Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 50.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 209 - 211: "Kúkârssuaq Pangalãnguardlo" / Kukkaarusaq Pangalaannguarlu.

Resumé:

Kukkaq og Pangalaaq er bedstevenner. K. har en mor at forsørge, P.

lutter kvinder. Da K. normalt fanger én sæl ad gangen, og P. normalt

to, bliver K.s mor misundelig og opfordrer ham til at dræbe P. K. vil

ikke. Han har en "kraftprøve" af to mandsstore stykker træ forbundet

med en rem. Den prøver K. og P. deres kræfter på. K. opfordrer hver

gang P. til at få en selv, men han mener, at én må være nok. En dag

har K. knust P.s kajak. P. hævner sig ved at dræbe K.s mor. flække

hende på langs, lægge hende op på husgangen og lægge K.s kraftprøve på

hendes brikseplads. K. kommer for at gøre gengæld. P. gider dårligt

vågne til kampen, men gør det så af med K. og flækker hans mor én gang

til. P. gør det ikke med sin gode vilje, men da K. begyndte, måtte han

skaffe sig fred. Han forsørger sin kvindehusstand over mange år.

Hist.: Fortællingen er i traditionens ånd, bortset fra forklaringen

til slut. Den ny tid under kolonisationens (manglende) retsvæsen

kræver en eksplicit retfærdiggørelse.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 9 - 11: "Atâliánguaq" Ataaliannguaq.

Resumé:

Aataaliannguaq (den lille eftergjorte sortside) er en lille ungkarl,

der under en kajaktur tiltrækkes af en smuk kvinde på land. Han ror

ind, hun flygter, og han forfølger hende til en hule, hvor indgangen

er ham for snæver. Han frier udefra til kvinden. I stedet kommer

forskellige insekter ud efter tur, som han alle afviser: Mariehønen,

fordi den er lille, rund og plettet. Jordedderkoppen, fordi den har en

lille krop og et stort hoved. Ormen (larven?), fordi den har så mange

ben og er så elastisk. Kvinden inviterer ham da indenfor, og nu er

indgangen bred nok. Alle beboerne synger ham i søvn: "Sov nu A. og

vågn, når foråret kommer!" Da han vågner om foråret er kvinden blevet

en ræv, og selv skylles A. ud i havet af en elv. I havet blir han en

spraglet sæl. Det blir han snart træt af, fordi den sælart kradser for

meget. Dernæst blir han en netside, og endelig en blåside. Han blir

fanget af en mand, hvis kone er ufrugtbar. Det kildrer, da manden

harpunerer ham, da han ordner A. til bugsering og da han slæber A.

hjem over land. Det lykkes kun A. med besvær at holde latteren

tilbage. Da konen parterer ham og når hans hjerte, springer han op i

hende og fødes senere som et spillelevende barn, som får navnet A. Da

han vokser til, mangler han aldrig fangster, fordi han af gammel vane

følger sin lyst fra sine tidligere tilværelser til at være sammen med

de forskellige sæler.

Tolkning: I østgrønlandske og canadiske iglulik-varianter sker genfødslen altid

fra en åndehulssæl Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Sjæl". Kombinationen af

fortællingen om insekterne (Se: Manden der blev gift med en ræv.) og

den om et menneskes ophold i forskellige dyr er ret hyppig og giver god mening: Dels

udvides disse dyrearters karaktertræk blot med insekternes, og dels er

helten en ungkarl (= en dårlig fanger), hvis dødlignende vintersøvn og

lyst til at identificere sig/være sammen med sælerne fortsætter i det

ny menneskeliv, hvor han derfor fanger godt. Den kildren, den nedlagte

sæl mærker i stedet for smerte, karakteriserer også de østgrønlandske

varianter, og er en fælleseskimoisk eufemisme. Den svarer til

forestillingerne om den lattervækkende indvoldsrøverske og, i

Avanersuaq / Thule, til dem om havkvindens far, der kildrer hendes gæst til

døde, hvis denne er en åndemaner med små evner (Holtved 1951: nr.9).

Var.: Aataaliannguaq, der også kombinerer "gift med en ræv" og Navagiaq el. sjælevandring; navnevandring.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: NKS 3536, I, 4', læg 3, ss. 6 - 7: Inigiapîlersípungôq âtaitsiartaqardlitik.

Resumé:

Aataatsiaq fanger aldrig noget. Hans sønner holder hver dag udkig efter ham,

og en dag råber en hjemkommen fanger, at A. derude faktisk har fanget

en sæl. Sønnerne skændes om hvem, der skal have overarmsstykket. Men

faderen kommer igen tomhændet hjem og beslutter at hævne sig på sine

fæller, fordi de har narret sønnerne. Tidligt næste morgen ror han ud

før alle andre. Kommer snart tilbage med en advarsel om fjender, der

nærmer sig, hvorefter alle i hast flygter i konebådene. De afviser A.s

sønner, der vil med, og A.s familie lever højt på det, de andre har

efterladt.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen fra håndskriftet:

De blev igen mange mennesker (på bopladsen), og Aataatsiaq boede også dér.

Mens fangerne på stedet fangede mange sæler kom Aataatsiaq altid hjem uden at have fanget noget. Når kajakmændene var

på vej hjem og kunne se bopladsen, stod Aataatsiaqs søn altid på en

høj, der lå lidt syd for bopladsen. Den ældste søn stod nemlig altid

på den lille høj, mens den yngste stod ved husgangen. En gang da

fangerne var på vej ind, så de, at den ældste som sædvanlig stod på

den lille høj. De sagde: "Lad os narre ham." Så råbte de: "Endelig har

din far fanget en sæl!" Sønnen vendte sig udefter og råbte: "De siger,

at Aataatsiaq har en underarmsben med til mig." Den yngste råbte: "det

er mig, der skal have underarmsbenet!" Men Aataasiaq kom hjem uden

fangst.

Da han kom hjem, fortalte hans sønner ham, at de  var blevet narret.

Aataatsiaq sagde: "I morgen vil jeg narre dem." Da fangerne vågnede

næste morgen, var faderen allerede taget afsted. Mens sønnerne var ude

at trække frisk luft, dukkede Aataatsiaq op vest for bopladsen, og han

råbte: "En masse mennesker er på vej til bopladsen for at dræbe os-

("kilersiartortorpassuinngooq"= giver ham et snitsår) fra nord, fra

vest, fra syd og fra øst," og han råbte "uaa" til sidst.

Der blev røre blandt bopladsfællerne. De skar de remme konebåden var

surret fast med over (pga. deres hastværk med at flygte, BS).

Da de skulle afsted ville Aataatsiaqs sønner

også gerne med. Men de sagde til dem: "I skal ikke med". Faderen sagde

bare til dem: "I skal ikke med!" Så tog de afsted uden Aataatsiaq og

hans børn. En masse mennesker forlod bygden. Aataatsiaq og hans sønner

tog alle deres ting.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Agdlúnguaq". Sidste del af fortællingen er nedskrevet af en ukendt person længere fremme i notesbogen.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 47 -

50: "Agdlúnguaq" / Allunnguaq.

Resumé:

Allunnguaq (det lille åndehul) er en elendig kajakfanger, der hånes af

sine fæller, men han er en god åndehulsfanger. En sommer får han

pludselig et så stort held med sin kajakfangst, at fællerne

misundeligt spår hans snarlige død. Han må snart have opbrugt sin

livskvote af sæler. Om efteråret blir der hungersnød. Kun A. har kræfter til at

fange. Han kommer nu og da hjem med en rype, som hans mor flænser og

deler ud til alle, som var det en sæl. Sneen falder tykt og A. må

længe holde sig inden døre. Så snart snevejret er stilnet af, går han

på fangst ved et åndehul, som han har mærket af med urin. I fem dage

får han i alt fem sæler ved hullet. Hans mor deler dem ud til alle.

A. forsøger sig igen, men uden held med rypejagten. Han ser dog

frostrøg langt ude på isen. Tidligt næste morgen går han derud efter

edderfugle, men han kommer hjem med en narhval. Bopladsens leder

Qilaasuaq tror ikke, at A. kan have dræbt en narhval, men æder straks

hele det stykke mattak, som drengen, der inviterer til fællesspisning,

har med til hans husstand. Alle kommer til kræfter og kan hjælpe A.

med fangsten. Således reddede den forhånede A. alle sine

bopladsfæller.

Var.: Den forældre- eller faderløse dreng, der initiativrigt redder alle fæller fra sultedøden er et almindeligt tema. Søg fx på: Iteqitilik; forældreløs ryper;

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Apardluk".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 181 - 183: "Agpaardluk" / Apparluk.

Resumé: En sydlænding rejser nordpå for at få bekræftet et rygte om en alk

deroppe, som kan tale. En af de lokale fører ham hen til fuglefjeldet,

hvor alken siger: "Mon det skulle være en sydlænding, som kommer langt

søndenfra for at høre mig tale?" Han falder næsegrus forover og

udånder. Hans husstand af lutter kvinder må overvintre på stedet. Om

foråret får de en ungkarl med, og da han ernærer dem ved sit

ulkepilkeri under hele hjemrejsen, vil de ikke lade ham rejse tilbage.

Han blir gift med en af kvinderne.

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk;

Kommentar: Ifølge håndskriftet skulle fortælleren være en Johanne, el. Johannes.

Tolkning: Slutningen, der er speciel for denne variant, understreger

hvor nyttig selv en ulkepilker alias en ungkarl kan blive. Følgelig

blir han gift.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 8, s. 70 - 77.

Resumé:

Akamaliks omvendelse. Akamalik og hans ven fra Illorsuatsiat er

uadskillelige fra barneårene. Venskabet styrkes da begge bliver gift

og får børn. En anngiaq drukner A.s ældste søn. Anngiaq'en fratager A.

hans store fangstblære med to hvalrostænder som holdere og kæntrer

ham. A. overlever. Møder anngiaq'en igen uden at kæntre. A.s hjertensven

dør. A. begår hustruvold af sorg, indtil en nyfødt blir opkaldt efter

den døde ven. A. spiser en mængde mad som offer til den døde. Fortæller

historier uafbrudt i tre døgn og falder i en dødlignende søvn. Jesus

henter ham til himlen i drømme og han overvinder flere stenskred

undervejs. A. tager del i nogle himmelske dødes flænsning af en

hvalros. A. udelukkes fra en gudstjeneste deroppe, fordi han ikke kan passere

gennem "nåleøjet" i den lukkede dør til kirken, et hus på fire søjler.

Jesus viser først A. sine sår, dernæst A. hans eget legeme i ormædt

forrådnelse, og til sidst de døde, der kæmper sig op fra helvede som

orme og kryb. Jesus ligner sig ved de uskyldigt dræbte, som han har

taget til sig. Jesus ligner flænsningen af hvalrossen med A.s og hans

medsammensvornes drab på Usuligssuaq / Usulissuaq. J. råder A. til at

blive døbt. A. vågner og rejser med familie til herrnhuterne i Nuuk.

Døbes "Carl". Hans yngste søn kaldes "Lille Carl", men blir en stor

åndemaner med to koner. Besejrer de mange, der vil fratage ham den ene

kone. Vil ikke lade sig døbe. Drømmer at han formenes adgang til

himlen.

Var.: Akamalik; Akamelik; i Avangnâmioq årg. 1915 nr. 15-16(?), 21-22 og 34-38 findes Hendrik Storchs variant af Akamelik (endnu ikke registreret her på anden måde)

Hist.: Ifølge Rinks kommentar til en tidligere variant, har Crantz

omtalt en historisk begivenhed, der kunne ligge bag denne fortælling. Den fandt sted i 1743 (Rink 1866-71, I: 365).

I en variant fra omkr. 1960 i Sydgrønland renses Akamalik for anklagen for mordet på Usulissuaq. Søg på denne.

Fortællingen er en typisk omvendelseshistorie, med traditionelle og kristne forestillinger i skrækslagen blanding.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04:  "Amârsiniôq".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 64 - 70.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 75 - 80.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 124.

Resumé:

En storfanger og hans kone får en datter, som deres ældste datter

passer. Barnet græder meget. En aften hun har fået det til at sove og

vendt sig mod andre gøremål, opdager hun, at barnet er forsvundet.

Forældrene vil slå hende ihjel. Hun foreslår at hente en åndemaner på

nabopladsen mod syd. Han hentes, får ingen mad, befales at holde

seance, før det er mørkt, kan intet opdage, og jages hjem midt om

natten. Da han kommer hjem, blir alle opbragte over den behandling,

han har fået, og man foreslår, at skulle de komme igen efter nogen,

kan de få stedets gamle ungkarl med. Det sker. Ungkarlen er lam i

begge hofter. Heller ikke han får noget mad og må holde seance, før

det mørkner. Men han ser barnet oppe hos Amaarsiniooq på

indlandsisens østligste nuntak. Faderen bugserer ungkarlen ind i

bunden af fjorden, hvorfra ungkarlen let til bens vandrer alene op

til barnerøverskens hus. Det har ingen indgang, men det damper

voldsomt op af loftsventilen. Ungkarlen synger en serrat / formular / trylleformular, der får

hende til at lægge barnet fra sig på briksen og falde i en dyb søvn.

Han henter barnet og flygter. A. vågner og indhenter ham som en falk.

Hun putter dem begge i sin store amaat. Ungkarlen husker, at han

har en stenkaster som hjælpeånd. Denne kommer til stede og angriber

uden effekt A. Endnu en hjælpeånd tilkaldes. Det er en falk, der

sammen med stenkasteren tar pippet fra A. Hun løsner sin amaat,

ungkarlen smider barnet ud, hopper selv ud og flygter med det ned

til kysten, hvor faderen venter. Faderen overtar barnet, ror hjem, og

ungkarlen følger først efter, da han ser faderen vel fremme. Barnet

græder stadig utrøsteligt. Ungkarlen holder en ny seance og ser dets

sjæl efterladt deroppe i A.s hus. Han henter sjælen, lægger den ved

barnets side, og næste dag er de blevet til eet. Han får som tak

storfangerens datter og blir forsørget resten af sine dage.

Var.: Tunerluk (to versioner); ham som kun var qilaamasoq; Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Redaktør: Søby, R. M.

Kort dansk resumé ibid. s. 124

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "anakumik"

Trykt på grønlandsk i:

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 80 - 82: Anaqo nerrersôrssuaq.

Resumé:

Anaku / Anaqu (?)("den aflagte lort") er en dygtig fanger, som nu og da spiser

kolossalt meget. Således kommer han på samme dag hjem med en stor

renbuk og en sortside, mens kvinderne plukker bær. På hans bud

tilbereder de halvdelen af hvert af dyrene og blodsuppe med spæksyltede

bær. Han spiser det hele ganske alene og drikker en hel tønde vand.

Senere tager han på besøg på Kangeq, inviteres fra hus til hus og

spiser sig overdådig mæt i lutter alke. Den oplevelse fortæller han

siden ofte om.

Hist. "Storæderen" der ofte hedder noget med "lort", er en traditionel

sagnskikkelse, hvis appetit sikkert tjener til illustration af den

storslåede alkefangst ved Kangeq.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Anarteq". Og NKS 3536, I: "Anarteq".

Ordret den samme oversættelse er under overskriften: Anartoq, trykt i Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, II, 1924, hvor fortælleren siges at være Igna fra Kangeq.

Trykt på grønlandsk i:

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 138 - 139.

Resumé:

Anarteq (Skiderik) er en gammel mands eneste søn. Sammen tager de

årligt på renjagt ind i landet bag fjordbunden, hvor A.s mange søstre

klapper renerne ned i en sø. Her nedlægger A. dem i kajak. Engang da

A. griber en renkalv i bagbenene og leger med den, sparker kalven

bagud og kæntrer kajakken. A. må ud af den, men kan ikke nå ind til

land, hvorfra søstrene hører ham råbe: "Nu begynder laksene at spise

min underkrop!" Han forvandles til en laks. Faderen, der igen må til

at fange som en ung mand, afholder sig i flere år fra renjagtområdet,

men da han atter tager derind og brister i gråd ved fjordbunden,

griber laksen A. fat i hans styreåre. "Der havde A. nær taget åren fra

mig", siger faderen forskrækket. Næste gang A. griber fat i den, får

faderen forsigtigt trukket ham med op, og A., der forvandles tilbage

til menneske, forsørger derefter sin familie.

Var.: Anarteq; Anartoq;

Tolkning: Faderens gråd kalder A. hen til båden, og udtalen af hans

navn letter hans "hjemkomst". Ben og arme er de gennemgående

kropssymboler. A. griber kalven i bagbenene, og da han åbenbart ikke

kan vende i kajak (vha. armene) fortærer laksene hans sårbare

underkrop. Uden ben er han som en fisk i vandet, men han kan ikke

længere færdes til lands. Han redder sig tilbage ved at gribe om

faderens åre. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angákoq inugtûmassunut tikerârtoq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Den store åndemaner / angakkoq / angakok, der tog over til menneskeæderne.

Det fortælles, at der sydpå boede en stor åndemaner på en ø ud for fastlandet.

En gang var han ude i kajak, og en storm kom over ham, så han ikke længere kunne bruge sin kajakåre men måtte nøjes med at bruge fangstblæren. Da han drev ind til fastlandet, så han op og opdagede, at han var drevet ind til kysten nedenfor et hus. Han stod ud af kajakken og lagde den, så den støttede på en sten. Og ud fra huset kom en mand, der havde krænget sin helpels ned fra overkroppen. Manden kom ned og bad ham gå med op til huset. Da han var kommet ind, kom han til at rive i en stor sæk, der hang lige ved gangåbningen ind til rummet. Og da manden bød ham at sætte sig på sidebriksen, satte han sig ned.

Der sad han og vænnede sig til mørket, og da han kunne se, kiggede han nærmere på briksen og opdagede, at der under den lå en mængde menneskeknogler og skrækkelige menneskehoveder med hår på. Og så kom han i tanke om den store sæk og kiggede hen på den. Det viste sig at være et menneske, der var hængt til gæring med hovedet nedad, og hans ben var bundet fast til tagbjælken.

Nu vidste han, at de var menneskeædere. Og nu serverede de kolde, kogte stykker menneskekød for ham.

Åndemaneren sagde: "Vi spiser aldrig sådan noget!"

Menneskeædernes kvindelige overhoved spurgte: "Hvad spiser I da dernede?"

Åndemaneren svarede: "Vi spiser ikke vores fæller. Vi spiser kun det, som vi fanger under jagten." Og det fortælles, at åndemaneren var så sulten, at han bare ønskede, at de ville give ham et lille stykke sælkød.

"Han ville ikke have det, fordi det er koldt," sagde den ældste kone i huset. "Måske vil han synes bedre om dette gærede stykke!"

Kvinden gik ned fra briksen og gik hen til den døde, der var hængt til gæring. Hans snot var løbet ud på gulvet. Og da hun kom hen til ham, snød hun hans næse ved at suge snottet ud af næsen på ham, sådan som man gør det ved et spædbarn. De andre gik også derhen, og de tog ham ned og klædte ham af. Og så begyndte de at partere ham. Nogle af dem skar stykker af kroppen lidt hist og her og spiste dem. Da de skar hul på den dødes blodårer, var de som en flok hunde, der blev fodret, og alle slikkede de ivrigt den døde.

Da de rejste sig op, stod pulsen dem helt op i øjnene, og så gik de hen og satte sig. De lagde kød i gryderne, og hurtigt fik de dem i kog. Da de begyndte at småkoge, bredte der sig en stank i huset der knap gjorde det muligt at trække vejret.

Da kødet var kogt, satte de det frem for ham, men igen nægtede han at spise. Selv spiste de af hjertens lyst og brugte den dødes fedt som dyppelse. Et stykke tid efter at de var blevet færdige med at spise, gabte en af dem. Og så væltede de om på briksen ind mod væggen, og alle begyndte at snorke gevaldigt. Efter at have sovet lidt vågnede de. Og snart efer lagde vinden sig. Han sagde til husets ældste, at han ville tage på jagt, og da denne ikke havde noget imod det, tog han afsted på jagt, fordi han var så sulten.

Han havde ikke været længe væk, da han kom tilbage og havde haft held til at fange en sortside. De slæbte afsted med den, og han gik ind efter at have lagt sin kajak på plads. Det viste sig at de var igang med at partere sælen. Da de skar hul på blodårerne, opførte de sig som hunde, der blev fodret. Først da der ikke var mere blod tilbage, rejste de sig op.

Den store åndemaner tog gryden ned fra krogen og gik ud med den. Han bar den ned til stranden og vaskede den godt med sand, og efter at have fyldt den med vand, bar han den op. Så fyldte han den med kødstykker og hængte den op. Lige da det var begyndt at koge, gav han sig til at lede efter et fad. Og han kom ind og havde fundet et lille stykke træ, som han kunne bruge som fad. Da kødet var kogt færdigt, øste han så meget kød op til sig selv, at han ikke ville kunne spise det hele. Resten stillede han frem, men ingen ville spise det.

Da han var godt mæt, gik han ud for at drikke. Og da han var kommet ind igen, sagde han, at han ville tage afsted. Men så rejste de sig allesammen, og husherren gav dem allesammen et våben, men han lod, som om han ikke så dem. Det fortælles, at åndemaneren gik baglæns ned til sin kajak, fordi de nu var ude på at dræbe ham. Selv om han nåede ned til sin kajak, havde de nu omringet ham. Og han bad dem vente lidt, fordi han måtte hen og forrette sin nødtørft. Han gik hen mellem jordhøjene og satte sig på hug, og i det skjulte fremsatte han en trylleformular. Derefter gik han hen til dem. Han fik de skrækkelige mennesker til at flytte sig, så han kunne gå ned mellem dem til sin kajak. Så tog han sin kajakhelpels på og gik ned, men han bar sin kajak på lænden og samtidig skubbede til dem. Mens de var optaget af at skubbe til hinanden, roede han afsted. Disse mennesker havde ikke kajakker, og da han havde roet et stykke tid, ville han have dem til at komme i tanke om ham:"Hvor er gæsten, hvor er hans kajak? Han er forsvundet!"

Og alle de mange mennesker begyndte på en storstilet eftersøgning, og så kunne man pludselig høre, at deres mandlige overhoved sagde: "Dérude er han!"

Sådan fortælles det, at han havde held til at redde sig, og derefter tog han aldrig mere på besøg hos menneskeæderne.

Her ender historien.

Var.: Besøg hos menneskeædere er et hyppigt tema, men præcis ovenstående forløb er jeg ikke truffet på i andre fortællinger.

Bemærk betoningen af at disse menneskeædere ikke har kajak og opfører sig som hunde, så snart de lugter blod. De minder således om indlandets modbydelige eqqillit, hundemennesker.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Angángûjuk".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938-39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo,II: 30 - 32, og

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 139 - 141: "Angángûjuk" / Angannguujuk.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 125.

Resumé:

A. er baby / spædbarn og eneste søn af et enligt ægtepar. A. røves i hemmelighed,

og den fortvivlede far vil slå sin kone ihjel. Hun ber ham først

tilkalde en åndemaner til identificering af barnerøveren. Flere

åndemanere hentes efter tur uden held. De får ingen mad under besøget.

Endelig hentes en berømt åndemaner, hvis hjælpeånd straks fortæller

ham, at barnet er røvet af indlandsboere. Forældre og åndemaner følges

op til indlandsboernes hus, hvor beboerne skændes om drengen og

ikke kan lokke mad i ham, fordi han længes hjem. Åndemaneren synger

dem alle i søvn og henter sammen med forældrene drengen, hvis tøj må

stages ned højt oppe fra tørrestativet. De når hjem, entrer konebåden

og når ud fra land, inden indlandsboerne dukker op og smadrer deres

hus. Familien flytter ud i skærgården og bosætter sig aldrig siden på

fastlandet.

Var.: Tunerluk (to versioner); Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Matakatak; qilaamasoq.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 24 -

25: "ángiarssuaq" / Anngiarsuaq.

Resumé:

En flok brødre vil ikke tillade deres eneste søster at gifte sig. Hun

blir gravid ved en gammel ungkarl, og føder en dreng i dølgsmål om

vinteren. Drengen vågner op om sommeren, finder vinterbopladsen tom og

sætter i et hundekranium med et hunderibben som åre efter beboerne,

der er taget ind på renjagt. Han skræmmer renerne bort, tar bue og pil

fra en af jægerne og skyder en ren. Ingen kan se ham, men pilen i

renen afslører, at en anngiaq må være på spil. Han følger om efteråret

med til vinterbopladsen, hvor han ror med ud på fangst og kæntrer en

for en alle sine morbrødre. Flere åndemanere holder seance, men

anngiaqen smutter ud for dem. Under tredie seance får de fanget og

dræbt den. Den føres hen over alle de unge mænds hoveder i eet hus,

men ungkarlen er der ikke. Den føres over alle de unge kvinders

hoveder i et andet hus og brister over sin mors hoved. Hun må gå til

bekendelse.

Var.: søg på: anngiaq

Hist.: Før kristen moral blev gældende, var en anngiaq normalt en

hemmelig abort. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): anngiaq

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 15 - 18: Oqalugtuaq / Angmalôrssuaq.

Resume:

Ammalorsuaq

A.s husstand består af lutter kvinder på bopladsen, Nuugaarsuk øst for Alluitsoq / Lichtenau. Både han og kvinderne er overordentlig flittige til fangst, ammassætfangst og tilberedning af forråd. På det tidspunkt er der endnu rener i Sydgrønland. Årets fangstturnus bekskrives detaljeret. Når A. kommer hjem med rigelig fangst tager han straks ud igen på torskefangst. Om vinteren lægger isen sig langt ud til havs. A. fanger hver dag to rødfisk gennem isen til supplering af forrådet, der er omfattende. Den strenge kulde giver A.s mor den tanke, at to vintre vil følge efter hinanden uden sommer. Hun ser tegnet på det: det ser ud som om de sner fra solen. De overlever mere end et år på forrådet, og da det blir forår efter den anden vinter, smelter isen så vidt inde ved land at man kan øse ammassætter op, men man må tørre dem på udbredte skind på den sneklædte jord. A. transporterer konebåd, kajak og en del forråd ud til iskanten på slæde fulgt af hele sin husstand. Iskanten befinder sig helt ude ved Akuliaruseq. Her jager udmarvede kajakmænd en stor klapmyds, en han, som kun A. har kræfter til at nedlægge. Skønt hans mor er forsigtig og kun deler små fangstparter ud, dør nogle af mændene af maden fordi de længe intet har spist. Lidt efter lidt får de overlevende større og større portioner og overlever. De reddes. Tilbage igen på bopladsen samler man sommeren igennem endog alt det spæk man kan i poser sammen med suppen fra gryderne, til forråd. Næste forår blir normalt og man må hælde alt spækket og suppen ud som ubrugeligt.

Var.: Qimuunnguujuk

Hist.: Suletevintrende ved Ammassalik i omkr. 1880 har muligvis også ramt Sydgrønland, med mindre begivenheden går helt tilbage til 1816, hvor Tamborasvulkanudbrud i Indonesien året før ifølge Jens Rosing ( Hvis vi vågner til havblik, 1993) forårsagede en langvarig temperatursænkning pga asken, der bl.a. føres til Grønland med højdevindenes retning. Dengang to vintre fulgte efter hinanden. Det kan også være erindringer om begivenhederne på østkysten, der er blevet omplantet til Alluitsoq, hvor herrnhuterne modtog mange indvandrede sydøstgrønlændere.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: KRH kasse 52, nr. 2, påbegyndt i hæfte 420 med fortsættelse i 404.

Nedskrevet af K. Rasmussen på dansk. Formentlig oversat efter et nedskrevet grønlandsk forlæg.

Resumé:

En mand, der så inderligt ønsker sig en søn, når højt op i årene inden det omsider lykkes. Han nærmest fodrer ham med serratit, trylleformularer, og hver gang han har givet ham en ny, indbyder han til gilde for at den skal gøre drengen stærk og ursårlig. En hel klapmyds er festmaden første gang Ang. skal have nyt tøj, og faderens udtalte ønske bliver, at drengens fangstevne skal vokse i samme forhold som en klapmyds til en nyfødt. Ønsket går i opfyldelse. Drengen nedlægger tidligt store dyr, altid kun de største. Af samme grund går han også til angreb på to gevaldige uhyrer, det sidste værre end det første, inde i dybe fjorde, hvor de har dræbt og fortæret kajakmænd i massevis gennem tiderne. Den første ligner en bjørn i overstørrelse. Den anden en kolossal fjordsæl. Den kan ikke komme på land, hvor alle Ang.s ledsagende kajakmænd redder sig op, mens Ang. blir så bange for uhyret, at han græder og flygter, forfulgt af monsteret. Det er så hurtigt at Ang.s kajak, der farer som en ravn over vandet, ser ud som den står stille. Monsteret går dog på grund og blir stikkende, hvorfor Ang. med det ene af sine redskaber efter det andet omsider får has på den. Da man flænser den vælter en masse æg ud, dvs. menneskehoveder. Desuden en del halverede kajakker. Alle medrejsende får store flænsebidder. Hermed er der ikke mere at fortælle om Ang., der således glider ud af historien.

Var.: Qalulik / Kalulik. Qalulaajik. Iøvrigt en del beslægtede fortællinger om kajakmænd der dræbes af et uhyre undervejs ind i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Om slæderne, der altid bortkom; Kajakmændene der udeblev; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 3, 42 sider: Oqalugtuaq Aqigssiamik, der er

Esaias egen nedskrift, mens s. 8 - 36 er nedskrevet / renskrevet af Hendrik Olsen, dernæst 1½ s. atter Esaia, så 1½ s. stikord nedskr. af Knud Rasmussen, hvorefter fortællingen afsluttes i maj 1921 af Esaias.

Robert Petersen forstår processen således: Esaias er ikke blevet færdig i første omgang, men da Rasmussen i travlhed med at færdigredigere Myter og Sagn fra Grønland inden afrejsen på 5. Thuleekspedition 1921, har han fået Esaias til at blive færdig (pers. medd.).

Trykt på grønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, I: 79 - 133.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 23 - 42.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981: Inuit fortæller, II: 120 - 121.

Resumé:

Tid: I gamle dage. Sted: Ved Ilulissat / Jakobshavn.

En stor boplads har en åndemaner / angakkoq / angakok og en leder, der hver har et hold mænd under sig. Holdene spiller ofte bold, og da lederens hold som

regel vinder, bliver åndemaneren misundelig. Hans første forsøg på at

skade lederen korporligt mislykkes og i stedet tilbyder han lederen

sin datter til kone. Hun føder ham ialt tre sønner, hvoraf den ældste

udvikler sig mærkbart hurtigt og snart gør sit til, at hans fars hold

stedse vinder over hans bedstefars. I sin misundelse dræber

åndemaneren dette barnebarn. Barnets far gør sig sammen med sine to

sønner rede til at tage hævn, og morderen, der forventer hævnen,

bryder hul i sit tag, sætter sig under det med en spand vand som spejl

foran sig og en kniv på knæene, der stikker ham, hver gang han sænker

hovedet af søvnighed. Fjerde gang han falder i søvn, smider hævnerne

ham i kæde gennem husgangen, ud på møddingen og stikker ham ihjel.

Hele bopladsen stikker derefter i liget. Det parteres, og stykkerne

begraves langt fra hinanden i forskellige områder af landskabet. Af

frygt for blodhævn rejser lederen med familie i fire dage og tre

nætter mod øst, dvs. mod indlandet, og derefter mod syd i mange dage.

De bygger vinterhus, og da det er et godt fangststed, bliver de på

stedet sommeren over. Lederens kone føder om efteråret en søn, der får

navn efter bedstefaderen: Aqissiaq. Drengen vokser sig hurtigt stor og

bliver ved træning snart stærkere end sine brødre. Da hans kræfter

også overgår faderens, og denne bliver betænkelig, lokker han A. til

at rejse mod syd og prøve kræfter med en berømt mand, Ikersuarmiu med

egennavnet Qorrukutsuk, der er lille af vækst men ejer stor styrke. Q.

driver kun isfangst og fisker om vinteren hellefisk fra et snehus på

sydsiden af fjordisen. Q. gennemrystes pludselig af angst et par

gange, før han ser A. komme langt borte fra i hurtigt løb, først som

en ravn, så som en ræv og endelig som menneske. A. meddeler sit

ærinde, og de to løber om kap over isen til Q.s fjerne boplads,

tilbage til snehytten og tilbage til bopladsen igen. De er nøjagtig

lige hurtige. Q. inviterer hele bopladsen på fællesspisning. A.

placeres på gæstebriksen, der er dækket med skind af bjørneunger. De

skinner som kobber og messing. Q. ejer en mængde knive, som han deler

ud til måltidet. Derefter trækker han og A. krog. Q. vinder med højre

arm, men taber til A. med venstre. De står atter lige, og A.

underholder med sine meritter:

  1. Under en sultevinter øjner A. fra en bjergtop frostrøg fra to

våger bag hinanden, langt ude, hvor han næste dag sammen med sine

brødre fanger edderfugle i den nærmeste våge så langt ude, at de

yderste øer ikke er synlige. På tilbageturen over isen overfaldes de

af en snestorm, der river isen op, og de må springe over en bred

revne i land. Her må de søge ly hos ægte indlandsboere, der beværter

dem godt med tørret renkød. Husherren kaldes ud af en grydemand, en kæmpe med ildsted el. gryde på skulderen, der

vil have hans datter. Vejret klarer samtidigt op, og A. og hans brødre bryder op.

De orienterer sig i landskabet, og mens de går hjemad, ser de nu og

da tilbage på forløbet af den forrygende slåskamp mellem den ægte

indlandsbo og grydemanden. Indlandsboen dræber grydemanden, der er en

af de største indlandsboere.

  2. A. besteg engang egnens højeste fjeld. Herfra fortsætter han mod

syd og møder en grydemand på en høj fjeldkant ved en fjord. De to kappes i stenkast. Grydemanden overtaler A. til at kaste mod en fjern

kajakmand, der rammes og dør. A. angribes bagfra af grydemanden, men

kaster angriberen ned af klippevæggen i afgrunden. A. har da dræbt to

mænd på een dag. Det har han aldrig gjort før eller siden.

  3. A. bestiger atter et højt bjerg og træffer på vej ned to mænd, en

gammel og en ung, der stirrer ud over havet mod nord. Den unge har

hørt en fjern lyd af en pustende hval. Den gamle lokker den på A.s

opfordring ind med en lokkesang for gråfisk og kan forudsige, at den

vil dukke op langt fremme i en elv. A. løber derhen i forvejen, men

hvalen svømmer ud igen, fordi en mand under dødstabu har harpuneret

den fra elvens anden bred. Den gamle, der er nået frem med den unge,

bruger atter sin lokkesang. Hvalen kommer atter op ad elven, passerer

forbi og standser, hvor elven er udvidet til en sø. A. harpunerer den

til døde. Mange mennesker strømmer til flænsningen. Desværre har A.

glemt sin flænsekniv, men han når alligevel at løbe den lange vej hjem

efter den, vække sine brødre, og nå tilbage, inden folk har taget fat

på flænsningen. Han skærer halvdelen af hvalen af til sig selv,

overlader den anden halvdel til de andre, men må redde den gamle, der

er ved at blive kvalt i mængden, og skære fangstparter ud til ham. A.

og hans to brødre bærer den halve hval udelt hjem.

  4. A. går over land mod syd. På solsiden af en elv fra

Tasersiaq-søen ser han ovre på skyggesiden en mængde dværge, der

ligesom han får øje på en kæmpelaks i elven. Begge parter harpunerer

den samtidigt. A. stemmer hårdt imod en fjeldknold for at hale laksen

til sig. Men han besvimer, og dværgene har halet den over til sig, da

han vågner. Han sætter i løb omkring søen, må op og ned ad mange

kløfter på skyggesiden, men når frem, inden dværgene har fået taget

sig sammen til parteringen. A. skærer midterstykket ud til sig selv.

Det vejer lige så meget fem spraglede sæler. Han bærer det hjem, og

hans familie har mad til lange tider.

  Efter A.s fortælling befaler hans vært, Q. sine husfæller at hente

flere messinggyldne bjørneskind til A., for A. er ikke noget rigtigt

menneske, mener Q. Q. tør ikke straks lægge sig til at sove, og han

vågner også længe før A. for at holde øje med ham. Men Q. har intet at

frygte. Til afsked forærer han A. to barder og to narhvalstænder, og

A. inviterer Q. på genvisit, inden han løber bort over fjorden, langt

hurtigere, end da han løb om kap med Q. A. holder sig hele livet i

indlandet, fordi han i sin tid dræbte en kajakmand.

Var.: Aqissiaq.

Hist.: Fortællingen gør omhyggeligt rede for

mange ældre skikke, afspejler behovet for hvalbarder og introducerer

de nye metaller, kobber og messing, i bjørneskindenes farve.

Tolkning: Aqissiaq, der betyder "rypekylling", er født i indlandet og

bliver stærkere og hurtigere end sin familie, der er blevet en slags

indlandsboere. Strukturelt ligestilles han med ægte indlandsboere, der

kun jager rener og ikke er ham fjendtlige. Og ligesom A. overvinder

deres husherre en af de største indlandsboere, en grydemand. A.

ligestilles også i styrke og hurtighed med kystboen ved fjordmundingen

(Q. = Ikersuarmiu'en), som ikke har kajak, men kun driver isfangst. En

anden landrace, dværgene, og hvalfangerne ved elven, der vist er

almindelige mennesker, er ham langt underlegne. Men de ægte kystboere,

dvs. slægtninge til hans bedstefar og dem til kajakmanden, som

grydemanden lokker ham til at dræbe, frygter han. A. er m.a.o. hverken

et rigtigt menneske (kystbo) eller en ægte indlandsbo. Han er et

menneske født i indlandet med overmenneskelige kræfter til lands og

over is. Moralsk er A. et godt menneske, skønt potentielt så farlig

for sine egne, at hans far mener det nødvendigt at lade ham erkende

sin styrkes begrænsning i kappestrid med Q. A. afbalanceres da først i

forhold til Q. og dernæst til den ægte indlandsbo, der begge er gode.

Grydemanden er ond og besejres. Og A.s morfar, som han har navn efter,

blir ond af misundelse og starter den blodhævn, som A. genoptager

under grydemandens onde indflydelse. Men blodhævnen udvikler sig ikke

yderligere, fordi A. aldrig siden vover sig ned til kysten.

Redaktør: Søby, R. M. og renskriver: Otto Sandgreen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "arnagtartoq" / arnattartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Den, der drømte om de døde / Den der tog ophold i det ene hunvæsen efter det andet.

Det berettes om et menneske, at da han døde kunne han ikke længere huske hvem hans kvinde var.

Så blev han en hund og fik ofte mad fra husene, hvor han varmede sig og derefter stjal mad fra. Da folk blev trætte af ham, kastede de ting efter ham. Og da han så for alvor blev ramt, så han et voldsomt lysglimt. Så ville han ikke være hund mere.

       Han forvandlede sig så til et rensdyr. Men ikke til en ren, der var hurtig til bens. De (andre rensdyr) gav sig så til sidst til at lære ham op med den besked, at han skulle prøve at strejfe himlens navle med sine klove. Han begyndte så så småt at komme efter det. Han løb snart lige så hurtigt som sine fæller, og de lærte ham hvad han skulle spise, nemlig jordens lave vækster, rensdyrlav. Det spiste han så af og begyndte af få talg på kroppen.

       En stor ulv gav sig til jage rensdyret, der vadede ud i havet, hvor kajakmænd fangede det. De gemte dets kød i en kødgrav af sten. Her levede han så sin gravtilværelse. Da det blev vinter begyndte han at længes efter at blive afhentet, og da de hentede kødet blev han meget glad. De fjernede kødgravens dæksten og gav sig til at skære i det for at spise marven i dens ben. Da han kom ud af kødgraven blev han en ulv.

       Så begyndte hans liv som ulv. Heller ikke denne gang var han specielt hurtig til bens. Hans fæller var i gang med at æde af det de havde fanget, inden han nåede frem. Til sidst spurgte han dem: "Hvordan bærer I jer ad med at løbe så hurtigt?"

"Ved at sparke til kimingen med vores bagben."

       Så vandt han frem, kom foran og kunne indhente renerne.

       "Nu gider jeg ikke mere være ulv", og så blev han en hvalros. I starten kunne han kun svømme nær overfladen, så han blev meget sulten og efterhånden døden nær, fordi han ikke kunne dykke i dybet.

       Så fortalte de andre (større) dyr ham: "Du skal sparke mod himlens midte."

Han sparkede så kraftig mod himlens midte at han ramlede lige med hovedet mod havbunden. Men så vidste han ikke hvad den skulle spise. Muslinger, sagde de andre hvalrosser.

       Så spiste han ellers alt det den kunne. Til sidst, da havisen blev meget tyk, forlod de andre dyr ham, og han dykkede op og ned via sit åndehul.

       Senere blev han til en sæl. Da begyndte han at opdage mennesker, der var på åndehulsfangst. Han kunne nu se lapningerne på det menneskes kamiksåler, der var på åndehulsfangst. Han dukkede så kun en smule op (idet han kun holdt fast?) med sine forluffers lillefingre, og da han var en stor åndemaner / angakkoq gemte han sig gang på gang under storetåneglene på åndehulsfangerne.

       Men til sidst, engang han lige kiggede op, var det et menneske uden negl på storetåen, som fik øje på ham, harpunerede og fangede ham. Mennesket tog sælen med hjem og bragte den ind i huset.

       De gav sig til at flænse sælen. Da mennesket kastede dens lunger til side, fulgte han med og blev til et foster i fangerens kone. Derinde boede han så, det blev hans hus, med navlen som vindue og hendes kønsdele som husgang, og man siger at han havde sin vandbeholder oppe over husgangen.

        Mens han opholdt sig inde i mennesket rensede han gang på gang dets indre. Og mens han var derinde så han en stor hund, der gang på gang dukkede op i husgangen. Det var altså fordi de havde samleje.

       En anden gang fik han øje på en stor krabbe, og det vist sig at være kvindens amulet.

       Da flygtede han og kom til at vælte vandbeholderen, og det var jo fordi han nu endelig blev født.

Oversat af Apollo Lynge.

Var.: Navagiaq; "sjælevandring"; "navnevandring"; arnattatoq / Arnattatoq

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Qavanigugume Arnaq Pivdlerugtorssuaq".

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles, at der sydpå boede en kvinde, der var gået fra forstanden. Kvindens mand elskede hende højt. Og da hun fødte og begyndte at sprøjte mælk op i hovedet på sig selv, fordi hun var gået fra forstanden, måtte de mange fangere og de andre kvinder tage sig af hende.

Da bandt hende fast med en stor rem, fordi hun blev værre og værre, og til sidst måtte de flygte ud til en ø ud for deres kyst.

Dagene gik, og til sidst kunne hendes mand ikke klare det længere, og han besluttede sig til at tage ind og se til hende. Han ledte efter en ledsager og ville belønne denne med sin nye konebåd. Da andre ikke ville, fik han en gammel ungkarl som ledsager. Da de havde roet ind til land, bad han sin ledsager vende kajakken, så den vendte ud mod havet. Kvindens mand gik i land og mærkede, at det dunkede i jorden. Da han kom derop, var hans kone alene i huset, og i smug kiggede han på hende.

"Jeg har skam set dig, kom ind!" Så gik han ind. De satte sig til at kigge intenst på hinanden. Langt om længe lagde han mærke til, at hans kone ville til at angribe ham. Så flygtede han ud. I løb kom han ned til sin kajak, og da han var kommet ned i den, roede han afsted.

Hun fulgte efter sin mand, men da hun ikke nåede ham, sprang hun uden videre ud i vandet. Da hendes mand nåede ud til strømstedet, vendte han sig mod land. Og først da hun nåede tilbage til stranden, roede han hjem. Den gamle ungkarl blev helt afskrækket af forskrækkelsen.

Dagene gik, og manden længtes frygteligt efter sin kone. Han ville igen tage ind og se til hende og søgte en ledsager, som han ville belønne med sit store nye telt og oven i købet også med det skind, som man lægger ovenpå skindteltet. Igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Og manden lod ungkarlen blive ude ved det yderste strømsted. Selv roede han ind til land og steg ud af kajakken. Jorden dunkede stadig derinde. Så snart hun så ham, løb hun efter ham. Hendes mand flygtede alt hvad remmer og tøj kunne holde, og han begyndte allerede at ro, mens han kravlede ned i kajakken.

Den gamle ungkarl fik sig virkelig en forskrækkelse. Og da kvinden heller ikke denne gang kunne nå sin mand, fulgte hun efter ham. Da han kom ud til det yderste strømsted, så det ud, som om hun ville følge efter, men så vendte hun om. Hendes mand kiggede som sædvanligt efter hende, og først da hun gik på på land, roede han hjem.

Da den gamle ungkarl nåede hjem, var han helt afskrækket, og han sagde, at kvinden snart ville tage sig over til øen.

"Hvad skal vi gøre, når vi ikke har andre steder at flygte hen?"

Dagene gik, og igen fik kvindens mand ondt af hende. Han ville tage hen og se til hende og søgte igen efter en ledsager, som han nu ville belønne med sin nye, fine kajak, og oveni skulle han også få kajakredskaberne. Og igen blev den gamle ungkarl hans ledsager. Da de roede ind mod land, lod han igen sin ledsager vente ude ved strømstedet. Og det dunkede stadig i jorden, da han gik i land. Han ledte i alle husene, men der var ikke nogen. Da han ikke fandt hende, gik han for en sikkerheds skyld op til de gamle grave for at se efter dér.

Det fortælles, at hun havde flået hovedet af et menneske og nu spiste af hjernen, mens hun holdt fast i hovedhåret. Og uden at gøre hende opmærksom på sin tilstedeværelse tog han nu bare hjem. Igen gik dagene, og han længtes, så han måtte tage hen og se til hende.

Heller ikke denne gang var der andre, der ville ledsage ham, så den gamle ungkarl blev igen hans ledsager. Og igen lod han ham blive ude ved strømstedet og tog selv ind for at lede efter hende. Igen kiggede han ind af vinduerne på de mange huse, men hun var forsvundet. Langt om længe fik han til sin overraskelse øje på hende, hvor hun sad på en lille klippeafsats. Hendes hovedhud var revnet på midten så den hang ned til hver side som et halstørklæde! Og hendes øjne hang kun fast i synsnerverne!

Nogle store krager fulgte dem, og da de fløj over hende, og hun så på den, faldt den første ned. Da den anden kom hen til hende, og hun så på den, faldt den også ned. Det siges, at kragerne blev så frygteligt forskrækkede, at de døde, for det var virkeligt et grufuldt syn. Uden at give sig til kende overfor hende, vendte hendes mand bare hjem.

Igen gik dagene, og han kunne ikke klare det længere. Han tog igen den samme ledsager, som han havde haft med før, og igen lod han ham vente ved strømstedet. Da han selv kom i land, mærkede han, at det ikke længere dunkede i jorden, og så forstod han, at hun var død. Han ledte efter hende og fandt hende ved en stor kløft, hvor man plejede at kaste dræbte mennesker ned. Han råbte til sin stakkels ledsager. Og da denne råbte, at han ville hente hjælp, kom der snart mange mænd i kajak. Da de kom hen til ham, lod de hende ganske enkelt falde ned i kløften, og de måtte have vanter på, fordi hun var så opløst, at det var umuligt at tage fat på hende.

Det fortælles, at dem, der boede dér, aldrig mere kom ud for, at nogen gik fra forstanden.

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Arnarsuaasaq

Der var engang et ægtepar der havde en datter. Når faderen havde været på fangst i kajak plejede han at få sin datter til at bære kajakredskaberne op for sig. En dag da faderen kom hjem fra en tur, var datteren ikke kommet ned, og han fik nogen til at råbe efter hende:

       "Arnasuaasaq skulle komme ned og bære kajakredskaberne op!"

De svarede ham så: "Hun har ingen kamikker!"

       "Sig at hun kan tage sin mors kamikker på, sagde faderen. "Hun siger hun ikke gider", svarede de.

       Så gik faderen op, og da han kom ind sagde han til sin datter: "Lille, dumme Arnasuaasaq, nu synes jeg at du bare skal gå din vej om bag fjeldene!"

Så brast Arnasuaasaq ellers i gråd. De havde godt nok lavet mad, men hun spiste ikke noget for lutter gråd. Da det blev aften, gik de andre til sidst i seng, mens hun stadig græd. Da de var faldet i søvn tog hun en skindpose med tørrede gnaveben fra lomvier og tog det, som hun ville have med som proviant. Og så skar hun nogle store stykker skind ud til såler og fyldte sin skindpose og gik. Hun gik et godt stykke tid, og da hun kom om bag fjeldene, skinnede månen smukt og klart. Der stoppede hun op og brast i gråd med ansigtet i sine hænder. Pludselig kunne hun se en stor skygge igennem sine spredte fingre. Manden stod og kiggede på hende og spurgte: "Hvad er der med dig?"

       "Min far og mor sagde at jeg skulle gå min vej, og så gik jeg."

       "Ja, sådan gik det også for mig. Jeg knækkede min brors snare (?). Og da han sagde, at jeg skulle gå min vej, gik jeg. Lad os følges!"

       Så gik de sammen derfra. Undervejs derudad sagde hendes ledsager: "Lad os nu se om ikke vi deroppe snart ser den store renselsesplads!"

       Da de kom derhen hvor de kunne se stedet, viste det sig at være en utroligt skinnende og glitrende klippeflade. De gik derhen og gjorde ophold. Lidt efter hørte de nogen sige rigtig gnavent:

       "Når jeg pluselig bliver lysvågen midt om natten, og når det hurtigt og voldsomt glider ned ad den dybe sne, sådan som vi er vant til det - kung - kung - kung - kuu!"

       Så gik de væk fra det. Da de havde gået et stykke tid fik de øje på nogle huse. De gik derhen og begyndte at gå ind. Og et øjeblik senere var Arnasuaasaq kommet igennem deres husgang og dukkede op ved ingangen til rummet. Da de havde hjulpet hende op, satte de hende ved sidevæggen, - allesammen var de nogle kæmpestore indlandsboere, tunersuit. Hun havde ikke været længe derinde, før alle stimlede nysgerrigt sammen om hende, og vinduet blev helt rødt af nysgerrige ansigter! Og den store tuneq-mands mor sagde: "Vores lile, nye svigerdatter har både halskæde og perler!"

       Mens hun stadig var derinde, blev der råbt:

       "Sig til vores lille, nye svigerinde at hun skal komme ned og spise knasekugler!"

       Så gik hun derned og smuttede indenfor, og der så hun: Et lille fad propfyldt med hare- og rævetestikler. Så sagde de til hende: "Spis nu nogle testikler!"

       Arnasuaassaq kunne ikke lide dem og begyndte at lade som om hun spiste ved at lade dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanderne. Da de så det sagde de:

       "Hvordan er det vores lille, nye svigerinde spiser testikler? Hun lader dem falde ned inden for halslinningen og ærmekanterne."

       "Jeg spiser aldrig sådan noget," sagde hun.

       Lidt efter gik hun hjem. - Da hun havde boet der et stykke tid begyndte hun omsider at længes hjem. Til sidst holdt hun helt op med at sige noget. Så gav de sig til at fritte:

       "Hvad er der med dig, Arnasuaasaq? Har du lyst til lidt talg?"

       "Nej!"

       "Har du lyst til kødet fra et kæbeben?"

       Hun blev ved med at sige nej.

       "Men havd har du da lyst til? har du lyst til lidt nethinde?"

       Igen sagde hun nej, og så spurgte de hende: "Er det noget med dine fæller?" Så nikkede hun.

       "Du går i hvert fald ikke ud vest på til dine fæller", sagde hendes store mand.

       Langt om længe blev Arnasuaasaq gravid og fødte en søn. Da hun var kommet sig igen, ville hendes store fæller afsted på rensdyrjagt, og de ville have hende med. Så tog de hendes kamikker med ned til stranden og fyldte dem med tanglopper og lod Arnasuaasaq tage kamikkerne på. Tanglopperne skulle suge kød af hende, så hun kunne blive lettere til bens, når hun skulle løbe og drive rensdyr sammen. Da tanglopperne havde suget af hende opdagde hun, at der ikke længere var kød på hendes ben. Der var kun sener tilbage. Så ventede hun på at sårene skulle heles. Og da de var helet, tog de afsted på rensdyrjagt, og Arnasuaasaq var med og bar sin søn på ryggen. De nedlagde mange rener, og da de syntes at de havde nok, fandt de sig et sted at sove. De lagde sig til at sove, og da hendes store mand var faldet i søvn, stod hun op for at flygte. Hun udsøgte sig de smukkeste rensdyrskind og lavde sig en bærebylt. Da hun var færdig med det placerede hun sin lille søn på maven og tog bylten på ryggen, og så stak hun ellers i rend. Hun løb og løb og var helt udmattet, men da hun vendte sig om viste det sig, at hun stadig befandt sig lige ved sovestedet!

       For anden gang tog hun afsted, og denne gang anstrengte hun sig endnu mere. Da hun havde løbet et stykke tid, så hun sig tilbage - og nu kunne hun ikke længere se de sovende. Hun gik længe og nåede så frem til sin families hus, men der var ingen mennesker. Det viste sig at de var taget ud til en ø ud for deres kyst. Hun gav sig til at råbe efter dem, og endelig kom der en konebåd ud på vandet. Da de nåede hen til hende blev de meget forbavsede  - alt det rensdyrkød hun havde med! Og da de så hendes spædbarn blev de meget lykkelig over deres nye barnebarn. Hun sagde til dem, at det var bedst at de ikke tog tilbage til deres hus, fordi hendes store mand nok ikke bare ville lade hende være, når han kom. - Han ville snarere tage hende med.

       Så blev da da boende ude på øen, og først om efteråret vendte de tilbage til deres boplads.

       Det fortælles at hendes store mand havde været der for at se efter hende, men fordi der aldrig var mennesker der, lod han hende til sidst være.

       Her slutter fortællingen.

Oversat af Signe Åsblom.

Hist.: Det er usædvanligt og antyder et nyt syn på de "anderledes", at et barn hvis ene forælder ikke er et rigtigt menneske, overlever blandt mennesker.

Var.: Arnarsuaasaq

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 82.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 34 -

36: "Asalôq" / Asalooq, hvis fortæller dér angives at være Jane Brandt (Jan Brandt, formentlig. Ifølge håndskriftet er det Piitaralak, BS).

Resumé:

Asalooq ("Kajakstolen") har en plejebror, der blir borte i kajak. A.

betrækker en konebåd med tre lag skind og drager mod syd på opsøgning.

Det ene lag skind blir undervejs ædt af havets lus og det andet af

havets orme. Men de når så frem til en boplads med en høvding, der

hader fremmede og inviterer A. ind på en masse mad og en styrkeprøve

på armkrog. A. spiser på skrømt en masse kød, som han skjuler under

tøjet, og overvinder både høvdingen og dennes fæller i armkrog. A.

rejser over til en lille ø, hvor fjenderne kommer til, men hindres af

A.s tryllesang i at finde ham. De tar væk, A. rejser sydpå, og uden

nogensinde at finde sin plejebror når han Aluk, hvor han slår sig ned

med familien for resten af livet.

Hist.: Heltens sejr over den onde høvding er en af fortællerens

yndlingsepisoder. Se "Iviangersuunnguaq", hvor den onde høvding bor i

nord og helten i syd. I "Asalooq" bor høvdingen i syd, men A. får

hjemsted endnu længere mod syd(øst) i Aluk. "Syd" er det verdenshjørne der oftest konnoterer noget godt i fortællinger fra de fleste egne på Vestkysten og behøver

ikke at referere til andet end solens sted, som fangstdyrene kommer

fra om foråret.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Âtârssuaq".

Grønlandsk udgave:

Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 141 -

144: "âtârssuaq" / Aataarsuaq.

Resumé:

Aataarsuaq (fuldvoksen sortside) har mange fjender, men er dem for stærk. Da

han får en søn, smider han ham straks i vandet, lader ham sprælle og

fisker ham op igen. Det gentager sig jævnligt. Sønnen lærer således at

svømme. Han får en svømmedragt, der er som en fangstblære man syer af

et helt remmesælsskind. Faderen oplærer ham til at svømme længe under

vand. Fjenderne kommer på hævntogt. Drengen tager sin dragt på og

kaster sig i havet, da de vil harpunere ham. Han lokker dem alle langt

ud til havs, hvor han bestiger et isbjerg og dræber i to omgange en

del fjender med store løse isstykker, mens de klatrer op ad isbjerget.

Resten fratager han årerne og lader drukne undtagen een, der begræder

at han lod sig lokke med på hævntogt. Han kan fortælle derhjemme, hvad

man kan vente sig, hvis man atter kommer på hævntogt. Ingen vover

siden forsøget.

Var.: Svømme under vandet som en sæl.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Atdlarneq nerrersôrssuaq".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 21 - 23 og i

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 144 - 146: "Atdlarneq nerrersôrssuaq" / Allarneq nerrersoorsuaq.

Resumé:

Allarneq ("klaringen") har let til fangst. En dag ror han sydpå og

standser ved et næs, hvor han ser et hus. Mens han venter i skjul,

kommer en kvinde ud med gult topbånd og gule sømme på klæderne. Lidt

senere kommer endnu en og til sidst en tredje kvinde ud af samme

udseende. De bærer alle tre et fad i hænderne. Han går inden for og

beværtes rigeligt, men gemmer sig bag skindtapeterne, da kvinderne

udtrykker ængstelse for deres erhverver, der er på vej hjem. Denne

lugter A., der må give sig til kende. Manden har kinder af kobber og

truer A. med at tæve ham med dem, hvis han ikke spiser en overdådig

mængde mad, der sættes frem for ham: En sæk ammassætter med spækket af

en halv sortside, en halv råfrossen sortside, en hel tørret sortside,

og til hver servering en hel spand vand. A. føler sig endelig rigtig

vel tilpas og mæt, men havde ædt sig ihjel, hvis han ikke forinden

havde slugt et græsstrå. Efter nattesøvnen ror han hjem.

Var.: Allarneq.

Hist.: Kobberet eg dets gule farve præger denne variant, der kan være

påvirket af "prinsesse Guldhår og de tre bjørne" og norske

folkeeventyrs trolde, der lugter kristenblod.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 53.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 213 - 215: "Atumagssiaq Uversagkigardlo" / Atumassiaq uersakkiarlu.

Resumé:

Atumassiaq og Uversakkiaq har land sammen med en flok brødre, der én

for én forsvinder under rejser nordpå. A. og U. beslutter at

undersøge sagen og kommer til et hus med seks vinduer og propfyldt af

mennesker. De går ind, får sæde og mens de overværer en sangfest, får

A. øje på en blodig kniv i loftet og hovedet af den sidst forsvundne

fælle på gulvet. Han gør tegn til U., der også blir forskrækket. Det

blir A. og U.s tur til at synge. De synger alle beboerne i søvn

undtagen husets sladrehank, der render ud og ind. De slår ham ihjel,

løber ned til stranden og knækker årerne på alle stedets kajakker. Da

de selv ror ud, råber U. op, skønt A. advarer ham. Folk vågner, ser

hvad der er sket, og en enkelt kajakmand, hvis åre A. og U. har

overset, sætter efter dem. Da han når dem, ror de i hver sin retning

og forfølgeren midt imellem dem. Han sakker bagud. Manøvren gentages,

hvorefter A. og U. når hjem og aldrig siden tar nordpå.

Anasi er Vittoralaks søn ifølge K. Rasmussens notater.

Var.: dette er en "smart" version af et hyppigt tema: fangerne der forsvinder en for en, indtil den sidste tilbageblevne får afsløret og oftest elimineret årsagen, søg på: Qalulik / Kalulik

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 218 - 220.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 64 - 67: "Atungait" / Atungaat.

Resumé:

Atungaat får lyst til en lang rejse med en stærk kvinde. Han udvælger

sig på en boplads en lille kvinde, der er den bedste til boldspil. De

forcerer undervejs et brat isfjeld med åbent hav omkring og kommer til

menneskeædere, der af mangel på andet fortærer hinanden. Et andet

mærkeligt folk har alle hofteskader og fordriver tiden med et

ajagaqspil (ajagarneq, et kaste- og gribespil). A. stjæler ajagaq'en der er af

kobber, ødelægger alle slæderne og rejser bort. De hoftelammede sender

stenrauser efter ham. Han standser stenene med en sålelap, som hans

ledsagerske har. A. får nu hjemlængsel og flyver hjem på åndeflugt.

Hans kone kysses (gnider næse) med en anden mand. Hun påstår, at de

ikke har kysset hinanden, og A. dræber hende. Men manden, der vedgår

kysseriet, lader han leve. A. flyver tilbage til sin ledsagerske, som

han gifter sig med.

Hist.: Metallet kobber virker sært i en inughuit / polareskimoisk sammenhæng og

kan skyldes flere forskellige påvirkninger.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres (det gælder de fleste af Uusaqqaks fortællinger, der muligvis har været nedskrevet i et særligt hæfte).

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 150 - 151.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 28: "Qalutaligssuaq".

Resumé:

Qalutalissuaq ("den med øserne") bor i havet og røver børn, der

skriger op. En forældreløs dreng med udslidte støvler kan ikke følge

med de andre flygtende børn. Med sin strittende storetå, som han siger

æder mennesker, skræmmer han Q.

Var.: Qalutalissuaq; Qalutalissuaq and the blind woman; Qalutalissuaq and the orphan.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2' læg 7, s. 132 - 133: "Inorrôrtut" / inorroortut.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé:

En mand blir i indlandet inviteret ind i et hus og beværtet af et

ægtepar i brune klæder med et kæmpeblåbær. Det er sødt og gør ondt i

tænderne. Da han er gået ud, er huset forsvundet, og i stedet ser han

to bier summe i en klipperevne. Derefter mister han lysten til at gå i

indlandet alene.

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jeg begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Kommentar: Bierne må være humlebier - andre slags levede ikke i Grønland - med mindre de en overgang har været indført indtil de uddøde. P.t. er der atter forsøg på biavl - i Sydgrønland (Ole Hertz)

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 20 -

23: "pupigsorssuaq" / Pupissorsuaq.

Resumé:

En ung mand får udslet over hele kroppen, som hans gamle far helbreder

ved at gnide ham med tungen af en laks. Senere under hungersnød får

den unge mand øje på frosttåger langt ude på isen. Han går derud. Det

er en våge fuld af hvidhvaler, som også tre fremmede mænd fanger af.

De inviterer den unge mand med hjem, men han afslår, fordi folk sulter

derhjemme. Næste dag ser han den ene fremmede fange en hvidhval ved at

kaste sig ud i vågen, dykke og langt senere komme op med hvalen dræbt.

Den unge mand undskylder sig endnu en gang, men tredje dag følger han

med dem hjem, hvor de bor med deres gamle forældre. De har allerede

spist deres hvidhvaler rå, rub og stub, inden den unge mand når

indenfor. De tre mænd praler enormt af deres kræfter og herlige

bedrifter og putter på faderens opfordring den unge mand i en ketsjer,

som de svinger frem og tilbage for at prøve hans kræfter. Dernæst

praler de af deres amuletter. Det er rejer, der giver dem evnen til at

nedlægge alskens fangstdyr. Da den unge mand så nævner laksens som sin

amulet, erklærer den gamle, at laks er stærkere end rejer og at man

hellere må lade gæsten være. Det lykkes ham at snige sig bort om

natten og snyde det gamle bjørnepar, der alligevel opdager flugten og

forfølger ham. Alle derhjemme blir forbavsede over, at han har besøgt

bjørne i menneskeham.

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Plejaderne; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge;

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Et maskinskrevet manus. på engelsk findes i KRKB 5', og et tilsvarende på dansk i KRH 52,2, hæfte 429.

Første gang trykt i Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 137 - 138.

Resumé: "Der var engang i gamle, gamle dage en tid, da ravnene kunne

tale. Men der var det mærkelige ved ravnenes sprog, at ordene havde

omvendt betydning. Når de ville takke, skældte de ud, og således sagde

de altid det modsatte af, hvad de mente. Mens de således var fulde af

løgn, var der engang en gammel mand, som tryllede talens gave fra dem,

og derfor kan ravnene kun skrige. Men deres natur beholdt ravnene dog,

og de er den dag i dag fulde af vredagtighed, løgn og tyvagtighed"

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 55.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 215 - 216: "Pîtsúnguit" / Piitsunnguit.

Resumé:

Et fattigt ægtepar med en datter deler boplads med mange brødre, der

jævnligt giver datteren tarmindholdet af deres fangst med hjem. En dag

får hun intet. Faderen henter "balaner" (?) ved stranden, smører

ansigtet ind med stoffet to gange. Første gang blir han smuk, anden

gang hæslig, og han går ind til brødrene, som alle dør af skræk ved

synet. Derefter lever de fattige af brødrenes hengemte fangster indtil

foråret, hvor de slipper op. Og den fattige familie dør af sult.

Hist.: En usædvanlig slutning. I denne type fortællinger identificerer man sig normalt med de tilsidesatte, der tager en retfærdig hævn. Her er det omvendt. Moralen har ændret sig.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. Formentlig: KRKB 1,2(6), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, hvor Vittoralaks søn, Anasi's angives som fortæller til: Utorqángûp pania támartoq akugdlarsâta sunauvfa tidligdlugo nuliarigâ / Utoqqannguup pania tammartoq akulliaraata sunaaffa tillillugu nularigaa: Den gamles datter der forsvandt og minsandten var blev stjålet af og gift med en af "de mellemste" (mellemstore indlandsboere).

Maskinskrevne manuskripter, grønlandsk og dansk: NKS 3536, 4', IIIa og IIIb.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 212 - 213: "Utorqángûp pania támartoq" / Utoqqannguup pania tammartoq.

Resumé:

Et gammelt ægtepars lille datter leger husmor med småsten ved

stranden, mens faderen er på fangst og moderen er optaget af at skrabe

skind. Datteren forsvinder. Forældrene sørger, men en dag ser faderen

hende i et hus på en nunatak oppe på indlandsisen, hvor hun allerede

er gift og har et barn med en mand, der har mange brødre. Manden er

yderst gæstfri mod sin svigerfar, der ikke siden opsøger sin datter,

fordi han og konen nu véd, hvor hun er.

Hist.: Denne fortælling slutter i sine øst-, syd- og

sydvestgrønlandske varianter (fx Tunerluk) gerne med, at datteren blir hentet hjem

igen fra indlandskæmperne. Her drejer det sig imidlertid om en voksen datter, og en sådan finder sig ofte til rette hos åndemennesker i indlandet: fx: gift med en orm.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 48: utorqánguit paneqardlutik aputisissartumik / utoqqannguit paneqalutik aputisisartumik.

Trykt i ældre retskrivning i Søby, R. (red.) 1981: Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 207 - 209.

Resumé:

Den gamle far tar ud for at lede efter sin datter, der er blevet

borte, mens hun hentede sne til drikkevand. Han følger et slædespor

til et hus foran et andet ved havet, hvor hans datter bor lunt og godt

med renskind overalt. Hun har en lile søn og opdager ikke faderen, der

kigger ind gennem vinduet. Han tar hjem igen, men hun, der ikke kan

forstå, hvordan hendes mand fanger alle de rener, går mod indlandet

til en udsigt over en stor slette, hvor hun ser sin mand forvandle sig

til en ulv mens han jager rener. Forskrækket går hun tilbage og

flygter en dag hjemad til forældrene, mens hendes mand er taget langt

nordpå efter fede rener med tyk, kort, sort pels til hende og sønnen.

Hun når vinterbopladsen, der er ubeboet, fortsætter til deres

sommerplads og overtaler i hast sine forældre til flugt af skræk for

ulvemandens komme. Han kommer og lokker med de dejlige skind. Hun tar

et tag udaf med konebådens åre. Han lokker med det lækre renkød med

talg til sønnen. Hun tar endnu et tag. Forældrene gentager hver gang

svigersønnens lokkeord, og da de har glemt at løsne fortøjningen, må

de kappe den. Ulvemanden koger kød i deres forladte telt, så det står

op med røg, mens de flygter ud til den yderste ø og forbliver dér, til

de dør.

Hist.: Amaroq, "ulv", fandtes ikke i Grønland, men glosen betegnede et

mystisk landrovdyr. Ulvens evner som renjæger er enten bevaret i

overleveringen (den lever i arktisk Canada) eller noget man har hørt

om af kolonisterne, hvoraf mange var fra Nordnorge.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "anguterpait arnartatuagdlit".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 183 - 185: "Anguterpait arnartatuât pivdlerulersoq" / Anguterpaat arnartatuaat pillerulersoq".

Resumé:

Da brødrene gang på gang nægter deres søster at blive gift, blir hun

sindssyg og vil æde dem. Brødrene flygter ud til øerne, men den

mellemste bror, der holder meget af hende, tar gang på gang tilbage,

hvor han hver gang er på nippet til at blive ædt. Hun kan endog gå på

vandet og forfølge ham i kajak, men mister balancen, når hans åre

laver en krusning på vandfladen. En forældreløs dreng sydpå får af sin

plejemor besked på at gå op til brødrene og sælge dem en lille hund

for såleskind og en kniv. Undervejs overnatter han i brødrenes

forladte hus, følger deres spor næste dag, og ser under en sten en

kvinde med sprængte øjne. I taknemlighed over at drengen har stensat

den døde, får han en masse tilskåret såleskind, knive og løfte om at

kunne komme igen nårsomhelst han mangler noget. Drengen blir voksen,

fanger og forsørger sin plejemor.

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik;

Tolkning: Slutningen om den forældreløse er speciel for denne variant,

og drengen kan uden sine mandlige slægtninge udvikle sig til fanger

vha. brødrenes gaver, der specificeres: Såleskind og knive, der

symboliserer hhv. mobilitet og fangstevne.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 70.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 43: "Inuarutdligánguit" / Inuarulligannguit.

Resumé:

Små dværge er på langtur, runder et næs, ser et hus og råber derop, om

man har en hund med hvide prikker over øjnene. Da der svares nej, går

en dværgkone med en masse børn i alle aldre derop, men blir ved

husgangen bidt af en hund med hvide prikker over øjnene. Hun blir i

huset til såret er lægt, hvorefter alle dværgene rejser bort og

aldrig mere kommer igen af angst for hunden.

Hist.: Den naive gengivelse skyldes, at fortællersken er en ung pige.

De mindste dværge i Østgrønland er meget bange for hunde. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Mini-dværgenes kropsbalance".

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît."

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 143 - 149.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, ss. 30 - 34, "The two brothers".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22 - 27: "Ilimagêq Paulinerdlo qatángutigît. Paulineq angákorssuaq ilímardlune qivítoq" / Ililmageeq Paulinerlu qatanngutigiit. Paulineq angakkorsuaq ilimmarluni qivittoq.

Resumé:

Ilimageeq og Puulineq er brødre, med en mor og søster. Puulineq en

stor åndemaner. Opdager, at hans kone er ham utro med en dårlig

fanger, men meget stærk ungkarl. Puulineq flænser hele sæler til

vinterforråd. Tegn på at han vil rejse bort. Konen ber om et hoved,

får nej, og tar selv det største. Puulineq rejser bort under

åndeflugt til indlandet til et stort, sylespidst bjerg, lander med

den ene fod, og snurrer rundt. Ser neden for et hus med en kvinde,

der flænser og en datter. De ser hans kommme som gnister. Manden

mener, det er en hund. Datteren går beroliget ud, Puulineq griber

hende bagfra, ber hende hente bukser. De er meget for store. Han

flytter ind hos disse indlandskæmper (timersit / tornit). Hjemme

sørger Ilimageeq over sin brors udebliven. Forbereder sig til en

undersøgelsesrejse på samme måde som Puulineq. Flænser storsæler til

vinterforråd, holder seance og flyver mod indlandet. Broderen

Puulineq's spor i luften er tydeligt: som en stor udspilet tarm, som

vinden blæser igennem. Ilimageeq besøger Puulineq, der lover at komme

hjem på besøg om foråret. Ankommer med kone og barn på hundeslæde.

Hans ekskone bespiser hans kone og barn med noget dødeligt. Puulineq

skærer sit barn op, men finder intet. Ligeså sin kone, men forgæves.

Ilimageeq kommer til. Foretager ny operation. Fjerner kødstykket fra hendes

strube. Konen lever op igen. Puulineq og kone tar af sted, men

beordrer deres hund at gøre det af med ekskonen og hendes mand. Det

sker. Den river brysterne af ekskonen og testiklerne af hendes nye

mand.

Var.: Palineq / Paalineq; Paaleeq; Paulineq; ID 946

Bemærk: Navnene Puulineq og Ilimageeq spiller i denne version på to højt ansete angakkoq-færdigheder. En angakkoq puulik / en åndemaner med pose, der måske havde isbjørn og hvalros som transport-ånder over havet og kunne "pakke sig ind" som værn mod farlige væsner. Pooq-elementet til beskyttelse er her en udspilet gennemblæst tarm. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Ilimageeq spiller på "åndeflugt", ilimmarneq, den anden velansete rejsemetode.

I håndskriftet hedder den førstnævnte ikke Puulineq, men Paulineq og kunne således betyde noget med sodsværtet.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr. 39.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 206 - 207: "Nukarîk arnartaqángitsut" / Nukariik arnartaqanngitsut.

Resumé:

De to brødre må gøre alt husarbejdet selv. En dag ser de en kvinde på

stranden. Hun vil ikke have storebror, fordi hans "tanker er snoede i

enden". Hun tar lillebror og sørger nu for alt husarbejdet. Da hun

efter en tid længes hjem, følger brødrene hende ind i landet, hvor hun

med lethed løber en rype op. I et stort telt bor hendes familie. Hun

var i sin tid flygtet fra indlandet, fordi mændene sloges om hende.

Man glæder sig over hendes lille barn. Efter besøget vender de hjem og

kommer aldrig på besøg igen.

Hist.: Indlandskvinden bliver en del af de rigtige menneskers samfund,

men forbindelsen til hendes familie brydes efter det enlige besøg. I

traditionelle fortællinger optages fremmede ikke varigt i rigtige

menneskers samfund. Det princip synes brudt, mens det fastholdes, at

hendes familie ikke kan blandes med rigtige mennesker.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: 106 - 107: Ilivínguit mardluk aviortitsiniartut oqalugtuaq.

Resumé:

To døde stiger ud af deres grave. Den ene vasker med en sten sit

ansigt, der får et rædselsvækkende udseende. De gemmer sig ved en

husgang og får det til at ringe for ørerne af folk inde i rummet, mens

disse spiser blod af sælmave (blodbudding? BS). Lyden betyder at nogen

ønsker noget. Husherrens svar lyder: "Det er bedst du spiser spåner!"

Fornærmet skræmmer den døde alle ihjel med sit ansigt. I et andet hus

Svarer man: "Det er bedst du spiser blod!" De døde går glade tilbage

til deres grave.

Tolkning: Ringen for ørerne var afdøde slægtninges bøn om en bid mad

med, når folk spiste.

søg på ringe* ørerne

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 1 - 3: ikíngutigît.

Resumé:

De har været venner fra barnsben og bosætter sig som voksne, den ene

inde i en fjord, den anden ved kysten. Da fjordboen er den dygtigste

fanger, blir kystboen misundelig og prøver at forgifte vennen med

sælkød smurt med menneskehjerne. Men vennen advares af sin hjælpeånd,

skær fra bagsiden af kødstykket og får kun lidt ondt i maven.

Fjordboen gør gengæld med oversmurt renkød, og kystboen bliver

sindssyg, fordi kødet er indsmurt i hjerne over det hele, og han ingen

hjælpeånder har. Flere gange besøger fjordboen sin sindssyge ven og er

hver gang på nippet til at blive grebet og ædt. Sidste gang finder han

vennen død i en klippehule, bygger ham en smuk grav, begræder tabet,

men trøster sig med, at det ikke var ham selv, der yppede kiv.

Var.: Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo  kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt.

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut" / Silarsuarmik kaajallaaniartut.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 118 - 119.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 14 - 15: "Silarssuarmik kaujatdlainiartut".

Resumé:

Tid: Den gang var der mange mennesker og alle lande var befolkede. To

mænd rejser i hver sin retning fra samme udgangspunkt. Da de mødes

igen er de oldinge, der må bæres frem af deres gamle børn, og deres

drikkebægre af moskusoksehorn er slidt helt op.

"Verden er stor!", udbryder de.

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 11h - 10v (sidste linier mangler).

Publiceret transskription af orig. håndskr.:

Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 96 - 99: Qallunaat Isiginngisassaat.

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 208. Ibid. nr. 100 er en afskrift af Kreutzmanns 1. version, hvor originalen er gået tabt.

H. Rinks oversættelse af afskrift:

Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 95; og

Rink, H.: Kalaldlit oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, II, 1860: 23 - 30, der sideløbende har den grønlandske tekst i gammel retskrivning.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 72, ss. 385 - 388: The man not to be looked at by the Europeans.

Rasmussen, Knud, Inuit Fortæller, red. Regitze Søby, II: 106 - 110: En beretning om en mand ... er sandsynligvis en genfortælling el. nyoversættelse af samme variant. Det maskinskrevne manuskript findes i KRH, kasse 51, nr. 28.

Resumé: Den dygtige og holdne fanger, Kiinaki fra Tasiusannguaq, kommer efter en handel med besætningsmedlemmer på et hvalfangerskib i klammeri med dem og bliver dræbt. Enken og sønnen vil hjem i konebåden fra skibet. En del matroser hager sig fast i rælingen, konen bider dem i hænderne, og de slipper. Ved afrejsen kaster kaptajnen to gange en mængde eftertragtede jernsager ned i konebåden. Enken smider dem ud i vrede. Sønnen redder sig en enkelt kniv. Sønnen opdrages derefter af bopladsens gamle til at blive usynlig og usårlig (og tilsyneladende også uhørlig) for hvalfangerne, qallunaat (europæere). Han tilbyder mange varer på skibene. Ingen ser eller hører ham. Heller ikke når han til slut opgiver, og selv tilegner sig alt det han ønsker. Da besætningen senere opdager hvor mange varer, der er forsvundet og vil hævne sig, synger bopladsens gamle tryllesange (serratit) på hustaget og varsler næseblod over hævnerne. Den første, der stiger i land, får da også næseblod. Enkens søn viser sig også nu usynlig, uhørlig og usårlig skønt han gang på gang udfordrer de hævngerrige qallunaat til at skyde og stikke sig.

Var.: næseblod-motivet er brugt i en anden fortælling om qallunaat: En fortælling om tyve.

Hist.: Historien tidsfæstes til hvalfangertiden i første halvdel af 1700-tallet. Men det er umuligt at sige hvilke begivenheder, der ligger bag, bortset fra det ikke usandsynlige mord på Kiinaki, som muligvis er identisk med andre fortællingers historiske Kiinaki og/eller Kiinakersuaq.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34

og hendes noter til oversættelsen vedr. originaltekst og afskrift sammesteds s. 98.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 223 - 226.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 69 - 71: "Iliarssupaluk uisaorqassoq" / Iliarsupaluk uisaaqqassoq.

Resumé:

En forældreløs dreng driver over havet til et andet land på en

isflage. Hos fremmede bliver han taget i hus og sat til alskens

nedværdigende arbejde. Hans storebror kommer på besøg i en konebåd så

hurtig som en havlit. Lillebror må ikke røbe, hvem han er. Da folk i

huset ber lillebror tømme urinbaljen, der er fuld af lort, tømmer

storebror den ud på gulvet. Folk styrter ud, spærrer indgangen og gir

sig til at spille bold derude. Storebror ber om sit sædeskind i båden.

Han får det og med det en lemmingamulet, som han får liv i og sender

ud på drab to gange. Man forstår han må være åndemaner / angakkoq, åbner

indgangen, bliver venlige og storebror giver sig til kende. Han får to

konebåde med som ledsagere på hjemrejsen, hvor han sørger for at

roerskerne ror meget langsomt. Han får to stærke kvinder fra en af de

andre både og suser nu hastigt forbi dem. De tilbageladte både sender

nu først en kæmpebølge og dernæst et højt bjerg imod dem. De kommer

igennem med lukkede øjne. Hjemme igen pisker storebror kræfter i

lillebror og giver ham de to stærke kvinder til koner. Han får for

vane at mishandle dem, og da de får børn synger de længselsfulde

sange for dem om deres hjemland. Men deres slægtninge kommer aldrig

efter dem.

Var.: Gamle Qattaaq med lemmingamuletten (tildels)

Hist.: Bortset fra episoden med indespærringen (se Var.) er dette den mest

udbredte fortælling om Kaassassuk hos inuit i Canada (Boas 1964:220-222; 1901-07:186-188). Den er formentlig kommet til Avanersuaq / Thule med de indvandrede baffinlændere.

De har måske tilmed følt længsel efter deres hjemsted, som nogle af

dem uden held søgte tilbage til.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 17 - 20.

Resumé:

En ung, dygtig fanger bor med sin mor og andre husfæller i bunden af

en fjord. En dag han er ude i kajak inviteres han op at flyve i

kajakken med hænderne i rælingen på en flyvende konebåd. Bådelauget

synger om deres længsel efter renernes madsteder, flyver gennem et pas

til en sø, hvor de ved hjælp af en anden sang daler ned, lander som en

islom og slår lejr. Om aftenen flyver den unge mand hjemad i sin kajak

med en tilsvarende sang om hellere at flyve end at ro, men pga højden

har han svært ved at kende sin boplads, forvirres, glemmer sangen og

styrter ned ved kanten af en stejl klippeskrænt. Han falder stejlt

ned, husker stadig ikke sangen, og må bøje ryggen for at holde

balancen. Husker så melodien, og synger om, at han burde være

årvågen, men kan ikke hæve sig op. Da han ved solnedgang har fået

for ondt i ryggen, husker han sangen, sætter kursen mod sit hus, river

sin mor omkuld i farten, ryger lige lukt gennem husgangen og smadrer

bagvæggen, fordi han ikke kan holde op med sangen. Da nu både han og

moderen er døde, flytter husfællerne, som ikke længere har nogen til at

forsørge sig.

Var.: Den flyvende kajakmand.

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

Tolkning: Rasmussen kommenterer, at dem, der kunne flyve, må være

indlandsboere ifølge en variant fra Narsalik. Om den tætte association

mellem indlandsånder og fugle se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "dværge " og "kæmper".

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 26

- 30: "âtaniînguit tuvililigssuardlo" / Aatagiinnguit tuvililissuillu.

Resumé:

En gammel mands eneste søn blir dræbt. Den gamle, der atter må gå på

fangst, opdrager sin sønnesøn til stærk mand, hvorefter han rejser med

ham og sin sønnekone langt mod nord. De slår sig ned på en øde egn med

talrige fangstdyr. En dag får de dog besøg. Det er fem vrede mænd i

helpelse, der beklager sig over, at de fremmedes lugt har skræmt deres

fangstdyr bort. De går til angreb. Den gamle klarer de to, sønnesønnen

to andre og sammen får de has på den sidste, der slås med sønnekonen

ude i husgangen. Sønnesønnen rejser en tur nordpå, ser de fem mænds

boplads, fortæller de fem efterladte enker og børn om drabet, fordi de

fem ikke ville tage imod gæstevenlighed, og dræber alle de efterladte.

Midt om vinteren vandrer sønnesønnen, der er hurtiggænger, ud til en

våge med hvidhvaler. Langs kanten ligger en mængde skrotter af

hvidhvaler, der endnu ikke er frosne. Det gentager sig næste dag, hvor

han også ser spor. Tredje dag er han ganske tidligt på færde og følger

sporene over isen til et fjernt land i horisonten med en boplads, hvor

lutter unge og et enkelt ældre ægtepar tar imod ham. Værterne tar mod

til sig og spør om han har set fem mænd i helpelse. Sønnesønnen tøver,

men fortæller så om drabet. Værterne blir henrykte, fordi de fem var

deres fjender, som de er flygtet fra og stadig frygter i den grad, at

de kun tør fange om natten. Værterne inviterer sønnesønnen til at slå

sig ned, blive deres høvding / leder og gifte sig. Han vil dog hjem og alle

følger ham ud til vågen, hvor begge parter fanger og deler

fangstparter med hinanden. De lover at komme på besøg til foråret og

sønnesønnen vandrer hjemad med en enorm mængde kød på ryggen. De

fremmede kommer som lovet, man tilbringer sommeren sammen i stor

glæde, men skilles i det tidlige efterår, hvor gæsterne rejser over

havet og sønnesønnen med bedstefar og mor tilbage til deres gamle

boplads i syd. De drager aldrig siden på fangstrejse mod nord.

Hist.: Det traditionelle hævnmotiv må have mistet noget af sin

aktualitet, idet variantens heltegerninger i nord synes at kompensere

tilstrækkeligt for den hævn, som sønnesønnen i en traditionel

fortælling ville have taget over sin fars mordere. Den geografiske

placering af onde mennesker højt mod nord, der føler deres

territoriale rettigheder krænkede, kontrasteres med de gode mennesker

på den anden side af havet. De vil gerne i slægt med gæsten, dele

deres fangster med ham og har tidligere boet på sønnesønnens

midlertidige boplads. Denne fortælling fra Aasiaat kunne afspejle et

tidligere fjendskab mellem grønlændere nord og syd for Diskobugten i

handelsrejsernes tid, hvor folk strømmede til fra syd. Landet på den

anden side af havet er Akilineq, hvor der traditionelt boede

menneskeædere, men der i mange fortællinger har måttet vige pladsen for et mere realistisk kendskab til stammefrænderne derovre.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 16 - 17: "Niviarsiatoqaq".

Resumé:

En gammeljomfru finder under et bærtogt en sommerfuglelarve, som hun i

hemmelighed opfostrer med blod fra sin næse. Husfællerne hører hende

ofte tale med det skjulte dyr, og en dag hun endelig står op fra

briksen og går på besøg, slår de den ihjel. Hun begræder længe tabet

af sit kæledyr, der var hendes eneste glæde.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A;

Hist.: Fali er Sissiis søn.

Fortællingen er en meget skrabet version af en gammel østeskimoisk myte, der i en variant tydeligt forklarer kvinders første menstruation og dermed frugtbarhed (derefter finder man ikke længere spædbørn, der kommer op af jorden som planter)

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939,

 s. 123 - 124, "The old maid who wanted to marry a sea-scorpion".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 45: "niviarsiatoqaq qivâqimik uvigssarsiortoq" / Niviarsiatoqaq qivaaqimik iussarsiortoq.

Resumé: Pebermøen fanger en ulk oppe fra land og siger:

"Jeg ønsker mig en lille ulk til mand." Hun trækker den på land og holder

den i et træfad med saltvand. Men ulken dør af sult. Således blev

gammeljomfruen enke.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 17 - 19: "Nukagpiatoqaq" / Nukappiatoqaq.

Resumé:

Han har sendt stedets kvinder ud med konebåd for at plukke bær til

sig. De bliver længe borte. Han rejser efter med spæk til dem og

lokkes undervejs op i et hus af en kvinde, der hver gang han prøver at

undslå sig, foregøgler ham, at han bare bliver skældt ud, når han når

frem til kvinderne. Hun får ham på samme måde til at tage tøjet af og

lægge sig på briksen. Han forsyner sig med en stenplade på brystet.

Men han sover rævesøvn og hører nogen slibe og sige: "Sisee, sikapulu,

sisee sikapulu". Han åbner øjnene, og dér kommer hun flyvende. Hendes

knivhale brækker på hans brystplade, hun udånder, og en af

husfællerne, der alle har gemt sig under briksen, beklager tabet af

Usorsat's haleben. De sender en stor trædukke efter ham. Den skal mase

ham ihjel. Han påkalder sin døde bedstemor, smutter ud forbi hende i

husgangen, og lader hende om at skræmme alle beboerne ihjel. Fremme

ved bærstedet, hvor kvinderne har plukket konebåden næsten fuld af

bær, mæsker ungkarlen sig alt det han lyster. På hjemvejen kigger han

ind i huset: Mange ligger med sprængte øjne, andre med sprængt mund af

at råbe. Efter den oplevelse sender ungkarlen aldrig nogen ud efter

bær.

Var.: Hyppig episode i Kivioq. Søg på: knivhale; jernhale; humlebi.

Tolkning: "Sisee, sikapulu, sisee sikapulu" er muligvis grønlandsk

udtale af "slibe og skærpe".

Håndskrift: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:179 - 180.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 33 - 34: "Tuluarssuaq nuliartârumassorssuaq" / Tulugarsuaq nuliartaarumassorsuaq.

Resumé:

En spurv sørger over tabet af sin mand, der fangede orm til hende.

Ravnen frier til hende, men hun afviser ham pga. hans høje pande,

brede tindinger, lange skæg, store næb og den føde han kan skaffe, der

blot er skarn. Ravnen frier da til to vildgæs, der advarer ham mod

deres trækrutes strabadser over havet, hvor ravnen ikke kan hvile sig.

Ravnen mener, at han bare kan holde sig svævende i luften. Da han

undervejs blir træt, ber han sine to koner lægge sig tæt sammen på

vandet, da de andre gæs flyver videre. Da ravnen drukner blir dens

sjæl til små "havravne" (vingesnegle).

Var.: Ravnen, som friede til spurven; Sangkamp i dyreverdenen.

Hist.: Sammenstillingen af de fælleseskimoiske fortællinger om ravnens

(eller andre Fugles) frieri til spurveenken og om hans ægteskab med

vildgæs er ikke almindelig (se Lantis 1946: 293 - 294; Kleivan 1962). Men

den forekommer både hér i Avanersuaq / Thule og i Upernavik-distriktet (se

Rasmussen 1981, Inuit Fortæller II: 94 - 95). Navnet på den sorte vingesnegl,

"havets ravn", brugtes også i Sydvest- og i Østgrønland. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Toornaarsuk".

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qêrsôrssuaq" / Qeersoorsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Det er Appalinnguaqs genfortælling af Qilerneqs version, der er nedskrevet. Qilerneqs proveniens: Kangerlussuaq, Thule.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:215 - 216.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 61 - 62: "Qêrsôrssuaq" / Qeersoorsuaq.

Resumé:

En mishandlet kone går hjemmefra med sit lille barn i rygposen. Hun

kommer ind i et stort hus, hvor en gammel hvidhåret kælling ligger og

sover. Denne vågner, når at angribe den flygtende kvindes barn og

halshugger det. Hun vender hjem, og manden anklager hende for selv at

have dræbt barnet. Sammen går de dog ind til kællingen, som manden

dræber med øksen. Kællingens to sønner, der kommer hjem med mange nedlagte

rener, dræber han også. Mand og kone lever længe højt på renerne.

Var.: The white-haired old woman.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: sinâmiúnguaq / sinaamiunnguaq.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 44 - 46:

"Sinâmiúnguaq" / Sinaamiunnguaq."

Resumé:

En lille kystbo, der er en gammel kvinde, lever af kvaner, der er

hendes yndlingsspise. Hendes datter, der er ude efter kvaner til

hende, blir røvet af en mængde kæmper, der nok er menneskeædere.

Hjemme i deres overfyldte hus tar en mand hende til kone og gør hende

til hurtigløber, idet han giver hende kamikker på med store havorme,

ål, o. l. havdyr, der æder kødet fra hendes underben. Hun indhenter

som den første en renkalv under jagten den følgende dag. Hendes mand

blir vred, da hun føder en søn. Han ønskede en datter. Han feder sin

kone op med megen mad og ingen drikke, og da hun er fed nok, aner hun

uråd, fordi han ber en ung mand holde vagt om natten. Hun giver sig

til at fortælle dem alle i søvn, men må dræbe nattevagten, fordi han

kun sover gandske let. Under flugten kan hun dårligt flytte sig af

stedet. Hun smider sit barn ud, kravler ned i en revne, får den til

næsten at lukke sig, og husets beboere, der leder dagen igennem, må

opgive. Om natten flygter hun hjem, hvor moderen er ved at dø af

længsel efter kvan. Uden at gå ind henter pigen i hast nogle kvaner,

får moderen til live med duften, og kan siden holde sin mor fuldt op

forsynet med kvan.

Var.: Grundfortællingen er Igimarasussuk.

Tolkning: En usædvanlig version, der kunne opfattes

som en fortælling om kvinders værd. Den handler udelukkende om

kvindelige gøremål: Indsamling og renjagt, hvor kvinder tjente som

klappere, og fortællingen lader indlandskæmpen foretrække døtre for

sønner. Tilmed understreges det tætte forhold mellem mor og datter, og

at pigens mor er en kystbo, der lever af planter, i modsætning til

indlandskæmpen, der med sine kannibalske tilbøjeligheder ikke er noget

rigtigt menneske. Fortællersken er en ung pige.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Erdlualêk"

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 133 - 134: "Erdluaralik" / Erluaralik.

Resumé:

Denne lille mand inviteres gang på gang med ud på fangst af andre, men

får aldrig andet end et stykke endetarm som fangstpart, fordi han er

for langsom. Til slut hiver han alle sine indvolde ud, som han

placerer ovenpå kajakken. Hans kone koger dem og smager en bid. Da

siger han: "Det er sandt, jeg har en prop i enden", og falder død om

ned i husgangen. Konen tømmer rasende grydens indhold og al den

brændende lampeolie ud over liget, træder hen over det, og sammen med

sin tjenerinde tramper hun husgangen ned. De går over i et andet hus,

"og der blev de nok tjenerinder".

Var.: Iteqitilik; En rigtig lille forældreløs;

Kommentar: Grotesk fortælling over ideen: "en med prop i endetarmen": Iteqitilik

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "qupalorarssúnguaq qîassoq".

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 124, "The little

snow bunting that wept".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 22:  "qupalorarssúnguaq qîassoq"/ Qupalorarsunnguaq qiasoq.

Resumé: Spurven begræder i en sang sin mand, der er blevet fanget i en

snare af hvalbard. Svarsang fra en ravn, der tilbyder sig som hendes

mand. Hun afviser ham p.g.a. hans høje pande, lange skæg og hans livret:

skarn. Ravnen håner til gengæld spurven, der begræder en mand, der

spiser orme, og flyver bort.

Var.: Fælleseskimoisk myte, men ofte med flere og andre

fuglearter end ravnen. Sangkamp i dyreverdenen.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Hvalbarder skaffede man sig fra Diskobugten i det meste af 1700-tallet.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qilugtûssat" / Qiluttuussat.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 197 - 198.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 48 - 49: "Qilugtûssat" / Qiluttuusat.

Resumé:

En kvinde aborterer, går hjemmefra og optages blandt rare bjørne i

menneskeskikkelse. Da hun tar hjem igen, ber den største bjørn hende

om intet at fortælle hjemme. Det gør hun alligevel, og da mændene har

nået bjørnen dræber den sine to unger og fortsætter til bopladsen,

hvor den dræber kvinden. Hundene forfølger den gøende, hvorefter de og

bjørnen letter og bliver til stjernekonstellationen, Store Bjørn (?)

(Qiluttuusat: Dem der ligner en flok gøende hunde om en bjørn: Syvstjernen; Plejaderne).

Hist.: Fælleseskimoisk oprindelsesmyte.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Uterîtsoq". Nedskrevet på dansk af Knud Rasmussen.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland  legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 58 - 60, "Uterîtsoq / The obstinate one".

Resumé: Den stædige ville ikke lade sin kone overholde sine tabuer

efter hendes barns død (de "uvidendes" skik, som fortællersken også før

dåben måtte følge). Han tvinger hende til at sy sin kajak ved

stranden. Månens hund dukker op af vandet for at straffe hende. Den

stædige slår den ihjel. Månen ankommer selv. Overvindes af den stædige,

der vil kvæle Månen. Månen ber for sit liv: Hvis du dræber mig, vil

der aldrig mere blive ebbe og flod. Sælerne vil ikke mere yngle. Det

vil aldrig mere blive dag. Den stædige giver slip af ulyst til at leve

videre i mørke. Månen genopliver sin hund, smider den og sine andre

hunde op i luften og rejser afsted på slæde gennem luften. Den

stædige får lyst til at besøge Månen, der siger ja og advarer ham mod

at køre langs solsiden af et højt fjeld deroppe. Den stædige må to

gange smide sine hunde i havet, for at de kan blive rene nok til at

kunne rejse gennem luften. Han vælger at køre langs solsiden af

fjeldet og får sine indvolde skåret ud af Indvoldsrøveren. Kørte så

bag om fjeldet til Månen, der henter hans indvolde, stopper dem i ham

igen, og viser ham sit udsyn gennem gulvet til jorden, hvor den

stædige ser sin kone bryde sit sorgtabu mod at flette senetråd. Hun

damper, og den stædige bliver vred på hende. Månen viser ham en mængde

levende hvalrosser i en grube under dørtrinnet, men ber ham styre sin

lyst mod at fange dem med et løfte om part i hans (Månens) egen nylige

fangst. Men den stædige er stærk og fanger to hvalrosser. Efter

hjemturen tvang den stædige aldrig mere sin kone til at arbejde under

sorg.

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

Hist.: I denne version bliver der delvis gjort op med en del af det prækoloniale verdensbillede. Ulrik Rosing har tidligere nedskrevet en anden version fra Sydgrønland til Rink, hvor der ligeledes sættes kraftig ind mod den tidligere så frygtede Måne og alt hans væsen.

Den voksendøbte immigrant fra Sydkysten, Susanne, henviser

utvetydigt til før-kristen tid som den, hvor man levede i uvidenhed

(om kristendommen). Denne uvidenhed associeres ofte til mørke og kan

være grunden til, at Månen i denne variant identificeres med

dagslysets kilde. Hvalrosserne i gruben under dørtrinnet bryder ikke

med traditionen, men forekommer ikke i andre grønlandske varianter af

"Besøg hos Månemanden", og hvalrosserne hér kan afspejle den

udvidede betydning af Djævlen og den korsfæstede (dræbte) Jesus, som

hvalrossen nogle steder fik i tidlig kristen tid. Se fx. fortællingen om Imaneq,

Innersuaq (den store ild), og Akamelê (Akamalik). Månen som underviser

i tabuer er traditionel, og det er først da den stædige oppe fra, med

den "anden verden"s syn, ser sin kone dampe (dampen skræmmer dyrene

bort), at han forstår konsekvensen af tabubrud.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Maskinskrevet manus. på dansk: NKS 3536, IIIa, III; og i NKS 3536, IIIb: maskinskrevet manus., et på dansk og et på grønlandsk.

Trykt på vestgrønlandsk i

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 52 - 67.

Søby, R. (red.) Oqalugtuat oqalualâtdlo, 1981 - 82, I: 43 - 54.

Kort resumé i Rasmussen, K. 1981 (Inuit Fortæller), II: 121 - 122.

Resumé:

Qaassuks søn bor ved Ikamiut (nær Appat) hos sine mange svogre, der holder

meget af ham. Han fanger godt, er stærk, og klarer sig i al slags

vejr. En dag i optrækkende uvejr kommer han til alles lettelse endelig

hjem, men efter et kort skænderi med sin kone, sætter svogrene sig op

imod ham, og det ender med knivstikkeri. Hårdt såret og nøgen lykkes

det Q.s søn at slippe ud og løbe fra svogrene til Appat, hvor man med

glæde modtager og adopterer ham. Efter vinteren ændrer han væsen

(bruger ikke længere sine vaner). Man spørger ham om årsagen. Jo, han

ville så gerne besøge sin far oppe i Qassit nær Amerloq. Man

tilskynder ham til rejsen. Q. der på lang afstand ser sønnens ændrede

væsen, får beretningen om svogrenes mordforsøg, inden sønnen går i

land, og Q. vil prompte på hævntogt. De ror hastigt sydpå med en

stormvind i ryggen og når Ikamiut allerede om natten. Q. synger alle

beboerne i dyb søvn, haster ind, og har dræbt alle mændene, inden

sønnen når ind. Sammen dræber de alle kvinderne. Herefter myrder Q.

alle de kajakmænd, han møder.

"Dengang i gamle dage, da der var mange folk ved Amerloq", begynder

den næste fortælling om Q. og hans søn: en gammel og en ung kajakmand

fra Amerloq havner i en snestorm uheldigvis ved Q.s boplads. Men han

tar vel imod dem, beværter dem og underholder dem med fortællinger. Q.

ængstes dog for sin søn, der endnu er ude på fangst, men beroliges, da

han erfarer, at sønnen er ude i den kajak, der kun har køl og ingen

spanter. Sønnen kommer hjem med en hvalros, og da han undervejs ind

hører, at gæsterne er havnet der ufrivilligt, gør han dem heller intet

ondt. Næste dag belæsses de med kødgaver og får besked om, at deres

fæller derhjemme vil blive dræbt, hvis de vover sig på besøg hos Q.

Det gør de alligevel. De får næsten ingen mad, slet ingen kødgaver og

undervejs hjem omkommer de alle i et uvejr, som Q. sender over dem. En

gammel mand, der således har mistet sin eneste søn, beslutter sig for

hævn, de andre tilslutter sig med ham som leder, og han får en gammel

ven med undervejs. De to gamle kommer usete i land ved Q.s hus, fordi

Q. kun har øje for de øvrige kajakmænd, der nærmer sig synligt ude fra

havet. Q.s islom (amulet) advarer ham forgæves med høje skrig. Den

gamle dræber Q. fra baghold med en bue og pil af specielt udsøgt

drivtømmer (fra syd og nord), og alle hævnerne gør derefter fælles sag

med ham, stikker i liget, parterer det og spreder stykkerne langt fra

hinanden. Man foretrækker at flygte, før Q.s søn kommer hjem fra

fangst. Ved et senere besøg er han forsvundet og huset faldet sammen.

  I gamle dag gik man på renjagt i Nordre Strømfjord: Man ser to mænd

langt borte. På råbet om, hvem de er, svarer de, at de er Q.s

efterkommere. Renjægerne flygter straks hjem, og ingen har siden jaget

rener i det område.

Var.: Qaassuk / Qaasuk

Hist.: En udbredt fortælling i Grønland. Lokaliseringen her til Midtvestgrønland borger jo ikke for nogen autencitet.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, nr. 31; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: nr. 31, "sujuleqatigssuit ... / siuleqatissuit.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 31.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 116 - 117.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 13 - 14: "Inuit píngoqangata taimanitoqarssuaq" / Inuit pinngoqanngata taamanitoqarsuaq.

Resumé:

Skønt inughuit / polar inuit ikke kan gemme ord i streger, ved man udmærket

fra de gamle og forfædrene, hvordan jorden og menneskene blev til.

   Jord og sten falder ned fra himlen, menneskene kommer ud af jorden

som sprællende babyer med lukkede øjne mellem pilekrat. De kan end

ikke kravle og får næring af jorden. En mand og en kone blir

uforklarligt store og blir gift. Hun syr barnedragter og finder

børn på jorden. Han laver seletøj og stamper hunde frem af jordtuer.

Jorden blir overbefolket, fordi ingen dør, men blir gamle,

ubevægelige og blinde. En stormflod drukner mange. To gamle koner

skændes om hvorvidt man fortsat skal leve uden død i mørke eller i

stedet have lys og død. Det sidste ønske blir virkelighed. Den første

døde stensættes, men vender tilbage og afvises, fordi man vil på

fangstrejse. Nu, hvor man kan flytte sig og rejse, behøver man ikke

længere spise jord. Der kommer sol, måne og stjerner på himlen, fordi

de døde stiger op og blir levende.

Var.: Myten er unik i sin sammensætning af små myter, der normalt fortælles hver for sig. De grønlandske finder man hovedsagelig refereret i Poul Egedes dagbøger: Se Meddr. Grønland, Bd. 120, 1939: sagregister: Mythe.

Hos de canadiske inuit fortalte man endnu omkr. 1900 tilsvarende myter - men ikke kombinerede til een fortælling. Se fx. Boas, Franz: 1964 [1888: The Central Eskimo, ed. by H. Collins. Univ. of Nebraska Press, og 1901 - 07: The Eskimo of Baffin Land and Hudson Bay, I-II, Bulletin of American Museum of Natural History, 15, New York.

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Rigtige mennesker. Deres

oprindelse", "Død, lys og åndemanerens lys".

Redaktør: Søby, R. M.

Oversat efter Kjer, J. 1880: Atuainiutit, I, Kbh. Rosenberg, s. 87 - 88: Nivfigfarssungmik Nivingasilernâmigdlo / Niffiffarsummik Nivingasilernaamillu, der er en let revision af

Håndskrift: NKS, 2488, V, nr. 222, ss. 1082 - 1083.

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 64, ss. 105 - 106.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 131, s. 464: The Revmoval of Disco Island.

Resumé:

På en boplads langt sydpå i Grønland kan man kun med besvær komme ud til fangstfelterne, fordi man skal uden om en stor ø med høje fjelde. To gamle mænd, Niffiffarsuk og Nivingasilernaq, beslutter at flytte den, mens en tredje gammel mand, Qiviaritajannguaq modsætter sig. De tre mænd borer hul i øen vha. en formular / tryllesang / serrat, og mens N. og N. binder et barnehår fast og dets modsatte ende i deres kajakker, binder Q. en solid skindrem af remmesæl gennem hullet og holder fast på land i den anden ende, og der fremsiges formularer over begge liner til tovtrækningen. N. og N. får vha. endnu en formular revet øen løs af klippegrunden med et brag som når et isfjeld kælver, og de ror afsted. Deres line, barnehåret, forbliver lige tykt, mens Q. holder igen med sin rem, der i strækket bliver tyndere og tyndere og til sidst brister. Stadig med tryllesange ror N. og N. ud på det åbne hav forbi skærgården og derefter nordpå. Da de passerer de høje Kunnat fjelde, synger disse fjelde, fordi de nu vil være de højeste fjelde i Sydgrønland.

Et helt døgn ror N. og N. med øen nordpå og placerer den i bugten ud for Jakobshavn, Ilulissat, hvorefter de ror hjem igen. Man siger, at hele rækken af små skærgårdsøer fra Sydgrønland til Disko er stumper af øen, der er faldet af under bugseringen. Og da øen var fjernet i syd, fik bopladsens fangere kun kort vej til deres sælfangstfelter.

Var.: Søg på Disko

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "tingmiáinalît".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 41 - 42: "tingmiáinalît" / Timmiaanaliit.

Resumé: Gravid kvinde, der mishandles af sin mand, vil drukne sig, men

lever op under havet nær stranden. Dernede bygger hun hus og føder sit

barn. Et skræmsel, hvis øjne er som vandmænd, håret som vandplanter og

munden som en musling. Dette utyske tiltrækkes af børnenes leg ved

stranden, men må ikke gå derop for sin mor. Får endelig lov og besked

om at gå op til bopladsens øverste hus, hvor hendes ondskabsfulde mand

levede, ikke til det nederste, hvor hun søgte tilflugt, når han

mishandlede hende. Utysket skræmmer alle beboerne i det øverste hus

ihjel med sit arrige udseende. Men ikke dets far, der forlængst er

død. Næste dag ser man dets spor af form som lamper og fulde af tang.

De fører op til huset, hvor man finder alle beboerne døde.

Bemærk: Aataarutaas kommentar: Dem, der bor på havets bund, kaldes

dem, der kun bærer fugleskindspels. Der er ikke mange af dem. Den

historiske Kunissoq syd for Illuluarsuit havde een af dem som

hjælpeånd.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB, 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, IV: Mellemste bog: "Qalangánguasik".

Første gang trykt i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 141 - 143.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 89 - 91: "Qalangánguasik" / Qalangannguasik.

Resumé: Drengen Qalannguasii med søster og forældre bor ved et

kraftigt strømsted. Forældrene dør af at spise tang.

Kort efter også søsteren. Q. bliver lam i underkroppen.

Bopladsfællerne tager på fangstrejse. Et genfærd høres komme. Q. slæber

sig over i et andet hus og gemmer sig bag skindtapetet. Genfærdet

kommer ind dér, drikker to gange af vandspanden og siger: "Tak, at jeg

som tørstede fik drikke. Dengang man var jordboer, plejede man at

drikke således." Da bopladsfællerne kommer hjem er vandspanden

halvfuld af lus og i livlig bevægelse. Folk tager på fangstrejse igen.

Huset og dets støtter ryster, mange genfærd falder ned i huset, sidst

Q.s søster. De holder munter fest. Advarer til slut Q. om at fortælle

om dem. Hvis han tier, vil han få kræfterne igen. Hans søster kan

næsten ikke komme ud af huset i tide, fordi Q. har passet og rørt ved

hendes lille barn. Q. begynder at komme til kræfter, men fortæller løs

til de hjemkomne fæller og kræfterne forlader hans krop, "der nu som

før levede ved ånden". Q. udfordres til sangkamp af fællerne, der

hænger ham op i en husstolpe. Her svinger han frem og tilbage, mens

han trommer. Fællerne tager på fangstrejse igen. Q.s døde forældre

kommer og tilbyder den lamme dreng at komme med dem. Q. siger ja.

Man fortæller, at han blev en kvinde, da han forvandledes til genfærd.

Tolkning: Traditionel østgrl. livs- og dødssymbolik bestemmer

forløbet fra først til sidst: Bevægelse (strømsted, lus, fangtrejser,

rystelser i huset, kræfter, "ånd") kontra ubevægelighed (lammelse,

stilstand = kvinde). Det første genfærd kommer sikkert fra det

nederste dødsrige, de næste fra himlens. De døde forældre er

associeret til overgangsstedet, stranden (dør af at spise tang) og til

den ophængte, lamme Q.s svingninger under trommesangen. Hans lammelse

bestemmer hans forvandling til kvinde som genfærd.

Var.: Qatingaq, (fortalt af Nikolai til Ulrich Rosing ved Kap Farvel midt i 1800-tallet).

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"inuarugdligkat".

Nedskrevet på dansk.

Resume: En kajakmand ser langt borte en dværg i kajak og ror hen til

den. Begge blir meget bange for hinanden. Dværgen er forgæves i færd

med at fange en lille netside. Manden fanger den for ham og inviteres

på besøg hos dværgene på en boplads med flere huse. Dværgen vil gerne

ha' ham til svigersøn. Alle er meget venlige mod mennesket og dværgen

fortæller om hans fangst, som fangeren lader dem få. Men to

dværgekvinder og værten magter ikke at slæbe den op sammen. Manden

bærer den op i den ene lalle. Hvor er han stærk! Alle fra alle husene

får hver en kødgave. Manden inviteres til et andet hus på et måltid af

tørrede rævetestikler. De knaser så morsomt. En gammel kone gør sig

lækker. Manden pifter af foragt, og hun triller af skræk ned af

briksen, ud i husgangen og blir væk. Han foretrækker værtens datter.

Hans penis er for stor. Værten udvider sin egen datters vagina. Så går

det. Hun får et barn. Manden længes hjem til sin efterladte mor. Hele

svigerfamilien tar med på besøg, der forløber vellykket, indtil

dværgebedstemoderen taber sit barnebarn ned i husgangen, hvor hun

holder det frem for at tisse. Hundene æder det straks. Svigerfamilien

bryder straks op. Svigerfar bærer altid på sit teltskind i en rem om

panden, der efterhånden blir hudløs. Hver gang de vil i land hos

mennesker flygter han for deres hunde, som dværgene kalder "halvmennesker", illuinnaat. Til slut rejser dværgesvigerfaderen bort

i en nordenstorm, som han stilner med en serrat, en formular. Siden

har ingen hørt noget til ham.

Var.: Rasmussen 1921: 256-262, en fangers besøg hos dværgene. Makkutooq.

Bemærk: Neqissanooq boede ved Illuluarsuit på Østkysten, er døbt

Imanuel, og fortæller historien med centrum i sin gamle boplads.

Nordenstorm dér kommer fra landet (piteraq) med samme kraft som en

østenstorm hér (ved Narsaq Kujalleq)

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. NKS 2130, 2', læg 7, s. 127 - 129: "Akerarît" / Akerariit.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé:

En mand, der har fjender mod syd på nabopladsen, opdrager sin søn til

en hurtig kajakroer og dygtig fanger, men fortæller ham først om

fjenderne, da han selv er blevet gammel. Sønnen tar straks næste

morgen ud til fjendernes fangstfelt. De er tre brødre, der snakker med

ham og holder sig tilbage, da han tilbyder at fange dem en sortside,

der dukker op. Så fanger han den selv som et lyn, får den på slæb, ror

hjem, men frigør sælen for at kunne ro hurtigere, da den yngste af

brødrene forfølger ham. Næste morgen lykkes det ham at komme uset til

brødrenes boplads og ind i huset efter sin smukke bugserrem, springe

ud, og ro bort, skarpt forfulgt af brødrene. De to ældste forfejler

deres kast, men den yngste rammer bagstevnen, hvor lansen bliver

siddende. Den unge mand når dog hjem, uden at en dråbe vand er trængt

ind i hans kajak, fordi han ror så hurtigt. Derefter ser han ikke mere

til sine fjender, der har set hvilke evner han har.

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har jegbegrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 24 - 27.

Resumé:

En ung dygtig fanger bor alene på et ensomt sted med sine forældre.

Sydlændinge kommer forbi på vej nordpå. Den unge mand udebliver,

faderen tager ud efter ham og finder ham dræbt, stivet af drivved og

med sine testikler som pynt i panden. Forældrene sørger, tar på

hævntogt, hører undervejs på en af bopladserne den smædesang

sydlændingene har lavet over deres offer, græder, og når omsider den

indsø, hvor sydlændingene har slået sig ned. De gemmer konebåden under

en mængde fuglefjer, lægger sig i skjul, og da to unge mænd kommer

halvnøgne ud, lokker manden dem bort fra huset med en sang. Han og

konen overfalder og dræber dem, og sætter dem op på samme måde som

deres dræbte søn med testiklerne i panden. De når det hele, inden folk

kommer ud efter de to unge, fordi manden med en sang har holdt dem

inden døre. Med en anden sang gør han sig selv og konen usynlige i en

klippekløft, og fniser af glæde, mens sydlændingene leder og til slut

giver op. På hjemvejen digter de en smædesang på sydlændingenes melodi, synger

den for alle de møder undervejs, og når temmelig hæse hjem, men med

fred i sindet.

Var.: Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; ortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut". Venstgrønlænderes relationer til sydlændingene, der rejste nordpå på handelsrejser, skildres ofte som fjendtlige. Men der kan ikke laves statistik på disse tilfælde i fortællingerne.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 20 - 24: Ersigissaqajuitsut quniutitânerat.

Resumé:

En navnkundig sydgrønlænder med store færdigheder rejser nordpå med

kone og to små sønner. De overvintrer på en boplads, hvor faderen

fanger så godt, at de lokale kajakmænd dræber ham af misundelse. Kone

og sønner rejser sydpå, og sønnerne, der var store nok til at huske

tabet af deres far, øver deres kræfter. Også moderen opfordrer dem gang

på gang til hævn. Den yngste bliver den stærkeste. De rejser nordpå,

forbi fjendernes boplads til en øde egn for vinteren. Her venter de

blot på, at fjenderne skal komme på besøg. Brødrenes koner driller dem

så ofte med at råbe om ankommende slæder, at brødrene til slut ikke

reagerer på råbet. Heller ikke da der faktisk kommer to ægtepar på

slæder. De inviteres inden for og hen på aftenen kryber lillebror

tilbage på briksen. Han sveder af ophidselse. Storebror bliver også

ophidset. De river begge mændene midt over og kører enkerne hjem.

Disses husfæller sætter efter dem med bue og pil. Men brødrene undgår

behændigt hver eneste pil og dræber alle deres fjender. Næste sommer flytter

de sydpå, men beslutter at gå ind i landet mod syd for at møde en

værdig modstander.

       Langt inde i landet finder de et kuld legende ulveunger, som de først

morer sig over og så dræber. Da hunulven kommer og sætter i et hyl,

klasker de hende ihjel uden våben. Det gentager sig med hanulven, og

de fortsætter længere indad og mod syd, hvor de i en aldeles øde egn

møder klodyret, kukissoq, der kan grave sig gennem sten og ned i

jorden for at føde sine unger. Det besluttes at lillebror skal

overmande den, mens storebror bringer sig i sikkerhed på en

klippehylde. Efter en voldsom kamp må lillebror søge tilflugt på

klippehylden, hvor dyret rækker op og flænger hans pels. Storebror

stikker gang på gang ned i dyret og får dræbt det, netop som han er

ved at give op. Han erklærer sig så parat til at møde hannen, men det

fraråder lillebror klogeligt, og de tar flugten ned til havet, følger

stranden, finder konebåden og rejser hjem i rolig forvisning om, at de

har truffet deres overmand i hanklodyret.

Var.: Sikulluk; Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

Første episode + den senere med ulvene kunne være en grønlandsk udgave af den nordiske fortælling om drengen, der råbte "ulven kommer" (trykt på grønlandsk i Kjer, J. 1880: Atuainiutit, I, Kbh. Rosenberg) og muligvis tillige den om Hans, der drog ud for at lære frygten at kende. Dette tema er dog hyppigt i sene fortællinger og om stærke, asociale mænd.

Da man ikke har slæder i syd (her ved Paamiut), er det et fremmedelement, som kunne tyde på en anden proveniens. Se for en mulig forklaring i not. til "Mennesket og bjørnen".

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. H. Ostermanns oversættelse til dansk findes med samme titel og i hans håndskrift i Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut. Det havde næppe været nødvendigt for Ostermann at skrive den af fra Rasmussen, hvis håndskrift ligeså læselig (og meget smukkere end) Ostermanns.

Regitze Søby (se ovf.) havde Ostermanns materiale som forlæg for sin udgivelse.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 142 - 143, "Indians"

Resumé: Ved Alanngorteq henter en skeløjet pige vand og opdager en

mængde hoveder titte fem bag søen. Ingen der hjemme vil tro hende. Hun

er jo skeløjet. På hendes stædige bønner forbarmer en ung mand sig

til at tage hende på en kajak over til Oqqua-landet. Her hører de om

natten voldsom larm ovre fra bopladsen. Næste dag ser de de to eneste

overlevende vandre op mod landet ved indlandsisen. Den ene er såret og

humper afsted med stok. Også ved Anaqqat skal man have haft besøg af

arpattaasimasut, løbere, indianere. Hér overlevede kun en ung pige,

der gemte sig bag en af overliggerstenene i husgangen.

Var.: Den første episode + udryddelsen er en gængs rammefortælling for både nordbo-angreb, angreb fra de såkaldte løbere som her: Kunuk; og fra ummiarissat.

Kommentar: Oversættelsen af "løberne" til "indianerne" skyldes Rasmussen i

overensstemmelse med datidens skik blandt forskere, der heri fandt

belæg for grønlændernes fortid i det canadiske Arktis. I vestgrønlandske

fortællinger er en af de "fremmede" ofte skeløjet. De eventuelle

historiske begivenheder bag fortællingerne kan have været kød- eller

muslingeforgiftning, der har udryddet en hel boplads.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Nedskrift på dansk findes i KRKB: NKS 3536, 4', IIIb: "Det gamle ægtepar som mistede deres lille pige."

Trykt på grønlandsk i Søby (red.): Oqalugtuat oqalualâtdlo, I, 1981: 195 - 196: Utorqánguit nuliarîk panínguat támartoq / Utoqqannguit nuliariik

paninnguat tammartoq.

Resumé:

Familien overvintrer alene. Pigen blir borte, da hun er ude efter sne

til vandsmeltning. Hendes far og bror følger et slædespor og finder

hende i et enligt hus, hvor manden senere kommer hjem med en hvidhval

og tar godt imod sin svigerfar og svoger. Han giver dem store kødgaver

med hjem og lover at komme på besøg med sin kone i bedre vejr. Da

hendes far og bror ser dem komme langt ude, springer de af glæde over

deres konebåd. Svigersønnen, der tror, de springer af vrede, gør

omkring, og faderen sender sin tupilak efter ham. Man hører aldrig

siden til dem.

Var.: Fortælling om små ældre mennesker, der rejste ind i fjorden. Søg også for et lidt andet forløb på: Akilineq svoger

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr 58.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 197 -

201: " Ernerîk Kitsigsorssuarmiut" / Erneriik Kitsissorsuarmiut.

Resumé:

Far og søn fanger sæler langt til havs. En dag jager de mellem kalvis, hvor

sælerne springer op af vandet, fordi to store kajakmænd, en gammel og

en ung, nærmer sig. De går til angreb på far og søn, der har søgt

tilflugt på et stykke is, hvor faderen gemmer sig i en ishule. Sønnen

overmander og dræber både den unge, der kan svømme, og den gamle, der

når at fremkalde stormskyer i både nord og syd, inden han går under.

Snestormen overfalder far og søn, der må efterlade og tildække deres

kajakker ved bræens fod og vandre over isen og mod sydøst over land

til den bagved liggende kyst (østkysten?). På en stor boplads kommer

de i hus hos en gammel kone, hendes datter og to gifte sønner. Deres

koner har slægtninge på de to gæsters hjemegn. Familien allierer sig

med gæsterne mod de andre huses beboere, der er menneskeædere / kannibaler, indtil

den gæstende søn har dræbt deres hovmodige leder, og tre andre stærke

mænd i styrkeprøver. Bopladsen er lettet og vil nu ha sønnen som leder,

men, som han siger: "Fangstdyrene har ingen herre." Han fanger en

hvalrosunge, der parteres og allerede er kogt, da de andre fangere

vender hjem til fællesmåltidet. Han fanger så en hvalroshun med unge

og beslutter på hjemvejen at tage den gamle kones datter til kone.

Men hans far har allerede taget hende. Sønnen bliver bedrøvet, men

tier. Senere får han hjemve. Faderen vil blive og græder. Sønnen

truer ham på livet til at tage med hjem sammen med den unge kone.

Undervejs over bræen møder de ligesom på udturen en endeløs vandrende

række af bjørne. De når deres kajakker og graver dem frem. Faderen vil

binde dem sammen til transport af sin unge kone. Det forbyder sønnen

ham. De efterlader hende på stranden, ror tilbage til deres yderste

øer og har siden intet hørt til hende.

Var.: bygger på fortællinger om rejser til fjerne egnes kannibalske mennesker.

Søg på: menneskeædere; kannibaler.

Hist.: Kysten bag bræen bebos af mennesker, formentlig

sydøstgrønlændere, med babariske tilbøjeligheder. De to gæster vestfra

har åbenbart til opgave at civilisere dem. Men det er den stærke søn,

ikke den feje far, der klarer alle angreb. Integreringen med de

fremmede er begyndt i kraft af sønnekonerne, men fuldendes ikke i

gensidighed, fordi den svage gamle far uretmæssigt gifter sig med den

unge datter, som sønnen nægter ham at tage med hjem. Dette

generationsopgør mellem søn og far virker påfaldene nyt sammenlignet

med ældre fortællinger, hvor de gamles autoritet endnu ikke er kommet

til diskussion. Jeg er ikke truffet på ældre varianter af netop denne

fortælling, men dens elementer er traditionelle og brugt i nye

betydninger.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:: "merdlertorajît quvnerssûp kîgai".

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 149 - 151.

Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and

Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, side 26 - 27, "The Ravine

that closed up".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: "merdlertorajît quvnerssûp kîgai" / Merlertorajiit qunnersuup kiigaa.

Resumé: Et stort fjeld. Midt på det en kløft. I kløften en dal. I

dalen et hus. Børnene leger og støjer i kløften, fordi de ikke tænker

på mad. En voksen kvinde med barn i amaaten / rygposen er hos dem. De skræmmer to

gange sælerne væk fra en gammel mand på isfangst ud for huset. Anden

gang råber han i alvorlig vrede, at kløften skal lukke sig. Den lukker

sig som en sammenbidt mund. Intet kød kan presses ned gennem revnen.

Kun lidt blod, der hældes ned, og senere lidt blod fra en nyfanget

sæl, fyldt i en tarm, der presses ned gennem revnen. Børnene bliver

mætte, men ikke barnet i amaaten. Der er ikke plads til at die det.

Det dier kvindens nakke og æder dens kød fra benene. Den gamle mand

lover at åbne kløften igen, men undlader det, fordi han næste morgen

vredes over en gammel kones svar på hans spørgsmål om himlen mon vil stå

blå i dag: Selvfølgelig, solen vil skinne, fordi barnet i dag vil æde

sig ind i hendes nakke. Svaret skal vække hans samvittighed og er en

hentydning til, at han ikke burde have ladet sin vrede løbe af med

sig. Børnene sulter ihjel.

Var.: id 123, 623, 820.

Tolkning: En variant med sjældent stærke metaforer. Temaet i alle

varianter er børns tankeløse støjen, der skræmmer dyrene bort. De

tænker ikke på mad (kød). De bør holde mund. En ekstremt lukket mund

er billedet på klippen, der lukker sig og sammenbidt ikke tillader kød

at passere. Kun blod i en tarm. Det kød-diende spædbarn alluderer

først til myten om spædbarnet, der blev sultet og åd sine forældre, og

dernæst til forestillingen om Solen, der har afskåret sine bryster og

er hul i ryggen. Moralen er dobbelt: Børn bør ikke støje. Og gamle

(mænd) bør ikke lade vreden over tankeløse børn løbe af med sig.

Hist: Evt. påvirkning er ikke synlig.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 6: s. 108 - 111: Igdlorssualingmiorssuit.

Resumé:

Illorsualik er i kamp med en anden stamme og river maven op på to

brødres lillesøster, mens de prøver at få hende bort fra kampen. De

fortsætter flugten, og søsteren dør af blodtab ved en solrig skråning,

hvor hun blir begravet. Brødrene runder to fjorde og bliver

plejesønner hos et enligt ægtepar, hvor de dagligt øver deres kræfter

uden for. Lillebror overanstrænger sig, kvæstes indvendig og dør.

Storebror får kajak og specielt tynde redskaber, som han fortrækker.

På hans ønske tar de ud for at træffe mennesker. De blir venligt

modtaget et sted, hvor man daglig driver hvalfangst uden held, ror om

kap i konebådene på hjemvejen og spiller bold om aftenen. Den unge

mand vægrer sig en tid mod at deltage i nogen af delene, tar omsider

med på hvalfangst, og da han to gange har bidraget til en konebåds

sejr i kapløbet, får han lyst til boldspillet. Under spillet skubber

han til en forkælet dreng, der tuder og tuder. Faderen kommer til, den

fremmede får skylden og identificeres som en af deres fjender. Den

unge mand blir hjemme næste dag og lokker ved sit udtalte ønskes kraft

en for en de hjemkommende konebåde hen til en flad klippeskråning ved

havet, hvor han vender bunden i vejret på bådene. Alle drukner. Han

fortsætter op til husene og myrder alle kvinder og børn undtagen een

kvinde, som han tar til kone. Tilfreds med denne sin hævn over

lillesøsteren rejser han tilbage med kone og plejeforældre.

Var.: Kunuk (tildels). Episoden med boldspillet forekommer ofte i Aqissiaq.

Hist.: Dette er en yderst forenklet variant af fortællingen om Kunuk.

I sammenligning virker den ret tam, bortset fra, at hovedpersonens

hævn hér antager uhyrlige dimensioner.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 6(16). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04, nr .

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I:

Resumé:

Af sorg over sin datters død lagde en gammel mand sig efter angakkoq-kunsten (angakok / shaman). En aften han manede ånder fløj han ud gennem loftsventilen og nåede op oven over to huse. I det øverste var der et stort forrådskammer, i det nederste en masse sølle mennesker, der, da de fik øje på ham væltede rundt mellem hinanden bagest på briksen. De tog dog mod til sig og inviterede ham indenfor, hvor de straks gav sig til at spille bold med ham. De spillede ham til blods, troede han var død og afventede at han skulle blive kold. Men manden huskede pludselig sine to hjælpeånder, en hund og en 'kildrer', som straks kom til stede og myrder løs på de små mennesker. Gamlingen tog nu bare hjem og manede aldrig mere ånder af skræk over at han nær havde mistet livet.

Hist.: Episoden om ånder, der spiller bold med en åndemaner / angakkoq så han

bløder, er velkendt fra Østgrønland. Se fx "Ajijak" og Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Nordlys er netop sådanne døde der spiller bold. Der er m.a.o. en nær forbindelse mellem den gamles sorg og besøget hos disse døde i himlen. En skam man ikke får nogen forklaring på huset med det store forråd. Var det også beboet, måske med andre døde?

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskr.: har ikke kunnet identificeres mellem Ole Petersens andre nedskrifter i NKS 2130, 2', læg 7.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé:

En mand der savner en kniv og kører nordpå med en hoftelam hund for

slæden, overnatter i et hus med en brændene lampe og en mængde

flækkede sæler uden for. Hunden knurrer, manden ser et genfærd komme,

skjuler sig i kogerummet, mens den døde går ind og ud igen, hvorefter

han straks spænder for og flygter. Nu er huset forsvundet. Han kommer

til endnu et hus, blir vel modtaget og fortæller om sin oplevelse.

Deres søster blev sindssyg, fortæller de, og som tak for at manden har

holdt hende med selskab for en nat, forærer de ham en mængde

flinteknive. Han kører hjem i en stor bue uden om den grav, han natten

før oplevede som et hus, og rejser aldrig siden nordpå.

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering."Slæden" er et fremmedelement, hvis hovedpersonen skal

lokaliseres enten til fortællerens egn eller til vestkysten syd for

Sisimiut.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Narrajîna" / Narrajiina.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 206.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 55 - 56: "Narrajîna" / Narrajiina.

Resumé: Manden, der er en stor renjæger, spiser ustandseligt og så

meget, at han må grave et hul til sin mave ved hvert måltid. Han giver

aldrig andre noget.

Var.: The glutton Narajê

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 59 - 65: "Immap nälagâ" / imap naalagaa( Havkvinden / Havets Mor / havets moder.

Resumé:

I en konebåd ud for det store kystfjeld, Naajarsuit, ser bådens

ondskabsfulde ejer sig sur på en lille forældreløs pige, som han

smider overbord sammen med hendes lille hund. Da hun klamrer sig til

rælingen hugger han hendes pegefinger og langemand af. Hun synker

svimmel til bunds, får hurtigt sin bevidsthed igen ved en korsvej og

går så langt ud ad en sti mod vest, at hun befinder sig lige langt fra

alle bopladser. Her bygger hun et hus med et rum til sig selv og et

til alle sødyr og søfugle. Hunden får plads på taget og både den og

hun vokser sig meget store. En dag rammes hun i ansigtet af noget

vådt. Det er affald, som mennesker smider ud på møddingen. Hun rammes

af mere og mere snavs, ansigtet hovner op, håret filtres ind i snavs,

hunden gør højere og højere, og en strid elv strømmer ind gennem

husgangen. Oppe på jorden finder åndemanerne ud af, at den lille pige

er blevet sødyrenes og fuglenes herskerinde og holder dem tilbage, når

hun svines til af kvindernes urenheder.

Åndemaneren / angakok / angakkoq Utarkaq / Utaqqaq / Utakaaraq (?, se ID 467) rejser ned til hende gennem en revne i isen ved stranden. Undervejs generes han af tanglus, der ligner myg. Han vover

sig forbi den rasende hund, klatrer oven over elven gennem husgangen

ved at stemme hænder og fødder mod dens vægge og loft, og med et

snuptag i kæmpekvindens hår giver sig i slagsmål med hende. Hun

svinger hovedet frem og tilbage, men trættes, og U. kan nu rense hende

for snavs. Som tak sender hun søfugle- og sødyrarter ud i husgangen,

hvor elvens strøm er vendt. De forvandles alle fra mennesker til dyr i

det øjeblik de dykker ned i husgangen. Til afsked giver kvinden ham

besked om hvordan folk skal forholde sig med fangsten, og han når hjem

uden hindringer. Vinden skifter om natten fra øst til sydvest. Føhnen

blæser havet rent for is, og det myldrer med dyr og fugle. En enkelt

fanger bryder tabuet mod at fange den første dag. Han får intet. Næste

dag må alle fange og de gir dagens fangst til U. som løn.

Mange år senere lider man atter nød og en storfanger fra øen Saarloq

kommer på besøg med kød og spæk til Tuttutsiaq og hans kone i

Alluitsup Paa / Sydprøven. De er begge åndemanere, men konen er den

største. Hun har engang været fjeldgænger / qivittoq og er kommet tilbage. T.

overtaler sin kone til at tage mod kødet som forudbetaling for en

rejse til Havkvinden / havets moder. Der festes på kødet og T.s kone klarer rejsen på samme måde som i sin tid U. og efterspillet er det samme. Hendes rejse

til Havkvinden var den sidste.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Sødyrenes moder / mor. ID 2070, 1524, 2304.

Hist.: Fortælleren kombinerer de fortællinger han kender om

Havkvinden: Oprindelsesmyten, fortællingen om U.s rejse og den om T.s

kone, der var den mest udbredte og kun gengives i ultrakort referat

(se Qujaavaarsuk). Tiden er tydeligvis løbet fra forståelsen af det

snavs, Havkvinden rammes af. Der nævnes almindeligt affald, kvinders

urenheder, og den mad urene kvinder ikke må spise. I de ældste kilder

er snavset størknende blod fra aborter og menstruationer, som rammer

Havkvinden, hvis kvinderne bryder de tilhørende tabuer. Europæernes

ubehag ved de ildelugtende grønlandske huse og affaldet mellem dem, og

deres opfordring til renlighed sammen med dåbens eliminering af

tabuerne har sikkert forvirret begreberne om snavsets karakter.

Fra Naajarsuit udgik rejserne nordpå til hvalfangst og handel med

europæiske hvalfangere.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.

Resumé:

Birtes far (Ingersia) havde mistet sit fangstheld. Det måtte

skyldes en tupilak. Ingersia overtaler angakkoq'en / åndemaneren Neqissaneq med

løfte om mange gaver til at holde seance. Mørkelægningen af husrummet

til seancen beskrives. Dernæst seancen. N. tilkalder sine hjælpeånder,

der skal støtte ham i at lokke tupilakken til stede. Den dukker op

under gulvet som en sæl ved et åndehul. N. skriger af angst for sit

liv, men lokkes til at fortsætte med løfte om flere gaver. N.'s

innersuaq (en af ildånderne) kommer tilstede og stikker tupilakken

ihjel, da den kommer op for at ånde ved husgangens åbning. N. brøler

hjerteskærende, og de andre innersuit strømmer til for at få

fangstparter. Lamperne tændes. Gulvet og husgangen sejler i blod. N.

ligger tilsølet i tupilakkens blod ude i husgangen. Han bæres ind,

vaskes, gulvet vaskes, og lamperne slukkes igen. N. kommer langsomt

til sig selv, mens trommen kommer i stadig livligere bevægelser, og da

han endelig brøler af fuld kraft, ber han om hjælp til at blive

presset ned under gulvet ved hovedet, fordi han skal ned under jorden

efter fangstdyr til I. I. presser hans hoved ned. N. bliver længe

borte. Til sidst hører man (hjælpeåndernes) stemmer under gulvet, trommen kommer i bevægelse, og N. er tilbage på sin plads, bleg og

svedig. I. kan nu fange igen.

Langt senere, da Peelanngi er død, røber hendes datter, Tukaaseq, at

hun i sin tid så sin mor lave den famøse tupilak.

Hist.: En historisk fortælling i fuld overensstemmelse med traditionen. Seancens dramatiske forløb tyder på, at Neqissaneq har virkelig har kunnet sin metiér.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Qingmeq arnamik nuliartârtoq" / Qimmeq arnamik nuliartaartoq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 119 - 120.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 21:"Qingmeq arnamik nuliartârtoq" / Qimmeq arnamik nuliartaartoq.

Resumé:

En mand opfordrer sin datter til at gifte sig med en hund, fordi hun

vrager alle mænd. En frossen hundelort bringer beskeden ud til hunden,

der slæber pigen ud og ligger med hende. Faderen bringer hende over

til en ø ud for Kangerlussuaq, mens han lader hunden svømme over med

en pose sten så den næsten drukner. Pigen føder to hunde, to eqqillit

(hundemennesker), to inuit, to qallunaat (hvide) og to qallunaatsiaat

(ondsindede hvide). De hvide sender hun over havet på en kamiksål, og

hun lader derefter sine børn sønderrive faderen.

Var.: Kvinden og hunden; Kvinden der blev gift med en hund. Hunden der tog en kvinde til kone; Tartuneqi; Tartitsinnaaq; Kvinden, som fik en hund til mand.

Hist.: En fælleseskimoisk myte. Qallunaatsiaat var den vestgrønlandske

betegnelse for nordboerne. Måske har sydvestgrønlænderen, Hans, der

boede fem år i Thule-området (1855-60), indført betegnelsen. Se

"Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: "Qallunaat" og "Kvinden og hunden ..."

.

Redaktør: Søby, R. M.  

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 4 - 8: qîlasorssuaq Ungãnguaq.

Resumé:

Ungaannguaq bruger ingen bue og pil men harpun når han jager rener dybt inde i indlandet. En dag træffer han to dværge derinde, der overtaler ham til at sælge dem sin harpun for deres pegevåben. De inviterer ham hjem til deres lille tue, hvis alt for lille åbning den ene dværg udvider med en støvlestrækker. U. kan nu komme ind. Han får alskens dejlig mad og tar næste dag med dem på sælfangst ved en fjord langt borte. Dværgene løber hurtigere end ham. De demonstrerer pegevåbnet, der dræber en sæl blot man peger på den. Derefter haler de den ind med en krog på en line. U. får på samme vis en sæl. Da han på hjemvejen ikke kan følge med, beordrer den ældste dværg dem til at lægge sig fladt ned på række, holde hinanden i hælene og lukke øjnene. Straks efter har dværgen trukket landet sammen under dem, og de er hjemme. Om aftenen kommer indlandsboerne, dværgenes fjender, på besøg for at få sig koner. De beværtes. Næste dag trækker de armkrog og afprøver hvem der kan gøre sin ryg hårdest. Dværgene vinder i armkrog, ingen slag bider på deres rygge og da en dværg stikker hånden tværs igennem en indlandsbos ryg, river han dennes hjerte og lunger ud. Indlandsboerne flygter, og en af dværgene maner rasende og gnistrende som en ildsten sin hjælpeånd op af jorden. Den optager forfølgelsen og dræber alle indlandsboerne. Dværgene får lov til at besøge U. en nat i mørke. Man hygger sig med mad, men dværgene kommer aldrig på besøg igen, fordi de vist ikke kunne tåle mennesker tunge mad.

Var.: søg på: pegevåben

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

Europæiske bøsser er sandsynligvis modellen for pegevåbnet. Dværgene deler træk med innersuit, ildfolk, og med østgrønlandsk timersit i indlandet. Se også en anden vestgrønlandsk version fra Aasiaat: Qvinden som kom i slægt med innersuit i Kraghs samling.

Også canadiske inuit havde ildfolk i indlandet.

Men fortællingernes forskellige ånderacer låner træk af hinanden i en grad, der gør enhver generalisering usikker. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, s. 78 - 81.: "Oqalugtuaq nagtoralik arferdlo".

Resumé:

To piger leger far, mor og børn ved stranden. Den ene vælger sig et

hvalskelet ved stranden som mand, den anden en ørn oppe i luften.

Skelettet forvandler sig til en levende hval og bortfører pigen til en

ø. Ørnen flyver med den anden op til toppen af en høj klippe. Pigernes

familie ser det, men kan intet gøre. Ørnen fanger fugle til sin kone,

der fletter sig en lang line af deres sener. En dag opdager ørnen

linen, som konen påstår skal være en ny fiskeline til ham. Han river

den i stumper og stykker. Hun fletter en ny, der endelig når fra top

til fod af klippen. Hun ber sin mand hente lækker mad helt ude ved

horisonten. Han flyver derud, hun klatrer ned og løber hjem. Det varer

meget længe, inden ørnen blir synlig, først for sin kone, der både har

fået noget af hans skarpe syn og synger, når hun taler, ligesom han.

Den når sin tomme rede, dropper i vrede sin enorme fangst ned ad

klippen og stryger gang på gang så tæt over svigefamiliens tag, at

flere og flere af dets tørv ryger af. Hun går ud og ber den brede

armene ud for sine kære svogre, og de skyder pile ind i dens armhuler.

Ørnen dør. Brødrene sætter nu over til hvalens ø i konebåd. Gennem

hullet i taget ser de søsteren tæt omslynget af hvalen og spytter ned

på hende. Hun ber om lov til at gå ud. Du kan tisse i min mund og

skide i min hule hånd, svarer den. Hun insisterer, og hvalen binder en

line fast i hende, som den utålmodigt rykker i. En bror tar linen,

mens hun svækket af sit stillesidende liv slæber sig ned til båden.

Hvalen opdager blufnummeret og forfølger båden, men opholdes tre gange

af pigens klædningsstykker, der kastes ud til den. Båden når i land,

og et hvalkranium ruller op på stranden.

Var.: Pigerne der blev gift med ... (det ene dyr er altid en hval, mens fuglen kan være ørn, el. måge, el. falk, og undertiden er der tre piger. Den sidste blir da gift med en dødning.

Hist.: Fortælleren har byttet om på den gængse rækkefølge af

klædningsstykkerne, der smides ud og i stigende grad ophidser hvalen

erotisk. Derfor plejer bukserne at komme til sidst, men enten har

fortælleren ikke fattet pointen, eller også har missionen øget hans

blufærdighed.

Resume:

En stormfugl der fik lyst til at gifte sig med et menneske, pyntede sig med briller af hvalrostand og en smuk netsidepels. I menneskeskikkelse fik han sig en kone og tog hende med hjem. De fisk han fangede til hende kaldte han unge netsider. Da han en dag tabte sine briller og konen så, hvor grim han var og brast i gråd, lo han blot af hende og  tog brillerne på igen. Hendes brødre kom på besøg. De savnede hende og tog hende med hjem, men en stormfuglen satte efter båden og rejste en storm så voldsom med sine vinger, at brødrene forstod årsagen og kastede deres søster overbord. Da hun klyngede sig til rælingen, huggede hendes bedstefar hånden af, og hun sank til bunds som herre over alle sødyr med navnet Nerrivik, Sulefadet. Når sælerne udebliver må åndemanerne ned og rede hendes hår, fordi hun uden hænder ikke kan selv. Som tak slipper hun havdyr ud til mennesker. Man kaldte hende Nerrivik, fordi hun skænker mennesker føde.                                                                                                                                                                                                              

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4'.

Oversættelse til grønlandsk: Søby R. (red.) og O. Sandgreen (overs.): Oqalugtuat oqalualâtdlo IV, 1982: 33.34

Var.: Havkvindens oprindelse

Håndskrift: KRH, kasse 51, nr. 5.

Resumé:

Den ene efter den anden af mændene på en boplads udebliver på

kajakfangst sydpå. Kun en ungkarl er tilbage. Han lærer alle drengene

at ro i kajak og laver dem fuglepile. Sammen ror de sydpå og lægger

sig ved siden af hinanden ved en ø syd for nabobopladsen. Dér kommer

en gammel mand ud af huset med en masse drenge, som han fører om bag

en bakke. Han kommer alene tilbage og går ind i huset. En falk lander

på taget og går derefter til angreb på drengene. En af dem kæntres af

den og drukner. Ved næste angreb, har ungkarlen beordret drengene til

at ligge i rad i forlængelse af hinanden. Han rammer falken i struben,

og alle drengene dræber den med deres fuglepile. Alle de fremmede

drenge myldrer ud og blir dræbt. Ungkarlen ror hjem med drengene. Det

var den gamle mand, der havde dræbt alle bopladsens mænd.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Uluâ" / Uluaa."Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:185 - 187.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 39 - 41: "Uluâ" / Uluaa.

Resumé:

Bopladsen rejser på fangst og efterlader en blind mand, hans mor og

lillesøster. Moderen hjælper ham til at nedlægge en bjørn gennem

vinduet og påstår, at han ikke dræbte den. Hun giver ham intet af

kødet, kun musliger. Men lillesøsteren gemmer noget af bjørnekødet til

ham under halslinningen. Han ber hende føre sig op til en sø, hvor en

lom giver ham synet tilbage, idet den dykker to gange med ham så længe

under vandet, at han næsten taber vejret. Hjemme igen ser han

bjørneskindet. Moderen lyver fortsat om det, men vil tækkes sønnen og

tar med ham på hvidhvalsfangst, hvor hun med harpunlinen om livet

tjener som modvægt mod det harpunerede dyr. En lille hvidhval klarer

hun. Sønnen harpunerer så et stort eksemplar, der trækker hende ud i

havet, hvor hun råber på sin ulu, snor sit hår til en lang tand og

forvandles til den første narhval. Bror og søster drager ud i verden.

Mennesker med store klør fortærer lillesøsteren, hvis knogler broderen

tar på ryggen og bærer (som i en amaat ?), til hun bliver levende igen. De slår sig endeligt ned hos andre mennesker, der ikke har rumpehul. En gammel

kvinde vil stikke sig et hul i rumpen og dør. Storebroderens rumpeløse

kone må føde ved kejsersnit.

Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Den blinde; Narhvalens oprindelse;

Hist.: En fælles inuit-myte øst for isblokeringen i Nordvestpassagen,

hvor indvandrerne fra Nordalaska i 1100-tallet for første gang mødte

narhvaler.

Tolkning: Strukturelt svarer den unge mands blindhed til narhvalens

sorte farve. Han blir seende ved neddykning i en sø med en lom; den

onde moder forvandles til en sort hval ved neddykning i havet med en

hvidhval, som hun er bundet til ved harpunlinens "navlestreng".

English version: Rasmussen, Knud: A Record, The People of the Polar North, 1908: 162-172.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Pujúngortoq" / Pujunngortoq.
"Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 207 - 208.
Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 57 - 58: "Pujúngortoq" / Pujunngortoq.

Resumé:
En mand, der vil vide hvem, der stjæler ligene fra gravene og æder
dem, lægger sig i en grav og bliver slæbt bort af en fjeldånd. Han gør
sig tung og griber fat i pilekvistene undervejs. Fjeldånden får ham
hjem i huset og falder udmattet i søvn. Børnene råber op om at "liget"
åbner øjnene. Fjeldånden tror dem ikke, manden dræber både ham og
børnene og flygter forfulgt af fjeldåndens kone. Hun sinkes af
jordhøje, som han lader skyde op af et sletteland, og dernæst af en
elv, som han gør bred og svulmende bag sig. Han opfordrer hende til at
drikke elven ud for at komme over den. Mens hun drikker lokker han
hende til at bøje sig. Hun brister og vanddampen blir til den tåge,
som endnu i dag driver mellem fjeldene.

Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(12), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:  "Igdluvigaq (inuk igdlua pîgaq)".

Trykt på vestgrønlandsk i:

Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 26 - 30.

Søby, R. (red.) 1981 - 82, I: 102 - 105.

Kort dansk resumé i Rasmussen, K. 1981, Inuit Fortæller, II: 125.

Resumé:

Et gammelt ægtepar bor alene ved en fjordmunding et godt stykke syd

for en stor boplads. De lider ingen nød. Manden fanger sæler, fisker

havtorsk, og konen ammassætter om sommeren. Men de er året rundt alene

og længes efter selskab. Midt om vinteren på den tid, hvor

vestenvinden blæser, får de besøg af en "halvside", der straks

underholder dem med fortællinger, men flygter, da de serverer

halvrådden, kogt torsk. Med sin kajak hopper han let over isflagerne

og fortsætter ud til havs i kajak. De gamle ærgrer sig. Halvsiden går

på besøg på den nordre boplads i et hus med et sovende gammelt ægtepar

og ellers lutter vågne unge. Kun de unge vil han fortælle for, og de

skal servere ham rå lever, ikke fisk, hvis dunster genåbner hans sår.

Dem fik han engang, da kvinderne i et ellers fredeligt fælleshus kom

op at skændes om en enke med en lille datter. Skænderiet endte i et

vildt knivdrama, hvor alle blev involveret. Men halvsiden så sit snit

til at slippe bort fra kampens sindssyge og har siden levet alene uden

fast bosted.

Var.: ID 103, 1782, 1788, 1977, og 2329, hvor varianterne sammenlignes. Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter: "Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance og gæsten er ofte en stjernemand (der jo altid er på farten - ikke har noget blivende sted). Tolkning: Ifølge Hans Egedes Perlustration 1971,2: 123 lever de blege stjerner af nyrer og de røde stjerner af lever, altså indmad. Det er åbenbart hvad kun de (opvakte/vågne) unge (fangere) kan servere. Gamle mennesker enten sover eller fanger kun fisk. Se iøvrigt GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne variant er kvindernes fredelige sameksistens kontrasteret med både voldens massepsykose, der berøver manden hans halve side og ligevægt, ensomhed kontra fællesskab med flere familier, og gamle versus unge. Søg også på: halvmenneske; illukoq; illuinnaq.

Hist.: I denne variant mangler halvsidens udbrud i de ældre varianter:

"Men fadet hælder jo!" Dette traditionelle symbol på ubalance / manglende balance har måske mistet sin aktualitet.

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Det hele menneske" og "Dværge". I denne

variant er fredelig sameksistens kontrasteret med både ensomhed og

voldens massepsykose. Og det er kun de unge, der er modtagelige for

belæring.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Igimarasugssugssuaq" / IgimarasussussuaqMaskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 208 - 210.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 58 - 60: "Igimarasugssugssuaq" / Igimarasussussuaq.

Resumé: Igimarasussussuaq feder sine koner op, spiser dem og får sig

hver gang en ny kone. Da han er gift med Arnaqa, dræber han hendes

søster og A. græder, mens hun koger hende og hånes af I. Da han senere

befaler hende at samle brænde, ved hun, at det er hendes tur og

flygter. I., der er enormt fed, sætter efter hende ved solnedgang, men

må opgive, fordi hun har ønsket snetykning. Hun finder en rævefælde,

kryber ind, spiser ræven, og får standset den forskrækkede ejers

flugt, da han ser hende i fælden. Hun kommer med ham hjem, hvor hun

fortæller om I. I. kommer og A. gemmer sig inderst inde på briksen.

I. undskylder sin fedme med de mange hvalrosser, man fanger på hans

egn. Beboerne opfordrer til sangfest. En af dem synger om, at I., "den

store harpunspids", æder sine bopladsfæller. "Arnaqa har sladret",

svarer han. Hun kommer frem, får en kniv, men klarer kun at ridse I.

De andre stikker ham ned og dræber bagefter A., skønt hun har sagt, at

hun aldrig har spist mennesker. Kun deres lus. De skærer hende op,

finder kun lus i hendes mave, og græmmer sig over at have dræbt hende.

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk; Igimarasussussuaq.

Tolkning: Sammenlignet med andre varianter kan den ulykkelige slutning

begrundes i, at det ikke er sine nære slægtninge A. redder sig i hus

hos.

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Íkaq, Ikamiormiup unangmiartorâ".

Oversættelse:

Det fortælles, at der sydpå, langt dernede sydpå, var en kajakmand fra Ikamiut, der var meget hurtig. Og da han hørte, at der var en kajakmand oppe nordpå, Ikaq, det var meget skrap til at ro hurtigt i kajak, tog han derop for at ro om kap med ham.

   Da denne hurtige mand havde roet under falkene og nu kunne ro hurtigere, end de kunne flyve, begyndte han at ro op nordpå for at mødes med Ikaq, som han havde hørt om. Han roede og roede og kom længere og længere nordpå, og endelig nåede han frem til stedet, hvor han boede. Men han var taget af sted, så hans far var alene hjemme.

   Da han nu var nået frem, sagde han, at han altså ikke var roet nordpå for morskabs skyld, og da han jo havde hørt, at denne Ikaq var utroligt hurtig, havde han i sinde at ro om kap med ham.

Faderen svarede:

   "Du må vente lidt, for han er taget af sted og er endnu ikke kommet tilbage!"

   Så blev han da der og ventede på, at han skulle komme hjem. Og mens han nu bare sad og ventede på ham, kom han og havde noget på slæb.

   Manden, der kom for at kappes, havde flere andre mænd med sig. Og selv om disse mænd så, hvor hurtigt manden roede med en grønlandssæl på slæb, ville de meget gerne se deres hurtige mand konkurrere med ham. De så, hvordan Ikaq kom roende indad, og som han dog roede! Hans far havde trukket sine arme ud af ærmerne på sin dragt og sagde til sønnen, der var ved at nå hen til stranden: "Og her er der én, der har tænkt sig at ro om kap med dig!"

   I samme øjeblik nåede Ikaq hen til stranden og tog et par åretag på hver side af kajakken og stødte til land, og det var gået så stærkt, at hans store fangst ikke engang var blevet overskyllet med vand!

   Ikaq sagde til ham, der kom for at konkurrere, at de kunne konkurrere dagen efter ved at begynde ude fra enden. Og så begyndte de at se frem til morgendagen med stor forventning.

   Da de vågnede næste dag, var der fuldstændig stille på havet! Og så gjorde de sig ellers klar til at konkurrere. Ikaq blødgjorde sin tørre kajakhelpels.

Oversat af Signe Åsblom.

Kommentar: Fortællingen mangler en fortsættelse, men

se Jens Kreutzmanns version: Mitinnguaq og Tikaaq

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 14 - 15: "Ikardlitsuarssuk" / Ikarlitsuarsuk.

Resumé:

Ikkarlituarsuk (den lille, der stadig løb på skærene) bor sammen med

sin lillebror på en boplads med mange huse. En vinter under hungersnød

udloves en ny kajakåre til den åndemaner, der kan fjerne isen. Men

stedet har ingen åndemanere. Lillebror vil gerne eje åren og I., der

engang har siddet på skødet af en tilskuer til en seance, holder

seance og rejser ned til Havkvinden / havets moder gennem revnen ved stranden mellem havis og land. Undervejs møder hun hajer som hunde ved tangplanterne.

Indgangen til Havkvindens hus er smal som en ulu's æg. Hun balancerer

ind til Havkvinden, "ham dernede"s mor. Hun græder og smider sære

sager ud, som hun har bag ørerne, men kommer i humør, da I. kilder

hende. Hun slipper fugle ud af sin lampe og sæler ud af sit husrum

som tak. Hun (eller I.) piller et par ryghår ud af en netside, som I.

gerne vil have bukser af. I. kommer hjem, lamperne tændes, hun går

tavs til sengs, men næste morgen, da havet ligger mørkt og fri for

is, forbyder hun mændene at fange mere end een sæl hver den første

dag og beder om den netside, der har en plet på ryggen. En mand, der

drister sig til at fange to sæler, fanger intet siden, mens de andre

fanger mange. Lillebror får sin åre.

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone; Ikarlitsuarsuk. Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor.

Hist.: "Ham dernede" hentyder sikkert til kristendommens Djævel, som

missionærerne identificerer med Havkvindens far. Det snavs fra

tabubrud, der i ældre varianter generer Havkvinden, er her blot

uidentificerbare sager, og I. renser hende ikke, men kilder hende kun.

Frederik Olsen (Fali) er Cecilies søn.

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Iliarssúnguit".

Trykt på vestgrønlandsk i Lynge, Kr. 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II: 23 - 26 og i

Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 146 - 148: "Iliarssúnguit" / Iliarsunnguit.

Resumé:

To små forældreløse drenge går dagligt på rypejagt med bue og pil. En

dag opdager de i en kløft et hus, hvor den lille dreng leger "kajak"

inde i huset. Han er alene og bange, men beroliges af de to. De takkes

og bliver rigeligt beværtet med tørret ræve- og renkød af den enlige

mor, da hun kommer hjem fra jagt. I bytte for et sæt af de

forældreløses pile, som hendes dreng ønsker sig, får de store kødgaver

med hjem. Deres husfæller finder kødet meget lækkkert og, skønt den

enlige mor har forbudt andre at komme for at sælge pile, laver de en

mængde pile og presser drengene til at vise dem huset. Det er

forsvundet, og drengene går aldrig siden på rypejagt.

Var.: Hyppigt tema: hjælp fra ånderne til et eller to mennesker (som her) kan ikke udvides til deres fæller. Fx: Kartulukkunnut pulartut; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet.

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift, NKS 2130, 2', læg 7, s. 138: angut isumáinamigut miternik tungutsissartoq.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

"Manden der bildte sig ind at han spiste noget med spæk til".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen efter håndskrift:

I gamle dage, før skydevåbnenes tid,

var der en mand, der nærede et stærkt ønske om at spise

edderfuglebryster med spæk til, når fuglene begyndte at trække tæt forbi næsset ved vinterbopladsen.

Denne mand med det stærke ønske var allerede gammel og gik ikke

længere på sælfangst. Men engang fik de noget sælspæk forærende, af en

bopladsfælle, der havde fanget. Den gamle skar et stykke af spækket og

ridsede det op i tern. Han gik hen til det lille næs for dér at vente

på fugletrækket. Han tog straks et stykke spæk i munden for at være

klar, når fuglene kom. Så begyndte trækket indefter. Og hver gang

forestillede han sig de dejlige bryster og tog sig et stykke spæk, så

det til sidst slap op. Naturligvis følte han sig ikke mæt, da han tog

hjem. Spækket slap op, da trækket var på sit højeste.

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide.

Desværre er der ingen datering.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Tunerssuaq nangmagtorssuaq" / Tunersuaq nammattorsuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Maassannguaqs har her genfortalt Taateraqs version.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:234 - 235.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 76 - 77: "Tunerssuaq nangmagtorssuaq" / Tunersuaq nammattorsuaq.

Resumé:

To renjægere følger efter en indlandsbo, der har fanget en remmesæl.

Hans husgang er et hul i jorden. Da hans kone flænser sælen og de ser,

at hendes kønsdele ligner en hunds, brister de i latter. Indlandsboen

og hans kone, der ved qilaneq (hovedløftning) har forstået, at lyden

kommer fra "de buebærende" (mennesker), sender lammelse over dem.

Renjægerne slæber sig besværet væk. Lammelsen fortager sig efterhånden

og de løber hjem.

Kommentar: I Thule områdets fortællinger er de hundelignende indlandsboere, eqqillit (ent. eqqilik) især associeret til hundes kønsliv.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 2130,, 2', læg 7, s. 133 - 134: "Túnerdluk" / Tunerluk / Tunnerluk.

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

Resumé:

Tunerdluk / Tunerluk er en stor renjæger. En sommer, da hans datter er

blevet stor nok, tar han hende, sin kone og gamle mor med ind i bunden

af fjorden, hvor han efterlader dem og drager ind i landet på renjagt.

Hans kone går samtidig på bærtogt, hvor hun lægger barnet fra sig og

et øjeblik taber det af syne. Barnet græder, og hun når at se en stor

indlandsbo stikke af med det. Ængstelig afventer hun i teltet mandens

hjemkomst. Den varsles af de lunger af en nedlagt ren, han har ladet

flyde ned med elven, for at de skal glædes over, at han kommer hjem

med bytte. Konen brister blot i gråd, da hun ser lungerne. Manden

kommer hjem, hører den triste nyhed, gør sig straks klar og drager

helt ind til indlandsisen, hvor hans amulet, en odinshane, viser ham

vej til indlandskæmpernes enorme hus i en nunatak midt inde på isen.

Han kommer med besvær ind og op i huset, hvor to gamle kællinger slås

om at berolige barnet. Han vælter dem omkuld, griber barnet, flygter

ud, men gribes i nakken af en hjælpsom gammel mand, der engang selv

blev røvet fra kysten. Med lynets hast bringer han barnet i sikkerhed

ved teltet og møder T. på tilbagevejen. T. kommer tilbage, rejser med

familien ud af fjorden og vender aldrig senere tilbage på renjagt dér.

Var.: Tunerluk (flere versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "tunerssuit îtame" / tunersuit Iitame.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905: 239 - 240. Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 80: "Tunerssuit Iitame" / Tunersuit Iitami. (Etah)

Resumé:

Mens indlandsboerne endnu bor i deres jordhule ved den store sø øst

for Itah, dør en af deres gamle koner af skræk over en af menneskenes

hunde. De flytter længere ind i landet. Man graver i deres husrest og

finder en narhvalstand. De er ikke farlige, men sky og meget bange for

hunde. Den indlandsbo, der giftede sig med Suakak fik blodsprængninger

i øjnene, da han så hendes brødres hunde. Indlandsboerne bliver

hurtigløbere, når de lader orme i en pose af remmesælsskind suge

blodet ud af deres ben. Fortællerens far har engang ved Itah fundet et

søkongeskind fuldt af orm, som indlandsboerne havde glemt, da de

flyttede længere ind i landet.

Kommentar: søg også på: Suakak. Fortællingerne tyder på, at indlandets ånderacer i Thule området ikke var så talrige som i Østgrønland. I Thule er det eqqillit, der har hundenaturer og indlandsboere, der er bange for hunde.

Tolkning: Fortælleren meddeler alt han ved om indlandsboerne ved

Itah.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 5(13). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:Igimarusugduaq

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 55 - 56: "Igimarasugssugssuaq" / Iimarasussussuaaq.

Resumé: Ingimarusussuttuaq æder sine koner. Hver gang han får en ny,

feder han hende op og æder hende. Den sidste af dem, Misana,  har

mange søstre (senere i fortællingen er det brødre). Da hun er blevet

uflyttelig fed, vælter hun sig ned i husgangen, hvor hun slikker sne.

Hver dag slikker hun mere sne og bliver lettere. Hun udstopper sine

klæder og befaler tøjdukken at svare Ingimarusussuttuaq, når han

kommer hjem fra fangst: "Jeg kan ikke længere røre mig for fedme." Og

når Ingimarusussuttuaq harpunerer den at skrige højlydt. Selv graver

hun sig et hul bag huset og gemmer sig dér. Det går som ventet.

Ingimarusussuttuaq opdager snyderiet og leder efter Misana. Hun tar

flugten og forvandler sig i kraft af sin amulet til et stykke træ.

Ingimarusussuttuaq stikker i det og giver op. Misana løber til sine

brødre, gemmer sig bag skindtapetet, Ingimarusussuttuaq når grædende

frem, Misanas brødre beskylder ham for hustrumord i en nidvise, Misana

bekræfter det bag tapetet, brødrene overmander Ingimarusussuttuaq og

vil lade Misana give ham dødsstødet. Hun mister kræfterne i fingrene,

men han er forlængst død, mens hun prøver at flænse i ham med sin

ulu.

Var.: Igimarasussuk; Iimarasussuk

Bemærk: Det virker sært, at Misana først flygter, da

Ingimarusussuttuaq begynder at lede efter hende.

Historiske træk: Sammenlignet med andre varianter er det overraskende,

at Misana mister modet, da hun skal dræbe Ingimarusussuttuaq. Måske en

påvirkning fra herrnhuterne, der også kan være årsagen til mange og stærke

følelsesudtryk, der præger mange indvandrede sydøstgrønlænderes fortællinger og sange.

Redaktør: Søby, R. M. Renskrift: Otto Sandgreen.

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

Det fortælles, at Pallianaq var så stærk, at ingen kunne måle sig med ham - han var en gammel kones søn, og han havde ikke andet i hovedet end at tage ud i kajak! Når han havde været ude at ro i kajak, kom han hjem noget senere på dagen og havde mistet sin nye rem.

Hans lille mor var vældig stolt over hans styrke og var meget øm over ham. Og en skønne dag tog han ud i kajak, og det blev aften, og han var stadig ikke kommet hjem. Hans mor ville ikke begræde ham, for hun kunne slet ikke undvære ham og var helt sikker på, at han nok skulle komme hjem. Da hun langt om længe virkelig kom til at tvivle på, at han skulle komme hjem, begyndte hun at græde over ham. Så var der nogle mænd i kajak, der havde hørt Pallianaqs stemme. De hørte ham græde, og lyden kom fra en meget stejl skrænt, - denne klippevæg lå nemlig ret tæt på deres boplads. Hans stakkelse mor gik grædende ud. Og i kajak begav hun sig afsted i den retning, som han plejede at tage, og grædende begyndte hun at råbe efter ham: "Min kære lille Pallianaq, hvor er du min lille dreng?"

Det fortælles, at man kunne høre, at hendes søn svarede og sagde noget. Men så snart han begyndte at sige noget, lød det som om hans mund blev lukket. Sådan gik det i lang tid, og så hørtes det fra klippevæggens retning, at nogen råbte, at Pallianaq havde noget på slæb: "De siger, at Pallianaq har noget på slæb!" Også hans bopladsfæller hørte dette.

Det fortælles, at han havde sluttet sig til innersuit (ildfolkene) og ganske enkelt var blevet en innersuaq.

Derefter hørte man ikke noget til Pallianaq, for han var taget over til innersuit.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Nuliaqángitsutoqaq".

Trykt første gang på dansk i: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 155 - 159.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 16 - 19: "Nuliaqángitsutoqaq" / Nuliaqanngitsutoqaq.

Resumé: Ungkarl sover for længe hver morgen, fordi han ikke kan falde

i søvn om aftenen. Når aldrig at fange noget. Pigerne foragter ham. En

dag ved solnedgang redder han en kæntret innersuaq (ildmand),

inviteres på besøg hos innersuit, sendes hjem med besked om den første

dag kun at fange eet dyt og aldrig fortælle om sit besøg. Ungkarlen

får en normal søvnrytme, er ude i kajak før solopgang, fanger godt, de

ugifte piger kappes om at være ham til behag. Han blir gift. Konen

beklager sig over det meget arbejde, og spør',  hvorfor han fanger så

meget. "Tja, sælerne tilbyder sig, og så fanger jeg dem." Konen spør'

igen og igen om grunden. Efterhånden fortæller han det hele. Straks

sover han igen dårligt og for længe, fanger intet, blir' fattig og

mister sin kone, der flygter ind i en klipperevne. Han kan ikke komme

ind til hende. Herefter kommer de forskellige insekter én

for én ud fra hulen og frier til ham, men han afviser alle p.g.a. hver deres

underlige karaktertræk, og de trækker sig grinende tilbage til hulen. Til

slut får han lov at klemme sig ind. Mens konen lysker ham, siger hun:

"Vågn først, når sommerfuglene begynder at skrige. Sov, indtil man

hører lyd af fugleunger!" Han sover vinteren igennem, vågner ene på

land ved forårets lyde, og finder sin kajak med betrækket mørnet af

ælde. Slut.

Bemærk: Oftere forbindes insekternes frieri, en fælles eskimoisk myte,

med "Manden, der giftede sig med en ræv."

Var.: En østgrønlandsk variant af innersuaq-fortællingen findes i

Rasm. 1921 - 25, I: 322-324.

Ofte er episoden med insekternes frieri afslutningen på Ungkarlen der blev gift med en ræv. Men den kan også hæftes på andre fortællinger.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Iseraq"Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Nedskriften er Taateraqs genfortælling af Qussunnguaqs version.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania:Gyldendal, 1905: 206.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 56: "Iseraq".

Resumé: Iseraq har kun ét ben af et hvalrosribben, men kan fange ræve

i løb. Han stjæler altid fra folks kødgrave og holder først op, da en

mand har skjult sig i en kødgrav og hugger hans ene hånd af.

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq; Iseraq; De tyvagtige dværge;

Kommentar: iseraq: I vestgrønlandsk overlevering en dværg med øjne der blinker på langs.

Orig. håndskrift har ikke kunnet identificeres;

Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Nuterssuaq" / nuterssuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:189.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 42 - 43: "Nuterssuaq" / nuterssuaq, hvor det oplyses, at nedskriften er Appalinnguaqs genfortælling af Iterfiluks version.

Resumé:

Et isfjeld slår en revne. Klangen blir et menneske fuldt af furer i

ansigtet. Han gifter sig med en enkes datter og skønt han fanger godt,

håner enken ham med en løgn om, at hans føde er skarn. Han tar bort,

men hans kone, der er gravid, føder en søn. Han blir en stor

bjørnejæger.

Var.: Nutik

Håndskr.: KRKB 1, 1(1), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Isigâligârssik".Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I: 149 - 151: "Isigâligârssik / Qardlíkârssûp ássingajâ" / Isigaaligaarsík / Qarlikkaarsuup assingajaa.

Resumé:

Isigaaligaarsik (den lille med de kolde fødder) bor godt hos mange brødre, men en

åndemaner / angakkoq på stedet inviterer kun ægtepar til sine seancer. I. blir

gift med en enkes datter i brødrenes hus. Åndemaneren røver I.s kone

ved næste seance, håner ham ved de følgende seancer og sprætter maven

op på ham, da han endelig svarer igen. I. heler såret med sin første

barnedragt, som han tar på, og dræber åndemaneren i en kamp på bue og

pil, hvor I. først gør sig lille og derefter bruger en bittelille bue

og pil (formentlig hans første legetøj, BS).

Var.: Isigaaligaarsuk; Langbuks; Dele af Kunuk; Ungilattaqi; Kalerarmiu og Suusua.

Hist.: Måske er fortællingen påvirket af missionærenes forargelse

over, at ugifte deltog i lampeslukningslege, der ofte fulgte efter en

seance. Men den særlige virkning man tillægger den første klædedragt

og andre første-genstande er traditionel. "Lille" er fortællingens

bærende adjektiv, og heltens navn associeres traditionelt til mandlig

seksualitet og fangststyrke: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): om legemsdeles symbolbetydninger

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Itequtilik".

Håndskr. oversættelse til dansk: KRH kasse 52,1: Om ham, der havde Prop for Rumpen.

Vedr. pro: Ifølge dette håndskrift er Johannes fra Nanortalik. Ifølge Inuit Fortæller er han fra Nuuk.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, I:: 125 - 131: "Iteqitilik".

Resumé:

Iteqitilik (med noget i anus) er en forældreløs dreng i huset hos

mange brødre, der smider ham ud, fordi han skider hele tiden. En enke,

der adopterer ham, stopper rumpehullet med en prop, der standser

skideriet. Om vinteren blir der hungersnød, men I., der som den eneste

har kræfter til at gå ud, redder alle med sine fangster: En strandsneppe, en

rype, en netside fra en våge langt ude i isen. Flere netsider fra

samme våge og endog en isbjørn. Hans plejebror har formindsket sin

harpun og line og lånt I. dem til hans fangster. Og en del afkræftede

mennesker fra en anden boplads, hvor I. havner i en snestorm efter sin

sidste storfangst, dør i deres iver efter at nå ud til alt kødet, som

han ikke kan slæbe hjem alene. Men folkene på hans egen boplads

overlever, fordi hans kloge plejemor har fordelt hans første små

fuglefangster ud til alle.

Var.: En rigtig lille forældreløs; Den lille med endetarmen;

Tolkning: Der er en slags logik i, at I. som den eneste har kræfter

til at gå på fangst, når han ikke længere skider, men beholder al

næringen i sig. I flere varianter mister hovedpersonen tværtimod alle sine indvolde og dør.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 4(11), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Ivalimâq".

Eng.udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 51 - 52, "Ivalimâq,

the thief".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 27 - 28: "Ivalimâq" / Ivalimaaq.

Resumé: Det svinder i forrådet. En af beboerne lægger sig på lur i

skuret. Tyven kommer, spiser af tabte stumper undervejs, spiser

videre af større stykker, finder et ribbensstykke: "Her er kød til

Ivalimaaq." Manden griber tyven, vrider armen itu på ham. Tyven råber

på Ivalimaaq, der bærer ham bort. Tyven viste sig aldrig siden.

Var.: Papikkaalaq;

Kommentar: Formentlig er tyvene de nærmest boende små dværge.

Hist.: Chr. Poulsen var en af de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede til Sydgrønland i år 1900, hvor Knud Rasmussen traf ham i 1904. Knud Rasmussen stedfæster ham til Illuluarsuit, men mener formentlig Illuluarsuk på sydøstkysten nord for Skjoldungen.