Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 9 - 11: "Atâliánguaq" Ataaliannguaq.

Resumé:

Aataaliannguaq (den lille eftergjorte sortside) er en lille ungkarl,

der under en kajaktur tiltrækkes af en smuk kvinde på land. Han ror

ind, hun flygter, og han forfølger hende til en hule, hvor indgangen

er ham for snæver. Han frier udefra til kvinden. I stedet kommer

forskellige insekter ud efter tur, som han alle afviser: Mariehønen,

fordi den er lille, rund og plettet. Jordedderkoppen, fordi den har en

lille krop og et stort hoved. Ormen (larven?), fordi den har så mange

ben og er så elastisk. Kvinden inviterer ham da indenfor, og nu er

indgangen bred nok. Alle beboerne synger ham i søvn: "Sov nu A. og

vågn, når foråret kommer!" Da han vågner om foråret er kvinden blevet

en ræv, og selv skylles A. ud i havet af en elv. I havet blir han en

spraglet sæl. Det blir han snart træt af, fordi den sælart kradser for

meget. Dernæst blir han en netside, og endelig en blåside. Han blir

fanget af en mand, hvis kone er ufrugtbar. Det kildrer, da manden

harpunerer ham, da han ordner A. til bugsering og da han slæber A.

hjem over land. Det lykkes kun A. med besvær at holde latteren

tilbage. Da konen parterer ham og når hans hjerte, springer han op i

hende og fødes senere som et spillelevende barn, som får navnet A. Da

han vokser til, mangler han aldrig fangster, fordi han af gammel vane

følger sin lyst fra sine tidligere tilværelser til at være sammen med

de forskellige sæler.

Tolkning: I østgrønlandske og canadiske iglulik-varianter sker genfødslen altid

fra en åndehulssæl Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sjæl". Kombinationen af

fortællingen om insekterne (Se: Manden der blev gift med en ræv.) og

den om et menneskes ophold i forskellige dyr er ret hyppig og giver god mening: Dels

udvides disse dyrearters karaktertræk blot med insekternes, og dels er

helten en ungkarl (= en dårlig fanger), hvis dødlignende vintersøvn og

lyst til at identificere sig/være sammen med sælerne fortsætter i det

ny menneskeliv, hvor han derfor fanger godt. Den kildren, den nedlagte

sæl mærker i stedet for smerte, karakteriserer også de østgrønlandske

varianter, og er en fælleseskimoisk eufemisme. Den svarer til

forestillingerne om den lattervækkende indvoldsrøverske og, i

Avanersuaq / Thule, til dem om havkvindens far, der kildrer hendes gæst til

døde, hvis denne er en åndemaner med små evner (Holtved 1951: nr.9).

Var.: Aataaliannguaq, der også kombinerer "gift med en ræv" og Navagiaq el. sjælevandring; navnevandring.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amaarsiniooq

En ældre blind kvinde var engang barnepige for et højt elsket barn, mens de øvrige husfæller deltog i en sangkamp på en anden boplads. Sent om aftenen gav barnet sig til at græde. Barnepigen søgte at få det til at holde op, men forgæves. Til sidst hulkede barnet uafbrudt (maniînalerpoq er formentlig det samme som manittorpoq, CB). Midt i det hele lød så en stemme, der ynkede barnet og sagde: "Nåh lille skat, kom du op i amaaten" (rygposen til små børn).

Barnepigen troede bestemt det var barnets mor, der kom for at tage barnet op i sin amaat, så hun hjalp til med at få barnet op i den. I det øjeblik barnet kom ned i amaaten, opdagede hun at det ikke var et menneske, men et væsen med en furet ryg. Væsenet stoppede barnet ned i sin amaat og bandt snøren til, så der ikke var mere at stille op, og straks var det på vej ud af huset med barnet. Først på det tidspunkt gik det op for barnepigen at det var Amaarsiniooq. Det var håbløst og hun kunne nu bare vente på, at forældrene kom tilbage. Da de kom, fortalte hun, at hun havde puttet barnet i Amaarssinooqs amaat i den tro at det var barnets mor.

       Man siger så, at forældrene gjorde alt hvad de kunne for at få barnet tilbage (fri oversættelse af sunauvfaligôq angajorqaivisa pileraluássagât, CB). Hver gang der var omslag i vejret og man kunne høre barnets gråd, gjorde forældrene sig endnu større anstrengelser for at få det tilbage, fordi de havde så ondt af deres lille skat. De søgte ihærdigt og fandt så en åndemaner, som kun beskæftigede sig med at udspørge ånder (qilaneq). Han gik ihærdigt til værks og med større og større iver, og til sidst kunne han love forældrene at de nok skulle få deres lille skat tilbage.

Var.: Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

Hist. En temmelig kort variant, der udelader hele det vanlige forløb, hvor det lykkes åndemaneren, der ofte er krøbling, at hente barnet tilbage.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11, s. 36 - ,

læg 12, s. 11.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

De var engang en stor åndemaner, der havde to sønner.

Han opfostrede den ældste af dem, og da han blev stor nok til at ro i

kajak byggede han en kajak til ham. Når han kom hjem fra fangst, bar

han sønnens kajak ned til vandet, og når han havde sat ror på den,

roede han sammen med ham for at træne ham. Da han var blevet fortrolig

med det, tog han ham med ud på fangst; og da han syntes, at han var

moden til at få kajakredskaber og var godt på vej til at blive fysisk

moden, gav han ham redskaber med, og han begyndte at fange godt og

kunne klare sig i al slags vejr. Da sønnen var nået så vidt, holdt

faderen op med at fange og levede alene af sønnens fangst. Faderen var

ikke længere bekymret for ham, når han var ude i blæsevejr, for han

kunne godt klare sig i stormvejr.

På samme boplads boede der er flok brødre. Når stormene rasede om

vinteren, og sønnen ville ud på fangst, havde han altid følgeskab af

den mellemste af brødre-flokken. Og når sønnen havde en at følges med

i stormvejr, var faderen aldrig bekymret for ham.

En meget stormfuld vinter, kort efter nytår, hvor det overvejende

blæste nordvest, nærmest vest, vågnede man en morgen og sikke det så

hvinede derude.

Da sønnen var stået op, gik han ned og kom tilbage med sin helpels. Og

straks stod faderen op, for stormen hvinede og peb. Han gik udenfor og

konstaterede at det stormede nordvest og gik derfor hen til

bopladsfællernes kajakker, hvor han opdagede, at ikke en eneste havde

gjort forberedelser til at tage ud. For en gangs skyld ville sønnens

faste ledsager åbenbart ikke med ud. Han skulle til at gå op igen;

men så så han, at sønnen var på vej ned for at tage afsted. Han stod

og ventede på ham, indtil han kom hen til sin kajak. Han fulgte ham

ned til stranden til affart og hjalp til med at skyde kajakken ud fra

stranden. Sønnen havde dårligt forladt stranden, før faderen ikke

længere kunne se ham på grund af snetykningen. Så gik han tilbage op

til sit hus.

De ventede længe på, at han skulle komme hjem; og det blev aften.

Under normale omstændigheder ville han på det tidspunkt være kommet

hjem. For at bane vejen for ham, gav åndemaneren ordre til at lamperne

skulle slukkes. Så begyndte han ellers at mane ånder.

Han fulgte ham fra det sted, hvor han startede. Han var roet og roet

udefter og var kommet til det nærmeste fangstområde. Han var blevet

der et stykke tid, men var så fortsat udefter, ud til det yderste

fangstområde, og da han havde været der et stykke tid var han begyndt at

ro indefter. Han havde kun roet ganske kort tid, da han kom ind i en

kajakmands rute, og da han ikke kunne komme fri, måtte han blive der,

og han fulgte så denne rute.

Den store åndemaner boede på solsiden af fjorden ved mundingen. I

bunden af fjorden var der en bræ. På kystens skyggeside var der stejle

fjeldvægge. Den store åndemaner fulgt nu kajakmandens rute. Ruten gik

i retning af hans egen boplads. Den fortsatte tæt forbi bopladsen og

drejede derfra over til fjordens skyggeside. Ruten gik videre og

videre direkte mod fjeldvæggen; og lige før den nåede fjeldvæggen, fik

han øje på nogle store vinduer. Mens han kiggede på dem, vekslede det

med lys og skygge i dem. Da dette lidt senere holdt op og kajakruten

også endte dér, kiggede han ind igennem vinduet og så, at hans søn sad

på gæstebriksen overfor hovedbriksen og hang med hovedet.

Mens han kiggede på ham, rejste han sig op. Så rejste mændene overfor

sig også op, gik hen, greb fat i ham, satte ham ned på hans plads og

gik fra ham. Sønnen havde kun siddet ganske kort tid, så brummede han

og rejste sig. Mændene gik igen hen og satte ham på plads. Efterhånden

brummede han og rejste sig op tiere og tiere. Så var det at han på et

tidspunkt, hvor han straks efter at de havde sat ham på plads, atter

brummede og rejste sig. Omgående greb mændene ham, som de nu havde

gjort adskillige gange; og han forsvandt imellem dem. Midt i alt dette

brummede han igen og skubbede sine angribere fra sig, så de spredtes

til alle sider. I dette øjeblik ville han være sprunget ud i gangen;

men han skulle skynde sig og valgte at springe ud gennem vinduet. Så

såre han ramte jorden, løb han ned til sin kajak, satte den i vandet,

kom ned i den; og idet han drejede kajakken udefter, gav han sig til

at ro af alle kræfter mod sin boplads. Åndemaneren fulgte ham så på

ruten hjemover.

Da han var nået et godt stykke fra land, tog et stort antal kajakker

afsted, med en støjen og larmen så det kunne høres.

De roede efter ham men kunne ikke indhente ham. Midt i det hele lagde

så to andre kajakker fra land. Det så ud, som om alle de mange

kajakker halede dem til sig. De skød en sådan fart, at de blot roede

forbi alle forfølgerne og videre efter den flygtende kajakmand, som om

denne halede dem ind til sig. I stedet for som ventet at ro direkte

hen til ham, roede de uden om, (vendte) og så tilbage mod den stejle

fjeldvæg. Da åndemanerens søn passerede deres rute, skiftede kajakken

(automatisk)) retning og havnede i ruten. Han forsøgte flere gange at

komme ud af den, ("sanioqqunniartoraluaramiuk") men det lod sig ikke

gøre, så til sidst holdt han op med at ro. For faderen så det ud, som

om sønnen befandt sig i en elv (altså: som om han drev med strømmen)

Videre gik det i retning af land, og kajakken løb op på stranden

nedenfor husene. De sagde til åndemanerens søn, at han skulle stige op

af kajakken. Han adlød og gik op til huset. Idet han kom ind sagde de:

"Ingen vil gøre dig fortræd. Vi vil bare optage dig her i huset. Bliv

du kun her uden frygt." Da åndemanerens søn forstod at der intet var

at stille op, indvilgede han bare.

Da åndemaneren havde hørt, hvad de sagde, holdt han op med at følge

sønnen, fordi han ikke ventede, at han ville blive behandlet dårligt

og nu vidste, hvor han befandt sig. Åndemaneren kunne nu ikke gøre

andet end at begynde opfostringen af sin yngste søn. Da han blev moden

til at få sig en kajak, sørgede han for, at han fik en. Han trænede

ham i kajakroning og da han blev i stand til at klare sig alene, skete

det et par gange, at han lod ham passe sig selv. Da nu den yngste søn

havde fået sin egen kajak, tænkte han hele tiden på sin storebror i håb om

at finde blot et enkelt af hans kajakredskaber. Han vidste ikke, hvor

han blev af den gang, han udeblev fra fangst. Når han var ude alene i

kajak, kiggede han altid efter en eller anden ting, der kunne stamme

fra ham. Efterhånden blev han længere og længere ude og kom først hjem

om aftenen.

En aften han kom hjem fra fangst, tænkte han at han næste morgen ville

ro ind i fjorden for det var det eneste område han manglede. Tidligt

næste morgen tog han afsted og roede direkte ind i fjorden. Han roede

og roede og kunne til sidst se bunden af fjorden; og han opdagede, at

der var en bræ i bunden, mens kysten (derinde?), der vendte imod syd,

solsiden, var en stejl fjeldvæg, og kysten, der vendte imod nord,

skyggesiden bestod af lutter stejle fjeldvægge. Netop da han tydeligt

kunne se bræen, der gik ned til havet, fik han øje på en stor

kajakmand imod bræen. Øjeblikkeligt gav han sig til at ro derhen. Da

han kom ganske nær, gik det op for ham, at manden helt tæt på, var

hans storebror. Han sagde: "Jeg har ledt efter dig længe, og endelig

lykkes det mig at træffe dig. Kom nu med hjem til os." Hans storebror

sagde, idet han pegede på noget under kajakstolen: "Jeg har mange

gange forsøgt at ro hjem, men så længe jeg har denne modbydelige

(tingest) hos mig, vil det ikke lykkes mig at komme hjem."

Lillebroderen kiggede på det, der var under kajakstolen; og han

syntes, at det lignede en ærmebeskytter, der var blevet udstoppet med

noget. Hans storebror tog den og sagde: "Nu skal du se, hvorfor det

ikke kan lade sig gøre at komme hjem." Han kastede den langt væk imod

vinden. Knap havde den ramt vandet, før den kom tilbage til sin plads

under kajakstolen. Næste gang vendte han kajakken rundt i retning af

sin tidligere boplads, greb væsenet under kajakstolen og kastede det

bort med vinden, så det ramte vandet længere borte end sidste gang.

Men knap havde det ramt vandet, så sprang det op og kom tilbage til

sin plads under kajakstolen; og i samme øjeblik drejede kajakken om

imod den store nordvendte fjeldvæg. Han drejede hovedet mod sin

lillebror og sagde: "Som du ser, er jeg ude af stand til at tage hjem,

så længe jeg har den der modbydelige tingest hos mig. Ser du, nu ved

du alt om det. Men kom hver dag og følg mig på fangst."

Herefter var de så sammen på fangst hver dag. Faderen forsynede sin

yngste søn med redskaber, da han mente, at han nu var moden til det.

Når han efter at have fået kajakredskaber var på fangst, kom han hjem

sent på aftenen uden at have fanget noget, og faderen vidste ikke hvor

han plejede at være på fangst.

En dag da lillebroderen som sædvanlig var på fangst sammen med sin

storebror, sagde denne ved afskeden: "Kom til mig i morgen tidligt!"

Næste dag ganske tidligt om morgenen roede lillebroderen ind i

fjorden, som storebroderen havde bedt ham om. Han roede og roede. Og

da han kunne se bræen, tænkte han, at han nok kom til området før

storebroderen, men da bræen kunne ses klarere, viste det sig, at

storebroderen allerede var fremme. Han roede derhen, og lige før han

var helt fremme satte storebroderen rask afsted for at harpunere en

sæl. Mens lillebroderen så til, harpunerede han den. Han roede nu helt

hen til ham og opdagede, at han allerede havde gjort sælen klar til

bugsering og blot ventet på ham. Idet han skubbede sælen hen til ham,

sagde han: "Denne skal være din første fangst. Fra nu af vil du kunne

fange sortsider." Lillebroderen var ellers ikke vant til at se sæler,

når han var på fangst med sin storebroder. Men næppe havde han fået

sælen af storebroderen og roet fra ham, før han fik øje på en

sortside, der lå ganske tryg. Straks harpunerede han den. Fra nu af

fangede han mange sæler, thi sælen, som storebroderen forærede ham,

fordi han ikke fangede nogen, tjente jo som begyndelsen til hans

kommende fangster.

Når han og storebroderen var på fangst sammen,skiltes de først fra

hinanden, når de havde fanget så meget, som de overhovedet kunne slæbe

hjem.

Når hvidhvalerne indfandt sig om efteråret havde åndemanerens yngste

søn lige fra begyndelsen haft særligt svært ved at fange nogen, fordi

han var alt for ivrig. Det var nemlig sådan, at når man var på lur

efter hvidhvalerne, begyndte de at hoppe op af vandet og flygte, før

man overhovedet var kommet på tæt hold. Det skete også nu og da, at

man, før man overhovedet så nogen, kunne høre noget, der lød som en

fløjten. Når man så kiggede ned i vandet, så man en hel masse

hvidhvaler der passerede forbi under vandet, fordi de var blevet

opskræmte. Derfor var det særligt svært for ham at fange nogen.

Engang hvidhvalerne havde indfundet sig, var han ude på fangst sammen

med sin storebror. Da de skiltes, sagde storebroren: "Kom i morgen

tidligt." Da tænkte lillebroren ene og alene på hvidhvalerne.

Da han var kommet hjem og var gået op til huset, tænkte han kun på det ene, at han i sin tid, da storebroderen havde foræret ham den

første fangst, blev i stand til at fange sortsider.

Hans bopladsfæller, brødreflokken, havde skam lagt mærke til, at han,

lige siden storebroderen var udeblevet fra fangst, ikke mere snakkede

om almindelige ting eller smilte. Men da han nu igen gik rundt og

fortalte historier og smilte, mente hans bopladsfæller, at han måske

var begyndt at gå på fangst sammen med sin storebror, for han tog jo

også af sted, før de vågnede om morgenen. Da han den her omhandlende

dag kom hjem, stod brødrene og trak frisk luft sammen, og de sagde til

hinanden: "Lad os hyre vores bopladsfælle, pebersvenden, til at holde

vagt over åndemanerens søn og få ham til at følge efter ham, når han

tager afsted, og se hvor han ror hen."

De sendte bud efter pebersvenden / ungkarlen, og da de havde snakket med ham, gav

han sig til at holde vagt over ham, for han var interesseret i at få

den lovede betaling. Han vågede og vågede. Umiddelbart efter det blev

lyst, (Der står egentlig: "Efter at det var blevet helt lyst."Men det

passer ikke rigtigt sammen med efterfølgende. C.B.) kom åndemanerens søn

ud.

Da han var kommet ud, holdt pebersvenden øje med ham fra gangen, hvor

han holdt sig skjult og kun lige stak hovedet frem. Han holdt øje med

ham længe. Da åndemanerens søn kom ud, gik han neden for huset, hvor

han stillede sig op og tissede; og efter at have set nøje på vejret,

begav han sig ned og ind under konebåden, der lå oppe på et stillads.

Han tog sin helpels frem. Pebersvenden troede ellers, at han ville

tage den med op til huset; men nu var han ifærd med at iføre sig den,

selvom det endnu ikke var blevet helt lyst.

Da pebersvenden så dette, skyndte han sig ind i huset, tog sin pels,

fik den på i en fart og så var han på vej ud af huset. Det første han

gjorde, da han kom ud, var at kigge efter åndemanerens søn. Denne var

på det tidspunkt allerede ved at runde det lille næs syd for bopladsen

og forsvinde bag det. Pebersvenden skyndte sig ned, bar sin kajak ned

til vandet og kom ned i den. Så satte han ellers efter ham. Da han

havde rundet det lille næs syd for bopladsen, kiggede han efter ham og

opdagede, at han var direkte på vej ind i fjorden. Han roede efter;

men denne havde så meget fart på at han tabte ham af syne; og han

gjorde hvad han kunne for at få øje på ham igen. Det forholdt sig

nemlig sådan, at den store åndemaners yngste søn næsten ikke havde

sovet om natten ved tanken om hvad storebroderen sagde; og da han var

blevet træt af at vente på, at det skulle blive lyst, stod han bare

op og tog afsted for at være på fangstområdet før sin storebror. Han

roede og roede ind i fjorden. Netop som han nåede midtvejs, begyndte

det at dages. Det blev lysere; og da han, inden det var blevet helt

lyst, var ved at være fremme ved deres sædvanlige fangstområde, tænkte

han, at han for en gangs skyld ville være der før sin storebror. Han

havde lige sagtnet farten, så hørte han sin storebror råbe om hjælp

fra et sted sønden for, før han overhovedet havde set noget til ham.

Straks kom han til at tænke på, at han i sin tid (først) begyndte at

fange sortsider, efter at storebroderen havde foræret ham den første

fangst. Han kiggede mod syd og fik øje på en kajakmand, der roede

forbi bræen; og han sås tydeligt, da han befandt sig ud for den hvide

sne på fjeldvæggen.

Kajakmanden roede rask til ud af fjorden, og da han nåede ud for den

mørke baggrund, tabte han ham af syne. Så gav han sig til at ro alt

hvad han kunne i retning af ham på tværs af hans rute. Han roede og

roede, og mens han endnu kiggede efter ham, hørte han pludseligt råb

om hjælp fra et sted, der lå længere ude i forhold til det, han

stilede imod. Han drejede kajakken mod lyden. Da han langt om længe

kunne se ham, lå han med sin fangstblære ved siden og var i færd med at

aflive sin fangst med lansen. Nu var han kommet næsten helt hen til

ham og opdagede til sin forbløffelse, at det var en stor hvidhval, han

var i færd med at aflive. Netop som han nåede helt hen til sin

storebror, stak denne sin lanse i dyret, som ikke dykkede ned igen. Så

blev han klar over, at den skulle være hans første fangst.

Men alt mens han kiggede på den, begyndte dyrets hale at slå

hurtigere; og idet forkroppen krummede sig mere og mere nedad,

forsvandt det ned i havet; og den viste sig ikke oppe mere. Da han

nærmede sig fangeblæren / fangstblære, virkede den helt tom for luft og også den

forsvandt ned i havet.

I det samme opdagede han, at hans storebror var kommet til at hælde så

meget til side, at hans krop faktisk lå på vandet; man så kun lidt af

kajakken; og storebroderen var ved at forsvinde, idet han samtidig

vrikkede lidt med åren. Mens lillebroderen kiggede på ham, forsvandt

han lige så stille ned; og til sidst var han helt borte.

Da pebersvenden mistede åndemanerens søn af syne, roede han videre

efter ham ud i det blå. Han var næsten midtvejs inde i fjorden, så

hørte han noget, som han blev meget glad for, nemlig et råb om hjælp,

der kom fra fjordens skyggeside. Det kunne kun komme fra ham, han

forfulgte. Han ændrede sin kurs og begyndte at ro efter lyden. Præcis

da han befandt sig midtvejs mellem fjordens nordlige og sydlige kyst,

så hørte han igen råbet om hjælp lidt vestligere end før. Han roede

hurtigt til for at komme til at se ham. Han opdagede, at der var to

kajakker, der havde harpuneret et dyr. Mens han roede hen til dem,

vendte han et øjeblik blikket fra dem; og så så han, at der kun var en

kajakmand; og denne roede hen imod ham.

Dengang åndemanerens yngste søn så sin storebror forsvinde ned i

havet, kiggede han rundt for at se, hvor han ville dukke op igen. Midt

i den søgen kom han til at kigge hen mod bræen, og han fik øje på en

kajakmand mod bræen. Han ændrede kurs og roede så i den retning, for

det kunne ikke være nogen anden. Da han kom tæt på virkede han

fremmed, men ved nøjere eftersyn genkendte han ham, som deres

bopladsfælle, pebersvenden, som han mindst af alt ventede ville være

her så tidligt om morgenen. Så gik det op for ham, at det var den

sølle pebersvend, der havde ødelagt det hele for dem. Han blev hidsig

og roede direkte hen til ham. I et harpunkasts afstand fra ham, greb

han sit kastetræ for at harpunere ham, men han tøvede og tøvede og

gled blot forbi ham, da han ikke syntes, han kunne være det bekendt.

Det var jo sådan, at hans storebror havde bedt ham komme for at forære

ham hans første fangst af hvidhvaler. Men netop da kom pebersvenden

til syne; og da han var kommet alt for tæt på, var storbroderen blevet

nede under vandet for ikke at blive set.

Det fortælles, at lillebroderen aldrig fik fanget nogen hvidhval, selv

om han var vild efter dem. Men brødreflokken på bopladsen fik opklaret

det, de gerne ville, idet de af pebersvenden hørte, at åndemanerens

søn plejede at være på fangst sammen med sin storebror.

Var.: Egentlig ikke. Men storebror er - som så mange andre i overleveringen - blevet taget af innersuit. Søg på dem.

Kommentar: Det ærmelignende væsen under den røvede storebrors kajakstol kunne minde om en anngiaq eller tupilak, men er måske blot noget ubestemmeligt, som innersuit holder ham fanget med.

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hvordan åndemanerens kone (gerne) bar sig ad

Det fortælles at åndemanerens kone holdt sig nede på

stranden sammen med sine børn, mens mange mennesker døde (af en epidemi?).

Mange år senere havde drengene udviklet sig til driftige fangere.

En dag tog de driftige fangere afsted til Arfertuarsuk i konebåd for

at gå på rensdyrjagt. Men inden de nåede frem til det område, hvor de

skulle på renjagt, blev den ældste af sønnerne syg; de måtte så gøre

ophold på et sted, der hed Illerusa, og den alvorlige sygdom udviklede

sig til sindssyge. Hans brødre kunne til sidst ikke længere klare

ham. Hans mor havde ellers ondt af ham, men da de ikke længere kunne

magte ham, bad hun sønnerne holde ham nede og gjorde derefter følgende

efter en hæslig skik, som hun kendte.

I gamle dage brugte man spæk som brændsel, når man kogte mad på et

kogested, der var bygget på et fast underlag. De tog et stykke på

størrelse med en ("maannak" ?). De lagde dette på den syge, der lå på

ryggen og pressede til. Mange mennesker der var til stede og

nysgerrige efter at se hvad det var man pressede ned på ham, opdagede,

at et stykke fra ildstedet på størrelse med en "maannaka" blev lagt på

ham, og det havde hindret ham i at rejse sig op. Kort tid efter døde

han.

De andre tog videre til Arfertuarsuk og var på renjagt, som de

plejede. Derefter vendte de hjem til deres gamle boplads, Equuttat, og

moderen døde, mens de endnu boede der.

Hist.: Historisk beretning. Sindssyge, der ikke blev raske med tiden, måtte man beskytte sig imod. Levende begravelse - undertiden på den syges egen opfordring - i hans klare øjeblikke - praktiseredes undertiden. Søg iøvrigt på: sindssyg*

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 372: "Annorârssuaq" /

"Storfangeren, der var lige dygtig til at..."

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Annorârssuaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Annoraarsuaq.

Annoraarsuaq var på fangst hele tiden. Han fangede både sæler og

mennesker. Han havde mange fjender; men ingen kunne hævne sig på ham,

for alle var bange for ham. Der var også en fanger, der havde tre

børn - to drenge og en pige. En dag faderen var ude på fangst vendte

han ikke tilbage. De vidste ikke, hvor han blev af. Men hans kone

havde hørt, at Annoraarsuaq havde dræbt ham. De græd bitterligt. En

dag kom lillesøsteren grædende ind. Moderen spurgte, hvorfor hun græd.

Hun svarede, at storebrødrene havde ramt hende med legetøjsspyd i

underlivet og i kroppen. Moderen ventede på, at sønnerne skulle komme

ind (isersilerpât - isersiilerpai).

Da de kom ind, spurgte hun dem: "Hvorfor skal I have jeres lillesøster

som skydeskive for jeres legetøjsspyd, når hun har ikke gjort jer

noget. Træn jer hellere stærke, for Annoraarsuaq har dræbt jeres far.

Altså, træn jeres kræfter."

Man siger, at det var som om de begyndte at græde, da deres mor sagde det til dem, og de to brødre begyndte at opøve deres kræfter.

De bosatte sig langt mod syd. Dernede voksede de op, og de blev voksne og gode dygtige fangere. Så sagde den yngste af brødrene: "Mon Annoraarsuaq er død. Skønt han ikke var død endnu (denne sætning skal måske oversættes: Han var endnu

ikke død på det tidspunkt). Hvorfor skal vi ikke ud og se efter ham?"

Da de på stedet hørte dette, begyndte Annnoraarsuaqs tilhængere

(idlersordluat - det er noget med at beskytte) at besøge

ham og sige, at beboerne i Kangeq gerne vil se/møde ham

(takuluavât ?). Annoraarsuaq plejede at bemærke:

"inûtínguasigkangma," (Du lod mig slippe med livet ?) idet han

samtidig holdt kniven ganske tæt ved vedkommende, som så forsvandt.

Brødrene fra Kangeq med familie ankom til stedet, mens Annoraarsuaq

var ude på fangst; og da de slog deres telt op, bemærkede man, at det

var meget større end Annoraarsuaqs. Annoraarsuaq kom hjem og så

fjendernes meget store telt. Fjenderne sagde: "Qatingiseq, Qatingiseq,

gå hen og sig, at han skal komme på besøg. Så kom Annoraarsuaq ind, idet

han skubbede teltforhænget til side med sin kniv. Så sagde kvinderne

fra Kangeq: "I dér (kákuaraîke - det må være sønnerne, hun mente), kom

ind med  noget, som han kan sidde på." De kom ind med en stor sten,

som nær havde ramt den besøgendes fødder, da den blev sat ned på

jorden. Kun ved at den besøgende trak fødderne til sig, undgik man at

ramme dem. De sagde til ham: "Hvad med at spise lidt syre (i

renskriften: Sællever med kokleare)?" Han fik lige et par mundfulde,

så holdt han op og gik ud.

Om natten, efter at man var faldet i søvn,

hørte moderen íkkut marlok (måske: moderen til de to) nogen støj. Hun

gik ud og så, at Annoraarsuaq var ved at tage overdelen af sit telt

ned så lydløst han overhovdet kunne. Hun kom ind igen i

teltet og sagde: "Hør I dér, Annoraarsuaq er ved at rejse fra jer

(eller: slippe fra jer). De skyndte sig at komme op og gav sig til at

stirre intenst på ham.

Annoraarsuaq fik meget travlt. Da han blev færdig, fik han sine mange børn om bord i konebåden, og til sidst var han på vej ned til konebåden bærenede

sin kajak med bunden i vejret. Idet han tog et skridt for at komme

ombord på konebåden, skubbede brødrene fra Kangeq til ham, så han

faldt ned i vandet. Han blev under vandet længe. I virkeligheden

opholdt han sig under konebåden og lurede på dem. Han kom pludselig op

af vandet ved konebåden og forsøgte at stikke dem ned. Da de

to gik til angreb oppe fra, dykkede han ned igen og gav sig til at

gå/svømme omkring konebåden. Han blev efterhånden træt, og den yngste

af brødrene stak ham. Han dykkede, og da  han dukkede op igen,

stak den ældste ham. taunaqale tamalerput (måske: Sådan blev de ved

længe). Annoraarsuaq var efterhånden udmattet, og med flere stik

dræbte de ham. Så smed de alle børnene ud i vandet. Og de paterede

faderen. Ligesom de blev færdige med det viste der sig en kajakmand

frem omkring næsset (ordret: fra bag næsset) og sukkede voldsomt

(anesameqalune - anersaammerqaluni ?? Renskrift: Man hørte ham sukke,

så såre han kom op på land). Da han kom hen til dem, gav han sig til

at samle børnene op på land, idet han sagde: "Disse er værd at redde."

Han fik dem alle op på land. Han besøgte brødrene fra Kangeq. Det

viste sig, at denne gamle mand var på en tur for at fordrive tiden med

noget, fordi han havde mistet sin søn.

Han havde siddet hos brødrene et stykke tid, så

sagde brødrene: "Vi har ellers fået en god fangst i dag."

Han bemærkede: " Hvad fik I så ? "

"Du kan gå derhen og se på det." Han gik ud og videre

ned til stranden. Da han så det, sagde han: "I har fanget en isbjørn."

De svarede: " Nej, det har vi ikke. Se på det." "I har fanget en

isbjørn," gentog den gamle. De svarede: "Nej, det har vi ikke. Nu skal

du se det." De tog det, der dækkede liget, af; og  han genkendte

Annoraarsuaq med det store skæg, som nu var fuldt af blod. Den gamle

mand måtte sætte sig ned "toqulersoq" (én, der er ved at dø. Måske:

Som om han var ved at dø? Renskriften: ...han blev stående og var ved

at blive dårlig), og han sagde: "Det var virkelig pænt af jer. I har

givet mig lejlighed til at fordrive tiden med noget."

Det fortælles, at brødrene fra Kangeq blev gamle uden at de behøvede

at bekymre sig om noget.

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

Kangeq i Ammassalik området ligger sydøstligst på Kulusuk

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om "Anoritooq", formentlig: kvinden der adopterede en bjørneunge. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Var.: Musatak; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

Var.: Aqissiaq.

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Renskrevet el. nedskrevet (?) af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Det er usikkert om Gaba Olsen er fortælleren: Rasmussen har denne tekst, der er en sang, med mellem sine nordvestgrønlandske sange sidst i bind III af Myter og Sagn fra Grønland, 1925: 312. I indledningen skriver Rasmussen, at sangene blev nedskrevet i 1906 - 07 med gamle mænd og koner som informanter. En evt. original nedskrift ses ikke i arkiverne, men Møllers ren- el. nedskrift (?) er skønskrift og flere små fortællinger og sanglege har han illustreret med henrivende farvelagte miniaturer.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Det drejer sig om en rype på noget sne på slette oppe i indlandet. Øjenlågene er helt røde og ryggen brun, og mellem hans små endeballer et lille røvhul.

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I: s. 363 - 364: "To

søstre, der giftede sig ... ". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte

424: "Nukarît arfermik nagtoralingmigdlo" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To piger, der blev gift med en hval og en ørn.

To søstre bestilte ikke andet end at lege far og mor og børn. Det

gjorde de oven for deres hus. En dag da de legede, manglede de mænd

at gifte sig med; for der var ingen drenge. Den ene af pigerne

sagde: "Jeg vil gifte mig med den deroppe" - det var en ørn. Idet hun

sagde det, dykkede oppe fra og tog pigen med. Den anden pige

sagde: "Jeg vil gifte mig med den her" - det var et kranium af en

hval. Hvalen tog pigen. Hun fik altså en hval til mand.

Når den ældstes mand, ørnen, var på jagt, vendte den tilbage med en

hvalros i den ene klo og en hvidhval i den anden samt en isbjørn

i næbbet. Sådan gik det hver gang, og når den var på vej hjem, droppede

den den ene af fangsterne ned til sin svigerfar. Svigerfaderen havde

på den måde gavn af ørnen.

Den yngste af pigerne led meget, fordi hun skulle lyske sin sølle mand.

Hun bestilte ikke andet end at lede efter lus på sin mand. Hver dag

længtes forældrene efter deres piger. De sagde til den ene af pigerne,

mens manden var ude på jagt: "Hvorfor tar du ikke sener

af en hvidhval, så du kan fire dig ned?" Jo, det ville pigen så gøre.

Hun begyndte at samle sener. Da hun mente, at hun havde nok

af dem bandt hun en sten i enden af de sener (hun havde bundet

sammen), og firede dem ned. Der manglede kun ganske lidt, før de kunne

nå ned til jorden. Hun føjede noget til og syede dem sammen. Så var

hun klar. Mens manden var på jagt, firede hun sig ned og tog  hjem

til deres telt. De holdt øje med, hvornår manden ville vise sig.

Svigerfaderen og en forældreløs dreng lavede hver for sig en bue

maluartasauit (?).

Da ørnen kom hjem og opdagede, at konen ikke var der, droppede den

fangsten og fløj videre til svigerfaderens telt. Da ørnen befandt

sig over teltet, sagde manden til den: "ningânísânguakitat (vis dig

som en god svigersøn) og spred vingerne, så armhulen bliver synlig."

Ørnen gjorde, som det blev sagt, og de sendte mange pile afsted; men

den var ikke til at dræbe. Pilene satte sig fast mellem fjerene og så

ud som synåle. Så havde de ikke flere pile. Kun den forældreløse havde

nogle pile. Midt i det hele sendte den forældreløse en pil afsted og

ramte ørnen i armhulen, så den blev dræbt. Han ramte netop det mest

sårbare sted, og det blev ørnens banesår (lidt fint: tuqua erqordlugo -

ramte døden). Så havde de ikke flere bekymringer med denne svigersøn.

Nu begyndte de at overveje, hvordan de kunne få fat i den anden datter.

Faderen byggede sig en meget hurtiggående konebåd. Da han blev

færdig, prøvede han den. De fulgte en flyvende tejst og kom frem lige

så hurtigt som den. De prøvede også at følge med en flyvende

edderfugl; men edderfuglen fløj hurtigere. Han byggede konebåden om og

gjorde den endnu mere hurtiggående, så den kom til at glide lige så

hurtigt som en flyvende edderfugl. De varskoede datteren, idet de

sagde til hende: "Du skal komme hjem. Vi vil hente dig med en konebåd.

Du skal sige til din mand: Jeg trænger til at tisse," îjaripatit

(formentlig: når han siger ja) skal du binde en line på snippen på din

pels og gå ud. Så skal du binde linen fast til en sten." Det var

datteren med på. Konebåden kom, og datteren sagde til sin

mand:

"Jeg trænger sådan til at besørge." "Gør det på min

håndflade," sagde manden. "Jeg trænger sådan til at tisse," sagde

pigen. "Tis ind i min mund," sagde hvalen. Men pigen fortsatte: "Jeg

må altså gå udenfor. Du kan binde en line på snippen af min pels. På

vej ud nåede hun kun nedgangen til gangen, så rykkede han i linen. Han

rykkede også i linen, da hun var kommet ned i gangen. Da hun kom ud,

bandt hun linen til en sten; og hun løb ned og kom om bord i

konebåden. Så roede de af sted. Hvalen begyndte at rykke i linen. Da

hun ikke viste sig, lod den sig falde ned fra briksen og kom ud. Den

gav sig til at rulle ned til vandet. Fra konebåden blev det bemærket:

"Se, nu kom den ud." Så fik de fart på. Hvalen kom ned i vandet

timikalerkær." Mattak-dyret satte farten op, og den halede ind på

konebåden. Den kom ganske nær. Så sagde faderen til sin datter: "Tag

kamikkerne af, og smid dem ud." Hvalen fik kamikkerne mellem tænderne

og gav sig til at bakse med dem. Den blev til sidst irriteret på dem

og lod dem være, og den halede igen ind på konebåden.

"Smid din pels ud," sagde faderen til pigen.

Hvalen kastede sig over den, men blev træt af at bakse med den.

Endnu en gang halede hvalen ind på konebåden.

"Smid dine skindbukser ud," sagde faderen. Det gjorde pigen. Hvalen baksede

voldsomt med dem. Som før blev hvalen træt af det, den havde med

at gøre. Nu havde de ikke flere ting at smide ud, og hvalen satte

efter konebåden. Konebåden løb op på stranden, og sådan reddede de sig.

Også hvalen løb op på stranden og døde. Den blev til et

kranium. Der lå så hvalkraniet til forrådnelse - heldigvis.

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10-11.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aariassuaq

Det fortælles om fætrene Aariassuaq og Quaaveersuaq, at de elskede hinanden meget højt og begge var dygtige kajakfangere. De boede i hver sit hus og var begge store åndemanere. Når det blev midvinter og mørkt, manede de ånder på skift.

Når de roede ud på fangst fulgtes de hele vejen ud til fangstpladsen. Her skiltes de, men aldrig i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de havde fået fangst, roede de hen til hinanden og tog hjem. Når de kom hjem var de igen sammen, og de gik først hver til sit, når de skulle i seng.

En aften de som sædvanlig havde hygget sig med hinanden og det var blevet sent, blev Aariassuaq ret fåmælt. Fætteren Quaaveersuaq spurgte: "Hvorfor er du så tavs?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor bor vi dog i hver sit hus? Det er derfor jeg siger så lidt. Jeg ville være gladest hvis vi boede i samme hus, så vi kunne være sammen hele tiden." Fætter Quaaveersuaq svarede: "Den tanke har jeg også haft. Lad os bygge os et hus til sommer, hvor vi kan bo sammen, om alt går vel." Fætteren blev meget glad, da han hørte ham sige det. De blev endnu tættere knyttet til hinanden under fangstturene.

Da vinteren var omme og det var blevet sommer, byggede de sig et fælles hus, og nu forlod de aldrig mere hinanden. Kun når de kom til deres fangstområde skiltes de, men ikke i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de kom hjem om aftenen hyggede de sig med hinanden lige til de gik i seng. Om morgenen, når de vågnede, fortsatte de med at hygge sig, og de afbrød ikke samværet før de gik i seng. De gik så meget op i det, at de en overgang opgav deres åndemaneraktiviteter.

En aften blev Aariassuaq noget tavs. Så spurgte Quaaveersuaq: "Hvorfor siger du så lidt?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor er vi egentlig holdt op med at mane ånder efter at vi kommet til at bo i samme hus?" "Det har jeg også tænkt på. Ja, vi er holdt helt op med at mane ånder efter at vi er kommet til at bo i samme hus. Hvis du har lyst må du endelig mane ånder", sagde Quaaveersuaq. Fætter Aariassuaq blev pludselig helt opsat på det. Da det blev sen aften, beordrede han lamperne slukket. Da så hele husstanden havde sat sig til rette, gav han sig til at mane ånder. Når Aariassuaq manede ånder rejste han altid over til Akilineq, fordi man dér fik meget nyt at vide og gerne oplevede noget, man kunne fortælle

videre. Som altid fløj han (først) rundt inde i huset med sine lillefingre som vinger for at kunne smutte ud gennem enden af tugssaq (formodentlig loftsbjælken, CB). På et tidspunkt da så enden af tugssaq åbnede sig, smuttede han ud. Han mærkede et vindpust, da han kom ud i det fri. Han kiggede sig lige omkring, men så satte han kursen mod Akilineq som han plejede. Han fløj udefter, fløj og fløj. Da han havde lagt den yderste kyst bag og vendte sig om, opdagede han at han stadig befandt sig tæt ved kysten, og at konturerne i landskabet endnu tydeligt kunne skelnes. Han blev dybt forundret, for han havde aldrig før fløjet så langsomt. Så fløj han videre mens han brugte både lillefingrene og ringfingrene som vinger. Da han regnede med at han nu var kommet så langt væk, at han ikke længere kunne se kysten, vendte han sig om og så, at de høje fjelde endnu kunne ses som sæler, der holder sig flydende i vandskorpen. Han undrede sig over, at det gik så langsomt. Så fløj han ellers videre udefter. Langt om længe blev landet på den anden side synligt. Nu nærmede han sig noget, der lignede en tågebanke, og han fløj bare videre, men så gik det nedad. Han så sig omkring og opdagede, at han snart ville tørne imod et stort isstykke. Han søgte at hæve sig igen, og det lykkedes. Da han mente, at nu var han kommet højt nok op, satte han igen kursen mod det der lignede en tågebanke. Men han havde kun fløjet ganske kort tid i den retning, da han for anden gang begyndte at tabe højde. Han kiggede sig omkring og opdagede, at han endnu engang skulle til at ramle ind i isen. Han hævede blikket, og straks begyndte han at stige. Da han havde fløjet et stykke tid var han endelig ved at nå sit mål. Men tågebanken, som han plejede at komme op over, lå denne gang meget højere. Da han opdagede det, satte han ekstra fart på. Han prøvede at komme op ad den som han plejede, men så begyndte han at tabe højde, og han prøvede længe at holde sig fast med neglene, men til sidst faldt han. Først fjernede han sig, og fløj så for anden gang op mod den af alle kræfter. Han prøvede igen at komme op over den, men det gik bare endnu værre. Igen prøvede han at klamre sig til den, men han faldt ned. Han overvejede ellers at prøve en tredje gang, men da det var ved at blive lyst, vendte han næsen hjemad. Han undrede sig meget, for det var aldrig sket ham før.

Fætter Quaaveersuaq kom til at vente længe på den åndeflyvende Aariassuaq. Til sidst var det ved at blive morgen, og han var da aldrig før blevet væk så længe. Han var ved at blive helt utålmodig, da Aariassuaq dumpede ned lige før solopgang. I samme øjeblik han faldt ned, tændte de lamperne, og de så ham sidde på gæstebriksen over for selve briksen med bøjet hoved og blikket i gulvet, mens snottet hang ham fra næsen helt ned til gulvet. Fætter Quaaveersuaq spurte hvorfor han havde været så længe væk, og Aariassuaq svarede: "Det var mærkeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i al den tid jeg har været på åndeflugt. Hver gang jeg er fløjet gennem luften er jeg taget over til Akilineq, fordi man altid oplever noget dér, man kan fortælle om, og fordi der altid er noget nyt at høre. Men denne gang var det ikke muligt at komme op over det, der ligner en tågebanke. Jeg gjorde to forsøg, men begge gange måtte jeg gøre det modsatte af det jeg gerne ville. Jeg måtte vende om, fordi jeg risikerede at det nåede at blive lyst, hvis jeg skulle gøre flere forsøg. Jeg aner ikke hvad grunden kan være." Da han havde sagt det bemærkede fætter Quaaveersuaq: "Det gælder én af os - du eller jeg vil dø i nær fremtid."

Nu var de igen sammen. De forlod aldrig hinanden og var kun optaget af at tage ud på fangst.

Vinteren gik og det blev forår, og da klapmydstrækket kom, helligede de sig helt jagten på dem. Til sidst kom den tid, hvor man så dem sjældnere. Så en dag de som sædvanlig var ude på fangst, skiltes de i en afstand som den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på en sæl for at kunne harpunere den. Da de havde ligget stille et stykke tid, kiggede Quaaveersuaq hen hvor fætteren var og så, at han var ved at ro hurtigt i retning mod skyggesiden for at harpunere en sæl. Han kiggede på, mens han i fuld fart roede ind på sælen og harpunerede den. Det var altid sådan, at når den ene harpunerede en sæl, så roede den anden hen til ham og var med til at dræbe den med lansen. Nu roede så Quaaveersuaq hen til Aariassuaq, og han så at fangstblæren blev trukket ned men standsede, da vandet nåede blærens forluffer (eller der hvor de havde siddet, CB). Inden han nåede derhen, gav Aariassuaq sig til at hale linen ind, og da han nåede helt frem, inden man kunne se sælen, spurgte han: "Hvad har du fanget?" "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket", sagde Aariassuaq. Så kom dyret op, og det var en stor sortside med et smukt sort snudeparti. Han roede væk fra ham, da han var færdig med at ordne den til bugsering. Han var kun lige roet væk, da han så en snude stikke op af vandskorpen - sådan bare en anelse. Quaaveersuaq roede hurtigt derhenad. Fætter Aariassuaq havde et øjeblik vendt hovedet væk fra Quaaveersuaq, og da han så vendte sig om, opdagede han at Quaaveersuaq roede rask fremad (qajasualitdlartoq. Renskriften har: qajaagssualitdlartoq, ?? CB), og mens han kiggede på ham, harpunerede han sælen. Fangstblæren drev hen mod sælen (tungaanut ornigukkami) og standsede da vandet nåede op til lufferne. Han roede hen til ham og nåede frem, inden han havde trukket sælen op. Han spurgte: "Hvad har du fanget?" Fætteren svarede: "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket." Da han fik den op, (inatdlune, nok ingatdlune, dvs.: viste det sig at den havde et endnu smukkere snudeparti, CB). Aariassuaq sagde:" Jeg har ikke tænkt mig at fange to sæler, for jeg glæder mig sådan til at spise kødet af den jeg har fanget. Tænk at få halvkogt kød af en af dem fra forårstrækket!" "Jeg har heller ikke tænkt mig at fange to", sagde Quaaveersuaq. Så de vendte næsen hjemad.

Da de lagde til, overlod Aariassuaq sin fangst til sine husfæller og sagde: "Kødet af min fangst skal serveres halvkogt. Jeg glæder mig sådan til at spise kødet af en af dem fra forårstrækket halvkogt." Hans husfæller tog sig af flænsningen og satte kødet over. Inden de var færdige, havde man kogt kødet af Quaaveersuaqs fangst, så han inviterede sin fætter og sammen spiste de kød. Netop som de var færdige, gav Aariassuaqs husfæller besked om at kødet af hans fangst var kogt. De forlod Quaaveersuaqs telt og gik ind i Aariassuaqs, og de tog fat på maden som om de ikke havde fået noget at spise for et øjeblik siden. Først da de var blevet stopmætte holdt de inde. Som altid fortalte de historier, og midt mens de underholdt sig med hinanden sagde Aariassuaq: "Inde i fjorden hvor vi plejer at øse ammassætter op, er der sikkert en hel del saæler fra forårstrækket, for der er jo allerede kommet nogen her. Det er jo også ved denne tid ammassætterne plejer at komme." "Ja," sagde Quaaveersuaq, "lad os pakke i morgen. Så kan vi rejse derind i overmorgen."

Næste dag tog de ud på fangst, for de havde tænkt sig at ordne de ting de skulle have med, når de kom hjem. Men da de kom tilbage, havde husfællerne alt parat, og da de derfor ikke havde noget at give sig til om aftenen, underholdt de sig som sædvanlig med hinanden. Da de vågnede næste morgen gjorde de sig klar og tog ind i fjorden. Det var en ret dyb fjord. Normalt nåede de ammassætpladsen inden solen gik ned, når de tog hjemmefra tidligt om morgenen. Men denne gang måtte de slå lejr undervejs, fordi de i dagens løb havde rastet flere gange for at lave mad. Først næste morgen tidlig var de fremme ved ammassætpladsen.

       De havde egentlig tænkt sig at ro ud til deres fangstområde i løbet af dagen for at se, om der var sæler, men da de følte sig så mætte af alt det de havde spist, blev det ikke til noget. Det blev aften uden at de nåede at komme ud. Næste dag tog de så ud og fangede hver en sæl. Aariassuaq sagde: "Heller ikke denne gang har jeg tænkt mig at fange to sæler. Jeg vil hjem til lejren og igen nyde halvkogt kød af en sæl fra forårstrækket mens jeg sidder vendt mod solens første varme stråler." "Jeg er enig", svarede fætter Quaaveersuaq. Og så roede de hjem sammen som de plejede. Da de kom hjem inviterede de hinanden og fik som altid kogt kød. De gav sig god tid til maden og nød at sidde med ansigtet mod solen der strålede varmere og varmere. Egentlig ville de have været på fangst igen, men de blev så mætte at dagen gik, uden de kom ud. Næste dag tog de på fangst og kom som sædvanlig hjem med den ene sæl efter den anden. Som altid fangede de sæler hver eneste dag og fik kød nok til tørring til vinterforråd, og da springtiden var ved at være på retur, kom ammassætterne ellers helt ind til stranden for at gyde så det kogte og sydede. Så glemte de alt om fangst og begyndte at øse ammassætter. Da de havde samlet nok til vinterforråd, sagde Quaaveersuaq til fætter Aariassuaq: "Nu har jeg vist ammassætter nok til at fylde sækkene til de tørrede, så nu vil jeg ikke fange flere." Fætteren erklærede sig enig: "Jeg har også samlet nok." Fra nu af gik tiden med at tørre kød og ammassætter. Da alt var tørt stoppede de ammassætterne i sækkene, og hele fangsten kunne skam lige netop være i sækkene. Så gik tiden med at bundte det tørrede kød. Da der kun var kød tilbage til et sidste bundt, og Aariassuaq bøjede sig ned for at binde det, fik han pludselig så voldsomme sting i siden, at han ikke engang kunne klare at gøre det, men måtte gå hen til fætter Quaaveersuaq, der kunne høre ham komme og vendte sig om efter ham. Aariassuaq gav et lille skrig fra sig hver gang han tog et skridt. "Hvad er der i vejen med dig?" spurgte han. "Jeg var ved at binde det næstsidste bundt, da jeg fik så voldsomme smerter i siden, at jeg ikke kunne gøre det færdigt og måtte lade det ligge." Da sagde fætter Quaaveersuaq: "Kom du ikke i tanke om noget jeg har sagt? Det var dengang i vinter, hvor det under åndemaningen ikke lykkedes dig at komme op over det, der lignede en tågebanke. Da sagde jeg, at det ville gå ud over (? pileqigit, CB) en af os to, og at en af os ville dø ingen længe. Nu er det ved at gå ud over (?) dig." Med møje og besvær fik fætteren så sagt: "Det er nok bare mig der synes det er ubehageligt uden at det i virkeligheden er det, for jeg har aldrig været ude for den slags før (lidt usikkert om det faktisk er sygdommen, der er tale om: agtuiuíkama / attuiuikkama burde så snarere have været atuiuikkama (af atorpaa), CB). Jeg skal ikke dø." Da sagde Quaaveersuaq: "Du kan ikke arbejde i den tilstand. Gå nu hjem, så skal jeg nok gøre det færdigt." Han gik over mod sit telt, og hans små skrig lød hele vejen. Da fætteren forlængst var klar over, hvor dårligt han havde det, bandt han det tørrede kød sammen i en fart, og så snart han var færdig med det sidste bundt gik han hen til fætterens telt. Da han var fremme ved indgangen var fætterens skrig allerede blevet svagere. Han gik ind til ham og bøjede hovedet ned over ham og hørte et enkelt åndedrag. Han ventede på at han skulle trække vejret igen, men det gjorde han ikke.

Fætteren kunne bare stå og se til, og der var ikke andet at gøre end at lave en grav til ham. Da han var færdig lagde han ham i graven og dækkede den forsvarligt til med sten. Nu skulle han egentlig af sted tilbage, men han blev der. Hans husfæller ville også gerne af sted, men de kunne ikke få ham med, fordi han ikke kunne rive sig løs fra sin fætter.

Til sidst var sommeren gået og efteråret stundede til. Nyisen begyndte at lægge sig (originalen har 'islæg', renskriften 'nyis', CB) dér, hvor de havde øst ammassætter op. Husfællerne blev urolige for at isen skulle spærre dem vejen hjem, så de tilskyndede hinanden til at sige til ham, at de heller måtte ud af fjorden nu, fordi der allerede havde dannet sig islæg. En af dem sagde så til ham: "Lad os ro ud af fjorden nu, for isen er allerede begyndt at lægge sig. Kommer vi ikke af sted blir vi spærret inde af isen." Og til deres overraskelse svarede han: "Ja, lad os bare tage ud af fjorden."

Næste Morgen tog de så ud af fjorden. Da de kom tilbage til deres vinterboplads, kom Quaaveersuaq så ganske forfærdeligt til at savne fætter Aariassuaq. Hen mod aften kunne han ikke få ham ud af tankerne, og om aftenen blev det endnu værre fordi han huskede, hvordan de plejede at hygge sig sammen hver eneste aften. Han sov ikke om natten, og da det blev morgen kunne han stadig ikke få ham ud af tankerne. Han tog ikke på fangst, men efterhånden som solen flyttede sig højere op på himlen, kunne han ikke længere styre sin lyst til at tage hen til fætteren. Da han havde gjort sig klar gik han ned for at tage af sted. Han roede fra land og roede så straks af alle kræfter ind i fjorden, hvor han allerede ved middagstid lagde til neden for graven. Han steg ud af kajakken, gik op til graven og satte sig oven på den, for der var intet andet at se og intet andet at gøre end at tudbrøle. Midt i det hele kom han så i tanker om, at han jo var åndemaner. Og mens han sad dér istemte han (? appissinnarpoq: en slags formular han messede, CB): "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Da han havde sagt det lyttede han, så ørerne strittede. Men hvor meget han end lyttede, var der naturligvis intet at høre. Igen sagde han: "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Han lyttede, og nu kunne han høre at der var en flue i nærheden. Dens summen blev langsomt højere og højere. Den blev så høj at mosset på klipperne sprang til alle sider. Han, der ellers prøvede at få den døde til at rejse sig, sprang op og nedad i løb. Han nåede ned til sin kajak, krøb i den og roede straks ud. Han så sig tilbage og så, at fætteren var kommet ned til stranden og stod der lige ud for ham. Han betragtede ham udefra, og mens han så på ham, sagde fætteren: "Du ved jo, at vi ikke kan undvære hinanden. Kom her hen. Jeg har det godt nok." Og straks roede fætteren ind mod ham. Han lagde til neden for, og netop som han skulle op af kajakken, kastede han lige et blik på ham og opdagede, at han så ud som om han pønsede på noget, så derfor stødte han fra land på flugt udefter. I det øjeblik han ville flygte nåede den anden at få fat i kajakspidsen, mens han sagde: "Nu æder jeg dig!" Han stred og baksede af alle kræfter for at få kajakken fri af hans greb, og endelig lykkedes det. Han roede ud af fjorden uden at se sig

tilbage, og siden tænkte han aldrig mere på fætter Aariassuaq, fordi han nær havde ædt ham.

Var.: Aariassuaq.

Kommentar: Der ligger gerne en moralsk advarsel gemt i fortællinger om to mænd, der blir så nære venner (aldrig kvinder - de blir ikke venner på den måde i fortællingerne). Så tæt må man ikke knytte sig til hinanden. I Aariassuaq går det både ud over angakkoq / åndemaner-evnerne og jagtiveren. Man hygger sig og nyder livet til overmål.

Hist.: Tågebankerne på vej til Akilineq minder stærkt om de østgrønlandske billede af ruten til det nederste dødsrige og videre ud til Havkvinden (Sandgreen 52 Den alvorstunge vinter). Det kan hænge sammen med at overleveringen har en østgrønlandsk baggrund, der er kommet med immigranter til herrnhutstationen Uummannaq inde i Godthåbsfjorden. Det kunne være mindelser om en sådan rejse fra Øst- til Vestgrønland, der er overleveret i fortællingen "Anaqorsuaq", som Leopoldus Ringsted fortalte i KNR / Grønlands Radio i 1959. Den er transskriberet, oversat og analyseret i Arnaq Groves speciale: Fortællinger fra Godthåbsegnen, RUC 1995 (ikke publiceret). Leopoldus Ringsted voksede op ved herrnhutstationen Uummannaq.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om to kvinder. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originalt håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Teksten former sig som spørgsmål og svar vedr. Arnaliuusinnguaq, der holder til ude ved kimingen - velsagtens Havkvinden, og det foreslås at hun er Tiggaaqs, den unge grønlandssæls datter, eller det jagede sødyrs (merqiap) datter, den stakkels udskilte.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Ikke en trad. fortælling. Nordisk folkeeventyr.

Var.: søg på suaasat

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.

Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq.

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da jeg begyndte at huske, det var i 1869, havde jeg en

meget gammel bedstemor. Som det var almindeligt hos grønlandske børn,

sov jeg ved siden af hende om natten, og det gjorde jeg til den dag

hun døde. (1876).

Mens hun levede, bad jeg hende altid, når jeg om aftenen skulle til at

sove, fortælle mig historien om vore forfædre. Så fortalte hun alt det

hun havde "set" og "hørt". Oprindelig var hun hedning; og hun blev

først døbt som gammel. Derfor hed hun efter de udøbtes skik Arnapi. Og

først ved dåben fik hun navnet Karen. Hendes mand var også hedning og

hed Isaqqila. Denne kvinde havde en historie om noget hun selv havde

set og aldrig kunne glemme; nemlig da hendes far blev dræbt af

bopladsfællerne. Hun fortalte følgende:

Umiddelbart efter at Uummannaq

var blevet koloniseret, tog hendes far fra Karraq / Karrat til Uummannaq for at

handle. Han fulgtes med nogen; men de kørte hver sin hundeslæde.

Datteren (Arnapi) var på det tidspunkt en ungmø. Faderen hed Neruaq / Neruaaq;

og hans ledsager på turen hed Aje. Da de skulle afsted, advarede

Neruaqs kone dem faktisk, fordi de havde hørt noget om, at de, der

boede øst for dem, pønsede på at dræbe Neruaq; men Neruaq sagde:" Jeg

ved det godt." Så tog de afsted. Da de kom til Uummannaq, handlede de,

hvorefter de tog hjemad.

Undervejs passerede de den beboede ø Salleq, og da de befandt sig

nedenfor husene, tog husets beboere venligt imod dem og bad dem komme

op til huset. Neruaq gik op og så, da han gik ind i huset, at beboerne

var lutter mænd, uden kvinder. Og da forstod han, at de pønsede

på at dræbe ham. Først gav de ham noget kød at spise, og han spiste

sig mæt. Da han var færdig gik han ud med sin ledsager for at tage

hjem. Han gjorde hundene klar; og da han var færdig, kørte han afsted,

uden at nogen gjorde ham fortræd. En af Qeqertaqbeboerne, Itassiaq,

satte i løb efter ham. Da han nåede ham, fik han fat på opstanderne og

væltede slæden. Øjeblikkelig løb de andre hen til ham. Tænk; Itassiaq

medbragte en stor kniv, som han ville dræbe ham med. Itassiaq forsøgte

straks at stikke kniven i hjertekulen. Men den efterstræbte greb

kniven omkring æggen, og idet manden, der ville dræbe ham, trak kniven

til sig, blev samtlige sener i hånden skåret over. Og så snart der

ikke var flere hele sener tilbage dræbte de ham. Derefter blev hans lig

(efter datidens hedenske skik) skåret i stykker (egentl: skåret i

stykker til at komme i gryden. CB)

Dengang de skulle til at dræbe ham, iagttog en af kvinderne dem gennem

tarmskindsruden og sagde: "Se, nu overfalder de ham; nu slæber de ham

hen ad jorden." Men så trak de andre kvinder hende til sig i et ryk.

Denne kvinde var Matilu. Da de begyndte at partere den dræbte, sagde en

af dem: "Han har lige spist en hel masse. Se efter om mavesækken er

fuld." De sprættede maven op og så efter, men mavesækken var helt tom.

Hvor mon maveindholdet var blevet af? Når grønlændernes forfædre begik

et mord ("sujugdlit"- de første ell: oprindelige), spiste drabsmanden

gerne et stykke af den dræbtes lever. Og efter denne skik fik Neruaaqs

banemand dengang et stykke af den dræbtes lever at spise. Men når de

ikke ønskede at spise af leveren, drak de blodet af den dræbte.

Dengang blev dele af Neruaqs sønderlemmede legeme smidt ned

i klippespalter. Da alt dette var gjort, tog den dræbtes ledsager,

Aje, afsted nordover, uskadt, men uden den dræbte. Da Aje ville til

at tage den dræbtes indkøbte varer med sig, udvalgte drabsmændene sig

det, der fyldte mest og tog det. Det var faktisk salt.

De, som Neruaaq havde forladt, længtes efter, at han skulle komme

hjem. Navnene på dem, der ventede på hans ankomst, var følgende:

Qiviulik og Attati, to brødre, der var sønner af Neruaaq.  

Der gik en tid, og endelig en dag kom to slæder til syne. Lige før de nåede til

land, forsvandt de bag et lille isfjeld. Men kun en af slæderne

dukkede frem. Det var ledsageren der kom hjem, og han fortalte, at

Qeqertarmiut havde dræbt hans rejsefælle. Han medbragte bare de ting,

den dræbte havde købt. Og det var hvad fortælleren Arnapik omtalte som

det værste - nemlig: at de havde håbet forgæves, og at kun de ting,

faderen havde købt, var komme med hjem til dem.

I de mange år efter denne hændelse voksede Neruaaqs sønner, Quviulik og Attati op, og i al hemmelighed trænede de til stærke mænd. Så et forår kom en af

Qegertaqboerne til Karrat på besøg; og hans slæde var den som

Neruaaq havde brugt, dengang han var på indkøbsrejse. Som vanlig

ventede de jo til om aftenen, før de gik i seng. Da de vågnede næste

morgen, var gæstens slæde væk. Formodentlig havde Neruaaqs ældste

datter Unaralak genkendt faderens slæde og stukket den ned gennem en

revne i isen midt om natten, da folk var faldet til ro (sov trygt og

godt).

Der gik flere år. Så kom to unge mennesker på besøg hos Neruaaqs kone

og opfordrede hende til at hævne sin mand ved at dræbe en slægtning

til drabsmanden, som boede på deres boplads, idet de lovede at hjælpe

hende. Efterhånden blev Neruaaqs kone opsat på at hævne sin mand. Da

det blev forår og solens varme indbød til af flytte i telt, rejste

folk deres telte, hvor de inderste lag af teltene bestod af netsideskind,

og forhængene var lavet af tarmskind fra remmesæler. En dag så

Neruaaqs enke den kvinde hun agtede at dræbe, sidde ved teltets

forhæng, vendt imod solen og lede efter lus i sin skindstrømpe, som

hun havde vendt vrangen ud af. Så fik hun den idé, at hun ville liste

sig ind på hende og angribe hende bagfra. Den efterstræbte opdagede

hende altså ikke, også fordi hun var helt væk i at lede efter lus. Da

Neruaaqs enke kom derhen, tog hun hende op om begge skuldre; og hun

kiggede flere gange hen på de unge mennesker, der havde lovet at

hjælpe hende, og som netop opholdt sig ude i det fri; men de kom ikke

derhen. Da de ikke kom, satte hun sit bare knæ mellem skuldrene og

rykkede begge skuldrene op; og så så man ellers noget rødt, da blodet

strømmede ud af fjendens (kvindens ) mund.

N. havde to sønner, nemlig Qiviulik og Attati. De voksede op og blev

dygtige fangere. Mens de endnu boede på Karrat, og var blevet dygtige

fangere, tog de til Saqqaa, og da var de allerede døbt. Efter islægget

var iskanten nu, hvor det var ved at blive forår og isen var revnet,

rykket meget tættere på huset, og fra iskanten fangede de hvidhvaler.

Da solen nu stod højt på himlen og varmede, rejste de teltet og

flyttede derud. I teltet lige østen for dem boede "Etaqquttuu".

En dag midt i den tid, hvor de fangede mange hvidhvaler, lød råbet:

"Umiarsuit!" Det viste sig, at det var et engelsk hvalfangerskib.

Qiviuliks blev meget glade, for de havde gode erfaringer med at handle

med dem. De tjente godt på at sælge kvindernes ringe syting til dem.

Q.s og hans husfællers udbytte bestod af jernkram, synåle og

bomuldstøj fra skibet.

Det fortælles, at der dengang var mange hvaler i bugten ved Illorsuit.

Dette vidste englænderne fra Qiviuliks; og de fangede mange hvaler.

Den dag det engelske skib sejlede, indtraf der en anden begivenhed.

En hvid hund fra Qarmusaq kom på besøg i husene på Saqqaa. Da hunden

skulle til at løbe hjem, gjorde Q. følgende ved den: De bandt det

tørklæde, de havde fået fra englænderne om hundens hoved og sendte

den hjem til Itaqquttooqs boplads. Det viste sig, at hunden tilhørte

Qarmusaqboernes overhoveds datter. Disse elskede nemlig datteren

højt, fordi hun var deres ("makeqqiut" = Den førstfødte datter efter

afdød datter). Men så snart hunden med tørklædet nåede bopladsen,

dræbte stedets overhoved den, og sagde til sin kone, at hun omgående

skulle tørre skindet. På det tidspunkt havde Q. og hans lillebror

mistet deres mor, og støttede sig alene til deres storesøster

Unaralak.

Da dette hundeskind var blevet tørt, skar pigens mor det i passende

strimler til "skindbroderi" på forsiden af bukserne. Det var så

dengang Unaralak fik foræret materiale til skindbroderi. Det hun fik, syede

hun på og gik med det. Men hun havde dårlig fået dette skindbroderi,

før hun blev lam i underkroppen, fik besvær med vandladningen, og hun

kom til at ryste voldsomt.

Man sagde om Qarmusarmiuts overhoved, at han havde meget dårlige

vaner. Da Unaralak havde fået skindbroderi foran på bukserne begyndte

hun at gå forlæns og baglæns som en hund, det var Itaqquttooq, der fik

hende til det.

Dengang var Naqerloq også beboet. Her boede Qasiaq med sin ældste

datter ved navn Iserajooq, der var ugift. Denne fik også afskårne

stykker af hundskind forærende. På det tidspunkt havde Qasiaq allerede

hørt, at U. var blevet lam i underkroppen, efter at have fået et

stykke af dette skind foran på bukserne. Derfor fik Qasiaq fat i disse

strimler, der var beregnet til at sy foran på bukserne, inden datteren

tog dem til sig, og med disse gik hun op på Naqerloq (Det må vel være

et fjeld). Hun blev væk længe; og da hun kom tilbage, var hun

tomhændet. Ved hjemkomsten sagde hun ikke et ord. Først da hun skulle

i seng om aftenen, sagde hun: "Efter at have drejet rundt med dem,

smed jeg dem væk!" Qarmusaqboerne hørte senere, at hun (hvem? Qasiaq

eller Itaqqutooq?) var blevet lam i underkroppen.

Det viste sig, at det var et tilbageslag på grund af hendes mærkelige

og skøre adfærd.

I begyndelsen af denne historie hørte vi, var den ene af de to, der tog

til byen for at handle, Neruaaq, blevet dræbt.

Neruaaqs kones mor (svigermor) havde to brødre, der hed Kunuk og Evii.

Med tiden blev Evii gift og fik en søn. Da denne lille søn begyndte at

kunne gå, fastgjorde de, som det var skik hos de udøbte, en perle på

remmen til hans nye kamikker. Da han blev så stor, at han kunne løbe

rundt, var det tydeligt, at han ville blive en hurtig løber. Når folk

undrede sig og roste hans hurtighed i løb, sagde faderen: "Når perlen

først begynder at rulle, holder den ikke op lige med det samme!" For

han havde jo givet ham en perle som amulet / aarnuaq / aarnguaq på kamikremmen. Det gik stærkt, når faderen kørte hundeslæde. Han havde trænet hundene til

hurtigløb i boldlege ("arsannguarnissaminnut").

Da sønnen blev stor nok, fulgtes han med faderen på hans slædeture. Når

faderen hoppede af slæden for at varme sig, sørgede han for hurtigt

at gribe fat i opstænderne, mens sønnen sad på slæden foran

opstænderne med begge armene trukket ud af anorakærmerne, og når det

passede ham, hoppede han af på slædens venstre side med begge arme ud

af ærmerne. Så løb han op foran hundene, men ærmerne på anorakken

fungerede som vinger. Når dette skete, sakkede faderen, som ellers

havde gode hunde, agterud for ham. Faderen syntes, at sønnen lignede

en ravn, der fløj lavt hen over jorden. Disse mennesker boede i

Karrat.

Så fik sønnen sin egen kajak og begyndte at tage ud på fangst sammen

med sin far. Dengang var der i området omkring Karrat en hel masse

rener, og når de under en kajaktur fik øje på rener inde på land,

plejede faderen at sige til sin søn: "Gå i land og fang dem alle

sammen!" Så gik sønnen i land og drev renerne ned imod vandet. Når de

så var på vej ud i vandet, gav han dem, hvor mange de end var, et slag

over lænden den ene efter den anden. Så dræbte faderen dem med sin

lanse. Og når de kom hjem, sagde han: " Vi var så heldige at træffe

svømmende rener, som vi fangede mange af." På den måde skjulte han

hele tiden hvor rapfodet sønnen var, for hvis bopladsfællerne fik at

vide, at sønnen drev renerne imod vandet, ville de blive misundelige

og dræbe ham, for efter deres grimme skik ville de jage ham. Mens

faderen endnu holdt de andre uvidende om hans hurtighed, begyndte

sønnen at jage ræve til fods. Engang løb han efter en ræv og sparkede

den ihjel. Derimod varede det et godt stykke tid, før det lykkedes ham

at løbe en hare op og fange den.

En vinter, da vandet som sædvanlig frøs til, var han sammen med en

anden ung mand på sælfangst i en isvåge, det var dengang i gamle dage,

da man i Karrat udelukkende fangede sæler i våger med harpun. Under jagten

faldt hurtigløberen i vandet. Imens lå Eviis storebror på briksen

derhjemme med hovedet imod bagvæggen og nynnede og sang velfornøjet.

Da den store hurtigløber var kommet op af vandet, gav han sig til at

løbe ligeså hurtigt som vanligt ind mod land. Men da det var meget

koldt, blev hans tøj straks så stift af kulde, at han ikke længere

kunne gå. Den anden unge mand tog ham på ryggen og begav sig ind mod

land. Til at begynde med gik det godt nok, men inden han nåede hjem,

blev han så tung, at han ikke kunne klare ham. Det undrede han sig

over og kiggede tilbage. Og han så, at Eviis bror, som på det

tidspunkt lå på briksen med hovedet imod bagvæggen, holdt igen på ham.

Så fjernede han ham med gevalt og tog igen sin ledsager på ryggen. Men

snart efter blev han så tung, at han ikke længere kunne klare ham. Han

kiggede tilbage og opdagede, at Eviis bror endnu engang holdt igen på

sin brorsøn. Han fjernede ham og tog igen sin ledsager op på ryggen.

Så holdt Eviis bror ham igen tilbage, så ledsageren ikke kunne klare

ham. Da så hurtigløberen mistede bevidstheden, lod han ham ligge og

løb straks direkte mod husene for at få fat i en slæde. Han gik ind i

huset og så ham, der holdt igen på brorsønnen ligge på briksen med

hovedet imod bagvæggen, som han hele tiden havde gjort, uden tøj på.

Han råbte hånligt til ham, fordi han netop havde set ham holde igen på

den, som han selv forsøgte at redde. Han forstod nu, at han end ikke

havde været uden for en dør. Og hans grimme tilbøjelighed / uskik havde

minsandten effekt. Da de med en slæde ville hente ham, der var faldet

i vandet og blevet efterladt, var han naturligvis død, da de nåede ham.

Da de var kommet til land, begravede de ham på et sted inden for et

lille næs. Folk idag kalder denne grav "ipinilissuaq", stedet med den

store druknede. Dengang var det så, at Evii rejste væk fra Karrat og

dets beboere, som han aldrig genså.

Da isen havde lagt sig om vinteren, tog en hel masse mennesker til

boldspil i Karrat. Mange slæder fra alle pladser (omkring). Hvergang

der kom en slæde, spurgte Eviis stakkels bror: "Hvem var det der kom?"

Alle de mange ankomne med slæderne fik råt frossent kød at spise.

Endelig kom også Evii for at deltage i boldspillet mod sin storebror.

Det var første gang, at han satte sin fod på Karrat siden

brodersønnens død. Ved hans ankomst spurgte hans stakkels bror som

sædvanlig: "Hvem var det der kom?" Da han hørte, at det var Evii,

sagde den stakkels bror: "Hvorfor skal Evii også deltage?" Det sagde

han nok med gru (i stemmen), fordi Evii havde dræbt hans gevaldige

søn, hurtigløberen.

Da alle slæderen var ankommet, skulle boldspillet begynde. Alle fra de

forskellige bopladser, placerede deres slæder sådan, at de hver især

vendte imod den boplads, hvor de kom fra. Deres bold var skindet af en

gammel ringsæl, stoppet med sand. De kom ud på isen, og boldspillet gik

i gang, både kvinder som mænd tog del, ligesom Evii og hans stakkels

storebror også var med. Så var det, at en af deltagerne løb hen med

bolden til en slæde, der var gjort klar (til at bortføre bolden).

Nogle af de andre forfulgte ham, nåede ham og skubbede ham omkuld.

Mens man var optaget af bolden, hørte man folk skrige. De opdagede, at

Evii og hans stakkels storebror var kommet op at slås, og at storebror

havde væltet Evii. Tænk. Eviis storebror havde gemt en hakke i ærmet,

af den slags til frossent kød, og at han prøvede at dræbe Evii med den,

uden at det dog ville lykkes. Nogle løb hen og greb fat i den stakkels

storebror.

De tog hakken fra ham og gav Evii den; og Evii stødte hakken imod hans

hoved og dræbte ham. Da han havde dræbt ham, græd han over ham og

sagde: "Du som altid var så dejlig, at lytte til!" Han havde nemlig

alle dage lyttet til hans sang. Herefter koncentrerede man sig igen om

bolden. De gik virkelig op i legen med deres bold. Når en bortførte

bolden, løb de (andre) efter ham, og når de indhentede ham tog de

bolden fra ham og forsøgte alt hvad de kunne at føre den hen til

deres egen slæde for at køre bort med den. Lykkedes det bortføreren at

nå frem til sin slæde uden at blive indhentet af sin forfølgere, kørte

han bort med bolden. Når han så nåede velbeholden frem til sin

boplads, løftede han bolden op fra slæden og løb afsted med den hen

til sit hus. Når han nåede huset, kastede han den ind igennem vinduet,

hvis "rude" af en remmesæl tarm, blev smadret. Det gjorde han, selv om

den, altså skindet af den gamle ringsæl stopfyldt med sand var meget

tung. Når dette skete, blev der stor glæde i hele husstanden over, at

en af deres egne havde vundet.

Det var dog ikke altid, at boldens indhold bare var sand. Når der var

råd, puttede man også ting, som i gamle dage var almindelige hos

grønlændere, - sener af hvidfisk, som man blot havde skåret over,

smukke skind, pelsbræmmer til hætten, renskind, spæk, - alt den slags.

Derfor var bolde stærkt eftertragtede.

I gamle dage, da der ikke var så mange rener i Nordgrønland, skulle et

skind til bræmme til en kvindepels have været meget dyr. Når så bolden

befandt sig inde i huset, inviterede vinderen om aftenen sine

bopladsfæller til sang- og dansefest. De morede sig herligt under

disse sang- og dansefester. Kvinderne smuttede hyppigt udenfor for at finde

en mandlig (seksual) partner og søgte til mørkere steder, hvor de

kunne sværme sammen. Der deltog ingen børn i disse sang- og

dansefester. Børnene blev samlet i et af husene, og man satte et par

yngre mennesker til at passe dem.

Vinderen i den her omtalte boldkamp indbød til sang- og dansefest, da

han nåede hjem til sin boplads.

En af deltagerne i festen havde efterladt sine børn i huset og havde,

som skik var, sat et par yngre mennesker til at passe dem. Da et af

børnene blev ked af, at forældrene ikke var kommet hjem endnu, lavede

barnepigen et stykke legetøj, et gribespil, af et skulderblad fra en

hund. De gav sig til at lege gribespil. Når den ene ikke ramte hullet,

gik legetøjet over til den næste. Da turen kom til en af de mindre

børn, ramte dette barn hullet hver gang. Midt i det hele mærkede de,

at husets fundament begyndte at rokke. Samtidig fik en af de

tilstedeværende øje på, at vindues ruden begyndte at bule (ud/ind). Et

af børnene tog gribespillet fra spilleren, kastede det imod vinduet og

ramte ruden, der bulede. Rudens flagren slukkede alle lamperne,

børnene flygtede til fodenden af briksen. Det ældste af børnene

hentede ild fra et af husene for at tænde lamperne.

Da lamperne var tændt, gav de sig igen til at lege. Igen fik det

yngste barn gribespillet og ramte hver gang, og i takt med

gribespillets bevægelser, begyndte huset atter at rokke.

Ude fra gangen viste sig nu en kæmpe med amaat og ryggen til. Så kom

den op på trinnet (opgang fra gangen) stadig med ryggen til, så man

ikke kunne se ansigtet.

Da den begyndte at dreje kroppen til venstre og ansigtet snart ville

blive synligt, flygtede de mindste børn hen til fodenden af briksen.

Da greb den ældste af barnepigerne en ulu (kvindekniv), og inden

kæmpen endnu havde vist sit ansigt, hakkede hun den forfra i

ansigtet og sparkede til den, så den atter faldt ned i gangen.

Da de voksne, som denne aften havde endt deres sang- og dansefest og

var kommet hjem, sagde de: "De, der gør sådan "ajáusissarput" (kender

ikke udtrykket)."

Det var fortællingen fra gamle dage om Neruaaq og hans familie, som Neruaaqs datter Anapi fortalte den.

Var.: Vedr. fortællingen om den halvdøde dreng / unge mand, der slæbes ind over isen, men standses af en der mumler serrat / formular inde i huset, blev også fortalt i Upernavik distriktet / området, søg på: To brødre, Pupooq, den ældste og Iweq .. Der er således også et vist navnesammenfald mellem Evii og Iweq.

Hist.: Historiske fortællinger. Efterspillet, sang- og dansefesten hos vinderen af boldspillet, hvor man åbenbart også havde ret til indholdet af bolden, har jeg ikke truffet beskrevet i andre kilder. Men det lyder ikke spor usandsynligt (BS).

Kvinder der tager korporligt blodhævn - ikke forsøgsvis ved hekseri - er sjældent rapporteret i historiske kilder eller fortællinger.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér er uafsluttet og håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: om isklumpen fra en sø i kvindeskikkelse

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 363.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 "Arnaq qingmimik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der giftede sig med en hund.

Et forældrepar (angaorkaungok - angajoqqaanngooq ? men renskriften

siger angakkoq, åndemaner)  havde en datter. De havde opfordret hende

til at gifte sig; men det ville hun ikke. Hendes far sagde til hende:

"Når du ikke vil giftes, kan du få en hund til mand." Sådan sagde

han til hende, da de gik i seng om aftenen. De lagde mærke til, at en

hund kredsede om hende, og at den lå oven på hendes kiste/ plads på

briksen. Da de vågnede dagen efter, sagde de: "Pigens hund viger ikke fra hende." Det blev atter aften, og de gik i seng.Pigen vågnede og kunne ikke forstå, at der lå en eller anden langhåret

bagved hende. Det gik op for hende, at det var hendes hund. Så tog

hun hunden til mand. Dette forhold fortsatte længe, og hun

vænnede sig til det. Hun blev gravid, og hun fødte seks hundehvalpe.

Hun opdrog dem; og da de blev rigtig livlige, blev de hendes far og mor for

meget. Hun/han sagde til datteren: "Vores dumme børnebørn er ikke til at holde ud. Tag hellere over med dem til den lille ø."

De sejlede over til øen og (børnene) boede så dér

sammen med moderen og faderen. Morfaderen bragte dem mad,

og de voksede sig ret store. Men da morfaderen sjældnere og

sjældnere kom med mad begyndte hunden at komme over og hente mad fra bedsteforældrene. Når hunden kom, fyldte svigerfaderen posen af et par gamle

bukser med mad.

Så sagde svigerfaderen: "Jeg skal sørge for, at vores svigersøn drukner." Svigersønnen kom, som den plejede.

Svigerfaderen fyldte posen med sten og lagde noget kød ovenpå stenene.

Svigersønnen syntes nok, at posen var tung. Den tog af sted og var nær

ved at gå til bunds. Så fremsagde den en formular, og på

den måde nåede den frem til øen.

Men den tur blev aldrig gentaget. Konen havde rigtig ondt af sin mand.

"Jeres stakkels far var nærved at drukne," sagde hun til sine unger. "Derfor - når jeres morfar kommer herud, og I går ned og tar imod ham ved stranden

og slikke hans kajak, så slik ham med." Det skulle de nok.

Morfaderen kom igen med noget mad. Børnebørnene gik ned for at tage

imod ham. De gav sig til at slikke hans kajak fra en ende af. Da

en af ungerne kom til at bide morfaderen, sluttede de andre sig til og

bed ham ihjel.

Moderen tænkte nu på, hvilket arbejde ungerne skulle have.

Hun tog to af dem og satte dem ned i en gammel kamiksål.

Hun skubbede kamiksålen ud fra stranden, idet hun sagde: "Jeres far er

jo ikke nogen fanger, men I skal blive fangere." De drog af sted og

blev til inuit, grønlandske fangere. Hun kastede endnu to unger fra

sig i en kamiksål (porkidlugit), idet hun sagde: "Jeres sølle far magter ikke

at gøre modstand (eller: kæmpe / forsvare sig). I må

gøre modstand." Så blev de til eqqillit, hundemennesker, der

er aggressive. Til det tredje hold, de to sidste, sagde

hun: "Jeres sølle far kan slet ikke lave noget med

hænderne. I skal være tømrere." Så skubbede hun dem fra land. De blev

til qallunaat (hvide mænd), der var dygtige til alt håndværk. Fra da af

opstod der kalaallit, eqqillit og qallunaat.

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: Det er normalt kun i de yngste versioner at også inuit selv nedstammer fra kvinden og hunden. Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." og Gustav Holms og Thalbitzers versioner fra Ammassalik.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13, ss. 11-14.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Arnarpajooq, at hun var blevet liderlig med en kaptajn.

Det var i gamle dage, i de første år der kom skib. Hun sov om dagen og

var vågen om natten. Når hun stod op om aftenen ved solnedgang,

troede hun minsandten, at solen var ved at stå op, og mens hun ventede

på, at den skulle komme højere på himlen, gik den skam ned. Sådan var

det bare. Så fik kaptajnen den idé at hun skulle med ham hjem. Hun sagde

ja og blev endog meget ivrig efter at komme med.

Kaptajnen nævnte dagen for afrejsen, og hun passede desmere på ikke at

fjerne sig fra ham. Så kom dagen hvor skibet skulle sejle, og der

blev nævnt et bestemt klokkeslet. Lige før det nævnte klokkeslet,

spurgte kaptajnen Arnarpajooq, om hun havde nogle ting hun skulle have

med, for så måtte hun hellere hente dem.

Hun kom i tanke om en taske, som hun nødig ville skille sig af med. Så

den sagde hun til kaptajnen, at hun ville hente. Hun blev roet i land

i en jolle. Så snart de nåede til land, løb hun hurtigt hen mod deres

hus. Den dag varmede solen kraftigt, hun havde i længere tid ikke

fået sovet ordentligt. Hun blev sløv af varmen, og da hun idet samme

kom til en jordhøj, lagde hun sig på maven på den og faldt i dyb søvn.

Hun sov længe og vågnede forskrækket, da hun kom i tanke om, at hun

var på vej hjem for at hente noget. Hun kom på benene og løb alt

hvad hun kunne. Hun kom ind i huset, tog sin taske og var på vej

tilbage. Hun gik og gik og kom til det sted, hvorfra man kunne se

skibets ankerplads. Men skibet var der ikke.

Hun spejdede ud mod horisonten og dér, hvor himmel og jord mødes, fik

hun øje på noget på størrelse med et fingerbøl. Det var skibet, der var

ved at være ude at sigte. Hun kunne intet stille op, og hun blev så

ærgerlig over ikke at være kommet med skibet, at hun brast i en

langvarig gråd. Hun græd og græd; og da skibet var ude af sigte, fik

hun gennem fingrene øje på en ung kvinde på vej hen til hende med et

barn i hver hånd, og et tredje på ryggen. Da kvinden var fremme, sagde

hun: "Hvad er du mon så ked af?" Hun svarede: "Du kan sikkert ikke hjælpe

mig med det, jeg er ked af." Den anden sagde: "Man kan jo altid

få at vide hvad det er!" A. sagde: "Jeg er bedrøvet over, at et skib,

hvis kaptajn gerne ville have haft mig med, er sejlet uden mig, fordi

jeg kom til at falde i søvn, da jeg var på vej hjem for at hente min

taske." Kvinden sagde: "Kom du og besøg mig, så skal jeg fortælle dig en

historie." Hun fulgtes med kvinden og gik mod syd.

De stilede imod en stor fjeldvæg, hvor de fortsatte op til nogle

afsatser, og da hun kiggede sig omkring, fik hun øje på et lille hus

på en afsats. De gik derhen og ind i huset.

Ved nærmere eftersyn opdagede hun, at underlaget på briksen bestod af

græs og at bjælkerne var af elletræ. Kvinden satte børnene på briksen

og gav sig til at feje gulvet. Idet hun skulle til at smide skidtet

fra gulvet ud i gangen, begyndte hun at fortælle:

"Det forholder sig sådan, at vore forfædre var de første, der undersøgte det, da

vandet begyndte at falde efter en stor oversvømmelse i gamle dage."

Lige i det øjeblik da hun smed skidtet fra gulvet ud gennem

indgangen, gav det sig til at buldre uden for. Kvinden greb skyndsomt

sine børn og undevejs ud sagde hun: "Så er den store ild, den store

Asiungasungaaq, styrtet ned (måske en kampesten, der styrter ned. BS.)

Lad os komme ud!"

Hun ville efter dem ud, men så blev husgangen spærret. Mens hun

stirrede på den, begyndte den at åbne sig, og hun sprang ud og slap

udenfor, uden at støde imod noget.

Da hun var ude, kunne hun slet ikke se den store fjeldvæg for den

voldsomme røg, og sikke det stank af sten. Der var ikke andet at gøre

end at komme væk fra fjeldvæggen, for hun så ikke noget til dem, hun

var fulgt efter. Hun gik udefter, væk fra fjeldvæggen. Da hun havde

fjernet sig et langt stykke og den voldsomme røg var ved at forsvinde,

hørte hun en ravn skrige, og kiggede i retning af lyden. Hun så da,

at fire ravne fulgte hende langs den store fjeldvæg.

Da hun så dem, kiggede hun også efter det lille hus, hvor hun havde

været på besøg, og omtrent dér, hvor huset skulle ligge, sås bare en

ravnerede. Tænk hun havde været på besøg hos en ravn i

menneskeskikkelse. I ærgrelse over, at hun ikke fik hørt ravnens

fortælling til ende, glemte hun alt det om, at hun skulle have været

med skibet til et fremmed land.

Var.: Arnarpaajooq. Vedr. bulderet se Aqajarormiorsiorpua. Den store ild kommer oftest fra havet som en selvstændig skikkelse. Se dog også Kreutzmann om denne skikkelse, som han kalder Toornaarsuk, ID 237. Besøg hos fugle i menneskeskikkelse er en hyppig fortælling, men denne hos ravnene er usædvanlig.

Hist. og kommentar: Det står mig ikke umiddelbart klart hvorfor netop ravne-fortællingen bliver kvindens trøst. Men jeg ser associationer til 1, at ravne i mytisk tid var hvide (ligesom qallunaat. Undertiden associeres modsætningen grønlænder versus qallunaaq til ravn versus måge, søg: Angákorssuarmik)og 2, at ravne her præsenteres som de første til at undersøge landet efter stormfloden (= fuglen der bringer Noah bud om land): Ravnenes land er Grønland, hvor de bliver om vinteren, og hvor grønlændere, tolker jeg, siden stormfloden hører hjemme. Det skræmmende bulder og den smalle passage ud (Symplegade) indebærer en slags nyfødsel til denne verden, hvor ravne ligner ravne og man ikke lader sig forlede af uvirkelige fantasier. Pigen glemmer det hele ligesom børn, der har mødt ånder, glemmer dem, når de kommer blandt mennesker. Søg fx på: Kaakaaq Den store bjørn æder hende.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: Tre små fortællinger, hvoraf en handler om en værre kælling (næppe Havkvinden, der til tider kaldes sådan), der fremkalder tåge, da hun lægger på knæ ved et vandløb og drikker af det kolde vand (Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.). I den anden sprøjter en kvinde vand på sine udtørrede kønsdele (asâssak avdlângaqinernersoq). Den tredje handler om en fanger ude til havs der bliver trængende og må skide i buskerne. En ret malende beskrivelse, også af hans tøjvask med enden bar, mens alle fangerne passerer undervejs hjem fra dagens fangst.

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Arnarsuaasaq

Der var engang et ægtepar der havde en datter. Når faderen havde været på fangst i kajak plejede han at få sin datter til at bære kajakredskaberne op for sig. En dag da faderen kom hjem fra en tur, var datteren ikke kommet ned, og han fik nogen til at råbe efter hende:

       "Arnasuaasaq skulle komme ned og bære kajakredskaberne op!"

De svarede ham så: "Hun har ingen kamikker!"

       "Sig at hun kan tage sin mors kamikker på, sagde faderen. "Hun siger hun ikke gider", svarede de.

       Så gik faderen op, og da han kom ind sagde han til sin datter: "Lille, dumme Arnasuaasaq, nu synes jeg at du bare skal gå din vej om bag fjeldene!"

Så brast Arnasuaasaq ellers i gråd. De havde godt nok lavet mad, men hun spiste ikke noget for lutter gråd. Da det blev aften, gik de andre til sidst i seng, mens hun stadig græd. Da de var faldet i søvn tog hun en skindpose med tørrede gnaveben fra lomvier og tog det, som hun ville have med som proviant. Og så skar hun nogle store stykker skind ud til såler og fyldte sin skindpose og gik. Hun gik et godt stykke tid, og da hun kom om bag fjeldene, skinnede månen smukt og klart. Der stoppede hun op og brast i gråd med ansigtet i sine hænder. Pludselig kunne hun se en stor skygge igennem sine spredte fingre. Manden stod og kiggede på hende og spurgte: "Hvad er der med dig?"

       "Min far og mor sagde at jeg skulle gå min vej, og så gik jeg."

       "Ja, sådan gik det også for mig. Jeg knækkede min brors snare (?). Og da han sagde, at jeg skulle gå min vej, gik jeg. Lad os følges!"

       Så gik de sammen derfra. Undervejs derudad sagde hendes ledsager: "Lad os nu se om ikke vi deroppe snart ser den store renselsesplads!"

       Da de kom derhen hvor de kunne se stedet, viste det sig at være en utroligt skinnende og glitrende klippeflade. De gik derhen og gjorde ophold. Lidt efter hørte de nogen sige rigtig gnavent:

       "Når jeg pluselig bliver lysvågen midt om natten, og når det hurtigt og voldsomt glider ned ad den dybe sne, sådan som vi er vant til det - kung - kung - kung - kuu!"

       Så gik de væk fra det. Da de havde gået et stykke tid fik de øje på nogle huse. De gik derhen og begyndte at gå ind. Og et øjeblik senere var Arnasuaasaq kommet igennem deres husgang og dukkede op ved ingangen til rummet. Da de havde hjulpet hende op, satte de hende ved sidevæggen, - allesammen var de nogle kæmpestore indlandsboere, tunersuit. Hun havde ikke været længe derinde, før alle stimlede nysgerrigt sammen om hende, og vinduet blev helt rødt af nysgerrige ansigter! Og den store tuneq-mands mor sagde: "Vores lile, nye svigerdatter har både halskæde og perler!"

       Mens hun stadig var derinde, blev der råbt:

       "Sig til vores lille, nye svigerinde at hun skal komme ned og spise knasekugler!"

       Så gik hun derned og smuttede indenfor, og der så hun: Et lille fad propfyldt med hare- og rævetestikler. Så sagde de til hende: "Spis nu nogle testikler!"

       Arnasuaassaq kunne ikke lide dem og begyndte at lade som om hun spiste ved at lade dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanderne. Da de så det sagde de:

       "Hvordan er det vores lille, nye svigerinde spiser testikler? Hun lader dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanterne."

       "Jeg spiser aldrig sådan noget," sagde hun.

       Lidt efter gik hun hjem. - Da hun havde boet der et stykke tid begyndte hun omsider at længes hjem. Til sidst holdt hun helt op med at sige noget. Så gav de sig til at fritte:

       "Hvad er der med dig, Arnasuaasaq? Har du lyst til lidt talg?"

       "Nej!"

       "Har du lyst til kødet fra et kæbeben?"

       Hun blev ved med at sige nej.

       "Men havd har du da lyst til? har du lyst til lidt nethinde?"

       Igen sagde hun nej, og så spurgte de hende: "Er det noget med dine fæller?" Så nikkede hun.

       "Du går i hvert fald ikke ud vest på til dine fæller", sagde hendes store mand.

       Langt om længe blev Arnasuaasaq gravid og fødte en søn. Da hun var kommet sig igen, ville hendes store fæller afsted på rensdyrjagt, og de ville have hende med. Så tog de hendes kamikker med ned til stranden og fyldte dem med tanglopper og lod Arnasuaasaq tage kamikkerne på. Tanglopperne skulle suge kød af hende, så hun kunne blive lettere til bens, når hun skulle løbe og drive rensdyr sammen. Da tanglopperne havde suget af hende opdagde hun, at der ikke længere var kød på hendes ben. Der var kun sener tilbage. Så ventede hun på at sårene skulle heles. Og da de var helet, tog de afsted på rensdyrjagt, og Arnasuaasaq var med og bar sin søn på ryggen. De nedlagde mange rener, og da de syntes at de havde nok, fandt de sig et sted at sove. De lagde sig til at sove, og da hendes store mand var faldet i søvn, stod hun op for at flygte. Hun udsøgte sig de smukkeste rensdyrskind og lavde sig en bærebylt. Da hun var færdig med det placerede hun sin lille søn på maven og tog bylten på ryggen, og så stak hun ellers i rend. Hun løb og løb og var helt udmattet, men da hun vendte sig om viste det sig, at hun stadig befandt sig lige ved sovestedet!

       For anden gang tog hun afsted, og denne gang anstrengte hun sig endnu mere. Da hun havde løbet et stykke tid, så hun sig tilbage - og nu kunne hun ikke længere se de sovende. Hun gik længe og nåede så frem til sin families hus, men der var ingen mennesker. Det viste sig at de var taget ud til en ø ud for deres kyst. Hun gav sig til at råbe efter dem, og endelig kom der en konebåd ud på vandet. Da de nåede hen til hende blev de meget forbavsede  - alt det rensdyrkød hun havde med! Og da de så hendes spædbarn blev de meget lykkelig over deres nye barnebarn. Hun sagde til dem, at det var bedst at de ikke tog tilbage til deres hus, fordi hendes store mand nok ikke bare ville lade hende være, når han kom. - Han ville snarere tage hende med.

       Så blev da da boende ude på øen, og først om efteråret vendte de tilbage til deres boplads.

       Det fortælles at hendes store mand havde været der for at se efter hende, men fordi der aldrig var mennesker der, lod han hende til sidst være.

       Her slutter fortællingen.

Oversat af Signe Åsblom.

Hist.: Det er usædvanligt og antyder et nyt syn på de "anderledes", at et barn hvis ene forælder ikke er et rigtigt menneske, overlever blandt mennesker.

Var.: Arnarsuaasaq

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Af denne fortæller har han kun fået en fortælling. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx har han brug Uusaqqaqs version af denne Avoovak myte.

Fortællingen hér handler om manden, hvis sjæl eller liv tog ophold i det ene dyr efter det andet. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Var.: Avoovaq. Nvagiaq. Sjælevandring. søg på: sjæl dyr.

Vedr. mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nordpå levede der et menneske ved navn Aqqatulaaq med

mange børn. Man havde aldrig hørt, hvorvidt denne mand havde begået

drab. Men når sønnerne efter en fangsttur var kommet hjem, plejede han

at sige: "Hvis en af jer har begået et drab, skal han ved ankomsten

komme nøgen ind i huset." Dette gentog han hver gang de kom hjem fra

fangst. Men sønneren begik aldrig drab, selv om faderen med disse ord

ligesom opmuntrede dem til det.

Engang de kom hjem fra fangst, kom den yngste af sønnerne ind uden tøj

på kroppen. Idet han trådte ind, udbrød faderen: "Her er en, der har

begået et drab." Denne søn udviklede en stadig større mordlyst, og

hans brødre ligeså. De begyndte at dræbe alle de kajakmænd, de mødte.

Engang tog en af brødrene sydpå på fangst, og han mødte kajakmænd fra

en boplads syd for deres egen. Den ene af de to han traf, var Sioraq.

De to fik kajakmanden imellem sig og begyndte at fortælle ham noget,

selv om han ind imellem gjorde forsøg på at slippe fra dem. De to

kunne ikke komme til at harpunere ham, da han hele tiden holdt øje med

dem. På et tidspunkt gjorde Sioraq sig klar til at kaste harpunen og

lige i det øjeblik, han skævede til ham, kastede han, men

harpunspidsen trængte ikke ind i kroppen ("tuukkanili morsutsinnagu"),

fordi han først ramte kajakringen (Det er svært at forstå det helt.

Chr. B.), med det resultat, at fingergrebet på harpunen gik i stykker.

Han satte efter Sioraq, der tog flugten. Han kunne godt holde trit med

ham, men ikke forsøge at harpunere ham fordi Sioraq, med sin harpun

havde hans rygsener. Det endte med, at manden (nordfra) blev dræbt.

Efter drabet sænkede de to både ham selv og hans kajak ned i havet og

bragte ingen af delene i land.

De to drabsmænd besøgte dagen efter den dræbtes familie, fordi den

ikke vidste noget om det drab, de havde begået. Da de besøgende ankom,

spurgte Aqqatulaaq, om de skulle have set hans søn. De sagde, at de

ikke havde dræbt ham, selv om det netop var det, de havde gjort. Da de

øvrige i huset erfarede, at broderen ikke var kommet hjem, gav de sig

til at græde over ham. Sioraq græd med; han lod som om han græd, for

ikke at lade sig mærke med noget. Da han var bange for, at de skulle

finde på at dræbe ham, kiggede han, mens han græd, efter et redskab

(som han i givet fald kunne forsvare sig med). Oppe på loftet fik han

øje på en hakke til frossent kød. Aftenen gik, uden at Sioraq og hans

ledsager blev skadet. Og senere på aftenen ville Aqqatulaaq mane ånder

for at inde ud af, hvor hans søn var blevet af, og han sagde, at

lamperne skulle slukkes. Da han begyndte at lokke sin hjælpeånd til, gav Sioraq sig uset i mørket til at slå løs på sin næse. Han fik

næseblod, og det betød, at Aq. ikke længere kunne lokke nogen

hjælpeånd til sig. Nu ville Sioraq selv mane ånder; og da han blev

færdig ("piareeramilu"), sagde han: "Der er ingen grund til at

bekymre sig længere, han er hos fluerne ("innersuit")."

Så ville Aq. på benene igen og mane ånder. Da han blev færdig, sagde

han: "Der er ingen grund til at bekymre længere, han er hos fluerne

("innersiut"). Det viste sig, at han blot havde fulgt

den andens (Sioraqs) rute. Han mente altså, at alliarutsit / innersuit

/ strandtrolde havde taget ham. Sioraq og hans ledsager nåede

velbeholden hjem til deres boplads.

Senere fandt Aq.s sønner på at drive de mennesker (kajakmænd), de

ville dræbe, hen til et strømsted, hvor de omkom i strømhvivlerne.

Det skete så engang, at de drev en stærk mand, fra en boplads syd for

dem, til strømstedet. Denne vidste udemærket, hvor strømstedet lå, så

umiddelbart før de kom til stedet, standsede han og vendte sig med

fronten mod kajakmændene, der drev ham imod strømstedet. Da han gjorde

dette, var der ingen, der turde tage initiativet til at angribe ham og

inden de havde fået taget sig sammen til angreb, greb han sin

fuglepil, ramte en af brødrene med den, så han døde, hvorefter han

roede kraftigt til, "hoppede" henover en kajakmand der lå i vejen,

uden at de kunne nå at indhente ham, og han undslap før de fik

lejlighed til at angribe ham. Undervejs sydover så han en fuldvoksen

sortside og dræbte en i første kast. Han trak blot harpunspidsen ud af

den og stødte sælen fra sig. Sådan gjorde efter sigende de, der havde

begået drab. Det var forfædrenes skik, at en morder kastede sin

fangst væk.

Først da han fangede sæl nr. 2 i nærheden af sin boplads ("nunani

qanigilerlugu = nunani qanillillugu"), kunne denne kajakmand tage sin

fangst med hjem. Han var godt klar over, hvor disse kajakmænd, der

drev ham imod strømstedet, stammede fra, og at det var Aq.s sønner.

Han vidste også godt, hvor Aq. boede. Når han derfor var uden på

fangst. kunne han ikke glemme, at Aq.s sønner havde forsøgt at dræbe

ham ved at drive ham mod strømstedet. Så fik han den ide at dræbe Aq.

med et bælte lavet af remmesælskind.

Endelig gik han til angreb på Aq.. På det tidspunkt var Aq. holdt op

med at fange, så han var hjemme hele tiden. Den stærke tog nordover og

gik i land i nærheden af hans hus. Og han nærmede sig bagfra med sit

bælte. Endnu havde ingen opdaget ham; og han holdt øje med udgangen,

om nogen skulle komme ud. Langt om længe dukkede Aq. ud af gangen. Han

slog ham med bæltet, så hovedet smadredes. På det tidspunkt var alle

sønnerne ude på fangst. Han efterlod den dræbte, som overhovedet ikke

havde fået lejlighed til at sige noget, på stedet og gik ned til sin

kajak. Han nåede den og roede hjemad uden at blive set af en eneste af

husstanden.

Da Aq.s sønner kom hjem, fandt de deres far liggende død med smadret

hoved ved husgangen, men de havde ingen anelse om, hvem der havde

dræbt ham.

Engang den stærke mand som vanlig var ude på fangst, hørte han nogen

råbe om hjælp. Han roede hurtigt derhen og så, at det var Aq. sønner,

der havde råbt om hjælp, fordi de ikke klarede at dræbe en stor

hvalros. Hvalrossen havde sprængt samtlige fangeblærer / fangstblære og havde

knækket alle harpunerne. Uden at sagtne farten harpunerede den stærke

hvalrossen og dræbte den på stedet, så den blot lå lige så roligt og

klappede vandfladen med sine luffer. Idet den kom op til overfladen,

sagde han: "Jeg har aldrig vist sådan en iver siden den gang over for

Aq.!" Han roede hen til den store hvalros og trak alle de mange

harpunspidser ud, idet han samtidig kiggede sig omkring, så intet

undgik hans opmærksomhed. Han roede hjem, uden at nogen gjorde ham

fortræd.

Var.: Ikke i denne bases samlinger

Hist.: Sioraq optræder også i Peter Ottosens fortælling om Aataarsiarsuaq, der har en historisk kerne.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Aaqqioq ?

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Attakisagkut

Attiikkâtdlo", som er taget til hjælp ved uklare punkter i denne

oversættelse (Reskriften er med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Også oversat af Knud Rasmussen i Inuit fortæller, III, 1981: 157 - 158: Agtakisaq og Agtikaq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Pikiulleq boede der to fangere, der var vældigt gode venner. En

morgen, da de vågnede, blæste der en meget kraftig piteraq / fralandsvind inde fra isen. De snakkede sammen, og den ene sagde: " Hvad med at tage ud i kajak (bare for sjov)." Det ville den anden godt. De ville ro om kap imod vinden og

se, hvem der kunne ro hurtigst.

De tog afsted; og de roede et lille stykke tid imod vinden, så kæntrede Atiikaaq. Atakisaq roede hen til ham. Da var han kommet op af kajakken. Han fik ham op bag på kajakken, og han havde det godt. Han spurgte ham flere gange: " Fryser du ? "

" Nej," svarede han. Så fik de en brådsø over sig. Det forekom

Atakisaq, at kajakken blev lettere. Han kiggede bagud og opdagede, at

han havde tabt ham; og han viste sig ikke mere. Atakisaq kunne ikke

se, hvad vej han skulle ro; men han kunne høre vrælet af et spædbarn,

og det roede han efter. På den måde viste Atiikaaq ham vejen. Han kom

hjem velbeholden. Atakisaq havde mistet sin ejaqqataq (Atakisaq

ijarkatârsisimadluni). Så forstod Atakisaq, at hans ven engang ville

vende tilbage.

Det viste sig, at Atiikaaq, efter at han var død, havde rejst jorden

rundt 'ikiaanarsiordlune' (ikiaq er en tarmskindsanorak, som han formentlig har på BS).

Så ville han tage hjem, da dødsdagen indtraf. En aften, hvor vejret var dejligt, og hvor det var måneskin,

gik to kællinger ud for at forrette deres nødtørft. Midt i det hele så

de en stor skygge. Det gik op for dem, at det var et stort menneske

med 'kuiorarâtilika' synlige seler. De blev så bange, at de rejste sig

op uden at have tørret sig og løb ind i huset. De sagde : " Udenfor så

vi et stort menneske, som fløj. " De var lige kommet ind, da det store

menneske var på vej ind baglæns og satte sig på trinnet op til rummet

med ryggen til. De sagde: " Tag ham!"  Han havde sin 'nûtâkut'

( I renskriften hedder det "kapussiviit", og det er to tværremme på

kajakken foran mandehullet, under hvilke kajakmanden stikker sine åre

ind for at undgå at kæntre.) med "òrkutigiga"(?). En af dem gav hans

"nutâukut" videre til en anden; og denne lagde "nutâukut" ned på et

sted ved siden af sig. (egentlig: i nærheden af sig) Atiikaaq, der sad

med ryggen til holdt den om livet. Da de lagde " nûtakita" på et sted,

der var rent,"ajornâginarpat:?"

 Så gik dette menneske, der sad, ud af huset, " Hê, hî, hvor lagde du

den?" spurgte en. ( Det står der ikke.) Der blev svaret: " Jeg lagde

den på et sted, hvor det var rent. Fordi jeg lagde det på et sted,

hvor det var rent, gik han ud." Så gled (sârdlivor) hans 'nûtaukut' af

sted, så den var lige ved at tage (tigusasaunavdlune). Atikisa blev så

ved med at flyve, fordi han ikke længere havde sin 'nûtâke' at holde

sig til Han kunne ikke længere nå frem til menneskene, kun til

dødsriget 'ârtatine'.

Den tredje dag forsøgte han også at komme ind med linen omkring

ansigtet ( eller: ansigtet dækket med linen). Det viste sig, at han ville

forskrække dem til døde. Han ville hævne sig på dem, og forskrække dem

til døde, fordi de gjorde noget forkert for et par dage siden ved at

jage ham ud. Åndemaneren manede ånder og jog ham ud til dødsriget.

Siden hørte de ikke mere til ham.

Var.: ingen i denne bases samlinger. Aloruttaq kommer nærmest. Men der er en del fortællinger om sådanne hjemkomne. Søg på angerlartoq; angerlartussiaq

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vel om Atungaat. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 16 - 17: "Niviarsiatoqaq".

Resumé:

En gammeljomfru finder under et bærtogt en sommerfuglelarve, som hun i

hemmelighed opfostrer med blod fra sin næse. Husfællerne hører hende

ofte tale med det skjulte dyr, og en dag hun endelig står op fra

briksen og går på besøg, slår de den ihjel. Hun begræder længe tabet

af sit kæledyr, der var hendes eneste glæde.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A;

Hist.: Fali er Sissiis søn.

Fortællingen er en meget skrabet version af en gammel østeskimoisk myte, der i en variant tydeligt forklarer kvinders første menstruation og dermed frugtbarhed (derefter finder man ikke længere spædbørn, der kommer op af jorden som planter)

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 17 - 19: "Nukagpiatoqaq" / Nukappiatoqaq.

Resumé:

Han har sendt stedets kvinder ud med konebåd for at plukke bær til

sig. De bliver længe borte. Han rejser efter med spæk til dem og

lokkes undervejs op i et hus af en kvinde, der hver gang han prøver at

undslå sig, foregøgler ham, at han bare bliver skældt ud, når han når

frem til kvinderne. Hun får ham på samme måde til at tage tøjet af og

lægge sig på briksen. Han forsyner sig med en stenplade på brystet.

Men han sover rævesøvn og hører nogen slibe og sige: "Sisee, sikapulu,

sisee sikapulu". Han åbner øjnene, og dér kommer hun flyvende. Hendes

knivhale brækker på hans brystplade, hun udånder, og en af

husfællerne, der alle har gemt sig under briksen, beklager tabet af

Usorsat's haleben. De sender en stor trædukke efter ham. Den skal mase

ham ihjel. Han påkalder sin døde bedstemor, smutter ud forbi hende i

husgangen, og lader hende om at skræmme alle beboerne ihjel. Fremme

ved bærstedet, hvor kvinderne har plukket konebåden næsten fuld af

bær, mæsker ungkarlen sig alt det han lyster. På hjemvejen kigger han

ind i huset: Mange ligger med sprængte øjne, andre med sprængt mund af

at råbe. Efter den oplevelse sender ungkarlen aldrig nogen ud efter

bær.

Var.: Hyppig episode i Kivioq. Søg på: knivhale; jernhale; humlebi.

Tolkning: "Sisee, sikapulu, sisee sikapulu" er muligvis grønlandsk

udtale af "slibe og skærpe".

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Bibile Attartugak, ss. 1 - 6.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

Kort resumé: en historisk fortælling til opbyggelse om en engelsk knægt, der har sendt sin mor i graven med sin elendige opførsel, men som ved et tilfælde reddes af forfatterens mor, der inviterer det unge døgenigt med i kirke og låner ham en bibel. Ved tilbageleveringen har han skrevet en tak i den. Ved et senere træf i Taffelbay i Sydafrika mødes forfatteren og den reddede mand, der er blevet præsteuddannet og missionær i det fjerne. Han priser sig lykkelig, idet hans ven dengang, en vis Jacob Hill, der ikke ville med i kirke, blev hængt for sine forbrydelser.

Kommentar: Indholdet af denne fortælling, der sikkert har været læst af alle seminarieelever, har tilsyneladende ikke sat sig spor i den grønlandske overlevering.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret. Lidegaard (se ndf.), der b.a. har brugt denne tekst og enkelte arkivalier, har ingen reference til tekstens håndskrevne forlæg.

Resumé:

Denne sandfærdige historie foregik i 1790 i Evighedsfjorden.

Habakuks og Marie Magdalenes søn kom ved et vådeskud til at ramme sin søster gennem næsen ned i kæben, og blodet styrtede ud med døden til følge, da han trak pilen med modhagerne ud.

Af denne store sorg mistede forældrene deres sunde fornuft. De fik mange mærkelige drømme og efterhånden stor magt over deres bopladsfæller. Ægteparret besluttede at al fangst skulle afleveres til Habakuk, der dernæst fordelte den. Kateketen Josef Bertelsen, søn af Bertel Laersen fra Kangaamiut, sluttede sig til bevægelsen og nedskrev alle ægteparrets profetier, der kom i en lind strøm. Hans bror, Frederik kom på besøg for at få ham tilbage på rette vej. Men forgæves. Og alle mændene holdt til slut op med at fange.

       Kun een mand holdt sig borte. Under et enkelt besøg, fandt han at folk lugtede fælt af orme.

       Fortællerskens bedstemor kunne fortælle, hvordan man pludselig faldt i en voldsom og langvarig fælles gråd, for senere at hengive sig en til ligeså vild og langvarig latter. Habakuk holdt lange taler om frelsen, der fik kvinderne til at hoppe så brysterne svuppede at lutter længsel efter himlen. Sommetider afbrød Habakuk sin tale for at udpege en, der var frelst. Mændene gik straks ud og skød med bøsserne af lutter glæde. Undertiden slog man kreds om gravene og sang salmer.

       Men Habakuks bevægelse fik to dødsfald på samvittigheden. Først et mord på en kvinde, der blev beskyldt for hekseri og lynchet, og dernæst en anden kvindes selvmord, da hun forstod at hun ville blive den næste.

       Maria Magdalene gjorde iøvrigt forskel på folk: nogle gav hun hele hånden, nogle kun en lillefinger. Desuden fik Habakuk en kedelig vane med at lade sig lyske af unge kvinder og beføle dem på upassende steder, en upassende opførsel for en profet.

       Da var det frafaldet så småt begyndte og det blev endelig beseglet en dag, da Justus nægtede at aflevere en nyfanget hvidhval til Habakuk: Herefter måtte han nøjes med at kommandere over sin egen fangst. Derefter blev ægteparret ganske almindelige mennesker igen.

Men hele deres lære med åbenbaringer, som den frafaldne kateket havde skrevet ned, gik tabt, fordi man brugte alt det beskrevne til at koge pernarneq - mad over, da Frederik Bertelsens ældste søn havde fået sin første sæl.

Hist.: Historisk fortælling over Habakuks profetbevægelse, der blev voldsomt bekæmpet af den danske mission. Se Mads Lidegaards analyse af de forskellige kilder til dette forløb i Tidsskriftet Grønland, årg. 1986. Akkulturation / kulturmøde.

Var.: Habakuk.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413: árnaq

paqúnartoq".

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: " Arnaq

paqínartoq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Resumé: En gift kvinde under tabu drømmer, at hun går langt ud over

isen til et festligt oplyst hus, hvor store, bredskuldrede mænd og

kvinder bor sammen med en endnu kraftigere mand, hvis hoved næsten

går i eet med skuldrene, og en lille smækker, mørk og smidig mand. Det

er isbjørne og deres to svogre, en hvalros og en blåræv. Bjørnene

forhører sig om de kan købe sålelæder hos mennesker. Det kan de godt,

svarer kvinden, og alle blir ivrige for at komme afsted, da blåræven

advarer dem mod menneskers ækle vaner:  De sliber deres knive, de fede

kvinder sidder med bar overkrop og trækker perler på snor og går

barbenede ud på gulvet. De unge bjørne taber lysten og ræven

fremturer: Og det stinker af lort mellem deres huse. En gammel

hanbjørn håner ræven for dens feje mod og sarte næse. Han vil godt

lade sig dræbe af mennesker for såleskind og viser kvinden sin

knækkede tand som kendemærke. Kvinden tar hjem ad den brede vej, vågner

op til alles lettelse, fordi de tror hende død p.g.a. hendes lange

søvn, og da hun er under tabu (mod bl.a. at nævne "bjørn"), fortæller

hun sin mand med fagter om bjørnens komme.

Han løber ud, bjørnen kommer, han dræber den, alle får del i dens kød,

og dens hoved anbringes i tre dage foran mandens plads på briksen. På

hovedet lægges gaver, bl.a. det lovede såleskind. Når bjørne bliver dræbt af mennesker er det næsten altid bjørnen selv der lader sig dræbe, fordi den ønsker sig gaver for sin hud og sit kød. Efter tre dage reinkarneres dens sjæl og den tager gaverne med hjem. Man giver gerne bjørne sålelæder, fordi de går så meget.

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Bjørnene i menneskeham; Plejaderne. Bjørnene som fangede hvidhvaler;

Kommentar: Ritualet opfattes som en udveksling, som bjørnen har taget initiativet til: den får de gaver den ønsker (isbjørnen kaldes på åndesprog: den vandrende: pisuttuartoq) til gengæld for dens krop.

OBS: Dette er en europæisk fortælling oversat til grønlandsk af J. M. P. Kragh.

Denne grønlandske oversættelse blev trykt første gang i 1860 på Rinks trykkeri i Nuuk. Den er gengivet reprografisk i 1973-udgaven: Angutingoak tingmiardlo millaktôk, ss. 14 - 17, nr. 4.

Oversættelsen (tilbage) til dansk er foretaget af Frederik Nielsen.

Resumé: En dreng har det med at fange og plage fugle i snare og til sidst kaste den udmattede fugl for katten. En meget smuk fugl med fire sultne unger i reden beder således for sit liv så længe ungerne ikke er udvoksede. Drengen udtrykker sin forbavselse over, at fuglen kan tale, men lader ikke fuglen slippe. Selv indfanges han derefter af en gevaldig kæmpe i en skov, der forundres over dette lille dyr, der kan tale, holder ham længe hen, men slipper ham til sidst fri med en formaning om, at hans fugleplageri er syndig. Drengen forbedrer sig.

Hist.: En fortælling i et par versioner beretter om en mand på langfart for at finde en fugl, der siges at kunne tale. Han finder den men overlever ikke mødet: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk. Måske ses her en påvirkning fra den direkte tale i denne fortælling, der har været almindelig læsestof for bl.a. seminarieelever. Søg på: alk tale; snespurv tale.

I andre fortællinger giver det enten fangstevner el. angakkoq / åndemaner-evner at høre fugle / dyr tale: se kommentar til: kanajukkannaammik

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 81, l. 5 - sidste

linie. Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 88, l. 5 - side 89.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Fortællerens plejefar, Makkorsuaq, var en vinter blevet for gammel til at fange, han søn, Simon, var blevet sløj, så familien overlevede på de ulke, som fortælleren fangede gennem den tykke havis.

Senere forstod man, at en vis Marmaré, efter hvis far Simon var opkaldt, havde hekset over ham, fordi hun så ofte tiggede tobak af ham, at han erklærede at han ikke længere ville være hendes far. Fornærmet havde hun taget familiens hundelænker, bundet sælskind i begge ender og lagt dem i en gammel grav.

      Samme Marmaré havde et dårligt ry. Da hun sammen med sin unormale datter var blev overladt til at sulte af sin egen svigersøn, der ikke kunne udstå hende, ville hun skære sig stumper af konebådens skind for at spise det. Men den var forsynet med ravneklør som forsvarsamuletter og M. for tilbage i huset, så angst at hendes øjne glødede.

      Frederik, sønnen til en mand, Pulu, der forbarmede sig over de to og tog dem i hus, så et uhyre suse forbi, da de to kvinder var rejst. Det var nok noget af Marm., der var blevet hængende og nu endelig forlod dem.

Hist.: Begivenheder fra omkr. 1900.

Kommentar: Ifølge navneskikkene ville Simon, skønt sikkert yngre end Marm. men opkaldt efter hende far, også være hendes far.

Vedr. hekseri, ilisiinneq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 4, ss. 9 - 13 og s. 19.

Ikke medtaget i Rink 1866-71, II (bla. fordi Rink allerede i bind I

havde gengivet Jens Kreutzmanns version). En episode mere til denne

fortælling er tilføjet efter nr. 7.

Mads Lidegaard har citeret Inge Kleivans oversættelse af Iver Berthelsens beretning i små afsnit i "Profeterne i Evighedsfjorden", Tidsskriftet Grønland 1986: s. 220 - 221, s. 209 - 210, s. 208, s. 211, s. 233 og s. 216. (I sin litteraturliste henviser Lidegaard her til Rink NKS 2488, II; men det er IV. BS)

Resumé af Inge Kleivans oversættelse:

Fortælleren, Iver Berthelsen, er søn af overkateket Frederik Berthelsen, hvis storebror, Josef, er kateket i Evighedsfjorden. Habakuk og hans kone, Maria, bliver døbt som voksne. Maria bliver jaloux over en affære Habakuk har med en anden og begynder at gøre mærkelige ting. Habakuk tar sig ikke af det, men da hun bliver "falsk profet" (får syner, BS) slutter han sig til hende. Det samme gør husfæller og andre, da de to begynder at gøre undere. Josef er også til falds og Ivers far, der er i Sukkertoppen, hvor han hører om bevægelsen. Han føler sig også tiltrukket indtil han får post fra Josef og læser, at tilhængerne har det med skiftevis at græde og le helt vildt. Den slags har hans far, Ivers bedstefar, Palasinnguaq, netop advaret Frederik imod da han for år tilbage viede Frederik til kateket, for en sådan opførsel var tegn på "falsk profeti". Han skriver gang på gang til sin bror, Josef, om ikke at tro dem - og tar kopi af sine breve.

       Et brev fra Josef beretter ligeledes om hvordan Habakuk får luft for sin tro ved at befale alle at lade deres bøsser og, når han under et varsel om verdens undergang vender øjnene mod himlen, afskyde alle deres bøsser. På et tidspunkt tar han alle bestemmelser om, hvornår man skal fange, og når han har udsendt to fangere, der kommer hjem med fangst, spiser han alt hvad han vil. Men det lykkes Ivers dengang ganske unge morbror at fange sin første fangst med redskaber han kan låne af de voksne, når Habakuk har forbudt dem at fange.

       Bevægelsen ebber ud i 1789 og herom fortæller Iver så meget han nu har hørt: Hans far, Frederik Berthelsen / Naparutaq og distriktets præst besøger i to omgange Habakuk og Maria Magdalena i Evighedsfjorden, mens tilhængerne endnu bor der i større tal. Frederik Bethelsen fortæller præsten hvad han skal sige og hvornår, så efter en tid da Maria omsider ser direkte på præsten, spørger han hende: hvornår skal verden gå i stykker? Hun bider sig stum i læben. Ved det gentagne spørgsmål skyder hun skylden på en vis Elias (se ndf.). Men da hun såbenægter en længere række anklager for det hun har sagt og gjort, som den velinformerede Frederik B. fremsætter, bekræfter tilstedeværende mænd disse anklagers rigtighed. Fr. B. og præsten tilskynder folk til at komme tilbage til Maniitsoq, men det lykkes først næste forår ved det andet besøg. I mellemtiden har Iver hørt fra sin mor, der dengang var meget ung tilhænger, at man engang så himlen åbne sig og hørte salmesang oppe fra Umiussaq fjeldet i nærheden. Den salmehusker moderen udenad da hun efter ægteskabet med Frederik hører den under gudstjenesten.

       Frederiks kopier af alle de brevene til Josef læses af Missionskollegiet, der forfremmer Frederik til præst for hans helt korrekte og glædelige handlekraft i bekæmpelsen af det såkaldte "sværmeri".

Thisted og Thorning 1996: s. 62.  

En anden profet, Elias fra Appamiut, prædiker at alle døbte er døbt i Tornaarsuks blod. Han slutter sig til Habakuks bevægelse men får besøg af Frederik Berthelsen der foreholder ham det falske i hans ord: de døbte er døbt i Kristi blod. Til sidst falder Elias i så voldsom gråd, at Frederik Berthelsen får ondt af ham og holder inde. Men Elias' kone ber ham fortsætte, fordi hun er vred over sin mands tilslutning til Habakuk.

Var.: Habakuk

Thisteds kommentar: Fortælleren I.B. beretter om den berømte Habakuk-bevægelse,

således som han har hørt det fortalt af sin familie, der både på mødrene og fædrene side er førstehånds vidner til begivenhederne. I særdeleshed spiller faderen en væsentlig rolle. Såvel i denne version som i Jens Kreutzmanns er det nemlig ham, der med sine skarpe ord sætter de falske profeter til vægs, og dermed afslører deres bedrag for tilhængerne, hvorefter bevægelsen ebber ud.

Kommentar: Elias gør klart oprør imod missionærernes bedreviden med deres annektering af Toornaarsuk som betegnelse for Djævelen. Med sin udskiftning af Jesus med denne grønlandske skikkelse er der næppe tale om en egentlig Satankult i moderne forstand. Snarere om det vi i dag ville kalde et etno-politisk el. etno-religiøst oprør. Om toornaarsuk / toornaarsuit i førkristen religion, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

"Sværmeriet" kalde i fagsproget: profetbevægelse.

En fortælling med samme titel, fortæller og nedskriver findes i samme læg ss. 1 - 7.

Renskrift: NKS 3536, I, 4', læg 11 af Hendrik Olsen.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To fætre elskede hinanden så højt, at de aldrig rejste

bort fra hinanden. Den ene samlede vinterforråd af, hvad fjorden

("kangia" egentlig: den østlige (indre) del af landet.Chr.B.), og den anden

af, hvad kysten ("kitaa", den vestlige del. Chr. B.) kunne give.

Manden, der samlede vinterforråd inde i fjorden, kunne bedst lide

gæret helleflynder fra kysten, mens manden, der samlede forråd ved

kysten, bedst kunne lide velhængt, "halvtørt"(?) rensdyrkød. Kystboen

fandt efterhånden, at det, fætteren fangede, smagte bedst. Han blev

misundelig og begyndte at overveje, hvordan han kunne skade ham. Han

smurte det, som fætteren bedst kunne lide, med menneskefedt. Da

fætteren kom hjem inde fra fjorden, inviterede kystfætteren ham og

ville forgive ham med det, der var smurt med menneskefedt, men nogen

puffede til ham, og han så, at det var hans hjælpeånd; hjælpeånden

sagde, at han skulle vende helleflynderen om og spise af den anden

side. Så inviterede han til gengæld fætteren til spisning. Han gav ham

tørret renkød smurt med menneskefedt, for at han skulle blive sindssyg.

Denne åd hele sin husstand, og fætteren rejste væk sammen med sin.

Alligevel kom han til at længes efter sin fætter og tog hen til

bopladsen for at se til ham. Han var nær ved at blive ædt, og han tog

ikke mere derhen for at se til ham. Sådan hævnede han sig, fordi det

var fætteren der begyndte, da han søgte at forgive ham.

Var.: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11 ss. 25-35.

Tilsyneladende fortalt to gange af Salomon til Nette Heilmann. Se registreringen: NKS 3536 I,4', læg 17, s. 47h - 48v.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fætrene som gav hinanden fedt fra et lig / ligfedt at spise

Der var engang to fætre som elskede hinanden højt. De forlod aldrig hinanden, fordi de boede på samme sted. Men det forholdt sig sådan, at den ene om sommeren tog på rensdyrjagt for at samle vinterforråd af det der kunne fås inde i fjorden ("i de østlige egne", CB.). Den anden samlede vinterforråd af det kysten ("vestegnen", CB.) bød på. Først tørrede han fisk og sidst sælkød. Manden der rejste ind fjorden for at samle forråd, tørrede først ammassætter, og når det var gjort tog han længere ind i fjorden og tørrede rensdyrkød til forråd.

       Det bedste som fætteren, kystboen, vidste, når han (fjordfangeren) kom ud af fjorden med det forråd han havde samlet, var en "veldrænet" rensdyrkølle som ikke længere var så frisk. Og det forråd som fætteren, der havde været inde fjorden, bedst kunne lide fra kysten, var en helleflynder der var gået i gæring.

       Så blev det vinter igen og endnu en gang tilbragte de vinteren sammen og spiste af de tørrede ammassætter der var samlet inde i fjorden, og som kystboen især godt kunne lide. Og om foråret rejste de fra hinanden - den ene ind i fjorden for at samle forråd af hvad jorden bød på, og den anden ud til kysten for at samle forråd. Kystboen fangede først fisk til forråd, lagde en helleflynder til gæring, og sluttede med at tørre sælkød. Da han blev færdig og det var ved at være den tid hvor fætteren plejede at komme tilbage inde fra fjorden, tog han tilbage til vinterbopladsen og gav sig til at vente på ham.

Da fætteren ikke viste sig den dag han ventede ham, blev han utålmodig, og han blev besat af en frygtelig tanke. Han blev misundelig på ham, fordi det forråd han samlede altid var lækrere end hans eget. Han overvejede hvordan han skulle få ham dræbt, og han fik den tanke at det måske var en idé at smøre noget menneskefedt på den mad han skulle spise. Han gik hen til gravene og udvalgte sig et af de nyeste lig, hvorfra han fjernede lidt fedt som han smurte på oversiden af den mad fætteren skulle spise. Netop som han havde smurt fedtet på maden kom de tilbage inde fra fjorden. Han gik ud og tog imod dem og så, at de havde meget mad med. Da de var færdige med at bringe lasten i land, bad han fætteren op til sig i huset. Denne fætter var åndemaner, fortælles det. Så snart han kom ind blev der sat mad frem - den mad, han helst ville have, nemlig en gæret helleflynder med en kniv, der var stukket ned oven i den. Da han syntes det var så lækkert, tog han kniven og ville lige til at skære et stykke af den; så kunne han lugte den; og pludselig var der én der puffede til hans ben. Han skelede ned til benet og opdagede at det var hans equngasoq ("den skæve / skævmundede" hjælpeånd), der var ganske tæt på. Han sad afventende og lyttede. Så sagde den: "Du skal vende den om og spise af den anden side." Så opgav han at skære videre og vendte flynderen om, hvorefter han spiste løs, og han holdt først op da han blev mæt. Fætteren holdt øje med ham, men der var intet at mærke på ham, da han forlod huset for at gå hjem.

Han var sur over at fætteren gjorde forsøg på at skade ham, og nu ville han hævne sig. Han vidste, at den mad fætteren bød på var smurt med fedt fra et lig fra en grav; og det samme gjorde så han med den mad, han ville servere for ham. Han sendte bud efter fætteren, og inden han indfandt sig, tog han kødet han ville servere for ham og vendte det om, så den side han smurte med menneskefedt kom til at ligge nederst, fordi fætteren godt kunne finde på at vende det om ligesom han selv havde gjort. Så stak han kniven oven i det.

Fætteren kom og satte sig, og idet han tog kniven vendte han kødet om så den nederste side kom til at ligge øverst. Han gik i gang med at fortælle, men efter et par mundfulde blev han mere og mere tavs. Da han forblev tavs, skønt fætteren flere gange søgte at få ham til at sige noget, blev han bange for ham og gik ud. Han gik ned og sagde til sine husfæller (? der var uden for ?): "Min fætter forsøgte at forgive mig med noget jeg kunne blive sindssyg af, og nu har jeg hævnet mig på ham. Jeg forlod huset, da han ikke længere ville sige noget. Gør jer klar til at komme herfra."

De tog afsted og slog lejr på en lille ø, der lå ud for deres boplads. Men allerede efter nogle få dage dér længtes manden efter sin fætter. En morgen tog han hen for at se til ham. Han lagde til neden for hans hus men så ingen mennesker. Han steg op af kajakken og anbragte den med forenden udefter. Han gik op til huset og fremme ved det kiggede han ind gennem vinduet. Husstanden var der ikke, og fætteren lå på ryggen på briksen med hovedet hængende i en kraftig bøjning ud over kanten og kiggede på ham. Inden fætteren fik sagt noget, spurgte han ham udefra: "Hvad gør du dér?" Han svarede: "Jeg laver ingenting. Kom inden for. Du ved jo at vi ikke kan undvære hinanden en eneste dag, når vi er kommet tilbage til vinterbopladsen." Han gik så ind og fremme ved indgangen til rummet, hvor han blev synlig derindefra, opdagede han at fætterens ansigt så forfærdeligt ud. Forskrækket blev han stående. Da han blev stående sagde fætteren: "Jeg har det godt nok. Kom herhen." Og i det samme bevægede han sig, tog et par skridt i retning af indgangen og spærrede den. Så gav han sig til at jagte ham mens han sagde: "Jeg har spist alle i huset, og jeg vil også æde dig." Så fortsatte forfølgelsen. På et tidspunkt befandt han (den forfulgte) sig ud for åbningen til gangen. Han lod som om han ville flygte over mod bagenden af briksen for at undgå ham, og idet fætteren gjorde en bevægelse for at spærre ham den vej, sprang han ud. Han landede midt i gangen, men sprang hurtigt videre. Han løb af alle kræfter ned mod sin kajak. Straks han nåede den skubbede han den ud, hoppede ned i den og roede ud så hurtigt han kunne. Da han mente han var kommet langt nok væk, kiggede han sig tilbage og så at fætteren stod ved strandkanten og kiggede på ham. Så roede han ellers hjem for ikke at blive ædt.

Da der var gået tre dage kom han igen til at længes efter fætteren og ville tage hen og se til ham. De andre frarådede det, fordi han risikerede at blive ædt. Men han tog af sted. Han gik i land neden for huset og gik derop. Han kiggede ind gennem vinduet og så, at han lå dér med hovedet hængende ud over briksekanten og kiggede på ham. Han så elendig og helt sort ud i ansigtet. Da fætteren havde kigget en tid på ham sagde han (derinde): "Jeg længes sådan efter dig. Kom herind." "Jeg tør ikke komme nærmere, for dit ansigt ser så forfærdeligt ud", svarede han. "Hvad skulle der være i vejen med mig? Jeg har det godt nok. Kom nu ind. Du ved jo at vi ikke kan undvære hinanden en eneste dag, når vi er kommet tilbage til vores vinterboplads." Da han sagde sådan, gik fætteren indefter, men ligesom ved sidste besøg blev han stående ved opgangen. Da han blev stående dér, sagde fætteren: "Hør her, jeg er blevet rask. Kom nu herhen." Han kom så op fra gangen, og efter bare eet skridt ind i rummet, bevægede fætteren sig og sprang hen og spærrede indgangen. Og så gav han sig ellers til at jagte ham mens han sagde: "Jeg har ædt alle i huset, og jeg vil også æde dig." Han blev virkelig bange, flygtede rundt, og huset virkede alt for småt sådan som den ene forfulgte den anden. På et tidspunkt lod han som om han ville undgå ham ved at flygte hen mod briksens bagende, og netop som fætteren gjorde en bevægelse for at spærre ham den vej, sprang han ud i gangen, ramte jorden en enkelt gang, videre ud i det fri, og så i løb ned mod kajakken. Da han nåede den, skubbede han den ud i vandet, kom ombord, og roede udad af alle kræfter. Nu måtte han da være nået langt nok væk fra ham. Han så sig tilbage og opdagede så til sin rædsel, at fætteren var ved at få fat i kajakkens bagende. Så gav han sig ellers til at ro stærkt og samtidig rokke frem og tilbage, så bølgeskvulp forplantede sig ud fra kajakken. Da de nåede fætteren, lød det uafbrudt fra ham: "taa, taa, taa (hvad er nu det?)" Han kiggede om på ham og så, at han skiftevis var på nippet til at falde enten bagover eller forover, når bølgeskvulpene nåede ham. Han sagtnede farten og så væk et øjeblik. Så hørte han ham sige "aajaa" (snarere "ajjaa, CB), kiggede derhen og så, at han ikke længere magtede at holde hovedet oppe. Han sagde: "Jeg er vist ved at falde ned i en stor kløft." Han vendte kajakken mod ham og roede uden om ham hen til det sted, som fætteren kaldte en stor kløft. Og der viste det sig, at det fætteren regnede for en stor kløft var et sted, hvor to strømme mødes (immap kiluusaa, CB). Da han havde set det roede han hjem, fordi han ikke havde lyst til at blive ædt. Ved hjemkomsten fortalte han det til sine husfæller, der sagde at han ikke oftere måtte tage på besøg hos fætteren.

Han tog så ikke hen til ham, men efter tre dage fik han (igen) lyst til at se, hvordan fætteren havde det. Han tog derhen, selv om de andre i huset frarådede det. Det var efterår og der var faldet lidt sne. Han steg som sædvanlig op fra kajakken nedenfor fætterens hus og gik op. Han kiggede ind gennem vinduet, men der var ingen fætter. Så ledte han efter ham alle vegne, selv i mellemrummet bag de skind, der var hængt op på væggen; men han var der ikke. Men nu fik han mistanke om noget og gik ud gennem gangen og gav sig til at kigge efter spor i den nyfaldne sne. Han kunne se, at fætteren var kommet ud og var gået opad. Så fulgte han sporene, vel vidende at der oven for bopladsen fandtes en klippehule under en stor sten, hvor dårligt vejr aldrig nåede ind. Den var fætteren stilet imod. Han fulgte sporene videre og kunne se, at han var krøbet derind. Da han var kommet så langt blev han aligevel betænkelig, for der var helt mørkt i bunden af den store hule, og man kunne aldrig vide, hvad der kunne ske (Qanoq ítoq atúsatdlugo naluganiule).

Han gjorde sig sine overvejelser. Han og fætteren plejede jo ikke at kunne undvære hinanden en eneste dag, når de var kommet tilbage til vinterbopladsen. Han tøvede, men så var han på vej ind i hulen. Længere inde blev det helt mørkt. Han måtte bare føle sig frem, og langt inde mærkede han, at han rørte ved sin fætters fødder. Han blev så forskrækket, at han var lige ved at skrige. Han lyttede for at høre, om han trak vejret, men det lod det ikke til. Så ruskede han ham i fødderne; men uden reaktion. Så følte han hele vejen opefter på hans krop og til sidst på hans ansigt, der var koldest. Han undersøgte om han trak vejret, men det var der ingen tegn på. Så gik det op for ham, at han var død. Fætteren var altså, da han blev klar over at han var døden nær, gået op til den store klippehule for at få den som sin grav, fordi han vidste at det dårlige vejr aldrig nåede derind.

Han var altså sin fætters morder. Det havde bestemt ikke været hans mening, men det var jo fætteren, der først havde fundet på at ville skade ham, blot uden held.

Var.: Vennerne; Fætrene; fjordbo  kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 14 - 15: "Ikardlitsuarssuk" / Ikarlitsuarsuk.

Resumé:

Ikkarlituarsuk (den lille, der stadig løb på skærene) bor sammen med

sin lillebror på en boplads med mange huse. En vinter under hungersnød

udloves en ny kajakåre til den åndemaner, der kan fjerne isen. Men

stedet har ingen åndemanere. Lillebror vil gerne eje åren og I., der

engang har siddet på skødet af en tilskuer til en seance, holder

seance og rejser ned til Havkvinden / havets moder gennem revnen ved stranden mellem havis og land. Undervejs møder hun hajer som hunde ved tangplanterne.

Indgangen til Havkvindens hus er smal som en ulu's æg. Hun balancerer

ind til Havkvinden, "ham dernede"s mor. Hun græder og smider sære

sager ud, som hun har bag ørerne, men kommer i humør, da I. kilder

hende. Hun slipper fugle ud af sin lampe og sæler ud af sit husrum

som tak. Hun (eller I.) piller et par ryghår ud af en netside, som I.

gerne vil have bukser af. I. kommer hjem, lamperne tændes, hun går

tavs til sengs, men næste morgen, da havet ligger mørkt og fri for

is, forbyder hun mændene at fange mere end een sæl hver den første

dag og beder om den netside, der har en plet på ryggen. En mand, der

drister sig til at fange to sæler, fanger intet siden, mens de andre

fanger mange. Lillebror får sin åre.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

Hist.: "Ham dernede" hentyder sikkert til kristendommens Djævel, som

missionærerne identificerer med Havkvindens far. Det snavs fra

tabubrud, der i ældre varianter generer Havkvinden, er her blot

uidentificerbare sager, og I. renser hende ikke, men kilder hende kun.

Frederik Olsen (Fali) er Cecilies søn.

En anden - uafsluttet - renskrift af Hendrik Olsen se: NKS, 3536, I, læg 21, s. 1 - 4.

Oversættelse i resumé: Grethe Lindenhann:

Oppe nordpå i nærheden af Amerloq lå der engang nogle huse, som blev benyttet til overvintring. Blandt husene var der et større hus. I den sydlige ende af huset boede den største fanger med sin familie. Han vidste en masse om forskellige ting, selvom han ikke var åndemaner.

En dag mens børnene voksede op, blev han syg. Han havde aldrig fejlet noget, så hans kone og børn var ikke særlig bekymrede og tænkte, at han nok snart blev rask igen. Men han blev mere og mere dårlig, og han døde snart efter.

Efter hans død blev enken boende i huset. Hun sørgede meget, og det blev starten på hendes sygdom, og hun døde ret hurtigt efter sin mands død.

Efter faderens død var de to søskende ikke i nød for husly, men da moderen døde, blev de husvilde. Og først efter begge forældres død, blev de behandlet som forældreløse. De blev flyttet til en forbriks på den modsatte side af sovebriksen. Og mens der blev redt op til dem ovre på forbriksen, flyttede deres familie ind på forældrenes plads. Da de var forældreløse, sørgede den store familie for at de så vidt muligt ikke manglede noget. På dødslejet havde faderen givet drengen, som var ældst, en amulet. Selvom faderen ikke var åndemaner, vidste han meget.

Kort tid efter at de var blevet forældreløse, blev det en meget hård vinter. Trods dette sørgede bofællerne for, at de fik, hvad de havde brug for. Men da vejret stadig ikke blev bedre, kneb det efterhånden med vinterforrådet. Der blev mindre og mindre, og så fik de kun så lidt, at de lige kunne overleve. Da de så begyndte at sulte, sagde storebroderen til sin lillesøster: "Hvis det dårlige vejr fortsætter, bliver vores mange bofællers forråd tømt. Og hvis vi bliver her, sulter de os ihjel."

Mens tiden føltes lang, vågnede de een af dagene. Snefygningen havde lagt sig lidt, og det hele var skinnende hvidt. Hele området var tillagt med is, og så blev det endelig bedre vejr. Storebroderen havde en rejseplan, men han vovede ikke at fortælle søsteren om den endnu, så han måtte vente. De havde hørt, at der lidt syd for hvor de boede, boede en stærk og dygtig fanger, der plejede at overvintre alene med sin familie hvert år. De havde også hørt, at der endnu længere væk derfra skulle ligge en hel del huse.

Det gode vejr fortsatte og dagene blev længere. En dag sagde broderen til sin lillesøster: "Hvis vi bliver boende her, og hvis vi stadig ikke får mad nok hver dag bliver vi svagere." Den stærke fangers hus var ikke lige i nærheden, og hvis man skulle derhen over isen ville det tage en hel dag. Han sagde endnu engang til sin lillesøster: "Inden du bliver svagere, bliver vi nødt til at redde os selv og tage over til den stærke mand." De pakkede deres ting, og gjorde sig klar, og så tog de sydpå over isen.

De tog afsted sydpå og undervejs fik de ingen mad. Hen på eftermiddagen havde de stadig ikke fået noget at spise, og da hans lillesøster var ved at blive træt, sagde han til hende: "Måske er du blevet træt, men hvis vi går så langsomt når vi ikke frem før midnat. Jeg skal prøve at bære dig, så går det måske lidt hurtigere." Storebroderen havde båret alt deres skindtøj, og da de havde gjort ophold en tid, sagde han til sin lillesøster: "Vi skal gøre sådan, at skindtøjet som jeg har båret indtil nu, skal du have på ryggen, og så bærer jeg både dig og tøjet." Selvfølgelig gjorde lillesøsteren hvad han sagde. Og på den måde gik det hurtigere. Når han så selv blev træt, holdt de en pause, og så var lillesøsteren udhvilet og kunne selv gå et stykke vej. Så tog storebroderen skindtøjet op på ryggen igen, og de fortsatte vandringen.

Sent på eftermiddagen nærmede de sig den stærkes vinterplads, og da tusmørket faldt på, nåede de endelig stedet. Da de kom derhen, var der ikke et menneske at se. Hans konebåd var der, kun hans kajak var væk. I nærheden af huset ved indgangen fik de øje på hans forråd, sikken en masse! Imens de stod uden for huset og ventede på, at nogen skulle komme ud, kiggede de på al den mad, som man uden videre kunne tage uden at få lov. Da de havde stået ved indgangen at stykke tid, sagde han til sin lillesøster: "Det er blevet sent, så vi må hellere gå ind og se efter." Da de kom ind, så de en masse ting og sager som stod urørt. Under bænken var der også en masse mad, som også var urørt, enormt meget. Storebroderen var meget fornuftig. Uden at tøve begyndte han at gå rundt i huset og undersøge alting. Selvom skindene var efterladt, var de meget tyndslidte. Han så også, at alle lamperne var væltet, og så sagde han til sin lillesøster: "Det er snart mørkt herinde, og vi har stadig ikke fået noget at spise. Nu har vi stået så længe og set på al den mad. Nu byder vi os selv på noget at spise." Så bad han hende sætte sig på den bageste bænk. Han så et fad, der var lavet af et sammenbøjet stykke hvalbarde isat træbund. I fadet var der kød, han satte det foran sin lillesøster og sagde: "Det kan være det samme! Vi kan lige så godt sætte os overfor hinanden og spise indtil vi bliver mætte. Og når ejermændene kommer hjem og begynder at skælde ud, skal jeg nok forklare hvorfor." Og så bød han sin lillesøster den store tallerken med masser af sælkød. De sad overfor hinanden og spiste, og da de var færdige, satte han tallerkenen på plads og sagde til sin lillesøster: "Det bliver snart mørkt derude, og vi ved ikke rigtig hvilken vej, vi skal gå. Vi kan lige så godt sove her, og hvis vejret i morgen er lige så godt som i dag, kan vi sikkert nå frem alligevel. Dette hus er så uvirkeligt. Alting er blevet brugt, og så al den mad, som ikke er rørt. Virker det ikke lidt uhyggeligt? Vi har ikke noget lys i aften, så vi kan ligeså godt pakke vores skind ud, mens vi kan se, og begynde at rede op til natten, og så går vi bare i seng når det bliver mørkt. Hvis det er godt vejr i morgen, kan vi gå videre sydpå." Og så lagde han skindtøjet op på den nordlige forbriks hvor de skulle være og begyndte at rede op. De ville ikke rede op på sovebriksen, der måtte de nok ikke sove (undskylder). Da han var færdig med at rede op, gik han over til sin lillesøster og satte sig ved siden af hende.

Mens der stadig var lidt lys, hørte de pludselig nogen, der sagde: "Er der mennesker derinde?" Men stemmen fik ikke noget svar, og så spurgte den igen denne gang lidt højere: " Er der nogen derinde?" Hvorefter personen gik hen mod indgangen, og de hørte hvordan dens skindtøj knirkede. Nu satte storebroren sig nærmere sin lillesøster og hviskede til hende: "Jeg har hele tiden mærket, at der er noget forkert her, med maden og de tyndslidte skind. Det er vist ikke til at spøge med." De hørte, at personen hoppede ned i indgangen, skindtøjet knirkede voldsomt, og inden vedkommende nåede at sige noget tredje gang, tog storebroderen sin lillesøster i hånden for at beskytte hende og føre hende til den sydligste del af husgangen. Nu var personen ved at komme ind. Storebroren tænkte på sin far, som havde givet ham en amulet, og dengang havde han også fået et stykke hundeskind. De to søskende kunne stadig høre knirken af skindtøj, og de ville væk fra vinduet, hvor lyset skinnede ind, men der var ingen steder at flytte hen. De listede over til den inderste del af husgangen, hvor storebroren satte sin lilleøster bagest mod væggen, og han selv stillede sig foran hende. Nu kom personen til syne ved indgangen, med albuerne som støtte og slæbende på noget skind. Denne trådte op fra opgangen, og gik frem på gulvet. Pludselig udbrød denne: "Jeg havde ellers forventet at se lys i vores hus, men nej hvor er her mørkt." Ved hjælp af lysskæret fra vinduet kunne børnene se, at personen kom længere ind i huset, og så kravlede vedkommende op på sovebriksen. Da personen kom op på sovebriksen, begyndte denne at gnide på skindene og fortsatte med det helt til den anden ende af briksen, og det lød meget voldsomt. Da personen var færdig med sovebriksen, hørte de igen knirken af skind, for nu gav denne væggene en omgang. Da han så var færdig med det, holdt personen en pause, og lidt efter kunne de høre, at denne var ved at krybe ned på gulvet. Personen rodede først lidt under bænken, og så var denne på vej mod den sydlige ende af gangen. Da den nåede derned, drejede den rundt igen. Hvis personen fik øje på børnene, ville den ikke lade dem overleve. Da personen nærmede sig, kom drengen i tanke om den amulet, han havde fået af sin far. Drengen tog hundeskindet frem, og lokkede personen hen til sig.

Da drengen havde lokket personen hen, var hun næsten kommet så tæt på, at man kunne se hende i lysskæret fra vinduet, og drengen begyndte at studere hende. Pludselig stoppede personen og sagde: "Jeg ved ikke om her er nogen, men det må være nok nu." Idet hun sagde dette, kom hun så tæt på, at hun næsten rørte ved drengen. Børnene kunne stadig se hende i lysskæret ved vinduet, da hun sagde: "Når jeg kommer ind i morgen, stiller jeg med et grimt (stygt) ansigt".

Da personen var kommet ud af husgangen, kom der et blåligt lysskær fra vinduet. Da drengen endelig turde røre sig fra stedet, kikkede han ud af vinduet. Han så noget der lignede ild, og det så ud som om der faldt ild af personen, da hun forsvandt om bag huset, og herefter så de hende ikke mere. Da de kikkede over på briksen, hvor de skulle have sovet, opdagede de, at deres skindtøj var fuldstændig slidt.

Senere gik storebroren udenfor, og da var det ved at blive dag. Da han kom ind igen, sagde han til sin søster: "Vi bliver ikke her når det bliver mørkt, nu tager vi afsted hen til hans sydlige naboer." Da de var færdige med at pakke deres skindtøj, tog de afsted mod hans sydlige naboer, hvor der var flere huse. Men der var så lang vej, og de vandrede indtil solen var ved at gå ned.

Indimellem måtte han bære sin lillesøster på ryggen, når hun blev træt, og nu var de næsten nået frem til deres mål. De nærmede sig nogle huse, og de kunne se en masse mennesker. Da beboerne havde opdaget, at der kom fremmede, kom de allesammen ud af husene. Da børnene nåede helt frem til husene, kunne de se, at der var en overflod af kød, hele iskanten var rød af blod. Da børnene var fremmede, blev de spurgt om alt muligt. Og børnene fortalte, at de før havde boet i deres eget hjem, som var deres vinterplads. Her havde de boet i et stort hus med mange bofæller, men da deres forældre døde, fik børnene næsten ingen mad af bofællerne, og derfor var de flygtet hertil. Da bopladsbeboerne havde hørt dem fortælle alt det, ville de allesammen invitere børnene ind at spise, og hen imod aften kunne de næsten ikke spise mere.

De var lige kommet ind et nyt sted og var begyndt at spise, da der kom en ganske ung pige ind. Hun stillede sig midt i husgangen og sagde: "Hvis de besøgende har lyst, kan de komme over til os og få aftenen til at gå." Da hun havde sagt det, vidste de forældreløse ikke, hvad de skulle svare. Men så sagde de andre som var til stede: "Vi er godt nok kede af at I skal gå, men nu I er inviteret, kan I bare gå med, så kan hun vise jer vejen."

Da de kom ud, var deres vejviser allerede på vej derhen. De fulgte efter hende og kom til et ret stort hus med to vinduer. Da de nåede indgangen til huset, sagde hun: "Lad os gå ind." Idet hun sagde det, gik hun selv ind. Storebroderen lod søsteren gå forrest, og da de kom ind kunne de mærke varmen. De blev bedt om at sidde ned, og så blev der igen serveret mad. Da de havde spist blev de siddende et stykke tid, for de vidste endnu ikke, hvor de kunne få husly.

Dengang de kom ind i huset, havde de set, at der var to mandfolk i familien. Den ene var svært bygget, men den anden var mere spinkel. Der var ikke andre mænd i huset. Den spinkle havde vægplads i den fjerneste ende af huset, og den fyldige havde vægplads i den nærmeste ende. Ham der havde vægplads i den nordlige del af rummet fortalte historier uafbrudt. Den anden sagde ikke et ord, og det var som om, han ikke havde nogen bestemt kvinde til at sidde ved sin lampe.

Da børnene hen på aftenen havde været der en tid, og da den spinkle mand holdt en pause med sine fortællinger, rejste den kraftige mand sig og gik hen til broderen, og han kom så tæt på, at drengen kunne mærke hans kropsvarme: "Undervejs fra jeres vinterboplads og på vej herhen så I da nogen huse?" spurgte manden, og drengen svarede: "Jo, i går sent på eftermiddagen kom vi til et hus, og der var ikke andre huse på stedet." Og manden spurgte videre: "Har I overnattet i huset?" "Ja" svarede drengen, "for vi ville ikke gå videre om natten." Da manden hørte, at de havde overnattet i huset, sagde han: "Så har i overnattet i vores gamle hus, dér kunne vi ikke få fred mere. Da det hele var blevet så uvirkeligt, kunne vi ikke holde ud at bo der længere, og så flyttede vi alle derfra. Og der har I overnattet, I må være meget modige. Nu skal I få husly her, og så vil jeg sørge for jer i fremtiden."

De forældreløse børn fik således et nyt hjem, men langt senere, da de var blevet lidt ældre, begyndte drengen at spørge om, hvad der mon foregik i det mærkelige hus, hvor de havde overnattet, og efterhånden fik han en forklaring. Han havde ikke vidst, at den stærke fangers kone var gået fra forstanden og senere var død. Efter hendes død blev familien der kun een enkelt nat. Og da de havde ikke lukket et øje hele natten, flygtede de hertil. Selvom han ikke havde hørt dette fra plejefaderen, hørte han det igennem andre.

Plejefaderen gav dem en opdragelse som sine egne, men da de blev voksne døde han. Men de forældreløse børn blev boende der, indtil de selv blev gamle. De døde altså samme sted som deres plejefar.

Var.: Mannik (en episode).

Kommentar: Dette er en ualmindelig lang fortælling over et velkendt tema i nedskrift, der måske nærmer sig en mundtlig fremstilling i længden.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Vedr.mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles, at der i gamle dage boede en stor drabsmand ved navn Aataarsuatsiaq i Nordgrønland. Han boede ud for Kangersuatsiaq / Prøven. Dengang var øen Sioraq

beboet.

Aataarsuatsiaqs kone havde en ugift lillebror ved navn Ekersaq / Ikersaq, der boede på Sioraq. Han var forældreløs, og der var dage, hvor han sultede. En dag

midt om vinteren, hvor havet var frosset til, blev han som sædvanlig

sulten, og han gik over for at besøge sin søster. Da han kom, gav

søsteren ham noget mad. Den dag var Aa. kørt ud på slæde.

Storesøsteren sagde til E.: "Du må hellere tage hjem nu, for han vil

ikke lade dig leve, når han kommer hjem!" og hun beordrede ham til at

løbe hele vejen til Sioraq. Han adlød og tog hjemover i løb, mens han

undevejs spiste sin smule / dejlige mad. Kort før Sioraq vendte han sig

og så jo som ventet, at en slæde fulgte efter ham. Det var jo hans

store svoger, der fulgte efter for at dræbe ham. Han løb til og nåede

Sioraq før ham. Da svogeren kom til kort, fordi han ikke kunne formå

sine hunde til at indhente ham, vendte han om, før han nåede frem til

Sioraq.

Dengang havde Aa. en elskerinde på Sioraq, som haltede på begge ben

(pga. hofteskade), og som han af og til besøgte for at sove hos hende.

Undervejs var der en klippehule, hvor han plejede at ligge på lur. E.s

bopladsfæller, der i den isfri periode tog nordover på fangst, kom

aldrig tilbage. Det viste sig at Aa. dræbte dem, når de var på vej

hjem langs kysten med en sæl på slæb, og at han stjal fangsten. Når

Aa. kom hjem med den dræbtes sæl, plejede han at sige: "Det er en sæl

fra det yderste hav ("ímap qagdliup puisâ")"

Der var så en fanger fra Sioraq som vanlig på sælfangst og på vej

sydover langst kysten med en sæl på slæb. Da han roede forbi den store

klippehule og kiggede ind mod land, fik han øje på noget, der lignede

overtræk til kajakspids,(ordret efter: "qaannap usuusaata puua"

Chr.B.) der bevægede sig i takt med havets bevægelser. Han blev

mistænksom, tog nogle åretag og vred kroppen for at kunne holde øje

med, hvad der skete bagude ("kingumut alaatsinaalerpaa") og roede så

kraftigt til for at nå hurtigere frem med sin sæl på slæb.

Ganske rigtigt! Da han næsten var forbi hulen, roede en kajakmand ud

af den. Han roede efter manden med sælen på slæb, men han kunne ikke

indhente ham. Og da afstanden ovenikøbet øgedes, råbte han blot (truende): "Du

fortæller det ikke til nogen!" (Men) fra da af vidste man med

sikkerhed, at der var A., der havde dræbt deres bopladsfæller.

På Sioraq trænede Ekersaq uafbrudt til stærk mand for at hævne sig på

sin store svoger, der havde stræbt ham efter livet. Og Aa. kom

jævnligt til Sioraq og besøgte sin elskerinde.

På et tidspunkt, hvor Ekersaq var blevet ganske tilfreds med

resultatet af sin træning, kom Aa. til Sioraq for at sove hos sin

elskerinde. Han stillede sin kajak dér, hvor han plejede, og gik op

til hendes hus, uden at nogen hindrede ham i det. Om aftenen, da han

havde lagt sig til at sove, gik E. ned til sin grimme svogers kajak.

For han kunne ikke glemme, at han havde stræbt ham efter livet. Han

tog svogerens kajakkniv og gav kajakbetrækket så mange snit på det

sted, hvor manden plejede at sidde, at det blev helt sønderflænget.

Den nat sov E. ikke, og han veg næsten ikke fra vinduet, hvorfra han

hele tiden holdt øje med sin modbydelige svoger. Endelig kom svogeren ud af

sin elskerindes hus iført sin halvpels. E. gik ned for at tage afsked med

ham med begge arme trukket ud af pelsens ærmer. De nåede kajakken

samtidigt. Da Aa. fik øje på sin kajak ovenfra, sagde han: "Jeg har

glemt min halvpels," men den havde han jo på i forvejen. Idet han

begyndte at gå op til huset, fulgte E. efter ham; og da der ikke var

tid til at stikke armene i pelsens ærmer, sprængte han pelsen og greb

svogeren bagfra om begge hans arme. Han pressede albuerne imod

kroppen med sådan en kraft, at ribbenene brækkede, selv om Aa. sagde

til ham: "Nu må du holde op."

I det øjeblik E. greb om ham kom der folk ud af husene. De ville være

med til at dræbe Aa. En af dem, Aqaasiaq, løb foran med en stor

fremadrettet kniv. Han løb, og uden at sagtne farten et øjeblik stak

han Aa. lige i hjertekulen, og det var netop i det øjeblik E. gav slip

på ham. Hvis ikke, ville E. også være blevet ramt, for kniven gik helt

igennem Aa.

En mand, der hed Sioraq var også med. Han kom til i det øjeblik Aa.

faldt om. Denne Sioraq tabte besindelsen og tævede løs på sin fjendes

hoved. Han kom først til besindelse af stærke smerter i sin

lillefinger. Tænk, han havde aldeles smadret sin fjendes hoved. Der

var noget ejendommeligt ved den dræbte, for det viste sig at han havde

to sæt ribben, det ene bag det andet.

Da denne massemorder var dræbt, kunne folk i omegnen leve uden frygt

for flere drab.

Var.: Aataarsuatsiaq. En ikke identificeret var. fra Knud Rasmussens samlinger er trykt i ny retskrivning i tidsskriftet Kalaaleq nr. 9, 2000, s. 9.

Hist.: De ganske mange versioner tyder på, at Aataarsuatsiaq er en historisk person.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om en kæmpe, inupassuaq, men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vist om en dårlig bjørnejæger. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Se også KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Ipigsûtilik", renskrevet med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 373 - 374: "Ipigssûtilik" / Manden

med den skarpe kniv...".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden med den skarpe kniv.

I Upernivik overvintrede der engang en fanger, der næppe havde sin lige i hidsighed. Enhver, han blev vred på, dræbte han. Engang

tilbragte han sommeren i Amitsuarsuk / Amitsivartik? sammen med nogle andre, og han begyndte at tage ud på fangst. Når en af de fangere, der var med,

placerede sig i vindsiden og skræmte den sæl, jagtede,

dræbte han ham. Han var en dygtig fanger. En gang han kom hjem med en

sæl, sagde han til sin kone: "Sørg for at tørre skindet af min sæl her i en fart, for det skal være min ataseq (? yderpels)."

Det skulle hans kone nok.

En dag, mens manden var ude på fangst,

behandlede hun skind. Der var så mange at hun glemte at

behandle det skind, som han havde bedt hende ordne. Hun kom i

tanke om det, før han kom hjem, og gik hen til det sted, hvor det lå.

Da var hårene ved at løsne sig fra skindet. Det blev hun meget

forskrækket over. Hun tænkte, at manden sikkert ville dræbe hende, når

han kom hjem. Hun gav sig til at kigge på sælskindene for at finde et,

der lignede det. Endelig fandt hun ét, der næsten var mage til det.

Pletterne var en smule forskellige, men det var blevet harpuneret

nøjagtigt samme sted. Det skind gemte hun, til manden kom hjem. Men

skindet, som manden skulle have haft til yderpels, men hvis hår havde

løsnet sig, gemte hun nedenfor køkkenmøddingen, dér hvor deres tidligere bopladsfæller havde teltplads.

Lidt senere kom manden hjem. Da han havde været hjemme lidt, sagde han:

"Jeg går lige hen og ser til vores tidligere bopladsfællers teltplads."

Straks gik han derhen, mens hans kone var parterede sælen.

Så hørte hun ham sige:

"Mine tidligere bopladsfæller fangede ellers ikke sæler så tit. Alligevel

ligger der her et skind og rådner." Da blev hans

kone meget forskrækket. Hun hørte ham sige igen: "Det ligner

fuldstændig skindet til min yderpels - selv det sted,

harpunen har ramt." Konen svarede: "Skindet til din yderpels er allerede tørt og ligger i teltets vindfang (ifølge originalen. Afskriften har: uden for teltet).

Hendes mand ville se det. Konen gav ham nogle skind, der var rullet

sammen. Han ledte efter skindet, men fandt det ikke. Hun gav ham endnu

en rulle, men heller ikke blandt dem fandt han det. Han fandt det i

den tredje rulle og sagde: "Men pletterne er anderledes." Konen

svarede: "Se efter dér, hvor harpunen  har ramt. Det er nøjagtig det

samme." Manden sagde: "Det er rigtigt, det var dér, harpunen ramte."

Nu var han endelig beroliget.

Den samme fanger havde en kniv, en sort

sten. Når han skulle ud på fangst, lagde han den under sit brikseskind

- dér, hvor man plejede at sætte sig ned; og  han plejede at sige:

"Den, der knækker kniven vil blive dræbt."

Nogen tid efter at de var vendt tilbage til deres boplads, Upernivik,

skete det, at konen, mens manden var ude på fangst, kom til at sætte

sig ned på briksen, uden at tænke på, at kniven lå under

brikseskindet, med det resultat, at kniven knækkede. Det betød, at hun

skulle dø. Men hun tænkte sig om og klistrede den knækkede kniv sammen,

så den blev hel. Hun lagde den dér, hvor manden plejede at sætte sig

ned. Da manden kom hjem, satte han sig ned dér uden at tænke på

kniven. Men da der i det samme hørtes et lille knæk, kom han i tanker

om det og sagde: "Så, nu knækkede jeg min skarpe kniv." Idet han sagde

dette tog han kniven og dræbte sig selv.

Var.: Sandgreen 1987 Hans kone ødelægger noget.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller,

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Torden-ånderne; Torden; Tordenens oprindelse; The thunder spirits.

Vedr. Mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Qasiaq og hans søskendes bedstemor hed Qilungasoq. Hun

var en stor åndemaner / angakkoq, og hun havde en innersuaq / ildmand som

hjælpeånd. Den anden hjælpånd hed Apusinaarmaaq.

Hun plejede at møde dem alene i luften. Når hun fulgte efter dem og

var kommet tæt på, forsvandt de, der var foran hende, gerne bag noget.

Når de igen dukkede op i hendes synsfelt, så hun, at hjælpeånden var

iført en pels med et meget smukt hårlag. De steder hvor den var syet

med skindstykker var så skinnende hvide, at det gjorde ondt i øjnene at

kigge på dem. Der plejede ikke at være andre til stede. Når

hjælpeånden så vendte sig imod hende, mistede hun bevidstheden, og når

hun kom til sig selv igen, var hun alene. Når hun så sin hjælpeånd,

blev hun så forskrækket, at øjnene stod hende ud af hovedet. Når hun

fik ondt i øjnene tryllede hun dem raske.

På et tidspunkt, hvor øjnene var ved at blive raske, fik hun igen øje

på dem, så blev øjenene igen udstående. Denne åndemaner var anderledes

end de andre, fordi hendes hjælpeånd bragte hende mad. Det var hendes

innersuaq, der bragte hende mad.

Qilungasoq havde bænken modsat briksen som sin soveplads. En dag hen

på efteråret, da folk var begyndt at sulte, fik Q. mistanke om noget.

Hun lyttede til noget ude fra gangen og sagde så til de andre: "De

kommer med "angmanersuit" / ammanersuit (store åbninger ? åndesprog ?) til os!" Hun trak hurtigt sine kamikker på og gik ud. Hun kom ikke tilbage med det samme, og derude kunne man hører hende mase og bakse. Inden hun viste sig igen,

hørte man stemmmer fra gangen, og det, hun ville have bragt ind, var

nu på vej ud af gangen. Det, hun lagde alle kræfter i for at bringe ind,

slap ud. Der lød et kraftigt smæld, da hun mistede grebet. Da hun kom

op fra gangen, tørrede hun øjnene med begge hænder, der var fulde af

tran.

Det skete nogle gange, at hun trak stykker af tørret renkød ud fra

væggen bag skindtapetet, fra et sted, hvor ingen havde lagt noget til

opbevaring. Hun spiste det sammen med husstanden, men hun forbød dem

at spise spæk til. Engang da hun som sædvanlig havde trukket nogle

stykker tørret renkød ud fra væggen, og de spiste det sammen, snød en

af dem sig til at spise spæk til. Fra da af holdt hun op med at trække

tørret renkød ud fra væggen.

Hist.: Historisk fortælling. Slutningen dog en typisk mytisk episode: Pissarsiorniasagit; Fangeren, der søgte ly hos ravnene; Juua De små forældreløse;

Kommentar: innersuit havde ord for at trække sæler ind til kysten, dvs. skaffe deres angakkoq fangst (hvis angakokken var en mand) eller hans fæller fangst, hvis han bad dem om det.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Killinaraarsuk.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10, ss. 15 - 20.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Falken.

Det fortælles at sydlændingene i gamle dage tog ind i fjorden på renjagt, og altid ind i en bestemt fjord, som var deres yndlingsmål. Dem de plejede at tage ind i fjorden med, havde deres vinterboplads ved fjordmundingen.

En gang tog en konebåd nordover til fjorden, men de var så længe om at nå frem, at det var ved at blive efterår og næsten for sent til at bygge hus. Derfor tog de ikke ind i fjorden for at slutte sig til dem de plejede at følges med, og gav sig i stedet til at bygge hus. Og da de var færdige flyttede de ind.

Da sydlændingen ikke vidste hvordan forholdene var der på stedet om vinteren, tog han på fangst ud for kysten, og han fangede den ene sæl efter den anden. Sådan blev han ved, mens de ventede på at den familie de var kommet op for at besøge skulle komme tilbage inde fra fjorden.

De ventede længe. Til sidst kom sneen, og nu var der sikkert is inde i bunden af fjorden og næppe sandsynligt at de (derinde), hvis de ellers havde det godt, ville kunne komme igennem isen ud af fjorden. De ventede og ventede, og til sidst kom vinteren.

Vinteren gik og foråret kom. Og på et tidspunkt hvor renernes pels plejede at være bedst, tog han ind i fjorden for at gå på renjagt og søge efter de andre. De tog af sted og roede ind i fjorden. Da de kunne se det sted, hvor de plejede at være om sommeren, stod teltet der. De spejdede længe efter mennesker. Til sidst kunne de også se konebåden, men stadig ingen mennesker. Da de lagde til neden for uden at have set mennesker, råbte de "konebåde" flere gange. Men ingen viste sig. Den første, der kom i land fra konebåden, løb op og kiggede ind i teltet. Alt lå på deres vante pladser, men der var ingen mennesker og heller ingen friske knogler. De kunne ikke fatte hvor beboerne var blevet af. Husstandens mand gik også op og undersøgte teltet. Der ville have været friske knogler, hvis de havde overvintret dér. Han kom så til den slutning, at de ikke var nået tilbage til teltet efter en renjagt, og han sagde til sine husfæller: "Nu er det aften. I morgen vil jeg lede efter dem lige fra morgenstunden, for jeg er ikke tryg ved at tage ud på flere dages jagt når man aldrig ved, om der skulle være kommet fremmede dyr i vores jagtområde."

Da de havde sovet tog deres fanger næste dag af sted alene. Han begav sig ind i landet hvor han fik øje på den store sø ved den rute de plejede at gå. Mens han gik langs skyggesiden af søen, granskede han den stejle fjeldvæg ved bunden af søen og opdagede noget, der forekom ham mærkeligt. Imellem stendyngerne så han nogen blege ting. Han fik mistanke og gik nærmere. Da han kom længere hen opdagede han en stor fuglerede lige oven for de blege sager. Nu blev hans mistanke bestyrket, og han gik hen til de hvide sager mens han samtidig så sig godt om til alle sider. Jo sandelig, det var en hel masse menneskeknogler, og da den store redes fugle ikke var der, slog det ham, at hvis der var unger, var de voksne fugle sikkert ude for at skaffe føde til dem. Han nærmede sig reden gennem en lille kløft. Helt tæt på opdagede han at kæmpereden nærmest lignede en stor nunatak / nunataq (nok snarere en stor jordtue, CB). I reden var der falkeunger så store som renkalve, der endnu ikke har fået skind på geviret. Tænk, det var altså unger! Han havde kun ét at gøre: han spejdede rundt engang, tog sin bue og skød ungerne ihjel. Han skyndte sig ned og ville egentlig hjemover, men da han så hvor lang tilbagevejen var, blev han bange for at de voksne fugle ville komme, inden han nåede hjem. I stedet begyndte han så at mave sig op ad fjeldvæggen. Oppe på toppen fik han øje på en kampesten med en stor hule neden under. Den egnede sig godt til skjulested, fandt han, og krøb derind. Herfra havde han udsyn til alle sider. Længe spejdede han rundt, og engang han kiggede nordover fik han øje på noget, der lignede en hel skyformation! Den nærmede sig hurtigt og blev snart meget tydeligere. Mens han så på at den nærmede sig, udstødte den et voldsomt

skrig, der lød som kiik-keeq! Den gled frem med udstrakte vinger og lyttede. Men da der ikke kom noget svar, skreg den igen kiik-keeq! I det samme så han, at den havde en stor renbuk på tværs i næbbet som mad til sine unger. Da der ikke kom noget svar, lod den renbukken falde og styrede direkte mod ungerne. Den nåede reden og opdagede, at de var døde. Så fløj den højere og højere op. Da den befandt sig lige oven over ham, fik den vist øje på ham, for nu dalede den ned og sikke vingerne susede! Så kravlede han ellers længere ind i hulen, helt ind i bunden, for lige før han var krøbet ind, havde han lagt mærke til at kampestenen var bredest i bunden af hulen. Fuglen var nær ved at placere sig ved indgangen, men så fløj den op, og det var tydeligt at den landede på stenen, for sikke den gyngede. Som han nu sad dér i hulen kunne han kun høre lyden af det, der ramte stenen. Nå, det var altså fuglen der hakkede i den. Han fik en stigende fornemmelse af at et eller andet ville ske, da han så stenskærver springe omkring. Han krøb hen til åbningen og da han forsigtigt kiggede ud, havde fuglen hugget sig så dybt ned i stenen, at dens hoved var skjult. Han bevarede hovedet koldt og kiggede til fuglen med jævne mellemrum, og da både dens hoved og overkrop efterhånden var nede i hullet hele tiden, smuttede han ud af hulen og gav sig øjeblikkelig til at løbe den vej han var kommet, nord om den store sø, og alt mens han var sikker på, at fuglen ikke ville lade ham leve, når den først havde hugget sig igennem stenen ned til hulen. Han løb og løb, og da han var ret nær på den vestlige ende af den store sø, så han sig tilbage og opdagede, at fuglen netop havde rejst sig fra at have hugget sig hul gennem stenen. Den spejdede rundt et par gange og fløj nu med ret kurs mod ham så vingerne susede. Han vendte rundt og løb alt det han kunne. Han var ellers ingen langsom løber, men han var dårlig sat afsted, da han med et kig tilbage så, at fuglen var ved at indhente ham. Han kunne ikke finde på andet end at flå tøjet af overkroppen, smide sig i den fordybning han var så heldig at finde, og dække sig til med tøjet. Næppe havde han smidt sig, så mærkede han et vindpust, og straks var fuglen oppe, højt til vejrs, men bare med hans tøj, og hen til sin rede. Han kom på benene og spurtede afsted, endnu hurtigere. Han løb og løb, og med et blik tilbage opdagede han, at fuglen for anden gang fløj efter ham, fordi den havde undersøgt tøjet og ikke fundet nogen mand. Da den igen var tæt på, tog han bukserne af, smed sig i en fordybning og dækkede sig til med dem. Denne gang frygtede han at den ville tage ham med. Han mærkede et vindpust, og så var den oppe og væk, med bare bukserne. Nu skulle han kunne nå deres telt. Lige før han tabte den store falks rede af syne bag en bakketop og så sig tilbage, så han at fuglen igen var på vej mod ham, og nu havde han ikke flere tøjstykker at dække sig med. Han løb af alle kræfter mod teltet, og inden fuglen nåede ham kunne han se det. Den var nu helt inde på livet af ham og han råbte til sine husfæller: "Skrig, skrig alt hvad I kan!" De kiggede derop og så deres forsørger løbe i fuldt firspring, splitternøgen, og oven over ham dukkede en kæmpefugl op med sine enorme gribeklør parat til at snuppe ham. De buuh'ede ad den dernede fra lejren, og han skreg så højt han kunne - nåda hvor det gjaldede! Da fór fuglen til vejrs, højt, højt op, og da den deroppefra til deres store overraskelse fløj væk, kiggede han ikke længere efter den.

       Det var med nød og næppe sydlændingen havde reddet sig, og straks han nu var hjemme, sagde han til sine husfæller: "Gør klar til afrejse!" De gjorde sig klar og tog afsted. De nåede derhen hvor de havde overvintret, men da sydlændingen nu vidste, at han ikke længere ville kunne gå på renjagt der hvor de ellers plejede, drog han (videre) tilbage mod syd. Undervejs sydover fortalte han hvad der var sket til dem, der ellers var på vej nordpå for at tage ind i fjorden, og sagde at de aldrig nogensinde måtte ro derind. Han vidste af egen erfaring, at skulle nogen finde på at ta derind, ville de ikke slippe levende fra det. Da han nåede hjem til sin boplads, fortalte han alle, der ellers plejede at tage op i den fjord, om det der var sket, og advarede dem mod rejsen derop og ind i fjorden. Jo, han forstod så sandelig, hvorfor den mand, som de ellers altid tog ind i fjorden sammen med, var udeblevet. For det var jo fuglen, som havde dræbt dem allesammen.

       Sydlændingen kom aldrig siden på renjagt.

Var.: Iserfik; Fortælling om en falk;

Hist: Det står ikke klart hvor langt nordpå denne sydlænding havde en jagtkammerat. i 1700-tallets midte var det i Nuuk-fjordenes bagland, at de forbirejsende sydlændinge yndede at gå på renjagt - ifølge Dalager 1915, Det grønlandske Selskabs Skrifter, II.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait, Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: natserssuaq / natsersuaq.

Resumé:

På Angisoq ved Kitsissut - øerne syd for Nanortalik - bor fem brødre med en eneste søster, som de ikke vil lade gifte sig før den eneste søn af et ægtepar melder sig som frier. Han flytter straks ind til svogrene, men da deres søster ingen børn får, blir de ondskabsfulde. Mandens følelser ændrer sig ikke, ikke før brødrene i ondskab har efterladt ægteparret ene med en plejesøn. Da blir manden vred, skyder skylden på sin kone, som han tæver hver gang han kommer hjem fra fangst. Hun træner da til angakkoq / åndemaner (eller heks, sic) i en sø. Da hun magter at forvandle sig til en sæl, tager hun afsked med plejesønnen, slår anorakhætten op (= klapmydsens hætte) og svømmer mod nord efter brødrene. En af dem træffer hun i kajak og med overvindelse af sine tidligere ømme følelser for ham lader hun ham omkomme i kajak. På samme vis også sin egen mand. Den stakkels plejesøn ser hende aldrig mere. Selv er hun forvandlet til en klapmyds (med hætte) og holder sig ude bag Kitsisut øerne, hvor klapmydserne årligt trækker forbi i august og hunnerne er farligere og mere aggressive end hannerne.

Var.: Ikke i denne bases fortællinger. Den årlige jagt på klapmydser tiltrak et meget stort antal familier til øerne vest for Nanortalik.

Kommentar: Det er tydeligvis det særlige, at hunnerne er de mest aggressive af de i det hele taget temmelig farlige klapmydser, der har givet anledning til fortællingen.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En sydgrønlandsk åndemaner / angakok / shaman havde hørt, at der nordpå på

Kangeq boede en åndemaner, som ingen andre åndemanere kunne måle sig

med, hvad hans store viden angik. Da han havde hørt det, tog han

afsted nordover ganske tidligt om foråret for at kappes med ham. Når

han undervejs traf mennesker, spurgte han gerne om, hvor langt der var

til manden, som han var rejst op for at kappes med. De sagde så:

"Ham når du ikke frem til foreløbig."

Når de havde overnattet et sted, fortsatte de dagen efter. Til sidst

frøs jordsmonnet.

En dag de traf folk, som de som sædvanlig spurgte om hvor langt der

var til Kangeq, sagde de, at de efter en hel dagrejse ville kunne nå

frem. De overnattede og tog dagen efter videre nordover. Turen

fortsatte, og da de var roet over fjordmundingen til den anden side,

traf de mennesker og spurgte som sædvanlig, hvor Kangeq med

åndemaneren, som han ville udfordre var henne. Først var der tavshed,

men så sagde en af mændene: "Ikke lige nu. Det kan vi gøre en dag det

er godt vejr."

Åndemaneren fra Sydgrønland ventede og ventede. Når det endog var godt

vejr, tog manden, han ville kappes med, ud på fangst. En morgen

vågnede de så til et ualmindeligt dejligt vejr. Det var stille vejr,

men der var store dønninger. For manden, han ville kappes med, ville

jo vente til en dag med store bølger.

Man var ved at skulle på fangst, da åndemaneren på Kangeq lod

sige, at ingen måtte tage ud. Lidt efter blev der råbt ind

til manden, der var kommet for at kappes, at de skulle op til det

øverst beliggende hus for at kappes.

Han gik derop og da han kom ind så han en masse mennesker derinde. De

havde endog besat hele briksekanten. Iih, sikke en masse mænd! Han

satte sig yderst på briksen under vinduet. Da han satte sig, rejste

en mand sig fra sin plads ved stolpen. Han kiggede op og tog en stor

kniv fra bjælken. En anden mand trak et stort vandskind frem fra et sted

under briksen og bredte det ud på gulvet; og en mand, der viste sig at

være deres åndemaner, satte sig ned på skindet, mens han tog tøjet af

overkroppen, så han sad med bar overkrop. Så gav han sig til at skære

den venstre arm af, og blodet strømmede ud! Da han havde fjernet den

helt, faldt han livløs om og blev liggende. De andre foretog sig ikke

andet end at stirre på ham, for han var jo åndemaner. Midt i det hele

gav det et sæt i ham, og han satte sig op, og der var intet blod at se

("suname aussâ" måske kan det også betyde, at han var helt bleg?). Han

tog sin arm og begyndte at sætte den på igen. Han fik den på plads,

pustede på sin hånd og strøg hen over såret, og det efterlod end ikke

et ar på armen. Derefter drak han sit blod til sidste dråbe, og han

blev helt sig selv igen. Efter dette råbte mændene: "Nu er turen

kommet til hans kollega, der siges at være en ligeså stor åndemaner

som ham." Da dette råb umuligt kunne være møntet på andre end

udfordreren, rejste han sig op og tog den andens plads.

Han tog tøjet af overkroppen. Alle de mange

mennesker i huset fulgte afklædningen i stilhed. I bar overkrop

begyndte han så at skære sin venstre arm af. Ved siden af ham samlede

der sig efterhåndes en lille blank sø af blod. Da han havde fjernet

armen helt, faldt han livløs om og blev liggende.

De andre gav sig til at stirre på ham. Pludselig gav det et sæt i ham,

og han satte sig op. Han så afkræftet ud (sallaappoq) og var meget

bleg ( egentl: der var intet blod at se.) Da han havde siddet et

stykke tid, tog han sin arm og gav sig til at sætte den på plads.

Operationen lykkedes, han pustede på sin hånd, strøg hen over såret;

og det efterlod end ikke et ar. Til sidst drak han så sit blod til

allersidste dråbe og blev helt sig selv igen. Da han havde sat sig

tilbage på sin plads, rejste åndemanerkollegaen sig, han kiggede op

efter noget og gik hen til en line, der hang ned. Han tog den og gav

sig til at puste på den dertil fastgjorte harpunspids, der teede sig,

som om den var blevet levende, og krøb ind i hans mund. Straks rejste

et par mænd sig, førte den ene ende af linen over loftbjælken, og

halede i den. Da linen strammedes, hævede den udfordrede åndemaner

sig, og mændene ved linen rykkede i den med det resultat, at

åndemaneren faldt ned. Han gik så hen mod indgangsåbningen, og da han

nåede urinbaljen, gav han sig til at tisse.

Efterhånden som vandet begyndte at løbe kraftigere, (Egtl:

"nakimaleriannguarluni" / var blevet tøvende. Jeg har oversat det udfra

glosen "nakerpoq" (strømmer stærkt) som man netop bruger om vand, der

løber ud; det er mere sandsynligt. Chr. B.), faldt den store

harpunspids ned og satte sig omgående fast (på bunden af baljen).

Derefter gik han tilbage og satte sig på sin plads. Næppe havde han

sat sig så råbte de mange mænd:" Nu er turen kommet til hans kollega,

der siges at være ligeså stor en åndemaner som han." Da råbet ikke

kunne være møntet på andre end ham selv, rejste udfordreren sig. Han

kiggede omkring og fik øje på en stor spydspids, der sad fast i en

loftbjælke. Han stillede sig under den og pustede på den. Da den så

teede sig, som om den var blevet levende, tog han den; og i det

øjeblik han pressede den imod munden, gled den ind. Han blev stående

er stykke tid, men så gik han hen til urinbaljen og gav sig til at

tisse længe. Efterhånden som strålen tog til (se bemærkningen ovenfor)

faldt den store spydspids ned og satte sig dirrende i bunden af

baljen. Derefter satte han sig tilbage på sin plads.

Øjeblikkelig rejste den udfordrede sig op, kiggede sig rundt og

begyndte så at tage sit (ude) tøj på, og færdig påklædt gik han ud. De

mange mænd fulgte efter med udfordreren som den sidste. Han så, at

den udfordrede allerede var roet ud i kajak, og at han havde taget

sine redskaber med. Da han kom hen til sin kajak og undersøgte den, og

da han havde set at den udfordrede var taget af sted uden lanse og

blot med almindelige redskaber, hvor han havde sat harpunspidsen

på harpunens forskaft, gjorde han det samme. (Disse iagttagelser er

noget uklare i den grønlandske tekst. Chr. B.).

Han bar sin kajak ned,

kom ned i den, og idet han roede ud, hørte han lyden af roende kajakmænd der

roede bag sig. Et stort følge. De roede længe udefter.

Udfordreren anede intet om, hvad den anden ville jage. De roede i

retning af et lille skær; og da de var kommet på den afstand af det,

hvor man normalt sætter farten op for at harpunere det dyr, man jager,

begyndte den udfordrede at ro rask til uden at man kunne se, det dyr

han ville harpunere (Noget uklart i teksten).

Men han roede direkte imod det lille skær, der skiftevis forsvandt,

når dønningen slog op over det, og blev synligt igen, når der dannedes

en fordybning mellem to bølger. Da var det at den udfordrede lod sig

føre af en dønning helt hen til skæret; og idet vandet begyndte at

falde fra, hævede han harpunen til kast direkte mod skæret. Så dukkede

en akernannguaq (?) op med front direkte imod ham. Han kastede, ramte det

præcist, og blodet sprøjtede op. Øjeblikkelig rykkede han linen til

sig med harpunspids og det hele. Han rullede linen sammen og roede

tilbage til de andre.

Så såre han kom derhen råbte de mange mænd:" Nu

er turen kommet til kollegaen, der siges at være en ligeså stor

åndemaner som han." Råbet var ene og alene møntet på ham. Først

bakkede han en smule; og så roede han rask henimod det (formentlig

skæret). Da han var tæt på og i færd med at gøre klar til harpunering,

råbte de andre:" Kom så, skynd dig nu." Nu havde han harpunen klar, og

med er kraftigt kast ramte han præcist den lille akerna----?, og da

hans store harpun ramte akernannguaq'en (?) hvinede det gennem luften

i alle retninger.

Straks hujede og hånede de mange kajakmænd ham, så det rungede i

luften. Hans store harpun splintredes totalt undtagen harpunspidsen og

forskaftet("ilimaq" kender jeg ikke, kun "ilimmaasaq". Her gætter jeg

på, ar der menes "igemaq" forskaftet. Iøvrigt er det uklart, hvad der

egentligt skete, -f.eks. om harpunspidsen og forskaftet også

splintredes.Chr.B.) Udfordrerens kajak drejede lidt til siden, og han

begyndte at rulle sin line sammen, idet han indimellem tørrede en

tåre. Da alle de andre roede imod land, fulgte han efter, ganske

langsomt. De andre kiggede engang imellem bagud efter ham. Engang de

kiggede tilbage var kajakken kæntret. De kiggede bare på ham (uden at

foretage sig noget), for han var jo åndemaner. Men: I det øjeblik

kajakken, der ellers havde bevæget sig lidt, pludselig lå helt stille,

hørte man nogen sige:" Se den store renbuk heroppe". Ovre på den store

ø sås nu en gevaldig renbuk med et mægtigt gevir. De fik fart på mod

land. Så gav bukken sig til at gå ned mod dem, og da den nåede

stranden, sprang den i vandet, så det sprøjtede til alle sider.

Den forsvandt ned i vandet og viste sig ikke mere. De fandt, at der

var noget mystisk ved det, og kiggede på kajakken, Pludselig bevægede

den sig og rejste sig på ret køl igen, og han var ganske uskadt.

Egentlig gik det jo udfordreren (ligeså galt) som alle andre, der

ville kappes med nogen. Men det blev alligevel ham der vandt, da han

viste sig i en renbuks skikkelse.

Var.: Angakkorsiaq; Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner;

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

OBS: Rasmussens oversættelse hér bygger på Jaakuaraqs version, hvor slutningen er erstattet med den i Arons version (Thisted 1993:91 - 93).

Håndskriftet til Arons version eksisterer ikke længere.

Heller ikke Jaakuaraqs egen nedskrift lader sig finde, men den er trykt i Atuagagdliutit, 1934 - 1935, nr. 18 - nr. 22. Og en renskrift, formentlig foretaget af Hendrik Olsen, findes i KRH, kasse 52, 2, hæfte 419. Den afviger noget fra den trykte version, men den trykte og afskriften har klart samme forlæg.

Arons version er trykt på grønlandsk med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1959 - 63, I, nr. 7,

og på grønlandsk i Kr. Lynge 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II.

For en senere oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 1-13.

Genoptrykt i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 106 - 114: Den lille forældreløse Kunuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 106 - 114: Oqaluttuaq Kunummik iliarsunnguamik.

Resumé:

Kunuk og hans lillebror er forældreløse men vellidte på bopladsen, hvor

de går alle til hånde med stor iver. En dag de henter vand, ser de

spejlbilleder af såkaldte "løbere" i søens vand. Husfællerne tror dem

ikke. Heller ikke anden gang de har været ved søen. Brødrene gemmer

derfor deres lillesøster i husgangens kogerum, dækker hende med

savsmuld / træspåner og hægter sig selv op i bjælkerne under hustaget. Løberne

udrydder alle husfællerne og stikker søsteren et par gange gennem

savsmuldet. K. og hans lillebror flygter ind over land med den sårede

søster, der dør og begraves ved "Hjertefjeldet". De går videre, opøver

deres kræfter undervejs og lillebror blir snart stærkere en K. De går

tværs over en tilfrosset sø frem til havet, hvor en mængde remmesæler

er krøbet op på isen. De fanger og fylder en skyggefuld kløft med dem.

Et godt stykke længere fremme ser de i skjul en mængde kajakmænd på

hvalrosfangst, og at ingen kaster harpunerer, før en mand i hvid

halvpels har ramt et dyr. Det bugseres ind, parteres, og alle får

rigelige fangstparter undtagen en gammel mand, der kun får et tyndt

ribbensstykke og et stykke indvold af en underarms længde. Kajakkerne

ror mod vest langs med kysten til deres teltlejr, hvor K. og lillebror

planter lederens harpun med blære dybt i jorden ved lejrens vandsted.

Langt op ad næste dag i flot fangstvejr kalder lederen til fangst, men

kan ikke finde sin harpun. Ingen ror ud, før en kvinde finder den, og

man har været nødt til at grave den fri.

Om aftenen går brødrene ind i den gamles telt. De får hans to døtre til koner. Den gamle er selv flygtet for løberne, og hans søn er blevet dræbt af bopladsens leder. K., der udfordres af lederen, pisker en udstoppet hare i stumper og

stykker, skønt lederen har forbudt det. Lederen pisker ham. Men K.

gør sig hård, lederen flygter, K. indhenter ham, og han pisker huden

af hans ansigt. Mens ansigtet læger tar ingen på fangst. K. får sin

svigerfars kajak, øver sig og blir ferm. Han tar med på fangst og

drister sig til at nedlægge en hvalros, før lederen har ramt den.

Denne får af K. samme fangstpart som tidligere K.s gamle svigerfar.

Langt henne på foråret hentes depotet af remmesæler i kløften.

Lillebror styrer sin svigerfars konebåd. Lederens mor ror forrest i

hans konebåd, mens lederen og K. ledsager dem i kajak. K. morer sig

med at kaste sin harpun højt hen over begge både. Lederen forsøger det

samme, men spidder sin mor ved hætten til forstavnen, så hun falder

bagover. Lillebror ser Hjertefjeldet, gribes af sorg, men undertrykker

den og sprænges i sit indre. Da K. sørger og trænger til adspredelse,

nedlægger han en af de aggressive røde hvalrosser. Dernæst fortæller

hans svigerfar ham om Ungilattaqi oppe nordpå. U. røver alle mænds

koner og dræber deres mænd. K. og hans kone rejser derop på slæde, går

ind i et hus med lutter mænd, der er stedsønner af U. De støtter ham i

trommestriden mod U., hvor U. efter sin sang to gange kaster sin kniv

mod K., der gør sig bittelille. Første gang springer han op, idet U.

kaster, og næste gang springer han ind i skridtet på U. K.s

medsammensvorne tar kniven fra U., gir den til K. og synger en vise

for K., der derefter kaster og spidder U. til vinduesbriksen. Stor

tumult følger. K.s kone, som U. straks røvede, får tag i K. bagfra.

Hun er barbenet. På vej fra huset gribes han bagfra af U.s hjælper,

ham med bagdel både bagpå og forpå. K. brydes længe med den

"dobbeltrøvede" på glatis, løfter ham op og smadrer ham på isen foran

tilskuerne. En anden stærk mand, der forsøger sig med K. på et sted

med mange spidse, frosne hundelorte, lider samme skæbne, og en tredje

mand med ben så lange som en konebåd flækker K. hoften på mod en

stendynge. Folk takker begejstrede. K. blir bedt om at kigge ind til

den døende U., der ligger på en pude af sine mange koners underbukser

og indsnuser duften af sine yndlingskoners underbukser, der ligger

over hans ansigt. K. smiler da for første gang. Hans sidste

adspredelse blir en vågefangst på narhvaler i en våge ved denne

nordlige boplads. Derefter tar han hjem og falder til ro.

Var.: Kunuk

Hist.: "Løberne" (arpattut) bruges på fortælletidspunktet ofte om

nordboerne, men kan ligeså vel blot betegne "indlandsboerne".

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Arnaq

qugdlugíssamik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)og Original: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413.

Resumé: En kvinde på vandring ind i landet jages ind i et lille hus af

en kæmpeorm med menneskeansigt. Den truer hende til ægteskab, sørger

godt for hende, og da hun får ormetvillinger, foreslår han et besøg

hos hendes forældre ved kysten. Hun rejser på hans ryg. Han gemmer sig

i en klipperevne, mens hun går ind til sine forældre, der finder

ormebørnene med menneskeansigter i amaaten søde. De insisterer på at

tage dem op. Moderen besvimer af skræk ved synet, trækkes til live

igen ved håret, og forældrene vil nu se hendes mand. Han vil æde dem.

Konen fortæller, at det er hans svigerforældre. Han nærer sig, men

snor sig i rasende fart hjem med konen på ryggen. Endnu idag kan man

se et lille ansigt på mange orme fra dengang, de havde

menneskeansigter.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtuait , Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qarssâq / qarsaaq.

Resumé:

Et ægtepar har lutter pigebørn. Den mellemste blir hundset med og udskældt af dem alle. Hun græder meget og træder altid sine kamikskafter ned når hun går. En dag under et skænderi blir hun slået, får næseblod, jages hjemmefra og går blødende og fortvivlet til fjelds, hvor hun dumper i en sø og bliver en rødstrubet lom. Den kluntede gang, røde stribe ned ad halsen, dens små forgrædte øjne og dens skrig: ah, ah, ataata (far), anaana (mor), angaju (ældre søster), ah, ah, forklares med denne oprindelsesmyte.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 50.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Dengang Maalia levede for en anden.

Frederik Danielsen. Jeg lod min datter Maalia (f.1939) få navn efter min afdøde søster Maalia. Da hun var to år gammel og først lige var begyndt at tale, var det meget mærkeligt at høre hende fortælle om dengang hendes storesøster Karoline (f.1936) skulle fødes. Hendes mor havde på det tidspunkt en anden samlever, og hun var ved at få veer og havde været ude at stå på ski ude i fjeldet. Hun var faldet og havde slået sig og havde grædt i stride strømme. Dengang havde den nu afdøde Maalia været med ude at stå på ski og havde bekræftet historien. Det viste sig altså, at min datter som toårig havde "iklædt" sig sin faster. Især fordi hun fik fuldstændigt samme stemme som sin faster, da hun fortalte historien.

Oversat af Signe Åsblom.

Hist.: Historisk begivenhed fra 1941.

Kommentar: Et markant eksempel på reinkarnation ved opkaldelse, der var en helt almindelig forestilling hos alle inuit.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 66.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Andre påbud.

Frederik (f.1911). Når min morfar Usukkaatsersuaq (Makkorsuaq) havde nedlagt en isbjørn, lagde han disse ting inde i huset: et drilbor, et lille stykke såleskind og en lille klump spæk. Og når det drejede sig om en hunisbjørn, lagde han også et fingerbøl og en nål midt inde i huset.

   Og når han havde nedlagt en isbjørn og ankom med den, tog han ikke trækselerne af sine hunde. Og han tillod ikke, at bundfaldet fra tran-lampens spæk blev kastet ud udenfor huset, fordi hundene skulle dø af det, hvis de åd det. Jeg ved, at to hunde døde, fordi Nukarsuaq havde hældt noget ud udenfor, som de så havde ædt.

Hist.: Visse gamle mennesker overholdt åbenbart de gamle tabuer endnu langt ind i 1900-tallets første halvdel i Upernavik-distriktet. De nævnte genstande i første afsnit er gaver til hhv. en han- og en hunbjørns "sjæl" eller "liv", som bjørnen kunne bruge i sin næste bjørne-reinkarnation. Bjørne var de dyr der lignede mennesker mest.

Fortælleren er af Knud Rasmussen fejlagtigt identificeret som Esaia Martensen.

Orig. håndskrift: NKS 3536, II, 4', læg 21, hvor Ignatius Joelsen er nedskriver.

Ifølge renskriften NKS 3536, I, 4', læg 16 og Kr. Lynge, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I,

1938 er fortælleren Ignatius Joelsen og renskriveren Hendrik Olsen.

Resumé:

Tidspunktet er meget gamle dage. M. er ugift, storfanger, meget stærk,

bor ved Napasortuut på Nuuks nordland, og har kun sin mor til at ro

konebåden. Hun opfordrer ham til at gifte sig. Næste forår i marts

står han en tidlig morgen op, bringer sine teltstænger op på udsigten,

skraber dem rene og vil ikke med på fangst, da alle andre tar ud. Da

de er ude af syne, vækker han sin dybt sovende mor, laster i hast

konebåden til forårsrejse, kommer ind igen og befaler moderen at rulle

alle deres skind sammen. De skal straks afsted. Nede i båden ser hun

to årer og glæder sig over, at sønnen vil hjælpe hende med at ro. Hun

ser ham gå ind i mange brødres hus. Han kommer slæbende ud med deres

eneste søster, en stor kvinde, under venstre arm, bærer hende ned i

båden, støder fra, og må kalde hende til orden, fordi hun raser, så

båden er ved at kæntre. De ror i stor hast nordpå, passerer boplads

efter boplads og sent om aftenen slår de lejr. Derhjemme vil den

mellemste af brødrene, der er ugift og har sin søster til hjælp,

afsted efter hende. De andre brødre må slå følge, men da man på

nabopladsen fortæller, hvor tidligt Manniks båd er passeret i stor

hast, ror brødrene hjem, og udsætter rejsen til næste dag. Så langt

mod nord, at Mannik mener sig sikker for brødrene, overnatter man på

en stor gæstevenlig boplads. Ganske tidligt næste morgen røver M. en

af deres kvinder, en fed dame, med ned i båden, der er klar til

afrejse. Også hun skaber sig og må kaldes til orden og årerne. Dette

gentager sig så ofte, at M. må bygge endnu en båd til sine mange

koner. Hen på efteråret slår M. med sine mange koner sig ned for

vinteren langt mod nord ved en lille naturhavn i et stort forbjerg

uden skærgård. Man må bygge to huse. Mannik bor i det nederste med sin

førstekone og flere andre. I det øverste bor lutter kvinder. Han

fanger fortræffeligt. Ingen lider nød, og M. har megen gammen af alle

sine villige koner. Om vinteren, da isen kan bære, rejser han ind i

fjorden, der er så dyb, at det bliver aften, inden han når bunden. Han

ser et hus så oplyst, at det ligner en boble på nippet til at briste.

Der er ingen hjemme, men han finder halvråddent kød under briksen til

sig selv og sine hunde. Den ældste hund har han taget med ind. Om

natten begynder både den og hundene udenfor at gø. Den gamle hund ser

ufravendt på ham og tar så flugten ud af huset. M. hører fodtrin

knirke, en byrde falder ned ved vinduerne og en stemme siger: "Et kært

lille menneske har taget plads i et hus, som ellers ikke længere

bebos. Det er mig, der har udryddet alle dets beboere". M. styrter ud

og gemmer sig i kogerummet. Genfærdet slæber sine ligskind efter sig

gennem husgangen. Straks det er passeret springer M. ud, op på slæden

og af sted. Han søger tilflugt i en hule i et isfjeld og lader sig

ikke lokke ud af genfærdets snak om, at nu fejler hun ikke noget mere.

I morgenlysningen forsvinder det. Han når frem til en stor boplads,

bliver budt ind i det nederste hus, hvor en mand fra et større hus

overfor henter ham. Manden er klædt i omvendt tøj (som en piaaqqusiaq,

BS). Huset har to husgange. Der skal serveres mad for gæsten. En stor

kvinde med en vældig hårtop i den nordlige ende, tar sit topbånd af,

og fisker først et bundt tørret kød, dernæst en enorm pose spæk op af

den nordre husgang. En lille kvinde med stor hårtop fisker tørret laks

og en stor levende helleflynder op af den søndre indgang med sit

topbånd. Helleflynderen koges og det er det bedste, M. nogensinde har

smagt. En af mændene forhører sig, om M. har set spøgelseshuset. Jo,

han har sovet der. Genfærdet viser sig at være mændenes mor, der var

blevet sindssyg. Nu er huset beboeligt igen. M. får som tak en mængde

gaver og røver selv to kvinder med hjem næste morgen. Den ene er den

lille mørke, der kan skaffe ham helleflyndere.

Brødrene, der er rejst

ud efter deres søster, ankommer til bopladsen syd for forbjerget, hvor

de hører om M. og hele hans menageri. De beslutter, at kun den ugifte

bror og en gammel ungkarl skal rejse op til M. De blir vel modtagne,

søsteren er glad for at se sin bror, og ungkarlen får lov at muntre

sig med alle konerne i det øvre hus uden mænd i hele to nætter i træk.

Han er ganske udmattet af mangel på søvn, men mere end glad og

tilfreds, han får tilmed nyt tøj af M. og begge gæster et læs af

gaver. De tar tilbage til brødrene, der tror dem døde, bliver glade,

og opgiver at få deres søster igen. Men ungkarlen bliver frataget alle

sine gaver. M. bliver boende ved sit forbjerg resten af sit liv.

Var.: Til dels: Pukkitsulik. Vedr. genfærdet af den sindssyge: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Kommentar: I Hendriks ældre variant ID 1802, rejser Mannik selv tilbage sydpå og afleverer alle sine røvede koner undervejs, bortset fra den første, som han beholder. I Ignatius variant bliver Mannik boende livet ud i nord, mens man ikke hører noget om, hvorvidt de mange koner gør det samme.

Tolkning: Det mandsparadis M. skaber sig i nord (hvor?), skyldes hans

gode kræfter, dygtighed i fangst, hurtighed og årvågenhed.

Resumé: Maratsi / Maratse holdt seance ved indflytningen i vinterhuset ved Sermiligaaq i 1885, da Gustav Holms konebådseskspedition i sensommeren var rejst fra Ammassalik. Maratsi var fællehusets største angakok og overhoved, som stod for husets reparation, indretning og opvarmning. Ingen måtte flytte ind, før huset var varmt. Til seancen blev der hængt de vanlige to skind op foran husgangsåbningen, et han- og et hunskind med kødsiden mod hinanden, Maratsi blev snøret med hænderne bagpå og panden mod knæet af sin bror, Sérnaq, og Maratsi beordrede lamperne slukket undtagen et lille fyrfad under den store lampe. Sérnaq kaldte så på hjælpeånderne med det vanlige råb: „Hvor er I dernede, nu spotter vi Maratsi, har han mon nogen til at hjælpe sig?" Næppe havde han råbt dette, før ånderne svarede „Haj, haj - vi er her!". Efter et stort brag, beordrede Maratsi fyrfadet slukket, og fik så trommen til at danse rundt i huset og op på sin ryg. Den gnistrede i månelyset ind gennem tarmskindsruden, og han silanippoq, fik synet for hele den Anden Verden i kreds omkring sig og strålende lys. Een for een kom derefter skræmmeånderne, Ungaartertoq, Amoo og Ajumaaq ind, kystes rundt fra en tilhører til en anden og svævede ud igen. Dernæst hørte man på lydene, at der kom en ny hjælpeånd. Det viste sig at være Gustav Holm (Sakkutooq, den bevæbnede), der hele tiden sagde: ”ja, ja, kommiaa”. Efter en tid inde, slap han ud i det fri. Efter ham kom først en ijaajivaatsiaq, en lillebitte dværg, og derefter en timerseeq, en kæmpe, der præsenteres (af Jens Rosing) ved deres vaner, og endelig tryllede Maratsi med bulder og brag en mængde grus og sten ind på gulvet. Han kom til sig selv med blå pletter på kroppen og bloddråber piblende under huden. Til slut citerer og kommenterer Jens Rosing begivenheden med Joels bog (2,10): „'Foran dem bæver jorden, himmelen ryster; sol og måne sortne, og stjerner drage deres glans tilbage.' Hedenskabens stjerne mistede efterhånden sin glans, men den vil ikke slukkes, så længe nordlysene driver deres dans på himmelen, så længe storme raser og brænding hamrer mod grundfjeld, så længe storisen driver for vind og strøm under solens fakkel. Mange er de lyde, der høres fra tonernes store kilde, naturen, hvorfra inspirationen kommer.” Kommentar: Fortalt til Jens Rosing af overkateket Julius Olsen, Godthåb. Julius Olsen var kateket i Angmagssalik fra 1910-12 og 1913-23. Her traf han Maratse (døbt 1912), i hvem han fik en god ven. Maratse har selv fortalt ham om „dengang, han fik Saakutoq (Sakkutooq?) som hjælpeånd. "Ja - ja, kummiaa" betyder "ja, ja, kom her." Et udtryk Gustav Holm brugte under handel med østgrønlænderne, når de kom med etnografiske genstande m. m. (man skal altså ikke associere til Sommer i Tyrols: ”ja, ja, ja nu kommer jeg”). Jens Rosing har tydeligvis givet genfortællingen sit eget præg, både med egne bevægende naturbeskrivelser og stof hentet fra andre seancer. Se fx ID 1683 og 1312 om Akku, og i slutningen af ID 2283, Missuarnianngas saqqummerneq (offentlige indvielses-seance). Vedr. hjælpeånderne se Kaaralis beskrivelse af de forskellige typer i J. Rosing: Sagn og Saga fra Angmagssalik, Rhodos 1963: 182-186. Hele Jens Rosings tekst kan hentes på

www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1960-5-Artikel02.txt

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Hér er det den lamme Taateraaq, der også var en af Rasmussens fortællere. Tilsyneladende har Rasmussen dog ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Handler ifølge Rasmussens notat om børn, der sættes ud på en klippe (og blir til måger? naajaqiinguit ?)

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om spædbarnet der åd sine forældre. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtait , Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qilalugaq qernertaq.

Resumé:

Ulitaq rejser nordpå med søster og mor til Ilulissat, hvor han ved et delvis uheld bliver blind. Hans mor har forhekset nogle remme, der ligger i blød i en balje urin og ved en fejltagelse sin søns remme dér. Da han arbejder med en af dem sprøjter det op i hans øjne. Hans mor bliver arrig over at han ikke længere kan fange og giver ham kun muslinger at spise. Men hans søster gir ham ordentlig mad, når moderen er væk eller sover. Alle deres naboer flytter. En isbjørn nærmer sig huset. Søsteren holder buen og sigter med pilen gennem vinduet for sin bror, bjørnen ramler død om, men moderen hævder at han kun ramte vinduesrammen. Hun gir ham stadig kun muslinger, og søsteren giver ham bjørnekød der bekommer ham godt. Han drømmer at søsteren fører ham til en sø, hvor en fugl ved at strejfe hans øjne med sin vingespids gengiver ham synet. Det realiserer han næste dag, og moderen bliver grundigt forskrækket, da hun opdager hans genvundne syn. I sæsonen for hvidhvaler, hvor søsteren hjælper sin bror med at holde harpunlinen, når hvalen er harpuneret, inviterer han en dag sin mor til at gøre det samme. Han harpunerer en stor hvidhval, hun trækkes ned mod vandet mens hun råber på at få sin ulu / kvindekniv for at overskære remmen. Men hun slæbes ud i vandet hvor hun flere gange dukker op med sit råb, og sidste gang med sit lange hår i en fletning, der bliver narhvalens tand. Sådan blev narhvalen til med sit ulugu, ulugu råb, som man kan høre den dag i dag.

Var.: Søg på: blinde. Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Hist.: Bemærk at begivenhederne, skønt fortællingens proveniens er Qaqortoq, lokaliseres til Ilulissat som endemål for en rejse sydfra - dvs. til Diskobugtens handel og hvalfangst, og væsentligere: til et område hvor man hyppigere kan fange både hvidhvaler og narhvaler end i det sydligste Grønland.

not [republished as a reprography: Grønlandske Sagn/ Kalâdlit Oqalutait, Tønder 1973, translated into Greenlandic in the non-paginated final section of the book: qilalugaq qernertaq.

Summary:

Ulitaq travels with his sister and mother northwards to Ilulissat, where he is blinded, partially by accident. His mother had put a curse on some straps.  which were soaking in a basin of urine, accidentally putting a curse on her son's strap, which was also in the basin. While he was working on one of the straps, a liquid squirted up into his eyes. His mother was peeved because he was no longer able to hunt and gave him nothing but mussels to eat. However, his sister gave him proper food whenever his mother was outside or asleep. All of their neighbours moved away. A polar bear approached the house. His sister held his bow and aimed the arrow through the window for him. The bear fell down dead but his mother claimed that he had only hit the window frame. She continued to give him nothing but mussels, but all the while his sister gave him bear meat which he enjoyed very much. He had a dream in which his sister led him out to a lake where a bird gave him his sight back, by brushing his eyes with the tips of its wings. The very next day, he implemented what he had seen and his mother got something of a fright when she discovered that he had regained his sight. In beluga hunting season, his sister usually helped him to hold the harpoon line when he had harpooned a whale. One day, he invited his mother along to do the same thing and he harpooned a large beluga. She was pulled towards the water calling all the while for her ulu in order to cut the line. But she was dragged out into the water, where she resurfaced several times, always calling out the same thing. The very last time she surfaced, her long braided hair was transformed into the tusk of the narwhal. This is how the narwhal came to be  with its cry of ulugu, ulugu, which can still be heard to this day.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Hist.: Notice how the events, despite the tale's provenance being in Qaortoq, are localised in Ilulissat as the final destination for a journey from the south. i.e. to the trade sites and whalehunting grounds of Disko Bay, and more importantly, to an area where belugas and narwhals are caught more frequently than in the southernmost regions of Greenland.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling, der muligvis er medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Uutaaq fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx er det Taateraaqs version af Navaraanaq der er trykt i han Myter og Sagn fra Grønland, III, 1925.

Fortællingen hér handler om forrædersken Navaraanaq (en fortælling der også er brugt til at forklare det sagnomspundne fjendskab mellem grønlændere og nordboere). Desværre gør håndskrift, stavning og dialektpræget teksten hér vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364.

Renskrift KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Angut nerdlermik nulialik" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der giftede sig med en gås / Manden, der ikke kunne finde sig en kone.

En søn af et ægtepar manglede en kvinde at gifte sig med. Han kunne

slet ikke finde sig en kvinde. En gang tog han en tur ind i landet.

Han fik øje på en stor sø; og han hørte nogle stemmer. Han gik hen til

søen og opdagede, at der var en hel masse kvinder, smukke kvinder. Han

begyndte at gå ned til dem. Inden de så ham, nåede  han frem til deres

tøj, og han gav sig til at undersøge det, for at finde frem til det

med de mindste sting; han flængede tøjet, idet han rev meget små

flænger i det, der var syet med mindre sting; mens han rev større

flænger i det, der var syet med store sting; og det sidste, der så ud,

som om der ikke var syet ét sting, rev han næsten helt itu, hvorefter

 han ville lade sig se. Da han viste sig, fik kvinderne travlt med at

trække i tøjet. Så snart de var kommet i tøjet, fløj de. Det viste

sig, at det var gæs. Den ene, hvis tøj var blevet revet næsten helt

itu, kunne ikke flyve bort. Manden tog hende til sig og

gik ned med hende til sin mor, til hvem han afleverede hende, idet han

sagde: "Her har du din kommende svigerdatter." Han giftede sig med

pigen, som var arbejdsom (sanatôk), og nadlugane (snart/ el. hun fik

ondt i maven fødte hun) to børn, som ikke var tvillinger. Da de

blev større, blev de i stand til at

græde (qiasalerput) (for at få noget) (det er formentlig meningen CB)

græs og sand. Bedstemoderen sagde: "Nej, ikke græs og sand.

Gå hen til jeres far, der spiser mattak, og spis noget af det."

Moderen blev vred over dette. (Fra da af) tog  hun bort om morgenen og

vendte først tilbage om aftenen. Det viste sig, at hun samlede vinger

sammen. Da hun havde samlet tilstrækkeligt mange sammen, satte hun

vinger på børnene og på sig selv og fløj bort ind i landet nærmest med

vinden i ryggen.

Da manden kom hjem fra fangst, var konen (og børnene)

(sådan skal det nok forstås CB) der ikke. Han ledte efter dem alle

vegne. Da han ikke fandt dem, tog han ind i landet. Han fik øje på et

stort menneske, der huggede (brænde) (det må det vel være CB) med en

økse. Splinterne fór afsted og blev til dyr - bjørne, sæler, fisk og

alle mulige andre dyr. Han spurgte manden, der huggede: "Har du heller

ikke set sãlerqitiga (min .....?, formentlig kone), som er

forsvundet. Jeg ved ikke, hvor hun er gået hen." Han svarede: "I går

fløj der tre - den forreste størst og den bagerste mindst - over os.

De fløj videre nærmest i retning af det indre af landet og nærmest

med vinden i ryggen takuat (? se) qanorme (? hvordan mon)."

Han sagde: "Følg du dem." Og da han tog sin store økse, lod han

ham sætte sig ned på pátûtaunut (kender ikke ordet. K.R.'s resumé: en afhugget

spån) og sagde: "Du må ikke åbne øjnene. Undervejs vil du flyve over

en masse mennesker. Men du må ikke slå øjnene op." Og det gik sådan

til: Han fløj over nogle, der snakkede. Da han havde fløjet over dem,

slog han øjnene op, men begyndte at dale. Så lukkede han øjnene

igen amiganginík (? helt), og det blev normalt igen. Så hørte  han

igen nogle snakke sammen - kun to. Han slog øjnene op og så, at det

var hans elskede børn. Han standsede her og sagde: "Du skal sige til

din mor, at far er kommet." Det ene (gik ind og sagde) (det er

formentlig meningen CB): " Mor, far er kommet." Moderen svarede: "Du

har ingen far. Vi rejste fra din far suvirudlugo ãutat ãrudlugo

(? suerullugu - fratog ham alt, aâuutat aârudlugo - berøvede ham alt).

Gå ud igen." Da de kom ud, sagde de: "Vi skulle sige, at vi ingen far

 har, og at vi rejste fra ham aâuudlatâ(ru)dlugo (?) suvirudlugo

(fratage  ham alt)." (Han svarede): "Nej, sig til din mor, at din far

er kommet." (Drengen gik ind igen og sagde): "Mor, jeg skal sige, at

min far er kommet." (Moderen svarede): "Nej, I  har ingen far. Hvis

det er jeres far, så lad ham komme indenfor." Han gik ind og så sin

kone. Hans kone gav sig til at lyske ham. Sikke han sov !  Da han

vågnede, var det blevet sommer. Det viste sig, at hans kone og børn

var taget af sted, mens han sov.

Her kangungilak (kom han ikke videre?) døde han.

Var.: Søg på Swan

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: Ser ud til at være en variant af  rejsen til Havkvinden / Havets Mor / Sødyrenes Moder.

Renskrevet igen af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 12, ss. 12 - 21.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om en pebersvend / ungkarl, at han havde svært ved

at fange noget. Når han var ude på fangst, fik han aldrig noget. Når

han ikke var ude i kajak, gik han gerne en tur lige i nærheden af

bopladsen. Når han hørte løssluppen snak eller skrig, gik han gerne

hen for at se, hvad det var for noget; og det var gerne en flok piger,

der i leg bar hinanden på ryggen ("amaartuartut"). Han sneg sig ind på

dem, men så snart de så et glimt af ham, flygtede de, så der ikke var

en eneste at se. Så ventede han til om aftenen. Når pigerne kom ud for

at trække frisk luft, kom han ud og sneg sig ind på dem via de

mørkeste steder. Så snart pigerne fik et glimt af ham, sagde de: "Nu

kommer pebersvenden!" og flygtede, så man kunne høre larmen af de

mange såler, der ramte jorden. Det var altså lige så svært for ham at

få fat i piger som at fange sæler.

En dag tog han som sædvanlig ud på

fangst, selv om han aldrig fangede noget. Han nåede et lille næs

syd for bopladsen og roede udefter. Han havde fjernet sig temmelig

langt derfra, da han fik øje på en fugl, der fløj indefter, idet den

nøje fulgte dønningerne.

Han syntes, at den så meget ejendommelig ud, så han iagttog den længe.

Den kom ganske tæt på; og den så stadig lige så besynderlig ud.

Den fløj forbi ham ind imod land ret norden om det lille næs, han var

roet ud fra, og forsvandt ind i den lille fjord. Han tænkte, at den

måske ville komme op på land, så han kiggede hen over næsset; men den

viste sig ikke. Den var så fremmedeartet, at han fik lyst til at få

opklaret, hvad det var for en, og han roede ind imod land. Han nåede

sit udgangspunkt, det lille næs, og fortsatte kystlangs på dets

skyggeside for at finde fuglen. Han nåede ind i bunden af den lille

fjord og roede mod nord langs med rullestenene, og endelig fik han øje

på fuglen, der sad på vandet med fronten udad ved enden af

rullestens-stranden. Han stagede sig frem langs stranden, hvor han nu

og da stødte fra med sin åre. Lige før han nåede den, lagde han ved

nøjere eftersyn mærke til, at den ligesom stirrede på noget nede

under sig. Da han så befandt sig mellem stranden og fuglen, stødte han

fra og gled næsten helt hen til den. Han så nærmere på det, der var

under fuglen, og blev dybt forundret, da han så en ulk stikke så meget

frem under en tangplante, at hovedet til og med øjenene og begge

lænderne var synlige.

Mens han kiggede på fuglen, fik han sig en ny stor overraskelse, for

fuglen gav sig til at snakke: "Hør du store ulk, med de store pletter

på huden, du, som ligner blæretang, og har grimme store lænder." I det samme

gav ulken sig til at bevæge sine finner, og svømmede højere og højere

op, indtil den stak hovedet op lige foran fuglen; og den sagde: "Din

dumme qaqulluk (malemuk/stormfugl), som lugter, som rent ud stinker!"

Pebersvenden blev overrasket, da han således fik opklaret fuglens

navn, som han ikke kendte. Tænk fuglen hed qaqulluk! Den sagde så

endnu engang, mens den rokkede med hovedet: "Hør, du store ulk med de

store pletter på huden, du som ligner blæretang og har grimme store lænder."

Straks bevægede ulken sig opad, og idet den stak hovedet op, sagde

den: "Din dumme qaqulluk, som lugter, som rent ud stinker!" Med de

ord, var den igen på vej ned. Ret som den var nede på sin plads, sagde

fuglen: "Se, hvor stopmæt den er dernede, tyk og propmæt." Da fuglen

sagde dette, for ulken, som lige var kommet tilbage til sin plads,

igen op og stak hovedet op endnu tættere på for en kort bemærkning,

idet den sagde i endnu hurtigere tempo: "Din dumme qaqulluk, som

lugter," hvorefter den for ned og lignede en rund tingest, da den krøb

ind mellem de tætteste tangplanter. Derefter viste den sig ikke mere.

Så kunne fuglen ovenover ikke komme videre. Den rokkede med hovedet og

udbrød særdeles overraskende: "Satan, "ulikîvfte" (renskriveren

oversætter: Hold kæft!). Med de ord fløj den op og samme vej ud,

indtil den forsvandt.

Pebersvenden blev dybt forundret. Han var jo egentlig ude på fangst.

Men dels vidste han af erfaring, at han nok alligevel ikke fik

fanget noget, og dels glædede han sig så meget til at fortælle det,

han havde oplevet, at han i stedet begav sig hjemad.

Da han var roet forbi det lille næs og lidt længere ud, hørte han lyden af et

dyrs åndedræt. Det var skam en sortside. Han drejede kajakken om imod

sælen, roede til og harpunerede den. Han fik fangeblæren / fangstblæren ud. Den drev ud

til sælen og blev trukket med ned i vandet, men den standsede, da

vandet nåede op til lufferne (måske lufferne på en fangstblære af et

helt sælskind!). Han tænkte: Jeg elendige skabning. Når jeg nu for en

gangs skyld har harpuneret en sæl, så har den revet sig løs."

Mens han sad og kiggede på fangeblæren, viste der sig noget rødligt

ved dens side. Han stirrede på det, og se! En sortside flød op til

overfladen. Han roede derhen og gjorde den klar til bugsering. Da han

ikke havde bugsereredskaber med, bandt han den fast til tværremmene på

kajakken. Han blev færdig og var lige begyndt at ro, så dukkede der

en stor kridhvid hunsæl op lige foran ham og blev ganske trygt

liggende. Han skyndte sig at løsne remmen til den sæl, han

bugserede. Han gav sig til at ro hurtigt frem til sælen, selv om den

sandsynligvis var dykket ned på det tidspunkt. Så gjorde han sig klar

til at kaste harpunen; og idet sælen hævede sig lidt med front imod

ham, kastede han harpunen og ramte den i hjerteregionen. Da sælen

hældede kroppen bagover, kom blodet til syne. Han fik fangstblæren

ud. Den drev ud til sælen; og da vandet var nået op til lufferne,

standsede den. Mens han kiggede på den, kom sælen op på overfladen

lige på den anden side af blæren. På den måde fangede han to

sæler, og han tog dem på slæb og roede hjem.

Han roede uden om det lille næs lidt syd for bopladsen og ind i retning

af husene. Han var netop forbi næsset, da drenge, der var ude at lege,

fik øje på en kajakmand, der havde noget så tungt på slæb, at han knap

nok kunne komme frem. De prøvede at finde ud af, hvem det var. Og

efter nærmere granskning forstod de, at det var pebersvenden. Det var

første gang, de så ham komme hjem med sæl på slæb, så de råbte, som man

plejer: "Pebersvenden er på vej ind med noget på slæb, pebersvenden er

på vej ind med noget på slæb!" Det, at der blev råbt så kært om ham (Der står

ordret: Det, at der blev kælet for ham), fik ham til at gøre sig

ekstra umage for at demonstrere, at han havde noget på slæb. Kort før

han nåede stranden, kom en pige ud af et af husene nærmest stranden.

Da hun havde stået og kigget på pebersvenden gik hun ind igen.

Umiddelbart efter, kom så den ene pige efter den anden ud af husene.

De stimlede sammen. Og lige før han nåede stranden, lød det ganske

tydeligt fra en af dem, at den, der rørte ham først, ville have ham

til mand. Da de satte i løb ned til ham, kunne man høre lyden af alle

de mange såler, der ramte jorden. Pebersvenden holdt hovedet koldt og

sagtnede farten.

Da de nåede stranden, gik den første ud i vandet, den næste fulgte

efter. Til sidst flød de på vandet. Den første af pigerne greb

kajakspidsen og trak den til sig. Den næste der flød på vandet, tog

fat i den første af pigerne og rørte ved pebersvenden. De fik ham til

land, og da han havde løsnet sine fangster, gik han i land, bar sin

kajak op, satte den ned og sagde til pigerne: "Kog nu kødet og hav det

parat, til fangerne kommer hjem." Netoop som de blev færdige med at

koge kødet, begyndte fangerne at komme hjem fra fangst. Først da alle

var tilbage, inviterede han dem til spisning. Den ene mand efter

den anden indfandt sig, og alle, der kom ind, sagde tak, mens han

fortalte om, hvordan fuglen og ulken skændtes. Mændene morede sig

herligt over det.

Da de havde spist og mændene var gået hjem, tilbragte han aftenen

hjemme og hyggede sig.

Det var lige blevet mørkt, da det støjede fra et sted ude ved

husgangen. (Senere om) aftenen, da han fandt, at det passede sig snart at gå

i seng, gik han ud for at tisse, og ude ved husgangen stødte han på en

flok piger. Han gik hen til køkkenmøddingen, og skulle lige til at tisse, da

pigerne trak derhenad straks var henne hos ham; nogle gik endog forbi

ham og stillede sig foran ham. Så måtte han knappe bukseklappen og

vende sig mod dem. Og det var dem, der plejede at flygte fra ham!

Nu kappedes de om, at komme til at stå nærmest. "Jeg stakkels skrog,

nu er de endelig blevet fremkommelige." Han gav sig til at

vælge og vrage, og midt i det hele kom han til at tænke på, at han

havde hørt, at han skulle vælge sig den pige med de smukkeste

kamikker. Han så dem efter og opdagede, at dem, man ellers syntes godt

om, gik deres kamikker skæve ved at jokke langt oppe ad skaftet på

dem. Dem kasserede han, og da han kiggede efter andre, fandt han én,

hvis kamikker sad nøjagtigt som de skulle. Hende tog han og gik straks

af sted med hende mod indgangen.

Han skulle netop til at gå ind med hende, da han kom i tanke om, at

han i dag havde fanget to sortsider, og at man også plejede at have en

medhustru. Da han igen begyndte at gå hen til pigerne, kom de ham i

møde.

Da de nåede ham, valgte han og vragede og udvalgte sig endelig en

særdeles smuk kvinde, som var godt i stand, og hvis kamikker sad

endnu bedre. Hun var alle tiders. Han gik hen til den første. Og han

lagde armene omkring dem begge to og tog dem ind i huset. For en gangs

skyld skulle han nu tilbringe aftenen i selskab og var indstillet på

at blive oppe noget længere. Han bød pigerne sætte sig på briksen og

satte sig selv over for. Men han sad der ikke længe, før den ene pige

sagde noget om at gøre sengetøjet klar til natten. Det var for meget,

syntes han, og svarede hende ikke. Men da de tiere og tiere kom med

hentydninger til at gøre klar til natten, gav han dem lov. De gjorde så

klar til natten og gik i seng.

Da så han, at de havde gjort plads til ham imellem sig. Pebersvenden,

som jo var enlig, og som ikke var vant til at ligge krop ved krop med

andre, kunne ikke falde i søvn, fordi han havde deres kroppe op ad sin

til begge sider, og så var de oven i købet varme.

Omsider sagde en af pigerne: "Lad os puste lampen ud." Hun pustede den

ud og det blev bælgmørkt.

Nu var det sådan, at pebersvenden ikke kunne tåle at stirre ind i

mørke ("taartaq isigissallugu sapertaramiuk" vil måske blot sige: Han

kunne ikke li' mørke). Han lagde sig på ryggen og gav sig til at kigge

over på vinduerne. Så puffede den ene af pigerne til ham; og straks

vendte han sig imod hende og omfavnede hende. Han havde lige omfavnet

hende, så puffede den anden pige til ham, for at han skulle vende sig

imod hende.

Natten gik hurtigt for pebersvenden, fordi han hele tiden skulle vende

sig til den ene og den anden side, uden at han dog fik noget ud af det

("suatdlaganilo"). Fra da af begyndte han at fange hele tiden, og det

gør han stadigvæk.

Var.: kanajukkannaammik;

Kommentar: En usædvanligt overdådig pebersvende-fortælling. Det er karakteristisk for inuit allevegne, at "åbenbaringer" som denne, hvor dyr eller fugle viser deres menneskelighed, er tegn på at man står sig godt med naturen el. den anden verden, og derfor fanger godt. Det kan også føre til angakkoq / åndemaner-evner - eller til døden: se note til: kanajukkannaammik

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Søg på ungkarl, pebersvend

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:        

På den tid, hvor der var kommet danskere til Upernavik, var der også en

i Upernaviks omegn, son hed Nulooq. Vi hører første gang om Nulooq i anled-

ning af en stor farsot / epidemi, da han boede nord for Tasiussaq / Tasiusaq, nord for Upernavik

Da hans kone og alle andre døde ved forårstide, forlod han sin lille, endnu raske datter i teltet og rejste alene bort. Hans efterkommere fortalte ind imellem om dengang han forlod sin lille datter. Han rejste fra Mernoq, men i andre fortællinger var det ikke fra Mernoq han rejste, men fra en ø bagved Mernoq, hvor de havde fangstplads. Og når man siger det, så skyldes det nogle fund, der blev gjort længe efter.

Efter at Nulooq var flygtet sydpå, kom der igen folk til Tasiusaq, og folk, der kom på fangsttogt derfra til Itivdlitsaq / Itillitsaaq, bagved Mernoq, fandt et telt, som så ud til at være forladt uden videre, helt faldet sammen og sandsynligvis var blevet forladt på Nulooq's tid. Rævene havde ædt noget af teltskindet, men skelettet, stagerne og andre forskellige ting var der.

Og man fandt et kvindehoved med indtørret hår på endnu. I den inderste

del af teltet fandt man en kobbergryde fra engelske hvalfangere oven for et ildsted, men hullet p.g.a. ir.

Bagest i teltet fandt man, i en hule, en lerskål, der var fyldt med store perler. Og ved siden af tørklæder, der var foldet sammen flere gange og i den grad møre, at de faldt fra hinanden, der hvor de var bukket sammen. Men det sås endnu tydeligt, at de stammede fra engelske hvalfangere.

Man fandt også flere andre forskellige ting, som ganske givet var for-

ladt, som de var. Og man havde så regnet med, at de ting, man fandt, var Nulooq's efterladenskaber, fordi Nulooq i sin beretning havde nævnt teltet og gryden, som syntes at passe med hinanden.

Dengang da Nulooq's kone døde, og deres lille datter endnu var rask, og de boede i et telt alene, roede han først med sin datter foran på kajakdækket, idet han prøvede at finde mennesker længere sydpå. Men datteren var så småt begyndt at gå og kunne derfor ikke transporteres i kajak, hvorfor han var vendt tilbage til teltet og havde bragt hende op i teltet, som han havde forladt. Så havde han kogt æg til sin datter, havde pillet dem og sat vand ved siden af, så at hun kunne drikke af det, trak han brysterne af hendes døde mor uden på tøjet (for at barnet kunne die) og gik væk fra teltet efter at have lukket det til, hvorefter han roede sydpå.

Undervejs sydpå roede han ind til forskellige bopladser, hvor han kendte

nogen. Men de var alle affolkede. Nogle steder så han kun hundene.

Han havde slægtninge ved Aappi, og dem regnede han med at kunne træffe, men han fandt kun deres hunde. Og han fandt først mennesker, da han kom syd for Augpilagtoq / Aappilattoq på øen Tartûsaq / Tartuusaq. Det var hans egne slægtninge.

Da han kom dertil, sagde han ikke noget om, at han havde forladt sin datter.

Og der giftede han sig igen, og hun blev gravid og fik en datter, og Nulooq blev glad og kaldte sin nye datter Ilarssôqaut / Ilarsooqaat. Først da Ilarsooqaat var begyndt at gå rundt på gulvet, fortalte han den hændelse, som jeg lige har fortalt, og det var først da Ilarsoqaat var begyndt at gå og således havde nået den alder, da han forlod sin første datter af samme navn. Dengang Nulooq boede ved Aappi, fortalte man, at han hen imod efteråret plejede at fange en masse hvidhvaler.

      Mens Nulooq boede der, så plejede han at se, hvor stærk vinden var neden for huset ved at gå rundt om en stor sten. Der var en stor sten neden for deres hus, som de brugte som stativ. For hvad de skulle have op på højkant lagde de på stenen. Når han kom ud om morgenen, gik han først til den store sten, så udenom den, og så om mod vinden på den anden side. Og hvis han ikke rigtigt kunne komme rundt og havde svært ved at stå fast, så gik han op i huset og roede ikke ud den dag. Men når han kunne gå rundt om stenen uden at standse, så gik han op i huset og gjorde sig klar til en tur. Og hvordan vejret end var, roede han ud i kajak. Og det var altid midt ud i fjorden. Og når det blev mørkt om hvidhval på slæb.aftenen, kom Nulooq tilbage med en hvidhval på slæb.

Ved den tid, hvor Nulooq var i sin bedste fanger-alder, var der en af deres bopladsfæller, en nærsynet fanger, der ligesom det går for nogle fangere, næsten aldrig havde fanget noget. Da denne mand begyndte at kredse om Nulooq, så havde Nulooq sagt, at de kunne følges ad. Så kunne han da altid få fangstpart. Og på den måde fulgtes han med denne svagtsynede. Og et efterår, da der var kommet hvidfisk, roede de ud i kajak. Og mens de roede ved siden af hinanden, kom der en hvidhval, der lagde sig til at sove. Da Nulooq ikke selv savnede hvidhvaler, sagde han til kammeraten, at han skulle ro til og harpunere

den. Han blev lidt betænkelig, men roede til. Men netop som han løftede harpunen til kast, satte hvidhvalen af, og han ramte den i rygfinnen. Han kastede så sin harpunblære / fangstblære, og da hvidhvalen trak den under vandet, syntes Nulooq, at nu ville han få en god og morsom dag. Så begyndte han at ro efter hvidhvalen. Så sagde Nulooq bagud til den anden: "Hvor skal jeg ro hen efter din fangeblære?" Den anden tav lidt men sagde så: "Du skal ikke ro for langt. Men prøv at blive her i nærheden, for jeg har brugt min tryllesang over harpunblæren." Og det var sandt nok, for da han roede forbi ham, havde han hørt ham ligesom mumle noget.

Efter Nulooq fik det svar, at den anden havde brugt en tryllesang på harpunblæren, så blev den siddende der. Og Nulooq havde jo fra sine forfædre hørt, at nogen fangere havde tryllesange over deres harpunblærer. Og disse plejede aldrig at miste deres harpunblærer / fangstblærer. Hvidhvalen, der jo var blevet ramt, var under vandet i al den tid, den plejer at kunne tåle. Så kom den op med har-

punblæren igen. Nulooq roede til og harpunerede den. Og de dræbte den med lanserne. Og nu fik Nulooq lyst til at få den tryllesang. Han plejede

jo at ro i kajak alene, og normalt kom han sjældent hjem med kun et enkelt bytte. Og nu fulgtes han altså med denne mand, der ikke var helt almindelig og som havde en tryllesang til sin harpunblære. Senere havde Nulooq så købt trylleformularen og havde betalt meget for den. Men manden havde sagt ti1 Nulooq, at han selv hellere end gerne ville forære Nulooq den, men at

tryllesange kun måtte overgives til andre mod betaling. Og derfor krævede

han betaling. På den måde kan man sælge en tryllesang. Men den, der har solgt den, kan så ikke bruge den mere. Og selv om han prøvede, ville den ikke have nogen virkning for ham igen. Nu var tryllesangen altså blevet Nulooq's, og efter at han havde fået denne tryllesang, mistede han ikke flere harpunblærer. Når han fulgtes med andre, og han skulle harpunere, så brugte han ikke tryllesangen, fordi han regnede med, at de andre nok skulle få den bragt hjem. Først når han igen var alene, brugte han den.

Nulooq boede i Aappi, da hans søn var blevet så stor, at de begyndte at følges i kajak. Men så døde sønnen, og Nulooq holdt sørgedage, hvorfor han ikke fulgtes med folk til festligheder. Da skete det, efter at sønnen var død, at en af deres bopladsfæller fik en søn, som de opkaldte efter Nulooq's søn. Nulooq var vældig glad for sin søns navnebror, og da drengen var begyndt at gå og at lege, skulle folk til nidsangsfest fra Augpilagtoq / Aappilattoq til Kingigtoq / Kingittoq, lidt nord for Upernavik, hvor de ordentlig skulle feste. Og så begyndte de at opfordre Nulooq til at tage med.

Da hans søns navnebror skulle med, sagde han ja, og tog med.

Da de havde været i Kingittoq, og Nulooq havde moret sig med de andre,

begav de sig på hjemturen. Og da folk fra Kingittoq fulgte dem på vej på slæ-

de, så var der jo en masse slæder. Og forrest af alle var Nulooq's søns navnebrors forældres, Avalak og hans kones slæde, og Nulooq var en af de sidste.

Så begyndte folk at pege på, at Avalak lod drengen hænge lidt uden for slæ-

den og løbe lidt med, idet han holdt ham ved skulderen,  og lod ham røre

lidt ved isen, således at han løb lidt på den. Og så løftede han ham op igen.

Og da han fik ham op på slæden igen, begyndte slæderne at råbe:

Asâssarqe / Asaasaqqi, at ynglingen havde løbet for første gang. Men Nulooq var blevet så gammel, at han ikke reagerede, og Asaasaqqi var nu glad på vej hjem fra en en udflugtsdag.

Da Nulooq blev klar over, at det var ham, de prøvede at opmuntre, blev han også glad. Han begyndte at køre forbi andre slæder, og så råbte de til ham:

"Hvad er det Nulooq laver. Måske vil han også løbe lidt." Nulooq var jo kendt for at kunne løbe hurtigt. Først da Nulooq var kommet forbi alle de andre, kiggede han sig tilbage. Og så stak han højre fod ud af slæden, hvorefter han slog på sin kamik med piskeskaftet. Det var et særligt signal til hundene.

Hans hunde satte farten op, så der var snestøv omkring opstænderne, halvvejs op, og så sprang han af slæden, løb ud til siden og sprang tilbage på slæden, og ud igen, uden at røre ved opstænderne. Og mens alle kiggede, kørte han fra dem. Han var en bemærkelsesværdig hurtigløber.

s. 199:

Nulooq's datter plejede at fortælle om ham, at han også havde et andet hus, som han rejste til om vinteren på fangst. Det var et hus, Qulisivik kaldte han det, på en af de yderste øer og hvorfra han gik på kiggefangst. Et sådant hus havde tørvemur, men ikke noget tag, og de måtte først skovle sneen væk derfra, sætte tarmskindsrude, bjælker og andet træværk i loftet, hvorefter de dækkede det hele til foroven med teltskindene. Og ovenpå teltskindene bredte de græs og ovenpå græsset hård sne i et ikke alt for tykt lag, idet de tætnede det med løs sne i sammenføjningeme. Et hus, der var tildækket på denne måde, kaldte de qulisivik. Og når man først var kommet derind midt om vinteren, virkede de kolde og uhygge- lige, fordi der var så megen sne derinde, men når de så havde tændt lamperne, og sneen tøede op, og det blev varmere derinde, så var der altid hygge.

Nulooq døde i en høj alder i Aappilattoq inden han blev døbt. Den sommer,

han skulle dø, havde Kûngassoq / Kuungasoq fra Kingittoq byttet sig til Nulooq's kajak. Nulooq havde jo en kajak endnu, som han syntes var lavet ualmindelig pænt. Idet han også gav ham noget andet ved siden af. Da Kuungasoq havde byttet sig til Nulooq's kajak med sin egen, tog han sine andre kajakredskaber fra kajakken. Men han havde glemt,at han havde en sejrskjorte som amulet i kajakken. Og uden at fjerne den, havde han givet kajakken til Nulooq. Kuungasoq, der selv var døbt, havde egentlig ikke rigtig tiltro til sin amulet, men hans bedstemor havde ønsket det således, og derfor havde han sin sejrskjorte i sin kajak. Men han glemte, at Nulooq, der var udøbt, muligvis kunne blive på-

virket af det. Nulooq havde taget Kuungasoq's kajak til sig uden at ane noget om sejrskjorten. Og så mistede han sin forstand. Han blev ved med at ro i kajak og beklagede sig ikke over nogen smerte, og han kom selv til Qattarmiut i Upernavik udfor stranden. Men da man sagde til ham, at han skulle gå i land og op i husene, kom han ikke i land, men roede tilbage til Aappilattoq. Da de andre opdagede, at Nulooq var ved at blive svagere, gemte de hans kajak, men han blev ikke anderledes. Han blev liggende hjemme og døde inden længe uden rigtig at komme til fornuft. Han virkede, som om han ikke vidste, hvor han skulle hen.

Kuungasoq, som selv havde haft denne sejrskjorte, fortalte mig, at det var ham, der havde pakket Nuloq ind. Han sagde det i kutagtoq-sprog (Gl. Upernavik dialekt  med svækkede uvulærer). Og Nulooq's barnebarn Ittui fortalte mig engang, at han som barn selv havde set sin bedstefar blive begravet på hedningevis, fordi han ikke var døbt, i Aappilattoq (faktisk Aappi). De holdt jo meget af deres bedstefar.

Man fortalte følgende om, hvordan liget blev gjort i stand: Det var sommer men de gav ham sælskindsbukser, vinterkamikker af håret sælskind og dunpels af fugleskind på. Og så vinterskind, der havde yderskind af netside-pels og som var kantet om hoved og ærmer med sort hundeskind. Og de gav ham også en hætte af hundeskind med ørerne siddende på, og som var lavet, så den sad rundt om fugleskindspelsen. Men armene førte de strakte, nedad langs kroppen.

Og han lignede mest af alt en dukke, der var klædt på.

Var.: Hans Lynge 1967: Nulôq.

Hist.: Kirkebogen og de andre kilder stemmer ikke overens mht. tidspunktet for og årsag til Nuulogs død. I kirkebogen står december 1858 og 'af alderdom', men notatet blev først indført i bogen i maj 1959. De øvrige kilder siger at det var sommer og at liget var iført rejseklæder til vinterbrug. Ifølge RP, der også nævner Hendrik Olsen som kilde (publ.?)

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet også er trykt

i Rink 1866-71, I, nr. 113.

Orig. håndskrift (NKS 2488, II, nr. 242) eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 87. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 87: Oqaluttuaq Parpaamik.

Resumé: Tidspunktet er efter H. Egedes og herrnhuternes ankomst til

til Nuuk-området, men før alle områdets grønlændere endnu var døbte.

Parpaaq og hans bror var udøbte, storfangere, der leverede masser af

spæk og skind til handelen og var meget vellidte af både

handelsbestyrer og grønlændere. P. får ofte besøg, men efterhånden

bliver man klar over, at han dræber sin gæst på hjemvejen, hvis denne

er døbt. Da det forlyder, at han også har dræbt den døbte Christian

Frederik, flygter P. nordpå, og senere hører man, at han angrede sine

mange mord, da han skulle dø, fordi han havde set et billede af

frelseren på korset i Christian Frederiks hjerte, da han parterede den

dræbte.

Fortælleren selv har ofte hørt denne fortælling fra forskellige gamle

og mener, at selv om P. var en forræder, var han sikkert heller ikke

ved sin fulde fornuft.

Var.: Parpaaq; billedet af den korsfæstede i hjertet, se også Millasak.

Hist.: En historisk fortælling, der bl.a. viser, at modstanden mod

missionen ikke kun kom fra åndemanerne, men også fra en dygtig fanger

som Parpaaq, der måske følte sin autoritet el. i det mindste sin autonomi truet af de ny "herrer". Søg iøvrigt på Parpaaq.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413, nr. 35: "Arnaq

pínigarame sava ...". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Arnaq píningârame sâvna ..." / "Arnaq pinningaarami ..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller Peter Rosing ?).

Resume:

En storfangers kone er så smuk, at havet ligger spejlblankt ud for

bopladsen, når hun er ude, og kruses en smule, når hun er inde. En dag

han kommer hjem er havet i oprør, og han tar straks ud i konebåd

roende med styreåren for at lede efter hende. To gange undervejs bydes

han på rå spæksyltet lever med syre af en kæmpe han forhører sig hos,

spiser blot en mundfuld og får en dreng med til at ro. Han finder

havet blankt ud for en teltplads, hvor lederen, der har stjålet hans

kone, lader sit telt bevogte af mange mænd. Manden slår sit telt op

ved siden af, men ser aldrig konen. Han gør sig rejseklar, tigger sig

adgang til blot at røre konens hånd, og trækker hende med gennem

vogterne til båden. Konerøveren afskyder en pil, der ikke rammer,

vender sig for at hente en ny pil og blir ramt af ægtemandens pil.

Denne dræber også hans hund, tar ligene med i båden, skyder en sæl med

bue og pil undervejs, og viser den frem hver gang nogen vil høre, om

han har dræbt konerøveren? Nej, han har kun dræbt sælen. Liget af

manden parterer han og sænker delene undervejs. Siden lever han

uforstyrret med sin skønne kone.

Var.: ikke i denne bases tekstsamlinger.

Renskrevet af Hendrik Olsen i NKS 3536, I, 4', læg 12 -13.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det første Milortuaraq kunne huske var fra dengang han

boede i Kangaatsiaq (lidt nord for Kangeq), og han kunne huske, at han

ikke vidste, om han havde søskende.

Han så sin far blive syg, det havde han aldrig oplevet før. Men han

blev syg hen imod midsommer. I lang tid så han ham ligge, for hver

gang han kom ind efter at have været ude at lege, så han ham ligge

der. Han huskede også, at han så ham dø på et tidspunkt, hvor solen

var beyndt at varme godt. Og da faderen var en dygtig fanger, havde de

en konebåd.

Om foråret da man skulle afsted, men endnu ikke var rejst, sagde

moderen, fordi hun jo ikke bare kunne blive på stedet:

"Jeg er ikke glad for, at vi, som nu ingen forsørger har, skal bo her

alene, når alle vores bopladsfæller - der var tre huse på stedet - er

rejst. Nogle tager ud til Kitsissut i konebåd, og når man ser folk fra

Kangeq ro her forbi, ved man, at de skal til Qaquk." Hun fortsatte:

"Lad os bare, nu vi ingen forsørger har, tage derhen på

stenbiderfangst. Dem behøver man ikke kajak til at fange. Det kan man

godt fra en konebåd".

Næste dag, hvor vejret var godt tog de afsted til Qaquk.

Da nåede frem og slog lejr på Qaqqivik, hvor de altid havde boet

dengang, manden endnu levede. Hver gang det var fint stille vejr, tog

de selvfølgelig afsted i konebåd til et sted lidt længere mod nord

efter stenbidere, og skønt de ingen forsørger havde, samlede de sig på

den måde alligevel et ikke ringe antal stenbiderer til vinterforråd.

Et par gange under deres ophold i Qaquk kom der en hel masse

hvidhvaler ind i strædet, og selv om de ingen mandlig forsørger havde

længere, fik hun tørret masser af kød til vinterforråd, fordi

bopladsfællerne fra forskellige lejre bragte dem rigelige kød- og

spækgaver. Somme tider fyldte hun også hele spækposer med lutter

kødgaver. Det blev hendes vane at tage til Qaquk hvert forår, fordi

hun blev klar over, at bopladsfællerne meget gerne ville hjælp hende.

De brugte deres konebåd i to år til dette formål, men så måtte de af

med den, fordi betrækket ikke længere duede. Så tog bopladsfællerne

dem med til stedet, hvor hun plejede at samle vinterforråd.

I mellemtiden var M. ellers blevet moden til at få sig en kajak, men

moderen havde ingen midler til at skaffe ham en. Nu ville hun

prøve at skaffe midler ved at arbejde for andre, for hun var meget

flittig. Skønt M. faktisk var moden til at få en kajak, var det helt

udelukket, for da alle hans mandlige slægtninge var døde,

havde han ingen til at bygge sig en kajak. Og da hans mor

misfornøjet overvejede det, ville hun altså skaffe ham en kajak ved de

midler, hun kunne få ved at arbejde for andre.

Kajakskelettet var faktisk færdigt i den tidlige sommer, men så skulle

bopladsfællerne tilbage til deres boplads Kangaatsiaq. Den manglede

altså betræk, da de kom til Kangaatsiaq med den. Først nogen tid efter

tilbagekomsten til Kangaatsiaq, fik de den betrukket. Moderen måtte

holde i kajakspidsen, når han øvede sig i den. Da det blev efterår og

vandet blev for koldt at vade i, måtte de opgive øvelserne; og moderen

gemte M.s kajak under en af bopladsfællernes konebåd.

Da de så skulle have konebådene op på stilladserne, måtte hun tage den

ud, og da konebåden var oppe anbragte hun kajakken sådan, at den

hvilede på undersiden af tofterne og tænkte derefter ikke mere på den.

Det var ved at blive forår efter den lange vinter, og deres

bopladsfæller gjorde sig som vanlig klar til at tage til Qaquk. Ved

afrejsen plejede en af bopladsfællerne at tilbyde hende plads i

konebåden. Hun kunne altså stadig komme til Qaquk for at samle

vinterforråd, selv om hun selv ingen konebåd længere ejede.

Som vi allerede har hørt, fik hun lavet en kajak til sin søn, og i

Kangaatsiaq begyndte hun at lære ham at bruge den, mens hun holdt i

kajakspidsen, men måtte holde op på grund af kulden og gemme kajakken

under konebåden.

Selvfølgelig tilbød bopladsfællerne hende plads, og da de allerede var

parat, gik de bare ombord. Hun tog også sønnens kajak med, for den

ville hun nødig efterlade. Familien der havde dem som passagerer,

havde fast lejrplads i Pamialluk. Da de havde bragt deres ting i land, tog de videre til M.s og hans mors lejrplads for at landsætte dem, hvorefter de tog tilbage til deres lejrplads, Pamialluk.

Når solen ved midsommertide begyndte at varme godt, og når vandet på

solsiden af Qaqqajunnaq, hvor der var lerbund, begyndte at falde,

iførte moderen sig sine inderbukser og bar M.s kajak ned. Når han så

var kommet ned i den, skubbede hun den ud i vandet over lerbunden og

vadede selv ud. Længere ude med kajakken, når hun mente, at sønnen

ikke længere risikerede at støde imod bunden, begyndte hun at trille

kajakken rundt. Hun blev derude længe og gik først ind med ham, når

det blev hende for koldt. Sådan trænede moderen sønnen i kajak. Og

først da han efterhånden kunne klare alt, holdt hun op med at holde i

kajakspidsen. Allerede mens de endnu var i Qaquk, kunne moderen nøjes

med at iagttage sønnen inde fra land. (Her har jeg brugt noget fra

renskriften, der er mere logisk, Chr.B.)

Da M. var blevet i stand til at klare alt, kom han en dag hjem med mere

end en sæl. Hen på aftenen sagde han til sin mor: "Idag, hen

imod eftermiddag, var jeg på vej østover, og ud for Attorsuit tænkt

jeg," - og nu direkte til sin mor der lyttede "tænkte jeg på om du mon

ville finde det iorden - altså om man ikke skulle bygge sig et hus

der, for når man har mere end én sæl på slæb og samtidig er uheldig

med strømmen, bliver man forsinket og kommer først hjem langt ud på

eftermiddagen." Til det svarede hans mor: "Du er jo kommet så vidt, at

du er begyndt at tage ud på fangst, når vejret ikke ser alt for

truende ud. Hvis du vil, så gør vi det."

På det tidspunkt havde M. anskaffet sig alt - også konebåd. Da nu

moderen var med på hans idé, vendte han sig mod hende og sagde: "Nu

det er blevet vinter, er det ikke længere så godt at bygge hus. Men

når vi forhåbentlig raske og sunde er kommet igennem den lange vinter,

så lad os se at få bygget et hus der."

Efter vinteren var det ved at blive forår. De tog til Qaquk, som de

plejede. Da de havde samlet vinterforråd i Qaquk, bragte de den første

portion til Attorsuit i stedet for til deres boplads. Endnu var de

ikke begyndt at bygge hus. Dagen efter de var kommet med den første portion forråd, en smuk dag, vendte de foreløbig tilbage til deres vinterboplads. Der var jo ting at ordne i forbindelse med det hus de skulle forlade.

De fjernede taget og tog kun enkelte af de bedste tværbjælker med. De

tog endvidere alle deres ting med og slog sig ned ved Attorsuit, og i ro

og mag rejste de så for første gang deres telt ved Attorsuit.

Da Milortuaraqs kun var en lille husstand, fik de for travlt til at

han kunne tage ud på fangst, da de begyndte at bygge hus.

Da de var færdige med det nye hus og havde lagt tag, gik de

igang med at bygge forrådshus og blev hurtigt færdige. Så først da det

hele var blevet færdigt, tog M. ud på fangst.

M. var usikker på hvordan det skulle gå, nu de for allerførste gang

skulle overvintre på Attorsuit. Derfor var han stærkt optaget af

fangsten, og da han nu ikke havde så lang vej at slæbe fangsten,

nøjedes han ikke med at fange en enkelt af gangen. Allerede før det

blev småt med fangstdyrene, have han fanget en masse sæler og samlet

dem på et sted. Og havde han været i tvivl om, hvorvidt de ville kunne

klare den kommende vinter, var han det ikke længere.

Alligevel blev han ved med at fange sæler, eftersom der stadig var

rigelig af dem.

Kort før midsommer blev der gradvis færre sortsider. Og da han i et

par dage havde måtte nøjes med at fange små sæler, var han klar over,

at sortsiderne havde skiftet opholdssted til et ydre fangstområde,

hvor han så nu og da tog ud for at jage sortsider. Så det var

minsandten længe de blev i Attoruit det år, skønt han ikke havde anet

om han overhovedet skulle slå til.

Når M. en sjælden gang sov længe om morgenen, plejede hans mor at

vække ham - især om efteråret, når det buldrede der ude. Hun tog ham

altid kraftigt ved tindingerne og rystede ham og sagde til ham: "Mon

man virkelig kan sove, når havet er så voldsomt i oprør." M. vågnede

med et sæt, men bebrejdede ellers ikke sin mor. Når han havde fået

sine kamikker på, sagde hun igen: "Den, der trænes af en mand, ville

sikkert ikke kunne finde på at sove i sådan et bulder." Dette sagde

hun til sit eget forsvar, og når det oprørte hav var på sit højeste og

højvandet gjorde det umuligt at tage afsted fra stranden nedenfor,

havde hun mere en een gang skubbet kajakken med sønnen i fra siden ned

ad den stejle fjeldvæg på skyggesiden af deres boplads. Dette gjorde

hun dog ikke, når det var lavvande.

Da M. var kommet i fuld træning, protesterede han aldrig, når moderen

skulle skubbe ham ud, fordi han vidste at han ikke i egentligste

forstand bare ville forsvinde (ned i havet).

Moderen blev gammel, mens sønnen endnu var ugift. En aften vendte hun

sig fra briksen ud/mod sin søn og sagde: "Hør, du ved jo at jeg er

blevet meget gammel. Et menneske kan ikke bare leve alene, men må før

eller siden have en til at hjælpe sig. Når du kommer hjem med flere

sæler på én gang, må jeg sommetider opgive at få dem færdigt behandlet af

smerter i lænden." Og da moderen således havde givet ham anledning til

det begyndte M. at tænke på at gifte sig.