Fyldig oversættelse i Rink 1866 - 71 (1866-71), I, nr. 117, ss. 316 - 318.

Resumé: se nederst.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Noget til læsning / Fortælling om Timersuaq

Han boede i Alluitsoq (Lichtenau) og var medlem af den herrnhutiske

menighed. Han giftede sig med en af dem, der var kiffakker hos de

hvide (missionærene). Konen fødte flere børn, men de døde altid.

Manden, der meget gerne ville have børn, spekulerede i den grad, at

han til sidst kunne se det, der var skjult. Han kom til at vide noget

om andre mennesker, som han end ikke havde kunnet forestille sig

(sujuneqanngisani ?). Således fik han kendskab til, at hans lillebrors kone var sin mand utro. Det fortalte han sin lillebror, og lillebroderen pryglede sin kone og sendte hende bort, så hun kunne leve som fjeldgænger (qivittoq).

Da hun var gået sin vej, tog Timi ud for

at lede efter hende, for det var jo hans skyld, at hun var gået bort.

Han fandt hende hurtigt; men han kunne ikke få hende til at tage hjem.

Han var nødt til at følge hende. De tog af sted den 5. marts. Da det

blev dårligt vejr, og det begyndte at sne, satte de sig ved siden af

hinanden. De faldt i søvn, og da de vågnede, var de under sneen. De

rejste sig flere gange og rystede sneen af sig; men hver gang satte de

sig ned igen og sov videre. På den måde sov de i fem dage. Den sjette

dag vågnede de og var ikke længere søvnige. De tog af sted. De mødte

et og andet. Blandt andet tornit (indlandskæmper) og fjeldgængere. Så

mødte de to dværge - en gråhåret og en ung. Den gråhårede talte ikke,

men den unge var meget snakkesalig. Han begyndte at fortælle:

"I har hørt historien om kæmpen Aqissiaq. Da de havde trukket (hvalen ?) op,

ville han have sin fangstpart, og han løb af sted." Han pegede på det

område, hvor Aqissiaq løb. Mens han endnu fortalte, satte en

snespurv sig oven på en sten lige ud for dem. Dværgen rodede

efter noget i kamikkanten og trak en lille sort genstand frem.

Med den pegede han på snespurven, og den faldt død om. Han vendte sig

om til store Timi og sagde: "Hent den og kig på den." Timi undersøgte

den, men fandt ikke noget sår. Dværgen sagde: "Flå den og

åbn den." Timi kunne stadig ikke se noget særligt, men dværgen sagde:

"Se efter dens hjerte." Det gjorde Timi og opdagede i hjertet et

lille sår - som et stik af en knappenål. Timi tilbød at bytte

dværgens redskab med en bøsse; men dværgen sagde: "Jeg vil nødig af

med det." Det vil sige: "Jeg ville måske give dig det, hvis du ikke

skal tilbage til menigheden. Men du skal jo tilbage; og når du efter

at være vendt tilbage bliver gal, kan du nemt dræbe en med det; jeg

vil ikke gå med dårlig samvittighed af den grund." Så sagde dværgen

igen: "Tag og besøg os."

De fulgte efter dværgen og kom til huset,

der var skinnende rent. Timi plejede ellers ikke at genere sig for at

komme ind i hvide folks huse, men her generede han sig. Han kiggede ind i huset, men opgav at gå ind. De vandrede videre tværs over indlandsisen til

Østgrønland. Da de kom ned til kysten, så de to huse - det ene med

fire vinduer og det andet med et vindue. De gik hen til det store. De

undersøgte møddingen og fandt menneskeknogler. I møddingen til det

andet hus fandt de knogler af små sæler. De vidste ikke, hvordan disse

mennesker var - om de sammen spiste mennesker (?). Men de blev urolige

og vendte om over indlandsisen. De kom til et sted, hvor der var land

(nunalinut?). Så blev han søvnig - første gang, efter han (igen?) havde

sovet fem dage og fem nætter (i træk ?).

Han faldt i søvn og drømte,

at en rar lille europæisk mand kom hen til ham. I følgeskab med ham

begav han sig på vandring. Mens han gik dér og fulgte efter ham, gik

det op for ham, at de hævede sig op fra land. Undervejs så han nogen,

der sloges. Da de fjernede sig fra dem, så han nogen der vaskede

(irusisut). De gik videre, og han så et menneske, der sad ned. På

venstre side af ham var der en stor sæk / pose , der bulede ud her og

der. Ledsageren vendte sig imod ham og sagde: "Ved du, hvorfor det er

sådan? - og svarede så selv: "Det er fordi, han levede letsindigt,

mens han var på jorden, og det, han stjal, puttede han i sækken. Sådan vil

han vente på verdens undergang. De gik videre. Så fik han øje på en

mand i luften. Han sad på noget, der lignede et bræt, som vippede

voldsomt. Når brættet vippede til den ene side, var han lige ved at

falde af - og det samme, når vippen hældede til den anden side, og han

var meget snavset omkring munden. Den anden vendte sig imod ham og

spurgte: "Kan du klare, hvad dette betyder?" "Nej; svarede Timi;

og den anden fortsatte: "Det er Elias fra omegnen af Alluitsoq. Han

var medhjælper i kirken. Han blev tosset og beskyldte sin lille søn

for noget. Så bed han hans ringefinger af og spiste den, hvorefter han

dræbte drengen og puttede ham ind i en rævefælde. Derfor vil han være

sådan til verdens undergang. Da de gik derfra, kom de til et sted, som

lignede ler, og som bulede ud hist og her. Somme tider så de nogle

hænder stikke frem. Så hørte de nogen sige: "Det var en stor skam, at

jeg opførte mig så skidt, den gang jeg var på jorden." Den anden

vendte sig imod Timi og sagde: "Har du nogen mening om, hvordan dette

skal forstås?" Han svarede: "Nej." Den anden fortsatte: "Det er fordi

de har opført sig meget dårligt, mens de levede på jorden. Sådan

skal de befinde sig lige til jordens undergang." De forlod dem og fik

øje på en stor kløft med en masse mennesker, der tyggede på deres

tunger. Den anden sagde: "De har det sådan, fordi de har opført sig

skidt, mens de levede. De vil pines indtil verdens ende (utydeligt

skrevet CB)." De forlod dem og fik øje på et meget, meget stort hus.

De gik derind og befandt sig i et stort rum. Der var skrevet på

væggene hele vejen rundt. På venstre side var der skrevet med store

bogstaver og på højre side med meget små bogstaver. Ledsageren sagde:

"Har du nogen mening om, hvordan disse skal forstås?" Timi svarede:

"Nej." Så sagde den anden: "De store til venstre handler om de

ugudeliges gerninger. De små handler om de helliges gerninger." Med de

ord, bad han så Timi kigge ind gennem en snæver indgang. Han kiggede

ind og så nogle, der var skinnende hvide og andre, der nok var

hvide men mere grålige, med en anderledes ansigtskulør.

Ledsageren fortsatte: "Dem er der sørget alt for meget over (deres døde)

(aliagivadlâqat). Når du kommer tilbage til menigheden, skal du

sige, at de ikke må være for bedrøvede, for så skader de deres

døde (illanguatik pinerdlukusersortarpait ?)."

Nu var han på vej tilbage til sit legeme. Hans ledsager, en sølle

kone, ville forlade ham; men først tog hun hans puls. Når hun kunne

mærke pulsen på hans hoved, blev hun hos ham. Mens hun endnu

var hos ham, begyndte han at trække vejret. Langt om længe var han ved

at blive vågen. Timi ville gerne hjem, men det modsatte den stakkels

kone sig. Han forsøgte at overtale hende til det, men da hun fortsat

ikke ville, sagde han til hende, at han ville knuse hendes knogler,

hvis hun blev ved med at modsætte sig. Efter denne trussel gik de

hjemad og nåede tilbage d. 29. september. Kvinden gik som sagt

hjemmefra d. 5. marts. Da kvinden endnu engang gik sin vej, opgav Timi

at prøve på at få hende hjem igen.

Resumé af Rinks resumé: Timi ved Lichtenau bliver gift med en af qallunaats tjenestepiger, men da de børn hun får, alle dør som små, blir Timi halvgal, mister sin skygge, ligger i med sin broderkone, der tæves af sin mand og går qivittoq d. 4. marts. Timi følger efter, kan ikke overtale hende til at vende hjem, følges så med hende. Under et langvarigt snevejr sover og vågner de fem gange begravede i sne, og blir så helt årvågne. De møder andre qivittut, indlandsboere og så to bjergtrolde, en gammel, der ikke kan tale, og en ung, der er meddelsom. Han viser dem stedet, hvor Aqissiaq trak hvalen op i fjorden, og hvordan den lille sorte tingest, bjergtrolden har, kan dræbe en snespurv uden at efterlade andet end et nålestik i hjertet. Han vil ikke gi' T. våbnet, det kan blive for farligt, hvis T. blir tosset. Han inviterer dem hjem, hvor der er renere end i de hvides huse. T. går med kvinden over isen til Østgrønland, hvor eet hus har menneskeknogler i møddingen, et andet sælknogler, men af skræk for, at husene måske alligevel har spist mennesker sammen, vender de om og går tilbage, hvor Timi sover i fem døgn, bliver rigtig søvnig og drømmer, at en qallunaaq viser ham forskellige syndere, der afventer dommedag. Nogle slås; een har en pose med noget levende i (tyvegods); en er snavset i ansigtet og svæver på et brædt i luften (blev tosset, bed lillefingeren af sin søn, dræbte ham og puttede ham i en rævefælde); nogle sidder fast i noget ler (har syndet); nogle tygger på deres tunge (ditto); i et hus står onde gerninger skrevet på væggen med store bogstaver og gode med små ("skriften på væggen", BS), og gennem en snæver åbning ("nåleøjet", BS) ses hvide skikkelser. Men nogle er mørke i ansigtet af sorg, fordi deres efterladte græder for meget over dem. Timi vågner op, overtaler kvinden til at følge med hjem d. 29 september, men da hun senere igen går qivittoq, opgiver man hende.

Hist.: Historisk kerne: En noget mere prosaisk kortfattet version, dvs. dog kun om noget af baggrunden for Timi og broderkonens udflugt er meddelt af Motzfeldt: Om hexeri, Rink 202 1008.

Herrnhutisk påvirkning. De døde syndere pines indtil dommedag (og måske efter), og befinder sig i samme verden som ånderacerne. Bemærk de to overgange på fem dage og angsten for østgrønlændernes kannibalisme (Vestgrl. syn på Østgrl.). Vestgrønlænderes forestilling om østgrønlændere som menneskeædere er af ældre dato og dokumenteret i Egedernes dagbøger.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 222 - 223: (Uden titel).

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Konkordie Davidsen husker kun en enkelt fortælling, som hun kalder gammeldags. Det er om bedsteforældrene, som med bl.a. deres døtre og lille søn, den yngste, var på bærtogt til Kigittoq. De sov under den på siden vendte konebåd om natten, da båden bevægede sig og en lang arm stak ind, mens den lille elskede søn begyndte at glide ud. Man prøvede forgæves at vække forældrene, men de var tryllet i søvn af fredsforstyrreren, qivittoq'ens kone. Viliakasik stod op, gik ud, så en mægtig mand. Det var den store qivittoq Ikuunia og hans besynderligt udseende lille kone, rund, glat og på en arms størrelse. Viliakasik fik truet Ikuunia bort med sin bøsse, og til sidst fik man vækket KD's mors forældre, Elionora og Emanuel Motzfeldt. I hast pakkede man og roede hjem.

      Ikuunia havde villet hævne sig for en gammel strid om en stor ørred under et ørredfiskeri, som han ikke fik. I vrede var han gået qivittoq og var stadig hævngerrig.

Til slut i den grønlandske udgave (se ovf.) fortæller KD følgende om qivittut

s. 223: Tusartarpakka qivittut timmisartut. ...

Jeg har altid hørt at qivittut kunne flyve. Man sagde at de fløj som når man leger kajakmand med strittende lillefingre. Jeg har også hørt om dem der altid var dristige, eller som kunne klare hvadsomhelst. Som fx dem, der tilsyneladende ingen fangstredskaber havde ud over deres kræfter, det var som om de jagede med ren og skær muskelkraft. Man siger at de tilmed kunne sparke til ræve i løb. Det kunne de, trods det at ræve er så hurtige. Og selvfølgelig var deres huse foret med ræveskind, skiftevis blå og hvide. Iih, hvor var der dejlig lunt.

    Man siger at i begyndelsen var de faktisk helt ynkelige og blev bedt om at vende hjem. Men de havde kun deres egne ønsker i hovedet og det endte med at de blev frygtløse og tog af sted igen.

Var.: Søg på Ikuunia.

Hist.: KD var 67 år i 1965.

En oplevelse i slutningen af 1800-tallet, og dens tolkning.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 34, ss. 131 - 142.

Uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 37, ss. 77 - 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 84, ss. 428 - 430: A Visit to the Giants.

Resumé: Besøg hos kæmpemenneskene. Inuussaarsuk er forældreløs, mishandles af plejefaderen, overtales to gange af plejemoderen til at låne hans ekstra kajak for først at fiske ulke og så at hente kvan til hende. Anden gang mister han plejefaderens kajakpels, tør ikke komme hjem og flygter han ud forbi de yderste øer. Herude planter han sin ene amulet, en kvanstilk, på en stykke drivis, beordrer den at stå ret (det må ikke blæse op). Han møder ligesom Kivioq de træædende havlus, de kannibalske kvinder (her med sort røg op af skorstenen), den ene med knivhalen, der knækker da han har skærmet sig med sin anden amulet, en slibesten skjult på brystet. Dernæst den rare mor med datter og hvid røg op af skorstenen. De lærer ham tidevandsfangst af sæler og helleflynder ved lavvande. Han sniger sig dog væk og sydpå til en stor fjord, hvor han i midten af mundingen ser et skær. Det viser sig at være en kæmpe i kajak. Denne tar ham med hjem som amulet til sine datter. Da I. om natten får lyst til mad og må kravle hen over kæmpedatteren, bider han hende i lårene for at vække og komme over hende (en lystig sexet scene), og hun er nær ved at knuse ham som en lus. Derefter forstørrer kæmpen ham og gir sin datter ham som mand. Han tar en tur hjem for at hævne sig på plejefaderen, men finder huset styrtet sammen over de døde plejeforældre.

Alle originalens episoder er kortet ned, ligesom henvisningen til Kivioq i Rink 1866-71, I, nr. 21 (fortalt af Peter Motzfeldt)

Var. til Kivioq og Kamikinnaq.

Hist.: Tilsyneladende er den østgrønlandske Kamikinnaq blevet

omplantet til det vestgrønlandske mytiske verdensbillede ved hjælp af

den indledende Kivioq-fortælling. I Østgrønland bor kæmpen på Akilineq,

der hér er en ø langt ude bag synsranden. Vestgrønlændernes

Akilineq-boere er nok store, men ikke enorme kæmper. Omplantningen bekræftes af, at fortællingen, ifølge Hendriks kommentar, stammer fra en vis Daniel fra det sydligste Grønland, hvor mange sydøstgrønlandske immigranter i 1800-tallet bosatte sig.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der må være identisk med ID 269. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Oversat af Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993, Tekstsamling s. 109 - 115.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

Resumé:

Kaassassuk er en forældreløs dreng i Tuapammiut ved Nanortalik og har sin gamle faster (eller bedstemor) som plejemor. Han bor i husgangen mellem hundene og får derfor tæv sammen med dem hver gang folk skal ud eller ind. Ikke alle er lige slemme, men svogeren der er gift med hans storesøster er storeslem.

Kaass. får lyst til at blive stærk. Han vandrer langt ind i indlandet og kalder på Kraftens Herre, der kommer i skikkelse af en kæmpehund. Den vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden, så alt muligt legetøj, også dukker han har skåret til husets småpiger, klirrende falder ud af ham. Selv mister han bevidstheden. Efter anden gang bemærker et barnløst par, at han er vokset. De ønsker at adoptere ham men hindres af husets autoritære overhoved. Et par andre (de mellemste ? BS) har også altid behandlet ham godt og altid givet ham lidt af de ammasætter de henter ind fra forrådet. Ialt fem gange går Kaass. til fjelds og blir slynget, og for hver gang rasler færre og færre stykker legetøj ud. Efter fjerde gang gemmer to barnløse par jævnligt levninger til ham og han havde gerne givet dem nogle rester til gengæld. For hver slyngning afreagerer han med stadig voksende styrke sit had mod storesøsteren, der ikke tager sig af ham men synger kælesange for sin egen lille søn. Han sparker fastfrosne sten i stumper. Han sparker til klipper så hans fødder trænger helt ind i stenmassen. Endog sit hoved kan han afsætte hulninger i klippevæggen med. Femte og sidste gang han slynges lykkes det ham at holde sig ved bevidsthed og fast til kæmpehundens hale.

I hemmelighed slæber Kaass. en nat et enormt stykke drivtømmer, som man blot har tøjret ved stranden, op til huset. Man får sine anelser og giver ham mad i større omfang end før. Kun hans fæle svoger vil trække ham op i husrummet ved næseborene. Men når han spiser for hurtigt finder man søm i hans mund, smider dem væk og beordrer ham til at spise helt op.

Tre bjørne, en mor og to unger, nærmer sig bopladsen og søger op på et isfjeld. Han låner sin plejemors kamikker til gengæld for et løfte om at han skal skaffe hende sengeunderlag og dyne. Kass. overhører sin svogers advarsler, hugger trin i isbjergets side med næverne, klatrer op og slynger bjørnene en efter en ned i døden. Fællerne får den ene lille bjørn som part, det barnløse par en kølle af den største, og den onde svoger, der hurtigt fjerner sig i skræk, får ingenting.

Da Kaass. inviteres op til fællesspisning på kødet er det den rare barnløses mand, der, da ingen tør hive ham op ved næseborene, til sidst rækker ham sin hånd at komme op ved. Kaass. græder rørt. Samme mand kan også som den eneste overtale Kaass. til at sætte sig nær sig i stedet for ved indgangshullet. Alle vil give ham knive at spise med. Efter måltidet får Kaass. sin lille nevø på skødet. Han klemmer barnet ihjel og gør det derefter af med alle i huset undtagen det barnløse par, der har været gode imod ham.

Kass. får lyst til at rejse. Han tar langt nordpå i sin kajak med kun fuglepile som våben. Et sted går han ind i et hus med klirrende hvalrostænder på snor i husgangen (en slags advarende "dørklokke", BS). Her bor den stærke Qaassuk / Qaasuk, der bare blir liggende ugæstfrit på briksen. Men da Kaass. har bundet ham til en stolpe, atter løst ham og sat ham tilbage på briksen, må Qaas. igang med at undeholde sin gæst. Kaass. forlanger mad. Husets datter skynder sig ud efter det, men da hun har måtte opgive at få den ind, en hvalroslalle, der er frosset fast i jorden, må Kaass. selv ud og rive den løs.

Da Qaas.' søn kommer hjem og viser sig i opgangen med spændt bue, advarer faderen ham. Gæsten er stærk! Kaass. får sin vilje med at ligge med Qaass.s datter, bliver svigersøn og overgår med blot sine fuglepile langt sin svoger i fangst af de farlige røde hanhvalrosser og senere af isbjørne. Men Qaass får has på ham ved at skabe en sort tupilak-bjørn af Kaass.' eget lort. Svogeren er blevet advaret mod den sorte, men Kaass. går til den og bliver således kvalt i sit eget lort.

Var.: Kaassassuk

Hist. + kommentar: Der er gået kuk i persongalleriet under forløbet. Undertiden er der to, men oftest kun et barnløst par. Det forbliver også uklart hvorfor Kaass. udrydder alle til slut. Nogle har hele tiden givet ham ammassætter, andre har senere givet ham mad. Og hvad med plejemoderen?

Samme indtryk af en meget rodet fortalt gengivelse af forløbet giver også Kirsten Thisted udførligt rede for i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin version (se denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.

Det afsluttende besøg hos Qaassuk / Qaasuk gentages ord til andet i Motzfeldts version. Dennes slutning afviger fra andre versioner, der enten slutter med udryddelsen af bopladsfællerne eller med, at Kaass. resocialiseres da han lider nederlag mod en stærk mand i nord. Men hos Motzfeldt bukker han under for en tupilak, tilmed i skikkelse af en sort bjørn! I Sydgrønland har man kendt betegnelsen for brune bjørne, allaq, formentlig via kommunikation med herrnhuterne i Labrador. Men i teksten er det en nanoq qernertorsuaq (en kulsort isbjørn) der er tale om. I min tolkning konnoterer den sorte farve noget djævelsk i kristen forstand: Kaass. får løn som forskyldt og kan takke sig selv for, at det "hedenske" hekseri med hans "affald" virker.

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, nr. 253, eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 205 - 206.: En gammel ungkarl.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 205 - 206.: Oqaluttuaq nukappiatoqaq.

Resumé af denne blandet med en variant af P. Motzfeldt i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 64, ss. 191 - 192.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 52, ss. 300 - 301.

Resumé: Den gamle ungkarl bryder sig ikke om sang, men en dag tiltrækkes han af en konebåd med syngende roersker, der stævner mod øst ind i fjorden. På anmodning binder man hans kajak til konebåden, der indimellem hæver sig og flyver, mens roerskerne synger en tryllesang / magisk sang / serrat. Fra fjordbunden letter båden ind over land, hviler en stund på et højt, spidst bjerg, og fortsætter til bostedet i indlandet, hvor ungkarlen er gæst en tid, indtil han mener at dem derhjemme nok savner ham. Med kajakken stoppet med madgaver flyver han afsted ved sangens hjælp og hviler undervejs ud på toppen af et spidst bjerg. Men da han vil videre har han glemt sangen. Han er lige ved at styrte i afgrunden, da han husker den, rettes op og flyver hjem. Til bopladsfællernes undren kommer han ikke blot flyvende til men fortsætter også direkte ind gennem husgangen og op mod briksevæggen, hvor kajakspidsen knækker. Siden foretager han aldrig sådanne flyveture.

Var.: Den flyvende kajakmand

Kommentar: En munter fortælling, der ofte gengives på dansk under titlen: Den flyvende kajakmand. Det specificeres ikke hvilke indlandsånder han besøger, men i en version associeres de til sangenes inua'er der bor i små huse i indlandet.

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. Den har haft nr. 241 i NKS 2488, III.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 94 - 99: Uunngortoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 94 - 99: Oqaluttuaq Uunngortumik.

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 ss. 198 - 205. Note s. 362. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok.

Resumé: En kajakmand fra Appatsivik (ø nord for Qaqortoq) ror sydpå

mod ammassætpladsen ved Qaqortoq for at afprøve sin nye fuglepil. På

stranden neden for et stort hus opfordrer en qallunaaq (europæer), der samler

muslinger, ham til at skyde sig. Grønlænderen nægter flere gange, og

først da nordboernes høvding Uunngortoq kommer til og støtter

opfordringen, sender grønlænderen sin dødbringende pil i manden. Uu.

erklærer grønlænderen uskyldig, og der hersker fred mellem nordboere

og grønlændere i flere år, indtil en anden grønlænder uopfordret

dræber en anden muslingesamlende nordbo på samme strand, og ikke

fortæller Uu. om det. Nordboerne dræber alle Appatsiviks grønlændere

undtagen to brødre, der flygter over isen. Uu. får dog indhentet

lillebroderen, der ikke kan holde balancen, fordi hans nye kamiksåler

er hullede. Uu. dræber ham, skærer hans arm af og viser den til

storebroderen med ordene: "Mon du, Kassapi / Qassapi, nogensinde så

længe du lever vil glemme denne din stakkels lillebror?"

Kassapi tager til sin svigerfamilie i Kangermiutsiaq syd for Qaqortoq,

hvor han får kajak, fanger mange sæler over et par år, bleger

skindene, og bruger dem som sejl på en udhulet træstamme med

kighuller, der kan lukkes med træpropper. Med sejlene sat ligner den

en isskodse, og når man trækker i rebene så sejlene falder til

forskellige sider, ligner den en isskodse, der vender rundt. Den

bemandes med folk inde i røret til at dirigere sejlene, og bugseres

hen til qallunnaaq'ernes / nordboernes hus. De kommer ud, narres af

blændværket, og går ind igen. Grønlænderne stopper husgangen med store

bunker kvas, som nordboerne trækker ind i huset næsten så hurtigt som

husgangen fyldes op med mere kvas. Qassapi borer ild, sætter ild til

kvaset, og alle nordboere brænder inde undtagen Uu., der flygter ind i

fjorden. I flere år forfølger Q. forgæves Uu., der vinter efter vinter

bosætter sig på disse steder: Igaliku, Alluitsoq - fjorden, Tasermiut

- fjorden (syd for Nanortalik) og fastlandet over for Aluk. Q.

overvintrer hver gang i nærheden, men får kun ram på Uu.s nye kone,

indtil han endelig ved Aluk får dræbt først Uu.s næste nye kone og

derefter Uu. Uu. får han dog kun ram på, fordi pilen er lavet af en

gammeljomfrus tørrehæk. Q. skærer Uu.s arm af, viser den til den

døende og bevidstløse Uu. og erklærer, at nu er den hævn sket fyldest,

som Uu. selv opfordrede til. Q. kan nu få fred i sit sind og i

taknemmelighed mod den gamle sydøstgrønlænder, som skaffede ham

materialet til pilen, tager K. ham med hjem og forsørger ham resten af

hans dage.

Fortælleren slutter med en udredning af skyldsspørgsmålet, der

frikender Uu., fordi en af hans mænd blev dræbt af en Appatsivik-bo

uden opfordring eller tilladelse.

Var.: Nordbo Peter Motzfeldt; Uunngortoq;

Hist.: Nordboere / Nordbo. Kun i den titel fortællingen har fået i 1999-udgaven bruger betegnelsen: qallunaatsiat om nordboerne. Samek selv holder sig til qallunaat. Vedr. nordbofortællingernes autenticitet se I. Kleivan 1982, Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Nedskriveren understreger, at dette er varianten, som man plejer at

fortælle den ved Qaqortoq.

Modellen for isskodse-skibet kunne måske være et skib, der er rejst ved snore i en flaske.

Skønt Q.s hævn synes retfærdig på traditionelle vilkår, latterliggøres

han, da han viser den bevidstløse og døende Uu. hans afskårne arm og

lover ham, at han (Uu.) resten af sit liv nok ikke vil glemme mordet

på Q.s lillebror.

Sydøstgrønlænderne ved Aluk, som sydgrønlænderne endnu på

fortælletidspunktet mødtes og handlede med, kaldes kanganitsiviit, "de

ægte østlændinge", men i oversættelsen "de ægte sydlændinge".

Østkysten nord for Aluk kaldes dengang som nu "tunua", (landets)

"bagside". Da folk her endnu er udøbte, er det selvfølgelig kun hos

dem, at Q. kan skaffe sig den nødvendige magiske hjælp i form af pilen

fra tørrehækken. Men denne delvise afstandtagen hindrer ikke Q. i at

vise taknemmelighed efter gammel skik og "adoptere" den gamle

sydøstgrønlænder.

Handelen ved Aluk har sikkert formidlet nordbofortællinger videre til

Ammassalik, hvor de også fortaltes før koloniseringen.

Motzfeldt skriver (på dansk) i et brev til Rink om et tilfælde af hekseri. Rink har taget den pågældende side ud af brevet, nummereret og pagineret den. Følgende renskrift er tillempet nudansk retskrivning:

Med megen interesse har jeg gennemlæst Deres skrift, iblandt disse no. 117 ligner noget som skete nogle år efter min ansættelse ved Julianehåb, og jeg tror at det må være den samme. Historien er således: (for jeg er en af de handlende personer og spiller en vigtig rolle i den). Vi hørte engang at Time /Themoteus (han havde trende brødre og 3 søskende (søstre ? BS), hvoraf den ene er nuværende parsissoq (forstander) Bernhards moder) var blevet hexemester tilligmed sin fætters kone Jacobine. I løbet af vinteren kom en del lichtenauere på handel, hvoriblandt Times svoger Ignathus (Ignatius ? BS). Han fortalte da i min afdøde kones forældres hus hvorlunde de kunne hexe og blandt andet, at de kunne komme ud på den lille holm der ligger i Davidsund / Davidstrædet, thi der boede de, og da Time gerne ville være i familie med mig, sagde jeg til Ignatus og bad ham at hilse Themothius, at jeg når jeg om foråret kom til dem, vil jeg tage Time ombord og lukke ham (ned) i lasten og lade ham hexe, og hvis han ikke kan slippe ud derfra, vil jeg give ham en lussing. Da jeg kom om foråret kom jeg for ? i nuværende Sydprøven havn. Hans fætter, Johannes, kom da ombord og bød mig på besøg til dem ved Davidsund. Bemeldte Johannes boede i et (hus ? BS) for sig med sin broder Andreas, men jeg kom først dagen efter om eftermiddagen ifølge (med ?)benævnte mand og Jochums ???? (noget ulæseligt i parentes, BS) fader. Da vi kom ind i huset var konen ej der, imidlertid kom sønnen på 10 à 12 år ind og sagde faderen noget og han rejste sig op og siger: "hun er vist dånet om et eller andet sted" og går ud, og de øvrige fulgte efter, og da jeg og Jochum blev alene tilbage gik vi også ud og så da, at enhver ledte efter hende, og på mit spørgsmål fik jeg at vide, at når hexeriet kom på hende dånede hun om. Vi ledte da også med en stund, indtil jeg blev ked (træt) af det og gik ombord.

       Efter at de var vendt tilbage om efteråret blev det opklaret således: Da det blev mørkt efter at vi var kommet i havn, havde Time taget sin fætter Johannes' kones tøj i sin kajak (og ? BS) roet op til Lichtenau, men holdt sig i en god afstand for ikke at blive set, og var på samme måde roet tilbage, og fortsat sin fart uden at gå hjem op til Kangerluarsuk, norden for Kuigitoq (?), og dagen derpå, da manden Johannes var gået ombord, var konen vandret væk op til Time. Efter deres tilbagekomst så jeg ikke Themothius i lang tid, endelig fik jeg ham at se, ved Saattoq med fartøj. Han kom fra kolonien tilligemed sin broder Ignathus og havde formedelst sin hexeegenskab fået sådan en styrke, at han havde et par vældige (?) blærepile med selvgjorte svære pilejern på dem. Da de ville forlade os, gik jeg i min kajak og fulgte et stykke vej med og vinden var svag fra venstre side. Jeg bad ham da at kaste med sine pile. Efter at have nægtet en stund kastede han gentagende, men kunne ej magte dem, hvorfor jeg gjorde nokså(?) nar af ham, så at broderen ofte måtte smile, og jeg sagde at han skulle forynge (? gøre dem lettere ? BS), hvilket han også gjorde senere.

Var.: Niels Mikiassen Timersuamik.

Hist. + kommentar: Motzfeldt skriver fra Qassimiut, hvor han er ansat. Den tids missionærer og kateketer regnede åndemanere og hekse for eet og det samme. Men de kunster Timi kan imponere med, tyder på mere på åndemaneri en hekseri.

Timis rotur skal selvfølgelig hindre Motzfeldt i at lukke ham ned i lasten. Men det står i teksten ikke klart, hvorfor han har Johannes' kones tøj med og hvorfor dét får hende til at slutte sig til ham i Kangerluarsuk. Ifølge Niels Mikiassens temmelig meget længere version, hvor Motzfeldt ikke spiller nogen rolle, har de to en affære som gir sig udslag i en længere udflugt - endog helt til Østgrønland over land.

Helt overensstemmende i de historiske data er de to fortællinger iøvrigt ikke.

På den upaginerede side af brevet til Rink fortæller Motzfeldt om Elias' død af et tilsyneladende uskyldigt lille stiksår. Om denne Elias fortæller Niels Mikiassen i ovennævnte fortælling en del mere ubehagelige ting.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Også oversat til dansk i Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 116 - 119.

Resumé:

Kaassassuk er en lille forældreløs dreng, der bor i siden af husgangen (det tidligere kogerum? BS) og blir tævet når hans storesøsters mand slår hundene med sin støvlestrækker undervejs ud. Kaass. har også en plejemor. Når han vil op i fælleshusets rum til kogt sælkød hiver svogeren ham ind ved næseborene, og spiser han for hurtigt undersøger man hans mund for små knive og piller dem ud. Derfor vokser Kaass. slet ikke.

       Kaass. går til fjelds for at få kræfter. Der tilkalder han Kraften Herre, en kæmpehund, og denne vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden så han mister bevidstheden for en stund. På hjemvejen prøver han sin nye styrke af på nogle sten han kan løfte op på ryggen. Han får ikke mulighed for at fortælle om sine nye kræfter.

       Det rygtes at man har bjerget et kolossalt stykke drivtømmer, som Kaass. om natten sniger sig til, ene mand, at slæbe op fra fortøjningen ved stranden. Næste dag siger man spottende, at denne stærke mand nok må være Kaass. Dette gentager sig da han den næste nat bærer det derhen, hvor det skal splittes op.

       Da isen kan bære om vinteren rygtes det at tre isbjørne har lejret sig på et indefrosset isbjerg. Kaass. låner noget kamikrem (til at stramme kamikker tæt om benet med, BS) af sin plejemor mod et løfte om at forsyne hende med sengeunderlag og dyne (af skind, BS). Kaass. farer derhen, klatrer op til bjørnene og gør det af med alle tre. Den onde svoger siger: "nu vil han udrydde os alle sammen." "Nej", siger Kaass, og beordrer dem både til at partere dyrene og koge kød. Plejemoderen får skindet af de to bjørne til sit sengetøj. Ingen tør løfte Kaass. ved næseborene op til fællesmåltidet, alle tilbyder ham knive og at sætte sig nærmere dem alle, men han klatrer ind ved egen hjælp, erklærer sig fortsat tilfreds med kun sine tænder og holder sig ved sin faste plads ved opgangen. Efter måltiden får han sin lille nevø på skødet og flækker ham midt igennem. Ligeså med svogeren og storesøsteren, og derefter alle i huset.

       Han finder sig en passende kajak ude på stativerne og drager nordpå, hvor han går på besøg hos Qaassuk / Qaasuk / Qaarsuk.

       Fortsættelsen frem til slutningen er identisk med Povelsens version, som Motzfeldt også har skrevet ned. Se denne.

Kommentar: Kirsten Thisted gør udførligt rede for sammenhænge mellem denne version og Johan Povelsens, nedskrevet af Motzfeldt, i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin egenversion (denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

Resumé: Det var tidligere skik at bygge små kajakker i passende størrelse til de små drenge, der, så snart de kunne følge faderen lidt ud til havs, fik æren af en af hans fangster, som hele bopladsen så fejrede som drengens førstefangst, pernarneq.

Hist.: søg på pernarneq.