Interlineær dansk oversættelse.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

En dreng der ikke kan vokse og hans søster bor hos søsterens mand, en stor stærk fanger, der hver morgen, når han lader sig skubbe ud i sin kajak af dværge-svogeren, truer ham for sjov med sin lanse. Dværgen bliver til sidst så gal at han vil dræbe svogeren, siger han til sin søster, der spørger, hvordan han dog vil bære sig ad med det. Men det lykkes ham ved at bede svogeren vende kajakken modsat, gribe hans lanse og dræbe ham med den i skubbet.

      Overfor bor tre mænd, den dræbtes slægtninge. De vil hævne sig, erklærer søsteren. Men dværgen får også udryddet dem ved at låne sin søsters gamle amaat-pels / kvindepels og hendes gamle ulu, omskabe sig til en hvalros, lokke dem ud i kajakker, lade sig harpunere, skære harpunremmene over, dvs. fraskære fangstblærerne med uluen / kvindekniven og derefter tilkalde sin hjælpeånd, østenstormen, der får mændene til at vende om. Med uluen skærer han huller i deres kajakkeer. De drunker. Hjemme igen pakker han to harpunspidser ud af den gamle kvindepels, og han selv, forklares det, kan ikke vokse pga. af sin store angakkoq / åndemaner-kraft (angakkuneq).

Var.: Den vidt udbredte fortælling om mand eller drenge, der lærer at svømme under vandet og forvandle sig til hævnende sødyr er rygraden i denne version. Søg på: Svømme under vandet som en sæl.

Kommentar: Moralen er den, at de små bør man behandle ordentligt. De kan vise sig at have eller skaffe sig skjulte kræfter. I dette tilfælde hæmmer de ovenikøbet væksten.

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 121 - 125

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 131 - 135.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Da Ang. flyttede til Qattarmiut i den nordlige del af Upernavik-distriktet blev han budt på kaffe hos Ajassaatilik (hende med gaffelen). Skråen han havde lagt fra sig mens han drak, var væk bagefter. Alle søgte, også Ajass., men væk var den. Om sommeren, da Ang. roede fra bopladsen et langt stykke og så over et bredt sund så han højt oppe på en klippeskrænt en ren. Den forsvandt og viste sig flere gange. Det var en forvandlet kvinde, der sagde: "Jeg har ikke kun en gaffel men også en øse. Jeg har din skrå i hånden." Hvorefter Ang. hjælpeløst blev trukket mod land i sin kajak. Uden andet til hjælp længere (efter dåben) fremsagde han Fadervor, men to gange gik han i stå ved "i fristelse". Tredje gang huskede han det hele, det voldsomme træk i kajakken slappedes, og han roede hurtigst muligt hjem for straks at fortælle alt. Pludselig havde han glemt det hele, blev syg af voldsomme hævelser i ansigtet, men endelig kureret, da man ved at anbringe ryggen af en bog langs hans rygsøjle fik hans hukommelse tilbage, og han endelig kunne fortælle alt.

      Senere fik han endnu et anfald af sindsforvirring, der havde en spinkel association til rener. En tid efter at han atter var blevet rask fik han ondt af den enlige gamle heksekunstner og gav hende plads på sin vinduesbriks, hvor imidlertid hans skarveskindspels helt af sig selv fløj fra sin krog hen over til konen og faldt ned på hende. Hun døde og måtte transporteres til nærmeste kateket, uden kiste, men bundet og svøbt i skind. Undervejs satte slædemederne sig urokkeligt fast i isen. Man fulgte et gammelt råd med at gå solret omkring slæden og tisse i sine egne spor. Videre kom man, men flere gange løsnede så bindingerne sig og skulle bindes igen. Tredje gang truede Ang. den døde med, at nu ville han omsider hævne sig og sænke hende gennem isen, hvis hun ikke makkede ret. Det gjorde hun så og blev endelig begravet i Qattarmiut.

Hist.: Begivenhed fra 1800-tallet (?). Fortællingen berører nogle af de problemer mangelen på amuletter og serratit / tryllesange afstedkom i de første kristne årtier (missionen begyndte 1825, men uden gennemgribende ændringer de første mange årtier.)

Kommentar: Det antydes undervejs at det måske ikke var lutter næstekærlighed, der motiverede Ang.s indbydelse til Ass. om at flytte ind og blive forsørget af ham på hendes gamle dage.

      Bemærk at ikke blot Fadervor, men en trykt tekst (bogen) med blev opfattet som huskestof, ligesom de kristne læresætninger man skulle lære at læse og huske udenad. Derfor virker bogryggen befordrende på Ang.s hukommelse.

Interlineær dansk oversættelse

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 79

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 86 - 87.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

En gammel mand og hans lille datter bor i et lille hus som nabo til et stort hus med mange mænd og stor velstand. En tid giver de pigen noget mad med hjem, når hun kommer på besøg, men det slutter. Den gamle far skærer derefter to dukker og et spise-fad til at sætte mellem den. Han bringer det hele ud, kommer ind igen og ber sin datter med mellemrum se over til naboerne. Hun spejder ind af deres vindue og forskrækkes hver gang mere og mere: først spiser de deres affald under briksen, så brikseskindet og til slut hinanden. Den gamle og datteren lever siden højt på de selvfortærende onde mænds forråd.

Kommentar: en særdeles moralsk fortælling, hvor man identificerer sig med den, der udøver hekseriet.

Vedr. hekseri, ilisiinneq, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Efter kirkebøgerne og Eliinna's, Martêraq's og Qupalorârsewk's oplysninger.

Med sideløbende tekst på nordvestgrønlandsk: s. 47 + 49: ânaq pîtsoq.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 109 - 111.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 118 - 120.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Man kan undre sig over, at Ineqinnavaat forblev fattig til det sidste, for alle hendes børn blev udmærket gift (alle ægtfæller nævnes) og kunne have sørget for hende. Hans Lynge mener, at man - især fordi man nu var døbt - frygtede hendes kunster som åndemaner og ilisiitsoq / heksekunstner. Men hun havde glæde af børnebørnene. Engang i fjeldet fortalte hun dem at tre sten ude i søen var kajakker i færd med at harpunere en hvalros. Børnene grinede, det var bare sten. Hun strøg dem så over øjnene, og nu kunne de se det hun så. Især var hun meget for den ældste datters børn: Íngili, Signe og Alersaq. Sammen med dem fandt hun engang midt ude i fjeldet, da Inngili havde klaget over sult, et stort frisk duftende stykke rugbrød, som de delte.

Iingili, der som lille altid sov hos sin bedstemor, kunne fortælle at hun sommetider fik rysteanfald og blev helt borte. Engang skulle hun under et sådant anfald være set så langt mod syd som i Kingitteq (man har åbenbart ment hun evnede åndeflugt, BS).

Hist. In. var en kvindelig åndemaner / angakkoq i 1800-tallets Upernavik-distrikt. Der går mange fortællinger om hende: Søg på Ineqinnavaat.

Interlineær dansk oversættelse.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé: Tupilakmageren

En dygtig fanger ældes og da det går tilbage med hans fangst, bliver han længere og længere ude hver dag i kajak. Hans kone opdager at skridtet i hans bukser er helt råddent og får travlt med at lappe. Da hans sene hjemkomster vækker mistanke følger to yngre mænd efter ham i kajak uden at blive opdaget af ham. Han slipper ud af øjesyn og først efter lang tids søgen opdager de ham ved en søbred, hvor han kalder et uhyre monstrum frem med følgende ord: "Dine små kammerater sover, sov nu også du!". Han spørger monsteret, hvordan det vil gøre det af med en vis mand. Den tumler rundt så skumsprøjtet står om den. Da den falder til lægger den gamle sig ned og lader den patte i sit skridt. De unge mænd kaster hver sin lanse i uhyret, der i døden knuser den gamles testikler. Han siger blot: "Så klar himlen dog er i dag!"

      De to unge parterer uhyret, der allerede er svundet meget ind og finder dets skind fyldt med tangplanter og knogler af alskens dyr.

Hist.: Fortællingen kunne være historisk, men er under alle omstændigheder eksemplarisk. Tupilakmageren er typisk ældet mand (el. kvinde) der har mistet noget af sin selvagtelse, og vil lade det gå ud over en anden (som han/hun enten har et udestående med eller blot misunder). Fremgangsmåden var den samme også i Østgrønland, hvorfra et par serratit / trylleviser til tupilakkens levendegørelse også er bevaret.

Var.: Nikkooq; Nikooq; Nukunnguasik