Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet
Dokument id: | 148 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | ama oqalugtuaq / Kvinder flygter til indlandet |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 101 - 103, nr. 39 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke længere eksisterer.
I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
Kvinden, der drog bort, fordi hun knækkede sin storesøsters synål (Orig. uden overskrift). En kvinde kom engang til at knække sin storesøsters synål. Hun blev så ked af dette, at hun drog bort hjemmefra for at leve som eneboer, qivittoq. Mens hun gik grædende af sted, var der én bagved, der grinede og sagde: "Der er én, der græder over noget." Da hun holdt med at græde, spurgte vedkommende: "Hvorfor græder du?" "Jeg knækkede min storesøsters synål; og min storesøster sagde, at jeg skulle gå hjemmefra," svarede pigen. Så sagde den anden: "Jeg har revet min storebroders snare over, og han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Må jeg følges med dig?" Så gik de videre. Et stykke tid efter sagde den mandlige ledsager: "Det varer ikke så længe, så vil vi kunnne få øje på et hvilested." Ganske rigtigt! De fik øje på en stor klippe. Klippen og dens revner var dækket til med skidt og møg. På klippen var der en hel masse børn. Ledsageren sagde: "Jeg vil råbe kungujooq til dem." Først hørte børnene ikke råbet. Men da han gentagne gange havde råbt: "Jeg er kungujooq," råbte børnene tilbage: "Kom ned til os." Der var to huse på stedet. De gik ind i det ene hus. Der var kun kvinder hjemme. Mændene var ude på fangst. Der blev budt på mad, og da den fremmede pige havde spist, skjulte kvinden i huset hende ved fodenden af briksen. Hun ønskede, at hendes søn skulle have hende til kone. Blandt beboerne i huset var der en galning, der med rene ord fik besked på ikke at sige noget til bopladsfællerne.
Hen på aftenen hørte de buldren udenfor. Lidt efter trådte en høj mand ind i huset - helt våd af sved. "Her lugter af menneske - en kystbo," sagde han. Men da moderen sagde, at der ingen fremmede var i huset, sagde han ikke mere. Det buldrede igen udenfor; og ind trådte en mand, som viste sig at være den yngste søn. Også han sagde, at der lugtede af kystbo; men moderen beroligede ham. Han satte sig på gæstebriksen og begyndte at spise. Men moderen bad ham sætte sig på briksen ved siden af sig; og hun fortalte ham, at hun havde skaffet ham en pige, en kystbo, til kone. Sønnen lagde sig på briksen, som om han ville hvile sig, og greb kvinden, som skulle være hans kone. Hans storebroder gjorde vrøvl og sagde, at det jo var ham, der kunne lugte hende før sin lillebror. Men moderen mindede ham om, at han i forvejen havde en kone.
Galningen / den tossede fik endnu engang besked på, at hun ikke måtte sige noget om kystboen.Men det første hun gjorde, da hun kom ud, var at komme med noget sløret snak om den smukke svigerdatter i huset. Straks kom folk og kiggede ind ad vinduet og åbnede husets tag for at få et glimt af dem fremmede pige.
Der var to piger på stedet, som godt kunne tænke sig at blive gift med denne yngste søn. De udbredte sig om, at de var i stand til at løbe en renkalv op. De var misundelige på kystboen og sagde, at hun slet ikke kunne løbe hurtigt. Så gik kystboens mand ud; da han kom ind igen, havde han kamikker med, der var fyldt med orme og lignende. Han gav sin kone kamikkerne på. Snart var der ikke meget kød tilbage på benene. Så tog han hende med ud. Han begyndte at løbe med hende, idet han sagde, at hun hele tiden skulle kigge på hans hæle. De løb sammen - først op og derefter ned; og hun løb hele tiden bagved så tæt på ham, at hun somme tider trådte ham i hælene.
Det forlød nu, at der skulle holdes sangfest. Nogle kravlede op på en stor sten og begyndte at lave bevægelser med armene, som om de roede. Så dansede man trommedans. Det viste sig, at en kusine til kystboen også var tilstede. De græd af glæde, da de mødtes. De blev enige om at vende tilbage til kysten. En morgen tog de af sted. Undervejs dræbte de deres børn.
Var.: oqaluttuaq qatanngutigiinnik Arnasuaasaq; NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.
Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.
Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. Rulningen hed inutsannaarneq. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. I Østgrønland kaldte man en forlæns kolbøtte for en 'sol', der jo tar fat på ny efter et års forløb (Victor & Robert Lamblin 1989-93, I: 208f. Og i en oprindelsesmyte til menneskers død fra Nunivak satte ravnen således en brat stopper for menneskers evne til ligesom minken at opnå ungdom igen ved at rulle ned ad en skrænt (Lantis, 1946:297). De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge. Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eskimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk. |
Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq
Dokument id: | 1954 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 257 - 259 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Min mor voksede op ved Upernavik i Qagtarmiut / Qattarmiut, hvor hendes forældre havde et hus, og hendes mor, hendes far og farbror delte et hus, og bedstemoderen var husets kvindelige overhoved. Børnebørnene kunne meget godt lide bedstemoderen og havde stor tillid til hende. Og det af børnebørnene, som den gamle kvinde holdt mest af, var en af hendes yngste søns drenge, om hun kaldte for Ûmãnguaq / Uumaannguaq. Engang hændte det, at Uumaannguaq, der ventede på at hans far skulle vende tilbage fra en tur til Augpilagtoq / Aappilattoq, stod og kiggede ud af tarmskindsruden. Han trådte forkert og faldt ned i husgangen og stødte hovedet og døde. De tog ham ind, han trak ikke vejret, og de prøvede at få ham til at trække vejret igen. Men da de ikke kunne klare det og gik ind, så sprang det kvindelige overhoved ud til drengen. Da hun var kommet til sit yndlingsbarnebarn, tog hun ham op og sagde. Da jeg var udøbt, havde jeg mange tryllesange. Efter at jeg var blevet døbt sang jeg alle mine tryllesange og smed dem således fra mig. For jeg ville ikke synge dem mere. Men der er en, som jeg ikke har smidt fra mig. Jeg har ikke sunget og jeg kan ikke sige, at jeg har kasseret den. Nu vil jeg prøve at synge den, og når jeg har sunget den, vil jeg aldrig mere synge den, men smide den væk. Den virkede altid på døde, der var druknet på havet, og som var bragt op på landjorden. Selvom drengen er forulykket på landjorden, vil jeg synge den. Og hun tog den døde dreng bagfra på skødet og tog ham om livet. Og så satte hun sig vendt mod solsiden. Da hun havde ordnet det på den måde, så kom min mor og hendes kusine, for de kunne jo altid komme til deres bedstemor. Og de gik hen til hende og støttede deres hænder på hendes skuldre. Men hun skubbede til dem og sagde: 'I skal ikke lære den. Gå væk.' Og da de var gået væk, begyndte hun at synge. Det var som en sang eller en salme. Den havde en melodi, der ikke var alt for langsom, og heller ikke for hurtig. Og hun nævnte alle ordene. Og da hun havde sunget den, så gentog hun det. Og da hun kom til næstsidste stavelse i det sidste ord, begyndte barnets fingre at bøje sig, uden at barnet ellers bevægede sig. Og da hun havde udtalt den sidste stavelse, begyndte han at trække vejret. På den måde kom han til live igen, og min morfar havde allerede trukket sig ind på briksen, da barnet havde stødt hovedet. Han var jo kommet i bare kamikker uden sokker. Og han syntes, at det måtte vare uheldigt for drengen. Der gik jo lang tid inden han trak vejret igen. Tre dage gik. Og hver gang det lille barn fik noget at spise, kastede han det op. Men efter at de tre dage var gået, blev han som han plejede at være. Efter at drengen var kommet til sig selv, talte min mor ofte med sin kusine om deres bedstemor, og de spurgte hinanden, om nogen af dem havde lart nogle af de ord. Men så var der ingen af dem, der kunne huske andet end det ene ord, Morgengry. Senere da nogen talte om genoplivelsen af drengen, havde min mors bedstefar sagt, at denne sangs ord passede til Qattarmiut boplads, fordi husene i Qattarmiut vendte mod morgengry. Og at det ligesom havde hjulpet til den heldige virkning. Men når man sang den sang for folk, der var druknet i havet og var trukket op, så ville den altid virke. - Det er i grunden mærkeligt at hun kunne sige sådan noget så skråsikkert, når hun vidste, at hendes børnebørn stolede på hendes ord. Engang havde de sommerfangstplads ved Ikerasánguaq / Ikerasannguaq og havde så telt ved Qarmat. De havde jo en umiak. Der hørte kun tre kajakker til. Det var min mors farbror og hans plejesøn. De plejede at følges i kajak. Og min morbror roede så i kajak for sig selv. Engang var det, mens de var ude i kajak, at min mor og hendes kusine, der plejede at lege ved en gammel hedningegrav, hørte noget fra graven. De var kun børn, så de blev forskrækkede. Og da de flygtede, faldt Uumaannguaq og slog sit knæ og græd meget. Og da de kom ind i teltet, tog bedstemoderen ham på skødet og så efter, om han havde slået hul på sit knæ. Og da hun sagde, at der ikke var kommet hul på knæet, tog hun lidt senetråd og flettede det sammen med nogle andre og tog et stykke plante, som hun bøjede i midten, og den bandt hun i midten og stak den øverst på kamikken, og gik så ud af teltet uden at sige noget. Hun var ude nogen tid, og da hun kom ind, sagde hun til sine børnebørn, der endnu var inde i teltet: 'I kan igen lege, der hvor I legede før. Det var et menneske, der blev lagt i graven, før han døde. Og derfor plejede han at give sig til kende, for hvem der ikke kendte historien. Men han vil ikke give sig til kende mere for jer. Sisuungutsippara - jeg har ladet ham glide nedad.' Selv om de ikke rigtig forstod, hvad det var hun mente med det, så havde de så megen tillid til bedstemoderen, at de gik ud og begyndte at lege igen. Bedst som de legede, var der en af dem der pegede og undrede sig over, at alle kajakkerne roede for fuld fart hjem. Da de kom nærmere, råbte de: 'Hvordan har I det?' Og de råbte tilbage, at de havde det godt. Og de andre jublede højlydt. Og da de var kommet hjem, fortalte de, at de fra et sted ved teltene havde hørt en stemme som af en person, der ligesom var ved at drukne. Personen havde hylet og kaldt efter hjælp. Og så troede de, at det var en fra teltene, der var ved at omkomme. Så de roede alt hvad de kunne tilbage, fordi den lyd fra personen, der var ved at omkomme i havet, netop kom som fra et sted ved teltene. Det er mærkværdigt, hvor meget vore forfædre kunne lave af mærkelige ting. Og mange af kvinderne har også haft evner, der ikke har været til at kimse af. Det var nogle af de mærkelige ting, som min mor har fortalt var i forbindelse med hendes bedstemor. Det var nærmest for at vise, hvilke slags folk, der har levet her, første gang missionærerne kom til Upernavik. Hvis man skal karakterisere disse mennesker, så vil det ifølge det, jeg har fortalt, være forkert at kalde dem for uvidende. Vore forfædre kendte meget til, hvorledes de skulle leve, og til hvilke regler, de skulle følge og mange andre ting. Men man kan godt betegne dem som uvidende, nemlig uvidende om Gud. Hele den nordlige del af Vest-Grønland var jo beboet af vore forfædre. Kysten og en masse øer var fulde af en masse hustomter, hvoraf nogle var meget gamle. Og selv i Melville-bugten er der mange hustomter. Og på øen Kiatagssuaq / Kiatassuaq i nærheden af Kuvdlorssuaq / Kullorsuaq kan man se rensdyrspærringer, som vore forfædre har lavet, og som endnu er hele. Dengang har der åbenbart været masser af rensdyr der. Blandt vore forfædre var der også stærke mænd. Og nogle af de ting, vi stadigvæk kan se her i Nord-Grønland er naaanngisat. (hinkesten. Den slags er lavet på steder, hvor man samledes og kunne kappes med hinanden. De findes forskellige steder og er meget morsomme at kigge på. Ved siden af disse hinkesten finder man aflange sten, og det fortælles, at man tog sådanne to sten under armene, hvorefter man hinkede fra sten til sten. Og den bedste fik en belønning for sin dygtighed.) En ting vi også finder her i det nordlige Vest-Grønland, er de store qorfiit, (de store natpotter). Det er jættegryder. Jeg synes snarere at det er menneskeværk, og ikke skabt af vinden. Der er flere steder, hvor man kan finde sådan nogle. De findes gerne på en solid klippe og gerne i en trekant, hvor de ligger tæt ved hinanden. Mellemrummet mellem dem er gerne omkring 3 tommer. De rummer nok det samme som en mellemstor gryde. De er gerne en lille smule snævrere ved den øverste kant, men bunden buer så nedad, så den er dybest i midten. Så de minder meget om den indre del af jerngryder. Sommerregnen fylder dem gerne helt. Men når man tømmer dem for vand, kan man se,hvordan formen er. Alle dem jeg har set, er ens i form, og det er gerne ved den tredjes kant at man finder nogle ujævnheder, mens de to andre er helt lydefri og nærmest minder om natpotter. Vest for Augpilagtoq / Aappilattoq ved Tungneq / Tunneq finder man en sådan, og nord for Tasiussaq / Tasiusaq er der også et par steder. Øst for Kigtorsaq / Kittorsaq og indenfor Ituvsâlik / Itussaalik ved Tuperssuarssuit/ Tupersuarsuit og nord for Kraulshavn / Nuussuaq er der en lille ø Upernaviarssuk / Upernaviarsuk, og når man ser på den, må man slutte, at det er menneskeligt værk, men hvis man ikke har gode redskaber til stenbehandling, må det være meget vanskeligt at lave dem, fordi de altid er lavet i solid klippe med jævn overflade. De er mærkværdige. Jeg der skriver denne artikel er blevet en gammel nand og er godt og vel 71 år. Jeg skriver disse få historier, og nøjes med at fortalte dem der handler om dengang, da Upernavik blev en koloni. Det er hovedsagelig for at vise Upernaviks egen befolkning, hvordan deres forfædre har levet. Jeg vil herigennem vise vore forfædres hedningeskikke, og hvordan de ordnede deres afdøde til gravlæggelse, hvordan de klædte dem og hvor man førte dem ud af huset. Det er muligt, at der ikke er flere, der er interesseret i det, og artiklen vil også bevirke, at nogle i Upernavik vil blive opmærksom på, om den husstolpe af sten, som ligger på passet på vejen fra den gamle skibshavn. For denne sten har jo også været brugt til andet end at være stolpe i et hus (se ndf. BS). Denne Umiarssuaqarfik / Umiarsuaqarfik, gamle skibshavn, kaldes således,fordi de første skibe som kom med varer til Upernavik, ankrede op der. Og først på et ret sent tidspunkt kom skibene ind til Ukuardluk / Ukuarluk, den nuvarende skibshavn. Jeg har helt fra min barndom altid nydt at høre om, hvad der fortaltes om vore forfædre, og hvis det skulle findes værdigt til trykning, så kan I altid læse det.
Kuvdlorssuarme / Kullorsuarmi aprilimi 1955. Martin Nielsen.
Kommentar: Det kan lyde besynderligt, at bedstemoderen blot ved at synge alle sine tryllesange, kasserer dem. De blev slidt ved brug, mente man, men de mistede kun deres fremtidige virkninger, hvis man sang dem offentligt, højt, så alle kunne høre dem. Måske er det så det hun har gjort. Se: Ikerpaq der stilnede stormen.
Meddelelser om Grønland Bd.60. p.471 f.n.: Også bugten på nordsiden af øen er en kortere tid benyttet som skibshavn, og denne kaldes endnu i daglig tale "gamle skibshavn". Fra ca. 1880 benyttedes imidlertid udelukkende den nuværende skibs- havn. Den såkaldte Bangs havn på sydøstkysten af Upernivik / Upernavik øen ved fuglehullet en en meget sjælden gang benyttet af sejlskibe, når sydvesten skønnedes at være for hård til at man turde gå ind i den rigtige skibshavn. I de senere år benyttes den dog aldrig mere. Der findes en mindre varde til mærkning af stedet. Skibene for- tøjes ved sten i land. |
Igdlorssuarne tupilak kingugdleq
Dokument id: | 888 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Eqiunnguaq (Eqiúnguaq / Bendt /Pequusivik) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Igdlorssuarne tupilak kingugdleq |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 53 - 55 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 59 - 60.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom: Den sidste tupilak i Illorsuit (bygd på Ubekendt Ejland).
E. Martin Mørch var kateket i bygden Illorsuit, der hører ind under Uummannaq kommune. Da kan kom på besøg hos sin bror Tobias Mørch i Upernavik, var jeg tolv år gammel, og dengang hørte jeg ham fortælle historier. Da han var blevet en ældre gråsprængt mand, kom han en gang sammen med Usaangassuaq og Iisaakassak, der kom med post, og overnattede hos os i vores hus i Kangaarsuk, hvortil vi var taget hen på jagt. Han fortalte, at dengang han var ung, plejede han at tage på jagt i kajak sammen med storfangeren Aarsuatsiaq, der boede i Illorsuit. Og denne tog ham ikke med for at lære ham op men derimod for at have ham med som hjælp til bugsering af fangsten. For når han havde fanget noget, overlod han fangsten til ham, så han kunne tage dyret på slæb, og så efterlod han ham og roede videre for at jage videre. Det fortælles, at denne fanger altid fangede noget; og det var naturligvis på den tid, hvor der var mængder af sæler at fange. En dag roede de på jagt i kajak mod øst. De nærmede sig fjeldet Qinngusaaq, der ligger øst for Illorsuit, og da de kom nærmere til land, kunne de høre en ræv gø dér højt oppefra, og de kunne høre, at den løb nedad mod havet. Da den nærmede sig vandet, begyndte den at lave lyde som mange forskellige slags dyr. Til sidst begyndte den ene af mændene at føle sig utryg ved, at den lavede alle mulige lyde, da den kom nærmede ned til vandet. Selv var han så bange, at han knap kunne bære det længere. Så sagde hans fælle: Den kan jo ikke gøre noget. Lad os nu bare se! Og med det samme roede han hen i retningen af den. Og da han ikke syntes, at han kunne lade storfangeren ro alene, fulgte han efter ham. Men selv om de kunne høre dyret være helt tæt på sig, hvor det skreg på stranden, kunne de overhovedet ikke se det. Til sidst hørte de noget ude fra vandet: aar, aar, ee!, der på den måde gjorde opmærksom på sig selv. De så sig om og fik øje på en stor sæl, der trygt lå i vandskorpen! Storfangeren kastede harpunen efter den, men sælen var for langt væk. Og igen lød det: aar, aar, ee! Så snart den skreg sådan, roede fangeren hurtigt frem for at kunne harpunere den, og så kastede han harpunen. Han havde vistnok ramt sælen, men den var ikke til at se. Og med et: Øv, hvor er den dog irriterende! trak han harpunremmen til sig og lukkede vanten om harpunspidsen efter at have spyttet i vanten. Da sælen igen dukkede op tæt ved ham, roede han hen mod den og kastede harpunen mod den, og denne gang dræbte han den. Og naturligvis sank den med det samme. Storfangeren kaldte på ham, og da han kom derhen, var han langsomt ved at trække den op. Og det var tydeligt, at han ikke var særlig tryg ved situationen, og at det var derfor, han bevidst var så lang tid om at trække den op. Og sikke dog en elendig stakkel af en sæl. Det fortæl-les, at dens luffer sad omvendt på, og den var så mager, at det så ud, som om fangerens pilespids var limet til siden på den. Og dens skind lignede mest af alt et gammelt kasseret brikseskind. En del af det havde en smule hår på, men resten var helt bart. Så vendte de da hjemad med sælen på slæb. Da de nærmede sig bygden og kom tæt hen forbi to ældre fiskere, sagde den ene af dem: Nå, det er da første gang Aarsuatsiaq kommer hjem uden fangst. Aarsuatsiaq svarede: Nejda, men denne gang har jeg fanget en tupilak. Og den gamle svarede: Du har godt nok mistet forstanden! Pas på, for han er ved at blive tosset! Og det fortælles, at da de kom op af kajakkerne, kom der en masse mennesker ned på stranden for at se på sælen. Efter at have samlet en hel flok hunde, smed de sælen hen til dem, men selv om de flænsede i den med tænderne, fik de den ikke revet i stykker. Da hundene nu ikke kunne klare sælen, tog de den fra dem og skar den i stykker. Og så fandt de ud af, at der hverken var kød eller spæk på den, og hele dens indre bestod nærmest af en slags rødder. Dens knogler var et sammensurium af alle slags dyrs knogler. Og den havde formodentlig også menneskeknogler, for da den svømmede ud i havet, fik den stemme som et menneske. Man skulle have troet, at den ikke ville kunne leve. Det siges, at den nok ikke var beregnet på fangeren, og at det nok var derfor, at den ikke gjorde ham noget. Måske var det den sidste tupilak i Illorsuaq og omegn.
Hist.: Fortælling om historisk begivenhed omkr. 1900. |
Inuarugdligak / Peter Ranthol
Dokument id: | 163 |
Registreringsår: | 1823 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Steenholdt, Wittus |
Mellem-person: | Kragh, Peder |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Inuarugdligak / Peter Ranthol |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 161 - 164, nr. 56 |
Lokalisering: | Aasiaat / Egedesminde |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke. Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h. Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:
Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.
Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.
Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.
Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:
En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift). En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende: For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.
Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket. Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.
Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene. Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år. Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.
Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres slægtninge.
Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år, blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de hinanden og antog igen dværgestørrelse.
Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han overlod knivene til de tre sønner.
Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.
Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele babystadiet.
(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt - Chr.B.)
Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;
Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge. Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk. Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter'). Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.
Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg. Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS |
Iseraq
Dokument id: | 2058 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mouritzen, Martin |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Iseraq |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 121 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 141 - 142: "Isseqqat"
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33. Resumé: MM's mormor, Attaala så engang en iseraq som hun holdt i hånden og derved kom til at brække den, fordi det var så lille og spinkelt et væsen. Den døde. Iseraq har lodrette øjne og blinker på langs. De har ingen endehul, kun hul til at tisse og spiser derfor aldrig kød. Men engang havde en af dem stjålet af det tørrede sælblod, der lå i en pose under umiakken. Man holdt vagt for at pågribe tyven. Og det lykkedes.
Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq;
Hist.: Tolkning af oplevelse? MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat. Var.: I østgrønlandske fortællinger er det kystdværge som man griber i tyveri fra forrådet: Rosing: De tyvagtige dværge. Rasmussen: Ivalimaaq, forrådsrøveren |
Min fars qivittoq-historie
Dokument id: | 2059 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mouritzen, Martin |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Min fars qivittoq-historie |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 122 - 124 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 133 - 136: "Qivittut"
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33. Resumé: MM's far, Kunnalaat, fortalte om Uluutui, der blev qivittoq / fjeldgænger men kom tilbage en del år og blev qivittoq igen. Det var ved Ammassivik under sommerfangsten dér, at faderen og andre, mens de nød lever med kvan, brød op for at se nærmere på en skikkelse på toppen af fjeldet. Denne viste sig at være et menneske, qivittoq'en Uluutui, der fløj ned til en sten med sammenbundne ben. Ellers kunne han ikke flyve. Benene var blevet helt visne og man måtte bruge tobak for at holde ham fra at flyve væk igen, idet spæk og tobak er qivittuts værste fjender. Først efter to mdr.s træning kunne han bruge benene igen. Hver gang han ville sige noget indledte han med rypekaglen, fordi en rype var det første han havde spist som qivittoq. Han var kommet tilbage, fordi hans brødre, der også var qivittut, ikke ville vide af ham. De truede med drab. Senere forsvandt han dog igen et sted hvor han holdt hvil undervejs hjem i kajak med MM's far, der fortsatte helt hjem. MM's far havde ikke selv hørt Ul. fortælle dengang han kom, fordi faren endnu var barn, og sådanne fortællinger var forbudt for børn. Man fandt senere Ul. efterladte kajak, hvorfra han havde medbragt kajakringen, der var qivittuts redskab til at flyve.
Kommentar med tekststumper oversat af Signe Åsblom: Den grønlandske tekst meget længere pga. af mange små indskud og gentagelser for at gøre fortællingen mere spændende. s. 134 (grlsk udg.), andet afsnit: udeladelserne her er bl.a., at de folk, der tager hen for at se efter denne qivittoq er efterkommere efter den første person i Uunartoq, dvs. Qaqortuartiks sønner, Joorsuak m.fl. og Siilarsikujuk m.fl. s. 135, tredje afsnit (der ikke er med i den danske udgave): Han fortalte, at når de var inde i det lille hus, blev alle børn gennet ud. Når nogen havde visse sager (underforstået: noget slemt) at fortælle ville han sikkert ikke, når der var et barn tilstede. Han kunne nemlig først fortælle, når alle børn var gået ud af det lille hus. Ja, det fortæller man, han kunne først fortælle om alle sine handlinger, når de allesammen var gået ud. Og denne qivittoq sagde, at det ville blive ret skrækindjagende for børnene, hvis de var til stede. Børn virkede begrænsende på det man ville fortælle. Derfor troede Kunnalaat fuldt og fast på denne nyligt tilbagevendte qivittoq, når han fortalte om ham, fordi han kendte ham så godt. Og Kunnalaat fortalte også om en masse andre oplevelser, som han havde haft. Og når han fortalte om denne qivittoq, som han selv havde set, undrede vi os en del og troede ikke rigtigt på det. Men det viste sig jo at være sandheden. Og når han fortalte om, hvad han havde hørt fra ældre mennesker, forstod vi ikke rigtigt, om det var noget han selv eller andre havde hørt eller set. Og når vi ville høre ham fortælle, sagde han gerne, at fordi vi var børn, var det ikke noget for os, og så bad han os om at gå ud. Først når han var færdig med at fortælle, kom vi tilbage.
s.135: næstsidste afsnit, der er udeladt i den danske udg.: (Naajaarnerit uani...) Sådan lidt nord for Naajaarnerit, når man altså kiggede ned i sydlig retning, kunne man se Naajaarnerit. Vi... Havde jeg været i Illorpaat, havde jeg nok peget derud mod vest. Dengang havde han altså været ude at ro i kajak i nærheden af Naajaarnerit sammen med den mand, der var blevet til en qivittoq og senere vendte tilbage, hi, hi...
s. 136: sidste afsnit af qivittoq-fortællingen, fra Aatsaanngooq... Først når han havde kajakringen med sig, kunne den kommende qivittoq komme afsted, ligesom fremad som i en kajak, og kunne komme rundt både når det blæste og gennem luften og over land og gennem/på vandet. Det siges også, at de kunne tage på jagt, når en qivittoq havde fået sådanne kajakringe med. Det er nemlig sådan, at en kajak, der har en kajakring, kan komme utrolig langt ud på havet, derud mod vest.
Hist.: tolkning af oplevelse. MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat. Historisk fortælling, der bl.a. viser, at qivittut faktisk kunne komme tilbage og i så fald ikke altid var uvelkomne. Qivittut har muligvis i nyere fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere.
Var.: Josefsen, Johannes: Uluutui |
Min mors syn
Dokument id: | 2057 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mouritzen, Martin |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Min mors syn |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 120 - 121 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 141: "Innersuit. Uumasut eqqumiitsut."
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé: Dengang MMs mor var kiffaq / tjenestepige hos herrnhuterne (i Alluitsoq / Lichtenau) og passede deres geder så hun ude på fjorden to meget fint udstyrede kajakmænd, der talte sammen, men snart forsvandt bag landet uden spor. Det var sikkert innersuit, mente hun.
Hist.: Tolkning af et syn. MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat (overfor Alluitsoq). |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Dokument id: | 1947 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 152 - 153 + 171 - 173 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).
Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for, for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.' Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.' De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke. Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog. Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget. Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå. Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt). En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, - før han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen." Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren. Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen, så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården. (171 173:) Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva- de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal, Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der. Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.
Engang kom der skibbrudne til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det. Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet. Og så fik de også brød på den måde, mens de legede. Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk, der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.
Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt. Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst. Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke. Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom. Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet. Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige. Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk). Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn- ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ- sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne, der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det. Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om, hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd, der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham. Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar. I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg. Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.
Kuvdlorssuaq Maj 1957.
Martin Nielsen.
Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu. Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne. |
Qilaneq
Dokument id: | 889 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Marteeraq (Martêraq) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qilaneq |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 56 - 57 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 61 - 62.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom: Åndefiskning.
M. I Upernavik så min mor den sidste ikke-døbte person, der var blevet døbt, og det var Uilluaq, der blev døbt sammen med Mequ (Suersaqs / Hans Hendriks kone). Denne Uilluaq (som i 1864 blev døbt og fik navnet Martin Kragh) sagde inden sit ønske om at blive døbt, at han følte det, som om en vandflod var ved at indhente ham. Det fortælles, at han ønskede at blive døbt, efter at han var begyndt at føle det på den måde, da han altså var blevet meget gammel (da var han måske 60 år gammel, i hvert fald hvis man sammenligner og ser på folks navne). Men min mor fortalte, at hun ikke deltog i gudstjenesten, fordi hun skulle passe Mequs lille pige Pinnii, mens hendes mor blev døbt. (Da Mequ blev døbt, fik hun navnet Birgitte Juditte). Også Uilluaqs storebror var én af de usædvanlige mennesker. Jeg ved at han hed Simon. Det fortælles, at han tog sydpå til Uummannaq på hundeslæde, og i Uummannaq var der én af danskernes kiffakker, der hed Løvstrøm. Simon syntes, at det navn var så smukt, at han ikke kunne få det ud af hovedet igen, og da han kom tilbage, havde han fået en søn. Denne søn gav han navnet Løvstrøm, selv om de ikke selv var døbt. På den måde fik en stor del af Søndre Upernaviks (Upernavik Kujalleq) befolkning dette efternavn. Selv kunne han kunsten at udspørge ånder, og da der kom danskere til Upernavik, blev han døbt og blev kateket. Han var altså kateket, og så kom verdenskrigen, og danskerne forlod Upernavik, og så begyndte han igen med kunsten at udspørge ånder. Nogle mennesker fortæller også forbavsede om barnet, der kun ville sove hos sin bedstemor, og selv om han var sammen med andre mennesker, var han så glad for sin bedstemor, at han kun ville sove hos hende. En nat vågnede han ved, at hans bedstemor ikke var, som hun plejede. Han blev så forskrækket, at han prøvede at flygte, men hans næserod sad fast på briksekanten, så han kom ingen vegne. Det viste sig, at hans bedstemor brugte ham og udspurgte ånderne gennem ham, for at finde ud af, hvorfor nogle kajakmænd stadig ikke var vendt tilbage. Da han våg-nede sagde hans bedstemor til ham, at de havde det godt. Og noget senere vendte de uskadte hjem.
Hist.: Usikkert om begge fortællinger handler om Simon, som voksen kateket plus qilasoq, og som barn / eller et andet barn, der har fungeret fint som medium. Fortællingernes begivenheder må nok tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallet. Hans Hendrik (der havde boet 5 år i Thule-området) og Mequ kom til Upernavik-sistriktet i 1860, hvor de boede de næste ti år. |
Qivittoq-hulen
Dokument id: | 2060 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mouritzen, Martin |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qivittoq-hulen |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 125 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 136 - 140: "Qivittup inna", der slutter s. 139 midt, hvorefter MM besvarer M. Vebæks yderligere spørgsmål om qivittut.
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33. Resumé: MM. er overbevist om, at en hule han tilfældigvis fandt sammen med Ansiina under en fangsttur bag Sermersooq var en qivittoq-hule. Den var foret med sten og tørv, også på gulvet, briksen var blød af kviste og meget bred. En del knogler lå ved indgangen og inde i hulen kun en tom stiv pakning Lucky Strike og en gammel papirspose fra butikken. Hulen lå for højt oppe til at kunne være opholdssted for rejsende. Og ingen MM har spurgt har set den.
Kommentarer med oversættelse ved Signe Åsblom af tekststumper fra den grønlandske udgave, der er udeladt i den danske:
s. 136: Qivittup inaa: qivittoq-hulen. MV spørger MM om hans eventuelle kendskab til qivittoq-huler: Ja, jeg har ganske kort set nogle, sådan lige før foråret satte ind, lidt forskellige steder, og gennem den tid, hvor jeg efterhånden blev voksen, gik jeg jo gerne ofte på jagt herude omkring bopladserne, og sommetider var jeg alene, andre gange var jeg sammen med nogen, og jeg overnattede, selv om jeg egentlig ikke havde nogen steder at søge ly, for jeg kendte faktisk kun til et enkelt sted, hvor vi kunne søge ly.
(Følgende stumper indgår i beskrivelsen af den hule, der givet var brugt af an qivittoq: s. 138: (Fra: Tamakku inuit...) Jeg spurgte nogle af de mennesker jeg kendte her fra området omkring Alluitsup Paa og Akuliaruseq, som f.eks. Kaali, der havde slået sig ned her, som jeg også var sammen med i sommers på Isua, om de havde set hulen, men han havde aldrig nogensinde set den. (Ujarassuasik paanngeratsigu...): Vi stillede os ved den store sten ved indgangen, jeg er jo heller ikke særlig kraftigt bygget, jeg er ret lille. Indgangsåbningen var ikke meget højere end min overkrop og en smule smallere end den.
s. 138: (Illiseqarpoq ujarak...): Briksebrættet var lavet af en sten, der var stillet på højkant med en tynd sten lagt ovenpå. Og den lå hele vejen hen som et briksebræt. Eftersom hulen lå så højt oppe, var den næppe blevet brugt som fangsthule. Det var bare helt tydeligt, at den var blevet brugt som en qivittoq-hule. Den lå jo der mellem en masse store sten. Og uanset om man kom langt ude fra siden eller nedefra eller ovenfra eller fra nordsiden, ja, ligegyldigt hvordan man nærmede sig og kom hen til hulen, ville man ikke opdage den, medmindre man virkelig kiggede efter den. Den var altså helt klart brugt af qivittut. Når man skulle ud, aarh, var der tæt på en stor sten lige overfor. Ville man ud på / til (?) den anden side, var der (også dér ?) en stor sten lige ved åbningen. Der var et mellemrum mellem indgangen og en masse sten, og derfor kunne man kun ved et tilfælde løbe på indgangen, selv om man ledte efter den. Det var helt uden tvivl et opholdssted for qivittut. Der lå også meget gamle og forskellige knogler der. Det har uden tvivl været det sted, hvor de havde deres proviant, måske har de opbevaret deres proviant der... måske har de gemt deres rester dér. Der lå altså sådan noget derinde... Der var overhovedet ingen brugsgenstande i klippehulen. Der var slet ingenting generende i hulen.
Denne fortælling, oversat af Signe Åsblom, er kun med i den grønlandske udgave (se ovf.) s. 139: MV: Allamik qivittumik... Kender du ikke til andre historier om qivittut? Noget om qivittut, eller noget som folk har fortalt, eller noget du har hørt om, dengang du var barn? MM: Jeg har da af og til hørt om nogle, der ikke var qivittut på den måde. Altså sådan nogle skrækindjagende typer. Min mors mor Juuliaaraqs mor Attaalaaraq fortalte, dengang hun var ved godt helbred, at hun selv havde genfortalt og fortalt sin mors fortælling nogle gange og var glad for den. Hun var nu også glad for at fortælle om spøgelser. I Qernertut, der ligger lidt vest for Illorpaat, dengang, da de altså boede i Qernertut, altså vores oldemor, bedstemor. Om foråret i marts skulle de altså derned, da de var ved at løbe tør for forråd, og med proviant og tog de til området på sydsiden af Niaqua. Da de var kommet afsted og var nået syd om Sivinersuaq, så de, at der kom tåge fra et sted der i nærheden lidt nordligere. Det var jo i marts måned, og sneen var ved at smelte væk, og der var ikke noget at frygte, og det var virkelig varmt. Men der lå stadig is på søerne, der slet ikke var begyndt at smelte væk. Og de gik, og de gik, og de gik, og den ene sagde til den anden, at røgen/tågen var ved at drive væk, den andens navn blev ikke nævnt. Men den ene var altså min mors mor Attaala, de kaldte hende Attaala. Og de gik, og de gik, og de kom til overgangen ved Niaqua og gik nedad, og så kom de til sydsiden af Niaqua og frem til deres egen forrådsplads, og den anden gik sig en tur. De tog en del tørret kød og lavede en bylt til ryggen, og den anden var i færd med at lave sig sådan en pakke, da vedkommende sagde: "Åh, tågen kommer nærmere, den er allerede forbi Naajaarnerit og er snart her henne, nu ender det vel med, at vi ikke kan se noget". Selv sagde hun: "Nej, når vi bare går ad landjorden, sker der ikke noget!" Det skulle vise sig, at det skulle give dem problemer på hjemvejen. Så begav de sig hjemad... og de begyndte at gå opad Niaqua, og så kom tågen over dem, så de ikke længere kunne se noget som helst på længere afstand. Og de gik, og de gik, og de gik på den nordligst liggende sø og derefter til den midterste og derpå sydover; og de kunne nu kun se et ganske lille stykke frem, og nu blæste det både fra vest og nord, og vejret var rigtig modbydeligt med en voldsom storm. Og det fortælles, at de gik og var næsten fremme ved denne store sø, ja, de var altså nået hen til den sydligst liggende sø. Men hvad var det! Nu skete der noget med hendes ledsager, der blev helt afkræftet, og våd var hun også blevet - dengang havde de jo ikke dansk tøj og heller ikke lange bukser, så de havde jo deres skindbukser og kamikker på, altså lange kamikker. Det betød jo ikke det store, om der føg lidt sne ind (?). Men hvad var der dog med hende? Hun blev helt svag. Netop som hun troede, at den anden var helt afkræftet og gjorde hvad hun kunne for hende, gik det op for hende, at hendes ledsager ikke var helt almindeligt afkræftet, men at der foregik det rene spøgeri med selveste hendes ledsager, og der var jo ikke andre sammen med dem. Unginnganikulooq! (aner ikke hvad det betyder, er der stavefejl, så der står Uninnganikulooq!, kan det betyde: det store ophold/lang pause, S.Å.). Hun følte det, som om hendes liv ændrede sig (?), og så så hun sig tilbage og opdagede en stor bund (?) (søens lag af is ?), der var rullet sammen og fulgte efter dem. Og det på trods af, at der slet ikke havde været sådan noget farligt noget at se, da de før gik forbi. Hendes ledsager sagde: "Nu kan jeg altså ikke mere, mine muskler er helt forkrampede, og mine fødder og såler klæber simpelthen til bunden(?)/isdækket(?). Du kan ikke redde mig medmindre vi finder på en måde at forsvare os på. Hvis du har noget tobak, kunne du prøve at stænke noget af det på bunden/isdækket(?), det kunne jo være, at det kunne hjælpe os." De røg ikke og havde altså ingen tobak, men de havde da snus. De tog altså snus i munden og spyttede det ud på bunden/isdækket(?). Så kan det ellers være, at denne sammenrullede bund/isdækket(?) gav lyd fra sig, og den vældige lyd af noget, der rullede sig ud, nåede hen til dem, og de kiggede sig tilbage og så, at bunden/isdækket(?) var ved at rette sig ud, og det rettede sig helt ud og begyndte at lægge sig igen, og hendes ledsager var ved at få det godt igen. Og igen, igen gentog dette sig for hendes ledsager, mens de gik på søen, tre gange fik hun det på den måde. Havde de ikke haft tobak (altså snus) var hendes ledsager nok frosset ihjel for hende, når hun blev helt afkræftet. Men netop fordi de havde tobak, brugte de den til at forsvare sig med, og da de kom til land, skete der ikke mere - de gik op på land fra den store sø - du kan tro, de kom i land. Så gik de med vinden i ryggen mod den lille sorte sø. Og bedst som de gik, gled hendes ledsager ned, og det samme skete for hende selv. Nu var det blevet sådan, at ligegyldigt hvor de gik, var de ikke længere bange. Det viste sig, at de var gået i den rigtige retning og var gledet ned ovenfra mod huset på bopladsen Qernertut. Da de nåede frem, sad de andre der og græd over dem. Så begyndte de ellers glade at fortælle om, hvad der var sket. Og hele natten var der et frygteligt uvejr. Ja, sådan hørte jeg hende fortælle om dette.
Hist.: Historisk fortælling. MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat. |
Ukuamaaq
Dokument id: | 2061 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Mouritzen, Martin |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ukuamaaq |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 125 - 130 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 142 - 146: "Ukuamaaq".
På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 176 - 182 (dialekt) og ulige sider: 177 - 183 (engelsk).
Resumé: Ukuamaaq er blevet enke og lever alene med sin søn i Kakilisat nord for Aluitsup Paa, Sydprøven. Forgæves opfordrer hun gang på gang sin søn til at gifte sig. Da han omsider efterkommer ønsket kan de to unge ikke være i fred for hende. Hun kigger hver gang de vil elske. Den unge kones bror, hendes mands gode ven, kommer på besøg. Uk. beordrer den unge kone at hente vand langt væk, fordi det smager så godt. Pigen har netop fyldt vandspanden, da svigermor kommer farende og løber bort med hende fordi de to svogre er kommet op og slås og vil dræbe hende, siger hun. Sønnen fatter ikke, hvor de er blevet af. Han leder forgæves og får onde tanker, efterhånden onde nok til at få overnaturlige evner. Langt inde på en slette finder han deres hus med en sten for indgangen, der åbner og lukker sig som en rævesaks. Og der flyder vand ud af indgangen. Ved sine nye evner kommer han ind, bliver af konen gemt bag skindtapetet med to udskårne huller til øjnene. Uk. kommer hjem, blir længe uden for, hvor hun synger en hånlig vise om sønnens ringe fangstevner og sine egne store ditto. Hun kommer så ind med en enorm sortside, større end sønnen ville kunne slæbe. Uk. lugter mennesker men beroliges af svigerdatteren, som hun ber flænse og koge kød af sælen. I dampen flyver Uk. op vha et skrabebrædt og en støvlestrækker, og flyver rundt. Sådan ror hun i kajak, siger hun. Hun går så hen til urinbaljen og tisser i den som en mand. Da får sønnen nok. Han kommer frem, slår hende ihjel, og da han vil ta' sin uskyldige kone med hjem men så opdager at også hun har sorte hænder, dvs. er smittet af det onde, dræber han også hende og begraver hende sammen med moderen i et hul i jorden. Han går ud, og huset lukker sig om ligene som en klippe. Uk. var åbenbart en stor, ond åndemaner, for kun den slags har en sådan bidende indgang, der flyder med vand.
Var.: Ukuamaaq
Hist.: MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat. Denne version viser klart en kristen opfattelse af ikke blot fortællingen, men især af fortidens angakkut / åndemanere som værende i pagt med djævelen. Desuden er beskrivelsen af det hus, som Havets Mor / Havkvinden bor i, smittet af på den af Uk.s hus.
Kommentar: Uk. flytter langt ind i landet med sin svigerdatter. Hun blir ikke desto mindre storfanger, der henter sin fangst langt borte og ror i kajak i dampen fra kogemaden. Hun har mao. fået evner som indlandskæmpe, der også rejser med tåge og ikke har kajak. |
Uluutui
Dokument id: | 2055 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Josefsen, Johannes |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uluutui |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 117 - 118 |
Lokalisering: | Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 127 - 128: "Uluutui".
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé: JJ. har kendt Uluutui fra Kanajormiut, der blev smidt ud af sin kone, fordi han havde købt et blankt sort tørklæde til en anden kvinde, som han begærede. Slukøret roede han til elven ved Ammassiveerunit, gik op ad det mellemste Asallut fjeld i skjul for dem, der var på sommerfangst dernede, og tilkaldte sine forældre, der levede som qivittut déroppe. De vil ikke vide af ham. De meddeler sig i en vekselsang til hinanden. Selv er forældrene (også) gået til fjelds pga en kvinde. Ul. svarer i sang og må ned igen, hvor han sætter sig på en sten og tililende folk fra sommerlejren må spytte tobakssovs rundt om hans ende for at få ham løs derfra. Tænk alt det man kunne dengang! Men i dag interesserer det ikke nogen. Det er som en ild der er ved at gå ud.
Den lidt længere tekst i den grønlandske udgave (se ovf.) slutter således, s. 128 (overs. Signe Åsblom): Sikke mange åndemanere / angakkut der i virkeligheden var dengang! Alle og enhver kendte til dem. Hver eneste grønlænder vidste det. Ind imellem var der nogen der forsøgte sig med åndemaning. Men nu er der ingen længere der tror på dem, eller har tillid til dem, og efterhånden regnes de ikke for noget. Det virker som om al den slags efterhånden henligger i mørke. Det er som om der ikke længere er lys i husene! Der blev virkelig sagt noget (dengang). Selv innersuit! Dem der bor inde i jorden, de fortalte også.
Hist.: Historisk fortælling. JJ var 66 år i 1965. Qivittut har muligvis i nyere fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere. Den overleverede sang, der omtaler tørklædet, er velsagtens fortællingens 'kilde' er muligvis hæftet på fortællingen, der findes i Martin Mouritzens mere 'historiske' version:
Var.: Min fars qivittoq-historie. |
Uvigdluaq / Uilluaq
Dokument id: | 1961 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uvigdluaq / Uilluaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 167 - 168 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Uilluaq var først blevet døbt, da han var meget gammel, og da blev han døbt sammen med polareskimoen Meqo / Mequ, Suersaq's (Hans Hendriks) kone, der blev døbt i Upernavik ca. 1860. Min mor var dengang en ung pige. Hun var født i 1850 og havde set de to blive døbt. Hendes forældre havde et hus ved Qattarmiut, og mens Uilluaq gik til dåbsforberedelse, kom der et amerikansk skib nordfra, og med det kom Suersaq og hans familie til Upernavik og blev landsat der. Da Mequ hørte, at der var en som skulle døbes, fik de det ordnet sådan, at hun kunne blive døbt ved samme lejlighed. Dengang havde Suersaq og hans kone kun eet barn, en lille datter, der hed Pinik. Og min moder passede da barnet, når moderen gik til undervisning. Derfor plejede Mequ at besøge mine bedsteforældre i Qattarmiut, sammen med sin lille datter. Efter at Meqo var kommet nordfra og var begyndt at be- søge Qattarmiut, kunne min mors farmor forstå på Mequ's opførsel, at hun måtte have mistet en af sine nære slægtninge indenfor ret kort tid, fordi hun altid havde hætte over hovedet, også om sommeren, ligemeget hvor varmt det var. Hver gang hun skulle ud, tog hun hætte og vanter på. Og der var engang, da hun kom til Qattarmiut, hvor min mors farmor så spurgte, om hun havde haft dødsfald blandt sine nærmeste for nyligt. Hun sagde ja og fortalte, at hendes far var død samme forår, og at først næste år ved samme tid, d.v.s. når snespurvene kom, ville hun holde op med den form for tabu med altid at skulle bære hætte og vanter. Da hun havde forklaret det, sagde min mors farmor, at de også havde haft sådanne skikke, dengang de var udøbte, men efter at de nu var blevet døbt, havde de opgivet hedningernes tro og skikke, fordi de havde overtaget de døbtes tro og skikke. Og hun sagde, at Mequ skulle holde op med sligt, når hun blev døbt. Det blev hun meget glad for at høre, for det var åbenbart ikke så morsomt at skulle overholde tabuer, og det var måske grunden til, at Mequ uden videre holdt op med det. Og min mors farmor havde spurgt Mequ, om hun havde hørt om en umiak / umiaq, der fra denne side (hérfra Upernavik) var nået op nordpå (til Thule). Det var om foråret, dengang epidemien hærgede hér, at Tulugaq og hans familie i umiak flygtede nordpå fra Kigtorsaq / Kittorsaq. Og ingen havde siden hørt fra dem. Men Mequ sagde, at hun havde hørt, at denne familie var kommet helskindet nordpå, og også at hun selv var efterkommer af denne Tulugaq. Og hun havde hørt om dem, at Tulugaq og hans familie engang roede nordpå i flere dage ud for indlandsisen. Og at de, når de kom for tæt ved iskanten, skar sæltarme i små stykker og dumpede dem over rælingen på umiaq'en i havet, for at indlandsisens ånd ikke skulle forbande dem. Og min mors farmor kendte også noget lignende fra den tid, hvor folk her var udøbte. Når de dengang kom til fuglefjeldene på alkejagt, plejede de at have sæltarme med, som man så lod synke i havet ud for fuglefjeldet, for at formilde det farlige fuglefjeld. Men nu var de selv holdt op med den slags. Den dag Uilluaq og Mequ skulle døbes var det dejligt søndagsvejr. Og om morgenen sad Uilluaq for sig selv udenfor kirken på en sten helt fra morgenstunden med sænket hoved. Først da klokken ringede tredje gang gik han ind i kirken og blev døbt, hvor han fik navnet Martin. Uilluaq havde ønsket at blive døbt inden han døde, fordi han følte det som om tidevandet var ved at oversvømme ham, og at han ikke havde nogen mulighed for at komme højere op. Og han følte, at vandet kom fra alle si- der. Nu var nemlig så godt som alle mennesker blevet døbt, og han følte sig ensom som udøbt. Det bevirkede, at han næsten ikke kunne falde i søvn om aftnerne, hvorfor han opgav sin modstand og lod sig døbe. Men han blev nok døbt sammen med en person, som han sikkert ikke havde ventet at skulle døbes sammen med.
Var. Hans Lynge 1967: Qilaneq
Hist.: om Suersaq se Mads Lidegaard: Hans, en Eskimo; og Mâliâraq Vebæk: Navaranaaq og andre, Gyldendal.
Kommentar: Når Uilluaq føler tidevandet true sig, viser det hen til forestillingen om at jorden kan kæntre, hvis hældningen bliver for stor: Verdens undergang eller kæntring. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) om Sila's / Verdensbalancegang. |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com