry and left earth."

var.: ID 619, 620, 1627, 1528, 2244.

Comment: The first variant on record.

Context: An old woman tells Poul Egede about a shaman's performance down south at Cape Farewell last year. One of the two thunder women appeared asking for a fresh skin because the old one was worn out. But for fear people said they did not have any.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Kristians onkel var blevet taget af innersuit, de næseløse, der boede i en klippeskrænt nær Ikkatteq. Han kunne have været reddet igen i løbet af fristen på tre dage, inden de næseløse afskar hans næse og venstre ringfinger. Angakkoq'en Robartsi's far prøvede forgæves. Også Juntas far. Men også forgæves fordi han havde skåret sig i venstre ringfinger under spisningen af en hengemt sæl.

Hist.: Slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Drukneulykker i kajak blev ofte forklaret med innersuits røveri. Også i Vestgrønland, fx Niels Egede Meddr. Grønland 120, s. 259 - 360.