Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Poulsen, Johannes gav 40 resultater.

Aadaaridaat / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2031
Registreringsår:1980
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Simonsen, Josva
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaat / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 22 - 29
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

 

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

 

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

 

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

 

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

 

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

 

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

 

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

 

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Agpardlik Alken / Apparlik / Apparluk

Print
Dokument id:1474
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Lauritz
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Agpardlik Alken / Apparlik / Apparluk
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 47
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Apardluk".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 181 - 183: "Agpaardluk" / Apparluk.

 

Resumé: En sydlænding rejser nordpå for at få bekræftet et rygte om en alk

 

deroppe, som kan tale. En af de lokale fører ham hen til fuglefjeldet,

 

hvor alken siger: "Mon det skulle være en sydlænding, som kommer langt

 

søndenfra for at høre mig tale?" Han falder næsegrus forover og

 

udånder. Hans husstand af lutter kvinder må overvintre på stedet. Om

 

foråret får de en ungkarl med, og da han ernærer dem ved sit

 

ulkepilkeri under hele hjemrejsen, vil de ikke lade ham rejse tilbage.

 

Han blir gift med en af kvinderne.

 

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk;

 

Kommentar: Ifølge håndskriftet skulle fortælleren være en Johanne, el. Johannes.

 

Tolkning: Slutningen, der er speciel for denne variant, understreger

 

hvor nyttig selv en ulkepilker alias en ungkarl kan blive. Følgelig

 

blir han gift.

Aqqiuaraq

Print
Dokument id:1758
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Aqqiuaraq
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 260 - 262, nr. 61
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 61, ss. 319 - 323.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 111, nr. 76.

Resumé af uddraget: Den lille, stærke og behændige Aqqiuaraq klarer et

fjendtligt angreb i kajak. Sammen med sin eneste søster, der er uhyre

stærk, skræmmer A. de fjender, der stræber ham efter livet.

Med flere rener hver som byrde viser de blot fjenderne, der venter i

dalen nedenfor, deres overlegne kræfter. A. lever livet igennem

usåret. Søsteren døbes Lydia hos herrnhuterne, der ansætter hende som

kiffaq p.g.a. hendes kræfter. Ingen kan overgå hende i fysisk styrke.

Det viser sig under transporten af et drivådsel af en kaskelothval,

hvor læreren Store-Johannes og købmanden skændes om, hvor den skal

hen.

 

For kommentarer til Rinks version af originalteksten se Thisted og Thorning 1996:

nr. 61, s. 341.

 

Hist.: Historisk fortælling fra Nuuk / Godthåb.

 

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Asiak / Asiaq / Manden, der forårsager regn

Print
Dokument id:1361
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Hanseeraq (Hansêrak)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Asiak / Asiaq / Manden, der forårsager regn
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr. Grønland 10(5)
Omfang:side 329, nr. 47
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr.: Uddrag fra Johannes Hansens / Hansêraqs / Hanseeraqs dagbog, Thalbitzer, W. 1933.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 293.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 300 - 301.

 

Resumé:

Asiaq og hans kone lever i himlen af madvarer, som de fisker op fra

folks depoter nede på jorden. Ønsker man regn rejser en åndemaner til

himmels og ber Asiaq lade sin mand tisse i en stump bjørneskind, som

hun ryster ud over jorden.

 

Var.: Asiaq

 

Kommentar: Ifølge andre varianter er det konen der hedder Asiaq.

Aviaja og hans slægt

Print
Dokument id:983
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Puarajik (Henrik)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aviaja og hans slægt
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 130 - 132
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til den

eng. udg.: H. Ostermann: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 56 - 60.

 

Resumé: Henrik, der på fortælletidspunktet er ca. 19 år og nylig døbt, fortæller først om nordlysene, at de er boldspillere uden bukser på. Så om sin tidligere angst for, som forældreløs, at blive myrdet af Âdârutâ / Aadaarutaa / Christian Poulsen, dengang de endnu ikke var flyttet fra sydøstkysten og blevet døbt. Christian / Kristian, der var oplært til åndemaner af Henriks far, havde hjulpet åndemaneren / angakkoq / angakok Oqartarqangitseq / Oqartaqqanngitseq med at dræbe Aviaja, som han mistænkte for at have dræbt hans børn ved hekseri. Liget blev sønderlemmet, hovedet puttet i en fangstblære, og øjnene gemt i Christians mors lampe hele vinteren for at blinde sjælen mod at hævne sig.

Aviajas kone og seks børn klarede sig ikke i den påkommende sultevinter, og på hendes opfordring og løfte om en sorgløs tilværelse under havet blandt de døde druknede hele familien sig. Den yngste havde hun dog straks efter Aviajas død selv dræbt og lagt i hans grav. Mordet og de efterladtes selvmord foregik i Anoritooq.

 

Hist.: historisk fortælling fra 1890'erne, hvis Henrik selv har oplevet den. Men ifølge Ostermanns udgave (se ovf.) var Christian / Kristian Poulsen på det tidspunkt en ung, ugift mand, hvorfor dateringen kan være 1880'erne.

De tætte kulturelle og historiske forbindelser mellem Ammassaliks og sydøstkystens folk viser sig bl.a. derved, at også i Ammassalik området var det skik efter sønderlemmelsen af liget at gemme hovdet i en fangstblære / fangeblære / kajakblære og smide den i en sø, og gemme et eller begge øjne i en lampeskål. Søg på: Victor 1989-1993, II, fangstblære.

Christian har fortalt Rasmussen om sin oplæring til åndemaner, 1906: 134 - 137.

 

Var.: I Ostermanns udgave på engelsk, nævnt ovenfor, fortælles en del mere om årsagen til mordet på Aviaja: Han var bror til den ikke synderlig evnerige, men farlige åndemaner / angakkoq Kunissarfik. Denne have året inden forbandet de tre umiat, da de ville fra Timmiarmiut til Nanortalik på handelsrejse, mens hans eget hushold i hans konebåd tog nordpå. De tre både med handelsrejsende nåede kun Anoritooq, hvor de pga af vejret måtte overvintre og led stor nød. Nøden måtte skyldes forbandelsen, hvorfor forbanderens bror blev syndebuk.

Christian Poulsens selvbiografi

Print
Dokument id:971
Registreringsår:1932
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Ostermann, H.
Indsamler:Ostermann, H.
Titel:Christian Poulsens selvbiografi
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 130 - 139
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Christian Poulsen fortalte dele af sin selvbiografi til Knud Rasmussen allerede i 1904. Se: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 133 - 137.

 

Resumé:

Hans andre navne var Aannguaraarsuk og Qiddakajak. Han blev født i Iliarmiut nær Umiivik om foråret som den der skulle blive den mellemste af faderen Nanngajak og moderen Perujuatsiaqs fem børn. Af dem var yderligere to drenge;  Maeqasaq , Neqissarooq, og to var døtre: Qassanneq, Misaqqalak.

Det første CP huskede var at han i amaaten dunkede hovedet mod sin mors ryg, fordi hun havde fundet en flot perle i en grav og styrtede derfra af skræk for den døde i graven. Det var ved Savissivik nær Imaarsivik, og igen senere samme sted noget med en stor bidsk hund.  Næste gang "han kom til sig selv" (blev sig selv bevidst) var i Tineteqisaaq / Tineqilaaq (i Sermilik-fjorden?),  hvor en kvinde, Nukartaatsiaq, kogte (tørrede) ærter i en gryde. Det var lækkert. Senere, i Oqqua, blev han sig så fuldstændig bevidst, at han herefter kunne huske alt, kontinuert.

Chr. P svælger derefter i alle de lækkerier man spiste dengang, dels fra faderens fangster (sødyr og fugle) og dels indsamlede rødder, bær, muslinger, tang. Hans far var en dygtig fanger. De savnede aldrig noget.  Alle arter nævnes ved deres østgrønlandske navne.

Under opvæksten overvintrer familien i Oqqua og flytter om sommeren til Qeqertarsuaq, og en sommer hører de fra Ujarnik om en dansker han har fulgtes med, og Uj. må berolige dem. Det er Gustav Holm (Sakkutooq, den svært bevæbnede), som er ganske ufarlig. Han gør et kort ophold, men på hjemvejen overnatter han. Drengene får søm, som de laver små harpunhoveder af. Chr.s mor betales for et skind med synåle og bolsjer. Chr. får et, men det er ham for sødt.

Chr. får sin første kajak, som han kun må øve sig i en sø. Sin første sæl får han ved isfangst. Hans far dør to år efter Chr. har fået kajak.

Chr. føler sig ensom og trist som faderløs. Han får lyst til at blive åndemaner / angakok. Det har han nok talent for, for han har allerede haft følgende par syn.

 

(Hist.: Bemærk de gule ærter, som man (før 1884) må have skaffet sig på handelsrejse til Sydgrønland, hvor man velsagtens har lært at tilberede dem hos immigrerede slægtninge).

 

Månens hund.

Alle mændene er ude på fangst. Chr. har formentlig endnu ikke fået kajak. Man hører en hund gø ganske forfærdelig voldsomt nede i jorden under gulvet. Moderen indser pludselig at hun har brugt sine bukser for længe. De skal skiftes ud. Hun slår omkring sig  i luften med sin ulu, uden at det hjælper på den infernalske gøen. Den holder først op da mændene kommer hjem.

 

(Kommentar: Månen sendte (især i Østgrønland) ofte sin hund som den, der skal straffe tabubrud.

Man kan forestille sig hvordan en af mændene har haft sin fornøjelse af at kyse kvinder og børn med hundeglam.)

 

Dødningen.

Som lille dreng ser Chr. oppe på udsigtspunktet en tarraajakajik (et skyggevæsen) / tarrajarsuk, eller en dødning, der ser ham og straks smutter tilbage i sin grav. Chr. blir rædselslagen.

 

Uddannelse til åndemaner. Af Chr. Poulsen / Aadaarutaa's selvbiografi.

 

Chr. begynder nu at søge efter hjælpeånder i indlandet. Første gang hører han to ånder synge smukt, men ser dem ikke. Det gør han næste gang, hvor de erklærer at de har ondt af ham og vil støtte ham. De er innersuit, klædt helt som mennesker. De lever i indlandet.

Næste begivenhed bliver da en gammel stivbenet mand, som Chr. har gået til hånde med at bære hans kajak ned, vil vise ham noget til gengæld. Han tager ham med ind i bunden af en fjord til en hule nær indlandsisen, hvor en kæmpebjørn med blålig pels (nappaasilat) kommer svømmende, æder den gamle og kaster ham op igen. Den gamle kommer langsomt til kræfter i hulen og forklarer Chr. at det skal han også igennem, hvis han vil have magt over ånderne.

Altså må Chr. ud og lade sig æde af kæmpebjørnen, hvorefter han blir synsk.

Den første hjælpeånd han (dernæst?) får er en innersuaq som han møder i kajak på havet.

En del detaljer synes herefter at være sprunget over af Chr. P., - der nu beretter om den sidste oplevelse inden han afslører sig offentligt som åndemaner. Han er ude i kajak og blir angrebet af en umiaq fuld af folk med en gammel hvidhåret kælling i stavnen, der truer ham. Der er også en fange, der foresvæver Chr. at han snart også vil blive fanget. Endelig er der en ondskabsfuld innersuaq, der allerede een gang har truet Chr. og som tar hans nyfangede sæl fra ham. Chr. tilkalder alle sine hjælpeånder, der intet kan stille op, men til slut kommer den store ensomme, Kisermaarsuaq, der med et sæt rovdyrkæber hugger efter fjenderne. Stor tumult. De skynder sig bort. Den ensomme griner grumt med sine kæber i hånden.

 

Var.: Uddannelse til åndemaner, initiation. Aadaarutaa.

 

(Kommentar: Det er usædvanligt at træffe innersuit / ildfolk i det østgrønlandske indland. I Rasmussens egen gengivelse på dansk er ånden da også kun en indlandsboer. Senere i det danske forløb stedfæstes innersuits bosted til et sted mellem fastlandet og havet (under kysten).

Fortællingen om angrebet fra åndebåden, hvor også en innersuaq optræder, minder stærkt om en anden, hvor en åndemaner-lærling havner hos de nederste innersuit og bliver maltrakteret, men så reddet af sine hjælpeånder blandt de øvre. Det bekræftes for så vidt af Rasmussens danske gengivelse, hvor til gengæld denne episode er stærkt forkortet og kun nævner at konebåden har et stort følge af kajakmænd, der er innersuit. Ligeså er ånden med rovdyrkæberne en innersuaq, der hjælper Chr. P. fordi han er en stor åndemaner. Men denne ildmand kaldes ikke "den store ensomme" i denne danske version.

Som åndemaner fungerer Chr. som læge vha en perle, som han puster igennem. Sommetider virkede det.

Som sæl-giver. Hans hjælpeånder blandt innersuit var gode til at skaffe sæler.

Som vejrmager - vha. sine hjælpeånder, der ville lave vejret som han ønskede. Men sommetider gik det bare slet ikke.

 

Equngasoq / Eqingaleq og Kisermaaq / Kisermâq

Equngasoq'en, der har hjemme på de yderste skær, bølgebryder - ånden, er helt skævmundet. Den færdes kun ude når brændingen er høj som isbjerge. Det er en af de sidste hjælpeånder Chr. får, og sammen med Kisermaaq, den store ensomme, hjælper de ham mod "den kontrære", der smiler, men blir rasende da Chr. spørger til årsagen til dette smil.

 

En dag mødte Chr. kittormoortoq / killormoortoq, den kontrære. Dette var en innersuaq, der dukkede smilende op i en opsvulmning mellem store tuer af is. Han blev bange og råbte: Hvornår smilede den fyr, eftersom han smiler nu? Da blev modsatteren så rasende at den med eet eneste ondskabsfuldt ønske svækkede alle Chr.s armmuskler i den grad at han ikke kunne ro hjem. Hvad skulle han gøre? Men både hans Equngasoq og Kisermaaq kom til undsætning. Han lagde sig bag Equngasoq, der bare roede almindeligt af sted med ham, men det var med en fart så skummet stod omkring dem, og Chr. dårligt kunne styre sin kajak med åren.

 

Knud Rasmussen mener, at Chr. efter dåben stadig er en fuldblods hedning, der ikke har aflagt sin gamle forestillingsverden, men at den er blevet forbudt af missionen og at hjælpeånderne ikke længere vil komme til ham, fordi han har fortalt om dem (til missionæren inden dåben). (Hemmeligholdelse).

 

Hist.: Equngasoq optræder som en kajakmand, der klarer tårnhøje bølger og fungerer som en åndemaners transportånd i en sydvestgrønlandsk  Qujaavaarsuk - fortælling. Immigranter fra Østgrønland har således åbenbart sat deres præg på denne version.

 

Kommentar: Den kontrære ånd, der smiler, men blir rasende når det bemærkes, er en kendt mytisk skikkelse fra vestgrønlandske sagn: den såkaldt "smilende havmand", Qungussutariaq, der kan hævne sig dødbringende på den der smiler igen.

Christian Poulsens selvbiografi

Print
Dokument id:984
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Poulsen, Christian
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Christian Poulsens selvbiografi
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Se også: H. Ostermann (ed.): Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938,

s. 130 - 139. eller samme: Rasmussen 1938.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.

 

Resumé:

Under en fælles rejse i sommeren 1904 (sidste sommer af den Litterære Ekspedition) fortalte Aadaarutaa / Kristian / Chr. Poulsen ret kortfattet om sin uddannelse til åndemaner. Det begyndte under ensomme vandringer efter stenurter til spæksyltning efter faderens død. Første gang hørte han sang. Anden gang hørte han både sang og mødte to mænd, indlandsboere, der af medlidenhed med hans faderløshed tilbød deres hjælp. Året efter flyttede man sydpå og boede sammen med en gammel gigtsvag åndemaner / angakkoq / angakok, som Aadaarutaa hjalp med at bære kajakken ned og op fra stranden. Denne tilbød som tak at vise Aa. noget, og tog ham ud i en fjord, hvor den gamle klædte sig nøgen i en hule, kom ud og i Aa.s påsyn lod sig æde af søens bjørn og blive spyttet ud, hel, men noget afkræftet igen. Senere måtte Aa. igennem samme uhyggelige oplevelse, men opnåede derved stor modstandsdygtighed og en del flere hjælpeånder. En dag i kajak med en nedlagt remmesæl på slæb så han sig konfronteret med en umiaq fuld af strandånder, innersuit, der ville have både kajak og remmesæl op i deres båd. Men en stor innersuaq med en kajakspids som et uhyres hoved med åbent gab og blottede tænder kom ham til hjælp og blev senere hans hjælpeånd. Da Aa. besluttede at lade sig døbe, rådede hans innersuit - hjælpere ham fra det, men da han alligevel lod sig døbe så han dem aldrig siden.

 

var. af fortæringen, søg søens troldbjørn og initiation.

 

Hist.: Af en selvbiografi. Aadaaruta og hans familie var blandt de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede og ankom til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit i 1900.

Af en anden fortælling fremgår det, at Henrik, en søn af Aa.s læremester også indvandrede på det tidspunkt.

 

Kommentar: Aa.s uddannelse følger i store træk den foreskrevne for lærlinge i Østgrønland. Søg fx på Søens eller ferskvandets bjørn, el. troldbjørn der æder lærlingen som en initiation til at få hjælpeånder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Da ravnene kunne tale

Print
Dokument id:942
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Da ravnene kunne tale
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 25
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr. på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Et maskinskrevet manus. på engelsk findes i KRKB 5', og et tilsvarende på dansk i KRH 52,2, hæfte 429.

 

Første gang trykt i Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 137 - 138.

 

Resumé: "Der var engang i gamle, gamle dage en tid, da ravnene kunne

 

tale. Men der var det mærkelige ved ravnenes sprog, at ordene havde

 

omvendt betydning. Når de ville takke, skældte de ud, og således sagde

 

de altid det modsatte af, hvad de mente. Mens de således var fulde af

 

løgn, var der engang en gammel mand, som tryllede talens gave fra dem,

 

og derfor kan ravnene kun skrige. Men deres natur beholdt ravnene dog,

 

og de er den dag i dag fulde af vredagtighed, løgn og tyvagtighed"

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

De to brødre

Print
Dokument id:946
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:
Titel:De to brødre
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 30
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît."

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 143 - 149.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, ss. 30 - 34, "The two brothers".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22 - 27: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît. Paulineq angákorssuaq ilímardlune qivítoq" / Ililmageeq Paulinerlu qatanngutigiit. Paulineq angakkorsuaq ilimmarluni qivittoq.

 

Resumé:

Ilimageeq og Puulineq er brødre, med en mor og søster. Puulineq en

stor åndemaner. Opdager, at hans kone er ham utro med en dårlig

fanger, men meget stærk ungkarl. Puulineq flænser hele sæler til

vinterforråd. Tegn på at han vil rejse bort. Konen ber om et hoved,

får nej, og tar selv det største. Puulineq rejser bort under

åndeflugt til indlandet til et stort, sylespidst bjerg, lander med

den ene fod, og snurrer rundt. Ser neden for et hus med en kvinde,

der flænser og en datter. De ser hans kommme som gnister. Manden

mener, det er en hund. Datteren går beroliget ud, Puulineq griber

hende bagfra, ber hende hente bukser. De er meget for store. Han

flytter ind hos disse indlandskæmper (timersit / tornit). Hjemme

sørger Ilimageeq over sin brors udebliven. Forbereder sig til en

undersøgelsesrejse på samme måde som Puulineq. Flænser storsæler til

vinterforråd, holder seance og flyver mod indlandet. Broderen

Puulineq's spor i luften er tydeligt: som en stor udspilet tarm, som

vinden blæser igennem. Ilimageeq besøger Puulineq, der lover at komme

hjem på besøg om foråret. Ankommer med kone og barn på hundeslæde.

Hans ekskone bespiser hans kone og barn med noget dødeligt. Puulineq

skærer sit barn op, men finder intet. Ligeså sin kone, men forgæves.

Ilimageeq kommer til. Foretager ny operation. Fjerner kødstykket fra hendes

strube. Konen lever op igen. Puulineq og kone tar af sted, men

beordrer deres hund at gøre det af med ekskonen og hendes mand. Det

sker. Den river brysterne af ekskonen og testiklerne af hendes nye

mand.

 

Var.: Palineq / Paalineq; Paaleeq; Paulineq; ID 946

 

Bemærk: Navnene Puulineq og Ilimageeq spiller i denne version på to højt ansete angakkoq-færdigheder. En angakkoq puulik / en åndemaner med pose, der måske havde isbjørn og hvalros som transport-ånder over havet og kunne "pakke sig ind" som værn mod farlige væsner. Pooq-elementet til beskyttelse er her en udspilet gennemblæst tarm. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Ilimageeq spiller på "åndeflugt", ilimmarneq, den anden velansete rejsemetode.

 

I håndskriftet hedder den førstnævnte ikke Puulineq, men Paulineq og kunne således betyde noget med sodsværtet.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Den lille spurv, som græd

Print
Dokument id:606
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den lille spurv, som græd
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 25 - 26
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "qupalorarssúnguaq qîassoq".

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 124, "The little

snow bunting that wept".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22:  "qupalorarssúnguaq qîassoq"/ Qupalorarsunnguaq qiasoq.

 

Resumé: Spurven begræder i en sang sin mand, der er blevet fanget i en

snare af hvalbard. Svarsang fra en ravn, der tilbyder sig som hendes

mand. Hun afviser ham p.g.a. hans høje pande, lange skæg og hans livret:

skarn. Ravnen håner til gengæld spurven, der begræder en mand, der

spiser orme, og flyver bort.

 

Var.: Fælleseskimoisk myte, men ofte med flere og andre

fuglearter end ravnen. Sangkamp i dyreverdenen.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Hvalbarder skaffede man sig fra Diskobugten i det meste af 1700-tallet.

Den modige Kapite

Print
Dokument id:273
Registreringsår:1863
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den modige Kapite
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 269 - 270, nr. 96
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Afskrift af orig. håndskr. (der ikke længere findes): NKS, 2488, II, 4', nr. 143.

 

Resumé:

 

Ud for Paamiut / Frederikshåb holder en kaskelothval til, som ingen tør prøve at fange, og som sender flygtende hajer helt op på stranden. Kapiti / Qapiti får sine to koner og en pige med som roersker, og han får lidt efter lidt has på hvalen ved dagligt at såre den i den side, hvor den kun har eet øje. En såret kaskelothval bliver nemlig på det sted, hvor den er blevet såret. Ventetiderne fordriver de på en ø i skærgården. Mange både hjælper med at slæbe den til Nallarmiut, hvor alle i både og springpelse skærer sig stykker af den. Kapiti kan dårligt komme frem og skærer i arrigskab flænger i en konebåd, der synker. Men ingen beklager sig, fordi han har fanget hvalen. Han får da også broderparten af den og forbyder desuden folk at tage tænderne. En af dem har tilegnet sig nogle af dem, Kapiti finder tyven, fratager ham det stjålne og giver ham intet, da han deler ud af dem til alle de andre mænd og drenge. Tænderne er meget værdifulde til kajakker (vel især til fæster på redskaberne? BS), og det siges, at noget af dette tandmateriale stadig er i brug. Fortælleren mener at spækket, hvis det blev solgt i dag, ville have givet Kapiti en vældig masse penge.

 

Hist.: Sikkert en historisk fortælling, som fortælleren må mene går tilbage til før kolonitiden, eller oprettelsen af kolonien Paamiut i 1752.

Visse karaktertræk nævnes som typiske for kaskelothvalen: den jager og dræber hajer (se fortællinger om en pige, en datter, der bliver gift med en haj, eller om hajen som forsørger for forældreløse børn). Den har kun eet øje (det andet er gemt under en hudfold (Muus et al. 1981)). Og den bliver på det sted, hvor den er blevet såret.

Den er fredet i dag. Dens tænder må ikke anvendes - selv ikke hvis man finder selvdøde kaskelothvaler.

Drengen fra havets bund, der skræmte husbeboerne ihjel

Print
Dokument id:421
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Drengen fra havets bund, der skræmte husbeboerne ihjel
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 43 - 44
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tingmiáinalît".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 41 - 42: "tingmiáinalît" / Timmiaanaliit.

 

Resumé: Gravid kvinde, der mishandles af sin mand, vil drukne sig, men

lever op under havet nær stranden. Dernede bygger hun hus og føder sit

barn. Et skræmsel, hvis øjne er som vandmænd, håret som vandplanter og

munden som en musling. Dette utyske tiltrækkes af børnenes leg ved

stranden, men må ikke gå derop for sin mor. Får endelig lov og besked

om at gå op til bopladsens øverste hus, hvor hendes ondskabsfulde mand

levede, ikke til det nederste, hvor hun søgte tilflugt, når han

mishandlede hende. Utysket skræmmer alle beboerne i det øverste hus

ihjel med sit arrige udseende. Men ikke dets far, der forlængst er

død. Næste dag ser man dets spor af form som lamper og fulde af tang.

De fører op til huset, hvor man finder alle beboerne døde.

 

Bemærk: Aataarutaas kommentar: Dem, der bor på havets bund, kaldes

dem, der kun bærer fugleskindspels. Der er ikke mange af dem. Den

historiske Kunissoq syd for Illuluarsuit havde een af dem som

hjælpeånd.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Insekternes frieri til pebersvenden

Print
Dokument id:950
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Insekternes frieri til pebersvenden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 18 - 22
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Nuliaqángitsutoqaq".

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 155 - 159.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 16 - 19: "Nuliaqángitsutoqaq" / Nuliaqanngitsutoqaq.

 

Resumé: Ungkarl sover for længe hver morgen, fordi han ikke kan falde

i søvn om aftenen. Når aldrig at fange noget. Pigerne foragter ham. En

dag ved solnedgang redder han en kæntret innersuaq (ildmand),

inviteres på besøg hos innersuit, sendes hjem med besked om den første

dag kun at fange eet dyt og aldrig fortælle om sit besøg. Ungkarlen

får en normal søvnrytme, er ude i kajak før solopgang, fanger godt, de

ugifte piger kappes om at være ham til behag. Han blir gift. Konen

beklager sig over det meget arbejde, og spør',  hvorfor han fanger så

meget. "Tja, sælerne tilbyder sig, og så fanger jeg dem." Konen spør'

igen og igen om grunden. Efterhånden fortæller han det hele. Straks

sover han igen dårligt og for længe, fanger intet, blir' fattig og

mister sin kone, der flygter ind i en klipperevne. Han kan ikke komme

ind til hende. Herefter kommer de forskellige insekter én

for én ud fra hulen og frier til ham, men han afviser alle p.g.a. hver deres

underlige karaktertræk, og de trækker sig grinende tilbage til hulen. Til

slut får han lov at klemme sig ind. Mens konen lysker ham, siger hun:

"Vågn først, når sommerfuglene begynder at skrige. Sov, indtil man

hører lyd af fugleunger!" Han sover vinteren igennem, vågner ene på

land ved forårets lyde, og finder sin kajak med betrækket mørnet af

ælde. Slut.

Bemærk: Oftere forbindes insekternes frieri, en fælles eskimoisk myte,

med "Manden, der giftede sig med en ræv."

 

Var.: En østgrønlandsk variant af innersuaq-fortællingen findes i

Rasm. 1921 - 25, I: 322-324.

Ofte er episoden med insekternes frieri afslutningen på Ungkarlen der blev gift med en ræv. Men den kan også hæftes på andre fortællinger.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Iteqitilik

Print
Dokument id:1466
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Johanneserujuk (Ujuaannaserujuk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iteqitilik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 20 - 26
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Itequtilik".

Håndskr. oversættelse til dansk: KRH kasse 52,1: Om ham, der havde Prop for Rumpen.

Vedr. pro: Ifølge dette håndskrift er Johannes fra Nanortalik. Ifølge Inuit Fortæller er han fra Nuuk.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I:: 125 - 131: "Iteqitilik".

 

Resumé:

Iteqitilik (med noget i anus) er en forældreløs dreng i huset hos

mange brødre, der smider ham ud, fordi han skider hele tiden. En enke,

der adopterer ham, stopper rumpehullet med en prop, der standser

skideriet. Om vinteren blir der hungersnød, men I., der som den eneste

har kræfter til at gå ud, redder alle med sine fangster: En strandsneppe, en

rype, en netside fra en våge langt ude i isen. Flere netsider fra

samme våge og endog en isbjørn. Hans plejebror har formindsket sin

harpun og line og lånt I. dem til hans fangster. Og en del afkræftede

mennesker fra en anden boplads, hvor I. havner i en snestorm efter sin

sidste storfangst, dør i deres iver efter at nå ud til alt kødet, som

han ikke kan slæbe hjem alene. Men folkene på hans egen boplads

overlever, fordi hans kloge plejemor har fordelt hans første små

fuglefangster ud til alle.

 

Var.: En rigtig lille forældreløs; Den lille med endetarmen;

 

Tolkning: Der er en slags logik i, at I. som den eneste har kræfter

til at gå på fangst, når han ikke længere skider, men beholder al

næringen i sig. I flere varianter mister hovedpersonen tværtimod alle sine indvolde og dør.

Ivalimâq / Ivalimaaq, forrådsrøveren

Print
Dokument id:594
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ivalimâq / Ivalimaaq, forrådsrøveren
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 31
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ivalimâq".

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 51 - 52, "Ivalimâq,

the thief".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 27 - 28: "Ivalimâq" / Ivalimaaq.

 

Resumé: Det svinder i forrådet. En af beboerne lægger sig på lur i

skuret. Tyven kommer, spiser af tabte stumper undervejs, spiser

videre af større stykker, finder et ribbensstykke: "Her er kød til

Ivalimaaq." Manden griber tyven, vrider armen itu på ham. Tyven råber

på Ivalimaaq, der bærer ham bort. Tyven viste sig aldrig siden.

 

Var.: Papikkaalaq;

 

Kommentar: Formentlig er tyvene de nærmest boende små dværge.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kamikínarajik / Kamikinnarajik

Print
Dokument id:598
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kamikínarajik / Kamikinnarajik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 32 - 34
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kamikínarajik".

 

Eng. udg: Knud Ramussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 61 - 63, "Kamikínârajik".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 29 - 31: "Kamikínarajik" / Kamikinnarajik.

 

Resumé: Mand gifter sig gang på gang. Hver gang torterer han konen ihjel. Ny kone. Hun får et barn, mishandles og vandrer mod

Østgrønland. Finder tomt hus. Derinde æder et kannibalsk spøgelse

hendes barn. Hun vender tilbage til manden, der beskylder hende for

selv at have ombragt barnet, og vil dræbe hende. Hun siger: "Undersøg

først sagen, så kan du jo altid slå mig ihjel." I det forladte

spøgelseshus udgir' manden sig for et spædbarn. Det lokker kannibalen

til. Mand og kone dræber utysket. Endnu et stort utyske. Også det

får de has på. Slut.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kínigseq / Kinnisseq

Print
Dokument id:592
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kínigseq / Kinnisseq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 35
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kínigseq".

 

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.44 - 46, "Kínigseq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 31 - 32: "Kunigseq" / Kunisseq.

 

Resumé: Kinnisseq er åndemaner. Rejser med sine hjælpeånder til de

dødes land under havet. Stiger ned gennem gulvet, farer nedover, en

hjælpeånd hjælper ham over et skær, der er glat af alger, op eller ned

(?) ad en vældig, lyngklædt skråning. Underverdenens land har lave

fjelde, er solrigt, varmt, åbent hav, aldrig sne, ingen vind, masser

af fangst og tørkød, men man savner koldt drikkevand. På en ø tørrer

de nyankomne døde deres kajakker inden de kommer i land. Kinnisseq

møder sin mor, der vil kysse ham og give ham bær at spise.

Hjælpeånderne advarer Kinnisseq begge gange: Han er kun på besøg.

Lover at komme tilbage til det dejlige land, når han dør. Hjem igen.

Kinnisseq's søn bliver syg og dør. Kinnisseq fanger i kajak først en

tejst, dernæst en ravn. Han spiser begge fugle og dør. Begraves i

havet. "Man fortæller, at Kinnisseq har haft land ved Kittarajik, lidt

sønden for Illuluarsuit (på sydøstkysten). Adaarutaas mor har set

ham.

 

Var.: Minder stærkt om Aggus rejse til det nedre dødsrige:

Rosing, J. 1963.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse

Print
Dokument id:599
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 14 - 16
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kunanánguaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 66 - 67, "Kunanánguaq, the

homeless girl"

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 12 - 13: "Kunanánguaq" / Kunanannguaq.

 

Resumé:

Kunanannguaq efterlades på sommerpladsen

af sin plejemor, da man rejser til vinterbopladsen. Hun samler

"forråd" af rester på møddingen. En tejst ankommer, forvandler sig til

en kajakmand og transporterer hende til vinterbopladsen.  Hun skal

holde øjnene lukkede undervejs. Den fører hende til hendes gamle boplads, hvor hun ikke straks må give sig til kende, men stille sig på afstand og skygge for øjnene. Bopladsens børn får øje på hende, nærmer sig, og først efter gentagne spørgsmål om, hvordan hun er kommet den lange vej, fortæller hun om tejsten. Derefter går hun hen til huset, hvor hendes plejemor bor.

"Så kan jeg ikke mere af den fortælling", slutter Christian Poulsen.

 

Var.: En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Lignende: Pigen der blev gift med en haj. Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests;

Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Menneskeædersken

Print
Dokument id:948
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Menneskeædersken
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 38 - 40
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"niungussakît!".

 

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 151 - 153.

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 27 - 29: The woman who ate men.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 36 - 38: "niungussakît!" / Niungusagiit.

 

Resumé: Kajakmænd udeblir, den ene efter den anden, når de ror østpå.

En kajakmand ror afsted for at se, hvor de er blevet af. En kvinde på

stranden inviterer ham op. Han undslår sig, men hun er stædig. I en

lang dialog insisterer hun på, at han lægger til, bærer sin kajak på

land, tager redskaberne ud osv. Oppe i huset ser han "portrætter" -

ansigtshuden af alle de bortkomne bopladsfæller - hænge på væggen.

Kvinden serverer bær i en pose. Han får fat i en kogt menneskehånd

nede i den. Nægter at spise. Han holder sig vågen hele natten, lader

et par gange som om han sover. Hver gang griber kvinden efter sin ulu

og kaster den arrigt fra sig, når han lader som om han vågner. Da

kvinden omsider falder i søvn, flygter han. Kvinden opdager flugten,

men når ham ikke. Næste dag ror han tilbage til kvinden, går ikke i

land men beskylder kvinden for mord. Hun giver skylden videre til sit

lille barn i amaaten. Han svarer: "Jamen, barnet i rygposen har jo

farlige negle!" Hun kaster det fra sig, ud i havet. Dets øjenbryn blir

til blåmuslinger, indvoldene til tang, håret til havplanter.

Kajakmanden og kvinden slynger skiftevis trusler mod hinanden: "Gid

man kunne stikke ham dernede!"osv. Kvinden er på nippet til at falde

om ved hvert af mandens ønsker om drab. Han er på nippet til at

kæntre ved hvert af hendes ønsker. Til slut kaster hun sin krumkniv.

Han udgår med nød og næppe at kæntre og ror bort. Slut.

 

Var.: Variant til "amaaroq", Rasmussen kasse 52,2.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Portrætter på væggene i europæernes huse kan være forbilleder for kvindens opklæbning af sine ofres ansigtshuder.

Tendens til at placere alt "hedensk" på Østkysten.

Milortuaraq

Print
Dokument id:1751
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Milortuaraq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 463 - 465
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:

 

Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:

 

Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende.

Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for

den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en

kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen

kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt

med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han

kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som

er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og

derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige,

ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode

belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig.

Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne

overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes

med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at

tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det

er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud

fra toppen af en høj skrænt.

       Ved den tid har M. for skik at tage ind

og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden

slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om

at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes,

får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer,

fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem

alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og

missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til

for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive

kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men

det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M.,

men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg

er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så

opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om

han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M.

op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M.

kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den

anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M.

Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver

dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort

stykke brød, som pris for brydekampen.

Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han

havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på

vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender

med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter

med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet,

som døde for ret lang tid siden.

 

Var.: Milortuaraq;

 

Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til

ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Min fars qivittoq-historie

Print
Dokument id:2059
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Martin
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Min fars qivittoq-historie
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 122 - 124
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 133 - 136: "Qivittut"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé: MM's far, Kunnalaat, fortalte om Uluutui, der blev qivittoq / fjeldgænger men kom tilbage en del år og blev qivittoq igen. Det var ved Ammassivik under sommerfangsten dér, at faderen og andre, mens de nød lever med kvan, brød op for at se nærmere på en skikkelse på toppen af fjeldet. Denne viste sig at være et menneske, qivittoq'en Uluutui, der fløj ned til en sten med sammenbundne ben. Ellers kunne han ikke flyve. Benene var blevet helt visne og man måtte bruge tobak for at holde ham fra at flyve væk igen, idet spæk og tobak er qivittuts værste fjender. Først efter to mdr.s træning kunne han bruge benene igen. Hver gang han ville sige noget indledte han med rypekaglen, fordi en rype var det første han havde spist som qivittoq. Han var kommet tilbage, fordi hans brødre, der også var qivittut, ikke ville vide af ham. De truede med drab. Senere forsvandt han dog igen et sted hvor han holdt hvil undervejs hjem i kajak med MM's far, der fortsatte helt hjem. MM's far havde ikke selv hørt Ul. fortælle dengang han kom, fordi faren endnu var barn, og sådanne fortællinger var forbudt for børn. Man fandt senere Ul. efterladte kajak, hvorfra han havde medbragt kajakringen, der var qivittuts redskab til at flyve.

 

Kommentar med tekststumper oversat af Signe Åsblom:

Den grønlandske tekst meget længere pga. af mange små indskud og gentagelser for at gøre fortællingen mere spændende.

s. 134 (grlsk udg.), andet afsnit:

udeladelserne her er bl.a., at de folk, der tager hen for at se efter denne qivittoq er efterkommere efter den første person i Uunartoq, dvs. Qaqortuartiks sønner, Joorsuak m.fl. og Siilarsikujuk m.fl.

s. 135, tredje afsnit (der ikke er med i den danske udgave):

Han fortalte, at når de var inde i det lille hus, blev alle børn gennet ud. Når nogen havde visse sager (underforstået: noget slemt) at fortælle ville han sikkert ikke, når der var et barn tilstede. Han kunne nemlig først fortælle, når alle børn var gået ud af det lille hus. Ja, det fortæller man, han kunne først fortælle om alle sine handlinger, når de allesammen var gået ud. Og denne qivittoq sagde, at det ville blive ret skrækindjagende for børnene, hvis de var til stede. Børn virkede begrænsende på det man ville fortælle. Derfor troede Kunnalaat fuldt og fast på denne nyligt tilbagevendte qivittoq, når han fortalte om ham, fordi han kendte ham så godt. Og Kunnalaat fortalte også om en masse andre oplevelser, som han havde haft. Og når han fortalte om denne qivittoq, som han selv havde set, undrede vi os en del og troede ikke rigtigt på det. Men det viste sig jo at være sandheden.

   Og når han fortalte om, hvad han havde hørt fra ældre mennesker, forstod vi ikke rigtigt, om det var noget han selv eller andre havde hørt eller set. Og når vi ville høre ham fortælle, sagde han gerne, at fordi vi var børn, var det ikke noget for os, og så bad han os om at gå ud. Først når han var færdig med at fortælle, kom vi tilbage.

 

s.135: næstsidste afsnit, der er udeladt i den danske udg.: (Naajaarnerit uani...)

Sådan lidt nord for Naajaarnerit, når man altså kiggede ned i sydlig retning, kunne man se Naajaarnerit. Vi... Havde jeg været i Illorpaat, havde jeg nok peget derud mod vest. Dengang havde han altså været ude at ro i kajak i nærheden af Naajaarnerit sammen med den mand, der var blevet til en qivittoq og senere vendte tilbage, hi, hi...

 

s. 136: sidste afsnit af qivittoq-fortællingen, fra Aatsaanngooq...

   Først når han havde kajakringen med sig, kunne den kommende qivittoq komme afsted, ligesom fremad som i en kajak, og kunne komme rundt både når det blæste og gennem luften og over land og gennem/på vandet. Det siges også, at de kunne tage på jagt, når en qivittoq havde fået sådanne kajakringe med. Det er nemlig sådan, at en kajak, der har en kajakring, kan komme utrolig langt ud på havet, derud mod vest.

 

Hist.: tolkning af oplevelse. MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Historisk fortælling, der bl.a. viser, at qivittut faktisk kunne komme tilbage og i så fald ikke altid var uvelkomne.

Qivittut har muligvis i nyere fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere.

 

Var.: Josefsen, Johannes: Uluutui

Mordet på Katiaja

Print
Dokument id:941
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Besuk
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mordet på Katiaja
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 126 - 129
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Fortællersken, der var Christian Poulsen / Kristian / Aadaarutaas søster, var vidne til sin brors drab på Katiaja, kvinden, der havde sprængt huset med sin mand og medhustru i luften, og derefter havde hævdet at hun selv var den eneste der fortjente at leve. Aadaarutaa siges at være blevet mordlysten efter mordet på Sakua og hans plan om at myrde Kat. blev støttet af bopladsfællerne, enten af had til Kat. eller af skræk for Aadaarutaas vildskab. Han fortalte Kat. om det forestående mord. Hun rystede i dødsangst i flere dage. Ingen havde villet hjælpe hende på flugt i tide. Aad.s lillebror rejste fra stedet dagen før, men svogeren, Besuks mand, hjalp ham ved at bryde taget ned på huset, hvor Kat. havde skjult sig i et hjørne og nu kunne ses gennem taget. Aad. skød hende i brystet, begge mændene slæbte den døende kvinde ud, Aad. parterede hende og spiste af hendes hjerte (for at hun ikke skulle hævne sig som ånd) og stensatte liget. Kat.s lille datter blev også dødsdømt. Ingen ville have hende. En af kvinderne førte hende ud i fjeldet og forlod hende. Hun skreg i timevis, kom ind igen om natten, blev ført ud igen, men denne gang af Qitsuala, der knuste hendes hoved med en sten og lod hendes lig ligge i sneen. Om foråret rejste de til Frederiksdal og blev døbt.

 

Hist.: Historisk fortælling fra Sydøstgrønland i slutningen af 1890'erne. Aadaarutaa, der blev døbt Christian Poulsen efter emigrationen til Frederiksdal, blev Rasmussens gode ven under opholdet i 1904 og senere rejsefælle på 6. Thuleekspedition til Ammassalik i 1931.

 

Var.: Rasmussen 1932: 187 - 188 (Geografisk Tidsskrift 35(4)).

Nijârtunaq / Nijaartunaq

Print
Dokument id:420
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nijârtunaq / Nijaartunaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 35 - 37
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Nijârtunaq". Afsluttes i: 1, 5 (13).

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 32 - 35: "Nijârtunaq" / Nijaartunaq.

 

Resumé: På Nijaartunaq og hendes brors boplads falder der en vinter så

tyk sne på havisen, at man ikke kan komme på fangst. Hungersnød truer.

Fra et af husene tilbyder man et stykke tørret kød til den, der vil

bringe vejret i lave igen. Ingen vil, men Nijaartunaq indvilger til

sidst. Spiser kødet over et par dage sammen med sin bror. Nijaartunaq

rejser derefter til Havkvinden / havets moder under en seance: Ned til havstokken, ned mellem isfoden og landet, hvor hun næsten kvæles og må lukke øjnene.

Kommer på den måde ned på havets bund. Går og går langs bunden, en

stor slette, ser ved et fjeld Havkvindens hus, der vogtes af to hajer.

I husgangen løber en strid elv. Hun må i tvekamp med Havkvinden, der er skør af

arrigskab. Ler og snavs i øjne og næse, hårtoppen ved at falde ned.

Nijaartunaq nedkæmper og renser hende og husgangen. Havkvinden sender

som tak - fra den mørkeste del af huset ved siden af husgangen - først

en fjordsæl, dernæst en sortside, en klapmyds, en bjørn og sidst en

hvalros. Havkvinden ber dernæst Nijaartunaq flytte hendes lampe,

hvorfra tejster, alke, søkonger og måger flyver ud. Lampen tilbage på

plads. Havkvinden formaner Nijaartunaq om, at man i starten kun må

fange eet dyr hver. På hjemvejen er Nijaartunaq igen ved at blive

kvalt på overgangsstedet mellem havets verden og land. Næste morgen er

havet åbent. Alle fanger eet dyr hver og giver det til Nijaartunaq.

Een bryder tabuet og får ingen fugle, mens de andre fanger rigeligt.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Nuerniángakajîk / Nuernianngakajiik

Print
Dokument id:1905
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nuerniángakajîk / Nuernianngakajiik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 43
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Nuerniángakajik".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr. Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 63 - 66, "Nuerniangarnakajik".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 38 - 41: "Nuerniagakajik".

 

Resumé: Nuerniangakajiik får sig en plejesøn, som han er meget øm over. Denne såres ganske let under leg med de andre drenge. Såret er ikke

til at øjne, men Nuerniangakajiik hævner det alligevel. To fætre i

bopladsens andet hus fatter mistanke og gemmer sig, mens

Nuerniangakajiik dræber alle dets beboere. Fætrenes søster bliver kun

såret i maven, hvor indvoldene vælter ud. Fætrene flygter med hende.

Hun dør, de begraver hende. Kommer i hus hos et gammelt ægtepar og

øver deres kræfter til hævn over Nuerniangakajiik. Den ene fætter

river en stor rod op og rammer den anden fætter med døden til følge.

Den tilbageværende fætter gifter sig, får en orm og et stankelben som

amuletter af den gamle mand, da det rygtes at nogen vil udfordre

fætteren i sangkamp. Udfordreren kaster sin kniv efter fætteren, der

første gang springer i vejret som et stankelben og anden gang kryber

sammen som en orm. Fætteren rammer så udfordreren i struben med sin

kniv. Derefter gælder det hævnen over Nuerniangakajiik. Fætteren

rejser med sin familie nordpå. Træffer Nuerniangakajiik syd for

gerningsstedet og får ham med familie med nordpå til dette sted.

Nuerniangakajiik's plejesøn er fej. Ved truslen om selv at blive

dræbt, tillader han at Nuerniangakajiik dræbes. Denne viser sig svær

at få livet af. Liver op een gang. Stikkes ned igen. Den døde

Nuerniangakajiik's storetå stikker ud. Plejesønnen berører den med sin

storetå med ordene: "Min storetå er vanskabt." Nuerniangakajiik liver

op, trues, flygter baglæns og falder ned i en dyb kløft. Slut.

Bemærk: modsætningen mellem Nuerniangakajiik, der overreagerer i sin

solidaritet med plejesønnen, og dennes manglende solidaritet med

Nuerniangakajiik. Den vanskabte storetå understreger endnu en gang det

skæve forhold mellem de to, der til slut får Nuerniangakajiik til at

"falde bagover" (at dø) og tilmed ned i en kløft.

 

Var.: Kunnuk-fortællingerne.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Nûp iluane Kangersunermiut píssusîsa ilángue tusarqajagkáka ãma agdlagpáka / Kangersunermiut / Nogle af de skikke i Godthåbsfjorden i Kangersuneq, som jeg har hørt om og skrevet ned

Print
Dokument id:356
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Nûp iluane Kangersunermiut píssusîsa ilángue tusarqajagkáka ãma agdlagpáka / Kangersunermiut / Nogle af de skikke i Godthåbsfjorden i Kangersuneq, som jeg har hørt om og skrevet ned
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 793 - 796, nr. 215
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859 - 63, IV: Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 92 - 98, nr. 11:

Nûp iluvane kangersunermiut pissusîsa ilangue tusarkajakaka aamma

agdlaniarpaka / Nuup iluani Kangersunermiut pissusiisa ilanngui

tusaqqaja (kaka) aamma allanniarpaka / Noget om beboerne af

Kangersuneq i Nuuk-området, deres bedrifter, som jeg har hørt og

nedskrevet.

Den danske oversættelse genoptrykt i Rink 1866-71, I: nr. 112 ss. 307 309.

 

Resumé: Tidligere overvintrede man på bopladser i fjorden nær

Kangersuneq og besøgte hinanden til sangkampe i fineste skrud, som nu

til jul.

Engang da folk fra Nunaruluks Illunnguaq tog hjem efter at have vundet

over dem i Karra's Illunnguaq, sendte det førstnævnte steds åndemaner

noget skadevoldende efter gæsterne, som deres åndemaner / angakok straks mærkede

komme og på fællernes opfordring sendte tilbage. Det mærkede

afsenderen og prøvede forgæves at få det til at vende om. Derfor

siges kvanerne på stedet, hvor alle følgelig døde, at være skadelige.

Qoornoq kom på lignende vis at hedde Iliverpassuit, "De mange grave".

Før eller efter disse begivenhedet boede egnens største åndemaner i

Karra, der dengang var beboet i flere vintre, fordi det var et godt

fangststed. Men man havde vænnet sig til at bruge bøsser, og engang

man var løbet tør for ammunition, skiftedes man til at skyde med en

enkelt bøsse.

 

Åndemaneren imponerede en dag fællerne ved at varsle at noget

mærkeligt ville ske. Det viser sig at være en isbjørn, der kommer til

syne og derpå flyver op i luften som en ørn. Engang samme åndemaner er

i Nuuk og præsten vil omvende ham, svarer han præsten på spørgsmålet

om, hvordan verden er, at den er som et æg. Præsten bekræfter det, men

åndemaneren vil ikke omvende sig. Da han senere mærker, at landet ved

stranden svinder ind og han selv er på nippet til at falde (forover), vil han

pludselig gerne omvendes. Man viser ham en bog, men da han end ikke

kender bogstavet A, og derfor heller ikke frelseren, kan han ikke

døbes. Da han endelig en dag udånder, buldrer åndedrættet nede i

jorden, farer op igen og genopliver ham. Det gentager sig, og en vis

Qilalugaarajuk / Kilalugaarajuk ber sin søn om at hente åndemanerens kajaksædeskind,

der er skindet af et hundehoved. Det lægger man over åndemanerens mund

næste gang han udånder, og åndedrættet kan ikke genoplive ham. De

udøbte mente, at ham var så magtfuld en åndemaner, at han kom næst i

rækken efter Toornaarsuk, der derfor ikke ville stege og spise ham

ligesom andre udøbte. "Ja, de udøbte havde jo andre skikke, fordi de

ikke havde overvældende megen fornuft", slutter Johannes.

 

Oversættelse af afskriften ved Chr. Berthelsen:

I gamle dage overvintrede folk i Kangersuneq familievis

på bopladser, der lå tæt ved hinanden, nogle i Nunarliup Illunngui

(Nuuluks små huse), nogle i Karrata Illunngui (Karrats små huse), igen

nogle i Karrat, andre i Nuugaarsuk og igen andre i Qoornoq. Der var

også andre der overvintrede i nærheden. Når de skulle have fest, syede

de festtøj, ligesom til jul. Festen kaldtes nidvisesangfest eller

dansefest.

 

Engang kom der nogle til beboerne i Nunaruluup Illunngui for at

fornøje sig ved at synge nidviser imod hinanden. Da det var slut

tog de hjem. Beboerne i Nunaruluk tabte og var fornærmede. Deres

åndemaner sendte en ulykkesånd ("sivfigai": sine hofter" ? efter dem;

og de blev dræbt allesammen (snarere: for at dræbe dem alle). Åndemaneren hos

dem der tog afsted kendte deres omegn ganske godt. Han fandt hurtigt

ud af, at en ulykke ("perlûp") var sendt efter dem (eller: fulgte dem).

Han sagde til sine rejsefæller: ("sujoraníngôq": forfra, "kingudlermik": sidste

gang, "nungutserâtit": ventede til, de blev udryddet). De andre sagde

straks til ham, at han skulle se at få den til at vende om. Han gjorde

et forsøg forfra ("sujorônit") for at få den til at vende om, og den

vendte om. Men vedkommende, der først sendte den afsted, var også

opmærksom på dette. Han forsøgte også at få den til at vende om, men

det lykkedes ikke. Den nåede bopladsen, og i løbet af ganske kort

tid  blev beboerne i Illunnguit ved Nunaruluk udryddet. Derfor får man

dårlig mave af st spise de kvaner, der vokser dér. Man sagde, at det

var fordi der var menneskesaft i dem.

 

Engang var Qoornoqboerne i Nuugaarsuk for at synge nidviser. Efter

at have haft det rart sammen, tog Qoornoqboerne afsted og var på vej

hjem. Nuugaarsukboerne var blevet fornærmede, og deres ånemaner fik

det til at blæse op. Lige før Qoornoqboerne nåede hjem, blæste

nordøstenstorm op, så alle konebådene forliste, og alle ombord omkom.

Da ligene drev i land, begravede man dem. Stedet kom til at hedde

Iliverpassuit (de mange grave).

 

Enten før eller efter den foran omtalte begivenhed, var der i Karrat

en stor åndemaner, hvis lige ikke kendtes blandt åndemanere i Nuuks

omegn. Sådan sagde man. Det blev fortalt, at når de overvintrede i

Karrat / Karra, dengang der var mange sæler at fange i Ilulialik, og man kom i

nød for ammunition til patroner, skiftedes de til at bruge ét og samme

gevær, et gevær, som altid ramte. Der var jo ellers mange fangstdyr.

Der var på stedet en spion, og en morgen da åndemaneren vågnede, sagde

han: "Idag vil der vise sig noget usædvanligt. Nej, hvor er jeg spændt."

Knap nok var det blevet dag, så så man en stor isbjørn komme fra

landtangen bagom det store Innajuattoq (en fjeld-ø). De foretog sig

ikke noget og lod den blot komme nærmere. Den kom op på et lille næs lidt

nord for dem. Da den stod ovenpå en sten og rystede sig, blev den til

en stor ørn og fløj væk. Det var skam den, der ellers skulle have

bragt dem i ulykke, sagde man.

 

Da åndemaneren på stedet engang kom til Nuuk, opfordrede missionæren

ham om at omvende sig til kristendommen; men åndemaneren ville ikke.

Præsten sagde til ham: "Du er jo en stor åndemaner; sig mig, hvordan

verden ser ud?" Åndemaneren svarede: "den er ligesom et æg!" Dertil

bemærkede missionæren: "Der kan du bare se, den er ligesom et æg. Tag

og omvend dig!" Åndemaneren kunne ikke formås til at omvende sig. Han

troede ikke på hvad missionæren sagde. Han havde stor selvtillid; for

han kendte hele omegnen, fordi han var en stor åndemaner.

Men tiden følte åndemaneren, at jorden omkring ham blev mindre. Han

sagde til sine fæller, at jorden omkring ham blev mindre: Men endnu

ville han ikke omvende sig. Så standsede han og sagde, at han var ved

at falde ned, og at han straks ville omvende sig og lade sig døbe. Da

viste man ham en lille bog, og bad ham om at læse. Men han kendte ikke et eneste bogstav. Derfor kunne han ikke døbes. Så skete det, at han holdt op med at trække vejret. Et stykke tid efter hørte man et brøl nede fra dybet. Da dette blev forenet med den døde, blev han levende igen. Efter at være kommet i live døde han

igen. Straks efter hørte man igen et brøl. Han blev levende igen. Han

døde flere gange og blev levende igen. Da han, efter at han skiftevis

havde været levende og død, ikke længere kunne dø, bad en af mændene

ved navn Qilalugarujuk (storhvidhval) sin søn om at hente et

skind til at sidde på i kajakken. Sønnen hentede det, og det var

skindet af et hundehoved. Engang han igen holdt op med at trække

vejret dækkede sønnen ham til med dette hundehoved-skind.

Og selvom brølet blev forenet med manden, blev han ikke levende igen.

Han døde for alvor.

 

Nogle af hedningene fortalte om denne store

åndemaner, at han var næst efter Toornaarsuk, for han var en stor

åndemaner. Der blev fortalt, at Toornaarsuk ikke ville stege ham, fordi han

var øm over ham. De plejede at spise nogle af disse som stegte.

(Hedningene havde andre skikke fordi de ikke var klogere. Når

menneskene glemte ham/den/det (Gud?) var de kun glade for Toornaarsuks

væsen; og de vendte sig bort fra den alvidende skaber og stolede kun

på sig selv.)

 

Hist.: Tidspunktet for de sidste begivenheder må være tidlig kolonitid.

Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136.

 

Tolkning: Toornaarsuk bruges her som betegnelse for kristendommens

Djævel. Forestillingen om verden som et æg findes også hos andre

inuit. Åndemanerens fornemmelse af at landet blir mindre, der får ham

til at vakle og næsten falde, henviser til den traditionelle

forestilling om verden, der kan tippe rundt. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Verdens

balancegang". Ligeledes er "hunden" som vagthund eller overgangsled

mellem liv og død en traditionel forestilling.

Okalualârut Okalutuangortok Itsak Itsaidluangitsok pisimavok Paumiut erkaine pissusilingme / Oqalualaarut oqaluttuanngortoq itsaq itsaalluanngitsoq pisimavoq Paamiut eqqani pissusullimmi / Sagnet om en begivenhed, der er blevet til en fortælling, fo

Print
Dokument id:520
Registreringsår:?
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Okalualârut Okalutuangortok Itsak Itsaidluangitsok pisimavok Paumiut erkaine pissusilingme / Oqalualaarut oqaluttuanngortoq itsaq itsaalluanngitsoq pisimavoq Paamiut eqqani pissusullimmi / Sagnet om en begivenhed, der er blevet til en fortælling, fo
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 86 - 92, nr. 10
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Sideløbende dansk oversættelse. Oprindelig håndskrift Rink NKS 2488,

II, nr. 283 eksisterer ikke længere. Dansk oversættelse også i Rink

1866-71, I, nr. 111.

 

Resumé:

I Kangilineq (nær Paamiut) boede en stor og stærk mand, som

man i omegnen ikke vidste var morder. En fanger fra Neqaamiit træffer

ham engang til havs, netop som morderen har dræbt en mand og blir

opfordret til at gøre sig medskyldig ved at stikke i ham. Det vil

fangeren ikke, flygter hjemad og slipper væk over et næs til fods fra

forfølgeren, der ikke er så hurtig til bens. Fangeren fortæller om

morderen og ror allerede om natten nordpå, for at erfare hvem den

dræbte er.

 

I Ukiivinnguit finder han den dræbtes gamle far, forudskikker at

morderen nok kommer på besøg, men at de intet skal lade sig mærke med,

og ror videre nordpå og fortæller om mordet på alle de daværende

bopladser.

 

Morderen kommer og inviteres til at overnatte, to unge mænd sendes i

hemmelighed til nabopladen efter forstærkning. Det lykkes disse at

komme uset i land, skjule deres kajakker, og snige sig ind i et andet

hus end det, hvor morderen er gæst. Da morderen vågner om natten ved,

at en mand står op og går ud, fatter han mistanke og undviger i sin

kajak. De andre optager forfølgelsen, og to kajakmænd når ham på

åstedet (Qajatalik) med lydløse årer, som de straks stikker ind under

hans kajakremme både for og bag. De fastholder ham, råber gevalt, de

andre kommer og sidst den dræbtes far, der skal stikke først. Han

retter knivspiden mod morderens hjerte, tænker på sin dræbte søn og

stikker så til sidst. Dernæst sendes en enkelt pil i morderen,

hvorefter alle i eet bulder sender deres pile i liget. Det kan ikke

engang kæntre pga. de mange pile. Man parterer liget og spreder

stykkerne.

 

Hist.: En historisk fortælling, der går tilbage til en tid, hvor man

boede mere spredt. De nævnte bopladser er foruden Kangilineq og

Neqaammiit: Ukiivinnguarmiut, Nallarmiut (?), Oquutalimmiut,

Kittorsarsuarmiut, Kittorsannguarmiut, Issormiut, Puiarmiut,

Qarsutalimmiut, Qaqqartomiut (?), Uummannguarmiut.

Traditionelt mordritual. Blodhævn

Om hexeri

Print
Dokument id:383
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Motzfeldt, Peter
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om hexeri
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1008, nr. 202
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Motzfeldt skriver (på dansk) i et brev til Rink om et tilfælde af hekseri. Rink har taget den pågældende side ud af brevet, nummereret og pagineret den. Følgende renskrift er tillempet nudansk retskrivning:

       

Med megen interesse har jeg gennemlæst Deres skrift, iblandt disse no. 117 ligner noget som skete nogle år efter min ansættelse ved Julianehåb, og jeg tror at det må være den samme. Historien er således: (for jeg er en af de handlende personer og spiller en vigtig rolle i den). Vi hørte engang at Time /Themoteus (han havde trende brødre og 3 søskende (søstre ? BS), hvoraf den ene er nuværende parsissoq (forstander) Bernhards moder) var blevet hexemester tilligmed sin fætters kone Jacobine. I løbet af vinteren kom en del lichtenauere på handel, hvoriblandt Times svoger Ignathus (Ignatius ? BS). Han fortalte da i min afdøde kones forældres hus hvorlunde de kunne hexe og blandt andet, at de kunne komme ud på den lille holm der ligger i Davidsund / Davidstrædet, thi der boede de, og da Time gerne ville være i familie med mig, sagde jeg til Ignatus og bad ham at hilse Themothius, at jeg når jeg om foråret kom til dem, vil jeg tage Time ombord og lukke ham (ned) i lasten og lade ham hexe, og hvis han ikke kan slippe ud derfra, vil jeg give ham en lussing. Da jeg kom om foråret kom jeg for ? i nuværende Sydprøven havn. Hans fætter, Johannes, kom da ombord og bød mig på besøg til dem ved Davidsund. Bemeldte Johannes boede i et (hus ? BS) for sig med sin broder Andreas, men jeg kom først dagen efter om eftermiddagen ifølge (med ?)benævnte mand og Jochums ???? (noget ulæseligt i parentes, BS) fader. Da vi kom ind i huset var konen ej der, imidlertid kom sønnen på 10 à 12 år ind og sagde faderen noget og han rejste sig op og siger: "hun er vist dånet om et eller andet sted" og går ud, og de øvrige fulgte efter, og da jeg og Jochum blev alene tilbage gik vi også ud og så da, at enhver ledte efter hende, og på mit spørgsmål fik jeg at vide, at når hexeriet kom på hende dånede hun om. Vi ledte da også med en stund, indtil jeg blev ked (træt) af det og gik ombord.

       Efter at de var vendt tilbage om efteråret blev det opklaret således: Da det blev mørkt efter at vi var kommet i havn, havde Time taget sin fætter Johannes' kones tøj i sin kajak (og ? BS) roet op til Lichtenau, men holdt sig i en god afstand for ikke at blive set, og var på samme måde roet tilbage, og fortsat sin fart uden at gå hjem op til Kangerluarsuk, norden for Kuigitoq (?), og dagen derpå, da manden Johannes var gået ombord, var konen vandret væk op til Time. Efter deres tilbagekomst så jeg ikke Themothius i lang tid, endelig fik jeg ham at se, ved Saattoq med fartøj. Han kom fra kolonien tilligemed sin broder Ignathus og havde formedelst sin hexeegenskab fået sådan en styrke, at han havde et par vældige (?) blærepile med selvgjorte svære pilejern på dem. Da de ville forlade os, gik jeg i min kajak og fulgte et stykke vej med og vinden var svag fra venstre side. Jeg bad ham da at kaste med sine pile. Efter at have nægtet en stund kastede han gentagende, men kunne ej magte dem, hvorfor jeg gjorde nokså(?) nar af ham, så at broderen ofte måtte smile, og jeg sagde at han skulle forynge (? gøre dem lettere ? BS), hvilket han også gjorde senere.

 

Var.: Niels Mikiassen Timersuamik.

 

Hist. + kommentar: Motzfeldt skriver fra Qassimiut, hvor han er ansat. Den tids missionærer og kateketer regnede åndemanere og hekse for eet og det samme. Men de kunster Timi kan imponere med, tyder på mere på åndemaneri en hekseri.

Timis rotur skal selvfølgelig hindre Motzfeldt i at lukke ham ned i lasten. Men det står i teksten ikke klart, hvorfor han har Johannes' kones tøj med og hvorfor dét får hende til at slutte sig til ham i Kangerluarsuk. Ifølge Niels Mikiassens temmelig meget længere version, hvor Motzfeldt ikke spiller nogen rolle, har de to en affære som gir sig udslag i en længere udflugt - endog helt til Østgrønland over land.

Helt overensstemmende i de historiske data er de to fortællinger iøvrigt ikke.

På den upaginerede side af brevet til Rink fortæller Motzfeldt om Elias' død af et tilsyneladende uskyldigt lille stiksår. Om denne Elias fortæller Niels Mikiassen i ovennævnte fortælling en del mere ubehagelige ting.

oqalualârut / oqalualaarut / Tivagajûmik / Tivagajooq inorersumik

Print
Dokument id:274
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / oqalualaarut / Tivagajûmik / Tivagajooq inorersumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 477 - 481, nr. 144
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Fyldigt oversat i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 119.

 

Resumé: se nederst.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om Tivagajooq (om massemorderen)

 

Engang for mange år siden rejste fire danske tjenestefolk og tre kvinder i konebåd op efter en kolonibestyrer i Maniitsoq / Sukkertoppen, som skulle flytte til Nuuk / Godthåb. Kolonibestyreren mente, at det var for sent om efteråret at rejse til Nuuk med isen, der var på vej, og derfor blev han i Maniitsoq, mens de andre rejste. Folk opfordrede ellers de rejsende til at overvintre på stedet, fordi ruten allerede var for farlig, men forgæves. Nogle af dem, snedkeren og Amalie, var så forelskede i hinanden, at de alligevel tog af sted.

 

Undervejs sydpå, vist nok syd for Napasoq, led de skibbrud. Derefter fortsatte de til fods. Vist nok nord for Atammik kom de ud for et stormvejr på vej over nyisen på en mindre fjord, og nu hvor de var tvunget til at redde sig i land, faldt den forelskede kvinde og fik hofteskred. Da de kom i land, bar de andre hende på skift. Da de forlod hende, var hun levende og ved at mave sig ind i en gammel husruin. De forlod hende, fordi de på grund af den lange rejse ikke regnede med, at kunne redde hende.

 

Da Niaqungunaq endnu ikke var islagt, gik de ind over land og ind imellem på nyisen. Da landet var meget ujævnt og svært at klare til fods, kom de kun langsomt frem. Det siges at Igasukasik spiste så hurtigt og ofte af sin proviant, at han før de andre ikke havde mere at spise. Når de skulle spise, nøjedes de andre med vilje med kun to beskøjter / skibskiks hver gang. Da provianten var ved at slippee op, begyndte de at dele beskøjterne midt over og oftest kun spise en halv hver. En dag havde de så spist al maden.

 

Når det var meget dårligt vejr, sov de ovenpå hinanden i læ af sten, fordi det var så koldt. Sneen føg, og der var ingen sigtbarhed. En dag i bjergpasset ved Agiattaat kunne Igasoq ikke klare det længere. Da han var døende efterlod de ham. Da de ikke kendte ruten, gik de langs en sø, Ammalortoq hed den, og på den måde fulgte de en rute, andre rejsende ikke bruger, og de kom så til en stor sø. Til sidst var de så hærgede af sult, at Tivagajooq begyndte at spise tørv. Han opfordrede også de andre til det, men Talluki ville ikke, og det siges, at en anden kvinde blev fuldkommen mæt af et enkelt bær, som hun spiste undervejs.

 

Så fik de øje på Kussukfjorden fra fjordbundens nordside og genkente Nuugaarsuk, der var Jerimias' overvintringssted, og fjeldene ved Nuuk. De blev så glade, at de ville danse, og de tog hinanden i hånden, men efter een runde måtte de holde op. De gik nedad, og vest for Manissorsuaq, ved en lille sø, kunne de ikke alle gå videre, og her blev de nødt til at efterlade Sanasukasik (snedkeren). Mens de gik nedad kunne heller ikke Talluki mere. Lige før de skulle til at gå over isen, døde han ved Usersiutillit. Det siges, at hans sidste ord var fyldt med lykke.

 

Da resten af de rejsende, to kvinder og Tivagajooq, meget langsomt og helt udmattede kom over isen mod Nuugaarsuk, troede folk på stedet, at det var folk fra Saarloq, som, forhindret af nyis på havet, kom gående til stedet, men det viste sig så at være tjenestefolk.

 

Da de nærmede sig bopladsen, forlod to af dem den tredje og gik videre. Så begyndte folk på bopladsen, som fejrede sidste juledag, at løbe hen imod dem uden at vide, hvem de var. Da de kom hen og udspurgte dem, fortalte de at Tivagajooq ikke kunne gå længere, og så gik de bare forbi kvinderne, selv om den ene af dem havde det rigitg skidt. Da de så løb af sted med Tivagajooq ved hænderne, bad han dem sagtne farten, hver gang han fik det dårligere. Han kunne næsten ikke mere, da de nåede hjem med ham, og hans fødder var frosne. En mand ved navn Jerimias anbragte hans fødder i et spækkar, som han havde fyldt med saltvand og is for at holde vandet koldt. Han var så sulten, at han straks begyndte at tygge på en tørret lodde uden først at rive hovedet af. Jerimias gav ham nu en lille smule mad, fordi han mente, det kunne skade at give ham mere. Og det var den Jerimias, der tidligere havde boet i Ilulissat. Det fortælles at Tivagajooq var så sulten, at han endda slugte sin skrå. Den ene af kvinderne var også meget forfrossen omkring knæhaserne og lænden.

 

De var taget af sted tidligt om efteråret og først kommet tilbage den sidste juledag. Og da Tivagajooq først skulle have sine frosne fødder helet og næsten heller ikke kunne gå, blev de længe i Nuugaarsuk. Da han endelig begyndte at kunne gå igen, syede Jerimias' kone lave kamikker til ham, og det fortælles, at de kom til at ligne små tallerkener. Da han første gang prøvede dem, skete der ham endnu en ulykke. Han gled og faldt på enden og slog sit lårben forbistret. Da han kom ind i husgangen kunne han ikke komme op i rummet, og så hjalp Jerimias ham ind. Endnu engang kunne han ikke gå, og først et stykke tid senere kunne han atter gå. Netop som han var blevet helt rask, fangede Jerimias en hvidhval, og da Tivagajooq havde spist kogt mattak blev han helt desperat efter at komme tilbage til Nuuk. Da han begyndte at få raserianfald og gav sig til at sammenligne det kogte mattak, han spiste, med dansk mad, drog de af sted med han til Nuuk.

 

Da de kom til Saarloq viste det sig, at en af de dygtige fangere havde været inde i kolonien og handle, og han havde beskøjter og te. Og da Tivagajooq fik noget af det, spiste han godt. Da de ankom fik alle folk i Nuuk besked om det med det samme. Det fortælles at det første de hørte var: "Tivagajooq er kommet, og Jerimias har fanget en stor hvidhval." Folk var længe om at fatte det, for: Tivagajooq var jo på rejse nordpå og Jerimias boede inde i Nuugaarsuk.

Her slutter beretningen.

Resumé af Rinks oversættelse:

"Nogle rejsendes mærkværdige vandring over landet ved Godthåb". En historisk fortælling om købmanden fra Maniitsoq, fire danske tjenstefolk og tre grl. kvinder, der rejste mod Nuuk, men forliste, formentlig nær Napasoq, og fortsatte over is og land. De fleste døde undervejs. Kun to kvinder og Tivagajooq nåede med kraftige forfrysninger frem til Nuugaarsuk i Godthåbsfjorden, hvor Jeremias fra Ilulissat overvintrede. Han behandlede forfrysningerne, de forulykkede kom sig, og da T. efter at ha smagt mattak længtes for meget efter dansk kost, måtte man transportere ham til Nuuk. Han har været fanger for kolonisterne og har derfor kunnet købe sig brød og te. Ankommet siger de: "T. er kommet og J. har fanget en hvidhval." Det var sort tale for Nuuk-boerne, for T. havde jo hjemme i Maniitsoq og J. i Ilulissat.

 

Hist.: Autentisk fortælling. Dateres af Rink (1866-71, I:367): Flokken gik fra Napasoq d. 11. december og de tre der gennemførte turen, Hans Olsen (Tivagajooq) og 2 piger, ankom til Nuuk d. 26 december 1791.

Man har godt rede på hinanden, også på folk fra andre lokaliteter. Bemærk: sammenligningen mellem mattak og dansk mad.

 

Det opklares ikke, hvorfor Tivagajooq kaldes massemorder, med mindre det var fordi det var ham, der mest insisterede på at tage tilbage fra Maniitsoq til Nuuk.

oqalualârut oqalugtuángortoq / Morderen fra Kangilineq / Kangilinermiunik

Print
Dokument id:355
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Poulsen, Johannes
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut oqalugtuángortoq / Morderen fra Kangilineq / Kangilinermiunik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 789 - 792, nr. 214
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En (historisk) beretning, der er blevet til et sagn.

 

I gamle dage, men alligevel ikke helt i gamle dage,

skete der følgende i nærheden af Paamiut: Den mest fremtrædende mand i

Kangilineq var en hurtig kajakroer og en stærk mand. Han var tillige

en stor drabsmand. Det vidste man ikke, viste det sig.

 

Engang var Neqaamiutternes eneste mand undervejs i kajak nordpå. Han

roede over et stykke åbent farvand, og lagde til ved et næs. Han

fulgte kysten østover, og han overraskede den fremtrædende mand i

Kangilineq i et mord. Han var netop ved

at løfte den dræbte ud af hans kajak. Manden fra Kangilineq så ham

straks. Straks skoddede han for at flygte, men manden

fra Kangilineq sagde:" Giv du den dræbte nådestødet." Men det

ville den anden ikke, for han ville ikke skaffe sig fjender på halsen.

Manden fra Kangilineq gentog sine ord og lod den anden vide, at han ville

dræbe ham, hvis han ikke gav den dræbte nådestødet. Da manden fra

Neqaamiut begyndte at flygte sprang den anden til sin kajak; men

manden fra Neqaamiut var allerede på vej sydover. Manden fra

Kangilineq var jo af den slags, der nok skulle være sikker på at

indhente ham, han forfulgte. Manden fra Neqaamiut så ham sætte fra

land, og han fulgte ham over det åbne farvand; og han lagde mærke til

at han var ved at hale ind på sig.

 

Han vidste, Aulákuné / Aalakkuni (ved Aalakkut ? BS), at han ville ro uden om det store næs, "nugaussarssuaq". Og fordi manden fra Neqaamiut frygtede, at den anden

ville indhente ham, foretrak han at gå i land vel vidende, at manden fra Kangilineq ikke ville kunne indhente ham over land. Han

gik så i land, og mens han var på vej med sin kajak længere ind i

landet, så han sig tilbage og opdagede, at manden fra Kangilineq

vendte om; han vidste, at han ikke ville kunne klare ham over land;

for manden fra Neqaamiut kunne løbe stærkt.

 

Manden fra Neqaamiut gik med sin kajak over land, og da han kom ned i den, roede han hjem. Da han kom hjem, fortalte han de andre, hvad denne fremtrædende mand fra

Kangilineq havde gjort. Om aftenen lagde han sig til sove, men midt om

natten vågnede han og sagde til kvinderne:" Jeg vil tage nordpå for at

finde ud af, hvem manden har dræbt." Han tog af sted midt om natten.

 

I gamle dage var der mange nært beslægtede vinterbopladser

("erqardliarit"- ordret: der var familie med hinanden) Han ville

forhøre sig hele vejen fra de nærmest beliggende og frem (Ukiivikboere,

Nallaqboere, Akutalikboere, Kittarsarsuaqboere, Kittorsannguaqboere, Ersoqboere, Pujakboere, Qarsaartalikboere, Qaqqartooqboere og Uummannannguaqboere).

Manden måtte have dræbt en mand fra et af de steder. Da han forhørte

sig hos beboerne i Ukiivinnguaq, fik han at vide, at den eneste søn af

en ældre mand var udeblevet fra en fangsttur dagen før. Han fortalte

dem, at den fremtrædende mand fra Kangilineq havde dræbt ham, og, at

han nok ville lade som ingenting og komme på besøg hos dem. Med de ord tog han afsted igen.

 

Og ganske rigtigt. Manden fra Kangilineq ankom op ad dagen og lod sig ikke mærke med noget. Da han kom ind i et af husene, sendte man to nybegyndere i kajak til

de omliggende bopladser med besked om, at mændene fra disse pladser

skulle komme for at være med til at dræbe den fremtrædende mand fra

Kangilineq (sådan skal det vist forstås "nániqariaqqullugit" kan også

være: for at være med til at dræbe ham). (Formentlig det ritual, hvor

alle der stikker i offeret, før eller efter drabet, er medansvarlige i

det: som en beskyttelse mod hævn, BS.) Til gæsten sagde de, at han bare

kunne sove.

 

Om aftenen, mens manden fra Kangilineq endnu var der, ankom

flere kajakmænd fra omegnen. De skjulte deres kajakker bagved

huset, således at kun de fastboendes kajakker var synlige, og mændene

indlogerede sig i andre huse, for at manden fra Kangilineq

ikke skulle vide, at de var der. Om aftenen gik gæsten i seng. En af

dem i huset opdagede, at han gik ud midt om natten. Han anede åbenbart uråd. Vedkommende ventede på, at han skulle komme tilbage.

Men da han ikke viste sig, gik han ud og så, at han netop var roet ud

i sin kajak. Det var endnu ikke blevet morgen, så alle de sovende blev

vækket med den besked, at manden, de jagtede, var taget afsted. Alle

de mange kajakmænd satte efter ham, der roede så hurtigt, at

ingen kunne indhente ham. To af kajakmændene kom foran de andre, og i

det tidlige gry kunne de se ham (imod den gryende dag ?). De fulgte

efter ham og undgik at lave støj. Faktisk havde han roet

langsomt mens han ventede på, at det skulle blive lyst. De nåede ham

bagfra, og de stak samtidigt hver sin paddelåre under tværremmen på hans kajak,

på forenden og på bagenden; og de smed omgående alle skærende

redskaber ("kînagdlit") ud i vandet. De kastede også hans åre væk. De

råbte til de andre bagved, at de nu ville stikke ham ned. Deres

råb blev besvaret af flere; og de råbte videre til dem, der var

bagved. Der kom så mange kajakker, at man ikke kunne se land for dem.

Den dræbtes far, som skulle være den første til at såre ham, nåede

frem til allersidst. Han havde ingen fangstredskaber udover en meget

stor kniv. Han roede udenom de mange kajakker og nærmede sig

drabsmanden forfra mellem alle de mange kajakmænd. Da han kom helt hen

til ham, greb han den store kniv og holdt den oppe, som om han ville

stikke ham i hjerteregionen, så han kunne mærke, hvor farligt det var.

Han tænkte på sin søn, der var død; og efter at have holdt kniven oppe

længe, stak han ham. Kajakkerne spredtes, da den ældre mand

havde dolket ham. En af kajakmændene kastede sin

fuglepil og ramte ham. Så sendte alle de andre deres fuglepile imod

ham, og sikke det susede og peb. Kajakken væltede, men han forsvandt

ikke under vandet, fordi alle de mange fuglepile holdt ham oppe. De skar

kroppen i flere stykker og smed stykkerne forskellige steder. Manden

opnåede det han ville.

 

Det sted, hvor den fremtrædende mand begik

mordet ("toqutsivfra") kom til at hedde Qajartalik, ved Paamiuts

solside- altså det sted, hvor den lille ældre mands søn blev dræbt.

 

Hist.: Kan være historisk som indledningen siger. Stednavnene på nabobopladserne viser i det mindste et godt lokalkendskab.

Ritualet efter mord / mordritual, hvor liget parteres i leddene og delene spredes, var en almindelig sikring mod at den døde skulle kunne samle sig sammen til hævn - ved at slippe ind i sit offer.

Pebersvenden, som giftede sig med en ræv

Print
Dokument id:951
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvenden, som giftede sig med en ræv
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 24
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "teriangniamik nuliartoq".

Orig. håndskr. (?) ved Jørgen Brønlund

 

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe""teriangniamik nuliartoq", 1906, s. 160 - 163.

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 120 - 122: The man who married a fox.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 19 - 20: "teriangniamik nuliartoq" / Terianniiamik nuliartoq.

 

Resumé: Ungkarlen vil ikke giftes. Fanger en hanræv i fælde og slår

den ihjel. Fanger en hunræv og tager den levende med hjem som hund.

Fodrer den med kødben. Rævekvinden ordner hans skind og koger  hans

mad. Får ved list fat i hende i menneskeskikkelse, gifter sig med

hende. "Hun var så smuk, at hun lignede hvide mænds kvinder!" Han vil

ikke bytte kone med andre. Til slut blir han overtalt og formaner

byttevennen til ikke at fornærme rævekvinden med bemærkninger om

hendes lugt, når hun sveder. Det går selvfølgelig galt, kvinden

stikker af med et "ka, ka, ka, ka" i ræveskikkelse. Ungkarlen går

endnu omkring i bjergene og leder efter hende.

 

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; The fox-wife and the penis of the lake.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Bemærk sammenligningen af rævekvinden med hvide kvinder.

Sandsynlig forbindelse til hollandske handelsskipperes høje priser for ræveskind i det førkoloniale Sydgrønland.

Qajîtaq / Qajiitaq, vestboen

Print
Dokument id:597
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qajîtaq / Qajiitaq, vestboen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 31 - 32
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qajîtsaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 60 - 61, "Qajêtaq, the

man from the west".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 28 - 29: "Qajîtsaq" / Qajiitsaq.

 

Resumé: Qajiitaq (Træsleven) uden slægtninge deler boplads med bl.a.

to piger. Bopladsfællerne begynder at myrde hinanden. Pigerne flygter

over land til Østkysten. Gifter sig. Får hhv. fem sønner og fire

børn (sønner?). Sønnerne opfordres af deres mødre til at hævne sig på

de morderiske vestgrønlændere. Derovre træffer de Træsleven, kaster

ham i lakseelven, men han springer fra sten til sten, over til sin

kajak og sin bøsse. Skyder den ene af brødrene. De flygter hjem efter

deres fætre. Tilbage, ind i Træslevens hus. Lille mand kommer ind og

lokker dem udenfor, griber den største af brødrene og kaster ham i

jorden. Denne spytter blod. De tager hjem og vender aldrig mere

tilbage for at hævne sig.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Måske historisk. Vidner i så fald om ikke helt fredelige relationer mellem sydgrønlændere og østgrønlændere, der årligt mødtes på Aluk indtil midt i 1800-tallet.

Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Skydevåben. Chr. Poulsen giver her udtryk for et spændt forhold mellem øst- og

sydgrønlændere.

Ravnen og mågen i menneskeskikkelse

Print
Dokument id:603
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ravnen og mågen i menneskeskikkelse
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 24 - 25
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tuluaq naujardlo inorôrtut".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 118, "The raven

and the gull in human form".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 21: "tuluaq naujardlo inorôrtut"  Tulugaq naajarlu inoroortut.

 

Resumé:

Kajakmand overraskes af tåge og regn og

ror desorienteret rundt. Det klarer op. To mænd på land

inviterer ham op. Den ene byder ham på frossent skarn. Det vil han ikke

ha'. Den anden byder på frossen torsk. Det spiser han. Mågemanden og

ravnemanden brydes. Den ene er stærkest, formentlig mågen (stærke arme).

Næste morgen tar' de alle af sted, ravnemanden i sort og mågen i hvid

yderpels. Manden ser dem kort efter flyvende som måge og ravn.

 

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

 

Bemærk: det usigtbare vejr og den manglende orientering som overgang

til kajakmandens syn i den "anden" verden med fuglene i

menneskeskikkelse.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Rypen og havliten

Print
Dokument id:949
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Rypen og havliten
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 13 - 14
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "erqerniagagsssaq agdlerdlo".

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 154 - 155.

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 122 - 123: The Ptarmigan and the Loon.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 11 - 12: "erqorniagagsssaq agdlerdlo" / eqqorniagassaq allerlu.

 

Resumé:

Havlitten ror langs landet. Får øje på en rype, der kredser

over kystfjeldene. "Hvorfor" spørger havlitten. "For at holde øje med,

at der ikke sker dig noget," svarer rypen. Havlitten irriteres.

Samtalen udvikler sig til et skænderi, hvor de to fugle håner hinanden

for de træk i hinandens udseende, der er mærkelige og karakteristiske.

Havlitten trækker rypen mod havet og under vandet. Rypen klager imens:

Ak, og det er mig her, som aldrig før nærmede mig havet, når først

isen løsnede sig ved sommertide." Fuglene er neddykkede længere end en

klapmyds. Havlitten kommer død op. Rypen levende, med en rødfisk i

næbbet (de har været dybt nede). Den udstøder sit karakteristiske

skrig, qaq-qaq-qaaq ("så kom man da med nød og næppe op igen"), flyver

ind over indlandet og nærmer sig aldrig siden kystbjergene.

 

Var.: Rypen og havliten / havlitten; Slagsmål mellem en rype og en angeltaske.

Sangkamp i dyreverdenen.

 

Tolkning: Oprindelsesmyte til rypens skrig og livsbetingelse som landfugl.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Sakua's død

Print
Dokument id:997
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Besuk
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Sakua's død
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 124 - 125
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

 

Resumé:

Fortællersken, der er Christian Poulsen / Kristian / Aadaarutaas søster var vidne til sin brors drab på Sakua, som han havde taget til medhustru, men vekselvis var dybt betaget af og foragtede - det sidste fordi hun ingen børn fik. Engang fór Aadaarutaa over hende i raseri. Hun gik op i fjeldet, han efter hende med hånsord og så et skud hagl i brystet. Hun døde ikke. Han tævede hende med bøssekolben og dræbte hende endelig med en fuglepil som han lånte fra en dreng og borede i hendes hals. Bagefter overskar han alle hendes led, kastede hovedet i havet, spiste af hendes hjerte og lod kroppen ligge i sneen. Søsteren karakteriserer Aadaarutaa dengang som farlig og utilregnelig og lægger vægt på at han var åndemaner / angakkoq.

 

Var.: der er talrige fortællinger om Aadaarutaa, både selvbiografiske og senerebiografiske.

 

Hist.: Historisk fortælling fra Sydøstgrønland i slutningen af 1890'erne. Aadaarutaa, der blev døbt Christian Poulsen efter emigrationen til Frederiksdal, blev Rasmussens gode ven og rejsefælle på 6. Thuleekspedition til Ammassalik i 1931.

uden titel

Print
Dokument id:1994
Registreringsår:1935
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Iialikki (Eiriki)
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uden titel
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 363 - 364
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

(Besøg hos dværge)

Eiriki / Iialikki fortalte at han som 15-årig havde besøgt et dværgeægtepar sammen med Missuarniannga ved højlys dag. De boede ved et bjerg, manden Pingicu' bød dem indenfor, hvor konen, Cenara sad og syede skindtøj.

Samme sommer, men alene, var han blevet budt indenfor gennem en indgang, der åbenbarede sig under noget revlingelyng til Taaqi med kone, Taaqi's nevø med kone og en gammel mand med kone midt på briksen. Den gamle sagde at deres gæster altid var så bange. Det blev Ieriki / Iialikki også for en fæl hund uden for da han ville gå. Men da han af skræk kom ind igen blev den gamle vred, slog ham tre gange og kastede ham tværs gennem huset så han fløj som en fugl. Også disse var dværge, iaajivatsiaat.

 

Kommentar: Fortællingen tyder på, at Eiriki som dreng har været i åndemanerlære hos åndemaneren / angakkoqen, Missuarniannga. Lærlinge bliver ofte ret groft behandlet under deres første besøg hos deres hjælpeånders husfæller. Se fx Naaja, Sandgreen 1987: De store ildfolk / innersuit.

Det vides ikke om 'læreren' normalt tog lærlingen med på besøg hos sine hjælpeånder. Christian Poulsen, Aadaarutaa, fortalte gerne, at hans lærer demonstrerede for ham, hvordan man blev ædt og kastet op igen af ferskvandets kæmpebjørn / troldbjørn (søg på Aadaarutaa).

Bemærk at hjælpeånderne havde egennavne ligesom mennesker (og sommetider hunde).

Ukuamâq / Ukuamaaq

Print
Dokument id:591
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ukuamâq / Ukuamaaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 45 - 46
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ukuamâq"

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 43 - 44, "Ukuamâq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 43 - 44: "Ukuamâq" / Ukuamaaq.

 

Resumé: Ukuamaaq bor med sin mor på en boplads med mange brødre og

deres eneste søster. Hans mor opfordrer ham til at tage denne pige

til kone. Det gør han. Moderen forelsker sig i sin svigerdatter.

Narrer hende til at flygte til østkysten med en løgn om, at alle

brødrene er begyndt at myrde hinanden. Ukuamaaq kommer hjem fra

fangst. Moderen lyver om hans kone: hun er vist gået tilbage til sine

brødre. Moderen laver sig en penis af en kajakstævn, rejser over til

svigerdatteren, gifter sig med hende og fanger godt til dem begge.

Ukuamaaq længes efter sin kone. Holder seance, flyver af sted og

finder de to kvinders hus. Gemmer sig på sin kones råd bag

skindtapetet. Moderen kommer hjem fra fangst. Der koges kød. Ukuamaaq

giver sig til kende og opfordrer til en bestemt leg, hvor moderen

indrømmer, at hun har taget sin svigerdatter til kone. Ukuamaaq

dræber sin mor, hans kone vil ikke med ham hjem, han dræber også hende

og begraver dem ved hinandens side. Moderens "penis" er ganske slidt i

betrækket. Ukuamaaq rejser hjem.

 

Var.: Variant af "Den lesbiske svigermor": Ukuamaaq

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

 

Bemærk at allerede den nyligt døbte Aadaarutaa følger tendensen i Sydgrønland at placere alt "hedensk" på Østkysten.

Uluâ / Uluaa

Print
Dokument id:324
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, IV, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nielsen, Jonasine
Mellem-person:?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Uluâ / Uluaa
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 9, 2 sider
Lokalisering:Saattoq: Upernavik
Note:

Orig. håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn.

 

Oversat resumé: Uluaa

Engang ønskede en meget gammel kone, Uluaa sig en kone for at spille rollen som mand, og hun gjorde sin søn, der havde en kone, blind og tog hende til kone. Men da sønnen senere blev seende igen og opdagede, hvordan moderen var, brugte han moderen som fangstblære til en narhval (eller hvidhval ?) han harpunerede, og således blev moderen en narhval med en stor stødtand.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

 

Det fortælles at Uluaa, en farlig gammel kone, der havde en søn, pludselig ønskede sig en kone. Da hun nu ønskede sig en sin svigerdatter til kone, gjorde hun sin søn blind og tog hans kone til kone. Men da hun jo var kvinde og således ikke udstyret med en penis, brugte hun sin lampepind som penis. Engang da sønnen allerede var blevet blind, fik de besøg af en stor isbjørn. Da den store bjørn kiggede ind af vinduet og stak sit store hoved ind gennem ruden, og hun selv som kvinde ikke var i stand til at bruge buen mod isbjørnen, gav hun den store bue til sønnen, så han kunne skyde bjørnen med buen. Da sønnen skød sin pil mod ruden, hørte han en lyd som når en pil rammer et dyr, og han hørte at isbjørnen brølede. Så råbte bueskytten op, fordi han huskede så klart. Da han råbte, sagde moderen spottende: "Du ramte ikke isbjørnen men rudens skindkant," og hun sagde det for at snyde sin søn og således blive den, der havde nedlagt isbjørnen. Senere da sønnen endelig var begyndt at gå udenfor, fløj en stor fugl hen over ham, og det viste sig at være en rødstrubet lom. Og da fuglen gav luftning til hans øjne, åbnede han dem og kunne igen se. Da han åbnede sine øjne så han, at moderen og hans kone var sammen på briksen, og at moderen havde samleje med hans kone med en lampepind som penis.

 

Da han var blevet seende igen og narhvalerne (el. hvidhvalerne?) en dag var kommet, sagde han til moderen, at han ville prøve at harpunere én, og at moderen skulle holde igen i fangstlinen. Moderen indvilgede i, at sønnen forsøgte at harpunere én, og at hun selv skulle holde igen i hans kraftige fangstline. Sønnen bandt fangstlinen om livet på hende, og efter at have bundet den harpunerede han den største af narhvalerne. Da sønnen havde harpuneret hvalen, begyndte moderen at trække i fangstlinen, og da gav sønnen hende et ordentlig skub bagfra. Så forsvandt moderen under vandet, og da hun dukkede op igen råbte hun: "Min ulu / kvindekniv!"  Næste gang hun dukkede op, råbte hun det samme, mens hun snoede sit hår rundt. Hun råbte sådan hver gang, hun dukkede op, og til sidst blev hun til en narhval med en stor stødtand. På den måde blev der mange narhvaler med store stødtænder!

 

Jeg har hørt fortællingen fortalt således, hver gang den er blevet fortalt.

 

Kommentar: Det må være hvidhvaler sønnen jager (hvid- og narhvaler hedder det samme), og moderen bliver således den første narhval med den snoede tand, som kun hannarhvaler har. Sammenblandingen af de to fortællinger, "Den blinde der fik synet igen" (Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq) og Ukuamaaq om den lesbiske svigermor, er ikke almindelig. Men den kan begrunde, at det er en kvinde, der forvandles til et handyr. Bemærk tillige, at hendes råb om sin ulu har smittet af på hendes navn. Normalt hedder hun Ukuammaaq, og fortællingen findes i mange versioner. Christian Poulsen, Aadaarutaa, fortalte Thalbitzer (se: 1923, 260 C), at denne kvindes unaturlige handling viste, at arvesynden var kommet ind i verden. Hun var en tidlig efterkommer af Adam og Eva, mente han.

 

Var.: Denne specielle sammenblanding af Ukuamaaq og Den blinde, der fik synet igen (Søg på: blind / blinde), blev også fortalt i Upernavik-distriktet: Uluâmieq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

 

Hist.: Sammenblandingen af de to fortællinger i både Østgrønland og NV Grønland kunne gå tilbage til før det tidspunkt i 1400-tallet, da en vandring fra NØ Grønland nordom til NV Grønland fandt sted - ifølge arkæologer og lingvister. Se: Vort sprog - vor kultur, red. af Jørgen Rischel og Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986.

 

not [Original handwritten text: KRKB 3: Record from the Danish Literary Expedition to Greenland 1902-04, Eskimo legends.

 

Translated summary: Uluaa

Once there was a very old woman, Uluaa, who wanted to have a wife so that she, Uluua, could play the role of a husband. She blinded her son and took his wife as her own. However, when the son later regained his sight and found out what his mother was really like, he used his mother as a hunting bladder when he harpooned a beluga/narwhal. Thus his mother became a narwhal with a long tusk.

 

 

It is said that a dangerous old woman called Uluaa, who had a son, suddenly wished for a wife of her own. As she wanted her own daughter-in-law to be her wife, she blinded her son and took his wife as her own. However, as she was a woman and so did not have a penis, she used the wick trimmer* from her lamp as a penis. One day after her son had gone blind, they were visited by a large polar bear.  Because the great bear peered in and poked its head through the window; and because she, being a woman, was unable to use a bow against a polar bear, she gave the bow to her son so that he could use it to shoot the bear.  As he shot his arrow towards the window, the son heard a sound just like the sound made by an arrow hitting an animal, followed by a bellow from the bear. The marksman gave a cry because he could remember it so clearly. As he cried out, his mother said derisively, “You hit the leather edge of the window pane instead of the polar bear.” She said this in order to cheat her son so that she could claim to be the one who had brought down the bear.  Later, when the son had finally begun to go outside again, a huge bird, which turned out to be a red-throated diver [red-throated loon, flew right over him. Once the bird had aerated his eyes, he opened them and was once again able to see. As he opened his eyes, he saw that his mother and his wife were in bed together and that his mother was having intercourse with his wife, using the lamp's wick trimmer as a penis.

 

One day after he had regained his sight, the narwhals/belugas came along and he said to his mother that he would try to harpoon one of them. He said to her that she should hold on to the harpoon line. The mother agreed that her son should try to harpoon one and that she would attempt to resist the pull on the strong hunting line all by herself. Her son bound the hunting line round her waist and once he had tied it tight, he harpooned the largest of the whales. When the son had harpooned the whale, his mother began to pull hard on the harpoon line. Just then, her son shoved her hard from behind. Then the mother disappeared under the water, and when she resurfaced she cried, “My ulu!” The next time she surfaced, she cried out the same thing, while twisting and winding her hair. Each

time she appeared, she called out the same thing. This is how there came to be so many narwhals with long tusks!

 

I have always heard the story told in this way, whenever it is recounted.

 

Comment: The son must be out hunting belugas (belugas and narwhals have the same name in Greenlandic) and therefore the mother becomes the first narwhal to have a helix-shaped tusk, which only the males have. The combination of the two tales “The Blind Man who regains his Sight” (Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq) and Ukuamaaq, the lesbian stepmother, is not unusual. This could explain why it is a woman that is transformed into a male animal. It should also be noted that her cry for the ulu has rubbed off onto her name. She is usually known as Ukuammaaq, and there are many versions of this tale. Christian Poulsen, Andaarutaa, told Thalbitzer (see: 1923, 260 C) that this woman's unnatural actions were proof that original sin had come into the world. He believed that she was an early descendant of Adam and Eve.

 

Var.: This particular combination of Ukuamaaq and The Blind Man who regained his Sight (search for blind /blinde), was also told in the Upernavik district: Ulâmieq. The Origins of the Narwal; How the Narwhal came to be.

 

Hist.: The combination of the two tales in both East Greenland and NW Greenland could date back to before the period of time in the 1400's when (according to archaeologists and linguists) a northbound migration took place between North East Greenland and North West Greenland. See: Vort sprog & vor kultur, eds. Jørgen Rischel and Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

 

*[Literally, "lamp stick" but this is actually the lamp trimmer. This "stick" or taqquti refers not to the seal oil lamp itself but to the lamp's wick trimmer, made of soapstone or wood, which was traditionally used by Inuit women to adjust the height of the flame in the stone lamp.  This trimmer, used by the mother as a sex toy, closely resembles an erect penis, while the stone lamp itself resembles female genital

Umîviks befolkning

Print
Dokument id:872
Registreringsår:1921
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Umîviks befolkning
Publikationstitel:Rosing, Jens: Îsímardik / Iisimmardik / Ilisimmarteq, den store drabsmand. Det grønlandske Selskabs skrifter, XX, 1960
Tidsskrift:
Omfang:side 23 - 37
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Otto Rosing: Angákortaligssuit, I, 1957: 9 - 22;

Angakkortalissuit, 1990: 15 - 27, "Umiiviup inui".

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

 

Resumé:

Umiiviks befolkning

Kaattuarnaaq og hans kone Nakatsilik har levet sammen hele livet med mange skænderier, og  fået fem døtre: Naanngisaq, Simigaq Makkak, Tappinngaajik og Sileqaavat, hvoraf Simigaq er den hidsigste og temmelig ondskabsfuld. Deres sønner er  Narsinngattak, Snimuinnaq og -  Iisimmardik, der betyder den galsindede, et øgenavn han fik efter sit første mord.

Simigaq bliver sent gift, men som førstegangs højgravid får hun en sommer, hvor hele familien er samlet til klapmydsfangst på øen Seerarteeq, sine søstre med på at besøge den rare, gamle Ingippik, der lever enligt med sin mand, lokke hende med til fjelds, og, skønt Ingippik netop i glæde over natursynet har sunget en smuk sang, overfalde hende. Søstrene river alle klæder af hende og tæver løs på hende. Da de forlader hende og hun chokeret kommer tilbage og fortæller sin mand om ugerningen, trøster han hende med at skammen nok vil ramme Simigaq. Og det sker. Hun får svært ved at nedkomme, hvorfor man for at fremme fødslen åbner bagsiden af teltet og derved tillader alle at glo nysgerrigt på  den fødendes blottede kønsdele.

Tappinngaajik, den fredeligste af søstrene, får en sommer franarret sin mand, den dygtige Qunii, af Simigaq, der under et besøg overtaler ham til at gifte sig med sin datter. Sammen med sin ny unge kone henter han endog alt sit og den fhv. kones forråd, hvorefter hun med sine to små børn bliver overladt til bopladsfællers nåde. Det er Maratsi, som senere tager hende til tredjekone, men endnu senere igen skiller sig ved hende.

Tappinngaajik pønser på at tage hævn over Qunii ved hekseri, og da hun tidligt om foråret hører at han er død af et voldsomt maveonde, synger hun vildt hele aftenen. Og om sommeren, hvor der bliver kaldt til trommedans og sangfest i Simigaqs telt, får Tap. efter en del opfordringer mod til at træde frem og synge sin "krænkevise". Sangen kredser om Qunii's grove svig over for såvel hende som sine børn. Derefter håner hun Simigaq og den sørgende unge enke, der sammen græder på briksen, mens alle andre larmende bifalder sangen.

 

Om Narsinngattak, den ældste af brødrene, fortælles det, at han var en dygtig fanger, en mådelig åndemaner / angakkoq, tyvagtig når det gjaldt madvarer under hungerperioder, hvorfor han gik under øgenavnet Anngeeru (tyven). Han var ellers vestillet, men sygeligt misundelig og hidsig, og om det fortælles tre begivenheder. Den ene er et væbnet skænderi med morbroderen om den bedste brikseplads en vinter, hvor de skulle dele hus. Der skete dog intet videre, fordi morbroderen gav sig. Den anden er en direkte opfordring til sønnen om at træne kræfterne så han kunne blive en trussel for sine medmennesker. Og den tredje begivenhed strakte sig over en del år, idet Nars. udfordrede hele distriktets bedste fanger Peqitissaq til sangkamp - af lutter misundelse, men måtte nøjes med en stedfortræder, fordi Peqitissaq aldrig indlod sig i sangkampe. En af stedfortræderens viser er bevaret og citeres, men ingen af Narsinngattaks. Men folk fandt hans udfordring naragtig.

 

Sanimuinnaq var kendt som hjælpsom og en dårligere fanger end åndemaner (han gennemførte den eneste seance, som europæere (Gustav Holm; Johannes Hansen (Hansêraq)) har i iagttaget og beskrevet i alle detaljer i Grønland). Var ikke så hidsig som Narsing.,  men det var ikke klogt at fornærme ham. Han hjalp Maratsi med at dræbe Maratsi's stedfar, Quarrajeeq, fordi Maratsi's mor var overbevist om, at Q. pønsede på at dræbe Maratsi.

 

S. er den der tager initiativet til at komme afsted ud i kajak, den dag den rette lejlighed byder sig, og

Maratsi taber endog modet, da det gælder. Det bliver så Saniumuinnaq, der må give Qu. dødsstødet. Med en hånlig bemærkning overlader han parteringen af liget til M., og begge to overholder visse sørgeskikke i tre dage: afmonterer ikke deres harpunspidser og beholder anoraqhætten trukket over hovdet. Folk frygter at de har myrdet den tredje bopladsfælle, der har været alene på fangst, men han dukker sernere op med en stor klapmyds, der har forsinket hans hjemkomst.

 

Da Maratsi ved en senere lejlighed lader sin hidsighed gå ud over en sølle forældreløs dreng, der sammen med Maratsi's søn har været nær ved at drukne, får han læst og påskrevet af Sanimuinnaq, der håner ham for hans ringe mod. Han skal ikke bilde sig ind at kunne være grusom mod andre, og nu er det slut med venskabet mellem de to.

 

Også ved en senere lejlighed, da Maratsi går amok på sommerpladsen, får Sanimuinnaq hånet ham tilstrækkeligt til at luften går af ballonen.

 

Også af Aataaq fra Sermilik-fjorden hånes han i en bevaret smædevise, for sit drab, som han end ikke havde mod og styrke til at udføre selv.

 

Hist. periode: 1880 - 1892

Jens Rosing har genfortalt flere af disse beretninger i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9) 1993: Simigaq: ss. 46-47, Tapinngaajik: ss. 69-72, Sanimuinnaq og Maratsis drab på Quarrajeeq: ss. 67-68. Sidstnævnte også ID 1693 og 1694.

Uumasut eqqumiitsut

Print
Dokument id:2123
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Josefsen, Johannes
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uumasut eqqumiitsut
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 130 - 132
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

Mærkelige væsener.

 

Torngit: indlandsboere (kæmper, måske Dorset - folket)).

Folk fortæller også om torngit... men jeg har aldrig hørt nogen fortælle helt klart om dem. Mon det virkelig er sandt, at der findes billeder af disse Torngit? Billeder af torngit. Ja, man ser jo billeder af torngit. Vi ser billeder af torngit. Mon de er virkelige? Jeg har da fået fortalt om dem men aldrig rigtig forstået det. Dem ved jeg slet ikke noget om. Man kan jo undre sig over, hvordan de er

 

KJ (JJ's kone Kornilia) De der store/forfærdelige Tornit (ent. tuneq, indlandsboere = sagnskikkelser / Dorsetfolk) er folk, der lever inde i landet og er meget store mennesker, og man siger, at de ikke kan tale rent... og de skulle være noget så skrækindjagende...

   Ja, der fortælles jo om sådan nogle store, skrækkelige nogen, der taler barnesprog, og de skulle være noget så skrækindjagende...

   Vi hører da også om eqqillit (hundemennsker, ental: eqqilik) men jeg har glemt, hvad jeg har hørt, min far fortalte ellers om de skrækkelige eqqillit... men jeg hørte sjældent ordentligt efter, jeg var jo heller ikke andet end et barn dengang... De der eqqillit skulle altså ligne mennesker ret meget. Og de blev ligesom naarraajiit (jfr. naakkaaq = tykmavet) og bevægede sig baglæns ligesom naarraajiit... De var hurtigere tilbens, når de gik baglæns, mens de var langsommere, når de gik forlæns, ih, sikke da noget...

   Det siges, at naarraajiit også var sådan, de siger, at vores mor også har (set?) naarraajiit. Det var væsener, der lignede mennesker med meget tykke maver. De var meget hurtige, når de gik baglæns og langsommere, når de gik forlæns.

   Der var sådan nogle anekdoter her dengang... Det er ikke til at vide, hvor disse væsener findes...

JJ: De findes måske ikke andre steder end oppe i fjeldene...

KJ: Ja, oppe i fjeldene. En sjælden gang er de så blevet set af nogen, og så er der blevet fortalt om dem. Man har hørt, at en sjælden gang...

 

De plejer også at fortælle om inuarullikkat (dværge, ental: inuarulligaq), sådan nogle små iseqqat, altså inuarullikkat... Ja, der var jo engang, hvor Ortorsuaqs far, der kom fra Qunnermiut, var ved at bygge sig et forrådsrum og havde set en lille iseraq... han så den...

Og den var jo så utroligt lille, og han var ved at skære tørv, og den blev så bange, og han forsøgte at gribe fat i den: Han kom til at brække dens stakkels lille arm med kanten af spaden, og de fortalte, at Ortorsuaq havde, ah, Ortorsuaqs far havde... med den...

Nikkulaanguakkuluk... Han fortalte, at han var vred på sig selv over, at han havde brækket armen på den lille stakkel... der blinkede på tværs...

 

JJ: Jeg er så glad for den slags (han begynder at nynne... og træde i dansetakt i gulvet i en rum tid) "Hmm... det er 1800-tallets danse."

(JJ fortsætter ved at tale om danse). Sikke noget! Og det er sådan noget fra gamle dage... de havde jo altså disse musikinstrumenter: jeg er altså så glad for dem... måske fordi de ikke altid var så ordentlige/gudelige(?), jeg pakker jo alting ind... og; og jeg er jo altid så glad for dem. Man sang endda om den slags:

 

"Min dumme kone blev så vred over dig

at jeg hellere må vende mig fra dig for en tid

 

Og folk snakker jo som sædvanlig

og folk er jo altid så mistænksomme

 

Og jeg snavser dig jo til (?)

ved hvert ord, gennem enhver samtale (?)"

Der kan man se, hi, hi...

 

MV: Mange tak: Det var virkelig flot!

JJ: Ja, var det ikke godt, hi, hi...

MV: Bor du nu i Alluitsup Paa?

JJ: Ja, jeg bor i Alluitsup-Paa.

 

MV: Nu er Johannes Josefsen 66 år gammel.

JJ: Så slutter vi! ja...

 

Hist.: JJ var 66 år i 1965.

Ørnen og hvalen

Print
Dokument id:607
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ørnen og hvalen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 16 - 18
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:

"nagtoralik anersanertordlo".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 124 - 127, "The eagle

and the whale".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 14 - 16: "nagtoralik anersanertordlo" / Nattoralik anersarnertorlu.

 

Resumé: To søstre er kræsne med mænd og vil ikke

giftes. Den ene af deres mange brødre bestemmer, at den ene skal

giftes med en ørn, den anden med en hval. Ørnen flyver til en fjeldtop

med sin kone, og fanger godt til hende. Hun fletter en lang senetråd,

firer sig ned ad den og når hjem. Ørnen kommer forbi bopladsen med en

hvalros i hver klo, dropper den ene til sine svogre, flyver hjem med

den anden, opdager at dens kone er væk, smider sin fangst og flyver

til bopladsen, hvor svogrene forgæves sender mange pile op i den

svævende ørn. En forældreløs dreng får endelig ramt den dødeligt, da

en af brødrene spænder buen for ham. Ørnen, der tumler ned, død,

rammer ikke jorden, fordi den holdes oppe af de mange pile.

 

Den anden søster holdes indespærret af hvalen i dens hus. Hun skal

pille dens lus / lyske den. Vil hun ud på naturens vegne, skal hun tisse i hans

hånd og skide i hans armhule. Hjemme på bopladsen længes brødrene

efter deres søster. De bygger en konebåd, ror om kap med en tejst,

kommer bagud, bygger båden om og klarer konkurrencen med tejsten.

Søsteren længes hjem. Fletter en lang senetråd, sætter sin vilje

igennem, lader hvalen holde den ene ende af senetråden, går ud for at

skide, men binder senetråden til en sten. Brødrene ankommer, de

flygter hjemad med hende, hvalen opdager snyderiet, sætter efter dem,

men sinkes hver gang, man kaster et tøjstykke ud til den: Hårbånd, den

ene vante, indervanten, yderpels, inderpels og ganske nær land

bukserne. Brødrene og søstrene når land, hvalen kommer i land som

skelet.

 

Var.: Fælles østeskimoisk myte. Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.

 

Bemærk: Søstrene vil i denne variant ikke giftes. Brødrene bestemmer over dem.

Episoden med konebåden, der bygges om, forekommer normalt i andre

fortællinger om fjendskaber. Ørnen ligner "Tordenfuglen" i Alaska,

med sine store fangstdyr i kløerne. Svogrene beder ikke ørnen om at

brede vingerne ud (som mål for deres pile) som i andre varianter. Den

forældreløse er et særligt element i denne sydøstgrønlandske variant.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.