Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 254 - 255: "Upperisat".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé.

En enke fik et syn af en engel og kunne ikke holde op med at græde.

Torden kan forekomme i Sydgrønland. AU husker et tordenvejr, hvor børnene blev halet ud af sengen om natten for ikke at miste hørelsen.

Da AU's lillebror blev født, kom moderen under tabu mod spise af en nyfanget lille fjordsæl. For da dens skind skulle laves til en fangstblære, ville den nyfødtes mave være svulmet op.

Engang skær AU rødfisk med en ulu, som hendes mor havde fået af en nu afdød kone som tak for et eller andet. AU blev skældt ud. Og ganske rigtigt. Der blev derefter kun fanget ganske små rødfisk.

Hist.: AU var 66 år i 1965.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 249 - 254: "Qivittut".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Appolonie Ulriksens far, Ortooraq, har fortalt hende om dengang qivittoq'en Ikuunia prøvede at stjæle Immanukasiks / Emmanuel Motzfeldts eneste lille søn ud fra en konebåd, som familien sov under på en udflugt. Årsagen til hævnforsøget var en strid med Immanukasik og hans mange brødre om en stor ørred, som Ikuunia ikke fik. I vrede gik han qivittoq. Om natten gav forhænget foran den på siden vendte konebåd sig til at blafre og drengebarnet, Makkujoorsaq at glide ud. Moderen holdt fat i den anden side, faderen sov som tryllebundet og kunne ikke vækkes. Alle var bange undtagen gamle Angaartaa (Juuserfi ?, søg denne), der mente sig sikker som døbt og gang på gang gik ud og skræmte Ikuunia på flyvende flugt op mod fjeldet. Da det blev lyst pakkede man skyndsomt og tog hjem. Emmanuel havde ondt i hovedbunden, fordi hans kone havde søgt at trække ham vågen ved håret.

Ortooraq, der var Ikuunias fætter og jævnaldrende, fortalte både om forsøget på i begyndelsen at lokke Ikuunia hjem igen og om engang han spiste muslinger ved stranden var blevet angrebet af Ikuunia. Han ankom i en ravns skikkelse, blev til en mand med en slags blanke gummistøvler af flettede rodtrevler. Dem havde hans mærkelige indlandskone flettet. Hun var ganske lille, som et ærmeovertræk. Egentlig skulle Ikuunia have været gift med en kvinde, som hans tante, Ciisiilia, ikke havde villet vide af. Hende skulle Ortooraq hilse og spørge om hun (også ?) havde noget imod en indlandskvinde som svigerdatter. Denne blev hindret i at angribe Ort. af Ikuunia, der selv greb ham i brystet, så han bagefter fik en betændelser dér, som var længe om at heles. Da Ort. kom hjem, kunne han intet sige. Først da han var bristet i gråd fik han tungen på gled.

      En anden slægtning til Ikuunia, Ortukasik, blev også angrebet af ham ved stranden. Det var som straf for at denne ikke havde troet Ortooraqs beretning.

      Ikuunias søster, Eelisi, sørgede den første tid for sin bror med mad. Hun tog en dag sin søster, Vaabu, med ud. Maden blev lagt på en sten, for Ik.s ånde smittede. Lavet på stenen sprængtes, da Ik. kom, og storesøster omfavnede lillesøster: Hun skulle ikke være bange.

Om qivittut fortæller AU iøvrigt, at det blev man af egen fri vilje. Ikke alle fik dog overnaturlige evner.

Man blev opfordret af 'menneskeskaberen' til at vende hjem igen. Ellers tog han dåben fra qivittoq'en, som så blev helt hul.

Var.: Søg på Ikuunia.

Hist.: AU var 66 år i 1965. Denne version har næsten alle fortællinger om Ikuunia med.

Som man ser har kristningen i høj grad påvirket forestillingerne om qivittut.