Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Søby, Regitze M. gav 247 resultater.

"Kødtrævlen mellem tænderne" / Kúkaq / Kukkaq og "Den som løber på fire" (Pangalâq / Pangalaaq)

Print
Dokument id:1485
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Vittoralak (Vítoralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:"Kødtrævlen mellem tænderne" / Kúkaq / Kukkaq og "Den som løber på fire" (Pangalâq / Pangalaaq)
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 70 - 73
Lokalisering:Ikkamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 50.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 209 - 211: "Kúkârssuaq Pangalãnguardlo" / Kukkaarusaq Pangalaannguarlu.

 

Resumé:

Kukkaq og Pangalaaq er bedstevenner. K. har en mor at forsørge, P.

lutter kvinder. Da K. normalt fanger én sæl ad gangen, og P. normalt

to, bliver K.s mor misundelig og opfordrer ham til at dræbe P. K. vil

ikke. Han har en "kraftprøve" af to mandsstore stykker træ forbundet

med en rem. Den prøver K. og P. deres kræfter på. K. opfordrer hver

gang P. til at få en selv, men han mener, at én må være nok. En dag

har K. knust P.s kajak. P. hævner sig ved at dræbe K.s mor. flække

hende på langs, lægge hende op på husgangen og lægge K.s kraftprøve på

hendes brikseplads. K. kommer for at gøre gengæld. P. gider dårligt

vågne til kampen, men gør det så af med K. og flækker hans mor én gang

til. P. gør det ikke med sin gode vilje, men da K. begyndte, måtte han

skaffe sig fred. Han forsørger sin kvindehusstand over mange år.

Hist.: Fortællingen er i traditionens ånd, bortset fra forklaringen

til slut. Den ny tid under kolonisationens (manglende) retsvæsen

kræver en eksplicit retfærdiggørelse.

Aatâliánguaq / Aataaliannguaq / Den lille eftergjorte sortside

Print
Dokument id:1491
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik / Fali (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aatâliánguaq / Aataaliannguaq / Den lille eftergjorte sortside
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 80 - 82
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 9 - 11: "Atâliánguaq" Ataaliannguaq.

 

Resumé:

Aataaliannguaq (den lille eftergjorte sortside) er en lille ungkarl,

der under en kajaktur tiltrækkes af en smuk kvinde på land. Han ror

ind, hun flygter, og han forfølger hende til en hule, hvor indgangen

er ham for snæver. Han frier udefra til kvinden. I stedet kommer

forskellige insekter ud efter tur, som han alle afviser: Mariehønen,

fordi den er lille, rund og plettet. Jordedderkoppen, fordi den har en

lille krop og et stort hoved. Ormen (larven?), fordi den har så mange

ben og er så elastisk. Kvinden inviterer ham da indenfor, og nu er

indgangen bred nok. Alle beboerne synger ham i søvn: "Sov nu A. og

vågn, når foråret kommer!" Da han vågner om foråret er kvinden blevet

en ræv, og selv skylles A. ud i havet af en elv. I havet blir han en

spraglet sæl. Det blir han snart træt af, fordi den sælart kradser for

meget. Dernæst blir han en netside, og endelig en blåside. Han blir

fanget af en mand, hvis kone er ufrugtbar. Det kildrer, da manden

harpunerer ham, da han ordner A. til bugsering og da han slæber A.

hjem over land. Det lykkes kun A. med besvær at holde latteren

tilbage. Da konen parterer ham og når hans hjerte, springer han op i

hende og fødes senere som et spillelevende barn, som får navnet A. Da

han vokser til, mangler han aldrig fangster, fordi han af gammel vane

følger sin lyst fra sine tidligere tilværelser til at være sammen med

de forskellige sæler.

Tolkning: I østgrønlandske og canadiske iglulik-varianter sker genfødslen altid

fra en åndehulssæl Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sjæl". Kombinationen af

fortællingen om insekterne (Se: Manden der blev gift med en ræv.) og

den om et menneskes ophold i forskellige dyr er ret hyppig og giver god mening: Dels

udvides disse dyrearters karaktertræk blot med insekternes, og dels er

helten en ungkarl (= en dårlig fanger), hvis dødlignende vintersøvn og

lyst til at identificere sig/være sammen med sælerne fortsætter i det

ny menneskeliv, hvor han derfor fanger godt. Den kildren, den nedlagte

sæl mærker i stedet for smerte, karakteriserer også de østgrønlandske

varianter, og er en fælleseskimoisk eufemisme. Den svarer til

forestillingerne om den lattervækkende indvoldsrøverske og, i

Avanersuaq / Thule, til dem om havkvindens far, der kildrer hendes gæst til

døde, hvis denne er en åndemaner med små evner (Holtved 1951: nr.9).

 

Var.: Aataaliannguaq, der også kombinerer "gift med en ræv" og Navagiaq el. sjælevandring; navnevandring.

Aatâtsiaq / Aataatsiaq

Print
Dokument id:1874
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Josef
Nedskriver:Petersen, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aatâtsiaq / Aataatsiaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 76 - 77
Lokalisering:Kangilineq: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 3, ss. 6 - 7: Inigiapîlersípungôq âtaitsiartaqardlitik.

Resumé:

Aataatsiaq fanger aldrig noget. Hans sønner holder hver dag udkig efter ham,

og en dag råber en hjemkommen fanger, at A. derude faktisk har fanget

en sæl. Sønnerne skændes om hvem, der skal have overarmsstykket. Men

faderen kommer igen tomhændet hjem og beslutter at hævne sig på sine

fæller, fordi de har narret sønnerne. Tidligt næste morgen ror han ud

før alle andre. Kommer snart tilbage med en advarsel om fjender, der

nærmer sig, hvorefter alle i hast flygter i konebådene. De afviser A.s

sønner, der vil med, og A.s familie lever højt på det, de andre har

efterladt.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen fra håndskriftet:

De blev igen mange mennesker (på bopladsen), og Aataatsiaq boede også dér.

 

Mens fangerne på stedet fangede mange sæler kom Aataatsiaq altid hjem uden at have fanget noget. Når kajakmændene var

på vej hjem og kunne se bopladsen, stod Aataatsiaqs søn altid på en

høj, der lå lidt syd for bopladsen. Den ældste søn stod nemlig altid

på den lille høj, mens den yngste stod ved husgangen. En gang da

fangerne var på vej ind, så de, at den ældste som sædvanlig stod på

den lille høj. De sagde: "Lad os narre ham." Så råbte de: "Endelig har

din far fanget en sæl!" Sønnen vendte sig udefter og råbte: "De siger,

at Aataatsiaq har en underarmsben med til mig." Den yngste råbte: "det

er mig, der skal have underarmsbenet!" Men Aataasiaq kom hjem uden

fangst.

Da han kom hjem, fortalte hans sønner ham, at de  var blevet narret.

Aataatsiaq sagde: "I morgen vil jeg narre dem." Da fangerne vågnede

næste morgen, var faderen allerede taget afsted. Mens sønnerne var ude

at trække frisk luft, dukkede Aataatsiaq op vest for bopladsen, og han

råbte: "En masse mennesker er på vej til bopladsen for at dræbe os-

("kilersiartortorpassuinngooq"= giver ham et snitsår) fra nord, fra

vest, fra syd og fra øst," og han råbte "uaa" til sidst.

Der blev røre blandt bopladsfællerne. De skar de remme konebåden var

surret fast med over (pga. deres hastværk med at flygte, BS).

Da de skulle afsted ville Aataatsiaqs sønner

også gerne med. Men de sagde til dem: "I skal ikke med". Faderen sagde

bare til dem: "I skal ikke med!" Så tog de afsted uden Aataatsiaq og

hans børn. En masse mennesker forlod bygden. Aataatsiaq og hans sønner

tog alle deres ting.

Agdlúnguaq / Allunnguaq

Print
Dokument id:1614
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud + ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Agdlúnguaq / Allunnguaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 221 - 224
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Agdlúnguaq". Sidste del af fortællingen er nedskrevet af en ukendt person længere fremme i notesbogen.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 47 -

50: "Agdlúnguaq" / Allunnguaq.

 

Resumé:

Allunnguaq (det lille åndehul) er en elendig kajakfanger, der hånes af

sine fæller, men han er en god åndehulsfanger. En sommer får han

pludselig et så stort held med sin kajakfangst, at fællerne

misundeligt spår hans snarlige død. Han må snart have opbrugt sin

livskvote af sæler. Om efteråret blir der hungersnød. Kun A. har kræfter til at

fange. Han kommer nu og da hjem med en rype, som hans mor flænser og

deler ud til alle, som var det en sæl. Sneen falder tykt og A. må

længe holde sig inden døre. Så snart snevejret er stilnet af, går han

på fangst ved et åndehul, som han har mærket af med urin. I fem dage

får han i alt fem sæler ved hullet. Hans mor deler dem ud til alle.

A. forsøger sig igen, men uden held med rypejagten. Han ser dog

frostrøg langt ude på isen. Tidligt næste morgen går han derud efter

edderfugle, men han kommer hjem med en narhval. Bopladsens leder

Qilaasuaq tror ikke, at A. kan have dræbt en narhval, men æder straks

hele det stykke mattak, som drengen, der inviterer til fællesspisning,

har med til hans husstand. Alle kommer til kræfter og kan hjælpe A.

med fangsten. Således reddede den forhånede A. alle sine

bopladsfæller.

 

Var.: Den forældre- eller faderløse dreng, der initiativrigt redder alle fæller fra sultedøden er et almindeligt tema. Søg fx på: Iteqitilik; forældreløs ryper;

Agpardlik Alken / Apparlik / Apparluk

Print
Dokument id:1474
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Lauritz
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Agpardlik Alken / Apparlik / Apparluk
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 46 - 47
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Apardluk".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 181 - 183: "Agpaardluk" / Apparluk.

 

Resumé: En sydlænding rejser nordpå for at få bekræftet et rygte om en alk

 

deroppe, som kan tale. En af de lokale fører ham hen til fuglefjeldet,

 

hvor alken siger: "Mon det skulle være en sydlænding, som kommer langt

 

søndenfra for at høre mig tale?" Han falder næsegrus forover og

 

udånder. Hans husstand af lutter kvinder må overvintre på stedet. Om

 

foråret får de en ungkarl med, og da han ernærer dem ved sit

 

ulkepilkeri under hele hjemrejsen, vil de ikke lade ham rejse tilbage.

 

Han blir gift med en af kvinderne.

 

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk;

 

Kommentar: Ifølge håndskriftet skulle fortælleren være en Johanne, el. Johannes.

 

Tolkning: Slutningen, der er speciel for denne variant, understreger

 

hvor nyttig selv en ulkepilker alias en ungkarl kan blive. Følgelig

 

blir han gift.

Akamalé / Akamalik

Print
Dokument id:1819
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:Mathiassen, Andreas
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Akamalé / Akamalik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 122 - 133
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 8, s. 70 - 77.

 

Resumé:

Akamaliks omvendelse. Akamalik og hans ven fra Illorsuatsiat er

uadskillelige fra barneårene. Venskabet styrkes da begge bliver gift

og får børn. En anngiaq drukner A.s ældste søn. Anngiaq'en fratager A.

hans store fangstblære med to hvalrostænder som holdere og kæntrer

ham. A. overlever. Møder anngiaq'en igen uden at kæntre. A.s hjertensven

dør. A. begår hustruvold af sorg, indtil en nyfødt blir opkaldt efter

den døde ven. A. spiser en mængde mad som offer til den døde. Fortæller

historier uafbrudt i tre døgn og falder i en dødlignende søvn. Jesus

henter ham til himlen i drømme og han overvinder flere stenskred

undervejs. A. tager del i nogle himmelske dødes flænsning af en

hvalros. A. udelukkes fra en gudstjeneste deroppe, fordi han ikke kan passere

gennem "nåleøjet" i den lukkede dør til kirken, et hus på fire søjler.

Jesus viser først A. sine sår, dernæst A. hans eget legeme i ormædt

forrådnelse, og til sidst de døde, der kæmper sig op fra helvede som

orme og kryb. Jesus ligner sig ved de uskyldigt dræbte, som han har

taget til sig. Jesus ligner flænsningen af hvalrossen med A.s og hans

medsammensvornes drab på Usuligssuaq / Usulissuaq. J. råder A. til at

blive døbt. A. vågner og rejser med familie til herrnhuterne i Nuuk.

Døbes "Carl". Hans yngste søn kaldes "Lille Carl", men blir en stor

åndemaner med to koner. Besejrer de mange, der vil fratage ham den ene

kone. Vil ikke lade sig døbe. Drømmer at han formenes adgang til

himlen.

 

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

 

Hist.: Ifølge Rinks kommentar til en tidligere variant, har Crantz

omtalt en historisk begivenhed, der kunne ligge bag denne fortælling. Den fandt sted i 1743 (Rink 1866-71, I: 365).

I en variant fra omkr. 1960 i Sydgrønland renses Akamalik for anklagen for mordet på Usulissuaq. Søg på denne.

Fortællingen er en typisk omvendelseshistorie, med traditionelle og kristne forestillinger i skrækslagen blanding.

Amârsiniôq / Amaarsiniooq, troldkvinden, der bortfører børn i en rygpose

Print
Dokument id:1398
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Amârsiniôq / Amaarsiniooq, troldkvinden, der bortfører børn i en rygpose
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 85 - 90
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04:  "Amârsiniôq".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 64 - 70.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 75 - 80.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 124.

 

Resumé:

En storfanger og hans kone får en datter, som deres ældste datter

passer. Barnet græder meget. En aften hun har fået det til at sove og

vendt sig mod andre gøremål, opdager hun, at barnet er forsvundet.

Forældrene vil slå hende ihjel. Hun foreslår at hente en åndemaner på

nabopladsen mod syd. Han hentes, får ingen mad, befales at holde

seance, før det er mørkt, kan intet opdage, og jages hjem midt om

natten. Da han kommer hjem, blir alle opbragte over den behandling,

han har fået, og man foreslår, at skulle de komme igen efter nogen,

kan de få stedets gamle ungkarl med. Det sker. Ungkarlen er lam i

begge hofter. Heller ikke han får noget mad og må holde seance, før

det mørkner. Men han ser barnet oppe hos Amaarsiniooq på

indlandsisens østligste nuntak. Faderen bugserer ungkarlen ind i

bunden af fjorden, hvorfra ungkarlen let til bens vandrer alene op

til barnerøverskens hus. Det har ingen indgang, men det damper

voldsomt op af loftsventilen. Ungkarlen synger en serrat / formular / trylleformular, der får

hende til at lægge barnet fra sig på briksen og falde i en dyb søvn.

Han henter barnet og flygter. A. vågner og indhenter ham som en falk.

Hun putter dem begge i sin store amaat. Ungkarlen husker, at han

har en stenkaster som hjælpeånd. Denne kommer til stede og angriber

uden effekt A. Endnu en hjælpeånd tilkaldes. Det er en falk, der

sammen med stenkasteren tar pippet fra A. Hun løsner sin amaat,

ungkarlen smider barnet ud, hopper selv ud og flygter med det ned

til kysten, hvor faderen venter. Faderen overtar barnet, ror hjem, og

ungkarlen følger først efter, da han ser faderen vel fremme. Barnet

græder stadig utrøsteligt. Ungkarlen holder en ny seance og ser dets

sjæl efterladt deroppe i A.s hus. Han henter sjælen, lægger den ved

barnets side, og næste dag er de blevet til eet. Han får som tak

storfangerens datter og blir forsørget resten af sine dage.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Anako / Anaku / Det aflagte ekskrement / Den store æder

Print
Dokument id:1464
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Anako / Anaku / Det aflagte ekskrement / Den store æder
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 11 - 13
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Kort dansk resumé ibid. s. 124

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "anakumik"

 

Trykt på grønlandsk i:

 

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 80 - 82: Anaqo nerrersôrssuaq.

 

Resumé:

 

Anaku / Anaqu (?)("den aflagte lort") er en dygtig fanger, som nu og da spiser

 

kolossalt meget. Således kommer han på samme dag hjem med en stor

 

renbuk og en sortside, mens kvinderne plukker bær. På hans bud

 

tilbereder de halvdelen af hvert af dyrene og blodsuppe med spæksyltede

 

bær. Han spiser det hele ganske alene og drikker en hel tønde vand.

 

Senere tager han på besøg på Kangeq, inviteres fra hus til hus og

 

spiser sig overdådig mæt i lutter alke. Den oplevelse fortæller han

 

siden ofte om.

 

Hist. "Storæderen" der ofte hedder noget med "lort", er en traditionel

 

sagnskikkelse, hvis appetit sikkert tjener til illustration af den

 

storslåede alkefangst ved Kangeq.

Anarteq

Print
Dokument id:1470
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Anarteq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 39 - 40
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Anarteq". Og NKS 3536, I: "Anarteq".

 

Ordret den samme oversættelse er under overskriften: Anartoq, trykt i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924, hvor fortælleren siges at være Igna fra Kangeq.

 

Trykt på grønlandsk i:

 

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 138 - 139.

 

Resumé:

 

Anarteq (Skiderik) er en gammel mands eneste søn. Sammen tager de

 

årligt på renjagt ind i landet bag fjordbunden, hvor A.s mange søstre

 

klapper renerne ned i en sø. Her nedlægger A. dem i kajak. Engang da

 

A. griber en renkalv i bagbenene og leger med den, sparker kalven

 

bagud og kæntrer kajakken. A. må ud af den, men kan ikke nå ind til

 

land, hvorfra søstrene hører ham råbe: "Nu begynder laksene at spise

 

min underkrop!" Han forvandles til en laks. Faderen, der igen må til

 

at fange som en ung mand, afholder sig i flere år fra renjagtområdet,

 

men da han atter tager derind og brister i gråd ved fjordbunden,

 

griber laksen A. fat i hans styreåre. "Der havde A. nær taget åren fra

 

mig", siger faderen forskrækket. Næste gang A. griber fat i den, får

 

faderen forsigtigt trukket ham med op, og A., der forvandles tilbage

 

til menneske, forsørger derefter sin familie.

 

Var.: Anarteq; Anartoq;

 

Tolkning: Faderens gråd kalder A. hen til båden, og udtalen af hans

 

navn letter hans "hjemkomst". Ben og arme er de gennemgående

 

kropssymboler. A. griber kalven i bagbenene, og da han åbenbart ikke

 

kan vende i kajak (vha. armene) fortærer laksene hans sårbare

 

underkrop. Uden ben er han som en fisk i vandet, men han kan ikke

 

længere færdes til lands. Han redder sig tilbage ved at gribe om

 

faderens åre. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

Angákorssuaq inugtûmassunut tikerârtoq / Angakkorsuaq inuttuumassunut tikeraartoq

Print
Dokument id:1902
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuaq inugtûmassunut tikerârtoq / Angakkorsuaq inuttuumassunut tikeraartoq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 54 - 56
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angákoq inugtûmassunut tikerârtoq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Den store åndemaner / angakkoq / angakok, der tog over til menneskeæderne.

 

Det fortælles, at der sydpå boede en stor åndemaner på en ø ud for fastlandet.

 

En gang var han ude i kajak, og en storm kom over ham, så han ikke længere kunne bruge sin kajakåre men måtte nøjes med at bruge fangstblæren. Da han drev ind til fastlandet, så han op og opdagede, at han var drevet ind til kysten nedenfor et hus. Han stod ud af kajakken og lagde den, så den støttede på en sten. Og ud fra huset kom en mand, der havde krænget sin helpels ned fra overkroppen. Manden kom ned og bad ham gå med op til huset. Da han var kommet ind, kom han til at rive i en stor sæk, der hang lige ved gangåbningen ind til rummet. Og da manden bød ham at sætte sig på sidebriksen, satte han sig ned.

 

Der sad han og vænnede sig til mørket, og da han kunne se, kiggede han nærmere på briksen og opdagede, at der under den lå en mængde menneskeknogler og skrækkelige menneskehoveder med hår på. Og så kom han i tanke om den store sæk og kiggede hen på den. Det viste sig at være et menneske, der var hængt til gæring med hovedet nedad, og hans ben var bundet fast til tagbjælken.

 

Nu vidste han, at de var menneskeædere. Og nu serverede de kolde, kogte stykker menneskekød for ham.

 

Åndemaneren sagde: "Vi spiser aldrig sådan noget!"

 

Menneskeædernes kvindelige overhoved spurgte: "Hvad spiser I da dernede?"

 

Åndemaneren svarede: "Vi spiser ikke vores fæller. Vi spiser kun det, som vi fanger under jagten." Og det fortælles, at åndemaneren var så sulten, at han bare ønskede, at de ville give ham et lille stykke sælkød.

 

"Han ville ikke have det, fordi det er koldt," sagde den ældste kone i huset. "Måske vil han synes bedre om dette gærede stykke!"

 

Kvinden gik ned fra briksen og gik hen til den døde, der var hængt til gæring. Hans snot var løbet ud på gulvet. Og da hun kom hen til ham, snød hun hans næse ved at suge snottet ud af næsen på ham, sådan som man gør det ved et spædbarn. De andre gik også derhen, og de tog ham ned og klædte ham af. Og så begyndte de at partere ham. Nogle af dem skar stykker af kroppen lidt hist og her og spiste dem. Da de skar hul på den dødes blodårer, var de som en flok hunde, der blev fodret, og alle slikkede de ivrigt den døde.

 

Da de rejste sig op, stod pulsen dem helt op i øjnene, og så gik de hen og satte sig. De lagde kød i gryderne, og hurtigt fik de dem i kog. Da de begyndte at småkoge, bredte der sig en stank i huset der knap gjorde det muligt at trække vejret.

 

Da kødet var kogt, satte de det frem for ham, men igen nægtede han at spise. Selv spiste de af hjertens lyst og brugte den dødes fedt som dyppelse. Et stykke tid efter at de var blevet færdige med at spise, gabte en af dem. Og så væltede de om på briksen ind mod væggen, og alle begyndte at snorke gevaldigt. Efter at have sovet lidt vågnede de. Og snart efer lagde vinden sig. Han sagde til husets ældste, at han ville tage på jagt, og da denne ikke havde noget imod det, tog han afsted på jagt, fordi han var så sulten.

 

Han havde ikke været længe væk, da han kom tilbage og havde haft held til at fange en sortside. De slæbte afsted med den, og han gik ind efter at have lagt sin kajak på plads. Det viste sig at de var igang med at partere sælen. Da de skar hul på blodårerne, opførte de sig som hunde, der blev fodret. Først da der ikke var mere blod tilbage, rejste de sig op.

 

Den store åndemaner tog gryden ned fra krogen og gik ud med den. Han bar den ned til stranden og vaskede den godt med sand, og efter at have fyldt den med vand, bar han den op. Så fyldte han den med kødstykker og hængte den op. Lige da det var begyndt at koge, gav han sig til at lede efter et fad. Og han kom ind og havde fundet et lille stykke træ, som han kunne bruge som fad. Da kødet var kogt færdigt, øste han så meget kød op til sig selv, at han ikke ville kunne spise det hele. Resten stillede han frem, men ingen ville spise det.

 

Da han var godt mæt, gik han ud for at drikke. Og da han var kommet ind igen, sagde han, at han ville tage afsted. Men så rejste de sig allesammen, og husherren gav dem allesammen et våben, men han lod, som om han ikke så dem. Det fortælles, at åndemaneren gik baglæns ned til sin kajak, fordi de nu var ude på at dræbe ham. Selv om han nåede ned til sin kajak, havde de nu omringet ham. Og han bad dem vente lidt, fordi han måtte hen og forrette sin nødtørft. Han gik hen mellem jordhøjene og satte sig på hug, og i det skjulte fremsatte han en trylleformular. Derefter gik han hen til dem. Han fik de skrækkelige mennesker til at flytte sig, så han kunne gå ned mellem dem til sin kajak. Så tog han sin kajakhelpels på og gik ned, men han bar sin kajak på lænden og samtidig skubbede til dem. Mens de var optaget af at skubbe til hinanden, roede han afsted. Disse mennesker havde ikke kajakker, og da han havde roet et stykke tid, ville han have dem til at komme i tanke om ham:"Hvor er gæsten, hvor er hans kajak? Han er forsvundet!"

 

Og alle de mange mennesker begyndte på en storstilet eftersøgning, og så kunne man pludselig høre, at deres mandlige overhoved sagde: "Dérude er han!"

 

Sådan fortælles det, at han havde held til at redde sig, og derefter tog han aldrig mere på besøg hos menneskeæderne.

 

Her ender historien.

 

Var.: Besøg hos menneskeædere er et hyppigt tema, men præcis ovenstående forløb er jeg ikke truffet på i andre fortællinger.

 

Bemærk betoningen af at disse menneskeædere ikke har kajak og opfører sig som hunde, så snart de lugter blod. De minder således om indlandets modbydelige eqqillit, hundemennesker.

Angangujuk

Print
Dokument id:1432
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angangujuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 168 - 170
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angángûjuk".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938-39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo,II: 30 - 32, og

 

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 139 - 141: "Angángûjuk" / Angannguujuk.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125.

 

Resumé:

A. er baby / spædbarn og eneste søn af et enligt ægtepar. A. røves i hemmelighed,

og den fortvivlede far vil slå sin kone ihjel. Hun ber ham først

tilkalde en åndemaner til identificering af barnerøveren. Flere

åndemanere hentes efter tur uden held. De får ingen mad under besøget.

Endelig hentes en berømt åndemaner, hvis hjælpeånd straks fortæller

ham, at barnet er røvet af indlandsboere. Forældre og åndemaner følges

op til indlandsboernes hus, hvor beboerne skændes om drengen og

ikke kan lokke mad i ham, fordi han længes hjem. Åndemaneren synger

dem alle i søvn og henter sammen med forældrene drengen, hvis tøj må

stages ned højt oppe fra tørrestativet. De når hjem, entrer konebåden

og når ud fra land, inden indlandsboerne dukker op og smadrer deres

hus. Familien flytter ud i skærgården og bosætter sig aldrig siden på

fastlandet.

 

Var.: Tunerluk (to versioner); Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; qilaamasoq.

ángiaq / Anngiaq, barnet, der var født i dølgsmål

Print
Dokument id:1601
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Brandt, Jan (Brandt, Jani)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:ángiaq / Anngiaq, barnet, der var født i dølgsmål
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 180 - 183
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 24 -

25: "ángiarssuaq" / Anngiarsuaq.

 

Resumé:

En flok brødre vil ikke tillade deres eneste søster at gifte sig. Hun

blir gravid ved en gammel ungkarl, og føder en dreng i dølgsmål om

vinteren. Drengen vågner op om sommeren, finder vinterbopladsen tom og

sætter i et hundekranium med et hunderibben som åre efter beboerne,

der er taget ind på renjagt. Han skræmmer renerne bort, tar bue og pil

fra en af jægerne og skyder en ren. Ingen kan se ham, men pilen i

renen afslører, at en anngiaq må være på spil. Han følger om efteråret

med til vinterbopladsen, hvor han ror med ud på fangst og kæntrer en

for en alle sine morbrødre. Flere åndemanere holder seance, men

anngiaqen smutter ud for dem. Under tredie seance får de fanget og

dræbt den. Den føres hen over alle de unge mænds hoveder i eet hus,

men ungkarlen er der ikke. Den føres over alle de unge kvinders

hoveder i et andet hus og brister over sin mors hoved. Hun må gå til

bekendelse.

 

Var.: søg på: anngiaq

 

Hist.: Før kristen moral blev gældende, var en anngiaq normalt en

hemmelig abort. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq

Angmalorssuaq, Den bredskuldrede

Print
Dokument id:1893
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angmalorssuaq, Den bredskuldrede
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 133 - 137
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 15 - 18: Oqalugtuaq / Angmalôrssuaq.

 

Resume:

Ammalorsuaq

A.s husstand består af lutter kvinder på bopladsen, Nuugaarsuk øst for Alluitsoq / Lichtenau. Både han og kvinderne er overordentlig flittige til fangst, ammassætfangst og tilberedning af forråd. På det tidspunkt er der endnu rener i Sydgrønland. Årets fangstturnus bekskrives detaljeret. Når A. kommer hjem med rigelig fangst tager han straks ud igen på torskefangst. Om vinteren lægger isen sig langt ud til havs. A. fanger hver dag to rødfisk gennem isen til supplering af forrådet, der er omfattende. Den strenge kulde giver A.s mor den tanke, at to vintre vil følge efter hinanden uden sommer. Hun ser tegnet på det: det ser ud som om de sner fra solen. De overlever mere end et år på forrådet, og da det blir forår efter den anden vinter, smelter isen så vidt inde ved land at man kan øse ammassætter op, men man må tørre dem på udbredte skind på den sneklædte jord. A. transporterer konebåd, kajak og en del forråd ud til iskanten på slæde fulgt af hele sin husstand. Iskanten befinder sig helt ude ved Akuliaruseq. Her jager udmarvede kajakmænd en stor klapmyds, en han, som kun A. har kræfter til at nedlægge. Skønt hans mor er forsigtig og kun deler små fangstparter ud, dør nogle af mændene af maden fordi de længe intet har spist. Lidt efter lidt får de overlevende større og større portioner og overlever. De reddes. Tilbage igen på bopladsen samler man sommeren igennem endog alt det spæk man kan i poser sammen med suppen fra gryderne, til forråd. Næste forår blir normalt og man må hælde alt spækket og suppen ud som ubrugeligt.

 

Var.: Qimuunnguujuk

 

Hist.: Suletevintrende ved Ammassalik i omkr. 1880 har muligvis også ramt Sydgrønland, med mindre begivenheden går helt tilbage til 1816, hvor Tamborasvulkanudbrud i Indonesien året før ifølge Jens Rosing ( Hvis vi vågner til havblik, 1993) forårsagede en langvarig temperatursænkning pga asken, der bl.a. føres til Grønland med højdevindenes retning. Dengang to vintre fulgte efter hinanden. Det kan også være erindringer om begivenhederne på østkysten, der er blevet omplantet til Alluitsoq, hvor herrnhuterne modtog mange indvandrede sydøstgrønlændere.

Angortôq / Angortooq, storfangeren

Print
Dokument id:753
Registreringsår:1919
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angortôq / Angortooq, storfangeren
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 160 - 162
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: KRH kasse 52, nr. 2, påbegyndt i hæfte 420 med fortsættelse i 404.

Nedskrevet af K. Rasmussen på dansk. Formentlig oversat efter et nedskrevet grønlandsk forlæg.

 

Resumé:

En mand, der så inderligt ønsker sig en søn, når højt op i årene inden det omsider lykkes. Han nærmest fodrer ham med serratit, trylleformularer, og hver gang han har givet ham en ny, indbyder han til gilde for at den skal gøre drengen stærk og ursårlig. En hel klapmyds er festmaden første gang Ang. skal have nyt tøj, og faderens udtalte ønske bliver, at drengens fangstevne skal vokse i samme forhold som en klapmyds til en nyfødt. Ønsket går i opfyldelse. Drengen nedlægger tidligt store dyr, altid kun de største. Af samme grund går han også til angreb på to gevaldige uhyrer, det sidste værre end det første, inde i dybe fjorde, hvor de har dræbt og fortæret kajakmænd i massevis gennem tiderne. Den første ligner en bjørn i overstørrelse. Den anden en kolossal fjordsæl. Den kan ikke komme på land, hvor alle Ang.s ledsagende kajakmænd redder sig op, mens Ang. blir så bange for uhyret, at han græder og flygter, forfulgt af monsteret. Det er så hurtigt at Ang.s kajak, der farer som en ravn over vandet, ser ud som den står stille. Monsteret går dog på grund og blir stikkende, hvorfor Ang. med det ene af sine redskaber efter det andet omsider får has på den. Da man flænser den vælter en masse æg ud, dvs. menneskehoveder. Desuden en del halverede kajakker. Alle medrejsende får store flænsebidder. Hermed er der ikke mere at fortælle om Ang., der således glider ud af historien.

 

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling

Print
Dokument id:1425
Registreringsår:1903
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Aqigssiaq / Aqissiaq / Rypekylling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 133
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

 

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

 

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

 

Var.: Aqissiaq.

 

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

 

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Arnagtartoq / Arnattartoq

Print
Dokument id:1059
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Qisunnguaq (Qissúnguaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:S�by, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Arnagtartoq / Arnattartoq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 19 - 20
Lokalisering:Netsilivik: Avanersuaq / Thule
Note:

Redaktør: Søby, R. M. og renskriver: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "arnagtartoq" / arnattartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Den, der drømte om de døde / Den der tog ophold i det ene hunvæsen efter det andet.

Det berettes om et menneske, at da han døde kunne han ikke længere huske hvem hans kvinde var.

Så blev han en hund og fik ofte mad fra husene, hvor han varmede sig og derefter stjal mad fra. Da folk blev trætte af ham, kastede de ting efter ham. Og da han så for alvor blev ramt, så han et voldsomt lysglimt. Så ville han ikke være hund mere.

       Han forvandlede sig så til et rensdyr. Men ikke til en ren, der var hurtig til bens. De (andre rensdyr) gav sig så til sidst til at lære ham op med den besked, at han skulle prøve at strejfe himlens navle med sine klove. Han begyndte så så småt at komme efter det. Han løb snart lige så hurtigt som sine fæller, og de lærte ham hvad han skulle spise, nemlig jordens lave vækster, rensdyrlav. Det spiste han så af og begyndte af få talg på kroppen.

       En stor ulv gav sig til jage rensdyret, der vadede ud i havet, hvor kajakmænd fangede det. De gemte dets kød i en kødgrav af sten. Her levede han så sin gravtilværelse. Da det blev vinter begyndte han at længes efter at blive afhentet, og da de hentede kødet blev han meget glad. De fjernede kødgravens dæksten og gav sig til at skære i det for at spise marven i dens ben. Da han kom ud af kødgraven blev han en ulv.

       Så begyndte hans liv som ulv. Heller ikke denne gang var han specielt hurtig til bens. Hans fæller var i gang med at æde af det de havde fanget, inden han nåede frem. Til sidst spurgte han dem: "Hvordan bærer I jer ad med at løbe så hurtigt?"

"Ved at sparke til kimingen med vores bagben."

       Så vandt han frem, kom foran og kunne indhente renerne.

       "Nu gider jeg ikke mere være ulv", og så blev han en hvalros. I starten kunne han kun svømme nær overfladen, så han blev meget sulten og efterhånden døden nær, fordi han ikke kunne dykke i dybet.

       Så fortalte de andre (større) dyr ham: "Du skal sparke mod himlens midte."

Han sparkede så kraftig mod himlens midte at han ramlede lige med hovedet mod havbunden. Men så vidste han ikke hvad den skulle spise. Muslinger, sagde de andre hvalrosser.

       Så spiste han ellers alt det den kunne. Til sidst, da havisen blev meget tyk, forlod de andre dyr ham, og han dykkede op og ned via sit åndehul.

       Senere blev han til en sæl. Da begyndte han at opdage mennesker, der var på åndehulsfangst. Han kunne nu se lapningerne på det menneskes kamiksåler, der var på åndehulsfangst. Han dukkede så kun en smule op (idet han kun holdt fast?) med sine forluffers lillefingre, og da han var en stor åndemaner / angakkoq gemte han sig gang på gang under storetåneglene på åndehulsfangerne.

       Men til sidst, engang han lige kiggede op, var det et menneske uden negl på storetåen, som fik øje på ham, harpunerede og fangede ham. Mennesket tog sælen med hjem og bragte den ind i huset.

       De gav sig til at flænse sælen. Da mennesket kastede dens lunger til side, fulgte han med og blev til et foster i fangerens kone. Derinde boede han så, det blev hans hus, med navlen som vindue og hendes kønsdele som husgang, og man siger at han havde sin vandbeholder oppe over husgangen.

        Mens han opholdt sig inde i mennesket rensede han gang på gang dets indre. Og mens han var derinde så han en stor hund, der gang på gang dukkede op i husgangen. Det var altså fordi de havde samleje.

       En anden gang fik han øje på en stor krabbe, og det vist sig at være kvindens amulet.

       Da flygtede han og kom til at vælte vandbeholderen, og det var jo fordi han nu endelig blev født.

Oversat af Apollo Lynge.

 

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Arnaq pivdlerortorssuaq / Arnaq pillerortorsuaq / Den vanvittige kvinde

Print
Dokument id:1903
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnaq pivdlerortorssuaq / Arnaq pillerortorsuaq / Den vanvittige kvinde
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 57 - 59
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qavanigugume Arnaq Pivdlerugtorssuaq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Det fortælles, at der sydpå boede en kvinde, der var gået fra forstanden. Kvindens mand elskede hende højt. Og da hun fødte og begyndte at sprøjte mælk op i hovedet på sig selv, fordi hun var gået fra forstanden, måtte de mange fangere og de andre kvinder tage sig af hende.

 

Da bandt hende fast med en stor rem, fordi hun blev værre og værre, og til sidst måtte de flygte ud til en ø ud for deres kyst.

 

Dagene gik, og til sidst kunne hendes mand ikke klare det længere, og han besluttede sig til at tage ind og se til hende. Han ledte efter en ledsager og ville belønne denne med sin nye konebåd. Da andre ikke ville, fik han en gammel ungkarl som ledsager. Da de havde roet ind til land, bad han sin ledsager vende kajakken, så den vendte ud mod havet. Kvindens mand gik i land og mærkede, at det dunkede i jorden. Da han kom derop, var hans kone alene i huset, og i smug kiggede han på hende.

 

"Jeg har skam set dig, kom ind!" Så gik han ind. De satte sig til at kigge intenst på hinanden. Langt om længe lagde han mærke til, at hans kone ville til at angribe ham. Så flygtede han ud. I løb kom han ned til sin kajak, og da han var kommet ned i den, roede han afsted.

 

Hun fulgte efter sin mand, men da hun ikke nåede ham, sprang hun uden videre ud i vandet. Da hendes mand nåede ud til strømstedet, vendte han sig mod land. Og først da hun nåede tilbage til stranden, roede han hjem. Den gamle ungkarl blev helt afskrækket af forskrækkelsen.

 

Dagene gik, og manden længtes frygteligt efter sin kone. Han ville igen tage ind og se til hende og søgte en ledsager, som han ville belønne med sit store nye telt og oven i købet også med det skind, som man lægger ovenpå skindteltet. Igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Og manden lod ungkarlen blive ude ved det yderste strømsted. Selv roede han ind til land og steg ud af kajakken. Jorden dunkede stadig derinde. Så snart hun så ham, løb hun efter ham. Hendes mand flygtede alt hvad remmer og tøj kunne holde, og han begyndte allerede at ro, mens han kravlede ned i kajakken.

 

Den gamle ungkarl fik sig virkelig en forskrækkelse. Og da kvinden heller ikke denne gang kunne nå sin mand, fulgte hun efter ham. Da han kom ud til det yderste strømsted, så det ud, som om hun ville følge efter, men så vendte hun om. Hendes mand kiggede som sædvanligt efter hende, og først da hun gik på på land, roede han hjem.

 

Da den gamle ungkarl nåede hjem, var han helt afskrækket, og han sagde, at kvinden snart ville tage sig over til øen.

 

"Hvad skal vi gøre, når vi ikke har andre steder at flygte hen?"

 

Dagene gik, og igen fik kvindens mand ondt af hende. Han ville tage hen og se til hende og søgte igen efter en ledsager, som han nu ville belønne med sin nye, fine kajak, og oveni skulle han også få kajakredskaberne. Og igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Da de roede ind mod land, lod han igen sin ledsager vente ude ved strømstedet. Og det dunkede stadig i jorden, da han gik i land. Han ledte i alle husene, men der var ikke nogen. Da han ikke fandt hende, gik han for en sikkerheds skyld op til de gamle grave for at se efter dér.

 

Det fortælles, at hun havde flået hovedet af et menneske og nu spiste af hjernen, mens hun holdt fast i hovedhåret. Og uden at gøre hende opmærksom på sin tilstedeværelse tog han nu bare hjem. Igen gik dagene, og han længtes, så han måtte tage hen og se til hende.

 

Heller ikke denne gang var der andre, der ville ledsage ham, så den gamle ungkarl blev igen hans ledsager. Og igen lod han ham blive ude ved strømstedet og tog selv ind for at lede efter hende. Igen kiggede han ind af vinduerne på de mange huse, men hun var forsvundet. Langt om længe fik han til sin overraskelse øje på hende, hvor hun sad på en lille klippeafsats. Hendes hovedhud var revnet på midten så den hang ned til hver side som et halstørklæde! Og hendes øjne hang kun fast i synsnerverne!

 

Nogle store krager fulgte dem, og da de fløj over hende, og hun så på den, faldt den første ned. Da den anden kom hen til hende, og hun så på den, faldt den også ned. Det siges, at kragerne blev så frygteligt forskrækkede, at de døde, for det var virkeligt et grufuldt syn. Uden at give sig til kende overfor hende, vendte hendes mand bare hjem.

 

Igen gik dagene, og han kunne ikke klare det længere. Han tog igen den samme ledsager, som han havde haft med før, og igen lod han ham vente ved strømstedet. Da han selv kom i land, mærkede han, at det ikke længere dunkede i jorden, og så forstod han, at hun var død. Han ledte efter hende og fandt hende ved en stor kløft, hvor man plejede at kaste dræbte mennesker ned. Han råbte til sin stakkels ledsager. Og da denne råbte, at han ville hente hjælp, kom der snart mange mænd i kajak. Da de kom hen til ham, lod de hende ganske enkelt falde ned i kløften, og de måtte have vanter på, fordi hun var så opløst, at det var umuligt at tage fat på hende.

 

Det fortælles, at dem, der boede dér, aldrig mere kom ud for, at nogen gik fra forstanden.

Arnasuaussaq / Arnasuaassaq

Print
Dokument id:1898
Registreringsår:?
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Arnasuaussaq / Arnasuaassaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 11 - 14
Lokalisering:Amerloq / Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Arnarsuaasaq

Der var engang et ægtepar der havde en datter. Når faderen havde været på fangst i kajak plejede han at få sin datter til at bære kajakredskaberne op for sig. En dag da faderen kom hjem fra en tur, var datteren ikke kommet ned, og han fik nogen til at råbe efter hende:

       "Arnasuaasaq skulle komme ned og bære kajakredskaberne op!"

De svarede ham så: "Hun har ingen kamikker!"

       "Sig at hun kan tage sin mors kamikker på, sagde faderen. "Hun siger hun ikke gider", svarede de.

       Så gik faderen op, og da han kom ind sagde han til sin datter: "Lille, dumme Arnasuaasaq, nu synes jeg at du bare skal gå din vej om bag fjeldene!"

Så brast Arnasuaasaq ellers i gråd. De havde godt nok lavet mad, men hun spiste ikke noget for lutter gråd. Da det blev aften, gik de andre til sidst i seng, mens hun stadig græd. Da de var faldet i søvn tog hun en skindpose med tørrede gnaveben fra lomvier og tog det, som hun ville have med som proviant. Og så skar hun nogle store stykker skind ud til såler og fyldte sin skindpose og gik. Hun gik et godt stykke tid, og da hun kom om bag fjeldene, skinnede månen smukt og klart. Der stoppede hun op og brast i gråd med ansigtet i sine hænder. Pludselig kunne hun se en stor skygge igennem sine spredte fingre. Manden stod og kiggede på hende og spurgte: "Hvad er der med dig?"

       "Min far og mor sagde at jeg skulle gå min vej, og så gik jeg."

       "Ja, sådan gik det også for mig. Jeg knækkede min brors snare (?). Og da han sagde, at jeg skulle gå min vej, gik jeg. Lad os følges!"

       Så gik de sammen derfra. Undervejs derudad sagde hendes ledsager: "Lad os nu se om ikke vi deroppe snart ser den store renselsesplads!"

       Da de kom derhen hvor de kunne se stedet, viste det sig at være en utroligt skinnende og glitrende klippeflade. De gik derhen og gjorde ophold. Lidt efter hørte de nogen sige rigtig gnavent:

       "Når jeg pluselig bliver lysvågen midt om natten, og når det hurtigt og voldsomt glider ned ad den dybe sne, sådan som vi er vant til det - kung - kung - kung - kuu!"

       Så gik de væk fra det. Da de havde gået et stykke tid fik de øje på nogle huse. De gik derhen og begyndte at gå ind. Og et øjeblik senere var Arnasuaasaq kommet igennem deres husgang og dukkede op ved ingangen til rummet. Da de havde hjulpet hende op, satte de hende ved sidevæggen, - allesammen var de nogle kæmpestore indlandsboere, tunersuit. Hun havde ikke været længe derinde, før alle stimlede nysgerrigt sammen om hende, og vinduet blev helt rødt af nysgerrige ansigter! Og den store tuneq-mands mor sagde: "Vores lile, nye svigerdatter har både halskæde og perler!"

       Mens hun stadig var derinde, blev der råbt:

       "Sig til vores lille, nye svigerinde at hun skal komme ned og spise knasekugler!"

       Så gik hun derned og smuttede indenfor, og der så hun: Et lille fad propfyldt med hare- og rævetestikler. Så sagde de til hende: "Spis nu nogle testikler!"

       Arnasuaassaq kunne ikke lide dem og begyndte at lade som om hun spiste ved at lade dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanderne. Da de så det sagde de:

       "Hvordan er det vores lille, nye svigerinde spiser testikler? Hun lader dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanterne."

       "Jeg spiser aldrig sådan noget," sagde hun.

       Lidt efter gik hun hjem. - Da hun havde boet der et stykke tid begyndte hun omsider at længes hjem. Til sidst holdt hun helt op med at sige noget. Så gav de sig til at fritte:

       "Hvad er der med dig, Arnasuaasaq? Har du lyst til lidt talg?"

       "Nej!"

       "Har du lyst til kødet fra et kæbeben?"

       Hun blev ved med at sige nej.

       "Men havd har du da lyst til? har du lyst til lidt nethinde?"

       Igen sagde hun nej, og så spurgte de hende: "Er det noget med dine fæller?" Så nikkede hun.

       "Du går i hvert fald ikke ud vest på til dine fæller", sagde hendes store mand.

       Langt om længe blev Arnasuaasaq gravid og fødte en søn. Da hun var kommet sig igen, ville hendes store fæller afsted på rensdyrjagt, og de ville have hende med. Så tog de hendes kamikker med ned til stranden og fyldte dem med tanglopper og lod Arnasuaasaq tage kamikkerne på. Tanglopperne skulle suge kød af hende, så hun kunne blive lettere til bens, når hun skulle løbe og drive rensdyr sammen. Da tanglopperne havde suget af hende opdagde hun, at der ikke længere var kød på hendes ben. Der var kun sener tilbage. Så ventede hun på at sårene skulle heles. Og da de var helet, tog de afsted på rensdyrjagt, og Arnasuaasaq var med og bar sin søn på ryggen. De nedlagde mange rener, og da de syntes at de havde nok, fandt de sig et sted at sove. De lagde sig til at sove, og da hendes store mand var faldet i søvn, stod hun op for at flygte. Hun udsøgte sig de smukkeste rensdyrskind og lavde sig en bærebylt. Da hun var færdig med det placerede hun sin lille søn på maven og tog bylten på ryggen, og så stak hun ellers i rend. Hun løb og løb og var helt udmattet, men da hun vendte sig om viste det sig, at hun stadig befandt sig lige ved sovestedet!

       For anden gang tog hun afsted, og denne gang anstrengte hun sig endnu mere. Da hun havde løbet et stykke tid, så hun sig tilbage - og nu kunne hun ikke længere se de sovende. Hun gik længe og nåede så frem til sin families hus, men der var ingen mennesker. Det viste sig at de var taget ud til en ø ud for deres kyst. Hun gav sig til at råbe efter dem, og endelig kom der en konebåd ud på vandet. Da de nåede hen til hende blev de meget forbavsede  - alt det rensdyrkød hun havde med! Og da de så hendes spædbarn blev de meget lykkelig over deres nye barnebarn. Hun sagde til dem, at det var bedst at de ikke tog tilbage til deres hus, fordi hendes store mand nok ikke bare ville lade hende være, når han kom. - Han ville snarere tage hende med.

       Så blev da da boende ude på øen, og først om efteråret vendte de tilbage til deres boplads.

       Det fortælles at hendes store mand havde været der for at se efter hende, men fordi der aldrig var mennesker der, lod han hende til sidst være.

       Her slutter fortællingen.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Det er usædvanligt og antyder et nyt syn på de "anderledes", at et barn hvis ene forælder ikke er et rigtigt menneske, overlever blandt mennesker.

 

Var.: Arnarsuaasaq

Asalôq / Asalooq

Print
Dokument id:1634
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Piitaralak (Pîtaralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Asalôq / Asalooq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 297 - 299
Lokalisering:Agto / Attu: Kangâtsiaq / Kangaatsiaq
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 82.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 34 -

36: "Asalôq" / Asalooq, hvis fortæller dér angives at være Jane Brandt (Jan Brandt, formentlig. Ifølge håndskriftet er det Piitaralak, BS).

 

Resumé:

Asalooq ("Kajakstolen") har en plejebror, der blir borte i kajak. A.

betrækker en konebåd med tre lag skind og drager mod syd på opsøgning.

Det ene lag skind blir undervejs ædt af havets lus og det andet af

havets orme. Men de når så frem til en boplads med en høvding, der

hader fremmede og inviterer A. ind på en masse mad og en styrkeprøve

på armkrog. A. spiser på skrømt en masse kød, som han skjuler under

tøjet, og overvinder både høvdingen og dennes fæller i armkrog. A.

rejser over til en lille ø, hvor fjenderne kommer til, men hindres af

A.s tryllesang i at finde ham. De tar væk, A. rejser sydpå, og uden

nogensinde at finde sin plejebror når han Aluk, hvor han slår sig ned

med familien for resten af livet.

 

Hist.: Heltens sejr over den onde høvding er en af fortællerens

yndlingsepisoder. Se "Iviangersuunnguaq", hvor den onde høvding bor i

nord og helten i syd. I "Asalooq" bor høvdingen i syd, men A. får

hjemsted endnu længere mod syd(øst) i Aluk. "Syd" er det verdenshjørne der oftest konnoterer noget godt i fortællinger fra de fleste egne på Vestkysten og behøver

ikke at referere til andet end solens sted, som fangstdyrene kommer

fra om foråret.

âtârssuaq / Aataarsuaq, der hævnedes af sin søn, den store svømmer

Print
Dokument id:1444
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:âtârssuaq / Aataarsuaq, der hævnedes af sin s��n, den store svømmer
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 213 - 216
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Âtârssuaq".

Grønlandsk udgave:

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 141 -

144: "âtârssuaq" / Aataarsuaq.

 

Resumé:

Aataarsuaq (fuldvoksen sortside) har mange fjender, men er dem for stærk. Da

han får en søn, smider han ham straks i vandet, lader ham sprælle og

fisker ham op igen. Det gentager sig jævnligt. Sønnen lærer således at

svømme. Han får en svømmedragt, der er som en fangstblære man syer af

et helt remmesælsskind. Faderen oplærer ham til at svømme længe under

vand. Fjenderne kommer på hævntogt. Drengen tager sin dragt på og

kaster sig i havet, da de vil harpunere ham. Han lokker dem alle langt

ud til havs, hvor han bestiger et isbjerg og dræber i to omgange en

del fjender med store løse isstykker, mens de klatrer op ad isbjerget.

Resten fratager han årerne og lader drukne undtagen een, der begræder

at han lod sig lokke med på hævntogt. Han kan fortælle derhjemme, hvad

man kan vente sig, hvis man atter kommer på hævntogt. Ingen vover

siden forsøget.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Atdlarneq / Allarneq, den store æder

Print
Dokument id:1428
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atdlarneq / Allarneq, den store æder
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 158 - 160
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Atdlarneq nerrersôrssuaq".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 21 - 23 og i

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 144 - 146: "Atdlarneq nerrersôrssuaq" / Allarneq nerrersoorsuaq.

 

Resumé:

Allarneq ("klaringen") har let til fangst. En dag ror han sydpå og

standser ved et næs, hvor han ser et hus. Mens han venter i skjul,

kommer en kvinde ud med gult topbånd og gule sømme på klæderne. Lidt

senere kommer endnu en og til sidst en tredje kvinde ud af samme

udseende. De bærer alle tre et fad i hænderne. Han går inden for og

beværtes rigeligt, men gemmer sig bag skindtapeterne, da kvinderne

udtrykker ængstelse for deres erhverver, der er på vej hjem. Denne

lugter A., der må give sig til kende. Manden har kinder af kobber og

truer A. med at tæve ham med dem, hvis han ikke spiser en overdådig

mængde mad, der sættes frem for ham: En sæk ammassætter med spækket af

en halv sortside, en halv råfrossen sortside, en hel tørret sortside,

og til hver servering en hel spand vand. A. føler sig endelig rigtig

vel tilpas og mæt, men havde ædt sig ihjel, hvis han ikke forinden

havde slugt et græsstrå. Efter nattesøvnen ror han hjem.

 

Var.: Allarneq.

 

Hist.: Kobberet eg dets gule farve præger denne variant, der kan være

påvirket af "prinsesse Guldhår og de tre bjørne" og norske

folkeeventyrs trolde, der lugter kristenblod.

Atumagssiaq og Uversagkigaq / Atumassiaq og Uersakkigaq

Print
Dokument id:1488
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Anasi (Hans)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atumagssiaq og Uversagkigaq / Atumassiaq og Uersakkigaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 76 - 77
Lokalisering:Ikkamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 53.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 213 - 215: "Atumagssiaq Uversagkigardlo" / Atumassiaq uersakkiarlu.

 

Resumé:

Atumassiaq og Uversakkiaq har land sammen med en flok brødre, der én

for én forsvinder under rejser nordpå. A. og U. beslutter at

undersøge sagen og kommer til et hus med seks vinduer og propfyldt af

mennesker. De går ind, får sæde og mens de overværer en sangfest, får

A. øje på en blodig kniv i loftet og hovedet af den sidst forsvundne

fælle på gulvet. Han gør tegn til U., der også blir forskrækket. Det

blir A. og U.s tur til at synge. De synger alle beboerne i søvn

undtagen husets sladrehank, der render ud og ind. De slår ham ihjel,

løber ned til stranden og knækker årerne på alle stedets kajakker. Da

de selv ror ud, råber U. op, skønt A. advarer ham. Folk vågner, ser

hvad der er sket, og en enkelt kajakmand, hvis åre A. og U. har

overset, sætter efter dem. Da han når dem, ror de i hver sin retning

og forfølgeren midt imellem dem. Han sakker bagud. Manøvren gentages,

hvorefter A. og U. når hjem og aldrig siden tar nordpå.

 

Anasi er Vittoralaks søn ifølge K. Rasmussens notater.

 

Var.: dette er en "smart" version af et hyppigt tema: fangerne der forsvinder en for en, indtil den sidste tilbageblevne får afsløret og oftest elimineret årsagen, søg på: Qalulik / Kalulik

Atungait / Atungaat, der tog på besøgsrejser

Print
Dokument id:1555
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Atungait / Atungaat, der tog på besøgsrejser
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 98 - 100
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 218 - 220.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 64 - 67: "Atungait" / Atungaat.

 

Resumé:

Atungaat får lyst til en lang rejse med en stærk kvinde. Han udvælger

sig på en boplads en lille kvinde, der er den bedste til boldspil. De

forcerer undervejs et brat isfjeld med åbent hav omkring og kommer til

menneskeædere, der af mangel på andet fortærer hinanden. Et andet

mærkeligt folk har alle hofteskader og fordriver tiden med et

ajagaqspil (ajagarneq, et kaste- og gribespil). A. stjæler ajagaq'en der er af

kobber, ødelægger alle slæderne og rejser bort. De hoftelammede sender

stenrauser efter ham. Han standser stenene med en sålelap, som hans

ledsagerske har. A. får nu hjemlængsel og flyver hjem på åndeflugt.

Hans kone kysses (gnider næse) med en anden mand. Hun påstår, at de

ikke har kysset hinanden, og A. dræber hende. Men manden, der vedgår

kysseriet, lader han leve. A. flyver tilbage til sin ledsagerske, som

han gifter sig med.

 

Hist.: Metallet kobber virker sært i en inughuit / polareskimoisk sammenhæng og

kan skyldes flere forskellige påvirkninger.

Barnerøveren

Print
Dokument id:1533
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqak (Ûsarqak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Barnerøveren
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 67
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

 

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 150 - 151.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 28: "Qalutaligssuaq".

 

Resumé:

Qalutalissuaq ("den med øserne") bor i havet og røver børn, der

skriger op. En forældreløs dreng med udslidte støvler kan ikke følge

med de andre flygtende børn. Med sin strittende storetå, som han siger

æder mennesker, skræmmer han Q.

 

Var.: Qalutalissuaq; Qalutalissuaq and the blind woman; Qalutalissuaq and the orphan.

Bierne i menneskeham

Print
Dokument id:1865
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Bierne i menneskeham
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 57
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2' læg 7, s. 132 - 133: "Inorrôrtut" / inorroortut.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

En mand blir i indlandet inviteret ind i et hus og beværtet af et

ægtepar i brune klæder med et kæmpeblåbær. Det er sødt og gør ondt i

tænderne. Da han er gået ud, er huset forsvundet, og i stedet ser han

to bier summe i en klipperevne. Derefter mister han lysten til at gå i

indlandet alene.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jeg begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

 

Kommentar: Bierne må være humlebier - andre slags levede ikke i Grønland - med mindre de en overgang har været indført indtil de uddøde. P.t. er der atter forsøg på biavl - i Sydgrønland (Ole Hertz)

Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge

Print
Dokument id:1611
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Brandt, Jan (Brandt, Jani)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:209 - 212
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 20 -

23: "pupigsorssuaq" / Pupissorsuaq.

 

Resumé:

En ung mand får udslet over hele kroppen, som hans gamle far helbreder

ved at gnide ham med tungen af en laks. Senere under hungersnød får

den unge mand øje på frosttåger langt ude på isen. Han går derud. Det

er en våge fuld af hvidhvaler, som også tre fremmede mænd fanger af.

De inviterer den unge mand med hjem, men han afslår, fordi folk sulter

derhjemme. Næste dag ser han den ene fremmede fange en hvidhval ved at

kaste sig ud i vågen, dykke og langt senere komme op med hvalen dræbt.

Den unge mand undskylder sig endnu en gang, men tredje dag følger han

med dem hjem, hvor de bor med deres gamle forældre. De har allerede

spist deres hvidhvaler rå, rub og stub, inden den unge mand når

indenfor. De tre mænd praler enormt af deres kræfter og herlige

bedrifter og putter på faderens opfordring den unge mand i en ketsjer,

som de svinger frem og tilbage for at prøve hans kræfter. Dernæst

praler de af deres amuletter. Det er rejer, der giver dem evnen til at

nedlægge alskens fangstdyr. Da den unge mand så nævner laksens som sin

amulet, erklærer den gamle, at laks er stærkere end rejer og at man

hellere må lade gæsten være. Det lykkes ham at snige sig bort om

natten og snyde det gamle bjørnepar, der alligevel opdager flugten og

forfølger ham. Alle derhjemme blir forbavsede over, at han har besøgt

bjørne i menneskeham.

 

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Plejaderne; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge;

Da ravnene kunne tale

Print
Dokument id:942
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Da ravnene kunne tale
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 25
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr. på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Et maskinskrevet manus. på engelsk findes i KRKB 5', og et tilsvarende på dansk i KRH 52,2, hæfte 429.

 

Første gang trykt i Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 137 - 138.

 

Resumé: "Der var engang i gamle, gamle dage en tid, da ravnene kunne

 

tale. Men der var det mærkelige ved ravnenes sprog, at ordene havde

 

omvendt betydning. Når de ville takke, skældte de ud, og således sagde

 

de altid det modsatte af, hvad de mente. Mens de således var fulde af

 

løgn, var der engang en gammel mand, som tryllede talens gave fra dem,

 

og derfor kan ravnene kun skrige. Men deres natur beholdt ravnene dog,

 

og de er den dag i dag fulde af vredagtighed, løgn og tyvagtighed"

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

De fattige

Print
Dokument id:1489
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Anasi (Hans)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De fattige
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 78
Lokalisering:Ikkamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 55.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 215 - 216: "Pîtsúnguit" / Piitsunnguit.

 

Resumé:

Et fattigt ægtepar med en datter deler boplads med mange brødre, der

jævnligt giver datteren tarmindholdet af deres fangst med hjem. En dag

får hun intet. Faderen henter "balaner" (?) ved stranden, smører

ansigtet ind med stoffet to gange. Første gang blir han smuk, anden

gang hæslig, og han går ind til brødrene, som alle dør af skræk ved

synet. Derefter lever de fattige af brødrenes hengemte fangster indtil

foråret, hvor de slipper op. Og den fattige familie dør af sult.

 

Hist.: En usædvanlig slutning. I denne type fortællinger identificerer man sig normalt med de tilsidesatte, der tager en retfærdig hævn. Her er det omvendt. Moralen har ændret sig.

De gamle, hvis datter blev borte

Print
Dokument id:1487
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Vittoralak (Vítoralak)
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De gamle, hvis datter blev borte
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 74 - 75
Lokalisering:Ikkamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. Formentlig: KRKB 1,2(6), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, hvor Vittoralaks søn, Anasi's angives som fortæller til: Utorqángûp pania támartoq akugdlarsâta sunauvfa tidligdlugo nuliarigâ / Utoqqannguup pania tammartoq akulliaraata sunaaffa tillillugu nularigaa: Den gamles datter der forsvandt og minsandten var blev stjålet af og gift med en af "de mellemste" (mellemstore indlandsboere).

Maskinskrevne manuskripter, grønlandsk og dansk: NKS 3536, 4', IIIa og IIIb.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 212 - 213: "Utorqángûp pania támartoq" / Utoqqannguup pania tammartoq.

 

Resumé:

Et gammelt ægtepars lille datter leger husmor med småsten ved

stranden, mens faderen er på fangst og moderen er optaget af at skrabe

skind. Datteren forsvinder. Forældrene sørger, men en dag ser faderen

hende i et hus på en nunatak oppe på indlandsisen, hvor hun allerede

er gift og har et barn med en mand, der har mange brødre. Manden er

yderst gæstfri mod sin svigerfar, der ikke siden opsøger sin datter,

fordi han og konen nu véd, hvor hun er.

 

Hist.: Denne fortælling slutter i sine øst-, syd- og

sydvestgrønlandske varianter (fx Tunerluk) gerne med, at datteren blir hentet hjem

igen fra indlandskæmperne. Her drejer det sig imidlertid om en voksen datter, og en sådan finder sig ofte til rette hos åndemennesker i indlandet: fx: gift med en orm.

De gamle, som havde en datter, der hentede sne

Print
Dokument id:1484
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Vittoralak (Vítoralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De gamle, som havde en datter, der hentede sne
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 68 - 70
Lokalisering:Ikkamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 48: utorqánguit paneqardlutik aputisissartumik / utoqqannguit paneqalutik aputisisartumik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Søby, R. (red.) 1981: Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 207 - 209.

 

Resumé:

Den gamle far tar ud for at lede efter sin datter, der er blevet

borte, mens hun hentede sne til drikkevand. Han følger et slædespor

til et hus foran et andet ved havet, hvor hans datter bor lunt og godt

med renskind overalt. Hun har en lile søn og opdager ikke faderen, der

kigger ind gennem vinduet. Han tar hjem igen, men hun, der ikke kan

forstå, hvordan hendes mand fanger alle de rener, går mod indlandet

til en udsigt over en stor slette, hvor hun ser sin mand forvandle sig

til en ulv mens han jager rener. Forskrækket går hun tilbage og

flygter en dag hjemad til forældrene, mens hendes mand er taget langt

nordpå efter fede rener med tyk, kort, sort pels til hende og sønnen.

Hun når vinterbopladsen, der er ubeboet, fortsætter til deres

sommerplads og overtaler i hast sine forældre til flugt af skræk for

ulvemandens komme. Han kommer og lokker med de dejlige skind. Hun tar

et tag udaf med konebådens åre. Han lokker med det lækre renkød med

talg til sønnen. Hun tar endnu et tag. Forældrene gentager hver gang

svigersønnens lokkeord, og da de har glemt at løsne fortøjningen, må

de kappe den. Ulvemanden koger kød i deres forladte telt, så det står

op med røg, mens de flygter ud til den yderste ø og forbliver dér, til

de dør.

 

Hist.: Amaroq, "ulv", fandtes ikke i Grønland, men glosen betegnede et

mystisk landrovdyr. Ulvens evner som renjæger er enten bevaret i

overleveringen (den lever i arktisk Canada) eller noget man har hørt

om af kolonisterne, hvoraf mange var fra Nordnorge.

De mange brødres eneste søster, som blev gal

Print
Dokument id:1476
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ujuuloralak (Ojûloralak / Ojuuloralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De mange brødres eneste s��ster, som blev gal
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 48 - 50
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "anguterpait arnartatuagdlit".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 183 - 185: "Anguterpait arnartatuât pivdlerulersoq" / Anguterpaat arnartatuaat pillerulersoq".

 

Resumé:

Da brødrene gang på gang nægter deres søster at blive gift, blir hun

sindssyg og vil æde dem. Brødrene flygter ud til øerne, men den

mellemste bror, der holder meget af hende, tar gang på gang tilbage,

hvor han hver gang er på nippet til at blive ædt. Hun kan endog gå på

vandet og forfølge ham i kajak, men mister balancen, når hans åre

laver en krusning på vandfladen. En forældreløs dreng sydpå får af sin

plejemor besked på at gå op til brødrene og sælge dem en lille hund

for såleskind og en kniv. Undervejs overnatter han i brødrenes

forladte hus, følger deres spor næste dag, og ser under en sten en

kvinde med sprængte øjne. I taknemlighed over at drengen har stensat

den døde, får han en masse tilskåret såleskind, knive og løfte om at

kunne komme igen nårsomhelst han mangler noget. Drengen blir voksen,

fanger og forsørger sin plejemor.

 

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik;

 

Tolkning: Slutningen om den forældreløse er speciel for denne variant,

og drengen kan uden sine mandlige slægtninge udvikle sig til fanger

vha. brødrenes gaver, der specificeres: Såleskind og knive, der

symboliserer hhv. mobilitet og fangstevne.

De små dværgtrolde

Print
Dokument id:1497
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Karen (Kâlat / Kaalat / Kalat)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De små dværgtrolde
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 89
Lokalisering:Aqigsserniaq / Aqisserniaq: Aasiaat / Egedesminde
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 70.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 43: "Inuarutdligánguit" / Inuarulligannguit.

 

Resumé:

Små dværge er på langtur, runder et næs, ser et hus og råber derop, om

man har en hund med hvide prikker over øjnene. Da der svares nej, går

en dværgkone med en masse børn i alle aldre derop, men blir ved

husgangen bidt af en hund med hvide prikker over øjnene. Hun blir i

huset til såret er lægt, hvorefter alle dværgene rejser bort og

aldrig mere kommer igen af angst for hunden.

 

Hist.: Den naive gengivelse skyldes, at fortællersken er en ung pige.

De mindste dværge i Østgrønland er meget bange for hunde. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Mini-dværgenes kropsbalance".

De to brødre

Print
Dokument id:946
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:
Titel:De to brødre
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 30
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît."

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 143 - 149.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, ss. 30 - 34, "The two brothers".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22 - 27: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît. Paulineq angákorssuaq ilímardlune qivítoq" / Ililmageeq Paulinerlu qatanngutigiit. Paulineq angakkorsuaq ilimmarluni qivittoq.

 

Resumé:

Ilimageeq og Puulineq er brødre, med en mor og søster. Puulineq en

stor åndemaner. Opdager, at hans kone er ham utro med en dårlig

fanger, men meget stærk ungkarl. Puulineq flænser hele sæler til

vinterforråd. Tegn på at han vil rejse bort. Konen ber om et hoved,

får nej, og tar selv det største. Puulineq rejser bort under

åndeflugt til indlandet til et stort, sylespidst bjerg, lander med

den ene fod, og snurrer rundt. Ser neden for et hus med en kvinde,

der flænser og en datter. De ser hans kommme som gnister. Manden

mener, det er en hund. Datteren går beroliget ud, Puulineq griber

hende bagfra, ber hende hente bukser. De er meget for store. Han

flytter ind hos disse indlandskæmper (timersit / tornit). Hjemme

sørger Ilimageeq over sin brors udebliven. Forbereder sig til en

undersøgelsesrejse på samme måde som Puulineq. Flænser storsæler til

vinterforråd, holder seance og flyver mod indlandet. Broderen

Puulineq's spor i luften er tydeligt: som en stor udspilet tarm, som

vinden blæser igennem. Ilimageeq besøger Puulineq, der lover at komme

hjem på besøg om foråret. Ankommer med kone og barn på hundeslæde.

Hans ekskone bespiser hans kone og barn med noget dødeligt. Puulineq

skærer sit barn op, men finder intet. Ligeså sin kone, men forgæves.

Ilimageeq kommer til. Foretager ny operation. Fjerner kødstykket fra hendes

strube. Konen lever op igen. Puulineq og kone tar af sted, men

beordrer deres hund at gøre det af med ekskonen og hendes mand. Det

sker. Den river brysterne af ekskonen og testiklerne af hendes nye

mand.

 

Var.: Palineq / Paalineq; Paaleeq; Paulineq; ID 946

 

Bemærk: Navnene Puulineq og Ilimageeq spiller i denne version på to højt ansete angakkoq-færdigheder. En angakkoq puulik / en åndemaner med pose, der måske havde isbjørn og hvalros som transport-ånder over havet og kunne "pakke sig ind" som værn mod farlige væsner. Pooq-elementet til beskyttelse er her en udspilet gennemblæst tarm. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Ilimageeq spiller på "åndeflugt", ilimmarneq, den anden velansete rejsemetode.

 

I håndskriftet hedder den førstnævnte ikke Puulineq, men Paulineq og kunne således betyde noget med sodsværtet.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

De to brødre som ingen kvindehjælp havde

Print
Dokument id:1483
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Efraim (Efa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De to brødre som ingen kvindehjælp havde
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 65 - 67
Lokalisering:Atangmik / Atammik: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 39.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 206 - 207: "Nukarîk arnartaqángitsut" / Nukariik arnartaqanngitsut.

 

Resumé:

De to brødre må gøre alt husarbejdet selv. En dag ser de en kvinde på

stranden. Hun vil ikke have storebror, fordi hans "tanker er snoede i

enden". Hun tar lillebror og sørger nu for alt husarbejdet. Da hun

efter en tid længes hjem, følger brødrene hende ind i landet, hvor hun

med lethed løber en rype op. I et stort telt bor hendes familie. Hun

var i sin tid flygtet fra indlandet, fordi mændene sloges om hende.

Man glæder sig over hendes lille barn. Efter besøget vender de hjem og

kommer aldrig på besøg igen.

 

Hist.: Indlandskvinden bliver en del af de rigtige menneskers samfund,

men forbindelsen til hendes familie brydes efter det enlige besøg. I

traditionelle fortællinger optages fremmede ikke varigt i rigtige

menneskers samfund. Det princip synes brudt, mens det fastholdes, at

hendes familie ikke kan blandes med rigtige mennesker.

De to døde, der fik det til at ringe for folks øren

Print
Dokument id:1879
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rasmussen, Pavia
Nedskriver:Albrechtsen, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De to døde, der fik det til at ringe for folks øren
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 101 - 102
Lokalisering:Arsuk: Ivittuut
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 106 - 107: Ilivínguit mardluk aviortitsiniartut oqalugtuaq.

 

Resumé:

To døde stiger ud af deres grave. Den ene vasker med en sten sit

ansigt, der får et rædselsvækkende udseende. De gemmer sig ved en

husgang og får det til at ringe for ørerne af folk inde i rummet, mens

disse spiser blod af sælmave (blodbudding? BS). Lyden betyder at nogen

ønsker noget. Husherrens svar lyder: "Det er bedst du spiser spåner!"

Fornærmet skræmmer den døde alle ihjel med sit ansigt. I et andet hus

Svarer man: "Det er bedst du spiser blod!" De døde går glade tilbage

til deres grave.

 

Tolkning: Ringen for ørerne var afdøde slægtninges bøn om en bid mad

med, når folk spiste.

søg på ringe* ørerne

De to venner, der bespiste hinanden ondt

Print
Dokument id:1861
Registreringsår:1927
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ludvigsen, Daniel
Nedskriver:Ludvigsen, Daniel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De to venner, der bespiste hinanden ondt
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 32 - 35
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 1 - 3: ikíngutigît.

 

Resumé:

De har været venner fra barnsben og bosætter sig som voksne, den ene

inde i en fjord, den anden ved kysten. Da fjordboen er den dygtigste

fanger, blir kystboen misundelig og prøver at forgifte vennen med

sælkød smurt med menneskehjerne. Men vennen advares af sin hjælpeånd,

skær fra bagsiden af kødstykket og får kun lidt ondt i maven.

Fjordboen gør gengæld med oversmurt renkød, og kystboen bliver

sindssyg, fordi kødet er indsmurt i hjerne over det hele, og han ingen

hjælpeånder har. Flere gange besøger fjordboen sin sindssyge ven og er

hver gang på nippet til at blive grebet og ædt. Sidste gang finder han

vennen død i en klippehule, bygger ham en smuk grav, begræder tabet,

men trøster sig med, at det ikke var ham selv, der yppede kiv.

 

Var.: Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo  kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

 

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

De to venner, som ville omrejse verden

Print
Dokument id:1537
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Gamle Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:De to venner, som ville omrejse verden
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 68 - 69
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut" / Silarsuarmik kaajallaaniartut.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 118 - 119.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 14 - 15: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut".

 

Resumé:

Tid: Den gang var der mange mennesker og alle lande var befolkede. To

mænd rejser i hver sin retning fra samme udgangspunkt. Da de mødes

igen er de oldinge, der må bæres frem af deres gamle børn, og deres

drikkebægre af moskusoksehorn er slidt helt op.

"Verden er stor!", udbryder de.

Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq

Print
Dokument id:111
Registreringsår:1859
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den "qallunak-usynlige" / qallunaaq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 95 - 98
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 11h - 10v (sidste linier mangler).

 

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 96 - 99: Qallunaat Isiginngisassaat.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 208. Ibid. nr. 100 er en afskrift af Kreutzmanns 1. version, hvor originalen er gået tabt.

 

H. Rinks oversættelse af afskrift:

Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 95; og

Rink, H.: Kalaldlit oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II, 1860: 23 - 30, der sideløbende har den grønlandske tekst i gammel retskrivning.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 72, ss. 385 - 388: The man not to be looked at by the Europeans.

 

Rasmussen, Knud, Inuit Fortæller, red. Regitze Søby, II: 106 - 110: En beretning om en mand ... er sandsynligvis en genfortælling el. nyoversættelse af samme variant. Det maskinskrevne manuskript findes i KRH, kasse 51, nr. 28.

 

Resumé: Den dygtige og holdne fanger, Kiinaki fra Tasiusannguaq, kommer efter en handel med besætningsmedlemmer på et hvalfangerskib i klammeri med dem og bliver dræbt. Enken og sønnen vil hjem i konebåden fra skibet. En del matroser hager sig fast i rælingen, konen bider dem i hænderne, og de slipper. Ved afrejsen kaster kaptajnen to gange en mængde eftertragtede jernsager ned i konebåden. Enken smider dem ud i vrede. Sønnen redder sig en enkelt kniv. Sønnen opdrages derefter af bopladsens gamle til at blive usynlig og usårlig (og tilsyneladende også uhørlig) for hvalfangerne, qallunaat (europæere). Han tilbyder mange varer på skibene. Ingen ser eller hører ham. Heller ikke når han til slut opgiver, og selv tilegner sig alt det han ønsker. Da besætningen senere opdager hvor mange varer, der er forsvundet og vil hævne sig, synger bopladsens gamle tryllesange (serratit) på hustaget og varsler næseblod over hævnerne. Den første, der stiger i land, får da også næseblod. Enkens søn viser sig også nu usynlig, uhørlig og usårlig skønt han gang på gang udfordrer de hævngerrige qallunaat til at skyde og stikke sig.

 

Var.: næseblod-motivet er brugt i en anden fortælling om qallunaat: En fortælling om tyve.

 

Hist.: Historien tidsfæstes til hvalfangertiden i første halvdel af 1700-tallet. Men det er umuligt at sige hvilke begivenheder, der ligger bag, bortset fra det ikke usandsynlige mord på Kiinaki, som muligvis er identisk med andre fortællingers historiske Kiinaki og/eller Kiinakersuaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34

og hendes noter til oversættelsen vedr. originaltekst og afskrift sammesteds s. 98.

Den forældreløse, som drev til søs

Print
Dokument id:1557
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Inaluk
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den forældreløse, som drev til s��s
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 102 - 104
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 223 - 226.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 69 - 71: "Iliarssupaluk uisaorqassoq" / Iliarsupaluk uisaaqqassoq.

 

Resumé:

En forældreløs dreng driver over havet til et andet land på en

isflage. Hos fremmede bliver han taget i hus og sat til alskens

nedværdigende arbejde. Hans storebror kommer på besøg i en konebåd så

hurtig som en havlit. Lillebror må ikke røbe, hvem han er. Da folk i

huset ber lillebror tømme urinbaljen, der er fuld af lort, tømmer

storebror den ud på gulvet. Folk styrter ud, spærrer indgangen og gir

sig til at spille bold derude. Storebror ber om sit sædeskind i båden.

Han får det og med det en lemmingamulet, som han får liv i og sender

ud på drab to gange. Man forstår han må være åndemaner / angakkoq, åbner

indgangen, bliver venlige og storebror giver sig til kende. Han får to

konebåde med som ledsagere på hjemrejsen, hvor han sørger for at

roerskerne ror meget langsomt. Han får to stærke kvinder fra en af de

andre både og suser nu hastigt forbi dem. De tilbageladte både sender

nu først en kæmpebølge og dernæst et højt bjerg imod dem. De kommer

igennem med lukkede øjne. Hjemme igen pisker storebror kræfter i

lillebror og giver ham de to stærke kvinder til koner. Han får for

vane at mishandle dem, og da de får børn synger de længselsfulde

sange for dem om deres hjemland. Men deres slægtninge kommer aldrig

efter dem.

 

Var.: Gamle Qattaaq med lemmingamuletten (tildels)

 

Hist.: Bortset fra episoden med indespærringen (se Var.) er dette den mest

udbredte fortælling om Kaassassuk hos inuit i Canada (Boas 1964:220-222; 1901-07:186-188). Den er formentlig kommet til Avanersuaq / Thule med de indvandrede baffinlændere.

De har måske tilmed følt længsel efter deres hjemsted, som nogle af

dem uden held søgte tilbage til.

Den første flyver

Print
Dokument id:1857
Registreringsår:1927
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ludvigsen, Daniel
Nedskriver:Ludvigsen, Daniel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den første flyver
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 13 - 15
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 17 - 20.

 

Resumé:

En ung, dygtig fanger bor med sin mor og andre husfæller i bunden af

en fjord. En dag han er ude i kajak inviteres han op at flyve i

kajakken med hænderne i rælingen på en flyvende konebåd. Bådelauget

synger om deres længsel efter renernes madsteder, flyver gennem et pas

til en sø, hvor de ved hjælp af en anden sang daler ned, lander som en

islom og slår lejr. Om aftenen flyver den unge mand hjemad i sin kajak

med en tilsvarende sang om hellere at flyve end at ro, men pga højden

har han svært ved at kende sin boplads, forvirres, glemmer sangen og

styrter ned ved kanten af en stejl klippeskrænt. Han falder stejlt

ned, husker stadig ikke sangen, og må bøje ryggen for at holde

balancen. Husker så melodien, og synger om, at han burde være

årvågen, men kan ikke hæve sig op. Da han ved solnedgang har fået

for ondt i ryggen, husker han sangen, sætter kursen mod sit hus, river

sin mor omkuld i farten, ryger lige lukt gennem husgangen og smadrer

bagvæggen, fordi han ikke kan holde op med sangen. Da nu både han og

moderen er døde, flytter husfællerne, som ikke længere har nogen til at

forsørge sig.

 

Var.: Den flyvende kajakmand.

 

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

 

Tolkning: Rasmussen kommenterer, at dem, der kunne flyve, må være

indlandsboere ifølge en variant fra Narsalik. Om den tætte association

mellem indlandsånder og fugle se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "dværge " og "kæmper".

Den gamle bedstefader og hans sønnesøn og de vrede mænd i helpelse

Print
Dokument id:1629
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Brandt, Jan (Brandt, Jani)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle bedstefader og hans s��nnesøn og de vrede mænd i helpelse
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 278 - 283
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 26

- 30: "âtaniînguit tuvililigssuardlo" / Aatagiinnguit tuvililissuillu.

 

Resumé:

En gammel mands eneste søn blir dræbt. Den gamle, der atter må gå på

fangst, opdrager sin sønnesøn til stærk mand, hvorefter han rejser med

ham og sin sønnekone langt mod nord. De slår sig ned på en øde egn med

talrige fangstdyr. En dag får de dog besøg. Det er fem vrede mænd i

helpelse, der beklager sig over, at de fremmedes lugt har skræmt deres

fangstdyr bort. De går til angreb. Den gamle klarer de to, sønnesønnen

to andre og sammen får de has på den sidste, der slås med sønnekonen

ude i husgangen. Sønnesønnen rejser en tur nordpå, ser de fem mænds

boplads, fortæller de fem efterladte enker og børn om drabet, fordi de

fem ikke ville tage imod gæstevenlighed, og dræber alle de efterladte.

 

Midt om vinteren vandrer sønnesønnen, der er hurtiggænger, ud til en

våge med hvidhvaler. Langs kanten ligger en mængde skrotter af

hvidhvaler, der endnu ikke er frosne. Det gentager sig næste dag, hvor

han også ser spor. Tredje dag er han ganske tidligt på færde og følger

sporene over isen til et fjernt land i horisonten med en boplads, hvor

lutter unge og et enkelt ældre ægtepar tar imod ham. Værterne tar mod

til sig og spør om han har set fem mænd i helpelse. Sønnesønnen tøver,

men fortæller så om drabet. Værterne blir henrykte, fordi de fem var

deres fjender, som de er flygtet fra og stadig frygter i den grad, at

de kun tør fange om natten. Værterne inviterer sønnesønnen til at slå

sig ned, blive deres høvding / leder og gifte sig. Han vil dog hjem og alle

følger ham ud til vågen, hvor begge parter fanger og deler

fangstparter med hinanden. De lover at komme på besøg til foråret og

sønnesønnen vandrer hjemad med en enorm mængde kød på ryggen. De

fremmede kommer som lovet, man tilbringer sommeren sammen i stor

glæde, men skilles i det tidlige efterår, hvor gæsterne rejser over

havet og sønnesønnen med bedstefar og mor tilbage til deres gamle

boplads i syd. De drager aldrig siden på fangstrejse mod nord.

 

Hist.: Det traditionelle hævnmotiv må have mistet noget af sin

aktualitet, idet variantens heltegerninger i nord synes at kompensere

tilstrækkeligt for den hævn, som sønnesønnen i en traditionel

fortælling ville have taget over sin fars mordere. Den geografiske

placering af onde mennesker højt mod nord, der føler deres

territoriale rettigheder krænkede, kontrasteres med de gode mennesker

på den anden side af havet. De vil gerne i slægt med gæsten, dele

deres fangster med ham og har tidligere boet på sønnesønnens

midlertidige boplads. Denne fortælling fra Aasiaat kunne afspejle et

tidligere fjendskab mellem grønlændere nord og syd for Diskobugten i

handelsrejsernes tid, hvor folk strømmede til fra syd. Landet på den

anden side af havet er Akilineq, hvor der traditionelt boede

menneskeædere, men der i mange fortællinger har måttet vige pladsen for et mere realistisk kendskab til stammefrænderne derovre.

Den gamle jomfru

Print
Dokument id:1493
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik / Fali (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle jomfru
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 84 - 86
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 16 - 17: "Niviarsiatoqaq".

 

Resumé:

En gammeljomfru finder under et bærtogt en sommerfuglelarve, som hun i

hemmelighed opfostrer med blod fra sin næse. Husfællerne hører hende

ofte tale med det skjulte dyr, og en dag hun endelig står op fra

briksen og går på besøg, slår de den ihjel. Hun begræder længe tabet

af sit kæledyr, der var hendes eneste glæde.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A;

 

Hist.: Fali er Sissiis søn.

Fortællingen er en meget skrabet version af en gammel østeskimoisk myte, der i en variant tydeligt forklarer kvinders første menstruation og dermed frugtbarhed (derefter finder man ikke længere spædbørn, der kommer op af jorden som planter)

Den gamle jomfru, der ønskede sig en ulk til mand

Print
Dokument id:605
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rosine (Nuisartoq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle jomfru, der ønskede sig en ulk til mand
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 63
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq".

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939,

 s. 123 - 124, "The old maid who wanted to marry a sea-scorpion".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 45: "niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq" / Niviarsiatoqaq qivaaqimik iussarsiortoq.

 

Resumé: Pebermøen fanger en ulk oppe fra land og siger:

"Jeg ønsker mig en lille ulk til mand." Hun trækker den på land og holder

den i et træfad med saltvand. Men ulken dør af sult. Således blev

gammeljomfruen enke.

Den gamle ungkarl

Print
Dokument id:1494
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik Fali (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den gamle ungkarl
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 86 - 88
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 17 - 19: "Nukagpiatoqaq" / Nukappiatoqaq.

 

Resumé:

Han har sendt stedets kvinder ud med konebåd for at plukke bær til

sig. De bliver længe borte. Han rejser efter med spæk til dem og

lokkes undervejs op i et hus af en kvinde, der hver gang han prøver at

undslå sig, foregøgler ham, at han bare bliver skældt ud, når han når

frem til kvinderne. Hun får ham på samme måde til at tage tøjet af og

lægge sig på briksen. Han forsyner sig med en stenplade på brystet.

Men han sover rævesøvn og hører nogen slibe og sige: "Sisee, sikapulu,

sisee sikapulu". Han åbner øjnene, og dér kommer hun flyvende. Hendes

knivhale brækker på hans brystplade, hun udånder, og en af

husfællerne, der alle har gemt sig under briksen, beklager tabet af

Usorsat's haleben. De sender en stor trædukke efter ham. Den skal mase

ham ihjel. Han påkalder sin døde bedstemor, smutter ud forbi hende i

husgangen, og lader hende om at skræmme alle beboerne ihjel. Fremme

ved bærstedet, hvor kvinderne har plukket konebåden næsten fuld af

bær, mæsker ungkarlen sig alt det han lyster. På hjemvejen kigger han

ind i huset: Mange ligger med sprængte øjne, andre med sprængt mund af

at råbe. Efter den oplevelse sender ungkarlen aldrig nogen ud efter

bær.

 

Var.: Hyppig episode i Kivioq. Søg på: knivhale; jernhale; humlebi.

 

Tolkning: "Sisee, sikapulu, sisee sikapulu" er muligvis grønlandsk

udtale af "slibe og skærpe".

Den giftesyge ravn

Print
Dokument id:1542
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aasivak (Aisivak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den giftesyge ravn
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 72 - 73
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:179 - 180.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 33 - 34: "Tuluarssuaq nuliartârumassorssuaq" / Tulugarsuaq nuliartaarumassorsuaq.

 

Resumé:

En spurv sørger over tabet af sin mand, der fangede orm til hende.

Ravnen frier til hende, men hun afviser ham pga. hans høje pande,

brede tindinger, lange skæg, store næb og den føde han kan skaffe, der

blot er skarn. Ravnen frier da til to vildgæs, der advarer ham mod

deres trækrutes strabadser over havet, hvor ravnen ikke kan hvile sig.

Ravnen mener, at han bare kan holde sig svævende i luften. Da han

undervejs blir træt, ber han sine to koner lægge sig tæt sammen på

vandet, da de andre gæs flyver videre. Da ravnen drukner blir dens

sjæl til små "havravne" (vingesnegle).

 

Var.: Ravnen, som friede til spurven; Sangkamp i dyreverdenen.

 

Hist.: Sammenstillingen af de fælleseskimoiske fortællinger om ravnens

(eller andre Fugles) frieri til spurveenken og om hans ægteskab med

vildgæs er ikke almindelig (se Lantis 1946: 293 - 294; Kleivan 1962). Men

den forekommer både hér i Avanersuaq / Thule og i Upernavik-distriktet (se

Rasmussen 1981, Inuit Fortæller II: 94 - 95). Navnet på den sorte vingesnegl,

"havets ravn", brugtes også i Sydvest- og i Østgrønland. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Den hvidhårede kælling

Print
Dokument id:1570
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den hvidhårede kælling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 121 - 122
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qêrsôrssuaq" / Qeersoorsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Det er Appalinnguaqs genfortælling af Qilerneqs version, der er nedskrevet. Qilerneqs proveniens: Kangerlussuaq, Thule.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:215 - 216.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 61 - 62: "Qêrsôrssuaq" / Qeersoorsuaq.

 

Resumé:

En mishandlet kone går hjemmefra med sit lille barn i rygposen. Hun

kommer ind i et stort hus, hvor en gammel hvidhåret kælling ligger og

sover. Denne vågner, når at angribe den flygtende kvindes barn og

halshugger det. Hun vender hjem, og manden anklager hende for selv at

have dræbt barnet. Sammen går de dog ind til kællingen, som manden

dræber med øksen. Kællingens to sønner, der kommer hjem med mange nedlagte

rener, dræber han også. Mand og kone lever længe højt på renerne.

 

Var.: The white-haired old woman.

Den lille kystbo

Print
Dokument id:1514
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Karen (Kâlat / Kaalat / Kalat)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den lille kystbo
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 91 - 93
Lokalisering:Aqigsserniaq / Aqisserniaq: Aasiaat / Egedesminde
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: sinâmiúnguaq / sinaamiunnguaq.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 44 - 46:

"Sinâmiúnguaq" / Sinaamiunnguaq."

 

Resumé:

En lille kystbo, der er en gammel kvinde, lever af kvaner, der er

hendes yndlingsspise. Hendes datter, der er ude efter kvaner til

hende, blir røvet af en mængde kæmper, der nok er menneskeædere.

Hjemme i deres overfyldte hus tar en mand hende til kone og gør hende

til hurtigløber, idet han giver hende kamikker på med store havorme,

ål, o. l. havdyr, der æder kødet fra hendes underben. Hun indhenter

som den første en renkalv under jagten den følgende dag. Hendes mand

blir vred, da hun føder en søn. Han ønskede en datter. Han feder sin

kone op med megen mad og ingen drikke, og da hun er fed nok, aner hun

uråd, fordi han ber en ung mand holde vagt om natten. Hun giver sig

til at fortælle dem alle i søvn, men må dræbe nattevagten, fordi han

kun sover gandske let. Under flugten kan hun dårligt flytte sig af

stedet. Hun smider sit barn ud, kravler ned i en revne, får den til

næsten at lukke sig, og husets beboere, der leder dagen igennem, må

opgive. Om natten flygter hun hjem, hvor moderen er ved at dø af

længsel efter kvan. Uden at gå ind henter pigen i hast nogle kvaner,

får moderen til live med duften, og kan siden holde sin mor fuldt op

forsynet med kvan.

 

Var.: Grundfortællingen er Igimarasussuk.

 

Tolkning: En usædvanlig version, der kunne opfattes

som en fortælling om kvinders værd. Den handler udelukkende om

kvindelige gøremål: Indsamling og renjagt, hvor kvinder tjente som

klappere, og fortællingen lader indlandskæmpen foretrække døtre for

sønner. Tilmed understreges det tætte forhold mellem mor og datter, og

at pigens mor er en kystbo, der lever af planter, i modsætning til

indlandskæmpen, der med sine kannibalske tilbøjeligheder ikke er noget

rigtigt menneske. Fortællersken er en ung pige.

Den lille med endetarmen

Print
Dokument id:1467
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen, Louise
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den lille med endetarmen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 27 - 28
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Erdlualêk"

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 133 - 134: "Erdluaralik" / Erluaralik.

 

Resumé:

Denne lille mand inviteres gang på gang med ud på fangst af andre, men

får aldrig andet end et stykke endetarm som fangstpart, fordi han er

for langsom. Til slut hiver han alle sine indvolde ud, som han

placerer ovenpå kajakken. Hans kone koger dem og smager en bid. Da

siger han: "Det er sandt, jeg har en prop i enden", og falder død om

ned i husgangen. Konen tømmer rasende grydens indhold og al den

brændende lampeolie ud over liget, træder hen over det, og sammen med

sin tjenerinde tramper hun husgangen ned. De går over i et andet hus,

"og der blev de nok tjenerinder".

 

Var.: Iteqitilik; En rigtig lille forældreløs;

 

Kommentar: Grotesk fortælling over ideen: "en med prop i endetarmen": Iteqitilik

Den lille spurv, som græd

Print
Dokument id:606
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den lille spurv, som græd
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 25 - 26
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "qupalorarssúnguaq qîassoq".

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 124, "The little

snow bunting that wept".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22:  "qupalorarssúnguaq qîassoq"/ Qupalorarsunnguaq qiasoq.

 

Resumé: Spurven begræder i en sang sin mand, der er blevet fanget i en

snare af hvalbard. Svarsang fra en ravn, der tilbyder sig som hendes

mand. Hun afviser ham p.g.a. hans høje pande, lange skæg og hans livret:

skarn. Ravnen håner til gengæld spurven, der begræder en mand, der

spiser orme, og flyver bort.

 

Var.: Fælleseskimoisk myte, men ofte med flere og andre

fuglearter end ravnen. Sangkamp i dyreverdenen.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Hvalbarder skaffede man sig fra Diskobugten i det meste af 1700-tallet.

Den store bjørn

Print
Dokument id:1521
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aasivak (Aisivak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den store bjørn
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 52
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qilugtûssat" / Qiluttuussat.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 197 - 198.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 48 - 49: "Qilugtûssat" / Qiluttuusat.

 

Resumé:

En kvinde aborterer, går hjemmefra og optages blandt rare bjørne i

menneskeskikkelse. Da hun tar hjem igen, ber den største bjørn hende

om intet at fortælle hjemme. Det gør hun alligevel, og da mændene har

nået bjørnen dræber den sine to unger og fortsætter til bopladsen,

hvor den dræber kvinden. Hundene forfølger den gøende, hvorefter de og

bjørnen letter og bliver til stjernekonstellationen, Store Bjørn (?)

(Qiluttuusat: Dem der ligner en flok gøende hunde om en bjørn: Syvstjernen; Plejaderne).

 

Hist.: Fælleseskimoisk oprindelsesmyte.

Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden

Print
Dokument id:596
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Susanne (Napa)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den stædige / Uterîtsoq / Uteriitsoq / Besøg hos månemanden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 144 - 146
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

 

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

 

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Den uovervindelige Qâgssuk / Qaassuk / Qaasuk

Print
Dokument id:1442
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den uovervindelige Qâgssuk / Qaassuk / Qaasuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 197 - 210
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Maskinskrevet manus. på dansk: NKS 3536, IIIa, III; og i NKS 3536, IIIb: maskinskrevet manus., et på dansk og et på grønlandsk.

 

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 52 - 67.

Søby, R. (red.) Oqalugtuat oqalualâtdlo, 1981 - 82, I: 43 - 54.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 121 - 122.

 

Resumé:

Qaassuks søn bor ved Ikamiut (nær Appat) hos sine mange svogre, der holder

meget af ham. Han fanger godt, er stærk, og klarer sig i al slags

vejr. En dag i optrækkende uvejr kommer han til alles lettelse endelig

hjem, men efter et kort skænderi med sin kone, sætter svogrene sig op

imod ham, og det ender med knivstikkeri. Hårdt såret og nøgen lykkes

det Q.s søn at slippe ud og løbe fra svogrene til Appat, hvor man med

glæde modtager og adopterer ham. Efter vinteren ændrer han væsen

(bruger ikke længere sine vaner). Man spørger ham om årsagen. Jo, han

ville så gerne besøge sin far oppe i Qassit nær Amerloq. Man

tilskynder ham til rejsen. Q. der på lang afstand ser sønnens ændrede

væsen, får beretningen om svogrenes mordforsøg, inden sønnen går i

land, og Q. vil prompte på hævntogt. De ror hastigt sydpå med en

stormvind i ryggen og når Ikamiut allerede om natten. Q. synger alle

beboerne i dyb søvn, haster ind, og har dræbt alle mændene, inden

sønnen når ind. Sammen dræber de alle kvinderne. Herefter myrder Q.

alle de kajakmænd, han møder.

"Dengang i gamle dage, da der var mange folk ved Amerloq", begynder

den næste fortælling om Q. og hans søn: en gammel og en ung kajakmand

fra Amerloq havner i en snestorm uheldigvis ved Q.s boplads. Men han

tar vel imod dem, beværter dem og underholder dem med fortællinger. Q.

ængstes dog for sin søn, der endnu er ude på fangst, men beroliges, da

han erfarer, at sønnen er ude i den kajak, der kun har køl og ingen

spanter. Sønnen kommer hjem med en hvalros, og da han undervejs ind

hører, at gæsterne er havnet der ufrivilligt, gør han dem heller intet

ondt. Næste dag belæsses de med kødgaver og får besked om, at deres

fæller derhjemme vil blive dræbt, hvis de vover sig på besøg hos Q.

Det gør de alligevel. De får næsten ingen mad, slet ingen kødgaver og

undervejs hjem omkommer de alle i et uvejr, som Q. sender over dem. En

gammel mand, der således har mistet sin eneste søn, beslutter sig for

hævn, de andre tilslutter sig med ham som leder, og han får en gammel

ven med undervejs. De to gamle kommer usete i land ved Q.s hus, fordi

Q. kun har øje for de øvrige kajakmænd, der nærmer sig synligt ude fra

havet. Q.s islom (amulet) advarer ham forgæves med høje skrig. Den

gamle dræber Q. fra baghold med en bue og pil af specielt udsøgt

drivtømmer (fra syd og nord), og alle hævnerne gør derefter fælles sag

med ham, stikker i liget, parterer det og spreder stykkerne langt fra

hinanden. Man foretrækker at flygte, før Q.s søn kommer hjem fra

fangst. Ved et senere besøg er han forsvundet og huset faldet sammen.

  I gamle dag gik man på renjagt i Nordre Strømfjord: Man ser to mænd

langt borte. På råbet om, hvem de er, svarer de, at de er Q.s

efterkommere. Renjægerne flygter straks hjem, og ingen har siden jaget

rener i det område.

 

Var.: Qaassuk / Qaasuk

 

Hist.: En udbredt fortælling i Grønland. Lokaliseringen her til Midtvestgrønland borger jo ikke for nogen autencitet.

Dengang for længe, længe siden, da menneskene blev til

Print
Dokument id:1517
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Dengang for længe, længe siden, da menneskene blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 48
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 31; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: nr. 31, "sujuleqatigssuit ... / siuleqatissuit.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 31.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 116 - 117.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 13 - 14: "Inuit píngoqangata taimanitoqarssuaq" / Inuit pinngoqanngata taamanitoqarsuaq.

Resumé:

Skønt inughuit / polar inuit ikke kan gemme ord i streger, ved man udmærket

fra de gamle og forfædrene, hvordan jorden og menneskene blev til.

   Jord og sten falder ned fra himlen, menneskene kommer ud af jorden

som sprællende babyer med lukkede øjne mellem pilekrat. De kan end

ikke kravle og får næring af jorden. En mand og en kone blir

uforklarligt store og blir gift. Hun syr barnedragter og finder

børn på jorden. Han laver seletøj og stamper hunde frem af jordtuer.

Jorden blir overbefolket, fordi ingen dør, men blir gamle,

ubevægelige og blinde. En stormflod drukner mange. To gamle koner

skændes om hvorvidt man fortsat skal leve uden død i mørke eller i

stedet have lys og død. Det sidste ønske blir virkelighed. Den første

døde stensættes, men vender tilbage og afvises, fordi man vil på

fangstrejse. Nu, hvor man kan flytte sig og rejse, behøver man ikke

længere spise jord. Der kommer sol, måne og stjerner på himlen, fordi

de døde stiger op og blir levende.

 

Var.: Myten er unik i sin sammensætning af små myter, der normalt fortælles hver for sig. De grønlandske finder man hovedsagelig refereret i Poul Egedes dagbøger: Se Meddr. Grønland, Bd. 120, 1939: sagregister: Mythe.

Hos de canadiske inuit fortalte man endnu omkr. 1900 tilsvarende myter - men ikke kombinerede til een fortælling. Se fx. Boas, Franz: 1964 [1888: The Central Eskimo, ed. by H. Collins. Univ. of Nebraska Press, og 1901 - 07: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I-II, Bulletin of American Museum of Natural History, 15, New York.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Rigtige mennesker. Deres

oprindelse", "Død, lys og åndemanerens lys".

Dengang øen Disko blev flyttet

Print
Dokument id:1009
Registreringsår:1868
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Abraham
Nedskriver:Aron ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Dengang øen Disko blev flyttet
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:Side 104 - 106
Lokalisering:?
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Oversat efter Kjer, J. 1880: Atuainiutit, I, Kbh. Rosenberg, s. 87 - 88: Nivfigfarssungmik Nivingasilernâmigdlo / Niffiffarsummik Nivingasilernaamillu, der er en let revision af

Håndskrift: NKS, 2488, V, nr. 222, ss. 1082 - 1083.

 

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 64, ss. 105 - 106.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 131, s. 464: The Revmoval of Disco Island.

 

Resumé:

På en boplads langt sydpå i Grønland kan man kun med besvær komme ud til fangstfelterne, fordi man skal uden om en stor ø med høje fjelde. To gamle mænd, Niffiffarsuk og Nivingasilernaq, beslutter at flytte den, mens en tredje gammel mand, Qiviaritajannguaq modsætter sig. De tre mænd borer hul i øen vha. en formular / tryllesang / serrat, og mens N. og N. binder et barnehår fast og dets modsatte ende i deres kajakker, binder Q. en solid skindrem af remmesæl gennem hullet og holder fast på land i den anden ende, og der fremsiges formularer over begge liner til tovtrækningen. N. og N. får vha. endnu en formular revet øen løs af klippegrunden med et brag som når et isfjeld kælver, og de ror afsted. Deres line, barnehåret, forbliver lige tykt, mens Q. holder igen med sin rem, der i strækket bliver tyndere og tyndere og til sidst brister. Stadig med tryllesange ror N. og N. ud på det åbne hav forbi skærgården og derefter nordpå. Da de passerer de høje Kunnat fjelde, synger disse fjelde, fordi de nu vil være de højeste fjelde i Sydgrønland.

Et helt døgn ror N. og N. med øen nordpå og placerer den i bugten ud for Jakobshavn, Ilulissat, hvorefter de ror hjem igen. Man siger, at hele rækken af små skærgårdsøer fra Sydgrønland til Disko er stumper af øen, der er faldet af under bugseringen. Og da øen var fjernet i syd, fik bopladsens fangere kun kort vej til deres sælfangstfelter.

 

Var.: Søg på Disko

Drengen fra havets bund, der skræmte husbeboerne ihjel

Print
Dokument id:421
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Drengen fra havets bund, der skræmte husbeboerne ihjel
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 43 - 44
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tingmiáinalît".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 41 - 42: "tingmiáinalît" / Timmiaanaliit.

 

Resumé: Gravid kvinde, der mishandles af sin mand, vil drukne sig, men

lever op under havet nær stranden. Dernede bygger hun hus og føder sit

barn. Et skræmsel, hvis øjne er som vandmænd, håret som vandplanter og

munden som en musling. Dette utyske tiltrækkes af børnenes leg ved

stranden, men må ikke gå derop for sin mor. Får endelig lov og besked

om at gå op til bopladsens øverste hus, hvor hendes ondskabsfulde mand

levede, ikke til det nederste, hvor hun søgte tilflugt, når han

mishandlede hende. Utysket skræmmer alle beboerne i det øverste hus

ihjel med sit arrige udseende. Men ikke dets far, der forlængst er

død. Næste dag ser man dets spor af form som lamper og fulde af tang.

De fører op til huset, hvor man finder alle beboerne døde.

 

Bemærk: Aataarutaas kommentar: Dem, der bor på havets bund, kaldes

dem, der kun bærer fugleskindspels. Der er ikke mange af dem. Den

historiske Kunissoq syd for Illuluarsuit havde een af dem som

hjælpeånd.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Drengen, som for til genfærdenes land

Print
Dokument id:945
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Drengen, som for til genfærdenes land
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 133 - 134
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, IV: Mellemste bog: "Qalangánguasik".

 

Første gang trykt i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 141 - 143.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 89 - 91: "Qalangánguasik" / Qalangannguasik.

Resumé: Drengen Qalannguasii med søster og forældre bor ved et

kraftigt strømsted. Forældrene dør af at spise tang.

Kort efter også søsteren. Q. bliver lam i underkroppen.

Bopladsfællerne tager på fangstrejse. Et genfærd høres komme. Q. slæber

sig over i et andet hus og gemmer sig bag skindtapetet. Genfærdet

kommer ind dér, drikker to gange af vandspanden og siger: "Tak, at jeg

som tørstede fik drikke. Dengang man var jordboer, plejede man at

drikke således." Da bopladsfællerne kommer hjem er vandspanden

halvfuld af lus og i livlig bevægelse. Folk tager på fangstrejse igen.

Huset og dets støtter ryster, mange genfærd falder ned i huset, sidst

Q.s søster. De holder munter fest. Advarer til slut Q. om at fortælle

om dem. Hvis han tier, vil han få kræfterne igen. Hans søster kan

næsten ikke komme ud af huset i tide, fordi Q. har passet og rørt ved

hendes lille barn. Q. begynder at komme til kræfter, men fortæller løs

til de hjemkomne fæller og kræfterne forlader hans krop, "der nu som

før levede ved ånden". Q. udfordres til sangkamp af fællerne, der

hænger ham op i en husstolpe. Her svinger han frem og tilbage, mens

han trommer. Fællerne tager på fangstrejse igen. Q.s døde forældre

kommer og tilbyder den lamme dreng at komme med dem. Q. siger ja.

Man fortæller, at han blev en kvinde, da han forvandledes til genfærd.

 

Tolkning: Traditionel østgrl. livs- og dødssymbolik bestemmer

forløbet fra først til sidst: Bevægelse (strømsted, lus, fangtrejser,

rystelser i huset, kræfter, "ånd") kontra ubevægelighed (lammelse,

stilstand = kvinde). Det første genfærd kommer sikkert fra det

nederste dødsrige, de næste fra himlens. De døde forældre er

associeret til overgangsstedet, stranden (dør af at spise tang) og til

den ophængte, lamme Q.s svingninger under trommesangen. Hans lammelse

bestemmer hans forvandling til kvinde som genfærd.

 

Var.: Qatingaq, (fortalt af Nikolai til Ulrich Rosing ved Kap Farvel midt i 1800-tallet).

Dværgene

Print
Dokument id:423
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Neqissanooq (Neqigssanôq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Dværgene
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 59 - 62
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"inuarugdligkat".

Nedskrevet på dansk.

 

Resume: En kajakmand ser langt borte en dværg i kajak og ror hen til

den. Begge blir meget bange for hinanden. Dværgen er forgæves i færd

med at fange en lille netside. Manden fanger den for ham og inviteres

på besøg hos dværgene på en boplads med flere huse. Dværgen vil gerne

ha' ham til svigersøn. Alle er meget venlige mod mennesket og dværgen

fortæller om hans fangst, som fangeren lader dem få. Men to

dværgekvinder og værten magter ikke at slæbe den op sammen. Manden

bærer den op i den ene lalle. Hvor er han stærk! Alle fra alle husene

får hver en kødgave. Manden inviteres til et andet hus på et måltid af

tørrede rævetestikler. De knaser så morsomt. En gammel kone gør sig

lækker. Manden pifter af foragt, og hun triller af skræk ned af

briksen, ud i husgangen og blir væk. Han foretrækker værtens datter.

Hans penis er for stor. Værten udvider sin egen datters vagina. Så går

det. Hun får et barn. Manden længes hjem til sin efterladte mor. Hele

svigerfamilien tar med på besøg, der forløber vellykket, indtil

dværgebedstemoderen taber sit barnebarn ned i husgangen, hvor hun

holder det frem for at tisse. Hundene æder det straks. Svigerfamilien

bryder straks op. Svigerfar bærer altid på sit teltskind i en rem om

panden, der efterhånden blir hudløs. Hver gang de vil i land hos

mennesker flygter han for deres hunde, som dværgene kalder "halvmennesker", illuinnaat. Til slut rejser dværgesvigerfaderen bort

i en nordenstorm, som han stilner med en serrat, en formular. Siden

har ingen hørt noget til ham.

 

Var.: Rasmussen 1921: 256-262, en fangers besøg hos dværgene. Makkutooq.

 

Bemærk: Neqissanooq boede ved Illuluarsuit på Østkysten, er døbt

Imanuel, og fortæller historien med centrum i sin gamle boplads.

Nordenstorm dér kommer fra landet (piteraq) med samme kraft som en

østenstorm hér (ved Narsaq Kujalleq)

Dødsfjenderne

Print
Dokument id:1866
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Dødsfjenderne
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 58 - 62
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, s. 127 - 129: "Akerarît" / Akerariit.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

En mand, der har fjender mod syd på nabopladsen, opdrager sin søn til

en hurtig kajakroer og dygtig fanger, men fortæller ham først om

fjenderne, da han selv er blevet gammel. Sønnen tar straks næste

morgen ud til fjendernes fangstfelt. De er tre brødre, der snakker med

ham og holder sig tilbage, da han tilbyder at fange dem en sortside,

der dukker op. Så fanger han den selv som et lyn, får den på slæb, ror

hjem, men frigør sælen for at kunne ro hurtigere, da den yngste af

brødrene forfølger ham. Næste morgen lykkes det ham at komme uset til

brødrenes boplads og ind i huset efter sin smukke bugserrem, springe

ud, og ro bort, skarpt forfulgt af brødrene. De to ældste forfejler

deres kast, men den yngste rammer bagstevnen, hvor lansen bliver

siddende. Den unge mand når dog hjem, uden at en dråbe vand er trængt

ind i hans kajak, fordi han ror så hurtigt. Derefter ser han ikke mere

til sine fjender, der har set hvilke evner han har.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn

Print
Dokument id:1858
Registreringsår:1927
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ludvigsen, Daniel
Nedskriver:Ludvigsen, Daniel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres s��n
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 16 - 19
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 24 - 27.

 

Resumé:

En ung dygtig fanger bor alene på et ensomt sted med sine forældre.

Sydlændinge kommer forbi på vej nordpå. Den unge mand udebliver,

faderen tager ud efter ham og finder ham dræbt, stivet af drivved og

med sine testikler som pynt i panden. Forældrene sørger, tar på

hævntogt, hører undervejs på en af bopladserne den smædesang

sydlændingene har lavet over deres offer, græder, og når omsider den

indsø, hvor sydlændingene har slået sig ned. De gemmer konebåden under

en mængde fuglefjer, lægger sig i skjul, og da to unge mænd kommer

halvnøgne ud, lokker manden dem bort fra huset med en sang. Han og

konen overfalder og dræber dem, og sætter dem op på samme måde som

deres dræbte søn med testiklerne i panden. De når det hele, inden folk

kommer ud efter de to unge, fordi manden med en sang har holdt dem

inden døre. Med en anden sang gør han sig selv og konen usynlige i en

klippekløft, og fniser af glæde, mens sydlændingene leder og til slut

giver op. På hjemvejen digter de en smædesang på sydlændingenes melodi, synger

den for alle de møder undervejs, og når temmelig hæse hjem, men med

fred i sindet.

 

Var.: Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; ortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut". Venstgrønlænderes relationer til sydlændingene, der rejste nordpå på handelsrejser, skildres ofte som fjendtlige. Men der kan ikke laves statistik på disse tilfælde i fortællingerne.

En historie om hvorledes to brødre, der ikke kendte til frygt, omsider måtte flygte for deres overmand

Print
Dokument id:1859
Registreringsår:1927
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ludvigsen, Daniel
Nedskriver:Ludvigsen, Daniel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En historie om hvorledes to brødre, der ikke kendte til frygt, omsider måtte flygte for deres overmand
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 19 - 24
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 20 - 24: Ersigissaqajuitsut quniutitânerat.

 

Resumé:

En navnkundig sydgrønlænder med store færdigheder rejser nordpå med

kone og to små sønner. De overvintrer på en boplads, hvor faderen

fanger så godt, at de lokale kajakmænd dræber ham af misundelse. Kone

og sønner rejser sydpå, og sønnerne, der var store nok til at huske

tabet af deres far, øver deres kræfter. Også moderen opfordrer dem gang

på gang til hævn. Den yngste bliver den stærkeste. De rejser nordpå,

forbi fjendernes boplads til en øde egn for vinteren. Her venter de

blot på, at fjenderne skal komme på besøg. Brødrenes koner driller dem

så ofte med at råbe om ankommende slæder, at brødrene til slut ikke

reagerer på råbet. Heller ikke da der faktisk kommer to ægtepar på

slæder. De inviteres inden for og hen på aftenen kryber lillebror

tilbage på briksen. Han sveder af ophidselse. Storebror bliver også

ophidset. De river begge mændene midt over og kører enkerne hjem.

Disses husfæller sætter efter dem med bue og pil. Men brødrene undgår

behændigt hver eneste pil og dræber alle deres fjender. Næste sommer flytter

de sydpå, men beslutter at gå ind i landet mod syd for at møde en

værdig modstander.

       Langt inde i landet finder de et kuld legende ulveunger, som de først

morer sig over og så dræber. Da hunulven kommer og sætter i et hyl,

klasker de hende ihjel uden våben. Det gentager sig med hanulven, og

de fortsætter længere indad og mod syd, hvor de i en aldeles øde egn

møder klodyret, kukissoq, der kan grave sig gennem sten og ned i

jorden for at føde sine unger. Det besluttes at lillebror skal

overmande den, mens storebror bringer sig i sikkerhed på en

klippehylde. Efter en voldsom kamp må lillebror søge tilflugt på

klippehylden, hvor dyret rækker op og flænger hans pels. Storebror

stikker gang på gang ned i dyret og får dræbt det, netop som han er

ved at give op. Han erklærer sig så parat til at møde hannen, men det

fraråder lillebror klogeligt, og de tar flugten ned til havet, følger

stranden, finder konebåden og rejser hjem i rolig forvisning om, at de

har truffet deres overmand i hanklodyret.

 

Var.: Sikulluk; Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

 

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

 

Første episode + den senere med ulvene kunne være en grønlandsk udgave af den nordiske fortælling om drengen, der råbte "ulven kommer" (trykt på grønlandsk i Kjer, J. 1880: Atuainiutit, I, Kbh. Rosenberg) og muligvis tillige den om Hans, der drog ud for at lære frygten at kende. Dette tema er dog hyppigt i sene fortællinger og om stærke, asociale mænd.

Da man ikke har slæder i syd (her ved Paamiut), er det et fremmedelement, som kunne tyde på en anden proveniens. Se for en mulig forklaring i not. til "Mennesket og bjørnen".

En lille fortælling / Indianere

Print
Dokument id:614
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En lille fortælling / Indianere
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 152
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. H. Ostermanns oversættelse til dansk findes med samme titel og i hans håndskrift i Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut. Det havde næppe været nødvendigt for Ostermann at skrive den af fra Rasmussen, hvis håndskrift ligeså læselig (og meget smukkere end) Ostermanns.

Regitze Søby (se ovf.) havde Ostermanns materiale som forlæg for sin udgivelse.

 

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 142 - 143, "Indians"

 

Resumé: Ved Alanngorteq henter en skeløjet pige vand og opdager en

mængde hoveder titte fem bag søen. Ingen der hjemme vil tro hende. Hun

er jo skeløjet. På hendes stædige bønner forbarmer en ung mand sig

til at tage hende på en kajak over til Oqqua-landet. Her hører de om

natten voldsom larm ovre fra bopladsen. Næste dag ser de de to eneste

overlevende vandre op mod landet ved indlandsisen. Den ene er såret og

humper afsted med stok. Også ved Anaqqat skal man have haft besøg af

arpattaasimasut, løbere, indianere. Hér overlevede kun en ung pige,

der gemte sig bag en af overliggerstenene i husgangen.

 

Var.: Den første episode + udryddelsen er en gængs rammefortælling for både nordbo-angreb, angreb fra de såkaldte løbere som her: Kunuk; og fra ummiarissat.

 

Kommentar: Oversættelsen af "løberne" til "indianerne" skyldes Rasmussen i

overensstemmelse med datidens skik blandt forskere, der heri fandt

belæg for grønlændernes fortid i det canadiske Arktis. I vestgrønlandske

fortællinger er en af de "fremmede" ofte skeløjet. De eventuelle

historiske begivenheder bag fortællingerne kan have været kød- eller

muslingeforgiftning, der har udryddet en hel boplads.

Et gammelt ægtepar som mistede deres lille pige

Print
Dokument id:1481
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ujuuloralak (Ojûloralak / Ojuuloralak)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Et gammelt ægtepar som mistede deres lille pige
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 60 - 62
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Nedskrift på dansk findes i KRKB: NKS 3536, 4', IIIb: "Det gamle ægtepar som mistede deres lille pige."

 

Trykt på grønlandsk i Søby (red.): Oqalugtuat oqalualâtdlo, I, 1981: 195 - 196: Utorqánguit nuliarîk panínguat támartoq / Utoqqannguit nuliariik

paninnguat tammartoq.

 

Resumé:

Familien overvintrer alene. Pigen blir borte, da hun er ude efter sne

til vandsmeltning. Hendes far og bror følger et slædespor og finder

hende i et enligt hus, hvor manden senere kommer hjem med en hvidhval

og tar godt imod sin svigerfar og svoger. Han giver dem store kødgaver

med hjem og lover at komme på besøg med sin kone i bedre vejr. Da

hendes far og bror ser dem komme langt ude, springer de af glæde over

deres konebåd. Svigersønnen, der tror, de springer af vrede, gør

omkring, og faderen sender sin tupilak efter ham. Man hører aldrig

siden til dem.

Var.: Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden. Søg også for et lidt andet forløb på: Akilineq svoger

Fader og søn fra de yderste øer

Print
Dokument id:1433
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Kalistorfe (Kristoffer)
Nedskriver:Rasmussen, Knud + ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Fader og s��n fra de yderste øer
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 170 - 175
Lokalisering:Kangâmiut / Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 58.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 197 -

201: " Ernerîk Kitsigsorssuarmiut" / Erneriik Kitsissorsuarmiut.

 

Resumé:

Far og søn fanger sæler langt til havs. En dag jager de mellem kalvis, hvor

sælerne springer op af vandet, fordi to store kajakmænd, en gammel og

en ung, nærmer sig. De går til angreb på far og søn, der har søgt

tilflugt på et stykke is, hvor faderen gemmer sig i en ishule. Sønnen

overmander og dræber både den unge, der kan svømme, og den gamle, der

når at fremkalde stormskyer i både nord og syd, inden han går under.

Snestormen overfalder far og søn, der må efterlade og tildække deres

kajakker ved bræens fod og vandre over isen og mod sydøst over land

til den bagved liggende kyst (østkysten?). På en stor boplads kommer

de i hus hos en gammel kone, hendes datter og to gifte sønner. Deres

koner har slægtninge på de to gæsters hjemegn. Familien allierer sig

med gæsterne mod de andre huses beboere, der er menneskeædere / kannibaler, indtil

den gæstende søn har dræbt deres hovmodige leder, og tre andre stærke

mænd i styrkeprøver. Bopladsen er lettet og vil nu ha sønnen som leder,

men, som han siger: "Fangstdyrene har ingen herre." Han fanger en

hvalrosunge, der parteres og allerede er kogt, da de andre fangere

vender hjem til fællesmåltidet. Han fanger så en hvalroshun med unge

og beslutter på hjemvejen at tage den gamle kones datter til kone.

Men hans far har allerede taget hende. Sønnen bliver bedrøvet, men

tier. Senere får han hjemve. Faderen vil blive og græder. Sønnen

truer ham på livet til at tage med hjem sammen med den unge kone.

Undervejs over bræen møder de ligesom på udturen en endeløs vandrende

række af bjørne. De når deres kajakker og graver dem frem. Faderen vil

binde dem sammen til transport af sin unge kone. Det forbyder sønnen

ham. De efterlader hende på stranden, ror tilbage til deres yderste

øer og har siden intet hørt til hende.

 

Var.: bygger på fortællinger om rejser til fjerne egnes kannibalske mennesker.

Søg på: menneskeædere; kannibaler.

 

Hist.: Kysten bag bræen bebos af mennesker, formentlig

sydøstgrønlændere, med babariske tilbøjeligheder. De to gæster vestfra

har åbenbart til opgave at civilisere dem. Men det er den stærke søn,

ikke den feje far, der klarer alle angreb. Integreringen med de

fremmede er begyndt i kraft af sønnekonerne, men fuldendes ikke i

gensidighed, fordi den svage gamle far uretmæssigt gifter sig med den

unge datter, som sønnen nægter ham at tage med hjem. Dette

generationsopgør mellem søn og far virker påfaldene nyt sammenlignet

med ældre fortællinger, hvor de gamles autoritet endnu ikke er kommet

til diskussion. Jeg er ikke truffet på ældre varianter af netop denne

fortælling, men dens elementer er traditionelle og brugt i nye

betydninger.

Fjeldkløften, som lukkede sig

Print
Dokument id:947
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:
Titel:Fjeldkløften, som lukkede sig
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 139 - 140
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:: "merdlertorajît quvnerssûp kîgai".

 

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 149 - 151.

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 26 - 27, "The Ravine

that closed up".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: "merdlertorajît quvnerssûp kîgai" / Merlertorajiit qunnersuup kiigaa.

 

Resumé: Et stort fjeld. Midt på det en kløft. I kløften en dal. I

dalen et hus. Børnene leger og støjer i kløften, fordi de ikke tænker

på mad. En voksen kvinde med barn i amaaten / rygposen er hos dem. De skræmmer to

gange sælerne væk fra en gammel mand på isfangst ud for huset. Anden

gang råber han i alvorlig vrede, at kløften skal lukke sig. Den lukker

sig som en sammenbidt mund. Intet kød kan presses ned gennem revnen.

Kun lidt blod, der hældes ned, og senere lidt blod fra en nyfanget

sæl, fyldt i en tarm, der presses ned gennem revnen. Børnene bliver

mætte, men ikke barnet i amaaten. Der er ikke plads til at die det.

Det dier kvindens nakke og æder dens kød fra benene. Den gamle mand

lover at åbne kløften igen, men undlader det, fordi han næste morgen

vredes over en gammel kones svar på hans spørgsmål om himlen mon vil stå

blå i dag: Selvfølgelig, solen vil skinne, fordi barnet i dag vil æde

sig ind i hendes nakke. Svaret skal vække hans samvittighed og er en

hentydning til, at han ikke burde have ladet sin vrede løbe af med

sig. Børnene sulter ihjel.

 

Var.: id 123, 623, 820.

 

Tolkning: En variant med sjældent stærke metaforer. Temaet i alle

varianter er børns tankeløse støjen, der skræmmer dyrene bort. De

tænker ikke på mad (kød). De bør holde mund. En ekstremt lukket mund

er billedet på klippen, der lukker sig og sammenbidt ikke tillader kød

at passere. Kun blod i en tarm. Det kød-diende spædbarn alluderer

først til myten om spædbarnet, der blev sultet og åd sine forældre, og

dernæst til forestillingen om Solen, der har afskåret sine bryster og

er hul i ryggen. Moralen er dobbelt: Børn bør ikke støje. Og gamle

(mænd) bør ikke lade vreden over tankeløse børn løbe af med sig.

Hist: Evt. påvirkning er ikke synlig.

Folkene ved Igdlorssualik / Illorsualik

Print
Dokument id:1877
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rasmussen, Pavia
Nedskriver:Albrechtsen, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Folkene ved Igdlorssualik / Illorsualik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 87 - 90
Lokalisering:Arsuk: Ivittuut
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: s. 108 - 111: Igdlorssualingmiorssuit.

 

Resumé:

Illorsualik er i kamp med en anden stamme og river maven op på to

brødres lillesøster, mens de prøver at få hende bort fra kampen. De

fortsætter flugten, og søsteren dør af blodtab ved en solrig skråning,

hvor hun blir begravet. Brødrene runder to fjorde og bliver

plejesønner hos et enligt ægtepar, hvor de dagligt øver deres kræfter

uden for. Lillebror overanstrænger sig, kvæstes indvendig og dør.

Storebror får kajak og specielt tynde redskaber, som han fortrækker.

På hans ønske tar de ud for at træffe mennesker. De blir venligt

modtaget et sted, hvor man daglig driver hvalfangst uden held, ror om

kap i konebådene på hjemvejen og spiller bold om aftenen. Den unge

mand vægrer sig en tid mod at deltage i nogen af delene, tar omsider

med på hvalfangst, og da han to gange har bidraget til en konebåds

sejr i kapløbet, får han lyst til boldspillet. Under spillet skubber

han til en forkælet dreng, der tuder og tuder. Faderen kommer til, den

fremmede får skylden og identificeres som en af deres fjender. Den

unge mand blir hjemme næste dag og lokker ved sit udtalte ønskes kraft

en for en de hjemkommende konebåde hen til en flad klippeskråning ved

havet, hvor han vender bunden i vejret på bådene. Alle drukner. Han

fortsætter op til husene og myrder alle kvinder og børn undtagen een

kvinde, som han tar til kone. Tilfreds med denne sin hævn over

lillesøsteren rejser han tilbage med kone og plejeforældre.

 

Var.: Kunuk (tildels). Episoden med boldspillet forekommer ofte i Aqissiaq.

 

Hist.: Dette er en yderst forenklet variant af fortællingen om Kunuk.

I sammenligning virker den ret tam, bortset fra, at hovedpersonens

hævn hér antager uhyrlige dimensioner.

Gamlingen der øvede sig i angákokkunsten af sorg over sin datters død

Print
Dokument id:1490
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Anasi (Hans)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Gamlingen der øvede sig i angákokkunsten af sorg over sin datters død
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 78-79
Lokalisering:Ikkamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr .

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I:

 

Resumé:

Af sorg over sin datters død lagde en gammel mand sig efter angakkoq-kunsten (angakok / shaman). En aften han manede ånder fløj han ud gennem loftsventilen og nåede op oven over to huse. I det øverste var der et stort forrådskammer, i det nederste en masse sølle mennesker, der, da de fik øje på ham væltede rundt mellem hinanden bagest på briksen. De tog dog mod til sig og inviterede ham indenfor, hvor de straks gav sig til at spille bold med ham. De spillede ham til blods, troede han var død og afventede at han skulle blive kold. Men manden huskede pludselig sine to hjælpeånder, en hund og en 'kildrer', som straks kom til stede og myrder løs på de små mennesker. Gamlingen tog nu bare hjem og manede aldrig mere ånder af skræk over at han nær havde mistet livet.

 

Hist.: Episoden om ånder, der spiller bold med en åndemaner / angakkoq så han

bløder, er velkendt fra Østgrønland. Se fx "Ajijak" og Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Nordlys er netop sådanne døde der spiller bold. Der er m.a.o. en nær forbindelse mellem den gamles sorg og besøget hos disse døde i himlen. En skam man ikke får nogen forklaring på huset med det store forråd. Var det også beboet, måske med andre døde?

Gravene er de dødes hus

Print
Dokument id:1867
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole ?
Nedskriver:Petersen, Ole ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Gravene er de dødes hus
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 62 - 63
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: har ikke kunnet identificeres mellem Ole Petersens andre nedskrifter i NKS 2130, 2', læg 7.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

En mand der savner en kniv og kører nordpå med en hoftelam hund for

slæden, overnatter i et hus med en brændene lampe og en mængde

flækkede sæler uden for. Hunden knurrer, manden ser et genfærd komme,

skjuler sig i kogerummet, mens den døde går ind og ud igen, hvorefter

han straks spænder for og flygter. Nu er huset forsvundet. Han kommer

til endnu et hus, blir vel modtaget og fortæller om sin oplevelse.

Deres søster blev sindssyg, fortæller de, og som tak for at manden har

holdt hende med selskab for en nat, forærer de ham en mængde

flinteknive. Han kører hjem i en stor bue uden om den grav, han natten

før oplevede som et hus, og rejser aldrig siden nordpå.

 

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering."Slæden" er et fremmedelement, hvis hovedpersonen skal

lokaliseres enten til fortællerens egn eller til vestkysten syd for

Sisimiut.

Grovæderen

Print
Dokument id:1588
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Grovæderen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 155
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Narrajîna" / Narrajiina.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 206.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 55 - 56: "Narrajîna" / Narrajiina.

 

Resumé: Manden, der er en stor renjæger, spiser ustandseligt og så

meget, at han må grave et hul til sin mave ved hvert måltid. Han giver

aldrig andre noget.

 

Var.: The glutton Narajê

Havets herskerinde

Print
Dokument id:1882
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:Mathiassen, Andreas
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Havets herskerinde
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 142 - 149
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 59 - 65: "Immap nälagâ" / imap naalagaa( Havkvinden / Havets Mor / havets moder.

 

Resumé:

I en konebåd ud for det store kystfjeld, Naajarsuit, ser bådens

ondskabsfulde ejer sig sur på en lille forældreløs pige, som han

smider overbord sammen med hendes lille hund. Da hun klamrer sig til

rælingen hugger han hendes pegefinger og langemand af. Hun synker

svimmel til bunds, får hurtigt sin bevidsthed igen ved en korsvej og

går så langt ud ad en sti mod vest, at hun befinder sig lige langt fra

alle bopladser. Her bygger hun et hus med et rum til sig selv og et

til alle sødyr og søfugle. Hunden får plads på taget og både den og

hun vokser sig meget store. En dag rammes hun i ansigtet af noget

vådt. Det er affald, som mennesker smider ud på møddingen. Hun rammes

af mere og mere snavs, ansigtet hovner op, håret filtres ind i snavs,

hunden gør højere og højere, og en strid elv strømmer ind gennem

husgangen. Oppe på jorden finder åndemanerne ud af, at den lille pige

er blevet sødyrenes og fuglenes herskerinde og holder dem tilbage, når

hun svines til af kvindernes urenheder.

Åndemaneren / angakok / angakkoq Utarkaq / Utaqqaq / Utakaaraq (?, se ID 467) rejser ned til hende gennem en revne i isen ved stranden. Undervejs generes han af tanglus, der ligner myg. Han vover

sig forbi den rasende hund, klatrer oven over elven gennem husgangen

ved at stemme hænder og fødder mod dens vægge og loft, og med et

snuptag i kæmpekvindens hår giver sig i slagsmål med hende. Hun

svinger hovedet frem og tilbage, men trættes, og U. kan nu rense hende

for snavs. Som tak sender hun søfugle- og sødyrarter ud i husgangen,

hvor elvens strøm er vendt. De forvandles alle fra mennesker til dyr i

det øjeblik de dykker ned i husgangen. Til afsked giver kvinden ham

besked om hvordan folk skal forholde sig med fangsten, og han når hjem

uden hindringer. Vinden skifter om natten fra øst til sydvest. Føhnen

blæser havet rent for is, og det myldrer med dyr og fugle. En enkelt

fanger bryder tabuet mod at fange den første dag. Han får intet. Næste

dag må alle fange og de gir dagens fangst til U. som løn.

Mange år senere lider man atter nød og en storfanger fra øen Saarloq

kommer på besøg med kød og spæk til Tuttutsiaq og hans kone i

Alluitsup Paa / Sydprøven. De er begge åndemanere, men konen er den

største. Hun har engang været fjeldgænger / qivittoq og er kommet tilbage. T.

overtaler sin kone til at tage mod kødet som forudbetaling for en

rejse til Havkvinden / havets moder. Der festes på kødet og T.s kone klarer rejsen på samme måde som i sin tid U. og efterspillet er det samme. Hendes rejse

til Havkvinden var den sidste.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Sødyrenes moder / mor. ID 2070, 1524, 2304.

 

Hist.: Fortælleren kombinerer de fortællinger han kender om

Havkvinden: Oprindelsesmyten, fortællingen om U.s rejse og den om T.s

kone, der var den mest udbredte og kun gengives i ultrakort referat

(se Qujaavaarsuk). Tiden er tydeligvis løbet fra forståelsen af det

snavs, Havkvinden rammes af. Der nævnes almindeligt affald, kvinders

urenheder, og den mad urene kvinder ikke må spise. I de ældste kilder

er snavset størknende blod fra aborter og menstruationer, som rammer

Havkvinden, hvis kvinderne bryder de tilhørende tabuer. Europæernes

ubehag ved de ildelugtende grønlandske huse og affaldet mellem dem, og

deres opfordring til renlighed sammen med dåbens eliminering af

tabuerne har sikkert forvirret begreberne om snavsets karakter.

Fra Naajarsuit udgik rejserne nordpå til hvalfangst og handel med

europæiske hvalfangere.

Heksen Pêlánge, som stræbte min fader efter livet med en selvgjort sæl

Print
Dokument id:431
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Birte
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Heksen Pêlánge, som stræbte min fader efter livet med en selvgjort s��l
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 147 - 150
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.

 

Resumé:

Birtes far (Ingersia) havde mistet sit fangstheld. Det måtte

skyldes en tupilak. Ingersia overtaler angakkoq'en / åndemaneren Neqissaneq med

løfte om mange gaver til at holde seance. Mørkelægningen af husrummet

til seancen beskrives. Dernæst seancen. N. tilkalder sine hjælpeånder,

der skal støtte ham i at lokke tupilakken til stede. Den dukker op

under gulvet som en sæl ved et åndehul. N. skriger af angst for sit

liv, men lokkes til at fortsætte med løfte om flere gaver. N.'s

innersuaq (en af ildånderne) kommer tilstede og stikker tupilakken

ihjel, da den kommer op for at ånde ved husgangens åbning. N. brøler

hjerteskærende, og de andre innersuit strømmer til for at få

fangstparter. Lamperne tændes. Gulvet og husgangen sejler i blod. N.

ligger tilsølet i tupilakkens blod ude i husgangen. Han bæres ind,

vaskes, gulvet vaskes, og lamperne slukkes igen. N. kommer langsomt

til sig selv, mens trommen kommer i stadig livligere bevægelser, og da

han endelig brøler af fuld kraft, ber han om hjælp til at blive

presset ned under gulvet ved hovedet, fordi han skal ned under jorden

efter fangstdyr til I. I. presser hans hoved ned. N. bliver længe

borte. Til sidst hører man (hjælpeåndernes) stemmer under gulvet, trommen kommer i bevægelse, og N. er tilbage på sin plads, bleg og

svedig. I. kan nu fange igen.

Langt senere, da Peelanngi er død, røber hendes datter, Tukaaseq, at

hun i sin tid så sin mor lave den famøse tupilak.

 

Hist.: En historisk fortælling i fuld overensstemmelse med traditionen. Seancens dramatiske forløb tyder på, at Neqissaneq har virkelig har kunnet sin metiér.

Hunden, som tog pigen til kone

Print
Dokument id:1550
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnajaaq (Arnajâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hunden, som tog pigen til kone
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 85 - 86
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qingmeq arnamik nuliartârtoq" / Qimmeq arnamik nuliartaartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 119 - 120.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 21:"Qingmeq arnamik nuliartârtoq" / Qimmeq arnamik nuliartaartoq.

 

Resumé:

En mand opfordrer sin datter til at gifte sig med en hund, fordi hun

vrager alle mænd. En frossen hundelort bringer beskeden ud til hunden,

der slæber pigen ud og ligger med hende. Faderen bringer hende over

til en ø ud for Kangerlussuaq, mens han lader hunden svømme over med

en pose sten så den næsten drukner. Pigen føder to hunde, to eqqillit

(hundemennesker), to inuit, to qallunaat (hvide) og to qallunaatsiaat

(ondsindede hvide). De hvide sender hun over havet på en kamiksål, og

hun lader derefter sine børn sønderrive faderen.

 

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

 

Hist.: En fælleseskimoisk myte. Qallunaatsiaat var den vestgrønlandske

betegnelse for nordboerne. Måske har sydvestgrønlænderen, Hans, der

boede fem år i Thule-området (1855-60), indført betegnelsen. Se

"Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..."

.

Hurtigløberen Ungãnguaq, der besøgte dværgfolket

Print
Dokument id:1860
Registreringsår:1927
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ludvigsen, Daniel
Nedskriver:Ludvigsen, Daniel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hurtigløberen Ungãnguaq, der besøgte dværgfolket
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 24 - 29
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.  

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 4 - 8: qîlasorssuaq Ungãnguaq.

 

Resumé:

Ungaannguaq bruger ingen bue og pil men harpun når han jager rener dybt inde i indlandet. En dag træffer han to dværge derinde, der overtaler ham til at sælge dem sin harpun for deres pegevåben. De inviterer ham hjem til deres lille tue, hvis alt for lille åbning den ene dværg udvider med en støvlestrækker. U. kan nu komme ind. Han får alskens dejlig mad og tar næste dag med dem på sælfangst ved en fjord langt borte. Dværgene løber hurtigere end ham. De demonstrerer pegevåbnet, der dræber en sæl blot man peger på den. Derefter haler de den ind med en krog på en line. U. får på samme vis en sæl. Da han på hjemvejen ikke kan følge med, beordrer den ældste dværg dem til at lægge sig fladt ned på række, holde hinanden i hælene og lukke øjnene. Straks efter har dværgen trukket landet sammen under dem, og de er hjemme. Om aftenen kommer indlandsboerne, dværgenes fjender, på besøg for at få sig koner. De beværtes. Næste dag trækker de armkrog og afprøver hvem der kan gøre sin ryg hårdest. Dværgene vinder i armkrog, ingen slag bider på deres rygge og da en dværg stikker hånden tværs igennem en indlandsbos ryg, river han dennes hjerte og lunger ud. Indlandsboerne flygter, og en af dværgene maner rasende og gnistrende som en ildsten sin hjælpeånd op af jorden. Den optager forfølgelsen og dræber alle indlandsboerne. Dværgene får lov til at besøge U. en nat i mørke. Man hygger sig med mad, men dværgene kommer aldrig på besøg igen, fordi de vist ikke kunne tåle mennesker tunge mad.

 

Var.: søg på: pegevåben

 

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

Europæiske bøsser er sandsynligvis modellen for pegevåbnet. Dværgene deler træk med innersuit, ildfolk, og med østgrønlandsk timersit i indlandet. Se også en anden vestgrønlandsk version fra Aasiaat: Qvinden som kom i slægt med innersuit i Kraghs samling.

Også canadiske inuit havde ildfolk i indlandet.

Men fortællingernes forskellige ånderacer låner træk af hinanden i en grad, der gør enhver generalisering usikker. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Hvalen og ørnen

Print
Dokument id:1880
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:Mathiassen, Andreas
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvalen og ørnen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 118
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 78 - 81.: "Oqalugtuaq nagtoralik arferdlo".

 

Resumé:

To piger leger far, mor og børn ved stranden. Den ene vælger sig et

hvalskelet ved stranden som mand, den anden en ørn oppe i luften.

Skelettet forvandler sig til en levende hval og bortfører pigen til en

ø. Ørnen flyver med den anden op til toppen af en høj klippe. Pigernes

familie ser det, men kan intet gøre. Ørnen fanger fugle til sin kone,

der fletter sig en lang line af deres sener. En dag opdager ørnen

linen, som konen påstår skal være en ny fiskeline til ham. Han river

den i stumper og stykker. Hun fletter en ny, der endelig når fra top

til fod af klippen. Hun ber sin mand hente lækker mad helt ude ved

horisonten. Han flyver derud, hun klatrer ned og løber hjem. Det varer

meget længe, inden ørnen blir synlig, først for sin kone, der både har

fået noget af hans skarpe syn og synger, når hun taler, ligesom han.

Den når sin tomme rede, dropper i vrede sin enorme fangst ned ad

klippen og stryger gang på gang så tæt over svigefamiliens tag, at

flere og flere af dets tørv ryger af. Hun går ud og ber den brede

armene ud for sine kære svogre, og de skyder pile ind i dens armhuler.

Ørnen dør. Brødrene sætter nu over til hvalens ø i konebåd. Gennem

hullet i taget ser de søsteren tæt omslynget af hvalen og spytter ned

på hende. Hun ber om lov til at gå ud. Du kan tisse i min mund og

skide i min hule hånd, svarer den. Hun insisterer, og hvalen binder en

line fast i hende, som den utålmodigt rykker i. En bror tar linen,

mens hun svækket af sit stillesidende liv slæber sig ned til båden.

Hvalen opdager blufnummeret og forfølger båden, men opholdes tre gange

af pigens klædningsstykker, der kastes ud til den. Båden når i land,

og et hvalkranium ruller op på stranden.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.

 

Hist.: Fortælleren har byttet om på den gængse rækkefølge af

klædningsstykkerne, der smides ud og i stigende grad ophidser hvalen

erotisk. Derfor plejer bukserne at komme til sidst, men enten har

fortælleren ikke fattet pointen, eller også har missionen øget hans

blufærdighed.

Hvorledes "Sulefadet" blev til

Print
Dokument id:1524
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aasivak (Aisivak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes "Sulefadet" blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:ss. 57-58
Lokalisering:Avanersuaq/ Thule
Note:

Resume:

En stormfugl der fik lyst til at gifte sig med et menneske, pyntede sig med briller af hvalrostand og en smuk netsidepels. I menneskeskikkelse fik han sig en kone og tog hende med hjem. De fisk han fangede til hende kaldte han unge netsider. Da han en dag tabte sine briller og konen så, hvor grim han var og brast i gråd, lo han blot af hende og  tog brillerne på igen. Hendes brødre kom på besøg. De savnede hende og tog hende med hjem, men en stormfuglen satte efter båden og rejste en storm så voldsom med sine vinger, at brødrene forstod årsagen og kastede deres søster overbord. Da hun klyngede sig til rælingen, huggede hendes bedstefar hånden af, og hun sank til bunds som herre over alle sødyr med navnet Nerrivik, Sulefadet. Når sælerne udebliver må åndemanerne ned og rede hendes hår, fordi hun uden hænder ikke kan selv. Som tak slipper hun havdyr ud til mennesker. Man kaldte hende Nerrivik, fordi hun skænker mennesker føde.                                                                                                                                                                                                              

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4'.

Oversættelse til grønlandsk: Søby R. (red.) og O. Sandgreen (overs.): Oqalugtuat oqalualâtdlo IV, 1982: 33.34

Var.: Havkvindens oprindelse

 

 

Hvorledes den ugifte mand hævnede sine bopladsfæller

Print
Dokument id:1731
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ludvigsen, Daniel
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:S�by, Regitze M.
Indsamler:S�by, Regitze M.
Titel:Hvorledes den ugifte mand hævnede sine bopladsfæller
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 29 - 32
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Håndskrift: KRH, kasse 51, nr. 5.

Resumé:

Den ene efter den anden af mændene på en boplads udebliver på

kajakfangst sydpå. Kun en ungkarl er tilbage. Han lærer alle drengene

at ro i kajak og laver dem fuglepile. Sammen ror de sydpå og lægger

sig ved siden af hinanden ved en ø syd for nabobopladsen. Dér kommer

en gammel mand ud af huset med en masse drenge, som han fører om bag

en bakke. Han kommer alene tilbage og går ind i huset. En falk lander

på taget og går derefter til angreb på drengene. En af dem kæntres af

den og drukner. Ved næste angreb, har ungkarlen beordret drengene til

at ligge i rad i forlængelse af hinanden. Han rammer falken i struben,

og alle drengene dræber den med deres fuglepile. Alle de fremmede

drenge myldrer ud og blir dræbt. Ungkarlen ror hjem med drengene. Det

var den gamle mand, der havde dræbt alle bopladsens mænd.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hvorledes narhvalen blev til

Print
Dokument id:1544
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes narhvalen blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 79
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Uluâ" / Uluaa."Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:185 - 187.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 39 - 41: "Uluâ" / Uluaa.

 

Resumé:

Bopladsen rejser på fangst og efterlader en blind mand, hans mor og

lillesøster. Moderen hjælper ham til at nedlægge en bjørn gennem

vinduet og påstår, at han ikke dræbte den. Hun giver ham intet af

kødet, kun musliger. Men lillesøsteren gemmer noget af bjørnekødet til

ham under halslinningen. Han ber hende føre sig op til en sø, hvor en

lom giver ham synet tilbage, idet den dykker to gange med ham så længe

under vandet, at han næsten taber vejret. Hjemme igen ser han

bjørneskindet. Moderen lyver fortsat om det, men vil tækkes sønnen og

tar med ham på hvidhvalsfangst, hvor hun med harpunlinen om livet

tjener som modvægt mod det harpunerede dyr. En lille hvidhval klarer

hun. Sønnen harpunerer så et stort eksemplar, der trækker hende ud i

havet, hvor hun råber på sin ulu, snor sit hår til en lang tand og

forvandles til den første narhval. Bror og søster drager ud i verden.

Mennesker med store klør fortærer lillesøsteren, hvis knogler broderen

tar på ryggen og bærer (som i en amaat ?), til hun bliver levende igen. De slår sig endeligt ned hos andre mennesker, der ikke har rumpehul. En gammel

kvinde vil stikke sig et hul i rumpen og dør. Storebroderens rumpeløse

kone må føde ved kejsersnit.

 

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Den blinde; Narhvalens oprindelse;

 

Hist.: En fælles inuit-myte øst for isblokeringen i Nordvestpassagen,

hvor indvandrerne fra Nordalaska i 1100-tallet for første gang mødte

narhvaler.

 

Tolkning: Strukturelt svarer den unge mands blindhed til narhvalens

sorte farve. Han blir seende ved neddykning i en sø med en lom; den

onde moder forvandles til en sort hval ved neddykning i havet med en

hvidhval, som hun er bundet til ved harpunlinens "navlestreng".

 

English version: Rasmussen, Knud: A Record, The People of the Polar North, 1908: 162-172.

Hvorledes tågen blev til

Print
Dokument id:1526
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Appalersuarsuk (Agpalerssuarssuk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Hvorledes tågen blev til
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 59 - 60
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Pujúngortoq" / Pujunngortoq.
"Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 207 - 208.
Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 57 - 58: "Pujúngortoq" / Pujunngortoq.

Resumé:
En mand, der vil vide hvem, der stjæler ligene fra gravene og æder
dem, lægger sig i en grav og bliver slæbt bort af en fjeldånd. Han gør
sig tung og griber fat i pilekvistene undervejs. Fjeldånden får ham
hjem i huset og falder udmattet i søvn. Børnene råber op om at "liget"
åbner øjnene. Fjeldånden tror dem ikke, manden dræber både ham og
børnene og flygter forfulgt af fjeldåndens kone. Hun sinkes af
jordhøje, som han lader skyde op af et sletteland, og dernæst af en
elv, som han gør bred og svulmende bag sig. Han opfordrer hende til at
drikke elven ud for at komme over den. Mens hun drikker lokker han
hende til at bøje sig. Hun brister og vanddampen blir til den tåge,
som endnu i dag driver mellem fjeldene.

Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.

Igdluvigaq / Illuigaq, der manglede den ene side

Print
Dokument id:1431
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:Olsen, Henrik ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdluvigaq / Illuigaq, der manglede den ene side
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 164 - 168
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Igdluvigaq (inuk igdlua pîgaq)".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 26 - 30.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 102 - 105.

 

Kort dansk resumé i Rasmussen, K. 1981, Inuit Fortæller, II: 125.

 

Resumé:

Et gammelt ægtepar bor alene ved en fjordmunding et godt stykke syd

for en stor boplads. De lider ingen nød. Manden fanger sæler, fisker

havtorsk, og konen ammassætter om sommeren. Men de er året rundt alene

og længes efter selskab. Midt om vinteren på den tid, hvor

vestenvinden blæser, får de besøg af en "halvside", der straks

underholder dem med fortællinger, men flygter, da de serverer

halvrådden, kogt torsk. Med sin kajak hopper han let over isflagerne

og fortsætter ud til havs i kajak. De gamle ærgrer sig. Halvsiden går

på besøg på den nordre boplads i et hus med et sovende gammelt ægtepar

og ellers lutter vågne unge. Kun de unge vil han fortælle for, og de

skal servere ham rå lever, ikke fisk, hvis dunster genåbner hans sår.

Dem fik han engang, da kvinderne i et ellers fredeligt fælleshus kom

op at skændes om en enke med en lille datter. Skænderiet endte i et

vildt knivdrama, hvor alle blev involveret. Men halvsiden så sit snit

til at slippe bort fra kampens sindssyge og har siden levet alene uden

fast bosted.

 

Var.: ID 103, 1782, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes. Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter: "Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance og gæsten er ofte en stjernemand (der jo altid er på farten - ikke har noget blivende sted). Tolkning: Ifølge Hans Egedes Perlustration 1971,2: 123 lever de blege stjerner af nyrer og de røde stjerner af lever, altså indmad. Det er åbenbart hvad kun de (opvakte/vågne) unge (fangere) kan servere. Gamle mennesker enten sover eller fanger kun fisk. Se iøvrigt GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne variant er kvindernes fredelige sameksistens kontrasteret med både voldens massepsykose, der berøver manden hans halve side og ligevægt, ensomhed kontra fællesskab med flere familier, og gamle versus unge. Søg også på: halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

 

Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter:

"Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance har måske mistet sin aktualitet.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne

variant er fredelig sameksistens kontrasteret med både ensomhed og

voldens massepsykose. Og det er kun de unge, der er modtagelige for

belæring.

Igimarasugssugssuaq / Igimarasussussuaq

Print
Dokument id:1591
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qilerneq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igimarasugssugssuaq / Igimarasussussuaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 157 - 159
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Igimarasugssugssuaq" / IgimarasussussuaqMaskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 208 - 210.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 58 - 60: "Igimarasugssugssuaq" / Igimarasussussuaq.

 

Resumé: Igimarasussussuaq feder sine koner op, spiser dem og får sig

hver gang en ny kone. Da han er gift med Arnaqa, dræber han hendes

søster og A. græder, mens hun koger hende og hånes af I. Da han senere

befaler hende at samle brænde, ved hun, at det er hendes tur og

flygter. I., der er enormt fed, sætter efter hende ved solnedgang, men

må opgive, fordi hun har ønsket snetykning. Hun finder en rævefælde,

kryber ind, spiser ræven, og får standset den forskrækkede ejers

flugt, da han ser hende i fælden. Hun kommer med ham hjem, hvor hun

fortæller om I. I. kommer og A. gemmer sig inderst inde på briksen.

I. undskylder sin fedme med de mange hvalrosser, man fanger på hans

egn. Beboerne opfordrer til sangfest. En af dem synger om, at I., "den

store harpunspids", æder sine bopladsfæller. "Arnaqa har sladret",

svarer han. Hun kommer frem, får en kniv, men klarer kun at ridse I.

De andre stikker ham ned og dræber bagefter A., skønt hun har sagt, at

hun aldrig har spist mennesker. Kun deres lus. De skærer hende op,

finder kun lus i hendes mave, og græmmer sig over at have dræbt hende.

 

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk; Igimarasussussuaq.

 

Tolkning: Sammenlignet med andre varianter kan den ulykkelige slutning

begrundes i, at det ikke er sine nære slægtninge A. redder sig i hus

hos.

Ikaq

Print
Dokument id:1899
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Jani (Brandt, Jan )
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ikaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 30 - 31
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Íkaq, Ikamiormiup unangmiartorâ".

 

Oversættelse:

 

Det fortælles, at der sydpå, langt dernede sydpå, var en kajakmand fra Ikamiut, der var meget hurtig. Og da han hørte, at der var en kajakmand oppe nordpå, Ikaq, det var meget skrap til at ro hurtigt i kajak, tog han derop for at ro om kap med ham.

 

   Da denne hurtige mand havde roet under falkene og nu kunne ro hurtigere, end de kunne flyve, begyndte han at ro op nordpå for at mødes med Ikaq, som han havde hørt om. Han roede og roede og kom længere og længere nordpå, og endelig nåede han frem til stedet, hvor han boede. Men han var taget af sted, så hans far var alene hjemme.

 

   Da han nu var nået frem, sagde han, at han altså ikke var roet nordpå for morskabs skyld, og da han jo havde hørt, at denne Ikaq var utroligt hurtig, havde han i sinde at ro om kap med ham.

 

Faderen svarede:

 

   "Du må vente lidt, for han er taget af sted og er endnu ikke kommet tilbage!"

 

   Så blev han da der og ventede på, at han skulle komme hjem. Og mens han nu bare sad og ventede på ham, kom han og havde noget på slæb.

 

   Manden, der kom for at kappes, havde flere andre mænd med sig. Og selv om disse mænd så, hvor hurtigt manden roede med en grønlandssæl på slæb, ville de meget gerne se deres hurtige mand konkurrere med ham. De så, hvordan Ikaq kom roende indad, og som han dog roede! Hans far havde trukket sine arme ud af ærmerne på sin dragt og sagde til sønnen, der var ved at nå hen til stranden: "Og her er der én, der har tænkt sig at ro om kap med dig!"

 

   I samme øjeblik nåede Ikaq hen til stranden og tog et par åretag på hver side af kajakken og stødte til land, og det var gået så stærkt, at hans store fangst ikke engang var blevet overskyllet med vand!

 

   Ikaq sagde til ham, der kom for at konkurrere, at de kunne konkurrere dagen efter ved at begynde ude fra enden. Og så begyndte de at se frem til morgendagen med stor forventning.

 

   Da de vågnede næste dag, var der fuldstændig stille på havet! Og så gjorde de sig ellers klar til at konkurrere. Ikaq blødgjorde sin tørre kajakhelpels.

 

 

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

         

 

Kommentar: Fortællingen mangler en fortsættelse, men

 

se Jens Kreutzmanns version: Mitinnguaq og Tikaaq

íkardlituarssuk / Ikkarlituarsuk / Den lille, der stadig løb på skæret

Print
Dokument id:1492
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Cecilie (Olsen, Cecilie )
Nedskriver:Olsen, Frederik / Fali (Fali)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:íkardlituarssuk / Ikkarlituarsuk / Den lille, der stadig løb på skæret
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 82 - 83
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 14 - 15: "Ikardlitsuarssuk" / Ikarlitsuarsuk.

 

Resumé:

Ikkarlituarsuk (den lille, der stadig løb på skærene) bor sammen med

sin lillebror på en boplads med mange huse. En vinter under hungersnød

udloves en ny kajakåre til den åndemaner, der kan fjerne isen. Men

stedet har ingen åndemanere. Lillebror vil gerne eje åren og I., der

engang har siddet på skødet af en tilskuer til en seance, holder

seance og rejser ned til Havkvinden / havets moder gennem revnen ved stranden mellem havis og land. Undervejs møder hun hajer som hunde ved tangplanterne.

Indgangen til Havkvindens hus er smal som en ulu's æg. Hun balancerer

ind til Havkvinden, "ham dernede"s mor. Hun græder og smider sære

sager ud, som hun har bag ørerne, men kommer i humør, da I. kilder

hende. Hun slipper fugle ud af sin lampe og sæler ud af sit husrum

som tak. Hun (eller I.) piller et par ryghår ud af en netside, som I.

gerne vil have bukser af. I. kommer hjem, lamperne tændes, hun går

tavs til sengs, men næste morgen, da havet ligger mørkt og fri for

is, forbyder hun mændene at fange mere end een sæl hver den første

dag og beder om den netside, der har en plet på ryggen. En mand, der

drister sig til at fange to sæler, fanger intet siden, mens de andre

fanger mange. Lillebror får sin åre.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

 

Hist.: "Ham dernede" hentyder sikkert til kristendommens Djævel, som

missionærerne identificerer med Havkvindens far. Det snavs fra

tabubrud, der i ældre varianter generer Havkvinden, er her blot

uidentificerbare sager, og I. renser hende ikke, men kilder hende kun.

Frederik Olsen (Fali) er Cecilies søn.

Iliarssúnguit / Iliarsunnguit / De små forældreløse

Print
Dokument id:1430
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iliarssúnguit / Iliarsunnguit / De små forældreløse
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 162 - 164
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Iliarssúnguit".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 23 - 26 og i

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 146 - 148: "Iliarssúnguit" / Iliarsunnguit.

 

Resumé:

To små forældreløse drenge går dagligt på rypejagt med bue og pil. En

dag opdager de i en kløft et hus, hvor den lille dreng leger "kajak"

inde i huset. Han er alene og bange, men beroliges af de to. De takkes

og bliver rigeligt beværtet med tørret ræve- og renkød af den enlige

mor, da hun kommer hjem fra jagt. I bytte for et sæt af de

forældreløses pile, som hendes dreng ønsker sig, får de store kødgaver

med hjem. Deres husfæller finder kødet meget lækkkert og, skønt den

enlige mor har forbudt andre at komme for at sælge pile, laver de en

mængde pile og presser drengene til at vise dem huset. Det er

forsvundet, og drengene går aldrig siden på rypejagt.

 

Var.: Hyppigt tema: hjælp fra ånderne til et eller to mennesker (som her) kan ikke udvides til deres fæller. Fx: Kartulukkunnut pulartut; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet.

Indbildningens magt

Print
Dokument id:1868
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Indbildningens magt
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 63 - 64
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift, NKS 2130, 2', læg 7, s. 138: angut isumáinamigut miternik tungutsissartoq.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

"Manden der bildte sig ind at han spiste noget med spæk til".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen efter håndskrift:

 

I gamle dage, før skydevåbnenes tid,

var der en mand, der nærede et stærkt ønske om at spise

edderfuglebryster med spæk til, når fuglene begyndte at trække tæt forbi næsset ved vinterbopladsen.

Denne mand med det stærke ønske var allerede gammel og gik ikke

længere på sælfangst. Men engang fik de noget sælspæk forærende, af en

bopladsfælle, der havde fanget. Den gamle skar et stykke af spækket og

ridsede det op i tern. Han gik hen til det lille næs for dér at vente

på fugletrækket. Han tog straks et stykke spæk i munden for at være

klar, når fuglene kom. Så begyndte trækket indefter. Og hver gang

forestillede han sig de dejlige bryster og tog sig et stykke spæk, så

det til sidst slap op. Naturligvis følte han sig ikke mæt, da han tog

hjem. Spækket slap op, da trækket var på sit højeste.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide.

Desværre er der ingen datering.

Indlandsboen

Print
Dokument id:1563
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Indlandsboen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 111 - 112
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Tunerssuaq nangmagtorssuaq" / Tunersuaq nammattorsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Maassannguaqs har her genfortalt Taateraqs version.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:234 - 235.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 76 - 77: "Tunerssuaq nangmagtorssuaq" / Tunersuaq nammattorsuaq.

 

Resumé:

To renjægere følger efter en indlandsbo, der har fanget en remmesæl.

Hans husgang er et hul i jorden. Da hans kone flænser sælen og de ser,

at hendes kønsdele ligner en hunds, brister de i latter. Indlandsboen

og hans kone, der ved qilaneq (hovedløftning) har forstået, at lyden

kommer fra "de buebærende" (mennesker), sender lammelse over dem.

Renjægerne slæber sig besværet væk. Lammelsen fortager sig efterhånden

og de løber hjem.

 

Kommentar: I Thule områdets fortællinger er de hundelignende indlandsboere, eqqillit (ent. eqqilik) især associeret til hundes kønsliv.

Indlandsboerne røver et barn fra en kystbo

Print
Dokument id:1869
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Indlandsboerne røver et barn fra en kystbo
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 64 - 66
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 2130,, 2', læg 7, s. 133 - 134: "Túnerdluk" / Tunerluk / Tunnerluk.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

Tunerdluk / Tunerluk er en stor renjæger. En sommer, da hans datter er

blevet stor nok, tar han hende, sin kone og gamle mor med ind i bunden

af fjorden, hvor han efterlader dem og drager ind i landet på renjagt.

Hans kone går samtidig på bærtogt, hvor hun lægger barnet fra sig og

et øjeblik taber det af syne. Barnet græder, og hun når at se en stor

indlandsbo stikke af med det. Ængstelig afventer hun i teltet mandens

hjemkomst. Den varsles af de lunger af en nedlagt ren, han har ladet

flyde ned med elven, for at de skal glædes over, at han kommer hjem

med bytte. Konen brister blot i gråd, da hun ser lungerne. Manden

kommer hjem, hører den triste nyhed, gør sig straks klar og drager

helt ind til indlandsisen, hvor hans amulet, en odinshane, viser ham

vej til indlandskæmpernes enorme hus i en nunatak midt inde på isen.

Han kommer med besvær ind og op i huset, hvor to gamle kællinger slås

om at berolige barnet. Han vælter dem omkuld, griber barnet, flygter

ud, men gribes i nakken af en hjælpsom gammel mand, der engang selv

blev røvet fra kysten. Med lynets hast bringer han barnet i sikkerhed

ved teltet og møder T. på tilbagevejen. T. kommer tilbage, rejser med

familien ud af fjorden og vender aldrig senere tilbage på renjagt dér.

 

Var.: Tunerluk (flere versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Indlandsboerne ved Etah

Print
Dokument id:1566
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Indlandsboerne ved Etah
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 116
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "tunerssuit îtame" / tunersuit Iitame.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 239 - 240. Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 80: "Tunerssuit Iitame" / Tunersuit Iitami. (Etah)

 

Resumé:

Mens indlandsboerne endnu bor i deres jordhule ved den store sø øst

for Itah, dør en af deres gamle koner af skræk over en af menneskenes

hunde. De flytter længere ind i landet. Man graver i deres husrest og

finder en narhvalstand. De er ikke farlige, men sky og meget bange for

hunde. Den indlandsbo, der giftede sig med Suakak fik blodsprængninger

i øjnene, da han så hendes brødres hunde. Indlandsboerne bliver

hurtigløbere, når de lader orme i en pose af remmesælsskind suge

blodet ud af deres ben. Fortællerens far har engang ved Itah fundet et

søkongeskind fuldt af orm, som indlandsboerne havde glemt, da de

flyttede længere ind i landet.

 

Kommentar: søg også på: Suakak. Fortællingerne tyder på, at indlandets ånderacer i Thule området ikke var så talrige som i Østgrønland. I Thule er det eqqillit, der har hundenaturer og indlandsboere, der er bange for hunde.

 

Tolkning: Fortælleren meddeler alt han ved om indlandsboerne ved

Itah.

Ingimarussugssugtuaq / Ingimarussussuttuaq, som åd sin kone

Print
Dokument id:424
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Maakasik (Mâkasik / Adam Poulsen)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ingimarussugssugtuaq / Ingimarussussuttuaq, som åd sin kone
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 78 - 79
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:Igimarusugduaq

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 55 - 56: "Igimarasugssugssuaq" / Iimarasussussuaaq.

 

Resumé: Ingimarusussuttuaq æder sine koner. Hver gang han får en ny,

feder han hende op og æder hende. Den sidste af dem, Misana,  har

mange søstre (senere i fortællingen er det brødre). Da hun er blevet

uflyttelig fed, vælter hun sig ned i husgangen, hvor hun slikker sne.

Hver dag slikker hun mere sne og bliver lettere. Hun udstopper sine

klæder og befaler tøjdukken at svare Ingimarusussuttuaq, når han

kommer hjem fra fangst: "Jeg kan ikke længere røre mig for fedme." Og

når Ingimarusussuttuaq harpunerer den at skrige højlydt. Selv graver

hun sig et hul bag huset og gemmer sig dér. Det går som ventet.

Ingimarusussuttuaq opdager snyderiet og leder efter Misana. Hun tar

flugten og forvandler sig i kraft af sin amulet til et stykke træ.

Ingimarusussuttuaq stikker i det og giver op. Misana løber til sine

brødre, gemmer sig bag skindtapetet, Ingimarusussuttuaq når grædende

frem, Misanas brødre beskylder ham for hustrumord i en nidvise, Misana

bekræfter det bag tapetet, brødrene overmander Ingimarusussuttuaq og

vil lade Misana give ham dødsstødet. Hun mister kræfterne i fingrene,

men han er forlængst død, mens hun prøver at flænse i ham med sin

ulu.

 

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk

 

Bemærk: Det virker sært, at Misana først flygter, da

Ingimarusussuttuaq begynder at lede efter hende.

 

Historiske træk: Sammenlignet med andre varianter er det overraskende,

at Misana mister modet, da hun skal dræbe Ingimarusussuttuaq. Måske en

påvirkning fra herrnhuterne, der også kan være årsagen til mange og stærke

følelsesudtryk, der præger mange indvandrede sydøstgrønlænderes fortællinger og sange.

Ingnerssuaq / Innersuaq

Print
Dokument id:1900
Registreringsår:?
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ingnerssuaq / Innersuaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, III
Tidsskrift:
Omfang:side 98 - 99
Lokalisering:? Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles, at Pallianaq var så stærk, at ingen kunne måle sig med ham - han var en gammel kones søn, og han havde ikke andet i hovedet end at tage ud i kajak! Når han havde været ude at ro i kajak, kom han hjem noget senere på dagen og havde mistet sin nye rem.

Hans lille mor var vældig stolt over hans styrke og var meget øm over ham. Og en skønne dag tog han ud i kajak, og det blev aften, og han var stadig ikke kommet hjem. Hans mor ville ikke begræde ham, for hun kunne slet ikke undvære ham og var helt sikker på, at han nok skulle komme hjem. Da hun langt om længe virkelig kom til at tvivle på, at han skulle komme hjem, begyndte hun at græde over ham. Så var der nogle mænd i kajak, der havde hørt Pallianaqs stemme. De hørte ham græde, og lyden kom fra en meget stejl skrænt, - denne klippevæg lå nemlig ret tæt på deres boplads. Hans stakkelse mor gik grædende ud. Og i kajak begav hun sig afsted i den retning, som han plejede at tage, og grædende begyndte hun at råbe efter ham: "Min kære lille Pallianaq, hvor er du min lille dreng?"

Det fortælles, at man kunne høre, at hendes søn svarede og sagde noget. Men så snart han begyndte at sige noget, lød det som om hans mund blev lukket. Sådan gik det i lang tid, og så hørtes det fra klippevæggens retning, at nogen råbte, at Pallianaq havde noget på slæb: "De siger, at Pallianaq har noget på slæb!" Også hans bopladsfæller hørte dette.

Det fortælles, at han havde sluttet sig til innersuit (ildfolkene) og ganske enkelt var blevet en innersuaq.

Derefter hørte man ikke noget til Pallianaq, for han var taget over til innersuit.

Insekternes frieri til pebersvenden

Print
Dokument id:950
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Insekternes frieri til pebersvenden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 18 - 22
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Nuliaqángitsutoqaq".

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 155 - 159.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 16 - 19: "Nuliaqángitsutoqaq" / Nuliaqanngitsutoqaq.

 

Resumé: Ungkarl sover for længe hver morgen, fordi han ikke kan falde

i søvn om aftenen. Når aldrig at fange noget. Pigerne foragter ham. En

dag ved solnedgang redder han en kæntret innersuaq (ildmand),

inviteres på besøg hos innersuit, sendes hjem med besked om den første

dag kun at fange eet dyt og aldrig fortælle om sit besøg. Ungkarlen

får en normal søvnrytme, er ude i kajak før solopgang, fanger godt, de

ugifte piger kappes om at være ham til behag. Han blir gift. Konen

beklager sig over det meget arbejde, og spør',  hvorfor han fanger så

meget. "Tja, sælerne tilbyder sig, og så fanger jeg dem." Konen spør'

igen og igen om grunden. Efterhånden fortæller han det hele. Straks

sover han igen dårligt og for længe, fanger intet, blir' fattig og

mister sin kone, der flygter ind i en klipperevne. Han kan ikke komme

ind til hende. Herefter kommer de forskellige insekter én

for én ud fra hulen og frier til ham, men han afviser alle p.g.a. hver deres

underlige karaktertræk, og de trækker sig grinende tilbage til hulen. Til

slut får han lov at klemme sig ind. Mens konen lysker ham, siger hun:

"Vågn først, når sommerfuglene begynder at skrige. Sov, indtil man

hører lyd af fugleunger!" Han sover vinteren igennem, vågner ene på

land ved forårets lyde, og finder sin kajak med betrækket mørnet af

ælde. Slut.

Bemærk: Oftere forbindes insekternes frieri, en fælles eskimoisk myte,

med "Manden, der giftede sig med en ræv."

 

Var.: En østgrønlandsk variant af innersuaq-fortællingen findes i

Rasm. 1921 - 25, I: 322-324.

Ofte er episoden med insekternes frieri afslutningen på Ungkarlen der blev gift med en ræv. Men den kan også hæftes på andre fortællinger.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Iseraq, der stjal

Print
Dokument id:1589
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qissunnguaq (Qissúnguaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iseraq, der stjal
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 156
Lokalisering:Netsilivik: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Iseraq"Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Nedskriften er Taateraqs genfortælling af Qussunnguaqs version.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania:Gyldendal, 1905: 206.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 56: "Iseraq".

 

Resumé: Iseraq har kun ét ben af et hvalrosribben, men kan fange ræve

i løb. Han stjæler altid fra folks kødgrave og holder først op, da en

mand har skjult sig i en kødgrav og hugger hans ene hånd af.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

 

Kommentar: iseraq: I vestgrønlandsk overlevering en dværg med øjne der blinker på langs.

Isfjældets mand

Print
Dokument id:1546
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Iterfiluk
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Isfjældets mand
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 81
Lokalisering:Netsivilik: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Nuterssuaq" / nuterssuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:189.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 42 - 43: "Nuterssuaq" / nuterssuaq, hvor det oplyses, at nedskriften er Appalinnguaqs genfortælling af Iterfiluks version.

 

Resumé:

Et isfjeld slår en revne. Klangen blir et menneske fuldt af furer i

ansigtet. Han gifter sig med en enkes datter og skønt han fanger godt,

håner enken ham med en løgn om, at hans føde er skarn. Han tar bort,

men hans kone, der er gravid, føder en søn. Han blir en stor

bjørnejæger.

 

Var.: Nutik

Isigâligârssik / Isigaaligaarsik

Print
Dokument id:1443
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Isigâligârssik / Isigaaligaarsik
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 210 - 212
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Isigâligârssik".Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 149 - 151: "Isigâligârssik / Qardlíkârssûp ássingajâ" / Isigaaligaarsík / Qarlikkaarsuup assingajaa.

 

Resumé:

Isigaaligaarsik (den lille med de kolde fødder) bor godt hos mange brødre, men en

åndemaner / angakkoq på stedet inviterer kun ægtepar til sine seancer. I. blir

gift med en enkes datter i brødrenes hus. Åndemaneren røver I.s kone

ved næste seance, håner ham ved de følgende seancer og sprætter maven

op på ham, da han endelig svarer igen. I. heler såret med sin første

barnedragt, som han tar på, og dræber åndemaneren i en kamp på bue og

pil, hvor I. først gør sig lille og derefter bruger en bittelille bue

og pil (formentlig hans første legetøj, BS).

 

Var.: Isigaaligaarsuk; Langbuks; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.

 

Hist.: Måske er fortællingen påvirket af missionærenes forargelse

over, at ugifte deltog i lampeslukningslege, der ofte fulgte efter en

seance. Men den særlige virkning man tillægger den første klædedragt

og andre første-genstande er traditionel. "Lille" er fortællingens

bærende adjektiv, og heltens navn associeres traditionelt til mandlig

seksualitet og fangststyrke: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

Iteqitilik

Print
Dokument id:1466
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Johanneserujuk (Ujuaannaserujuk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iteqitilik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 20 - 26
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Itequtilik".

Håndskr. oversættelse til dansk: KRH kasse 52,1: Om ham, der havde Prop for Rumpen.

Vedr. pro: Ifølge dette håndskrift er Johannes fra Nanortalik. Ifølge Inuit Fortæller er han fra Nuuk.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I:: 125 - 131: "Iteqitilik".

 

Resumé:

Iteqitilik (med noget i anus) er en forældreløs dreng i huset hos

mange brødre, der smider ham ud, fordi han skider hele tiden. En enke,

der adopterer ham, stopper rumpehullet med en prop, der standser

skideriet. Om vinteren blir der hungersnød, men I., der som den eneste

har kræfter til at gå ud, redder alle med sine fangster: En strandsneppe, en

rype, en netside fra en våge langt ude i isen. Flere netsider fra

samme våge og endog en isbjørn. Hans plejebror har formindsket sin

harpun og line og lånt I. dem til hans fangster. Og en del afkræftede

mennesker fra en anden boplads, hvor I. havner i en snestorm efter sin

sidste storfangst, dør i deres iver efter at nå ud til alt kødet, som

han ikke kan slæbe hjem alene. Men folkene på hans egen boplads

overlever, fordi hans kloge plejemor har fordelt hans første små

fuglefangster ud til alle.

 

Var.: En rigtig lille forældreløs; Den lille med endetarmen;

 

Tolkning: Der er en slags logik i, at I. som den eneste har kræfter

til at gå på fangst, når han ikke længere skider, men beholder al

næringen i sig. I flere varianter mister hovedpersonen tværtimod alle sine indvolde og dør.

Ivalimâq / Ivalimaaq, forrådsrøveren

Print
Dokument id:594
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ivalimâq / Ivalimaaq, forrådsrøveren
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 31
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ivalimâq".

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 51 - 52, "Ivalimâq,

the thief".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 27 - 28: "Ivalimâq" / Ivalimaaq.

 

Resumé: Det svinder i forrådet. En af beboerne lægger sig på lur i

skuret. Tyven kommer, spiser af tabte stumper undervejs, spiser

videre af større stykker, finder et ribbensstykke: "Her er kød til

Ivalimaaq." Manden griber tyven, vrider armen itu på ham. Tyven råber

på Ivalimaaq, der bærer ham bort. Tyven viste sig aldrig siden.

 

Var.: Papikkaalaq;

 

Kommentar: Formentlig er tyvene de nærmest boende små dværge.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Iviangersûnguaq / Iviangersuunnguaq

Print
Dokument id:1632
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Piitaralak (Pîtaralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Iviangersûnguaq / Iviangersuunnguaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 292 - 295
Lokalisering:Agto / Attu: Kangâtsiaq / Kangaatsiaq
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 36 -

38: "Iviangersuûnguaq" / Iviangersuunnguaq.

Resumé:

Iviangersuunnguaqs ("den lille højbarmede") plejebror bliver borte

under fangst og I. drager mod nord med sin kone for at finde ham.

Deroppe, hvor trækfuglene starter mod syd, finder de hans lig

udspændt på en flad klippe med testiklerne som pynt i panden. I. og

hans kone skjuler deres båd under to lag fjer fra fuglene og skjuler

sig selv, mens I. tryllesynger to unge mænd ud af huset. De dræber de to

unge mænd og behandler dem på samme måde som plejebroderen. I. og kone

skjuler sig i en indtørret sø, da beboerne har set de dræbte unge

mænd og starter eftersøgningen. Da en ungkarl nær søen fyldes med

pludselig rædsel og siger, at morderen må være I., forsvinder

forfølgerne op i fjeldene, hvorfra de langt senere kommer tilbage. I.

og hans kone graver båden frem, sejler sydpå og slår sig ned hos et

gammelt ægtepar med en ung søn på en boplads, hvor en herskesyg

høvding er uforbederlig drabsmand og en dag slår ægteparrets unge søn

ihjel. I. overvinder ham under et boldspil, smadrer lungerne ud

af ham og udråbes til leder, og tar om efteråret hjem med sin kone

til deres gamle boplads.

 

Var.: De gamles hævn over deres sønner; En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn;

 

Hist.: Den sidste episode, der er  hyppig i mange slags fortællinger,

understreger ofte modstanden mod ledere, der bestemmer over andres liv

og fangst. Modstanden er traditionel, men kan have fået særlig

aktualitet under koloniherredømmet.

 I både syd- og vestgrønlandsek fortællinger bor onde mennesker gerne

mod nord, mens helten altid er associeret til syd.

Jordånden, som pigerne narrede

Print
Dokument id:1532
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqak (Ûsarqak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Jordånden, som pigerne narrede
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 65 - 66
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

 

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 149 - 150.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 29: "Nunalugssûp tôrnârssupalua" / Nunalussuup toornaarsupalua.

 

Resumé:

To piger kommer under en tur ind i en menneskeæders hus, hvor den ene

pige graver en udgang i bagvæggen, mens den anden holder ånden hen

med snak og lokker den til at spise vinduesstenen som bevis på dens

altædende evner. Da de er nået hjem og har fortalt om ånden,

overfaldes den af mændene. De lader sig ikke bevæge af dens råb: "Lad

mig nu slippe - min tyktarm er af perler!" Man skærer perlerne ud, og

om natten smelter de og afgiver en fæl lugt.

 

Var.: The earth-spirit with large intestines of pearls.

Kâgssagssuk / Kaassassuk

Print
Dokument id:1060
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Simigaq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:S�by, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kâgssagssuk / Kaassassuk
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 71 - 73
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Genfortalt efter Qilerneq, Kangerlussuaq

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Ifølge Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kâvssavssuk" / Kaassassuk, viser det sig at være Simigaq fra Appat der har genfortalt Qilerneqs fortælling.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 226 - 229. Der er Qilerneq anført som fortælleren.

 

Resumé:

Kaassassuk vokser op som forældreløs mellem hundene i husgangen. Ved loftsventilen på taget prøver han at få del i varmen, der strømmer ud. Hans farmor er ondskabsfuld, han mormor rar. Hun tørrer gerne hans kamikker. Umerlutoorsuaq, Den "bredsnudede" er hans værste plageånd, der hiver ham op og indenfor fra husgangen ved næseborene. Sej hvalroshud får han tilbudt, men kan ikke tygge det af mangel på de tænder, som man morer sig med at trække ud.

En dag under en gåtur møder han en kæmpe, der flænser et stort dyr. Kaas. ber om en bid. Kæmpen ser ham ikke, men slænger ham alligevel en stor klump, som K. bygger et stendepot til. Men næste dag er kødet væk. Han græder. Kæmpen kommer, tilstår at han har taget kødet, - vidste ikke hvis det var - og prøver nu at få K. i humør ved at kappes med ham i at få kampesten til at snurre rundt. K. magter det slet ikke, men efter mange forsøg lykkes det ham. Kæmpen lover ham snarligt kød, tre isbjørne. Tilbage ved huset afprøver K. sine nyvundne kræfter. Han river sin plageånds umiaq af stilladset. Denne bliver noget bekymret ved synet næste dag.

De tre bjørne er set uden for bopladsen. K. hvis kamikker er til tørre, låner et par små indendørs kamikker af sin fætter og spurter af sted så sneen fyger om ham. Han nedlægger med lethed bjørnemor med to unger og bærer dem hjem uden besvær. Han tænder ild under en vældig gryde til kødet og smider sin onde bedstemor på bålet, hvor hun brænder op. Den gode vil flygte men standses af Kaass. Hende vil han intet ondt. Umerlutoorsuaq er flygtet væk med sine koner og sit telt, hvor han prøver at holde sig vågen til evt. kamp med Kaass. Um. er dog faldet i søvn, da Kaass. kommer på hævntogt, griber Um. i næseborene, ryster ham kraftigt ud over en skrænt så næseborene revner, og stjæler derefter hans koner efter at have nedbrudt hans telt. Um. dør af sine næsesår.

Med tiden bliver Kaass. dog lystmorderisk farlig for sine omgivelser og dræbes.

 

Var.: Kaassassuk.

 

Kommentar: Moralen er klar: mishandlede forældreløse kan opnå farlige kræfter fra dem i den anden verden, så store, at de aldrig for alvor kan socialiseres. I visse, oftest sene vestgrønlandske, versioner sker der en resocialisering. Men ikke i denne polareskimoiske version, der afviger fra andre varianter fra Thule området ved ikke at indledes med fortællingen om den store ild. Se Arnaaluk Kaassassuk.

Kâgssagssúnguasê / Kaassassunnguasii, den lille forældreløse, Kaassassuk

Print
Dokument id:600
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rosine (Nuisartoq)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâgssagssúnguasê / Kaassassunnguasii, den lille forældreløse, Kaassassuk
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 68 - 74
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kâgssagssuk". NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ? MEN

i Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-05: Kâgssagssûjúnguasê, (samme fortællerske), er nedskrevet af KR på dansk.

 

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Geenland legends and myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 67 - 72: "Kâgsagssúnguasê, the little homeless one".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 48 - 53: "Kâgssagssúnguasik" / Kaassassunnguasik.

 

Resumé: K. bor hos sin bedstemor i et rum i husgangen. Beboerne af et

stort hus besøger han, når han sulter. De hiver ham op i huset ved

næseborene, brækker hans tænder, efterhånden som de gror frem og tar

de knive fra ham, som en slægtning giver ham til at skære den

kødmad, han får, i stykker med. Ude kaster hans jævnaldrende ham altid

omkuld og dænger ham til med sne. I bærtiden går han tidligt ud,

samler bær, men drengene kaster sig over ham, når han kommer tilbage.

Bedstemor syr en bærpose, der kan lukkes til for oven. Nu kommer han

hjem med bær. K. ber sin bedstemor om råd mod sin elendighed. Hun

råder ham til at gå op til en kløft, der vender mod nord og kalde på

kraftens herre. Det er en stor hund, der snor sin hale om ham, og

slynger ham hen ad jorden. Tre gange. Hver gang falder der noget ud af

K.s krop: Legetøjskajakker, legetøjsharpuner og små dukker. Nu kan han

vokse. På hjemvejen kan han løfte kampesten, men lader sig ikke mærke

med noget, da drengene hjemme kaster ham omkuld. Han falder om som en

tom skindpose. Bedste formaner ham til at tie med sine nye kræfter.

 

En dag hjælper han sin slægtning med at slæbe en fanget hvidhval i land

og får halvdelen som fangstpart. Henter lidt af kødet hver dag i sin

bærpose og lægger lidt bær øverst. Bopladsfællerne blir mistænksomme,

følger efter K. og stjæler næste dag alt kødet.

 

Et stort stykke drivtømmer reddes i land, men er for tungt. K. låner sin bedstes

støvler, og henter det op bag huset. Ingen forstår, hvem der har haft

kræfter til det. De stærkeste mænd lader som om det er dem.

 

På et stykke indefrosset kalvis dukker en bjørnemor med to unger op. De

forsvinder ind i en hule. K. låner sin bedstes støvler, kastes om kuld

som en tom skindpose flere gange af de unge piger undervejs ud til

bjørnene, som han går ind i hulen og dræber. Forærer bopladsfællerne

den ene unge som fangstpart. Inviteres til det store hus. Slægtningen

må hive ham op ved næseboerene. Man gir ham skoldhed suppe. Han køler

den med sit ord og drikker den. Man gir ham knæskallen af bjørneungen.

Han formindsker den med sit ord og sluger den. Inviterer hele

bopladsen hjem på sin kogte fangst. Gør gengæld med skoldhed suppe.

Gæsten, der drikker den, skriger og falder død om som en skindpose.

Den gæst, der får knæskallen, sluger den og falder død om som en tom

skindpose. K. kærtegner et for et alle børnene og klemmer livet ud af

dem. Dræber derefter alle undtagen sin slægtning,

hans kone og sin bedste, der udsøger sig den bedste plads på briksen.

Der lever de i fryd og gammen.

 

Var.: Kaassassuk

 

Kommentar: Som sagt vedr. Håndskr. (en grønlandsk og en dansk) har jeg (BS) ikke undersøgt om det er samme fortælling. Hvis ja, kunne den danske være KR's oversættelse af den grønlandske.

Velegnet til opdatering.

 

Bemærk: "Skindposen", der fyldes med bær og kød og som markerer fald

og død.

Kajakrygning

Print
Dokument id:2103
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Jensen, Kirsten (Kistat)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kajakrygning
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 224 - 225
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 233 - 234: "Qajamik pujoorisaneq", der dog rummer en del flere erindringer og detaljer end den danske oversættelse. Se Tilføjelser ndf.

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 212 + 214 (dialekt) og 213 + 215 (engelsk).

 

Resumé af den danske tekst:

Mens Kirsten Jensen var barn havde gamle folk endnu for skik, når en mand en tid intet havde fanget, at tænde ild i tørt lyng under kajakhullet, banke kajakken og råbe ud! ud! ud! Kajakkens ejer måtte ikke vide det. Men han fangede altid godt igen bagefter.

      Undertiden, når en kajakmand havde hørt forskrækkende lyde i kajakken undersøgte han den nøje indvendig for et muligt forsøg på hekseri. Han fandt dog aldrig noget.

      KJ har aldrig selv set en qivittoq, men fandt fortællinger om dem uhyggelige. Hun bekræfter at fortællingen om Ikuunia er sand (men den fortælles ikke hér).

      Gamle Biibiat tog varsel af kamikhøet fra sin søn, Ujukkus kamik, hvis han blev for længe ude på fangst. Hun holdt det over lampen og åndede lettet op, når det tørre hø brændte. Hun fik nordenvinden til at lægge sig ved at holde sit kamikskaft op imod den. Og hun fik havisen brudt og i drift ved at placere et stykke af et isbjerg vendt mod havet på en høj.

 

Tilføjelser: oversat af Signe Åsblom fra den grønlandske udg. (se ovf.):

s. 234:

Men så var der altså en gang, hvor vi var taget på fangst ude ved de yderste øer, lad mig også bare fortælle om det. Altså, hvis nogen fangede en isbjørn, mens vi var ude på fangst (ufuldendt sætning), og denne Biibiaat havde en masse viden om overtro. Altså, når nogen som den første af fangede en klapmyds, mens vi var ude sammen, så skulle man, når klapmydsen lige var blevet trukket op af vandet, se meget overrasket ud og sige: Hent noget vand! Og så skulle man åbne klapmydsens gab og lade den drikke. Når de havde ladet den drikke, skulle de partere den, og så skulle der inviteres til spisning af brystkød / ribben ved at råbe ud i luften opad i retning mod gravene: "I mennesker i gravene, kom og spis brystkød  / ribben". Det var derfor de havde så meget dengang, har, har... ja, de inviterede de døde til spisning af brystkød/ribben. Og så fangede de virkelig en masse klapmydser(?).

   Og så var der en anden gang, hvor vi var taget ud på fangst, og Kaliimaat fangede en isbjørn, det var altså Mikaalis far. Igen blev der bøvl og besvær:

"Se, se, det er en hunisbjørn; hit med nogle kvinderedskaber, så isbjørnen kan få en efterfølger, og han igen kan fange en isbjørn!" En masse redskaber: griberedskaber (sleve? kødvendere?), syle, det var dengang man lavede huller til kamikremme og endda meget små huller, og så lavede man små kvindeknive, og man borede hul i øret på den og satte ørenringe i...

    Nå, men fordi det var en hunisbjørn, smykkede man den med kvindeting, og der var mængder af kvindeting, har, har, altså kvindeting. Hvis det var en han, smykkede man den med mænds redskaber. Jeg så engang en, der gjorde sådan noget, og imens stod fangstmanden jo ved siden af og morede sig. De stod jo der og ventede på at komme til at partere dyret, og den der smykkede dyret, var jo den, der styrede forløbet.

   Den først fangede isbjørn lavede de nemlig et stort traktement ud af. De kogte  maden ude i det fri og lavede suppe på kødet: "Nu er der noget til kvinderne, og her er der noget til mændene!" Det var nemlig et meget smukt område dér ved deres telt, dér sydpå; og dér sad de så og fejrede begivenheden. Mændene for sig selv "Noget for mændene", og kvinderne for sig selv: "Noget for kvinderne". Der sad de og spiste suppe sammen. Og kvinderne sad altså for sig selv.

   Og når vi var ude på et fangststed, og nogen fangede noget for første gang, spiste man mængder af kogt skind, man fyldte tallerkenerne med kogt skind. Det var skindet af det dyr, som fangeren

havde fanget for første gang (førstefangst), som blev skåret i stykker og behandlet med varmt vand, så man fjernede hårene, og det smagte jo så utrolig godt! Ah! Mændene fik brystkød og kød fra dyrets overkrop, og kvinderne fik noget for sig selv, og det kunne være ribben, og man kunne for eksempel fjerne hinden fra kødet og vedlægge kød fra skulderbladet/kød fra overkroppen.

 

Hist.: KJ var 75 år i 1965.

Lignende foranstaltninger og ritualer er righoldigt repræsenteret i Rasmussen 1979 (ed. Regitze Søby): 500 Leveregler, Gamle Ord og Varsler. Det Grønlandske Selskabs Skrifter XXIII. Ligeledes i de historiske fortællinger fra Østgrønland og i Søby, Regitze, 1969/70: The Eskimo Animal Cult, Folk, Vol. 11-12:43-78.

Bjørneritualer kendes fra hele eskimo-området og store dele af Sibirien. Hos sibiriske og japanske (ainu-folket) tamdyrholdere opdrættede man ofte en bjørneunge, der blev ofret som stor.

En del østgrønlandske beskrivelser er analyseret i GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), hvor især modsætningen mellem land kontra hav og "det modsatte" (af skik og brug) er fremtrædende.

 

Var.: Ikuunia

Kalorte og Qipalugdluk / Kalorti og Qipalulluk

Print
Dokument id:1477
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ujuuloralak (Ojûloralak / Ojuuloralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kalorte og Qipalugdluk / Kalorti og Qipalulluk
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 54 - 55
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kalorte Qipalugdlugdlo".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 189 - 190: "Kalorte Qipalugdlugdlo" / Kalorti Qipalullullu.

 

Resumé:

Kalorti og Qipalulluk er bedstevenner. K., der ofte tar på renjagt og

giver Q. af sin fangst, har mange sønner. Q., der holder sig til

kysten og gør gengæld med sine sælfangster, har kun én søn. Denne blir

dræbt af K.s sønner under kajakfangst, og Q. opdrager den søn, som den

dræbtes kone føder, til en ufejlbarlig bueskytte fra spæd. Med alderen

kan han endog gøre sin ryg så hård mod afskudte pile, at de splintres. Da

han har fået sit førstebytte, en vipstjært, lader Q. ham skyde gennem

det afpillede hoveds nakkehul. Q. opfordrer drengen til at udfordre

K.s sønner på bue og pil. De kommer løbende ud, alle deres pile

splintres på drengens ryg, og han dræber alle undtagen to, som K. kan

beholde som sine "fiskepjalter". Q. får efter hævnen fred i sindet.

 

Var.: Egentlig ikke i denne bases samlinger; men tilsvarende hævnmotiver er hyppige i forskellige fortællinger.

Kamikínãnguaq / Kamikinnaannguaq

Print
Dokument id:1885
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kamikínãnguaq / Kamikinnaannguaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:167 - 171
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 4 - 7: Kamikingnaannguaq ... Kamikingnârajik.

 

Resumé:

K. bor med forældre og to yngre brødre ved Tupaat. K. vokser ikke,

mens hans brødre vokser normalt og blir dygtige kajakfangere. K. hånes

og beslutter at gå qivittoq. Han ror ud til havs, længere og længere

ud, hvor en høj ø dukker op. Den viser sig at være en kæmpe i kajak.

K. flygter, men besinder sig, vender om og kæmpen tar ham forsigtigt

op med kajak og det hele, bringer ham hjem og forbyder alle at røre

ved K., fordi han er så skrøbelig. Anbragt på et sikket underlag

overrasker K. kæmperne, fordi han viser sig at være et rigtigt lille

menneske, da han kravler ud af sin kajak. Han underholder dem det

bedste han kan og får rigeligt at spise og drikke. For hver nat han

sover i kæmpehuset bliver han større. Da han er på størrelse med

kæmpens søn jager de sammen, først kæmpemåger med krog, så enorme

sæler i kajak. K. når normal voksen kæmpestørrelse og får lyst til et

besøg hjemme. Han får lov, da han forsikrer dem om, at han kommer

tilbage, fordi der hverken er plads eller mad nok til ham derhjemme.

Kajakken går på grund ved øen Naajat, hvorefter K. vader i land og gir

sig til kende over for bopladsens skrækslagne folk. Han faster under

hele sit tre-dages besøg for ikke at fortære alt bopladsen ejer af

mad, og han sover uden døre. Mens kajakkerne følger ham ud til

Naajat, træder han hajer ihjel undervejs og klemmer leveren ud af dem.

De flyder op som hans afskedsgave. Ingen har siden set ham.

 

Var.: Kamikinnaq / Kamikinnarajik;  En anden type: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden; Umiartuaqátáutunik;

 

Hist.: Dette er sandsynligvis en variant af de østgrønlandske om

Kamikinnaq, der roede til havs og blev adopteret af kæmperne på øen,

Akilineq. Vestgrønlændernes Akilineq var et fastland, og denne

variant fortæller skal tilsyneladende kompensere for dette, hvorfor han stopper så mange øer som muligt ind i fortællingen fra sit lokale miljø ved Nanortalik. Selv kæmpen ligner en ø.

Østgrønlændene drev hajfangst, hvor leveren blev brugt til

lampeolie. Måske har de bragt skikken med til Sydgrønland.

Kamikínarajik / Kamikinnarajik

Print
Dokument id:598
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kamikínarajik / Kamikinnarajik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 32 - 34
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kamikínarajik".

 

Eng. udg: Knud Ramussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 61 - 63, "Kamikínârajik".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 29 - 31: "Kamikínarajik" / Kamikinnarajik.

 

Resumé: Mand gifter sig gang på gang. Hver gang torterer han konen ihjel. Ny kone. Hun får et barn, mishandles og vandrer mod

Østgrønland. Finder tomt hus. Derinde æder et kannibalsk spøgelse

hendes barn. Hun vender tilbage til manden, der beskylder hende for

selv at have ombragt barnet, og vil dræbe hende. Hun siger: "Undersøg

først sagen, så kan du jo altid slå mig ihjel." I det forladte

spøgelseshus udgir' manden sig for et spædbarn. Det lokker kannibalen

til. Mand og kone dræber utysket. Endnu et stort utyske. Også det

får de has på. Slut.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kamitdlãnguaq / Kamillannguaq / Lille Barfod

Print
Dokument id:1446
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kamitdlãnguaq / Kamillannguaq / Lille Barfod
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 233 - 250
Lokalisering:Ny Hernhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificers.

Maskinskrevne manuskripter på grønlandsk og dansk i NKS 3536, 4', IIIa og IIIb.

 

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 94 - 110

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 58 - 72: Kamigdlánguaq.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 122 - 123.

 

Resumé:

Kamillannguaq bor ved Illutsiaat syd for Qarajat. Hans eneste søn er storfanger,

vægrer sig længe mod at gifte sig, men henter så i en forrygende

nordenstorm på en boplads mod nord en enkes datter, der er så dygtig

til at sy for folk, at de to altid har rigeligt med mad. De kan endog

undvære til andre i trangstider. Enken giver sit tilsagn, fordi K.s

søn efter sigende er så dygtig, at han aldrig vil lade hendes datter

lide nød.

To gamle mænd gæster i trangstider K. og beværtes godt, omend med koldt kød

i første ombæring. Den ene gamle blir fornærmet og hekser alt for stor

frugtbarhed over K.s sønnekone. Hendes mave vokser og vokser. Måske

vil hun ikke overleve fødslen, men som amuletter til barnets

overlevelse anbefaler K. sin søn at skaffe et skarveskelet og en klump

fedtsten, som solen aldrig har skinnet på (med association til "nord",

BS). Han finder skelettet, og under søgningen efter fedtstenen træffer

han en kvindelig qivittoq, der inviterer ham hjem til sit hus. Hun

beværter ham med lækkert renkød, og fortæller ham, hvordan hun blev

qivittoq af skam over sin plejemors skældud. Med en eqqilik fik hun to

eqqilik-sønner, der jager til hende. Hun giver ham til slut den

ønskede fedtsten. Hans kone føder tilinger, fem sønner og fem døtre,

der alle overlever. Af ærgrelse laver den gamle mand en tupilak mod

børnene, der ser den komme op i elven som først en alk, dernæst en

tejst og dernæst en ringsæl. De jager den hver gang, og den siger av!,

da de rammer den som ringsæl. Tupilakken ømmer sig, venter til det

blir mørkt, men da har K. ladet tænde lys helt ud i husgangen, og

børnenes amuletter ikke bare hindrer den i at komme ind. De tilføjer

den også adskillige smertende sår i siden, i issen og i begge

øjenkroge. Øm og sulten vender den tilbage til sin skaber, den gamle,

der sidder med lukkede øjne mod solen og synger tryllesang. Tupilakken

æder hans indvolde, rammes af skam, over hvad de andre tupilakker vil

sig, og flygter langt ud til havs.

 

Hist.: Det er næppe troligt, at man havde fortalt så muntert om en

tupilak i traditionel tid. Thisted (1993) tolker versionen som en

fortælling for børn.

Fortællingen kan tillige tolkes som en slags fortsættelse af den østgrønlandske Aloruttaq. Se:  Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001

 

Sted: Illutsiaat ligger syd for Nuuk ved kysten mellem Buskefjorden og

Ameralik.

Kampen mellem indlandsboerne og dværgfolkene

Print
Dokument id:1875
Registreringsår:?
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Hansen, Bodil
Nedskriver:Kristiansen, Abel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kampen mellem indlandsboerne og dværgfolkene
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 78 - 79
Lokalisering:Arsuk: Ivittuut
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 94 - 95: Torngit inuarugdligkatdlo sorssunerat.

 

Resumé:

De to ånderacer, indlandsboerne og dværgfolkene, kommer i kamp med hinanden. Kæmperne har et stort klippestykke og dværgene et lille til konebåd. Kæmperne drukner. Dog træffer dværgene senere et par af dem, der sover i et hus. De vågner

et par gange af pruttelugt. Dværgene kommer atter i kamp med

indlandsboerne, der flygter, da det lykkes en af dværgene at slå

brystet ind på en fjende og trække lungerne ud af ham. Dværgene

flytter ned til kysten, hvor de ser et hvalfangerskib med to nedlagte

hvaler på hver side sejle forbi. Det lugter stærkt af spæk, mens de

flænser hvalerne. Hele luften fyldes af spækstank.

 

Hist.: Dværgene, der viser sig stærkere end indlandskæmperne, er

muligvis typisk for vestgrønlænderne, mens associationen mellem dværge

og ildelugt er fremtrædende hos østgrønlænderne. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under

"Dværge". Kæmperne, der vågner ved dværgenes stinkende

tilstedeværelse, siger: "Bua, bua!", der må være østgrønlandsk udtale

af det danske, puha. Hvalfangerne er naturligvis europæere af en

slags. Stanken kunne henvise til deres udkogning af spækket til tran.

Kánagssuaq / Kannassuaq / Kaannassuaq / Kaannarsuaq

Print
Dokument id:1471
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kánagssuaq / Kannassuaq / Kaannassuaq / Kaannarsuaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 42
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kanágssuaq. Om den største hustomt i Kangeq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 167 - 168: "Kãnagssuaq" / Kaannassuaq.

 

Resumé:

 

Kaannassuaq flytter fra Kujalleq til Angisoq (begge Cook-øerne), da

 

han gifter sig med mange brødres eneste søster. Under hungersnød tager

 

han som den eneste ud over isen med sin kajak på hovedet til åbent

 

vand ved Atorsuit. Han kommer hjem med en netside og derefter ofte med

 

sortsider. Kiteraq / Kittoraq / Qitoraq fra Illorpaat er samme slags modige og ihærdige fanger. De to mødes til havs, hvor K. netop har ordnet en sæl til

 

bugsering. Kiteraq fanger også en, men opsluges af en kæmpebølge, hver

 

gang han skal binde sælen på slæb. Han må bede K. hjælpe sig. Om

 

foråret, under Cook-øboernes fælles alkefangst, kommer Kiteraq roende

 

og forærer K. en stærk og smukt prydet bugserrem og et sædeskind til

 

kajakken som tak med ordene: "Her er det som skal bringe hint (K.s

 

hjælp) ud af mine tanker".

 

Var.: Kaannassuaq / Kaannarsuaq.

 

Hist. Fortællingen er autentisk (se Var.:). Bugserlinen er af hvalrosskind og

 

prydet med udskæringer af hvalrostand. Sædeskindet er af isbjørn. En

 

flot gave af stor symbolsk værdi. Bemærk Kiteraqs taknemlighedsgæld,

 

der har optaget og generet hans tanker.

Kappestrid mellem en åndemaner og en gammel pebersvend

Print
Dokument id:1870
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kappestrid mellem en åndemaner og en gammel pebersvend
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 67
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, s. 131: "Angákoq nukagpiatoqardlo unangmissut" / angakkoq nikappiatoqarlu unammisut.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

En berømt åndemaner får lyst til at kappes med en gammel åndemaner,

der er pebersvend, men også har et godt ry. Udfordreren kæntrer rundt i

sin kajak, rejser sig langsomt på ret køl, og hele kajakken er dækket

af lomvier. Pebersvenden gør det samme, og kommer op med kajakken

fyldt og dækket af de fineste, lydefri ulke. Udfordreren erklærer dem

glad for ligemænd, og den gamle ungkarl blir stolt.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

 

Tolkning: Ungkarlen, der næppe fanger ret meget, er henvist til at

ernære sig som ulkepilker.

Kataineq / Kataaneq

Print
Dokument id:1904
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kataineq / Kataaneq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 59 - 60
Lokalisering:Ujarasugssuk / Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Katâneq".

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Det fortælles, at Kataaneq var fra Isunngaq, og at han havde mange venner på Qeqertarsuaqs kyst.

 

Da han blev meget gammel, var han for træt til at stå oprejst, og når han kom til sælens åndehul i isen, havde han lavet sig en slags stol af træ, som han kunne sidde på. Og der sad han så og ventede på, at sælen skulle komme op for at ånde. Så kunne han stikke den uden overhovedet at flytte sig.

 

Så skete det engang, at Kataaneq var yderst, da nordenvinden kom med en frygtelig storm fra højlandet. Himmel og hav stod i et, og isen brast, da der pludselig kom kæmpestore bølger og en frygtelig vind. Han drev længe til havs på isen. I fire dage blæste det fra nord på den samme frygtelige måde. Først på femtedagen stilnede stormen af.

 

Han kunne ikke gøre andet end at finde frem til den mest holdbare del af isen og der bygge sig en snehytte mellem alle ujævnhederne. Da han havde ordnet det rigtigt godt, gik han ind og lagde sig. Han havde ikke andet at spise end nogle fugleendetarme, og dem spiste han så, én om dagen. Når han havde spist tog han sne som dessert.

 

Da det begyndte at lysne på fjerdedagen, gik han ud og så efter Qeqertaqsuaq, men den var ikke at se. Efter at have set nøje på landområderne mod syd, fik han endelig øje på Qeqertarsuaq nord for sig. Det siges, at han ikke kunne sammenligne den med andet end en renko, der ved sin flugt var kommet bagud for de andre rener.

 

Og så blev det pludselig aften, og det lød, som om det begyndte at blæse meget fra syd. Og dér om aftenen nåede søndenvinden ham med lige så stor kraft som nordenvinden havde blæst før, og de store bølgers brusen omkring det lille stykke is var ubeskrivelig. Og på denne skrækkelige måde drev han afsted i fire dage. Efter at have været inde i sit snehus i fire dage, vågnede han på femtedagen - og lyttede og lyttede - og isflagen stod minsandten stille.

 

Han ventede på, at det skulle blive lyst, og så gik han ud og så, at isflagen var drevet i land ved Alluttoq, og søndenvinden var pludselig stilnet af. Da han kikkede ind mod land, kunne han tydeligt se mennesker gå omkring. Han var strandet nedenfor deres boplads. Men han havde ikke tænkt sig at søge redning hos dem, folk fra Alluttoq havde det nemlig med at gøre grin med fremmede, som de mødte.

 

Da det begyndte at blive mørkt, gik han ud, og efter at have kigget på himlen og opdaget, at det så ud til at blæse op fra øst og udefter, gik han ind i sin snehytte igen. Han havde kun været inde et kort stykke tid, da der begyndte at blæse en kraftig østenvind, så det bare brusede derude. Han kunne mærke, hvordan han drev afsted, og langt om længe mærkede han også, at isflagen gik i stå. Nu var det også blevet morgen. Og han havde ikke flere fugleendetarme tilbage.

 

Da det blev lyst, gik han ud og opdagede, at han var strandet ved Nuuk. Og så gik han i land. Uden overhovedet at nærme sig husene, gik han op i fjeldene. Og efter at have lagt sit stå- og siddebræt dér, gik han ned til husene.

 

Han var ankommet om morgenen, og på en enkelt dag havde man helt ude vestpå hørt, at Kataaneq var kommet. Og de kom fra vinterbopladserne, og når der kom én, rejste en anden. Ja, han var nemlig én med mange venner! -

 

Endnu inden der var gået fem dage, havde han lovet at skaffe sælbaglaller, og så faldt hans storetå af. Det viste sig, at hans grimme forfrysninger endnu ikke var helet, da han kom med løfterne.  

 

Det fortælles, at det var derfor, de begyndte at kalde ham Kataaneq*. Og han levede videre i meget lang tid efter dette.

 

Her ender historien.

 

* katappaa: taber det

 

Hist.: Sandsynlig historisk fortælling

Kâvêraq / Kaaveeraq

Print
Dokument id:1896
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Eva
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kâvêraq / Kaaveeraq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, I
Tidsskrift:
Omfang:side 136 - 137
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kâvêraq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles at Kaaveeraq var en meget heldig fanger, der også havde en samleverske.

Langt om længe blev hans samleverske gravid. Og en dag tog Kaaveeraq ud på sæljagt i kajak og var så heldig at fange en halvstor hval. Han roede indad for at lægge til land med den.

Da han var næsten inde ved land, tog hans samleverske selvfølgelig de kamikker på, som havde de bedste såler.

Da nu hvalen var så stor, var det umuligt at få den op på land, så de gav sig til at afvente højvande. Efter højvande blev det igen lavvande, og da vandet stod som lavest, begyndte de at flænse hvalen.

Hun var iklædt ny anorak, nye kamikker med sælskindsbroderi foran, og det store hårbånd, der var så grønt, at det så ud som grønne alger. Da hendes fødder efterhånden blev helt smurt ind i spæk, var hun flere gange ved at glide og falde. Og lige så hurtigt som hun skar med sin kvindekniv ned igennem spækket, lige så hurtigt var hendes samlever der og tog stykker fra.

Langt om længe blev de store stykker spæk båret op, og fordi hendes fødder var så indsmurt i spæk, gled hun og faldt. Det eneste der hørtes, var et stort smæld, og så var hendes mave revnet, og barnet lå ved siden af hende.

Hendes samlever blev så forfærdelig ked af det, at han helt holdt op med at tage på fangst.

Engang, mens han stadig holdt sig hjemme og ikke tog på kajakfangst, sov han om natten og led så frygteligt af savn, at han drømte, at det buldrede udenfor. Hurtigt kiggede han ud af vinduet, og straks genkendte han sin samleverske.

Og hvor hendes øjne dog udtrykte længsel! "Måske kunne man lægge sig lidt hos Kaaveeraq! Men hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Hun kom ind og svævede hen over ham og sagde: "Å, jeg lægger mig bare hos Kaaveeraq! Å, hvis jeg lægger mig, bliver jeg nok helt afmægtig!"

Da hun gik ud, buldrede det gevaldigt. Han vågnede og var blevet helt glad, og så tog han på sælfangst. Da han kom hjem, havde han sin gamle vane tro fanget en sæl. Kvinderne udviste venlighed og kogte kødet og lagde sælens hoved på dets skind inde under briksen. Omsider var de imødekommende. Om aftenen lagde Kaaveeraq sig på sit sted på briksen. Og nu var hans samleverske endnu tidligere på færde om morgenen. Igen kiggede hans samleverske ind gennem vinduet, og nu sagde hun: "Kaaveeraq har sandelig fanget en sæl igen. Dér under briksen er kødet og skindet jo helt friskt. Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst."

Derude dundrede det, da hun var på vej ind. Hun kom ind og bukkede sig ned under briksen. Og så sagde hun: "Måske skulle man spise noget af Kaaveeraqs fangst. Men hvis jeg spiser, bliver jeg nok helt afkræftet."

Da hun gik ud, lød der en buldren derudefra. Lige da hun var gået ud, vågnede Kaaveeraq og følte sig endnu gladere end før. Og på sin kajaktur fangede han to grønlandssæler. Hans bopladsfæller undrede sig nu over, hvorfor Kaaveeraq havde forandret sig. De kogte kødet og fyldte alle fadene. Om aftenen gik de i seng, og som sædvanlig tænkte de ikke på, at der overhovedet kunne ske noget.

Denne morgen var hans samleverske endnu tidligere på færde. Hun kiggede hen over skillevæggen og sagde: "Måske skulle man tage og lægge sig hos Kaaveeraq!"

Efter at have taget kamikkerne af lagde hun sig. Kaaveeraq vågnede om morgenen, og hvad i alverden var det, der trykkede sig ind til ham - hans samleverske lå sammen med ham. Han blev utrolig forbavset! Og hans fæller blev endnu mere forbløffede. Og det fortælles, at hans husfæller forståeligt fik bange anelser i begyndelsen, fordi han jo havde genoplivet sin samleverske. Derefter levede han sammen med hende som sin kone. Og efter at hans samleverske var revnet, havde han aldrig mere nogen samleverske.

Her ender historien.

 

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: Kristen morale: Man bør gifte sig og ikke bare leve på polsk.

Kigssaviarssugpagssuaq / Kissaviarsuppassuaq

Print
Dokument id:1058
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:S�by, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Kigssaviarssugpagssuaq / Kissaviarsuppassuaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 38 - 39
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Fortælling fra Akilineq / Baffinland

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "kigssaviarssugpagssuaq"/ Kissaviarsuppassuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Fortælling om en kæmpefalk, der fanger hvidhvaler og bærer dem flyvende i kløerne. Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, der er spækket med dialektale gloser.

 

Hist.: En af de fortællinger, som indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860 medbragte. Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret) og søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Kigutikkamik

Print
Dokument id:513
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kigutikkamik
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 2 - 24, nr. 1
Lokalisering:Aasiaat / Egedsminde
Note:

med sideløbende dansk oversættelse ss. 2 - 25.

 

Håndskr.: NKS, 2488, II, 4', ss. 206 - 215, nr. 85 er en afskrift af orig. håndskr. der ikke eksisterer længere.  1. afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 26h - 34v: inuit oqalugtuât agdlagsimassoq.

 

Den danske oversættelse også trykt i Rink 1866-71, I: nr. 94.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 71, ss. 376 - 385: Kigutigak carried off by the Whalers.

 

Rasmussens leverer en ny oversættelse, formentlig af ovennævnte trykte grønlandske tekst i:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 110 - 119: Kigutikaq. Det maskinskrevne manuskript til sidstnævnte finde i KRH, kasse 51 nr. 21.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 272 - 272. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 272 - 276: Kigutikkaaq.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Inuits fortælling, der er blevet skrevet ned.

I gamle dage kom fangerne til Ameralik-fjorden, hvor der fandt en livlig handel sted mellem inuit og hvalfangerne. En mand ved navn Kigutikkaaq handlede med hvalfangere og købte nogle smukke ting og samtidig blev han advaret imod at handle med bestemte hvalfangere, om hvilke der blev sagt, at de ikke var rigtig kloge. -

Kigutikkaaqs storebror blev jaloux. Kigutikkaaq samlede også nogle bytteobjekter

sammen og fulgte sin bror. Han opdagede, at broderen styrede direkte imod de

hvalfangere, der havde ord for ikke at være rigtig kloge. De blev hevet op

på skibets dæk, og umiddelbart efter hev skibet ankeret op og sejlede.

 

Ved Kap Farvel var de ude for et kraftigt stormvejr. Da de store bølger

skyllede over skibet, stod Kigutikkaaq på dækket og holdt fast på rælingen, mens

matroserne søgte ly under dækket. En del af rælingen blev smadret undtagen det

stykke, som Kigutikkaaq holdt fast på. Det blev stille vejr og de sejlede uden

at kunne se land. Der kom igen et kraftigt stormvejr og havet blev oprørt. Da en

stor bølge truede med at skylle over skibet, fik matroserne Kigutikkaaq trukket

ned under dækket. Nu nærmede de sig hjemstedet, men ventede med at gå i havn

til midnatstid, fordi de var bange for, at folk skulle opdage noget (det er

uklart, hvad de konkret var bange for - måske det, at de havde "indfødte" med -

Chr.B.). Da de kastede anker, råbtes der fra land: Nu er handelsskibet kommet.

 

Lysene tændtes i de mange huse, men de gik først i land dagen efter. Folk

havde efterhånden fået at vide, at der var et par "indfødte" med. De stod tæt op

ad hinanden og lignede en myggesværm. Skipperen sagde til Kigutikkaaq og hans

bror, at de, når de gik i land, skulle gå lige bag ved ham og "hele tiden kigge

på hans hæle". Hvis de ikke gjorde det, ville de fare vild. Da båden lagde til,

var det umuligt for dem at gå i land. En soldat måtte bane vej for dem. Da de

nåede frem til skipperens hus, opdagede denne, at kun den ene af de to

inuit var fulgt med. Kigutikkaaqs storebror var faret vild; men det viste sig

senere, at han havde været så heldig at komme til at følges med en stor herre.

 

Kigutikkaaq og skipperen kom ind i huset og fandt skipperens kone sur og

gnaven. Det viste sig, at hun var jaloux. Skipperen tog en lille dukke op fra

lommen og lagde den på bordet. Så var hun ikke vred mere. Kigutikkaaq ville på

wc, men da han kom ud af huset, stod to hvide mænd på hver sin side af døren,

klar til at hugge ham ned med sværd. Han gik ind igen og sagde det til skipperen. Skipperen forsynede ham med et reb med en knude på enden og sagde, at

han, så snart han gik ud, skulle slå løs på dem med dette reb, uden først at

have orienteret sig om, hvor de stod. Det gjorde Kigutikkaaq. Da han var på vej

ind igen fra wc'et, så han to mænd stå udenfor med forbinding over øjnene. Det

viste sig, at han have smadret øjnene ved at slå dem med rebet. Skipperen var

godt tilfreds med det, han havde gjort.

 

En dag var Kigutikkaaq på rypejagt og mødte en hvid mand, der ville dræbe

ham. Kigutikkaaq reagerede omgående og dræbte manden, gravede et hul i jorden og

begravede ham i hullet. Det fortalte han ikke skipperen. Det samme

gentog sig dagen efter, da han igen var på rypejagt. Tredie dag var der igen

en hvid mand, der ville dræbe ham; men i sidste øjeblik gik det op for

Kigutikkaaq, at det var hans bror. Han genkendte ham på hans måde at tale på.

Det blev et meget hjerteligt gensyn. De græd af glæde. Da de havde grædt,

snakkede de sammen. Kigutikkaaqs bror fortalte, at han var faret vild dengang de

gik i land og han var kommet til at følges med en stor herre. Hos ham boede han

nu og havde det godt. Han manglede intet. - Kigutikkaaq fortalte storebroderen,

at han i et par tilfælde var kommet til at dræbe en hvid mand, der ellers ville

dræbe ham og at han aldrig havde fortalt dette til nogen. Storebroderen

tilstod, at han havde gjort nøjagtigt det samme. De blev enige om at mødes

igen. - Da de mødtes senere, talte de om, at de efterhånden havde samlet sig en

hel del penge. Kigutikkaaq fik den idé at få undersøgt, om de tilsammen ikke

havde tilstrækkelig mange penge til at kunne købe et skib.

 

Da Kigutikkaaq kom hjem, fik han skipperen til at undersøge dette forhold

nærmere. Ifølge skipperen var der penge nok. De fik købt materialer til et skib

og fik en skibstømrer til at tage sig af byggeriet. Nu manglede der kun master.

Skipperen fortalte, at der sydpå voksede røn, som han selv plejede at bruge til

master. Kigutikkaaq ville rejse derned for at fælde træer til master. Skipperen

sagde til ham: Når du skal til at fælde træer, må du se dig godt omkring. Så

snart du ser, at træerne begynder at bevæge sig, må du flygte. Hvis du ikke

ønsker at flygte for langt væk, kan du gå hen til den store klippevæg, der

ligger i den nordlige retning. Her bor der nogle mennesker.

 

Kigutikkaaq tog af sted og han udvalgte sig de mest lige stammer og

begyndte at save. Han var i gang med at save stamme nr. to, da han opdagede

træerne bevæge sig og et eller andet nærme sig. Han lod sin økse og sav ligge og

løb bort. Da han kom ud af skoven, opdagede han, at et stort dyr løb efter ham.

Der var langt til det sted, hvor han boede; derfor løb han hen til den store

klippevæg og nåede den med dyret lige i hælene. Døren gik op af sig selv og

lukkede sig, da han var kommet ind. Det gav et mægtigt brag, da dyret stødte

voldsomt mod døren udefra i et forsøg på at bryde ind. Det viste sig, at der

boede lutter kvinder inde i den store klippe. Kigutikkaaq blev ganske

liderlig og ville ikke væk derfra.

 

Omsider belavede Kigutikkaaq sig på at vende tilbage - med lommerne fulde

af kostbarheder, som han havde fået af de kvinder, han havde været i seng med.

Men først måtte han gøre sig færdig med det træ, han var i færd med at fælde.

Han ville også gerne have sit værktøj med hjem. - Skipperen blev overrasket ved

at se ham igen. Han havde ellers opgivet ham, fordi han troede, han var blevet

ædt af dyret. Kigutikkaaq fortalte skipperen, at han havde været hos de dejlige

kvinder. Skipperen bekræftede, at kvinderne altid var venlige og at man blev

liderlig, når man var på besøg hos dem.

 

Træet til masterne blev hentet og skibet blev gjort færdigt og blev sat i

vandet. Det blev lastet fuldt af Kigutikkaaqs og hans storebroders ting. De to

brødre ville selv sejle skibet og kun have en kok med som tredie mand. Så blev

Kigutikkaaqs storebroder pludselig syg og døde. Kigutikkaaqs sorg var stor. Han

tændte ild i skibet, så det brændte med alt, der var i det. Så blev det sænket

ned i havet.

 

Da han kom hjem til skipperen, sagde denne: Som du dog fortvivler. Lad os gå en tur sammen, så at du kan komme over din sorg.

 

De tog afsted og kom til en stor sø, som de sejlede over i en jolle. Endnu en stor sø sejlede de over og gik til en by midt i landet, hvor de fandt et spisested. De

var lige kommet i gang med at spise, da det blev meddelt, at handelsskibene var

ved at tage af sted. Omgående forlod Kigutikkaaq stedet og løb af sted. Han

fulgte den samme rute, som da de gik ud. Han roede over søerne og nåede lige at

komme om bord på skibet, før det sejlede. Skipperen, som han fulgtes med, fulgte

efter Kigutikkaaq og nåede frem, lige som skibet sejlede. Han råbte til dem på

skibet, at de skulle holde øje med Kigutikkaaq, når de kom til Inuit Nunaat

(menneskenes land).

 

De sejlede og nåede Kap Farvel-området. Da ville Kigutikkaaq ikke længere

af tøjet for ikke at risikere at miste de ting af jern, som han havde i lommen.

 

Det viste sig, at Kigutikkaaqs familie var blevet drillet en del, efter at

han og hans storebror var blevet røvet af hvalfangerne. Man havde flere gange

narret familien ved at råbe, at brødrene var kommet tilbage. Flere gange var de

blevet skuffet.

 

Da de nåede kysten genkendte Kigutikkaaq landet og han opfordrede skibets

besætning til at gå på rypejegt. De gik ind i landet og de holdt hele tiden øje

med Kigutikkaaq, fordi de var bange for, at han skulle stikke af, men da

Kigutikkaaq forsikrede dem, at han ikke ville løbe væk, gik de af og til fra

ham. Det benyttede Kigutikkaaq sig af og gemte sig i en fordybning. Han kunne

høre dem snakke, da de gik forbi hans gemmested. De bebrejdede sig selv,

at de havde ladet ham gå alene og trodset kaptajnens ordre. - Kigutikkaaq gik

videre. Han skulle ned af et meget stejlt fjeld. På et tidspunkt befandt han sig

i en meget vanskelig situation, hvor han hverken kunne komme ned eller kravle op

igen. Så tømte han sine lommer og lagde tingene på en lille klippeafsats.

 

Nu var han tæt ved teltene og en af dem, der kom ud af teltet, genkendte

ham og råbte: Nu er Kigutikkaaq dér. Da folk kom hen til ham, spurgte han dem på

udenlandsk: Hvor er min familie? De forstod ham ikke og han gentog sit spørgsmål

på inuit-sproget; og han gik til teltet, hvor hans kone skulle bo. Han så en

gammel ungkarl komme ud af teltet. Kvinderne fortalte, at den gamle ungkarl

havde sørget godt for dem, og at de var meget taknemlige for hans hjælp. Nu

forlod han altså teltet, fordi han var bange for, at Kigutikkaaq blev jaloux.

Kigutikkaaq råbte på ham og bad ham komme ind i teltet. Han ville først ikke,

fordi han var bange for, at Kigutikkaaq skulle banke ham. Til sidst kom han.

Kigutikkaaq tog en kniv og et søm op af lommen og lod ham vælge det, han helst ville have. Ungkarlen valgte sømmet frem for en kniv med et smukt skaft, fordi,

som han sagde, man kunne få flere ting ud af et søm.

Kínigseq / Kinnisseq

Print
Dokument id:592
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kínigseq / Kinnisseq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 34 - 35
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kínigseq".

 

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.44 - 46, "Kínigseq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 31 - 32: "Kunigseq" / Kunisseq.

 

Resumé: Kinnisseq er åndemaner. Rejser med sine hjælpeånder til de

dødes land under havet. Stiger ned gennem gulvet, farer nedover, en

hjælpeånd hjælper ham over et skær, der er glat af alger, op eller ned

(?) ad en vældig, lyngklædt skråning. Underverdenens land har lave

fjelde, er solrigt, varmt, åbent hav, aldrig sne, ingen vind, masser

af fangst og tørkød, men man savner koldt drikkevand. På en ø tørrer

de nyankomne døde deres kajakker inden de kommer i land. Kinnisseq

møder sin mor, der vil kysse ham og give ham bær at spise.

Hjælpeånderne advarer Kinnisseq begge gange: Han er kun på besøg.

Lover at komme tilbage til det dejlige land, når han dør. Hjem igen.

Kinnisseq's søn bliver syg og dør. Kinnisseq fanger i kajak først en

tejst, dernæst en ravn. Han spiser begge fugle og dør. Begraves i

havet. "Man fortæller, at Kinnisseq har haft land ved Kittarajik, lidt

sønden for Illuluarsuit (på sydøstkysten). Adaarutaas mor har set

ham.

 

Var.: Minder stærkt om Aggus rejse til det nedre dødsrige:

Rosing, J. 1963.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kiviaq / Kivioq / Givioq

Print
Dokument id:1878
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rasmussen, Pavia
Nedskriver:Albrechtsen, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kiviaq / Kivioq / Givioq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 90 - 95
Lokalisering:Arsuk: Ivittuut
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 97 - 103.

 

Resumé:

K.s kone spiller død, bliver begravet, fjerner stenene og flytter

hemmeligt sammen med en anden mand. K.s lille søn ser hende noget

senere under bopladsens fælles flænsnig af en hval, hvorefter K.

forlader sin lille søn, mens han sover, og ror langt ud over havet.

Med opbydelsen af alle sine kræfter kommer han tværs igennem "havets

navle", der er en stor mørk malstrøm. Senere møder han "havets lus",

der æder træ men ikke skind, hvorfor K. vikler sin harpunrem tæt om sin

træåre og slipper igennem. Nær kysten på den anden side af havet

(Akilineq) ser han en gammel kone koge mad udendørs. Mens hun er inde

i huset, ser han, at hun koger menneskekød. Han inviteres ind,

beværtes med noget lækkert, som dog viser sig at være kogt i

menneskefedt. Han opdager på briksen en bylt, der ligner et menneske.

Om aftenen går han ud for at tisse og placerer en flad sten på

brystet, og om natten, hvor han sover rævesøvn, knækker manden i

bylten sin lange skarptslebne hale af kobber på stenen, da denne

Usorsaq lader sig falde ned på K.s bryst. Den gamle kone vil dræbe ham

med sin ulu, Men K. flygter ned i sin kajak og dræber hende med sin

harpun. De næste mennesker, han møder, er en mor og en datter, der

ikke er menneskeædere, men lever af sælfangst. De takker ham for

drabet af U. og konen, fordi de dræbte deres ægtemænd. K. får datteren

til kone. De morer sig med at løbe om kap, og da K. er for langsom,

stikker moderen hans ben to gange i et løst ærme. Første gang er det

fyldt med noget, der æder kødet fra benene, anden gang med noget

dunblødt noget, der gir ham nyt kød. Nu kan han løbe stærkt, og det

får han brug for under sælfangsten, hvor han og konen sætter

fangstblærer på alle de sæler, der strander ved ebbe og må styrte i

land, når højvandet kommer buldrende. K. bugserer de talrige sæler i

land, får en del sønner, og da han længes efter sin første søn, får

han lov at rejse. Han træffer sønnen dansende og vakker på en fanget

hval ved sin gamle boplads.

 

Var.: Kivioq. Søg også på knivhale; jernhale.

 

Hist.: Kobberet, som knivhalen består af, er et nyt element. Det er

nok også de ord Usorsaq siger, mens han sliber sin hale: siile skarfe,

siile skarfe, karfe, karfe (slibe, skærpe?).

Kivioq

Print
Dokument id:1478
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ujuuloralak (Ojûloralak / Ojuuloralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kivioq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 55 - 58
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kivioq nulialik".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 190 - 192: "Kivioq".

 

Resumé:

Kivioq mister gang på gang i kajakken sin ene vante. Da hans kone blir

træt af at sy nye vanter, spiller hun død (og flytter til et andet

hus, BS), men da K.s lille datter flere gange er kommet hjem med

mattak fra en hval som gave fra sin mor, ser K. hende en dag gå forbi

udenfor. Han rejser bort, mens datteren sover. Undervejs over havet,

møder han først de træ-æedene, havets lus, som han slipper forbi ved at

vikle sin åre tæt ind i skindremme. Dernæst ror han tværs igennem

havets navle, der er en stor rund og dyb hvirvel, og videre gennem to

fjelde, der ustandselig åbner og lukker sig. De snupper hans bageste

kajakspids af. Nær land på den anden side af havet ser han et isbjerg,

der ustandselig kælver. Det viser sig at være en kæmpemåge, der netop

er nedlagt af en kæmpe. Senere møder han en kæmpe, der fisker

kæmpeulke. Når de slår med halen, får K. en brådsø over sig. Våd blir

han igen, da kæmpen tar K. med sig hjem, hvor han leger med ham i en

kæmpevandspand. Han flygter om natten og kommer til et hus med to

kvinder, en mor og datter. Han lærer hvordan man dér fanger utallige

strandede sortsider ved lavvande, og han dræber moderen, da hun i

misundelse har dræbt datteren for at få ham til mand. K. ror hjem uden

at møde hindringer og mødes nu af sin voksne søn som harpunér under

under en hvalfangst (i starten var det en datter, BS). K. forlyster

sig i de unges legehus, men holder op, da hans døde kone kommer og

beklager sig af misundelse. Da K.s søn og datter blir gift, lever han

lykkeligt hos dem.

 

Var.: Kivioq

 

Hist. Denne variant er i sammenligning med de andre på det nærmeste

overlæsset med episoder fra andre fortællinger, hvis

associationspotentialer fortælleren vist har vanskeligt ved at styre.

Begge dele hænger nok sammen med kristendommens sexualmoral, der

fremhæver temaet jalousi kraftigere i denne end i andre varianter.

 

Kommentar: tidevandsfangst

Kivioq, der rejste bort, fordi konen var utro

Print
Dokument id:595
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kivioq, der rejste bort, fordi konen var utro
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 135 - 139
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Kivioq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 52 - 55, "Kivioq, who

left his home because his wife was unfaithful".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 91 - 96: "Kivioq".

 

Resumé: Kivioq's kone er ham utro med en ung mand og hun lader endog

sin mor trække K.s fangst op fra stranden. K. samler vanter i mængder

og ror bort, ud fra land, ud forbi havets synlige grænse fra land.

Møder først træædende havlus, der ikke spiser skindremme. Længere ude

en mænge ufarlige spraglede sæler, der stikker snuderne op over

havoverfladen. Dernæst udspændte, ligesom vandfyldte tarme af

remmesæl: "Det er havets midte", forklarer en stemme ovenfra. Senere kommer han til en strømhvirvel: "Det er verdens navle." Så ser han land, ror derhen, og

flytter i hus hos to enlige kvinder, der onanerer på husstolpernes

knaster. K. skærer knasterne af i vrede. Kvinderne er hurtige til bens

og henter fangst langt ude, når lavvande lægger stranden bar videre

end øjet rækker fra land.

Mærkelige dyr ligger rundt omkring på den blotlagte havbund. K.

forskrækkes og vender om. Kvinderne fortsætter udover og kommer hjem

med klapmydser. Næste gang følger K. med helt ud til havet, hvor en

mængde sæler ligger i bunker som krybende maddiker. Kvinderne tager

et par nyligt affældede fjordsæler med. Højvandet kommer brusende.

Kvinderne styrter imod land. K. får den første bølge over sig ved

kysten, men reddes dog i land af kvinderne. Næste jagttur går til en

stor indsø efter edderfugle. K. går selv derop næste dag, vader ud i

vandet, og en stor penis dukker op af det. Det er den, der giver

kvinderne de mange edderfugle som tak for sex. K. hugger den af med

sin økse, vredes på kvinderne, rejser hjem, hvor en falk melder hans

komme, og at hans kone stadig har sin elsker.

K. vil afsted igen, men en gl. kone får fat i hans stævn, overtaler

ham, og K. udfordrer den unge rival til en brydekanp. K. vinder, og

vinder dermed retten til sin kone. Indtager sin rette plads på

hovedbriksen. Elskeren må luske hen på sidebriksen.

 

Var.: Kivioq

 

Tolkning: Temaet er ægtemandens seksuelle rettigheder. I

jalousi rejser K. til den traditionelle "omvendte verden" bag

synsranden. Den har fire grænsemarkeringer med krops- og dyre- og

bevægelses- symboler: Lus (hoved, liv), sælsnuder (næse, ånde),

remmesælstarme m. vand (midte, indre, navle-strenge?) og strømhvirvel (navle).

(Se Sonne 2005 om pooq og angakkut puullit).

Den "anden verdens" to kvinder er "modsatte" i forhold

til rigtige kvinder. De behøver ingen mænd. De er stærkt bevægelige

til lands (den blotlagte havbund), forsørger sig selv, og deres

fangster associeres til "død" (sæler som maddiker). Deres mænd er

stolpernes knaster og indsøens penis, som K. afliver med hhv. kniv og

økse. Hjemme igen overvinder han på mere civiliseret vis sin rival i

en brydekamp. Luftens stemme belærer ham om den "anden verden"s

grænser, ligesom en luft-fugl, falken, melder hans ankomst. To gange,

ved højvande og hjemme igen, reddes han i land af kvinder (kvinders

livreddende tiltrækning på mænd).

 

Hist: Episoderne i den "anden verden" er andre end i de fleste

varianter af den jaloux Kivioq, og måske er denne ny under vestlig

påvirkning, hvor mandens ret til hustruvold er kommet til diskussion.

Men episoderne genkendes fra andre fortællinger, og denne fortælling

er i sin symbolik i fuld overensstemmelse med det traditionelle

verdensbillede.

Konebytterne

Print
Dokument id:1578
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Inaluk
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Konebytterne
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 146
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 64: "Talîlarssuaq Navssârssuardlo" / Taliilarsuaq Nassaarsuarlu.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:145 - 146.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 25 - 26: "Talîlarssuaq Navssârssuardlo" / Taliilarsuaq Nassaarsuarlu.

 

Resumé:

Taliilarsuaq og Napsaarsuaq bytter kone. T. skræmmer N.s kone med en

kniv, som han stikker i briksen. Hun løber hjem og opfordrer N. til at

dræbe T. Det gør N., og mærker snart, at han er forfulgt af en ånd.

Pesten dræber ham dog, inden ånden får lejlighed til at sønderflænge

ham.

 

Hist.: Kan være autentisk.

Konen med jernhalen

Print
Dokument id:1582
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aasivak (Aisivak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Konen med jernhalen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 151
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Inupaluk savingmik pamiagdlulipaluk" / Inupaluk savimmik pamiallulipaluk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:201.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 51 - 52: "Inupaluk savingmik pamiagdlulipaluk" Inupaluk savimmik pamiallulipaluk.

 

Resumé:

Konen med jernhalen er menneskeæder og gennemborer mennesker, der kommer på besøg, ved at hoppe ned på dem med halen, når de sover. En gang lykkes det en

gæst at smide sig til side. Hun knækker sin hale. Han løber ned i sin

kajak, og konen, der følger efter, råber om sin lyst til at partere

ham med sin ulu. Manden er på nippet til at kæntre og råber tilbage om

sin lyst til at harpunere hende. Hun falder på halen. Derefter myrder

hun ikke flere mennesker.

 

Var.: Hyppig episode i Kivioq. Søg på: knivhale; jernhale; humlebi.

Kumagdlak / Kumallak med de levende pile

Print
Dokument id:1559
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Nivikkana (Nivigkana)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kumagdlak / Kumallak med de levende pile
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 105 - 106
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kumagdlak" / Kumallak.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:230 - 231.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 74 - 75: "Kumagdlak" / Kumallak.

 

Resumé:

Kumallaq bor alene med sin kone, der ser fjender nærme sig. K.s pile,

der er lavet af menneskers smalben ryster straks af iver. De er alle

dræbende, og K. har desuden remmen fra dengang hans mor bar ham på

ryggen. Med et svirp i luften, sender den alle modgående pile forbi K.

Han dræber en mængde af fjenderne og sender en storm over de

flygtende, der alle drukner.

 

Var.: muligvis en fjern relation til Kumallaasi og Aasalooq, deres kamp på pile med eqqillit.

kumak

Print
Dokument id:2277
Registreringsår:1903
Publikationsår:
Arkiv navn:KRKB 3, Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:kumak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:½ s.
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: har ikke kunnet identificeres; Den registrerede er Rasmussens renskrift.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 32: "kumak".

 

Ikke oversat, men handler om en lus der ber sin kone om sine vanter. Den blir spist af et menneske og kommer rødskoldet ud. Muligvis skulle vanterne have taget af for varmen.

 

Var.: Lidt uforståelig version. Det samme gælder en østgrønlandsk version: Kumaat, hvor man ikke får slutningen om rødskoldningen med.

Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse

Print
Dokument id:599
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunanánguaq / Kunuanannguaq / Den forældreløse
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 14 - 16
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Kunanánguaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 66 - 67, "Kunanánguaq, the

homeless girl"

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 12 - 13: "Kunanánguaq" / Kunanannguaq.

 

Resumé:

Kunanannguaq efterlades på sommerpladsen

af sin plejemor, da man rejser til vinterbopladsen. Hun samler

"forråd" af rester på møddingen. En tejst ankommer, forvandler sig til

en kajakmand og transporterer hende til vinterbopladsen.  Hun skal

holde øjnene lukkede undervejs. Den fører hende til hendes gamle boplads, hvor hun ikke straks må give sig til kende, men stille sig på afstand og skygge for øjnene. Bopladsens børn får øje på hende, nærmer sig, og først efter gentagne spørgsmål om, hvordan hun er kommet den lange vej, fortæller hun om tejsten. Derefter går hun hen til huset, hvor hendes plejemor bor.

"Så kan jeg ikke mere af den fortælling", slutter Christian Poulsen.

 

Var.: En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Lignende: Pigen der blev gift med en haj. Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests;

Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq

Print
Dokument id:434
Registreringsår:1919
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side. 165 - 218
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Redaktør: Søby, R.M.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. Manuskript på grønlandsk: KRKB 5', sidst i pakken.

Notater på dansk i KRH 52,2, hæfte 420: Kunuk med tilnavnet Uiartoq, Jordomsejleren.

 

Maskinskrevet manus (71 ss.) med en del rettelser af H. Ostermann i hans arkiv: nr. A 301, Arktisk Institut. Ostermann har noteret til slut, at oversættelsen hovedsagelig skyldes Johan Petersen, tidl. handelsbestyrer i Ammassalik / Tasiilaq. Dette har været R. M. Søbys forlæg til den danske udgivelse.

 

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 73 - 105: Kúnuk, Kâgssagssuk and  Ulîvâtsiaq.

 

Resumé: Først fortælles om Kunuk, dernæst om Kaassassuk, så igen om

Kunuk, der tager hævn over sin families morder. Derefter møder de

to heroer hinanden i styrkeprøver, hvorefter Kunuk omrejser jorden og

skifter navn til Uiarteq (jordomsejleren). Endelig lægger Uliivaatsiaq

navn til heroen i fortællingen om indlandskæmperne, der røver et

menneskebarn. Ul. mødes med Kaassasuks søn og overvinder ham i en

styrkeprøve, der forvandler Kaas.' søn til et skikkeligt menneske.

 

Kunuk

Da Kunuk og hans fætters fædre altid bor sammen, vokser de to fætre

op sammen og er nært knyttede til hinanden. Ved et uheld kommer K.

under leg med Nuerniagarnakajiks søn, Nuerniagakajik, til at såre

denne let med en kniv. Drengen N. giver det udseende af, at K. har

villet dræbe ham, hvorfor faderen N. udrydder hele K.s familie. Kun

K. og hans fætter, der begge har gemt sig, og hans lillesøster, der er

blevet skåret op i maven, overlever. K. forbinder sin søster og

flygter med hende og fætteren. Søsteren dør ved et højt fjeld, hvor

drengene begraver hende.

Ved en isfjord ser de to mennesker på kiggefangst i bunden af fjorden.

Det er et gammelt ægtepar. De adopterer drengene, og konen beder K.

hente sne til vandsmeltning, mens manden beder K.s fætter hjælpe til ved

isfangsten. Manden byder straks K.s fætter mad. Konen udfører et ritual, et

adoptionsritual: Hun tager K. på skødet som et lillebarn, luller ham i

søvn, tryller over ham, ber ham træde ud på gulvet og fremtryller til

ham "nyanskaffelsesspise": spæksyltede bær. Derefter trakterer manden

med en hengemt sæl, og konen formaner drengene til altid at huske, at

de er flygtet af frygt. Glemmer de det, vil de altid være bange for

dem, de frygter.

I den følgende tid holder K. sig hjemme som den gamle adoptivmors

medhjælper, mens hans fætter tager ud på fangst med den gamle mand. Om

aftenen er drengene sammen og øver deres kræfter udendørs. K. fætter

bliver snart den stærkeste. Skønt K. ikke er misundelig, ønsker han

ikke at fætteren bliver meget stærkere end ham selv.

Begge drengene får kajak, bliver snart dygtige fangere, og de tager

altid ud sammen. En dag, hvor K.s kajak er for våd, tager fætteren

ud alene, imod K.s ønske, og kommer ikke tilbage.

 

Nuerniagarnakajik kommer på besøg. Han mener at kunne genkende K., men

plejemoderen holder stædigt fast ved, at K. hedder Qaqipilivarterajik

og er hendes fosterbarn. N. opgiver, tager hjem, og man erfarer siden,

at det er ham der har dræbt K.s fætter.

 

Da den gamle mand er død (gætter fortælleren, Kaarali, der undrer sig

over, at man ikke hører om denne død), flytter K. med sin plejemor

til en anden boplads og gifter sig med en usædvanlig smuk pige. Han

sørger ikke længere så meget over sin fætters død, dvs. han bliver

hård, livsglad og derfor sine fæller en god kammerat.

 

Konerøveren Ungilagtaqut (Ungilattaqi), der aldrig forfejler sit

kastemål, inviterer K. til trommestrid for at dræbe ham med en

tveægget kniv under sangkampen og frarøve ham hans smukke kone.

K. får gode råd af sin plejemor om, hvordan han skal klare U. ved blot

at brug sin vuggevise, gøre sig lille og springe til vejrs første gang

U. kaster kniven og lade ham hente kniven, selvom eventuelle tilhørere

der tager parti for ham, vil opfordre K. til selv at tage kniven.

Næste gang U. kaster, skal K. gøre sig stor og bukke sig for kastet,

dernæst tage kniven fra U., når U. henter den anden gang, og samtidig

snuppe hans tromme for ikke at skulle over gulvet efter den. Derefter

skal han først fremsige sin vuggevises ord uden sang og tromning,

bagefter synge U.s sang til tromme, og når den er slut straks kaste

kniven mod U.s strube uden at tage sigte først. Hvis han rammer, skal

K. derefter dræbe en hunhund og tage sig en af U.s smukke koner.

 

K. følger nok anvisningen, men det er tilsyneladende kun sin vuggevise han

synger flere gange og lader tilhørerne synge. Han danser stadig

heftigere til, og indimellem akkompagnerer han med trommen (har Kaarali

i hastværket glemt, hvad han tidligere skrev? BS) Da U. er spiddet i

struben, tager K. den smukkeste af U.s koner, der beder ham aldrig at

vende hende ryggen ret længe af gangen. For det tåler hun ikke.

 

K. forlader huset gennem husgangen foran sin førstekone og med sin

anden kone i armene som et lille barn. Ved udgangen får K. to gange

et voldsomt puf af en lille mand med skuldre, der går i eet med hans

hals. K. sender sine koner ned til båden for frit at kunne brydes med

modstanderen. De brydes meget længe. K. snubler og er ved at miste

balancen, da han træder på en sten, som en hund er bundet til. Derved

klemmer K. den lille mand så kraftigt, at denne skider i bukserne og

bliver svimmel som en, der har mistet sin forstands fulde brug. Han

viser sig at være selve Usugssamiarssúnguaq (Usussamiarsunnguaq), der

erklærer, at den gang han kæmpede med indlandsboen, sked han ikke i

bukserne (K. var altså stærkere end denne kæmpe i indlandet, BS).

Hjemme igen har K.s plejemor siddet ved stranden, siden han tog afsted

(for at støtte hans forehavende, BS). Hun trækker hans kajak i land og

på spørgsmålet om han også fik hunden, må K. svare nej. Det glemte

han. "Det gør ikke noget, lad det være således!" siger hun.

 

Kaassassuk

Den forældreløse Kaas. bor hos sin bedstemor i et lille hus og er nabo

til et fælleshus med mange mænd, deriblandt en halvonkel, der vil ham

det godt. Kaas. leger med sælknogler fra lufferne. I modsætning til de

andre børn bliver han aldrig træt af at lege. Når Kaas. inviteres til

spisning trækkes han indenfor af to mænd, der efter tur tager fat i

hans næsebor, løfter ham op og ryster ham. Han søger at få sig lidt

kød v.h.a. sine negle. Man skærer dem af så de bløder. Hans plejemor

skjuler næste gang en lille kniv mellem hans lang- og ringfinger og

puster på dem. Ingen kan nu opdage kniven, og Kaas. bliver for en

gangs skyld mæt.

Da han senere inviteres på fællesspisning af kødet fra tre bjørne,

tvinger den ene af hans plageånder ham til at sluge en knæskal, den

anden til at drikke skoldhed suppe. Kaas. formindsker knæskallen og

afkøler suppen med sine blotte ord.

Kaas.' næse vokser, men hans krop forbliver lille som en dukkes. Hen

på efteråret sørger hans halvonkel for, at han får halvdelen af en

remmesæl, som halvonkelen fanger. Efter dennes anvisning har Kaas.

nemlig råbt qee, qee (kajakfangerens råb om assistance til fangst af

større dyr, BS) fra stranden, da sælen dukker op. Den retter sin

opmærksomhed mod Kaas. og halvonkelen kan ubemærket fange den bagfra i

kajak. Fangstparten lægges i et skjult depot. Kaas. og hans bedstemor

nyder en tid godt af den, men de to plageånder opdager og skjuler

resten.

Nu opfordre bedstemoderen Kaas. til at søge (et åndemiddel) i

oplandet. Han går derind og råber gang efter gang: "Hvem vil dog

børste mig af?" Ingen kommer. Han hidser sig op, råber igen og bliver

endelig bange. "I den tilstand han var, var der ikke den ting, som ikke

åbenbarede sig for hans indre syn. Dette var en følge af, at han

ganske bestemt ventede spøgelser." Angsten tager af, han råber kun

vagt, men nu dukker en kæmpe op, der børster ham ned over forbredden,

hvorefter sælluffeknogler falder ud af ham, hans forside vokser, og

han hælder kraftigt bagover. Kæmpen snurrer ham rundt fire gange: Nu

kan han vokse. Kæmpen anbefaler ham med held at rokke en kampesten og

erklærer: "Du vil med tiden få lige så stor styrke som jeg."

Hjemme igen går Kaas. til sengs, hvor han vokser og vokser, mens

bedstemoderen holder børn borte, der inviterer ham ud til leg med

sælluffeknogler, med en løgn om, at han er syg til døden.

Man finder en vældig stamme drivtømmer, som ingen magter at trække op

på land. Om natten trækker Kaas. den hemmeligt op og lægger den

spærrende foran husgangen. Man beder næste morgen hånligt Kaas. om at

bære den ned igen. "Han kan jo dårligt ånde mere," svarer

bedstemoderen. Om natten bærer Kaas den hemmeligt tilbage.

 

En morgen jager man bjørn, tre dyr i følge. Kaas. der er blevet

voksen af skikkelse låner sin bedstemors anorak og kamikker, der er alt

for små. Han er klædt på som kvinde, råber pigerne hånligt. Kaas. sparker de

tre bjørne ihjel efter tur og erklærer, at deres skind skal være ham

til klæder, bukser og kamikker. Halvonkelen får fangstpart. Alle

inviteres på kogt bjørnekød. Kaas. hiver sine to plageånder op ved

næseborene og ryster dem. Den ene truer han til at sluge en knæskal af

bjørnen, den anden til at drikke skoldhed suppe. De forsøger ligesom

Kaas. med deres blotte ord at hhv. formindske knoglen og afkøle

suppen, men uden virkning. Begge dør. Et par unge piger retter senere

anklage mod Kaas. for disse mord. Dem dræber han også. Ingen i miles

omkreds tør siden binde an med ham.

Kunuks hævn

Undervejs på hævntogt efter Nuerniagarnakajik passerer Kunuk sin søsters

grav, overfaldes atter af sorg er nu i den rette stemning til hævn.

På en sommerplads bor en del i telt, men de fleste under deres på langs

rejste konebåde. N. bor her også viser det sig. Han kommer hjem med en

narhval. K. trækker den på land med et snuptag, vrider

tanden ud og kaster den langt ud i havet. K. beder N.s søn om at låne

hans kniv. Denne nægter. Længe diskuterer de. K. siger da, at han vil

slå N. ihjel med den. Da føjer N.s søn sig beredvilligt. Kniven er

lavet af en sabelklinge. K. løfter eet for eet alle bådenes forhæng op

og afdækker fornærmede ansigter. Ingen af dem er N.s I tusmørket ser

han endelig en fjern tingest, der viser sig at vært N. og dennes kones

"telt"-båd. K. løfter forhænget op, nævner een for een alle sine

slægtninge, som N. har dræbt og stikker i ham for hver navn, for at N. skal

lære smerten at kende. Da K. kommer til sine forældres navne, stikker

han dybere sår, og med sin fætters og søsters navne stikker han N. ihjel.

 

Med en ven (som man intet har hørt om før, BS) starter K. en

jordomsejling. De ror uafbrudt. Vennens kone og K.s anden kone har

hver et spædbarn. K.s kones spædbarn overlever, fordi hendes bryster

kan nå over hendes skuldre til barnet i amaaten. Vennens kones barn

dør. De overholder ingen dødstabuer og kommer til en kraftig

hvirvelstrøm ved en klippehule, hvor vennens båd suges ind som straf. K.

klarer sig igennem.

Nær land springer en af hans hunde af længsel efter land i vandet.

Dens lår bliver ædt af en stor ulk. K. kommer til en teltplads med kød

til tørre af: Mennesker, en orm, bjørn, hvalros og mattak. K. søger

bag om teltene langs kysten, bærer båden over land til den anden kyst

og føler sig dybt lettet. Men nu har han mistet sin "medlidenhed" / medfølelse / empati.

Han dræber alt på sin vej: Sæl, narhval, bjørn, hvalros og menneske

bliver det samme for ham.

Undervejs passerer han de savtakkede fjelde, Qillavaasuit, som han

finder meget smukke, og kommer til landets ende, hvor en rype kagler

inde fra land, hver gang der dukker sæl op: Hér er altså lige mange

ryper og sæler.

K. dræber stadig uskyldige kajakmænd uden bagefter at skænke dem en

tanke. Endelig møder han på havet en stor kajakmand. Gang på gang gør

de sig rede til at dræbe hinanden. Til slut foreslår K. at de i stedet

mødes i trommestrid. Den store mand er Kaassassuk. K. gør ophold i sin

rejse og digter bl.a. en sang om de smukke savtakkede fjelde i syd,

som han har været ked af at forlade. Kaas. kommer til K.s boplads

ved islæg. K. har frosset armen af en narhval fast i isen. Den skal

Kaas. trække op, hvis han vil have noget at spise og ikke blive til

grin i en sang. Kaas. magter det ikke. K. bøjer sig, griber i

narhvalsarmen, men Kaas. søger bagfra at presse K. ned, og K. retter

sig op i vrede, slynger samtidig "armen" mod Kaas., der når at springe

til side og kun strejfes. Kaas. forstår at den mindre K. ikke er til

at spøge med. Inden sangkampen trækker de krog. Kaas. taber, skønt

hans arme er tykke som en spraglet sæls og runde som kvinde-arme. Det

blev de fordi han voksede ud uden at udvikle sine kræfter. K.s arme er

som en fuldvoksen hunbjørns.

Af nidviserne citerer fortælleren, Kaarali, kun en af K.', der

hentyder til, at K. i sit fysiske overmod var blevet vred på de

sydligst boende, som han forlod, da han kom sejlende rundt fra læsiden

i syd. Kaas. kalder K. "Den, der runder næsset", Uiarteq.

Derfor er der ingen tvivl om, at Kunuk fra da af kom til at hedde

Uiarteq (Uiartoq)".

Snart efter kommer K. til Kaas.' boplads på genvisit. Han trækker

uden besvær den hvalros-arm op, som Kaaas. har frosset fast i isen til

ham. Man spiser, holder sangkamp, og ved afrejsen pudser Kaas. sine

store hunde på K.s små og snavsede hunde, som K. har tryllet over. De

river tarmene ud af alle de store hunde, Kaas. pisker ørerne af de små

hunde. K. kæler for dem og beroliger dem.

De har sikkert holdt sangkamp mange gange. "Vi som er kommet efter

plejer at tænke, at de holdt sig i ro i lang tid skønt boende ikke

langt fra hinanden. Vi har altid tænkt os, at de har haft deres boplads

omkring Ikersuaq, lidt nord for Ammassalik. Deres redskaber til

bjørnefangst kan vi endnu, om vi vil, se den dag i dag, nemlig: 1) En

bjørnefælde, 2) et redskab til kvælning, der er indrettet til at falde

ned.

Gennem fortællinger har vi hørt, at da Kaassassuk blev gammel, boede

han ved Suunikajik og havde sin søn som forsørger. Om Kunnuk (Uiarteq)

har vi ingen fortællinger eller efterretninger længere end til hans

trommestrid."

 

Uliivaatsiaq og Kaassassuks søn

Den unge, stærke Ul. har ingen kajak, men med konebåd driver han

garnfangst på sæler, endog remmesæler, i sundene om efteråret. Han

inviterer kvinderne med. De går på bærtogt. En lille pige forsvinder.

Forældrene udlover en kajak som dusør.  Ul. erklærer sig rede til at

søge efter pigen hos fem nunatak-kæmper og en kæmpekvinde, men først

når dagene længes. Forældrene vil med, da han tager afsted iført en

lang anorak af stift remmesælsskind (som en slags harnisk, BS), der

kun er blødgjort ved armhulerne. I hætten er der løbegang med

skindsnor.

Undervejs øver han sine kræfter på klippehuler, som styrter sammen.

Sten trækker han op af leret med fingrene. Nær kæmpernes hus lader han

de gamle vente på afstand, ser gennem loftventilen den grædende lille

pige, som kæmpekvinden har som "foster" på sit skød og søger at trøste

med tilbud om mad, vand og mulighed for at forette sin nødtørft. Nej,

pigen har ingen behov. Hun lider af hjemlængsel. Hun skal nok komme

hjem engang, lover kvinden. Ul. vinker de gamle til sig. På vej gennem

husgangen spærrer flade sten med mellemrum passagen. Ul. puster til

dem en efter en, de vender sig på langs (som døre, der åbnes).

Ved indgangs hullet hænger bjørnetænder, der vil støje og tiltrække

sig de fem kæmpers opmærksomhed, hvis Ul. og de gamle går forbi. Ul.

springer alene ind, river tænderne ned, farer forbi mændene, griber

pigen, smider hende ud til forældrene, slår kvinden ihjel og får efter

lang kamp bugt med kæmpemændene, der har smøget hans hætte ned og

vredet den rundt i forsøg på at kvæle Ul. Ul. slås længe med den sidste

kæmpe for at pine ham.

De gamle, der er flygtet med datteren, kan pludselig ikke komme ud af

stedet, da Ul. haler ind på dem. Sammen fortsætter de så, men vejen

spærres af fem kæmpemænd. Ul. og de gamle prøver forgæves at løbe uden

om dem. Ul. løber da ufortrødent imod dem, og de forsvinder hen ad

jorden (som skygger, BS). Det var de fem kæmpers sjæle. Kvinden havde

Ul. åbenbart dræbt på både legeme og sjæl.

 

De når velbeholdne hjem og ser, at Ul.s anorak er blevet ganske blød i kanpens tummel. Ul. får den lovede kajak og beslutter at besøge Kaassassuks søn, som

alle frygter, fordi ingen af hans gæster nogensinde kommer levende

tilbage. Bopladsen har to huse. I det nederste advarer folk Ul. mod

at gå op i det øvre, der er Kaassassuk-familiens. Ul. går derop. Det

har to indgange. Ul. vælger den venstre til Kaas.s del af huset. Kaas.

er sur, men bløder op efterhånden. Over indgangen hænger en kølle af

hvalrosskind med bjørnetænder. Det er Kaas.' søns drabsvåben. Kaas.'

søn er på fangst. Dennes kone svarer Kaas. på hans spørgsmål om,

hvilken kajak sønnen er ude i: "Den, der tørner hårdest imod!" Kaas.

siger lavmælt: "Orsiisuakulaagiukumaadarpusi"(?). Ul. følger med konen

ud, da Kaas.' søn kommer mod land med flere nedlagte hvalrosser på

slæb. Ul. tager konen om livet og trækker hende med ned til

modtagelsen. Kaas.' søn bliver rasende af jalousi. Han går op for at

skifte anorak. Hans kone følger med. Ul. trækker hvalrosserne gennem

vandet til et ujævnt sted, hvor han trækker dem næsten på land og

derved flænger nakken på den ene hvalros. Kaas.' søn kommer tilbage,

leder, finder fangsten, trækker den med besvær tilbage og får den på

land. Ul. vender tilbage gennem Kaas.' indgang . Sønnen går uafbrudt

ind og ud af de to husgange. Kaas. underholder med fortællinger. Ul.

holder upåagtet øje med sønnen. Denne snupper pludelig sin kølle og

langer ud efter Ul., der parerer. Det gentager sig mange gange. Til

sidst tager Ul. køllen fra sønnen og lægger ham på ryggen som var han

et barn, klemmer hans ben fast mellem sine egne og martrer hans ansigt

med køllens bjørnetænder til det bliver helt opsvulmet og vandklart.

Ul. går uskadt ned til det nederste hus, hvor man modtager ham med

glæde og lettelse. En lille forældreløs dreng sendes med jævne

mellemrum op til Kaas. for at forhøre sig om sønnens tilstand.

Først da denne er i bedring, rejser Ul. hjem.

Siden begår Kaas.'s kun een utyskestreg. Han binder alle stedets mænd

til husstolperne og ligger med deres koner på skift, mens de ser på.

Derefter bliver han mild og vennesæl, tænker aldrig mere på drab, og

tilbyder endog sin kone til de unge mænd, når han tager på fangst.

"Dette er, hvad vi ved om Kaassassuk, og her plejer vi at slutte. Nu

er vinteren til ende. Nu er der herlig sommer!"

 

Var.: Bl.a. til fortællingen om de barnerøvende indlandskæmper: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Ululina; qilaamasoq.

Dette er en sammenstykningen af fortællingerne om Kunnuk / Kunuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq, der hver findes i mange vestgrønlandske versioner. Men sammenstykningen er bemærkelsesværdig.

Den er ikke Kaaralis egen opfindelse. Der findes en tidligere version hos Holm. Søg på: NKS, 2488, VIII, 4', Uutuaq, Holm, Uiartek / Uiarteq, hvor der er flere kommentarer til sammenstykningen.

 

Hist.: Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning.

Men foregår rejsen nordenom eller søndenom (via Kap Farvel)? Spejlvendingen i vores betydninger af verdenshjørne-retninger fra Vest- til Østgrønland, gør afgørelsen usikker. Sml. med fortællingerne om Uiarteq, der synes at rejse nordenom.

 

Fortælleren, kataketen Kaarali, holder en vis afstand til nogle

af fortællingens før-kristne træk og søger at forklare enkelte brist i

fortællelogikken. Men Kaarali holder fast ved forestillingen om, at

personerne er historiske, ligesom hans far Missuarniannga / Mitsivarniannga

identificerede Uliivaatsiaq med Matakatak (Holm 1957: 246 - 247), der er

helten i en kortere variant hos Holm, bortset fra at denne Matakatak

ikke rejser på besøg hos Kaassassuk og hans søn. Den afgørende

"historiske" begivenhed for Missuarnianngas identifikation er indførelse af kajakker i Ammassalik-distriktet i en bestemt fortid,

hvor man indtil da drev garnfangst på sæler (Thalb. 1914: 430 - 431).

En selvstændig variant af "Matakatak" hos Rasmussen fra 1919, hvor

helten ikke navngives, indledes med en længere udredning om denne

begivenhed, og det fremgår at det er overdækkede kajakker man

tidligere har manglet (Rasm. 1921: 228). Åbne kajakker fra

thulekulturen, er fundet flere steder i Arktisk Nordamerika.

Det bliver arkæologernes opgave at påvise, om den "historiske

begivenhed" har en historisk kerne. Derimod er der stor sandsynlighed

for, at ammassalikkerne tidligere drev garnfangst i net knyttet af

hvalbarder og udspændt mellem øer eller i smalle sund.

 

Kommentar: bemærk den socialpsykologiske karakteristik af en hensynsløs massemorder: en der har mistet sin medfølelse. Den østgrønlandske glose, som Kaarali har brugt, kan ikke efterspores, eftersom en grønlandsk nedskrift ikke er fundet.

Kvinden, der havde en bjørn som plejebarn

Print
Dokument id:609
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Markus
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der havde en bjørn som plejebarn
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 91 - 94
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"nánumik ernersialik".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.129 - 132, "The woman

who had a bear as a foster son".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: "nánumik ernersialik" / Nanumik ernersialik.

 

Resumé: En gammel kvinde bor i det nederste hus på en boplads og får

altid kødgaver af de andre. En dag får hun ribbenstykket af en bjørn

og dens frosne foster. Hun tør det op, det blir levende. Hun fodrer

det med fedtegrever dyppet i tran og lader den sove hos sig på

briksen. Den vokser hurtigt, lærer at forstå menneskesprog, leger med

de andre børn, husker at trække kløerne ind imens, men til sidst blir

den for stærk. Bopladsens gamle mænd træner nu i leg dens kræfter, men

også de blir efterhånden bange for den. Fangerne inviterer den med på

fangst, lærer den at fange og de og bjørnen udveksler fangstparter.

Fremmede er en dag nær ved at nedlægge den. Plejemoderen mærker den

med en tyk, flettet senetråd om halsen. Folk norden for, ved

Ammassalik, hører om bjørnen, men det frarådes at fange den, fordi den

gør god gavn hos sin plejemor. De kan ikke nære sig. Bjørnen kommer

hjem med en halvnøgen mand med alle indvoldene hængende ud af den

oprevne bug. Plejemoderen beslutter, at den må bort. En dag uden den

mindste sky på himlen mærker hun den med sod og sender den bort. Den

sørger ved afskeden. Siden har man nu og da kunnet træffe en bjørn

langt mod nord, stor som et isfjeld og med en sort plet på den ene

side.

 

Bemærk: Samme fortælling som "Mennesker skal være mennesker og dyr skal være dyr", ibid. s. 95 - 99, men der bærer oversættelsen stærkere præg af Knud

Rasmussens fortolkende eventyrstil.

 

Var.: Holtved 1951, 17A; Rasmussen 1925: 80 - 81; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn.

Kvinden, der havde en orm til mand

Print
Dokument id:608
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Markus
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der havde en orm til mand
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 103 - 106
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.
Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"quvdlugíssamik uvilik".
Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and
Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.127 - 129, "The woman who married a worm".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 69 - 71: "quvdlugíssamik uvilik" / qulluissamik uilik.

Resumé: De mange brødre vil ikke bortgifte deres eneste søster. Også
et enebarn får afslag. Dennes gamle mor ønsker, at pigen må få en orm
til mand. Kort efter blir pigen borte. Brødrene leder, men forgæves og
vænner sig til, at hun ikke er der. Den mellemste bror maner ånder,
følger  hendes spor til indlandet, ser hende med et ormebarn på gulvet
i et oplyst hus, tapetseret med renskind. Broderen går ind til sin
søster. Hele huset ryster, fordi den store orm, der omslynger hele
huset forneden, ryster det. Broderen ber sin søster besøge deres mor.
Hjemme fortæller  han om søsteren, og til moderen siger han, at hun
skal spørge søsteren, når denne kommer på besøg, om hun holder af sin
ormemand. Hvis ikke vil de dræbe ham. Pigen kommer med sin orm i
amaat og tar den ikke op. Moderen vil se barnet. Skal gemme sig under
tæpper, kigger ud, ser ormen, der dier datterens bryster til blods, er
nær ved at falde om. Adspurgt siger pigen, at hun holder af sin mand,
fordi han sørger godt for hende. Moderen lyver: "Hvis du bliver ved at
holde af ham, vil din mellemste bror dræbe ham. Hun indvilger
nødtvungent i drabet. Brødrene følger hende til ormens hus med mange
pile. Ormen kommer hjem gennem en nordvendt kløft med to rener i
gabet, kryber ind under huset fra nordsiden, halvvejs ind og varmer
med brystet sin kone. Næste morgen kommer den ud gennem husgangen.
Brødrene dræber den med talrige pile og ormebarnet med. Pigen græder,
vender hjem med brødrene og de genoptager deres gamle levemåde.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker.

Kvinden, der syede klæder af ravneskind

Print
Dokument id:1585
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, der syede klæder af ravneskind
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 153
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "tuluvkanik ánorâlik" / tulukkanik anoraalik.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 203 - 204.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 53 - 54: "Tulugkanik ánorâlik" / Tulukkanik annoraalik.

 

Resumé:

En gravid enke efter en dræbt mand og en gravid hund efterlades alene

tilbage af fællerne. Hun og tæven føder samtidigt og hun tryller over

både sin søn og hvalpene, så de er fuldvoksne i løbet af et år. Hun

fanger mange ravne i snarer og syr tøj til sig og sønnen af skindene

med vingerne på. De rejser til mennesker og ber om tøj, men får kun

afvisende svar. Kvinden udfordrer dem og afværger alle deres pile ved

at svinge med rygposeremmen fra sønnens første tid, og sønnen dræber

alle de udfordrede med sine pile.

 

Var.: Egentlig ikke, men "Månens barn" fra Ammassalik virker beslægtet.

 

Tolkning: Det må være hundehvalpes hurtigere modning og muligvis

ravneskindene, der giver konen styrke til at trylle sin søn stor i en

fart.

Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham.

Print
Dokument id:1551
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Maassannguaq (Maigssánguaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham.
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 87
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "nánumik nâtisût (agdlertoqangitsunitsaoq)" / nanumik naatisuut allertogannitsunitsaaq. Her er fortællingen er nedskrevet på dansk og indledes med beskrivelsen af diverse ritualer og tabuer ved bjørnejagt. Fortællingen skal illustrere dem. Fortællerens navn er ikke angivet i håndskriftet.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 127 - 128 (idet dog episoderne ikke kommer i ganske samme rækkefølge som i Myter og Sagn III).

 

Resumé:

Kvinden har et barn i amaaten, da hun under en tur går ind i et hus,

hun aldrig har set før. Det er tomt. Hun gemmer sig bag skindtapetet,

da folk kommer hjem. Det er bjørne i menneskeskikkelse. En bjørnesjæl

kommer hjem med en harpun og en rem, som den mand, der har dræbt ham, har

hængt op til den i fem dage. Bjørnene kalder mennesker "de oprejste". En bjørn,

der har lyst til at dræbe et menneske, advares af sjælebjørnen mod

menneskers hunde og pile. Kvindens barn er på nippet til at græde. Hun

kvæler det. Næste dag, da bjørnene er gået, flygter hun hjem.

 

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Plejaderne; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge;

 

Kommentar: Der refereres til det gængse bjørneritual, hvor nedlagte hanbjørne får jagtredskaber, hunbjørne sysager. Hyppigst får begge køn også såleskind, fordi bjørne går så meget. (Kaldes på åndesprog: Pisuttuartoq, vandreren). Vedr. ritualet se Søby, Regitze: The Eskimo Animal Cult, Folk Vol. 11-12, 1969/70.

 

Tolkning: Se GTV "En bjørnemyte". Bemærk iøvrigt at bjørnene

kalder mennesker "de oprejste". GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): balance.

Kvinden, som fik en hund til mand

Print
Dokument id:610
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Markus
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som fik en hund til mand
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 85 - 86
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"qingmimik uvilik".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 132 - 134, "The woman who was married to a dog".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 57 - 58: "qingmimik uvilik" / "Qimmimik uilik.

 

Resumé: Et gammelt ægtepars datter vrager alle mænd. Bopladsens

mænd blir sure. En af dem beordrer pigens hund til at være hendes

mand. Hun blir gravid med kæmpemave, føder fire slags væsener: Hunde

med menneskeansigter, rigtige hunde, hunde med underkrop som mennesker

og store menneskeansigter, og rigtige mennesker med store ansigter.

Pigens mor udvælger de rigtige mennesker med store ansigter og dem,

der har arme og ben som mennesker men ellers er hunde. Efter en tid

fører pigens far hundene ud til en ø af skam. Han sender de rigtige

mennesker med store ansigter af sted på en kamiksål med ordene: "I

skal ikke ligne jeres far, den elendige, men leve livet uden at være

fattige på ejendele." Far og datter følges ofte ud til øen med mad. En

dag opfordrer datteren børnene til at æde deres bedstefader. Næste

gang lader hun faderen tage derover alene. Han blir ædt. Hun skammer

sig og sender de hunde, der har menneskeansigter ind i indlandet med

ordene: "Gå I langt ind i landet og lev gøende deroppe!" De rigtige

hunde lader hun blive. De bliver stamfædre til egnens hunde.

 

Var.: fælles eskimoisk myte. Søg på: Tartuneqi;

 

Hist.: I modsætning til andre varianter er det her ikke

datteren, men hendes far, der sender det afkom af sted, der

underforstået bliver til de hvide. I andre varianter har de været med

til at æde deres bedstefar. Så fæle er de hvide åbenbart ikke længere

på fortælletidspunktet. Ændringen har tydeligvis skabt rod i

karakteristikken af hundemenneskene. Snart har de underkrop, snart

arme og ben som mennesker. Og pigens mor udvælger kun to af de fire

racer, men til slut er der tre. Om ændringen er sket undervejs i fortælleforløbet af hensyn til Knud Rasmussens hvide herkomst eller før, kan vi ikke vide.

Kvinden, som hævnede sin ældre broder

Print
Dokument id:1886
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som hævnede sin ældre broder
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 171 - 174
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 18 - 20: Oqalugtuaq.

 

Resumé:

Tre forældreløse, en pige og to storebrødre, bor hos mange brødre. Den

mellemste bror vokser ikke, men den ældste udvikler sig tidligt til så

dygtig en kajakfanger, at brødrene blir bange for hans kræfter og

beslutter at få ham dræbt. De vil ud til en ø for at jage en farlig

kæmpehvalros. Drengen, hvis navn nu oplyses, Aaversuakaaq,

"kæmpekæmpehvalros", vil selvfølgelig med. Han lokkes til at forsøge

sig alene med dyret, der såret farer over ham og kløver både ham og

kajakken i to. Brødrene holder drabet hemmeligt og håner søsteren, der

derefter træner til åndemaner og modvilligt går ind på at holde sin

første seance. Hun kaldes nu "Den ganske store kæmpehvalros". Under

seancen opdager hun hurtigt, hvad der er sket med storebroderen og

tager øjeblikkeligt hævn, idet hun ønsker at gulvet vil revne. Alle

brødrene falder da ned i afgrunden.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

 

Tolkning: Om kæmpehvalrossen se Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Hist.: I kristen tid har hvalrossen undertiden fået konnotationer af djævelen. Kæmpehvalrossen kendes også fra andre eskimo-kulturer. Fx på Nunivak. Se Sonne 1988: Agayut.

Kvinden, som legede fjældånd / fjeldånd

Print
Dokument id:1587
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som legede fjældånd / fjeldånd
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 154 - 155
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Angúnajuvatsaka" /Angunnajuattoqarsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 204 - 205.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 55: "Angúnajuagtoqarssuaq" Angunnajuattoqarsuaq.

 

Resumé:

En kvinde, der mishandles af sin mand, flygter og gemmer sig hos

fremmede i et kødskur med åbning ind til husrummet. Hun har smurt

ansigtet ind i sod og taget sit tøj omvendt på, og æder sig nu en

mavepine til i renkød  og talg. Da hun må lette sig og stanken breder

sig i huset, lukker de op til skuret, ser hendes rædsomme udseende,

hører hende råbe: "Ajungujuvasaqa, apaapaa, isaasii", og de flygter.

Hun tar alt det renkød med hjem, hun kan bære. Man plejer at skræmme

grædende børn med hende.

 

Kommentar: Skikkelsen har sikkert været fremstillet til underholdning og advarsel. Se: uaajeertut

Kvinden, som opammede en orm

Print
Dokument id:1548
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som opammede en orm
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 82
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Arnaq nâlungiartârtoq ..." / Arnaq naalungiartaartoq ...

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:190.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 43 - 44: "Arnaq quvdlugíssamik nâlungiartârtoq" / Arnaq qullugissamik naalungiartaartoq.

 

Resumé:

En barnløs kvinde finder en orm i en tue, ammer den op og klæder den

i et skindærme. Den vokser sig uhyre stor, mens kvinden magrer hen. En

dag hun er ude, dræber hendes mor den. Hundene slikker blodet, der

strømmer ud af den. Kvinden sørger dybt.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm;

Kvinden, som tog bjørnen til sig

Print
Dokument id:1545
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som tog bjørnen til sig
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 80 - 81
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Angutdligamâq, Anorituûp ernera" / Angulligamaaq, Anorituup ernera.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:187 - 189.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 41 - 42: "Angutdligamâq, Anorituûp ernera" / Angulligamaaq, Anorituup ernera.

 

Resumé:

Fordi Angulligaamaaq er meget stærk, kan han tillade sig at leve af

andres fangster uden selv at fange. En dag tar han dog med ud på

isfangst, blir narret til at sove med bar rumpe og dræbt med en lanse

gennem rumpehullet. Hans enke ber jægerne om fostret af en bjørn, som

de nedlægger. Hun opfostrer ungen på talg; den fanger godt til hende,

men om vinteren, hvor den ikke kan fange, stjæler den af de andres

køddepoter. Hun advarer den mod dens fætre hundene. Den svarer at den

blot vil flygte med vinden i rumpen. Den blir dog dræbt. Kvinden får

dens pels som dyne, men af sorg stivner hun til den sten, der kan ses

ved Anoritoq / Anoritooq nord for Itah.

 

Var.: Musatak; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

 

Tolkning: Episoderne med bjørnen er blot en gentagelse af dem med

Angulligaamaaq. "Livsvejen"s ind- og udgang, rumpehullet, er

variantens forbindende symbol. Om "livsvejen" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere):

"Det hele menneske".

Kvinden, som vragede mænd

Print
Dokument id:1586
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinden, som vragede mænd
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 154
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Issíkârssuaq".

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 204.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 54: "Issíkârssuaq" / Issikkaarsuaq.

 

Resumé:

Isikkaarsuaq vil ikke giftes. Hendes familie hænger hende op med

hovedet nedad i en stenhule. Hendes indvolde og legemsdele bytter

plads, og hun blir en uhyggelig fjeldånd, der skræmmer sine forældre

ihjel.

Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit

Print
Dokument id:427
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Markus
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 99 - 103
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "erqilingmik uvilik".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 65 - 68: "erqilingmik uvilik" / Eqqilimmik uilik.

 

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 36 - 39: The woman who took husbands from among the erqigdlit.

 

Resumé:

To søstre får lov til at sætte over i konebåden fra en ø til

fastlandet for at plukke bær. De skal tage deres lillebror med. De

lader ham ligge i båden, ser en enkelt gang til ham, han sover, men

er senere vågnet, har forsøgt at klatre i land og er druknet, da de

kommer tilbage. De tror faderen vil slå dem ihjel, flygter til

indlandet, bliver gift med hver sin eqqilik på hver sin boplads.

Fortællingen følger den ældste søsters samliv med sin mand og

svigerfamilie. De er venlige, manden elsker hende, og de bor nærmere

kysten end lillesøsteren. Storesøsterens ældste barn er en eqqilik og

navngives efter en af sin faders slægtninge. Næste barn er et rigtigt

menneske og får navn efter hendes druknede lillebror. De tar alle på

besøgsrejse i en slags land-konebåd ind i landet til lillesøsterens

familie. Hun har også fået to børn, en eqqilik og et menneskebarn, og hun

fortæller storesøsteren, at manden behandler hende dårligt og vil slå

hende ihjel. De flygter med børnene til storesøsterens boplads, hænger

begge eqqilik-børnene, og flygter videre mod kysten hjem til

forældrene. Undervejs kvæles lillesøsterens menneskebarn. Eqqillit

forfølger dem gøende. Med forældrene flygter søstrene og den ældstes

søn (lillebroderens navnefælle) til en ø. Der bliver de.

Storesøsterens eqqilik-mand begræder tabet og hun selv græder også,

fordi hun havde glædet sig til at manden og sønnen sammen skulle være

hendes forsørgere. Den onde eqqilik-mand skælder bare ud.

 

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Kommentar: Sorarsinaq toqusoq kommer nærmest denne version. Den har et lidt andet forløb, men med samme principielle resultat: åndemennesker og rigtige mennesker kan ikke blande samfund. De konkrete forskelle i slutningerne er dog interessante. I ovennævnte understreges det at barnet, der er opkaldt efter en nær slægtning, der var et rigtigt menneske, kan fortsætte tilværelsen som rigtigt menneske, men adskilt fra sit fædrene ophav, eqqilik'en. I Sorarsinaq tilbydes drengen bedsteforældrene som et pant, der skal binde dem og datteren med ånde-svigersønen sammen. Men det afviser bedsteforældrene på det ihærdigste.

Kæmpefalken

Print
Dokument id:1610
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Brandt, Jan (Brandt, Jani)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kæmpefalken
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 207 - 208
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 19 -

20: "kigssaviarssungssuaq inugtûmassoq" / kissaviarsussuaq inuttuumassoq.

 

Resumé:

En gammel mand og hans søn kommer senere afsted på renjagt end deres

fæller og træffer ingen mennesker deroppe. De skilles og går hver i

sin retning på renjagt. Den gamle angribes af en kæmpefalk, der kommer

flyvende med et menneske i kløerne. Hver gang den gamle gemmer sig i

en klippehule, hugger falken sig vej gennem stenen, og manden flygter

ud igen. Han når endelig hjem til sit telt, lukker det, og blir

lykkelig, da sønnen senere dukker op. Han havde troet, at falkens

bytte var hans egen søn. De to ror hastigt ud af fjorden, og vender

aldrig tilbage på renjagt.

 

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Kæmpehunden

Print
Dokument id:1565
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Majaq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kæmpehunden
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 114 - 115
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Eqersatsiaq".

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:237 - 239.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 79: "Eqersatsiaq".

 

Resumé:

Manden, der ejede kæmpehunden, har skåret huller i dens kæbe til

seletøjet, som han styrer den med. Den kan slæbe hele narhvaler og

hvaler til land med kindtænderne. Manden, der ingen søn kan få, gir

hunden den amulet af træ, der var tiltænkt den ønskede søn: En

træknast, der modstår døden. Da hunden dræber et menneske, må manden

flytte bort. Den er farlig for alle. Den gør det både af med en

fjendes tre slædehunde så store som bjørne og med indlandsboere.

Derfor er de så bange for hunde, og det er godt, fordi de er slemme

til at røve ensomme kvinder i tåge.

 

Kommentar: Det er et udbredt træk ved visse ånderacer, at de er bange for hunde. I Østgrønland er det især de mindste dværge der lider af denne skræk.

Kæmpemågen, hvalen og den døde mand, der tog koner blandt menneskene

Print
Dokument id:1549
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Majaq
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kæmpemågen, hvalen og den døde mand, der tog koner blandt menneskene
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 83 - 84
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Arfipaluk saunipaluk" / Arfipaluk saanipaluk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:191 - 193.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 44 - 45: "Arfipaluk saunipaluk" / Arfipaluk saanipaluk.

 

Resumé:

Af tre piger, der leger, vælger den ene en kæmpemåge, den anden en død

mand og den tredie en opskyllet hvalknogle - som mand. Mågen fører sin

kone til et højt, stejlt bjerg; den døde trækker sin ind i graven;

hvalknoglen, der blir en hval, fører son kone ud til sit hus på en ø.

Den går aldrig ud og byder pigen at tisse i sin mund og skide i sin

hånd. Da hun absolut vil ud, binder han hende til sin tarm, som han

utålmodigt trækker i. Hun binder den til en sten, går lidt omkring og

får så øje på en konebåd, der kommer efter hende. Hendes tøj smides

styk for styk ud til hvalen, der optager forfølgelsen: Vanter, pels,

støvler og bukser. Hver gang river den tøjet i stykker og sinkes, mest

dog af bukserne, der sætter den i brunst. Båden når land, hvorefter

hvalen ruller i land som knogle igen. Mågen fanger narhvaler til sin

kone. Hun fletter en lang line af deres sener, og ber så mågen hente

fangst helt ude ved horisonten. Mens den er borte, firer hun sig ned

ad linen og når hjem, hvor hendes brødre, da mågen kommer, ber den

sprede vingerne i svogerglæde og sender dræbende pile ind i dens

armhuler. Pigen i graven kommer aldrig ud.

 

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da - som her - gift med en dødning

 

Hist.: En fælles inuit-myte.

Kæmpen

Print
Dokument id:1581
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Anarfik
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kæmpen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 150
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Inupagssuaq" / Inuppassuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 200 - 201.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 51: "Inupagssuaq" / Inuppassuaq.

 

Resumé:

Kæmpen, der er så stor, at han kalder bjørne for ræve og hvis lus er

ræve, øser fem kajakmænd op, tar dem med hjem og sætter dem op på en

hylde. De skal være hans amuletter. Kæmpen spiser kød af isbjørn og

hval og falder i søvn. Mændene begynder klatreturen ned og forskrækkes

et par gange af kæmpen, der taler i søvne. De når ned, ud og hjem i

deres kajakker. Kæmpen ærgrer sig over ikke at have stukket deres øjne

ud i tide.

 

Var.: The giant and the dwarf; Giant scoops up ...; Den store indlandsbo, der bortførte konebåden;  Umiartuaqátáutunik; En anden type: Kamikinnaq / Kamikinnarajik;

Langbuks

Print
Dokument id:1465
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:Olsen, Hendrik ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Langbuks
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 13 - 19
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: Qardlíkârssungmik"

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82: Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 106 - 112: "Qardlíkârssuk" / Qarlikkaarsuk.

 

Resumé:

Langbuks er en spøjs ungkarl, der hver aften underholder mange brødre,

en enke og hendes datter i deres hus, hvor han bor. Stedets åndemaner

inviterer altid kun ægtepar til seance i et andet hus. Langbuks er

genert og siger aldrig noget til enken og datteren, når de sådanne

aftner er alene, men taler ivrigt med brødrene når de kommer tilbage.

En sådan aften ønsker pigen ham til mand. Moderen siger det højt to

gange, inden ungkarlen svarer. Han får hende straks, begynder at fange

sæler i massevis, stiger i brødrenes agtelse, og næste gang der kaldes

til seance går han og konen med for første gang. L. er spændt, men

åndemaneren røver hans kone. Ved næste seance håner han L., der tredie

gang svarer igen og får et stiksår i siden. Blodet strømmer ud, og han

skynder sig hjem, lader enken finde og gennemvæde hans allerførste

klædedragt, der standser blodet, da han får smøget den på. L.

udfordrer snart åndemaneren til kamp på bue og pil, og hver gang denne

skal skyde gør L. sig først lille (han forsvinder ned i jorden).

Derefter kommer han op og springer behændigt frem og tilbage, når

åndemaneren skyder. Med en lillebitte bue og to bittesmå pile dræber

L. åndemaneren (som er på vej ind i husgangen), tager sin kone tilbage

og de to lever sammen til de blir gamle.

 

Var.: Isigaaligaarsuk; Langbuks; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua

Larven

Print
Dokument id:1547
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Larven
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 82
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "âgssigssuaq" / Aassissuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:189 - 190.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 43: "âgssigssuaq" / Aassissuaq.

 

Resumé:

En kvinde opfostrer en larve til uhyre størrelse. Den æder et barn på

bopladsen og blir dræbt.

 

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; The woman who nursed a worm;

Ligrøveren

Print
Dokument id:430
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Martha (Tingmiaq / Timmiaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ligrøveren
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 141 - 143
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"pujúngortorajik".

 

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 55 - 57: The Woman who was canged into a Fog.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 96 - 98: "pujúngortorajik" / Pujunngortorajik.

 

Resumé:

Forældrepars børn dør, en for en, men ligene stjæles af en

ukendt. Faderen lader sig stensætte / begrave med en stenplade på brystet.

Ligrøveren henter ham, må gang på gang lukke hans stirrende øjne og

besværes i sin gang, fordi manden griber fat i alskens buske og krat

undervejs. Hjemme hos ligrøveren glæder hans sønner sig til måltidet

på liget, der vil smage af kamikhø. Deres mor vil flænse det, uluen

mister sit skær på stenpladen, hun går ud for at slibe uluen, "liget"

griber en blodig økse, hugger hovedet af ligrøveren og flygter. Konen

efter ham. Han sinker hende ved at fremtrylle først buske, så store

bunker af sten, så en klipperevne, så en klippe, og sluttelig en elv.

Den sidste kan kællingen ikke klare. På "ligets" anbefaling giver hun

sig til at drikke vandet bort. Hun revner, det bliver finregn, og fra

hende stammer tågen. Hendes børn græder snot. Det hænger dem fra næsen

helt ned til gulvet, og sådan udånder de.

 

Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen. Holtved 42 fog;

 

Hist.: Fortællingen adskiller sig kun fra traditionelle varianter af "Tågens

oprindelse" ved at være særdeles godt fortalt med stringens i brug af

land-symbolik (jordvækster, sten, kløft og bjerg der hæmmer bevægelse;

elven i bevægelse, der sætter grænse; tåge fra elven, der spærrer

udsyn; dødt menneske, der sammenlignes med dødt græs) og

fortællelogik.

Lusen og ormen

Print
Dokument id:602
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rosine (Nuisartoq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Lusen og ormen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 66
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "ûmassoq kumak pangalârdlo".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 117, "The louse

and the worm".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 47: "ûmassoq pangalârdlo" / Uumasoq pangalaarlu.

 

Resumé: Engang havde mennesker ingen lus. Lusene og ormene kappes om

at komme først til mennesker i hver sin konebåd. Undervejs råber de:

"frem til armhulen, frem til nakken!" Årestroppen springer for lusene,

der kommer bagud, men reparerer den. Nær land springer den for ormene.

Lusene kommer først, ormene forsvinder ned i jorden.

 

Var.: Lusen og ormen. Søg på: Lusen.

 

Tolkning: Orme, der associeres til maddiker, symboliserer død, mens lusene, der suger varmt blod, symboliserer liv.

Lusen og ormen

Print
Dokument id:1515
Registreringsår:1903
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Gaba
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Lusen og ormen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 94
Lokalisering:Kuuk: Upernavik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04 (hvor Gaba har fortalt sin (mors) version fra Kuuk til Rasmussen)

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "inuíngôq kumeqángíkatdlartut" / inuinngooq kumeqanngikkallartut,  hvor Rasmussen har renskrevet

den med dansk oversættelse til sammenligning med hans renskrift og oversættelse af Arnaaluks version fra Thule, Avanersuaq.

Rasmussen skriver i KRKB, Optegnelser fra 1. Thule eksp. 1912 - 14, d. 19.2.1914: Gid man kunde få Gabas Moder herned som gæst? Og lade hende fortælle sammen med Arnâluk.(herned? Arnaaluk boede i Thule, Gabas mor på Kuuk: Upernavik)

 

Resumé:

Før mennesker fik lus, beslutter lusen og ormen at ro om kap til

mennesker. Lusen kommer først, fordi ormens åretold knækker lige før

den skulle nå først til målet. Den graver sig ned i jorden.

 

Var.: Søg på: Lusen

 

Tolkning: Lus betyder "liv", orme (især maddiker) betyder "død".

Lusens og ormens kapløb til mennesket

Print
Dokument id:1538
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Lusens og ormens kapløb til mennesket
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 70
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "inuit sujugdlît".

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 177.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 32: "Kumak inungnut tikerqâtaujumassut" / Kumak qullugiarlu inunnut tikeqqaataajumassut.

 

Resumé:

Mennesker har endnu ikke fået lus, da ormen og lusen beslutter at løbe

om kap til et liggende menneske på jorden. Ormen falder og foretrækker

at blive jordens lus, fordi mennesket nok slet ikke smager godt. Lusen

kommer først og har siden haft mennesket som sit land og sin føde.

 

Var.: Søg på Lusen

Løgneren

Print
Dokument id:1593
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Løgneren
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 160 - 161
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qasigiaq".

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 211 - 212.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 61: "Qasigiaq".

 

Resumé:

Qasigiaq er slem til at lyve. Engang en flok brødre på en naboboplads har mistet deres eneste søster, tager han af begærlighed efter rigdom derhen og fortæller, at han har opkaldt sit nyfødte barn efter hende. De forærer ham en mængde gaver med hjem, men da de senere kommer på besøg for at se navnefællen og Q.s kone forstår at han har narret dem, forklarer hun brødrene at Q. er slem til at lyve, og slår ham så voldsomt i ansigtet at hans øjne træder ud.

 

Var.: Dette er en meget kort version af Qasigiaq, der er en yndet fortælling med mange episoder overalt i det øvrige Grønland: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq.

Makíte / Makitti

Print
Dokument id:1635
Registreringsår:?
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Makíte / Makitti
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 299 - 302
Lokalisering:?
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 38 -

41: "Makiteq".

 

Resumé:

Makitti der bor hos sine mange svogre, er en så ringe fanger, at han

foragtes og går qivittoq. Svogrene prøver forgæves at indfange ham. M.

kommer på besøg hos en qivittoq, der inviterer på rigeligt mad, men om

natten alligevel er på nippet til at dræbe ham. M. flygter næste

morgen, forfølges, men dræber qivittoq'en, der tidligere har fortalt

ham om et højt fjeld, hvor man finder små sten, der minder om

narhvalstænder. De giver en rungende lyd, hvis de bruges som

"alarmklokke" på en rem i indgangshullet. M. møder på en stor slette

en flok dværge, der overvinder en flok indlandskæmper på den modsatte

bred af en sø. Begge parter har en hund, der sender en kæmpebølge mod

fjenden. Men dværgenes lille hund er den stærkeste. M. bygger hus,

henter de små sten på bjergtoppen, laver en "alarmklokke", der kan

advare ham mod alle indtrængende fremmede, og lever på den måde resten

af sit liv.

Malarssivaq / Malarsivaq / Malarsuaq

Print
Dokument id:590
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Markus
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Malarssivaq / Malarsivaq / Malarsuaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 106 - 110
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Malarssivaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 39 - 42, "Malarssivaq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 71 - 74: "Malarssuaq" / Malarsuaq.

 

Resumé: Malarsivaq har to søstre. Den ældste passer hus og tøj, men

en dag blir hun borte. Malarsivaq gifter sig og de får et barn, men da det

er en dreng opkalder Malarsivaq ham ikke efter søsteren. Malarsivaq

vil finde sin søster. Med kone, barn og en mængde forråd kører de mod

øst om vinteren. Kommer til de store fjorde. På den anden side af en

af dem er der en vrimmel af orme. De kører uden om. Kommer til en

boplads, hvor Malarsivaq finder sin søster i det nordligste, øverste

hus. Hun er gift med en firskåren ormejæger. Alle de andre på

bopladsen jager ikke orme, men spiser mennesker. Svogeren bliver meget

venlig  mod sine slægtninge. Serverer ormekød og advarer dem mod at

skære sig. De andre vil kunne lugte blodet. En skeløjet kommer tre

gange på besøg. Tredje gang dræber svogeren ham. Den dødes mor kommer

og blir henrykt over at sønnen er dræbt. Malarsivaq går på besøg med

kone og barn og oplever uhyrligheder ved menneskeæderiet. I et hus

bliver konen lidt længere end Malarsivaq og lader folk beholde barnet.

Malarsivaq får det at vide, de skynder sig tilbage, men barnet er

allerede dræbt og hovedet skåret af. Nu vil de hjem. Skærer sammen med

svogeren alle surringerne over på bopladsens slæder, men glemmer en af

dem og de andre optager forfølgelsen til fods. Malarsivaq dræber en af

dem, der når hans slæde. De andre kaster sig over liget. Malarsivaq og

kone slipper nu let af sted og imod svogerens advarsel passerer de

ormene, som de kun med nød og  næppe slipper fra og hjem. Siden rejste

de aldrig ud igen.

 

Hist.: Navngivning tog oprindeligt ikke hensyn til den dødes

og den nyfødtes køn. Kristen påvirkning.

 

Var.: se Maledok, Malaasi, Manutooq.

Manden, der flygtede fra nordboerne

Print
Dokument id:1891
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Johanneserujuk
Nedskriver:Lynge, B.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, der flygtede fra nordboerne
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 206 - 207
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 66: "Qavdlunâtsiainit qimâssoq" / qallunaatsiat qimaasoq.

 

Resumé:

Nordboerne trænger ind i et hus ved Arpatsivik midt om vinteren, hvor

alle går nøgne i den indendørs varme. En af beboerne ser sit snit til

at flygte. Han har svært ved at holde fodfæste op og ned af de glatte

fjelde, men først da han kommer ud på Tasiusaasuk mærker han kulden,

og over den nærliggende bugt når han glad frem til bopladsen, hvor

hans krop knækker over af frosten, da han bøjer sig for at krybe ind i

husgangen.

Manden, der for til Akilineq for at hente sin søster

Print
Dokument id:1890
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Johanneserujuk
Nedskriver:Lynge, B.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, der for til Akilineq for at hente sin s��ster
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 202 - 206
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s.  67 - 69: "Najamik aigdlerdlune Akiliniliartoq"

 

Resumé:

Ved Sermiligaarsuk bor et ægtepar og mandens søster alene. Da søsteren

bliver røvet af en mand på slæde, skaffer hendes bror sig trækdyr: Et

vildt dyr med klør på ryggen (kukiffaajooq, foreslår fortælleren.

Oversætteren mener det er en jærv.), og en gammel bjørn. Begge tæmmes

og fodres med hhv. landdyr og sødyr. Han kører over isen til Akilineq,

fortsætter langs kysten ad slædespor og ser sin søster komme ud af et

hus. Hun holder af sin mand nu, men tillader sin bror at dræbe ham.

Manden, der kun har ét øje, er en dygtig fanger, og han kaster med

lethed isbjørnen op i luften, men dyret med klør på ryggen smider ham

til vejrs og dræber ham med sine klør. Broderen rejser hjemad med sin

søster, mens "indianerne" hyler i misundelse efter dem.

 

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster; Manden, som for over til landet på den anden side. Fortælling om Ungilattaqi;

 

Hist.: Om slædekørsel over is har man vel hørt fra nord eller øst.

Akilineqboerne opfattes åbenbart ikke som stammefrænder.

Manden, der ikke øvede bod

Print
Dokument id:1579
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqak (Ûsarqak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, der ikke øvede bod
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 147
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:146 - 147.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 26 - 27: "Ârtuk agdlertángissoq" / aartuk allertanngisoq.

 

Resumé:

Artuk, der netop har mistet sin kone, bryder alle sine tabuer i trods:

Hugger frossent kød over med en økse; banker sin inderpels fri for lus

ude på isen; drikker vand, som solen har smeltet på et isfjeld. En dag

får frygten dog overhånd. Han må binde sin søn til slædeopstanderne

for at få selskab på isfangst. Man finder senere manden sønderrevet af

ånderne, mens den fastspændte dreng urørt er død af skræk.

 

Hist.: Muligvis et dødsfald, der krævede en forklaring.

Manden, der tog ud på rejser, for at lede efter sin søn

Print
Dokument id:1554
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Anarfik
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, der tog ud på rejser, for at lede efter sin s��n
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 96 - 98
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Inuk ernermik ujardlertartorssuaq" / inuk ernerminik ujarlertartorsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 216 - 218.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 63 - 64: "Inuk ernermik ujardlertartorssuaq" / inuk ernerminik ujarlertartorsuaq.

 

Resumé:

En mand ror langs landene for at finde sin bortblevne søn. Han møder

og overvinder disse menneskeædere undervejs: Bræens kæmper. Dem klarer

han ved sine hjælpeånder, der er spækhuggere. En anden kæmpe, der vil

styrte ham i en kløft, klarer han ved sine kræfter. Den næste, en

sælknogle, ber ham endog om hjælp. Han fjerner noget mos fra et hul i

den. En musling, der vil ha ham ned på havbunden og æde ham, ænser han

ikke. En kvinde, der lokker ham op til sit hus og hænger hans kamikker

op på et højt tørrestativ, forlader han næste morgen. Hun råber om sin

lyst til at flænse ham med sin kniv. Han råber tilbage om sin lyst til

at sende sin fuglepil i hende. Hun falder på halen og brækker sin

kniv. Den sidste, en mand, der har fortæret hans søn og spilet huden

ud til tørre, tramper han ihjel, så alle knoglerne knuses. Derpå

rejser han hjem.

 

Var.: Sidste episode: søg på: knivhale; jernhale;

 

Hist.: Fortællingen virker mere som et hastigt nedskrevet referat end

som en historie. Fx ligner episoden med kvinden, der brækker sin kniv,

en reduceret variant af fortællingen om kvinden med knivhalen. Men

hovedpersonen er naturligvis en vældig helt, der gør det af med alle

egnens menneskeædere.

Manden, som blev forslået af en storm

Print
Dokument id:1556
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Qissunnguaq (Qissúnguaq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som blev forslået af en storm
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 100 - 101
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Kivioq" / Givioq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 220 - 222.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 67 - 69: "Kivioq" / Givioq.

 

Resumé: En kvinde, hvis mand nylig er blevet myrdet, føder en søn, som

hun opdrager til at svømme som en remmesæl.  Han hævner sin far ved at lokke kajakmændene ud i rum sø, men mister så vejret og råber "ungaa" som en baby / spædbarn.

Da bryder en storm løs og kun nogle få kajakker redder sig bag et isbjerg.

En af dem er Kivioq, der med en ledsager ror baglæns mod land ved en tejsts hjælp. Han træffer en kvinde, som han gifter sig med, men snart tar han videre og møder

andre mennesker. Dem forlader han, fordi de leger med hans fangst-

blære. Han træffer derefter kvinden, Eqaalloq med en træmand og

datter. Han gifter sig med datteren og går på hvidhvals- og

hvalfangst med træmanden. E. dræber sin datter af misundelse og

trækker i hendes hud, men A. foragter hende, rejser bort og kommer

hjem, hvor hans kone har giftet sig med en anden. A må derefter tage

til takke med sidebriksen.

 

Var.: Svømme under vandet som en sæl. Kivioq.

 

Kommentar: Rasmussen har ikke forstået sætningen til fremkaldelse af storm, som er veldokumenteret for inuit i arktisk Canada: silaga nauk / naak ungaa: mit vejr, hvor, babyvræl, dvs. han påkalder det vejr, der var ved hans fødsel (Saladin d'Anglure i Ètudes Inuit Studies vol 14(1-2), 1990:95).

 

Tolkning: Sammenstillingen af fortællingerne om drengen, der opdrages

til svømmende hævner og den om Kivioq er typisk for de canadiske inuits varianter (Oosten 2002 i Anthropologie et Societée) - og i den

foreliggende form ikke helt vellykket. Barnet, der med sit ungaa-skrig

fremkalder storm, danner overgangen til Kivioq, men forsvinder

derefter sporløst ud af fortællingen. Ungaa skriget er genkommende i varianterne fra Avanersuaq, sikkert under påvirkning fra de baffilandske indvandrere omkr. 1860.Kivioqs ledsager hører man heller intet videre om.

Manden, som borede sin kone i benene

Print
Dokument id:1567
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som borede sin kone i benene
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 116 - 117
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Neruvkaq" / Nerukkaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:240 - 241.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 81 - 82: "Neruvkaq" / Nerukkaq.

 

Resumé:

Nerukkaq er gift med en tuneq-kvinde, Navarnaaq (Navaranaaq), der er

eneste søster til mange brødre, hvis navne alle remses op. Nerukkaq er

en plageånd. Han borer ofte sin kone i benene. Hun truer med sine

brødres hævn og løber hjem til dem. Brødrene kommer, men Nerukkaq har

stærke forsvarsmidler (sit barnetøj oversyet med hvalrostand), en mor,

der kan gøre ham stærk og pile med modhager. Brødrene flygter helt

ned til Kap Melville, og Navarnaaq lever skrækslagen resten af sit

liv i et hul, som hun graver under briksen. Den sladderhank!

 

Hist.: Om tuneq, fl. tornit: Se Kleivan 1996: Inuit Oral Traditions about Tunit in Greenland. The Paleo-Eskimo Cultures. New Perspectives in Greenlandic Archaeology. Ed. by Bjarne Grønnow and John Pind. Cphg.: Danish Polar Center.

Manden, som for over til landet på den anden side

Print
Dokument id:1010
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Salulannguaq (Salulánguaq)
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som for over til landet på den anden side
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:Side 129 - 132
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Akiliniliartoq". (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ?)

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 86 - 89: "akiliniliartoq".

 

Resumé: En mand dør fra kone, datter og en lille søn. De bor alene.

Pigen klarer det for dem under hungesnød ved at samle tang. Under en

storm fra sydvest blir hun taget af en mand, der dukker op fra havet.

Lillebror ser det. Han og moderen sørger. Han vokser til, blir en stor

jæger og begynder at lede efter stærke trækdyr: To bjørne, der er for

langsomme, blåræve, som  han dræber, fordi de er for langsomme, og et

utyske fra indlandsisen med langt hår og i ryggen bladet af en ulu

med æggen opad. Efter en hård kamp undertvinger han sig dyret og lover

at adoptere og fodre det, hvis det vil tjene ham og ikke røre hans

mor. Den dræber og spiser hans to bjørne. Med uhyret som slædehund

rejser han over havet, binder den ved den fremmede kyst med løfte om

fortsat slægtskab, hvis den ikke flygter, går selv tværs over landet,

hvor han finder sin søster med mand og svigerforældre. De modtager ham

godt. Svogeren fanger narhvaler. Søster og svoger tager med hendes

lillebror  hjem på besøg. Bærer en masse kød over land til

"hundefoder" og sætter på slæden tilbage over isen. Svogeren beværtes

rigeligt med bær og tørkød. På ordre fra lillebror dræber uhyret

svogeren næste morgen, da han kommer ud af husgangen. "Således opnåede

manden (lillebror) hvad han ville og var fra nu af glad."

 

Var.: oqaluttuaq utoqqannguanik kangerlummut; Broderen som genfandt sin søster i Akilineq; Anertorsuaq; Hendrik Illoriinnik; Johanneserujuk Akilineq søster.

Manden, som tog en ræv til kone

Print
Dokument id:1543
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnajaaq (Arnajâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som tog en ræv til kone
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 76 - 77
Lokalisering:Innaanganeq: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Inuk teriangniamik nuliartârtoq" / Inuk terinnaiamik nuliartaartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:183 - 185.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 37 - 38: "Inuk teriangniamik nuliartârtoq" / Inuk terinnaiamik nuliartaartoq.

 

Resumé:

En mand gifter sig med en ræv, der forvandles til menneske og er meget

smuk. På hendes opfordring flytter de hen til andre mennesker, hvor en

anden mand, der er gift med en hare, foreslår et konebytningsforhold.

Denne bryder sig ikke om rævekvindens lugt, hvorfor hun fornærmet

flygter og gifter sig med en orm, som hendes forrige mand en gang har

brændt i ansigtet. Ormen opfordrer eks-manden til at trække armkrog.

Han vinder, vrager rævekonen og fortsætter til strandånderne. De bor

på det stykke strand, der ligger tør ved ebbe og er ganske ufarlige

dværge. De kalder de edderfugle, de fanger, for hvalrosser. De serverer en

hvalrosarm, der blot er en vinge, for manden, der vender hjem efter en

tids ophold hos dem.

 

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; The fox-wife and the penis of the lake.

 

Tolkning: Om dværge og strandånder (innersuit) i Østgrønland se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Manden, som tog kone blandt vildgæssene

Print
Dokument id:1540
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manden, som tog kone blandt vildgæssene
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 74 - 76
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: inûvngôq tinínerme takulerpai..."

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:181 - 183.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 34 - 36: "Inuk nerdlermik nuliartârtoq" / Inuk nerlermik nuliartaartoq.

 

Resumé:

En mand ser en flok vildgæs i menneskeskikkelse bade i en sø. De har

aflagt deres hamme. Han gemmer to af hammene, men lader den ene kvinde

få sin tilbage, fordi hun græder. Han gifter sig med den anden, der

får tvillinger, men længes hjem og samler vingefjer, som hun udstyrer

tvillingerne med og flyver bort med dem. Manden, der er åndemaner,

rejser ud efter dem og møder en del hindringer undervejs, som han

overvinder: To jordånder, der river hinanden i håret; to jordtue-

ånder, der tramper løs på hinanden; en gryde med kogende, lækkert

sælkød; jordens hunde, der er en flok skaldede hundehvalpe og en mand

med store testikler, Kajungajorsuaq / Qajungajorsuaq, der lader manden slippe forbi, fordi han klogeligt nærmer sig forfra. Han når frem til børn og kone.

Hendes nye mand, en gammel havlit, flygter. Af væmmelse over sin

eks-mand, der flytter ind, spiller hun død, stensættes, bryder ud af

graven og lyver om sin identitet. Manden harpunerer hende.

Bopladsfællerne flyver bort som vildgæs, og hver gang de kommer

tilbage på hævntogt, pisker manden dem ihjel med en stor pisk, som

han har fået af Kajungajorsuaq. Han lever længe højt på de mange fede

gæs.

 

Var.: søg på Rink 1866-71 18. Og på: gift med skallesluger.

En fælleseskimoisk myte. Kleivan, Inge, 1962: The Swan Maiden Myth among the Eskimos. Acta Arctica, Fasc. XIII, Kbh.: Munksgård, nævner dem alle.

 

Hist.: En usædvanlig variant af en fælles inuit-fortælling (Kleivan

1962), idet Kajungajorsuaq plejer at forvandle træspåner til laks med sin sæd, og

fordi hverken de mange hindringer eller den afsluttende hævn normalt

er med. Det kan bl.a. hænge sammen med, at polareskimoerne / inughuit / inuhuit ikke fangede laks, før de indvandrede baffinlændere omkr. 1860 lærte dem

det.

Manutôq / Manutooq, hvis døtre drev til Akilineq på en isflage

Print
Dokument id:1441
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:Olsen, Hendrik ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manutôq / Manutooq, hvis døtre drev til Akilineq på en isflage
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 185 - 193
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Manutûmik".Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 42 - 52.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 113 - 122: "Manutôq" / Manutooq.

 

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125 - 126.

 

Resumé:

Manutooq (ham med det store pelshagestykke) fanger altid rigeligt med sæler

til forråd, fordi han kun har to døtre og ingen sønner til hjælp i

fangsten. Døtrene hjælper ham dog som klappere under to dages renjagt

hver eftersommer, hvor han også nedlægger mange dyr. På en af disse

jagter efterlader han døtrene på land og befaler sin kone at ro hjem

til fjordmundingen uden dem. Døtrene ser konebåden forsvinde, men får

så øje på en isflage ved stranden, skønt det slet ikke er årstiden for

isflager. Storesøster skal springe først ud på den. De flyder hjemad

på flagen, men blæses så ud over havet af en pludselig fralandsvind.

Storesøster hindrer isflagen i at blive mindre med sit topbånd, som

hun fæstner omkring den. De når Akilineq, hvor storesøster springer

først i land. Da de ser sig tilbage er isflagen blevet til skum. På

stranden ligger en mængde narhvalstænder, som lillesøster samler med

tanke på sin far. Men storesøster forbyder hende at tænke mere på den

onde far. De fortsætter over land til den modsatte kyst, hvor de

bliver gift med to brødre. Lillesøster får en søn og hører tilfældigt,

at hendes søsters mand vil dræbe sin kone, fordi hun ingen børn har

fået. Søstrene flygter med sønnen, finder atter en isflage og driver

hjem, hvor forældrene modtager dem med glæde, som om de har glemt

deres ugerning mod døtrene. Da M. hører om narhvalstænderne, rejser de

alle en tur til Akilineq og indsamler en mængde tænder. Lillesøsters

søn udvikler sig til storfanger og forsørger hele familien.

 

Var.: Malarsivaq; Malaasi; Maledok; søgning på Akilineq giver foruden denne type også en del andre typer af fortællinger.

 

Kommentar vedr. fo (nedskriver) står følgende citat i dette hefte (KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:

Matiinarujuk: "... skrive, nej jeg har aldrig lært at tale med fingrene."

 

Hist.: Det traditionelle skel mellem rigtige mennesker og fremmede (hér Akilineq-boerne) er blevet udvisket. Dette skel hindrede generelt, at fremmedes og rigtige menneskers samfund kunne integreres i hinanden. Det sker i Manutooq til dels, da sønnen af Akilineq-boen forbliver i live og bliver sin mors families forsørger. I andre versioner af fortællingen (Malarsivaq, Malaasi, Maledok) dør søstrenes afkom under deres rejse tilbage til hjemmet. Holdningen til fremmede er åbenbart ved at ændre sig.

 

Tolkning: Skønt det er normalt, at giftemodne døtre må hjemmefra,

virker det lidt utraditionelt at M. skaffer sig af med sine døtre. Men

han ender med at få den medhjælp og fremtidige forsørger, som han

savner. Tilmed har dattersønnen ingen forpligtelser over for sin fars

familie. Den yngste datter bærer ikke nag til sin far, samler de

tænder, han senere henter, og får den ønskede søn. Men døtrenes

udflugt til Akilineq var aldrig lykkedes uden storesøsterens

kundskaber. De associeres til hendes barnløshed og vrede på sin far.

Må han være ond, for at enden kan blive god?

Maqo / Maqu

Print
Dokument id:588
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Markus
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Maqo / Maqu
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 86 - 91
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Maqo".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 22 - 26, "Maqo".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 58 - 61: "Maqo" / Maqu.

 

Sammensat fortælling af "Manden, der blev gift med en ræv",

"Insekternes frieri til pebersvenden", og "Sjælen, der gennemvandrede alle dyr".

 

Resumé: En pebersvend både fanger og klarer alt kvindearbejde i sin

ensomme husholdning. En usynlig kvinde kommer til og klarer mere og

mere af kvindearbejdet, når han er på fangst. En dag sidder hun synlig

på briksen og syr ved lampen. Han gifter sig med hende. Mærker hendes

rævelugt, da det blir varmt. Gæster kommer på besøg og een vil bytte

kone med ham. Han advarer gæsten mod at sige noget om rævelugten. Det

gør gæsten alligevel under samlejet, kvinden flygter gøende som en ræv

ind over land og ind i en stendysse. Hendes mand finder gemmestedet og

insekter kommer ud en for en og tilbyder ham ægteskab: Mariehøne,

stankelben og spyflue. Han afviser dem alle p.g.a. deres særheder i

udseende. Får lov at komme ind. Mens rævekonen lysker ham synger hun

ham i søvn. Sover ind og vågner først når sommeren er inde, når

fluerne begynder at summe, når elven høres bruse, når rævene begynder

at kakke i fjeldene. Han har sovet hele vinteren. Finder sin kajak

overgroet af planter og overvejer at tage ophold i græs eller kvaner,

men foretrækker fjordsæler, fordi planter dør om efteråret. Efter

livet som fjordsæl, skifter han til spraglet sæl, der altid kradser,

og endelig til en sortside. Som sortside opdager han en boplads, lader

sig fange af en mand, skønt dennes kone aldrig har hentet vand,

hverken salt- eller ferskvand. Han smutter ind i kvindens underliv

under parteringen, renser ud derinde og holder inde, da man råber, at

hun er ved at forbløde. En tætklippet mand besøger ham, ud og ind af

"husgangen", spytter på ham og gør ham derved federe. Da han skal ud

tilkaldes jordemoderen. Hun er gammel og grim. Hun prøver forgæves et

par gange at "tage briksen fra ham". Han ser sit snit til at smutte ud

af husgangen. Man undrer sig: "Det er næsten, som det kunne være en

voksen, således som han ser på det indre af huset." Det navn han får

er ikke Maqo. Han græder og græder. Faderen hører ham sige: "Jeg er

Maqo." Han får det navn efter den Maqo, der engang blev væk. Gråden

standser. Som gammel fortæller Maqo om, hvordan han med sin sjæl blev

menneske igen.

 

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq.

The fox-wife;

 

Hist.:  Sammensætningen af

"Manden,der blev gift med en ræv" og "Sjælen, der gennemvandrede alle

dyr" (Navagiaq i Østgrønland) er ret hyppig, og analogien mellem en vintersøvn i årets cyklus og opholdet moderhulen, virker rimelig. Ligeså overgangen fra ægteskab med et dyr via forskellige dyretilværelser til en genfødsel som menneske.

I de østgrønlandske varianter af Navagiaq, tager sjælen ophold i et græsstrå, der bøjes så voldsomt af efterårets blæst, at den

foretrækker en ny eksistens. Måske har man i Sydgrønland lært, at

planter ikke har "sjæle". At mandens sæd fodrer fosteret er derimod en

rodfæstet forestilling også hos inuit i Canada.

Mennesker skal være mennesker, og dyr skal være dyr

Print
Dokument id:612
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Markus
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mennesker skal være mennesker, og dyr skal være dyr
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 95 - 99
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"nánumik ernersialik".

 

Eng. udg: Knud Rasnmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 137ff, "Let men be men, and animals be animals".

 

Samme fortælling som "Kvinden der havde en bjørn som plejebarn" og samme fortæller, men oversættelsen bærer stærkere præg af Rasmussens fortolkende eventyr-stil. Med mindre denne version faktisk skyldes H. Ostermanns oversættelse. Denne findes med samme titel og i hans håndskrift i Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut. Det havde næppe været nødvendigt for Ostermann at skrive den af fra Rasmussen, hvis håndskrift er ligeså læselig (og meget smukkere end) Ostermanns.

Regitze Søby (se ovf.) havde Ostermanns materiale som forlæg for sin udgivelse.

Mennesket og bjørnen

Print
Dokument id:306
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rasmussen, Pavia
Nedskriver:Albrechtsen, Peter
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mennesket og bjørnen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 95 - 101
Lokalisering:Arsuk: Ivittuut
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 112 - 116: inungôq nánumik ilaqatdlarailune oqalualârut.

 

Resumé:

 

En fader til to små brødre dræber en bjørn og bliver selv dræbt i

drengenes påsyn af sine misundelige fæller, der kun giver drengene små

stykker af bjørnen, en kniv og bugserremmene. Under opvæksten træner

de til stærke mænd, og da de har fået store kræfter, flytter moderen

bort med dem af angst for, at de skal hævne sig på bopladsfællerne.

 

En vinter, hvor havet er frosset til, ankommer en slæde med to ægtepar.

Den ene mand er faderes morder, og brødrene river både ham og den

anden mand midt over. De følger enkerne til deres boplads, og befaler dem

at råbe om drabet på deres mænd. Bopladsens mænd kommer strømmende

med deres harpuner, som brødrene behændigt undgår og knækker. De

dræber alle de nu våbenløse mænd og resten af stedets beboere undtagen

de to enker, som de tager med igen. Drabsscenen gentager sig ved

adskillige bopladser, og det er fortællerens forklaring på, at de er

blevet folketomme. Undervejs bliver det forår, hvorfor brødrene må

videre over land. Den ældste bror, med det bedste syn af de to, dræber

hér en gravid hunulv, der graver i jorden, og den yngste dræber

hannen, der kommer med en ren i gabet og graver efter sin mages sjæl i

en indtørret sø. Brødrene møder så en kukiffaajooq (et

klovdyr/klodyr), der graver sig et føde-leje i jorden. Den tuder som

en trompet. Lillebroderen går til angreb og sårer dyret gang på gang, men må

til sidst flygte og besvimer, da dyret når ham. Da han vågner op, er

det død af blodtab. Brødrene beslutter ikke at dræbe hannen, der nok

vil være dem for stærk. De tager hjem med fred i sindet efter endelig at

have hævnet deres far.

 

Var.: Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq; Aqissiaq; Atdluunnguamik;

 

Hist.: Ved Arsuk, der er fortællingens proveniens, har man ingen

slæder. Men man kan have kendt dem nord- eller østfra, og elementet falder

på plads i fortællingens forestillede etnohistoriske sammenhæng, hvor

brødrenes mange drab forklarer affolkningen af bopladserne

under en hård isvinter. Fortællingen kan iøvrigt referere til

herrnhuterne i Sydgrønland, der søgte at holde deres proselytter

samlet nær missionsstationerne, og hvis trompeter og husdyrhold

afspejler sig i klovdyret. Kukiffaajooq oversættes dog undertiden til

"klodyr".

Menneskeædersken

Print
Dokument id:948
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Menneskeædersken
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 38 - 40
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"niungussakît!".

 

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 151 - 153.

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 27 - 29: The woman who ate men.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 36 - 38: "niungussakît!" / Niungusagiit.

 

Resumé: Kajakmænd udeblir, den ene efter den anden, når de ror østpå.

En kajakmand ror afsted for at se, hvor de er blevet af. En kvinde på

stranden inviterer ham op. Han undslår sig, men hun er stædig. I en

lang dialog insisterer hun på, at han lægger til, bærer sin kajak på

land, tager redskaberne ud osv. Oppe i huset ser han "portrætter" -

ansigtshuden af alle de bortkomne bopladsfæller - hænge på væggen.

Kvinden serverer bær i en pose. Han får fat i en kogt menneskehånd

nede i den. Nægter at spise. Han holder sig vågen hele natten, lader

et par gange som om han sover. Hver gang griber kvinden efter sin ulu

og kaster den arrigt fra sig, når han lader som om han vågner. Da

kvinden omsider falder i søvn, flygter han. Kvinden opdager flugten,

men når ham ikke. Næste dag ror han tilbage til kvinden, går ikke i

land men beskylder kvinden for mord. Hun giver skylden videre til sit

lille barn i amaaten. Han svarer: "Jamen, barnet i rygposen har jo

farlige negle!" Hun kaster det fra sig, ud i havet. Dets øjenbryn blir

til blåmuslinger, indvoldene til tang, håret til havplanter.

Kajakmanden og kvinden slynger skiftevis trusler mod hinanden: "Gid

man kunne stikke ham dernede!"osv. Kvinden er på nippet til at falde

om ved hvert af mandens ønsker om drab. Han er på nippet til at

kæntre ved hvert af hendes ønsker. Til slut kaster hun sin krumkniv.

Han udgår med nød og næppe at kæntre og ror bort. Slut.

 

Var.: Variant til "amaaroq", Rasmussen kasse 52,2.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Portrætter på væggene i europæernes huse kan være forbilleder for kvindens opklæbning af sine ofres ansigtshuder.

Tendens til at placere alt "hedensk" på Østkysten.

Mêraq / Meeraq og hans brødre

Print
Dokument id:1628
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Brandt, Jan (Brandt, Jani)
Nedskriver:Rasmussen, Knud + Brandt, Jan ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mêraq / Meeraq og hans brødre
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 275 - 277
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 31 -

33: "Mêrqákut / Meeqqakkut.

Resumé:

Fem dygtige brødre har mange fjender, der får dræbt to af brødrene og

senere en tredje ved at skære hans akillessener, mens han sover på en

stor sten på vej hjem fra storfangst. Han når dog at smadre to fjender

til døde, inden han knækker sammen. De mange fjender slår sig ned på

de to tilbageværende brødres boplads. Den ene, Meeraq, flytter straks

sit telt hen ved siden af fjendernes. De kommer på besøg hos M., der

laver sig en bukserem af hvalbarde, fordi skindremme er for svage til

hans store kræfter. Han truer dem bort med sin kniv og de holder sig

herefter på afstand. Hver gang M. og hans bror møder en af fjenderne

i kajak, myrder de ham. Fjenderne prøver forgæves at gøre gengæld. En

dag lokkes de langt ud til havs af brødrene, der forsvinder. Da

fjenderne kommer tilbage er brødrene hjemme og har allerede kogt kød.

Til sidst opgiver fjenderne og flygter. M. og hans bror lever herefter

i fred for deres fjender.

Mitsima, der frøs ihjel

Print
Dokument id:1558
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Inaluk
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mitsima, der frøs ihjel
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 104 - 105
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 62: "Mitisimarssuaq" / Mitsimarsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:229 - 230.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 74: "Mitsimarssuaq" / Mitsimarsuaq.

 

Resumé:

Som gammel blev Mitsima

borte for de andre i en snestorm, kom kravlende hjem uden hænder og

fødder, der var frosset af ham, og hvis børn lod ham dø uden for

husgangen, hvor han faldt sammen.

 

Hist.: Formentlig autentisk

Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og en flettet senetrådsline

Print
Dokument id:1871
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og en flettet senetrådsline
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 67 - 69
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, nr. 33, s. 129 - 130: "Panigît" / Panigiit.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé: En enke og hendes datter lades ene tilbage under en sultevinter. De

klarer sig en tid med deres eget forråd af bær og tørrede ammassætter.

Derefter får datteren ram på fugle og dyr med en slibesten bundet til

en flettet senetråd, som moderen har sunget over. Den rammer hver gang

og tiltrækker endog vildtet. De lever i overflod, mens de bortrejste

er kommet i nød, og da en af dem kommer på besøg, blir han godt

beværtet og får et læs af kødgaver med tilbage. De andre forbavses og

beslutter at dræbe de to kvinder for at leve af deres forråd. En for

en skræmmes de dog af enken, der ligger skjult i tang på stranden med

hovedet smurt ind i blod, og stikker det frem. En for en kæntrer

kajakmændene af skræk og drukner. Enken og hendes datter lever

derefter i fred og overflod.

 

Oversættelse af håndskriftet:

En enke med en datter kom til at bo et sted, hvor der var et stort familiehus med flere mænd. Eftersom moderen var enke fik de sælkød og sælspæk og om vinteren fugle af deres bopladsfæller. Langt om længe da hendes lille, søde datter var ved at blive voksen, begyndte bopladsfællernes mænd af blive trætte af at forsørge mor og datter, fordi fangerne, da det led mod den strengeste del af vinteren, ikke længere kunne fange så mange sæler. En dag gav deres mandlige bopladsfæller sig så til at tale sammen: "Denne mor og datter spiser bare af den mad vi kunne have haft i reserve. Lad os flytte sydpå, så har vi ingen andre til at tære på vores forråd." Så på et tidspunkt med mildt vejr om vinteren gjorde de sig klar til at flytte til den nærmeste naboboplads sydpå. Og selvfølgelig drog de afsted. Den stakkels enke og dermed også hendes datter blev ladt ene tilbage.

       I begyndelsen de var alene havde de noget at spise, fordi barnets mor endnu havde tørrede ammasætter og hengemte sortebær. Men først på det nye år, da de ikke havde flere ammasætter eller sortebær tilbage, begyndte de at føle sulten. Slet ingen havde de tilbage og måtte vel sulte ihjel. En morgen da datteren gik ned til stranden kom hun løbende tilbage til sin mor og sagde: "Mor, der neden for os er der en tejst!" "Gå ned og få ram på den. Jeg har en gammel flettet senetråd og en gammel slibesten. Du skal kaste efter den med denne gamle flettede sene og gamle slibesten."

       Datteren gik ud og kom tilbage med tejsten hun havde ramt. De kogte den over tranlampen og spiste den, og de blev meget mætte og varme. Også næste morgen fangede datteren noget, denne gang en edderfugl. Senere fangede hun en ringsæl og en spraglet sæl. Endelig begyndte hun at fange grønlandssæler med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som kasteskyts. De beredte skindene af mange grønlandssæler fanget med disse våben. Mor og datter, der var blevet forladt i foragt, blev nu meget rige.

       Engang, da vinteren blev strengest, kom de mange mænd, der så nedladende havde forladt dem, ud for stor nød på grund af stormvejr og evindelig blæst. Da der en dag endelig var godt vejr sagde en af disse fangere: "Jeg tager hen og ser til dem vi har forladt, for de er nok sultet ihjel." På et tidspunkt så den stakkels mor og datter så en kajakmand komme sydfra. De sagde til hinanden: "Vi lever da endnu, men der er ingen tvivl om, at de vil dræbe os af misundelse, når de ser vores store kødreserver." Da han nærmede sig stranden gik de ham underdanigt i møde. Da han kom op til huset kogte de sælkød til ham. Og man kan roligt sige, at deres gæst, selv om han var en af dem, der havde ringeagtet dem, fik så meget sælkød at han var ved at revne. Da han skulle af sted gav de ham sælkød og spæk med til hans husstand. En af fangerne sagde: "I morgen tager jeg over og dræber dem, og så får vi deres store madreserver."

       Da deres gæst var draget af regnede moderen og datteren ikke længere med at leve den næste dag til ende. Moderen forklarede sin datter hvad hun ville gøre. Og næste dag kom der så en kajakmand til syne og han nærmede sig. Mens han endnu var langt væk, sagde moderen til datteren at hun skulle komme med ned til stranden. De da kom derned begyndte hendes snedige mor at vaske sit ansigt med strandsnegle, så hendes ansigtshud straks fik åbne rifter og blødte. Hun sagde til datteren: "Hvordan ser det ud?" "Nu ser du skrækindjagende ud," sagde datteren. Først da hun havde ladet sig dække til med tang bag ved det sted, hvor kajakmanden ville komme i land, bad hun datteren flygte op til deres hus. Da den, der kom for at dræbe dem, nåede stranden og kiggede indefter netop som han skulle i land, så han mellem tangen et meget blodigt ansigt, hvor huden hang i laser. Da han væltede om i kajakken af skræk, dræbte hun ham ved at holde ham under vand og drukne ham.

       Da den de havde sendt ikke kom tilbage, kom hans bopladsfæller én for én for at se efter ham, men konen brugte den samme fremgangsmåde over for dem alle, og på den måde reddede de deres liv fra dem, der ringeagtede dem, og som var kommet for at tage deres liv. De måtte så bare bøde med deres liv. Mor og datter levede da godt gennem den strenge vinter og frem til sommeren af deres forråd af de mange grønlandssæler, som den snedige datter havde fanget med den gamle flettede sene og den gamle slibesten som skyts.

 

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

 

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; De forladte børn, Kragh nr. 64;

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.  

 

Tolkning: Kvinder tiltrækker vildtet.

Mågen og sneglen

Print
Dokument id:1482
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Efraim (Efa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mågen og sneglen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 63 - 65
Lokalisering:Atangmik / Atammik: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 40.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 203 - 205: "Naujarssuaq Kukujâtdlo" / Naajarsuaq Kukujaallu.

 

Resumé:

Måge og Snegl (begge er egennavne, BS) overvinter sammen ved mundingen af en fjord, hvor Snegl

efter forårsfangsten ude på øerne fylder Måges depoter op med sit

forråd. Måge åbner dem i vrede for ræve og fordærv. Snegl dræber i

vrede Måges søn på en smuk dag. En dag i samme vejr som på morddagen,

ruller Måge sig i vrede rundt på en mødding og tilsviner sin smukke

hvide renskindspels. Han rejser nordpå til hvalfangsten ved Sisimiut,

hvor han slår sig ned og får en søn, som han træner op til "stærk

mand". De vender hjem med hvalrostænder til harpunspidser og

hvalbarder til fiskesnører, som de forærer væk til hjemegnens unge og

gamle mænd. Snegls børnebørn blir misundelige, men lykkelige, da Snegl

i et forsøg på at få sig en en ny fiskesnøre hos Måge, blir dræbt af

dennes stærke søn på hjemvejen. Nu er de to familier ikke længere

fjender, og Snegls børnebørn kan også få del i gaverne.

 

Var.: Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak

 

Hist.: Om behovet for hvalbarder til fiskesnører: Se Gulløv, Herrnhuternes grønlændere, Tidsskriftet Grønland, årg. 1983.

Mågen og ulken

Print
Dokument id:601
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rosine (Nuisartoq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mågen og ulken
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 63
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "naujaq kaniordlo".

Maskinskrevet manus.: Ostermanns Arkiv nr. A 301, der ikke svarer ordret til den Søby har ladet trykke. Muligvis har hun nyoversat den.

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 117, "The gull

and the sea-scorpions".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 45: "naujaq kaniordlo" / Naajaq koniorlu.

 

Resumé: En måge kredsede engang hen over en ulk, der blev bange for at

mågen skulle spise den. Ulken sagde:

"Mågen deroppe snapper den næppe." Men mågen svarede oppe fra luften:

"Hvad går der af den storbugede, den kære lille bredflab med de store

flanker?" Og ulken flygtede ned i dybet.

Månemanden og indvoldsrøveren

Print
Dokument id:1520
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Månemanden og indvoldsrøveren
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 50 - 52
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "aningáukut" / aningaakut.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Nedskriften er fortalt af Appalinnguaq som en genfortælling af Arnaaluks version.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 195 - 197.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 47 - 48: "Aningãkut" / Aningaakkut.

 

Resumé:

Besøg på månen. En kvinde, der er blevet skåret i fodsålerne af sin

mand, kryber til fjelds, hvor månen tager hende som kone med til

himmels på sin slæde. Han har en sælknogle som kone, og vrager denne.

Han advarer konen mod både Solen, der svider hendes pelskant, da hun

skeler til hende, og mod indvoldsrøveren, der er Månens fætter. Han

kommer og danser, men da kvinden ikke smiler, må han gå igen med

uforrettet sag. I Månens hus sidder mange mennesker uden indvolde.

Kvinden ser sine børn nede på jorden, længes efter dem, og da Månen

har gjort hende gravid, sender han hende hjem. Han fortsætter med at

forsørge hende med harer, ræve og bjørne, som han sender ned fra

himlen, indtil en gammel kone ler ham ud. Fra kvindens besøg hos

Månen fik folk viden om måneboerne.

 

Var.: Holtved nr. 4; Sahra 179v; Arnaaluk 50 - 52; The man in the moon and the entrail-snatcher; Kvinden hos Qaumatip inua; En ufrugtbar kone der gifter sig med Malenen (?); Månens barn;

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Månen

Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar

Print
Dokument id:1892
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 119 - 122
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 40 - 42: "Nanortalingme utorqánguit ...".

Uden overskrift.

 

Resumé: Et gammelt ægtepar ved Nanortalik føjer deres eneste søn i hans ønske

om at tage på sommertur til Qassit efter sortsider og bær. Han fanger

rigeligt, men får lyst til at bestige egnens højeste bjerge. Faderen

advarer ham mod bjergtoppenes onde skæbne, og sønnen kommer hjem fra

det højeste Perserajik med mavesmerter. Han dør, og forældrene må bygge

et hus til overvintring. Vinduerne laver de af rypekroer, og de lever

godt af sønnens fangster. Triste og tavse får de en aften besøg af tre

kvinder, der underholder de gamle med fortællinger om deres skønne

rejseliv. Det karakteriserer hhv. en ren, en ræv, og en hares

levevis, og som sådanne forsvinder de ud gennem husgangen før

morgengry af angst for, at "døgnet ellers vil rulle rundt og daggryet

komme bag på dem". Da isen går om efteråret, rejser de gamle tilbage

til Nanortalik.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

     I Nanortalik boede et ældre ægtepar, der havde en eneste søn. Sønnen var en stærk og mægtig mand. Han rejste hele tiden til steder, hvor der var fangstdyr. Han rejste således rundt med sine forældre. Engang om efteråret, hvor der var kommet mange sortsider, sagde sønnen: " I morgen tager vi ud på en seljtur til Qassi, hvor der skulle være mange bær og sortsider."

     Dagen efter tog de stakkels forældre af sted sammen med sønnen. Da de kom til bunden af Qassi, begyndte sønnen at fange endnu flere sæler. En dag da han som sædvanlig kom hjem med flere sæler, sagde han: "Jeg vil bestige fjeldet Tusaarluarnaaq." Dertil bemærkede faderen: "Du skal holde dig fra at bestige fjelde, for man siger, at nogle fjelde bringer ulykke." Det lod ikke til, at faderens ord gjorde indtryk på sønnen. Han tog af sted og kom først hjem et godt stykke tid efter, at solen var gået ned.

     Tidligt næste morgen tog han af sted og kom hjem i to omgange med fuldvoksne sortsider på slæb. Da han kom hjem, sagde han: "Jeg vil tage hen og bestige det højste af fjeldene, Perserajik." Endnu engang bemærkede faderen advarende, at nogle fjelde kan volde ulykker. Men det gjorde øjensynligt ikke indtryk på sønnen. Han tog af sted for at bestige fjeldet. Endnu før det blev aften, kom han hjem og havde stærke smerter i maven. Han gik i seng; næste morgen døde

han.

     Hans forældre blev grebet af dyb sorg. Men der var intet at gøre, de

måtte lave en grav til ham og bygge sig selv et hus. De flyttede ind i det nye hus, og til vinduer brugte de rypekro fra ryper, som sønnen havde fanget. Den gamle begyndte at fiske; han var ellers holdt op med at ro i kajak. Først da det var vinter, holdt han helt op med at fiske. (Her er et ord, som jeg ikke kan læse.) De levede af de sæler, som deres afdøde søn havde fanget. Om aftenen

var der ingen, der sagde noget. En aften sagde manden: "Bare der ville komme en, der kunne fortælle historier." Knap havde han sagt dette, så hørtes der knirken i sneen hen over huset, (jeg mener, at der står "karssugpâ"), én gang til og endnu én gang til. Så hørte man nogle gå ind i gangen, og at de diskuterede, hvem der skulle være den første: "Gå du ind. Gå du ind!" Manden sagde indefra: "Kom inden for. Vi savner adspredelse." Så trådte der en kvinde ind, mørklødet og med en

stor hårtop. Efter hende trådte endnu en kvinde ind, det gav ligefrem lys i rummet, så lys var hun, og en stor hårtop havde hun. Hun smilede endog. Efter hende kom endnu en mørklødet og meget mild kvinde ind. De to gamle blev så glad for dem, at de straks satte mad frem. Da de havde spist, sagde manden: "Vi savner nogle, der kan fortælle historier. Fortæl nu, I søde."

     Således opfordret, fortalte de løs - især den første, der trådte ind: "Man er jo på vandring hele tiden. Om sommeren vandre man langt inde i landet. Når der kommer myg, flytter man op på fjeldene. Især er det smukt ved solopgang og solnedgang, når solen kaster et rødt skær på de høje fjelde. Det er et smukt syn. Midt om vinteren holder vi til længere nede og søger efter føde på stranden i lavvande. Det er begrænset, hvad vi har at fortælle; men den lille her har meget at fortælle, for hun vandre meget." Med de ord pegede hun på den lyse. Så sagde den lille kvinde: "Ih, jeg vandrer langt imod nord, mod syd og mod øst, langt, langt væk, når det bliver forår, og når solen kaster rødt skær på de høje fjelde, ah!" Hun gav et skrig fra sig. "Se nu fjeldene deroppe mod øst og mod nord, når solen står op og kaster sit lys på dem fra øst og fra syd. Jeg forlader de høje fjelde, når jeg har født mine unger." Hun fortsatte med at fortælle længe; og

midt i det hele sagde hun: "Lad os komme ud gennem det, der får den store tykke mave til at rejse sig (husgangen?) (nârsugssûp makitaqúkalugtuaqâtiput)." Idet hun sagde dette, bøjede den største af dem sig ned for at komme ud i gangen. Man så kun en lille hale af et rensdyr. Da den mørklødede bøjede sig ned, så man en stor hale af en ræv. Da den sidste bøjede sig ned, sås der kun en lille hale af en hare. Det viste sig, at det var et rensdyr, en ræv og en hare, der var

på besøg i menneskeskikkelse.

     Da isen om foråret forsvandt fra Qassi, vendte de to gamle tilbage til

deres vinterboplads.

 

Var.: Besøg af / hos dyr i menneskeskikkelse.

Hyppigst handler de om et menneskes besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Men her er det snarere det gamle ægtepars ensomhed, der lokker dyrene til. Qivittut har lignende oplevelser: Salik Aron; Salik Aron; Nassaaq.

 

Tolkning: Bemærk billedet af døgnet, der kæntrer rundt. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Verdens balancegang.

Møddingånden

Print
Dokument id:1531
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqak (Ûsarqak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Møddingånden
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 64 - 65
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 148 - 149.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 30: "Tutûatue" / Tutuuatui.

 

Resumé:

Denne ånd, Tutuuatui, er altid beskidt og håret er fuldt af tørret lort.

Den lokker en lille legende pige, Avigaq, med hendes legetøj ind i sit

hus, hvor den dræber hende med en nål gennem øret. En anden lille pige

lader den gå, fordi hun har sin fars støvler og sin mors pels på. Han

viser hende den dræbte pige under briksen. Således fik man

fortællingen om Tutuuatui.

 

Tolkning: Bemærk køns- og kropssymbolikken, hvor faderens støvler

(bevægelighed, fangst og befrugtning) og moderens pels (opfostring ved

bryst og i rygpose) kompletterer hinanden. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) om kropssymboler / legemsdeles symbolbetydninger.

Nakasungnaqs / Nakasunnaq's utrolige jagthistorier

Print
Dokument id:2145
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nakasungnaqs / Nakasunnaq's utrolige jagthistorier
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 69 - 73
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 7, s. 139 - 141: "Utorqánguaq akerqaminut akiniússissoq"

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

Nakasunnaq rejser nordpå og inviteres til at overvintre hos fremmede, der midt om vinteren fortæller ham om forårets mængde af små fisk med øjne kun på den ene side af hovedet. N. gentager denne metafor gang på gang uden at vide, hvad slags fisk det er, og tidligt næste morgen styrter han ud for at se dem. Men det er jo uden for sæsonen og skuffet hengiver han sig atter til sin vane med at sove længe om morgenen. Da fiskene endelig kommer og han vækkes springer han nøgen ud i vandet, fanger een med de bare hænder, håver at han ikke dør af kulde og ennekterer fisken, der er en hellefisk, som sit kæledyr i en beholder med vand. Husherren fanger også en og lader ham smage den kogt. N. nøler men får hurtigt smag for fisken, spiser det hele og får straks sit kæledyr kogt og spist uden at give andre noget. På samme vis går det med "de små der flagrer omkring" (fugle) og med "de små vandrere" (rensdyr), men da "de store vandrere" (isbjørne) kommer om vinteren, bevæbner han sig kun med en kniv og møder bjørnen lige uden for husgangen. Den puster ham baglæns og indhalere ham i næste indånding. Alle tror det er ude med N., men han skærer sig ud af bjørnens mave, blot skaldet, nøgen og skoldet fra top til tå: "Bare jeg ikke fryser ihjel!" Man lever af kødet hele vinteren, hvorefter N. rejser hjem og kan underholde alle med sine utrolige jagthistorier.

 

Var.: Nakasunnaq.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

 

Der er åbenbart ingen hellefisk, rener og bjørne i den del af Syd- eller Sydvestgrønland, hvor N. har hjemme? Det var der tidligere i Sydgrønland. Se Gulløv i Tiddskriftet Grønalnd, 1983.

Navaranâpaluk / Navaranaapaluk

Print
Dokument id:1569
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Navaranâpaluk / Navaranaapaluk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 119 - 121
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Navaranâpaluk" / Navaranaapaluk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 60 - 62: Kvinden der løj.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 84 - 85: "Navaranâpaluk" / Navaranaapaluk.

 

Resumé:

Menneskeædere angriber og udrydder kvinderne i den stamme som deres

slægtning, Navaranaaq er giftet ind i, fordi hun har foregivet, at

hendes nye landsmænd mishandler hende. De gør gengæld og tar sig nye

koner blandt menneskeæderne. Men N. får afskåret begge sine arme af to

mænd, der løber afsted med hende. Hun løber videre en stund, hvor

blodstrålerne ligner arme. Snart falder hun om og dør af blodtab.

   Fortælleren har hørt fortællingen af de indvandrede Baffinlændere.

 

Var.: Navaranaapaluk; Navaranaaq.

 

Hist.: Vestgrønlænderne fortalte en variant, hvor nordboerne optræder

som fremmede. Om nordbomyter, se Kleivan 1982 i Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Neqikitsuliaq, der åd sine forældre

Print
Dokument id:429
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Sabine
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Neqikitsuliaq, der åd sine forældre
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 120 - 124
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Nerqikîtuliaq". (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ?)

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 82 - 86: "nerrikitsuliaq".

 

Resumé:

To søskende sættes til at passe Neqikitsuliaq og giver det

spæk fra lampen. Neqikitsuliaq kaster sig over sin mor og æder hendes

bryster. De to søskende løber ud og ned til konebåden på stativet,

hjælper hinanden op og gemmer sig under den. Neqikitsuliaq kommer

flere gange og råber: "Jeg har spist mine forældre, fordi de sultede

mig." De to undgår at blive ædt, fordi de minder ham om, at de har

givet ham lampespæk, når han sultede og tørstede. Neqikitsuliaq æder

alle husfællerne. De to søskende flygter, træffer en mand, der er

kommet for at hjælpe dem. Han er deres fars hjælpeånd. Slikker pigens

lille ulu større, fortæller hvordan hun skal true ad Neqikitsuliaq

med den, inviterer de to til sit hus højt, højt mod nord, og advarer

dem mod et hus med menneskeædere undervejs. Lillebror, der er tørstig

går ind til dem. Han blir ædt. Storesøster henter hans knogler, putter

dem i rygposen / amaat, han lever op igen, men da han halter, henter hun den

manglende knogle hos menneskeæderne. De når frem til hjælpeåndens hus,

hvor der også bor et fjendtligt ægtepar. Dem slår storesøsteren ihjel

med venstre side af sin venstre kamik. Hun har fået enorme kræfter og

hurtighed. Går på jagt langt borte med hjælpeånden efter store dyr

(måske moskusokser) og slæber store dyr hjem. Da lillebror vokser til

tar han over med samme kræfter som søsteren, og hun helliger sig

derefter huslige sysler.

 

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. Om sult og et forslugent spædbarn.

The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

 

Hist.: Det er usædvanligt, at en afdød angakkoqs / åndemaners hjælpeånd

på eget initiativ kommer hans efterladte børn til undsætning. Og hele

fortællingen om de to søskendes flugtrejse nordpå til hjælpeåndens hus

er ikke med i de andre varianter af "Spædbarnet, der åd sine

forældre". Det er dog usikkert, hvilke historiske påvirkninger, der

evt. har gjort sig gældende.

Nerrikitsuliaq / Pigen fra Ikâríssat / Ikaarissat, der var skabt småt-tærende

Print
Dokument id:1887
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:Lynge, B.
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nerrikitsuliaq / Pigen fra Ikâríssat / Ikaarissat, der var skabt småt-tærende
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 174 - 176
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 57 - 58: "Nerrikitsuliaq Ikârissarmioq"

 

Resumé:

Et ungt ægtepar på en boplads med mange ældre ægtepar får en datter,

som græder des mere jo ældre hun blir. Hun hedder N. (den

småt-tærende). Når forældrene forgæves har søgt at trøste hende,

tager deres plejedatter over. En aften hun har fået den lille til at

tie og er faldet i søvn, vågner hun ved en smaskende lyd. Spædbarnet

er pludselig blevet stort, har ædt sin far og er i færd med at fortære

sin mor. Alle husfæller flygter ud og redder sig op på en høj sten, og

vil ikke hjælpe den sidst ankomne, plejedatteren op, men overlader

hende til N.s appetit. N. fortærer en hund og dens hvalpe i husgangen.

Plejedatteren standser dog N. ved at minde hende om, at det var hende,

der altid trøstede N. Hun flygter, mens N., der ikke kan nå folk oppe

på stenen, får den til at vælte og sluger dem en for en, inden de når

jorden. N. når derefter sin flygtende plejesøster, der kaster venstre

kamik i hovedet på N. N. falder død om, plejesøsteren skærer hendes

mave op, og ud vælter alle de mennesker hun har ædt (De lever ikke op

igen, BS).

 

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Barne-uhyret.

 

Hist.: Den traditionelle forklaring på babyens vækst og lyst til

menneskekød er enten den, at den ikke får nok at spise af sin mor,

eller at den ikke får del i familiens øvrige mad. Den forklaring er her udskiftet

med babyens gråd, der tar til med alderen og må så være fortællerens

begundrelse for, at babyen ikke er normal. En yderligere forklaring må være de bemærkelsesværdigt mange ældre ægtepar på stedet. Måske bør der være en mere afbalanceret fordeling af yngre og ældre folk.

Nijârtunaq / Nijaartunaq

Print
Dokument id:420
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nijârtunaq / Nijaartunaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 35 - 37
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Nijârtunaq". Afsluttes i: 1, 5 (13).

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 32 - 35: "Nijârtunaq" / Nijaartunaq.

 

Resumé: På Nijaartunaq og hendes brors boplads falder der en vinter så

tyk sne på havisen, at man ikke kan komme på fangst. Hungersnød truer.

Fra et af husene tilbyder man et stykke tørret kød til den, der vil

bringe vejret i lave igen. Ingen vil, men Nijaartunaq indvilger til

sidst. Spiser kødet over et par dage sammen med sin bror. Nijaartunaq

rejser derefter til Havkvinden / havets moder under en seance: Ned til havstokken, ned mellem isfoden og landet, hvor hun næsten kvæles og må lukke øjnene.

Kommer på den måde ned på havets bund. Går og går langs bunden, en

stor slette, ser ved et fjeld Havkvindens hus, der vogtes af to hajer.

I husgangen løber en strid elv. Hun må i tvekamp med Havkvinden, der er skør af

arrigskab. Ler og snavs i øjne og næse, hårtoppen ved at falde ned.

Nijaartunaq nedkæmper og renser hende og husgangen. Havkvinden sender

som tak - fra den mørkeste del af huset ved siden af husgangen - først

en fjordsæl, dernæst en sortside, en klapmyds, en bjørn og sidst en

hvalros. Havkvinden ber dernæst Nijaartunaq flytte hendes lampe,

hvorfra tejster, alke, søkonger og måger flyver ud. Lampen tilbage på

plads. Havkvinden formaner Nijaartunaq om, at man i starten kun må

fange eet dyr hver. På hjemvejen er Nijaartunaq igen ved at blive

kvalt på overgangsstedet mellem havets verden og land. Næste morgen er

havet åbent. Alle fanger eet dyr hver og giver det til Nijaartunaq.

Een bryder tabuet og får ingen fugle, mens de andre fanger rigeligt.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Nivkôq / Nikkooq

Print
Dokument id:1486
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Vittoralak (Vítoralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nivkôq / Nikkooq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 73 - 74
Lokalisering:Ikkamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 49.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 211 - 212: "Nivkôq" / Nikkooq.

 

Resumé:

Nikooq der bor sammen med mange brødre, fisker en del gennem isen

under hungersnød. Her ser han en stor remmesæl, henter sit fangstgrej,

nedlægger sælen og deler ud til alle. N. hører på floromvunden vis af

den ældste bror, at den mellemste af misundelse har lavet en tupilak

mod ham (N.). N. ser ham i færd med at oplive tupilakken, lister sig

bagpå ham, råber pludseligt, og tupilakken bider i forskrækkelse

testiklerne af sin herre, der falder død om. N. dræber tupilakken,

hænger testiklerne i panden på den og fortæller hjemme brødrene, hvor

de kan finde den døde. De finder liget, men tar ikke hævn, fordi de

har så megen gavn af Nikooq.

 

Var.: Nikkooq; Nikooq; Nukunnguasik; Tupiwdliseq; søg også på: tupilakmager

Nuerniángakajîk / Nuernianngakajiik

Print
Dokument id:1905
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nuerniángakajîk / Nuernianngakajiik
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 40 - 43
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Nuerniángakajik".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr. Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 63 - 66, "Nuerniangarnakajik".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 38 - 41: "Nuerniagakajik".

 

Resumé: Nuerniangakajiik får sig en plejesøn, som han er meget øm over. Denne såres ganske let under leg med de andre drenge. Såret er ikke

til at øjne, men Nuerniangakajiik hævner det alligevel. To fætre i

bopladsens andet hus fatter mistanke og gemmer sig, mens

Nuerniangakajiik dræber alle dets beboere. Fætrenes søster bliver kun

såret i maven, hvor indvoldene vælter ud. Fætrene flygter med hende.

Hun dør, de begraver hende. Kommer i hus hos et gammelt ægtepar og

øver deres kræfter til hævn over Nuerniangakajiik. Den ene fætter

river en stor rod op og rammer den anden fætter med døden til følge.

Den tilbageværende fætter gifter sig, får en orm og et stankelben som

amuletter af den gamle mand, da det rygtes at nogen vil udfordre

fætteren i sangkamp. Udfordreren kaster sin kniv efter fætteren, der

første gang springer i vejret som et stankelben og anden gang kryber

sammen som en orm. Fætteren rammer så udfordreren i struben med sin

kniv. Derefter gælder det hævnen over Nuerniangakajiik. Fætteren

rejser med sin familie nordpå. Træffer Nuerniangakajiik syd for

gerningsstedet og får ham med familie med nordpå til dette sted.

Nuerniangakajiik's plejesøn er fej. Ved truslen om selv at blive

dræbt, tillader han at Nuerniangakajiik dræbes. Denne viser sig svær

at få livet af. Liver op een gang. Stikkes ned igen. Den døde

Nuerniangakajiik's storetå stikker ud. Plejesønnen berører den med sin

storetå med ordene: "Min storetå er vanskabt." Nuerniangakajiik liver

op, trues, flygter baglæns og falder ned i en dyb kløft. Slut.

Bemærk: modsætningen mellem Nuerniangakajiik, der overreagerer i sin

solidaritet med plejesønnen, og dennes manglende solidaritet med

Nuerniangakajiik. Den vanskabte storetå understreger endnu en gang det

skæve forhold mellem de to, der til slut får Nuerniangakajiik til at

"falde bagover" (at dø) og tilmed ned i en kløft.

 

Var.: Kunnuk-fortællingerne.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Nukarît mardluk nakuarssuit arfangniat tigdlingniaraluarait / Nukariit marluk nakuarsuit arfanniat tillinniaraluaraat

Print
Dokument id:545
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Brandt, Jan
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukarît mardluk nakuarssuit arfangniat tigdlingniaraluarait / Nukariit marluk nakuarsuit arfanniat tillinniaraluaraat
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, II
Tidsskrift:
Omfang:side 33 - 34
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrevet af Otto Sandgreen.

 

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Oversættelse ved Birgitte Sonne. Revideret af Stig Bjørnum:

 

To stærke brødre, som nogle hvalfangere havde prøvet at stjæle

 

Man fortæller om to stærke brødre, at de tog ud til et skib, der lå for anker et stykke ude. De blev gæstfrit modtaget da de var kommet op af kajakken (oppe på dækket), og kaptajnen inviterede dem med ind sin agterkahyt. Han lod dem kigge sig omkring, skænkede op for dem og fik dem i godt humør. Man siger, at kun kaptajnen og hvalflænseren lige fra de var kommet derind blev ganske særligt venlige og hele tiden skænkede op for dem. Og derinde kunne de udefra høre en farlig larm af hamren og banken. Til sidst blev kaptajnen og flænseren helt overstrømmende. Da de syntes de til overmål havde fået mere end nok, sagde den ene af dem at han ville ud, men så kunne han ikke få døren op. De ville ud sagde han til kaptajnen. Men denne og flænseren sagde nej. Så gik de sammen til angreb for at smadre døren, men da greb nogen dem bagfra. Sikken slåskamp! Den ene greb ham bag sig, trak ham frem og klaskede ham ned så han ikke rørte sig mere. Den anden abede efter og gjorde ligeså. Så maste de skuldrene mod døren så den splintredes, skønt de ellers havde spærret og sikret den med spigre, og de kom ud. Derude blev de overfaldet af styrmanden og en anden grimrian. Så drejede de rundt og i en håndevending kylede de dem lige i døden. Da flygtede hele sværmen af matroser ud på fordækket.

 

De befalede en af matroserne, en styrmand, at dreje roret og styre mod land. Ikke tale om han ville. Da var det først de så, at deres kajakker hang og dinglede oppe i masterne.

 

      

 

Den ene greb den sølle styrmand og dræbte ham. Så styrede han selv skibet mod land. Da de nåede frem, beordrede de ankeret kastet helt henne ved stranden og deres kajakker hejset ned. Så snart de havde dem fat, kappede de skibets styrke, dvs. vanten fra den øverste mast (? mastetoppen ?) til agterstavnen, og sådan, siger man, berøvede de skibet dets kraft; men selv roede de ind til fastlandet.

 

      

 

Da skibet var sejlet ud, hørte man aldrig siden noget til det. De havde gjort ende på de øverstbefalende.

 

      De nåede nok aldrig frem?

 

Var.: Røverskibet. Pukkitsulik; Brandt 33 34; Piratskibet.

Nukúnguasik / Nukunnguasik, der undgik ulykkessælen

Print
Dokument id:428
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Markus
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nukúnguasik / Nukunnguasik, der undgik ulykkessælen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 110 - 112
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Nukúnguasik" .

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 75 - 76: "Nukúnguasik" / Nukunnguasik.

 

Resumé:

Nukunnguasik er gift og bor sammen med en masse brødre. Den

mellemste bror laver tupilak mod Nukunnguasik, men Nukunnguasik

opdager ham i færd med fremstillingen. Da Nukunnguasik overrasker

tupilakmageren, dør denne af skræk, mens tupilakken dier hans testikler.

Brødrene savner deres mellemste bror. Nukunnguasik leder dem til

gerningsstedet, en fjern ø, hvor de finder den døde, ærgrer sig over

at han kunne være så dum at gøre den slags, begraver og begræder ham.

Nukunnguasik levede siden som den ældste på bopladsen og døde efter

mange års forløb.

 

Var.: Nikkooq; Nikooq; Tupiwdliseq; søg også på: tupilak / tupilakmager; Kunnak tupilak;

Om slæderne, der altid bortkom

Print
Dokument id:425
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Maakasik (Mâkasik / Adam Poulsen)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Om slæderne, der altid bortkom
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 79 - 81
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 7(20). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Maakasik har fået sine fortællinger fra sin far og er usikker på, om

han har husket dem rigtigt.

 

Resumé:

Slæder, der kører på fangst mod øst, ind i fjordene, kommer ikke tilbage. En angakkoq rejser derind. Ser en slæde med kraftesløse hunde, men uden slædekører. En kvinde med en ulu nærmer sig. Hun røver med sine ord kraften af både angakkoqen / åndemaneren og hans hunde. Han får med en kraftanstrengelse fat i sin kniv, trækker med selen mellem tænderne fløjhunden til sig, og får skåret dens ene øre af. Den skriger, vågner af lammelsen, og dens blodstænk vækker de andre hunde til live. Selv forbliver han halvlammet. Han får hundene afsted, kællingen nærmer sig, glider i fløjhundens tyndskid, tværes til i ansigtet, slubrer det i sig, mens hun råber: "mamanngikkaluaaq" (det smager ellers ikke spor godt). Han når hjem med genvundne kræfter, fortæller om sin oplevelse, og siden tager man aldrig på fangst ind i fjorden.

 

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Kaluluk; Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Brødrene som forsvandt; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd;

Oqalugtuaq angagkorssuarmik / oqaluttuaq angakkorsuarmik

Print
Dokument id:476
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq angagkorssuarmik / oqaluttuaq angakkorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 95 - 100
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 100 - 104: "Den store åndemaner, hvis søn blev dræbt af en qajariaq", synes at være Rasmussens egen oversættelse af denne version,

eller muligvis af afskriften (?) (ved Hendrik Olsen ?), NKS 3536, I, læg 14, ss. 17 - 24: angákorssuarmik qajariaq. Eller NKS 3536 II, læg 18, ss. 1 - 7: håndskrevet oversættelse til dansk af ?.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge; revideret af Signe Åsblom:

 

Historien om en stor åndemaner / angakkoq

 

Det fortælles at en stor åndemaner havde stort held i fangst, og at han kunne færdes i al slags vejr, og det siges også at han aldrig tog på fangst andre steder end til udhavet i vest. Når han havde fanget to fuldvoksne grønlandssæler, tog han dem op på kajakken, den ene forpå og den anden bagpå, og så begyndte han at notere sig dønningerne. Når en dønning var særlig stor og han placerede sig på den rigtige side af den, blev han skubbet frem af denne samme dønning helt hjem i et stræk, og han kom så hjem med to fuldvoksne grønlandssæler ovenpå sin kajak allerede mens dagen var på sin fulde højde.

 

Det fortælles, at han aldrig boede sammen med andre mennesker og ikke selv havde nogen børn. Engang lagde han mærke til, at det var som om hans kone var blevet gravid, og nogen tid efter fandt han ud af, at det var hun virkelig. Nu var det som om hendes mand bar hende på sine hænder, fordi de hidtil ikke havde fået nogen børn. Tiden gik og konen skulle føde, og da hun nedkom med en søn, blev faderen lykkelig. Da han begyndte at vokse til, besluttede faderen sig for at opdrage ham på en særlig måde. Han tillod ham aldrig at sove længe om morgenen, men bød ham stå tidligt op. Allerede mens han var lille byggede faderen en kajak til ham. Og inden hans krop var udviklet tog faderen ham med ud på det åbne hav på fangst. Med tiden blev han ligesom sin far og i stand til at klare alle storme. Når de havde fanget to fuldvoksne grønlandssæler og anbragt dem på kajakken, tog de hjemover ved at lade sig skubbe frem af en enkelt dønning. Da sønnen aldrig mere sakkede det mindste bagud, fulgtes faderen ikke længere med ham på fangst. Når sønnen tog på fangst ude på det åbne hav, kom han altid hjem med to grønlandssæler på sin kajak.

 

Engang da han var taget på fangst og de afventede hans hjemkomst, blev det aften uden at han var kommet hjem. Næste dag gjorde hans far sig klar og tog afsted stik vest ud på havet for at søge efter sin søn og måske finde bare et af hans fangstredskaber. Han fortsatte udefter, og da de yderste landområder sås som en sammenhængende stribe, blev der vestfra råbt: "Hvor er han?" Han fortsatte udefter få at få øje på vedkommende, og så kom en stor qajariaq til syne derude med kurs nordpå. Mellem åretagene bøjede qajariaqmanden sit ansigt ned mod kajakken over knæene, og når han efter en rum tid igen rejste sig, tog han et åretag og råbte: "Hvor er han?", og bøjede sig igen ned over sin kajak. I hast fór han nordover, og den store åndemaner placerede sig bag ham og satte efter ham. Når han rejste kroppen så han sig ikke tilbage, men bøjede sig ned igen lidt efter. Den store åndemaner var lige ved at indhente ham bagfra, da han rejste sig med ordene: "Hvor er han?" og igen bøjede sig ned, og så gjorde den store åndemaner ophidset sin harpun klar og sendte den lige i hans rygrad. Da han havde dræbt ham og rejste hans kajak op for at trække sin harpun ud, så han straks at han havde underkroppen af hans søn klemt fast under tværremmene på kajakken. Han tog sin søns underkrop, lod bare sit offer være og begav sig videre vestpå.

 

Da han ikke længere kunne se den dræbte, lød råbet: "Hvor er han?" igen ude vestfra. Han roede videre for at få øje på denne, og da han fik ham i syne så han, at denne også var på vej nordover. Efter at have placeret sig bag ham og begyndt at jagte ham, harpunerede han også ham. Da han var død og væltet rundt, rejste han ham op og så, at han havde hans søns arme fastklemt under sine kajaktværrremme.  Han tog dem, og uden at værdige den dræbte et blik fortsatte han videre vestpå.

 

Da han ikke længere kunne se den sidste dræbte hørte han igen råbet: "Hvor er han?" ude vestfra. Da han fik øje på denne så han, at han i endnu større fart stilede nordover og råbte: "hvor er han?" med en meget dyb stemme, og det viste sig senere at være de andres far. Den store åndemaner placerede sig bag ham og gav sig til at forfølge ham. Denne gang var han længe om at komme ind på livet af qajariaqen. Da han var lige ved at nå ham, rejste denne sig selvfølgelig op, tog et åretag og råbte: "Hvor er han?" og så bøjede han sig igen ned mod forenden af sin kajak, og i det samme skyndte den store åndemaner at forbinde sin kajak med hans ved tværremmene med sin pagaj. Manden blev så forskrækket at han skrigende vendte sig mod ham. Uden et ord løsnede den store åndermaner sin vandskindspels fra mandehullet, tog sin snustobaksdåse og bød den anden en pris. Nu kunne den store åndemaner ikke uden videre ro væk fra den anden og fulgtes så med ham. Så så han at manden havde hans søns krop liggende under kajakstolen til fangstlinen. Den store åndemaner generede sig for at sige noget og fortsatte sammen med ham.

 

På et tidspunkt sagde så den anden: "Jeg spejder efter de kære to." Det var altså denne fæle mands sønner, som den store åndemaner havde dræbt. Umærkeligt sørgede den store åndemaner for, at den anden begyndte at styre hen mod den sidste, han havde dræbt. Netop som han regnede med at de nærmede sig, vejrede den anden pludselig østefter og pegede: "Der østpå kan man kun se hans kajak." De roede derhen, og da faderen rejste ham op så han, at han havde et stort sår. Inden manden nåede at sige noget, sagde den store åndemaner: "Kan du ikke vække ham til live igen?" "Jo, jeg kan vække ham til live", svarede den anden. Han sagde noget uforståeligt noget til sin søn mens han puslede med forskelligt ved ham. Efter en tid lykkedes det ham så at vække sin søn til live. De roede videre med mandens søn som tredjemand, og nu sagde de to's far: "Nu er det kun om vi kan finde hans lillebror." Med forsæt søgte den store åndemaner at følge samme rute som han var kommet. Da han regnede med at være i nærheden af den anden kajak, udbrød faderen: "Der østpå flyder kun hans kajak." Da de nåede derhen rejste de ham op og så, at han havde et stort sår. Som før sagde den store åndemaner inden faderen nåede at sige noget: "Kan du ikke vække ham til live?" "Jo, jeg kan vække ham til live", sage den anden også denne gang. Som før begyndte faderen at tale uforståeligt mens han puslede ved sønnen, og denne kom så også til live. Alle fire satte de så kursen nordover, fordi den store åndemaner generede sig for at forlade dem.

 

Mens de roede fik de øje på et mellemstort isfjeld. Da de nærmede sig, sagde den store åndemaner til sin vældige kajakfælle: "Kan du ikke også vække ham under din kajakstol til live?" "Jo, jeg kan også vække ham til live igen!" "Kom så, væk ham til live hvis du virkelig kan." Han rakte ham sin søns underkrop og arme. Den anden puslede med hans søn alt mens han talte uforståeligt, og åndemanerens søn kom til live. Men nu havde de ingen kajak til ham. Bare for at prøve sagde den store åndemaner til faderen: "Hvis du kunne gå med til det, kunne jeg lade ham tage hjemturen i en af dine sønners kajak, og så kan I vente på isfjeldet her. Når han er kommet i land kan jeg bringe kajakken tilbage til jer. De andre efterkom hans anmodning og gik fra kajakkerne op på isfjeldet, og så tilbød faderen at den store åndemaners søn kunne låne en af sønnernes kajak. Den store åndemaner tog sammen med sin søn hjemad mod land, og da de hjemme gik i land viste det sig, at sønnens underkrop var helt død. Det siges at dette skete, fordi han lånte en qajariaqs kajak, og at hans underkrop derved døde af skræk. Den store åndemaner tog nu den store kajak på slæb ud på havet, og da han fik øje på isfjeldet så han, at de stadig ventede på ham. Da han havde afleveret den store kajak, gik de andre ombord i kajakkerne og satte afsted nordover, og den store åndemaner tog afsked med dem og roede hjem.

 

Det fortælles således at den store åndemaner ganske vist fik sin søn tilbage, men at denne ikke længere kunne færdes på land, fordi hans underkrop var død.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk;

 

Tolkning: Qajariaqerne er en slags sælmennesker, hvis sælunderkrop ikke egner sig synderligt til at færdes på land.

Ormene og lusene

Print
Dokument id:433
Registreringsår:1919
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Johanne
Mellem-person:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ormene og lusene
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 156
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskriftet har ikke kunnet identficeres.

 

Redaktør: Søby, R. M.

 

Resumé: I de ældste tider beslutter ormene og lusene at ro om kap til

menneskene. Dem, der kommer først, skal leve på mennesker. Taberne skal

bo i jorden. Lusene ror med små, hurtige tag, ormene med lange, seje

tag. En årebinding springer skiftevis på de to både, men lusene kommer

først, og den allerførste lus springer endog i vandet, inden båden

lægger til, i sin iver. Lusene elsker lugten af hår. Ormene, der

borer sig dybt ned i jorden, bliver jordens lus.

 

Var.: Søg på orm og/eller lus. En meget udbredt fortælling

Pamêq / Pameeq

Print
Dokument id:1876
Registreringsår:?
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Hansen, Bodil
Nedskriver:Kristiansen, Abel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pamêq / Pameeq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 79 - 83
Lokalisering:Arsuk: Ivittuut
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 86 - 90.

 

Resumé:

Tid: I gamle dage, men efter missionens start ved Nuuk. Sted: Syd for

Ivittut.

Paammeq er en dygtig fanger, men også en slagsbror og massemorder. Han

harpunerer en kulsort sortside, hvis skind hans kone skal ha bukser

af, men han vikles ind i linen, trækkes ned af sælen og drukner. P. er

en angerlartussiaq og kommer ved sin døde bedstemors hjælp til

bevidsthed et helt andet sted ud for Kangersuaq (?). Han ror hjemad på

sit siddeskind, med besvimer og føres ud til havs, men længere ud end

før, fordi hans kone har løsnet sit hår. I næste forsøg ser han en rød

flamme af ildånder ved land, som han får lyst til at besøge. Men han

hindres heldigvis af sin amulet, en lampepind, der lyder som nogen

sætter ild på den. Han hindres dog også i at komme i land, fordi nogen

har hældt urin ud mod stranden. I tredie forsøg kommer han i land og

ind i husgangen, hvor to mænd kommer ud fra rummet og slås med ham. De

får rørt ved hans nøgne krop. Han besvimer, hans bedstemor vikler

fangelinen af ham, og han er udfriet fra døden. Lamperne tændes

samtidig og P. lever endnu to år, hvor han søger ensomhed, lægger sig

på lur og dræber alle enlige kajakmænd. En af dem får held til at

flygte fra P., der dermed er afsløret. Han blir dræbt under et besøg

på bopladsen, hvor alle undtagen en sneblind mand og en dreng ganske

vist er borte på ammassætfangst, men kaldes hjem i tide af drengen.

Man parterer liget af P., der er en stor åndemaner / angakkoq. Stykkerne spredes

over landskabet, men en kvindelig åndemaner får hans lillefinger at

sluge og hans ansigtshud, som hun tørrer. P. kommer delvis til live

igen, men opgiver, fordi han mangler sin lillefinger.

 

Var.: Pameeq.

 

Hist.: Historisk kerne. Fortællinger om angerlartussiat (GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) "Piaqqussuat...") tjener ofte til at levendegøre overgangen til kristendom. Se fx.

Akamilik / Akamelik og slutningen i eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. I Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

Papik, der myrdede sin svoger

Print
Dokument id:1576
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Inaluk
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Papik, der myrdede sin svoger
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 142 - 144
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 61: "Papik".

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:141 - 143.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 22 - 23: "Papik".

 

Resumé: Papik, der aldrig får fangst bliver misundelig på sin svoger,

Aalaq, der altid fanger. Da A. en dag ikke kommer fra fangst, anklager

hans gamle mor P. for at have dræbt ham. For at hævne sig sætter hun

sig ved stranden på et isbjørneskind og lader tidevandet tage sig. Som

genfærd i en isbjørns skikkelse dræber og sønderflænger hun A.. Hun

indhylder ham i tåge imens, men to andre mænd, der har hørt skrigene,

styrter hjemad, hvor de møder bopladsens slæder på vej bort. De smider

bagagen, farer tilbage, samles i et hus, men da bjørneuhyret nærmer

sig, maser de sig alligevel ud gennem husgangen. En forældreløs, der

uheldigvis er faldet i et fad blod og med sine blodspor viser uhyret,

hvor de flygter hen, er på nippet til at blive dræbt, men skånes.

Uhyret kommer, og hundene blir stive af skræk, indtil en gammel kone

opfordrer dem til at gø ad deres fætter, bjørnen. De omringer den.

Den blir dræbt og man genkender A.s mors bjørneskind i dens pels. Den

har desuden menneskeknogler. Både den efterladte bagage og Papik har

uhyret splittet i stumper og stykker. Sådan vil det altid gå, siger de

gamle: Hvis nogen dræber uden grund, vil et uhyre skræmme morderen

ihjel og ikke lade noget helt lem blive tilbage på liget.

 

Hist.: Måske en historisk kerne: en isbjørn der har haft held til at angribe en mand og truet en hel boplads på flugt.

Pâtusôrssuaq / Paatusoorsuaq, der myrdede sin onkel

Print
Dokument id:1577
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Uusaqqak (Ûsarqak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pâtusôrssuaq / Paatusoorsuaq, der myrdede sin onkel
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 144 - 145
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Håndskrift med samme fortælling men med Inaluk anført som fortæller og kortere:

KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 63: "Mord".

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:144 - 145.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 23 - 25: "Pautusôrssuaq".

 

Resumé:

Paatusoorsuaq holder mere af sin onkels kone end af sin egen, og de to

mænd har et konebytningsforhold. En dag onklen vil rejse bort med sin

kone, slår P. ham ihjel. P.s kone, der ser det, flygter hjem til sine

forældre. Undervejs ser hun indlandsboere med deres løse hætter i det

fjerne. P. lever så en tid med onklens kone, men hun dør af skræk, da

hun føder et misfoster med skæg. Hun hævner sig senere på P., først i

sin ræveamulets skikkelse, hvor hun bider sig fast i hans pelsflig,

men senere i bjørneskikkelse, hvor hun splitter ham led for led.

Pebersvendehistorier I - III

Print
Dokument id:1480
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ujuulorajak (Ojûlorajak / Ojuuloralak)
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvendehistorier I - III
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 60
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS, 3536, III b, 4', læg 5.

 

Trykt på grønlandsk i Søby (red.): Oqalugtuat oqalualâtdlo, I, 1981: 194 - 195:

Oqalugtuat nukagpiatorqanik / Oqaluttuat nukappiatoqqanik.

 

Resumé:

I. En ungkarl øver sig i kajak og ror en dag så hurtigt, at han tror

han kan vende rundt. Det prøver han, men kæntrer og drukner.

II. En ungkarl, der er ude i kajak, ser en konebåd kæntre, som han får

på ret køl ved at sige: "Konebåd, konebåd, i en fart op med dig!"

III. En ungkarl ror ud omkring et næs, hvor han ser en edderfugl.

Straks går han qivittoq ind i landet.

 

Tolkning: Alle er eksempler på de mange ungkarle-konnotationer, hvis

samlende tema er, at han ikke kan fange i kajak, men ofte tiltros

åndemanerevner. Edderfugl associeres i andre eskimokulturer ofte til forår

og ægteskabsforbindelser.

Pebersvenden med brystbensåren

Print
Dokument id:1427
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvenden med brystbensåren
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 153 - 157
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: nukagpiatoqaq. Trykt på grønlandsk i: Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 122 - 125: "Nukagpiatoqaq" / Nukappiatoqaq.

 

Kort resumé i Rasmussen 1981, II (Inuit Fortæller): 126.

 

Resumé:

En ungkarl / pebersvend, der næsten intet fanger, rejser nordpå og kommer til et

velstående hus med så mange sæler uden for, at man skulle tro, de var

fanget i garn. Husets to kvinder koger hver et overarmsstykke af en

sæl. Han får det ene at spise, men kvinden i den sydlige ende af

briksen gemmer sit til manden, der senere kommer hjem med en lang hale

af nedlangte sæler efter sig. Gæsten, der på kvindernes opfordring har

gemt sig bag skindtapetet, kaldes frem af manden, der lader ham spise

sig rigtig mæt og næste dag bytter åre med ham. Ungkarlen har nu fået

en åre sammensat af brystben. Han regner den for ubrugelig, men ham

kommer hurtigere på tæt hold af sælerne, fanger en hel hale af dem

undervejs hjem, bliver storfanger og gift. Han var ellers bestemt til

at være ungkarl hele sit liv.

 

Kommentar: ungkarlen, der er ugift fordi han ikke er sælfanger, er en fast skikkelse i overleveringen. Ofte kaldes han en gammel ulkepilker (modsat en sælfanger); ofte er han blot helt latterlig; andre gange kommer han ovenpå som hér, eller mister atter sit erhvervede fangstmiddel. Undertiden tillægges han særlige evner som åndemaner, evt. som fertil barnefader (Qujaavaarsuk).

Pebersvenden og fjeldånden

Print
Dokument id:1863
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Eugenius, Klaus
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvenden og fjeldånden
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 50
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS, 2130, 2', læg 7, s. 124 - 125.

 

Resumé:

Ungkarlen, der aldrig får ram på en sæl, ror over til et land med dybe

kløfter og kalder en fjeldånd frem, der gir ham evne til at se sælerne

svømme under vandet imod, at han ikke fortæller om ånden til nogen.

Fra nu af får han rigelig fangst, indtil stedets andre fangere truer

ham på livet til at rykke ud med årsagen. De tar alle over til

fjeldkløften og råbet i kor på ånden, der ikke dukker op. Pebersvenden

mister sin fangstlykke.

 

Tolkning: Moralen er den, at ét menneskes forhold til en ånd ikke kan udstrækkes til andre, se fx: De små forældreløse Juua.

Ikke blot pebersvenden men også stedets andre

mænd lider tab, når han ikke kan fange mere.

Pebersvenden, der altid gik på rypejagt

Print
Dokument id:1472
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvenden, der altid gik på rypejagt
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 42 - 44
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Nukagpiatoqaq aqigssiliáinartoq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: "Nukagpiatoqaq aqigssiliáinartoq" / Nukappiatoqaq aqissiliaannartoq.

 

Resumé:

 

Under en af sine vanlige rypejagter kommer pebersvenden / ungkarlen ind i et øde område til et hus, hvor han gennem taghullet ser en stor hund og et gammelt,

 

frygteligt ægtepar derinde. Han tager flugten, hunden forfølger ham

 

med hånlatter, og han redder sig ned i en klipperevne. Hunden passerer

 

og opdager ham heller ikke på tilbagevejen. Derefter går han aldrig

 

mere på rypejagt.

Pebersvenden, der besteg et højt spiralsnoet fjeld

Print
Dokument id:1469
Registreringsår:
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Berthelsen, Louise
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvenden, der besteg et højt spiralsnoet fjeld
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 28 - 29
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Nakagpiatoqaq qáqarssuákut qivnikârtorssuákut majuartoq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, I: 134 - 136: "Nukagpiatoqaq qáqarssuákut qivnikârtorssuákut majuartoq" / Nukappiatogag qaqqarsuakkut qinnikaartorsuakkut majuartoq.

 

Resumé:

Da en pebersvend har besteget et højt spiralsnoet fjeld, går han

derfra videre ad en vej til et lille hus med en gammel kone. Hun har

et stort forråd af tørret ren- og harekød, og af ren-, ræve- og

hareskind. Disse dyr kommer i denne rækkefølge forbi i mængde hvert

efterår, når de drager mod vest, og de efterfølges af en hunbjørn med

to unger. Det lykkes ungkarlen at nedlægge en af bjørnene. Under en af

sine ture i omegnen ser han nogle børn lege og glide på isen. Han

nærmer sig, og de flygter rullende ind i et hus, hvor han også går ind.

Børnene er barbenede krøbet op på briksen. De er svært braknæsede. Det

samme er en gammel mand, der kommer frem, skubber til ungkarlen og

spør, hvem der har dræbt den ene af hans hunde. Det har jeg, siger

ungkarlen og skubber til den gamle, der blot siger ka-kak! og kryber

ind igen. Ungkarlen rejser derefter hjem og fortæller om sine

oplevelser.

 

Tolkning: Det spiralsnoede fjeld rækker vist op i himlen til

landdyrenes vej (mod vinterhiet?), der følger verdens gang - spiralsnoet som solens på årsbasis. Om den spiralsnoede vej til himlen, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Dødsriger" og Sonne 2000.

De braknæsede er sikkert fugle, måske ravne eller havlitter. Pôq / Pooq, den første grønlænder, der kom tilbage fra et besøg i Danmark, skildrede Rundetårn som et spiralsnoet fjeld. Se: Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265. Og søg på Pooq el. spiralsnoet

Pebersvenden, der besøgte ravnen, mågen og falken

Print
Dokument id:1392
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Bertelsen, Louise (Berthelsen, Louise)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvenden, der besøgte ravnen, mågen og falken
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 19 - 20
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr. KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04. Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, I:  132 - 133: "Nukagpiatoqaq,

tulukamutdlo naujamutdlo kigssaviarssungmutdlo tikerârtoq" / Nukappiatoqaq, tulukamullu naajamullu kissaviarsummullu tikeraartoq.

 

Resumé:

En ungkarl kommer under en kajaktur til et hus på et næs. Beboerne er

to kvinder, en mørk i nordenden af huset og en lys i sydenden. Den

mørke henter mad, først ammassætter, der er pilekviste, så

lændestykket af en kvinde, der er skarn. Den lyse henter så en

gråfisk, som ungkarlen spiser. Den mørke kvinde blir rasende. Man

henter en mand med opsmøgede vandskindsbukser, den grinagtige, der

praler af at have været med til at passe sæler op. Ungkarlen går ud og

ser, at han har besøgt en ravn, en måge og en falk i

menneskeskikkelser.

 

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

 

Hist.: Denne helt almindelige fortælling kunne beskrive en leg eller en maskedans à la de østgrønlandske uaajeertut.

Pebersvenden, hvem en kvinde forsøgte at dræbe med sin krumkniv

Print
Dokument id:1513
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Karen (Kâlat / Kaalat / Kalat)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvenden, hvem en kvinde forsøgte at dræbe med sin krumkniv
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 89 - 90
Lokalisering:Aqigsserniaq / Aqisserniaq: Aasiaat / Egedesminde
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: nukagpiatoqaq / nukappiatoqaq (?).

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 43 - 44:

"Nukagpiartoqaq arnap uluminik tokúniaraluarâ"

 

Resumé:

En ungkarl ror omkring et næs, ser et hus, går derop og ind til en

gammel kvinde. Om natten vågner han ved at hun sliber sin ulu. Hun

holder straks op. Han vågner igen, da hun anden gang tager sin ulu.

Hun opgiver og går i seng. Da hun sover, lister han i tøjet og ned til

sin kajak. Kvinden kommer ned og når at gribe stævnen, men må give

slip igen, da han lægger fra land. Han er på nippet til at kæntre, da

hun råber om sin lyst til at flænse ham. Hun er på nippet til at falde

bagover, da han råber om sin lyst til at lænse hende. Derefter ror han

ud til en ø, hvor han hiver alle tarmene ud af sin krop, sætter en

prop i rumpehullet og ror hjem med tarmene, som alle tror er fra en

remmesæl. Man koger dem, og da nogen under fortæringen bemærker en

lugt af skarn, går ungkarlen til bekendelse: "Det er mine tarme",

hiver proppen ud af rumpen og dør.

 

Var.: sammensat af Usorsak + Iteqitilik; Den lille med endetarmen; En rigtig lille forældreløs.

 

Tolkning: Sammensætningen af episoder understreger måske, hvor tosset ungkarle kan opføre sig, når de intet fanger. Fortællersken er en ung pige.

Pebersvenden, som giftede sig med en ræv

Print
Dokument id:951
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvenden, som giftede sig med en ræv
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 22 - 24
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "teriangniamik nuliartoq".

Orig. håndskr. (?) ved Jørgen Brønlund

 

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe""teriangniamik nuliartoq", 1906, s. 160 - 163.

 

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 120 - 122: The man who married a fox.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 19 - 20: "teriangniamik nuliartoq" / Terianniiamik nuliartoq.

 

Resumé: Ungkarlen vil ikke giftes. Fanger en hanræv i fælde og slår

den ihjel. Fanger en hunræv og tager den levende med hjem som hund.

Fodrer den med kødben. Rævekvinden ordner hans skind og koger  hans

mad. Får ved list fat i hende i menneskeskikkelse, gifter sig med

hende. "Hun var så smuk, at hun lignede hvide mænds kvinder!" Han vil

ikke bytte kone med andre. Til slut blir han overtalt og formaner

byttevennen til ikke at fornærme rævekvinden med bemærkninger om

hendes lugt, når hun sveder. Det går selvfølgelig galt, kvinden

stikker af med et "ka, ka, ka, ka" i ræveskikkelse. Ungkarlen går

endnu omkring i bjergene og leder efter hende.

 

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; Ræv til hustru; The fox-wife and the penis of the lake.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Bemærk sammenligningen af rævekvinden med hvide kvinder.

Sandsynlig forbindelse til hollandske handelsskipperes høje priser for ræveskind i det førkoloniale Sydgrønland.

Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner

Print
Dokument id:1479
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ujuulorajak (Ojûlorajak / Ojuuloralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 58 - 59
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Nukagpiatoqaq angákorssuarmik tusâmalerdlune avangnâliartoq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 193 - 194: "Nukagpiatoqaq angákorssuarmik tusâmalerdlune avangnâliartoq" / Nukappiatoqaq angakkorsuamik tasaamalerluni avannaaliartoq.

 

Resumé:

Pebersvenden / ungkarlen hører om en berømt åndemaner i Ilulissat/Jakobshavn og rejser op for at kappes med ham. Denne lader sig udfordre. Ungkarlen viser sin

kunst først: Han lader en harpunlinie med od binde om en loftsbjælke,

sluger remmen, og lader andre hale den ud af sit rumpehul. Men remmen

brister så odden kommer ud af hans navle. Dernæst sluger han en

pilespids og tisser den ud igen. Den anden åndemaner gør ham

kunststykkerne efter og føjer endnu ét til: Han skærer sit ene ben af,

dør mens blodet strømmer ud på et underlag, kommer til live, drikker

blodet og sætter benet fast igen. Ungkarlen, der er lettet over ikke

at have skaffet sig fjender ved modstanderens død, drager skamfuld

bort.

 

Var.: Angakkorsiaq; En åndemaner fra Sydgrønland;

Pigen, som blev til sten

Print
Dokument id:1583
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Taateraaq (Tâterâq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Pigen, som blev til sten
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 151 - 152
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Håndskrift: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:202.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 52: "Qautipalûp pania ujarángoqissoq" / Qaatipaluup pania ujaranngoqissoq.

 

Resumé:

En gammel mand vil hente Qaatipaluks smukke datter til sin søn. Da Q.

afviser den gamle mand med, at han lugter, ønsker den gamle med sin

skarpe tunge, at Q.s datter må stivne til sten. Hun begynder at

stivne. Nu må den gamle godt få hende med. Men nu kan det være det

samme.

Plejesønnen

Print
Dokument id:1396
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Matiinarujuk (Matînarujuk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud + ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Plejesønnen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 52 - 73
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "ernersiaq".

Trykt på grønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 32 - 52.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 82 - 102.

 

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125.

 

Resumé:

 

En dreng er plejesøn i huset hos en flok brødre, hvor han har det

godt, når fangsten er rigelig og må sulte som de andre, når

vinterforrådet er sluppet op. En vinter, hvor man sulter, smider

plejefaderen ham ud, fordi han har været med til at spise forrådet op.

En gammel kone, der bor i kogerummet, mener, at alt, der ikke er af

sten, vil vokse sig større, og hun adopterer ham. Hun fanger ulke og

plukker bær om sommeren og har stadig lidt forråd, som hun holder godt

hus med og deler med ham og husfællerne. Om efteråret får hun til

gengæld rigeligt kød og spæk af husfællerne. De tar bort i forsommeren.

Drengen fanger ulke til hende i massevis.

En dag dør en af brødrenes yngste søn. Mistanken for hekseri falder på den gamle kone. En dag drengen er gået til fjelds, dræber brødrene hende. Han blir da

adopteret af bopladsen stærkeste mand og er forfærdelig genert. Han

gør alt, hvad man ber ham om og mere til. Om dagen behandles han så

godt, at det er som om, han øser dagen op i sin hule hånd. Men hver

morgen hiver plejefaderen ham vågen ved håret med en bemærkning om, at

den, der har mange brødre til fjender, ikke bør sove længe. Da drengen

forstår hensigten, begynder han at træne sine kræfter. Da han er

blevet så stærk, at tøjet hænger i laser omkring ham og hver dag

springer nye rygsømme i sit nye tøj, ber plejefaderen ham trække krog

med sig. Drengen er endnu den svageste. Senere, under et nyt forsøg,

er han blevet den stærkeste. Plejefaderen bliver henrykt. Drengen er

endnu ikke udvokset. Han iagttager de andre børns leg, bliver skubbet

bagfra, når ikke at se af hvem, men da det gentager sig næste dag, når

han det, sætter efter drengen og smadrer ham. Drengen var søn af den

gamle kones morder. Faderen og hans brødre kommer hjem fra fangst og

angriber plejesønnen, der sidder roligt med ryggen til. Han er

usårlig, for han har sin gamle plejemors skamben som amulet. Selv får

han dræbt to af brødrene, inden plejefaderen afbryder hævnen. Drengen

er længe tavs og vil intet spise. Plejemoderen henter lever til ham i

forrådsskuret og ser da, at hele bopladsen rejser bort. Drengen

brister i latter. Nu kan han spise. Plejefaderen, der savner selskab,

oplærer plejesønnen, så de kan følges på fangst. Plejesønnen får lyst

til at se andre mennesker og ror sydpå. Han træffer og dræber en af de

overlevende brødre ud for dennes tæt befolkede boplads. Hjemme igen er

han tavs. Plejefaderen aner uråd og ror selv sydpå, hvor han fortæller

folk, at de hellere må afholde sig fra hævn, og at han nu vil rejse

langt nordpå med plejesønnen. Denne indvilger, og de kommer til

Amerloq, hvor der er store, spændende fangstdyr: hvidhvaler og

hvalrosser. Plejesønnen er genert over for de fremmede, men vænner sig

efterhånden til dem. Han blander sig med de andre unge mænd, der

muntrer sig med pigerne. Hver gang han får førstefangst, deles

fangsten straks ud til hele bopladsen. Hans største fangstbedrift er

harpuneringen af en såkaldt rød hvalros, der kommer imod ham med rejst

overkrop. Plejemoderen har fået hænderne mere end fulde og ber sin

mand opfordre plejesønnen til at gifte sig. Han blir pavestolt og

kommer trækkende hjem med en gammeljomfru, der dog føder ham en eneste

datter. Hun blir opkaldt efter hans første plejemor, der blev dræbt.

Efter nogle år længes plejesønnen hjem til sit gamle sted, hvor han og

familien slår sig ned for stedse.

 

Var.: Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. Plejesønnen; ernersiamik

Plejesønnen fra Ilímanaq / Ilimmanaq (Claushavn) der plejede at være løbedreng

Print
Dokument id:1475
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ujuuloralak (Ojûloralak / Ojuuloralak)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Plejesønnen fra Ilímanaq / Ilimmanaq (Claushavn) der plejede at være løbedreng
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 50 - 54
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 46.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 185 - 187: "Ernersiaq arpagtaussartoq Ilímanarmio" / Ernersiaq arpattaasartoq Ilimmanarmiu.

Resumé:

En plejesøn, der ofte er stik-i-rend-dreng for andre, ernærer sig og

sin plejemor med lønnen af mange tyggebidder / flænsebidder (der uddeles til alle

inden flænsningen). Da plejemoderen beklager sig over de mange såler,

han slider op, går han hjemmefra til et sted overfor Disko, hvor han

blir adopteret og trænet til både "stærk mand" og kajakfanger af sin

plejefar. Han blir gift med dennes søster, der bliver gravid, men

underlig og røber at hendes bror vil dræbe sin adoptivsøn. Han flygter

til Disko, bygger sig et hus af isstumper, placerer dér sin pels fyldt med

is, og sig selv ude på iskanten, hvor han ser plejefaderen komme og gå

til angreb på dukken fyldt med is. Han tager hjem til sin oprindelige

boplads, ber alle holde sangfest i alle husene, gemmer sig bag tapetet

i et af dem, og da plejefaderen kommer ind dér og skal deltage i

sangen, kommer plejesønnen frem, griber ham bagfra, udfordrer ham til

deres gamle styrkeprøve på at rette hinandens håndled ud, vinder,

dræber ham og sender liget hjem med slædehundene. Han gifter sig med

en hjemlig kvinde, får børn og forsørger dem.

 

Var.: Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. Plejesønnen; ernersiamik; Den lille plejesøn hvis plejemor blev parteret;

 

Hist.: Denne fortælling om plejesønnen, der må opfostres til stærk

mand og fanger af fremmede, forholder sig på en eller anden måde til

øen Disko, hvis befolkning havde dårligt ry på fastlandet. Det kan

være grunden til, at adskillige episoder fra fortællingen om

kannibalen Igimarasussuk bliver brugt til afvisning af plejesønnens

fremmede opdrager. Og fremmed må han være, når han åbenbart ikke

ønsker at komme i slægt med plejesønnen via sin søsters kommende barn.

 

Tolkning: Fortællingen benytter to traditionelle grundtemaer: Rigtige

mennesker og "fremmede" kan ikke integreres i hinandens samfund via

blodets bånd. Og: I den tætte relation mellem en bror og en søster,

redder broderen (her plejefaderen) oftest sin søster ud af ægteskabet

med en "fremmed". Havde hun i stedet været hans datter, var plejesønnen

næppe blevet angrebet af ham, plejefaren. Han var forblevet i det

fremmede og havde afskåret forbindelsen til sin hjemegn. Men som

fortællingens helt vinder han over sin kones bror (plejefaren) og blir via et nyt ægteskab og dets børn slutteligt fuldt integreret i sit eget samfund, hvor han

oprindeligt ingen slægtninge havde.

 

Bemærk: Relationen: plejesøn gift med plejefars søster er uhyre sjælden i den grønlandske overlevering.

Puagssuaq / Puassuaq / Den store lunge

Print
Dokument id:1473
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Puagssuaq / Puassuaq / Den store lunge
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 44 - 45
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Puagssuaq".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 170: "Puagssuaq" / Puassuaq.

 

Resumé:

 

En ungkarl / pebersvend der går på rypejagt, ser en stor sten, der viser sig at

 

være et gammelt ægtepars hus. Han kravler lydløst ind, fløjter, og

 

manden ber sin kone, Puassuaq, udspørge ånderne om, hvem det er. Ved

 

ungkarlens næste fløjt gætter manden, at det må være en kystbo og

 

ulkepilker, mens P. løser sin hårtop til åndemaningen. Ungkarlen ser

 

husgangen lukke sig bag sig. Da den åbner sig lidt igen, smutter han

 

ud og når hjem uden at blive forfulgt.

 

Tolkning: Bemærk fødselssymbolikken i passager, der skiftevis åbner og

 

lukker sig i association til både åndedræt (Den store lunge) og - ved

 

overgange til "den anden verden" - løsningen af håret. Udslået

 

kvindehår er symbol på overgange, fx når en kvinde skal føde.

 

Stenens beboere er ånder ses det, fordi de skelner mellem kystboere (rigtige mennesker) og sig selv.

Púkitsulik / Pukkitsulik, Hollænderen

Print
Dokument id:1447
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Púkitsulik / Pukkitsulik, Hollænderen
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 253 - 261
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Púkitsulik".

Se også Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe" side 57 ff "Støvlemanden"

 

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, III: 3 - 12 og i

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 172 - 181: "Púkitsulik" / Pukkitsulik.

 

Resumé:

Pukkitsulik ("hollænderen") er ung, ugift og bor med sin mor på en boplads i

syd. Han fanger om vinteren en blåræv i en fælde, og moderen

fortæller, hvor ivrige de hvide, der handler med fristende varer oppe

i nord, er for sådanne skind. P. bygger sig en konebåd til

sommerrejsen og røver på afrejsedagen bopladslederens stærke datter,

der hidtil egenhændigt har smidt alle sine friere på porten. Hendes

far kommer efter hende på den første boplads, hvor de overnatter, men

hans kastevåben preller af på P.s ryg, fordi han har iført sig sin

babyanorak af tarmskind. Til at ro båden røver P. flere stærke piger

undervejs. P. modtages godt af en mængde mennesker på en sommerplads

(aasivik) i nord, hvor ankomsten af et skib vækker vildt postyr, og P.

har slet ikke fået handlet, da han kommer til sig selv oppe på

"udsigten". I den tidlige morgen ror han alene ud til skibet, hvor

nogle søvndrukne matroser har lyst til at snighandle men ikke kan enes

om, hvem der skal købe de ræve- og sortsideskind, som P. viser dem

nede i sin kajak. Kaptajnen kommer til, tæver matroserne, og da han

har beordret P. hejst ombord i kajakken, bliver der stadig intet ud af

handlen fordi P. falder i undren, først over takkelagen, så i

kaptajnens kahyt over virkningerne af et spejl og et pendulurs

gentagne svingninger. Han blir båret op på dækket, hejst op i råen og

man begynder forgæves at skyde til måls efter ham med dårligt sigte og

slette bøsser. Ingen kugler bider på ham. Han må være en stor

åndemaner / angakok / angakkoq og skyderiet ender i ren farce. P. blir hejst ned igen, får frit valg mellem bøsser og belæsses med så mange andre gode varer for

sine skind, at kun hans næse er synlig over havet, da han ror hjem.

Moderen, der har genkendt hans næse på afstand, trækker ham i land med

alle varerne. Undervejs tilbage mod syd afleverer han alle de stjålne

roersker, men da faderen til den første pige derhjemme netop er død,

stensætter P. ham med mange tunge sten som tak for sidst og lever

resten af sit lange liv med datteren.

 

Var.: Pukkitsulik / Púkitsulik; Røverskibet; Brandt 33 34; den indledende rejse: Mannik; Piratskibet; To stærke brødre;

 

Hist.: Bortset fra P.s navn referer denne herlige farce snarere til

snighandel med skotter og briter i 1800-årene end til den med

hollænderne i 1700-årene.

 

Kommentar: bemærk babydragten af tarmskind, der er en pooq (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor) med klar reference til Østgrønland

Qâgssugssuaq / Qaassussuaq

Print
Dokument id:1061
Registreringsår:1903
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Arnaaluk (Arnâluk)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:S�by, Regitze M.
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Qâgssugssuaq / Qaassussuaq
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 75
Lokalisering:Agpat / Appat: Avanersuaq / Thule
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qâgssuk" / Qaassuk / Qaasuk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33 og NKS 3536, IV, 4', læg 10, 1 side: Qagssuk.

 

En ganske kort fortælling om den store Qaassuk, der vist vil have sin søn som medhustru, og prøver at lokke sønnen mens denne sover. Da sønnen ikke vil skammer Qaass. sig enormt.

Oversætteren har ikke turde binde an med teksten, som hun fandt besynderlig. Ovennævnte resumé er mit forsøg, BS.

Qajîtaq / Qajiitaq, grovæderen og storfangeren

Print
Dokument id:1883
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qajîtaq / Qajiitaq, grovæderen og storfangeren
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 149 - 152
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', 2', læg 8, ss. 1 - 4: Univkârtuaq / Qajîtaq / Qajiitaqnerersârssuaq pingârtorssuaq / nerersaarsuaq pingaartorsuaq.

 

Resumé:

Q., der har fjender, men ikke ved hvor de bor, bryder af nervøsitet op

fra sin boplads og havner tilfældigt på det sted, hvor hans dødsfjende

holder til. Han inviteres ind hos fjenden, der beværter ham med

talrige omfangsrige retter. Q., hvis mave til sidst hænger ham ned på

knæene, føler sig dog stadig ikke rigtig mæt, men erklærer sin lyst

til en brydekamp. Fjenden, der troede han skulle få let spil men den

forspiste Q., holder sig tilbage, og Q. forlader uskadt både huset og

stedet. Senere nær Qaqortoq får han lyst til af fiske ulke og samle

kvan ved en elv i laksesæsonen, hvor de store laks forfølges af

sortsider i stimer et stykke ind i elven, for derefter at glide

tilbage med strømmen. Ingen har endnu haft held til at fange nogen af

dem, og bag Q.s ryg morer man sig over den iver Q. sikkert vil prøve

at fange sortsiderne med. Han fisker en mængde ulke, samler en stor

bunke kvan og efter tre mislykkede forsøg på at harpunere en

sortside, hager han sig fast ved en opragende sten i elven, og får

derfra ram på et stort eksemplar, da de flyder tilbage med strømmen.

Med et bjerg af ulke og kvan bagpå kajakken og en sæl på slæb kommer

Q. hjem, hvor hans kone indbyder til fællesmåltid og får den ide at

servere ulkene først, dernæst kvan og sidst de kogte bryststykker af

sælen. Q., der således har imponeret alle ved både sin appetit og sine

fangstevner, lever herefter i fred for sine fjender.

Qajîtaq / Qajiitaq, vestboen

Print
Dokument id:597
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qajîtaq / Qajiitaq, vestboen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 31 - 32
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qajîtsaq".

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 60 - 61, "Qajêtaq, the

man from the west".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 28 - 29: "Qajîtsaq" / Qajiitsaq.

 

Resumé: Qajiitaq (Træsleven) uden slægtninge deler boplads med bl.a.

to piger. Bopladsfællerne begynder at myrde hinanden. Pigerne flygter

over land til Østkysten. Gifter sig. Får hhv. fem sønner og fire

børn (sønner?). Sønnerne opfordres af deres mødre til at hævne sig på

de morderiske vestgrønlændere. Derovre træffer de Træsleven, kaster

ham i lakseelven, men han springer fra sten til sten, over til sin

kajak og sin bøsse. Skyder den ene af brødrene. De flygter hjem efter

deres fætre. Tilbage, ind i Træslevens hus. Lille mand kommer ind og

lokker dem udenfor, griber den største af brødrene og kaster ham i

jorden. Denne spytter blod. De tager hjem og vender aldrig mere

tilbage for at hævne sig.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Hist.: Måske historisk. Vidner i så fald om ikke helt fredelige relationer mellem sydgrønlændere og østgrønlændere, der årligt mødtes på Aluk indtil midt i 1800-tallet.

Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Skydevåben. Chr. Poulsen giver her udtryk for et spændt forhold mellem øst- og

sydgrønlændere.

Qasiagssaq / Qasiassaq

Print
Dokument id:1884
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qasiagssaq / Qasiassaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 153 - 166
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

 

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, side 21 - 32: Oqalugtuaq / Qasiagssaq

 

Resumé:

Q. gifter sig med Piusoritsaat og de bor ved Tupaat. Q. ligger ikke på

den lade side, men hans kajak er læk og hans fangstredskaber elendige.

Hans fangstblære er to sammenbundne sælmaver, harpunen et lårben og

dens od en lændehvirvel af en remmesæl. Hver dag kommer han kun hjem

med sin kajak halvfyldt af vand. Men de får lidt kødgaver af

bopladsfællerne og har et muntert erotisk samliv. En dag ser Q. en

nedlagt sortside bundet med en smukt prydet harpunrem til en sten i

vandet. Han får lyst til at prøve fornemmelsen af at bugsere en sæl og

derefter at bringe den hjem. Hans kone P., der hver dag ivrigt holder

udkig efter ham i håb om at han kommer hjem med fangst, genkender ham

på lang afstand og vader helt ud i vandet efter sælen, som hun trækker

i land, parterer og uddeler til alle bortset fra hoved, et lår og

lændestykket. Sælens ejer sender bud efter sin harpunline, Q.s tyveri

afsløres, konen bliver flov, men munter igen, da Q. i sjov gør hende

så forskrækket, at hun nær ryger op i loftet. Dette gentager sig efter

hver løgn Q. stikker om sine meritter:

  Q. må atter i land med sin vandfyldte kajak ved et bærsted, hvor han

mæsker sig. Han ser et isstykke med sten i og vil afprøve, hvor

megen vægt hans små fangstblærer kan tåle. Han binder stadig større

sten til linen og endelig een så stor, at den synker til bunds med

blærerne. Han fortæller ved hjemkomsten, at han har fanget en hvalros,

som de andre fangere vil komme hjem med. P. ødelægger skaftet på sin

ulu i glæde over det nye skaft af hvalrostand hun skal få og lover

alle og enhver del i tænderne. En af de unge fangere kommer hjem med

Q.s fangstblærer, som han har set og skåret løs.

  Q. må atter i land et sted med sin vandfyldte kajak. To piger ser

ham. I ærgrelse over kajakken tramper Q. dens ribber itu, svømmer ud i

vandet så hurtigt som en hund og med en stribe af snavs efter sig.

Derefter smadrer han flere gange sine testikler med en sten og ryger

hver gang i luften og ruller rundt på jorden af smerte. Han kommer til

sig selv, svømmer atter ud med en stribe af blod efter sig, og stopper

derefter isstykker ind under sine klæder. Hans kajak ligger så lavt i

vandet, at P. tror ham død, da han nærmer sig. Man hun ved, at han er

en angerlartussiaq og kaster sig ud over en skrænt. Hendes

ravneskindsanorak pustes op og bærer hende i luften, hun lander

sikkert, og nærmer sig foroverbøjet med hovedet skjult sin

tænderklaprende mand i kajakken. Han siger, at et isbjerg kælvede over

ham. P. tror at hun har fået ham tilbage til livet. (Pigernes

afsløring af Q.s løgn er udeladt). Q.s svigerfar forærer ham en god

kajak, som Q. ror dygtigt i. Men under hele to fangstture efter

hinanden kan Q. ikke bekvemme sig til at harpunere en sæl, der ellers

byder sig til og næsten ikke er til at skræmme bort. Han vil fange den

med hænderne, for at der ikke skal komme huller i skindet. Han må

opgive og vender sælen ryggen.

  Q. får nu lyst til en længere besøgsrejse i sin gode kajak. De

voksne, han besøger, sidder triste og tavse i huset. Q. blir

fornærmet, men erfarer af børnene, at en lille pige ved navn

Nipisartaannguaq netop er død. Q. fortæller så, at han netop har fået

en datter, der har fået det navn. Alle græder og derefter sørger de

for ham på bedste vis. Han får den døde piges legetøj og en masse

lækkerier med hjem til hende (hendes navnefælle). Q. fortæller, at han

har fundet alle gaverne. Folkene kommer senere til Q.s boplads med

flere gaver, men kræver de første tilbage, da de erfarer, at han har

løjet. P. er ufrugtbar (trods ægteparrets ivrige sexliv, BS).

  Q. kommer en aften hjem og fortæller, at han har fanget en

pukkelhval. De andre fangere presser ham til at tage med ud til den

samme aften, og da han har ført dem omkring fra et sted til et andet

uden resultat, forstår de, at han igen har løjet og slår ham ihjel.

Han kæntrer ikke i sin kajak, fordi de mange fuglepile i hans krop

holder ham oppe. "Således satte Q.s løgnagtighed en grænse for hans

liv..."

 

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

 

Tolkning: Dette er en usædvanlig detaljeret og fornøjelig variant af

"Q", der i nedskrift viser hvordan den kunne fortælles mundtligt. Den

indforståede morskab i andre varianter bliver hér fuldt begribelig og

kompositionen er mesterlig i sin brug af traditionelle symboler. En

episode i andre varianter mangler hér: Q. inviterer en slægtning fra

en udhungret boplads med hjem på mad og kødgaver, men fanger kun en

ravn til ham. Den er hér udskiftet med episoden om P., der i sin

ravnepels springer ud og mener at have genoplivet Q. Og associationer

til ravn er talrige i skildringen af Q. som libidinøs charlatan, der

fortaber sig i bærspisning og lever af andres fangster. Forvandlingen

til en habil kajakmand, der tiltrækker sæler, men ikke fanger dem, går

over associationen til hund, der også får sin føde af mennesker.

Han renses for smuds under sin svømmetur

(renhed tiltrækker sæler), men smadrer sine midler til fangst:

kajakken og sine kønsorganer. Ergo kan han nu hverken fange eller få

børn. De to evner er traditionelt synonyme (se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under

"Mand/Kvinde..."

Qasiagssaq / Qasiassaq, den store løgner

Print
Dokument id:593
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Sabine
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qasiagssaq / Qasiassaq, den store løgner
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 113 - 120
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 3(8), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Qasiagssaq. (NB: ikke nedskrevet af Knud Rasmussen men på grønlandsk af ?)

 

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.46 - 51, "Qasiagssaq, the great liar".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 76 - 82: "Qasiagssaq" / Qasiassaq.

 

Resumé: Qasiassaq's kone hedder Qillussuk. Han sover dårligt om natten

og vækker altid sine fæller, når de skal på fangst. Selv fanger han

aldrig noget. Er træt af sig selv og beslutter at lyve sig noget på.

Stjæler en stor sortside, en anden har fanget. Harpunlinen sidder ved

med fine udskæringer af narhvalstand. Konen blir lykkelig, deler ud

til alle af sælen og beholder kun en smule selv. Ejeren kommer sent

hjem fra fangst, får nys om sin mistede sortsides skæbne og sender bud

efter sin bugserline. Qasiassaq's kone skammer sig og Qasiassaq siger

prraa for at forskrække hende.

En anden dag ror han i land et sted, tar bukserne af, smadrer sine

testikler med en sten, smadrer skelettet i sin kajak, fylder den og

sine bukser med isstumper. Hjemme fortæller han, at et isbjerg har

kælvet over ham. Men to kvinder har set det hele. Qasiassaq's kone

skammer sig osv.

Da Qasiassaq endelig er blevet rask ror han ud igen, finder et sted på

land en lang sten, binder sine to små fangstblærer af sælmaver til

den og sænker den i havet. Kajakmændene, der er ude, ser det hele. Han

gemmer sig lidt bag et isbjerg, kommer tilbage og opdager at

sælblærerne er væk, ror hjem og lover kvinderne nye uluskafter af

hvalrostand. Han har harpuneret en hvalros, som de andre fangere nok

skal bringe hjem. De kommer hjem med hans fangstblærer, der har løsnet

sig fra stenen. Qasiassaq's kone skammer sig osv.

Qasiassaq kommer en dag meget tæt på en spraglet sæl. Undlader at

harpunere den, for at skindet, som hans kone skal ha til bukser, ikke

skal få huller. Hvisler for at lamme sælen (det gør man ofte). Den

ligger helt stille. Han undlader igen at harpunere den, søger at få

den med hænderne, men den undslipper.

Qasiassaq hører om et ægtepar på en anden boplads, der har mistet

deres lille barn. Ror derover. De sørger over deres datter,

Nipisartanngivaq. Qasiassaq siger, at hans lille datter hedder det

samme. Forældrene giver ham den dødes kæreste ejendele, desuden en

gryde og mange kødgaver med hjem. Næste dag kommer de selv for at se

den lille nævnefælle, forstår af de andre sagens sammenhæng og

forlanger gaverne tilbage. Qasiassaq's kone skammer sig osv.

Qasiassaq's kones mor har et lille barn. Qasiassaq besøger svigermor,

der sulter. Han inviterer dem hjem, hvor han fanger en ravn på

møddingen til dem. De spiser ravnekød kogt i et skulderblad over en

lampe af et skulderblad. Svigermor og barn får derefter nok at spise i de

andre huse.

Qasiassaq annoncerer, at han har fanget en hval. Lokker de andre

kajakmænd på langfart fra næs til næs efter hvalen. Til slut  blir de

sure og slår ham ihjel.

 

Var.: Thalbitzer nr. 226 A: Qasiättak. Qasiádak. Qasigiaq el. Qasiassaq el. Qasiagssaq, fra hele vestkysten.

Qatángutigît qavait avangnamukartut, avangnâne inuit kigdlinge pâsiniardlugit / Qatanngutigiit qavaat avannamukartut, avannaani inuit killingi paasiniarlugit

Print
Dokument id:1007
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ujuuloralak (Ojûloralak/ Ojuuloralak)
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qatángutigît qavait avangnamukartut, avangnâne inuit kigdlinge pâsiniardlugit / Qatanngutigiit qavaat avannamukartut, avannaani inuit killingi paasiniarlugit
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo I
Tidsskrift:
Omfang:Side 188
Lokalisering:Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1,1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

 

Rasmussens oversættelse trykt i Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924: 11-12: "Brødrene der opsøgte menneskenes grænse mod nord."

 

Resumé:

 

To brødre rejser nordpå for at finde menneskenes grænse. Nord for den

nordligste boplads overvintrer de hos et gammelt ægtepar, deres datter

og svigersøn. Men brødrene får intet at spise og sover på

svigersønnens opfordring hele vinteren. Han er blåræv, der opsnuser

hvalodsler til sin svigerfamilie, og de er bjørne. Det opdager

brødrene, da de er vågnet op og rejser hjem.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Om de sydgrønlandske søskende der tog mod nord for at finde ud af, hvor de nordligste mennesker boede.

 

Det fortælles at et søskendepar rejste nordpå, fordi de ville finde ud af, hvor langt nordpå der boede mennesker. De kom langt nordpå, men de fik at vide, at der boede mennesker endnu længere nord for dem.

En dag nåede de frem til et hus. Der spurgte de beboerne om der boede mennesker nord for dem, og det vidste de ikke. Da havet frøs til, begav de sig afsted på hundeslæde. De kørte længe, og det blev aften uden at de var nået frem til nogen. Det var blevet meget mørkt og et forfærdeligt vejr, da de rundede det lille næs og begyndte at kunne se noget lyse op. De var et lille hus med ét vindue. Da de gik op og kom ind, så de et meget gammelt ægtepar. Selv om de var kommet ind, var der ingen der sagde noget eller rørte på sig. Og uden at de havde fået noget at spise, blev det dyb nat.

Langt om længe hoppede en lille, helt sort mand ind ude fra indgangen til rummet fra gangen. Og da han var kommet ind sagde han: "Jeg har fundet en død hval, der er frosset fast i isen!"

Så stod de to gamle da endelig op og hoppede ud på gulvet og sagde: "Ovaa, ovaa! Vores kære svigersøn har sandelig skaffet os spæk. Det kan være at der endda kommer til at løbe spæk ud af enden på mig!"

Den unge mand sørgede for at de fik et sted at sove og sagde: "Sov nu bare uden at forvente noget ondt!"

       Så sov de, og da de vågnede nåede de ikke at træffe den lille mand, der havde fundet en død hval, for han var taget afsted. De gjorde sig klar til at tage afsted. Og da de kom ud og nåede hen til deres hunde, kom de til at se opad og opdagede en hunisbjørn med to unger, der stod og kiggede på dem.

       Det viste sig at de var isbjørne, der lignede mennesker. Og deres svigersøn var en ræv!

       Og det fortælles, at de mente at disse mennesker, som de havde overnattet hos om vinteren, var de nordligst boende mennesker. Så, da de igen var rejst sydpå tog de aldrig siden mod nord igen.

Her ender historien.

 

Oversat af Signe Åsblom. (først ved sidste revision opdagede BS, at det var Ujuuloralaks version der stod i Myter og Sagn, II, 1924.)

 

Var.: Mange fortællinger om sydlændinge / qavaat, der rejser nordpå. Og om menneskers besøg hos dyr i menneskeskikkelse. Søg fx på bjørne / isbjørne

 

Hist.: Modsat historiske fortællinger eller sagn om spor af menneskelig beboelse i Thule-området, hvor den rejsende bliver klar over, at folk deroppe mangler træ, holder denne fortælling sig til den anden type, hvor man ganske vist krydser den tlfrosne Melville-bugt (her i løbet af et døgn!), men ikke træffer spor af rigtige mennesker. Kun isbjørne (og her en ræv), der ligner mennesker. Tilstedeværelsen af en død hval kunne dog tyde på rygter om fremmed hvalfangst i nord.

Oftest er det ræve, der spiser isbjørnens levninger, men her er den nr. 1, fordi den er bedst til at opsnuse ådsler.

 

Kommentar: Der synes at være gået kludder i bjørnenes alder og antal. Først er det et gammelt ægtepar, til sidst en mor med to unger. Den sidstnævnte konstellation er ikke blot i bedre overensstemmelse med zoologien end det gamle ægtepar, men også en fast kenning i den grønlandske fortælletradition.

Qavángarnisánguasik / Qavanngarnisannguasik / "Den lille sydlænding"

Print
Dokument id:422
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Louise
Nedskriver:?
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qavángarnisánguasik / Qavanngarnisannguasik / "Den lille sydlænding"
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 47 - 58
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 3536, II, 4'læg 19, side 1 - 15: Qavángarnisánguasik

Nedskriveren er ikke Knud Rasmussen, men ?

 

Nyoversættelse ved Apollo Lynge: se ndf.

 

Resumé:

Qavanngarnisannguasik. Den lille sydlænding.

Som det fremgår af fortællingen er Q. lille, stærk, modig, gavmild

med sin fangst, antiautoritær, snakkesalig, lattermild og håner alle,

især nordlændinge og "stærke" mænd, der tror de er noget og er

uhøflige overfor fremmede gæster.

Hjemme i det sydligste Grønland hører han om en kæmpebjørn i nord, som

han vil prøve kræfter med. Rejser år efter år mod nord med

overvintringer undervejs, forhører sig om bjørnen, og langt mod nord

ved man endelig noget. Bjørnen bor endnu nordligere. På den nordligste

boplads bor to brødre, "Bredryg" og "Stornakke" med deres koner i hver

sit  hus. De er ugæstfri. Q. besøger først Bredryg og hører, at

bjørnen har ædt Stornakkes søn. Besøger Stornakke, der udfordrer ham

til at trække armkrog, men blir den lille. Q. får ham med ind over

land på hævntogt mod bjørnen. Placerer Stornakke øverst på en flad

fjeldtop. Fjeldet har flere afsatser, hvor Q. i spring anbringer store

sten fra fjeldets fod, hvorefter han alene og med en bittelille,

snavset kniv vandrer længere op mod indlandsisen. Kæmpebjørnen

ankommer fra nord. Q. ser kun dens åndedræt som en tyk rimtåge og

kalder uafbrudt på den. Lader den forfølge sig tilbage mod bjerget.

Indhentes flere gange af bjørnen, går ind i dens tåge, stikker

råbende og snakkende bjørnen med sin lille kniv, og får den til sidst

hen til bjerget, hvor han fra afsatserne kaster sten i hovedet på

den. Stornakke, der har en enorm lanse af narhvalstand med trekantet

od, gemmer sig rædselslagen. Da Q. er nået til tops slynger han den

overstore lanse i bjørnen med et dræbende kast. Giver bjørnen til

Stornakke, fordi den har ædt hans søn, men udskærer som bevis på sin

dåd fem af dens hår med fedt og kød helt ind til benet. Overvintrer på

de to brødres boplads og viser sin overlegenhed som kajakroer i al

slags vejr, endog i føhn-storme.

Begynder hjemrejsen næste forår. Hjemme på hans egen egn i

Sydgrønland har en "stærk mand" opkastet sig til herre over en

boplads, hvor alle andre sulter, fordi de ikke tør gå på fangst og den

stærke ikke deler ud af sin fangst. Q. bespiser dem først alle med kød

af sine egne medbragte fangster, tar derefter egenhændigt fangstpart

af to hvalrosser, som Den Stærke bringer hjem, og deler ud af dem.

Besøger Den Stærke med alle hans koner, opfordrer ham til at give sig

smagsprøve af hvalrosserne, henter den selv, et enormt kødstykke,

jager alle bopladsens gammeljomfruer og pebersvende inden for hos

Den Stærke og Q. deler selv ud af kødstykket. Næste dag udfordres han

til brydekamp af den stærke, der er på nippet til at tage livet af den

stadig snakkesalige Q. Men Q. får til slut overtaget, snurrer rundt

med den forvirrede og målløse Stærke, presser ham til blods og slynger

ham til døde mod en klippe. Bopladsfællerne udråber Q. til deres nye

herre, men han afstår og tilskynder dem som frie mennesker til at

fange som de vil og aldrig igen lade nogen bestemme over sig.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Qavanngarnisannguasik.

Sydlændingen, Qavanngarnisannguasik (den skikkelige sydlænding) som han hed, drog mod nord da han havde hørt om en vild og menneskeædende bjørn deroppe. Hvert forår brød han op og fortsatte længere og længere nordpå og gjorde først holdt, når vinteren stundede til. Og hver gang han traf mennesker sagde han uden omsvøb: "Har I hørt om en menneskeædende bjørn?" Sådan sagde han, og så først begyndte han at tale om dagligdags ting. Når foråret nærmede sig tog han igen afsted, og hver gang han så efter en lang vejs rejse gerne traf mennesker spurgte han uden omsvøb: "Har I ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" Når folk så havde spurgt hinanden om det sagde de: "Nej, vi har ikke hørt noget, og bliv nu her."  Men han drog videre og gjorde først holdt, når vinteren stundede til. Mens han stadig var undervejs nordpå kom han engang hen mod foråret til mennesker langt, langt mod nord. Da han nærmede sig stranden, råbte han ind mod land: "Har I heller ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" "Jo, bjørnen holder til ikke så langt nord herfor!" Da klappede han i hænderne og råbte: "Mange, mange tak!" Qavanngarnisannguasik sagde så: "Vi fortsætter hele natten op til bjørnen." Og de drog videre uden at gå i land.

       Det blev dag mens de stadig var undervejs. Hen over middag kom de til mundingen af en fjord, og da de havde roet et stykke tid, kom de til et næs, og ved en lille vig så de to huse, det ene længere oppe end det andet. Det viste sig at være to brødre, den ældste, der boede nederst, hed Qatingak, og den anden, øverst boende, hed Kassortooq. Der kom mennesker ud af husene, men de gik ind igen uden at sige noget. Da Qavanngarnisannguasik blev klar over deres manerer hånede han dem højlydt. Qavanngarnisaq bad så sine to koner skynde sig. De bragte husgerådet i land, rejste teltet og indrettede sig. Qavanngarnisaq løb op mod huset, det nederste hvor den ældste bror Qatingak boede. Da han kom ind så han, at også han havde to koner, og at han lå der mellem sine to koner. Da Qavanngarnisaq så ham sådan, råbte han af sine lungers fulde kraft og hånede ham med disse ord: "Man får besøg, men hilser ikke; jeg er på besøg nu, sæt dig op!" Da han havde sat sig over ende spurgte Qavanngarnisaq: "Har du ikke hørt om en menneskeædende bjørn?" Så svarede Qaatingak: "Det dumme bæst; min bror deroppe og jeg vil helst ikke høre om det." Qavanngarnisaq spurgte så: "Hvordan er den da?" Qaatingak svarede: "Faktisk har det bæst deroppe fanget og ædt min bror Kassortooqs søn." Qavanngarnisaq råbte så meget højt for at forskrække ham og sagde: "Ti stille og græd ikke mere, jeg tager derop på besøg og kommer senere tilbage til dig." Han gik ud og opad. Da han kom ind til Kassortooq så han, at også han havde to koner, og kun hans fodsåler var synlige mellem de to koner. Ved det syn råbte Qavanngarnisaq at han skulle sætte sig op. Da han så satte sig op, sagde Qavanngarnisanngivasik med sin vanlige stemmepragt: "Det eneste jeg vil høre noget om er den menneskeædende bjørn; fortæl nu noget om den. Det er ene og alene fordi jeg har hørt om den, at jeg er rejst så langt herop nordpå." Efter en rum tavshed svarede han: "Det dumme bæst deroppe har fanget min søn, der opsøgte den da han var nået så vidt at han kunne løbe alle landdyr op, men han blev dræbt på en stor vidtstrakt slette." Efter de ord tog han et stort sålelæderskind frem fra hulrummet under briksen. Og efter at have taget sit tøj af bad han Qavanngarnisanngivasik udfordre ham. De begyndte at trække armkrog og blev længe ved. Da Qavanngarnisaq mærkede at styrken i Kassortooqs armtræk ikke længere ændrede sig, trak han den andens arm til sig og slog ham på siden med håndfladen, eller stak ham en lussing; hans modstander vendte bare (den anden?) kinden til, holdt inde og gik hen og satte sig. Da han nu havde sat sig sagde Qavanngarnisanngivasik: "Nu er jeg godt søvnig, men i morgen følges jeg med dig derop," og så gik han ud af huset. Da han kom ned, gik han ind i sit telt. Han sagde til sine koner: "Lad os gå i seng." Og de lagde sig. I daggryet stod Qavanngarnisanngivasik op, fordi han havdet et meget lille søvnbehov, og så strammede han alt der kunne strammes i sit tøj. Da han var færdig med det, så han hen på sine koner og sagde: "Hvis den menneskædende bjørn fanger mig, kommer jeg ikke tilbage; hvis jeg dræber den, kommer jeg tilbage." Han gik ud og op til Kassortooqs hus. Da han kiggede ind af vinduet så han, at denne først var ved at stå op, og så skrålede han ind til ham. Da han bagefter kom derind spurgte han: "Har du nogen våben du kan bruge?" Den anden svarede: "Derude har jeg et, som jeg mente var egnet, da jeg var ung, du kan se på det." De gik ud og den anden gik op på hustaget og tog et stort stykke træ med en fæl stødtand i den ene ende, og i den anden en bred knivlignende spids. Qavanngarnisaq tog våbnet og sagde: Det må du tage med, for det er for stort til mig. Se nu hvad jeg synes er velegnet." Han viste ham sin kniv med bare et fast skaft så langt som en underarm og et knivsblad så langt som en pegefinger. Endelig begav de sig ind over land.

       Nogen tid senere kunne de se en stor fjord, hvis bund de kun lige kunne skimte. Kassortooq sagde: "I min ungdom mente jeg at de dér ville være gode at tage sin tilflugt til. Hans lille fælle kiggede op og så en høj brat fjeldside, hvor der var fire afsatser med toppen som den femte. Qavanngarnisanngivasik sagde: "Kassortooq, du bestiger toppen og bliver der." Da han begyndte at klatre op, gik den anden nedover. Da han nåede bunden så han dér på siden en masse sten. Han gik derhen og fyldte favnen med sten og sprang derfra med dem op på den nederste afsats. Han gik ned igen, fyldte igen favnen med sten og sprang op på den anden afsats, og sådan lagde han sten på alle afsatserne. Han kiggede efter sin fælle og så, at han stod der oppe på toppen og kiggede mod øst. Da han så ham stå sådan begav Qavanngarnisanngivasik sig så omsider mod øst ad den store slette, blot med sin simple kniv. Han viftede med kniven og sagde: "Se nu denne sølle, rygende, lortestinkende kniv, og den skal jeg bruge mod den menneskeædende bjørn." Han gik videre ad den store slette og kom til sidst langt østpå. Da han standsede så han på afstand ud som en fugl, så langt væk var han. Qavanngarnisanngivasik gav sig så for sjov til at råbe lige ud i luften. Da så han dér nord for fjordbunden en stor tågebanke på en nunataq på indlandsisen, der ligesom flyttede sig, men der var ingen krop at se under den; det lignede luftens tåge, men det var altså den menneskeædende bjørns ånde. Denne tåge nåede nu ud på den store slette, og endnu kunne man ikke se bjørnen. Så kunne Qavanngarnisanngivasik se den store bjørn under tågen. Da han nu havde set den, begyndte han at råbe "bjørn!" af fuld hals. Bjørnen hørte ikke noget endnu, og da den stadig intet hørte råbte han endnu højere: "Nanii nanii naiitaagittattaa tiilia pupujuu!" (Bjørn, bjørn, endelig en bjørn - resten er vrøvleord, måske fra en børne-lege-remse?). Endelig standsede den store bjørn. Qavanngarnisaq råbte: "Nanii nanii naiitaagittattaa tiilia pupujuu!" Så vendte den store bjørn sig endelig mod ham. Qavanngarnisaq løb nu tilbage alt hvad han kunne. Så nåede den store bjørn hen til ham. Han så sig tilbage, vendte sig mod den og forsvandt i den store tåge. Længe efte dukkede han frem og skreg: "Bjørnen er så stor, at dens ånde er som tyk, tyk tåge. Den er lige så hurtig som en kanin eller en mus." Han kiggede sig tilbage, og mens han råbte bjørn, gik han ind i tågen igen, lige før de nåede den store fjeldvæg. Han var meget længe væk, og langt om længe dukkede han frem af tågen igen, mens han stadig råbte bjørn og sagde: "Sådan en stor bjørn har jeg stukket med denne min sølle, rygende kniv, mens jeg sprang over den og under den; en kniv med et blad så langt som en pegefinger og skaftet så langt som en underarm." Han råbte op til sin fælle, der stod på toppen af det store fjeld: "Nu må du rose mig!" Og mens han stadig talte kiggede han sig tilbage og så, at bjørnen havde nået ham, og mens han stadig råbte bjørn, forsvandt han igen ind i tågen. Han blev meget længere derinde end forrige gang, og langt om længe dukkede han frem af tågen, netop som de nåede fjeldet. Han fælle kunne nu se, at den store slette var fyldt med blod.

Qavanngarnisanngivasik sprang så op på den nederste klippehylde. Da den store bjørn kom efter ham, tog han en stor sten og slyngede den mod bjørnen. Så sprang han op på den næste fjeldhylde. Da den store bjørn igen kom efter han, kastede han igen en enorm sten på den. Så sprang han op til den tredje afsats, og den store bjørn hvilede nu sine forlabber på på den nederste afsats. Mens han søgte efter en sten at kaste med, kiggede han på sin store fælle. Denne så ud som om han var lige ved at græde, mens han søgte efter en sten at kaste med og hele tiden skelede til den store bjørn. Den anden sprang nu op og puffede til ham, så han trillede et stykke. Qavanngarnisaq tog så en sten og vendte sig med den store bjørn og opdagede, at den var lige ved at komme op. Han smed stenen væk og tog sin fælles våben, den med den store stødtand på spidsen, og med den stak han den store bjørn i hjertekulen af al kraft. Den store bjørn væltede omkuld, og da den faldt ned ad fjeldsiden lød det som et isfjeld der kælver, og han glemte helt sin store fælle. Da den store bjørn var faldet ned på den store slette, kiggede hans store fælle ned efter den og så, at Qavanngarnisaq dernede strøg den med hånden over siden, mens han sagde: "Ii, ii, jeg har dræbt en menneskeædende bjørn, kom nu ned, du." Da han kom ned spurgte Qavanngarnisanngivasik: "Hvad gør vi med den? Godt nok har du spillet med musklerne, men i forhold til mig er du som et barn. Prøv aldrig mere at bruge kræfterne over for en mand som mig, men hvad skal vi gøre med den store bjørn? Jeg selv skal ikke nyde noget af kødet, fordi den har spist din kære søn. Jeg vil have bjørnehår som jeg kan vise frem når jeg kommer hjem, og jeg skal have det med både spæk og kød." Han skar nu fem bjørnehår af med det hele lige ind til knoglerne, og selv om det var så lidt, vejede det meget mere end en hel sæl. Hans store fælle fik også meget at bære på, og de begav sig hjemad.

       Da de kom hjem, råbte Qavanngarnisanngivasik til sine bopladsfæller, at de skulle skynde sig ud. Først da de kom ud allesammen, satte Qvanngarnisaq sig ned. Han begyndte at fortælle med høj stemme: "Da jeg begyndte at gå ad den store slette, var der ikke noget at se. Inden jeg nåede bunden af den, begyndte jeg gentagne gange at råbe "bjørn!" bare sådan ud i luften. Til sidst kom der en stor tåge for enden af sletten, og det var altså bæstets ånde, og jeg råbte endnu højere. Den store tåge standsede, og så råbte jeg enormt højt. Den begyndte så at komme hen mod mig. Jeg løb alt hvad jeg kunne vestover. Så, se nu på mig! Hvis I kigger væk kunne jeg finde på at slå jer. Så kom den hen til mig, og jeg begyndte at stikke den mens jeg sprang hen over den og ind under den, og havde den været så stor som en almindelig bjørn, havde jeg forlængst dræbt den. Jeg lagde mærke til, at den havde is på pelsen på begge sider, og derfor kunne jeg ikke dræbe den med denne elendige kniv. Jeg blev meget vred, og jeg var ved at blive kvalt af den ånde og af slettens tåge, og derfor løb jeg væk fra den. Det tog lang tid før den nåede mig igen, og jeg begyndte igen at stikke den mens jeg sprang hen over og ind under den, og efter et godt stykke tid var jeg igen ved at blive kvalt i tågen, og så flygtede jeg igen, men den var lige så hurtig som en kanin eller en mus."

       "Nu bliver jeg her fordi det allerede er vinter," og Qavanngarnisaqs overvintrede på stedet. Denne vinter oplevede Qatingak og Kassortooq at Qavanngarnisanngivasik også havde magt over stærke storme. Under disse storme fangede han den ene sæl efte den anden. Qavanngarnisaq begyndte at invitere brødrene hjem til sig, og han bød på friskt og nyfanget sælkød. Disse to brødre, der begge var storfangere, kunne efterhånden ikke hamle op med ham. Endelig nærmede foråret sig, og så begyndte Qavanngarnisanngivasik sine forberedelser, for nu ville han hjem. Da det endelig blev forår gav de sig til at ordne og stuve deres ejendele. De to brødre ville nødig skilles fra ham på grund af hans åbne væsen. Da vejret var godt skulle de endelig af sted, og efter at have sagt farvel, rejste de. Alle steder han traf mennesker fortalte han om bjørnen. Ind i mellem rejste han bare forbi folks bopladser, men når hans konebåd begyndte at lække gik han i land. Endelig kunne han på et tidspunkt skimte sit hjemegns fjelde. Han slog lejr hvor der var folk, og han fortalte som sædvanlig udtømmende om bjørnen, da han nu var kommet til sydlændinge som han selv: "Da den menneskeædende bjørn var på vej ud på sletten, lignede dens ånde tæt tåge, og den var så hurtig som en kanin eller en mus," og slutningen fortalte han meget malende. Da han tav, sagde de mennesker han opholdt sig hos: "Bliv nu bare her på stedet. Ham den unge hårdhjertede mand på din boplads, du ved, er blevet en stor og mægtig mand og har dræbt sine kajakfæller, og nu er det ham alene, der ejer farvandene og sælerne. Hans bopladsfæller tager ikke mere på sælfangst, og når han kommer hjem efter fangst og hører om én, der har været på fangst, dræber han ham straks ved hjemkomsten, så bliv du hellere her." Da hujede og skreg han med ordene: "Jeg standser ikke før jeg har betrådt mit fødested, og jeg vil sætte min fod dér i morgen." "Jamen, så farvel da," svarede de.

       De tog af sted, og efter at have rejst et godt stykke tid, kunne han endelig se sin boplads. Han roede derhen og de kom helt tæt på stranden uden at der kom mennesker ned. De var begyndt at losse, da enkelte mennesker begyndte at komme, og de var stille og sagde ingenting, og det var altså af frygt. Da konebåden var losset og de var færdige, gik de tilbage igen. Da de var færdige rejste de deres telte og flyttede ind. Han sagde så til sine koner: "Disse mennesker er alt for sultne, invitér dem herover allesammen, både kvinder og mænd." De kom hver og en, og da de var kommet ind, satte konen forskelligt mad frem, og der var både flænsebidder, letgærede bidder, frisk kød og tørret kød. Gæsterne sagde: "Vi kan ikke engang længere ro i kajak af angst for den mægtige mand. Han vil at han alene skal ro i kajak, og når nogen har været ude at ro, dræber han ham, når han kommer hjem. Når han ind imellem træffer dem på havet, dræber han dem fra sin kajak." Efter at gæsterne var gået og det blev eftermiddag sagde de: "Nu er han dukket op derude." Han kom til land og det viste sig, at han havde to hvalrosser på slæb. Hans koner kom ned, og da han havde ordnet sin kajak tog han fat i hvalrosserne og halede dem op, så kun baglufferne rørte vandet. De gik op og kom ikke ud igen.

       Qavanngarnisanngivasik tog nu på besøg. Da han kom ind i huset så han kun mandens fodsåler mellem hans koner. Qavanngarnisaq råbte så højt, at konerne blev helt forskrækkede. Han satte sig og sagde: "Jeg er kommet på besøg for at få fangstpart af din fangst, der ligger dernede." Da den anden ikke sagde noget, gik han ud. Han gik ned og tog fat i den ene hvalros, stillede den på hovedet, tog fat i baglufferne og rev den lige midt over med ordene: "Iihii, nu har jeg revet den midt over med de bare næver." Han tog også fat i den anden og rev de midt over. Han tog de to hvalroshalvdele ved lufferne og bar dem begge to på én gang op til sit telt og lagde dem ved siden af teltet og sagde: "Disse mennesker er alt for sultne, del kødet ud." Konerne delte begge hvalrosserne ud og begyndte selv at koge kød. Qavanngarnisanngivasik gik nu op til huset igen. Da han kom ind i huset så han stadig kun mandens fodsåler. Han råbte nu: "Værter plejer ikke at opføre sig sådan, kom nu, skynd jer, jeg længes stærkt efter flænsebidder af hvalrosserne." Da værten satte sig op hviskede han til sin kone. Han så manden hviske til konen. Hun tog så en tallerken og gik udenfor huset. Da hun kom ind igen lagde hun den på gulvet og satte sig ned. Qavanngarnisanngivasik så at der lå en lille flænsebid af en sølle ringsæl. Han råbte: "Det er ikke den slags jeg har manglet, mens jeg har været på farten; nu går jeg selv ned og skærer mig et stykke." Han gik ud. Lidt efter kom han tilbage med et stort flænsestykke og sagde: "Nu henter jeg de arme stakler, der ikke har nogen til at fange for sig." Så gik han ud. Han kom tilbage og gennede dem ind. Han satte sig og opdagede så, at en af dem var så bange at hun prøvede at skære en bid af mens hun krøb under teltforhænget. Qavanngarnisaq råbte for at forskrække hende, og væk var hun. Og han opdagede at der ikke var noget tilbage til ham. Igen gik han ned for at skære sig et stykke, og så kom han ind med et stort stykke. Han hentede også de gamle ungkarle der så kom ind, og igen råbte han sin vane tro til én af dem for at forskrække ham. Nu havde han budt alle kvinderne og mændene.  Qavanngarnisanngivasik søgte altid efter glæde i sit liv og derfor bød han dem allesammen på noget at spise. Da det endelig blev aften gik de til ro og sov. Mens Qavanngarnisanngivasik stadig sov lysnede det. Der blev råbt udefra, at Qavanngarnisanngivasik skulle skynde sig, før hans modstander ventede ham til brydekamp, og han vågnede forbavset og nedslået op. Da han var stået op gav han sig dog til at spænde og stramme alt sit tøj. Da han var færdig begyndte han at græde, fordi hans brydemodstander så så svær og kraftig ud. Han gik derop, skønt modstanderen ovenfra sagde, at han skulle løbe. Så fik han øje på folk, og nåda, hvor var der mange! Han kiggede sig omkring og så sin store modstander lige foran alle de mange mennesker, og hvor var han dog stor. Han begav sig alligevel derhen: "Godt nok er jeg meget lille, men brydes med ham skal jeg da, og se, hvor er han stor og kraftig." Så gik han hen hen til ham og lagde armene om han. Da han havde fat sagde han: "Iih, hvor han dog lugter af blod." Qavanngarnisanngivasik glædede sig så meget til brydningen, at han teede sig som en yngling, mens modstanderen lignede et stort klippestykke. De begyndte at brydes og Qavanngarnisaq blev løftet op. Da modstanderen løftede ham op sagde han: "Ii, nu løfter han mig op, så holder jeg op med at gøre modstand, ii, sikke hurtigt han svinger mig rundt, se nyisen derude." Tænk, han så isfjeldene ud i eet, så hurtigt blev han drejet rundt. Han sagde: "Mine to pusterør (seqqortartoq (sg.) seqqortartut (pl.): knaldhætte el. fænghætte; el. betegnelse for blærer el. lign. der blæses, tørret og senere kan baldres. Seqqortartoq (sg.), seqqortaatit (pl.) pusterør lavet af lange fugleknogler.) i morgen skal vi baldre dem." Mens han stadig talte opdagede han at han var ved at ramme en stor sten, og han krummede sig sammen og sprang hen ved siden af stenen og sagde: "Jamen, sikke jeg dog kan springe - lige hen ved siden af stenen." Og mens han pegede på sin grumme modstander, sagde han: "Se bare hvordan jeg uden videre kom over stenen." Den anden var meget vred: "Da han lagde armene om mig mærkede jeg en kraftig blodlugt." De begyndte igen at brydes. For nu at gøre gengæld løftede Qavanngarnisaq modstanderen op og svingede ham rundt i fuld fart. "Hvor mange maver har du fået til at sprænges i nyisen?" Den anden kunne ikke svare fordi Qavanngarnisaq svingede ham rundt. Han kastede sin modstander langt væk, og mens han så til, ramte modstanderen jorden langt henne. Denne havde næppe ramt jorden før Qavanngarnisaq i fuld fart løb hen, tog fat om sin modstander og sagde: "Nu mærker jeg blodlugten igen. Fordi han klemte mig alt for hårdt skal jeg til gengæld klemme ham; se nu folkens, se nu godt på den store, kraftige mand." Han klemte ham så hårdt, at blodet styrtede ud af hans næse og mund, og så faldt han om, og Q. gav ham en syngende lussing. Da flygtede alle de mange mennesker med disse ord: "Du skal være vores leder." Han svarede: "I er jo helt udsultne; rejs nu rundt og tag på jagt så meget I lyster." Han løb hen imod dem og greb en af den mægtige mands koner og sagde: "Hende her skal være min kone." Så genoptog de deres gamle levevis, og siden rejste Qavanngarnisanngivasik ikke nordpå igen.

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Søg på sydlænding* nord*.

Den afsluttende brydekamp med Den Stærke er genkommende i

de fleste helte-fortællinger, fx Kunuk og flere Kaassassuk-versioner. Men Den Stærkes ulyst til at dele ud af sin fangst pointeres specielt i denne fortælling.

 

Hist.: Traditionel fortælling med mesterlig tegnet hovedperson. Afspejler sydlændingenes hyppige rejser nordpå, hvor fangst af større dyr skildres som noget tiltrækkende ved de nordligere kyststrøg i mange fortællinger.

Man fornemmer klart en etnocentrisk selvhævdelse fra sydgrønlandsk side over

for de nordlændinge, de har mødt på deres nordgående handels- og fangstrejser.

 

Hævdelsen af grønlændernes ret til selvbestemmelse i denne som i talrige andre versioner af episoden, hvor helten overvinder bopladsens tyran, kan være en reaktion mod koloniherrernes autoritet.

 

Kommentar: Fortælleren benytter skiftevis Qavanngarnisannguasik og Qavanngarnisanngivasik. Det første er Nuuk-dialekt, det sidste sydgrønlandsk.

Dette med pusterørene er uklart.

Qavdlunâq'erne / Qallunaaq'erne / qallunaat, som røvede den skinsyge mands kone

Print
Dokument id:613
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Sabine
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qavdlunâq'erne / Qallunaaq'erne / qallunaat, som røvede den skinsyge mands kone
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 124 - 128
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Et maskinskrevet manuskript - på dansk findes i Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut.

I den grønlandske udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III, er denne fortælling ikke med.

 

Første gang trykt i Rasmussen, Knud, 1906, Under Nordenvindens Svøbe, s. 182 - 185.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 140 - 142, "The qavdlunâqs who stole the jealous man's wife". qallunaat / qallunaaq.

 

Resumé 1:

Fortællingen forklarer, hvorfor der er en gennemgående tunnel i et

nærliggende fjeld, hvorfor der er så mange blandinger (af inuit og

hvide) på østkysten og hvorfor dialekten ved Anoritooq er så speciel.

 

Resumé 2: En mand tåler af jalousi ikke, at hans kone går nogen steder

og tøjrer hende i huset, når han er på fangst. Gang på gang mistænker

han hende alligevel for utroskab, stikker hende i lårene eller værre

endnu, klemmer små kødstykker af dem med en muslingeskal. Det sidste

klarer hun ikke, flygter ned til kysten og anråber de store qallunaat

om hjælp. De kommer på et skib - stort som et isfjeld - og tar hende

ombord. Manden får besked af sine fæller, ror ud til skibet, hejser

sig op ved et glemt, nedhængende reb, som de hvide skærer over, da han

er næsten oppe. De anbringer konen på toppen af et højt fjeld. Hun

overhører mandens bønner om at komme  ned, graver sig en lang hule

gennem fjeldet, hvor fortællersken, Sabine, har set ud på havet i den

ene ende og ud på landet i den anden. De hvide lover ham konen igen

hvis han i armgang kan gå ad et udspændt tov fra een fjeldtinde til en

anden. Da han er midtvejs ude sætter de tovet i kraftigere og

kraftigere svingninger. Han dumper ned i en dyb sø og drukner. Dette

var straffen for hans jalousi. De hvide gifter sig med hans kone.

Deraf blandingerne og den afvigende dialekt på østkysten.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

 

Hist.: De hvide på deres skibe kan referere så langt tilbage som til

1600-tallet, hvor de første hollandske handelsskippere gik i land ved Kap

Farvel efter drikkevand. En hypotese om norske fangeres mere eller

mindre ufrivillige besøg på de beboede dele af østkysten har også

været fremme til forklaring på visse østgrønlænderes blå øjne, lyse

hud, store  højde og skægvækst. Navnet Qallunaaq forekom flere gange i

Hanseeraqs folketælling af 1884. Det kan stamme fra handelsrejser til Syd-Sydvestgrønland. Ellers understreger fortællingen de

hvides ret til at straffe den hudløst skinsyge grønlænder.

Qavdlunâq'erne / Qallunaat, som ville over indlandsisen

Print
Dokument id:432
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Birte
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qavdlunâq'erne / Qallunaat, som ville over indlandsisen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 150 - 151
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.

 

Resumé: Birte og nogle andre er gået til fjelds, hvorfra de ser en

robåd med 5-6 europæere nærme sig. Af skræk flygter hele bopladsen

i konebåd hen bag et næs, hvorfra de lidt efter lidt lader sig overtale

af eur.s fagter til at nærme sig. En af europæerne går i land,

glider og falder på en fedtglat sten. Eur. griner. De er venlige og

køber tørret kød af grønlænderne for store glaskugler. Nogle af dem

bærer smykker om håret og på brystet. På en af deres bådes tofter

ligger et afskåret menneskehoved. De ror bort som gennem fast

vinteris.

Senere erfarer man, at de er gået op på indlandsisen.

Hvorfor man er bange for europæere? Jo, fordi de gamle fortæller at de

er slemme til at slå folk ihjel.

Hist.: En historisk fortælling, med visse fantastiske tilsatser, om en ekspedition, der måske kan identificeres og tidsfæstes.

Qavdlunât kalâtdlinik nâpitsiniarneránik / Qallunaat kalaallinik naapitsiniarnerannik

Print
Dokument id:1897
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Alaafilli (Alâfitdle)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qavdlunât kalâtdlinik nâpitsiniarneránik / Qallunaat kalaallinik naapitsiniarnerannik
Publikationstitel:Oqalugtuat oqalualâtdlo, I
Tidsskrift:
Omfang:side 201 - 203
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, hvor dog ikke Alaafilli men Kalistorfe, også Kangaamiut, er anført som fortælleren.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Om de hvide mænds møder med grønlænderne.

Vi har hørt om, at englænderne for meget længe siden tog på hvalfangst ved vores land. Den gang da der endnu ikke var hvide mennesker i vores land, opførte de sig ofte, som om de var i krig og sloges med grønlænderne, når de kom hertil. Men de kunne aldrig få vores fæller ned med nakken.

På grund af dette har grønlænderne helt op til vore dage konkurreret med englænderne. Men sådan har de ikke opført sig overfor danskerne, for de vidste, hvor meget danskerne holdt af dem.

Sådan var det især dengang englænderne plejede at komme og rode i gravene for at skaffe sig koner. Og der fortælles, at der engang var nogle mænd, der kun havde en enkelt kvinde blandt sig. Hende elskede de højt, og da hun døde, ville de skjule hendes krop, og derfor bar de den op på et højt, stejlt fjeld med mange stendynger og ville lægge det der.

Der var mange andre, der gjorde det samme, når de ville skjule deres døde kvinder godt.

Der fortælles, at der i Kangerlussuaq var et søskendepar - en dreng og hans lillesøster - der havde en mor. Da moderen døde, gik de op i fjeldet for at lægge hende der. Sønnen bar sin mor op ad den megeet stejle skråning. Lige da han var ved at nå helt op, faldt han og tabte hende. Den døde begyndte at rulle nedad. Børnene stod tilbage og så til, og det siges, at de ikke kunne gøre andet end at grine af det. Da de havde lagt hende i graven, gik de ned derfra. Og da de kom tilbage til deres boplads og grædende kom ind til deres slægtninge, sagde disse til dem: "Det er godt nok synd for Jer, at I har været oppe at begrave Jeres mor!"

Da de sagde sådan, grinede storebroderen og sagde: "Det var virkelig komisk, da hun rullede rundt." -

 

Det fortælles, at da engelske hvalfangerskibe engang var ved at sejle forbi ud for bopladsen, var der tre søskende, der roede hen til dem i deres kajakker. Da de kom derhen, fordi de ville handle med dem, blev englænderne vrede på grønlænderne og vendte sig truende mod dem. Grønlænderne ville forsvare sig og gav sig til at slås og slog englænderne omkuld. Når englænderne ind imellem blev kastet omkuld, var der nogle af dem, der ikke rejste sig igen. Og selv om englænderne holdt sammen og var meget vrede, tabte de stort. Og da de ikke ville lade kajakmændene komme i vandet, da de ville hjem, fik den ældste af brødrene sine yngre brødre til sæde i hver sin kajak oppe på rælingen og lod dem derefter falde ned i vandet. Og til sidst kravlede han også selv ned i sin kajak oppe på rælingen og lod sig falde ned i vandet. Sådan forlod de englænderne.

 

Ind imellem morede vi os meget over englænderne, når de dystede med os. Og selv om de var gode til at konkurrere om alt muligt, kunne de ikke slå os små grønlændere, selv om de måske af og til ikke regnede os for noget. De blev temmelig forbavsede. Det er jo sådan, at selv om store mennesker kan virke lovende, så mislykkes det for dem. Men de små, som man ellers ikke synes, man kan forvente sig noget af, de kan virkelig overraske.

En anden gang ville englænderne igen gå i havn i Kangaamiut, og så dystede jeg med dem, så de virkelig kom til kort, og vi morede os gevaldigt over dem.

Vi tog over for at besøge dem, og da vi kom ombord på skibet, havde vi ingen forudanelse om noget. En af grønlænderne kom til at skade en af englænderne, mens de trak krog med langfingeren, og så tog de andre englændere ham i forsvar. Som sædvanligt fandt de først frem til den stærkeste af dem, og så kom de ind i rummet til stævnen med ham og viste ham frem og ville have, at han skulle trække krog. Mens jeg stod dér og så på ham, pegede en af grønlænderne på mig. Og så begyndte allesammen at se på mig, selv om der ikke var nogen grund til, at det skulle være mig. Selv om jeg ikke var særlig stærk, trådte jeg alligevel frem. Det er jo også sådan, at når man ser sådan nogle, så vil man gerne klare sig bedre end dem. Da jeg trådte frem og så hen på dem, viste det sig, at de andre englændere holdt ham fast under armhulerne, så han ikke kunne rokkes ud af stedet.

Og så fik de mine fæller til at tage fat i mig. Men det syntes jeg ikke om, for jeg ville selv trække i ham, og derfor fik jeg mine fæller til at fjerne sig. Så gav vi os ellers til at trække krog. Jeg klemte min langfinger godt til om hans     langfinger og begyndte at trække. Og da jeg så, at hans store ansigt blev helt rødt, begyndte jeg at trække hårdere. Men selv om jeg endnu ikke trak særligt hårdt, rettede han uden videre sin arm ud.

Anden gang gjorde han det samme. Og da han ville gøre det samme for tredje gang, krummede jeg min langfinger godt til om hans langfinger. Og da jeg nu havde rigtigt godt fat om hans finger, ville han til at trække den til sig.

Da hans fæller så bad ham om at give op, fik vi os et godt grin.

En anden gang var der én der ville sælge en mand et par vanter, men han ville ikke have dem. Og så snart han vendte ryggen til, kastede han noget på ham, samtidig med at han fløjtede i vilden sky, som om der ikke var foregået noget, og med hænderne i lommerne forsvandt han ligeud.

Oversat af Signe Åsblom.

 

Hist.: historisk fortælling om samvær med engelske hvalfangere ved Kangaamiut i 1800-tallet.

At disse englændere ligefrem skulle have bedrevet sex med døde kvinder har jeg ikke truffet andre kilder til, BS

Qissuk, der fo'r syd på

Print
Dokument id:1568
Registreringsår:1903
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Nivikkana (Nivigkana)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qissuk, der fo'r syd på
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 118 - 119
Lokalisering:Avanersuaq / Thule
Note:

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qissuk" / Qisuk.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

 

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:241 - 243.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 82 - 83: "Qissuk".

 

Resumé:

Qissuk rejser med sin kone sydpå fra Kap York. Undervejs lærer de

nogle mennesker at fange på glatis. Længere mod syd bor de en tid hos

en enlig mand, der behandler dem som slægtninge. Af ham køber de

kødbakker af træ. Syd for ham bor de en tid hos fjendtlige folk, hvor

to kvinder i to sammenbyggede huse ofte holder sangkamp, nøgne og med

blot et bælte om livet. Deres hår flagrer, både mens de synger, og da

de trækker krog om den enes mand. Men den gifte kvinde, der er lille,

vinder over den store, hvis bukser består af hele fem ræveskind. Da Q.

og hans kone skal derfra, skærer de remmene over på alle bopladsens

slæder, undgår at overfodre deres egne hunde, og sørger for, at de får

tisset inden afrejsen. Een slæde, hvis remme kun er overskåret i den

ene side, forfølger Q, men standses af Q.s amulet: En hund, hvis ene

halvdel er skelet. Q. og hans kone når velbeholdne hjem.

 

Var.: Om Kassuk (ingen titel) fortalt af Hans Henrik / Hendrik, der var gift med en thule-inuk og boede i Thuleområdet i fem år. Se hans selvbiografi nedskrevet i 1877, oversat af Rink og trykt i Fra alle Lande, 1878: 286  - 287. Og beskrevet med uddrag i Lidegaard: Hans - en eskimo, Kbh. 1986.

 

Hist.: Fra Upernavik-distriktet fortæller man om enkelte flygtninge

nordpå (H. Lynge 1955). Der har sikkert også været nogen trafik den

anden vej, og måske efter træsager, som fortællingen antyder. Men dens

kraftige mytiske træk tyder ikke på, at inughuit / polareskimoerne hyppigt traf

sammen med nordvestgrønlænderne i tiden op til kolonisationen.

Qujâvârssuk / Qujaavaarsuk

Print
Dokument id:1445
Registreringsår:1902
Publikationsår:1924
Arkiv navn:
Fortæller:Juua (Jûa)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qujâvârssuk / Qujaavaarsuk
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, II
Tidsskrift:
Omfang:side 216 - 233
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qujâvârssuk".

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 76 - 94 og i

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 151 - 166: "Qujâvârssuk" / Qujaavaarsuk.

 

Komplet oversættelse til dansk: Thisted, K. 1993, "Som perler på en snor", Tekster: 78 - 95.

 

Resumé:

En storfanger ved Ikersuaq er barnløs og ber sin nabo, en gammel

ulkepilker om at ligge med sin kone mod for fremtiden at få

fangstparter. Selv henter han i kajak en havorm langt mod syd. Med den

pisker han nede ved strandkanten sin kone på den bare ryg. Det

kildrer. På den gamles anbefaling finder han to amuletter til sit

kommende barn, et renpillet skarveskelet på en høj klippehylde langt

mod syd, og en klump fedtsten som solen aldrig har skinnet på (og

derfor associeres til "nord", BS). Drengen, der fødes, skal den gamle

give navn. Han vælger navnet Q. efter en slægtning, der døde af sult

ved Amerloq. Drengen vokser til, den gamle laver kajak til ham, og da

han lader drengen afprøve den, tiltrækker den sæler. Den gamle laver

hans redskaber og ber storfangeren tage drengen med ud på fangst, hvor

han straks fanger en sortside, og siden fanger hver gang han er ude.

  Gæster strømmer til sydfra under hungersnød til den nu voksne Q.,

der altid har stort forråd. Blandt gæsterne er Tuttu og hans kone, der

er en større åndemaner / angakkoq / angakok end Tuttu. De kommer op at skændes, konen går qivittoq og T. må skaffe sig større evner, hvis han skal kunne få konen hjem igen. Det gør han ved isfangst af en kæmperødfisk med en

uhyre lang snøre af fuglefjer. Fisken får ham til at besvime på vej

hjem med den over en tilfrosset sø. Da han vågner og føler sig som en

større åndemaner, søger han flere gange at undgå et håret uhyre,

indtil han husker, at han ved at sønderrive det vil få evnen til at

rejse ned gennem jorden. Det gør han så. Under en seance finder han

sin kone, der flygter ned gennem jorden med ham i hælene og lader

sig bevæge til at følge med ham hjem.

  Vinteren strenges og to gamle mænd kommer på besøg hos Q. De

beværtes rigeligt og får kødgaver med hjem. Alligevel er den ene

blevet fornærmet på Q. og beslutter at lave en tupilak mod ham. Alle

våger lukkes og Q., der tilsyneladende kun tiltrækker sæler i kajak,

kan intet længere fange. Han ber sin mor bevæge Tuttus til - mod en stor

kødgave - at fjerne isen. T. beordrer sin kone at forsøge. Under en

seance ser hun to flammer nærme sig fra havhorisonten. En isbjørn kommer ind efter hende. Dens kraftige åndedræt sender hende frem og tilbage over gulvet. Den bærer hende ned til den anden 'flamme', en hvalros der venter i vandkanten. Derpå kastes hun ud over isen af bjørnen og hvalrossen, der skiftevis griber hende i kønsdelene og kaster hende videre. De forlader

hende kort før isen brydes op af en storm, hvor hun må redde sig op på

et isbjerg men transporteres videre af en "skæv" kajakmand til

havkvindens land. Da hun tørstig fristes til at drikke af noget vand, der trænger frem gennem  sneen, advares hun mod det af en stemme. Drikker hun vil hun aldrig nå hjem igen. Havkvindens kæmpehus bevogtes af en bidsk hund, og

husgangen er en beskidt elv med en passage så smal som en knivsæg. T.s

kone balancerer ind, slås med den vrede kæmpekvinde, reder og renser

hendes hår og får som tak lov til at flytte hendes lampe til siden,

først til den ene så til den anden side. Ud strømmer først alke, så

mennesker. De forvandles til sortsider i elven, der nu er ren og

strømmer den rette vej, udefter. Havkvinden / havets moder ber hende hilse hjemme og sige, at de ikke må tømme deres skarn udefter mod havet. Hjemme igen

uden hindringer undervejs lover T.s kone isens opbrud, når hendes sår

er lægte og derefter fangstforbud i fem dage. En tabubryder fanger

intet. De andre venter og giver Tuttus deres førstfangst.

  Den ondskabsfulde gamle mand opliver tupilakken og sender den over det nu isfri hav mod Q. Tupilakken lægger sig parat ved Q.'s kajak, men da denne om morgenen stiger i sin kajak, bliver han usynlig for tupilakken. Hele dagen leder den forgæves efter Q. Det samme gentager sig næste dag. Tredje dag prøver den at få fat i Q. på land. Den svømmer under vandet ind mod stranden hvor Q. står, men ramler lige imod en stejl klippevæg, der er skudt op i stedet for stranden. Næste dag sker der det samme, selv om den svømmer i overfladen. Denæst ramler et klippestykke ned ovenfra og smadrer dens ene ribben. Helt udsultet trænger den nu gennem jorden og op under husgangen, men da den ikke kan trænge op gennem gulvet fortsætter den om bag huset, skubber et par tørv til side for at komme ind, da så pludselig en stor fugl, der misundelsesværdigt er i færd med at spise, hakker tupilakken et stort sår ved øjet. Da mister tup. modet, svømmer hen til den gamle tupilakmager, angriber ham, æder hans indvolde, men skammer sig så over hvad de andre tupilakker måske vil sige og svømmer langt ud til havs, hvor den blir en stor-tupilak.

  Q. rejser med familie til Amerloq, hvor hans navnefælle døde af

sult, og hvor folk kun fanger helleflyndere. Men Q. tiltrækker

naturligvis sæler, som han fanger, og han vinder et væddemål foreslået

af bopladsens stærke mand om først at fange en spraglet sæl på et

bestemt sted længere mod nord. Skindet skal bruges til

hvalfangstblære. Q. hører om natten hvalernes åndepust før nogen

anden og nedlægger også en hval før den stærke, skønt Q. giver sig

god tid med at finde roersker og bliver i kystvandet, hvor han

tiltrækker hvalen, der harpuneres og ved næste opdukken havner på

stranden som var den blot en ammasæt. Q. befaler, at hans mor skal spise først af

hvalen, og den stærke, der trodser ham, får store sår i munden. Q.s

mor opfordrer nu forgæves sin søn til at gifte sig og udvælger ham en

grim pige med så velsignet en appetit, at intet af Q.s fangster siden

vil gå til spilde. Q. fanger endnu en hval og rejser hjem om foråret.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.

 

Hist.: Ang. Rasmussens brug og oversættelse af Juuas version se

Thisted 1993, kap 4.

Tuttu og hans kones åndemanerevner afspejler en

østgrønlandsk tradition, deres ophold i Sydgrønland, herrnhuternes

tiltrækning på syd- og sydøstgrønlændere (Lichtenau, Alluitsoq) i

fortiden, og Q.s rejse til hvalfangsten ved Amerloq nær Sisimiut afspejler sydlændingenes rejser derop i samme fortid (1700-årene) Se: Sonne 1986: Angakkut puullit i Grønland og Alaska. Vort Sprog - Vor Kultur, Atuakkiorfik ss. 143-155. Søg på pooq. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Tupilakker var skræmmende, ikke mindst fordi de var menneskeskabte af folk, der ville en det ondt. Her har kristendommens latterliggørelse af tidligere forestillinger forvandlet tupilakken til en stakkels nar, der tilmed ender med at få en helt nyopfundet titel af stor-tupilak, da den er gået qivittoq til det ydre hav.

 

Tolkning: Geografisk er fortællingens centrum Sydgrønland (Ikersuaq,

Tunulliarfissuaq, Saarloq), men strukturelt set er centrum placeret

midt mellem "syd" og "nord". Q.s biologiske far, ulkepilkeren, der

ikke kan fange, er associeret til sultedød i nord og gamle folks

ekstra viden, mens Q.s andet ophav, der henter havormen langt mod syd,

er associeret til storfangst. Q.s særlige tiltrækning på sødyr må

skyldes den ekstra befrugtning med denne havorm sydfra, som formentlig

også gør ham usynlig for tupilakken, når han er i kajak. De to amuletter fra henholdsvis syd og (med association til) nord er andre forsvarsmidler mod

tupilakken i en passage af fortællingen, som Rasmussen har udeladt (Se

Thisted op. cit.). Det er da også åndemaneren sydfra, T.s kone, der

fjerner den livstruende is og åbner for trækkene af alker og

sortsider sydfra. I nord er det Q.s egen tiltrækning på sødyrene, der

bringer dem ind i det kystnære vand, hvor de lokale kun kan fange

helleflynder. Da Q.s mor endelig heroppe i det "sultne nord" skaffer

ham en kone, der er grovæder, har Q. for alvor overvundet den skæbne,

der klæber ved hans navn.

  Ud fra fortællerens synsvinkel er strukturen interessant. Juua var

fra Kangeq, hvis befolkning stammede fra Sydgrønland eller muligvis

Sydøstgrønland. På den baggrund er det forståeligt, at Q., der er et

blandet afkom af syd og nord, får de evner og den hjælp langt sydfra,

hvormed han overkommer de livstruende egenskaber, der hæfter ved hans

nordlige navn og hans biologiske far. Kangeq-boerne har, også i kraft

af deres tilknytning til herrnhuterne, hellere identificeret sig med

den sydlige end den nordlige del af fortællingens geografiske område.

Ravnen

Print
Dokument id:1516
Registreringsår:1903
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Gaba
Nedskriver:
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ravnen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II
Tidsskrift:
Omfang:side 94 - 95
Lokalisering:Upernavik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04 (hvor Gaba har fortalt sin (mors) version fra Kuuk til Rasmussen)

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, hvor Rasmussen har renskrevet den med dansk oversættelse til sammenligning med hans renskrift og oversættelse af Arnaaluks version fra Thule, Avanersuaq.

 

Rasmussen skriver i KRKB, Optegnelser fra 1. Thule eksp. 1912 - 14, d. 19.2.1914: Gid man kunde få Gabas Moder herned som gæst? Og lade hende fortælle sammen med Arnâluk.(herned? Arnaaluk boede i Thule, Gabas mor på Kuuk: Upernavik).

 

Resumé:

En spurv, der mister sin mand og beklager tabet i en sørgesang. Han var

så smuk i sin rødlige kajak, men blev harpuneret under et bærtogt. En

ravn frier til hende. Hun afviser ham for hans høje pande, lange fjer

og brede tindinger. Ravnen gifter sig i stedet med en måge, der flyver

bort mellem andre måger og indimellem hviler ud på isbjergene. Da de

slipper op ber ravnen mågerne lægge sig tæt sammen. Mens han hviler

sig på dem, flytter de sig, og han falder i vandet, mens han skriger,

at nu står vandet ham til armhulerne, og nu til mundvigene. Han synker

til bunds.

 

Var.: Sangkamp i dyreverdenen + Ravnen og gåsen; Ravnen, som tog en vildgås til kone; The raven who married the geese.

 

Hist.: Tendensen i yngre fortællinger til at sammensætte flest mulige

fortællinger om en bestemt mytisk skikkelse ses også her: Den om

ravnens frieri til spurveenken og den om hans ægteskab med trækfugle

(oftest gæs).

Ravnen og gåsen

Print
Dokument id:944
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rosine (Nuisartoq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ravnen og gåsen
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 66 - 68
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"tuluaq nerdlerdlo".

 

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 118 - 120, "The raven

and the goose".

 

Trykt første gang på dansk i Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 138 - 140.

 

Resumé: Ravnen forelsker sig i en gås og vil giftes med den. Gåsen

advarer ravnen mod den lange rejse over havet, som den ikke vil kunne

klare. De gifter sig. Gåsen ber ravnen om ikke at elske hende for

ivrigt. Hun vil komme til at holde for meget af den og sorgen blir

for tung, når de skal skilles. Ravnen er overmodig. Både til at elske

og til ikke at hvile sig før rejsen. Halvvejs over havet taber den

kræfterne.  Næsten fremme ved land breder gåsen og en anden gås

vingerne ud sammen. Ravnen hviler sig på dem men begynder at synke,

først fødderne, så benene osv. Ved en isflage har den kun hovedet

oppe. Gåsekonen prøver grædende at holde dens hoved oppe. Isen

brister, den synker i dybet, hvor den senere fortæller en åndemaner

om sit ægteskab med en gås. Fra åndemaneren har man historien.

 

Var.: Tulugaq; Ravnen, som tog en vildgås til kone; The raven who married the geese.

 

Kommentar: At gåsen ligefrem elsker ravnen udtrykkes sjældent i andre

varianter

Ravnen og mågen i menneskeskikkelse

Print
Dokument id:603
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ravnen og mågen i menneskeskikkelse
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 24 - 25
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tuluaq naujardlo inorôrtut".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 118, "The raven

and the gull in human form".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 21: "tuluaq naujardlo inorôrtut"  Tulugaq naajarlu inoroortut.

 

Resumé:

Kajakmand overraskes af tåge og regn og

ror desorienteret rundt. Det klarer op. To mænd på land

inviterer ham op. Den ene byder ham på frossent skarn. Det vil han ikke

ha'. Den anden byder på frossen torsk. Det spiser han. Mågemanden og

ravnemanden brydes. Den ene er stærkest, formentlig mågen (stærke arme).

Næste morgen tar' de alle af sted, ravnemanden i sort og mågen i hvid

yderpels. Manden ser dem kort efter flyvende som måge og ravn.

 

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne.

 

Bemærk: det usigtbare vejr og den manglende orientering som overgang

til kajakmandens syn i den "anden" verden med fuglene i

menneskeskikkelse.

 

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Ravnen og ømmerten

Print
Dokument id:943
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rosine (Nuisartoq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ravnen og ømmerten
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 64
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tuluaq tûgdligdlo".

Trykt første gang i Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 138.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 46: "tuluaq tûgdligdlo" / Tulugaq tuullillu.

 

Resumé: Ravnen er kedelig sort, fordi den og en ømmert engang

besluttede

at farve hinanden. Ravnen malede et smukt mønster på ømmerten, der

gjorde det samme ved ravnen. Samme mønster. Men den blev arrig. I

ærgrelse klattede ømmerten den til over det hele.

 

Var.: søg på Kleivan 1971

 

Hist.: En pan-eskimoisk myte. Se Inge Kleivan: Why is the Raven black? Acta Arctica, XVII, 1971. En lang, spændende analyse af alle versioner.

Ravnenes sang til deres grædende barn

Print
Dokument id:604
Registreringsår:1904
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Rosine (Nuisartoq)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Rasmussen, Knud
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Ravnenes sang til deres grædende barn
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side 64 - 66
Lokalisering:Igdlukasik / Illukasik: Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tulugkat nuliarîk".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 120, "The ravens'

song to their crying child".

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 46 - 47: "tulugkat nuliarîk" / tulukkat nuliariik.

 

Resumé: Ravnefar synger for sit grædende barn: "Derned plejer jeg at flyve, til øerne plejer jeg at flyve, og

min tunge smager af æg, af bærsaft smager min tunge." Barnet græder

stadig og ravnemor får det beroliget med sin sang: "Af bærsaft smager

min tunge, af æg smager min tunge. Mine snegle!" Alle ravne synger

denne sang for at få deres børn til at holde op med at græde.

 

Kommentar: Ordremsen kunne tænkes at efterligne ravnenes skrig, men det tyder den grønlandske tekst ikke umiddelbart på. Med mindre det helt afhænger af tonefald i udtalen.

Rypekylling

Print
Dokument id:1622
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Winding, Gabriel
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Rypekylling
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 249 - 258
Lokalisering:Ikerasak: Uummannaq
Note:

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Maskinskrevne manuskripter på både dansk og grønlandsk findes i:

NKS 3536 IIIa, III.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 70 - 78: "Aqigssiaq" / Aqissiaq.

 

Dansk resumé i Rasmussen, Knud, 1981, II: 126 - 127.

 

Resumé af Rasmussens oversættelse:

Tre brødre leger mod deres morfars bud på den glatte is i fjæren. Han

slår i hidsighed den yngste ihjel. Næste gang han uden held er ude

efter de to overlevende, fortæller de det til faderen, der lader dem

træne til stærke mand og dræbe deres bedstefar.

Familien flytter til

indlandsboerne, hvor den ene søn gifter sig og får syvlinger med sin

kone. De trænes til stærke mænd, mens en efternøler, de kalder

Rypekylling, af sig selv træner sig op til stærk mand og fantastisk

hurtigløber. Han kan med en lille stok fange seks ryper ad gangen.

Engang under hungersnød dræber han med stort besvær en sort kæmpeorm,

der består af lutter velsmagende fedt. Han deler en klump af den ud

til alle, men mange fæller vil straks have mere og dør på vej til

eller fra ormen. Rypekyllings familie venter til næste dag og lever af

ormen hele vinteren. En anden gang udebliver fangstdyrene i to år,

hvor man lever af R.s små fangster af ryper, indtil han en dag ser

frosttåge i det fjerne over det islagte hav og derude fanger snesevis

af edderfugle. Næste dag følger brødrene med derud og fanger rigeligt

til resten af vinteren. Da isen undervejs hjem rives op af en storm,

lader R. sine brødre springe i land uden byrder og klarer selv

springet med alle fuglene på ryggen.

       Faderen fortæller nu R. om udhavsboen, Ikersuarmiu ved Ilulissat,

der er hurtigere til løb end alle andre.

R., der vil kappes med ham, rejser alene derhen og ud på

isen, hvor I. fanger hellefisk i en snehytte. R. når frem i flyvende

fart, fortæller om sit ønske, og de to løber om kap til bopladsen,

hvor de ankommer samtidigt. I. må rive taget af sit hus for at den

kæmpestore R. kan komme indenfor. De to trækker så armkrog, hvor I.

vinder første omgang med højre arm og R. den næste med venstre. Da R.

tar afsked næste dag, løber han hurtigere end under kapløbet.

   R. gifter sig med en indlandskvinde, hans sønner vokser til og en

sommer tar han med en søn og sin svigerfar over til landets anden

side, hvor den gamle lokker en hval op i en elv med en fangstsang. Han

skal harpunere den først, og da linen springer, sender R. og hans søn

deres harpuner i dyret. Efter parteringen bærer svigerfaderen

skulderstykket, R. bryststykket og sønnen halepartiet hjem på ryggen.

En grydemand stjæler undervejs R.s stykke men mærker ikke, at R.

skærer det ned igen fra hans ryg. Sønnen beklager sig tre gange over

den lange vej hjem, inden R. føjer sig og synger sin vise, der trækker

jorden sammen under dem.

   Langt senere træffer nogle kajakmænd en efterkommer af R., der

driver sælfangst fra et skær med en slags dobbeltlasso. Han lassoer

sælerne om baglufferne og forsvinder derefter som et lyn mod de blå

bjerge i indlandet.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom af den trykte grønlandske tekst:

 

Det fortælles at Aqissiaqs far ikke var enebarn. De var nemlig tre søskende. Da de var børn, var de utrolig glade for at lege hvor der var glat, og de plejede at lege og glide lige ved strandkanten. Deres bedstefar blev ved med at forbyde det, men da de ikke ville høre skældte han dem en dag grundigt ud. De flygtede, men deres yngste lillebror nåede ikke at følge med og blev tilbage. Og bedstefaderen tog ham og stødte ham mod isen, så han åbentbart blev skadet indvendigt. Han begyndte at spytte blod og døde. Men de andre fortalte ikke nogen om hvordan h