Ed. by H. Ostermann.

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne.

Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer.

Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.

Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amaarsiniooq

En ældre blind kvinde var engang barnepige for et højt elsket barn, mens de øvrige husfæller deltog i en sangkamp på en anden boplads. Sent om aftenen gav barnet sig til at græde. Barnepigen søgte at få det til at holde op, men forgæves. Til sidst hulkede barnet uafbrudt (maniînalerpoq er formentlig det samme som manittorpoq, CB). Midt i det hele lød så en stemme, der ynkede barnet og sagde: "Nåh lille skat, kom du op i amaaten" (rygposen til små børn).

Barnepigen troede bestemt det var barnets mor, der kom for at tage barnet op i sin amaat, så hun hjalp til med at få barnet op i den. I det øjeblik barnet kom ned i amaaten, opdagede hun at det ikke var et menneske, men et væsen med en furet ryg. Væsenet stoppede barnet ned i sin amaat og bandt snøren til, så der ikke var mere at stille op, og straks var det på vej ud af huset med barnet. Først på det tidspunkt gik det op for barnepigen at det var Amaarsiniooq. Det var håbløst og hun kunne nu bare vente på, at forældrene kom tilbage. Da de kom, fortalte hun, at hun havde puttet barnet i Amaarssinooqs amaat i den tro at det var barnets mor.

       Man siger så, at forældrene gjorde alt hvad de kunne for at få barnet tilbage (fri oversættelse af sunauvfaligôq angajorqaivisa pileraluássagât, CB). Hver gang der var omslag i vejret og man kunne høre barnets gråd, gjorde forældrene sig endnu større anstrengelser for at få det tilbage, fordi de havde så ondt af deres lille skat. De søgte ihærdigt og fandt så en åndemaner, som kun beskæftigede sig med at udspørge ånder (qilaneq). Han gik ihærdigt til værks og med større og større iver, og til sidst kunne han love forældrene at de nok skulle få deres lille skat tilbage.

Var.: Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

Hist. En temmelig kort variant, der udelader hele det vanlige forløb, hvor det lykkes åndemaneren, der ofte er krøbling, at hente barnet tilbage.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04:  "Amârsiniôq".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 64 - 70.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 75 - 80.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 124.

Resumé:

En storfanger og hans kone får en datter, som deres ældste datter

passer. Barnet græder meget. En aften hun har fået det til at sove og

vendt sig mod andre gøremål, opdager hun, at barnet er forsvundet.

Forældrene vil slå hende ihjel. Hun foreslår at hente en åndemaner på

nabopladsen mod syd. Han hentes, får ingen mad, befales at holde

seance, før det er mørkt, kan intet opdage, og jages hjem midt om

natten. Da han kommer hjem, blir alle opbragte over den behandling,

han har fået, og man foreslår, at skulle de komme igen efter nogen,

kan de få stedets gamle ungkarl med. Det sker. Ungkarlen er lam i

begge hofter. Heller ikke han får noget mad og må holde seance, før

det mørkner. Men han ser barnet oppe hos Amaarsiniooq på

indlandsisens østligste nuntak. Faderen bugserer ungkarlen ind i

bunden af fjorden, hvorfra ungkarlen let til bens vandrer alene op

til barnerøverskens hus. Det har ingen indgang, men det damper

voldsomt op af loftsventilen. Ungkarlen synger en serrat / formular / trylleformular, der får

hende til at lægge barnet fra sig på briksen og falde i en dyb søvn.

Han henter barnet og flygter. A. vågner og indhenter ham som en falk.

Hun putter dem begge i sin store amaat. Ungkarlen husker, at han

har en stenkaster som hjælpeånd. Denne kommer til stede og angriber

uden effekt A. Endnu en hjælpeånd tilkaldes. Det er en falk, der

sammen med stenkasteren tar pippet fra A. Hun løsner sin amaat,

ungkarlen smider barnet ud, hopper selv ud og flygter med det ned

til kysten, hvor faderen venter. Faderen overtar barnet, ror hjem, og

ungkarlen følger først efter, da han ser faderen vel fremme. Barnet

græder stadig utrøsteligt. Ungkarlen holder en ny seance og ser dets

sjæl efterladt deroppe i A.s hus. Han henter sjælen, lægger den ved

barnets side, og næste dag er de blevet til eet. Han får som tak

storfangerens datter og blir forsørget resten af sine dage.

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr., renskrift el. afskrift, der ikke

længere eksisterer.

Ultrakort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 136.

Resumé i oversættelse fra håndskrift ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om barnerøveren med pose på ryggen. (Orig. uden

overskrift)

Der var engang et ægtepar, der boede helt alene. De havde flere

gange mistet et nyfødt barn. Om natten sov de med barnet imellem sig, men når

de vågnede om morgenen var barnet væk. De blev hver gang meget kede af det.

Engang var der en åndemaner / angakkoq / angakok, der manede ånder. Han opdagede, at der på en stor slette inde i landet lå et hus, hvor manden med posen på ryggen boede; og det var ham, der havde røvet ægteparrets børn. Åndemaneren gik til huset, men manden med en pose på ryggen var ikke hjemme. I huset fandt han babyer, der var hængt op i bundne fødder med hovedet ned. Brystet på dem var blevet blåt. Han tog den sidst bortførte baby med sig hjem. Forældrene blev meget glade.

Da åndemaneren en dag manede ånder, fortalte han, at han ikke kunne se huset.

Men da åndemaneren endnu engang manede ånder, førte manden med posen ham ud og

viste ham sit hus, som lå midt på indlandsisen. Han sagde til åndemaneren, at

han nu ville pine ham. Men åndemaneren kaldte på sine hjælpeånder - først

falken, der styrede lige imod manden med posen og ramte ham på panden, så han

var lige ved at blive dræbt. Åndemanerens anden hjælpeånd, den Skævmundede / Eqingasoq / Equngasoq (?), kom også og væltede manden med posen. Inden åndemaneren forlod manden med posen, fik han sagt til ham: "Du sagde ellers, at du ville pine mig." Manden med posen svarede: "Hvor er du dog ualmindeligt irriterende." Åndemaneren dræbte manden med posen, hvorefter han tog hjem. Efter dette fik ægteparret lov til at beholde deres børn.

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Kommentar: I enkelte fortællinger er rygpose-væsnet en mand som her. I de fleste er denne Amaarsiniooq en kvinde. Den tvekønnede symbolik i manden med en kvindes amaat er særlig uhyggevækkende i den grønlandske tradition: Indvoldsrøversken; Uersaq.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Et spædbarn dør af tyndskid, da det mades med kød, fordi dets mor bliver syg og ikke kan amme. Faderen søger længe og finder en ravnerede langs kysten, hvorfra han tager et par grene med hjem som amulet til den næste søn, der fødes. Denne får hele livet en god fordøjelse.

Hist.: Kan være en historisk fortælling, men først og fremmest har den tjent som kommunikation af viden. Man mente åbenbart at ravneunger kunne tåle at spise alt deres forældre bragte dem.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 50.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 68f.

Den ældste myte om angakkoq'ens rejse ned til Havkvinden: ibid. s.36f.:

"Den 19de kom 2de Grønlænder kiørendes til os fra det inderste af Iise-Fiorden, kaldet Tessiursak. En af dem fortalte mig denne sælsomme Historie: Allernederst i Jorden boer en stor slem Kone, (Uden Tvil Dievelens Olde-Moder), udi et meget stort Huus, som man ikke kand skyde over med en Bue-Piil. Den samme Qvinde, raader for alle Havets Creature; thi de ere alle hendes Huus-Folk, saasom Hvalfiske, Enhiørninger, Sælhunde etc. Det Kar som staar under hendis Lampe, hvorudi Thranen som løber over Lampen dryber udi, svemmer fuldt af Søe-Fugle, Skilt-Vagten ved hendis Dør, ere heele Flokker af Sælhunde, som staae reyst over Ende og bider omkring sig til den som vil ind. Ingen kand komme derind uden Angekut og de maae have deris Torngak med sig. Naar de giør denne Rejse, maae de først passere alle Dødis Sjæle, hvilke seer ud ligesom de Levende i Verden og lide meget vel. Naar de ere komne dem forbie, kommer de til et bredt langt Svelg ned i Jorden, dette Svelg skal de over, men er intet at gaae paa uden et stort Hiul, som er ligesom Iis, og drives alle Tider hasteligen omkring. Herpaa maae Giesten leede Angekoken eller Hexe-Mæsteren. Siden kommer de til en stor Kedel, hvorudi kaager levendis Sælhunde, omsider til Fandens Olde-Moders Residentz. Der tager Geisten sin Angekok ved Haanden, og leeder ham igiennem den stærke Sælhunde-Vagt. Indgangen er breed, men Veyen er smal som en Snoer, og paa begge Sider intet at holde sig ved, men en hesselig stor Afgrund og svelgende dyb neden under. Herinden fore sidder denne Helvedis Gud-Inde gandske forstørret, har mange Ophævelser, sveeder af lutter Vrede, og river Haaret af sig over saadanne Geisters Besøg. Hun tager her paa straks en Vand-Fugle Vinge / søfuglevinge, hvilken hun tænder Ild udi, og holder for deris Næse, hvor efter de bliver gandske afmægtige og ere hendis Fanger. Men Hexe-Mæsteren som tilforne informeret af sin Torngak eller Geist, tager hende strax ved Haaret, og drages med hende saa længe indtil hun bliver gandske afmægtig, og der udi er hans Geist hannem behielpelig. Om hendis Ansigt henge aglerrutut ( dend rette Bemærkelse er noget naturlig, og derfor udeladis, ellers betyder det de Klæder en Qvinde har paa som aborterer, der ikke meere bør brugis, at ikke en Vanlykke skal indfalde i deris Næring.) det same rifve de af hende, saasom det er Aarsage at Havets-Dyr forlade deris Land og gaar hiem til Dievel-Inden. Ligesaa fort som de piller hende, saa hastig Fare og Hvalfiskene Sælhunde etc. plaskendis ned igiennem Vandet og søger til de sædvanlige Platzer igien, hvor Grønlænderne fange dem. Naar alt dette er forrettet, saa begiver Hexe-Mæsteren sig med sin Torngak paa Hiemreysen igien, hvor hand da finder den forrige og farlige Vey gandske god og alting jevnt for sig."

Hans Egede copied this text almost verbatim for his Perlustration 1971,2 [1741: 118-120 = 1925: 397f and added a note about angakkut puullit told him most probably by Poul Egede as well. The translation into English 1818: 202-205 is copied from Hubert Wengers database: www.wengereskimodb.uaf.edu/sections/Ege1818section0022.xml:

"She is said to dwell in the lower parts of the earth under the seas, and has the empire over all fishes and sea animals, as unicorns, morses, seals, and the like. The bason placed under her lamp, into which the train oil of the lamp drips down, swarms with all kinds of sea fowls, swimming in and hovering about it. At the entry of her abode is a corps de garde of sea dogs, who mount the guard, and stand sentinels at her gates to keep out the crown of petitioners*. None can get admittance there but angekuts, provided they are accompanied by their Torngak, or familiar spirits, and not otherwise. In their journey thither they first pass through the mansions of all the souls of the deceased, which look as well, if not better, than ever they did in this world, and want for nothing. After they have passed through this region, they come to a very long, broad, and deep whirlpool, which they are to cross over, there being nothing to pass upon but a great wheel like ice, which turns about with a surprising rapidity, and by the means of this wheel the spirit helps his angekkok to get over. This difficulty being surmounted, the next thing they encounter is a large kettle, in which live seals are put to be boiled; and at last they arrive, with much ado, at the residence of the devil’s grandame, where the familiar spirit takes the angekkok by the hand through the strong guard of sea dogs. The entry is large enough, the road that leads is as narrow as a small rope, and on both sides nothing to lay hold on, or to support one; besides that, there is underneath a most frightful abyss or bottomless pit. Within this is the apartment of the infernal goddess, who offended at this unexpected visit, shows a most ghastly and wrathful countenance pulling the hair off her head: she thereupon seizes a wet wing of a fowl, which she lights in the fire, and claps to their noses, which makes them very faint and sick, and they become her prisoners. But the enchanter or angekkok (being beforehand instructed by his Torngak, how to act his part in this dismal expedition) takes hold of her by the hair, and drubs and bangs her so long, till she loses her strength and yields; an din this combat his familiar spirit does not stand idle, but lays about her with might and main. Round the infernal goddess’s face hangs the aglerrutit (the signification of which is to be found in my son’s journals) which the angekkok endeavours to rob her of. For this is the charm, by which she draws all fishes and sea animals to her dominion, which no sooner is she deprived of, but instantly the sea animals in shoals forsake her, and resort with all speed to their wonted shelves, where the Greenlanders catch them in great plenty. When this great business is done,

the angekkok with his Torngak proud of success make the best of their way home again, where they find the road smooth, and easy to what it was before.

Note: Others say, that a huge dog watches the entry, and gives warning, when an angekkok attempts to get in, and defends the entry. Wherefore the angekkok must watch the minute, that the dog falls asleep (which lasts but a moment), to steal in upon her. This moment nobody knows but an angekkok poglik; wherefore the other angekkuts often return home again without success. This frightful woman is said to have a hand as big as the tail of a whale, with which, if she hits any body, he is at one stroke mouse-dead. But if the angekkok conquers her (which he does if he can get at her aglerrutut, which hang dangling about her face, and rob her of them) then she must discharge all fishes and sea animals, which she has detained in captivity; who thereupon return to their wonted stations in the sea."

Var.: søg: Rejsen til havkvinden: ID 29, 340, 349, 412, 420, 467, 511, 626, 627, 807, 891, 892, 1005, 1196, 1354, 1445, 1468, 1492, 1649, 1882, 2024, 2070, 2230.

Comment: The first variant of this Inuit myth on record.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til den

eng. udg.: H. Ostermann: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 56 - 60.

Resumé: Henrik, der på fortælletidspunktet er ca. 19 år og nylig døbt, fortæller først om nordlysene, at de er boldspillere uden bukser på. Så om sin tidligere angst for, som forældreløs, at blive myrdet af Âdârutâ / Aadaarutaa / Christian Poulsen, dengang de endnu ikke var flyttet fra sydøstkysten og blevet døbt. Christian / Kristian, der var oplært til åndemaner af Henriks far, havde hjulpet åndemaneren / angakkoq / angakok Oqartarqangitseq / Oqartaqqanngitseq med at dræbe Aviaja, som han mistænkte for at have dræbt hans børn ved hekseri. Liget blev sønderlemmet, hovedet puttet i en fangstblære, og øjnene gemt i Christians mors lampe hele vinteren for at blinde sjælen mod at hævne sig.

Aviajas kone og seks børn klarede sig ikke i den påkommende sultevinter, og på hendes opfordring og løfte om en sorgløs tilværelse under havet blandt de døde druknede hele familien sig. Den yngste havde hun dog straks efter Aviajas død selv dræbt og lagt i hans grav. Mordet og de efterladtes selvmord foregik i Anoritooq.

Hist.: historisk fortælling fra 1890'erne, hvis Henrik selv har oplevet den. Men ifølge Ostermanns udgave (se ovf.) var Christian / Kristian Poulsen på det tidspunkt en ung, ugift mand, hvorfor dateringen kan være 1880'erne.

De tætte kulturelle og historiske forbindelser mellem Ammassaliks og sydøstkystens folk viser sig bl.a. derved, at også i Ammassalik området var det skik efter sønderlemmelsen af liget at gemme hovdet i en fangstblære / fangeblære / kajakblære og smide den i en sø, og gemme et eller begge øjne i en lampeskål. Søg på: Victor 1989-1993, II, fangstblære.

Christian har fortalt Rasmussen om sin oplæring til åndemaner, 1906: 134 - 137.

Var.: I Ostermanns udgave på engelsk, nævnt ovenfor, fortælles en del mere om årsagen til mordet på Aviaja: Han var bror til den ikke synderlig evnerige, men farlige åndemaner / angakkoq Kunissarfik. Denne have året inden forbandet de tre umiat, da de ville fra Timmiarmiut til Nanortalik på handelsrejse, mens hans eget hushold i hans konebåd tog nordpå. De tre både med handelsrejsende nåede kun Anoritooq, hvor de pga af vejret måtte overvintre og led stor nød. Nøden måtte skyldes forbandelsen, hvorfor forbanderens bror blev syndebuk.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Christian Poulsen fortalte dele af sin selvbiografi til Knud Rasmussen allerede i 1904. Se: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 133 - 137.

Resumé:

Hans andre navne var Aannguaraarsuk og Qiddakajak. Han blev født i Iliarmiut nær Umiivik om foråret som den der skulle blive den mellemste af faderen Nanngajak og moderen Perujuatsiaqs fem børn. Af dem var yderligere to drenge;  Maeqasaq , Neqissarooq, og to var døtre: Qassanneq, Misaqqalak.

Det første CP huskede var at han i amaaten dunkede hovedet mod sin mors ryg, fordi hun havde fundet en flot perle i en grav og styrtede derfra af skræk for den døde i graven. Det var ved Savissivik nær Imaarsivik, og igen senere samme sted noget med en stor bidsk hund.  Næste gang "han kom til sig selv" (blev sig selv bevidst) var i Tineteqisaaq / Tineqilaaq (i Sermilik-fjorden?),  hvor en kvinde, Nukartaatsiaq, kogte (tørrede) ærter i en gryde. Det var lækkert. Senere, i Oqqua, blev han sig så fuldstændig bevidst, at han herefter kunne huske alt, kontinuert.

Chr. P svælger derefter i alle de lækkerier man spiste dengang, dels fra faderens fangster (sødyr og fugle) og dels indsamlede rødder, bær, muslinger, tang. Hans far var en dygtig fanger. De savnede aldrig noget.  Alle arter nævnes ved deres østgrønlandske navne.

Under opvæksten overvintrer familien i Oqqua og flytter om sommeren til Qeqertarsuaq, og en sommer hører de fra Ujarnik om en dansker han har fulgtes med, og Uj. må berolige dem. Det er Gustav Holm (Sakkutooq, den svært bevæbnede), som er ganske ufarlig. Han gør et kort ophold, men på hjemvejen overnatter han. Drengene får søm, som de laver små harpunhoveder af. Chr.s mor betales for et skind med synåle og bolsjer. Chr. får et, men det er ham for sødt.

Chr. får sin første kajak, som han kun må øve sig i en sø. Sin første sæl får han ved isfangst. Hans far dør to år efter Chr. har fået kajak.

Chr. føler sig ensom og trist som faderløs. Han får lyst til at blive åndemaner / angakok. Det har han nok talent for, for han har allerede haft følgende par syn.

(Hist.: Bemærk de gule ærter, som man (før 1884) må have skaffet sig på handelsrejse til Sydgrønland, hvor man velsagtens har lært at tilberede dem hos immigrerede slægtninge).

Månens hund.

Alle mændene er ude på fangst. Chr. har formentlig endnu ikke fået kajak. Man hører en hund gø ganske forfærdelig voldsomt nede i jorden under gulvet. Moderen indser pludselig at hun har brugt sine bukser for længe. De skal skiftes ud. Hun slår omkring sig  i luften med sin ulu, uden at det hjælper på den infernalske gøen. Den holder først op da mændene kommer hjem.

(Kommentar: Månen sendte (især i Østgrønland) ofte sin hund som den, der skal straffe tabubrud.

Man kan forestille sig hvordan en af mændene har haft sin fornøjelse af at kyse kvinder og børn med hundeglam.)

Dødningen.

Som lille dreng ser Chr. oppe på udsigtspunktet en tarraajakajik (et skyggevæsen) / tarrajarsuk, eller en dødning, der ser ham og straks smutter tilbage i sin grav. Chr. blir rædselslagen.

Uddannelse til åndemaner. Af Chr. Poulsen / Aadaarutaa's selvbiografi.

Chr. begynder nu at søge efter hjælpeånder i indlandet. Første gang hører han to ånder synge smukt, men ser dem ikke. Det gør han næste gang, hvor de erklærer at de har ondt af ham og vil støtte ham. De er innersuit, klædt helt som mennesker. De lever i indlandet.

Næste begivenhed bliver da en gammel stivbenet mand, som Chr. har gået til hånde med at bære hans kajak ned, vil vise ham noget til gengæld. Han tager ham med ind i bunden af en fjord til en hule nær indlandsisen, hvor en kæmpebjørn med blålig pels (nappaasilat) kommer svømmende, æder den gamle og kaster ham op igen. Den gamle kommer langsomt til kræfter i hulen og forklarer Chr. at det skal han også igennem, hvis han vil have magt over ånderne.

Altså må Chr. ud og lade sig æde af kæmpebjørnen, hvorefter han blir synsk.

Den første hjælpeånd han (dernæst?) får er en innersuaq som han møder i kajak på havet.

En del detaljer synes herefter at være sprunget over af Chr. P., - der nu beretter om den sidste oplevelse inden han afslører sig offentligt som åndemaner. Han er ude i kajak og blir angrebet af en umiaq fuld af folk med en gammel hvidhåret kælling i stavnen, der truer ham. Der er også en fange, der foresvæver Chr. at han snart også vil blive fanget. Endelig er der en ondskabsfuld innersuaq, der allerede een gang har truet Chr. og som tar hans nyfangede sæl fra ham. Chr. tilkalder alle sine hjælpeånder, der intet kan stille op, men til slut kommer den store ensomme, Kisermaarsuaq, der med et sæt rovdyrkæber hugger efter fjenderne. Stor tumult. De skynder sig bort. Den ensomme griner grumt med sine kæber i hånden.

Var.: Uddannelse til åndemaner, initiation. Aadaarutaa.

(Kommentar: Det er usædvanligt at træffe innersuit / ildfolk i det østgrønlandske indland. I Rasmussens egen gengivelse på dansk er ånden da også kun en indlandsboer. Senere i det danske forløb stedfæstes innersuits bosted til et sted mellem fastlandet og havet (under kysten).

Fortællingen om angrebet fra åndebåden, hvor også en innersuaq optræder, minder stærkt om en anden, hvor en åndemaner-lærling havner hos de nederste innersuit og bliver maltrakteret, men så reddet af sine hjælpeånder blandt de øvre. Det bekræftes for så vidt af Rasmussens danske gengivelse, hvor til gengæld denne episode er stærkt forkortet og kun nævner at konebåden har et stort følge af kajakmænd, der er innersuit. Ligeså er ånden med rovdyrkæberne en innersuaq, der hjælper Chr. P. fordi han er en stor åndemaner. Men denne ildmand kaldes ikke "den store ensomme" i denne danske version.

Som åndemaner fungerer Chr. som læge vha en perle, som han puster igennem. Sommetider virkede det.

Som sæl-giver. Hans hjælpeånder blandt innersuit var gode til at skaffe sæler.

Som vejrmager - vha. sine hjælpeånder, der ville lave vejret som han ønskede. Men sommetider gik det bare slet ikke.

Equngasoq / Eqingaleq og Kisermaaq / Kisermâq

Equngasoq'en, der har hjemme på de yderste skær, bølgebryder - ånden, er helt skævmundet. Den færdes kun ude når brændingen er høj som isbjerge. Det er en af de sidste hjælpeånder Chr. får, og sammen med Kisermaaq, den store ensomme, hjælper de ham mod "den kontrære", der smiler, men blir rasende da Chr. spørger til årsagen til dette smil.

En dag mødte Chr. kittormoortoq / killormoortoq, den kontrære. Dette var en innersuaq, der dukkede smilende op i en opsvulmning mellem store tuer af is. Han blev bange og råbte: Hvornår smilede den fyr, eftersom han smiler nu? Da blev modsatteren så rasende at den med eet eneste ondskabsfuldt ønske svækkede alle Chr.s armmuskler i den grad at han ikke kunne ro hjem. Hvad skulle han gøre? Men både hans Equngasoq og Kisermaaq kom til undsætning. Han lagde sig bag Equngasoq, der bare roede almindeligt af sted med ham, men det var med en fart så skummet stod omkring dem, og Chr. dårligt kunne styre sin kajak med åren.

Knud Rasmussen mener, at Chr. efter dåben stadig er en fuldblods hedning, der ikke har aflagt sin gamle forestillingsverden, men at den er blevet forbudt af missionen og at hjælpeånderne ikke længere vil komme til ham, fordi han har fortalt om dem (til missionæren inden dåben). (Hemmeligholdelse).

Hist.: Equngasoq optræder som en kajakmand, der klarer tårnhøje bølger og fungerer som en åndemaners transportånd i en sydvestgrønlandsk  Qujaavaarsuk - fortælling. Immigranter fra Østgrønland har således åbenbart sat deres præg på denne version.

Kommentar: Den kontrære ånd, der smiler, men blir rasende når det bemærkes, er en kendt mytisk skikkelse fra vestgrønlandske sagn: den såkaldt "smilende havmand", Qungussutariaq, der kan hævne sig dødbringende på den der smiler igen.

Se også: H. Ostermann (ed.): Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938,

s. 130 - 139. eller samme: Rasmussen 1938.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.

Resumé:

Under en fælles rejse i sommeren 1904 (sidste sommer af den Litterære Ekspedition) fortalte Aadaarutaa / Kristian / Chr. Poulsen ret kortfattet om sin uddannelse til åndemaner. Det begyndte under ensomme vandringer efter stenurter til spæksyltning efter faderens død. Første gang hørte han sang. Anden gang hørte han både sang og mødte to mænd, indlandsboere, der af medlidenhed med hans faderløshed tilbød deres hjælp. Året efter flyttede man sydpå og boede sammen med en gammel gigtsvag åndemaner / angakkoq / angakok, som Aadaarutaa hjalp med at bære kajakken ned og op fra stranden. Denne tilbød som tak at vise Aa. noget, og tog ham ud i en fjord, hvor den gamle klædte sig nøgen i en hule, kom ud og i Aa.s påsyn lod sig æde af søens bjørn og blive spyttet ud, hel, men noget afkræftet igen. Senere måtte Aa. igennem samme uhyggelige oplevelse, men opnåede derved stor modstandsdygtighed og en del flere hjælpeånder. En dag i kajak med en nedlagt remmesæl på slæb så han sig konfronteret med en umiaq fuld af strandånder, innersuit, der ville have både kajak og remmesæl op i deres båd. Men en stor innersuaq med en kajakspids som et uhyres hoved med åbent gab og blottede tænder kom ham til hjælp og blev senere hans hjælpeånd. Da Aa. besluttede at lade sig døbe, rådede hans innersuit - hjælpere ham fra det, men da han alligevel lod sig døbe så han dem aldrig siden.

var. af fortæringen, søg søens troldbjørn og initiation.

Hist.: Af en selvbiografi. Aadaaruta og hans familie var blandt de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede og ankom til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit i 1900.

Af en anden fortælling fremgår det, at Henrik, en søn af Aa.s læremester også indvandrede på det tidspunkt.

Kommentar: Aa.s uddannelse følger i store træk den foreskrevne for lærlinge i Østgrønland. Søg fx på Søens eller ferskvandets bjørn, el. troldbjørn der æder lærlingen som en initiation til at få hjælpeånder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Håndskrift: KRH kasse 52 nr. 2, hæfte 405.

Engelsk udgave: H. Ostermann: Meddr. Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 72 - 73. Se også denne.

Resumé: I urtiden lever mennesker et udødeligt liv i himlen. En mand styrter ned og avler en datter med jorden. Han gifter sig med datteren og deres børn bliver mange. Ved et stort jordskælv, der slår revner i jorden, styrter mange mennesker ned og lever videre under jorden som innersuit, ildfolkene. Mennesker, der forstår sig på det skjulte, kan komme ned til dem gennem havstokken. De lever i et stort land ligesom mennesker i huse, fanger på havet, men mangler næse. Almindelige mennesker glemmer let at komme hjem igen, hvis de kommer til ildfolket. Åndemanere har dem som hjælpeånder, der beskytter dem på havet i storm og giver dem fangst.

       Alle ammassalikerne stammer fra nogle få familier, der reddede sig op på et stort, fladt bjerg, Qerrorsuit, da en stormflod overskyllede landet. Engang vil stormfloden komme igen. Og engang vil alt ferskvand udtørre. Mange mennesker kommer efter døden til himlen, hvor de fremkalder nordlys, når de spiller bold.

Hist. Rasmussen har næppe selv indsamlet alle disse udsagn, som han har bl.a. har taget fra sine notater til Religiøse forestillinger i Østgrønland. Hans andre kilder er formentlig Chr. Rosings Tunuamiut, som han læste i Tasiilaq / Ammassalik, Hans Egedes Perlustration og Gustav Holms Ethnologiske Skizze fra Konebådsekspeditionen (1972).

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît."

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 143 - 149.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, ss. 30 - 34, "The two brothers".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22 - 27: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît. Paulineq angákorssuaq ilímardlune qivítoq" / Ililmageeq Paulinerlu qatanngutigiit. Paulineq angakkorsuaq ilimmarluni qivittoq.

Resumé:

Ilimageeq og Puulineq er brødre, med en mor og søster. Puulineq en

stor åndemaner. Opdager, at hans kone er ham utro med en dårlig

fanger, men meget stærk ungkarl. Puulineq flænser hele sæler til

vinterforråd. Tegn på at han vil rejse bort. Konen ber om et hoved,

får nej, og tar selv det største. Puulineq rejser bort under

åndeflugt til indlandet til et stort, sylespidst bjerg, lander med

den ene fod, og snurrer rundt. Ser neden for et hus med en kvinde,

der flænser og en datter. De ser hans kommme som gnister. Manden

mener, det er en hund. Datteren går beroliget ud, Puulineq griber

hende bagfra, ber hende hente bukser. De er meget for store. Han

flytter ind hos disse indlandskæmper (timersit / tornit). Hjemme

sørger Ilimageeq over sin brors udebliven. Forbereder sig til en

undersøgelsesrejse på samme måde som Puulineq. Flænser storsæler til

vinterforråd, holder seance og flyver mod indlandet. Broderen

Puulineq's spor i luften er tydeligt: som en stor udspilet tarm, som

vinden blæser igennem. Ilimageeq besøger Puulineq, der lover at komme

hjem på besøg om foråret. Ankommer med kone og barn på hundeslæde.

Hans ekskone bespiser hans kone og barn med noget dødeligt. Puulineq

skærer sit barn op, men finder intet. Ligeså sin kone, men forgæves.

Ilimageeq kommer til. Foretager ny operation. Fjerner kødstykket fra hendes

strube. Konen lever op igen. Puulineq og kone tar af sted, men

beordrer deres hund at gøre det af med ekskonen og hendes mand. Det

sker. Den river brysterne af ekskonen og testiklerne af hendes nye

mand.

Var.: Palineq / Paalineq; Paaleeq; Paulineq; ID 946

Bemærk: Navnene Puulineq og Ilimageeq spiller i denne version på to højt ansete angakkoq-færdigheder. En angakkoq puulik / en åndemaner med pose, der måske havde isbjørn og hvalros som transport-ånder over havet og kunne "pakke sig ind" som værn mod farlige væsner. Pooq-elementet til beskyttelse er her en udspilet gennemblæst tarm. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Ilimageeq spiller på "åndeflugt", ilimmarneq, den anden velansete rejsemetode.

I håndskriftet hedder den førstnævnte ikke Puulineq, men Paulineq og kunne således betyde noget med sodsværtet.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939,

 s. 123 - 124, "The old maid who wanted to marry a sea-scorpion".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 45: "niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq" / Niviarsiatoqaq qivaaqimik iussarsiortoq.

Resumé: Pebermøen fanger en ulk oppe fra land og siger:

"Jeg ønsker mig en lille ulk til mand." Hun trækker den på land og holder

den i et træfad med saltvand. Men ulken dør af sult. Således blev

gammeljomfruen enke.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "qupalorarssúnguaq qîassoq".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 124, "The little

snow bunting that wept".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22:  "qupalorarssúnguaq qîassoq"/ Qupalorarsunnguaq qiasoq.

Resumé: Spurven begræder i en sang sin mand, der er blevet fanget i en

snare af hvalbard. Svarsang fra en ravn, der tilbyder sig som hendes

mand. Hun afviser ham p.g.a. hans høje pande, lange skæg og hans livret:

skarn. Ravnen håner til gengæld spurven, der begræder en mand, der

spiser orme, og flyver bort.

Var.: Fælleseskimoisk myte, men ofte med flere og andre

fuglearter end ravnen. Sangkamp i dyreverdenen.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Hvalbarder skaffede man sig fra Diskobugten i det meste af 1700-tallet.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 105.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 131f.

Into English by BS:

The very first human on earth enjoyed a very long life: “… In the old days a big man having trees on the chin instead of a beard lived for so long, that his wives whom he had survived one after another, and had been buried next to each other, were that numerous, that he could not throw a stone all the way across the graves. Since in the end, our man said, he was not seen any more, could he be God?”

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 45.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 81.

In English by BS:

“One among them told me another reason why people must die, different from the one already recorded, namely, that a serpent and a louse decided to compete in coming first to the human beings. In case the serpent was first, people should go on living, whereas they were to die if the louse should win. They started out at once, and the serpent as could be expected quickly got far ahead; but unexpectedly he tumbled down a mountain, and the louse won. That is why people must die. Is that so? he asked. Or do humans, i.e. the Inuit, as is their habit, also lie about that?”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

Preaching the Gospel Poul most probably used to translate the serpent of Eden into 'the big worm' as e.g. he did three days later, when the myth of the Fall called forth a dispute among still another group of Northerners on visit:

“ … one among them asked me if our first parents had serpents instead of the lice we have now? An old woman quickly took the floor: 'Nothing but lies: if their ancestors had serpents their descendants would have had the same. Humans [Inuit are big liars: We believe you when you tell us, that God at the very beginning made two humans; that sounds reasonable; as also that all of us are their children and descendants, because our faces, hands and feet are identical.'”

Poul apparently won the day. No fuss about identity. Inuit and Qaallunaat do not differ in being humans. Only believers and non-believers among the Inuit do. This version of a widely extended Inuit myth about death is dated ten days after Poul (in Qasigiannguit) had preached the Gospel to some visitors from the north and thereby caused them to question their own myths. One was terribly shocked at hearing about that horrifying God and his Hell, and another popped up the following day just to tell Poul something about the world, that he probably would not know, namely, that far up north the stars, Orion's belt in particular, were that much closer to earth that you should arm yourself with a whip for keeping them abay.

Eng. udg.: H. Ostermann: Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s.140 - 143.

Resumé:

Nikoline / Majivartariaq / mjuartariaq er ikke begejstret for at opfylde Knud Rasmussens ønske om at fortælle om sit tidligere udøbte liv på sydøstkysten. Hun vil helst glemme det hele, især trommesangene, som hun har oplevet stadig har et kraftig tag i hende. Det skete da en konebåd kom på handelsrejse fra hendes gamle hjemegn og dens åndemaner  med følge sang de kendte trommesange. Nikoline flygter, men da hun får at vide, at det ikke er syndigt at lytte til dem, og atter slutter sig til tilhørerne, oplever hun hvordan hun straks rykkes tilbage til hele tiden før dåben derhjemme. Hun vil glemme det hele, for det er et bedre liv som kristen. Især det at hun efter døden skal se sine kære igen. Søsteren, der døde som døbt, savner hun allermest.

       Da hun er flyttet med familie til Frederiksdal og går til dåbsforberedelse, kan hun intet lære. Hun tror det er hendes hang til trommesange, som til stadighed står hende i hovedet, der er årsagen. Men da det ikke hjælper at bekende det for præsten, og han spørger om hun ikke kan komme i tanker om andet, dukker det endelig op: som halvstor pige prøvede en gammel åndemaner at få hende som lærling. Hun og en veninde legede "skyggeleg", dvs. for rundt efter hinanden i et tomt, mørkt hus og skiftevis udråbte hinanden til skygger (en type af ånder, der somme tider identificeres med dværge, sommetider med spøgelser el. dødninge, BS). Da kom den gamle ind, hånede dem og inviterede dem til at opleve noget virkelig spændende. I et mørkt hjørne gned han en sten mod en anden, rundt og rundt venstre om, "imod det onde" (se kommentar ndf.), og fremmanede derved adskillige hjælpeånder, der lod sig høre både oppe og nede. Derefter lovede han den skrækslagne Nikoline at tage hende med op til en sø, hvor en kæmpehund ville dukke op af vandet og æde dem begge led for led og bagefter kaste dem op igen. Den var uhyggelig, men man skulle ikke være bange. Nikoline skulle ikke nyde noget. Allerede dengang havde hun en idé om engang at blive døbt. Hun får ellers endnu en invitation til en åndermanerkarriere, da en uhyggelig kraftig stemme kalder på hende fra en stensætning en dag hun er ude at plukke bær. Men hun blir rædselslagen og skal ikke nyde noget.

      Da hun har fortalt alt dette til præsten, kan hun pludselig lære det hele.

Hist.: Sydøstgrønlandsk selvbiografi fortalt i 1904.

Kommentar: Gnidningen med stenen skal normalt foregå med verdens gang (sila malillugu), dvs. med solen, el. solret (med uret). Hvorfor man mener at den bevægelse går mod venstre, skal jeg ikke kunne sige.

      Bemærk understregningen af, at man som døbt får mulighed for at gense sine kære efter døden. Det burde man strengt taget også kunne ifølge de før-kristne forestillinger om dødsrigerne, et i himlen og et under havet. Måske har forestillingen om at komme tilbage til det jordiske liv via navngivningen af en nyfødt været mere fremherskende end den logiske slutning om gensynet. Se Sonne 2000: "Heaven negotiated..." Etudes / Inuit / Studies. og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Var.: Der er talrige versioner af fortællingen om Ferskvandets isbjørn eller hund, der fortærer lærlingen. Se fx : Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.

... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq. Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi.

Det interessante ved to - tre versioner er dog, at læremesteren demonstrerer forløbet eller i Nikolines tilfælde tilbyder at de sammen kan lade sig æde og kaste op igen.

Forløbet var en initiation til at kunne tiltrække hjælpeånder ved det indre lys den installerede i lærlingen. Førløbet symboliserer en død og genfødsel over samme model som et fangstdyr, der blev dræbt, kødet fortæret, og knoglerne kastet i havet til en ny reinkarnation.

Søens bjørn eller hund har tilmed falliske konnotationer: den rejser sig, stiller sin sult, og kaster op. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 207 ss. 1021 - 1026.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 480 - 484: Oqaluttaq Nukappiatoqqamik. Imaluuniit: Qilaamaannartumik.

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 61.

Resumé:

En stærk og dygtig mand bor alene med kone, spæd datter og barnepige. Han er overordentlig gæstfri og gavmild, når folk fra nabopladsen i syd sulter og kommer på besøg. Men da hans lille datter en nat bliver røvet, fordi begge forældre og barnepigen er faldet i søvn, får naboerne sydfra slet ingen mad. Manden har hentet dem og deres angakkoq / åndemaner for at finde årsagen til barnets forsvinden. Men angakokken kan intet finde ud af og må rejse hjem med sine fæller uden mad. Da ror manden endnu længere sydpå og kommer tilbage med en gammel, værkbruden  ungkarl på krykker i en elendig kajak. Hans fæller håber han dør af udflugten. Men denne, skønt han kun kan qilaneq / åndefiskning / divination, finder ud af, at Amaarsinniooq har røvet hende. Sammen tar han og manden ind i bunden af fjorden, hvor den gamle lader manden ro hjem og komme tilbage de seks dage senere, han vil være om turen ind til den østligste nunatak i indlandsisen. Og det tager den stakkels mand, hvis ben hele tiden knækker under ham, tre dage at komme derind, hvor han til slut må bruge en tryllesang for at få Amaarsinniooq til at sove så fast, at han kan komme af sted med barnet. Han er næsten nået uden om revner og andre forhindringer i isen til land, da Amaarsinniooq haler ind på ham og putter både ham og barnet i sin amaat / rygpose. Endelig husker den gamle, at han har hjælpeånder. Først tænker han på Stenkasteren, der straks kommer og kaster en sten i hovdet på Amaarsinniooq, der bare fniser, mens den gamle dukker sig i rygposen. Dernæst tilkalder han sin falk, der hugger hende i hovdet. Begge hjælpeånder fortsætter angrebet, den fnisende Amaarsinniooq falder mere og mere sammen og mærker det ikke, da den gamle hopper ud med barnet og endnu engang starter hen over isen. Hans vært kommer ham i møde på den sjette dag, tager lykkelig barnet med på en hurtig hjemtur til dets mors bryst. Men barnet bliver ikke sig selv igen. Da den gamle endelig kommer tilbage, holder han endnu en qilaneq-seance og opklarer, at barnet sjæl endnu er i Amaarsinniooqs hætte. Han henter den - det går hurtigere denne gang - holder endnu en seance og sætter sjælen på plads, barnet antager sin tidligere væremåde (bliver sig selv igen), og den gamle får både barnepigen til kone og en konebåd / umiaq i belønning.

Nu ærgrer hans gamle bopladsfæller sig dernede i syd.

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Kommentar: Man bemærker at denne gamle angakkoq, der kun kan divinere / spå ved qilaneq, har hele to hjælpeånder, der tilmed kan forsvare ham. Kompositorisk giver det den komiske kontrast mellem en angakkoq, der kan flyve på åndeflugt over vældige afstande, og så denne værkbrudne stakkel, der må vakle den lange, lange vej til nunatakken og på tilbagevejen endog to gange over indlandsisen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. H. Ostermanns oversættelse til dansk findes med samme titel og i hans håndskrift i Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut. Det havde næppe været nødvendigt for Ostermann at skrive den af fra Rasmussen, hvis håndskrift ligeså læselig (og meget smukkere end) Ostermanns.

Regitze Søby (se ovf.) havde Ostermanns materiale som forlæg for sin udgivelse.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 142 - 143, "Indians"

Resumé: Ved Alanngorteq henter en skeløjet pige vand og opdager en

mængde hoveder titte fem bag søen. Ingen der hjemme vil tro hende. Hun

er jo skeløjet. På hendes stædige bønner forbarmer en ung mand sig

til at tage hende på en kajak over til Oqqua-landet. Her hører de om

natten voldsom larm ovre fra bopladsen. Næste dag ser de de to eneste

overlevende vandre op mod landet ved indlandsisen. Den ene er såret og

humper afsted med stok. Også ved Anaqqat skal man have haft besøg af

arpattaasimasut, løbere, indianere. Hér overlevede kun en ung pige,

der gemte sig bag en af overliggerstenene i husgangen.

Var.: Den første episode + udryddelsen er en gængs rammefortælling for både nordbo-angreb, angreb fra de såkaldte løbere som her: Kunuk; og fra ummiarissat.

Kommentar: Oversættelsen af "løberne" til "indianerne" skyldes Rasmussen i

overensstemmelse med datidens skik blandt forskere, der heri fandt

belæg for grønlændernes fortid i det canadiske Arktis. I vestgrønlandske

fortællinger er en af de "fremmede" ofte skeløjet. De eventuelle

historiske begivenheder bag fortællingerne kan have været kød- eller

muslingeforgiftning, der har udryddet en hel boplads.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

Resumé:

Iisimmardik / Îsímardik / Ilisimartoq er fra Ammassalik-egnen og undervejs på en handelsrejse til Vestkysten gør han ophold på Sydøstkysten ved Illuluarsuit (mødestedet for øst- og sydøstgrønlændere), hvor han dræber to unge brødre ude i kajak: Quperneq og Ukugssulik / Ukussulik. Selv siger Ii. intet derom, men han kommer hjem med Up.s hårprydelse og fangst og han benægter heller ikke drabene. Da Ii. atter hvæsser sin harpunspids af jern som han kun bruger til mord på mennesker, bliver bl.a. hans to svogre, Igsiavik / Issiavik og Isângassoq / Isaangasoq, bekymrede over igen at skulle få nye fjender. Sammen med to andre mænd planlægger at myrde ham en dag, hvor alle fem følges ud til en ø. Ii. går i land for at hvæsse sin harpunspids. De andre bliver i deres kajakker og synger trommesange. Men da Ii. aner uråd og ror bort alene, må den ene svoger fremsige eller synge en formular, der får Ii. til at vende om, komme tilbage, gå i land, sætte sig og hvæsse videre. Igsiavik lister sig ind bagfra, skyder med en bøsse gennem skulderen og ud gennem hovedet. Men den sårede Ii. er stærk. Han slynger de fire mænd fra sig, stryger sig over såret, hvorved det heler. Det var den Onde selv der hjalp ham, kommenterer den relativt nydøbte fortæller.

       Man får så gnedet spæk i såret og dermed genåbnet det. Og mens to mand holder ham fast stikker en tredje sin fuglepil langt ind gennem endetarmen og kører rundt i tarmene. Da dør Ii. Man parterer ham i alle led og smider hovedet, indsvøbt i en fangstblære / fangeblære ned i en dyb spalte i indlandsisen. Længe efter kan man høre ham brøle dernedefra. Så stor var han magt (fortællerens omkvæd til alle de utrolige hændelser).

       Da Igsiavik får medlidenhed med sin søster, der nu er blevet enke, standser broderen hans gråd med en trussel om at myrde ham også.

Var.: Rosing 1960: Iisimmardik / Îsímardik. Ostermann 1938, Meddr Grønland 109(1): Iisimmardik. Victor 1993. Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100.

Hist.: Historisk fortælling om mordet på masse- og lystmorderen Iisimmardik i 1890. Fortælleren, der var kommet fra sydøst- til vestkysten omkr. 1890 og blevet døbt dér, har fortællingen på 2. hånd. Versionen hos Rosing 1960, der er oversat fra Otto Rosing 1990: 27 - 71 (Angakkortalissuit, Nuuk: Atuakkiorfik), er mindre "magisk" og tættere på de faktiske begivenheder.  Nukarajua har i sin kristne forståelse af hændelserne formentlig selv tilføjet flere før-kristne træk:

Formularen der kan trække Ii. tilbage, og sårhelingen, som var et af åndemanernes almindelige tricks. Ligeså var spæk en effektiv før-kristen modgift mod alskens ånder og åndemaning. Men Iis. var ikke åndemaner.

Kommentar: Bemærk at Knud Rasmussen i sin oversættelse ikke har tænkt over, at de grønlandske retningsbetegnelser har modsatte betydninger på vest- og østkysten: Han lader således Iis. rejse nordpå fra Ammassalik til Vestkysten. Avannaamut, nordpå (egtl. til højre med front mod havet) på vestgrønlandsk, betyder sydpå (ligeledes: til højre med front mod havet) i Østgrønland.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk. Fortælleren identificeres ikke i manus, men den ligner ganske meget Georgs fra dennes selvbiografi: se var.: ndf.

Resumé:

En åndemaner / angakkoq / angakok fortæller hvordan han oppe fra et udsigtspunkt så en bevægelse i havet nær kysten. Det viste sig at være en skikkelse med ryggen til med hoved og krop ud i et og lemmer der lignede arme og ben. Den vendte sig, de så hinanden an, fortælleren var uforklarligt lige ved at springe på den, da den styrtede sydpå med ham efter sig. Han nåede den og fik den som hjælpeånd.

Denne toornaarsuk var ham to gange til hjælp i nød. Første gang kom han i sin kajak i klemme mellem drivis og vinteris. Toornaarsuk kom til og standsede isens bevægelse sålænge at fortælleren kunne redde sig op på isen. Anden gang mistede han sin kajakåre, da han havde harpuneret en tyndhåret sæl og kæntrede. Da fik han sin tililende toornaarsuk at støtte hånden på og sætte af fra op på ret køl.

Rasmussen tilføjer dernæst en om, at har en lærling først fået en toornaarsuk, vil han snart få fjender der vil angribe ham med en tupilak. Det må være en henvisning til den tyndhårede sæl, som toornaarsuk'en redder fortælleren fra.

Hist.: Dette må (mit kvalificerede gæt, BS) være den første trykte version af en del af Georg Qúpersimâns selvbiografi.

Georg var kendt for ikke altid kun at fortælle sine egne oplevelser, men også tilskrive sig selv dem han havde hørt fra andre.

Var.: Sandgreen 1982: Tôrnârssuk

Kommentar: Om toornaarsuk se denne og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. Muligvis ikke nedskrevet på grønlandsk.

Resumé:

Susanne fortæller om hvordan hun som ung, gift og relativt nyligt ankommet fra østkysten (hvor hun har boet allevegne fra syd til omtrent Ammassalik i nord), to gange drømmer om en hvid mand i sælskindspels, der første gang spørger efter en længst afdød østgrønlandsk angakkoq / åndemaner, og anden gang kysser en ung pige, Sofie, der bagefter beretter at hun vågnede ved kysset. Samme Sofie får anfald af vildelse undervejs på et bærtogt. Man haster hjem med hende, hvor anfaldene tager til, hun svulmer op og Susanne selv undrer sig og kan dårligt holde hendes ene arm nede. Kateketen, Silas, tilkaldes, samme mand som Susanne så i drømme. Han taler Sofie til ro.

       Noget senere komme to kajakker hjem fra handel i Iluiteq. Begge kajakmænd, Lille David og Ananias er fra forstanden, dog ikke pga. af druk, slutter man, da vanviddet fortsætter og mange mennesker, der samles i deres hus også bliver grebet af forvildelse. De tilstår alskens forsyndelser (især mod kristen moral), bl. a. forsøg på hekseri. Det lykkes en kone at franarre Ananias både kajak og riffel, fordi hendes hekseri mod ham ikke var lykkedes, og han derfor skylder hende sit liv. Bekendelserne fortsætter. Til slut rækker David hænderne mod himlen, ser himmelstigen og erklærer sig syndefri og ren, hvorefter han giver sig til at prædike til kateketens forfærdelse. Denne beslutter at David skal føres til missionsstationen i Frederiksdal. Djævelen har nu fået så stor magt over David og alle de andre, at de er blevet helt sorte i ansigterne, noget Susanne, der hele vejen igennem som nyankommen ikke helt fatter situationens alvor (at selveste Djævelen er på spil). Roerskerne vil ikke sidde i konebåd med David, der så med hiv og sving må bugseres i kajak til Narsaq Kujalleq. Hér nægter han at gå ind til missionærerne og løber op mod fjeldet, hvor han ser et stort hvidt slot med lysende vinduer, kredsende fugle og engle, der vinker ham til sig. Men så kommer missionæren ud og henter ham ind.

Den slags har Susanne trods alt aldrig oplevet på østkysten, slutter Susanne.

Hist.: Historisk fortælling om en slags kortvarig profetbevægelse omkr. 1885 i Illukasik. Det står ikke klart om der er andre årsager til at hysteriet bryder ud end vanskeligheden ved at forlige præ-kristen med kristen tankegang og adfærd.

En tidligere profetbevægelse i området, 1853-54, der også blev kvalt af de herrnhutiske missionærer i Narsaq Kujalleq, er beskrevet i Ostermann: Den grønlandske Missions og Kirkes Historie. Kbh. 1921: 243. Og af H. Rink i sin kommentar til Kreutzmanns version af Habakuk-fortællingerne: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, hvor Rink ser de klare paralleller mellem de to begivenhedsforløb.

Akkulturation / kulturmøde.

Kommentar: Flere gange undervejs har Susanne svært ved at tage både anfaldene og hurlumhejet med skriftemålet alvorligt, men hun skifter mellem to modstridende begrundelser: 1. Nok har hun været hele veje op og ned ad den beboede østkyst til nær Ammassalik, men ingen steder har hun oplevet noget lignende. 2. Det der foregår - indtil syndsbekendelserne tar fart - har hun ofte oplevet tilsvarende tilfælde af på østkysten i forbindelse med bl.a. åndemanernes seancer. Måske er det da kun det vilde skriftemål hun aldrig har oplevet mage til, men dog ikke bliver mere forskrækket over end at hun morer sig over alle dem, der bliver blå i hovederne.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:: "merdlertorajît quvnerssûp kîgai".

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 149 - 151.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 26 - 27, "The Ravine

that closed up".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: "merdlertorajît quvnerssûp kîgai" / Merlertorajiit qunnersuup kiigaa.

Resumé: Et stort fjeld. Midt på det en kløft. I kløften en dal. I

dalen et hus. Børnene leger og støjer i kløften, fordi de ikke tænker

på mad. En voksen kvinde med barn i amaaten / rygposen er hos dem. De skræmmer to

gange sælerne væk fra en gammel mand på isfangst ud for huset. Anden

gang råber han i alvorlig vrede, at kløften skal lukke sig. Den lukker

sig som en sammenbidt mund. Intet kød kan presses ned gennem revnen.

Kun lidt blod, der hældes ned, og senere lidt blod fra en nyfanget

sæl, fyldt i en tarm, der presses ned gennem revnen. Børnene bliver

mætte, men ikke barnet i amaaten. Der er ikke plads til at die det.

Det dier kvindens nakke og æder dens kød fra benene. Den gamle mand

lover at åbne kløften igen, men undlader det, fordi han næste morgen

vredes over en gammel kones svar på hans spørgsmål om himlen mon vil stå

blå i dag: Selvfølgelig, solen vil skinne, fordi barnet i dag vil æde

sig ind i hendes nakke. Svaret skal vække hans samvittighed og er en

hentydning til, at han ikke burde have ladet sin vrede løbe af med

sig. Børnene sulter ihjel.

Var.: id 123, 623, 820.

Tolkning: En variant med sjældent stærke metaforer. Temaet i alle

varianter er børns tankeløse støjen, der skræmmer dyrene bort. De

tænker ikke på mad (kød). De bør holde mund. En ekstremt lukket mund

er billedet på klippen, der lukker sig og sammenbidt ikke tillader kød

at passere. Kun blod i en tarm. Det kød-diende spædbarn alluderer

først til myten om spædbarnet, der blev sultet og åd sine forældre, og

dernæst til forestillingen om Solen, der har afskåret sine bryster og

er hul i ryggen. Moralen er dobbelt: Børn bør ikke støje. Og gamle

(mænd) bør ikke lade vreden over tankeløse børn løbe af med sig.

Hist: Evt. påvirkning er ikke synlig.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 50.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 84.

"Den 13de (sept. 1737) ankom til Colonien nogle Vilde, langt Sønden fra, de samme fortaalte, eller vilde indbilde mig: At fra Staten-Huk havde fult dem en Angekok til Nepisene (en sted 40 à 50 Miile Søden for denne Loge). Han kunde stikke Armene sine til Axlene igiennem den haarde Jord ved Lyss Dag. Hand havde nu salmet sammen alle de Remmer eller Linier, hand kunde faae, derved vilde han senke sig ned til den store Qvinde, som boer nederst i Jorden under Havet. Den samme Qvinde, sagde de, er Datter af den Mand, som skal have buxeret Disco-Eyland fra Got-Haab; thi der hendes Fader vilde have givet hende bort til en Mand, og hun ikke ville beqvemme sig dertil, kaste hand hende i Søen, men der hun endda holte sig fast ved Baaden, hug han hendes Fingre af, hvorpaa nun sank til det Sted, hvor hun nu er, og blev til en stor Fingerløs Dievel. …"

Resumed in English by BS:

“ … that giant woman far down in earth beneath the sea: … because when the father wanted her to marry some man, and she could not bring herself to do it, he [the father] threw her into the sea; but while she still held on to the gunwale, he chopped off her fingers, after which she sank to her lasting place and became a big Devil without fingers.”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

The expected transformation of her fingers into various species of sea mammals is not included. Poul's translation of her figure into a fingerless Devil seems to have stolen the scene.

Var.: ID 547, 2070, 1524.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Forsøget siges at være foregået ved Ikkattormiut på sydøstkysten.

Manden, der vil en anden til livs, får med stort besvær en hel snespurvefamilie til at samles i dens rede, hvorefter han fanger forældrene og en af ungerne, dræber dem, bøjer deres kroppe i bestemte stillinger inden de stivner, hvorefter han anbringer dem på en lille tue over husgangen med ryggen til. Næste morgen tidlig, før de andre vågner, skal hannen være væltet hvis hekseriet er lykkedes. Hvis ikke kan man ved stranden finde et søpindsvin og en ungersartoq (en slags snegl uden hus, der trækker sig sammen når man rører ved den) og anbringe dem under offerets brikseskind. Lykkes det de to dyr at slippe derfra igen uden at offeret opdager det, vil snegledyret lamme ham til sengen og søpindsvinet lidt efter æde ham (indefra?).

Kommentar: Præcis hvorfor der skal både forældre og en unge til, for at hekseriet virker, står ikke klart. Måske var offeret i dette tilfælde gift og havde eet barn. Men at falde bagover var metafor for at dø, og det skulle vel så være hannen alias det mandlige offer, der faldt om.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

En ung kvinde, der forskydes af sin mand til fordel for en ny kone, pønser mere og mere intenst på en hævn, der kan skille dem ad. Hun kommer på besøg i et hus, hvor en gammel kone lover at hjælpe hende mod at få de sælskind den unge kvinde medbringer. De lister sig udenfor med nogen tid imellem. Ingen må observere den gamle formidling af sin viden. Fremgangsmåden er yderst besværlig:

Man finder først en hunræv, der sover med sine unger i sin hule og slår den ihjel uden at den vågner. Man skærer dens dievorter og bryst ud og tager det med hjem. Dernæst er det en sovende rype, der skal dræbes. Fra den skæres mave og underliv. Disse sager placeres så mellem ofrene mens de sover ansigt til ansigt. Da vil stanken fra de udskårne stykker krybe ind i deres drømme, give dem afsmag for hinanden og de vil skilles. Da det imidlertid kan tage årevis før man er så heldig at komme på klodshold af en sovende rævemor og en sovende rype, gør den unge kone klogt i at fange en snespurv og beordre den til at fjerne (sjælen fra) ethvert barn som det forhadte ægtepar måtte få. For har de først fået børn, kan det være svært at få hekseriet med ræv og rype til at virke.

Den unge forskudte kvinde blir lykkelig for rådet, men ingen kan fortælle om hun nogensinde fik gennemført sit hekseri.

Hist.:  Næppe en historisk fortælling. Snarere en fortænkt idé der har fået en rammefortælling. Faktisk var det noget nemmere at fremstille en tupilak, blot man havde den rette serrat / tryllesang til genoplivelsen. Og en sådan kunne man købe sig til.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 45.

Into English by BS:

“a woman … once washed her hair in urine,

but because a strong wind blew away the skin she used for drying her hair, that skin was transformed into the shark. That's why this fish smells like urine.”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Ilisimmarteq / Iisimmardik var en flot mand og fortræffelig fanger, men hidsig og med ry for at pine sin kone. Hans første mord blev efterfulgt af et andet på to brødre, den ene voksen, den anden nybegynder i kajak. Dernæst dræbte han en sangkæmper ved et sangkampstævne. Han dræbte også andre (nævnes dog ikke) og man havde gerne udryddet ham, hvis man turde. Chancen kom med de skydevåben, hvoraf bl.a. Kunnaq, fortælleren her, havde ét, som han havde fået som betaling for at ro for Gustav Holm.

            Kunnak er så ude med sin bøsse på sælfangst en dag i Sermilik-fjorden, hvor tre mænd og Iisimmardik var ude sammen og gået i land ved en flad klippe, hvor de kunne slibe stødtænder af en nylig fanget hvalros til harpunspidser. En af mændene ber Kunnak om at låne hans bøsse til at skyde Iis. med. Nej, den er til sæler ikke til mennesker, siger Kunnak. Han sætter sig sammen med dem alle fire, hvor de sliber ivrigt. En af mændene går ned til kajakkerne, og inden Kunnaq kan gribe ind, er manden tilbage med hans bøsse og har rettet mundingen lige i nakken på Iis. Skuddet falder, Iis. når intet at sige, hans hoved falder forover, og derefter parterer man liget og spreder stykkerne som sig hør og bør.

            Lettelsen breder sig over hele distriktet. Man synger jubelsange over mordet. Måske havde Iis. fire dygtige sønner følt forpligtet til at hævne ham, hvis ikke kolonisationen med missionen var kommet kort efter, mener Kunnaq.

Hist.: Historisk fortælling fra 1890'erne.

Var.: Rasmussen 1906: En sjæleraners saga; Jens Rosing 1960; Jens Rosing har genfortalt alle beretninger om Iisimmardik i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: 73 - 100; Victor 1989-1993, II.

Kommentar: Der er i det væsentlige god overensstemmelse mellem de fem udgaver, Kun fletter Jens Rosing den lange fortælling ind, som Kunnak / Kunnaq skulle have underholdt med under slibningen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 2130,, 2', læg 7, s. 133 - 134: "Túnerdluk" / Tunerluk / Tunnerluk.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé:

Tunerdluk / Tunerluk er en stor renjæger. En sommer, da hans datter er

blevet stor nok, tar han hende, sin kone og gamle mor med ind i bunden

af fjorden, hvor han efterlader dem og drager ind i landet på renjagt.

Hans kone går samtidig på bærtogt, hvor hun lægger barnet fra sig og

et øjeblik taber det af syne. Barnet græder, og hun når at se en stor

indlandsbo stikke af med det. Ængstelig afventer hun i teltet mandens

hjemkomst. Den varsles af de lunger af en nedlagt ren, han har ladet

flyde ned med elven, for at de skal glædes over, at han kommer hjem

med bytte. Konen brister blot i gråd, da hun ser lungerne. Manden

kommer hjem, hører den triste nyhed, gør sig straks klar og drager

helt ind til indlandsisen, hvor hans amulet, en odinshane, viser ham

vej til indlandskæmpernes enorme hus i en nunatak midt inde på isen.

Han kommer med besvær ind og op i huset, hvor to gamle kællinger slås

om at berolige barnet. Han vælter dem omkuld, griber barnet, flygter

ud, men gribes i nakken af en hjælpsom gammel mand, der engang selv

blev røvet fra kysten. Med lynets hast bringer han barnet i sikkerhed

ved teltet og møder T. på tilbagevejen. T. kommer tilbage, rejser med

familien ud af fjorden og vender aldrig senere tilbage på renjagt dér.

Var.: Tunerluk (flere versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ivalimâq".

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 51 - 52, "Ivalimâq,

the thief".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 27 - 28: "Ivalimâq" / Ivalimaaq.

Resumé: Det svinder i forrådet. En af beboerne lægger sig på lur i

skuret. Tyven kommer, spiser af tabte stumper undervejs, spiser

videre af større stykker, finder et ribbensstykke: "Her er kød til

Ivalimaaq." Manden griber tyven, vrider armen itu på ham. Tyven råber

på Ivalimaaq, der bærer ham bort. Tyven viste sig aldrig siden.

Var.: Papikkaalaq;

Kommentar: Formentlig er tyvene de nærmest boende små dværge.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.

Resumé:

Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken.

De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende.

Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.

Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus.

Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk.

Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq).  (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380.

Akkulturation, kulturmøde.

Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kâgssagssuk". NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ? MEN

i Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-05: Kâgssagssûjúnguasê, (samme fortællerske), er nedskrevet af KR på dansk.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Geenland legends and myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 67 - 72: "Kâgsagssúnguasê, the little homeless one".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 48 - 53: "Kâgssagssúnguasik" / Kaassassunnguasik.

Resumé: K. bor hos sin bedstemor i et rum i husgangen. Beboerne af et

stort hus besøger han, når han sulter. De hiver ham op i huset ved

næseborene, brækker hans tænder, efterhånden som de gror frem og tar

de knive fra ham, som en slægtning giver ham til at skære den

kødmad, han får, i stykker med. Ude kaster hans jævnaldrende ham altid

omkuld og dænger ham til med sne. I bærtiden går han tidligt ud,

samler bær, men drengene kaster sig over ham, når han kommer tilbage.

Bedstemor syr en bærpose, der kan lukkes til for oven. Nu kommer han

hjem med bær. K. ber sin bedstemor om råd mod sin elendighed. Hun

råder ham til at gå op til en kløft, der vender mod nord og kalde på

kraftens herre. Det er en stor hund, der snor sin hale om ham, og

slynger ham hen ad jorden. Tre gange. Hver gang falder der noget ud af

K.s krop: Legetøjskajakker, legetøjsharpuner og små dukker. Nu kan han

vokse. På hjemvejen kan han løfte kampesten, men lader sig ikke mærke

med noget, da drengene hjemme kaster ham omkuld. Han falder om som en

tom skindpose. Bedste formaner ham til at tie med sine nye kræfter.

En dag hjælper han sin slægtning med at slæbe en fanget hvidhval i land

og får halvdelen som fangstpart. Henter lidt af kødet hver dag i sin

bærpose og lægger lidt bær øverst. Bopladsfællerne blir mistænksomme,

følger efter K. og stjæler næste dag alt kødet.

Et stort stykke drivtømmer reddes i land, men er for tungt. K. låner sin bedstes

støvler, og henter det op bag huset. Ingen forstår, hvem der har haft

kræfter til det. De stærkeste mænd lader som om det er dem.

På et stykke indefrosset kalvis dukker en bjørnemor med to unger op. De

forsvinder ind i en hule. K. låner sin bedstes støvler, kastes om kuld

som en tom skindpose flere gange af de unge piger undervejs ud til

bjørnene, som han går ind i hulen og dræber. Forærer bopladsfællerne

den ene unge som fangstpart. Inviteres til det store hus. Slægtningen

må hive ham op ved næseboerene. Man gir ham skoldhed suppe. Han køler

den med sit ord og drikker den. Man gir ham knæskallen af bjørneungen.

Han formindsker den med sit ord og sluger den. Inviterer hele

bopladsen hjem på sin kogte fangst. Gør gengæld med skoldhed suppe.

Gæsten, der drikker den, skriger og falder død om som en skindpose.

Den gæst, der får knæskallen, sluger den og falder død om som en tom

skindpose. K. kærtegner et for et alle børnene og klemmer livet ud af

dem. Dræber derefter alle undtagen sin slægtning,

hans kone og sin bedste, der udsøger sig den bedste plads på briksen.

Der lever de i fryd og gammen.

Var.: Kaassassuk

Kommentar: Som sagt vedr. Håndskr. (en grønlandsk og en dansk) har jeg (BS) ikke undersøgt om det er samme fortælling. Hvis ja, kunne den danske være KR's oversættelse af den grønlandske.

Velegnet til opdatering.

Bemærk: "Skindposen", der fyldes med bær og kød og som markerer fald

og død.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kamikínarajik".

Eng. udg: Knud Ramussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 61 - 63, "Kamikínârajik".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 29 - 31: "Kamikínarajik" / Kamikinnarajik.

Resumé: Mand gifter sig gang på gang. Hver gang torterer han konen ihjel. Ny kone. Hun får et barn, mishandles og vandrer mod

Østgrønland. Finder tomt hus. Derinde æder et kannibalsk spøgelse

hendes barn. Hun vender tilbage til manden, der beskylder hende for

selv at have ombragt barnet, og vil dræbe hende. Hun siger: "Undersøg

først sagen, så kan du jo altid slå mig ihjel." I det forladte

spøgelseshus udgir' manden sig for et spædbarn. Det lokker kannibalen

til. Mand og kone dræber utysket. Endnu et stort utyske. Også det

får de has på. Slut.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Fortællersken var barn da hun var med i en af seks umiat / konebåde, der sammen tog til Kialineq for at overvintre. Vejret blev imidlertid så hårdt deroppe, at en angakkoq / åndemaner iblandt dem så sig foranlediget til at forhøre sig om den nære fremtid hos sine hjælpeånder. Han rådede dem derefter til at flytte sydpå igen straks, men skønt det med stort besvær lykkedes dem at bryde sig vej gennem tyndisen, blev de undervejs overfaldet af en fralandsvind, der sendte dem langt til havs på den isflage, hvor de havde søgt op og slået teltene op. En del dage senere lykkedes det efter åndemanerens seance at komme afsted. Han havde sørget for, mente man, at der kom lidt åbent vand, der efterhånden blev større, foran isbjerget, og man kom langsomt men uhindret ad en åben rende helt ind til kysten. Her byggede man fælleshus vha. bl.a. teltstænger og inderbetræk af konebådene og indtil vintersolhverv overlevede man ved sparsommelighed på en narhval, som en familiefar havde fanget en af de første dage. Derefter satte sulten ind. Familiefaderen holdt liv i sig, sine børn og sin kone ved i al hemmelighed dagligt at give dem en smule spæk han holdt skjult. Men mange døde, og tre unge mænd kunne efterhånden ikke nære sig for at få deres mor til at koge kødstykker, som de skar af ligene udenfor. Efterhånden gik det også ud over flere af de levende, især kvinder, som de lokkede ud og slog ihjel, eller som selv af frygt foretrak at drukne sig. Familifaderen forbød helt sine børn at gå udenfor huset af frygt for ligædernes kannibalske lyster. I den tidlige sommer lykkedes det ham at komme bort med sin familie hel og uskadt.

            Som afslutning fortælles det hvor uhyggeligt det var med kannibaler. Havde de bare een gang smagt menneskekød kunne de blive så lysten på smagen igen, at de endog kunne finde på at spise deres egne børn.

Hist.: En historisk fortælling, der er noget svær at datere ud fra Ostermanns oplysninger (ibid. s. 3 - 4). Nedskrivningsåret er det usikre, alt efter om det er Kaarali, formentlig engang efter 1915, eller Rasmussen selv (i 1919 el. 1933) eller en helt tredje der har nedskrevet fortællingen. Ostermann (1939) nævner at Maratsi med 5-6 konebåde overvintrede i Kinalik i 1919-20, men ikke at de fleste omkom af sult. Sidste halvdel af 1800-tallet er dog ikke forkert. Årstallet kan være den hårde vinter 1880 - 1881, hvor sulten krævede talrige dødsofre i Ammassalik-distriktet. Se Jens Rosing 1963: Nunakitseq; Kingítâjik; Ingmíkêrteq; Umîvik; Nunakitseq, boplads ved Kulusuk; Sûnâjik; Sivtsingaleq; Akínâtsân (to fortællinger); Igditalik og Nôrsîn; Misartaqs endeligt; Qernertivadik; Ikâsagdivaq.Hvilket betyder at endnu i de år var det nordlige Kialineq et brugt overvintringssted for ammassalikkerne (måske især for dem fra Sermiligaaq).

Resumé:

Kiilikkas lillebror vil rejse bort med det næste skib, der ankommer.

K. fraråder det, men kommer selv med på rejsen i forsøget på at få

lillebror med tilbage i land. Undervejs blir lillebror søsyg. Skibet

passerer med stort besvær malmstrømmen, "havets navle", hvorefter man

når til Kangeq-folkets land. Brødrene blir adopteret af en flink mand,

der gang på gang advarer dem mod mennesker med livsfarlige gøremål.

Brødrene får hver gang en plejebror med, som blir dræbt, mens de selv

klarer alle styrkeprøverne med glans: Røgfolkene fremstiller jern af

mennesker, som de kaster i et stort bål. Grimme mennesker gir det

bedste jern. Brødrene puster sig vej gennem bålet, da de kastes ind i

det, og laver sig bagefter noget fortræffeligt jern af jernmagerne. På

samme vis går det med de mennesker, der morer sig med at dræbe

mennesker, som de har puttet i bjørne- eller rensdyrhamme; næste styrkeprøve er med dem, der haler mennesker gennem en sø og spidder dem på rejste bajonetter

ved bredden; og næste med dem, der fisker mennesker op ad en stejl fjeldside

med en krog på en lang line.

     Lillebror dør af alle de indre sår han fik i bjørneham, men K.,

der fik åbne sår, overlever, fordi de heler op. Han er træt, og da han

har sovet ud hos plejefaderens moster i Ilivilardivaq-landet, rejser

han hjem med skib og digter en sang om et menneskegjort, indvendig

spiralsnoet fjeld, som han engang besteg i Kangeq-landet.

Hist.: Det er naturligvis fristende at identificere det spiralsnoede

fjeld med Rundetårn. Og det kan man faktisk godt. Det forekommer i Pooqs vise (Pooq var i 1724 i Kbh. og digtede en vise om opholdet, da han kom hjem (Se Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265).

Til denne vise har Ostermann en interessant bemærkning: Mens Kaarali boede hos ham i 1933, viste Ostermann ham en afskrift (af en senere nedskrift end Pooqs, som findes i den Kall'ske samling på Kgl. Bibl.) Kaarali gik op på sit værelse og kom kort efter ned med en optegnelse af en vise, der begyndte på omtrent samme måde og også omtalte såvel sabler som bøsser, og afslutningsvist tre gange det lavede (byggede) bjerg med snoningen indeni. Ostermann mener at visen må være havnet i Ammassalik via handelsnettet og dér har holdt sig, været opfattet som spændende længe efter, at den var glemt i Vestgrønland (Arktisk Institut, Arkiv nr. A 301, slutningen af lægget med sange og nidsange; Medd. Grl. 109(3), ed. by H. Ostermann, 1939: 179 -180, samme på engelsk).

Tolkning: Det er uvist hvorfor de hvides land kaldes Kangeq

(forbjerg). Mosterens land, Ilivilardivaq, har noget med store grave

at gøre og er ofte betegnelsen for de hvides land.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kínigseq".

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.44 - 46, "Kínigseq".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 31 - 32: "Kunigseq" / Kunisseq.

Resumé: Kinnisseq er åndemaner. Rejser med sine hjælpeånder til de

dødes land under havet. Stiger ned gennem gulvet, farer nedover, en

hjælpeånd hjælper ham over et skær, der er glat af alger, op eller ned

(?) ad en vældig, lyngklædt skråning. Underverdenens land har lave

fjelde, er solrigt, varmt, åbent hav, aldrig sne, ingen vind, masser

af fangst og tørkød, men man savner koldt drikkevand. På en ø tørrer

de nyankomne døde deres kajakker inden de kommer i land. Kinnisseq

møder sin mor, der vil kysse ham og give ham bær at spise.

Hjælpeånderne advarer Kinnisseq begge gange: Han er kun på besøg.

Lover at komme tilbage til det dejlige land, når han dør. Hjem igen.

Kinnisseq's søn bliver syg og dør. Kinnisseq fanger i kajak først en

tejst, dernæst en ravn. Han spiser begge fugle og dør. Begraves i

havet. "Man fortæller, at Kinnisseq har haft land ved Kittarajik, lidt

sønden for Illuluarsuit (på sydøstkysten). Adaarutaas mor har set

ham.

Var.: Minder stærkt om Aggus rejse til det nedre dødsrige:

Rosing, J. 1963.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kivioq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 52 - 55, "Kivioq, who

left his home because his wife was unfaithful".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 91 - 96: "Kivioq".

Resumé: Kivioq's kone er ham utro med en ung mand og hun lader endog

sin mor trække K.s fangst op fra stranden. K. samler vanter i mængder

og ror bort, ud fra land, ud forbi havets synlige grænse fra land.

Møder først træædende havlus, der ikke spiser skindremme. Længere ude

en mænge ufarlige spraglede sæler, der stikker snuderne op over

havoverfladen. Dernæst udspændte, ligesom vandfyldte tarme af

remmesæl: "Det er havets midte", forklarer en stemme ovenfra. Senere kommer han til en strømhvirvel: "Det er verdens navle." Så ser han land, ror derhen, og

flytter i hus hos to enlige kvinder, der onanerer på husstolpernes

knaster. K. skærer knasterne af i vrede. Kvinderne er hurtige til bens

og henter fangst langt ude, når lavvande lægger stranden bar videre

end øjet rækker fra land.

Mærkelige dyr ligger rundt omkring på den blotlagte havbund. K.

forskrækkes og vender om. Kvinderne fortsætter udover og kommer hjem

med klapmydser. Næste gang følger K. med helt ud til havet, hvor en

mængde sæler ligger i bunker som krybende maddiker. Kvinderne tager

et par nyligt affældede fjordsæler med. Højvandet kommer brusende.

Kvinderne styrter imod land. K. får den første bølge over sig ved

kysten, men reddes dog i land af kvinderne. Næste jagttur går til en

stor indsø efter edderfugle. K. går selv derop næste dag, vader ud i

vandet, og en stor penis dukker op af det. Det er den, der giver

kvinderne de mange edderfugle som tak for sex. K. hugger den af med

sin økse, vredes på kvinderne, rejser hjem, hvor en falk melder hans

komme, og at hans kone stadig har sin elsker.

K. vil afsted igen, men en gl. kone får fat i hans stævn, overtaler

ham, og K. udfordrer den unge rival til en brydekanp. K. vinder, og

vinder dermed retten til sin kone. Indtager sin rette plads på

hovedbriksen. Elskeren må luske hen på sidebriksen.

Var.: Kivioq

Tolkning: Temaet er ægtemandens seksuelle rettigheder. I

jalousi rejser K. til den traditionelle "omvendte verden" bag

synsranden. Den har fire grænsemarkeringer med krops- og dyre- og

bevægelses- symboler: Lus (hoved, liv), sælsnuder (næse, ånde),

remmesælstarme m. vand (midte, indre, navle-strenge?) og strømhvirvel (navle).

(Se Sonne 2005 om pooq og angakkut puullit).

Den "anden verdens" to kvinder er "modsatte" i forhold

til rigtige kvinder. De behøver ingen mænd. De er stærkt bevægelige

til lands (den blotlagte havbund), forsørger sig selv, og deres

fangster associeres til "død" (sæler som maddiker). Deres mænd er

stolpernes knaster og indsøens penis, som K. afliver med hhv. kniv og

økse. Hjemme igen overvinder han på mere civiliseret vis sin rival i

en brydekamp. Luftens stemme belærer ham om den "anden verden"s

grænser, ligesom en luft-fugl, falken, melder hans ankomst. To gange,

ved højvande og hjemme igen, reddes han i land af kvinder (kvinders

livreddende tiltrækning på mænd).

Hist: Episoderne i den "anden verden" er andre end i de fleste

varianter af den jaloux Kivioq, og måske er denne ny under vestlig

påvirkning, hvor mandens ret til hustruvold er kommet til diskussion.

Men episoderne genkendes fra andre fortællinger, og denne fortælling

er i sin symbolik i fuld overensstemmelse med det traditionelle

verdensbillede.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kunanánguaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 66 - 67, "Kunanánguaq, the

homeless girl"

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 12 - 13: "Kunanánguaq" / Kunanannguaq.

Resumé:

Kunanannguaq efterlades på sommerpladsen

af sin plejemor, da man rejser til vinterbopladsen. Hun samler

"forråd" af rester på møddingen. En tejst ankommer, forvandler sig til

en kajakmand og transporterer hende til vinterbopladsen.  Hun skal

holde øjnene lukkede undervejs. Den fører hende til hendes gamle boplads, hvor hun ikke straks må give sig til kende, men stille sig på afstand og skygge for øjnene. Bopladsens børn får øje på hende, nærmer sig, og først efter gentagne spørgsmål om, hvordan hun er kommet den lange vej, fortæller hun om tejsten. Derefter går hun hen til huset, hvor hendes plejemor bor.

"Så kan jeg ikke mere af den fortælling", slutter Christian Poulsen.

Var.: En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Lignende: Pigen der blev gift med en haj. Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests;

Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Redaktør: Søby, R.M.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. Manuskript på grønlandsk: KRKB 5', sidst i pakken.

Notater på dansk i KRH 52,2, hæfte 420: Kunuk med tilnavnet Uiartoq, Jordomsejleren.

Maskinskrevet manus (71 ss.) med en del rettelser af H. Ostermann i hans arkiv: nr. A 301, Arktisk Institut. Ostermann har noteret til slut, at oversættelsen hovedsagelig skyldes Johan Petersen, tidl. handelsbestyrer i Ammassalik / Tasiilaq. Dette har været R. M. Søbys forlæg til den danske udgivelse.

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 73 - 105: Kúnuk, Kâgssagssuk and  Ulîvâtsiaq.

Resumé: Først fortælles om Kunuk, dernæst om Kaassassuk, så igen om

Kunuk, der tager hævn over sin families morder. Derefter møder de

to heroer hinanden i styrkeprøver, hvorefter Kunuk omrejser jorden og

skifter navn til Uiarteq (jordomsejleren). Endelig lægger Uliivaatsiaq

navn til heroen i fortællingen om indlandskæmperne, der røver et

menneskebarn. Ul. mødes med Kaassasuks søn og overvinder ham i en

styrkeprøve, der forvandler Kaas.' søn til et skikkeligt menneske.

Kunuk

Da Kunuk og hans fætters fædre altid bor sammen, vokser de to fætre

op sammen og er nært knyttede til hinanden. Ved et uheld kommer K.

under leg med Nuerniagarnakajiks søn, Nuerniagakajik, til at såre

denne let med en kniv. Drengen N. giver det udseende af, at K. har

villet dræbe ham, hvorfor faderen N. udrydder hele K.s familie. Kun

K. og hans fætter, der begge har gemt sig, og hans lillesøster, der er

blevet skåret op i maven, overlever. K. forbinder sin søster og

flygter med hende og fætteren. Søsteren dør ved et højt fjeld, hvor

drengene begraver hende.

Ved en isfjord ser de to mennesker på kiggefangst i bunden af fjorden.

Det er et gammelt ægtepar. De adopterer drengene, og konen beder K.

hente sne til vandsmeltning, mens manden beder K.s fætter hjælpe til ved

isfangsten. Manden byder straks K.s fætter mad. Konen udfører et ritual, et

adoptionsritual: Hun tager K. på skødet som et lillebarn, luller ham i

søvn, tryller over ham, ber ham træde ud på gulvet og fremtryller til

ham "nyanskaffelsesspise": spæksyltede bær. Derefter trakterer manden

med en hengemt sæl, og konen formaner drengene til altid at huske, at

de er flygtet af frygt. Glemmer de det, vil de altid være bange for

dem, de frygter.

I den følgende tid holder K. sig hjemme som den gamle adoptivmors

medhjælper, mens hans fætter tager ud på fangst med den gamle mand. Om

aftenen er drengene sammen og øver deres kræfter udendørs. K. fætter

bliver snart den stærkeste. Skønt K. ikke er misundelig, ønsker han

ikke at fætteren bliver meget stærkere end ham selv.

Begge drengene får kajak, bliver snart dygtige fangere, og de tager

altid ud sammen. En dag, hvor K.s kajak er for våd, tager fætteren

ud alene, imod K.s ønske, og kommer ikke tilbage.

Nuerniagarnakajik kommer på besøg. Han mener at kunne genkende K., men

plejemoderen holder stædigt fast ved, at K. hedder Qaqipilivarterajik

og er hendes fosterbarn. N. opgiver, tager hjem, og man erfarer siden,

at det er ham der har dræbt K.s fætter.

Da den gamle mand er død (gætter fortælleren, Kaarali, der undrer sig

over, at man ikke hører om denne død), flytter K. med sin plejemor

til en anden boplads og gifter sig med en usædvanlig smuk pige. Han

sørger ikke længere så meget over sin fætters død, dvs. han bliver

hård, livsglad og derfor sine fæller en god kammerat.

Konerøveren Ungilagtaqut (Ungilattaqi), der aldrig forfejler sit

kastemål, inviterer K. til trommestrid for at dræbe ham med en

tveægget kniv under sangkampen og frarøve ham hans smukke kone.

K. får gode råd af sin plejemor om, hvordan han skal klare U. ved blot

at brug sin vuggevise, gøre sig lille og springe til vejrs første gang

U. kaster kniven og lade ham hente kniven, selvom eventuelle tilhørere

der tager parti for ham, vil opfordre K. til selv at tage kniven.

Næste gang U. kaster, skal K. gøre sig stor og bukke sig for kastet,

dernæst tage kniven fra U., når U. henter den anden gang, og samtidig

snuppe hans tromme for ikke at skulle over gulvet efter den. Derefter

skal han først fremsige sin vuggevises ord uden sang og tromning,

bagefter synge U.s sang til tromme, og når den er slut straks kaste

kniven mod U.s strube uden at tage sigte først. Hvis han rammer, skal

K. derefter dræbe en hunhund og tage sig en af U.s smukke koner.

K. følger nok anvisningen, men det er tilsyneladende kun sin vuggevise han

synger flere gange og lader tilhørerne synge. Han danser stadig

heftigere til, og indimellem akkompagnerer han med trommen (har Kaarali

i hastværket glemt, hvad han tidligere skrev? BS) Da U. er spiddet i

struben, tager K. den smukkeste af U.s koner, der beder ham aldrig at

vende hende ryggen ret længe af gangen. For det tåler hun ikke.

K. forlader huset gennem husgangen foran sin førstekone og med sin

anden kone i armene som et lille barn. Ved udgangen får K. to gange

et voldsomt puf af en lille mand med skuldre, der går i eet med hans

hals. K. sender sine koner ned til båden for frit at kunne brydes med

modstanderen. De brydes meget længe. K. snubler og er ved at miste

balancen, da han træder på en sten, som en hund er bundet til. Derved

klemmer K. den lille mand så kraftigt, at denne skider i bukserne og

bliver svimmel som en, der har mistet sin forstands fulde brug. Han

viser sig at være selve Usugssamiarssúnguaq (Usussamiarsunnguaq), der

erklærer, at den gang han kæmpede med indlandsboen, sked han ikke i

bukserne (K. var altså stærkere end denne kæmpe i indlandet, BS).

Hjemme igen har K.s plejemor siddet ved stranden, siden han tog afsted

(for at støtte hans forehavende, BS). Hun trækker hans kajak i land og

på spørgsmålet om han også fik hunden, må K. svare nej. Det glemte

han. "Det gør ikke noget, lad det være således!" siger hun.

Kaassassuk

Den forældreløse Kaas. bor hos sin bedstemor i et lille hus og er nabo

til et fælleshus med mange mænd, deriblandt en halvonkel, der vil ham

det godt. Kaas. leger med sælknogler fra lufferne. I modsætning til de

andre børn bliver han aldrig træt af at lege. Når Kaas. inviteres til

spisning trækkes han indenfor af to mænd, der efter tur tager fat i

hans næsebor, løfter ham op og ryster ham. Han søger at få sig lidt

kød v.h.a. sine negle. Man skærer dem af så de bløder. Hans plejemor

skjuler næste gang en lille kniv mellem hans lang- og ringfinger og

puster på dem. Ingen kan nu opdage kniven, og Kaas. bliver for en

gangs skyld mæt.

Da han senere inviteres på fællesspisning af kødet fra tre bjørne,

tvinger den ene af hans plageånder ham til at sluge en knæskal, den

anden til at drikke skoldhed suppe. Kaas. formindsker knæskallen og

afkøler suppen med sine blotte ord.

Kaas.' næse vokser, men hans krop forbliver lille som en dukkes. Hen

på efteråret sørger hans halvonkel for, at han får halvdelen af en

remmesæl, som halvonkelen fanger. Efter dennes anvisning har Kaas.

nemlig råbt qee, qee (kajakfangerens råb om assistance til fangst af

større dyr, BS) fra stranden, da sælen dukker op. Den retter sin

opmærksomhed mod Kaas. og halvonkelen kan ubemærket fange den bagfra i

kajak. Fangstparten lægges i et skjult depot. Kaas. og hans bedstemor

nyder en tid godt af den, men de to plageånder opdager og skjuler

resten.

Nu opfordre bedstemoderen Kaas. til at søge (et åndemiddel) i

oplandet. Han går derind og råber gang efter gang: "Hvem vil dog

børste mig af?" Ingen kommer. Han hidser sig op, råber igen og bliver

endelig bange. "I den tilstand han var, var der ikke den ting, som ikke

åbenbarede sig for hans indre syn. Dette var en følge af, at han

ganske bestemt ventede spøgelser." Angsten tager af, han råber kun

vagt, men nu dukker en kæmpe op, der børster ham ned over forbredden,

hvorefter sælluffeknogler falder ud af ham, hans forside vokser, og

han hælder kraftigt bagover. Kæmpen snurrer ham rundt fire gange: Nu

kan han vokse. Kæmpen anbefaler ham med held at rokke en kampesten og

erklærer: "Du vil med tiden få lige så stor styrke som jeg."

Hjemme igen går Kaas. til sengs, hvor han vokser og vokser, mens

bedstemoderen holder børn borte, der inviterer ham ud til leg med

sælluffeknogler, med en løgn om, at han er syg til døden.

Man finder en vældig stamme drivtømmer, som ingen magter at trække op

på land. Om natten trækker Kaas. den hemmeligt op og lægger den

spærrende foran husgangen. Man beder næste morgen hånligt Kaas. om at

bære den ned igen. "Han kan jo dårligt ånde mere," svarer

bedstemoderen. Om natten bærer Kaas den hemmeligt tilbage.

En morgen jager man bjørn, tre dyr i følge. Kaas. der er blevet

voksen af skikkelse låner sin bedstemors anorak og kamikker, der er alt

for små. Han er klædt på som kvinde, råber pigerne hånligt. Kaas. sparker de

tre bjørne ihjel efter tur og erklærer, at deres skind skal være ham

til klæder, bukser og kamikker. Halvonkelen får fangstpart. Alle

inviteres på kogt bjørnekød. Kaas. hiver sine to plageånder op ved

næseborene og ryster dem. Den ene truer han til at sluge en knæskal af

bjørnen, den anden til at drikke skoldhed suppe. De forsøger ligesom

Kaas. med deres blotte ord at hhv. formindske knoglen og afkøle

suppen, men uden virkning. Begge dør. Et par unge piger retter senere

anklage mod Kaas. for disse mord. Dem dræber han også. Ingen i miles

omkreds tør siden binde an med ham.

Kunuks hævn

Undervejs på hævntogt efter Nuerniagarnakajik passerer Kunuk sin søsters

grav, overfaldes atter af sorg er nu i den rette stemning til hævn.

På en sommerplads bor en del i telt, men de fleste under deres på langs

rejste konebåde. N. bor her også viser det sig. Han kommer hjem med en

narhval. K. trækker den på land med et snuptag, vrider

tanden ud og kaster den langt ud i havet. K. beder N.s søn om at låne

hans kniv. Denne nægter. Længe diskuterer de. K. siger da, at han vil

slå N. ihjel med den. Da føjer N.s søn sig beredvilligt. Kniven er

lavet af en sabelklinge. K. løfter eet for eet alle bådenes forhæng op

og afdækker fornærmede ansigter. Ingen af dem er N.s I tusmørket ser

han endelig en fjern tingest, der viser sig at vært N. og dennes kones

"telt"-båd. K. løfter forhænget op, nævner een for een alle sine

slægtninge, som N. har dræbt og stikker i ham for hver navn, for at N. skal

lære smerten at kende. Da K. kommer til sine forældres navne, stikker

han dybere sår, og med sin fætters og søsters navne stikker han N. ihjel.

Med en ven (som man intet har hørt om før, BS) starter K. en

jordomsejling. De ror uafbrudt. Vennens kone og K.s anden kone har

hver et spædbarn. K.s kones spædbarn overlever, fordi hendes bryster

kan nå over hendes skuldre til barnet i amaaten. Vennens kones barn

dør. De overholder ingen dødstabuer og kommer til en kraftig

hvirvelstrøm ved en klippehule, hvor vennens båd suges ind som straf. K.

klarer sig igennem.

Nær land springer en af hans hunde af længsel efter land i vandet.

Dens lår bliver ædt af en stor ulk. K. kommer til en teltplads med kød

til tørre af: Mennesker, en orm, bjørn, hvalros og mattak. K. søger

bag om teltene langs kysten, bærer båden over land til den anden kyst

og føler sig dybt lettet. Men nu har han mistet sin "medlidenhed" / medfølelse / empati.

Han dræber alt på sin vej: Sæl, narhval, bjørn, hvalros og menneske

bliver det samme for ham.

Undervejs passerer han de savtakkede fjelde, Qillavaasuit, som han

finder meget smukke, og kommer til landets ende, hvor en rype kagler

inde fra land, hver gang der dukker sæl op: Hér er altså lige mange

ryper og sæler.

K. dræber stadig uskyldige kajakmænd uden bagefter at skænke dem en

tanke. Endelig møder han på havet en stor kajakmand. Gang på gang gør

de sig rede til at dræbe hinanden. Til slut foreslår K. at de i stedet

mødes i trommestrid. Den store mand er Kaassassuk. K. gør ophold i sin

rejse og digter bl.a. en sang om de smukke savtakkede fjelde i syd,

som han har været ked af at forlade. Kaas. kommer til K.s boplads

ved islæg. K. har frosset armen af en narhval fast i isen. Den skal

Kaas. trække op, hvis han vil have noget at spise og ikke blive til

grin i en sang. Kaas. magter det ikke. K. bøjer sig, griber i

narhvalsarmen, men Kaas. søger bagfra at presse K. ned, og K. retter

sig op i vrede, slynger samtidig "armen" mod Kaas., der når at springe

til side og kun strejfes. Kaas. forstår at den mindre K. ikke er til

at spøge med. Inden sangkampen trækker de krog. Kaas. taber, skønt

hans arme er tykke som en spraglet sæls og runde som kvinde-arme. Det

blev de fordi han voksede ud uden at udvikle sine kræfter. K.s arme er

som en fuldvoksen hunbjørns.

Af nidviserne citerer fortælleren, Kaarali, kun en af K.', der

hentyder til, at K. i sit fysiske overmod var blevet vred på de

sydligst boende, som han forlod, da han kom sejlende rundt fra læsiden

i syd. Kaas. kalder K. "Den, der runder næsset", Uiarteq.

Derfor er der ingen tvivl om, at Kunuk fra da af kom til at hedde

Uiarteq (Uiartoq)".

Snart efter kommer K. til Kaas.' boplads på genvisit. Han trækker

uden besvær den hvalros-arm op, som Kaaas. har frosset fast i isen til

ham. Man spiser, holder sangkamp, og ved afrejsen pudser Kaas. sine

store hunde på K.s små og snavsede hunde, som K. har tryllet over. De

river tarmene ud af alle de store hunde, Kaas. pisker ørerne af de små

hunde. K. kæler for dem og beroliger dem.

De har sikkert holdt sangkamp mange gange. "Vi som er kommet efter

plejer at tænke, at de holdt sig i ro i lang tid skønt boende ikke

langt fra hinanden. Vi har altid tænkt os, at de har haft deres boplads

omkring Ikersuaq, lidt nord for Ammassalik. Deres redskaber til

bjørnefangst kan vi endnu, om vi vil, se den dag i dag, nemlig: 1) En

bjørnefælde, 2) et redskab til kvælning, der er indrettet til at falde

ned.

Gennem fortællinger har vi hørt, at da Kaassassuk blev gammel, boede

han ved Suunikajik og havde sin søn som forsørger. Om Kunnuk (Uiarteq)

har vi ingen fortællinger eller efterretninger længere end til hans

trommestrid."

Uliivaatsiaq og Kaassassuks søn

Den unge, stærke Ul. har ingen kajak, men med konebåd driver han

garnfangst på sæler, endog remmesæler, i sundene om efteråret. Han

inviterer kvinderne med. De går på bærtogt. En lille pige forsvinder.

Forældrene udlover en kajak som dusør.  Ul. erklærer sig rede til at

søge efter pigen hos fem nunatak-kæmper og en kæmpekvinde, men først

når dagene længes. Forældrene vil med, da han tager afsted iført en

lang anorak af stift remmesælsskind (som en slags harnisk, BS), der

kun er blødgjort ved armhulerne. I hætten er der løbegang med

skindsnor.

Undervejs øver han sine kræfter på klippehuler, som styrter sammen.

Sten trækker han op af leret med fingrene. Nær kæmpernes hus lader han

de gamle vente på afstand, ser gennem loftventilen den grædende lille

pige, som kæmpekvinden har som "foster" på sit skød og søger at trøste

med tilbud om mad, vand og mulighed for at forette sin nødtørft. Nej,

pigen har ingen behov. Hun lider af hjemlængsel. Hun skal nok komme

hjem engang, lover kvinden. Ul. vinker de gamle til sig. På vej gennem

husgangen spærrer flade sten med mellemrum passagen. Ul. puster til

dem en efter en, de vender sig på langs (som døre, der åbnes).

Ved indgangs hullet hænger bjørnetænder, der vil støje og tiltrække

sig de fem kæmpers opmærksomhed, hvis Ul. og de gamle går forbi. Ul.

springer alene ind, river tænderne ned, farer forbi mændene, griber

pigen, smider hende ud til forældrene, slår kvinden ihjel og får efter

lang kamp bugt med kæmpemændene, der har smøget hans hætte ned og

vredet den rundt i forsøg på at kvæle Ul. Ul. slås længe med den sidste

kæmpe for at pine ham.

De gamle, der er flygtet med datteren, kan pludselig ikke komme ud af

stedet, da Ul. haler ind på dem. Sammen fortsætter de så, men vejen

spærres af fem kæmpemænd. Ul. og de gamle prøver forgæves at løbe uden

om dem. Ul. løber da ufortrødent imod dem, og de forsvinder hen ad

jorden (som skygger, BS). Det var de fem kæmpers sjæle. Kvinden havde

Ul. åbenbart dræbt på både legeme og sjæl.

De når velbeholdne hjem og ser, at Ul.s anorak er blevet ganske blød i kanpens tummel. Ul. får den lovede kajak og beslutter at besøge Kaassassuks søn, som

alle frygter, fordi ingen af hans gæster nogensinde kommer levende

tilbage. Bopladsen har to huse. I det nederste advarer folk Ul. mod

at gå op i det øvre, der er Kaassassuk-familiens. Ul. går derop. Det

har to indgange. Ul. vælger den venstre til Kaas.s del af huset. Kaas.

er sur, men bløder op efterhånden. Over indgangen hænger en kølle af

hvalrosskind med bjørnetænder. Det er Kaas.' søns drabsvåben. Kaas.'

søn er på fangst. Dennes kone svarer Kaas. på hans spørgsmål om,

hvilken kajak sønnen er ude i: "Den, der tørner hårdest imod!" Kaas.

siger lavmælt: "Orsiisuakulaagiukumaadarpusi"(?). Ul. følger med konen

ud, da Kaas.' søn kommer mod land med flere nedlagte hvalrosser på

slæb. Ul. tager konen om livet og trækker hende med ned til

modtagelsen. Kaas.' søn bliver rasende af jalousi. Han går op for at

skifte anorak. Hans kone følger med. Ul. trækker hvalrosserne gennem

vandet til et ujævnt sted, hvor han trækker dem næsten på land og

derved flænger nakken på den ene hvalros. Kaas.' søn kommer tilbage,

leder, finder fangsten, trækker den med besvær tilbage og får den på

land. Ul. vender tilbage gennem Kaas.' indgang . Sønnen går uafbrudt

ind og ud af de to husgange. Kaas. underholder med fortællinger. Ul.

holder upåagtet øje med sønnen. Denne snupper pludelig sin kølle og

langer ud efter Ul., der parerer. Det gentager sig mange gange. Til

sidst tager Ul. køllen fra sønnen og lægger ham på ryggen som var han

et barn, klemmer hans ben fast mellem sine egne og martrer hans ansigt

med køllens bjørnetænder til det bliver helt opsvulmet og vandklart.

Ul. går uskadt ned til det nederste hus, hvor man modtager ham med

glæde og lettelse. En lille forældreløs dreng sendes med jævne

mellemrum op til Kaas. for at forhøre sig om sønnens tilstand.

Først da denne er i bedring, rejser Ul. hjem.

Siden begår Kaas.'s kun een utyskestreg. Han binder alle stedets mænd

til husstolperne og ligger med deres koner på skift, mens de ser på.

Derefter bliver han mild og vennesæl, tænker aldrig mere på drab, og

tilbyder endog sin kone til de unge mænd, når han tager på fangst.

"Dette er, hvad vi ved om Kaassassuk, og her plejer vi at slutte. Nu

er vinteren til ende. Nu er der herlig sommer!"

Var.: Bl.a. til fortællingen om de barnerøvende indlandskæmper: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Ululina; qilaamasoq.

Dette er en sammenstykningen af fortællingerne om Kunnuk / Kunuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq, der hver findes i mange vestgrønlandske versioner. Men sammenstykningen er bemærkelsesværdig.

Den er ikke Kaaralis egen opfindelse. Der findes en tidligere version hos Holm. Søg på: NKS, 2488, VIII, 4', Uutuaq, Holm, Uiartek / Uiarteq, hvor der er flere kommentarer til sammenstykningen.

Hist.: Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning.

Men foregår rejsen nordenom eller søndenom (via Kap Farvel)? Spejlvendingen i vores betydninger af verdenshjørne-retninger fra Vest- til Østgrønland, gør afgørelsen usikker. Sml. med fortællingerne om Uiarteq, der synes at rejse nordenom.

Fortælleren, kataketen Kaarali, holder en vis afstand til nogle

af fortællingens før-kristne træk og søger at forklare enkelte brist i

fortællelogikken. Men Kaarali holder fast ved forestillingen om, at

personerne er historiske, ligesom hans far Missuarniannga / Mitsivarniannga

identificerede Uliivaatsiaq med Matakatak (Holm 1957: 246 - 247), der er

helten i en kortere variant hos Holm, bortset fra at denne Matakatak

ikke rejser på besøg hos Kaassassuk og hans søn. Den afgørende

"historiske" begivenhed for Missuarnianngas identifikation er indførelse af kajakker i Ammassalik-distriktet i en bestemt fortid,

hvor man indtil da drev garnfangst på sæler (Thalb. 1914: 430 - 431).

En selvstændig variant af "Matakatak" hos Rasmussen fra 1919, hvor

helten ikke navngives, indledes med en længere udredning om denne

begivenhed, og det fremgår at det er overdækkede kajakker man

tidligere har manglet (Rasm. 1921: 228). Åbne kajakker fra

thulekulturen, er fundet flere steder i Arktisk Nordamerika.

Det bliver arkæologernes opgave at påvise, om den "historiske

begivenhed" har en historisk kerne. Derimod er der stor sandsynlighed

for, at ammassalikkerne tidligere drev garnfangst i net knyttet af

hvalbarder og udspændt mellem øer eller i smalle sund.

Kommentar: bemærk den socialpsykologiske karakteristik af en hensynsløs massemorder: en der har mistet sin medfølelse. Den østgrønlandske glose, som Kaarali har brugt, kan ikke efterspores, eftersom en grønlandsk nedskrift ikke er fundet.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"nánumik ernersialik".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.129 - 132, "The woman

who had a bear as a foster son".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: "nánumik ernersialik" / Nanumik ernersialik.

Resumé: En gammel kvinde bor i det nederste hus på en boplads og får

altid kødgaver af de andre. En dag får hun ribbenstykket af en bjørn

og dens frosne foster. Hun tør det op, det blir levende. Hun fodrer

det med fedtegrever dyppet i tran og lader den sove hos sig på

briksen. Den vokser hurtigt, lærer at forstå menneskesprog, leger med

de andre børn, husker at trække kløerne ind imens, men til sidst blir

den for stærk. Bopladsens gamle mænd træner nu i leg dens kræfter, men

også de blir efterhånden bange for den. Fangerne inviterer den med på

fangst, lærer den at fange og de og bjørnen udveksler fangstparter.

Fremmede er en dag nær ved at nedlægge den. Plejemoderen mærker den

med en tyk, flettet senetråd om halsen. Folk norden for, ved

Ammassalik, hører om bjørnen, men det frarådes at fange den, fordi den

gør god gavn hos sin plejemor. De kan ikke nære sig. Bjørnen kommer

hjem med en halvnøgen mand med alle indvoldene hængende ud af den

oprevne bug. Plejemoderen beslutter, at den må bort. En dag uden den

mindste sky på himlen mærker hun den med sod og sender den bort. Den

sørger ved afskeden. Siden har man nu og da kunnet træffe en bjørn

langt mod nord, stor som et isfjeld og med en sort plet på den ene

side.

Bemærk: Samme fortælling som "Mennesker skal være mennesker og dyr skal være dyr", ibid. s. 95 - 99, men der bærer oversættelsen stærkere præg af Knud

Rasmussens fortolkende eventyrstil.

Var.: Holtved 1951, 17A; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn.

Redaktør: Søby, R. M.
Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"quvdlugíssamik uvilik".
Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and
Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.127 - 129, "The woman who married a worm".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 69 - 71: "quvdlugíssamik uvilik" / qulluissamik uilik.

Resumé: De mange brødre vil ikke bortgifte deres eneste søster. Også
et enebarn får afslag. Dennes gamle mor ønsker, at pigen må få en orm
til mand. Kort efter blir pigen borte. Brødrene leder, men forgæves og
vænner sig til, at hun ikke er der. Den mellemste bror maner ånder,
følger  hendes spor til indlandet, ser hende med et ormebarn på gulvet
i et oplyst hus, tapetseret med renskind. Broderen går ind til sin
søster. Hele huset ryster, fordi den store orm, der omslynger hele
huset forneden, ryster det. Broderen ber sin søster besøge deres mor.
Hjemme fortæller  han om søsteren, og til moderen siger han, at hun
skal spørge søsteren, når denne kommer på besøg, om hun holder af sin
ormemand. Hvis ikke vil de dræbe ham. Pigen kommer med sin orm i
amaat og tar den ikke op. Moderen vil se barnet. Skal gemme sig under
tæpper, kigger ud, ser ormen, der dier datterens bryster til blods, er
nær ved at falde om. Adspurgt siger pigen, at hun holder af sin mand,
fordi han sørger godt for hende. Moderen lyver: "Hvis du bliver ved at
holde af ham, vil din mellemste bror dræbe ham. Hun indvilger
nødtvungent i drabet. Brødrene følger hende til ormens hus med mange
pile. Ormen kommer hjem gennem en nordvendt kløft med to rener i
gabet, kryber ind under huset fra nordsiden, halvvejs ind og varmer
med brystet sin kone. Næste morgen kommer den ud gennem husgangen.
Brødrene dræber den med talrige pile og ormebarnet med. Pigen græder,
vender hjem med brødrene og de genoptager deres gamle levemåde.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"qingmimik uvilik".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 132 - 134, "The woman who was married to a dog".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 57 - 58: "qingmimik uvilik" / "Qimmimik uilik.

Resumé: Et gammelt ægtepars datter vrager alle mænd. Bopladsens

mænd blir sure. En af dem beordrer pigens hund til at være hendes

mand. Hun blir gravid med kæmpemave, føder fire slags væsener: Hunde

med menneskeansigter, rigtige hunde, hunde med underkrop som mennesker

og store menneskeansigter, og rigtige mennesker med store ansigter.

Pigens mor udvælger de rigtige mennesker med store ansigter og dem,

der har arme og ben som mennesker men ellers er hunde. Efter en tid

fører pigens far hundene ud til en ø af skam. Han sender de rigtige

mennesker med store ansigter af sted på en kamiksål med ordene: "I

skal ikke ligne jeres far, den elendige, men leve livet uden at være

fattige på ejendele." Far og datter følges ofte ud til øen med mad. En

dag opfordrer datteren børnene til at æde deres bedstefader. Næste

gang lader hun faderen tage derover alene. Han blir ædt. Hun skammer

sig og sender de hunde, der har menneskeansigter ind i indlandet med

ordene: "Gå I langt ind i landet og lev gøende deroppe!" De rigtige

hunde lader hun blive. De bliver stamfædre til egnens hunde.

Var.: fælles eskimoisk myte. Søg på: Tartuneqi;

Hist.: I modsætning til andre varianter er det her ikke

datteren, men hendes far, der sender det afkom af sted, der

underforstået bliver til de hvide. I andre varianter har de været med

til at æde deres bedstefar. Så fæle er de hvide åbenbart ikke længere

på fortælletidspunktet. Ændringen har tydeligvis skabt rod i

karakteristikken af hundemenneskene. Snart har de underkrop, snart

arme og ben som mennesker. Og pigens mor udvælger kun to af de fire

racer, men til slut er der tre. Om ændringen er sket undervejs i fortælleforløbet af hensyn til Knud Rasmussens hvide herkomst eller før, kan vi ikke vide.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "erqilingmik uvilik".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 65 - 68: "erqilingmik uvilik" / Eqqilimmik uilik.

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 36 - 39: The woman who took husbands from among the erqigdlit.

Resumé:

To søstre får lov til at sætte over i konebåden fra en ø til

fastlandet for at plukke bær. De skal tage deres lillebror med. De

lader ham ligge i båden, ser en enkelt gang til ham, han sover, men

er senere vågnet, har forsøgt at klatre i land og er druknet, da de

kommer tilbage. De tror faderen vil slå dem ihjel, flygter til

indlandet, bliver gift med hver sin eqqilik på hver sin boplads.

Fortællingen følger den ældste søsters samliv med sin mand og

svigerfamilie. De er venlige, manden elsker hende, og de bor nærmere

kysten end lillesøsteren. Storesøsterens ældste barn er en eqqilik og

navngives efter en af sin faders slægtninge. Næste barn er et rigtigt

menneske og får navn efter hendes druknede lillebror. De tar alle på

besøgsrejse i en slags land-konebåd ind i landet til lillesøsterens

familie. Hun har også fået to børn, en eqqilik og et menneskebarn, og hun

fortæller storesøsteren, at manden behandler hende dårligt og vil slå

hende ihjel. De flygter med børnene til storesøsterens boplads, hænger

begge eqqilik-børnene, og flygter videre mod kysten hjem til

forældrene. Undervejs kvæles lillesøsterens menneskebarn. Eqqillit

forfølger dem gøende. Med forældrene flygter søstrene og den ældstes

søn (lillebroderens navnefælle) til en ø. Der bliver de.

Storesøsterens eqqilik-mand begræder tabet og hun selv græder også,

fordi hun havde glædet sig til at manden og sønnen sammen skulle være

hendes forsørgere. Den onde eqqilik-mand skælder bare ud.

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Kommentar: Sorarsinaq toqusoq kommer nærmest denne version. Den har et lidt andet forløb, men med samme principielle resultat: åndemennesker og rigtige mennesker kan ikke blande samfund. De konkrete forskelle i slutningerne er dog interessante. I ovennævnte understreges det at barnet, der er opkaldt efter en nær slægtning, der var et rigtigt menneske, kan fortsætte tilværelsen som rigtigt menneske, men adskilt fra sit fædrene ophav, eqqilik'en. I Sorarsinaq tilbydes drengen bedsteforældrene som et pant, der skal binde dem og datteren med ånde-svigersønen sammen. Men det afviser bedsteforældrene på det ihærdigste.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 18f

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 54f

Resumé:

(af indledningen) Under en renjagt får en mand øje på nogle badende kvinder, der har lagt tøjet, gåsehamme, fra sig på bredden. Han stjæler to af de smukkeste. Den ene giver han dog tilbage, men ikke den anden. Han gifter sig med gåsekvinden, de får to drenge, og hun samler fjer til nye dragter. De flyver bort og manden optager forfølgelsen. Undervejs ... (resten følger i engelsk oversættelse)

Into English by BS:

“On the way he arrived at a big stream where an old man chopped shavings from a piece of wood, mopped every shaving between his legs, and threw them into the water, wherupon they turned into fishes. The other [main character] looked at him hiding behind a mountain. Eventually he decided to approach, but at the moment the old man saw him, he asked: “Where did you come from? If you came from behind me you shall live. If you came from the front you shall die." He felt ashamed that the other might have seen him coating the shavings sudore testiculorum, for making them into fishes. The other answered: "I arrived from behind you and did not see you until at close quarters. I have been walking for a long while looking for my wife and my son who have left me, and I do not know where to find them." The old man immediately seized his axe and wood and chopped off a big piece, treated it his usual way, and placed it in the water, where it became a salmon. He then instructed the wanderer: Do sit on the back of this salmon, back to front, and close your eyes, and although you shall hear roaring and people talking, don't open them until you sense that the salmon has stopped. He dared not object and placed himself with fear on the back of the salmon and closed his eyes, whereupon the salmon rushed off. On the way he did hear whizzing and and roaring, and at the point when he could hear the noise of people, he started opening one eye a little and almost dropped off the salmon. Quickly he shut the eye and did not open it until he clearly could hear people talking, and the salmon had stopped at the dry bank. Stepping ashore he immediately caught sight of his son playing with other boys. He went up to him and caressed him. The son recognizing his father ran into the tent telling his mother: "Father is out there!" "I do not believe that," the mother answered, "how could he ever get across the sea to me?" But the man went into the tent and saw another man sitting next to his wife. She blushed and the man sitting next to her took his chest and went out. This is the story about the origin of fish we used to believe in before you arrived in our country, he [the story-teller said. Such fools and stupid people are we, right? But now we despise it. That characterization I could not deny but added, that I hoped that they preferred to believe in my lessons.” (P. Egede 1971: 19ff; 1939: 18f.)

Comment: The story in question is the first Inuit variant on record of the widely extended Swan maiden myth. The maiden is either a wild goose or a merganser in Greenland. The part translated into English enters the scene at the 'difficult passage' to be overcome by the main character in search of his escaped wife, the bird woman.

The chest: At that time, December 1735, numerous West Greenlanders had bought wooden chests from the Dutch whalers, arriving annually since the late 17th century.

Var.:See Kleivan 1962 for a complete translation and published Eskimo variants, and search: swan maiden in this base, Sonne 2005, for the Greenland variants).

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"pujúngortorajik".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 55 - 57: The Woman who was canged into a Fog.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 96 - 98: "pujúngortorajik" / Pujunngortorajik.

Resumé:

Forældrepars børn dør, en for en, men ligene stjæles af en

ukendt. Faderen lader sig stensætte / begrave med en stenplade på brystet.

Ligrøveren henter ham, må gang på gang lukke hans stirrende øjne og

besværes i sin gang, fordi manden griber fat i alskens buske og krat

undervejs. Hjemme hos ligrøveren glæder hans sønner sig til måltidet

på liget, der vil smage af kamikhø. Deres mor vil flænse det, uluen

mister sit skær på stenpladen, hun går ud for at slibe uluen, "liget"

griber en blodig økse, hugger hovedet af ligrøveren og flygter. Konen

efter ham. Han sinker hende ved at fremtrylle først buske, så store

bunker af sten, så en klipperevne, så en klippe, og sluttelig en elv.

Den sidste kan kællingen ikke klare. På "ligets" anbefaling giver hun

sig til at drikke vandet bort. Hun revner, det bliver finregn, og fra

hende stammer tågen. Hendes børn græder snot. Det hænger dem fra næsen

helt ned til gulvet, og sådan udånder de.

Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen. Holtved 42 fog;

Hist.: Fortællingen adskiller sig kun fra traditionelle varianter af "Tågens

oprindelse" ved at være særdeles godt fortalt med stringens i brug af

land-symbolik (jordvækster, sten, kløft og bjerg der hæmmer bevægelse;

elven i bevægelse, der sætter grænse; tåge fra elven, der spærrer

udsyn; dødt menneske, der sammenlignes med dødt græs) og

fortællelogik.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "ûmassoq kumak pangalârdlo".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 117, "The louse

and the worm".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 47: "ûmassoq pangalârdlo" / Uumasoq pangalaarlu.

Resumé: Engang havde mennesker ingen lus. Lusene og ormene kappes om

at komme først til mennesker i hver sin konebåd. Undervejs råber de:

"frem til armhulen, frem til nakken!" Årestroppen springer for lusene,

der kommer bagud, men reparerer den. Nær land springer den for ormene.

Lusene kommer først, ormene forsvinder ned i jorden.

Var.: Lusen og ormen. Søg på: Lusen.

Tolkning: Orme, der associeres til maddiker, symboliserer død, mens lusene, der suger varmt blod, symboliserer liv.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 27 og s. 279 (Ostermanns note)

In English by BS:

“It is odd, but they blame a woman for the evil that people must suffer in this life and for, eventually, they shall die. She said: Toqorsarlutiq okko pilit Sillarsuak tettulissoat Toqusarlutik uku pilit, silarsuaq tattulisavaat: let it be a rule that they die, or the world cannot hold them all (P. Egede 1939: 279, note by Ostermann:'Let them die one after another, or there will not be enough room left in the world.' Because, from the very beginning humans lived for ever.)”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

placed as an editorial insertion in continuation of the first 'flood'-story: ID 2292.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 57f.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 93.

In English by BS:

”Two persons among the first humans quarelled. One said: Kausartlune unnutlartlune, Innuit tokorsarlutik (Qaasarluni unullarluni, inuit toqorsarlutik): Let it be day and be night, and people die. The other said: Unnuinnartlune, Kausunane, Innuit tokysinnartik (Unuinnarluni, qaasunani inuit toqusinnartik): Let night continue without any days, and people go on living. After a prolonged dispute the words of the former set the order. The only difference between the former and the latter's Greenland words consists in the inflections.”

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Var.: ID 2299.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Malarssivaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 39 - 42, "Malarssivaq".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 71 - 74: "Malarssuaq" / Malarsuaq.

Resumé: Malarsivaq har to søstre. Den ældste passer hus og tøj, men

en dag blir hun borte. Malarsivaq gifter sig og de får et barn, men da det

er en dreng opkalder Malarsivaq ham ikke efter søsteren. Malarsivaq

vil finde sin søster. Med kone, barn og en mængde forråd kører de mod

øst om vinteren. Kommer til de store fjorde. På den anden side af en

af dem er der en vrimmel af orme. De kører uden om. Kommer til en

boplads, hvor Malarsivaq finder sin søster i det nordligste, øverste

hus. Hun er gift med en firskåren ormejæger. Alle de andre på

bopladsen jager ikke orme, men spiser mennesker. Svogeren bliver meget

venlig  mod sine slægtninge. Serverer ormekød og advarer dem mod at

skære sig. De andre vil kunne lugte blodet. En skeløjet kommer tre

gange på besøg. Tredje gang dræber svogeren ham. Den dødes mor kommer

og blir henrykt over at sønnen er dræbt. Malarsivaq går på besøg med

kone og barn og oplever uhyrligheder ved menneskeæderiet. I et hus

bliver konen lidt længere end Malarsivaq og lader folk beholde barnet.

Malarsivaq får det at vide, de skynder sig tilbage, men barnet er

allerede dræbt og hovedet skåret af. Nu vil de hjem. Skærer sammen med

svogeren alle surringerne over på bopladsens slæder, men glemmer en af

dem og de andre optager forfølgelsen til fods. Malarsivaq dræber en af

dem, der når hans slæde. De andre kaster sig over liget. Malarsivaq og

kone slipper nu let af sted og imod svogerens advarsel passerer de

ormene, som de kun med nød og  næppe slipper fra og hjem. Siden rejste

de aldrig ud igen.

Hist.: Navngivning tog oprindeligt ikke hensyn til den dødes

og den nyfødtes køn. Kristen påvirkning.

Var.: se Maledok, Malaasi, Manutooq.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Maqo".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 22 - 26, "Maqo".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 58 - 61: "Maqo" / Maqu.

Sammensat fortælling af "Manden, der blev gift med en ræv",

"Insekternes frieri til pebersvenden", og "Sjælen, der gennemvandrede alle dyr".

Resumé: En pebersvend både fanger og klarer alt kvindearbejde i sin

ensomme husholdning. En usynlig kvinde kommer til og klarer mere og

mere af kvindearbejdet, når han er på fangst. En dag sidder hun synlig

på briksen og syr ved lampen. Han gifter sig med hende. Mærker hendes

rævelugt, da det blir varmt. Gæster kommer på besøg og een vil bytte

kone med ham. Han advarer gæsten mod at sige noget om rævelugten. Det

gør gæsten alligevel under samlejet, kvinden flygter gøende som en ræv

ind over land og ind i en stendysse. Hendes mand finder gemmestedet og

insekter kommer ud en for en og tilbyder ham ægteskab: Mariehøne,

stankelben og spyflue. Han afviser dem alle p.g.a. deres særheder i

udseende. Får lov at komme ind. Mens rævekonen lysker ham synger hun

ham i søvn. Sover ind og vågner først når sommeren er inde, når

fluerne begynder at summe, når elven høres bruse, når rævene begynder

at kakke i fjeldene. Han har sovet hele vinteren. Finder sin kajak

overgroet af planter og overvejer at tage ophold i græs eller kvaner,

men foretrækker fjordsæler, fordi planter dør om efteråret. Efter

livet som fjordsæl, skifter han til spraglet sæl, der altid kradser,

og endelig til en sortside. Som sortside opdager han en boplads, lader

sig fange af en mand, skønt dennes kone aldrig har hentet vand,

hverken salt- eller ferskvand. Han smutter ind i kvindens underliv

under parteringen, renser ud derinde og holder inde, da man råber, at

hun er ved at forbløde. En tætklippet mand besøger ham, ud og ind af

"husgangen", spytter på ham og gør ham derved federe. Da han skal ud

tilkaldes jordemoderen. Hun er gammel og grim. Hun prøver forgæves et

par gange at "tage briksen fra ham". Han ser sit snit til at smutte ud

af husgangen. Man undrer sig: "Det er næsten, som det kunne være en

voksen, således som han ser på det indre af huset." Det navn han får

er ikke Maqo. Han græder og græder. Faderen hører ham sige: "Jeg er

Maqo." Han får det navn efter den Maqo, der engang blev væk. Gråden

standser. Som gammel fortæller Maqo om, hvordan han med sin sjæl blev

menneske igen.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq.

The fox-wife;

Hist.:  Sammensætningen af

"Manden,der blev gift med en ræv" og "Sjælen, der gennemvandrede alle

dyr" (Navagiaq i Østgrønland) er ret hyppig, og analogien mellem en vintersøvn i årets cyklus og opholdet moderhulen, virker rimelig. Ligeså overgangen fra ægteskab med et dyr via forskellige dyretilværelser til en genfødsel som menneske.

I de østgrønlandske varianter af Navagiaq, tager sjælen ophold i et græsstrå, der bøjes så voldsomt af efterårets blæst, at den

foretrækker en ny eksistens. Måske har man i Sydgrønland lært, at

planter ikke har "sjæle". At mandens sæd fodrer fosteret er derimod en

rodfæstet forestilling også hos inuit i Canada.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 111 - 117.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 246 - 247.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 256 - 257.

Resumé:

I gamle dage fangede Matakatak sæler i garn knyttet af

hvalbarder og udspændt inde i fjorden. Han tager derind i konebåd, og

roerskerne samler bær og tullerunnat, rosenrod, mens han røgter sine

garn. I dem fanger han remmesæler, spraglede sæler og netsider.

Engang naboens lille søn er med, bliver han borte. Hans forældre

sørger dybt. M. har set røg fra et hus inde i land og mener derfor, at

indlandskæmperne, timersit, har taget ham. M. lader sin kone sy sig

en anorak af dobbelt remmesælsskind så stiv, at den kun kan bøjes ved

armene.

Han rejser sammen med drengens forældre ind til indlandskæmpernes hus.

Undervejs slår han hule sten itu med sin knyttede næve. Fremme ved

huset kigger de alle tre ned gennem dets røghul, og de ser en gammel

kæmpe vugge drengen med hovedet nedad på sit skød. Drengen vil intet

nyde af længsel efter sin familie. Han får løfte om at komme hjem

næste dag. M. flytter en stor sten foran husgangen og vender ialt tre

spærrende sten undervejs gennem den, hvor forældrene følger ham.

I åbningen ind til rummet hænger bjørnetænder og benstumper, der vil

klirre, hvis han går ind. Han trækker dem klirrende til side, springer

ind, slår kæmpen med barnet i maven, kaster barnet ud til forældrene i

husgangen. De flygter, mens kæmperne forgæves søger at kvæle M. ved at

dreje hans anorakhætte rundt. Han undslipper, men uden for får tre

kæmper så store som konebåde fat i ham. Han slår dem ihjel med sine

knyttede næver. Han indhenter forældrene, tager barnet for at lette

dem og løber ind i de tre kæmpers sjæle (på størrelse med almindelige

mennesker), der blot viger til side for ham. Alle kommer velbeholdne

hjem.

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; qilaamasoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede denne Matakaták med Uliivaatsiaq (Thalb. 1914).

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"nánumik ernersialik".

Eng. udg: Knud Rasnmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 137ff, "Let men be men, and animals be animals".

Samme fortælling som "Kvinden der havde en bjørn som plejebarn" og samme fortæller, men oversættelsen bærer stærkere præg af Rasmussens fortolkende eventyr-stil. Med mindre denne version faktisk skyldes H. Ostermanns oversættelse. Denne findes med samme titel og i hans håndskrift i Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut. Det havde næppe været nødvendigt for Ostermann at skrive den af fra Rasmussen, hvis håndskrift er ligeså læselig (og meget smukkere end) Ostermanns.

Regitze Søby (se ovf.) havde Ostermanns materiale som forlæg for sin udgivelse.

Ed. by H. Ostermann.

Håndskrift: KRH kasse 52 nr. 2, hæfte 405, ss. 1-5: Notater på dansk. Ikke en enkelt sammenhængende tekst.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Det siges at det første menneske faldt ned fra himlen og fik en datter med jorden. Hende giftede han sig med og deres børn giftede sig med hinanden.

Andre fortæller at det første menneske, der var en mand, følte sig ensom og skabte en kvinde ud af sin tommelfinger.

            Dengang mennesker endnu var unge på jorden blev de ondsindede og myrdede løs på hinanden. Derfor oversvømmede en stor flodbølge jorden, folk flygtede op i bjergene, men jorden slog revner og mange faldt ned i dem. De blev senere kaldt innersuit.

Var.: Rasmussen 1921: 71 - 72.

Kommentar: Man havde gerne vidst hvem informanten var. Den første version om manden der kopulerer med en tue, stammer med al sandsynlighed fra Poul Egede 1971:96; 1939:67, mens udsagnet om tommelfingeren skyldes en stavefejl i førsteudgaven af Hans Egedes Perlustration (repro, 1971,2:117), hvor der i stedet for tue (den Poul Egede nævner) står 'tum'. I 1925-udgaven af Perlustrationen, Meddr Grønl., er fejlen rettet. Men den nåede forinden at blive gentaget hos David Cranz 1770, der således beviseligt hentede en del af sit stof i Hans Egedes Perlustration.

            Myten om oversvømmelsen, som missionærerne straks identificerede med Syndfloden, er givetvis kristent påvirket hvad angår årsagen: de mange myrderier. Efter sigende reddede missionen østgrønlænderne fra at udrydde hinanden i blodhævnsfejder - en påstand, der skal tages med et gran salt. Se Sonne 1982, Études/Inuit/Studies.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"niungussakît!".

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 151 - 153.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 27 - 29: The woman who ate men.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 36 - 38: "niungussakît!" / Niungusagiit.

Resumé: Kajakmænd udeblir, den ene efter den anden, når de ror østpå.

En kajakmand ror afsted for at se, hvor de er blevet af. En kvinde på

stranden inviterer ham op. Han undslår sig, men hun er stædig. I en

lang dialog insisterer hun på, at han lægger til, bærer sin kajak på

land, tager redskaberne ud osv. Oppe i huset ser han "portrætter" -

ansigtshuden af alle de bortkomne bopladsfæller - hænge på væggen.

Kvinden serverer bær i en pose. Han får fat i en kogt menneskehånd

nede i den. Nægter at spise. Han holder sig vågen hele natten, lader

et par gange som om han sover. Hver gang griber kvinden efter sin ulu

og kaster den arrigt fra sig, når han lader som om han vågner. Da

kvinden omsider falder i søvn, flygter han. Kvinden opdager flugten,

men når ham ikke. Næste dag ror han tilbage til kvinden, går ikke i

land men beskylder kvinden for mord. Hun giver skylden videre til sit

lille barn i amaaten. Han svarer: "Jamen, barnet i rygposen har jo

farlige negle!" Hun kaster det fra sig, ud i havet. Dets øjenbryn blir

til blåmuslinger, indvoldene til tang, håret til havplanter.

Kajakmanden og kvinden slynger skiftevis trusler mod hinanden: "Gid

man kunne stikke ham dernede!"osv. Kvinden er på nippet til at falde

om ved hvert af mandens ønsker om drab. Han er på nippet til at

kæntre ved hvert af hendes ønsker. Til slut kaster hun sin krumkniv.

Han udgår med nød og næppe at kæntre og ror bort. Slut.

Var.: Variant til "amaaroq", Rasmussen kasse 52,2.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Portrætter på væggene i europæernes huse kan være forbilleder for kvindens opklæbning af sine ofres ansigtshuder.

Tendens til at placere alt "hedensk" på Østkysten.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Missuarnianngas forsvars-tupilak.

Efter sin lillebrors død bliver Miss. opfordret af en gammel åndemaner / angakkoq / angakok til at hævne sig, fordi han ved at den gamle Peqissarpik har forvoldt lillebroderens død (ved hekseri, formentlig). De går sammen op i fjeldet, hvor åndemaneren får et par dværge til at flytte tre sten sammen til en slags indhegning. Der lægger han det opgravede lig af lillebroderen og beordrer Miss. til at skaffe sig en halvrådden spurv, en levende sneppe (?) og en sene fra Peqissarpiks sælfangster. Det går nemt. Den halvrådne fugl ligger lige for Miss.'s fødder. En sneppe lader sig villigt fange og senen får han op i ærmet ved at råbe sit ønske gennem ærmet over mod P.s boplads. Barneliget får udskiftet understellet med sneppens og sat fuglevinger på ryggen. De kan bevæges vha. senen, hvorefter den gamle åndemaner mumler en serrat over den og den er klar til at udføre hans ordre om at gøre det af med den gamle Peqissarpik.

Hist.: Undertiden siges det, at Miss. selv lavede denne sin første tupilak. Se Ib Geertsen, 1990: 107; 117, hvoraf det iøvrigt fremgår, at fuglebenene ikke stammer fra en sneppe (der ikke findes i Grønland), men fra en snespurv.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "naujaq kaniordlo".

Maskinskrevet manus.: Ostermanns Arkiv nr. A 301, der ikke svarer ordret til den Søby har ladet trykke. Muligvis har hun nyoversat den.

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 117, "The gull

and the sea-scorpions".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 45: "naujaq kaniordlo" / Naajaq koniorlu.

Resumé: En måge kredsede engang hen over en ulk, der blev bange for at

mågen skulle spise den. Ulken sagde:

"Mågen deroppe snapper den næppe." Men mågen svarede oppe fra luften:

"Hvad går der af den storbugede, den kære lille bredflab med de store

flanker?" Og ulken flygtede ned i dybet.

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404, side 12 - 20 + 3 upaginerede sider

efter fortællingen "Angiârneq" / Angiiaarneq. Nedskrevet af K.

Rasmussen på dansk.

Maskinskrevet manus rettet af både Rasmussen og Ostermann i Arktisk Institut, Ostermanns Arkiv nr. A 301. Interessant hvis man vil studere en del af oversættelsesprocessen.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr. Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 17 - 22: Nátátoq.

Resumé:

På Noorsiit / Noortiit nær Kap Dan bor gamle Nattattoq med sin kone i et hus

på kanten af en skrænt af angst for overfald. Deres naboer, en mængde

stærke brødre, gir kun N. en smule kød på et ribben af deres overflod

når han har underholdt dem med fortællinger om alle sine børn, der er

døde og hvis navne N. af sorg helst ikke vil nævne. Da brødrene

erfarer, at N. har haft en højt elsket søn, som han ikke har fortalt

om, tvinger de ham også til at fortælle om denne søn. Som tak får han

en ryghvirvel, hvis kød han for en gangs skyld ikke deler med sin

kone. Han spiser i al hast kødet og ønsker gennem et skudhul i

hvirvlen død over alle brødrene. Sendebudet dør på vej tilbage, og

alle brødrene dør. N. og hans kone vil leve af de dødes depoter, men

tilrejsende beskylder dem for dødsfaldene, og de flygter til en

boplads på øen Immikortoq / Immikeerteq i Ammassalikfjorden. En mængde kajakker

kommer på hævntogt. N., der ikke er åndemaner, holder seance i sin

sorg. Trommen går af sig selv, holder pludselig stille, går igen, osv.

og en særlig ånd for den slags seancer, dukker op. Dens hoved er et

skinnende hvidt sælkranium. Den vil fortælle noget. "Fortæl,

fortæl!", siger man. "Man fortæller, at teltskind og teltstænger..."

Alle besvimer, vågner op igen, og synger åndesange. Sangen forstummer

brat, da hævnerne når frem. De går ind. Alle beboere sidder stive som

støtter, og N. reagerer ikke, når de stikker til ham. Hævnerne blir

bange og går ud. Sangen begynder igen. De går ind igen, og det samme

gentager sig, blot med en pige, der ellers er meget lattermild.

Beboerne sidder som støtter et helt år. Da de vågner op, har ånden

Saggaq fyldt sidebriksen men laks som tegn på, at de er blevet nye

mennesker. N., der nu føler sig ung og frisk ror over til Sermilik,

hvor han under en renjagt møder en indlandskæmpe. De jager sammen et

par gange og blir enige om at bo sammen et stykke tid. N. har fået

kolossale kræfter og er blevet meget adræt. Han overlister og klemmer

to døtre af en fjernere boende indlandsbo ihjel, og under en

narhvalsfangst ved en fjern revne i indlandsisen, dvs. en våge, som

disse dyr søger hen til, sætter han og en af kæmperne på den anden

side af vågen fast i den samme narhval. Kæmpen trækker den over til

sig. N. klatrer ad en udspændt rem over vågen, hvor kæmperne kaster sig over ham. Blandt dem er faderen til de to dræbte døtre. N.

overvinder dem alle på een gang, og faderen slår han død med sin

narhval. N. klatrer tilbage ad linen med sin narhval. Senere inviterer

han sin kæmpeven med ned til kysten og lærer ham at ro i kajak. Kæmpen

blir så dygtig, at han kan læne sig helt bagover og samtidig reparere

en knækket åre. Da N. ikke kan lære ham mere, rejser kæmpen hjem og

kommer aldrig mere igen.

Var.: Nattattoq; Natarteq; Natatek

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "kæmper".

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Nuerniángakajik".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr. Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 63 - 66, "Nuerniangarnakajik".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 38 - 41: "Nuerniagakajik".

Resumé: Nuerniangakajiik får sig en plejesøn, som han er meget øm over. Denne såres ganske let under leg med de andre drenge. Såret er ikke

til at øjne, men Nuerniangakajiik hævner det alligevel. To fætre i

bopladsens andet hus fatter mistanke og gemmer sig, mens

Nuerniangakajiik dræber alle dets beboere. Fætrenes søster bliver kun

såret i maven, hvor indvoldene vælter ud. Fætrene flygter med hende.

Hun dør, de begraver hende. Kommer i hus hos et gammelt ægtepar og

øver deres kræfter til hævn over Nuerniangakajiik. Den ene fætter

river en stor rod op og rammer den anden fætter med døden til følge.

Den tilbageværende fætter gifter sig, får en orm og et stankelben som

amuletter af den gamle mand, da det rygtes at nogen vil udfordre

fætteren i sangkamp. Udfordreren kaster sin kniv efter fætteren, der

første gang springer i vejret som et stankelben og anden gang kryber

sammen som en orm. Fætteren rammer så udfordreren i struben med sin

kniv. Derefter gælder det hævnen over Nuerniangakajiik. Fætteren

rejser med sin familie nordpå. Træffer Nuerniangakajiik syd for

gerningsstedet og får ham med familie med nordpå til dette sted.

Nuerniangakajiik's plejesøn er fej. Ved truslen om selv at blive

dræbt, tillader han at Nuerniangakajiik dræbes. Denne viser sig svær

at få livet af. Liver op een gang. Stikkes ned igen. Den døde

Nuerniangakajiik's storetå stikker ud. Plejesønnen berører den med sin

storetå med ordene: "Min storetå er vanskabt." Nuerniangakajiik liver

op, trues, flygter baglæns og falder ned i en dyb kløft. Slut.

Bemærk: modsætningen mellem Nuerniangakajiik, der overreagerer i sin

solidaritet med plejesønnen, og dennes manglende solidaritet med

Nuerniangakajiik. Den vanskabte storetå understreger endnu en gang det

skæve forhold mellem de to, der til slut får Nuerniangakajiik til at

"falde bagover" (at dø) og tilmed ned i en kløft.

Var.: Kunnuk-fortællingerne.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.

Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser

der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval-

fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne.

Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav-

de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg

kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om.

Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således:

Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og

den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de

tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom

matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i

masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de

svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget

kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på

et fladt stykke, kunne de se en lille bygning.

Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land.

En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt

næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord.

Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq,  at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq.

Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo).

Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet.

Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj-

nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi

de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været

netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem

ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være

synd for dem at få sådan en straf.

Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise.

Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men

Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få

varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise

ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og

lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget.

Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning.

På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn

for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.

Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske.

En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval.

Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.

Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq.

Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.

Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet.

Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.

Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "teriangniamik nuliartoq".

Orig. håndskr. (?) ved Jørgen Brønlund

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe""teriangniamik nuliartoq", 1906, s. 160 - 163.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 120 - 122: The man who married a fox.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 19 - 20: "teriangniamik nuliartoq" / Terianniiamik nuliartoq.

Resumé: Ungkarlen vil ikke giftes. Fanger en hanræv i fælde og slår

den ihjel. Fanger en hunræv og tager den levende med hjem som hund.

Fodrer den med kødben. Rævekvinden ordner hans skind og koger  hans

mad. Får ved list fat i hende i menneskeskikkelse, gifter sig med

hende. "Hun var så smuk, at hun lignede hvide mænds kvinder!" Han vil

ikke bytte kone med andre. Til slut blir han overtalt og formaner

byttevennen til ikke at fornærme rævekvinden med bemærkninger om

hendes lugt, når hun sveder. Det går selvfølgelig galt, kvinden

stikker af med et "ka, ka, ka, ka" i ræveskikkelse. Ungkarlen går

endnu omkring i bjergene og leder efter hende.

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; The fox-wife and the penis of the lake.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Bemærk sammenligningen af rævekvinden med hvide kvinder.

Sandsynlig forbindelse til hollandske handelsskipperes høje priser for ræveskind i det førkoloniale Sydgrønland.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Piilikaat har flere mord på samvittigheden, da Apikutooq, der har hørt at han blir det næste offer, får et par mænd til at hjælpe sig med at dræbe ham. Sammen trænger de ind i P's telt (man er på forårsfangst), hvor Apikutooq søger at stikke P. ned med en kniv, men denne får fat om kniven og holder så fast, at Ap. må vriste den fra ham med tænderne og derved skærer fingrene af på P.s hånd. Ap. dolker så P. tre gange i siden under skulderbladet, hvorefter man dræber ham med et bøsseskud, parterer og spreder stykkerne som sig hør og bør.

Hist.: Historisk fortælling om det sidste af de 9 drab i perioden 1884 - 1893 i Ammassalik-distriktet, dvs. fra Konebådsekspeditionen til kolonisation og mission i 1894  (Holm og Petersen 1921: Meddr. Grl. Bd. 61, II: 618).

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qajîtsaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 60 - 61, "Qajêtaq, the

man from the west".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 28 - 29: "Qajîtsaq" / Qajiitsaq.

Resumé: Qajiitaq (Træsleven) uden slægtninge deler boplads med bl.a.

to piger. Bopladsfællerne begynder at myrde hinanden. Pigerne flygter

over land til Østkysten. Gifter sig. Får hhv. fem sønner og fire

børn (sønner?). Sønnerne opfordres af deres mødre til at hævne sig på

de morderiske vestgrønlændere. Derovre træffer de Træsleven, kaster

ham i lakseelven, men han springer fra sten til sten, over til sin

kajak og sin bøsse. Skyder den ene af brødrene. De flygter hjem efter

deres fætre. Tilbage, ind i Træslevens hus. Lille mand kommer ind og

lokker dem udenfor, griber den største af brødrene og kaster ham i

jorden. Denne spytter blod. De tager hjem og vender aldrig mere

tilbage for at hævne sig.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hist.: Måske historisk. Vidner i så fald om ikke helt fredelige relationer mellem sydgrønlændere og østgrønlændere, der årligt mødtes på Aluk indtil midt i 1800-tallet.

Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Skydevåben. Chr. Poulsen giver her udtryk for et spændt forhold mellem øst- og

sydgrønlændere.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger.  Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 37;

Forkortet i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 69f. Stort set samme i Hans Egede: Perlustrationen 1971,2 [1741: 7 = 1925: 316 = 1818: 12 (på engelsk).

“The Greenlanders relate a very ridiculous story, as well concerning the origin of our colonies (whom they call by the name of Kablunæt) as of their total overthrow, as follows: a Greenland woman, in her child-bearing, was once delivered of Kablunæt and dogs' whelps, of which the parents were highly ashamed, and for that reason withdrew from their neighbours and countrymen.

This monstrous breed being grown up, became so troublesome to their father, that he was not able to endure them; wherefore he retired yet farther to some distant place. Meanwhile this inhuman race came to this horrible agreement amongst themselves, to devour their own father, whenever he should happen to come among them; which a little after came to pass, when he visited them with a present of some part of a seal, which he had taken, according to custom. Kablunæt immediately went down to him, to whom the father delivered the piece of seal's flesh he had brought them. But he was no sooner got ashore, than the doggish race seized and devoured him, and then ate the seal's flesh given them. Whilst the Kablunæt dwelled there, one of the Innuits (or mankind), for so they call themselves, came rowing along the shore, and throwing his dart at some sea fowl, missed what he aimed at; which one of the Kablunæt, who stood upon a point of land running out into the sea, observing mocked and ridiculed him, and, laying himself down upon the ground, told him that as he saw he was so dexterous in shooting, he would be the bird; he might throw the dart at him, and take care not to miss him: whereupon Innuit shot and killed him. This death caused continual strifes and wars between the Kablunæts and Innuits, which last at length became masters and overthrew the former.

(H. Egede 1818: 12f, copied from the Hubert Wenger Eskimo Database).

Comment: Treated in "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer": tors.ku.dk/biblioteker2/eskimologi/datasamlinger/sonnesbase/

Var.: Kvinden og hunden: ID 18, 25, 53, 125, 321, 628, 629, 1082, 1083, 1084, 1132, 1317, 1550, 1606, 2256.

Hist.: Se:"Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: Qallunaat og Kvinden og hunden ...

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 110 - 114

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at man ikke kun på landjorden kunne søge efter hjælp, men også fra havet. En sommer da han var blevet en rigtig ung mand, roede han på fangst  vest for Tovqutaq / Toqqutaq. Han fangede ingenting, men gik i land for at lede efter noget langs stranden. Så så han en vingesnegl, qârtulâjik / qaartulaajik / den lille ravn, der nærmede sig land. Da han kunne nå den, tog han den og puttede den i sin kajakvante, fyldte vanten med havvand og bragte den langt op i landet, ude af øjesyn fra havet, fordi han havde planer med vingesneglen. Så lagde han sneglen i en hulning, dækkede den, og tætnede dækstenen med jord og spyt, så sneglen ikke kunne komme ud. Derefter tog han udmattet hjem.

Dagen efter roede G.Q. ud til sneglen, men både den og vandet i hullet var væk. Da han ledte efter sneglen i vandkanten, hørte han en stemme og gav sig til at kalde på den. Lidt efter kunne han se et sort uhyre med hvide striber (dens "pynt"), der begyndte at stige op fra dybet. Det viste sig at være sneglen, og den ville vide hvorfor G.Q. havde behandlet den så dårligt, nl. bragt den op i land, borte fra dens rette element, havet. Den var om natten selv svømmet tilbage i havet. Han svarede, at det var fordi han havde hørt, at åndemanerlærlinge søgte efter vingesnegle for at få dem til hjælpeånder, at det var for at prøve den, og han bad om at måtte få sneglen til hjælpeånd / tilflugtssted. Det ville sneglen gerne - det var derfor den dagen før havde vist sig for ham - og bad da G.Q.om at røre ved sig. Vingesneglen hjalp åndemanere med at jagte tupilakker, den var havets hjæleånd, den stærkeste af alle hjælpeånder, og således blev denne snegl Georg Qúpersimâns / Georg Quppersimaans tôrnârssuk. Og da den sorte vingesnegl, qaartulaajik var stærkere end en anden slags toornaarsuk, den hvide vingesnegl, aattaasaq, søgte G.Q. ikke efter den sidstnævnte.

Var.: Rasmussen Ostermann 110 - 114 (?). Fortælleren her synes at være Quppersimaan, omend han da fortæller en ganske anden historie om sit møde med sin toornaarsuk. Måske har han haft to, måske er den ene fortælling "lånt" fra en anden åndemaners biografi: Maratse lærer til åndemaner. Søg denne.

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Vedr. toornaarsuk blev dette de første missionærers betegnelse for kristendommens djævel, hvorfor kilderne tilbage til de tidligste er stærkt farvede af denne identifikation. Se bl.a. Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Den sorte vingesnegls "pynt", de hvide striber, opfattes undertiden i Ø.Grl. som dens amuletremme. Qaartulaajik er den østgrønlandske term for den sorte vingesnegl. I Vestgrønland kalden den 'den ravne-lignende'tulukaasaq'

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Qasiagssaq. (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ?)

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.46 - 51, "Qasiagssaq, the great liar".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 76 - 82: "Qasiagssaq" / Qasiassaq.

Resumé: Qasiassaq's kone hedder Qillussuk. Han sover dårligt om natten

og vækker altid sine fæller, når de skal på fangst. Selv fanger han

aldrig noget. Er træt af sig selv og beslutter at lyve sig noget på.

Stjæler en stor sortside, en anden har fanget. Harpunlinen sidder ved

med fine udskæringer af narhvalstand. Konen blir lykkelig, deler ud

til alle af sælen og beholder kun en smule selv. Ejeren kommer sent

hjem fra fangst, får nys om sin mistede sortsides skæbne og sender bud

efter sin bugserline. Qasiassaq's kone skammer sig og Qasiassaq siger

prraa for at forskrække hende.

En anden dag ror han i land et sted, tar bukserne af, smadrer sine

testikler med en sten, smadrer skelettet i sin kajak, fylder den og

sine bukser med isstumper. Hjemme fortæller han, at et isbjerg har

kælvet over ham. Men to kvinder har set det hele. Qasiassaq's kone

skammer sig osv.

Da Qasiassaq endelig er blevet rask ror han ud igen, finder et sted på

land en lang sten, binder sine to små fangstblærer af sælmaver til

den og sænker den i havet. Kajakmændene, der er ude, ser det hele. Han

gemmer sig lidt bag et isbjerg, kommer tilbage og opdager at

sælblærerne er væk, ror hjem og lover kvinderne nye uluskafter af

hvalrostand. Han har harpuneret en hvalros, som de andre fangere nok

skal bringe hjem. De kommer hjem med hans fangstblærer, der har løsnet

sig fra stenen. Qasiassaq's kone skammer sig osv.

Qasiassaq kommer en dag meget tæt på en spraglet sæl. Undlader at

harpunere den, for at skindet, som hans kone skal ha til bukser, ikke

skal få huller. Hvisler for at lamme sælen (det gør man ofte). Den

ligger helt stille. Han undlader igen at harpunere den, søger at få

den med hænderne, men den undslipper.

Qasiassaq hører om et ægtepar på en anden boplads, der har mistet

deres lille barn. Ror derover. De sørger over deres datter,

Nipisartanngivaq. Qasiassaq siger, at hans lille datter hedder det

samme. Forældrene giver ham den dødes kæreste ejendele, desuden en

gryde og mange kødgaver med hjem. Næste dag kommer de selv for at se

den lille nævnefælle, forstår af de andre sagens sammenhæng og

forlanger gaverne tilbage. Qasiassaq's kone skammer sig osv.

Qasiassaq's kones mor har et lille barn. Qasiassaq besøger svigermor,

der sulter. Han inviterer dem hjem, hvor han fanger en ravn på

møddingen til dem. De spiser ravnekød kogt i et skulderblad over en

lampe af et skulderblad. Svigermor og barn får derefter nok at spise i de

andre huse.

Qasiassaq annoncerer, at han har fanget en hval. Lokker de andre

kajakmænd på langfart fra næs til næs efter hvalen. Til slut  blir de

sure og slår ham ihjel.

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Et maskinskrevet manuskript - på dansk findes i Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut.

I den grønlandske udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III, er denne fortælling ikke med.

Første gang trykt i Rasmussen, Knud, 1906, Under Nordenvindens Svøbe, s. 182 - 185.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 140 - 142, "The qavdlunâqs who stole the jealous man's wife". qallunaat / qallunaaq.

Resumé 1:

Fortællingen forklarer, hvorfor der er en gennemgående tunnel i et

nærliggende fjeld, hvorfor der er så mange blandinger (af inuit og

hvide) på østkysten og hvorfor dialekten ved Anoritooq er så speciel.

Resumé 2: En mand tåler af jalousi ikke, at hans kone går nogen steder

og tøjrer hende i huset, når han er på fangst. Gang på gang mistænker

han hende alligevel for utroskab, stikker hende i lårene eller værre

endnu, klemmer små kødstykker af dem med en muslingeskal. Det sidste

klarer hun ikke, flygter ned til kysten og anråber de store qallunaat

om hjælp. De kommer på et skib - stort som et isfjeld - og tar hende

ombord. Manden får besked af sine fæller, ror ud til skibet, hejser

sig op ved et glemt, nedhængende reb, som de hvide skærer over, da han

er næsten oppe. De anbringer konen på toppen af et højt fjeld. Hun

overhører mandens bønner om at komme  ned, graver sig en lang hule

gennem fjeldet, hvor fortællersken, Sabine, har set ud på havet i den

ene ende og ud på landet i den anden. De hvide lover ham konen igen

hvis han i armgang kan gå ad et udspændt tov fra een fjeldtinde til en

anden. Da han er midtvejs ude sætter de tovet i kraftigere og

kraftigere svingninger. Han dumper ned i en dyb sø og drukner. Dette

var straffen for hans jalousi. De hvide gifter sig med hans kone.

Deraf blandingerne og den afvigende dialekt på østkysten.

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Hist.: De hvide på deres skibe kan referere så langt tilbage som til

1600-tallet, hvor de første hollandske handelsskippere gik i land ved Kap

Farvel efter drikkevand. En hypotese om norske fangeres mere eller

mindre ufrivillige besøg på de beboede dele af østkysten har også

været fremme til forklaring på visse østgrønlænderes blå øjne, lyse

hud, store  højde og skægvækst. Navnet Qallunaaq forekom flere gange i

Hanseeraqs folketælling af 1884. Det kan stamme fra handelsrejser til Syd-Sydvestgrønland. Ellers understreger fortællingen de

hvides ret til at straffe den hudløst skinsyge grønlænder.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Et barn blir sjæleranet og dør trods en åndemaners / angakkoq forsøg på at hente sjælen tilbage. Til det næste barn får faderen det råd af angakokken at fange en ravn, gemme hoved og fødder, og desuden skære en ravn af træ. Når barnet fødes skal det - fra første gang det lægges på briksen -  have ravnefødder og hoved under sig under brikseskindet og træravnen hængende over sig. Disse tre amuletter vil helgardere barnet mod at blive sjæleranet, hvadenten tyven kommer oven- eller nedenfra.

Hist.: Fortælling der formidler viden til enhver der hører den. Måske hører der dog en formular eller tryllesang til for at få midlet til at virke. En sådan måtte man i så fald købe sig hos en, der havde en sådan.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"tuluaq nerdlerdlo".

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 118 - 120, "The raven

and the goose".

Trykt første gang på dansk i Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 138 - 140.

Resumé: Ravnen forelsker sig i en gås og vil giftes med den. Gåsen

advarer ravnen mod den lange rejse over havet, som den ikke vil kunne

klare. De gifter sig. Gåsen ber ravnen om ikke at elske hende for

ivrigt. Hun vil komme til at holde for meget af den og sorgen blir

for tung, når de skal skilles. Ravnen er overmodig. Både til at elske

og til ikke at hvile sig før rejsen. Halvvejs over havet taber den

kræfterne.  Næsten fremme ved land breder gåsen og en anden gås

vingerne ud sammen. Ravnen hviler sig på dem men begynder at synke,

først fødderne, så benene osv. Ved en isflage har den kun hovedet

oppe. Gåsekonen prøver grædende at holde dens hoved oppe. Isen

brister, den synker i dybet, hvor den senere fortæller en åndemaner

om sit ægteskab med en gås. Fra åndemaneren har man historien.

Var.: Tulugaq; Ravnen, som tog en vildgås til kone; The raven who married the geese.

Kommentar: At gåsen ligefrem elsker ravnen udtrykkes sjældent i andre

varianter

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tuluaq naujardlo inorôrtut".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 118, "The raven

and the gull in human form".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 21: "tuluaq naujardlo inorôrtut"  Tulugaq naajarlu inoroortut.

Resumé:

Kajakmand overraskes af tåge og regn og

ror desorienteret rundt. Det klarer op. To mænd på land

inviterer ham op. Den ene byder ham på frossent skarn. Det vil han ikke

ha'. Den anden byder på frossen torsk. Det spiser han. Mågemanden og

ravnemanden brydes. Den ene er stærkest, formentlig mågen (stærke arme).

Næste morgen tar' de alle af sted, ravnemanden i sort og mågen i hvid

yderpels. Manden ser dem kort efter flyvende som måge og ravn.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

Bemærk: det usigtbare vejr og den manglende orientering som overgang

til kajakmandens syn i den "anden" verden med fuglene i

menneskeskikkelse.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tulugkat nuliarîk".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 120, "The ravens'

song to their crying child".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 46 - 47: "tulugkat nuliarîk" / tulukkat nuliariik.

Resumé: Ravnefar synger for sit grædende barn: "Derned plejer jeg at flyve, til øerne plejer jeg at flyve, og

min tunge smager af æg, af bærsaft smager min tunge." Barnet græder

stadig og ravnemor får det beroliget med sin sang: "Af bærsaft smager

min tunge, af æg smager min tunge. Mine snegle!" Alle ravne synger

denne sang for at få deres børn til at holde op med at græde.

Kommentar: Ordremsen kunne tænkes at efterligne ravnenes skrig, men det tyder den grønlandske tekst ikke umiddelbart på. Med mindre det helt afhænger af tonefald i udtalen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "erqerniagagsssaq agdlerdlo".

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 154 - 155.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 122 - 123: The Ptarmigan and the Loon.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 11 - 12: "erqorniagagsssaq agdlerdlo" / eqqorniagassaq allerlu.

Resumé:

Havlitten ror langs landet. Får øje på en rype, der kredser

over kystfjeldene. "Hvorfor" spørger havlitten. "For at holde øje med,

at der ikke sker dig noget," svarer rypen. Havlitten irriteres.

Samtalen udvikler sig til et skænderi, hvor de to fugle håner hinanden

for de træk i hinandens udseende, der er mærkelige og karakteristiske.

Havlitten trækker rypen mod havet og under vandet. Rypen klager imens:

Ak, og det er mig her, som aldrig før nærmede mig havet, når først

isen løsnede sig ved sommertide." Fuglene er neddykkede længere end en

klapmyds. Havlitten kommer død op. Rypen levende, med en rødfisk i

næbbet (de har været dybt nede). Den udstøder sit karakteristiske

skrig, qaq-qaq-qaaq ("så kom man da med nød og næppe op igen"), flyver

ind over indlandet og nærmer sig aldrig siden kystbjergene.

Var.: Rypen og havliten / havlitten; Slagsmål mellem en rype og en angeltaske.

Sangkamp i dyreverdenen.

Tolkning: Oprindelsesmyte til rypens skrig og livsbetingelse som landfugl.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"qaumavaq (seqineq) aningârdlo"

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 137, "The sun and

the moon".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 53: "qaumavaq (seqineq) aningârdlo" / Qaamaaq Aningarlu.

Resumé: Efter en lampeslukningsleg får Solen  mistanke om, at hendes

bror har ligget med hende. Næste gang mærker hun ham med sod. Da hun

ved tændte lamper ser, at det er hendes bror, dypper hun en tot

lampemos, tænder ild i den, cirkler rundt om huset og stiger til

vejrs. Månen gør det samme, men hans fakkel slukkes. Solens fakkel gik

ikke ud. Derfor udstråler den både lys og varme.

Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; sun el. Sun.

Kommentar: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Månen og solen.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 16f.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 53.

Resume English by BS:

An elder brother, Moon, falls in love and commits incest with his younger sister, Sun, in the playhouse of adolescents during a 'putting out of the lamps'. He is smeared with soot by the suspicious sister and afterwards easily identified by the black patches on his white clothing of caribou skin. She runs off circling the house with Moon at her heels until deeply ashamed she stops, cuts off her breast with her ulu [crescent shaped women's knife and throws it at Moon with the words: 'You seem to find only me tasty, eat this one as well!' She then lights a tuft of moss, rises into the air pursued by Moon holding another lighted tuft. But his flame is put out leaving only a glow. He still follows her. The patches are the dark spots seen on the moon whose glow shines with less luminosity than the burning light of the sun. The sun rose higher than the Moon, who still has to hunt on earth and at sea, catching the seals he is wont to eat. Whenever he is not seen in heaven he is down hunting.

“… This is how our ancestors told the story, he said, but now I do not believe that story any more.”

Var.: Talrige / numerous: Søg / search: sol måne.

Comment: The first variants of a pan-Inuit myth on record.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 27.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 62.

Resumé in English: the flood “…as they call it…”[ i.e. a storm surge) had left shells still to be seen high up in the mountains.

Comments: a pan-Inuit myth. Poul received this piece of the Inuit flood-story in response to his story about the deluge, that in his own explicit understanding was send as a punishment by God. The local Greenlanders knew that story very well, they said (ibid.).

Var.: ID 2293, 2294.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 63.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 97.

In English by BS:

A foreign Greenlander, having listened to my telling about the creation, told what he knew from hearsay: that the heaven in bygone times rested on the top of the mountains, but that it later was raised to its present altitude above the earth. That happened, he added, at the time when the big flood swelled up over the entire earth, which event he, like his compatriots, concluded from the small shells and other things from the sea, that were found in regular heaps far up in the inland.

Comment: The first variant of this pan-Inuit myth on record.

Var.: ID 2292, 2294

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 57.

In English by BS:

“Having told him about the resurrection of the dead, he told me from hearsay that: When all humans have died, a great flood shall swamp the earth, clean the blood of the deceased, and when mountains, earth and stones are all separated and split up, and everything has cooled down, a wind shall blow all over and beautify everything. The high mountains shall become transformed into a lovely plain with numerous caribou. All the bones of seals shall be revived. He up there shall blow on the dead humans, twice on the men and once on the women, and they too shall be revived. But he had no other explanation to offer about the identity of 'the one up there' but that he had heard that from others." (P. Egede 1971: 79; 1939: 57, transl. BS).

Comment: This version I take to be one of the earliest acculturated Inuit origin myths on record. Although presented at an early date in the diary the story is an editorial insertion because, as explicitly stated by Poul, he received it at later date. The story is thus a millenium variant of the flood story and stimulated by Doomsday.

Var.: ID 2292, 2293, 2294.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 67.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 105.

Into English by BS:

“While we stayed among the savages, who lived a mile [7.5 km to the north [of Christianshåb they talked about a person who had been lost in his kayak and that neither he nor the kayak had been found. The shamans have decided that he was stolen by the Ingnersoit  [innersuit, i.e.: the 'big fire trolls'; that's how they call the people and indwellers of the shore and sea. They used to live on earth, so they say, before the big flood swelled up all over the world, and when the earth capsized, it turned bottom up. In evidence of the explanation, that the kayaker had been robbed by these innersuit, the newly arrived shaman told about the fire that appeared right before his eyes whenever he practiced whitchcraft [performed as a shaman. Having responded to that [correctingly I asked them how the earth had become populated since Antedeluviani became innersuit? One among the Greenlanders answered: After the flood, a man (from where he came the Greenlander did not know) walked about alone without a wife. He copulated with a hummock that swelled, became pregnant and eventually bore a babygirl. At a later point he married that girl, and they had children who married one another, because they were the only people in the world. That ancestor, they continued, had trees instead of hair for a beard.”

Var. of the flood: ID 2292, 2293; of the capsizing of the earth: ID 1678.

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Copyright: Ved enhver mangfoldiggørelse af data, tekst og/eller kommentarer fra denne base henvises til:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Dette fortæller man om Tunerluk, som tog ind i fjorden

på sommerophold: De havde en eneste datter. En dag tog manden ud på

rensdyrjagt, og konen gik ud sammen med sin lille datter for at

plukke bær. Hun satte barnet på jorden, idet hun med mellemrum

kiggede til hende. En gang hun kiggede til det sted, hvor hun var, var

hun pludselig væk. Hun ledte efter hende overalt, men hun kunne ikke

finde hende. Til sidst gik hun ned (hjem). Noget senere kom manden

hjem. Han råbte ind: "karsomagoarasok sikinassarsivakit (du søde

derinde, jeg har fanget noget, hvis skind du kan få bukser af)." Konen

svarede ham ikke. Han gentog råbet; så svarede hun: "Hun forsvandt for

mig, mens jeg plukkede bær" (nipingoa Parîngunuk ugapok). Da manden

hørte dette, blev han meget vred. Straks søgte han åndemanerhjælp.

Han forsøgte sig med samtlige åndemanere, men da de ikke kunne finde

ud af noget, måtte han give op.

En dag han var ude på fangst, traf han en lille ældre mand, der fiskede. Manden spurgte ham ud, og den lille gamling sagde, at jo, han kun kunne udspørge ånder. Manden tog ham med hjem. Om aftenen bandt han ham på hænder og fødder (til qilerneq ?). Han pegede ivrigt på noget (oparûvatotisinamijûle) ud for ham deroppe, deroppe (? ilirnu ilirnu) ad nunatakken til i øst, til nunatakken oppe i indlandet.

Tunerluk bad sin kone om at sy nye såler på både gamlingens og  hans

egne kamikker.

Næste morgen nûlerami (uullarami - om morgenen) fulgte

han hans slædespor. Da de nåede frem til de høje fjelde, kunne han ikke

finde ud af, hvor det var, og de måtte vende tilbage.

Om aftenen bandt han ham (som blot udspurgte ånder) på hænder og fødder, for at han skulle finde ud af, hvor den østre nunatak lå.

Næste dag tog de af sted endnu engang. Da de nærmede sig de høje fjelde, råbte hans følgesvend: "Til den østre  nunatak."

Da han kom til den østre nunatak, gik han ind i huset. Derinde sad to store indlandsboere, to brødre. Da han gik ind i rummet, greb han den ene og kylede ham

ind i bagvæggen. Han greb også den anden og smed ham ud til indgangen.

Så tog han datteren og bar hende ud. Han gik ned med hende og tog af

sted dagen efter. Da han næste dag var ved at nå frem til sit store

telt illûngami sangarnirinarsooq (? kom der  noget på tværs ved hans

ene side) agidlarnialerluni allarnik ajollerami (og han kunne ikke

komme af stedet og hjem, hvor meget han end prøvede). Han kiggede

bagud og så, at en stor indlandsbo halede ind på ham. Da han så ham,

blev han rasende. Han vendte sig om og tog et par åretag i hen imod

ham. Han gjorde sig klar og kastede sin harpun. Han ramte ham i øjet

med et stort knald.

Dagen efter han kom hjem var Tunerluk ude på fangst. Der kom to kajakmænd. Tunerluk fik dem på besøg og den ene, der sad på en kramkiste, sagde: "Tunerluk tunernut pitsirisûsit tussangualara - du får den store hjælpeånd (jeg har ellers hørt, at Tunerluk har fået en stor hjælpeånd hos de genstridige indlandsboere).

Tunerluk sagde: "Luk låget op på den kiste, som du sidder på." Det

gjorde han. Kisten var fuld og tung af (hvalros- eller narhvaltænder).

Så sagde den anden: "Uanga tussangualara Sûrkarsoaler pitsavat (? jeg

har ellers hørt at du skulle have mange hvalbarder). Herefter sagde

Tunerluk: "Gå ud og kig ind i det andet forrådsrum." Han gik ud og

kiggede ind i det andet forrådsrum. Det var fuld af hvalbarder.

Tunerluk pitsirisota (? det var ikke for ingenting, man havde hørt om

Tunerluks rigdomme) blev ikke hørt. Slut her.

Denne fortællling er svær at få noget ordentligt ud af. Chr. B.

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; qilaamasoq.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Blandt nisserne og mange andre slags ånder i jordens skød er toornaarsuk den mest magtfulde.

Om den fortælles det at den i skikkelse af en vingesnegl, et havdyr, var en åndemaners toornaarsuk, men udviklede sig til en magtfuld ånd, som man talte om med stor frygt, og synes at have været anset for stærkere end alle andre ånder, endog end Havkvinden, Sødyrenes moder.

Kommentar: Meget tyder på en temmelig sen oprindelse til denne fortælling, idet toornaarsuk blev missionærernes første betegnelse for Djævelen uden at der var noget reelt grundlag for den identifikation. I Østgrønland var en vingesnegl (den hvide eller den sorte) ofte en åndemaners toornaarsuk (der var to slags ifølge både Thalbitzer: Eskimoernes kultiske Guddomme, 1926, og Victor 1989-1993, II (se denne)), og det blev da under indflydelse fra missionen, at en af disse toonaarsuit fik en så vældig magt, må man slutte. Bemærkelsesværdigt er det også, at dette havdyr, en vingesnegl, flytter ind på Djævelens sted i jordens skød.

Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Toornaarsuk

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger.  Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 68.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 105.

"De holde for at der er tvende 2de kjerlinger som holde et stift skind imellem dem, hvormed de tordner, og når skindet slaer sig ud, lyner det. Samme skind skal de have stjålet i fordum dage; og der de blev overskjeldt derfore, bleve de vrede og forlod jorden."

"Thunder, they think, is made by two women shaking a stiff skin in between them. When it cracks comes lightening. Way back they stole this skin; being scolded they got angry and left earth."

var.: ID 619, 620, 1627, 1528, 2244.

Comment: The first variant on record.

Context: An old woman tells Poul Egede about a shaman's performance down south at Cape Farewell last year. One of the two thunder women appeared asking for a fresh skin because the old one was worn out. But for fear people said they did not have any.

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 152 - 155

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan kommer i tanke om noget forfærdeligt, der skete engang de var i Akornínaq / Akorninnaq, og det fortæller han om: Det var forår, og storisen var lige kommet ind i fjorden. G.Q. var taget på fangst med nogle andre, og vejret var fint. Mens de sejlede mellem to isflager, begyndte disse at nærme sig hinanden. G.Q., som var i midten, blev mast, og hans kajak blev fuldstændig ødelagt. Da flagerne endelig stoppede, kunne han endelig komme op af sin kajak på en isflage, men opdagede, at hans ben var helt ubrugelige. Snart standsede isflagerne deres skruninger og da der kom lidt åbent vand opdagede G.Q. sin sorte vingesnegl, hans toornaarsuk, der snart forsvandt ned i dybet. Det var den der havde bragt skruningerne til standsning og således reddet G.Q.s liv.

Han nåede derefter kun lige at tænke, at Navtãnguaq / Nattaannguaq ville kunne hjælpe ham videre, så dukkede hjælpeånden op. Nattaannguaq gav sig til at behandle Georg Quppersimaans ben, og efter en tid følte han en stærk smerte. Inden hjælpeånden forsvandt igen, gav han G.Q. besked på, at blive liggende indtil han så et menneske.

Så dukkede en af de andre kajakmænd op, han var gået op på isen for at se, om han kunne redde nogle af G.Q.s ting, men regnede ikke med at finde ham i live. Hans kajak var helt smadret, men ved at binde kajakkerne sammen, nåede de tre mænd hjem.

Efter en måned var benene lægt, men først langt senere fik G.Q. en ny kajak og begyndte at fange igen.

Var.: Rasmussen Ostermann 110 - 114 (?)

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 68h - 70v(?)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 184 - 186: Tunnerluup pania tunernit aallurnneqartoq.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 225.

H. Rinks oversættelse af denne sammenstykket med en variant fortalt af Jeremias: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-1871 (1866-71), I: 47, ss. 156 - 158.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 44, pp. 268 - 270: The Child who was stolen by Inlanders.

Resumé:

Tunnerluk hvis datter blev røvet af tornit.

Storfangeren, den selvbevidste Tunnerluk, overvintrer alene med kone og datter ved en fjord. En dag bliver datteren røvet på et tidspunkt, hvor moderen er optaget af sit skindskraberi. Tunnerluk får fat i en angakkoq / angakok / åndemaner, der sporer hende til tornit, kæmper som bor på indlandsisens nunatakker. Med dobbelte kamiksåler, som konen har syet om natten, tager Tun. og angakokken sammen  helt ind til den østligste nunatak, hvor Tun. får en amulet, en præstekrave, af angakokken og besked om selv at hente datteren i tornits hus. Trinet op til indgangshullet er som en bjergvæg. Han klatrer op og ind, hvor datteren græder utrøsteligt. Han får hende uhindret med, fordi man opdager den præstekrave, han har med. Hjemme igen bliver datteren svagelig. Angakokken finder ud af, at Tun. ikke har fået datterens sjæl med. Den henter de da oppe hos tornit, men hjemme igen kan de ikke få den ind i datteren. Endelig får Tun. den idé at lade angakokken stikke sjælen ind i hendes anus, og da lykkes det at få den ind. Hun bliver rask, og den taknemmelige far belæsser angakokken med gaver ved afrejsen.

Senere kommer to mænd med lange næser med hvalbarder for at håne den selvbevidste Tun. Men han viser dem sit forråd fuld af hvalbarder og erklærer, at hvalen ellers ikke er den hans hyppigst fanger. De to mænd drager beskæmmede bort.

Var.: Tunerluk el. Tunnerluk ? (flere versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Hist.: Præstekraven er en fugl. Indlandskæmperne giver normalt nødigt den røvede pige fra sig og forfølger den flygtende far og/eller angakkoq. Afstanden til traditionen ses også i episoden med sjælen, der stikkes ind i anus. At den skulle ind den vej ville man i ældre tid ikke være i tvivl om - med mindre det skulle være en forestilling begrænset til Østgrønland (?). Endelig er det usikkert, hvem de to mænd med lange næser repræsenterer: Er det europæere eller indlandskæmperne, tornit? Muligvis de sidstnævnte, idet de lange næser står i modsætning til ildfolkenes / innersuits næsten ikke eksisterende næser. Se Sonne 1996, Cultural and Social Research in Greenland. Essays in honour of Robert Petersen, Ilisimatusarfik; og GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere). Timersit er østgrønlændernes navn for tornit, der af arkæologer har været identificeret med dorset-folk. Se Kleivan 1996, der mener at identifikationen kun kan underbygges mht. inuit i Canada, men næppe i Grønland. Seneste udgravninger i Thule-området (1999) peger dog på mulige møder mellem de sidste dorset og de første thule-kultursfolk i Grønland.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420, s. 1 - 14.

Maskinskrevet manus rettet af både Rasmussen og Ostermann i Arktisk Institut, Ostermanns Arkiv nr. A 301. Interessant hvis man vil studere en del af oversættelsesprocessen.

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr. Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 9 - 17: Tunútêrajik.

Resumé:

Resume: Tunutoorajik bor ved Noorsiit/ Noortiit på Kulusuk. Han og hans

fætter holder meget af hinanden og følges altid på fangst. De vil

kappes om at bygge den smukkeste konebåd. Mens T. bygger på sin båd

vil en gammel ondsindet mand bilde ham ind, at fætteren vil dræbe T.

T. tror ham ikke, men den gamle fremturer, T. blir pludselig angst,

bygger båden færdig i hast og rejser mod syd med sin kone. Fætteren

hører lidt senere om afrejsen, sætter efter, men må bedrøvet opgive at

indhente T.

Efter mange dages rejse mod syd kommer T. til en ø over

for et langt ubeboet kyststrøg. Fra øen ses intet andet land end en

mindre ø. T. slår sig ned hos øboerne, den etbenede kæmpe Ittuko / Ittuku / Illuku og hans kone. It. har smukt forarbejdede redskaber og klæder (brynje?) af

jern. Klædt i jern råber han til forbisejlende skibe om sommeren.

Svarer de ham, lader han dem passere. Hvis ikke, og de derfor må have

ondt i sinde, haler han dem i land med sin lange piskesnert, som han

slynger om masten. Matroserne kapper gang på gang snerten med en kniv, men i den sidste ende bliver skibet halet ind. Han truer besætningen og losser alle deres varer, men lægger bunker af bjørneskind i stedet.

Da skibstrækket er forbi, kommer efterårstrækket af fugle. I. stiver

sine husstøtter af. Flokkenes ekskrementer ligger om huset i dynger,

spærrer for udgangen og knækker T.'s kajak. It. renser alt væk og

reparerer kajakken med et snuptag. T. tar på fuglefangst. Fuglene

taler til ham og inviterer ham til at dræbe dem. Han dræber fugle i

mængde. It. blir stum af raseri, It. plejer at snakke med fuglene. It.

får dog smag for fuglekødet, da de er kogt, og tillader T. at fange så

mange han vil. Fuglene trækker bort, kulden sætter ind og snart med en

styrke, der fryser T.s tis til istapper, inden det når til jorden.

Isen kan bære overalt. It. tar alene ud på isfangst i det fjerne og

kommer hjem med indvolde af en remmesæl. T. får ikke lov at komme med

næste dag. Han er ikke hurtig nok, skønner It.

Det blir mørketid. It. afstiver sine husstøtter.

Næste morgen hører man bulder og brummen

uden for. Da dyrene kun kan nedlægges af folk, der er ualmindeligt

behændige, må T. blive inde, men inviteres med ud til flåningen og

parteringen af de mange isbjørne It. har nedlagt.

Næste gang It. afstiver husstøtter, kommer en mængde hvalrosser, som T.

med sine almindelige kræfter kan klare. Da deres skind fryser og

sprækker, mens de blir dræbt, er de lette at partere.

T.s kone føder en søn med et ben, som It. altså er faderen til. Det

glæder man sig meget over. Sønnen vokser hurtigt til, blir snart

stærkerer end T., og da man hører at havets kolossale kæmpebjørn

truer beboerne på fastlandet, drager sønnen fulgt af T. ud for at

dræbe den. Den overvintrer på en fjords dybeste bund, kommer nu og da op

for at få luft i sit enorme åndehul. Vandet skvulper da op og fryser

til isbjerge, og hele konebåde og isbjerge suges ind i dens næsebor.

Da sønnen får vækket bjørnen og den stikker sit kæmpehoved op af

vandet, ser dens øjne ned på det lille kæmpemenneske. Men sønnen får

ramt den i begge dens armhuler, og den dør. Næste helte-udflugt

gælder en kæmpefalk, der truer fastlandsbeboerne. Den kommer med en

bjørn i næbbet, slipper den, griber sønnen i klæderne og flyver til

vejrs.

Han smyger klæderne af sig, men da falken ser hans nøgne krop, lader

den klæderne falde, griber og flår sønnen itu og bringer ham til sin

rede, hvor ungerne river ham i stumper og fortærer ham.

Not.: På grund af spejlvendingen på østkysten af "nord" og "syd" i oversættelse til dansk er det usikker om Ittukus ø ligger højt mod nord eller langt mod syd. Jeg vil tro det sidste, dér hvor de europæiske skibe passerede.

Tolkning.: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Tilbageslag af tupilak.

En fanger bliver syg og afmagres fuldstændig i efterårets løb. I det tidlige forår rejser han sig pludselig fra sit leje og udbryder, at nu er han helt rask og stærk igen. Han ber om mad og de lettede husfæller spiser sammen med ham, men pludselig lægger han sig ind under briksen, et sikkert tegn på at han er blevet sindssyg. Kravler han ind under briksen og op ved bagenden, står han ikke længere til at redde. Man kæmper med ham, binder ham til to store gulvsten, der fjernes fra nær indgangshullet, og holder vagt en hel måned, indtil fangerne er nødt til atter at tage ud på fangst. Da stikker de ham et stykke af en lampevæge-studser i munden. Han knuser mellem tænderne, synker den og dør.

      Sygdommen og sindssygen skyldtes tilbageslaget af en tupilak, han selv havde lavet men sendt imod en, der var ham for stærk.

Hist.: Der er enkelte tekster med tilsvarende indhold, hvor en historisk persons sindssyge og død skildres. Se fx. Nalakkaaq mister forstanden.

Kommentar: De to sten ved døren skildres i andre tekster som aflange og meget store, men det er ikke gulvsten.

Søg iøvrigt på: sindssyge / sindsyge.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé: Tilbageslag af tupilak-bjørn.

En mand er en særdeles dygtig bjørnejæger og hvert år fylde han en lang stav med bjørnekranier.  Et år, hvor han har fyldt halvanden stav dukker en enorm bjørn op ude på isen. En af husets fangere løber derud, men bjørnen går straks til angreb og manden når kun lige at undslippe i et enormt spring op på isfoden. Det lykkes kun bjørnen at flå hele syningen op på mandens kamiksål. Dette viser klart, at det ikke er nogen almindelig bjørn.

      Dernæst nærmer den store bjørnejæger sig. Men også ham angriber bjørnen, og med større held. Den slæber ham ud på isen, holder ham fanget, og tager med mellemrum en stor luns af hans kød. Man hører ham højlydt skrige oh-oh derude.

      Denne bjørn, forklarer man, var en tupilak han selv havde lavet. Men den havde ramt tilbage på ham selv.

Hist.: En historisk fortælling.

Var.: Rosing, Otto: Ham bjørnen åd. Det er en langt mere detaljeret version. Men Kaarali Andreassen kan være fortælleren / nedskriveren af begge versioner.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

En åndemaner bliver bedt om at indfange og tilintetgøre en tupilak, som man mener er årsagen til en mands angstanfald. Det sker under en seance, hvor angakkoq'en først forgæves jager tupilakken uden døre med sine gængse hjælpeånder, og dernæst lader tupilakken komme helt ind i husgangen, før han tilkalder sin kæmpefalk. Den tager tupilakken i krebsen og fjerner sig med den. Man hører lyden fortabe sig og ånder lettet op. Var tupilakken kommet inden for havde det betydet den visse død.

Hist.: Sandsynligvis en tro beskrivelse af en sådan seance, hvor det ikke har skortet på spænding og fælles gys.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

To brødre har hjemme i Sermiligaaq. Den ene tager altid på ammassætfangst i Ammassivik om foråret og tørrer ammassætter til både sig selv og sin lillebror. Denne fanger i stedet sæler og lægger dem hen til gæring til dem begge. Et forår forlyder det i Ammassivik, at broderen derhjemme er blevet dræbt af en flok brødre.  Storebroderen skynder sig hjem og sørger dybt. Næste forår ror han til mordernes nu forladte vinterboplads, finder deres kødgrav og fjerner derfra nogle håraffald fra en ung lagret remmesæl. Hjemme igen åbner han sin lillebrors grav, kalder på ham, får et brøl til svar, og tager så hans venstre kamik, som han sammen med håraffaldet bruger til en tupilak. Han opliver tupilakken og giver den besked om at ombringe morderne. Disse bor i Sermilik, i Tiniteqilaaq, hvortil også tupilakmageren ankommer. Der er mange folk og så meget leben, at han helt glemmer den tupilak han har afsendt. I skikkelse af en ung remmesæl dukker den en dag op efter en tåget dag, hvor alle har holdt sig hjemme. Lige ud for bopladsen lokker den alle ud efter sig, og  han er lige ved at harpunere den. Men så genkender han den, og en efter en bliver den mordernes skæbne.

Hist.: Efter sigende herskede der en vis afstandtagen mellem folkene fra Sermilik og dem fra Sermiligaaq og Ammassalik fjordene. Men det er er en fælles inuit-kenning, at en hel flok brødre rask væk, en efter en, bliver offer for samme hævnakt, i dette tilfælde en tupilak.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

En unavngiven fortæller beretter om en nær slægtning, der var åndemaner og bad ham gå med op i en hule, med en masse mos som dække over en næsten færdig tupilak med et alt for stort hoved af et barnelig. Hjælperen / fortælleren (en dreng dengang) blev beordret til at skaffe en bestemt mand sårpløk ved at udenfor, hoppe 20 gange på venstre ben, vende sig hoppende mod mandens boplads på den anden side sundet, og gennem anorakhætte og ærmet , som han har taget armen ud af, råbe på sårpløkken. Drengen adlyder og griber en genstand der kommer farende ind gennem hans tomme stive ærme. Da han giver den til åndemaneren, der puster den fast på tupilakken, ser han, at det faktisk er en sårpløk. - Desværre kom drengen for sent frem den dag, da åndemaneren fik liv i tupilakken.

Hist.: Det lyder som en historisk fortælling om en begivenhed af den slags, hvor en åndemaner tager et barn med ud i ensomhed og ved (ikke gennemskuelige) tricks imponerer barnet. Måske med den hensigt at give barnet appetit på at blive hans lærling.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Uiarteq". (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ?)

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 34 - 36,

"Uiarteq, the man who travelled round the world".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 53 - 55: "Uiarteq".

Resumé: Uiarteq rejser fra sin boplads ved Kuummiut med sine to koner

mod syd med et sådant hastværk, at de ikke får tid til at amme deres

børn. Børnene dør. Uiarteq finder sig en tredje kone med bryster så

store, at de kan nå om til hendes barn i rygposen. Ved en uhyre bred

fjord er sælerne så store, at Uiarteq dårlig tør fange dem. Han fanger

en unge, der er så stor, at de næsten ikke kan få den på land. De ror

et par døgn for at komme over fjorden. De kommer senere forbi en

strækning med fjelde så stejle, at de ikke kan komme i land. De når

"den evige is", sikuiuitseq, må hugge sig trin i isen for at komme op

på den med konebåden, der hejses op i remme. Der er mange bjørne, som

Uiarteq ikke jager. De sætter over indlandsisen og må overvintre der.

Uiarteqs hunde er meget små, men overvinder nemt bjørne, som de

trækker tarmene ud af. På den anden side af inlandsisen fortsætter de

rejsen i konebåd. Uiarteq har stadig hastværk. Et sted undervejs, hvor

der er mange narhvaler, fanger han af dem og fylder båden med

stødtænder. Dem skal hans søn senere have fangstredskaber af. De

rejser sydover uden hindringer og søvn. Hjemme igen får han mange

gæster, der vil høre om rejsen. Uiarteq er blevet gammel på rejsen og

hans glæde over at gense sin gamle boplads er så stor, at han dør

kort tid efter hjemkomsten. Efter eget ønske begraves han oppe bagved

bopladsen med udsigt over hele egnen (han har på hele rejsen ikke mødt

nogen egn så dejlig som sin egen).

Var.: Uiarteq

Historiske træk: Grønland er i denne variant ikke nogen egentlig ø. I

nord må man over isen for at komme tilbage mod syd. Måske har Rosine

hørt om europæernes nordpolsrejser. Rosine, oprindeligt fra

Timmiarmiut, er bekendt med Ammassalik-områdets geografi, hvor Uiarteq

hører hjemme i Kuummiut.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ukuamâq"

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 43 - 44, "Ukuamâq".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 43 - 44: "Ukuamâq" / Ukuamaaq.

Resumé: Ukuamaaq bor med sin mor på en boplads med mange brødre og

deres eneste søster. Hans mor opfordrer ham til at tage denne pige

til kone. Det gør han. Moderen forelsker sig i sin svigerdatter.

Narrer hende til at flygte til østkysten med en løgn om, at alle

brødrene er begyndt at myrde hinanden. Ukuamaaq kommer hjem fra

fangst. Moderen lyver om hans kone: hun er vist gået tilbage til sine

brødre. Moderen laver sig en penis af en kajakstævn, rejser over til

svigerdatteren, gifter sig med hende og fanger godt til dem begge.

Ukuamaaq længes efter sin kone. Holder seance, flyver af sted og

finder de to kvinders hus. Gemmer sig på sin kones råd bag

skindtapetet. Moderen kommer hjem fra fangst. Der koges kød. Ukuamaaq

giver sig til kende og opfordrer til en bestemt leg, hvor moderen

indrømmer, at hun har taget sin svigerdatter til kone. Ukuamaaq

dræber sin mor, hans kone vil ikke med ham hjem, han dræber også hende

og begraver dem ved hinandens side. Moderens "penis" er ganske slidt i

betrækket. Ukuamaaq rejser hjem.

Var.: Variant af "Den lesbiske svigermor": Ukuamaaq

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Bemærk at allerede den nyligt døbte Aadaarutaa følger tendensen i Sydgrønland at placere alt "hedensk" på Østkysten.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé: Tupilak-fangst.

En fanger fra Kulusuk får angstanfald i det tidlige forår. Selv når han er på åndehulsfangst i strålende sol. En dag er han på nippet til at slynge harpunen i en sæl i åndehullet, da han ser et stort hundehoved i åndehullet og styrter til det nærmeste hus, hvor han smider sig helt ind bagest på briksen og får fortalt om det. Senere bliver han fulgt hjem på nabobopladsen, men han går herefter aldrig ud alene og det blir småt med hans fangst til stor sorg for hans bopladsfæller.

            En dag kommer der besøg af en større flok, hvoriblandt en angakkoq / åndemaner indvilger i at prøve at helbrede manden. Årsagen er hundehovedet, der må være en tupilak, som angakokken får lokket nærmere. Det er en hund, nej snarere en bjørn.  Næsten alle hans hjælpeånder jager den forgæves i husgangen, hvorefter den skævmundede, equngasoq / Equngasoq, kommer roende i sin kajak og gør et forsøg. Dens blærepil går gang på gang i tre stykker i luften og heles igen når han samler den op. Men det er først da åndemaneren har tilkaldt sine to kæmpefalke, der sker noget afgørende. De transporterer utysket til øen Immikoortoq / Immikeerteq op på dens udsigtspunkt, hvor åndemaneren ser dem og fortæller de må være synlige for enhver. Så store som to bjørne gnasker de løs på tupilakken til sidste stump, og alle tilhørerne fryder sig.

Alle undrer sig over hvor blodig åndemanerens harpunspids er.

Herefter er fangeren kureret for sine angstanfald og fanger til alle naboers glæde ligeså rigeligt som før.

Kommentar: Muligvis har denne fortælling samme forlæg som den mere generaliserende, ibid. s. 128 - 129.

Kaarali Andreassens illustration til en lignende fortælling, se Ib Geertsen, 1990: 113.

Ed. by H. Ostermann.

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

Resumé:

Det fortælles om Aggu / Akku, at han som ganske lille fik besked af sin far om at rette sig efter sin bedstefars anvisninger på, hvordan han skulle udvikle sig til åndemaner / angakkoq. Det gør han så. En dag bestiger han et bjerg, får et slag på skulderen bagfra, mærker munden løbe fuld af blod og besvimer. Det er en dødning han på den måde har fået som sin første hjælpeånd.

            Hans næste hjælpeånd er en voksen dværg med skæg fra bjergene, hvis spejlbillede han får øje på ved siden af sit i en lille sø, hvor han leger med kajakker. De er lige store og dværgen fortæller ham, hvorledes han ikke skal frygte nogen af de ånder, der kommer til ham fordi han stråler af lys. Han skal altid bare røre ved dem. Denne dværg bliver en af hans nærmeste hjælpeånder.

            Derefter får Aggu en dag næseblod så kraftigt og så længe at han besvimer af blodtabet. Forældrene tror han er død og begraver ham i en gammel grav oven for huset, hvor de dagligt sidder og græder over ham den ganske dag. Aggu kommer delvis til sig selv uden for sin krop og betragter undrende hvordan hans anus udvider sig og trækker sig sammen. Han ser også en trappe med tre trin. Næste dag husker han noget hans far har sagt om, at sjælen vil tilbage i legemet når anus udvider sig, og at der vil være en sådan trappe som man først skal op ad. Med besvær og et hajee / håje, hajee, hajee (se kommentar ndf.), når han op på det første trin, dernæst nemt på de to næste, og da han atter er smuttet ind i sin krop, råber han til sine grædende forældre om at fjerne dækstenen. Lykkelige går de alle tre hjem sammen, og Aggu er nu sikret en stor fremtid som angakkoq efter sin død, begravelse og tilbagekomst.

            Når Aggu derefter tar ud i kajak fanger han altid en sæl og oplever altid noget ekstra. Han bliver ædt af søens troldbjørn (søens bjørn) tre gange (beskrives ikke her i nogen detaljer) som sig hør og bør, hvorefter det lykkes ham at få en innersuaq, som kommer til ham ude til havs i kajak, som hjælpeånd. Pamialaaq hedder den. Den ber Aggu om også at røre en kæmpefalk, der er Pam.s hjælpeånd og således også bliver Aggus. Ligeledes får han på en tur til Sermilik-fjorden (han hører selv hjemme i Sermiligaaq-fjorden) to innersuit, Unarnaq og dennes nevø, Unarmerajik, idet han skal berøre en tupilak som de to har fanget.

            Aggu søger hjælpeånder i mange år og får senere ry for sin særlige evne til at efterligne sine forskellige hjælpeånders stemmer.

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu / Akku, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. For en beskrivelse af en af Aggus seancer søg Rasmussen 1938 s. 122 - 125.

Vedr. lærlingens uddannelse til åndemaner med dens søgning efter hjælpeånder er især fortællingerne om Naaja, Kaakaaq, Tiimiartissaq og Georg Qúpersimân rige på detajler.

Hist.: Aggu var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885. Han levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Kommentar: Uddannelse til åndemaner, initiation. hajee, hajee, hajee (el. håje) er åndemanerens signallyd, når han forlader og når han vender tilbage til sin krop under seancen; eller hjælpeåndernes - med lette variationer i udtalen - når de ankommer og stiger fra under gulvet op i seancens rum.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

En åndemaner, der holder seance for at diagnosticere et barns sygdom, finder ud af at dets sjæl er stjålet af en angakkoq i en nabobygd. Det lykkes ham med stor anstrengelse at bekæmpe tyven, og næste aften, under endnu en seance, hører man gulvstenene klapre. Det er barnets sjæl, der vender tilbage.

Hist.: Fortællingen skal illustrerer hvordan sjæleran kan forårsage sygdom, som kan helbredes af en åndemaner. Den bygger højst sandsynlig på faktiske begivenheder, dvs. seancer til helbredelse af et sygt barn.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Ved Noortiit mistede man et barn og tilkaldte en åndemaner fra Allerormiut, som betaling blev lovet faderens kajakåre, der var kantet med narhvalstand. Angakkoq'en holdt to seancer, først en, hvor han sporede barnet til indlandet og så en, hvor han på åndeflugt hentede det hos tyven, en indlandsbo (formentlig en indlandskæmpe).

Hist.: Selv om denne fortælling skal illustrere åndemaneres kunnen med en bestemt begivenhed man regner for historisk, er det en fortælling der findes i talrige versioner. Oftest er tyvene indlandskæmper, inorusit timersit.

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Matakatak; Ululina; qilaamasoq.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Den gamle åndemaner / angakkoq / angakok fortæller at han havde mange hjælpeånder, og da han besluttede at blive døbt rådede de ham fra det. Men han trodsede dem, og siden viste de sig aldrig mere for ham.

Hist.: Højst sandsynlig en historisk episode fra første tredjedel af 1900-tallet. Rasmussen (eller Ostermann?) bruger den til at illustrere at åndemanerne ikke var svindlere men selv troede på det hele. Iøvrigt er dette forløb oplevet, mere eller mindre dramatisk, af mange åndemanere, der blev døbt.

Ed. by H. Ostermann.

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Fortællerens motivation for at blive angakkoq / åndemaner er den, at han er faderløs og at hans mor er andenkone hos den ondskabsfulde Noortiit (eller er det bopladsen på Kulusuk?), der gang på gang dolker hende i lår og underliv og desuden håner drengen nårsomhelst. Den onde mand smider dem omsider til ud, de kommer til Sermilik, og der begynder drengen sin træning ved en sø langt inde i landet nær indlandsisen. Han kaster sten i vandet, længe, blir træt, men netop som han vil give op kommer der en voksende bevægelse i vandet. Han kaster oplivet flere sten og råber, hvorefter søens kæmpebjørn, der er hvid men med korte lemmer og lang snude, dukker op med ryggen til. Drengen får skræk men bliver med vilje stående, og han besvimer før han blir ædt. Han vækkes af to dværge med det vanlige råb, går splitternøgen hjemad og hans klæder kommer i to omgange flyvende til ham bagfra. Han vil fortælle alt når han kommer hjem, men det tør han alligevel ikke. To gange til gentager han denne proces med søens bjørn. Herefter får han en del hjælpeånder blandt innersuit (ildfolket) og timersit (kæmperne).

Samme bjørn hjælper denne dreng på et senere tidspunkt, hvor han  og en kammerat, som han søger efter hjælpeånder sammen med (den der ser en ny ånd først, får retten til den), er ude i kajak sammen. Her får fortælleren harpuneret et skaldet, nøgent, rødt menneske på et skær (der dukker frem ved lavvande). Utysket farer under vandet afsted med harpunspidsen i sig og fangstblæren efter sig op i en elv og videre op til en sø. Drengene prøver forgæves at indhente den, hvorfor fortælleren kalder på bjørnen. Den fanger den skoldede skaldede, giver fortælleren hans fangstblære tilbage, åbner en kløft ned til en boplads, og smider umennesket derned med en bemærkning om at 'den slags smager dem godt, dernede.' Og fortælleren glæder sig over at have fanget en lækkerbid til sine hjælpeånder.

            En anden gang afprøver de to drenge deres angakkoq-evner til at bevæge sig hurtigt gennem hvadsomhelst. Ved et roligt vandløb smider de tøjet og hopper i, først kammeraten, så fortælleren, og en rivende strøm fører dem lynhurtigt afsted ud i havet og hen på en strand, hvor de aldrig har været før.

Hist.: Dette må være den første trykte version af en del af Georg Qúpersimâns selvbiografi.

Georg var kendt for ikke altid kun at fortælle sine egne oplevelser, men også tilskrive sig selv dem han havde hørt fra andre.

Den røde, skaldede og nøgne ånd, som fortælleren får bugt med hjulpet af søens bjørn, hører ikke hjemme i det vanlige galleri af åndetyper. Det kunne være billedet på en (kristen) djævel, der havde været udsat for en ligeså voldsom varme, som drengen, der ifølge en østgrønlandsk myte blev slugt af en stor bjørn, men fik skåret sig ud af bugen og fremstod skaldet og skoldet af heden derinde. Eller det er blot en af de nederste innersuit, der boede længst nede (eller ude) på undersøiske skær og blev opfattet som decideret ondskabsfulde. Det er ikke klart hvilke hjælpeånder nede i kløften, innersuit eller kæmper (timersiit), fortælleren har skaffet en godbid.

Kommentar: Det er ikke nævnt, at Georg Quppersimaan er fortælleren, men det kan næppe være andre.

Var.: Ifølge Georgs selvbiografi fortalt til Sandgreen (1982) blev hans far (og purunge farbror) myrdet af Iisimmardik, mens Georg endnu var spæd. Hans mor blev andenkone hos Kilimê (hed han også Noorsiit / Noortiit, eller boede han dér en overgang?), der ofte stak hende i lårene med sin kniv. Mor og søn blev dog hos Sandgreen ikke smidt ud, men flygtede nordpå til moderens slægtninge i Sermilik-fjorden, hvor Georg søgte efter hælpeånder sammen med en ven, der var Kunnak's søn. Denne søn omkom senere i kajak.

            Fortællingen om søens bjørn er yderst kortfattet hos Sandgreen, mens den her hos Rasmussen nøje følger hele forløbet i de fleste varianter (den østgrønlandske lærlinge-fortælling, der forekommer hyppigst og varierer mindst). Se: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr.  ... søens troldbjørn. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Teemiartissaq.

            De to fortællinger om den røde ånd og lynrejsen ned ad det ellers rolige vandløb forekommer ikke hos Sandgreen.

            Det gør til gengæld fortællingerne om Georgs toornaarsuk, der svarer ret nøje til dem i Rasmussen 1938: 114 - 117. Se: En åndemaners toornaarsuk.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:

"nagtoralik anersanertordlo".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 124 - 127, "The eagle

and the whale".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 14 - 16: "nagtoralik anersanertordlo" / Nattoralik anersarnertorlu.

Resumé: To søstre er kræsne med mænd og vil ikke

giftes. Den ene af deres mange brødre bestemmer, at den ene skal

giftes med en ørn, den anden med en hval. Ørnen flyver til en fjeldtop

med sin kone, og fanger godt til hende. Hun fletter en lang senetråd,

firer sig ned ad den og når hjem. Ørnen kommer forbi bopladsen med en

hvalros i hver klo, dropper den ene til sine svogre, flyver hjem med

den anden, opdager at dens kone er væk, smider sin fangst og flyver

til bopladsen, hvor svogrene forgæves sender mange pile op i den

svævende ørn. En forældreløs dreng får endelig ramt den dødeligt, da

en af brødrene spænder buen for ham. Ørnen, der tumler ned, død,

rammer ikke jorden, fordi den holdes oppe af de mange pile.

Den anden søster holdes indespærret af hvalen i dens hus. Hun skal

pille dens lus / lyske den. Vil hun ud på naturens vegne, skal hun tisse i hans