Fortælleren er sandsynligvis Marteeraq, som genfortæller niels's fortælling.

Niels er Marteeraq's mor- eller farbror.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 90.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Nybegynder-fangeren trænes op.

   Marteeraqs bedstefar Tuusingaaq fortalte sin søn Niels følgende:

Dengang man bedrev hvalfangst i Kangersuatsaaq, plejede Tuusinnguaq at være med på hvalfangerbådene, og det var derfor, han havde brækket sin underkæbe. De havde ramt hvalen på baghovedet, og den havde slået ud med halen og havde ramt båden, og da var det, at han brækkede under-kæben. Han lå og flød bevidstløs i vandet, da de halede ham op.

   Dengang de endnu ikke var blevet døbt, var det sædvane, når nogen fik sin første fangst af noget, at ens bedstemor trak sine bukser ned og satte sig på hug, så enden stak bagud mod én. Men fordi han begyndte at skamme sig over det, ventede hun sommetider med at vise sin bagdel, når han havde fanget en slags dyr for første gang. Og når han så var blevet mere munter, lokkede hun ham til at kigge på sig, og så kan det nok være, at han fik hendes store, mørke bagdel at se.

   Dengang han lå og var ved at dø, fordi hvalen havde ramt ham med halen, drømte han, at han lå på maven ovenpå en stor sol. Og jævnligt kunne han se et meget grimt ansigt, der dukkede op nedefra og for-svandt igen. Han sagde, at det måske var hans bedstemors store bagdel.

   Sukasik havde også oplevet sådan noget (se s.69).

Hist.: Historisk fortælling om pernarneq - skik fra begryndelsen 1800-tallet. Tusinngaaq / Tûsingâq var født 1814.

Tospoproget udg.: Nordvestgrønlandsk: s. 85 + 87: Tûsingâp nukigdlârnera, og

dansk.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 36 - 37.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 40 - 41.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Genfortalt efter Tûsingâq, Martêraqs bedstefader

Resumé:

Den oprindelige fortæller, Marteeraqs oldefar Toorsingaaq, f. 1814, havde fortalt at han engang under uuttoq-fangst mistede sit fangstheld pga. en ravn, der altid skræmte sælerne væk. Samtidig blev han lam i det ene ben og måtte blive på isfoden i håb om at få sæler derfra. En dag han sad der, kom en af bopladsfællerne, Takak og tilbød et forsøg på helbredelse. Tuusingaaq lovede ham en rulle skråtobak for det, hvorefter Takak sang en serrat to gange, først vendt mod syd, dernæst mod nord, og fulgte derefter nøje sine egne fodspor tilbage. Tuus. kunne kun høre noget af omkvædet: "som skulle have sår på hovedet, samt blodige læber." Kort efter hørte man at Ineqinnavaats mand helt nede ved Søndre Upernavik var død af et løsrevet klippestykke, der ramte ham i hovedet. Og da man vidste at hun havde en ravn som hjælpeånd, blev dette dødsfald tolket som et tilbagesendt hekseri udsendt af Ineqinnavaat. Kort efter kom Tuus. sig af sin lammelse.

Var.: Indsendt af Marteeraq til Avangnâmioq, trykt 1955: søg på Tuutingaaq.

Hist. Historisk fortælling fra begyndelsen af 1800-tallet.

Kommentar: Vedr. hekseri se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere).

Inqinnavaat har som åndemaner været for "stærk" til at kunne rammes af tilbageslaget, hvorfor det ramte hendes mand.

Se for en anden tolkning af ulykken: H. Lynge 1955: 42 + 44: En skinsyg hjælpeånd.