Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS  4',3536, IV, læg 9.

Grl.titel: Arnasuassamik oqalugtuaq.

Resumé:

Arnasuaasaq er så doven, at hendes husfæller opfordrer hende til at gå

qivittoq. Hun går. I oplandet fortæller hun en indlandsbo, at hun er

sendt hjemmefra, fordi hun knækkede sin søsters synål. Det samme er

sket for ham, da han knækkede sin brors kniv. De slår følge mod

indlandet, hviler sig undervejs ved to hvilesteder, børnenes og de

voksnes. Det er sten dækket af et tykt lag smuds. Nær husene råber han

"kung-kung-kuu" for at vække opmærksomhed. Han går indenfor alene og A.

blir snart inviteret ind og godt modtaget som svigerdatter. Om

aftenen skal der holdes åndemaning, men det forpurres af den kvinde,

som A.s mand skulle have været gift med. I stedet holder man sangfest,

hvor indlandsboerne synger en smædevise om kystboerne. A. blir hos

indlandsboerne, der priser hendes skønhed og dyder i deres gebrokne

sprog.

Var.: Arnarsuaasaq

Hist.: bemærk at begge qivittut havner hos indlandsboere og optages i deres samfund. Traditionelt blir en enlig ung mand, kvinde el. barn gift med / røvet af enten innersuit eller indlandsboere. De omtales ikke som qivittut. I yngre - ogsånutidige? - qivittoq-fortællinger danner qivittut evt. selv samfund, eller de lever askilte i yderste ensomhed (som modstykke til det sociale liv hjemme blandt rigtige mennesker). Formentlig er det kristendommens afvisning af åndernes berettigede eksistens, der har renset indlandet for dem og givet plads for langt flere qivittoq-fortællinger - som forklaring, dels på personers forsvinden, påfaktiske tilfælde af fjeldgængeri, og på underlige oplevelser i naturen.

Tolkning: Den dovne A:, der lyver om sin dovenskab, får kronede dage

hos de rige indlandsboere, der trods deres (misundelige?) foragt for mennesker

(kystboere), finder disses kvinder meget smukke.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Asalûmik Kumatdlausimigdlo.

Resumé:

Asalooq og Kumallaasi er fætre, der holder meget af hinanden. A. er en

dygtig fanger. Han gir altid de lækre skulderblade af sine fangster

til K., der aldrig fanger. De andre fangere blir misundelige og

fortæller K., at A. i virkeligheden foragter K. Trist til mode vil K.

gå qivittoq, men A. forpurrer det med en bekræftelse af deres venskab.

Næste gang fællerne bagtaler A., gør K. alvor af sin plan. Da A.

kommer hjem fra fangst, sætter han efter K., som han efterhånden tror

er blevet dræbt af eqqillit. A. beslutter at dræbe alle eqqillit som

hævn. Skønt han finder K., udrydder de sammen alle disse

hundemennesker, hvis pile preller af på A., der har sin sejrsskjorte

på fra fødslen og dækker over K. Derefter lytter K. aldrig mere til

bopladsfællernes onde snak.

Var.: Mange: Søg på Kumal*;

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Oqalugtuaq ilagssamik.

Resumé:

Ilassaq får lyst til at gifte sig med sin datter, der må føje ham, men

snart ser sit snit til at gå qivittoq. I lang tid lever hun kun af

bær, men en dag lister hun sig ind på en trygt gumlende rentyr og

kaster sig over den. Den styrter sig afsted med hende, mens hun får

skåret dens halspulsåre over. Hun fanger mange rener på denne vis og

får både varme skind og for en tid rigeligt med kød. En dag kommer to

mænd forbi og efterlader en halv sæl. Det er bjørne i

menneskeskikkelse, der har fået ondt af hende. Det sker flere gange.

En dag dukker hendes far op. Hun må med ham hjem, men lokker ham

senere på en tur ind i indlandet, hvor de kommer ind i et hus med en

ung søn og et gammelt ægtepar. I. har engang dræbt deres søn med en

pil. De er bjørne i menneskeskikkelse, og det gamle ægtepar dræber I.,

da han og datteren går derfra. Men sønnen har råbt til datteren:

"Dejlige kvinde, løb til side!" og da hun gør det, lades hun i fred og

går hjem.

Var.: Den urene kvinde, der besøgte bjørnene i menneskeskikkelse; Kvinden, som besøgte bjørnene i menneskeham; Om et besøg hos bjørne i menneskeskikkelse; Plejaderne; Bjørnene, der fangede hvidhvaler ved en våge;

Incest mellem far og datter er et sjældent tema. Men et hyppigt tema er forladte kvinder der klarer sig og får rigelig fangst ved dyrs eller ånders hjælp:

Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Arnarquagssâmik mardlungnik ernilingmik.

Resumé:

En gammel kone, der har mistet begge sine sønner, græder i dagevis,

besvimer og stiger op til himlen. Vejen går gennem et hul i himlen,

forbi en roterende sten, og over en elv i de dødes husgang på en vej

så smal som en udspændt rem. Hendes døde bedstemor tar imod hende og

fortæller hende, hvad hun skal sige for ikke at blive i dødsriget.

Konen ser sine sønner med is langt op ad benene inde i huset. Hun

fjerner isen, der skyldes at hun har grædt så meget, Bedstemoderen

sender hende hjem i tide med et løfte om, at hun skal komme op til

sine sønner, når hun dør. På hjemvejen roterer stenen ikke længere og

i hullet møder hun en ung mands sjæl på vej op. Hun skubber den foran

sig ned og ind i dens hus. Den unge mand lever op og det samme gør hun

selv til husfællernes store overraskelse. Konen lever glad videre i

fortrøstning til genforeningen med sine sønner efter døden.

Hist.: Elven i husgangen hører traditionelt til Havkvindens hus i

underverdenen. Om ændringer i forestillinger om dødsrigerne se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dødsriger; og Sonne: Heaven Negotiated...", i Études/Inuit/Studies, 2000.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Inuarqamik oqalugtuaq.

Resumé:

En pige leger altid med lutter drenge. En dag kommer en uforklarlig

trang over hende til at gå ind i landet. Uden hindringer når hun over

til østkysten, hvor hun stjæler af folks depoter og holder sig skjult.

Hun længes nu hjem, kommer tværs over landet uden hindringer og møder

en kvinde, der lokker hende ind i et lille hus til et bundt tørrede

ammassætter. En lem falder i. Det er en rævefælde og kvinden er en

ræv, som pigen slår ihjel og fortærer sammen med ammassætterne.

Fældens ejer blir rystende ræd, da han ser pigen. Han henter

forstærkning hjemme og man henter hende. Hendes mor er netop død, men

faderen blir lykkelig over at få sin datter tilbage. Blot holdt hun op

med at vokse fra det øjeblik, hun gik ind i landet, og hun blev aldrig

større.

Hist.: Menneskedværge (rigtige) fik nu og da lov at leve, således to

af Rinks nedskrivere. Men som tyv i Østgrønland har hun fået typiske

dværgevaner (se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Dværge ...").

Tolkning: Pigens legekammerater, der udelukkende er drenge, begrunder

i første omgang hendes skæbne. De strejfer mere om end piger. Mand:

mobilitet. Kvinde: Stillesidden.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Oqalugtuak qatângutigînik pingasumik.

Resumé:

Tid (mytisk): Før indlandsisen. To brødre og deres søster lever hos deres mor,

der bemægtiger sig alle de smukkeste skind til sine egne klæder. Den

ene bror, der er ond, får de andre med hjemmefra, for at søsteren kan

få smukke skind til klæder. De vandrer over landet til en teltplads på

østkysten, hvor de går ind i det nordligste telt. Her bor et ældre

ægtepar, der også stammer fra gæsternes sted på vestkysten. De har en

ung søn og en ung datter. Folk er meget venlige og det samme er

bopladsens høvding, hvis datter den unge østgrønlænders søn skal

giftes med. Han får dog lyst til brødrenes søster og foreslår dem til

gengæld at ægte sin søster. Den onde bror afslår. De går på besøg hos

bopladsens leder, hvor alle undtagen datteren sover. Hun syr lynhurtigt en

vandskindspels, mens de ser på, og lægger sig til at sove. Hendes

tilkommende er stolt over hendes færdighed. Den onde bror hånler:

"Sådan noget juks!" Den unge mand blir bedrøvet og foreslår endnu en

gang bytteægteskaberne, som den onde bror nu går med til på betingelse

af, at der aldrig blir sagt et ondt ord til hans søster. Hun når at få

to børn, inden manden en dag irettesætter hende - men venligt. Straks

blir den onde bror vred og vil væk. Søsteren vil nødigt, men er bange

for ham og må berolige sin svigermor, der aner deres planer, med en

løgn. En nat lister de bort. De skjuler sig for fællerne, der kommer

ud for at lede efter dem. Svigermoderen græder, søsteren brister også

i gråd, men den onde bror prygler hende og dræber hendes lille barn,

da det også begynder at græde. Undervjes hjem dør søsteren af sorg, og de

to brødre kommer hjem, hvor de fremover forsørger deres mor.

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

Hist.: Synet på østgrønlænderne er overordentlig venligt. Sammenlign

med en anden variant fra Kangaamiut: "Fader og søn fra de yderste

øer" i Rasm. 1924 (1921 - 25, II).

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Igdlunik inugtôrssuarnik.

Resumé:

De mange børn i et stort hus larmer hele vinteren, uden at forældrene

kan få dysset dem til ro. Næste efterår begynder også de voksne at

larme og fortsætter hele vinteren trods både en gammel mands advarsel

og lampernes:  De begynder at ose. En aften går den gamle mand under

larmen uden for, ser den store ild komme og advarer de andre, der

farer forvirret rundt for at gemme sig. Et par gamle koner bevarer

fatningen. De koger tran over deres lamper og med den kogende tran

skoldes den store ild til døde i husgangen. Man må klatre hen under

dens tag for at komme ud. En gammel kone falder ned på ildånden,

slides løs af de andre, væmmes, og da hun vil slide berøringen af sine

bukser på en klippe, slider hun sine endebalder til blods. Alle

flygter i konebåden. Efter den historie véd man, at man ikke må larme,

når mørket falder på.

Var.: Den store ild.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. Muligvis ikke nedskrevet på grønlandsk.

Resumé:

Susanne fortæller om hvordan hun som ung, gift og relativt nyligt ankommet fra østkysten (hvor hun har boet allevegne fra syd til omtrent Ammassalik i nord), to gange drømmer om en hvid mand i sælskindspels, der første gang spørger efter en længst afdød østgrønlandsk angakkoq / åndemaner, og anden gang kysser en ung pige, Sofie, der bagefter beretter at hun vågnede ved kysset. Samme Sofie får anfald af vildelse undervejs på et bærtogt. Man haster hjem med hende, hvor anfaldene tager til, hun svulmer op og Susanne selv undrer sig og kan dårligt holde hendes ene arm nede. Kateketen, Silas, tilkaldes, samme mand som Susanne så i drømme. Han taler Sofie til ro.

       Noget senere komme to kajakker hjem fra handel i Iluiteq. Begge kajakmænd, Lille David og Ananias er fra forstanden, dog ikke pga. af druk, slutter man, da vanviddet fortsætter og mange mennesker, der samles i deres hus også bliver grebet af forvildelse. De tilstår alskens forsyndelser (især mod kristen moral), bl. a. forsøg på hekseri. Det lykkes en kone at franarre Ananias både kajak og riffel, fordi hendes hekseri mod ham ikke var lykkedes, og han derfor skylder hende sit liv. Bekendelserne fortsætter. Til slut rækker David hænderne mod himlen, ser himmelstigen og erklærer sig syndefri og ren, hvorefter han giver sig til at prædike til kateketens forfærdelse. Denne beslutter at David skal føres til missionsstationen i Frederiksdal. Djævelen har nu fået så stor magt over David og alle de andre, at de er blevet helt sorte i ansigterne, noget Susanne, der hele vejen igennem som nyankommen ikke helt fatter situationens alvor (at selveste Djævelen er på spil). Roerskerne vil ikke sidde i konebåd med David, der så med hiv og sving må bugseres i kajak til Narsaq Kujalleq. Hér nægter han at gå ind til missionærerne og løber op mod fjeldet, hvor han ser et stort hvidt slot med lysende vinduer, kredsende fugle og engle, der vinker ham til sig. Men så kommer missionæren ud og henter ham ind.

Den slags har Susanne trods alt aldrig oplevet på østkysten, slutter Susanne.

Hist.: Historisk fortælling om en slags kortvarig profetbevægelse omkr. 1885 i Illukasik. Det står ikke klart om der er andre årsager til at hysteriet bryder ud end vanskeligheden ved at forlige præ-kristen med kristen tankegang og adfærd.

En tidligere profetbevægelse i området, 1853-54, der også blev kvalt af de herrnhutiske missionærer i Narsaq Kujalleq, er beskrevet i Ostermann: Den grønlandske Missions og Kirkes Historie. Kbh. 1921: 243. Og af H. Rink i sin kommentar til Kreutzmanns version af Habakuk-fortællingerne: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, hvor Rink ser de klare paralleller mellem de to begivenhedsforløb.

Akkulturation / kulturmøde.

Kommentar: Flere gange undervejs har Susanne svært ved at tage både anfaldene og hurlumhejet med skriftemålet alvorligt, men hun skifter mellem to modstridende begrundelser: 1. Nok har hun været hele veje op og ned ad den beboede østkyst til nær Ammassalik, men ingen steder har hun oplevet noget lignende. 2. Det der foregår - indtil syndsbekendelserne tar fart - har hun ofte oplevet tilsvarende tilfælde af på østkysten i forbindelse med bl.a. åndemanernes seancer. Måske er det da kun det vilde skriftemål hun aldrig har oplevet mage til, men dog ikke bliver mere forskrækket over end at hun morer sig over alle dem, der bliver blå i hovederne.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 89 + 91: serqwdlewne anerimik

qatsersaisewq (serrat), og dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 37 - 38.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 41 - 42.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt ifølge Uvigdlawaq's fortælling

Resumé:

Uvigdlawaq fortalte til Hans Lynges fortæller, Evateeraq, hvordan engang alle de voksne fangere var kommet hjem, mens de unge endnu var ude og en af dem, Uillagaqs søn, havde harpuneret en gammel snu hvidhval, der var vanskelig at nedlægge, nær et skarvefjeld. De råbte om bistand. Ui. vendte om ved stranden, da han hørte om råbet, og det var netop som en snestorm brød løs. Snart gik åndemaneren Ikerpaq ud  i stormen, besteg en rokkesten, fremsagde en serrat / tryllesang med høj røst, men som ingen kunne høre et forståeligt ord af. "Der smed man den serrat væk", sagde han bagefter. Straks efter lagde stormen sig, og de unge nåede velbeholdne hjem med hvidhvalen, som Ui. havde dræbt med et så kraftigt kast af sin lanse, at flere af dens ribben var brækkede.

Hist. Historisk fortælling fra midten af 1800-tallet.

Kommentar: Serratit blev gerne fremsagt med meget lav stemme. Hvis andre hørte en serrat, mistede den sin virkeevne. I Ikerpaq's tilfælde åbenbart også, selv om ingen kunne høre, hvad han sang. Men han har sikkert skrålet den for at øge virkningen. At han bruger rokkestenen som ståsted også interessant. En kampesten, der som denne kunne rokkes af et barn, symboliserede silas (vejrets og verdens) let påvirkelige balancegang.

Vedr. serratit og balance se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9

Grl.titel: Oqalugtuaq Kaqatulîmik.

Resumé:

Qaqqaatsuliit dræber en mand fra en naboboplads og meddeler det til

sønnen, der er lille og elsker sin far overalt. En fælle opfordrer ham

af medlidenhed til at øve sine kræfter på en pilerod, og da drengen er

blevet stor og stærk, ror han til Q.s boplads en dag vejret er det

samme som på faderens dødsdag. Han venter til Q. kommer alene ud,

griber fat i ham, fortæller ham sit ærinde og smadrer hans hovedskal

med ét næveslag. Senere møder han Q.s slægtninge på havet under en

fangst på en farlig hanhvalros, som helten smadrer hovedskallen på.

"Sådan dræbte jeg Q.", truer han og udfordrer våbenløs de mange

slægtninge til at øve gengæld. To af dem har lyst, men holdes tilbage

af de andre.

Hist.: Typisk for fortællingernes ideologi - og i stor overensstemmelse med virkeligheden, at blodhævnen ikke udvikler sig til en længere kædereaktion. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Oqalugtuak Qâterfârssungmik.

Resumé:

Mens Qaaterfaarsuk står og arbejder på en kajak, forskrækker en gammel

mand iført et bjørneskind ham. Q. uddanner sig til åndemaner, lokker

en tejst til sig, flår skindet af den uden at dræbe den, kryber i

skindet og tar sig en svømme- og dykketur i det. Han trækker skindet

på tejsten igen og lokker senere en stor, tryg hvalros til sig, som

han dræber og flår. Han tar skindet på, svømmer ud til kajakmændene,

der er på fangst, og lader sig harpunere af den gamle mand, hvorefter

Q. lægger lufferne på rælingen og brøler den gamle ind i ansigtet. Q.

svømmer bort under vandet med den gamles fangstblære, harpun og line,

og da den gamle om aftenen omstændeligt beretter om sin uheldige

hvalrosfangst, giver Q. ham redskaberne tilbage med en høj latter. Den

gamle sænker sit hoved af skam.

Var.: Katerfarsuk, Qaaterfaarsuk, Katerfaarsuk, Katerparsuk; Katerfarsuk; Qatigaarsuk.

Tolkning: Episoden med tejsten er sjælden i de mange varianter

af denne fortælling, men er vel åndemanerens middel til senere at få

tag i hvalrossen og dykke som den.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Qilaussuarmik Agdlúnguamigdlo.

Resumé:

Qilaasuaq og Allunnguaq deler boplads. I Q.s hus er der mange

mennesker. A. bor alene med sin kone og de kan derfor i hemmelighed

gemme alle de kødgaver, de får, under husgangen og fortære dem uset, da

der bliver hungersnød. Stadig ved godt huld kan A. klare hele turen ud

til en våge, som han har set frosttågen fra, og Q. tror ham ikke, da

han kommer hjem med fangst til uddeling, men æder så hele det

kødstykke op, som A.s kone kommer med som første mundsmag til alle.

Fællerne tvinger A. til at følge dem ud til vågen, hvor de frådser i

fangst, mens A. skynder sig hejm med sin fangst og undervejs

fremkalder en storm. Q. og hans fæller driver til havs på en isflage,

der blir mindre og mindre, fordi en af dem har såler af skrabet

skind. De når dog land i tide, hvor de kommer ind i et hus med et

gammelt ægtepar og snart inviteres over i stedets andet hus med mange

mennesker. De tar ydertøjet af, husets to gamle kvinder river det i

stykker, beboerne forlader huset, bryder taget itu og hælder vand

ned. Q. ber om sin pels, får den, finder sin amulet i den, en dværgs pegevåben, opliver den i munden og sender den gentagne gange ud på drab, indtil alle

mændene derude er dræbte.

Q. og hans fæller overvinter hos det gamle ægtepar, der tier om, at

deres to sønner var blandt de dræbte. Om foråret betrækker Q. og hans

fæller en konebåd med et dobbelt lag skind, fylder den med alle

enkerne, der ror over havet fulgt af Q. og co. i deres kajakker. Det

ene lag skind bliver gennemblødt og må skæres af undervejs, og ud for

land skærer Q. flænger i konebåden, hvis roersker får en kold død i

havet. Dette er hævnen over det vand, deres mænd hældte ned og nær

havde bragt Q. og hans fæller til at fryse ihjel.

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq;  Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq.

Hist.: Dette er en lidt vag genfortælling af de traditionelle

varianter om Q. Bemærk den logiske brist mellem pelsene, der rives itu

og den hele pels, som Q. får udefra. Qilaasuaq er ellers navnet på faderen i de østgrønlandske varianter.

Tolkning: Forbindelsen mellem Q. og A. optræder i andre, sene

varianter, og årsagen til deres fjendskab må være den, at Q. håner A.,

da han endelig kan leve op til kravet om at dele ud af egne fangster.

A., der betyder det lille åndehul, er tydeligvis en dårlig

kajakfanger, men god til isfangst. Den storm han rejser udligner Q.s

fornærmelse mod ham. Da den traditionelle fortælling om Q. får

overtaget, forsvinder A. ud af forløbet, men det begrundes strukturelt

i modstillingen mellem isfangst (A.) og kajakfangst (Q.), der lignes

ved Q.s evner til at manøvrere over åbent hav.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Tunernut pulârtumik / pulaartumik.

Resumé:

På en boplads er alle mænd dygtige kajakfangere undtagen én, der altid

går på rypefangst og glæder sine fæller med sit bytte. En dag

overfaldes han i baglandet af et uvejr og kommer til et af

indlandsboernes kæmpehuse, hvor et drengebarn, der endnu ikke kan tale

rent, er så stort som et voksent menneske. Rypejægeren bliver godt

modtaget, og da han skal afsted, køber en indlandsbo hans lille

ismejsel for enorme mængder tørret ren- og rævekød. Men det er på den

betingelse, at rypejægerens fæller ikke kommer rendende for at sælge

ismejsler. Det forsøger de, og væk er indlandsboernes hus.

Var.: Et kendt tema: besøg hos dyr eller ånder i menneskeskikkelse resulterer ofte i gaver eller tjenester med forbud mod at besøget gentages af gæstens fæller. fx: Kartulukkunnut pulartut;  De små forældreløse; Man sells a knife to wolves 41 A; Pissarsiorniasagit; Den eenøjede indlandsbo på Kingitsoq-fjældet.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04.

Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Oqalugtuaq Tissikôrssuarmik.

Resumé:

Hver nat forsvinder et barn fra husrummet. En mand, der holder sig

vågen, ser en stor hånd og arm komme ned gennem loftsventilen og

snuppe et barn. Næste nat skærer manden løs i armen med sin kniv.

Kæmpen falder om uden blodtab. Man sletter alle spor med sne, og da

kæmpens kone kommer om aftenen for at spørge efter sin mand, kan man

næste dag følge hendes spor og dræbe hende. Hendes amaat er fuld af de

små dræbte børn.

Var.: Tiisikoorsuarmik ?

Tolkning: Stortyvens navn er måske snarere "Tillikoorsuaq". Med mindre der er en forbindelse til fortællingen om Kvinden der opfostrede en orm. Søg på: Tiisikoorsuarmik

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Var. af "Den blinde som fik synet igen."

Grl.titel: Oqalugtuaq Tutigkamik.

Resumé:

Tutigaq, der er storfanger, lever sammen med sin mor og lillesøster.

Han fanger en remmesæl, hvis skind han skærer ud til remme og forærer

til sine bopladser. Mens remmene ligger i blød i urinbaljen, hekser

hans mor over en af dem, der blinder T. med urinstænk. Fællerne rejser

bort på forårsfangst og T. med familie må leve af muslinger. En dag

kommer en bjørn til vinduet, som lillesøsteren hjælper T. med at

nedlægge. Moderen lyver om drabet, gir ham fortsat muslinger, og

svælger selv i bjørnekød. Når hun sover, koger lillesøster kød til T.

Han ber hende føre sig op mellem fjeldene, hvor fugle klatter på hans

øjne og tørrer dem rene igen med vingerne. Nu kan han se. Han afslører

moderens løgn, beordrer hende med på narhvalfangst, binder hende til

harpunlinen, harpunerer en stor narhval og lader den trække hende ud i

havet. Hun har sin ulu med, men råber alligevel "min ulu, min ulu!",

og fletter sit hår til en lang pisk. Fra den stammer narhvalens lange

stødtand.

   De to søskende går ud i verden, hvor de først kommer til

"skyggerne". To af dem vil øjensynligt gerne giftes med gæsterne, men

da de ikke kan materialisere sig, går storebror og lillesøster

irriteret videre til folk, hvis mødding flyder med friskkogt kød.

Her gifter de sig. Lillesøster føder et drengebarn, som til folks

forbavselse både har et rumpehul og skider interessant lugtende

lorte. Selv har de intet rumpehul og kan kun drage næring af kødsuppe.

Kødet smider de ud. Lillesøsters svigermor dør, da hun prøver at lave

sig et rumpehul. De to søskende kan ikke holde de rumpeløse ud og

rejser hjem.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Tolkning: Moderens hekseri er ikke motiveret, og fortælleren må have

misforstået det med ulu'en, som moderen i andre varianter ber om for

at kunne skære fangelinen over. Ulua minder om narhvalers lyde.

Var. of The Blind Man Who Got his Sight Back.

Greenlandic Title: Oqalugtuaq Tutigkamik

Summary

Tutigaq, who was a great hunter, lived with his mother and younger sister. He caught a bearded seal and cut its skin into straps*, which he gave away to people in his settlement. While the straps were soaking in a basin full of urine, his mother bewitched one of them so that it would blind Tutigaq with urine droplets. The others from the settlement travelled away for the spring hunt, and Tutigaq and his family were forced to live on mussels. One day, a bear came to the window and the younger sister helped Tutigaq to kill it. His mother lied about the kill, continued to give him mussels and gorged herself on bear meat. When she was asleep, the little sister boiled some bear meat for Tutigaq. He asked her to lead him up into the hills, where some birds did droppings in his eyes and wiped them clean again with their wings. He could see once again. He exposed his mother's lies and ordered her to accompany him to hunt narwhals. He tied her to the harpoon strap, harpooned a large narwhal and allowed it to drag her out to sea. She had her ulu with her, but in spite of this she shouted, “My ulu, my ulu, my ulu!” and braided her hair into a long whip. That is where the narwhal's long tusk comes from.

The siblings travelled out into the world, where they first came upon the “shadows”. Two of them seemed to want to marry their guests, but as they were unable to materialise the siblings got annoyed and went on, only to meet a group of people whose scrapheap overflowed with freshly boiled meat. They got married there. The younger sister gave birth to a boy who, to everyone's amazement, had an anus and produced interesting smelling shit. They did not have anuses themselves and could only take nourishment from broth. They threw the meat away. The younger sister's mother-in-law died when she attempted to give herself an anus. The two siblings could not endure the people without anuses and went home again.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Interpretation: The mother's witchcraft is unmotivated, and the storyteller must have misunderstood about the ulu, which the mother asks for in other variants, in order to cut the hunting line. Ulua resembles the sound made by the narwhal.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

*["Smaller beluga whales were caught with strong nets as well as by harpooning. In western Alaska, long nets made of bearded seal straps were strung out from the beach to catch whales swimming close to shore. Once tangled in the nets, the whales were speared from kayaks (single man hunting boats) or umiaks (larger boats that carried several people)."  --Don C. Barnett   --CM