Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 64 - 65.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 70 - 71.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortælleren har sikkert været Kiinnguits datter, Nuliannguaq. Hendes far havde arvet Siwpiaqs / Sippiaqs to europæiske hjælpeånder, som han engang lod vise sig langs slædevejen, hvor han kørte efter en mand, der havde brudt sit løfte om at give Kiinnguit en hundehvalp. Løftebryderen blev betænkelig, holdt stille, spurgte Kiinnguit hvad det var, da denne nåede frem, og han svarede at det bare drejede sig om den lovede hundehvalp. Straks løste manden den største hvalp, en velvoksen krabat af sit spand og gav den til K. der herefter sagtens kunne følge trop. De to ånder blev stående og kiggede efter dem. Den ene holdt et våben i hånden, en sten, der kunne gløde og som engang, da den blev kastet mod en heks, afslørede hendes onde forehavende. Det kurerede hende ved fra siden at se de to ånders ejer dengang, Sippiaq / Sivpiaq, i øjnene (for dermed at forhekse ham, BS).

Hist.: Historisk fortælling fra slutningen af 1800 og begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Det er ganske forbavsende hvor populære europæere, i første omgang formentlig skotske hvalfangere fra slutningen af 1700-tallet, var som hjælpeånder i Upernavik-distriktet.

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk, s. 77: qingmit ârnawagdlit /

(aarnuaq).

Martêraq har genfortalt Nuliannguaqs fortælling og muligvis også givet depersonoplysninger om Siimuk, der står som indledning.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 39 - 40.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, s. 44.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Åndemaneren / angakkoqen Kîingewit / Kiinnguit var så uheldig engang han netop havde forladt huset gennem røghullet på åndeflugt at blive standset af hundenes gøen og lande på enderne af en konebåds rælinger oppe på et højt stillads. Man måtte hjælpe ham ned. Hundenes gøen havde lydt som: Han lander, han lander. Hundene viste sig da også at have en blå blomst, oqaasat, den tungelignende (saxifraga?) som amuletter.

Hist.: Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet. Den oprindelige fortæller var Kiinnguits datter. Han lod sig døbe som 46-årig, men fortsatte sin praksis som angakkoq. Han havde overtaget to danske hjælpeånder fra Sivpiak / Siwpiaq da denne døde (H. Lynge 1955: 18 - 19).

Kommentar: Måske er årsagen til åndemanerens afbrudte åndeflugt enten det, at planter ikke kan bevæge sig omkring, eller blot det at disse ligner tunger og har givet hundene mæle.

Iøvrigt mente Martêraq følgende om hunde:

at når grønlandske hunde går rundt om sig selv og tramper på jorden før de lægger sig ned, stammer det fra deres fjerne oprindelse på stepper med højt græs. Hans Lynge 1955, s. 111.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Åndemaneren, angakkoq'en Kiinnguits datter, Nuliannguaq fortalte Marteeraq, at hendes far havde en "smasker" som hjælpeånd. Den havde det med at gnaske som et rovdyr i kødet omkring hans navle. Nul. var nær død af skræk engang hun efter en seance blev opfordret til at se gnaskesåret omkring sin fars navle. Men næste morgen så hun, at han var hel og fin som før.

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1900-tallet.

Kommentar: Det var et ganske almindeligt åndemanertrick at lade som om man tildelte sig selv sår, eller blev såret af en hjælpeånd, for derefter med en håndbevægelse at fjerne det igen.

Vedr. hjælpeånds fortæring af åndemaner, søg på initiation, uddannelse til åndemaner, navle, og ferskvandets hund el. bjørn.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 71.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Han der ikke kunne tages med våben.

Kiinngiviks datter Nuliannguaq, der var barnløs enke, var meget glad for mig, da jeg var barn, og hun plejede at fortælle mig historier om disse åndemanere. Hendes lillebror Saalimon er først død for nylig. Hans far havde fået lavet ham, så han ikke var helt uden evner. Når en kniv eller noget andet skarpt blev vendt mod ham, når han sov, fik han altid mareridt. Det fortælles, at selv hans børn morede sig over deres far, når staklen sov. Han var på sådan en måde, at ingen nogensinde ville kunne komme til at slå ham ihjel i smug. Og hans kone plejede at kigge alle knivene efter, før hun gik i seng. Da han døde, var det mig, der begravede ham.

Hist.: Fortælleren Marteeraq var overkateket og Hans Lynges hovedinformant og en ældre mand omkr. 1950. Hans stilling hindrede åbenbart ikke at man gerne fortalte ham historier af ældre før-kristen observans.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 78.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 86.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Sippiaq / Siffiaq var en stor åndemaner / angakkoq og meget gammel da hans søn blev myrdet. Skønt han kunne genoplive døde måtte han give op, for sønnen var kvalt i dyndet ler. Da Sippiaq mistede livsmodet over det, besluttede morderne at dræbe også ham. De kom på besøg, S. bad dem sidde, de svarede at det skulle de nok selv bestemme, hvorefter en usynlig europæer (en af S.s hjælpeånder) talte med myndig stemme oven over S. Gæsterne spurgte forskrækket hvad det var. Jo, han ville blot vide hvad det var for en hvalp, der nu skulle slagtes (hvem de unge mordere var, som S. ville hævne sig på). Forskrækkede så de unge mordere på hinanden og fór ud.

      Noget senere skar S. sin strube over, men den ene af hans europæiske hjælpeånder talte igennem den indtil den helede  og S. var ligeså rask som før.  Til sidst lykkedes det S. at drukne sig.

Kiinnguit, en yngre åndemaner arvede S.s to europæiske hjælpeånder, fortalte K.s datter, Nuliannguaq til Marteeraq.

Var.: Marteeraq fik trykt sin nedskrevne version i Avangnâmioq 1955. Søg på Siffiaq.

Hist. Historisk fortælling fra 1800-tallet. Det er ganske forbavsende hvor populære europæere, i første omgang skotske hvalfangere fra slutningen af 1700-tallet, var som hjælpeånder i Upernavik-distriktet.