Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 61 ss.184 - 188 har Rink sammenstykket denne med en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 50, ss. 291 - 297.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Om Qasiassaq.

Det fortælles om Qasiassaq, at han boede i Tuapammiut, i et langt hus sammen med andre familier. Han kom aldrig hjem med fangst fra sine kajakture, selvom hans kone Killassuk havde tallerkener af sælskulderblade. Når manden var
ude på fangst, gik hun ustandselig ud og ind i forventning om, at han ville komme hjem med fangst. Alle de andre på stedet kom hjem med fangst undtagen Qasiassaq. Qasiassaq havde reddet sig skulderbladene, når han spiste af andres fangst (uklart udtrykt - Chr. B.).
     
Engang Qasiassaq var ude i kajak, så han noget sort oven på et isstykke. Han roede derhenad og opdagede, da han var kommet tilstrækkeligt tæt på, at det var en netside. Sælen rejste sig ikke på højkant, og han roede til for at harpunere den, men han lagde sin harpun på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg kan forfølge den og tage den, når den ikke længere kan trække vejret." Idet han
sagde dette, råbte han, og sælen forsvandt fra isskodsen. Lidt efter dukkede den op lige ved siden af kajakkens forspids. Han råbte igen og sælen forsvandt under vandet. Da den var meget tam og ikke fjernede sig fra ham, gav han sig til at forfølge den. Men nu begyndte den at dukke op længere væk fra ham. Efterhånden fjernede den sig mere og mere, så han fik den ikke. Idet Qasiassaq roede bort fra den, sagde han: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig".

En anden dag, Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han noget sort oven på et stykke is. Da han kom nærmere, opdagede han, at det var en netside.Den rejste sig ikke, og han roede stærkt henimod den for at harpunere den. Hanløftede harpunen, men lagde den på plads igen, og idet han roede en smule baglæns, sagde han: "Det er en sæl, der er såret. Jeg vil forfølge den og tage den op, når den ikke længere kan trække vejret." Da han råbte, gled den ned ivandet, den dukkede op igen lige tæt ved kajakkens forspids. Han råbte igen, men den var så tam, at den hele tiden holdt sig i nærheden af kajakken. En anden gang han råbte, forsvandt den og dukkede op længere væk. Han roede efter den, men gav op, da den efterhånden fjernede sig langt væk. Han roede væk mens han lokkede: "Det er svært at få fangst, kom nu kun hen til mig." En dag da det var godt vejr og klar himmel, var fangerne ude på fangst.Qasiassaq lå yderst og var på lur efter en sæl. Han så, at en af dem, der lånærmere ved land, harpunere en sæl. De andre kajakker roede hen til ham, der havdeharpuneret, men Qasiassaq blev liggende samme sted og kiggede. Fangeren med sælen,bugserede sin fangst ind mod land. Qasiassaq så mandentøjre sælen til land og ro ud igen. Så begyndte Qasiassaq at ro udefter,væk fra de andre. Da han ikke længere kunne se dem, roede han hen til den sæl, der var tøjret ('siláinaK nimerdlugo' - jeg kender ikke udtrykket - Chr. B.). Han løsnede fortøjningen og tog den med på slæb indefter(hjemover). Der var mange benbeslag af hvalrostand på den line, sælen varfortøjet med. Qasiassaq kiggede hele tiden tilbage på den sæl, han bugserede. Han var så glad, for det var første gang, han prøvede at bugsere en sæl. Qasiassaqs kone kom kun sjældent ind i huset under mandens fravær, for hun håbede så inderligt, at han fangede. En gang, hun kom ud af huset, hørte de andre hende sige:"Der kommer en kajak." De andre kom også ud og så kajakken. Qasiassaqs kone, derkiggede ud med hånden over øjnene, sagde: "Det ligner den kære Qasiassaq. Hanror 'únákingallune'('únákingardlune eller ánákingardlune - jeg kender ikkeudtrykket. Der er ifølge Rinks kommentar, som jeg ikke kan læse - Chr. B.). I skal nok få jeres andel, I skal også nok få noget spæk." Da Qasiassaq kom hjem, spurgtehans kone: "Hør Qasiassaq! Hvorfra stammer linen til bugsertøjet?" Mandensvarede: "Det var så dejligt vejr, da jeg kom ud tidligt i morges. Jeg fik lysttil at fange en sæl og jeg tog det bugsereredskab med, som jeg længe har gemt."Hans kone kvitterede med et glædesudbrud (îmiînaarpoq - îmivok, kommer medet glædesudbrud - lidt mærkelig anvendelse. Gl. bem. siger: 'siger åh' - Chr. B.).Konen flænsede sælen, og der blev kun hovedet, bagkroppen og skindet tilbage,resten og herunder spækket, forærede hun væk. Qasiassaqs kone fortalte alle, der kom hjem fra fangst, og kvinder, der kom hjem fra tur, at hendesmand havde fanget en sæl. En af fangerne blev længere ude end de andre. Mens manventede på ham, satte Qasiassaq sig op på briksen længst imod bagvæggen. Manden kom hjem sent på aftenen. Da han kom ind i huset, sagde han: "Qasiassaq, hvor er mine bugserremme?" ('agdlunârtáka' - egentlig: 'linetøj' - Chr. B.) "Her har du dem", sagde hans kone og tilføjede: "Har du løjet?" Han svarede: "I morges, mens jeg var på lur efter sæler, så jeg en kajakmand harpunere en sæl. De andre roede hen til ham, men jeg gjorde det ikke. Da han havde bugseret den til land, fik jegfat i den." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Han bøh'ede hende med et: "Paq", så hun var ved at lette af bare forskrækkelse.     En dag Qasiassaq var ude at ro i kajak, så han oven på en isflage nogetsort af store dimensioner. Han roede hen til isflagen og opdagede, at det var enstor sten. Han så hen til de andre og gav sig til at ro kraftigt modisflagen som, når man skal harpunere en sæl. Lige før han forsvandt bagisflagen, løftede han harpunen. Han steg op på isflagen, skyndte sig atbinde sin line omkring stenen og smed den ud i vandet, så det skummede. Derefterkom han igen ned i sin kajak og roede frem, så de andre kunne se ham. Så gav hansig til at råbe om assistance (til fangsten, BS). Da de andre kom hen til ham, var hans fangstblære væk. Qasiassaq sagde: "I kan lede efter den. Jeg vil ro ind for at fortælle om den glædelige nyhed." Og med de ord satte han indefter af allekræfter.     Som sædvanlig kom Qasiassaqs kone ud (for at kigge efter ham) og hun råbte:"Der kommer en kajak." I det samme vendte kajakken siden til bopladsen ogbegyndte at råbe om hjælp. Qasiassaqs kone råbte ind i huset: "Hør I derinde.Kajakmanden råber om hjælp." Da de andre var kommet ud, skyggede hun med håndenfor øjnene og kiggede ud. Hun sagde: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, der'ánakingardlune' (se mine bemærkninger tidligere - Chr. B.)." Såhørte man nogen sige: "Jeg harpunerede en stor hvalros og har mistetfangstblæren. Jeg er roet hjem for at fortælle om den gode nyhed." Konen løb indi huset og slog håndtaget af sin ulu (kvindekniv) i stykker. Hun sagde: "Detbliver dejligt at få et nyt håndtag til min ulu, nye beslag på gryden (beslag medhuller, hvorigennem føres remme til at hænge gryden op med - Chr. B.) og et nytstok til at rynke kamiksåler med (kammiut) fra tænderne på den hvalros, somQasiassaq har fanget." Qasiassaq blev hjemme, og hans kone fortalte alle denybegyndere i kajakroning, der kom hjem fra tur, om hvalrossen, som Qasiassaqhavde fanget (og som de andre ville komme hjem med). Hun fortalte den sammenyhed til kvinder, der vendte tilbage fra en lille tur. En af fangerne blev udelænge og Qasiassaq satte sig længst tilbage på briksen, så kun hans hæle sås.Sent på aftenen kom fangeren hjem, og idet han kom ind i huset, sagde han:"Qasiassaq, her er dine fangstblærer." Det viste sig, at hans fangstblærerbestod af sælmaver, der var forbundet med hinanden. Idet han afleverede dem,sagde han: "Den store sten var godt nok bundet fast med en line, men den vargået løs." Hans kone sagde: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Han svarede: "Ja,jeg løj. Mens jeg lå på lur efter sæler imorges, fik jeg øje på noget sort på enisflage. Jeg roede hen til isflagen og opdagede, at det var en stor sten. Jegløj og sagde, at det var en hvalros." Konen sagde til ham: "Hvor er det flovt, nårQasiassaq lyver." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun varlige ved at lette af bare forskrækkelse.     En gang var Qasiassaq ude i kajak og opdagede ved land nogle områder medsand, hvor der lå en hel masse isstykker. Han roede derhen og gik i land. Tokvinder, der var ude at samle bær, iagttog ham ovenfra. Qasiassaq gav sig til atfylde kajakken med isstumper. Da han havde gjort det, trampede han ned på den i stumper og stykker ('nungutdluínardlugo' - så der ikke var mere tilbage - Chr. B.). Da den var smadret, gik han ud i vandet med sine pjaltede klæder på. Han forsøgte at svømme med kun hovedet over vandoverfladen. Da han kom op igen, 'tunume ilaitkârarpai' (tunu er bagside - ilait, nogle - qaarpaa, knalder det, også: smadre. Jeg har svært ved at få mening ud af det. Men jeg vil tro, at der erblærer på ryggen) ved at slå dem med sten (knaldede han løs på sin ryg med sten, BS?). Og han stak isstumper ind under tøjet. Så tog han af sted hjemover. Han kom ned i sin kajak (dette forstår jeg heller ikke, for kajakken var jo smadret? Chr. B.), som lå dybt i vandet.     Da Qasiassaqs kone som sædvanlig kom ud af huset, råbte hun: "Hør Iderinde, der er en lille kajak på vej ind ('imâKale' kan jeg ikke få mening udaf - Chr. B.). Hendes husfæller kom ud og Qasiassaqs kone skyggede med hånden forøjnene og kiggede. Så sagde hun: "Kajakmanden ligner den kære Qasiassaq, menarmene hænger langt nede." Nu kunne man se (der står egentlig: høre - Chr. B.), atQasiassaq rystede af kulde og høre ham tale: "Nogle isstykker fra et kælvendeisfjeld ramte mig ('iluliarpoq', blev ramt af isstykker fra kælvende isfjeld -ifølge Rinks kommentar lyder det sandsynligt. Jeg kender ikke ordet i den betydning, og det står ikke i ordbogen - Chr. B.)." Hans kone løb ned til ham, idet hun sagde: "Den lille Qasiassaq er blevet ramt af et isstykke fra et kælvende isfjeld." Hun kunne ikke få fat i hans kajak fra land. Qasiassaqs kajak begyndte at fare i alle mulige retninger og han blev ved med at sige: "Jeg blev ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og jeg længes efter at komme hjem." Da hans kone ikke kunne få fat i kajakken, sagde hun: "Nu vil jeg tage lutter nyt tøj på og komme tilbage." Hun kom tilbage og sagde: "Jeg skal få dig til at ramme stranden her, hvor jeg står" (usikker - Chr. B.). Men når han begyndte at ryste af kulde, flyttede hun sig.- Langt om længe fik hun fat i kajakkens forspids og sagde: "Endelig fik jeg fat i den kære Qasiassaq." Da hun fik ham op af kajakken, faldt der isstumper ud af indersiden af tøjet. Da de kom op til huset jamrede Qasiassaq sig, for det gjorde ondt der, hvor han havde knaldet (punkteret - Chr. B.) blærerne (usikkert - Chr. B.). Fangere, der kom hjem fra fangst og andre, der havde været ude en tur, fik af Qasiassaqs kone fortalt historien om, at Qasiassaq havde været i fare, fordi han var blevet ramt af isstykker fra et kælvende isfjeld, og at han kun var nået hjem med nød og næppe (usikkert - 'angerlaarsummallu - Chr. B.). To kvinder, der kom hjem fra en tur sent på aftenen, fik også historien fortalt, men de sagde: "Det må være ham, som vi imorges så fylde sin kajak med isstumper på det store sanstrand under den store klint. Ja, han lignede Qasiassaq." Så sagde han kone: "Har du løjet, Qasiassaq?" Han svarede: "Ja, jeg løj som sædvanlig. Jeg var som sædvanlig ude på fangst imorges. Så så jeg en masse isstumper på en stor strækning med sand. Det var disse, som fik mig til at lyve - som sædvanlig." Hans kone sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq gør den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun var lige ved at lette af bare forskrækkelse. Da Qasiassaq ikke længere havde en kajak, forærede konens bror ham den ene af sine to kajakkker. Nu rådede Qasiassaq igen over en kajak.     Engang besøgte Qasiassaq sin svigerfar. Han bar sin kajak op og da han komind i huset, sagde han: "I har ikke meget lampelys, så vil du ikke koge dettesølle hundehoved?" Svigerfaderen sagde, idet han pegede på sin søn:"Den stakkel er som altid så sulten, så lad os koge det. Vi har jo ikkeandet." Svigerfaderen var grædefærdig. Qasiassaq bemærkede frækt: "Igår ordnede min mor og jeg vores proviant i to køddepoter, som var fyldt op. Viflyttede om på hele sæler, således at de øverste kom længere ned og de nederstekom til at ligge øverst. Jeg er endnu øm i armmusklerne." Svigerfaderen sagde:"Dengang Qasiassaq blev forældreløs, var der ingen, der tænkte, at han villeblive så velstillet." I det samme begyndte svigerfaderen at græde og Qasiassaqgræd med ham. Men det hele var jo humbug fra Qasiassaqs side.     Da Qasiassaq dagen efter skulle af sted, sagde han til sin unge svoger: "Dukan følges med mig. Så kan du få noget mad med hjem." Svigerfaderen sagde tilsin søn: "Din kære svoger vil gerne have dig med hjem, så du kan bringenoget med hjem til os. Følg's du med ham." Da de kom til bopladsen,bar Qasiassaq sin kajak og sin line op. Inde i huset skrabede han bundfaldet afsin kones lampe og tog det ud for at bruge det som madding til ravne, som hanville fange i snaren. Han havde knap nok placeret sig ved vinduet, da han sagde:"Der var to - nå, den anden slap væk." Han gik ud, og da han kom ind igen, sagdehan til sin kone, at den (ravnen) skulle koges omgående. Hans kone kom igang medat koge den ('aitdlugo' - kender jeg ikke). Den unge svoger kom også ind i husetog blev bespist af andre beboere i (fælles)huset. Søsterens mand gav ham ingenting. Han troede ellers det var ham, der skulle byde ham noget at spise, når det nu var ham, der havde inviterede ham, så han kunne få noget mad med hjem.Han fik ikke noget mad med fra Qasiassaq og hans kone, da han næste dag skulleaf sted, men de andre beboere gav ham noget mad med hjem. Da hankom tilbage, spurgte moderen: "Er den mad fra Qasiassaqs?" Han svarede: "Nej, detvar fra andre beboere i huset. Jeg fik ikke noget mad fra Qasiassaqs." Moderenspurgte igen: "Fik du noget at spise hos Qasiassaqs?" Han svarede: "Jeg fikkun ravn at spise." Da sønnen sagde dette, skældte moderen ud på sin svigersøn, der ikke var til stede, ud, fordi han havde løjet så groft.     En gang rejste Qasiassaq på besøg hos nogle i Appatsivik, som lå øst forderes boplads. Han gik ind i huset og opdagede, at de sørgede over etdødsfald. Han spurgte en af dem i huset, hvad der var årsag til deres sorg.Denne svarede: "De sørger over, at de har mistet deres lille datter". Hanspurgte igen: "Hvad hed den lille pige?" Den anden svarede: "Hun hed Nipisaan-nguujuk." Qasiassaq hævede sin stemme og sagde: "Vi derhjemme har opkaldt voresdatter efter den afdøde. Vi kalder hende altid Nipisaannguaq." De sørgendesagde: "Det var vel nok pænt af dig at opkalde jeres datter efter den afdøde." Da de begyndte at græde, holdt Qasiassaq sine hænder for ansigtet, og lod som om hangræd, idet han kiggede rundt mellem fingrene. Da de havde grædt, gav deQasiassaq noget godt at spise som tak for, at han havde opkaldt sin datter efterden afdøde. Qasiassaq løj som sædvanlig, for hans kone kunne ikke få børn.Qasiassaq skulle af sted næste dag, og de der havde mistet deres datter, sagde:"Her er nogle perler, og her er hendes tallerken, de skal tilbage til den, der eropkaldt efter hende. Her er også nogle sælunderarmsben, som man skal ladebarnet smage." Da Qasiassaq skulle af sted med disse ting, sagde enaf mændene: "Sig til din boplads, at jeg har en gryde til at hænge over lampen,som jeg gerne vil bytte med en kajak." Qasiassaq svarede: "Lad mig få den, forjeg har en ny kajak derhjemme. Jeg har fedtet betrækket ind i nogen tid, men jeghar aldrig brugt den, fordi jeg synes den kæntrer så let." Den anden svarede:"Ja, tag den endelig." Da han havde fået gryden, tog Qasiassaq af sted hjemover.     Qasiassaqs kone gik som sædvanlig ud (for at kigge efter manden) og hunråbte ind: "Hør I derinde, der kommer en kajakmand med megen last bag på." Hunskyggede med hånden for øjnene og sagde igen: "Kajakmanden ligner den stakkelsQasiassaq. Han ror med armene hævet højt (efter de danske bemærkninger:'ánákingardlune' - Chr. B.)." Idet hun sagde dette, løb hun som altid ned tilham. Hun spurgte ham: "Hvor stammer alle de ting, du har bag på kajakken fra?"Manden svarede: "Der var forlist en konebåd og de har kastet alle de ting bortog efterladt dem på en isflage, derfra har jeg taget dem." Konen svarede: "Deter vel nok dejligt, at jeg får en ny gryde." Qasiassaq stak hånden ned bag ikajakken og tog en tallerken og perler frem. Hans kone blev henrykt. Hun gikop til huset og tog sin gryde, der hang over lampen, ned og smadrede den, og hunsmed de sælskulderblade, de brugte som tallerkener, ud. Da manden kom ind ihuset, havde hun allerede hængt hans medbragte gryde op, og hun var i færdmed at pynte sig med perler. Da hun var færdig, rystede hun pelsflippen('kinini', pelsflippen - efter de danske bem. - Jeg kender ikke udtrykket. - Mendet kan også være 'kiinnani': sit ansigt? Chr. B.), for hun var så glad forperlerne. Næste morgenen meddelte de, der havde været udenfor, at mangekajakker var på vej ind. Da Qasiassaq hørte dette, satte han sig helt tilbage påbriksen. Kajakkerne lagde til, og man hørte nogen sige: "Der er mad tilQasiassaqs (og hans kones) lille datter. Sig til dem, at de skal hente det." En af husfællerne sagde: "Qasiassaqs har ikke fået nogen datter." "Så sig tildem, at de skal bringe perler og tallerkener ned," blev der sagt nedefra. En afde fremmede sagde: "Spørg Qasiassaq, hvor kajakken, som jeg skal købe, erhenne." En af Qasiassaqs husfæller sagde: "Qasiassaq har ikke fået nogen nykajak." Manden svarede: "Så sig til ham, at han skal bringe gryden ned."Qasiassaqs kone måtte skære sine pelsflipper af, og hun måtte skære gryden ned fra opænget. Da de fremmede var taget af sted med alledisse ting, sagde Qasiassaqs kone: "Qasiassaq, har du nu løjet igen?" Qasiassaqsvarede: "Ja, jeg har som sædvanlig løjet. Da jeg i går under mit besøgerfarede, at de havde mistet et barn, sagde jeg til dem, at vi havde fået etbarn, og jeg fortalte, at jeg havde fået mig en ny kajak." Konen sagde: "Hvor er det flovt, når Qasiassaq laver den slags." Qasiassaq bøh'ede: "Paq," så hun varlige ved at lette af bare forskrækkelse.Engang var Qasiassaq ude at ro i kajak. Han blev længe ude og kom førsthjem sent på aftenen. Han fortalte: "Jeg har fundet en død hval. I morgen kan Itage derhen i konebåd østover." Næste morgen tog de af stedallesammen. De spurgte Qasiassaq flere gange: "Hvor er den så henne?" "Derhenne østpå." Hver gang de nåede til det af Qasiassaq udpegede sted, varder ingen hval. Da han blev ved med at føre dem længere og længere væk, dræbtede ham endelig. Det blev enden på Qasiassaqs løgnehistorier. Slut.Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.Hist.: En af overleveringens mest populære historier om løgneren der er så tåbelig at han ikke engang kan fange en sæl, der kommer helt hen for stille og roligt at lade sig fange.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I: 175-176.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 242 - 244: Ipisannguaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 242 - 244: Oqaluttuaq Ipisannguamik.

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 56, som den anden af to "mærkværdige" fortællinger om angakkut, ss. 175 - 176.

Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 45, The Angakok's Flight to Akilineq, som den anden af 3 fortællinger under denne overskrift, s. 274 - 276.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Ipisannguaq.

Han, som ikke skulle være angakkoq / åndemaner ('angakûvsãngitsúnguaq' / bestemt til at være åndemaner / et åndemaneremne), begyndte at beskæftige sig med åndemaning.

 Engang, han manede ånder, sagde han: "Hvor mon det befinder sig, som mine forfædre (kan også være: forgængere. CB) talte om, hvor der

på den nordlige side af et hus var et stort blodigt sværd". En gang han manede

ånder og fløj gennem luften og 'sila saqilerpâ' (rejse verden rundt - ifølge Rinks tilføjelse, CB). Da han kom hjem sagde han ikke noget om det. Næste gang det blev mørkt, manede han igen ånder og tog vestover til Akilineq. Han så et hus og på den nordlige side så han et stort blodigt sværd. Han landede bag huset, hvor han afførte sig sit flyveredskab (? autdlatine - måske remmene man bindes med til åndeflugt, BS) og stillede sig ved husgangen. Et menneske kom og kiggede på ham. Dets øjne lignede øjnene på et sæl- eller hvalfoster. De var dunkle og uklare. Mennesket gik ind igen uden at se ham. En anden kom ud og kiggede på ham. Hans øjne lignede sortebær. "Kom indenfor!" sagde han. Han gik ind. Undervejs ind sagde mennesket: "Du træffer det rigtige tidspunkt. De skal lige til at spise." Åndemaneren sagde: "Min familie vil nok som de plejer ikke tro mig. Måske skulle jeg have en stedfortræder!" "Jeg kunne jo godt være din stedfortræder", sagde mennesket, "men jeg bevæger mig så langsomt." Så bandt de ham og han hævede sig op i rummet og kom ud gennem husgangen, og han så lutter stjerner blinke; men den anden morede sig sammen med dem i huset hele natten. Da det var ved at blive morgen sagde han: "Natten er ved at være forbi, jeg må hellere se at komme hjem." Så tog han af sted østover. Forude så han en stor flamme, og det så ud som om der var mange kajakker omkring den (el. ifølge Rinks tilføjelse: så hele egnen blev oplyst). Da de (åndemaneren og hans stedfortræder) passerede hinanden, nåede de lige at smile stort, og så var de forbi hinanden.

Om aftenen bandt de ham igen, og han tog igen af sted til Akilineq. Manden fra Akilineq sagde: "Man kan høre hans stemme østfra." Så blev også han bundet, og han (stedfortræderen) tog af sted østover. De passerede hinanden og smilede stort til hinanden. Men åndemaneren fra Akilineq endnu opholdt i huset (hos Ipisannguaqs fæller) sagde han: "Nu kan man høre hans stemme." Så blev han bundet, og da de passerede hinanden sendte de hinanden et stort smil.

Da Ipisannguaq dagen efter var ude i kajak, hørte han dem der boede nord for dem sige: "Ipisannguaq, som ikke skulle være åndemaner, har fået en stedfortræder fra Akilineq. Lad os tage hen og overvære hans åndemaning!" Da Ipisannguaq kom hjem sagde han: "I dag hørte jeg mændene fra Qassimiut sig, at de ville komme og overvære Ipisannguaqs åndemaning, han som ellers ikke skulle være åndemaner." De gik i seng, og da han dagen efter skulle ud på fangst, sagde han: "Hold øje med Allaangusuarannguaqs lille næs i dag!" Og hver gang de dagen igennem gik ud, kiggede de på Allaangusuarannguaqs lille næs, men der var ikke noget særligt at se. Men da en af dem lidt før eftermiddag gik ud så han den ene kajak efter den anden og den ene konebåd efter den anden komme frem fra det lille næs. En hel flåde af kajakker og konebåde blev det til. Da sagde en af dem: "De kommer jo til at stå som sild i en tønde!" En anden tog så sin gode gamle støvletrækker (kammiut) frem og strakte huset ud så det blev større. Alle de ankomne vrimlede ind, men rummet blev ikke fyldt helt op. Ipisannguaq kom hjem fra fangst, og om aftenen gjorde han sig klar til at mane ånder. Han blev bundet, kom ud af huset, og så var han på vej vestover til Akilineq. Og åndemaneren fra Akilineq kom til hans hus som stedfortræder. Hele natten morede de sig sammen med åndemaneren fra Akilineq. Da det var ved at være morgen sagde åndemaneren fra Akilineq: "Nu kan man høre hans stemme!" Forude så Ipisannguaq den der gevaldig store flamme, og omkring den mange andre flammer.

Da de, der var kommet for at overvære åndemaning, var taget hjem, rejste Ipisannguaq på besøg til Qassimiut. Om aftenen sagde en af dem til ham: "De kære fangere har i længere tid kun fanget een om dagen. Du plejer ellers at skaffe noget til veje". Han sagde: "Men hver gang skaffer jeg lidt (? CB har ikke villet oversætte disse linier, fordi afskriveren åbenbart er kommet til at skrive pilersar... i stedet for pilersor... (forsyner med/skaffer), BS). En af dem sagde: "Kom nu, prøv nu at skaffe noget." Han begyndte (? BS) og fik uden for huset øje på en dejlig ung pige (? BS). Han gav sig så til at mane ånder, og mens det stod på fik han et godt nok enormt isbjerg til at bevæge sig hen imod sig. Da det nærmede sig, gik der (ligefrem?) en stærk strøm langs med det. Så begyndte kvinderne at træde frem på gulvet, men netop den dejlige unge kvinde, som han ønskede at se, trådte ikke frem. Da hun så var på vej ud på gulvet, så han at det var en med et nyt topbånd. Han kiggede ud, og da var den stejle side af isbjerget var ved at vende sig ind over land. Han forsvandt lynsnart ned i jorden.

Ipasannguaq skyndte sig nu hjem og faldt ned i huset gennem taget og sagde: "Skynd jer at tænde lys. Jeg har dræbt dem alle i Qassimiut." Netop som man fik tænkt, så man at Qasimiutternes åndemaner var neden for husene, og hans snakkede om at hævne sig: "Lad også mig mane ånder!" Men ovenfra slog de sten ned på ham, så han sank længere og længere ned. Og til sidst kunne de ikke længere høre hans stemme.

Dagen efter roede Ipisannguaq ud i kajak og hen til husene (i Qassimiut). Han gik i land og så sig omkring. Der var ikke sten på sten tilbage. Det store isbjerg, der væltede og kælvede, havde sat vandet i oprør, og bølgerne havde knust husene og trukket hver eneste sten med ud i vandet.

Det var den store unge pige, viste det sig, der havde født et barn i dølgsmål (anngiaq). Derfor fik hun udryddet alle de andre. Slut.

Skrevet af Amos (? Ammon, ifølge Rink 1866-71,I:361)

Var.: Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Quertitsialik; Tungujorlersaaq;

Ipisánguaq; Kragh nr. 84;

Vedr. udveksling med hjælpeånder, der kan underholde åndemanerens tilhørere mens han selv er i det fremmede land, er det en fast episode i østgrønlændernes fortællinger om angakkoq-rejser til det store tidevands land: J. Rosing 1963: 199 - 202; 212 - 213; Innartuaqboens himmelrejse.

Hist.: Rink har tilføjet den kommentar i afskriften (håndskriftet), at Rasmus Berthelsen tidligere har hørt fortællingen, og derfor er den ikke lokal - dvs. fra Qaqortoq-distriktet. Det er der kun få fortællinger der er, selv om de historiske selvfølgelig har haft en lokal oprindelse. Muligvis har en ulykke forårsaget af et kælvende isbjerg i Qassimiut givet anledning til at begrunde det skete med denne fortælling, der kendes i flere versioner, hvor det blot er i Akilineq ulykken sker. I Amos' (eller Ammons) version hér, hersker der derimod lutter positive relationer mellem de to parter, grønlænderne og Akilineq-boerne. Det kan skyldes det kendskab man har fået til stammefrænder i Labrador, hvor et par af herrnhuternes grønlændere havde været på besøg hos brødremeningheden derovre.

Adam Becks beretninger om Akilineq fra selvsyn i Atuagagdliutit, blev først trykt nogle år efter ovenstående fortællings nedskrift. Søg på Petersen, Robert, 2000

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 248 - 251: Qaqqalik-boen og Qeqertatsiaq-boen. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 248 - 251: Oqaluttuaq Qaqqalimmiumik.

Afkortet oversættelse af en blanding af episoden med havormen fra denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 6, ss. 65 - 67.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 87, ss. 437 - 438: Sangiak, or Nerngajorak.  

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om én fra Qaqqalik og om en anden fra Qeqertatsiaq.

Beboerne på Qaqqaligaatsiaq og på Qeqertatsiaq var meget gode venner. Når de mødtes på deres kajakture, skiltes de igen som gode venner. Engang da de mødtes på en af deres kajakture, foreslog manden fra Qeqertatsiaq vennen, at de skulle kappes om at være den første, der fik et barn. Da vennen kom hjem, inviterede han en gammel mand og fortalte ham dette. Den gamle mand sagde: "Imorgen må du ro langt uden for kysten, ud i det åbne hav. Når du hører nogen vræle som et spædbarn, må du ro hen til den. Hvis det viser sig at være en stor orm ('sangiâ  chr.b), skal du tage den og putte den ned i åbningen af din kajak. Når du nærmer dig stranden på bopladsen, skal du råbe op til din kone og bede hende om at komme ned".

     Næste morgen tog ham af sted og roede ud på det store hav. Mens han roede

derude langt fra kysten, hørte han nogen vræle som et barn. Lyden kom sydfra. Da

han nærmede sig området, hvorfra vrælet kom, kiggede han sig omkring og han så

en krusning på havet. Han roede derhen og så en stor orm. Det var den, der

vrælede som et barn. Han løsnede den nederste kant af helpelsen fra kajakringen

og puttede ormen ned i åbningen. Da ormen blev varm begyndte den at sno sig, som

om den borede sig ind i noget ('putôrissoq'). Han roede hurtigt ind imod land og

lige før han nåede land, råbte han til sin kone: "Kom herned!" Da hun kom, sagde

han til hende: "Vend vend ryggen til stranden og blot din søde lænd". Hun gik hen til ham og blottede sin lænd. Han løsnede kanten af helpelsen fra kajakringen og lagde den store orm over lænden på hende. Så forsvandt den ind i hende ('tauva peqángilaq iluanut puvdlune'). Konen blev gravid og hun fødte et drengebarn. Da sønnen blev lidt større, lavede faderen en lille bue til ham. Da han prøvede at skyde med buen, ramte han et stykke tørv i husets mur. En dag så drengen en snespurv og han skød efter den og ramte den, så den døde. Han tog den med ind til sin mor og far. Han kom ud igen og så en stor flok snespurve. Han skød efter en af dem, men pilen ramte samtidig alle de andre. Hans far byggede en kajak til ham og roede ud sammen med ham. Nogle gange roede han et stykke fra ham. Når han så kiggede tilbage, var der gerne mange sæler omkring ham. Engang de kom hjem fra en rotur, sagde drengen: "Måske skal jeg have mig en fangstblære". Hans far lavede en

fangstblære og fangstredskaber til ham. En morgen tog de ud på fangst. Han far

roede et stykke fra ham og lod ham være alene. Han så, at to sæler var dukket op

i nærheden af ham. Drengen, som var begynder i kajakroning, roede hen til dem og

harpunerede den ene, men det viste sig, at han havde ramt dem begge på én gang,

så han fik to sæler. Hans far bugserede begge sæler hjem. Da den lille begynder

i kajakroning blev søvnig, anbragte han ham under kajakstolen (et stativ foran

manden, hvor linen ligger rullet sammen) og lod ham sove.  

       Vennen på Qeqertatsiaq vidste endnu ikke noget om sønnen. Denne lille nybegynder i fangererhvervet harpunerede en hel stime sæler på én gang og hans far måtte under store anstrengelser bugsere alle de sæler hjem. Han inviterede vennen fra Qeqertatsiaq på besøg. Da denne ankom til Qaqqaligaatsiaq og var på

vej op til hans hus, skjulte han den lille dreng. Da vennen kom ind i huset, gav

han ham masser af mad (eller: mange forskellige slags retter. CB) at spise og

vennen sagde: "Jeg er blevet meget mæt". Så lod manden fra Qaqqaligaatsiaq

sønnen komme frem og sagde: "Vi kappedes om, hvem af os der ville være den

første til at få en søn. Her er den kære søn, jeg har fået og det, du fik at

spise, var noget, han havde fanget". Den anden sagde ikke noget, men det viste

sig, at han var blevet fornærmet (eller: var blevet ked af det. CB).

     Da vennen vendte hjem søgte han efter noget, der kunne blive til hans barn.

På stranden fandt han en søpølse... den tog han med op til sin kone, så hun

kunne få et barn, som det var sket med vennens kone (sådan kan det vist

opfattes. CB). Da barnet blev født, var der ingen pulsslag, i hvert fald kun

forsvindende svage pulsslag. Han var ikke i stand til at komme ud at fange. Når

de under en rejse så spækhuggere, lod han sig falde ned i vandet ud over

konebådens ræling, men han kunne ikke fange dem. Han plejede også at svømme

efter almindelige sæler, men han kunne ikke fange nogen. Da han ikke var i stand

til at komme tilbage til konebåden, svømmede han til et lille næs. Han blev så

fundet på den anden side af næsset - stærkt forkommen. En dag de var ude på konebådsrejse, så de en flok spækhuggere. Da sønnen ville hen til spækhuggerne, advarede forældrene ham og sagde, at han risikerede at blive ædt af dem. Men han ville ikke høre efter og lod sig falde ned i vandet ud over konebådens ræling. På et tidspunkt, hvor man kunne regne ud, han ville være nået til spækhuggerflokken, begyndte disse at krydse frem og tilbage mellem hinanden.

Konebåden skulle til at stoppe, men da de ikke havde set noget til ham, tog de -

som de plejede - hen til det lille næs for at se efter, om han skulle være dér.

Efter at spækhuggerne havde forladt stedet, hvor de åd, roede faderen derhen.

Han fandt kun hans lunge, som flød på vandet. Spækhuggerne havde ædt ham.

Qaqqaligaatsiaq-boerens søn sagde til sin far: "Mine kammerater kan vel

nok sagtens. Deres kajakker er forsynet med beslag af hvalrostænder (det kan

også være narhvalstænder. chr.b). Lad os rejse nordpå". Faderen sagde til ham:

"Ja, lad os skynde os at komme af sted nordover". Under turen nordpå købte

sønnen en masse (hvalros)tænder. De nåede højt mod nord, så var de på vej

sydover igen. De mødte to kajakmænd. Deres kajakker var forsynet med beslag af

hvalrostænder. Kajakmændene tog flugten. Sønnen sagde: "De to

velhavende kajakmænd vil jeg dræbe". Faderen forsøgte at tale ham fra det, men

sønnen, denne Sangiaaq (eller: som hed Sangiaaq. chr.b), sagde: "Jeg vil nu

dræbe dem". Så roede han hen til dem og harpunerede den nærmeste, men dræbte

også den anden samtidig ved samme harpunkast. Han fjernede beslagene ('pequtai')

fra kajakkerne og tog dem til sig. Da han kom tilbage til konebåden sagde han:

"De efterladte vil kigge forgæves efter dem. Jeg vil tage hen og

underrette dem". Faderen sagde til ham: "Du risikerer bare at blive dræbt". Men

han sagde: "Jeg vil nu tage hen til dem og give dem besked". Da han kom ud for

teltene, sagde han: "I skal ikke søge efter de to kajakmænd, jeg har dræbt dem".

De svarede: "Gå nu i land og besøg os". Han gik i land og gik ind i teltet Så

såre han gik ind, opdagede han, at alle de mange mænd havde spærret udgangen.

Han så, at de havde knive i hænderne. Inden de fik dræbt ham, kiggede han rundt

og så en lille åbning ved teltstangen. Han sprang ud gennem denne lille åbning.

De havde skåret hans kajakbetræk med kniv, så de sagde: "Stakkels lille

kajakmand, han vil nok gå til bunds (svært at finde den rigtige oversættelse.

chr.b). De kiggede på ham, men han forsvandt bag næsset (uden at synke).

Mens han roede bort, kiggede han efter sin kniv, men den var der ikke. Så vendte

han om og gik i land, før han nåede det beboede sted. Han gik hen til dem over

land. En af dem sagde: "Ham dér, han har sandelig fået sig en smuk kniv". Han

nærmede sig dem, så sprang han hen til dem og tog kniven fra dem. De kunne ikke

gøre ham noget. De kiggede bare på ham. Ingen af de mange mænd kunne gøre

Sangiaaq fortræd. Han slap bort fra dem og nåede hjem til sin boplads. Slut

     Skrevet af Amos fra Nunarsuit

Var.: Episoden med havormen danner ofte optakt til Qujaavaarsuk. Nerngajorak; Ipiutaarsuk og Naparutaq; Ajagutaarsuk og Ularpanna. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.