Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Sommer, Kristoffine gav 133 resultater.

Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde

Print
Dokument id:29
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:Aaqi, l'angakeq, et Imap uguwa, la déesse des animaux marins / Aaqi, angakkoq, og havets mor, havdyrenes gudinde
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 181 - 182
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Aaqqii, der var samtidig med den anden store angakkoq / åndemaner, Naaja, rejser til Havkvinden, Havets Moder under en svær isvinter, hvor alt er frosset til. Hjemme igen fortæller han om turen: Han rejser sammen med sin hjælpeånd med basstemmen, Qadidika (?) gennem et land hvor det uafbrudt bruser fra en stor elv. Her må han gennem en revne i en høj sten, der skiftevis åbner og lukker sig. På den anden bred ligger en vældig teltlejr og dér er Havkvindens bolig. Hun sidder på knæ på briksen med bøjet hoved og håret filtret ind i snavs slæbende hen ad briksen. Snavset stammer fra onde folk på jorden, og fordi så få åndemanere kan komme frem til hende, er der meget snavs. Aaqqii griber fat i det for at rense hende, hun bliver bange men beroliget, da hjælpeånden fortæller at angakkoq'en er Aaqqii. Efter rensningen og ordningen af håret strømmer isbjørne og alle slags sødyr ud og Aqqi mærker sig en grønlandssæl med halvdelen af hovedet hvidt og den anden halvdel sort.

Næste dag vil der være sæler, slutter han. Mange tror ham ikke. Men det kommer til at passe. Isen har åbnet sig, der er mange remmesæler, og Aaqqii påbyder dem kun at fange een hver. Han fanger den sæl han har mærket sig, mange kun een sæl hver, men en del fanger flere sæler. Næste dag lukker revnen sig igen som straf.

 

Var.: Rejsen til havkvinden, Havets Mor.

 

Hist.: Kan udmærket være en historisk fortælling om en af Aaqqis seancer i begyndelsen af 1800-tallet. Muligvis endog i 1816, året efter det store vulkanudbrud i Indonesien, der bevirkede at "to vintre fulgte efter hinanden" uden sommer imellem. Søg på: vulkan.

 

Kommentar: Også Naaja sagdes at være rejst ned til Havkvinden. Se Sandgreen 1987, nr. 37, Snemasserne.

Agdlúnguaq / Allunnguaq

Print
Dokument id:1614
Registreringsår:1902
Publikationsår:1925
Arkiv navn:
Fortæller:Aqajak (Ambrosius)
Nedskriver:Rasmussen, Knud + ?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Agdlúnguaq / Allunnguaq
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, III
Tidsskrift:
Omfang:side 221 - 224
Lokalisering:Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn
Note:

Håndskr.: KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04: "Agdlúnguaq". Sidste del af fortællingen er nedskrevet af en ukendt person længere fremme i notesbogen.

 

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 47 -

50: "Agdlúnguaq" / Allunnguaq.

 

Resumé:

Allunnguaq (det lille åndehul) er en elendig kajakfanger, der hånes af

sine fæller, men han er en god åndehulsfanger. En sommer får han

pludselig et så stort held med sin kajakfangst, at fællerne

misundeligt spår hans snarlige død. Han må snart have opbrugt sin

livskvote af sæler. Om efteråret blir der hungersnød. Kun A. har kræfter til at

fange. Han kommer nu og da hjem med en rype, som hans mor flænser og

deler ud til alle, som var det en sæl. Sneen falder tykt og A. må

længe holde sig inden døre. Så snart snevejret er stilnet af, går han

på fangst ved et åndehul, som han har mærket af med urin. I fem dage

får han i alt fem sæler ved hullet. Hans mor deler dem ud til alle.

A. forsøger sig igen, men uden held med rypejagten. Han ser dog

frostrøg langt ude på isen. Tidligt næste morgen går han derud efter

edderfugle, men han kommer hjem med en narhval. Bopladsens leder

Qilaasuaq tror ikke, at A. kan have dræbt en narhval, men æder straks

hele det stykke mattak, som drengen, der inviterer til fællesspisning,

har med til hans husstand. Alle kommer til kræfter og kan hjælpe A.

med fangsten. Således reddede den forhånede A. alle sine

bopladsfæller.

 

Var.: Den forældre- eller faderløse dreng, der initiativrigt redder alle fæller fra sultedøden er et almindeligt tema. Søg fx på: Iteqitilik; forældreløs ryper;

Ajijaks første åndebesværgelse

Print
Dokument id:1674
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ajijaks første åndebesværgelse
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 216 - 224
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 126 - 136: tôrnerqârneq; angakkortalissuit, 1990: 124 - 129.

 

Resumé:

Kaaralis fortsættelse af "Ajijak". Sortsideskindene hænges kødside mod

kødside foran indgangshullet og A. tar plads på et sælskind foran det.

Faderen spør om han blot skal mane ånder eller vil på åndeflugt.  A.

indvilger i åndeflugten, der vil være bedst for ham, hvis han kan

gennemføre den. Hans mål er "det træløse land", en skybanke ved

himmelranden. Ajijak går ud og kommer ind med en harpunline til bindingen.

Faderen bagbinder hans arme og binder hovedet fast med

panden mod knæene. Det er meget smertefuldt.  A. væltes om på siden,

men da trommen et stykke tid har danset af sig selv på håndtaget,

kommer han atter på ret køl, trækkes af trommen i vejret, og flyver

tre gange rundt i en skrå elipse, inden han forsvinder ud dér, hvor

taget og muren mødes. Alle hans skræmmeånder farer rundt i rummet, men

afløses så af kæmpen Ipak (Inupak), der beretter om A.s åndeflugt,

mens den foregår. Han flyver mod syd og tror sig vel forbi de farlige

Qulummiin-ånder, men ryger øjeblikkeligt ind i deres hus, da han

skæver til siden efter det. Ånderne tæver løs på ham med kæppe og

lader sig ikke anfægte af A.s tilkaldte skræmmeånd. Sådan en har de

selv. Ingen af A.s andre hjælpeånder tør komme ind. Til slut kommer

hans dødningeånd, Angiiaarneqs store stærke mor, som Qulummiin-ånderne

forskrækket flygter op på briksen for. A. ser sit snit til at smutte

ud. Mens Ipak rapporterer om begivenhederne er han ligeså forskrækket

som faderen og de andre over den vending det har taget indtil A.

kommer fri. Derefter tager trommen til at vugge voldsomt og Ipak afløses af A.s andre hjælpeånder på skift, som tilhørerne får lov at beføle en for for en. De er som mennesker, blot enten

større eller mindre. A. ankommer med et vældigt lysglimt, mens alt i

huset brager og ryster. Da man løser knuderne på hans bindinger snor

de sig løs og farer med smæld som en piskesnert ind mod væggen. Trommen giver et sidste

brøl fra sig og tier. Da man får lamperne tændt, er A. oversået med

blå mærker.

   A. får under den næste seance en kærkommen anerkendelse som

åndemaner af en af egnens stærkeste og ældste åndemanere,

Uitsaleqanngitseq / Uitsaleqanngilaq / Uitsatiqanngitseq / Uitsataqanngitseq.

   En sommer under ammassætfangsten ved Qinngeq bliver A.s kone syg,

fordi hun har fået tilbageslag fra en tupilak, som hun har lavet. Hun

vil ikke gå til bekendelse og dermed blive rask. Da folk håner A.,

fordi han ikke kan helbrede hende, inviterer han til seance i fuldt

dagslys uden døre. Han lægger sin kone nøgen på et skind og mens han

selv liggende og vendt mod solopgangen lader en hjælpeånd besætte sig,

forsvinder alt kødet fra hans krop og vokser ud igen. Hjælpeånderne

bebrejder tilskuerne deres manglende tiltro til A.s evner. A. rejser

sig og parterer sin kones krop. Gentager så sin forvandling til skelet

og tilbage igen, hvorefter han i en brølende bjørns skikkelse

undersøger sin parterede kones forskellige dele og slikker lidt af

blodet op. For tredje gang lægger A. sig, forvandles til skelet og får

sit huld igen, hvorefter han om konen erklærer, at hun har pint sig

selv. Han puster alle stykkerne sammen igen, hun kommer til

bevidsthed, A. bliver sig selv og nu vil hans kone gerne gå til

bekendelse. Men det er for sent. Tre dage senere dør hun. Man

fortæller, at det var værre at se A. som skelet end at se konen blive

parteret. Mange tilskuere besvimede og måtte støttes, da man gik hjem.

Men den unge Aggu / Akku havde fået en oplevelse for livet.

 

Var.: Sandgreen 1987: 330 - 333. Se især KRH 425 nr. 33 med kommentar om at disse boldspillende ånder meget vel kan være nordlysets døde i himlen, søg: Qajaqanngitsoq angakkussartoq. Se også initiation, uddannelse

 

Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet,

var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

Akaak

Print
Dokument id:1767
Registreringsår:1867
Publikationsår:1996
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba)
Titel:Akaak
Publikationstitel:Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ...
Tidsskrift:
Omfang:ss. 284 - 285, nr. 70
Lokalisering:Noorliit / Ny Herrnhut: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.

Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 70, ss. 352 - 354.

 

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 113 - 114, nr. 82.

 

Resumé af uddraget: Ipatinnguaq fra Salliat nær Nuuk bliver ven med en

af de mange brødre, der ikke vil bortgifte deres eneste søster, den smukke

Nalikkaaq.

Men I. får tilbuddet af sin nye ven, gifter sig med hende, og hun får

først en datter, Salak, og dernæst en søn, Akaak, som hun opdrager

til angerlartussiaq / bestemt til at vende hjem (kan søges).

Da denne drukner kommer han dog ikke hjem igen,

fordi de døbte på Kangeq har fundet hans lig siddende i kajakken. Da

Nalikkaaq hører om fundet jamrer hun højt, sørger sig fordærvet den

ganske sommer ovre ved Qaquk (Nipisat Sundet), dør og begraves. En tid

efter ser man hende nu og da sidde som en ørn på sin grav og hører

hende skrige som en måge.

 

For kommentarer til Rinks version af origanalteksten se Thisted og Thorning 1996;

nr. 70, s. 346.

 

Hist.: Kristen påvirkning: Dåben neutraliserer ganske virkningen af de

ritualer, som N. har udført for at gøre sin søn til en, der vil vende

hjem igen. For "angerlartussiaq" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Piaaqqussiat".

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Akínâtsân / Akinnaatsaan

Print
Dokument id:1651
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Tiardukku (Tiarduko)
Nedskriver:Rosing, Otto
Mellem-person:Rosing, Otto
Indsamler:Rosing, Otto
Titel:Akínâtsân / Akinnaatsaan
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 126 - 132
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 38 - 45; angakkortalissuit, 1990: 163 - 170: "Akinnaatsaat".

 

Resumé:

I Akinnaatsaan overvinter i sultevinteren følgende nært beslægtede fangere med

familier: Taqivaq, Naaqqortooq, Nuuku, Baalik og desuden den

ikke-beslægtede Qaratserpik.

   Voldsom regn og storm fra sydvest hindrer al fangst og allerede

efter solhverv begynder beboerne at dø af sult. Taqivaq og hans kone

er blandt de første - de efterlader fire sønner. De tre dør én for én,

fordi ingen af deres slægtninge under dem noget. De lægger sig tæt op

ad hinanden uden for husgangen. Den fjerde, Qaqqitina, hjælper sin

morbroder, Naaqqortooq, med teltslagningen om foråret, men N. jager

ham ud af teltet med prygl, og han lægger sig til at dø hos sine

brødre. N. bebrejdes voldsomt den følgende sommer af sin bror,

Amattanneq, da denne vender tilbage fra en overvintring ved Ittivartik

på sydøstkysten.

   

Mange dør på stribe om foråret, selv om et et tyveri af bjørnekød ved Suunaajik har forsynet dem med mad i en periode. De bestjålne hævner sig senere på Nuuku, der var den der opfordrede sine fæller til tyveriet, idet han senere næsten ingenting får af en stor bjørn, som han har set som den første og derfor tilkommer ham. Den nedlægges af flere fangere, blandt andet Simmujooq fra nabobopladsen, Ittitalik, der var medejer af de bjørne, som Nuukus fæller stjal. Simmujooq bemægtiger sig derfor broderparten af Nuukus bjørn.

 

   Baalik rejser ind i fjorden for at tigge mad ved en anden boplads,

men dør derinde af forspisning. Af hans efterladte er til sidst kun

hans kone og sønnen Kukkilaan tilbage. K. ber om foråret forgæves sin

morbror, Naaqqortooq om hjælp til at lave et telt; må så selv lave et

sølle et, som N. også afviser at hjælpe med at sikre, da en snestorm

trækker op i juni. Teltet rives løs, K. og hans mor søger dække under

det i læ af en klippe, moderen dør, og da Aalik tilbyder K. husly,

foretrækker K. at blive hos sin døde mor af medlidenhed. K. er død den

næste morgen, og Naaqqortooq tier til Aaliks bebrejdelser.

   Putsaanaq falder død om på briksen i forsøget på at komme med de

andre på fangst, da isen var brudt op et stykke ude.

 

Tiardukku, der var barn ved Ittitalik i sultevinteren, fortæller

følgende:

1. Aggu / Akku fik skylden for sultevinteren, fordi han, da han

havde dræbt Aakajik, forbød faderen at holde dødstabuerne med den

forklaring at Aakajik var taget af innersuit.

 

2.  Tiardukkus far slagter sine hunde til mad, får sår i mundvigene af at smelte is til vand som han spytter ind i sine børns munde. Simmujooq nedlægger en isbjørnemor med to unger, som Akinnaatsaan-folkene stjæler det meste af. Tardukkus mor koger suppe på indvoldene, og da den sultne Taqivaq fra Akinnaatsaan

kommer på tiggerbesøg, får han en øsefuld skoldhed suppe, sluger den uden at mærke skoldningen.

 

3. De fleste husfæller flytter til

Akinnaatsaan, da Tiardukkus forældre flytter med børnene til mosteren i

Noortiit. I Noortiit er der ingen mangel på fersk drikkevand. Taqivaqs søn kommer på tiggerbesøg fra Akinnaatsaan, får en øsefuld suppe, hager sig fast i tørrehækken for også at få kød og er ikke til at jage væk. Mosteren må til sidst svide pelskanten på hans hætte med sin brændende lampepind for at få ham væk.  

 

4. Ved Akinnaatsaan fanger Nuuku en klapmyds, som T.s families husfæller stjæler som hævn for Simmujooqs bjørnekød, som Nuuku og hans fæller stjal. T.s far

redder sig mirakuløst efter en bjørnefangst i forsommeren, hvor han

kommer væk fra de andre, må efterlade sin kajak i isskruningen og,

afskåret fra sin boplads af åbent vand, ser tegningen af en kajak

under sneen på land. Ejeren er før snefaldet styrtet om i nærheden.

 

5. T. besøger i maj sammen med sin søster Akinnaastaan, hvor kun to

udmarvede kvinder lever omgivet af lig.

 

6. Snestormen i juni, der gør det af med

mange af de sidste overlevende, slår om i regn og endelig får

sommersolen overtaget. T. fanger et par snespurve. Forældrene får bryststykkerne og børnene knaser resten i sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

 

Kommentar: der foregår en del kødtyverier bopladserne imellem. Vedr. høvn over Nuukus tyveri af Simmujooqs bjørnekød se også: Akinnaatsaan

Âlánguvamik / Alánguamik / Aalannguamik

Print
Dokument id:478
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Âlánguvamik / Alánguamik / Aalannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 14, side 2 - 7
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Trykt, med en lidt ændret ordlyd (tilsyneladende redigeret), i Atuagagdliutit 1935 nr. 13, ss. 111 - 112 + nr. 14 ss. 114 - 115: Âlánguaq.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Historien om Aalannguaq

Aalannguaq, der boede på vinterbopladsen Terraanaa lidt syd for Qipingasoq, plejede at overvintre sammen med sin sølle fætter. Om Aalannguaq fortælles at han var en meget dygtig fanger i al slags vejr, mens der var langt mellem fætterens fangster. Engang begyndte fætteren at overveje at flytte til et andet sted, selv om han blev så godt underholdt hos sin slægtning. Skønt han følte sig underlegen over for sin fætter, fortalte han ham at han ville overvintre i Poorusia på nordsiden af Atammik. Aalannguaq søgte at tale ham fra det, fordi han var hans fangstfælle i husholdet. Det lykkedes dog ikke og han måtte resignere.

       

Da fætteren havde bygget sit vinterhus i Poorusiaq gik der ikke lang tid mellem Aalannguaqs besøg, hvis der gik lidt (for) lang tid mellem fætterens besøg, og sådan havde de det med hinanden. Langt om længe begyndte der at komme nyis, og så holdt de da op med at besøge hinanden. Da Aalannguaq nu var alene, blev han endnu mere fangstivrig og bearbejdede og lagrede forråd til vinteren. Derudover havde han mange hele sortsider gjort klar for vinteren. Da kulden blev strengere kort efter vintersolhverv og sneen faldt hver dag, begyndte havisen langsomt at lukke til. Aalannguaq roede ud så længe han kunne, men til sidst var det ikke længere muligt at ro i kajak. Hver dag var der kraftigt snefald, og Aalannguaq var meget urolig for sin sølle fætter, for det tegnede til en meget streng vinter, og så så det sort ud for fætteren. Hver morgen de vågnede var vejret det samme som den foregående dag. Aalannguaq sagde da til sine husfæller: "Hvis vejret forsætter sådan, ser det sort ud, så lad os få bragt vores vinterforråd ind i huset, for sådan et vejr er ikke til at færdes ude i." De bragte da hele sortsider og den tørrede proviant ind i huset. Først prøvede de at færdes ude ind imellem, men til sidst måtte de holde sig inden døre, da vejret ikke var til at være ude i. Aalannguaq satte den længste teltstang op ved husindgangen og borede den ned ved døren, så den ikke kunne vælte.

 

Da de ikke længere gik udenfor, gik de ud i husangen når de vågnede om morgenen og lyttede til den store teltstang, og de hørte da stormens hylen og rasen og vidste, at det fortsat var voldsomt uvejr. Til sidst havde de næsten spist hele deres store forråd op. Hans kone søgte så vidt muligt at spare på reserverne, men da forrådet var det eneste der kunne holde dem varme, svandt det ret hurtigt ind. Til sidst måtte de nøjes med et par mundfulde om dagen. Da det kom så vidt, følte Aalannguaq at han ikke længere havde sine kræfters normale brug. En tid var han oppegående, men snart måtte han holde sengen. Til sidst var det konen alene der var på benene. Da hun ikke længere havde noget at dele ud af, var hun opsat på at høre hvordan vejret var, når hun vågnede om morgenen. Men når hun gik ud i husgangen hørte hun stadig stormens hylen. En dag så hun længe på sin mand inden hun gik ud i husgangen og lyttede til teltstangen. Endelig, omsider var der ikke en lyd at høre. Hurtigt gik hun ind i huset og søgte efter et redskab. Da hun havde bundet sin kamikstrækker og sin grydeslev sammen i forlængelse af hinanden gik hun ud og begyndte at udhule sneen ved siden af teltstangen. Efter lang tids besvær begyndte det så småt at lysne. Langsomt blev lyset stærkere og endelig blev der et hul ud til det fri, og det klare lys trængte ind. Langsomt gjorde hun hullet så stort at det passede til hendes hoved. Hun udvidede det endnu mere og gik ud hvor hun opdagede, at det var blevet fralandsvind og dejligt vejr, og ved havet var der begyndende ebbe. Fordi vandet var begyndt at falde var isstykkerne kommet op på højkant. Da hun ikke havde andre steder at gå hen, gik hun derned til stranden for at søger efter en smule tang mellem isstykkerne. Mens hun gik der og kiggede efter tang fik hun øje på en strandplet med noget der lignede tørv. En mængde strandryler var landet der og stod og pippede. Da hun fik dem til at flyve op flygtede de ikke, men fløj bare et lille stykke væk og kom så og landede igen, så de helt dækkede den lille strandplet. Da hun så det skyndte hun sig op i huset.

       

Den foregående sommer havde hun samlet pileurterødder for at være forberedt på alt. Hun tog nogle rødder og lavede hurtigt en snare, og efter at have taget et stykke skindreb gik hun igen ned til stranden og frygtede at fuglene nu skulle være væk. Men da hun kom derned var de der stadig. Hun fik dem til at flyve op, satte snaren op, og næppe var hun kommet af vejen, før de landede. Da hun trak i snaren fangede hun en af fuglene. Hurtigt aflivede hun den og skyndte sig op i huset. Da hun kom ind kaldte hun på sin mand: "Aalannguaq!" Manden svarede derindefra mens han bevægede sig lidt. "Jeg har fanget en flot strandryle!" sagde hun, og manden kom et et udbrud af glæde derindefra. Konen skyndte sig at plukke fuglen, og da hun skar den op lod hun blodet dryppe ned i en muslingeskal. Blodet fyldte lidt efter lidt hele muslingeskallen. Så holdt blodet endelig op med at dryppe. Konen slikkede en del af blodet op og gav sin stakkels mand resten at drikke. Nu skar hun strandrylen på langs i to dele, selv hovedet. Hun gav halvdelen til sin mand og spiste selv halvdelen. Da manden havde fået noget af blodet og halvdelen af strandrylen, fik han svedperler på næsen og begyndte at bevæge sig rykvist på brisken. Det siges, at han opførte sig som en gal. Efter et stykke tid faldt han dog til ro og begyndte nu at se nogenlunde normal ud og kunne sidde op. Næste dag fangede konen to flotte strandryler, og dem delte de. Nu kunne manden stå op og gå lidt rundt på gulvet. Da han var blevet i stand til at gå udenfor, gik han ud og opdagede, at det åbne vand var lige ved at nå op til deres boplads nordfra.

 

Nu hvor solen var kommet højt på himlen og dagene var blevet længere, ville han afprøve sig selv. Han tog sine fangstredskaber ind i huset og begyndte at reparere dem med den smule kræfter han havde. Da han havde ordnet dem var han tilfreds. En morgen vågnede de så op til smukt vejr med svag nordøstenvind. Aalannguaq gjorde sig klar og roede ud i kajakkem med sine fangstvåben. Mens konen så til fra land, forsvandt han ud af syne. Da Aalannguaq kom til sit fangstområde og holdt kajakken op mod vinden efter sit pejlemærke, varede det ikke længe før en blåside stak hovedet op af vandet for at ånde ikke så langt fra ham. Han nærmede sig sælen og kastede sin harpun efter den. Langt om længe lykkedes det at få den aflivet, og han begyndte at bugsere den hjemefter.        

Lige siden manden var forsvundet ud af syne havde konen spejdet efter ham. Da han nu kom i sigte så det ud som om han roede meget langsomt. Da han kom nærmere opdagede hun, at han havde en sæl på slæb, og så havde han jo fanget en flot blåside. Endelig havde de masser af mad, og fra da af begyndte han igen at komme hjem med fangst.

       

Da dagene var blevet lange og vejret godt og stabilt, tænkte Aalannguaq hele tiden på sin fætter. Han havde flere gange sagt at fætteren nok ikke havde klaret vinteren, fordi den havde været så streng. Men han havde endnu ikke kunnet få sig selv til at tage til fætterens vinterboplads for at rive huset ned over de døde.

       

En morgen vågnede han og sagde til sin kone: "I dag tager jeg over til de overvintrende ved Poorusia og river deres hus ned. De har sikkert ikke overlevet denne forfærdelig strenge vinter." Han havde ingen forventninger om at hans fætter havde kunnet overleve, fordi han var en dårligere fanger end han selv. Så tog han afsted. Da han kom til Poorusia og roede ind i vigen hvor han kunne se huset, kunne han ikke forstå at isen ved stranden neden for huset var så rød, at man skulle tro den var helt rød af blod. Da han kom nærmere opdagede han, at isen var aldeles gennemvædet af blod. Så fik han øje på og genkendte sin fætter, der kom ud af huset og spejdede udefter for derpå at gå ned for at tage imod ham. Fætteren blev meget glad da han genkendte sin slægtning derude på havet. Da fætteren kom ned til stranden og han selv kom i land sagde han: "Hvem havde ventet at se dig igen, og jeg som ellers var kommet for at rive huset ned over jer!" "Kom nu op i huset, jeg har noget at fortælle dig", sagde fætteren. Hurtigt fik han sin kajak op på land og sikret den, og så gik han op til huset, hvor han blev overrasket over så store mængder forråd de havde.

 

Da de kom ind i huset hengav de sig i glæden over gensynet, og Aalannguaq fortalte om det langvarige uvejr, og at hans kone havde reddet ham ved at fange en strandryle, da han var blevet sengeliggende. Han havde derfor ikke været i tvivl om at fætteren og hans husstand måtte være omkommet af sult, og derfor var han kommet for at rive huset ned. "Vi har næsten ikke oplevet uvejr hele vinteren", sagde fætteren, "men nord for Nasaasaq var der sort som natten. Der har været langt imellem kraftige snefald på vores boplads og slet ingen kraftige vinde. Tilfældigvis har jeg også i år haft meget let til fangst, og jeg har sjældent måttet nøjes med en enkelt sæl. Men da der nord for os hele tiden var dækket af skyer og snefog, var jeg meget urolig for jer." Efter at have glædet sig over gensynet der på stedet tog Aalannguaq hjemover sent om eftermiddagen. Ved hjemkomsten fortalte han sine husfæller at hans fætter havde det godt, og havde overvintret under meget gode kår.

 

Da sommeren kom arbejdede Aalannguaq og hans husstand alt det de kunne for at samle forråd til den kommende vinter. Og den sommer samlede de alt der kunne gemmes og opbevares til vinteren. Tørret sælblod begyndte de at lægge til side i sortsidemaver, men da de senere fandt ud af, at maverne ikke var gode nok, krængede de skindet af sortsider og opbevarede tørret sælblod i dem. Siden kom de ikke ud for så strenge sulteperioder som de oplevede den vinter.

Slut.

 

Hist.: Lyder autentisk

Aluk-manden

Print
Dokument id:43
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aluk-manden
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 485 - 486
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 208 ss. 1026 - 1028.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 485 - 486: Alummiunik.

 

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 105, s. 122.

 

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 135, s. 466: The Sunrise.

 

Resumé:

En mand på øen Aluk i det sydøstligste Grønland elsker sin boplads så højt, og især solopgangene ude i havhorisonten, at han aldrig forlader den om sommeren, hvor de andre familier tager på sommerfangster andre steder hen. Det fortsætter sommer efter sommer, kun om vinteren har de selskab. Den søn manden og hans kone får, og som opdrages til storfanger af sin far, længes efterhånden kraftigt efter at komme ud ligesom alle andre til andre egne og mennesker i sommertiden. Først da faderen er blevet så ældet, at han ikke længere bidrager med fangst af sæler til konebådsskind, vover sønnen sig frem med sit ønske. Faren bøjer hovedet og svarer ikke. Anden gang må han dog give sig. Den der skaffer skind til konebåden må bestemme vedrørende rejser. De rejser sammen med bopladsfællerne og når et stykke op langs vestkysten, da faren længes så meget hjem, fordi solen står så sent op over bjergene, at sønnen vender om. Under hele hjemrejsen sover den gamle dårligt om natten, og da de endelig når hjem til Aluk, får slået teltet op og sovet, går den gamle ud for at nyde sin elskede solopgang. Med et dybt suk falder han død om i solens første stråler.

 

Var.: Manden fra Aluk.

 

Hist: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer

Print
Dokument id:1953
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:ãma erqarungnârissaisa ilagât / Nogle flere erindringer
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:s. 270 + 282 - 284
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

 

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

 

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

 

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning

Print
Dokument id:1028
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 12
Fortæller:?
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákoq qinerdlersoq / En åndemaner, der var på eftersøgning
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 15 - 17
Lokalisering:Kangaamiur: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

I gamle dage troede man at åndemanere kunne flyve gennem

luften. Der var engang en åndemaner, der havde en søster. Hver sommer

tog han ind i fjorden til den samme sommerplads.

En sommer var han som vanligt derinde. En dag han tog på renjagt lod

han sin lillesøster, som han ellers plejede at tage med, blive hjemme.

Da han kom hjem, var lillesøsteren væk. Han ventede og ventede, mere

og mere foruroliget; og han tog ikke længere på rensdyrjagt, men blev

hjemme og ventede. Da ingen kunne finde hende, sagde han: "Når det

igen bliver mørkt om aftenen, vil jeg lede efter hende."

En aften sagde han: "Jeg vil flyve ud og lede efter hende.

Sluk lamperne." Da man havde slukket lamperne, begyndte han at lave

støj. Midt i det hele forsvandt støjen. Han blev til ild og fløj ind i

fjorden. Da han befandt sig over sin vanlige sommerplads, tog han

omgivelserne i øjesyn og opdagede et stort, kraftigt oplyst hus. Han

dalede ned og krøb ind i gangen. På vej ind kunne han høre en livlig

snakken inde i huset. Han gik ind og så en hel masse indlandsboere,

der holdt aftenhygge sammen i dette store hus.

Længe så han sig omkring; men han genkendte ingen, og han var nødt til

at sætte sig i et hjørne ved døren. Beboerne holdt op med at snakke.

En, der stod midt på gulvet, sagde: "Vi har jo en gæst. Tag jeres

skindtøfler på." Straks fik alle travlt med at rode efter noget under

briksen. Så tog de deres skindtøfler på, hvorefter de placerede sig

langshusets væg ("igdlup sanerânut"?) stående overfor hinanden. En af

indlandsboerne, der ellers var blevet siddende, rejste sig nu op og

gik hen til den sølle åndemaner. Han tog et fast tag om åndemanerens skuldre

og trykkede ham ned i knæ. Derefter sparkede han ham over til manden

overfor/nærmest døren. Svævende i luften tænkte åndemaneren, at nu

ramte han gulvet, men han blev sparket over til en anden, der stod

overfor; og svævende i luften blev den sølle åndemaner sparket længere

og længere ind i huset, alt i mens han gav sig til at kalde på sine

hjælpeånder. Men så snart de viste sig ved indgangen, smed den store

indlandsbo dem ud igen. På det tidspunkt så åndemaneren, at han blødte,

og han fik den ide at spille død. Da han gjorde det, greb manden,

der smed hjælpånderne ud, ham og

kastede ham ind under forbriksen med ordene: "Lad os partere ham,

når han er blevet kold." Ved de ord blev åndemaneren ængstelig og

gennemgik endnu engang sine hjælpånder. Så huskede han sin stærke

indlandsbo. Ham kaldte han så på, bare ud i det blå; men se, han

sprang øjeblikkelig ind i rummet. Udsmideren gik hen til ham, men så

var det skam hjælpeånden der greb fat i indlandsboens skuldre og

trykkede ham ned og satte knæene mod hans bryst. Han tvang ham ned på

gulvet, og man så noget rødt. Så greb hjælpeånden åndemaneren, der lå

under forbriksen og trak ham med ud af huset.

Da kom åndemaneren i tanke om, at han også havde en "nasaertartoq" (én,

der plejer at slå hætten ned)(det kaldte man ræve i gamle dage). I det

samme så han, at "nasaertartoq" var på vej ind med hætten slået ned.

Han slog det ud af hovedet og gik ud (hvem?).

 

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

 

De ventede efterhånden utålmodigt på deres åndemaner / angakkoq. Netop som

åndemaneren havde forladt det (indlandsboernes hus), kunne man høre

hans jamren over smerterne. Idet man fik lamperne tændt, så man ham

sidde/ligge der stærkt lidende. De vidste ikke, hvordan det var sket, fordi han

intet havde fortalt.

Han blev liggende i tre dage, og den fjerde dag fik han dem til at

slukke lamperne. Som sædvanlig forsvandt han ud som ild. Han fløj

atter indefter. Da han nåede området svævede han henover det;  men er

var ikke noget lys at se, hvorfor han fløj væk igen.

Under sin videre færd fik han øje på et (andet) stort, stærkt oplyst

hus. Han kom ind og genkendte sin lillesøster, som havde fået en

indlandsbo til mand, og sad dér. Hun blev virkelig glad for at se ham

og gik ud efter mad. Da han nu havde set hende, forlod han atter

rummet.

Nu var det ved den tid tilhørerne kunne vente deres åndemaner tilbage,

og de kunne høre at han var glad. Først da lyset var blevet tændt,

fortalte han om dengang, da han blev sparket rundt. Han tog ikke mere

ud for at se til hende, for nu var han ikke længere bekymret for

hende.

 

Var.: Til den sidste episode: Angakokens åndeflugt til indlandsboerne; Et fangstmiddel til tupilakker; Qajaqanngitsoq angakkussartoq; Ajijaks forløsning og første himmelflugt;

 

Kombinationen er usædvanlig af de to episoder, Broderen der uddanner sig til angakkoq for at opspore sin forsvundne søster / bror, og De fjendtlige ånder der spiller bold med åndemaneren under åndeflugt.

 

Hist.: Sidstnævnte beskriver et ældre angakkoq-ritual, der også kendes fra canadiske inuit, hvoraf det fremgår at boldspillerne er nordlysene, dvs. de døde der er havnet himlens dødsrige, hvor de fremkalder nordlys med deres boldspil.

Angákorssuarmik / Angakkorsuarmik

Print
Dokument id:481
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angákorssuarmik / Angakkorsuarmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 14, side 72 - 79
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Om den store åndemaner

 

Der var engang en stor åndemaner, der kunne trodse al slags vejr og fange alskens fangstdyr. Han tog ikke på sælfangst andre steder end ude på havet. Engang han tog ud og netop havde gjort holdt på et fangststed, kunne man ikke mere se fjeldtoppene, og sneen begyndte at falde tæt i vindstille. Den store åndemaner manede for at få det til at klare op, men da det ikke lykkedes, begyndte han at ro ind mod land uden fast mål. Længe spejdede han efter land og blev til sidst noget urolig. Langt om længe så han land lige fremme og opdagede, at der på land kom to store mænd, den ene meget lys og med blåbærfarvede øjne, og den anden var så sort, at kun hans øjne lyste op i ansigtet.

 

Da den store åndemaner kom i land, kom de ham meget venligt i møde. Den meget mørke udbrød da: "Qaaluaq, karang, kom med op i mit hus." Da den store åndemaner begyndte at gå op mod huset, fulgte den store lyse med op som om invitationen gjaldt ham selv. Da værten selv først gik ind, fulgte de efter ham og så, at han og hans kone var alene. Da den store åndemaner sattes sig ned, satte den lyse sig lige op og ned af ham. Værten kiggede ind mod sin kone og sagde: "Qaaluaq, hent lændestykket af min allersidste fangst". Konen gik ud og kom tilbage med en frossent lændestykke af en sortside. Hun satte det frem og stak en kniv i den. Den store åndemaner havde stor lyst til det, og skulle lige til at tage sig for af retterne, da den store lyse ved siden af puffede til ham med albuen og sagde: "Qiioq, han er lige ved at bespise dig med lort." Den store åndemaner kastede et blik på den igen og så en sammenklemt menneskelort. Det viste sig at fordi det var en sidste afføring fra et menneske, umiddelbart før det døde, havde han gemt det i depotet og kaldte det 'min allersidste fangst'.

 

Anden gang sagde han til sin kone: "Kom med nogen andet mad". Konen gik ud og kom ind igen med en masse sortebær. Hun satte de mange bær, der endnu hang fast ved deres lyngplanter, frem. Endnu engang skulle han lige til at tage for sig, da sidemanden puffede til ham og sagde: "Qiioq, han har budt dig på tyndskid". Den store åndemaner kastede et blik på det igen og så, at det var tyndskid af sortebær. Da udbrød hans sidemand: "Qiioq, kom også på besøg hos mig".

 

Da han skulle til at gå ud sammen med ham, fulgte den første vært med, som om det var ham invitationen gjaldt. Han fulgte op til huset med sin vært, og den store åndemaner blev fyldt med undren, da han kom ind i huset. Da han bød ham at sidde og han satte sig, sagte værten til sin kone: "Qiioq, hent noget at spise". Konen gik ud og kom da ind igen med ørreder, og ih hvor så de lækre ud. Han skulle lige til at spise, da sidemanden, den store grønlænder, puffede til ham og sagde: "Qaaluaq, han er ved at bespise dig med ørreder". Den store åndemaner svarede bare: "Det er jo den slags vi plejer at spise". Da han havde spist ørred, sagde værten: "Qiioq, kom med noget andet at spise". Konen gik ud og kom tilbage med meget lækre blåbær, og han spiste sig mæt i blåbærrene. Mens han spiste, kiggede den store åndemaner sig betaget rundt i huset, for værten boede i et træhus. Da han kom ind havde han straks set en stor rund sten. Konen var efterhånden travlt optaget og åbnede det, som han troede var en stor sten, og så tændte hun ild og fyrede op inde i den, og snart hørte man ilden buldre. Da det var sket, tog hun også et stykke sten med en tud og et eller andet håndtag. Hun hældte vand i den og gik hen til det, der buldrede, åbnede det ovenpå og lagde stenen der. Kort efter at hun havde lagt den der, begyndte det at buldre endnu kraftigere og stenen begyndte nu og da at ryge. Så drejede hun noget rundt på en træboks, det knasede, og han mærkede nu, at det blev meget varmt inde i deres hus. Da det han troede var en sten begyndte at ryge hele tiden, tog hun den ting hun rørte rundt med og åbnede den; så fjernede hun toppen af det han mente var en sten, så fjernede hun noget træstykket ved at trække en skuffe ud og hældte indholdet i stenen, og da mærkede den store åndemaner en fremmed lugt, der duftede dejligt, og han anede ikke hvor den kom fra. Da det lod til at være kogt, tog hun det ned.

Den store åndemaner så faktisk også nogen mindre hvide sten ligge oven på hinanden på hylder på væggene. Da den store lyses kone tog dem ned lagde hun dem frem ved siden af den store åndemaner. Han syntes grangiveligt de lignede rav. Da hun havde hældt op, rejste den store lyse sig, tog et stykke rav i munden og hældte indholdet i det der faktisk var kopper med underkopper, hvorpå han begyndte at drikke af det og sagde: "Qiioq, tag for dig". Selvom den store åndemaner syntes det så ulækkert ud, hældte han noget op i underkoppen og tog hele munden fuld af de små sten. Og selvom han syntes de så ulækkert ud begyndte han at drikke, og så smagte det virkelig godt. Da han havde drukket to fulde kopper begyndte den store åndemaner ar føle sig rigtig udhvilet og tog til at svede over hele kroppen.

 

Nu hvor den store åndemaner rigtig havde fået mod på livet, tog hans vært et stort stykke tang, der havde en stor hvid bøjning i enden. Anden gang tog han et andet stykke tang frem, begyndte at skære noget af det og fylde det hvide stykke med det. Efter at have tændt den med ild og have suget på det, blev hans ånde hvid. Da blev den store åndemaner rigtigt overrasket. Da han havde åndet lidt med det, rakte han det til den store åndemaner. Da han så tog det, havde han knap suget på det, før han fik en hvid ånde. Men næppe havde den store åndemaner følt velvære ved det, før han følte sig underlig i hovedet. Han blev så småt svimmel, og det blev endnu værre, da han også fik en fornemmelse af at skulle kaste op, og så holdt han op med at suge af det, der gav hvid ånde. Han troede, han var blevet syg, men da det nu ikke blev værre, gik han udenfor og så, at vejret var klaret op, og han var kommet i land et godt stykke fra sin boplads.

 

Da han havde gjort sig klar og skulle afsted, gik hans værter ned til ham, og han bød dem farvel, da han stødte fra land. Da han begyndte at ro, var han kun nået et lille stykke væk, da han hørte ravne og mågeskrig. Han så sig tilbage og opdagede så, at han var stødt fra land på et sted, hvor der kun var et stejlt fjeld, og der var en måge og en ravn, der skiftevis fløj mod hinanden. Det gik da op for ham, at han havde besøgt en måge og en ravn i menneskeskikkelse.

 

Da den store åndemaner kom hjem og ikke kunne glemme det han fik at drikke, og sin oplevelse af at ånde hvidt, holdt han en åndemaning og fandt herunder ud af, at der syd for hans boplads ind i mellem kom en østgrønlænder (?) østerlænding til landet der handlede med sådanne ting. Det fortaltes, at den store åndemaner tog sydpå, da det blev sommer, og da østerlændingen kom til landet købte han mængder af kaffe og tobak, som han havde lært at kende af sine venner om vinteren. Herefter kunne man opleve den store åndemaner der åndede hvidt, efter at han havde drukket kaffe. Her ender historien.

Jakob Eugenius.

 

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

 

Hist: En "moderne" version, der associerer ravn og måge med hhv. grønlænder og europæer. Betydningen af "østerlænding" alias europæiske handelsskippere, der anløb Sydgrønland østfra, er værd at overveje. Måske hentydes der til dem, der en overgang omkr. 1700 lagde ind om nær Kap Farvel for at fylde op med drikkevand - og handle.

Angmalorssuaq, Den bredskuldrede

Print
Dokument id:1893
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Angmalorssuaq, Den bredskuldrede
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:ss. 133 - 137
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Orig. håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 15 - 18: Oqalugtuaq / Angmalôrssuaq.

 

Resume:

Ammalorsuaq

A.s husstand består af lutter kvinder på bopladsen, Nuugaarsuk øst for Alluitsoq / Lichtenau. Både han og kvinderne er overordentlig flittige til fangst, ammassætfangst og tilberedning af forråd. På det tidspunkt er der endnu rener i Sydgrønland. Årets fangstturnus bekskrives detaljeret. Når A. kommer hjem med rigelig fangst tager han straks ud igen på torskefangst. Om vinteren lægger isen sig langt ud til havs. A. fanger hver dag to rødfisk gennem isen til supplering af forrådet, der er omfattende. Den strenge kulde giver A.s mor den tanke, at to vintre vil følge efter hinanden uden sommer. Hun ser tegnet på det: det ser ud som om de sner fra solen. De overlever mere end et år på forrådet, og da det blir forår efter den anden vinter, smelter isen så vidt inde ved land at man kan øse ammassætter op, men man må tørre dem på udbredte skind på den sneklædte jord. A. transporterer konebåd, kajak og en del forråd ud til iskanten på slæde fulgt af hele sin husstand. Iskanten befinder sig helt ude ved Akuliaruseq. Her jager udmarvede kajakmænd en stor klapmyds, en han, som kun A. har kræfter til at nedlægge. Skønt hans mor er forsigtig og kun deler små fangstparter ud, dør nogle af mændene af maden fordi de længe intet har spist. Lidt efter lidt får de overlevende større og større portioner og overlever. De reddes. Tilbage igen på bopladsen samler man sommeren igennem endog alt det spæk man kan i poser sammen med suppen fra gryderne, til forråd. Næste forår blir normalt og man må hælde alt spækket og suppen ud som ubrugeligt.

 

Var.: Qimuunnguujuk

 

Hist.: Suletevintrende ved Ammassalik i omkr. 1880 har muligvis også ramt Sydgrønland, med mindre begivenheden går helt tilbage til 1816, hvor Tamborasvulkanudbrud i Indonesien året før ifølge Jens Rosing ( Hvis vi vågner til havblik, 1993) forårsagede en langvarig temperatursænkning pga asken, der bl.a. føres til Grønland med højdevindenes retning. Dengang to vintre fulgte efter hinanden. Det kan også være erindringer om begivenhederne på østkysten, der er blevet omplantet til Alluitsoq, hvor herrnhuterne modtog mange indvandrede sydøstgrønlændere.

Anguterpaanik / Om brødreflokken

Print
Dokument id:1852
Registreringsår:1863
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, III, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Lund, Jakob
Mellem-person:Lund, Jakob
Indsamler:Rink, H.
Titel:Anguterpaanik / Om brødreflokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 76h - 80v, nr. 329
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Ret udførlig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 77.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales

and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 61, ss. 341 - 346: The Sons who avenged their Mother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Hos en brødreflok var moderen den eneste kvinde i huset. På samme

boplads boede der et ældre ægtepar med mange døtre og kun én søn. De

var altid sammen. Når brødreflokken tog ud på fangstrejse og slog lejr

på den anden side af fjorden, fulgte det ældre par med og slog lejr

lige vest for. Det skete så, at brødreflokkens mor døde. De begravede

hende, og hver dag tog de hen til hendes grav og græd over hende. Da

der ikke længere var en kvinde i huset, måtte den yngste af brødrene

tage sig af det huslige. - De ældre brødre tog den ene dag ud på

fangst og den anden dag til moderens grav for dér at græde over hende

hele dagen. Sådan blev de ved.

 

En gang da brødreflokken tog ud til

deres fangstplads på den anden side af fjorden, som de plejede, fulgte

det ældre ægtepar med og slog lejr lige vest for. Næste morgen tog

brødrene ud på fangst. Dagen efter tog de hen til deres mors grav for at

græde over hende, og de kom først tilbage om aftenen. Om morgenen tog

de ud på fangst og kom hjem med fangst. Næste dag tog de hen til

graven for at græde, idet de overlod flænsningen af fangsten til deres

yngre brødre. Da de efter at have grædt skulle til at tage hjem, lagde

de mærke til, at stenene på moderens grav havde ændret plads.

 

Dagen efter, endnu før det blev morgen, tog de over til stedet, hvor

moderens grav lå. De gik i land og skjulte deres kajakker, hvorefter

de gav sig til at vente på, om der ville komme nogen. Da det var

blevet helt lyst, så de en kajakmand sætte over fjorden vesten for

deres boplads. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at det var den ældre

mand fra deres boplads. Han steg i land nedenfor sit lille hus. Da

han gik op, troede de, at han ville gå ind i sit lille hus, men han

gik forbi huset og videre op til graven og gav sig til at rode i den.

Brødrene sagde til hinanden:" Det er altså ham, der har det med at rode i

graven. Lad os dræbe ham i morgen".

 

Da den ældre mand havde rodet i graven, gik han ned og roede over fjorden

til den anden bred.

Brødreflokken roede tilbage, og næste morgen gik de hen til den ældre

mands telt. Den ældste af brødrene gik ind, og de andre fulgte med.

Den ældre mand var endnu ikke stået op, og den ældste af brødrene

sagde:" Der er naturligvis en anledning til vort besøg. Vi er kommet,

fordi der er blevet rodet med stenene på graven".

Den ældre mand sagde:" Hvordan skulle jeg kunne finde på at rode i den, - jeg,

som er en gammel mand, og som ikke en gang tør komme i nærheden af et

ubeboet hus." Til det sagde den ældste af brødrene:" Det var ellers dig,

vi igår så rode i graven!" Og med de ord slæbte han ham udenfor og dræbte ham.

 

Den ældste af brødrene gik tilbage ind i teltet og tog hans ældste datter, idet han sagde:

"Lad hende være prisen for hvad faderen havde gjort !" Han tog hende til

kone."

Dagen efter tog de ældste af brødrene ud på fangst. De yngste

blev hjemme og holdt øje med deres svigerinde. Når hun gik ud, gik de

også ud, fordi de forventede, at hun kunne finde på at tage hjem. Den

ældste af brødrene havde efterhånden haft hende et godt stykke tid;

men han havde endnu ikke rørt hende. Han kunne ikke få hende til at

lægge sig. Hele natten sad hun. Så fik konen den idé at dræbe sin

mand. Når manden kon hjem fra fangst, lagde han altid sig kniv foran

lampen. En aften da alle sov dybt og hendes mand lå på ryggen ved

siden af hende, snørede hun alt hvad der kunne snøres sammen på sit

tøj; så tog hun mandens kniv, og beredte sig på at dræbe ham.

Men så tænkte hun:" Hvis jeg stikker ham, vil han sprælle

og vække de andre, og så vil de dræbe mig, når de ser, at det er mig der

har gjort det. De dræbte jo min stakkels far og tog mig. Nå, ligemeget

om jeg bliver dræbt." Idet hun tænkte sådan, stak hun ham i

halshulningen over brystbenet. Han rørte sig en smule, men døde. Uden

at trække kniven ud, gik hun ud og gav sig til at løbe vestover. Da

hun trådte ind hos sin bror sagde hun:" Gør jer straks klar til at

tage afsted. Jeg har dræbt den ældste af brødrene !" De fik snart

konebåden i vandet, bragte deres ting om bord og tog af sted.

Drabskvinden satte sig på den forreste tofte og sagde til sin bror:" I

hvilken retning skal vi følge kysten ?" Svaret var :" Nordover". Så

sagde kvinden igen:" Når de vågner, vil de følge kysten nordover og

indhente os." Så drejede styreren konebåden rundt mod syd.

Kvinden spurgte igen:" I hvilken retning vil du følge kysten ?" Han

svarede:" Sydover." Kvinden bemærkede til dette:" Nå de efter at have

fulgt kysten nordover, ikke finder os, vil de følge os sydover og

indhente os; drej konebåden udefter."

 

Nu havde konebåden retning bort fra land. Kvinden, der sad forrest,

tog et åretag; og åren knækkede. Hun tog åren fra den, der roede bag

hende, satte den i åregaflen og tog et åretag. Også den knækkede. Hun

knækkede alle årerne på denne måde. Så sagde hun til styreren:" Giv

mig din styreåre." Denne sagde:" Hvad skal jeg så bruge som styreåre?"

Hun sagde: "Brug din paddelåre til det." Styreren gav hende

sin styreåre og tog i stedet sin kajakåre. Kvinden satte åren i

åregaflen og tog et åretag; og åren holdt. Der blev så kun roet i den

ene side af konebåden; og det gik udad. Da de på den måde havde drevet

konebåden udefter, sagde den gamle mor, der havde ligget på maven midt

i konebåden:" Nu kan man se mørke krusninger på havet, og I lever

endnu." Da hendes børn kiggede fremover, sagde de: "Land forude!"

 

Da de nåede frem til landet, sagde moderen til sin søn,

styreren:" I hvilken retning vil du uden om landet." Sønnen svarede:"

Nordenom." Moderen fortsatte:" Du skal sejle sønden om det og følge

solens bane." Så tog de retningen sønden om og videre nordpå. Da de

havde sejlet uden om landet, fik de øje på et næs, hvor der lå et hus.

De var nu på vej derhen. Der kom en mand og et par kvinder ud af

huset. De nåede stranden, uden at der kom flere ud. De gik i land og

blev budt indenfor. Det viste sig, at famlilien bestod af lutter

kvinder og én mand, ligesom de selv. Da de havde siddet dér et stykke

tid, sagde værtsfolkene:" Bliv her hos os." De blev der og boede i

samme hus; og de var sammen hele tiden.

 

Da brødrene vågende, opdagede de, at den ældste var død, og at der sad en stor kniv i halshulningen over brystbenet. De stod op og skyndte sig hen til den  ældre mands familie. Men de var væk. De vendte tilbage til deres lejr og tog

straks afsted nordover for at lede efter de flygtende. Når de traf

folk, spurgte de efter dem; men ingen havde set noget til dem. De

nåede højt mod nord. Men da ingen vidste noget om dem, vendte de om og

tog sydover. De sejlede forbi deres boplads og videre mod syd. De

spurgte efter dem, hvor de kom hen; men ingen kunne oplyse noget om

dem. De kom langt mod syd, men de måtte vende om. Det var blevet

vinter, da de nåede tilbage til deres boplads; og de blev dér.

 

Den efterfølgende sommer tog de afsted vestover og roede norden om landet.

De kom til mange mennesker i Akilineq.

De spurgte om de mennesker de søgte. Men ingen vidste noget om dem. De

tog ophold her og opgav deres eftersøgning. Da de, der flygtede, havde

boet hos deres værter i nogen tid, tog værten den næstældste pige hos

gæsterne, til kone; og det mandlige medlem af dem der var flygtet,

giftede sig med en søster til værten. Denne blev gravid og fødte en

søn; og faderen gav drengen navn efter sin far der var blevet dræbt.

Bedstemoderen sagde:" Hent min lille taske." Da man kom med den, gav

hun sig til at tømme den for dens indhold. Nederst fandt hun en lille

slibesten, der havde tilhørt dværge. Den tog hun og begyndte at slibe

sit barnebarn, der var opkaldt efter manden, for at gøre ham hårdfør.

Hun sagde hele tiden: "Du skal blive lige så hård som den." Først da

han blev tør ("panermat"), holdt hun op. Hver gang barnet fik nyt tøj,

sleb hun ham med den og sagde hele tiden:" Du skal blive lige så hård

som den."

 

Da manden, der flygtede, havde fået mange børn, sagde han: " Er der mon ingen andre heromkring?" En af beboerne sagde:" Nordpå bor mange mennesker; men vi plejer ikke at opsøge dem, for vi kender dem ikke."

Manden, der flygtede, sagde et par gange:" Lad os tage op til dem."

Men værten ville ikke, når han nu ikke kendte dem.

Den anden blev ved med at ville have ham med, og til sidst

indvilgede han.

 

De tog nordpå sammen i én konebåd. Da de var kommet langt med nord, sagde værtsfolkene: "Nu vil vi snart kunne se husene." De sejlede udenom et næs,

og inde i bunden af en indsø / lagune (i bunden af noget, der lignede en "qagsse" / qassi) sås mange telte. De slog lejr ved udløbet til indsøen. Næste morgen gik den flygtende op på en høj. Derfra så han en mand, der var på vej ned til sin kajak (for at komme i den "ikiartulermat"). Den flygtende ordnede

sin kajak og roede ud; og han kom til at følges med den fremmede

kajakmand. Mens de roede ud sammen, dæmrede det for den flygtende,

at den anden var en af hans gamle bopladsfæller, den

næstyngste af brødreflokken. På vej ud til fangstområdet stillede

den flygtende den anden følgende spørgsmål:" Belv du født

her?". "Ja, jeg blev født her", svarede den fremmede.

"Blev du dig rigtig bevidst her?"

"Jeg blev i virkeligheden hverken født eller blev mig

bevidst her. Jeg blev født og blev mig bevidst et sted østpå. Vores ældste broder

var blevet dræbt af kvinden, han lige var blevet gift med. Det var for

at lede efter mordersken, vi kom hertil."

Den flygtende fortsatte:" Er du gift ?" "Ja, jeg er gift", sagde den anden.

Han spurgte igen:" Er alle de andre også gift?" "Ja, alle er gift

undtagen den yngste af vores brødre," svarede den fremmede.

Den flygtende spurgte:" Har du børn?" "Ja, jeg har to sønner", svarede

den anden. "Har dine brødre børn?" spurgte manden, der flygtede. Den

anden svarede: "Ja, de har også kun sønner."

 

Hjemme igen fangstturen uden fangst hørte flygtningen nogen snakke uden for teltet. Så trådte den ene mand

efter en anden ind i teltet. Det var brødreflokken. Den, der nu var

blevet den ældste af brødrene, efter at storebroderen var blevet

dræbt, satte sig ud for sin tidligere svigerinde og sagde:

"Disse fremmede er jo gamle kendinge." Dertil sagde den

eneste mand i søskendeflokken, ham der var flygtet: "Hvis vi, der er fremmede,

er gamle kendinge, så er sådanne fremmede som jer så sandelig også genkendelige."

 

Den ældste af brødreflokken sagde: "Skulle vi mon lade dem leve, når vi nu

endelig har truffet dem?" Deres fjende, drabskvinden, var i færd med

at flette senetråd. Så sagde den eneste mand i søskendeflokken: "En

kvinde plejer jo ikke at forsvare sig sig over for en mand." Samtidig rodede han efter noget under briksen og tog en stor sabel

(Rinks kommentar: Stor kniv) frem. Han gav den videre til ded der nu

var den ældste i brødreflokken, og sagde: "Dræb først ham dér,

der er opkaldt efter min sølle far, som I dræbte." Sønnen stod på

gulvet og den ældste af brødrene stak ham; men han var hård, og våbnet

gled væk over kroppen "quajarqisidlugo". Han kunne ikke få våbnet

ind i kroppen og han opdagede, at spidsen var knækket.

Han leverede sablen/kniven tilbage til manden, og de gik ud

allesammen. Søskendeflokkens eneste mand gik udenfor og så, at

brødreflokken var ved at bryde op. Det samme gjorde de selv, og de

tog af sted samtidigt. Brødreflokken sejlede over det åbne hav østover

("ikârput" - de sejlede fra Akilineq imod Grønland), mens deres

fjender sejlede sydover til det sted, hvor de bosatte sig. 'Der boede

de, indtil de døde.

 

Hist.: På fortælletidspunktet havde mange kendskab til, at der boede stammefrænder på Akilineq, og ikke kun barbariske menneskeædere som i de traditionelle fortællinger. Lidt fjendskab er der dog tilbage i denne fortælling. Men drabene udløse ingen endeløs hævnkæde. Man nøjes med en udligning.

Vedr. blodhævn se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

anguterpánik avungnartumik / anguterpannik avunnartumik

Print
Dokument id:39
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2488, IV, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:anguterpánik avungnartumik / anguterpannik avunnartumik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 491 - 495, nr. 93
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om en stor brødreflok der drog nordpå.

 

Det fortælles, at en stor brødreflok tog afsted nordpå, og at de havde en søster med. De tog hjemmefra og rejste hele dagen, og da det var blevet aften, rundede de et lille næs og så mange telte inde i bunden af en lille bugt. Så snart deres konebåd viste sig, gjaldede det, at der var en konebåd på vej. Da de var på vej ind mod stranden, kom der mange mennesker ned til stranden. De lagde til ved stranden, og da alle var steget i land, tog de fat i deres konebåd, og efter at have trukket den lidt op på stranden, løftede de hele konebåden op i land uden at have tømt den for deres ting. De bar den op til et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Først da de havde sat konebåden ned, tømte de den for deres ejendele.

Så snart de havde slået deres telt op, begyndte der at komme mange besøgende ind i teltet, og da de alle var kommet ind, var teltet propfuldt af folk. Brødrene lagde mærke til en ældre mand, der så lidt sølle ud, og det viste sig, at han var ungkarl. Efter et stykke tid begyndte de mange gæster at gå ud af teltet. Da alle efterhånden var gået, var der kun den ældre mand tilbage. Han havde altså bare ventet på, at de andre besøgende skulle gå, så han kunne sige til brødrene, at han meget gerne ville have deres eneste søster til kone. Noget efter at de andre var gået, sagde han så: "Jeg vil gerne have jeres eneste søster til kone; jeg har længe ønsket mig at få en kone, men kvinderne mener ikke, der er noget ved mig og vil ikke have mig." Efter de ord, gik brødrene med til det. Han var meget taknemmelig over, at de gik med til det. Fra da af havde han så brødrenes eneste søster til kone.

Brødrene overvejede først at overvintre på deres nye svogers boplads, men da de havde lyst til at søge efter et sted med mange flere fangstdyr, ville de fortsætte deres rejse nordover. Da de en morgen skulle af sted, var deres eneste søster meget opsat på at rejse med sine brødre. Fordi hun så gerne ville, fik hendes brødre ondt af hende og inviterede hendes mand til at rejse med. De drog af sted fra bopladsen, og søsterens mand var med. Efter at de havde rejst hele dagen, slog de lejr, da det var ved at blive aften. Da det var godt vejr den næste dag, fortsatte de nordover, og efter at have rejst hele dagen, slog de lejr. Dagen efter tog brødrene ud på kajakfangst. Hen på eftermiddagen kom de tilbage og havde alle fået fangst. Da de havde fundet ud af, at stedet var godt, begyndte de at bygge vinterhus på stedet. Da huset var færdigt, tog de ud på fangst til de yderste kyster. Mens de var dér, fangede de rigtig mange sæler. Til sidst holdt de endda op med at flå skindene af grønlandssælerne. Deres stakkels svoger havde ikke nogen kajak og havde kun som opgave at bære sine svogres fangstredskaber op. Efter en tid på denne fangstplads, og da de havde fanget grønlandssæler nok, begyndte de at fragte dem til deres vinterboplads, og så fyldte de en række kødgrave til vinteren.

Nu skulle de overvintre på dette sted, og det var tidligt om efteråret. Men så satte det ind med vedvarende dårligt vejr. Eftersom vejret var blevet dårligt, tog brødrene ikke ud på fangst. Da de nu gik hjemme uden at tage på fangst, begyndte de jævnligt, når deres stakkels svoger var ude af huset, at tale med hinanden: "Lad os dræbe vores usle svoger, han laver ikke andet end at spise." Engang da han var gået ud, begyndte de at tale om at dræbe ham. På vej ind i huset hørte han deres snak om at dræbe ham, og skyndte sig ind i huset, og straks han kom ind, sagde han: "Vent med at dræbe mig; det er ikke vinter endnu, og det er første gang I skal prøve at overvintre her nordpå." Da han sagde det, sagde hans svogre: "Det er bare noget, vi siger for sjov."

Med tiden begyndte sneen at falde, og der kom så meget sne, at alt det, der ragede op, forsvandt. Ja, der kom så meget sne, at deres hus blev helt sneet inde. Nu kunne de ikke længere komme ud af huset, og de blev allesammen liggende på briksen. Derefter var det kun deres sølle svoger, der med møje og besvær var i stand til at stå op.

En dag de vågnede, stod svogeren alene op, tog en teltstang og gik ud i husgangen. Husgangen var helt lukket til af sne, og han begyndte at udhule den med teltstangen. Derefter lavede han en smal åbning, og så masede han på for at komme ud. Da han efter megen møje kom ud, opdagede han, at det stadig sneede kraftigt. Så råbte han til de andre: "Det er dejligt at være ude i den friske luft."

Med de ord gik han ned mod konebåden, og derhenne tog han en af sine svogres vandskindspels og hans kajakåre og vendte tilbage til huset. Tilbage ved husgangen, begyndte han at rydde sneen ved husgangen med en kajakåre, og da han også havde ryddet sne ved vinduet, gik han ind i huset med vandskindspelsen i hånden. Da han kom ind, spurgte hans svogre ham: "Hvad vil du nu?" Deres sølle svoger svarede: "Jeg kommer ind med vandskindspelsen, fordi jeg vil søge efter spiselig tang til jer nede på stranden." Da han sagde det, udbrød hans mange svogre: "Nu da det er blevet vinter, er du vel i stand til at komme hjem med fangst." Det svarede han ikke på, men gik bare ud.

 

Da han gik ud og kom hen langs konebåden, løftede han en svogers kajak op og bar den i armen. Derefter roede han direkte udefter, og det var første gang han skulle på en sådan kajaktur. Han roede vestpå uden at standse og nåede den vestligste fangstplads hvor han opdagede, at nordvestenvinden var ved at trække indefter, men uden at standse fandt han sig et sted, hvorfra han kunne ligge på lur efter sæl. Han var dårligt standset op med stævnene op mod vinden, da en remmesæl dukkede op lige foran ham. Så roede han hurtigt hen imod den, og før sælen opdagede ham, harpunerede han den. Da han havde harpuneret den, og netop som den var begyndt at stramme fangstlinen, havde han allerede halet den hen til sin kajak ved linen. Han stak den ihjel med lansen, og så begyndte han at ro indefter med sælen på slæb. Han nåede hjem ved at lade sig bære på en enkelt dønning. Da han var kommet op af kajakken, slæbte han sin fangst op til huset og forsøgte at få den ind gennem husgangen.

 

Mens hans svogre ventede på at få spiselig tang, kom deres stakkels lille svoger ind i huset slæbende på en remmesæl. Da de så, hvad han slæbte på, skreg de af glæde ved synet af det, de skulle have at spise. Kvinderne, der blev opsat på at flænse en sådan fangst skyndte sig at slibe deres kvindeknive og kom ud på gulvet. Men tænk, de var så svage, at deres håndled knækkede sammen, når de forsøgte at flænse sælen. Da nu ingen af dem kunne klare sælen, måtte svogeren selv flænse den. Da han havde flænset den, gav han sine husfæller spækstykker at sutte og tygge på, og begyndte selv at koge mad. Da han havde kogt maden, gav han alle tilpas at spise uden at overdrive, og han selv spiste noget mere end de andre.

 

Næste dag tog han også af sted, før de andre var stået op. Da han var roet ud til den vestligste fangstplads og netop havde placeret sig med stævnen op mod vinden, dukkede en remmesæl op lige foran ham. Han roede hurtigt hen imod den, og først da han var ved at ro ind foran den, harpunerede han den, og han fik den halet ind til sig, før den nåede at stramme fangstlinen. Da han havde dræbt den med lansen, gjorde han den klar til slæb, og begyndte at ro op mod vinden. Så dukkede en anden sæl op af vandet lige foran ham, og da den kom op af vandet harpunerede han den. Han nåede også at få den halet ind til sig, inden den havde strammet fangstlinen: Da han havde gjort den klar til slæb, roede han hjemefter med to fangne sæler, og igen nåede han land ved at lade sig bære frem af een dønning.

Da han havde landet de to sæler, han havde på slæb, slæbte han dem op efter tur, og da han kom ind gennem husgangen med dem, råbte hans mange husfæller igen op af glæde. Denne gang flænsede husets kvinder sælerne, fordi de havde fået lidt flere kræfter.

Det fortælles, at deres stakkels lille svoger forsørgede dem hele foråret med sin fangst. Det fortælles også, at de tog sydpå igen, da det blev sommer, og at de siden aldrig tog nordpå igen.

 

Her ender fortællingen.

 

Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladden) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

Aqigssiaq

Print
Dokument id:248
Registreringsår:1858
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kristian Renatus
Nedskriver:Kristian Renatus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Aqigssiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 352 - 358, nr. 117
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Sagnet om Aqissiaq. (Opr. ingen overskrift).

 

Et ægtepar med et utal af børn fandt sig et sted, hvor de yndede at overvintre. De tilbragte sommeren på et sted, hvor der var en lille lakseelv. En dejlig vinterdag var faderen ude på fangst, som han plejede. Ægteparrets mange børn, udelukkende drenge, legede i nærheden af huset med at kaste med deres legetøjsfuglepil. De var så optaget af deres leg, at de ikke bemærkede, at faderen var kommet hjem med en sæl. Først da det var ved at blive mørkt, og de blev sultne, gik de hjem, og det var mørkt inde i huset. Faderen sad på sidebriksen lænet imod væggen, og moderen sad bagest på briksen og flettede sener. Hun havde ikke tændt sin lampe. Endelig sagde moderen: "Det duer ikke med alle de børn, så er de oven i købet kun sølle drenge." Faderen sagde ikke noget. Et stykke tid efter skubbede han et fad med kød frem til drengene og sagde: "Det er længe siden, I har fået noget at spise, værsgo' spis." Den næstyngste af drengene, som hed Aqissiaq, blev meget fornærmet over moderens nedsættende bemærkning om dem - kun sølle drenge. Brødrene spiste godt nok. Aqissiaq forsøgte også at få noget at spise, men fik ikke ret meget i sig, da gråden sad i halsen på ham. Så sagde faderen til dem: "Til sommer vil jeg tage jer med til et sted, hvor der er mange laks og hvor der er et stort område med sand." Da faderen sagde dette, faldt Aqissiaq til ro, da han havde planer om at forlade de andre, når det blev sommer, fordi han ikke kunne lide det, moderen havde sagt. Alle brødrene glædede sig meget til sommer, men Aqissiaq blev mere og mere mørk i sindet.

Efterhånden som sommeren nærmede sig, blev Aqissiaq mere og mere trist til

mode. (ileqqumi atorunnaariartuinnarpaa - ændrede Aqissiaqs væsen sig mere og

mere. - Aqissiaqs væsen ændredes mere og mere). En smuk dag lige op mod sommeren

tog faderen ikke ud på fangst. Istedet for ordnede han sine teltstænger og

snittede lidt på dem. Dagen efter var det igen godt vejr, og faderen sagde: "I dag

rejser vi til det sted, hvor der er mange laks og hvor der findes et stort

område med sand. I må gøre jer klar til rejsen." Børnene blev meget glade og

hjalp til med forberedelserne og med at bære konebåden ned til vandet. Men

Aqissiaq var ikke den samme, som han plejede at være. De tog af sted og kom til

det sted, hvor de skulle slå lejr. Da det blev højvande, sagde faderen til

drengene: "Nu skal vi fange laks ved at afspærre dem vejen. Stil jer på stranden og kast med sten." De syntes det var spændende og gav sig til at kaste med sten for at drive laksene ind, og da det blev lavvande, fangede de mange laks. Men Aqissiaq faldt ikke til ro. De blev dér længe og fangede laks ved at afspærre dem vejen, men Aqissiaq kunne stadigvæk ikke falde til ro. En dag da de skulle til at tage hjem med alle de laks, de havde fanget, fandt han på et påskud til at forlade de andre. Han bad den ældste af sine ti storebrødre om at tage de laks, han havde fanget, med hjem, fordi han lige ville prøve at fange en rype, der satte sig oven for dem, ved at kaste sten efter dem. Det ville denne storebror ikke,

heller ikke de ni andre. Men han fik sin lillebror til det. Grædende forlod han

sine brødre og gik ind i land. Han voksede op alene og trænede til at blive

stærk. Han levede af ryper og rensdyr og var, da han blev en stærk mand, i stand

til at løbe alle landdyrene op.

En dag så han et kæmpemenneske, som stod oven på en skrænt. Han gik hen

til ham og opdagede, at det var én mand med en gryde på skuldrene, og han var i

færd med at koge mad. Uden at sige et ord til ham begyndte Aqissiaq at vandre

frem og tilbage sammen med ham oven på skrænten. Han lagde mærke til, at manden

med gryden flere gange gjorde forsøg på at skubbe ham ud over kanten af fjeldet.

Aqissiaq gjorde så det, at han, en gang han passerede ham, skubbede ham ud over

kanten, så han faldt ned ad skrænten. Der hørtes klingklang, da gryden ramte

klippen. Da han kiggede ud over kanten, kunne han se blod på stendyngen langt

nede. Det var den første, Aqissiaq var grov overfor.

En dag vandrede Aqissiaq sydpå over tre høje fjelde og inden om tre fjorde

og kom op på toppen af Qeqertarsuatsiaq (Qeqertarsuatsiaataatagooq). Deroppefra

kiggede han ned og så (på sydsiden af Qeqertassuatsiaq) en stor inoruseq

(indlandsbo) sidde (dernede lige oven for strædet med stærk strøm) med ansigtet

vendt mod syd. Det var på det sted, som i dag kaldes: Stedet hvorfra amaartoq

(én, der bærer barn på ryggen) kastede med sten. Han gik ned til denne inoruseq,

som ikke sagde et eneste ord. Aqissiaq fik øje på en kajak, som roede ind ad

fjorden og som nu befandt sig lige udfor en fjeldskrænt, der kaldtes

Tullerunnarsuit. Den store inoruseq opdagede kajakken af sig selv, da den

befandt sig ud for Paniisa. For første gang åbnede han munden og sagde til

Aqissiaq: "Tag og ram den kajak med en sten (Kast en sten efter denne kajak)."

Aqissiaq nægtede at gøre det i første omgang, da han nødig ville dræbe én fra

kysten, hvor hans familie boede. Den anden blev imidlertid ved, så Aqissiaq til

sidst blev bange for ham, og da kajakmanden befandt sig neden for dem og roede

imod strømmen, kastede han sten efter ham og ramte ham, så blodet sprøjtede.

Lidt efter så de en ravn flyve neden for dem. "Kan du også ramme den?" spurgte

inoruseq Aqissiaq. Aqissiaq kastede sten efter ravnen og ramte den.

Så rejste inoruseq sig og udfordrede Aqissiaq til at kaste sten om kap.

Aqissiaq gik med til det uden tøven, fordi han var sikker på, at han ville klare

sig. Inoruseq var den første til at kaste, og stenen nåede lige til strømstedet.

Aqissiaqs sten ramte vandet længere ude. Sådan fortsatte de. Til sidst ramte

Aqissiaq kysten på den anden side af strædet. Når han ramte klippevæggen på den

anden side, kom der røg, og først når røgen havde været synlig et stykke tid,

hørte man knaldet. Da de havde kastet sten i nogen tid, ramte Aqissiaq inoruseq

(indlandsboen, som nogle kaldte ham) og dræbte ham.

Aqissiaq tog hjem igen over de tre fjelde. Hen på foråret tog han igen

sydpå, gik over Qeqertarsuatsiaq og så på den søndre bred af strædet med den

stærke strøm nogle væsener, der kaldtes iseqqat, som var i færd med at lokke

nogen til at gå imod strømmen (hvordan de nu mon gjorde?), samt på den nordre

bred af strædet andre væsener, inuarullikkat, som også var i færd med at lokke

nogen. Det viste sig, at de var ved at lokke en sildepisker, der var på vej ind

i fjorden, til at gå imod strømmen.

Da sildepiskeren befandt sig ud for dem, blev den ramt af iseqqats og

inuarullikkats mange harpuner. De forsøgte at trække den til sig fra begge

sider. De væsener på den nordre bred fik den til sig, fordi de andres liner

brast. Aqissiaq havde ikke sin kniv med sig, og han befandt sig i øvrigt på den

modsatte bred i forhold til inuarullikkat. Han skyndte sig hjem over de tre høje

fjelde og hentede sin kniv. Da han i løbet af ganske kort tid vendte tilbage,

sprang han over strædet til den modsatte bred. Han flækkede sildepiskeren og tog

den ene halvdel til sig som fangstpart. Han tog den halve sildepisker på ryggen

og sprang igen over strædet - på vej hjem. Siden vendte han tilbage til det

sammen sted flere gange og skaffede sig fangstparter hos disse, der lokkede

fangstdyr til sig.

Engang tog Aqissiaq nordpå og så mange mænd, der var på rensdyrjagt. Han

lod en af dem nærme sig (eller: Han ville med vilje lade sig overraske af en af

dem). Da de var på vej hjem med deres fangst på ryggen, placerede han sig foran

dem og betragtede dem. Han opdagede, at mændene var hans brødre. Han forsøgte på

forskellige måder at nærme sig dem, men hvergang flygtede de og løb hurtigere

end rensdyrene. Han måtte til sidst løbe forbi dem og idet han passerede dem,

fortalte ham dem, at han var deres bror, og at de ikke skulle være bange for ham.

Han fortalte, at han engang havde dræbt en kystbo og på den måde havde fået

fjender. Han opfordrede sine brødre til at bosætte sig hos sig inde i landet

ved indlandsisen.

Da Aqissiaqs brødre kom hjem fra rensdyrjagten, kunne forældrene mærke, at

der var et eller andet i vejen, for de sagde næsten ikke noget imod deres

sædvane. Henad aftenen blev de mere talende og fortalte, at de havde mødt deres

bror Aqissiaq, og at han havde opfordret dem til at bosætte sig inde i landet ved

indlandsisen, fordi han var bange for, at familien til den kajakmand, han dræbte

ved at ramme ham med en sten, kunne finde på at hævne sig på dem. De lod også

forældrene forstå, at Aqissiaq havde dræbt denne kajakmand under pres af

inoruseq.

Efter denne beretning besluttede deres far sig til, at de alle skulle

bosætte sig inde i landet. Dagen efter fik sønnerne travlt med at grave omkring

og under huset. De løftede hele huset op på jorden og med faderen og moderen

siddende inde i huset, bar de det ind i landet og placerede det mellem høje

fjelde ved indlandsisen. Her boede de sammen med Aqissiaq og ernærede sig ved

jagt på landdyr.

En vinter var vejret i en lang periode meget dårligt. Til sidst havde de

ikke mere at leve af og mændene blev liggende på briksen undtagen Aqissiaq, der

somme tider fangede nogle ryper - en enkelt gang fem - og på den måde holdt han

husstanden i live. Vejret blev efterhånden stabilt, men det var så koldt, at

vandet frøs til, så langt øjet rakte. En dag gik Aqissiaq op på toppen af et

højt fjeld. Langt mod nord fik han øje på noget frosttåge.

Dagen efter, så snart morgenstjernerne viste sig, tog han af sted. Han gik

og gik og var ved at blive utålmodig, da han endelig fik øje på frosttågen. Ind

mod land kunne han kun se toppene af de høje fjelde. Han kom til en våge, der

blev holdt isfri af hvidhvaler, sæler og edderfugle. Ved at lave en medbragt line

til en snare fangede han en fuldvoksen hvidhval, og han fangede 20 edderfugle. Det

var, hvad han var i stand til at transportere for at kunne nå hjem, inden de

andre i huset døde af sult. Han nåede hjem ved mørkets frembrud. Således reddede

han de andre fra sultedøden.

En dag, da han var på vej hjem fra fangst inde i en dyb fjord og var kommet

op på land, fik han øje på en fjeldryg, som ikke var der om morgenen, da han gik

den vej. Han gik derhen og opdagede, at det var en orm så stor, at den lignede

en fjeldryg. Han skød på den med bue og pil fra begge sider og dræbte den. Han

skar et lille stykke dybt ned i kroppen. Det bestod for det meste af fedt og kun

et lille stykke kød. Han fortalte om denne store orm til de andre, da han kom hjem - til skade for dem - viste det sig. Dagen efter forsøgte alle i huset at gå hen til ormen. Nogle døde straks, andre nåede til ormen og døde dér. Nogle nåede at få en bid af kødet, mens andre var vendt hjem. Nogle havde det godt, mens andre

døde, før de overhovedet kom ud af huset. Aqissiaq havde det godt. Han var ikke

blandt de døde, man her havde fortalt om (Aqissiarooq ajunngitsoq taama tusaqaasimanngilaq).

 

Var.: Aqissiaq

âriagssuaq / Aariassuaq

Print
Dokument id:1815
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 409
Fortæller:Salomon
Nedskriver:? Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:âriagssuaq / Aariassuaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:16 sider
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 10-11.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Aariassuaq

Det fortælles om fætrene Aariassuaq og Quaaveersuaq, at de elskede hinanden meget højt og begge var dygtige kajakfangere. De boede i hver sit hus og var begge store åndemanere. Når det blev midvinter og mørkt, manede de ånder på skift.

 

Når de roede ud på fangst fulgtes de hele vejen ud til fangstpladsen. Her skiltes de, men aldrig i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de havde fået fangst, roede de hen til hinanden og tog hjem. Når de kom hjem var de igen sammen, og de gik først hver til sit, når de skulle i seng.

 

En aften de som sædvanlig havde hygget sig med hinanden og det var blevet sent, blev Aariassuaq ret fåmælt. Fætteren Quaaveersuaq spurgte: "Hvorfor er du så tavs?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor bor vi dog i hver sit hus? Det er derfor jeg siger så lidt. Jeg ville være gladest hvis vi boede i samme hus, så vi kunne være sammen hele tiden." Fætter Quaaveersuaq svarede: "Den tanke har jeg også haft. Lad os bygge os et hus til sommer, hvor vi kan bo sammen, om alt går vel." Fætteren blev meget glad, da han hørte ham sige det. De blev endnu tættere knyttet til hinanden under fangstturene.

 

Da vinteren var omme og det var blevet sommer, byggede de sig et fælles hus, og nu forlod de aldrig mere hinanden. Kun når de kom til deres fangstområde skiltes de, men ikke i større afstand end den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på til at harpunere en sæl. Når de kom hjem om aftenen hyggede de sig med hinanden lige til de gik i seng. Om morgenen, når de vågnede, fortsatte de med at hygge sig, og de afbrød ikke samværet før de gik i seng. De gik så meget op i det, at de en overgang opgav deres åndemaneraktiviteter.

 

En aften blev Aariassuaq noget tavs. Så spurgte Quaaveersuaq: "Hvorfor siger du så lidt?" Aariassuaq svarede: "Hvorfor er vi egentlig holdt op med at mane ånder efter at vi kommet til at bo i samme hus?" "Det har jeg også tænkt på. Ja, vi er holdt helt op med at mane ånder efter at vi er kommet til at bo i samme hus. Hvis du har lyst må du endelig mane ånder", sagde Quaaveersuaq. Fætter Aariassuaq blev pludselig helt opsat på det. Da det blev sen aften, beordrede han lamperne slukket. Da så hele husstanden havde sat sig til rette, gav han sig til at mane ånder. Når Aariassuaq manede ånder rejste han altid over til Akilineq, fordi man dér fik meget nyt at vide og gerne oplevede noget, man kunne fortælle

videre. Som altid fløj han (først) rundt inde i huset med sine lillefingre som vinger for at kunne smutte ud gennem enden af tugssaq (formodentlig loftsbjælken, CB). På et tidspunkt da så enden af tugssaq åbnede sig, smuttede han ud. Han mærkede et vindpust, da han kom ud i det fri. Han kiggede sig lige omkring, men så satte han kursen mod Akilineq som han plejede. Han fløj udefter, fløj og fløj. Da han havde lagt den yderste kyst bag og vendte sig om, opdagede han at han stadig befandt sig tæt ved kysten, og at konturerne i landskabet endnu tydeligt kunne skelnes. Han blev dybt forundret, for han havde aldrig før fløjet så langsomt. Så fløj han videre mens han brugte både lillefingrene og ringfingrene som vinger. Da han regnede med at han nu var kommet så langt væk, at han ikke længere kunne se kysten, vendte han sig om og så, at de høje fjelde endnu kunne ses som sæler, der holder sig flydende i vandskorpen. Han undrede sig over, at det gik så langsomt. Så fløj han ellers videre udefter. Langt om længe blev landet på den anden side synligt. Nu nærmede han sig noget, der lignede en tågebanke, og han fløj bare videre, men så gik det nedad. Han så sig omkring og opdagede, at han snart ville tørne imod et stort isstykke. Han søgte at hæve sig igen, og det lykkedes. Da han mente, at nu var han kommet højt nok op, satte han igen kursen mod det der lignede en tågebanke. Men han havde kun fløjet ganske kort tid i den retning, da han for anden gang begyndte at tabe højde. Han kiggede sig omkring og opdagede, at han endnu engang skulle til at ramle ind i isen. Han hævede blikket, og straks begyndte han at stige. Da han havde fløjet et stykke tid var han endelig ved at nå sit mål. Men tågebanken, som han plejede at komme op over, lå denne gang meget højere. Da han opdagede det, satte han ekstra fart på. Han prøvede at komme op ad den som han plejede, men så begyndte han at tabe højde, og han prøvede længe at holde sig fast med neglene, men til sidst faldt han. Først fjernede han sig, og fløj så for anden gang op mod den af alle kræfter. Han prøvede igen at komme op over den, men det gik bare endnu værre. Igen prøvede han at klamre sig til den, men han faldt ned. Han overvejede ellers at prøve en tredje gang, men da det var ved at blive lyst, vendte han næsen hjemad. Han undrede sig meget, for det var aldrig sket ham før.

 

Fætter Quaaveersuaq kom til at vente længe på den åndeflyvende Aariassuaq. Til sidst var det ved at blive morgen, og han var da aldrig før blevet væk så længe. Han var ved at blive helt utålmodig, da Aariassuaq dumpede ned lige før solopgang. I samme øjeblik han faldt ned, tændte de lamperne, og de så ham sidde på gæstebriksen over for selve briksen med bøjet hoved og blikket i gulvet, mens snottet hang ham fra næsen helt ned til gulvet. Fætter Quaaveersuaq spurte hvorfor han havde været så længe væk, og Aariassuaq svarede: "Det var mærkeligt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i al den tid jeg har været på åndeflugt. Hver gang jeg er fløjet gennem luften er jeg taget over til Akilineq, fordi man altid oplever noget dér, man kan fortælle om, og fordi der altid er noget nyt at høre. Men denne gang var det ikke muligt at komme op over det, der ligner en tågebanke. Jeg gjorde to forsøg, men begge gange måtte jeg gøre det modsatte af det jeg gerne ville. Jeg måtte vende om, fordi jeg risikerede at det nåede at blive lyst, hvis jeg skulle gøre flere forsøg. Jeg aner ikke hvad grunden kan være." Da han havde sagt det bemærkede fætter Quaaveersuaq: "Det gælder én af os - du eller jeg vil dø i nær fremtid."

 

Nu var de igen sammen. De forlod aldrig hinanden og var kun optaget af at tage ud på fangst.

 

Vinteren gik og det blev forår, og da klapmydstrækket kom, helligede de sig helt jagten på dem. Til sidst kom den tid, hvor man så dem sjældnere. Så en dag de som sædvanlig var ude på fangst, skiltes de i en afstand som den man skulle tilbagelægge for at komme tæt nok på en sæl for at kunne harpunere den. Da de havde ligget stille et stykke tid, kiggede Quaaveersuaq hen hvor fætteren var og så, at han var ved at ro hurtigt i retning mod skyggesiden for at harpunere en sæl. Han kiggede på, mens han i fuld fart roede ind på sælen og harpunerede den. Det var altid sådan, at når den ene harpunerede en sæl, så roede den anden hen til ham og var med til at dræbe den med lansen. Nu roede så Quaaveersuaq hen til Aariassuaq, og han så at fangstblæren blev trukket ned men standsede, da vandet nåede blærens forluffer (eller der hvor de havde siddet, CB). Inden han nåede derhen, gav Aariassuaq sig til at hale linen ind, og da han nåede helt frem, inden man kunne se sælen, spurgte han: "Hvad har du fanget?" "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket", sagde Aariassuaq. Så kom dyret op, og det var en stor sortside med et smukt sort snudeparti. Han roede væk fra ham, da han var færdig med at ordne den til bugsering. Han var kun lige roet væk, da han så en snude stikke op af vandskorpen - sådan bare en anelse. Quaaveersuaq roede hurtigt derhenad. Fætter Aariassuaq havde et øjeblik vendt hovedet væk fra Quaaveersuaq, og da han så vendte sig om, opdagede han at Quaaveersuaq roede rask fremad (qajasualitdlartoq. Renskriften har: qajaagssualitdlartoq, ?? CB), og mens han kiggede på ham, harpunerede han sælen. Fangstblæren drev hen mod sælen (tungaanut ornigukkami) og standsede da vandet nåede op til lufferne. Han roede hen til ham og nåede frem, inden han havde trukket sælen op. Han spurgte: "Hvad har du fanget?" Fætteren svarede: "Jeg har harpuneret en af dem fra forårstrækket." Da han fik den op, (inatdlune, nok ingatdlune, dvs.: viste det sig at den havde et endnu smukkere snudeparti, CB). Aariassuaq sagde:" Jeg har ikke tænkt mig at fange to sæler, for jeg glæder mig sådan til at spise kødet af den jeg har fanget. Tænk at få halvkogt kød af en af dem fra forårstrækket!" "Jeg har heller ikke tænkt mig at fange to", sagde Quaaveersuaq. Så de vendte næsen hjemad.

 

Da de lagde til, overlod Aariassuaq sin fangst til sine husfæller og sagde: "Kødet af min fangst skal serveres halvkogt. Jeg glæder mig sådan til at spise kødet af en af dem fra forårstrækket halvkogt." Hans husfæller tog sig af flænsningen og satte kødet over. Inden de var færdige, havde man kogt kødet af Quaaveersuaqs fangst, så han inviterede sin fætter og sammen spiste de kød. Netop som de var færdige, gav Aariassuaqs husfæller besked om at kødet af hans fangst var kogt. De forlod Quaaveersuaqs telt og gik ind i Aariassuaqs, og de tog fat på maden som om de ikke havde fået noget at spise for et øjeblik siden. Først da de var blevet stopmætte holdt de inde. Som altid fortalte de historier, og midt mens de underholdt sig med hinanden sagde Aariassuaq: "Inde i fjorden hvor vi plejer at øse ammassætter op, er der sikkert en hel del saæler fra forårstrækket, for der er jo allerede kommet nogen her. Det er jo også ved denne tid ammassætterne plejer at komme." "Ja," sagde Quaaveersuaq, "lad os pakke i morgen. Så kan vi rejse derind i overmorgen."

 

Næste dag tog de ud på fangst, for de havde tænkt sig at ordne de ting de skulle have med, når de kom hjem. Men da de kom tilbage, havde husfællerne alt parat, og da de derfor ikke havde noget at give sig til om aftenen, underholdt de sig som sædvanlig med hinanden. Da de vågnede næste morgen gjorde de sig klar og tog ind i fjorden. Det var en ret dyb fjord. Normalt nåede de ammassætpladsen inden solen gik ned, når de tog hjemmefra tidligt om morgenen. Men denne gang måtte de slå lejr undervejs, fordi de i dagens løb havde rastet flere gange for at lave mad. Først næste morgen tidlig var de fremme ved ammassætpladsen.

       De havde egentlig tænkt sig at ro ud til deres fangstområde i løbet af dagen for at se, om der var sæler, men da de følte sig så mætte af alt det de havde spist, blev det ikke til noget. Det blev aften uden at de nåede at komme ud. Næste dag tog de så ud og fangede hver en sæl. Aariassuaq sagde: "Heller ikke denne gang har jeg tænkt mig at fange to sæler. Jeg vil hjem til lejren og igen nyde halvkogt kød af en sæl fra forårstrækket mens jeg sidder vendt mod solens første varme stråler." "Jeg er enig", svarede fætter Quaaveersuaq. Og så roede de hjem sammen som de plejede. Da de kom hjem inviterede de hinanden og fik som altid kogt kød. De gav sig god tid til maden og nød at sidde med ansigtet mod solen der strålede varmere og varmere. Egentlig ville de have været på fangst igen, men de blev så mætte at dagen gik, uden de kom ud. Næste dag tog de på fangst og kom som sædvanlig hjem med den ene sæl efter den anden. Som altid fangede de sæler hver eneste dag og fik kød nok til tørring til vinterforråd, og da springtiden var ved at være på retur, kom ammassætterne ellers helt ind til stranden for at gyde så det kogte og sydede. Så glemte de alt om fangst og begyndte at øse ammassætter. Da de havde samlet nok til vinterforråd, sagde Quaaveersuaq til fætter Aariassuaq: "Nu har jeg vist ammassætter nok til at fylde sækkene til de tørrede, så nu vil jeg ikke fange flere." Fætteren erklærede sig enig: "Jeg har også samlet nok." Fra nu af gik tiden med at tørre kød og ammassætter. Da alt var tørt stoppede de ammassætterne i sækkene, og hele fangsten kunne skam lige netop være i sækkene. Så gik tiden med at bundte det tørrede kød. Da der kun var kød tilbage til et sidste bundt, og Aariassuaq bøjede sig ned for at binde det, fik han pludselig så voldsomme sting i siden, at han ikke engang kunne klare at gøre det, men måtte gå hen til fætter Quaaveersuaq, der kunne høre ham komme og vendte sig om efter ham. Aariassuaq gav et lille skrig fra sig hver gang han tog et skridt. "Hvad er der i vejen med dig?" spurgte han. "Jeg var ved at binde det næstsidste bundt, da jeg fik så voldsomme smerter i siden, at jeg ikke kunne gøre det færdigt og måtte lade det ligge." Da sagde fætter Quaaveersuaq: "Kom du ikke i tanke om noget jeg har sagt? Det var dengang i vinter, hvor det under åndemaningen ikke lykkedes dig at komme op over det, der lignede en tågebanke. Da sagde jeg, at det ville gå ud over (? pileqigit, CB) en af os to, og at en af os ville dø ingen længe. Nu er det ved at gå ud over (?) dig." Med møje og besvær fik fætteren så sagt: "Det er nok bare mig der synes det er ubehageligt uden at det i virkeligheden er det, for jeg har aldrig været ude for den slags før (lidt usikkert om det faktisk er sygdommen, der er tale om: agtuiuíkama / attuiuikkama burde så snarere have været atuiuikkama (af atorpaa), CB). Jeg skal ikke dø." Da sagde Quaaveersuaq: "Du kan ikke arbejde i den tilstand. Gå nu hjem, så skal jeg nok gøre det færdigt." Han gik over mod sit telt, og hans små skrig lød hele vejen. Da fætteren forlængst var klar over, hvor dårligt han havde det, bandt han det tørrede kød sammen i en fart, og så snart han var færdig med det sidste bundt gik han hen til fætterens telt. Da han var fremme ved indgangen var fætterens skrig allerede blevet svagere. Han gik ind til ham og bøjede hovedet ned over ham og hørte et enkelt åndedrag. Han ventede på at han skulle trække vejret igen, men det gjorde han ikke.

 

Fætteren kunne bare stå og se til, og der var ikke andet at gøre end at lave en grav til ham. Da han var færdig lagde han ham i graven og dækkede den forsvarligt til med sten. Nu skulle han egentlig af sted tilbage, men han blev der. Hans husfæller ville også gerne af sted, men de kunne ikke få ham med, fordi han ikke kunne rive sig løs fra sin fætter.

 

Til sidst var sommeren gået og efteråret stundede til. Nyisen begyndte at lægge sig (originalen har 'islæg', renskriften 'nyis', CB) dér, hvor de havde øst ammassætter op. Husfællerne blev urolige for at isen skulle spærre dem vejen hjem, så de tilskyndede hinanden til at sige til ham, at de heller måtte ud af fjorden nu, fordi der allerede havde dannet sig islæg. En af dem sagde så til ham: "Lad os ro ud af fjorden nu, for isen er allerede begyndt at lægge sig. Kommer vi ikke af sted blir vi spærret inde af isen." Og til deres overraskelse svarede han: "Ja, lad os bare tage ud af fjorden."

 

Næste Morgen tog de så ud af fjorden. Da de kom tilbage til deres vinterboplads, kom Quaaveersuaq så ganske forfærdeligt til at savne fætter Aariassuaq. Hen mod aften kunne han ikke få ham ud af tankerne, og om aftenen blev det endnu værre fordi han huskede, hvordan de plejede at hygge sig sammen hver eneste aften. Han sov ikke om natten, og da det blev morgen kunne han stadig ikke få ham ud af tankerne. Han tog ikke på fangst, men efterhånden som solen flyttede sig højere op på himlen, kunne han ikke længere styre sin lyst til at tage hen til fætteren. Da han havde gjort sig klar gik han ned for at tage af sted. Han roede fra land og roede så straks af alle kræfter ind i fjorden, hvor han allerede ved middagstid lagde til neden for graven. Han steg ud af kajakken, gik op til graven og satte sig oven på den, for der var intet andet at se og intet andet at gøre end at tudbrøle. Midt i det hele kom han så i tanker om, at han jo var åndemaner. Og mens han sad dér istemte han (? appissinnarpoq: en slags formular han messede, CB): "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Da han havde sagt det lyttede han, så ørerne strittede. Men hvor meget han end lyttede, var der naturligvis intet at høre. Igen sagde han: "Hør Aariassuaq, hør Aariassuaq! Din herlige fætter Quaaveersuaq siger noget for at få dig til at stå op. Stå op!" Han lyttede, og nu kunne han høre at der var en flue i nærheden. Dens summen blev langsomt højere og højere. Den blev så høj at mosset på klipperne sprang til alle sider. Han, der ellers prøvede at få den døde til at rejse sig, sprang op og nedad i løb. Han nåede ned til sin kajak, krøb i den og roede straks ud. Han så sig tilbage og så, at fætteren var kommet ned til stranden og stod der lige ud for ham. Han betragtede ham udefra, og mens han så på ham, sagde fætteren: "Du ved jo, at vi ikke kan undvære hinanden. Kom her hen. Jeg har det godt nok." Og straks roede fætteren ind mod ham. Han lagde til neden for, og netop som han skulle op af kajakken, kastede han lige et blik på ham og opdagede, at han så ud som om han pønsede på noget, så derfor stødte han fra land på flugt udefter. I det øjeblik han ville flygte nåede den anden at få fat i kajakspidsen, mens han sagde: "Nu æder jeg dig!" Han stred og baksede af alle kræfter for at få kajakken fri af hans greb, og endelig lykkedes det. Han roede ud af fjorden uden at se sig

tilbage, og siden tænkte han aldrig mere på fætter Aariassuaq, fordi han nær havde ædt ham.

 

Var.: Aariassuaq.

 

Kommentar: Der ligger gerne en moralsk advarsel gemt i fortællinger om to mænd, der blir så nære venner (aldrig kvinder - de blir ikke venner på den måde i fortællingerne). Så tæt må man ikke knytte sig til hinanden. I Aariassuaq går det både ud over angakkoq / åndemaner-evnerne og jagtiveren. Man hygger sig og nyder livet til overmål.

 

Hist.: Tågebankerne på vej til Akilineq minder stærkt om de østgrønlandske billede af ruten til det nederste dødsrige og videre ud til Havkvinden (Sandgreen 52 Den alvorstunge vinter). Det kan hænge sammen med at overleveringen har en østgrønlandsk baggrund, der er kommet med immigranter til herrnhutstationen Uummannaq inde i Godthåbsfjorden. Det kunne være mindelser om en sådan rejse fra Øst- til Vestgrønland, der er overleveret i fortællingen "Anaqorsuaq", som Leopoldus Ringsted fortalte i KNR / Grønlands Radio i 1959. Den er transskriberet, oversat og analyseret i Arnaq Groves speciale: Fortællinger fra Godthåbsegnen, RUC 1995 (ikke publiceret). Leopoldus Ringsted voksede op ved herrnhutstationen Uummannaq.

avdla / Anden fortælling om qivittut

Print
Dokument id:829
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:Rosing, Christian ?
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:avdla / Anden fortælling om qivittut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Anden qivittoq - fortælling.

Der var engang en mand, der var gift med en sur kvinde. Hun var altid

gnaven på sin mand. Når hun ordnede hans

kamikker, stak hun synåle i kamikhøet for at gøre det rigtig

smertefuldt for ham at gå. Langt om længe blev manden fornærmet og

tog bort for at leve som qivittoq. Men det varede ikke længe, så

fortrød han det bitterligt, og ville vende tilbage.

Der skete så det, at folk på en anden boplads begyndte at mærke

noget usædvanligt. Det spøgte. En aften sad en kvinde og syede, og da

de andre var gået i seng, ville hun ud for at besørge.

På vej ud hørte hun støj i retning af kogerummet, og

efter lyden at dømme forplantede støjen sig længere ind i gangen. Hun

vendte tilbage ind i huset og fik fat i en fakkel, hvorefter hun gik

ud igen for at finde ud af, hvad det var for noget. Hun fik øje på en

mand med ryggen til. Han havde bukser af sortsideskind, behængt med

istapper, og de så meget uhyggelige ud. Da hun så dette, gik hun

ind igen efter hjælp. Da kvinden kom ind, gav husherren sig

til at skælde hende ud og bebrejde hende, fordi hun vendte tilbage. I

det samme hørte man et vældigt rabalder. Det var manden, der var på

vej ud af husgangen og væltede bøsserne. Da det blev sommer, forsvandt der et dyr (nerssutâtâ, hans (hus)dyr),

der tilhørte manden, som skældte ud. Det var så qivittoq'en, der havde

hævnet sig på manden ved at spærre dyret inde i en klipperevne.

Det fortalte qivittoq'en senere, da han traf nogen. Han fortalte, at

han havde forsøgt at vende tilbage, inden han blev ødelagt; men nu,

var der ikke længere grund til at vende tilbage; han måtte arbejde på

at ødelægge sig selv. Flere gange mistede han bevidstheden af sult og

tørst og af at fryse så voldsomt. Til sidst vænnede han sig til det.

Han var nu i stand til at klare hvad som helst.

 

Hist.: Det lykkedes enkelte qivittut at vende tilbage: se fx. Saalla og andre qivittoq-historier.

Udskælderens dyr må have været tamdyr, får, måske eller geder eller køer, som herrnhuterne i det sydligste Grønland holdt i mindre tal. Fårehold blev først et grønlandsk erhverv fra 1915.

Christian Poulsens selvbiografi

Print
Dokument id:971
Registreringsår:1932
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:Aadaaridaat (Autdârutâ / Âdârutâ / Aadaarutaa / Aattaarutaa / Poulsen, Christian)
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:Ostermann, H.
Indsamler:Ostermann, H.
Titel:Christian Poulsens selvbiografi
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 130 - 139
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Christian Poulsen fortalte dele af sin selvbiografi til Knud Rasmussen allerede i 1904. Se: Knud Rasmussen: "Under Nordenvindens Svøbe", 1906, s. 133 - 137.

 

Resumé:

Hans andre navne var Aannguaraarsuk og Qiddakajak. Han blev født i Iliarmiut nær Umiivik om foråret som den der skulle blive den mellemste af faderen Nanngajak og moderen Perujuatsiaqs fem børn. Af dem var yderligere to drenge;  Maeqasaq , Neqissarooq, og to var døtre: Qassanneq, Misaqqalak.

Det første CP huskede var at han i amaaten dunkede hovedet mod sin mors ryg, fordi hun havde fundet en flot perle i en grav og styrtede derfra af skræk for den døde i graven. Det var ved Savissivik nær Imaarsivik, og igen senere samme sted noget med en stor bidsk hund.  Næste gang "han kom til sig selv" (blev sig selv bevidst) var i Tineteqisaaq / Tineqilaaq (i Sermilik-fjorden?),  hvor en kvinde, Nukartaatsiaq, kogte (tørrede) ærter i en gryde. Det var lækkert. Senere, i Oqqua, blev han sig så fuldstændig bevidst, at han herefter kunne huske alt, kontinuert.

Chr. P svælger derefter i alle de lækkerier man spiste dengang, dels fra faderens fangster (sødyr og fugle) og dels indsamlede rødder, bær, muslinger, tang. Hans far var en dygtig fanger. De savnede aldrig noget.  Alle arter nævnes ved deres østgrønlandske navne.

Under opvæksten overvintrer familien i Oqqua og flytter om sommeren til Qeqertarsuaq, og en sommer hører de fra Ujarnik om en dansker han har fulgtes med, og Uj. må berolige dem. Det er Gustav Holm (Sakkutooq, den svært bevæbnede), som er ganske ufarlig. Han gør et kort ophold, men på hjemvejen overnatter han. Drengene får søm, som de laver små harpunhoveder af. Chr.s mor betales for et skind med synåle og bolsjer. Chr. får et, men det er ham for sødt.

Chr. får sin første kajak, som han kun må øve sig i en sø. Sin første sæl får han ved isfangst. Hans far dør to år efter Chr. har fået kajak.

Chr. føler sig ensom og trist som faderløs. Han får lyst til at blive åndemaner / angakok. Det har han nok talent for, for han har allerede haft følgende par syn.

 

(Hist.: Bemærk de gule ærter, som man (før 1884) må have skaffet sig på handelsrejse til Sydgrønland, hvor man velsagtens har lært at tilberede dem hos immigrerede slægtninge).

 

Månens hund.

Alle mændene er ude på fangst. Chr. har formentlig endnu ikke fået kajak. Man hører en hund gø ganske forfærdelig voldsomt nede i jorden under gulvet. Moderen indser pludselig at hun har brugt sine bukser for længe. De skal skiftes ud. Hun slår omkring sig  i luften med sin ulu, uden at det hjælper på den infernalske gøen. Den holder først op da mændene kommer hjem.

 

(Kommentar: Månen sendte (især i Østgrønland) ofte sin hund som den, der skal straffe tabubrud.

Man kan forestille sig hvordan en af mændene har haft sin fornøjelse af at kyse kvinder og børn med hundeglam.)

 

Dødningen.

Som lille dreng ser Chr. oppe på udsigtspunktet en tarraajakajik (et skyggevæsen) / tarrajarsuk, eller en dødning, der ser ham og straks smutter tilbage i sin grav. Chr. blir rædselslagen.

 

Uddannelse til åndemaner. Af Chr. Poulsen / Aadaarutaa's selvbiografi.

 

Chr. begynder nu at søge efter hjælpeånder i indlandet. Første gang hører han to ånder synge smukt, men ser dem ikke. Det gør han næste gang, hvor de erklærer at de har ondt af ham og vil støtte ham. De er innersuit, klædt helt som mennesker. De lever i indlandet.

Næste begivenhed bliver da en gammel stivbenet mand, som Chr. har gået til hånde med at bære hans kajak ned, vil vise ham noget til gengæld. Han tager ham med ind i bunden af en fjord til en hule nær indlandsisen, hvor en kæmpebjørn med blålig pels (nappaasilat) kommer svømmende, æder den gamle og kaster ham op igen. Den gamle kommer langsomt til kræfter i hulen og forklarer Chr. at det skal han også igennem, hvis han vil have magt over ånderne.

Altså må Chr. ud og lade sig æde af kæmpebjørnen, hvorefter han blir synsk.

Den første hjælpeånd han (dernæst?) får er en innersuaq som han møder i kajak på havet.

En del detaljer synes herefter at være sprunget over af Chr. P., - der nu beretter om den sidste oplevelse inden han afslører sig offentligt som åndemaner. Han er ude i kajak og blir angrebet af en umiaq fuld af folk med en gammel hvidhåret kælling i stavnen, der truer ham. Der er også en fange, der foresvæver Chr. at han snart også vil blive fanget. Endelig er der en ondskabsfuld innersuaq, der allerede een gang har truet Chr. og som tar hans nyfangede sæl fra ham. Chr. tilkalder alle sine hjælpeånder, der intet kan stille op, men til slut kommer den store ensomme, Kisermaarsuaq, der med et sæt rovdyrkæber hugger efter fjenderne. Stor tumult. De skynder sig bort. Den ensomme griner grumt med sine kæber i hånden.

 

Var.: Uddannelse til åndemaner, initiation. Aadaarutaa.

 

(Kommentar: Det er usædvanligt at træffe innersuit / ildfolk i det østgrønlandske indland. I Rasmussens egen gengivelse på dansk er ånden da også kun en indlandsboer. Senere i det danske forløb stedfæstes innersuits bosted til et sted mellem fastlandet og havet (under kysten).

Fortællingen om angrebet fra åndebåden, hvor også en innersuaq optræder, minder stærkt om en anden, hvor en åndemaner-lærling havner hos de nederste innersuit og bliver maltrakteret, men så reddet af sine hjælpeånder blandt de øvre. Det bekræftes for så vidt af Rasmussens danske gengivelse, hvor til gengæld denne episode er stærkt forkortet og kun nævner at konebåden har et stort følge af kajakmænd, der er innersuit. Ligeså er ånden med rovdyrkæberne en innersuaq, der hjælper Chr. P. fordi han er en stor åndemaner. Men denne ildmand kaldes ikke "den store ensomme" i denne danske version.

Som åndemaner fungerer Chr. som læge vha en perle, som han puster igennem. Sommetider virkede det.

Som sæl-giver. Hans hjælpeånder blandt innersuit var gode til at skaffe sæler.

Som vejrmager - vha. sine hjælpeånder, der ville lave vejret som han ønskede. Men sommetider gik det bare slet ikke.

 

Equngasoq / Eqingaleq og Kisermaaq / Kisermâq

Equngasoq'en, der har hjemme på de yderste skær, bølgebryder - ånden, er helt skævmundet. Den færdes kun ude når brændingen er høj som isbjerge. Det er en af de sidste hjælpeånder Chr. får, og sammen med Kisermaaq, den store ensomme, hjælper de ham mod "den kontrære", der smiler, men blir rasende da Chr. spørger til årsagen til dette smil.

 

En dag mødte Chr. kittormoortoq / killormoortoq, den kontrære. Dette var en innersuaq, der dukkede smilende op i en opsvulmning mellem store tuer af is. Han blev bange og råbte: Hvornår smilede den fyr, eftersom han smiler nu? Da blev modsatteren så rasende at den med eet eneste ondskabsfuldt ønske svækkede alle Chr.s armmuskler i den grad at han ikke kunne ro hjem. Hvad skulle han gøre? Men både hans Equngasoq og Kisermaaq kom til undsætning. Han lagde sig bag Equngasoq, der bare roede almindeligt af sted med ham, men det var med en fart så skummet stod omkring dem, og Chr. dårligt kunne styre sin kajak med åren.

 

Knud Rasmussen mener, at Chr. efter dåben stadig er en fuldblods hedning, der ikke har aflagt sin gamle forestillingsverden, men at den er blevet forbudt af missionen og at hjælpeånderne ikke længere vil komme til ham, fordi han har fortalt om dem (til missionæren inden dåben). (Hemmeligholdelse).

 

Hist.: Equngasoq optræder som en kajakmand, der klarer tårnhøje bølger og fungerer som en åndemaners transportånd i en sydvestgrønlandsk  Qujaavaarsuk - fortælling. Immigranter fra Østgrønland har således åbenbart sat deres præg på denne version.

 

Kommentar: Den kontrære ånd, der smiler, men blir rasende når det bemærkes, er en kendt mytisk skikkelse fra vestgrønlandske sagn: den såkaldt "smilende havmand", Qungussutariaq, der kan hævne sig dødbringende på den der smiler igen.

Christian Poulsens selvbiografi

Print
Dokument id:984
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Poulsen, Christian
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Christian Poulsens selvbiografi
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 134 - 137
Lokalisering:Sydøstgrønland
Note:

Se også: H. Ostermann (ed.): Meddr Grønland, bd. 109, nr. 1, 1938,

s. 130 - 139. eller samme: Rasmussen 1938.

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet findes.

 

Resumé:

Under en fælles rejse i sommeren 1904 (sidste sommer af den Litterære Ekspedition) fortalte Aadaarutaa / Kristian / Chr. Poulsen ret kortfattet om sin uddannelse til åndemaner. Det begyndte under ensomme vandringer efter stenurter til spæksyltning efter faderens død. Første gang hørte han sang. Anden gang hørte han både sang og mødte to mænd, indlandsboere, der af medlidenhed med hans faderløshed tilbød deres hjælp. Året efter flyttede man sydpå og boede sammen med en gammel gigtsvag åndemaner / angakkoq / angakok, som Aadaarutaa hjalp med at bære kajakken ned og op fra stranden. Denne tilbød som tak at vise Aa. noget, og tog ham ud i en fjord, hvor den gamle klædte sig nøgen i en hule, kom ud og i Aa.s påsyn lod sig æde af søens bjørn og blive spyttet ud, hel, men noget afkræftet igen. Senere måtte Aa. igennem samme uhyggelige oplevelse, men opnåede derved stor modstandsdygtighed og en del flere hjælpeånder. En dag i kajak med en nedlagt remmesæl på slæb så han sig konfronteret med en umiaq fuld af strandånder, innersuit, der ville have både kajak og remmesæl op i deres båd. Men en stor innersuaq med en kajakspids som et uhyres hoved med åbent gab og blottede tænder kom ham til hjælp og blev senere hans hjælpeånd. Da Aa. besluttede at lade sig døbe, rådede hans innersuit - hjælpere ham fra det, men da han alligevel lod sig døbe så han dem aldrig siden.

 

var. af fortæringen, søg søens troldbjørn og initiation.

 

Hist.: Af en selvbiografi. Aadaaruta og hans familie var blandt de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede og ankom til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit i 1900.

Af en anden fortælling fremgår det, at Henrik, en søn af Aa.s læremester også indvandrede på det tidspunkt.

 

Kommentar: Aa.s uddannelse følger i store træk den foreskrevne for lærlinge i Østgrønland. Søg fx på Søens eller ferskvandets bjørn, el. troldbjørn der æder lærlingen som en initiation til at få hjælpeånder.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

De umulige kvinder og narhvaler / Arnat, qilalugkatdlo ajornartut

Print
Dokument id:1266
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:De umulige kvinder og narhvaler / Arnat, qilalugkatdlo ajornartut
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 304 - 308, nr. 31
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 81 - 85.

 

Resumé: Allerede mens Kukkujooq er gift med Mamiak får han et godt øje til

Qaatsaarajik, som han efterstræber, da M. er død. Men Q. gør modstand,

vil ikke vide af ham. K. hævner sig ved at binde en hundesele til

hende families teltstang, og hun er da heller ikke spor attraktiv, da

han langt senere træffer hende igen.

K. har endnu ikke fanget en narhval og den sommer, hvor han er opsat

på det, passerer de dagligt langt uden for deres normale rute.

Ærgrelig ror han ind til land, hvor han går til fjelds, hører sang,

træffer en lille kvinde (ånd), der hedder Uddeq, ligger med hende og

erfarer, at narhvalerne holder sig så langt ude, fordi en kvinde har

begået tabubrud: Hendes hårbånd har lagt sig på tværs af dyrenes rute.

Hans hjælpeånder kan ikke afhjælpe miseren effektivt, fordi K. endnu

ikke har åbenbaret sig som åndemaner.

 

Hist.: Piisui / Kukkujooqs persondata, søg på: sandgreen 1987: s. 263

- 264: "Drengen Piisui".

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den ensomme, der boede østen for Niaqornakasik og kunne drive fangst med sin fuglepil

Print
Dokument id:1881
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Andreas
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den ensomme, der boede østen for Niaqornakasik og kunne drive fangst med sin fuglepil
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 137 - 142
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. håndskr.: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 9 - 14: Oqalualâq.

 

Resumé:

En mand øst for Niaqornakasik, der har lutter kvinder som

bopladsfæller, fanger godt, men kun med en fuglepil. En dag mister han

den i en sortside og kan ikke få sig en ny af mangel på rensdyrtakker.

Han hører at dyret er drevet i land ved Saarloq. Trods kvindernes

advarsler og ængstelser ror han i en stiv sydvest til Saarloq, hvor

der er mange mænd og blir dybt forlegen, fordi han kun er vant til

kvinder. Han ser sin fuglepil, tar mod til sig, ber om den, men må

først trække armkrog med en af mændene for at få den. Han overvinder

let manden og blir dybt flov over at ha knækket mandens langfinger af

ved leddet. Den følgende sommer blir knastør. Kvinderne, der gerne vil

glæde deres eneste forsørger med bær, må helt over passet ved

Tasermiut og Tupaats opland til Kangerluatsiaat, hvis store vandfald

er svundet ind til nogle få dråber. De henter kun ret få bær af

gangen, for at deres forsørger stadig kan få dem friske. Han begynder

efterhånden at undre sig over, at han aldrig træffer andre kajakmænd

ude, og tar først til Qarramiut, hvor alle er døde af gulsot, dernæst

til egnens andre bopladser, hvor der hvert sted er nogle få

overlevende. Senere, da disse er blevet raske henter han dem til sin

boplads, hvor de bliver.

 

Hist.: Dateres i fortællingen til: "Kort før kristendommen blev indført i Grønland."

Smitten er muligvis bragt med nordfra fra rejserne til

handelen med hvalfangerne i nord før 1721 (før kristendommen kom til

Grønland). Men på det tidspunkt skulle der endnu være rener i

Sydgrønland, og manden burde da have kunnet skaffe sig nye takker til

en fuglepil. Dette træk er formentlig ikke (historisk) væsentligt,

idet det primært tjener til at karakterisere hovedpersonen som stærk

mand og helt.

Den lille elv med det store dyr / Kunguaq ûmassorssualik

Print
Dokument id:1236
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Den lille elv med det store dyr / Kunguaq ûmassorssualik
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 91 - 97, nr. 14
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 61 - 65, nr. 14.

 

Resumé: Da Naaja har mistet sin mor, passer hans bedstemor ham, og

da han skal være angakkoq / åndemaner passer hun ham nøje, efter alle reglerne.

Da Innartuaqboen mistede sin kone, tog han enken, som han havde taget med fra ammassætpladsen, Qinngu, til livsledsagerske.

 

En sommer i Innartalik, går Naaja med sin Bedste ud

på bærplukning. Han er hele tiden i nærheden af hende, mens de

plukker bær. På et tidspunkt vil han gå alene ned til teltene og fordi han insisterer så kraftigt, at Bedste, der aner at noget med ånder er på færde, ikke tør standse ham.

Han løber raskt ned af fjeldet.

Midtvejs på sletten løb en lille elv, som han leger ved, idet han

springer frem og tilbage over den. Han standser ved et vandfald, som

løber opad, hvilket forbavser ham. Men da han altdi er blevet indpodet at være opmærksom på alt anderledes, mærkeligt, kigger han nysgerrigt på det.

Pludselig viser en stor, rødlig

hund sig, den ser farlig ud, og Naaja bliver bange og flygter bort.

Han falder og bliver bare liggende, fordi han er besvimet. Idet han

ligger besvimet hen bliver han spist af hunden. Hans klæder er af bar

angst flygtet bort. Så da Naaja kommer til sig selv hundefryser han,

fordi han er nøgen.

Han opfanger en stemme, som siger at han skal stå op, fordi solen allerede er ved at gå ned (hvis han sover efter solnedgang er han fortabt). Han kalder på

sin Bedste, som ikke kommer. Det eneste han husker er den

væmmelige hund. Han løber ned mod teltene, selvom han er nøgen,

hvilket en vordende angakkoq ikke må være.

 

Var.: Denne gængse østgrønlandske mytiske initiation til søgningen efter hjælpeånder er fortalt i talrige varianter: søens troldbjørn, fx.

 

Hist.: Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra

Print
Dokument id:223
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Den søde Savannguaq som blev presset til selvmord, og om dengang Habakuk mødte en konebåd med sultende nordfra
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:152 - 157
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 50h - 53v (begyndelse og slutning mangler, ses i afskriften).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 152- - 157: Savannguamik Aapakuullu perlilivissunik naapitsinera.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 194.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: nr. 108.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 75, ss. 396 - 400: Savanguak.

 

Resumé:

Niumak og Kujapigaq fra Narsarmiut har en søn, til hvem Kujapigaq har udset den søde Savannguaq i Kangerlussuatsiaq. Efter et festligt samvær der, hvor Niumak aldrig deltager i trommesange, men brillierer i forskellige styrkeprøver, henter de Savannguaq med til sønnen, da de rejser. Sønnen bliver lykkelig for hende.

En dag Niumak er ude i kajak, opdager han et forladt sejlskib, som han sejler på grund. Sammen med sine fæller undersøger han senere de mange ukendte varer, som de bare lader gå til spilde. Men sejlene kan bruges, og en masse perler, der er i høj kurs. Savannguaq får en mængde af dem forærende. Senere, da hendes førstefødte er død som spæd, og en ondskabsfuld kone, der er en gruppe tilrejsende sydlændinges husmor, håner hende for dødsfaldet, begår Savannguaq selvmord i en sø. Både mand og svigerfar fortvivler, ingen forstår grunden, indtil et barn opkaldt efter Savannguaq bliver ilde behandlet af samme kone. Da tømmer de huset for indbo, inklusive brædderne på sydlændingenes briksedel, pakker det i konebåden og flytter til Qasigissat. Her kommer mange til på sommerlejr, bl.a. den endnu ganske unge Habakuk med forældre. Denne møder en dag ude til havs en konebåd, der har overvintret i Saqqaq men nu er på vej tilbage mos syd. Husstandes ældste er kvinden Ajugaasaqs, og det er mændene der må ro, fordi alle er afkræftede af sult. De får på anmodning tilbudt noget af Habakuks nyfangede netside og han må hjælpe dem med at få den op og parteret. De bliver derefter fedet op i Qasigissat, sønnerne fanger godt af sortsidetrækket, og da de rejser tilbage sydpå og synger undervejs, følger en af de lokale kajakmænd dem langt på vej af lutter betagelse. En af deres sange, hvori de takker Habakuk og hans familie for frelsen fra sultedøden, er blevet overleveret og citeres.

 

Hist.: Formentlig er det den samme Niumak, også fra Narsarmiut, der bliver den vældige handelsmand, som en anden af Kreutzmanns fortællinger beretter om. Historien om svigerdatterens selvmord, fortælles også en generation senere af Kristine Sommer. Hun har i en kortfattet indledning alle begivenhederne med fra Kreutzmanns fortælling om Niumak og Equngisoq, men udelader Equngisoq.

Hvis Habakuks alder kan bruges til datering er vi tilbage i 1770'erne. Det passer imidlertid dårligt med beretningen om det forladte handelsskib, hvor det siges, at det var før man blev rigtig bekendt med hvalfangerne. Dem har man utvivlsomt handlet med lige siden århundredets begyndelse.

 

Var.: Niumak

 

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Den underjordiske, som kunne efterligne menneskers udseende i træ

Print
Dokument id:1356
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Den underjordiske, som kunne efterligne menneskers udseende i træ
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 110 - 111
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskr. har ikke kunnet identificeres.

 

Resumé: En højt elsket søn af et ægtepar går, engang han er i kajkak langs

kysten, op i et stort hus, hvor en mand griber ham, gir ham nyt tøj

på, som kommer ned fra loftet, og gifter ham med sin datter. Datteren

bærer ham ud og dernæst ind gennem en husgang oven over den første til

at andet husrum. Han glemmer sin hjemlængsel og lever godt med sin

kone. Hans far vil finde ham, kommer til huset, går ind gennem den

nederste indgang, hører sin søns stemme, træffer den store mand, men

denne vil ikke lade ham se sønnen. Den store mand skærer ham et

billede af sønnen, som han kan få med hjem til minde. Faderen får

aldrig sin søn at se, og de, der har fanget ham er innersuit, de

eneste om hvem man ved, at de kan skære vellignende billeder af

mennesker.

 

Hist.: En traditionel fortælling med et muligt europæisk islæt, idet

missionærene - også Hanseeraq, da han missionerede i Ammasalik - viste

tegninger af bibelske scener frem i undervisningen. Ekspeditionen bad

endvidere østgrønlænderne skære billeder i træ af tupilakker og

kystlinjer. Innersuit var traditionelt særdeles snilde med deres

hænder.

De to indgange minder om de to indgange (en til sommer og en underjordisk til vinterbrug) i Alaskas qassi / mandshus / festhus.

Dengang to vintre fulgte hinanden

Print
Dokument id:552
Registreringsår:1961
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Kunnitsi (Kúnitse)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rosing, Jens
Titel:Dengang to vintre fulgte hinanden
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 26 - 28
Lokalisering:Kulusuk: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

Overleveringen fortæller om det år engang i fortiden, da det ikke blev

sommer, fangstdyrene udeblev, og mange mennesker sultede ihjel: Kun en

smal revne, der åbner sig i isen langs med Kulusuk ved højsommertid,

tillader nogle mænd at ro afsted. De træffer en enlig kvinde, der har

ædt sig fed på døde mennesker. Hun gir dem rød bladtang af en spand

syet af to bagluffeskind og blir både dræbt og ædt af mændene. Da

sommeren efter den næste vinter endelig kommer med masser af sødyr, er

alle voksne kvinder uddøde, og to unge mænd må klare alt arbejdet med

de nedlagte dyr på fuldtid. Men der er en del småpiger, som mændene

kappes om hver især at sikre sig. De når næppe at blive voksne, før

mændene gifter sig med dem, og befolkningstallet vokser igen.

 

Hist.:

Et voldsomt vulkanudbrud i Indonesien i 1815 forårsagede

kulden i den omtalte sommer - ikke blot i Grønland men i store dele af den nordlige halvkugle. Vulkanasken, der i stor højde altid føres

til luftrummet over indlandsisen med luftstrømmene, har i dette tilfælde været så tæt, at den har hindret solvarmen i at gøre sig gældende. Begivenheden

optræder også i et sydvestgrønlandsk sagn: "Angmalorssuaq".

 

Tolkning: Den tætte association mellem "kvinde" og "varme" sætter

lighedstegn mellem de voksne kvinders uddøen og den mandlige

vinterkulde denne kolde sommer. I "En fortælling om

hungersnød" hos Holm (1888), ser mændene sig nødsaget til at spise

alle kvinderne. Tankegangen skyldes formentlig den tætte association mellem

mandlig sex, fangst og fortæring.

Deux autres histoires d'hommes ressuscités / To andre historier om mennesker der blev reddet

Print
Dokument id:15
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Deux autres histoires d'hommes ressuscités / To andre historier om mennesker der blev reddet
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 147 - 149
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Den ene begivenhed skulle være sket på et udaterbart tidspunkt, men for ikke så længe siden, da en mand ved Kuummiut / Kuummiit så en vestgrønlænder komme baglæns hen til sig, hvorefter fangeren slog armene om ham og således fik ham til live igen. Den genoplivede tog hjem til Vestgrønland den følgende sommer.

 

Den anden fortælling mener Victor er en myte. Hovedpersonen hedder Angerte / Angertoq ? / Angerlartoq, den hjemvendte. Han er gift, får mange børn, blir gammel, dør, og hans kone dør samtidigt. Tredje dag kommer han tilbage, baglæns ind i huset, ung igen.

Han gifter sig igen, osv., men denne gang prøver man med spildetran / lampesod og gammelt vand at spærre ham indgangen til huset. Det lykkes ham så at komme ind og op fra under briksen ved bagvæggen. Denne gang gifter han sig med en purung pige, får mange børn osv.

Tredje gang lykkes det husfællerne at holde ham ude med spildetran og gammelt vand hele huset rundt. Og det var et held. For den der tre gange vender tilbage til livet vil aldrig kunne dø.

 

Kommentar: midlet til at holde den døde væk er almindelig kendt hos alle inuit. Men ideen om en opnået udødelighed efter tre fulde liv er usædvanlig. Tre er østgrønlændernes 'hellige' tal, der næppe er blevet mindre betydningsfuldt med Jesu genopstandelse. Man hører også ofte om åndevæsner at de kan genvinde ungdommen flere gange (fem i Vestgrønland, hvor fem er det 'hellige' tal) ved at rulle ned ad en skrænt. Men derefter er det slut, se ID 163. Måske er ideen om udødelighed når det gælder mennesker en slags omvending af denne tankegang. Under alle omstændigheder ser udødelighed i dette liv ikke ud til at være ønskværdig tilstand. Den svarer også til de allerførste tider (urtiden / mytisk tid), da mennesker endnu ikke kunne dø. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

En gammel gav / Ilivitoqaq

Print
Dokument id:1167
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:En gammel gav / Ilivitoqaq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 117 - 121
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 123 - 127

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han det følgende efterår mærkede en ny følelse af at miste glæden af og til, selvom han stadig havde det store mod og en stigende kunnen. Indimellem havde han lyst til at stoppe sin søgen efter rædselsvækkende ting, men følelsen varede ikke længe, og tanken om moderens blod fik ham til at fortsætte søgningen.

Den næste sommer tog de til Íkáteq / Ikkatteq og en dag gik han en tur ud til enden af øen. Solen var lige gået ned, og vejret var lidt diset. Det var med et bestemt mål, at han gik derud, og efter hensigten kom han til en gammel grav, som stammede fra gammel tid. G.Q. lagde sig oven på graven og pustede tre gange. Derefter satte han sig på toppen af gravhøjen, hvorfra han fik øje på en rund sort sten, som han samlede op. Det viste sig at være sådan en sten, som "gnidende" åndemanere brugte, til at kalde på de døde og søge deres hjælp.

Han tog stenen i venstre hånd og begyndte at gnide. Da hørte han en lyd, som blev mere og mere tydelig, og så begyndte graven at ryste. Nu stak han sin arm ned i graven og mærkede, at nogen tog fat i hans hånd. Så slap liget sit tag, men han beholdt sin arm nede i graven. Så tog liget igen fat i ham, men kunne dog ikke komme til at røre hans hånd, som han havde trukket op i sit kajakærme, for at liget ikke skulle røre hans kød.

Endelig trak liget sin arm til sig, men så hørtes pludselig lyde fra graven. G.Q. kaldte og liget dukkede op krumrygget og jordslået. Det fortalte, at det havde savnet kontakt med mennesker og tilbød at være G.Q.s hjælpeånd.

G.Q. afrunder sin fortælling med at sige, at disse gravboere ikke var rigtige hjælpeånder, men alligevel blev benyttet af åndemanerne som kaldte dem "mit eget lig" og disse hjælpeånder havde de samme evner som de rigtige og var i øvrigt de mest rædselsfulde man kunne tænke sig.  

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Gnidningen i solret kreds med en sten mod en flad kampesten nævnes oftest som den indledende metode til at tilkalde en fremtidig hjælpeånd. Søg på: gnide / gnid o.l.

En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq

Print
Dokument id:60
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En historie der blev til fortællingen om Aariassuaq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 321 - 323
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 113 ss. 620 - 621.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 321 - 323: Oqalualaarut oqaluttuanngortoq Aariassuarmik.

 

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 51.

Samme resumé trykt i Rasmussen, Knud 1981: Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II, ss. 96 - 98.

 

Resumé:

Ariassuaq er en dygtig fanger, en omgængelig mand og gevaldig god til at synge nidviser. Da ingen kan måle sig med ham i fangst, må han ustandselig i sangkamp med udfordrere, der vil afprøve hans evner, men altid taber til ham.

Fætteren Quaaveersuaq bor sammen med ham de sidste år, og de følges altid til sommerpladsen bag Kangaamiut ved Tasersiaq på rensdyrjagt. Alle andre tager et stykke videre mod øst, og alle udfordrer undervejs Ariassuaq til sangkamp. Men så bliver Ariassuaq syg, og Quaaveersuaq opgiver at komme på rensdyrjagt og må snart begrave Ariassuaq. Han sørger, og sorgen bliver ikke mindre, da han hører, at alle sangkampmodstanderne vil synge den døde på for at gøre Quaaveersuaq rigtig ked af det. Derfor giver Quaaveersuaq sig til at kalde på den døde i graven. Hver dag går der kortere tid, før den døde Ariassuaq reagerer, og til sidst kommer han op bare en fugl fløjter. Da så modstanderne en solblank dag kommer syngende undervejs ud i deres konebåde og istemmer Ariassuaqs egen sang, dukker han lynsnart og skrigende op af graven. Konebåden trækkes ind mod ham, og hele besætningen dør af skræk. Sådan går det med den ene konebåd efter den anden.

Næste sommer tar Quaaveersuaq med en masse andre ad en anden rute, hvor de skal bære bådene over en fjeldryg til Tasersiaq, og da han af længsel efter Ariassuaq atter sætter sig grædende ved hans grav, begynder den kendte summen dernedefra. Alle flygter af sted op ad en høj skrænt, Quaaveersuaq sidst, og den døde er nær ved at indhente dem, da de krydser Saqqaq-elven til fods og derved redder sig. Elven kan den døde ikke forcere. I lejren kan de længe høre ham på afstand, men til slut forstummer han.

 

Aron kommenterer, at fortællingen stammer fra Kangerlussuatsiaq og er genfortalt af Hintrik, der bor hos herrnhuterne. Aron har selv stået ved Ariassuaqs grav.

 

Hist.: Det er dog næppe en historisk fortælling. Den er vidt udbredt i det meste af inuit-området. Men den er altså her blevet lokaliseret til en grav, hvor muligvis en dygtig nidvisesanger ligger begravet.

 

Var.: Aarääituaq, Aariaassuaq / Aariassuaq

En historie om hungersnød

Print
Dokument id:955
Registreringsår:1904
Publikationsår:1906
Arkiv navn:
Fortæller:Rosine
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En historie om hungersnød
Publikationstitel:Under Nordenvindens Svøbe
Tidsskrift:
Omfang:side 186 - 188
Lokalisering:Igdlulasik / Illukasik: Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: Diverse løse optegnelser: Notater på dansk. En original på grønlandsk har ikke kunnet identificeres.

 

Resumé:

Rosine, der er en gammel kone i 1904 genfortæller sin mors fortælling om engang to vintre fulgte efter hinanden uden nogen sommer imellem. Første vinter gik uden supplerende fangst, men man overlevede på forrådet. Dernæst måtte man ty til skindtøj, skindbetræk o.l., for endelig at spise dem der døde. Nogle blev vanvittige, når de havde spist dem de holdt af. Andre myrdede til slut de svage for at spise dem og overleve. Ret få overlevede og vi er altså efterkommere af kannibaler, slutter Rosine.

 

Hist.: historisk fortælling fra sydøstkysten, men lidt vanskelig at datere. Hvis Rosine er gammel i 1904, har det ikke været sultevintrene uden sommer i 1880-81, der ramte Ammassalik-distriktet (men i lidt mindre grad Sermilik-fjorden og muligvis ikke så voldsomt på sydøstkysten?). Dem burde Rosine selv have kunnet huske. Men det er altså moderens oplevelse fra før Rosines egen fødsel der refereres - dvs. fra engang i første halvdel af 1800-tallet, mere præcist 1816 - 1817, efter det store vulkanudbrud i Indonesien i 1815, hvis mængder af aske skyggede for solens stråler den følgende sommer.

En historie om hvorledes to brødre, der ikke kendte til frygt, omsider måtte flygte for deres overmand

Print
Dokument id:1859
Registreringsår:1927
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Ludvigsen, Daniel
Nedskriver:Ludvigsen, Daniel
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:En historie om hvorledes to brødre, der ikke kendte til frygt, omsider måtte flygte for deres overmand
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 19 - 24
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 5, ss. 20 - 24: Ersigissaqajuitsut quniutitânerat.

 

Resumé:

En navnkundig sydgrønlænder med store færdigheder rejser nordpå med

kone og to små sønner. De overvintrer på en boplads, hvor faderen

fanger så godt, at de lokale kajakmænd dræber ham af misundelse. Kone

og sønner rejser sydpå, og sønnerne, der var store nok til at huske

tabet af deres far, øver deres kræfter. Også moderen opfordrer dem gang

på gang til hævn. Den yngste bliver den stærkeste. De rejser nordpå,

forbi fjendernes boplads til en øde egn for vinteren. Her venter de

blot på, at fjenderne skal komme på besøg. Brødrenes koner driller dem

så ofte med at råbe om ankommende slæder, at brødrene til slut ikke

reagerer på råbet. Heller ikke da der faktisk kommer to ægtepar på

slæder. De inviteres inden for og hen på aftenen kryber lillebror

tilbage på briksen. Han sveder af ophidselse. Storebror bliver også

ophidset. De river begge mændene midt over og kører enkerne hjem.

Disses husfæller sætter efter dem med bue og pil. Men brødrene undgår

behændigt hver eneste pil og dræber alle deres fjender. Næste sommer flytter

de sydpå, men beslutter at gå ind i landet mod syd for at møde en

værdig modstander.

       Langt inde i landet finder de et kuld legende ulveunger, som de først

morer sig over og så dræber. Da hunulven kommer og sætter i et hyl,

klasker de hende ihjel uden våben. Det gentager sig med hanulven, og

de fortsætter længere indad og mod syd, hvor de i en aldeles øde egn

møder klodyret, kukissoq, der kan grave sig gennem sten og ned i

jorden for at føde sine unger. Det besluttes at lillebror skal

overmande den, mens storebror bringer sig i sikkerhed på en

klippehylde. Efter en voldsom kamp må lillebror søge tilflugt på

klippehylden, hvor dyret rækker op og flænger hans pels. Storebror

stikker gang på gang ned i dyret og får dræbt det, netop som han er

ved at give op. Han erklærer sig så parat til at møde hannen, men det

fraråder lillebror klogeligt, og de tar flugten ned til havet, følger

stranden, finder konebåden og rejser hjem i rolig forvisning om, at de

har truffet deres overmand i hanklodyret.

 

Var.: Sikulluk; Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

 

Hist.: DL betegner sig selv som "en af fangerne fra Paamiut"

 

Første episode + den senere med ulvene kunne være en grønlandsk udgave af den nordiske fortælling om drengen, der råbte "ulven kommer" (trykt på grønlandsk i Kjer, J. 1880: Atuainiutit, I, Kbh. Rosenberg) og muligvis tillige den om Hans, der drog ud for at lære frygten at kende. Dette tema er dog hyppigt i sene fortællinger og om stærke, asociale mænd.

Da man ikke har slæder i syd (her ved Paamiut), er det et fremmedelement, som kunne tyde på en anden proveniens. Se for en mulig forklaring i not. til "Mennesket og bjørnen".

En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik

Print
Dokument id:221
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnivik
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:146 - 149
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 47h - 49v (Begyndelse mangler, ses i afskrift).

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 146 - 149: Aavariarneq ajutoorfiusoq Nataarnivimmilu.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 192.

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: 107.

 

Resumé:

En uheldig rensdyrjagt i Kangerlussuaq og efterfølgende hændelser ved Nataarnikvik.

Folk fra Narsarmiut og Kangerlusuatsiaq mødes med folk fra Amerloq ved Itillinnguaq i Kangerlussuaq, hvor de ustandselig inviterer hinanden på mad. Dernæst deler de sig (lidt uklart af teksten hvordan) og dem, der drager på renjagt sulter næsten alle ihjel, fordi den eneste ren, de fanger, er en lille blodfattig en. To steder i baglandet opkaldes efter hver sin person, der dør dér. Folkene fra Narsarmiut og Kangerlussuatsiaq har ikke lidt nød inde i fjorden (det siges ikke, om også de har været på renjagt), men narsarmiut har derefter fået nok af at tage ind i fjorden om sommeren og bliver nærmest bofaste ved kysten. Næste sommer tager færre folk ind i fjorden, hvor kvinder fra Eigils familie noget overdrevent besynger indlandet. Andre tager til Nataarnivik, hvor de blot fanger helleflynder og midt om sommeren får besøg af nordrejsende folk fra syd, Ajugaasaq og hans fæller. Fine folk, undtagen en enkelt krumbøjet pebersvend. Deres kvinder praler også en del. Deres angakkoq / angakok / åndemaner holder seance, men udånder under den og kommer ikke til live igen. Alle sørger, men den gamle pebersvend mest og helt forstyrret. Narsarmiutterne søger at berolige de sørgende med, at der jo intet er at gøre, andet end at begrave ham og sætte sin lid til de store gode menneskers (missionærerne) løfte om himlens salighed. De syr ham ind, stensætter ham og et par dage senere får han syet edderfuglevinger på ryggen. Han følger dem da også som en stor skygge, da de ror videre til Amerloq. Her henter straks en af de lokale en ung pige fra de nyankomne. Hun roses voldsomt for sin dygtighed af sin mor, men leveres hurtigt tilbage fordi hun viser sig at være en umulius.

 

Hist.: Uden tvivl historiske beretninger, der muligvis kan tidsfæstes (fra sidste halvdel af 1700- til første af 1800-tallet) vha. de mange navne, der er nævnt. Hvalfangsten ved Amerloq tiltrækker (stadig) grønlændere sydfra, men det ses ikke om det er den danske (ledet af Niels Egede) eller grønlændernes egen.

Kvindernes praleri er muligvis udtrykt i trommesange ved festligheder på disse mindre aasiviit, sommerlejre.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Famine à Isertok / Sult i Isertoq

Print
Dokument id:1940
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Famine à Isertok / Sult i Isertoq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 127 - 130
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Denne sultevinter beskrives som dobbelt, dvs. som to vintre uden sommer imellem. Blandt de talrige beboere af fælleshuset nær Isertoq i Iitsalik er der Taqqisima (far til Victors ven, Kristian) med kone og Igeko / Eqeeqqoq / Kunnak med kone og barn. Sulten hærger. Den første døde begraves ikke, men lægges som en slags nødforråd uden for husgangen. Da der absolut ikke er mere at spise foreslår Eqeeqqoq at man spiser liget. Alle vil være med. Han er kyndig i de ritualer der skal fjerne faren ved kannibalismen. Bl.a. lader han den døde overvære fortæringen idet hovdet skæres af og placeres ved siden af. Halsen skære i så mange skiver som der er mennesker i huset. Hver sluger een. Ligesom præsten der uddeler nadveren griner fortælleren. Derefter kaster alle sig over det magre lig og skærer stumper af det som koges over brændeild og fortæres. Ingen kunne få dem fra det, mener fortælleren. Hunde kan man kyse væk med stokke fra maden, men ikke mennesker!

       En af beboerne er en stor, tyk mand, der ligesom en kvinde både har syet sit tøj og passet sin lampe. Han frygter at de vil forgribe sig på ham. Han sover altid med kniv.

       Da den næste mand dør, har man håb om, at foråret er nær med fangst, og man begraver ham derfor under isen i havstokken. Men sulten fortsætter og man får ham derfor efter lang tids søgen hevet på land igen til fortæring. Denne gang er det Taqqisima der udfører afværgeritualet og førstebidden alle skal spise er denne gang anus (sjælen(e)s ud- og indgang) skåret op i tynde skiver, som hans kone først koger (på et brændebål i den største lampe). Da resten af kødet er kogt og hovdet griner som en dødning, besvimer Taqqisima's kone.

Den fede Nangidak / Nanngiteq (?) frygter stadig for sit liv, men det blir Akernidi's søn der blir ofret. Faderen, der ikke mener sønnen har langt igen, strangulerer ham selv som man gør ved en hund. Hans kone vil dog ikke hverken tilberede eller spise af kødet.

       Hermed er trængslerne ikke slut. Man fortærer yderligere to, men det vil Junta ikke fortælle om.

 

Hist.: Junta tidsfæster dobbeltvinteren til "før danskerne kom", dvs. før Konebådsekspeditionen 1884-85. Victor (eller Robert-Lamblin) daterer derfor hændelserne til 1881 - 1883.

Se yderligere: Victor Ajatok 118 Hist.

Fortælling om en falk

Print
Dokument id:83
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Aron
Nedskriver:Aron
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Fortælling om en falk
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 396 - 397
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 138 ss. 696 - 697.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 396 - 397: Oqaluttuaq kissaviarsummik.

 

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 155 - 157.

 

Resumé:

Nogle sydlændinge på rejse nordpå overvintrer på en boplads, hvor folk om sommeren tager ind i fjorden på rensdyrjagt. Sydlændingene bliver ude ved havet. Fællerne kommer ikke tilbage, hvorfor sydlændingene næste sommer tager ind i fjorden, og finder teltene, men ikke et menneske. Familiefaderen går ind i landet, finder en ur under en klippe og alle de blegede knogler af fællerne mellem stenene. Oppe på skrænten finder han en rede med kæmpefalkeunger, som han slår ihjel. Deres mor kommer senere flyvende med to rener i næbbet. Dem smider den og forfølger ham, der må søge tilflugt i en hule under en sten. Kæmpefalken hugger sig ned gennem stenen. Manden flygter uden mulighed for at skjule sig. Falken er over ham, og han smider sig på maven, men falken river rygstykket af hans pels, og kommer senere tilbage. Denne gang bliver det forstykket. Manden er så nået på råbeafstand af familielejren, hvor man farer til hjælp med hujen mod falken, der tager flugten.

 

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Episoden dukker oftest op i fortællinger om sørgende efterladte, der søger adspredelse i indlandet.

 

Hist.: Traditionel fortælling.

Hans Egede Oqalukbalarata

Print
Dokument id:399
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Egede, Hans
Nedskriver:Egede, Hans
Mellem-person:Rink, H.
Indsamler:Rink, H.
Titel:Hans Egede Oqalukbalarata
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1151 - 1161, nr. 227
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

 

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

 

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

 

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

 

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

 

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

 

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

 

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

 

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

 

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

 

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

 

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

 

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

 

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

 

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

 

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

 

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

 

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

 

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

 

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

 

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

 

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

 

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

 

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

 

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

 

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

 

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

 

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

 

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

 

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

 

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

 

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

 

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

 

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

 

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

 

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

 

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

 

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

 

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

 

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

 

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

 

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

 

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

 

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

 

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

 

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

 

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

 

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

 

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

 

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

 

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

 

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

 

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

 

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

 

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

 

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

 

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

 

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

 

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Heldet er med mig - jeg skyder bjørne / Nánoqingmiunga

Print
Dokument id:1147
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Heldet er med mig - jeg skyder bjørne / Nánoqingmiunga
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 29 - 34
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 31 - 37

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at de denne sommer under hans opvækst flyttede til Tiniteqilâq / Tiniteqilaaq for at samle forråd af laks. Der var kun et telt Qunínges / Quninnges.

En dag var mændene på kajakfangst. G.Q. var det eneste barn. Han var uden for og i færd med at lave en legetøjsharpun til sig selv, da han hørte en lyd som brummen fra en bjørn på lang afstand. G.Q. havde på det tidspunkt aldrig set eller hørt en bjørn.

Kort efter så G.Q. tre edderfugle svømme i nærheden af teltpladsen, og han henvendte sig til en af de voksne, for at høre, om det ikke var edderfugle. Hun svarede, at det var bjørne og kvinderne besluttede at forfølge bjørnene i konebåden. Hvis de råbte samtidig, kunne de måske påkalde sig mændenes opmærksomhed. Kvinderne tog en riffel med, og den fik G.Q. lov at holde. G.Q.ramte moderbjørnen i andet forsøg, de to unger brummede og flygtede, men konebåden forfulgte dem. En ældre mand, som var med i sin kajak, forsøgte at ramme en af ungerne med sin lanse, men hans skulder gav et knæk, og G.Q. indså, at han måtte skyde. Han ramte de to bjørneunger, og konebåden vendte hjemad i langsom fart  da de jo havde tre bjørne på slæb.

G.Q.s mor solgte noget af skindet og købte noget

dansk stof og tøj til G.Q., som indtil da kun havde gået i skindtøj.

 

Hist.: Selvbiografi. Men oplevelsen er fri fantasi, dvs. med stærke associationer til Kaassassuks bedrift, nedlæggelse af tre tilsvarende bjørne. Sara Helms, pers. medd.

Selvbiografien er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Hvilket herligt liv / Inûneq nuán!

Print
Dokument id:1171
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Hvilket herligt liv / Inûneq nuán!
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 137 - 143
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 143 - 148

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at han om sommeren havde for vane at sove ude i det fri, men når det blev vinter eller dårligt vejr tyngede virkningerne af livet som forældreløs, skønt han var meget lykkeligere end før.

Han fangede godt, når fangstdyrene ikke gemte sig med vilje, og han havde mange andre evner  også nogle han ikke kendte endnu. Problemet var at få formuleret en nidvise.

Så en sommer kom Maqe- / Maqi-familien i konebåd, mens de var i Inigssalik / Inissalik (?), og G.Q. blev inviteret til at komme på besøg og endda sove hos familien, når han fik lyst. Dette gjorde han dog ikke, men en dag kom datteren ham i møde og sagde, at han skulle flytte ind hos dem, og det viste sig, at pigens mor ville have, at de to unge skulle have hinanden.

G.Q. følte sig lykkelig, og pludselig kunne han komme videre med sin nidvise. Han fangede også sæl den dag og roede derefter ivrig og lykkelig hjem, men han var meget genert overfor familien.

Således gik han til Maqe- / Maqi-familiens telt efter det var blevet mørkt og han regnede med at familien sov, men datteren var stadig vågen og ventede på ham.

Det var meningen at han ville stå op og forlade teltet, inden familien vågnede næste morgen, men han sov tungt og vågnede først, da alle andre var oppe. Nu turde han ikke stå op, men moderen sagde, at han ikke behøvede at genere sig, og hun bød ham at blive og tage hendes datter til kone.

Først da følte han trang til at leve sammen med en kvinde, men der gik mange år, før han fik lyst til at røre hende og avle børn med hende. Han ville heller ikke forhindres i sin opgave.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Kommentar: Den omtalte opgave er hans uddannelse / udvikling til åndemaner, som han åbenbart mener kræver en koncentration, der ikke må forstyrres af sex.

Igdlorenik / Illoriinnik / Om fætrene

Print
Dokument id:515
Registreringsår:1823
Publikationsår:1863
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Igdlorenik / Illoriinnik / Om fætrene
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, IV
Tidsskrift:
Omfang:side 36 - 40, nr. 4
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende, men med

afkortet slutning også er trykt i 1866-71, I, nr. 40, s. 142 - 143.

 

Orig. håndskr. findes ikke længere.

NKS 2488, II nr. 68 er en seminarieelevs afskrift.  

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 17v - 18v.

 

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 42, pp. 264 - 265: About the Children of two Cousins.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 270. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 270: Illoriit.

 

Resumé:

To fætre med hver sin barnløse kone overvintrer sammen og ved sommerens begyndelse aftaler de at kappes om hvem, der først gør sin kone gravid. Den ene, der holder sommer med sælfangst, får en søn, og da han efter en tid vender tilbage til fætteren, der om sommeren driver renjagt, har denne ikke fået børn men opfostret en renkalv. Mens kalven og fætterens søn leger sammen og slås for sjov, men da drengen ikke kan klare sig og græder, dræber drengens far kalven med en pil. Kalvens fosterfar blir fortvivlet, dræber sin fætter, og den dræbtes søn rejser langt bort. Da han senere er blevet meget stærk og kommer tilbage, er farbroderen død. I stedet rejser den stærke nevø langt af led for at opsøge en rygtbar stærk mand, der stjæler andres koner. Denne stjæler også den nysankomne gæsts kone, men bliver dræbt af gæsten i en tvekamp. Alle berøvede mænd får deres koner tilbage.

 

Var.: Lyberth Igdlorik

En lidt kluntet eller temmelig kortfattet sammenstykning af flere hyppigt brugte episoder: De to fætre (Lyberth Igdlorik), en sælfanger og en renjæger, der bliver uvenner (ligfedt). Eller der kappes om at få dygtige sønner (Ulorpanna). Om dyr der opfostres hos mennesker men ikke kan integreres i samfundet (gift med en ræv). Og om helten der drager ud og nedkæmper en asocial stærk mand: (Kunuk; Ungilattaqi).

Igen Erqitsúmat / Ama Erqitsúmat

Print
Dokument id:1182
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Igen Erqitsúmat / Ama Erqitsúmat
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 174 - 178
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972, s. 188 - 193.

 

Resumé:

Georg Quppersimaan fortæller, at de, efteråret efter hans digt var færdigt, var i Angmâq / Ammaaq, og Erqitsúmat / Eqqitsummat var stadig interesseret i hans kone. Sent på året tog de til Akornínaq / Akorninnaq for at overvintre dér, og Eqqitsummat kom til at bo hos dem. Denne forandrede sig i løbet af vinteren og blev høflig og venlig. Senere fik han en kone, som han dog efter kort tid forlod igen.

I Akorninnaq boede de mange mennesker i samme hus, så de savnede aldrig underholdning. En af husfællerne var Usornaq-familien og Usornaq var en sjov mand, som sang og fortalte.

En dag efter mørkets frembrud gøede hundene, og Eqqitsummat gik ud, men næsten med det samme kom han ind igen og så helt forandret ud, som om han var blevet syg. Han svarede heller ikke, da hans kone spurgte, hvad der var galt, så G.Q. gik ud for at se, hvad det var. Det viste sig at være Eqqitsummats tupilak, og G.Q.blev så bange, at han gik rundt om huset følgende solens bane. Derefter var han ikke bange mere og fik nu jaget tupilakken væk. Da den flygtede så han, at nogen havde harpuneret den, men han vidste ikke hvem.

G.Q. forklarer, at fordi hans digt og hævnplaner var færdige, var det forbi med hans hjælpeånder, og derfor kunne han ikke få dem til at jagte tupilakken.

Da det blev sommer igen, var Eqqitsummat sammen med en anden mand ude på kajakfangst, da de så tupilakken, og Eqqitsummat var ved at kæntre. Han fortalte så den anden, at han havde lavet tupilakken, mens han endnu var fuld af ondskab, og at den som han var ond på, skulle have harpuneret den, men han ville ikke sige hvem.

Hvad der derefter skete med tupilakken, ved G.Q. ikke. Han giver sig i stedet til at fortælle et sidste par beretninger om tupilakker, som laves lige godt af mænd og kvinder: Hen på efteråret gik en ældre kvinde ofte ud at plukke bær, men hun kom altid hjem næsten uden bær. En dag gik hun ud uden at komme tilbage, og folk regnede hende til sidst for at være omkommet inde i landet.

Senere observerede man ravne og måger over et bestemt punkt, og da nogen gik derop fandt de hende. Hun havde prøvet at lave en tupilak, men da hun ville lade den suge liv af sig, var livmoderen blevet krænget ud.

En anden gang var en fanger gået i land med sin kajak og havde hørt fremmedartede lyde. Han opdagede da en mand, som var ved at lave en tupilak, og han overhørte, at manden gav tupilakken besked på at tage til den familie, for hvem den lyttende mand var overhoved. Da den lyttende hørte dette, slog han sin kamik i jorden og råbte, så både tupilakken og han, der havde lavet den, blev så forskrækkede, at de døde af det.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Stikord: hekseri

Indlandsboerne røver et barn fra en kystbo

Print
Dokument id:1869
Registreringsår:1902
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Indlandsboerne røver et barn fra en kystbo
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, I
Tidsskrift:
Omfang:side 64 - 66
Lokalisering:Neriaq / Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: NKS 2130,, 2', læg 7, s. 133 - 134: "Túnerdluk" / Tunerluk / Tunnerluk.

 

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, 4', læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Resumé:

Tunerdluk / Tunerluk er en stor renjæger. En sommer, da hans datter er

blevet stor nok, tar han hende, sin kone og gamle mor med ind i bunden

af fjorden, hvor han efterlader dem og drager ind i landet på renjagt.

Hans kone går samtidig på bærtogt, hvor hun lægger barnet fra sig og

et øjeblik taber det af syne. Barnet græder, og hun når at se en stor

indlandsbo stikke af med det. Ængstelig afventer hun i teltet mandens

hjemkomst. Den varsles af de lunger af en nedlagt ren, han har ladet

flyde ned med elven, for at de skal glædes over, at han kommer hjem

med bytte. Konen brister blot i gråd, da hun ser lungerne. Manden

kommer hjem, hører den triste nyhed, gør sig straks klar og drager

helt ind til indlandsisen, hvor hans amulet, en odinshane, viser ham

vej til indlandskæmpernes enorme hus i en nunatak midt inde på isen.

Han kommer med besvær ind og op i huset, hvor to gamle kællinger slås

om at berolige barnet. Han vælter dem omkuld, griber barnet, flygter

ud, men gribes i nakken af en hjælpsom gammel mand, der engang selv

blev røvet fra kysten. Med lynets hast bringer han barnet i sikkerhed

ved teltet og møder T. på tilbagevejen. T. kommer tilbage, rejser med

familien ud af fjorden og vender aldrig senere tilbage på renjagt dér.

 

Var.: Tunerluk (flere versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták; qilaamasoq. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

 

Hist.: Ole Petersen skriver på håndskriftets side 1: Jeg er en 62-årig pensioneret kateket i Neria. Jeg har udarbejdet alle disse og skønt jeg kender flere har begrænset mig for at nå det i tide. Desværre er der ingen datering.

Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik

Print
Dokument id:1648
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Ingmíkêrteq / Immikkeerteq, boplads på en ø inde i fjorden Angmagssalik
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 115 - 118
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 22 - 27; angakkortalissuit, 1990: 150 - 153: "Immikkeerteq (Qeqertaq Quarmiut eqqaanniittoq)"

 

Resumé:

Hér overvintrer i sultevinteren disse nært beslægtede og dygtige fangere med

deres familier: Peqitissaq, Nuttanneq, Uviaq, Ippartikajik,

Uitsalikitseq, Missuarniannga.

   Man holder yderst fornuftigt hus med de få sæler, man fanger, og da

Ilipaaq fra Umiivik stjæler Peqitissaqs lille forråd, ønsker denne

død over ham. Ilipaaq dør som ønsket den følgende sommer. Man sulter

en tid frem til marts, hvor det lykkes Missuarniannga ved ihærdighed

og i yderste livsfare at fælde en angribende bjørn. Ved dens kød

kommer man til kræfter og fanger med jævne mellemrum resten af

vinteren. En berygtet tyv, Kaanngitsukkaaq, der er smidt ud fra sin

boplads, kommer på besøg, stjæler, og tvinges ved kvælertag til at

rykke ud med, hvor han har gemt tyvekosterne. Han får lov at blive,

indtil han stjæler igen og tampes ud af huset.

 

Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor.

Inorujuk

Print
Dokument id:2078
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Juliane
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Inorujuk
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 167 - 168
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 176 - 177: "Inorujuk".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 194 - 196 (dialekt) og ulige sider: 195 - 197 (engelsk).

 

Resumé:

In. der også hed Tuuma og var fra Qerrortut, optrådte gerne som åndemaner tidligere. Alle hans tidligere søskende var døde som små, hvorfor moderen, mens hun var gravid, skaffede sig noget tøj fra en afdød til at sy barnetøj af. På sommerfangst i Ammassivik listede In. og en kammerat sydfra sig hen og lyttede bag et telt, der var slået op et særligt sted ved en hule. Her blev der sunget nidviser, der var forbudt for børn. Men sangen døede ud. Man havde mærket at nogen lyttede. Drengene blev opdaget og sendt væk med skældsord.

Da de to drenge samme sommer havde plukket og spist kvan ved den store sø ved Naajaat inde i Uunartoq fjorden og gik videre op på fjeldet, så de ned på kvanstedet en allaq, et teltformet monster. Det havde dræbt og ædt mig, hvis jeg ikke havde haft en afdøds tøj på, sagde In.

 

Hist.: Historisk fortælling. PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Det har formentlig også været forbudt de voksne af herrnhuterne at synge nidsange. Vebæk har oversat det til trylleviser, men glosen er ivissaput, der betyder: de skal synge nidsange) ifølge den vestgrølandske ordbog.

Allaq betyder landbjørn (den brune) i Alaska og Canada, hvorfra grønlændernes forfædre har haft glosen med. Landbjørne findes ikke i Grønland. Man mente at kvindelige qivittut kom til at se sådan ud. Søg: Kvindelige qivittut.

 

Kommentar: Det var en gammel skik at klæde et barn, hvis tidligere søskende var døde, i underligt eller 'bagvendt' tøj for at beskytte det mod også at dø. Piaaqqusiat (ent. piaaqqusiaq) kaldtes de. Sådanne børn mentes ofte at besidde åndemaner-potentiale.

Itsarôq Agdluitsoq inertoqaoq

Print
Dokument id:349
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Itsarôq Agdluitsoq inertoqaoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 19, side 16 - 24
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

I gamle dage var der mange mennesker i Alluitsoq.

De mange mennesker boede sammen og blandt dem mange fangere. Til trods for at de var så mange, var de allesammen meget stærke fangere. Hos én familie boede en enke og hendes datter, og de blev forsørgede af denne familie, og det blev de i mange år.

 

En vinter gik det så henimod forår, og glade blev de; men så mærkede de at det efterhånden blev køligere. Så kom de op på mærkerne og begyndte at følge med i solens højde. De så og fornemmede at solhøjden blev lavere. Jo, den blev faktisk lavere. Nu blev de allesammen dybt foruroligede og skrækslagne, fordi solen igen varslede vinter. Da de følte sig helt sikre på at det var tilfældet, holdt de op med at spise af det forråd de havde samlet. Det de nu oplevede var, at de mange fjordes is uden isskruninger efterhånden bredte sig fra kysten langt vestpå, og at det blev klarere i vest. Da blev de skrækslagne og rådvilde. Til sidst snakkede de med hinanden om det og enedes om at spare på deres forråd. De drev så udelukkende isfangst, fordi de dengang i gamle dage også var meget vant til at drive fangst på fast is uden isskruninger (glatisfangst, BS). Til sidst kunne de heller ikke gøre det, fordi det ikke længere blev lyst. I den situation begyndte de at tære på deres forråd, der holdt meget længe men efterhånden svandt ind. De spinkede og sparede, men på et tidspunkt slap forrådet op. Nogle ganske få havde dog stadig noget. Men i den situation ville de ikke af med noget til deres bopladsfæller. Fællerne måtte betale dyrt for at få noget, og nogle af dem der havde noget til salg, kunne ikke engang få betaling for det. Til sidst begyndte de mange dygtige mænd at hentæres, og det blev stadig ikke lysere. Endelig en dag begyndte det en gang imellem at klare op nær ved stranden, efter at det havde været dårligt vejr i mange dage. Omsider kunne heller ikke kvinderne færdes omkring længere, selv om de var mange mennesker.

 

Da det begyndte at blive lyst opdagede de, at der var fast is uden isskruninger. Da de så det blev de meget ængstelige, for de havde jo ikke noget at spise. Alligevel genoptog de deres vante skikke og gav sig til at tale om, hvem der var den største åndemaner / angakkoq, der kunne drage langt ud og ned til havbunden. Der blev stor forvirring, og nogle af åndemanerne sagde, at de ikke var godt nok uddannede og andre, at de kunne jo spørge den der mor og datter, der var åndemanere. Og de spurgte dem: "Kan I heller ikke klare at rejse derned til havbunden?" De svarede ikke, fordi de var kvinder og fordi de følte sig lidt flove. Den næste formiddag gik, og det blev middag. Så var der bud fra enken og hendes husfæller: Betalingen skulle være et stykke tørret kød og et stykke spæk. Det tørrede kød skulle være smalt (i tykkelse) og to hænder bredt og en hånd lang, og ovenpå det skulle der ligge to mundfulde spæk. De tilskyndede så moderen og datteren (det kom de med ? BS). Moderen sagde: "Så giv mig det da." Da hun havde fået det, hviskede hun til sin datter, og datteren nikkede bekræftende. "Læg det under lampen," sagde datteren. "Hvis jeg ikke magter opaven, bliver det leveret tilbage". "Giv mig min skindpose, der ligger henne i hjørnet," sagde moderen. Datteren gav hende den, og da hun stak hånden ind i den tog hun et par kamikker ud, hvor pelsen var plukket af, kvindebukser af ringsælskind samt en anorak af skind, altsammen helt nyt. Datteren tog det hele på og skulle til at gå ud, da moderen sagde: "I kan godt kigge på hende, hvis I vil."

 

Da hun gik ud, gik de allesammen med. Hun gik ned til den helt jævne is med det tykke snelag. Der strøg hun iskanten med hånden fra tommelfingersiden. Selvfølgelig bevægede den sig ikke. Så strøg hun den for anden gang, og den knirkede lidt. Tredje gang åbnede isen sig faktisk en anelse, men lukkedes brat. Hun pustede på sine hænder og strøg isen for fjerde gang, og endelig åbnede den sig, og hun skulle lige til at smutte ned i åbningen, da den pludselig lukkede sig igen. Igen pustede hun på hånden og strøg isen, som nu åbnede sig på vid gab, og hun smuttede ned i åbningen, der hurtigt lukkede sig igen. Tilskuerne blev urolige og satte sig ned.

       

Denne unge pige begyndte så vandringen mod havets største dybde. Da hun nåede derned kom hun ind imellem mange dyr. Nogle af dem havde menneskeansigter med uhyggelige og frygtindgydende kroppe. Da hun så det, blev hun bange og stoppede ind imellem op. Men når hun så kom i tanke om sine bopladsfæller og sin mor, gik hun videre. Da hun kom langt, langt ud kunne hun se et kæmpestort hus. Da hun nærmede sig det fik hun øje på en stor hund, der lå på hustaget med det ene forben strakt fremefter, på nippet til styrte sig over hende. Hun blev bange, sagde noget for at berolige den, og dens ører faldt langsomt til ro og lagde sig ind til hovedet. Da den lagde sig ned, gik hun derhen. Da hun nærmede sig huset kunne hun høre én råbe op derinde, én der sagde: "Hvorfor kommer hende derude når hun er så ung og spæd, og hvad vil hun dog; hun kan da vist ikke ordne noget for mig, sådan et lille skvat." Trods denne frygtindgydende snak nærmede pigen sig åbningen til husgangen. Da hun kiggede derind opdagede hun en stor elv med en tordnende strøm. Hun prøvede at finde en passage. Det opdagede hun så midt i elven, en sti der ikke var bredere end en knivsryg, og faktisk var det den eneste vej ind. Da der så ikke var andet at gøre begav hun sig indad, til trods for at den gamle derinde besværede sig over hende. Kvinden virkede særdeles utilnærmelig, men alligevel nåede pigen endelig frem til opgangstrinnet. Derhenne kiggede hun lige ud, fordi kvinden lød så vred: Sin anorakhætte / amaat havde hun taget over hovedet, og pigen så, at der sad forskellige små tangdyr, tang og andre havbundsdyr klistret fast på hendes amaat. Hvad skulle hun gøre? Hun nåede lige at tænke på det, da kvinden derinde udbrød: "I forgårs rensede Utakkaaraq mig, men hvordan vil du kunne gøre det? Du er jo så spæd endnu. Alle store åndemanere har søgt at håndtere mine mærkværdigheder." Så sprang pigen frem og greb fat i kvindens hår, og begravede alle sine fingre i det helt op til armene. Da slyngede den gamle kvinde pigen udefter. Den unge pige var lige ved at miste grebet, men det hun havde filtret om sin ringfinger hjalp hende til at bevare grebet. Hun rejste sig og begravede igen sine fingre i håret. Da kvinden gav sig til at sænke hovedet gjorde pigen sig så hård som hun kunne, for ved siden af kvindens åbning fra husgangen havde hun set et mørkt, bundløst svælg, og så begyndte hun at mane ånder det bedste hun lavde lært. Kvinden forsøgte forgæves at slynge hende fra sig flere gange, fem gange, men alle sine anstrengelser til trods kunne hun (Havkvinden / Havets Moder) ikke klare pigebarnet. Pigen tog nu fat på at rense kvinden, først hendes ansigt rundt oppe fra toppen af hendes amaat og så helt ned til hendes ben. Hendes husgulv blev fyldt med skidt, og endelig trådte hun ned under hendes ben. Og mens kvinden stadig skældte hende ud, blev hun færdig med hele hendes gulv. Hun lod alt skidtet falde ud i den store elv ved at pøse elvvand på det. Endelig var alt skidtet i husgangen væk, og undervejs ind så hun, at både husgangen og gulvet var blevet rene. Kvinden derinde holdt da også op med at være vred, og derindefra lød nu kun taknemmelige ord. Da hun kom ind (igen) så hun, at det var en smuk kvinde. Og denne sagde: "Jeg kan ikke gengælde dig med andet end at du flytter sydsiden af min bette lampe udefter." Pigen tog fat i hendes kæmpe lampe af alle kræfter. Da hun fik lampen flyttet, åbnede det slusen, og hun så en et mylder af dyr og fugle, og til sidst var der ikke flere. Så sagde Havkvinden: "Flyt den også indefter." Alle de mange dyr begyndte at springe ud på gulvet; det var en utrolig mængde, der blev ved med at springe ud, men endelig holdt det op. Havets matrone sagde så: "Stil min lampe på plads." Pigen stillede lampen tilbage på dens plads, og Havets Moder sagde: "Hvad skal jeg dog give dig personligt? Tjaeh, og dog, du kan jo åbne for slusen på nordsiden af min lampe." Pigen lagde igen alle sine kræfter i og flyttede lampen, og der sprang et helt sort dyr ud. Den store kvinde sagde så: "Skynd dig at kradse den mellem øjnene, så du fjerner nogle af dens hår." Pigen kradsede den, og dyret forsvandt ud mod husgangen. Den store kvinde sagde: "Det er en spraglet sæl som er til dig, når du er hjemme igen. Når den bliver fanget, lader du dem dig bringe den. Når du så får den må du kigge på dens næserod, og der vil du se en rift. Og når du ser den skal du sige: "Den dér er tiltænkt mig, hende dernede, som jeg tog ned til, sagde at den skulle jeg have. Hvis fangeren ikke vil af med den, vil denne fanger aldrig mere fange sæl så længe han lever."

       

Så var det tid at forlade den dybt taknemmelige kæmpekvinde. Da hun var på vej ud sagde kvinden: "Jeg skal hjælpe dig fordi du har hjulpet mig så godt." Da hun havde sagt farvel skiltes de, og så gik hun endelig. Da hun kom i tanke om hunden på taget kiggede hun derop. Det var en meget underdanig hund hun så; som om den ville sige: "Tak fordi I har hjulpet mig så godt, jeg vil også hjælpe jer." Så gik hun da, men kom så i tanker om alle de uhyggelige skabninger; men hun så ikke nogen.

       

Den anden dag om aftenen, da der ikke længere kom nogen ud af huset, dukkede hun op i husgangen. Da de så hende undrede de sig meget, fordi isen jo havde lukket sig over hende ude på havet, og fordi et menneske, der kommer ud for den slags, ikke kan overleve det. Moderen blev inderligt taknemmelig. Hun gav hende det tørrede kød og spækket. Datteren tog det og spiste det sammen med moderen.

       

Lige siden pigen rejste til dybets matrone, havde én af mændene på bopladsen hver morgen råbt med høj stemme: "Og dette skulle være det hav og det vejr, der er bragt i orden; og hvilke ændringer er der så sket? I skal ikke tro enkens datter." Dette varede ved, til pigen kom tilbage. Da han næste morgen igen gik ud, lød det udefra: "Nææh, hvor fantastisk, dernede ved stranden er der hav." Isen var faktisk begyndt at åbne sig der, hvor pigen var gået ned. Den åbnede sig mere og mere, og snart var der fyldt med fugle. Den dumme mand, der havde råbt op, begyndte at gøre sin kajak klar. De andre frarådede ham det, men han var ligeglad. Det isfri stykke voksede hurtigt, og til sidst bad pigen de andre sige til manden, at han skulle vente med at ro ud til det blev isfrit. Men han roede ud, og selv om der var så mange fugle, fangede han ikke nogen.

 

Næste morgen gik de ud og så at det isfri hav dækkede et enormt område. Pigen sagde: "Hvis I fanger fugle, skulle jeg sige at jeg skal have dem alle, og hvis I fanger sæler, skal jeg også have dem allesammen. Først den næste fangst er jeres." Endelig stod de mange kajakker ud. Snart havde ingen af dem plads til mere fangst på deres kajakker, og de gav fangsten til enken. Den usle mand, der havde råbt op, gjorde som sine fæller og gav dem én alk og en selvdød fugl, som han havde fundet. Da det igen blev morgen, lå isen langt ude i syd, nord, og vest. Alle kajakmændene tog ud igen. De fangede mange sæler og gav dem til enken. Først senere fangede de til sig selv.

 

Endelig begyndte det pludselig at blive forår. Der var ikke mere is, og de roede nu omkring alle vegne som de plejede. Så hørte man at der ved Akuliaruseq var fanget en spraglet sæl. Pigen sagde: "I skal hente den, for det er bestemt, at jeg skal havde den. Hvis fangeren ikke vil af med den, vil han ikke mere fange sæl hele sit liv; men hvis han afleverer den, bliver han en meget stærk og mægtig mand. Kajakmændene hentede den straks, og da de kom med den havde den jo en rift mellem øjnene, og skindet var meget smukt. Dem der havde set sælen, hilste pigen overmåde venligt, og de sørgede for pigen og hendes mor så længe de levede. Den store dernede blev ikke senere søgt formildet og redt, men disse mennesker, mor og datter, blev elsket så længe de levede.

 

Var.: Rejsen til havkvinden. Havets mor. Qujaavaarsuk. De to små forældreløse. Nivikkaa. Isigaalaarsuk. Tuttus kone. Ikarlitsuarsuk; Miteq. Søg også på Havkvinden / havkvinden, Havets herskerinde, Sødyrenes moder / mor

 

Kommentar: Oversætteren har ofte brugt den i Østgrønland gængse betegnelse, havets moder, for kæmpekvinden / Havkvinden på havets bund. Nedskriveren veksler mellem ningioq (husmor, husholdets kvindelige overhoved, madmor), tassamasarsuaq (den store dernede) og sassumarsuaq (en store dernede)

 

Hist.: Måske en variant af: Den gang to vintre fulgte efter hinanden. Dvs. i 1816, da asken fra det enorme udbrud i vulkanen Tampora, Indonesien, 1815, skyggede så meget for solens stråler den følgende sommer, at store dele af den nordlige halvkugle ingen sommervarme fik. Dette kunne forklare solens forsvinden, bortset fra at det ikke kan have haft noget med solhøjden at gøre.

Jeg får en kajak / Qajartârpunga

Print
Dokument id:1155
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Jeg får en kajak / Qajartârpunga
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 64 - 67
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 65 - 68

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at da han og hans mor ikke havde nogen husfader, tog de med hvem som helst, der vil have dem, når sommeren kom.

De fleste af G.Q.s barnekammerater havde nu kajakker, men da han selv ingen far havde, havde han ingen kajak. Dette var han mismodig over.

En sommer kommer G.Q.s onkel Qârtuaq / Qaartuaq, for de var barnløse og ville give G.Q. en kajak.

Samtidig lærer G.Q. at lave kajakker selv, og senere byggede han sine egne kajakker.

Qârtuaq / Qaartuaq lærte G.Q. at sejle i kajak. Når G.Q. tænkte på, at hans far blev myrdet, mens han var i kajak, gjorde det ham dog både bange og gav ham mod, og han blev snart dygtig med sin kajak.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

Kanginguamik / Kanginnguamik / Om Kanginnguaq

Print
Dokument id:502
Registreringsår:?
Publikationsår:1861
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Kristian
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Kanginguamik / Kanginnguamik / Om Kanginnguaq
Publikationstitel:Kaladlit Okalluktualliait / Oqalluktualliait / Grønlandske Folkesagn, III
Tidsskrift:
Omfang:side 37 - 46, nr. 6
Lokalisering:Kangeq: Nuuk / Godthåb
Note:

Kort resumé i oversættelse ss. 109 - 11.

Orig. håndskrift Rink 2488, nr. 260 eksisterer ikke mere.

 

Ret tekstnær oversættelse bortset

fra de første, udeladte episoder i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 90, ss. 252 - 255.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 95, ss. 444: Kanginguak.

Resumé: Kanginnguaq, der er sydlænding, hører om de rige fangster ved

Kangeq, både af sødyr og alke. Han drager nordpå med sin familie,

spørger om afstanden til Kangeq på alle bopladser, hvor de gør ophold,

og når omsider frem. Strandklipperne er helt røde af blod fra de mange

fangster. Familien overvintrer, men K. føler sig ikke sikker blandt de

fremmede og opfordrer også sin søn, Tuneraq, til at være opmærksom på

tegn på fjendtligheder. Far og søn følges altid på fangst, men under

en fællesjagt på alke kommer de fra hinanden og T. omringes af

Kangeq-fangerne. K. fisker sin lemmingeamulet frem fra hættens pelsbræmme / halslinning (ilupaaruseq), opliver den i sin mund, sender den mod den bageste fanger, der dør. Så den næste,

hvorefter mændene flygter, men da K. befaler sin amulet at dræbe dem

alle, må også de lade livet.

 

Far og søn vender alene tilbage til Kangeq, og K. beslutter at flygte

nordpå med sin familie. De gør undervejs ophold i Ivianngernit (?) og

slår sig ned syd for Maniitsoq på øen Uummannaq i Isortoqfjorden.

Et forår får de besøg af to kajakmænd fra Ivianngernit, der fortæller

at deres fantastiske fanger (Erisaatsiaq) netop har skaffet dem frisk

klapmydskød fra disse sælers rute langt ude bag skærgården. Tuneraq,

der ror så hurtigt som en falk, får opgivet pejlemærkerne og tar næste

morgen afsted derud, hvor Erisaatsiaq allerede er fremme og har fanget

en klapmyds. Han fanger en til, men advarer T. mod at fange mere end

een, hvis han vil nå hjem inden aften. De følges indad, men skilles,

da E. vil undgå Isortoq-fjordens munding og fortsætte sydpå til Ivianngernit i

længere afstand fra kysten. E. ror bort med rasende fart med sine to

klapmydser på slæb, mens T. med sin ene sæl først når meget sent hjem.

Da T. alligevel mener at kunne klare E. i kaproning, besøger T. ham og

udfordrer ham. De ror side om side udad, men på tilbagevejen ror E.

til og kommer først. E. har dog ikke roet af alle kræfter. Når han gør

det lyder det som renkalve der brøler, fortæller man T., der beskæmmet

ror hjem og træner yderligere. Senere hører så T. om hurtigroeren,

Ajaqqitisaasuaq længere nordpå, ror i overmod derop og udfordrer ham.

A. indvilger, men er i ondt lune over sin kones nylige død, og da han

er nået først i land, vender han om, ror tilbage og kapper T.s hoved

af. Liget stensættes på et bjerg bag huset, hvor T.s fader næste

sommer henter det, bringer det til en åndemaner / angakkoq / angakok, der finder ud af at T.s tid endnu ikke er omme, og derefter genopliver ham. T. forsørger

sin far resten af livet.

 

Var.: En af mange forskellige fortællinger om to mænd der kappes, enten i brydning, i roning, i fangst, i frugtbarhed, i bueskydning, eller i åndmanerevner. Søg på: kappes / om kap; Tikaaq

 

Kommentar: Bemærk forestillingen om en tilmålt livslængde.

Kannibalisme under hungersnød

Print
Dokument id:957
Registreringsår:1904
Publikationsår:1938
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kannibalisme under hungersnød
Publikationstitel:Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times
Tidsskrift:Meddr Grønland 109(1)
Omfang:side 64 - 67
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Ed. by H. Ostermann.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres.

I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.

 

Resumé:

Fortællersken var barn da hun var med i en af seks umiat / konebåde, der sammen tog til Kialineq for at overvintre. Vejret blev imidlertid så hårdt deroppe, at en angakkoq / åndemaner iblandt dem så sig foranlediget til at forhøre sig om den nære fremtid hos sine hjælpeånder. Han rådede dem derefter til at flytte sydpå igen straks, men skønt det med stort besvær lykkedes dem at bryde sig vej gennem tyndisen, blev de undervejs overfaldet af en fralandsvind, der sendte dem langt til havs på den isflage, hvor de havde søgt op og slået teltene op. En del dage senere lykkedes det efter åndemanerens seance at komme afsted. Han havde sørget for, mente man, at der kom lidt åbent vand, der efterhånden blev større, foran isbjerget, og man kom langsomt men uhindret ad en åben rende helt ind til kysten. Her byggede man fælleshus vha. bl.a. teltstænger og inderbetræk af konebådene og indtil vintersolhverv overlevede man ved sparsommelighed på en narhval, som en familiefar havde fanget en af de første dage. Derefter satte sulten ind. Familiefaderen holdt liv i sig, sine børn og sin kone ved i al hemmelighed dagligt at give dem en smule spæk han holdt skjult. Men mange døde, og tre unge mænd kunne efterhånden ikke nære sig for at få deres mor til at koge kødstykker, som de skar af ligene udenfor. Efterhånden gik det også ud over flere af de levende, især kvinder, som de lokkede ud og slog ihjel, eller som selv af frygt foretrak at drukne sig. Familifaderen forbød helt sine børn at gå udenfor huset af frygt for ligædernes kannibalske lyster. I den tidlige sommer lykkedes det ham at komme bort med sin familie hel og uskadt.

            Som afslutning fortælles det hvor uhyggeligt det var med kannibaler. Havde de bare een gang smagt menneskekød kunne de blive så lysten på smagen igen, at de endog kunne finde på at spise deres egne børn.

 

Hist.: En historisk fortælling, der er noget svær at datere ud fra Ostermanns oplysninger (ibid. s. 3 - 4). Nedskrivningsåret er det usikre, alt efter om det er Kaarali, formentlig engang efter 1915, eller Rasmussen selv (i 1919 el. 1933) eller en helt tredje der har nedskrevet fortællingen. Ostermann (1939) nævner at Maratsi med 5-6 konebåde overvintrede i Kinalik i 1919-20, men ikke at de fleste omkom af sult. Sidste halvdel af 1800-tallet er dog ikke forkert. Årstallet kan være den hårde vinter 1880 - 1881, hvor sulten krævede talrige dødsofre i Ammassalik-distriktet. Se Jens Rosing 1963: Nunakitseq; Kingítâjik; Ingmíkêrteq; Umîvik; Nunakitseq, boplads ved Kulusuk; Sûnâjik; Sivtsingaleq; Akínâtsân (to fortællinger); Igditalik og Nôrsîn; Misartaqs endeligt; Qernertivadik; Ikâsagdivaq.Hvilket betyder at endnu i de år var det nordlige Kialineq et brugt overvintringssted for ammassalikkerne (måske især for dem fra Sermiligaaq).

Kawdlaq / En ung kvinde, som overlevede pesten. Begivenheder omkring den store epidemi

Print
Dokument id:839
Registreringsår:1952
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Marteeraq (Martêraq)
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kawdlaq / En ung kvinde, som overlevede pesten. Begivenheder omkring den store epidemi
Publikationstitel:Inegpait
Tidsskrift:Meddr Grønland 90(2)
Omfang:side 24 + 26 + 28 (3 sider)
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Med sideløbende original på nordvestgrønlandsk: s. 25 + 27 + 29: Kawdlaq / Arnaq inûsugtoq toqorarnerssuarme amiákûssoq. Toqorarnerssûp nalâne pisimassut.

 

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 97 - 99

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 106 - 108.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Ifølge Matêraqs moder, Itâkasiks beretning:

 

Resumé: En slem epidemi, måske slutningen af 1700-tallet, lægger en sommer mange bosteder øde i Upernavik-distriktet. Det er lykkedes åndemaneren / angakkoq Qupanew / Qupaneq med familie at undfly sydpå, og de overintrer i Aappilattoq, hvor familien udæsker spændingen ved at opfordre Qup. til at fortælle om tupilak-bjørnen, nanniaq. Den kommer straks til stede, selv om han fortæller med lav stemme. Man ser tarmskindsruden bule indad og to store, skinnende isbjørnetænder i bulen. Qup. beordrer sin søn, Qingmiewt / Qimmiut at gå ud og se efter. Han nøler, men går så ud, og da er der intet at se.

En anden aften under Qup.s fortællinger falder noget tungt ned på taget og bevæger sig hen til ventilen, som Qup. har forsynet med en hvirvelknogle af en hval, der kan lukkes udefra med en træprop. Væsenet fjerner proppen, puster damp ned gennem hullet tre gange, propper til igen, og så lyder det som en fugl der letter. Måske har en åndemaner villet undersøge, hvordan de havde det, mener man. Sandsynligvis Tuluwaq / Tulugaq / Ravnen fra Kídersaq / Kittersaq ?

Da frosten sætter ind rejser Qup. med sin søn ud for at finde overlevende. Nær Qeqertaq råber han fra isfoden op til øens hus, der er mørkelagt, og til sin overraskelse blir der svaret af en ung pige, Kallaq, der har overlevet ene menneske. Højvande hindrer Qup. i at hente hende ned på slæden, han lover at komme tilbage senere, men Kallaq syr sig i månelyset et par bukser af noget gammelt skind og vandrer afsted så snart ebben kommer i slædesporet. Undervejs slipper hun med fødderne og flyver over sundet til Sarpaq / Sarfaq. Det er hendes hjælpeånd, piskesnerten, der har været til hjælp. Hun når udmattet frem kort efter Qup.s hjemkomst, og hun får ikke lov at komme ind, før Qup. har sunget en serrat / tryllesang over hende, hun er blevet vasket, og har fået nyt tøj på. Kallaq kan ikke sove tre nætter i træk. Qup. synger igen over hende, hvorefter hun sover to døgn i træk, vågner frisk og kan berette om sine trængsler. (Se "Kawlaqs egen fortælling").

 

Hist.: Hans Lynge mener ibid. s. 15 at kunne tidsfæste epidemien til ca. 1790, men det er nok snarere den kendte i 1814.

 

De to episoder med tupilak-bjørnen og besøget af en åndemaner på åndeflugt, kan have været iscenesat af Qupaneq, der som åndemaner må have kunnet et og andet trick. Sønnen, der sendes ud for at se bjørnen, blev født 1789.

Kunuk med tilnavnet Uiartoq: Jordomsejleren

Print
Dokument id:1013
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kunuk med tilnavnet Uiartoq: Jordomsejleren
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 156 - 169
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420. Nedskrevet (renskrevet ?) på vestgrønlandsk.

 

Resumé: Kunuk og hans fætter leger altid sammen, fordi deres fædre bor

sammen sommer og vinter. Nuerniagaq, "Tejsten", flytter til med familie. Hans plejesøn "Lille Tejst" bliver fætrenes legekammerat.

Engang de har bygget en snehule og kommer op at skændes, smider

fætrene "Lille Tejst" ud. Undervejs stikker han sig til blods flere

steder med træstykker og fortæller sin mor, at fætrene har såret ham.

Hun fortæller Tejsten, da han kommer hjem, at fætrene nær havde dræbt

L.T.  T. dræber om natten hele fætrenes husstand med bue og pil fra

husets fire hjørner i taget. K., hans fætter og lillesøster overlever.

Men lillesøsteren er såret i maven. Tarmene hænger ud. De flygter. K.

bærer lillesøsteren på ryggen. Hun dør og stensættes. K. sørger dybt.

De følger en isfjord, der inderst inde aldrig smelter og træffer i

bunden et gammelt ægtepar på isfangst. Konen tager K. og manden hans

fætter til plejesønner.

Konen udfører et adoptionsritual: Tager K. på skødet som et spædbarn,

synger over ham for at gøre ham til en stor hævner og serverer

spæksyltede bær. De gamle har ingen kajakker (de er indlandsånder),

drengene hjælper dem med isfangsten og træner kræfterne på store sten.

Begge bliver uhyre stærke, men K.s fætter bliver stærkest, og da begge

får kajak, bliver K. den bedste kajakfanger af de to.

En dag K.s tøj er for vådt til kajakfangst, tager fætteren alene ud og

bliver dræbt af T.

K. og de to gamle flytter ud til kysten. T. kommer på besøg, mener at

genkende K., men den gamle kone hævder, at han hedder Qapiluarteq (den

langsomt voksende) og er hendes søn. T. fortæller om sine mord og

rejser bort.

K. søger og finder sig en smuk kone med bryster så lange, at de kan nå

om på ryggen. Han får sig en konebåd og lever en tid lykkeligt og

fredsommeligt.

Ualagtarit (Ungilattaqi), der har tre koner og vil bemægtige sig K.s

kone inviterer K. til sangkamp, skønt K. aldrig har digtet en vise.

Hans plejemor siger, at han blot skal synge den sang hun sang over ham

ved adoptionen, og først lade Ual. synge to gange. Første gang skal

K. gøre sig stor, og når Ual. derefter kaster sin kniv mod K. skal han

gøre sig lille. K. skal ikke tage imod tromme og kniv fra Ual. men

lade ham synge igen, gøre sig lille, og når Ual. kaster, springer til

vejrs. Så først skal K. synge sin sang, og når han har dræbt Ual. skal

han dræbe en kvinde og en hund. K. følger anvisningen, som hans kone,

der straks ved ankomsten røves af Ual., ikke har hørt. Derfor tror hun

under hele sangkampen, hvor K. endog synger sin sang hele to gange, at

K. slet ikke vil kæmpe for hende. K. rammer Ual., der har dækket sit

ansigt med hænderne, tværs gennem hænderne og ind i struben. K. røver den

smukkeste af Ual.s koner. Ual. siger afmægtig af jalousi, at han, K.,

aldrig må vende ryggen til hende om natten. K., bærer sin nye kone i

armene, og hans første-kone går ud. Derude gribes han kraftigt bagfra

af Ual.s hjælper, Usugsumiartoq / Usussumiartoq, hvis hoved går helt i

et med skuldrene, og overlader anden-konen i første-konens varetægt.

K. og Us. brydes. Da K. glider på noget frossent hundepis, klemmer han

Us. bevidstløs.

Denne fortæller siden, at K. er den stærkeste, han nogensinde har

mødt.

Da K. med koner kommer hjem, sidder plejemoderen endnu uden for huset

med hætten over hovedet og synger serratit / tryllesange (til støtte for K., BS).

Hun spørger, om han også har dræbt en kvinde og en hund. Det glemte

han, desværre. Men det gør ikke så meget. Drabet på Ual. er alligevel

en god begyndelse på alle dem, der nu skal dræbes, siger plejemoderen.

 

K. vil rejse verden rundt i konebåd for at finde og hævne sig på

Tejsten. En fangstfælle med to koner og en plejesøn slår følge med

ham. De ror og ror. K.s kones spædbarn kan i amaaten die sin mor lange

bryster, der når over skuldrene. Vennens kortbrystede kones spædbarn

dør. K. giver dem ikke tid til at overholde sørgetabuerne. Månen

straffer dem, idet han lader en malmstrøm føre dem mod en bundløs

jordhule i en bugt. Vennens båd suges ind. Den stærke K. klarer sig

gennem strømmen med sin båd. De holder hvil ved den modsatte bred,

hvor en af K.s hunde falder i vandet og bliver bidt midt over af en

stor ulk. Videre langs en stejl kyst må de fortøjre båden ved

træstykker, som de presser ind i klipperevnerne. Ved stedet,

Killarvaasuit, der er beboet, undersøger K. uset stedets kajakker,

hvis små "madkasser" rummer proviant: Øverst en menneskehånd, derunder

ormekød, mattak af narhval og bjørnekød. Det øverste holder de nok

mest af, hvorfor K. bærer konebåden over land bag om bopladsen og

fortsætter.

Ved en boplads uden huse og telte sover folk under udslåede teltskind.

Hér holder Tejsten til. Denne kommer hjem med en narhval og tilbyder

K. tanden, som K. rykker ud og kaster langt ud i havet. N. fjerner sig

frygtsomt. K. beder Lille Tejst om dennes kniv til drabet og truer den

fra ham.

K. finder T. sovende under sit kajak-sædeskind, løfter skindet op,

pirker små sår i ham for hver af K.s slægtninge han har dræbt. Da K.

kommer til navnet på lillesøsteren, stikker han T. ihjel.

K. rejser videre. Som alle "stærke mænd" ("høvdinge") dræber han

allede kajakmænd han træffer for at sikre sig deres (livskvote af)

fangstdyr.

Senere på rejsen og hen på efteråret træffer K. en kajakmand, en

massemorder som han selv, hvor vandet foran dennes stævn

bestandig kruses af vind. Det er Kaassassuk med den store næse og dens

kraftige åndedræt. Alle deres forsøg på at harpunere hinanden

mislykkes. Kaas. foreslår en brydekamp i land. K. i stedet en

trommestrid, og det bliver aftalen.

K. slår sig ned for vinteren ret nær Kaas.' boplads. Kaas. kommer

til sangkamp. K. har frosset en narhvalslalle fast i sneen, som Kaas.

skal trække løs, hvis han vil have mad. Han magter det ikke og K. må

trække den løs. Efter sangkampen rejser Kaas. hjem og får senere K. på

genvisit. Han skal trække en frossen hvalroslalle løs, og lader som om

han ikke kan. Kaas. går trøstet ned til K. og griber ham bagfra for at

dræbe ham. K. river lallen løs og svinger den bagover mod Kaas., der springer til side. Men hans bas i kobbelet af hunde så store som

bjørne bliver ramt. K. vedkender sig frejdigt sit mordforsøg som hævn

og vil rejse hjem. Kaas. pudser sine store hunde på K.s små, snavsede

og forheksede hunde, der bider indvoldene ud af Kaas.' førerhund. K.

pudser så sine hunde på Kaas., der søger tilflugt i en konebåd på et

stativ og pisker haler og ører af de små hunde. De gnaver i stativet,

der er på nippet til at falde sammen, da K. leende kalder sine hunde

tilbage, spænder dem for og kører hjem.

 

Var.: Kunuk

 

Kommentar: der er ingen umiddelbar forklaring på at disse fortællinger er blevet koblet sammen i Ammassalik. Begyndelsen var gjort før Konebådsekspeditionen.

Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq

Print
Dokument id:434
Registreringsår:1919
Publikationsår:1981
Arkiv navn:
Fortæller:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Nedskriver:Rasmussen, Knud?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq
Publikationstitel:Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III
Tidsskrift:
Omfang:side. 165 - 218
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Redaktør: Søby, R.M.

Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. Manuskript på grønlandsk: KRKB 5', sidst i pakken.

Notater på dansk i KRH 52,2, hæfte 420: Kunuk med tilnavnet Uiartoq, Jordomsejleren.

 

Maskinskrevet manus (71 ss.) med en del rettelser af H. Ostermann i hans arkiv: nr. A 301, Arktisk Institut. Ostermann har noteret til slut, at oversættelsen hovedsagelig skyldes Johan Petersen, tidl. handelsbestyrer i Ammassalik / Tasiilaq. Dette har været R. M. Søbys forlæg til den danske udgivelse.

 

Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends

and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 73 - 105: Kúnuk, Kâgssagssuk and  Ulîvâtsiaq.

 

Resumé: Først fortælles om Kunuk, dernæst om Kaassassuk, så igen om

Kunuk, der tager hævn over sin families morder. Derefter møder de

to heroer hinanden i styrkeprøver, hvorefter Kunuk omrejser jorden og

skifter navn til Uiarteq (jordomsejleren). Endelig lægger Uliivaatsiaq

navn til heroen i fortællingen om indlandskæmperne, der røver et

menneskebarn. Ul. mødes med Kaassasuks søn og overvinder ham i en

styrkeprøve, der forvandler Kaas.' søn til et skikkeligt menneske.

 

Kunuk

Da Kunuk og hans fætters fædre altid bor sammen, vokser de to fætre

op sammen og er nært knyttede til hinanden. Ved et uheld kommer K.

under leg med Nuerniagarnakajiks søn, Nuerniagakajik, til at såre

denne let med en kniv. Drengen N. giver det udseende af, at K. har

villet dræbe ham, hvorfor faderen N. udrydder hele K.s familie. Kun

K. og hans fætter, der begge har gemt sig, og hans lillesøster, der er

blevet skåret op i maven, overlever. K. forbinder sin søster og

flygter med hende og fætteren. Søsteren dør ved et højt fjeld, hvor

drengene begraver hende.

Ved en isfjord ser de to mennesker på kiggefangst i bunden af fjorden.

Det er et gammelt ægtepar. De adopterer drengene, og konen beder K.

hente sne til vandsmeltning, mens manden beder K.s fætter hjælpe til ved

isfangsten. Manden byder straks K.s fætter mad. Konen udfører et ritual, et

adoptionsritual: Hun tager K. på skødet som et lillebarn, luller ham i

søvn, tryller over ham, ber ham træde ud på gulvet og fremtryller til

ham "nyanskaffelsesspise": spæksyltede bær. Derefter trakterer manden

med en hengemt sæl, og konen formaner drengene til altid at huske, at

de er flygtet af frygt. Glemmer de det, vil de altid være bange for

dem, de frygter.

I den følgende tid holder K. sig hjemme som den gamle adoptivmors

medhjælper, mens hans fætter tager ud på fangst med den gamle mand. Om

aftenen er drengene sammen og øver deres kræfter udendørs. K. fætter

bliver snart den stærkeste. Skønt K. ikke er misundelig, ønsker han

ikke at fætteren bliver meget stærkere end ham selv.

Begge drengene får kajak, bliver snart dygtige fangere, og de tager

altid ud sammen. En dag, hvor K.s kajak er for våd, tager fætteren

ud alene, imod K.s ønske, og kommer ikke tilbage.

 

Nuerniagarnakajik kommer på besøg. Han mener at kunne genkende K., men

plejemoderen holder stædigt fast ved, at K. hedder Qaqipilivarterajik

og er hendes fosterbarn. N. opgiver, tager hjem, og man erfarer siden,

at det er ham der har dræbt K.s fætter.

 

Da den gamle mand er død (gætter fortælleren, Kaarali, der undrer sig

over, at man ikke hører om denne død), flytter K. med sin plejemor

til en anden boplads og gifter sig med en usædvanlig smuk pige. Han

sørger ikke længere så meget over sin fætters død, dvs. han bliver

hård, livsglad og derfor sine fæller en god kammerat.

 

Konerøveren Ungilagtaqut (Ungilattaqi), der aldrig forfejler sit

kastemål, inviterer K. til trommestrid for at dræbe ham med en

tveægget kniv under sangkampen og frarøve ham hans smukke kone.

K. får gode råd af sin plejemor om, hvordan han skal klare U. ved blot

at brug sin vuggevise, gøre sig lille og springe til vejrs første gang

U. kaster kniven og lade ham hente kniven, selvom eventuelle tilhørere

der tager parti for ham, vil opfordre K. til selv at tage kniven.

Næste gang U. kaster, skal K. gøre sig stor og bukke sig for kastet,

dernæst tage kniven fra U., når U. henter den anden gang, og samtidig

snuppe hans tromme for ikke at skulle over gulvet efter den. Derefter

skal han først fremsige sin vuggevises ord uden sang og tromning,

bagefter synge U.s sang til tromme, og når den er slut straks kaste

kniven mod U.s strube uden at tage sigte først. Hvis han rammer, skal

K. derefter dræbe en hunhund og tage sig en af U.s smukke koner.

 

K. følger nok anvisningen, men det er tilsyneladende kun sin vuggevise han

synger flere gange og lader tilhørerne synge. Han danser stadig

heftigere til, og indimellem akkompagnerer han med trommen (har Kaarali

i hastværket glemt, hvad han tidligere skrev? BS) Da U. er spiddet i

struben, tager K. den smukkeste af U.s koner, der beder ham aldrig at

vende hende ryggen ret længe af gangen. For det tåler hun ikke.

 

K. forlader huset gennem husgangen foran sin førstekone og med sin

anden kone i armene som et lille barn. Ved udgangen får K. to gange

et voldsomt puf af en lille mand med skuldre, der går i eet med hans

hals. K. sender sine koner ned til båden for frit at kunne brydes med

modstanderen. De brydes meget længe. K. snubler og er ved at miste

balancen, da han træder på en sten, som en hund er bundet til. Derved

klemmer K. den lille mand så kraftigt, at denne skider i bukserne og

bliver svimmel som en, der har mistet sin forstands fulde brug. Han

viser sig at være selve Usugssamiarssúnguaq (Usussamiarsunnguaq), der

erklærer, at den gang han kæmpede med indlandsboen, sked han ikke i

bukserne (K. var altså stærkere end denne kæmpe i indlandet, BS).

Hjemme igen har K.s plejemor siddet ved stranden, siden han tog afsted

(for at støtte hans forehavende, BS). Hun trækker hans kajak i land og

på spørgsmålet om han også fik hunden, må K. svare nej. Det glemte

han. "Det gør ikke noget, lad det være således!" siger hun.

 

Kaassassuk

Den forældreløse Kaas. bor hos sin bedstemor i et lille hus og er nabo

til et fælleshus med mange mænd, deriblandt en halvonkel, der vil ham

det godt. Kaas. leger med sælknogler fra lufferne. I modsætning til de

andre børn bliver han aldrig træt af at lege. Når Kaas. inviteres til

spisning trækkes han indenfor af to mænd, der efter tur tager fat i

hans næsebor, løfter ham op og ryster ham. Han søger at få sig lidt

kød v.h.a. sine negle. Man skærer dem af så de bløder. Hans plejemor

skjuler næste gang en lille kniv mellem hans lang- og ringfinger og

puster på dem. Ingen kan nu opdage kniven, og Kaas. bliver for en

gangs skyld mæt.

Da han senere inviteres på fællesspisning af kødet fra tre bjørne,

tvinger den ene af hans plageånder ham til at sluge en knæskal, den

anden til at drikke skoldhed suppe. Kaas. formindsker knæskallen og

afkøler suppen med sine blotte ord.

Kaas.' næse vokser, men hans krop forbliver lille som en dukkes. Hen

på efteråret sørger hans halvonkel for, at han får halvdelen af en

remmesæl, som halvonkelen fanger. Efter dennes anvisning har Kaas.

nemlig råbt qee, qee (kajakfangerens råb om assistance til fangst af

større dyr, BS) fra stranden, da sælen dukker op. Den retter sin

opmærksomhed mod Kaas. og halvonkelen kan ubemærket fange den bagfra i

kajak. Fangstparten lægges i et skjult depot. Kaas. og hans bedstemor

nyder en tid godt af den, men de to plageånder opdager og skjuler

resten.

Nu opfordre bedstemoderen Kaas. til at søge (et åndemiddel) i

oplandet. Han går derind og råber gang efter gang: "Hvem vil dog

børste mig af?" Ingen kommer. Han hidser sig op, råber igen og bliver

endelig bange. "I den tilstand han var, var der ikke den ting, som ikke

åbenbarede sig for hans indre syn. Dette var en følge af, at han

ganske bestemt ventede spøgelser." Angsten tager af, han råber kun

vagt, men nu dukker en kæmpe op, der børster ham ned over forbredden,

hvorefter sælluffeknogler falder ud af ham, hans forside vokser, og

han hælder kraftigt bagover. Kæmpen snurrer ham rundt fire gange: Nu

kan han vokse. Kæmpen anbefaler ham med held at rokke en kampesten og

erklærer: "Du vil med tiden få lige så stor styrke som jeg."

Hjemme igen går Kaas. til sengs, hvor han vokser og vokser, mens

bedstemoderen holder børn borte, der inviterer ham ud til leg med

sælluffeknogler, med en løgn om, at han er syg til døden.

Man finder en vældig stamme drivtømmer, som ingen magter at trække op

på land. Om natten trækker Kaas. den hemmeligt op og lægger den

spærrende foran husgangen. Man beder næste morgen hånligt Kaas. om at

bære den ned igen. "Han kan jo dårligt ånde mere," svarer

bedstemoderen. Om natten bærer Kaas den hemmeligt tilbage.

 

En morgen jager man bjørn, tre dyr i følge. Kaas. der er blevet

voksen af skikkelse låner sin bedstemors anorak og kamikker, der er alt

for små. Han er klædt på som kvinde, råber pigerne hånligt. Kaas. sparker de

tre bjørne ihjel efter tur og erklærer, at deres skind skal være ham

til klæder, bukser og kamikker. Halvonkelen får fangstpart. Alle

inviteres på kogt bjørnekød. Kaas. hiver sine to plageånder op ved

næseborene og ryster dem. Den ene truer han til at sluge en knæskal af

bjørnen, den anden til at drikke skoldhed suppe. De forsøger ligesom

Kaas. med deres blotte ord at hhv. formindske knoglen og afkøle

suppen, men uden virkning. Begge dør. Et par unge piger retter senere

anklage mod Kaas. for disse mord. Dem dræber han også. Ingen i miles

omkreds tør siden binde an med ham.

Kunuks hævn

Undervejs på hævntogt efter Nuerniagarnakajik passerer Kunuk sin søsters

grav, overfaldes atter af sorg er nu i den rette stemning til hævn.

På en sommerplads bor en del i telt, men de fleste under deres på langs

rejste konebåde. N. bor her også viser det sig. Han kommer hjem med en

narhval. K. trækker den på land med et snuptag, vrider

tanden ud og kaster den langt ud i havet. K. beder N.s søn om at låne

hans kniv. Denne nægter. Længe diskuterer de. K. siger da, at han vil

slå N. ihjel med den. Da føjer N.s søn sig beredvilligt. Kniven er

lavet af en sabelklinge. K. løfter eet for eet alle bådenes forhæng op

og afdækker fornærmede ansigter. Ingen af dem er N.s I tusmørket ser

han endelig en fjern tingest, der viser sig at vært N. og dennes kones

"telt"-båd. K. løfter forhænget op, nævner een for een alle sine

slægtninge, som N. har dræbt og stikker i ham for hver navn, for at N. skal

lære smerten at kende. Da K. kommer til sine forældres navne, stikker

han dybere sår, og med sin fætters og søsters navne stikker han N. ihjel.

 

Med en ven (som man intet har hørt om før, BS) starter K. en

jordomsejling. De ror uafbrudt. Vennens kone og K.s anden kone har

hver et spædbarn. K.s kones spædbarn overlever, fordi hendes bryster

kan nå over hendes skuldre til barnet i amaaten. Vennens kones barn

dør. De overholder ingen dødstabuer og kommer til en kraftig

hvirvelstrøm ved en klippehule, hvor vennens båd suges ind som straf. K.

klarer sig igennem.

Nær land springer en af hans hunde af længsel efter land i vandet.

Dens lår bliver ædt af en stor ulk. K. kommer til en teltplads med kød

til tørre af: Mennesker, en orm, bjørn, hvalros og mattak. K. søger

bag om teltene langs kysten, bærer båden over land til den anden kyst

og føler sig dybt lettet. Men nu har han mistet sin "medlidenhed" / medfølelse / empati.

Han dræber alt på sin vej: Sæl, narhval, bjørn, hvalros og menneske

bliver det samme for ham.

Undervejs passerer han de savtakkede fjelde, Qillavaasuit, som han

finder meget smukke, og kommer til landets ende, hvor en rype kagler

inde fra land, hver gang der dukker sæl op: Hér er altså lige mange

ryper og sæler.

K. dræber stadig uskyldige kajakmænd uden bagefter at skænke dem en

tanke. Endelig møder han på havet en stor kajakmand. Gang på gang gør

de sig rede til at dræbe hinanden. Til slut foreslår K. at de i stedet

mødes i trommestrid. Den store mand er Kaassassuk. K. gør ophold i sin

rejse og digter bl.a. en sang om de smukke savtakkede fjelde i syd,

som han har været ked af at forlade. Kaas. kommer til K.s boplads

ved islæg. K. har frosset armen af en narhval fast i isen. Den skal

Kaas. trække op, hvis han vil have noget at spise og ikke blive til

grin i en sang. Kaas. magter det ikke. K. bøjer sig, griber i

narhvalsarmen, men Kaas. søger bagfra at presse K. ned, og K. retter

sig op i vrede, slynger samtidig "armen" mod Kaas., der når at springe

til side og kun strejfes. Kaas. forstår at den mindre K. ikke er til

at spøge med. Inden sangkampen trækker de krog. Kaas. taber, skønt

hans arme er tykke som en spraglet sæls og runde som kvinde-arme. Det

blev de fordi han voksede ud uden at udvikle sine kræfter. K.s arme er

som en fuldvoksen hunbjørns.

Af nidviserne citerer fortælleren, Kaarali, kun en af K.', der

hentyder til, at K. i sit fysiske overmod var blevet vred på de

sydligst boende, som han forlod, da han kom sejlende rundt fra læsiden

i syd. Kaas. kalder K. "Den, der runder næsset", Uiarteq.

Derfor er der ingen tvivl om, at Kunuk fra da af kom til at hedde

Uiarteq (Uiartoq)".

Snart efter kommer K. til Kaas.' boplads på genvisit. Han trækker

uden besvær den hvalros-arm op, som Kaaas. har frosset fast i isen til

ham. Man spiser, holder sangkamp, og ved afrejsen pudser Kaas. sine

store hunde på K.s små og snavsede hunde, som K. har tryllet over. De

river tarmene ud af alle de store hunde, Kaas. pisker ørerne af de små

hunde. K. kæler for dem og beroliger dem.

De har sikkert holdt sangkamp mange gange. "Vi som er kommet efter

plejer at tænke, at de holdt sig i ro i lang tid skønt boende ikke

langt fra hinanden. Vi har altid tænkt os, at de har haft deres boplads

omkring Ikersuaq, lidt nord for Ammassalik. Deres redskaber til

bjørnefangst kan vi endnu, om vi vil, se den dag i dag, nemlig: 1) En

bjørnefælde, 2) et redskab til kvælning, der er indrettet til at falde

ned.

Gennem fortællinger har vi hørt, at da Kaassassuk blev gammel, boede

han ved Suunikajik og havde sin søn som forsørger. Om Kunnuk (Uiarteq)

har vi ingen fortællinger eller efterretninger længere end til hans

trommestrid."

 

Uliivaatsiaq og Kaassassuks søn

Den unge, stærke Ul. har ingen kajak, men med konebåd driver han

garnfangst på sæler, endog remmesæler, i sundene om efteråret. Han

inviterer kvinderne med. De går på bærtogt. En lille pige forsvinder.

Forældrene udlover en kajak som dusør.  Ul. erklærer sig rede til at

søge efter pigen hos fem nunatak-kæmper og en kæmpekvinde, men først

når dagene længes. Forældrene vil med, da han tager afsted iført en

lang anorak af stift remmesælsskind (som en slags harnisk, BS), der

kun er blødgjort ved armhulerne. I hætten er der løbegang med

skindsnor.

Undervejs øver han sine kræfter på klippehuler, som styrter sammen.

Sten trækker han op af leret med fingrene. Nær kæmpernes hus lader han

de gamle vente på afstand, ser gennem loftventilen den grædende lille

pige, som kæmpekvinden har som "foster" på sit skød og søger at trøste

med tilbud om mad, vand og mulighed for at forette sin nødtørft. Nej,

pigen har ingen behov. Hun lider af hjemlængsel. Hun skal nok komme

hjem engang, lover kvinden. Ul. vinker de gamle til sig. På vej gennem

husgangen spærrer flade sten med mellemrum passagen. Ul. puster til

dem en efter en, de vender sig på langs (som døre, der åbnes).

Ved indgangs hullet hænger bjørnetænder, der vil støje og tiltrække

sig de fem kæmpers opmærksomhed, hvis Ul. og de gamle går forbi. Ul.

springer alene ind, river tænderne ned, farer forbi mændene, griber

pigen, smider hende ud til forældrene, slår kvinden ihjel og får efter

lang kamp bugt med kæmpemændene, der har smøget hans hætte ned og

vredet den rundt i forsøg på at kvæle Ul. Ul. slås længe med den sidste

kæmpe for at pine ham.

De gamle, der er flygtet med datteren, kan pludselig ikke komme ud af

stedet, da Ul. haler ind på dem. Sammen fortsætter de så, men vejen

spærres af fem kæmpemænd. Ul. og de gamle prøver forgæves at løbe uden

om dem. Ul. løber da ufortrødent imod dem, og de forsvinder hen ad

jorden (som skygger, BS). Det var de fem kæmpers sjæle. Kvinden havde

Ul. åbenbart dræbt på både legeme og sjæl.

 

De når velbeholdne hjem og ser, at Ul.s anorak er blevet ganske blød i kanpens tummel. Ul. får den lovede kajak og beslutter at besøge Kaassassuks søn, som

alle frygter, fordi ingen af hans gæster nogensinde kommer levende

tilbage. Bopladsen har to huse. I det nederste advarer folk Ul. mod

at gå op i det øvre, der er Kaassassuk-familiens. Ul. går derop. Det

har to indgange. Ul. vælger den venstre til Kaas.s del af huset. Kaas.

er sur, men bløder op efterhånden. Over indgangen hænger en kølle af

hvalrosskind med bjørnetænder. Det er Kaas.' søns drabsvåben. Kaas.'

søn er på fangst. Dennes kone svarer Kaas. på hans spørgsmål om,

hvilken kajak sønnen er ude i: "Den, der tørner hårdest imod!" Kaas.

siger lavmælt: "Orsiisuakulaagiukumaadarpusi"(?). Ul. følger med konen

ud, da Kaas.' søn kommer mod land med flere nedlagte hvalrosser på

slæb. Ul. tager konen om livet og trækker hende med ned til

modtagelsen. Kaas.' søn bliver rasende af jalousi. Han går op for at

skifte anorak. Hans kone følger med. Ul. trækker hvalrosserne gennem

vandet til et ujævnt sted, hvor han trækker dem næsten på land og

derved flænger nakken på den ene hvalros. Kaas.' søn kommer tilbage,

leder, finder fangsten, trækker den med besvær tilbage og får den på

land. Ul. vender tilbage gennem Kaas.' indgang . Sønnen går uafbrudt

ind og ud af de to husgange. Kaas. underholder med fortællinger. Ul.

holder upåagtet øje med sønnen. Denne snupper pludelig sin kølle og

langer ud efter Ul., der parerer. Det gentager sig mange gange. Til

sidst tager Ul. køllen fra sønnen og lægger ham på ryggen som var han

et barn, klemmer hans ben fast mellem sine egne og martrer hans ansigt

med køllens bjørnetænder til det bliver helt opsvulmet og vandklart.

Ul. går uskadt ned til det nederste hus, hvor man modtager ham med

glæde og lettelse. En lille forældreløs dreng sendes med jævne

mellemrum op til Kaas. for at forhøre sig om sønnens tilstand.

Først da denne er i bedring, rejser Ul. hjem.

Siden begår Kaas.'s kun een utyskestreg. Han binder alle stedets mænd

til husstolperne og ligger med deres koner på skift, mens de ser på.

Derefter bliver han mild og vennesæl, tænker aldrig mere på drab, og

tilbyder endog sin kone til de unge mænd, når han tager på fangst.

"Dette er, hvad vi ved om Kaassassuk, og her plejer vi at slutte. Nu

er vinteren til ende. Nu er der herlig sommer!"

 

Var.: Bl.a. til fortællingen om de barnerøvende indlandskæmper: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Ululina; qilaamasoq.

Dette er en sammenstykningen af fortællingerne om Kunnuk / Kunuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq, der hver findes i mange vestgrønlandske versioner. Men sammenstykningen er bemærkelsesværdig.

Den er ikke Kaaralis egen opfindelse. Der findes en tidligere version hos Holm. Søg på: NKS, 2488, VIII, 4', Uutuaq, Holm, Uiartek / Uiarteq, hvor der er flere kommentarer til sammenstykningen.

 

Hist.: Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning.

Men foregår rejsen nordenom eller søndenom (via Kap Farvel)? Spejlvendingen i vores betydninger af verdenshjørne-retninger fra Vest- til Østgrønland, gør afgørelsen usikker. Sml. med fortællingerne om Uiarteq, der synes at rejse nordenom.

 

Fortælleren, kataketen Kaarali, holder en vis afstand til nogle

af fortællingens før-kristne træk og søger at forklare enkelte brist i

fortællelogikken. Men Kaarali holder fast ved forestillingen om, at

personerne er historiske, ligesom hans far Missuarniannga / Mitsivarniannga

identificerede Uliivaatsiaq med Matakatak (Holm 1957: 246 - 247), der er

helten i en kortere variant hos Holm, bortset fra at denne Matakatak

ikke rejser på besøg hos Kaassassuk og hans søn. Den afgørende

"historiske" begivenhed for Missuarnianngas identifikation er indførelse af kajakker i Ammassalik-distriktet i en bestemt fortid,

hvor man indtil da drev garnfangst på sæler (Thalb. 1914: 430 - 431).

En selvstændig variant af "Matakatak" hos Rasmussen fra 1919, hvor

helten ikke navngives, indledes med en længere udredning om denne

begivenhed, og det fremgår at det er overdækkede kajakker man

tidligere har manglet (Rasm. 1921: 228). Åbne kajakker fra

thulekulturen, er fundet flere steder i Arktisk Nordamerika.

Det bliver arkæologernes opgave at påvise, om den "historiske

begivenhed" har en historisk kerne. Derimod er der stor sandsynlighed

for, at ammassalikkerne tidligere drev garnfangst i net knyttet af

hvalbarder og udspændt mellem øer eller i smalle sund.

 

Kommentar: bemærk den socialpsykologiske karakteristik af en hensynsløs massemorder: en der har mistet sin medfølelse. Den østgrønlandske glose, som Kaarali har brugt, kan ikke efterspores, eftersom en grønlandsk nedskrift ikke er fundet.

L'homme et la femme qui partent à la recherche d'un enfant / Manden og kvinden der tog ud for at finde et barn

Print
Dokument id:21
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:L'homme et la femme qui partent à la recherche d'un enfant / Manden og kvinden der tog ud for at finde et barn
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 163 - 166
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

To børn der er alene hjemme i sommerlejren i Qingeq / Qinngeq leger foran teltene i bjørneskindstøj. Hundene får færten, river sig løs af tøjret, overfalder, dræber og fortærer den ene, mens den anden slipper ind og gemmer sig mellem de to lag i teltskindet. Forældrene kommmer hjem, finder drengen og rejser et par dage senere mod syd for at finde sig en dreng i stedet for den de har mistet. Allevegne beklager man deres skæbne, tilbyder dem en (sommetider flere at vælge imellem) forældreløse og til sidst endog et af deres egne børn. Men ingen falder i forældrenes smag. En enkelt gang, den følgende sommer på en stor samlingsplads, får manden øje på en dreng, der minder kraftigt om den mistede. Men de genfinder ham i ingen af teltene. De når til Nanortalik og til Nuduartikut / Nuussuarsuk (?) med tre telte, hvor en vredladen mand trods alt får medlidenhed med dem og inviterer dem til at blive. Det blir en tid, hvorefter de overlader deres tre børn, den overlevende dreng og to døtre, til den gamle kone, der er blevet glad for dem. Forældrene vil videre, selv om man fortæller at der ingen bor længere væk (nordpå?). De når til landets ende, Nunap Isua, hvor de går til.

 

Hist.: Den indledende episode kendes fra en anden, muligvis historisk, østgrønlandsk fortælling: Nakivat.

Rejseruten går i begyndelsen tydeligvis fra Ammassalik fjordens bund, Qinngeq, samlingspladsen for sommerens ammassætfangst og sydpå, rundt og dernæst nordpå til Nanortalik. Men hvor Nuduartikut / Nuuttuartikkut (?) skulle ligge er uklart. Ligeså hvor Landets Ende / Nunap Isua, ligger. Det lokaliseres undertiden til langt nord for Ammassalik på østkysten, undertiden til Kap Farvel. Sikkert er det dog, at i 1930'erne inkluderede den kendte verden i Ammassalik sydøstkysten, sydvestkysten og vestkysten nordpå til og med Diskobugten.

La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre

Print
Dokument id:13
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La grande famine des deux hivers consécutifs / Den store sult i de to sammenhængende vintre
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 141-142
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Dengang var der to store åndemanere i Ammassalik området: Naaja og Aja / Ajijak (?).

Naaja får et forvarsel om de to vintre, der vil følge efter hinanden uden sommer imellem, da han er på fangst ved Innartilik lidt nord for sin boplads, Umittivartivit (på Sermiliks østvendte kyst, BS). To remmesæler holder hovedet over vandet i længere tid og siger på skift: unga (hér?) og ikka (dér? dér i syd?). Han opfordrer derfor alle på bopladsen til at fange og samle mest muligt forråd og hver morgen og aften kun spise hver en lille stump spæk med en lille stump kød. Allerede første vinter, hvor det sner endeløst, bliver de, trods en masse forråd, temmelig afkræftede. Men det lykkes Naaja både at harpunere og miste en sæl og bagefter at få en, da han er ude med sin lillebror. De er meget omhyggelige med at slikke alt blodet af harpunspidsen, der har siddet i sælen de ikke får, og at slikke alt blodet udenpå den de får. Om sommeren smelter kun det øverste lag sne, og da det viser sig umuligt at få umiaq'en / konebåden på gled i smeltevandet, tar man betrækket af for at spise det under næste vinters nød. Også den bliver hård, men det lykkes at komme igennem den uden dødsfald. I alle de andre fælleshuse er mange helt uddøde, mens andre har overlevet ved at spise deres døde fæller.

Det næste forår smelter sneen og det vrimler med sæler igen.

 

Var.: muligvis Sandgreen 1987, nr. 37.

 

Kommentar: varslet fra de to remmesesæler er interessant, fordi remmesæler netop ofte forbindes med strenge sultevintre. Remmesælen trækker hen på efteråret ud fra fjordene, hvor isen lægger sig, og holder sig altid ude bag iskanten på havet om vinteren, fordi den ikke har åndehuller i isen.

Hist.: Denne dobbelte sultevinter, som der også er fortællinger om på vestkysten (og andre steder på den nordlige halvkugle), må være den i 1815 - 1816, der fulgte efter Tamboras enorme vulkanudbrud på Sumbawa, Indonesien i juli 1815 (se også Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik, 1993:11. Ikke registeret).

Om Naaja er der overleveret talrige fortællinger. Søg på Sandgreen 1987, der også rummer et par fortællinger, nr. 37 om disse to vintre med kolossalt snefald, og Rosing 1963. OBS!

La mort de Pidaka / Piitakkaats død

Print
Dokument id:1919
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Junta
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:La mort de Pidaka / Piitakkaats død
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 64 - 65
Lokalisering:Tiderida / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

 

Resumé:

Junta var dreng og boede i sin fars telt sammen med Pidaka / Pílâkân / Pîlíkât / Piilikkaat / Piitakkaat / Pillakkaan, og i pladsens andet telt var det Maratsis og Ajukutooqs hushold. Pidaka havde dræbt Simujooq i baghold ude i kajak, ladet liget føre bort af strømmen. Da medfangerne kom hjem og fortalte om mordet, besvimede Simujoqs kone. Maratsi friede til hende senere og hendes betingelse for samliv var, at han dræbte Pidaka som hævn over Simujooq. Hævnmordet fandt sted i Juntas fars telt, hvor Maratsi og Ajukutooq overfaldt Pidaka. Alle tre sloges. Børnene gemte sig rystende af skræk under skindene, Juntas mor, der var ved at flænse en sæl besvimede på hovedet ned i dens åbnede mave. De kæmpende tumlede ud, hvor Pidaka blev dræbt, transporteret bundet langs Maratsis kajak ud til en ø, sønderlemmet dér og stykkerne spredt allevegne, for at den dødes sjæl ikke skulle kunne samle sig sammen til hævn.

Den følgende sommer fandt Junta og nogle kammerater mens de legede på en nærliggende ø, hovdet af Pidika inde i en fangstblære, der flød omkring i en sø.

 

Var.: se Hist. ndf.

 

Hist.: Drabet på Pidika, der selv havde flere mord på samvittigheden er bl. a. bekræftet hos Jens Rosing, Sagn og Saga fra Angmagssalik, 1963: 152 - 153 (Pílákân), og medregnet i de 9 mord i alt, der blev begået fra 1884 til 1893 (Holm & Petersen 1921: Medd. Grønland 61:618). Se også Sonne 1982, Études Inuit Studies, Vol 6.

 

Kommentar: Personnavne er ikke altid genkendelige i Victors stavemåde.

Manguaraq

Print
Dokument id:440
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 7
Fortæller:Petersen, Ole
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Manguaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 135 - 138
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Vedr. reår: Ole Petersen sendte en anden samling nedskrifter (NKS 3536 I, læg 5) til Rasmussen i 1907.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En sydgrønlænder ved navn Manguaraq fik lyst til at tage

nordpå for at overvintre dér. M. havde hørt, at der oppe langt mod

nord fandtes narhvaler, som han var vild efter at jage. Engang, da det

blev sommer, tog han afsted nordover for at overvintre

deroppe. Med sig havde han sin husstand - sin mor og sin kone, med hvem

han endnu ikke havde fået barn; hun var først lige blevet gravid.

 

Hele sommeren, i mange dage, var de undervejs nordpå. Folk på nogle af de

beboede steder, hvor de slog lejr, opfordrede dem til at bygge hus for

vinteren dér; men han sagde nej, når hans spørgsmål, hvorvidt

man havde set narhvaler, blev besvaret negativt.

 

Det skete engang, at de efter en hel dags rejse igen kom til en

vinterboplads hen ad aften. Da han spurgte folk, om der var

narhvaler, svarede de: "Der bliver fanget nogle her, når det bliver

midvinter." Da M. fik dette at vide, sagde han til sin familie: "Nu er

det blevet sent efterår, og der er kommet frost i jorden. Lad os bygge

os et hus på denne boplads." De byggede så hus, hjulpet af folk på

bopladsen, som de ikke kendte fra før; og de blev hurtigt færdige.

Da det var blevet midvinter og koldt, sagde de lokale, som nu var

deres bopladsfæller: "Den første narhval du får øje på under en

fangsttur, må du ikke jage. Når den første hval, der viser sig er en

narhval, plejer månemanden at have førsteret til den. Hvis du i din

iver skulle komme til at fange dyret, vil månemanden, som plejer at

jage det, næppe lade dig leve."

 

En morgen, efter at det nye år var begyndt, vågnede de og så, at der

var klar himmel, og at det blæste en frisk nordøst. Netop da var det

fuldmåne og klart måneskin. Optændt af fangstiver tog M. afsted og kom

til et fangstområde langt ude til havs. Her blev han og gav sig til at

se sig om efter noget. Så hørte han et dyr puste i sin læside og så

en opdukket narhval lige i nærheden. Den kom op to gange, og tredje

gang lod den sig føre af bølgerne uden at dykke ned, hvilket vil sige,

at den holdt sig oven vande hele tiden. Han kom godt nok til at tænke

på, at det var månemandens jagtemne, og at det var forbudt at jage

det; men han blev i den grad tiltrukket af den, at han roede rask frem

for at harpunere den som sin førstegangsfangst. Da han nåede helt hen

til den fra siden, harpunerede han den af alle kræfter. Da dyret

gjorde en pludselig bevægelse for at dykke, blødte det synligt og

kraftigt. Fangstblæren sås som en hvid plet nede i vandet. Han kom ikke

til at vente længe; så dukkede dyret op med fangstblæren. Og med flere

lansestik lykkedes det ham endelig at dræbe det.

Han gjorde den klar til bugsering og fastgjorde sin fangstblære

omkring haleroden. Så gav han sig til at bugsere den indefter; og

stolt var han.

 

Bopladsfællerne, der jo vidste at M. var taget på fangst, var ved at

opgive ham, da han ud på aftenen endnu ikke var kommet hjem. Nu viste

fuldmånen sig fra øst på den klare himmel. Bopladsfællerne holdt

udkig; og endelig hørte de råb om hval.

 

Han kom hjem med sin fangst på slæb, med den fæstnede fangstblære

synlig for enhver; han havde fanget en narhval for første gang.

Man flænsede hvalen samme aften, og da de var færdige, kogte de

bryststykkerne i de mange gryder - deres egne og bopladsfællernes.

Da kødet var kogt, blev der budt på bryststykker og mattak.

 

De var ved at være færdige med spisningen hos Manguaraqs, da man hørte

et slag oven over vinduet udefra; og der blev råbt ind: "Hvad er det

for et fjols, der har fanget det, jeg plejer at jage?"

Endnu inden der blev reageret fra gæsternes side, råbte M.s mor ud:

"Det var min søn M., der fangede den." Månemanden råbte ind: "Hør M.,

kom herud, og lad os brydes!"

 

Så snart M. kom ud, begyndte de at brydes. Midt i brydekampen blev M.

løftet op, (og slynget ud), og idet han landede på maven, spyttede han

blod. Han var blevet kvæstet af månemanden. Dagen efter døde M.

 

Midt i overvintringen deroppe mod nord, mistede husstanden således

deres forsørger, da han blev dræbt af månemanden.

Senere fødte M.s enke en søn. De gav drengen navnet, Manguaraq, efter

faderen på forslag af bedstemoderen.

Under drengens opvækst sagde man gang på gang til ham, at hans far var blevet dræbt af månemanden; og men indprentede ham disse ord: "Du er bestemt til at skulle kæmpe imod månemanden."

 

Denne unge M. trænede under opvæksten i smug sine kræfter; og blev med

alderen en meget stærk mand, som ingen på bopladsen kunne måle sig

med. Bedstemoderen syede ham en springpels af nogle skind af

fuldvoksne sortsider, som han havde fanget, og som kun var ganske lidt

skrabede. (En springpels, som tidligere brugtes under

pukkelhvalfangst, bestod af bukser og pels, der var syet sammen, CB).

En sådan dragt syede bedstemoderen til ham. Hun ville først give ham

den, hvis månemanden skulle komme for at dræbe ham i brydekamp.

 

Engang da det blev vinter, tog M. ud til fangstområdet langt ude fra

kysten. En narhval dukkede op tæt ved ham, og han kom til at tænke på

sin far og harpunede hvalen så kraftigt, at den døde på stedet.

Han bugserede den hjem om aftenen i fuldmåne og dejligt vejr, og han

inviterede sine mandlige bopladsfæller til spisning. Netop som de

havde spist, ramte et knytnæveslag huset lige over vinduet, og man

hørte nogen sige: "Hvad er det for et fjols, der har fanget det dyr,

som jeg plejer at jage?" Før nogen anden reagerede, svarede

bedstemoderen manden derude: "Det er M. der er bestemt til at kæmpe

imod månen, der har fanget den." Uderfra blev der svaret: "Hør, M.,

kom udenfor, lad os brydes!"

 

Da M. var på vej ud, sagde bedstemoderen,

at han først til brydekampen skulle tage dragten på af de fuldvoksne

sortsiders skind, der ikke var blevet blødgjorte. M. tog den på, gik ud

til måmemanden, og de begyndte at brydes. De skiftedes til at slynge

hinanden ud; og begge landede i oprejst stilling og hoppede rundt.

Hvem mon væltede først! Manguaraqs tanker koncentrede sig nu om

faderen, der blev dræbt, og han løftede månemanden op i vandret

stilling og slyngede ham ud; og han landede på maven og

begyndte at spytte blod. Da han således tabte, opgav han brydningen og sagde:

"Til vinter, når det en dag er klar himmel og

fuldmåne, sender jeg dig nogle lysglimt. De er tegn på, at jeg

gerne vil have dig på besøg; og så du må endelig komme."

 

Så skete det en aften midt om vinteren, med klar himmel og dejlig

fuldmånelys på sneen, at månen sendte tre lysglimt, mens M. og andre

opholdt sig ude i et fri.

 

M. gik straks op til et fjeld, der lå ved bopladsen. Da han nærmede

sig det, fik han øje på et par ski, der var beklædt med dejligt skind

på undersiden. Han stak fødderne ind i bindingerne og gav sig til at

gå østover; og han følte, at han hævede sig op fra jorden højere og

højere. Han var efterhånden kommet langt imod øst; og andre høje

bjerge mod øst blev synlige. Månelyset var så kraftigt, at det så ud

som om fjeldene lå badede i sollys. Der var en fordybning imellem

fjeldene. Dernede i bunden fik han øje på et menneske, der sang og dansede trommedans med armene i vejret og bagdelen i kraftige vridninger. Da månemanden i sin tid inviterede ham, havde han godt nok sagt, at hvis Manguaraq undervejs mellem fjeldene så et menneske der sang, måtte han ikke gå derhen. Ellers ville han miste sine indvolde, for denne kæmpe hed indvoldsrøveren.

 

Alligevel gled Manguaraq på skiene ned imod denne kæmpe. Den stod med ryggen til, og idet skiene gled ind mellem benene, opdagede han, at der i skridtet hang en panserulk. Manguaraq var tvunget til at lægge armene om mennesket bagfra. Og idet det vendte rundt, mistede Manguaraq bevidstheden. Da han kom til sig selv igen, havde han mistet sine indvolde. Maven var blevet helt tom. Han blev vældig flov, men tog dog videre hen til Månemanden.

 

Han fik øje på et stort hus, og han gik ind gennem husgangen. Idet han kom ind i rummet, sagde månemanden: "Jeg ville ellers have givet dig mad straks, men det kan jeg jo ikke, når du ingen indvolde har. Hvorfor rettede du dig ikke efter mit forbud? Du burde ikke have nærmet dig indvoldsrøveren med panserulken hængende i

skridtet."

Derefter dækkede månemanden vinduerne til og gav sig

til at mane ånder / holde seance. Igen mistede M. bevidstheden. Da han kom til sig

selv igen, stod månemandens tallerken midt på gulvet. Den var fyldt

til randen af lutter dampende indvolde. Månemanden sagde:

"Spis dem i en fart." M. spiste rub og stub. Månen

sagde: "Hvad tror du, de er?" M. svarede: "Indvolde." Månemanden

sagde: "Hvis indvolde." M. svarede: "Sælindvolde." Månemanden sagde:

"Hvor er du dum. Det er jo dine egne indvolde."

 

Da han nu havde fået sine indvolde tilbage, gav månen ham noget (rigtig) mad. Efter måltidet fortalte månemanden om hvad han plejede at

lave. M. lagde mærke til, at der midt på gulvet var en lem.

Da han sad og kiggede på den, sagde månemanden, at det var en "dør".

Han sagde: "Nu vil jeg åbne den." Da han åbnede den, så M., at sneen

dernede på jorden var forsvundet, og at folk havde strøet deres

tørrede fangst af ammassætter til vinter forråd ud til tørring på

jorden.

 

Månemanden sagde. "Jeg har inviteret dig for at vise dig noget.

Dernede ser du folk på ammassætfangst, der nyder det gode vejr uden at

bekymre sig om noget. Se, nu puster jeg noget ned til dem." Med de ord

tog han et rør af træ; og i det øjeblik han pustede igenem det, trak

det op til snevejr fra vest. Så fik folk travlt med at samle

ammassætterne sammen og dække dem til. Så dækkede den voldsomme

snetykning dem. Et stykke tid efter sagde månemanden til M.: "Nu

vender jeg røret om og puster." Han pustede ned gennem røret.

Man så, at jorden var blevet helt hvid af den dejligste sne, og at det

var fuldmåne. Månemanden sagde til M.: "Så er det slut med dit besøg.

Nu tager du hjem. Og du går undervejs ikke hen til mennesket med

panserulken i skrævet, indvoldsrøveren, uanset hvor meget det lokker

med sin sang; for hvis det røver dine indvolde endnu engang, er der

ingen hjælp at hente, hverken hos mig eller andre."

 

M. tog afsted. Han så godt nok indvoldsrøveren i øst synge for fuld

kraft i lyset af fuldmånen. Men da han havde fået nok af det, gled han

bort på sine ski og fortsatte hjemover.

Det fortælles, at Manguaraq og hans husstand allerede om sommeren

vendte tilbage til bopladsen i syd, hvor hans afdøde far, som han var

opkaldt efter, oprindeligt boede. Moderen og bedstemoderen længtes

nemlig voldsomt hjem; og siden rejste de aldrig nordover og

overvintrede.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Hist.: En interessant sen version, der indfører europæiske ski som transportmiddel til månen. Det skyldes næppe at man i fortællerens region ikke bruger hundeslæde, som denne rejse hyppigst foretages med. Andre sydgrønlandske versioner har ikke erstattet hundeslæden med andre transportmidler.

 

Indvoldsrøveren er oftest en kvinde, indvoldsrøversken, der med en ulk eller hund i skrævet, er udtryk for en tvekønnet symbolik. Vedr. ulken som kønssymbol, søg på Arnaq Grove Qivaaqiarsuk.

 

Det står ikke klart, hvad det egentlig er månen vil vise sin gæst ud over at han kan blæse sne ud af sit rør. Det antydes med snevejret at de ubekymrede mennesker, der fornuftigvis tørrer ammassætter i det fine vejr, burde bekymre sig noget mere. I de traditionelle versioner kommer sneen som en påmindelse om ikke at begå tabubrud.

Maratses nye hjælpeånd

Print
Dokument id:2330
Registreringsår:
Publikationsår:1960
Arkiv navn:
Fortæller:Maratsi / Maratse
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:Olsen, Julius
Indsamler:
Titel:Maratses nye hjælpeånd
Publikationstitel:
Tidsskrift:Tidsskriftet Grønland
Omfang:ss. 169-174
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé: Maratsi / Maratse holdt seance ved indflytningen i vinterhuset ved Sermiligaaq i 1885, da Gustav Holms konebådseskspedition i sensommeren var rejst fra Ammassalik. Maratsi var fællehusets største angakok og overhoved, som stod for husets reparation, indretning og opvarmning. Ingen måtte flytte ind, før huset var varmt. Til seancen blev der hængt de vanlige to skind op foran husgangsåbningen, et han- og et hunskind med kødsiden mod hinanden, Maratsi blev snøret med hænderne bagpå og panden mod knæet af sin bror, Sérnaq, og Maratsi beordrede lamperne slukket undtagen et lille fyrfad under den store lampe. Sérnaq kaldte så på hjælpeånderne med det vanlige råb: „Hvor er I dernede, nu spotter vi Maratsi, har han mon nogen til at hjælpe sig?" Næppe havde han råbt dette, før ånderne svarede „Haj, haj - vi er her!". Efter et stort brag, beordrede Maratsi fyrfadet slukket, og fik så trommen til at danse rundt i huset og op på sin ryg. Den gnistrede i månelyset ind gennem tarmskindsruden, og han silanippoq, fik synet for hele den Anden Verden i kreds omkring sig og strålende lys. Een for een kom derefter skræmmeånderne, Ungaartertoq, Amoo og Ajumaaq ind, kystes rundt fra en tilhører til en anden og svævede ud igen. Dernæst hørte man på lydene, at der kom en ny hjælpeånd. Det viste sig at være Gustav Holm (Sakkutooq, den bevæbnede), der hele tiden sagde: ”ja, ja, kommiaa”. Efter en tid inde, slap han ud i det fri. Efter ham kom først en ijaajivaatsiaq, en lillebitte dværg, og derefter en timerseeq, en kæmpe, der præsenteres (af Jens Rosing) ved deres vaner, og endelig tryllede Maratsi med bulder og brag en mængde grus og sten ind på gulvet. Han kom til sig selv med blå pletter på kroppen og bloddråber piblende under huden. Til slut citerer og kommenterer Jens Rosing begivenheden med Joels bog (2,10): „'Foran dem bæver jorden, himmelen ryster; sol og måne sortne, og stjerner drage deres glans tilbage.' Hedenskabens stjerne mistede efterhånden sin glans, men den vil ikke slukkes, så længe nordlysene driver deres dans på himmelen, så længe storme raser og brænding hamrer mod grundfjeld, så længe storisen driver for vind og strøm under solens fakkel. Mange er de lyde, der høres fra tonernes store kilde, naturen, hvorfra inspirationen kommer.” Kommentar: Fortalt til Jens Rosing af overkateket Julius Olsen, Godthåb. Julius Olsen var kateket i Angmagssalik fra 1910-12 og 1913-23. Her traf han Maratse (døbt 1912), i hvem han fik en god ven. Maratse har selv fortalt ham om „dengang, han fik Saakutoq (Sakkutooq?) som hjælpeånd. "Ja - ja, kummiaa" betyder "ja, ja, kom her." Et udtryk Gustav Holm brugte under handel med østgrønlænderne, når de kom med etnografiske genstande m. m. (man skal altså ikke associere til Sommer i Tyrols: ”ja, ja, ja nu kommer jeg”). Jens Rosing har tydeligvis givet genfortællingen sit eget præg, både med egne bevægende naturbeskrivelser og stof hentet fra andre seancer. Se fx ID 1683 og 1312 om Akku, og i slutningen af ID 2283, Missuarnianngas saqqummerneq (offentlige indvielses-seance). Vedr. hjælpeånderne se Kaaralis beskrivelse af de forskellige typer i J. Rosing: Sagn og Saga fra Angmagssalik, Rhodos 1963: 182-186. Hele Jens Rosings tekst kan hentes på

www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1960-5-Artikel02.txt

Milortuaraq

Print
Dokument id:1751
Registreringsår:1867
Publikationsår:1999
Arkiv navn:
Fortæller:Hendrik (Hintrik)
Nedskriver:Rink, H.
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Milortuaraq
Publikationstitel:Således skriver jeg, Aron, II
Tidsskrift:
Omfang:ss. 463 - 465
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.

 

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:

 

Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:

 

Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende.

Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for

den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en

kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen

kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt

med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han

kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som

er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og

derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige,

ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode

belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig.

Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne

overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes

med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at

tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det

er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud

fra toppen af en høj skrænt.

       Ved den tid har M. for skik at tage ind

og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden

slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om

at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes,

får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer,

fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem

alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og

missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til

for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive

kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men

det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M.,

men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg

er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så

opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om

han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M.

op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M.

kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den

anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M.

Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver

dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort

stykke brød, som pris for brydekampen.

Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han

havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på

vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender

med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter

med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet,

som døde for ret lang tid siden.

 

Var.: Milortuaraq;

 

Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til

ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Min kone eftertragtes af en anden / Nuliartâra pilerigineqartoq

Print
Dokument id:1175
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Min kone eftertragtes af en anden / Nuliartâra pilerigineqartoq
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 154 - 157
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 160 - 163

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at en anden fanger - Erqitsúmat / Eqqitsummat - var blevet interesseret i hans kone:

Det var den sommer de var kommet til Angmâq /Ammaaq, mens de roede om kap i konebådene. Da de ankom til sommerbopladsen, gav Eqqitsummat sig til at hjælpe med at tømme Maqes / Maqis konebåd, og G.Q. blev så skamfuld over, at han var ved at tage en kvinde til kone, som en anden mand var interesseret i, at han ikke kom familien til hjælp med tømningen. Han gik heller ikke hen til dem, da teltet skulle rejses, men blev hos en anden familie. Eqqitsummat derimod gik til Maqi-familiens telt da de skulle sove, men G.Q.s kone afviste ham. Da det blev nat gik G.Q. endelig hen til Maqi-familiens telt, og hans kone fortalte, at det var ham, der skulle være hos hende, og at hun havde afvist Erqitsummat.

En dag da G.Q. var ude på fangst og havde fanget en klapmyds, så han pludselig en anden kajakmand nærme sig. Denne mand tog sin hætte på, og det var tegn på, at han ville myrde G.Q. Det viste sig, at denne mand var Eqqitsummat. G.Q. skyndte sig at frigøre sin harpunrem fra klapmydsen og gøre sin harpun klar. Selv om han da ikke følte sig så bange, tænkte han alligevel på (sin nære hjælpeånd) Navtãnguaq / Nattaannguaq. Eqqitsummat vendte dog om, og kort efter dukkede Nattaannguaq op for at høre hvad G.Q. ville. Det viste sig dog, at Nattaannguaq allerede vidste, at Erqitsummat ville myrde G.Q. og kunne berolige ham med, at han nok skulle beskytte ham.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Stikord: konerov; mordtrussel; hjælpeånd

Minalaaq

Print
Dokument id:9
Registreringsår:1952
Publikationsår:1967
Arkiv navn:
Fortæller:Abrahamsen, Jens
Nedskriver:Lynge, Hans
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Minalaaq
Publikationstitel:Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967
Tidsskrift:
Omfang:side 116 - 118
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik
Note:

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991.

 

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 

Det fortælles, at Minalaaq fra Aappilattoq rejste ved at skubbe slæden foran sig, og han havde sin kone på slæden og skubbede den foran sig. Syd for Aappilattoq rundede han Nuuk (Næsset) og forsvandt ud af syne. Og når han temmelig sent om aftenen kom tilbage, havde han allerede været i Upernavik (25 km), og det forbavsede dem, at han altid var så hurtig.

Så flyttede han en dag til Aappik. Dér var der et enkelt hus, men der boede mange mennesker. Minalaaq havde to døtre, og der på stedet boede der flere unge mænd. Da der ikke var andre gamle mennesker dér, var der ikke megen morskab, og da de vidste, at han var åndemaner, opfordrede de ham til at lave lidt gys. Dem der var mest opsat på det, sagde til ham, at de ville give ham, hvad han ønskede hvis han ville, hvad enten det drejede sig om tobak eller kaffe. Til sidst virkede det, som om han gav efter.

Så skulle han da til at skabe gys, og først lod han sine tilskuere gå ud. Selv gik han også ud efter dem. Og naturligvis beholdt han sit tøj på. Så begyndte han at jagte dem rundt om huset, og når de flygtede fra ham, nærmede han sig dem fra den modsatte side. Og de var ikke engang nået hele vejen rundt om huset, da der skete noget med ham. Han sagde, at de skulle komme og se ham, og da de kom hen imod ham, så de, at han havde tabt sin underkæbe. Da han havde vist dem det, gik han væk fra huset. Ovenfor huset lå der en mindre stenblok. Og så opdagede de, at han stod på hovedet oppe på denne sten og kun støttede på stenen med sit hoved. På det tidspunkt løb de allesammen indenfor, med undtagelse af hans søn. Han var nemlig den eneste, der ikke var bange for ham. Så holdt han op og kom ind.

Det fortælles, at en af fangerne en dag var ude i kajak og havde sin kridtpibe med. Og ude på havet, langt fra bopladsen, tabte han den, så den sank. Om aftenen var Minalaaq ude at gå, og da han kom ind, havde han kridtpiben med. Og han gav den til ejermanden.

Det var sommer. Bopladsens folk gjorde sig klar til at flytte ind i bunden af fjorden på jagt. Men lige på det tidspunkt blev Minalaaq syg, og hans søn blev sammen med sin kone alene om at skulle tage sig af ham. Da der ikke var andet at gøre, besluttede de sig for at tage til Aappilattoq med ham. Da de ankom dertil, lod de ham flytte ind hos hans svoger. Der fik han det hele tiden værre med sit hoved og blev sindssyg. Efter at han blev sindssyg, begyndte han at fortælle om de mennesker, som han havde prøvet på at skabe ulykker for. Og han fortalte, at når det ikke var lykkedes for ham, viste det sig, at de havde haft amuletter. Da han havde prøvet på at få ram på en af dem, var våbnet bare gået tværs igennem ham uden at gøre ham det mindste. Og den anden havde været endnu sværere at få ram på. Han fortalte også, at han havde prøvet på at dræbe disse to mennesker ved at lave en skrækkelig kvinde og bruge hende som redskab til at dræbe dem med ved trolddom / magi, men hun vendte sig istedet mod ham selv, så han blev syg af det.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallet:

Minalaaq blev født 1827, og hans far hed Ikkiitsoq, og hans mor hed Kigasi. Ikkiitsoqs far hed Ussuernersuaq. Minalaaq døde, da han var 61 år gammel. Og udfor hans navn på fortegnelsen over mennesker, står der, at han døde af hjernebetændelse.

 

Kommentar: Det var en almindelig forestilling at tilbageslag fra (mislykket) hekseri gjorde "heksen"; sindssyg. Forestillingen kunne naturligvis virke som en social kontrol med hekseri, men det forholdt sig nok snarere sådan, at tilfælde af sindssyge eller demens blev tolket / diagnosticeret som tilbageslag af hekseri.

Mitsivarniánga / Missuarniannga

Print
Dokument id:1313
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Mitsivarniánga / Missuarniannga
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 252 - 258
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 97 - 105; angakkortalissuit, 1990: 97 - 104.

Resumé:

Aggus hævn over Ilinngivakkeeq ("Avkos hævn"), som Missuarniannga

overværede, gjorde dybt indtryk på ham. Som åndemaner var han dybt

seriøs, søgte nye veje og fortolkninger, men blev aldrig så stor en

åndemaner som sin svigerfar Aggu / Akku. Til gengæld var M. meget dygtig til

fangst og håndværk og hans kone en pertentlig syerske. Familien var

derfor rig og velklædt.

   M.s ældste søn Kaakkajik, døbt Kaarali Andreassen, var otte i 1898,

da M. holdt den ene af de to seancer, der næsten tog livet af ham. Ved

dens afslutning sender hans hjælpeånd, Tunivia sin skræmmende Ajumaaq

mod M. med et hvinende sus. M. besvimer, trommen tier, længe tror man

ham død. En af hjælpeånderne forsikrer dog om, at han stadig er i

live, og endelig lykkes det den at besjæle M.s legeme, der atter

kommer til live. Tunivia ville hævne sig på M., der havde røbet, at

den ville røve et menneske.

   Den anden seance finder sted i tiden mellem M.s kones og søns dåb i

1899 og hans egen i 1901. M. har manet ånder to aftener i træk og set

et stærkt lys nærme sig ude fra havet. Tredje aften når det frem som

skyggen af en bjørn med bulder, brag og rysten så de nye glasruder

sprænges, og M. falder livløs om. Denne gang tar det endnu længere

tid, før det lykkes M.s åndedræt at komme så vidt tilbage, at en af

hans hjælpeånder, en kæmpe, kan få liv i ham igen. I mellemtiden

fjerner M.s kone forhængsskindet, der lader fuldmånens lys trænge ind

og afsløre M.s ligblege krop, og angsten blir uudholdelig, da trommen

senere går i gang, for så at stoppe igen. Kæmpen tæver og puster på

M., mens lydene fra forhæng og tromme blir hørligere og stærkere.

Under gulvet høres M.s hjælpeånderne og den ledende stemme: ululo, ululoo. M.s stemme blir hørlig langt ude

fra fjordmundingen og nærmer sig - kæmpen går. Med besvær får M. sin

stemme (og åndedræt) ind i kroppen, sætter sig over ende med

overkroppen svingende frem og tilbage, rejser sig og vakler hen på

briksen, hvor han efter tre dage blir sig selv igen.

   M. melder sig derefter til dåb, blir døbt april 1901, fanger godt

den følgende sommer, men blir så syg i det ene ben og sengeliggende.

En af hans hjælpeånder har formodentlig hævnet sig. Kort efter

midvinter dør M.s kone Piseerajik under en dødfødsel. Sønnen K. gør

sit bedste for at holde modet oppe hos faderen, passer sin moders

lampe og læser sin ABD. En aften, da den syges far som så ofte før

besættes, ser K. et forfærdende spædbarn i briksens fodende. Det har

M. set i meget lang tid og han tilstår for sin svoger, Ajukutooq, at

det er en tupilak, der er vendt tilbage mod ham.  M. beslutter nu at

presse sit åndedræt ned og væk, dvs at dø. Han ligger bevidstløs i ca.

en halv time, hvorefter M. må opgive og bedrøvet lade sit åndedræt

komme tilbage.

   Hele forløbet af de to seancer og det mislykkede selvmord skildrer

hvordan M. må lide, mens han lidt efter lidt mister magten over sine

hjælpeånder.

 

Hist.: Missuarniannga, der blev døbt som voksen, levede fra ca. 1862 til 1910. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakki / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kãvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885), der var

M.s sangkampven og som M. opkaldte sin søn efter i 1890.

 

Tolkning: Adskillige historiske fortællinger beretter om de lidelser,

det kostede åndemanere at blive døbt og skille sig fra deres

hjælpeånder. Også Kukkujooq angribes således af et aggressivt

lysfænomen, der dog ikke rammer ham (Sandgreen 1987: nr. 53, s. 443 - 444).

I fortællingen om M. svarer ilddød og åndedrættets bortførelse ud over

havet under seancen ved en skyggebjørn til initiationerne ved såvel

ferskvandets bjørn til det "indre lys" som puulik. Det samme gør det råb, hvormed hjælpeånderne arriverer, da han er nået tilbage: ululo, ululoo. Det er sandsynligvis remmesælens parrings kald, mating call. Se også eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor og Sonne 2017: Worldviews of the Greenlanders, chap. 5.

Kommentar: Som man ser forstod Miss. sig på at lave tupilakker, dvs. heksekunst, ilisiinneq, samtidig med at han var angakkoq / åndemaner.

Nánumik ernissugtoq / Nannumik / Nanumik ernissuttoq

Print
Dokument id:583
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nánumik ernissugtoq / Nannumik / Nanumik ernissuttoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:2 sider, nr. 78
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Kvinden, der skulle føde en isbjørn.

En kvinde, der  boede i Innartalik, blev gravid. Der gik et helt år,

hvor maven voksede (og blev hård). Det blev sommer, og igen blev det

vinter. Så fik hun veer. Hendes mor undersøgte hende og fandt det

ejendommeligt. Hun kaldte på en anden, der boede i huset, idet hun

sagde: "Jeg synes det derinde virker underligt, prøv du at se."

Hun undersøgte det så. Der gik et stykke tid. Så bed hun

sig forbavset i underlæben og gik hen til sin plads på briksen

og sagde: "Skær de remme over, som konebåden er fastgjort til

stativet med." Så gjorde de sig klar, for de var blevet bange.

 

Kvinden, der undersøgte fosteret, sagde: "Fosteret derinde har et

mundparti som en isbjørns snude."

 

To konebåde blev straks båret

ned til vandet, og de tog af sted. Den konebåd, hvor roerne roede

kraftigst, kom foran. De efterlod to stakkels forældreløse, da de

ikke havde tøj til dem. Så fik bjørnen det ene af forbenene ud og

lidt efter også det andet. Moderen døde. Så snart bjørnen var kommet

ud, var den på vej hen til de stakkels forældreløse, der var flygtet

og havde stillet sig ved vinduet. De gav sig til at snakke med

bjørnen og sagde: "Vi bor jo sammen her, så du skal ikke gøre os fortræd. Du skal

hellere følge efter konebådene." Sådan sagde den ældste af de to

forældreløse. Isbjørnen gav sig til at følge efter konebådene. Den

nåede frem til den bageste, den langsomste, og fik den til at kæntre.

Den anden konebåd nåede frem til Innarsuarmiut. Dagen efter, da det

blev lyst, hentede to kajakker de to forældreløse. Den ældste af dem

fortalte: "Hvor var det frygteligt i nat, nej, hvor var vi bange.

kigtigigtivángivakasigdlarpâ (? killigilluarnnguakasillarpaa - det har

vist noget med grænse, killeq, at gøre).

 

Var.: En usædvanlig fortælling. Poul Egede beretter et par gange i sine journaler (Meddr. Grl. 120, 1939) om misfostre, som andre har fortalt ham om. Det er svært at gennemskue hvor megen realitet der ligger bag. Men hverken Egede eller grønlænderne fandt beretningerne utroværdige.

Nápartuko / Nappartuko

Print
Dokument id:567
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Saajooq (Sâjôq / Saajooq / Maratsi, Odin)
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nápartuko / Nappartuko
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 77 - 80
Lokalisering:Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 103 - 107; 1990: angakkortalissuit,  226 - 229: "Nappartuku".

 

Resumé:

Nappartuku var åndemaneren Maratsis bedstefar.

     Som ung på ammassætpladsen Qinngeq vælger Nappartuku sig en kone,

Atsivaq, fordi hun har skæve hæle. Han fører hende op til

Napaajaq-bjergets top, viser hende alle bjergtoppene, nævner dem ved

navn, og fortæller hende at så mange skal deres børn blive. De tar

tilbage til deres faste boplads Puisoqqaq og får da også mange børn.

Den ældste søn opkalder Ats. efter sin søster, Angii ("Den ældre").

 

Angii bliver voksen, fanger godt, og N,. der elsker hele, hengemte

sæler, ber altid kun om Angiis hengemte sæler. Da Angii blir gift og

hans kone skal føde, lader N. fosterets hoved vokse og konen dør.

Ats. ber Angii gifte sig igen, og da han svarer, at det vil han kun

hvis det ikke går som sidst, virker det som om N. slet ikke hører

efter. Som ældre får N. tyndskid, opfører sig underligt, bliver

sindssyg, bundet og løst igen, og sønnerne må kæmpe voldsomt med ham.

Endelig falder han til ro, men om natten springer han ud på gulvet,

falder på halen, vælter en urinspand, glider på strømmen af urin ud

gennem husgangen, letter og flyver, men falder ned igen over hundenes

ædeplads, der er fedtet af spæk. Han græder som et spædbarn, rejser

sig, tvinger sig vej ind gennem vinduet, smider bukserne og råber,

at Aataaqs datter er ankommet. Derefter fortæller han om en voldsom

kamp han netop har været blandet op i hos de hvide i deres land,

Ilivilardivaq ("Den store grav" ? BS), hvorfra hans brors hjælpeånder

har ført ham tilbage. Desuden er nu alt fjernet, der tidligere var i

vejen, nemlig hekseriet mod Angiis kone i sin tid. Til sommer vil der

derfor komme mange sæler. Angii knuser i vrede sin fars rygknogler,

hvorefter N. fortæller, at Niilaalaqs datter ved Kialeeq i nord er død

af galskab. Han sluger sit åndedræt og dør. N.s spådomme og udsagn

viser sig at være sande.

 

Hist.: En historisk fortælling fra sidste halvdel af 1800-tallet (i Sagn og Saga har Jens Rosing tidsfæstet den til 1700-tallet, men af hans senere undersøgelser, publiceret i 1993:  Hvis vi vågner til havblik, døde Nappartuku i 1879, og den samme fortælling står her ss. 12-19.

Der er en del historiske fortællinger om Nappartuku, men da flere af dem foregår i slutningen af 1800-tallet, må denne være sønnesønnen, Nappartuku, som var omkr. 20 år i 1884 (ifølge Jens Rosings slægtstavle i Hvis vi vågner til havblik, 1993).

 

Tolkning: Sindssyge, der gerne blev sat i forbindelse med

tilbageslag af hekseri. N. kunne med sin tilståelse være kommet sig.

Den forestillede motivation til hans hekseri mod svigerdatteren kunne

være den, at han holdt for meget af sin ældste søn, Angii, og derfor

allerede så småt havde mistet sin forstands sunde brug. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): "Åndemanerens afbalancering ... ".

Natarteq

Print
Dokument id:26
Registreringsår:1934
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Widimi fra Kulusuk
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Natarteq
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 177 - 178
Lokalisering:Kulusuk: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Nattarteq er blevet meget gammel, mange koner er en for en døde fra ham. Med den sidste lever han fattig på en boplads, hvor folk gerne beder ham fortælle, men aldrig giver ham andet end ben uden kød til gengæld. En dag han får en kødløs ryghvirvel fremstiller han en tupilak (hekseri), som han lader dræbe alle bopladsfæller. Da han får nys om at nabobopladserne vil ham til livs som hævn, stuver han umiakken / konebåden og ror med sin kone til øen, Immikoortoq nær Quarmiit, hvor han fremstiller en ny tupilak, der berøver forfølgerne deres fornuft / sila. De tar hjem med uforrettet sag, og da tupilakken også har skadet hans bopladsfællers forstand, stiller de ingen spørgsmål om årsagen til hans flugt. Næste sommer rejser han ind i sundet mellem Ammassalik og Sermilik og senere bosætter han sig helt inde i Sermiliks bund ved Qiba (kvanstedet). Her siges han at være blevet venner med nogle kæmper fra indlandsisen, timersit / timersiit.

 

Var.: Nattattoq.

Hist.: Nedfald af meteorsten, eller klippesten med forårssmeltningen fra bjergtoppene, kan forekomme og muligvis give anledning til en sådan fortælling.

Nerdlimik nulialek angut nuliásarútoq / Nerlimik nulialik angut nuliassaruttoq

Print
Dokument id:1315
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:Jørgensen, Sofie
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nerdlimik nulialek angut nuliásarútoq / Nerlimik nulialik angut nuliassaruttoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider, nr. 46
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, s. 364.

Renskrift KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Angut nerdlermik nulialik" (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Manden, der giftede sig med en gås / Manden, der ikke kunne finde sig en kone.

 

En søn af et ægtepar manglede en kvinde at gifte sig med. Han kunne

slet ikke finde sig en kvinde. En gang tog han en tur ind i landet.

Han fik øje på en stor sø; og han hørte nogle stemmer. Han gik hen til

søen og opdagede, at der var en hel masse kvinder, smukke kvinder. Han

begyndte at gå ned til dem. Inden de så ham, nåede  han frem til deres

tøj, og han gav sig til at undersøge det, for at finde frem til det

med de mindste sting; han flængede tøjet, idet han rev meget små

flænger i det, der var syet med mindre sting; mens han rev større

flænger i det, der var syet med store sting; og det sidste, der så ud,

som om der ikke var syet ét sting, rev han næsten helt itu, hvorefter

 han ville lade sig se. Da han viste sig, fik kvinderne travlt med at

trække i tøjet. Så snart de var kommet i tøjet, fløj de. Det viste

sig, at det var gæs. Den ene, hvis tøj var blevet revet næsten helt

itu, kunne ikke flyve bort. Manden tog hende til sig og

gik ned med hende til sin mor, til hvem han afleverede hende, idet han

sagde: "Her har du din kommende svigerdatter." Han giftede sig med

pigen, som var arbejdsom (sanatôk), og nadlugane (snart/ el. hun fik

ondt i maven fødte hun) to børn, som ikke var tvillinger. Da de

blev større, blev de i stand til at

græde (qiasalerput) (for at få noget) (det er formentlig meningen CB)

græs og sand. Bedstemoderen sagde: "Nej, ikke græs og sand.

Gå hen til jeres far, der spiser mattak, og spis noget af det."

Moderen blev vred over dette. (Fra da af) tog  hun bort om morgenen og

vendte først tilbage om aftenen. Det viste sig, at hun samlede vinger

sammen. Da hun havde samlet tilstrækkeligt mange sammen, satte hun

vinger på børnene og på sig selv og fløj bort ind i landet nærmest med

vinden i ryggen.

 

Da manden kom hjem fra fangst, var konen (og børnene)

(sådan skal det nok forstås CB) der ikke. Han ledte efter dem alle

vegne. Da han ikke fandt dem, tog han ind i landet. Han fik øje på et

stort menneske, der huggede (brænde) (det må det vel være CB) med en

økse. Splinterne fór afsted og blev til dyr - bjørne, sæler, fisk og

alle mulige andre dyr. Han spurgte manden, der huggede: "Har du heller

ikke set sãlerqitiga (min .....?, formentlig kone), som er

forsvundet. Jeg ved ikke, hvor hun er gået hen." Han svarede: "I går

fløj der tre - den forreste størst og den bagerste mindst - over os.

De fløj videre nærmest i retning af det indre af landet og nærmest

med vinden i ryggen takuat (? se) qanorme (? hvordan mon)."

Han sagde: "Følg du dem." Og da han tog sin store økse, lod han

ham sætte sig ned på pátûtaunut (kender ikke ordet. K.R.'s resumé: en afhugget

spån) og sagde: "Du må ikke åbne øjnene. Undervejs vil du flyve over

en masse mennesker. Men du må ikke slå øjnene op." Og det gik sådan

til: Han fløj over nogle, der snakkede. Da han havde fløjet over dem,

slog han øjnene op, men begyndte at dale. Så lukkede han øjnene

igen amiganginík (? helt), og det blev normalt igen. Så hørte  han

igen nogle snakke sammen - kun to. Han slog øjnene op og så, at det

var hans elskede børn. Han standsede her og sagde: "Du skal sige til

din mor, at far er kommet." Det ene (gik ind og sagde) (det er

formentlig meningen CB): " Mor, far er kommet." Moderen svarede: "Du

har ingen far. Vi rejste fra din far suvirudlugo ãutat ãrudlugo

(? suerullugu - fratog ham alt, aâuutat aârudlugo - berøvede ham alt).

Gå ud igen." Da de kom ud, sagde de: "Vi skulle sige, at vi ingen far

 har, og at vi rejste fra ham aâuudlatâ(ru)dlugo (?) suvirudlugo

(fratage  ham alt)." (Han svarede): "Nej, sig til din mor, at din far

er kommet." (Drengen gik ind igen og sagde): "Mor, jeg skal sige, at

min far er kommet." (Moderen svarede): "Nej, I  har ingen far. Hvis

det er jeres far, så lad ham komme indenfor." Han gik ind og så sin

kone. Hans kone gav sig til at lyske ham. Sikke han sov !  Da han

vågnede, var det blevet sommer. Det viste sig, at hans kone og børn

var taget af sted, mens han sov.

Her kangungilak (kom han ikke videre?) døde han.

 

Var.: Søg på Swan

Nerqersujunút pulartut / Nerrersuujunnut pulartut

Print
Dokument id:1319
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Nerqersujunút pulartut / Nerrersuujunnut pulartut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:4 sider, nr. 56
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Renskrift af Andreassen, Kaarali: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424:

"Nerrersûjúnut pulartut".

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

"De, der besøgte grovæderne"

 

Det skete engang på en boplads, at den ene fanger efter den anden

udeblev fra fangst. De kendte ikke grunden til, at de ikke vendte

tilbage. Da han (den tilbageblevne - efter renskriftet) engang var på

fangst, kunne han høre menneskestemmer inde fra land. Han mente

nok, at der boede grovædere derinde. Men han gik ikke hen til stedet,

hvorfra stemmerne kom for at undersøge dem  nærmere, fordi de var

skrækindjagende.

Mens de var der, kom der en konebåd sydfra med følgende ledsagende

kajakmænd: Faderen, hans to sønner og svigersønnen. De bosatte sig ved

mundingen af en fjord intetanende om, at der inde i fjorden boede

grovædere. Her byggede de sig et hus. En dag tog de to brødre ind i

fjorden på sælfangst. Den ældre bror lå og ventede på sæler længere

inde mod land; og lillebroderen kom grædende hjem og fortalte, at han

godt nok hørte gråd fra et sted nærmere ved landet, men at han ikke

havde kunnet finde sin storebror. De ledte grundigt efter ham uden at

finde ham. En anden dag var lillebroderen igen på fangst sammen med

sin svoger. De roede ind i fjorden, og de fik øje på en stor mand, der

i hånden havde en line, hvis ene ende var forsynet med en løkke; og

med den forsøgte han at fange svogeren; men han ramte ham lige bagved,

så han slap. Lidt efter fik de øje på to mænd, der opfordrede dem til

at gå i land, så at de kunne snakke sammen, men de svarede, at det turde de ikke.

 

Da det blev vinter tog de ind i fjorden på hundeslæde. De kom langt

ind i fjorden; og de fik øje på to slæder. De kørte hinanden i møde,

og de sagde til sig selv: "Det er nok dem der, hvad skal vi

gøre ned dem? Vi kommer sikkert op at slås.

 

Så snart de kom nåede dem stak de dem ihjel. De

bandt dem fast til deres egne slæder og fik hundene til at trække

slæden tilbage til bopladsen, hvor de kom fra. Dette fortalte de, da

de kom  hjem og sagde, at der nok ville komme folk fra deres boplads

for at hævne sig.

 

En dag blev der meldt, at der kom mange mennesker

inde fra fjorden. De sagde til hinanden: "Hvad skal vi gøre ved dem?

Måske er bedst at gå dem i møde og ønske dem velkommen" (det

lyder mærkeligt: ajúnguársâtisanit kísadlugit, CB).

Det gjorde den ældste på stedet - sådan som de havde planlagt det. De

mange mennesker, der var på vej til bopladsen, sagde: "Lad os bare

besøge dem uden at dræbe dem. De har nok noget mad."

Under besøget blev de behandlet godt af folk. Så skulle de afsted. Da de var væk, sendte den gamle et eller andet efter dem (renskriften: den gamle fremsagde en trylleformular, og de blev alle dræbt ved trylleri), og de blev dræbt allesammen.

 

Nogle dage efter drog de (renskriften: sønnen og svigersønnen) ud for at se efter

dem. Undervejs mødte de mange dræbte; og de besøgte deres kvinder. De

gik ind i huset og kom op at slås med kvinderne. Midt i slagsmålet

mærkede svigersønnen noget, der gjorde ondt helt ind til marven. Han

opdagede, at de havde fjernet noget af hans læg. Han sagde til dem: "I

kan godt slås med os; men I får aldrig dræbt os, så det kan I ligeså godt opgive. Se det her!" Han viste sin læg frem, hvorfra kødet var fjernet.

Så opgav kvinderne slagsmålet, idet de sagde:

"Vi kan ikke klare dem; vi kan lige så godt holde op."

 

Hende, der havde fjernet kødet fra læggen, sagde: "Du er meget sejlivet. Du

er stadig levende, selv om jeg har spist noget af kødet fra din læg."

Så gik sønnen og svigersønnen ud og hentede deres knive, hvorefter de

dræbte alle kvinderne.

 

De blev på deres boplads, indtil det blev sommer. Så rejste de sydover tilbage til deres boplads. Siden har ingen, hørt om dem.

 

Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

Niumak og Equngisoq

Print
Dokument id:212
Registreringsår:1860
Publikationsår:1997
Arkiv navn:
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Niumak og Equngisoq
Publikationstitel:Fortællinger & akvareller
Tidsskrift:
Omfang:ss. 113 - 115
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 25h - 27v + 21 (slutning mangler, ses i afskriften)

Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 113 - 115: Niumak aamma Equngisoq.

 

Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 218

H. Rinks oversættelse af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 100.

 

Resumé:

Niumak og Equngisoq er fætre og husfæller. Begge er dygtige fangere, Equngisoq især til sæler, omend Niumak, der er stor på den, søger at nedgøre ham overfor sine børn. De flytter en del rundt, også om vinteren, til de steder, hvor fangstmulighederne er bedst. Niumaks hushold er enormt stort med mange kiffakker, enker efter hans slægtninge. De bidrager gevaldigt til hans forråd, både af ammassætter og rensdyrkød og -skind. Selv jager Niumak kun. Han bærer aldrig byrder hjem fra fangst og jagt. Går kun i spidsen for de bærende kvinder - og Equngisoq, der forgæves beklager sig. Men Niumak sørger for at holde sine kvindelige hjælpere velforsynede med tobak, som han køber hos hvalfangerne. Selv "ryger" han kun tørvemos - for sjov.

En vinter sner de inde. Da stormen endelig holder op maser Niumak sig vej ud, Equngisoq hjælper til, hvorefter alle kiffakkerne beordres at skovle sne væk. Man opdager, at ræve har været i forrådet. Niumak binder en rem fra rævesnarer opsat ved rævenes huller ind i forrådsskuret og hele vejen ind til tørrestativet, der falder ned, hver gang en ræv er gået i fælden. Flotte blåræve, der fylder en hel konebåd til handel med hvalfangerne, når de kommer. Folk strømmer nu til Niumak fra hele omegnen, hvor de har sultet. De bliver beværtet og får masser af tørrede ammassætter med hjem.

Da hvalfangerne lægger til ved Kangaamiut går der bud til Narsarmiut om at både Niumak og Equngisoq skal komme og handle med den kaptajn, som man kalder "den kvindekære", Arnalupaasi. Rækken af Niumaks stærkt belæssede kiffakker er lang, og han og Equngisoq tilhandler sig bl.a. bøsser og ammunition, så meget, at der mere end en generation senere, da der ingen hvalfangere kommer længere, endnu er hagl i omløb, som Niumak dengang købte. Efter handelen beværtes Niumak og hans følge og de overnatter på "Den Kvindekære"s skib.

 

Ved et senere sangkampstævne i Appamiut optræder en kvinde, "den bukseløse" så udfordrende, at alle mændene efter tur ligger med hende, uden at hun gør vrøvl. Det eneste, hun siger bagefter, er, at Equngisoq er en stor elsker.

 

Hist.: En historisk fortælling, der kan tidsfæstes til ca. 1760-70. En anden fortælling om Niumak er en generation efter Kreutzmann fortalt af Katrine Sommer.

Der har næppe været mange folk af Niumaks kaliber. Som fortræffelig erhverver og den der tiltrækker sig yderligere slægtninge som arbejdskraft i større stil, lever han op til antropologernes definition af en "Big man". Måske havde en kraftigere social rangorden udviklet sig i Vestgrønland, hvis handelen med hvalfangerne var fortsat uhindret af kolonisationen og dens forbud mod handel med fremmede.

Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34.

Nogle af Naajas hjælpeånder / Naujap tôrnaisa ilait

Print
Dokument id:1216
Registreringsår:1959
Publikationsår:1987
Arkiv navn:
Fortæller:
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Nogle af Naajas hjælpeånder / Naujap tôrnaisa ilait
Publikationstitel:Øje for øje og tand for tand
Tidsskrift:
Omfang:s. 119 - 121, nr. 21
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, I, 1967, s. 85 - 86, nr. 21.

 

Resumé: Naaja søger fortsat efter nye hjælpeånder hver eneste sommer,

og inden han er udvokset har han så mange, at han føler sig beskyttet

mod fjendske anslag. De berømteste hjælpeånder er kæmpen fra det

midterste indland, Uppiinnguaq (den kære ugle), to dværge ved navn

Nakattak (Hængehoved) og Pamialluk (Haleben), og de tre ildvæsner

eller innersuit: Aakak, Aakaks søn og Qusugarisaq. De to dværge har

begge et våben skjult i venstre hånd. Fortællerne er ikke helt enige

om, hvor vidt Pamialluks håndvåben er en ravneklo, tre fingre af et andet væsen,

eller hans egne tre fingre.

Støder han det ned i isen under lurefangst, falder sælen død om på

stedet. Nakattaks våben har ingen nogensinde set.

 

Hist.: Begivenheden kan tidsfæstes til første halvdel af 1800-tallat.

 

Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).

 

Om "dværge", "kæmper" og "innersuit" se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen)

Print
Dokument id:1960
Registreringsår:1955
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nulôq / Nulooq kuisimanngitsoq (hedningen)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 191 - 192 + 199
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:        

 

På den tid, hvor der var kommet danskere til Upernavik, var der også en

i Upernaviks omegn, son hed Nulooq. Vi hører første gang om Nulooq i anled-

ning af en stor farsot / epidemi, da han boede nord for Tasiussaq / Tasiusaq, nord for Upernavik

Da hans kone og alle andre døde ved forårstide, forlod han sin lille, endnu raske datter i teltet og rejste alene bort. Hans efterkommere fortalte ind imellem om dengang han forlod sin lille datter. Han rejste fra Mernoq, men i andre fortællinger var det ikke fra Mernoq han rejste, men fra en ø bagved Mernoq, hvor de havde fangstplads. Og når man siger det, så skyldes det nogle fund, der blev gjort længe efter.

Efter at Nulooq var flygtet sydpå, kom der igen folk til Tasiusaq, og folk, der kom på fangsttogt derfra til Itivdlitsaq / Itillitsaaq, bagved Mernoq, fandt et telt, som så ud til at være forladt uden videre, helt faldet sammen og sandsynligvis var blevet forladt på Nulooq's tid. Rævene havde ædt noget af teltskindet, men skelettet, stagerne og andre forskellige ting var der.

Og man fandt et kvindehoved med indtørret hår på endnu. I den inderste

del af teltet fandt man en kobbergryde fra engelske hvalfangere oven for et ildsted, men hullet p.g.a. ir.

Bagest i teltet fandt man, i en hule, en lerskål, der var fyldt med store perler. Og ved siden af tørklæder, der var foldet sammen flere gange og i den grad møre, at de faldt fra hinanden, der hvor de var bukket sammen. Men det sås endnu tydeligt, at de stammede fra engelske hvalfangere.

Man fandt også flere andre forskellige ting, som ganske givet var for-

ladt, som de var. Og man havde så regnet med, at de ting, man fandt, var Nulooq's efterladenskaber, fordi Nulooq i sin beretning havde nævnt teltet og gryden, som syntes at passe med hinanden.

Dengang da Nulooq's kone døde, og deres lille datter endnu var rask, og de boede i et telt alene, roede han først med sin datter foran på kajakdækket, idet han prøvede at finde mennesker længere sydpå. Men datteren var så småt begyndt at gå og kunne derfor ikke transporteres i kajak, hvorfor han var vendt tilbage til teltet og havde bragt hende op i teltet, som han havde forladt. Så havde han kogt æg til sin datter, havde pillet dem og sat vand ved siden af, så at hun kunne drikke af det, trak han brysterne af hendes døde mor uden på tøjet (for at barnet kunne die) og gik væk fra teltet efter at have lukket det til, hvorefter han roede sydpå.

Undervejs sydpå roede han ind til forskellige bopladser, hvor han kendte

nogen. Men de var alle affolkede. Nogle steder så han kun hundene.

Han havde slægtninge ved Aappi, og dem regnede han med at kunne træffe, men han fandt kun deres hunde. Og han fandt først mennesker, da han kom syd for Augpilagtoq / Aappilattoq på øen Tartûsaq / Tartuusaq. Det var hans egne slægtninge.

Da han kom dertil, sagde han ikke noget om, at han havde forladt sin datter.

Og der giftede han sig igen, og hun blev gravid og fik en datter, og Nulooq blev glad og kaldte sin nye datter Ilarssôqaut / Ilarsooqaat. Først da Ilarsooqaat var begyndt at gå rundt på gulvet, fortalte han den hændelse, som jeg lige har fortalt, og det var først da Ilarsoqaat var begyndt at gå og således havde nået den alder, da han forlod sin første datter af samme navn. Dengang Nulooq boede ved Aappi, fortalte man, at han hen imod efteråret plejede at fange en masse hvidhvaler.

      Mens Nulooq boede der, så plejede han at se, hvor stærk vinden var neden for huset ved at gå rundt om en stor sten. Der var en stor sten neden for deres hus, som de brugte som stativ. For hvad de skulle have op på højkant lagde de på stenen. Når han kom ud om morgenen, gik han først til den store sten, så udenom den, og så om mod vinden på den anden side. Og hvis han ikke rigtigt kunne komme rundt og havde svært ved at stå fast, så gik han op i huset og roede ikke ud den dag. Men når han kunne gå rundt om stenen uden at standse, så gik han op i huset og gjorde sig klar til en tur. Og hvordan vejret end var, roede han ud i kajak. Og det var altid midt ud i fjorden. Og når det blev mørkt om hvidhval på slæb.aftenen, kom Nulooq tilbage med en hvidhval på slæb.

Ved den tid, hvor Nulooq var i sin bedste fanger-alder, var der en af deres bopladsfæller, en nærsynet fanger, der ligesom det går for nogle fangere, næsten aldrig havde fanget noget. Da denne mand begyndte at kredse om Nulooq, så havde Nulooq sagt, at de kunne følges ad. Så kunne han da altid få fangstpart. Og på den måde fulgtes han med denne svagtsynede. Og et efterår, da der var kommet hvidfisk, roede de ud i kajak. Og mens de roede ved siden af hinanden, kom der en hvidhval, der lagde sig til at sove. Da Nulooq ikke selv savnede hvidhvaler, sagde han til kammeraten, at han skulle ro til og harpunere

den. Han blev lidt betænkelig, men roede til. Men netop som han løftede harpunen til kast, satte hvidhvalen af, og han ramte den i rygfinnen. Han kastede så sin harpunblære / fangstblære, og da hvidhvalen trak den under vandet, syntes Nulooq, at nu ville han få en god og morsom dag. Så begyndte han at ro efter hvidhvalen. Så sagde Nulooq bagud til den anden: "Hvor skal jeg ro hen efter din fangeblære?" Den anden tav lidt men sagde så: "Du skal ikke ro for langt. Men prøv at blive her i nærheden, for jeg har brugt min tryllesang over harpunblæren." Og det var sandt nok, for da han roede forbi ham, havde han hørt ham ligesom mumle noget.

Efter Nulooq fik det svar, at den anden havde brugt en tryllesang på harpunblæren, så blev den siddende der. Og Nulooq havde jo fra sine forfædre hørt, at nogen fangere havde tryllesange over deres harpunblærer. Og disse plejede aldrig at miste deres harpunblærer / fangstblærer. Hvidhvalen, der jo var blevet ramt, var under vandet i al den tid, den plejer at kunne tåle. Så kom den op med har-

punblæren igen. Nulooq roede til og harpunerede den. Og de dræbte den med lanserne. Og nu fik Nulooq lyst til at få den tryllesang. Han plejede

jo at ro i kajak alene, og normalt kom han sjældent hjem med kun et enkelt bytte. Og nu fulgtes han altså med denne mand, der ikke var helt almindelig og som havde en tryllesang til sin harpunblære. Senere havde Nulooq så købt trylleformularen og havde betalt meget for den. Men manden havde sagt ti1 Nulooq, at han selv hellere end gerne ville forære Nulooq den, men at

tryllesange kun måtte overgives til andre mod betaling. Og derfor krævede

han betaling. På den måde kan man sælge en tryllesang. Men den, der har solgt den, kan så ikke bruge den mere. Og selv om han prøvede, ville den ikke have nogen virkning for ham igen. Nu var tryllesangen altså blevet Nulooq's, og efter at han havde fået denne tryllesang, mistede han ikke flere harpunblærer. Når han fulgtes med andre, og han skulle harpunere, så brugte han ikke tryllesangen, fordi han regnede med, at de andre nok skulle få den bragt hjem. Først når han igen var alene, brugte han den.

Nulooq boede i Aappi, da hans søn var blevet så stor, at de begyndte at følges i kajak. Men så døde sønnen, og Nulooq holdt sørgedage, hvorfor han ikke fulgtes med folk til festligheder. Da skete det, efter at sønnen var død, at en af deres bopladsfæller fik en søn, som de opkaldte efter Nulooq's søn. Nulooq var vældig glad for sin søns navnebror, og da drengen var begyndt at gå og at lege, skulle folk til nidsangsfest fra Augpilagtoq / Aappilattoq til Kingigtoq / Kingittoq, lidt nord for Upernavik, hvor de ordentlig skulle feste. Og så begyndte de at opfordre Nulooq til at tage med.

Da hans søns navnebror skulle med, sagde han ja, og tog med.

Da de havde været i Kingittoq, og Nulooq havde moret sig med de andre,

begav de sig på hjemturen. Og da folk fra Kingittoq fulgte dem på vej på slæ-

de, så var der jo en masse slæder. Og forrest af alle var Nulooq's søns navnebrors forældres, Avalak og hans kones slæde, og Nulooq var en af de sidste.

Så begyndte folk at pege på, at Avalak lod drengen hænge lidt uden for slæ-

den og løbe lidt med, idet han holdt ham ved skulderen,  og lod ham røre

lidt ved isen, således at han løb lidt på den. Og så løftede han ham op igen.

Og da han fik ham op på slæden igen, begyndte slæderne at råbe:

Asâssarqe / Asaasaqqi, at ynglingen havde løbet for første gang. Men Nulooq var blevet så gammel, at han ikke reagerede, og Asaasaqqi var nu glad på vej hjem fra en en udflugtsdag.

Da Nulooq blev klar over, at det var ham, de prøvede at opmuntre, blev han også glad. Han begyndte at køre forbi andre slæder, og så råbte de til ham:

"Hvad er det Nulooq laver. Måske vil han også løbe lidt." Nulooq var jo kendt for at kunne løbe hurtigt. Først da Nulooq var kommet forbi alle de andre, kiggede han sig tilbage. Og så stak han højre fod ud af slæden, hvorefter han slog på sin kamik med piskeskaftet. Det var et særligt signal til hundene.

Hans hunde satte farten op, så der var snestøv omkring opstænderne, halvvejs op, og så sprang han af slæden, løb ud til siden og sprang tilbage på slæden, og ud igen, uden at røre ved opstænderne. Og mens alle kiggede, kørte han fra dem. Han var en bemærkelsesværdig hurtigløber.

 

s. 199:

Nulooq's datter plejede at fortælle om ham, at han også havde et andet hus, som han rejste til om vinteren på fangst. Det var et hus, Qulisivik kaldte han det, på en af de yderste øer og hvorfra han gik på kiggefangst. Et sådant hus havde tørvemur, men ikke noget tag, og de måtte først skovle sneen væk derfra, sætte tarmskindsrude, bjælker og andet træværk i loftet, hvorefter de dækkede det hele til foroven med teltskindene. Og ovenpå teltskindene bredte de græs og ovenpå græsset hård sne i et ikke alt for tykt lag, idet de tætnede det med løs sne i sammenføjningeme. Et hus, der var tildækket på denne måde, kaldte de qulisivik. Og når man først var kommet derind midt om vinteren, virkede de kolde og uhygge- lige, fordi der var så megen sne derinde, men når de så havde tændt lamperne, og sneen tøede op, og det blev varmere derinde, så var der altid hygge.

 

Nulooq døde i en høj alder i Aappilattoq inden han blev døbt. Den sommer,

han skulle dø, havde Kûngassoq / Kuungasoq fra Kingittoq byttet sig til Nulooq's kajak. Nulooq havde jo en kajak endnu, som han syntes var lavet ualmindelig pænt. Idet han også gav ham noget andet ved siden af. Da Kuungasoq havde byttet sig til Nulooq's kajak med sin egen, tog han sine andre kajakredskaber fra kajakken. Men han havde glemt,at han havde en sejrskjorte som amulet i kajakken. Og uden at fjerne den, havde han givet kajakken til Nulooq. Kuungasoq, der selv var døbt, havde egentlig ikke rigtig tiltro til sin amulet, men hans bedstemor havde ønsket det således, og derfor havde han sin sejrskjorte i sin kajak. Men han glemte, at Nulooq, der var udøbt, muligvis kunne blive på-

virket af det. Nulooq havde taget Kuungasoq's kajak til sig uden at ane noget om sejrskjorten. Og så mistede han sin forstand. Han blev ved med at ro i kajak og beklagede sig ikke over nogen smerte, og han kom selv til Qattarmiut i Upernavik udfor stranden. Men da man sagde til ham, at han skulle gå i land og op i husene, kom han ikke i land, men roede tilbage til Aappilattoq. Da de andre opdagede, at Nulooq var ved at blive svagere, gemte de hans kajak, men han blev ikke anderledes. Han blev liggende hjemme og døde inden længe uden rigtig at komme til fornuft. Han virkede, som om han ikke vidste, hvor han skulle hen.

Kuungasoq, som selv havde haft denne sejrskjorte, fortalte mig, at det var ham, der havde pakket Nuloq ind. Han sagde det i kutagtoq-sprog (Gl. Upernavik dialekt  med svækkede uvulærer). Og Nulooq's barnebarn Ittui fortalte mig engang, at han som barn selv havde set sin bedstefar blive begravet på hedningevis, fordi han ikke var døbt, i Aappilattoq (faktisk Aappi). De holdt jo meget af deres bedstefar.

Man fortalte følgende om, hvordan liget blev gjort i stand: Det var sommer men de gav ham sælskindsbukser, vinterkamikker af håret sælskind og dunpels af fugleskind på. Og så vinterskind, der havde yderskind af netside-pels og som var kantet om hoved og ærmer med sort hundeskind. Og de gav ham også en hætte af hundeskind med ørerne siddende på, og som var lavet, så den sad rundt om fugleskindspelsen. Men armene førte de strakte, nedad langs kroppen.

Og han lignede mest af alt en dukke, der var klædt på.

 

Var.: Hans Lynge 1967: Nulôq.

 

Hist.: Kirkebogen og de andre kilder stemmer ikke overens mht. tidspunktet for og årsag til Nuulogs død. I kirkebogen står december 1858 og 'af alderdom', men notatet blev først indført i bogen i maj 1959. De øvrige kilder siger at det var sommer og at liget var iført rejseklæder til vinterbrug. Ifølge RP, der også nævner Hendrik Olsen som kilde (publ.?)

Om en qivigtoq / qivittoq (eneboer)

Print
Dokument id:122
Registreringsår:1823
Publikationsår:1866
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Steenholdt, Wittus ?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:Om en qivigtoq / qivittoq (eneboer)
Publikationstitel:Eskimoiske Eventyr og Sagn, I
Tidsskrift:
Omfang:s. 128, nr. 33
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Steenholdts (?) afskrift el. renskrift: NKS, 2488, VI: 116v - 117v.

Seminarieelevs afskrift: NKS, 2488, II, 4', nr 15, ss. 36 - 38: oqalugtuaq qivigtumik.

 

Kortfattet oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 33, s. 128.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 40, pp. 260 - 262: The Kivigtok.

 

Resumé af Rinks oversættelse:

Den mellemste af en flok brødre går hjemmefra, bliver qivittoq / fjeldgænger, og eftersøges af både brødre og far, der først finder ham den anden sommer, de søger. Hans hule er rigt udstyret med renskind og hans forråd af renkød er stort. Han er på jagt, da de finder hulen, og udstøder af skræk et brøl som en ren, da han vender tilbage. Familien overtaler ham til at vende hjem til dem, men da der er mere forråd end de sammen kan bære på een gang, bliver han tilbage for at passe på resten. Da de kommer tilbage, er han forsvundet. Senere forskrækker han dem med hyl fra toppen af et utilgængeligt fjeld.

 

Var.: søg på fjeldgænger, qivittoq el. qivittut.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Oqalluktuaq / Oqaluttuaq Angutipanik / Anguterpânik / Anguterpaanik Brødreflokken

Print
Dokument id:368
Registreringsår:1865
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Christian Augustinus
Nedskriver:Christian Augustinus
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalluktuaq / Oqaluttuaq Angutipanik / Anguterpânik / Anguterpaanik Brødreflokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 721 - 722, nr. 147
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge, revideret af Birgitte Sonne:

 

Om en stor brødreflok fortælles det, at deres eneste

søster var meget smuk og at hun alene syede alle brødrenes klæder. Om

sommeren når renernes pels var i bedste stand, drog de ind fjorden (på

renjagt). Når de så kom hjem fra fjorden bredte de alle renskindene ud

for at deres husmor (søster) kunne vælge, og da hun (altid)

valgte de smukkeste fik hun et forråd af alle de smukkeste.

 

En sommer på det tidspunkt da renernes skind var bedst, tog de jo så

ind i fjorden, og som sædvanlig lod de så deres søster

vælge sig de smukkeste skind til klæder, og da kom kvinderne op at

toppes om et skind, som en af deres koner, Asarpat, gerne ville ha',

og til sidst brast søsteren i gråd. Men da mændene tog ud på fangst gik hun sin

vej, langt, langt bort (qivittoq / fjeldgænger).

 

Da hun var kommet et betragteligt stykke ind i landet, tog hun fat på

at bygge hus, og mens hun var i færd med det fik hun øje på en lille

orm som hun tog op, begyndte at amme og lod vokse op. Men da den blev

blev stor nok tog hun den til ægtemand. Fra nu af, hvor hun fik en til

at fange til sig, havde hun alt hvad hun kunne ønske sig. Ved den

tid om sommeren hvor hendes brødre måtte være taget ind i fjorden,

tog hun ned til deres vanlige sommerplads. Da den dukkede frem så

hun, at de var der som de plejede. Men først da hun kunne regne med at

hendes brødre var taget ud på fangst, gik hun ned til

lejren. Da hun var fremme gik hun ind til sine svigerinder. Da hun kom

ind, så hendes svigerinder så, at deres mænds søster for første gang

havde en lille i sin amaat (ryghætte). Der sad hun så som deres gæst,

klædt i renskind fra top til tå. På et tidspunkt bad svigerinderne om

de ikke nok måtte se hendes førstefødte i amaaten, og da sagde hun, at

de først skulle skjule sig under deres sengeskind. Men da barnets

stemme hørtes, fik det dem til at kigge ud under skindene. Hun løsnede

remmen på sin bærepels og tog det op, og nu kunne svigerinderne se at

det var en stor orm. Af lutter forbavselse kom en af dem endda til at

lave et hul i sit sengeskind. Hun ammede det og da hun havde puttet

sit rygposevæsen tilbage i amaaten sagde hun uden anelse om at

svigerinderne havde kigget: "Så, nu er jeg færdig". Da besøget havde

varet længe nok og hun skulle til at gå, spurgte svigerinderne

hvor hun boede. Hun svarede at hun havde et hus midt på en stor slette

mellen to fjelde over for hinanden, at hun havde en stor orm til mand,

og ikke manglede noget. Og så gik hun.

 

Da mændene var kommet hjem, fortalte konerne at de i dag havde haft

besøg af søsteren. Hvor boede hun da? spurgte mændene. Jo, hun havde

et hus på en stor slette midt mellem to fjelde over for hinanden, at

hun havde en stor orm til mand og ikke manglede noget. Da mændene

hørte dette, siger man, gik de straks igang med at lave pile, rullede

dem sammen i sortsideskind og drog af mod stedet. Da de et godt stykke

inde i landet øjnede to store fjelde over for hinanden og gik

derhenad, fik de øje på et lille hus midt på en stor slette og gjorde

så holdt for at vente til det blev aften.

 

Aftenen kom og de gik hen til huset, hvor de kiggede ind gennem ruden

og så deres søster derinde med sin mand, der havde rullet

sig sammen om hende. De blev stående derude for at undersøge

forholdene derinde og fandt så ud af, at manden måtte være kommet ind

(gennem et hul i jorden) tæt ved det lille hus og derefter havde

slynget sig rundt om sin kone. De vedtog at gøre et forsøg på at dræbe

deres fæle svoger, og de placerede deres pile langs den rute de ville

flygte ad. Men da det så småt lysnede bankede de let på vinduets

øverste tværpind. Da blev ormen dem vár, satte afsted ud, og da den

så småt dukkede op i sit smuthul med bagenden først, sendte de pile i

den fra begge sider. Først da den var helt ude begyndte de at flygte,

mens de jo stadig sendte pile i den, og snart var pilene ved at

slippe op. Atasik qesuûngârâtalo qesatub samanga majûtipa taimatûminga

qasûb nungûtamik pesilugulo qimaluni (? noget med at en af dem bliver

svedt, føler varmen stige op i sig nedefra og afskyder den sidste

pil), og så besvimede han. Da han så småt var ved at komme til sig

selv huskede han: "Det er da også sandt, jeg flygter jo!" Men først da

han fik kræfter til det kom han på benene og satte i løb, men snart så

han sig tilbage og kunne ikke se, at ormen forfulgte ham. Nej, den lå

skam hvor den var, stendød.

 

Nu fik de så deres søster tilbage, og man siger at de dræbte hendes

barn.

 

Da søsteren var kommet hjem brast hun i gråd lige op i ansigtet på

sine brødre (? angatitaminut), mens hun søgte at få orden på sine

tanker.

 

Her slutter historien.

 

(Stavemåden er ofte uigennemskuelig, hvorfor oversættelsen er temmelig

usikker. BS.)

 

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq

Print
Dokument id:346
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Milortuarqamik / Fortællingen om Milortuaraq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 17, side 23h - 36h
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrevet af Hendrik Olsen i NKS 3536, I, 4', læg 12 -13.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det første Milortuaraq kunne huske var fra dengang han

boede i Kangaatsiaq (lidt nord for Kangeq), og han kunne huske, at han

ikke vidste, om han havde søskende.

Han så sin far blive syg, det havde han aldrig oplevet før. Men han

blev syg hen imod midsommer. I lang tid så han ham ligge, for hver

gang han kom ind efter at have været ude at lege, så han ham ligge

der. Han huskede også, at han så ham dø på et tidspunkt, hvor solen

var beyndt at varme godt. Og da faderen var en dygtig fanger, havde de

en konebåd.

Om foråret da man skulle afsted, men endnu ikke var rejst, sagde

moderen, fordi hun jo ikke bare kunne blive på stedet:

"Jeg er ikke glad for, at vi, som nu ingen forsørger har, skal bo her

alene, når alle vores bopladsfæller - der var tre huse på stedet - er

rejst. Nogle tager ud til Kitsissut i konebåd, og når man ser folk fra

Kangeq ro her forbi, ved man, at de skal til Qaquk." Hun fortsatte:

"Lad os bare, nu vi ingen forsørger har, tage derhen på

stenbiderfangst. Dem behøver man ikke kajak til at fange. Det kan man

godt fra en konebåd".

Næste dag, hvor vejret var godt tog de afsted til Qaquk.

Da nåede frem og slog lejr på Qaqqivik, hvor de altid havde boet

dengang, manden endnu levede. Hver gang det var fint stille vejr, tog

de selvfølgelig afsted i konebåd til et sted lidt længere mod nord

efter stenbidere, og skønt de ingen forsørger havde, samlede de sig på

den måde alligevel et ikke ringe antal stenbiderer til vinterforråd.

Et par gange under deres ophold i Qaquk kom der en hel masse

hvidhvaler ind i strædet, og selv om de ingen mandlig forsørger havde

længere, fik hun tørret masser af kød til vinterforråd, fordi

bopladsfællerne fra forskellige lejre bragte dem rigelige kød- og

spækgaver. Somme tider fyldte hun også hele spækposer med lutter

kødgaver. Det blev hendes vane at tage til Qaquk hvert forår, fordi

hun blev klar over, at bopladsfællerne meget gerne ville hjælp hende.

De brugte deres konebåd i to år til dette formål, men så måtte de af

med den, fordi betrækket ikke længere duede. Så tog bopladsfællerne

dem med til stedet, hvor hun plejede at samle vinterforråd.

 

I mellemtiden var M. ellers blevet moden til at få sig en kajak, men

moderen havde ingen midler til at skaffe ham en. Nu ville hun

prøve at skaffe midler ved at arbejde for andre, for hun var meget

flittig. Skønt M. faktisk var moden til at få en kajak, var det helt

udelukket, for da alle hans mandlige slægtninge var døde,

havde han ingen til at bygge sig en kajak. Og da hans mor

misfornøjet overvejede det, ville hun altså skaffe ham en kajak ved de

midler, hun kunne få ved at arbejde for andre.

Kajakskelettet var faktisk færdigt i den tidlige sommer, men så skulle

bopladsfællerne tilbage til deres boplads Kangaatsiaq. Den manglede

altså betræk, da de kom til Kangaatsiaq med den. Først nogen tid efter

tilbagekomsten til Kangaatsiaq, fik de den betrukket. Moderen måtte

holde i kajakspidsen, når han øvede sig i den. Da det blev efterår og

vandet blev for koldt at vade i, måtte de opgive øvelserne; og moderen

gemte M.s kajak under en af bopladsfællernes konebåd.

Da de så skulle have konebådene op på stilladserne, måtte hun tage den

ud, og da konebåden var oppe anbragte hun kajakken sådan, at den

hvilede på undersiden af tofterne og tænkte derefter ikke mere på den.

 

Det var ved at blive forår efter den lange vinter, og deres

bopladsfæller gjorde sig som vanlig klar til at tage til Qaquk. Ved

afrejsen plejede en af bopladsfællerne at tilbyde hende plads i

konebåden. Hun kunne altså stadig komme til Qaquk for at samle

vinterforråd, selv om hun selv ingen konebåd længere ejede.

Som vi allerede har hørt, fik hun lavet en kajak til sin søn, og i

Kangaatsiaq begyndte hun at lære ham at bruge den, mens hun holdt i

kajakspidsen, men måtte holde op på grund af kulden og gemme kajakken

under konebåden.

 

Selvfølgelig tilbød bopladsfællerne hende plads, og da de allerede var

parat, gik de bare ombord. Hun tog også sønnens kajak med, for den

ville hun nødig efterlade. Familien der havde dem som passagerer,

havde fast lejrplads i Pamialluk. Da de havde bragt deres ting i land, tog de videre til M.s og hans mors lejrplads for at landsætte dem, hvorefter de tog tilbage til deres lejrplads, Pamialluk.

 

Når solen ved midsommertide begyndte at varme godt, og når vandet på

solsiden af Qaqqajunnaq, hvor der var lerbund, begyndte at falde,

iførte moderen sig sine inderbukser og bar M.s kajak ned. Når han så

var kommet ned i den, skubbede hun den ud i vandet over lerbunden og

vadede selv ud. Længere ude med kajakken, når hun mente, at sønnen

ikke længere risikerede at støde imod bunden, begyndte hun at trille

kajakken rundt. Hun blev derude længe og gik først ind med ham, når

det blev hende for koldt. Sådan trænede moderen sønnen i kajak. Og

først da han efterhånden kunne klare alt, holdt hun op med at holde i

kajakspidsen. Allerede mens de endnu var i Qaquk, kunne moderen nøjes

med at iagttage sønnen inde fra land. (Her har jeg brugt noget fra

renskriften, der er mere logisk, Chr.B.)

 

Da M. var blevet i stand til at klare alt, kom han en dag hjem med mere

end en sæl. Hen på aftenen sagde han til sin mor: "Idag, hen

imod eftermiddag, var jeg på vej østover, og ud for Attorsuit tænkt

jeg," - og nu direkte til sin mor der lyttede "tænkte jeg på om du mon

ville finde det iorden - altså om man ikke skulle bygge sig et hus

der, for når man har mere end én sæl på slæb og samtidig er uheldig

med strømmen, bliver man forsinket og kommer først hjem langt ud på

eftermiddagen." Til det svarede hans mor: "Du er jo kommet så vidt, at

du er begyndt at tage ud på fangst, når vejret ikke ser alt for

truende ud. Hvis du vil, så gør vi det."

 

På det tidspunkt havde M. anskaffet sig alt - også konebåd. Da nu

moderen var med på hans idé, vendte han sig mod hende og sagde: "Nu

det er blevet vinter, er det ikke længere så godt at bygge hus. Men

når vi forhåbentlig raske og sunde er kommet igennem den lange vinter,

så lad os se at få bygget et hus der."

 

Efter vinteren var det ved at blive forår. De tog til Qaquk, som de

plejede. Da de havde samlet vinterforråd i Qaquk, bragte de den første

portion til Attorsuit i stedet for til deres boplads. Endnu var de

ikke begyndt at bygge hus. Dagen efter de var kommet med den første portion forråd, en smuk dag, vendte de foreløbig tilbage til deres vinterboplads. Der var jo ting at ordne i forbindelse med det hus de skulle forlade.

De fjernede taget og tog kun enkelte af de bedste tværbjælker med. De

tog endvidere alle deres ting med og slog sig ned ved Attorsuit, og i ro

og mag rejste de så for første gang deres telt ved Attorsuit.

 

Da Milortuaraqs kun var en lille husstand, fik de for travlt til at

han kunne tage ud på fangst, da de begyndte at bygge hus.

Da de var færdige med det nye hus og havde lagt tag, gik de

igang med at bygge forrådshus og blev hurtigt færdige. Så først da det

hele var blevet færdigt, tog M. ud på fangst.

 

M. var usikker på hvordan det skulle gå, nu de for allerførste gang

skulle overvintre på Attorsuit. Derfor var han stærkt optaget af

fangsten, og da han nu ikke havde så lang vej at slæbe fangsten,

nøjedes han ikke med at fange en enkelt af gangen. Allerede før det

blev småt med fangstdyrene, have han fanget en masse sæler og samlet

dem på et sted. Og havde han været i tvivl om, hvorvidt de ville kunne

klare den kommende vinter, var han det ikke længere.

Alligevel blev han ved med at fange sæler, eftersom der stadig var

rigelig af dem.

 

Kort før midsommer blev der gradvis færre sortsider. Og da han i et

par dage havde måtte nøjes med at fange små sæler, var han klar over,

at sortsiderne havde skiftet opholdssted til et ydre fangstområde,

hvor han så nu og da tog ud for at jage sortsider. Så det var

minsandten længe de blev i Attoruit det år, skønt han ikke havde anet

om han overhovedet skulle slå til.

 

Når M. en sjælden gang sov længe om morgenen, plejede hans mor at

vække ham - især om efteråret, når det buldrede der ude. Hun tog ham

altid kraftigt ved tindingerne og rystede ham og sagde til ham: "Mon

man virkelig kan sove, når havet er så voldsomt i oprør." M. vågnede

med et sæt, men bebrejdede ellers ikke sin mor. Når han havde fået

sine kamikker på, sagde hun igen: "Den, der trænes af en mand, ville

sikkert ikke kunne finde på at sove i sådan et bulder." Dette sagde

hun til sit eget forsvar, og når det oprørte hav var på sit højeste og

højvandet gjorde det umuligt at tage afsted fra stranden nedenfor,

havde hun mere en een gang skubbet kajakken med sønnen i fra siden ned

ad den stejle fjeldvæg på skyggesiden af deres boplads. Dette gjorde

hun dog ikke, når det var lavvande.

 

Da M. var kommet i fuld træning, protesterede han aldrig, når moderen

skulle skubbe ham ud, fordi han vidste at han ikke i egentligste

forstand bare ville forsvinde (ned i havet).

 

Moderen blev gammel, mens sønnen endnu var ugift. En aften vendte hun

sig fra briksen ud/mod sin søn og sagde: "Hør, du ved jo at jeg er

blevet meget gammel. Et menneske kan ikke bare leve alene, men må før

eller siden have en til at hjælpe sig. Når du kommer hjem med flere

sæler på én gang, må jeg sommetider opgive at få dem færdigt behandlet af

smerter i lænden." Og da moderen således havde givet ham anledning til

det begyndte M. at tænke på at gifte sig.

 

Han udvalgte og giftede sig med en af de største kvinder i Imerissoq.

M. selv var lav af vækst ligesom sin far. De var gift i flere år uden

at få børn, og de forblev barnløse, for det viste sig, at han havde

giftet sig med en kvinde, der ikke kunne få børn.

 

M. boede endnu i Attorsuit, da han var godt på vej til at blive gammel

På det tidspunkt hvor han ældedes, var herrnhutternes døbte i Nuuk (eller: i

Noorliit) ikke så få. Deres qallunaaq (deres tyske missionær) hed Juaansersuaq.

 

Mens de endnu boede i Attorsuit og på et tidspnkt, hvor alt det, de

havde tilberedt til vinterforråd, var blevet godt tørt-, gik konen om

eftermiddagen udenfor, men kom ind igen og sagde: "Der er kommet en

kajakmand neden for huset - hvorfra ved jeg ikke, måske fra en af

bopladserne!" Det var ikke så tit, de fik besøg.

Da M. havde taget anorak på og gik ud af teltet, befandt kajakmanden

sig allerede tæt ved det sted, hvor han selv plejede at lægge til, men

M. kunne ikke kende ham. Han gik ned, og da den fremmede var kommet

ganske tæt på, kunne han se, at det var kateketen fra Saqqarliit

(missionstationen kaldte man enten Noorliit eller Saqqaliit), og idet

han lagde til, sagde M: "Det er umindelige tider siden, du sidst har

været her!" ("qangaqanga tamaannaravit"). Med de ord bad han så gæsten

stige op af kajakken. Denne sagde udefra vandet: "Jeg kan ikke komme i

land, for man har bedt mig skynde mig. Og jeg må benytte mig af den

indgående strøm nu, hvor vandet stiger. Men jeg skulle sige, at du var

velkommen til midsommerfesten på søndag, hvis du har lyst!"

(Det fortælles, at M. var blevet døbt dengang med navnet Jaaku. Det

var et godt stykke tid efter, moderen var død.)

 

Ved de ord svarede M. indefra land: "Det var en tør visit. Kom

nu i land og få lidt at spise." Han tøvede, men steg så op af kajakken

og gik op til det store telt. M. havde noget godt at byde på og satte

det hele frem. Gæsten spiste kun en kort stund. Så holdt han op og

sagde: "Jeg ville elleres meget gerne være gæst hos jer, men jeg skal

ind flere steder. Jeg er jo sendebud, og Kangeq var det første

sted, jeg anløb. (Dengang var der allerede mange døbte på Kangeq).

Herfra skal jeg også anløbe Imerssaq og Tulugartalik." Så sagde

M.: "Vi kan vist ikke tage østover allerede i morgen. Vi har

alle disse ting, som netop er blevet helt tørre, og selvom det er fint

vejr nu, kan det jo hurtigt blive dårligt vejr. Vi skal først samle

dem sammen i morgen, så det blir først i overmorgen vi ta'r derind."

Efter den besked rejste gæsten sig og gik. Han kom ned i

kajakken, lagde fra land, og idet han sagde farvel, sagde han til M.

derudefra: "Hold dig nu ikke tilbage, kom endelig!"

M. råbte tilbage: "Som sagt, det blir i overmorgen, hvis det

ellers er fint vejr." Da han havde fået ham afsted, gik han op og

sagde til både sin store kone og husstanden: "Det er ikke så lidt vi

har at samle sammen. Begynd hellere med noget af det nu, ellers

risikerer vi ikke at blive færdige i morgen."

 

De samlede det tørrede sager på et sted, og da de blev trætte hen på

eftermiddagen sagde M. til både sin husstand og sin kone: "En stor del

af arbejdet er allerede klaret. Imorgen kan vi blive færdige med resten,

længe før dagen er omme. Hold bare op nu!" Det gjorde de naturligvis.

Dagen efter begyndte de tidligt om morgenen for at kunne tage afsted

østover og benytte sig af det stigende vands om eftermiddagen; og det

var tilmed springflod.

 

Det, der var tilbage fra dagen før og som ikke var så voldsomt meget,

fik de færdigt mens solen steg til middagshøjde, og da de blev

færdige, sagde M.: "Vejret er fint og hvis vi ikke skal få alt for

meget besvær med at ro, må I gøre jer klar til at ta' til Nuuk nu, hvor

vi kan udnytte tidvandet."

 

Så fik de ellers travlt med at gøre sig klar til afrejsen til Nuuk. De

skulle kun have lidt af deres ting med. Da de havde lastet konebåden,

vendte M. sig mod sin kone, der stod ledig på stranden, fordi der ikke

var flere ting at bringe om bord, og sagde: "Hør, hvad skal vi gøre med

den store hund?" M. havde nemlig en stor hanhund. Den stammede fra

dengang i Kangaatsiaq, hvor M. var begyndt at vokse og blive aktiv. En

af bopladsfællernes hund havde fået hvalpe, og hans mor havde købt en

hvalp for midler, som hun fik ved at arbejde for andre, fordi hun

mente, at sønnen godt kunne tænke sig sådan en hund. Lige siden havde

M. haft denne hund, som nu var blevet gammel. De var jo barnløse, så

de betragtede hunden som et barn. Han sagde (som sagt til sin kone):

"Hvad skal vi gøre med den store hund?" og han fortsatte: "For vi har

jo hørt, at missionærerne ikke vil se en hund (ved stationen). Straks

sagde hans kone til sin mand ovre i konebåden: "Det er synd, hvis vi

skal lade den blive her, den er jo vores eneste underholdning. Lad os

bare tage den med." Naturligvis lod de den komme ombord.

 

Hunden havde levet så længe, at den nærmest kunne tale

("oqanngisungaannartoq") og forstå hvad der blev sagt til den.

M. sørgede så godt for sin hund, at han, når de flyttede fra huset

ud i teltet, lavede et leje med sengetøj til den i bagenden af teltet.

 

Da de var færdige med forberedelserne tog de afsted til Nuuk. Vandet

var allerede godt igang med at stige, og fra Isullinnguaq roede de mod

solsiden (af Nordlandet?), og endnu før de nåede det, satte de kursen

direkte mod Nuuk, fordi det var så bekvemt at have strømmen med. De

nærmede sig det sted, hvor de skulle lægge til og befandt sig nu ud

for stranden med rullesten. M. kiggede ind mod land og så, at der var

en utrolig masse telte. Hver eneste plet, der kunne egne sig som

teltplads, var optaget. Det var realiteterne, men da M. fandt, at

sydstranden med rullesten var for langt væk, sagde han til sine

roere (eller: roersker): "Egentlig skulle vi videre til stenstranden,

der ligger længst væk. Men det vil give meget renderi frem og tilbage.

Lad os bare lægge til her. Det skal nok gå, nu det er midt om

sommeren."

 

De roede hen til den nordlige ende af stranden med rullestenene. Da de

var ved at lægge til, kom der en hel masse mennesker ned. M. plejede

at fortælle om deres ankomst til Nuuk til gudstjensten, at det for ham

udefra så ud, som om der ikke var en eneste ledig plet tilbage, hvor

man kunne sætte sin fod - så mange mennesker var der.

Da de var færdige med at ordne konebåden, gav M. sig til at lede efter

et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Alt i nærheden af stranden

var optaget. Den eneste mulige teltplads, lå lidt nord for

missionærens have. Egentlig var han betænkelig ved det nære naboskab

til missinærens bolig, men der var ingen vej udenom, så her måtte han

slå teltet op med front imod missionærens hus.

 

Så såre de var færdige, kom den ene invitation efter den anden fra de

mange telte, og det kan nok være at Milortunnguaqs gik på besøg.

Første gang de skulle forlade teltet, sagde han til een i sin

husstand: "I skal nok få lejlighed til at gå på besøg, så meget I

lyster, men i denne omgang må en af jer blive her i teltet og holde

øje med, at den store hund ikke farer rundt ved missionærens hus."

Dengang de havde fået rejst teltet, havde de nemlig indrettet et leje

til den store hund i den ene ende og forsynet det med sengetøj. Inden

hun gik, sagde M.s kone soms ædvanlig nogle formanende ord til hunden,

akkurat som man gør det til et menneske; for det var jo ligeved, at

hunden også kunne sige noget. De var på besøg i telte, der lå

sydligere og kom først tilbage til deres eget først på eftermiddagen.

Hele eftermiddagen lod de teltet stå åbent uden at rulle forhænget

ned, for det var så varmt. De blev opppe længe, for det var så længe

siden, de sidst havde været i Nuuk, og de faldt først i søvn, da solen

var gået ned.

 

Da de vågnede næste dag, tog M. hen til den danske koloni

(Avannarliit) for at handle. Da var det blevet så sent på formiddagen,

at solen var kommet forbi Kingittorsuaq (Hjortetakken). Inden han gik

ind sagde han til sin kone: "Den store hund kan jo godt finde på at gå

ud af sig selv, uden nogen kalder den ud. Hold øje med, at den ikke kommer i

nærheden af missionærens hus!" Hun sagde naturligvis ja, hvorefter han

tog afsted til Avannarliit. Han blev budt indenfor af så mange, at han

først kom tilbage hen på eftermiddagen ("uallutileraani"). Han havde

fået så meget dansk mad i Avannarliit, at han fik svie i brystet,

hvorfor han spiste noget kød straks han kom hjem.

 

M. var nu blevet færdig med at spise. Forhænget for teltindgangen var

ikke rullet ned, for vejret var dejligt og meget varmt. Inde i det

åbne telt sad M. på en kasse med ryggen til missionærboligen. Han

havde hverken set eller spurgt efter den sore hund, da han trådte ind

i teltet. Men så var det, at hans kone, midt i det hele sagde: "Se,

hvad er det Juaansersuaq vil? Han løber vist efter noget med en stok i

hånden!" Så fortsatte hun: "Nu kan jeg se den store hund komme farende

i vild flugt. Da den store hund var løbet ned, så man ikke mere til

missionæren. Den kom ind i teltet, og M. sagde nogle bebrejdende ord

til sin kone. Men som sædvanlig blev affæren hurtigt overstået og roen

genoprettet.

 

Da den store hund kom ind, irettesatte M. den for en gangs skyld,

akkurat som man talte til et menneske. Og dette fik jo

hunden til at blive føjelig og lydig. Solen var så småt ved at gå ned

i nord, da M., som havde været ude at trække frisk luft, kom ind og

sagde: "Jeg bliver ved med at have en sur smag i munden af den danske

mad, selv om jeg har spist kød flere gange midt på dagen." Så

fortsatte han: "Nu skal jeg spise igen." Så trak han et stort

hvalbarde fad med kogt kød frem fra et sted under en lampebriksligende

indretning og tog sin kniv. Mens han roligt trak fadet frem, stak han

sin kniv ned i et stykke slag (?"Itsiangufâritdlunigôq"). Han havde

lige taget en mundfuld, så sagde konen, der var vendt mod

missionærens hus: "Se, nu kan jeg se J. komme frem ude om hjørnet af

haven, og nu går han ned med en bøsse i hånden!" M. selv så ikke til

den side, hvor missionæren var, fordi han var i færd med at tygge.

Mens han endnu tyggede, sagde hans kone: "Nu går han skråt hen over

vejen og direkte hen mod os." Idet hun sagde det, skubbede han fadet

ind på plads og lagde kniven i det. Han slugte det, han havde fået i

munden, vendt sig en halv omgang og så, at missionæren var kommet tæt

på med bøssen i hånden; den lignede en stor teltstang.

Da missionæren var kommet helt tæt på, rejste M. sig op og trådte i

det samme ud over teltes "dørtærskel"; udenfor kiggede han på hans

ansigt og genkendte ham straks, det var ikke noget venligt ansigt, rødt

over det hele, og ikke spor smilende. "Måske," sådan indledte han,

"ville din stor hund have ædt alle vores høns, hvis jeg ikke havde set

den gennem vinduet." Han fortsatte straks med betydelig hævet

stemme: "Mon ikke du har hørt," og endnu højere: "at der ikke

måtte tages hunde med til Noorliit, fordi medlemmerne af menigheden ikke

må holde hund?" Så fortsatte han direkte: "Ergo, da hunde er forbudt

i vores bygd, er jeg kommet for at dræbe den."

M. svarede ikke lige med det samme, han pegede ind i teltet på hunden,

der lå rullet sammen på sit leje med sengetøj i den anden side af

teltet, stillede sig unden hans ansigt, denne store qallunaaq, der jo

var meget højere end han selv og sagde op til ham: "Denne hund er ikke

udstyret med forstand og den kan ikke tænke som et menneske. Derfor

løber den efter jeres høns, fordi det var første gang den så den slags, og fordi den ikke opfattede dem som mennesker." Da svarede J. så højt, som han overhovedet kunne, mens han blev rød i hele hovedet: "Har du nogensinde hørt om en missionær, der har dræbt et menneske?" Med de ord smed han sin store bøsse og tog M.

omkring begge overarme, så det stak og smertede. Han blev meget

forskrækket, fordi denne qallunaaq var kæmpestor. M. var straks

sikker på at den anden ville vælte ham, da han greb ham omkring

armene. Og endnu mens denne qallunaaq holdt ham fast om armene,

besluttede han at gøre sit yderste for ikke at blive væltet. Han

tænkte: "Dette er et angreb imod en forsvarsløs person." I det samme

opdagede han, at modpartens armhuler var ret åbne, og med en

kraftanstrengelse gjorde han et forsøg på at tage ham om livet. Det

lykkedes, og han ønskede inderligt, at hans hænder ville nå hinanden

bag ham. Mens han hold fast i jakken, tænkte han: "Skulle man mon

prøve at løfte ham!" Han gjorde et ihærdigt forsøg og mærkede, at han

slap jorden. Han løftede ham endnu højere; og efter at have

kigget sig omkring, ville han kaste ham varsomt fra sig, i den for ham

mest bekvemme retning, nemlig til venstre. Men han havde åbenbart

gjort det voldsommere end tænkt, for da kroppen ramte jorden, bumpede

den videre hen ad jorden, så han kom til at ligge på ryggen. Men næsten

omgående stødte han fra, rejste sig og vendte sig imod ham med neglene

fremme, idet han råbte: "Nå, så du er blevet vred?" M. ville egentlig

have svaret ham blidt. Men uforvarende kom han til at råbe højt og

tydeligt: "Du blev vred før mig!" Da tog missionæren ham endnu engang

omkring overarmene. Denne gang reagerede M. omgående og tog ham

omkring livet som før. Han vidste fra forrige gang, hvor let han var,

og i det samme han løftede ham, kastede han ham over ad havemuren til,

men varsommere dennegang, fordi han havde set så ynkelig ud forrige

gang. Kroppen hoppede kun en enkelt gang hen ad jorden, og så såre han

standsede, stødte han sig op og spurgte, ganske overraskende, for

anden gang: "Blev du vred?" Han svarede ham blot som før: "Du blev

vred før mig. Først nu er jeg også blevet vred." Da gik missionæren,

forbi den stakkels grønlænder, hen til sin bøsse. Han samlede den op,

og uden et blik på M. begav han sig med særdeles raske skridt op

til sit hus. De stirrede på ham, da han gik op. De så ham åbne døren

og gå ind, og i det samme hørte de en dør smække med en sådan kraft,

at det gav ekko i hele området omkring næsset; og han viste sig ikke

mere.

 

M. vendte sig mod sin kone, der stod bag ved ham, og sagde: "Så skulle

vi to gange over den brede fjordmunding helt forgæves (jeg mener, det

skal forstås sådan. Ch.B.), for han vil sikkert be os rejse. Det er

også lige meget, om han faktisk ber os rejse nu, hvor det er lyst hele

døgnet og vi kan rejse om natten." De ventede længe på, at han skulle

sende besked. Solen var efterhånden på vej over Qeqertasussuk, men

endnu var der ikke kommet nogen.

 

M. der sad inde i det åbne telt med ryggen til missionærboligen, hørte

pludselig konen sige: "Se, nu kommer J.s kiffaq helt målbevidst

herhen." Han nærmede sig, og han nåede ikke engang helt frem, før han

sagde til ham og tilmed brugte hans danske navn: "M. bedes komme hen

til J.!" Uden flere ord vendte han sig om og gik. Lige før

budet/kiffaq'en nåede hjørnet af haven, sagde konen til manden: "Han

vil sikkert be os rejse herfra."

 

Da kiffaqen var gået ind i missionærens hus, skulle M. af sted. Han

sammenlignede sig selv med en ting, der var udbudt til salg, men som

ikke var for god, - så minderværdig følte han sig. Han sagde til sin

kone: "Der bliver meget et ordne, begynd bare at gøre klar. Vi kommer

til at rejse i nat."

 

Da han begav sig op til huset, tænkt han: "Ligegyldigt hvor voldsomt

han optræder over for mig, vil jeg denne gang forholde mig helt

passiv. Lad ham bare gøre med mig hvad han vil, det er helt rimeligt."

Han nåede frem til den yderste dør ved køkkenindgangen. Langsomt

åbnede han døren. Han så ikke en eneste qallunaaq. Han trådte ind og

ville lukke yderdøren forsigtigt efter sig, men det blev med et stort

brag, fordi han allerede nu var blevet forvirret. Da han havde lukket

døren, blev han stående. Han stod stille og lyttede, f.eks. efter

skrabelyde af sand. Da han havde stået længe nok uden at have hørt det

mindste, overvejede han at gå igen. Endelig hørte han så lyden af en

stol, der blev flyttet ("issiaatarpallariaqiinnartoq"). Døren fra

vindfanget ind til stuen var lukket. Samtidig med lyden af stolen,

hørtes der også derindefra en dør, der blev lukket. I det samme gik

døren til vindfanget op på klem ("makitalaarluni"), men ikke så man

kunne kigge ind(?). Han stod med bøjet hoved. Så hørte han døren til

vindfanget blive åbnet og lyden af skridt, der nærmede sig. Han kunne

kun se et par store fødder. Da han (de) kom ganske nær, standsede han

(de). M. skulle jo under alle omstændigheder kigge op og se, hvem det

var, så det gjorde han. Han så en stor fremstrakt hånd tæt på, og så

såre M. rakte hånden frem, blev den trykket, så det gjorde ondt helt

ind i marven. Og endelig sagde manden: "Jeg hørte godt du kom. Det var

ikke dig der blev vred, men mig der først blev vred. Jeg måtte først

slå min vrede ud af hovedet, og da jeg havde gjort det, gik jeg ud til

dig. Så fortsatte han: " Vent et øjeblik!" Han gik ind og direkte hen

og ind i spisekammeret. Kort efter kom han tilbage i køkkenet fra

spisekammeret med et stort rugbrød og et langt stykke rulletobak. Han

gik hen til M. med disse sager, gav ham dem og sagde så: "Jeg kom til

at blive vred, uden at du var det. Sagerne her skal være bevis på, at

jeg har slået det ud af hovedet. Hvis du kan lide Nuuk, må I gerne,

hvis I har lyst, blive her flere dage, efter at I har været med til

gudstjenesten!" Og M. sagde: "Jeg ville meget gerne blive i Nuuk

efter gudstjenesten. Men da de mange ting, vi har samlet til

vinterforråd, ligger ude i det fri, må vi vestover, så snart vi har

været til gudstjeneste." Missionæren nøjedes ikke med at sige farvel

til ham. Da han var på vej ud, tog han ham i hånden, og længe holdt

han hans hånd i sine hænder.

 

Da M. efter gudstjenesten rejste vestover og ankom til Attorsuit, til

alt det sammenbunkede vinterforråd skilte han kødstykkerne fra

hinanden og bragte stille og roligt alt det tørrede kød ind i forråds-

skuret. Og så først kunne han komme ud på de ture, han havde lyst til.

Skønt M. havde fast boplads i Attorsuit, bosatte han sig som ældre i

Nuuk og døde efter sigende i Saqqarliit.

 

Var.: Milortuaraq

 

Hist.: Autentisk fortællling. Vedr. Qaquk hvor mange samledes til stenbiderfangst i sæsonen, var det også dér man, ligesom i Qivioq, kunne hente sig strandede sødyr ved lavvande. Stedet var også kendt i Østgrønland fra rejser eller rygter: søg på: Qaquk.

Oqalualâq Mitdlasangmik / Historien om Millasak

Print
Dokument id:483
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Martensen, Esaia (Martinssen, Isaja / Isaia)
Nedskriver:Olsen, Hendrik
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalualâq Mitdlasangmik / Historien om Millasak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 15, side 19 - 35
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Renskrift NKS 3536, II, 4', læg 21, 12 sider.

 

Resumeret oversættelse ved Grethe Lindenhann:

 

Det fortælles, at Millasak boede i Sermeraaq lige nord for Kangaatsiaq, som ligger nord for Kangeq.

 

Der var selvfølgelig ingen, der gjorde noget, da ingen var klar over, hvordan det var fat med ham. Dengang Kangeq og omegn var tæt befolket, skete det uden undtagelse, at en enlig kajakmand ikke kom hjem. Alle gik ud fra, at vedkommende var druknet derude. Og så kom det frem senere, at det var Millasak, der dræbte dem. Men dengang var der ingen, der havde anelse om det eller var blevet klar over det.

 

Dengang han efter vane dræbte en ung mand, åbnede han liget omkring det sted, hvor leveren var, for at spise hans lever. Før han skar noget af leveren, opdagede han på det nederste af hjertet, som kunne ses, et lille billede, der forestillede en mand med udseende som en hvid mand, og som havde strakt armene ud til siden. Han undersøgte ham nærmere og så, at han havde blod på midten af  håndfladerne og midt på vristen. Selv om han havde i sinde at spise liget opgav han, af lutter forundring over det, han så. Han fortalte, at han dræbte manden ved elven i den nordlige del af Qaquk.

 

Efter hjemkomsten kunne han slet ikke glemme det passerede. Selv da året var omme, tænkte han endnu mere intenst på det, fordi han var meget forundret. Efterhånden som hans forundring voksede, og han ikke længere kunne holde ud at tænke på det, - det fortaltes, at han i Illorpaat havde en aldrende slægtning - tog han sin slægtning fra Illorpaat med på en kajaktur til Sermeraalik.

Millasak havde i forvejen sagt til sin slægtning, at han i tilfælde af godt vejr ønskede at tage ham med på en kajaktur, og da det var skønt vejr, gjorde han sig klar og roede til Illorpaat. Da han var ud for stranden, gik hans slægtning ned for at modtage ham. Idet slægtningen var kommet ned til stranden, så han op og sagde til ham: "Hvis du ikke har noget, der holder dig tilbage, så er jeg her for at tage dig med, som jeg sagde i går." Den anden begyndte selvfølgelig at gøre sig klar, og da han var klar, tog Millasak nordpå sammen med ham.

 

Undervejs nordpå sludrede slægtningen ubekymret løs om lidt af hvert, mens Millasak opmuntrede ham til det. Efter at de havde passeret Ulittarfik og nærmede sig Ukkusissalik blev Millasak tavs. Slægtningen fik mistanke om at han brændte inde med noget. Så var det altså det, som han skulle fortælle om drabet, han ikke kunne få sagt. Efter nogen tavshed sagde han endelig:

 

"Da du ikke er fremmed for mig, vil jeg fortælle dig noget. Det må efterhånden være et års tid siden, at jeg så en ung kajakmand, da jeg roede til elvmundingen. Som jeg har for vane, fik jeg stor lyst til ham, og som jeg plejer overlistede jeg ham og dræbte ham. Jeg har uden undtagelse for skik at spise leveren hver gang, jeg dræber et menneske. Efter drabet ville jeg spise leveren og åbnede ham op ved leveren. Inden jeg skar noget af leveren, kom hjertekulen til syne, og da jeg fik øje på oversiden af hjertekulen, så jeg noget, der lignede et menneske. Men det havde ikke udseende som vi og strakte armene ud til siden. Det, jeg kunne se var ellers småt, men jeg så også, at han havde lagt fødderne over hinanden, og at der midt på begge hans håndflader var små røde pletter, som om nogen havde smurt blod på dem. Det samme var tilfældet med fødderne, som også var lagt over hinanden. Selv om det snart er et år siden, fortæller jeg det til dig, da jeg er meget forundret over det. Men du må ikke fortælle det til andre." Først efter disse ord talte han igen som han plejede. Han havde været tavs, fordi han brændte inde med det han ville sige.

 

Uden at have fanget så meget som en sæl tog de sydpå. Da de var ud for Illorpaat, og manden fra Illorpaat drejede indefter, roede Millasak hjem uden om Illorpaat og bag om Aappilattortooq.

 

Det fortælles, at manden fra Illorpaat ikke fortalte noget, da han kom hjem, men at han hen på erfteråret tænkte mere og mere på sin slægtning Millasaks fortælling. Hans viden trykkede ham mere og mere, og en aften om efteråret tog han afsted for at besøge Kittoraq / Qitoraq. Derhenne var der som sædvanligt mange mænd på besøg. Så snart han kom ind, sagde Kittoraq til ham: "For en gangs skyld var du længe om at komme på besøg." Han svarede: "Ja, det er rigtigt, jeg har ikke været så meget omkring, da jeg har puslet med mange ting." Det var ikke den rigtige grund, men hans slægtnings fortælling havde forskrækket ham i den grad, at han for en tid holdt op med at gå på besøg og opsøge andre mennesker. Længe var han på besøg uden at sige noget, da han havde svært ved at få sit ærinde sagt. Først sagde han midt i et ophold af fortællinger:

 

"Mit ærinde er svært at få sagt, men jeg vil ikke undlade at sige det. I efteråret var jeg på kajaktur med Millasak, da han bad mig om det. Jeg vidste jo ikke, hvad han ville. I må have lagt mærke til min nedbrudthed, siden jeg har undgået mennesker og er holdt op med at gå på besøg. Det, Millasak fortalte mig, kan jeg ikke længere fortie. Når en enlig kajakmand ikke kom hjem, gik vi altså ud fra, at han var omkommet på havet. Dem har han ikke sagt noget om, men jeg er blevet vis i mine tanker på grund af det, han fortalte, også fordi alle, som vi ikke længere ventede på, aldrig kom hjem. Jeg har fået den tanke, at min stakkels slægtning Millasak har dræbt disse mænd. Jeg er begyndt at tro, at han bliver ved, hvis jeg ikke siger, hvad han fortalte mig; derfor vil jeg fortælle hans historie, som er følgende: Han fortalte, at han var på vej nordpå i kajak og var kommet ud for elven, da han som han plejede dræbte en dejlig ung mand. Hver gang han dræbte en mand, spiste han uden undtagelse leveren. Også denne gang ville han gøre det og ville sænke ham ned i havet eller smide ham i en kløft bagefter. Han skar manden op, så hjertet kom til syne. På oversiden af hjertekulen fik han øje på et menneske, der var så smukt, at det ikke var til at sammenligne med et menneske. Han havde rakt begge armene ud til siden og havde lagt fødderne oven på hinanden. Endnu mens han undersøgte det, fik han midt på begge håndflader øje på noget, der så ud som sår, hvorfra blodet løb. Der var også sår oven på de sammenlagte fødder. Han fortalte, at han forundredes meget over det han så og blev ved med at tænke på det resten af året uden at kunne få nogen mening i det, og at han fortalte mig det, da han ikke længere kunne holde ud at tænke på det. Hans ord: "Men du må ikke fortælle det til andre," ligesom gav mig vished om noget. Det kan være, at de, som kunne have klaret sig, men ikke kom hjem, blev dræbt af ham."  

 

Da han havde sagt det, blevder stille blandt de resterende mænd, men Kittoraq vendte sig mod ham og sagde: "Vi kan ikke være sikker på andet, fordi der er for mange mænd, der med korte mellemrum ikke kommer hjem. I skal vide, at alle I, som plejer at tage til Qaquk, til sommer ved den tid hvor sortsiderne er på vej ud, skal tage derind allesammen. Giv alle vore bopladsfæller besked, så giver jeg folk fra Kangeq besked. Ved højsommer forsøger jeg at få ham med til Qaquk."

 

Det fortælles, at alle mænd i Illorpaat nu var på vagt.

Vinteren var omme, og foråret hældede mod sommer. En forårsdag, endnu mens mange udflyttere opholdt sig deroppe (i Qaquk), blev Kittoraq for en gangs skyld tilbage, alene på grund af Millasak. Først da sortsiderne rigtig var på vej ud ved højsommer, tænkte han, at vejret var uendeligt smukt uden en sky på himmelen og det var helt vindstille! Da han gik udenfor tænkte han udelukkende på Millasak. Han fortalte, at han ikke engang tænkte på et eneste fangstdyr. Da han vidste, at Millasak var en sovetryne og ikke ville stå op foreløbigt, gav han sig til at vente på, at solen kom fri af fjeldene. Eftersom Millasak ikke boede langt væk, havde Kittoraq kun halvpels på, da han tog afsted derhen. Efter at have roet over Sassivik rundede han Sermeraaqs lille vig og så, at der selvfølgelig ikke var ét menneske ude. Da han var ud for stedet, så han, at hans kajak var gjort klar. I første omgang ville han vente på, at manden gik ud, men tog sit kastetræ og gav sig til at slå på tværtræet foran sit mandehul og råbte uaa. Ikke så snart han havde råbt uaa, så sprang Millasak udenfor. Vel ude af husgangen kiggede han ned på ham og skridtede derned i en fart. Nede ved strandkanten stillede han sig op. Idet han stillede sig op, sagde Kittoraq: "Det er vel nok smukt vejr. Vi er midt i stilheden uden at have nogen at tale med, og tænk, lige derhenne er der mennesker, der morer sig." Ved hans ord begyndte Millasak at undersøge vejret. Derefter sagde han: "Når vejret er således, er jeg undertiden betænkelig, fordi det smukke vejr i løbet af dagen kan skifte om til frisk sydvest." Og da han havde sagt det, sagde Kittoraq: "Men du ved dog, at vejret ved højsommertid uden blæst plejer at være magsvejr." Herefter tav Millasak lidt, men sagde så ja, hvorpå Kittoraq dårligt kunne tro, at han tog med. Han fortalte, at han havde sagt: "Slå du følge med mig, jeg slår følge med dig."

 

Selv da Millasak endelig begyndte at gøre sig klar, gik Kittoraq ikke i land fordi han i den grad ønskede, at han tog med. Endelig kom han afsted uden at fortryde.

 

Vel afsted roede Kittoraq med vilje bag om Itissaalik, og efter sundet ved Aappilattoq drejede han nordpå. Vandet var netop begyndt at stige, da de vendte indefter mod udløbet. På vej ind var de nået til skærene Sapanngat, da Millasak satte farten ned og sagde efter grundigt at have undersøgt vejret, som var helt skyfrit og blikstille: "Jeg blir så urolig i den slags vejr, så nu vender jeg bare om og ror udad." Kittoraq sagde: "I sådant vejr kan man ikke vente nogen vind." Til det sagde Millasak tøvende: "Lad os da fortsætte."

 

Kittoraq føjede ham, og de fortsatte indefter samtidig. De var netop roet ud på sydsiden af Qeqertarsuaq, hvorfra de kunne ro ind i Qaquk, da de hørte uaa-råb. I det øjeblik de indstillede samtalen, lød uaa-råb for anden gang, og denne gang nærmere. Det viste sig, at man havde fulgt en stime sortsider. De var nået til en lille ø, som man kaldte Kujalequtinnguaq, da Kittoraq sagde til sin sølle følgesvend: "Vi kunne ellers gøre forfølgerne selskab, men vi er nok kommet for sent." Lige da han havde sagt det, kom sortsiderne til syne uden forfølgende kajakker. Et stykke tid efter kom en forfølgende kajak til syne uden de andre kajakker efter sig. Kittoraq genkendte manden, ham man kaldte Amaalik (ham med barn i amaut). Hans første tanke var, at de på skrømt skulle sige hinanden ukvemsord når de mødtes. Det gjorde de altid, når de så hinanden igen, fordi Amaalik var navnebror til Kittoraqs ældste søn. Kittoraqs "ukvemsord" til Amaalik var kvindagtige, fordi denne i stedet for harpunen brugte fuglepile til sæler.

 

Lige før de rundede Kialaarfik, kom der så mange kajakker til syne, at de lignede perler på en snor. Da de var kommet for sent til at slå følge med dem, roede de bare ind til den første boplads Pamialluk. Da de lagde til land, anbragte Kittoraq sin kajak højt oppe, et godt stykke væk fra stranden, mens Millasak anbragte sin lige ved siden af stranden. Da Kittoraq så det, sagde han til ham, at det altid gik stærkt mod højvande her, fordi vandet hurtigt fossede ind gennem begge udløbene. Da anbragte den anden sin kajak ved siden af Kittoraqs. Derefter gav de sig til at vente på de mange kajakker.

 

Et godt stykke tid efter vendte de tilbage én efter én. De hjemvendende bugserede sæler! Nogle havde fået mere end én, og andre havde ikke fået nogen. Da kajakmændene fra Pamialluk lagde til, spurgte Kittoraq til Amaalik og fik det svar at: "Han trækker dem på snor som sædvenligt." Kittoraq udbrød et tak og ikke andet.

 

Snart efter rundede Amaalik næsset ved Kialaarfik. Nu kunne man forstå hans ringe fart. Mens han roede ind, så det grangiveligt ud som om han bugserede bølgende sæltarme. Da han lagde til, kiggede han mod land et stykke tid og så sig ikke tilbage siden. Det viste sig, at han vendte ryggen til, fordi han genkendte Kittoraq. Det fortælles, at Amaalik skyndte sig hjem for at give sin kone besked om straks at koge ribbensstykker, da han genkendte Kittoraq. Man fortæller, at Amaalik løftede sin kajak og gik op med den langt uden om de andre, og at han, da han var færdig med sin kajak, uden videre gik ind i sit telt og blev derinde. Da han blev derinde, gik Kittoraq heller ikke derhen på besøg, fordi han ikke var blevet opfordret.

 

Kittoraq, der ikke var blevet budt indenfor af nogen på grund af det gode vejr, så' kort tid efter, at Amaaliks kone var ved at øse mad op. Det viste sig, at der var øst op af to gryder. Da konen var færdig med at øse op, lagde hun mange underlag på et velegnet sted og gik ind i teltet - det var så for at give manden besked. Lidt efter gik hun ud med manden i hælene. Idet Amaalik gik ud, begav han sig hen i retning af det lille næs ved deres boplads.

 

Da han nåede stranden ved næsset, bøjede han sig ned mod vandet med front mod alle på bopladsen og råbte højt flere gange: "Alle mænd til fællesspisning!" I det gode vejr var det som om det gav genlyd over hele det indre Qaquk. Og straks efter myldrede det frem med kajakker fra alle bopladserne fra Qinngoq, Portusooq, Qoornuatsaaq og Qaqqivik.

 

Det fortælles, at da de mange mænd havde anbragt kajakkerne over vandlinien og gik op, gik Amaalik frem til de mange underlag og sagde: "Der er mad nok, spis af hjertens lyst! Når man spiser i hinandens selskab, smager det bedst." De mange mænd satte de sig i en stor kreds uden om de mange underlag. Amaalik trådte tilbage, og det viste sig, at han havde fået en idé. Idet de mange mænd begyndte at spise, gik Amaalik i stedet for at lange til maden hen til en lille forhøjning og satte sig der. Det var så for at overraske Kittoraq bagfra. Kittoraq, som havde taget en benløs klump under ribbenene og spist den, stak i endnu en klump. Og da han uden tanke på andet gik igang med at spise den, rejste Amaalik sig op og begyndte at at nærme sig Kittoraq bagfra. Mens han stilede hen mod ham, begyndte de mange mænd at kigge på ham. Nu var han ganske tæt på. Det sagdes, at Amaalik var utilnærmelig, men så overhovedet ikke utilnærmelig ud. Da han kom hen til Kittoraq, som uden tanke på andet var godt igang med at spise en stor klump overarmsben, lagde han forsigtigt sin hånd på hans venstre skulder, rystede ham blidt og sagde: "Mon du så os, da vi var på vej ind her, for jeg så jer. Du så vist nok, at jeg var foran de andre kajakker og var nærmest den store stime. Da stimen som sædvanlig kom på lavt vand, fik jeg ikke flere, fordi jeg ikke havde redskaber nok og havde kun fået fem, da stimen drejede mod nord." Han bøjede sig ned, så op på Kittoraqs ansigt og sagde: "Jeg gad vide hvordan de, som ikke er kvinder ror i kajak." Endelig havde han altså fået en god lejlighed til at "overfuse" / drille ham som kvindagtig.

 

Ved den tid højvandet for alvor satte ind, og mændene havde spist, hørtes uaa-råb fra Qoornuatsaaq. Ved uaa-råbene begyndte de mange kajakmænd uden undtagelse at gøre forberedelser - og sikken larm af kajaklyde! Under forberedelserne gik Kittoraq hen til Millasak og sagde til ham: "Vi skal ikke blive hængende tilbage; lad os to gøre os parat og se efter partier mellem skulderblade." Ved disse ord begyndte Millasak at gøre sig klar, og da han gjorde det, kunne den anden næsten ikke tro det. Mange kajakker var væk, da de to blandt de sidste sendrægtigt tog afsted.

 

Da de kunne se forbi Paarmaligaatsaaq så de, at de første kajakker gjorde sig store anstrengelser for at holde farten oppe - det viste sig, at det var for sjov -, roede Kittoraq og den anden ind i flokken, skønt de første endnu var langt forude. Næsten ud for Paarmaligaatsaaq var der flere, som sakkede bagud, mens andre lidt efter lidt kom længere foran. På vej mod Imaqanngitsorsuaq nærmede de sig Qinngoq. Ud for Qinngoq opdagede Kittoraq midt i forvirringen, at mange kajakker havde samlet sig foran dem, og da de kiggede tilbage, så han andre der havde samlet sig bag ved dem og var ved at omringe dem. Da de blev mere og mere omringet, begyndte Kittoraq at ro baglæns, hvorpå hans sølle fælle gjorde det samme. Det fortælles, at Kittoraq selvfølgelig roede fra sin fælle og kom ind i den store flok af kajakker. Kittoraq var vel inde i flokken, da de mange kajakker sluttede sig tættere og tættere om Millasak, hvorpå den stakkel bare holdt op med at ro. Ikke én af de mange kajakker sagde noget. Midt i stilheden sagde Kittoraq med høj røst: "Den der er nærmest i slægt blandt de dræbte, sårer ham først. Ingen sagde noget eller nærmede sig ham. Da ingen reagerede, sagde han anden gang med høj røst: "Den der er i slægt med den første blandt de dræbte, tager hans redskaber og årer fra ham." Da han sagde det, roede en stor ung mand ud af flokken. Uden at nøle nåede han op på siden af Millasak og stak voldsomt sin åre ind under hans tværrem. Derefter tog han alle hans redskaber en efter en, brækkede dem og smed dem væk til højre og venstre. Da manden kun havde sin åre tilbage, ville den unge mand også tage den fra ham. Manden, der skulle fratages paddelåren, gjorde modstand, og den unge mand måtte bruge kræfter for at rive åren fra ham. Da det lykkedes, brækkede han også åren og smed resterne ud til hver sin side. Derefter roede han tilbage ind i flokken af kajakmænd. Mens han roede tilbage hørtes kun Kittoraqs bydende stemme: "Hvornår mon han får det første sår af sin nærmeste fjende!" Efter dette udbrud roede en lille nybegynder af en kajakmand frem fra flokken - selvfølgelig meget nølende, mens han roede hen til ham. Idet han nåede op på siden af ham og tog sit kastetræ frem, sagde Millasak efter et lille glædesudbrud: "En klar himmel uden lys!" Det viste sig, at han allerede kun så mørke. Den unge mand stødte sin fuglepil ind i hans midte, men stak kun halvdelen af spidsen ind. I det samme kom alle kajakmændene hen og stak deres fuglepile ind i ham under stor larm. Millasak kæntrede ganske vist, men hans ene kind stak op af vandet, fordi de mange fuglepile holdt ham oppe.

Det var så den sidste lystmorder i nærheden af Kangeq, og siden var der ikke flere af hans slags.

 

Hist.: Overordentlig detaljeret historisk fortælling. Kittoraq / Qitoraq er med også i andre historiske fortællinger fra samtiden. Billedet af Kristus i hjertet se: Om Parpaaq.

 

Kommentar: Bemærk drille-relationen / joking partnerskabet mellem Kittoraq og navnefællen.

oqalualârut / Aqigssiaq / Aqissiaq

Print
Dokument id:196
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Jeremias
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalualârut / Aqigssiaq / Aqissiaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 263 - 267, nr. 91
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 5 ss. 61 - 65 har Rink sammenstykket ialt 6 varianter inkl. denne og to (heraf en uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 5, ss. 116 - 119: Akigsiak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling.

I Sermiligaarsuk ved Kangaarsuk plejede et ældre ægtepar at

overvintre på en plads, der hed Ukiivinnguaq. De havde en eneste søn. Hver

sommer tog familien ind i bunden af Sermiligaarsuk. En sommer, mens de boede

derinde, blev sønnen syg, og de havde intet middel til at gøre ham rask. Sønnen

døde, og de sørgede meget, fordi de dermed havde mistet den eneste, der kunne

hjælpe dem i deres alderdom. Der fandtes ingen trøst for et hjerte, der pintes

af sorg, da man dengang ikke havde (læst) Jesu evangelium. De kunne ikke glemme,

hvor meget sønnen led.

De vendte tilbage til deres vinterplads, og den lille ældre mand begyndte at

tage ud på sælfangst. En dag roede han vestover og for vild i tågen. Han så en

klapmyds og roede hen til den. Det var en død klapmyds. Han tog den på slæb. Det

viste sig, at han engang havde set en stor indlandsbo (her mangler der noget.

Det lyder ihvertfald mærkeligt. Chr.B.).

Han sagde til den store indlandsbo: "Fortæl noget." Men indlandsboen sagde

ikke noget. Den lille ældre mand sagde atter til ham: "Jeg mangler noget til at

fordrive tiden med. Fortæl et eller andet - om noget du har set eller oplevet."

Den anden sagde stadigvæk ikke noget. Den lille ældre mand sagde: "Hvad skal jeg

gøre ved dig. Jeg dræber dig, når du ikke siger noget." Den anden ytrede

stadigvæk ikke noget. Den lille ældre mand var i mellemtiden nået til sin søns

grav, uden at han havde haft det til hensigt. Da de kom til sønnens grav, dræbte

den lille ældre mand indlandsboen. Så bandt han en line fast om hans hals og

fastgjorde en sten til den anden ende, hvorefter han sænkede liget i vandet,

således at kun fødderne sås på vandoverfladen. Så fik han da selv klapmydsen.

(Her er også noget mærkeligt. Chr.B.)

Da der var gået nogle få dage, gik han igen hen til sønnens grav, og dér

gav han sig til at græde. Mens han græd, hørte han én, der sagde til ham: "Du har

åbenbart noget at græde over, siden du græder." Han så to mænd stå ved sin side.

Han sagde: "Hvad skal I her." De svarede: "Vi er kommet hertil for at lede efter

vores bror, som ikke er kommet hjem fra fangst." Det viste sig, at det var disses

bror, som den lille ældre mand havde dræbt netop dér, hvor de stod. Så råbte de to

mænd efter deres morbror: "Vores ledsager, skynd dig at komme herhen." Så kom

onklen frem, og han var så bred som to mænd tilsammen, og han hed Aqissiaq, en

indlandsbo. En af mændene sagde: "Den mand har nogle historier, fortæl noget

(lidt usikkert. Chr.B.)" Den lille ældre mand sagde: "Ja, fortæl endelig, så at

jeg kan fordrive tiden ved at lytte, for jeg er så bedrøvet over tabet af min

søn." - "Ja, det er rigtigt nok, at jeg har meget at fortælle."

Han fortalte: "En vinter manglede vi alle mad. Jeg måtte tage ud på fangst

for at skaffe mad, og jeg var flere gange ude for fare. Min far havde advaret mig

imod at komme til et område, der lå mellem to høje fjelde, fordi han engang dér

havde set en forvokset orm, som så uhyggelig ud. Engang, mens jeg var ude på

jagt, brød stormen løs, og jeg for vild og befandt mig pludselig på dette sted.

Pludselig fik jeg øje på denne kæmpeorm. Jeg gav mig til at flygte, men den

fulgte mig og havde stor fart på. Jeg styrede imod det højeste fjeld, og da jeg

befandt mig på halvvejen, så jeg tilbage og opdagede, at den var lige bagved

mig. Jeg stak den med spyd i skulderleddet og løb videre til det næste fjeld.

Jeg var nået halvvejs, da jeg faldt om af træthed og mistede bevidstheden. Jeg

kom til mig selv og mærkede sneens kulde og kom i tanke om, at jeg jo var på

flugt. Jeg for op og sprang frem så langt som et stenkast med en slynge. Da jeg

så tilbage, så jeg ormen ligge død. Jeg gik hen til den og skar et stykke af -

et passende stykke, som jeg var i stand til at bære. Så begyndte hjemturen. Jeg

havde svært ved at følge mine spor, da byrden var så tung ("túmáka

uniortardlugit" er jeg ikke sikker på, om jeg har oversat rigtigt. Det kan vel

også betyde: "Jeg vaklede" - Chr.B). Da min nu afdøde far så mig komme, skulle han

have sagt følgende: "Aqissiaq har fanget noget, som ikke er en sæl." Mine

husfæller var ved at dø af sult. Det var et ynkeligt syn. Da de havde spist, fik

nogle af dem kræfterne tilbage, mens andre døde. Den efterfølgende dag hentede

jeg mere kød. Så havde vi mad nok til det meste af vinteren.

Det skete engang, mens jeg endnu var ung, at en af dem vi spillede bold

imod, dræbte en slægtning til os. Nu tænkte jeg kun på at hævne mig. Jeg gik ind

i det indre af landet bag Uunartoq ved Alluitsoq (Lichtenau - Chr.B.). Derfra

tog jeg hen til drabsmanden og hævnede mig på ham ved at dræbe ham. Så fik jeg

ro i sindet. Mens jeg var i det indre af landet, hørte jeg, at min elskede

morbror optrådte hovmodigt over for andre. Det viste sig, at han fratog andre

deres fangst. Jeg tog hen til ham og sagde, at det måtte han holde op med.

Senere fik jeg fortalt, at der i Tasersuaq, længere inde i landet i forhold til Tasermiut, levede en kæmpelaks. Vi lavede et spyd og tog derhen. Vi så den på

vandoverfladen midt på søen og samtidig opdagede vi, at der var andre, der var

på jagt efter den fra den anden side af søen. Vi stak den fra begge sider af

søen og trak den til os. Vores line knækkede, så de andre fik den. Så sprang jeg

til den anden side af søen og hjalp til med at flænse den. Jeg reddede mig hele

den anden side af laksen. Derfra tog vi hjem medbringende laksen, så de andre

også fik smagt på den. Da jeg kom hjem, lavede jeg en tromme af en af laksens

ribben. Jeg fik lejlighed til at prale af denne fangst over for andre."

 

Var.: Aqissiaq

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo

Print
Dokument id:1951
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 127 - 129
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.

 

Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser

der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval-

fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne.

Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav-

de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg

kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om.

Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således:

Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og

den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de

tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom

matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i

masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de

svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget

kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på

et fladt stykke, kunne de se en lille bygning.

Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land.

En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt

næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord.

Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq,  at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq.

Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo).

Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet.

Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj-

nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi

de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været

netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem

ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være

synd for dem at få sådan en straf.

Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise.

Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men

Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få

varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise

ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og

lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget.

Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning.

På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn

for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.

 

Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske.

En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval.

Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.

 

Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq.

Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.

 

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.

 

Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

 

Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet.

Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.

 

Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland.

Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)

Print
Dokument id:1947
Registreringsår:1957
Publikationsår:1957
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Oqalugpalârsiáka angajorqâvnit avdlanitdlo (fortsættelse: besøg af hvalfangere)
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 152 - 153 + 171 - 173
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

 

Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for,

for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.'

      Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men

som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham

så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.'

De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke.

Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog.

Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet

sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget.

Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde

han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin

vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå.

Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med

hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke

med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt).

En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der

blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man

mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det

var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, -  før

han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen."

Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og

kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren.

Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte

min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at

bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen,

så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården.

(171  173:)

Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva-

de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans

far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal,

Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der.  Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.

 

Engang kom der skibbrudne  til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af

hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de

ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen

til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det.

Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til

sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød

som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet.

Og så fik de også brød på den måde, mens de legede.

Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang

tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk,

der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af

deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.

 

Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt.  Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst.

Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke.

Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom.

Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet.

Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende

i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige.

Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der

havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt  ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk).

Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på

det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle

så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det

viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en

anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at

slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede

de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn-

ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med

mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ-

sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på

det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven

på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste

sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar

over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne,

der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de

voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det.

Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden

af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig

slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var

blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men

folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart

den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte

til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han

pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte

at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om,

hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da

de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang

da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd,

der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham.

Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to

voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar.

I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var

dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for

Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg.

Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne

måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.

 

Kuvdlorssuaq Maj 1957.

 

Martin Nielsen.

 

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu.

Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne.

Oqalugtuaq / Eqalugssuaq iliarssungnik piniússissoq / Oqaluttuaq / Eqalussuaq iliarsunnik piniussisoq

Print
Dokument id:1736
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq / Eqalugssuaq iliarssungnik piniússissoq / Oqaluttuaq / Eqalussuaq iliarsunnik piniussisoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 11v - 12h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse).

 

En familie på en vinterboplads havde to forældreløse søskende, en dreng og hans lillesøster, boende hos sig. En dag da de to søskende var gået ud, talte familien om at rejse fra stedet uden dem, fordi det, når de var så forslugne, var en stor belastning at skulle forsørge dem.

       Da familien en morgen begyndte at bære deres ting ned til konebåden, var de forældreløse forventningsfulde og regnede med at de skulle med.

       Da konebådene omsider var klar og tog afsted uden dem, var de to søskende fortvivlede og græd hjerteskærende, mens konebådene forsvandt i det fjerne. Kvinden, der indtil da havde sørget for dem, havde ved deres afrejse efterladt lidt ammassætter og en smule andre tørrede madvarer, for at de ikke skulle sulte ihjel.

 

Da de nu for alvor var blevet efterladt, sagde drengen til sin lillesøster: "Nu er vi blevet forladt, og for fremtiden har vi kun bær at spise. Nu plukker vi bær sammen og så bygger vi et forrådsrum af sten, hvor vi lægger de bær, som vi får til overs." Og da der endnu ikke var kommet sne nåede de at plukke en hel del bær.

 

Nu gik det mod vinter. Der kom masser af sne og kulden tog til. De begyndte at hente lidt bær fra forrådet for ikke at sulte ihjel.Der var ikke et menneske at se. De gik op på fjeldet for at kigge efter en kajak; men der var intet at se.

 

En morgen sagden drengen: "Lad os hente sidste bær fra vores forråd." Sammen hentede de bærrene, og da de spiste af dem om aftenen gemte de en lille rest til at vågne på om morgenen.

 

Da de vågnede næste morgen var det blevet dårligt vejr. Der blæste en kraftig nordenvind, og sneen føg så himmel og hav stod i ét. De spiste de sidste bær, og nu havde de ikke mere spiseligt - bortset fra vingetang. Efter morgenmaden havde de så ikke noget at spise om aftenen. De lagde sig på briksen med ryggen mod væggen og gav sig til at lege et aller andet for at få tiden til at gå. Midt i det hele hørte de begge samtidigt at det støjede ude i gangen - der var noget på vej ind gennem den. De stirrede ufravendt mod indgangen, og se! En meget stor haj viste sig med en frisk flænsebid i munden.

 

Da hajen kom ind sagde den: "Jeres medmennesker foragter jer vist og har overladt jer til at sulte ihjel - selv om det er de voksnes pligt at være barmhjertige. Jeg er kommet for at hente jer. Nu får I først denne flænsebid. Tyg den nu godt." Og de gjorde som der blev sagt og tyggede den grundigt. Da de havde spist bad hajen dem om at stå op og ikke være bange for at følges med ham. Og børnene gjorde sig færdige og fulgtes med hajen ned til stranden. Hajen gled ud i vandet og sagde: "Stil jer bag hinanden og tag fat om min store rygfinne. Jeg vil føre jer ud til det sted, hvor jeg bor, uden at dykke ned. Jeg bor på en af de yderste øer." De forældreløse greb fat i dens store rygfinne, og hajen førte dem vestover som en anden konebåd.

 

På en af de øer, der nu dukkede op, fik de øje på et lille bitte hus, som var klart belyst, selv ved vinduet var der tændt lys. "Herinde er der et lille helt oplyst hus. Hvis er det?" sagde drengen. "Det er mit hus hvor I skal bo", svarede hajen. De forældreløse blev henrykte. Idet hajen gled op på stranden sagde den: "Kom op på landjorden og følg med mig op." Hajen førte an op til huset, og uden for det så de en mængde kød fra store og små sæler, og en masse spæk der skulle skrabes fra skindene.

 

Nu sultede de små forældreløse ikke længere. Da hajen næste morgen skulle af sted sagde den: "Jeg tager ud på jagt efter mindre sæler, hvis skind I kan bruge til tøj." Om aftenen kaldte den på dem, og de gik ned til stranden og så at den havde fanget tre sæler. Dens nye plejebørn blev ovenud begejstrede. Og det siges at den fangede sæler hver eneste dag.

 

En dag sagde den til sine plejebørn at den ville tage ud vestpå. Da den kom derud opdagede den, at der ikke var nogen sæler og den besluttede sig for at lede efter dem. Men da den så sig om opdagede den, at flere af dens artsfæller befandt sig lidt nord for den. Og at de var på flugt ind mod land. Da den ville svømme nærmere hørte den tydeligt, at der på dens vestlige side var en hval, der pustede luft ud. Den lyd kom helt klart fra dens fjende, det var kaskalothvalens pust. Hajen gav sig til at svømme indad af alle kræfter - somme tider en smule synlig på overfladen og ellers langs havbunden. Men så blev den opdaget af kaskelothvalen. Hajen plejede ellers at søge tilflugt på skærene, men her var alt optaget af de andre mange hajer. Der var ikke andet at gøre end at flygte ind i bunden af fjorden, eftersom kaskelothvalen hurtigt halede ind på den. Netop som den nåede det lave vand i bunden af fjorden indhentede kaskelothvalen den og bed den, så kun overkroppen var tilbage. I den tilstand levede den et godt stykke tid, men døde så - en haj er jo i almindelighed sejlivet.

 

Dens plejebørn ventede hele aftenen på deres nye forsørger; men den kom ikke hjem. Faktisk havde kaskelothvalen jo ædt den. Hele vinteren levede de af det forråd som deres tidligere forsørger havde samlet.

 

Da det blev sommer var en konebåd på vej sydover, og da den kom forbi børnenes opholdssted, blev de fundet. De lod børnene fortælle hvordan de var blevet behandlet. Og da de havde hørt det hele, forbarmede de sig over dem og tog dem med i konebåden. Det fortælles at børnene blev godt behandlet af disse mennesker, der tog dem til sig som deres plejebørn.

 

Var.: De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som

forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om enlige kvinder; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. De forladte børn, Kragh nr. 64;

Søg også på nogle af de nævnte her.

oqalugtuaq Agdlerúmik / Agdleraq / Avarunguaq / Avarunnguaq

Print
Dokument id:287
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Agdlerúmik / Agdleraq / Avarunguaq / Avarunnguaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 541 - 544, nr. 158
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en anden (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak or Agdlerut / Allerut)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Allerut.

 

De boede mange sammen på en boplads. Når det blev efterår, plejede de at lege en leg, hvor de kneb hinanden ved fingrene (se Rinks kommentar. Jeg kender ikke udtrykket: 'kivataleraraut - Chr. B.). Engang da de legede denne leg, var den eneste kvinde i søskendeflokken med. Når hun kom ind, sagde hun: "Jeg gad vide, hvem det var, der plejede at slås med mig." ('paniartarpânga). Så sagde hendes samlevere (ifølge Rinks kommentar: friere - Chr. B.) til hende: "Når han ta'r dig, så få ham med herind." En dag da denne kom til hende, ville hun tage ham med ind. Nu var hun på vej ind med ham. Ingen vidste, hvem han var. Det viste sig, at det var Allerutinnguaq, der var vokset op på tilfældige steder. Da Allerutinnguaq kom til at bo hos disse folk, giftede han sig med hende. Han fik en ny kajak, og han begyndte at tage ud på ture i kajak. Han fik sig også en ny konebåd, og da det blev forår tog han ud på rensdyrjagt. Mens han gik, fik han øje på nogle mennesker. De så flere mennesker og kom til sidst til det sted, hvor der kun boede tre mennesker - to kvinder og en mand. Han viste sig at være kvindernes far. De kom til at bo hos dem. Da de lige var flyttet ind i huset, fik deres hund hvalpe, blandt disse én, der kaldtes Isigusaq. Engang da manden kom hjem fra en fangsttur, var der ingen i huset, der talte. Hans kone sagde: "Jeg skulle spørge fra disse mennesker, om de må opkalde hundehvalpen Isigusaq efter en afdød, medmindre du meget nødig vil af med den." De sagde til dem som svar: "Det er ligegyldigt for os. I må gerne få den." De takkede meget, og de holdt den hos sig. Kun når den skulle die, bragte de den til moderen. Faderen til kvinden tog aldrig ud på fangst.

 

Da hvidhvalssæsonen var inde, tog han (Allerut) ud på fangst i kajak. Han

kom hjem med en hvidhval. Den store kvinde fra huset ('arnarsuat' betyder jo

egentlig: deres store mor - måske skulle der have stået arnarsuit - Chr. B.) gik

ned til stranden og sagde: "Jeg skulle hilse og sige fra vores store husherre,

Qaattusoq, at de bare skal spise, som de vil og tage hul på mattakken ('magtak

putsuvdlugo' - ifølge Rinks kommentar: knibe med fingrene - pussullugu - CB.).

De tog dyret i begge sider og bar det op.

 

Da han havde ordnet sin kajak, gik han ind i huset, og det eneste han så af hvidhvalen var et stykke mattak foran den nederste lampe. Det var det stykke, der var beregnet til ham. Da de om aftenen

var gået i seng, sagde Alleruts kone til ham: "Hvad er vores kære husfæller for

nogle? De spiste i dag som hunde, der kæmpede om maden, og det varede ikke længe,

så var der ikke mere tilbage af hvidhvalen." En anden dag kom han hjem med en

stor hvidhval. Også denne gang gik kvinderne ned og sagde: "Vi skulle hilse og

sige, at vores husherre, Qaattusoq, har fanget en hvidhval." Han svarede, at de

bare skulle gøre, som de ville. Han skyndte sig at bære sin kajak op. Da han

gik ind i huset, var der kun et stykke mattak til ham. Efter at de var

gået i seng, gentog hans kone det, hun tidligere havde sagt om deres husfæller.

 

Så kom der islæg, og vest for bopladsen så de sassat (hvidhvaler el. edderfugle, der er indesluttet i en våge; her må det være hvidhvaler - Chr. B.). Han blev meget ivrig efter at tage derud. Hans husfælle sagde: "De er talte, dem skal du ikke fange." Han begyndte at trække dem hen over isen (svært at forstå sammenhængen - Chr. B.). Hans husfælle sagde: "Skidt med det. Du må gerne fange en hvidhvalsunge." Dagen efter tog han derud og kom hjem med en hvidhvalsunge. Næste dag sagde hans husfælle: "Du skal ledsage mig." Han tog af sted sammen med ham mod vest til en ø. De nærmede sig huset på øen. Alleruts rejsefælle sagde til ham: "Når de begynder at snakke om hvidhvaler, og når jeg siger 'taissaq' til dig, skal du gå ud." Han kom ind i huset og så, at der sad mange mænd. En af dem var helt hvidhåret. Der var ingen, der sagde noget, da de kom ind. Så sagde den store husherre: "Hvor er disse hvidhvaler øst for os?"

 

Da rejsefællen sagde 'taissaq' til ham, lod Allerut sig

falde ned i gangen. Han løb af sted og flygtede. Da han fjernede sig fra stranden,

kiggede han bagud og så, at nogle store isbjørne løb efter ham. En af dem kom

foran de andre og indhentede ham og sagde: "Tag mig i håret." Det gjorde han, og

de løb. Da forfølgerne var ved at nå dem, vendte isbjørnen sig imod dem og

sagde: "Ara (svært at læse - Chr. B.), denne mand har opkaldt en efter jeres afdøde fætter, som ingen tidligere har opkaldt nogen efter." De standsede og gav sig til at græde. Deres husherre sagde: "Du skal bare fange så mange, du vil." Da de gik derfra, antog bjørnene menneskeskikkelse. Da de kom hjem om aftenen og var gået i seng, sagde han til sin kone: "Det viste sig, at det var isbjørne."

     

Det blev forår, mens han endnu fangede for sine husfæller. Da det blev

sommer, belavede de sig på at vende tilbage til deres boplads. Husfællerne

sagde: "Han ville gerne beholde denne, hvis det ikke er sådan, at I meget nødig vil miste den." De svarede: "Vi skal ikke have noget med den at gøre."

Husfællerne bad dem om at sige til dem nordover (det skulle vist have været

sydover - Chr. B.), at de, når de så en bjørn ikke måtte jage den, for den ville

tage nordover for at se til sine gamle husfæller. Da Alleruts var kommet tilbage

til deres boplads, der lå sydpå, fik de at vide, at folk, der boede syd for

deres boplads, havde fanget en isbjørn ved navn Isingusaq. Efter at være kommet

tilbage til deres boplads, døde de alle sammen. Slut

 

Fortalt upræcist og på sine steder vanskelig at tolke. Efterskrift: Amos Daniel

burde ikke have skrevet så mange sagn ned. Chr.B

 

Var.: Avarunnguaq; Issiallak; Allerut; Alleruut.

 

Kommentar: De øvrige versioner kan give en lidt klarere ide om forløbet. Dog forbliver de indledende afsnit noget dunkle mht. hvem der er hvem, og hvorfor det er langt inde i indlandet de møder og slår sig ned hos isbjørne i menneskeskikkelse. Deres store appetit er et fast træk / kending / epitet ved isbjørne i overlevringen.

oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder

Print
Dokument id:298
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Møller, Daniel
Mellem-person:Barfoed
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq aleqatoqamik / Aleqatoqaq opsøgte sin broder
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 605 - 608, nr. 171
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 239 - 241: Aleqateqaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 239 - 241: Oqaluttuaq Aleqateqamik ernituarsuannik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 45, ss. 154 - 155 har Rink sammenstykket denne med endnu en variant. Samme blanding på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 30, ss. 224 - 227: The The Girl who went away in search of her Brother.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Historien om Aleqateqa (der står egentlig 'aleqatoqamik', om den gamle søster,

men inde i fortællingen kaldes hun Aleqateqa - Chr. B.).

 

En ældre søster og hendes lillebror plejede at tage ud og se til deres rævefælder. En gang de kom til området, hvor de havde rævefælder, manglede der en flad sten til at sætte over indgangen (en sten, der er forbundet med lokkemaden ind i fælden, og som falder ned og spærrer for udgangen, når ræven bider i lokkemanden og knækker snoren - Chr. B.). Storesøsteren sagde til sin lillebror: "Vil du lede efter en flad sten til mig?", sagde storesøster. Hun ventede længe og blev utålmodig, og hun ledte efter ham. Da hun ikke kunne finde ham, drog hun ind i landet. Med tiden blev hun stærkere og stærkere. Til sidst kunne hun løbe lige så hurtigt som et rensdyr. En dag stod hun og kiggede ned over en ret stor lavning. Dernede fik hun øje på et lille hus. Hun gik hen til huset og opdagede, at der var en åbning i taget. Hun kiggede ned gennem åbningen og så, at der sad en stor mand alene i huset og var ved at lave en ny fuglepil. Hun spyttede ned og spyttet ramte den fuglepil, han var igang med at lave. Manden kiggede op, og hun så, at han kun havde et øje, der sad i næseroden. Han sagde: "Hvad laver du her? En kystbo, tror hun mon, at jeg vil lade hende leve!" Han tog sin sælskindspels på og løb mod udgangen. Inden han kom ud af huset, havde hun allerede fjernet sig så langt, at hun ikke kunne se huset fra det sted, hvor hun nu befandt sig. Da den store mand kom udenfor, kunne han ikke se kvinden nogen steder, og han gik ind igen.

 

Aleqateqa gik videre og en dag kiggede hun ud over en stor fjord og så en

hel masse telte i bunden af den. Et af teltene havde en anselig størrelse. Hun

standsede oven over teltene og ventede på at det blev aften. Hen på

eftermiddagen råbte nogle børn: "Der kommer en kajak, der kommer en kjak!"

('qajaq qâle' - ordret: lad kajakken komme - Chr. B.). Så viste der sig en kajak-

mand med en sæl på slæb. De råbte igen: "Asuina kommer med en sæl på slæb." Hun

sagde blot: "Kære Asuina, det er vel nok længe siden." Tænk, hun var

kommet netop til det sted, hvor hendes bror havde bosat sig.

 

På stedet havde en bopladsleder, viste det sig, med et telt, der var større end de andre. Oven for bopladsen var der en stor slette, hvor de spillede bold. Da alle

kajakmændene var kommet hjem, blev der råbt: "Kom og spil bold." Alle mænd,

blandt disse Asuina, gik op. Under boldspillet ville Asuina tage en rund sten

op, men magtede det ikke. De andre begyndte at skubbe til ham, de væltede ham og

forhindrede ham i at rejse sig op igen, mens søsteren sad ovenfor og så på, hvad

der foregik. Da de havde behandlet ham sådan, holdt de op med at spille bold.

 

Sent om aftenen gik Aleqateqa ned til boldpladsen. Hun rykkede nogle

narhvalstænder, der var sat fast ned i jorden, op og stak dem ned et andet sted,

så dybt, at kun ganske lidt af enden var synlig. Derfra gik hun ned til

broderens hus. Hun blev meget forundret over at træffe broderen her og spurgte

ham: "Hvornår kom du hertil?" Asuina svarede: "Dengang jeg var ude og lede efter

en flad sten til rævefælden, fór jeg vild og kom hertil." Han havde giftet sig

med en, der havde en søster. De sagde til Aleqateqa: "Der bor en gal mand her i

bygden. Han ved ganske givet besked med, at du er kommet. Han kigger nok herind

i morgen tidlig. Vi skal nok skjule dig bag vægbeklædningen." Dårligt havde de

anbragt hende bag bagbeklædningen, så kom han og sagde: "Jeg drømte i nat, at

der kom en lille kystbo. Hun skulle være søster til Asuina." Asuina narrede ham

ved at sige: "Jeg har ingen søster." Så gik manden. Den dag tog Asuina ikke ud

på fangst, fordi han havde så meget at snakke med sin søster om.

 

Om aftenen blev

der kaldt til boldspil. Aleqateqa fulgte med iført svigerindens tøj, idet hun

holdt sig bag ved hende. Da de nåede til boldpladsen, høre de nogle sige: "Hvem

har stukket de store narhvalstænder ned i jorden?" Man henvendte sig til nogle

unge mænd, der stod i nærheden og sagde: "Det skulle da vel ikke være dem her, der har stukket dem ned?" De rømmede sig og så både generte og stolte ud, selv om det

umuligt kunne være dem, der havde gjort det, eftersom de ikke magtede det.

 

Aleqateqa trak de narhvalstænder, hun havde stukket ned i jorden op igen. Men

bopladslederen kunne ikke klare det. Han gik i stedet for i lag med den sten,

som han var i stand til at løfte, for at bruge den som bold. Men han tog forkert

på den, så den faldt ned og smadrede hans fødder. Aleqateqa hviskede til Asuina

og spurgte, om de ikke havde en hund, en gammel hund. Asuina råbte og spurgte

folk, om de havde en hund. Men der blev svaret, at de ikke havde nogen. Så

spurgte Aleqateqa, om de havde et rensdyr, et gammelt rensdyr. Det havde de

heller ikke. Så drog Aleqateqa af sted og kom hurtigt tilbage med et levende

rensdyr, som de slagtede. Hun lagde rensdyrmavens halvfordøjede indhold omkring

bopladslederens fødder, som et omslag, hvorefter hun gik ned fra boldpladsen.

Da folk kom ned fra boldpladsen, tog de ud på deres fangstpladser. Aleqateqa og hendes familie var de første, der tog af sted til en lille ø, hvor de tilbragte

efteråret.

 

En vinter kom der en kajakmand og meddelte, at Aleqateqa ville

blive hentet af kajakmænd på vej til bopladsen. Da de kom, klyngede Aleqateqa

sig fast til søjlen midt i huset med armene og med krydsede ben. De mange mænd kom

ind i huset og greb fat i Aleqateqa. Asuina blev frygtelig forskrækket og

blandede sig, men en af mændene greb ham og slyngede ham hen imod vinduet.

Søsteren så det, og hun kastede de mange mænd om kuld. Hun greb fat i en af dem

og slyngede ham ud gennem gangen. Hun gjorde det samme med alle de andre og

dræbte dem. Herefter var der ingen, der forsøgte at komme dem nær. Da det blev

sommer, rejste de væk fra bopladsen. Ingen ved hvorhen. Slut.

Forstanderen i Paamiut. D. Möller.

 

Var.: Samuel Olsen nr.

oqalugtuaq anagkajugtumik / Ræv til hustru, forvandling til sæl

Print
Dokument id:289
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq anagkajugtumik / Ræv til hustru, forvandling til sæl
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 550 - 554, nr. 160
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om én, der ofte reddede sig (CB)/ søgte sig en mor el. moderhule (BS).

I oversættelsen af den sidste fortællingen om "sjælevandring" har jeg rettet CB's oversættelse: reddede sig (annaappoq )til: søgte ind i(som i en moderhule; el. forvandle sig til): arnattarpoq, el. arnappoq.

 

Der var to fætre, som begge to var gift. Den enes kone døde. Efter at han var blevet alene, fangede han (fortsat) sæler. Når han kom hjem fra fangst, lå skindene af sæler fra den foregående dags fangst skrabet færdige. En dag da han tog ud på fangst, gik han i land et stykke fra sit telt - på et sted, hvor man ikke kunne se ham fra teltet. Han gav sig til at vente på, at noget skulle dukke op. Så så han en kvinde med hårtop gå ned til teltet. Da hun gik ind i teltet, løb han ned. Han gik ind i teltet og fik hende til kone. Han tog så hen til sin fætter for at overvintre sammen med ham på samme boplads. En dag, efter at det var blevet vinter, sagde manden til sin fætter, at han bare skulle lade som ingenting, hvis han en dag kom til at lugte af ræv. Han var altså blevet gift med en ræv.

 

En dag i begyndelsen af vinteren sagde fætteren: "Hvor kommer dog den

stærke rævelugt fra?". Fætterens kone gik ud af huset, idet hun slukkede den

nederste lampe med sin hale. Manden fulgte efter hende. Først gik han efter

menneskespor. Da han havde fjernet sig fra huset, blev sporene til rævespor. Så

kom han til en lille rævehule og sagde: "Du derinde, kom herud." Derindefra

blev der svaret: "Du må komme herind." Så kom der en stor Aassik (et fantasidyr)

ud og sagde: "Det var mig." Manden sagde: "Jeg vil ikke have dig, fordi du er så

brun!" Dyret sagde grinende: "Han siger, at han ikke vil have mig, fordi jeg er

så brun." Manden råbte ind: "Du derinde, kom herud!" "Kom selv indenfor," blev

der svaret. Så trådte en edderkop ud og sagde: "Det var mig." Manden sagde: "Jeg

vil ikke have dig, fordi du har så mange ben." "Han siger, at han ikke vil have

mig, fordi jeg har så mange ben," råbte edderkoppen. Så kom der alle mulige ud

derindefra. Men manden ville ikke have nogen af dem. Han sagde: "Du derinde, kom

ud." Der blev svaret: "Kom selv herind." Han svarede: "Hvordan skal jeg kunne

komme ind. Indgangen er for lille til, at jeg kan komme igennem." "Løft først

det ene ben" ('igdluanik kiveriarlutit - usikkert om oversættelsen er rigtig.

Chr. B.), blev der sagt. Han løftede det ene ben og gik ind til sin kone. Der sad

en lille ældre mand midt i hulen ved sin lampe. Da han kom ind, sagde hans kone til ham: "Lad mig skille dine kamikker ad. Gå i seng, du vil vågne, når det bliver

sommer."

 

Han gik i seng og faldt i søvn. Han sov, og da han vågnede, sagde han

til den lille ældre mand, der sad alene midt i hulen: "Hvor er de andre?" Han

svarede: "De er taget ud til Alligaq, og de har nået kysten af Akisarsuaq."

Han gik udenfor og opdagede, at det var blevet forår, og sneen var smeltet. Han

ville gå ned, men han kunne ikke blive klog på huset. Han begyndte at prøve at

redde sig / søge sig en mord hos dyrene. Først søgte han ind i (en af) hundene. Når han blev slået, mens han opholdt sig i husgangen, blev han altid så vred vred, at han var flere gange rejst bort for at leve som qivittoq, men lugten af ådsel fik ham til at glemme det (det, at han var blevet slået? Chr. B.), og han søgte hver gang ind igen (vende tilbage til gangen ?). Han søgte sig også en moderhule i en rævefælde, hvilket han var meget taknemlig for. Da der endelig var kommet islæg, gav han sig til at lokke 'pikítúnguit' til (jeg aner ikke, hvad det er for nogle - Chr. B.). Når han kom hen til dem, rørte de ved ham, og han grinede højt og morede sig. Det viste sig, at være Puluk ('Puluk - ifølge Rinks kommentar 'ulk' med spørgsmålstegn - Chr. B.). Endelig søgte han ind i / forvandlede sig til noget tang, så han ikke længere kunne passe sine bukser, fordi bukselinningen strammede. Han søgte også ind i møddingen. Der hørte han sommetider fluesummen. Så søgte han ind i uudvoksede ørreder/polartorsk. En stor måge fik ham mellem tænderne og åd ham. I flere dage var han i 'augpilagtortôrssuaq' (et sted med masser af rødt). Han kom ud i vandet sammen med mågens afføring og søgte ind i (en af) sælerne, og han gav sig til at snakke meget. Da Atallaaq (aner ikke hvem/ hvad dette er - Chr. B. Måske en lille aataaq, grønlandssæl, BS?) kom hen til ham, sagde han: "Du skal bøje dig sådan. Du skal krumme dig helt sammen og så stemme fødderne imod himlens hvælv og dreje rundt. Se på mig, nu bøjer jeg mig."

Så krummede han sig sammen og sagde: "Sådan skal du bøje dig."

Så bøjede han sig helt ned til havbunden. Og han var ude af stand til at sige noget.

 

Så kom der islæg.

Der kom fangere ud på åndehulsfangst. Han hørte dem løbe og lege. Det var nok nogen, der ville hjælpe andre. De tændte noget i deres huse ('igdluníkut ikítut')(??). Når han henne ved åndehullet hørte klang (støj? Chr. B.) fra nogen, flygtede han. Det viste sig, at de (hvem?) blot ikke kunne nå det ('inorssainartut'? Chr. B.). Når han hørte knirken, forlod han dem. De spiste åbenbart sne. Somme tider, når han kom hen til åndehullet, hørte han ingen stemmer, selvom han lyttede. Så kom han op af hullet en gang imellem. Da han ikke længere forventede, at der skulle komme nogen, holdt han hovedet længe oppe. Så var der en dygtig fanger, der stak ham. Da fangeren skulle lægge ham op på slæden (?), var han (sælen) lige ved at grine. Fangeren slæbte ham af sted og når han kom over skrueis, var han lige ved at grine / var han ved at blive kvalt i grin (? BS), og da standsede fangeren og stirrede stift på ham.

 

Da fangeren nåede hjem, gik hans kone i gang med at flænse fangsten med sin ulu, og det kildede, da hun skulle til at sprætte maven op. Han gjorde sig hård, så hun ikke var i stand til at skære skindet. Men det lykkedes for hende at komme igennem med flænsningen og skære kødet i stykker til kogning. Da hun var næsten færdig, tænkte han: "Bare hun ville lægge mit hoved øverst." Det gjorde hun, og så krøb han ind i hende. Dérinde så han et hus, der var frygtelig iset til. Han rensede det for is. Tænk, hun var nær ved at forbløde. Kvinden var altså en, der ikke kunne få børn. Da han var færdig med at rense huset, blev han derinde. Mens han var derinde, så han en aften noget stort uden hovedtøj stikke ind gennem den lille indgang. Det spyttede ham lige på ansigtet. De havde åbenbart samleje.

 

Nu var det/han på vej ud igen og nåede til udgangen (af skeden, BS), men så trak han sig tilbage og trængte længere ind på briksens bagende. Derindefra sagde nogle sølle ældre mennesker: "Ud herfra!" Så hørte han noget fra briksens bagende og så, at et par store hænder var ved at gribe ham. Han flygtede og opdagede, at han befandt sig et andet sted. Så kiggede de ældre mennesker ham i ansigtet. Han lo af dem. Når han smilende vendte ansigtet bort fra dem, sagde de: "Han smilede". Endelig begyndte han at kalde på 'pinisuit' (aner ikke, hvad det er for nogle - Chr. B.). Han tørstede meget. Der var tegn på, at han var meget tørstig (svær at få mening ud af - Chr. B. Måske skulle han have været navngivet med en dråbe vand. Ø.grl. fortælletræk: når en fanger ser en smilende sæl og fanger den, er det et dødsvarsel - BS). Så blev han færdig. Da han blev færdig, døde han. Slut

 

Fortalt meget dårligt og ubehjælpsomt. Der er blandet mange ting sammen.

Vanskeligt at få nogen sammenhæng ud af den - Chr. B.

 

Var.: Ataliannguaq; Manden, som giftede sig med en ræv; Manden, som tog en ræv til kone; Manden, der tog en ræv til kone; Pebersvenden, som giftede sig med en ræv;Manden, der blev gift med en ræv; The fox-wife; The fox-wife and the penis of the lake. Gift med en ræv og Navagiaq (sammenstillingen forekommer ret ofte); Navagiaq.

 

Kommentar: Bortset fra en del opfindsomme småtræk og enkelte mulige misforståelser eller fejlskrivninger, er denne sammenkobling af Manden der blev gift med en ræv, Insekternes frieri, og Sjælen der gennemvandrede alle dyr, ikke Amos Daniels egen ideosynkratiske grille. Men det anbefales at læse nogle af de øvrige versioner til lettelse for forståelsen.

Oqalugtuaq anguterpânik arnartatiãnigdlo Sêrquánguamik

Print
Dokument id:105
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq anguterpânik arnartatiãnigdlo Sêrquánguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 560 - 564, nr. 100
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om brødrene og deres eneste søster Seeqqunnguaq.

 

Det fortælles om en stor brødreflok, at de havde en eneste søster, der hed Seeqqunnguaq, og at de havde en vinterboplads på den yderste ø. Det fortælles også, at de tog ind i bunden af den store fjord om sommeren. Og når de opholdt sig inde i bunden af fjorden, plejede de at tage ind i landet og afskære renerne deres vej og jage dem ud i en stor sø. Når de havde jaget en stor flok rensdyr sammen, og de svømmede ud på den store sø, tog brødrene i kajak ud i søen og dræbte renerne med deres fuglepile. Når de tog af sted for at jage rener, tog Seeqqunnguaq altid med.

 

Engang da det blev sommer, tog de som sædvanlig ind i bunden af fjorden for at jage rener. Da de kom til deres vanlige jagtområde, fik de øje på en stor flok rensdyr og begyndte at afskære den vejen. Mens de var i gang med at afskære dyrene deres vej og var begyndt at nærme sig den store sø, opdagede de, at renerne var begyndt at slippe væk ved det sted, hvor Seeqqunnguaq var placeret. Det skulle vise sig, at Seeqqunnguaq var blevet gravid uden for ægteskabet med Månemanden / månen, og at hun på grund af graviditeten var blevet langsommere til bens. Hendes mange brødre spurgte hende, hvorfor hun var langsom, men Seeqqunnguaq ville ikke sige noget. Da hun ikke ville sige noget, besluttede hendes brødre at dræbe hende. Så blev Seeqqunnguaq nødt til at sige, at hun var blevet gravid ved Månemanden. Da hun nu fortalte sin hemmelighed, undlod brødrene med nød og næppe at dræbe deres søster. De tog så hjem derfra, uden at nogen af dem havde fået et eneste rensdyr. Da de kom hjem, tog de ikke af sted igen for at drive rensdyr sammen.

 

En dag da Seeqqunnguaq kom hjem efter en gåtur, var hun usædvanlig stille og trist. Det viste sig, at hun i området uden for teltet havde født et barn på størrelse med en tommelfinger, og at hun havde dækket sit nyfødte barn til med mos. En morgen tog hun hen for at se til det for tidligt fødte barn i den tro, at det nu var dødt, fordi hun ikke havde set det, siden hun forlod det. Da hun kom til stedet, hvor hun havde dækket barnet til, tog hun mosset væk, fordi hun troede det var dødt, men det levede endnu. Hun begyndte at amme det på stedet, og efter at have ammet det, lagde hun det tilbage og dækkede det til igen; og så gik hun tilbage. Da hun gik nedefter, kiggede hendes lille søn efter hende for at se, hvor hun ville gå ind. Mens han så efter hende, gik Seeqqunnguaq ind i et telt. Da hun var gået ind, tænkte hendes lille søn: "Måske skulle man forsøge at gå derned." Efter at have tænkt over det, begyndte han at gå nedefter. Mens han gik nedad, rullede han ind imellem hen ad jorden. Det fortælles, at fordi hendes afkom var så lille, var det kun hans forstand, der virkelig var vokset. Endelig nåede han teltet. Da han var kommet så langt, begyndte han at lede efter teltåbningen, og da han endelig fandt den, gik han ind mellem teltlagene og kiggede ind gennem et hul i teltets forhæng og så, at hans mor var lige ved at gå i seng, mens alle de andre allerede var faldet i søvn. Han tænkte ellers på at gå ind til sin mor, men fordi han var genert overfor hende, ventede han udenfor, til hun var faldet i søvn. Et stykke tid efter hørte han hendes sovelyde. Da hun begyndte at snorke, prøvede han på at falde ind gennem hullet i teltforhænget, og endelig lykkedes det ham. Så gik han hen til sin mor, bøjede sig ind over hendes bryst og begyndte at die. Han drak og drak og holdt først op, da han var mæt, og idet han bed sin mor i brystvorten, lod han sig falde ned på gulvet. Da moderen følte smerten på sit bryst, vågnede hun med et skrig. Da brødrene hørte hendes skrig, spurgte de: "Hvad er der?" "Å! Jeg var lige ved at tro, at et menneske bed mig i brystvorten." Da de havde talt lidt sammen og var faldet i søvn igen, forsøgte drengen at komme ud af teltet, og da han var komme ud, gemte han sig bagved mellem teltringens sten. Der ventede han til det blev nat. Og så gik han ind i teltet igen, diede sin mor igen, og da han var mæt, gik han ud og gemte sig bag teltet mellem teltringens sten. Nu blev han på stedet og gjorde det samme hver aften: Han drak mælk hos sin mor; og endelig fik han sul på kroppen.

En aften da han havde listet sig hen til forteltet for at gå ind og die hos sin mor, hørte han, at de derinde endnu ikke var gået i seng men endnu talte sammen: "En dag når det er godt vejr, må vi tage tilbage til vores vinterboplads, for det er ved at blive efterår." Da han hørte dem tale sammen om det, tænkte han: "Hvis jeg skal overvintre alene her, sulter eller fryser jeg ihjel, men måske kan jeg finde mig en kajak." Da han derefter gik ud gennem teltåbningen, begyndte han at lede efter en kajak på deres affaldsbunke. Mens han søgte, fik han øje på et afbleget hundekranium. Da han fandt det, slæbte han det ned til stranden. Han satte det i vandet, men da det begyndte at fyldes med vand, tog han det op igen. Da han havde fået det op, og ikke rigtigt viste hvad han skulle gøre, tænkte han: "Måske skulle jeg tætne det med jord." Så søgte han efter jord. Da han fandt noget blødt muldjord, løsnede han noget af den og smurte hundehovedet med det. Først da det så ud, som om det var blevet tæt over det hele, satte han for anden gang kraniet i vandet. Han ventede for at se, om der skulle sive vand ind i det, men da det ikke skete, tog han det op på land igen. Da han havde taget hundehovedet op, begyndte han at lede efter en kajakåre, og mens han søgte, fik han øje på knogler fra et menneskeskelet. Da de forekom velegnede, tog han smalbenet til kajakåre, bragte sin kajak ned og satte den i vandet. Da han var kommet ind i den gennem halsåbningen, begyndte han at ro. Da han havde roet lidt rundt, kom han tilbage, tog sin kajak op og lagde den mellem sine mange morbrødres kajakker. Da han havde lagt sin kajak på plads, gik han op og gemte sig som sædvanligt mellem teltringens sten bagtil.

 

Mens han var der, blev det morgen, og husets beboere fik travlt med at gøre sig klar til at komme af sted. Mens de havde travlt, begyndte han at gøre sin kajak klar. Først troede han, at han skulle blive set af de andre, men da det ikke skete, endte det med, at han til sidst gik rundt mellem brødrene, der var ude i det fri. Efter et stykke tid bar de deres konebåde ned til vandet. Lige fra de begyndte at gå ned med den, gik han ved siden af dem. Når de kom til at skubbe til ham, faldt han om på jorden. På et tidspunkt ville de omsider af sted. Da så de andre fik travlt med at gøre sig rejseklar, gik Seeqqunnguaq op for at se til sin søn, men han var ikke, hvor hun havde forladt ham, og så gik hun ned igen. Da hun gik ned og fik øje på sine husfæller, var de lige ved at støde fra land. I rask løb nåede hun lige at komme om bord, inden de stødte fra land.

 

Da alle de mange morbrødre skulle til at tage af sted, gik Seeqqunnguaq´s søn ned med sin kajak og satte den i vandet. Mens han ventede på, at alle hans morbrødre skulle tage af sted, regnede han med at blive set, men ingen opdagede ham, og endelig kom han så af sted. Mens han roede der mellem kajakkerne, kunne han dårligt nok følge med, når de roede hurtigt, men til sidst indhentede han dem dog. Mens han på et tidspunkt roede lige ved siden af kajakkerne, blev han strejfet af en af kajakmændenes årer og kæntrede. Først bevægede han sig ikke, men så tænkte han: "Hvis jeg bliver liggende sådan, dør jeg; måske skulle jeg prøve at rejse mig i min kajak." Så ordnede han sit åregreb, og det lykkedes ham hurtigt at rejse sig. Da han havde rejst sig kiggede han efter konebåden og kajakkerne og så, at de var kommet langt foran, og han satte efter dem. Da han nåede dem, begyndte han at spekulere på, hvordan han skulle hævne sig over, at de havde fået ham til at kæntre: "Måske skulle jeg forsøge at få dem til at kæntre." Da han havde fået den idé, roede han hen til én af dem og forsøgte at få fat i hans åre. Da han på et tidspunkt tog et åretag, greb han fat i åren og trak ham ned ved den, og fik ham straks til at kæntre. Da kajakmanden kæntrede, forsøgte han at rejse sig, men nevøen trykkede hele tiden hans kajak ned, og til sidst druknede han og lå helt stille. Da de andre nåede hen til ham og vendte hans kajak op, så de, at han allerede var druknet. Det fortælles, at han på den måde druknede alle sine mange morbrødre. Da han havde dræbt alle kajakmændene, begyndte han at ro ind mod land samtidig med at han råbte på vind! Og selv om han selv kom til at ro hårdt til i den hårde vind, kom han dog i land. På den måde hævnede han sig på sine morbrødre, der havde været lige ved at dræbe hans moder.

 

Her ender fortællingen.  

 

Var.: søg på: anngiaq

oqalugtuaq Arnarquagssâmik / Pigen som flygtede til indlandsboerne

Print
Dokument id:1076
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Arnarquagssâmik / Pigen som flygtede til indlandsboerne
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 715 - 721, nr. 200
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 43, ss. 149 - 151 har Rink sammenstykket denne variant med en i Kraghs samling (nr. 39). Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 28, ss. 217 - 221: The Girl who fled to the Inlanders.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om Arnaqquassaaq. (en kælling) Arnaqquassaaq havde en ældre

søster. En dag knækkede Arnaqquassaq en nål af rensdyrtak, som søsteren var

meget øm over. Storesøsteren, som var gift med en velstillet mand, blev ær-

gerlig på sin lillesøster, som var fattig. Storesøsteren sagde til lillesøsteren, at hun hellere måtte tage ud og blive qivittoq.

 

Hun tog af sted for at blive qivittoq, som storesøsteren ønskede det. Hun vandrede flere dage og en aften gav hun sig til at græde. Så hørte hun én sige ved siden af:

"Hvorfor græder du?" Så holdt hun op med at græde og opdagede nu, at stemmen kom

fra et menneske af anselig størrelse. Det viste sig, at det var en indlandsbo.

Han spurgte: "Hvorfor græder du?". Arnaqquassaq svarede: "Jeg knækkede min

storesøsters nål og hun sagde, at jeg skulle forsvinde".

"Der kan man bare se," kommenterede indlandskæmpen, "jeg har

revet min lillebrors snare itu, som han var meget

øm over. Han sagde, at jeg skulle gå hjemmefra. Derfor gik jeg."

Han spurgte, om de skulle følges og hun gik med. Da de kom til hans hus, tilbød han hende noget, hun kunne bruge til tøj. De gik ud af huset og han åbnede et forrådskammer. Her var nok af rensdyrskind til en pels (timmiaq). De gik hen til et andet forrådskammer. Han åbnede det og her var der nok af skind til

kvindebukser ('takisûvdlutik' - takisut kvindebukser. Men men Rink har tilføjet:

til overpelse'. chr.b). Han åbnede endnu et forrådskammer. Han pegede på

noget og sagde: "Tag dem på. De skal være dine. Sy dem".

 

Da hun havde syet dem, sagde han en morgen til hende: "Nu skal du høre, en dag råber jeg  aavooq, men kun hvis det er klart vejr".

 

En morgen vågnede de og så, at det var

helt klart vejr. Foran huset var der en sø. Da de gik ud af huset, tog han sit

tøj af og gik ud i søen. Midt i søen forsvandt han ned i vandet, så kun hans

pande (mon ikke det er issen, der menes? chr.b) var synlig. Han sagde hele

tiden: "Aavuu, aavuu, aavuu, aavuu". Det viste sig, at han på denne måde kaldte

på edderfugle. Langt ude så hun en sky nærme sig. Det viste sig, at det var

edderfugle. Det skulle hun så opleve, at det hun troede var en sky,

var edderfugle. Fuglene satte sig på vandet, så hele søen var dækket. Han tog

fuglene nedefra og aflivede dem. Først da han havde dræbt dem alle sammen, rejste

han sig op. "Tássánga miterpalugpoq" ('Man hørte edderfugleskrig derfra'? chr.b).

 

Den store indlandsbo tog kvinden til kone og en dag sagde han, at

han ville tage hende med til sine bopladsfæller. "Når vi kan se husene, vil jeg råbe sådan: 'kun, kun Kungujooq'", sagde han.

 

Så tog de af sted. Nu kunne de se husene ovenfra. Her legede nogle børn og de (indlandsboen og pigen? chr.b) råbte: "kun, kun, Kungujooq" Børnene flygtede mens de råbte: "Der blev råbt Kungkuujooq". Deres mor kom ud og råbte: "Deroppefra blev der råbt kungkujooq. Når jeg ligger om natten og ikke kan sove, føler jeg det altid som om jeg bliver ført ned af et snedskred".

Derpå råbte hun (?): "Kunkujooq". De kom hen til bopladsfællernes hus. Da han

(?) /hun (?) kom ind, sagde de andre i huset til hendes mands lillesøster

Navaranaaq, at hun ikke måtte sige noget til sine bopladsfæller. Men hun fik

alligevel sagt til dem: "Vi har fået en svigerdatter med halskæde ('ujamârtoq'? chr.b) og med perler, en kystbo". Så strømmede der ellers

besøgende ind i huset. Og en gang sagde de: "Når der bliver nymåne, vil der

komme skib ('umiarssuit' - det kan også forstås som: store konebåde. chr.b)".

Hun tænkte: "Hvilke konebåde?" En morgen blev der sagt: "Skibene (store

konebåde?) er på vej ind". Hun kom ud og så, at der virkelig var et skib (store

konebåde?). Det viste sig, at det var dværge. De standsede neden for husene. De

gav sig til at synge nidviser imod hinanden. Først da de blev færdige, gik de op

til huset. Da de kom ind, sagde de: "Uunngortoq, lav en vise". Hun/han (?) - gik

udenfor og kom ind igen med 'ungerdlautat' (en rem til at binde med ? Rinks

bemærkning: 'bundt skind' - dette er nok rigtigt. CB). Hun/ han (?) gav

hver eneste i huset en 'ungerdlautoq'. Så begyndte de ellers at synge og danse.

Det var skam i anledning af, at det var blevet fuldmåne. Så

begyndte en indlandsbo og en dværg at synge viser, hvor de kappedes (Rinks

bemærkning: 'synge væddesange'. CB). Og en indlandsbo begyndte at danse

rundt ('tivavoq'). Mens han dansede blev han til en stor renbuk. Så hørte

man gråd fra dværgenes børn, der var blevet frygteligt forskrækkede. Så rejste

bukken sig op igen og blev til et menneske. Nu trådte en af dværgene frem og

begyndte at danse rundt. Han dansede til han blev en hare. Da

begyndte indlandsboernes børn at græde af forskrækkelse. Så rejste han sig op

og blev igen til et menneske. En af indlandsboerne trådte frem og begyndte at

danse rundt. Mens han dansede, gav han sig til at krænge sin hud af - ja, han

krængede den helt af, så den kun sad fast ved næseroden. Dværgenes børn blev

skrækslagne. Så blev han sig selv igen. - Så trådte en af dværgene frem og

dansede rundt. Han kom af og til ind i huset ('igdlup iluanut pissalerpoq' ??

chr.b). Huset begyndte ligesom at rokke og noget af det løsnede sig og faldt

ned. Indlandsboerne, som var på briksen i den anden ende af huset, blev

forskrækkede. Nogle af indlandsboernes kvinder kom til at ligge oven på et af

indlandsboernes børn, så det døde. Så holdt de op med deres sange og danse. Dagen

efter rejste de hjem i deres stenbåd. Indlandsboerne sagde, at de ville gøre

gengæld næste fuldmåne.

 

Så blev det igen fuldmåne og de skulle af sted i deres stenbåd. Da

Arnaqquassaaq kom om bord, sagde de til hende, at hun ikke måtte åbne øjnene. De

tog af sted. Undervejs åbnede Arnaqquassaaq øjnene en smule og konebåden

standsede. En af indlandsboerne spurgte hende, om hun havde åbnet øjnene. Hun

svarede nej. Men de sagde: "Vi standsede, fordi du havde åbnet øjnene. Du må

holde øjnene lukkede, indtil du kan høre barnestemmer". Og da de standsede,

åbnede hun øjnene. De var kommet til land neden for husene. Sikke et stort hus

('igdluliuna angeqissoq' - Rinks tilføjelse: 'ikke stort' - det passer for så

vidt bedre til efterfølgende. CB). Hun tænkte: "Mon jeg kan komme derind?"

Så opdagede hun, at det var ved at blive større. De gjorde huset større ved

hjælp af 'kammiut' (et redskab til blødgøring af kamikker. CB - en

støvlestrækker, BS). Nu var hun på vej ind i det hus, som før var så lille. Da

de kom ind, så de, at der i en krog ved indgangen sad (?) en 'nutagdlersoq'

(Rinks tilføjelse: 'én med hårtop på siden'. chr.b). De sagde:

"Nutagdlersoq, lav en vise". Hun gav sig til at smide bundter af skind på gulvet

- et bundt til hver af dem, der var i huset. Hun gav hver eneste af dem et bundt

skind. Så begyndte de at synge og danse. En af dværgene trådte frem og begyndte

at danse. Så dykkede han ned gennem gulvet. De fik øje på 'Orssuiaq'

(formentlig: orsugiak, kryolit. Det kan også være et navn på et væsen. CB).

De sagde til indlandsboerne, at de skulle tage og løfte den. De prøvede at

løfte den, men de kunne ikke. Den / han rejste sig op, da de ikke kunne løfte

den / ham. En af indlandsboerne trådte frem og gav sig til at danse. Dér på

gulvet blev den til en stor sten. De sagde til dværgene: "Prøv at løfte den.".

En af dværgene gik hen til den og løftede den. Han kastede den mod indgangen, så

den gik midt over. På den måde mistede indlandsboerne en af deres egne.

     De tog af sted hjemover og efterlod den døde på stedet. Hun var begyndt at

tage med ud med rensdyrjægeren om sommeren engang da de vendte hjem fra

rensdyrjagten, sagde nogle af dem, der var med: "Arnaqquassaaq var ikke god at

have med, for hun er for langsom til bens." Deres madmor rodede under briksen

og kom frem med en stor kamik. Hun gav Arnaqquassaaq disse kamikker på. Det viste sig, at der i kamikkerne var orme ('nunap ûmasuinik' - landdyr). Da disse

begyndte at gnave i benet, mistede hun bevidstheden. Da hun kom til bevidsthed,

var benene (kødet) spist op. Hun mistede bevidstheden endnu engang. Hun ventede

på, at der skulle komme nyt kød på benene. Da der var kommet nyt kød, tog hun om

sommeren ud sammen med rensdyrjægerne. De kom hjem og sagde: "Hun var foran hele

tiden". De berøvede (?) hende nogle af hendes kræfter, så hun blev ligesom

indlandsboerne.  

Engang sagde hun til sin mand, at hun gerne ville en tur ud til

sin familie. Da det blev sommer, tog de af sted. Manden ledsagede hende. Da de

nåede stranden, så de en kajak. Indlandsboen sagde: "Er det en konebåd?" Da

kajakmanden kom hen til dem, sagde han, at han ville hente dem i konebåd. Det

gjorde han. Indlandsboen lå på maven i midten af konebåden. Han var bange for at

sejle. Han rejste sig først op, da de nåede til deres bestemmelsessted.

 

Hen på efteråret sagde svigerfaderen til indlandsboen: "Gid min datters mand kunne

erstattes med en anden - med én, der kunne fange edderfugle". På det tidspunkt

var indlandsboen hele tiden hjemme i huset. Han tog ikke ud på jagt. Omsider bad

han sin kone om at sige til sin svigerfar, at han skulle lave en snare til ham.

Da svigermoderen hørte det, sagde hun: "Hvad skal den bruges til?" Svigerfaderen

lavede en snare til ham. Da de vågnede en morgen efter at snaren var blevet færdig, var indlandsboen væk. Han var væk hele dagen og kom først hjem ved

aftenstide. Han var pakket ind i edderfugle over det hele, så mange havde han

fanget. Svigermoderen gav sig til at spise edderfugle og hun spiste så maven

brast ('qaarpoq - maven sprængtes. CB).

     Da det var blevet vinter og der var kommet islæg, ville en af mændene

frarøve ham hans kone. Han sagde til svigerfaderen, at han skulle bede for ham

('tugsiuterquvdlune'). Svigerfaderen bad for ham. - Da han var færdig ('inermat'

- uklart, hvad han var færdig med. CB), fik man ham til at tage ud på

åndehulsfangst sammen med andre. Han kom ud på isen 'mássagôq atâgut avssagtut'

(svært at få en mening ud af - noget med, at der kradses nedefra. chr.b). Ved

siden af slædesporet var der et ubetydeligt åndehul. Hundene havde tisset

omkring det. En af mændene sagde for at gøre nar af ham: "Her kan du sidde og

vente på, at en sæl skal dukke op". Her holdt han stille og ventede. Knap var

han standset, da der hørtes kradselyd nedefra. Da sælen dukkede op, stak han

den. Han kom hurtigt hjem med en sæl. Med et stykke kød i hånden gik han den

mand, der ville frarøve ham hans kone, i møde. Han spiste kødet på isen.

 

Da det blev sommer, ville han tilbage til de andre indlandsboer. Han sagde til sin

kone: "Hvis min søn er rask, vil indlandsboerne komme". Så tog han af sted. Da

vinteren var gået, kom han tibage sammen med andre og fortalte (?), at sønnen

var død. Ved afrejsen tilbage til indlandsboerne, sagde han til sin kone: "Jeg

kommer ikke igen". Det fortælles, at indlandsboerne aldrig kom tilbage. Slut.

     Skrevet af Amos Daniel

 

Fortællingen ligner de andre af Amos Daniel - Mange uklare sætninger. CB.

 

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Kommentar: Begyndelsen er typisk for qivittoq-fortællinger, der måske florerer hyppigere efterhånden som kristendommen får status til at knægte fortællinger om åndemanere og deres møder med åndemennesker.

 

Vedr. den særlige stenart, orsugiaq, søg på den.

Oqalugtuaq ãtâliánguamik

Print
Dokument id:473
Registreringsår:1916
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq)
Nedskriver:Jaakuaraq
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq ãtâliánguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 8, side 60 - 72
Lokalisering:Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge:

 

Fortællingen om Aataaliannguaq

Det fortælles, at Aataaliannguaq og Aataaliarsuaq var hjertevenner, fordi de, som man siger, aldrig forlod hinanden. Det siges at Aataaliannguaq var ungkarl. Han boede på Kangeq og tog ene og alene til Qooqqut, når han skulle på ammassætfangst. Engang han så regnede med at (det var ved den tid da) ammassætterne skulle til at gyde, tog han af sted for at fange ammassætter. Han var alene i sin konebåd, hvor han ene mand roede med to årer, fordi han aldrig tog andre med. Da han kom til Qooqqut var ammassætterne begyndt at gyde og han begyndte at øse ammassætter op med ketsjernettet uden at sanse noget andet. Først da han mente at han hvade fanget nok, holdt han op. Han bragte fangsten op på land og lagde fiskene ud til tørring, og først da begyndte han at tænke på kajakfangst. I ventetiden mens ammassætterne tørrede fangede han mange sæler. Når han kom tilbage og havde flænset sin rigelige fangst, skar han kød ud til tørring, mens han (samtidig) kogte kød og ind imellem skrabede skindene af sin fangst, for han var øvet i al slags arbejde. Han var så småt tilfreds med ammassætternes tørring og havde allerede vendt dem, mens han stadig fangede mange sæler.

 

En dag han kom hjem fra fangst og havde slæbt sin fangst op, gik han op til sit telt, hvor han så så at hans kogested ved indgangen røg og at der endnu var gløder. Fuld af undren gik han hen til sin gryde, og dér var nykogt sælkød som stadig dampede. Da han gik ind i teltet så han, at skindet af en fuldvoksen grønlandssæl lå færdigskrabet og at et andet var efterladt halvfærdigt. Han kiggede på sin vandspand og så, at den var helt fuld. Han undrede sig endnu mere. Så tog han begge sælskindene og smed dem i havet, smed indholdet af vandspanden ud, og endelig smed han de allerede kogte kødstykker fra sin gryde ud i havet. Først da han selv havde hentet vand og kogt sin mad, spiste han.

 

Da han havde sovet tog han næste dag ud på fangst. Først ville han midt ud på fjorden, men tænkte så: "Måske er der et menneske, der vil opnå forbindelse med mig og færdes i nærheden af mig." Da han nu havde besluttet sig for at undersøge hvad det var der foregik, gik han først i land da han var kommet til et sted, hvorfra han ikke kunne se sit telt. Og da han havde bragt sin kajak et stykke op fra strandkanten begyndte han at undersøge sine omgivelser. Lidt længere hen på morgenen fik han øje på en lille sort prik oven over et område med små røde blomster (stednavn ved Qooqqut, AL). Han stirrede på den og opdagede at den undervejs ned (fra oplandet) passerede visse steder ligeså hurtigt som en trækvind. Han holdt intenst og uafbrudt øje med den, men så forsvandt den bag noget, uden at han havde fundet ud af hvad det var. Men efter et øjeblik kom den til syne igen, og nu mente han at den lignede et menneske. Den stod stille et stykke tid, og da den fortsatte nedad var det som om den fløj lavt hen over jorden, men så forsvandt den igen bag noget, uden at han fandt ud af hvad det var, men da den dukkede op igen, kunne han se at det var en kvinde. Hun standsede op, så sig omkring og tog så retning mod hans telt. Han mistede hende atter af syne, men så lagde han sig helt faldt ned på jorden indtil hun måtte dukke frem igen. Da hun kom til syne så han at det var en rigtig kvinde! Bred og fyldig om hofterne, smal om livet og med en hårtop som en hel lille pude, - alt nåede han at se ved hende. Da hun gik hen mod hans telt efter at have set sig omkring, troede han at han bare tænkte, men greb sig så i at have istemt: "Bredhoftet og smallivet, og med en flot hårtop." Da han var færdig med visen og stødte fra, stoppede han brat, og han bebrejdede sig selv: Jeg fjols, når jeg for en gangs skyld ser en kvinde, lader jeg hende høre at jeg er her." Nu ville han ikke videre, og selv om han lå fladt på maven holdt han øje med alt, fordi han troede at hun ville gå op i landet igen. Hun gik dog endnu hurtigere hen mod hans telt og ind i det, men hun kom straks ud igen for at hente saltvand. Da hun var gået ind igen, begyndte det at ryge fra hans kogested ved indgangen. Da hun havde været nede efter kød til kogning, hentede hun vand. Anden gang hun gik ned, kom hun op med store sælskind og tog dem med ind i teltet, og så kom hun ikke ud igen. Han blev ved med at kigge på sit telt, men da hun stadigvæk ikke kom ud, skyndte han sig ned i sin kajak og roede hjem af alle kræfter.

 

Da han kom i land neden for sit telt og bevægede sig op til det lige så stille han kunne, nåede han op foran indgangen, før hun var kommet ud igen. Da han så ville ind i teltet, lød det som om noget kradsede på skind da hun krøb ind mellem teltets skindlag. Man kunne se hendes fødder stikke ud, og da han kom derind sagde han: "Jeg har allerede set dig, kom du bare ud." Da hun kom ud kunne han se, at det sandelig var en rigtig kvinde. Brede og fyldige hofter, smal om livet og en hårtop som en hel lille pude.

 

Da Aataaliannguaq nu for første gang så en kvinde efter sit hoved, holdt han op med at tage på fangst og tænkte ikke på andet end flirt og kærtegn. Efter flere dage med det sagde så hans kone: "Jeg forlader dig ikke, for jeg kan ikke længere undvære dig. Tag nu ud på fangst en gang imellem."

 

En morgen hun så flere gange havde bedt ham tage på fangst, roede han da afsted og ville først hen et sted, hvor han ikke kunne se sit telt, men han roede alligevel ikke længere væk, end at han kunne holde øje med det, og han så sig hele tiden tilbage for at se om hans kone skulle gå ud. Han harpunerede kun to sæler og roede så indefter, og da hans kone kom ned til ham, følte Aataaliannguaq at han havde været lige ved at dø af længsel.

 

Nu genoptog han sin fangst og fangede snart rigtig mange sæler. En skønne dag var deres ammassætfangst blevet tør. Da de havde pakket dem ind og bundet det tørrede kød sammen, sagde konen: "Årerne til din konebåd er for spinkle. Lav nu nogen solide årer til mig." Aataaliannguaq lavede da årer til hende, som ikke var sådan at knække. Da alt nu var i orden, begyndte de en morgen da de var vågnet at gøre sig rejseklar. Da de havde lastet deres konebåd, sad Aataaliannguaq i agterenden og så sin kone gøre sine årestropper klar, og så, da konen tog et åretag, faldt han bagover. Han famlede efter noget at holde fast i og nåede lige at få fat i rælingen. Han sagde: " Vent lige lidt med at ro, jeg skal først gøre mig fast." Han klemte sine fødder fast inde bag sidelægterne og lænede sig kraftigt forover, og da nu konen begyndte at ro til med en åre på hver side af konebåden, var det som om de gled ned ad bakke, ud af fjorden, fordi det gik så hurtigt.

 

Ved den tid Aataaliarsuaq så småt kunne vente sin hjertensvens hjemkomst tog han ikke længere andre steder hen end ud for Uigorlequtaa. En dag han var på fangst og spejdede mod øst, skønt det endnu kun var op ad formiddagen, fik han skam øje på en konebåd, der roede over til nordsiden af fjorden mod Paattorfik og derpå videre nord for Qeqertat. Det kunne ikke være andre end Aataaliannguaq, for for han roede ad den rute han normalt fulgte. Da Aataaliarsuaq havde set konebåden, roede han hen imod den af alle kræfter. Mens han hurtigt nærmede sig og så nærmere efter, opdagede han at der både var en rorgænger og en anden der roede. Og da Aataaliannguaq aldrig plejede at have nogen med, satte han farten yderligere op. Aataaliannguaqs kone vejrede mod vest og pegede: "Derude er der en kajak." Hun trak årerne ind og krøb ind mellem teltovertræksskindene mellem deres last, og det eneste man hørte var en skraben af negle mod skind. Hendes mand spejdede, men så ingenting og sagde: "Der er ingen kajakmand, ro nu igen." "Nej, der er en kajakmand derude." Da han ikke kunne overbevise hende lod han sin styreåre være og bandt åreremmene om sine egne årer, fordi hans kones årer var ham for tunge. Han begyndte langsomt at ro mens han nu og da kiggede over mod vest, og nogen tid senere kom en kajakmand til syne der roede godt til. Han genkendte nu sin hjertensven, og da denne var kommet tæt på, spurgte han: "Hvor er din rorgønger?" Han tav en tid, men svarede så: "Hvilke andre mennesker skulle der være end mig? Jeg kommer som altid helt alene ovre fra øst." Da kom Aataaliarsuaq helt hen til dem, tog fat i rælingen og kiggede rundt inde i konebåden, og så pegede han: "Der er jo en kvindes fødder mellem jeres gods!" Manden sagde: "Han har allerede set dig, kom du bare frem." Så vrikkede hun sig ud, og det var sandelig en rigtig kvinde: Bredhoftet, smallivet og med en hårtop som en hel lille pude. Da hun tog fat i sine svære årer og begyndte at ro, roede Aataaliarsuaq så hurtigt han kunne for at komme foran, men han kunne ikke komme fri af dem, fordi de havde en sådan fart på, at de ikke var til at hægte af. Først da de næsten var fremme ved Kangeq lykkedes det ham endelig at komme foran.

 

Da han rundede pynten og kunne se Kangeq råbte han af sine lungers fulde kraft: "Aataaliannguaq har fået sin en kone!" Kangeqboerne tog nyheden som sig hør og bør! Aataaliannguaq ankom med en kone, og man syntes det var så herligt, at der ikke var det hus hun ikke blev inviteret ind i, og de roste hende, fordi hun var så dygtig og hurtig til sit arbejde. Men hun spiste nødigt kogt mad og foretrak råt kød. Ofte så de hende på stranden, hvor hun spiste rå ulke. Alligevel spurgte de hende ikke ud om det, for hun kunne klare al slags arbejde og blev færdig med det næsten før hun var begyndt.

 

Sådan gik tiden, sommeren gik og det begyndte at blive efterår. Om efteråret, hvor fangerne nu kom hjem med mange sæler, havde de det en aften rigtig varmt og hyggeligt i deres hus. Da sagde en af deres mindre drenge, der legede kajakmand på gulvet: "Hvordan kan det være at vores store hus begynder at lugte af rævehule, når det bliver rigtig varmt herinde?" Da drengen havde sagt det, kom Aataaliannguaq til at kigge på sin kone og så, at hun rødmede som én man har kastet blod på så det løb helt om bagved ørerne. Hun lagde sit sytøj, trådte ud på gulvet og gik ud. Da hun var gået sagde de til drengen: "Sådan noget må du ikke sige igen, for vi har én hos os, der ikke er rigtigt menneske." "Jeg skal aldrig sige sådan igen," svarede drengen. De ventede længe, og så kom hun endelig ind igen.

 

Senere, da efteråret var gået og dagene virkelig var blevet korte, legede drengen som saædvanlig kajakmand på gulvet, og netop som alle tav hørte de ham pludselig sige: "Hvordan kan det være at vores store hus begynder at lugte af rævehule, når det bliver rigtig varmt herinde?" De gjorde fagter til ham for at få ham til at tie stille, men da havde han jo allerede sagt det. Aataaliannguaq kiggede på sin kone og så at hun kastede sytøjet fra sig, trådte ud på gulvet, tog sin pels på og skyndte sig ud, og netop da hun nåede udgangen kunne man se, hvordan hendes store hale snoede sig. Hendes mand skyndte sig i tøjet, og da han fulgte efter hende ud så han, at hun gik stik op mod øst. Han fulgte hendes spor, der i den ene side var menneskespor og i den anden side rævespor. Omsider var han nået tværs over øen mod øst, fordi hun var gået over Qaquk (tidligere Nepisat-sundet, AL.). Hun var gået ud på sundisen ved Paarmaligaatsiaat og i land igen ved Qaqussuisortunnguaq.

 

Langt ud på aftenen, da han var kommet ind i landet ved Saarloq, fik han øje på en lille lysplet længere fremme, og da han kom derhenad så han et lille hus. Han kiggede ind af vinduet og så sin kone sidde og sy bag sin lampe. Udefra sagde han: "Kom ud, jeg er kommet for at hente dig." Hans kone svarede: "Kom du herind." Da han var kommet ind satte han sig for enden af lampebriksen og så huset an, og da opdagede han en mængde smådyr, der bevægede sig rundt på væggene. Konen flyttede sig og sagde: "Lad mig lyske dig!" Hun lod ham ligge hen over sine lår mens hun lyskede ham, og så sagde hun: "Bier, edderkopper, fluer, myg, hvepse, skarnfluer og alle jer af denne familie, syng nu en vuggesang for Aataaliannguaq." Da brummede de først lidt, men så stemte de i og sang rigtig højt: "Sov, Aataaliannguaq, og vågn igen til sommer." Aataaliannguaq følte sig snart meget søvnig, og så snart de holdt op med at synge, sagde konen: "Orme maddiker og alle I andre bløddyr, syng nu så smukt I kan en vuggevise for Aataaliannguaq." Ormene og maddikerne og flere af deres artsfæller samledes nu på eet sted, og efter lidt brummen sang de flerstemmigt: "Sov, Aataaliannguaq, og vågn igen til midsommer." Mens Aataaliannguaq lyttede til deres vidunderlige sang faldt han i søvn.

 

Aataalinannguaq vågnede fra en dyb søvn meget tissetrængt og fordi der var en kraftig summen af fluer. Hans kone var væk, og da han kiggede på hendes vinduer kunne man ikke se dem for fluer. Da han kiggede ud af vinduet var der overhovedet ingen sne, og da han kom ud var alt blevet grønt. Det var højsommer, og han var faldet i søvn før vintersolhverv. Udenfor tissede han så længe at han urin blev til en stor elv. Imens så han sig tilbage på det han var kommet ud af, og det var altså en rævehule han havde været gæst i. Det fortælles at hans urin undervejs havde skyllet en familie og deres konebåd væk, da de havde holdt rast på vej ind i fjorden.

 

Aataaliannguaq tænkte på at tage hjem, men af lutter skam gik han ud i sin urinflod og blev til en ørred. Han søgte at slutte sig til ørrederne, men da de havde det med at bide, tog han med strømmen ud mod havet. Da han dér søgte efter venner og mødte en lille netside, blev han ven med den. Han gjorde sit bedste for at blive gode venner med den, men da den var vild med at kradse og han ikke længere kunne affinde sig med det, blev han til en spraglet sæl, da han mødte en spraglet sæl. Men da den var endnu gladere for at kradse, forlod han den. Da han så mødte en sortside blev han ven med den og blev en sortside, og da den var så mild og kærlig og ikke ville ham noget ondt, blev han rigtig gode venner med den, og de forlod aldrig hinanden. Når det var stille i vejret og de mente de kunne risikere at møde kajakmænd, sov den ene mens den anden holdt vagt. Hvis den der holdt vagt så fik øje på en kajakmand, dykkede den og prikkede nedefra lidt til den anden, der så skyndte sig at dykke. På den måde var de altid opmærksomme på omgivelserne. Når det var stormvejr og de ikke forventede at træffe kajakmænd, sov de begge samtidigt.

       

Engang det stormede og de ikke ventede at møde kajakmænd, var de begge faldet søvn på en og samme gang. Mens de sov følte Aataaliannguaq pludselig en sviende smerte, og da han forsøgte at komme væk i en fart, blev han straks holdt fast. Han søgte op til overfladen, og da han var oppe så han én han bestemt ikke havde ventet at se, og genkendte med det samme sin gamle hjertensven Aataaliarsuaq, der havde harpuneret ham. Da han stak ham med lansen lod han, som om han døde. Aataaliarsuaq rullede sin fangstline sammen og gjorde Aataaliannguaq klar til bugsering, og da han ville sætte den forreste slæbeline fast, kildede det så meget at Aataaliannguaq krummede sig sammen og til tider var lige ved at fnise. Men endelig blev han da færdig med at gøre ham klar. Aataaliarsuaq havde ham på slæb hjemover, og da han landede ham neden for sit hus og hans kone kom ned, kunne han nu se helt ind i hendes indre, og det var fyldt med is, fordi hun aldrig havde kunnet få børn. Han var ved bevidsthed da de slæbte ham op og begyndte at flænse ham. Først da de havde skåret alle hans led over besvimede han. Han havde været bevidstløs længe, da han vågnede op og fandt ud af, at han var inde i et lille hus fyldt med is. Da han følte sig utilpas ved at være sådan et sted, begyndte han at muge ud. Netop som han skulle til at smide det affald han havde samlet ud af husgangen, så han et par store hænder fyldt med tatoveringer parat til at snuppe ham. Så flygtede han. Da han flygtede, sagde nogen uden for: "Den var der ellers lige, men den trak sig tilbage." Derefter stirrede han hele tiden på indgangen, men da der ikke igen dukkede noget op, ville han for anden gang smide sit affald ud gennem indgangen. Og denne gang kom der hænder, som man ikke behøvede at være bange for, og han fulgte bare med og blev grebet. Da hænderne havde trukket ham ud så han, at han var kommet ind i et andet hus, og det var altså konen, der havde født ham. Da fødselshjælperen havde taget ham sagde hun: "Det var vel nok en stor fin dreng." Ved de ord kiggede Aataaliannguaq op og så nu sin gamle hjertensven, der bøjede sit hoved, som om noget tungt var blevet lagt ovenpå ham, og efter en rum tavshed rettede han sig op og sagde: "Lad ham være navnefælle med ham den ulykkelige, der forsvandt, lad os kalde ham Aataaliannguaq." Aataaliannguaq var blevet født for anden gang. Og da det var deres førstefødte elskede de ham selvfølgelig højt, og hver gang han klarede noget for første gang, holdt de fest for ham.

       

Da Aataaliangguaq var blevet en lille dreng, gik hans barnepige en dag gik ude og holdt ham i hånden, mens han legede med en lille drengeharpun. Som vanligt rundede faderen nu næsset med en sæl på slæb, og hans lille søn gik henrykt ned til ham. Da faderen rakte linen i sælen indefter, genkendte Aataaliannguaq straks sin sæl-ven. Det var den faderen havde fanget, en sortside med en enkelt kulsort plet på halsen. Straks Aataaliannguaq så det brast han i gråd, og han var utrøstelig hvor meget de end prøvede at få ham til at holde op. Flere gange spurgte de barnepigen om han havde slået sig, men hun svarede hver gang, at det vidste hun ikke af. Det blev aften og han blev ved at græde, så han også holdt familien vågen hele natten med sin gråd, og om morgenen græd han stadig. Da der ikke var andet at gøre måtte faderen skaffe ham en åndemaner til at finde ud af årsagen, og da åndemaneren kom med det samme, sagde de: " Vi skal nok betale dig rigtig godt, bare du finder ud af, hvorfor han græder så meget." Da åndemaneren var opsat på sin belønning manede han ånder alt det han kunne og sagde snart: "Det er fordi han græder over sin ven som er blevet fanget, en sortside med hen helt sort plet på halsen." Da åndemaneren havde forklaret det, holdt Aataaliannguaq straks op med at græde. Det fortælles at Aataaliannguaq levede lige til sine gamle dage efter at han var blevet født for anden gang.

Her slutter fortællingen.

Oversat af Apollo Lynge.

 

Var.: Aataaliannguaq / Den lille eftergjorte sortside; gift med en ræv + Navagiaq; denne sammensætning forekommer i den del varianter: Ræv til hustru, forvandling til sæl; Maqu;

 

Kommentar: udrensningen af kvindens indre is: den "smelter" til blod ved fødslen. Menstruation opfattes på samme måde: Den mandbare kvinde er varm indvendig

oqalugtuaq Aularsamik, sarqame nunalingmik / Aalarsak kom til månen

Print
Dokument id:283
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Aularsamik, sarqame nunalingmik / Aalarsak kom til månen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 531 - 534, nr. 155
Lokalisering:Illorsuit: Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskrift, der desværre ikke længere eksisterer. Desværre, fordi afskriveren ofte har været usikker på hvad der stod.

Version på dansk sammenstykket af 5 versioner inkl. noget af denne i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 15, ss. 87 - 88.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 91, ss. 440 - 441: The Moon - Kanak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Aalarsaq, der boede i Saqqaq.

 

Aalarsaq, som boede i Saqqaq, var en gammel mand, og han havde en datter. Datteren blev syg og døde. Da det blev sommer, efter at datteren var død, ville Aalarsaq uddanne sig til angakkoq (åndemaner). Hele sommeren gik, uden at han fik nogen respons.

 

Der gik fire somre, uden at der kom noget svar fra ånderne. Endelig hørte han en

stemme, der sagde: "Hvor er han?" Han lyttede og han hørte en skraben. Så fik

han øje på en stor hvid hund. Da der blev råbt: "Hvor er han?" råbte Aalersaq:

"Her." Den der sagde: "Hvor er han?" gik nu hen til ham. Da den nærmede sig, så

han, at dens ører nåede til skuldrene, og huden dækkede øjnene. Den kom hen til

ham, og den åbnede øjnene og råbte: "Hvor er Aalarsaq?" "Her, her." Den standsede

lige før den nåede frem til ham. Så mistede Aalarsaq bevidstheden. Da han igen

kom til bevidsthed, så han, at hans indvolde lå ved siden af ham. Der var også

en anden stor hund og et menneske. Dette sagde: "Nu er du blevet færdig som

angakkoq!" (svært at forstå sætningen - Chr. B.). Så gik han ned, og teltene på

bopladsen blev synlige. Nogle teltindgange åbnedes. Folk sov og kun husene sås.

 

Det blev vinter, og Aalarsaq begyndte at mane ånder for at lede efter sin

datter. Han ledte efter hende på land og nedad mod vest, men han så ikke noget til

hende. Da det blev lyst, udtænkte han en plan. Han bad sin kone om at sy sig et par kamikker uden skafter ('púkitsut' - ældre betegnelse for et par sko. Jeg mener

også betegnelsen dækker 'hjemmesko', som blev syet til danskerne - Chr. B.). Konen syede et par kamikker uden skafter. Han tog dem på og tog på åndeflugt. Han kom til tre mennesker, og der kom også nogle væsener (eller: mennesker - Chr. B.). De råbte: "Jeg skulle sige, at I skal komme med øjnene, som en eller anden har lånt fra ham dér." De råbte igen: "Har folk i Tullerunnaq lånt dem?" Vedkommende sagde igen: "Forsyn dem med øjne ved at sømme dem fast."

 

Aalarsaq forlod dem og kom til et hus, som plejede at blive rødt. De sagde:

"Det er lighuset for dem, der døde af at spytte blod." Og en anden,

'qíkisartorssuaq' (jeg kender ikke glosen - Chr. B. - Måske kikisartorssuaq el. kikki-, BS ?): "Det er lighuset for dem, der døde af sting (stikkende smerter i lungerne, BS)."

(Herefter følger et afsnit om Aalarsaqs besøg hos månen. Det kan hverken

oversættes eller refereres. Jeg fortsætter fra det sted, hvor det begynder at

blive nogenlunde forståeligt - Chr. B. se kommentar ndf. BS):

 

Så kom der en kvinde ind. Så såre hun kom ind, gav hun sig til at danse,

idet hun skrævede over 'ike' (?), selvom 'nâligkani kanajuluk (måske skulle der

have stået: nalikkaani kanajulik, der var en ulk i skrævet? Chr. B.). Aalarsaq

begyndte at fnise indvendigt, og ham ved vinduet smilede. Hun holdt op med at

danse. Han (Aalarsaq eller månemanden? Chr. B.) sagde: "Dans nu!" Så blev hun vred

og gik ud. Hun efterlod sin ulu og sin tallerken i rummet. Senere kom der en

meget smuk pige ind og hentede hendes ulu og hendes tallerken. Han (månemanden?

Chr. B. Sikkert - B. S.) sagde: "Sig til hende, at hun selv skal hente dem." Så kom der igen en pige med et meget smukt ansigt. Hun sagde: "Jeg skulle sige, at hun vil lade himlens søjler gå af led, 'ilavisisutup (?) kivfâ' (?)." Månemanden

sagde: "Hende derinde passer på vejret (dansk notat: verden (sila). Chr. B.). Giv

hende hendes elendige ulu." Han gned den (uluen. Chr. B.) imod trinnet fra gangen

og smed den ud.

 

Derefter kom en åndemaner sydfra flyvende gennem

luften. Han (åndemaneren? Chr. B. Mon ikke, de nævner hinandens karakteristiske

træk for at kunne genkende hinanden senere - B. S.) sagde: "Jeg vil prøve at træffe dig, når det bliver sommer. Du er langhåret." Aalersaq sagde: "Du har hvidt hår i næseroden." Derefter skiltes de.

 

På sin vej hjemover mødte Aalersaq en gammel mand med en bue. Den gamle mand sagde: "Mens jeg endnu var meget ung, ville jeg gerne have haft hende (det kan også være: ham - Chr. B.), uden at jeg havde ladet hende vide det (det er svært at finde ud af sammenhængen - Chr. B.). Efterhånden er jeg blevet en gammel mand. Kom her og se." Han kiggede den vej, han pegede på (lidt frit - Chr. B.) og han så en stor hund midt på en stor slette. I det øjeblik han kiggede på det, rystede dyret sig voldsomt. Lidt efter sagde den anden: "Pas på ikke dyret bliver arrig. Tag hellere hjem." Han mente sne. Han nåede sit hus, netop som det blev snevejr. Han havde slidt sålerne op på sine kamikker, som var lavet uden skafter.

 

Da det blev sommer rejste han sydover. Ved Isortoq traf han et skib. Han kiggede rundt for at se, om der var nogen blandt folk på stedet, han kendte. Blandt dem opdagede han én, der kiggede på ham. De gik hen til hinanden og oven for teltene snakkede de sammen om, at de havde mødt hinanden. (Sikkert åndemaneren, han havde mødt hos månen - BS.). Aalarsaq vendte hjem derfra til Saqqaq og der døde han. Slut

 

Der er mange steder, hvor det er svært at tyde de mærkelige ordsammensætninger. Den er meget dårligt fortalt - Chr. B.

 

Var.: Arons Isigaaseraaq kommer nærmest. Men se kommentaren ndf.

 

Kommentar: Det omtrent uforståelige første stykke af Aalarsaqs besøg på månen, handler om at han ser sin datter deroppe, enten i månens hus eller mellem boldspillerne nedenfor månens sted, dvs. de døde i himlen under himmelhvælvingen, qilak, der ved deres boldspil fremkalder nordlyset. De næste sætninger er uforståelige, vist også for afskriveren: agssagtâtigut, agssai apupuk ? oqarpoq: qaumat tássâsît ilagísvãtit tusarianune, tuvauiordlune tûgssamit tigusigame kákiviânut ilisivoq, ãma táukua ínûsugtorssuit sanasut isumalerput: sulimia-juna, taimaileriartut náungáinaq ardlikaseriardlune oqarpoq: miterssuarmik issarssuarmik, ãma sanalerpai, kisiáne erdloqerpaluleriatdlarmat utorqarssuit niaque qaqortuinarssuit, qáumat oqarpoq (de næste sætninger kan nogenlunde følges og handler om et tabubrud månen blir opmærksom på og ser nede på jorden): "Skønt jeg ikke skulle have fået det at vide har jeg nu fået det at vide," hvorefter han åbnede (en lem?) i gulvet og så dernede en efterladt (efter en afdød) på bagsiden af huset som skar sælskindsremme, og mens han bare nærmede sig ham og også afbildede / skrev hans (u)vane ned (?), kom han ind, inuarpâsagaluarlunga silamut sâtigtarâra, tûgssamit tiguâ tûgâmínguaq isua sanalerujâ iserisaerniartuínarpoq. sila taimaileriardlune, âma silamut oqarpoq: kimiluk (?) illisajatuk(?)kuuisigtut/kunisigtut isâlerput, kingornatigut iserpoq. ímánguaq nujalik, quvialerput, tamãnga arpâlulerarât / augpalulerarât(?BS)qivialerput kiatitik amilikatik(?) katigutdlugit(?) ikijuisugak(?)toqussut.

 

Egentlig følger Aalarsaq det forløb en østgrønlandsk angakkoq-lærling typisk begynder med i sin uddannelse. Han blir ædt af en hund og bliver synsk, han rejser på åndeflugt til månen / Månemanden, konfronteres med Indvoldsrøversken - men mister dog ikke sine indvolde til hende - det er allerede sket til den første initiations hvide hund. Det er muligt, at månen fremkalder dis med sine snittespåner fra spidsen af en stump hvalrostand. Måske opholder både unge og gamle døde sig i månens hus. Det snevejr gæsten normalt ser månen sende ud som straf for tabubrud - ofte pustet ud gennem et rør - er i stedet associeret til en stor hund på en slette. Åbenbart en kortslutning af symboler, idet pustet gennem røret alluderer til en ejakulation og hunden bl.a. er en fast metafor for en penis. Tolkningen bekræftes af den gamle mand med bue, der nævner sin ungdoms begær efter en, der ikke fik det at vide, og at han nu er alderssvækket. Dette begær må være en reference til månens og solens oprindelsesmyte (søg på Solen og Månen). Endelig møder Aal. som bevis på at han har været hos månen en anden angakkoq deroppe.

 

Vedr. Østgrønlandske versioner, Søg fx på Ajijak og Søens troldbjørn. Bemærk at også hos Amos Daniel ved Uummannaq finder vi forestillingen om, at Indvoldsrøversken, Nalikkatteeq, behersker vejret og dermed kan blæse verdensstøtterne omkuld - ligesom Silap Inua eller - hos netsilikkerne, Naarjuk

Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq

Print
Dokument id:207
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq avdla / Den blinde som genfik synet / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 297 - 302, nr. 103
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Sønnen som brugte sin mor som fangeblære (fangstblære).

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71 - 74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En anden fortælling.

Der var engang en enke, der havde en søn og en datter. Da sønnen begyndte at fange, havde de megen gavn af ham. En gang ved efterårstid fangede sønnen en hvid remmesæl. Moderen ville gerne have skindet til brikseunderlag, men sønnen fandt skindet egnet til at lave rem af, og derved blev det.

Moderen ville minsandten skade ham ved hekseri. Da hårene fra

skindstrimlerne var blevet fjernet, spændte han dem ud for at fjerne narven ved

at skrabe det med en lille muslingeskal. En lille blære på narven brast, og

vandet derfra ramte begge øjnene. Dette svækkede hans syn og til sidst blev han helt blind. Om vinteren slap provianten op, og de levede kun af muslinger.

Engang, midt i vinterens kulde, kiggede en stor isbjørn ind gennem vinduet

og rev tarmskindsruden i stykker. Moderen og lillesøsteren flygtede og tog plads

på den bageste del af briksen imod husets bagvæg. Den blinde sagde til sin

lillesøster: "Giv mig min lille bue - man ved aldrig." Han spændte buen og sagde

til lillesøsteren: "Sigt med pilen på bjørnen." Da lillesøsteren mente,

at pilen nu sigtede på bjørnen, sagde hun: "Skynd dig nu." Han skød og det lød

akkurat, som når han ramte et dyr - dengang før han blev blind. Bjørnen

var på vej væk fra huset, men faldt død om. Moderen sagde til ham: "Du ramte

vinduet." Men lillesøsteren hviskede til ham: "Du ramte bjørnen."

De levede af bjørnekød om vinteren. Men når moderen havde kogt bjørnekød,

gav hun sønnem muslinger at spise. Hun holdt ham i uvidenhd og lod ham ikke

smage kødet. Men når moderen gik udenfor huset, gav lillesøsteren ham et stykke

bjørnekød og han slugte det i største hast. Sådan gjorde lillesøsteren hele vinteren.

Det blev forår og dagene blev længere. En dag sagde lillesøsteren til sin bror: "Det var så dejligt den gang, dengang du kunne se, og jeg kunne komme med på dine lange jagtture." Broderen svarede: "Ja, lad os gå en tur. Jeg holder fast i dig bag på." Dagen efter gik de ud en tur. Ligeså de følgende dage og de blev væk hele dagen, idet søsteren samtidig samlede brænde. En dag kom de til en stor slette. Han sagde til hende: "Gå du bare rundt saml' brænde. Jeg lægger mig og venter på dig." Mens han lå på jorden, hørte han en flok gæs deroppe. Da de befandt sig lige over ham, hørte han én af dem sige: "Kan I se den unge mand dernede. Han kan ingenting se. Bare man kunne gøre ham seende."

 

Liggende på jorden i samme stilling hørte han høre fuglene nærme sig. Så mærkede han noget varmt, det var en af gæssene, der tabte en klat på begge hans øjne. Han blev stadig liggende i samme stilling, og så kom fuglen og tørrede øjnene med sine vinger. Først da fuglenes vingeslag næsten ikke kunne høres længere, slog han øjnene op. Han kunne se. Han så sig omkring og så sin søster gå og samle brænde. Han råbte grædende til hende:

"Hør, Najattaaq" (en ny lillesøster, han har fået - Chr.B), sådan kaldte han hende, "når det bliver sommer, vil jeg være i stand til at skaffe dig skind til bukser, for nu kan jeg se." Søsteren gik derhen og så, at han var blevet

seende. Nu gik de hjem, og lige før de kunne se huset, tog han fat i søsteren bagpå, som om han stadigvæk var blind. Han havde været inde et stykke tid. Så gik moderen ud, og han fulgte efter. Moderen opdagede, at han var blevet seende og

sagde: "Næh, er du blevet seende, du kære? Her er den bjørn du skød." Hun pegede

på skindet, der lå på jorden - spilet ud. Han kiggede hen til det sted, hvor de

remme, han havde lavet, skulle være. De lå stadigvæk samme sted. Han gjorde nogle af dem klar til brug.

 

Dagen efter tog han sammen med sin søster ud til iskanten, hvor hvidhvalerne trak forbi på denne årstid. Han bandt den ene ende af

linen omkring lillesøsterens midje. Når han havde harpuneret en hvidhval, halede

de i fællesskab fangsten op på isen. Han fangede mange hvidhvaler på denne måde.

En dag da de var på vej hjem fra iskanten, spurgte han lillesøsteren: "Hænger

du meget ved din kære mor ?" (eller: "Holder du af din mor?" - Chr.B.). Hun svarede ikke i første omgang. Så gentog han spørgsmålet. Hun sagde: "Jeg holder mindre af hende end af dig. Det er blevet sådan, at du er den eneste, jeg holder af." Dertil sagde broderen: "Imorgen vil jeg bruge vores mor som fangstblære - som en hævn, fordi hun gjorde mig blind." Søsteren bifaldt, og da de kom hjem

sagde de til deres mor: "Hvor blev vi trætte i dag af hele det tunge læs, vi

bar hjem på ryggen." Og henvendt til moderen sagde sønnen: "Jeg synes, vi skal lade Najattaaq hvile ud i morgen. Må jeg brude dig som fangstblære i morgen?" Moderen var helt med på den og skyndte sig at tørre sine kamikker.

 

Dagen efter gik mor og søn ud til iskanten. Da sønnen gjorde klar til at

harpunere en hvidhval, sagde moderen: "Vælg den mindste." Sønnen rettede sig

efter moderen og harpunerede en hvalunge. Næste gang han gjorde klar til

harpunering, sagde moderen som før: "Vælg den mindste." Sønnen undgik denne gang

at harpunere hvalunger. Han ramte i stedet en stor hvidhval. Han hjalp

moderen med at trække hvalen, så de kom længere væk fra iskanten. Men så sagde

han: "Med denne hval vil jeg hævne mig på dig." Så slap han linen, idet han sagde:

"Der var engang, du gjorde mig blind. Det her er min hævn." Hvidhvalen trak

hende nu hen til iskanten. Så drejede hun hovedet imod sønnen og sagde: "Min ulu

(kvindens krumkniv), min ulu. Det var mig der engang tørrede (der

står egentlig: skrabede det væk - Chr.B.) dit tis." Så faldt hun i vandet med et

plump. Sønnen kiggede efter hende og hun dukkede op efter nogle hvaler. Hun

sagde igen: "Min ulu, min ulu. Der var engang, jeg fjernede dit væmmelige tis." Så

forsvandt hun igen. Da sønnen ikke længere kunne se hvidfiskene, tog han hjem.

 

Han og søsteren græd over tabet af deres mor, for det var jo hende, der havde

opdraget dem. De kunne ikke holde ud af være i deres hus. De blev bange og ved

aftenstide drog de af sted - ind i landet. På deres lange vandring nænnede

broderen ikke at fange en enste fugl. Det var jo en fugl, der gjorde ham seende.

Kun en eneste gang gjorde han en undtagelse, idet han fangede en svane efter

søsterens ønske. De boede på en nunatak, indtil de blev meget gamle. De

besluttede sig til at søge efter mennesker for at tilstå, hvad de havde gjort.

Hver gang de forsøgte at gå ind i et hus, hvor der også boede en åndemaner / angakkoq, begyndte denne at mane ånder (men ikke på ægte vis - ifølge Kirsten Thisteds oversættelse, se ovf.). Så opgav de.

 

Engang blev broderen opmærksom på et hus, hvor der også boede en åndemaner. Han ventede med at gå hen og lade sig se, til åndemaneren begyndte at mane ånder - det var første gang, han ville overvære (en rigtig) åndemaning. Allerede da han nærmede sig huset, begyndte åndemaneren midt i sin åndemaning at beklage sig og sagde: "I risikerer at blive dræbt af en hjælpeånd. Der står et meget stort menneske udenfor." Denne store mand, der stod udenfor, råbte ind: "Har I nogensinde hørt om en mand, der brugte sin mor som fangstblære?" Da ingen svarede, gentog han spørgsmålet. En af de gamle koner sagde: "Jeg har godt hørt om, at en bror og en søster engang brugte deres mor som fangstblære." Manden udenfor råbte ind: "Det er mig - Jeg har brugt min mor som fangstblære. Jeg er kommet her for at tilstå. Det er første gang, jeg har set en åndemaner, som er Ilaarsiuitsoq (én, som aldrig efterligner nogen?). Kom udenfor og se på mig."

 

Alle - også åndemaneren - kom ud. Det var måneskin, og man så

ham stå ved en konebåd, der var sat op på stilladset. Håret var helt hvidt, som

om han havde en hue af et hareskind, men ansigtet var helt sort. Han fortalte,

at søsteren ikke længere kunne bevæge sig, og at de boede i en lille hytte på en

nunataq / nunatak. Han fortalte endvidere, at de havde en husfælle, der så forfærdelig ud, fordi han havde et hoved som en sæls. Til sidst sagde han: "Herefter vil intet menneske få mig at se. Jeg har tilstået, det jeg gerne ville, nemlig det, at jeg brugte vores kære mor som fangstblære, da jeg harpunerede en hvidhval." Med de ord gik han, og ingen har set ham siden.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til.

 

not [This handwritten text is a copy made by a student teacher from a handwritten text which cannot be traced.

 

Translated by Kirsten Thisted in : Kreutzmann, Jens : Fortællinger & akvareller. Ed. Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Sønnen som bugte sin mor som fangeblære (The son who used his mother as a hunting bladder) Transcribed into the modern Greenlandic orthography by Arnaq Grove in: Kreuzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Eds. Kirsten Thisted and Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 71-74: Erneq arnaminik avataqartoq.

 

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

Another tale:

 

Once upon a time there was a widow who had a son and a daughter. When the son began to hunt, they benefited a great deal from his skill. Once, in the fall, the son caught a white bearded seal. His mother wanted very much to use the hide as a bed covering, but the son thought that it was better suited to making a strap, and so it became a strap. The mother then actually wanted to hurt her son with witchcraft. When the hairs had been removed from the strips of skin, he stretched them out in order to remove the grain by scraping it with a little clam shell.  A little bubble on the grain of the skin burst and the water from it hit him in both eyes. This impaired his sight until eventually he was totally blind. In the winter their supplies ran out and they lived on mussels. One day, in the midst of the cold winter, a large polar bear looked in through the window and tore the window, made from intestine, to shreds. The mother and little sister fled and positioned themselves in the innermost part of the plank bed, up against the back wall of the house. The blind man said to his little sister, “Give me my small bow  you never know…” He drew his bow and said to his little sister, “Aim the arrow at the bear.” When his little sister thought that the arrow was aimed at the bear, she said, “Hurry up, shoot now.” He shot the arrow and it sounded exactly like the times when he had hit an animal before he had gone blind. The bear was about to flee from the house, but then

it fell down dead. His mother said to him, “You hit the window.” But his little sister whispered to him, “You hit the bear.”

They lived on bear meat that winter. However, when the mother had boiled the bear meat, she only gave her son mussels to eat. She deceived him and did not let him taste the meat. But whenever their mother left the house, his little sister gave him a piece of bear meat which he hastily swallowed. His little sister did this for the whole winter.

The spring came and the days grew longer. One day the little sister said to her brother, “It was so wonderful back in the days when you could see, and I could accompany you on your long hunting trips.” Her brother replied, “Yes, let's go for a walk. I will hold on tight to your back.” The next day, they went out walking. They did the same thing in the days that followed and stayed out for the whole day, and the little sister collected fire wood at the same time. One day they came to a broad plain. He said to her, “You just go on and collect firewood. I will lie down and wait for you.” While he lay on the ground, he heard a flock of geese up above him. When they were directly over him, he heard one of them say, “Can you see the young man down there? He cannot see a thing. If only we could make him see again.”

 

As he lay on the ground in the same position, he heard the birds approaching. Then he felt something warm. It was one of the geese doing a dropping in both of his eyes. He still remained lying down in the same position. Then one of the birds came along and wiped his eyes with its wings. He did not open his eyes until the sound of beating wings had almost faded into the distance. He could see. He looked around and saw his sister walking around collecting firewood. He called out to her tearfully, “Listen, Najattaaq (a little sister that he has got-chr.b),” which was what he called her, “when the summer comes, I will be able to get new skins for your trousers, because I can see again.” His sister went over and saw that had regained his sight. Then they went home and just before they caught sight of the house, he grabbed his sister from behind, as though he was still blind.  When he had been indoors for some time, his mother went out. He followed her. His mother discovered that he could see and said, “Oh my! Can you see again, my dear? Here is the bear that you shot.” She pointed to the skin, which lay stretched out on the ground. He looked over to the spot where the straps that he had been making ought to be. They were still in the same place. He prepared some of them for use.

 

The next day, he went with his sister to the edge of the ice, where the migrating beluga whales passed by, at that time of year. He tied one end of the line around his little sister's middle. Whenever he harpooned a beluga, they pulled it up on to the ice together. He caught many belugas in that way. One day, on the way home from the edge of the ice, he asked his little sister, “Are you very fond of your dear mother?” At first, she did not answer him so he repeated the question. She responded by saying, “I am less fond of her than I am of you. Nowadays you are the only one I really care about. “To that, her brother replied, “Tomorrow I will use our mother as a hunting bladder  as revenge because she blinded me.” His sister approved of the plan and when they got home, he said to their mother, “Oh, how tired we are from the great load we carried home on our backs.” The he said directly to their mother, “I think we ought to let Najattaaq rest tomorrow. May I use you as my hunting bladder tomorrow?” Their mother readily agreed to the idea and hurried to dry out her kamiks (boots). The next day, the mother and her son went out to the edge of the ice. As the son was preparing to harpoon a beluga, his mother said, “Choose the smallest one.” The son obeyed his mother and harpooned a whale calf. The next time he was getting ready to throw his

harpoon, his mother said once again, “Choose the smallest one.” This time the son avoided

harpooning the young whales. Instead, he hit a large adult beluga. He helped his mother to drag the whale ashore so they were further in from the edge of the ice. But then he said, “With this whale, I will exact my revenge on you.” Then he let go of the line, and said, “Once, you blinded me. This is my revenge.” The beluga dragged her over to the edge of the ice. Then she turned her head to her son and said, “My ulu, my ulu. It was I who once wiped up (the literal translation from the Greenlandic is: scraped away chr.b.) your pee.” Then she fell into the water with a splash. The son looked for her and saw that she had popped up behind some whales. She said once again, “My ulu, my ulu. There was a time when I cleaned up your disgusting pee.” Then she disappeared once again. When the son could no longer see the white whales, he went home.

 

He and his sister cried over the loss of their mother as it was, after all, she who had raised them. They could not stand to be in their house. They became afraid and in the evening they left to travel inland. During their long hike, the brother did not have the heart to catch a single bird. It was, after all, a bird that had restored his sight. He made just one exception, when he caught a swan according the wishes of his sister. They lived in a nunatak* until they were very old. One day, they decided to seek out some other people, so that they could confess to what they had done. Each time they entered a house where a shaman (angakkoq) also lived, the shaman began to conjure up spirits, (but not for real according to Kirsten Thisted's translation) so they gave up.

 

One day, the brother noticed a house, where a shaman also lived. He waited until the shaman began to conjure up spirits before he went over and allowed himself to be seen. It was the first time he had seen a true shamanic séance.  As soon as he approached the house, the shaman began to complain, in the throes of his shamanic ritual, “You are in danger of being killed by a helping spirit. A very large man is standing outside.” The large man who was standing outside called in to them, “Have you ever heard of the man, who used his mother as a hunting float?” As there was no reply, he repeated the question. One of the elderly women said, “I have indeed heard of a brother and sister, who once used their mother as a hunting float.” The man outside called in to them, “It is I  I used my mother as a hunting float. I have come here to confess. It is the first time that I have seen a shaman who is Ilaarsiuitsoq (one who never imitates?). Come outside and look at me.”

 

Everyone, including the shaman, went outside. In the moonlight, they saw him standing by a women's boat (umiaq) which was up on a scaffold. His hair was completely white, as though he was wearing a cap made of hare skin, but his face was completely blackened. He told them that his sister was no longer able to move and that they lived in a little hut in a nunatak. He continued his story by saying that they had a housemate who looked dreadful because he had a head like a seal's. Finally, he said, “Henceforth, no one will set eyes on me. I have confessed that which I intended to, that is, that I used our dear mother as a hunting bladder when I harpooned a beluga whale.” With that, he left them, never to be seen again.

 

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

 

*[Nunatak (or nunataq): a hill or mountain completely surrounded by glacial ice. See Merriam-Webster.--CM

oqalugtuaq avdla / Qivigtut / qivittut

Print
Dokument id:259
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq avdla / Qivigtut / qivittut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 401 - 403, nr. 129
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Panerfak og hendes søn. (Opr.: En anden fortælling).

 

En pige ved navn Panerfak havde en søn. Da hendes brødre ikke ville give hende det, hun havde behov for, drog hun sammen med sin søn af sted ind i landet, hvor der ikke boede nogle mennesker. Her byggede hun sig et hus og i hele området

byggede hun rævefælder (der står egentlig, at hun ordnede (fik rede på) hele

området og byggede rævefælder). Hun tørrede ræveskindene og beklædte hele huset indvendigt med disse. Mens de boede på dette sted, hvor der ikke boede andre mennesker, blev sønnen voksen. Han havde aldrig set havet, og han jagede kun landdyr inde i landet. De havde ikke glemt, at de var blevet nægtet at få det, de havde behov for, og at ingen i familien havde vist dem kærlighed, men havde jaget dem ud til et sted, hvor der ikke boede andre mennesker. Derfor trænede sønnen sig til at blive en stærk mand.

En aften, hvor sønnen endnu ikke var kommet hjem fra rensdyrjagt, hørte

moderen nogen uden for huset, der udlod sig hadsk om

hendes søn. "Endelig skal jeg træffe ham, jeg har ledt efter", sagde

manden derude. Han viste sig at være en af moderens brødre. Nu gik han ind med

en spændt bue, idet han troede, sønnen var hjemme. Da han ikke var hjemme, gav

han sig til at vente på ham. Han ville dræbe ham. Mandens fodsåler var skåret

itu og han havde tilbagelagt det meste af vejen kravlende. Hen på aftenen kom

sønnen hjem med to renbukke på ryggen. Drabsmanden blev bange,

da han så, hvor kraftig han var og viste sine fodsåler frem. Han

havde friet til den eneste kvinde blandt en stor søskendeflok, der boede i

nærheden af deres boplads, og en af mændene havde snittet i hans fodsåler. Han sagde, at han ville hævne sig på dem, når de til sommer ville komme

ind i fjorden på rensdyrjagt.

 

Da det blev sommer, tog de to mænd af sted over land. De så, at disse

mennesker, som havde snittet mandens fødder, var kommet ind i fjorden. De gemte

sig i nærheden af lejren og ventede på, at mændene skulle tage ud på

rensdyrjagt. Da mændene var taget af sted, gik deres søster hen et sted, hvor hun

ville vente på brødrene. De to mænd, Panerfaks søn og hans morbror, gik derhen, mishandlede hende og dræbte hende, hvorefter de afstivede liget og

stillede det op mod en sten. De gemte sig og iagttog mændene, da de fandt den

dræbte, der havde været ladt alene tilbage. De hørte dem sige: "Bare man kunne finde drabsmændene, så at man kan mishandle dem på denne måde". Den ene af dem, der dræbte pigen, foreslog, at de skulle komme frem fra skjulet. Da de viste sig, løb de hen til dem for at dræbe dem. De begyndte at slås, og Panerfaks søn og hans

farbror dræbte dem alle sammen undtagen den yngste af dem. De gik grinende bort

fra alle de dræbte.

 

Var.: en grum variant af søsteren der nægtes ægteskab af sine mange brødre og går qivittoq: Datteren som gik qivittoq; Om en qivittoq nr. 137; Qivittoq nr. 123;

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

oqalugtuaq Igsiagdlangmik / Avarunguaq / Agdlerut

Print
Dokument id:150
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Igsiagdlangmik / Avarunguaq / Agdlerut
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 105 - 109, nr. 41
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 159h - 160h.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 27 ss. 116 - 119 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne og en (uidentificerbar) af Amos Daniel. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 19, ss. 177 - 183: Avarunguak / Avarunnguaq or Agdlerut / Allerut)

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Issiallak.

Issiallak rejste nordpå for at træffe folk uden kajakker, som han havde hørt om. Alle steder, hvor han forhørte sig nærmere om dem, fik han at vide, at han bare skulle fortsætte nordover. En dag kom han til en boplads, hvor der boede mange mennesker. Der gik en meget stærk strøm lige uden for bopladsen, og her var der mange sæler. Issiallak blev opfordret af bopladsfolkene til at tage ud på fangst. Det varede ikke længe, så harpunerede Issiallak en sortside, og han halede den ind til sig. De andre fangede ikke noget.

 

Issiallak tog videre nordpå. De sidste mennesker, han traf, fortalte, at der kun

var en dagsrejse tilbage til folk uden kajakker. Dagen efter ved aftenstid fik

han øje på et hus. Her boede et ældre ægtepar og deres to døtre. Lige ud for

bopladsen var der masser af hvidhvaler og narhvaler. Issiallak harpunerede en

hval og slæbte den til land. De to store kvinder, altså døtrene, løftede straks

hvalen og bar den op til huset. Da Issiallak gik ind i huset, var faderen til de

to piger i færd med at fortære hvalen, så der ikke var noget tilbage til

Issiallak. Udbyttet fra de tre efterfølgende fangstture blev spist af moderen og

døtrene. Den fjerde fangst bar pigerne op til Issiallaks telt, og dér spiste man

den. De hvaler, han fangede herefter, blev lagt i forrådsrummet, så der blev

rigeligt af vinterproviant.

 

Det blev vinter, og isen lagde til. Nu ville pigerne tage ud på fangst ved

vågerne længere ude. De advarede Issiallak imod at tage med. Men det gjorde han

alligevel. Når pigerne løb, kunne Issiallak ikke følge med. Pigerne nåede først

til vågen; og de havde allerede fanget flere hvidhvaler og narhvaler, da han

nåede frem. De sagde, at han skulle blive dér ved vågen, mens de

selv tog hen til en anden våge længere ude. Han måtte kun fange en enkelt

hvidhval. Issiallak valgte alligvel at harpunere en narhval. Pigerne tilbød ham

at binde denne narhval til deres fangster, så at de kunne transportere den. Men

Issiallak ville selv trække narhvalen hjem. Han nåede først hjem den tredje dag,

og det var den eneste gang, han var på fangst sammen med pigerne.

 

Pigerne fortalte Issiallak, at der en dag ville komme gæster, og at disse gæster

plejede at slikke det tran, der var i lamperne. En dag kom gæsterne - tre mænd;

og de gjorde nøjagtigt, som pigerne havde fortalt. Der blev taget tre hvaler ind

i huset, og gæsterne spiste dem - og knoglerne med. Ved afrejsen inviterede

gæsterne deres værtsfolk på genbesøg.

 

Issiallak havde en hund, der fik hvalpe. Issiallak gav en af pigerne en hvalp

til plejesøn. Pigerne gav hvalpen navn efter en afdød.

 

Issiallak var med, da værtsfolkene tog af sted på genbesøg. Pigerne instruerede

ham og sagde, at han skulle slikke trannet fra lamperne ligesom de selv. De sagde

endvidere, at han kun måtte spise ganske lidt, og at han når de

(pigerne) gav ham et tegn, skulle sige, at han skulle ud et øjeblik og forrette

et ærinde, og så skulle han bare løbe hjemad. Han gjorde, som pigerne sagde. Da

han var godt på vej, kom pigerne og tog ham i hånden. Da Issiallak så tilbage,

opdagede han, at tre store bjørne løb efter dem. Den forreste af dem nåede

Issiallak og ville slå ham, men Issiallak sprang til side. Da den næste bjørn

nåede Issiallak og ville slå ham, sagde pigerne til bjørnen: "Denne mand har

givet en hund navn efter jeres afdøde ven." Så vendte bjørnene om.

 

Den efterfølgende sommer rejste Issiallak sydover. Da han ved afrejsen så

tilbage, opdagede han, at nogle store isbjørne kiggede ud af vinduet. På vej

sydover dræbte Issiallak hver eneste kajakmand, han mødte. Da dette blev

almindelig kendt, ville man dræbe ham. En gang han skulle af sted fra en

boplads, forsøgte de at fange ham; men han sprang op i en konebåd. Derfra kom

han ned i sin kajak, og han dræbte sine forfølgere.

 

Issiallaks mave bulnede. Han bad en åndemaner / angakkoq ordne den. Åndemaneren

sprættede Issiallaks mave op, og tænk, mavesækken var fuld af hår.

Det var alle de mennesker, han havde dræbt, der var ved at krybe ind i ham.

Åndemaneren helbredte ham.

 

Dagen efter sagde Issiallak til de andre: "Lad os jage en fuldvoksen spraglet

sæl." Det gjorde de. Men det var en af de andre fangere, der fangede den med sit

blærespyd, hvorefter Issiallak roede hen til ham og dræbte ham med sit

blærespyd. Mens den dræbtes lillebror græd over tabet af sin bror og havde

svært ved at holde balancen, tog Issiallak den fuldvoksne spraglede sæl op på

sin kajak.

 

Issiallak spurgte åndemaneren, som han fulgtes med, om han ville med sydover.

Det ville åndemaneren ikke, fordi han var bange for at komme til at længes hjem.

Issiallak blev fornærmet over det og dræbte ham og skar hans lig i mindre

stykker, som han smed væk. Da han af de andre blev spurgt, hvor hans ledsager

var henne, svarede han, at han var deroppe mod øst.

 

Issiallak fortsatte sydover og dræbte alle mennesker han traf. Han nåede hjem,

men hans mave blev ved med at vokse, da alle dem, han dræbte, ville krybe ind i

ham (arnanneq). Han døde af det.

 

Var.: Avarunnguaq; Allerut; en variant af Ely Fontain har ikke kunnet identificeres.

 

Hist.: ikke historisk, men rygter om folk uden kajakker langt mod nord kunne referere til polar-inuit / inuhuit / inughuit. På den anden side, bjørne har heller ingen kajakker.

 

Kommentar: Mytisk rejse nordpå. Avarunnguaqs og Alleruts hovedperson udvikler sig ikke til massemorder efter besøget hos bjørnene. Bemærk associationen mellem den døde, der smutter ind i morderens mave og graviditet.

oqalugtuaq Inungmik qavungnartumik / Faderen som blev hævnet

Print
Dokument id:288
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Inungmik qavungnartumik / Faderen som blev hævnet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 545 - 550, nr. 159
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

 

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 14 ss. 79 - 86 har Rink sammenstykket ialt 3 varianter inkl. denne. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 10, pp. 132 - 143: Kunuk, the Orphan Boy.)

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Kunuk, der rejste sydover.

 

Kunuk, som havde to mindreårige sønner rejste sydover. Da det blev efterår,    flyttede de ind i deres vinterhus. De kom til at bo på en boplads, hvor der boede mange mænd, der var drabsmænd. Kunuk plejede at sige til sin kone, at han, når de ville dræbe ham, ville skrige af fuld hals. En dag da Kunuks husfælle var ude i kajak, traf han Kunuk, som sad i sin kajak og var blevet ramt af så mange kastevåben, at kajakken ikke var i stand til at kæntre. Han roede hjem og fortalte Kunuks sønner, som var nede ved stranden for at tage imod ham, at de skulle gå op (og fortælle? Chr. B.), at deres far var blevet dræbt og at kajakken ikke var i stand til at kæntre (her forekommer der en glose, 'kanijangaqángilatik', som jeg ikke kender, og af den grund ikke har oversat -

Chr. B.). De gik grædende op. Da de kom ind, sagde Kunuks enke (?) til sin husfælle, at han skulle lave et forrådshus uden om husgangen og på gulvet (natikkut - under gulvet? Chr. B.). Det klarede husfællen. Bopladsfællerne kom hjem, og den ene efter den anden gik op på taget af enkens hus og sprang op og ned på det.

 

Så kom der en tid, hvor det sneede så kraftigt, at fangerne ikke kunne

tage på fangst flere dage. De kom til at sulte, og de kom med forskellige

ting, f.eks lamper, som de tilbød for noget spiseligt. ('pissaríngilât' står der

her. Det kan betyde, at de ikke fik noget spiseligt? Chr. B.).

 

Så slap forrådet op. Kunuks enke ('nulia', hans kone) sagde: "Jeg vil gøre

et eller andet for at skaffe godt vejr." Næste dag var det skyfrit. Hvis det

virker ('sungniúkune'), vil det også være skyfrit den efterfølgende dag. Der var

kommet is på havet. Hun sagde: "Jeg vil få isen til at revne. Når vi vågner

imorgen, vil isen være revnet!" Næste morgen kiggede de ud af vinduet og så,

at isen var revnet, og inde i huset ('igdluane) var der en tejst. Han (det er vel

husfællen? Chr. B.) gik ud tidligt om morgenen og kom tilbage om aftenen. Det

viste sig, at han havde været nede ved stranden helt alene (ingen andre mænd var

kommet derned, skønt man nu kunne tage på fangst igen - B. S.). Tidligt næste morgen gik han ud. Det viste sig, at han gik hen til sine bopladsfæller. Da han gik ind, sagde han: "Er der ingen levende tilbage hos jer?" Dagen efter fulgtes

enken med ham til bopladsfællerne. Inde i huset gik hun fra den ene ende af

briksen til den anden og rykkede mændene op ved at tage dem i håret, idet hun

sagde: "Sådan en slags mandfolk (?) ('angutaussorssuaq')!" Hun gik hele vejen

rundt, hvorefter hun gik hjem. Da det blev sommer, døde hun.

 

Efter moderens død, sagde husfællen til sønnerne: "I skal koncentrere jer

om at øve jer i at kaste sten ved hjælp af en slynge!" De blev så dygtige til at

bruge en slynge, at de begyndte at fange sæler. Når de havde været ude at gå

ture, kom de tilbage med itureven sælskindsanorak. De de en dag tog af sted på

en af deres ture, fulgte deres plejefar efter dem. Uden at de så ham, kiggede

han frem fra sit skjul og så, at drengene legede med en stor isbjørn midt på en

stor slette. Når bjørnen var på vej hen til den ene af dem, tog den anden den i

halen og trak den til sig. Han gik ned igen, uden at de så ham. Som sædvanlig

kom drengene hjem med itureven sælskindspels.

 

Så skete det en dag, at nogle af drabsmændene var på vej ind til deres

boplads i mange konebåde. Drengene placerede sig på et lille næs ved deres bo-

plads. Med en slynge, der var lavet af hvalrosskind, kastede den yngste en sten

imod en af de forreste konebåde og ramte den, og stenen gik igennem begge sider

af konebåden og lavede to huller. Så slyngede de sten mod alle

konebådene. Da de sidste vendte om, ramte den yngste båden på stævntømmeret

('niutautigut') så der gik hul i begge sider (det er lidt svært at forestille

sig hvordan nøjagtigt - Chr. B. Måske gik stenen tværs igennem begge sider af stævnen, BS). Således udryddede de dem og hævnede sig på denne vis.    

 

Efterhånden kunne den ældste af brødrene ikke klare sin lillebror, hvad

angik styrke, men lillebroderen døde. Den ældste af brødrene fik sig en kone, da

han blev voksen. Så rejste han sydover. Når han tog af sted fra en boplads, og

folk ikke længere kunne se konebåden, gav han sig til at padle, og det gik

hurtigt, som var båden drevet frem af sejl. Han placerede sine plejeforældre og sin kone midt i konebåden, og når de nærmede sig et beboet sted, lod han sine plejeforældre og sin kone ro. Sådan ankom de engang til en boplads med mange huse. Så snart konebåden lagde til, kom stedets stærke mand om bord på konebåden. Han skrævede over konebådens tofter og tog hans kone, som han gik med op til sit hus. Da han havde trukket konebåden op på stranden, kom der en mand og inviterede ham hjem. Inde i huset spurgte manden ham: 'Ikitarpit?' (jeg ved ikke, hvad det betyder - Chr. B.). Han svarede "Jeg har endnu ikke set noget." Så sagde værten: "Gå længere ind i huset. Han vil dræbe dig (det er et gæt. - 'tivfardlutit' trække dig længere op på stranden/landet - Chr. B.)." Da han sagde dette, tog han sin tromme og gav sig til at danse rundt, idet han holdt trommen med strakt arm. Mens han dansede, sagde han "Sådan plejer han at bære sig ad. Duk dig." Gæsten dukkede sig, så kun hans hage ragede frem, selvom han græd. Da værten løftede armen, lagde gæsten mærke til, at han skævede op. Kastevåbenet ramte dér, hvor Qattua (det hed storebroderen åbenbart - Chr. B.) havde siddet. Den anden sagde: "Sådan skal du gøre." Igen begyndte værten at danse rundt. Denne gang lagde Qattua mærke til, at hans øjne vendte ned. Da værten kastede våbenet, hang Qattua oppe på loftsbjælkerne. Den anden sagde: "Du skal bære dig sådan ad." Så lærte han ham en vise og sagde: "Jeg vil følges med dig, når han inviterer dig op." Derpå demonstrerede værten sine kræfter ved at løfte et sortsideskind fyldt med sand op flere gange. Han satte dem ned på gulvet og sagde: "Selv om jeg er i stand til at gøre den slags, kan jeg ikke komme til at se min kone. Prøv nu, om du kan klare det." Gæsten løftede dem uden vanskelighed. Værten sagde igen. "Du skal bære dig sådan ad."

 

Så kom der én og bad gæsterne komme op. De gik ud af huset og straks var de ved den stærke mands hus 'piniussuanik ikallutik' (det kan jeg ikke få nogen mening ud af - der var mange, kan skulle sørge for? Chr. B. Han havde vel mange koner - og børn? BS). Han (Qattua?) kiggede ind i gangen og så, at hans yngste stedsønner ('den stærkes' stedsønner? BS.) stod i en lang række langs hele væggen - alle  bevæbnet med knive. Først sprang ledsageren op på indgangen til rummet; 'imâtdlât ilatik kapúpât' ('kapúpât' kan jeg ikke tyde - Chr. B.). Så sprang gæsten også op. Den stærke mand sagde til sin kone: "Hvor er trommen?" Konen svarede: "Hvor plejer den ellers at være?" Hun stak hånden ind under briksen og trak et stort sværd frem. Han sagde til dem udenfor (silamut): 'quiserquvdlugit' (sådan står der vist, og det skulle ordret betyde: at man skal hjælpe dem med at tisse. Det lyder mærkeligt - Chr. B.). Stedbørnene strømmede ind. Hvergang der viste sig én, der var meget svær, spurgte han (Qattua) den anden, om det var ham med balder på begge sider ('illuttut mululik') (dobbelt røv, både foran og bag). Den anden svarede, at det bare var hans stedsøn. Endelig var der én, der sprang op på indgangen. Qattuas ledsager sagde: "Det er ham den store, der kom ind i hullet ('putumut')." Den stærke mand kom ud på gulvet og sagde: "I må hjælpe til allesammen." Han gav sig til at danse rundt. Så bad han gæsten dukke sig. Det gjorde han, så kun hans hage ragede frem. Da han løftede armen, lagde Qattua mærke til, at han skævede op, og idet han kastede spyddet, sprang han til side. Kastevåbenet ramte det sted, hvor han havde siddet. Så tog han sit våben igen og gned det ('tanillugu' - kan også betyde, at han smurte det med noget - Chr. B.). Idet han begyndte at synge, sagde han til sine koner: "I må alle hjælpe til." Da han begyndte at synge 'mássa navsuiartut kingornussut ('navsuiartut' de, der forklarede? 'kingornussut', kingornuvoq = er den eneste, der er tilbage. Svært

at få mening ud af det - Chr. B.), hjalp man til. Så bad han gæsten dukke sig. Det

gjorde han, så kun hans hage ragede frem. Qattuaq mente, at øjnene vendte ned.

Idet han kastede våbenet, sprang han op og hagede sig fast under loftsbjælkerne.

Våbenet ramte det sted, hvor Qattuaq havde siddet. De andre sagde til Qattuaq:

"Tag trommen fra ham." Han gik hen til den stærke mand og tog trommen fra ham -

og med den kom han ud på gulvet. Så såre Qattuaq nævnte det første ord i sangens

tekst, sang den anden med. Kun han og Qattuaqs kone sang med. Han var lige ved

at være midtvejs i sangen, så stillede stedsønnerne sig op i rummet. Da han var

midtvejs i sangen, sagde den anden: "Det er en dansevise!" Mens de foregav at danse ('tivaniarpalungniartut' - mens de så ud, som om de forsøgte sig

med at danse - Chr. B.), blev der sagt: "Duk dig, vores stærke mand." Han dukkede

sig, og Qattuaq løftede armen og lod i første omgang, som om han ville kaste

våbenet. Da han så endelig kastede det, ramte han ham i halshulen (ovenover

brystbenet). Så smed han sin tromme, idet han sprang ud gennem vinduet og

flygtede. Hans kone sagde, at han skulle gå ned til konebåden. Så var der igen

én, der greb ham bagfra. Han så tilbage og opdagede, at det var ham med balder

for og bag. Da denne greb ham, sagde Qattuaq: "Vi kan

brydes deroppe (måske var det ham med balder for og bag, der sagde dette?

Chr. B.). De kom til stedet, hvor der stod en sten midtpå ('taratsunik' med salt,

kan jeg ikke få nogen mening ud af - Chr. B.). Imod denne sten slog han hælen, så den flækkede, og straks sank han i knæ. Manden med balder for og bag kastede sig over ham, men nedefra trykkede Qattuaq ham til, så han smadredes ('qâqâ). Så forlod han ham og gik nedad. Den anden (hans oprindelige vært) gik hen til ham og

sagde: "Hans 'nâkissua' (jeg ved ikke, hvad 'nâkísuata' betyder - Chr. B.) er fremsiger en trylleformular over ham, så han kan blive rask igen. Gå hen og se

til ham (den stærke mand)." Han gik hen til huset og kiggede ind gennem vinduet.

De var ved at få ham til at sætte sig op. Hovedpuden bestod at bare bukser (hans

kones bukser). Da de havde tilføjet ham med balder på for og bag kvæstelser, gik

de ind. De fik den stærke mand ud og begyndte at partere ham i alle leddene.

Stedsønnerne - dog ikke alle sammen - var med i parteringen og hævnede sig på

ham på denne måde. Da han (formentlig Qattuaq - Chr. B.) skulle til at tage af

sted, sagde den anden til ham: "Tag din kone med, jeg vil også tage min kone

med." Han havde besvær med at få fat i sin kone, men fik hende med til sidst.

Der var mange, der takkede, fordi de fik deres koner tilbage. Han tog af sted

sammen med sin kone. Slut.

 

Var.: Kunuk - men med stærkt afvigende indledende afsnit.

 

Kommentar: I alle Kunuk-fortællinger er det Kunuk, der er helten, mens der intet forlyder om hans eventuelle sønner. Fortælleren, Amos Daniel, giver sig ofte sine idiosynkratiske associationer mellem episoder i vold.

 

Var.: Kunuk

oqalugtuaq Isigâsoramik ikerasánguame nunalingmik

Print
Dokument id:282
Registreringsår:1861
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Amos Daniel
Nedskriver:Amos Daniel
Mellem-person:Hansen, Einar
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Isigâsoramik ikerasánguame nunalingmik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 524 - 531, nr. 154
Lokalisering:Illorsuit / Uummannaq
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., muligvis fra Rink 2488, III nr. 336-345, der er nedskrevet af Amos Daniel i omtrent ulæselig håndskrift.

Kort resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II, nr. 118, s. 132 - 133. Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 139, s. 467 - 468: Isigarsigak and his Sister.

 

Kort resumé.

 

Isigaarsigaq bor sammen med mor og søster (3. fort. med denne titel i samlingen, men indholdet er et ganske andet). Om vinteren forvandler Isi. sig til en rype og moderen til en havlit. Børnene bliver bange, man flygter sydpå i tre år til landets spids, hvor Isi´s mave svulmer op. Han søger klædt i hareskind råd i indlandet hos nogle kvinder, han har set som ravne, der fanger sæler i snarer. Den ene kvinde, qilanerer / bruger qilaneq / åndefiskning, forhører ham: han har glemt oppustede blærer i sit gamle hus. Hun skærer dem ud, uden at punktere dem - ellers var han død. En kvinde i huset, der har dræbt dets mænd, truer ham, han flygter og betaler senere for helbredelsen med et bjørneskind og en hvalbarde. Så rejser han over havet til et stort land (delvis = I, 21 og 53), kommer hjem og får derefter lyst til at rejse til det land, hvor fuglene trækker hen om efteråret. Da han er kommet så nær på himmelranden, at han kan nå den med sin åre, prøver han to huller i himlen, men må standse ved et hav og vende om.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Isigaasoraq, der boede i Ikerasannguaq

 

Isigaasoraq havde en moder. Han havde også to yngre søstre. Om vinteren forvandlede de sig ('aliutâqardlutik' - ifølge Rinks kommentar: forvandle. Chr. B.). Engang forvandlede Isigaasora sig til en rype og moderen til en havlit. Moderen blev vred, og hun begyndte at gøre sine børn bange. Det var om vinteren. Om foråret rejste børnene sydover og forlod deres mor. De rejste hele sommeren, og de overvintrede et sted. Isigaasoras tanke var at undgå alle mennesker. Da det blev sommer rejste de videre. De rejste hele sommeren og overvintrede et sted.

Isigaasora spurgte folk, hvor landets sydspids var. De svarede, at han skulle

rejse over tre somre. Han rejste tre somre og overvintrede indimellem. Da han

havde rejst tre somre, kom han til mundingen af en stor fjord. Det var på et

tidspunkt, hvor det var ved at blive vinter. Isigaasoraqs mave voksede så

voldsomt, at han til sidst knap nok kunne bøje sig. Han begyndte at ro i kajak,

men ikke på sælfangst. Isen lagde sig inde i fjorden.

 

En dag tog han af sted tidligt om morgenen. Da han nåede til en vig ved isen, steg han op af kajakken og gik op på udkig for alle eventualiteters skyld. Han så to ravne, der fløj lavt udefter hen over isen. Hen på aftenen fløj de tilbage og forsvandt østover.

 

Da han kom hjem, sagde han til sine yngre søstre: "Anujajûtiga, (jeg kender ikke

glosen. Dansk notat: 'som jeg skal bruge ude' - Chr. B.) jeg skal have pels, bukser og kamikker af hareskind." Næste dag tog han af sted op ad dagen. Da han steg ud af kajakken og kom op på isen og vandrede af sted, kom han til en stor vej, der gik indefter. Ved siden af vejen lagde han sig ned på maven og gav sig til at vente. Så så han, at der kom to ravne fra øst. De fløj meget lavt henover isen. Da de kom ganske tæt på, så han, at det var mennesker, to kvinder. De nåede til iskanten og den ene af kvinderne gav sig til at lokke sæler. Sæler - både sortsider og netsider - kom til dem. De bøjede bare deres snarer, (det står der, men hvad mon det var for nogle snarer? - Chr. B.). Den ene kvinde trak en sortside op og den anden trak også en sortside op. Så snart de blev trukket op, slæbte de dem (ifølge Rinks kommentar: Kaligkialerpai: slæber - Chr. B. - gjorde dem klar til transport? - BS.) og i største hast gjorde de deres bæreseler klar, og med sælerne på ryggen var de på vej hjem til deres hus. De lignede ravne, der fløj meget lavt henover isen, og snart var de ude af syne, så hurtigt som havde de ingen byrde på ryggen. Han gik efter dem i deres spor. Han nåede til land og fik øje på to huse - det ene hus var kort og det andet langt. Han gik hen til det korte hus og kiggede ind gennem vinduet. Derinde sad kvinderne og spiste med deres hår slynget op på et tørrestativ, og midt i huset sad der et gammelt ægtepar - kvinden siddende på liggepladsen modsat briksen ved deres lamper. På gulvet lå der en sortside. Da han kiggede ind gennem vinduet blev han budt indenfor af husherren, og denne satte mad frem for ham. Han gav sig til at spise og husherren sagde: "Idag var de to kære ude på fangst derude mod vest, og de fortalte, at de havde set et spøgelse." Isigaasoraq sagde: "Det var mig, der skræmte dem. Min mave er blevet så stor, og jeg søger efter én, der kan helbrede mig." Som svar herpå sagde husherren: "Hende dér" - han pegede på sin store kone

- "har en vise!" Konen sagde: "Jeg vil udspørge ånder for at finde ud af, hvad

du fejler!" Hun begyndte at udspørge ånder, og hun spurgte også Isigaasoraq:

"Har du ikke efterladt din mor, da du tog af sted fra bopladsen deroppe i nord?"

Isigaasoraq sagde: "Deroppe nordpå skulle vi afholde os fra noget (fra at spise?

Det er det samme ord, som Rinks kommentar siger: forvandle - Chr. B.), og da

min mor ikke længere havde noget at spise (usikkert - eller: da hun ikke længere

var i stand til at spise - Chr. B.), forlod jeg hende." Hun sagde også: "Har du ikke glemt nogen af dine ting?" Han svarede: "Jo, for resten, jeg glemte en hel masse fangstblærer, der var lavet af maver." Da sagde hun: "Det er dem din mave er blevet tyk af!" og hun sagde videre: "Skal jeg sprætte din mave op?" Hun rejste sig og rodede under lampen og kom frem med noget lampemos.

Hun tændte det uden først at have dyppet det i tran. Hun lavede røg på gulvet og

sagde, at han skulle lægge sig ned på ryggen. Det gjorde han, og hun

sprættede maven op. Inde fra hans mave, trak hun maver ud. Det viste sig, at

maverne var ved at være helt oppustede. Så sagde hun: "Hvis disse oppustede maver

eksploderede, så ville du også eksplodere." 'Siminga akiagamiuk? (svært at få en mening ud af - Chr. B.). Nej han sover aldrig (eller: sover ganske lidt - Chr. B.).

 

Da han var oppe igen, så man i husgangen en lille kælling, der kom med sin ulu. De sagde: "Hun vil æde dig, det er hendes vane. De er rigtig væmmelige. Vi havde nogle (sønner? Chr. B.), som ville have været vores forsørgere. Disse modbydelige mennesker spiste dem alle sammen. Hun vil også spise dig." Da sagde

han: "Du skal jage dem ud." Så sagde han: "Kan du ikke løbe ligeså hurtigt

som teriaarsunnguit?" (nogle muselignende - Chr. B.). Han mente terianniat, ræve. "Og kan du ikke løbe så hurtigt som 'siutituunnguarsuit'(de langørede ?)" Han mente ukallit, harer.

Isigaasoraq sagde: "Dem plejer jeg at kunne løbe så hurtigt som." Husherren sagde: "Så hurtigt kan hun ikke længere løbe."

 

De begyndte at gå ud, så han tog kamikker på. Undervejs ud sagde de: "Gå ud af huset (igdlumivoq?)." Og da hun var på vej ud, skubbede de hende ned med det resultat, at hun hakkede husgangens gulv med sin ulu. Hun gav sig til at løbe efter dem. Da hun ikke kunne indhente dem, sagde hun: "Jeg havde ellers tænkt at få ham som forsørger." Da hun ikke kunne indhente dem, var der også et eller andet ungt menneske, der løb efter dem. Hun (?) sagde kun dette: "Jeg troede ellers jeg kunne have fået ham som forsørger." Han løftede ikke sine ben fra jorden,

han, som ellers kunne løbe lige så hurtigt som ræve og harer. De opgav ham, da

de ikke kunne indhente ham. Da han nåede hjem, sagde de til ham: "Den store

husherre vil sikkert give dig isbjørneskind og hvalbarde i belønning.

'Ungooqquaa', han ville have han skulle genne ham væk. 'Napiutissaanik', noget

han kunne bruge til snare. Da han vendte tilbage havde han lagt isbjørneskind

og hvalbarde ved vejen. Han besøgte dem ikke igen.

 

Vinteren gik, og det blev sommer. Han (Isigaasoraq) besluttede sig til at ro

mod vest. Han ville tage af sted, når han vågnede om morgenen, men hver gang

vågnede den yngste søster, når han var på vej ud af huset. Så blev han hjemme.

En morgen han stod op, var der ingen, der vågnede. Han gik ned til sin kajak og

kiggede derfra tilbage til huset. De andre sov. Han roede ud mod vest, og til

sidst kunne han ikke se land. Så fik han øje på noget mørkt, der lignede

krusninger på havet. Da han nåede frem, viste det sig at være træorme,

der flød på havet. Han kastede nogle pinde, han havde med i kajakken, ud til

dem. Straks blev pindene ædt af ormene. Så skar han et stykke skind af det

skind, han sad på i kajakken og smed det ud til ormene. Men det sank imellem

ormene. Han gav sig til at vikle sin line omkring årebladene. Da han blev

færdig, roede han til mellem ormene og kom forbi dem, netop nogle af

viklingerne var ved at blive revet over. Så fik han øje på noget andet mørkt,

som ikke syntes at have nogen ende til nogen af siderne. Det viste sig at være

en mængde tang. Han forsøgte at skubbe sig frem, men midt i det hele faldt han i

søvn. I søvne hørte han nogen råbe. Han blev forskrækket og vågnede. Han

opdagede, at årebladene (det står ellers i ental - Chr. B.) var ved at falde af.

Han kom igennem tangen ved at skubbe sig frem med armene. Han roede videre og

så to store fjelde, der hele tiden var i bevægelse. Det ene øjeblik fjernede de

sig fra hinanden, og det andet øjeblik stødte de mod hinanden. Han forsøgte at ro

væk fra dem, men de blev ved med at være foran ham. Da han nåede frem til dem,

standsede han. Lige som han standsede, nærmede fjeldene sig hinanden, og

lukkede sig sammen, så det gav et vældigt knald. Så begyndte de igen at fjerne

sig fra hinanden og der kom en åbning imellem dem. Igen nærmede de sig mod

hinanden og lukkede sig sammen. Han tænkte: "Mon ikke jeg vil komme igennem

åbningen, når jeg ror til?" Da de begyndte at fjerne sig fra hinanden, roede han

imellem dem. Ligesom han var ved at nå til enderne, begyndte de at lukke sig

sammen. Manden i kajakken var netop kommet forbi, da fjeldene lukkede sig sammen

om bagenden af kajakken, så et stykke af spidsen bagtil knækkede over. Så hørte

man nogen råbe: "Han slap levende fra Uiloruseq (formentlig et stednavn - Chr. B. , med ordspil på en muslings, uiloq's, lukkebevægelse, BS), som ingen kunne slippe levende fra." Det var fjeldene der mentes.

 

Han roede videre, og han fik øje på et stort land. Han gik i land. Han

dækkede kajakken til og gik. Han kom til en stor vej og begyndte at følge den.

Så opdagede han to store mennesker uden for vejen. Deres øjne holdtes åbne ved

hjælp af et stykke træ, og deres testikler var bundet med noget. Et stykke fra

dem mødte de et ældre ægtepar, som græd bitterligt. Han spurgte dem: "Hvorfor

græder I?" De svarede: "Vores store sønner er ikke kommet hjem fra fangst, og vi

ved ikke, hvor de bliver af." Isigaasoraq sagde: "Det var måske dem, jeg traf

derhenne ved vejen. Deres testikler var bundet med noget." De gik hen til dem og

de to ældre mennesker sagde: "Ja, det er vores sønner." De sagde, at de

'pugitik' (dansk kommentar: 'vi ville skjule os' - Chr. B.) her. I løbet af

dagen kom folk ind ('iserput' - eller måske 'erserput', kom tilsyne? - Chr. B.). Da de kom til stedet, sagde de: "Herover er der noget, der er meget komisk -

nogen, hvis testikler er bundet med noget." Han sagde: "Lad os gå derhen." Da de

kom derhen, sagde Isigaarsoraq: "Lad os prøve kræfter. Lad os bruge alle vores

kræfter." Den anden ville meget gerne. Den ene arm 'agssapalugugpâ' (ifølge den

danske kommentar trækker de armkrog. chr.b). Han knuste knoglerne. Han smadrede

også den anden arm. Så udfordrede han også den anden. Han knuste også hans arme.

Da han havde gjort det, sagde han: "Nu er jeg i stand til at dræbe jer." En

ældre mand rejste sig op et sted i nærheden. Han pegede på den ene af de store

mænd. Da de ikke var i stand til at dræbe dem begge to 'tauko pivdlugit' (de

danske bemærkninger har en forklaring, som er svær at forstå. chr.b) ilivai (han

begravede dem? - Chr. B.). Han stillede dem op der, hvor de var og bandt

testiklerne med noget, på samme måde som før.

 

Isigaasoraq forlod disse, og da han kom til et sted, hvor der var mennesker,

giftede han sig og fik en datter. Han gav hende et navn efter sin yngste søster.

Han var der i nogen tid. Så kom han på den tanke at vende hjem for at se til

dem, han havde efterladt. Da det blev sommer, gik han ned til sin kajak og tog

afsted. han fik øje på sin sommerboplads, og hans søster kom ud og spejdede efter

noget. Han nåede frem til sin søster.

 

Mens han boede der, fik han den tanke at rejse til det sted, hvor fuglene

plejede at rejse hen. Da det blev sommer, tog han af sted. Efterhånden som han kom længere væk, blev himlen lavere. Til sidst kunne han nå op til den med sin

kajakåre. Han kom til to store huller. Det første stoppede han til med gamle

kamikker. Han fjernede sig et stykke fra det. Han vendte tilbage, da han ikke

var vant til at gå. Han kom til det andet hul. Han dækkede sin kajak til, og han

vandrede så langt, at han kunne se vandet, og da han ikke længere kunne holde ud

at gå, vendte han om. Vandet var uklart. Han kom ned i sin kajak og roede hjem.

Han kom tilbage til menneskene og døde der. Slut.

 

Bemærkning:

Amos David har ikke været nogen ørn til at gengive en fortælling. Der er

steder i fortællingen, som man ikke kan få nogen mening ud af - Chr.B.

 

Var.: Tredjesidste episode: En historie om et gammelt ægtepar, der hævnede deres søn; Iviangersuunnguaq; Uikkiaq; Isigarseraq, Isigaaseraaq, men oftest med et ganske andet indhold; De gamles hævn over deres sønner; Fortællingen om den lille

ældre mand, som havde en eneste søn;

 

Kommentar: Verdensbillede. Åbenbart en mytisk skikkelse, der ligesom Kivioq har tiltrukket mange fortællinger: Søg på Isigaa*.

Denne variant har tillige associationer til puulik (Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og til indlandsboernes fangstmetoder i Østgrl. dér, hvor proveniensen er Kap Farvel. Bemærk også den sydgående trækrute til himlen: Søg: Sonne 2000 om dødsriger og veje til himlen.

Symplegade: klipperne der lukker og åbner sig er et vandremotiv, der er nået vidt omkring i verden. Hos Inuit oftest i Kivioq - varianter.

 

Amos Daniels kombinationer af fortællinger er ret overraskende. Hvis han ikke skrev så ulæseligt kunne det være interessant at forfølge disse sammenbindinger for om muligt at se nogle mønstre - måske blot idiosynkratiske - i dem. En hel samling af hans nedskrifter er så ulæselige, at Chr. Berthelsen har måttet opgive.

Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit

Print
Dokument id:1026
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 10
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kangigdlerne uterqarssuarnik / En fortælling om en gammel mand i Kangilliit
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 13 - 14
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler, N. L. Nielsen, der var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang i gamle dage kom en gammel mand til at bo alene i

et hus. Hele vinteren havde han ligget på maven på briksen.

Det var om foråret, da de andre skulle rejse et andet sted hen for at sy

inderbeklædning til et telt, at han blev alene.

Mens han lå alen og kiggede ud gennem husgangen, fik han øje på et

par bagdele. Så dukkede en kvinde op med en meget stor overkrop dækket

af skindbukser med en meget vid åbning foroven. Hendes ben var

(tynde?) som ladestokke. I det øjeblik hun kom op fra gangen, blev han

pludselig angst og vendte ansigtet bort.

Da hun satte sig på briksen, sagde han: "Fortæl noget. Det er svært at

få fat i en, der kan fortælle historier." Hun svarede: "Lad mig hente

min mor; hun kender mange historier." Han var ellers lidt ræd for

hende; men da hun nævnte sin mor og gik ud, og han selv ikke havde

været udenfor hele den lange vinter, tog han sine kamikker på og var på

vej ud. Da han skulle passere stedet, hvor hun forsvandt ned i jorden,

fik han øje på et par store bagdele på vej op. Han kom ud af huset og

så, at de, der var rejst ud for at sy indertelt næsten var hjemme, og

at mændene der havde ledsaget dem i kajak, stod uden for huset og

ventede på dem. Da de var fremme, gik de ind i huset og så, at

skindtapetet var faldet ned. Tænk, de havde sat skræk i huset, da de

opdagede at manden, de skulle fortælle historier til, ikke var der.

 

Var.: Ikke i denne bases samlinger.

 

Kommentar: ikke ganske gennemskuelig fortalt.

Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild

Print
Dokument id:1024
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr. 8
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Kangiussarmiunik / En fortælling omKangiusaqboerne/ Den store ild
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 11
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Engang i gamle dage ville folk, der havde vinterboplads

i Kangiusaq, til Appamiut for at danse (trommedans?).

De tog deres pæneste tøj på og ordnede sig til rejsen. Børnene lod de

blive hjemme i en lille ældre mands varetægt.

 

Nær Appamiut, lagde de undervejs til ved et hus. En kvinde, som boede

der, ville gerne med, da hun hørte, at de skulle til dans i Appamiut.

Fra mandens line skar hun et stykke af, som hun bandt om livet, og de

tog afsted. De nåede til Appamiut, dansede og tog så hjemover igen.

 

Dengang Kangiusaqerne var taget afsted, gav børnene sig til at lege

helt vildt. Den lille gamle mand, der skulle passe dem, søgte forgæves

at få dem til at holde op; og gik så udenfor. Mens han kiggede sig

omkring, så han, at der kom en kraftig ild (lyn?) ud af et højt fjeld.

Det forsvandt bag et andet fjeld, der lå længere væk; men så kom det

frem igen og fór nedad. Gamlingen søgte efter et skjulested; og han

krøb ind under en konebåd.

Da larmen fra vildt legende børn stilnede, kiggede han ind i huset og

så, at de var blevet skræmt til døde med sprængte øjne (der står

egentlig kun: øjnene). Da det blev lyst, gik han og ventede på, at konebåden (med børnenes forældre) skulle vende tilbage.

 

Så kom de hjem, og han fortalte om børnene, der var blevet skræmt til

døde. De ankomne modsagde ham og mente, at det var ham, der havde

skræmt dem ihjel. Gamlingen sagde: "Prøv selv at lege vildt i aften."

De gav sig til at stege spæk i beredskab til legen.

Da de gamle havde leget, holdt nogle af dem øje med, hvad der ville

ske. Omsider kom der ild ud af et højt fjeld. Det forsvandt ind i et

fjeld overfor, hvorefter det fór ned, og da det var på vej ind i

huset, hældte de noget af det stegte spæk (hedt tran), ned over den, hvorefter den

stivnede ("issiopoq").

 

De skrævede over den stivnede ild og gik udenfor. Gamlingen var også

på vej ud, men faldt og klistrede fast til den. Da han fik revet sig

løs, havde han et stykke ild siddende på sig. Han blev ved med at

gnide det imod klippen, så han tilsidst sled hul på huden.

Det fortælles, at de døde af skræk.

 

Var.: Den store ild. Innersuaq.

oqalugtuaq Nakasungnaq

Print
Dokument id:1071
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Beck, Albrecht
Nedskriver:Beck, Albrecht
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Nakasungnaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 645 - 648, nr. 183
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 198 - 199: Nakasunnaq. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 198 - 199: Oqaluttuaq Nakasunnaq.

 

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 8, ss. 69 - 70.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 89, ss. 438: Nakasungnak.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Nakasunnaq.

Nakasunnaq var på rejse nordpå. Da det var ved at

blive vinter, tog han ophold på bopladsen Qallu og overvintrede der. Det blev

vinter og folk på stedet begyndte at tale om, at der udefra ville vise sig en

isbjørn, der var overiset. Nakasunnaq var meget spændt. Hver morgen vågnede han

tidligt og gik udenfor og spejdede efter den, men der var ingen isbjørn at se.

På et tidspunkt opgav han at kigge efter den og begyndte at sove længe om

morgenen. Men en morgen, mens han sov endnu, blev der råbt ind: "Nu er den

overisede / isgroede isbjørn på vej ind".

 

Nakasunnaq kom ud og så selv, at isbjørnen

var på vej ind. Han sleb sin kniv og gik isbjørnen imøde. Da han nærmede sig

dyret, gik han først et par skridt baglæns, og så spurtede han direkte hen

og røg lige ind i dyrets mund og forsvandt. Isbjørnen gik

videre, men begyndte at vakle. Til sidst væltede den. Nogle mennesker, der gik

hen til den, opdagede, at der stak en knivspids ud på siden af isbjørnen. Udefra

gjorde de åbningen større. Da den blev tilstrækkelig stor, kom Nakasunnaq ud afisbjørnen. Han var blevet helt skaldet. Isbjørnen, som Nakasunnaq fangede,

levede de af en stor del af vinteren. Skindet var meget stort. Hvis man tænkte

sig, at man betrak en konebåd med det, ville der være et stort stykke til overs.

 

Så begyndte folk at snakke om, at der ville komme nogle fugle, der kunne tale.

De ville nærme sig vestfra som en sort sky. Når de kom ind i huset, skulle man

'skjule' ansigtet, for hvis man så på dem, ville de forsvinde ud. I dagene

efter den historie gik Nakasunnaq ud tidligt om morgenen.

Det skete nogle gange, at han, når han så en mørk sky, råbte ind til de andre,

som endnu sov, at fuglene kom. Men når de andre kom ud, var

der ingen fugle at se. En dag, da Nakasunnaq lå og sov, råbte man ind og

fortalte, at fuglene kom. Nakasunnaq lå med ansigtet mod briksen, da fuglene kom

ind, men han kunne alligevel ikke lade være med at se op. Så gav fuglene sig til at flyve ud. De tildækkede åbningen ud til gangen og fangede kun nogle få stykker. Nakasunnaq fangede en levende fugl og holdt den som "husdyr". De kogte de fugle, der var blevet fanget, og de smagte så godt at Nakasunnaq dræbte sit "husdyr" og spiste det.

 

Så begyndte man at snakke om, at der ville komme en stor stime fisk, som kun havde eet øje. Da isen var gået om foråret sagde man, at de ville vise sig syd fra langs kysten som en krusning på havoverfladen, og man sagde ham, at når stimen svømmede langs med isfoden skulle han skynde sig at få så mange som muligt op på land.

 

En morgen hvor Nakasunnaq lå og sov, fordi han havde opgivet at se stimen, blev der råbt ind til ham, at nu var stimen der langs med isfoden. Nakasunnaq kom op i en fart og ned til stranden. Dér langs stranden stod en enorm stime fisk og nogle af dem oppe på overfladen. Mens andre havde travlt med at øse fisken op, tog Nakasunnaq to levende fisk, gik op med dem og havde dem som "husdyr". De andre kom også op og de kogte nogle af de fisk de havde fanget. Da de begyndte at spise tog Nakasunnaq et lille bitte stykke. Han fandt smagen så dejlig at han straks ville have mere; men det var slut. Så aflivede han sine "husdyr" og spiste dem.

 

Så blev det sommer, og hans værtsfolk sagde: "Nu kommer der snart nogle store myg. De vil komme til syne som en sky sydfra. Nakasunnaq kiggede efter dem, når han var ude, men han så ikke noget til dem. En morgen han endnu lå og sov, sagde de at nu kom kæmpemyggene. Nakasunnaq gik udenfor og så en spredt sky, der var dukket frem i syd og blev større mens den nærmede sig. Man snørede så åbningerne i teltene med remme og stoppede dem til. Men Nakasunnaq ville se på de store myg. Han trodsede de andres advarsler og gik udenfor som den eneste. Da han havde været derude en tid kom så kæmpemyggene som en storm, der pludselig tog til i styrke. Det var vingesuset. Ind i skindteltet stak de deres næb, der var så store som pilespidser. Deres kroppe var på størrelse med tejsters. Noget senere forsvandt myggene, og da man åbnede teltet og gik udenfor, var Nakasunnaq ingen steder at se. De ledte efter ham og fandt han så siddende under forenden af konebåden, der lå med bunden i vejret. Kun skelettet var tilbage; alt det andet var blevet ædt af myggene. Slut.

Albrecht Bech.

 

Var.: Møller kumannik; Nakasunnaq; slugt af havets bjørn;

oqalugtuaq Avarúnguaq;

Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak

Print
Dokument id:1025
Registreringsår:1902
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 2130, 2', læg 9, nr 9
Fortæller:Sommer, Kristoffine
Nedskriver:Kreutzmann, Kresten
Mellem-person:Nielsen, N. L.
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuaq Niumangmik / Fortællingen om Niumak / Niummak
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 12 - 13
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Mellem-person = indsamler. N. L. Nielsen var udstedsbestyrer i Kangâmiut.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Niumak, der boede i Narsarmiut, havde en stor

tjenerstab og plejede at samle rigeligt vinterforråd.

Så engang blev vinteren så streng, at havet frøs til. Hans naboer

levede ene og alende af det rigelige vinterforråd, han havde samlet.

Dér, hvor han havde sit forråd af sæler, stak han sin lange

teltoverligger lodret ned, for at kunne finde dem. Ræve, som forsøgte

at spise af forrådet, fangede han i snare.

Da havet frøs til, lavede han et hul i isen med sin tuk, og her

fiskede man.

Hen på foråret forlød det, at der var kommet mange hvalfangerskibe til

et sted på den sydlige side af Uummannaq.

Niumak læssede store byrder af ræveskind på sine tjenere og gik ud

til skibene over isen for at handle. Han handlede og fik tobak og

perler for ræveskindene.

En af hans kvindlige tjenere var så stor, at hvalfangerne kun nåede

hende til hofterne, når de stillede sig op ved siden af hende.

Niumak røg ikke tobak; og når de andre, efter at de var kommet hjem,

røg tobak, røg han bregner for selskabs skyld.

Da det blev sommer, kom der sydlændinge, og Niumak fik dem til

bopladsfæller.

Niumaks søn var gift med en kvinde, der ikke kunne få børn. Når

sønnen var på fangst, pralede de andre kvinder med deres børn for at

gøre hende misundelig. Engang manden var ude på fangst, svømmede

hun ud i en sø og druknede. Så så' man manden komme roende omkring

næsset, råbende om hjælp ("êrtardlune", formentlig til at hjælpe med at flænse og/eller bugsere hvalen hjem), og med hvidhvalsmattak på

kajakken. Niumak var den eneste, der gik ned for at tage imod sønnen.

Da de havde bragt sønnens last op på land, fortalte Niumak ham, at

hans kone var svømmet ud i søen og druknet.

Da sønnen var kommet op af kajakken; gav han sig til at gå frem og

tilbage på gulvet med sin lanse i hånden. Han spurgte folk ud, om

hvorfor hun var svømmet ud i søen; men da ingen svarede, satte han sig

blot ned.

Da det blev sommer, tog Niumaks ind i fjorden. De tog ud af fjorden

igen og opdagede, at en hel æske fuld perler, som havde tilhørt

Niumaks druknede svigedatter, ikke var på deres plads.

Niumak gik rundt på besøg i husene og fik dem tilbage. Og med dem bag

på kajakken roede han afsted.

Det fortælles, at de (stadig) ligger deroppe i Tasiusannguaq under en

stor sten. Niumak havde ved hekseri gjort det umuligt for nogen at få

fat i dem.

Efter en tid blev Niumaks søn gift igen, og de fik et barn.

Sydlændingenes børn stænkede engang vand på Niumaks barnebarn, som

var opkaldt efter sønnens første kone, og fik hende til at græde.

Niumak gik ud med en stor spand i hånden. Hvergang han havde fyldt

spanden med vand, gik han op til sydlændingenes telt og hældte vand

over beboerne, så de tilsidst blev helt gennemblødte. Det gjorde han,

fordi sydlændinge havde pralet med deres børn overfor sønnens første

ufrugtbare kone, og på den måde fået hende til at svømme ud i søen.

 

Var.: Niumak

 

Hist.: historisk fortælling fra hvalfangertiden, sandsynligvis før kolonitiden.

oqalugtuaq pruvfîte Habakuk

Print
Dokument id:211
Registreringsår:1859
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Kreutzmann, Jens
Nedskriver:Kreutzmann, Jens
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq pruvfîte Habakuk
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 308 - 313, nr. 107
Lokalisering:Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af

Orig. håndskr.: Rink NKS 2488, VII: 1h - 7v er Kreutzmanns anden version, som er oversat af Kirsten Thisted i: Kreutzmann, Jens: Fortællinger & akvareller. Red.Kirsten Thisted. Atuakkiorfik 1997: 79 - 87: Den falske profet Habakuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning af Arnaq Grove i: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 79 - 88: Aapakuk pruffitioqqusersoq.

Samme version er afskrevet af seminarieelever i Rink 2488, II, nr. 205

 

Oversættelse af afskriften: NKS 2488, II, nr. 107, ved Apollo Lynge og Signe Åsblom:

 

Fortællingen om profeten Habakuk.

 

Det fortælles, at for en del år siden, ikke helt i gamle dage, levede profeten Habakuk som falsk profet i Kangerlussuatsiaaq (Evighedsfjorden), hvor han havde fået sin egen og de omkringliggende bopladser til at sig.

 

En vinter og en sommer var det særlig godt. Et år kom de til deres vinterboplads i Kangerlussuatsiaaq, hvor de skulle overvintre. De fangede mange hvidhvaler, og en dag gav børnene sig til at øve sig i harpunkast. De kastede deres harpuner efter rygstykket på en hval, hvorpå der endnu var et lag spæk. Et af børnene havde sin legetøjsharpun og brugte en spids, der var beregnet til en fuglepil.

 

På et tidspunkt gik Habakuks datter bagom hvalrygstykket, og så kastede en af drengene sin harpun, men da harpunen prellede af på rygstykket, fortsatte den og ramte Habakuks datter i næsen. Da drengene ikke selv var i stand til at trække legetøjsharpunen af, fjernede Habakuk den selv. Kort efter forblødte pigen og døde. Samme år mistede Habakuk endnu et barn og sørgede dybt.

 

Habakuks kone hed Maria Magdalena, og begge sørgede fortsat, dog uden at der var noget særligt at mærke på dem.

 

Da det blev sommer, rejste de ind i Søndre Strømfjord for at jage rensdyr. Efter at de var taget ind i fjorden og havde taget ophold ved Eqalummiut, tog Habakuk sig en elskerinde. Derefter tog de på rensdyrjagt, hvor Habakuk tog sin elskerinde med, men lod sin hustru blive hjemme. Der var mange mennesker på denne renjagt, og på et tidspunkt standsede de ved et sted, der kaldes Tungujortut (det blå område). Og da de var på vej op ad Tungujortut, havde Habakuk og hans jagtfæller endnu ikke set nogen rener. Og så begyndte de at snakke sammen om, at de ville lade som om, de så nogen rensdyr. De tog små stykker af blåbærbuske og satte små stykker af Avaalaqiaq (lille Buskart) som rentakker og ben og satte så små stykker af denne buskart som toppe på deres vandrestokke.

 

Men Habakuks kone, der var blevet efterladt alene hjemme, var blevet grebet af skinsyge / jalousi, og da hun oven i købet var blevet efterladt af sin eneste kusine, var hun blevet endnu mere ked af det. Da hun var faldet i søvn, drømte hun, at et menneske talte til hende uden for teltet: "Maria Magdalena! Tror du, at skabningerne bare kan opføre sig som det passer dem, at de bare har fået buskene som gave". Videre fortalte stemmen, hvor tankeløst renjægerne opførte sig. Da stemmen havde sagt det, vågnede hun pludselig. Renjægerne havde været væk i lang tid, og da de var kommet tilbage og igen var samlet, gik Maria Magdalena hen og fortalte dem om sin drøm; alle mændene følte sig mærkelig ramt og vendte sig imod hende og de medgav, at de havde gjort det for at lade som om de havde set rensdyr. Så gik sommeren, uden at der skete noget mærkeligt.

 

Da de om efteråret tog ud på kysten, fortalte Habakuk sin kone, at han havde taget sig en elskerinde. Hans kone blev skinsyg og vred. Om natten sagde hun til sin mand: "Når jeg kommer hjem, vil jeg tage mig en danskersnude som elsker". Da hun havde sagt det, rejste hun sig for at gå udenfor, men Habakuk var blevet helt afmægtig og kunne ikke røre sig mere. Maria Magdalena gik udenfor uden tøj på; og dér så hun lidt øst for sig to mennesker på en lille høj, og straks genkendte hun dem som to forlængst afdøde: Ole og hans kone. Der var helt lyst derovre i øst, og det var som om, der var to veje. Da hun havde set, hvor lyst det var, gik hun straks hen imod dem. Spøgelset, hun således så, forsøgte at stoppe hende ved at sige: "Stop, alle dine åbninger er krænget ud, og du ser forfærdelig skræmmende ud." Og det fortsatte: "Maria Magdalena, da du var ved at blive voksen, var dit hjerte så smukt, men nu ligner du en, der er bundet og bastet, kan du overhovedet lade din krop blive berørt af én, der ikke er din broder eller søster?": Da de havde talt således til hende, kunne Maria Magdalena slet ikke komme i tanke om nogen. Hendes spøgelser sagde: "For lidt siden sagde du, at du ville tage dig en grimme dansk elsker, når du var rejst ud af fjorden". Så kom hun i tanke om det og vendte om for at gå ind i teltet igen, og Habakuk var ikke længere afmægtig og rejste sig op.

 

De sejlede ud af fjorden og kom hjem til Kangerlussuatsiaaq. Og kort tid efter var de flyttet ind i deres huse om efteråret, men Habakuk og hans kone sørgede stadig. Om aftenen plejede Milak og Barselaj at fortælle historier, når de holdt sig vågne længe. En aften, da de var sent oppe, holdt de vagt til langt ud på natten. De gik udenfor, og så fik de øje på to store skyformationer oven over Umiussaq, den ene meget mørk og den anden helt hvid, og nu hørte de en stor forsamling synge salmer. Folkene inde i huset kunne nu også høre salmesangen. Så lod der et bump fra enden af husgangen og fra hustaget, og Maria Magdalena skyndte sig at stå op, og da hun satte sig ovenpå forbriksen, begyndte hun straks at ryste stærkt over hele kroppen. Når jeg kommer hertil i fortællingen, kan jeg ikke længere fortsætte den i den oprindelige rækkefølge, men jeg nedfælder det, vi hører fra tid til anden, og det er ikke så få ting, de derefter har begået i denne fortælling.

 

Dengang de først blev troende, var det først kun folk i Kangerlussuatsiaq (Evighedsfjorden) og Kanngaaq, der var med hele den første vinter, men da det blev forår, sendte de bud med kajakker til folk i Maniitsoq og Ikkamiut, der derefter også blev tilhængere. Men hen imod vinteren det år, skete der det, at Habakuks elskerinde blev gravid. Og så begyndte de at snakke om, at hun var blevet gravid ved Helligånden, og hvis det blev en dreng, ville det være en ny Kristus. Kvinden fik veer, og da hun fødte var det en stor sund pige.

 

Folk var blevet troende, og nu forbød de troldkvinder. Det fortælles, at de havde straffet én, som de troede var en troldkvinde ved at knuse hendes hænder ved at banke dem med sten, og derefter kastede de hende i havet, så hun druknede. Det fortælles også, at de ind i mellem gik til begravelsespladsen med Habakuk og hans kone som ledere, og så tog de hinanden i hænderne og gik rundt om gravene: ind imellem kunne de så standse og omfavne hinanden og kysse hinanden. De forsamledes også, når Habakuk begyndte på sine forhør af folk, hvor de så fortalte og gjorde rede for, hvordan de var, eller hvordan de havde det.

 

Habakuk kunne så pege på en tilfældig person og fortælle, at vedkommende var blevet mere synlig for Gud, og det plejede at være en, han havde sympati for. Og kvinderne behandlede han på en særlig måde. Når han lod dem betro sig deres synder, foregik det i et hjørne af briksen, hvor han brugte en sælskindsdyne som forhæng. Imens sad hans fællers koner på rad og række på briksen. Når han så dukkede op fra det store forhæng, kiggede han rundt blandt kvinderne og med fagter kaldte han på en, han fandt særlig smuk, hvorefter han forsvandt om bag det store forhæng, hvor hendes syndsbekendelser fandt sted, og hvor han samtidig havde seksuelt samkvem med kvinderne. Det fortælles, at mændene ind i mellem kom til foretræde enkeltvis hos Habakuk, hvor de så kom med spørgsmålet: "Hvordan er jeg?" Habakuk gjorde så rede for, hvordan deres tilstand var. Engang var Habakuks bror Joel kommet til foretræde for ham. Han læspede og kunne ikke tale rent og spurgte på sin måde: "Hvordan er jeg?" Habakuk svarede ham: "Det var bedre at skære din tunge af". Og så faldt broderen sammen i gråd.

 

Det fortælles, at Habakuk engang kom med en gåde, hvor han spurgte: "Hvad er det, der ligner en lille blære?" Et af folkene gættede: "En fangstblære". Habakuk sagde: "Nai, Nai, Nai." En anden sagde så: "En bugserblære". "Nai, Nai, Nai." En sagde så: "Øjnene på en krabbe.". "Nai, Nai, Nai." En anden sagde: "En prut." Habakuk svarede: "Ja, Ja, Ja";.

 

Det fortælles videre, at når de ind imellem samledes, tabte Habakuk helt vejret og sad med himmelvendte øjne. Når han kom i denne situation, begyndte hans fæller at sige: "Åh, nej, nu går det virkelig galt". Og de fortsatte: "Vent, vent, vi vil være her et stykke tid endnu". Det sagde de, fordi de troede, at verden ville gå under, når han vendte det hvide ud af øjnene. Det fortælles også, at de ind i mellem under deres forsamlinger begyndte at græde alle sammen, og midt under gråden, kunne de pludselig skifte over til latteranfald.

 

Det fortælles også, at når en kajakmand havde været ude på fangst, bragte han altid sin sælfangst til Habakuk, og når en kajakmand forgæves havde kastet sin harpun efter sælen, brast han i gråd, for så ville han få en kraftig irettesættelse af Habakuk.

 

Da jeg ikke kan huske mere, slutter jeg bare her, men det kan jo være, at der findes en anden, som endnu husker historierne. Det vil vise sig når mennesker samles. I opdager nok, at folk, der er gode til at huske, nok vil huske de sjovere dele af historierne.

 

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Søg på: Habakuk.

 

Hist.: En af beretningerne om Habakuk-bevægelsen. Se Lidegaaard, Tidsskriftet Grønland 1986 for en analyse af de forskellige beretningers indhold.

 

Kommentar: Den lidt dunkle episode med en rensdyr-figuren, der fremstilles under den lidet givende renjagt, peger på gammelkendt jagtmagi, som døbte ikke bør bedrive.

Oqalugtuaq putdlavingnailingmik / Oqaluttuaq pullavinnaalimmik / Kæmpefuglen

Print
Dokument id:379
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Aaperaat (Abraham)
Nedskriver:Aaperaat (Abraham)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq putdlavingnailingmik / Oqaluttuaq pullavinnaalimmik / Kæmpefuglen
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 798 - 801, nr. 163
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En fortælling om en mand, som tog ind i den samme fjord

hver sommer.

 

Nogle sydlændinge rejste nordover for at holde sommer i en fjord. De

rejste og rejste; og en dag nåede de mundingen af den fjord, de ville

ind i. De slog lejr og opdagede, at der var andre telte på stedet. Det

viste sig, at det var en mand, som hver sommer plejede at tage ind i

den samme fjord. Sydlændingene var altså på vej derind, mens manden,

der havde fast sommerboplads længere inde, syntes, at det var lidt for

tidligt. Han tøvede med at følges med sydlændingene derind,

nunalernulernuleratdlardlune (han følte, at de andre var kommet ham i

forkøbet?). Han ville tage derind, når de andre var kommet tilbage

derindefra.

 

Snart rejste så sydlændingene ind i fjorden, til mandens

faste sommerboplads. Manden længtes efter at komme derind; men han

ville vente, til de andre var kommet tilbage. Han ventede og ventede;

frosten gik i jorden, og sydlændingene havde stadigvæk ikke vist sig.

Han vendte så bare tilbage til sin vinterboplads, da det ikke kunne

blive til noget med at tage ind i fjorden. Stadig ventede han at se

sydlændingene. Det blev vinter. Ingen havde hørt fra dem, og de var

ikke kommet tilbage fra fjorden. Manden, som længtes efter at se sin

faste sommerplads, tog ind i fjorden tidligt om foråret, for samtidig

at kigge efter sydlændingene. Da de nærmede sig bunden af fjorden og

kunne se lejren, så de teltene og konebåden, som var på deres pladser,

men ikke et menneske. De lagde til, uden at se et eneste menneske. Han

skyndte sig i land og op til teltene. Inde i teltene lå tingene på

deres pladser. Der var blot ingen mennesker. De nyankomne slog deres

telt op. Dagen efter tog manden på renjagt for samtidig at kigge efter

sydlændingene. Der var intet usædvanligt at se. Da han var kommet et

stykke ind i landet, gik han op på en lille høj; og derfra kiggede

han rundt for at se, om der var rensdyr. På det tidspunkt havde han

ikke engang set friske spor af rensdyr. Mod syd på skyggesiden af den

lille høj fik han øje på noget hvidt, der så ud som fugleskarn. Den

slags havde han aldrig set fra sine tidligere ophold her. Han fik

mistanke om noget og begav sig derhen. Han nåede frem

og kiggede op. Det han så, lignede en stor rede. Da den lå på et

tilgængeligt sted, gik han op for at se nærmere på den. Det viste sig

at være en falkerede, og der lå unger, der lige var kommet ud af

ægget. De var store som unge rensdyr uden skind på geviret. Han sårede dem

med sin pil. Det endte med, at han dræbte dem alle sammen.

 

Under reden så han en hel masse menneskeknogler. Dér, ved siden af

reden, stod han og ventede på, at de voksne fugle skulle komme. Han

kiggede efter et muligt tilflugtsted og fandt en mindre hule under en

stor sten. Når ungerne var så store, måtte forældrene sikkert være af

anselig størrelse. Han ville bruge denne hule som tilflugtsted. Han

gik igen op til reden og anbragte sig ved siden af reden. Herfra

kiggede han efter forældrene. Han var ved at blive utålmodig og

kiggede udefter. Da så han en kæmpefalk vise sig. Da den kom nærmere,

så han, at den havde en fuldvoksen renbuk i næbbet. Den gav lyd fra

sig, men ingen reagerede. Den gav lyd fra sig endnu en gang; men

stadigvæk var der ingen, der reagerede. Så smed den det, den havde i

næbbet og nærmede sig; og i det øjeblik manden nåede sit gemmested,

satte den sig på reden og opdagede, at ungerne var døde. Den gav sig

til at kigge rundt. Den så mennesket og så ud til at ville foretage

sig et eller andet. I det øjeblik manden skulle til at gå ind i sin

hule, kom den ned, nærmest glidende; men da var manden gået i skjul.

Den satte sig oven på den store sten og begyndte at hakke på den med

sit store næb. Han havde fornemmelsen af, at lyden af dens hakken kom

nærmere. Derfor kiggede han ud og så, at hovedet og overkroppen var

begyndt at forsvinde ned i hullet. Han spændte sin bue og sendte en

pil i retning af underarmen, som var helt afdækket (armhulen?), idet

den havde løftet vingen. Han sendte pilen af sted med stor kraft. Men

den faldt ned på jorden, uden at knække en eneste fjer. Han samlede

hurtigt pilen op, og idet han spændte buen meget hårdt, sendte han

pilen af sted; men endnu en gang faldt pilen ned på jorden. Da han

ikke kunne såre den med pilen, gik han atter ind i sit gemmested. Så

tænkte han: Når den har lavet et hul i stenen, vil den fange mig.

Måske skal jeg prøve at flygte. Støjen var nu meget tæt på. Han

kiggede ud og så, at hele overkroppen var ved at forsvinde ned i

hullet. Da den ikke havde tid til at kigge andre steder hen, gav han

sig til at løbe i retning af teltet i et hurtigere tempo end han

plejede. Da han havde fjernet sig fra stedet, kiggede han tilbage; og

han så, at fuglen netop rettede kroppen op. Den havde sikkert hakket

sig igennem stenen og havde fået konstateret, at han ikke var der. Den

så sig om og opdagede mennesket. Så fløj den direkte til angreb på

ham. Han vendte sig om og løb af sted. Da han mente, at den måtte

være kommet nærmere, kiggede han tilbage og opdagede, at den var

kommet ganske tæt på ham. Han nåede lige at kaste sig ned i en

fordybning, så mærkede han et sus, og fuglen fløj videre med bagsiden

af hans tarmskindspels. Den fløj højt til vejrs pâriardluínángilaq

(Rinks kommentar: flyver ikke ned). Da den fløj med ryggen af hans

tarmskindsanorak, havde den troet, at det var mennesket, den fløj op

med. Den landede på sin rede. Manden vendte sig om og løb. Det så

fuglen og fløj efter ham. Manden så tilbage og blev klar over, at

fuglen ville nå ham, inden han kom så langt, at han kunne se teltet.

Han ledte efter et skjulested, men måtte kaste sig ned i en

fordybning, denne gang på ryggen. Fuglen greb forstykket af hans

tarmskindspels og fløj højt til vejrs. Den havde slet ikke øje for

ham, og da den landede på reden, fór han af sted, og denne gang ville

han kunne nå at se teltet. Han kiggede sig tilbage og så, at den fløj

op og fortsatte forfølgelsen; og i det samme kom teltet til syne. Han

råbte ned: "En stor falk er efter mig. Huj af den, så snart den viser

sig." Straks falken blev synlig, hujede alle og råbte hånsord. Da steg

den højt til vejrs. Den fløj bort uden at se sig tilbage og forsvandt.

Tænk, denne grimme fugl havde udryddet alle sydlændingene til føde for sine unger. De ville normalt være blevet længere på deres faste

sommersted, gå på renjagt og meget andet. I stedet gjorde de sig

straks rejseklare og flygtede af skræk for, at den grimme fugl skulle

udrydde dem. Og vel ude tog han aldrig siden ind i denne fjord, hvor

han havde reddet sig ud i sidste øjeblik.

 

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Sikulluk; søg også på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq; Aqissiaq; Mennesket og bjørnen;

Oqalugtuaq qatángutigîngnik / oqaluttuaq qatanngutigiinnik

Print
Dokument id:107
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq qatángutigîngnik / oqaluttuaq qatanngutigiinnik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 527 - 550, nr. 98
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.

 

Fortællingen om en søskendeflok.

 

Det fortælles, at der var en stor søskendeflok med en enkelt pige, der hed Arnasuaasaq. Brødrene nægtede aldrig deres søster noget af det, hun ønskede sig. Det siges, at de havde boet på deres boplads i en længere årrække, men at de aldrig havde sagt noget til Arnasuaasaq i et hårdt tonefald. Engang, mens de stadig boede på deres boplads, tog de alle sammen på kajakfangst. Det var endnu ikke eftermiddag, da der kom en kajakmand med en sæl på slæb ind mod deres boplads. Det viste sig at være den ældste af brødreflokken. Da han lagde til land, lod han nogen råbe op til huset: "Bed Arnasuaasaq komme ned og slæbe en sæl op." Arnasuaasaq svarede dem, at hun ikke havde kamikker på. Da hun sagde det, gik sendebudet ned til broderen og sagde: "Arnasuaasaq har ikke kamikker på." Broderen gav besked op, og da han kom ind i huset, sagde han til Arnasuaasaq: "Jeg skulle sige til dig, at du skulle tage kamikker på." Arnasuaasaq svarede budet, at hun først ville sætte sin hårtop. Da budet gik ned igen, sagde han: "Hun vil først sætte sin hårtop." Broderen svarede: "Når hun ikke vil gå ned, vil jeg selv hente hende." Da broderen sagde det, gik budet op og sagde til Arnasuaasaq: "Din bror siger, at hvis du ikke vil komme ned, vil han selv hente dig." Arnasuaasaq svarede: "Gå ned og sig til ham, at jeg ikke gider." Da hun sagde det, gik han ned og sagde til broderen: "Hun siger, at hun ikke gider." Da broderen således forgæves havde forsøgt at tilkalde sin søster, gik han selv op. Da han kom ind, tog han Arnasuaasaq ved håret og kastede hende ud af huset. Og så spurgte han: "Hvorfor er du så doven?" Da hun aldrig var blevet behandlet sådan før, og det var første gang hun oplevede at blive behandlet på den måde af sin broder, begyndte hun at lægge en plan.

 

Hun ventede på, at det skulle blive aften, og langt om længe gik hun ind i forrådshuset og fyldte sin lille skindsæk helt op med tilskårne kamiksåler, og efter at have taget lidt proviant med, drog hun af (hun går qivittoq, BS). Mens hun gik, begyndte hun at græde, og samtidig stod månen op. Da månen stod op, blev hun endnu mere ked af det, fordi hun kom til at tænke på de månelyse nætter under renjagter i indlandet, som hun havde været med til. Stadig grædende gik hun videre, og da hun kom til et stort fladt klippestykke, satte hun sig på den. Mens hun sad der og tænkte på sin familie, græd hun endnu voldsommere. Mens hun græd og holdt sig for øjnene, så hun ud af øjenkrogene en stor skygge. Hun vendte ikke hovedet mod det, men da hun begyndte at høre lyden af skridt, vendte hun hovedet mod det og så, at et meget stort menneske var næsten fremme ved hende. Hun blev siddende og ventede på, at det skulle sige noget. Langt om længe spurgte det: "Er der noget i vejen med dig? Hvad laver du her?" Arnasuaasaq svarede: "Min ældste bror bad mig forsvinde, fordi jeg var doven." Den store mand sagde: Sikke et mærkeligt tilfælde, jeg blev også bedt om at forsvinde af min storebror, da jeg knækkede hans redskab til at blødgøre skindremme med, lad mig følges med dig." Det gik Arnasuaasaq med til, og sammen med ham gik hun videre. Mens de gik videre, begyndte Arnasuaasaq at græde hver gang, hun kom til at tænke på sine søskende.

 

Da hendes søskende kom hjem, begyndte de at spørge efter Arnasuaasaq, da hun ikke kom ned for at slæbe sæler op. Hvorfor mon hun ikke kom ned? Da de gik op til huset og kom ind, var Arnasuaasaq der ikke, og de så, at deres ældste bror allerede var kommet hjem. De spurgte ham, hvor Arnasuaasaq var. Han svarede: "Jeg smed hende ud, fordi hun var doven, så hun må være gået sin vej". Ved de ord blev brødrene meget vrede. Men det fortælles, at fordi de var bange for at sige deres ældste bror imod, kom de ikke med bebrejdelser. Da det blev aften og de gik i seng, sov brødrene ikke godt, fordi de havde så ondt af og tænkte så meget på Arnasuaasaq, der aldrig før var blevet behandlet sådan, fordi de allesammen elskede hende meget højt. Tidligt næste morgen søgte de alle efter hende, uden at finde hende. Da de ikke fandt hende, vendte de tilbage. Det fortælles, at brødrene ikke længere kunne tage på fangst, fordi de tænkte så meget på Arnasuaasaq.

 

I mellemtiden gik Arnasuaasaq og hendes store rejsefælle videre, og så sagde han, at han ville holde rest på den store hvileplads, og det gik Arnasuaasaq med til. Hendes store ledsager kaldte det stedet, hvor man samler kræfter, og det var altså deres betegnelse for en hvileplads. Det viste sig, at Arnasuaasaq´s ledsager var en af Tuneq-folket (tuneq / tornit). Da de gik hen mod hvilepladsen og kom derhen, så Arnasuaasaq, at det var et fladt og meget skinnende klippestykke. Da de kom derhen, hvilede de sig, og nede på bunden af skråningen opdagede de en mængde huse. Da de fik øje på dem, begyndte Arnasuaasaq´s ledsager at råbe: "Kungkungkungkungkulaa!" da han havde råbt dette, lød der svar. Tuneq-manden sagde så til Arnasuaasaq, at han gerne ville have hende med ned. Selv om Arnasuaasaq ikke havde lyst, gik hun dog ned med ham. Da de kom ind i et af husene, så Arnasuaasaq, at mændene var kæmpestore, og også deres kvinder. Da de havde slået sig ned der, hørte de nogen på vej ind, og da budet kom ind, sagde hun: "Jeg skulle indbyde vores nye svigerinde til at spise seqqortartut. Arnasuaasaq og hendes store ledsager gik ud sammen med budet og kom så ind i et meget stort hus. Det viste sig, at ledsageren var i familie med husets beboere. Da hun kom ind, bød de Arnasuaasaq at sætte sig. Da hun havde sat sig, satte de et stort træfad frem, der var helt fyldt med haretestikler, og så sagde de, at hun skulle spise. Arnasuaasaq sagde, at hun ikke spiste sådan noget. Da hun ikke ville, blev de ved med at opfordre hende til det, og selv om hun ikke kunne spise dem, lod hun som om, hun gik i lag med dem. Når hun tog et stykke, lod hun det falde ned i sin halsudskæring. Hun var godt i gang med dette, da de andre opdagede, hvad hun gjorde og sagde: "Hvordan er det vores nye svigerinde spiser haretestikler, hun lader dem falde ned i sin halsudskæring." Da så de andre bebrejdede hende, sagde hun: "Det er fordi, vi aldrig spiser sådan noget."

 

Efter et ophold på bopladsen, tog de to andre af sted, da det blev forår. Da de kom frem til det sted, som de havde udset sig til boplads, byggede de et hus. Da den store mand tog ud på jagtture efter at rensdyrene var kommet, tog han hver gang Arnasuaasaq med, selv om hun ikke havde lyst, fordi han var bange for, at hun skulle tage hjem til sin familie. Når hendes ledsager var på jagt, fangede han som regel harer og ryper. Mens de opholdt sig der, blev det sommer, og når den store tuneq-mand skulle på jagt, tog han altid Arnasuaasaq med. Når de fik øje på rensdyr, fulgte han dem og fik dem hver gang. Efterhånden blev Arnasuaasaq mere end rigeligt forsynet med rensdyr, som hendes ledsager havde nedlagt.

 

En dag begyndte hendes ledsager at tale om at ville lære Arnasuaasaq at løbe hurtigt, så hun kunne klare at være med i hans renjagter. Da Arnasuaasaq mente, at hun vist ikke kunne lære det og sagde, at hun ikke havde begreb om at løbe, svarede hendes ledsager: "Du skal se, hvor hurtigt jeg kan løbe, når jeg er på jagt. I vores land, har vi den tradition, at vi lærer kunsten at løbe allerede i barndommen, fordi vi er indlandsboere og aldrig er på havet. Som nybegyndere bliver vi godt nok trætte, men vi bliver hurtigt vant til at løbe; vi jager jo uden andre våben end vores ben og hænder. I morgen vil jeg lærer dig at løbe." Og den store tuneq-mand fortsatte: "Må jeg få dig til kone?" Arnasuaasaq ville ikke være hans kone, men da tuneq-manden ikke ville give op, endte det med, at Arnasuaasaq gik med til at være hans kone. Derefter var Arnasuaasaq tuneq-mandens kone.

 

Næste morgen tog de meget tidligt af sted. Snart sagde Arnasuaasaq´s nye mand: nu skal du se mig. Nu vil jeg løbe så hurtigt, jeg kan. Da hun lovede at holde øje med ham, begyndte han at løbe, og det var som at se en fugl i flugten. På et øjeblik var han ude af syne. Arnasuaasaq behøvede ikke at vente længe, før han dukkede op igen, og det var som at se en ravn, der flyver lavt hen over jorden. Da han kom tilbage, spurgte han sin nye kone Arnasuaasaq: "Løb jeg hurtigt?" Arnasuaasaq svarede: "Man kan sammenligne dig med en lille fugl, der flyver lavt hen over jorden." Nu blev tuneq-manden meget stolt, og han sagde: "Tag mig nu i hånden, så vil jeg løbe af sted med dig." Så greb Arnasuaasaq fat i sin store mands hænder. Tuneq-manden spurgte: "Har de rigtigt fat i mig?" Og Arnasuaasaq svarede ja. Straks begyndte Tuneq-manden at løbe rigtig stærkt, og Arnasuaasaq følte ikke andet end træk og susen, så hurtigt gik det. I begyndelsen af løbet kunne Arnasuaasaq ikke få jordfæste, men efterhånden som de var kommet godt i gang, blev Arnasuaasaq næsten i stand til at følge med i sin store mands tempo, men så holdt de op med at løbe. Hen imod aften fangede Arnasuaasaq´s store mand som sædvanlig rensdyr. Da de var på vej hjemover, havde de hver deres store læs at slæbe på. Da de kom hjem, kogte Arnasuaasaq kød, og da de havde spist, gik de i seng. Da de var kommet i seng, sagde Arnasuaasaq´s store mand: "I morgen vil jeg have dig med til, sammen med mig, at løbe rensdyr sammen og afskære dem vejen, og du skal gøre det, så godt du kan. Du afskærer renerne fra den ene side, og jeg afskærer dem vejen fra den anden side." Og så lagde de sig til at sove.

Næste morgen gjorde de sig klar meget tidligt og tog af sted. Mens de var på vej, sagde Arnasuaasaq´s store mand til hende: "Lad os løbe om kap." De startede, og i et stykke tid løb Arnasuaasaq lige så hurtigt som sin mand, men så sakkede hun agterud. Da hun kom bagud, standsede hendes store mand og sagde: "Du er endnu ikke så hurtig som jeg, i morgen vil jeg igen løbe med dig i hånden." Det lod Arnasuaasaq sig nøje med. Da de fik øje på rensdyr, sagde hendes store mand, at han ville afskære dem vejen. De drev rensdyrene sammen,  så de ikke kunne flygte. Da de nåede hen til dem, tog hendes store mand fat i de rensdyr, han så og smed dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede. Da de havde fanget tilstrækkeligt mange, lavede de bæreremme til at kunne bære dyrene og begyndte at gå hjemover. Da de nåede hjem til deres hus, gik de ind. Og så spiste de godt og rigeligt af rensdyrkødet, indtil de havde fået nok, og Arnasuaasaq fik på fornemmelsen, at hun havde forspist sig i rensdyrtalgen.

Da de havde lagt den store mængde rensdyrkød, de havde båret, fra sig og ind i deres forrådshus og havde gjort alt klar, sagde hendes store mand: "Når du i morgen er blevet vant til at løbe..."

(fortsættes)

 

Fortællingen om søskendeflokken.

(fortsat)

Da de havde talt om at løbe om kap den næste dag, lagde de sig til at sove. Efter at have sovet stod de tidligt op den følgende dag, og Arnasuaasaq´s store tuneq-mand sagde: "Vi tager af sted fra morgenstunden af, for vi skal løbe om kap." Og den store tuneq-mand fortsatte: Når vi får øje på rensdyr, løber vi om kap." Det havde Arnasuaasaq ikke noget imod, og så tog de af sted. De gik og kom til et sted, hvor de regnede med at kunne støde på rensdyr, og der standsede de. Kort efter fik de øje på en masse rensdyr. Da de havde fået overblik over dem, sagde Arnasuaasaq´s store mand: "Lad os prøve at afskære dem vejen," og som sædvanlig havde Arnasuaasaq ikke noget at indvende. Tuneq-manden sagde så til Arnasuaasaq: "Du skal afskære dem vejen fra sydsiden af, og jeg skærer dem vejen fra nordsiden af." Arnasuaasaq føjede sig som sædvanlig, og de begav sig af sted. Arnasuaasaq gik mod syd, og hendes store mand gik mod nord. Først da de stod lige over for hinanden, begyndte de at løbe. Netop da de for alvor satte farten op, blev Arnasuaasaq pludselig træt og kunne ikke længere løbe så hurtigt, og samtidig nåede hendes mand hen til de mange rensdyr. Så tog han nogle af rensdyrene ved forbenene og smed dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede, og efterhånden tyndede det gevaldigt ud i flokken med de mange rensdyr. Når nogle af rensdyrene stak af, forfulgte den store tuneq-mand dem, og det var som om, han bare halede dem ind med en line. Først da han var tilfreds med sin fangst, holdt han op. Arnasuaasaq stod der helt mat af træthed. Arnasuaasaq´s mand gik hen til hende og sagde: "Nu har du set, hvordan jeg afliver rensdyr. I vores område er det sådan, at vi allerede fra barnsben øver os i mange forskellige ting, også i løb og i at afskære rensdyrene vejen, det er sådan vi lever." Og han fortsatte: "Gør de sådan i jeres land?" Arnasuaasaq svarede: "Sådan er de ikke i vores land, men under deres opvækst oplæres de til andre fangstdyr. Når de begynder at øve sig i kajakroning, fanger de fugle med fuglepile. Deres voksne træner dem i kajakroning og i at vende rundt med kajakken. Når de voksne er tilfredse med nybegyndernes kunnen i kajakroning, udstyrer de dem med fangstredskaber, der kun bliver brugt til grønlandssæler, narhvaler, hvidhvaler, marsvin, hvalrosser og andre almindelige sæler." Den store mand blev dybt forundret over det Arnasuaasaq fortalte, for han havde ikke anet, at kystboerne levede sådan. Efter at de på den måde havde fortalt hinanden om lidt af hvert, begyndte de at flå de mange rensdyr. Da de var færdige, lavede de store bærebyrder af de mest velsmagende stykker og tog hjemover. Undervejs ville Arnasuaasaq´s store mand ind imellem løbe om kap med hende, men Arnasuaasaq havde ikke lyst, så de gik bare, mens de fortalte hinanden forskellige ting, og til sidst fik de deres hus i sigte.

Da de kom hjem, lagde de først deres byrder fra sig og gik ind i deres lille hus. Så spiste de af det kød, som de allerede havde kogt den foregående dag, men ikke havde spist af. Først da de var blevet mætte, holdt de op, og da det blev aften, gik de i seng. Da de havde sovet og vågnede, skulle Arnasuaasaq´s store mand til at tage af sted og ville have sin kone med, men det ville hun aldeles ikke. Arnasuaasaq sagde: "Nu er jeg blevet så udmattet, at jeg denne gang ikke vil tage med dig. I dag vil jeg i første omgang få orden på vores store kødbeholdning. Hendes store mand var ikke rolig med, at hans kone ikke ville med, fordi han tænkte, at hun ville flygte til sin familie, når han var taget af sted. Så han var derfor meget ængstelig ved at forlade hende og ville absolut have hende med, men hans kone sagde: "Tag du bare af sted, jeg fejler ikke andet, end at jeg har været så forfærdelig træt. Hvordan skulle jeg kunne vende tilbage til min familie, når jeg er så træt." Hendes mand søgte stadig at overtale hende, men til sidst måtte han opgive. Han sagde: "Lad nu være med at tage hjem til din familie, når jeg er taget af sted." Hans kone svarede så: "Hvorfor skulle jeg også gå hen til min familie." Da hendes store mand hørte hendes ord, tog han endelig af sted. Og da hun nu var blevet alene i deres lille hus, var det som om, hun for første gang tænkte på sin familie, og fik stor lyst til at se den, selvom de måske allerede havde glemt hende. Hun græd lidt og holdt så op igen og begyndte at arbejde med forskelligt. Hen imod aften, mens hun var inde i huset, lød det udefra som om der var en, der lagde sin bærebyrde fra sig. Hun sad helt stille, og så kom hendes store mand ind og kiggede sig grundigt omkring, fordi han var så bange for, at hans kone skulle være taget af sted. Da han fik øje på sin kone, blev han meget glad, fordi han havde været så urolig for, at hun skulle være taget af sted, selv om hun ikke ville gøre ham ondt. Da han var kommet ind og havde set sin kone derinde, sagde han: "Og jeg som troede, at du var taget tilbage til din familie." Arnasuaasaq svarede sin store mand: "Hvordan skulle jeg kunne tage hen til min familie uden at have fået lov af dig." Da hans kone havde sagt det, sagde hendes store mand: "Hvor er hun dog rar. Og lydig." Da det blev aften, gik de i seng og begyndte at tale sammen. "I morgen tager vi sammen af sted fra morgenstunden, og så fanger vi rensdyr ved at jage dem sammen." Da de havde lovet hinanden det, lagde de sig til at sove.

 

Næste morgen vågnede de så tidligt, at solen først lige var kommet over horisonten. Da de var stået op, gjorde de sig klar og tog af sted. Mens de gik, begyndte hendes store mand at tale om, at de måske skulle begynde at løbe om kap. Arnasuaasaq gik med til det, og da de kom til et stort jævnt område, hvor de skulle løbe om kap, begyndte de på én gang at løbe så hurtigt de kunne. Øjeblikkelig sakkede Arnasuaasaq´s store mand bagud, selvom det tidligere altid havde været Arnasuaasaq, der kom bagud, når de løb om kap. Nu var Arnasuaasaq blevet så hurtig til bens, at hun straks løb fra sin store mand. Da Arnasuaasaq nåede det sted, hvor de skulle standse, ventede hun på sin store mand. Da han nåede hende var han fuld af lovord. Arnasuaasaq sagde til sin store mand: "Det må faktisk være sådan, at kystboerne er mere lærenemme end jer." Da hans kone sagde dette, blev hendes store mand hende svar skyldig, fordi hun var blevet hurtigere end ham, endnu mens han lærte hende op. Så spurgte han: "Har du tidligere øvet dig i at løbe?" Arnasuaasaq svarede ham: "Jeg har ikke øvet mig, før du begyndte at lære mig det, og først nu har jeg lært, hvordan man skal løbe." Og hun fortsatte: "Du kan ikke løbe så hurtigt som mig, selv om jeg er en lille kvinde, måske skyldes det, at vores mandfolk er hurtigere til bens." Da Arnasuaasaq sagde det, svarede hendes store mand: "Det er forbavsende, at I er så hurtige, når I er så små." Til det varede Arnasuaasaq: "De er sådan, fordi de også går på rensdyrjagt i vores land; ganske vist øver de sig ikke i at løbe, men de er meget hurtige." Da Arnasuaasaq fortalte det, spurgte hendes store mand: "Men hvorfor er de så hurtige, når de ikke bliver trænet op i at løbe?" Arnasuaasaq svarede: "Det er fordi de iagttager hvordan rensdyrene løber, at de bliver hurtige." Det blev hendes store mand meget forbavset over at høre. Så gik de videre derfra. Mens de gik, fik de øje på en stor rensdyrflok, og da de havde set nærmere på den, spurgte Arnasuaasaq sin store mand, om de ikke skulle afskære dem vejen. Han svarede: "Du skal afskære den vejen sydfra, og jeg afskærer dem vejen nordfra." Derefter gik de i hver sin retning. Da de var nået hen til det sted de skulle begynde fra, gav de samtidig hinanden startsignalet "kee" og begyndte så at løbe så hurtigt de kunne. Endnu før Arnasuaasaq´s store mand var nået frem til rensdyrene, nåede Arnasuaasaq hen til den store flok, da hun var fremme greb hun nogle af dem og slængte dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede. Da hun nåede frem til flokken, udsøgte hun sig de største og slyngede dem hen ad jorden, så blodet sprøjtede ud. Da mange af rensdyrene begyndte at flygte, sagde Arnasuaasaq til sin store mand, at han skulle sætte efter dem, men han troede ikke, at han kunne klare det, og så løb Arnasuaasaq efter dem, og da hun havde dræbt mange af dem, lod hun resten være. Da de havde samlet de mange dræbte rensdyr sammen, begyndte de at flå dem en for en. Da de var færdige, lavede de bærebyrder og begyndte hjemturen. Mens de gik, fortalte de hinanden forskellige ting. De nåede hjem, da solen stod i vest. Da de var hjemme, ville Arnasuaasaq´s store mand ikke engang gå ud af huset, fordi han var blevet så træt. Så gik Arnasuaasaq hen til sit store kødforråd og udsøgte sig de bedste stykker. Dem tog hun med hen til ildstedet og lavede mad. Da hun havde kogt tilstrækkeligt med kød, og det var kogt færdigt, spiste de, gik til sengs og faldt i søvn.

 

Som sædvanligt vågnede de af søvnen meget tidligt næste morgen. Så sagde Arnasuaasaq´s store mand til hende: "Skal du på rensdyrjagt med mig?" Arnasuaasaq svarede: "Tag du alene på rensdyrjagt, jeg vil ikke på rensdyrjagt, for jeg vil ordne vores store kødforråd." Hendes store mand svarede: "Jeg er bange for, at du tager hjem til din familie, når jeg er taget af sted." Arnasuaasaq svarede: "Hvorfor skulle jeg tage hjem til min familie? Jeg kunne ikke finde på at behandle dig på den måde." Efter de ord, tog han da af sted. Da han var væk, tog Arnasuaasaq sit store kødforråd ind i deres forrådshus, og da hun havde bragt det hele ind, blev forrådshuset helt fyldt op. Da hun var færdig med det, udsøgte hun sig de smukkeste rensdyrskind og rullede dem sammen. Mens hun rullede dem sammen, besluttede hun sig til at tage hjem til sin familie, når de nåede det tidspunkt på året, hvor hun forlod sin familie. Mens hun sad dér og mindedes sin familie, savnede hun dem mere og mere. Og mens hun rullede skind sammen, græd hun lidt ind imellem, men holdt så op. Da hun var færdig med at rulle skind sammen, gik hun ind i deres hus. Nogen tid senere lød der et stort bump udenfor. Så kom hendes mand ind i huset dryppende af sved og øjnene på stilke. Da han fik øje på sin kone, sagde han: "Hvor er hun rar, at hun elsker mig sådan; jeg troede ellers, at du allerede havde forladt mig."

Det fortælles, at da hendes store mand kom hjem, var det blevet rigtigt mørkt, og det var blevet efterår, mens de var der. Mens de stadig opholdt sig dér, begyndte det at sne kraftigt. Det sneede virkeligt meget, alt sneede til, og med al den sne kunne hendes store mand ikke tage på jagt. Nu levede de udelukkende af deres kødreserver. Mens de opholdt sig der, var der en aften en meget klar og smuk fuldmåne, og Arnasuaasaq blev grebet af voldsom hjemve. Hen på aftenen spurgte Arnasuaasaq´s store mand: "Vil du afluse mig?" Mens Arnasuaasaq ledte efter lus på ham, faldt han i søvn. Da han nu sov, lykkedes det hende med besvær at få skubbet hans store hoved til side. Så gik hun ind i deres forrådshus og tog de rensdyrskind, hun havde udvalgt sig som de smukkeste og begyndte at rulle dem sammen. En-to-tre fik hun dem rullet sammen, lavet sig en bærebylt af dem og stak så af sted, og det siges, at det var en meget smuk måneskinsaften. Undervejs hørte hun pludselig én råbe efter sig, og da hun kiggede sig tilbage, så hun, at han var lige ved at indhente hende. Da han nåede hende, spurgte han hende: "Hvorfor har du pludselig forladt mig for at tage hjem til din familie?" Arnasuaasaq svarede sin store mand: "Jeg er ikke på vej hjem til min familie. Vejret var så pragtfuldt, så jeg fulgte bare min tidligere vane med at gå en tur." Da hans kone sagde sådan, hørte hendes mand op med at bebrejde hende. Derfra gik de hjem til deres hus igen og gik ind, og så gik de i seng. Da de havde sovet og vågnede næste morgen, opførte Arnasuaasaq sig ikke som hun plejede, fordi hun længtes så meget hjem til sin familie. Da hendes mand kunne mærke, at hun var ulykkelig, spurgte han hende: "Hvad har du lyst til at spise?" Arnasuaasaq svarede ham: "Jeg har ikke lyst til at spise noget særligt." Hendes store mand spurgte hende igen: "Men hvad har du da lyst til? Har du lyst til at spise indmad?" Hans kone svarede: "Jeg har ikke lyst til at spise sådan noget." Hendes mand spurgte hende igen: "Har du lyst til at spise talg?" Arnasuaasaq svarede: "Jeg har ikke lyst til at spise talg." Igen spurgt han hende: "Har du lyst til at spise fedt?" Det havde hun heller ikke lyst til. Han nævnte alle mulige lækre ting, men hun havde ikke lyst til noget af det. Endelig spurgte han hende: "Vil du gerne tilbage til din familie?" Arnasuaasaq svarede: "Ja, jeg vil meget gerne hen til min familie." Hendes store mand sagde til hende: "Nej, ikke hen til din familie på kysten." Da hendes store mand sagde det, blev Arnasuaasaq virkelig ked af det og græd hele tiden. Da hun havde grædt længe, holdt hun op, fordi hendes store mand begyndte at trøste hende.

 

Da de nu blev dér på stedet og levede af deres madforråd, havde de efterhånden ikke meget tilbage af det. En aften bad den store mand sin kone om at afluse sig. Og mens hun ledte efter lus på ham, faldt han i søvn. Da han var faldet i søvn, fik hun lirket hans lange ben væk, der lå hen over hendes lår. Så gik hun ud og løb hurtigt ind i deres forrådshus, og efter at hun havde taget de skind, som hun tidligere havde gjort klar i en bylt, gik hun ud, tog bylten på ryggen og stak i løb. Hun løb uden at standse og kunne til sidst ikke se deres hus. Så kiggede hun sig tilbage, men kunne ikke se noget menneske. Så begyndte hun at løbe igen. Da hun havde løbet et stykke tid og var blevet træt, standsede hun op, og så kiggede hun sig tilbage, men hun kunne ikke se noget menneske. Da hun ikke så nogen, løb hun igen, og da  hun denne gang løb længere, standsede hun lige før hun kunne få øje på sin families hus. Så kiggede hun sig som sædvanlig tilbage, men så heller ikke nu noget menneske. Hun løb videre, og da hun nærmede sig huset, og snart skulle få øje på det, tænkte hun, at det nok ikke var der mere, men så fik hun øje på det. Huset var der stadig væk. Hun løb derhenad, og da hun kom derhen, standsede hun uden for huset, og stillede sig ved vinduet og kiggede ind og så, at de sov derinde endnu. Da hun så dem sove, gik hun ind. Hun troede, at de ville vågne af det, men ingen vågnede. Så begyndte hun at vente på, at én af dem skulle vågne, mens hun selv var ængstelig for, hvad der kunne ske, når hun nu var kommet til sin familie tidligt om natten. Mens hun sad der, blev hun meget forskrækket hver gang én af dem gav snorkelyde fra sig, og hver gang kiggede hun hen på vinduet. Hun blev mere og mere søvnig, mens hun sad der. En gang imellem mærkede hun, at hun var ved at vælte omkuld. Så blev hun til sidst så søvnig, at hun faldt i søvn. Så begyndte enkelte af familiemedlemmerne at vågne. Når de vågnede, så de sig ikke omkring, for de havde ikke den fjerneste anelse om, at der skulle være kommet nogen, og de havde opgivet ethvert håb om at se deres søster Arnasuaasaq igen.

Til sidst var de alle sammen vågnet. Så sagde et af børnene: "Hvad er det for noget; derovre ligger der en dame." De andre tog sig ikke af det, fordi de troede, at det bare var snak. De voksne talte med hinanden om børns fantasi og tog det ikke alvorligt. På et tidspunkt, da et af børnene blev for påtrængende, kiggede barnets fader derhen og genkendte til sin store forbavselse Arnasuaasaq. Så sagde han til de andre i husstanden: "Nu er Arnasuaasaq, vores kære lillesøster, den eneste pige blandt os, kommet tilbage." Da han sagde det, kiggede de andre også derhen og genkendte Arnasuaasaq med det samme. Da de så, at hun stadig sov, vækkede de hende. Arnasuaasaq vågnede, og de spurgte hende: "Kære hvor har du dog været?" Arnasuaasaq svarede dem: "Jeg har været inde i landet. Jeg er gift med en af de meget store tuneq-mænd. Mens han lå i sin dybe søvn, flygtede jeg og tog hjem til jer. Jeg er bange for, at han hurtigt vil søge efter mig, så skynd jer at sætte konebåden i vandet." Derefter gjorde de deres husgeråd klar, og da de var færdige, tog de af sted. Da de havde roet et stykke tid, slog de lejr på et andet sted. Det fortælles, at mændene var så glade for at se deres søster Arnasuaasaq, at de ikke tog ud på fangst, selv om det stadig var midt på dagen, da de slog lejr. Der på stedet slog de deres telt op og gik i seng, da det blev aften, og nu var Arnasuaasaq rolig. Hendes søskende sagde til hende: "Arnasuaasaq, fortæl nu hvad du har set og oplevet." Arnasuaasaq sagde til dem, at hun ville fortælle og begyndte: "Den gang jeg var taget af sted og var kommet væk fra vores sted, begyndte jeg at græde, mens jeg sad på et lille klippestykke. Så så jeg en stor skygge ud af øjenkrogen bagved mine hænder. Da jeg havde set ham, ventede jeg bare på, at han skulle sige noget. Til sidst spurgte han: "Hvad er der med dig?" Så fortalte jeg ham, hvorfor jeg var taget af sted. Den store mand sagde uden videre: "Jeg knækkede min storebrors redskab til at blødgøre skindremme med, og min bror sagde til mig, at jeg skulle forlade dem og derfor er jeg taget af sted. Og så sagde han, at han gerne ville følges med mig. Og derfor fulgtes jeg med ham. Vi gik over landet og kom til mange huse. Da vi var kommet ind i et hus, kaldte husets beboere mig for deres lille nye svigerinde. De satte mad frem for mig, der udelukkende bestod af ækle haretestikler. Selv om jeg ikke kan spise sådan noget, lod jeg som om, jeg spiste af det. Da vi var taget af sted derfra, kom vi tidligt om foråret til at sted, hvor vi ville bo, og byggede os et hus der. Da rensdyrene var kommet, fulgtes jeg med ham, når han var på rensdyrjagt, og han lærte mig at løbe. Vi fangede mange mange rensdyr. Da jeg første gang forsøgte at flygte, var det vinter, og han hentede mig tilbage. Men i går lykkedes det mig at tage hjem, da han var faldet i søvn." Da hun havde fortalt sin historie faldt hun i søvn.

 

Det fortælles, at de begyndte at bygge hus, da de vågnede, og da de var færdige med det, flyttede de ind i det. Det fortælles også, at Arnarsuaasaq ikke igen blev behandlet, som hun gjorde i begyndelsen.

 

Her ender historien.

 

Var.: NKS 2488, VI, ss. 141h - 144v; The Girl who fled to the Inlanders; Kvinderne, som blev gift med erqigdlit / eqqillit; De to brødre; Pouia; Puvia; Sorarsinaq toqusoq; Makkutooq; søg på Akilineq. Desuden en del andre om ægteskaber mellem rigtige mennesker og åndevæsner eller dyr i menneskeskikkelse.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: En temmelig fredsommelig version, der fokuserer på kystboernes (menneskers) og indlandskæmpernes forskellige vaner. Bemærk den vægt der lægges på menneskers lærenemhed.

oqalugtuaq qivítutorqamik nukagpiatorqamigdlo / Oqaluttuaq qivittutoqqamik nukappiatoqqamillu

Print
Dokument id:366
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, V. 4'
Fortæller:Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely)
Nedskriver:Sivertsen, Eli (Sivertsen, Ely)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq qivítutorqamik nukagpiatorqamigdlo / Oqaluttuaq qivittutoqqamik nukappiatoqqamillu
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 714 - 716, nr. 144
Lokalisering:?
Note:

Eli Sivertsen er sandsynligvis identisk med Ely Sivert Fontain.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om en gammel qivittoq / fjeldgænger og en ungkarl.

 

En ungkarl var plejesøn hos et ældre ægtepar, og han var deres eneste

forsørger. En gang roede han ud i kajak sydover. Han fik øje på en

meget stejl klippevæg. Han roede i den retning; og tættere

på opdagede han, at der hang en stige på den stejle væg. Han roede

helt hen til stigen og kom op af kajakken. Han skubbede kajakken ud og

gav sig til at kravle op ad stigen. Da han kom helt op, så han, at

stigen var tøjret fast til en stor sten. Herfra gik han ind i landet.

Mens han gik, fik han øje på en stor landtange. Midt på tangen lå

der et lille hus med ét vindue. Han gik derhen og standsede uden for

vinduet. Han havde stået der et stykke tid, så hørte han én sige inde

fra huset: "Kom indenfor." Han gik ind og så, at beboeren var en

gammel qivittoq. Denne sagde til ham: "Jeg er qivittoq. Jeg gik

hjemmefra for længe siden, og det er første gang, jeg har truffet et

menneske i al den tid, jeg har været her." Han sagde også til ham:

"Vil du være min fælle / kammerat / ledsager?" Ungkarlen sagde ja, og så gik

qivittoq'en / fjeldgængeren ud for at hente mad til ham og kom tilbage med tørret

renkød med talget siddende på. Ungkarlen spiste og sagde indimellem,

at det smagte dejligt; han spiste sig aldeles mæt. Efter måltidet

fortalte qivittoq'en om alle de rensdyr, han plejede at fange om

sommeren. Han sagde også, at han til sommer ville tage ham med på

rensdyrjagt.

 

Da ungkarlen havde boet nogen tid hos qivittoq'en,

kom han til at tænke på dem, han rejste fra (de små ældre mennesker),

og han kunne ikke glemme dem, så han bad qivittoq'en om at kunne tage

hjem og give dem besked. Den gamle qivittoq sagde, at det var i orden,

men bad ham om at komme hurtigt tilbage. Ungkarlen tog af sted, og

efter en lang vandring nåede han frem til de små ældre mennesker, som

var blevet bekymrede for ham; de troede, han var omkommet i kajak.

Ungkarlen fortalte (resumé af teksten der er ordret som ovenfor:) om alt hvad dervar sket, og at han havde føjet sig efter qivittoq'ens ønsker, fordi han var bange for ham. Men der kom jeg så en dag til at tænke på jer, og jeg

kunne ikke glemme jer, så jeg fortalte ham, at jeg ville tilbage og se

til jer. Det måtte jeg godt, men jeg skulle hurtigt komme

tilbage. I skulle bare vide, hvor jeg befandt mig, for

ikke at være bekymrede for mig. Men jeg må hurtigt tilbage, som han bad mig om. De små ældre mennesker bad ham være forsigtig.

 

Ungkarlen drog af sted for at vende tilbage til qivittoq'en. Han fik øje på det lille hus, som endnu stod på sin plads. Han gik hen til det, og inde i huset sad qivittoq'en stadigvæk og ventede på ham. Qivittutoqaq sagde: "Nu får jeg dig til

fælle." Da det blev sommer gik de ind i landet på rensdyrjagt. De

kom til kanten af indlandsisen og tog ophold dér. Dagen efter drog de

på rensdyrjagt. Fangstredskaber havde de ingen af - kun sten

at kaste med. Når der passerede en flok rener, kastede de sten efter

dem. Når den ene havde ramt et dyr, kastede den anden også en sten for

at dræbe det. Da de havde fanget tilstrækkelig mange, tog de hjem.

Hjemme byggede de to forrådsskure. Det ene skur fyldte de med

rensdyrkød, -sener og -talg. Det andet skur fyldte de med lutter

renskind. Qivittutoqaq havde nu samlet sig større forråd fordi han

havde fået en fælle / ven. De havde det godt og manglede intet. Det var

ved at blive vinter, og endnu havde de ikke brugt deres forråd op.

Først ved forårstide var deres forråd ved at slippe op. Til sidst var

der ikke mere tilbage. Da qivittutoqaq ikke havde mere at spise, blev

han syg og til sidst døde han af sult. Ungkarlen syede liget ind i

rensdyrskind og begravede det oven på en lille høj oven for huset. Han

dækkede det forsvarligt til. Efter den gamle fjeldgængers død vendte ungkarlen

tilbage til et beboet sted for dér at kunne begynde på en ny

tilværelse. Siden gik han aldrig ind i landet. Slut.

 

Var.: Dette er en yderst fredelig fortælling af talrige om qivittut. Søg på qivittoq.

 

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

 

Kommentar: Skønt qivittut egentlig ikke er at misunde, skildres de oftest som rigmænd, der lever i luksus af kød og skind fra landdyr.

oqalugtuaq Tungnerdlungmik / Tunnerluks søn røves af indlandsboer

Print
Dokument id:1075
Registreringsår:1860
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Jeremias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Tungnerdlungmik / Tunnerluks søn røves af indlandsboer
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 708 - 714, nr. 199
Lokalisering:Paamiut / Frederikshåb
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

H. Rinks oversættelse af denne sammenstykket med en variant fortalt af Kreutzmann i Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866 - 1871 (1866-71), I: 47, ss. 156 - 158.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 44, pp. 268 - 270: The Child who was stolen by Inlanders.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Tummerluk (én, der går sine kamikker skæve) / Tunnerluk.

En hedning ved navn Tummerluk havde en fast vinterplads. Om sommeren tog han ind i Kangerlussuaq på rensdyrjagt. Når han under jagten kom helt hen til rensdyrene, sagde han: "Jeg er et rensdyr, jeg er en renkalv". Og så skød han dem med sin bue og fik mange af dem. Om vinteren fangede han hvidhvaler/ narhvaler og store hval-rosser.

 

En sommer tog han, som han plejede, ind i fjorden. På det tidspunkt havde

han fået en søn. Da han kom til jagtområdet, tog han ud på renjagt og hans kone

gik ud for at plukke bær. Hun gav sig til at plukke bær med sønnen liggende på

jorden ved siden af. Under bærplukningen bevægede hun sig længere væk til et sted, hvorfra hun ikke kunne se barnet. Hun hørte ham græde og da hun igen kunne se det sted, hvor hun havde sat drengen ned på jorden, var han væk og lyden af gråden fjernede sig mere og mere. Hun fandt ikke sønnen og måtte gå hjem uden ham. Da hun kom hjem, sagde hun til de andre: "Jeg er skyld i, at min lille søn er

blevet bortført af indlandsboerne og jeg frygter, at min mand vil blive vred".

 

Hen på aftenen hørte man støj ved, at manden kom hjem. Man hørte ham lægge

sin rygbyrde fra sig og sige: "Nu har jeg som sædvanlig fanget rensdyr

til jer". Ingen inde i teltet reagerede. Han var klar over at

denne tavshed betød, at der var sorg. Det første han gjorde, da han kom ind, var

at spørge efter sønnen og han ville vide, hvordan han døde. Konen svarede ham

ikke, men de andre i teltet sagde, at hun havde gjort sig skyldig i, at drengen

blev bortført af indlandsboerne. Til sin kone, som var meget bange, sagde

manden: "Tag og sy nye såler på mine kamikker. Jeg vil først hente min store

fætter. Han skal ledsage mig". Han tog afsted og meget snart, så var

han tilbage og havde fætteren med. Han forhørte sig omhyggeligt hos sin kone om hvor bortførelsen skete. Konen viste dem, hvor det var. Tummerluk tog af sted

sammen med sin fætter. Fætterens såler blev ødelagt og Tummerluk sagde til ham:

"Vend du bare om. Så leder jeg efter ham alene".

     Da Tummerluk skiltes fra sin fætter, kom han til et slædespor. Han stod dér

og vidste ikke, hvor han skulle hen. Så hørte han én råbe ikke langt borte:

"Til den østligste nunataq, til den østligste nunataq / nunatak". Det viste sig, at det

var hans amulet, der råbte. Han strammede sine snøreremme til og begav sig

derhen. Da han kom til nunatakken fik han øje på et stort hus. Han gik derhen

og kiggede ind gennem vinduet. Der sad to store piger og hev i hver

sin ende af det grædende lille barn. Nu var Tummerluk / Tunerluk / Tunnerluk på vej ind og det var hans

tanke at ville springe fra husgangen op på "dørtrinet" til rummet. Men der var så

højt til indgangshullet at han måtte kravle op. Da han var kommet op, gik han hen til kvinderne for at tage barnet fra dem. Men så snart han rakte hånden frem for at tage barnet, der var hos den ene af kvinderne, gav hun det til den anden kvinde. Så rakte han hænderne til den anden kvinde, som så gav barnet til den første kvinde. Da dette fortsatte, greb han den ene kvinde og slyngede hende hen ad gulvet. Han gjorde det samme med den anden kvinde. Han tog barnet, som var

helt nøgent og han kunne ikke nå op til tøjet. Der var en stor mand i rummet.

Denne rejste sig op og sagde: "Jeg skal hjælpe dig, for mine forfædre var

kystboere som du". Da han havde givet barnet tøj på, sagde manden: "Løb, skynd dig! Jeg skal nok bære din søn". Tummerluk foer af sted og den

anden skyndede på ham, idet han sagde, at indlandsboerne nok ville forfølge

ham, så snart de kom hjem fra fangst.

 

Endelig kunne de se teltet og ledsageren gav ham drengen og sagde: "I må omgående tage teltet ned". Så efter de ord råbte Tummerluk til sine fæller: "Gør klar til afrejse, straks!". Så snart Tummerluk nåede lejren, satte han konebåden i vandet.

 

De var lige taget af sted, så dukkede en masse mennesker op - forfølgerne.

Tummerluk var ellers på vej væk fra dem, men så padlede han tilbage for at overbevise sig om, at han ikke var noget nemt bytte for indlandsboerne ('tunernut pitseriissutsi misilikkumallugu'). Indlandsboerne gik ned til stranden og en af dem samlede vandet sammen med sine hænder (formentlig tryllede han. CB), så Tummerluk begyndte at glide hen imod ham med større og større fart. Så dræbte Tummerluk en af dem med sin harpun og roede væk fra dem.

 

Da de var kommet tilbage til deres vinterplads, blev deres lille søn

syg. Da de ikke kunne finde ud af, hvad han fejlede, fik Tummerluk fat i en

åndemaner. Åndemaneren manede ånder men fandt ikke ud af noget. Så hentede han

en, der plejede at udspørge ånder og da han kom til huset spurgte Tummerluk ham:

"Ved du det?" ('ilisimaviuk?'). Han svarede ja og lagde sig på ryggen på briksen

med hovedet mod bagvæggen og holdt op med at trække vejret (åndemaning uden tromme, BS). Så rejste han sig og

idet han igen trak vejret, udbrød han: "Drengens sjæl er hos indlandsboerne". Efter den besked sagde de til ham: "Så må du hente sjælen ved at mane ånder".

Manden manede ånder og tog af sted til indlandsboerne. Han gik ind i

indlandsboernes hus og disse sagde: "Som man kunne forvente, er der kommet én

for at hente barnets sjæl. Skynd jer at give sjælen til ham". Åndeudspørgeren

tog barnets sjæl og vendte tilbage til barnet så hurtigt som han overhovedet

kunne. Da han kom tilbage kunne han høre, at barnets stemme ikke længere lød,

som den skulle ('nipâjulersoq' - ordret: stemmen var blevet dårlig. CB). Så

snart han kom ind, lagde han sjælen i barnets krop ('timânut ilivâ'. CB) og

drengen blev rask. Da 'åndeudspørgeren' skulle af sted, gav Tummerluk ham noget

kød, spæk og rensdyrkød til belønning og sagde: "Jeg skal nok hjælpe dig, når du

kommer til at mangle mad". Og når 'åndeudspørgeren' efter den tid kom i nød, tog han hen til Tummerluk for ikke at sulte.

     Engang, efter at drengen var blevet rask, tog Tummerluk ud på fangst i

kajak. Han så to kajakker komme. Han flygtede straks tilbage til sin

boplads. Dårligt var han hjemme, før de to kajakmænd ankom til bopladsen. Det

viste sig, at de var besøgende. Straks bad Tummerluk dem komme op til huset hos

ham. Da gæsterne havde været inde i huset en tid, sagde de: "Fortæl

noget, Tummerluk, vi vil give dig hvalrostænder (kan også være narhvalstænder.

CB) til belønning". Tummerluk sagde: "Jeg mangler ikke hvalrostænder". Så tog

gæsterne af sted. Senere gentog det samme sig. Igen flygtede Tummerluk bort fra dem. Denne gang var der kun én gæst. Under besøget hos Tummerluk sagde gæsten:

"Fortæl noget, jeg giver dig hvalbarder i belønning". Tummerluk sagde: "Jeg

savner ikke hvalbarder". Så tog gæsten af sted. Det viste sig, at rygtet om den

stærke Tummerluk var nået til dem og at de var kommet på besøg for at se ham.

 

En morgen så man en kajakmand nærme sig. Da han nåede frem, sagde han: "Jeg

kommer for at invitere Tummerluk på besøg". Tummerluk ville ikke. Senere kom der

igen invitation til ham om at komme til kappestrid. Denne gang tog han hen til

dem og som sædvanlig sammen med sin fætter. Det viste sig, at være et sted med

mange telte og mange mennesker. Den stærke mand på stedet bad gæsterne straks

komme op til sig. Da de kom ind i huset, sagde den stærke mand: "Man har hørt om

Tummerluk, at han er en stærk mand, en rigtig stærk mand og at han også er sådan en, der henter sit barn hos indlandsboerne. Med disse ord satte han sig ned på gulvet for at prøve kræfter med ham. Han prøvede kræfter

med Tummerluk og Tummerluk kunne klare ham. Da den stærke mand ikke magtede Tummerluk, ville han brydes med ham (eller: ville han slås med ham.

CB.) De begyndte at brydes udenfor. Tummerluk kunne klare ham og kastede ham

fra sig, så han landede mellem folk (publikum). Han rejste sig op og sagde: "Lad os prøve en gang til". Også denne gang kastede han ham fra sig og han fik en mindre kvæstelse og spyttede blod. De andre (publikum) hujede skadefro. Da ingen ville ud og brydes med ham, kom hans fætter frem og sagde: "Jeg er egentlig den, der skulle forsvare Tummerluk". Tummerluk brødes med fætteren, men var ikke engang i stand til at rokke hans fødder til siden (?) ('tumîluûnît

sanimut uniartinngilai' - ordret: kunne ikke engang få ham til at ramme ved

siden af sporene til siden. CB). Efter at de var kommet hjem, hørte de, at

han (den stærke mand) var blevet rask.

 

Det fortælles, at han, der udspurgte ånderne ('qilâmassoq' / qilaamasoq), kom hver dag til Tummerluks og hentede mad. Da han i en periode udeblev længe, spurgte de til ham og fik at vide, at han var blevet dræbt af ham, som Tummerluk kastede ud under brydekampen og at han havde gjort det for at hævne sig på Tummerluk, fordi denne i sin tid kvæstede ham. Da Tummerluk fik dette at vide, tog han ud for at møde ham. Han traf ham og dræbte ham og hævnede sig på ham på denne måde. Han fik ro i sit sind. Slut.

     Jerimias, forstander på Qeqertarsuaq og Avigaat.

 

Denne fortælling, som man ellers ikke kunne tro på, har jeg alligevel

nedskrevet. 28. april 1860.

 

Var.: søg på: Tunerluk

oqalugtuaq Tutigarmik / Den blinde får sit syn / Tutigaq

Print
Dokument id:149
Registreringsår:1823
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:?
Mellem-person:Kragh, Peder
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq Tutigarmik / Den blinde får sit syn / Tutigaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 103 - 105, nr. 40
Lokalisering:Aasiaat / Egedesminde
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift, af orig. håndskr.: NKS 2488, VI, ss. 152ff.

 

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 262 - 263. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 262 - 263: Oqaluttuaq Tutigarmik.

 

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99 - 105:

The Blind Man who recovered his Sight.

 

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om Tutigaq.

En åndemaner manede ånder i overværelse af de andre, der boede i huset. Han indledte med at sige: "Gid jeg foreløbig kunne undgå andres opmærksomhed." Mens han endnu manede ånder, hørte man en mand sige fra husets indgang: "Hvem tror I, jeg er?" De, der var tilstede, mente, at han måtte være en af bopladsfællerne. De nævnte samtlige navne på dem, der boede på bopladsen; men de kunne ikke gætte hvem manden var. Så grinede manden og sagde: "I har formentlig aldrig hørt om én, der brugte sin stedmoder som fangeblære?" "Jo, det har vi," sagde de i huset. Så fortalte manden følgende historie:

 

Jeg fangede engang en ung remmesæl. Min stedmor ville bruge skindet til

brikseskind, men jeg skar i stedet for skindet til rem. I ved, at det skind, man

har skåret til rem, først bliver lagt i blød i urinbaljen. Når man så strækker

det til, danner der sig blærer på skindet. Det skete for mig, at en sådan blære

bristede, og at vandet fra den ramte mit øje, så jeg blev blind. Det viste sig,

at min stedmor lod dette ske ved hekseri. Den vinter fik jeg kun muslinger at

spise - bortset fra den smule normal føde, som min søster gav mig i al

hemmelighed.

 

En aften kom der en isbjørn og stak sit hoved ind gennem vinduet. Jeg bad min

søster række mig min bue, der lå under briksen. Jeg var på det tidspunkt blevet

så afkræftet, at jeg måtte bede min søster hjælpe mig med at stramme buestrengen til og derefter at spænde buen. Hun måtte også hjælpe mig med at tage sigte efter

bjørnen. Det lød, som om jeg ramte dyret; men min stedmor sagde, at det var en

bjælke jeg ramte. Men min søster hviskede til mig, at jeg ramte dyret, og det

faldt død om lige uden for vinduet. Min stedmor flænsede dyret og kogte kød. Men

hun gav mig kun muslinger at spise; men i al hemmelighed skaffede min søster mig

et stykke kød.

 

Da det blev forår gik jeg en tur sammen med min søster. Vi kom til en slette, og

dér efterlod hun mig. Mens jeg lå på ryggen, hørte jeg nogle gæs flyve hen

over mig. Jeg hørte den ene af dem sige: "Herunder ligger der et menneske, der er

blind." Bagefter kunne jeg så høre, at fuglene fløj i en bue som solens bane

rundt omkring mig. Jeg kunne høre en af dem dale ned; og så mærkede jeg, at den

tabte tyndskid i mine øjne, og jeg hørte den sige: "Du må først lukke øjnene op,

når du ikke længere kan høre os." Endnu engang fløj fuglen henover mig og tørrede

mine øjne med den ene vinge. Jeg kunne derefter høre, at den fløj nordover. Jeg

snød mig til at blinke med øjnene og mærkede lyset; men først da jeg ikke

længere kunne høre dem, åbnede jeg øjnene. Da så jeg min søster komme. Hun gik

med den ene arm trukket op i ærmet og med hovedet puttet dybt ned i kraven. Jeg

syntes, det var synd for hende; og jeg lovede at skaffe hende skind til en ny

pels, når det blev sommer. Da vi nåede hjem, var min stedmor i gang med at

blødgøre skindet af den bjørn, som jeg havde fanget. Selv om jeg lod, som om jeg

stadig var blind, kunne hun mærke på mine bevægelser, at der var sket en ændring;

og hun sagde: "Min kære, du kan jo se igen." Jeg gik ind uden at svare på det hun sagde. Jeg lagde mig ned på gæstebriksen, som jeg plejede. Da hun kom ind i

huset, sagde jeg: "Det déroppe ligner bjælker."

 

(formentlig uafsluttet: stedmor bruges som fangstblære -> "Narhvalens oprindelse". Også originalen der er næsten ulæselig slutter med sætningen om bjælkerne)

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

The Blind Man who regained his Sight.

 

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

 

The tale of Tutigaq.

A shaman conjured up spirits in the presence of the other inhabitants of the house. He commenced by saying: “If only I could escape the attention of the others for the time being.” While he was still raising the spirits, a man's voice could be heard saying, “Who do you think I am?”, from the entrance tunnel to the house. Those who were present thought that it must be one of the other inhabitants of the settlement. They named each the settlement's residents in turn, but could not guess who the man was. Then the man laughed and said, “Perhaps you have never heard of the one who used his stepmother as a hunting bladder?”  “Yes, indeed we have,” said the people in the house. Then the man told the following story:

 

Once upon a time, I caught a young bearded seal. My stepmother wanted to use the skin as a bed covering, but instead I cut it into a strap. As you know, skin which has been cut into a thong is at first left to soak in the urine basin. Afterwards, when it is stretched out, blisters are formed in the leather. In this case, one such blister burst and the water from it spurted into my eye, blinding me. Later, it became apparent that my stepmother had caused this to happen with sorcery. That winter I ate only mussels, apart from the small amount of normal food which my sister gave to me in secret.

 

One evening, a polar bear came along and poked its head in through the window. I asked my sister to pass me my bow, which lay under the plank bed. At that point in time I was so weak that I had to ask my sister to tighten the bowstring and then to draw the bow. She also had to help me to take aim

 

at the bear. It sounded as though I had hit the bear, but my stepmother said that I had hit a rafter. However, my sister whispered to me that I had hit the animal and that it had fallen down dead just outside the window. My stepmother flensed the animal and boiled the meat. However, she gave me only mussels to eat, though my sister surreptitiously managed to get hold of a piece of meat for me.

 

When the spring came, I went walking with my sister. We came to a plain, and she left me there. While I lay on my back, I heard some geese fly over me. I heard one of them say: “Beneath us lies a person who is blind.” Afterwards, I could hear that the birds were flying around me in a curve which resembled the movement of the sun. I heard one of them descend and then I could feel it dropping shit into my eyes. Then I heard it say: “You may only open your eyes when you can no longer hear us.” Once again a bird flew over me and dried off my eyes with one of its wings. After that I could hear that it flew northwards. I blinked gingerly and sensed the light but only opened my eyes when I could no longer hear them.  Then I saw that my sister was coming. She was walking with one arm held up (inside the anorak, but out of the sleeve) and with her head tucked deep into her collar. I felt sorry for her and promised to provide a new skin for her when summer came. When we arrived home, my stepmother was in the process of softening the skin of the bear that I had caught. Although I pretended that I was still blind, she could tell by my movements that something was different, and she said, “My dear, indeed you can see again.” I went inside without responding to what she had said. I lay dawn on the guest bed just as I usually did. When she came into the house, I said, “That up there looks like a rafter.”

 

(Presumably unfinished: stepmother is used as a hunting bladder -> “The origin of the Narwhal”.)

 

Var.: Search for: blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved no. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the Narwhal; how the narwhal came to be.

 

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Oqalugtuaq utorqánguamik / oqaluttuaq utoqqannguamik

Print
Dokument id:106
Registreringsår:1867
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, IV, 4'
Fortæller:(?)
Nedskriver:Olsen, Elias
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq utorqánguamik / oqaluttuaq utoqqannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:ss. 523 - 527, nr. 97
Lokalisering:?
Note:

Kort resumé i Rink 1866-71, II: 88-89, nr. 47.

Resumé: se nederst.

 

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Fortællingen om det gamle ægtepar.

Det fortælles om et ældre ægtepar, at de havde to børn, en dreng og en pige. De havde deres vinterboplads i en egn inde på fastlandet. Mens de boede der, blev deres børn voksne, og deres store søn begyndte at forsørge dem ved sin fangst. En sommer var sønnen en dag taget af sted på kajakfangst, og forældrene fik lyst til at tage ud til en ø, der lå ud for deres boplads. Da forældrene havde fortalt deres søn, at de ville tage af sted fra morgenstunden af, begyndte de at gøre sig klar, så snart sønnen var taget på fangst. Da de havde sat deres konebåd i vandet, lastede de den med alt deres husgeråd, og da de var kommet om bord, lod hendes dumme mand som om han tænkte sig om, og sagde til sin kære kone: "Vi er lige ved at glemme pløkkene til udspiling og fastnagling af skind." Så ville han selv hente dem og krævede, at hans store datter gik med. Hans lille kone var imod, at deres store datter skulle gå med, men hendes mand blev stædigt ved, og konen endte med at opgive og lod sin datter gå med. Så gik hendes dumme mand op til huset sammen med sin datter med det påskud, at han ville hente pløkkene. Da de kom ind i huset overfaldt faderen sin datter for at binde hende. Så bandt han hendes hænder sammen bag på hendes ryg og bandt hende fast til husets væg og gik ud af huset og efterlod hende med hovedet hængende nedad.

 

Da han kom ned til konebåden, blev konen ved med at spørge, men manden svarede hende ikke og ville bare tage af sted. De stødte fra land, og selvom konen helst ville vente på sin datter, ville manden bare tage af sted. Tænk, han ønskede sin datter død. Da konen måtte opgive at påvirke sin mand, begyndte hun at græde og  roede indefter, mens manden roede baglæns udefter. Da konen til sidst ikke kunne klare sig mod sin mand, holdt hun op med at ro og græd bare videre. Hendes mand brugte nu årerne på begge sider af konebåden og roede videre ud mod øen, selv om konen efterhånden var helt opløst af gråd, fordi hun sørgede så meget over at blive skilt fra sin datter.

 

Da de kom ud til øen, lossede de deres husgeråd af konebåden og rejste deres telt. Der gik et stykke tid efter at de havde slået deres telt op, før sønnen dukkede op. Hen under aften nærmede deres søn sig øen. Da han skulle til at lægge til ved stranden, gik hans fader ned til ham, mens han lod som om, han var i meget godt humør, men det var altså for at få sønnen til at tænke på noget andet, fordi sønnen elskede sin lillesøster meget højt. Da sønnen var stået ud af kajakken, begyndte faderen at tale til ham om løst og fast. Da sønnen lagde mærke til, at hans lillesøster ikke kom ud af teltet, skyndte han sig at gøre sin kajak klar og gik op til teltet. Da han kom ind var lillesøsteren ikke derinde, men han spurgte dog ikke efter hende, da han troede, at hun var ude at gå en tur. Han spiste ikke engang først, men gik ud for at gennemvandre hele deres nye boplads for i den tro, at lillesøsteren var ude at gå en tur, ville han finde hende. Da han havde været overalt på øen og ikke havde set noget til hende, tænkte han: "Måske er jeg gået forbi hende, mens hun har været på vej hjem." Og så gik han hjem, og selv om han ikke havde set noget til hende, da han kom hjem, gik han bare i seng, da det blev aften; hans usle fader snakkede til gengæld hele tiden og fortalte historier for at få sønnen til at tænke på noget andet, fordi han selv ønskede at dræbe hans lillesøster. Da de vågnede, tog sønnen på kajaktur uden at have spurgt efter sin lillesøster, eftersom han tænkte, at hun var kommet hjem, efter at de var faldet i søvn, og at hun måske var taget af sted meget tidligt om morgenen, når hun nu var så glad for alt det nye på deres nye boplads. Derfor tog han bare af sted på kajaktur. Da han havde været ude og som sædvanlig kom tilbage med fangst, kom hans usle fader ned til ham og fortalte historier om løst og fast. Sønnen var kommet til at savne sin lillesøster meget, efter at han ikke havde set hende i to dage, og han skyndte sig op til teltet, men da hun ikke var i teltet, tog han igen af sted uden at have spist for at søge efter sin søster. Da han var gået rundt på deres ø, og ikke havde set noget til hende, sagde han efter at være kommet hjem, at han ville tage hjem til deres oprindelige boplads. Det modsatte hans usle fader sig på det kraftigste. Trods faderens kraftige protester var sønnen ligeglad og tog af sted. Da han kom frem neden for huset, gik han i land og op til huset. Da han kom ind fandt han sin elskede lillesøster bundet til husets tagtømmer med hovedet nedad. Da han fandt hende sådan, kunne han ikke løsne båndene, fordi de havde snoet sig så meget, at de sad uhjælpeligt fast. Han blev hos sin lillesøster og forlod hende først, da det begyndte at blive aften, og han ville tage over til hende den næste morgen igen. Da han kom hjem til øen, sagde han ikke noget, men gik i seng og faldt i søvn. Da han vågnede næste morgen, tog han noget kogt kød med som proviant og tog igen over til sin søster. Da han kom frem, gik han op til huset og ind til sin lillesøster og så, at hendes hår var udslået og gennemvædet af hendes blod, samtidig med at det dækkede hendes ansigt. Da han så hende sådan blev han lidt bange for hende, men han madede hende med det kød, han havde taget med, selvom hun forsøgte at bide i hans hænder. Efter at have været hos hende tog han hjem igen. Da han kom hjem, sagde han stadig ingenting. Næste morgen tog han igen over til søsteren. Da han kom dertil, sørgede han for, at forenden af hans kajak vendte udefter. Da han gik op til huset og kiggede ind af vinduet, så han ikke noget til sin lillesøster, og som det skulle vise sig, var hun kommet ned fra væggen og ventede på ham ved hushjørnet. Da han rundede hushjørnet, greb hun straks efter ham, og nu havde hun sat sit hår som en slags næb. Da han så hende sådan, flygtede han straks ned til sin kajak, og da han kom ned i den og stødte fra land, nåede lillesøsteren et par gange at få et let greb om hans kajakspids. Da hun ikke længere kunne nå ham, begyndte hun at gå skrigende ind over land. Da hun forsvandt ud af syne, tog han hjem.

 

Da han kom hjem sagde han, at han ville have nyt tøj, og hans moder syede tøj til ham. Hun syede hurtigt og havde snart tøjet færdigt. Da hun var færdig med det, sagde han, at han ville på kajaktur til bunden af fjorden. Da han sagde det, forbød forældrene ham at gøre det, men til sidst opgav de og lod ham tage af sted. Da han havde roet ind ad den store fjord, gik han i land i bunden af fjorden og sørgede for, at forenden af kajakken vendte udefter. Så tog han sit nye tøj på og begyndte at gå ind over land. Han gik østpå og måtte ind imellem gå op over fjeldtoppene, og da han var kommet godt ind i landet, begyndte han at råbe for at tilkalde sin storesøster. Da han første gang råbte og ikke fik svar, gik han længere ind i landet og råbte igen. Da han igen havde råbt, kom der denne gang et svarråb. Da svaret kom, råbte han, at vedkommende skulle komme hen til ham, og da der igen blev svaret, og det lød, som om en stemme begyndte at komme nærmere, løb han nedefter. Når han standsede op og råbte, kom svaret fra et sted, der var endnu tættere på. Og så begyndte han at løbe alt hvad han kunne, da hans nye tøj var meget tætsluttende og smidigt. Da han nærmede sig sin kajak, så han sig tilbage og opdagede, at hans søster havde vokset sig så stor som et stort telt. Da han så hende sådan, begyndte han for alvor at løbe, og da han kom ned til sin kajak, vadede søsteren ud i vandet og greb fat i hans kajak, men mistede straks grebet. Der sad han ude på vandet og så på sin søster, og da hun gik igen, tog han hjem.

 

Da han kom hjem, sagde han, at han ville bosætte sig i bunden af fjorden. Faderen adlød ham bare, fordi han så gerne ville formilde ham. Da de havde pakket deres sager, tog de af sted. De roede ind ad fjorden, nåede bunden og slog lejr. Da det var et meget godt område at slå lejr, var faderen meget tilfreds. Da de så havde bosat sig der, vågnede sønnen en morgen, hvor hans forældre endnu sov. Han tog sit nye skindtøj på og gik ned og sørgede for, at forenden på hans kajak vendte udefter, og så gik han som før ind over land. Da han havde gået et stykke tid og var kommet langt ind i landet, råbte han som tidligere højt. Da han havde råbt, fik han straks svar. Øjeblikkeligt tog han flugten, og da han havde løbet et stykke tid, standsede han op og råbte igen. Da han tav, fik han svar et sted ret tæt på, og så løb han videre, så hurtigt han kunne. Da han var lige ved at nå sin kajak, kom søsteren til syne og var blevet endnu større end før. Da broderen var kommet i sin kajak og var lagt fra land, kom søsteren ud til kysten ud for broderen, og han sagde til hende, at hun skulle æde sine usle forældre som hævn. Da han sagde det til hende, gik hun hen til teltet, men da teltåbningen var for lille til, at hun kunne komme ind i teltet den vej, gik hun om bag teltet og gravede sig ind under det. Straks trak hun sin usle fader ud og slugte ham med det samme. Bagefter slugte hun også sin moder. Til slut slugte hun også deres telt. Da hun havde spist det hele, gik hun hen til deres konebåd og stoppede den i munden. Da hun havde slugt den, kunne man dog se enderne af konebådens ræling stikke ud af munden på hende. Derefter løb hun skrigende ind over land.

Da hun var forsvundet af syne, roede broderen væk fra stedet. Det fortælles, at da han som hævn havde udslettet sine forældre, fik han fred i sindet og rejste væk for at bosætte sig et andet sted.

 

Her ender fortællingen.

 

Resumé:

Den mishandlede datter. En fader elsker sin søn, men efterlader sin datter ophængt i et reb med hovedet nedad på bopladsen trods moderens protester. Sønnen finder hende, men kan ikke skære hende ned. Kommer igen. Da er hun blevet et uhyre. Lokker sin forældre med ind i fjorden på lejr. Han kalder på hende, flygter, og lader hende sluge både forældrene og alt deres gods.

 

Var.: Savínguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Samme motiv, anden fortælling: kangerlumiorlungooq kitaamiorlu; Vennerne; Fætrene; Fætrene II; fjordbo kystbo; sindssyg / ligfedt / menneskefedt; bespiste ondt; Savinnguarniaq;

 

Kommentar: Vedr. årsagen til vennens pludselige ondsind se kommentaren til Arons variant, Bedstevennerne.

Oqalugtuaq utorqánguamik / utoqqannguamik

Print
Dokument id:104
Registreringsår:1867
Publikationsår:sign
Arkiv navn:reaar[1867
Fortæller:(?)
Nedskriver:Nicolaisen, John (Nikolaisen, John)
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Oqalugtuaq utorqánguamik / utoqqannguamik
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:555 - 560, nr. 99
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

 

Beretningen om den ældre mand.

Det fortælles om en ældre mand, at han havde en enkelt søn og en yndlingssommerplads. En sommer døde deres eneste søn, mens de opholdt sig på deres vanlige sommerplads. Det siges, at de ville have bragt deres afdøde søn hjem til deres vanlige vinterboplads, men de var blevet så få, at der ikke var folk nok til deres konebåd, så de måtte begrave deres søn på deres vanlige sommerboplads. De troede også, at de måtte overvintre på dette sted og begyndte derfor straks at bygge sig et vinterhus. Mens de stadig var i færd med at bygge deres hus, hørte deres slægtninge, at den ældre mand og hans kone kunne komme til at overvintre alene, og så fik familien medlidenhed med dem og tog hen efter dem i deres konebåd. Da de kom til deres sommerboplads, tog de dem med hjem til deres vinterboplads.

 

Det fortælles, at da de var kommet til deres vinterboplads, begyndte den ældre mand at besøge sin eneste søns gravplads for at klage sin nød. Det siges, at han til sidst besøgte stedet hver dag og ikke længere gad tage på fangst. Når han kom til sin søns grav, sad han ved siden af den og havde ingen fornemmelse af, hvordan dagen gik. Og når han pludselig så, at solen allerede var ved at gå ned, måtte han tage hjem.

 

En morgen vågnede de til en vindstille og skyfri dag, hvor himlen netop var klaret op, og det fortælles, at der kun var lidt skyer ude i vest. Så tog den ældre mand af sted på sælfangst. Da han havde passeret yderkysten undervejs vestpå, fik han øje på en stor sort genstand forude i horisonten. Så begyndte han at ro hen mod den. Da han var kommet den nærmere på hold, tænkte han, at det bestemt lignede et menneske. Endelig var han ved at nå den, men på grund af sin høje alder var han næsten nået derhen uden at genkende den. Først da han så en klapmyds bagved genstanden, genkendte han den som et stort menneske. Det viste sig at være en tuneq-mand, der var ude på sælfangst med en lille nedfalden sky som kajak, og da skyerne forsvandt, så han, at vandet var ved at nå ham til livet. Da han nåede hen til ham, spurgte han ham således: "Man har svært ved at få adspredt sine tanker, fortæl noget." Den tiltalte tav, og det var faktisk fordi den ældre mand var kommet ham i forkøbet, for han havde ellers tænkt sig at sige noget. I forventning om, at manden skulle sige noget, fulgte den ældre mand efter ham, og uden at tuneq-manden havde sagt noget, kom de et godt stykke ind mod land, og den ældre mand spekulerede over, hvilken retning tuneq-manden ville vælge. Til sidst opdagede han, at tuneq-manden havde retning mod hans søns gravplads. Mens han fulgte efter ham tænkte han: "Han er ikke meget for at sige noget, måske skulle man tage og harpunere ham." Så tænkte han videre: "Jeg kan harpunere ham, når han næsten er ved land." Da så tuneq-manden nærmede sig kysten, begyndte den ældre mand at vente på, at tuneq-manden skulle få et forspring; og da han havde fået et forspring, begyndte han at ro hurtigt hen mod ham, og han besluttede at harpunere ham lige mellem skulderbladene. Da han havde gjort sin harpun klar til kast, så han, at tuneq-manden var lige ved at kigge sig tilbage, og netop som han så sig tilbage, harpunerede han ham, så det straks boblede fra hans lunger og han begyndte at synke. Før han var sunket, tog den ældre mand fat i ham, og bugserede ham i land nedenfor sin søns gravplads. Først tænkte han på at lade ham ligge der, men kom meget i tvivl og besluttede sig for at sænke ham i vandet. Han hentede så sin fangstline fra sin kajak og bandt sænkesten om tuneq-mandens hals og sænkede ham, men tuneq-mandens storetå stak op af vandet. Han parterede også hans klapmydsfangst og sænkede den.

 

Da den ældre mand kom hjem, spurgte bopladsfællerne ham, hvor han havde været. Den ældre mand svarede: "Fremover tager jeg aldrig andre steder hen end til min søns grav, hvor jeg kan klage over tilværelsen." Bopladsfællerne lagde mærke til, at den ældre mand gik meget tidligt i seng om aftenen, men de sagde ikke noget. Da de andre havde sovet og vågnede, var den ældre mand der ikke længere, og det viste sig, at den ældre mand ikke havde kunnet falde i søvn, fordi han glædede sig så meget til den næste dag, og at han derfor var taget af sted uden at sove.

Da den ældre mand var taget af sted midt om natten, kom han som sædvanligt til sin søns gravplads og var som sædvanlig lige begyndt at jamre og klage, da han hørte en lyd bagved sig, og han kiggede sig tilbage og så, at en tuneq-mand var lige ved at nå hen til ham. Da den ældre mand så ham, spurgte han ham: "Hvad kommer du her efter?" Den store tuneq-mand svarede dertil: "Jeg søger efter min eneste søn, der tog på fangst i går og endnu ikke er kommet tilbage." Da han sagde det, var den gamle mand lige ved at sige: "Jeg har dræbt ham," - men han nåede lige at holde sine ord tilbage. Mens han var der sammen med tuneq-manden, begyndte denne at kigge udefter, mens han skyggede for sine øjne med hånden, og den ældre mand vendte hovedet væk fra ham. Så hørte han tuneq-manden udbryde: "Hvad er det derude, der dukker op og igen forsvinder fra havoverfladen?" Den ældre mand svarede: "Ja, hvad mon det kan være, måske skulle man tage derud og undersøge det." Tuneq-manden sagde: "Ja gør det, tag ud og find ud af det!" Så tog den ældre mand derud, og da han nåede derhen, hørte tuneq-manden ham sige: "Hør du dér, det er jo et menneske!" De store tuneq-mand svarede: Måske kunne du bugsere det ind:" Så trak den ældre mand med besvær mennesket op og begyndte at bugsere det ind. Da han var nået ind til land med det, genkendte den store tuneq-mand sin søn, og straks begyndte han at græde. Den ældre mand begyndte at græde sammen med ham, og da han havde grædt, sagde tuneq-manden: "Hvis jeg havde været alene, havde jeg aldrig fundet ham, kom nu med og få din belønning." Da han sagde, det, gik den ældre mand med til det. Så ordnede tuneq-manden sin bærebylt og begyndte at gå opad sammen med den ældre mand.

 

Det berettes, at den ældre mand på sine ældre dage kunne løbe alle slags landdyr op, og derfor regnede han med, at han kunne holde trit med den anden. Men tuneq-manden sagde: "Nu skal du løbe så hurtigt du kan." Derfra begyndte de at gå op ad et meget stort fjeld, men halvvejs oppe begyndte den ældre mand ofte at sakke bagud. Hver gang han kom bagud, løb tuneq-manden langsommere, og når den ældre mand nåede ham, sagde tuneq-manden til ham: "Så skynd dig dog lidt, ellers bliver det aften, inden vi når frem." Da de endelig var kommet over det store fjeld, fortsatte de støt ind mod indlandsisen. Da de endelig kom til indlandsisen, fortsatte de over den direkte østpå. Undervejs fik de længere fremme øje på en stor nunatak. Da de kom nærmere, så de et hus foran sig, der lå på vestsiden af den store nunatak. Da de nærmede sig huset, og der ikke kom mennesker ud, løb den store tuneq-mand endnu hurtigere, og den ældre mand sakkede hurtigt agterud. Kort efter at tuneq-manden var kommet ind i huset, kunne man høre tuneq-folkene begynde at græde og jamre sig. Den ældre mand tænkte først på at gå ind i huset, men så besluttede han sig for at blive stående udenfor. Der stod han endnu, da de bød ham indenfor. Det fortælles, at da den ældre mand var på vej ind gennem den store husgang, og regnede med bare at springe op på afsatsen til husrummet, men så rummets enormt høje afsats, standsede han, fordi han sikkert ikke ville kunne klare springet. Da han blev stående nedenfor afsatsen, tog tuneq-manden ham ved armen og hjalp ham op, og straks han var kommet ind, satte han mad frem for ham, lutter tørret rensdyrkød. Da den ældre mand havde spist nok og ville holde op, insisterede tuneq-folkene på, at han skulle spise sig rigeligt mæt, for de sagde, at hvis han ikke havde været til stede, ville deres fælle ikke være blevet fundet. Først da den ældre mand var stop mæt, holdt han op med at spise.

Da han holdt op med at spise, sagde én af tuneq-folkene: "Måske skulle jeg mane ånder bare for at prøve," og straks bad han om at få slukket lamperne, mens han satte sig i krogen ved afsatsen til husrummet. Så fik den ældre mand brug for et gemmested. Inden han havde fundet sådan et gemmested, bad åndemaneren om at få lamperne tændt. Så snart lamperne var blevet tændt, sagde han til den ældre mand: "Det er dig, der har gjort det, det er dig, der har dræbt ham." Den ældre mand tænkte først på at benægte det, men fik så den tanke, at hvis de kunne genoplive den dræbte, kunne han selv fortælle, at det var den ældre mand, der havde dræbt ham, og så sagde han: Ja, jeg har dræbt ham, fordi han nægtede at sige noget som helst." Da den ældre mand sagde det, sagde den dræbte mands fader: "Vent lidt, jeg vil først prøve på at genoplive ham." Så forsøgte de at genoplive den døde. Da de havde fået ham til live igen, spurgte de ham grundigt ud, om hvad der var sket. En af tuneq-mændene spurgte den dræbtes fader: "Hvordan vil du tage hævn over ham, der så usselt har dræbt din søn." Denne svarede ikke, men begyndte så at hviske til de andre. Da de havde hvisket sammen, gik to af mændene ud efter at have taget armbeskyttere med sig. Snart efter kom de tilbage med to fyldte armbeskyttere. Det viste sig, at de havde hentet tanglopper fra havet. Da de kom ind, trak de kamikkerne af den ældre mand og gav ham armbeskytterne på som kamikker og snørede dem tæt til for oven, hvorefter de hængte ham op på væggen bag ved briksen. Den ældre mand måtte blive der, da de havde hængt ham op. Mens han hang der, blev han tyndere og tyndere, fordi tanglopperne spiste af ham. Til sidst var han helt afmagret, og først da han næsten ikke havde mere kød tilbage, tog de ham ned. Da de havde taget ham ned, faldt han hele tiden til siden, når han forsøgte at træde på fødderne, fordi hans ben var helt døde. Så blev han dér på stedet for at samle lidt kræfter. Da han havde fået flere kræfter, startede han hjemturen, og han var adskillige dage om at nå sin kajak. Da han nåede den, tog han hjem til sin boplads.

 

Da den ældre mand udeblev så længe, troede hans familie, at han var kæntret og druknet. En dag rygtedes det så, at den ældre mand var komme tilbage. Det fortælles, at da den ældre mand var nået hjem, tog han ikke ud i kajak i et godt stykke tid. Senere da han regnede med, at den tuneq, han havde dræbt, havde glemt hændelsen, fik han lyst til at se sin søns gravplads. Så tog han af sted for at se sin søns gravplads. Da han var roet derhen og kom til stranden nedenfor sin søns gravplads og skulle op af sin kajak, rakte han armen indefter for at støtte sig, og tænk, så stak han sin arm lige ind i gabet på den tuneq, som han havde dræbt, og tuneq-manden bed den ældre mands arm af lige op til armhulen. Den dræbte var nemlig, for at tage hævn, kommet derhen og havde lagt sig på lur lige ved strandkanten. Således fik tuneq-manden sin hævn over den ældre mand, som på et tidspunkt havde taget hans liv.

 

Her slutter fortællingen.

 

Var.: Ingen i denne bases samlinger

 

Kommentar: John Nicolaisens fortællinger er ikke helt almindelige, men det er vanskeligt at klargøre hvordan og hvorfor.

oqalugtuaq utorqánguaq mardlungnik ernilik / Faderen tages af amarokken

Print
Dokument id:271
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:Boasen, William
Nedskriver:Motzfeldt, Peter
Mellem-person:Kjær, J.
Indsamler:Rink, H.
Titel:oqalugtuaq utorqánguaq mardlungnik ernilik / Faderen tages af amarokken
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 470 - 473, nr. 141
Lokalisering:Sisimiut / Holsteinsborg
Note:

Dette håndskrift må være en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. Håndskriften ligner ikke Peter Motzfeldts, hvis man sammenligner med Rink 2488 V, 4' nr. 202, hvor PM selv har skrevet på dansk.

 

Resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 144.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Fortællingen om en ældre mand med to sønner.

 

En lille ældre mand havde fået to sønner. Med tiden blev han blind. Efter at han var blevet blind, yndede han at mindes de steder, hvor han som ung gik på rensdyrjagt. Sønnerne havde hørt ham fortælle om det mange gange, og en dag blev de enige om at bringe ham til det sted, hvor han plejede at gå på rensdyrjagt. De sagde til ham: "Nu er du på det sted, hvor du før gik på rensdyrjagt." Den gamle lød henrykt. De kom til en stor slette. Midt på sletten fik sønnerne øje på en kæmperede, der var foret med kæruld. Det viste sig at være et ulvebo. Mens de var ved reden, hørte de hyl, der nærmede sig. De de tog flugten nedefter. Hylet blev tydeligere og tydeligere. Kort efter de havde forladt ulveboet, måtte de skiftes til at bære faderen på skulderen. Til sidst kunne de se dyret, der forfulgte dem. De nærmede sig deres kajakker, da dyret var kommet helt tæt på, og de måtte kaste deres far hen til dyret. Det gik straks i lag med ham, og sønnerne fortsatte med at løbe nedad og kom til deres kajakker, inden dyret nåede dem.

 

Da de kom tilbage til bopladsen, fortalte de, at de havde måttet kaste

deres stakkels far ud til ulven. Hændelsen med faderen nagede sønnerne mere og

mere. De begyndte at træne sig stærke. Lillebroderen blev den stærkeste

af de to. Efter at være blevet stærk, lavede lillebroderen sig et spyd.

Da det var blevet sommer, sagde han til sin storebror: "Mon ikke vi skal tage

hen til det sted, hvor vi var sidst med vores far." De tog af sted, og da de kom

til stedet, begyndte de at gå indefter. De kom forbi det sted, hvor faderen døde

og var nu på vej til den store rede, de havde set. De kom til stedet og

konstaterede, at løven (?) var der, og at den havde fået unger. De ledte så efter et sted de kunne flygte til. De gik hen til en høj og meget stejl fjeldvæg vest for ulveboet, og her fandtes der en dyb revne, hvor der lige var

plads til to mennesker. Først sprang den yngste af brødrene ned (op? - Chr. B.)

til den og nåede den ('nãmagiuatârdlugo' betyder egentlig: den passer til ham,

den danske kommentar: kunne nå - Chr. B.). Derefter sprang storebroderen. Han var

nær faldet bagover, men så greb lillebroderen ham, han trak ham til sig ovenfra.

Lillebroderen sagde: "Du kan vente på mig her. Jeg går hen til boet og venter på

løven." Han gik ind i boet. Da han gik fra sin storebror, sagde han:

"Når jeg bliver træt af den, flygter jeg."

 

Da han kom ind i boet, dræbte han alle ulveungerne. Mens han endnu var der og ventede, viste moderen sig fra den nordlige retning med en fuldvoksen renbuk mellem tænderne. Den hylede, og da den ikke fik svar, smed den det, den havde mellem tænderne, fra sig og hen mod boet. Lige før den nåede det, sprang der et menneske ud af det.

 

Ret som dyret nåede frem til mennesket, stod der røg omkring dem, og da

røgen / tågen forsvandt igen, så man et menneske stå dér. Broderen gik hen til

ham og så, at dyret lå død ved siden af ham. Lillebroderen ville vente på

hanulven. Storebroderen gjorde ham opmærksom på, at hanulven var større, men

lillebroderen stod fast på sit og storebroderen vendte tilbage til sit

gemmested.

 

Lillebroderen ventede en rum tid. Så viste hanulven sig med en stor

fuldvoksen renbuk mellem tænderne, og da ingen besvarede dens hyl,

smed den det, den havde mellem tænderne, ned på jorden og løb hen til boet. Da

den nåede frem, sprang der et menneske ud. Så stod der røg omkring dem.

Ud af røgen / tågen dukkede snart et menneske frem og løb hen til

storebroderen. Dyret kom løbende efter lillebroderen, og lige før dyret nåede

ham, sprang han op til sin storebror, der greb ham og trak ham til sig, hvorved

lillebroderen undgik at falde bagover. Brødrene gjorde så det, at de i

fællesskab løftede en stor sten og kastede den ned mod dyret. De ramte dyret i

hovedet, så det døde på stedet. Nu fik de ro i sindet og vendte tilbage til

deres boplads.

 

Var.: Sikulluk; Allunnguaq; Quperloq;

heltemodige kampe med kæmpestore fantasidyr og fugle i indlandet er et hyppigt tema: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk; Sikulluk; søg på: isgroet bjørn; Qavanngarnisannguasik; En rigtig lille forældreløs; Nakasunnaq;

 

Hist.: Samuel Kleinschmidt beskrev fremmede vilde dyr på grønlandsk i 1863 (ûmassunik), men først fra 1868, og især i 1869 kunne man se flotte billeder af disse dyr i Atuagagdliutit. W. Boassens fortælling er senest fra 1862, hvorfor kilden til hans viden om løver ikke umiddelbart kan opspores. Ulve har ikke levet i Vestgrønland i mands minde. Men i Canada, hvor betegnelse, amaroq, betyder ulv. I Vestgrønland er det udviklet til et kæmpestort fantasidyr.

Oqalugtuavik / Salorssuarmik Salúnguamigdlo

Print
Dokument id:1733
Registreringsår:1907
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Petersen, Ole
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuavik / Salorssuarmik Salúnguamigdlo
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:læg 5, side 3h - 5h
Lokalisering:Neria: Paamiut / Frederikshåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

En ægte fortælling (om Salorsuaq og Salunnguaq)

Beboerne i et hus på en vinterboplads tog af sted midt i den dejlige sommertid til deres sommerboplads for at tilbringe sommeren dér.

 

De var nået temmeligt langt fra bopladsen, da deres forsørger, som hed Salunnguaq, sagde til kvinderne i konebåden: "Fik I min økse med?"  "Den har vi vist glemt", sagde kvinderne. De ledte efter øksen allevegne i konebåden, men ganske rigtigt, den var der ikke.

 

Så roede manden alene tilbage til bopladsen, til deres hus. Han lagde til neden for huset, steg op af kajakken og gik op til huset. Han krøb ind gennem gangen og kom ind i rummet. Herinde traf han et stort menneske, som havde et nydeligt udseende, en imuagtalik (gammel fjeldgænger (qivittoq)) klædt i rensdyrskind med hårene udad. Det var altså en fjeldgænger. Da Salunnguaq pludselig stod ansigt til ansigt med ham og blev forskrækkket, ville han komme ham i forkøbet og spurgte: "Hvad hedder du?" "Jeg hedder Salorsuaq", svarede den fremmede og spurgte selv: "Og hvad hedder du så?" "Jeg hedder Salunnguaq", svarede han. Da han således havde sagt ham sit navn, sagde den store, han var truffet på, uden omsvøb: "Så er du opkaldt efter mig. Hver gang jeg har boet tilstrækkeligt længe i ødemarken og er blevet alt for mager, plejer jeg at tage ud til de huse, som beboerne har forladt, for dér at finde spækrester og tage på i vægt. Nu vil jeg så fortælle dig den egentlige årsag (til at jeg blev qivittoq):

 

En sommer tog vi sammen med andre konebåde ind (i fjorden) på rensdyrjagt. Vi fik mange rener - endog nogle med et godt fedtlag. Da dem fra den anden konebåd ville ind efter rener endnu en gang inden vi skulle ud af fjorden, opfordrede min mor mig til at tage med. Men vi havde taget skind til et nyt kajakbetræk med, og da den netop skulle betrækkes den dag, blev jeg hjemme, da de andre tog af sted om morgenen, selv om min mor lagde pres på mig og sagde, at jeg ikke var ivrig nok efter at gå på jagt. Jeg følte at jeg ligesom blev tirret i mit indre. De blev færdige med min kajak samme dag. Da jeg om eftermiddagen skulle af sted for at prøve kajakken, med den tanke ikke at vende tilbage igen, kom vores lille søn, der netop havde lært at tale, ned til mig ved kajakken og spurgte, hvor jeg skulle hen. Det ophidsede mig endnu mere - sådan følte jeg det. Da jeg nåede den anden side af det lille næs nord for lejren, gik jeg i land. Og så ophidset som jeg var, gav jeg mig til at hamre løs på den nybetrukne kajak med store sten, så den blev fuldstændig knust. Så gik jeg op til de store stendynger ovenover. Her fandt jeg så et sted hvor jeg kunne bo som fjeldgænger. Det, at min lille søn havde spurgt hvor jeg skulle hen, kunne jeg ikke få ud af tankerne, og jeg kom til at græde fordi jeg havde så ondt af ham. Midt i gråden mistede jeg bevidstheden.

 

Da jeg kom til mig selv igen følte jeg, at jeg havde forandret mig. Jeg blev sulten og gik ned til stranden for at finde noget vingetang at spise, for vandet var på sit laveste; men der var intet at finde. Og da jeg vidste, at der var mange fuldmodne bær på jorden, gik jeg så op igen for at finde nogen; men jeg så heller ingen bær. Nu satte jeg mig så der mellem stenene og var ved at dø af sult. Efter have sovet tog jeg ind i landet. Godt inde i indlandet trak jeg skindstrømperne ud af mine kamikker, der var blevet meget våde, for at tørre dem i solen, og så dukkede der tre kvinder op lige øst for mig. De plukkede bær og sludrede sammen. Da de dukkede op råbte de til mig: "Hvis du er sulten, så kom herhen og spis bær!" Det lod jeg mig ikke sige to gange. Jeg gik derhen, og da de satte spanden med bær frem, spiste jeg mig mæt i dem. Da jeg havde spist af de bær kvinderne havde plukket, følte jeg at der skete en forandring med mig. Da de passerede mig på vej væk, spurgte jeg hvad de hed, og de svarede: "Vi er Arpaloraaq, Alloq og Siaaq." Efter de ord hørte jeg en lyd lige østen for mig, og da jeg kiggede derindad så jeg, at det var tre rensdyr - en renko med et ungt rensdyr og en kalv. Da de var gået følte jeg, at et eller andet i min krop gik kaput. Derefter blev jeg så let at jeg kunne hale ind på rensdyr, der flygtede. Og da jeg nu fangede det ene rensdyr efter det andet, manglede jeg ikke længere skind til tøj.

       Så en morgen tog jeg længere ind i landet og nåede til sidst ud på indlandsisen, og jeg gik ligeså hurtigt som en ravn kan flyve. Jeg nåede frem til en nunatak, kom op på den, og da mine kamikker nu var i en slem forfatning, begyndte jeg at binde rodgrene om dem. I det samme fik jeg øje på et stort dyr i en stor fordybning i den østlige side af nunatakken, hvor jeg var. Dyret havde fået færten af mig og nærmede sig i fuld fart, og jeg fik lynhurtigt kamikkerne på igen og tog flugten. Nede på indlandsisen igen vendte jeg mig om og så, at det havde opdaget mig og havde optaget forfølgelsen. Hver gang jeg sprang over en spalte gjorde dyret det samme. Da jeg til sidst var sprunget over en bred spalte og hørte en buldrende lyd bag mig, kiggede jeg mig tilbage og så, at dyret hang med forbenene på kanten af spalten og skreg. Og jeg, som ellers flygtede for det, gik tilbage, og lige før jeg nåede det, faldt det ned i spalten; og den kraftige buldren langt nedefra blev svagere og svagere.

       Da den var styrtet ned og jeg var ved at gå til af varme, måtte jeg blive på stedet og hvile mig det meste af dagen.

       Da manden endelig sluttede sin beretning, opdagede Salunnguaq at solen var ved at gå ned. Da sagde den fæle han havde mødt: "Nu tager jeg af sted med den fart jeg plejer." Man siger, at da han stak af sted, var det med en fart som en ravn der fløj.

       Salunnguaq tog sin økse og roede tilbage til dem i konebåden, og de var faktisk ved at blive bekymrede over at han blev væk så længe.

 

Varianter: Salik.

 

Hist.: Der er ikke så megen "djævelskab" i denne som i mange senere sydgrønlandske fortællinger om qivittut / ental: qivittoq

Oqalugtuvaq Kaqortulijaq / Fortællingen om Qaqortuliaq (en, der rejser til Qaqortoq

Print
Dokument id:448
Registreringsår:?
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS 3536, I, 4', læg 2
Fortæller:?
Nedskriver:Jonassen, Johan
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Oqalugtuvaq Kaqortulijaq / Fortællingen om Qaqortuliaq (en, der rejser til Qaqortoq
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:s. 1 - 6
Lokalisering:?
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Qaqortuliaq var en storfanger, som yndede rensdyrjagter.

Så engang han tog på rensdyrjagt med sin egen kone og de var kommet

ind i bunden af fjorden, tog han afsted næste morgen ind i landet.

Q. gik alene. Han nåede langt ind i landet uden at have set et eneste

dyr. Mens han gik, hørte han en fugl synge oppe i luften. Han kiggede

op og så to flyvende ravne, der sloges. Den, der vandt slog en høj

latter op. Han gav sig til at kigge fascineret på dem, men til sidst

forsvandt de. Pludselig gik det op for ham, at han befandt sig oppe i

luften over landet. Når han kiggede ned, følte han det, som om han

gled ned. Når han kiggede til siden, bevægede han sig i den retning;

og når han kiggede op, steg han op. På et tidspunt gik det hjemover.

det gik hurtigt og til sidst svævede han over deres lejr. Han fik øje

på et rensdyrskind, der var spilet ud på jorden, fastgjort med

pløkker. Han styrede direkte ned imod det. Han befandt sig jo højt

oppe; og han kiggede somme tider til siden. Først da han var klar

over, at han ikke ville blive kvæstet / at der var klar bane, lod han

sig falde ned på rensdyrskindet med lukkede øjne og hoppede så hen

over jorden.

 

Børnene der var ude henledte de andres opmærksomhed på ham, kvinderne

der kom ud og sammen bar ham ind i teltet, udspurgte ham, men han

svarede ikke. Der var intet at stille op, for når Q. hverken kunne foretage

sig noget eller tale længere, måtte de tilbage ud af fjorden.

Da de kom hjem blev han liggende på briksen. Han tabte sig så enormt,

at han til sidst kun var skind op ben. Endelig sagde han noget. Da det

skete, sagde de andre: "Hvad går der dog af Q.?" og så sagde han: "Nede

sydpå er nogle kajakmænd blevet spærret inde af storisen, så de ikke

kan nå til land." Så sagde han ikke mere.

 

Da der var gået to dage, sagde han igen: "To kajakmænd med en sæl på

slæb vil nu om lidt vise sig bag det lille næs." Børnene, der gik ud

af huset, råbte ind, at nu kunne de se de to kajakmænd med en sæl på

slæb. Så var han tavs igen. Han sagde ikke noget i flere dage. Han var

så afmagret, at han faldt helt i et med briksen ("illerup ilaanut

ilanngutiinnarpoq"). Endelig sagde han noget. Ligesom før sagde de

andre: "Hvad går der dog af Q.?" Og han fortalte: Nede sydpå havde

en hel flok mænd fundet noget drivtømmer. De kunne ikke få det op.

Den yngste af mændene tog altid på ture inde i landet. De sendte bud

efter ham, da de ikke kunne få tømmeret op på land. Det var en meget

lille mand der kom. Dog tog de afsted til tømmeret.

De nåede ikke frem lig med det samme, fordi der var lang vej. Endelig

kunne de se det i bunden af fjorden. Nej, hvor var det enormt stort

det drivtømmer! Der var mere end træ nok til både konebåd og kajak.

De stillede sig på stranden inden for træet, der var fortøjet med

harpunremme, og de blev enige om at trække det op. Imens stod den

yngste af brødrene og kiggede på dem. (Han tænkte:) "Kan de dog ikke

bare få det en lille smule op!" Til sidst begyndte de ældre brødre at

tale hårdt til deres lillebror. Så bevægede han sig ned; og brødrene

måtte flytte sig lidt. Da han kom til drivtømmeret smøgede han ærmerne

op og trak det op, efter at have dyppet det i vandet et par gange. Så

tog han det på skulderen og gik afsted, mens nu og da begge ender af

tømmeret ramte jorden, og han sank i til knæene.

 

Først kunne de ældre brødre godt følge med, men da havde været oppe

over to skråninger sakkede de agterud. Så hørte man et drøn, og det var minsandten da han lagde tømmeret fra sig ved deres hus. Da brødrene kom hjem, blev de meget imponerede, og straks blev han udnævnt til deres stærke mand, og som sådan blev han kendt.

 

Øst for deres boplads boede en stærk mand ved navn Avaq. Ingen kunne

måle sig med ham i styrke og i hurtighed. Denne havde hørt noget om,

at den yngste i en brødreflok skulle være en stærk mand. Han indbød

ham til at kappes med sig. Hans storebrødre ansporede ham så længe at

han til sidst fik lyst til det. De tog afsted til kappestriden. A. tog

venligt imod dem, og aftenen gik med rundvisit på invitation til de

mange huse. Næste morgen stimlede folk sammen allerede før solopgang.

Midt på en slette var der en stor sten. Dens skarpe kant var helt rød

af blod, fordi han altid slyngede sin modpart imod den.

 

Da solen var ved at komme højere op på himlen, kom Avaq ud - hvilket

mandfolk!

Ham, han skulle kappes med synede af det rene ingenting ved siden af, så lille var han. Så trådte de ud på sletten og greb fat om

hinanden. De var meget jævnbyrdige. Skiftevis løftede den ene den

anden op og satte ham ned igen ligesom med et stykke drivtømmer. Hvad den ene

gjorde, gjorde den anden også. Ingen af de to ønskede at lide

nederlag. Solen kom højt på himlen, mens de endnu kappedes. Når folk

råbte og æggede dem, tog de hårdere fat. Så holdt de en pause, en

middagspause. Efter fortsatte kappestriden. Hen på eftermiddagen

begyndte folk for alvor at opildne dem. A. blev tilsyneladende endnu

mere behændig og efterhånden også mere irriteret på sin modpart. Han

tog et solidt greb om ham og slyngede ham imod kanten af stenen; men

han mærkede uventet modstand. Hans lille modpart ville gøre gengæld,

så han slyngede ham rundt i luften og slog ham imod kanten af

stenen. Man så noget rødt i munden, og blodet styrtede ud. Da dette

skete, hørtes der en mumlen blandt folk om, at han (den lille) nu var den

stærkeste mand.

 

Sådan blev den yngste i brødreflokken berømt." Sådan sluttede Q. sin

fortælling og udåndede.

Da det blev sommer, forhørte de sig om disse ting, og det viste sig,

at det han fortalte, virkelig var sket.

 

Var.: Qaqortuliaq

Overflod og hunger

Print
Dokument id:2322
Registreringsår:1961
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Overflod og hunger
Nedskriver:Rosing, Jens
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Overflod og hunger
Publikationstitel:Hvis vi vågner til havblik
Tidsskrift:
Omfang:ss. 125 - 130
Lokalisering:Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Resumé:

 

1879 bød på en overdådighed af fangst. Sælerne kunne lokkes op med trommespil. De stod lodret og vuggede til rytmen. Men nedlagde så mange man havde lyst til. Næste vinter blev den store sultevinter, der gik over i den næste vinter uden sommer imellem. I marts lykkedes the Missuarniannga under dramatiske omstændigheder at nedlægge en bjørn, som han blev overfaldet af. Fæstet til lansespidsen var frosset og da han endelig fik den anbragt spidsen og gik til modangreb flygtede bjørnen. Miss. måtte opgive og fortsatte til nærmeste boplads for at søge ly. Men så dukkede bjørnen op igen og gik til angreb. Den kurede det sidste stykke på den glatte sne. Miss. kastede sig imod den med sin harpun, og da han trak i harpunlinen væltede bjørnen om, død. Miss. fik slæbt sig hjem med et mindre stykke kød og fortalt de andre, hvor den kunne hentes. Et par dage efter fandt man en gæst, Kaangitsukaaq, egnens værste tyv, i dyb søvn på briksen. Kødet var væk. Han var netop smidt ud fra sit forrige opholdssted pga tyveri. Under dødstrusler måtte han tilstå, det nedgravede kød blev lagt for en dag, og man var storsindede nok til at lade tyven blive og få del i de små daglige rationer.

 

Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.

Pamiagdik og hans rejsefæller

Print
Dokument id:1638
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Mellem-person:Rosing, Peter
Indsamler:Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale )
Titel:Pamiagdik og hans rejsefæller
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 80 - 83
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Orig. håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 100 - 103; angakkortalissuit, 1990: 223 - 226: "Pamiallukkut".

 

Resumé:

Fortsættelse af "Nápartuko". Pamiallik er en af Nappartukus sønner,

der leder rejsen nordpå til Kialeeq efter N.s død. P. er dybt

nedbøjet, fordi Angakkeq fra Innardivaq (Åndemaneren fra Innarsuaq / Innartivaq

i Sermilik-fjorden) har hånet P. for hans ringe åndemanerevner. Men P.

viser sine store evner under rejsen. Da han ikke kommer tilbage med

sit følge den næste sommer, rejser hans svoger, Qeerseeq, med husstand

nordpå og finder P. nord for Kialeeq, hvor han netop har mistet et

barn. I glæde over besøget bryder P. en mængde afsine dødstabuer og

brillierer med først at rejse og dernæst dæmpe en storm, der åbner

havet for en rigdom af fangstdyr. Næsten hele sommerens indsamlede

forråd sluges dog af havet under et uvejr. Man har til hele vinteren

kun nogle få sæler, som en kvinde ved navn Kersagaq alene har været så

forsynlig at redde op i tide. Ingen har villet hjælpe hende. P. gør

forgæves sit yderste for at finde fangstdyr ved åndemaning. Han har

mistet magten over sine ånder ved sit tabubrud. Da en af Kersagaqs

store, stærke sønner bebrejder ham valget af boplads, tager P. livet

af både denne og K.s mand. Mange sulter ihjel. De overlevende spiser

de døde. Da P.s svoger Qeerseeq dør, skræmmer han som genfærd

livet af P. og dennes søn. P.s ældste bror Sigdisikajik (Angii) når

frem næste sommer, og da er kun Kersagaq og to af hendes sønner i

live. Nu vrimler det igen med fangstdyr.

 

Hist.: En historisk fortælling fra 1700-tallets slutning, mener Jens Rosing her. Men i en senere publikation (Hvis vi vågner til havblik, 1993, Ikke registreret i denne base) er dateringen slutningen af 1800-tallet. Det kunne passe med sultevinteren men forekommer noget sent, hvis

åndemaneren Angakkeq fra Innersuaq enten er Naaja (der blev kaldt Innartuaqboen / Innartivaqboen eller den lidt ældre åndemaner / angakkoq Aaqqii i Sandgreen 1987, I. Om Angakkeq se: J. Rosing 1963: 195 - 196: "Angákersuaq".

Den store ...".

Pângo ilaqutailo

Print
Dokument id:1946
Registreringsår:1949
Publikationsår:1949
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Pângo ilaqutailo
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 113 - 116 + 127 - 128
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

 

Pângo / Paangu og hans slægt.

Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min

barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til

bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk.

Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og

deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden.

De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som

voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller

tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde

fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra

deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret-

ning.

Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for-

tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger:

Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn

og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham.

Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky.  Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme.

Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således:

Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere,

og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd-

te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe-

den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me-

get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der

skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem.

Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at

tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han

kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til  bjørnen, vendte  bjørnen  sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde.

Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke

kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne

få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky-

de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter.

Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han

havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han

var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som

kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn.

Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5

andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det

var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville

være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den

før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt.

Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen

tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde

den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet

på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne

æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da

Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da

den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen.

Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han

lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset.

Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at

han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin.

Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.

 

Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den

ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af

deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden.

De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg

blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone

synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de

to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og

hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me-

get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange

af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af.

Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den

tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv-

dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn.

Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe

ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen

hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende

køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af

deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud-

mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider

endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg

skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde.

Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev

engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til

fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden

slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be-

gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse

narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så

de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde

at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst.

Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune-

rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i

forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade

og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den

i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig

over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte,

en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde.

Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se

om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned

på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem,

fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900  oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende.

Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os.

I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget,

for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi

flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var

et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var

Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg

ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte

vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste

fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået

mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø-

re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka-

ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige

ting, de havde været ude for.

Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks

tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så

hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet

på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug

for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte

at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var

noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde.

Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside,

så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at

se.

 

(127 - 128:)

Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to

huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede

narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede

sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte.

Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst-

parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var

endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset.

Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i

kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop

blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi

valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove

lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter

hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg

fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt,

og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om

man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i

råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i

håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de

viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam-

men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned-

lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte

vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den.

Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre.

Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi

den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede

vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at

vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten,

trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt

ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung.

Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde:

'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde

sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo-

stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter

om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i

hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu

et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk-

ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget

ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre,

men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre.

De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme

mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans

dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle.

Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu

nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand-

synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser

der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller

fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg

endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord

for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.

 

Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde

været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS).

Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn-

dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan-

ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok

læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der-

selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier.

Forskellige notater, der er tilføjet af  enten RP el. Keld Hansen:

 

Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356,

"Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen".

Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst

med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven

og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte

op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til

Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som

tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms

Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for

Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og

Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger.....

Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt

i det svenske tidsskrift "Ymer"

 

Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232.

...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq

og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr.

Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk

som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her-

boende grønlændere underkastet antropologiske målinger.

s 243:  Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin-

teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho-

ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes,

er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin-

lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og

fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere

tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på

isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for-

talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de

fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn-

dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og

David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ-

gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig

fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.

 

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP).

Pulik / Sønnernes hævn

Print
Dokument id:261
Registreringsår:1857
Publikationsår:
Arkiv navn:NKS, 2488, II, 4'
Fortæller:?
Nedskriver:Heilmann, Karl
Mellem-person:
Indsamler:Rink, H.
Titel:Pulik / Sønnernes hævn
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 406 - 410, nr. 131
Lokalisering:Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset
Note:

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

 

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Om en stærk grønlænder, der levede i gamle dage, om hans tre børn og om syd-

lændinge, der udleverede sig selv.

 

En stærk mand med tre halvvoksne sønner boede på deres faste vinterboplads. Der boede ingen andre dér. Faderen var familiens eneste forsørger. De manglede aldrig noget om vinteren. Sønnerne voksede op og blev fuldt bevidste (ordret: de glemte ikke længere noget - Chr. B.). De var vant til at faderen altid kom hjem med fangst - selv i elendigt vejr og i storm. Et tidligt forår, hvor der kom mange sæler, fangede han ekstra mange. Midt på sommeren rejste nogle sydlændinge nordpå og anløb vinterbopladserne, også den stærke mands vinterboplads var de på vej til.

En dag i dejligt vejr tog den stærke mand ud på fangst. Hans sønner så ham ro vestover og de forventede, at han som altid ville komme hjem med fangst. Hen på eftermiddagen så de, at han var på vej hjem med flere sæler på slæb ('kalingi affa' - Chr. B.). Drengene blev meget glade for at se, at faderen var på vej hjem. Da han nærmede sig bopladsen, viste der sig sydfra en konebåd med mange kajakker i følge. Inde fra land kunne de høre de fremmede

snakke sammen om, at de ville kappes om at være den første til at såre manden, der var på vej ind med sæler på slæb. De mange kajakmænd satte afsted for fuld kraft hen mod den stærke mand, som blev ramt af den ene harpun efter den anden. Ikke underligt blev de tre drenge dybt forfærdede (ordret: meget fornærmede - Chr. B.) ved at være vidner til drabet på deres far. De sagde straks til hinanden: "Det kan være lige meget, for de vil også dræbe os." Men i stedet for at lægge til sejlede konebåden forbi og råbte til dem, der var blevet forældreløse, at de til næste år ved denne tid ville komme forbi på vej sydover. De roede videre uden at slå lejr.

 

Drengenes mor indprentede dem aldrig at glemme det, de havde været vidne til, nemlig drabet på deres far, begået af sydlændinge. Man vidste aldrig, hvad der kunne ske. Den ældste af drengene opfordrede sine yngre brødre at træne sig op - den mellemste i stenkast med slynge og den yngste i svømning. Storebroderen selv ville træne sine muskler for at blive stor og stærk. De blev hurtigt meget dygtige og farlige (for dem, der ville prøve kræfter med dem - Chr. B.). Den mellemste blev så dygtig til slyngen, at han altid fik ram på fugle og på den måde skaffede familien rigeligt med mad.Han fangede også sæler med slyngekast. Lillebroderen svømmede ud efter fangsten. De havde ingen kajakker. En dag sagde den ældste, at han ville bygge sig en kajak. Han byggede skelettet af noget drivtømmer og betrak det med skind

af de sæler, som den mellemste fangede med sin stenslynge, og som den yngste svømmede ud efter. Da den ældste prøvede kajakken første gang, svømmede lillebroderen langs med den for at kunne redde ham, hvis han kæntrede. Ved den træning opnåede han den færdighed at kunne gå under kajakken (sådan lyder det ordret; mon ikke meningen er, at han kunne vende rundt? Chr. B.), og han fik fuld beherskelse af sin krop. Så fik han kajakredskaber og begyndte at fange sæler og forskelligt fuglevildt. Den yngste passede sine svømmeture hver eneste dag -

selv om vinteren, hvor det var koldt, og den ældste kunne altid tage ud på fangst.

 

Den følgende sommer var drengene blevet så stærke, at de ville kunne klare sig imod eventuelle angribere, men sydlændingene viste sig ikke. De samlede forråd til vinteren, og vinteren faldt dem kort, fordi de havde det så godt. Sommeren kom, og de fangede små og store sæler. En dag så de en lille remmesæl lige ud for bopladsen, og den mellemste fangede den ved hjælp af sin stenslynge. Den ældste roede efter den (usikker oversættelse. 'pikkutigaa'? Chr. B.) og de krængede skindet af, og de lavede en sæk / pooq, som den yngste af brødrene kunne krybe ind i. Da den blev færdig, lod de den yngste krybe ned i den, for at han kunne prøve den. Han svømmede ud og dukkede op lige ud for sine brødre. Han kiggede ind imod land og spurgte sine brødre: "Er der noget at rette på mig?." Brødrene svarede: "Ja, meget. Dit snudeparti er skævt!" Han rettede på det og dykkede ned. Han dukkede op igen, så hans ryg var synlig. Han vendte ryggen til brødrene, men vendte hovedet imod dem og sagde: "Er der meget at rette på mig?" Brødrene svarede: "Ja, meget. Dit haleben (haleparti?) er skævt!" Han rettede på det og dykkede ned. Han blev længe under vandet, og da

han dukkede op, lignede han en sæl. Hans brødre var yderst tilfredse, fordi han nu fuldstændig lignede en sæl.

 

Næste sommer igen tog sydlændingene sydover. De ville ro forbi bopladsen med de forældreløse, som på det tidspunkt var blevet meget veltrænede. Brødrene så en konebåd sætte over fjorden nordfra og de forholdt sig afventende. De slog lejr lige på den anden side af et smalt sund ved deres boplads. Brødrene forventede, at de ville komme for at dræbe dem. Det blev aften uden, at der skete noget. Om natten lukkede de ikke et øje. Næste morgen

gjorde de fremmede klar til afrejse. På det tidspunkt var den mellemste ('akugdlersât' skulle nok have været: 'nukardlersât', den yngste, for det var ham med sækken - Chr. B.) af brødrene faldet i søvn. De forsøgte at vække ham, da de fremmede begyndte at gøre klar til afrejse, men han var ikke til at vække.

Endelig, da de fremmede var begyndt at laste konebåden, lykkedes det dem at

vække ham. Han tog skindet, der lå bag ved kogerummet og gik ned. Brødrene hjalp

ham med at komme ned i hylsteret, og de lod ham glide ned ad en klippeflade ud i

vandet. Han dykkede ned og blev så længe under vandet, at brødrene blev

utålmodige. Da han endelig dukkede op, henledte brødrene de fremmedes

opmærksomhed ved at sige: "Ahaa, der er en stor remmesæl, ro I hen efter den."

Nåda, hvor sydlændingene - gamle som unge - fik travlt med at gøre

sig klar til at ro efter den. Remmesælen dukkede op lige ud for konebåden. De

pegede på den og sagde: "Her er den." Så dykkede den, så det sprøjtede op.

De mange kajakker begyndte nu at forfølge den og kom efterhånden så langt fra land, at lavvandsmærkerne på stranden ikke længere var synlige. På det tidspunkt forsvandt sælen for dem. Mens man stadig ventede på, at den skulle dukke op, kæntrede en af kajakkerne pludselig og lige efter endnu én. Sådan blev de ved, indtil der ikke var flere. Alle de mange kajakmænd, sydlændingene, omkom. De to brødre var nu på vej ind - den ene i kajak og den anden som en sæl.

 

Var.: Sidste episode: Svømme under vandet som en sæl.

 

Kommentar: Pulik skulle muligvis være Puulik. En angakok puulik var associeret til sødyr, især hvalros og / eller remmesæl. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Púngujôqs /Punngujooqs skæbne

Print
Dokument id:1659
Registreringsår:1921-33
Publikationsår:1963
Arkiv navn:
Fortæller:Punngujooq (Púngujôq)
Nedskriver:Rosing, Peter
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Púngujôqs /Punngujooqs skæbne
Publikationstitel:Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing)
Tidsskrift:
Omfang:side 155 - 156
Lokalisering:Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.

Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 107 - 109; angakkortalissuit, 1990: 229 - 230: "Punngujooq"

 

Genfortalt efter Pûngujôqs fortælling til Peter Rosing

Resumé:

Som barn er Punngujooq familiens kæledægge, der får de smukkeste skind

til klæder og lækker mad. Familien bor nær Kap Farvel, men følger

Gustav Holms konebådsekspedition til Uummannaq på den nordlige del af

sydøstkysten, hvor den slår sig ned. Noget senere dør Punngujooqs far og med

sin mor og brødre flytter hun til Ammassalik-distriktet, hvor moderen

blir gift og hele familien flytter atter til sydøstkysten. Manden

skiller sig snart fra moderen, tre af P.s brødre er døde, og moderen

flytter atter til Ammassalik med P. og den yngre bror. De bor hos

Aliitsaakkaan den følgende sommer og vinter, men lider stor nød i hans

hus ved Noortiit, hvor ingen gir dem klæder og mad. Næste forår,

sommer og vinter bor de hos Piilakkaan / Piitakkaat, der smider dem ud, da han tar

på sommerfangst. De hentes af Missuarniannga, hvis kone, Piseerajik

vil have hjælp til teltsyning. Hos M. får de mad og kommer sig.

 

Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning.

qáinananik toqorâssoq / qaananik toqoraassoq / En, der myrdede den ene kajakmand efter den anden

Print
Dokument id:822
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 415
Fortæller:?
Nedskriver:Jørgensen, Sofie
Mellem-person:Rosing, Peter ?
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:qáinananik toqorâssoq / qaananik toqoraassoq / En, der myrdede den ene kajakmand efter den anden
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:3 sider
Lokalisering:Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Da den ene efter den anden var udeblevet fra fangst, tog

en der var tilbage ud på fangst.

Da han var kommet til det østlige område og roede roligt langs

kysten, fik han øje på en stor skygge i vandet. Han kiggede op og så

en særdeles smuk kvinde flyve rundt ovenover ham. Han iagttog hende og

lagde mærke til, at hun havde perler på alle vegne, hvor der kunne

anbringes perler. Han kiggede på hende og syntes, at hun var smuk.

Mens han roede der og beundrede hende, kom kvinden nærmere og nærmere

og lagde an til at lande på kajakken. Det fik fangeren til at overveje

at harpunere hende. Da hun på et tidspunkt var ved at sætte sig på

kajakken, tog han sin harpun, og i samme øjeblik fløj kvinden op igen.

Fangeren ventede længe på et ubevogtet øjeblik til at harpunere

hende. Når hun kom nærmere, gjorde han sig klar til at kaste harpunen;

så flygtede hun. Endelig, da hun satte sig ned på forenden af

kajakken, gjorde han sig klar til kast! Han antog, at hun ville hæve

sig op, hvorefter han sigtede langt højere oppe; og lige i det øjeblik

hun hævede sig, ramte harpunen hende. Da kvinden blev harpuneret, fløj

hun indad mod land. Fangeren begyndte ellers at lade linen løbe.

Da den var løbet helt ud, og da han selv var ved at lette, slap han

den. Idet han slap linen, fløj hun imod land; og han

fulgte efter hende idet han passede på ikke at tabe hende af syne. Da

kvinden kom på land, styrede hun mod et højt fjeld. Han fulgte efter

hende, idet han passede på ikke at tabe hende af syne.

Da hun standsede på en klippeafsats på det høje fjeld, kravlede han op

efter hende. Lige før han nåede op til afsatsen, opdagede hann, at det

var et lille hus. Linen førte ham til det lille hus, og han kiggede

ind i huset gennem åbningen. Og han så, at den meget smukke kvinde,

som han harpunerede for lidt siden, var blevet så grim, at hun lignede

en helt anden. Hendes elendige skindklæder var næsten ikke til at

skelne fra hinanden så snavsede var de. Det, han troede var perler,

viste sig ved nærmere øjesyn at være snavs der hang og klistrede

i håret. Så hørte han en snakke derinde og skælde kvinden ud: "Jeg

tænkte nok, at du ville blive harpuneret, fordi du har dræbt så

mange kajakmænd."

 

Da han havde lyttet til det, og efter at have kappet linen, der ikke

ville løsne sig trods flere ryk, vendte han tilbage til sin kajak og

roede hjem. Han fortalte sin kone alt dette, da han kom hjem.

Siden vendte fangerne altid hjem efter fangsttur. Det var jo

møgkællingen, der havde kæntret og dræbt de andre.

 

Da det efter vinteren var blevet sommer, og man igen var begyndt at

tage på fangst, ledsagede fangeren, der harpunerede kvinden, dem. Mens

manden en dag var ude på fangst, var en ung mand, der øvede sig i at

blive åndemaner, ude på vandring. Han fik øje på en stor indlandsbo;

og da han kom hen til ham, sagde indlandsboen, at han havde én, som

han ville hævne sig på. Idet han sagde dette, pegede han på manden,

der havde harpuneret kvinden, og som nu lå yderst på lur efter sæler.

Han sagde, at det var ham, han skulle hævne sig på, hvorefter han tog

en stor sten og kastede den efter ham; og han ramte ham præcist og

dræbte ham. Efter denne hævn dræbte han ikke flere.

 

Var.: En lidt speciel fortælling af typen: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Nerrersuujunnut pulartut; Kajakmændene der udeblev; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt;

 

Hist.: Det specielle ved denne version er den flyvende åndekvinde, der er meget smuk. Skønhed plejer ikke at plage de andre kvindeskikkelser i den rolle. Påvirkning fra nordiske folkeeventyr?

 

Kommentar: Håndskriftet dateret af Rasmussen til 19. febr. 1920, men om det gælder Sofie Jørgensens egne nedskrifter i hæfte 419 eller renskrifterne i hæfte 415 er uvist. Sofie Jørgensen overvintrede i Danmark på gennemrejse til Qaqortoq i 1920. Hun må således være rejst fra Ammassalik sammen med Rasmussen i 1919.

Qârtulâjik

Print
Dokument id:1163
Registreringsår:1957
Publikationsår:1982
Arkiv navn:
Fortæller:Quppersimaan, Georg (Qúpersimân / Quppersimaan / Quppersimaa, Georg)
Nedskriver:Sandgreen, Otto
Mellem-person:
Indsamler:Sandgreen, Otto
Titel:Qârtulâjik
Publikationstitel:Min eskimoiske fortid
Tidsskrift:
Omfang:s. 105 - 108
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Original: Taimane gûtimik nalussûgama, 1972: s. 110 - 114

 

Resumé:

Georg Qúpersimân / Georg Quppersimaan fortæller, at man ikke kun på landjorden kunne søge efter hjælp, men også fra havet. En sommer da han var blevet en rigtig ung mand, roede han på fangst  vest for Tovqutaq / Toqqutaq. Han fangede ingenting, men gik i land for at lede efter noget langs stranden. Så så han en vingesnegl, qârtulâjik / qaartulaajik / den lille ravn, der nærmede sig land. Da han kunne nå den, tog han den og puttede den i sin kajakvante, fyldte vanten med havvand og bragte den langt op i landet, ude af øjesyn fra havet, fordi han havde planer med vingesneglen. Så lagde han sneglen i en hulning, dækkede den, og tætnede dækstenen med jord og spyt, så sneglen ikke kunne komme ud. Derefter tog han udmattet hjem.

Dagen efter roede G.Q. ud til sneglen, men både den og vandet i hullet var væk. Da han ledte efter sneglen i vandkanten, hørte han en stemme og gav sig til at kalde på den. Lidt efter kunne han se et sort uhyre med hvide striber (dens "pynt"), der begyndte at stige op fra dybet. Det viste sig at være sneglen, og den ville vide hvorfor G.Q. havde behandlet den så dårligt, nl. bragt den op i land, borte fra dens rette element, havet. Den var om natten selv svømmet tilbage i havet. Han svarede, at det var fordi han havde hørt, at åndemanerlærlinge søgte efter vingesnegle for at få dem til hjælpeånder, at det var for at prøve den, og han bad om at måtte få sneglen til hjælpeånd / tilflugtssted. Det ville sneglen gerne - det var derfor den dagen før havde vist sig for ham - og bad da G.Q.om at røre ved sig. Vingesneglen hjalp åndemanere med at jagte tupilakker, den var havets hjæleånd, den stærkeste af alle hjælpeånder, og således blev denne snegl Georg Qúpersimâns / Georg Quppersimaans tôrnârssuk. Og da den sorte vingesnegl, qaartulaajik var stærkere end en anden slags toornaarsuk, den hvide vingesnegl, aattaasaq, søgte G.Q. ikke efter den sidstnævnte.

 

Var.: Rasmussen Ostermann 110 - 114 (?). Fortælleren her synes at være Quppersimaan, omend han da fortæller en ganske anden historie om sit møde med sin toornaarsuk. Måske har han haft to, måske er den ene fortælling "lånt" fra en anden åndemaners biografi: Maratse lærer til åndemaner. Søg denne.

 

Hist.: Selvbiografi, der er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbet, må man søge alle opslag på Quppersimaan.

 

Vedr. toornaarsuk blev dette de første missionærers betegnelse for kristendommens djævel, hvorfor kilderne tilbage til de tidligste er stærkt farvede af denne identifikation. Se bl.a. Sonne, Birgitte: Toornaarsuks forvandlinger. Religionssociologiske Perspektiver. Særnummer af Chaos, 1985: 117 - 136, og GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Den sorte vingesnegls "pynt", de hvide striber, opfattes undertiden i Ø.Grl. som dens amuletremme. Qaartulaajik er den østgrønlandske term for den sorte vingesnegl. I Vestgrønland kalden den 'den ravne-lignende'tulukaasaq'

Qiláituaq / Qilaatuaq, den store troldtromme

Print
Dokument id:1326
Registreringsår:1919
Publikationsår:1921
Arkiv navn:
Fortæller:?
Nedskriver:Rasmussen, Knud
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Qiláituaq / Qilaatuaq, den store troldtromme
Publikationstitel:Myter og Sagn fra Grønland, I
Tidsskrift:
Omfang:side 180 - 187
Lokalisering:Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik
Note:

Håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420, ss. 15 - 31. De første par sider  er nedskrevet på grønlandsk, resten på dansk. Komplet grønlandsk forlæg har ikke kunnet identificeres.

 

Resumé: Qilaattuaq bor ved Sermilik-fjorden med tre sønner og en

svoger. De er på bjørnejagt langt ude på isen sent om efteråret. En fralandsstorm

bryder isen op. De søger tilflugt på et isbjerg, driver til havs,

driver til året vender og det begynder at blive sommer. De spiser deres hunde, smelter is i munden til drikkevand, til deres

læber sprækker. Sønnerne bebrejder Q. at han ikke bruger sin viden.

Først da svogeren ytrer sin tiltro til hans evner, snitter Q. dukker

af slædens tværtræ, laver et ishus til dem på toppen af isbjerget og

en kumme ved husets side. Han synger over dukkerne, der bytter koner

om natten, og vandet vælder ud i kummen. En af sønnerne springer til

og drikker. Vandet tørrer straks ud. Q. forklarer bebrejdende, at ham

der har fremkaldt vandet, skal drikke først. Han bruger en anden af

sine sange. Det samme sker, men Q. når at drikke først. Vandet slipper

først op, da svogeren som den sidste har drukket så meget han orker.

Det er atter blevet efterår, mens de endnu driver af sted. De nærmer sig det høje land på den anden side, Akilineq. Sønnerne stikker igen til Q.s viden. Han springer på hovedet ned i havet, blir nede et fuldt åndedræts længde og dukker op som isbjørn, fordi han var klædt i bjørneskind fra top til tå. Sønnerne i samme slags tøj gør ligeså. Svogeren tøver, hånes af sin

svigerfar, lader sig falde bagover ned i vandet, men kommer op som en

bjørn, der er skaldet på ryggen, fordi hans bukser er af sælskind. Han

husker så sin amulet af hvalros, dykker igen og kommer op som hvalros.

Han svømmer hurtigere under vandet end bjørnene. Nær land i mundingen af

en islagt fjord, går bjørnene op på isen, ses af en flok mennesker, der hæver harpunerne til kast. I hast afklæder bjørnene sig deres dyreham bag et isstykke, træder frem som mennesker, og de inviteres hjem af de forbavsede akilineqboere, der var overbeviste om, at gæsterne egentlig var bjørne.

Hvalrossen blir menneske igen, blot den kravler op på isen hos de

fremmede. De bænkes i huset men får ingen mad.

 

En ung pige går ud for at sladre om de fremmede. En gammel heksekyndig, Mitsarnaan, kommer med et

menneskekranium fyldt med urørt hjerne og byder Q. at spise. Han

spiser op, vender bunden i vejret på kraniet, synger over det, og

straks er det fyldt igen. Sønnerne og svogeren spiser hver et kranium

fuldt. Q. tvinger Mitsarnaan til at smage på en sidste portion. Hun

ler sindssygt, løber ud og dør i husgangen.

Gæsterne opfordres til at trække armkrog. Svogeren, der ser størst og

stærkest ud, bukker under og blir dræbt. Q. tager over og dræber en

for en alle, der forsøger sig med ham. Huset omringes, og alle udgange

spærres. Q. ber om sine kamikker, hvor han har en rævetand. Den

forvandler han med en formular til en ræv og sender ud til fjenderne.

Den kan intet gøre dem. Q. ber om sin anorak. I kraven har han

skæghåret af en ravn, som han med en formular forvandler til en

stridslysten ravn og sender ud. Den slår alle fjenderne ihjel, kommer

hidsig tilbage og må beroliges. Den eneste overlevende, en forældreløs

dreng, udpeger for dem stedets bedste konebåd og får bedsked om at

møde op som styrer næste dag. Han kommer ikke, da man tar afsted, og da de hører

barneskrål bag sig, mistænker de drengen for hekseri. Q. bringer

tupilakken til tavshed ved at råbe gennem sit ærme. Hjemme igen sørger

de længe over den store, dygtige svogers død.

 

Var.: Tiggaaq; Qilaasuaq; Amos Daniel 161 Alluunnguaq; Sungersuusaq;  Qiláituaq, Qiláussuaq; Qátsâq; Asalooq; Qilaasuaq og Allunnguaq. Søg også på Akilineq.

 

Tolkning: Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "En bjørnemyte" og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Qimuunnguujuk

Print
Dokument id:2043
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Vebæk, Mâliâraq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qimuunnguujuk
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 66 - 69
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 70 - 73: "Unikkaartuaq. Qimuunnguujuk"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 148 - 154 (dialekt) og ulige sider: 149 - 155 (engelsk).

 

Resumé:

Qimmuunnguujuk er en dygtig ung fanger, der bor inde i Lichtenau fjorden (Alluitsup Kangerlua) med sin mor i et hus for sig på en boplads med en stor flok brødres fælleshus. Moderen formaner altid Qim. til at holde øje med tegn på en kommende hård vinter: uklart havvand og is i planterne om sommeren. Det ser han så en sommer og fanger så meget han overhovedet kan overkomme til forråd. Brødrene, som han advarer om kommende trængsler, er ligeså skødesløse som altid. Da vinteren kommer må Qim. og hans mor efterhånden hjælpe brødrene af deres forråd, men da de en overgang sner inde og Qim. omsider får banet sig vej ud og over til brødrene, ligger de for døden af sult. Mange dør af den smule mad han bringer dem. De øvrige overlever heller ikke. Kun to søstre overlever og blir inviteret over at bo hos Qim. og hans mor. Den ene søster dør også. Tidlig om foråret tar tre overlevende med konebåd og en masse forråd på slæden over land til Nuugaarsuk og derfra roende til Alluitsoq / Lichtenau. Her de redder alle beboerne fra sultedøden med deres forråd og Qim.s fangst. Det er moderen, der forstår at rationere den uddelte mad, så folk kan tåle den og langsomt kan tåle mere. Om foråret hjælper Qim. ligeledes en flok fangere fra den nærliggende bygd, Akuliaruseq med at nedlægge en stor klapmyds, som de ikke har kræfter til at stikke ihjel. Han fordeler blodet og kødet mellem dem og dem i Alluitsoq, der nu for første gang igen får lidt fersk kød.

Om sommeren gifter Qim. sig med de mange brødres overlevende søster, og til Alluitsoq-boernes sorg rejser de syd på og bosætter sig på de sydlige Kitsissut i skærgården. De får en søn, Qimmuunnguaq, og Qimmuunguujuks grav siges at ligge hér.

 

Var.: Angmalorssuaq, Den bredskuldrede;  

 

Hist.: Historisk fortælling.

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi

Print
Dokument id:1918
Registreringsår:1936
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Kara
Nedskriver:Victor, Paul-Émile
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Quelques histoires concernant Maratsi, l'angakeq / Nogle historier om angakkoqen / åndemaneren Maratsi
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II