Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939,

 s. 123 - 124, "The old maid who wanted to marry a sea-scorpion".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 45: "niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq" / Niviarsiatoqaq qivaaqimik iussarsiortoq.

Resumé: Pebermøen fanger en ulk oppe fra land og siger:

"Jeg ønsker mig en lille ulk til mand." Hun trækker den på land og holder

den i et træfad med saltvand. Men ulken dør af sult. Således blev

gammeljomfruen enke.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Men da fortællingen er trykt, må forlægget have eksisteret.

Resumé:

Fortællersken mindes først Uasi's søn Usugssalik / Usussalik, der var en munter og klog ung mand, men blev myrdet sammen med sin lillebror af Iisimmardik / Ilisimartoq. En del år tidligere, mens Us. endnu var en lille dreng (ca. 1875-80), søgte tre mænd i fællesskab at myrde den store åndemaner / angakkoq / angakok, Uasi. Den angivne grund var at Uasi i spøg havde truet med at ville tage en ung pige, der var lovet til en ugift ung mand, som medhustru. Den egentlige årsag var dog misundelse over Uasis styrke. Desuden havde han ingen familie der kunne hævne ham. De tre lokkede ham under en handelsrejse sydpå til at forspise sig og udfordrede ham derefter til et kapløb op ad fjeldet, som Uasi vandt. Dernæst blev han ved afrejsen såret adskillige gange på vej ned i sin kajak, men han overlevede, dels ved at stryge sine sår hele med håndfladen, og dels ved at kalde en fiktiv kajakmand til hjælp. Morderne flygtede og Uasi fik faktisk hjælp fra et par kajakmænd, der snart efter kom til stede. Og snart efter hørte han om mordernes flugt til et handelssted på sydvestkysten. Fortællersken beskriver malende, hvorledes al den mad Uasi havde spist væltede ud af hans sår i lænd og mave, og dernæst hvordan han under den langvarige helbredelse blev helt deform af betændelse i underlivet.

Endelig bringer hun den formodning videre, at Uasi heksede ulykke over sine fjender, idet

       de handelsrejsende fra Ammassalik, fire konebådsbesætninger, undervejs videre mod syd blev smittet af en epidemisk sygdom fra et hjemvendende rejsehold fra sydøstkysten (hvor fortællersken var med og pga. samme epidemi mistede far, to brødre og to søstre). Mødestedet var Itilleq.

Fortællersken, Susanne, beskriver så de forskellige nye sygdomme man kunne pådrage sig på rejserne til Sydgrønland: forkølelser, fnat, og pest (uklart hvilken sygdom, BS). Af det rejsehold hun tilhørte kom kun tre meget tyndt bemandede konebåde af fire fuldt bemandede tilbage. Næste år vendte kun een konebåd af de fire fra Ammassalik tilbage fra  handelsstedet Pamialluk. Den tilhørte den ene forsøgsmorder, Qaratsuk (de to andre var åbenbart døde af sygdommen), der således på tilbagerejsen lagde til og kom på besøg i et telt, hvor også Uasi befandt sig. Teltets overhoved, Nuakaq spøgte og fjollede for at afværge hævnen og spurgte til sidst den sveddryppende og ophidsede Uasi direkte om han virkelig havde i sinde at dræbe gæsten. Uasi besindede sig og med en særdeles hånlig bemærkning til Qaratsuk forlod Uasi teltet og kom senere afklaret og rolig tilbage.

       Susanne fortæller dernæst hvor det ofte har ærgret hende at den gamle, rare Nakuaq fik forhindret, at hun kunne komme til at overvære Qaratsuk blive dræbt. Alle var kede af det.

De tre andre gamle voksendøbte sydøstgrønlandske kvinder, Rosine, Sabine og Bathseba, der sidder hos på Illukasiks kirkeloft, lufter ligeledes deres ærgrelse over det forpurrede hævndrab.

De er som byttebegærlige gribbe er Rasmussens skudsmål.

Hist.: Historisk fortælling fra sidste fjerdedel af 1800-tallet. Det burde være muligt nogenlunde at tidsfæste begivenhederne ud fra de mange oplyste navne og folketællingen i 1884 af sydøst- og østgrønlænderne fra Konebådsekspeditionen. Iisimmardik blev dræbt i 1890. Men ingen af de afgørende navne genfindes her, hvor disse personer enten kan være blevet kaldt noget andet, er døde, eller allerede er flyttet til Sydvestgrønland. Mordet på Usugssalik og hans lillebror omkr. 1890 er det eneste udgangspunkt. Us. var dengang en ung kajakmand, der åbenbart havde ansvaret for sin lillebrors færden hjemmefra i kajak. Sidstnævnte har da været 14-15 år, Us. selv måske 17-18 eller mere, og mordforsøget på Uasi skete da Us. endnu var lille. Derfor har jeg ment at kunne tidsfæste denne begivenhed til engang i perioden 1875-80.

       Det interessante er ikke blot selve mordforsøget og de angivne begrundelser herfor, men også at østgrønlændere så tidligt og i så stort antal tog på handelsrejser helt til Pamialluk. Det modsiger i så fald R. Gessains og Joëlle Robert-Lamblins hypotese om, at det først var synet af Konebådsekspeditionens mange rare handelsvarer i 1884-85, der fik ammassalikkerne i større tal til at drage til sydvestkysten med de største udrejser i 1892 (Robert-Lamblin 1986, Meddr Grønland, Culture and Society, No. 10).

De hårdtslående epidemiers rasen svækker desuden en i grønlandske præstekredse gængs hypotese om, at østgrønlændernes kraftige befolkningsnedgang skyldtes omsiggribende blodhænvsfejder. Se også Sonne 1982: "The Ideology and Practice of lofBloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.)

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet identificeres.

Resumé:

Rosine, der er en gammel kone i 1904 genfortæller sin mors fortælling om engang to vintre fulgte efter hinanden uden nogen sommer imellem. Første vinter gik uden supplerende fangst, men man overlevede på forrådet. Dernæst måtte man ty til skindtøj, skindbetræk o.l., for endelig at spise dem der døde. Nogle blev vanvittige, når de havde spist dem de holdt af. Andre myrdede til slut de svage for at spise dem og overleve. Ret få overlevede og vi er altså efterkommere af kannibaler, slutter Rosine.

Hist.: historisk fortælling fra sydøstkysten, men lidt vanskelig at datere. Hvis Rosine er gammel i 1904, har det ikke været sultevintrene uden sommer i 1880-81, der ramte Ammassalik-distriktet (men i lidt mindre grad Sermilik-fjorden og muligvis ikke så voldsomt på sydøstkysten?). Dem burde Rosine selv have kunnet huske. Men det er altså moderens oplevelse fra før Rosines egen fødsel der refereres - dvs. fra engang i første halvdel af 1800-tallet, mere præcist 1816 - 1817, efter det store vulkanudbrud i Indonesien i 1815, hvis mængder af aske skyggede for solens stråler den følgende sommer.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kâgssagssuk". NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ? MEN

i Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-05: Kâgssagssûjúnguasê, (samme fortællerske), er nedskrevet af KR på dansk.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Geenland legends and myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 67 - 72: "Kâgsagssúnguasê, the little homeless one".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 48 - 53: "Kâgssagssúnguasik" / Kaassassunnguasik.

Resumé: K. bor hos sin bedstemor i et rum i husgangen. Beboerne af et

stort hus besøger han, når han sulter. De hiver ham op i huset ved

næseborene, brækker hans tænder, efterhånden som de gror frem og tar

de knive fra ham, som en slægtning giver ham til at skære den

kødmad, han får, i stykker med. Ude kaster hans jævnaldrende ham altid

omkuld og dænger ham til med sne. I bærtiden går han tidligt ud,

samler bær, men drengene kaster sig over ham, når han kommer tilbage.

Bedstemor syr en bærpose, der kan lukkes til for oven. Nu kommer han

hjem med bær. K. ber sin bedstemor om råd mod sin elendighed. Hun

råder ham til at gå op til en kløft, der vender mod nord og kalde på

kraftens herre. Det er en stor hund, der snor sin hale om ham, og

slynger ham hen ad jorden. Tre gange. Hver gang falder der noget ud af

K.s krop: Legetøjskajakker, legetøjsharpuner og små dukker. Nu kan han

vokse. På hjemvejen kan han løfte kampesten, men lader sig ikke mærke

med noget, da drengene hjemme kaster ham omkuld. Han falder om som en

tom skindpose. Bedste formaner ham til at tie med sine nye kræfter.

En dag hjælper han sin slægtning med at slæbe en fanget hvidhval i land

og får halvdelen som fangstpart. Henter lidt af kødet hver dag i sin

bærpose og lægger lidt bær øverst. Bopladsfællerne blir mistænksomme,

følger efter K. og stjæler næste dag alt kødet.

Et stort stykke drivtømmer reddes i land, men er for tungt. K. låner sin bedstes

støvler, og henter det op bag huset. Ingen forstår, hvem der har haft

kræfter til det. De stærkeste mænd lader som om det er dem.

På et stykke indefrosset kalvis dukker en bjørnemor med to unger op. De

forsvinder ind i en hule. K. låner sin bedstes støvler, kastes om kuld

som en tom skindpose flere gange af de unge piger undervejs ud til

bjørnene, som han går ind i hulen og dræber. Forærer bopladsfællerne

den ene unge som fangstpart. Inviteres til det store hus. Slægtningen

må hive ham op ved næseboerene. Man gir ham skoldhed suppe. Han køler

den med sit ord og drikker den. Man gir ham knæskallen af bjørneungen.

Han formindsker den med sit ord og sluger den. Inviterer hele

bopladsen hjem på sin kogte fangst. Gør gengæld med skoldhed suppe.

Gæsten, der drikker den, skriger og falder død om som en skindpose.

Den gæst, der får knæskallen, sluger den og falder død om som en tom

skindpose. K. kærtegner et for et alle børnene og klemmer livet ud af

dem. Dræber derefter alle undtagen sin slægtning,

hans kone og sin bedste, der udsøger sig den bedste plads på briksen.

Der lever de i fryd og gammen.

Var.: Kaassassuk

Kommentar: Som sagt vedr. Håndskr. (en grønlandsk og en dansk) har jeg (BS) ikke undersøgt om det er samme fortælling. Hvis ja, kunne den danske være KR's oversættelse af den grønlandske.

Velegnet til opdatering.

Bemærk: "Skindposen", der fyldes med bær og kød og som markerer fald

og død.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "ûmassoq kumak pangalârdlo".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 117, "The louse

and the worm".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 47: "ûmassoq pangalârdlo" / Uumasoq pangalaarlu.

Resumé: Engang havde mennesker ingen lus. Lusene og ormene kappes om

at komme først til mennesker i hver sin konebåd. Undervejs råber de:

"frem til armhulen, frem til nakken!" Årestroppen springer for lusene,

der kommer bagud, men reparerer den. Nær land springer den for ormene.

Lusene kommer først, ormene forsvinder ned i jorden.

Var.: Lusen og ormen. Søg på: Lusen.

Tolkning: Orme, der associeres til maddiker, symboliserer død, mens lusene, der suger varmt blod, symboliserer liv.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "naujaq kaniordlo".

Maskinskrevet manus.: Ostermanns Arkiv nr. A 301, der ikke svarer ordret til den Søby har ladet trykke. Muligvis har hun nyoversat den.

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 117, "The gull

and the sea-scorpions".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 45: "naujaq kaniordlo" / Naajaq koniorlu.

Resumé: En måge kredsede engang hen over en ulk, der blev bange for at

mågen skulle spise den. Ulken sagde:

"Mågen deroppe snapper den næppe." Men mågen svarede oppe fra luften:

"Hvad går der af den storbugede, den kære lille bredflab med de store

flanker?" Og ulken flygtede ned i dybet.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"tuluaq nerdlerdlo".

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 118 - 120, "The raven

and the goose".

Trykt første gang på dansk i Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 138 - 140.

Resumé: Ravnen forelsker sig i en gås og vil giftes med den. Gåsen

advarer ravnen mod den lange rejse over havet, som den ikke vil kunne

klare. De gifter sig. Gåsen ber ravnen om ikke at elske hende for

ivrigt. Hun vil komme til at holde for meget af den og sorgen blir

for tung, når de skal skilles. Ravnen er overmodig. Både til at elske

og til ikke at hvile sig før rejsen. Halvvejs over havet taber den

kræfterne.  Næsten fremme ved land breder gåsen og en anden gås

vingerne ud sammen. Ravnen hviler sig på dem men begynder at synke,

først fødderne, så benene osv. Ved en isflage har den kun hovedet

oppe. Gåsekonen prøver grædende at holde dens hoved oppe. Isen

brister, den synker i dybet, hvor den senere fortæller en åndemaner

om sit ægteskab med en gås. Fra åndemaneren har man historien.

Var.: Tulugaq; Ravnen, som tog en vildgås til kone; The raven who married the geese.

Kommentar: At gåsen ligefrem elsker ravnen udtrykkes sjældent i andre

varianter

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tuluaq tûgdligdlo".

Trykt første gang i Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 138.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 46: "tuluaq tûgdligdlo" / Tulugaq tuullillu.

Resumé: Ravnen er kedelig sort, fordi den og en ømmert engang

besluttede

at farve hinanden. Ravnen malede et smukt mønster på ømmerten, der

gjorde det samme ved ravnen. Samme mønster. Men den blev arrig. I

ærgrelse klattede ømmerten den til over det hele.

Var.: søg på Kleivan 1971

Hist.: En pan-eskimoisk myte. Se Inge Kleivan: Why is the Raven black? Acta Arctica, XVII, 1971. En lang, spændende analyse af alle versioner.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tulugkat nuliarîk".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 120, "The ravens'

song to their crying child".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 46 - 47: "tulugkat nuliarîk" / tulukkat nuliariik.

Resumé: Ravnefar synger for sit grædende barn: "Derned plejer jeg at flyve, til øerne plejer jeg at flyve, og

min tunge smager af æg, af bærsaft smager min tunge." Barnet græder

stadig og ravnemor får det beroliget med sin sang: "Af bærsaft smager

min tunge, af æg smager min tunge. Mine snegle!" Alle ravne synger

denne sang for at få deres børn til at holde op med at græde.

Kommentar: Ordremsen kunne tænkes at efterligne ravnenes skrig, men det tyder den grønlandske tekst ikke umiddelbart på. Med mindre det helt afhænger af tonefald i udtalen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"qaumavaq (seqineq) aningârdlo"

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 137, "The sun and

the moon".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 53: "qaumavaq (seqineq) aningârdlo" / Qaamaaq Aningarlu.

Resumé: Efter en lampeslukningsleg får Solen  mistanke om, at hendes

bror har ligget med hende. Næste gang mærker hun ham med sod. Da hun

ved tændte lamper ser, at det er hendes bror, dypper hun en tot

lampemos, tænder ild i den, cirkler rundt om huset og stiger til

vejrs. Månen gør det samme, men hans fakkel slukkes. Solens fakkel gik

ikke ud. Derfor udstråler den både lys og varme.

Var.: Fælles eskimoisk myte. Søg på Solen el. Sol; sun el. Sun.

Kommentar: GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Månen og solen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Uiarteq". (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ?)

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 34 - 36,

"Uiarteq, the man who travelled round the world".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 53 - 55: "Uiarteq".

Resumé: Uiarteq rejser fra sin boplads ved Kuummiut med sine to koner

mod syd med et sådant hastværk, at de ikke får tid til at amme deres

børn. Børnene dør. Uiarteq finder sig en tredje kone med bryster så

store, at de kan nå om til hendes barn i rygposen. Ved en uhyre bred

fjord er sælerne så store, at Uiarteq dårlig tør fange dem. Han fanger

en unge, der er så stor, at de næsten ikke kan få den på land. De ror

et par døgn for at komme over fjorden. De kommer senere forbi en

strækning med fjelde så stejle, at de ikke kan komme i land. De når

"den evige is", sikuiuitseq, må hugge sig trin i isen for at komme op

på den med konebåden, der hejses op i remme. Der er mange bjørne, som

Uiarteq ikke jager. De sætter over indlandsisen og må overvintre der.

Uiarteqs hunde er meget små, men overvinder nemt bjørne, som de

trækker tarmene ud af. På den anden side af inlandsisen fortsætter de

rejsen i konebåd. Uiarteq har stadig hastværk. Et sted undervejs, hvor

der er mange narhvaler, fanger han af dem og fylder båden med

stødtænder. Dem skal hans søn senere have fangstredskaber af. De

rejser sydover uden hindringer og søvn. Hjemme igen får han mange

gæster, der vil høre om rejsen. Uiarteq er blevet gammel på rejsen og

hans glæde over at gense sin gamle boplads er så stor, at han dør

kort tid efter hjemkomsten. Efter eget ønske begraves han oppe bagved

bopladsen med udsigt over hele egnen (han har på hele rejsen ikke mødt

nogen egn så dejlig som sin egen).

Var.: Uiarteq

Historiske træk: Grønland er i denne variant ikke nogen egentlig ø. I

nord må man over isen for at komme tilbage mod syd. Måske har Rosine

hørt om europæernes nordpolsrejser. Rosine, oprindeligt fra

Timmiarmiut, er bekendt med Ammassalik-områdets geografi, hvor Uiarteq

hører hjemme i Kuummiut.