Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Lynge sujugdleq
Dokument id: | 927 |
Registreringsår: | 1952 |
Publikationsår: | 1967 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Marteeraq (Martêraq) |
Nedskriver: | Lynge, Hans |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Lynge sujugdleq |
Publikationstitel: | Inugpât, Nuuk / Godthåb 1967 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 147 - 148 |
Lokalisering: | Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger el. Nuussuaq / Kraulshavn: Upernavik |
Note: | |
Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 155 - 156.
Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.
Oversættelse ved Signe Åsblom: Den første Lynge *)
M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham. Lynges kone hed Dorthea. Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.
Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M. Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas. Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen). To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt. Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L. Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.
*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.
Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet. |
Milortuaraq
Dokument id: | 1751 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1999 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik) |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Milortuaraq |
Publikationstitel: | Således skriver jeg, Aron, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 463 - 465 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted. Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.
Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:
Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:
Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende. Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige, ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig. Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud fra toppen af en høj skrænt. Ved den tid har M. for skik at tage ind og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes, får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer, fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M., men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M. op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M. kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M. Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort stykke brød, som pris for brydekampen. Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet, som døde for ret lang tid siden.
Var.: Milortuaraq;
Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base. Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik |
Sofie
Dokument id: | 2327 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sofie |
Publikationstitel: | Hvis vi vågner til havblik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 149-152 |
Lokalisering: | Sermiligaaq: Angmagssalik / Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Et af Nappartuku og Atsivaqs børnebørn, Aleqaajik / Katrine der blev ansat ved kolonien, havde datteren, Atsivaq, der blev døbt Margrethe / Margarida i 1901 og gift med Missuarnianngas tidligere plejesøn, døbt Jørgen. Som sin svigermor blev også han ansat ved kolonien, som tømrer. Da Margarida skulle føde sit første barn, og koloniens to fruer, Rüttel og Lund kom til hjælp med sakse i hånd, blev smidt ud. Katrine overholdt alle de gamle ritualer: slog håret ud, skar navlestrengen over med en muslingeskal, navngav barnet med en dråbe vand på sin guldebrand. Den faldt ned i munden på barnet mens Katrine holdt om dets guldebrand og fremsagde navnet: Sofie Marie. I 1914 døde både Katrine og Margarida, der netop havde født en dødfødt dreng af en influenza medbragt af forsyningsskibet Godthåb. Jørgen sad tilbage med Sofie og to yngre sønner, Henrik og Thomas. Imod Sofies vilje blev hun ikke gift men sendt på jordemoderuddannelse i DK. Hun distriktets første indfødte jordemoder og havde et fint samarbejde med den danske, Signe Vest. På et tidspunkt fik hun en datter med et eskpeditionsmedlem, ingen ved hvem. Datteren fik sin mormors navn, Margerida til hvem Sofie flyttede i 1966, dvs. til Kbh. Dødslejet på Rigshospitalet blev langvarigt. Hun beklagede sig over ikke at kunne blive hjulpet i døden på den før-kristne måde, med indsnøring af tøjet og anbragt i havstokken, hvor tidevandet tog den indsnørede. I den sidste tid fik hun besøg af mange af sine afdøde slægtninge, og også af Missuarniannga, der som Jørgens tidligere plejefar, mente at kunne rende familien på dørene. En værre plageånd. Men Sofie døde stille og fredeligt med datteren Margaridas hånd i sin, 3. april 1989. Hist. Historisk overlevering i slægten Napartuku og Atsivaq. Se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9. |
Tiffariki Pusimmaarlu / Tiffariki og Pusimmaaq
Dokument id: | 1778 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | 1996 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Thomas Enevold |
Nedskriver: | Rink, H. |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Thisted, K. og Thorning, Gaaba (Thisted, K. og Thorning, Gâba) |
Titel: | Tiffariki Pusimmaarlu / Tiffariki og Pusimmaaq |
Publikationstitel: | Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... Måske nogen kunne fortælle ... |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 76, nr. 14 |
Lokalisering: | Qoornoq: Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted og Gâba Thorning.
Orig. håndskr. NKS 2488, IV, 4', nr. 14, s. 35 - 36. Kort resumé i Rink 1866-71, II: s. 106, nr. 67.
Resumé af uddraget: En lille sort mand i kajakpels og med afklippet hår siger til Tiffariki, der er på renjagt med sin tjenstepige Pusimaaq, at mens hans bedstefar var baby / spædbarn, var der endnu mange alke, og nu vil der snart komme mange a-a-alke. Det samme siger han om sæler. På vej ned af fjeldet revner Pusimaaqs bukser i varmen, må efterlades på fjeldet, og da T. når ned finder han sin kone døende.
Kommentar: Ressourcers forsvinden og komme; underforstået er Tiffariki utro med tjenestepigen, men ellers fremgår pointerne ikke krystalklart af uddraget. Teksten må læses på grønlandsk i ovennævnte trykte udgivelse |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com