Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 32 - 39: "Aaddaaridaat / Kalistiaat".

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 100 + 102 + 104 + 106 + 108 (dialekt) og ss. 101 + 103 + 105 + 107 + 109 (engelsk).

Resumé:

Amos Tittusen, der var Aadaarutaa's svigersøn, gift med datteren Helene, fortæller at det var Aad.s lillesøsters død, der fik Aad. til at uddanne sig til åndemaner. Han ville hævne dødsfaldet, hvis årsag skulle være hekseri begået af den snedige åndemanerske, Katsia / Katsija. Som den mellemste af 7 brødre var Aad. den eneste af dem med vilje til at træne sig op til hævn (som det gerne er med mellemste bror, mener AT).

Aad. beslutter at opsøge indlandsisens herre (sermip inua) på en revnet sten ved en hule i brækanten. Munden skal skjules bag hættens kant og den ene arm ude af anorakken pege nedefter. I første forsøg flygter han af skræk. I andet forsøg mander han sig op til at blive angrebet og ædt bagfra af væsenet, der er et skelet af en hund eller et får med et menneskehoved. Da Aad. vågner efter lang tids besvimelse er alt som før, og dog. Han kan nu se alt, hele sin boplads med alle fæller, når han lukker øjnene (klarsyn, sila, qaammaq, BS). Også på fangst kan han med lukkede øjne se sælerne nede i vandet og vælge at harpunere den bedste.

Katsija dræber han med en riffel han tidligere har købt på handelsrejse til Pamialluk. Den tykke kvinde har formået at gøre sig tynd og forsvinde bag en tynd husstolpe af stemmejern. Aad. må skyde hende gennem stolpen. På hans bud må alle brødre, da de kommer hjem fra fangst, deltage i parteringen og placeringen af delene langt fra hinanden. Hovedet stikkes i en revne i isen, hvor det senere fortæller en forbipasserende fanger om drabet.

Aad. er ret kræsen i sit valg af hjælpeånder. Mange ånder går forgæves. Han vælger kun disse: tre brødre af den slags innersuit, der kaldes allaqitat (de underjordiske) og har næser; Equngasoq (den skævmundede) kaldet Nipisartivarsik; tryllekunstneren, Inivaraq (velsagtens en dværg), og Kisermaaq, en innersuaq uden næse. Det blir Kisermaaq, som Aad. tilkalder som den sidste, da en bådfuld ånder med en tyk rorsmand vil bortføre ham, fordi han har i arrigskab har sagt sin kone, at han ikke kommer hjem igen fra fangst. De stjæler også hans nyfangne remmesæl. Kisermaaq (Den bidske) skælder Aad. ud for at ha' kaldt på ham så sent, og ruller sig så ud med en hånd han fisker frem og liver op i munden, indtil den både har fået arm og et gevaldigt sæt tænder. Røverbåden blir bange, leverer sælen tilbage, og Kisermaaq følger Aad. helt ud af bådens rækkevidde. Den (Kis.) lover at gøre det af med båden for at Aad. kan vide hvor klogt det var af ham - som den eneste nogensinde - at få denne, den evnerige Kisermaaq som hjælpeånd.

Hist.: Tolkning af oplevelsee. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Det lyder som et eventyr, at Aad. er den mellemste af syv brødre. Det kan muligvis checkes i kirkebogen for familiens ankomst fra Sydøstkysten i 1900. De nævnte beskyldninger mod Katija / Katsija stemmer ikke overens med den ældre version Knud Rasmussen nedskrev i 1904, da han fik flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen fik Rasm. muligvis først informationer under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisermaaq søg Kisermaaq og Kisertulik. Vedr. mordet på Katsija, søg Katsija, 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation og søens troldbjørn, der hyppigst æder lærlingen og giver ham derved lyset eller klarsyn.

Kommentar: Opdelingen af innersuit i de underjordiske med næser og dem uden er muligvis fortællerens helt egen opfattelse. Rink nævner innersuit med ganske flade næser og de farligere længere ude og nede, der helt mangler næser. I Østgrønland kaldes de alle under eet de 'næseløse'.

Tilsyneladende er de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraqs fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Bemærk iøvrigt hvorledes Aad., som fortællingen må stamme fra, lader Kisermaaq berømme Aad.s klogskab og styrke som åndemaner. Et kneb åndemaneren kan benytte sig af under seancer. Se fx Aggu / Akku.

Kort resumé i Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland, I, 1921: 374: Den skinsyge.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Amasiartoq.

Det fortælles, at konen til en af Kangaarsuk beboerne var en meget

smuk kvinde, men at hendes mand var endnu smukkere. Alle syntes, at

han var meget smuk. Hans kone forbød ham at have med andre kvinder at

gøre (ikinguteraqungilâ - ville ikke  have andre veninder), for hun

var så skinsyg. Til sidst fik hun tilnavnet Ningartooq (den meget

skinsyge). Hendes skinsyge var så voldsom, at hun  blev tosset. Hun

var så syg, at hun mistede forstanden, og folk blev bange for hende.

Til sidst døde hun. Så snart hun døde, gav hendes mand hende tøj på og

bar hende ud og gravsatte hende. Det viste sig at  han  havde gravsat

hende lige ved højvandsmærket. I tre dage overholdt manden

tabureglerne. Da de tre dage var gået, kom der nogle piger ind til

ham og sagde: "Tag med os ud til Kitaarmiut (? østboerne)

aparsîlisatut (kender ikke ordet CB). Narurligvis ville Ningartooqs

mand ikke; med da de blev ved, gik han ud med dem, og da de kom ud,

sagde pigerne: "Ningartooq toqutalivarmeeq (? Ningartooq bor i

toqutaliaq), og de drog af sted med hendes mand til Kitaarmiut. Da de

passerede Ningartooqs grav, så de ud for den noget, der lignede et

menneske. Det viste sig at være Ningartooq. De hørte også en stemme,

der lød sådan: "Ningartooq er ganske vist død." Så flygtede de alle

sammen og Ningartooqs mand måtte kravle af sted, så bange var han. De

nåede deres egn. Til sidst blev apasorneq helt umuligt for ham

takulikajisineranik.

En gang tog en lille ældre mand af sted på besøg hos Kitaarmiut. Han

havde sit barnebarn med. Også denne gang kom

Ningartooq ud, da de passerede graven. Hun styrede hen imod den

lille ældre mand og kom ganske tæt på. Den lille ældre mand, der

holdt sit barnebarn i hånden, gik nu baglæns, og til sidst faldt han

ned i vandet. Da han faldt, fik han fodfæste på sin toornaarsuk. Men

han blev ved med at holde sit barnebarn oppe over vandet. Han støttede

sig på sin særlige hjælpeånd, da hun var ved at rane hans sjæl.

Ningartooq, som stod ved strandkanten, fik ham helt ned i vandet, så

han var ved at fryse ihjel. Mens han holdt barnebarnet skreg han: "Kom med en kajak." Så var hans husfæller var på vej ned til ham.

Ningartooq qangungisoq (? flyttede sig stadig ikke). Først da de var

helt tæt på, begyndte Ningartooq at bevæge sig henimod

sin grav. De nåede frem til den ældre mand, der stod i vand til

maven. Da kajakkerne nåede ham, var han ved at synke. De greb ham, og roede med ham til land. Da frøs barnebarnet ihjel. Af medfølelse med sit barnebarn tænkte den gamle, at han ville hævne ham, så han tog alene af

sted til Kitârmiut. Da han befandt sig ud for (Ningartooqs) grav,

begyndte hun selvfølgelig at nærme sig ham. Så kaldte han på sine

falke. Man så to falke nærme sig vestfra. De kastede sig i stød mod

kvinden med brystbenet. Hun kunne dårligt kravle langs jorden hen mod

sin grav, men til sidst lykkedes det hende at komme ind i den.

Siden så man ikke  mere til Ningartooq. På den måde hævnede den lille

ældre mand sit barnebarn - fortælles der.

Hist.: Vedr. toornaarsuk se: Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, + GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Var.: egentlig ikke.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 64 - 65.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Straffen for ikke at overholde taburegler.

Månemanden (qaamatip inua).

Denne "under-overskrift" er taget fra fortællingen på s.94 og placeret her, da de to fortællinger med meget små undtagelser er identiske, uden at det giver nogen som helst betydningsmæssig forskel. Derfor oversætter jeg ikke fortællingen "Månemanden" (Qaamatip inua) på s.94-95., for det siger sig selv, at den allerede oversættes her (Signe Åsblom).

 En åndemaner ledte efter sin forsvundne lillesøster, og en dag tog han også til månen på besøg i den anledning. Uden at han havde nævnt sin lillesøster, tog månemanden noget fra siderummet i sit hus og spurgte: Hvis er det? og viste det frem. Han genkendte det som sin søsters kvindeanorak, der var syet af spraglet sælskind. Og selv om han ikke kunne se sin lillesøster, forstod han, at månemanden havde taget hende. Månemanden havde været på hundeslæde og havde truffet hende undervejs, og så havde han skovlet hende op med sin øse.

   Hvis man mødte månemanden, når han kom kørende på sin hundeslæde, var han let at kende, fordi der var hår på hundenes skagler.

   Efter at have vist ham hans lillesøsters kvindeanorak af skind, viste han ham også, hvordan folk nede på jorden sov inde i huset. En af de sovende var en kvinde, der lå på ryggen og sov med spredte ben. Så sagde månemanden til ham: Du kan se, at denne kvinde ligger og sover med spredte ben. Det er fordi hun endnu ikke bløder. Nu skal du se mig få hende til at menstruere.

   Og efter at have dyppet sin pegefinger i blod, dryppede han ovenfra en enkelt dråbe blod ned i skridtet på hende. Og i søvne krummede hun sig sammen, fordi hun fik muskelsammentrækninger. Og da hun følte efter på sig selv, opdagede hun, at hendes hænder var helt blodige.

Og månemanden sagde: Det er sådan man får dem til at menstruere.

Efter at have vist ham dette, lod han ham også se ned på dem, der spillede bold. Og han kiggede på boldspillet. En af de stakkels spillere faldt hele tiden, lige inden han nåede hen til sine med-spillere. Og hver gang han faldt, forlod de andre ham. Månemanden spurgte ham: Hvad tror du, der sker med ham?

   Da åndemaneren sagde, at han ikke vidste det, sagde månemanden: Mens han levede på jorden, begyndte han at spille gribespil, mens han stadig skulle have overholdt tabureglerne, og derfor er han blevet sådan.

   Han så også en anden stakkels mand, der, hver gang han var ved at nå hen til sine medspillere i boldspillet, tog et skridt for at bringe orden i udførelsen af sine taburegler. Og hans medspillere blev ved med at løbe væk fra ham. Månemanden sagde: Mens han levede på jorden og skulle have overholdt tabureglerne, forbrød han sig mod dem (han spiste for tidligt af de tabuerede stykker sælkød), og derfor er han blevet sådan.  

(Her slutter også fortællingen om Månemanden på s.94-95).

-  -  -  -  -  

M. Uusaqqaq (som vi så godt kender gennem Knud Rasmussen) har jeg set nogle gange. Hans væsen var ikke, som det skulle være, og han var skeløjet, og hans underkrop var misdannet. Det fortælles, at det skyldes, at hans mor havde danset rundt, mens hun var gravid!

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Kommentar: De boldspillende mennesker befinder sig ikke på jorden, men i himmelrummet under månen. De kan kun være afdøde mennesker, der er kommet til dødsriget i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium - og dermed frembringer nordlys. At overtrådte tabuer giver "livsvarige" gener, især kropslige, i dødsrigerne, forkommer hyppigt i fortællinger om åndemaneres besøg dersteds og er muligvis en traditionel forklaring på de lidelser de kristne må udstå i det hinsidige for deres synder på jorden. Med deres særlige ekspertise i helbredelse kan dog visse angakkut, angakokker, åndemanere helbrede også de døde: se: Maratsi besøger de døde i underverdenen

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Agdlúnguaq". Sidste del af fortællingen er nedskrevet af en ukendt person længere fremme i notesbogen.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 47 -

50: "Agdlúnguaq" / Allunnguaq.

Resumé:

Allunnguaq (det lille åndehul) er en elendig kajakfanger, der hånes af

sine fæller, men han er en god åndehulsfanger. En sommer får han

pludselig et så stort held med sin kajakfangst, at fællerne

misundeligt spår hans snarlige død. Han må snart have opbrugt sin

livskvote af sæler. Om efteråret blir der hungersnød. Kun A. har kræfter til at

fange. Han kommer nu og da hjem med en rype, som hans mor flænser og

deler ud til alle, som var det en sæl. Sneen falder tykt og A. må

længe holde sig inden døre. Så snart snevejret er stilnet af, går han

på fangst ved et åndehul, som han har mærket af med urin. I fem dage

får han i alt fem sæler ved hullet. Hans mor deler dem ud til alle.

A. forsøger sig igen, men uden held med rypejagten. Han ser dog

frostrøg langt ude på isen. Tidligt næste morgen går han derud efter

edderfugle, men han kommer hjem med en narhval. Bopladsens leder

Qilaasuaq tror ikke, at A. kan have dræbt en narhval, men æder straks

hele det stykke mattak, som drengen, der inviterer til fællesspisning,

har med til hans husstand. Alle kommer til kræfter og kan hjælpe A.

med fangsten. Således reddede den forhånede A. alle sine

bopladsfæller.

Var.: Den forældre- eller faderløse dreng, der initiativrigt redder alle fæller fra sultedøden er et almindeligt tema. Søg fx på: Iteqitilik; forældreløs ryper;

Ed. by H. Ostermann.

Det har ikke været muligt at identificere fortællingen i håndskrifterne. Stammer muligvis fra Chr. Rosings indsamlinger.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Aggu / Akku havde to trommer en med og en uden håndtag, og desuden en smældeskive til håndfladen af såleskind med en hvid trommestik, der især mentes at lyse tiltrækkende på hjælpeånderne.

Skindenes placering foran åbningen til husgangen og siddeskindet beskrives. Ligeså Aggu's påklædning: kun underbukser, naatsit. Og hans siddestilling: skrædderstilling (han bindes ikke). (Derefter bliver beskrivelsen mere generel og ikke specielt hæftet på Aggu.) Tilhørerne starter med deres gentagne kiakkaka nu og da med et singipparput: vi lader ham synke ned. Åndemaneren hvisler vsii, vsii. Når skindet foran åbningen bevæger sig, synger han ajaa ja ja osv. Under stadige slag på smældeskiven (makkortaq) kommer trommen i bevægelse og op og ned ad hans rygsøjle flere gange, hvorved hans synskhed melder sig og han kan åbenbare hvem, der har begået tabubrud. Dernæst sænker han sig under gulvet med sit håje / hajee, håje, håje, og kommer tilbage et par gange, forsvinder igen ned og gør dermed plads for de indledende skræmmeånder, der kun råber deres eget navn: amo-o. Herefter er det hjælpeåndernes tur. De ankommer nedefra med samme lyde som åndemaneren. Når han kommer tilbage fortæller han om hvad han har set, måske en ranet sjæl, en sjæleraner el. lign. Måske synger han sangen: unaa-ja (ungaa ? babyvrælet), og mens alt falder til ro slukker han sit indre lys, der har sat ham i stand til at se, hvad der er skjult for andre.

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891. var en ældre, men stadig aktiv åndemaner under Gustav Holms overvintring i Ammassalik, 1884 - 1885.

Var.: Jens Rosing, 1963: Avko / Aggu, der tilføjer andre fortællinger om ham. Om hans besøg i dødsrigerne, i himlen og under havet, søg Rasmussen 1921 s. 72 og  1921 s. 78. Flere af Naaja's seancer er beskrevet i en del flere detaljer.

Søg også på Sanimuinnaq, hvis seance er en af de få, der er blevet overværet og beskrevet i detaljer af en dansker.

Kommentar: Bemærk de mange lyde, faste tilråb og udråb, der dels integrerede tilhørerne i seancen og dels markerede, hvad der nu skete i det næsten mørke rum.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Dette er en af de fortællinger jeg (BS) først har opdaget for sent. Velegnet til opdatering.

Resumé:

Fortsættelse af Saajooqs fortælling om Ajijak. Uniagaq fortæller A.

sin egen og broderens historie: Som små er de forældreløse uden klæder

på kroppen. De bor på en boplads, hvor jorden en dag begynder at tippe

og alle flygter op mod et af indlandets bjergtoppe. U. vikler sin bror

og sig selv ind i remme, flygter den modsatte vej ud mod havet, hvor

landet hæver sig. De når ud til den yderste ø ud for Sermiligaaq, hvor

de finder en drivtømmerstamme og begynder at ønske sig redskaber til

at kunne bygge en kajak. Alt de ønsker sig, ligger straks ved deres

side, også en kvinde til at klare skindbetrækket. Hun får på samme vis

sine redskaber ved det blotte ønske. U. binder remmen i kajakken, blir

på land og træner sin lillebror i kajakfangst. Da denne blir en stor

sælfanger, mens U. kun formår at fange edderfugle, overlader U. kvinden

til sin lillebror, men kan alligevel ikke nære sig for at gøre

tilnærmelser. Kvinden vil ikke vide af ham. U. sender et hekseri mod

hendes lænd, der rammer tilbage på ham selv og lammer hans hofteparti.

En dag Ajijak og U. mødes inde i fjorden, fanger de en sæl sammen,

idet U. gentagne gange holder den længe under vandet med sin åre, for

til sidst at lade A. harpunere den.

A. mener, at U. i virkeligheden er en stor sælfanger. U. har desuden

fortalt, at jorden kun vil tippe rundt, hvis der kommer et enormt

snefald. Slår den revner, sker der ikke andet for den, der ikke passer

på, end at han øjeblikkeligt styrter ned og ind under jorden.

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede ved Sermiligaaq (Victor 1989 - 93,

II: 48). Jordens mytiske kæntringer foregår i urtiden, da ønsker havde

øjeblikkelig virkning. Det er et fælleseskimoisk træk at dømme efter

oprindelsesmyter i Alaska.

Tolkning: Balance. Oprindelsesmyte som Rasmussen kun fik et par udsagn om i 1919: I gamle dage tippede jorden rundt og kun de, der var flygtet op på et højt bjerg overlevede (Rasmussen, 1921: Myter og Sagn fra Grønland, I, indledningen.) Søg: Kamikinnaq, der i slutningen er beslægtet med disse myter.

Om verden der tipper rundt se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): ... balance ....

Stærkt revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) findes i: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415. Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En gammel kvinde med barnebarn var blevet efterladt af

sine bofæller. Andre bragte mad til dem. Men da sneen kom, holdt de op

med at bringe mad; de begyndte at sulte.

Den gamle kvinde mumlede så en trylleformular dér på briksen.

Hun gik også ud, og da hun nåede til isstykkerne ved stranden,

sagde hun igen en formular, hvorefter hun gik op til huset igen.

Hun gik ind i huset og begyndte at grave nede under siddepladsen på

den anden side af briksen.

Da hun var færdig med gravearbejdet, sagde hun til sit barnebarn:

"Hvis min formular virker, vil dette hul blive fyldt med saltvand."

Den gamle kone sagde igen til sit barnebarn: "Du kan tilse det i

morgen tidligt." Det gjorde barnebarnet.

Barnet fik øje på en tangloppe, hun prikkede den i øjet og delte den

midt over; den spiste de.

Dagen efter tilså barnet det igen, og der var en krebs. Også denne

stak barnet i øjet med sin kødvender, så den døde. De kogte den og

spiste den.

Atter næste dag kiggede de ned i hullet og så, at der var en krabbe

("pisugutilik" - én, der har noget at gå med). Den blev stukket i øjet

med kødvenderen. De delte den midt over og spiste den.

Næste dag kiggede de ned og der var en ulk. Også den delte de midt

over og spiste den. Det var lige ved, at de ikke kunne spise det hele.

Da de opdagede, at der var en netside, bemærkede barnet:" Hvor skal

jeg stikke og dræbe den?" "Du skal røre ved dens øje, så dør den."

Hun rørte ved dens øje, så den døde. Igen næste dag kiggede de ned og

så, at der var en sæl med tyndhåret pels, (netside). Den blev aflivet

på samme måde.

Næste dag var der en hvidhval. Den blev delt i flere stykker og

anbragt (oversættelsen er et gæt).

Næste dag opdagede de, at der var en hvalros. Barnet sagde: "Hvordan

skal jeg dræbe den?" Hun svarede: "Du skal stikke den i øjet med

kødvenderen, så dør den." Barnet stak den i øjet, så den døde.

Den efterfølgende morgen hørte de et voldsomt, næsten øredøvende brøl.

Det var en isbjørn. Barnet spurgte: "Hvordan skal jeg dræbe den?" Hun

svarede straks: "Også den dør, når du stikker den med kødvenderen."

De fangede alt muligt.

En af dem, der havde overvintret et andet sted, ville se til dem, og

han forventede kun at finde skeletter af ligene. Da han kunne se sit

hus, opdagede han, at der var blod omkring det. Han kørte op til

huset. Der kom én ud med bar overkrop og havde det varmt. (Tegn på

rigdom: man havde spæk nok til lampen, B.S)  Da han nåede frem,

spurgte han: "Hvor har i fået dem fra?" (ánakunasiaq ?) sagde: "Det

får du nok at vide." Han gik ind og så alt det kød, de havde, og han

spurgte: "Hvor har i fået det fra?" Han/hun sagde: "Dernedefra!"

De sagde også: "Det er en god fangstplads."

På den måde havde de holdt sulten borte i hele den lange vinter.

Var.: Mange, En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Dette er en reevideret renskrift af Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Et ældre menneske havde et barnebarn, som var en pige.

Deres husfæller, som var fangere, sørgede for dem om vinteren og gav

dem mad, når de fangede noget.

I forsommeren tog husfællerne afsted og efterlod det ældre menneske og

barnebarnet alene på stedet. Hele sommeren bragte de dem mad, når de

fangede noget.

Så blev det vinter. Vinteren igennem var der ikke længere nogen, der

kom med mad. Mens de var der alene, begyndte de at sulte.

En morgen, da de vågnede vidste bedstemoderen ikke, hvad andet hun

skulle gøre, end at gå ned og fremsige formularer.

Nede ved isstykkerne ved stranden, fremsagde hun så en formular med

hænderne om pelshætten. Da hun havde fremsagt formularen, vendte hun

tilbage til huset, og inde i huset fjernede hun siddepladsen overfor

hovedbriksen og gravede i stedet et hul der.

Da hun var færdig mumlede hun en formular gentagne gange

og det var så det. Om aftenen lagde de sig til at sove.

Da de vågnede om morgenen og hørte en plaskende lyd derhennefra, bad

hun barnebarnet gå derhen. Med en kogegaffel i hånden gik barnebarnet

derhen, og imens sagde bedstemoderen: "Du må stikke det i øjet."

Barnebarnet fik øje på en tangloppe, der rullede rundt i udgravningen.

Hun ramte den efter bedste evne i øjet, og dér lå tangloppen død. De

tog den op og delte den imellem sig. De kunne godt have spist mere og

de gik i seng.

Næste morgen hørte de en plaskende lyd derhennefra, og barnebarnet gik

derhen og så, at det var en reje. Hun stak den i øjnene; og så var den

død. De delte den imellem sig, og slugte den i en enkelt

tyggebevægelse.

Da de vågnede næste morgen, hørte de noget støj derhennefra.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en krebs. Hun stak den i

øjnene; og så var den død. De delte den imellem sig, og de gik i seng

om aftenen.

Efter en god nats søvn vågnede de ved lyden af en fisk, der slog med

halen. Straks skyndede hun på sit barnebarn; og barnebarnet opdagede,

at det var en ulk. Hun dræbte den ved at stikke den i øjnene. De delte

den imellem sig; og efter to tyggebevægelser var den spist op. De gik

i seng, og næste morgen vågnede de ved lyden af noget, der sprællede;

og de så, at det var en stor haj. Barnebarnet var bange for den; men

den ældre sagde, at hun skulle stikke den i øjnene. Det gjorde hun, og

den døde straks endog uden spræl. Med denne store fangst blev de

rigtig mætte. Om aftenen blev de overvældet af søvnighed og faldt i

søvn, inden de endnu havde lagdt sig ordentligt til rette.

Næste morgen vågnede de ved lyden af kraftigt åndedræt. Barnebarnet

gik derhen og så, at det var en "tyndhåret" (fuldvoksen netside).

Hun stak den i øjene, og så var den død. Især dette kød smagte

dejligt. Og endelig fik de noget til overs, fordi de blev så mætte. De

gik i seng, og næste morgen vågnede de igen ved lyden af åndedræt

derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en sortside.

Hun stak den i øjet, og straks var den død. Om aftenen faldt de i søvn

under måltidet og vågnede som sædvanlig ved lyden af åndepust.

Barnebarnet gik derhen og så, at det var en spraglet sæl. Hun dræbte

den ved at stikke den i øjenene, og kødet smagte endnu bedre. Og da de

nu jævnligt fangede sæler, blev de nu og da trætte af kød.

Da de som sædvanlig havde sovet om natten, vågnede de igen om

morgenen ved lyden af åndedræt. Barnebarnet gik derhen og så, at det

var "nerimiartuaraq", en ung klapmyds. Så såre hun prikkede den i

øjene, var den død. Da da havde nydt godt af kødet og var gået i seng

og sovet om natten, vågnede de om morgenen ved lyden af kraftige

åndepust, kraftigere end dagen før. Barnebarnet gik derhen og så, at

det var en voksen klapmyds med en stor næseblære. Hun var noget

betænkelig ved at skulle i lag med den, men den ældre sagde, at hun

skulle stikke den i øjnene. Så såre hun stak den i øjnene, døde den.

Af denne fangst blev der så meget til overs, at de kunne gemme noget

til senere brug.

Da de gik i seng om aftenen, som de plejede, og vågnede næste morgen

ved, at det støjede derhennefra. Barnebarnet gik derhen og så, at der

var en remmesæl. Også den var hun noget betænkelig ved; men hun stak

den i øjnene, så den døde.

Da de havde spist, og det var blevet aften, gik de i seng og vågnede

næste morgen ved lyden af åndepust, som var de voldsomste, de endnu

havde hørt. Barnebarnet gik derhen og så, at det var en hvidhval. Igen

var hun noget bange for den, men stak den i øjet; så var den død.

Hvidhvalskød var en endnu større lækkerbidsken. De spiste godt med

mattak, og skindene af de sæler, de haved fanget, lavede de til

spækposer og fyldte dem med kød og spæk. Det blev aften før de var færdige med det arbejde. De gik i seng og vågnede næste morgen ved lyden af særdeles

kraftige åndepust. Barnebarnet sprang op for at se hvad det var. Det

var en hvalros, som hun egentlig var meget bange for. Men tilskyndet

af den ældre stak hun den i øjet, så den omgående blev dræbt.

Denne fangst gav også overflod af kød. Hele dagen følte de sig dejligt

mætte og gik i seng om aftenen. Næste morgen blev de vækket ved en

ejendommelig lyd, et kraftigt brøl. De opdagede, at det var en stor

isbjørn. Barnebarnet blev virkelig bange ved synet af den; men igen

fulgte hun det ældre menneskes råd og stak den i øjnene; så var den død.

Efter at have fanget alle de nævnte dyr, fortsatte de med at fange

alle slags dyr.

Fangerne, som de tidligere delte hus med, mente på et tidspunkt, at

den ældre og barnebarnet måtte være døde. En af fangerne tog derhen for

at undersøge, hvad der måtte være sket, om ikke andet så for blot at

se skeletterne, for de måtte jo være sultet ihjel.

Da han kunne se huset, opdagede han, at der kom røg ud af det. Han kom

helt hen til huset, gik derind og så, at de havde overflod af kød og

manglede ingenting. Han spurgte dem: "Hvor har I fået alt dette fra?"

Det ældre menneske svarede: "Der nedefra!" Da hun sagde dette, kiggede

manden på stedet overfor briksen, uden at få øje på noget. Fangerne

fik ved afrejsen en stor potion kød med.

Det fortælles, at det ælde menneske og barnebarnet den dag idag har

overflod af kød.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn.

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

En fortælling om spøgelser. Ca. 1 side en tredjedel er nedskrevet af en anden, hvorefter Rasmussen tar over igen.

Fortællingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Spøgelseshistorier plejer at være historiske, dvs. oplevede.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "âlorutaq

angerdlatoq". Kaarali Andreassen har afsluttet nedskrivningen.

I 1920 har Knud Rasmussen fået trykt de to første dele af fortællingen i dansk oversættelse i "Skånejournalisternes Vårtidning", Maj. Rasmussen erklærer her, at fortællingen slutter efter episoden med bjørnen og hvalrossen. Det fremgår ikke af håndskriftet.

Resumé:  

Aloruttaq er en stakkels forældreløs dreng ved Kangaarsuk / Kangaartik nær

Kap Dan ( på Kulusuk ). Hans onde plejefar sulter ham, klæder ham slet

og gir ham intet legetøj. Når alle på bopladsen sulter, går man til

folkene i Siorartooq, hvor forrådet er rigeligt. A. må gå barfodet

gennem sneen, kommer sent frem, og forhindres af sin plejefar i at

spise sig mæt. Når der nu og da kommer folk fra Siorartooq / Siarngarteq med

kødgaver, er der et stykke med to ribben til A., men hans plejefar

skærer kødet fra og gir ham kun et enkelt, bart ribben. På den næste

tur til Siarngarteq opdager husherren derovre plejefaderens ondskab,

ber A. hjælpe sig med at bære resterne af måltidet over i kødgraven og

blir klar over, at A. ingen kamikker har. Han adopterer Aa. der får

det godt, vokser til, blir stedets bedste fanger og gifter sig. En

vinter, hvor alle sulter låner han sin plejefars slæde og bjørnehunde.

Ude på isen ser han en sovende hvalros, ved ikke hvordan han skal

klare den, men en isbjørn dræber den med en iskugle, som den

omhyggeligt har gnavet til af et stort isstykke.

A. pudser sine hunde på bjørnen og dræber den. Han tar skindet og en

klump kød med hjem. Snart kommer hele egens sultende bopladser til

ædegilde og får kødgaver. Blandt gæsterne er den onde plejefar. A.

minder ham om hans nærighed, gir ham to ribben fra hvalrossen, men

senere ligeså store kødgaver som de andre. Den onde plejefar laver

tupilak af ribbenene om sommeren. A. kan pludselig intet fange,

forudser sin snarlige død, men da han er en angerlartussiaq (bestemt

til at vende hjem igen), ber han sin kone hente hans redskaber eet for

eet, når de driver til lands efter hans død. Han møder tupilakken, der

er rød med et stort hundehoved. A. harpunerer den, men hans

fangstblære klistrer til kajakken, tupilakken snor linen om den ved

gang på gang at springe over den og svømme under den. Da tupilakken

har ædt hans ene side, kæntrer han og rejser verden rundt under havet i et år.

Hans kone henter hans ilanddrevne kajak og redskaber. Men A. kan

alligevel ikke komme i land. Tupilakken spærrer for ham.

A.'s kone, der er gravid, føder en søn der får navnet A., gøres til

angerlartussiaq, udvikler sig som sin far til storfanger, gifter sig

med sin mor, kæntres af tupilakken og rejser verden rundt. Tilbage

igen slipper han forbi tupilakken, som han senere dræber. Han kommer

ikke ud for flere ubehagelige hændelser.

Tolkning: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 107 - 108.

Resumé:

Aluusaq elsker sin kone, der er god og smuk. Under en slædetur dumper

deres lille barn i vandet. Konen græder, men A. trøster hende med, at

sålænge de lever, vil de kunne få børn. Nedkørselsstedet til den

boplads, de stiler imod, er meget stejl. Konen får overbalance og

opstanderne gennemborer hendes bryster. A. ligger en sidste gang med

sin døde kone som afsked.

Hist.: Fortællingen virker autentisk.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Dansk resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s.372:

"Amaukasia, som ombragte kajakmændene, når de roede ind i fjorden".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"Det skravl, hun havde i rygposen.

Da nogle fangere fra en boplads var udeblevet fra fangst - den ene

efter den anden, tog den eneste tilbageblevne ud på en kajaktur. Han

var på vej ind i en stor fjord, så hørte han en stemme. Han så sig om

og opdagede, at der stod et menneske på en lille høj. Han gav sig til

at lytte. Så hørte han én råbe fra land: "Hør du kajakmand, du kære,

kom du herind." Da han hørte dette, roede han ind mod land, hen til

den, der råbte. Han nærmede sig land og fik øje på en sølle kvinde med

et barn i rygposen. Så snart han lagde til land, sagde hun: "Stig op

af kajakken." Det gjorde han, og hun sagde videre: "Flyt kajakken

længere op på stranden." Han svarede blot: "Om lidt, når højvandet er

ved at nå den, vil jeg flytte den højere op." Derpå bad hun ham komme

op til huset. Netop som han skulle deropad, fik han øje på

nogle kajakredskaber, der var blevet lagt på jorden. Han kiggede

nærmere på dem og genkendte nogle redskaber, som havde tilhørt hans

tidligere husfæller (de, der var udeblevet fra fangstture).

Han gik forbi dem - og videre op til huset. Inde i huset lagde han

mærke til, at væggene var beklædt med gamle kajakskind, og

tværbjælkerne i huset var af træ fra kajakredskaber. På væggen var

der klistret huder fra ansigter. Nogle af disse kunne han genkende som huder af hans tidligere husfæller. Nu vidste han, at det var den elendige kvinde,

der havde dræbt dem.

Da han var kommet ind, sagde hun: "Tag din anorak af, du

kære." Han tog anorakken af. Han havde lige taget anorakken af, så

sagde hun: "Hvad skal jeg give dig at spise," og i det samme gik hun

ud og kom tilbage med noget rosenrod, der var blevet opbevaret i en

spækpose; fadet, det blev serveret i, var et menneskekranie.

Idet han begyndte at spise maden, sagde han: "Hvordan kan det være, at

de smager så godt?" Værtinden svarede: "Det er nok fordi fedtet er

menneskefedt." Da gæsten hørte dette, holdt han op med at spise og

sagde: "Jeg kan ikke spise det, når fedtet er menneskefedt."

Værtinden sagde: "Hvad skal jeg dog så give dig at spise?" Idet hun sagde

dette, gik hun ud. Gæsten var noget urolig over situationen. Han gik

hen til værtindens lampe og opdagede, at hendes ulu (kvindekniv) og

slibesten var blevet anbragt sådan, at man hurtigt kunne få fat i dem.

Han tog dem og gemte dem under brikseskindet, hvorefter han satte sig

på plads. Straks efter kom værtinden tilbage med nogle sortebær og

gav gæsten dem. Gæsten gav sig til at spise bærrene; han så noget

hvidt imellem dem.  Han gravede dybere ned og opdagede, at det var en

menneskehånd, der var skåret over ved håndledet. Under kogningen havde den krummet sig, så den dannede en skål med bær i.

Da han opdagede det, tog han sin anorak og flygtede ud af huset, idet

han sagde: "Jeg spiser ikke den slags." Han gik ned til kajakken og

skubbede den ud. Netop som han skulle presse sig ned i den, kom den

elendige kvinde ud af huset med sin ulu. Fangeren var dårligt kommet i

kajakken og roet ud fra land, før hun nåede stranden. Hun forsøgte at

få fat i kajakspidsen ved at vade ud i vandet; med hun kunne ikke få

fat i den, da hun kom til at flyde mere og mere oppe

(? pútadlaralutuânaqigame - mærkeligt).

Hvis fangeren ikke have gemt ulu'en, ville hun have fået fat i

kajakspidsen. Hun nåede det ikke, fordi hun var længe om at finde

ulu'en. Det var med nød og næppe, at fangeren slap væk og tog hjem til

sin boplads.

Da fangeren kom hjem, fortalte  han sin kone, at den dumme kælling

havde dræbt de fangere, der var udeblevet.

Nogen tid efter sagde fangeren til sin kone: "Den møgkælling, jeg

traf forleden, vil jeg ro hen til endnu en gang." Konen svarede: "Lad hellere være. Du bliver bare dræbt."

"Jeg risikerer ikke noget, for denne gang går jeg slet ikke i

land," svarede manden. Og så tog han af sted.

Han var igen på vej ind i fjorden; og han så, at hun derinde var på udkig. Den dumme kælling på udkig fik øje på kajakken og råbte: "Hej søde

kajakmand, kom herhen." Han roede ind til land og

standsede lige ud for hende. Derinde fra land sagde hun: "Gå dog i land,

kæreste." Han svarede: "Jeg går ikke i land, for du var lige ved at

æde mig for ganske kort tid siden." Hun svarede: "Det var ikke mig,

der ville spise dig. Det var barnet (anâganguama) i rygposen, der var

ved at spise dig." Han sagde: "Det var dig, der var ved at æde

mig." Så skændtes de. "Dit åndsvage pattebarn (i rygposen)," sagde fageren til kælling, der gav sig til at kæle for det. "Dumme pattebarn, krads din mor!" sagde manden. Mens ungen kradsede løs på sin mor, tog hun den ud af hætten og smed det ud på en stor klippe, så det brast (qârlugo) og døde. Så sagde fangeren til

kvinden: "Du er den dummeste kælling jeg har været ude for, der dræber

sit kære barn, der ellers var så sødt." Da han havde drillet kvinden

rigtig ondskabsfuldt og tilstrækkelig længe, forlod han hende og roede

hjem.

Herefter kom kajakmændene altid hjem fra fangst; og ingen har siden

set den elendige kvinde.

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04:  "Amârsiniôq".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 64 - 70.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 75 - 80.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 124.

Resumé:

En storfanger og hans kone får en datter, som deres ældste datter

passer. Barnet græder meget. En aften hun har fået det til at sove og

vendt sig mod andre gøremål, opdager hun, at barnet er forsvundet.

Forældrene vil slå hende ihjel. Hun foreslår at hente en åndemaner på

nabopladsen mod syd. Han hentes, får ingen mad, befales at holde

seance, før det er mørkt, kan intet opdage, og jages hjem midt om

natten. Da han kommer hjem, blir alle opbragte over den behandling,

han har fået, og man foreslår, at skulle de komme igen efter nogen,

kan de få stedets gamle ungkarl med. Det sker. Ungkarlen er lam i

begge hofter. Heller ikke han får noget mad og må holde seance, før

det mørkner. Men han ser barnet oppe hos Amaarsiniooq på

indlandsisens østligste nuntak. Faderen bugserer ungkarlen ind i

bunden af fjorden, hvorfra ungkarlen let til bens vandrer alene op

til barnerøverskens hus. Det har ingen indgang, men det damper

voldsomt op af loftsventilen. Ungkarlen synger en serrat / formular / trylleformular, der får

hende til at lægge barnet fra sig på briksen og falde i en dyb søvn.

Han henter barnet og flygter. A. vågner og indhenter ham som en falk.

Hun putter dem begge i sin store amaat. Ungkarlen husker, at han

har en stenkaster som hjælpeånd. Denne kommer til stede og angriber

uden effekt A. Endnu en hjælpeånd tilkaldes. Det er en falk, der

sammen med stenkasteren tar pippet fra A. Hun løsner sin amaat,

ungkarlen smider barnet ud, hopper selv ud og flygter med det ned

til kysten, hvor faderen venter. Faderen overtar barnet, ror hjem, og

ungkarlen følger først efter, da han ser faderen vel fremme. Barnet

græder stadig utrøsteligt. Ungkarlen holder en ny seance og ser dets

sjæl efterladt deroppe i A.s hus. Han henter sjælen, lægger den ved

barnets side, og næste dag er de blevet til eet. Han får som tak

storfangerens datter og blir forsørget resten af sine dage.

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Resumé:

Et spædbarn dør af tyndskid, da det mades med kød, fordi dets mor bliver syg og ikke kan amme. Faderen søger længe og finder en ravnerede langs kysten, hvorfra han tager et par grene med hjem som amulet til den næste søn, der fødes. Denne får hele livet en god fordøjelse.

Hist.: Kan være en historisk fortælling, men først og fremmest har den tjent som kommunikation af viden. Man mente åbenbart at ravneunger kunne tåle at spise alt deres forældre bragte dem.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Anarteq". Og NKS 3536, I: "Anarteq".

Ordret den samme oversættelse er under overskriften: Anartoq, trykt i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924, hvor fortælleren siges at være Igna fra Kangeq.

Trykt på grønlandsk i:

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 138 - 139.

Resumé:

Anarteq (Skiderik) er en gammel mands eneste søn. Sammen tager de

årligt på renjagt ind i landet bag fjordbunden, hvor A.s mange søstre

klapper renerne ned i en sø. Her nedlægger A. dem i kajak. Engang da

A. griber en renkalv i bagbenene og leger med den, sparker kalven

bagud og kæntrer kajakken. A. må ud af den, men kan ikke nå ind til

land, hvorfra søstrene hører ham råbe: "Nu begynder laksene at spise

min underkrop!" Han forvandles til en laks. Faderen, der igen må til

at fange som en ung mand, afholder sig i flere år fra renjagtområdet,

men da han atter tager derind og brister i gråd ved fjordbunden,

griber laksen A. fat i hans styreåre. "Der havde A. nær taget åren fra

mig", siger faderen forskrækket. Næste gang A. griber fat i den, får

faderen forsigtigt trukket ham med op, og A., der forvandles tilbage

til menneske, forsørger derefter sin familie.

Var.: Anarteq; Anartoq;

Tolkning: Faderens gråd kalder A. hen til båden, og udtalen af hans

navn letter hans "hjemkomst". Ben og arme er de gennemgående

kropssymboler. A. griber kalven i bagbenene, og da han åbenbart ikke

kan vende i kajak (vha. armene) fortærer laksene hans sårbare

underkrop. Uden ben er han som en fisk i vandet, men han kan ikke

længere færdes til lands. Han redder sig tilbage ved at gribe om

faderens åre. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, læg 5) til Rasmussen i 1907.

Oversættelse ved Birgitte Sonne:

Hjælpeånden der mistede respekten for sin angakkoq /åndemaner

Her i Grønland, dengang de fleste nord for Nuuk og sydpå var døbte, fortalte man om en af de sidste åndemanere / angakokker / angakkut ved navn Juua, at han boede i Uigorluni og gik helt over gevind med at holde seancer / åndemaninger for fællerne dér.

      Man fortæller så, at når han indimellem havde husket at få sine kroge med og han ingen sæler fangede, så fiskede han ulke i stedet. En dag han kom hjem måtte han så indrømme at han havde været i yderste livsfare, fordi hans hjælpeånd havde trukket ham til sig i den anden ende af snøren. Næste dag da alle hans fæller i Uuigorleq ventede at han var kommet hjem, så var han overhovedet ikke kommet.

      Om grunden til at han udeblev næste dag, fortæller man, at et par dage før var nogle folk fra Neria, fire kajakmænd, roet til Paamiut. Hele den vinter blæste det kraftigt fra øst, så undervejs nordpå / udad lagde de til ved Uigorleq, og da folk fortalte at deres angakkoq var udeblevet, så havde disse kajakmænd (fortalte de) ude på vandet langt ude set en fangstblære ved siden af en kajak med bunden i vejret. Da de var kommet derhen havde de roet hans krop ind mod land. Men da han var en ganske ung mand gruede de for ankomsten. Hans lig lå der helt tæt ved siden af hans kajak og hans fangstblære. Men både arme og ben var bøjet og han havde hænderne for ansigtet. Og tænk, det var ham der netop med nød og næppe havde overlevet at være trukket ned. Til sidst, sagde de, lod de ham bare være og forlod ham.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hist.: Virker autentisk

Kommentar: Det er åbenbart de hyppige seancer der har fået hjælpeånden til at miste respekten for sin unge angakkoq. I Østgrønland nærede man den forestilling ifølge kilderne fra de voksendøbte, at hjælpeånderne blev fornærmede, hvis deres angakkoq for sjældent holdt seancer. De fik nemlig varmen i hans krop, når de på skift trængte ind i hans "afsjælede" legeme under seancen og underholdt tilhørerne. se fx Sandgreen Taqqisima; Sorssungnerssuaq

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hvordan åndemanerens kone (gerne) bar sig ad

Det fortælles at åndemanerens kone holdt sig nede på

stranden sammen med sine børn, mens mange mennesker døde (af en epidemi?).

Mange år senere havde drengene udviklet sig til driftige fangere.

En dag tog de driftige fangere afsted til Arfertuarsuk i konebåd for

at gå på rensdyrjagt. Men inden de nåede frem til det område, hvor de

skulle på renjagt, blev den ældste af sønnerne syg; de måtte så gøre

ophold på et sted, der hed Illerusa, og den alvorlige sygdom udviklede

sig til sindssyge. Hans brødre kunne til sidst ikke længere klare

ham. Hans mor havde ellers ondt af ham, men da de ikke længere kunne

magte ham, bad hun sønnerne holde ham nede og gjorde derefter følgende

efter en hæslig skik, som hun kendte.

I gamle dage brugte man spæk som brændsel, når man kogte mad på et

kogested, der var bygget på et fast underlag. De tog et stykke på

størrelse med en ("maannak" ?). De lagde dette på den syge, der lå på

ryggen og pressede til. Mange mennesker der var til stede og

nysgerrige efter at se hvad det var man pressede ned på ham, opdagede,

at et stykke fra ildstedet på størrelse med en "maannaka" blev lagt på

ham, og det havde hindret ham i at rejse sig op. Kort tid efter døde

han.

De andre tog videre til Arfertuarsuk og var på renjagt, som de

plejede. Derefter vendte de hjem til deres gamle boplads, Equuttat, og

moderen døde, mens de endnu boede der.

Hist.: Historisk beretning. Sindssyge, der ikke blev raske med tiden, måtte man beskytte sig imod. Levende begravelse - undertiden på den syges egen opfordring - i hans klare øjeblikke - praktiseredes undertiden. Søg iøvrigt på: sindssyg*

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angángûjuk".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938-39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo,II: 30 - 32, og

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 139 - 141: "Angángûjuk" / Angannguujuk.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125.

Resumé:

A. er baby / spædbarn og eneste søn af et enligt ægtepar. A. røves i hemmelighed,

og den fortvivlede far vil slå sin kone ihjel. Hun ber ham først

tilkalde en åndemaner til identificering af barnerøveren. Flere

åndemanere hentes efter tur uden held. De får ingen mad under besøget.

Endelig hentes en berømt åndemaner, hvis hjælpeånd straks fortæller

ham, at barnet er røvet af indlandsboere. Forældre og åndemaner følges

op til indlandsboernes hus, hvor beboerne skændes om drengen og

ikke kan lokke mad i ham, fordi han længes hjem. Åndemaneren synger

dem alle i søvn og henter sammen med forældrene drengen, hvis tøj må

stages ned højt oppe fra tørrestativet. De når hjem, entrer konebåden

og når ud fra land, inden indlandsboerne dukker op og smadrer deres

hus. Familien flytter ud i skærgården og bosætter sig aldrig siden på

fastlandet.

Var.: Tunerluk (to versioner); Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; qilaamasoq.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, side 372: "Annorârssuaq" /

"Storfangeren, der var lige dygtig til at..."

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Annorârssuaq" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Annoraarsuaq.

Annoraarsuaq var på fangst hele tiden. Han fangede både sæler og

mennesker. Han havde mange fjender; men ingen kunne hævne sig på ham,

for alle var bange for ham. Der var også en fanger, der havde tre

børn - to drenge og en pige. En dag faderen var ude på fangst vendte

han ikke tilbage. De vidste ikke, hvor han blev af. Men hans kone

havde hørt, at Annoraarsuaq havde dræbt ham. De græd bitterligt. En

dag kom lillesøsteren grædende ind. Moderen spurgte, hvorfor hun græd.

Hun svarede, at storebrødrene havde ramt hende med legetøjsspyd i

underlivet og i kroppen. Moderen ventede på, at sønnerne skulle komme

ind (isersilerpât - isersiilerpai).

Da de kom ind, spurgte hun dem: "Hvorfor skal I have jeres lillesøster

som skydeskive for jeres legetøjsspyd, når hun har ikke gjort jer

noget. Træn jer hellere stærke, for Annoraarsuaq har dræbt jeres far.

Altså, træn jeres kræfter."

Man siger, at det var som om de begyndte at græde, da deres mor sagde det til dem, og de to brødre begyndte at opøve deres kræfter.

De bosatte sig langt mod syd. Dernede voksede de op, og de blev voksne og gode dygtige fangere. Så sagde den yngste af brødrene: "Mon Annoraarsuaq er død. Skønt han ikke var død endnu (denne sætning skal måske oversættes: Han var endnu

ikke død på det tidspunkt). Hvorfor skal vi ikke ud og se efter ham?"

Da de på stedet hørte dette, begyndte Annnoraarsuaqs tilhængere

(idlersordluat - det er noget med at beskytte) at besøge

ham og sige, at beboerne i Kangeq gerne vil se/møde ham

(takuluavât ?). Annoraarsuaq plejede at bemærke:

"inûtínguasigkangma," (Du lod mig slippe med livet ?) idet han

samtidig holdt kniven ganske tæt ved vedkommende, som så forsvandt.

Brødrene fra Kangeq med familie ankom til stedet, mens Annoraarsuaq

var ude på fangst; og da de slog deres telt op, bemærkede man, at det

var meget større end Annoraarsuaqs. Annoraarsuaq kom hjem og så

fjendernes meget store telt. Fjenderne sagde: "Qatingiseq, Qatingiseq,

gå hen og sig, at han skal komme på besøg. Så kom Annoraarsuaq ind, idet

han skubbede teltforhænget til side med sin kniv. Så sagde kvinderne

fra Kangeq: "I dér (kákuaraîke - det må være sønnerne, hun mente), kom

ind med  noget, som han kan sidde på." De kom ind med en stor sten,

som nær havde ramt den besøgendes fødder, da den blev sat ned på

jorden. Kun ved at den besøgende trak fødderne til sig, undgik man at

ramme dem. De sagde til ham: "Hvad med at spise lidt syre (i

renskriften: Sællever med kokleare)?" Han fik lige et par mundfulde,

så holdt han op og gik ud.

Om natten, efter at man var faldet i søvn,

hørte moderen íkkut marlok (måske: moderen til de to) nogen støj. Hun

gik ud og så, at Annoraarsuaq var ved at tage overdelen af sit telt

ned så lydløst han overhovdet kunne. Hun kom ind igen i

teltet og sagde: "Hør I dér, Annoraarsuaq er ved at rejse fra jer

(eller: slippe fra jer). De skyndte sig at komme op og gav sig til at

stirre intenst på ham.

Annoraarsuaq fik meget travlt. Da han blev færdig, fik han sine mange børn om bord i konebåden, og til sidst var han på vej ned til konebåden bærenede

sin kajak med bunden i vejret. Idet han tog et skridt for at komme

ombord på konebåden, skubbede brødrene fra Kangeq til ham, så han

faldt ned i vandet. Han blev under vandet længe. I virkeligheden

opholdt han sig under konebåden og lurede på dem. Han kom pludselig op

af vandet ved konebåden og forsøgte at stikke dem ned. Da de

to gik til angreb oppe fra, dykkede han ned igen og gav sig til at

gå/svømme omkring konebåden. Han blev efterhånden træt, og den yngste

af brødrene stak ham. Han dykkede, og da  han dukkede op igen,

stak den ældste ham. taunaqale tamalerput (måske: Sådan blev de ved

længe). Annoraarsuaq var efterhånden udmattet, og med flere stik

dræbte de ham. Så smed de alle børnene ud i vandet. Og de paterede

faderen. Ligesom de blev færdige med det viste der sig en kajakmand

frem omkring næsset (ordret: fra bag næsset) og sukkede voldsomt

(anesameqalune - anersaammerqaluni ?? Renskrift: Man hørte ham sukke,

så såre han kom op på land). Da han kom hen til dem, gav han sig til

at samle børnene op på land, idet han sagde: "Disse er værd at redde."

Han fik dem alle op på land. Han besøgte brødrene fra Kangeq. Det

viste sig, at denne gamle mand var på en tur for at fordrive tiden med

noget, fordi han havde mistet sin søn.

Han havde siddet hos brødrene et stykke tid, så

sagde brødrene: "Vi har ellers fået en god fangst i dag."

Han bemærkede: " Hvad fik I så ? "

"Du kan gå derhen og se på det." Han gik ud og videre

ned til stranden. Da han så det, sagde han: "I har fanget en isbjørn."

De svarede: " Nej, det har vi ikke. Se på det." "I har fanget en

isbjørn," gentog den gamle. De svarede: "Nej, det har vi ikke. Nu skal

du se det." De tog det, der dækkede liget, af; og  han genkendte

Annoraarsuaq med det store skæg, som nu var fuldt af blod. Den gamle

mand måtte sætte sig ned "toqulersoq" (én, der er ved at dø. Måske:

Som om han var ved at dø? Renskriften: ...han blev stående og var ved

at blive dårlig), og han sagde: "Det var virkelig pænt af jer. I har

givet mig lejlighed til at fordrive tiden med noget."

Det fortælles, at brødrene fra Kangeq blev gamle uden at de behøvede

at bekymre sig om noget.

Hist.: Muligvis en historisk kerne.

Kangeq i Ammassalik området ligger sydøstligst på Kulusuk

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: KRH kasse 52, nr. 2, påbegyndt i hæfte 420 med fortsættelse i 404.

Nedskrevet af K. Rasmussen på dansk. Formentlig oversat efter et nedskrevet grønlandsk forlæg.

Resumé:

En mand, der så inderligt ønsker sig en søn, når højt op i årene inden det omsider lykkes. Han nærmest fodrer ham med serratit, trylleformularer, og hver gang han har givet ham en ny, indbyder han til gilde for at den skal gøre drengen stærk og ursårlig. En hel klapmyds er festmaden første gang Ang. skal have nyt tøj, og faderens udtalte ønske bliver, at drengens fangstevne skal vokse i samme forhold som en klapmyds til en nyfødt. Ønsket går i opfyldelse. Drengen nedlægger tidligt store dyr, altid kun de største. Af samme grund går han også til angreb på to gevaldige uhyrer, det sidste værre end det første, inde i dybe fjorde, hvor de har dræbt og fortæret kajakmænd i massevis gennem tiderne. Den første ligner en bjørn i overstørrelse. Den anden en kolossal fjordsæl. Den kan ikke komme på land, hvor alle Ang.s ledsagende kajakmænd redder sig op, mens Ang. blir så bange for uhyret, at han græder og flygter, forfulgt af monsteret. Det er så hurtigt at Ang.s kajak, der farer som en ravn over vandet, ser ud som den står stille. Monsteret går dog på grund og blir stikkende, hvorfor Ang. med det ene af sine redskaber efter det andet omsider får has på den. Da man flænser den vælter en masse æg ud, dvs. menneskehoveder. Desuden en del halverede kajakker. Alle medrejsende får store flænsebidder. Hermed er der ikke mere at fortælle om Ang., der således glider ud af historien.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 59: "Angusinãnguaq" / Angusinaannguaq.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 213 - 215.

Resumé:

Tid: Før sygdom / epidemi havde bortrevet så mange voksne, at ingen overlevende

vidste, hvordan man byggede kajak. Dengang var alle lande befolkede,

der var færre storme og man kom vidt omkring i kajak. Sted: Kangaarsuk

/ Cap Parry.

   Angusinaannguaq har en meget smuk kone, som alle misunder ham.

Under et edderfugle- og æggetogt efterlader man ham uden kajak på en ø,

men han er åndemaner, så han flyver hjem og går på besøg hos alle

konerne, hvor han modtager de hjemvendte. Senere dræber han en masse

af de fjendske og utilnærmelige folk på Carry-øerne, fordi de har

dræbt mange på hans boplads. I taknemlighed lader alle enkerne ham

snuse til deres kønsdele.

Hist.:  Begrundelsen for det faktum, at kajakker gik af brug kan ikke

verificeres. Forestillingen om en tidligere tættere befolkning, der

ofte kommer til udtryk i Thule-områdets sagn, kan være overleveret

gennem mange generationer, eller blot referere til tiden før

epidemierne. Endelig kan de indvandrede baffinlændere (ca. 1860), der lærte

inughuit / polareskimoerne at bygge kajak, have talt om tættere befolkninger på

deres hjemegn og undervejs nordpå.

Resumé: "Manden, som skaffede sin søn et forspand af ræve"

i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 363.

Oversat af Knud Rasmussen i Rasmussen 1981, Inuit fortæller, III: 162 - 164.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der ville skaffe sin søn ræve til slædehunde.

Der var engang en mand, der elskede sin søn højt. Når sønnen havde

været ude med sin fars slædehunde, sagde han: "Hundene blev som

sædvanlig helt udkørte. Det var med nød og næppe, jeg nåede hjem."

kisimakivat kîmînijarnêrât qasusangisut (? Er der slet ikke noget man

kan få fat i og bruge som hunde, der ikke bliver trætte)."

Faderen sagde: "Jeg har faktisk hørt, at ræve, som trækdyr aldrig

bliver trætte."

Næste morgen fremsagde han så  en formular /

trylleformular både i indgangen til rummet og i husgangen - for at

lokke blåræve til adlanut sânigut kuveriardlugit (? Efter at have

hældt afgnavede ben / fejeskarn ned) fremsagde han endnu engang en

trylleformular. Da han blev færdig og kom ind, sagde han: "I

morgen skal vi se, om jeg har gjort det rigtige / sande (ilumôruma). agdlane (?

dernede). Sønnen så blåræve dernede (i husgangen). Da han så dem talte

han dem. Der var ti. Han kom ind og sagde: "Dernede (i husgangen) (?)

er der ti ræve. Dem vil jeg gerne have til slædehunde." Faderen sagde:

"De skal først trænes."

Da rævene var vænnet til, lavede sønnen

seletøj til dem. Han gav dem sele på og tog af sted på en køretur.

Da han havde kørt qimeqingoramit (?) fik han øje på en stor isbjørn.

Da hans hunde så den, gav de sig til at løbe efter den i fuldt

firspring. Til sidst kom han tæt på og stak den ihjel, hvorefter han

lagde den op på slæden og kørte af sted med den. Rævene (trækdyrene)

løb hurtigere og hurtigere og nåede så til sidst hjem.

Da faderen så,

at sønnen havde fanget en isbjørn, blev han meget glad. Han spurgte

sønnen: "Hvordan var dine hunde så?" Sønnen svarede: "Qimeqinât (? De

er gode som trækdyr / ligesom hunde)." Så havde de fået hunde, som

aldrig blev trætte.

En dag kørte sønnen af sted, som han plejede. Han

nedlagde en isbjørn. Han dækkede den til med sne og kørte videre. Han

fangede endnu en isbjørn og var i færd med at akulerpâ (? akorpâ -

flænsede den). Så begyndte hundene (rævene) at stirre på noget. Han så

sig omkring og opdagede, at en slæde var kommet ganske nær. Måske ville han blive dræbt, tænkte han. Den ankomne slædekører

spurgte: "Har du kun fanget den ene isbjørn?"

"Nej, jeg har fanget endnu en, som jeg har dækket til med sne."

"Skal jeg ikke hjælpe dig?"

"Nej, mine hunde vil godt kunne klare dem."

"Må jeg virkelig ikke hjælpe dig?"

Den anden kviede sig men sagde så ja til tilbudet.

De tog af sted, og den fremmede kørte bagest. De kom

til det sted, hvor han havde dækket sin første fangst til med sne. De

fik den op på slæden og kørte igen. Da de nærmede sig bopladsen, satte

blårævene, der trak den ene af slæderne, af sted i fuld fart, og kom

foran. Den fremmede slæde gik i stykker, og manden

faldt af, så hundene nåede bopladsen bare med slæden. Da sønnen kom

hjem, spurgte faderen: "Hvem er den anden?" Sønnen svarede: "Det er en

fremmed mand. Hans slæde er gået i stykker. Han ville absolut hjælpe

mig, så jeg sagde ja til sidst."

Den fremmede nåede frem til bopladsen

og sagde, at han godt kunne tænke sig at have sådan nogen hunde.

qimianukuva sunguvarilit (?). "Det ville være herligt at have sådanne

hunde," sagde han. De reparerede hans slæde. Da den fremmede tog af

sted hjemover, ledsagede den anden ham og besøgte ham på hans boplads.

Han vendte tilbage til sin boplads igen. Han havde sine hunde (rævene)

hele sit liv. Siden har man aldrig hørt om nogen, der brugte ræve som

slædehunde.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 28 - 30.

Resumé: Anoritooq's søn Angulligaamaaq plejede at kvase andre fangeres

håndled, når de havde fanget noget. En dag tager han med andre fangere

på en længere fangsttur. Da de om aftenen skal sove, fortæller de ham,

hvordan de plejer at ligge: "Vi har kun det ene ben nede i bukserne,

sådan plejer vi at sove." Angulligaamaaq lagde sig til at sove på

denne måde, og om natten blev han dræbt med en harpun, som hans

fangstfæller stødte ind i rumpen på ham. Da fangerne kom tilbage,

fortalte de Anoritooq, at hendes søn var blevet dræbt. Anoritooq

efterspurgte nu et levende isbjørnefoster, som hun også fik. Bjørnen

blev af børnene kaldt for Angulligaamaaq. Efterhånden som bjørnen

voksede blev den for voldsom for børnene at lege med. Bjørnen

begyndte også at gå på fangst. Når den ikke fangede noget undgik den

sine egne spor, hvorimod den fulgte disse når den fangede noget.

Moderen advarede den mod hundene, som hun kaldte for bjørnens

fætre/kusiner. Anoritooq sværtede bjørnens side og den gik af sted.

Den fangede intet og opsøgte derfor andre bopladser, hvor den ville

stjæle mad. Det forlød pludselig, at en sværtet bjørn var blevet

nedlagt, og da Anoritooq hørte dette gik hun til fjelds og fremsagde:

"Efter at have mistet éns bjørnebarn, må man kigge efter en bjørn,

bjørn, bjørn." Hun vedblev at synge disse strofer og blev til sidst

til en sten, hvor folk kom og ofrede spæk til hende, således er

stenen nu helt tilsølet af spæk.

Var.: Holtved 1951 17A; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Holtveds arkiv findes på Afd. for Eskimologi, KU, hvor Robert Peary p.t. (2005) gennemgår og reviderer Holtveds oversættelser.

Interlineær eng. oversættelse. - Eng. resumé bd. 152(2), side 30 - 31.

Resumé: Anoritooq havde en søn, der ikke var vant til at sove udenfor,

fordi han aldrig var på fangst. Han blev slået ihjel. Anoritooq

ønskede sig derefter et bjørnefoster, og det lykkedes også, at få

fanget en bjørn med et foster i.

Bjørnen voksede op med andre børn som legekammerater. Da den var

blevet stor, begyndte den at fange sæler, remmesæler og hvalrosser til

sin plejemor, idet den fulgte de andre fangeres slædespor. Moderen

sværtede den sort på siden for at andre skulle kunne genkende den, når

den var ude på fangst. Når den ikke fangede noget havde den for vane

at stjæle fra andre, hvorfor den til sidst blev fanget af en, der

ikke genkendte den. Moderen begyndte nu at synge: "En bjørn, en bjørn,

jaa," mens hun spejdede efter en bjørn hun kunne få til barn. Til

sidst blev hun til en sten oppe ved Anoritooq.

Før fangere skal ud på bjørnefangst plejer de at ofre til stenen ved

at smøre den med spæk, derfor er den helt indsmurt nu.

Var.: Holtved 1951 17; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om "Anoritooq", formentlig: kvinden der adopterede en bjørneunge. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Var.: Musatak; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921: s. 375: "Den store

åndemaner og hans eventyr ...".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aqajarormiorsiorpua

(En, der søger efter noget, der er i mavesækken).

Det fortælles, at Akivamineqs (akuamineq, partiet mellem ribbenene og

lænderne på et dyr) far var en stor åndemaner / angakok / angakkoq.  Han plejede ikke at holde åndemaning men blot at udspørge ånder. (Han sad gerne

med front imod bagvæggen med skind over sig). Han tilbragte gerne

foråret på en forårsfangstplads. En morgen tog han ud i kajak og roede

i retning af Orsulugiaq. Solen var ved at stå op, da han fik øje på

fem kajakmænd. Han roede så derhenad og tænkte, at det nok

var sydlændinge (? kavángarnitsat - er på østgrønlandsk

nordlændinge, BS), der var taget afsted meget tidligt om morgenen, eller

som havde været på fangst om natten. Men han syntes, at de så

ejendommelige ud, for når man så dem fra siden, var mundpartiet langt.

Det gik op for ham, at det var innersuits tartait (ildfolkenes

hjælpeånder). De nærmede sig, men inden de nåede ham, vendte de om og

roede bort. De havde hvide anorakker med rød halslinning. Det var

derfor, de var så frygtindgydende. Han kiggede på dem; og da

krusningen på vandfladen fra dem nåede hans kajak, begyndte den at skyde

fremefter af sig selv. Han forsøgte at bakke, men det nyttede ikke.

Kun når han vendte åren på langs (når han skoddede) gik det

langsommere.

Men han kom ikke tættere på de kajakker, som han fulgte efter. Så kom

han i tanker om sin hjælpeånd. Han kaldte på den. Han hørte lyden (her

bruges der flertal), og straks efter dukkede den op ved siden af

kajakkerne. Da de så den, sagde de: "Sådan én har vi (også)." Der kom

flere hjælpeånder, men de lod sig ikke påvirke af dem. Så kom han i

tanke om noget: "Det er sandt, jeg har også den skævmundede (en equngasoq

var den mægtigste af alle åndemaneres hjælpeånder). Han kaldte på

den; og langt om længe indfandt den sig. Da den kom sagde den: "Hvad

er der (? suame)?" "Disse her vil dræbe eller røve mig." Da roede equngasoq'en  hen til dem. Han roede blot forbi dem, og først derefter vendte den sig imod dem og afventede, at de skulle nå frem til ham. Da den første nåede frem, stak

equngasoq'en / Equngasoq sin åre ind under hans kajak, så han var ved at kæntre.

Sådan gjorde han ved dem alle. Da dette var sket, standsede åndemanerens

kajak. Hjælpeånden roede hen til

åndemaneren og sagde: "De er ikke ude efter at dræbe dig; derfor

gjorde jeg dem ikke noget." Umiddelbart efter fik equngasoq øje på en tejst og sagde: "Hvis de var ude efter at dræbe dig, ville jeg have gjort sådan:" Han roede

nærmere hen til den lille tejst, tog kastetræet til sit blærespyd med

den ene hånd og greb blærespyddet. Det ordnede sig til kast ganske af

sig selv, og equngasoq ramte tejsten med sit spyd. Han roede hen til

den og flåede fuglen i stykker. De konstaterede, at fuglen var blevet

ramt i hjertet. Så sagde equngasog: "Hvis disse kajakker virkelig var

ude efter dit liv, ville jeg have gjort sådan ved dem." Så forlod

hjælpeånden ham.

Senere på sommeren fik åndemaneren svært ved at fange

sæler. En dag han var ude på fangst, og han befandt sig ud for

Qasigissat, drejede kajakken og bevægede sig imod land.

Han forsøgte at bakke, men den var ikke til at standse. Nu var han

næsten ved land, uden at han havde opdaget noget. Netop som han skulle ramme stranden, bakkede han for alle tilfældes skyld

med det resultat, at kajakken lagde til ved stranden.

Han havde dårlig sat sine hænder på kajakken for at komme op af

den, så stod han allerede oppe. Så snart han rejste sig op, var

det, som om han blev skubbet frem af blæsten bagfra. Han måtte løbe afsted, og han løb temmelig længe. Da han var kommet over fjeldet,

fik han på den anden side af det øje på et stort menneske med så

langt hår på hovedet, at hun ikke længere kunne bære det. Han løb hen

til hende og stødte ind i hende. Åndemaneren spurgte den langhårede:

"Hvad laver du her?" Hun svarede: "Jeg har kaldt på dig, for at du

skal rede mit hår. Jeg kan ikke længere bære mit hår." Åndemaneren

spurgte hende: "Hvorfor er dit hår sådan?" Hun svarede: "Det er fordi

folk ikke har overholdt tabuerne, som de skulle (paqinnartut - tabu,

allertut - de, der skal overholde taburegler)." Da

gav åndemaneren sig til at rede hendes hår. Da han var færdig og

havde sat hendes hår i en top, spurgte kvinden: "Hvad skal jeg

give dig for det?" Åndemaneren svarede: "Jeg vil gerne have sæler i

betaling, for jeg har længe ikke kunnet fange noget." Så

svarede kvinden, hvis hår han havde redt: "Når du har fanget den

første sæl, skal du ikke prøve på at fange flere, lige meget om der er

mange af dem. Du skal kun fange den ene sæl. Næste gang du ser mange

sæler, må du ikke fange tre, men kun to. Først når du tager ud tredje

gang på fangst i kajak, må du fange flere sæler."

Da åndemaneren skulle hjemad sagde han: "Min kajak er sikkert drevet

ud." Den anden svarede: "Den er ikke drevet ud. Den er på sin plads."

Åndemaneren var nu på vej hjem og på den anden side af fjeldet så han,

at kajakken var på sin plads. Han kom ned i kajakken og roede af sted.

Undervejs fangede han en sæl; og fra nu af begyndte han at fange

sæler.

Da det var ved at blive vinter, tog han til Isortoq for at

overvintre dér. Vinteren var elendig, og der kom så meget sne,

at man dårligt kunne komme ud på fangst. En aften gik åndemaneren og

hans kone ud af huset. Straks efter kom åndemaneren  ind igen og

sagde: "Hvordan mon de unge vil klare sig (? inûsútut qanormáko

ivsarajíqisut)?

Aqajarorsiartoq er ved at bryde op lige her oppe fra baglandet."

Åndemanerens ældre bror, som slet ikke troede på den slags gik

udenfor. Han blev faktisk derude og lyttede en stund, men hørte

intet. På vej ind skubbede han til alt, hvad der overhovedet

kunne skubbes til. Han sagde: "Der er intet at være bange for." Lidt

efter gik åndemaneren ud. Han kom ind igen og sagde, at

Aqajarormiorsiortoq var på vej mod dem oppe fra baglandet. Undervejs ud hørte hans bror lyden og flygtede tilbage op på briksen og helt ind

mod bagvæggen. Åndemanderen gav sig til at ordne forskelligt inde

i huset. Han dækkede vinduerne til med sadlimasunik (? sadlimasut -

brædder). Han gav sig til at tromme ånder til og sagde:

"Mange af åndemanernes store hjælpeånder er ellers nået frem til

aqajarormiorsiortoq, men de tør af angst ikke træde hende for nær."

Åndemaneren fortæller også, at denne aqajarormiorsiortoq er en

kvinde. Overalt er hun af sten undtagen mundvigene, der er blødere.

Hun har en ulu, og når hun slår sin ulu mod noget, runger

det. Nu var hun næsten helt fremme. Man kunne høre amuletten fra

åndemanerens konebåd qaseeq (måge) lette, man kunne også høre, at den

hurtigt vendte tilbage. I det samme hørte man åndemanerens vigtigste

hjælpeånd (equngasoq) fløjte (aviorpoq - qarlorpoq - kvidre, synge,

fløjte) tre gange. Så kom den roende i kajak gennem sneen. Nu var

Aqajarormiorsiortoq kommet så nær, at åndemaneren sagde, at hun også

skulle kunne ses af andre, der ikke var åndemanere. Men de ville ikke

se hende, for de var bange. Equngasoq  gik hen til hende, kastede

blærespyddet og ramte hende gennem mundvigen ned i svælget.

Aqajarormiorsiorpunga greb blærespyddet og knækkede det.

Først da hun havde smadret det helt, lagde  hun det ned på jorden.

sordlo pudlakae (soordlo pullakkai - som med et pust) blev

blærespyddet helt igen og vendte tilbage til sin ejer. Sådan blev det

ved. Til sidst ãnalerpoq (?) og begyndte at gå tilbage. Der blev

sagt, at hun boede i en hule i indlandsisen. Åndemanerens

hjælpeånder rykkede nærmere og nærmere ind på hende, og

Aqajarormiorsiortoq gik langsommere og langsommere. Åndemaneren

holdt bare op med at tromme (mane ånder), for man behøvede ikke

længere at være bange for hende. Siden så man aldrig noget til hende.

Var.: af 1. episode: søg på innersuit (der trækker kajakmænd viljeløst til deres land)

af 2. episode: Rejsen til havkvinden. Havkvinden; Havets Mor; Qujaavaarsuk; Ikarlitsuarsuk

af 3. episode: Eqingaleq Naaja sten; Den straffende månemand; Karrak / Karraq; Ajijak 224 225;

Kommentar: Bemærk at vejen til Havkvinden her går gennem innersuits land og at deres tiltrækning er angakokkens "transportmiddel".

Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik

(Rypekylling og grydemanden)

 Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre.

Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

Var.: Aqissiaq.

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Renskrevet el. nedskrevet (?) af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Det er usikkert om Gaba Olsen er fortælleren: Rasmussen har denne tekst, der er en sang, med mellem sine nordvestgrønlandske sange sidst i bind III af Myter og Sagn fra Grønland, 1925: 312. I indledningen skriver Rasmussen, at sangene blev nedskrevet i 1906 - 07 med gamle mænd og koner som informanter. En evt. original nedskrift ses ikke i arkiverne, men Møllers ren- el. nedskrift (?) er skønskrift og flere små fortællinger og sanglege har han illustreret med henrivende farvelagte miniaturer.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Det drejer sig om en rype på noget sne på slette oppe i indlandet. Øjenlågene er helt røde og ryggen brun, og mellem hans små endeballer et lille røvhul.

Resumé i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn, I: s. 363 - 364: "To

søstre, der giftede sig ... ". Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte

424: "Nukarît arfermik nagtoralingmigdlo" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To piger, der blev gift med en hval og en ørn.

To søstre bestilte ikke andet end at lege far og mor og børn. Det

gjorde de oven for deres hus. En dag da de legede, manglede de mænd

at gifte sig med; for der var ingen drenge. Den ene af pigerne

sagde: "Jeg vil gifte mig med den deroppe" - det var en ørn. Idet hun

sagde det, dykkede oppe fra og tog pigen med. Den anden pige

sagde: "Jeg vil gifte mig med den her" - det var et kranium af en

hval. Hvalen tog pigen. Hun fik altså en hval til mand.

Når den ældstes mand, ørnen, var på jagt, vendte den tilbage med en

hvalros i den ene klo og en hvidhval i den anden samt en isbjørn

i næbbet. Sådan gik det hver gang, og når den var på vej hjem, droppede

den den ene af fangsterne ned til sin svigerfar. Svigerfaderen havde

på den måde gavn af ørnen.

Den yngste af pigerne led meget, fordi hun skulle lyske sin sølle mand.

Hun bestilte ikke andet end at lede efter lus på sin mand. Hver dag

længtes forældrene efter deres piger. De sagde til den ene af pigerne,

mens manden var ude på jagt: "Hvorfor tar du ikke sener

af en hvidhval, så du kan fire dig ned?" Jo, det ville pigen så gøre.

Hun begyndte at samle sener. Da hun mente, at hun havde nok

af dem bandt hun en sten i enden af de sener (hun havde bundet

sammen), og firede dem ned. Der manglede kun ganske lidt, før de kunne

nå ned til jorden. Hun føjede noget til og syede dem sammen. Så var

hun klar. Mens manden var på jagt, firede hun sig ned og tog  hjem

til deres telt. De holdt øje med, hvornår manden ville vise sig.

Svigerfaderen og en forældreløs dreng lavede hver for sig en bue

maluartasauit (?).

Da ørnen kom hjem og opdagede, at konen ikke var der, droppede den

fangsten og fløj videre til svigerfaderens telt. Da ørnen befandt

sig over teltet, sagde manden til den: "ningânísânguakitat (vis dig

som en god svigersøn) og spred vingerne, så armhulen bliver synlig."

Ørnen gjorde, som det blev sagt, og de sendte mange pile afsted; men

den var ikke til at dræbe. Pilene satte sig fast mellem fjerene og så

ud som synåle. Så havde de ikke flere pile. Kun den forældreløse havde

nogle pile. Midt i det hele sendte den forældreløse en pil afsted og

ramte ørnen i armhulen, så den blev dræbt. Han ramte netop det mest

sårbare sted, og det blev ørnens banesår (lidt fint: tuqua erqordlugo -

ramte døden). Så havde de ikke flere bekymringer med denne svigersøn.

Nu begyndte de at overveje, hvordan de kunne få fat i den anden datter.

Faderen byggede sig en meget hurtiggående konebåd. Da han blev

færdig, prøvede han den. De fulgte en flyvende tejst og kom frem lige

så hurtigt som den. De prøvede også at følge med en flyvende

edderfugl; men edderfuglen fløj hurtigere. Han byggede konebåden om og

gjorde den endnu mere hurtiggående, så den kom til at glide lige så

hurtigt som en flyvende edderfugl. De varskoede datteren, idet de

sagde til hende: "Du skal komme hjem. Vi vil hente dig med en konebåd.

Du skal sige til din mand: Jeg trænger til at tisse," îjaripatit

(formentlig: når han siger ja) skal du binde en line på snippen på din

pels og gå ud. Så skal du binde linen fast til en sten." Det var

datteren med på. Konebåden kom, og datteren sagde til sin

mand:

"Jeg trænger sådan til at besørge." "Gør det på min

håndflade," sagde manden. "Jeg trænger sådan til at tisse," sagde

pigen. "Tis ind i min mund," sagde hvalen. Men pigen fortsatte: "Jeg

må altså gå udenfor. Du kan binde en line på snippen af min pels. På

vej ud nåede hun kun nedgangen til gangen, så rykkede han i linen. Han

rykkede også i linen, da hun var kommet ned i gangen. Da hun kom ud,

bandt hun linen til en sten; og hun løb ned og kom om bord i

konebåden. Så roede de af sted. Hvalen begyndte at rykke i linen. Da

hun ikke viste sig, lod den sig falde ned fra briksen og kom ud. Den

gav sig til at rulle ned til vandet. Fra konebåden blev det bemærket:

"Se, nu kom den ud." Så fik de fart på. Hvalen kom ned i vandet

timikalerkær." Mattak-dyret satte farten op, og den halede ind på

konebåden. Den kom ganske nær. Så sagde faderen til sin datter: "Tag

kamikkerne af, og smid dem ud." Hvalen fik kamikkerne mellem tænderne

og gav sig til at bakse med dem. Den blev til sidst irriteret på dem

og lod dem være, og den halede igen ind på konebåden.

"Smid din pels ud," sagde faderen til pigen.

Hvalen kastede sig over den, men blev træt af at bakse med den.

Endnu en gang halede hvalen ind på konebåden.

"Smid dine skindbukser ud," sagde faderen. Det gjorde pigen. Hvalen baksede

voldsomt med dem. Som før blev hvalen træt af det, den havde med

at gøre. Nu havde de ikke flere ting at smide ud, og hvalen satte

efter konebåden. Konebåden løb op på stranden, og sådan reddede de sig.

Også hvalen løb op på stranden og døde. Den blev til et

kranium. Der lå så hvalkraniet til forrådnelse - heldigvis.

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning

Meget kort resumé, Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 365 :

"Slagsmål mellem en rype og en angeltaske"

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Slagsmål mellem en rype og en havlit.

Et rypepar fik nogle unger. Da ungerne var blevet store, tog faderen

dem ud på en tur ned til havet. De nåede helt ned til strandkanten.

Her sad de og nød tilværelsen. Så kom nogle havlitunger til syne ude

omkring et lille næs sammen med deres far. Da de nåede helt frem

nedenfor det sted, hvor rypefamilien sad, sagde rypefar til dem, at de

skulle komme op på land. Det gjorde de alle sammen og gik hen til

rypefamilien. Havlitten sagde: "Hør du, der er ingen, der bruger

kamikker med hårene på midt om sommeren." Rypen sagde: "Vi har den

skik at bruge kamikker med hårene på også om sommeren." Havlitten

sagde igen: "Det er da helt forkert at bruge kamikker med hårene på om

sommeren." Rypen blev træt af, at høre på havlittens fornærmelser og

sagde: "Hvorfor har du en lang halefjer midt om sommeren?" Havlitten

svarede: "Det plejer jeg." Rypen sagde igen: "Det er det samme med

mig. Det er min skik at gå med kamikker med hårene på. Alligevel

kritiserer du mig." Havlitten sagde igen: "Det er virkelig

kritisabelt, at du går med kamikker med hår på midt om sommeren."

Rypen svarede: "Det er endnu mere kritisabelt, at du har din lange

halefjer på på et tidspunkt, hvor der ikke er is." Havlitten angreb rypen og ville tvinge den ned til stranden. Da rypen opdagede, at

havlitten ville drive den ned til stranden, var den ikke længere

skånsom. Før den vidste af det, begyndte den at rive og kradse

havlitten. Denne sagde: "Nu begynder du at kradse mig." Rypen sagde:

"Jeg kradser dig ikke satûmilângivarsijarpakit (? din lille løgnhals).

Så smed havlitten rypen i vandet. I det samme gav rypens unger sig til

at græde, mens havlittens unger idlûtorsuvangordlutik (? blev

forlegne). Så begyndte de at slås under vandet. De sloges længe, og

rypen var nær ved at drukne. Rypen gav sig til at rive i havlittens

bryst. Det lykkedes den at rive havlittens bryst af og selv gøre sig

fri af den. Så var den på vej op af tangen. Da den blev mere synlig,

sagde ungerne: "Hvem er det?" En af ungerne sagde: "kanajoruna (han

dernede / den ulk dér) er vores kære far." Rypen kom op og sagde:

"qareqarâq (rypens kaglen) upaqâgut uparâgut (? rypens kaglen)." Knap

nok var rypen kommet op, så kom havlittens bryst op på overfladen lige

ud for dem. En af havlittens unger sagde: "Hvad er det derude?" En

anden sagde: "Det er da vel ikke en sæl?" Så genkendte en af ungerne

det som sin fars bryst. Så brast samtlige havlitunger i gråd. Det

fortælles, at rypens kaglen - qaqeqqaqaa uparaava - stammer fra

dengang.

Var.: Rypen og havliten / havlitten. Sangkamp i dyreverdenen.

Kommentar: en fornøjelig fortælling, sikkert også for børn.

Karen har fortalt Rasmussen, at hun fik den fortælling hver gang hun lyskede Umaatsiaqs skæg.

Den indledes med en remse el. en sang.

Nedskrevet noget kortfattet.

Ikke oversat

Velegnet til opdatering

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om to kvinder. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.

Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq.

Vedr. mellem-person: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da jeg begyndte at huske, det var i 1869, havde jeg en

meget gammel bedstemor. Som det var almindeligt hos grønlandske børn,

sov jeg ved siden af hende om natten, og det gjorde jeg til den dag

hun døde. (1876).

Mens hun levede, bad jeg hende altid, når jeg om aftenen skulle til at

sove, fortælle mig historien om vore forfædre. Så fortalte hun alt det

hun havde "set" og "hørt". Oprindelig var hun hedning; og hun blev

først døbt som gammel. Derfor hed hun efter de udøbtes skik Arnapi. Og

først ved dåben fik hun navnet Karen. Hendes mand var også hedning og

hed Isaqqila. Denne kvinde havde en historie om noget hun selv havde

set og aldrig kunne glemme; nemlig da hendes far blev dræbt af

bopladsfællerne. Hun fortalte følgende:

Umiddelbart efter at Uummannaq

var blevet koloniseret, tog hendes far fra Karraq / Karrat til Uummannaq for at

handle. Han fulgtes med nogen; men de kørte hver sin hundeslæde.

Datteren (Arnapi) var på det tidspunkt en ungmø. Faderen hed Neruaq / Neruaaq;

og hans ledsager på turen hed Aje. Da de skulle afsted, advarede

Neruaqs kone dem faktisk, fordi de havde hørt noget om, at de, der

boede øst for dem, pønsede på at dræbe Neruaq; men Neruaq sagde:" Jeg

ved det godt." Så tog de afsted. Da de kom til Uummannaq, handlede de,

hvorefter de tog hjemad.

Undervejs passerede de den beboede ø Salleq, og da de befandt sig

nedenfor husene, tog husets beboere venligt imod dem og bad dem komme

op til huset. Neruaq gik op og så, da han gik ind i huset, at beboerne

var lutter mænd, uden kvinder. Og da forstod han, at de pønsede

på at dræbe ham. Først gav de ham noget kød at spise, og han spiste

sig mæt. Da han var færdig gik han ud med sin ledsager for at tage

hjem. Han gjorde hundene klar; og da han var færdig, kørte han afsted,

uden at nogen gjorde ham fortræd. En af Qeqertaqbeboerne, Itassiaq,

satte i løb efter ham. Da han nåede ham, fik han fat på opstanderne og

væltede slæden. Øjeblikkelig løb de andre hen til ham. Tænk; Itassiaq

medbragte en stor kniv, som han ville dræbe ham med. Itassiaq forsøgte

straks at stikke kniven i hjertekulen. Men den efterstræbte greb

kniven omkring æggen, og idet manden, der ville dræbe ham, trak kniven

til sig, blev samtlige sener i hånden skåret over. Og så snart der

ikke var flere hele sener tilbage dræbte de ham. Derefter blev hans lig

(efter datidens hedenske skik) skåret i stykker (egentl: skåret i

stykker til at komme i gryden. CB)

Dengang de skulle til at dræbe ham, iagttog en af kvinderne dem gennem

tarmskindsruden og sagde: "Se, nu overfalder de ham; nu slæber de ham

hen ad jorden." Men så trak de andre kvinder hende til sig i et ryk.

Denne kvinde var Matilu. Da de begyndte at partere den dræbte, sagde en

af dem: "Han har lige spist en hel masse. Se efter om mavesækken er

fuld." De sprættede maven op og så efter, men mavesækken var helt tom.

Hvor mon maveindholdet var blevet af? Når grønlændernes forfædre begik

et mord ("sujugdlit"- de første ell: oprindelige), spiste drabsmanden

gerne et stykke af den dræbtes lever. Og efter denne skik fik Neruaaqs

banemand dengang et stykke af den dræbtes lever at spise. Men når de

ikke ønskede at spise af leveren, drak de blodet af den dræbte.

Dengang blev dele af Neruaqs sønderlemmede legeme smidt ned

i klippespalter. Da alt dette var gjort, tog den dræbtes ledsager,

Aje, afsted nordover, uskadt, men uden den dræbte. Da Aje ville til

at tage den dræbtes indkøbte varer med sig, udvalgte drabsmændene sig

det, der fyldte mest og tog det. Det var faktisk salt.

De, som Neruaaq havde forladt, længtes efter, at han skulle komme

hjem. Navnene på dem, der ventede på hans ankomst, var følgende:

Qiviulik og Attati, to brødre, der var sønner af Neruaaq.  

Der gik en tid, og endelig en dag kom to slæder til syne. Lige før de nåede til

land, forsvandt de bag et lille isfjeld. Men kun en af slæderne

dukkede frem. Det var ledsageren der kom hjem, og han fortalte, at

Qeqertarmiut havde dræbt hans rejsefælle. Han medbragte bare de ting,

den dræbte havde købt. Og det var hvad fortælleren Arnapik omtalte som

det værste - nemlig: at de havde håbet forgæves, og at kun de ting,

faderen havde købt, var komme med hjem til dem.

I de mange år efter denne hændelse voksede Neruaaqs sønner, Quviulik og Attati op, og i al hemmelighed trænede de til stærke mænd. Så et forår kom en af

Qegertaqboerne til Karrat på besøg; og hans slæde var den som

Neruaaq havde brugt, dengang han var på indkøbsrejse. Som vanlig

ventede de jo til om aftenen, før de gik i seng. Da de vågnede næste

morgen, var gæstens slæde væk. Formodentlig havde Neruaaqs ældste

datter Unaralak genkendt faderens slæde og stukket den ned gennem en

revne i isen midt om natten, da folk var faldet til ro (sov trygt og

godt).

Der gik flere år. Så kom to unge mennesker på besøg hos Neruaaqs kone

og opfordrede hende til at hævne sin mand ved at dræbe en slægtning

til drabsmanden, som boede på deres boplads, idet de lovede at hjælpe

hende. Efterhånden blev Neruaaqs kone opsat på at hævne sin mand. Da

det blev forår og solens varme indbød til af flytte i telt, rejste

folk deres telte, hvor de inderste lag af teltene bestod af netsideskind,

og forhængene var lavet af tarmskind fra remmesæler. En dag så

Neruaaqs enke den kvinde hun agtede at dræbe, sidde ved teltets

forhæng, vendt imod solen og lede efter lus i sin skindstrømpe, som

hun havde vendt vrangen ud af. Så fik hun den idé, at hun ville liste

sig ind på hende og angribe hende bagfra. Den efterstræbte opdagede

hende altså ikke, også fordi hun var helt væk i at lede efter lus. Da

Neruaaqs enke kom derhen, tog hun hende op om begge skuldre; og hun

kiggede flere gange hen på de unge mennesker, der havde lovet at

hjælpe hende, og som netop opholdt sig ude i det fri; men de kom ikke

derhen. Da de ikke kom, satte hun sit bare knæ mellem skuldrene og

rykkede begge skuldrene op; og så så man ellers noget rødt, da blodet

strømmede ud af fjendens (kvindens ) mund.

N. havde to sønner, nemlig Qiviulik og Attati. De voksede op og blev

dygtige fangere. Mens de endnu boede på Karrat, og var blevet dygtige

fangere, tog de til Saqqaa, og da var de allerede døbt. Efter islægget

var iskanten nu, hvor det var ved at blive forår og isen var revnet,

rykket meget tættere på huset, og fra iskanten fangede de hvidhvaler.

Da solen nu stod højt på himlen og varmede, rejste de teltet og

flyttede derud. I teltet lige østen for dem boede "Etaqquttuu".

En dag midt i den tid, hvor de fangede mange hvidhvaler, lød råbet:

"Umiarsuit!" Det viste sig, at det var et engelsk hvalfangerskib.

Qiviuliks blev meget glade, for de havde gode erfaringer med at handle

med dem. De tjente godt på at sælge kvindernes ringe syting til dem.

Q.s og hans husfællers udbytte bestod af jernkram, synåle og

bomuldstøj fra skibet.

Det fortælles, at der dengang var mange hvaler i bugten ved Illorsuit.

Dette vidste englænderne fra Qiviuliks; og de fangede mange hvaler.

Den dag det engelske skib sejlede, indtraf der en anden begivenhed.

En hvid hund fra Qarmusaq kom på besøg i husene på Saqqaa. Da hunden

skulle til at løbe hjem, gjorde Q. følgende ved den: De bandt det

tørklæde, de havde fået fra englænderne om hundens hoved og sendte

den hjem til Itaqquttooqs boplads. Det viste sig, at hunden tilhørte

Qarmusaqboernes overhoveds datter. Disse elskede nemlig datteren

højt, fordi hun var deres ("makeqqiut" = Den førstfødte datter efter

afdød datter). Men så snart hunden med tørklædet nåede bopladsen,

dræbte stedets overhoved den, og sagde til sin kone, at hun omgående

skulle tørre skindet. På det tidspunkt havde Q. og hans lillebror

mistet deres mor, og støttede sig alene til deres storesøster

Unaralak.

Da dette hundeskind var blevet tørt, skar pigens mor det i passende

strimler til "skindbroderi" på forsiden af bukserne. Det var så

dengang Unaralak fik foræret materiale til skindbroderi. Det hun fik, syede

hun på og gik med det. Men hun havde dårlig fået dette skindbroderi,

før hun blev lam i underkroppen, fik besvær med vandladningen, og hun

kom til at ryste voldsomt.

Man sagde om Qarmusarmiuts overhoved, at han havde meget dårlige

vaner. Da Unaralak havde fået skindbroderi foran på bukserne begyndte

hun at gå forlæns og baglæns som en hund, det var Itaqquttooq, der fik

hende til det.

Dengang var Naqerloq også beboet. Her boede Qasiaq med sin ældste

datter ved navn Iserajooq, der var ugift. Denne fik også afskårne

stykker af hundskind forærende. På det tidspunkt havde Qasiaq allerede

hørt, at U. var blevet lam i underkroppen, efter at have fået et

stykke af dette skind foran på bukserne. Derfor fik Qasiaq fat i disse

strimler, der var beregnet til at sy foran på bukserne, inden datteren

tog dem til sig, og med disse gik hun op på Naqerloq (Det må vel være

et fjeld). Hun blev væk længe; og da hun kom tilbage, var hun

tomhændet. Ved hjemkomsten sagde hun ikke et ord. Først da hun skulle

i seng om aftenen, sagde hun: "Efter at have drejet rundt med dem,

smed jeg dem væk!" Qarmusaqboerne hørte senere, at hun (hvem? Qasiaq

eller Itaqqutooq?) var blevet lam i underkroppen.

Det viste sig, at det var et tilbageslag på grund af hendes mærkelige

og skøre adfærd.

I begyndelsen af denne historie hørte vi, var den ene af de to, der tog

til byen for at handle, Neruaaq, blevet dræbt.

Neruaaqs kones mor (svigermor) havde to brødre, der hed Kunuk og Evii.

Med tiden blev Evii gift og fik en søn. Da denne lille søn begyndte at

kunne gå, fastgjorde de, som det var skik hos de udøbte, en perle på

remmen til hans nye kamikker. Da han blev så stor, at han kunne løbe

rundt, var det tydeligt, at han ville blive en hurtig løber. Når folk

undrede sig og roste hans hurtighed i løb, sagde faderen: "Når perlen

først begynder at rulle, holder den ikke op lige med det samme!" For

han havde jo givet ham en perle som amulet / aarnuaq / aarnguaq på kamikremmen. Det gik stærkt, når faderen kørte hundeslæde. Han havde trænet hundene til

hurtigløb i boldlege ("arsannguarnissaminnut").

Da sønnen blev stor nok, fulgtes han med faderen på hans slædeture. Når

faderen hoppede af slæden for at varme sig, sørgede han for hurtigt

at gribe fat i opstænderne, mens sønnen sad på slæden foran

opstænderne med begge armene trukket ud af anorakærmerne, og når det

passede ham, hoppede han af på slædens venstre side med begge arme ud

af ærmerne. Så løb han op foran hundene, men ærmerne på anorakken

fungerede som vinger. Når dette skete, sakkede faderen, som ellers

havde gode hunde, agterud for ham. Faderen syntes, at sønnen lignede

en ravn, der fløj lavt hen over jorden. Disse mennesker boede i

Karrat.

Så fik sønnen sin egen kajak og begyndte at tage ud på fangst sammen

med sin far. Dengang var der i området omkring Karrat en hel masse

rener, og når de under en kajaktur fik øje på rener inde på land,

plejede faderen at sige til sin søn: "Gå i land og fang dem alle

sammen!" Så gik sønnen i land og drev renerne ned imod vandet. Når de

så var på vej ud i vandet, gav han dem, hvor mange de end var, et slag

over lænden den ene efter den anden. Så dræbte faderen dem med sin

lanse. Og når de kom hjem, sagde han: " Vi var så heldige at træffe

svømmende rener, som vi fangede mange af." På den måde skjulte han

hele tiden hvor rapfodet sønnen var, for hvis bopladsfællerne fik at

vide, at sønnen drev renerne imod vandet, ville de blive misundelige

og dræbe ham, for efter deres grimme skik ville de jage ham. Mens

faderen endnu holdt de andre uvidende om hans hurtighed, begyndte

sønnen at jage ræve til fods. Engang løb han efter en ræv og sparkede

den ihjel. Derimod varede det et godt stykke tid, før det lykkedes ham

at løbe en hare op og fange den.

En vinter, da vandet som sædvanlig frøs til, var han sammen med en

anden ung mand på sælfangst i en isvåge, det var dengang i gamle dage,

da man i Karrat udelukkende fangede sæler i våger med harpun. Under jagten

faldt hurtigløberen i vandet. Imens lå Eviis storebror på briksen

derhjemme med hovedet imod bagvæggen og nynnede og sang velfornøjet.

Da den store hurtigløber var kommet op af vandet, gav han sig til at

løbe ligeså hurtigt som vanligt ind mod land. Men da det var meget

koldt, blev hans tøj straks så stift af kulde, at han ikke længere

kunne gå. Den anden unge mand tog ham på ryggen og begav sig ind mod

land. Til at begynde med gik det godt nok, men inden han nåede hjem,

blev han så tung, at han ikke kunne klare ham. Det undrede han sig

over og kiggede tilbage. Og han så, at Eviis bror, som på det

tidspunkt lå på briksen med hovedet imod bagvæggen, holdt igen på ham.

Så fjernede han ham med gevalt og tog igen sin ledsager på ryggen. Men

snart efter blev han så tung, at han ikke længere kunne klare ham. Han

kiggede tilbage og opdagede, at Eviis bror endnu engang holdt igen på

sin brorsøn. Han fjernede ham og tog igen sin ledsager op på ryggen.

Så holdt Eviis bror ham igen tilbage, så ledsageren ikke kunne klare

ham. Da så hurtigløberen mistede bevidstheden, lod han ham ligge og

løb straks direkte mod husene for at få fat i en slæde. Han gik ind i

huset og så ham, der holdt igen på brorsønnen ligge på briksen med

hovedet imod bagvæggen, som han hele tiden havde gjort, uden tøj på.

Han råbte hånligt til ham, fordi han netop havde set ham holde igen på

den, som han selv forsøgte at redde. Han forstod nu, at han end ikke

havde været uden for en dør. Og hans grimme tilbøjelighed / uskik havde

minsandten effekt. Da de med en slæde ville hente ham, der var faldet

i vandet og blevet efterladt, var han naturligvis død, da de nåede ham.

Da de var kommet til land, begravede de ham på et sted inden for et

lille næs. Folk idag kalder denne grav "ipinilissuaq", stedet med den

store druknede. Dengang var det så, at Evii rejste væk fra Karrat og

dets beboere, som han aldrig genså.

Da isen havde lagt sig om vinteren, tog en hel masse mennesker til

boldspil i Karrat. Mange slæder fra alle pladser (omkring). Hvergang

der kom en slæde, spurgte Eviis stakkels bror: "Hvem var det der kom?"

Alle de mange ankomne med slæderne fik råt frossent kød at spise.

Endelig kom også Evii for at deltage i boldspillet mod sin storebror.

Det var første gang, at han satte sin fod på Karrat siden

brodersønnens død. Ved hans ankomst spurgte hans stakkels bror som

sædvanlig: "Hvem var det der kom?" Da han hørte, at det var Evii,

sagde den stakkels bror: "Hvorfor skal Evii også deltage?" Det sagde

han nok med gru (i stemmen), fordi Evii havde dræbt hans gevaldige

søn, hurtigløberen.

Da alle slæderen var ankommet, skulle boldspillet begynde. Alle fra de

forskellige bopladser, placerede deres slæder sådan, at de hver især

vendte imod den boplads, hvor de kom fra. Deres bold var skindet af en

gammel ringsæl, stoppet med sand. De kom ud på isen, og boldspillet gik

i gang, både kvinder som mænd tog del, ligesom Evii og hans stakkels

storebror også var med. Så var det, at en af deltagerne løb hen med

bolden til en slæde, der var gjort klar (til at bortføre bolden).

Nogle af de andre forfulgte ham, nåede ham og skubbede ham omkuld.

Mens man var optaget af bolden, hørte man folk skrige. De opdagede, at

Evii og hans stakkels storebror var kommet op at slås, og at storebror

havde væltet Evii. Tænk. Eviis storebror havde gemt en hakke i ærmet,

af den slags til frossent kød, og at han prøvede at dræbe Evii med den,

uden at det dog ville lykkes. Nogle løb hen og greb fat i den stakkels

storebror.

De tog hakken fra ham og gav Evii den; og Evii stødte hakken imod hans

hoved og dræbte ham. Da han havde dræbt ham, græd han over ham og

sagde: "Du som altid var så dejlig, at lytte til!" Han havde nemlig

alle dage lyttet til hans sang. Herefter koncentrerede man sig igen om

bolden. De gik virkelig op i legen med deres bold. Når en bortførte

bolden, løb de (andre) efter ham, og når de indhentede ham tog de

bolden fra ham og forsøgte alt hvad de kunne at føre den hen til

deres egen slæde for at køre bort med den. Lykkedes det bortføreren at

nå frem til sin slæde uden at blive indhentet af sin forfølgere, kørte

han bort med bolden. Når han så nåede velbeholden frem til sin

boplads, løftede han bolden op fra slæden og løb afsted med den hen

til sit hus. Når han nåede huset, kastede han den ind igennem vinduet,

hvis "rude" af en remmesæl tarm, blev smadret. Det gjorde han, selv om

den, altså skindet af den gamle ringsæl stopfyldt med sand var meget

tung. Når dette skete, blev der stor glæde i hele husstanden over, at

en af deres egne havde vundet.

Det var dog ikke altid, at boldens indhold bare var sand. Når der var

råd, puttede man også ting, som i gamle dage var almindelige hos

grønlændere, - sener af hvidfisk, som man blot havde skåret over,

smukke skind, pelsbræmmer til hætten, renskind, spæk, - alt den slags.

Derfor var bolde stærkt eftertragtede.

I gamle dage, da der ikke var så mange rener i Nordgrønland, skulle et

skind til bræmme til en kvindepels have været meget dyr. Når så bolden

befandt sig inde i huset, inviterede vinderen om aftenen sine

bopladsfæller til sang- og dansefest. De morede sig herligt under

disse sang- og dansefester. Kvinderne smuttede hyppigt udenfor for at finde

en mandlig (seksual) partner og søgte til mørkere steder, hvor de

kunne sværme sammen. Der deltog ingen børn i disse sang- og

dansefester. Børnene blev samlet i et af husene, og man satte et par

yngre mennesker til at passe dem.

Vinderen i den her omtalte boldkamp indbød til sang- og dansefest, da

han nåede hjem til sin boplads.

En af deltagerne i festen havde efterladt sine børn i huset og havde,

som skik var, sat et par yngre mennesker til at passe dem. Da et af

børnene blev ked af, at forældrene ikke var kommet hjem endnu, lavede

barnepigen et stykke legetøj, et gribespil, af et skulderblad fra en

hund. De gav sig til at lege gribespil. Når den ene ikke ramte hullet,

gik legetøjet over til den næste. Da turen kom til en af de mindre

børn, ramte dette barn hullet hver gang. Midt i det hele mærkede de,

at husets fundament begyndte at rokke. Samtidig fik en af de

tilstedeværende øje på, at vindues ruden begyndte at bule (ud/ind). Et

af børnene tog gribespillet fra spilleren, kastede det imod vinduet og

ramte ruden, der bulede. Rudens flagren slukkede alle lamperne,

børnene flygtede til fodenden af briksen. Det ældste af børnene

hentede ild fra et af husene for at tænde lamperne.

Da lamperne var tændt, gav de sig igen til at lege. Igen fik det

yngste barn gribespillet og ramte hver gang, og i takt med

gribespillets bevægelser, begyndte huset atter at rokke.

Ude fra gangen viste sig nu en kæmpe med amaat og ryggen til. Så kom

den op på trinnet (opgang fra gangen) stadig med ryggen til, så man

ikke kunne se ansigtet.

Da den begyndte at dreje kroppen til venstre og ansigtet snart ville

blive synligt, flygtede de mindste børn hen til fodenden af briksen.

Da greb den ældste af barnepigerne en ulu (kvindekniv), og inden

kæmpen endnu havde vist sit ansigt, hakkede hun den forfra i

ansigtet og sparkede til den, så den atter faldt ned i gangen.

Da de voksne, som denne aften havde endt deres sang- og dansefest og

var kommet hjem, sagde de: "De, der gør sådan "ajáusissarput" (kender

ikke udtrykket)."

Det var fortællingen fra gamle dage om Neruaaq og hans familie, som Neruaaqs datter Anapi fortalte den.

Var.: Vedr. fortællingen om den halvdøde dreng / unge mand, der slæbes ind over isen, men standses af en der mumler serrat / formular inde i huset, blev også fortalt i Upernavik distriktet / området, søg på: To brødre, Pupooq, den ældste og Iweq .. Der er således også et vist navnesammenfald mellem Evii og Iweq.

Hist.: Historiske fortællinger. Efterspillet, sang- og dansefesten hos vinderen af boldspillet, hvor man åbenbart også havde ret til indholdet af bolden, har jeg ikke truffet beskrevet i andre kilder. Men det lyder ikke spor usandsynligt (BS).

Kvinder der tager korporligt blodhævn - ikke forsøgsvis ved hekseri - er sjældent rapporteret i historiske kilder eller fortællinger.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér er uafsluttet og håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 363.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424 "Arnaq qingmimik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Kvinden, der giftede sig med en hund.

Et forældrepar (angaorkaungok - angajoqqaanngooq ? men renskriften

siger angakkoq, åndemaner)  havde en datter. De havde opfordret hende

til at gifte sig; men det ville hun ikke. Hendes far sagde til hende:

"Når du ikke vil giftes, kan du få en hund til mand." Sådan sagde

han til hende, da de gik i seng om aftenen. De lagde mærke til, at en

hund kredsede om hende, og at den lå oven på hendes kiste/ plads på

briksen. Da de vågnede dagen efter, sagde de: "Pigens hund viger ikke fra hende." Det blev atter aften, og de gik i seng.Pigen vågnede og kunne ikke forstå, at der lå en eller anden langhåret

bagved hende. Det gik op for hende, at det var hendes hund. Så tog

hun hunden til mand. Dette forhold fortsatte længe, og hun

vænnede sig til det. Hun blev gravid, og hun fødte seks hundehvalpe.

Hun opdrog dem; og da de blev rigtig livlige, blev de hendes far og mor for

meget. Hun/han sagde til datteren: "Vores dumme børnebørn er ikke til at holde ud. Tag hellere over med dem til den lille ø."

De sejlede over til øen og (børnene) boede så dér

sammen med moderen og faderen. Morfaderen bragte dem mad,

og de voksede sig ret store. Men da morfaderen sjældnere og

sjældnere kom med mad begyndte hunden at komme over og hente mad fra bedsteforældrene. Når hunden kom, fyldte svigerfaderen posen af et par gamle

bukser med mad.

Så sagde svigerfaderen: "Jeg skal sørge for, at vores svigersøn drukner." Svigersønnen kom, som den plejede.

Svigerfaderen fyldte posen med sten og lagde noget kød ovenpå stenene.

Svigersønnen syntes nok, at posen var tung. Den tog af sted og var nær

ved at gå til bunds. Så fremsagde den en formular, og på

den måde nåede den frem til øen.

Men den tur blev aldrig gentaget. Konen havde rigtig ondt af sin mand.

"Jeres stakkels far var nærved at drukne," sagde hun til sine unger. "Derfor - når jeres morfar kommer herud, og I går ned og tar imod ham ved stranden

og slikke hans kajak, så slik ham med." Det skulle de nok.

Morfaderen kom igen med noget mad. Børnebørnene gik ned for at tage

imod ham. De gav sig til at slikke hans kajak fra en ende af. Da

en af ungerne kom til at bide morfaderen, sluttede de andre sig til og

bed ham ihjel.

Moderen tænkte nu på, hvilket arbejde ungerne skulle have.

Hun tog to af dem og satte dem ned i en gammel kamiksål.

Hun skubbede kamiksålen ud fra stranden, idet hun sagde: "Jeres far er

jo ikke nogen fanger, men I skal blive fangere." De drog af sted og

blev til inuit, grønlandske fangere. Hun kastede endnu to unger fra

sig i en kamiksål (porkidlugit), idet hun sagde: "Jeres sølle far magter ikke

at gøre modstand (eller: kæmpe / forsvare sig). I må

gøre modstand." Så blev de til eqqillit, hundemennesker, der

er aggressive. Til det tredje hold, de to sidste, sagde

hun: "Jeres sølle far kan slet ikke lave noget med

hænderne. I skal være tømrere." Så skubbede hun dem fra land. De blev

til qallunaat (hvide mænd), der var dygtige til alt håndværk. Fra da af

opstod der kalaallit, eqqillit og qallunaat.

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: Det er normalt kun i de yngste versioner at også inuit selv nedstammer fra kvinden og hunden. Se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..." og Gustav Holms og Thalbitzers versioner fra Ammassalik.

revideret renskrift (ved Peter Rosing ?) af Orig. håndskr. i KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 97. Begge versioner er oversat i denne base.

Dansk resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374: "Den

røde Dødskælling".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en fanger, som ustandselig mistede koner.

Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart tiden, hvor

han var bundet at taburegler, var overstået.

Engang bosatte han sig på Akorninnaq (i den store Sermilikfjord). Han

kom til at bo i samme hus som en åndemaner. (Eller: Han fik en

åndemaner til at bo hos sig).

Engang mens de boede der, gik åndemanerene i seng og kom til at ligge

med hovedet ned, og han blev altvidende ("kugssarpoq", ligger med

hovedet ned. Men det er muligt, at ordet på østgrønlandsk kun betyder:

han blev altvidende?? C.B.)

Da han havde ligget med hovedet ned en stund (eller: omvendt med hovedet i fodenden af briksen, BS), fik han på den lille ø ud for dem øje på

en kælling, hvis tøj var rødligt over det hele, og hvis hårtop var

meget lille.

Hun nærmede sig og gik ind i huset og gav sig til at undersøge de

sovende. Hun gik hen til de mange unge mennesker, der sov på

sovebriksen(?) og undersøgte dem. Hun gik imellem dem og passede meget

på ikke at komme til at berøre dem; og mens hun gik mellem hundene,

der lå på gulvet, undersøgte hun dem, der lå på briksen; og hun sagde:

"Jeg plejer at trække kamikkerne af i den nordlige ende og sætte mig

på briksen; mon jeg skal trække dem af i den sydlige ende og sætte mig

på briksen?" Idet hun sagde dette, råbte åndemaneren op, og straks

flygtede hun ud. Lige netop da hun forsvandt, gik det op for

åndemaneren, at det var hende, der dræbte fangerens koner.

Da kællingen gik ud, vendte hun tilbage til den lille ø, hvorfra hun

var kommet tilsyne, og forsvandt.

Nu vidste de, hvordan det hang sammen; og så snart de vågnede, gav de

sig til at blande dryptran med vand og hældte blandingen ud overalt rundt

om i huset til værn imod det, der gjorde dem bange.

Da de var gået i seng om aftenen, så åndemaneren, som lå med hovedet

ned(eller: som var blevet altvidene), at kællingen kom til syne fra

den lille ø sammen med sin mand. Pelsbræmmen omkring mandens

anorakhætte var så snavset, at man ikke kunne se, at den var af bjørne-

skind.

Så sagde manden til konen: "Gør nu alt du kan for at få rørt ved

hende. Hvis du ikke magter det, skal jeg nok røre ved

hende, så hun dør."

Da de nåede husgangen, krøb konen ind; men hun rejste sig op, fandt

hun sig selv stående bag ved huset. Manden fulgte hende ind, og da han

skulle til at træde ind over dørtrinnet, trådte han istedet ud gennem

husets bagvæg. De prøvede endnu engang; men det gik endnu værre. De

prøvede mange gange at komme ind, men forstod slet ikke, hvorfor det

ikke kunne lade sig gøre. Tænk, hver gang gik de under huset, fordi

der var hældt en blanding af dryptran og vand uden om huset.

Da det ikke ville lykkes dem at komme ind, sagde de blot: "Skidt med

det, lad denne af fangerens koner være den eneste, som overlever

("amiákûínardle", kan vist i dette tilfælde oversættes sådan, C.B.).

Vi kan ikke dræbe hende. Hvis vi bliver ved, risikerer vi blot at

bringe os selv i ulykke." Med de ord vendte de tilbage til den lille

ø.

Til alt held for fangeren mistede han nu ikke flere koner; og han

kunne fortsætte livet med den samme kone.

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Man lå normalt med hovdet ud mod rummet. Bag fodenden var der i visse

fortællinger et sort, altopslugende svælg; oftest smutter ondtvoldende ånder oghekse ud og ind den vej.

Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Se også stærkt revideret renskrift af samme fortælling i KRH, kasse 52,

nr. 2, hæfte 415, "Arnarquagssâq". Begge versioner er oversat i denne base.

Resumé: Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 374, Den røde Dødskælling.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Der var engang en mand, som ustandselig mistede sine

koner. Når han havde mistet en kone, tog han sig en ny, så snart

tiden, hvor han var bundet af taburegler, var overstået. Så døde også

den nye kone (Det kan også læses: Så dræbte han også den nye kone).

Engang han giftede sig, bosatte han sig på Akorninnaq.

Deres plads på briksens nordlige ende stødte imod åndemanerens plads.

En aften gik åndemaneren i seng med hovedet ned ("kúsardlune") og fik

sila: "viden". Han så en kælling vise sig, fra Aleruttaq (renskrift:

fra en ø, der lå ud for bopladsen). Alt hendes tøj var rødligt, og

hendes hårtop var meget lille. Hun var nu på vej op til huset og gik

ind. Da hun trådte ind, gav hun sig til at kigge rundt. Hun kiggede

undersøgende på alle de unge mennesker, der var på sidebriksen. Hun

gik så nær, at hun var lige ved at røre ved dem. Så kiggede hun over mod briksen. Hun kiggede mod den sydlige ende, men vendte sig

bort og kigged mod den nordlige. Så sagde hun: "Jeg skulle

egentlig tage mine kamikker af og sætte mig på briksen i den nordlige

ende. Mon jeg (i stedet for) skal tage kamikkerne af i den nordlige

ende og sætte mig på briksen?" (Svært at få mening ud af den!)

Hun begyndte at gå på gulvet, og hun passede på ikke at komme til at

støde imod hundene. Hun kom hen til briksen, tog kamikkerne af og

satte sig, idet hun passede på ikke at røre ved de unge mennesker.

Åndemaneren sagde: "Qánavâ ("qána" - hende dér udenfor/i det andet

rum/i den sydlige ende) var lige ved at røre ved nogen." Straks sprang

hun ned fra briksen og løb, og hun trådte på hundene, så de hylede.

Så snart kvindemennesket kom ud, løb hun væk og forsvandt bag

Aleruttaq. Det fortalte åndemaneren, og han forstod, at det var

hende, der dræbte mandens koner.

Så blandede de dryptran og vand sammen, for de blev bange for hende.

Denne blanding af dryptran og vand hældte de rundt om huset.

Næste dag gik åndemaneren igen i seng. Igen åbnede det sig for ham

dernede (han kan se ind i den skjulte verden, BS). Igen så han noget

der viste sig fra Aleruttaq. Igen var det kællingen, der viste sig.

Så viste der sig endnu en - nemlig en sølle mand.

("atasiak pâsisat" ?) Skindkanten på hans pels var fuld af snavs.

Det var skam kællingens mand. De nærmede sig. De nåede

husgangen, og manden sagde: "Denne gang må du se at få rørt

ved hende. Hvis du ikke kan, gør jeg det."

Så lagde hans kone sig ned på maven for at krybe ind (I en traditionel husgang kan man ikke gå oprejst. Man kryber, BS). Men så gik det op for

hende, at hun befandt sig bag ved huset. Hun undersøgte,

hvor hun var henne. Hun sagde. "Hvor er jeg henne? Jeg ville jo ind i

gangen. Men nu er jeg bag ved huset." Årsagen hertil var såmænd

den blandning af dryptran og vand, der var blevet hældt ned ved husets

grænser. Hun gik igen hen til gangen og ville ind; men igen

befandt hun sig straks bag ved huset. Hun sagde: "Hvad er nu det. Det er

anden gang." Hun prøvede ("piqikame" kan også være: da hun bøjede sig)

tredje gang, og hun stødte imod gangen. "Hvad har jeg dog gjort. Denne

gang vil jeg gøre det rigtigt!" (mener jeg der skal

stå, CB) Hun lagde sig ned på maven. Igen gik det op for hende, at

hun befandt sig bag ved huset. "Det er umuligt, hvordan er det, du

bærer dig ad?" sagde hendes mand. "Hvordan er det du bærer dig ad. Lad

mig!" sagde manden, idet han lagde sig på maven foran/ved gangen.

Så gik det op for ham, at han befandt sig bag ved huset. "Hvor er jeg

henne?" sagde han. Det gik (igen) op for ham, at han befandt sig bag

ved huset. "Hør, hvor er jeg dog henne?" Han kom tilbage til gangen.

Han lagde sig igen ned på maven. Så var han igen bag ved huset.

Så sagde manden til konen: "Det er umuligt. Hvad er der sket? Sådan

var det ikke før." Så gik de bare deres vej. "Hvis vi bliver ved, går det

bare galt. Lad hende bare være en tilbagebleven."

Det viste sig, at de mente fangerens kone ("isúma nulia" altså den

fanger, som hele tiden mistede koner).

De gik bort fra huset og forsvandt bagved ("inítuqisârsuaq")

Tiputeqisaarsuaq. Det fortælles, at denne ("ína" fangeren) ikke mere

mistede koner, og at man ikke siden hørte fra dem.

Var.: Egentlig ikke. Men der er en del fortællinger om dræbende eller røvende ånder, der må afsløres og uskadeliggøres af en åndemaner.

Kommentar: Spæk regnedes for et godt middel til at skræmme ånder på flugt. Hvordan man har fået det blandet op med vand, som spækket (også) skyr, gad man gerne vide.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Af denne fortæller har han kun fået en fortælling. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx har han brug Uusaqqaqs version af denne Avoovak myte.

Fortællingen hér handler om manden, hvis sjæl eller liv tog ophold i det ene dyr efter det andet. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Var.: Avoovaq. Nvagiaq. Sjælevandring. søg på: sjæl dyr.

Vedr. mellemperson: Frederik Nielsen har renskrevet fortællingen på Knud Rasmussens foranledning, fremgår det at et vedlagt brev, dateret 29. 11. 1932

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Nordpå levede der et menneske ved navn Aqqatulaaq med

mange børn. Man havde aldrig hørt, hvorvidt denne mand havde begået

drab. Men når sønnerne efter en fangsttur var kommet hjem, plejede han

at sige: "Hvis en af jer har begået et drab, skal han ved ankomsten

komme nøgen ind i huset." Dette gentog han hver gang de kom hjem fra

fangst. Men sønneren begik aldrig drab, selv om faderen med disse ord

ligesom opmuntrede dem til det.

Engang de kom hjem fra fangst, kom den yngste af sønnerne ind uden tøj

på kroppen. Idet han trådte ind, udbrød faderen: "Her er en, der har

begået et drab." Denne søn udviklede en stadig større mordlyst, og

hans brødre ligeså. De begyndte at dræbe alle de kajakmænd, de mødte.

Engang tog en af brødrene sydpå på fangst, og han mødte kajakmænd fra

en boplads syd for deres egen. Den ene af de to han traf, var Sioraq.

De to fik kajakmanden imellem sig og begyndte at fortælle ham noget,

selv om han ind imellem gjorde forsøg på at slippe fra dem. De to

kunne ikke komme til at harpunere ham, da han hele tiden holdt øje med

dem. På et tidspunkt gjorde Sioraq sig klar til at kaste harpunen og

lige i det øjeblik, han skævede til ham, kastede han, men

harpunspidsen trængte ikke ind i kroppen ("tuukkanili morsutsinnagu"),

fordi han først ramte kajakringen (Det er svært at forstå det helt.

Chr. B.), med det resultat, at fingergrebet på harpunen gik i stykker.

Han satte efter Sioraq, der tog flugten. Han kunne godt holde trit med

ham, men ikke forsøge at harpunere ham fordi Sioraq, med sin harpun

havde hans rygsener. Det endte med, at manden (nordfra) blev dræbt.

Efter drabet sænkede de to både ham selv og hans kajak ned i havet og

bragte ingen af delene i land.

De to drabsmænd besøgte dagen efter den dræbtes familie, fordi den

ikke vidste noget om det drab, de havde begået. Da de besøgende ankom,

spurgte Aqqatulaaq, om de skulle have set hans søn. De sagde, at de

ikke havde dræbt ham, selv om det netop var det, de havde gjort. Da de

øvrige i huset erfarede, at broderen ikke var kommet hjem, gav de sig

til at græde over ham. Sioraq græd med; han lod som om han græd, for

ikke at lade sig mærke med noget. Da han var bange for, at de skulle

finde på at dræbe ham, kiggede han, mens han græd, efter et redskab

(som han i givet fald kunne forsvare sig med). Oppe på loftet fik han

øje på en hakke til frossent kød. Aftenen gik, uden at Sioraq og hans

ledsager blev skadet. Og senere på aftenen ville Aqqatulaaq mane ånder

for at inde ud af, hvor hans søn var blevet af, og han sagde, at

lamperne skulle slukkes. Da han begyndte at lokke sin hjælpeånd til, gav Sioraq sig uset i mørket til at slå løs på sin næse. Han fik

næseblod, og det betød, at Aq. ikke længere kunne lokke nogen

hjælpeånd til sig. Nu ville Sioraq selv mane ånder; og da han blev

færdig ("piareeramilu"), sagde han: "Der er ingen grund til at

bekymre sig længere, han er hos fluerne ("innersuit")."

Så ville Aq. på benene igen og mane ånder. Da han blev færdig, sagde

han: "Der er ingen grund til at bekymre længere, han er hos fluerne

("innersiut"). Det viste sig, at han blot havde fulgt

den andens (Sioraqs) rute. Han mente altså, at alliarutsit / innersuit

/ strandtrolde havde taget ham. Sioraq og hans ledsager nåede

velbeholden hjem til deres boplads.

Senere fandt Aq.s sønner på at drive de mennesker (kajakmænd), de

ville dræbe, hen til et strømsted, hvor de omkom i strømhvivlerne.

Det skete så engang, at de drev en stærk mand, fra en boplads syd for

dem, til strømstedet. Denne vidste udemærket, hvor strømstedet lå, så

umiddelbart før de kom til stedet, standsede han og vendte sig med

fronten mod kajakmændene, der drev ham imod strømstedet. Da han gjorde

dette, var der ingen, der turde tage initiativet til at angribe ham og

inden de havde fået taget sig sammen til angreb, greb han sin

fuglepil, ramte en af brødrene med den, så han døde, hvorefter han

roede kraftigt til, "hoppede" henover en kajakmand der lå i vejen,

uden at de kunne nå at indhente ham, og han undslap før de fik

lejlighed til at angribe ham. Undervejs sydover så han en fuldvoksen

sortside og dræbte en i første kast. Han trak blot harpunspidsen ud af

den og stødte sælen fra sig. Sådan gjorde efter sigende de, der havde

begået drab. Det var forfædrenes skik, at en morder kastede sin

fangst væk.

Først da han fangede sæl nr. 2 i nærheden af sin boplads ("nunani

qanigilerlugu = nunani qanillillugu"), kunne denne kajakmand tage sin

fangst med hjem. Han var godt klar over, hvor disse kajakmænd, der

drev ham imod strømstedet, stammede fra, og at det var Aq.s sønner.

Han vidste også godt, hvor Aq. boede. Når han derfor var uden på

fangst. kunne han ikke glemme, at Aq.s sønner havde forsøgt at dræbe

ham ved at drive ham mod strømstedet. Så fik han den ide at dræbe Aq.

med et bælte lavet af remmesælskind.

Endelig gik han til angreb på Aq.. På det tidspunkt var Aq. holdt op

med at fange, så han var hjemme hele tiden. Den stærke tog nordover og

gik i land i nærheden af hans hus. Og han nærmede sig bagfra med sit

bælte. Endnu havde ingen opdaget ham; og han holdt øje med udgangen,

om nogen skulle komme ud. Langt om længe dukkede Aq. ud af gangen. Han

slog ham med bæltet, så hovedet smadredes. På det tidspunkt var alle

sønnerne ude på fangst. Han efterlod den dræbte, som overhovedet ikke

havde fået lejlighed til at sige noget, på stedet og gik ned til sin

kajak. Han nåede den og roede hjemad uden at blive set af en eneste af

husstanden.

Da Aq.s sønner kom hjem, fandt de deres far liggende død med smadret

hoved ved husgangen, men de havde ingen anelse om, hvem der havde

dræbt ham.

Engang den stærke mand som vanlig var ude på fangst, hørte han nogen

råbe om hjælp. Han roede hurtigt derhen og så, at det var Aq. sønner,

der havde råbt om hjælp, fordi de ikke klarede at dræbe en stor

hvalros. Hvalrossen havde sprængt samtlige fangeblærer / fangstblære og havde

knækket alle harpunerne. Uden at sagtne farten harpunerede den stærke

hvalrossen og dræbte den på stedet, så den blot lå lige så roligt og

klappede vandfladen med sine luffer. Idet den kom op til overfladen,

sagde han: "Jeg har aldrig vist sådan en iver siden den gang over for

Aq.!" Han roede hen til den store hvalros og trak alle de mange

harpunspidser ud, idet han samtidig kiggede sig omkring, så intet

undgik hans opmærksomhed. Han roede hjem, uden at nogen gjorde ham

fortræd.

Var.: Ikke i denne bases samlinger

Hist.: Sioraq optræder også i Peter Ottosens fortælling om Aataarsiarsuaq, der har en historisk kerne.

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Attakisagkut

Attiikkâtdlo", som er taget til hjælp ved uklare punkter i denne

oversættelse (Reskriften er med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?).

Også oversat af Knud Rasmussen i Inuit fortæller, III, 1981: 157 - 158: Agtakisaq og Agtikaq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

I Pikiulleq boede der to fangere, der var vældigt gode venner. En

morgen, da de vågnede, blæste der en meget kraftig piteraq / fralandsvind inde fra isen. De snakkede sammen, og den ene sagde: " Hvad med at tage ud i kajak (bare for sjov)." Det ville den anden godt. De ville ro om kap imod vinden og

se, hvem der kunne ro hurtigst.

De tog afsted; og de roede et lille stykke tid imod vinden, så kæntrede Atiikaaq. Atakisaq roede hen til ham. Da var han kommet op af kajakken. Han fik ham op bag på kajakken, og han havde det godt. Han spurgte ham flere gange: " Fryser du ? "

" Nej," svarede han. Så fik de en brådsø over sig. Det forekom

Atakisaq, at kajakken blev lettere. Han kiggede bagud og opdagede, at

han havde tabt ham; og han viste sig ikke mere. Atakisaq kunne ikke

se, hvad vej han skulle ro; men han kunne høre vrælet af et spædbarn,

og det roede han efter. På den måde viste Atiikaaq ham vejen. Han kom

hjem velbeholden. Atakisaq havde mistet sin ejaqqataq (Atakisaq

ijarkatârsisimadluni). Så forstod Atakisaq, at hans ven engang ville

vende tilbage.

Det viste sig, at Atiikaaq, efter at han var død, havde rejst jorden

rundt 'ikiaanarsiordlune' (ikiaq er en tarmskindsanorak, som han formentlig har på BS).

Så ville han tage hjem, da dødsdagen indtraf. En aften, hvor vejret var dejligt, og hvor det var måneskin,

gik to kællinger ud for at forrette deres nødtørft. Midt i det hele så

de en stor skygge. Det gik op for dem, at det var et stort menneske

med 'kuiorarâtilika' synlige seler. De blev så bange, at de rejste sig

op uden at have tørret sig og løb ind i huset. De sagde : " Udenfor så

vi et stort menneske, som fløj. " De var lige kommet ind, da det store

menneske var på vej ind baglæns og satte sig på trinnet op til rummet

med ryggen til. De sagde: " Tag ham!"  Han havde sin 'nûtâkut'

( I renskriften hedder det "kapussiviit", og det er to tværremme på

kajakken foran mandehullet, under hvilke kajakmanden stikker sine åre

ind for at undgå at kæntre.) med "òrkutigiga"(?). En af dem gav hans

"nutâukut" videre til en anden; og denne lagde "nutâukut" ned på et

sted ved siden af sig. (egentlig: i nærheden af sig) Atiikaaq, der sad

med ryggen til holdt den om livet. Da de lagde " nûtakita" på et sted,

der var rent,"ajornâginarpat:?"

 Så gik dette menneske, der sad, ud af huset, " Hê, hî, hvor lagde du

den?" spurgte en. ( Det står der ikke.) Der blev svaret: " Jeg lagde

den på et sted, hvor det var rent. Fordi jeg lagde det på et sted,

hvor det var rent, gik han ud." Så gled (sârdlivor) hans 'nûtaukut' af

sted, så den var lige ved at tage (tigusasaunavdlune). Atikisa blev så

ved med at flyve, fordi han ikke længere havde sin 'nûtâke' at holde

sig til Han kunne ikke længere nå frem til menneskene, kun til

dødsriget 'ârtatine'.

Den tredje dag forsøgte han også at komme ind med linen omkring

ansigtet ( eller: ansigtet dækket med linen). Det viste sig, at han ville

forskrække dem til døde. Han ville hævne sig på dem, og forskrække dem

til døde, fordi de gjorde noget forkert for et par dage siden ved at

jage ham ud. Åndemaneren manede ånder og jog ham ud til dødsriget.

Siden hørte de ikke mere til ham.

Var.: ingen i denne bases samlinger. Aloruttaq kommer nærmest. Men der er en del fortællinger om sådanne hjemkomne. Søg på angerlartoq; angerlartussiaq

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vel om Atungaat. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 218 - 220.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 64 - 67: "Atungait" / Atungaat.

Resumé:

Atungaat får lyst til en lang rejse med en stærk kvinde. Han udvælger

sig på en boplads en lille kvinde, der er den bedste til boldspil. De

forcerer undervejs et brat isfjeld med åbent hav omkring og kommer til

menneskeædere, der af mangel på andet fortærer hinanden. Et andet

mærkeligt folk har alle hofteskader og fordriver tiden med et

ajagaqspil (ajagarneq, et kaste- og gribespil). A. stjæler ajagaq'en der er af

kobber, ødelægger alle slæderne og rejser bort. De hoftelammede sender

stenrauser efter ham. Han standser stenene med en sålelap, som hans

ledsagerske har. A. får nu hjemlængsel og flyver hjem på åndeflugt.

Hans kone kysses (gnider næse) med en anden mand. Hun påstår, at de

ikke har kysset hinanden, og A. dræber hende. Men manden, der vedgår

kysseriet, lader han leve. A. flyver tilbage til sin ledsagerske, som

han gifter sig med.

Hist.: Metallet kobber virker sært i en inughuit / polareskimoisk sammenhæng og

kan skyldes flere forskellige påvirkninger.

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 375: "Dengang

åndemaneren Avggo ..."

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Dengang da Aggu / Akku nær var blevet taget.

Aggu fulgte engang en konebåd et stykke på vej nordover. Han ledsagede

dem til Avalineq. Først da han nåede til et bredt sund, forlod han dem

og tog af sted sydover. Han roede sydover i ro og mag uden at ane

uråd. Han var kommet ret langt sydover, da han opdagede, at der kom en

konebåd bagfra; det var noget, han ventede  mindst af alt. Han

sagtnede farten og ventede på den (âsît qasisêrtaugagssat

iluatigalugit - Måske: for det ville jo være rart med følgeskab). Han kiggede på

konebåden og fandt, at der var noget ejendommeligt ved, at de roede

så langsomt. Når de tog et åretag, varede det længe, før det næste

kom. Det gik også op for ham, at konebåden ikke lavede nogen krusning

på havoverfladen. Da han blev klar over, at det drejede sig om en

ikke helt almindelig konebåd, fik han travlt med at ro imod land; og

straks begyndte han at kalde på sine hjælpeånder. Mens han endnu

roede (imod land), kom to kajakmænd hen til ham. Da kajakmændene

opdagede ham, fik de fart på. Han nåede til land, lige

før de indhentede ham. Han skyndte sig at trække sin kajak op på

land, stillede den på tværs, lod sig falde ned bag ved den og lagde

sig ned. Alle hans hjælpeånder kom hen til ham. Konebåden havde en

styrer og tre roere; og midt i konebåden var der en tiggak (en

hansæl) qârarsiúminik isulersimasoq (?), som var skåret over, og som

ikke var gammel (eller: som var frisk).

Styreren undersøgte landsiden og trak båden imod stranden ved hjælp af

en bådshage for at gå i land og snuppe ham. Lige da

konebåden skulle til at lægge til, stillede Aggus hjælpeånd Ukuana sig

mellem konebåden og stranden; og straks fik han fat på konebådens

ræling (umiavdlo qulâ) og skubbede båden, så den gled langt ud.

Styreren fik hurtigt fat i bådshagen og ville trække båden imod land;

men hver gang skubbede Ukuana båden ud. Dette gentog sig mange gange,

og det tog lang tid, men Aggus hjælpeånder magtede ikke at få

båden væk. Aggu blev bange, og han kom i tanker om, at han også havde

en hjælpeånd, som hed Pamialaaq, der havde en nápalikitsoq (? en

falk, som hjælpeånd). Han gav sig til at lokke den til sig. Han

måtte vente længe; og han var ved at blive utålmodig, da den viste

sig sydfra fra den anden side af et lille næs. Aggu mente bestemt, at

det måtte være Pamialaaq. Han kunne genkende den ved dens måde at ro

på. Da han nærmede sig, fløj dens falk op fra kajakstolen. Den fløj lige hen

over vandoverfladen. Den så så lille ud, at den lignede en vandrefalk;

men den blev større, efterhånden som den nærmede sig konebåden, og den

blev til sidst ganske stor. Den fløj direkte imod konebåden forfra

for at angribe den. Den fløj op henover konebåden, uden at styreren

opdagede den; og den ramte styreren isuatigut (yderst ?) ganske svagt med

brystbenet, så han var lige ved at falde bagover i vandet. Med nød og næppe kom han på højkant igen. Og dårligt var han oppe, så ramte den ham bagfra; så han søgte tilflugt ned i konebåden (altså: fra den udsatte plads, hvor styreren sad, til midten af konebåden). Under disse forsøg på angreb gjorde styreren sig klar til modangreb. Han var klar til at slå fuglen, da den kom forfra; men idet

fuglen drejede vingerne på langs, ramte han den ikke. Da den kom

bagfra, forsøgte han at slå den bagud, men heller ikke denne gang

ramte han. Han gjorde mange ihærdige forsøg, men forgæves. Så sagde hjælpeånden, der ejede denne falk: "Jeg har ellers stukket ham, fordi jeg var så vred på ham (Aggu); men nu hjælper jeg ham fordi han trænger til hjælp."

Det lykkedes ikke styreren at få ram på fuglen; og idet han fik

konebåden fra land, sagde han: "Han er vist ikke noget helt

almindeligt menneske. Nu opgiver jeg." Så tog de af sted; og de roede

så hurtigt, at stævnen af konebåden kom til at ligge dybt i vandet.

Idet konebåden tog af sted, begyndte hjælpeånderne at

qasisertâlerpait (få nok af dem/tage hjem igen).

Men falken fulgte hele tiden konebåden tæt, mens man roede imod

syd. Da konebåden var nået omkring næsset,

hørte man nogen briste i gråd. Efterhånden som

båden kom længere væk, hørte man grådanfaldene tiere og tiere. Til

sidst kom båden så langt væk, at den ikke sås længere; hermed

forsvandt også gråden. Det viste sig, at falken

havde revet konebådens betræk i stykker.

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 var fra Sermiligaaq og Ammassaliks store åndemaner, mens Holms konebådsekspedition overvintrede der i 1884-85.

Der er en fortælling hos Jens Rosing 1963 om en seance, hvor en af Maratsis hjælpeånder er blevet sur og angriber ham: Maratsi bliver stukket af Iikádik / Iikattik. Måske det samme fortaltes om Aggu.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til den

eng. udg.: H. Ostermann: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times. Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 56 - 60.

Resumé: Henrik, der på fortælletidspunktet er ca. 19 år og nylig døbt, fortæller først om nordlysene, at de er boldspillere uden bukser på. Så om sin tidligere angst for, som forældreløs, at blive myrdet af Âdârutâ / Aadaarutaa / Christian Poulsen, dengang de endnu ikke var flyttet fra sydøstkysten og blevet døbt. Christian / Kristian, der var oplært til åndemaner af Henriks far, havde hjulpet åndemaneren / angakkoq / angakok Oqartarqangitseq / Oqartaqqanngitseq med at dræbe Aviaja, som han mistænkte for at have dræbt hans børn ved hekseri. Liget blev sønderlemmet, hovedet puttet i en fangstblære, og øjnene gemt i Christians mors lampe hele vinteren for at blinde sjælen mod at hævne sig.

Aviajas kone og seks børn klarede sig ikke i den påkommende sultevinter, og på hendes opfordring og løfte om en sorgløs tilværelse under havet blandt de døde druknede hele familien sig. Den yngste havde hun dog straks efter Aviajas død selv dræbt og lagt i hans grav. Mordet og de efterladtes selvmord foregik i Anoritooq.

Hist.: historisk fortælling fra 1890'erne, hvis Henrik selv har oplevet den. Men ifølge Ostermanns udgave (se ovf.) var Christian / Kristian Poulsen på det tidspunkt en ung, ugift mand, hvorfor dateringen kan være 1880'erne.

De tætte kulturelle og historiske forbindelser mellem Ammassaliks og sydøstkystens folk viser sig bl.a. derved, at også i Ammassalik området var det skik efter sønderlemmelsen af liget at gemme hovdet i en fangstblære / fangeblære / kajakblære og smide den i en sø, og gemme et eller begge øjne i en lampeskål. Søg på: Victor 1989-1993, II, fangstblære.

Christian har fortalt Rasmussen om sin oplæring til åndemaner, 1906: 134 - 137.

Var.: I Ostermanns udgave på engelsk, nævnt ovenfor, fortælles en del mere om årsagen til mordet på Aviaja: Han var bror til den ikke synderlig evnerige, men farlige åndemaner / angakkoq Kunissarfik. Denne have året inden forbandet de tre umiat, da de ville fra Timmiarmiut til Nanortalik på handelsrejse, mens hans eget hushold i hans konebåd tog nordpå. De tre både med handelsrejsende nåede kun Anoritooq, hvor de pga af vejret måtte overvintre og led stor nød. Nøden måtte skyldes forbandelsen, hvorfor forbanderens bror blev syndebuk.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 150 - 151.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 28: "Qalutaligssuaq".

Resumé:

Qalutalissuaq ("den med øserne") bor i havet og røver børn, der

skriger op. En forældreløs dreng med udslidte støvler kan ikke følge

med de andre flygtende børn. Med sin strittende storetå, som han siger

æder mennesker, skræmmer han Q.

Var.: Qalutalissuaq; Qalutalissuaq and the blind woman; Qalutalissuaq and the orphan.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Ældste afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, VI, ss. 84h - 85h.

Seminarieelevs afskrift af Peder Kraghs nedskrift eller afskrift: NKS 2488, II, nr. 1, ss. 1 - 4.

Engelsk oversættelse: Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 39, pp. 258 - 259: The Child Monster.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En kvinde føder et uhyre, der forfølger de rædselsslagne og flygtende beboere. Utysket dræber først sin mor, som den bringer ud med udslået hår, dernæst de øvrige beboere i to omgange. Tre forældreløse, en pige og to yngre drenge, undslipper dog, fordi de har gemt sig i forrådsskuret, som uhyret øjensynligt ikke kan trænge ind i. De flygter ind i landet og søger to gange ophold hos folk, der planlægger at dræbe dem, fordi de tror, at børnene selv har dræbt alle deres fæller. Begge gange undslipper børnene, og anden gang dræber pigen alle beboerne ved at slå sin brors kamik mod deres indgang. De møder en stor mand (kæmpe? el.qivittoq?) med et halvt rensdyr på nakken og følger med til hans hus, der er rigt beklædt med renskind indvendigt. Da de er blevet bespist med renkød siger pigen: Renkød smager dejligt - men hvad bliver det bedre af? - af at blandes med ryper.

Afsted, afsted efter dem! Børnene farer ud, hvor der høres vingeslag, og ind kommer de med mange ryper. Med samme ordveksel fanger de derefter først harer, så serlernat-unger (en fugleart?). Men da de vil i lag med store eller voksne serlernat, bliver den store mand betænkelig. De står ude på næsset og fanger sæler. Dem har han respekt for. De går derud, bliver bange og flygter, men den yngste bror bliver dræbt og ædt. Da nærmer pigen sig og dræber fuglen med sin kamik, skærer bugen op, sorterer sin brors ben ud fra indholdet af sælben, putter dem i en pose på ryggen, og undervejs hjem bliver lillebroderen levende igen.

Var.: søg på: anngiaq; se Rasmussen ndf.

Kommentar: En fortælling, der er vanskelig at tyde i Steenholdts håndskrift. Rink mener, at det kan være en børnefortælling. Det er muligt, men der findes en østgrønlandsk variant, der ikke specielt virker som en sådan:

Rasmussen 1921-25, I: Aapapaaq, ss. 324 - 328.

Bemærk rygposens genoplivende virkning. Den er en slags pooq, der i åndesproget betyder "moder"

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen på dansk.

Resumé:

Åndemaneren Missuarniannga / Mitsivarniannga indbyder til en seance, hvor han

rejser ud over havet og fra horisonten over slettelandet til Månens

hus, der vogtes af hunde både ude og inde i husgangen. Den i husgangen

er vanskeligst at passere. Månen vredes over besøget, men formildes

straks, da gæsterne tilbyder at rense hans hus for skidt, der

forvandler sig til alskens sødyr, fugle, bjørne og ræve. Husets

bagside er en dyb, sort, grænseløs sø, hvorfra det regner ned på

jorden, og hvor åndemaneren fortabes, hvis den vrede, voldske Månemand

kaster ham ud i den. På gulvet foran indgangshullet drejer to store

sten larmende rundt, når en kvinde på jorden bryder sine tabuer.

Hendes arme vokser helt op til månen. Han kan ikke udholde larmen.

Han løfter så den ene sten. Der er hul under den. Man kan se

bopladsens små huse som hunde om et ædetrug, mens hundelortene dernede

ligner store uformelige dynger på nippet til at vælte ned over folk.

Derfor er månen så bange for hunde. Under den anden sten ser man alle

fangstdyrene dernede: mange fjordsæler og bjørne, men kun få

hvalrosser og narhvaler. Miss. rejser hjem igen efter således at have

skaffet sine fæller fangstdyr.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: Missuarniannga var Kaarali Andreassens far. For en analyse af

evt. kristen påvirkning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under Månen og Dødsriger + Sonne 2000.

Kommentar: slåskampen med Månen foregår i de allerfleste varianter på jorden, hvor Månen er ankommet for at straffe sin senere gæst, der har fanget et af hans (Månens) fangstdyr. Kampen og renselsen i Månens hus i Kaaralis variant forekommer stærkt påvirket af myten om angakkoqens / åndemanerens rejse til og renselse af Havkvinden.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2' læg 7, s. 132 - 133: "Inorrôrtut" / inorroortut.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé:

En mand blir i indlandet inviteret ind i et hus og beværtet af et

ægtepar i brune klæder med et kæmpeblåbær. Det er sødt og gør ondt i

tænderne. Da han er gået ud, er huset forsvundet, og i stedet ser han

to bier summe i en klipperevne. Derefter mister han lysten til at gå i

indlandet alene.

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jeg begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Kommentar: Bierne må være humlebier - andre slags levede ikke i Grønland - med mindre de en overgang har været indført indtil de uddøde. P.t. er der atter forsøg på biavl - i Sydgrønland (Ole Hertz)

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:96 - 99.

Resumé:

Fortællingen skildrer forskellige metoder til renjagt og slutter med

Kunuks langvarige, ihærdige forfølgelse af en rentyr, der undervejs

slår følge med en renko med kalv. Han dræber tyren og koen, dier koen,

falder udmattet i søvn, vågner op, da kalven vil til yveret, stikker

den ned, flænser tyren og sover i dens skind, da jagtkammeraten,

Pualuna endelig når frem.

Hist.: Denne Kunuk er ikke identisk med vest- og østgrønlændernes

sagnhelt, men en historisk person. Inughuit / polareskimoerne lærte at jage

rener med bue og pil af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Senere

fik man bøsser. Hvalfangere og ekspeditioner jagede også rener. I

1910'erne var renerne udryddet i Thule-området.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

Christian Poulsen fortalte dele af sin selvbiografi til Knud Rasmussen allerede i 1904. Se: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 133 - 137.

Resumé:

Hans andre navne var Aannguaraarsuk og Qiddakajak. Han blev født i Iliarmiut nær Umiivik om foråret som den der skulle blive den mellemste af faderen Nanngajak og moderen Perujuatsiaqs fem børn. Af dem var yderligere to drenge;  Maeqasaq , Neqissarooq, og to var døtre: Qassanneq, Misaqqalak.

Det første CP huskede var at han i amaaten dunkede hovedet mod sin mors ryg, fordi hun havde fundet en flot perle i en grav og styrtede derfra af skræk for den døde i graven. Det var ved Savissivik nær Imaarsivik, og igen senere samme sted noget med en stor bidsk hund.  Næste gang "han kom til sig selv" (blev sig selv bevidst) var i Tineteqisaaq / Tineqilaaq (i Sermilik-fjorden?),  hvor en kvinde, Nukartaatsiaq, kogte (tørrede) ærter i en gryde. Det var lækkert. Senere, i Oqqua, blev han sig så fuldstændig bevidst, at han herefter kunne huske alt, kontinuert.

Chr. P svælger derefter i alle de lækkerier man spiste dengang, dels fra faderens fangster (sødyr og fugle) og dels indsamlede rødder, bær, muslinger, tang. Hans far var en dygtig fanger. De savnede aldrig noget.  Alle arter nævnes ved deres østgrønlandske navne.

Under opvæksten overvintrer familien i Oqqua og flytter om sommeren til Qeqertarsuaq, og en sommer hører de fra Ujarnik om en dansker han har fulgtes med, og Uj. må berolige dem. Det er Gustav Holm (Sakkutooq, den svært bevæbnede), som er ganske ufarlig. Han gør et kort ophold, men på hjemvejen overnatter han. Drengene får søm, som de laver små harpunhoveder af. Chr.s mor betales for et skind med synåle og bolsjer. Chr. får et, men det er ham for sødt.

Chr. får sin første kajak, som han kun må øve sig i en sø. Sin første sæl får han ved isfangst. Hans far dør to år efter Chr. har fået kajak.

Chr. føler sig ensom og trist som faderløs. Han får lyst til at blive åndemaner / angakok. Det har han nok talent for, for han har allerede haft følgende par syn.

(Hist.: Bemærk de gule ærter, som man (før 1884) må have skaffet sig på handelsrejse til Sydgrønland, hvor man velsagtens har lært at tilberede dem hos immigrerede slægtninge).

Månens hund.

Alle mændene er ude på fangst. Chr. har formentlig endnu ikke fået kajak. Man hører en hund gø ganske forfærdelig voldsomt nede i jorden under gulvet. Moderen indser pludselig at hun har brugt sine bukser for længe. De skal skiftes ud. Hun slår omkring sig  i luften med sin ulu, uden at det hjælper på den infernalske gøen. Den holder først op da mændene kommer hjem.

(Kommentar: Månen sendte (især i Østgrønland) ofte sin hund som den, der skal straffe tabubrud.

Man kan forestille sig hvordan en af mændene har haft sin fornøjelse af at kyse kvinder og børn med hundeglam.)

Dødningen.

Som lille dreng ser Chr. oppe på udsigtspunktet en tarraajakajik (et skyggevæsen) / tarrajarsuk, eller en dødning, der ser ham og straks smutter tilbage i sin grav. Chr. blir rædselslagen.

Uddannelse til åndemaner. Af Chr. Poulsen / Aadaarutaa's selvbiografi.

Chr. begynder nu at søge efter hjælpeånder i indlandet. Første gang hører han to ånder synge smukt, men ser dem ikke. Det gør han næste gang, hvor de erklærer at de har ondt af ham og vil støtte ham. De er innersuit, klædt helt som mennesker. De lever i indlandet.

Næste begivenhed bliver da en gammel stivbenet mand, som Chr. har gået til hånde med at bære hans kajak ned, vil vise ham noget til gengæld. Han tager ham med ind i bunden af en fjord til en hule nær indlandsisen, hvor en kæmpebjørn med blålig pels (nappaasilat) kommer svømmende, æder den gamle og kaster ham op igen. Den gamle kommer langsomt til kræfter i hulen og forklarer Chr. at det skal han også igennem, hvis han vil have magt over ånderne.

Altså må Chr. ud og lade sig æde af kæmpebjørnen, hvorefter han blir synsk.

Den første hjælpeånd han (dernæst?) får er en innersuaq som han møder i kajak på havet.

En del detaljer synes herefter at være sprunget over af Chr. P., - der nu beretter om den sidste oplevelse inden han afslører sig offentligt som åndemaner. Han er ude i kajak og blir angrebet af en umiaq fuld af folk med en gammel hvidhåret kælling i stavnen, der truer ham. Der er også en fange, der foresvæver Chr. at han snart også vil blive fanget. Endelig er der en ondskabsfuld innersuaq, der allerede een gang har truet Chr. og som tar hans nyfangede sæl fra ham. Chr. tilkalder alle sine hjælpeånder, der intet kan stille op, men til slut kommer den store ensomme, Kisermaarsuaq, der med et sæt rovdyrkæber hugger efter fjenderne. Stor tumult. De skynder sig bort. Den ensomme griner grumt med sine kæber i hånden.

Var.: Uddannelse til åndemaner, initiation. Aadaarutaa.

(Kommentar: Det er usædvanligt at træffe innersuit / ildfolk i det østgrønlandske indland. I Rasmussens egen gengivelse på dansk er ånden da også kun en indlandsboer. Senere i det danske forløb stedfæstes innersuits bosted til et sted mellem fastlandet og havet (under kysten).

Fortællingen om angrebet fra åndebåden, hvor også en innersuaq optræder, minder stærkt om en anden, hvor en åndemaner-lærling havner hos de nederste innersuit og bliver maltrakteret, men så reddet af sine hjælpeånder blandt de øvre. Det bekræftes for så vidt af Rasmussens danske gengivelse, hvor til gengæld denne episode er stærkt forkortet og kun nævner at konebåden har et stort følge af kajakmænd, der er innersuit. Ligeså er ånden med rovdyrkæberne en innersuaq, der hjælper Chr. P. fordi han er en stor åndemaner. Men denne ildmand kaldes ikke "den store ensomme" i denne danske version.

Som åndemaner fungerer Chr. som læge vha en perle, som han puster igennem. Sommetider virkede det.

Som sæl-giver. Hans hjælpeånder blandt innersuit var gode til at skaffe sæler.

Som vejrmager - vha. sine hjælpeånder, der ville lave vejret som han ønskede. Men sommetider gik det bare slet ikke.

Equngasoq / Eqingaleq og Kisermaaq / Kisermâq

Equngasoq'en, der har hjemme på de yderste skær, bølgebryder - ånden, er helt skævmundet. Den færdes kun ude når brændingen er høj som isbjerge. Det er en af de sidste hjælpeånder Chr. får, og sammen med Kisermaaq, den store ensomme, hjælper de ham mod "den kontrære", der smiler, men blir rasende da Chr. spørger til årsagen til dette smil.

En dag mødte Chr. kittormoortoq / killormoortoq, den kontrære. Dette var en innersuaq, der dukkede smilende op i en opsvulmning mellem store tuer af is. Han blev bange og råbte: Hvornår smilede den fyr, eftersom han smiler nu? Da blev modsatteren så rasende at den med eet eneste ondskabsfuldt ønske svækkede alle Chr.s armmuskler i den grad at han ikke kunne ro hjem. Hvad skulle han gøre? Men både hans Equngasoq og Kisermaaq kom til undsætning. Han lagde sig bag Equngasoq, der bare roede almindeligt af sted med ham, men det var med en fart så skummet stod omkring dem, og Chr. dårligt kunne styre sin kajak med åren.

Knud Rasmussen mener, at Chr. efter dåben stadig er en fuldblods hedning, der ikke har aflagt sin gamle forestillingsverden, men at den er blevet forbudt af missionen og at hjælpeånderne ikke længere vil komme til ham, fordi han har fortalt om dem (til missionæren inden dåben). (Hemmeligholdelse).

Hist.: Equngasoq optræder som en kajakmand, der klarer tårnhøje bølger og fungerer som en åndemaners transportånd i en sydvestgrønlandsk  Qujaavaarsuk - fortælling. Immigranter fra Østgrønland har således åbenbart sat deres præg på denne version.

Kommentar: Den kontrære ånd, der smiler, men blir rasende når det bemærkes, er en kendt mytisk skikkelse fra vestgrønlandske sagn: den såkaldt "smilende havmand", Qungussutariaq, der kan hævne sig dødbringende på den der smiler igen.

Se også: H. Ostermann (ed.): Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938,

s. 130 - 139. eller samme: Rasmussen 1938.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.

Resumé:

Under en fælles rejse i sommeren 1904 (sidste sommer af den Litterære Ekspedition) fortalte Aadaarutaa / Kristian / Chr. Poulsen ret kortfattet om sin uddannelse til åndemaner. Det begyndte under ensomme vandringer efter stenurter til spæksyltning efter faderens død. Første gang hørte han sang. Anden gang hørte han både sang og mødte to mænd, indlandsboere, der af medlidenhed med hans faderløshed tilbød deres hjælp. Året efter flyttede man sydpå og boede sammen med en gammel gigtsvag åndemaner / angakkoq / angakok, som Aadaarutaa hjalp med at bære kajakken ned og op fra stranden. Denne tilbød som tak at vise Aa. noget, og tog ham ud i en fjord, hvor den gamle klædte sig nøgen i en hule, kom ud og i Aa.s påsyn lod sig æde af søens bjørn og blive spyttet ud, hel, men noget afkræftet igen. Senere måtte Aa. igennem samme uhyggelige oplevelse, men opnåede derved stor modstandsdygtighed og en del flere hjælpeånder. En dag i kajak med en nedlagt remmesæl på slæb så han sig konfronteret med en umiaq fuld af strandånder, innersuit, der ville have både kajak og remmesæl op i deres båd. Men en stor innersuaq med en kajakspids som et uhyres hoved med åbent gab og blottede tænder kom ham til hjælp og blev senere hans hjælpeånd. Da Aa. besluttede at lade sig døbe, rådede hans innersuit - hjælpere ham fra det, men da han alligevel lod sig døbe så han dem aldrig siden.

var. af fortæringen, søg søens troldbjørn og initiation.

Hist.: Af en selvbiografi. Aadaaruta og hans familie var blandt de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede og ankom til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit i 1900.

Af en anden fortælling fremgår det, at Henrik, en søn af Aa.s læremester også indvandrede på det tidspunkt.

Kommentar: Aa.s uddannelse følger i store træk den foreskrevne for lærlinge i Østgrønland. Søg fx på Søens eller ferskvandets bjørn, el. troldbjørn der æder lærlingen som en initiation til at få hjælpeånder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på vestgrønlandsk isprængt en del dansk.

Resumé:

Tid: 1850. Sted: Kap York. Et skib med Austin som fører ankrer op og

tager Qalaseq (Navlen) med hjem til England, hvor han døbes og

uddannes til missionær, men drukner under en svømmetur.

Inughuit  / polareskimoerne mente i 1903, at han måtte være dræbt.

De forudgående begivenheder var disse: Q. er med Qalutaa taget på alkefangst og har efterladt sin mor og mindre søskende alene ved søkongefjeldet. Da

disse i ensomheden øjner en flok mennesker på rejse ude på isen og

skynder sig derud, er der ingen. Derefter bryder et usædvanligt

voldsomt uvejr løs. Da mændene kommer tilbage fra alkefangsten, har

de passeret et telt, hvorfra der lød gråd, men da de vidste at det

ikke kunne være mennesker, var de ikke gået derind. Begge syn har

været af fjeldånder, beslutter man, og de varsler aldrig noget godt.

Samme forår kommer så skibet og tager Q. med. Moderen rådfører sig

forgæves med sine ånder om sin søns skæbne.

Hist.: Formentlig autentisk.

(Kun titlen: Da Missuarniannga var med til at lave en tupilak, er tilføjet af Rasmussen på dansk. Resten er grønlandsk.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Mens de som sædvanlig boede på Immikkoortoq, aborterede

Missuarnianngas mor.

I den anledning overholdt Mitsuarniannga / Missuarniannga

tabureglerne, selv om det virkede trættende på ham. En gang traf han

åndemaneren Uiaq. Denne sagde til ham: "Er du endnu ikke blevet træt

af at overholde taburegler. Vil du stadig ikke hævne al den

afholdenhed (du må lide under)?"

Missuarniannga svarede: "Jeg er nok træt, men jeg kan ikke finde ud

af, hvad jeg skal gøre ved det." Uiaq bemærkede dertil: "Hvad  med, at

du hjælper mig med at lave en tupilak ud af din mors abort?"

Mitsuarniannga var villig.

Dagen efter om morgenen, tog de hele aborten, som ellers var blevet

gravsat. De førte den til det sted, hvor man plejede at gravsætte de

døde på Immikkoortoq og gav sig til at ordne den; men de savnede et

bedre egnet sted, hvor de kunne lave en tupilak. Mendes de ledte efter

et bedre sted til formålet, fik de øje på to store sten, der lå

ganske tæt ved hinanden og en tredje sten, der lå et stykke fra de

andre. I det samme viste der sig to dværge, og Uiak gav sig til at

mane med dem (angákûsilerpoq). Under denne handling begyndte de at

puste til de store sten, og de tre store sten flyttede sig nu nærmere

til hinanden. Da de nærmede sig hinanden, satte Uiak sig ned

imellem dem; og idet stenene rørte ved Uiak, standsede de pludseligt.

Da sagde Uiak (til Mitsuarniannga): "Tag og

hent mig følgende, der skal bruges som ingredienser: En snespurv, der

er blevet rådden (marniliortoq, er betændt), en levende strandsneppe

(ryle) og et stykke sene af Peqqissorpiks fangst. Du skal gøre sådan her for at få fat på det stykke sene: Du skal tage din venstre

arm ud af ærmet. Så skal du råbe højt gennem ærmet af din anorak og

kalde på senen."

Efter denne besked fra manden, der ville lave en tupilak, gik han og var så heldig at finde (egentlig: møde, naapippaa) en

snespurv, som han tog op.  Han gik videre og så en strandsneppe, som

han også tog op. Så råbte han efter et stykke sene. Knap var han holdt

op med at råbe, så hørte han en stærk susen nærme sig ovre fra Immikkoortoq.

Da denne susen hen imod ham ham holdt op, mærkede han

et eller andet i sit ærme. Han fandt ud af, at det var et stykke sene.

De ting, han havde fået fat på, gav  han videre til Uiak. Uiak lagde

snespurvens vinger oven på spædbarnet og gav sig til at puste (der

står egentlig: de gav sig til at puste).

Midt mens han pustede, satte vingerne sig fast på spædbarnets

skuldre. Så fjernede han spædbarnets ben og satte strandsneppens ben

på det ved at puste til dem; og det stykke sene forsvandt (Jeg mener

der, står: morsoratánguarpoq) ned i ryggen af spædbarnet. Så var det arbejde gjort.

Så gik han i gang med at ville gøre tupilakken levende. Han mumlede i hast nogle trylleformularer, og straks blev den levende.

Og straks efter begyndte den at vræle som et spædbarn. Nu skulle han

til at sende den afsted. Tupilakken bevægede sig væk fra det

sted, hvor den havde været. Den bevægede sig nedad, og derfra fløj

den; og siden så man ikke mere til den.

Efter denne hændelse var han (formentlig Missuarniannga) engang ude på

fangst. Han fangede ikke noget og tog ind mod land. Da han

var gået i land, gik han rundt og ledte efter noget, han kunne

beskæftige sig med (pínguagsangminik, noget han kunne lege med).

Han fik øje på en lille gråsisken. Det lykkedes ham at tage den

hvorefter han dræbte den. Da han havde dræbt den, forsynede han den

med ben bestående af nogle af de propper af træ, som han havde lavet -

beregnet til anbringelse i sælens sår. Så sendte han den af sted.

Efter at have gjort dette, tog han hjem.

Hist.: Historisk fortælling fra omkr. 1900.

Missuarnianngas søn, Kaarali Andreassen har tegnet denne tupilak. Se Ib Geertsen, 1990: Kârale Andreassen, En østgrønlandsk kunstner. Herning

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Et maskinskrevet manus. på engelsk findes i KRKB 5', og et tilsvarende på dansk i KRH 52,2, hæfte 429.

Første gang trykt i Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 137 - 138.

Resumé: "Der var engang i gamle, gamle dage en tid, da ravnene kunne

tale. Men der var det mærkelige ved ravnenes sprog, at ordene havde

omvendt betydning. Når de ville takke, skældte de ud, og således sagde

de altid det modsatte af, hvad de mente. Mens de således var fulde af

løgn, var der engang en gammel mand, som tryllede talens gave fra dem,

og derfor kan ravnene kun skrige. Men deres natur beholdt ravnene dog,

og de er den dag i dag fulde af vredagtighed, løgn og tyvagtighed"

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen i notater på dansk.

Resumé:

Den berømte åndemaner, Aggu / Akku, har været de fleste steder på

åndeflugt, men endnu ikke i himlen, hvor han agter sig op under en

seance. Han ifører sig strømper, trommer, indtil

trommen går af sig selv, og tilkalder sine mange ånder, der taler med

forskellige stemmer. Samlet rejser de afsted men efterlader den gamle

Titigaq, en hjælpeånd, der er blevet lam i hofterne og har fået vredet

sin mund af led, engang han fløj for hurtigt mod luftpresset. Han

taler nu og da og sørger for, at intet ondt tilstøder tilhørerne, mens

åndemanereren er væk.

  Aggu med følge flyver ud til horisonten og kæmper sig med stort

besvær op ad tre høje trin, der flyder med blodet fra de døde. De skal

af med deres safter, dvs. al deres ondskab. Det tar et år og de må

kravle under et stort skind. Aggu modtages af sin far, der bedrøves

over, at hans kone og Aggu's lillebror blev kastet i havet (til det

nedre dødsrige), da de døde. Straks bryder dog faderen ud i sang og

forklarer den undrende Aggu, at man ikke tynges af sorg i himlen og

synger meget.

Han møder derefter sin lillesøster, som faderen i sin tid dræbte af

medlidenhed, fordi hun var født med sælører. Hun har i alle årene

samlet mange bær til Aggu nede på jorden. Aggu's far viser ham

skindet, som de døde kravler hen under som orme for at komme af med

deres safter. Kun de, der dør som børn, kommer hurtigt igennem. Aggu

tvivler på om faderen er rigtig død. Faderen lader ham tage sig om

håndleddet. A. mærker knoglerne, der forsvinder og klemmer så hårdt til

at faderen beder ham holde op, hvis han ikke skal dø igen.

Himmelboerne lever kun af bær og ravne. Her er ingen sæler. Men

ravnene, der smager godt, er lette og morsomme at fange. Nogle drenge

fanger dog ørreder i en elv, bortset fra de drenge, der ikke har fået

deres fangstgrej med i graven. A.s arvede hjælpeånd, Ajaqqisaaq, der

fra mange tidligere ture er velkendt med himlen viser rundt. A.

erfarer dernæst, at drikkevandet er iskoldt og dejligt. Og

himmelboerne fordriver tiden med lystige sangfester og sangkampe.

Blandt de syngende ser han en del folk fra fremmede lande i klæder,

han aldrig har set. Faderen sender ham afsted, inden det blir lyst, og

A. møder ingen vanskelige overgange på vejen hjem. Han fortæller sine

fæller om himlen.

Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 og var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik. Ifølge Rasmussens

notat i håndskriften skulle Aggu være Kaarali Andreassens far. Det var

han ikke. Han var Kaaralis fars onkel. Søg på Missuarniannga.

For en tolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV: (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), Sonne 2000; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Rasmussens indledning til den trykte tekst antyder at Aggu tog på åndeflugt til himlen. Men det står ikke i nedskriften, og ingen af teksterne om Aggu tyder på, at han kunne flyve. Derimod mestrede han den såkaldte glideflugt hen over havets overflade. Den vej kunne han komme ud til horisonten og op ad de besværlige trin til himlen.

Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af

Knud Rasmussen på dansk.

Resumé: Aggu / Akku vil en tur ned til dødsriget under havet og får sig syet

sig skindstrømper og en tarmskindsanorak til rejsen. Hans arvede hjælpeånd,

Ajaqqisaaq, vil først ikke med, fordi A. aldrig kan komme helt ud til

Havkvinden / havets moder / sødyrenes mor, hvis han først besøger de døde.

Aggu overtaler sin hjælpeånd, Ajaqqisaaq, til at være med i følget af hjælpeånder. De går langs havbunden, hvor A. føler at han blir gennemblødt af finregn. De må ned af flere glatte skråninger frem til elven med tre spidse, glatte overgangssten, der

danner grænsen til underverdenens land. Aggu nøler, men sætter endelig

over som den sidste, da han ellers aldrig siden vil kunne overskride denne

grænse. Det fortæller Aj. Vejen fører videre op ad en stejl skrænt, der er

glat af de dødes safter, når de med besvær maser sig op mod dødsriget.

Her møder A. en afdød åndemaner med kun et øje (Karrak, Karraq / Uitsaleqanngitseq BS), der også

bebrejder A. at han ikke først er taget til Havkvinden og nu har sat

sin grænse ved dødsriget. A. undrer sig over en kajak på tværs over en

sortside. Men denne sæl har kæntret og druknet kajakmanden, fortæller

man. En anden sæl øver de nyankomne døde sig på at fange. Den lever op

igen hver gang den er dræbt.

   En masse døde er ved at gå i forrådnelse, fordi deres efterladte

sørger for meget over dem. A. hører pustene fra alle slags sødyr ude i

de dødes hav, men kan ikke se dem, fordi han endnu ikke er død. Da A.

skal hjem inden daggry bliver han spurgt om, hvor han helst vil være, i

himlens sletteland eller i kystlandet under vandet. Han afprøver så

drikkevandet. Det er lunkent. Himlens iskolde vand er bedre. Men

bliver han bisat i havstokken, vil han frit kunne skifte mellem de to

steder efter sin død. Han møder ingen vanskelige overgange på

hjemvejen, og fortæller sine fæller om sine oplevelser.

Hist.: Aggu, der levede fra 1843 (ca.) til 1891, var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik.

Kommentar: Søg Rejsen til havkvinden, der er talrige varianter.  

For en fortolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Dødsriger"; eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor; Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies 2000, hvor det søges påvist, at grønlænderne før kristendommen havde temmelig vage forestillinger om dødsrigerne, især det himmelske, fordi de mest så hen til efter døden at blive opkaldt, dvs. genfødt.

Håndskrift: KRH kasse 52 nr. 2, hæfte 405.

Engelsk udgave: H. Ostermann: Meddr. Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938, s. 72 - 73. Se også denne.

Resumé: I urtiden lever mennesker et udødeligt liv i himlen. En mand styrter ned og avler en datter med jorden. Han gifter sig med datteren og deres børn bliver mange. Ved et stort jordskælv, der slår revner i jorden, styrter mange mennesker ned og lever videre under jorden som innersuit, ildfolkene. Mennesker, der forstår sig på det skjulte, kan komme ned til dem gennem havstokken. De lever i et stort land ligesom mennesker i huse, fanger på havet, men mangler næse. Almindelige mennesker glemmer let at komme hjem igen, hvis de kommer til ildfolket. Åndemanere har dem som hjælpeånder, der beskytter dem på havet i storm og giver dem fangst.

       Alle ammassalikerne stammer fra nogle få familier, der reddede sig op på et stort, fladt bjerg, Qerrorsuit, da en stormflod overskyllede landet. Engang vil stormfloden komme igen. Og engang vil alt ferskvand udtørre. Mange mennesker kommer efter døden til himlen, hvor de fremkalder nordlys, når de spiller bold.

Hist. Rasmussen har næppe selv indsamlet alle disse udsagn, som han har bl.a. har taget fra sine notater til Religiøse forestillinger i Østgrønland. Hans andre kilder er formentlig Chr. Rosings Tunuamiut, som han læste i Tasiilaq / Ammassalik, Hans Egedes Perlustration og Gustav Holms Ethnologiske Skizze fra Konebådsekspeditionen (1972).

Håndskr.: KRKB, Knud Rasmussens Arkiv, 1. Thuleekspedition 1912 /1913/14), 3. notesbog. Nedskrevet på dansk.

Resumé:

Under Kanes ekspedition frøs skibet inde, og den del af dens medlemmer

med Hayes og tolken Carl Petersen som ledere søgte ned mod Upernavik i

åbne både i sommeren 1854. De må vende om og overvintre nær Tasiusaq,

hvor forbikørende slæder giver dem mad. Tre mænd, der har nedlagt en

bjørn, gemmer deres bytte af vejen, inden de går op til de hvide, der

dog ved, at de har fanget. De overnatter på de hvides vis i mørke, kan

ikke finde deres klæder, da de vågner og må i de besynderligste klæder

sætte efter de hvide, der også har stjålet deres slæder og hunde, men

ikke forstår sig på slædekørsel. Bjørnejægernes latter, da de når frem

til de hvide, afværger Hayes' forsøg på at skyde dem, og de

transporterer de hvide tilbage til det indefrosne skib.

   Rasmussen referer derefter tolken Carl Petersens beretning om

episoden, og tilføjer Arnaruluks afslutning, der priser de hvide

lykkelige, fordi deres tyveri mislykkedes. Ellers var disse slette

slædekørere døde af sult undervejs.

Hist.: Historisk beretning.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît."

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 143 - 149.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, ss. 30 - 34, "The two brothers".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22 - 27: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît. Paulineq angákorssuaq ilímardlune qivítoq" / Ililmageeq Paulinerlu qatanngutigiit. Paulineq angakkorsuaq ilimmarluni qivittoq.

Resumé:

Ilimageeq og Puulineq er brødre, med en mor og søster. Puulineq en

stor åndemaner. Opdager, at hans kone er ham utro med en dårlig

fanger, men meget stærk ungkarl. Puulineq flænser hele sæler til

vinterforråd. Tegn på at han vil rejse bort. Konen ber om et hoved,

får nej, og tar selv det største. Puulineq rejser bort under

åndeflugt til indlandet til et stort, sylespidst bjerg, lander med

den ene fod, og snurrer rundt. Ser neden for et hus med en kvinde,

der flænser og en datter. De ser hans kommme som gnister. Manden

mener, det er en hund. Datteren går beroliget ud, Puulineq griber

hende bagfra, ber hende hente bukser. De er meget for store. Han

flytter ind hos disse indlandskæmper (timersit / tornit). Hjemme

sørger Ilimageeq over sin brors udebliven. Forbereder sig til en

undersøgelsesrejse på samme måde som Puulineq. Flænser storsæler til

vinterforråd, holder seance og flyver mod indlandet. Broderen

Puulineq's spor i luften er tydeligt: som en stor udspilet tarm, som

vinden blæser igennem. Ilimageeq besøger Puulineq, der lover at komme

hjem på besøg om foråret. Ankommer med kone og barn på hundeslæde.

Hans ekskone bespiser hans kone og barn med noget dødeligt. Puulineq

skærer sit barn op, men finder intet. Ligeså sin kone, men forgæves.

Ilimageeq kommer til. Foretager ny operation. Fjerner kødstykket fra hendes

strube. Konen lever op igen. Puulineq og kone tar af sted, men

beordrer deres hund at gøre det af med ekskonen og hendes mand. Det

sker. Den river brysterne af ekskonen og testiklerne af hendes nye

mand.

Var.: Palineq / Paalineq; Paaleeq; Paulineq; ID 946

Bemærk: Navnene Puulineq og Ilimageeq spiller i denne version på to højt ansete angakkoq-færdigheder. En angakkoq puulik / en åndemaner med pose, der måske havde isbjørn og hvalros som transport-ånder over havet og kunne "pakke sig ind" som værn mod farlige væsner. Pooq-elementet til beskyttelse er her en udspilet gennemblæst tarm. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Ilimageeq spiller på "åndeflugt", ilimmarneq, den anden velansete rejsemetode.

I håndskriftet hedder den førstnævnte ikke Puulineq, men Paulineq og kunne således betyde noget med sodsværtet.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut" / Silarsuarmik kaajallaaniartut.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 118 - 119.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 14 - 15: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut".

Resumé:

Tid: Den gang var der mange mennesker og alle lande var befolkede. To

mænd rejser i hver sin retning fra samme udgangspunkt. Da de mødes

igen er de oldinge, der må bæres frem af deres gamle børn, og deres

drikkebægre af moskusoksehorn er slidt helt op.

"Verden er stor!", udbryder de.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 11h - 10v (sidste linier mangler).

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 96 - 99: Qallunaat Isiginngisassaat.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 208. Ibid. nr. 100 er en afskrift af Kreutzmanns 1. version, hvor originalen er gået tabt.

H. Rinks oversættelse af afskrift:

Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 95; og

Rink, H.: Kalaldlit oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II, 1860: 23 - 30, der sideløbende har den grønlandske tekst i gammel retskrivning.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 72, ss. 385 - 388: The man not to be looked at by the Europeans.

Rasmussen, Knud, Inuit Fortæller, red. Regitze Søby, II: 106 - 110: En beretning om en mand ... er sandsynligvis en genfortælling el. nyoversættelse af samme variant. Det maskinskrevne manuskript findes i KRH, kasse 51, nr. 28.

Resumé: Den dygtige og holdne fanger, Kiinaki fra Tasiusannguaq, kommer efter en handel med besætningsmedlemmer på et hvalfangerskib i klammeri med dem og bliver dræbt. Enken og sønnen vil hjem i konebåden fra skibet. En del matroser hager sig fast i rælingen, konen bider dem i hænderne, og de slipper. Ved afrejsen kaster kaptajnen to gange en mængde eftertragtede jernsager ned i konebåden. Enken smider dem ud i vrede. Sønnen redder sig en enkelt kniv. Sønnen opdrages derefter af bopladsens gamle til at blive usynlig og usårlig (og tilsyneladende også uhørlig) for hvalfangerne, qallunaat (europæere). Han tilbyder mange varer på skibene. Ingen ser eller hører ham. Heller ikke når han til slut opgiver, og selv tilegner sig alt det han ønsker. Da besætningen senere opdager hvor mange varer, der er forsvundet og vil hævne sig, synger bopladsens gamle tryllesange (serratit) på hustaget og varsler næseblod over hævnerne. Den første, der stiger i land, får da også næseblod. Enkens søn viser sig også nu usynlig, uhørlig og usårlig skønt han gang på gang udfordrer de hævngerrige qallunaat til at skyde og stikke sig.

Var.: næseblod-motivet er brugt i en anden fortælling om qallunaat: En fortælling om tyve.

Hist.: Historien tidsfæstes til hvalfangertiden i første halvdel af 1700-tallet. Men det er umuligt at sige hvilke begivenheder, der ligger bag, bortset fra det ikke usandsynlige mord på Kiinaki, som muligvis er identisk med andre fortællingers historiske Kiinaki og/eller Kiinakersuaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34

og hendes noter til oversættelsen vedr. originaltekst og afskrift sammesteds s. 98.

Nedskrevet af Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen: NKS 2488, VIII, 4', s. 59 - 62.

2. udgave: Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 240 - 241.

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39(5): 250 - 251.

Resume:

Inik (Inuk, "menneske"?) fanger en ung remmesæl, af hvis skind han vil

lave sig remme, skønt hans bedstemor vil have det til brikseskind.

Under forarbejdelsen springer remmen og blinder hans øjne. Han hører

en bjørn nærme sig vinduet, får sin bedstemor til at sigte for sig og

nedlægger bjørnen. Bedstemoderen benægter, at han ramt den og gir ham

intet af dens kød at spise. Inik lader sin lillesøster lede sig op til

en stor slette, hvor han lægger sig, mens søsteren går hjem. En flok

vildgæs kommer flyvende, ynkes over ham, stryger ham over øjnene og

beordrer ham til at holde dem lukkede til han kommer hjem. Nu kan han

se. En stor stime narhvaler og hvidhvaler komme ind i fjorden. Inik

bruger sin bedstemor som fangstblære. Hun blir trukket bort af den

narhval han fanger. Inik og hans søster går ind i landet og gifter sig

med hver en "skygge", der ikke har rumpehul og suger saften ud af

ildelugtende kød. Inik's kone føder et barn med rumpehul. Dets

bedstemor synger af glæde: "Det har et dejligt hul i bagen". -Til sidst

får hun selv et hul i bagen og dør.

Hist.: Fortællingen lokaliseres til Kialineq i nord, hvor der findes store

sletter. Men den er ikke historisk.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

English version: Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, In Monographs on Greenland 39(5): 250-251.

Hist.: The tale is localised in Kialineq in the North, where there are large plains. However it is not historical.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: inoruserssuaq Kingigtup qâvane / inorusersuaq Kingittup qaavani.

Trykt første gang i Rasmussen, Knud: Under Nordenvindens Svøbe, 1906: 90 - 94, hvor proveniensen siges at være Taseralik ved Nordre Strømfjord.

Resumé:

I Illuerunneq er en forældreløs dreng, er den eneste, der under en

hungersnød har kræfter til at gå på fangst. Han kommer hjem med en

eller to ryper, som hans plejemor deler ud til alle. En dag får han

ved toppen af Kingittoq øje på et stort hus. Det bebos af en venlig

kæmpe med ét øje. Denne lader drengen spise sig stopmæt og gir ham et

større læs tørret kød med hjem til uddeling på den betingelse, at

ingen spiser spæk til. Man overholder tabuet. Drengen besøger atter

kæmpen, der tar ham med til åndemaning langt borte ved Equutit.

Kæmpen flyver med drengen om halsen, og giver ham ved hjemkomsten en

ny mængde kød. Denne gang af qapiarfik eller kiliffak (mammut) på

samme betingelser som sidst. Da en gammel kælling bryder tabuet,

tropper kæmpen straks op uden for vinduet, skælder ud og forsvinder

for altid.

Var.: Kartulukkunnut pulartut;  De små forældreløse; Man sells a knife to wolves 41 A; Pissarsiorniasagit.

Håndskr.: NKS 3536, I, 4' læg 8, ss. 113 - 133.

Håndskrevet dansk oversættelse ved ? : NKS 3536 II, 4', læg 27.

Grønlandsk udgave: Lynge, Kristoffer, red.: Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I, Nuuk 1938: 18 - 38.

Oversat og kommenteret af Thisted, Kirsten: "Som perler på en snor." PhD afhandling ved Institut for Nordisk Filologi, Kbh.s Univ. 1993. Oversættelsen i afhandlingens Tekstsamling, s. 130 - 142, følger Kristoffer Lynges let reviderede version med kommentarer vedr. afvigelserne fra såvel håndskriftet som fra Rasmussens oversættelse i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924.

Ndf. følger resuméer af oversættelserne hos såvel Rasmussen som Thisted.

Resumé af oversættelsen i Rasmussen 1924:

Stedet er Qooqqut, kløfterne nord for Kangeq ved Nuuk (?). Alle K.s ældre

søskende er døde som små, og da forældrene heller ikke tror K. vil

leve, giver de ham navnet Kaassassuk. Forældrene blir syge og dør. Den

bedste fanger i huset adopterer ham, men overlader ham til et andet

ægtepar, fordi K. skider for meget og ikke vil vokse. Det er som om

han skal af med al sin moders mælk. Da K. har været adopteret af alle

familierne efter tur, smider man ham ud i husgangen, hvor en

gammeljomfru i kogerummet adopterer ham. Når K. vil ind i husrummet

til fællesmåltid, trækker man ham op ved næseborene og gir ham et

enkelt ribben med meget lidt kød på. Blir han hurtigt færdig og vil ta

et nyt stykke, undersøger man hans mund, og er der kommet en tand,

trækker man den ud. En enkelt mand i huset har medlidenhed med ham og

gir ham en lille kniv at spise med. K. plages også af sine

jævnældrende legekammerater, endog af de unge piger, der kaster ham

omkuld og fylder hans næsebor med lort. Leger de andre drenge med

deres små harpuner og K.s ven har lavet en sådan til ham, knækker

drengene den. Vennen opfordrer K. til at vandre op bag Qooqqut til

Talorsuit og kalde kraftens herre i øst. Drengene og de unge piger

falder over ham, da han går afsted. Da de forlader ham, brækker han

sig for at rense mund og næse. Undervejs prøver K. forgæves at trække

små, tynde pile op med rode. Kraftens herre, der kommer, ligner et

landdyr med menneskeansigt. Han lader K. gribe fat i sin tykke pels og

slynger ham i kolbøtter hen ad jorden. En masse legetøj falder ud af

K. De var årsagen til, at han ikke kunne vokse. Kraftens herre

gentager behandlingen een gang og to gange næste dag. Færre og færre

stykker legetøj falder ud, K. får vældige kræfter, og sidste gang slår

K. ingen kolbøtter, men kan holde balancen hoppende hen ad jorden.

Ånden befaler ham at holde sine kræfter skjult og lover ham to

lejligheder til at afsløre dem. Første gang er ingen fuld afsløring.

Mændene er kommet hjem med en enorm stamme af drivtømmer, som de må

lade ligge i stranden til næste morgen. K. henter den om natten,

rammer den i jorden bag huset med hældning mod det. Den vælter. K. når

at gribe den, rammer den påny i jorden, og denne gang med hældning

bort fra huset. Den falder med et brag om natten. Næste morgen tror

man, at stammen er drevet bort, men finder den så og undrer sig. Hvem

har mon gjort det? Alle de stærkeste mænd nægter. Næste lejlighed

kommer med tre bjørne, en han, en hun og en unge på et isbjerg i

nærheden. Ingen tør nærme sig. K. låner sin plejemors kamikker. For

sjov ber hun tilgengæld om skind til under- og overdyne. Da K. blir

angrebet af hannen, gør han sig hård, griber den ved benet, og slynger

den mod jorden. På samme måde med hunnen og ungen. Hans ven får ungen,

plejemoderen de andres skind til sengetøj. Hun parterer dem og

inviterer til fællesspisning.

K. stiller sig afventende inderst i husgangen. Hans ven må trække ham

op ved næseborene. Alle er blevet hans venner. Han ber om vand at

drikke. To piger henter straks frisk vand. Han knuser dem begge ihjel

som tak og undskylder. Han vidste ikke, at de var så skøre. Prøver

sine kræfter på en stærk mand, der falder død om. Alle flygter til

bagvæggen. K. udrydder dem alle undtagen sin ven, dennes kone og sin

plejemor. Vennen lærer ham at ro i kajak. K. blir en dygtig kajakmand

og fanger, og han dræber alle fremmede kajakmænd, får den stærke Qaassuk / Qaasuk som fjende, men må alligevel søge ind hos ham i stormvejr. Q.

modtager ham venligt, men blir efterhånden ordknap af bekymring for

sin søn, der er ude på fangst. Denne er dog, fortæller man, ude i sin

slankeste kajak uden sideribber. Da sønnen kommer hjem med to

hvalrosser, bærer K. dem uden videre op. Sønnen antaster ham ikke. Om

aftenen binder han Q. og sønnen til husstolpen og ligger med Q.s

datter. Således blir han svigersøn i huset.

En del år senere hører K. om den stærke Usussusaermiarsunnguaq langt

mod nord og vil prøve kræfter med ham. Efter en lang rejse møder han

U., der  er lille og undselig at se til. Efter en hel dags kamp løfter

U. endelig K. op, snurrer ham rundt og kaster ham ud i søen. K.

dukker endelig op dækket af mudder og mos. På hjemvejen viser han folk

han møder en sort sten, klemmer den aflang og siger, at så stærk var

U. Selv sammenligner han sig med en hvid sten, som han klemmer til

smul. Siden tar K. aldrig ud for at udfordre andre mænd.

Resumé af Thisteds oversættelse:

Kaassassuks første tid som kæledægge hos sine forældre, hvis tidligere børn alle er døde, får en brat ende, da begge forældre blir syge og dør. Alle vil gerne adoptere ham, husets stærkeste mand får ham, men da Kaass. ikke kan holde plejemoderens mælk i sig og skider ganske forfærdeligt, smider manden ham ud. Par efter par prøver på samme vis en adoption, men må give op. En gammel kone, der bor i husgangens kogerum tager ham til sig som plejesøn.

       Kaass. pines og plages af både husfæller og jævnaldrende drenge og piger. Husfællerne trækker ham altid indenfor i husrummet ved hans næsebor til spisning og slår enhver ny tand ud af hans mund, hvis for han for hurtigt spiser sit kødstykke, en lille bid fra maven. Drengene knækker alle de drengeharpuner, som en mand, hans eneste velynder i huset, laver til ham. Pigerne vælter ham omkuld, trækker han bukser ned, tisser på ham og fylder hans store næsebor med lort.

       En gammel mand får medlidenhed med ham og råder ham til at gå op bag bostedet ved Qoqqut til Talorsuit - dalene inde østpå, kalde på Kraftens Herre og prøve ikke at blive alt for bange. Kaass. følger rådet, den tilkaldte er en kæmpehund med menneskeansigt (en slags kæmpe - eqqilik ? BS), der vikler ham ind i sin hale og slynger ham hen ad jorden, så han en overgang mister bevidstheden. En masse legetøj af sælknogler o.l. er slynget ud af ham: Derfor har han ikke kunnet vokse. Slyngningen gentages, og Kaass. føler sig meget lettere og stærkere, da han går ned. Han sparker sten i stumper og hiver pilebuske op med rode. Men han siger ikke noget og finder sig i stadige mishandlinger fra både husfæller og jævnaldrende. Da han anden gang atter blir slynget to gange af kæmpehunden og der ikke falder mere legetøj ud af ham, giver hunden ham besked om fortsat at holde kræfterne hemmelige, men at den vil sende ham et enormt stykke drivtømmer og senere tre isbjørne at vise kræfterne med.

       Drivtømmeret slæbes i land af mange kajakker og de må tøjre det ved stranden til næste dag, fordi opslæbningen er et for tidkrævende arbejde. Kaass. slæber det op om natten, rejser det bag huset, griber det da det er lige ved at vælte, lader hældningen gå væk fra huset, og da det balancerer går han ind. Hen på natten falder det alligevel om med et brag. Ingen vil næste dag vedkende sig at have bragt tømmeret op, som man derefter splitter op til alskens formål.

       Isbjørnene er en stor han med en stor hun og en unge, som er klatret op på et isbjerg uden for bopladsen. Kaass. låner sin plejemors kamikker, strammer alt sit tøj med remme, sætter i løb mod bjørnene så hurtigt, at han på det nærmeste tar benene på nakken (det grønlandske udtryk kunne være en slags oversættelse af det danske: at tage benene på nakken, BS.). Han hugger trin i isbjergets side, klatrer til vejrs, modstår slag fra bjørnene ved at vende ryggen til og gøre sig hård, griber først hannen om bagbenene og klasker den ihjel, dærnæst hunnen og til slut ungen, som han kaster ned til flænsning. De to voksne bjørne bærer han hjem til sin plejemor med besked om at her har hun til underlag og dyne. Hun blir stum af forbavselse.

       Kaass. inviteres ind til fællesspisning, ingen vil hive ham op ved næseborene, og hans velynder må klare det. Man kappes om at give ham den bedst mulige kniv (en foldekniv! som det første tilbud), og han langer til fadet også anden gang. Da han ber om vand blir to småpiger sendt af sted. De kommer lynhurtigt tilbage, han drikker og under dække af at ville takke den ene pige med et knus, klemmer han livet af hende. Det samme sker med den anden pige, dernæst med en muskuløs mand og efterhånden alle undtagen velynderen, dennes kone og den gamle plejemor. Med de tre lever han videre. Han udvælger sig en passende kajak, og en dag han øver sig i roning blir han revet ud af kurs i dårligt vejr. Han havner neden for Qaassuks hus, en af hans fjender, men blir alligevel godt modtaget, da han ikke har andre steder at søge ly for stormen. Qaassuk beværter og underholder sin gæst, blir så pludselig fåmælt af bekymring for sin søn, der endnu er ude, men beroliges ved at høre at sønnen er ude i den kajak der er lutter køl (?). Denne kommer hjem med to hvalrosser, en unge, som folk maser med at få op og en stor hun, som Kaass. ene mand hiver op. Qaassuks søn skuler til ham og søger senere at kommandere med ham. Kaass. skal hænge hans harpunline til tørre, beordrer han. Kaass. "kommer til" at rive den i stumper og stykker. Den var nok bare rådden må den slagne Qaassuks søn hellere indrømme. Ved sengetid tilbydes Kaass. plads på bjørneskind på sidebriksen, men da husets datter gør sig rede til at gå i seng, hiver Kaass. både far og søn ud på gulvet, binder dem til husstolpen og boller datteren. Derefter er han svigersøn i huset.

       Da Kaass. hører om en stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han op for at prøve kræfter med ham. Denne er meget undselig af ydre, men da han for alvor lægger kræfterne i efter en længere kamp, slynger han Kaass. ud i en nærliggende sø. Denne dukker op dækket med vandplanter til tilskuernes rungende latter. Kaass. forsvinder ind i sit telt, smutter næste dag og til illustration af hvordan tvekampen gik, fremviser Kaass. siden en sort sten, som han klemmer lidt flad - det var Ususaarmiarsunnguaq, og en hvid sten som han klemmer til smul: det var ham selv, Kaassassuk.

Var.: Kaassassuk

Hist.: Dette er en af de versioner, hvor Kaass., i modsætning til de tidligste varianter, resocialiseres ved til slut at møde sin overmand. Arons version 1½ generation tidligere har samme slutning.  

Vedr. hist. og tolkning af de vestgrønlandske Kaassassuk-varianter: se

Thisted 1993 og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sila".

Qoqqut med baglandets Talorsuit ligger inde i fjorden øst for Nuuk. Om dette land hedder Kangeq ligesom øen vest for Nuuk kan ikke ses af kortet.

Bemærk foldekniven, der er temmelig nymodens, "benene på nakken", der ikke er typisk grønlandsk, og et klart ukendskab til isbjørnes adfærd: Hannen danner ikke familie med hun og unger: Voksen og unger sammen vil altid være en mor med unger. Man har næppe mødt mange isbjørne ved Nuuk på Jaakuaraqs tid.

Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 419, nr. 93. Knud Rasmussen har nedskrevet en del af fortællingen på dansk, Sofie Jørgensen resten på en slags vestgrønlandsk.

Resumé:

Kaassassuk kan ikke vokse og leger altid en slags terningspil med

små sælknogler. Kun hans bedstemor og hans fars fætter, Nêrqulûta /

Neeqquluuta holder af ham. Når Kaassassuk efter legen med de andre børn

skal ind i det store hus til spisning, løfter man ham op i husgangen i

næseborene og ryster ham. Næsen er det eneste der vokser på ham. Han

får kun et lille stykke kød og uden kniv til at skærer bidderne af, må

han bruge neglene og bliver aldrig mæt.

En dag bliver han budt på suppe og kød af tre bjørne. Han får

knæskaller at sluge, som han formindsker, og skoldhed suppe at drikke,

som han afkøler med kraftfulde ord, som hans bedstemor har givet ham.

Senere giver hun ham en fingerlang kniv, skjuler den mellem hans

lange- og ringfinger, tryller over den, og Kaassassuk kan spise sig mæt

v.h.a. kniven, som ingen kan se, skønt de undersøger hans hånd.

Dernæst tager hans halvonkel ham med på fangst og giver ham halvparten

af en remmesæl, lægger den i et depot, som Kaassassuk kan hente mindre

stykker fra. Tredje gang han kommer til depotet, er kødet stjålet. Han

græder længe, mander sig op, og råber efter nogen, der kan puffe og

støde ham omkuld. En vældig kæmpe med tordenrøst kommer, puffer og

støder ham så han trimler rundt, og alskens legetøj falder ud fra hans

indre. Dette skrammel har nogen tryllet ind i ham og derved hindret

ham i at vokse. Kæmpen beder ham om at rokke ved en stor sten. Det

lykkes ham endeligt, hvorefter han går hjem og begynder at vokse,

liggende på briksen. Bedstemoderen må grave rummet bag briksen ud, for

at han kan være der. Når børnene kalder ham ud til leg, undskylder hun

ham, med at han er syg. De håner ham.

Man finder på stranden en drivtømmer-stamme så stor, at ingen kan slæbe

den op. Om natten tager Kaassassuk sin bedstemoders kamikker og anorak på

sin alt for store krop, henter træstammen og stiller den spærrende

foran husgangen. Næste morgen, hvor mændene ikke kan komme ud og

tisse, beder man hånligt Kaassassuk om at fjerne den. Det gør han næste nat.

Lang tid forløber. Så kommer tre bjørne så store, at ingen tør binde

an med dem. Kaas. tager atter sin bedstemoderes pjalter på og går ud.

"Tænk, så stor han er blevet!" bemærker man. Han sparker alle tre bjørne

ihjel, erklærer at af deres skind skal han have kamikker, bukser og

anorak. Ingen får fangstparter, men han inviterer alle på kød og suppe.

To mænd, der især har plaget ham, trækker han indenfor ved næseborene

og ryster dem, så de flænges. Andre giver han knæskaller at sluge og

skoldhed suppe at drikke. De dør. Han får ro i sit sind og drager

siden vidt omkring for at udfordre enhver navnkundig fanger og adræt

mand. Han bliver kendt og frygtet ved alle bopladser.

Var.: Kunuk / Kunnuk, Uiarteq, Kaassassuk; Uliivaatsiaq

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 223 - 226.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 69 - 71: "Iliarssupaluk uisaorqassoq" / Iliarsupaluk uisaaqqassoq.

Resumé:

En forældreløs dreng driver over havet til et andet land på en

isflage. Hos fremmede bliver han taget i hus og sat til alskens

nedværdigende arbejde. Hans storebror kommer på besøg i en konebåd så

hurtig som en havlit. Lillebror må ikke røbe, hvem han er. Da folk i

huset ber lillebror tømme urinbaljen, der er fuld af lort, tømmer

storebror den ud på gulvet. Folk styrter ud, spærrer indgangen og gir

sig til at spille bold derude. Storebror ber om sit sædeskind i båden.

Han får det og med det en lemmingamulet, som han får liv i og sender

ud på drab to gange. Man forstår han må være åndemaner / angakkoq, åbner

indgangen, bliver venlige og storebror giver sig til kende. Han får to

konebåde med som ledsagere på hjemrejsen, hvor han sørger for at

roerskerne ror meget langsomt. Han får to stærke kvinder fra en af de

andre både og suser nu hastigt forbi dem. De tilbageladte både sender

nu først en kæmpebølge og dernæst et højt bjerg imod dem. De kommer

igennem med lukkede øjne. Hjemme igen pisker storebror kræfter i

lillebror og giver ham de to stærke kvinder til koner. Han får for

vane at mishandle dem, og da de får børn synger de længselsfulde

sange for dem om deres hjemland. Men deres slægtninge kommer aldrig

efter dem.

Var.: Gamle Qattaaq med lemmingamuletten (tildels)

Hist.: Bortset fra episoden med indespærringen (se Var.) er dette den mest

udbredte fortælling om Kaassassuk hos inuit i Canada (Boas 1964:220-222; 1901-07:186-188). Den er formentlig kommet til Avanersuaq / Thule med de indvandrede baffinlændere.

De har måske tilmed følt længsel efter deres hjemsted, som nogle af

dem uden held søgte tilbage til.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 17 - 20.

Resumé:

En ung, dygtig fanger bor med sin mor og andre husfæller i bunden af

en fjord. En dag han er ude i kajak inviteres han op at flyve i

kajakken med hænderne i rælingen på en flyvende konebåd. Bådelauget

synger om deres længsel efter renernes madsteder, flyver gennem et pas

til en sø, hvor de ved hjælp af en anden sang daler ned, lander som en

islom og slår lejr. Om aftenen flyver den unge mand hjemad i sin kajak

med en tilsvarende sang om hellere at flyve end at ro, men pga højden

har han svært ved at kende sin boplads, forvirres, glemmer sangen og

styrter ned ved kanten af en stejl klippeskrænt. Han falder stejlt

ned, husker stadig ikke sangen, og må bøje ryggen for at holde

balancen. Husker så melodien, og synger om, at han burde være

årvågen, men kan ikke hæve sig op. Da han ved solnedgang har fået

for ondt i ryggen, husker han sangen, sætter kursen mod sit hus, river

sin mor omkuld i farten, ryger lige lukt gennem husgangen og smadrer

bagvæggen, fordi han ikke kan holde op med sangen. Da nu både han og

moderen er døde, flytter husfællerne, som ikke længere har nogen til at

forsørge sig.

Var.: Den flyvende kajakmand.

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

Tolkning: Rasmussen kommenterer, at dem, der kunne flyve, må være

indlandsboere ifølge en variant fra Narsalik. Om den tætte association

mellem indlandsånder og fugle se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "dværge " og "kæmper".

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939,

 s. 123 - 124, "The old maid who wanted to marry a sea-scorpion".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 45: "niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq" / Niviarsiatoqaq qivaaqimik iussarsiortoq.

Resumé: Pebermøen fanger en ulk oppe fra land og siger:

"Jeg ønsker mig en lille ulk til mand." Hun trækker den på land og holder

den i et træfad med saltvand. Men ulken dør af sult. Således blev

gammeljomfruen enke.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Uvíneq". Samme i Håndskr.: KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Trykt første gang i Rasmussen, Knud: Under Nordenvindens Svøbe, 1906: 51 - 54.

Resumé:

En faderløs dreng nedlægger sin første ren i oplandet bag Saqqaq. Hans

mor deler henrykt ud til alle, men glemmer en gammel kælling, der

fornærmet fremstiller en tupilak mod drengen. Selv dør hun af frem-

stillingens anstrengelser. Drengen sygner hen. Man henter åndemaneren / angakkoq'en, Uinneq ("det åbne øje"), der holder seance på vanlig vis, men især

lader sin skræmmeånd skabe panik. Skræmmeånden daler ned fra himlen

gennem det åbnede tag. Nogle af tilhørerne, der er døbte, er beskyttet

af et forhæng. Men fortællerskens døbte bedstefar, Uutukooq, har

hånende sat sig uden beskyttelse ved husgangen. Han får skrækken at

føle, da Uinneqs døde oldemor kommer og æreskændende hvæser ham op i

ansigtet. Ikke én af de døbte mistror længere U.s evner. Han har

desuden opklaret årsagen til drengens sygdom og spår hans senere

helbredelse. Trods en tydelig koldbrand i hans ene ben, vokser der nyt

kød ud, og han blir rask, omend benet forblir noget tyndt.

Var.: Der er endnu et par fortællinger om "vantro" mænd, der blir skræmt og klogere under en åndemaning / seance: Qatigaatsi; Qernikasik.

Hist.:  Fortællersken har beretningen fra sin bedstemor, og den kan

vel tidsfæstes til 1800-tallets begyndelse. Påvirket af missionærernes

ordvalg blev tro og vantro nøgleordene i overgangen til kristendom.

Håndskrift: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:179 - 180.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 33 - 34: "Tuluarssuaq nuliartârumassorssuaq" / Tulugarsuaq nuliartaarumassorsuaq.

Resumé:

En spurv sørger over tabet af sin mand, der fangede orm til hende.

Ravnen frier til hende, men hun afviser ham pga. hans høje pande,

brede tindinger, lange skæg, store næb og den føde han kan skaffe, der

blot er skarn. Ravnen frier da til to vildgæs, der advarer ham mod

deres trækrutes strabadser over havet, hvor ravnen ikke kan hvile sig.

Ravnen mener, at han bare kan holde sig svævende i luften. Da han

undervejs blir træt, ber han sine to koner lægge sig tæt sammen på

vandet, da de andre gæs flyver videre. Da ravnen drukner blir dens

sjæl til små "havravne" (vingesnegle).

Var.: Ravnen, som friede til spurven; Sangkamp i dyreverdenen.

Hist.: Sammenstillingen af de fælleseskimoiske fortællinger om ravnens

(eller andre Fugles) frieri til spurveenken og om hans ægteskab med

vildgæs er ikke almindelig (se Lantis 1946: 293 - 294; Kleivan 1962). Men

den forekommer både hér i Avanersuaq / Thule og i Upernavik-distriktet (se

Rasmussen 1981, Inuit Fortæller II: 94 - 95). Navnet på den sorte vingesnegl,

"havets ravn", brugtes også i Sydvest- og i Østgrønland. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qêrsôrssuaq" / Qeersoorsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Det er Appalinnguaqs genfortælling af Qilerneqs version, der er nedskrevet. Qilerneqs proveniens: Kangerlussuaq, Thule.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:215 - 216.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 61 - 62: "Qêrsôrssuaq" / Qeersoorsuaq.

Resumé:

En mishandlet kone går hjemmefra med sit lille barn i rygposen. Hun

kommer ind i et stort hus, hvor en gammel hvidhåret kælling ligger og

sover. Denne vågner, når at angribe den flygtende kvindes barn og

halshugger det. Hun vender hjem, og manden anklager hende for selv at

have dræbt barnet. Sammen går de dog ind til kællingen, som manden

dræber med øksen. Kællingens to sønner, der kommer hjem med mange nedlagte

rener, dræber han også. Mand og kone lever længe højt på renerne.

Var.: The white-haired old woman.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "qupalorarssúnguaq qîassoq".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 124, "The little

snow bunting that wept".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22:  "qupalorarssúnguaq qîassoq"/ Qupalorarsunnguaq qiasoq.

Resumé: Spurven begræder i en sang sin mand, der er blevet fanget i en

snare af hvalbard. Svarsang fra en ravn, der tilbyder sig som hendes

mand. Hun afviser ham p.g.a. hans høje pande, lange skæg og hans livret:

skarn. Ravnen håner til gengæld spurven, der begræder en mand, der

spiser orme, og flyver bort.

Var.: Fælleseskimoisk myte, men ofte med flere og andre

fuglearter end ravnen. Sangkamp i dyreverdenen.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Hvalbarder skaffede man sig fra Diskobugten i det meste af 1700-tallet.