mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles, at skikkene i Appamiut er således:

Når de forventede, at Strandens Ånd (Unneraarsuk) kom for at drikke vand, fyldte de to store vandpøser helt op med vand. Når Unneraarsuk så kom, drak den længe, og når den var færdig med at drikke, nikkede den flere gange og gik så ud igen, og det siges, at det var den måde, den takkede for vandet på. Det fortælles også, at Unnertaarsuk takkede ved at give mange mange sæler. De lod den komme for at drikke vand meget ofte. Desuden fik de én, der var glad for at tygge og sutte fedtet af fugleskind, for at affedte og blødgøre dem, til at komme og gøre dette med edderfugle- og andre fugleskind. Alle de mange skind blev bredt ud, og når de var blevet tørre, foretog deres åndmaner en rejse gennem luften ved åndemaning, og når han var færdig, sagde han: Tænd lys for den, og efter en lille stund lød der et bump, og ind kom væsenet, og dens ben lignede ladestokke, så sorte som de var. Når den kom ind, gjorde den tegn med armene, og folk begyndte at give den gaver. Når væsenet var gået ud igen med sin overflod af gaver, gik folk ud efter den: Når den gik op ad fjeldet og kom til en lille fjeldvæg, åbnede den fjeldet og smækkede så åbningen hårdt til efter at være gået ind, og væsnet viste sig ikke mere. Det fortælles også, at de lod væsenet gøre dette ret ofte. Og da Kavlunaitsâk (qallunaatsaaq) ville komme og dræbe så mange som muligt af befolkningen, og de alle flygtede til de andre bopladset længere ude i fjorden, kom de omtalte væsener ikke mere. Efter at de havde bosat sig i Ukiivinnguaq, blev der engang fundet en stor død hval. Da de gjorde sig klar til at tage af sted for at flænse den store døde hval, var der én af kvinderne i Quiagi (stednavn), der, efter at have taget sin amaat (bærepels til barn) på, stod og manglede noget at slukke lampen med, og så skar hun et stykke af sin mands fangeline og brugte den til at slukke lampen med. Det fortælles, at hun havde navnet efter dette: "Quijagi (morsom).

Her ender fortællingen

Skrevet af Salomon Bech, en af fangerne i Timerliit.

Kommentar: Kavlunaitsât er omtalt i den næste fortælling i det grønlandske håndskrift. Den er dog ikke sendt til oversættelse, fordi den kun består i en halv sides uafsluttet fortælling. På denne halve side kan man dog ikke nå at opfatte, hvad begrebet står for. Søg iøvrigt på qallunaatisaq / qallunaatsiat, som nedskriveren muligvis her har ment.

Den grønlandske fortællemåde "det fortælles at" kan ofte udelades i dansk oversættelse, fordi den på dansk bliver enerverende og alt for gentagende. På grønlandsk er den naturligt led i fortælleformen.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Dette er en reevideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Et ældre menneske havde et barnebarn, som var en pige.

Deres husfæller, som var fangere, sørgede for dem om vinteren og gav

dem mad, når de fangede noget.

I forsommeren tog husfællerne afsted og efterlod det ældre menneske og

barnebarnet alene på stedet. Hele sommeren bragte de dem mad, når de

fangede noget.

Så blev det vinter. Vinteren igennem var der ikke længere nogen, der

kom med mad. Mens de var der alene, begyndte de at sulte.

En morgen, da de vågnede vidste bedstemoderen ikke, hvad andet hun

skulle gøre, end at gå ned og fremsige formularer.

Nede ved isstykkerne ved stranden, fremsagde hun så en formular med

hænderne om pelshætten. Da hun havde fremsagt formularen, vendte hun

tilbage til huset, og inde i huset fjernede hun siddepladsen overfor

hovedbriksen og gravede i stedet et hul der.

Da hun var færdig mumlede hun en formular gentagne gange

og det var så det. Om aftenen lagde de sig til at sove.

Da de vågnede om morgenen og hørte en plaskende lyd derhennefra, bad

hun barnebarnet gå derhen. Med en kogegaffel i hånden gik barnebarnet

derhen, og imens sagde bedstemoderen: "Du må stikke det i øjet."

Barnebarnet fik øje på en tangloppe, der rullede rundt i udgravningen.

Hun ramte den efter bedste evne i øjet, og dér lå tangloppen død. De

tog den op og delte den imellem sig. De kunne godt have spist mere og

de gik i seng.

Næste morgen hørte de en plaskende lyd derhennefra, og barnebarnet gik

derhen og så, at det var en reje. Hun stak den i øjnene; og så var den

død. De delte den imellem sig, og slugte den i en enkelt

tyggebevægelse.

Da de vågnede næste morgen, hørte de noget støj derhennefra.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en krebs. Hun stak den i

øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og de gik i seng

om aftenen.

Efter en god nats søvn vågnede de ved lyden af en fisk, der slog med

halen. Straks skyndede hun på sit barnebarn; og barnebarnet opdagede,

at det var en ulk. Hun dræbte den ved at stikke den i øjnene. De delte

den imellem sig; og efter to tyggebevægelser var den spist op. De gik

i seng, og næste morgen vågnede de ved lyden af noget, der sprællede;

og de så, at det var en stor haj. Barnebarnet var bange for den; men

den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Det gjorde hun, og

den døde straks endog uden spræl. Med denne store fangst blev de

rigtig mætte. Om aftenen blev de overvældet af søvnighed og faldt i

søvn, inden de endnu havde lagdt sig ordentligt til rette.

Næste morgen vågnede de ved lyden af kraftigt åndedræt. Barnebarnet

gik derhen og så, at det var en "tyndhåret" (fuldvoksen netside).

Hun stak den i øjene, og så var den død. Især dette kød smagte

dejligt. Og endelig fik de noget til overs, fordi de blev så mætte. De

gik i seng, og næste morgen vågnede de igen ved lyden af åndedræt

derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en sortside.

Hun stak den i øjet, og straks var den død. Om aftenen faldt de i søvn

under måltidet og vågnede som sædvanlig ved lyden af åndepust.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en spraglet sæl. Hun dræbte

den ved at stikke den i øjenene, og kødet smagte endnu bedre. Og da de

nu jævnligt fangede sæler, blev de nu og da trætte af kød.

Da de som sædvanlig havde sovet om natten, vågnede de igen om

morgenen ved lyden af åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det

var "nerimiartuaraq", en ung klapmyds. Så såre hun prikkede den i

øjene, var den død. Da da havde nydt godt af kødet og var gået i seng

og sovet om natten, vågnede de om morgenen ved lyden af kraftige

åndepust, kraftigere end dagen før. Barnebarnet gik derhen og så, at

det var en voksen klapmyds med en stor næseblære. Hun var noget

betænkelig ved at skulle i lag med den, men den ældre sagde, at hun

skulle stikke den i øjnene. Så såre hun stak den i øjnene, døde den.

Af denne fangst blev der så meget til overs, at de kunne gemme noget

til senere brug.

Da de gik i seng om aftenen, som de plejede, og vågnede næste morgen

ved, at det støjede derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at der

var en remmesæl. Også den var hun noget betænkelig ved; men hun stak

den i øjnene, så den døde.

Da de havde spist, og det var blevet aften, gik de i seng og vågnede

næste morgen ved lyden af åndepust, som var de voldsomste, de endnu

havde hørt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en hvidhval. Igen

var hun noget bange for den, men stak den i øjet; så var den død.

Hvidhvalskød var en endnu større lækkerbidsken. De spiste godt med

mattak, og skindene af de sæler, de haved fanget, lavede de til

spækposer og fyldte dem med kød og spæk. Det blev aften før de var færdige med det arbejde. De gik i seng og vågnede næste morgen ved lyden af særdeles

kraftige åndepust. Barnebarnet sprang op for at se hvad det var. Det

var en hvalros, som hun egentlig var meget bange for. Men tilskyndet

af den ældre stak hun den i øjet, så den omgående blev dræbt.

Denne fangst gav også overflod af kød. Hele dagen følte de sig dejligt

mætte og gik i seng om aftenen. Næste morgen blev de vækket ved en

ejendommelig lyd, et kraftigt brøl. De opdagede, at det var en stor

isbjørn. Barnebarnet blev virkelig bange ved synet af den; men igen

fulgte hun det ældre menneskes råd og stak den i øjnene; så var den død.

Efter at have fanget alle de nævnte dyr, fortsatte de med at fange

alle slags dyr.

Fangerne, som de tidligere delte hus med, mente på et tidspunkt, at

den ældre og barnebarnet måtte være døde. En af fangerne tog derhen for

at undersøge, hvad der måtte være sket, om ikke andet så for blot at

se skeletterne, for de måtte jo være sultet ihjel.

Da han kunne se huset, opdagede han, at der kom røg ud af det. Han kom

helt hen til huset, gik derind og så, at de havde overflod af kød og

manglede ingenting. Han spurgte dem: "Hvor har I fået alt dette fra?"

Det ældre menneske svarede: "Der nedefra!" Da hun sagde dette, kiggede

manden på stedet overfor briksen, uden at få øje på noget. Fangerne

fik ved afrejsen en stor potion kød med.

Det fortælles, at det ælde menneske og barnebarnet den dag idag har

overflod af kød.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Lystmorderen Iseraasorak som blev meget gammel.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 65 - 67: Toqutsigajooq Iseraasoraq utoqqarsuanngortoq.

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 156.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Endnu en fortælling.

Iseraasorarsuaq var kivagtig (ifølge den danske kommentar, Chr.B.) men ikke hævngerrig. Så det var af lyst, han var en stor drabsmand. Han var kommet fra Akilineq i konebåd. Det første sted, han kom til, var Ilulissat

(Jakobshavn - Chr.B.). Da han fik den tanke at sejle mod øst, havde hans

storebror ydmygt sagt følgende til ham: "Iseraasoraq, skær mig et stykke af

din "peqqiut"." (Den danske kommentar er jeg ikke i stand til at læse - måske skal

man se efter originalen - chr.b.). Iseraasorarsuaq skar et lille stykke af sit

"peqqiut" til sin storebror, selv om hans (Iseraasorarsuaqs) "peqqiut" var meget

kort. Iseraasorarsuaq plejede at sige: "Angajumininínngôk

inûngaitsiásagaluarnerdlune" (jeg har svært ved at klare dette - det er noget

med, at han måske ville leve længere end sin bror).

Det første Iseraasorarsuaq så, da de var nået til land i nærheden af

Ilulissat, og mens de roede langs kysten, var en kajakmand. Det var før de

overhovedet havde truffet et menneske. Iseraasorarsuaq, som var styrer i

konebåden, steg ned i sin kajak, roede hen til kajakken og dræbte manden. Det

var det første menneske, han dræbte. Da han vendte tilbage til konebåden, lod

han sig tatovere et sted ved kanten af håret. Herefter blev han tatoveret, hver

gang han dræbte en kajakmand. Ilulissat var hans første overvintringssted. Når

han i vintertiden fangede hvidhvaler, lod han dem ligge ved huset uden at flænse

dem.

En gang han var ude at ro i kajak, så han på den anden side af et næs fire

telte med inderskind, der var meget fine. Bortset fra to mænd boede der kun

kvinder i teltene, og i to af teltene (eller: "i telt nr. 2". - men jeg tror, det

skal forstås som "i to af teltene" fordi der kun er to mænd - Chr.B.)

udelukkende kvinder, og der var to konebåde. De to eneste mandfolk til alle de

kvinder bød ham gå i land. Der var overflod på stedet. De tilbød, at han kunne

sove i det telt, hvor der udelukkende boede kvinder. Værten sagde, at

han skulle lægge sig mellem kvinderne. Iseraasoraq vågnede tidligt om morgenen.

Da var værten ude for at lade sit vand. Da han, efter at have været inde i

teltet, hvor Iseraasoraq sov, kom ud, var han meget vred og kastede rundt med tingene. Han gik henover deres forråd og sparkede til alt. Han sagde til Iseraasoraq: "De dumme kvindfolk, de har det med at være uvillige." Men Iseraasoraq sagde: "I aften vil jeg også godt sove dér." Det stemte værten noget mildere.

Om aftenen, da han skulle i seng mellem kvinderne, overvågede værten ham nøje. Så snart værten forsvandt, gik Iseraasoraq hen til den kvinde, der lå yderst og lagde sig hos hende, og i løbet af natten lå han hos alle kvinderne fra ende til

anden. Han fik kun sovet ganske lidt den nat. Han gik ud, inden værten viste

sig. Knap nok var han færdig med at lade sit vand, så gik han ind til kvinderne.

Et stykke tid efter kom han ud og var meget blid og fornøjet. Han gik hen til

Iseraasoraq og snakkede og lo indimellem. Han var åbenbart så gæstfri,

at han endog overlod sine medhustruer til gæsten.

Ved afrejsen fik Iseraasoraq rensdyrkød forærende. For at gøre gengæld

inviterede Iseraasoraq stedets eneste mandfolk med. De kom alle sammen, men

de vendte om, fordi de blev bange for at gå uden om alle de uflænsede

hvidhvaler, der lå uden for huset. ("utermánigôq Iseraisoraq tikípoq" kan jeg

ikke få mening ud af i sammenhængen - Chr.B.).

Da det blev mildt i vejret, tog han sydover, og han dræbte alle de

kajakmænd, han mødte. Efterhånden som de kom længere sydpå, blev hele ansigtet

dækket med tatoveringer. De måtte bygge vinterhus et stykke fra en boplads

med mange mennesker og med et stort hus uden vinduer, hvor man dansede trommedans / qassi ?.

De fortsatte sydover. På alle beboede steder, hvor de slog lejr, begik de

mord. Når de skulle af sted igen, skaffede de sig roere/ roersker ved tvang. Folk på det sted, hvor der fandtes et dansehus fik nys om, at Iseraasoraq var på

vej sydover, og at der snart ikke var plads til flere tatoveringer i hans ansigt, med alle de drab han havde begået. En af bopladsens folk fik den idé, at narre sine bopladsfæller. Han gik hen til dansehuset og råbte, at Iseraasoraq var i dansehuset. Så kom alle folk løbende til dansehuset.

Iseraasasoq hørte om dette, og han fik lyst til at besøge stedet. Et stykke

fra bopladsen slog de lejr. Da det blev aften tog Iseraasoraq alene til

bopladsen og gik ind i dansehuset. Han sad ved indgangen til rummet med ansigtet

vendt udad og ventede på, at det skulle blive dag. Da det var blevet lyst

i gangen, hørte han, at der var én på vej ind gennem gangen. Han kom

nærmere og fik øje på Iseraasoraq. I det samme udbrød han: "Hvad er det for et

stort ansigt!" Så for han skrækslagen ud og råbte, at Iseraasorarsuaq var i

dansehuset. Der blev røre på bopladsen. Alle, der kom ind, udbrød: "Sikke et

ansigt!" På det tidspunkt var ansigtet nemlig blevet blåt over det hele af

tatoveringer, for han havde begået drab alle de steder, hvor han kom, og hvert sted havde han taget sig en kvinde med magt. Da Iseraasoraq kom ud af dansehuset

forsøgte mændene at overfalde ham, men Iseraasoraq dræbte alle mændene.

Efter dette rejste han videre - væk fra dette sted og fandt et sted, hvor

de byggede vinterhus, og hvor de boede fast. De tog gerne ind i fjorden

om sommeren. På den ene fjordbred var der et stort fuglefjeld. Når

de sejlede forbi dette store og stejle fjeld, plejede Iseraasoraq at more sig

med at råbe, så det gav ekko.

Iseraasoraq blev en gammel mand og kunne ikke længere klare sig selv. Han

blev som et lille barn, men hans utal af børnebørn tog sig af ham. På

konebådsrejser blev han anbragt midt i, pakket ind i tæpper. Han blev også

tunghør. Når de passerede fuglefjeldet, bad hans børnebørn ham om at hyle, så

det gav ekko. Så tav alle og lyttede til ham. Det lød, som om det var en

tejst, der peb. Børnebørnene kom med tilråb og morede sig over ham. -

Engang skete det, at børnebørnene som sædvanlig råbte til ham, da de passerede

stedet: "Iseraasoraq, nu er vi kommet til det sted, hvor det plejer at runge." Men

der kom ingen reaktion. Da de fjernede tæppet der dækkede ham, viste det sig, at han var død og at dødsstivheden lige var indtrådt.

(Som det ses, er der et par steder, hvor jeg ikke har kunnet få den fulde mening

frem, Chr.B.).

Var.: Isigaaseraaq; Ninnittaq

Hist.: Flere fortællinger om besøg i eller fra Akilineq lader hovedpersonen blive uhyre gammel: se Var. ovf. På fortælletidspunktet var vestgrønlændere klar over, at der boede fredelige stammefrænder på den anden side havet i modsætning til traditionens aggressive kannibaler. Denne Iseraasoraq er dog ikke nogen behagelig gæst fra Akilineq, massemorder som han er i fortsat overensstemmelse med traditionen.

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 50, ss. 266 - 273.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 25, ss. 59 - 64.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 81, ss. 420 - 423: The Deserted Woman and her foster-daughter.

Resumé: Den forladte kvinde med plejedatter.

En enlig kvinde med en plejedatter efterlades på sommerpladsen, da fællerne rejser til vinterhuset.

De klarer sig vinteren over med alle indvoldene af en sæl de finder på

møddingen. Om foråret ladet kvinden plejedatteren grave et hul under

forbriksen, fylde det med saltvand, hvorefter hun selv bruger en

formular, der hver dag trækker et nyt dyr op i vandet: en ulk, en

stenbider, en edderfugl, en fjordsæl, en sortside, et marsvin (nisi),

en narhval og sidst en hvidhval. Alle dyrene slås successivt ihjel med

en amulet af en gammel slibesten. Kvinden og plejedatteren lever

således i overflod, da en gammel slægtning kommer for at se, om de er

døde af sult. Han beværtes godt og får rigelige kødgaver med hjem. Men

fra nu af virker kvindens formular ikke længere: Dyrene er blevet

fornærmet over, at hun har foræret noget af kødet til andre.

Slægtningen kommer tilbage og henter kvinderne hjem til sin boplads.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: Traditionelt styrkede det forholdet til fangstdyrene, hvis man

var gavmild med deres kød og i fortællinger hvor nødstedte får

hjælp af dyr eller ånder, må de gerne dele ud af deres gaver. Men fællerne kan ikke hente kødgaver hos giverne (dyrene/ånderne). Prøver de, forsvinder giverne aldeles.

Vigtigt i denne fortælling er det muligvis, at kvinderne med deres

kødgaver har forpligtet slægtningen på hans slægtskabsbånd.

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 50, s. 335.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3.

Oversættelse af renskriften ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om den gamle kone og hendes datter.

Det fortælles, at der i gamle dage boede en gammel kone og hendes datter på nordsiden af Inussuk lidt nord for Ilimanaq / Claushavn. De havde andre bopladsfæller, og de ernærede sig udelukkende ved bopladsfællernes fangst. Et forår lod alle bopladsfællerne dem tilbage alene på stedet for, at de skulle sulte ihjel. Da de efterlod dem, kunne datteren ikke gøre andet end at gå hen til bopladsfællernes forrådsgrave for at søge efter noget spiseligt. Da hun fandt noget, tog hun det med hjem for at koge det. Hun gik ned til stranden efter saltvand, og da hun ville øse noget op, kom der en haj ind til hende, og da den nu var kommet, blev hun bare stående. Så sagde hajen: "Jeg vil gerne være jeres fanger." Hun gik op for at give sin mor besked, og da moderen gik med til det, gik hun ned igen til hajen og sagde: "Jeg skulle sige, at du godt kan være vores fanger." Hajen gik op og kom ind i huset. Næste dag tog den på fangst og kom tilbage med en sæl, den havde fanget, og konen og datteren blev glade, for nu skulle de ikke sulte ihjel. Snart lagde de kød op fra fangsten, og da det var blevet til en hel del, sagde hajen: "Lad os tage over til den lille ø dernede og tørre kødet." "Jamen vi har ikke noget at ro derover i," sagde dens kvinder. "I har jo mig. Bring nu kødet ned til stranden," sagde hajen. Kvinderne bar kødet derned, og hajen gik i vandet, flød i vandskorpen og sagde, at de skulle læsse kød på dens ryg. Så fyldte kvinderne dens ryg op med kød, og hajen brage det over til øen uden at dykke, og det gjorde den flere gange. Da den havde bragt det hele over sagde den: "Jeg skal også fragte jer over." Først bragte den den gamle kone over og derefter datteren. Så tog de fat på at tørre kød, og først på det tidspunkt, hvor de havde en stor bunke kød, begyndte deres bopladsfæller at sige til hinanden: "Måske er den gamle kone og datteren allerede sultet ihjel, kom, lad os tage hen og se til dem." Så tog to kajakmænd af sted for at se til dem, og da de nærmede sig stedet så de, at de havde det godt. Da kajakmændene ankom tog kvinderne meget venligt imod dem og bad dem straks op på noget at spise, og de gik med op og spiste sig mætte. Kvinderne fortalte nu, at de ikke manglede noget, fordi en haj fangede for dem, og da kajakmændene kom hjem, fortalte de, at dem de havde tiltænkt sultedøden havde masser af mad, fordi de fik hjælp af en haj; bopladsfællerne tog nu hjem.

De to kvinder tog tilbage til fastlandet igen, og nu holdt bopladsfællerne meget af dem, fordi de blev klar over, at deres fanger kunne klare al slags vejr, selv en kraftig storm. Da det var ved at blive efterår, holdt hajen sig nu og da hjemme, fordi de nu havde kød nok til forråd. En aften hvor hajen var hjemme og lå og gassede sig på briksen mellem sine kvinder, blev den urolig og begyndte at kigge ud, selv om der var mørkt derude. Så ramte en pil den i siden, og det gjorde forfærdelig ondt, da den gamle kone prøvede at trække pilen ud, men da så datteren fik trukket den ud, gik hajen udenfor, og da kvinderne fulgte efter ham ud, så de at to inorutsit / inoruseq'er / landånder / indlandskæmper tog flugten. Så forfulgte hajen dem, nåede dem, slog dem omkuld med sin hale og dræbte dem begge. Derefter kom den hjem. Derefter fangede den godt hele vinteren.

Vinteren gik, foråret stundede til, og da foråret kom, ville bopladsfællerne slet ikke forlade dem, for nu havde de jo én til at fange for sig. De nød godt af hajens fangst, når det stormede kraftigt, og hele sommeren havde de overflod af mad. Da efteråret var på vej, blev hajen efterhånden trist til mode, og da kvinderne spurgte ham hvorfor, sagde han ikke et ord. Men da de blev ved at at spørge ham, svarede han: "Det siges, at kaskelotterne / kaskelothvalerne snart vil æde mig, og det er derfor jeg sørger af medlidenhed med jer." En dag han tog på fangst kom han ikke tilbage, for kaskelotterne havde ædt ham, og kvinderne sørgede inderligt, fordi de nu ikke længere havde en til at fange for sig, og da de derefter ingen maddepoter havde, led de meget og sultede langsomt ihjel.

Var. søg på: Hajfisken som forsørger.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 147 - 148.

Resumé: Forfædrene sulter atter en gang, og begynder derfor at spise

de døde fæller, men tørrer dog kødet først. De drager bort, efterlader

en gammel kone, der dog indhenter dem. Fremme ved kysten fanger een

en enkelt sæl, senere får de flere. Om sommeren fanges der hvalrosser,

hvis knogler benyttes til skelet i kajakker. Fra kajakkerne fanger man

hvidhvaler. Bjørnejagt om vinteren lykkes ikke. Ingen hunde tilbage.

Fanger dog en bjørn i en fælde. Bygger slæder af knogler. Tager af

sted, kommer til andre mennesker, fortæller om deres kannibalisme. En

gift kvinde blandt værtsfolkene vrager sin egen mand til fordel for en

af gæsterne, som er ugift. Hendes tidligere mand, som er en dygtig

sælfanger, gifter sig bare med en anden.

Tolkning: Man skal tilstå sin kannibalisme straks man møder andre.

Hist.: Sandsynligvis autentisk

Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 368:

"Igdligssiortoq" / Manden, der kørte over indlandsisen."

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Illissiortoq (? Manden, der lavede (en slæde af) en briks).

Der var en gang en mand, der blev holdt for nar af de andre, og som

kun havde to hunde. Han blev træt af, at der blev gjort nar af ham

hele tiden, så han fik den idé, at han ville flygte til indlandsisen.

En dag sagde han til sin kone: "Gør dig klar til at rejse. Vi skal af

sted herfra." Så gav manden sig til at lave en slæde så stor, at han

kunne bruge briksen, som den var, til tværtræ. Inden han blev færdig

med slæden, kom der en ven fra en anden boplads. Da vennen så den

slæde, han var ved at bygge, spurgte han: "Hvor skal du hen?"

Illissiortoq svarede ham: "Jeg skal på slæderejse op til bræen. Vil du

ikke med?" Vennen svarede: "Jo, jeg vil gerne med." Så sagde

Illissiortoq til ham: "Skynd dig hjem og byg dig en slæde. Hvis du

ikke bliver færdig, vil jeg ikke vente på dig." Vennen rejste hjem og

Illissiortoq byggede videre på sin slæde og blev færdig med den. Da

han blev færdig, anbragte han sit telt oppe på slæden og rejste det,

således at åbningen vendte bagud. Han fik sin kone og barn ind i

teltet. Umiddelbart før afrejsen fremsagde han nogle trylleord med det

formål at gøre de to hunde stærkere.

Da de skulle til at af sted,

var han meget spændt på, om hundene ville kunne trække slæden. Det

kunne hundene. De nåede til vennens boplads og konstaterede, at han

endnu ikke var blevet færdig med sin slæde. Illissiortoq sagde til

ham: "Jeg rejser videre uden dig. Du kan følge efter når du bliver

færdig." De kom op på indlandsisen og kørte videre. Undervejs skete

det, at hundene vejrede lugten af noget, og de spænede afsted.

De fortsatte i samme fart og nåede til sidst frem til

nogle bjørnespor; og hundene fór videre med en så susende fart, at

Illissiortoq ville blive slynget ud fra slæden blot han lige berørte

jorden med fødderne. De kørte længe med en sådan fart. Så skete det,

at Illissiortoq kom til at røre ved jorden med fødderne, og så var han tabt bag af slæden. Hans kone magtede slet ikke at standse

slæden; til sidst kunne hun ikke længere se Illissiortoq. Sådan

kørte de længe, og til sidst fik de øje på isbjørnen. De nåede frem

til isbjørnen, og idet hundene satte tænderne i isbjørnen, kørte

slæden hen oven den. Så var isbjørnen død, og hundene standsede. De

gav sig til at vente på Illissiortoq, men han kom ikke. Da han dagen

efter stadig ikke var kommet, gik hans kone ham i møde. Endelig fik

hun øje på noget afføring på bræen. Hun gik derhen og

genkendte sin mand, der var ved at blive helt afkræftet (? iskanten).

Det var i gamle dage, da der ikke faldt sne, men kun rim (eller dug)

på jorden. Han var faret vild flere gange, fordi han ikke kunne finde

slædesporet. De vendte tilbage til deres slæde, og midt om natten,

mens de sov, blev de vækket af hundeglam. De gik ud og så, at der

kom en slæde. Det viste sig, at det var én af Quppaliit (eller:

Qúpalik - én, der er spaltet / kløftmenneske). De spurgte ham: "Hvor

skal du hen?" Han svarede: "Jeg var ude at køre, og så vejrede mine

hunde lugten af et eller andet. Jeg lod dem bare løbe, og så havnede vi her.

Da de dagen efter skulle videre, sagde Illissiortoq til

Quppalik: "Du må hellere komme væk herfra, for mine hunde er meget

farlige." Quppalik bemærkede: "Sådan er det også med mine hunde; når

de får færten af noget, kan jeg komme længere end andre

(inugagssaqángilanga, er der intet, jeg ikke kan indhente - eller:

jeg er i stand til at køre hurtiger end alle andre)."

Da Quppalik skulle af sted i den retning, hvorfra Illissiortoq kom,

blev Illissiortoq urolig af frygt for at der skulle ske ham (Quppalik)

et eller andet. Så snart Illissiortoqs hunde opdagede, at Quppalik tog

af sted, gav de sig til at løbe efter ham, og Illissiortoq halede mere

og mere ind på ham. Han råbte til ham: "Kør til, og giv hundene klart

signal til at løbe hurtigt, ellers dræber mine hunde dig."

Illissiortoqs hunde halede stærkt ind på Quppalik og  nåede ham.

Mellem opstanderne på hans slæde fik de snuden ind og halede Quppalik

ud med tænderne, hvorefter de dræbte ham og spiste ham. Illissiortoq

vendte sin slæde om og kørte af sted. De kørte længe, og endelig fik

de øje på noget land. Da de kom ned til landet, slog de teltet op. Her

var de på udkig, og fra udkigstoppen kunne de se et stort hav. Det

viste sig ved nærmere øjesyn, at det var en stor sø, og de undrede sig

over, at der var sæler i søen. De kørte videre forbi søen og så et

stort hav, og da de kom ned til kysten, opdagede de, at der var masser

af huse, men udelukkende små huse, fordi hver familie havde sit eget

hus. Mens de gik imellem alle de huse, hunne Illissiortoq pludselig

ikke finde sin kone og deres børn. Han gik ind i de forskellige huse

for at lede efter dem; men han kunne ikke finde dem, fordi der var så

mange huse. Endelig fandt han barnet i et af husene. Han spurgte

barnet: "Hvor er din mor?" Barnet svarede: "Jeg ved ikke, hvor mor

er." Han tog barnet i hånden og gik ud for at lede efter konen. De gik

længe og ledte efter hende, og langt om længe fandt de hende i et af

husene. Folk på stedet havde overflod af proviant: Isbjørne,

hvidhvaler/narhvaler, hvalrosser og  sæler. De blev trætte af at være

dér og rejste videre. De vandrede op til deres slæder og kørte mod

nord over bræen langs med landet. På et tidspunkt gik de ned på landet

og fik øje på et hav og et telt (tupiat - måske: telte) ved det. Der

kom ingen mennesker ud af teltet. De ville ellers derned, men så

blev bare på stedet. Da det var blevet nat, gik Illissiortoq ned for

at undersøge deres kajakker. Han fik konstateret, at de havde noget

menneskekød liggende på kajakkerne som proviant. Han gik op igen, og

dagen efter gik han ned igen med kone og barn. Folk på stedet så dem,

og de strømmede ud af teltene og løb henimod dem for at fange og

spise dem (nerissagssarísavdlugit).

Så råbte Illissiortoq til dem: "Hør nu, hvis I vil lade os leve, får I

til gengæld nogle hunde i belønning." Så standsede de og spurgte:

"Hvad for nogle hunde?" Illissiortoq svarede: "Hunde." Da de ikke vidste, hvad hunde var, sagde han til dem: "Hundene er heroppe.  Nu

skal I bare se." De kom med hundene, og menneskeæderne sagde: "Vi skal

lade Jer leve. Vi vil gerne have hundene." Illissiortoq sagde til dem

endnu en gang: "I skal ikke være bange. De gør ingen fortræd. I skal

gøre sådan, når I kæler med dem." Idet han sagde dette, tog han

hundene omkring halsen og kælede med dem. Da han så afleverede dem til

de nye ejere, spiste hundene alle menneskeæderne uden undtagelse.

Illissiortoq flyttede ind i deres telt og boede der længe. Senere

vendte han tilbage til sin gamle boplads.

Var.: Ingen, det er en speciel fortælling.

Hist.: Fortællingen rummer forestillinger om hvor vanskeligt det må være at komme over indlandsisen. Der skal en overdimensioneret slæde, et telt at bo i undervejs, og nogle ovenud hurtige hunde til. På vestkysten bor man ikke længere i fælleshuse (har man åbenbart hørt) og har rigeligt af alskens fangstdyr. Længere mod nord på vestkysten har man så placeret de helt anderledes, forfærdelige, menneskeæderne.

En anden - uafsluttet - renskrift af Hendrik Olsen se: NKS, 3536, I, læg 21, s. 1 - 4.

Oversættelse i resumé: Grethe Lindenhann:

Oppe nordpå i nærheden af Amerloq lå der engang nogle huse, som blev benyttet til overvintring. Blandt husene var der et større hus. I den sydlige ende af huset boede den største fanger med sin familie. Han vidste en masse om forskellige ting, selvom han ikke var åndemaner.

En dag mens børnene voksede op, blev han syg. Han havde aldrig fejlet noget, så hans kone og børn var ikke særlig bekymrede og tænkte, at han nok snart blev rask igen. Men han blev mere og mere dårlig, og han døde snart efter.

Efter hans død blev enken boende i huset. Hun sørgede meget, og det blev starten på hendes sygdom, og hun døde ret hurtigt efter sin mands død.

Efter faderens død var de to søskende ikke i nød for husly, men da moderen døde, blev de husvilde. Og først efter begge forældres død, blev de behandlet som forældreløse. De blev flyttet til en forbriks på den modsatte side af sovebriksen. Og mens der blev redt op til dem ovre på forbriksen, flyttede deres familie ind på forældrenes plads. Da de var forældreløse, sørgede den store familie for at de så vidt muligt ikke manglede noget. På dødslejet havde faderen givet drengen, som var ældst, en amulet. Selvom faderen ikke var åndemaner, vidste han meget.

Kort tid efter at de var blevet forældreløse, blev det en meget hård vinter. Trods dette sørgede bofællerne for, at de fik, hvad de havde brug for. Men da vejret stadig ikke blev bedre, kneb det efterhånden med vinterforrådet. Der blev mindre og mindre, og så fik de kun så lidt, at de lige kunne overleve. Da de så begyndte at sulte, sagde storebroderen til sin lillesøster: "Hvis det dårlige vejr fortsætter, bliver vores mange bofællers forråd tømt. Og hvis vi bliver her, sulter de os ihjel."

Mens tiden føltes lang, vågnede de een af dagene. Snefygningen havde lagt sig lidt, og det hele var skinnende hvidt. Hele området var tillagt med is, og så blev det endelig bedre vejr. Storebroderen havde en rejseplan, men han vovede ikke at fortælle søsteren om den endnu, så han måtte vente. De havde hørt, at der lidt syd for hvor de boede, boede en stærk og dygtig fanger, der plejede at overvintre alene med sin familie hvert år. De havde også hørt, at der endnu længere væk derfra skulle ligge en hel del huse.

Det gode vejr fortsatte og dagene blev længere. En dag sagde broderen til sin lillesøster: "Hvis vi bliver boende her, og hvis vi stadig ikke får mad nok hver dag bliver vi svagere." Den stærke fangers hus var ikke lige i nærheden, og hvis man skulle derhen over isen ville det tage en hel dag. Han sagde endnu engang til sin lillesøster: "Inden du bliver svagere, bliver vi nødt til at redde os selv og tage over til den stærke mand." De pakkede deres ting, og gjorde sig klar, og så tog de sydpå over isen.

De tog afsted sydpå og undervejs fik de ingen mad. Hen på eftermiddagen havde de stadig ikke fået noget at spise, og da hans lillesøster var ved at blive træt, sagde han til hende: "Måske er du blevet træt, men hvis vi går så langsomt når vi ikke frem før midnat. Jeg skal prøve at bære dig, så går det måske lidt hurtigere." Storebroderen havde båret alt deres skindtøj, og da de havde gjort ophold en tid, sagde han til sin lillesøster: "Vi skal gøre sådan, at skindtøjet som jeg har båret indtil nu, skal du have på ryggen, og så bærer jeg både dig og tøjet." Selvfølgelig gjorde lillesøsteren hvad han sagde. Og på den måde gik det hurtigere. Når han så selv blev træt, holdt de en pause, og så var lillesøsteren udhvilet og kunne selv gå et stykke vej. Så tog storebroderen skindtøjet op på ryggen igen, og de fortsatte vandringen.

Sent på eftermiddagen nærmede de sig den stærkes vinterplads, og da tusmørket faldt på, nåede de endelig stedet. Da de kom derhen, var der ikke et menneske at se. Hans konebåd var der, kun hans kajak var væk. I nærheden af huset ved indgangen fik de øje på hans forråd, sikken en masse! Imens de stod uden for huset og ventede på, at nogen skulle komme ud, kiggede de på al den mad, som man uden videre kunne tage uden at få lov. Da de havde stået ved indgangen at stykke tid, sagde han til sin lillesøster: "Det er blevet sent, så vi må hellere gå ind og se efter." Da de kom ind, så de en masse ting og sager som stod urørt. Under bænken var der også en masse mad, som også var urørt, enormt meget. Storebroderen var meget fornuftig. Uden at tøve begyndte han at gå rundt i huset og undersøge alting. Selvom skindene var efterladt, var de meget tyndslidte. Han så også, at alle lamperne var væltet, og så sagde han til sin lillesøster: "Det er snart mørkt herinde, og vi har stadig ikke fået noget at spise. Nu har vi stået så længe og set på al den mad. Nu byder vi os selv på noget at spise." Så bad han hende sætte sig på den bageste bænk. Han så et fad, der var lavet af et sammenbøjet stykke hvalbarde isat træbund. I fadet var der kød, han satte det foran sin lillesøster og sagde: "Det kan være det samme! Vi kan lige så godt sætte os overfor hinanden og spise indtil vi bliver mætte. Og når ejermændene kommer hjem og begynder at skælde ud, skal jeg nok forklare hvorfor." Og så bød han sin lillesøster den store tallerken med masser af sælkød. De sad overfor hinanden og spiste, og da de var færdige, satte han tallerkenen på plads og sagde til sin lillesøster: "Det bliver snart mørkt derude, og vi ved ikke rigtig hvilken vej, vi skal gå. Vi kan lige så godt sove her, og hvis vejret i morgen er lige så godt som i dag, kan vi sikkert nå frem alligevel. Dette hus er så uvirkeligt. Alting er blevet brugt, og så al den mad, som ikke er rørt. Virker det ikke lidt uhyggeligt? Vi har ikke noget lys i aften, så vi kan ligeså godt pakke vores skind ud, mens vi kan se, og begynde at rede op til natten, og så går vi bare i seng når det bliver mørkt. Hvis det er godt vejr i morgen, kan vi gå videre sydpå." Og så lagde han skindtøjet op på den nordlige forbriks hvor de skulle være og begyndte at rede op. De ville ikke rede op på sovebriksen, der måtte de nok ikke sove (undskylder). Da han var færdig med at rede op, gik han over til sin lillesøster og satte sig ved siden af hende.

Mens der stadig var lidt lys, hørte de pludselig nogen, der sagde: "Er der mennesker derinde?" Men stemmen fik ikke noget svar, og så spurgte den igen denne gang lidt højere: " Er der nogen derinde?" Hvorefter personen gik hen mod indgangen, og de hørte hvordan dens skindtøj knirkede. Nu satte storebroren sig nærmere sin lillesøster og hviskede til hende: "Jeg har hele tiden mærket, at der er noget forkert her, med maden og de tyndslidte skind. Det er vist ikke til at spøge med." De hørte, at personen hoppede ned i indgangen, skindtøjet knirkede voldsomt, og inden vedkommende nåede at sige noget tredje gang, tog storebroderen sin lillesøster i hånden for at beskytte hende og føre hende til den sydligste del af husgangen. Nu var personen ved at komme ind. Storebroren tænkte på sin far, som havde givet ham en amulet, og dengang havde han også fået et stykke hundeskind. De to søskende kunne stadig høre knirken af skindtøj, og de ville væk fra vinduet, hvor lyset skinnede ind, men der var ingen steder at flytte hen. De listede over til den inderste del af husgangen, hvor storebroren satte sin lilleøster bagest mod væggen, og han selv stillede sig foran hende. Nu kom personen til syne ved indgangen, med albuerne som støtte og slæbende på noget skind. Denne trådte op fra opgangen, og gik frem på gulvet. Pludselig udbrød denne: "Jeg havde ellers forventet at se lys i vores hus, men nej hvor er her mørkt." Ved hjælp af lysskæret fra vinduet kunne børnene se, at personen kom længere ind i huset, og så kravlede vedkommende op på sovebriksen. Da personen kom op på sovebriksen, begyndte denne at gnide på skindene og fortsatte med det helt til den anden ende af briksen, og det lød meget voldsomt. Da personen var færdig med sovebriksen, hørte de igen knirken af skind, for nu gav denne væggene en omgang. Da han så var færdig med det, holdt personen en pause, og lidt efter kunne de høre, at denne var ved at krybe ned på gulvet. Personen rodede først lidt under bænken, og så var denne på vej mod den sydlige ende af gangen. Da den nåede derned, drejede den rundt igen. Hvis personen fik øje på børnene, ville den ikke lade dem overleve. Da personen nærmede sig, kom drengen i tanke om den amulet, han havde fået af sin far. Drengen tog hundeskindet frem, og lokkede personen hen til sig.

Da drengen havde lokket personen hen, var hun næsten kommet så tæt på, at man kunne se hende i lysskæret fra vinduet, og drengen begyndte at studere hende. Pludselig stoppede personen og sagde: "Jeg ved ikke om her er nogen, men det må være nok nu." Idet hun sagde dette, kom hun så tæt på, at hun næsten rørte ved drengen. Børnene kunne stadig se hende i lysskæret ved vinduet, da hun sagde: "Når jeg kommer ind i morgen, stiller jeg med et grimt (stygt) ansigt".

Da personen var kommet ud af husgangen, kom der et blåligt lysskær fra vinduet. Da drengen endelig turde røre sig fra stedet, kikkede han ud af vinduet. Han så noget der lignede ild, og det så ud som om der faldt ild af personen, da hun forsvandt om bag huset, og herefter så de hende ikke mere. Da de kikkede over på briksen, hvor de skulle have sovet, opdagede de, at deres skindtøj var fuldstændig slidt.

Senere gik storebroren udenfor, og da var det ved at blive dag. Da han kom ind igen, sagde han til sin søster: "Vi bliver ikke her når det bliver mørkt, nu tager vi afsted hen til hans sydlige naboer." Da de var færdige med at pakke deres skindtøj, tog de afsted mod hans sydlige naboer, hvor der var flere huse. Men der var så lang vej, og de vandrede indtil solen var ved at gå ned.

Indimellem måtte han bære sin lillesøster på ryggen, når hun blev træt, og nu var de næsten nået frem til deres mål. De nærmede sig nogle huse, og de kunne se en masse mennesker. Da beboerne havde opdaget, at der kom fremmede, kom de allesammen ud af husene. Da børnene nåede helt frem til husene, kunne de se, at der var en overflod af kød, hele iskanten var rød af blod. Da børnene var fremmede, blev de spurgt om alt muligt. Og børnene fortalte, at de før havde boet i deres eget hjem, som var deres vinterplads. Her havde de boet i et stort hus med mange bofæller, men da deres forældre døde, fik børnene næsten ingen mad af bofællerne, og derfor var de flygtet hertil. Da bopladsbeboerne havde hørt dem fortælle alt det, ville de allesammen invitere børnene ind at spise, og hen imod aften kunne de næsten ikke spise mere.

De var lige kommet ind et nyt sted og var begyndt at spise, da der kom en ganske ung pige ind. Hun stillede sig midt i husgangen og sagde: "Hvis de besøgende har lyst, kan de komme over til os og få aftenen til at gå." Da hun havde sagt det, vidste de forældreløse ikke, hvad de skulle svare. Men så sagde de andre som var til stede: "Vi er godt nok kede af at I skal gå, men nu I er inviteret, kan I bare gå med, så kan hun vise jer vejen."

Da de kom ud, var deres vejviser allerede på vej derhen. De fulgte efter hende og kom til et ret stort hus med to vinduer. Da de nåede indgangen til huset, sagde hun: "Lad os gå ind." Idet hun sagde det, gik hun selv ind. Storebroderen lod søsteren gå forrest, og da de kom ind kunne de mærke varmen. De blev bedt om at sidde ned, og så blev der igen serveret mad. Da de havde spist blev de siddende et stykke tid, for de vidste endnu ikke, hvor de kunne få husly.

Dengang de kom ind i huset, havde de set, at der var to mandfolk i familien. Den ene var svært bygget, men den anden var mere spinkel. Der var ikke andre mænd i huset. Den spinkle havde vægplads i den fjerneste ende af huset, og den fyldige havde vægplads i den nærmeste ende. Ham der havde vægplads i den nordlige del af rummet fortalte historier uafbrudt. Den anden sagde ikke et ord, og det var som om, han ikke havde nogen bestemt kvinde til at sidde ved sin lampe.

Da børnene hen på aftenen havde været der en tid, og da den spinkle mand holdt en pause med sine fortællinger, rejste den kraftige mand sig og gik hen til broderen, og han kom så tæt på, at drengen kunne mærke hans kropsvarme: "Undervejs fra jeres vinterboplads og på vej herhen så I da nogen huse?" spurgte manden, og drengen svarede: "Jo, i går sent på eftermiddagen kom vi til et hus, og der var ikke andre huse på stedet." Og manden spurgte videre: "Har I overnattet i huset?" "Ja" svarede drengen, "for vi ville ikke gå videre om natten." Da manden hørte, at de havde overnattet i huset, sagde han: "Så har i overnattet i vores gamle hus, dér kunne vi ikke få fred mere. Da det hele var blevet så uvirkeligt, kunne vi ikke holde ud at bo der længere, og så flyttede vi alle derfra. Og der har I overnattet, I må være meget modige. Nu skal I få husly her, og så vil jeg sørge for jer i fremtiden."

De forældreløse børn fik således et nyt hjem, men langt senere, da de var blevet lidt ældre, begyndte drengen at spørge om, hvad der mon foregik i det mærkelige hus, hvor de havde overnattet, og efterhånden fik han en forklaring. Han havde ikke vidst, at den stærke fangers kone var gået fra forstanden og senere var død. Efter hendes død blev familien der kun een enkelt nat. Og da de havde ikke lukket et øje hele natten, flygtede de hertil. Selvom han ikke havde hørt dette fra plejefaderen, hørte han det igennem andre.

Plejefaderen gav dem en opdragelse som sine egne, men da de blev voksne døde han. Men de forældreløse børn blev boende der, indtil de selv blev gamle. De døde altså samme sted som deres plejefar.

Var.: Mannik (en episode).

Kommentar: Dette er en ualmindelig lang fortælling over et velkendt tema i nedskrift, der måske nærmer sig en mundtlig fremstilling i længden.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Flere danskere, der rejste langs kysten, troede måske,

at samtlige husruiner, man så, havde været brugt til at overvintre i.

Det var ikke tilfældet. I gamle dage var der megen overtro. Når man

byggede et hus og skulle overnatte i det første gang, tændte man

en lampe og ventede på, at flammen skulle blafre. Når den blussede op,

blev de glade; det betød overflod for beboerne.

Hvis flammen derimod slet ikke bevægede sig, forlod de huset, efter kun

at have sovet dér én nat; for flammen der ikke bevægede sig, varslede

nød. Så byggede de et hus et andet sted.

Kommentar: Brændslet i lamperne var spæk fra sødyrene. Deraf associationen mellem fangst og opblussende (levende) ild. En bekræftelse på dette ritual er jeg hidtil ikke stødt på i andre kilder.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 54 ss. 290 - 295.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 460 - 462: Matiinarsuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 54, ss. 241 - 244, med dansk kommentar s. 337 - 338:

Resumé ved K. Thisted:

Der var i Itillinnguaq, lidt øst for Kuanninnguit, en mand som ikke var døbt.

Hver gang Matiinarsuaq kom til Nuuk, forsøgte præsten i Avannarliit (den danske

mission) at få ham til at omvende sig, og når han kom til Noorliit

(Hernnhut-dalen) var det det samme dér. Først når han blev døbt,

ville hans sjæl kunne finde frelse, hed det sig. Den udøbte sagde, at

han vidste slet ikke, hvad det var missionærerne talte om, det eneste

han vidste var, at angakokkerne / åndemanerne plejede at tale om, at der skulle være så dejligt under jorden, de levede i overflod dér. Det bragte

missionærerne stor sorg at høre ham tale på den måde. Så engang

henunder påske får den udøbte imidlertid problemer med sine døtre - de

har nemlig hørt om, hvor dejlige oplevelser de unge piger har derinde

i Nuuk. De beslutter at flygte næste dag, når faderen er ude i kajak.

Moderen jamrer om, at faderen slår hende ihjel, men det gider de ikke

høre på. Den stakkels moder går så dér og er ikke blot

rædselsslagen for, hvad der vil ske, når manden kommer hjem, men er

også bekymret for pigerne, fordi det er ved at være forår, og sneen er

blød mange steder.

Manden kommer, men slår hende alligevel ikke ihjel, fordi det skulle

vise sig, at "mod sin vilje skulle han omvendes på den rigtige måde."

Nogle dag efter at døtrene er gået, kommer en kajakmand. Forsigtigt

meddeler han, at der forleden i Nuuk har været en stor festdag, og at

pigerne var med. Selv faderen bliver åbenbart lettet, for han takker

budbringeren og byder ham op og indenfor. Og da gæsten skal til og afsted, sender

han både mad og tøj med ham til pigerne. Om foråret beslutter han så at

forlade Itillinnguaq, sin foretrukne vinterboplads - han vil ud til

sine døtre. Konen tror ikke sine egne ører. Men de bosætter sig i

Noorliit, faderen bliver døbt og får navnet Matiina og er allerede det

følgende år selv kateket og gør sig umage med at berette om sin

frelsers lidelser. Nu plejer så M. altid at tage ind til Qoqqut alene,

og han overnatter i en lille hule. Pludselig en aften lige efter at

han har lagt sig, kan han ikke røre sig. Så ser han to små lys, der

viser sig at være to mennesker i store hvide anorakker, begge to med

salmebøger i hænderne, den ene med røde sider, den anden med blå.

Da skikkelserne nærmer sig, hører han, at de synger en smuk salme. Da

de færdige med den, kommer skikkelserne svævende hen til ham. Den ene

har et blåt bånd om halsen, den anden et rødt. Ham med det blå bånd

siger, at de er kommet for at forklare ham noget. Han spørger også, om

han ikke kan kende ham, og M. glipper med øjnene til ja. Skikkelsen

beretter nu, at han inden han mistede sin krop var Porkapuusi / Poqqapuusi (?). Hans ledsager hedder Kristian Renatus. Sidstnævnte har endnu sin krop, mens

den talende selv kun er sjæl, deraf den røde farve. K.R. er en

sandfærdig ung mand fra Fiskenæsset, som fortæller om sin frelsers

smerte og død. Derfor er hans tøj så smukt og skinnende hvidt. Tøjet

er kendetegn, siger han. Så begynder de på en ny salme, anorakkerne

knitrer, de fjerner sig baglæns og bliver atter to lys. Endnu inden de

er forsvundet bliver M. atter i stand til at røre sig og sætter sig op

og betragter dem en lang tid. Selv om han kun har fået et enkelt

lille rensdyr, tager han straks hjem. Han fortalte siden flere gange

om sin forunderlige oplevelse.

Hist.: Et af de talrige drømmesyner fra den tidlige missionstid.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, nr. 33, s. 129 - 130: "Panigît" / Panigiit.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé: En enke og hendes datter lades ene tilbage under en sultevinter. De

klarer sig en tid med deres eget forråd af bær og tørrede ammassætter.

Derefter får datteren ram på fugle og dyr med en slibesten bundet til

en flettet senetråd, som moderen har sunget over. Den rammer hver gang

og tiltrækker endog vildtet. De lever i overflod, mens de bortrejste

er kommet i nød, og da en af dem kommer på besøg, blir han godt

beværtet og får et læs af kødgaver med tilbage. De andre forbavses og

beslutter at dræbe de to kvinder for at leve af deres forråd. En for

en skræmmes de dog af enken, der ligger skjult i tang på stranden med

hovedet smurt ind i blod, og stikker det frem. En for en kæntrer

kajakmændene af skræk og drukner. Enken og hendes datter lever

derefter i fred og overflod.

Oversættelse af håndskriftet:

En enke med en datter kom til at bo et sted, hvor der var et stort familiehus med flere mænd. Eftersom moderen var enke fik de sælkød og sælspæk og om vinteren fugle af deres bopladsfæller. Langt om længe da hendes lille, søde datter var ved at blive voksen, begyndte bopladsfællernes mænd af blive trætte af at forsørge mor og datter, fordi fangerne, da det led mod den strengeste del af vinteren, ikke længere kunne fange så mange sæler. En dag gav deres mandlige bopladsfæller sig så til at tale sammen: "Denne mor og datter spiser bare af den mad vi kunne have haft i reserve. Lad os flytte sydpå, så har vi ingen andre til at tære på vores forråd." Så på et tidspunkt med mildt vejr om vinteren gjorde de sig klar til at flytte til den nærmeste naboboplads sydpå. Og selvfølgelig drog de afsted. Den stakkels enke og dermed også hendes datter blev ladt ene tilbage.

       I begyndelsen de var alene havde de noget at spise, fordi barnets mor endnu havde tørrede ammasætter og hengemte sortebær. Men først på det nye år, da de ikke havde flere ammasætter eller sortebær tilbage, begyndte de at føle sulten. Slet ingen havde de tilbage og måtte vel sulte ihjel. En morgen da datteren gik ned til stranden kom hun løbende tilbage til sin mor og sagde: "Mor, der neden for os er der en tejst!" "Gå ned og få ram på den. Jeg har en gammel flettet senetråd og en gammel slibesten. Du skal kaste efter den med denne gamle flettede sene og gamle slibesten."

       Datteren gik ud og kom tilbage med tejsten hun havde ramt. De kogte den over tranlampen og spiste den, og de blev meget mætte og varme. Også næste morgen fangede datteren noget, denne gang en edderfugl. Senere fangede hun en ringsæl og en spraglet sæl. Endelig begyndte hun at fange grønlandssæler med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som kasteskyts. De beredte skindene af mange grønlandssæler fanget med disse våben. Mor og datter, der var blevet forladt i foragt, blev nu meget rige.

       Engang, da vinteren blev strengest, kom de mange mænd, der så nedladende havde forladt dem, ud for stor nød på grund af stormvejr og evindelig blæst. Da der en dag endelig var godt vejr sagde en af disse fangere: "Jeg tager hen og ser til dem vi har forladt, for de er nok sultet ihjel." På et tidspunkt så den stakkels mor og datter så en kajakmand komme sydfra. De sagde til hinanden: "Vi lever da endnu, men der er ingen tvivl om, at de vil dræbe os af misundelse, når de ser vores store kødreserver." Da han nærmede sig stranden gik de ham underdanigt i møde. Da han kom op til huset kogte de sælkød til ham. Og man kan roligt sige, at deres gæst, selv om han var en af dem, der havde ringeagtet dem, fik så meget sælkød at han var ved at revne. Da han skulle af sted gav de ham sælkød og spæk med til hans husstand. En af fangerne sagde: "I morgen tager jeg over og dræber dem, og så får vi deres store madreserver."

       Da deres gæst var draget af regnede moderen og datteren ikke længere med at leve den næste dag til ende. Moderen forklarede sin datter hvad hun ville gøre. Og næste dag kom der så en kajakmand til syne og han nærmede sig. Mens han endnu var langt væk, sagde moderen til datteren at hun skulle komme med ned til stranden. De da kom derned begyndte hendes snedige mor at vaske sit ansigt med strandsnegle, så hendes ansigtshud straks fik åbne rifter og blødte. Hun sagde til datteren: "Hvordan ser det ud?" "Nu ser du skrækindjagende ud," sagde datteren. Først da hun havde ladet sig dække til med tang bag ved det sted, hvor kajakmanden ville komme i land, bad hun datteren flygte op til deres hus. Da den, der kom for at dræbe dem, nåede stranden og kiggede indefter netop som han skulle i land, så han mellem tangen et meget blodigt ansigt, hvor huden hang i laser. Da han væltede om i kajakken af skræk, dræbte hun ham ved at holde ham under vand og drukne ham.

       Da den de havde sendt ikke kom tilbage, kom hans bopladsfæller én for én for at se efter ham, men konen brugte den samme fremgangsmåde over for dem alle, og på den måde reddede de deres liv fra dem, der ringeagtede dem, og som var kommet for at tage deres liv. De måtte så bare bøde med deres liv. Mor og datter levede da godt gennem den strenge vinter og frem til sommeren af deres forråd af de mange grønlandssæler, som den snedige datter havde fanget med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som skyts.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.  

Tolkning: Kvinder tiltrækker vildtet.

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 404, side 12 - 20 + 3 upaginerede sider

efter fortællingen "Angiârneq" / Angiiaarneq. Nedskrevet af K.

Rasmussen på dansk.

Maskinskrevet manus rettet af både Rasmussen og Ostermann i Arktisk Institut, Ostermanns Arkiv nr. A 301. Interessant hvis man vil studere en del af oversættelsesprocessen.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr. Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 17 - 22: Nátátoq.

Resumé:

På Noorsiit / Noortiit nær Kap Dan bor gamle Nattattoq med sin kone i et hus

på kanten af en skrænt af angst for overfald. Deres naboer, en mængde

stærke brødre, gir kun N. en smule kød på et ribben af deres overflod

når han har underholdt dem med fortællinger om alle sine børn, der er

døde og hvis navne N. af sorg helst ikke vil nævne. Da brødrene

erfarer, at N. har haft en højt elsket søn, som han ikke har fortalt

om, tvinger de ham også til at fortælle om denne søn. Som tak får han

en ryghvirvel, hvis kød han for en gangs skyld ikke deler med sin

kone. Han spiser i al hast kødet og ønsker gennem et skudhul i

hvirvlen død over alle brødrene. Sendebudet dør på vej tilbage, og

alle brødrene dør. N. og hans kone vil leve af de dødes depoter, men

tilrejsende beskylder dem for dødsfaldene, og de flygter til en

boplads på øen Immikortoq / Immikeerteq i Ammassalikfjorden. En mængde kajakker

kommer på hævntogt. N., der ikke er åndemaner, holder seance i sin

sorg. Trommen går af sig selv, holder pludselig stille, går igen, osv.

og en særlig ånd for den slags seancer, dukker op. Dens hoved er et

skinnende hvidt sælkranium. Den vil fortælle noget. "Fortæl,

fortæl!", siger man. "Man fortæller, at teltskind og teltstænger..."

Alle besvimer, vågner op igen, og synger åndesange. Sangen forstummer

brat, da hævnerne når frem. De går ind. Alle beboere sidder stive som

støtter, og N. reagerer ikke, når de stikker til ham. Hævnerne blir

bange og går ud. Sangen begynder igen. De går ind igen, og det samme

gentager sig, blot med en pige, der ellers er meget lattermild.

Beboerne sidder som støtter et helt år. Da de vågner op, har ånden

Saggaq fyldt sidebriksen men laks som tegn på, at de er blevet nye

mennesker. N., der nu føler sig ung og frisk ror over til Sermilik,

hvor han under en renjagt møder en indlandskæmpe. De jager sammen et

par gange og blir enige om at bo sammen et stykke tid. N. har fået

kolossale kræfter og er blevet meget adræt. Han overlister og klemmer

to døtre af en fjernere boende indlandsbo ihjel, og under en

narhvalsfangst ved en fjern revne i indlandsisen, dvs. en våge, som

disse dyr søger hen til, sætter han og en af kæmperne på den anden

side af vågen fast i den samme narhval. Kæmpen trækker den over til

sig. N. klatrer ad en udspændt rem over vågen, hvor kæmperne kaster sig over ham. Blandt dem er faderen til de to dræbte døtre. N.

overvinder dem alle på een gang, og faderen slår han død med sin

narhval. N. klatrer tilbage ad linen med sin narhval. Senere inviterer

han sin kæmpeven med ned til kysten og lærer ham at ro i kajak. Kæmpen

blir så dygtig, at han kan læne sig helt bagover og samtidig reparere

en knækket åre. Da N. ikke kan lære ham mere, rejser kæmpen hjem og

kommer aldrig mere igen.

Var.: Nattattoq; Natarteq; Natatek

Tolkning: se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "kæmper".

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 88.

Resumé: En gammel ungkarl dræber under rævesøvn om natten den kannibalske moder til tre døtre, som han så gifter sig med. De får alle tre en søn næsten samtidigt, og de bliver gode fangere.

Oversat af Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Fortællingen om ungkarlen.

Det fortælles, at en ungkarl tog af sted på en kajaktur. På sin vej rundede han engang et lille næs og så et lille hus, hvor det røg fra kogestedet. Da han så det ryge, roede han hen for at gå i land neden for huset. Han roede derhen og lagde til land. Og først tænkte han på ikke at gå i land, men gjorde det så alligevel til sidst. Da han var stået ud af kajakken, gik han op. Så opdagede han en masse afblegede menneskeknogler foran vinduet. Da han så dette knogleaffald, blev han meget urolig og gemte sig bagved kogestedet. Mens han gemte sig dér, fik han lyst til at kigge ind til kogerummet. Da han forsigtigt kiggede ind, så han en kvinde koge menneskekød. Nogle af kogestykkerne var menneskehænder, og da han så dem, blev han meget bange og gemte sig igen. Og nu var han bange for at gå ned til sin kajak igen, fordi han mente, at de nok ikke ville lade ham leve, hvis de opdagede ham. Så blev han siddende på sit gemmested. Op ad dagen kom der en kvinde ud. Han ønskede øjblikkeligt, at hun ville gå et andet sted hen, men hun begyndte at gå hen imod ham. Da kvinden så et menneske, sagde hun: "ii, ii, hvorfor ligger du gode mandfolk der på den bare jord? Kom dog ind og få noget at spise." Ungkarlen svarede: "Jeg har meget travlt, og er nået hertil uden at ville overnatte, for jeg er urolig for min husstand, de er kvindfolk allesammen, og derfor kan jeg ikke være borte fra dem for længe, nej, jeg vil ikke ind." Da han ikke ville, sagde kvinden: "Du kan da lige komme ind og smage vores mad." Da hun fortsatte på den måde, og han ikke kunne overvinde hendes stædighed, gik han ind i huset. Da han kom ind, så han, at alle de aflange træfade var fyldt med kogt menneskekød. Og han kunne ikke lugte andet end halvsveden kogelugt.

Da ungkarlen kom ind, sagde de: "Sæt dig lidt længere tilbage herinde. Du er så velkommen, sådan som du kommer og besøger os, der er lutter kvindfolk." Det fortælles, at der var tre unge kvinder, og at en meget gammel kvinde sad langt tilbage på briksen. Det viste sig, at den gamle var blind, og at hun var de tre unge kvinders mor: Alt dette kogte menneskekød var den gamle kvindes madreserver. Og det blev klart, at de tre kvinder ikke spiste menneskekød. Det gamle menneske sagde så: "Giv ham noget af det bedste han plejer at spise." Og de satte kød af grønlandssæl frem for ham. Da han begyndte at spise, sagde den usle gamle kvinde: "Bær mig nu frem, jeg vil hen og lugte til det han spiser." Da hun sagde det, svarede hendes døtre: "Ja, gå hen og lugt til det han spiser." Faktisk ville det gamle menneske dræbe ham, hvis det han spiste ikke var menneskekød. Da hun nærmede sig for, at lugte til det han spiste, byttede hendes børn det ud med menneskekød og gav ham det. Da den gamle kvinde havde genkendt menneskekødet på lugten, sagde hun: "Genkender du ikke det kød du spiser?" "Nej jeg ved selvfølgelig ikke hvad jeg spiser." Den blinde gamling sagde: "Det du spiser er kødet fra en ung klapmyds." Det blev ungkarlen meget overrasket over, for han var ganske klar over, at det var menneskekød, han havde på sit fad.

Da de tre kvinder hen under aften bad ham følge med ud, gik han med.

Derude fortalte de ham, at deres gamle mor aldrig lod deres gæster leve. De sagde også, at hun sin vane tro ville vente til ungkarlen var faldet i søvn: "Og som altid vil hun så dræbe dig, når du er faldet i søvn. Vi har flere gange villet dræbe hende, men vi er bange for at gøre det. Når du i aften vil lægge dig til at sove, må du tage din harpun med, hvis du har en. Hvis du skal sove på vinduesbriksen, må du sørge for at sove sammen med din harpun. Du vil se, at i nat vil hun komme svævende over dig. Så snart hun gør det, må du stikke din harpun i maven på hende." Pebersvenden hørte godt efter det kvinderne havde sagt, og da han havde lovet at gøre, som de sagde, gik han ind. Da han var kommet ind, spurgte den blinde gamling ham: "Hvorfor blev du så længe væk?"

Ungkarlen svarede: "Det er så pragtfuldt vejr derude, så jeg var ude og nyde det." Den blinde gamle kone sagde: "Jeg blev helt urolig for dig, for vores andre gæster plejer ikke at opføre sig sådan.""Jamen jeg har andre vaner, og når det er så pragtfuldt udenfor, kan jeg ikke holde mig inde ret længe af gangen", fortsatte ungkarlen. Da svarede den gamle kone: "Mænd med den slags vaner plejer at være gode mænd, for det er de fangstivriges vane."

Henimod aften gik ungkarlen udenfor og ned til sin kajk. Da han var nede ved den tog han kun sin harpun og gik op til huset. Tilbage i huset så han, at den gamle var faldet i dyb søvn. Og da han have sin harpun med ind, sagde kvinderne: "Dræb hende mens hun sover!" "Det kan jeg ikke få mig til, når hun sover. Men hvis hun vil til at dræbe mig, vil jeg svare igen og dræbe hende." Det svar stillede kvinderne sig helt tilfredse med.

Om aftenen gik de i seng. Da ungkarlen skulle til at lægge sig, sagde kvinderne: "Hold dig nu vågen, for hun lader aldrig vores gæster leve. Når vi en sjælden gang får gæster, og de falder i søvn, lader hun dem aldrig leve." Efter den samtale gik de i seng, og ungkarlen havde sin store harpun på rede hånd. Han søgte at falde i søvn, men blev lysvågen og opgav så enhver tanke om at sove. Midt om natten var han forberedt på alt, og så begyndte han at lade som om han snorkede. Da han så foregav at snorke og hørte små skrig fra briksen åbnede han det ene øje og kiggede op, hvor han så, at den gamle allerede var henne over ham mens hun skreg: "Sov du gæst, sov så du aldrig vågner mere, for dit kød er så lækkert!" Da hun sagde sådan, greb ungkarlen sin store harpun og jog den i hende af al kraft. Det lød som væske der skvulpede over, og hun faldt straks ned på gulvet. Da hun var dumpet ned stod ungkarlen op og trak sin harpun ud, som stadig sad i den gamle kone, og da han nu stak hende igen og denne gang fra siden, lød det som om han stak i noget luftfyldt (hun punkterede?, BS). Da der stadig var lidt liv i hende, gav ungkarlen hende dødsstødet og derefter sagde han til den døde: "Da du prøvede at dræbe mig, fik jeg da heldigvis dræbt dig som hævn."

Det var nu sådan, at alle den gamles tre døtre var smukke kvinder, og nu tænkte ungkarlen på at gifte sig med én af dem. Den gamle, som han havde dræbt, lod han bare ligge og selv lagde han sig så til at sove. Da han vågnede, så han, at de tre kvinder sov endnu. Da blev ungkarlen utålmodig efter, at de skulle vågne. Det gjorde de så endelig, og så sagde han: "Da jeres gamle prøvede at dræbe mig, dræbte jeg hende i stedet." Nu blev de tre kvinder dybt taknemmelige, og de sagde til ungkarlen, at han skulle slå sig ned hos dem. Med de ord kom de ham i forkøbet, for han var faktisk blevet rigtig forelsket i dem, og straks tog han dem alle tre til koner på en og samme gang. Én aften sov han med den ene af kvinderne, den anden aften med den anden, og den tredje aften med den tredje, og det siges, at på den måde var han gift med dem. Når han tog ud i kajak kom han altid hjem med sæl, sommetider med to sæler og andre gange med tre.

En dag sagde ungkarlen: "Jeg tror at min familie efterhånden er blevet alt for urolige for mig, så jeg vil tage over og se til dem." Så en dag tog han af sted for at se til sin familie, som han havde efterladt på sin gamle boplads. Da han rundede næsset, så han, at de stadig var der. Da børnene, der var ude, så en kajakmand, råbte de: "Nu kommer ungkarlen!" Så kom folk ellers ud af husene for at se ham. Faktisk havde de opgivet ham af frygt for, at han var omkommet.

Da han var kommet i land, spurgte de: "Hvor har du dog været henne?" "Jeg havnede på besøg et sted, hvor jeg mødte en meget ugæstfri vært," svarede han.

"Hvordan det?" spurgte de. "Jo, da min vært, en blind gammel kone forsøgte at dræbe mig, kom jeg hende i forkøbet og dræbte hende. Nu er jeg gift med alle hendes tre døtre." Da sagde hans gamle bopladsfæller: "Og det var ham, der aldrig havde held med noget, men det har han sandelig fået nu."

Da ungkarlen kom op til huset, fortalte han rigtig sin historie. Om aftenen gik de så i seng. Og meget tidligt næste morgen tog ungkarlen af sted igen. Undervejs hjem jagede han sæler, fangede to og roede hjem. Det viste sig, at hans koner var blevet ængstelige, fordi de troede, at han var taget hjem til sin familie for altid. Så nu da han var kommet hjem, var de meget taknemmelige. De flænsede så de sæler, han havde fanget, og så gik de op til huset.

På et tidspunkt blev alle de tre kvinder gravide, og de fødte alle tre samtidigt hver en søn. Nu følte ungkarlen sig rigtig heldig og taknemmelig med hele tre drenge til at forsørge sig på sine ældre dage. Og drengene voksede op sammen. Når ungkarlen havde alle tre sønner hos sig på een gang, bar han en på hver arm og havde den tredje mellem sine lår. Efter deres fødsel tog ungkarlen også over til sin familie for at fortælle om sine tre nyfødte sønner.

Da drengene blev halvvoksne, og ungkarlen ville lave dem hver en kajak, tog han ud for at finde drivtræ. Undervejs i kajakken fik han øje på et meget stort stykke drivtømmer, og da han havde bundet det fast med sine bugserremme, trak han det hjemad. Mens han slæbte af sted med det og opdagede, at der var rigtig mange grønlandssæler, der stak hovedet op af vandet for at ånde, lod han sit slæb være for at fange sæl. Da han havde fanget to, roede han hjemover med både det store stykke drivtømmer og de to grønlandssæler på slæb. Da han nåede deres boplads så han, at hans drenge ventede på ham på stranden. Og han råbte til dem, mens han lagde til: "Nu har jeg endelig fået træ til jeres kajakker." Så blev drengene henrykte. Ungkarlen stod ud af sin kajak og lod den bare være, fordi drengene nok skulle bære den op. Det var blevet sådan, at når ungkarlen kom hjem fra kajaktur, tænkte han ikke mere på kajakken, for den tog drengene sig af. De bar den op og gjorde den klar til næste tur.

Det fortælles, at ungkarlen nu gik i gang med at bygge sine tre drenges kajakker samtidigt. Nu og da tog han en dag på fangst, men ellers byggede han påkajakkerne. Så blev han færdig med dem alle tre på en og samme tid. Da skeletterne således var færdige, ventede han kun på, at de skulle betrækkes med skind. Han sagde til sine koner: "Nu er jeg færdig med skelettet til kajakkerne, så lad os nu få betrukket dem. De gik i gang med dem alle tre på een gang, og i løbet af en enkelt dag blev hans koner færdige med arbejdet. Nu ventede hans sønner så på, at kajakkerne skulle blive tørre. Da de så var tørre, tog ungkarlen drengene med ud på små ture ud for stranden. Han trænede dem i kajakroningens svære kunst og langsomt blev de mere og mere øvede. Med tiden blev de i stand til at ro ud på det åbne hav sammen med deres far. En dag da ungkarlen kom hjem fra fangst, sagde han til børnene: "Nu kan I få våben, for nu er I dygtige nok til at ro kajak." Ungkarlen blev så hjemme og lavede våben til sine sønner, lige til han var færdig med dem. Næste dag udstyrede han alle tre med våben til kajakfangsten. Mens de roede af sted, prøvede drengene deres nye våben flere gange, og når der dukkede sæler op foran dem, kastede de deres våben efter dem, det bedste de havde lært. Kun ungkarlen fik ram på to sæler, og de vendte tilbage til deres boplads. Mens de roede ind, talte deres mødre lykkelige om, hvor stakkels små kræ de havde været ved fødslen, og at det ikke var til at tro, at de nu kunne så meget. Da de kom hjem, slæbte de ungkarlens fangst op og flænsede den, og derefter gik de op til huset. Da mødrene kom ind, fortalte deres børn rigtig løs om, hvordan de havde harpuneret grønlandssæler uden dog at kunne dræbe dem, og deres mødre frydede sig over alt det de fortalte.

En dag, da de var ude på fangstpladsen, fangede ungkarlens børn en sæl hver, inden han selv nåede at harpunere en, så det blev drengene, der kom først. Da sagde han: "Minsandten om ikke I er blevet bedre fangere end mig!" Børnene blev henrykte, fordi de nu mente, at de nu var blevet bedre fangere end deres far. Da han havde harpuneret og dræbt en sæl, tog de alle hjem. Nu var der ingen ende på idyllen. Ungkarlen var på vej hjem med sine børn, og alle havde en sæl på slæb. Da de hjemad fik øje på deres hus, så de en kvinde uden for det, og da hun så, at sønnerne havde sæl på slæb, råbte hun ind til de andre: "Vores børn er på vej hjem med hver sin sæl på slæb sammen med deres far." Da skyndte de sig ud af huset og så, at alle deres sønner havde sæl på slæb sammen med deres far, og de sagde: "Hvis de selv har fanget de sæler, skal vi rigtig fejre det." Men den tredje kvinde sagde: "Det er nu nok deres far der har ladet dem slæbe sæler, han har fanget." "Det ville han aldrig gøre, når nu de er nybegyndere", indvendte de andre.

Kajakmændene roede til land og lagde til. Så råbte ungkarlen op til kvinderne: "Alle mine herlige sønner har fanget sæl, de har alle harpuneret en før, jeg selv kunne nå at ramme nogen." Nu blev kvinderne først rigtig glade. De ville ikke engang flænse ungkarlens fangst før sønnernes, da de havde slæbt fangsten op. For det måtte være sønnernes førstefangster, der skulle flænses først. Om aftenen holdt ungkarlen så fest med hele sin husstand uden andre tilstedeværende, og han sagde: "Jeg må hen og se til min familie." For nu var det en del år siden, han havde hørt noget til dem.

Næste morgen tog han så af sted med et læs kød fra sine sønners fangst på sin kajak for at se til sin familie, og han var noget urolig for, at de måske ikke længere var på samme boplads. Men da han fik øje på den, så han, at de stadig boede der. Da de så ham, sagde børnene: "Ungkarlen, som vi troede død, kommer!" De ældre troede først ikke på det, børnene sagde, men da de kom ud, så de ungkarlen komme roende med et læs kød på kajakken. Da så ungkarlen lagde til, sagde han: "Jeg er kommet for at se til jer, fordi jeg savnede jer. Her er kød fra mine store børns førstefangster; bær det nu op og sæt det over, så I kan få det kogt i en fart." Da familien nu hørte, at ungkarlens børn allerede var blevet fangere, blev de dybt forbavsede.

Da ungkarlen gik op og ind i huset, så han, at der var kommet nye til i husstanden. Og da han næste dag skulle hjemover, inviterede han sin familie med hjem på besøg. Så tog de af sted sammen, og da de nåede ungkarlens hus, så de, at det glinsede af sælblod uden for det. Da sagde ungkarlen: "Mine herlige sønner har nok fanget sæl igen, for sikke det glinser af blod omkring huset." Så sagde nogen i følget: "Du har vel nok fået dygtige forsørgere i dine store sønner." Ved de ord smilede ungkarlen over hele hovedet af lutter stolthed. Derefter roede de til land. Mens de lagde til, kom kvinderne ned til dem, og ungkarlen sagde: "Her en masse af mine slægtninge kommet for at se mine sønner." Da blev hans koner meget forbavsede, og da gæsterne var stået ud af kajakkerne sagde konerne: "Kom nu op og indenfor." Da gæsterne nåede op til huset, så de, at ungkarlen levede i overflod, for de fik øje på den store bunke kød omkring huset, og de havde allerede set, at der var bunker af kød nede på stranden. Da ungkarlen var taget af sted på besøg, havde hans sønner nemlig været på kajakfangst, og alle havde de fanget sæler, og da blev ungkarlen alligevel forbavset. Og kvinderne fortsatte: "Drengene glædede sig så meget til fangsten, at de allerede tog ud i morges, mens det var mørkt endnu."

Mens de var på stedet, blev det eftermiddag, og så kom der tre kajakmænd til syne. De så længe på dem, og til sidst så de, at de alle havde sæl på slæb. Gæsterne blev endnu mere forundrede. Da ungkarlens sønner kom nærmere, sagde de til hinanden: "Vi er da ikke så mange, se alle de mænd der oppe ved vores lille hus!" Den tredje sagde: "Det er nok vores fars familie." Så roede de mod land og lagde til. Straks sagde ungkarlen: "Jeres mange slægtninge er kommet for at se jer. Skynd jer op af kajakken og op til huset." Så de skyndte sig op af kajakkerne og op til huset. Det fortælles, at da de var kommet derop, gav de hver af deres slægtninge et knus. Og slægtningene blev yderligere overraskede, fordi det var første gang, de så sønnerne.

Da de nu havde mødt deres familie, var ungkarlens sønner vældig glade. Efter en festlig aften gik de i seng, og da de vågende af nattesøvnen så de, at det lysnede derude. Og da sønnerne skulle ud på fangst, sagde slægtningene at de gerne ville med. Så de tog af sted allesammen. Fremme på fangstpladsen harpunerede de allesammen sæler, nogle to, nogle tre, og dem der ville nøjes med én, fangede bare én.

Da alle havde fået fangst, begyndte hjemturen. De roede afsted og fik efterhånden huset i sigte. En af kvinderne, der var ude, fik øje på de mange kajakmænd, der dukkede op. Ved nærmere eftersyn så hun, at de alle havde sæl på slæb. Så råbte hun til de andre: "Kom ud og se alle de mange kajakmænd, der kommer!" Da de kom ud, så de, at alle de mange kajakmænd næsten var fremme, og de landede allesammen sæler. Da de var gået op, spiste de allesammen sælkød, og først da hver og en var stopmætte, holdt de op med at spise. Om aftenen gik de så i seng, og gæsterne tog af sted næste morgen, da de var vågnet. Da gæsterne var kommet hjem, havde de sandelig noget at fortælle.

Det fortælles, at ungkarlen blev en meget gammel mand, der ikke længere kunne tage på fangst. Det fortælles også, at hans dygtige sønner forsørgede ham med deres fangst, lige til han døde af alderdom.

Her ender fortællingen.

Var.: Ingen i denne bases samlinger bortset fra den indledende episode, se: Kivioq; Konen med jernhalen.

Kommentar: Det må være ønskedrømmen over alle for enhver ikke alt for duelig fanger. Det er dog sjældent, at en fortælling har så lidt andet at overraske med.

Resumé:

1879 bød på en overdådighed af fangst. Sælerne kunne lokkes op med trommespil. De stod lodret og vuggede til rytmen. Men nedlagde så mange man havde lyst til. Næste vinter blev den store sultevinter, der gik over i den næste vinter uden sommer imellem. I marts lykkedes the Missuarniannga under dramatiske omstændigheder at nedlægge en bjørn, som han blev overfaldet af. Fæstet til lansespidsen var frosset og da han endelig fik den anbragt spidsen og gik til modangreb flygtede bjørnen. Miss. måtte opgive og fortsatte til nærmeste boplads for at søge ly. Men så dukkede bjørnen op igen og gik til angreb. Den kurede det sidste stykke på den glatte sne. Miss. kastede sig imod den med sin harpun, og da han trak i harpunlinen væltede bjørnen om, død. Miss. fik slæbt sig hjem med et mindre stykke kød og fortalt de andre, hvor den kunne hentes. Et par dage efter fandt man en gæst, Kaangitsukaaq, egnens værste tyv, i dyb søvn på briksen. Kødet var væk. Han var netop smidt ud fra sit forrige opholdssted pga tyveri. Under dødstrusler måtte han tilstå, det nedgravede kød blev lagt for en dag, og man var storsindede nok til at lade tyven blive og få del i de små daglige rationer.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Håndskr.: NKS, 3536, II, 4', læg 22, side 1 - 138 + læg 23, side 139 - 163 (Esaia og Hendrik Olsen har skiftevis skrevet fortællingen ned).

Renskrevet 1. gang af Hendrik Olsen i: NKS 3536, II, 4', læg 24 - 27.

Der findes tillige et Håndskr. i: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Síngajik", med Knud Rasmussen som nedskriver (foa)

Trykt på grønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 32-123.

Resumé:

Singajik / Singajuk er ugift, fra Arsuk og flygter for blodhævn nordpå til Kangeq, hvis

rige fangster han har hørt om. Geografien beskrives meget omhyggeligt

det sidste stykke til øen som også senere for sommerrejser efter rener

og andet. S. modtages overmåde gæstfrit på øens sydside, og da frosten

allerede er gået i jorden inviteres han med følge i hus hos en mand,

der ikke har mange slægtninge. Han opfordrer senere S. til et besøg på

en boplads, Illupaat, nordvest for Kangeq, (på Håbets Ø), hvor man i

det store hus hos Qitoraq og hans mange brødre holder af at fordrive

vinteren med fortællinger og ynder besøg. Under opholdet dér bliver S.

inviteret rundt til alle og til slut til en ældre kone, der ynder

sydlændinge, elsker at høre deres dialekt og serverer sydlændinges mad

for ham: kød og skrabespæk, mamit. Hun har en datter, som S. forelsker

sig i og beslutter sig for at fri til på et senere besøg. Moderen gir

sit tilsagn på den betingelse, at S. flytter ind hos dem. Det gør han

så. Hans kone Marnilik blir gravid og føder for tidligt en søn under

et ophold langt inde i fjorden på renjagt. Han svøbes i

edderfugleskind, men er længe om at tage brystet og komme i vækst. Da

de unge piger spotter M. bag hendes ryg, fordi hun prøver at holde liv

i det lille skravl, gennemfører hun et ritual for at fremme dets

vækst. I fem dage faster hun, ber så S. ro den lange vej ud af fjorden

efter en saltvandssæl, som ingen andre må røre ved, og fra den spiser

hun de følgende dage et lille tyndt stykke ribbensbrusk, et stykke

tarm kortere end en overarm og lidt tynd blodsuppe af en muslingeskal.

Derefter trives sønnen. Omsider når familien tilbage til Illorpaat

længe efter de andre og i sidste øjeblik, inden isen lægger til. S.

tilbyder sin kone, at hun opkalder barnet, men M. mener det må være

S.s ret, der har avlet det. Han kalder det Tusilartoq (den døve) efter

sin far, der blev meget gammel. S. har lyst til at flytte tilbage til

Kangeq og får langt om længe sit ønske opfyldt, da M.s mor er død og

foråret kommer. Øen er tæt bebygget men S. finder plads på solsiden af

en vig på sydsiden. M. føder endnu en søn, som S. gør til en

angerlartussiaq. Tusilartoq får kajak, blir dygtig og udvokset,

hvorfor hans ældede mor opfordrer ham til at gifte sig. T. forholder

sig tavs og afventende, men en dag i en strid nordvest, hvor han kan

regne med, at Qitoraq og alle hans brødre ved Illorpaat holder sig

hjemme, ror han derop, ber om deres eneste søster og får deres

tilsagn. T. tager hende straks med hjem på kajakken i stormen, og på

hans brikseplads raser hun, indtil S. beroliger hende med, at de nok

skal være gode ved hende. Næste dag, da stormen er løjet af, kommer en

af hendes brødre for at høre, om hun er kommet vel gennem stormen med

T. T.s kone får efter knap to år en søn, som S. får lov til at opkalde

efter sin farbror, Aqajarorsuaq (stormave). Han udvikler sig prægtigt,

bliver fed og aldrig syg, men får børneormm og græder så utrøsteligt,

at T. af fortvivlelse over at skulle miste ham, skærer flænger i sin

kones fodsåler. Hun går om natten ned og drukner sig. Hendes brødre

får først besked flere dage senere, ikke af T. men af deres halvfætter

på T.s boplads. De blir nu T.s fjender for livet.

T. er med sine gamle forældre på renjagt ved Isortoq, hvor han, en dag

de ligger stille, tar ud på sælfangst og møder en fornemt udstyret

kajakmand, der hverken vil hilse eller indlade sig med T. T. opdager

at vandet omkring den fremmedes kajak er i kraftig bevægelse af hans

indre ophidselse, og T. når at myrde ham, inden han selv blir

harpuneret. T. ror hen til et egnet sted med liget og sænker det med

tunge sten i kajakken. T.s mor, der bliver klar over hans ugerning,

spør om han har spist af den dødes lever. Da T. siger nej, lader hun

ham drikke spildetran fra lampen af den store muslingeskal, som hans

ble blev skrabet med første gang, han havde tisset som spæd. Det vil

hindre den dødes sjæl i at trænge ind i ham. T. får herefter en

ubetvingelig lyst til at dræbe alle fremmede kajakmænd, han møder.

Sammen med Aqajarorsuaq og en plejesøn ror T. på handelstogt ud til et

skib, der viser sig ikke at være noget handelsskib. Dets besætning vil

røve og bortføre dem. Kaptajnen prøver forgæves at drikke dem fulde,

og de tre kommer både ud af den aflåste kahyt, hvis anden dør er

spærret med tilsømmede brædder, og får overvundet alle matroser ved

deres kræfters hjælp. T. klarer de fleste konfrontationer alene, men

sønnen A. må klare smadringen af den tilsømmede dør. De får ikke blot

lov at ro uskadt bort, men hele besætningen råber også hurra for dem

fra rælingen.

Nogle år senere overfaldes T. på havet af en voldsom storm, hvis

forvarsler over egnens fjelde beskrives yderst detaljeret. Mens han

kæmper sig frem med en sortside på slæb, får han øje på en måge

omkranset af blikstille vand. Den synger en sang, som han lytter til

og lærer og afprøver med held: Efter et par vindpust blir der

blikstille omkring hans kajak. Under en senere pludselig storm søger

alle fangerne til det nærmeste land undtagen T., der med to store

sortsider på slæb tar turen ind om dem, råder dem til at blive, fordi

sådan en storm som regel stilner i løbet af en dag, og ror hjem, hvor

han sidder foran sin husgang og arbejder med noget træ, da de andre

vender hjem. Han foretager derefter ofte lange rejser, kommer vidt

omkring og får mange fjender. Nogle dog delvis uforskyldt, fordi

mangen en gammel mand eller kone forsøger sig på de fremmede steder

med hekseri mod hans kajak. Dens amuletter dræber dem.

På en af sine rejser nordpå driver T. en sommer fangst ved Ilulissat

/ Jakobshavn, hvor tiden løber fra ham. Han er nødt til at overvintre,

og beslutter sig til at gøre det på Qeqertarsuaq / Disko, som han

aldrig har set. På øens nordside, der er ubeboet, slår han sig ned et

egnet sted og er spændt på, om der er sæler. Der er rigeligt. Om

vinteren lærer han sig selv åndehulsfangst og om foråret

småhvalsfangst i isens revner. Da han vender hjem, opfordrer han alle,

der har lyst til at leve i overflod, at tage til Disko.

T.s søn Aqajarorsuaq, hvis farbror har taget sig af ham som en mor,

hører under sin opvækst om faderens ugerning mod moderen, der begik

selvmord. Farbroderen vil ikke bekræfte rygtet, men A. kan aldrig

siden glemme det.

T. gifter sig igen efter mange år som enkemand. En dag hans kone

lysker ham og opdager hele rækker af tatoveringer under hårranden,

spør hun, hvad det er og får et puf af T.s albue, der sender hende

bagover i døden. Hver tatovering betegner nemlig et mord, som T. har

begået.

A. får en dag af en gammel slægtning bekræftet, hvad han har hørt om

sin moders død. Han betragter herefter sin far som sin fjende og får

gang på gang en næsten ubetvingelig lyst til at dræbe ham, mens han

sover. Det lykkes ham dog hver gang at komme på bedre tanker.

T., hans mor og søn blir døbt hos herrnhuterne ved Nuuk / Godthåb. T.

får navnet Moses, A. navnet Ignatius og Marnilik døbes Engel.

A. plejer at jage rener om sommeren ved Kangersineq / Kangersuneq i

bunden af Godthåbsfjorden og kommer først hjem igen, når han har fået

det antal rener, han ønsker.

Hvert år på årets korteste dag plejer folk fra omegnen at samles til

fest på Kangeq i deres stiveste puds. Ingen må på denne dag gå på

fangst. Men T.s bror kan ikke modstå fristelsen, skønt T. advarer ham,

fordi hele skyer af alke passerer inden for synsvidde. Han udebliver,

og da han er en angerlartussiaq, venter man på ham i fem dage. Men da

han ikke vender hjem i det tidsrum, opgiver man ham.

Under en renjagt i bunden af Godthåbsfjorden får T. smerter. A. må

bryde op i utide. T.s smerter forværres, og han dør under hjemrejsen,

men bliver ved at gå igen, fordi man, efter T.s eget ønske mens han

levede, skal begrave ham i indviet jord, hvis han ikke skal skræmme

dem til døde. Den første nat kryber han op ad teltdugen og må pirkes

ned indefra af A., og de følgende dage må A. gang på gang slå ham

ihjel igen med åren, fordi T. rejser sig op i båden i sine ligskind.

Endelig når man Nuuk og får ham begravet på Guds Ager hos

herrnhuterne.

A. opgiver nogle år efter denne oplevelse sine renjagter til

Kangersineq. Da han genoptager dem og er på vej hjem, får han lyst til

at overvintre på fastlandet (Nordlandet) over for Nuuk. Da han sammen

med husholdets kvinder har udbedret en gammel hustomt, ror han den

korte vej til Nuuk, tilhandler sig hvid mands mad ved

herrnhutstationen og ror hen til kolonihavnen, hvor en mængde

sydlændinge skiftes til at invitere ham på mad. Han inviterer

til gengæld dem, der vil med hjem, på renkød. En ældre sydlænding

Alugulooq tager med og har mange fortællinger at underholde med. Til

slut fortæller han om dengang, man i hans hjem ved Arsuk fik besøg af

en angerlartussiaq og lod en, der forstod sig på qilaneq, prøve at få

ham til live igen. Det lykkes med et længere ritual, men da Alugulooqs

gamle bedstefar insisterer på at kende den fremmedes herkomst og

hører, at det er en af Singajiks efterkommere, beordrer han ham

dræbt, fordi S. var deres fjende. Efter lang tøven udfører sønnerne

den gamles ordre, og alle skal gøres medskyldige i drabet. Endog

smådrengene skal stikke i liget.

Aqajarorsuaq sveder ophidset ved denne beretning om mordet på sin farbror og navnefælle men behersker sig,

fordi han nu er døbt, og han takker fordi han endelig har fået klarhed på sin

elskede farbrors død og ber de fremmede sove roligt i hans hus om

natten. De flygter dog af skræk for hævn, mens alle sover.

A. har også arvet en anden fjende. Det er morbroderen Qitoraq, som han

ofte møder på havet. Da de er lige årvågne lykkes det aldrig den ene

at komme bag på den anden, og de byder blot hinanden høfligt på en

snus. En dag får A. heldet til at komme bag på Q. og kaster, men

rammer en sæl, der netop dukker op imellem dem. Q. vender sig

forskrækket om, men A. tilbyder fred, fordi de vist længe har gjort

hinanden tilstrækkeligt ondt og desuden er døbte. De blir venner for

resten af livet. Da A. skal dø, er der to ting, han især glæder sig

over: At han modstod fristelsen til at dræbe sin far, og at han var

blevet venner med Qitoraq.

Hist.: Ved hjælp af denne og en ældre variant har Gulløv og Kapel

(Folk: 1979/80) kunnet lokalisere og udgrave Singajiks første hustomt på

Håbets Ø nordvest for Kangeq. Fortælleren Esaia var tipoldebarn af

Aqajarorsuaq og A.s far, Hendrik, fortalte den første version til Rink

(ibid. og Knuth 1963). Om ændringer i opfattelsen af blodhævn fra

før-kristen til kristen tid Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Afskrift af NKS 3536, I, 4', læg 9, side 15 til læg 10, side 3: Tuagtúnguaq.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Tuattunnguaq

Det fortælles at Tuattunnguaq boede ikke for langt nordpå og heller ikke for langt sydpå. Det fortælles også at hans yndlingsboplads var på nordsiden af Kangerlussuaqs fjordmunding, at de var unge og endnu ingen børn havde (de var lige blevet mand og kone). Deres boplads hørte til det område, hvor isen normalt lagde sig. Tuattunnguaq var åndemaner, og skønt han let kunne hamle op med sine fangstdyr inden isen lagde sig, kom han først i sit rette element, når der var fast is og han begyndte sin åndehulsfangst. Da han var ene om at have sin yndlingsboplads på stedet, havde han ingen bopladsfæller.

       På et tidspunkt blev konen gravid. Da hun havde været svanger tiden ud, begyndte hendes mand at afvente hendes nedkomst. En dag sagde hun så, at hun havde fået veer. Da hun lagde sig var der jo ikke andre til at tage mod barnet, og han satte sig på briksen ved hendes fodende. Efter nogen tid fødte hun en dreng. Da Tuattunnguaq var enesøn og han ofte tænkte over det, havde han under konens graviditet ønsket, at det skulle blive en dreng. Da det blev en søn gjorde han alt for at drengen ikke skulle mangle noget.

       Sønnen voksede hurtigt op, og han var blevet en ret stor dreng - der var åbenbart lidt langt mellem konens graviditeter - da konen påny blev gravid og fødte endnu en dreng. Tuattunnguaq blev endnu mere taknemmelig nu han anden gang blev far til en dreng. Han lod nu sine sønner vokse op sammen, og da tiden kom hvor den ældste søn skulle have sin første kajak byggede han ham en. Da han havde bygget ham en kajak og lært ham at ro i den og efterhånden at gøre kastebevægelser fra kajakken, gav han ham en mamagoq - øvelsesharpun. Så snart han havde fået den, begyndte han at fange sæler. Først da han syntes at drengen var stor nok, lod han ham få en rigtig harpun med fangstline. Da drengen havde fået sit våben og frosten satte ind, gav han sig til at bygge ham en hundeslæde. Netop som han var færdig med den, begyndte havet så småt at fyse til. Da det nu var begyndt at fryse til, længtes han endnu mere efter at det rigtig skulle fryse til. Da isen så var ved at blive fast prøvede Tuattunnguaq med jævne mellemrum om den kunne bære, men hver gang mente han at den ikke var fast nok endnu. Da så frosten for alvor satte ind og Tuattunnguaq prøvede om den kunne bære, lød den overalt som rigtig fast is.

       Da Tuattunnguaq nu var tilfreds med isen sagde han en aften til sin søn: "Hvis nu vejret er rigtig godt i morgen, tager vi for første gang på isfangst, du og jeg." Da de havde sovet og vågnede gik Tuattunnguaq ud og så at det var meget fint vejr. Så gik han ind og sagde til sin søn: "Nu vil jeg i dag for første gang tage på isfangst med dig." Så gjorde de sig klar og tog af sted på hver sin slæde. Nu kørte han afsted sammen med sin søn. Efter en længere kørsel kom de til stedet, hvor han plejede at være på slædejagt dengang han var alene uden sin søn. Da de nåede et sted med mange åndehuller begyndte far og søn på skift at stikke sæler ihjel. De fyldte slæderne op med sæler, tiden fløj, først på eftermiddagen havde de slæderne fyldt, og så kørte ind mod land. Da de var kommet hjem følte Tuattunnguaq hvor hurtigt det var gået med at fange mere end nok, nu da han havde haft sønnen med sig.

       Vinteren gik og var snart til ende. Da den var omme byggede han en kajak til sin yngste søn. Da han havde fået sin kajak gav han sig til at øve ham op. Under træningen følte han, at drengen var endnu bedre til at begå sig i kajak end storebroderen. Da så også han mestrede kastebevægelser fra sin kajak, gav T. ham en øvelsesharpun. Da han nu havde fået den tog T. afsted i kajak sammen med ham og se om han ikke allerede nu, så snart han havde fået sin øvelsesharpun, tog hul på at fange sæler. Da han havde fanget en del, lod T. ham få en harpun med fangstblære. Da de nu var tre fangere i familien, mærkede Tuattunnguaqs ikke mere de strenge vintre.

       Det fortælles at selv om Tuattunnguaq var åndemaner holdt han ikke ofte seance. De var jo alene og der var ikke nogen til at komme og høre på. Han manede kun ånder når der var noget han skulle have opklaret.

       Han byggede også en hundeslæde til sin yngste søn. Når de alle tre var på kajakfangst og de alle tre fangede flere sæler, kunne Tuattunnguaq fornemme, at de havde fanget lidt rigeligt, men først når de alle begyndte på isfangsten, og når de alle havde fyldt slæderne op ved en isfangst, følte Tuattunnguaq virkelig at de havde fanget mere end rigeligt.

       Engang begyndte nyisen så at sætte sig, og da det derefter blev rigtigt frostvejr lagde isen sig på havet. Da havet var frosset til og Tuattunnguaq regnede med at isen var stærk nok, afprøvede han den. Når han ikke var tilfreds med isens tykkelse og fasthed sagde han ikke noget videre.

       En morgen da de vågnede, tog Tuattunnguaq ud for at afprøve isen, og han kom længere og længere ud på den; isen syntes at have den samme fasthed hele vejen udefter, og det virkede som om den var sikker overalt. Da han kom ud til de yderste øer uden at have stødt på usikre steder, vendte han hjemefter. Da han kom hjem og det blev aften og sønnerne havde spist, så han på dem og sagde: "Hvis det blir rigtig godt vejr i morgen tar vi den første tur på hundeslæde."

       Da de om morgenen tog af sted sammen kom de for første gang sammen med den yngste søn til det sted, hvor Tuattunnguaq plejede at fange noget sammen med sin ældste søn. Nu begyndte de på skift at harpunere og dræbe netsiderne. De læssede sælerne op på deres hundeslæder, og allerede først på eftermiddagen havde de alle fyldt deres slæder op. Så tog de ind mod land og kom hjem. Da de havde læsset af og lagt fangsten på rad og række - nu var de jo tre fangere - blev Tuattunnguaq overbevist om, at de for første gang havde fået sælfangst til overflod. Det skulle vise sig at sådan skulle det fortsætte.

       På et tidspunkt hvor vinterdagene så småt begyndte at blive længere, havde de været på isfangst og var kommet hjem, og da det blev aften og sønnerne havde spist, kiggede han på dem og sagde: "Jeg vil gerne fortælle jer hvad jeg tænker på." Og så sagde han til sine sønner: "Jeg har tænkt på at vi efterhånden har for meget, der bare vil rådne op inden sommeren, og da vi bare dræber dyr, der fortsat ville kunne leve, må vi hellere gøre som jeg nu siger," og idet han vendte ansigtet mod sin yngste søn sagde han: "Nu er jeg en ældre mand, og da jeg nu har så stor hjælp af jer, vil jeg ind imellem blive hjemme, men når jeg vil og har lyst, vil jeg ikke lade jer tage ud alene." Selvfølgelig gjorde sønnerne som faderen sagde. De tog så på fangst alene, og herefter levede de af de mange sæler sønnerne fangede, men da der var to sønner om fangsten, skrumpede forrådet ikke ind; tværtimod voksede det.

       Da de en aften kom hjem efter en slædetur, så han på sine sønner og sagde: "Længe var jeg urolig for jer når I var på fangst, men nu er jeg tryg ved jer: vore store maddepoter derude lever vi jo af, men da der stadig bliver mere af det, og der bliver for meget der vil rådne op, og vi dræber alt for mange dyr, der fortsat ville kunne leve, skal kun én af jer fremover ud på fangst efter frisk kød til os, og vi andre to kan så sysle med forskelligt mens den tredje er på fangst; før var jeg urolig for jer, når I var ude, men nu er jeg blevet tryg ved jer." Da Tuattunnguaq havde sagt det, adlød sønnerne ham selvfølgelig, og herefter tog sønnerne på fangst på skift. Når den ældste holdt sig hjemme, tog den yngste på fangst, og når den yngste holdt sig hjemme, tog den ældste på fangst.

       En aften da dagene var begyndt at længes var det den ældstes tur til at tage på fangst den næste dag, fordi den yngste havde været ude denne dag. Da han tog af sted blev han ved med at køre udefter. Da han kom til det yderste af deres fangstområder syntes han, at der var for få sæler dér, og skuffet forsatte han udefter. Så kom han langt uden for deres fangstområde og så at dér var masser af åndehuller. Da det var første gang han var ved disse mange åndehuller begyndte han straks at dræbe sæler. Da han havde fanget nogle få kiggede han ud over isen og så en slæde, der kom ude fra horisonten. Han kunne se at slæden kørte meget hurtigt. Da Tuattunnguaqs søn opdagede det holdt han årvågent øje med slæden, og da slædekusken derude åbenbart havde fået øje på ham, satte slæden derude farten op hen imod han. Første gang han fik øje på den syntes han nok, at den kørte hurtigt, men nu forekom det ham, at den kørte endnu hurtigere. Da slæden nærmede sig, så han, at det var den meget kraftig mand. Tuattunnguaqs søn blev stående ved sin slæde og betragtede ham, denne ude fra kommende. Nu kunne han mærke at den anden havde ondt i sinde. Da han mærkede det sagde han ikke noget, og tilfældet ville, at han havde taget sine nyforsålede kamikker på til turen, og så begyndte han at løbe rundt om sin slæde mens den ankomne forfulgte ham, og langsomt øgede han afstanden til forfølgeren. Men da nu Tuattunnguaqs søn havde nye kamiksåler gled han og faldt på enden, og da han faldt, nåede forfølgeren ham og dræbte ham. Da han havde dræbt ham skar han hans hoved af ved den øverste halshvirvel, og da han havde kappet hovedet af, skar han også hans venstre arm af og smed den på isen. Så kørte han tilbage i sit eget slædespor og tog kun hans krop og hoved med.

       Da han havde kørt udefter og nærmede sig landet i vest kom han til en åben revne i isen og her nedsænkede han Tuattunnguaqs søns krop, og da han havde gjort det tog han hjem med kun hans hoved.

       Da hans søn var kørt ud på fangst ventede Tuattunnguaq på hans tilbagekomst, men det blev aften og sønnen kom ikke tibage. Han ville gerne finde ud af grunden til det, men nu var det for langt ud på aftenen syntes han. Da de kom i seng sov de dårligt, fordi de sådan lyttede efter den ventede. Det fortælles at Tuatttunnguaq havde opfostret sin søn til altid at ville komme hjem, selv om han kom ud for en ulykke (en angerlartussiaq), og da det blev morgen var Tuattunnguaq meget stille og sagde ingenting. Dagen gik og Tuatttunnguaq sagde ikke et ord. Eftermiddagen gik, og da lyset i vinduesruden ikke længere var blåt, åbnede Tuattunnguaq omsider munden og sagde: "I kender mig, og jeg hengiver mig kun til åndemaneri, når der er noget jeg vil have opklaret, og nu er han blevet for længe væk. Han ville ikke være væk i så lang tid hvis det var en almindelig fangsttur, så der må være en årsag til hans udebliven," og da han havde sagt det fortsatte han: "Nu må I alligevel dække vinduet til!" En af hans husfæller gik da ud og dækkede vinduet til, og da hun kom ind igen, lagde Tuattunnguaq det han skulle sidde på midt på gulvet og gjorde alt klar, hvorefter de slukkede lamperne. Der hørtes en kort brusende lyd. Det fortælles, at når Tuattunnguaq manede ånder forlod han altid huset ved tagbjælken. Da han havde været husrummet rundt to gange havde han endnu ikke lagt mærke til noget. Men lige da han startede på sin trejde tur, åbnede han en revne ved siden af tagbjælken og smuttede ud. Han mærkede straks et sus og helt ude begyndte han at stige til vejrs. Da han var kommet langt nok op styrede han mod vest. Og så gav han sig til at kigge efter sin søns slædespor. Da han var kommet ud til det sted, hvor de yderste øer ligger, opdagede han sin søns slædespor under sig, og det mindede ham om en tarm, hvis indhold var presset ud. Nu blev han ved med at følge sporene udefter.

       Undervejs udefter så han sig for første og eneste gang tilbage og opdagede at han nu kun kunne se de enkelte fjelde hist og her, og at der tilsyneladende var store fjorde mellem landområderne, og stadig fortsatte sporet han fulgte udefter. Så fik han et andet stort land i sigte, og da han tog det nærmere i øjesyn opdagede han, at det var et fladt land uden fjelde, som han så nærmede sig og kom hen over. Da han var oven over det og fik set efter, opdagede han noget der lignede en højdeås foran sig. Nærmere på og oppe over den så han, at det var en højdeås der skrånede ud mod vest. Så begyndte han at dale ned. På vej ned tænkte Tuattunnguaq: "Hvis jeg forsøger at mærke noget mens jeg flyver, vil jeg nok ikke lægge mærke til noget; det vil nok være bedre om jeg kommer ned på jorden og dér forsøger at opdage noget." Som tænkt så gjort landede han, helt lydløst. Da han var landet gik han nedefter. Landet, der skrånede mod vest, lod til at være et godt land.

       Nu gav han sig så til at flyve ned mod jorden (ned over skrænten ?, BS), og da han var kommet et godt stykke ned, så han forude noget der vist nok var huse, men i tusmørket kunne han ikke rigtigt skelne dem. Tættere på opdagede han en række huse, der strakte sig mod nord. Da han havde sikret sig at det var huse, bgyndte han at kigge efter vinduer, men der var intet lys at se. Da tænkte han: "Jeg begynder med dem i syd, for det kan være at vinduerne vender mod vest. Der må være vinduer i de huse, og vinduerne må da sidde på ydersiden af husene!" Da han havde tænkt sådan styrede han derned. Netop som han dalede ned så han noget længere fremme, der grangiveligt lignede et hus. Da han var kommet derhen og fik set efter så han, at det var hvælvet som et hus. Da han ikke så nogen vinduer, fløj han undersøgende rundt om det. Nej, der var virkelig ingen vinduer og heller ingen husgang. Da han ikke forstod, hvad han så, fløj han hen til de sydligste huse for at undersøge dem udefra. Han kom hen til et af dem og rundede det syd om, men det var helt mørkt, skønt der var vinduer, og der var overhovedet intet genskin i dem. Da han forgæves havde undersøgt det, nærmede han sig så det næstsydligste hus. Henne ved det undersøgte han også det, men forgæves, for nok var der vinduer, men der var heller ikke her noget genskin. Da han havde undersøgt dem kiggede han mod nord og så, at der fra huset, der var den nærmest liggende nordlige nabo til det næste hus, kom der et kraftigt genskin, og at der fra husets vinduer kastedes genskin langt udefter. Tuattunnguaq tænkte da at der måtte være en årsag til at der var lys så langt ud på aftenen, og at de måtte have tændt lysene fordi de var i gang med at fejre noget. Han stoppede ikke engang ved det næste hus. Han fløj først lige hen mod vinduerne, men da han tænkte at der måske ville komme nogen ud, styrede han hen til et sted ved siden af vinduerne. Han kom nærmere og nærmere og da han var kommet helt derhen så han, at det var et anseligt hus med tre vinduer med store mellemrum. Så nærmede han sig vinduet og hørte nu noget han væmmedes ved, og han hørte at der blev grinet godt derinde. Da han stod derude og havde hørt den latter indefra, kiggede han forsøgsvis ind af det østligste vindue, men der var intet kighul. Først tænkte han så at han ikke turde kigge ind af deres udkigshul, fordi han kunne blive opdaget. Men da han så fandt ud af at de vist ikke lagde mærke til noget - adskillige huse var jo mørkelagte - kiggede Tuattungguaq ind af deres kighul og så nu, at der var masser af mennesker derinde. Ved nærmere eftersyn så han, at der sad mange mænd på sidebriksen, mens andre sad på gulvet. Han så efter hvad de lavede og opdagede, at de var i gang med et gribespil (ajagarneq), og når den der havde gribespillet lavede en serie, råbte de allesammen så højt af fryd, at det ringede for ørerne. Da han kiggede længere ind så han en masse kvindfolk, der sad på briksen, og da de allesammen var svedige i husvarmen, havde de alle klædt sig splitternøgne. Da Tuattunnguaq havde set hvad de lavede tænkte han, at når de allesammen var så svedte kunne det ikke undgås, at én eller anden på et tidspunkt måtte ud og afkøle sig. Derfor lænede han sig tilbage mod husmuren ved rudekanten af sælskind uden at varsko dem. Han stod der længe og omsider hørte han så én på vej ud af huset. Straks trykkede han sig endnu tættere ind mod muren. Den mand der var på vej ud, listede sig ikke frem, men sprang fra husgangen ud i det fri og begyndte straks at dampe af varme! Straks han kom ud gav han sig til at puste på sig selv og klappe sig op og ned af kroppen uden at ænse noget omkring sig. Tuattunnguaq gik nu frem imod han fra det sted, hvor han havde stået tilbagelænet. Han nærmede sig manden bagfra, inden denne havde set ham. Og da manden ikke vendte sig, kaldte T. sagte på ham. Manden hørte ham, snurrede rundt og stirrede på ham. Han sagde bare: "Vi har åbenbart fået gæster." Da sagde Tuattunnguaq uden at svare ham: "Lad os trække armkrog!" Straks gik manden ned fra husgangen og satte sig, hvorefter T. satte sig over for ham. Da de havde sat sig og manden viste sin store arm frem, bøjede Tuattunnguaq sin arm rundt om hans, og manden syntes meget ivrig efter at dyste. De gik så i gang og manden trak hårdere og hårdere. Efterhånden forekom det Tuattunnguaq at manden trak særdeles hårdt uden at hans greb blev svagere (eller stærkere). Så da mandens træk ikke blev stærkere og han lod til at trække af al kraft, strakte Tuattunnguaq pludselig sin arm ud, og så faldt manden pludselig tilbage med et bump, fordi han jo trak af al kraft. I det øjeblik manden landede på ryggen var Tuattunnguaq over ham og låste ham fast med venstrearmen, og da han havde gjort det rodede han efter mandens testikler. Han tog grundigt fat om dem lige ved roden og trak til, og manden trak vejret ind, men pustede ikke ud, og så lå han stille. Da han ikke mere rørte sig, lænede Tuattunnguaq sig for anden gang tilbage på det sted, hvor han havde stået før. Denne gang havde han kun lige lænet sig tilbage, da det lød som om der igen var én, der var på vej ud af huset. Nu kiggede han bare på udgangen, og så sprang der en mand ud der var endnu kraftigere end den første, så han var rund over det hele, og manden så sig heller ikke tilbage, men begyndte at puste på sig og klappe sig med hænderne. Tuattunnguaq gik også frem mod ham. Næsten derhenne kaldte han på ham. Han var vist kommet for tæt på manden, mente T., da manden så sig tilbage lige før Tuattunnguaq nåede ham, og manden sagde: "Vi har åbenbart fået gæster." Men straks sagde Tuattunnguaq: "Lad os trække armkrog!" Og han havde næppe sagt det før manden sprang ned fra stensætningen og satte sig på jorden. Da han havde sat sig og rakt sin stærke arm frem, satte Tuattunnguaq sig over for ham, og de begyndte at trække arm. De trak og trak, og manden bev ved med at trække hårdere og hårdere. Da Tuattunnguaq omsider syntes at mandens træk ikke ændrede sig, og Tuattunnguaq så pludselig strakte sin arm ud, faldt manden bagover med et stort smæld. Så rodede Tuattunnguaq efter hans testikler, og da han trak dem ud ved roden, trak mand vejret ind, men pustede ikke ud, og så lå han ubevægelig. Da Tuattungguaq rejste sig, lænede han sig igen tilbage på det sted, hvor han før havde stået. Der stod han så tilbagelænet og tænkte: "Når de sveder så meget, må der vel komme en tredje ud for at afkøle sig." Denne gang havde Tuattunnguaq kun lige lænet sig tilbage, da han tydeligt hørte nogen inde i huset sige: "Dem der er ude at køle sig af har været for længe væk, måske skulle I kigge efter dem." Da det blev sagt, kunne man inde fra huset høre at der var én på vej ud, og da han kom ud så Tuattungguaq, at det var en meget slank person, nærmest en ung knøs. Lige da han kom ud, gik Tuattunnguaq hen til ham og idet han nåede ham, men inden Tuattunnguaq sagde noget, fik den unge mand øje på de to, hvis testikler var blevet trukket ud, og så fik han ellers travlt med at komme ind i huset. Dårligt var han inde, før Tuattunnguaq hørte ham tale, og man kunne ikke tage fejl af, at én sagde - mens nogle i huset begyndte at begræde de to dræbte - at det ikke kunne være andre end gæsten, der havde dræbt dem. Da de sørgendes gråd stilnede af, hørtes nogen på vej ud af huset. Da denne så kom ud var det øjensynligt samme unge mand som før, og da han var ude kiggede han på Tuattunnguaq og sagde: "Gæsten må komme ind!" Med de ord gik han ind, og efter at have ventet lidt til den unge mand var helt inde, kravlede Tuattunnguaq ind i husgangen, og da han dukkede op i indgangshullet mærkede han selvfølgelig straks husets stærke varme, og sikke mange besøgende der var! Masser af mænd sad på sidebriksen og endda langs væggen modsat sidebriksen. Masser af kvinder sad tilbagetrukket på briksen og kiggede allesammen mod indgangen. Da Tuattunnguaq nu stod i indgangshullet fik han øje på husets ældste, der sad bag ved sin lampe med armene over kors. Denne sagde så: "Derovre plejer gæsterne at sidde," og pegede mod nord. Da han pegede derhen og Tuattunnguaq kiggede den vej så han, at der for nordenden af sidebriksen sad en meget kraftig mand bag en lampe, og den gamle bød ham sætte sig der. Da Tuattunnguaq havde sat sig begyndte de mange gæster at fortælle historier. T. fik nu nok at se og høre på. Mens én eller anden stadig talte, tog en anden fat, og man kunne ikke længere høre, at de lige havde mistet to af deres bopladsfæller.

       På et tidspunkt var der ikke rigtigt nogen der fortalte noget mere, og den ældste var nu den eneste der så berettede: "For et par dage siden skete det, at ham derovre var på hundeslædetur indefter," - og han pegede på manden ved siden af sig - "og han kom tilbage sent om eftermiddagen med hovedet af en ellers livskraftig ung mand. Fra da af begyndte alle at spille gribespil om hovedet hver aften, og de morede sig dejligt, og først langt hen på aftenen gik gæsterne hjem." Da den gamle sagde dette vidste T. at det var ham, der sad ved siden af den ældste, der havde dræbt hans søn. Straks efter den gamles ord begyndte de mange mænd at strømme ud, hver og en. Så gik kvinderne også ud, og da der ikke var flere kvinder tilbage gik det endelig op for T., der ellers stadig holdt øjnene åbne, at han var blevet alene med den ældste. Den gamle blev kun siddende en stund; så tog han sin skindpels og trak den på og gik ud. Da følte Tuattunnguaq at han var alene og ikke havde nogen at besøge.

       Da han havde siddet en tid alene, kunne man udefra først høre nogle høje drøn og siden fodtrin fra sydsiden, og da fodtrinene nåede hen til det sydligste vindue, blev der råbt udefra: "Gæsten bedes komme til fest i fælleshuset!" Da budet havde råbt dette lød der bare et drøn. Da der ikke var andre at sende bud efter, krøb Tuattunnguaq ud af husgangen og da han uden for ikke så nogen, gik han ned fra stensætningen og trådte frem for at kunne se i den retning, hvor budets fodtrin hørtes. Så så han at budet netop var nået forbi hushjørnet på vej opad. Han fulgte efter ham og så, at han forsvandt ved det helt runde hus, som han så åbenbart var gået ind i. Han gik hen til stedet, hvor budet forsvandt, og da han nåede derhen, så han at der var meget lys lige der, og det tjente altså som husgang og indgang til husrummet. Da T. bøjede sig ned og gik ind ad denne eneste åbning, forstod han hvorfor der var blevet mennesketomt inde i det store hus, for inde i huset sad der en bunke menneske. En masse mænd sad på en stor stensætning, der lignede en sidebriks og brugtes som sådan, og en masse kvinder havde trukket sig tilbage og sad på noget, der tjente som briks, og hvor var der dog mange kvinder! Mange fortalte løs og der var nok at høre på nu, hvor der for lidt siden, hvor han før var, ikke hørtes en lyd. Mens T. lyttede til dem og fandt adspredelse i det han hørte, begyndte folk igen at gå ud. Da de gik ud var der først ingen mænd tilbage i huset, men kun kvinder. Da han så åbnede øjnene gik det op for ham, at den sidste af kvinderne nu også gik ud. Igen var det den ældste, der blev alene tilbage. Og da han var den eneste tilbage rejste også han sig og gik ud.

       Da den ældste var ude opdagede T. at de nu lukkede den eneste åbning med et hvalskulderblad. Da de havde lukket den lød det som en masse sten, der blev hobet op, og det var altså indgangen de dængede til med en masse sten. Da de havde lagt den sidste store sten, lød det fra én derude: "Lad ham bare sulte og tørste ihjel derinde." Derefter gik der en stund uden lyde, men så kunne det høres, at de var begyndt at grave ovenpå huset. Efterhånden som gravelydene tog til, stak lanser ind gennem taget. De stak så til det de kunne nå i husrummet. Der blev flere og flere lanser, og endnu siddende blev han efterhånden nødt til at flytte sig rundt fra de vilkårligt stikkende lanser. Så gav han sig til at tænke: "Jeg bringer nok mig selv i ulykke med den rejselyst." Nu kom der endnu flere lanser, og så kom han da i tanker om det: "Jeg er jo åndemaner!" Og han kom i tanke om sin lemmingeamulet, som han plejede at have i pelsbræmmen om sin hætte. Han følte efter og mærkede, at den var der. Så tog han den i munden. Han havde dårligt puttet den i munden før den prøvede at smutte ud af hans mundvige. Så tog han den i hånden og med ordene: "Bare nogle af dem", kastede han den opefter. Han havde lige smidt den derop, da der med det samme var én oven over ham, der skreg: "Se, nu falder ham dér om," og så fortsatte han: "Ham der falder også om, hvad sker der dog med dem, også ham dér, og ham dér!" Og derefter kom det helt tydeligt: "Også jeg begynder at fa...". Han fuldendte ikke engang sætningen, og man hørte ham falde om. Da det hørtes at alle uden for begyndte at flygte, faldt hans lemming ned på hans skød, og den var indsmurt i blod. Han tørrede den hurtigt af og puttede den for anden gang i munden. Han havde knap puttet den ind før den endnu hurtigere en første gang var ved at smutte ud gennem hans mundvige, og netop som den var ved at smutte ud, kastede han den op i luften med ordene: "Dem allesammen!"

       Det varede nu en stund inden lemmingen kom tilbage, men så faldt den ned på hans skød helt indsmurt i blod! Han tog den og tørrede den omhyggeligt af og lagde den ind i pelsbræmmen om hætten igen. Da han havde puttet den derind, gik han hen til den eneste åbning i huset og så, at den var lukket aldeles til af hvalskulderbladet, og da han vidste at de havde dynget masser af sten ovenpå det efter at den ældste havde forladt huset, trådte Tuattunnguaq et par skridt tilbage og skubbede så så hårdt han kunne til hvalskulderbladet med skuldrene, men ikke så meget som lyden af en sten, der gav sig, kunne man høre; så han havde slet ikke rokket ved stendyngen. Da han ikke havde kunnet rokke ved tillukningen, tænkte han at nu forstod han da, hvorfor de havde sagt at de ville lade ham sulte og tørste ihjel derinde, men - han var jo åndemaner! Da han nu kom i tanker om det, gav han sig til at puste rundt om hvalskulderbladet, og da han havde pustet hele vejen rundt, trådte han et par skridt tilbage og skubbede så af al kraft til det med skulderen, og det gav et brag af rutsjende sten, da han med skulderen fik skubbet hvalskulderbladet udefter. Da han var kommet ud og kiggede hen mod huset, så han fra festhuset en menneskerække, der så ud som den var faldet i søvn på vejen. Da han havde set dem sådan fulgte han rækken nedefter, og nogle af dem lå ovenpå hinanden, og der blev flere og flere af dem undervejs til det store hus med de tre vinduer. Da han gennem husgangen var kommet ind i det store hus, så han en masse døde, og nogle havde nået at sætte sig på briksen, men var så bare faldet sidelæns om på stedet.

         Da Tuattunnguaq var kommet ind i huset tænkte han: "Hvis jeg nu overnatter her, bliver det hurtigt morgen, og det vil hindre mig i at tage hjem. Men jeg kan jo forsøge at komme hjem, for dette her er ikke noget behageligt syn -skidt med om morgenen når mig, jeg prøver alligevel at nå hjem." Da han havde tænkt alt det igennem, dækkede han vinduerne til. Han kom ind igen og slukkede så de mange lamper fra nordenden af. Da de var slukket ordnede han først det han skulle sidde på, mens han lod den nederste lampe være tændt, og da han havde ordnet sin siddeplads, slukkede han også den. Da han havde slukket lampen og knap var begyndt på sin åndemaning, hørtes straks en brusende lyd. Tuattungguaq begyndte at flyve rundt i det store hus med sine lillefingre som vinger. Han holdt hele tiden øje med det sted, hvor han plejede at smutte ud, når han var begyndt at flyve - enden af loftsbjælken, og nu åbnede den sig. Da han havde åbnet den og var nået derhen, fór han ud i ét sus, og ude steg han så højt til vejrs. Han havde meget langt at flyve derindad, og han tænkte en del på at morgenen kunne overraske ham - det var sådan, at han kunne flyve med lillefingrene alene, men når han syntes han skulle meget langt, supplerede han med sine ringfingre - og det gjorde han nu, og så fløj han for alvor indefter. Han fløj og fløj, og nu kunne han se de højeste af sit lands fjeldtoppe. Først var han i tvivl, men så var han sikker på at han ikke ville kunne nå hjem, før det blev morgen. Da han nærmede sig de yderste øer, begyndte det at dages.

       Da Tuattunnguaq dagen før var fløjet af sted via sin åndemaning, begyndte hans søn, hans husstand og hans kone at vente tålmodigt på hans tilbagekomst. Mens de ventede kunne man uden for begynde at se, at det nok snart ville blive morgen, og Tuattunnguaq var endnu ikke kommet tilbage. Men netop som morgenlyset var ved at bryde frem, hørte man at han faldt ned. Mens han faldt ned på sin plads beordrede han lamperne tændt.

       Tuattunnguaq, der var blevet tavs og indesluttet efter sin søns udebliven på en åndehulsfangst med hundeslæde, satte sig nu ned ved sin kones lampe, og han var nu både veltalende, vennesæl og helt sit gamle jeg. Men han fortalte ikke noget videre. Først da dagslyset havde nået sin fulde styrke, og efter på skift at have kigget på sin søn, sin kone og sin husstand, sagde Tuattunnguaq pludselig: "Da jeg nu har opklaret det, jeg ville finde årsagen til, var jeg først ikke tilfreds, men nu har jeg resigneret. Det var ikke så mærkeligt at han ikke kom tilbage, for det var faktisk én af beboerne på vestsiden af Akilineq, der havde dræbt ham." Og han fortsatte: "Mit sind kunne ikke falde til ro, men det er det nu. Jeg er nu kommet hjem vestfra efte at have tilintetgjort adskillige beboere i huse på vestsiden af Akilineq." Efter disse ord var Tuattunnguaq tilbage i sit gamle jeg og snakkede så om løst og fast. Det fortælles, at Tuattunnguaq ikke kunne forlade sin gamle og elskede boplads men blev der til han blev gammel og blev begravet der, da hans dage var talte. Det fortælles også, at hans søn ikke kunne forlade bopladsen, hvor faderen var begravet. Han forlod aldrig stedet, og også han blev begravet dér, da alderdommen også indhentede ham.

Var.: Tuattunnguaq.

Hist.: Den naturforvaltning, der kommer til udtryk her, hvor Tuattunnguaq bliver bekymret over overfloden af nedlagte dyr, afspejler muligvis en traditionel holdning: Det er forkert, dumt eller?, at lade dyr rådne, der ligeså godt kunne leve i stedet. Om den ældste søns fangstiver, der fører ham længere ud til et nyt fangstfelt, opfattes som umoralsk, kan heller ikke sikkert afgøres. Kun at denne iver - og så at han tilfældigvis har nyforsålede kamikker på - bliver årsagen til hans død. Under alle omstændigheder bindes fortællingen sammen af kontrasten mellem eventyr- eller rejselyst og det stedbundne liv på samme boplads.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 11.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den lille ældre mand.

Det fortælles om den lille ældre mand, at han lige fra sin ungdom boede på en vinterboplads helt for sig, og at han aldrig havde haft nogen bopladsfæller. Han var en dygtig fanger og led aldrig nød, heller ikke om vinteren, selv om han var ene om fange.

Så skete det, at hans kone blev gravid og fødte en søn, som de tog sig godt af. Da han blev så stor, at han kunne begynde at ro i kajak, trænede de ham, selv om han endnu var lille. Han blev fortrolig med at ro i kajak og begyndte at fange sæler. Efterhånden som han voksede til, blev han endnu stærkere, og til sidst blev han en stærk mand. Da var faderen ikke længere betænkelig ved at have ham som eneforsørger, og selv tog han så ikke længere ud på fangst. Men sønnen tog ud, uanset om vejret var stille eller stormede.

Sommeren var forbi og det blev vinter. Man var gået ind i det nye år, hvor der mest blæste en kraftig nordenvind. En aften, efter en dag med smukt vejr, gik de i seng og vågnede om morgenen til en kraftig brusen. Deres stærke søn stod op, gik ud og kom tilbage med sin helpels. Lillefar stod også op og gik udenfor. Nordvestenvinden var nået helt frem til kysten. Netop som lillefar var på vej ind i huset, kom den store søn ud for at tage på fangst.

Hjemme ventede de så på, at han skulle komme tilbage. De ventede og ventede, men han kom ikke. De kom til at savne ham forfærdeligt, hans forældre, mens de endnu nød godt af alle de sæler han havde fanget, og alle de ammassætter han havde samlet til vinterforråd. De plejede jo at tage på ammassætfangst ved den tid, hvor ammassætterne var kommet helt ind til stranden for at gyde, og når de havde gjort dem klar til vinterforråd, at gemme dem hen i deres depot.

En vinter, hvor det var begyndt at gå mod lysere tider, men hvor vinteren alligevel var på sit strengeste, vågnede de en morgen til en kraftig vind fra sydøst. Da vinden om aftenen var stilnet noget af, gik de i seng, og da de næste morgen vågnede, var der slet ingen blæst at høre. Lillemor stod op før sin mand og gik ud og blev klar over, at vinden havde lagt sig. Hun kiggede ned mod stranden, hvor hun opdagede en stor, sort klippe af form som en fjeldryg. Hun havde aldrig før set noget lignende på stranden. Det forekom hende helt fremmedartet. Da hun kom ind, sagde hun til sin mand: "Lige neden for ligger noget blankt noget, der ligner en fjeldryg. Jeg ved ikke hvad det er for noget." Da manden hørte det, gik han ud og opdagede, at der var drevet en hval ind neden for huset. Han gik derned, og da han havde set nærmere på den, gik han op igen. Han gik ind og sagde til sin kone: "Tag og slib alt vi har, der kan skære." Da alt var blevet skærpet, gik han ned og gav sig til at flænse hvalen. Da de så mente, at de havde fået kød nok og de også efter en lang dag var trætte, bar de kødstykkerne længere op på stranden. Da de nu på vej op til huset så sig tilbage, opdagede de, at det sted på hvalen, hvor de havde skåret kød ud, ikke synede af meget mere end udskæringen af en sål i et stykke såleskind. Og de fik rigeligt at gøre med at flænse. Endelig, efter omkring en måned, blev de færdige. Så tog de fat på at bære kød op, og de lagde stykkerne spredt på klippestykkerne, fordi de ikke ville have dem liggende under sneen, så de rådnede. Da de havde båret dem op, var de endelig færdige, og efterhånden som kødet blev frossent, spiste de det råt.

Der kom aldrig et menneske og besøgte dem. Så en aften de sad og hyggede sig, snakkede de om det: "Uden for har vi masser af mad, som vi ikke når at spise lige med det første, og der bor ellers mange mennesker i vores omegn. Bare dog nogen ville dukke op, som kunne spise løs af al den mad. Ja, og i gamle dage, det hører man da, fik vores forfædre besøg af dyr i menneskeskikkelse. Men den slags

besøg får man åbenbart ikke nu om stunder."

Da foråret kom og solen havde fået mere magt, gav de sig til at flække flænsestykkerne fra hvalen op og lægge dem til tørre på klipperne. Da de var tørre nok, bandt de dem sammen og lagde dem i deres depoter.

Sommeren gik og vinteren kom. En aften sad de som sædvanlig og hyggede sig og da det blev sent, hørte de pludselig nogen træde ned på taget bagfra. De stirrede på hinanden. Dernæst hørte de også nogen komme op på taget, så endnu en, og så lyden af endnu en, en med ganske lette trin. Nu hørte de trin i retning af husgangen, og så endelig en på vej ind i huset. De sad bare og stirrede mod indgangen. Og mens de sad der med stive blikke på indgangen, kom en ældre mand til syne med et gevaldigt skæg. Efter ham kom hans kone og efter hende en ung kvinde, de to sidste med bukser af renskind (siuraatuvinatiangut: Det har noget at gøre med sioraatsut, kvindebukser af renskind. Olsens renskrift har det ikke med, CB). Den sidste, der kom ind, var en meget lyshåret ung kvinde med ganske blå øjne, og tilmed havde hun en høj og fyldig hårtop.

Den lille ældre mand og hans kone tog meget gæstfrit imod dem. De bød dem sidde på gæstebriksen. Og de satte sig, den lyshårede yderst mod indgangen. Det var som om gæstebriksen var lavet til dem.

Den lille ældre mand sagde til sin kone: "Sæt noget tørkød frem til dem, det er måske noget de kan lide." Så snart konen satte maden frem, langede de til den; men ikke den lyshårede. Så sagde den mandlige gæst: "Hun er under tabu og må ikke spise den slags. Men hvis I har noget under brikseskindene, kan I servere noget af det for hende." De trak noget hø frem fra fodenden af briksen og lagde det på gulvet foran hende. Rystende af iver kastede hun sig over det og spiste løs. Da de havde spist, gav den mandlige gæst sig til at fortælle:

"Nu det er blevet vinter er vi jo begyndt at færdes overalt og komme til steder, hvor vi normalt ikke kommer. Da vi helt og holdent får vores føde fra jorden, lever vi i overflod om sommeren, når sneen er forsvundet. Når sneen er borte går vi og spiser hele tiden, og når vi er mætte lægger vi os på jorden og tygger drøv. Men nu der er kommet sne færdes vi overalt og søger efter steder, hvor der er mest føde at finde. Sommetider, når vi har gravet ned i sneen og er så uheldige ikke at finde noget spiseligt, har vi brugt vores klove helt forgæves. Vi kan ikke takke jer på anden måde end med dette råd: Hvis du til sommer skal på renjagt dér, hvor du plejede dengang du var ung, vil du i den sænkning, der er længst væk, se tre rener og en hare, - et renpar og en kalv samt en hare. Dem kan du fange." Med de ord rejste han sig og sagde: "Lad os gå inden det blir morgen."

Den lille ældre mand og hans kone kunne ellers godt have tænkt sig at gæsterne var blevet noget længere, men så lige pludselig gik de altså. Da de sidste var på vej ud, lagde han mærke til at rumpen var hvid. Straks de gik ud, tog den lille ældre mand sit overtøj på og fulgte efter. Han nåede lige at se en stor renbuk med sin ko forsvinde bag en høj oven for huset.

Da vinteren var omme og det var blevet højsommer, hvor renernes pels var bedst, tog den lille ældre mand af sted på renjagt. Og som gæsterne i vinter havde anbefalet ham, tog han derhen hvor han som ung jagede rener om sommeren. Det var i tre sænkninger, der lå i forlængelse af hinanden. De tog ind i fjorden, og da de kom til deres sommerplads, tog han ikke straks ud efter rener, fordi hans planer om det ikke passede med det tidspunkt af dagen. Næste morgen tog han tidligt af sted. Han gik gennem den første sænkning uden at se andet end meget gamle spor af dyr. I den mellemste sænkning var der flere spor, men ingen friske. Han havde stadig ikke set noget dyr, da han var på vej mod den yderst beliggende sænkning. Ad indfaldsvejen kom han så ind i området og gik nu på bunden af sænkningen. Dér fandt han friske spor af en renbuk og en renko og gav sig til at spore dem op. Midt i det hele opdagede han også friske spor af en hare i den sandede og lerede jord. Så gav han sig også til at spejde efter haren. Da han nåede den fjerneste ende af sænkningen, steg han op ad skråningen og startede udefter på solsiden. Da fik han i det samme øje på en stor renbuk, der langsomt bevægede sig op ad skråningen mens den småspiste. Han så nærmere efter og fik øje på koen, der gik og småspiste lige i nærheden af bukken. Han sneg sig fremad for at få dem fra et sted oven for dem. Men så fik han også øje på en lille hare, der endu mere uforstyrret (taqamivog) nussede rundt. Han gik væk fra den og listede sig ind på renerne. Helt inde på livet af dem spændte han buen og sendte pilen af sted. Da han havde skudt renerne, kiggede han efter haren og fandt den skam på samme sted som før. Han brugte sin sidste pil på den, tog den op og gik så hen til renerne. Han gik i gang med at flå dem, og da han var færdig tog han så meget

af kødet på ryggen som han kunne bære, og begav sig hjemover efter at have dækket resten af kødet til med sten. Dagen efter tog han sin kone med derud til kødet. De skar det i tynde skiver, tørrede det, og da det var tørt nok, tog de det på ryggen og gik ud til deres sommerlejr. Nu skulle han ikke mere på jagt, og de tog hjem til deres vinterboplads.

Den lille ældre mand var aldrig siden på renjagt. Det blev hans sidste fangst.

Man siger, at da disse rener, som han senere fangede, var på besøg, kaldte de sig Alloq, Arpaleraaq og Quaq. Og de var altså så taknemmelige for den mad, deres værter havde bespist dem med, at de gav sig selv for at gøre gengæld. (Hér slutter originalen, men renskriften fortsætter:) Det fortælles, at de to ældre mennesker blev meget gamle i deres lille hus på stadig samme vinterboplads, og at de døde samtidigt.

Var.: Der er talrige fortællinger om besøg af dyr i menneskeskikkelse - omvendt, af mennesker på besøg hos sådanne - mest fugle (ravn, måge fx), og af dyr mest bjørne.

Komentar: Der blir under ovennævnte besøg altid serveret mad, hvoraf noget er uspiseligt for gæsten / gæsterne. Men måltidet resulterer sjældent i gengældelse som hér. I den henseende falder fortællingen i tråd med de mange om uforsørgede stakler, der finder nyligt døde fangstdyr el. kan "trylle" dem frem, eller får hjælp af dyr el. ånder i menneskeskikkelse. Se fx: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; De forladte børn, Kragh nr. 64;