Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 50.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 68f.

Den ældste myte om angakkoq'ens rejse ned til Havkvinden: ibid. s.36f.:

"Den 19de kom 2de Grønlænder kiørendes til os fra det inderste af Iise-Fiorden, kaldet Tessiursak. En af dem fortalte mig denne sælsomme Historie: Allernederst i Jorden boer en stor slem Kone, (Uden Tvil Dievelens Olde-Moder), udi et meget stort Huus, som man ikke kand skyde over med en Bue-Piil. Den samme Qvinde, raader for alle Havets Creature; thi de ere alle hendes Huus-Folk, saasom Hvalfiske, Enhiørninger, Sælhunde etc. Det Kar som staar under hendis Lampe, hvorudi Thranen som løber over Lampen dryber udi, svemmer fuldt af Søe-Fugle, Skilt-Vagten ved hendis Dør, ere heele Flokker af Sælhunde, som staae reyst over Ende og bider omkring sig til den som vil ind. Ingen kand komme derind uden Angekut og de maae have deris Torngak med sig. Naar de giør denne Rejse, maae de først passere alle Dødis Sjæle, hvilke seer ud ligesom de Levende i Verden og lide meget vel. Naar de ere komne dem forbie, kommer de til et bredt langt Svelg ned i Jorden, dette Svelg skal de over, men er intet at gaae paa uden et stort Hiul, som er ligesom Iis, og drives alle Tider hasteligen omkring. Herpaa maae Giesten leede Angekoken eller Hexe-Mæsteren. Siden kommer de til en stor Kedel, hvorudi kaager levendis Sælhunde, omsider til Fandens Olde-Moders Residentz. Der tager Geisten sin Angekok ved Haanden, og leeder ham igiennem den stærke Sælhunde-Vagt. Indgangen er breed, men Veyen er smal som en Snoer, og paa begge Sider intet at holde sig ved, men en hesselig stor Afgrund og svelgende dyb neden under. Herinden fore sidder denne Helvedis Gud-Inde gandske forstørret, har mange Ophævelser, sveeder af lutter Vrede, og river Haaret af sig over saadanne Geisters Besøg. Hun tager her paa straks en Vand-Fugle Vinge / søfuglevinge, hvilken hun tænder Ild udi, og holder for deris Næse, hvor efter de bliver gandske afmægtige og ere hendis Fanger. Men Hexe-Mæsteren som tilforne informeret af sin Torngak eller Geist, tager hende strax ved Haaret, og drages med hende saa længe indtil hun bliver gandske afmægtig, og der udi er hans Geist hannem behielpelig. Om hendis Ansigt henge aglerrutut ( dend rette Bemærkelse er noget naturlig, og derfor udeladis, ellers betyder det de Klæder en Qvinde har paa som aborterer, der ikke meere bør brugis, at ikke en Vanlykke skal indfalde i deris Næring.) det same rifve de af hende, saasom det er Aarsage at Havets-Dyr forlade deris Land og gaar hiem til Dievel-Inden. Ligesaa fort som de piller hende, saa hastig Fare og Hvalfiskene Sælhunde etc. plaskendis ned igiennem Vandet og søger til de sædvanlige Platzer igien, hvor Grønlænderne fange dem. Naar alt dette er forrettet, saa begiver Hexe-Mæsteren sig med sin Torngak paa Hiemreysen igien, hvor hand da finder den forrige og farlige Vey gandske god og alting jevnt for sig."

Hans Egede copied this text almost verbatim for his Perlustration 1971,2 [1741: 118-120 = 1925: 397f and added a note about angakkut puullit told him most probably by Poul Egede as well. The translation into English 1818: 202-205 is copied from Hubert Wengers database: www.wengereskimodb.uaf.edu/sections/Ege1818section0022.xml:

"She is said to dwell in the lower parts of the earth under the seas, and has the empire over all fishes and sea animals, as unicorns, morses, seals, and the like. The bason placed under her lamp, into which the train oil of the lamp drips down, swarms with all kinds of sea fowls, swimming in and hovering about it. At the entry of her abode is a corps de garde of sea dogs, who mount the guard, and stand sentinels at her gates to keep out the crown of petitioners*. None can get admittance there but angekuts, provided they are accompanied by their Torngak, or familiar spirits, and not otherwise. In their journey thither they first pass through the mansions of all the souls of the deceased, which look as well, if not better, than ever they did in this world, and want for nothing. After they have passed through this region, they come to a very long, broad, and deep whirlpool, which they are to cross over, there being nothing to pass upon but a great wheel like ice, which turns about with a surprising rapidity, and by the means of this wheel the spirit helps his angekkok to get over. This difficulty being surmounted, the next thing they encounter is a large kettle, in which live seals are put to be boiled; and at last they arrive, with much ado, at the residence of the devil’s grandame, where the familiar spirit takes the angekkok by the hand through the strong guard of sea dogs. The entry is large enough, the road that leads is as narrow as a small rope, and on both sides nothing to lay hold on, or to support one; besides that, there is underneath a most frightful abyss or bottomless pit. Within this is the apartment of the infernal goddess, who offended at this unexpected visit, shows a most ghastly and wrathful countenance pulling the hair off her head: she thereupon seizes a wet wing of a fowl, which she lights in the fire, and claps to their noses, which makes them very faint and sick, and they become her prisoners. But the enchanter or angekkok (being beforehand instructed by his Torngak, how to act his part in this dismal expedition) takes hold of her by the hair, and drubs and bangs her so long, till she loses her strength and yields; an din this combat his familiar spirit does not stand idle, but lays about her with might and main. Round the infernal goddess’s face hangs the aglerrutit (the signification of which is to be found in my son’s journals) which the angekkok endeavours to rob her of. For this is the charm, by which she draws all fishes and sea animals to her dominion, which no sooner is she deprived of, but instantly the sea animals in shoals forsake her, and resort with all speed to their wonted shelves, where the Greenlanders catch them in great plenty. When this great business is done,

the angekkok with his Torngak proud of success make the best of their way home again, where they find the road smooth, and easy to what it was before.

Note: Others say, that a huge dog watches the entry, and gives warning, when an angekkok attempts to get in, and defends the entry. Wherefore the angekkok must watch the minute, that the dog falls asleep (which lasts but a moment), to steal in upon her. This moment nobody knows but an angekkok poglik; wherefore the other angekkuts often return home again without success. This frightful woman is said to have a hand as big as the tail of a whale, with which, if she hits any body, he is at one stroke mouse-dead. But if the angekkok conquers her (which he does if he can get at her aglerrutut, which hang dangling about her face, and rob her of them) then she must discharge all fishes and sea animals, which she has detained in captivity; who thereupon return to their wonted stations in the sea."

Var.: søg: Rejsen til havkvinden: ID 29, 340, 349, 412, 420, 467, 511, 626, 627, 807, 891, 892, 1005, 1196, 1354, 1445, 1468, 1492, 1649, 1882, 2024, 2070, 2230.

Comment: The first variant of this Inuit myth on record.

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Indledning.

Det fortælles, at hedningene lavede tupilakker (tupilak) ved at sammensætte forskellige knogler. De satte knogler fra alle slags sæler sammen med knogler fra alle slags fugle. Så prøvede de at vække dem til live efter at have anbragt dem ved bredden af en elv. Når de blev levende, sagde de navnet på den person, de bar nag til, eller som var deres fjende, og som de gerne ville have dræbt, og de lod dem tage af sted, ikke for at fange, men for at dræbe. På den måde dræbte de ikke-kristne / udøbte deres stakkels medmennesker ved deres slette vaner.

Desuden øvede de sig i at blive åndemanere (åndemaner / angakkoq), så de kunne udøve trolddomskunster. De kunne udøve deres kunster, når et menneske blev sygt, for at det skulle blive rask. Når disse mennesker blev raske, betalte de åndemaneren med forskelligt de kunne skaffe. Sådanne åndemanere udnyttede deres uvaner og løj for deres medmennesker. Nogle af dem sagde, at de havde været et helt andet sted, og andre sagde, at de havde været på andre bopladser. Og andre havde en masse planer. Endvidere var der andre, der øvede deres kunst, når de kom ud for misfangst, ved at sige, at de tog ned til Havets Mor, hvor de fik forskellige ting af hende og stak deres stakkels fæller en masse løgne.

Men der fandtes også rigtige åndemanere, der blev hjulpet af Toornaarsuk (her vist i betydningen djævelen, den onde, AL.), da denne havde givet dem magt. Jeg har også selv hørt, hvor man opøvede sig til åndemaner, og hvor vi selv, tre personer, var med til at fremlokke en råben, som vi blev bange for og flygtede fra. Det var et sted i en stor sø.

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

Bemærk fortællerens skelnen mellem ægte åndemanere med forbindelse til kristendommens djævel, og de andre, der bare lyver og bedrager.

s. 188v

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

Kommentar: En del fortællinger i denne base: søg på anngiaq.

s. 188h.

Qilaamaannartut: Dem der brugte qilaneq-metoden.

En der kunne afsløre det skjulte gjorde således: Hans hoved blev bundet ind sammen med en genstand som man kunne bruge som en slags løftestang (en kammiut / støvlestrækker (ifølge andre fortællinger, AL)). Man forsøgte så at få hans hoved til at bevæge sig ved at løfte stangen flere gange. Når personerne så begyndte at kunne "se" skjulte forhold, blev det svært at bevæge hovedet. Så fortalte personen hvor man kunne finde det, som man søgte efter. Og når de så fandt genstanden, beundrede og priste de andre sådanne medier.

Kommentar: Kendt diviniationsteknik fra hele eskimoområdet. Om hovedet skal føles tungt eller let for at bekræfte en formodning, veksler fra sted til sted. Men det er usædvanligt at man, som her, udtrykkeligt nævner at metoden er et middel til at "se" det der er skjult for andre (angakkoqens mest karakteristiske evner ifølge alle eskimoer).

s. 188h.

Nerfallartuumasut : Dem der altid lægger sig på ryggen (med et dække over og arbejder sig op i trance. Se Kaaralis tegning i Tahlbitzer 1941 (The Ammassalik Eskimo, II, MoG bd. 40:710).

Nogle åndemanere / angakkoq / lå på ryggen når de manede ånder, og det fortælles at når de gjorde det kunne de finde ud af og finde frem til mange ting. Nogle ting kunne være taget med til et andet sted, så man ikke længere vidste hvor de var. Liggende på ryggen kunne åndemaneren så se genstandene fra det skjulte. På den måde fik de da nytte af sådanne personer til at opsøge genstande som var blevet væk for en.

Kommentar: Metoden brugtes også i Ammassalik-området, fx af Kaakaaq, ID. 1260, ID 1702, og ifølge Holm 1972: 127 af alle angakkut om sommeren (hvor mørkelægning dårligt lod sig gøre)

188h-189v

De brugte også amuletter

Forskellige almindelige ting som sten, ben, træ og bark brugtes som amuletter. Det fortælles også at de desuden brugte deres afdøde bedstemoder som amulet. Nogle havde deres amulet på halskanten af pelsen og fik hjælp af den hvis de mødte en fjende, der ville dræbe dem ude i kajak. Andre brugte amuletterne til at dræbe andre med som de mødte, og som ville øve vold eller det der var værre mod dem, og sådan blev de reddet fra deres (voldsmændenes) greb.

189v

Deres åndemanere plejede at gøre følgende:

Det fortælles, at de under åndemaning forsøgte at øge andres dygtighed til forskellige gøremål på forskellige måder: Nogle ville de gøre til bedre fangere ved at lade dem sluge en harpunspids, mens andre trak i dens fangstline. Når en armslængde blev trukket op, placerede de sig med den i en mørk krog og "fødte" den del som de stadig havde i maven, og derefter satte ejeren den på igen. Sådan blev denne mand bagefter i stand til at fange endnu flere sæler. Den åndemaner / angakkoq der plejede at gøre sådan hed Amitsukujooq (den lange, smalle), og det fortælles at han plejede at udføre forskellige kunststykker. Det fortælles også at han siddende på stranden fremsagde sit ijajaa, ijajaa, og på den måde fik de kroge til at vende tilbage som han havde mistet, da de sank.

Kommentar: Kunststykket med harpunspidsen forekommer i flere fortællinger, men altid med åndemaneren som den der sluger og "føder" (eller tisser) den (ud) igen.

s. 189

Det berettes også at de sang nidviser mod hinanden (ivertut).

De sang nidviser eller (rettere, de) mødtes til festlige sammenkomster. De ankom til en anden boplads enten med konebåd eller, hvis bopladsen lå på samme land som deres eget sted, gående over land. Når de kom frem sang de først nidviser mod dem ude fra bådene (eller uden for huset, ? BS), og først derefter gik de ind til dem i huset. Når de kom ind blev de modtaget meget godt og blev budt på dejlig mad. Først efter det hyggelige samvær gik de udenfor huset eller teltet og, når de havde fået modstanderen til sæde på jorden, tog de fat på sangkampen. Modstanderen lagde ud ledsaget af sin husstand med en sangdans til eget trommeakkompagnement og han sang den nidvise han havde digtet om sin modstander til lejligheden. Den førstes husstand samledes for sig, og det samme gjorde modstanderens husstand. Udfordreren havde opsamlet og sat melodi til sin sang om modstanders uheldige sider og egenskaber, som han havde hørt om og fundet frem til, og når han nu sang, måtte modstanderen vedkende sig sine svagheder. Når de nåede frem til de mindst flatterende sider, og modstanderen nægtede at vedkende sig sine "værste" sider, gik en anden ind i sangkampen og tog det på sig at vedkende sig selv disse sider.

Når udfordreren ikke havde flere nidviser, svarede den udfordrede på samme vis ved i sin sang at blotlægge de værste egenskaber hos sin modstander. Sådan, siges det, sang man hinanden på og overfusede hinanden. Mennesker, der således sang nidviser mod hinanden, kaldte man sangkampfæller.

Hist.: Stedfortræderen der påtager sig den udfordredes værste sider er en usædvanlig oplysning. Se ellers Inge Kleivan: Song Duels in West Greenland, Folk Vol. 13, 1971, og Jens Rosing: Kimilik, Kbh.: Gyldendal 1970.

189v-190v

Hedningenes forskellige slette vaner.

De prøvede sig hele tiden frem med nye metoder, hvad enten de prøvede at få flere dyr i havet eller på land eller at jage dem bort fra land eller hav. Det siges, at dengang den sydlige del af landet var meget rigt på rensdyr, mens den nordlige landsdel var fattig på dem, kunne nordgrønlænderne ikke gøre andet end at lave en lille slæde af træstiverne fra en grav og slæbe den nordover, hvorved  rensdyrene fulgte med og blev trukket nordover, og den sydlige landsdel blev tømt for rensdyr mens den nordlige blev meget rig på dem. Ja, man må undre sig over de forskellige ting hedningene foretog sig.

Hist.: Det står ikke ganske klart om grænsen mellem syd og nord er den mellem de to inspektorater (ved Sisimiut), eller en sydligere.

I 1700-tallet havde det sydligste Grønland og ligeså Nuuk-egnen rige bestande af rener. Senere forsvandt renerne totalt fra det sydligste Grønland.

Kommentar: Det er interessant at lokal-etniske forskelle bruges som forklaring på ændrede naturforhold.

Det afhænger i høj grad af situationen om dele fra en grav menes at tiltrække eller skræmme vildtet.

s. 190v

Også om morderes skikke

Når de havde begået et mord ude i kajak skar de den myrdede i stykker ved leddene og spiste en bid af den myrdedes lever for at den myrdede ikke skulle krybe ind i morderens krop. Når de undervejs hjem fangede en sæl, lagde de den op bag på kajakken med hovedet pegende agterud, og på den måde vidste bopladsfællerne at vedkommende havde begået et mord.

Når en kajakmand føst kom hjem efter mørkets frembrud var husfællerne nysgerrige efter at se, hvordan vedkommende ville komme ind i huset. Hvis han kom ind med bagdelen først over tærskelen fra husgangen, drak de af spæklampens brændetran for ikke at blive hjemsøgt af den myrdedes ånd. Så vidste husfællerne at de havde dræbt et menneske.

På denne måde dræbte hedningene deres stakkels medmennesker, ligesom dyrene gør det.

Kommentar: Ritualerne svarer til beskrivelser i andre kilder fra Vest- og Østgrønland. Om Mikiassen har læst sig til sin viden eller fået den gennem mundtlig overlevering, kan ikke afgøres.

I slutningen af teksten veksles der noget uklart mellem ental og flertal. Men det må være morderne der kommer baglæns ind og sikrer sig med indtagelse af lampe-tran.

Den bagvendte manér genkendes også fra østgrønlandske beskrivelser af en "hjemvendt" (fra at have været savnet i kajak i flere dage), en angerlartoq. Se spec. Victor.

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der rejste endnu engang sydlændinge nordover. Langt op mod nord kom de til en boplads, hvor de agtede at overvintre. Nogen tid efter de havde slået lejr, kom der besked om, at man næste dag ville udfordre dem til konkurrence i brydning. Som ventet fik de næste dag at vide, at nu skulle det ske. De gik op til et sted ovenfor husene og begyndte konkurrencen. Da den havde stået på et stykke tid, stod det klart, at ingen kunne klare sig imod nordgrønlændernes stærke mand. Han havde efter tur kastet samtlige sydlændinge hen ad jorden.
(Hvis "kujatânut" er en fejlskrift af "kujatâmiut") De begav sig ned til bopladsen, idet de hele tiden sagde: "Deres telte, deres telte!" Undervejs ned lød det fra en af sydlændingene: "I har ikke overvundet dem alle sammen." Nordgrønlændernes stærke mand vendte ansigtet og så, at de skubbede en sølle ung mand, hvis ene arm var trukket op i ærmet, hen imod ham med ordene: "Han dér skal brydes med ham." Tænk at de udpegede én, som de næppe selv regnede for noget! Den der skubbede den unge mand frem, sagde: "Lad manden, som ingen kan måle sig med, brydes med ham." Da den unge mand var blevet skubbet helt frem, stak den stærke mand sin venstre hånd i lommen, så den var skjult helt op til under armen.Han begyndte, med bare sin højre arm, at brydes med den unge mand. Men da han ikke kunne klare ham, måtte han trække den anden arm op. Midt i opgøret trak den unge mand hovedet ned mellem skuldrene, tog den anden omkring livet, løftede ham op og kastede ham hen ad jorden. Hans fæller begav sig ned og sagde hele tiden: "Deres telte, deres telte!" Idet de begyndte at gå, hørte man nogen sige noget. Han (Nordgrønlænderen ?) vendte hovedet imod lyden og så en lille kælling med oprullede ærmer vise sine arme frem, idet hun hele tiden sagde:"Den kære unge mand har jeg båret på ryggen" (mens mine små underarme "qaumaivdlugit?) Minsandten om ikke den unge mand var denne kvindes søn. Så vandt sydlændingene altså.

Hist.: Vedr. disse rejser søg på sydlænding; sydlændinge

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 105.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 131f.

Into English by BS:

The very first human on earth enjoyed a very long life: “… In the old days a big man having trees on the chin instead of a beard lived for so long, that his wives whom he had survived one after another, and had been buried next to each other, were that numerous, that he could not throw a stone all the way across the graves. Since in the end, our man said, he was not seen any more, could he be God?”

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 45.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 81.

In English by BS:

“One among them told me another reason why people must die, different from the one already recorded, namely, that a serpent and a louse decided to compete in coming first to the human beings. In case the serpent was first, people should go on living, whereas they were to die if the louse should win. They started out at once, and the serpent as could be expected quickly got far ahead; but unexpectedly he tumbled down a mountain, and the louse won. That is why people must die. Is that so? he asked. Or do humans, i.e. the Inuit, as is their habit, also lie about that?”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

Preaching the Gospel Poul most probably used to translate the serpent of Eden into 'the big worm' as e.g. he did three days later, when the myth of the Fall called forth a dispute among still another group of Northerners on visit:

“ … one among them asked me if our first parents had serpents instead of the lice we have now? An old woman quickly took the floor: 'Nothing but lies: if their ancestors had serpents their descendants would have had the same. Humans [Inuit are big liars: We believe you when you tell us, that God at the very beginning made two humans; that sounds reasonable; as also that all of us are their children and descendants, because our faces, hands and feet are identical.'”

Poul apparently won the day. No fuss about identity. Inuit and Qaallunaat do not differ in being humans. Only believers and non-believers among the Inuit do. This version of a widely extended Inuit myth about death is dated ten days after Poul (in Qasigiannguit) had preached the Gospel to some visitors from the north and thereby caused them to question their own myths. One was terribly shocked at hearing about that horrifying God and his Hell, and another popped up the following day just to tell Poul something about the world, that he probably would not know, namely, that far up north the stars, Orion's belt in particular, were that much closer to earth that you should arm yourself with a whip for keeping them abay.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 47h - 49v (Begyndelse mangler, ses i afskrift).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 146 - 149: Aavariarneq ajutoorfiusoq Nataarnivimmilu.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 192.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 107.

Resumé:

En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnikvik.

Folk fra Narsarmiut og Kangerlusuatsiaq mødes med folk fra Amerloq ved Itillinnguaq i Kangerlussuaq, hvor de ustandselig inviterer hinanden på mad. Dernæst deler de sig (lidt uklart af teksten hvordan) og dem, der drager på renjagt sulter næsten alle ihjel, fordi den eneste ren, de fanger, er en lille blodfattig en. To steder i baglandet opkaldes efter hver sin person, der dør dér. Folkene fra Narsarmiut og Kangerlussuatsiaq har ikke lidt nød inde i fjorden (det siges ikke, om også de har været på renjagt), men narsarmiut har derefter fået nok af at tage ind i fjorden om sommeren og bliver nærmest bofaste ved kysten. Næste sommer tager færre folk ind i fjorden, hvor kvinder fra Eigils familie noget overdrevent besynger indlandet. Andre tager til Nataarnivik, hvor de blot fanger helleflynder og midt om sommeren får besøg af nordrejsende folk fra syd, Ajugaasaq og hans fæller. Fine folk, undtagen en enkelt krumbøjet pebersvend. Deres kvinder praler også en del. Deres angakkoq / angakok / åndemaner holder seance, men udånder under den og kommer ikke til live igen. Alle sørger, men den gamle pebersvend mest og helt forstyrret. Narsarmiutterne søger at berolige de sørgende med, at der jo intet er at gøre, andet end at begrave ham og sætte sin lid til de store gode menneskers (missionærerne) løfte om himlens salighed. De syr ham ind, stensætter ham og et par dage senere får han syet edderfuglevinger på ryggen. Han følger dem da også som en stor skygge, da de ror videre til Amerloq. Her henter straks en af de lokale en ung pige fra de nyankomne. Hun roses voldsomt for sin dygtighed af sin mor, men leveres hurtigt tilbage fordi hun viser sig at være en umulius.

Hist.: Uden tvivl historiske beretninger, der muligvis kan tidsfæstes (fra sidste halvdel af 1700- til første af 1800-tallet) vha. de mange navne, der er nævnt. Hvalfangsten ved Amerloq tiltrækker (stadig) grønlændere sydfra, men det ses ikke om det er den danske (ledet af Niels Egede) eller grønlændernes egen.

Kvindernes praleri er muligvis udtrykt i trommesange ved festligheder på disse mindre aasiviit, sommerlejre.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 50.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 84.

"Den 13de (sept. 1737) ankom til Colonien nogle Vilde, langt Sønden fra, de samme fortaalte, eller vilde indbilde mig: At fra Staten-Huk havde fult dem en Angekok til Nepisene (en sted 40 à 50 Miile Søden for denne Loge). Han kunde stikke Armene sine til Axlene igiennem den haarde Jord ved Lyss Dag. Hand havde nu salmet sammen alle de Remmer eller Linier, hand kunde faae, derved vilde han senke sig ned til den store Qvinde, som boer nederst i Jorden under Havet. Den samme Qvinde, sagde de, er Datter af den Mand, som skal have buxeret Disco-Eyland fra Got-Haab; thi der hendes Fader vilde have givet hende bort til en Mand, og hun ikke ville beqvemme sig dertil, kaste hand hende i Søen, men der hun endda holte sig fast ved Baaden, hug han hendes Fingre af, hvorpaa nun sank til det Sted, hvor hun nu er, og blev til en stor Fingerløs Dievel. …"

Resumed in English by BS:

“ … that giant woman far down in earth beneath the sea: … because when the father wanted her to marry some man, and she could not bring herself to do it, he [the father] threw her into the sea; but while she still held on to the gunwale, he chopped off her fingers, after which she sank to her lasting place and became a big Devil without fingers.”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

The expected transformation of her fingers into various species of sea mammals is not included. Poul's translation of her figure into a fingerless Devil seems to have stolen the scene.

Var.: ID 547, 2070, 1524.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 45.

Into English by BS:

“a woman … once washed her hair in urine,

but because a strong wind blew away the skin she used for drying her hair, that skin was transformed into the shark. That's why this fish smells like urine.”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 76 - 77: "Ikigaarmiut"

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 130 + 132 (dialekt) og ulige sider: 131 - 133 (engelsk).

Resumé:

Det siges, at da alle Innglistinnguaqs tre sønner var døde, købte hendes mand hende en abe for at opmuntre hende. Hun søgte forgæves at made den med en lille kiks, og havde større held med et stykke sukker.

Hist.: Historisk fortælling. Der er hverken foto el. oplysninger om ED's alder.

En længere fortælling om de tre sønner, der skulle være blevet qivittut, er fortalt af Cisilie Petrussen. Dér staves Inglistinnguaq anderledes: Inng'liistinnguaq.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 18f

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 54f

Resumé:

(af indledningen) Under en renjagt får en mand øje på nogle badende kvinder, der har lagt tøjet, gåsehamme, fra sig på bredden. Han stjæler to af de smukkeste. Den ene giver han dog tilbage, men ikke den anden. Han gifter sig med gåsekvinden, de får to drenge, og hun samler fjer til nye dragter. De flyver bort og manden optager forfølgelsen. Undervejs ... (resten følger i engelsk oversættelse)

Into English by BS:

“On the way he arrived at a big stream where an old man chopped shavings from a piece of wood, mopped every shaving between his legs, and threw them into the water, wherupon they turned into fishes. The other [main character] looked at him hiding behind a mountain. Eventually he decided to approach, but at the moment the old man saw him, he asked: “Where did you come from? If you came from behind me you shall live. If you came from the front you shall die." He felt ashamed that the other might have seen him coating the shavings sudore testiculorum, for making them into fishes. The other answered: "I arrived from behind you and did not see you until at close quarters. I have been walking for a long while looking for my wife and my son who have left me, and I do not know where to find them." The old man immediately seized his axe and wood and chopped off a big piece, treated it his usual way, and placed it in the water, where it became a salmon. He then instructed the wanderer: Do sit on the back of this salmon, back to front, and close your eyes, and although you shall hear roaring and people talking, don't open them until you sense that the salmon has stopped. He dared not object and placed himself with fear on the back of the salmon and closed his eyes, whereupon the salmon rushed off. On the way he did hear whizzing and and roaring, and at the point when he could hear the noise of people, he started opening one eye a little and almost dropped off the salmon. Quickly he shut the eye and did not open it until he clearly could hear people talking, and the salmon had stopped at the dry bank. Stepping ashore he immediately caught sight of his son playing with other boys. He went up to him and caressed him. The son recognizing his father ran into the tent telling his mother: "Father is out there!" "I do not believe that," the mother answered, "how could he ever get across the sea to me?" But the man went into the tent and saw another man sitting next to his wife. She blushed and the man sitting next to her took his chest and went out. This is the story about the origin of fish we used to believe in before you arrived in our country, he [the story-teller said. Such fools and stupid people are we, right? But now we despise it. That characterization I could not deny but added, that I hoped that they preferred to believe in my lessons.” (P. Egede 1971: 19ff; 1939: 18f.)

Comment: The story in question is the first Inuit variant on record of the widely extended Swan maiden myth. The maiden is either a wild goose or a merganser in Greenland. The part translated into English enters the scene at the 'difficult passage' to be overcome by the main character in search of his escaped wife, the bird woman.

The chest: At that time, December 1735, numerous West Greenlanders had bought wooden chests from the Dutch whalers, arriving annually since the late 17th century.

Var.:See Kleivan 1962 for a complete translation and published Eskimo variants, and search: swan maiden in this base, Sonne 2005, for the Greenland variants).

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 27 og s. 279 (Ostermanns note)

In English by BS:

“It is odd, but they blame a woman for the evil that people must suffer in this life and for, eventually, they shall die. She said: Toqorsarlutiq okko pilit Sillarsuak tettulissoat Toqusarlutik uku pilit, silarsuaq tattulisavaat: let it be a rule that they die, or the world cannot hold them all (P. Egede 1939: 279, note by Ostermann:'Let them die one after another, or there will not be enough room left in the world.' Because, from the very beginning humans lived for ever.)”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

placed as an editorial insertion in continuation of the first 'flood'-story: ID 2292.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 57f.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 93.

In English by BS:

”Two persons among the first humans quarelled. One said: Kausartlune unnutlartlune, Innuit tokorsarlutik (Qaasarluni unullarluni, inuit toqorsarlutik): Let it be day and be night, and people die. The other said: Unnuinnartlune, Kausunane, Innuit tokysinnartik (Unuinnarluni, qaasunani inuit toqusinnartik): Let night continue without any days, and people go on living. After a prolonged dispute the words of the former set the order. The only difference between the former and the latter's Greenland words consists in the inflections.”

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Var.: ID 2299.

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

De udøbtes mærkelige vaner.

(Niels Mikias' første tekst)

Dengang vore hedenske forfædre ikke var døbt havde de skikke der byggede på deres overtro, som fx: Når en kvinde fødte et drengebarn forberedte hun det til at blive en, der altid ville komme hjem igen efter fangst (en "angerlartussiaq"). Når drengen så voksede op og begyndte at jage i kajak ville han vende hjem inden fem dage, hvis han omkom i kajak, men hvis fangeren ikke var blevet modtaget af sin husstand inden den sjette dag, kom han aldrig hjem igen.

Fra fødslen af gjorde de som følger: når der skulle tømmes et urinkar, mens den spæde sov, tog de den lille op så han vågnede. Og når en kvinde bredte sit hår ud for at sætte det i top, tog de barnet op så det vågnede af sin søvn. Når barnet begyndte at kunne gå og var begyndt at færdes ude, formanede de det til hverken at lege med eller ænse hundene, og slet ikke bruge dem.

Og man siger om dem, der var opdraget under opvæksten til at vende hjem efter en ulykke, at de gjorde sådan: De brugte kajakkens siddeskind som kajak. Underkanten af deres helpels blev stram og de puttede deres hoved ind i deres fangstblære, hvorefter de søgte at komme hjem. Når de omkom på en kajaktur kom de til bevidsthed og så, at de befandt sig ude til havs. Når de kiggede ind mod land så de, at alle husindgangene vendte ud mod havet og så meget indbydende ud. Når de startede ind mod land og nogen tømte en urinpotte ud på møddingen, mens de nærmede sig, følte de det som om de næsten ikke længere kunne se landet. Og hvis en kvinde slog sit hår ud, men de var undervejs indefter, følte de straks at de befandt sig ude til havs. De gentog deres forsøg på at komme hjem, og når det lykkedes at komme til land midt om natten og de kom ind i et hus, hvor beboerne sov, gik de ud igen efter at have drukket alt vandet i vandbeholderen. Når så beboerne om morgenen så (at) vandbeholderen (var tom) sagde de: "En der prøver at komme hjem har været her." Hen under aften fyldte de vandspanden op og lagde isstykker i til afkøling af vandet for at gøre det mere fristende. Så gav de sig til at våge. (Dengang havde de ingen døre i husene) Vandspanden blev passet af to mænd som satte sig på hver side af den. Langt hen på natten kom så den person der forsøgte at vende hjem (angerlarniartoq). Han kom ind i huset mens han hele tiden sagde "kee" med hovedet inde i fangeblæren / fangstblæren, og dens tætningspropper af træ klaprede meget tydeligt.

Når personen kom ind, greb de to mænd på hver sin side af vandspanden fat i den hjemvendte og i første omgang gjorde de ikke andet end at få åbnet helpelsen og røre ved personens bare hud under pelsen. Når de havde rørt huden, standsede han op og blev helt kraftesløs. Derefter manede åndemaneren (angakkoq) ånder for at vække personen til live. Når han så var kommet til live og han ikke var en af deres slægtninge, lånte de ham en kajak til turen hjem til familien.

Den familie der havde opfostret nogen til at komme hjem igen ventede på vedkommende i hele 5 dage. Det fortælles at en sådan angerlartussiaq kom i land inden for de fem dage, men ikke først til deres egen boplads, og at han ikke blev bange for dem han nåede frem til. Først når de fem dage var gået, begyndte hans efterladte familie at sørge, fordi den bortkomne ikke ville komme hjem mere, nu tidsfristen var overskredet.

Desuden kunne de afholde sig fra bestemte ting når de fik en søn: De spiste kun een mundfuld mad hele dagen og drak dertil kun vand af en muslingeskal, og det var alt de fik at spise den ganske dag, og om morgenen inden solopgang hentede deres mødre vand. Sådan fulgte de deres slette skikke. Til sidst blev deres indvolde synlige mod lyset mellem deres knogler. De gjorde alt dette fordi de var hedninge (uvidende om Gud) og havde indgroede vaner med tro på hekse og troldkyndige og heksekyndige kvinder og åndemanere (angakkut) som herrer.

(piaaqqusiat) : Og enebørnene havde tøj hvor hårene på den ene side af skinddragten vendte nedad og den anden side opad, hvad mening det så end måtte ha'.

Kommentar: normalt: børn hvis tidligere søskende var døde som små.

Desuden havde de kilitsissiat, meddelere (en slags spioner), der var så modtagelige for varsler at de altid kunne føle, når et eller andet farligt var i anmarch; denne kunne så fortælle en intetanende person, at der kunne være noget farligt i vente.

Det fortælles at de fuldt og fast troede på deres åndemanere (angakkut), fordi disse på det bestemteste krævede det, og fordi de ikke var døbt og holdt fast ved deres tro og handlede som de gjorde ud fra deres overtro.

Vær venlig ikke at give dette til Atuagagdliutit.

Kommentar: Dette er en sjælden kilde til ritualer, hvormed et barn kunne gøres til en angerlartussiaq, en der er bestemt til at vende hjem (fra en drukning i kajak). Fortællingerne har mange eksempler på en sådan hjemvendt (angerlartoq), både fra Vest- og Østgrønland. Men kun: Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq forklarer hvordan man bliver gjort til en angerlartussiaq. I Niels Mikiassens tekst bliver den spæde åbenbart trænet i at overvære udhældning af urin og opsætning af hår (som der var tabu mod under fangst), for ikke at bukke helt under, hvis han under hjemfarten skulle blive mødt af sådanne handlinger. Aron har en flot serie akvareller af en sådan hjemkomst som illustration af fortællingen om Imaneq. Se fx Thisted 1999: 'Således skriver jeg, Aron', I: 175 - 178: imaneq.

Vedr. fangstblæren over hovedet se eksempel i "Fortolkningsmuligheder"; på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Det er uvist om Nils Mikiassen har hentet sin viden fra fortællinger (jfr. Imaneq og Singajik / Singajuk) eller bygger på overleveret viden, der havde været praktiseret af samtidens eller forrige generations voksendøbte. Hans afsluttende bemærkning om at undgå offentliggørelse kunne tyde på det sidstnævnte: at han ikke vil bringe sine meddelere i fedtefadet.

-------

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

Kommentar: søg på Marnilik Tusilartoq.

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

Notat: s. 188v (?)

Kommentar: søg på anngiaq

Motzfeldt skriver (på dansk) i et brev til Rink om et tilfælde af hekseri. Rink har taget den pågældende side ud af brevet, nummereret og pagineret den. Følgende renskrift er tillempet nudansk retskrivning:

Med megen interesse har jeg gennemlæst Deres skrift, iblandt disse no. 117 ligner noget som skete nogle år efter min ansættelse ved Julianehåb, og jeg tror at det må være den samme. Historien er således: (for jeg er en af de handlende personer og spiller en vigtig rolle i den). Vi hørte engang at Time /Themoteus (han havde trende brødre og 3 søskende (søstre ? BS), hvoraf den ene er nuværende parsissoq (forstander) Bernhards moder) var blevet hexemester tilligmed sin fætters kone Jacobine. I løbet af vinteren kom en del lichtenauere på handel, hvoriblandt Times svoger Ignathus (Ignatius ? BS). Han fortalte da i min afdøde kones forældres hus hvorlunde de kunne hexe og blandt andet, at de kunne komme ud på den lille holm der ligger i Davidsund / Davidstrædet, thi der boede de, og da Time gerne ville være i familie med mig, sagde jeg til Ignatus og bad ham at hilse Themothius, at jeg når jeg om foråret kom til dem, vil jeg tage Time ombord og lukke ham (ned) i lasten og lade ham hexe, og hvis han ikke kan slippe ud derfra, vil jeg give ham en lussing. Da jeg kom om foråret kom jeg for ? i nuværende Sydprøven havn. Hans fætter, Johannes, kom da ombord og bød mig på besøg til dem ved Davidsund. Bemeldte Johannes boede i et (hus ? BS) for sig med sin broder Andreas, men jeg kom først dagen efter om eftermiddagen ifølge (med ?)benævnte mand og Jochums ???? (noget ulæseligt i parentes, BS) fader. Da vi kom ind i huset var konen ej der, imidlertid kom sønnen på 10 à 12 år ind og sagde faderen noget og han rejste sig op og siger: "hun er vist dånet om et eller andet sted" og går ud, og de øvrige fulgte efter, og da jeg og Jochum blev alene tilbage gik vi også ud og så da, at enhver ledte efter hende, og på mit spørgsmål fik jeg at vide, at når hexeriet kom på hende dånede hun om. Vi ledte da også med en stund, indtil jeg blev ked (træt) af det og gik ombord.

       Efter at de var vendt tilbage om efteråret blev det opklaret således: Da det blev mørkt efter at vi var kommet i havn, havde Time taget sin fætter Johannes' kones tøj i sin kajak (og ? BS) roet op til Lichtenau, men holdt sig i en god afstand for ikke at blive set, og var på samme måde roet tilbage, og fortsat sin fart uden at gå hjem op til Kangerluarsuk, norden for Kuigitoq (?), og dagen derpå, da manden Johannes var gået ombord, var konen vandret væk op til Time. Efter deres tilbagekomst så jeg ikke Themothius i lang tid, endelig fik jeg ham at se, ved Saattoq med fartøj. Han kom fra kolonien tilligemed sin broder Ignathus og havde formedelst sin hexeegenskab fået sådan en styrke, at han havde et par vældige (?) blærepile med selvgjorte svære pilejern på dem. Da de ville forlade os, gik jeg i min kajak og fulgte et stykke vej med og vinden var svag fra venstre side. Jeg bad ham da at kaste med sine pile. Efter at have nægtet en stund kastede han gentagende, men kunne ej magte dem, hvorfor jeg gjorde nokså(?) nar af ham, så at broderen ofte måtte smile, og jeg sagde at han skulle forynge (? gøre dem lettere ? BS), hvilket han også gjorde senere.

Var.: Niels Mikiassen Timersuamik.

Hist. + kommentar: Motzfeldt skriver fra Qassimiut, hvor han er ansat. Den tids missionærer og kateketer regnede åndemanere og hekse for eet og det samme. Men de kunster Timi kan imponere med, tyder på mere på åndemaneri en hekseri.

Timis rotur skal selvfølgelig hindre Motzfeldt i at lukke ham ned i lasten. Men det står i teksten ikke klart, hvorfor han har Johannes' kones tøj med og hvorfor dét får hende til at slutte sig til ham i Kangerluarsuk. Ifølge Niels Mikiassens temmelig meget længere version, hvor Motzfeldt ikke spiller nogen rolle, har de to en affære som gir sig udslag i en længere udflugt - endog helt til Østgrønland over land.

Helt overensstemmende i de historiske data er de to fortællinger iøvrigt ikke.

På den upaginerede side af brevet til Rink fortæller Motzfeldt om Elias' død af et tilsyneladende uskyldigt lille stiksår. Om denne Elias fortæller Niels Mikiassen i ovennævnte fortælling en del mere ubehagelige ting.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser. Resumé: Udtalen af forskellige gloser på den nu uddøde sydgrønlandske dialekt, qavak, der illustrerer de vigtigste lydregler i forhold til vestgrønlandsk. Hist.: Kornelius Petrussen var 51 år i 1963

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

Resumé: Korenelius Petrussen fortæller om sin første kajak, som han selv fremstillede da han var blevet konfirmeret.

Hist.: Kornelius Petrussen var 51 år i 1963

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for,

for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.'

      Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men

som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham

så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.'

De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke.

Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog.

Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet

sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget.

Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde

han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin

vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå.

Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med

hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke

med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt).

En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der

blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man

mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det

var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, -  før

han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen."

Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og

kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren.

Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte

min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at

bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen,

så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården.

(171  173:)

Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva-

de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans

far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal,

Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der.  Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.

Engang kom der skibbrudne  til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af

hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de

ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen

til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det.

Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til

sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød

som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet.

Og så fik de også brød på den måde, mens de legede.

Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang

tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk,

der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af

deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.

Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt.  Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst.

Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke.

Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom.

Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet.

Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende

i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige.

Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der

havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt  ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk).

Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på

det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle

så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det

viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en

anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at

slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede

de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn-

ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med

mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ-

sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på

det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven

på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste

sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar

over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne,

der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de

voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det.

Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden

af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig

slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var

blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men

folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart

den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte

til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han

pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte

at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om,

hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da

de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang

da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd,

der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham.

Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to

voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar.

I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var

dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for

Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg.

Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne

måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.

Kuvdlorssuaq Maj 1957.

Martin Nielsen.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu.

Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne.

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Engang mens sydlændinge rejste nordpå, var folk fra

Saqqaq på sydsiden af Kangaamiut, på fangst.

De lå og ventede på en kajakmand, der var på vej til (fra?)

Ikerasaarsuk. Da han nåede frem, opfordrede han en af dem til at de

to sammen skulle dræbte en kajakmand lidt længere oppe. Manden sagde i første

omgang nej, fordi den efterstræbte var hans bopladsfælle, og de andre

godt kunne dræbe ham til gengæld. Men han gik alligevel med til det,

fordi han blev bange for ham.

Manden, der ville begå drabet, sagde: "Jeg ror forrest, og du følger

efter." Han fortsatte: "Du skal se det, når jeg har harpuneret ham lige

tæt ved lænestøtten og han vender ansigtet imod mig med sit strittende

skæg." Da manden, som sydlændingen roede frem til, hørte plask i

vandet bagved, vendte sig om og så, at manden bagved netop havde

harpuneret sydlændingen, fået ham til at kæntre og straks flygtede, da

han blev set.

Den anden ville gerne snakke med ham, men nåede det ikke; han roede så

efter ham. Og da han indhentede ham, fortalte denne ham, at den dræbte

jo havde til hensigt at dræbe ham.

De vendte tilbage til den dræbte kajakmand, slæbte ham ind til

stranden, sænkede liget ned på bunden af havet ved at binde en sten til

det, og de gemte alle hans redskaber.

Da konebåden i løbet af aftenen nåede frem til bestemmelsesstedet

konstaterede de, at deres ledsagende kajakmand ikke nåede frem. De

andre fortalte ikke, hvad der var sket, da det var gået op for dem, at

han havde fået for vane at begå den slags drab. Så det var jo heldigt

at de dræbte ham.

Hist.: Kan være historisk for så vidt som forholdet mellem de lokale midtvestgrønlændere og de tilrejsende sydlændinge ikke altid var harmonisk.

Mellem-person = indsamleren N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Salliligaq, at han boede i

Tasiusannguaq. Hans datter havde en søn der hed Petrussen. Han blev forældreløs endnu mens han var barn. Et forår tog sydlændinge nordover og kom til Kangaamiut. Da sydlændingene en dag  tog til Upernaviaarsuk for at samle rødder af kvan (eller blot kvan?) inde i landet, tog Petrussen med. Der var tre sydlændinge i kajak - to nybegyndere og en fanger. Mens de roede over fjorden på nordsiden af Kangaamiut, lod sydlændingen de andre ro i forvejen så han kom til at følges alene med Petrussen. Han skar betrækket på Petrussens kajak itu og forlod ham.

Da sydlændingen var roet bort, fossede vandet ind i Petrussens kajak; han måtte to til af alle kræfter da han var ved at synge; og han nåede land længere inde i forhold til Qerrortusoq. Han kom til Kangaamiut over land.

Efter den hændelse rejste sydlændingene igen sydover til deres boplads.

Så omsider, nogele år senere, da Petrussen var blevet ældre og var på fangst syd for Kamngaamiut fik han ovre ad Ikerasaarsuk til øje på en konebåd, der nærmede sig. Da den kom ganske nær, genkendte han den mand som i

sin grønne ungdom, havde skåret i P.s kajakskind. Nu var han blevet familiens

overhoved og styrede konebåden.

Mens P. fulgte konebåden, lagde han mærke til, at dens overhoved, var

meget glad for en måge, der tilhørte barnebarnet. Han begyndte for

sjov at kaste blærespyd ved siden af konebåden. Som blære havde han

svælget / halsen af en hvidhval. Han havde skiftevis haft det liggende i vandet

til blødgøring og pustet luft i det, indtil det blev som det skulle

være.

Da mågen satte sig på konebådens ræling, skubbede han den med sin åre

ned i vandet, greb den, rev brystet fra og kastede det imod styreren,

så der blev rødt dér, hvor han ramte; for manden havde en hvid anorak

på.

Således hævnede han sig på ham, der skar, betrækket på hans kajak i

stykker, og tilgav ham hans (u)gerning.

Det fortælles at denne Salliligaq lå begravet i Kangaamiut.

Hist.: Lyder autentisk.

Fortælleren er sandsynligvis Marteeraq, som genfortæller niels's fortælling.

Niels er Marteeraq's mor- eller farbror.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 90.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Nybegynder-fangeren trænes op.

   Marteeraqs bedstefar Tuusingaaq fortalte sin søn Niels følgende:

Dengang man bedrev hvalfangst i Kangersuatsaaq, plejede Tuusinnguaq at være med på hvalfangerbådene, og det var derfor, han havde brækket sin underkæbe. De havde ramt hvalen på baghovedet, og den havde slået ud med halen og havde ramt båden, og da var det, at han brækkede under-kæben. Han lå og flød bevidstløs i vandet, da de halede ham op.

   Dengang de endnu ikke var blevet døbt, var det sædvane, når nogen fik sin første fangst af noget, at ens bedstemor trak sine bukser ned og satte sig på hug, så enden stak bagud mod én. Men fordi han begyndte at skamme sig over det, ventede hun sommetider med at vise sin bagdel, når han havde fanget en slags dyr for første gang. Og når han så var blevet mere munter, lokkede hun ham til at kigge på sig, og så kan det nok være, at han fik hendes store, mørke bagdel at se.

   Dengang han lå og var ved at dø, fordi hvalen havde ramt ham med halen, drømte han, at han lå på maven ovenpå en stor sol. Og jævnligt kunne han se et meget grimt ansigt, der dukkede op nedefra og for-svandt igen. Han sagde, at det måske var hans bedstemors store bagdel.

   Sukasik havde også oplevet sådan noget (se s.69).

Hist.: Historisk fortælling om pernarneq - skik fra begryndelsen 1800-tallet. Tusinngaaq / Tûsingâq var født 1814.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger.  Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 37;

Forkortet i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 69f. Stort set samme i Hans Egede: Perlustrationen 1971,2 [1741: 7 = 1925: 316 = 1818: 12 (på engelsk).

“The Greenlanders relate a very ridiculous story, as well concerning the origin of our colonies (whom they call by the name of Kablunæt) as of their total overthrow, as follows: a Greenland woman, in her child-bearing, was once delivered of Kablunæt and dogs' whelps, of which the parents were highly ashamed, and for that reason withdrew from their neighbours and countrymen.

This monstrous breed being grown up, became so troublesome to their father, that he was not able to endure them; wherefore he retired yet farther to some distant place. Meanwhile this inhuman race came to this horrible agreement amongst themselves, to devour their own father, whenever he should happen to come among them; which a little after came to pass, when he visited them with a present of some part of a seal, which he had taken, according to custom. Kablunæt immediately went down to him, to whom the father delivered the piece of seal's flesh he had brought them. But he was no sooner got ashore, than the doggish race seized and devoured him, and then ate the seal's flesh given them. Whilst the Kablunæt dwelled there, one of the Innuits (or mankind), for so they call themselves, came rowing along the shore, and throwing his dart at some sea fowl, missed what he aimed at; which one of the Kablunæt, who stood upon a point of land running out into the sea, observing mocked and ridiculed him, and, laying himself down upon the ground, told him that as he saw he was so dexterous in shooting, he would be the bird; he might throw the dart at him, and take care not to miss him: whereupon Innuit shot and killed him. This death caused continual strifes and wars between the Kablunæts and Innuits, which last at length became masters and overthrew the former.

(H. Egede 1818: 12f, copied from the Hubert Wenger Eskimo Database).

Comment: Treated in "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer": tors.ku.dk/biblioteker2/eskimologi/datasamlinger/sonnesbase/

Var.: Kvinden og hunden: ID 18, 25, 53, 125, 321, 628, 629, 1082, 1083, 1084, 1132, 1317, 1550, 1606, 2256.

Hist.: Se:"Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: Qallunaat og Kvinden og hunden ...

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 16f.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 53.

Resume English by BS:

An elder brother, Moon, falls in love and commits incest with his younger sister, Sun, in the playhouse of adolescents during a 'putting out of the lamps'. He is smeared with soot by the suspicious sister and afterwards easily identified by the black patches on his white clothing of caribou skin. She runs off circling the house with Moon at her heels until deeply ashamed she stops, cuts off her breast with her ulu [crescent shaped women's knife and throws it at Moon with the words: 'You seem to find only me tasty, eat this one as well!' She then lights a tuft of moss, rises into the air pursued by Moon holding another lighted tuft. But his flame is put out leaving only a glow. He still follows her. The patches are the dark spots seen on the moon whose glow shines with less luminosity than the burning light of the sun. The sun rose higher than the Moon, who still has to hunt on earth and at sea, catching the seals he is wont to eat. Whenever he is not seen in heaven he is down hunting.

“… This is how our ancestors told the story, he said, but now I do not believe that story any more.”

Var.: Talrige / numerous: Søg / search: sol måne.

Comment: The first variants of a pan-Inuit myth on record.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 27.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 62.

Resumé in English: the flood “…as they call it…”[ i.e. a storm surge) had left shells still to be seen high up in the mountains.

Comments: a pan-Inuit myth. Poul received this piece of the Inuit flood-story in response to his story about the deluge, that in his own explicit understanding was send as a punishment by God. The local Greenlanders knew that story very well, they said (ibid.).

Var.: ID 2293, 2294.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 63.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 97.

In English by BS:

A foreign Greenlander, having listened to my telling about the creation, told what he knew from hearsay: that the heaven in bygone times rested on the top of the mountains, but that it later was raised to its present altitude above the earth. That happened, he added, at the time when the big flood swelled up over the entire earth, which event he, like his compatriots, concluded from the small shells and other things from the sea, that were found in regular heaps far up in the inland.

Comment: The first variant of this pan-Inuit myth on record.

Var.: ID 2292, 2294

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 57.

In English by BS:

“Having told him about the resurrection of the dead, he told me from hearsay that: When all humans have died, a great flood shall swamp the earth, clean the blood of the deceased, and when mountains, earth and stones are all separated and split up, and everything has cooled down, a wind shall blow all over and beautify everything. The high mountains shall become transformed into a lovely plain with numerous caribou. All the bones of seals shall be revived. He up there shall blow on the dead humans, twice on the men and once on the women, and they too shall be revived. But he had no other explanation to offer about the identity of 'the one up there' but that he had heard that from others." (P. Egede 1971: 79; 1939: 57, transl. BS).

Comment: This version I take to be one of the earliest acculturated Inuit origin myths on record. Although presented at an early date in the diary the story is an editorial insertion because, as explicitly stated by Poul, he received it at later date. The story is thus a millenium variant of the flood story and stimulated by Doomsday.

Var.: ID 2292, 2293, 2294.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 67.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 105.

Into English by BS:

“While we stayed among the savages, who lived a mile [7.5 km to the north [of Christianshåb they talked about a person who had been lost in his kayak and that neither he nor the kayak had been found. The shamans have decided that he was stolen by the Ingnersoit  [innersuit, i.e.: the 'big fire trolls'; that's how they call the people and indwellers of the shore and sea. They used to live on earth, so they say, before the big flood swelled up all over the world, and when the earth capsized, it turned bottom up. In evidence of the explanation, that the kayaker had been robbed by these innersuit, the newly arrived shaman told about the fire that appeared right before his eyes whenever he practiced whitchcraft [performed as a shaman. Having responded to that [correctingly I asked them how the earth had become populated since Antedeluviani became innersuit? One among the Greenlanders answered: After the flood, a man (from where he came the Greenlander did not know) walked about alone without a wife. He copulated with a hummock that swelled, became pregnant and eventually bore a babygirl. At a later point he married that girl, and they had children who married one another, because they were the only people in the world. That ancestor, they continued, had trees instead of hair for a beard.”

Var. of the flood: ID 2292, 2293; of the capsizing of the earth: ID 1678.

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Copyright: Ved enhver mangfoldiggørelse af data, tekst og/eller kommentarer fra denne base henvises til:

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger.  Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 68.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 105.

"De holde for at der er tvende 2de kjerlinger som holde et stift skind imellem dem, hvormed de tordner, og når skindet slaer sig ud, lyner det. Samme skind skal de have stjålet i fordum dage; og der de blev overskjeldt derfore, bleve de vrede og forlod jorden."

"Thunder, they think, is made by two women shaking a stiff skin in between them. When it cracks comes lightening. Way back they stole this skin; being scolded they got angry and left earth."

var.: ID 619, 620, 1627, 1528, 2244.

Comment: The first variant on record.

Context: An old woman tells Poul Egede about a shaman's performance down south at Cape Farewell last year. One of the two thunder women appeared asking for a fresh skin because the old one was worn out. But for fear people said they did not have any.

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Kristians onkel var blevet taget af innersuit, de næseløse, der boede i en klippeskrænt nær Ikkatteq. Han kunne have været reddet igen i løbet af fristen på tre dage, inden de næseløse afskar hans næse og venstre ringfinger. Angakkoq'en Robartsi's far prøvede forgæves. Også Juntas far. Men også forgæves fordi han havde skåret sig i venstre ringfinger under spisningen af en hengemt sæl.

Hist.: Slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Drukneulykker i kajak blev ofte forklaret med innersuits røveri. Også i Vestgrønland, fx Niels Egede Meddr. Grønland 120, s. 259 - 360.