Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Agpamiormiúngooq pissuse imájuit / Appamiormiunngooq
Dokument id: | 337 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9 |
Fortæller: | Bech, Samuel |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Agpamiormiúngooq pissuse imájuit / Appamiormiunngooq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 2 - 3 |
Lokalisering: | Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Apollo Lynge:
Det fortælles, at skikkene i Appamiut er således: Når de forventede, at Strandens Ånd (Unneraarsuk) kom for at drikke vand, fyldte de to store vandpøser helt op med vand. Når Unneraarsuk så kom, drak den længe, og når den var færdig med at drikke, nikkede den flere gange og gik så ud igen, og det siges, at det var den måde, den takkede for vandet på. Det fortælles også, at Unnertaarsuk takkede ved at give mange mange sæler. De lod den komme for at drikke vand meget ofte. Desuden fik de én, der var glad for at tygge og sutte fedtet af fugleskind, for at affedte og blødgøre dem, til at komme og gøre dette med edderfugle- og andre fugleskind. Alle de mange skind blev bredt ud, og når de var blevet tørre, foretog deres åndmaner en rejse gennem luften ved åndemaning, og når han var færdig, sagde han: Tænd lys for den, og efter en lille stund lød der et bump, og ind kom væsenet, og dens ben lignede ladestokke, så sorte som de var. Når den kom ind, gjorde den tegn med armene, og folk begyndte at give den gaver. Når væsenet var gået ud igen med sin overflod af gaver, gik folk ud efter den: Når den gik op ad fjeldet og kom til en lille fjeldvæg, åbnede den fjeldet og smækkede så åbningen hårdt til efter at være gået ind, og væsnet viste sig ikke mere. Det fortælles også, at de lod væsenet gøre dette ret ofte. Og da Kavlunaitsâk (qallunaatsaaq) ville komme og dræbe så mange som muligt af befolkningen, og de alle flygtede til de andre bopladset længere ude i fjorden, kom de omtalte væsener ikke mere. Efter at de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, blev der engang fundet en stor død hval. Da de gjorde sig klar til at tage af sted for at flænse den store døde hval, var der én af kvinderne i Quiagi (stednavn), der, efter at have taget sin amaat (bærepels til barn) på, stod og manglede noget at slukke lampen med, og så skar hun et stykke af sin mands fangeline og brugte den til at slukke lampen med. Det fortælles, at hun havde navnet efter dette: "Quijagi (morsom).
Her ender fortællingen
Skrevet af Salomon Bech, en af fangerne i Timerliit.
Kommentar: Kavlunaitsât er omtalt i den næste fortælling i det grønlandske håndskrift. Den er dog ikke sendt til oversættelse, fordi den kun består i en halv sides uafsluttet fortælling. På denne halve side kan man dog ikke nå at opfatte, hvad begrebet står for. Søg iøvrigt på qallunaatisaq / qallunaatsiat, som nedskriveren muligvis her har ment.
Den grønlandske fortællemåde "det fortælles at" kan ofte udelades i dansk oversættelse, fordi den på dansk bliver enerverende og alt for gentagende. På grønlandsk er den naturligt led i fortælleformen.
Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom. |
Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne
Dokument id: | 1030 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9 nr. 14 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Amerdlúnguarmiunik / Om Amerlunnguaqboerne |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 18 - 19 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
I Amerlunnguaq var der en fanger, hvis far var kommet op i årene. En aften, da faderen vågnede midt i sin søvn, var sønnen der ikke. De ledte forgæves efter ham og troede til sidst, at han var død. Men pludselig næste morgen (eller: om morgenen) så man ham på vej hjem fra Simiutaq. De spurgte, hvor han havde været; og han sagde, at han havde været i Kangerlussuatsiaaq. Han havde skam fået sig en kæreste. Når han tog afsted om aftenen, roede han tilbage til Amerlunnguaq i løbet af natten. På et tidspunkt, da der ikke længere var sortsider at fange i området syd for Simiutaq, var han på fangst ved mundingen af Kangerlussuaq, hvor der var kraftig frosttåge. Her mødte han en kajakmand, hvis kajak var forsynet med beslag af hvalrostænder, endog på bunden. Han kunne ikke lide denne kajakmand, hvorfor han, da han om foråret rejste sydover, forhørte sig om ham. Men ingen vidste, hvem han var, og han mente så at det måtte være et spøgelse. En vinterdag kom han hjem fra fangst med en sæl. Han var i færd med at spise, da nogle fra husstanden kom ind og fortalte, at der var blevet observeret en sæl lige ud for bopladsen. Han afbrød måltidet og sagde: "Jeg kan spise, når jeg kommer hjem." Han gik ud, kom ned i sin kajak og roede ud. Sælen dukkede op lige i nærheden af ham. Han roede hurtigt hen og harpunerede den. Men i det samme kæntrede kajakken. De ventede, at han skulle rejse sig op, men det gjorde han ikke. De roede ud til ham i konebåd og fik rejst kajakken op, men han var allerede død. Efter at han var blevet begravet, skulle faderen have noget et spise, men han sagde: "Det er sandt, han sagde jo, at han ville spise, når han kom hjem." Han sagde dette, hver gang han skulle spise. Til sidst døde han af sult.
Var.: Ikke i denne bases samlinger.
Hist.: Muligvis autentisk |
Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning
Dokument id: | 1028 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 12 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 15 - 17 |
Lokalisering: | Kangaamiur: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
I gamle dage troede man at åndemanere kunne flyve gennem luften. Der var engang en åndemaner, der havde en søster. Hver sommer tog han ind i fjorden til den samme sommerplads. En sommer var han som vanligt derinde. En dag han tog på renjagt lod han sin lillesøster, som han ellers plejede at tage med, blive hjemme. Da han kom hjem, var lillesøsteren væk. Han ventede og ventede, mere og mere foruroliget; og han tog ikke længere på rensdyrjagt, men blev hjemme og ventede. Da ingen kunne finde hende, sagde han: "Når det igen bliver mørkt om aftenen, vil jeg lede efter hende." En aften sagde han: "Jeg vil flyve ud og lede efter hende. Sluk lamperne." Da man havde slukket lamperne, begyndte han at lave støj. Midt i det hele forsvandt støjen. Han blev til ild og fløj ind i fjorden. Da han befandt sig over sin vanlige sommerplads, tog han omgivelserne i øjesyn og opdagede et stort, kraftigt oplyst hus. Han dalede ned og krøb ind i gangen. På vej ind kunne han høre en livlig snakken inde i huset. Han gik ind og så en hel masse indlandsboere, der holdt aftenhygge sammen i dette store hus. Længe så han sig omkring; men han genkendte ingen, og han var nødt til at sætte sig i et hjørne ved døren. Beboerne holdt op med at snakke. En, der stod midt på gulvet, sagde: "Vi har jo en gæst. Tag jeres skindtøfler på." Straks fik alle travlt med at rode efter noget under briksen. Så tog de deres skindtøfler på, hvorefter de placerede sig langshusets væg ("igdlup sanerânut"?) stående overfor hinanden. En af indlandsboerne, der ellers var blevet siddende, rejste sig nu op og gik hen til den sølle åndemaner. Han tog et fast tag om åndemanerens skuldre og trykkede ham ned i knæ. Derefter sparkede han ham over til manden overfor/nærmest døren. Svævende i luften tænkte åndemaneren, at nu ramte han gulvet, men han blev sparket over til en anden, der stod overfor; og svævende i luften blev den sølle åndemaner sparket længere og længere ind i huset, alt i mens han gav sig til at kalde på sine hjælpeånder. Men så snart de viste sig ved indgangen, smed den store indlandsbo dem ud igen. På det tidspunkt så åndemaneren, at han blødte, og han fik den ide at spille død. Da han gjorde det, greb manden, der smed hjælpånderne ud, ham og kastede ham ind under forbriksen med ordene: "Lad os partere ham, når han er blevet kold." Ved de ord blev åndemaneren ængstelig og gennemgik endnu engang sine hjælpånder. Så huskede han sin stærke indlandsbo. Ham kaldte han så på, bare ud i det blå; men se, han sprang øjeblikkelig ind i rummet. Udsmideren gik hen til ham, men så var det skam hjælpeånden der greb fat i indlandsboens skuldre og trykkede ham ned og satte knæene mod hans bryst. Han tvang ham ned på gulvet, og man så noget rødt. Så greb hjælpeånden åndemaneren, der lå under forbriksen og trak ham med ud af huset. Da kom åndemaneren i tanke om, at han også havde en "nasaertartoq" (én, der plejer at slå hætten ned)(det kaldte man ræve i gamle dage). I det samme så han, at "nasaertartoq" var på vej ind med hætten slået ned. Han slog det ud af hovedet og gik ud (hvem?).
De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner. Netop som åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre
De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner / angakkoq. Netop som åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre hans jamren over smerterne. Idet man fik lamperne tændt, så man ham sidde/ligge der stærkt lidende. De vidste ikke, hvordan det var sket, fordi han intet havde fortalt. Han blev liggende i tre dage, og den fjerde dag fik han dem til at slukke lamperne. Som sædvanlig forsvandt han ud som ild. Han fløj atter indefter. Da han nåede området svævede han henover det; men er var ikke noget lys at se, hvorfor han fløj væk igen. Under sin videre færd fik han øje på et (andet) stort, stærkt oplyst hus. Han kom ind og genkendte sin lillesøster, som havde fået en indlandsbo til mand, og sad dér. Hun blev virkelig glad for at se ham og gik ud efter mad. Da han nu havde set hende, forlod han atter rummet. Nu var det ved den tid tilhørerne kunne vente deres åndemaner tilbage, og de kunne høre at han var glad. Først da lyset var blevet tændt, fortalte han om dengang, da han blev sparket rundt. Han tog ikke mere ud for at se til hende, for nu var han ikke længere bekymret for hende.
Var.: Til den sidste episode: Angakokens åndeflugt til indlandsboerne; Et fangstmiddel til tupilakker; Qajaqanngitsoq angakkussartoq; Ajijaks forløsning og første himmelflugt;
Kombinationen er usædvanlig af de to episoder, Broderen der uddanner sig til angakkoq for at opspore sin forsvundne søster / bror, og De fjendtlige ånder der spiller bold med åndemaneren under åndeflugt.
Hist.: Sidstnævnte beskriver et ældre angakkoq-ritual, der også kendes fra canadiske inuit, hvoraf det fremgår at boldspillerne er nordlysene, dvs. de døde der er havnet himlens dødsrige, hvor de fremkalder nordlys med deres boldspil. |
Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt
Dokument id: | 1029 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 13 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Angákup kuisingnera / Om åndemaneren, der blev døbt |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 17 - 18 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Engang kom sydlændinge til Kangaamiut på deres vej nordover og slog lejr syd for de sydligst beliggende huse nedenfor gravstederne. Det var på det tidspunkt, hvor der kun var få døbte i Kangaamiut. Da nogle fra rejseselskabet skulle hen og overvære aftengudstjenesten, ville åndemaneren bestemt ikke med. I stedet lagde han sig med hovedet imod teltets bagende. Mens han lå der, faldt han i en dyb søvn. Da åbnedes teltets bagende; og han så, at et stærkt lys hævede sig over dem, der ikke var døbte. Mens han kiggede på det, hørte han folk bryde ud i salmesang; og det kom nærmere. Han blev bange; og jo nærmere sangen kom, desto mere bange blev han. Da de syngende begyndte at fjerne sig igen, brød andre ud i verdslig sang ude fra det åbne hav. Efterhånden kom sangen nærmere, og han ønskede, at den skulle forstumme. Og endelig fjernede den sig igen, og salmesangen fra øst kom nærmere, og pludselig, da den var kommet ganske nær, vågnede han. Og straks gik han hen til de andre i kirken. Han gik hen til kateketen, lod ham belære sig og var nu på vej til at blive troende. Han rejste tilbage sydover og overvintrede på et sted, hvor der var en kateket, og efter at have fået undervisning, blev han døbt.
Hist.: Virker autentisk |
Angákup nuliata qanoq iliortarnere / Angakkup
Dokument id: | 444 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Angákup nuliata qanoq iliortarnere / Angakkup |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 15v - 15h |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Hvordan åndemanerens kone (gerne) bar sig ad
Det fortælles at åndemanerens kone holdt sig nede på stranden sammen med sine børn, mens mange mennesker døde (af en epidemi?). Mange år senere havde drengene udviklet sig til driftige fangere. En dag tog de driftige fangere afsted til Arfertuarsuk i konebåd for at gå på rensdyrjagt. Men inden de nåede frem til det område, hvor de skulle på renjagt, blev den ældste af sønnerne syg; de måtte så gøre ophold på et sted, der hed Illerusa, og den alvorlige sygdom udviklede sig til sindssyge. Hans brødre kunne til sidst ikke længere klare ham. Hans mor havde ellers ondt af ham, men da de ikke længere kunne magte ham, bad hun sønnerne holde ham nede og gjorde derefter følgende efter en hæslig skik, som hun kendte. I gamle dage brugte man spæk som brændsel, når man kogte mad på et kogested, der var bygget på et fast underlag. De tog et stykke på størrelse med en ("maannak" ?). De lagde dette på den syge, der lå på ryggen og pressede til. Mange mennesker der var til stede og nysgerrige efter at se hvad det var man pressede ned på ham, opdagede, at et stykke fra ildstedet på størrelse med en "maannaka" blev lagt på ham, og det havde hindret ham i at rejse sig op. Kort tid efter døde han. De andre tog videre til Arfertuarsuk og var på renjagt, som de plejede. Derefter vendte de hjem til deres gamle boplads, Equuttat, og moderen døde, mens de endnu boede der.
Hist.: Historisk beretning. Sindssyge, der ikke blev raske med tiden, måtte man beskytte sig imod. Levende begravelse - undertiden på den syges egen opfordring - i hans klare øjeblikke - praktiseredes undertiden. Søg iøvrigt på: sindssyg* |
Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Dokument id: | 1327 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425 |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 4 - 16, nr. 11 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone. Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik (Rypekylling og grydemanden) Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre. Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]
|
Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet)
Dokument id: | 443 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Arnapis fortælling fra gamle dage (ingen titel i håndskriftet) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 1 - 14 |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Da jeg begyndte at huske, det var i 1869, havde jeg en meget gammel bedstemor. Som det var almindeligt hos grønlandske børn, sov jeg ved siden af hende om natten, og det gjorde jeg til den dag hun døde. (1876). Mens hun levede, bad jeg hende altid, når jeg om aftenen skulle til at sove, fortælle mig historien om vore forfædre. Så fortalte hun alt det hun havde "set" og "hørt". Oprindelig var hun hedning; og hun blev først døbt som gammel. Derfor hed hun efter de udøbtes skik Arnapi. Og først ved dåben fik hun navnet Karen. Hendes mand var også hedning og hed Isaqqila. Denne kvinde havde en historie om noget hun selv havde set og aldrig kunne glemme; nemlig da hendes far blev dræbt af bopladsfællerne. Hun fortalte følgende:
Umiddelbart efter at Uummannaq var blevet koloniseret, tog hendes far fra Karraq / Karrat til Uummannaq for at handle. Han fulgtes med nogen; men de kørte hver sin hundeslæde. Datteren (Arnapi) var på det tidspunkt en ungmø. Faderen hed Neruaq / Neruaaq; og hans ledsager på turen hed Aje. Da de skulle afsted, advarede Neruaqs kone dem faktisk, fordi de havde hørt noget om, at de, der boede øst for dem, pønsede på at dræbe Neruaq; men Neruaq sagde:" Jeg ved det godt." Så tog de afsted. Da de kom til Uummannaq, handlede de, hvorefter de tog hjemad.
Undervejs passerede de den beboede ø Salleq, og da de befandt sig nedenfor husene, tog husets beboere venligt imod dem og bad dem komme op til huset. Neruaq gik op og så, da han gik ind i huset, at beboerne var lutter mænd, uden kvinder. Og da forstod han, at de pønsede på at dræbe ham. Først gav de ham noget kød at spise, og han spiste sig mæt. Da han var færdig gik han ud med sin ledsager for at tage hjem. Han gjorde hundene klar; og da han var færdig, kørte han afsted, uden at nogen gjorde ham fortræd. En af Qeqertaqbeboerne, Itassiaq, satte i løb efter ham. Da han nåede ham, fik han fat på opstanderne og væltede slæden. Øjeblikkelig løb de andre hen til ham. Tænk; Itassiaq medbragte en stor kniv, som han ville dræbe ham med. Itassiaq forsøgte straks at stikke kniven i hjertekulen. Men den efterstræbte greb kniven omkring æggen, og idet manden, der ville dræbe ham, trak kniven til sig, blev samtlige sener i hånden skåret over. Og så snart der ikke var flere hele sener tilbage dræbte de ham. Derefter blev hans lig (efter datidens hedenske skik) skåret i stykker (egentl: skåret i stykker til at komme i gryden. CB)
Dengang de skulle til at dræbe ham, iagttog en af kvinderne dem gennem tarmskindsruden og sagde: "Se, nu overfalder de ham; nu slæber de ham hen ad jorden." Men så trak de andre kvinder hende til sig i et ryk. Denne kvinde var Matilu. Da de begyndte at partere den dræbte, sagde en af dem: "Han har lige spist en hel masse. Se efter om mavesækken er fuld." De sprættede maven op og så efter, men mavesækken var helt tom. Hvor mon maveindholdet var blevet af? Når grønlændernes forfædre begik et mord ("sujugdlit"- de første ell: oprindelige), spiste drabsmanden gerne et stykke af den dræbtes lever. Og efter denne skik fik Neruaaqs banemand dengang et stykke af den dræbtes lever at spise. Men når de ikke ønskede at spise af leveren, drak de blodet af den dræbte. Dengang blev dele af Neruaqs sønderlemmede legeme smidt ned i klippespalter. Da alt dette var gjort, tog den dræbtes ledsager, Aje, afsted nordover, uskadt, men uden den dræbte. Da Aje ville til at tage den dræbtes indkøbte varer med sig, udvalgte drabsmændene sig det, der fyldte mest og tog det. Det var faktisk salt. De, som Neruaaq havde forladt, længtes efter, at han skulle komme hjem. Navnene på dem, der ventede på hans ankomst, var følgende: Qiviulik og Attati, to brødre, der var sønner af Neruaaq.
Der gik en tid, og endelig en dag kom to slæder til syne. Lige før de nåede til land, forsvandt de bag et lille isfjeld. Men kun en af slæderne dukkede frem. Det var ledsageren der kom hjem, og han fortalte, at Qeqertarmiut havde dræbt hans rejsefælle. Han medbragte bare de ting, den dræbte havde købt. Og det var hvad fortælleren Arnapik omtalte som det værste - nemlig: at de havde håbet forgæves, og at kun de ting, faderen havde købt, var komme med hjem til dem.
I de mange år efter denne hændelse voksede Neruaaqs sønner, Quviulik og Attati op, og i al hemmelighed trænede de til stærke mænd. Så et forår kom en af Qegertaqboerne til Karrat på besøg; og hans slæde var den som Neruaaq havde brugt, dengang han var på indkøbsrejse. Som vanlig ventede de jo til om aftenen, før de gik i seng. Da de vågnede næste morgen, var gæstens slæde væk. Formodentlig havde Neruaaqs ældste datter Unaralak genkendt faderens slæde og stukket den ned gennem en revne i isen midt om natten, da folk var faldet til ro (sov trygt og godt).
Der gik flere år. Så kom to unge mennesker på besøg hos Neruaaqs kone og opfordrede hende til at hævne sin mand ved at dræbe en slægtning til drabsmanden, som boede på deres boplads, idet de lovede at hjælpe hende. Efterhånden blev Neruaaqs kone opsat på at hævne sin mand. Da det blev forår og solens varme indbød til af flytte i telt, rejste folk deres telte, hvor de inderste lag af teltene bestod af netsideskind, og forhængene var lavet af tarmskind fra remmesæler. En dag så Neruaaqs enke den kvinde hun agtede at dræbe, sidde ved teltets forhæng, vendt imod solen og lede efter lus i sin skindstrømpe, som hun havde vendt vrangen ud af. Så fik hun den idé, at hun ville liste sig ind på hende og angribe hende bagfra. Den efterstræbte opdagede hende altså ikke, også fordi hun var helt væk i at lede efter lus. Da Neruaaqs enke kom derhen, tog hun hende op om begge skuldre; og hun kiggede flere gange hen på de unge mennesker, der havde lovet at hjælpe hende, og som netop opholdt sig ude i det fri; men de kom ikke derhen. Da de ikke kom, satte hun sit bare knæ mellem skuldrene og rykkede begge skuldrene op; og så så man ellers noget rødt, da blodet strømmede ud af fjendens (kvindens ) mund.
N. havde to sønner, nemlig Qiviulik og Attati. De voksede op og blev dygtige fangere. Mens de endnu boede på Karrat, og var blevet dygtige fangere, tog de til Saqqaa, og da var de allerede døbt. Efter islægget var iskanten nu, hvor det var ved at blive forår og isen var revnet, rykket meget tættere på huset, og fra iskanten fangede de hvidhvaler. Da solen nu stod højt på himlen og varmede, rejste de teltet og flyttede derud. I teltet lige østen for dem boede "Etaqquttuu". En dag midt i den tid, hvor de fangede mange hvidhvaler, lød råbet: "Umiarsuit!" Det viste sig, at det var et engelsk hvalfangerskib. Qiviuliks blev meget glade, for de havde gode erfaringer med at handle med dem. De tjente godt på at sælge kvindernes ringe syting til dem. Q.s og hans husfællers udbytte bestod af jernkram, synåle og bomuldstøj fra skibet.
Det fortælles, at der dengang var mange hvaler i bugten ved Illorsuit. Dette vidste englænderne fra Qiviuliks; og de fangede mange hvaler. Den dag det engelske skib sejlede, indtraf der en anden begivenhed. En hvid hund fra Qarmusaq kom på besøg i husene på Saqqaa. Da hunden skulle til at løbe hjem, gjorde Q. følgende ved den: De bandt det tørklæde, de havde fået fra englænderne om hundens hoved og sendte den hjem til Itaqquttooqs boplads. Det viste sig, at hunden tilhørte Qarmusaqboernes overhoveds datter. Disse elskede nemlig datteren højt, fordi hun var deres ("makeqqiut" = Den førstfødte datter efter afdød datter). Men så snart hunden med tørklædet nåede bopladsen, dræbte stedets overhoved den, og sagde til sin kone, at hun omgående skulle tørre skindet. På det tidspunkt havde Q. og hans lillebror mistet deres mor, og støttede sig alene til deres storesøster Unaralak.
Da dette hundeskind var blevet tørt, skar pigens mor det i passende strimler til "skindbroderi" på forsiden af bukserne. Det var så dengang Unaralak fik foræret materiale til skindbroderi. Det hun fik, syede hun på og gik med det. Men hun havde dårlig fået dette skindbroderi, før hun blev lam i underkroppen, fik besvær med vandladningen, og hun kom til at ryste voldsomt.
Man sagde om Qarmusarmiuts overhoved, at han havde meget dårlige vaner. Da Unaralak havde fået skindbroderi foran på bukserne begyndte hun at gå forlæns og baglæns som en hund, det var Itaqquttooq, der fik hende til det.
Dengang var Naqerloq også beboet. Her boede Qasiaq med sin ældste datter ved navn Iserajooq, der var ugift. Denne fik også afskårne stykker af hundskind forærende. På det tidspunkt havde Qasiaq allerede hørt, at U. var blevet lam i underkroppen, efter at have fået et stykke af dette skind foran på bukserne. Derfor fik Qasiaq fat i disse strimler, der var beregnet til at sy foran på bukserne, inden datteren tog dem til sig, og med disse gik hun op på Naqerloq (Det må vel være et fjeld). Hun blev væk længe; og da hun kom tilbage, var hun tomhændet. Ved hjemkomsten sagde hun ikke et ord. Først da hun skulle i seng om aftenen, sagde hun: "Efter at have drejet rundt med dem, smed jeg dem væk!" Qarmusaqboerne hørte senere, at hun (hvem? Qasiaq eller Itaqqutooq?) var blevet lam i underkroppen. Det viste sig, at det var et tilbageslag på grund af hendes mærkelige og skøre adfærd.
I begyndelsen af denne historie hørte vi, var den ene af de to, der tog til byen for at handle, Neruaaq, blevet dræbt. Neruaaqs kones mor (svigermor) havde to brødre, der hed Kunuk og Evii. Med tiden blev Evii gift og fik en søn. Da denne lille søn begyndte at kunne gå, fastgjorde de, som det var skik hos de udøbte, en perle på remmen til hans nye kamikker. Da han blev så stor, at han kunne løbe rundt, var det tydeligt, at han ville blive en hurtig løber. Når folk undrede sig og roste hans hurtighed i løb, sagde faderen: "Når perlen først begynder at rulle, holder den ikke op lige med det samme!" For han havde jo givet ham en perle som amulet / aarnuaq / aarnguaq på kamikremmen. Det gik stærkt, når faderen kørte hundeslæde. Han havde trænet hundene til hurtigløb i boldlege ("arsannguarnissaminnut"). Da sønnen blev stor nok, fulgtes han med faderen på hans slædeture. Når faderen hoppede af slæden for at varme sig, sørgede han for hurtigt at gribe fat i opstænderne, mens sønnen sad på slæden foran opstænderne med begge armene trukket ud af anorakærmerne, og når det passede ham, hoppede han af på slædens venstre side med begge arme ud af ærmerne. Så løb han op foran hundene, men ærmerne på anorakken fungerede som vinger. Når dette skete, sakkede faderen, som ellers havde gode hunde, agterud for ham. Faderen syntes, at sønnen lignede en ravn, der fløj lavt hen over jorden. Disse mennesker boede i Karrat. Så fik sønnen sin egen kajak og begyndte at tage ud på fangst sammen med sin far. Dengang var der i området omkring Karrat en hel masse rener, og når de under en kajaktur fik øje på rener inde på land, plejede faderen at sige til sin søn: "Gå i land og fang dem alle sammen!" Så gik sønnen i land og drev renerne ned imod vandet. Når de så var på vej ud i vandet, gav han dem, hvor mange de end var, et slag over lænden den ene efter den anden. Så dræbte faderen dem med sin lanse. Og når de kom hjem, sagde han: " Vi var så heldige at træffe svømmende rener, som vi fangede mange af." På den måde skjulte han hele tiden hvor rapfodet sønnen var, for hvis bopladsfællerne fik at vide, at sønnen drev renerne imod vandet, ville de blive misundelige og dræbe ham, for efter deres grimme skik ville de jage ham. Mens faderen endnu holdt de andre uvidende om hans hurtighed, begyndte sønnen at jage ræve til fods. Engang løb han efter en ræv og sparkede den ihjel. Derimod varede det et godt stykke tid, før det lykkedes ham at løbe en hare op og fange den.
En vinter, da vandet som sædvanlig frøs til, var han sammen med en anden ung mand på sælfangst i en isvåge, det var dengang i gamle dage, da man i Karrat udelukkende fangede sæler i våger med harpun. Under jagten faldt hurtigløberen i vandet. Imens lå Eviis storebror på briksen derhjemme med hovedet imod bagvæggen og nynnede og sang velfornøjet. Da den store hurtigløber var kommet op af vandet, gav han sig til at løbe ligeså hurtigt som vanligt ind mod land. Men da det var meget koldt, blev hans tøj straks så stift af kulde, at han ikke længere kunne gå. Den anden unge mand tog ham på ryggen og begav sig ind mod land. Til at begynde med gik det godt nok, men inden han nåede hjem, blev han så tung, at han ikke kunne klare ham. Det undrede han sig over og kiggede tilbage. Og han så, at Eviis bror, som på det tidspunkt lå på briksen med hovedet imod bagvæggen, holdt igen på ham. Så fjernede han ham med gevalt og tog igen sin ledsager på ryggen. Men snart efter blev han så tung, at han ikke længere kunne klare ham. Han kiggede tilbage og opdagede, at Eviis bror endnu engang holdt igen på sin brorsøn. Han fjernede ham og tog igen sin ledsager op på ryggen. Så holdt Eviis bror ham igen tilbage, så ledsageren ikke kunne klare ham. Da så hurtigløberen mistede bevidstheden, lod han ham ligge og løb straks direkte mod husene for at få fat i en slæde. Han gik ind i huset og så ham, der holdt igen på brorsønnen ligge på briksen med hovedet imod bagvæggen, som han hele tiden havde gjort, uden tøj på. Han råbte hånligt til ham, fordi han netop havde set ham holde igen på den, som han selv forsøgte at redde. Han forstod nu, at han end ikke havde været uden for en dør. Og hans grimme tilbøjelighed / uskik havde minsandten effekt. Da de med en slæde ville hente ham, der var faldet i vandet og blevet efterladt, var han naturligvis død, da de nåede ham.
Da de var kommet til land, begravede de ham på et sted inden for et lille næs. Folk idag kalder denne grav "ipinilissuaq", stedet med den store druknede. Dengang var det så, at Evii rejste væk fra Karrat og dets beboere, som han aldrig genså.
Da isen havde lagt sig om vinteren, tog en hel masse mennesker til boldspil i Karrat. Mange slæder fra alle pladser (omkring). Hvergang der kom en slæde, spurgte Eviis stakkels bror: "Hvem var det der kom?" Alle de mange ankomne med slæderne fik råt frossent kød at spise. Endelig kom også Evii for at deltage i boldspillet mod sin storebror. Det var første gang, at han satte sin fod på Karrat siden brodersønnens død. Ved hans ankomst spurgte hans stakkels bror som sædvanlig: "Hvem var det der kom?" Da han hørte, at det var Evii, sagde den stakkels bror: "Hvorfor skal Evii også deltage?" Det sagde han nok med gru (i stemmen), fordi Evii havde dræbt hans gevaldige søn, hurtigløberen.
Da alle slæderen var ankommet, skulle boldspillet begynde. Alle fra de forskellige bopladser, placerede deres slæder sådan, at de hver især vendte imod den boplads, hvor de kom fra. Deres bold var skindet af en gammel ringsæl, stoppet med sand. De kom ud på isen, og boldspillet gik i gang, både kvinder som mænd tog del, ligesom Evii og hans stakkels storebror også var med. Så var det, at en af deltagerne løb hen med bolden til en slæde, der var gjort klar (til at bortføre bolden). Nogle af de andre forfulgte ham, nåede ham og skubbede ham omkuld. Mens man var optaget af bolden, hørte man folk skrige. De opdagede, at Evii og hans stakkels storebror var kommet op at slås, og at storebror havde væltet Evii. Tænk. Eviis storebror havde gemt en hakke i ærmet, af den slags til frossent kød, og at han prøvede at dræbe Evii med den, uden at det dog ville lykkes. Nogle løb hen og greb fat i den stakkels storebror.
De tog hakken fra ham og gav Evii den; og Evii stødte hakken imod hans hoved og dræbte ham. Da han havde dræbt ham, græd han over ham og sagde: "Du som altid var så dejlig, at lytte til!" Han havde nemlig alle dage lyttet til hans sang. Herefter koncentrerede man sig igen om bolden. De gik virkelig op i legen med deres bold. Når en bortførte bolden, løb de (andre) efter ham, og når de indhentede ham tog de bolden fra ham og forsøgte alt hvad de kunne at føre den hen til deres egen slæde for at køre bort med den. Lykkedes det bortføreren at nå frem til sin slæde uden at blive indhentet af sin forfølgere, kørte han bort med bolden. Når han så nåede velbeholden frem til sin boplads, løftede han bolden op fra slæden og løb afsted med den hen til sit hus. Når han nåede huset, kastede han den ind igennem vinduet, hvis "rude" af en remmesæl tarm, blev smadret. Det gjorde han, selv om den, altså skindet af den gamle ringsæl stopfyldt med sand var meget tung. Når dette skete, blev der stor glæde i hele husstanden over, at en af deres egne havde vundet.
Det var dog ikke altid, at boldens indhold bare var sand. Når der var råd, puttede man også ting, som i gamle dage var almindelige hos grønlændere, - sener af hvidfisk, som man blot havde skåret over, smukke skind, pelsbræmmer til hætten, renskind, spæk, - alt den slags. Derfor var bolde stærkt eftertragtede.
I gamle dage, da der ikke var så mange rener i Nordgrønland, skulle et skind til bræmme til en kvindepels have været meget dyr. Når så bolden befandt sig inde i huset, inviterede vinderen om aftenen sine bopladsfæller til sang- og dansefest. De morede sig herligt under disse sang- og dansefester. Kvinderne smuttede hyppigt udenfor for at finde en mandlig (seksual) partner og søgte til mørkere steder, hvor de kunne sværme sammen. Der deltog ingen børn i disse sang- og dansefester. Børnene blev samlet i et af husene, og man satte et par yngre mennesker til at passe dem. Vinderen i den her omtalte boldkamp indbød til sang- og dansefest, da han nåede hjem til sin boplads.
En af deltagerne i festen havde efterladt sine børn i huset og havde, som skik var, sat et par yngre mennesker til at passe dem. Da et af børnene blev ked af, at forældrene ikke var kommet hjem endnu, lavede barnepigen et stykke legetøj, et gribespil, af et skulderblad fra en hund. De gav sig til at lege gribespil. Når den ene ikke ramte hullet, gik legetøjet over til den næste. Da turen kom til en af de mindre børn, ramte dette barn hullet hver gang. Midt i det hele mærkede de, at husets fundament begyndte at rokke. Samtidig fik en af de tilstedeværende øje på, at vindues ruden begyndte at bule (ud/ind). Et af børnene tog gribespillet fra spilleren, kastede det imod vinduet og ramte ruden, der bulede. Rudens flagren slukkede alle lamperne, børnene flygtede til fodenden af briksen. Det ældste af børnene hentede ild fra et af husene for at tænde lamperne. Da lamperne var tændt, gav de sig igen til at lege. Igen fik det yngste barn gribespillet og ramte hver gang, og i takt med gribespillets bevægelser, begyndte huset atter at rokke. Ude fra gangen viste sig nu en kæmpe med amaat og ryggen til. Så kom den op på trinnet (opgang fra gangen) stadig med ryggen til, så man ikke kunne se ansigtet. Da den begyndte at dreje kroppen til venstre og ansigtet snart ville blive synligt, flygtede de mindste børn hen til fodenden af briksen. Da greb den ældste af barnepigerne en ulu (kvindekniv), og inden kæmpen endnu havde vist sit ansigt, hakkede hun den forfra i ansigtet og sparkede til den, så den atter faldt ned i gangen. Da de voksne, som denne aften havde endt deres sang- og dansefest og var kommet hjem, sagde de: "De, der gør sådan "ajáusissarput" (kender ikke udtrykket)." Det var fortællingen fra gamle dage om Neruaaq og hans familie, som Neruaaqs datter Anapi fortalte den.
Var.: Vedr. fortællingen om den halvdøde dreng / unge mand, der slæbes ind over isen, men standses af en der mumler serrat / formular inde i huset, blev også fortalt i Upernavik distriktet / området, søg på: To brødre, Pupooq, den ældste og Iweq .. Der er således også et vist navnesammenfald mellem Evii og Iweq.
Hist.: Historiske fortællinger. Efterspillet, sang- og dansefesten hos vinderen af boldspillet, hvor man åbenbart også havde ret til indholdet af bolden, har jeg ikke truffet beskrevet i andre kilder. Men det lyder ikke spor usandsynligt (BS). Kvinder der tager korporligt blodhævn - ikke forsøgsvis ved hekseri - er sjældent rapporteret i historiske kilder eller fortællinger. |
Arqatulâq / Aqqatulaaq
Dokument id: | 447 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Arqatulâq / Aqqatulaaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 1, side 21v - 24h |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr. mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Nordpå levede der et menneske ved navn Aqqatulaaq med mange børn. Man havde aldrig hørt, hvorvidt denne mand havde begået drab. Men når sønnerne efter en fangsttur var kommet hjem, plejede han at sige: "Hvis en af jer har begået et drab, skal han ved ankomsten komme nøgen ind i huset." Dette gentog han hver gang de kom hjem fra fangst. Men sønneren begik aldrig drab, selv om faderen med disse ord ligesom opmuntrede dem til det.
Engang de kom hjem fra fangst, kom den yngste af sønnerne ind uden tøj på kroppen. Idet han trådte ind, udbrød faderen: "Her er en, der har begået et drab." Denne søn udviklede en stadig større mordlyst, og hans brødre ligeså. De begyndte at dræbe alle de kajakmænd, de mødte. Engang tog en af brødrene sydpå på fangst, og han mødte kajakmænd fra en boplads syd for deres egen. Den ene af de to han traf, var Sioraq. De to fik kajakmanden imellem sig og begyndte at fortælle ham noget, selv om han ind imellem gjorde forsøg på at slippe fra dem. De to kunne ikke komme til at harpunere ham, da han hele tiden holdt øje med dem. På et tidspunkt gjorde Sioraq sig klar til at kaste harpunen og lige i det øjeblik, han skævede til ham, kastede han, men harpunspidsen trængte ikke ind i kroppen ("tuukkanili morsutsinnagu"), fordi han først ramte kajakringen (Det er svært at forstå det helt. Chr. B.), med det resultat, at fingergrebet på harpunen gik i stykker. Han satte efter Sioraq, der tog flugten. Han kunne godt holde trit med ham, men ikke forsøge at harpunere ham fordi Sioraq, med sin harpun havde hans rygsener. Det endte med, at manden (nordfra) blev dræbt. Efter drabet sænkede de to både ham selv og hans kajak ned i havet og bragte ingen af delene i land.
De to drabsmænd besøgte dagen efter den dræbtes familie, fordi den ikke vidste noget om det drab, de havde begået. Da de besøgende ankom, spurgte Aqqatulaaq, om de skulle have set hans søn. De sagde, at de ikke havde dræbt ham, selv om det netop var det, de havde gjort. Da de øvrige i huset erfarede, at broderen ikke var kommet hjem, gav de sig til at græde over ham. Sioraq græd med; han lod som om han græd, for ikke at lade sig mærke med noget. Da han var bange for, at de skulle finde på at dræbe ham, kiggede han, mens han græd, efter et redskab (som han i givet fald kunne forsvare sig med). Oppe på loftet fik han øje på en hakke til frossent kød. Aftenen gik, uden at Sioraq og hans ledsager blev skadet. Og senere på aftenen ville Aqqatulaaq mane ånder for at inde ud af, hvor hans søn var blevet af, og han sagde, at lamperne skulle slukkes. Da han begyndte at lokke sin hjælpeånd til, gav Sioraq sig uset i mørket til at slå løs på sin næse. Han fik næseblod, og det betød, at Aq. ikke længere kunne lokke nogen hjælpeånd til sig. Nu ville Sioraq selv mane ånder; og da han blev færdig ("piareeramilu"), sagde han: "Der er ingen grund til at bekymre sig længere, han er hos fluerne ("innersuit")." Så ville Aq. på benene igen og mane ånder. Da han blev færdig, sagde han: "Der er ingen grund til at bekymre længere, han er hos fluerne ("innersiut"). Det viste sig, at han blot havde fulgt den andens (Sioraqs) rute. Han mente altså, at alliarutsit / innersuit / strandtrolde havde taget ham. Sioraq og hans ledsager nåede velbeholden hjem til deres boplads.
Senere fandt Aq.s sønner på at drive de mennesker (kajakmænd), de ville dræbe, hen til et strømsted, hvor de omkom i strømhvivlerne. Det skete så engang, at de drev en stærk mand, fra en boplads syd for dem, til strømstedet. Denne vidste udemærket, hvor strømstedet lå, så umiddelbart før de kom til stedet, standsede han og vendte sig med fronten mod kajakmændene, der drev ham imod strømstedet. Da han gjorde dette, var der ingen, der turde tage initiativet til at angribe ham og inden de havde fået taget sig sammen til angreb, greb han sin fuglepil, ramte en af brødrene med den, så han døde, hvorefter han roede kraftigt til, "hoppede" henover en kajakmand der lå i vejen, uden at de kunne nå at indhente ham, og han undslap før de fik lejlighed til at angribe ham. Undervejs sydover så han en fuldvoksen sortside og dræbte en i første kast. Han trak blot harpunspidsen ud af den og stødte sælen fra sig. Sådan gjorde efter sigende de, der havde begået drab. Det var forfædrenes skik, at en morder kastede sin fangst væk.
Først da han fangede sæl nr. 2 i nærheden af sin boplads ("nunani qanigilerlugu = nunani qanillillugu"), kunne denne kajakmand tage sin fangst med hjem. Han var godt klar over, hvor disse kajakmænd, der drev ham imod strømstedet, stammede fra, og at det var Aq.s sønner. Han vidste også godt, hvor Aq. boede. Når han derfor var uden på fangst. kunne han ikke glemme, at Aq.s sønner havde forsøgt at dræbe ham ved at drive ham mod strømstedet. Så fik han den ide at dræbe Aq. med et bælte lavet af remmesælskind.
Endelig gik han til angreb på Aq.. På det tidspunkt var Aq. holdt op med at fange, så han var hjemme hele tiden. Den stærke tog nordover og gik i land i nærheden af hans hus. Og han nærmede sig bagfra med sit bælte. Endnu havde ingen opdaget ham; og han holdt øje med udgangen, om nogen skulle komme ud. Langt om længe dukkede Aq. ud af gangen. Han slog ham med bæltet, så hovedet smadredes. På det tidspunkt var alle sønnerne ude på fangst. Han efterlod den dræbte, som overhovedet ikke havde fået lejlighed til at sige noget, på stedet og gik ned til sin kajak. Han nåede den og roede hjemad uden at blive set af en eneste af husstanden.
Da Aq.s sønner kom hjem, fandt de deres far liggende død med smadret hoved ved husgangen, men de havde ingen anelse om, hvem der havde dræbt ham.
Engang den stærke mand som vanlig var ude på fangst, hørte han nogen råbe om hjælp. Han roede hurtigt derhen og så, at det var Aq. sønner, der havde råbt om hjælp, fordi de ikke klarede at dræbe en stor hvalros. Hvalrossen havde sprængt samtlige fangeblærer / fangstblære og havde knækket alle harpunerne. Uden at sagtne farten harpunerede den stærke hvalrossen og dræbte den på stedet, så den blot lå lige så roligt og klappede vandfladen med sine luffer. Idet den kom op til overfladen, sagde han: "Jeg har aldrig vist sådan en iver siden den gang over for Aq.!" Han roede hen til den store hvalros og trak alle de mange harpunspidser ud, idet han samtidig kiggede sig omkring, så intet undgik hans opmærksomhed. Han roede hjem, uden at nogen gjorde ham fortræd.
Var.: Ikke i denne bases samlinger
Hist.: Sioraq optræder også i Peter Ottosens fortælling om Aataarsiarsuaq, der har en historisk kerne. |
Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd
Dokument id: | 1020 |
Registreringsår: | 19021933 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 5 |
Fortæller: | Petrussen, Niels |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | |
Titel: | Avangnâmiut qavaitdlo nakuartáinik / Om nordgrønlændernes og sydlændingenes stærke mænd |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 6 - 7 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut. Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Der rejste endnu engang sydlændinge nordover. Langt op mod nord kom de til en boplads, hvor de agtede at overvintre. Nogen tid efter de havde slået lejr, kom der besked om, at man næste dag ville udfordre dem til konkurrence i brydning. Som ventet fik de næste dag at vide, at nu skulle det ske. De gik op til et sted ovenfor husene og begyndte konkurrencen. Da den havde stået på et stykke tid, stod det klart, at ingen kunne klare sig imod nordgrønlændernes stærke mand. Han havde efter tur kastet samtlige sydlændinge hen ad jorden. Hist.: Vedr. disse rejser søg på sydlænding; sydlændinge |
Den lånte bibel
Dokument id: | 540 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, J. P. M. |
Indsamler: | Rink, H. J. |
Titel: | Den lånte bibel |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Bibile Attartugak, ss. 1 - 6. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Kort resumé: en historisk fortælling til opbyggelse om en engelsk knægt, der har sendt sin mor i graven med sin elendige opførsel, men som ved et tilfælde reddes af forfatterens mor, der inviterer det unge døgenigt med i kirke og låner ham en bibel. Ved tilbageleveringen har han skrevet en tak i den. Ved et senere træf i Taffelbay i Sydafrika mødes forfatteren og den reddede mand, der er blevet præsteuddannet og missionær i det fjerne. Han priser sig lykkelig, idet hans ven dengang, en vis Jacob Hill, der ikke ville med i kirke, blev hængt for sine forbrydelser.
Kommentar: Indholdet af denne fortælling, der sikkert har været læst af alle seminarieelever, har tilsyneladende ikke sat sig spor i den grønlandske overlevering. |
Drengen og den plettede fugl
Dokument id: | 544 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Drengen og den plettede fugl |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 4 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Angutingoak tingmiardlo millaktôk, ss. 14 - 17, nr. 4. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En dreng har det med at fange og plage fugle i snare og til sidst kaste den udmattede fugl for katten. En meget smuk fugl med fire sultne unger i reden beder således for sit liv så længe ungerne ikke er udvoksede. Drengen udtrykker sin forbavselse over, at fuglen kan tale, men lader ikke fuglen slippe. Selv indfanges han derefter af en gevaldig kæmpe i en skov, der forundres over dette lille dyr, der kan tale, holder ham længe hen, men slipper ham til sidst fri med en formaning om, at hans fugleplageri er syndig. Drengen forbedrer sig.
Hist.: En fortælling i et par versioner beretter om en mand på langfart for at finde en fugl, der siges at kunne tale. Han finder den men overlever ikke mødet: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk. Måske ses her en påvirkning fra den direkte tale i denne fortælling, der har været almindelig læsestof for bl.a. seminarieelever. Søg på: alk tale; snespurv tale. I andre fortællinger giver det enten fangstevner el. angakkoq / åndemaner-evner at høre fugle / dyr tale: se kommentar til: kanajukkannaammik |
Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq
Dokument id: | 1954 |
Registreringsår: | 1955 |
Publikationsår: | 1955 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Hvad min mor havde hørt af sin bedstemor Lîsârneq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 257 - 259 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Min mor voksede op ved Upernavik i Qagtarmiut / Qattarmiut, hvor hendes forældre havde et hus, og hendes mor, hendes far og farbror delte et hus, og bedstemoderen var husets kvindelige overhoved. Børnebørnene kunne meget godt lide bedstemoderen og havde stor tillid til hende. Og det af børnebørnene, som den gamle kvinde holdt mest af, var en af hendes yngste søns drenge, om hun kaldte for Ûmãnguaq / Uumaannguaq. Engang hændte det, at Uumaannguaq, der ventede på at hans far skulle vende tilbage fra en tur til Augpilagtoq / Aappilattoq, stod og kiggede ud af tarmskindsruden. Han trådte forkert og faldt ned i husgangen og stødte hovedet og døde. De tog ham ind, han trak ikke vejret, og de prøvede at få ham til at trække vejret igen. Men da de ikke kunne klare det og gik ind, så sprang det kvindelige overhoved ud til drengen. Da hun var kommet til sit yndlingsbarnebarn, tog hun ham op og sagde. Da jeg var udøbt, havde jeg mange tryllesange. Efter at jeg var blevet døbt sang jeg alle mine tryllesange og smed dem således fra mig. For jeg ville ikke synge dem mere. Men der er en, som jeg ikke har smidt fra mig. Jeg har ikke sunget og jeg kan ikke sige, at jeg har kasseret den. Nu vil jeg prøve at synge den, og når jeg har sunget den, vil jeg aldrig mere synge den, men smide den væk. Den virkede altid på døde, der var druknet på havet, og som var bragt op på landjorden. Selvom drengen er forulykket på landjorden, vil jeg synge den. Og hun tog den døde dreng bagfra på skødet og tog ham om livet. Og så satte hun sig vendt mod solsiden. Da hun havde ordnet det på den måde, så kom min mor og hendes kusine, for de kunne jo altid komme til deres bedstemor. Og de gik hen til hende og støttede deres hænder på hendes skuldre. Men hun skubbede til dem og sagde: 'I skal ikke lære den. Gå væk.' Og da de var gået væk, begyndte hun at synge. Det var som en sang eller en salme. Den havde en melodi, der ikke var alt for langsom, og heller ikke for hurtig. Og hun nævnte alle ordene. Og da hun havde sunget den, så gentog hun det. Og da hun kom til næstsidste stavelse i det sidste ord, begyndte barnets fingre at bøje sig, uden at barnet ellers bevægede sig. Og da hun havde udtalt den sidste stavelse, begyndte han at trække vejret. På den måde kom han til live igen, og min morfar havde allerede trukket sig ind på briksen, da barnet havde stødt hovedet. Han var jo kommet i bare kamikker uden sokker. Og han syntes, at det måtte vare uheldigt for drengen. Der gik jo lang tid inden han trak vejret igen. Tre dage gik. Og hver gang det lille barn fik noget at spise, kastede han det op. Men efter at de tre dage var gået, blev han som han plejede at være. Efter at drengen var kommet til sig selv, talte min mor ofte med sin kusine om deres bedstemor, og de spurgte hinanden, om nogen af dem havde lart nogle af de ord. Men så var der ingen af dem, der kunne huske andet end det ene ord, Morgengry. Senere da nogen talte om genoplivelsen af drengen, havde min mors bedstefar sagt, at denne sangs ord passede til Qattarmiut boplads, fordi husene i Qattarmiut vendte mod morgengry. Og at det ligesom havde hjulpet til den heldige virkning. Men når man sang den sang for folk, der var druknet i havet og var trukket op, så ville den altid virke. - Det er i grunden mærkeligt at hun kunne sige sådan noget så skråsikkert, når hun vidste, at hendes børnebørn stolede på hendes ord. Engang havde de sommerfangstplads ved Ikerasánguaq / Ikerasannguaq og havde så telt ved Qarmat. De havde jo en umiak. Der hørte kun tre kajakker til. Det var min mors farbror og hans plejesøn. De plejede at følges i kajak. Og min morbror roede så i kajak for sig selv. Engang var det, mens de var ude i kajak, at min mor og hendes kusine, der plejede at lege ved en gammel hedningegrav, hørte noget fra graven. De var kun børn, så de blev forskrækkede. Og da de flygtede, faldt Uumaannguaq og slog sit knæ og græd meget. Og da de kom ind i teltet, tog bedstemoderen ham på skødet og så efter, om han havde slået hul på sit knæ. Og da hun sagde, at der ikke var kommet hul på knæet, tog hun lidt senetråd og flettede det sammen med nogle andre og tog et stykke plante, som hun bøjede i midten, og den bandt hun i midten og stak den øverst på kamikken, og gik så ud af teltet uden at sige noget. Hun var ude nogen tid, og da hun kom ind, sagde hun til sine børnebørn, der endnu var inde i teltet: 'I kan igen lege, der hvor I legede før. Det var et menneske, der blev lagt i graven, før han døde. Og derfor plejede han at give sig til kende, for hvem der ikke kendte historien. Men han vil ikke give sig til kende mere for jer. Sisuungutsippara - jeg har ladet ham glide nedad.' Selv om de ikke rigtig forstod, hvad det var hun mente med det, så havde de så megen tillid til bedstemoderen, at de gik ud og begyndte at lege igen. Bedst som de legede, var der en af dem der pegede og undrede sig over, at alle kajakkerne roede for fuld fart hjem. Da de kom nærmere, råbte de: 'Hvordan har I det?' Og de råbte tilbage, at de havde det godt. Og de andre jublede højlydt. Og da de var kommet hjem, fortalte de, at de fra et sted ved teltene havde hørt en stemme som af en person, der ligesom var ved at drukne. Personen havde hylet og kaldt efter hjælp. Og så troede de, at det var en fra teltene, der var ved at omkomme. Så de roede alt hvad de kunne tilbage, fordi den lyd fra personen, der var ved at omkomme i havet, netop kom som fra et sted ved teltene. Det er mærkværdigt, hvor meget vore forfædre kunne lave af mærkelige ting. Og mange af kvinderne har også haft evner, der ikke har været til at kimse af. Det var nogle af de mærkelige ting, som min mor har fortalt var i forbindelse med hendes bedstemor. Det var nærmest for at vise, hvilke slags folk, der har levet her, første gang missionærerne kom til Upernavik. Hvis man skal karakterisere disse mennesker, så vil det ifølge det, jeg har fortalt, være forkert at kalde dem for uvidende. Vore forfædre kendte meget til, hvorledes de skulle leve, og til hvilke regler, de skulle følge og mange andre ting. Men man kan godt betegne dem som uvidende, nemlig uvidende om Gud. Hele den nordlige del af Vest-Grønland var jo beboet af vore forfædre. Kysten og en masse øer var fulde af en masse hustomter, hvoraf nogle var meget gamle. Og selv i Melville-bugten er der mange hustomter. Og på øen Kiatagssuaq / Kiatassuaq i nærheden af Kuvdlorssuaq / Kullorsuaq kan man se rensdyrspærringer, som vore forfædre har lavet, og som endnu er hele. Dengang har der åbenbart været masser af rensdyr der. Blandt vore forfædre var der også stærke mænd. Og nogle af de ting, vi stadigvæk kan se her i Nord-Grønland er naaanngisat. (hinkesten. Den slags er lavet på steder, hvor man samledes og kunne kappes med hinanden. De findes forskellige steder og er meget morsomme at kigge på. Ved siden af disse hinkesten finder man aflange sten, og det fortælles, at man tog sådanne to sten under armene, hvorefter man hinkede fra sten til sten. Og den bedste fik en belønning for sin dygtighed.) En ting vi også finder her i det nordlige Vest-Grønland, er de store qorfiit, (de store natpotter). Det er jættegryder. Jeg synes snarere at det er menneskeværk, og ikke skabt af vinden. Der er flere steder, hvor man kan finde sådan nogle. De findes gerne på en solid klippe og gerne i en trekant, hvor de ligger tæt ved hinanden. Mellemrummet mellem dem er gerne omkring 3 tommer. De rummer nok det samme som en mellemstor gryde. De er gerne en lille smule snævrere ved den øverste kant, men bunden buer så nedad, så den er dybest i midten. Så de minder meget om den indre del af jerngryder. Sommerregnen fylder dem gerne helt. Men når man tømmer dem for vand, kan man se,hvordan formen er. Alle dem jeg har set, er ens i form, og det er gerne ved den tredjes kant at man finder nogle ujævnheder, mens de to andre er helt lydefri og nærmest minder om natpotter. Vest for Augpilagtoq / Aappilattoq ved Tungneq / Tunneq finder man en sådan, og nord for Tasiussaq / Tasiusaq er der også et par steder. Øst for Kigtorsaq / Kittorsaq og indenfor Ituvsâlik / Itussaalik ved Tuperssuarssuit/ Tupersuarsuit og nord for Kraulshavn / Nuussuaq er der en lille ø Upernaviarssuk / Upernaviarsuk, og når man ser på den, må man slutte, at det er menneskeligt værk, men hvis man ikke har gode redskaber til stenbehandling, må det være meget vanskeligt at lave dem, fordi de altid er lavet i solid klippe med jævn overflade. De er mærkværdige. Jeg der skriver denne artikel er blevet en gammel nand og er godt og vel 71 år. Jeg skriver disse få historier, og nøjes med at fortalte dem der handler om dengang, da Upernavik blev en koloni. Det er hovedsagelig for at vise Upernaviks egen befolkning, hvordan deres forfædre har levet. Jeg vil herigennem vise vore forfædres hedningeskikke, og hvordan de ordnede deres afdøde til gravlæggelse, hvordan de klædte dem og hvor man førte dem ud af huset. Det er muligt, at der ikke er flere, der er interesseret i det, og artiklen vil også bevirke, at nogle i Upernavik vil blive opmærksom på, om den husstolpe af sten, som ligger på passet på vejen fra den gamle skibshavn. For denne sten har jo også været brugt til andet end at være stolpe i et hus (se ndf. BS). Denne Umiarssuaqarfik / Umiarsuaqarfik, gamle skibshavn, kaldes således,fordi de første skibe som kom med varer til Upernavik, ankrede op der. Og først på et ret sent tidspunkt kom skibene ind til Ukuardluk / Ukuarluk, den nuvarende skibshavn. Jeg har helt fra min barndom altid nydt at høre om, hvad der fortaltes om vore forfædre, og hvis det skulle findes værdigt til trykning, så kan I altid læse det.
Kuvdlorssuarme / Kullorsuarmi aprilimi 1955. Martin Nielsen.
Kommentar: Det kan lyde besynderligt, at bedstemoderen blot ved at synge alle sine tryllesange, kasserer dem. De blev slidt ved brug, mente man, men de mistede kun deres fremtidige virkninger, hvis man sang dem offentligt, højt, så alle kunne høre dem. Måske er det så det hun har gjort. Se: Ikerpaq der stilnede stormen.
Meddelelser om Grønland Bd.60. p.471 f.n.: Også bugten på nordsiden af øen er en kortere tid benyttet som skibshavn, og denne kaldes endnu i daglig tale "gamle skibshavn". Fra ca. 1880 benyttedes imidlertid udelukkende den nuværende skibs- havn. Den såkaldte Bangs havn på sydøstkysten af Upernivik / Upernavik øen ved fuglehullet en en meget sjælden gang benyttet af sejlskibe, når sydvesten skønnedes at være for hård til at man turde gå ind i den rigtige skibshavn. I de senere år benyttes den dog aldrig mere. Der findes en mindre varde til mærkning af stedet. Skibene for- tøjes ved sten i land. |
Inuarajugtorssuaq Aatârssuatsiaq / Drabsmanden Aataarsuatsiaq
Dokument id: | 446 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Inuarajugtorssuaq Aatârssuatsiaq / Drabsmanden Aataarsuatsiaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 17h - 20h |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq: Uummannaq |
Note: | |
Vedr.mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Det fortælles, at der i gamle dage boede en stor drabsmand ved navn Aataarsuatsiaq i Nordgrønland. Han boede ud for Kangersuatsiaq / Prøven. Dengang var øen Sioraq beboet.
Aataarsuatsiaqs kone havde en ugift lillebror ved navn Ekersaq / Ikersaq, der boede på Sioraq. Han var forældreløs, og der var dage, hvor han sultede. En dag midt om vinteren, hvor havet var frosset til, blev han som sædvanlig sulten, og han gik over for at besøge sin søster. Da han kom, gav søsteren ham noget mad. Den dag var Aa. kørt ud på slæde. Storesøsteren sagde til E.: "Du må hellere tage hjem nu, for han vil ikke lade dig leve, når han kommer hjem!" og hun beordrede ham til at løbe hele vejen til Sioraq. Han adlød og tog hjemover i løb, mens han undevejs spiste sin smule / dejlige mad. Kort før Sioraq vendte han sig og så jo som ventet, at en slæde fulgte efter ham. Det var jo hans store svoger, der fulgte efter for at dræbe ham. Han løb til og nåede Sioraq før ham. Da svogeren kom til kort, fordi han ikke kunne formå sine hunde til at indhente ham, vendte han om, før han nåede frem til Sioraq.
Dengang havde Aa. en elskerinde på Sioraq, som haltede på begge ben (pga. hofteskade), og som han af og til besøgte for at sove hos hende. Undervejs var der en klippehule, hvor han plejede at ligge på lur. E.s bopladsfæller, der i den isfri periode tog nordover på fangst, kom aldrig tilbage. Det viste sig at Aa. dræbte dem, når de var på vej hjem langs kysten med en sæl på slæb, og at han stjal fangsten. Når Aa. kom hjem med den dræbtes sæl, plejede han at sige: "Det er en sæl fra det yderste hav ("ímap qagdliup puisâ")"
Der var så en fanger fra Sioraq som vanlig på sælfangst og på vej sydover langst kysten med en sæl på slæb. Da han roede forbi den store klippehule og kiggede ind mod land, fik han øje på noget, der lignede overtræk til kajakspids,(ordret efter: "qaannap usuusaata puua" Chr.B.) der bevægede sig i takt med havets bevægelser. Han blev mistænksom, tog nogle åretag og vred kroppen for at kunne holde øje med, hvad der skete bagude ("kingumut alaatsinaalerpaa") og roede så kraftigt til for at nå hurtigere frem med sin sæl på slæb. Ganske rigtigt! Da han næsten var forbi hulen, roede en kajakmand ud af den. Han roede efter manden med sælen på slæb, men han kunne ikke indhente ham. Og da afstanden ovenikøbet øgedes, råbte han blot (truende): "Du fortæller det ikke til nogen!" (Men) fra da af vidste man med sikkerhed, at der var A., der havde dræbt deres bopladsfæller.
På Sioraq trænede Ekersaq uafbrudt til stærk mand for at hævne sig på sin store svoger, der havde stræbt ham efter livet. Og Aa. kom jævnligt til Sioraq og besøgte sin elskerinde. På et tidspunkt, hvor Ekersaq var blevet ganske tilfreds med resultatet af sin træning, kom Aa. til Sioraq for at sove hos sin elskerinde. Han stillede sin kajak dér, hvor han plejede, og gik op til hendes hus, uden at nogen hindrede ham i det. Om aftenen, da han havde lagt sig til at sove, gik E. ned til sin grimme svogers kajak. For han kunne ikke glemme, at han havde stræbt ham efter livet. Han tog svogerens kajakkniv og gav kajakbetrækket så mange snit på det sted, hvor manden plejede at sidde, at det blev helt sønderflænget. Den nat sov E. ikke, og han veg næsten ikke fra vinduet, hvorfra han hele tiden holdt øje med sin modbydelige svoger. Endelig kom svogeren ud af sin elskerindes hus iført sin halvpels. E. gik ned for at tage afsked med ham med begge arme trukket ud af pelsens ærmer. De nåede kajakken samtidigt. Da Aa. fik øje på sin kajak ovenfra, sagde han: "Jeg har glemt min halvpels," men den havde han jo på i forvejen. Idet han begyndte at gå op til huset, fulgte E. efter ham; og da der ikke var tid til at stikke armene i pelsens ærmer, sprængte han pelsen og greb svogeren bagfra om begge hans arme. Han pressede albuerne imod kroppen med sådan en kraft, at ribbenene brækkede, selv om Aa. sagde til ham: "Nu må du holde op." I det øjeblik E. greb om ham kom der folk ud af husene. De ville være med til at dræbe Aa. En af dem, Aqaasiaq, løb foran med en stor fremadrettet kniv. Han løb, og uden at sagtne farten et øjeblik stak han Aa. lige i hjertekulen, og det var netop i det øjeblik E. gav slip på ham. Hvis ikke, ville E. også være blevet ramt, for kniven gik helt igennem Aa. En mand, der hed Sioraq var også med. Han kom til i det øjeblik Aa. faldt om. Denne Sioraq tabte besindelsen og tævede løs på sin fjendes hoved. Han kom først til besindelse af stærke smerter i sin lillefinger. Tænk, han havde aldeles smadret sin fjendes hoved. Der var noget ejendommeligt ved den dræbte, for det viste sig at han havde to sæt ribben, det ene bag det andet. Da denne massemorder var dræbt, kunne folk i omegnen leve uden frygt for flere drab.
Var.: Aataarsuatsiaq. En ikke identificeret var. fra Knud Rasmussens samlinger er trykt i ny retskrivning i tidsskriftet Kalaaleq nr. 9, 2000, s. 9.
Hist.: De ganske mange versioner tyder på, at Aataarsuatsiaq er en historisk person. |
Ivaniisaq
Dokument id: | 66 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Aron |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Ivaniisaq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 338 - 339 |
Lokalisering: | Kangeq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: 'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.
Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9 Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.
Resumé: Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken. De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende. Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.
Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus. Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk. Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq). (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380. Akkulturation, kulturmøde.
Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist. |
Jomfru Maria fra Tasiusaq
Dokument id: | 934 |
Registreringsår: | 1903 |
Publikationsår: | 1906 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | præsten i Upernavik |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Jomfru Maria fra Tasiusaq |
Publikationstitel: | Under Nordenvindens Svøbe |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 38 - 43 |
Lokalisering: | Tasiusaq: Upernavik |
Note: | |
Rasmussens notater på dansk: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "En uhyggelig tildragelse". (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på dansk af ?)
Rasmussen fik i 1903 af præsten i Upernavik en del dagbogsnotater og andre oplysninger om en ung kvinde, Jonasine Anine Amalie i Tasiusaq, som i 1875 havde aborteret ude i fjeldet, men modtaget visioner af dette barn, der identificerede sig som Jesus. I breve til præsten meddelte hun, at dette barn havde sagt at dets mor skulle have penge (fra forstanderskabets kolonikasse) ellers ville Gud lade jord og himmel forgå og fratage danskerne sæden fra deres marker. Der skulle skydes tre gange med kanonen og præsten formanes til at tro det sagte. Som indledning til en formaning til kateketeleverne om at tro barnets ord snarere end præstens, fortæller kvinden om hvorledes Jesus ikke ønsker at mennesker skal fortabes og pines til evig tid. Alle i Tasiusaq fatter tiltro til hende og hun overtaler kvinderne til at aflægge deres top og anlægge fletninger for dermed at afsværge deres dåb. Da forstanderskabet i sin behandling af sagen erkender at hun ikke havde været sindssyg og at det ikke drejer sig om en fødsel i dølgsmål, men blot om en dårlig begravet abort, men dog at hun har forført folk i Tasiusaq, overgiver de sagen til højeste instans, inspektøren, der dømmer Jonasine til udelukkelse fra kirke og butik, stokkeslag og afskæring af sin top. Det skal dog ikke foregå uden for under hejst flag, men inden døre i værkstedet.
Knud Rasmussen der allerede en gang har mødt denne Maria, en gammel fattig enke, træffer hende igen og opfylder hendes ønske om en stor skrå.
Hist.: Se analysen af denne plus andre kilder til denne historiske begivenhed i Kleivan, Inge 1986: Jomfru Maria fra Tasiusaq. Arctic Anthropology, Vol. 23(1-2); og Kleivan i Lorentzen J. et al.(red.): Inuit Kultur og Samfund, Århus: Systime 1999. |
Kangiussarmu qajarqigsorssuaq / Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq
Dokument id: | 1031 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9 nr. 15 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kangiussarmu qajarqigsorssuaq / Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 19 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person: indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: I Kangiusaq boede der engang en meget dygtig kajakmand. Når efterårets kraftige blæst satte ind, plejede han på vindsiden af Qernertoq at lægge sig med siden imod bølgerne og rulle sin line op (måske: trækker han sælen, som han har harpuneret, til sig - uden at kaste fangstblæren ud- usikkert, CB). Han mente, at han var blevet nok så dygtig en kajakroer. Han havde hørt, at der i Qimatut boede en dygtig kajakmand ved navn Miteq, så han tog afsted for at kappes med ham. Dagen efter han kom til Qimatut, blæste det en kraftig nordenvind. Miteq tog ud på fangst. Han kiggede jævnligt ind imod land. Som ventet kom udfordreren til syne. Han nåede så langt som til området mellem ham og kysten, men så roede han tilbage imod land. Da Miteq kom hjem fra fangst, var udfordreren kommet hjem. Dagen efter tog han hjem, og folk sagde: "Han er taget hjem, fordi bølgerne var større, end han havde forestillet sig." Da Miteq blev ældre, tog han sin søn med ud på fangst. En gang, de var ude begge to, fik de hver en sæl. På vej hjem lagde vinden sig; Miteq sagde til sin søn: "Jeg mister altid mine kræfter, når det bliver stille vejr." Miteq havde det nemlig sådan, at han fik flere kræfter i blæsevejr. Efter den bemærkning overlod Miteq sin fangst til sønnen og roede hjem. Næppe var han hjemme, før det blæste op igen; og i det samme kom hans søn hjem. Miteq gik ud og sagde til sin søn: "Nu har jeg igen fanget en fuldvoksen sortside; er det ikke rigtigt?" Sønnen svarede: "Den mistede jeg, da det begyndte at blæse." Det fortælles, at udfordreren, der måtte rejse hjem, aldrig kom igen for at kappes.
Var.: Egentlig i denne bases samlinger. Men der er en del fortællinger om at kappes i kajak. Fx. Om den dygtige kajakroer fra Kangiusaq Hist.: Kan være historisk. |
Kassiákut ânâta oqalugtuai / Qassiakkut aanaata / Qasiaqfamiliens bedstemors fortællinger
Dokument id: | 445 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4', læg 1 |
Fortæller: | Ottosen, Peter |
Nedskriver: | Jeremiassen, Benjamin |
Mellem-person: | Nielsen, Frederik |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kassiákut ânâta oqalugtuai / Qassiakkut aanaata / Qasiaqfamiliens bedstemors fortællinger |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 16v - 17v |
Lokalisering: | Nuugaatsiaq / Nuukkaatsiaq (?): Uummannaq |
Note: | |
Vedr. Mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Qasiaq og hans søskendes bedstemor hed Qilungasoq. Hun var en stor åndemaner / angakkoq, og hun havde en innersuaq / ildmand som hjælpeånd. Den anden hjælpånd hed Apusinaarmaaq. Hun plejede at møde dem alene i luften. Når hun fulgte efter dem og var kommet tæt på, forsvandt de, der var foran hende, gerne bag noget. Når de igen dukkede op i hendes synsfelt, så hun, at hjælpeånden var iført en pels med et meget smukt hårlag. De steder hvor den var syet med skindstykker var så skinnende hvide, at det gjorde ondt i øjnene at kigge på dem. Der plejede ikke at være andre til stede. Når hjælpeånden så vendte sig imod hende, mistede hun bevidstheden, og når hun kom til sig selv igen, var hun alene. Når hun så sin hjælpeånd, blev hun så forskrækket, at øjnene stod hende ud af hovedet. Når hun fik ondt i øjnene tryllede hun dem raske. På et tidspunkt, hvor øjnene var ved at blive raske, fik hun igen øje på dem, så blev øjenene igen udstående. Denne åndemaner var anderledes end de andre, fordi hendes hjælpeånd bragte hende mad. Det var hendes innersuaq, der bragte hende mad. Qilungasoq havde bænken modsat briksen som sin soveplads. En dag hen på efteråret, da folk var begyndt at sulte, fik Q. mistanke om noget. Hun lyttede til noget ude fra gangen og sagde så til de andre: "De kommer med "angmanersuit" / ammanersuit (store åbninger ? åndesprog ?) til os!" Hun trak hurtigt sine kamikker på og gik ud. Hun kom ikke tilbage med det samme, og derude kunne man hører hende mase og bakse. Inden hun viste sig igen, hørte man stemmmer fra gangen, og det, hun ville have bragt ind, var nu på vej ud af gangen. Det, hun lagde alle kræfter i for at bringe ind, slap ud. Der lød et kraftigt smæld, da hun mistede grebet. Da hun kom op fra gangen, tørrede hun øjnene med begge hænder, der var fulde af tran. Det skete nogle gange, at hun trak stykker af tørret renkød ud fra væggen bag skindtapetet, fra et sted, hvor ingen havde lagt noget til opbevaring. Hun spiste det sammen med husstanden, men hun forbød dem at spise spæk til. Engang da hun som sædvanlig havde trukket nogle stykker tørret renkød ud fra væggen, og de spiste det sammen, snød en af dem sig til at spise spæk til. Fra da af holdt hun op med at trække tørret renkød ud fra væggen.
Hist.: Historisk fortælling. Slutningen dog en typisk mytisk episode: Pissarsiorniasagit; Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;
Kommentar: innersuit havde ord for at trække sæler ind til kysten, dvs. skaffe deres angakkoq fangst (hvis angakokken var en mand) eller hans fæller fangst, hvis han bad dem om det. |
Klapmytsen (phoca leonina) / Klapmydsen
Dokument id: | 546 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Klapmytsen (phoca leonina) / Klapmydsen |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait, Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: natserssuaq / natsersuaq.
Resumé: På Angisoq ved Kitsissut - øerne syd for Nanortalik - bor fem brødre med en eneste søster, som de ikke vil lade gifte sig før den eneste søn af et ægtepar melder sig som frier. Han flytter straks ind til svogrene, men da deres søster ingen børn får, blir de ondskabsfulde. Mandens følelser ændrer sig ikke, ikke før brødrene i ondskab har efterladt ægteparret ene med en plejesøn. Da blir manden vred, skyder skylden på sin kone, som han tæver hver gang han kommer hjem fra fangst. Hun træner da til angakkoq / åndemaner (eller heks, sic) i en sø. Da hun magter at forvandle sig til en sæl, tager hun afsked med plejesønnen, slår anorakhætten op (= klapmydsens hætte) og svømmer mod nord efter brødrene. En af dem træffer hun i kajak og med overvindelse af sine tidligere ømme følelser for ham lader hun ham omkomme i kajak. På samme vis også sin egen mand. Den stakkels plejesøn ser hende aldrig mere. Selv er hun forvandlet til en klapmyds (med hætte) og holder sig ude bag Kitsisut øerne, hvor klapmydserne årligt trækker forbi i august og hunnerne er farligere og mere aggressive end hannerne.
Var.: Ikke i denne bases fortællinger. Den årlige jagt på klapmydser tiltrak et meget stort antal familier til øerne vest for Nanortalik.
Kommentar: Det er tydeligvis det særlige, at hunnerne er de mest aggressive af de i det hele taget temmelig farlige klapmydser, der har givet anledning til fortællingen. |
Kvinden, der giftede sig med en hund
Dokument id: | 1606 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Nielsen, Jonasine |
Mellem-person: | ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kvinden, der giftede sig med en hund |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 200 |
Lokalisering: | Saattoq: Upernavik |
Note: | |
Orig. håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9 Grl.titel: Arnaq qingmimik uvinigtoq / qimmimik uinittoq.
Resumé: En ung pige, der vrager alle mænd, får på sin mors bud en hund til mand og bringes senere alene over til en ø, hvor hun føder hundehvalpe. Moderen får pludselig medlidenhed med datteren og binder nogle sten til hunden, der drukner på vej over til pigen. Hendes far bringer kød over til øen. En dag befaler hun sine hvalpe rive ham ihjel og æde ham. Det gør de, hvorpå hun sender dem ud over havet på en kamiksål med ordene: "I skal leve således, at I aldrig kommer til at mangle noget!" De blir stamfædre til alle de hvide.
Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.
Hist.: Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ...". |
Kvinden, der opfostrede en orm
Dokument id: | 1604 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Uusaqqaq (Uusarqaq) |
Mellem-person: | Nielsen, Jonasine ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kvinden, der opfostrede en orm |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 198 - 199 |
Lokalisering: | Tasiusaq: Upernavik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9. Grl.titel: Arnaq kuvdlugíssamik nâlungiartârtoq / kullugissamik naalungiartaartoq.
Resumé: En barnløs kvinde, hvis mand blir træt af hende, går ud for at finde et barn. Hun finder først en bi, men opgiver den, og dernæst en orm, som hun lader die af sit blod og skjuler i et halværme under briksen. Den siger sivse-e-e, når hun kalder den frem. En dag hun er ude slår husfællerne den ihjel, og blodet flyder ud i husgangen. Kvinden sørger over tabet, som var den et rigtigt barn.
Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften: Kvinden som adopterede en orm. En af kvinderne, som ikke selv havde nogen børn, tog en orm til sig som sit spædbarn. Da hun således havde fået et spædbarn, begyndte hun at amme det, og hun lod den endda drikke sit blod. Efterhånden blev ormen så stor, at den blev lige så stor som hendes bryst og mave, og så gav hun den en stor kamik at være i. Engang da hun lagde den på briksen efter at have ammet den og gik ud, blev en af husfællerne bange for den og lagde den ind under briksen. Da hun kom tilbage, søgte hun efter den og tog den. Når plejemoderen sagde kærlige ord til den store orm, lyste dens øjne af glæde. Engang da plejemoderen igen var på besøg og husfællerne var bange for ormen, tog de den med ud og kastede den væk med en sådan kraft, at blodet sprøjtede ud! Den var jo ved at tømme sin plejemoder for blod.
Jonasine Nielsen, Saattoq.
Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tiisikoorsuarmik (Tiisi er et onomatopoetikon på lyden: sissii el. tsissii).
Kommentar: Det er uklart om Jonasine Nielsen er fortæller eller renskriver, men renskriften er tydeligvis en forkortet udgave af originalen.
Tolkning: Skulle symbolikken med blodet, der flyder ud i husgangen (alias menstruationsblod), ske fyldest, burde kvinden herefter blive frugtbar. |
Lommen (colymbus septentrionalis
Dokument id: | 550 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Lommen (colymbus septentrionalis |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qarssâq / qarsaaq.
Resumé: Et ægtepar har lutter pigebørn. Den mellemste blir hundset med og udskældt af dem alle. Hun græder meget og træder altid sine kamikskafter ned når hun går. En dag under et skænderi blir hun slået, får næseblod, jages hjemmefra og går blødende og fortvivlet til fjelds, hvor hun dumper i en sø og bliver en rødstrubet lom. Den kluntede gang, røde stribe ned ad halsen, dens små forgrædte øjne og dens skrig: ah, ah, ataata (far), anaana (mor), angaju (ældre søster), ah, ah, forklares med denne oprindelsesmyte. |
Manden, som blev gift med en skallesluger
Dokument id: | 1605 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Nielsen, Jonasine |
Mellem-person: | ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Manden, som blev gift med en skallesluger |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 199 - 200 |
Lokalisering: | Saattoq: Upernavik |
Note: | |
Orig. håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9. Grl.titel: "Inuk ulangnerussamik (pâq) nuliartârtoq".
Resumé: En mand ser en flok kvinder bade nøgne i en sø. De stiger op af vandet, tager deres tøj på og flyver bort som skalleslugere. En af dem kan ikke finde sit tøj. Manden gifter sig med hende, og de lever lykkeligt sammen alle deres dage.
Var.: Manden kone vildgæssene. Rink 1866-71 16. Rink 1866-71 18; gift med skallesluger. En fælleseskimoisk myte. Kleivan, Inge, 1962: The Swan Maiden Myth among the Eskimos. Acta Arctica, Fasc. XIII, Kbh.: Munksgård, nævner dem alle.
Hist.: Varianten her bryder den traditionelle "lov" om, at dyr ikke kan integreres i menneskers samfund. Se de andre varianter og Kleivan 1962. |
Memories of youth of a female angakok: Education in magic arts / Undervisning i åndemaner - kunster
Dokument id: | 1108 |
Registreringsår: | 1905 |
Publikationsår: | 1923 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq) |
Nedskriver: | Thalbitzer, William |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Memories of youth of a female angakok: Education in magic arts / Undervisning i åndemaner - kunster |
Publikationstitel: | The Ammassalik Eskimo, Second Part |
Tidsskrift: | Meddr- Grønland 40(3) |
Omfang: | side 454 - 460 (4 sider), nr. 230 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.455- 461 (3 sider)
Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.
Resumé: Teemiartissaqs gamle far opfordrede hende til at uddanne sig til angakkoq / angakok / åndemaner / shaman, og hun gik ind i landet for at søge. Hun mødte en sommerfugl, rød af blod (måske), som hun gør et eller andet med; måske får hun den på som en ham. Hun enten fløjter ad den eller mister alt sit kød (en parallel til uddannelsens mytiske indvielse / initiation, hvor ferskvandets røde hund el. kæmpe isbjørn fortærer lærlingen og kaster ham nøgen op igen, BS). Nogen siger: nu træner hun flittigt til angakkoq, for nu er hun begyndt at fløjte / miste sit kød. Hun træner til en, der kan rejse ned i det dybe hav. Gad vist om hun dér vil besøge havets menneske (Havkvinden), siger en nogen (en ånd?). Til slut slikker sommerfuglen alt blodet af sig, og Teemiartissaq kommer atter til bevidsthed. Den anden (?) siger, at nu er hun godt på vej til at blive angakkoq og vil snart kunne stige til vejrs på åndeflugt. Hun siger ja til et tilbud om at få hjælpeånder. Næste gang hun går ind i landet hører hun en samtale mellem to ræve (indvielsen ved sommerfuglen har åbenbart givet hende forståelse for åndesproget, som alle taler, der ikke er mennesker). Deres dialog går ud på at nævne alle de dyr, der er i strandkanten og havet dernede i forhold til alle de planter og rødder, der findes oppe i landet. Efter den lange, detaljerede opremsning hører hun skræmmeånden, Niimila's stemme og bliver rædselsslagen. På sin næste tur møder hun et uhyre, der belærer hende om, hvordan hun skal berøve sin mand livet, når hun blir gift. Hun skal tage hundehår fra nakke- og skulderpartiet og både anbringe det mellem hårene i hans kamiksåler og i alle kajakbetrækkets sammensyninger. Da vil hans sjæl forlade ham og han vil dø. På en anden udflugt ser hun de små dværge, men kun som i tåge. De belærer hende om at når hun under stor koncentration har set alle dem, der er i falken (dens ufødte unger?), vil hun blive i stand til at tilkalde sine hjælpeånder vha. trommen. På et tidspunkt, da hendes lille søn er ved at dø, røber hendes stedfar for alverden at hun er under optræning til angakkoq. Da må hun til sin store ærgrelse afbryde uddannelsen. Men sønnen kommer sig. Teemiartissaq ærgrer sig fortsat over, at hun ikke, som hun havde regnet med, kom til at holde seancer og tage på åndeflugt til både himmel- og underverdenen. Men hun har engang rejst i drømme med to, der skulle have været hendes hjælpeånder. Først falder hun dybt, dybt ned til grænsen mellem jord og hav (horisonten, tilføjer Thalbitzer). Dér fremtager den ene en helt sort tingest på en underarms længde fra sin hofte og med den laver han en grænse, der formindsker havet (? snarere en afgrund eller en vanskelig passabel kløft, en stejl skråning el. lign., BS), så hun kan slippe over og videre ned på dybhavets bund og derfra videre en lang, lang vandring mod øst indtil nogle telte kommer til syne. Den ene hjælpeånd ber hende vente med løfte om at hun senere, som åndemaner / angakkoq, vil kunne følges med ham helt frem til de dødes sted. Nu henter de to ånder i stedet Teem.s (døde) storebror, som hun blir dybt bevæget over at gense. Hun spørger hvorfor han udeblev (druknede). Jo, han kæntrede. Og hun fortæller at hun havde kunnet besøge sin bror ofte, hvis hun var blevet angakkoq som hun ønskede det. "Du længtes altså efter mig," siger broderen, "og ville ligesom mig have været en angakkoq, der tilkaldte hjælpeånder og tog på åndeflugt." "Ja, hvor var det uretfærdigt at jeg ikke blev det, bare fordi din navnefælle, min stedfar var så uforskammet at røbe mig. Ja virkelig!" siger Teem. med eftertryk. Hun får dernæst af broderen at vide, at et telt i den nordlige ende af de dødes lejr er der, hvor hendes svigermor indrettede sig, da hun døde. Derefter må hendes bror tilbage, nedad, og Teem. grædende opad, kravlende op til denne verdens grænse. Da hun vågner ryster hendes mand. Hun råber håj, håj, ligesom en åndemaner der har en hjælpeånd, og fortæller at hun bare i drømme har været nede og besøge sine døde slægtninge. Men hun har ikke bare drømt, siger hun til Thalbitzer, selv om det er sandt at hun var sammen med sine døde slægtninge.
Var.: Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932. Flere om besøg i det nedre dødsrige: Aggu / Akku; Maratsi; Kukkujooq; Nivikkana. Se også om dødsrigerne i traditionen: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67. Hist.: En selvbiografisk fortælling om oplæringen til åndemaner, og hvordan den i dette tilfælde blev afbrudt, pga. af utidig indblanding fra stedfaderen, der iøvrigt selv var angakkoq og hed Taqqisima (søg på navnet).
Kommentar: Mens man er under uddannelse skal denne holdes hemmelig, ellers mister man forbindelsen til sine fremtidige hjælpeånder (dvs. de blir ens hjælpeånder når man færdiguddannet afslører sig som åndemaner). Helga Maqé Nielsen, østgrønlænder, mener ikke at oversættelsen, "at fløjte", af uingi- ordene kan være rigtige. Måske snarere noget med at miste sit kød, som også Thalbitzer foreslår i en note (s. 460). Dvs. at sommerfuglen bliver T.s ham - måske som puppe, forestiller jeg mig.
Tim.s mere detaljeret fremstilling af sin uddannelse findes i tekst nr. 231. Flere dunkle steder har jeg søgt at forklare undervejs, men den belæring, som Teem. får på et tidligt tidspunkt, om hvordan hun skal ombringe sin mand, når hun blir gift, virker besynderlig. Der verserede dog i Ammassalik-distriktet en idé om, at hver eneste hjælpeånd en lærling fik, skulle afbalanceres med et middel til hekseri. Dette med hundehårene er et typisk eksempel. Der ses desuden i Grønland en tendens til at det var sværere for kvinder, især gifte kvinder med børn, end for mænd at blive en åndemaner af de store (kvindelig angakkoq / åndemaner). I den sammenhæng bliver åndens slet skjulte opfordring forståelig. Hvis hun rydder manden af vejen kan hun blive en stor angakkoq, som hendes hjælpeånder kan være stolte af at tjene.
Grænsen mellem hav og land: Thalbitzer tilføjer i parentes: horisonten. Men i så fald fortsætter landet ud langs havbunden til det sted, hvor havet ovenover mødes med himlen. En anden mulighed er den, at grænsen er undersiden af nuna, jorden, dvs. jorden opfattet som en tyk skive man skal igennem for at komme ud under havet.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation |
Narhvalen (monodon monecerus)
Dokument id: | 548 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Narhvalen (monodon monecerus) |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qilalugaq qernertaq.
Resumé: Ulitaq rejser nordpå med søster og mor til Ilulissat, hvor han ved et delvis uheld bliver blind. Hans mor har forhekset nogle remme, der ligger i blød i en balje urin og ved en fejltagelse sin søns remme dér. Da han arbejder med en af dem sprøjter det op i hans øjne. Hans mor bliver arrig over at han ikke længere kan fange og giver ham kun muslinger at spise. Men hans søster gir ham ordentlig mad, når moderen er væk eller sover. Alle deres naboer flytter. En isbjørn nærmer sig huset. Søsteren holder buen og sigter med pilen gennem vinduet for sin bror, bjørnen ramler død om, men moderen hævder at han kun ramte vinduesrammen. Hun gir ham stadig kun muslinger, og søsteren giver ham bjørnekød der bekommer ham godt. Han drømmer at søsteren fører ham til en sø, hvor en fugl ved at strejfe hans øjne med sin vingespids gengiver ham synet. Det realiserer han næste dag, og moderen bliver grundigt forskrækket, da hun opdager hans genvundne syn. I sæsonen for hvidhvaler, hvor søsteren hjælper sin bror med at holde harpunlinen, når hvalen er harpuneret, inviterer han en dag sin mor til at gøre det samme. Han harpunerer en stor hvidhval, hun trækkes ned mod vandet mens hun råber på at få sin ulu / kvindekniv for at overskære remmen. Men hun slæbes ud i vandet hvor hun flere gange dukker op med sit råb, og sidste gang med sit lange hår i en fletning, der bliver narhvalens tand. Sådan blev narhvalen til med sit ulugu, ulugu råb, som man kan høre den dag i dag.
Var.: Søg på: blinde. Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;
Hist.: Bemærk at begivenhederne, skønt fortællingens proveniens er Qaqortoq, lokaliseres til Ilulissat som endemål for en rejse sydfra - dvs. til Diskobugtens handel og hvalfangst, og væsentligere: til et område hvor man hyppigere kan fange både hvidhvaler og narhvaler end i det sydligste Grønland.
not [republished as a reprography: Grønlandske Sagn/ Kalâdlit Oqalutait, Tønder 1973, translated into Greenlandic in the non-paginated final section of the book: qilalugaq qernertaq.
Summary:
Ulitaq travels with his sister and mother northwards to Ilulissat, where he is blinded, partially by accident. His mother had put a curse on some straps. which were soaking in a basin of urine, accidentally putting a curse on her son's strap, which was also in the basin. While he was working on one of the straps, a liquid squirted up into his eyes. His mother was peeved because he was no longer able to hunt and gave him nothing but mussels to eat. However, his sister gave him proper food whenever his mother was outside or asleep. All of their neighbours moved away. A polar bear approached the house. His sister held his bow and aimed the arrow through the window for him. The bear fell down dead but his mother claimed that he had only hit the window frame. She continued to give him nothing but mussels, but all the while his sister gave him bear meat which he enjoyed very much. He had a dream in which his sister led him out to a lake where a bird gave him his sight back, by brushing his eyes with the tips of its wings. The very next day, he implemented what he had seen and his mother got something of a fright when she discovered that he had regained his sight. In beluga hunting season, his sister usually helped him to hold the harpoon line when he had harpooned a whale. One day, he invited his mother along to do the same thing and he harpooned a large beluga. She was pulled towards the water calling all the while for her ulu in order to cut the line. But she was dragged out into the water, where she resurfaced several times, always calling out the same thing. The very last time she surfaced, her long braided hair was transformed into the tusk of the narwhal. This is how the narwhal came to be with its cry of ulugu, ulugu, which can still be heard to this day.
Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.
Hist.: Notice how the events, despite the tale's provenance being in Qaortoq, are localised in Ilulissat as the final destination for a journey from the south. i.e. to the trade sites and whalehunting grounds of Disko Bay, and more importantly, to an area where belugas and narwhals are caught more frequently than in the southernmost regions of Greenland.
Transl. by Lucy Ellis. By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue Anchorage, AK 99516, [email protected] |
Nivâme Lars Nûlsep ? takusainek / takusaaneq
Dokument id: | 2270 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 |
Fortæller: | Nielsen, Lars ? |
Nedskriver: | Brandt, Ville |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nivâme Lars Nûlsep ? takusainek / takusaaneq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 1 s. A6-størrelse |
Lokalisering: | Nivaaq: Aasiaat / Egedesminde ? |
Note: | |
måske menes der med overskriften at Lars, som måske hedder Nielsen og er fra / eller i Navaaq ? har set noget (takusaanera?) el. bare noget om et sygebesøg ? Her må kyndigere folk med bedre tid end BS p.t. træde til.
Hist.: Beretningen skrevet i 1. pers. ental.
Teksten er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Måske egnet til opdatering. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo
Dokument id: | 1951 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 127 - 129 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.
Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval- fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne. Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav- de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om. Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således: Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på et fladt stykke, kunne de se en lille bygning. Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land. En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord. Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq, at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq. Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo). Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet. Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj- nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være synd for dem at få sådan en straf. Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise. Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget. Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning. På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.
Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske. En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval. Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.
Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq. Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.
Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.
Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.
Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet. Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.
Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland. |
Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Dokument id: | 1947 |
Registreringsår: | 1957 |
Publikationsår: | 1957 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Nedskriver: | Nielsen, Martin (Marteeraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere) |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | Avangnâmioq |
Omfang: | ss. 152 - 153 + 171 - 173 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik |
Note: | |
Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne). Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.
Oversættelse: Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).
Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for, for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.' Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.' De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke. Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog. Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget. Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå. Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt). En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, - før han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen." Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren. Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen, så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården. (171 173:) Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva- de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal, Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der. Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.
Engang kom der skibbrudne til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det. Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet. Og så fik de også brød på den måde, mens de legede. Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk, der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.
Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt. Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst. Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke. Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom. Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet. Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige. Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk). Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn- ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ- sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne, der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det. Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om, hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd, der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham. Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar. I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg. Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.
Kuvdlorssuaq Maj 1957.
Martin Nielsen.
Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu. Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne. |
Oqalugtuaq alugtuisortumik / En fortælling om "Slikkeren"
Dokument id: | 1021 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 6 |
Fortæller: | Amossen, Nathan |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq alugtuisortumik / En fortælling om "Slikkeren" |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 7 - 8 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person: indsamler, N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
I gamle dage, da der kun boede få mennesker i Kangaamiut, var der en fanger, der havde et enebarn, en pige, som var hans kæledægge. Dengang var der hist og her døbte grønlændere, og pigen hed således Margrethe. Når hun om aftenen begyndte at græde, søgte de at få hende til at tie ved at forskrække hende: "Nu må du holde op. Hvis ikke, kommer der en stor "slikker" og slikker dig. Øjnene på dem, der bliver slikket, lukker sig, så de ikke kan se noget." Hun tav gerne når hun fik den historie fortalt. Engang tog M. som sædvanlig til at græde sent på aftenen, da alle husfællerne var gået i seng. Da husfællerne jo havde lagt sig til at sove, tyssede forældrene på hende; men de faldt i søvn, mens hun endnu græd. Midt i det hele blev hun meget bange og holdt af skræk op med at græde. Så hørte hun smasken ind igennem gangen. Det lød som én, der slikkede noget. Hun måtte tørre tårerne ustandseligt. Så såre hun havde tørret øjnene, begyndte tårerne igen at pible frem. Efterhånden som lyden kom nærmere, kunne hun ikke længere holde det ud for angst. Hun prøvede forgæves at vække de andre. Da hun hørte nogle komme ind, drejede hun hovedet i retning af lyden og så et stort skrækindjagende menneske. Det havde en meget stor krop og ganske tynde ben. Dets store tunge kom skiftevis ud og forsvandt ind i munden igen. Det gav hver gang et smæld så kraftigt at det burde have vækket de sovende. Hun søgte efter noget at forsvare sig med. Hun kastede skidt og møj ("saningnik") imod ham; men hver gang kom det tilbage til hende. Da mennesket kom nærmere og nærmere, tog hun flugten og kravlede skrigende hen over de sovende; og da nogle af dem begyndte at vågne, forsvandt han ud i gangen. Hun sagde det til dem. Hendes far stod op, og han tog sin store nye økse, som han ellers var meget øm over, og på vej ud gennem gangen slog han løs på klippen, så det glimtede, og samtidig snakkede han uafbrudt. Og så havde M. ellers fået nok af at græde om aftenen.
Var.: Ikke i denne bases samlinger. Heller ikke "slikkeren" optræder andre steder i basen her. |
Oqalugtuaq ikíngutínaringnik / En fortælling om to hjertevenner
Dokument id: | 1027 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9 nr. 11 |
Fortæller: | Onesemossen, Juliane |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq ikíngutínaringnik / En fortælling om to hjertevenner |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 14 - 15 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
I gamle dage boede to venner, Aatsakasik og Orrallak i Timerliit. O. plejede at tage ind i fjorden (for at jage rensdyr), mens A. forblev på sin boplads. Da der om sommeren altid var klapmydser i fjordmundingen, fangede A. en del; og han plejede at lægget et hvalroshoved til gæring til sin bedste ven, mens O. havde noget tørret og frisk rensdyrkød og rentalg med til A. Engang, da O. vendte hjem fra fjorden, serverede A., som vanligt, et gæret hvalroshoved for sin ven. Da han havde spist, gik han hjem. Han havde det skidt, og han blev dårligere og dårligere, indtil han blev sindssyg. Han sagde hele tiden: "A. har forgiver mig." Da han kom i den tilstand, kunne hans husfæller ikke længere blive hos ham. De rejste og lod ham alene tilbage i huset. A. kunne ikke glemme vennen, han havde gjort fortræd. Derfor tog han hen for at se til ham. Han gik ind i huset, men han så ingen mennesker. Han kiggede efter ham og opdagede, at han lå oppe på tørrestativet og kiggede ned på ham. Da han var blevet opdaget, sprang han ned på gulvet og sagde: "Du har forgivet mig, derfor vil jeg spise dig." Så begyndte han at løbe efter ham inde i huset. Nu kunne O. dårligt undgå at blive spist; men idet han passerede åbningen ud til gangen smuttede han ud og løb ned til sin kajak, kom ned i den og roede ud. Han kiggede tilbage og så, at den anden fulgte efter ham og var synlig som ild. Han blev bange og flygtede; så hørte han ham sige bag ved sig: "Jeg kan ikke komme videre for en stor revne." Han så sig tilbage og opdagede, at forhindringen var en lille fordybning, fra bølgeslaget. Han kunne ikke kommer over den. O. tog hjem; og han besøgte ham ikke igen; for han var jo nær blevet dræbt.
Var.: Søg på ligfedt; bespiste ondt.
Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne. |
Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit
Dokument id: | 1026 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 10 |
Fortæller: | Sommer, Kristoffine |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 13 - 14 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Engang i gamle dage kom en gammel mand til at bo alene i et hus. Hele vinteren havde han ligget på maven på briksen. Det var om foråret, da de andre skulle rejse et andet sted hen for at sy inderbeklædning til et telt, at han blev alene. Mens han lå alen og kiggede ud gennem husgangen, fik han øje på et par bagdele. Så dukkede en kvinde op med en meget stor overkrop dækket af skindbukser med en meget vid åbning foroven. Hendes ben var (tynde?) som ladestokke. I det øjeblik hun kom op fra gangen, blev han pludselig angst og vendte ansigtet bort. Da hun satte sig på briksen, sagde han: "Fortæl noget. Det er svært at få fat i en, der kan fortælle historier." Hun svarede: "Lad mig hente min mor; hun kender mange historier." Han var ellers lidt ræd for hende; men da hun nævnte sin mor og gik ud, og han selv ikke havde været udenfor hele den lange vinter, tog han sine kamikker på og var på vej ud. Da han skulle passere stedet, hvor hun forsvandt ned i jorden, fik han øje på et par store bagdele på vej op. Han kom ud af huset og så, at de, der var rejst ud for at sy indertelt næsten var hjemme, og at mændene der havde ledsaget dem i kajak, stod uden for huset og ventede på dem. Da de var fremme, gik de ind i huset og så, at skindtapetet var faldet ned. Tænk, de havde sat skræk i huset, da de opdagede at manden, de skulle fortælle historier til, ikke var der.
Var.: Ikke i denne bases samlinger.
Kommentar: ikke ganske gennemskuelig fortalt. |
Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild
Dokument id: | 1024 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 8 |
Fortæller: | Sommer, Kristoffine |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 11 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Engang i gamle dage ville folk, der havde vinterboplads i Kangiusaq, til Appamiut for at danse (trommedans?). De tog deres pæneste tøj på og ordnede sig til rejsen. Børnene lod de blive hjemme i en lille ældre mands varetægt.
Nær Appamiut, lagde de undervejs til ved et hus. En kvinde, som boede der, ville gerne med, da hun hørte, at de skulle til dans i Appamiut. Fra mandens line skar hun et stykke af, som hun bandt om livet, og de tog afsted. De nåede til Appamiut, dansede og tog så hjemover igen.
Dengang Kangiusaqerne var taget afsted, gav børnene sig til at lege helt vildt. Den lille gamle mand, der skulle passe dem, søgte forgæves at få dem til at holde op; og gik så udenfor. Mens han kiggede sig omkring, så han, at der kom en kraftig ild (lyn?) ud af et højt fjeld. Det forsvandt bag et andet fjeld, der lå længere væk; men så kom det frem igen og fór nedad. Gamlingen søgte efter et skjulested; og han krøb ind under en konebåd. Da larmen fra vildt legende børn stilnede, kiggede han ind i huset og så, at de var blevet skræmt til døde med sprængte øjne (der står egentlig kun: øjnene). Da det blev lyst, gik han og ventede på, at konebåden (med børnenes forældre) skulle vende tilbage.
Så kom de hjem, og han fortalte om børnene, der var blevet skræmt til døde. De ankomne modsagde ham og mente, at det var ham, der havde skræmt dem ihjel. Gamlingen sagde: "Prøv selv at lege vildt i aften." De gav sig til at stege spæk i beredskab til legen. Da de gamle havde leget, holdt nogle af dem øje med, hvad der ville ske. Omsider kom der ild ud af et højt fjeld. Det forsvandt ind i et fjeld overfor, hvorefter det fór ned, og da det var på vej ind i huset, hældte de noget af det stegte spæk (hedt tran), ned over den, hvorefter den stivnede ("issiopoq").
De skrævede over den stivnede ild og gik udenfor. Gamlingen var også på vej ud, men faldt og klistrede fast til den. Da han fik revet sig løs, havde han et stykke ild siddende på sig. Han blev ved med at gnide det imod klippen, så han tilsidst sled hul på huden. Det fortælles, at de døde af skræk.
Var.: Den store ild. Innersuaq. |
Oqalugtuaq Kavangnik / Qavannik / Fortællingen om sydlændingene
Dokument id: | 1019 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2' |
Fortæller: | Petrussen, Niels |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Kavangnik / Qavannik / Fortællingen om sydlændingene |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 9, side 5 - 6, nr. 4 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Engang mens sydlændinge rejste nordpå, var folk fra Saqqaq på sydsiden af Kangaamiut, på fangst. De lå og ventede på en kajakmand, der var på vej til (fra?) Ikerasaarsuk. Da han nåede frem, opfordrede han en af dem til at de to sammen skulle dræbte en kajakmand lidt længere oppe. Manden sagde i første omgang nej, fordi den efterstræbte var hans bopladsfælle, og de andre godt kunne dræbe ham til gengæld. Men han gik alligevel med til det, fordi han blev bange for ham. Manden, der ville begå drabet, sagde: "Jeg ror forrest, og du følger efter." Han fortsatte: "Du skal se det, når jeg har harpuneret ham lige tæt ved lænestøtten og han vender ansigtet imod mig med sit strittende skæg." Da manden, som sydlændingen roede frem til, hørte plask i vandet bagved, vendte sig om og så, at manden bagved netop havde harpuneret sydlændingen, fået ham til at kæntre og straks flygtede, da han blev set. Den anden ville gerne snakke med ham, men nåede det ikke; han roede så efter ham. Og da han indhentede ham, fortalte denne ham, at den dræbte jo havde til hensigt at dræbe ham. De vendte tilbage til den dræbte kajakmand, slæbte ham ind til stranden, sænkede liget ned på bunden af havet ved at binde en sten til det, og de gemte alle hans redskaber. Da konebåden i løbet af aftenen nåede frem til bestemmelsesstedet konstaterede de, at deres ledsagende kajakmand ikke nåede frem. De andre fortalte ikke, hvad der var sket, da det var gået op for dem, at han havde fået for vane at begå den slags drab. Så det var jo heldigt at de dræbte ham.
Hist.: Kan være historisk for så vidt som forholdet mellem de lokale midtvestgrønlændere og de tilrejsende sydlændinge ikke altid var harmonisk. |
Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks
Dokument id: | 1023 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr. 7 |
Fortæller: | Augustussen, Siverth |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Kunúkúnik / Fortællingen om Kunuks |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 8 - 10 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Kunuk og hans søskende boede i et hus hos en flok brødre. Når mændene kom hjem fra fangst, plejede de at bære deres fangstliner op.
Engang brødrene kom hjem fra fangst, blev Kunuk bedt om at hente vand. I det øjeblik Kunuk skulle til at øse vand op, så han en hel masse ansigter i vandet. Han vendte tilbage til huset og sagde: "Løberne kommer for at dræbe os." Men mændene sagde: "Kunuk lyver bare, fordi han er så doven." Han gik igen efter vand. Men opdagede så, at disse mange ansigter var kommet endnu nærmere. Han og hans yngre bror klæbede sig fast imod loftet ude i gangen, og de dækkede deres lillesøster til med spåner i gangen (sikkert i kogerummet). Da de havde anbragt sig myldrede det ind med mennesker. Der hørtes skrig og jamren inde fra huset. Da disse lyde forstummede, var de fremmede på vej ud af huset. Idet den sidste af disse var på vej ud og passerede kogerummet, stak han sit spyd flere gange ned i spånerne. Netop som de var ude, faldt Kunuk ned fra loftet, og hans lillebror kom ned på gulvet ganske af sig selv. De så, at dele af deres lillesøsters indvolde stak ud. De gik ind i huset og konstaterede at alle var blevet dræbt. Kunuk og hans søskende var de eneste tilbage. De drog bort med deres lillesøster på ryggen. Undervejs, dér hvorfra de høje hjerteformede fjelde sås tydeligt (eller: hvorfra de høje fjelde lart ses som hjerteformede), døde deres lillesøster. De begravede hende og fortsatte så deres vandring. De benyttede hver pause under deres vandring til at slås med hinanden. Tilsidst kunne lillebroren klare sin storebror, Kunuk, siddende på knæ.
Engang under vandringen så de en flok remmesæler, som de fangede nogle af. De havde netop genoptaget vandringen, da de hørte stemmer og hujen fra folk på fangst. De gik efter lyden og fik øje på en hel masse kajakmænd, der jagede.
En af mændene, der havde noget hvidligt antræk, lod til at være den der førte an. De andre kajakmænd gjorde intet for at ro hurtigt hen til dyret og harpunere det, selv om det dukkede op lige i nærheden. Langt om længe roede manden med det hvide antræk, med raske tag hen og harpunerede det. De lænsede dyret og slæbte det ind til land. Alle gik i land undtagen en gammel mand, som de gav et enkelt ribben og et stykke indvold på længde med en underarm. Da kajakmændene ankom, kom to kvinder ned for at tage imod den gamle mand.
Om aftenen gik brødrene hen til bopladsen. De tog blærespydet, der tilhørte manden med det hvidlige antræk, med op; Og tæt ved vandhentningsstedet stak de det så dybt ned i den lerede jord, at kun en håndsbredde af enden var fri; så trak de det op igen. Dette gentog sig flere gange. De gik derfra med spydet stukket ned i jorden.
Næste morgen skulle manden med det hvide antræk gøre sig klar til affart. Da han kom ned til sin kajak, (manglede blærespyddet); og han fik én til at råbe: "Hans blærespyd er væk!" De andre, som også skulle have været på fangst, blev hjemme. Den store mands mor var ude efter vand, og man hørte hende råbe: "Her er hans blærespyd." Folk gik ned til stedet med blærespydet, og blev der lige til aften. Så først gik de ned.
Så gik brødrene ned til vandhentningsstedet og så, at der var mange bidemærker, for man havde forsøgt at trække det op med tænderne. De trak det op og lagde det på den stærke mands kajak. Derefter gik de ind i den gamle mands telt. Dem i teltet spurgte dem, hvor de kom fra. De fortalte, at de var de eneste, der slap med livet i behold, da huset blev angrebet af løberne. "Det må jeg nok sige", sagde den gamle mand. "Jeg var også den eneste, der slap levende fra løberenes angreb."
Kunuk og hans bror gik i seng hos den gamles døtre. Dagen efter kom den stærke mands mor for at hente ild. Da hun så Kunuk og hans bror, gik hun ud igen uden at tænde ild.
Straks efter kom nysgerrige, der fjernede teltstenene og kiggede ind i teltet. Nu da Kunuk og hans bror var blevet opdaget, tog de den gamle mands døtre til kone.
De havde ikke lært at ro i kajak, og øvede sig i den gamle mands kajak. Da de havde lært det, tog de med ud på fangst. Og Kunuk harpunerede et dyr, der dukkede op i nærheden af ham. De dræbte dyret og slæbte det ind til land.
Da de begyndte at flænse det, var den stærke mand den eneste, der ikke var kommet op af kajakken. De gav ham et enkelt ribben og et lille stykke tarm. De ønskede nu Kunuk som fangstleder. Men han afslog det med, at ingen var herre over fangstdyrene. Han sagde, at den, der var nærmest ved det fangstdyr, der dukkede op, måtte harpunere det.
Engang da Kunuk og hans bror tog med ud for at hente de mange remmesæler,de havde fanget,var den stærke mand med. Kunuk og de andre gav sig til at kaste spyd hen over konebåden, som blev drevet frem ved sejl. Det samme fik den stærke mand lyst til at gøre. Han sendte blærespyddet af sted, og lige i det øjeblik hans mor, der roede forrest, trak hovedet ned imellem skuldrene, ramte spyddet hendes hætte og naglede den til tværtræet på konebådens stævn. Da de store hjerteformede fjelde blev synlige, kom Kunuks bror til at tænke på sin lillesøster. Han fik pludselig en så voldsom trang til at græde, at et eller andet inde i ham brast, og han døde.
Var.: Kunuk |
Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak
Dokument id: | 1025 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2', læg 9, nr 9 |
Fortæller: | Sommer, Kristoffine |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 12 - 13 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamler. N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Niumak, der boede i Narsarmiut, havde en stor tjenerstab og plejede at samle rigeligt vinterforråd. Så engang blev vinteren så streng, at havet frøs til. Hans naboer levede ene og alende af det rigelige vinterforråd, han havde samlet. Dér, hvor han havde sit forråd af sæler, stak han sin lange teltoverligger lodret ned, for at kunne finde dem. Ræve, som forsøgte at spise af forrådet, fangede han i snare. Da havet frøs til, lavede han et hul i isen med sin tuk, og her fiskede man. Hen på foråret forlød det, at der var kommet mange hvalfangerskibe til et sted på den sydlige side af Uummannaq. Niumak læssede store byrder af ræveskind på sine tjenere og gik ud til skibene over isen for at handle. Han handlede og fik tobak og perler for ræveskindene. En af hans kvindlige tjenere var så stor, at hvalfangerne kun nåede hende til hofterne, når de stillede sig op ved siden af hende. Niumak røg ikke tobak; og når de andre, efter at de var kommet hjem, røg tobak, røg han bregner for selskabs skyld. Da det blev sommer, kom der sydlændinge, og Niumak fik dem til bopladsfæller. Niumaks søn var gift med en kvinde, der ikke kunne få børn. Når sønnen var på fangst, pralede de andre kvinder med deres børn for at gøre hende misundelig. Engang manden var ude på fangst, svømmede hun ud i en sø og druknede. Så så' man manden komme roende omkring næsset, råbende om hjælp ("êrtardlune", formentlig til at hjælpe med at flænse og/eller bugsere hvalen hjem), og med hvidhvalsmattak på kajakken. Niumak var den eneste, der gik ned for at tage imod sønnen. Da de havde bragt sønnens last op på land, fortalte Niumak ham, at hans kone var svømmet ud i søen og druknet. Da sønnen var kommet op af kajakken; gav han sig til at gå frem og tilbage på gulvet med sin lanse i hånden. Han spurgte folk ud, om hvorfor hun var svømmet ud i søen; men da ingen svarede, satte han sig blot ned. Da det blev sommer, tog Niumaks ind i fjorden. De tog ud af fjorden igen og opdagede, at en hel æske fuld perler, som havde tilhørt Niumaks druknede svigedatter, ikke var på deres plads. Niumak gik rundt på besøg i husene og fik dem tilbage. Og med dem bag på kajakken roede han afsted. Det fortælles, at de (stadig) ligger deroppe i Tasiusannguaq under en stor sten. Niumak havde ved hekseri gjort det umuligt for nogen at få fat i dem. Efter en tid blev Niumaks søn gift igen, og de fik et barn. Sydlændingenes børn stænkede engang vand på Niumaks barnebarn, som var opkaldt efter sønnens første kone, og fik hende til at græde. Niumak gik ud med en stor spand i hånden. Hvergang han havde fyldt spanden med vand, gik han op til sydlændingenes telt og hældte vand over beboerne, så de tilsidst blev helt gennemblødte. Det gjorde han, fordi sydlændinge havde pralet med deres børn overfor sønnens første ufrugtbare kone, og på den måde fået hende til at svømme ud i søen.
Var.: Niumak
Hist.: historisk fortælling fra hvalfangertiden, sandsynligvis før kolonitiden. |
Oqalugtuaq Sagdliligkamik / Fortællingen om Salliligaq
Dokument id: | 1022 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2' læg 9, nr. 3 |
Fortæller: | Petrussen, Niels |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Oqalugtuaq Sagdliligkamik / Fortællingen om Salliligaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 4 - 5 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Det fortælles om Salliligaq, at han boede i Tasiusannguaq. Hans datter havde en søn der hed Petrussen. Han blev forældreløs endnu mens han var barn. Et forår tog sydlændinge nordover og kom til Kangaamiut. Da sydlændingene en dag tog til Upernaviaarsuk for at samle rødder af kvan (eller blot kvan?) inde i landet, tog Petrussen med. Der var tre sydlændinge i kajak - to nybegyndere og en fanger. Mens de roede over fjorden på nordsiden af Kangaamiut, lod sydlændingen de andre ro i forvejen så han kom til at følges alene med Petrussen. Han skar betrækket på Petrussens kajak itu og forlod ham.
Da sydlændingen var roet bort, fossede vandet ind i Petrussens kajak; han måtte to til af alle kræfter da han var ved at synge; og han nåede land længere inde i forhold til Qerrortusoq. Han kom til Kangaamiut over land. Efter den hændelse rejste sydlændingene igen sydover til deres boplads.
Så omsider, nogele år senere, da Petrussen var blevet ældre og var på fangst syd for Kamngaamiut fik han ovre ad Ikerasaarsuk til øje på en konebåd, der nærmede sig. Da den kom ganske nær, genkendte han den mand som i sin grønne ungdom, havde skåret i P.s kajakskind. Nu var han blevet familiens overhoved og styrede konebåden.
Mens P. fulgte konebåden, lagde han mærke til, at dens overhoved, var meget glad for en måge, der tilhørte barnebarnet. Han begyndte for sjov at kaste blærespyd ved siden af konebåden. Som blære havde han svælget / halsen af en hvidhval. Han havde skiftevis haft det liggende i vandet til blødgøring og pustet luft i det, indtil det blev som det skulle være.
Da mågen satte sig på konebådens ræling, skubbede han den med sin åre ned i vandet, greb den, rev brystet fra og kastede det imod styreren, så der blev rødt dér, hvor han ramte; for manden havde en hvid anorak på.
Således hævnede han sig på ham, der skar, betrækket på hans kajak i stykker, og tilgav ham hans (u)gerning. Det fortælles at denne Salliligaq lå begravet i Kangaamiut.
Hist.: Lyder autentisk. |
Ræven og ulven
Dokument id: | 543 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ræven og ulven |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 3 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Terienniak amarordlo, ss. 12 - 14, nr. 3. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En ræv, der får stjålet sin fangst af en ulv, binder en fisk til sin hale og råder ulven, da den træffer den igen, til selv at fange fisk med sin hale. Den skal holde halen i vandet indtil den svier. Ulven takker, og fisker med sin hale og mister den, fordi den når at fryse fast. Morale: Man skal ikke tirre den, der er klogere og listigere end en selv. Vedkommende vil hævne sig dobbelt af list og ondskab.
Kommentar: Fortællingen har tilsyneladende ikke efterladt sig spor i den grønlandske overlevering. |
Sagnet om Nivigká / Nivikkaa
Dokument id: | 547 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sagnet om Nivigká / Nivikkaa |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait, Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: Nivigkâ. Resumé: Nivikkaa er en forældreløs tjenestepige hos en storfanger, der altid tager på sommerrejse som den første. En sommer nøler han. De andre tør ikke rejse af angst for, at han i så fald blir vred på dem. Men til sidst kan de ikke vente længere. Storfangeren sikrer sig at ingen er tilbage, da han lader konbåden pakke og Nivikkaa knokle dobbelt så meget som de andre. Det lykkes hende at få plads til sine eneste ejendele, en hund og en lampe. Ude i rum sø springer storfangeren fra styreåren hen til Nivikkaa ved en af de forreste årer og kaster hende overbord med samt hendes lampe og hund. Hun klynger sig til hunden, får fat i rælingen, men får sine midterste tre fingre af den ene hånd hugget af. Hun tager afsked med verden alle fire verdenshjørner rundt, kalder alle sødyr og søfugle til sig og synker med sin hund under armen til bunds, hvor hun finder sin lampe og tager den med længere ud, til Naajat uden for Kingittuarsuk, dvs. så langt ude at hun kan se alt hvad der foregår hele verden rundt. Her bygger hun hus på havets bund. Det år mislykkes fangsten aldeles, og det gør den hver gang en morder, forbryder, eller en med tøj på fra en død kommer ud på hendes gebet. Da lukkker hun dyrene inde med den slemme sydvest: imarsarneq. Dyrene i sin lampeskål slipper hun ud, når ingen har forbrudt sig på hendes enemærker, og som tegn på en god klapmydsfangst i isfrit vand viser hun sin hånd med de afhuggede fingre ud for Kingittuarsuk. Var.: Havets mor; Sødyrenes Moder; Havkvinden. Kommentar: Bortset fra Poul Egedes resumé ID 2303 (Continuation af Relationerne, Meddr. Grl. bd. 120 1939, s. 50, se ndf.) af fortællingen om Havkvindens oprindelse, som den blev fortalt ved Ilulissat i 1730'erne, er der kun indsamlet varianter af denne fortælling fra Sydgrønland - og Thule-området, hvor den kan være kommet til med indvandrerne fra Baffin Island i 1861. Angakkoq'ens / åndemanerens rejse til Havkvinden er der derimod varianter af fra hele Grønland. Kommentar: Den delvis fingerløse hånd som tegn på en god klapmydsfangst, minder mig mere om en hvalstjert end om en hale af en sæl; eller om djævletegnet i kristendommen! Var.: ID 2070, 1524, 2304. |
Sjælen, som vandrede gennem alle dyr
Dokument id: | 1597 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | 1925 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Nielsen, Jonasine |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Sjælen, som vandrede gennem alle dyr |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 171 - 172 |
Lokalisering: | Saattoq: Upernavik |
Note: | |
Orig. håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9. Grl.titel: Arnagtartoq.
Resumé: En sjæl tar først ophold i den ene fugleart efter den anden. Som tejst får den aldrig fred til at sove og flytter over i en hund, men får så mange prygl, at den vil gå qivittoq. På vej ud af husgangen glemmer den, hvad den vil og tar ophold i en sæl, får sig en god ven blandt sælerne, men blir så harpuneret af en fanger. Mens dennes kone slæber den op, mærker hun ligesom liv i den, og under parteringen flygter sjælen fra led til led, indtil alle led er skåret over og den flygter ind i hende, hvor den hver nat får besøg af en hund med rødt hoved. Kvinden, der hidtil har været ufrugtbar, føder en dreng. Da en fanger en dag kommer hjem med hans sæl-ven, vil han ikke spise af den.
Hist.: En fælles inuit-fortælling. Var.: Navigiaq / Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq.
Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "sjælevandring". |
Sværdfisken (delphinus orca)
Dokument id: | 549 |
Registreringsår: | 1856 |
Publikationsår: | 1874 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Lytzen, C. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sværdfisken (delphinus orca) |
Publikationstitel: | Fra alle Lande |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider |
Lokalisering: | Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait , Tønder 1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: ârdluk / aarluk.
Resumé: Fem brødre vil giftes med syv brødres eneste søster. De kommer op at slås, hvorved pigen kommer af dage. Af forbitrelse springer de fem friere i vandet, forvandles til spækhuggere og slår alt levende de træffer ihjel. Dog ikke hunkønsvæsner. De forfølger stedse brødrene der flyttede sydpå, og i de sjældne tilfælde hvor der er isfrit ved Kap Farvel (storisen driver altid omkring dér, BS) ser man gerne fem kajakmænd ro sydpå, kun bevæbnet med lanser, som var fortidens eneste mordvåben når man var på hævntogt.
Var.: ingen i denne bases samlinger. Men farlige havdyrs oprindelse forklares ofte med et hævnmotiv. Fx Klapmydsens oprindelse; narhvalens oprindelse. |
Ukîvinguarmiunik / Om Ukiivinnguaqboerne
Dokument id: | 336 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2130, 2' læg 9 |
Fortæller: | Bech, Samuel |
Nedskriver: | Kreutzmann, Kresten (?) |
Mellem-person: | Nielsen, N. L. |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Ukîvinguarmiunik / Om Ukiivinnguaqboerne |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 1 - 2, nr. 1 |
Lokalisering: | Timerliit: Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
OBS: Denne fortælling afsluttes med fortællingen "Agpamiormiúngôq pissuse imáijuit." Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Ukiivinnguaqboerne havde deres boplads en smule længere ude ved kysten end Appamiut. Det var dejligt at besøge dem, da der herskede et dejligt og fordrageligt forhold beboerne imellem. Men de kunne jage en skræk i en, når de stillede sig op til forsvar for deres børn, hvis de mente, at de var blevet uretfærdigt behandlet. Kvinderne havde ikke andet på inde i huset end deres korte skindbukser (natit). Deres lamper brændte hele dagen, fordi der blev kogt mad til mændene, når de kom hjem. Over gulvlampen på tørrestativet lå der altid et stort isstykke med en spand under. Deres bedstemor og kvindelige overhoved hed Aqqiissuaq. Engang blev man inviteret til det nordligst beliggende hus; og da man kom, blev man budt på alkekød og frosne indvolde af måger. Da man begyndte at spise, sagde de: "Vi vil ikke fortælle dig om vores skikke. Det kan Aqqiissuaq gøre." Mens man var inde i huset, var der én, der pegede på noget. Man kiggede hen i den retning og så en mandsperson stå på indgangstrinnet og dreje rundt hele tiden. Da han gik ud, sagde en af dem: "Han skulle naturligvis se, hvad de fik at spise." Da man kom ind (til Aqqiissuaq?), spurgte de: "Hvad fik du at spise?" Man svarede: "Kød af alke og indvolde af måger." Manden var åbenbart spion. En aften legede børnene på gulvet og var uartige. Den gamle bedstemor bukkede sig sammen og begyndte at rømme sig. Midt i det hele begyndte så tarmskindsruden (umeramineq?) at bule indad. Da børnene skrækslagne flygtede længere ind i rummet, satte en kvinde en bar fod ned på gulvet, og straks sagde nogen "eeq", og trak tarmskindsrudens bule udad med et vældigt smæld. Den gamle bedstemor skældte kvinden ud for hendes dumhed i ærgrelse over, at det hun var i færd med glippede, nemlig at få den tilbage, der ville hjem (en angerlartussiaq). Det fortælles jo, at de var flygtet for løberne, disse Ukiivinnguaqboere, d.v.s. Quiagi-familien, folk fra Qeqertarsuaq, fra kystpladser ud for Upernavik og fra Tappiitsoq. Det fortælles, at Eva Livesens far var fra Appamiut. Der boede også mange mennesker både i Nutaarmiutoq i Upernavik. Deres døde begravede de på den store begravelsesplads Iliversuit. En mand fik alle sine ejendele med i graven, og selv en kvinde fik sine med. De afgnavede ben af en førstegangsfangst bragte deres åndemaner / angakkoq hen til det sted, hvor vordende åndemanere øvede sig og smed knogler ned ad det ganske høje fjeld, Kingittuatsiaq. Denne, deres åndemaner kaldte de Kiasikaaq (Stedet med det store skulderblad). Han boede i Nutaarmiut, og han plejede at holde åndemaning. Når han under seancen gik ud, fulgte de ham ud; og i det rødlige skær så de ham nærme sig det som ild med lemmer, der lignede trævler. Når han var helt fremme ved (himmelranden) og forsvandt, gik de ind igen, og der sad han på sin plads, oven i købet smilende. Han døde i Appamiut, en gang de var dér på fangst. De gravlagde ham. Men da der et stykke tid efter hørtes skrig fra graven, fik de bange anelser og flyttede ud til dem, der boede længere ude. Da de var flyttet der ud, sagde den døde uafbrudt: "Åh, så kom de ind. Åh så kom de ind!" Man siger, at de er ved at løbe efter dem. Kun dem fra Qarlingajuk (Qarliingajooq ?) flyttede ikke ud. Dem i Appat havde følgende skik: Når de forventede, at Unneraarsuk (Strandens bussemand) ville komme for at få noget at drikke, fyldte de alle store vandspande helt op til randen. Når Unneraarsuk kom, gav den sig til at drikke. Bagefter nikkede den gentagende gange, som tak, og gik ud. Man fortalte også, at den gav rigeligt igen i form af sæler. De lod den komme for at få vand. Den kunne også godt lide at tygge fugleskind og suge fedtet ud. De sørgede for, at der var edderfugleskind og andre fugleskind at tygge. Når de mange, der var til tørring, blev tørre, plejede åndemaneren at tage en tur gennem luften, og når han var færdig, sagde han: "Tænd lyset!" Der var pause et stykke tid, så kom der nogle mindre drøn, hvorefter der trådte et væsen ind. Dets ben lignede en ladestok (eller en skorstensfejerkost). Når det gav tegn med sin arm, gav de det en hel masse ting. Når det så forsvandt godt belæsset, fulgte de det ud. De iagttog det og så det gå op; og når det nåede frem til en lille fjeldvæg, åbnede de den, gik ind, lukkede det igen omhyggeligt og blev derinde. De lod det komme med korte mellemrum. De kaldte væsenet Angulaasseritooq, en der ivrigt ønskede sig fugleskind at tygge. Det fortælles, at de var flygtet til bopladsen længere ude, engang nordboerne var efter dem. Siden viste der sig ikke flere nordboere. Efter de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, fandt man et hvalådsel og hele bopladsen skulle hen og flænse hvalen. Da var det, at en af kvinderne, Kuiagik, da hun havde fået sin amaat på, kom til at mangle ("qavssugaut", en livrem til amaaten?), hun måtte skære et stykke af mandens line og brugte det som "qavssugaut" Derfor kom hun til at hedde "lænden": "kuijagi" (?). Apollo Lynge der har oversat en næsten enslydende version mener navnet er Quijagi, dvs. "den morsomme" (se doc. 337). Var.: Apollo Lynge har oversat de sidste afsnit lidt mere forståeligt: se ID 337. Hist.: Teksten beretter om folk i Ukiivinnguaq, med vægt på flytninger dertil fra andre bopladser, rituelle skikke og særlige begivenheder. Pointen med spionens besøg i første afsnit om måltidet i det nordlige hus i Ukiivinnguaq er noget uklar. Ligeså hvem der er på besøg. Næste afsnit om bedstemoderens ritual, der skal kalde en angerlartussiaq hjem, består åbenbart i at hun med bøjet hovede mumler en formular / serrat, der får tarmskindsruden til at bule indefter; men forsøget, der skræmmer de støjende børn, standses af en kvinde, der sætter sin bare fod på gulvet (kvinder skulle trække i kamikker, når de gik ud fra briksen). Måske skulle forsøget samtidig skræmme børnene til ro. For flugten fra løberne, dvs. nordboerne (eller blot qallunaat), der gentages til slut, er der ikke uniddelbart noget historisk belæg. En udflytning fra Appat til Ukiivinnguaq får iøvrigt en anden begrundelse, nemlig i skrækken for den afdøde åndemaner fra Nutaarmiut, Kiasikaaq, der dør under et besøg i Appat, begraves dér og råber fra sin grav. Råbet er nok åndemanersprog, men hvem der kommer ind (i den modsatte dagligdags betydning: går ud) røbes ikke. Men om ham fortælles det, at han, da han var i live, lod knoglerne fra førstefangsterne falde ned ad en fjeldside nær angakkoq-lærlinges øvelsessted (angakkussarfik) og under sine seancer kunne forsvinde som brændende trævlemand ud over havet i skæret fra solens op-eller nedgang. Og dog modtog han folk med et smil, når de kom ind igen. Andre ritualer gik ud på at skaffe sig fangst ved at byde strandens bussemand på drikkevand og lade en mærkelig skikkelse, en fjeldbo af en slags med ben som ladestokke tygge fedtet af fugleskindfugleskind og modtage en mængde gaver. Den sidste beretning om kvinden, der i mangel af bedre måtte bruge et stykke af sin mands harpunrem til slukke lampen med, forstår jeg ikke. Ifølge Apollo Lynge (se doc. 337) fik hun af den grund tilnavnet "den morsomme". Måske har hun lavet sjov med den lyseslukning - som en animerende optakt til en lampeslukningsleg der skulle fejre fundt af hvalådslet? Endnu i dag husker gamle mennesker Unneraarsuk som en tidevandsånd, hvis stemme hørtes i tidevandet når isflagerne skurren mod hinanden (Prof. Robert Petersen, pers. medd.). I Apollo Lynges oversættelse, ID 337, står det klart, at Unneraarsuk og Angulaasseritooq er to foreskellige skikkelser.
|
Uluâ / Uluaa
Dokument id: | 324 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, IV, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Nielsen, Jonasine |
Mellem-person: | ? |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Uluâ / Uluaa |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 9, 2 sider |
Lokalisering: | Saattoq: Upernavik |
Note: | |
Orig. håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn.
Oversat resumé: Uluaa Engang ønskede en meget gammel kone, Uluaa sig en kone for at spille rollen som mand, og hun gjorde sin søn, der havde en kone, blind og tog hende til kone. Men da sønnen senere blev seende igen og opdagede, hvordan moderen var, brugte han moderen som fangstblære til en narhval (eller hvidhval ?) han harpunerede, og således blev moderen en narhval med en stor stødtand.
Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:
Det fortælles at Uluaa, en farlig gammel kone, der havde en søn, pludselig ønskede sig en kone. Da hun nu ønskede sig en sin svigerdatter til kone, gjorde hun sin søn blind og tog hans kone til kone. Men da hun jo var kvinde og således ikke udstyret med en penis, brugte hun sin lampepind som penis. Engang da sønnen allerede var blevet blind, fik de besøg af en stor isbjørn. Da den store bjørn kiggede ind af vinduet og stak sit store hoved ind gennem ruden, og hun selv som kvinde ikke var i stand til at bruge buen mod isbjørnen, gav hun den store bue til sønnen, så han kunne skyde bjørnen med buen. Da sønnen skød sin pil mod ruden, hørte han en lyd som når en pil rammer et dyr, og han hørte at isbjørnen brølede. Så råbte bueskytten op, fordi han huskede så klart. Da han råbte, sagde moderen spottende: "Du ramte ikke isbjørnen men rudens skindkant," og hun sagde det for at snyde sin søn og således blive den, der havde nedlagt isbjørnen. Senere da sønnen endelig var begyndt at gå udenfor, fløj en stor fugl hen over ham, og det viste sig at være en rødstrubet lom. Og da fuglen gav luftning til hans øjne, åbnede han dem og kunne igen se. Da han åbnede sine øjne så han, at moderen og hans kone var sammen på briksen, og at moderen havde samleje med hans kone med en lampepind som penis.
Da han var blevet seende igen og narhvalerne (el. hvidhvalerne?) en dag var kommet, sagde han til moderen, at han ville prøve at harpunere én, og at moderen skulle holde igen i fangstlinen. Moderen indvilgede i, at sønnen forsøgte at harpunere én, og at hun selv skulle holde igen i hans kraftige fangstline. Sønnen bandt fangstlinen om livet på hende, og efter at have bundet den harpunerede han den største af narhvalerne. Da sønnen havde harpuneret hvalen, begyndte moderen at trække i fangstlinen, og da gav sønnen hende et ordentlig skub bagfra. Så forsvandt moderen under vandet, og da hun dukkede op igen råbte hun: "Min ulu / kvindekniv!" Næste gang hun dukkede op, råbte hun det samme, mens hun snoede sit hår rundt. Hun råbte sådan hver gang, hun dukkede op, og til sidst blev hun til en narhval med en stor stødtand. På den måde blev der mange narhvaler med store stødtænder!
Jeg har hørt fortællingen fortalt således, hver gang den er blevet fortalt.
Kommentar: Det må være hvidhvaler sønnen jager (hvid- og narhvaler hedder det samme), og moderen bliver således den første narhval med den snoede tand, som kun hannarhvaler har. Sammenblandingen af de to fortællinger, "Den blinde der fik synet igen" (Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq) og Ukuamaaq om den lesbiske svigermor, er ikke almindelig. Men den kan begrunde, at det er en kvinde, der forvandles til et handyr. Bemærk tillige, at hendes råb om sin ulu har smittet af på hendes navn. Normalt hedder hun Ukuammaaq, og fortællingen findes i mange versioner. Christian Poulsen, Aadaarutaa, fortalte Thalbitzer (se: 1923, 260 C), at denne kvindes unaturlige handling viste, at arvesynden var kommet ind i verden. Hun var en tidlig efterkommer af Adam og Eva, mente han.
Var.: Denne specielle sammenblanding af Ukuamaaq og Den blinde, der fik synet igen (Søg på: blind / blinde), blev også fortalt i Upernavik-distriktet: Uluâmieq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;
Hist.: Sammenblandingen af de to fortællinger i både Østgrønland og NV Grønland kunne gå tilbage til før det tidspunkt i 1400-tallet, da en vandring fra NØ Grønland nordom til NV Grønland fandt sted - ifølge arkæologer og lingvister. Se: Vort sprog - vor kultur, red. af Jørgen Rischel og Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986.
not [Original handwritten text: KRKB 3: Record from the Danish Literary Expedition to Greenland 1902-04, Eskimo legends.
Translated summary: Uluaa Once there was a very old woman, Uluaa, who wanted to have a wife so that she, Uluua, could play the role of a husband. She blinded her son and took his wife as her own. However, when the son later regained his sight and found out what his mother was really like, he used his mother as a hunting bladder when he harpooned a beluga/narwhal. Thus his mother became a narwhal with a long tusk.
It is said that a dangerous old woman called Uluaa, who had a son, suddenly wished for a wife of her own. As she wanted her own daughter-in-law to be her wife, she blinded her son and took his wife as her own. However, as she was a woman and so did not have a penis, she used the wick trimmer* from her lamp as a penis. One day after her son had gone blind, they were visited by a large polar bear. Because the great bear peered in and poked its head through the window; and because she, being a woman, was unable to use a bow against a polar bear, she gave the bow to her son so that he could use it to shoot the bear. As he shot his arrow towards the window, the son heard a sound just like the sound made by an arrow hitting an animal, followed by a bellow from the bear. The marksman gave a cry because he could remember it so clearly. As he cried out, his mother said derisively, “You hit the leather edge of the window pane instead of the polar bear.” She said this in order to cheat her son so that she could claim to be the one who had brought down the bear. Later, when the son had finally begun to go outside again, a huge bird, which turned out to be a red-throated diver [red-throated loon, flew right over him. Once the bird had aerated his eyes, he opened them and was once again able to see. As he opened his eyes, he saw that his mother and his wife were in bed together and that his mother was having intercourse with his wife, using the lamp's wick trimmer as a penis.
One day after he had regained his sight, the narwhals/belugas came along and he said to his mother that he would try to harpoon one of them. He said to her that she should hold on to the harpoon line. The mother agreed that her son should try to harpoon one and that she would attempt to resist the pull on the strong hunting line all by herself. Her son bound the hunting line round her waist and once he had tied it tight, he harpooned the largest of the whales. When the son had harpooned the whale, his mother began to pull hard on the harpoon line. Just then, her son shoved her hard from behind. Then the mother disappeared under the water, and when she resurfaced she cried, “My ulu!” The next time she surfaced, she cried out the same thing, while twisting and winding her hair. Each time she appeared, she called out the same thing. This is how there came to be so many narwhals with long tusks!
I have always heard the story told in this way, whenever it is recounted.
Comment: The son must be out hunting belugas (belugas and narwhals have the same name in Greenlandic) and therefore the mother becomes the first narwhal to have a helix-shaped tusk, which only the males have. The combination of the two tales “The Blind Man who regains his Sight” (Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq) and Ukuamaaq, the lesbian stepmother, is not unusual. This could explain why it is a woman that is transformed into a male animal. It should also be noted that her cry for the ulu has rubbed off onto her name. She is usually known as Ukuammaaq, and there are many versions of this tale. Christian Poulsen, Andaarutaa, told Thalbitzer (see: 1923, 260 C) that this woman's unnatural actions were proof that original sin had come into the world. He believed that she was an early descendant of Adam and Eve.
Var.: This particular combination of Ukuamaaq and The Blind Man who regained his Sight (search for blind /blinde), was also told in the Upernavik district: Ulâmieq. The Origins of the Narwal; How the Narwhal came to be.
Hist.: The combination of the two tales in both East Greenland and NW Greenland could date back to before the period of time in the 1400's when (according to archaeologists and linguists) a northbound migration took place between North East Greenland and North West Greenland. See: Vort sprog & vor kultur, eds. Jørgen Rischel and Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986
Transl. by Lucy Ellis. By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue Anchorage, AK 99516, [email protected]
*[Literally, "lamp stick" but this is actually the lamp trimmer. This "stick" or taqquti refers not to the seal oil lamp itself but to the lamp's wick trimmer, made of soapstone or wood, which was traditionally used by Inuit women to adjust the height of the flame in the stone lamp. This trimmer, used by the mother as a sex toy, closely resembles an erect penis, while the stone lamp itself resembles female genital |
Ulven og mennesket
Dokument id: | 541 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, J. M. P. |
Indsamler: | Kragh, J. M. P. |
Titel: | Ulven og mennesket |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 2 sider, nr. 1 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Amarok innugdlo, ss. 7 - 9, nr. 1. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En ræv fortæller en ulv om menneskets styrke der er så stor, at det kun kan overvindes ved list. Ulven erklærer sig parat til at angreb. Ræven viser ulven en veteran (en der har været menneske), en dreng (på vej til at blive menneske) og så en jæger med haglbøsse og kniv i bæltet. Haglene generer kun ved andet skud, hvorefter jægeren skærer store flænger i ulven med sin kniv. I sine beklagelser over behandlingen til ræven bliver bøssen forklaret som en kæp man puster igennem og kniven som et glinsende ribben, der trækkes ud af siden.
Hist.: Sammenligningen af en bøsse med et pusterør findes også i flere grønlandske fortællinger om ånder i indlandet: pegevåben. Muligvis er det rør, som månemanden og qajariaq'en bruger til at puste hhv. sne ud af og en voldsom orkan op af også en association til europæiske bøsser. En bestemt slags rørtang blev dog også brugt traditionelt som pusterør. Det synes at have sat sig spor i fortællinger om at rejse en storm via tang på havbunden, søg: "svømme under vandet", en el. to af varianterne. |
Ulven og ræven
Dokument id: | 542 |
Registreringsår: | ? |
Publikationsår: | 1973 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | Kragh, J. M. P. |
Indsamler: | Kragh, J. M. P. |
Titel: | Ulven og ræven |
Publikationstitel: | Okalluktuak okalluktuarkossiutitdlo sissamat / En fortælling og fire fabler, Tønder 1973 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 3 sider, nr. 2 |
Lokalisering: | Europa |
Note: | |
OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh. Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Amarok terienniardlo, ss. 9 - 12, nr. 2. Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.
Resumé: En ræv, der er tjener hos en ulv, vil gerne slippe fra sin herre. Ræven narrer ulven i tre omgange til at få tæv af folk som de stjæler mad hos. Sidste gang blir ulven slået ihjel. Moralen er den, at ulven får tæv og blir dræbt, fordi den er grådigere end snild. Mens ræven altid slipper bort i tide, fordi den er snild.
Kommentar: De kæmpe-ulve, fantasi-dyr, der optræder i visse vestgrønlandske fortællinger, kunne være inspireret af denne fortælling, der har været tilgængeligt læsestof på seminariet, fx. Men i indholdet ses ingen overbevisende overensstemmelser.
Amaroq, ulv, er stadig en glose på vestgrønlandsk, selv om der ingen ulve var i Grønland. Kun i arktisk Canada, hvor glosen også er amaroq. |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com