Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 63 - 68.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 241 - 242.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 251 - 252.

Resume: Arfersiatok. Hvalfangersken.

Et ægtepars eneste barn dør. Af sorg forlader manden sin kone og

rejser bort med konebåden. Hun er gravid og går ind over land gennem

en lang dal til kysten, hvor en død hval er strandet ved et forbjerg.

En måge hakker i den. Hun bærer kødet ind i land, bygger et hus af

knoglerne som tagtræ og tarmene som vinduer. Hun føder en datter og

giver det dukker af sælluffeknogler at lege med. Om vinteren fanger

hun ræve i snarer med hvalkød som lokkemad og får skind nok til at

betrække briks, vægge og tag. En dag mens hun syer vinduesskind,

vælter en af pigens dukker og begynder at løbe. Hun leger seance med

dukkerne, der fortæller, at pigens far er på vej. Moderen tror det

ikke, men han kommer, får hendes historie med hvalen og rævene, sover

med hende om natten, men hun vil ikke med ham tilbage. Hele vinteren

lever hun og datteren af hvalen. Om foråret drager de ud til mandens

sted. Han skiller sig ved sin ny kone og tager sin første kone tilbage.

Senere dør han. Men hun kan klare alt og fanger både sæler og andre

dyr.

Var.: Qaarnartoq Aaneralaarlu.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s.248 - 250.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn ogFortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 282.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo,I, Meddr. Grønland 39(5):290.

Resumé:

Aariassuaq og hans ven holder ofte trommedans og beslutter at

fortsætte efter døden. A. dør. Vennen kommer til hans grav med flere

konebåde i følge. Vennen kalder gentagne gange på A. Gravens dæksten

snurrer rundt, A. kommer til slut ned fra himlen, stenen vælter fra

graven, han tar sit lægben og skulderblad og begynder at tromme med

øjnene ude af hulerne og stiger så til vejrs i solens bane (i spiral,

BS). Den ene konebåd kæntrer. Den anden redder sig ved sin amulet af

et aborteret foster.

Var.: Ariassuaq

Hist.: A.s grav siges at ligge på sydøstkysten mellem Illuluarsuk og

Akorninnaq, men fortællingen med samme navn kendes også fra

vestkysten. Den er enten gammel eller bragt med af tilflyttere fra

østkysten.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 147 - 152.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 255 - 256.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 265 - 266.

Resumé: Et gammelt ægtepar følger altid efter deres søn på

kajakfangst. Hver gang de når frem til ham, har han fanget en hvalros.

En dag ser de ham stå på et næs forude. Et skaft er stukket op igennem

ham, og hans testikler er hængt i rem om hans pande. Forældrene ror

sørgende videre og overvintrer hos et andet gammelt ægtepar, hvis søn

har lidt samme skæbne. Værten, der er åndemaner, ser under en seance

vejen til misdæderne. Om foråret følger de to gamle fædre vejen over

vandet til et land bag synsranden, hvor grønne blade fra deres eget

land er blæst over i store mængder. De skjuler kajakkerne under

bladene, nærmer sig stedets vinterhus og antaster to drenge, der

kommer ned fra to telte med åbningerne mod hinanden, hvor drengenes

fædre holder trommesang. De to gamle fædre opfordrer drengene til at

trække armkrog med hinanden og derefter den ene med den ene gamle

mand. Denne lader sin arm bøje og river med den anden drengens

testikler ud. Den anden dreng lider samme skæbne og begge drenge

sættes på stage med testiklerne om panden. De gamle rejser hjem og

fortæller om deres udlignende hævn.

Var.: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 233 - 240.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 278 - 279.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 286 - 288.

Resumé:

To brødre er åndemanere. Alle stedets kajakmænd forsvinder en

efter en. Brødrene ror inde i fjorden, hører nogen råbe "matta,

matta", inviteres op til et stort hus, ser deres dræbte fællers

redskaber og kajakker i en kløft på vej op.

Husets mænd er placeret efter alder fra venstre til højre på briksen.

Mellem de to yngste sidder bedstemor, der opfordres til at udfordre

til trommedans. Hendes trommestav er en pana (stor kniv), trommen er

sort (af størknet blod). Da hun har sunget, kaster hun kniven mod

modstanderen, den ene åndemaner, der har gjort sig lille og springer

til vejrs i kastet. Hun snupper kniven igen, synger, kaster og rammer

heller ikke denne gang: Han har gjort sig stor og kryber sammen i

kastet. Han synger en sang, dernæst sin barnevise og rammer kællingen

i hendes oppustede strube. Alle beboerne styrter ud og ordner deres

våben til drab. De to brødre binder hinanden til åndflugt, når usete

forbi mændene, ned i kajakkerne og væk. Hjemme igen fortæller de om

fællernes skæbne.

Var.: Hyppig episode i heltefortællinger. Søg på: Kunuk.

Kommentar: i østgrønlandske fortællinger om åndeflugt plejer de ånder, der råber matta, matta at være himmelånder. Søg: Qulummiin-ånderne - og kommentarer til de fortællinger.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 134 - 139.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 252 - 253.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 261 - 263.

Resumé: Drengene er sønner af en enkemand. Når han er på fangst øver

de sig i at svømme i en dam. Faderen vil se om de kan svømme under

vandet og lader dem springe ud fra et forbjerg. De dukker ikke op

igen. Han finder dem rystende af kulde hjemme ved lampen. De øver sig

på den måde i undervandssvømning, hver gang faderen er ude på fangst.

Han fortæller stolt om sønnernes evner til andre kajakmænd, der samler

sig og ankommer for at dræbe drengene. Mændene bevæbner sig med

kastesten, da drengene springer ud, forbliver borte og genfindes

hjemme ved lampen. Her hører man råb om hvalros, alle styrter i deres

kajakker, sætter efter den, der dukker op og dykker ned udefter og

harpuneres af en af mændene. Drengene springer i havet med hver sin

kniv, dykker, river harpunen ud af hvalrossen, dræber den, skærer

stykker af den, tynger resten ned med sten og bringer stykkerne op på

stranden. Da hele dyret er bragt på land i stykker, spiser drengene

dem alene. Da mændene hører, at drengene har stjålet deres hvalros,

kommer de på hævntogt. Drengene springer i vandet, kajakmændene ror

efter dem, drengene dykker og fortsætter udefter.

De begynder at fryse, dukker op, er nær ved at blive harpuneret, og

tar årene fra nogle af mændene, der kæntrer og drukner. En storm fra

nordøst sætter ind, kajakmændene vender om, men drengene forfølger

dem. De drukner alle til hobe.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Kommentar: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 103 - 111.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 244 - 246.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 253 - 256.

Resumé: "De to fætre"

Den ene fætter udebliver i kajak. Den anden træffer ham inde i bunden

af fjorden og overtales til at følge med til fætterens nye hjem hos en

gammel fjordbo, dennes søn og datter. De fanger store sortsider,

beværter gæsten med tørkød, men da de slår alle fremmede ihjel, må

gæsten undslippe ved list. Iført sin fætters anorak når han langt bort

i kajak, inden fætteren røber, at han er stukket af. Under forfølgelsen

i konebåd overtar fætteren styreåren fra sin svigerfar, knækker den

tre gange, angribes af sin svoger, og da svigerfaderen lægger sig

imellem, har den flygtende fået tilstrækkeligt forspring. Med sine

fæller rejser han ind til fjordboerne, som de dræber med bue og pil,

men de skåner fætterens kone og kan ikke få ram på hans svigerfar, der

letter som en ravn. En forældreløs dreng, der er dværg og skeløjet får

ramt på ham med en skæv pil, der er lavet af en kødvender. De tager

fjordboens datter med hjem.

Var.: Episoden er hyppig i mange variationer i forbindelse med besøg hos fremmede, det være sig mennesker, kannibaler eller ånder.

Kommentar: Det står ikke ganske klart om disse fjordboere er en slags rigtige mennesker, blot fjendtlige, eller åndemennesker. Svigerfaderens evne til at forvandle sig til en ravn kunne tyde på det sidstnævnte.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 192 - 195.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 267 - 268.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 276 - 277.

Resumé: Efter ammassætfangsten i fjordbunden flytter man ud på

klapmydsfangst ved Sissuaraq, nær Noortiit på Kulusuk. Det blir tåge,

alle ror hjem undtagen to, der vil afvente godt vejr. Tågen letter,

men de kan kun se solens op- og nedgangssted (syd) og ror i den

retning. Ved et stort isbjerg løber vandet mod nord (syd?), som det

har gjort siden verdens tilblivelse. De slipper forbi v.h.a. en

formular. De møder fjordsæler og spraglede sæler, der ikke kan dykke

ned, og sæler der er sorte i ansigtet af for megen gråd. De øjner

den ene moders dødssted, Qalerujaq, i en luftspejling, der forsvinder

igen. De når frem til Pikkiulleq (Pikiulleq?) og derfra til en boplads

ved Sermilik, hvor man dårlig kan se dem, fordi de har været så længe

borte. Deres koner, der har fået nye mænd, får de igen.

Hist.: En lidt dunkel fortælling, der muligvis orienterer om den

"anden" verden. Uvist om oversættelsen har taget hensyn til verdenshjørnernes spejlvending i forhold til de vestgrønlandske.

Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 59 - 62.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 240 - 241.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 250 - 251.

Resume:

Inik (Inuk, "menneske"?) fanger en ung remmesæl, af hvis skind han vil

lave sig remme, skønt hans bedstemor vil have det til brikseskind.

Under forarbejdelsen springer remmen og blinder hans øjne. Han hører

en bjørn nærme sig vinduet, får sin bedstemor til at sigte for sig og

nedlægger bjørnen. Bedstemoderen benægter, at han ramt den og gir ham

intet af dens kød at spise. Inik lader sin lillesøster lede sig op til

en stor slette, hvor han lægger sig, mens søsteren går hjem. En flok

vildgæs kommer flyvende, ynkes over ham, stryger ham over øjnene og

beordrer ham til at holde dem lukkede til han kommer hjem. Nu kan han

se. En stor stime narhvaler og hvidhvaler komme ind i fjorden. Inik

bruger sin bedstemor som fangstblære. Hun blir trukket bort af den

narhval han fanger. Inik og hans søster går ind i landet og gifter sig

med hver en "skygge", der ikke har rumpehul og suger saften ud af

ildelugtende kød. Inik's kone føder et barn med rumpehul. Dets

bedstemor synger af glæde: "Det har et dejligt hul i bagen". -Til sidst

får hun selv et hul i bagen og dør.

Hist.: Fortællingen lokaliseres til Kialineq i nord, hvor der findes store

sletter. Men den er ikke historisk.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

English version: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, In Monographs on Greenland 39(5): 250-251.

Hist.: The tale is localised in Kialineq in the North, where there are large plains. However it is not historical.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 198 - 202.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 269 - 270.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 278 - 279.

Resumé: Det foregår i gamle dage: En åndemaner ror ind i en fjord, går

i land på et næs, ser to kajakker forfølge en edderfugl, der dykker.

Men de fortsætter, får øje på hans kajak, skubber den ud i vandet, og

åndemaneren husker i fortvivlelse på sin hjælpeånd, en kajakmand, der

skubber den ind til land igen. De to fremmede beslutter ikke at dræbe

åndemaneren og tar ham med hjem på besøg til deres boplads, hvor man

ugæstfrit starter forfølgelsen af ham i kajakker. Bag en isskodse går

han under isen og fremkalder regn fra en skyfri himmel. Forfølgerne

vender om. Han ror ud fra sit skjul og bliver igen forfulgt, men en

hjælpeånd, en ugle, flyver mod dem. De slår efter den med årerne,

kæntrer og drukner. To små kajakmænd skånes og sendes grædende

tilbage.

Kommentar: De fremmede er muligvis ånder af en eller anden race.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 267 - 270.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 287 - 288.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 294 - 295.

Resumé: En gammel ungkarl opfordres af sin stedfader til for en gangs

skyld at bruge sin kajak, der er groet helt til i grønt. Ungkarlen ror

ind i fjorden, fanger en edderfugl, spiser fedtet af den på et næs,

ser en højgravid kupajeeq-kvinde (nerrersooq, grovæderånd) grave

ivrigt i noget rødligt sand med sine negle af jern. Her skal hun føde,

og hun kigger efter sin mand, der er udeblevet på fangst. Ungkarlen

dræber hende, skærer barnet ud og vil bruge det som medhjælper.

Undervejs i kajakken river det ham ihjel fra ryggen og æder ham.

Var.: Koopajeeq / Kupajeeq / Kobajaq / grovædertrold

Hist.: Bemærk at kløerne er af jern, men den mytiske skikkelse er traditionel.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 196 - 198.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 268 - 269.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 277 - 278.

Resumé: En kæmpeorm med et ansigt som Månens lever under en sten, ved

vinduesbriksen, hvor hundene har deres plads. Den æder uset hundenes

afkom. Konen i huset opdager den, manden tar et kig på den, da han

kommer hjem fra fangst og laver et langt spyd. Inden han dræber ormen

med spyddet, bringer han konen i sikkerhed på en afsides klippehylde.

Da ormen dræbes gungrer jorden, og ægteparret lever af ormens kød hele

vinteren.

Tolkning: Associationerne her er tætte mellem jordskælv, Måne, hund,

kæmpeorm, og føde. Orm som føde kan associeres til

mandens penis, der fodrer fosteret med sæd i dets vinterhus alias

moderhulen.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 281 - 283.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 290 - 291.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 298.

Resumé: Folk på en ø ud for Umiivik lider under en sultevinter nød og

må spise alle kvinderne. Den første mand har som den eneste kræfter

nok til at kravle op gennem et hul man laver i taget på det tilsneede

hus. Han henter sig dagligt en stump spæk, som han snupper i sin

søsters gryde ovre ved Umiivik. Til sine fæller samler han lidt tang,

som han kaster ned til dem gennem taghullet. En dag mandens svoger har

fanget, får manden intet af sælen. Hjemme hos ham selv fortsætter

kannibalismen, og han overlever som den eneste af dem alle.

Hist: Fortællingen tidsfæstes til gamle dage, og kan gå tilbage til 1816, dengang to vintre fulgte efter hinanden (efter vulkanudbruddet i Indonesien i 1815). Mandens svoger føler sig ikke forpligtet til at dele med ham, og manden selv sørger kun for sig selv med spækklumperne fra søsterens gryde. Bror-søster relationen forpligter mest.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 229 - 233.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 277 - 278.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 285 - 286.

Resumé: Månen blir vred på to mænd ved Sarsik (?), der altid bytter

koner. Den ene hører på vej til den andens hus indsøens bjørn brumme

under isen, tør ikke ligge med konen for slukkede lamper, og ser på

hjemvejen Månen i bjørneskindspels og Nelaarsik / Nilaarseq i vandskindspels med hvide broderier stå oppe på et bjerg ved Puilortuluk / Puulortuluk (?)ud for øen, Immikeerteq.

Manden går ind i et hus ved Puulortuluk, hvor to kvinder har

fremkaldt Månens vrede ved tabubrud. En åndemaner med eet øje

(Karrak,  / Karraq / Uitsaleqanngitseq BS) holder seance. Vinden piber i hans hår. Man hører Månen

ude i gangen. Alle tæver Månen med deres kamikker. Månen flyver op på et

bjerg, hvorfra han går til angreb på huset med sit store spyd. Karrak

tilkalder sin hjælpeånd, øboen Ikilerfik, der er på nippet til at

knække spyddet. Månen bér for sig: "Skal vandet da ikke falde mere,

og skal sælerne ikke mere få unger?" Månen får sit spyd tilbage og

flyver hjem.

Var.: Aqajarormiorsiorpua; (undertiden er det månen der kommer med sin store stav for at smadre huset om foråret pga. tabubrud): Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak; Eqingaleq Naaja; Ajijak 224 225; søg også på Equngasoq = Eqingaleq, en stormfugleånd og øbo, der ofte overmander månemanden.

Vedr. andre sejrrige kampe med månemanden se Manguaraq med Var.

Hist.: Se noter til Holm 1888, nr 30.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s. 220 - 229.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 275 - 277.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 283 - 285.

Resume: Karrak / Karraq / Uitsaleqanngitseq har på en rejse til Månen formaninger med hjem til

Tasiilaq/Ammassalik om, at Månen vil komme på straffende besøg, hvis

kvinderne ikke overholder deres tabuer efter dødsfald. To gamle koner

har brudt tabuet mod at lyske hinanden og tale om fangerne, mens de

var på fangst. De bor ved Puilortuloq / Puulortuluk ovre på Kulusuk-øen, hører om

Karraks rejse, men tror ham ikke, hvorfor Karrak besøger Puilortuloq / Puulortuluksammen med en anden åndemaner / angakok fra Sermiligaaq og til skræk og advarsel

holder en seance. Alle voksne mænd er på fangst. Månen kommer

pustende med en stormvind gennem Karraks hår, dukker op i husgangen i

bjørneskindsdragt, og alle tilhørerne maser sig ud og kaster sig over

ham med hårde knubs. Man hører en voldsom susen, da Månen fortrækker,

og han flyver op på det nærliggende udsigtsfjeld, mens en anden mytisk

skikkelse, Nilaarsik, der åbenbart er fulgt med Månen ned

fra himlen, ses på en ø i sin vandskindsdragt. Da både Månen og

Nalaarsik er forsvundet, kommer en lokal åndemaner, Angisaq, ind og

bér sin kone pakke til opbrud. De rejser og næste dag anbringer

husets ældste mand en hammer og en lampefod over indgangshullet,

der om aftenen begynder at røre på sig. Hammeren rokker, lampefoden

falder ned på gulvet, hvor den snurrer rundt (med- eller modsols?). Af

skræk flygter nu alle til en boplads længere inde i fjorden, hvor man

om aftenen hører Månens hunde gø i luften og ferskvandets kæmpebjørn

brumme under isen. Næste dag vender man hjem og får syn for lydene.

Husgangen er skredet sammen, taget er faldet ned og briksen er faldet

sammen. Hele gulvet flyder med stumperne i eet rod. Det var Nalaarsik,

der havde været på spil. Næste aften lykkes det endelig to af Karraks

hjælpeånder, en fjerntboende økæmpe, Ipak (Inupak) og en øbo,

Ikilerfik, ud for Kulusuk at få krammet på Månen, der fra toppen af

udsigtsfjeldet er i færd med at bryde hele huset ned med sit lange

stikkeredskab. Økæmpen befaler Månen at holde inde, og øboen tager spydet

fra Månen for at brække det itu, og da må Månen på knæ: "Skal da

vandet aldrig falde mere? Skal sælerne ikke få unger mere? Siden du

vil brække mit spyd." Månen får sit spyd, flyver op i luften og bort.

Var.: Manguaraq m.fl.

Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje til angakokbjørnen, formentlig puulik-initiationens isbjørn, levede i

første halvdel af 1800-tallet. Nalaarsik er stjernen Vega, som

østgrønlænderne beregnede tiden efter, når det var mørkt. Den fulgte

samme bane som solen. Man havde myter om Nilaarsiks oprindelse, der

nøje svarede til den om Månen og Solen (Holm 1972:122; Victor

1989-93,II:388).

Naalassartoq var planeten Venus hos polar inuit / inughuit (Holtved

1951, I:56; II:19).

Hjælpeånden, der overmander månemanden er ofte Equngasoq, en stormfugleånd der ligesom Inupak også bor på en fjerntliggende ø.

Angisaq var far til Kunitit (Kunitsi?) i Noorajik. Husets ældste mand

var Tigaajats fars bedstefar.

Fortællingen virker autentisk. Det har været et par spændende seancer, og godt iscensat.

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen".

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 208 - 219.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 272 - 274.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 280 - 83.

Resumé: Et gammelt barnløst ægtepar sydfra overvintrer, modtages

ugæstfrit på nabopladsen, hvor en mand har fanget en bjørn, men får

dog kød og et par tæer af den kogte bjørn. De gemmer stykkerne til en

tupilak. Inden de rejser hjem om foråret, stjæler de til tupilakken et

dødfødt barn, som bjørnefangeren har fået. De anbringer det på

konebådens horn og tager det med i land, når de telter undervejs.

Hjemme giver de tupilakken en rypekæbe og en rævekæbe, betrækker dens

hoved med hundeskind og gør den levende.

Da nøden truer slår bjørnefangeren en af sine hunde ihjel og synger

over den, for at hans børn skal leve. Hans kone føder et barn, der

dør, vandrer ind til Qernertuarsuk, og tages med i en konebåd på vej

til sangkamp. Men p.g.a. hendes sorg undlader de sangkampen og lader

seks åndemanere holder seancer for at opmuntre hende. Den sjette,

Aqellissanalik, ser hende for sig med et barn i skødet. Hun inviterer

dem til Umiivik for at slå tupilakken ihjel. Kun A. får held til det

med meget besvær:

Hans hjælpeånder er asagisat (en slags krebs), han rører næsten gulvet

med nakken i ekstase, og får harpuneret tupilakken inderst inde under

brikseskindet. Men den smutter fra ham og må lokkes ind fra husgangen,

hvor den skiftevis siger som et spædbarn, en bjørn (eller hund), en

ræv, en rype, konebåd, kajakker og sæler. Man lokker den ind i syv af

kvindens klædningsstykker, der bindes i den anden ende. Man tamper løs

på den. Den smutter ud af en tarmskindsanorak uden hul i. Anden gang

den lokkes ind, får man endelig has på den, skønt den bider fra sig.

Den ligger i Aqellissanaliks skød, da man får blus på lamperne, men

tupilakmagersken løber ud og ind og slukker dem, mens man forsøger at

gnide ild. A. beordrer de syge at vende ansigtet mod væggen, mens man

gnider ild over en urinballe. Nu kan tupilakkens moder ikke slukke

den. De ser nu det mærkelige barn (tupilakken) med rypefødder på

brystet og med blod om munden af alle de spædbørn, det har ædt. A. puster

en mængde rypefjer af det, man sprætter hundeskindet af dets hoved og

koger barnet uden for oppe i fjeldet.

Bjørnefangerens kone får nu et barn, der lever.

Var.: Tupilak pissaassoq.

Hist.: Det omtalte sted, Umiivik, ligger enten i Ammassalikområdet

eller på sydøstkysten halvvejs fra Ammassalik til Kap Farvel. Måske

tænkes der på det sidstnævnte, fordi det er ulogisk, at

tupilakmagersken er til stede under seancen, hvor den fanges, med

mindre man er taget til sydøstkystens Umiivik for at fange den.

Vedr. åndemanerens særlige hjælpeånd og måde at bevæge kroppen på, søg på: Tupilak pissaassoq.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

MS: NKS 2488, VIII, 4', s.240 - 243.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 280.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 288 - 89.

Resumé:

Af fem brødre "her på egnen", bliver de tre borte en efter en.

Den ældste bror går alene ud med sin sorg på et næs. En af hans døde

brødre henter ham. De rejser over vandet til "den anden side", videre

langt over land med slæde til en sky, der er et hus på stolper i

luften. Her bor de døde brødre hos Akilineq-folkene, der serverer og

sammen fortærer en hel sildepisker. De skuffes over den netside deres

gæst forærer dem til gengæld: "Sikke en smule, vi skal have!" Efter

måltidet kaster de alle op. Storebror rejser hjem og kan fortælle,

hvor de døde brødre er.

Hist.: Måske kristen påvirkning. GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; Sonne 2000, Études/Inuit/Studies 24(2): Heaven Negotiated ...: 65-67.

Ifølge Holm identificerede ammassalikkerne Akilineq med Island, dvs. med det land de mente måtte befinde sig under en fjern fast skydannelse i horisonten.

Vedr. ammassalikkernes forestillinger om Akilineq-boerne søg: Kamikinnaq

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 278 - 280.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 290.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,: Meddr Grønland 39(5): 297 - 298.

Resumé: En dygtig fanger bor alene med sin kone et stykke inde i en

fjord. Han lægger nogle af sine fangster til lagring under briksen. En

dag dræber han tre bjørne og senere en kajakmand fra fjordmundingen og

lægger liget under briksen. Den dræbtes brødre kommer, mens mandens

kone koger bjørnekød. De får serveret den dødes lever rå med

netsidespæk ovenpå og kødet af den døde med bjørnefedt ovenpå. Manden

stikker en af den dødes knogler i en af brødrenes kajak ved afrejsen

og ønsker at den døde må hævne sig på dem, der har spist ham. Det

sker. Alle brødrene dør.

Tolkning: De tre bjørne associerer både til "Kaassassuk", der blev

morder efter nedlæggelsen af tre bjørne og til smagen af bjørn, der

smager som mennesker. Normalt vil mordere, der har spist deres offer,

undgå offerets hævn ved at partere liget og begrave delene

langt fra hinanden. Knoglerne af den døde, der lægges i brødrenes

kajak, gør udslaget. En "smart" udvej.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 174 - 177.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 262 - 263.

Eng.udg. Thalbitzer, W., 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 272.

Resumé: En hund med hårtop røver en pige. I dens hus er en anden pige,

der er blevet mager af hundens ustandselige elskov. Den nytilkomne

pige synger på opfordring den magre hund i dyb søvn. De flygter

hjem, advarer familie og fæller, og når ud fra land i konebåden, inden

hunden standser ved stranden, tar kvindebukser på og et topbånd om

håret.

Tolkning: Hunden er åbenbart hermafrodit. Og temmelig liderlig, et fast karaktertræk ved hunde hos inuit.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift ?): NKS 2488, VIII, 4', side 297 -305.

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294 - 296.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr Grønland, 39(5):302 - 303.

Resumé: Læseren der er interesseret i skilsmisser og gengifter i Ammassalik-distriktet i førkristen tid, henvises til selve teksten, hvor et rigt udvalg præsenteres med Missuarniannga og Issiavik som hovedpersoner. Under selve sangen, hvor Issiavik tilbageviser beskyldninger om at ville dræbe Akenatsiaq / Akinatsiaq (?), driver han alskens løjer med Missuarniannga, der får en stopklods i munden, spæk stoppet i halsen og en rem bundet fra sin mund op i loftsbjælken. Miss. lader dog som ingenting (som han bør) under alle løjerne.

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes I Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Versionen er ikke publiceret, men Holm har indskudt dele af den i Uutuaqs version, der er trykt i Holm 1888.

Oversættelse ved Johan Petersen:

Imerasugsuk havde aldrig koner længe, fordi han altid slog dem ihjel og spiste dem og deres børn. For at hans koner skulle blive fede fik de aldrig lov at drikke vand. Endelig fik han en kone som hed Misane / Misana. Hun havde to brødre. Denne (Misane) forbød han også at drikke vand, for at hun skulle blive fed. Han var en stor fanger og gik ofte i kajak, og når han gik ud, gik hans kone ud i husgangen og bortslikkede vandet, som drev ned igennem den. Med kniven i den ene hånd følte han ofte på hendes lår og legeme, om hun snart blev fed nok.

En dag da Im. var ude i kajak besluttede hun sig til at flygte for ham. Hun gravede en stor sten ud af bagmuren i huset og lavede bag denne en hulning, som kunne skjules af stenen. Derefter fyldte hun sin anorak med lampemos og lagde den på sin plads på briksen så at den vendte ryggen ud efter. Da hun mente, at manden snart kom hjem skjulte hun sig i hullet. Manden kom snart efter, gik lige ind i huset med kniven i hånden og hen til briksen. Han stak nu kniven flere gange i den fyldte anorak som jamrede sig ligesom et menneske. Han opdagede snart sin fejltagelse og sagde: "Hvoraf kan det komme at den skriger som et menneske. Jeg skulle ikke have ventet så længe med at dræbe hende." Han gik nu husvæggen rundt og sparkede til stenene, men opdagede intet. Han gik ud for at søge efter sin kone, og i mellemtiden benyttede hun lejligheden til at flygte for at søge hen til sin broder. Da hun var kommet et stykke på vejen, hørte hun at manden var efter hende. Efter at være kommet forbi et næs, sagde hun: "Jeg har jo træ til amulet, jeg vil blive til træ!" Hun kastede sig ned og blev staks til træ. Da manden kom derhen til, stak han flere gange med sin kniv i træet, det gjorde lidt ondt; men skadede hende ikke. "Jeg skulle have taget min økse med," sagde manden, "nu må jeg gå hjem efter den." Da han var gået, flygtede hun videre. Kort tid efter mærkede hun, at manden var lige efter hende igen. Hun flygtede så ned til stranden, hvor det var lavvande, kastede sig ned og sagde: "Jeg har jo tang til amulet, jeg vil blive til tang." Da manden kom derhen kunne han ikke finde sin kone; han sagde da: "Nu vil jeg vente til højvande for at hun kan drukne." Efter højvande gik han hjem, og hun flygtede til sin broder. Da hun kom tæt til broderens hus, blev hun bange for at manden forfulgte hende, hun løb derfor op på en ravnefælde og lod sig falde ned gennem åbningen. Da broderen så hende spurgte han hvorfor hun var kommet derhen? Hvortil hun svarede: "Im. vil slå mig ihjel og forfølger mig." Hun blev nu ført ind i teltet.

Kort tid efter kom Im., som anstillede sig meget bedrøvet, og sagde, at hans kone var død. Han satte sig ned, holdt hånden for øjnene og lod som om han græd. Efter at broderen havde blødet sin tromme, begyndte han at synge: "Im. som spiser sine koner og børn!" "Im. som spiser sine koner og børn!" Im. nægtede at have spist koner og børn, men nu råbte hans kone bag fra teltet: "Du har ikke alene villet dræbe mig, men du har også slået min broder ihjel og spist ham." Im. svarede: "Du har spist den ene hånd!" "Nej", svaerede konen, "jeg spiste den ikke, jeg lod den falde ned gennem pelskraven."

Im. ville nu rejse, men de andre sagde, at han skulle blive. Konens broder hentede sin hundepisk og bandt en stor knude for enden og slog Im. over ryggen, således at huden revnede. Til slut var Im. død.

Var.: Igimarasussuk / Iimarasussuk

Kommentar: Konens ene bror er åbenbart fulgt med til Im. og er blevet spist, en episode, der er med i mange versioner. Om det er Sanimuinnaq eller Johan Petersen, der har udeladt den, er uvist.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS

2488, VIII, 4', s. 18 - 24, nr. 3 (suppleret med Sanimuinak's fortælling, ibid. s. 24 - 30).

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Det Grønlandske Selskabs skrifter, XIX,

II: Østgrønlandske Sagn og fortællinger, Ammassalik, s. 223 - 225.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 235 - 237.

Resumé: Hver gang Iimarasussuk / Igimarasussuk får en kone,

spiser han hende og deres børn. Han feder en kone op ved at nægte hende vand at drikke. Han fanger godt, men når han undertiden intet fanger, dræber han sin kone.

Misana, der har mange brødre, blir hans kone, og han tar hendes

lillebror med. M. slikker vand af husgangen, når Ii. er ude på fangst.

Ii. dræber hendes lillebror, koger ham og tvinger M. til at tage imod

en hånd, som hun lader glide ned under halslinningen. M. udstopper sin

anorak med lampemos, beordrer den at skrige, når Ii. stikker i den,

graver et hul i muren bag en af dens store sten, gemmer sig dér, og

undgår at bliver ramt af Ii.s kniv, da han efter at have stukket i

anorakken søger husrummet rundt. Ii. går ud for at lede efter hende.

Da han er ude af syne, flygter hun, opdager at han forfølger hende, og

hun omskaber sig til sin amulets materiale, der er træ. Ii. går hjem

efter en økse. M. flygter videre til stranden, hvor der er ebbe. Her

omskaber hun sig til tang. Ii., der ved hun er der, men ikke kan finde

hende, går hjem for at lade højvandet drukne hende (tang-episoden er fra Sanimuinnaqs version, BS).

Hun når hjem til brødrene, men af angst for, at Ii følger efter,

gemmer hun sig i brødrenes ræve- og ravnefælde, hvorfra en bror tar

hende med hjem.

Ii. kommer på besøg. M. gemmer sig under skind på briksen. Ii. græder

tørre tårer over tabet af sin kone, men brødrene græder ikke med. En

af dem ærter alle med trommesange og Ii. med, at han spiser sine koner

og børn. Ii. nægter. M. afslører sig og fortæller om Ii.s fortæring af

lillebroderen. "Du har spist den ene hånd", siger Ii. "Nej", forklarer

M.

Ii. vil afsted. Man tvinger ham høfligt til at blive. Hans hunde slås

med brødrenes hunde. Ii. vil ud for at skille dem ad og får ikke lov

til at tage sin anorak på. Uden for pisker en af brødrene både

hundene og Ii. med en stor knude på piskesnerten. Ii.s ryg revner. M.

skal stikke ham ihjel. Hun har ikke kræfter nok. Da brødrene tar

over, er Ii. allerede død.

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk

Kommentar: Holm har indskudt enkelte elementer fra Sanimuinnaqs variant,

der måske findes i Thalbitzers eller et andet arkiv.

Tolkning: Man bliver åbenbart mager af at drikke for meget vand. Det

er betydningsfuldt at Ii. netop giver M. lillebroderens hånd, symbolet

på samarbejde, at spise. Havde hun spist den, var hun blevet Ii.s

medskyldige og afskåret fra relationen til sine brødre.

Hist.: Det er spørgeligt om ammassalikkerne fangede ravne i deres

rævefælder.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 153 - 160.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 256 - 258.

Eng.udg. Thalbitzer, W.  1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 266 - 268.

Resumé: Inurudsiaq har tre eqqillit (de lusebefængte, der ligner hunde)

til plejesøskende. Om foråret kommer mange eqqillit ned til huset og

dræber fra tagets fire hjørner alle indvånerne undtagen I. og hans

søster. To eqqillit bliver tilbage. De hænger I. og hans søster med

hovedet nedad over en dyb afgrund. I. kan drikke sit eget tis, men

søsteren dør af tørst. I. får efter flere forgæves forsøg hejst sig op

på en klippehylde ved linen, anråber først forgæves, siden med held en

passerende konebåd.

I. øver sine kræfter mens han vokser op. Han har fem gode bjørnehunde

og kører ofte på uuttoq-fangst ind i fjorden om foråret. Herinde

overrasker han de to eqqillit optaget af kiggefangst. De undres over,

at I. er blevet voksen, ber ham blive, mens de henter deres fangst, og

flygter. I. finder deres fangst af lyse og mørke sæler, forfølger

deres spor til de taber sig på indlandsisens glatte flade. Her får han

øje på mange eqqillit nede i en revne, kravler derned, foregiver

at lyske en af dem og dræber denne med et bor ind i øret.

Tar således livet af alle synlige eqqillit. Andre har gemt sig i en

sten med en smal revne, som han synger åben. Han dræber dem alle,

undtagen sine to særlige fjender, som han spænder for sin slæde bag

hundene og pisker dem til blods, mens de løber. Hvergang pisken bliver

for tung af blod, skifter han den ud med en ny. Den ene eqqilik dør,

da de når ned fra isen, den anden da de når ud af fjorden. Hjemme

fortæller han om sin tilfredsstillende hævn over sine plejesøskende.

Var.: Begyndelsen er fra en vidt udbredt myte, også i Arktisk Canada:

Venus; Den gamle pebersvend, der indesluttede de legende børn i en klippe; Nuerniagarnakasik; En sørgelig fortælling;

"erqidlit" som stedsøskende; eqidi' / eqqillit

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der må være identisk med ID 269. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Oversat af Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993, Tekstsamling s. 109 - 115.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.

Resumé:

Kaassassuk er en forældreløs dreng i Tuapammiut ved Nanortalik og har sin gamle faster (eller bedstemor) som plejemor. Han bor i husgangen mellem hundene og får derfor tæv sammen med dem hver gang folk skal ud eller ind. Ikke alle er lige slemme, men svogeren der er gift med hans storesøster er storeslem.

Kaass. får lyst til at blive stærk. Han vandrer langt ind i indlandet og kalder på Kraftens Herre, der kommer i skikkelse af en kæmpehund. Den vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden, så alt muligt legetøj, også dukker han har skåret til husets småpiger, klirrende falder ud af ham. Selv mister han bevidstheden. Efter anden gang bemærker et barnløst par, at han er vokset. De ønsker at adoptere ham men hindres af husets autoritære overhoved. Et par andre (de mellemste ? BS) har også altid behandlet ham godt og altid givet ham lidt af de ammasætter de henter ind fra forrådet. Ialt fem gange går Kaass. til fjelds og blir slynget, og for hver gang rasler færre og færre stykker legetøj ud. Efter fjerde gang gemmer to barnløse par jævnligt levninger til ham og han havde gerne givet dem nogle rester til gengæld. For hver slyngning afreagerer han med stadig voksende styrke sit had mod storesøsteren, der ikke tager sig af ham men synger kælesange for sin egen lille søn. Han sparker fastfrosne sten i stumper. Han sparker til klipper så hans fødder trænger helt ind i stenmassen. Endog sit hoved kan han afsætte hulninger i klippevæggen med. Femte og sidste gang han slynges lykkes det ham at holde sig ved bevidsthed og fast til kæmpehundens hale.

I hemmelighed slæber Kaass. en nat et enormt stykke drivtømmer, som man blot har tøjret ved stranden, op til huset. Man får sine anelser og giver ham mad i større omfang end før. Kun hans fæle svoger vil trække ham op i husrummet ved næseborene. Men når han spiser for hurtigt finder man søm i hans mund, smider dem væk og beordrer ham til at spise helt op.

Tre bjørne, en mor og to unger, nærmer sig bopladsen og søger op på et isfjeld. Han låner sin plejemors kamikker til gengæld for et løfte om at han skal skaffe hende sengeunderlag og dyne. Kass. overhører sin svogers advarsler, hugger trin i isbjergets side med næverne, klatrer op og slynger bjørnene en efter en ned i døden. Fællerne får den ene lille bjørn som part, det barnløse par en kølle af den største, og den onde svoger, der hurtigt fjerner sig i skræk, får ingenting.

Da Kaass. inviteres op til fællesspisning på kødet er det den rare barnløses mand, der, da ingen tør hive ham op ved næseborene, til sidst rækker ham sin hånd at komme op ved. Kaass. græder rørt. Samme mand kan også som den eneste overtale Kaass. til at sætte sig nær sig i stedet for ved indgangshullet. Alle vil give ham knive at spise med. Efter måltidet får Kaass. sin lille nevø på skødet. Han klemmer barnet ihjel og gør det derefter af med alle i huset undtagen det barnløse par, der har været gode imod ham.

Kass. får lyst til at rejse. Han tar langt nordpå i sin kajak med kun fuglepile som våben. Et sted går han ind i et hus med klirrende hvalrostænder på snor i husgangen (en slags advarende "dørklokke", BS). Her bor den stærke Qaassuk / Qaasuk, der bare blir liggende ugæstfrit på briksen. Men da Kaass. har bundet ham til en stolpe, atter løst ham og sat ham tilbage på briksen, må Qaas. igang med at undeholde sin gæst. Kaass. forlanger mad. Husets datter skynder sig ud efter det, men da hun har måtte opgive at få den ind, en hvalroslalle, der er frosset fast i jorden, må Kaass. selv ud og rive den løs.

Da Qaas.' søn kommer hjem og viser sig i opgangen med spændt bue, advarer faderen ham. Gæsten er stærk! Kaass. får sin vilje med at ligge med Qaass.s datter, bliver svigersøn og overgår med blot sine fuglepile langt sin svoger i fangst af de farlige røde hanhvalrosser og senere af isbjørne. Men Qaass får has på ham ved at skabe en sort tupilak-bjørn af Kaass.' eget lort. Svogeren er blevet advaret mod den sorte, men Kaass. går til den og bliver således kvalt i sit eget lort.

Var.: Kaassassuk

Hist. + kommentar: Der er gået kuk i persongalleriet under forløbet. Undertiden er der to, men oftest kun et barnløst par. Det forbliver også uklart hvorfor Kaass. udrydder alle til slut. Nogle har hele tiden givet ham ammassætter, andre har senere givet ham mad. Og hvad med plejemoderen?

Samme indtryk af en meget rodet fortalt gengivelse af forløbet giver også Kirsten Thisted udførligt rede for i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin version (se denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.

Det afsluttende besøg hos Qaassuk / Qaasuk gentages ord til andet i Motzfeldts version. Dennes slutning afviger fra andre versioner, der enten slutter med udryddelsen af bopladsfællerne eller med, at Kaass. resocialiseres da han lider nederlag mod en stærk mand i nord. Men hos Motzfeldt bukker han under for en tupilak, tilmed i skikkelse af en sort bjørn! I Sydgrønland har man kendt betegnelsen for brune bjørne, allaq, formentlig via kommunikation med herrnhuterne i Labrador. Men i teksten er det en nanoq qernertorsuaq (en kulsort isbjørn) der er tale om. I min tolkning konnoterer den sorte farve noget djævelsk i kristen forstand: Kaass. får løn som forskyldt og kan takke sig selv for, at det "hedenske" hekseri med hans "affald" virker.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Denne tekst er publiceret, iblandet tilføjelser fra Agdlagdlaks og Angutinuaks versioner, i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3 (med noter); Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, nr. 3 (uden noter); og på engelsk i Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 237 - 239 (uden noter).

Johan Petersens oversættelse:

Kaluluk var en lille spinkel person. Da han begyndte at gå i kajak, roede han ud til en ø, der hedder Imikertok / Immikkeertoq og steg i land her. Han tog sin blærepil, kastetræ og lille kniv og gik op på øen hvor han satte sig til at arbejde ved siden af en dam. Mens han arbejdede på sin blærepil, så han, at en kajak kom ind til stranden. Manden steg i land og gik op og tog fat på Kaluluk. De begyndte da at brydes, men da Kaluluk mærkede, at han ikke kunne magte manden, der var meget større end ham, så råbte han på sin amulet, der var en vanskabning (angiak / anngiaq): "Kom og hjælp mig!" Da amuletten kom Kaluluk til hjælp, trykkede han manden til jorden bag fra, slæbte ham hen til dammen, og kastede ham i den. Da manden krøb op af dammen, stak Kaluluk ham ihjel med sin blærepil, og halede døde mennesker op af havet, hvilke, han lagde ovenpå ham.

Kaluluk rejste derefter hjem, men fortalte ikke noget om, at han havde slået en mand ihjel.

3 dage efter kom der mange kajakker fra den anden side. De sagde, at manden ikke var kommet hjem, og at der ikke var andre end Kaluluk, der kunne have slået ham ihjel. Kaluluk sagde: "Hvorledes skulle jeg kunne slå den mand ihjel, som er meget større end jeg?" Men de sagde, at de skulle nok komme og hævne ham.

Da Kaluluk kom op, fortalte han det til sin gamle bedstemoder, som han boede sammen med. Hun begyndte dermed at synge tryllesange. Først sang hun over en vandøse, derefter tog hun en blodprop ud af sin pose og sang over den, og derefter over en kødvender.

Da folkene fra den anden side kom, hentede hun vand i vandøsen og satte den ved stranden, hvor de skulle gå i land. Efter at have gjort dette, sagde hun: "Bare de nu ville holde deres åre på ryggen, når de går op."

Da den første mand kom i land, tog han åren på ryggen, gik hen til den spand den gamle kone hvade stillet ved stranden, og begyndte at drikke. Mens han drak, gik Kaluluk hen til ham og stak ham med kødvenderen i siden, men han vedblev at drikke. Kaluluk trak nu kødvenderen ud, blodet flød ud af siden på manden, men Kaluluk satte blodproppen i. Da han derefter trak blodproppen ud døde manden.

Sådan gjorde han ved dem allesammen undtagen to. Til dem sagde han, at de skulle tage hjem, ellers ville det gå med dem, som det var gået med de andre.

Da de kom hjem fortalte de, at alle andre var slået ihjel. Kaluluk skar de døde i stykker og kastede dem i vandet. Derefter rejste Kaluluk ind til bunden af Sermilik, hvor han levede af hvidhvaler og narhvaler og kom aldrig mere sammen med mennesker.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Ukussulik. I øvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 54 - 59,(suppleret med Angitinguak's og Adlagdlaks fortællinger hhv. ibid. s. 46 - 50, 50 - 54).

2. udgave: Petersen, Johan, (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger,

Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 226 - 227.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 237 - 239.

Resume: "Kaluluk"

Kaluluk er en lille, spinkel, forældreløs dreng, der bor hos sin gamle

bedstemor. Nabolagets kajakmænd forsvinder en efter en. Kaluluk får

kajak, ror en dag til øen, Immikeertoq, hvor han arbejder med sin kniv

på sin fuglepil. En kajakmand kommer roende, går i land, brydes med

Kaluluk der husker sin amulet af et utidigt født foster og tilkalder

dette. Det overmander manden bagfra og kaster ham ud i en sort dam, og

da manden kravler op på land, stikker Kaluluk ham ihjel med sin

fuglepil. Ved at stikke den ned i vandet opdager Kaluluk ligene af

alle de forsvundne kajakmænd. Den dræbtes fæller fra "den anden side"

kommer for at afsløre Kaluluk. Han nægter. Blandt dem er Kaluluk's

halvfætter, der røber at de vil komme tilbage for at hævne

sig. Bedstemoderen synger over en vandøse, en sælprop og en kødvender

af et ribben, som Kaluluk selv har brugt som barn. Kaluluk får hendes

rensdyrkamikker på og får proppen og kødvenderen som våben. Selv

anbringer hun en fyldt vandspand ved stranden og forvandler ved sit

blotte ønske fjenderne en for en til en ren, der drikker af

vandspanden.

Kaluluk dræber dem efter tur med kødvenderen, som han stikker hul i

dem med fra siden, og sælproppen, som han stikker i hullet og trækker ud,

så blodet styrter ud af dem. De to sidste mænd lader han leve med

besked om at tage hjem og fortælle, hvad eventuelle hævnere kan vente

sig. Kaluluk flytter ind i bunden af Sermilik, hvor han lever af

narhvaler og hvidhvaler, og han kommer ikke siden sammen med rigtige

mennesker (men sikkert med indlandskæmperne, timersit, derinde, BS).

Da sammenblandingen af de tre versioner er udpræget, er Angitinguaks, Agdlagaks og Pitigas versioner indskrevet under NKS 2488, VIII,  hhv. s. 46 - 50 og s. 50 - 54, og s. 54 - 59.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik; Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Denne version er ikke publiceret, men dele af den indgår som supplement til

Piitiga's version, der er trykt i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3.

Piitiga's version uden tilføjelser er indskrevet under NKS 2488, VIII, s. 54 - 59.

Johan Petersens oversættelse:

Der var engang en forældreløs dreng som hed Kaluluk og boede hos sin gamle bedstemoder. Når de omkringboende kajakker gik ud på fangst, kom de ofte ikke hjem igen. En dag gik Kaluluk over til en stor ø, hvor han gav sig til at arbejde på sin fuglepil. Mens han sad der, fik han øje på en kajak, der nogen tid gik i skjul af stranden; men derefter lagde til land på øen, og kom og talte med Kaluluk. De tog nu fat på hinanden og begyndte at brydes. Kaluluk tænkte: "Hvad mon jeg har til amulet? Det er sandt, meg har en alusugak /alussugaq (foster) til amulet." Han råbte, at alusugakken skulle komme og hjælpe ham. Kaluluk trykkede manden ned og vred hætten rundt på hans anorak, til han var kvalt. Han ville derefter kaste ham ud en stor sort dam, der lå tæt ved; men da han stak fuglepilen ned i dammen, følte han noget blødt, og da han så ned i vandet, så han, at det var døde mennesker: Han trak nu det ene lig op efter det andet og kendte i dem sine naboer. Han kastede manden ud i dammen, og de andre ovenpå.

Da han kom hjem til sin bedstemoder, fortalte han til hende, at han havde dræbt manden. Da manden ikke kom hjem, tænkte hans familie, at det var Kaluluk, der havde slået ham ihjel. "Hvorledes mon jeg skulle have slået ham ihjel? Jeg der ingen kræfter har", sagde Kaluluk.  Da Kaluluks avia (halvfætter) fortalte, at "de syd fra" ville komme for at slå Kaluluk ihjel, sagde dennes bedstemoder: "Du skal ikke frygte, din amulet vil nok hjælpe dig." De fik nu øje på kajakkerne, som kom for at slå Kaluluk ihjel, og bedstemoderen satte en spand fuld af vand ned til stranden, og sang over den, idet hun ønskede "at kajakmændene, når de kom til land, skulle få horn i panden som rensdyr, og drikke af spanden." Kaluluk fik af sin bedstemoder en kødvender, der var lavet af et ribben, og som han (hun ?) selv havde brugt som barn, og tillige en sælhundeprop. Bedstemoderen sagde til ham, at han bare skulle stikke i retning efter dem med kødvenderen og derefter med proppen, og idet han lod som han trak denne ud, sige: "Nu trak jeg den ud."

       Kajakkerne kom til land, tog årerne på ryggen, drak af spanden. Kaluluk stak efter dem med kødvenderen, derefter med proppen, lod som om han trak proppen ud, og sagde: "Nu trak jeg den ud!" Blodet styrtede da ud af folkene, som døde af blodtab. Således gjorde han ved dem alle sammen undtagen een, som vendte hjem, og som man ikke mere hørte noget til.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Brødrene som forsvandt; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd;

Kommentar: undertiden svarer en østgrønlandsk alussugaq til den vestgrønlandske anngiaq, et barn født i dølgsmål, eller en hemmelig abort: se Kaluluk. Men de to begrebers betydninger dækker ikke hinanden i alle kontekster. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

I Holm, G. 1888: nr. 1, ss. 241 - 244 er mindre dele af Uutuaqs version indskudt som supplement til Angitinguaqs version. Samme er genudgivet i: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:: 219 - 220.

Eng. udg. Thalbitzer, W 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.

Johan Petersens oversættelse:

En dag da Kamikinak som barn sad og spiste, sagde hans moder til ham: "Hvorfor spiser du? Du vokser jo alligevel ikke." Kamikinak blev vred herover og gik ud i kajak. Da han kom ud på havet, så han en stor kajak (mand) sidde og fiske ulke. Han råbte op til den store mand. Da denne blev opmærksom på ham, tog han ham tilligemed kajak i hånden og satte ham op på kajakstolen. Den store mand roede nu til sit hjem på Akilineq. Her satte han K. op på en hylde på væggen. Han gik derefter ud og hentede fødemidler, som han delte ud til husfællerne først de skulle spise. Om natten blev K. sat under briksen for at vokse. Fra briksen blev der sat et tov (?), der nåede hen til vinduet, for at K. ad dette kunne krybe hen til vinduet for at se efter bjørne, der plejede at komme udenfor huset mellem 2 store sten. Han opdagede snart en stor bjørn (af den størrelse som findes herovre), som fyldte åbningen mellem de to sten. Da plejefaderen på anskrig kom til, sagde han: "Herovre kalder vi det kun for en ræv." Han sparkede ræven ihjel, skar den i stykker og gav alle i huset af den. Næste dag opdagede K. en meget stor bjørn (sådanne som findes derovre). Plejefaderen gik ud, stak den ihjel og gav K. et spækkorn (fedtcelle) til at bære hjem. K. kunne imidlertid ikke magte det. Hans plejefader skar det derfor over, og K. bar det halve stykke til huset, mens plejefaderen bar hele bjørnen.

Den næste dag gik de ud for at fiske ulke. Plejefaderen sagde til K., at han skulle se med igennem et hul i isen og passe på, når de andre ulke løb deres vej, for da ville der komme en stor ulk. Da denne kom frem, stak plejefaderen den ihjel. Derefter gik de hjem med deres fangst. Da det blev dag igen gik de ud for at fiske laks, og så snart efter den store mand med de 2 store tænder, der næsten havde fisket alle laksene. Han lå ned og kikkede gennem et hul på isen. Plejefaderen sagde til K., at han skulle råbe: "nerrisilik mardlinik" (ham med de to tænder). Manden hørte det ikke. K. måtte derfor atter råbe: "n ... m ...!" K. sagde til plejefaderen: "Jeg er bange for den store mand." Denne svarede: "Jeg er ikke bange for ham, kommer han skal jeg nok tage fat på ham." Den store mand rejste sig op og løb hen imod den lille K. men nu kom plejefaderen frem og de begyndte at brydes. Tilsidst blev manden med de 2 tænder kastet omkuld og derefter slået ihjel af plejefaderen. Derefter samlede de en del tøndermos, lagde manden med de 2 tænder derpå og tildækkede ham dermed.

Da K. kom tilbage hertil igen, spiste han alt sin faders tørrede kød. Efter at have spist det altsammen, gik han ud for at fange sælhunde. Førend han gik ud, tog han faderens telt ved toppen og flyttede det op på et højt fjeld; thi han var bange for, at når han roede bort, skulle bølgerne skylle det bort. Han sagde til de andre, der havde telt derved, at de ligeledes skulle flytte deres telte, for at de ikke skulle skylle bort af bølgerne, som frembragtes af hans åretag; men de troede ham ikke og lod deres telte blive stående. Han roede nu bort og alle teltene, med undtagelse af hans faders, blev bortskyllede og folkene druknede. Han traf nu en stor stime sortsider og øste dem med hånden op på kajakken.

Var.: Kamikinnaq / Kamikinnarajik; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 8 - 17,(suppleret med dele af Utuak's fortælling, ibid. side 3 - 8).

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:219 - 222.

Eng.udg: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 232 - 234.

Resumé: Den "kære navnkundige Kamikinnaq", Kamikinnarajik, er en

kæmpe, der bor i kæmpernes land, Akilineq. Engang da han besøger

sine forældre, af almindelig størrelse i Ammassalik området, forærer

han dem sin fangst: sortsider, som han øser op med hånden og to

sildepiskere, som han dræber med sin blærepil. Af den ene sildepisker

kaster han lallen i land. Den når fra stranden helt op til huset.

Inden sin rejse flytter han forældrene med deres telt op på et bjerg

og ber forgæves bopladsfælllerne gøre det samme(anmodningen stammer fra Utuaqs version, BS). Alle undtagen forældrene blir skyllet i havet af bølgeslagene, da han ror bort.

Som barn kunne K. ikke vokse og blev af sine forældre opfordret til at

rejse bort. Han ror mod øst til en stor ø, hvor det lyder som

hammerslag, når en af dens kæmper fisker ulke. Kæmpen adopterer K.,

henter en sildepisker til et fællesmåltid, og anbringer om natten K.

under sin briks, for at han kan vokse. K. bliver bange for en rød

bjørn der klatrer op ad den sovende kæmpes hår. K. klatrer selv samme

vej og får af kæmpen at vide, at det blot er et insekt (sikkert en

edderkop, pisiisiaq, på østgrønlandsk, eller måske en tangloppe, BS)

Kæmpen henter endnu en sildepisker til fortæring. K. skal holde øje

med bjørne, der plejer at dukke op ude på en ø mellem to store sten.

Den første, han ser, og derfor bliver hans førstefangst / førstegangsfangst er i kæmpernes øjne kun en ræv. Alle husfæller spiser med af denne førstefangst (fra Utuaqs version, BS).

Næste gang er det en kæmpestor bjørn, mener K., men blot en lille

bjørn i kæmpernes øjne. K. får fangstpart af den. Sammen fisker K. og

kæmpen efter en kæmpeulk under isen. Når den kommer, flygter alle de

almindelig ulke. Kæmpen stikker den store ulk ihjel. Næste udflugt

gælder laksefangst gennem isen. En endnu større kæmpe, der kaldes "Manden fra Akilineq", med eet øje midt i panden og kun to tænder har allerede fanget mange laks. K. opfordres af sin kæmpe-plejefar

til at råbe "ham med de to tænder" til laksefiskeren. K. må råbe meget

højt, før kæmpen hører det og farer hen mod ham. Kæmpen brydes med

denne, dræber ham og begraver ham under optændingsmos. Derefter gør

kæmpen K. til en stor mand, og K. hjælper ofte folk herovre i

Ammassalik området.

Uutuaqs variant er indskrevet under Rink NKS 2488, VIII, nr 3.

Var.: Kamikinnaq; En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik

Tolkning: Den lalle af en sildepisker, som K. kaster på land til sine

forældres boplads signalerer formentlig den hjælp, han i fremtiden

yder ammassalikerne. Den er ikke ufarlig. Det viser bølgeslaget fra

hans afrejse, der ligesom lallen når fra stranden op til teltene. Og

de to første fællesmåltider K. deltager i hos kæmperne er kødet af to

hele sildepiskere. Forudsætningerne for K.s vækst til kæmpe er både

disse måltider, hans klatretur som en edderkop fra rummet under

briksen op på briksen, førstefangsterne af ræv, bjørn og kæmpeulk, og

endelig drabet på den enøjede laksefisker, hvis begravelse associeres

med ild: optændingsmos. I en anden version stikker kæmpen ild til sine underbukser som middel til at få K. op i kæmpestørrelse.

Hist.: Island var ammassalikkernes Akilineq, hvis eksistens de

sluttede sig til fra skydannelserne over øen i klart vejr (Holm

1972:139).

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 202 - 207.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 270 - 271.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 279 - 280.

Resumé: Karrak arbejder på et pilejern. Det får hans hjælpeånd, kæmpen

Ibak (Ipak / inupak, kæmpe) hovedpine af. Ibak dukker ikke længere op til K.'s

seancer og hævner sig engang ved at stikke en lanse med menneskekød på

tværs gennem K. fra ryggen. K. heler nemt såret forpå, vanskeligere er

det bagpå, fordi menneskekødet har rørt ved det. K. tar på besøg hos

I., der ikke deltager i sine husfællers trommesange. K. stikker I. i

halsen. I. udebliver stadig fra K.s seancer, K. besøger atter I. der

er ved at dø, men helbredes af K., der holder seance på stedet. Siden

gør I. ingen skade på K.

Hist.: Karrak, der mistede sit ene øje under læretiden, levede i

første halvdel af 1800-tallet. Også om Aggu / Akku sagde man, at han engang var blev angrebet af en af sine hjælpeånder. Formentlig et yndet trick. En anden gang hjalp Ipak Karrak mod Månen, der var kommet på straffeekspedition. Søg på: Ipak.

Ligeledes blev Maratsi to gange angrebet, een gang af sin toornaarsuk, som han havde inviteret til at kaste kæmpestore sten efter sig, og to gange af sin Iikatik / Iikadik, der stak ham, første gang forfra og anden gang i ryggen. Som hos Karrak heler såret forpå nemmere end det bagpå. Søg på: Maratsi.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 189 - 192.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 266 - 267.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5):275 - 276.

Resumé: Hun sover i mere end et døgn og drømmer, at hun gennem sit tøj

ved den oplagte konebåd fortsætter ud over havet til en dyb, mørk

revne ved himlens sillia (Mælkevejen). Da hun springer over

den, er hun nær ved at falde bagover (og ned, dvs. dø, BS), men

falder forover og fortsætter til to huse, hhv. en isbjørns og en

hvalros'. I isbjørnens hus kommer hvalrossen ind for at købe en rem,

som den river itu, da bjørnen ikke vil sælge den. Hun går over i

hvalrossens hus, hvor de to dyr forfølger hende, mens hun flyver

rundt, op gennem et hjørne i taget og endelig hjem, fordi hendes

familie har sunget hende tilbage med serratit / formularer.

Tolkning: Bemærk puulik-motivet (søg: puulik), kvindens åndeflugt bort fra

puulik-dyrene og det mørke svælg bag "verdenshusets" ende, der også

findes i Havkvindens hus. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Hist.: Vedr. Mælkevejen som himlens skillelinie i kosmologien se MacDonald 1998

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 68 -78 med titlen "Ungilataké" / Ungilattaqi (suppleret med nogle få elementer fra Uutuak's fortælling, "Uiartek", ibid. s. 78 - 92).

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 227 - 231.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 239 - 242.

Resumé:

Der ligger to huse tæt ved hinanden. Nuerniakajik (Tejsten) slår

beboerne af nabohuset ihjel. Kun Kunuk / Kunnuk og hans lillebror overlever.

De rejser bort om natten. Næste dag ser de et barnløst ægtepar på

kiggefangst. Ægteparret løber om kap hen til dem. Konen rører først

ved Kunuk og får ham til plejesøn. Manden får lillebroderen. Vinteren

igennem øver drengene deres kræfter ved at hente tang og løfte store

sten.

Lillebror dør. Kunnuk sørger dybt. Genoptager træningen af sine

kræfter. Får kajak, bliver en dygtig fanger og gifter sig med en smuk

pige.

Ungilatagí / Ungilattaqi udfordrer K., der aldrig har sunget, til

trommestrid for at slå K. ihjel og røve hans kone. Ung. har en

hjælper, den lille fede Ususungmiarssuuk / Ususummiarsuk, som han deler

koner med.

Inden afrejsen synger K.s plejemor over ham, for at gøre ham usårlig.

Hun råder ham til at dræbe en kvinde og en hund, hvis han får dræbt

Ung. Så snart K. i konebåd er fremme, røver U. hans kone som sin

fjerde kone. U.s husfæller bryder sig ikke om, at U. skal slå K.

ihjel. U. og K. stiller sig op i hver sin ende af huset. U. synger

først. Hans trommestav er en kniv, en pana (tveægget?, BS). U. synger

to sange og kaster efter K., der gør sig lille, springer til vejrs og

undgår at blive ramt. U. henter kniven, synger og kaster anden gang.

K., der nu har gjort sig stor, undgår kniven ved at gøre sig

lille. U. vil tage kniven igen, men K. snupper den, synger, gør en

pause, hvor tilhørerne opfordrer ham til at kaste, men han synger igen

og kaster så. U. vil gøre sig smal ved at vende siden til, men blir

ramt i struben. K.s kone trækker i sine kamikker (hun er befriet). K.

tar den smukkeste af U.s koner. U. siger: "Jeg har aldrig vendt mit

ansigt bort fra hende, når jeg har ligget med hende, og du må heller

ikke vende ansigtet fra hende."

På vej ud af husgangen blir K. flere gange puffet af Ususummiarsuk.

Udenfor brydes de. Da K. træder i et hul, hundene har gravet, og er

nær ved at falde, klemmer han Us. Us. synker sammmen og skriger:

"Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, så blodet strømmer ud af

munden og ekskrementerne ud af bagen på mig!." Dermed dør Us.

Hjemme igen bliver K. bebrejdet af plejemoderen, fordi han ikke også har dræbt en

kvinde og en hund. Derefter dræber K. alle kajakmænd, han møder.

K. blir gammel, plejemoderen dør, og K. rejser ud for at hævne sig på

drabet af sin familie.

K. ber Tejstens fætter om at låne en kniv, en

pana. Denne nægter, men blir bange og gir sig. K. kan ikke finde

Tejsten. Først næste morgen ser han noget blankt oppe på en høj,

nemlig det tagskind Tejsten sover under. K. løfter skindet op med

kniven og stikker ganske langsomt Tejsten ihjæl for at pine ham mest

muligt. Til slut dræber K. alle Tejstens børn.

Var.: Kunuk; Uutuaqs to versioner er indskrevet under NKS 2488, VIII, nr. 12 og nr. 13. Sidstnævnte eksisterer dog kun som håndskrift i et uddrag.

Tolkning: Måske var Kunuk ikke blevet vanemorder, hvis han havde

opvejet drabet af Ung. med de drab af en kvinde og en hund, som hans

plejemor havde anbefalet. I stedet dræber han Us. med association til

"kvinde" (Us. er lille og fed), fordi han, K., næsten mister balancen

i et hundehul.

Redaktør: Søby, R.M.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. Manuskript på grønlandsk: KRKB 5', sidst i pakken.

Notater på dansk i KRH 52,2, hæfte 420: Kunuk med tilnavnet Uiartoq, Jordomsejleren.

Maskinskrevet manus (71 ss.) med en del rettelser af H. Ostermann i hans arkiv: nr. A 301, Arktisk Institut. Ostermann har noteret til slut, at oversættelsen hovedsagelig skyldes Johan Petersen, tidl. handelsbestyrer i Ammassalik / Tasiilaq. Dette har været R. M. Søbys forlæg til den danske udgivelse.

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 73 - 105: Kúnuk, Kâgssagssuk and  Ulîvâtsiaq.

Resumé: Først fortælles om Kunuk, dernæst om Kaassassuk, så igen om

Kunuk, der tager hævn over sin families morder. Derefter møder de

to heroer hinanden i styrkeprøver, hvorefter Kunuk omrejser jorden og

skifter navn til Uiarteq (jordomsejleren). Endelig lægger Uliivaatsiaq

navn til heroen i fortællingen om indlandskæmperne, der røver et

menneskebarn. Ul. mødes med Kaassasuks søn og overvinder ham i en

styrkeprøve, der forvandler Kaas.' søn til et skikkeligt menneske.

Kunuk

Da Kunuk og hans fætters fædre altid bor sammen, vokser de to fætre

op sammen og er nært knyttede til hinanden. Ved et uheld kommer K.

under leg med Nuerniagarnakajiks søn, Nuerniagakajik, til at såre

denne let med en kniv. Drengen N. giver det udseende af, at K. har

villet dræbe ham, hvorfor faderen N. udrydder hele K.s familie. Kun

K. og hans fætter, der begge har gemt sig, og hans lillesøster, der er

blevet skåret op i maven, overlever. K. forbinder sin søster og

flygter med hende og fætteren. Søsteren dør ved et højt fjeld, hvor

drengene begraver hende.

Ved en isfjord ser de to mennesker på kiggefangst i bunden af fjorden.

Det er et gammelt ægtepar. De adopterer drengene, og konen beder K.

hente sne til vandsmeltning, mens manden beder K.s fætter hjælpe til ved

isfangsten. Manden byder straks K.s fætter mad. Konen udfører et ritual, et

adoptionsritual: Hun tager K. på skødet som et lillebarn, luller ham i

søvn, tryller over ham, ber ham træde ud på gulvet og fremtryller til

ham "nyanskaffelsesspise": spæksyltede bær. Derefter trakterer manden

med en hengemt sæl, og konen formaner drengene til altid at huske, at

de er flygtet af frygt. Glemmer de det, vil de altid være bange for

dem, de frygter.

I den følgende tid holder K. sig hjemme som den gamle adoptivmors

medhjælper, mens hans fætter tager ud på fangst med den gamle mand. Om

aftenen er drengene sammen og øver deres kræfter udendørs. K. fætter

bliver snart den stærkeste. Skønt K. ikke er misundelig, ønsker han

ikke at fætteren bliver meget stærkere end ham selv.

Begge drengene får kajak, bliver snart dygtige fangere, og de tager

altid ud sammen. En dag, hvor K.s kajak er for våd, tager fætteren

ud alene, imod K.s ønske, og kommer ikke tilbage.

Nuerniagarnakajik kommer på besøg. Han mener at kunne genkende K., men

plejemoderen holder stædigt fast ved, at K. hedder Qaqipilivarterajik

og er hendes fosterbarn. N. opgiver, tager hjem, og man erfarer siden,

at det er ham der har dræbt K.s fætter.

Da den gamle mand er død (gætter fortælleren, Kaarali, der undrer sig

over, at man ikke hører om denne død), flytter K. med sin plejemor

til en anden boplads og gifter sig med en usædvanlig smuk pige. Han

sørger ikke længere så meget over sin fætters død, dvs. han bliver

hård, livsglad og derfor sine fæller en god kammerat.

Konerøveren Ungilagtaqut (Ungilattaqi), der aldrig forfejler sit

kastemål, inviterer K. til trommestrid for at dræbe ham med en

tveægget kniv under sangkampen og frarøve ham hans smukke kone.

K. får gode råd af sin plejemor om, hvordan han skal klare U. ved blot

at brug sin vuggevise, gøre sig lille og springe til vejrs første gang

U. kaster kniven og lade ham hente kniven, selvom eventuelle tilhørere

der tager parti for ham, vil opfordre K. til selv at tage kniven.

Næste gang U. kaster, skal K. gøre sig stor og bukke sig for kastet,

dernæst tage kniven fra U., når U. henter den anden gang, og samtidig

snuppe hans tromme for ikke at skulle over gulvet efter den. Derefter

skal han først fremsige sin vuggevises ord uden sang og tromning,

bagefter synge U.s sang til tromme, og når den er slut straks kaste

kniven mod U.s strube uden at tage sigte først. Hvis han rammer, skal

K. derefter dræbe en hunhund og tage sig en af U.s smukke koner.

K. følger nok anvisningen, men det er tilsyneladende kun sin vuggevise han

synger flere gange og lader tilhørerne synge. Han danser stadig

heftigere til, og indimellem akkompagnerer han med trommen (har Kaarali

i hastværket glemt, hvad han tidligere skrev? BS) Da U. er spiddet i

struben, tager K. den smukkeste af U.s koner, der beder ham aldrig at

vende hende ryggen ret længe af gangen. For det tåler hun ikke.

K. forlader huset gennem husgangen foran sin førstekone og med sin

anden kone i armene som et lille barn. Ved udgangen får K. to gange

et voldsomt puf af en lille mand med skuldre, der går i eet med hans

hals. K. sender sine koner ned til båden for frit at kunne brydes med

modstanderen. De brydes meget længe. K. snubler og er ved at miste

balancen, da han træder på en sten, som en hund er bundet til. Derved

klemmer K. den lille mand så kraftigt, at denne skider i bukserne og

bliver svimmel som en, der har mistet sin forstands fulde brug. Han

viser sig at være selve Usugssamiarssúnguaq (Usussamiarsunnguaq), der

erklærer, at den gang han kæmpede med indlandsboen, sked han ikke i

bukserne (K. var altså stærkere end denne kæmpe i indlandet, BS).

Hjemme igen har K.s plejemor siddet ved stranden, siden han tog afsted

(for at støtte hans forehavende, BS). Hun trækker hans kajak i land og

på spørgsmålet om han også fik hunden, må K. svare nej. Det glemte

han. "Det gør ikke noget, lad det være således!" siger hun.

Kaassassuk

Den forældreløse Kaas. bor hos sin bedstemor i et lille hus og er nabo

til et fælleshus med mange mænd, deriblandt en halvonkel, der vil ham

det godt. Kaas. leger med sælknogler fra lufferne. I modsætning til de

andre børn bliver han aldrig træt af at lege. Når Kaas. inviteres til

spisning trækkes han indenfor af to mænd, der efter tur tager fat i

hans næsebor, løfter ham op og ryster ham. Han søger at få sig lidt

kød v.h.a. sine negle. Man skærer dem af så de bløder. Hans plejemor

skjuler næste gang en lille kniv mellem hans lang- og ringfinger og

puster på dem. Ingen kan nu opdage kniven, og Kaas. bliver for en

gangs skyld mæt.

Da han senere inviteres på fællesspisning af kødet fra tre bjørne,

tvinger den ene af hans plageånder ham til at sluge en knæskal, den

anden til at drikke skoldhed suppe. Kaas. formindsker knæskallen og

afkøler suppen med sine blotte ord.

Kaas.' næse vokser, men hans krop forbliver lille som en dukkes. Hen

på efteråret sørger hans halvonkel for, at han får halvdelen af en

remmesæl, som halvonkelen fanger. Efter dennes anvisning har Kaas.

nemlig råbt qee, qee (kajakfangerens råb om assistance til fangst af

større dyr, BS) fra stranden, da sælen dukker op. Den retter sin

opmærksomhed mod Kaas. og halvonkelen kan ubemærket fange den bagfra i

kajak. Fangstparten lægges i et skjult depot. Kaas. og hans bedstemor

nyder en tid godt af den, men de to plageånder opdager og skjuler

resten.

Nu opfordre bedstemoderen Kaas. til at søge (et åndemiddel) i

oplandet. Han går derind og råber gang efter gang: "Hvem vil dog

børste mig af?" Ingen kommer. Han hidser sig op, råber igen og bliver

endelig bange. "I den tilstand han var, var der ikke den ting, som ikke

åbenbarede sig for hans indre syn. Dette var en følge af, at han

ganske bestemt ventede spøgelser." Angsten tager af, han råber kun

vagt, men nu dukker en kæmpe op, der børster ham ned over forbredden,

hvorefter sælluffeknogler falder ud af ham, hans forside vokser, og

han hælder kraftigt bagover. Kæmpen snurrer ham rundt fire gange: Nu

kan han vokse. Kæmpen anbefaler ham med held at rokke en kampesten og

erklærer: "Du vil med tiden få lige så stor styrke som jeg."

Hjemme igen går Kaas. til sengs, hvor han vokser og vokser, mens

bedstemoderen holder børn borte, der inviterer ham ud til leg med

sælluffeknogler, med en løgn om, at han er syg til døden.

Man finder en vældig stamme drivtømmer, som ingen magter at trække op

på land. Om natten trækker Kaas. den hemmeligt op og lægger den

spærrende foran husgangen. Man beder næste morgen hånligt Kaas. om at

bære den ned igen. "Han kan jo dårligt ånde mere," svarer

bedstemoderen. Om natten bærer Kaas den hemmeligt tilbage.

En morgen jager man bjørn, tre dyr i følge. Kaas. der er blevet

voksen af skikkelse låner sin bedstemors anorak og kamikker, der er alt

for små. Han er klædt på som kvinde, råber pigerne hånligt. Kaas. sparker de

tre bjørne ihjel efter tur og erklærer, at deres skind skal være ham

til klæder, bukser og kamikker. Halvonkelen får fangstpart. Alle

inviteres på kogt bjørnekød. Kaas. hiver sine to plageånder op ved

næseborene og ryster dem. Den ene truer han til at sluge en knæskal af

bjørnen, den anden til at drikke skoldhed suppe. De forsøger ligesom

Kaas. med deres blotte ord at hhv. formindske knoglen og afkøle

suppen, men uden virkning. Begge dør. Et par unge piger retter senere

anklage mod Kaas. for disse mord. Dem dræber han også. Ingen i miles

omkreds tør siden binde an med ham.

Kunuks hævn

Undervejs på hævntogt efter Nuerniagarnakajik passerer Kunuk sin søsters

grav, overfaldes atter af sorg er nu i den rette stemning til hævn.

På en sommerplads bor en del i telt, men de fleste under deres på langs

rejste konebåde. N. bor her også viser det sig. Han kommer hjem med en

narhval. K. trækker den på land med et snuptag, vrider

tanden ud og kaster den langt ud i havet. K. beder N.s søn om at låne

hans kniv. Denne nægter. Længe diskuterer de. K. siger da, at han vil

slå N. ihjel med den. Da føjer N.s søn sig beredvilligt. Kniven er

lavet af en sabelklinge. K. løfter eet for eet alle bådenes forhæng op

og afdækker fornærmede ansigter. Ingen af dem er N.s I tusmørket ser

han endelig en fjern tingest, der viser sig at vært N. og dennes kones

"telt"-båd. K. løfter forhænget op, nævner een for een alle sine

slægtninge, som N. har dræbt og stikker i ham for hver navn, for at N. skal

lære smerten at kende. Da K. kommer til sine forældres navne, stikker

han dybere sår, og med sin fætters og søsters navne stikker han N. ihjel.

Med en ven (som man intet har hørt om før, BS) starter K. en

jordomsejling. De ror uafbrudt. Vennens kone og K.s anden kone har

hver et spædbarn. K.s kones spædbarn overlever, fordi hendes bryster

kan nå over hendes skuldre til barnet i amaaten. Vennens kones barn

dør. De overholder ingen dødstabuer og kommer til en kraftig

hvirvelstrøm ved en klippehule, hvor vennens båd suges ind som straf. K.

klarer sig igennem.

Nær land springer en af hans hunde af længsel efter land i vandet.

Dens lår bliver ædt af en stor ulk. K. kommer til en teltplads med kød

til tørre af: Mennesker, en orm, bjørn, hvalros og mattak. K. søger

bag om teltene langs kysten, bærer båden over land til den anden kyst

og føler sig dybt lettet. Men nu har han mistet sin "medlidenhed" / medfølelse / empati.

Han dræber alt på sin vej: Sæl, narhval, bjørn, hvalros og menneske

bliver det samme for ham.

Undervejs passerer han de savtakkede fjelde, Qillavaasuit, som han

finder meget smukke, og kommer til landets ende, hvor en rype kagler

inde fra land, hver gang der dukker sæl op: Hér er altså lige mange

ryper og sæler.

K. dræber stadig uskyldige kajakmænd uden bagefter at skænke dem en

tanke. Endelig møder han på havet en stor kajakmand. Gang på gang gør

de sig rede til at dræbe hinanden. Til slut foreslår K. at de i stedet

mødes i trommestrid. Den store mand er Kaassassuk. K. gør ophold i sin

rejse og digter bl.a. en sang om de smukke savtakkede fjelde i syd,

som han har været ked af at forlade. Kaas. kommer til K.s boplads

ved islæg. K. har frosset armen af en narhval fast i isen. Den skal

Kaas. trække op, hvis han vil have noget at spise og ikke blive til

grin i en sang. Kaas. magter det ikke. K. bøjer sig, griber i

narhvalsarmen, men Kaas. søger bagfra at presse K. ned, og K. retter

sig op i vrede, slynger samtidig "armen" mod Kaas., der når at springe

til side og kun strejfes. Kaas. forstår at den mindre K. ikke er til

at spøge med. Inden sangkampen trækker de krog. Kaas. taber, skønt

hans arme er tykke som en spraglet sæls og runde som kvinde-arme. Det

blev de fordi han voksede ud uden at udvikle sine kræfter. K.s arme er

som en fuldvoksen hunbjørns.

Af nidviserne citerer fortælleren, Kaarali, kun en af K.', der

hentyder til, at K. i sit fysiske overmod var blevet vred på de

sydligst boende, som han forlod, da han kom sejlende rundt fra læsiden

i syd. Kaas. kalder K. "Den, der runder næsset", Uiarteq.

Derfor er der ingen tvivl om, at Kunuk fra da af kom til at hedde

Uiarteq (Uiartoq)".

Snart efter kommer K. til Kaas.' boplads på genvisit. Han trækker

uden besvær den hvalros-arm op, som Kaaas. har frosset fast i isen til

ham. Man spiser, holder sangkamp, og ved afrejsen pudser Kaas. sine

store hunde på K.s små og snavsede hunde, som K. har tryllet over. De

river tarmene ud af alle de store hunde, Kaas. pisker ørerne af de små

hunde. K. kæler for dem og beroliger dem.

De har sikkert holdt sangkamp mange gange. "Vi som er kommet efter

plejer at tænke, at de holdt sig i ro i lang tid skønt boende ikke

langt fra hinanden. Vi har altid tænkt os, at de har haft deres boplads

omkring Ikersuaq, lidt nord for Ammassalik. Deres redskaber til

bjørnefangst kan vi endnu, om vi vil, se den dag i dag, nemlig: 1) En

bjørnefælde, 2) et redskab til kvælning, der er indrettet til at falde

ned.

Gennem fortællinger har vi hørt, at da Kaassassuk blev gammel, boede

han ved Suunikajik og havde sin søn som forsørger. Om Kunnuk (Uiarteq)

har vi ingen fortællinger eller efterretninger længere end til hans

trommestrid."

Uliivaatsiaq og Kaassassuks søn

Den unge, stærke Ul. har ingen kajak, men med konebåd driver han

garnfangst på sæler, endog remmesæler, i sundene om efteråret. Han

inviterer kvinderne med. De går på bærtogt. En lille pige forsvinder.

Forældrene udlover en kajak som dusør.  Ul. erklærer sig rede til at

søge efter pigen hos fem nunatak-kæmper og en kæmpekvinde, men først

når dagene længes. Forældrene vil med, da han tager afsted iført en

lang anorak af stift remmesælsskind (som en slags harnisk, BS), der

kun er blødgjort ved armhulerne. I hætten er der løbegang med

skindsnor.

Undervejs øver han sine kræfter på klippehuler, som styrter sammen.

Sten trækker han op af leret med fingrene. Nær kæmpernes hus lader han

de gamle vente på afstand, ser gennem loftventilen den grædende lille

pige, som kæmpekvinden har som "foster" på sit skød og søger at trøste

med tilbud om mad, vand og mulighed for at forette sin nødtørft. Nej,

pigen har ingen behov. Hun lider af hjemlængsel. Hun skal nok komme

hjem engang, lover kvinden. Ul. vinker de gamle til sig. På vej gennem

husgangen spærrer flade sten med mellemrum passagen. Ul. puster til

dem en efter en, de vender sig på langs (som døre, der åbnes).

Ved indgangs hullet hænger bjørnetænder, der vil støje og tiltrække

sig de fem kæmpers opmærksomhed, hvis Ul. og de gamle går forbi. Ul.

springer alene ind, river tænderne ned, farer forbi mændene, griber

pigen, smider hende ud til forældrene, slår kvinden ihjel og får efter

lang kamp bugt med kæmpemændene, der har smøget hans hætte ned og

vredet den rundt i forsøg på at kvæle Ul. Ul. slås længe med den sidste

kæmpe for at pine ham.

De gamle, der er flygtet med datteren, kan pludselig ikke komme ud af

stedet, da Ul. haler ind på dem. Sammen fortsætter de så, men vejen

spærres af fem kæmpemænd. Ul. og de gamle prøver forgæves at løbe uden

om dem. Ul. løber da ufortrødent imod dem, og de forsvinder hen ad

jorden (som skygger, BS). Det var de fem kæmpers sjæle. Kvinden havde

Ul. åbenbart dræbt på både legeme og sjæl.

De når velbeholdne hjem og ser, at Ul.s anorak er blevet ganske blød i kanpens tummel. Ul. får den lovede kajak og beslutter at besøge Kaassassuks søn, som

alle frygter, fordi ingen af hans gæster nogensinde kommer levende

tilbage. Bopladsen har to huse. I det nederste advarer folk Ul. mod

at gå op i det øvre, der er Kaassassuk-familiens. Ul. går derop. Det

har to indgange. Ul. vælger den venstre til Kaas.s del af huset. Kaas.

er sur, men bløder op efterhånden. Over indgangen hænger en kølle af

hvalrosskind med bjørnetænder. Det er Kaas.' søns drabsvåben. Kaas.'

søn er på fangst. Dennes kone svarer Kaas. på hans spørgsmål om,

hvilken kajak sønnen er ude i: "Den, der tørner hårdest imod!" Kaas.

siger lavmælt: "Orsiisuakulaagiukumaadarpusi"(?). Ul. følger med konen

ud, da Kaas.' søn kommer mod land med flere nedlagte hvalrosser på

slæb. Ul. tager konen om livet og trækker hende med ned til

modtagelsen. Kaas.' søn bliver rasende af jalousi. Han går op for at

skifte anorak. Hans kone følger med. Ul. trækker hvalrosserne gennem

vandet til et ujævnt sted, hvor han trækker dem næsten på land og

derved flænger nakken på den ene hvalros. Kaas.' søn kommer tilbage,

leder, finder fangsten, trækker den med besvær tilbage og får den på

land. Ul. vender tilbage gennem Kaas.' indgang . Sønnen går uafbrudt

ind og ud af de to husgange. Kaas. underholder med fortællinger. Ul.

holder upåagtet øje med sønnen. Denne snupper pludelig sin kølle og

langer ud efter Ul., der parerer. Det gentager sig mange gange. Til

sidst tager Ul. køllen fra sønnen og lægger ham på ryggen som var han

et barn, klemmer hans ben fast mellem sine egne og martrer hans ansigt

med køllens bjørnetænder til det bliver helt opsvulmet og vandklart.

Ul. går uskadt ned til det nederste hus, hvor man modtager ham med

glæde og lettelse. En lille forældreløs dreng sendes med jævne

mellemrum op til Kaas. for at forhøre sig om sønnens tilstand.

Først da denne er i bedring, rejser Ul. hjem.

Siden begår Kaas.'s kun een utyskestreg. Han binder alle stedets mænd

til husstolperne og ligger med deres koner på skift, mens de ser på.

Derefter bliver han mild og vennesæl, tænker aldrig mere på drab, og

tilbyder endog sin kone til de unge mænd, når han tager på fangst.

"Dette er, hvad vi ved om Kaassassuk, og her plejer vi at slutte. Nu

er vinteren til ende. Nu er der herlig sommer!"

Var.: Bl.a. til fortællingen om de barnerøvende indlandskæmper: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Ululina; qilaamasoq.

Dette er en sammenstykningen af fortællingerne om Kunnuk / Kunuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq, der hver findes i mange vestgrønlandske versioner. Men sammenstykningen er bemærkelsesværdig.

Den er ikke Kaaralis egen opfindelse. Der findes en tidligere version hos Holm. Søg på: NKS, 2488, VIII, 4', Uutuaq, Holm, Uiartek / Uiarteq, hvor der er flere kommentarer til sammenstykningen.

Hist.: Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning.

Men foregår rejsen nordenom eller søndenom (via Kap Farvel)? Spejlvendingen i vores betydninger af verdenshjørne-retninger fra Vest- til Østgrønland, gør afgørelsen usikker. Sml. med fortællingerne om Uiarteq, der synes at rejse nordenom.

Fortælleren, kataketen Kaarali, holder en vis afstand til nogle

af fortællingens før-kristne træk og søger at forklare enkelte brist i

fortællelogikken. Men Kaarali holder fast ved forestillingen om, at

personerne er historiske, ligesom hans far Missuarniannga / Mitsivarniannga

identificerede Uliivaatsiaq med Matakatak (Holm 1957: 246 - 247), der er

helten i en kortere variant hos Holm, bortset fra at denne Matakatak

ikke rejser på besøg hos Kaassassuk og hans søn. Den afgørende

"historiske" begivenhed for Missuarnianngas identifikation er indførelse af kajakker i Ammassalik-distriktet i en bestemt fortid,

hvor man indtil da drev garnfangst på sæler (Thalb. 1914: 430 - 431).

En selvstændig variant af "Matakatak" hos Rasmussen fra 1919, hvor

helten ikke navngives, indledes med en længere udredning om denne

begivenhed, og det fremgår at det er overdækkede kajakker man

tidligere har manglet (Rasm. 1921: 228). Åbne kajakker fra

thulekulturen, er fundet flere steder i Arktisk Nordamerika.

Det bliver arkæologernes opgave at påvise, om den "historiske

begivenhed" har en historisk kerne. Derimod er der stor sandsynlighed

for, at ammassalikkerne tidligere drev garnfangst i net knyttet af

hvalbarder og udspændt mellem øer eller i smalle sund.

Kommentar: bemærk den socialpsykologiske karakteristik af en hensynsløs massemorder: en der har mistet sin medfølelse. Den østgrønlandske glose, som Kaarali har brugt, kan ikke efterspores, eftersom en grønlandsk nedskrift ikke er fundet.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 274 - 277.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 289.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:296 - 297.

Resume: For mange år siden overlevede en mand og hans kone en

sultevinter ved Illitalik/ Illutalik på Kulusuk. De havde spist de

døde naboer. Manden får atter fangst, en ung remmesæl, men længes

efter menneskekød og koger i smug sit og konens lille barn før

sælkødet. Han spiser selv barnet i stedet for det dejlige sælkød. En

gammel mand kommer over vandet, opdager den tykke sælsuppe, man har

smidt ud, spiser den op, bliver yderligere beværtet med kød inde i

huset, og manden må følge den gamle over vandet, fordi han har forædt

sig. Den gamle dør af forædelse, fordi han har sultet så længe.

Not: Fortællingen virker afkortet. Episoderne hænger ikke sammen i

andrt end i emnet "sult" som motiv for umenneskelige og tankeløse

handlinger.

Hist: Fortællingen kan udmærket være historisk med tanke på

sultevintrene i Ammassalik området.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 111 - 117.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 246 - 247.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 256 - 257.

Resumé:

I gamle dage fangede Matakatak sæler i garn knyttet af

hvalbarder og udspændt inde i fjorden. Han tager derind i konebåd, og

roerskerne samler bær og tullerunnat, rosenrod, mens han røgter sine

garn. I dem fanger han remmesæler, spraglede sæler og netsider.

Engang naboens lille søn er med, bliver han borte. Hans forældre

sørger dybt. M. har set røg fra et hus inde i land og mener derfor, at

indlandskæmperne, timersit, har taget ham. M. lader sin kone sy sig

en anorak af dobbelt remmesælsskind så stiv, at den kun kan bøjes ved

armene.

Han rejser sammen med drengens forældre ind til indlandskæmpernes hus.

Undervejs slår han hule sten itu med sin knyttede næve. Fremme ved

huset kigger de alle tre ned gennem dets røghul, og de ser en gammel

kæmpe vugge drengen med hovedet nedad på sit skød. Drengen vil intet

nyde af længsel efter sin familie. Han får løfte om at komme hjem

næste dag. M. flytter en stor sten foran husgangen og vender ialt tre

spærrende sten undervejs gennem den, hvor forældrene følger ham.

I åbningen ind til rummet hænger bjørnetænder og benstumper, der vil

klirre, hvis han går ind. Han trækker dem klirrende til side, springer

ind, slår kæmpen med barnet i maven, kaster barnet ud til forældrene i

husgangen. De flygter, mens kæmperne forgæves søger at kvæle M. ved at

dreje hans anorakhætte rundt. Han undslipper, men uden for får tre

kæmper så store som konebåde fat i ham. Han slår dem ihjel med sine

knyttede næver. Han indhenter forældrene, tager barnet for at lette

dem og løber ind i de tre kæmpers sjæle (på størrelse med almindelige

mennesker), der blot viger til side for ham. Alle kommer velbeholdne

hjem.

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; qilaamasoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede denne Matakaták med Uliivaatsiaq (Thalb. 1914).

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 250 - 254.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 282 - 283.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 290 - 291.

Resumé:

Musatak, der hverken har mand eller børn, adopterer en

bjørneunge, der får spækgaver af bopladsfællerne, og de får kødgaver af

den, da den blir stor nok til at fange. Den redder dem ofte fra sult,

bliver gift med en menneskekvinde, og de får en bjørnesøn, som folk

fra et andet sted dræber, parterer og koger. Bjørnefaderen dræber alle

mændene undtagen den ældste, der får stukket den ned. Den mister ikke

bevidstheden under hele processen, og da dens sjæl, der har gemt sig

under briksen for at køle af, vender tilbage til sin plejemor, har

hun grædt så meget, at snottet hænger helt ned til gulvet.

Var.: Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn.

Tolkning: Den sidste metafor om snottet betyder ofte, at den sørgende

har grædt sig ihjel.

Kommentar: I modsætning til polar-inuit i Thule området, der forholder sig fjendtligt til isbjørne i deres fortællinger, har ammassalikkerne ikke svært ved at forestille sig en bjørn som et hjælpsomt medlem af samfundet. Men her som altid, når fortællingernes mennesker og dyr (el. ånder) for alvor blander samfund - får børn sammen fx - går det galt.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 140 - 146.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:253 - 255.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 263 - 264.

Resumé: En kone, hvis børn altid dør, voldtages undervejs efter vand

af Månen, der kommer på sin slæde. Hun besvimer under voldtægten og

vågner badet i blod på det vandskind, Månen har bredt ud til samlejet.

Månen beordrer hende til ikke at ligge med sin mand de første nætter

og ikke sy anorak til det barn, hun vil få. Den vil månen levere.

Hun holder sig fra sin mand i tre dage, og da hun føder, får familiens

ufrugtbare hund også en hvalp. Månen leverer anorakken, der er syet af

remmesælstarme, og desuden en hvalrosluffe og en bjørnebov, som barnet

skal spise.

Konen lærer sønnen at holde vejret under vand lige så længe som en

netside.

Drengen og hvalpen udvikler sig lige hurtigt. Månen forærer sin søn en

hundepisk, og drengen pisker sin hvalp ihjel med venstre hånd. Han

pisker også sine legekammerater. En af dem dør. Da dennes søskende

pønser på hævn, bygger drengens mor et vinterhus på en stejl klippeø.

Hævnerne ankommer i kajakker. Moderen giver sin søn hans første

klædedragt på, tarmskindsanorakken. Han smutter ud mellem kajakkerne,

svømmer udefter under vandet med kajakkerne efter sig. Langt ude,

hvor kystbjergene ikke længere kan skelnes fra hinanden, begynder

drengen at fryse, dykker ned til bunden, råber fra roden af noget

vingetang, og vinden begynder at suse. Han råber fra roden af noget

andet tang. Nu kommer nordøstenvinden. Det fyger fra toppen af det

højeste bjerg, Qalerajueq, på Kulusuk. Kajakmændene vender om. Nogle

af dem kæntrer, og drengen tar årerne fra de øvrige. Han kommer alene

hjem.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Arnaaluk 50 - 52; Sahra 179v; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?);

Kommentar: Vingetang har været brugt som pusterør i Østgrønland, Emil Rosing pers. medd.

For en analyse af denne fortælling se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Månen" og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 30 - 45.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 236 - 240.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 246 - 250.

Resume: "Natatek"

Natatek / Nattattoq / Nattatteq er gammel, han og konen har mistet alle deres børn, og de bor

alene i et hus i Noortiit på Kulusuk ud for Ammassalik fjordens

munding. Hans mange naboer inviterer ham ofte til at fortælle sagn. De

tvinger ham til at fortælle om sine afdøde børn og giver ham en

sælluffe uden kød under fællesspisningen. Til slut blir Natatek vred.

Da en mand går ud, smider han luffeskelettet ud i gangen efter ham med

et udtalt ønske om, at det skal forvandle sig til et menneske-skelet.

Det skræmmer manden ihjel og bagefter alle hans husfæller. Natatek og

konen flytter til øen, Immikeerteq / Immikkoortoq ( i Semilikfjorden?), hvor der bor et gammel ægtepar med en datter. Da folk fra fjordmundingen nærmer sig

på hævntogt, holder han seance, skønt han ikke er åndemaner. Alle

træfadene fyldes med laks, hvorfra et sælkranium dukker op og skræmmer

alle i huset til døde. Natateq og hans kone vågner til live igen. En

hævner kommer ind, stikker dem i ansigtet, men uden virkning. Natateq

og hans kone flytter ind i bunden af Semilik til indlandskæmperne,

timersit, og bosætter sig hos et barnløst ægtepar blandt dem.

Kæmpen og Natateq går på renjagt og jager narhvaler ved et strømsted i

isen. En anden timerseq harpunerer en narhval, som Natateq har fanget

og trækker den til sig. Natateq blir drillet med det. Om natten klatrer

Natateq og hans fælle ad en udspændt rem over strømstedet. Derover

ligger narhvalen, som Natateq binder til remmen. De fortsætter til

tyvens hus, hvis indgang spærres flere steder af sten søm døre.

Natateq flytter dem, springer ind i husrummet, griber sin harpunline,

som tyven har bragt hjem, griber narhvalen og klatrer ved remmen over

strømstedet. Næste gang den fremmede timerseq harpunerer en af Natateq's narhvaler, formår Natateq at trække den over til sig. Næste

styrkeprøve gælder en timerseqs to døtre, der griber alle mandfolk i

skridtet og river indvoldene ud af dem. Af sin fælle får han et par

underbukser af dobbelt remmesælsskind og i en styrkeprøve med stenkast

flere kræfter. Natateq får has på begge indvoldsrøvende damer. Dernæst

bytter han kone med sin fælle. Begge koner føder en søn. Natateq's

kones søn tiltrækker fugle, der ligefrem sætter sig på ham, og blir en

dygtig kajakroer, mens kæmpens kones søn ofte kæntrer i sin kajak.

Natateq's kones søn tiltrækker også sæler i sådan mængde, at de er nær

ved at kæntre ham.

Natateq forsyner ham med harpun, rem og fangstblære. Når sønnen

harpunerer en sæl, fanger han på en gang hele stimen. Natateq og

sønnen øver sig også i at surre en knækket åre sammen, for det

tilfælde at åren virkelig skulle knække i stormvejr. Kæmpens kones søn

lærer aldrig at rejse sig igen, når han er kæntret. Derfor rejser de

ind i landet og fanger sæler fra land, mens Natateq med kone og søn

rejser tilbage til fjordmundingen.

Var.: Nattattoq; Natarteq;

Kommentar: For en analyse af Nattatteq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "kæmper".

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 178 - 185.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 263 - 265.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 272 - 274.

Resumé:

Navagijak harpunerer en tupilak, skønt han kan se det er en tupilak, fordi den har hætte på og bagkrop som en hund. Det er ikke en angakkoq / åndemaner men en ilisiitsoq / heksekyndig, der har skabt den. N. gør modstand, men trækkes under vandet og besvimer, da tupilakken bider ham i skulderen. N. kommer til sig selv ude ved horisonten, ror landet rundt langs den, hvorefter han ikke længere er et menneske, men en ånd. Som ånd / ånde tager han først bolig i en hun-sortside og lærer af sortsiderne, hvordan han skal sparke i retning af himlens Tukuija (?), for at komme hurtigt mod dybet. Dernæst flytter han til et hun-græsstrå, hvor han sveder for meget. Så til en hund, der kun kan sige vov - vov, står bundet og får prygl. Næste ophold bliver i en hvalros, hvor han sulter, men hvor de andre hvalrosser lærer ham, hvor han kan rode muslinger op med sine stødtænder. Til slut flytter han til en netside, bliver harpuneret ved et åndehul af sin tidligere kones nye mand, der har kunnet liste sig ind på ham i bjørnskindsstøvler og desuden med sin amulet bliver usynlig, da han nærmer sig åndehullet. Da han bliver flænset af sine tidligere kone, springer han op i hende, renser en masse is ud af hendes livmoder, så blodet flyder, hvorefter hun, der hidtil ikke har kunnet få børn, bliver gravid. Fødslen trækker ud. Manden stikker en bi i halsen på den fødende, et hætteklædt ansigt viser sig ved bagvæggen, manden styrter ud af skræk, og N. bliver født. Da han ikke i første omgang får sit navn, N., græder han vedholdende, får så sagt navnet, som de giver ham, hvorefter han holder op med at græde og trives godt.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Vedr. is i underlivet, var det er en rodfæstet forestilling i Østgrønland, at sterile kvinder havde is eller sne i underlivet. Menstruationer opfattes altså som en slags tøbrud, der baner vej for frugtbarhed.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Nekrolog over en af de storfangere, der levede i norddistriktet,

Mákorssuaq / Makkorsuaq.

Den mand, jeg vil skrive om, kaldtes af grønlænderne Makkorsuaq eller

Ugsukâtsoq / Ussukaatsoq. Han er modstykket til A., der forrige vinter

blev beskrevet i Atuagagdliutit. A. var en stor kajakroer, men Makkorsuaq var en stor slædekører. Johan Mathias Markus Johansen biev født 24. maj 1857 på bopladsen Aapi Aappi, nordøst for Upernavik. Og der blev han også fanger sammen med sine brødre. Jeg ved ikke hvor mange. Hans storebror som var berømt i Nordgrønland for sin dygtighed som fanger, Simon Simonsen, kaldet Ittui eller Ítuarssuaq / Ittuarsuaq. Hans navn er kendt af en masse mennesker. De var ellers rigtige brødre med begge forældre far og mor sammen, men når den ene har efternavnet Simonsen og den anden Johansen, skyldes det, at grønlænderne dengang ikke havde nogen efternavne. Og da præsterne gav dem efternavne, havde de givet dem deres dåbsnavne som efternavne. Simon blev Simonsen og Johan blev Johansen. Jeg kan endnu ikke fortælle noget om Ittui, for selv om jeg meget gerne ville have truffet ham, døde han inden jeg så ham, men det kan være, at jeg senere kan få oplysninger om ham og skrive om ham.

Ituarssuaq og Makkorsuaq var prægtige mænd, nogle af de sidste tilbage-

blevne, som flyttede fra sted til sted alt efter fangstforholdene uden at tænke på butikken. Og i tillid til deres egen dygtighed søgte de fangstdyrene og de havde naturligvis ofte heldet med sig.

I deres bedste tid som fangere, boede der næsten ingen mennesker nord

for Tasiusaq. Dengang var nordgrænsen for den beboede del noget varie-

rende. Folk ville ikke flytte særligt langt fra den lille butik ved Tasi-

usaq, men så flyttede de to store mænd nordpå. Og da andre folk, der ellers

boede i nærheden af Tasiusaq fik lyst til at komme med, kom der en masse

bopladser længere nordpå, således at de til sidst stødte op til Melville

bugten, idet der ikke var så meget land der mere. Og årsagen til denne

nordgående vandring er de to brødre, som ikke syntes at have kendt noget

til farerne i Grønlands natur, og som for en masse andre fangere åbnede

fangstmulighederne. Dengang var der en masse fangstdyr ved Aappi, især

narhvaler. Men hvordan kan det så være, at Makkorsuaq og hans bror, der ikke led nød der, ønskede at forlade stedet?  Hvis man ikke kendte Makkorsuaq og hans bror og man heller ikke har hørt om dem, kunne man fristes til at spørge således. Men det uendelige slædeføre og lysten til isbjørnefangster og narhvalfangster havde tiltrukket disse to store mænd.

Ittui var berømt for sin dygtighed som fanger og sin omhu med sine sager, men selvom han havde gode hunde, kunne han ikke måle sig med sin lillebror på det felt. Måske vil nogle af læserne, især sydgrønlænderne tro at slædekørsel eller dygtighed til slædekørsel er lettere end dygtighed i kajak. Men det er ikke tilfældet. Slædekørsel er ikke leg. Og der er forskel på det at kunne køre med slæde og det at være dygtig hundekusk. Alle og enhver kan lære at køre slæde, selv sydgrønlændere der er flyttet herop, men kun de færreste kan kaldes dygtige slædekørere, og over dem alle ra-gede Makkorsuaq siges der.

Den mægtige is og de bjørne der færdes på disse kanter havde besatte

denne mands tanke og fik ham til at flytte rundt til forskellige steder,

så at han uden bopladsfæller søgte at bo på steder uden plantevækst,

uden andre fangere til at ledsage sig. Det var før hans søn begyndte at

jage selv. Og han levede i modet (??) i disse barske omgivelser. Han havde med sit hundespand løbet en masse bjørne op og han døde på et sted han fandt så smukt den 8. marts 1923.

Det var ved Ikermiut, lidt syd for Kap Holm, som den nordligste beboer

i Upv. distrikt. Makkorsuaq havde også opfostret flere forældreløse

drenge, og han havde gjort dem til fangere, således at de kunne hjælpe sig

selv. Men når jeg nu roser ham for hans hunde, så tænker jeg mens jeg

skriver, at han sandsynligvis ville råde mig fra at skrive om ham. Lige

som store stærke mænd fra fortællingerne, prøvede han ikke at vise sig.

Den gamle grønlandske tankegang er også Makkorsuaq's. Han ønskede ikke

at blive rost, men tanken om et frit liv, hvor han kunne køre slæde af

hjertets lyst på den fine is mellem isfjelde, det var den følelse, der

drev ham. Og på den måde lignede han en masse grønlændere, som for andre

kun er blevet fortællinger.

Da jeg så Makkorsuaq, var han en gammel mand, men alligevel beværtede

han os med en bjørn, som han selv havde skudt. Jeg så hvor mange optrukne

sæler der lå syd for hans boplads, og da jeg sagde til ham, at det måtte

være dejligt at bo der, sagde han, at her er ingen fangstpladser. Du skal engang se min fangstplads, min fangstlejr om foråret, der er der for alvor optrukne sæler, og der kan man køre i slæde hvor som helst. Og det var sandt. Hans forårsfangstlejr lå i nærheden af Djævelens Tommelfinger / Kullorsuaq, og efter grønlandske begreber flød det med mælk og honning. Jeg er en af dem, der kun har hørt om Makkorsuaq hunde og hans behandling af sine hunde. Jeg har aldrig set ham køre for fuld fart, og jeg er ikke i tvivl om at det kun er meget få, han har vist, hvor  meget han kunne. Han var jo over alle slædekørere. Jeg har derimod set ham køre ganske langsomt, og hans hunde så ud som om de trak af alle kræfter. Sådan siger jo

også folk der har forstand på hundekørsel, at sådan skal det være.

Når grønlænderne kørte slæde, skånede de deres hunde. Det var jo

ikke legetøj. Man kunne aldrig vide, hvornår man kunne komme ud for fare,

objekter eller folk der var kommet i nød, således at man måtte køre til.

Og den der virkelig kunne køre slæde viste først da, hvor meget han

kunne, og kørte alt hvad han kunne. Og det man hører blandt slædekørere

piskesmæld, kamikken og lyden af sch.. høres, og hemmelige signaler er

ikke bare fortællinger. Det er åndepust fra norden, som nu er ved at

forsvinde ligesom åndemanere, hekse og tryllesange. Kun sådanne, der vir-

kelig er til nytte, er blevet tilbage, og de vil bestå, så længe grøn-

lænderen og hunden trækker vejret. Over alle disse slædekørere er Mak.

Man hører gang på gang, at grønlænderne kan lide at køre om kap med

hinanden, og det er sandt. Når dygtige slædekørere fulgtes ad, kunne

de godt finde på at se, hvem der kunne køre hurtigst. Engang, fortælles

det, skulle en masse slæder til Tasiusaq om foråret. Der var ingen kate-

keter for de nordligst boende og de ville så ned til Tasiusaq for at

holde påske der. Og så skulle de også prøve, hvem der kunne køre hur-

tigst og hvem der kom sidst. Man hørte piskesmæld, knald

og latter hele tiden og den bedste af dem var som altid blandt

de sidste, og han kørte forholdsvis langsomt. Hans hunde så ud som om de ydede alt hvad de kunne og han havde sin kone med på slæden. Men på en eller anden måde så hundene ud som om de blev forskrækket. De satte fuld

fart frem, så at de fejede sneen op til en hel røg efter sig. Så kørte

han forbi den ene slæde efter den anden. Han fortsatte med den fart og

da han passerede den forreste af dem kiggede han på ham og sagde:

Sådan er den ældste, det er Makkorsuaq.

Engang har jeg læst i Atuagagdliutit at nogen har sagt, at fortællingerne

om vore forfædres handlinger var noget vi overdrev. At sige således

er forkert. De stærke mænd, som man idag kan fortælle om, er ikke fanta-

sifostre, men de er grønlændere, som ikke var gjort blødsødne af butiks-

kost. De boede på øer, som var udsat for store bølger og ligeledes kunne

man på nunatakker ved isbræerne finde hustomter, der ligesom fortæller

at her hviler benene efter stærke mænd. Disse mænd ventede ikke på hjælp

fra Danmark, men de kæmpede tappert mod naturens magter, og vi skylder

dem ære. Mon det er de sidste blandt disse mænd vi har i brødrene Ittui

og Makkorsuaq. Man plejer at mindes store mænd. Og jeg tænker på no-

get som kunne bruges som minde, som et smukt minde, hvis det blot ikke

lyder grimt for mange grønlændres ører. Djævelens Tommelfinger i Mel-

villebugten er en smuk mindesten. I mange år har den været vidne til

den store slædekører, som man måtte beundre. Og hvis solen ikke havde

slettet sporene på isen, så ville de fortælle os den bedste af nordgrøn-

lænderens drømme, om isbjørn og om manden der havde held til at fange

bjørne.

Hist.: De nærmeste årgange af Atuagagdliutit (1922-1924) nævner ingen person med A., der kunne være Makkorsuaqs modsætning.

Også Hans Lynge fik fortællinger af Makkorsuaq af Marteeraq. Søg på Makkorsuaq.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 263 - 267.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 286 - 287.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:294.

Resumé:

En gammel ungkarl / pebersvend, der aldrig går ud i kajak, finder sin overgroede kajak frem, renser den og tar på besøg hos rare folk, hvor han forelsker sig dødeligt i den smukke datter. Hver gang hun smiler venligt til ham, rykker han hende lidt nærmere på briksen og besvimer. Da de til slut har samleje forsvinder han led for led ind i hende. Næste morgen tisser hun hans skeletdele ud.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s.244 - 247.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 281.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 289 - 290.

Resumé: På månen bor månemanden i et hus med et hul i husgangen, hvor

han kan holde øje med jorden. Han har ingen konebåd og tager på fangst

i slæde med en narhval som slædehund. Den eller Månen har en hund med

hudløs pandeskal. Man kan høre den gø, når åndemanere kommer til Månen

efter børn. Støjer man på hans hustag, blir han vred. Han lader det

sne eller tager sjælen fra en kvinde, der mister et barn, hvis hun

ikke overholder tabuerne. En åndemaner må hente sjælen tilbage. Månen

fremkalder kvinders menstruation.

En åndemaner på vej til Månen bliver skåret itu og frarøvet sin

lever af Solens mor, Jupiter, der spiser leveren, men ikke når at

sluge sjælen, som åndemaneren snupper tilbage. Han blir rask igen.

Equngasoq er en fjern, kejthåndet øbo, der kvaser mennesker på lang

afstand med sin fuglepil. Med samme pil jager han Månen, Jajaaq, bort,

hvis denne vil smadre folks huse, og fanger tupilakker, hvis en

åndemaner ber ham om det.

Kommentar: Disse østgrønlandske forstillinger har Holm og Petersen stykket sammen fra flere forskellige fortællinger og informanters udsagn. Måske er det Indvoldsrøveren / Indvoldsrøversken der her blevet identificeret med Solens mor, og denne med planeten Jupiter. Men i Thalbitzer 1914, I:106 er det eskplicit Indvoldsrøversken der identificeres med Aldabaran el. Alcyone (cf. MacDonald 1998:57f). Netsilikkerne identificerede Indvoldsrøversken med Altair, vintersolhvervs- eller nytårsstjernen, under navnet Aagjuuk, og placerede hende uden for solens hus (ibid.s.49), mens en yngre østgrønlandsk fortælling identificerer Altair med en slags vagt(hund?) for Nalikkatteeq, dvs. Indvoldsrøversken (søg på Altair). Navnet på Månen, Jajaaq, træffes også i Østgrønland som navnet på åndemanerens tromme / shamantrommen. Der er fortællinger om Equngasoq, der jager den straffende Månemand på flugt. Men kun om foråret. Om efteråret klarer den det ikke. Da skal der kæmpefalke til. Søg på: Equngasoq / equngasoq.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 259 - 263.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 285 - 286.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 293.

Resumé:

Disse dyr fandtes i gamle dage. Ved Noorsiit / Noortiit på

Kulusuk jagede man landdyr fra midvinter. En mand nedlægger først en

del rener, dernæst en moskusokse, så et dyr med jernhale, hvis

afskårne hove han lægger i husgangen. Det forstyrrer hans nattesøvn.

Endelig jager han et hvidt dyr, der er større end en ræv og har fødder

som en bjørn (en snehare). Rener, moskusokser og harer er

planteædende. Man jagede dem med bue og pil med benspids.

Skydeskjulene ses endnu nær Noortiit. En sang om fortidens jagt på

rener og harer fortæller at sangerens lillebror er bange for disse

dyr, som han selv fanger.

Hist.: Se note til Holm 1888, nr 38

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 168 - 174.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 261 - 262.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 270 - 271

Resumé: En ung pige bliver gang på gang gift, men ægteskabet varer

altid kort. Faderen mener, at hun bør have en hund til mand. Om natten

river hunden sig løs, kommer ind og besover pigen. Det gentager sig.

Til sidst slæber den hende med uden for. Hun bliver svanger og føder

et stort kuld unger, der æder så meget, at hendes far flytter dem over

på en ø. Undertiden kommer han selv med mad, undertiden sender han

hunden over med en pose mad om halsen. En dag fylder han sten mellem

maden. Hunden kommer med nød og næppe i land og befaler sine unger at

æde deres bedstefar, når han næste gang kommer med mad. Han kommer og

ynker dem for deres sult. Moderen har beordret dem at æde ham. De æder

både kajakken og bedstefar, hvorefter moderen sender dem ud i verden

for at sørge for sig selv.

De hunde, der blir europæere, sender hun ud på en kamiksål med besked om at

lære at fremstille ting. De andre sendes afsted på et pileblad. De

kommer til indlandet som eqqillit og timersit. De sidstnævnte kommer

hvert efterår dundrende ned til havet for at fange sæler og anmodes om

ikke at gøre deres fætre fortræd.

Europæerne kommer til et fjernt land, hvor de lærer sig at lave huse,

skibe og jern. Jernet fremstilles af mennesker, der kastes i store

trangryder. Først bliver de hvide, så røde, så sorte. Europæerne kan

ikke komme ind til Ammassalik p.g.a. isen. Derfor får man jernet

sydfra. Man fik først jern, da landet var gået i stykker og havde fået

sit nuværende udseende.

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: Tidsfæstelsen af jernets komme står åben for tolkning.

Trankogerierne ved handelsstationerne i Sydgrønland har vel givet ideen

til metoden til fremstilling af det kostbare jern.

Bemærk den logiske brist, hvor først hunden, dernæst moderen tillægges

ansvaret for hvalpenes fortæring af deres bedstefar.

Fortællelogisk burde også eqqillit være karakteriseret ved deres

jagtmetoder. Måske skyldes deres tilstedeværelse påvirkning fra

Vestgrønland. Strukturelt placeres de som modsætning til europæerne,

og timersiit som mediatorer og østgrønlandernes fætre.

Hist.: "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." 

Kommentar: Både i Østgrønland og i Thule området havde man forestillinger om at jorden i mytisk tid revnede. Søg: Holtved The partition of the earth og ID 959, 960, 985.

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

Også oversat til dansk i Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 116 - 119.

Resumé:

Kaassassuk er en lille forældreløs dreng, der bor i siden af husgangen (det tidligere kogerum? BS) og blir tævet når hans storesøsters mand slår hundene med sin støvlestrækker undervejs ud. Kaass. har også en plejemor. Når han vil op i fælleshusets rum til kogt sælkød hiver svogeren ham ind ved næseborene, og spiser han for hurtigt undersøger man hans mund for små knive og piller dem ud. Derfor vokser Kaass. slet ikke.

       Kaass. går til fjelds for at få kræfter. Der tilkalder han Kraften Herre, en kæmpehund, og denne vikler sin hale om ham og slynger ham hen ad jorden så han mister bevidstheden for en stund. På hjemvejen prøver han sin nye styrke af på nogle sten han kan løfte op på ryggen. Han får ikke mulighed for at fortælle om sine nye kræfter.

       Det rygtes at man har bjerget et kolossalt stykke drivtømmer, som Kaass. om natten sniger sig til, ene mand, at slæbe op fra fortøjningen ved stranden. Næste dag siger man spottende, at denne stærke mand nok må være Kaass. Dette gentager sig da han den næste nat bærer det derhen, hvor det skal splittes op.

       Da isen kan bære om vinteren rygtes det at tre isbjørne har lejret sig på et indefrosset isbjerg. Kaass. låner noget kamikrem (til at stramme kamikker tæt om benet med, BS) af sin plejemor mod et løfte om at forsyne hende med sengeunderlag og dyne (af skind, BS). Kaass. farer derhen, klatrer op til bjørnene og gør det af med alle tre. Den onde svoger siger: "nu vil han udrydde os alle sammen." "Nej", siger Kaass, og beordrer dem både til at partere dyrene og koge kød. Plejemoderen får skindet af de to bjørne til sit sengetøj. Ingen tør løfte Kaass. ved næseborene op til fællesmåltidet, alle tilbyder ham knive og at sætte sig nærmere dem alle, men han klatrer ind ved egen hjælp, erklærer sig fortsat tilfreds med kun sine tænder og holder sig ved sin faste plads ved opgangen. Efter måltiden får han sin lille nevø på skødet og flækker ham midt igennem. Ligeså med svogeren og storesøsteren, og derefter alle i huset.

       Han finder sig en passende kajak ude på stativerne og drager nordpå, hvor han går på besøg hos Qaassuk / Qaasuk / Qaarsuk.

       Fortsættelsen frem til slutningen er identisk med Povelsens version, som Motzfeldt også har skrevet ned. Se denne.

Kommentar: Kirsten Thisted gør udførligt rede for sammenhænge mellem denne version og Johan Povelsens, nedskrevet af Motzfeldt, i sin kommentar til fortællingen: Thisted, Kirsten: Som perler på en snor. Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition. PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ.: 1993, s. 161-165. Heraf fremgår det at nedskriveren, Peter Motzfeldt, har følt sig foranlediget til at rette op på uklarhederne med sin egenversion (denne), og at han på forskellig vis også kan have blandet sig i Povelsens version, bl. a. med visse nordgrønlandske elementer (slædehunde fx, som man ikke har i Sydgrønland) fra sin barndomsegn og tidligere arbejdsplads i Ritenbenk (Saqqaq) ved Ilulissat.

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 110 - 117; angakkortalissuit, 1990: 231 - 238: "Nunakitserajinni ukiinerat"

Resumé: Fortsættelse af "Punngujooqs skæbne".

   Om sommeren efter overvintringen ved Immikkeerteq, oplever

Punngujooq, der stadig bor hos Missuarniannga, drabet  på Piilakkaan / Piitakkaat i Ateqi / Attereq. M. tar så med familie til Nunakitseq for at overvintre. Det

efterår ankommer et skib, som man frygter vil hævne sig ifølge

overleverede myter om nordboerne. Men søfolkene, der overvintrer, blir

P.s redning, idet hun er blevet smidt ud af M. Aleqaajik har nemlig

tilbudt den pjaltede P. husly, men fortryder, de P. ankommer, fordi

A.s mand, Kilimii, er blevet syg. Da P. vender tilbage til M. er han

fornærmet over hendes bortgang og smider hende ud. Nu tilbyder Maratsi

på samme boplads hende husly, men hans svigermor vil ikke vide af

hende og smider hende ud. To unge søstre indretter så godt de kan et

hus til P. og gir hende lidt at spise, som hundene bryder ind og æder.

Senere kommer hundene ind og varmer hende, fordi hun har bedt sine

døde forældre om hjælp. En ung mand, Quvtuiaq, bringer hende lidt kød

og spæk. Kunnak fra Sermilik kommer efter hende, fordi han engang har

haft hende som roerske i syd. Men han opgir, da han ser hendes

tilstand og gir hende intet spiseligt. Quvtuiaq / Quttuiaq (?) overtaler hende om

foråret til at sætte sig ud i den varme sol, hvor de overvintrede

søfolk opdager hende og hjælper hende. Af den mad de jævnligt gir

hende, lægger hun det meste hen til forråd. Inden bopladsen spredes på

sommerfangst, flikker nogle halvstore børn et sølle telt sammen til

hende. Da det blæser bort i en storm, tages hun ombord på skibet, og

kaptajnen, der berejser distriktet i motorbåd, får omsider overtalt

Missuarniannga til at tage hende i hus igen. Tre dage efter skibets

afrejse kommer et nyt, der anlægger kolonien Ammassalik / Tasiilaq.

   P., der overvintrer hos M., er nær ved at omkomme under en af hans

seancer, fordi hun har mistet en del af sine tæer og ikke kan følge

med, da M. annoncerer, at månemandens hund kommer og alle flygter. Hun

anbringes under en konebåd uden for, men reddes af kvinde, der

fornærmet er vendt alene tilbage fra nabopladsen, fordi ingen har

givet hende del i festmåltidet dér. Om sommeren behandles P.s fødder

af Johan Petersen og missionær, pastor Rüttel, og hun flytter til kolonien, hvor hun overdrages arbejdet med at berede de indhandlede bjørneskind. Hun

bliver undervist, døbt, får navnet Magdalene, adopterer en pige og en

dreng, gifter sig med drengen, Abel, da han blir voksen, og da

Magdalene dør, gifter han sig og får børn med sin plejesøster, Malene.

Hist.: Skibet, der overvintrede fra 1893 - 94, var norsk, hed Ino.,

Kaptajnen, P. Michelsen, har gjort en god handel med de skind, som

østgrønlænderne havde gemt til handelen ved kolonien det næste år.

Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

Resumé:

En af Nappartuku / Napartuko og Atsivaqs døtre, Nakatsilik blev gift med Kaaduarnaaq. Deres to yngste sønner hed Peqilaq og Iippik. Peqilaq blev ved kolonien kaldt "sæbedrengen" fordi han engang havde forgrebet sig på et stykke sæbe og spist det, så han skummede i lange tider derefter. Han omkom senere i kajak. Isen skar hul i betrækket, kajakfællen Job fik ham op på en isflage og iklædt ham sin sweater, men isen langs kysten hindrede Job i at hente hjælp i tide. Iippik blev kendt for at en dag helt uforberedt at have stødt sin kone så voldsomt i ryggen på briksen, at hun faldt død forover på stedet. Alle fandt det mystisk, men Johan Petersen fik til sidst sandheden - men ikke årsagen til stødet - frem. De to brødre var iøvrigt ikke på god fod med hinanden. Peq. fik forpurret Ii.s mordplaner mod en vis Atatsivad, der nåede at flygte til Sermilik-fjorden.

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 185 - 188.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 265 - 266.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 274 - 275.

Resumé: Hun går hjemmefra med kniv, synål og såler, fordi hendes

storesøsters mand vil giftes med hende også. På indlandsisen gemmer

hun sig ved den anden nunatak i en revne, for to timersit,

indlandskæmper, sover ved nunatakken. Da de er borte, syr hun nye

såler i kamikkerne, kommer ned på vestsiden, hvor en mand på renjagt

skyder en ren, spiser dens hjerne og tar hende til kone. Hun får

jerngryde og alting. Engang fortalte hun tilrejsende fra

sydøstkysten: "Derovre havde jeg synål af kobber, her har jeg gryde

af jern."

Hist.: Det forjættede land er Vestkysten, hvor man kan jage rener og

tilhandle sig jernsager.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 161 - 168.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn ogFortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 259 - 260.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 268 - 270

Resumé: En pige og hendes lillebror er plejebørn hos en kone, der

føder et barn. Konen vil lære det ikke at spise så meget, og giver det

derfor hverken die eller bærer det i amaat. Plejedatteren passer det

og giver det vand at drikke.

Det vokser sig uhyggeligt stort, æder sin mor og sin far og vil også

æde sine plejesøskende. En gammel kælling i huset gemmer sig af skræk

under sin amulet, en træøse, som hun gør større.

På vej ud gennem gangen stopper plejesøsteren flere gange utysket ved

at minde det om, at hun har givet det vand og mad. Uden for gemmer hun

sig under en konebåd på stativ. Utysket bliver nærgående. Hun kaster

en stenkniv mod det og flækker det. Sammen med broderen flygter hun

ind i landet. Lillebror bliver tørstig, hver gang de kommer til et

hus, hvor der ved indgangshullet er ophængt en rangle af tænder, som

storesøsteren skærer ned med sin kniv. De slukker tørsten, pigen råber

efter ranglens ejer, der dukker frem. Hun kaster sin

bjørneskindskamik dræbende mod ejeren. Den første ejer er blå i

hovedet. Den anden blå over det hele. Den tredje endnu mere blå.

De to søskende går længere ind i landet og sætter sig ned. Dermed er

fortællingen slut.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Nerrikitsuliaq.

Hist.: Fortællingens besynderlige slutning skyldes sikkert, at

Ukuttiaq ikke rigtig kan huske den. Han har netop solgt Holm en

stenkniv og et par kamikker af bjørneskind og indskyder om pigens

stenkniv og bjørneskindskamik, der begge er dræbende, at det er derfor

den slags er så dyre. Fortællingen skal med andre ord blot overbevise

Holm om, at det nærmest er amuletter, han har købt så dyrt.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 117 - 124.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 247 - 249.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 257 - 259.

Resume: "Pouia"

Pouia bliver ude i kajak røvet af en indlandskæmpe, en timerseq, og

gift med hans to døtre, en yngre smuk og en ældre grim. Når han ligger

mellem dem om natten vendt mod den smukke, vender den grimme ham om

mod sig. Pouia får lyst til at fange i sin kajak, der er tørret helt

ud. Konerne betrækker den på ny, men syr i deres uforstand på kajakker

mandehullet til. Pouia belærer dem. Han føres af svigerfar til en stor

sø og lægger fra land, mens den gamle går ud i vandet og med

råbet, "kee, kee", tiltrækker en mængde fugle. Pouia lægger den første

bunke han har fanget på en ø, for frit at kunne fange flere. Hans

koner henter dem ad en tågebro, som de sender over til øen. Senere, da

Pouia vil fange narhvaler i søen, tiltrækker svigerfaderen dem med

råbet: "Ho! ho!". Pouia fanger den alene og slæber den selv hjem. Pouia

der længes efter havet lokker sine koner med ned til Tasiusaq, hvor

ammassalikkerne plejer at samle rosenrod. En konebåd med snakkende

mennesker nærmer sig.

Pouia får sine skræmte koner til at tro, at det er skrigende måger.

Folk går i land, men styrter tilbage ved synet af kvinderne. Pouia

råber, at han ikke er timerseq, stikker sine hænder i konernes

kamikskafter, og trækker dem med sig. Den smukke kones skaft revner.

Hun er en dårlig syerske. Den grimme er gang på gang ved at kæntre

båden, mens de ror hjem til Pouia's fæller. Senere finder de hende

ofte ude i vandet på vej hjem til sine egne. Hun får et barn. Næste

forår opfordrer hun Pouia til at rejse med hende hjem på besøg. Hun

insisterer på at tage barnet med, og de kommer aldrig siden tilbage

til mennesker ved kysten.

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

Ikke oversat. Beskrivelse af fangstens årscyklus + erindringer fra yngre år som fanger:

Johan Kreutzmann var 80 år i 1901.

Muligvis velegenet til opdatering

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 256 - 259.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 284 - 285.

Eng.udg.: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 292.

Resumé:

En dygtig fanger og dyret med jernhalen forfølger sammen en

ren, der smutter ind i en hule og lover manden en tjeneste, hvis han

holder indgangen spærret for dyret med jernhalen. Dette dyr ønsker med

effekt, at han aldrig må fange mere. Men renen har til gengæld anvist

manden et godt bærsted under sneen i en stens læside. Manden og hans

kone lever godt af revlinger / sortebær året igennem.

Hist.: Renernes forsvinden fra Ammassalik området knyttes til jernets

komme.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 283 - 293.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 291 - 293.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 298 - 300.

Resumé: Sanimuinnaq beslutter at blive åndemaner, da hans mor slår ham

med opstanderen fra en lille slæde han har lavet. Gnidestedet, hvor

han gnider en sten solret mod en anden, er en fjeldrevne, der vender

mod solopgangen. En ånd taler til ham fra revnen. Af skræk mærker han

sine indvolde oppe i halsen og spiser siden ikke indvolde. Han

arbejder heller ikke mere i jern. Tredje gang ånden taler, ber den om

at komme op. Det er et krebsdyr, måske en krabbe i overstørrelse, der

blir hans første hjælpeånd. Næste forår gnider han igen og blir træt

af at gnide, men stenen snurrer af sig selv solret rundt. Ånden der

kaldes op af jorden er en dværg i hvid pels, med sorte arme, krøllet

hår og et træredskab til laksefangst. S. har fået sin anden hjælpeånd

og mister bevistheden. Den tredje hjælpeånd er en barneånd med spidst,

skaldet hoved. Den kommer op af en elv fra en indsø. Den fjerde ånd

kalder S. op af en indsø med stenkast. Det er ferskvandets bjørn, der

æder ham.

Han mister først bevistheden, da den æder hans hjerte. Han vågner

nøgen og hans klæder kommer flyvende efter ham, hvorefter han ser og

får tre elv-dværge, den ene med barn i amaaten. Senere forvandler tre

kajakker sig til tejster for hans øjne, og den narhval, de bugserer,

bliver til en torsk (uuaq), der synker til bunds. Dernæst får han to

skyggeånder, Kuiteq, der skriger "ungaa" som en nyfødt og Amortortoq.

Den skriger "amoo", stammer sydfra og taler europæisk. Endelig får han

endnu en skallet ånd med spidst hoved. Og han er engang sprunget op på

ryggen af toornaarsuk, der skjuler sit skridt med hænderne. S.

besvimer omtrent og kommer til sig selv liggende bag en stor sten.

Vedr. toornaarsuk står der i den håndskrevne oversættelse, at denne ånd holder med begge hænder om sit lem (penis), for at gøre det stift.

Håndskriften slutter med følgende beskrivelse af Sanimuinnaqs seancer (åndemaninger):

Når jeg gør mine tornaq-kunster bindes mine hænder sammen på ryggen; benene bindes sammen og hovedet med til dem. Jeg sidder på et vandskind og et andet sådant hænges for døråbningen. Når lamperne er slukkede, begynder trommen at gå rundt omkring hovedet, mens den trommer af sig selv. Skindet for døren rasler og bjørnen kommer brummende ind og spiser mig. Derefter kommer Amortortoq ind i huset, den traver omkring og brøler: "amo!" "amo!"

Alle der er i huset, kryber sammen i krogene for at undgå den, thi hvis den kommer til at røre ved dem, da blive de sorte og dø.

Jeg kan tale med ånden i et sprog som ingen andre forstår. Min ånd kan også føre mig ned under jorden og der kan jeg tale med andre ånder (innerssuit / innersuit)-

       Denne fortælling, dog i en langt bredere form, giver Sanimouinak / Sanimuinnaq tilbedste for familie og husfæller.

Hist.: S.' uddannelse til åndemaner / angakkoq afviger ikke fra andre lærlinges, bortset fra den normale antagelse, at den store bjørn, Søens Bjørn, troldbjørn ikke tjener som hjælpeånd, men kun som middel til at give lærlingen det indre lys (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.). Bjørnens funktion som hjælpeånd under seancen synes desuden at være den, at den beskytter Sanimuinnaq mod skræmmeånden, Amortortoq, der taler europæisk og således røber europæisk påvirkning. jvf. iøvrigt fortællingen med

oplysninger om S.' ånder i Hanseeraqs dagbog, Thalbitzer, W. 1933, Det grønlandske Selskabs Skrifter, 8.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation. Og vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', s. 271 - 274.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 288 - 289.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5):295 - 295.

Resume: Sieterevarsusuaq og Kopaluarsusuaq er ugifte fætre og bor i

hver sin ende af en stor ø. S. har ingen kajak. S. ønsker sig K.'s

niece til kone. K. fanger oftes to hvalrosser og går over øen med det

halve af den ene til S. K. besøger S., ønsker S.s niece til kone. Hun

er uvillig, men K. overtaler hende. En dag K. er på fangst røver S.

hende. K. vil hente hende tilbage. Hun vil gerne, men K. må brydes med

S., der dræber K. og genopliver ham ved at vende den dødes ansigt mod

alle fire verdenshjørner. K. må vende hjem uden kone, men giver

fortsat kødgaver til S., og de forblir gode venner.

Tolkning: Metoden / ritualet til genoplivning af den døde er en bevægelse verden

rundt. S. og K. udveksler åbenbart niecer, men forholdet mellem dem er

ikke ligeligt. S. har åndemanerevner, K. fangstevner, men i

østgrønlandske myter tenderer hvalrosfangere at lide nederlag til en

modstander med andre evner.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 100 - 102.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 243.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 253.

Resume: "Solen og Månen"

Månen bor i hus med sin søster Solen i Ammassalik området. Han lægger

sig hos sin søster, når lampen slukkes om aftenen. En nat smører hun

sod på hans skulder, for at opdage, hvem han er. Da hun næste morgen

ser sodpletten, skærer hun sit ene bryst af og kaster det hen til ham

med ordene: "Siden du holder så meget af mig, så spis mig!" Hun tar

en pind med lampemos, stikker ild til den og stiger til vejrs. Månen

tænder ild i lampemos på sin isskraber, men ilden slukkes til glød, da

han stiger til vejrs efter hende. Med mellemrum puster han til

gløderne og gnisterne blir til stjerner. Undertiden må han ned til

jorden på sælfangst. Solen lyser og varmer godt, fordi lampemosset

endnu brændte, da hun nåede til himmels.

Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; Solen og månen; Månen og solen; sun el. Sun.

Overkateket Hanseeraq fik en anden version, hvor stjernerne

opstår, da månen brænder sig på solen. Ifølge Hanseeraq kaldes Månen

Ijakak og Solen Sungula.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', side 305 -307.

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:233 (Uiartek)

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 304.

Resumé: Kunuk er den der altid synger trommedans og som man håber på vil dukke op omkring næsset, fordi man keder sig, når man ikke synger.

Uiarteq, jordomsejleren, synger, at hans liv er kort, at han ynder at høre andre fortælle om rejser til andre steder. Selv fortæller han gerne om Killigissivit, det yderste land mod nord, hvor klipperenes stejlhed hindrer en i at stige i land.

Var.: Uiarteq

Kommentar: Sangene her hører til de østgrønlandske fortællinger om hhv. Kunuk og Uiarteq. En del fortællinger har sådanne sange, men de er som regel ikke inkluderede i denne registrant.

En samling sydgrønlandske sange er udgivet i Vebæk, M.: Niperujûtit, Atuakkiorfik, 1983. En meget stor samling østgrønlandske i Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3).

En klassifisering af grønlandske sange ses i Hauser, M. og H. C. Petersen 1985: Klassifikation af grønlandsk musik, Meddr Grønland Man & Society, 7.

Analyser af trommesangsmusikken: Søg i biblioteker på Michael Hauser.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr.: NKS 2488, VIII, 4', s. 125 - 133.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 249 - 251.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 259 - 261.

Resumé: Den ælste søster opfordrer sin søster til at gifte sig med et

hvalkranium. Selv vælger hun sig en ørn. Den bringer hende op til sin

rede, flyver på fangst, får hver gang tre narhvaler, som den

transporter hjem i klørene og næbbet. Den ene dropper den hos

svigerfamilien. Pigen fletter sig tykke remme af narhvalernes sener,

firer sig ned, får skrabet huden af benene undervejs og løber hjem.

Ørnen kommer med sin fangst, dropper den ene narhval, flyver til

reden, ser at pigen er borte, smider sin fangst, og flyver tilbage til

hendes hjem. Svigerfaderen ber den strække vingerne ud som tegn på at

den er en god svigersøn. Det sker. Han sender en pil mod dens bryst.

Pilen preller af, og ørnen river huset itu. Med sin bedstemors

kødvender som pil får svigerfaderen ramt på den.

  Faderen bygger en konebåd til afhentning af den anden datter, der

holdes fanget af sin hvalmand. Båden skal være lige så hurtig som en

edderfugl.

Den er langsommere og bygges om, så den kan ros hurtigerer frem end en

tejst kan flyve. Pigen ser båden komme og vil ud på naturens vegne.

"Du kan tisse i min mund" og "Du kan skide i min hånd", svarer hvalen.

Hun overtaler den til at binde en rem til sig, går ud, svarer at hun

kun lige er begyndt, når hvalen utålmodigt trækker i remmen, binder

den fast til en sten og hopper i konebåden, der ror udad. Hvalen

trækker forgæves i remmen, går ud, og sætter efter båden svømmende i

overfladen. Den haler ind på båden, men forsinkes hver gang pigen på

roernes opfordring kaster et klædningsstykke ud: Den ene kamik, den

anden, anorakken, og til sidst underbukserne, der lugter så dejligt,

at hvalen leger ekstra længe med dem. Båden og hvalen når stranden

samtidigt, og hvalen blir straks til skelet igen.

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, kæmpemåge el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.

Hist.: Fælles østeskimoisk myte

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4, side 295 - 297.

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 294.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39:301- 302.

Resumé: Begivenhederne bag sangkampen: Piitiga, der har været gift tre kortvarige gange, har røvet Maratuks / Maratses / Marattis kone på opfordring fra hendes svoger. Den berøvede M. udfordrer Piit. Denne, der beskylder M. for at have stjålet en sæl, ærgrer sig i den trykte svarsang over, at hans familie engang tog M. i hus og give ham mad.

Kommentar: Kun undtagelsesvis er nogle få trommesangstekster inkluderet i denne registrant. Righoldige udvalg findes i Jens Rosings "Kimilik", 1970; Rasmussen, Knud 1921 - 25: Myter og Sagn fra Grønland, I; Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3): 318 - 378; Thisted, 1997: Jens Kreutzmann.

Detaljeret dansk oversættelse i Rink 1866-71, II: s. 86 - 87, nr. 45.

Resumé:

ss. 86-87, nr. 45: Pigen Tuattunnguaq flygter hjemmefra, fordi hendes svoger vil giftes med hende også. Hun tiltrækkes gang på gang af noget sort, som gir hende angakkoq-evne / åndemaner - evne efter 5 dage. På en teltplads træffer hun en kvinde ene hjemme med børnene og vises over i en hule for natten, hvor dem der ikke vil giftes skal sove. Insekterne synger hende i søvn. Hun optages i gruppen, blir gift, og manden opdager at hun er angakkoq, fordi hendes spyt forvandles til sten i munden. Hun følges med sin mand ud på isfangst, besøger innersuit derude i/under et skær, hvor hun helbreder et barn, og får renkød som gave. Men kødet flyver tilbage til innersuit. Det går på samme vis med en taknemmelighedsgave af renkød, næste gang hun besøger dem. Derefter gider hun ikke besøge dem igen.

Var.: Tuattunnguaq

Hist.: Normalt får man aldrig noget ud af åndernes gaver. Derfor lidt sært, at hun blir så skuffet, at hun opgiver forbindelsen til disse hjælpeånder. Vandringen resulterer kun i, at hun blir angakkoq, ikke i at hun blir qivittoq, dvs. aldrig kommer tilbage til mennesker igen.

Kommentar: Muligvis afviger denne (Johan Dahls) variant på flere punkter fra Lûtiviks, som Rink i sin oversættelse holder sig meget tæt til

Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488,

VIII, 4', side 78 - 92, (suppleret med Kutuluk's fortælling, side 97 - 100).

Genoptrykt i Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 231 - 233.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 242 - 244.

Resumé: Uiarteq / Uiartoq rejser verden rundt fra Ammassalik sydpå, rundt om

landets ende i syd, nordpå langs vestkysten til landets ende i nord,

og sydpå langs østkysten til Ammassalik. Efter afrejsen får han

følgeskab af en ven. De øver sig i at ro truende mod hinanden, men

uden at kaste. Alle andre kajakmænd dræber de, lader nogle af ligene

ligge i havet og slæber andre i land. Spærrende isskodser smadrer de

med fuglepile, hvor U.'s er en hel tand af en narhval, vennens en

tand af en hvalros. Ved landets sydspids falder en af Utuak's hunde

overbord og bliver bidt midt over af en stor ulk. Vennens kone har

ligesom Uiarteq både kone og barn. Men vennens kone har ikke som U.s

kone bryster så lange, at de kan nå over til babyen i amaaten / rygposen. Vennens

barn sulter ihjel. Af sorg opdager forældrene ikke, at en malstrøm

fører dem ind i en af hulerne ved sydspidsen. U.s konebåd klarer

sig igennem strømmen. Han ser en stor kajakmand i en stime af

narhvaler, tør ikke binde an med ham, og går senere op til mandens

hus, hvor der til tørring hænger menneskehænder og kød og spæk af

bjørn, hvalros og narhval. U. transporterer om natten konebåden på

slæde bag huset gennem en stor dal og overvinterer noget længere

fremme. Langs vestkysten er der lige mange sæler og ryper.

Når ryperne skriger kommer sælerne op. Ved landets nordlige ende er

kysten utilgængelig stejl. U. tøjrer konebåden med en sælprop til

klippen. Vidre sydpå er der et fjeld, Killivissivit, dvs. "sædet mellem

hornene på en konebåd". Dernæst en stor fjord, der aldrig fryser til

med masser af narhvaler og hvidhvaler, men ingen sæler. U.'s kone

samler sig en spidser af narhvalstænder til spilepinde. Lidt nord

for Ammassalik besøger de Kaassassuk, der fanger bjørne i fælder.

Uiarteq holder sangkamp med Kunuk.

Var.: Uiarteq

Nedskrevet af Gustav Holm efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Fortællingen er ikke publiceret, men dele af den indgår i Uutuaq's version, Holm 1888, nr. 5. For nedskriften af Uutuaqs version af "Uiartek" se NKS, 2488, VIII, nr. 12.

Johan Petersens oversættelse:

Da Uiartek / Uiarteq rejste herfra, rejste han med een konnebåd og een roerske sydpå. På vejen, førend han kom omkring landet, mødte han en anden mand, der, ligeledes med konebåd og een roerske, rejste sammen med ham. Når de så nogle kajakker på vejen, slog de dem ihjel. Uiartek og den anden mand øvede sig ved at ro mod hinanden, tage fat og sigtede med harpunen; men de kastede den ikke. Det gentog de, lagde derefter harpunen ned igen, og roede videre ved sidan af hinanden. Uiartek havde en pilespids af hel narhvalstand, og den anden havde hvalrostand.

       Da de på vejen kom til en del kalvis, kastede de fuglepilen efter den, og den gik i stykker. Efter at de var kommet omkring landet, blev det vinter, hvorfor de overvintrede. Da de kom til nuna issua / nunap isua (landets spids), så de nogle huse. De ventede derfor til det blev nat og gik så op til husene og så på deres redskaber. De så en stor narhvalstand, der blev brugt som kødpind, og hvorpå der sad menneskehænder, bjørnekød og spæk, hvalroskød og spæk, narhvalskød og spæk. De blev bange for disse folk og rejste derfor om natten inden om dem i slæde gennem et stort dalstrøg. Da de næsten var omkring landet, kom de til en stor strøm. Begge konerne havde børn. Uiarteks kone havde hængepatter, som hun kunne kaste over skuldrene og barnet således blive siddende i amauten / amaat og drikke, mens moderen roede. Den anden kone havde ikke store patter. Da de roede op af den store strøm døde derfor barnet af sult, og konebåden blev af strømmen ført ind i en hule, der var udhulet i jord under stranden. Uiarteks hund faldt overbord, og blev bidt over af en ulk. Uiartek kom altså alene op af strømmen og kom derefter tilbage igen.

(Kutuluk kan ikke huske mere af den historie.)

Var.: Uiarteq

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Fortællingen, der er sammensat af fire fortællinger, er ikke publiceret i sin sammensatte helhed, men

       af dens første fortælling indgår nogle få elementer i Sanimuinnaqs version, der i håndskriftet har titlen Ungilagtaké, men er trykt med titlen "Kunuk", fordi den ret nøje svarer til den vestgrønlandske fortælling om Kunuk.

       Den anden fortælling af Uutuaqs "Uiartek" udgør størsteparten af Holm 1888, nr. 5: Uiartek, der er suppleret med dele fra en version fortalt af Qutuluk.

Den tredje og fjerde fortælling om Uiarteq og Kaassassuk, samt Kaassasuks søn og Uliivaatsiaq svarer ordret til Holm 1888, nr. 6, bortset fra slutningen i nr. 6. Den stammer fra Uutuaqs 2. version af "Uiartek". Nedenfor følger derfor kun håndskriftets to første fortællinger (s. 78 - 84 - 85), mens ordlyden af Uutuaqs 2. version er indskrevet under NKS, 2488, VIII, nr. 13.

Johan Petersens oversættelse:

Uiarteq var ugift og boede her ved Angmagsalik / Ammassalik sammen med sin bedstefader og søster. Mens Uiarteq boede her, ville Ungilataké / Ungilattaqi holde trommedans med ham; men Ui. kunne hverken tromme eller synge. Ui. rejste nu med konebåd til Ungilattaqi; men plejefaderen og stedmoderen blev hjemme i huset. Disse sagde ved afrejsen, at hvis han slog Ung. ihjel skulle han tage en hund og et menneske med hjem.

Han rejste nu derover, og kom dertil, da det blev mørkt. Ui. gik så ind til Ung., der havde et stort hus, samt mange koner, som han havde taget fra dem, han holdt trommedans med. Ung. brugte et stort sværd (panak / pana) til trommestok, og dem han holdt trommedans med, plejede han at stikke ihjel.

Da de kom, røvede Ung. Ui.s smukke kone (i indledningen var han ugift, BS). Ung. begyndte nu at synge. Under sangen kastede Ung. sværdet efter Ui. Denne gjorde sig meget stor; men idet sværdet blev kastet gjorde han sig ganske lille, så at det gik over hans hoved og ind i væggen bag ved. Ung. sprang nu til, trak sværdet ud af væggen og begyndte atter at synge. Han sigtede igen på Ui. og denne gjorde sig ganske lille; idet sværdet blev kastet meget lavt sprang han tilvejrs, så at sværdet traf under ham. Ui. greb nu sabelklingen skønt han ikke kunne synge. Ung. sagde, at han skulle bære sig ad ligesom ham. Ui. begyndte nu at synge. Da han var færdig med sangen kastede han ikke sabelklingen; men begyndte på nok en sang. Da han var færdig, sigtede han på Ung., denne rakte lang næse af ham, men samtidig kastede Ui. sabelklingen, der ramte Ung. på hagen, flakte (flækkede) denne og gik ind i halsen. Da Ung. var ved at dø, sprang Ui. hen til briksen og tog sin egen kone samt Ung.s smukkeste kone. Ung. vendte sig nu og sagde: "Hende vender jeg aldrig ansigtet fra, når jeg ligger sammen med hende!" Ui. gik nu ud; men Ung.s medhjælper, der hed Usugsukmajoatak / Usussummajuataq, sprang til og tog ham bag fra. Mens de nu var ved at brydes, trådte Ui. på urin, så at han var nær ved at falde. Idet han nu rejste sig, greb han Usussummajuatagoq klemte ham, så at blodet strømmede ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på ham.

Usugsukmajoatak sank nu ned og skreg:" Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, så at blodet strømmer ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på mig!" Dermed døde han.

Om foråret rejste Ui. med kone og barn i en konebåd i følgeskab med en anden konebåd, hvori kun var mand og kone. De rejste sydefter langs med landet.

Da de kom til "nuna issua" / nunap isua (landets yderste) roede de op af den stor strøm på hvis sider der er huler i klipperne, som havet havde dannet. Ui.s hund faldt overbord og blev bidt over af en kivarkek / qivaareq / kanajoq (ulk). Mens de roede op af strømmen sultede ledsagerens børn ihjel (i indledningen var de kun mand og kone, BS); thi hans kones patter kunne ikke nå over skulderen til barnet i amauten / amaat (rygposen). Under deres sorg derover drev strømmen nu denne båd ind i en hule. Ui.s båd kom op ad strømmen. Han roede med styreåren på begge sider; mens konen trak på årerne. Barnet levede; thi konens patter nåede op over skulderen. Da Ui. var kommet oven for strømmen, så han en masse narhvaler og mellem disse en stor kajak. Ui. frygtede for den store mand, fordi han var alene, og ventede derfor til det blev mørkt.

Da det blev aften og den store mand sov, lagde Ui. til land. De så da, at de havde spiist narhvalskind (mattak), bjørnespæk og bjørnekød samt menneskehænder. De rejste nu indenom med slæde. De rejste derefter langs med en stejl kyst, hvor de ikke kunne lægge tilland. Om aftenen lagde de ind til en stejl klippe, og Ui. slog en sælhundblodprop ind i klippesiden og fortøjede båden derved. Følgende dag rejste de videre og kom omkring landet.

       Da Uiarteq var kommen omkring landet ... "

Hermed indledes fortællingerne om Uiarteq og Kaassassuk og Kaassassuks søn og Uliivaatsiaq, der ord til andet er trykt i Holm 1888 nr. 6 (bortset fra slutningen). To til fortællingerne tilhørende sange, der er meddelt af Naqitilik, er trykt i Holm 1888 nr. 50; i Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og

Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 233 og i Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I,  Meddr. Grønland 39: 304.

Var.: se ndf.

Hist.: Holm har skilt Uutuaqs fire sammenstykkede fortællinger ad, fordi han (Holm) mente, at sammenstykningen var en tilfældighed. Imidlertid er fortællingerne også sat sammen i senere versioner (se fx Kaarali Andreassens version i Rasmussen 1981, III: 165 - 209). Noget tyder dog på, at sammensætningen af fortællingerne på Holms tid endnu var i sin vorden: Kunuk - fortællingen, der sandsynligvis stammer fra Vestgrønland, er blevet tænkt sammen med østgrønlændernes egen fortælling om Uiarteq, der rejste verden rundt, og ikke rummer episoderne fra "Kunuk" (Se fx Qutuluks version, NKS, 2488, VIII, s. 97 - 100; Rasmussen 1981, III: 76 - 77 (sydøstgrønlandsk version). Således rummer Uutuaqs version (ovf.) flere logiske brist, der peger på en endnu ikke vellykket sammensmeltning af fortællingerne.

Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning. Selv tør jeg ikke give noget endegyldigt svar på, hvorfor disse fortællinger er blevet stykket sammen. Kun at sammenstykningen viser en sandsynlig påvirkning fra Vestgrønland, hvad enten den er kommet via immigration fra Vestkysten, eller via det interne handelsnet mellem øst og vest. BS.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Denne version af Uiarteq i uddrag (originalen eksisterer måske ikke længere), er ikke publiceret, men slutningen indgår som afslutning på Holm 1888, nr. 6.

Johan Peteresens oversættelse:

Uiartek rejste syd på i konebåd med kone og lille barn. I stedet for at harpunere sælhunde, harpunerede han mennesker, hvoraf han lod nogle blive liggende i havet, mens han trak andre på land. På vejen traf han sammen med en anden konebåd, hvori manden også var alene med kone og lille barn. De rejste sammen med denne indtil de kom til et sted, hvor der var stærk strøm, som sendte den anden konebåd ind i en hule ved stranden, som strømmen havde dannet. En ulk bed Uiarteks hund midt over. På den anden side af landet så Uiartek en stor kajak; men han sagde ikke noget, thi han var bange for ham. På den store kajak lå en pind, hvorpå der var stukket menneskehænder, bjørnekød og spæk, hvalroskød, narhvalkød og spæk og sælhundekød og spæk. For at rejse indenom disse folk, kørte de om natten over land i slæde. På vejen langs landet var der ligså mange sælhunde som ryper, og når ryperne skreg, kom sælhundene op. Da de kom til landets spids (nuna isua / nunap isua nordpå, kunne de næsten ikke ro for strøm, og om natten måtte Uiartek slå en sælhundeprop ind i klippen til at fortøje båden ved, thi klipperne var stejle og strømmen stærk. De kom derefter til et sted som kaldtes "kidluiusuit"(1), fordi det lå mellem 2 fjelde som lignede hornene på en konebåd. Herfra kom de til en stor fjord, der aldrig frøs til, og hvor der ingen sælhunde var, men derimod altid store mængder af narhvaler og hvidfisk / hvidhvaler. Når disse skiftede hud, krøb de op på store sandsletter, som fandtes her, og rullede sig rundt for at få skællene bort. Uiarteks kone samlede her så mange narhvalshorn-spidser, som hun kunne have i sin favn, og som hun brugte til at spænde skind ud med. Herfra kom de til Kasasik (Kaassassuk), der boede ikke langt her nord for og fangede bjørne i fælder.

       Da Uiartek kom tilbage hertil Angmagsalik / Ammassalik, var der en mand, der pralede af det land han havde rejst til og set. Uiartek holdt derfor trommedans med ham og sang:

"Auja ja jaaja a aja aja - Min levetid er ikke lang - auja ja ja aja aja - Det er fordi jeg synes jeg ikke lever længe, at jeg synger - auja ja ja .... Jeg berømmer dem der har set det land som de synger om - auja -- Jeg synger om det land jeg så deroppe, hvor fjeldene lignede konebådshorn (2) - auja. Jeg synger om "kidluisuit", hvor man ikke kunne stige i land, hvor man ville, fordi klipperne var så bratte som en isfod - auja ---. Da jeg tabte det af sigte var jeg bdrøvet - auja - Jeg synger om det, fordi jeg er bedrøvet over, at jeg ikke mere ser det - auja ja ja aja a aja aja."

1. kidluit / killuit - Sædet mellem hornene på en konebåd.

2. Af den grund kaldte han landet "kidluisuit", der betyder: Sæder mellem konebådshorn.

Var.: Uiarteq

Kommentar: En anden version af denne sang er meddelt af Naqitilik. Se Thalbitzer, W.(red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 233), og Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39: 304.

Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS, 2488,

VIII, 4', side 78 - 92.

Genoptrykt i Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II: 234 - 235

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 244 - 246.

Resumé: Mens Uiartoq / Uiarteq opholder sig hos Kaassassuk, og da de fanger

hvalrosser sammen, retter K. harpunen mod U., der afværger kastet med

det forslag, at de holder trommestrid i stedet for at dræbe hinanden.

Som optakt til sangkampen fryser K. en hvalroslalle fast i isen. U.

skal trække den op. K.s kone og derefter K. selv prøver forgæves at få

den løs. Mens U. trækker lallen op, griber K. ham om livet bagfra. U.

trækker lallen op og svinger den bagover, men K. når at springe til

side. K. anklager U. for mordforsøg. "Ja," siger U., "det er fordi du

tog fat på mig fra ryggen." Ved U.s afrejse lader Kaas. sine hunde så

store som bjørne angribe U.s hunde. En af U.s hunde flår endetarmen ud

af en af Kaass.s hunde. K. søger tilflugt i en optrukket konebåd. U.s

hunde gnaver løs i bådens lønning, Kaass. pisker haler og ører af dem,

og U. må kalde sine hunde til orden for at redde Kaass.

Langt senere, er Kaass. blevet gammel og vennesæl, men hans søn har

udviklet sig til en morder, der slår alle besøgende ihjel med en kølle

betrukket med hvalrosskind og isat bjørnetænder. Uliivaatsiaq, der kan

klare alt og er af Uiarteqs familie, besøger Kaassassuks.

Hen under aften opfordrer Kaass. Ul. til at rejse, før sønnen kommer

hjem fra fangst. U. blir. Kaass.s søn kommer hjem med to hvalrosser.

Hans kone og Ul. går sammen ned til stranden. Kaass.s søn bliver rasende

af jalousi, lægger til land, slæber fangsten op og styrter op for at

skifte tøj. Ul. slæber fangsten hen til et ujævnt sted og trækker den

i land dér. Kaass.s søn ser, at skindet på den ene hvalros' hoved rives

itu derved.

Oppe i huset underholder Kaass. Ul. med fortællinger. Hans søn går

uafbrudt ud og ind og tæt forbi Ul. for at skræmme ham, og griber så

sin kølle. Ul. parerer slaget med armen, snapper køllen, låser sønnens

arme og ben fast og presser i hans øjenhuler med køllen. Kaass. ser

roligt til. Ul. går til nabohuset, sender med mellemrum en forældreløs

dreng hen til Kaassassuks for at forhøre sig om sønnens tilstand. Da

den bedres, rejser Ul. hjem.

Var.: Uiarteq; Uiartoq; Uliivaatsiaq.

Kommentar: Denne fortælling fortalte Uutuaq som en fortsættelse af "Uiarteq"

Her ses en tidlig sammenkobling i Ammassalik af fortællinger, der i senere versioner kan omfatte Kunnuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq. Der er ingen umiddelbar forklaring på hvorfor man har ment at de hang sammen.

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

Denne tekst er ikke publiceret, men dele af den indgår som supplement til Pitiga's version, "Kaluluk" / Qaluluk, der er trykt i Holm 1888: 248 - 250, nr. 3 (med noter);

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik.

Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, nr. 3 (uden noter); og på engelsk i Thalbitzer 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland: 237 - 239 (uden noter).

Johan Petersens oversættelse:

Der var engang en forældreløs dreng uden familie, som boede hos en gammel kone. Han hed Ukugsulik / Ukussulik. Når kajakkerne fra nabolaget gik ud på fangst, så hændte det ofte, at de ikke kom hjem igen. Ukugsulik gik en dag ud i kajak og roede langs stranden, indtil han kom til et næs. Her steg han i land og satte sig til at arbejde på sin fuglepil. Han hørte noget komme inde fra, og da han så sig om, så han en stor mand, der gik hen og tog ham og bar ham ind ad landet til for at slå ham ihjel. Han sprællede og græd; men det hjalp ikke noget. Den store mand gik med ham under armen. Ukugsulik kom nu til at tænke på, at han havde en alusugak / alussugaq (foster) til amulet. Han råbte nu på den, at den skulle komme og hjælpe ham, inden det var for sent. Da den stor mand kom til en sort sø, havde han ikke mere Ukugsulik under armen; men denne tog manden, der sprællede voldsomst og kastede ham ud i søen, hvor han druknede. Ukugsulik prøvede nu at stikke med fuglepilen i vandet, og mærkede, at der var noget dernede. Han hagede ind på det, og så så, at det var døde mennekser, mellem hvilke han kendte nogle af sine husfæller og naboer. Han lagde da den store mand nederst og alle ligene ovenpå ham. Da Ukugsulik kom hjem til sin gamle plejemoder, fortalte han hende, at han havde slået den store mand ihjel, og at det ikke var så underligt, at naboerne ikke kom hjem, når de gik ud i kajak, thi den store mand havde slået dem ihjel og kastet dem ud i søen. Da der var een, der havde hørt dette, og som fortalte det til den store mands familie, så kom alle dennes kajakmænd over for at hævne sig. Da de nærmede sig, blev vandet ganske rødt af de mange kajakker. Ukugsulik fik sin plejemoders rensdyrs-kamikker på, og strammede disse og bukserne godt. Plejemoderen tog nu en kødvender op af en lille pose, sang tryllesange / serratit over den, og gav ham den til våben. Ligeledes hav hun ham en sælhunde blodprop. Ukugsulik / Ukussulik løb nu ned til stranden. Da kajakkerne (kajakmændene) steg i land og tog årerne om på ryggen, idet de holdt dem med begge hænder, så stak Ukugsulik dem een for een med kødvenderen under anorakken, og idet han trak den ud, stak han proppen ind. Da han derefter trak proppen ud, styrtede blodet ud af dem og de faldt døde om. Således slog han alle dem ihjel, der kom for at tage ham.

Nu er den historie til ende.

Var.: Qalulik / Kalulik; Kaluluk; Qalulaajik. Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Kommentar: undertiden svarer en østgrønlandsk alussugaq til den vestgrønlandske anngiaq, et barn født i dølgsmål, eller en hemmelig abort. Men de to begrebers betydninger dækker ikke altid hinanden. Se GTV(= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).