Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Introduktion

Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.

Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.

Download søgemanual som pdf her.

Søgning på Vebæk, Mâliâraq gav 115 resultater.

Aabianngivasik angakkukulooq

Print
Dokument id:2124
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aabianngivasik angakkukulooq
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 203 - 204
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

s. 203: Aabianngivasik angakkukulooq:

        Den store åndemaner / angakkoq Aabianngivasik.

 

Så gik Aabianngivasik i land på den nordlige ende af Nuuk Kangikitsoq vest for Tupaallattak. Da han var kommet i land, gav han sig til at gennemsøge den østlige del og opdagede en spraglet sæl, der lå på skæret. Han udså sig sælen som bytte, men så var der ligesom en bevægelse østfra ... nogen kom hen mod sælen østfra . Og så var der nogen, der bevægede sig oppe ovenfra, og da nogen fra den retning også kom hen mod sælen, var de tre om den, og han selv (åndemaneren) opgav at fange sælen (?) og standsede op. Så gav han sig til at kigge på den, der kom oppefra.

Det var en inoruseq / indlandsbo, der først kom hen til sælen, og østfra kom der nu en tuneq (en indlandsbo / kæmpe / måske opr. dorset - menneske), og så var de altså tre om den, og det fortælles, at inoruseq'en havde en tyk rodgren (?), og så gik han ud mod sælen, hvis halestykke begyndte at vippe op og ned. Og da inoruseq'en kom derhen, greb han den og svingede den rundt (?) og klaskede den mod jorden (?) en enkelt gang, så jorden ganske enkelt rystede. Straks efter dukkede denne tuneq op på stranden østfra, og det var sandelig noget af et mandfolk at se på! Han sagde ikke andet end: "Hvorfor går du mig i bedene? Hvorfor går du mig i bedene?" Inoruseq'en svarede: "Jeg havde virkelig ikke tænkt mig at komme dig i forkøbet. Det var, fordi jeg ikke så dig, at jeg kom før dig". "Du lyver! Du så mig godt nok, men du kom mig i forkøbet, fordi det var det, du ville!" "Jamen, nej, jeg siger jo, at jeg ikke lyver." Den frygtelige tuneq sagde: "Vi er fem søskende, og derfor er jeg aldrig bange for en enkelt mand!" Og denne inoruseq svarede ikke andet end: "Jeg er alene, og da jeg nu engang har sagt hvad jeg har sagt, kan jeg ikke trække mig tilbage!"

   Og så gik tuneq-manden ellers løs på den anden og greb fat. Og dér, dér midt i det hele - Dér gav de sig til at slås.

   Den skrækkelige tuneq løftede inoruseq'en op, og da dennes påklædning bestod af lutter afhåret sælskind, strittede tøjet lige ud i luften, for det var så let, at det ikke var til at holde fast i (?). Men da inoruseq'ens ben pludselig gav efter (?), løftede tuneq-manden ham op. Og så begyndte han ellers at svinge ham rundt. Han svingede ham rundt og rundt, og da han syntes, at det kunne være nok, kastede han ham, så han fløj afsted med hovedet nedad. Lige inden han nåede jorden, krummede han sig sammen, så han drejede (en halv omgang) og (landede) retvendt... Og lige så snart han ramte jorden, greb han fat i den anden. Da tuneq'en forsøgte at gribe fat i inoruseq'ens ben, som (?), bare strittede ud til siderne (?) løftede inoruseq'en tuneq-manden op og svingede ham rundt. Rundt, rundt og rundt; og det fortælles, at det så ud som en spraglet sæl, der blev ved med at ligge stille på land (så hurtigt gik det ?), så ved den behandling blev tuneq-manden meget svimmel, og netop da kastede inoruseq'en ham afsted, så han fløj gennem luften med hovedet nedad. Men da han var ved at ramme jorden og ville krumme sig sammen og rette sig ud for at vende rundt var han ikke hurtig nok i vendingen. Han tumlede rundt og endte med at sætte sig, mens han kastede blod op. Inoruseq'en løb hen til ham og tog ham i hans vældige skulder og rystede ham og sagde: " Fordi jeg er alene, frygter jeg ikke nogen, så kom bare an igen, så kaster jeg gerne med dig for anden gang!" Den anden gav ikke noget ordentligt svar. Så tog han sin fangst, den spraglede sæl, på ryggen og gik nord om Ulamertorsuaq i retning af Tasermiut. Og denne tuneq... han sundede sig først lidt, tog så sit (?) store træstykke og med det som stok gik han syd om Ulamertorsuaq, mens han kastede voldsomt op, så det stod ud af ham med noget meget rødt... og det siges, at hvis han ellers overlevede, nåede han hjem til sin boplads. Ha, ha, ha...

   Det var noget om en inoruseq og en tuneq, hvis slåskamp Aabianngivasik var tilskuer til. Og det siges, at ingen kunne overgå Aabianngivasiks i hans evner som åndemaner.

 

   Og både Aabianngivasik og Saqqiisi har været åndemanere i Niaqornat.

Hist.: AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

 

Vedr. de forskellige ånderacer se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge og kæmper.

Aadaaridaat / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2031
Registreringsår:1980
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Simonsen, Josva
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaat / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 22 - 29
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 25 - 31: "Aaddaaridaat".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé

Josva Simonsen havde et godt kendskab til de indvandrede Aadaaridaat / Chr. / Kristian Poulsen og hans brødre, som han havde været fangstfælle med. Især da Aad. blev lidt gammel og sølle var han glad for at takke for mad og kaffe med sine fortællinger om sin åndemanertid før dåben. Og glad for dåben, der tillod ham at fortælle alt. Til JS fortalte Aad. den sande version, sagde Aad. Og JS genfortæller troligt lange passager af fortællingen i jeg-form:

Aad. hjælper en ældre, lam mand, der er u-åbenbaret åndemaner med at bære dennes kajak ned til og op fra vandet. Til gengæld belærer den gamle ham om at ro hen til nogle store huler i en kystklippe, hvis han vil være angakkoq / åndemaner, og desuden om senere endelig at stå offentlig frem som sådan, hvis han ikke vil lide samme skæbne som den gamle og blive lam. Aad. ror derhen, rømmer sig, ser en kæmpestor hund komme, lader den slikke og æde sig bagfra, vågner hel, men nøgen op og modtager sine flyvende klæder styk for styk undervejs tilbage. Han føler sig meget let og er blevet så fintmærkende at han kan høre dunede frø falde til jorden. Derefter får han forskellige hjælpeånder, som han lærer at man skal røre ved for at få dem. De opfordrer ham kraftigt til at stå offentligt frem, og hans brødre, der fornemmer at noget er i gære, lægger flere aftener et siddeskind frem, som Aad. til sidst sætter sig på og lader trommen gå. Hjælpeånderne ser glade til fra sprækkerne i gulvet. Derefter får Aad. flere hjælpeånder. De følger ham ofte på fangst og lærer ham at lukke øjnene når han vil se og harpunere sæler nede under vandet.

 

En dag bliver Aad. trukket viljeløst mod en konebåd med kajakker af innersuit, der vil have hans nyfangede remmesæl. Aad. modsætter sig, tilkalder sine hjælpeånder en for en. De kan intet stille op over for især en gammel innersuaq-kælling, der skælder og smælder. Så husker han sin bidske hjælpeånd, Kisertulik, et kajaklignende væsen med et enormt bidsk gab, som innersuit flygter for mens den skælder ud over at Aad. ikke huskede at tilkalde den først.

 

Den sidste ånd Aad. prøver at få fat i en tåget dag, er Jesus. Aad. med familie er nået til Nunattut på vej til Pamialluk for at handle, mange er blevet syge, nogle er døde og han søger en ny hjælpeånd til helbredelse af sin ene kone. Denne lysende ånd, Jesus, vil ikke berøres af en så ussel person og morder som Aad. Jesus viser Aad. det brændende helvede, hvor han vil havne hvis han ikke bliver døbt, og bagefter himlen. Aad. der har vægret sig mod dåben, farer hjem og beordrer straks flytning  til Narsaq Kujalleq, hvor hele rejseholdet bliver døbt. På præsten, Fr. Balles bud, må Aad. af med sin ene kone. Balle mener den yngste vil dø snart, men Aad. vælger hende, fordi hun er kønnest. Hun lever ikke længe, mens den fravalgte ældre bliver meget gammel.

 

Inden rejseholdet når frem, vil en lille hjælpeånd vide besked. Den ærgrer sig over Aad.s beslutning og erklærer, at hvis jorden virkelig går under skal den nok sætte den i stand igen.

 

Om Aad.s drab på medkonen Katsija fortæller Josva Am., at hun var så stor en angakkoq, at hun kunne indskrumpe sin store krop til helt at gemme sig bag husstolpen, da Aad. kom for at skyde hende.

 

Aad. fortalte gerne selv om sine mord i stor lettelse over at være blevet syndsforladt med dåben.

 

Hist.: Historisk fortælling. JS var 80 år i 1981. Allerede i 1904 fik Knud Rasmussen flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen muligvis først under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

Aad. gennemlever en typisk omvendelsesproces med drømmesyner og trusler, hvis han ikke snarest lader sig døbe. Se især: Akamalik

 

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisertulik, søg Kisermaaq. Vedr. mordet på Katsija, søg 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

 

Kommentar: Det siges undertiden at en østgrønlandsk lærling skal have skaffet sig alle sine hjælpeånder, inden han afslører sig som åndemaner. Det har åbenbart ikke været en ufravigelig regel. Men hemmeligholdelse af oplevelserne under uddannelsen / søgningen var påbudt. I hvor høj grad man måtte fortælle om dem senere står ikke klart. Aad. blev åbenbart først fri til at fortælle løs efter dåben.

De forskellige gengivelser af Aad.s forskellige versioner af sit uddannelsesforløb giver et udmærket grundlag for analyser af variant-muligheder.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.

Aadaaridaat / Aattaarutaa / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2032
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Tittusen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaat / Aattaarutaa / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 30 - 37
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 32 - 39: "Aaddaaridaat / Kalistiaat".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 100 + 102 + 104 + 106 + 108 (dialekt) og ss. 101 + 103 + 105 + 107 + 109 (engelsk).

 

Resumé:

Amos Tittusen, der var Aadaarutaa's svigersøn, gift med datteren Helene, fortæller at det var Aad.s lillesøsters død, der fik Aad. til at uddanne sig til åndemaner. Han ville hævne dødsfaldet, hvis årsag skulle være hekseri begået af den snedige åndemanerske, Katsia / Katsija. Som den mellemste af 7 brødre var Aad. den eneste af dem med vilje til at træne sig op til hævn (som det gerne er med mellemste bror, mener AT).

 

Aad. beslutter at opsøge indlandsisens herre (sermip inua) på en revnet sten ved en hule i brækanten. Munden skal skjules bag hættens kant og den ene arm ude af anorakken pege nedefter. I første forsøg flygter han af skræk. I andet forsøg mander han sig op til at blive angrebet og ædt bagfra af væsenet, der er et skelet af en hund eller et får med et menneskehoved. Da Aad. vågner efter lang tids besvimelse er alt som før, og dog. Han kan nu se alt, hele sin boplads med alle fæller, når han lukker øjnene (klarsyn, sila, qaammaq, BS). Også på fangst kan han med lukkede øjne se sælerne nede i vandet og vælge at harpunere den bedste.

Katsija dræber han med en riffel han tidligere har købt på handelsrejse til Pamialluk. Den tykke kvinde har formået at gøre sig tynd og forsvinde bag en tynd husstolpe af stemmejern. Aad. må skyde hende gennem stolpen. På hans bud må alle brødre, da de kommer hjem fra fangst, deltage i parteringen og placeringen af delene langt fra hinanden. Hovedet stikkes i en revne i isen, hvor det senere fortæller en forbipasserende fanger om drabet.

 

Aad. er ret kræsen i sit valg af hjælpeånder. Mange ånder går forgæves. Han vælger kun disse: tre brødre af den slags innersuit, der kaldes allaqitat (de underjordiske) og har næser; Equngasoq (den skævmundede) kaldet Nipisartivarsik; tryllekunstneren, Inivaraq (velsagtens en dværg), og Kisermaaq, en innersuaq uden næse. Det blir Kisermaaq, som Aad. tilkalder som den sidste, da en bådfuld ånder med en tyk rorsmand vil bortføre ham, fordi han har i arrigskab har sagt sin kone, at han ikke kommer hjem igen fra fangst. De stjæler også hans nyfangne remmesæl. Kisermaaq (Den bidske) skælder Aad. ud for at ha' kaldt på ham så sent, og ruller sig så ud med en hånd han fisker frem og liver op i munden, indtil den både har fået arm og et gevaldigt sæt tænder. Røverbåden blir bange, leverer sælen tilbage, og Kisermaaq følger Aad. helt ud af bådens rækkevidde. Den (Kis.) lover at gøre det af med båden for at Aad. kan vide hvor klogt det var af ham - som den eneste nogensinde - at få denne, den evnerige Kisermaaq som hjælpeånd.

 

Hist.: Tolkning af oplevelsee. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Det lyder som et eventyr, at Aad. er den mellemste af syv brødre. Det kan muligvis checkes i kirkebogen for familiens ankomst fra Sydøstkysten i 1900. De nævnte beskyldninger mod Katija / Katsija stemmer ikke overens med den ældre version Knud Rasmussen nedskrev i 1904, da han fik flere fortællinger om og af Aad. Se: Under Nordenvindens Svøbe, 1906. Om uddannelsen fik Rasm. muligvis først informationer under 6. Thuleekspedition i 1931. Dette forløb har Aad. også fortalt til flere af Mâliâraq Vebæks informanter: Søg på Aadaarutaa.

 

Var.: Vedr. Aad.s uddannelse søg Rasmussen 1938 130 139 og Aadaarutaa. Vedr. Kisermaaq søg Kisermaaq og Kisertulik. Vedr. mordet på Katsija, søg Katsija, 'Ægteskabsdramaet i Lindenows Fjord', og 'Mordet på Katiaja'.

 

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation og søens troldbjørn, der hyppigst æder lærlingen og giver ham derved lyset eller klarsyn.

 

Kommentar: Opdelingen af innersuit i de underjordiske med næser og dem uden er muligvis fortællerens helt egen opfattelse. Rink nævner innersuit med ganske flade næser og de farligere længere ude og nede, der helt mangler næser. I Østgrønland kaldes de alle under eet de 'næseløse'.

Tilsyneladende er de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraqs fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Bemærk iøvrigt hvorledes Aad., som fortællingen må stamme fra, lader Kisermaaq berømme Aad.s klogskab og styrke som åndemaner. Et kneb åndemaneren kan benytte sig af under seancer. Se fx Aggu / Akku.

Aadaaridaats færd mod kristendommen / Aadaarutaa

Print
Dokument id:2033
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Tittusen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaats færd mod kristendommen / Aadaarutaa
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 37 - 39
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 39 - 41: "Aaddaaridaap kuisikkiartornera kuisinneralu".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 108 + 110 + 112 (dialekt) og ss. 109 + 111 + 113 (engelsk).

 

Resumé: Trods brødrenes opfordringer har Aad. længe vægret sig mod at blive døbt. Til slut gir han sig imod sine hjælpeånders ønske. Den lille Inivaraq lover endda at rette op igen på verden, hvis den, som man havde hørt på rejser til Pamialluk, ville gå under. I Nunattut på den sydligste østkyst undervejs til missionen i Narsaq Kujalleq, bliver Aad.s kone dødeligt syg. Aad. føler sig magtesløs og ror ud for at finde en, der er stærkere end ham. Han møder en svævende Jesus i hvidt med strålende krone, der fortæller at konens sygdom er en prøvelse: Hvis Aad. vil fortælle alt om sit onde liv og åndemaneri til præsten, skal konen atter blive rask, tage imod ham når han kommer hjem, og Jesus skal desuden nok sørge for Aad.familiens udkomme. Han viser Aad. sine ar (ikikka, mine sår?), som først vil heles når verden er gået under og Dommedag overstået. Da Aad. vil tættere på Jesus for bedre at samtale, får han nej. Sådan en usling er ikke værdig dertil. Aad. lover anger, konen tar imod ham frisk og rask og han fortæller sine brødre om det spøgelse (tarngaaja) han har set. I Narsaq Kujalleq lærer de først Fadervor og så kan de blive døbt.

Amos Tittusen redegør til slut for visse familieforhold: AT's da afdøde kone, Helene, var datter af Aad.s første kone, der blev døbt Bolethe før hun døde (? lidt uklart). Aad. blev gift igen, med Matta fra Tuapamiut, og de fik sønnerne Barnabas og Efraim. Fortællerens barnebarn blev opkaldt efter Matta.

 

Hist.: Historisk fortælling. AT var 61 år i 1963. Stammede fra Illukasik. Aad. med familie var de sidste sydøstgrønlændere der emigrerede. De ankom i år 1900. Nunattut siges i fortællingen engang at have været udsted med handel.

Var.: Søg på Nunattut Jesus.

Aadaaridaats læretid som åndemaner

Print
Dokument id:2088
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aadaaridaats læretid som åndemaner
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 195 - 197
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 205 - 207: "Aaddaaridaap angakkussarnera".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Aad. hjalp en gammel mand, Nappaarisiitaat med at bære hans kajak op og ned. Den gamle havde fået dårlige ben pga en mislykket åndemaneruddannelse. Som tak viste han Aad. ind til en sø og forlod ham. Aad. stirrede på søen, op kom en stor hund, der åd ham alt kødet af skelettet. Da den bed i hjertet besvimede han. Han vågnede nøgen op, løb afsted, og snart indhentede hans tøj ham, først bukser, så skindpels. For at fuldende uddannelsen måtte han igen op til søen. Denne gang var det først søhunden, der åd ham, dernæst et kæmpemenneske, indlandsisens menneske. Derefter kunne Aad. se alle sine bopladsfæller, når han lukkede øjnene.

      En dag ude i kajak efter fangsten af en stor remmesæl blev Aad. indfanget af nogle innersuit, en far og hans søn. Aad. tilkaldte alle hjælpeånder. Ingen kunne klare de to innersuit. Så kom tilmed en konebåd med en heks midt i, der ville dræbe Aad. Da fik han tilkaldt sin Kisermaaq, der kom i strygende fart i sin kajak. Den havde en hævn at udføre på heksen, der i sin tid havde dræbt dens far. Den fik dræbt heksen og de andre i båden. Aad. var frelst.

      Aad.s hjælpeånder søgte at hindre hans dåb. Hele tre konebåde med dem fulgte ham helt til Narsaq Kujalleq / Narsarmijit.

 

Tilføjelse: afslutningen på fortællingen i den grønlandske udgave (se ovf.) lyder således i Signe Åsbloms oversættelse:

 

s. 207: (Taamagooq uniinnariassasoq...):

   Så stoppede han op i farten, og faderen (af de to innersuit, far og søn) kom op på siden af ham langs kajakspidsen og rykkede i den. Og da faderen var nået derop, trak han i kajakspidsen. Faderen fik altså fat i hans kajakspids og rykkede i den; og han selv så, at noget, der bare var et hoved uden krop, var ved at smutte frem mellem dem ved kajakstolen (?). Det lignede hovedet af en spraglet sæl (hjælpeånden Kisermaaq ?). Og da den bevægede sig fremad mod faderen, så den ud, som om den havde en isbjørns tænder. Den for fremad og bed faderen i overarmen. Og mens han skrækslagen værgede for sig, bed den fat om hans sælskindsanorak og trak ordentligt til. Og så bed den faderen (eller anorakken ?) midt over.

   Da de var blevet bidt midt over, sagde han: "Sådan nogle irriterende...", og så vendte han sig mod heksen i midten af konebåden, som jo havde tænkt sig at gøre det af med ham. Han roede hen mod konebåden og var næsten fremme for at kaste harpunen, men heksen dér, midt i konebåden, dukkede sig bare og forsvandt ned i den, så den bare drejede/svingede rundt. Og dette gentog sig flere gange, uden at der kom noget ud af det. Hver gang han løftede armen for at kaste harpunen, dukkede heksen sig altså og forsvandt ned i konebåden, så den drejede rundt. Da han var ved at nærme sig land og kom ud for en stor klippehule, som de kaldte Paartoq, var det, som om konebåden og de mange kajakker pludselig havde været en flok tejster, der lynhurtigt rullede rundt og forsvandt i en sky af skumsprøjt. Og der var pludselig ikke en eneste af dem at se. Og så kom han hen til sin hjælpeånd og sagde: "Og så tog de endda min store fine remmesæl og løftede den op i konebåden." "Dens blod er allerede løbet ud i konebåden, så nu kan man ikke få fat på den, ja, nu er den desværre tabt."

    Da alle disse innersuit nu var væk, begav han sig hjemad. Da han var kommet godt på vej, var det ikke planen at vende om mod land igen, men selv om han ikke ville (?), roede han alligevel ind mod land. Han roede og roede og nåede frem til land og gav sig til at søge omhyggeligt, og på et lille stykke sandstrand fandt han kraniet af et menneske, hvor hullet ind til kraniet vendte i hans retning. Ellers var der ikke andet end strandbred. Så forsøgte dette kraniehul at sætte sig fast på hans kajakspids (?) og gav sig til at styre kajakken, og til højre var der en klippevæg, som han lige netop undgik at ro ind i, og så pløjede kajakken sig ellers op på land med et brag. Han frygtede, at der skulle være revet hul i kajakken (?), men da han havde gjort sig klar og igen tog afsted, var der overhovedet ikke noget i vejen. Jeg spurgte ham: "Hvad var det, der var ved at ske med dig?" Han svarede bare: "Havde min kajakspids boret sig ind i hullet i kraniet, havde jeg ikke kunnet komme hjem". Ja, det var noget farligt noget! Ha, ha, ha...

Ja, det var en del af Aaddaridaats fortælling.

 

Var.: Søg på: Aadaarutaa. Vedr. fortæringen: initiation og søens troldbjørn

 

Hist.: AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Søg på Aadaarutaa for hans data.

 

Kommentar: uddannelse til åndemaner, søg også på initiation

Ajoqit tiguinnakkat

Print
Dokument id:2117
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ajoqit tiguinnakkat
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 68
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

Tilfældigt udpegede kateketer.

 

Haar (Hmm), h.. Det fortælles, at engang skete dette i én eller anden bygd - det var dengang, der var herrnhutter / herrnhuter - de havde ladet en ubetydelig lille ulærd mand blive kateket. Når han holdt gudstjeneste, lod han en rem hænge ned ved sin kones plads. Og når han begyndte gudstjenesten, tog han altså fat i denne rem. Og så trak han ellers i remmen. Da der nu var gudstjeneste, begyndte han igen at trække i remmen. Og mens han trak som bedst, forsvandt den; den var helt forsvundet. Han var nemlig kommet til at rive remmen midt over, så den forsvandt ned under briksen, ha, ha, ha... Da han så krøb ind under briksen, grinede kirkegængerne så overvældende, at de måtte gå ud. Den ene efter den anden gik ud, og til sidst var der ingen tilbage. Han holdt nemlig gudstjenesten i sit eget hus. Alle var gået ud, og kun hans kone var tilbage, og hun havde trukket sig længere tilbage på briksen! Og så satte hans ben sig pludselig i bevægelse, og han kom bakkende baglæns ud fra hulrummet under briksen. Og som han dog så ud, ha, ha, da han dukkede frem, hans hoved var fuldt af fjer! Ha, ha... han kiggede hen mod sine kirkegængere, men der var jo slet ingen, fordi de allesammen var gået, men så kiggede han på sin kone og sagde "Amen!"

Ha, ha...

Boas plejede også at fortælle om dengang, da de var taget til Sermilik for at fange ammassætter, og hvor de havde holdt gudstjeneste. Dengang var det nu afdøde Maqikasik, der var kateket, ha, ha... og midt under andagten knækkede tværbrættet under briksen, og kirkegængerne forsvandt allesammen ud af døren, allesammen var de væk, det eneste man så var kateketens store kamiksåler! Ha, ha... de grinede jo så utroligt. De myldrede simpelthen ud. Og hvordan mon kateketen opdagede, at kirkegængerne ikke længere var der. Ha, ha... Der var ikke én tilbage... alle var forsvundet! Ha, ha...

 

Hist.:

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Akamalik / Akamelik

Print
Dokument id:2039
Registreringsår:1980
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Kristen
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Akamalik / Akamelik
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 53 - 57
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 49 - 56: "Akamalik"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 166 - 172 (dialekt) og ulige sider: 167 - 173 (engelsk).

 

Resumé:

Akamalik boede i Illorsuatsiaat og købte knive i Sissarissoq, da man dér havde fået butik. Han var berømt for at have deltaget i mordet på Usulissuaq, men det passede ikke. Us. var Akam.s gamle slægtning, der boede alene nær Qerrortuut med en plejesøn, den forældreløse Uujooq. De levede af fisk. Akam. besøgte med mellemrum Us. med medbragte lækkerier og blev hos ham en tid, hvor han fangede til den gamles vinterforråd. Engang under et sådant besøg, hvor Us. vil hente frisk kvan i Qerrortuut (hvor?), det lækkeri han kunne skaffe til gengæld. Akam. tar samme dag på fangst og blir ud for Isua (Kap Farvel) advaret om at mænd fra Illorpaat er på vej for at dræbe Us. Akam. når lige netop ikke frem til Qerrortuut i tide. Rasende skærer han en luns af ligets fede bagdel og noget af dets lever, som han med hævet kniv tvinger morderne til at spise af, for som han siger: 'Vi dræber kun for at få noget at spise!' Han parterer også ligets hoved og placerer stykkerne forskellige steder. Derfor blev Akam. i eftertiden regnet for medskyldig i drabet. Tilbage på teltpladsen smider Akam. Us.s lille kniv over til Uujooq med ordene: 'Mon du nogensinde vil glemme dette her?' Samme Uujooq blev senere en frygtet lystmorder, der altid dræbte med denne lille kniv. Akam. henter derefter Us.'s mest værdifulde ejendel frem under konebåden, en lang fiskesnøre af hvalbarde til dybhavsfiskeri. Om det er den morderne ville ha' fat i? Om den var årsag til drabet? I deres kamp om den lykkes det Uujooq at bemægtige sig den. Akam. tager Uujooq med sydpå, mener man. Her huserer Uuj. senere som en frygtet morder. KM. har selv efter eget ønske set den teltplads Us. brugte som gammel ved Illorpaat.

 

Tilføjelser: Dele af den grønlandske tekst, der ikke er kommet med i den danske følger her i Signe Åsbloms oversættelse med forbehold for misforståede ord på fortællerens dialekt:

 

s.58 nederst - 59 øverst i grlsk. udgave: (Aasaleraasaaninngaanniitt...)

Han roede gevaldigt til, selvom forenden af kajakken helt op til kajakstolen lå dybt i vandet. Forenden blev skubbet frem af bølgerne, så kajakspidsen lå under vand. (Ja, sådan plejede kajakken at være dækket af vand helt op til ?. Det var jo på den måde de øgede deres fart. Ligesom min onkel Andaliarsi, der var kateket, fortalte, at de plejede at være tre om at kappes, og det var ham selv, Unoorsi og Ujuaarsuasik, der kom dér sydfra, og ingen af dem kunne klare det. Og det var, fordi han stille og roligt lod sin kajak flyde op. Kajakspidsen var nemlig kommet til at ligge lige dybt nok. Han roede lidt og brugte både armene og livet, så kajakken løftede sig, og åretagene modvirkede, at kajakkens ende dukkede ned under vandet. På den måde brugte Unoorsi og Ujuaarsuasik måske armene for meget, så de fik bagenden af deres kajakker til at dukke ned under vandet. Og når bagenden af kajakken på den måde stak ned i vandet, gik de i stå. Og uanset hvor hurtige de ellers var... overhalede han dem.

 

midt på s. 60:

Så opdagede de, at det var Akamalik, der var kommet, og senere dukkede Matiisinngivasik også op. Det var nemlig Matiisinngivasik, der havde hentet Akamalik. Det var altså omkring det tidspunkt, hvor han blev døbt. I Alluitsoq... Der kom missionærerne jo først.

 

sidste linie s. 60:

Måske skyldtes det, at de havde været så misundelige på denne mand, dengang han var storfanger, at de nu dræbte ham, da han var blevet gammel og ikke længere kunne bevæge sig så meget rundt. Sådan må det være, fordi man gjorde sådan på

den tid.

 

Var.: Uujooq indgår i flere forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk.

Om Akamalik verserer også en anden fortælling - om hans omvendelse i en drøm (søg denne).

 

Hist.: Historisk fortælling. KM var 80 år i 1981. Hans fortælling om Akamalik afviger fra andre i ikke at nævne hans drøm, ønske om dåb og rejse til herrnuterne i Nuuk. Rink mener det er den denne begivenhed Cranz (Historie von Grönland) beskriver for året 1743. Det kan ikke rigtig passe med, at gamle Sahras mor havde fået i opdrag at føre hus for Uujooq og hans mindre brødre, der endnu alle var kajakløse, efter at deres far var blevet myrdet. Sahra var gammel i 1860'erne og selv med tre generationer når man næppe bagud til ca. 1740.

Om Uujooq er der også en del fortællinger, der stemmer mere eller mindre overens med visse af oplysningerne i denne fortælling af KM.

 

Kommentar: alle medskyldige skal stikke i den myrdede, være med til parteringen og spredningen af stykkerne. Denne del af mordritualerne skulle hindre den døde i at samle sig sammen og trænge ind i morderen. Dette besværligjordes yderligere når flere blev gjort delagtige i mordet, foruden at flere medskyldige fratog eventuelle slægtninge til offeret i at tage hævn.

Men forklaringen på Akamaliks initiativ til dette ritual lyder besynderlig og fratager ikke Akamalik for mistanke: at fortæringen skulle tjene til påmindelse om at man dræber dyr, ikke mennesker. Måske har fortælleren ikke kendt det gamle mordritual.

Se de andre fortællinger om Akamalik. Vedr. ritualer ved mord søg på: Iisimmardik mord og mordritual.)

Akku et le qingarangitsek / Akku / Aggu og den næseløse

Print
Dokument id:31
Registreringsår:1937
Publikationsår:1993
Arkiv navn:
Fortæller:Apulu fra Tiderida (Abudu)
Nedskriver:Kristian fra Kangerlussuatsiaq
Mellem-person:
Indsamler:Victor, Paul-Émile
Titel:Akku et le qingarangitsek / Akku / Aggu og den næseløse
Publikationstitel:La civilisation du phoque, II
Tidsskrift:
Omfang:s. 184
Lokalisering:Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.

Resumé:

Under kajakfangst får Aggu øje på tre isbjørne på et isbjerg, ror derhen, men opdager for sent at det er tre fangstblærer, der tilhører tre næseløse (innersuit). Han prøver forgæves at skodde og blir trukket langt af led forbi Umiivik ved Kulusuk helt til den store ø, Tasidartik / Tasiilaartik, hvor stranden åbner sig ned til en underjordisk boplads. En kvinde kommer straks ud med et afhåret skind, som hun lægger på bredden, og Aggu der ved, at kun hvis han ikke lander med sin kajak på midten vil han komme hjem igen, kan ånde lettet op. Inde i huset kommer en fjerde, men vred innersuaq. Fangen vil tilsmudse huset siger han. En af de tre langer ham et stykke barde, som han lader falde. Det går i stykker og Aggus to hjælpeånder blandt dværgene, iaajivatsiaat, tilvender sig skyndsomt stumperne, der er store for dem. Da morgenen nærmer sig husker Aggu pludselig på en næseløs med snude, der engang har lovet at stå ham bi. Denne kommer straks til stede, får Aggu ud af huset og slås med beboerne mens Aggu og hans to dværge tar flugten. Dværgene må dog belære Aggu om, at han skal følge nøjagtig den samme vej tilbage som han kom. Ellers forkortes hans liv.

 

Var.: søg på innersuit.

 

Hist.: Aggu levede fra 1843 (ca.) til 1891.

 

Kommentar: Mange åndemanerlærlinge siges at have aflagt faretruende besøg hos innersuit, som de blir reddet fra vha. deres andre hjælpeånder, undertiden en innersuaq, undertiden en eqinngaleq / equngasoq: den skævmundede kajakmand, eller en toornaarsuk. Den næseløse med snude er en sær konstruktion, der dog også forekommer i en fortælling om Aadaarutaa hos Vebæk 2001.

Alinaataaraq

Print
Dokument id:2075
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Juliane
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Alinaataaraq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 161 - 164
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 170 - 174: "Qivittoq Alinnaataaraq".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 188 - 192 (dialekt) og ulige sider: 189 - 193 (engelsk).

 

Resumé

JM har fortællingen fra sin moster, der med sin mand Tittus boede i Illorpaat med Alinnaataaraq og dennes rædsomme mand, Kaligaarsuannguaq, der ikke undte sin kone maden. Det endte med at Al. gik hjemmefra. Man ledte længe. Herrnhuterne på stedet udlovede en stedse højere findeløn. En dag mente man at have set hende med sin fætter, der også var qivittoq oppe på en fjeldkam. Men de var forsvundet da man kom derop. Det blev fætrene Juuntaat, Kunalaat og Amos, der fandt hende en dag de skulle på bærtogt og var blevet forskrækkede over at havet var uklart og af en lyd af blæst som en bisværm. Da var hun død, nøgen, med klæderne spredt omkring. Fætrene, der absolut undgik at røre ved liget, roede skrækslagne sammen til Illorpaat og gav besked. De der tog ud efter liget ville heller ikke røre det. En gammel mand erklærede dog at han alligevel var så stor en synder at han godt turde. Man transporterede liget på et skind på en slæde og fik hende begravet i uindviet jord med et stykke skrevet tekst på papir. Man hørte klagelyde fra graven i den første tid. Den ligger i Tulugattaat, men er helt tilgroet. Endnu lever (i 1965) Alin.s ældste svigerdatter, Sofie, tidligere gift med sønnen Alaabaarsuaq, og et barnebarn, Sofies datter. Alinn. ammede endnu sin yngste, en søn, da hun gik til fjelds.

 

Kommentarer med tilføjelser af tekststumper fra den grønlandske udg., der ikke er med i den danske:

 

s. 172: Ila asuliinaaq ...

For alle tilfældes skyld lagde konebådene til dér indenfor og de gik op på stranden og fortsatte op for at se efter dem. Man siger at det kun var nedefra at man kunne se dem (qivittut deroppe). Da de havde lagt til ved stranden gik de opad, og de gik og de gik, og da de var kommet helt derop, så forsvandt de (to qivittut) uden hastværk ganske langsomt mod øst (indlandet, kunne man se nedefra). Det vil sige  at disse mænd altså nåede op til det sted, hvor de (de to qivittut) var (blevet set), men da var de forsvundet. Da de havde råbt ned uden at vide at de var forsvundet, svarede de nede fra: "Da I kom derop, neden for dem, forsvandt de langsomt mod øst." Og det siges at da de kom ned igen fortalte de, at det var da de var nået op neden for dem (qivittut), kunne de ikke længere se dem, og det var måske netop da mændene nåede op til en slags klippe (udhæng?). Så kom de hjem. De havde nemlig været undervejs (ad fjorden) længere ind i landet.

 

Taamanikkummi ...

For dengang interesserede de sig nemlig ikke for fisk, og det var kun sølle folk der fiskede.

 

Sissaq ...: Da de (tre fætre) roede videre langs standen, og videre og så befandt sig ud for Qilalukkat Pilattarfia (hvidhvals-ophalingsstedet) og altså kunne ro over sundet til Tulugattaaq, opdagede de: Hele havets

 

s. 173:

Deres fætter Juuntaat spekulerede ikke over noget, han var ikke bange. Da de kom til Tuluattaat og nåede nedenfor stedet, sagde disse fætre til ham: "Juuntaat, gå op og se, om der ikke skulle være bær, og er der nogen, kan vi få bær at spise". Juuntaat trak sin kajak op og begyndte at gå op mod toppen af klinten: Og deroppe på toppen, hold da op, hvor var der dog blevet rodet i revlingelyngen, så der var den rene jord tilbage. Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq. Så ledte han altså efter bær... men hvad var dét der? Han havde fået øje på en kvindekamik. Kamikken var krænget så meget ud, at den var krænget ud helt op over vristen, så strømpen og kamikken var skilt ad. "Det var da utroligt, kvindekamikker!" Og hvem tænkte overhovedet på Alinnaataaraq! Og på den måde fandt han også lidt efter lidt hendes tøj: Hendes sælskindsbukser, hvor det ene ben var krænget om på vrangen men ikke det andet. Hendes inderpels af fugleskind var vendt om på vrangen indtil ærmekanten. Så begyndte han at få bange anelser og skyndte sig nedefter, og dernede kaldte hans fætre på ham og bad ham skynde sig, og på vejen ned var han netop ved at nå hen til sin kajak, da han hørte sine fætre råbe højt: "Juuntaat, pas på, at du ikke træder på hende!"  

 

s. 174: (Soorlumigooq allamik asseqarneq ajorpoq...):

Og det fortælles, at det (lydene fra graven) virkelig lød som lyden af en svartbag (en måge). Og sommetider lød det, som når man vendte bunden i vejret på en metaltallerken og slog på den, og så lød det næsten som lyden af en svartbag, det lød som om det skvulpede. Det fortælles, at det måske skyldtes, at hun forsøgte at komme til fornuft, eller hvad hun nu kunne være i færd med.

 

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Historisk fortælling.

Aqissiaq / Rypekylling

Print
Dokument id:2040
Registreringsår:1981
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mathiassen, Kristen
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Aqissiaq / Rypekylling
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 58 - 62
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 61 - 66: "Aqissiaq"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 156 - 166 (dialekt) og ulige sider: 157 - 167 (engelsk).

 

Resumé:

Indlandskæmpen Aqissiaq, der bor bag en stor elv, får en vintermorgen i højt humør lyst til at fange sæler med snare på isen ved kysten. Han vandrer bagom Piserajik (på fastlandet nord for Nanortalik) frem indtil Tasermiut (fjorden, der munder ud syd for Nanortalik) bliver synlig, derfra til Amitsoq (ø ud for Lille Sermiliks munding, nord for Nanortalik) og op på øens nordlige fremspring, Niaqornakasik. Her får han øje på en lille kystbo, som han med en serrat, tryllevise, får trukket hen til sig. Hele tre gange prøver Aq. at fange manden i sin favn, men denne smutter ud og undflyr. Aq. fanger slukøret en masse sæler og bærer dem hjem.

En aften, midt i en meget streng vinter, hører han nogen kalde på sig i det fjerne. Han går ud og løber den samme rute som før nævnt. Forsøger sig først med oplyste huse på Amitsoq. Det er ikke dér. Derimod fra det mørkelagte fælleshus på Ammalortoq-øen overfor. Store Aq. får med besvær mast sig ind gennem husgangen og ser i rummet den lille kystbo, der i sin tid smuttede fra ham. Han hedder Quluqutsuaraq (den hvidhårede fader hedder Qulutsorsuaq), og har kaldt på Aq. for at se om han var åndemaner og for at kappes med ham. Næste morgen, efter en dejlig nattesøvn på lutter bløde skind af isbjørneunger, kappes Aq. og Qul. i kast og løb. Qul. der hver gang er en anelse bedre end Aq. erklærer dem for ligemænd og foreslår at de holder inde før nogen af dem kommer noget til.

 

Alle de andre fortællinger man kender om Aqissiaq har han selv fortalt til et gammelt ægtepar, som han med sine brødre søgte ly hos engang. De var blevet overfaldet af en storm under edderfuglejagt på havisen, og nåede kun lige i land ved at springe over en bred revne. Aq. kastede byttet over først, sprang så, og fik halet sine brødre over. De var betænkelige ved at søge hjælp hos kystboere, men blev vel modtagne, dels fordi de gamle trængte til underholdning efter et nyligt tab af deres eneste søn, og dels fordi byttet af edderfugle kom på et tørt sted.

 

Tilføjelse: Et par tekststumper der kun forekommer i den grønlandske udgave følger her i Signe Åsbloms oversættelse (med forbehold for dialektale misforståelser)

s. 64: (Tassagooq...)

   Aqissiaq forstod, at han ikke kunne klare den lille mand, og tre gange kæmpede de meget hårdt mod hinanden, og den tredie gang var det virkelig alvor, og for at tage det hele med, kappedes de om at springe ved isfoden, og sikke da noget, igen sprang den lille mand højest. På trods af at Aqissiaq gjorde sit bedste. Så forstod han, at han ikke kunne vinde over den lille mand. Derfor kæmpede de heller ikke mod hinanden i brydekamp, de kom overhovedet ikke i brydekamp. De prøvede kun at løbe om kap og at konkurrere i pileskydning. De fandt ud af, hvor gode ben og arme de havde.

   Aqissiaq tabte, men han rejste lettet hjem, hi, hi, hi...

 

nederst s. 64:

   Aqissiaq er et sagn. Vi kommer til at høre om, hvor han har været fortæller, og på den måde har vi grønlændere fået ham at fortælle om, og således er det blevet vores fortællinger. De mennesker, han har fortalt historierne til, har nemlig genfortalt dem og derved spredt dem ud. Jeg tror, at det er foregået dernede sydpå ved Taateraakasik. Og jeg mener virkelig, at de har slået sig ned inde et sted på nordsiden af Ikerasaarsuks bredder. Og derfra, fra området ovenfor Kuussuaq, er han gået ned til Pujortat lidt nord for Naajat sammen med sine to storebrødre.

 

Var.: Aqissiaq. (Netop denne version af Aqissiaq forekommer ikke ellers i samlingerne. Men de øvrige episoder kan læses i andre varianter. KM har måske ikke orket at fortælle det altsammen.)

 

Hist.: KM var 80 år i 1981. Fortællingen er ikke historisk. Mener man at den afspejler en fjern forhistories kontakter med folk i et indland, kan det ikke påvises.

Men KM regner den klart for historisk og har udtænkt hvorfor man kan fortælle den uden at nedstamme fra Aqissiaq.

 

Kommentar: Aqissiaq er en kæmpe i indlandet. En kystbo er åndesprogets / åndemanersprogets betegnelse for et menneske i Øst- og Sydgrønland. Aqissiaqs rute fra et ubenævnt udgangspunkt i indlandet til Amitsoq er ikke indlysende for den, der ikke er lokalkendt og kun har kortet at ty til.

Bemærk at Aq. som sig hør og bør for en indlandsbo, fanger sæler (og edderfugle) isnarer, eller rettere med remme, måske lassoer, som indlandsånder i Østgrønland.

Behandling af sygdomme

Print
Dokument id:2100
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Konkordie
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Behandling af sygdomme
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 220
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 224: "Qanga nakorsaasarneq".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Før man fik læge og medicin måtte man ty til andre midler. KD's mor behandlede sin yngste, en søn, for næseblod ved at klemme hans lillefingre sammen og suge ham i nakken. Måske årsagen til næseblodet var den, at hans amulet indsyet i anorakken var ved at falde af. Det var den. Hun syede den fast. For at yngste børn ikke skulle dø havde de en sådan amulet. Da han engang fik slem mavepine kurerede man den ved at dryppe snus på hans mave.

 

Hist.: KD var 67 år i 1965.

Historisk, lægekunst

Besøg af innersuit

Print
Dokument id:2056
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Josefsen, Johannes
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Besøg af innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 118 - 119
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 128 - 129: "Pulaartut eqqumiitsut".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé: JJ har selv engang som barn, hvor han vågnede efter alle var oppe og ude, set to kvindelige væsner i underligt tøj, der talte meget nasalt om at de hellere måtte smutte igen inden hun (JJ's stedmor) kom ind igen. Familien mener nok det var innersuit, der jo er næseløse. JJ tror derfor fuldt og fast på at innersuit er til.

 

Den længere grønlandske tekst, se ovf., er oversat således af Signe Åsblom med forbehold for misforståelse af dialektale gloser:

 

s. 128: Pulaartut eqqumiitsut: De mærkelige besøgende.

 

   Jeg fik selv besøg en morgen dernede i Salliit, min stedmor... dagen før havde min far fanget en klapmyds. Det var meget tidligt om morgenen, og det sted, hvor den blev fanget, kaldte vi Kangilliit Qinnguat, og der boede Timerliit, og vi tog gerne på fangst derude ved de østlige øer og boede så på en stor flad klippe. Dér var jeg så faldet i søvn, og Eliisibak og dem og altså mine mange søskende var taget på fangst, mine søskende var på fangst. Så vågnede jeg pludselig op af søvnen ved nogle lyde: Tænk! To kvinder. Og hvor var min stedmor? Det viste sig, at hun var taget ned til den afsidesliggende del af stranden for at partere den klapmyds, som var blevet fanget dagen før. Hun havde trukket den op af vandet og havde parteret den på stranden. Og du skulle have set så mærkelige disse besøgende så ud! Åh, jeg havde aldrig før set kvinder, der så sådan ud, så jeg gloede ligefrem på dem. Dengang fik jeg dem til at tale, og jeg lyttede til dem, da de sagde følgende, og de sagde: (JJ klemte sammen om sin næse for at komme til at lyde som kvinderne, når de talte) "Nåda! Hende derude kunne nok finde på at komme herind, så vi må nok hellere gå ud!" Det lød, som om de talte med lukkede næsebor. Det var det mærkelige ved dem. Der kan du bare se.

 

   Ja, det var altså dem jeg så. Og jeg blev meget forbavset over deres kamikker. Deres skindbukser havde et enkelt lodret stykke behåret skind foran. Og deres kamikker havde også et enkelt lodret stykke skind foran, men det var uden broderier. Det var virkelig noget besynderligt tøj! Jeg lå altså der og kiggede på dem: De sad altså der på trækisten, de sad bare. Så sagde de altså sådan, og de gjorde sådan her... den tredje småpludrede, da hun sagde: Hun sagde noget, og jeg hørte det tydeligt (JJ klemte igen sammen om sin næse) "Nåda! Hende derude kunne vist finde på at komme herind, så vi må hellere gå ud!" Der kan man bare se! Og jeg ved godt, og forstod det bagefter, da jeg havde tænkt over det, at det var, som om de var bange for, at min stedmor skulle komme ind. Der kan man se! Tænk at jeg fik besøg dengang. Da jeg bagefter fortalte om det, mente de, at det måske ikke kunne have været andre end innersuit. Der kan man se! Og efter det har jeg aldrig nogensinde set sådan nogle! Jeg har aldrig siden set noget som helst.

   Tidligere prøvede man at få disse innersuit at se. Men jeg blev godt nok forbavset over dem. De er meget mærkelige. De holdt sig jo i nærheden af mig, og mens de besøgte mig, ville de måske... men på den måde fik jeg dem da at se! Tidligere har jeg anfægtet sådan noget og har ikke villet tro på det. Vi er jo døbt. Når folk begyndte at fortælle, ville jeg ikke tro dem. Men der er altså ikke noget at gøre: Når jeg bagefter har tænkt på alt det jeg har set og også sådan noget som dette her, er jeg begyndt at tro på det. Jeg tror på sådan noget. Og selvfølgelig, men så er der jo det vi har læst den lille katekismus dengang vi var børn, Luthers påbud: At alt muligt blev forbudt: Du må ikke synge / fremsige magiske formularer / ordremser / trylleformularer / serratit, der må ikke findes åndemanere, man må ikke have magiske formularer, man må ikke påkalde ånderne! Det blev påbudt at holde op med at bruge forfædrenes skikke. Når jeg skal have det som rettesnor, bliver jeg altså så....

 

Hist.: Tolkning af oplevelse. JJ var 66 år i 1965.

Da herrnhutterne rejste

Print
Dokument id:2068
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Isaksen, Peter
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Da herrnhutterne rejste
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 140 - 141
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Fortællingen er ikke trykt på grønlandsk.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Alle på egnen strømmer til den dag i år 1900, da herrnhuterne skal rejse fra Lichtenau / Alluitsoq. En mængde konebåde. PI og hans mor sover under en konebåd, hun vækker ham tidligt og klær ham på for at han kan nå med hende hen og høre flerstemmig trompetspil.

 

Hist.: Historisk begivenhed. PI var 69 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune.

Den store åndemaner Aabianngivasik

Print
Dokument id:2087
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Den store åndemaner Aabianngivasik
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 194 - 195
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 205: "Aabianngivasik Saqqiisulu Niaqornami angakkuneratsaatut".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Saqqiisi og Aabianngivasik var begge åndemanere / angakkut i Niaqornaq. Saq. prøvede at overgå Aab. ved at trylle ham med den plet jord han stod på ned i sin hjælpeånd, en hajs åbne gab. Det lykkedes. Men kort efter stod Aab. ved hans side, hel og sund som før. Så opgav Saq. yderligere konkurrence.

      AO husker fra 1900, da han var syv år, de sidste indvandrere fra Sydøstkysten. Han ved at Kvania lærte Ilinngivakeeq "at trylle" (visse formularer med ritualer eller angakkoq-viden?), bl.a. "bjørnejagt", "kølvandsjagt" og at han altid skulle tage på fangst i det øjeblik solen stod op. Il. kunne således fange hvad han ville. Sådan viden mistede indvandrerne ikke (som døbte). Andre - som Aadaarutaa - mistede alle sine hjælpeånder ved dåben.

 

Hist.: Historisk. AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Der er ingen oplysninger til datering af Saqqiisi og Aabianngivasik.

Det sølle ægtepar

Print
Dokument id:2083
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Det sølle ægtepar
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 186 - 188
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 194 - 195: "Nuliariinngivasiit.".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 144 - 146 (dialekt) og ulige sider: 145 - 149 (engelsk).

 

Resumé:

I Sissarissoq (på østkysten af den store ø Sermersooq) bor et gammelt ægtepar og en stor brødreflok. Den mellemste bror tar en dag den gamle mand med på alkefangst ud for Kitsissut øerne og de når ikke hjem pga. af dårligt vejr. Den gamle kone ber da alle brødrene komme over og være med til en seance, hvor hun vil undersøge sagen. Hun flyver af sted, finder det hus, hvor de to vejrfaste har søgt ophold og guffer alke i sig, men da hun beroliget bare vil flyve hjem sender blæsten hende på afveje med en tryllesang som hun hører i det fjerne. Den får hende hele vejen sydpå omkring Kap Farvel og helt over til syd for Aluk, hvor man netop har fanget to hvaler og savner nogen at feste med. De må ud med tøj til den nøgne åndemanerske, som påklædt kommer ind, smovser længe i hvalkød og får det løfte, da hun tar afsted, at de som tak for den gode underholdning vil komme med tørret hvalkød til hende.

Hjemme igen fortæller hun det hele. De to udeblevne kommer næste dag, men der går så lang tid inden den flotte konebåd med folkene fra Aluk-egnen med tørkødet, at man mener de har lovet mere end de kan holde. Men de kommer altså.

 

Hist.: Frasagn om historisk seance. AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Traditionel fortælling.

En besynderlig tur

Print
Dokument id:2069
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Isaksen, Peter
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En besynderlig tur
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 141
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Fortællingen er ikke trykt på grønlandsk.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Med to andre kajakmænd efter sig ror PI fra Alluitsup Paa / Sydprøven til Akulliit for at fange alke med pil. De to spør gentagne gange hvem det var, der roede sammen med PI. Ingen, svarer han. De tror ham ikke rigtig. PI mener det måske har været en beskytter som kajakmænd kunne ha i gamle dage.

 

Hist.: tolkning af oplevelse. PI var 69 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune.

 

Kommentar: Forestillingen er bedst kendt fra Østgrønland, hvor beskytteren var en innersuaq.

En flyvende qivittoq

Print
Dokument id:2066
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Isaksen, Peter
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En flyvende qivittoq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 139 - 140
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Fortællingen er ikke trykt på grønlandsk.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Ude ved Avalliit så PI som barn sammen med andre en flyvende qivittoq med det ene ben bøjet og bundet op under sig (qivittut har meget med remme) og ildgnister ud af munden. Den sagde ikke noget. Det var den slags man selvfølgelig kunne se i 1800-tallet. En gang (overgang?) troede PI ikke på qivittut og var altid i stand til at berolige sig selv, når han var ude alene og blev lidt bange.

Qivittut må træne længe for at lære at flyve, enten af en angakkoq / åndemaner eller en anden qivittoq. Nogle qivittut fortryder at de er gået til fjelds, men så er det for sent.

 

Hist.: Tolkning af oplevelse. PI var 69 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune.

Den flyvende qivittoq har muligvis været en komet. Sådanne blev ellers hyppigt opfattet som åndemanere på besøg fra Østgrønland.

Qivittut synes i tiltagende grad at have fået en mere central placering i forestillingsverdenen i kristen tid, hvor åndemaneri og forestillinger om ånder blev officielt forbudt.

En grinagtig hændelse

Print
Dokument id:2098
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Konkordie
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En grinagtig hændelse
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 216 - 218
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 224 - 227: "Misigisaq quianartoq".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

KD og en veninde, Buutilli, var som unge til indvielse af den ny kirke i Nanortalik og boede sammen med to andre gæster og fjerne slægtninge, Ujuulik og Iikuluk, på loftet hos Qassimiuts udstedsbestyrer, Jens Lunds forældre, Iisaq og Taali. Uj. og Iik. havde været på rundvisit og spist sig overmætte i klapmydskød. Alligevel hentede de hver halvandet rugbrød hos bageren og undte end ikke de to piger den mindste bid. De bad dem tilmed hente spæk til i forrådsskuret, som de havde fået lov til. Alt blev spist, de faldt i søvn, men vågnede med en mavepine så voldsom, at de troede sig døden nær og bad KD skrive besked ned til familien med kridt, så hun kunne huske den. Mændene med de udspændte tøndemaver bad så om at blive rullet forsigtigt hen over gulvet. De to unge piger rullede dem så skraldergrinende længe frem og tilbage over gulvet. Så begyndte den ene at prutte så småt, så den anden. Prutterne tog til som om de saluterede. Det lyder som de snakker dansk sagde de to grinebidersker til hinanden.  

 

Hist.: KD var 67 år i 1965.

Historisk fortælling fra ca. 1910.

En indtørret mand

Print
Dokument id:2089
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En indtørret mand
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 197 - 198
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 209: "Angakkussaraluarluni uummanngitsoortoq".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 142 - 144 (dialekt) og ulige sider: 143 - 145 (engelsk).

 

Resumé:

Tipualarsivasik, Timorajii's bedstemor, var en stor angakkoq / åndemaner. Hun gik ofte op til en stor stendynge bag Aappilattoq. I en hule deroppe sad en komplet indtørret død mand i anorak af klapmydstarme (ikiaq, tarmskindsanoraq), med en hånd i hættens kant og hovedet bøjet mod den ene armhule. Tip. tilkaldte en hjælpeånd, der med åndepust omsider fik mumien til at åbne det ene øje, der straks lukkedes igen, og endelig begge øjne. Hvad der var sket med ham, ville Tip. vide. Jo, han havde forsøgt sig som åndemaner for at finde ud af hvad der var blevet af hans forsvundne far. Men han havde ikke løsnet alt sit tøj, så han var ikke kommet til bevidsthed igen. Det kunne han kun komme, når noget kaldte ham til bevidsthed. Så sank hans hoved igen ned mod armhulen.

 

Tip. var en stor angakkoq. Kvinder var gerne de største. Hun mødte bl.a. en evig ond ånd i indlandet med mosgroet ansigt. Han havde langt overlevet alle sine samtidige sagde han.

 

Hist.: Frasagn om historisk åndemaner.

AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Tip. har formentlig levet i sidste halvdel af 1800-tallet.

 

Kommentar: uddannelse til åndemaner se også initiation

En kvindelig angakkoq

Print
Dokument id:2085
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En kvindelig angakkoq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 191 - 192
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 200 - 201: "Qivittoq arnaq".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

En masse qivittut, der vandrer sammen inde i landet blir onde på en kvindelig qivittoq, halvt kvinde og halvt landbjørn (allaq), fordi hun mærker kystboernes nærhed (kystboere er rigtige mennesker, men hvad betyder hendes fornemmelse for dem?, BS). De vil skubbe hende ned ad en stejl fjeldside. Det lykkes dem ikke. De får fat i en enlig qivittoq, Simmioorsuasik, fordi han i modsætning til de andre er blevet qivittoq pga en kvinde. Anden gang han flyver mod hende i kajakstilling får han sparket hende i kvindesiden (i stedet for i bjørnesiden), så hun ramler ned. Hun græder som kvinde, hver gang den side støder imod, og brøler som en bjørn når det er den anden side. Simmioorsuasik dræber alle de qivittut han passerer på tilbagevejen.

En kvindelig qivittoq, slutter AO, blir et sådant dobbeltvæsen og stor som et almindelig skindtelt. Hun sætter sin ene kamik for næsen, når den bløder. De første fem dage i fjeldet er hun død af kulde. Derefter liver hun op, kan ikke længere fryse ihjel, og kan flyve. En vis Piitarujuk menes at have skudt den sidste qivittoq. I det mindste har ingen set en sådan flyvende en, med ild efter sig.

 

Hist.: AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

 

Kommentar: Tidligere identificerede man kometer o.l. som flyvende åndemanere.

En qivittoq-historie

Print
Dokument id:2093
Registreringsår:1949
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Thomsen, Renethe
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En qivittoq-historie
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 203 - 209
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik 2001: 212 - 217: "Qivittulersaarut".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 134 - 142 (dialekt) og ulige sider: 135 - 143 (engelsk).

 

Resumé:

RT var sammen med en del andre i konebåd på bærtogt over for Ittilliatsiaq nær Illukasik (syd for Nanortalik). De fik et kort besøg af Aabili i kajak på vej til Nanortalik. Han tog nogle nyfangne ryper med for Ortooraq og kom tilbage langt senere end ventet med shagtobak og skråtobak. Tobakken blev ivrigt nydt inden maden, hvorefter man længe nød den stille aften, sang flerstemmigt, og gik så til sengs under den omvendte konebåd. Renethe og Ortooraq var blevet tørstige og ville gå til elven for at drikke, men lokket af den vidunderlige aften gik de til en langt fjernere elv, drak og fyldte en sælskindspose med drikkevand til de andre. Tilbage igen gav RT de andre at drikke mens Ort. tissede. Hun tissede så selv og lagde sig. Hun anede ikke at hun nær havde rørt ved qivittoq'en Anariaq, der stod lige bag konebåden.

      Næppe havde hun lagt sig før Aabili gav sig af skræk. Han gentog at han var ude af sig selv af angst. Så talte Anariaq med hans stemme, og nogen skældte og smældte. Aabili blev urolig, sprang op og hen under konebåden. Man prøvede meget længe at vække ham, uden held. Han skreg og hylede. Den ældste, Juuserfi, mente ikke Aabili ville gøre nogen noget. Man skulle bare lægge ham på en bestemt måde og lytte til ham. Efter lang tid hvor Aab. (tilsyneladende ?) ikke trak vejret (pulsen var normal) gav han sig med en rypekaglen til at fortælle, dvs. Anariaq fortalte sin historie om hvordan han blev qivittoq.

      Han gemte sig ved fjeldet, Anorliuitsoq, for dem der ledte efter ham, blev anfaldet af sorg over kone og børn, der nu var uden forsørger, spiste for første gang den fjerde dag, en rype rå, fandt kun ækelt blåligt vand, men til gengæld fandt ud af at han kunne flyve. Han fløj til toppen af Nuuks storfjeld, Nasarsuaq (nær Kap Farvel) og nød den vidunderlige udsigt. Blev atter anfaldet af sorg over konen, hvis navn han hele tiden glemte, græd længe, fløj igen, mod øst. Prøvede så at få fat i konen, Peqqinngitseq / Ammaalia, men noget hvidt spærrede hver gang for ham. Tilsvarende havde han den ganske dag fulgt efter Aabili, sin svoger, for at tage ham. Efter endnu en lang klage over den elskede kone, som han heller ikke anden gang havde kunnet få fat i, fortalte han om den flerestemmige sang, som han havde nydt, og så forskrækkelsen over Aabalis angstråb.

      Anfaldet / mareridtet ebbede ud med en tryllesang, som Aabili sang.

      Aabili døde som gammel i 1948 på alderdomshjemmet i Qaqortoq.

 

Hist.: RT var 66 år i 1949, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Stammede fra Illukasik. Forældrene immigrerede fra Sydøstgrønland. Har boet på flere små bopladser omkr. Kap Farvel, Nanortalik kommune.

      Fortælling fra slutningen af 1800-tallet. Aabili har haft mareridt, ville vi sige, og drømt om sin svoger, der gik qivittoq.

Navne, der nævnes i fortællingen. Konebådens folk: RT og hendes barn, Eefaliimi;

Anarsi's slægtninge (foruden Aabili): Juuserfi med kone, Elisabarajik, datter Emmarajik (døde 1948), og søn Saalumuut (lever endnu i 1949);

Kattaliit, Kalistianes datter;

Justiinarjik;

Aalipikka; Manasses datter Eedivik (der er RT's slægtning).

 

Magdaline Rebekka var Aabilis kusine.

Barnabas, der muligvis er søn af Emmarajik eller Saalummuut, er opkaldt efter Anariaq.

En uhyggelig kajaktur

Print
Dokument id:2045
Registreringsår:1981
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Esikias (Eskias)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:En uhyggelig kajaktur
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 71 - 74
Lokalisering:Tasiusaq: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 74 - 76: "Ersiornera"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 130 (dialekt) og ulige sider: 131 (engelsk).

 

Resumé:

En aften da ED havde besørget et ærinde i Nanortalik for den hjemlige kateket og skulle ro hjem til Illukasik, blev han slået af angst, skønt vejret var fint og intet burde forurolige ham. Forbipasserende fugle vil ham ondt, troede han. Og at der nårsomhelst ville dukke en hårtop op af vandet, der ville trække hans paddelåre med ned i dybet. Med idelige bønner til Gud og gentagne forsøg på at se væk fra billedet af hårtoppen, nåede han helt udaset og gennemsvedt hjem og i land. Skønt moderen spurgte til hans tilstand lod han en passende tid gå, før han fortalte om oplevelsen. Juusefi / Juuserfi fortalte senere, at han også har set den hårtop og kun reddede sig ved at fortælle om sin omvendelse.

Måske var hårtoppen en tupilak, slutter ED.

 

Hist.: Historisk fortælling. Der er hverken foto el. oplysninger om ED's alder.

Der er flere fortællinger om sådanne angstanfald, der formentlig også kunne føre til den frygtede kajaksvimmelhed. Søg fx på Kukkujooq kajaksvimmel.

Eqqillit

Print
Dokument id:2064
Registreringsår:1948
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Benjaminsen, Klara
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Eqqillit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 136
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 152: "Eqqillit".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Engang alle fra de omkringliggende bopladser som altid havde holdt jul i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og kom hjem igen, havde eqqillit (hundemennesker i indlandet, BS) spist hjernen af alle de hengemte netsider. Flere personer ved navns nævnelse har set dem: de har menneskekrop med hundeansigter. Engang man hørte dem hvisle oppe i fjeldet, fik man dem jaget bort med et spejl man drejede i sollyset. De er ret gridske, meget velhavende og kommer let til rigdom. Man har den vending om folk, der er ude for at få noget, at de er "på eqqilik-spor".

 

Hist.: Tolkning af oplevelse. KB var 60 år i 1948, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Født i Tuapat nær Nanortalik, boet længst i Aappilattoq, Nanortalik kommune. Gift med Abia Benjaminsen (se denne).

Traditionelle forestillinger om de absolut ikke vellidte hundemennesker, indlandsfolk, der var europæernes mytiske brødre. Se Kvinden der blev gift med en hund.

Et bjørnebesøg

Print
Dokument id:2029
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Bernhartsen, Marianne
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Et bjørnebesøg
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 14 - 17
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 15 - 19: "Nannumit pulaartinneq".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 68 + 70 + 72 + 74 + 76 (dialekt) og ss. 69 + 71 + 73 (engelsk).

 

Resumé:

En ganske tidlig morgen i marts opgav fortællerskens far at ro ud på fangst, fordi det var blæst op. Han gik i seng igen, hvor også hans kone, hans børn, hans afdøde brors enke  (hhv. Peqqaamaseq og Elisabarsivarsik) og hendes børn lå. Pludselig blev vinduet dækket af sne, dvs. af en enormt stor isbjørn, der pressede vinduet ind og kom helt ind i rummet. Fortællerskens mor bad gang på gang sin mand om at skyde den med sin riffel som han havde parat. Han trak det ud for at opleve noget rigtigt spændende, der kunne fordrive hans sorg over at have mistet både en bror og en søn i årets løb. Bjørnen gjorde ikke nogen noget, men spyttet fra dens tunge åndedræt regnede ned over børnene på briksen. Et af dem havde forlagt patronerne, som faderen efter nogen panik dog fik fat i, og han dræbte kæmpen i eet skud. Henrykt fór han nøgen ud og rundt til alle husene med nyheden. Mændene kom ligeså nøgne ud, de fleste kvinder dog med mattøj, dvs. en chemise på. De fleste var indvandret fra Sydøstgrønland, men endnu havde kun kvinderne overtaget den vestgrønlandske skik med at sove i chemise. Glæden var overvældende, mest over at ingen var kommet noget til. Især at alle børnene var gået fri var en stor lettelse. Mange græd af glæde.

 

Hist.: MB var 50 år i 1963. Hun stammede fra Sammisoq, SØ for Aappilattoq. Hun var barnebarn af Thalbitzers informant i 1914 i Sydgrønland, Kvannia og 9 år, da bjørnen kom på besøg. Historisk fortælling. I Vebæk 2006 (se ovf.) indledes fortællingen med en samtale om historiske personer, især om Kvannia / Kvania og hans ønske om at blive døbt. Han var blandt de sidst immigranter fra Sydøstgrønland i år 1900.

 

Kommentar: Som det fremgår af sidetallet i Vebæk 2006, er den originale fortælling noget længere end oversættelsen. Det drejer sig om detaljer ikke om selve handlingen.

Et mærkeligt syn

Print
Dokument id:2044
Registreringsår:1981
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Esikias (Eskias)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Et m��rkeligt syn
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 70
Lokalisering:Tasiusaq: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 77: "Takusaq eqqumiitsoq"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 126 - 130 (dialekt) og ulige sider: 127 - 131 (engelsk).

 

Resumé:

Fra Jakob Davidsen, der stammede fra Kap Farvel-egnen har ED en lille fortælling om en mand fra Saarloq, som gik en del på rævejagt. Rævesporene endte en dag ved en mærkelig sten, rødlig af ælde og af form som et menneske med en elefantsnabel. Han plantede sin stok nær ved som kendetegn, men da han havde hentet andre hjemmefra op for at de skulle se stenen, var kun stokken tilbage.

 

Hist.: Historisk fortælling. Der er hverken foto el. oplysninger om ED's alder.

Forberedelse til fødsel og helbredelse

Print
Dokument id:2105
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Jensen, Kirsten (Kistat)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Forberedelse til fødsel og helbredelse
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 226
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 237: "Erninissamut piareersaatit, Anaanap eqqaarmasaasa ilaat, Ataatatta nappakulooraluarnera."

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

KJ's mor virkede ofte som fødselshjælperske. Til tørring af den nyfødte havde hun samlet en masse mos, renset og tørret det. Desuden vaskede hun et stykke gammelt stof.

 

Da moderen som ung pludselig kastede en masse blod op blev hun kureret ved med en muslingeskal at drikke to skaller fulde af sit eget varme tis.

Hendes far blev kureret for en sygdom med sort afkog af stenlav, der gav ham en meget lang søvn.

 

Hist.: Historisk, lægekunst.

KJ var 75 år i 1965.

Muslingeskaller blev i det hele taget brugt i stedet for mange andre redskaber i rituelle sammenhænge.

Gamle skikke og overtro

Print
Dokument id:2115
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ulriksen, Appolonie
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Gamle skikke og overtro
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 238 - 239
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 254 - 255: "Upperisat".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé.

En enke fik et syn af en engel og kunne ikke holde op med at græde.

 

Torden kan forekomme i Sydgrønland. AU husker et tordenvejr, hvor børnene blev halet ud af sengen om natten for ikke at miste hørelsen.

 

Da AU's lillebror blev født, kom moderen under tabu mod spise af en nyfanget lille fjordsæl. For da dens skind skulle laves til en fangstblære, ville den nyfødtes mave være svulmet op.

 

Engang skær AU rødfisk med en ulu, som hendes mor havde fået af en nu afdød kone som tak for et eller andet. AU blev skældt ud. Og ganske rigtigt. Der blev derefter kun fanget ganske små rødfisk.

 

Hist.: AU var 66 år i 1965.

Historien om Ukuvarlivarisaa's sang

Print
Dokument id:2048
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Karetas
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Historien om Ukuvarlivarisaa's sang
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 77 - 82
Lokalisering:Ammassivik: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 80 - 84: "Ukuvarlivarisaa-p oqaluttuarta"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Fortællingen er lokaliseret til Ikigaat i en uvis fortid, hvor en faster ikke kan udstå sin nevøs kæreste, Juutitta, og i den grad skælder ud over hende, at nevøen gir op og går qivittoq. Tre gange hører Juutitta ham synge oppe på fjeldet bag Ikigaat, hvor hun sammen med andre kvinder er ude for at plukke egnens revlinger / sortebær på egnens bedste og rigeligste bærsted. Første gang høres han før man har plukket ret mange og ret nær på, hvor han med gråd i stemmen synger om sin faster, som han har set besvime. Hvorefter hun besvimer og Juutitta brister i gråd. Anden gang har man fået plukket alle de bær man ønsker, og han synger om Juutitta som han har set græde. Tredje gang er man allerede i konebåden på vej væk igen og tror ganske at være sluppet for det grådkvalte 'spøgelse'. Men han synger nu igen om fasteren der besvimer og at det var 'ishunden' hun ønskede sig som svigerdatter. Han lover aldrig mere at komme til kysten. For nu går han til indlandsisen for at gifte sig med et ismenneske. Da har kvinderne fået nok af at plukke bær i Ikigaat og kommer der aldrig siden.

 

Var.: Qivittoq Daavinnguaq, hvis fortæller var datter af Juutitta og 60 år i 1948. Dateringen må da være sidste tredjedel af 1800-tallet.

 

Hist.: Historisk fortælling. KP var 65 år i 1965. Boede tidligere i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

Qivittoq-fortælling med historisk kerne om ulykkelig kærlighed.

Igdlorît / illoriit  /  Troldbåden, der hævnede og blev hævnet

Print
Dokument id:587
Registreringsår:1919
Publikationsår:
Arkiv navn:KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408
Fortæller:Salomon
Nedskriver:Heilmann, Nette
Mellem-person:
Indsamler:Rasmussen, Knud
Titel:Igdlorît / illoriit  /  Troldbåden, der hævnede og blev hævnet
Publikationstitel:
Tidsskrift:
Omfang:side 1 - 12
Lokalisering:Qaarusuk / Bjørneøen: Nuuk / Godthåb
Note:

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

 

Der var engang to fætre, der elskede hinanden højt.

Men de boede ikke sammen. Den ene boede på skyggesiden af et næs, mens

den anden boede på solsiden, idet de om sommeren boede sammen men

skiltes om efteråret og boede hver på sin vinterboplads. Man siger dog,

at når de tog ud på kajakfangst tidligt om morgenen var de sammen

(hele dagen), og når de om aftenen tog hjem byttede de altid deres

fangster med hinanden, uanset om den enes fangst var lille - f.eks. en

netside - og den andens fangst større - f.eks. en sortside. Så meget

elskede de hinanden.

 

En dag tog de som sædvanligt ud på fangst tidligt om morgenen og

mødtes, og sammen roede de videre ud til deres lurested. Da de havde

ligget dér et stykke tid, fik den ene fætter øje på en stime

sortsider. De var så sprælske, at vandet ligefrem sprøjtede om dem.

Han syntes der var noget mærkeligt ved dem, sådan som de sprællede

endnu før de var blevet opskræmte, for han havde hørt historier om

sådanne stimer af sortsider. Da han på et tidspunkt kiggede over mod

sin fætter, så han, at de var kommet op lige i nærheden af ham, og at

han roede derhen for at harpunere én. Han råbte for at advare ham imod

at ro derhen, men fætteren hørte det ikke og harpunerede én, da han

kom tæt nok på. Inden fætteren nåede derhen, havde han dræbt den med

sin lanse. Da han var fremme, så han at det var en sortside, som ikke

alene så fremmedartet ud, men som også var meget smalhovedet. Da han så

det sagde han til sin fætter: "Jeg har hørt en historie om en stime

sortsider. Når du kommer hjem må du være forberedt på, at der nok vil

komme nogle." Og med de ord, begyndte den bøse fætter at ro hjemover,

uden at have fanget noget, for han anede uråd. De kom til det sted,

hvor de plejede at skilles, og de roede til hver sit. De kom hjem og

hyggede sig inden døre omaftenen. Fætteren, der boede på solsiden af

næsset, tilbragte formentlig aftenen i nogen uro over, at noget skulle

ske. Man siger, at fuldmånen skinnede den aften.

 

I huset boede en ældre bedstemor, som det aldrig faldt ind at gå

udenfor for at besørge hverken om aftenen eller om dagen, hun

besørgede altid kun indendøre. Den aften, siger man, var de skyer,

som månen skinnede igennem, nærmest tåge, og denne bedstemor, som

næsten altid sad på briksen op ad bagvæggen, flyttede sig længere

frem på briksen og kom ud på gulvet, og hun begyndte at tage kamikker

på. Så spurgte en af de andre:"Hvad skal du?" "Det er ikke godt at

vide," sagde hun: "Ud og besørge." De andre undrede sig, når hun nu

ikke plejede at gøre den slags, og de advarede hende mod at gå

udenfor. Men, der var ikke noget at gøre, og de lod hende gøre hvad

hun ville.

 

Hun kom ud gennem gangen. Sikke lyst det var ude hvor

månen skinnede igennem tågeagtige skyer. Hvor var det dejligt at

opleve det igen; det var ligesom dengang hun var ung. Da hun havde

nydt det hele, forrettede hun sin nødtørft i et hjørne ved huset. Da

hun var færdig rejste hun sig og trak bukserne op. Hun ville gå, men

det kunne hun ikke. Og da det efter gentagne forsøg stadig ikke ville

lykkes, hørte hun noget og begyndte at ane uråd. Da hun flere gange

havde spejdet rundt uden at opdage noget usædvanligt, begyndte hun at

lytte, og da opfangede hun udefra en lyd af kraftige åretag. Der blev

stille en kort stund, men så kom lyden igen, og den var kommet nærmere.

Da lyden kom stadig nærmere, så hun sig om og opdagede under

månelyset noget som viste sig at være en konebåd.

 

De roede ind mod land i en kridhvid konebåd. Hun ville underrette de

andre ved at råbe: "Konebåd.", men der kom ikke en lyd. Konebåden lagde

til neden for isfoden, og den ene efter den anden sprang op på

isfoden, og det glimtede i deres våben. Hun ville råbe endnu højere

for at varsle de andre, men der kom ikke en lyd. Hun kunne ikke gøre

andet end at smyge sig op imod huset. Da de gik op, og ind i gangen,

talte hun dem. Så og så mange mennesker gik ind og straks de var inde,

lød der skrig derindefra. Så hørte skrigene op, og umiddelbart efter

kom den ene efter den anden ud af huset. Hun talte dem og nu manglede

der én. Mens de løb ned til stranden, kiggede hun ud over vandet og

opdagede, at konebåden var drevet ud og var nået langt ud. Uden at

sagtne farten sprang de fra et fremspring på isfoden ud i vandet, så

det sprøjtede, og efter en tid under vandet dukkede de op længere ude

og sprang op af vandet, så det sprøjtede. På den måde svømmede de ud

og forsvandt.

 

Så snart de var væk og borte prøvede hun at flytte

fødderne, og det gik skam nemt nok. Hun krøb ind i huset og derinde så

hun, at samtlige beboere var blevet dræbt. Ved nærmere eftersyn,

opdagede hun så, at en af sortsiderne lå død på trinnet op til rummet.

En af kvinderne havde med spidsen af sin ulu stukket så dybt ned i

hjerteregionen, at kun håndtaget var synligt, og på gulvet var der en

pøl blod så stor, at man kunne spejle sig i den. Rummet var ikke til

at være i, så hun forlod det og gik over land til skyggesiden af

næsset.

 

Fætteren, der boede på næssets skyggeside, havde for vane at

blive længe oppe om aftenen. Det gjorde han også denne aften, og ved

midnatstide den aften, hvor han ellers flere gange havde overvejet at

lægge sig, hørte han nogen komme ind gennem gangen. Da det var yderst

sjældent, at der kom gæster så sent på aftenen, holdt han ufravendt

øje med hvem der ville dukke op fra indgangen. Og så kom der en til

syne, han mindst af alle havde ventet på dette sene tidspunkt af

aftenen, nemlig bedstemoderen hos dem, der boede på solsiden, og om

hvem han vidste, at hun aldrig gik udenfor hverken om aftenen

eller midt på dagen. Han spurgte hende: "Hvad skal du dog?" Hun sagde

blot: "Ja, hvad tror du, jeg vil? Jeg er kommet, fordi sortsidestimen

har udryddet mine husfæller." Den bøse fætter sagde så: "Det er dig din møgkælling, der har dræbt dem. Nu vil jeg dræbe dig." Men kvinden svarede:

"Tag nu først hen og se efter i morgen. Så kan du

alid dræbe mig bagefter. En af sortsiderne ligger død på trinnet til

rummet."

 

Da den truende fætter havde hørt det af bedstemoderen,

sørgede han for, at hun kom til at ligge ordenligt for natten, for hun

var jo gammel. Så gik han selv i seng, men sov meget dårligt. Da han

næste morgen vågnede og ellers skulle have været på fangst, tog han

derhen, og da han var kommet ind, så flød gulvet med en blodpøl så

stor, at man ligefrem kunne spejle sig i den. Han kikkede sig rundt og

fik øje på en sortside fra stimen, der lå død på trinnet op fra

gangen. Han gik hen og gav sig til at skære den i stumper og stykker.

Da han blev færdig, tog han stykkerne ud og smed dem forskellige

steder. Han kunne ikke finde på andre måder at hævne sig på.

 

Så tog han fat på at finde sig en åndemaner. Han fandt én og begyndte at

uddanne sig til åndemaner. Den åndemaner, han havde fundet frem til,

førte ham til et sted, hvor vordende åndemanere blev opøvet. Med sin

venstre hånd tog åndemaneren en sten og gned den rundt indad mod sig

selv. Samtidig med at stenen roterede, hørte han nogen nærme sig, og

netop som "nogen" viste sig, mistede han bevidstheden. Da han igen kom

til sig selv, var han nøgen. Nu var han i stand til at rejse gennem

luften, og han begyndte at forberede sig på et hævntogt.

 

Efter længe at have ventet på, at vejret skulle blive netop som den

dag, hvor den kære fætter døde, vågnede han en morgen og så, at vejret

var nøjagtigt som den dag fætteren døde. Da det blev aften, skinnede

månen gennem en tågeagtig sky. Straks han tog afsted, fandt han vejret

velegnet til at søge efter dem, han skulle hævne sig på. Han tog hen

til fætterens hus, hvor han gik ind. Dér gav han sig til at mane ånder

for at finde ud af, hvad vej de var taget. De (han og hans hjælpeånder ? BS)

fandt ud af, at ruten gik ud over havet. Den slog de ind på og til sidst nåede de

et sted uden for de ydre øer. De var kommet et godt stykke videre,

da de fik øje på en langagtig ø, der lå på tværs. Den satte

de kursen mod og nåede derhen. Nu havde de fået opklaret, at

sortsiderne var taget dertil, og da de var bange for, at det skulle

blive morgen, mens de var på øen, vendte de om, og nåede da endelig

hjem, før det blev morgen. Og han belavede sig på at tage på hævntogt

den følgende dag.

 

Da de næste morgen vågnede og vejret var dejligt, tog han direkte ud

over havet, og da han jo var blevet klar over, hvor dem han skulle

hævne sig på befandt sig, fortsatte de udefter og nåede de yderste øer

først på eftermiddagen. De ville ikke angribe dem mens det var lyst,

så de ventede, til det blev aften.  Da det blev aften, tog de derhen.

De gik i land på bagsiden af øen og trak kajakkerne så højt op, at

højvandet ikke kunne nå dem. Så undersægte de om der var noget at se

på den side af øen, der vendte udad. Og nåda for et hus, der dukkede

op! Lyset, der strålede ud fra de store vinduer, var så livagtigt, at

der var helt lyst uden for huset. Da de ville uden om husets nordlige

side, hørte de højrøstet snak inde fra huset. De gav sig til at lytte,

og de kunne høre, at de snakkede om drabet på den kære fætter - gid de

dog ville snakke om noget andet! Ved den mindste anledning slog de

alle en latter op, så det skar i ørene. Nej hvor blev ham den vrede

uden for rasende! Da de på et tidspunkt tav, råbte han ind: "Kom ud

med noget tøj, jeg kan tage på." Åndemanere rejste nemlig altid nøgne

på åndeflugt. Da han råbte dette ind, tav de aldeles stille. Lidt efter

hørte han så et enkelt pip fra en, der sagde: "Vi har fået besøg af

en på åndeflugt." Da man kom ud med noget tøj, tog de det på og gik

ind. Idet de gik ind, sagde beboerne ikke en lyd. Da ingen af dem

ville sige noget, sagde han: "Det var ellers så dejligt at høre jer

le. Hvorfor tier I?" En af dem sagde: "Som vi plejer, har vi snakket

om, hvad vi foretog os i gamle dage og moret os over det." Han sagde:

"Kom så, fortæl løs!" Så gav de sig ellers til at fortælle historier,

og ved mindste anledning grinede de så det rungede i ørene. Midt i det

hele fik han i hjørnet af briksen mod bagvæggen øje på en stor mand,

hvis hår og skæg var blevet helt hvidt. Mens han stod og kikkede på

ham, trådte denne nærmere og ude på gulvet tog han ordet, mens han hoppede: "Jeg var den, der styrede." Straks hujede de andre,

så det rungede i ørene. Da blev fætteren endnu mere vred. Ham den

ækle, der hoppede, viste sig at være en remmesæl, der var med i

sortsidestimen, og han havde engang været styrer i konebåden.

 

Ham, der ville hævne sig på dem, bad dem nu om at slukke lamperne. Og

så snart lamperne blev slukket, gav de sig til at mane ånder. De var

lidt i tvivl om, hvad de skulle bruge til at hævne sig med. Men på vej

ind i rummet havde de lagt mærke til et enormt isfjeld ud for

huset. Det kastede de sig hidsigt over, med deres åndemaning, for at

få det til at rive sig løs. Så, efter nogle kraftige drøn nedefra, kom

det op til overfladen, og til sidst hævede det sig over vandet. Da det

var sket, gav de sig til at mane det nærmere. Det kom nærmere og

nærmere. Da det var ganske tæt ved huset, lettede åndemanerne og fløj

gennem huset, idet de brugte lillefingrene som vinger. Så viste det

sig, at sortsiderne havde en åndemaner. Og nåda hvor de så susede

rundt inde i rummet. Man siger at åndemanere, der fløj rundt i huset

plejede at slippe ud gennem enden af tagbjælken. Engang passerede de

det sted, hvor igennem de ville ud, så åbnede det sig, men af en

eller anden grund kom de til at flyve forbi det. Det enorme isfjeld

skulle nu til at hæve sig hen over huset, og idet de anden gang fløj

rundt inde i huset, gav murene et skrig fra sig. Deres åndemaner

sagde: "Hvad mon de nu vil gøre ved os!" De, der var på hævntogt,

sagde: "Det er såmænd kun af glæde de skriger." I samme øjeblik åbnede

enden af tagbjælken sig, og den ene efter den anden fløj ud, så det

mærkedes som et vindpust. Da de kom ud, opdagede de, at det enorme

isbjerg nu befandt sig lige oven over dem, og de kunne høre, at deres

forfølger faldt ned inde i huset, fordi hullet, hvorigennem han ville

ud, lukkede sig. Netop som det enorme isfjeld nu befandt sig præcis

over det store hus, fik de fjernet sig et stykke fra det, og han

vendte sig om og gjorde tegn med hånden, hvorefter det enorme isfjeld

faldt ned og dækkede hele det store hus, så der ikke var mere at se af

det.

Således hævnede fætteren sig på sin fætters mordere og fik ro i

sindet, men så blev han igen utilfreds, fordi han ikke havde fået

gjort ham levende igen.

 

Var.: Om to fætre; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Hist.: Den særlige kombination omtalt ovf. er muligvis af østgrønlandsk oprindelse. Herrnhut-grønlænderne i Nuuk var af sydgrønlandsk oprindelse, og Mâliâraq Vebæk har indsamlet en variant i Sydgrønland i 1960'erne.

Ikuunia og Talersuaq

Print
Dokument id:2052
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Gregersen, Hans
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ikuunia og Talersuaq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 90 - 94
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 99 - 102: "Qivittulersaarut. Ikuunia Talersuarlu.".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Ikuunia og Talersuaq er uadskillelige venner, som altid tager på fangst sammen, får pibeudkrads af hinandens dåser, først den enes til den er tom, så den andens. Også hjemme besøger de ustandselig hinanden. Ikuunia bliver pludselig borte. Tal. leder længe forgæves. En del år senere på rypejagt i fjeldet, træffer han ham på den rute de altid tog sammen nedad fra rypejagt. Ikuun. har langt hår, skæg og underligt tøj på. Han ber Tal. om noget pigeudkrads. Tal. frygter at Ikuun. skal fordærve resten af dåsens indhold. Det klarer Ikuun. med et lille trylleri, hvor han på afstand får lettet låget og sendt udkrads som fluer lige ind i sin mund. Ikun. fortæller så, at han måtte gå til fjelds fordi hans forældre nægtede ham den pige han var blevet kæreste med. Han har imidlertid fået det aldeles dejligt i indlandet, hvor de lever mange af samme slags med deres egne skikke.

 

Var.: søg på: Ikuunia.

 

Hist.: Historisk fortælling. HG var 74 år i 1965. Boede tidligere i Alluitsoq / Lichtenau og Qunnermiut.)

Ikuunia og ørreden

Print
Dokument id:2097
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Konkordie
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ikuunia og ørreden
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 215 - 216
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 222 - 223: (Uden titel).

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Konkordie Davidsen husker kun en enkelt fortælling, som hun kalder gammeldags. Det er om bedsteforældrene, som med bl.a. deres døtre og lille søn, den yngste, var på bærtogt til Kigittoq. De sov under den på siden vendte konebåd om natten, da båden bevægede sig og en lang arm stak ind, mens den lille elskede søn begyndte at glide ud. Man prøvede forgæves at vække forældrene, men de var tryllet i søvn af fredsforstyrreren, qivittoq'ens kone. Viliakasik stod op, gik ud, så en mægtig mand. Det var den store qivittoq Ikuunia og hans besynderligt udseende lille kone, rund, glat og på en arms størrelse. Viliakasik fik truet Ikuunia bort med sin bøsse, og til sidst fik man vækket KD's mors forældre, Elionora og Emanuel Motzfeldt. I hast pakkede man og roede hjem.

      Ikuunia havde villet hævne sig for en gammel strid om en stor ørred under et ørredfiskeri, som han ikke fik. I vrede var han gået qivittoq og var stadig hævngerrig.

 

Til slut i den grønlandske udgave (se ovf.) fortæller KD følgende om qivittut

s. 223: Tusartarpakka qivittut timmisartut. ...

 

Jeg har altid hørt at qivittut kunne flyve. Man sagde at de fløj som når man leger kajakmand med strittende lillefingre. Jeg har også hørt om dem der altid var dristige, eller som kunne klare hvadsomhelst. Som fx dem, der tilsyneladende ingen fangstredskaber havde ud over deres kræfter, det var som om de jagede med ren og skær muskelkraft. Man siger at de tilmed kunne sparke til ræve i løb. Det kunne de, trods det at ræve er så hurtige. Og selvfølgelig var deres huse foret med ræveskind, skiftevis blå og hvide. Iih, hvor var der dejlig lunt.

    Man siger at i begyndelsen var de faktisk helt ynkelige og blev bedt om at vende hjem. Men de havde kun deres egne ønsker i hovedet og det endte med at de blev frygtløse og tog af sted igen.

 

Var.: Søg på Ikuunia.

 

Hist.: KD var 67 år i 1965.

En oplevelse i slutningen af 1800-tallet, og dens tolkning.

Ikuunias hævn

Print
Dokument id:2114
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ulriksen, Appolonie
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ikuunias hævn
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 234 - 238
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 249 - 254: "Qivittut".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Appolonie Ulriksens far, Ortooraq, har fortalt hende om dengang qivittoq'en Ikuunia prøvede at stjæle Immanukasiks / Emmanuel Motzfeldts eneste lille søn ud fra en konebåd, som familien sov under på en udflugt. Årsagen til hævnforsøget var en strid med Immanukasik og hans mange brødre om en stor ørred, som Ikuunia ikke fik. I vrede gik han qivittoq. Om natten gav forhænget foran den på siden vendte konebåd sig til at blafre og drengebarnet, Makkujoorsaq at glide ud. Moderen holdt fat i den anden side, faderen sov som tryllebundet og kunne ikke vækkes. Alle var bange undtagen gamle Angaartaa (Juuserfi ?, søg denne), der mente sig sikker som døbt og gang på gang gik ud og skræmte Ikuunia på flyvende flugt op mod fjeldet. Da det blev lyst pakkede man skyndsomt og tog hjem. Emmanuel havde ondt i hovedbunden, fordi hans kone havde søgt at trække ham vågen ved håret.

 

Ortooraq, der var Ikuunias fætter og jævnaldrende, fortalte både om forsøget på i begyndelsen at lokke Ikuunia hjem igen og om engang han spiste muslinger ved stranden var blevet angrebet af Ikuunia. Han ankom i en ravns skikkelse, blev til en mand med en slags blanke gummistøvler af flettede rodtrevler. Dem havde hans mærkelige indlandskone flettet. Hun var ganske lille, som et ærmeovertræk. Egentlig skulle Ikuunia have været gift med en kvinde, som hans tante, Ciisiilia, ikke havde villet vide af. Hende skulle Ortooraq hilse og spørge om hun (også ?) havde noget imod en indlandskvinde som svigerdatter. Denne blev hindret i at angribe Ort. af Ikuunia, der selv greb ham i brystet, så han bagefter fik en betændelser dér, som var længe om at heles. Da Ort. kom hjem, kunne han intet sige. Først da han var bristet i gråd fik han tungen på gled.

      En anden slægtning til Ikuunia, Ortukasik, blev også angrebet af ham ved stranden. Det var som straf for at denne ikke havde troet Ortooraqs beretning.

      Ikuunias søster, Eelisi, sørgede den første tid for sin bror med mad. Hun tog en dag sin søster, Vaabu, med ud. Maden blev lagt på en sten, for Ik.s ånde smittede. Lavet på stenen sprængtes, da Ik. kom, og storesøster omfavnede lillesøster: Hun skulle ikke være bange.

 

Om qivittut fortæller AU iøvrigt, at det blev man af egen fri vilje. Ikke alle fik dog overnaturlige evner.

Man blev opfordret af 'menneskeskaberen' til at vende hjem igen. Ellers tog han dåben fra qivittoq'en, som så blev helt hul.

 

Var.: Søg på Ikuunia.

 

Hist.: AU var 66 år i 1965. Denne version har næsten alle fortællinger om Ikuunia med.

Som man ser har kristningen i høj grad påvirket forestillingerne om qivittut.

Indlandsboen

Print
Dokument id:2051
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Lange, Benjamin
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Indlandsboen
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 88 - 89
Lokalisering:Alluitsoq / Lichtenau: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 97 - 98: "Tuneq / Tornit".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Uujuaat, bror til Kalistiat (Kristian)?, var fra Sermilik syd for Illorpaat. Han var en stor bjørnejæger, men en dag han var ude efter sæl og var klatret med sin kajak op på et udsigtspunkt, så han i solopgangen noget mærkeligt glimte ude i vandet. Han skød efter det. Det viste sig et være et væsen med menneskehoved og blæsehul i brystet, som klemte en fanget sortside mellem sine lår. Han talte barnesprog og bad Uuj. om ikke at dræbe sig. Nej vi er kristne mennesker, der er bange for døden, svarede Uuj., der dog ikke brød sig om væsenets tilbud om at de skulle dele dets fangst. Væsenet forsvandt op i fjeldet med sortsiden under armen. Det var nok en indlandsbo, en tuneq. Tornit er meget store og taler barnesprog.

 

Hist.: Historisk fortælling. BL var 71 år i 1963. Boede tidligere i Isua, en ø nordvest for Nanortalik.

Inglistinnguaq og aben

Print
Dokument id:2046
Registreringsår:1981
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Esikias (Eskias)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Inglistinnguaq og aben
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 74
Lokalisering:Tasiusaq: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 76 - 77: "Ikigaarmiut"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 130 + 132 (dialekt) og ulige sider: 131 - 133 (engelsk).

 

Resumé:

Det siges, at da alle Innglistinnguaqs tre sønner var døde, købte hendes mand hende en abe for at opmuntre hende. Hun søgte forgæves at made den med en lille kiks, og havde større held med et stykke sukker.

 

Hist.: Historisk fortælling. Der er hverken foto el. oplysninger om ED's alder.

En længere fortælling om de tre sønner, der skulle være blevet qivittut, er fortalt af Cisilie Petrussen. Dér staves Inglistinnguaq anderledes: Inng'liistinnguaq.

Innersuit

Print
Dokument id:2050
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Lange, Benjamin
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 86 - 87
Lokalisering:Alluitsoq / Lichtenau: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 96 - 97: "Innersuit, Oqaluttuaq".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Ved Alluitsoq / Lichtenau bor i herrnhuternes første tid på stedet missionæren Millalik i missionshuset og i et af jordhusene en vis Kisermaaq, der har (som hjælpeånder?) nogle innersuit i en nærliggende bugt. Kisermaaq vil gerne købe noget rødt bomuld til en anorak til sin datter. Han får den ide, som hans kone bifalder, at prøve at købe det hos missionæren i stedet for i butikken. Kis. besøger først sine innersuit, der netop har købt både rødt og blåt klæde hos missionæren. Kis. får en stump af begge, men glemmer det blå. Han går til Millalik sent om aftenen og viser ham den røde stump, men Mill. nægter at have klæde at sælge. Kis. henter så en ny stump blåt klæde, og da gir Mill. sig. Han tys tysser om det og forærer Kis. både det ønskede røde stof og alt muligt andre gode europæiske varer.

(I den grønlandske tekst (s. 97) forklares det, at Mill. gir Kis. alt muligt ekstra, for at denne ikke skal fortælle videre at han har handlet med og står i forbindelse med innersuit. Disse bor under stranden og siges at være næseløse, slutter fortællingen (BS)).

 

Var.: Innersuit 220; Innersuit 23 24

 

Hist.: Historisk kerne? se ndf.

BL var 71 år i 1963. Boede tidligere i Isua, en ø nordvest for Nanortalik.

Det vides ikke om herrnhuterne drev snighandel. Men det var en almindelig forestilling, også på østkysten, at innersuit, der var dygtige fangere, handlede livligt med europæerne. I denne fortælling er pointen dog ligeså meget denne, at en missionær har noget gøre med ånder fra 'hedenskabet'. Kisermaaq er også navnet på Aadaarutaa's særlig bidske hjælpeånd, der i een version siges at være en innersuaq.

 

Tilsyneladende er iøvrigt de næseløse innersuit, der hyppigst lever under stranden og længere ude under skærene, i Sydgrønland blevet en betegnelse, der har fået mere udbredt status på bekostning af andre ånderacer i de første kristne generationer. En af Mâliâraq Vebæks fortællere, Amos Ottosen, bruger ligefrem flere gange betegnelsen innersuit som synonymt med "hjælpeånder": s.206 i den grønlandske udgave.

Innersuit

Print
Dokument id:2094
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Andersen, Simon
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 210
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik 2001: 218 - 219: "Innersuit allalu upperisat".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Som barn troede Simon Andersen på alt det de gamle endnu troede på: At en kløft ud til vandet i nærheden åbnede sig, når innersuit derinde havde fanget noget. At en bestemt dødning kom op af sin grav og skreg, når det blev vejrforandring. Og at en anden grav summede som en flue, når det blev måneformørkelse.

      Selv tror SA ikke rigtig på det, men han finder det fascinerende, spændende alt det de gamle troede på.

 

Hist.: SA var 69 år i 1965. Tidligere Qarmat, Narsaq kommune.

Innersuit

Print
Dokument id:2101
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Konkordie
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 220
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 223 - 224: "Innersuit".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

KD har een gang sammen med mange andre set innersuit, dvs. deres glimtende årer i natten. De forsvandt ved stranden. Man sagde at udstedsbestyreren om natten af innersuit købte fine ting lavet af hvaler om natten, og solgte tingene til Danmark.

 

Kommentar: ifølge teksten i den grønlandske udgave (se ovf.) blev nogle af de fine ting innersuit har solgt vist frem: "... Altså ham der boede hos dem (udstedsbestyrerens), og man siger at han næste morgen viste tingene frem, såsom hvaløreben, der ringer når man slår på dem, siinaat kalder man måske den slags. Disse forarbejdede sager var så utroligt smukke og skinnende hvide. Man siger at han købte dem hos innersuit. Han sendte dem til salg i en butik i Danmark."

 

Var.: Innersuit 86 - 87; Innersuit 23 24

 

Hist.: Udstedsbestyreren dengang var dansker og hed Ianserluk.

KD var 67 år i 1965.

Morild (og spejlinger af månens lys) blev opfattet som innersuits lys.

Innersuit havde også i Østgrønland ry for at handle med qallunaat. Måske sommetider som forklaring på snighandel?

Innersuit

Print
Dokument id:2104
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Jensen, Kirsten (Kistat)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 226
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 236: "Innersuit". På samme side yderligere tekster, der kun er trykt på grønlandsk: Unoorsip takusai og Issut Inuttaat (oversættelse, se ndf.).

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

 

Resumé: Ingen tror længere på innersuit, som kajakmænd tidligere ofte mente fulgte dem i kajak, og heller ikke de bittesmå jorddværge, som man så når man skar tørv til brændsel. s. 236: Unoorsip takusai: Hvad Unoorsi så. Stakkels lille Unoorsi. Han var udstedsbestyrerens kiffaq (altmuligmand). Den lille, stakkels, gamle mand var den, der hentede vand og arbejdede for udstedsbestyreren. Og penge fik staklen heller ikke for det. Når han fik en femkrone juleaftensdag, gik han rundt og viste den frem, fordi han var så taknemmelig. Ja, han var lidt af en éner. Og han fortalte gerne, som f.eks. dette: Da han arbejdede i spækhuset meget tidligt om morgenen, kom der tre kajakker til landingspladsen dér nedenfor, og han gik ned til dem. Ja, han gik jo ned til dem... Og selv om han kom derned, var de simpelthen forsvundet. Og på stranden lå der store stykker spæk. Han spekulerede: "Og hvor er så kajakmændene, der kom med spækket?" Der var bare en masse sæbe. Da han bare gik op igen, var der ingen mennesker ved spækket på stranden, selv om han havde set dem. Og mens han var deroppe og ikke holdt øje med spækket, kiggede han så igen derned og så, at de igen var gået ombord, og nej det var ikke sæbe men spæk, de havde båret op. Han målte spækket op. Det fortalte han. Dengang havde men endnu ikke vægte, man målte det bare. Han fortalte at de var de gået op for at handle, men han vidste ikke, hvad der senere var sket med dem. Kommentar: Det må være ukendte fremmede på handelsbesøg, tolket som innersuit, som man gerne forestillede sig handlede livligt med den lokale udstedsbestyrer. Søg på innersuit. s. 236: Issut Inuttaat: Græstørvens beboere. Da jeg var barn, hørte jeg folk fortælle følgende: Når man tidligere skar tørv, kunne man finde bittesmå mennesker imellem tørvene, nogle utroligt små væsener, meget små mennesker. Men så snart man forsøgte at tage dem, døde de. Folk fortalte, at det var græstørvens små mennesker. Det siges, at de så ud som rigtige små mennesker. Sommetider fandt man sådan nogle, når man skar tørv. Men de levede kun i ganske kort tid, før de døde. Man kaldte dem græstørvens beboere. Hist.: KJ var 75 år i 1965.]

 

Innersuit

Print
Dokument id:2107
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Abel
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 228
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 238 - 239: "Innersuit"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 218 - 222 (dialekt) og ulige sider: 219 - 223 (engelsk).

 

Resumé:

AK så en engang sammen med andre børn en innersuaq bugsere en sæl ind mod land. Men den kom aldrig til land. Det var nær Uugerliat, hvor man kunne se innersuits store vinduer , når nordenvinden havde blæst bølgerne væk.

Efter sigende har innersuit ingen næser.

 

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Innersuit

Print
Dokument id:2111
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Ane
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 231 - 232
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 246: Uden titel.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

I Ane Klemensens barndom skulle man passe på ikke at blive harpuneret af innersuit og skulle derfor ro i en stor bue uden om Orsuinnguit på ruten til Qassimiut. En kajakmand med en stor remmesæl på slæb blev ladt alene af fællerne ud for Qunnertalik, hvor innersuits vinduer kunne ses. Han kom aldrig hjem. Ligså forsvandt her engang en konebåd fuld af voksne glade roersker.

 

Tilføjelse:

I den grønlandske udgave slutter AK denne fortælling således:

 

s. 246:

De plejede at fortælle, at der dagen efter var lidt nordenvind på dette sted, og der var ikke noget at gøre, for der var en stor spækplet og nutaarnimillu (?) fra (området ved) denne skrænt, hvor man mente, at der plejede at være Innersuit. Og det siges, at denne... at Innersuit...

   Det fortælles altså, at flere er kommet ud for dette. Og efter sigende kom en konebåd, som havde gode og ivrige roersker - de kom den vej, og de nåede heller aldrig frem, de dukkede aldrig op. De roede lastet med ammassætter. De nåede simpelthen aldrig frem. Det er ikke til at vide, hvad der skete med dem. Det er nok det eneste jeg kan fortælle om det, jeg har hørt om Innersuit.

 

Ja, det er nok alt jeg har hørt om innersuit.

   Ja, altså sådan noget som jeg selv har hørt/oplevet... vi boede jo i en lille bygd, og derfor levede vi nok i centrum af al denne overtro. Når julen nærmede sig, begyndte de gamle at konkurrere om at fortælle om åndemanere og qivittut, og det var dengang qivittut ikke var ikke var fremmede for dem.

 

Hist.: Historisk.

AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.

Innersuit

Print
Dokument id:2116
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Petrussen, Cisilie
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Innersuit
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 23 - 24
Lokalisering:Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 62 + 64 (dialekt) og 63 - 65 (engelsk).

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

Innersuit: Ildfolket.

 

Her vil jeg fremføre Indalis fortælling:

 

Der var et ældre ægtepar fra Ammassivik. De var ikke særligt misundelsesværdige og var ikke velstillede men var ordentlige mennesker.

Manden tog gerne over til området overfor Utoqqarmiut for at fiske efter hellefisk. Derved skaffede han sig nemlig en indkomst og fik samtidigt mad på bordet. En dag var han taget ud at fiske, og der gik meget lang tid, uden at han kom tilbage. Hans stakkels kone ventede og ventede, men han kom stadig ikke hjem. Langt om længe kom han dog hjem om natten og havde kød med sig. Hans lille kone var naturligvis meget forbavset i begyndelsen, og hver gang hun spurgte ham, svarede han, at han havde fået kødet af ildfolket. Hans kone vidste jo godt, at han ikke længere selv var i stand til at fange noget, og derfor var hun lidt ængstelig og betænkelig over det kød, han bragte med hjem. Men når det nu var, som det var, kogte hun alligevel kødet der om natten. Men kun om natten. Også selv om manden havde bedt hende om ikke at frygte noget, eftersom han selv havde skaffet kødet.

   Sådan blev han ved med at tage afsted for at fiske, og hans kone blev vant til, at han kom tilbage med gode sager. Når han på den måde kom hjem om natten, spiste hun på det tidspunkt. Tiden gik, og julen nærmede sig. Og det viste sig, at manden havde lagt sin fiskefangst til side, fordi han som gammel og klog mand havde for vane at spare sammen. Derfor tog han til Alluitsup Paa (Sydprøven) for at sælge fisken, fordi der var en handelschef der. Han tog afsted for at komme først. Men det gik helt galt, fordi handelschefen overhovedet ikke ville have noget med ham at gøre. Han ville overhovedet ikke indhandle noget, når klokken var blevet så mange, og butikken allerede var lukket. Det var helt umuligt. Den forfærdelige handelschef ville endda smide den stakkels gamle mand ud. Men den gamle holdt stædigt fast ved sit. Han ville handle, fordi hans lille kone ventede på ham. Den barske handelschef blev rigtigt vred og ville overhovedet ikke handle med den gamle. Han var så vred, at han efter sigende sagde følgende til den gamle:" Og så siger de endda, at du skulle være åndemaner / angakkoq / angakok!" Da den gamle blev tiltalt på den måde, svarede han: "Ja, jeg er åndemaner. Og jeg er så meget åndemaner, at jeg kan fortælle dig, at jeg plejer at besøge dine ildfolk!" Og så kan det ellers være, at der skete noget, for der var jo en sandhed i det. Som man kunne vente, gjorde handelschefen hvad han kunne for at få den gamle til at tie. Han prøvede det hele: Den gamle kunne handle sig til alt han lystede, han kunne bare nævne i flæng! Så begyndte den gamle virkelig at remse op: Kaffe, sukker, skråtobak, krudt... Han nævnte alt det, han gerne ville have, alt det som ældre mennesker gerne vil have. Og handelschefen svarede bare: "Ja, hvad mere, mere, og hvad mere?" Det endte med, at handelschefen stadig bad den gamle vælge flere varer.

   Handelschefen havde nemlig sine egne ildfolk / innersuit. Efter at den gamle havde samlet alle sine varer sammen, bad handelschefen ham stadig om at fortælle, hvad han mere kunne ønske sig. Og da den gamle ville betale, kom det slet ikke på tale. Det fortælles, at handelschefen mærkeligt nok sagde: "Du skal overhovedet ikke betale noget! Alle disse ting koster ingenting. Du får dem!"

 

   Det siges, at de gamle selv nød godt af de få kilo fisk, som den gamle havde samlet sammen.

 

Var.: Innersuit 86 - 87; Innersuit 220;

 

Hist.: CP var 46 år i 1963.

 

Kommentar: den i det sydligste Grønland almindelige forestilling, at innersuit handlede ivrigt med europæerne, næredes også af østgrønlænderne. Innersuit opfattedes dér som særdeles dygtige fangere med mange eftertragtede fangstprodukter, som Handelen måtte være interesseret i at købe. At denne forestillede handel måtte foregå i al hemmelighed tyder på, at den enten var at betragte som købmandens private snighandel, eller, fra et kristent synspunkt, var syndig. Mere interessant er det, at man iøvrigt sjældent forestillede sig kolonisterne eller andre europæere i faste relationer til grønlændernes traditionelle åndverden. Måske hænger ideen om handelsforbindelsen med innersuit sammen med en grønlandsk association mellem innersuit, der boede under jorden, og kristendommens underjordiske djævle. I så fald stod handelschefen "i ledtog med" innersuit. I teksterne skelnes undertiden mellem de nederste (eller yderste - på undersøiske skær boende - innersuit, alliarutsit, der er onde, og dem lige under stranden, der er mere fredsommelige og velegnede som nærtstående hjælpeånder. Dette skel kan være påvirket af kristendommens forestillinger om djævle alias en særlig, nederste, kategori af innersuit. Skellet ses fortrinsvis i tekster fra Vestgrønland og hos den østgrønlandske Kaarali Andreassen, der havde gået på kateketseminariet i Nuuk.

Innersuit / Ildfolk

Print
Dokument id:2027
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ammosen, Jorsias (Ammosen, Josias)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Innersuit / Ildfolk
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 11 - 12
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 12 - 13: "Innersuit".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: s. 54 (dialekt) og s. 55 (engelsk).

Resumé:

Josias Ammosen er ikke ganske sikker men mener nok, at den kajakmand, som to voksne kvinder så en sommereftermiddag passere ud for sommerlejren i skærgården, var en innersuaq. Han bugserede en stor remmesæl med stor erigeret penis. Da de besteg et udsigtspunkt var han imidlertid forsvundet.

 

Hist.: JA var 60 år i 1963. Tolkning af en historisk begivenhed i begyndelsen af 1900-tallet.

Inorujuk

Print
Dokument id:2078
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Juliane
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Inorujuk
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 167 - 168
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 176 - 177: "Inorujuk".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 194 - 196 (dialekt) og ulige sider: 195 - 197 (engelsk).

 

Resumé:

In. der også hed Tuuma og var fra Qerrortut, optrådte gerne som åndemaner tidligere. Alle hans tidligere søskende var døde som små, hvorfor moderen, mens hun var gravid, skaffede sig noget tøj fra en afdød til at sy barnetøj af. På sommerfangst i Ammassivik listede In. og en kammerat sydfra sig hen og lyttede bag et telt, der var slået op et særligt sted ved en hule. Her blev der sunget nidviser, der var forbudt for børn. Men sangen døede ud. Man havde mærket at nogen lyttede. Drengene blev opdaget og sendt væk med skældsord.

Da de to drenge samme sommer havde plukket og spist kvan ved den store sø ved Naajaat inde i Uunartoq fjorden og gik videre op på fjeldet, så de ned på kvanstedet en allaq, et teltformet monster. Det havde dræbt og ædt mig, hvis jeg ikke havde haft en afdøds tøj på, sagde In.

 

Hist.: Historisk fortælling. PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Det har formentlig også været forbudt de voksne af herrnhuterne at synge nidsange. Vebæk har oversat det til trylleviser, men glosen er ivissaput, der betyder: de skal synge nidsange) ifølge den vestgrølandske ordbog.

Allaq betyder landbjørn (den brune) i Alaska og Canada, hvorfra grønlændernes forfædre har haft glosen med. Landbjørne findes ikke i Grønland. Man mente at kvindelige qivittut kom til at se sådan ud. Søg: Kvindelige qivittut.

 

Kommentar: Det var en gammel skik at klæde et barn, hvis tidligere søskende var døde, i underligt eller 'bagvendt' tøj for at beskytte det mod også at dø. Piaaqqusiat (ent. piaaqqusiaq) kaldtes de. Sådanne børn mentes ofte at besidde åndemaner-potentiale.

Iseqqat

Print
Dokument id:2109
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Abel
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Iseqqat
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 229 - 230
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 242: "Iseqqat".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 222 - 224 (dialekt) og ulige sider: 223 - 225 (engelsk).

Resumé:

AK har engang set iseqqat (ental iseraq, lille øje) da han havde sovet lidt under bærtogt. De kildede ham vågen, var blanke, sorte, nøgne og bittesmå. Folk mente det var iseqqat.

 

Var.: iseraq.

 

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Det lyder som om AK som voksen mener, at de små væsner nok var sortebær, revlinger, krækkebær. Hans fleste fortællinger er humoristiske.

Iseraq

Print
Dokument id:2058
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Martin
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Iseraq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 121
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 141 - 142: "Isseqqat"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

MM's mormor, Attaala så engang en iseraq som hun holdt i hånden og derved kom til at brække den, fordi det var så lille og spinkelt et væsen. Den døde. Iseraq har lodrette øjne og blinker på langs. De har ingen endehul, kun hul til at tisse og spiser derfor aldrig kød. Men engang havde en af dem stjålet af det tørrede sælblod, der lå i en pose under umiakken. Man holdt vagt for at pågribe tyven. Og det lykkedes.

 

Var.: Papikkaalaq; Ivalimaaq;

 

Hist.: Tolkning af oplevelse? MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Var.: I østgrønlandske fortællinger er det kystdværge som man griber i tyveri fra forrådet: Rosing: De tyvagtige dværge. Rasmussen: Ivalimaaq, forrådsrøveren

Jiggu

Print
Dokument id:2091
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Jiggu
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 199 - 201
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 201 - 203: "Jiggu".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Jiggu var AO's faster, Bibiaat's mand. Fortællingen skulle stamme fra en ung kvinde, der ikke rigtig var sig selv, når hun fortalte den, og ikke bagefter kunne huske at hun havde fortalt den.

Jiggu lider af kajaksvimmelhed og engang han er nød til at ro fra skærgården til fastlandet bliver han gang på gang angrebet nedefra af den afdøde Anna Maalia, som han må slås med, først om sin paddelåre og derefter sin fangstblære. Berøvet begge dele mister han bevidstheden. Han hører skøn sang i luften. En masse mænd henter ham langt ind i landet, hvor de putter ham i en pose med hvide tanglopper (der æder ham, BS), der ikke efterlader noget sår. Han får tøj på og bevogtes længe af en af mændene. Han tænker ofte på kone og børn, men en dag møder han en vis Qallunaangisakkuluk, der byder ham en tår af en mørk væske. Derefter glemmer han ganske sin kone og børn. Han flyver rundt med mændene, går på jagt med dem, og så en dag husker han igen kone og børn. Han flyver næste morgen langt inde fra indlandet ud til Natsersaalik bag Illukasik ved kysten, hvor han ser sin kone, en søn og en datter sidde og græde mens de andre pakker til sommerrejse. De ville gerne ha været med. Han vil hen til dem, men ser så at hans hænder er sorte. Han kan ikke leve sammen med dem og flyver bort med et grådkvalt hyl.

 

Hist.: Frasagn om historisk person.

AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Mosteren har levet i sidste halvdel af 1800-tallet, og  fortællingen lever fint op til fortælletraditionen, hvor på det tidspunkt qivittut såvel som de ofte tilsvarende mere traditionelle indlandskæmper hindres af det djævelsk sorte i at være blandt rigtige (nu kristne) mennesker.

Kajakrygning

Print
Dokument id:2103
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Jensen, Kirsten (Kistat)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kajakrygning
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 224 - 225
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 233 - 234: "Qajamik pujoorisaneq", der dog rummer en del flere erindringer og detaljer end den danske oversættelse. Se Tilføjelser ndf.

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 212 + 214 (dialekt) og 213 + 215 (engelsk).

 

Resumé af den danske tekst:

Mens Kirsten Jensen var barn havde gamle folk endnu for skik, når en mand en tid intet havde fanget, at tænde ild i tørt lyng under kajakhullet, banke kajakken og råbe ud! ud! ud! Kajakkens ejer måtte ikke vide det. Men han fangede altid godt igen bagefter.

      Undertiden, når en kajakmand havde hørt forskrækkende lyde i kajakken undersøgte han den nøje indvendig for et muligt forsøg på hekseri. Han fandt dog aldrig noget.

      KJ har aldrig selv set en qivittoq, men fandt fortællinger om dem uhyggelige. Hun bekræfter at fortællingen om Ikuunia er sand (men den fortælles ikke hér).

      Gamle Biibiat tog varsel af kamikhøet fra sin søn, Ujukkus kamik, hvis han blev for længe ude på fangst. Hun holdt det over lampen og åndede lettet op, når det tørre hø brændte. Hun fik nordenvinden til at lægge sig ved at holde sit kamikskaft op imod den. Og hun fik havisen brudt og i drift ved at placere et stykke af et isbjerg vendt mod havet på en høj.

 

Tilføjelser: oversat af Signe Åsblom fra den grønlandske udg. (se ovf.):

s. 234:

Men så var der altså en gang, hvor vi var taget på fangst ude ved de yderste øer, lad mig også bare fortælle om det. Altså, hvis nogen fangede en isbjørn, mens vi var ude på fangst (ufuldendt sætning), og denne Biibiaat havde en masse viden om overtro. Altså, når nogen som den første af fangede en klapmyds, mens vi var ude sammen, så skulle man, når klapmydsen lige var blevet trukket op af vandet, se meget overrasket ud og sige: Hent noget vand! Og så skulle man åbne klapmydsens gab og lade den drikke. Når de havde ladet den drikke, skulle de partere den, og så skulle der inviteres til spisning af brystkød / ribben ved at råbe ud i luften opad i retning mod gravene: "I mennesker i gravene, kom og spis brystkød  / ribben". Det var derfor de havde så meget dengang, har, har... ja, de inviterede de døde til spisning af brystkød/ribben. Og så fangede de virkelig en masse klapmydser(?).

   Og så var der en anden gang, hvor vi var taget ud på fangst, og Kaliimaat fangede en isbjørn, det var altså Mikaalis far. Igen blev der bøvl og besvær:

"Se, se, det er en hunisbjørn; hit med nogle kvinderedskaber, så isbjørnen kan få en efterfølger, og han igen kan fange en isbjørn!" En masse redskaber: griberedskaber (sleve? kødvendere?), syle, det var dengang man lavede huller til kamikremme og endda meget små huller, og så lavede man små kvindeknive, og man borede hul i øret på den og satte ørenringe i...

    Nå, men fordi det var en hunisbjørn, smykkede man den med kvindeting, og der var mængder af kvindeting, har, har, altså kvindeting. Hvis det var en han, smykkede man den med mænds redskaber. Jeg så engang en, der gjorde sådan noget, og imens stod fangstmanden jo ved siden af og morede sig. De stod jo der og ventede på at komme til at partere dyret, og den der smykkede dyret, var jo den, der styrede forløbet.

   Den først fangede isbjørn lavede de nemlig et stort traktement ud af. De kogte  maden ude i det fri og lavede suppe på kødet: "Nu er der noget til kvinderne, og her er der noget til mændene!" Det var nemlig et meget smukt område dér ved deres telt, dér sydpå; og dér sad de så og fejrede begivenheden. Mændene for sig selv "Noget for mændene", og kvinderne for sig selv: "Noget for kvinderne". Der sad de og spiste suppe sammen. Og kvinderne sad altså for sig selv.

   Og når vi var ude på et fangststed, og nogen fangede noget for første gang, spiste man mængder af kogt skind, man fyldte tallerkenerne med kogt skind. Det var skindet af det dyr, som fangeren

havde fanget for første gang (førstefangst), som blev skåret i stykker og behandlet med varmt vand, så man fjernede hårene, og det smagte jo så utrolig godt! Ah! Mændene fik brystkød og kød fra dyrets overkrop, og kvinderne fik noget for sig selv, og det kunne være ribben, og man kunne for eksempel fjerne hinden fra kødet og vedlægge kød fra skulderbladet/kød fra overkroppen.

 

Hist.: KJ var 75 år i 1965.

Lignende foranstaltninger og ritualer er righoldigt repræsenteret i Rasmussen 1979 (ed. Regitze Søby): 500 Leveregler, Gamle Ord og Varsler. Det Grønlandske Selskabs Skrifter XXIII. Ligeledes i de historiske fortællinger fra Østgrønland og i Søby, Regitze, 1969/70: The Eskimo Animal Cult, Folk, Vol. 11-12:43-78.

Bjørneritualer kendes fra hele eskimo-området og store dele af Sibirien. Hos sibiriske og japanske (ainu-folket) tamdyrholdere opdrættede man ofte en bjørneunge, der blev ofret som stor.

En del østgrønlandske beskrivelser er analyseret i GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), hvor især modsætningen mellem land kontra hav og "det modsatte" (af skik og brug) er fremtrædende.

 

Var.: Ikuunia

Kippanissamut piareersaatit, kipparsamiffinni ulluni pisartut / Preparations for the Journey to the Sealing Islands and something about the first days on the sealling locations

Print
Dokument id:2126
Registreringsår:1963
Publikationsår:2006
Arkiv navn:
Fortæller:Isaksen, Judithe
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:Veb�k, M�li�raq
Titel:Kippanissamut piareersaatit, kipparsamiffinni ulluni pisartut / Preparations for the Journey to the Sealing Islands and something about the first days on the sealling locations
Publikationstitel:The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu
Tidsskrift:Meddelelser om Grønland, Man & Society 33
Omfang:ss. 28 - 37
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

 

Resumé:

Beskrivelse af de årlige forberedelser til og fangstophold på Kitsissut øerne vest for Nanaortalik. Betrækning af konebåd, kajak, skindbehandling og flænsning. Judithe Isaksen taler qavak, en dialekt der nu er uddød.

 

Hist.: Judithe Isaksen var 60 år i 1963

Kumallaat

Print
Dokument id:2081
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Juliane
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kumallaat
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 171 - 183
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 181 - 191: "Kumallaat".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Meeraq og Asaluut er brødre og Kumalaats fætre. De tre følges på fangst og har det evig og altid så muntert sammen at en gammel kælling i Kum.s husstand blir sur og fortæller ham, at fætrene pønser på at dræbe ham. Kum. flygter i huj og hast med sin husstand nordpå, og da fætrene forgæves har ledt efter ham og forstået at han er rejst, sætter de efter. Heldigvis vælger også de at sætte kursen nordpå. De kommer til en boplads med mange bedrøvede kvinder. Deres mænd har været i indlandet hos eqqillit for at købe knive, men er ikke kommet tilbage. Fætrene får en ung mand til at fange og fiske for deres kvinder, laver sig en mængde pile og tar ind i indlandet, hvor de nær eqqillits boplads opdager en mand, der viser sig at være Kumalaat. Genforeningsglæden er stor, kællingen løgn afsløres, og de tre beslutter at angribe eqqillit. Et ægtepar ligger i et telt med en udgang bagi til de voksne og en masse underjordiske udgange til børnene. Manden spiser tørrede ørreder, som konen skærer ned til ham, og da de blir dræbt af de tre's pile, når de at hyle højt inden de dør. De tre mænd styrter over til en ø i en sø efter deres pile, kommer tilbage (Meeraq er hver gang lige ved at dumpe i vandet), men må så flygte tilbage igen for eqqillits pileregn. De dukker sig, men Mee. blir ramt af en pil, der flyver i alle mulige retninger. De to andre får ham til live igen, pileregnen tager af, og så sender de selv pile mod eqqillit, springer over og forfølger de flygtende til elv, hvor eqqillit flygter ud af syne. Alle børnene ligger døende i et langtelt. De tre gør det helt af med dem alle og forsyner sig derefter med eqqillits lækre knive i mængde. Tilbage på bopladsen lykkes det med besvær Me. og As. at belønne den unge mand med knive. Han har hørt at sydlændinge er frygtelige drabsmænd. De andre på bopladsen søger at frarane ham knivene, men Kum., der har slået den løgnagtige kælling ihjel, kommer til, dræber knivrøverne og advarer alle om at være flinke mod den unge mand.

Alle tre med husstande rejser videre nordpå. På en boplads med en leder, der har helt og aldeles har sat sig på fangsten, får de efter det der skulle være en fællesfangst på hvalros, hver et ribben helt uden kød. Næste dag tager Kum. revanche med en hval han fanger og deler afskrabede ben ud af til de andre kajakmænd, som ellers allerede er på vej væk fra flænsestedet (af skræk for deres leder?). Kum. kåres til ny leder (den vanlige duel mellem leder og helt er ikke med, BS), men afviser: Sydlændinge har ikke ledere skal man vide. Enhver kan fange frit som han vil.

      Undervejs videre nordpå træffer de en gammel mand med en yngre skægget mand ved siden. Den gamle har siden den skæggede var en lille dreng bygget på en konebåd med muslingeskaller som eneste redskaber. Kum. ryster den nu færdige båd en smule. Den falder aldeles fra hinanden. Han forærer den gamle nogle knive til en lynhurtig bygning af en ny båd.

      Videre mod nord passerer de i en fjord en kajak så hvid at den ligner en måge på vandet. I retning fra bopladsen ud mod den kommer så en sort kajak i det dejlige vejr, hvor intet ondt kan ske. Men det viser sig snart, at den sorte kajakmand har dræbt den hvide, tilranet sig hans fangst og fangstredskaber. Den forstår Kum. ved at udspørge en grædende kone, der i hele sit ægteskab har fået manden hjem hver dag inden solnedgang. Men nu er solen nede og ingen mand er kommet. Kum. får mandens kajak og redskaber beskrevet, finder morderen og dræber ham i retfærdig harme.

      De rejser yderligere nordpå med det fortsæt, mener man, at komme Landet (Grønland) rundt. Det er de godt nok i færd med, men det siges at roerskerne sad fast og en stor, hvid hund midt i båden stivnede med hvide øjne. Måske var de frosset ihjel.

 

Var.: Alle episoder undtagen den med den hvide og den sorte kajakmand kendes fra andre fortællinger, men ikke i netop denne sammensætning.

Søg på Kumal*; Peder Kragh nr. 45; NKS 2488, II, nr. 138; på Kunuk; og på Jordomsejleren, Uiarteq.

 

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Oversættelsen siger at rejseholdet vil rundt om landets sydspids. Men for det første er det i nord, den kurs de rejsende har, at man i traditionen (og i virkeligheden) ved at der er meget, meget koldt. For det andet står der i den grønlandske tekst kun: Nunarooq uiarniaraluarpaat ...: De ville egentlig uden om Landet (Grønland) ...'

Kunngip ernere pingasit / Three King's Sons

Print
Dokument id:2288
Registreringsår:1981
Publikationsår:2006
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Esikias
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:Veb�k, M�li�raq
Titel:Kunngip ernere pingasit / Three King's Sons
Publikationstitel:The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu
Tidsskrift:Meddelelser om Grønland, Man & Society 33
Omfang:ss. 132 - 133
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

 

Resumé: En europæisk fortælling i grønlandsk gengivelse.

En konge, der har tre sønner, opfylder den yngstes ønske om at lære til tyv. Da han er vel udlært, stiller kongen ham en - tror han - umulig opgave, at røve selveste præsten. Sønnen / prinsen ringer ivrigt med kirkeklokken om natten, præsten vågner, hører prinsens budskab, at nu er det tid for enhver der vil til himmels. Præsten kryber i den sæk, som prinsen tilbyder. Prinsen binder den og slæber bylten af sted over stenet jord. Præsten beklager sig: han mente vejen til himlen var behagelig. "Kun for de sande troende," svarer prinsen. Derefter afleverer han præsten i sækken til sin far, kongen.

 

Hist.: Esikias Davidsen var 75 år i 1981, hvor han boede i Tasiusaq. Men tidligere boede han i Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal og Illukasik.

Den i Grønland tidligt populære Store Klaus og Lille Klaus har muligvis sat sig spor i denne fortælling

Kvania

Print
Dokument id:2034
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ananiasen, Renatus
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kvania
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 40 - 42
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 42 - 44: "Oqaloqatigiinnerup ilamernga / (Fortællingen hér er) En lille del af en samtale".

 

Udpluk af den originale og meget længere tekst på dialekt og engelsk og i lyd på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider fra 76 - 98 (dialekt) og ulige sider fra 77 - 99 (engelsk).

 

Resumé: Storfangeren Kvania havde for skik, når han en tid ikke fangede noget, at tage fortællerens fætters søn på skødet og hviske med ham. Derefter fangede Kvania gerne noget stort og forærede drengen en gave som tak.

Kvania, der ikke var åndemaner / angakkoq, men havde svært ved helt at slippe hedenskabet efter dåben, blev Thalbitzers informant. Da Thalb. og kone var ankommet, havde sagt goddag og sagt, at han gerne ville høre nogle slemme fortællinger, meldte Kvania sig med glæde. Parret var meget vellidt. Thalbitzer sendte senere Kvania en stor kasse tøj til familien som tak.

 

Hist.: RA, der var 68 år i 1963, har tidligere boet i Illukasik, Saqqarmiut, og Itilleq.

Thalbitzer var i det sydligste Grønland i 1914, hvor både Kvania og Aadaarutaa hjalp ham med at tyde en del af det store materiale han havde indsamlet i Ammassalik-distriktet i 1905 - 06. Det udkom i Meddr. Grønland nr. 40: The Ammassalik Eskimo II, 1923.

RA's bedstemor havde været kok hos hvalfangerne og var selv af blandet europæisk-grønlandsk herkomst. RA's far var en immigreret østgrønlænder, Ananias, der døde af tuberkulose. Han optræder også i Knud Rasmussen: Under Nordenvindens Svøbe 1906. Søg på Ananias.

Kvindelige qivittut

Print
Dokument id:2077
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Juliane
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Kvindelige qivittut
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 167
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 177: "Arnat qivittut.".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Kvinder kom til at se forfærdelige ud som qivittut. De blev en slags landbjørne af form og størrelse som et mellemstort telt og med kamik for næse og mund fuld af næseblod og snot.

 

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Allaq betyder landbjørn (den brune) i Alaska og Canada, hvorfra grønlændernes forfædre har haft glosen med. Landbjørne findes ikke i Grønland.

Mangivaraqs månerejse

Print
Dokument id:2079
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Juliane
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Mangivaraqs m��nerejse
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 168 - 170
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 178 - 180: "Mangiaqqap qaammatiliarnera".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 192 - 194 (dialekt) og ulige sider: 193 - 195 (engelsk).

 

Resumé:

Mangivaraq, Mangiis søn, besøger Månen (ingen beskrivelse af hverken rejsen op eller selve besøget) og får på hjemvejen lyst til at overtræde månemandens forbud mod at han besøger Erlaveersiniooq / Indvoldsrøversken. Hun synger med skrævende ben om sin pynt mellem benene, en panserulk med hovedet nedad og en ulk med hovedet opad. Mang. tar hende om livet bagfra. Hun synger videre, men med ét mister han bevidstheden. Senere vågner han op og har det rigtig skidt på månemandens briks.

 

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

 

Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk;

Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning;

Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.

 

Kommentar: Fra de mange versioner af denne fortælling ved vi, at Mang.s ilde befindende skyldes, at indvoldsrøversken har skåret hans indvolde ud. Dem vil Månemanden derefter hente og sætte ind på plads igen.

Af østgrønlandske kilder fremgår det, at Indvoldsrøverskens sang har været opført som trommedans, sikkert med maske og 'pynt', og muligvis under maskedans-legene, uaajeertut.

Mathilte Sørensen nangippoq / Mathilte Sørensen continues

Print
Dokument id:2289
Registreringsår:1963
Publikationsår:2006
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilda (Sørensen, Mathilte)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:Veb�k, M�li�raq
Titel:Mathilte Sørensen nangippoq / Mathilte Sørensen continues
Publikationstitel:The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu
Tidsskrift:Meddelelser om Grønland, Man & Society 33
Omfang:ss. 154 - 156
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

 

Resumé: En munter beretning om en mand, der blev så fuld af et enkelt glas øl om formiddagen, at rusen holdt sig den ganske dag med pudsige tildragelser.

 

Hist.: Mathilte Sørensen var 81 år i 1963.

Min fars qivittoq-historie

Print
Dokument id:2059
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Martin
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Min fars qivittoq-historie
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 122 - 124
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 133 - 136: "Qivittut"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé: MM's far, Kunnalaat, fortalte om Uluutui, der blev qivittoq / fjeldgænger men kom tilbage en del år og blev qivittoq igen. Det var ved Ammassivik under sommerfangsten dér, at faderen og andre, mens de nød lever med kvan, brød op for at se nærmere på en skikkelse på toppen af fjeldet. Denne viste sig at være et menneske, qivittoq'en Uluutui, der fløj ned til en sten med sammenbundne ben. Ellers kunne han ikke flyve. Benene var blevet helt visne og man måtte bruge tobak for at holde ham fra at flyve væk igen, idet spæk og tobak er qivittuts værste fjender. Først efter to mdr.s træning kunne han bruge benene igen. Hver gang han ville sige noget indledte han med rypekaglen, fordi en rype var det første han havde spist som qivittoq. Han var kommet tilbage, fordi hans brødre, der også var qivittut, ikke ville vide af ham. De truede med drab. Senere forsvandt han dog igen et sted hvor han holdt hvil undervejs hjem i kajak med MM's far, der fortsatte helt hjem. MM's far havde ikke selv hørt Ul. fortælle dengang han kom, fordi faren endnu var barn, og sådanne fortællinger var forbudt for børn. Man fandt senere Ul. efterladte kajak, hvorfra han havde medbragt kajakringen, der var qivittuts redskab til at flyve.

 

Kommentar med tekststumper oversat af Signe Åsblom:

Den grønlandske tekst meget længere pga. af mange små indskud og gentagelser for at gøre fortællingen mere spændende.

s. 134 (grlsk udg.), andet afsnit:

udeladelserne her er bl.a., at de folk, der tager hen for at se efter denne qivittoq er efterkommere efter den første person i Uunartoq, dvs. Qaqortuartiks sønner, Joorsuak m.fl. og Siilarsikujuk m.fl.

s. 135, tredje afsnit (der ikke er med i den danske udgave):

Han fortalte, at når de var inde i det lille hus, blev alle børn gennet ud. Når nogen havde visse sager (underforstået: noget slemt) at fortælle ville han sikkert ikke, når der var et barn tilstede. Han kunne nemlig først fortælle, når alle børn var gået ud af det lille hus. Ja, det fortæller man, han kunne først fortælle om alle sine handlinger, når de allesammen var gået ud. Og denne qivittoq sagde, at det ville blive ret skrækindjagende for børnene, hvis de var til stede. Børn virkede begrænsende på det man ville fortælle. Derfor troede Kunnalaat fuldt og fast på denne nyligt tilbagevendte qivittoq, når han fortalte om ham, fordi han kendte ham så godt. Og Kunnalaat fortalte også om en masse andre oplevelser, som han havde haft. Og når han fortalte om denne qivittoq, som han selv havde set, undrede vi os en del og troede ikke rigtigt på det. Men det viste sig jo at være sandheden.

   Og når han fortalte om, hvad han havde hørt fra ældre mennesker, forstod vi ikke rigtigt, om det var noget han selv eller andre havde hørt eller set. Og når vi ville høre ham fortælle, sagde han gerne, at fordi vi var børn, var det ikke noget for os, og så bad han os om at gå ud. Først når han var færdig med at fortælle, kom vi tilbage.

 

s.135: næstsidste afsnit, der er udeladt i den danske udg.: (Naajaarnerit uani...)

Sådan lidt nord for Naajaarnerit, når man altså kiggede ned i sydlig retning, kunne man se Naajaarnerit. Vi... Havde jeg været i Illorpaat, havde jeg nok peget derud mod vest. Dengang havde han altså været ude at ro i kajak i nærheden af Naajaarnerit sammen med den mand, der var blevet til en qivittoq og senere vendte tilbage, hi, hi...

 

s. 136: sidste afsnit af qivittoq-fortællingen, fra Aatsaanngooq...

   Først når han havde kajakringen med sig, kunne den kommende qivittoq komme afsted, ligesom fremad som i en kajak, og kunne komme rundt både når det blæste og gennem luften og over land og gennem/på vandet. Det siges også, at de kunne tage på jagt, når en qivittoq havde fået sådanne kajakringe med. Det er nemlig sådan, at en kajak, der har en kajakring, kan komme utrolig langt ud på havet, derud mod vest.

 

Hist.: tolkning af oplevelse. MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Historisk fortælling, der bl.a. viser, at qivittut faktisk kunne komme tilbage og i så fald ikke altid var uvelkomne.

Qivittut har muligvis i nyere fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere.

 

Var.: Josefsen, Johannes: Uluutui

Min mors syn

Print
Dokument id:2057
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Martin
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Min mors syn
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 120 - 121
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 141: "Innersuit. Uumasut eqqumiitsut."

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Dengang MMs mor var kiffaq / tjenestepige hos herrnhuterne (i Alluitsoq / Lichtenau) og passede deres geder så hun ude på fjorden to meget fint udstyrede kajakmænd, der talte sammen, men snart forsvandt bag landet uden spor. Det var sikkert innersuit, mente hun.

 

Hist.: Tolkning af et syn. MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat (overfor Alluitsoq).

Naaraajiit (Stormaverne)

Print
Dokument id:2063
Registreringsår:1948
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Benjaminsen, Klara
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Naaraajiit (Stormaverne)
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 135 - 136
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 151 - 152: "Naaraajiit".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

En grønlandsk naaraajiit / naaraajeq (?) mand har tre koner der spiser al hans fangst, straks han kommer hjem med den. Og de gir ham sjældent noget. Han ved at den dag han ikke fanger noget, vil han blive væk. Han har oplevet hvordan konerne lusker rundt om ham med deres ulu'er, når de er sultne. En enkelt gang har de endog skåret en luns af ham.

Deres maver er så enorme, når de er mætte, at de må hvile dem i fordybninger i fjeldet. Den slags har fordybninger kender man fra Narsaq Kujalleq / Narsarmijit.

 

Hist.: KB var 60 år i 1948, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Født i Tuapat nær Nanortalik, boet længst i Aappilattoq, Nanortalik kommune. Gift med Abia Benjaminsen (se denne).

Traditionel fortælling.

Fordybningerne er sandsynligvis de såkaldte jættegryder.

Nappajannguaq

Print
Dokument id:2074
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mathæussen, Pauline (Mathæusen, Pauline )
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nappajannguaq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 157 - 160
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 167 - 169: "Nappajannguaq".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 124 + 126 (dialekt) og ulige sider: 125 + 127 (engelsk).

 

Resumé

Nappajannguaq, den lille stædige er forældreløs, men lever hos sin moster og onkel, som han forsyner rigeligt med sine fangster. I en periode ber han gang på gang sin moster sy sig nye vanter, og derefter forsvinder han. Han ror ud over havet langt ud, og med stort besvær gennem flere farlige hindringer. Først en bred bræmme af sæler så tæt sammen at den er helt sort. Dernæst en tilsvarende bræmme af skællaks. Så viser det sorte sig forude af være havets kæmpelus. Han gør sig lille, kommer fra dem og hen til et sted hvor han plejer at miste sine vanter. Dem hiver han indenbords i massevis, stryger vandet af dem og trækker dem på sin paddelåre, der bliver helt betrukket af vanter. Han ror stædigt videre til havets navle, et stejlt isbjerg med endnu et stejlt firkantet jordbjerg ovenpå. Igen lykkes det denne stædige mand at komme helt op, hvor så en kæmpe med et øje ber ham smøge bukserne ned og sender ham en lanse i rumpehullet. Napp. besvimer, hans hoved triller af, snart på igen og han vågner ubesværet. Napp. gør gengæld mod kæmpen, der må gennem samme proces og præsenterer sig som 'Qiterarsuaq, den stædige' (qiteraq: rygmarv, -suaq: stor). Napp. klarer sig atter ned i sin kajak og gennem alle hindringerne. Moster og onkel har længe troet ham død, da han kommer. Men han vil straks hente sine forældre, siger han. De døde da han var lille! Men han henter dem og lever i mange år godt sammen med dem.

 

Hist.: PM var 72 år i 1963, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal, Nanortalik kommune.

 

Kommentar: En usædvanlig sammensætning af velkendte episoder fra bl.a. Kivioq. Træk af fortællingen om Malarsivaq og Den stædiges rejse til månen, spores også og kan muligvis forklare den helt usædvanlige slutning. Den ligelige kamp med den enøjede kæmpe er også usædvanlig.

I andre versioner med havets kæmpelus er det imod dem kajakmanden beskytter sin åre (de er træ-ædende) ved at omvinde den med skind. De mange vanter plejer at være en forsyning som helten tager med fordi han har besluttet en meget lang rejse i kajak. Han har forberedt den ved gang på gang at fortælle at han har mistet en (el. begge vanter), hvorefter konen hver gang syr ham nye.

Nassaaq

Print
Dokument id:2053
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Gregersen, Hans
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nassaaq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 94 - 114
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 103 - 123: "Unikkaartuaq. Nassaaq".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Som den mellemste af tre brødre har Nassaaq ulykkeligvis aldrig fået kajak og færdes derfor kun til lands, hvor han bl. a. plukker en masse bær. Brødrene håner ham, han er som en kvinde der ikke skaffer spæk til huse. Alligevel er de glade for ham pga af de mange bær. Under en ørredfangst ved Qinngua (bunden af Tasersuaq øst for Tasermiut fjorden nær Nanortalik), hvor Nass. vil fange flere ørreder efter atbrødrene og faren er gået tilbage til teltet, har moderen slukket lampen i teltet, da han kommer. Dybt fornærmet - han er jo en der aldrig skaffer spæk til lampen - løber han indlands. Brødrene prøver forgæves at indhente ham, og heller ikke næste dag lykkes deres forsøg. Nass. går langt, langt ind i landet over bjerg og dal og kommer omsider til en stor slette, hvor han bygger hus og fanger masser af ryper til mad og vinterforråd. Det tar ham nogen tids træning før han kan løbe harer op (han har ingen jagtredskaber) og først året efter kan han løbe en ren op. Derefter har han mere end rigeligt af kød til forråd. Vinteren igennem holder han sig inden døre og har ingen anden underholdning en norden- og vestenvind, der uafbrudt skiftes til at hyle. Men en aften får han besøg af et lyshudet ældre ægtepar, der kommer med bær til ham. Han bliver ovenud lykkelig, fordi der ikke gror bær, som han tidligere altid smovsede i, så langt inde i indlandet. Han byder dem selv forsyne sig til et måltid med alt de lyster af tørkød i forrådsskuret og de spiser sammen, mens den mandlige gæst fortæller og fortæller, indtil det begynder at lysne. Da må de afsted.

Så er han ene længe igen, men han søger hyggeligt selskab med renerne, som han hviler sig mellem, og en dag hans kamik snærer er det fordi der er ved at vokse hove ud på hans hæle. Den næste store oplevelse bliver et besøg af et mørklødet ældre ægtepar, der også bringer bær, dog ikke fra denne men en anden verden. Der er modne og umodne mellem hinanden. Disse gæster spiser ikke kød, men bliver alligevel mens Nass. smovser bær og underholder med fortællinger, til det begynder at lysne.

Næste efterår, da han går hen til (inlands)isen og opdager en plet jord derinde, hvor der sikkert vokser lækre planter, laver han sig i en fart et par ny kamikker, går derind og tar rigtig for sig af de lækre planter. En fjern mørk plet der glider hen mod ham og vokser, viser sig efterhånden at være en seksbenet mammut / kiliffak. Nass. har længe set den komme, men har alligevel trukket spændingen ud ved at lade sine aftagne våde kamikker tørre, på begge sider, før han får dem på og flygter. En stor revner springer han over. Uhyret ligeså. Men den anden revne, som han kun med nød og næppe klarer tumler udyret ned i med mange voldsomme lyde.

Noget senere kommer lillebroderen for at hente ham. Denne har overtalt sin familie til igen at ta til Qinngua og fange ørreder (de har af sorg ikke været der siden Nass. forsvandt), og han har fået en stor madpakke med fra sin mor. Nass. blir glad for besøget, indvilger i at gå med tilbage, men først må han fortælle alt det han har oplevet gennem årene i sin ensomhed. Lillebror prøver gang på gang at afbryde, men Nass. må af med alle sine fortællinger (oplevelserne som ovf.) først (først i jeg-form, hvorefter Hans Gregersen forglemmer sig og går over til den tidligere 3. person ental). De to brødre vandrer så ned til teltet, hvor far, mor og storebror står glade uden for for at tage imod. Men da de alle skal ind i teltet går forældrene først, så brødrene, og til slut Nass. Åbenbart fornærmet igen får han kun lige foden indenfor før han vender rundt og stikker til fjelds igen. Alle forsøg på at nå denne trænede hurtigløber mislykkes.

Forældrene får dog langt senere en sidste hilsen fra Nass. gennem to lidt ældre kajakmænd, der skal fange ammassætter ved Ammassivik (Lindenow Fjord / Alluitsup Kangerlua) og blir bedt om at overnatte hos forældrene, der trænger til underholdning i deres store sorg over tabet af Nass. Ved afrejsen får de indstændige pålæg om også at kigge ind på tilbagevejen. I Ammassivik følger en ung åndemaner / angakkoq dem ud til kvan-stedet, der vogtes af et uvæsen, en allaq, og denne tillader dem ikke at plukke mere end et par stængler. De må flygte, men de beundrer den unge mands store evner (ikke helt klart hvori de har vist sig. Måske alene det, at han frejdigt og fornøjet følger dem trods faren derved). På tilbagevejen passes de op af en allaq på brinken af en skrænt, som takker dem for at de både har og atter vil besøge hans forældre. De må endelig hilse og fortælle at han er blevet en, der strejfer rundt i fjeldene. Forældrene bliver, trods sorgen over det uigenkaldelige tab, dybt taknemmelige for beskeden og overlæsser de to gæster med gaver til hjemrejsen.

 

Var.: (til bærgivernes besøg) Salik Aron; Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar;

 

Hist.: HG var 74 år i 1965. Boede tidligere i Alluitsoq / Lichtenau og Qunnermiut. Fortællingen rummer en del oplysninger om baglandet bag Nanortalik, som begivenhederne er henlagt til. Fortællingen dateres til dengang Nanortalik endnu hed Ilivileq, dvs. formentlig før koloniseringen i 1797. Muligvis er også en ung mand ved det navn gået til fjelds dengang (qivittoq). Men skabelonen er kendt fra andre versioner om andre qivittut.

Allaq betyder landbjørn (den brune) i Alaska og Canada, hvorfra grønlændernes forfædre enten har haft glosen med da de indvandrede, eller de har senere lært om den brune bjørn via herrnhuternes inuit i Labrador. Landbjørne findes ikke i Grønland. Det synes at være samme væsen, der vogter samme kvan i den historiske fortælling: Inorujuk (søg denne). Desuden kan samme Inorujuk, kendt som en slags åndemaner som ung, være identisk med den hér ovf. omtalte unge mand.

 

Kommentar: Det er en lang, vel fortalt historie, der giver sig plads og god tid. Mange historier har i godt selskab sikkert været fortalt i en sådan bredde med mange detaljer og indskud.

Det var ikke ualmindeligt at en dreng blev opdraget som pige, specielt hvis de ældste børn alle var drenge og moderen havde behov for en hjælper. Symbolforskellene mellem hav og land - parallelt med mand versus kvinde - kommer særdeles tydelig frem: Hurtigløb modsat kajakroning, ørredfangst og bærplukning modsat sælfangst, og en tiltagende lighed med indlandets hurtigløbere, renerne, der også smovser i lækre planter.

 

Vedr. besøget drejer det sig i overleveringen oftest om et menneskes besøg hos fugle og dyr. Hér er det qivittoq'ens ensomme liv der tiltrækker dyrene

Navali / Barsalaj

Print
Dokument id:2035
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ananiasen, Renatus
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Navali / Barsalaj
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 42 - 43
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 44 - 45: "Navalik / Barsalaj".

 

Udpluk af den originale og meget længere tekst på dialekt og engelsk og i lyd på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider fra 76 - 98 (dialekt) og ulige sider fra 77 - 99 (engelsk).

 

Resumé:

Naavali, døbt Barsalaat / Barsalaj, var ligesom Kvania fra Østgrønland. En stor flot mand, storfanger, venlig og bopladsens førstemand med megen viden fra fortiden uden dog at have været åndemaner. Han blev Mylius-Erichsens foretrukne hjælper i 1904 (Den litterære ekspedition) og modtog senere som tak kasse med mange gode ting og et foto af ham selv, der var ret grim. Han fik den idé at skære danskernes ansigter i træ.

Barsalajs venlighed strakte endog til kvindelige åndemanere, der i fortællerens omdømme var langt værre end mandlige, og ofte hemmelige (havde ikke afsløret sig med en offentlig seance) med andre midler end de mandlige.

 

Hist.: RA, der var 68 år i 1963, har tidligere boet i Illukasik, Saqqarmiut, og Itilleq.

RA's bedstemor havde været kok hos hvalfangerne og selv af blandet europæisk-grønlandsk herkomst. RA's far var en immigreret østgrønlænder, Ananias, der døde af tuberkulose. Han optræder også i Knud Rasmussen: Under Nordenvindens Svøbe 1906. Søg på Ananias.

 

Kommentar: af Vebæk 2006:86-89 fremgår det, at Barsalaj som shaman var en såkaldt puttaannartoq, dvs. en der kun kunne flyde som på isflager hen over vandet, og altså ikke flyve. Formentlig havde han evnen til glideflugt, som både Akku og Maratsi besad i Ammassalik. Se GTV under Angakkut puullit.

Nogle glimtvise barndomsoplevelser

Print
Dokument id:2067
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Isaksen, Peter
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Nogle glimtvise barndomsoplevelser
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 140
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Fortællingen er ikke trykt på grønlandsk.

 

Resumé:

Fra sine tidligste år husker PI en streng vinter, hvor hans ugifte mor fik lov at flytte med ham til Assalias. Samme vinter skærer As. i arrigskab sin kone til blods og må afsone straf for det i Qaqortoq. PI husker ham kun komme hjem igen.

 

Hist.: Historisk begivenhed. PI var 69 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune.

Hustruvold er blevet et retsanliggende i 1900-tallet. Hvornår mere præcist ? ¤

Oqaatsinik qavattuunik misiligutit / Comparison of Qavak and standard Greenlandic

Print
Dokument id:2128
Registreringsår:1963
Publikationsår:2006
Arkiv navn:
Fortæller:Petrussen, Kornelius
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:Veb�k, M�li�raq
Titel:Oqaatsinik qavattuunik misiligutit / Comparison of Qavak and standard Greenlandic
Publikationstitel:The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu
Tidsskrift:Meddelelser om Grønland, Man & Society 33
Omfang:ss. 38 - 41
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser. Resumé: Udtalen af forskellige gloser på den nu uddøde sydgrønlandske dialekt, qavak, der illustrerer de vigtigste lydregler i forhold til vestgrønlandsk. Hist.: Kornelius Petrussen var 51 år i 1963

Oqaloqatigiinneq / Conversation

Print
Dokument id:2129
Registreringsår:1963
Publikationsår:2006
Arkiv navn:
Fortæller:Petrussen, Kornelius
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:Veb�k, M�li�raq
Titel:Oqaloqatigiinneq / Conversation
Publikationstitel:The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu
Tidsskrift:Meddelelser om Grønland, Man & Society 33
Omfang:ss. 40 - 43
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

 

Resumé: Korenelius Petrussen fortæller om sin første kajak, som han selv fremstillede da han var blevet konfirmeret.

 

Hist.: Kornelius Petrussen var 51 år i 1963

Oqaloqatigiinneq / Conversation

Print
Dokument id:2285
Registreringsår:1963
Publikationsår:2006
Arkiv navn:
Fortæller:Ammosen, Jorsias
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:Veb�k, M�li�raq
Titel:Oqaloqatigiinneq / Conversation
Publikationstitel:The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu
Tidsskrift:Meddelelser om Grønland, Man & Society 33
Omfang:ss. 42 - 53
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

 

Resumé: Lang beskrivelse af fangst, jagt, og fiskeri året rundt i Sydgrønland i første halvdel af 1900-tallet.

 

Hist.: Jorsias Ammonsen var 60 år i 1963

Oqaloqatigiinneq / Conversation

Print
Dokument id:2286
Registreringsår:1963
Publikationsår:2006
Arkiv navn:
Fortæller:Mathæusen, Pauline
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:Veb�k, M�li�raq
Titel:Oqaloqatigiinneq / Conversation
Publikationstitel:The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu
Tidsskrift:Meddelelser om Grønland, Man & Society 33
Omfang:ss. 116 - 121
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

 

Resumé: Pauline Mathæusen giver en længere fortælling til bedste om dengang hun som enke fik hjælp af kommunen til at få bygget et hus, og hvordan det faldt sammen over hovedet på hende og en husfælle midt om natten. Næste dag fik man ved fælles hjælp rejst et nyt hus.

 

Hist.: Pauline Mathæusen var 72 år i 1963

Pebersvendens lufttur i kajak

Print
Dokument id:2080
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Juliane
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Pebersvendens lufttur i kajak
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 171
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 180 - 181: "Nukappiatoqqap qajaasaarnera".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

En pebersvend, der bestemt ikke ynder sange hører en dag ude i kajak en dejlig sang fra en konebåd om at sejle ind ad den lange fjord mod Quiartertarfik, hvor der er så dejligt. Han får lov at følge med en hånd i rælingen. Pludselig hæver konebåden sig og flyver, og ungkarlen synger med.

 

Var.: Den flyvende kajakmand.

 

Hist.: PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune. Traditionel fortælling.

 

Var.: Den flyvende kajakmand.

 

Kommentar: De nævnte sange: oversættelsen siger tryllesange, glosen er immertoq, der har betydet en selvsang, dvs. den sang man selv vil synge i en sangkamp.

Hyppigst ender fortællingen med at kajakmanden på hjemvejen - alene - flyver direkte ind i sit hus, hvor han sommetider dør i crashet mod væggen.

Qajaaqqat / Children's Kayaks

Print
Dokument id:2290
Registreringsår:1965
Publikationsår:2006
Arkiv navn:
Fortæller:Motzfeldt, Kistaraq
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:Veb�k, M�li�raq
Titel:Qajaaqqat / Children's Kayaks
Publikationstitel:The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu
Tidsskrift:Meddelelser om Grønland, Man & Society 33
Omfang:ss. 214 - 217
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Juliandehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

 

Resumé: Det var tidligere skik at bygge små kajakker i passende størrelse til de små drenge, der, så snart de kunne følge faderen lidt ud til havs, fik æren af en af hans fangster, som hele bopladsen så fejrede som drengens førstefangst, pernarneq.

 

Hist.: søg på pernarneq.

Qallunaangiaq

Print
Dokument id:2090
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qallunaangiaq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 198 - 199
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 209: "Qallunaangivaq".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 144 (dialekt) og 145 (engelsk).

 

Resumé:

Qall., Uujooqs værste fjende og en stor åndemaner, møder engang ude til havs en kajakmand, der viser sig at være en dødning. Han gør gang på gang et kast med hovedet for at få sine udhængende øjne på plads. Han anviser Qall. et godt sælsted længere ude. Snart efter besøger Qall. ham i hans grav og spiser klapmydskød sammen med ham.

 

Var.: Uujooq indgår i flere forskellige fortællinger: Søg på Akamalik, Akamelik og Ujooq, Uujooq, Ujuuk.

 

Hist.: Frasagn om historisk person.

AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Vedr. Uujooq, se denne.

Qasapi og Uungortooq

Print
Dokument id:2042
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qasapi og Uungortooq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 64 - 65
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Den grønlandske tekst er ikke trykt.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Qasapi vil hævne sig på Uunngortoq, der vist bor ved Alii (Aluk?), men må vente til vejret blive helt skyfrit. Det er en forudsætning. Ligså må han skaffe sig en pil, som er skåret af en ufrugtbar kvindes tørrestativ. Det får han så, og da han afskyder pilen mod Uunngortoq, siger den kak-kak-kak et par gange inden den borer sig ind i hans håndled. Uung. falder om og Qasapi håner den ellers uovervindelige Uunng, mens pilen løsner sig mere og mere og Uunng. begynder at komme til sig selv. Hans tjener Olaf kommer også til. Qasapi blir så bange for sit liv og dræber dem begge.

 

Hist.: Dette er en version af en af de grønlandske nordbofortællinger, hvor navnene måske er historiske. Ellers er der ikke megen tiltro til at fortællingerne afspejler begivenheder i nordbotiden. Se Inge Kleivan, Tidsskriftet Grønland 1982. Arneborg u.å.; 1993; og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

 

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Qasapi og Uunngortoq

Print
Dokument id:2049
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Therkel
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qasapi og Uunngortoq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 83 - 85
Lokalisering:Ammassivik: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 89 - 91: "Qasapi aamma Uunngortoq"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 172 + 174 + 176 (dialekt) og ulige sider: 173 + 175 + 177 (engelsk).

 

Resumé:

TP har fortællingen fra sin bedstemor, Siverin fra Alluitsup Paa / Sydprøven, som havde været med som en af Holms roersker på konebådsekspeditionen. Blandt østgrønlændernes mange fortællinger, som hun senere genfortalte var der også nogle om nordboerne, men de var ikke korrekte / 'efter bogen'. TP mener dog at denne om Qasapi og Uunngortoq stort set er en østgrønlandsk version:

Uunngortoq har dræbt Qasapi's kone, barn og bror, hvorfor Qas. vil hævne sig. Uung. skar endog den døde brors arm af og hånede Qas.: Den arm vil han huske hele livet!

Qas. forfølger længe Uung. der ikke er til at ramme, fordi han uden for sit store hus kommer frem og forsvinder som en laks i en elv. For at få et middel til at ramme denne hvide mand søger Qas. råd hos en grænseløst ond kælling, der siger, at han skal dræbe hende, bide hendes klitoris af og bruge den som pilespids. Qas. indvilger omend nølende. Kællingen dør af blodtab og han begraver hende.

Uung. går stadig frem og tilbage foran sit hus og peger på et tidspunkt op mod Qas' skjulested. Da han afskyder pilen  bøjer den af med en kakkakkaq-lyd, og Qas. må løbe efter den. Uung. flygter modsat sit hus. Gang på gang bøjer pilen lydeligt af. Til slut rammer den Uung. i anklen. Denne falder døende om. Qas. skærer hans arm af og siger: 'Endelig skulle jeg gerne kunne glemme min brors store arm.' Men det er ikke sikkert Uung. hører det.

 

Hist.: TP var 58 år i 1965. Boede tidligere i Ilivermiut. Var oldebarn af østgrønlænderen Qutsuluk, en navnkundig storfanger og morder. TP's fortælling om denne er kun trykt på grønlandsk. Søg på Qutsuluk.

Dette er en version af en af de grønlandske nordbofortællinger, hvor navnene måske er historiske. Ellers er der ikke megen tiltro til at fortællingerne afspejler begivenheder i nordbotiden. Se Inge Kleivan, Tidsskriftet Grønland 1982. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

 

Var.: Søg på Uungortoq. TP's version er stemmer bedre overens med ¤ end med Mathilda / Mathilte Sørensens fra Nanortalik.

 

Kommentar: I andre versioner ser Qas. sin fjende gå frem og tilbage inde i sit store hus. Dvs. han kan nu og da ses i vinduet.

Qassimiut

Print
Dokument id:2106
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Abel
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qassimiut
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 227
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 245: "Qassimiut"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Ifølge Abel Klemensen blev de første af egnens grønlændere døbt i Oqaatsormiut, som en overgang var et udsted, og som man ville gøre til koloni. Men havnemulighederne var for ringe. Det var de også i Qassimiut, som man dernæst tænkte på. Derfor endte det med at blive Qaqortoq.

      I Qassimiut lå et stort rundt hus, båret af tre kampestore bjælker, der var fastgjort i midten. En qassi.

Hertil strømmede folk fra fjern og nær og holdt fredelige fester med brydekampe.

      Ved missionens begyndelse var der nogle der protesterede. Bl.a. Levi (han må altså senere være blevet døbt, BS), der stillede sig op på en høj i det dejligste vejr og advarede mod havet, der var farligt denne dag, pga. af for mange ulke og alt for mange sæler der flød rundt!

 

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Vedr. qassi, et festhus, som man kender fra inuit i canadisk Arktis og Alaska, er der en del oplysninger fra Grønland. Se Thalbitzer i Meddr. Grønland Bd. 40, 1941: 656 - 666, og Gulløv, H. C. 2003: Fra festhus til fælleshus. Tidsskriftet Grønland.

Qavanngarnisakujooq / Den lille sydlænding

Print
Dokument id:2038
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Josefsen, Kasper
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qavanngarnisakujooq / Den lille sydlænding
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 48 - 52
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 49 - 56: "Unikaartuaq. Qavanngarnisakujooq"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Qav., den lille sydlænding, er en stærk storfanger, der kan klare de største og farligste dyr. Han har hørt om rovbjørnen med de isede hår og han rejser i årevis nordpå for at få den at se. Undervejs bortfører han hvert forår et nyt sæt roersker, villige eller uvillige, der blir hans koner for det år, og når omsider en boplads, hvor det siges at bjørneuhyret befinder sig bag to farlige, kæmpestore menneskeæderes boplads, Qattigattooq og Kassortooq. En gammel mand, der ikke længere frygter for sit liv, leder ham på vej, hvorefter Qav. selv fortsætter længe, inden han kommer til de to huse. Han går ind i det nederste, der er Qatt.s og beværtes på det høfligste. En forældreløs dreng kommer med bud fra Kass. om et besøg. Ærgerligt, siger Qatt., nu vi endelig har fået gæster. Men Qav., skønt han af statur absolut er den lille, purrer den lade Qatt. ud fra briksen og vinder let i armkrog over ham. Denne får flået huden af armen.

Qatt. indvilger i at følge Qav. ud til bjørnens område. Dagen før har den ædt Kass.s søn, der også gjorde et forsøg på at komme den til livs. Efter en lang vandring ser de et bjerg med tre afsatser, foran det en slette og bag den en bjergkløft, hvor bjørnen vil komme ud lige før solopgang. Er det pålandsvind vil den straks få færten af folk på vej ind mod den og komme farende. Det skal være fralandsvind. Qav. forsyner sig med en kastesten før de når hen til afsatserne og klatrer op. Bjørnens ånde er som tåge, der skjuler den. Qav. hævder hver gang at det må være tåge, mens Qatt. tysser på ham. Efter tre åndedrag ser de bjørnen. Det må være et isfjeld! Tyss! Qav. kaster stenen på kæmpebjørnen, der straks falder død om. Qav. skærer et af dens ribben ud som bevis på sin dåd, men vil overlade det til Kass. at partere den, fordi den netop har ædt hans søn. Spise en sådan menneskeæder vil hverken Qav. eller Kass. Kødet viser sig tilmed at være lutter is.

Qav.s hjemrejse går hurtigt. Han afleverer de lånte kvinder undervejs, og da han når hjem efter de mange års rejse, er en forældreløs dreng blevet stor og har opkastet sig til tyran over bopladsen. Qav. gør det af med ham i en tvekamp, opfordres til at blive bopladsens leder, men takker nej. Alle kan fange alt der er i havet som de lyster. Ingen skal bestemme over dem.

 

Tilføjelse: De afsluttende episoder er mere udførlige i den grønlandske udgave (se ovf.) fra s. 54 til 56, hvorfor de bringes her i Signe Åsbloms oversættelse (med forbehold for misforståede dialektord):

 

s. 54:

Da han nåede hen til roerne i sin konebåd, førte han dem mod syd i medvind. Det var, da han var på vej hjem til sin boplads, og da han nåede frem, var der en anden, der havde overtaget hans hus. Så gav han sig til at fremstille et telt. Mens han var i færd med at lave teltet, dukkede der en op, han havde fødselsdag. "Jeg skulle bede dig om at komme på besøg". Han var kommet for at hente ham.

   "Å, du må lige vente, til jeg er færdig med det her!" Så var han ved at være færdig og blev så endelig færdig, og så gik han derop. Han kom derop og gik ind. På vejen ud igen sagde han: "Jeg er skrupsulten, så tag lige og kog noget sælkød!" Og Qavanngarnisakujooq var begyndt at tale noget så klingende nordvestgrønlandsk, ha, ha... det lød virkelig nordgrønlandsk.

   Og det fortælles, at da de var taget sydpå og var nået frem, havde han fundet ud af, at mens han havde været væk, var en forældreløs dreng på stedet blevet voksen og var blevet fangernes leder. Han var blevet deres konge. Så var han da endelig nået frem og havde opdaget, at der under det store hus var: Oh, kød og spæk i store mængder, spæk for sig og kød for sig, for ikke at tale om spæk, der blev til olie... og der var ikke meget rødt at se under hans bopladsfællers huse, kød så man ikke noget af. Det viste sig, at fangerne kun tog på fangst, når de fik tilladelse fra ham (deres leder).

   Så begav han sig derop og kom ind i huset, hvor han (lederen?) som altid lå og dasede. "Nååh, er det sådan man inviterer folk på besøg, er det sådan man inviterer gæster? Du er godtnok en slapsvans, ud på gulvet med dig!" Så kom han ud på gulvet. Og samtidigt med at han kom ud på gulvet, snørede han buksebenene til. Qavanngarnisakujooq var jo vokset op der på stedet og kendte området virkelig godt, og indlandet ved bopladsen var en meget stor slette. Stedets høje udsigtsplads lå deroppe bagved, deroppe i retning mod fjeldene, hvor der var en stor slette, der lå foran dalen, og der bagved stod der nogle store sten på højkant, der lænede sig mod hinanden. Alt dette var han vokset op med og kendte sin gamle egn ud og ind. Så sagde han til ham, da han gav sig til at snøre sine bukser: "Nå, hvad vil du så?" "Haar, lad os løbe om kap!" "Ja, jeg er jo Qavanngarnisannguasik, og jeg er mest vant til at komme frem over land, så lad os endelig løbe om kap!" Så gik de ud, og straks de var kommet udenfor, lød det: "Hej, kom og kig på os! Man siger vi skal løbe om kap!"

   De gik op på sletten, og da de var kommet derop, spurgte han: "Nå, hvor skal vi så løbe?" "Ja, vi kunne jo gøre det sådan, at man skulle være den første til at komme op på stenene deroppe!" "Nå, kom så, du begynder!" Og lige så snart han satte i gang, fulgte den anden efter. Han løb bag ham og så ikke andet end den andens hæle der ramte jorden; der var jo ingen grund til at kigge længere fremad, det drejede sig bare om at følge efter den anden. Den anden løb foran, og da han ikke blev indhentet, drejede han sig af og til lidt bagud og råbte: "Nå, løb så!" Han fulgte fortsat i hælene på den anden og kom for anden gang halvvejs hen til det sted, som de løb hen imod, så vendte han sig og så sig igen tilbage og råbte: "Løb så!" Og han blev ved med at ligge bagved. Han løb og løb efter den anden og endte med at føle, at den sten, de skulle op på, sandelig ikke var noget særligt, og så løb han forbi den anden og vendte sig om og sprang op på stenen. "Nåja, du vil jo løbe, fordi du løber hurtigt. Du løber godt nok stærkt, og lad det så være godt med det, lad os bare løbe hjem! Jeg er skrupsulten!" Så begyndte han at løbe tilbage. Han løb og løb og nåede hen til deres udgangspunkt, hen til sletten der i nærheden. Da de nåede hen til stenen, var der noget, der lignede indtørret blod ovenpå den. Det viste sig at være det sted, hvor manden plejede at slå folk ihjel. Da de så tilskuerne stå der, sagde han til dem: "Nå, nu skal vi til at kæmpe, så tag nu og se, hvad der sker! Skal jeg være så tæt på ham, når han er så vant til partering? (er lidt usikker på oversættelsen). Ja, hvorfor ikke!" Så tog de ellers fat i hinanden. Han gav sig til at tumle med ham (svært at se, hvem der tumler med hvem), og den anden løftede ham, og som forventet, fordi han var så kraftigt bygget, gav han (manden?) sig til at snurre ham rundt. Det fik ham til at råbe: "Iih, jeg ser, at isskodserne er på vej hertil, jeg ser isskodserne komme!" Det var tilskuernes grimme ansigter han så... "Åh, nu kaster han mig!" Og så: "Iih, jamen nu kaster han mig minsandten igen!" Det var, når han løftede ham op for at kaste ham. Så forstod han, at manden ville kaste ham hen på stenen med den skarpe spids, og mens han lå vandret og fløj hen mod stenen, krummede han sig sammen, og på den måde lykkedes det ham at springe til den modsatte side. Og så: "Ha! Mere, mere! Jeg har jo ikke oplevet det hele endnu!" Så blev han ellers løftet op. Og de kæmpede længe, og det endte med, at han tog et solidt tag i ham, og det var virkelig et kraftigt greb. Og så begyndte han virkelig at snurre ham rundt. Han drejede ham rundt og rundt, og da han syntes, at det kunne være nok, sagde han: "Og igen kommer isskodserne nærmere, og igen ser folks ansigter temmeligt grimme ud!" "Åh, han er jo så forbistret snakkesalig!" Så kastede han ham afsted. Og da han var ved at lande på jorden, lød det: "Ha! Nu springer han igen! Ha, ha... Han springer bare igen." Han truede lidt ad ham (?). Og så tog han igen fat i ham. Da manden nu gav sig til at lege med ham igen med sin stærke arm, ville det nok ikke være nogen let sag at vinde over ham, og derfor trak han sin stærke arm fri og klemte godt til om mandens overkrop. Da han havde klemt til om mandens overkrop, svingede manden ham rundt og prøvede på at tage et greb om ham, og først skete der ikke noget, men så begyndte der at løbe en endeløs strøm af blod ud af mandens næse og mund! Og så sank han stille og roligt sammen. Han gav mandens grimme kind et dask og sagde: "Han virker nu ikke særlig venlig!" Så væltede manden omkuld. Tilskuerne udbrød: "Nu kan du være vores leder..." "Nej, fangere har ikke ledere, I skal gøre, som I ønsker og tage hen hvor I ønsker! I skal ikke have nogen leder, vent ikke på mig. I skal tage ud og fange det I selv ønsker at fange. Nu skal vi leve på lige fod!" Og efter den tid levede de som ligemænd på denne boplads. Ha, ha...

 

Var. Den lille sydlænding; isgroet bjørn.

 

Hist.: KJ var 68 år i 1963. Afvisningen af lederskab er en meget hyppig episode, der altid drejer sig om hver mands ret til fangst. Undertiden tager den autoritære skurk sig også retten til andre mænds koner. Uvist om dette motiv har været ligeså udbredt før kolonitiden med dens europæiske ledere, der ikke var tilbageholdende med at udvise autoritet.

Qavappiattut oqalunneq / Qavak Language Test

Print
Dokument id:2284
Registreringsår:1963
Publikationsår:2006
Arkiv navn:
Fortæller:Gedionsen, Louise & Jakobsen, Haldora
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:Veb�k, M�li�raq
Titel:Qavappiattut oqalunneq / Qavak Language Test
Publikationstitel:The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu
Tidsskrift:Meddelelser om Grønland, Man & Society 33
Omfang:ss. 24 - 29
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

 

Resumé:

De to damer på hhv. 56 og 35 år fortæller om travlhd, bærplukning, vejr-, is- og fangstforhold og en forsinket konfirmation i det sydligste Grønland.

 

Hist.: Beskrivelse fra midten af 1900-tallet

Qilertilerraaq

Print
Dokument id:2076
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Juliane
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qilertilerraaq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 165 - 167
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 174 - 175: "Qivittoq Qilertilerraaq".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 184 - 188 (dialekt) og ulige sider: 185 - 187 (engelsk).

 

Resumé:

PM's moster havde fortalt om Qilertilerraaq, gift med kateketen Saalumuut, at hun forsvandt og blev qivittoq, fordi hun af folk i Illorpaat blev beskyldt for hekseri mod sin egen niece. Denne var helt rask efter en nylig fødsel, men da Qil. på eget initiativ havde undersøgt hendes underliv godt og grundigt, blev niecen syg og døde. Den gamle kajakpost i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit, der besørgede posten til og fra Alluitsoq, blev undertiden passet op af Qil., når han undervejs havde måttet gøre holdt af søvnighed og lagt sig på et leje i det fri. Qil. havde en hund med og bad ham hilse hos hendes fætter, Siom, i Ippik og derefter be' om en belønning for beskeden. I Illorpaat måtte de være glade, hånede hun dem, over at de ikke længere havde en morder blandt sig.

Hos Siom boede pigebarnet Maliarsivasik, der som voksen fortalte om postens besøg med beskeden og den belønning han fik: fem tørrede ørreder, og måske noget mere fra forrådet.

 

Hist.: Historisk fortælling. PM var 66 år i 1965, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Illorpaat, Nanortalik kommune.

Herrnhuterne havde missioner i både Alluitsoq / Lichtenau og Narsaq Kujalleq / Frederiksdal.

Qimuunnguujuk

Print
Dokument id:2043
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qimuunnguujuk
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 66 - 69
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 70 - 73: "Unikkaartuaq. Qimuunnguujuk"

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 148 - 154 (dialekt) og ulige sider: 149 - 155 (engelsk).

 

Resumé:

Qimmuunnguujuk er en dygtig ung fanger, der bor inde i Lichtenau fjorden (Alluitsup Kangerlua) med sin mor i et hus for sig på en boplads med en stor flok brødres fælleshus. Moderen formaner altid Qim. til at holde øje med tegn på en kommende hård vinter: uklart havvand og is i planterne om sommeren. Det ser han så en sommer og fanger så meget han overhovedet kan overkomme til forråd. Brødrene, som han advarer om kommende trængsler, er ligeså skødesløse som altid. Da vinteren kommer må Qim. og hans mor efterhånden hjælpe brødrene af deres forråd, men da de en overgang sner inde og Qim. omsider får banet sig vej ud og over til brødrene, ligger de for døden af sult. Mange dør af den smule mad han bringer dem. De øvrige overlever heller ikke. Kun to søstre overlever og blir inviteret over at bo hos Qim. og hans mor. Den ene søster dør også. Tidlig om foråret tar tre overlevende med konebåd og en masse forråd på slæden over land til Nuugaarsuk og derfra roende til Alluitsoq / Lichtenau. Her de redder alle beboerne fra sultedøden med deres forråd og Qim.s fangst. Det er moderen, der forstår at rationere den uddelte mad, så folk kan tåle den og langsomt kan tåle mere. Om foråret hjælper Qim. ligeledes en flok fangere fra den nærliggende bygd, Akuliaruseq med at nedlægge en stor klapmyds, som de ikke har kræfter til at stikke ihjel. Han fordeler blodet og kødet mellem dem og dem i Alluitsoq, der nu for første gang igen får lidt fersk kød.

Om sommeren gifter Qim. sig med de mange brødres overlevende søster, og til Alluitsoq-boernes sorg rejser de syd på og bosætter sig på de sydlige Kitsissut i skærgården. De får en søn, Qimmuunnguaq, og Qimmuunguujuks grav siges at ligge hér.

 

Var.: Angmalorssuaq, Den bredskuldrede;  

 

Hist.: Historisk fortælling.

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s.67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Qivittoq / Fjeldgænger

Print
Dokument id:2041
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittoq / Fjeldgænger
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 63
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 68 - 69: "Qivittoq"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

MS oplevede som yngre med hånden på entredørens håndtag at blive skudt efter med bøsse af en qivittoq / fjeldgænger. Inde i huset hørte hendes far skuddet og spurgte hvad det var. MS var sikker på at det var en bestemt qivittoq / fjeldgænger, der havde det med gang på gang at vende tilbage. En gang til sin søster på et kort besøg, en gang til sin kone, der jog ham ud, og til sine børn, der skreg af angst. Og flere gange til deres loft, hvor han rumsterede. Konen flyttede med sine børn af samme grund. Han havde også boet i Amitsoq og fået (eller stjålet) mad der. To andre qivittut var kendt på egnen, den ene med uhyggeligt store øjne.

 

Hist.: Historisk fortælling. Også Isak Hansen nævner at qivittut i al hemmelighed kan få mad af folk.

 

MS var 81 år i 1963. Hun fortæller således om sig selv s. 67 i den grønlandske udgave:

   Sådan set har jeg ikke forladt Nanortalik, siden jeg blev født her. Et år overvintrede vi nede sydpå i Itilleq. Jeg er ganske enkelt blevet ved med at bo i Nanortalik lige til denne dag.

   Min afdøde bedstefar var kateket, ja, han var altså overkateket. Og netop her i dette hus blev jeg født. Og der var jo en hel søskende-flok... Og alle mine mange søskende blev også allesammen født her i dette hus, allesammen:

Indaleeraq (Henrik Lund, vores store digter, MV), Jens, Juthidda, to ved navn Louis, da den første Louis døde, hed den næste også Louis. Min mor døde i 1919. Min far døde først, og det var i 1916. Så arvede du altså huset? Jeg arvede det. Da min fars helbred efterhånden blev dårligere, sagde han til mig: Dine søskende vil alle være bedre stillet end dig, derfor skal du arve dette hus sammen med de få ting, der hører til. Men da de døde, delte vi søskende naturligvis lidt mellem os.

Qivittoq Davinnguaq

Print
Dokument id:2065
Registreringsår:1948
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Benjaminsen, Klara
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittoq Davinnguaq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 136 - 138
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Fortællingen er ikke trykt på grønlandsk.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man &

Society 33.

 

Resumé:

Fordi Davinnguaq ikke måtte få Klara B.s mor til kone for sin faster endte det med at han gik til fjelds og blev qivittoq. Han sang om sit liv i fjeldet oppe fra Ikigaat - fjeldet. I fjeldet opsøgte han de onde magter, der gav ham overnaturlige evner. Specielt kunne han omskabe alle dyr til menneskeskikkelse, og det gjorde han for at finde en, der var helt mage til den elskede. Det lykkedes ham først med den skrækkelige ishund. I sin menneskeskikkelse lignede den Klaras mor på en prik, også bagfra.

Inden Dav. fik de evner spiste han en rå rype som det første i fjeldet. Senere fik han ved tankens kraft sin søster til at stille mad ud til sig. En enkelt gang prøvede han om natten at hente sin elskede, men opgav, fordi, som han sagde, noget hvidt kom i vejen og hindrede ham i at række ud efter hende.

Resten af fortællingen kender Klara B. ikke, siger hun.

Var. Historien om Ukuvarlivarisaa's sang. Søg på: Davinnguaq.

 

Hist.: Historisk fortælling. KB var 60 år i 1948, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Født i Tuapat nær Nanortalik, boet længst i Aappilattoq, Nanortalik kommune. Gift med Abia Benjaminsen (se denne).

Fortælling med historisk kerne.

Qivittoq Joorsiarsi

Print
Dokument id:2119
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Karetas
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittoq Joorsiarsi
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 85 - 88
Lokalisering:Ammassivik: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

s. 85: Qivittoq Joorsiarsi: Fjeldgængeren Joorsiarsi.

 

   Det foregik før vi blev født... ja, Paaliit var jo den ældste af os, og så var der Joorsi, den eneste dreng, og så mig. Vi var jo kun tre.

   Dengang var min nu afdøde mor gravid med vores ældste søster Paaliit, og det var om efteråret, hvor de som sædvanlig fangede virkelig mange sæler og fangede sortsider, og de blev ved med at fange sæler, og så var der min afdøde mosters mand, der hed Joorsiarsi, og han var godt nok en meget stærk mand. For meget længe siden var det sådan, at de dygtigste fangere ikke havde trøjer på, men de bar en mørk og ret tynd skjorte, der var skåret til som en af datidens skjorter, og det var de mere velstillede, der gik med den slags. Man brugte den ikke, når man roede i kajak men havde den på, når man var hjemme på land. Han (Joorsiarsi) og Amanduusi var svogre, og når de af en eller anden grund skulle ud at ro i kajak, lod de den blive hjemme.

    Som det så ofte skete om morgenen, vågnede han flere gange af sig selv - han ville så nødigt komme for sent. Det fortælles, at han om morgenen gjorde, hvad han kunne for at komme afsted, inden den anden var roet ud i kajak... ha, hans (svogerens) kajak var der stadig. Han gjorde sig klar, fik sig noget varmt at drikke, og da han havde drukket sin kaffe, tog han afsted. Og først på det tidspunkt, da han var roet ud, så han sig tilbage: Hans svoger var først ved at gå ned til sin kajak. "Amanduusi! Vent lige på mig!" Han råbte. Og naturligvis stoppede han op og gav sig til at vente på ham. Så sagde han: "Jeg ved ikke, hvad der er i vejen med mig, men jeg glæder mig slet ikke engang over sælerne. Jeg tager nok bare ud på en mindre tur og sælger spæk i Pamialluk. Jeg tager ikke på sælfangst men sælger bare noget spæk, det er jo også sådan et smukt vejr. Tag du bare derud, der plejer altid være andre kajakmænd derude. Selv tager jeg bare ud på en kortere tur og tager så lidt spæk bag på kajakken, som jeg tager med til Pamialluk." "Gør som du synes", så roede han afsted. Da han kom tilbage, havde han allerede fanget en sæl.

   Nå, men hvor blev hans svoger Joorsiarsi dog af? Han spurgte efter ham, og langt om længe kom han hjem uden at have fanget nogen sæl, og efter at have læsset spæk op bag på kajakken, roede han afsted mod Pamialluk. Der var havblik og meget smukt vejr, og der blev fanget en masse sæler, og her og der blev der lavet mad i det fri, mange kogte kød, og de spiste kød og drak kaffe, og hvor var det dog et vidunderligt vejr. Og de ventede på Joorsiarsi, og de ventede, og de ventede, og det var helt vindstille. Fordi de kendte ham så godt, ville de ikke foruroliges, selv ikke når han tog ud i en storm. Dagen gik, og til sidst blev det nat, uden at han var kommet hjem, så de andre endte med at gå til ro.

   Meget tidligt næste morgen, da det var ved at blive lyst, sagde de: "Så, skynd jer nu at tage til Pamialluk at se efter ham!" Det var jo sådan, at Amanduusi var meget glad for sin svoger, som han havde så stor glæde af at tage på jagt sammen med. Og sammen med de andre tog han nu afsted til Pamialluk, og på grund af forvirringen over denne ene mands forsvinden, tog de hverken skind, spæk eller andet med, som de kunne have handlet med.

Folk i Pamialluk sagde: "Han kom kun lige hertil for at handle i går og tog afsted nordpå meget tidligt om eftermiddagen. Vi blev så forbavsede, for han købte ikke andet end ammunition. Og lidt skibskiks" - han røg ikke - "han købte nogle få skibskiks, og det var alt han købte for de penge han fik for spækket. Ja, han brugte faktisk alle pengene til ammunition".

 

   Han kom ikke hjem. Der var ikke noget at gøre, for han kom simpelthen ikke hjem. Dem, der havde hang til at tro på spøgelser, begyndte nu at fortælle spøgelseshistorier. Efter at de nu var begyndt at snakke om spøgerier, sagde Amanduusi til dem: "Når man ror rundt derude i kajak, vi der ror i kajak... vi ror jo altid langt omkring som fangere, og det er altså ikke morsomt at høre en medfanger omtalt på den måde, når han er omkommet på havet, og den slags vil jeg ikke høre på, så lad være med at snakke om sådan noget, når jeg hører det! Vi ror jo rundt derude på havet, og uanset om det er vindstille eller det stormer et sted, kan vi drukne derude. Jeg vil altså ikke have, at I snakker om sådan noget, når jeg hører det!" Og naturligvis talte de ikke om den slags, når han hørte det.

    Tiden gik, og jorden begyndte at fryse til. Så gik han ud om aftenen: Som den måne dog skinnede, og sikke nogle mønstre og striber der var dernede på klinten ved kajakkerne:..."Nåja, i dag brækkede jeg jo mine lanse". Han begyndte at gå derned, og da han kiggede derned, så han en person stå ved siden af kajakstativerne og gik derned mod ham, og han så ham virkelig, og da han jo var så ung, var der ikke noget i vejen med hans øjne, og der var jo ganske lyst i månens skin, og han genkendte ham virkelig som ham, hans svoger, der for en tid siden ikke var kommet hjem igen... "Hvad i alverden", sagde han glad: "Er du virkelig kommet hjem? Hvis du vidste, hvor glade de vil blive efter at have været så forfærdeligt kede af det. Hvor bliver de dog glade, og deroppe er der en masse kød, som endnu ikke er kølet af". Mærkeligt nok svarede Joorsiarsi slet ikke. "Hør nu, lad os gå op til huset! Kom, lad os nu gå op, de bliver overlykkelige. Hvad skete der egentlig med dig, så du ikke kom hjem?" Selv var Amanduusi bare lykkelig. "Kom, lad os nu gå op!" Men manden rørte sig ikke og svarede heller ikke, og derfor rakte Amanduusi ud efter ham, og det fortælles, at Joorsiarsi havde sin blå skjorte på. Langsomt rakte Amanduusi altså hånden ud efter ham, og det fik Joorsiarsi til at gå en anelse baglæns. Amanduusi begyndte at følge efter ham, og eftersom han svedte så meget, havde han kun sin skjorte på - man siger vist, at man går i skjorteærmer - og selv om han ventede på den anden, gik Joorsiarsi ikke den mindste smule fremad men udelukkende baglæns. Det fortsatte længe, og nogle gange var Amanduusi nær ved at få fat i ham, og han fortsatte at følge efter ham; han var nemlig ung og udholdende, og til sidst begyndte Joorsiarsi at tage nogle meget store skridt, som han der gik baglæns foran Amanduusi. Til sidst kom de forbi de huse, der lå længst væk og begyndte at gå mod syd. Efter at have gået forholdsvis langsomt baglæns, satte Joorsiarsi nu gradvist farten op, og uden at vende sig om blev han ved med at gå baglæns, og det vil sige, at de blev ved med at gå vendt mod hinanden. Ind imellem kom de så tæt på hinanden, at Amanduusi næsten kunne røre ved ham, men det lykkedes aldrig. De gik, og de gik, og til sidst nåede de hen til bredden af den store elv. Og nu ville Joorsiarsi gå over ved vadestedet og begive sig opefter. Og uden videre ville han forlade Amanduusi.

   "Kom nu, kom med hjem, måske bliver de også ængstelige over mig, når jeg bare går i skjorteærmer!" Og det på trods af, at han svedte af anstrengelse. "Nu begynder jeg snart at fryse, så lad os nu bare gå hjem; de andre bliver virkelig glade over, at vi er fulgtes ad..."

Det fortælles, at Joorsiarsi sagde noget uforståeligt, hans ord var ikke til at begribe, han brummede, og det var ikke sikkert, at han sagde noget. Selv om Amanduusi havde en udmærket hørelse, forstod han ikke ordene, men han brummede, og det kunne skyldes, at han sagde noget. De gik, og de gik og kom til de store, bare klippesten, og nu begyndte Joorsiarsi at gå i retning af de nederst liggende søer, og månen var ved at gå ned, men uden at bekymre sig om det, begyndte han at gå nedad med ryggen til månen (uklar formulering), og de fulgtes stadig ad, mens Joorsiarsi gik baglæns; og Amanduusi havde svært ved at fortsætte og var bange, fordi folk plejede at sige: "Jeg var så bange, at jeg fik kuldegysninger, og det var som om nogen hældte iskoldt vand over mig, og det var som om nogen trak i mit hår". Jamen, hvordan kunne nogen sige sådan og tale sandt, hvordan kunne håret føles sådan, uden at nogen rørte ved det? Han havde nemlig altid selv modsat sig den måde at udtrykke sig på. Og nu, da han knap nok selv kunne holde det ud, følte han det, som om et menneske trak ham i håret. Men der var ikke noget at gøre, for de fortsatte som hidtil; og det var ikke ligefrem nogen let sti de gik på, for der var en masse småsten og buske. Sommetider var Joorsiarsi ved at falde bagover, som om nogen skubbede ham nedefra, og de gange så det ud, som om han ikke længere gik baglæns med var ved at gå fremad mod Amanduusi. Det var temmeligt anstrengende. Han begyndte at spekulere: "Hvis jeg fortsætter på denne måde, fører han mig måske i ulykke, og eftersom han allerede selv er forulykket, fører han mig i døden". Så vendte han ryggen til Joorsiarsi og sagde: "Jeg ved godt, at du gør dette her for at føre mig ud i noget skidt. Jeg kan ikke gøre noget ved, at du ikke længere vil leve sammen med dine fæller, kom du bare til ende med den ugerning, du har planlagt, men nu tager jeg altså hjem til dem, der venter mig. Din kone venter på dig, så du kunne faktisk tage hjem, men du foretrækker at begå dumheder. Jeg nægter at være bange for dig, heller ikke selv om du skulle følge efter mig, for jeg ved, at jeg er stærkere end dig!"

   Han begyndte at småløbe på vejen ned og kunne naturligvis ikke lade være med at se sig tilbage for at se, om Joorsiarsi fulgte efter ham. Da han engang så sig tilbage, var Joorsiarsi begyndt at gå nedefter samtidigt med, at han græd. Amanduusi standsede op og sagde: "Kom nu, jeg venter på dig her, kom nu, så går jeg sammen med dig, nu venter jeg på dig. Jeg er ved at dø af sved, så jeg venter på dig". Det var godt nok af rædsel, at det var begyndt at krible i hans hud, men han vidste, at han ville kunne klare sin svoger. Han havde vendt ryggen til Joorsiarsi og var begyndt at gå langs bakken, men da det ville være den vej, der var længst fra husene, gik han nu syd om, fordi det ville være den nærmeste vej til husene. Og som han dog skyndte sig; og ind imellem kastede han et blik bagud for at se, om Joorsiarsi fulgte efter. Og så fik han øje på lysene, og væk var rædslen! Væk var kuldegysninger og angst. Så gik han opad og kunne se, at folk allerede rendte forvirrede rundt; og det var jo dengang, da der boede mange flere på stedet; og de spurgte efter Amanduusi og prøvede at finde ud af, hvem han var gået hen at besøge. Så kom han endelig ind i huset: Hvordan var det dog, han så ud, sveddråberne perlede på hans ansigt, og hans ansigt så ud som en meget syg mands ansigt. Selv hans øjne var blevet store og runde, og han havde en meget usund ansigtsfarve. Uden overhovedet at sige noget satte han sig ned. Da han havde sat sig, spurgte han: "Var I meget ængstelige?" "Ja, det var vi virkelig! Vi gik fra hus til hus og var kommet til det sidste hus, da du dukkede op. Hvad i alverden har du lavet, vi var både meget bange og ængstelige". Han svarede: "I skal ikke være kede af det med Joorsiarsi. Han er ikke omkommet i kajak. Han er gået til fjelds! Han er blevet fjeldgænger / qivittoq, og jeg blev træt af rædslen over ham og skældte ham ud, og nu er jeg kommet hjem igen. Havde jeg været rigtigt bange for ham, havde jeg været langt mere rædselsslagen, end jeg var. I skal ikke søge efter ham!"

 

Var.: Der er talrige fortællinger om qivittut. Men ikke netop af denne.

 

Hist.: Historisk.

KP var 65 år i 1965. Boede tidligere i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal.

Qivittoq, En fjeldgænger

Print
Dokument id:2030
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Petrussen, Cisilie
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittoq, En fjeldgænger
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 18 - 21
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut

unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 20 - 23: "Qivittulersaarut".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 58 + 60 + 62 (dialekt) og ss. 59 + 61 + 63 (engelsk).

 

Resumé:

I Ikigaat boede et ægtepar, Inngliistinnguaq plus mand, med tre sønner, der forsvandt en efter en og mentes at være blevet fjeldgængere. Den første, der ikke kom hjem fra fangst, var blevet skældt ud af sin unge kone, Bulatta, der led af hjemlængsel og havde givet ham skylden for, at der en nat lå en masse nåle på deres lille søns soveplads på briksen. Da hendes mand udeblev, tog hun hjem. Den anden blev af sin far skældt ud for at have forlagt en økse ude i lyngen. Han leverede den senere tilbage med en bemærkning på afstand om, at nu var øksen der, som faderen foretrak for sin søn. Den tredje gik til fjelds af sorg over, at forældrene ikke brød sig om hans kæreste. Han besøgte hende en enkelt gang senere i det store fælleshus nord for Qaqortoq, hvor hun havde hjemme. Forældrene, der vågnede, hindrede vildmanden i at tage hende med. Senere fortalte tilflyttere fra østkysten at de engang under bærtogt havde mødt tre høje mænd med langt lyst hår, der havde vist dem noget som værn imod alt ondt, måske en bog. Og de havde forgæves søgt at lære dem en masse stednavne omkring Narsaq Kujalleq. Ved at høre om det mente man i Narsaq Kujalleq at det måtte være de tre brødre, der nu levede sammen som qivittut.

      Inngliistinnguaq, der blev blind, boede alene med sin datter og en kiffaq, der passede deres mange får og geder i Ikigaat. Datteren kom en dag ikke hjem fra vandhentning. Man fandt hende død ved elven. Muligvis voldtaget. Hun led øjensynligt af epileptiske anfald. Inng. ville blive Ikigaat. Men hun måtte til slut give op og flytte til Narsaq Kujalleq.

 

Var.: Niuvertoq pingassunik ernilik ?

 

Hist.: Historisk fortælling. CP var 46 år i 1963. Ifølge en note, leveret af Robert Petersen, kender man fra kilderne en dansk udstedsbestyrer i Ikigaat i 1820'erne, Jakob Hagen, gift med den grønlandske Inger Tabitza. De havde døtrene Jakobine og Maria, og sønnerne Hans Peter og Andreas. Der er ikke nedskrevet noget navn på en evt. tredje søn (der måske i tidens løb er blevet indføjet i fortællingen fra folkeeventyrene? BS).

Qivittoq-hulen

Print
Dokument id:2060
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Martin
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittoq-hulen
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 125
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 136 - 140: "Qivittup inna", der slutter s. 139 midt, hvorefter MM besvarer M. Vebæks yderligere spørgsmål om qivittut.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé: MM. er overbevist om, at en hule han tilfældigvis fandt sammen med Ansiina under en fangsttur bag Sermersooq var en qivittoq-hule. Den var foret med sten og tørv, også på gulvet, briksen var blød af kviste og meget bred. En del knogler lå ved indgangen og inde i hulen kun en tom stiv pakning Lucky Strike og en gammel papirspose fra butikken. Hulen lå for højt oppe til at kunne være opholdssted for rejsende. Og ingen MM har spurgt har set den.

 

Kommentarer med oversættelse ved Signe Åsblom af tekststumper fra den grønlandske udgave, der er udeladt i den danske:  

 

s. 136: Qivittup inaa: qivittoq-hulen.

MV spørger MM om hans eventuelle kendskab til qivittoq-huler:

Ja, jeg har ganske kort set nogle, sådan lige før foråret satte ind, lidt forskellige steder, og gennem den tid, hvor jeg efterhånden blev voksen, gik jeg jo gerne ofte på jagt herude omkring bopladserne, og sommetider var jeg alene, andre gange var jeg sammen med nogen, og jeg overnattede, selv om jeg egentlig ikke havde nogen steder at søge ly, for jeg kendte faktisk kun til et enkelt sted, hvor vi kunne søge ly.

 

(Følgende stumper indgår i beskrivelsen af den hule, der givet var brugt af an qivittoq:

s. 138: (Fra: Tamakku inuit...)

 Jeg spurgte nogle af de mennesker jeg kendte her fra området omkring Alluitsup Paa og Akuliaruseq, som f.eks. Kaali, der havde slået sig ned her, som jeg også var sammen med i sommers på Isua, om de havde set hulen, men han havde aldrig nogensinde set den.

(Ujarassuasik paanngeratsigu...): Vi stillede os ved den store sten ved indgangen, jeg er jo heller ikke særlig kraftigt bygget, jeg er ret lille. Indgangsåbningen var ikke meget højere end min overkrop og en smule smallere end den.

 

s. 138: (Illiseqarpoq ujarak...):

Briksebrættet var lavet af en sten, der var stillet på højkant med en tynd sten lagt ovenpå. Og den lå hele vejen hen som et briksebræt.

   Eftersom hulen lå så højt oppe, var den næppe blevet brugt som fangsthule. Det var bare helt tydeligt, at den var blevet brugt som en qivittoq-hule. Den lå jo der mellem en masse store sten. Og uanset om man kom langt ude fra siden eller nedefra eller ovenfra eller fra nordsiden, ja, ligegyldigt hvordan man nærmede sig og kom hen til hulen, ville man ikke opdage den, medmindre man virkelig kiggede efter den. Den var altså helt klart brugt af qivittut. Når man skulle ud, aarh, var der tæt på en stor sten lige overfor. Ville man ud på / til (?) den anden side, var der (også dér ?) en stor sten lige ved åbningen. Der var et mellemrum mellem indgangen og en masse sten, og derfor kunne man kun ved et tilfælde løbe på indgangen, selv om man ledte efter den. Det var helt uden tvivl et opholdssted for qivittut. Der lå også meget gamle og forskellige knogler der. Det har uden tvivl været det sted, hvor de havde deres proviant, måske har de opbevaret deres proviant der... måske har de gemt deres rester dér. Der lå altså sådan noget derinde... Der var overhovedet ingen brugsgenstande i klippehulen. Der var slet ingenting generende i hulen.

 

Denne fortælling, oversat af Signe Åsblom, er kun med i den grønlandske udgave (se ovf.)

s. 139: MV: Allamik qivittumik...

 Kender du ikke til andre historier om qivittut? Noget om qivittut, eller noget som folk har fortalt, eller noget du har hørt om, dengang du var barn?

MM: Jeg har da af og til hørt om nogle, der ikke var qivittut på den måde. Altså sådan nogle skrækindjagende typer. Min mors mor Juuliaaraqs mor Attaalaaraq fortalte, dengang hun var ved godt helbred, at hun selv havde genfortalt og fortalt sin mors fortælling nogle gange og var glad for den. Hun var nu også glad for at fortælle om spøgelser. I Qernertut, der ligger lidt vest for Illorpaat, dengang, da de altså boede i Qernertut, altså vores oldemor, bedstemor.

   Om foråret i marts skulle de altså derned, da de var ved at løbe tør for forråd, og med proviant og tog de til området på sydsiden af Niaqua. Da de var kommet afsted og var nået syd om Sivinersuaq, så de, at der kom tåge fra et sted der i nærheden lidt nordligere. Det var jo i marts måned, og sneen var ved at smelte væk, og der var ikke noget at frygte, og det var virkelig varmt. Men der lå stadig is på søerne, der slet ikke var begyndt at smelte væk. Og de gik, og de gik, og de gik, og den ene sagde til den anden, at røgen/tågen var ved at drive væk, den andens navn blev ikke nævnt. Men den ene var altså min mors mor Attaala, de kaldte hende Attaala. Og de gik, og de gik, og de kom til overgangen ved Niaqua og gik nedad, og så kom de til sydsiden af Niaqua og frem til deres egen forrådsplads, og den anden gik sig en tur. De tog en del tørret kød og lavede en bylt til ryggen, og den anden var i færd med at lave sig sådan en pakke, da vedkommende sagde: "Åh, tågen kommer nærmere, den er allerede forbi Naajaarnerit og er snart her henne, nu ender det vel med, at vi ikke kan se noget". Selv sagde hun: "Nej, når vi bare går ad landjorden, sker der ikke noget!" Det skulle vise sig, at det skulle give dem problemer på hjemvejen.

   Så begav de sig hjemad... og de begyndte at gå opad Niaqua, og så kom tågen over dem, så de ikke længere kunne se noget som helst på længere afstand. Og de gik, og de gik, og de gik på den nordligst liggende sø og derefter til den midterste og derpå sydover; og de kunne nu kun se et ganske lille stykke frem, og nu blæste det både fra vest og nord, og vejret var rigtig modbydeligt med en voldsom storm. Og det fortælles, at de gik og var næsten fremme ved denne store sø, ja, de var altså nået hen til den sydligst liggende sø. Men hvad var det! Nu skete der noget med hendes ledsager, der blev helt afkræftet, og våd var hun også blevet - dengang havde de jo ikke dansk tøj og heller ikke lange bukser, så de havde jo deres skindbukser og kamikker på, altså lange kamikker. Det betød jo ikke det store, om der føg lidt sne ind (?). Men hvad var der dog med hende? Hun blev helt svag. Netop som hun troede, at den anden var helt afkræftet og gjorde hvad hun kunne for hende, gik det op for hende, at hendes ledsager ikke var helt almindeligt afkræftet, men at der foregik det rene spøgeri med selveste hendes ledsager, og der var jo ikke andre sammen med dem. Unginnganikulooq! (aner ikke hvad det betyder, er der stavefejl, så der står Uninnganikulooq!, kan det betyde: det store ophold/lang pause, S.Å.). Hun følte det, som om hendes liv ændrede sig (?), og så så hun sig tilbage og opdagede en stor bund (?) (søens lag af is ?), der var rullet sammen og fulgte efter dem. Og det på trods af, at der slet ikke havde været sådan noget farligt noget at se, da de før gik forbi. Hendes ledsager sagde: "Nu kan jeg altså ikke mere, mine muskler er helt forkrampede, og mine fødder og såler klæber simpelthen til bunden(?)/isdækket(?). Du kan ikke redde mig medmindre vi finder på en måde at forsvare os på. Hvis du har noget tobak, kunne du prøve at stænke noget af det på bunden/isdækket(?), det kunne jo være, at det kunne hjælpe os." De røg ikke og havde altså ingen tobak, men de havde da snus. De tog altså snus i munden og spyttede det ud på bunden/isdækket(?). Så kan det ellers være, at denne sammenrullede bund/isdækket(?) gav lyd fra sig, og den vældige lyd af noget, der rullede sig ud, nåede hen til dem, og de kiggede sig tilbage og så, at bunden/isdækket(?) var ved at rette sig ud, og det rettede sig helt ud og begyndte at lægge sig igen, og hendes ledsager var ved at få det godt igen. Og igen, igen gentog dette sig for hendes ledsager, mens de gik på søen, tre gange fik hun det på den måde. Havde de ikke haft tobak (altså snus) var hendes ledsager nok frosset ihjel for hende, når hun blev helt afkræftet. Men netop fordi de havde tobak, brugte de den til at forsvare sig med, og da de kom til land, skete der ikke mere - de gik op på land fra den store sø - du kan tro, de kom i land. Så gik de med vinden i ryggen mod den lille sorte sø. Og bedst som de gik, gled hendes ledsager ned, og det samme skete for hende selv. Nu var det blevet sådan, at ligegyldigt hvor de gik, var de ikke længere bange. Det viste sig, at de var gået i den rigtige retning og var gledet ned ovenfra mod huset på bopladsen Qernertut.

Da de nåede frem, sad de andre der og græd over dem. Så begyndte de ellers glade at fortælle om, hvad der var sket. Og hele natten var der et frygteligt uvejr.

Ja, sådan hørte jeg hende fortælle om dette.

 

Hist.: Historisk fortælling. MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Qivittut

Print
Dokument id:2092
Registreringsår:1949
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Salomonsen, Henriethe
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittut
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 199 - 201
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 210 - 211: "Oqaluttuamerngit pingasut".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

HS så som barn en qivittoq sammen med sine ældre søskende. Den kom hen over himlen i måneskin med en masse ildgnister. Moderen sagde at den slags så de kun fordi de ikke huskede at bede deres Fadervor. En knarken under gulvet om natten forklarede hun dog med uhyggelige dyr, der levede i vandpytterne dernede. Og man sagde at en dødning, som børnene også så kravle op over sin gravsten en aften de var ude at tisse, havde været en sindssyg.

 

Hist.: Tolkning af himmelfænomen.

HS var 64 år i 1949, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Født i Pamialluk af immigrerede østgrønlandske forældre, Oqummiaq og kone. Har boet på flere små bopladser omkr. Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Qivittut

Print
Dokument id:2095
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Andersen, Simon
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittut
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 211
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik 2001: 219: "Unnuami inuk".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Simon Andersen oplevede qivittut flere gange. En gang i en primitiv jagthytte uden komfur og vindue, hvor en person lagde sig tæt ved siden af ham om natten. SA mærkede ham, kunne næste morgen se aftrykket af personen, men blev ikke bange og gjorde ikke noget ved det. Heller ikke da han engang hørte rumsteren på sit loft og næste dag fandt rester af et måltid på tørfisk deroppe. På sine vandringer ved Qarmat hørte han ofte uhyggelige lyde. Een gang var det en gråd så frygtelig ved en stendynge, at han måtte gå baglæns derfra. SA ved, at en qivittoq starter sin tale med lyden fra den fugl eller det dyr han/hun har spist som det første i fjeldet.

 

Hist.: Historisk. SA var 69 år i 1965. Tidligere Qarmat, Narsaq kommune.

Qivittut

Print
Dokument id:2110
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Abel
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittut
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 230
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 243 - 245: "Qivittut", der fortsætter med flere episoder end dem i den danske udgave. Se ndf.

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 224 (dialekt) og 225 (engelsk).

 

Resumé af den danske tekst:

Abel Klemensen har set mange qivittut, siger han. En af dem fortalte om sin forvandling i fjeldet, hvor han sultede og tørstede uden at kunne finde vådt eller tørt indtil den femte dag. Da spiste han som det første en ravn, og begyndte derfor siden altid sin tale med et krar- krar - krar. Hans støvler var lavet af rødder. Fra den femte dag kunne en qivittoq alt. Også flyve - mens de spyede ild. Aabaalakasik havde prøvet at skyde en flyvende qivittoq / fjeldgænger ned. Men den var usårlig. Det ene ben var bundet op. AK så selv sammen med andre børn engang en qivittoq der landede og blinkede til dem.

 

Tilføjelse: Den grønlandske tekst i oversættelse ved Signe Åsblom:

 

s. 243:

Engang var en lille dreng forsvundet, og de ledte og ledte... Selv om de ledte efter ham, kunne de ikke finde ham, og derfor sagde de til deres åndemanere... en åndemaner. De bad ham sige til ham... sagde til åndemaneren, at man skulle mane ånder for drengen. Åndemaneren kaldte længe på sine hjælpeånder: "Åh, de siger, at han er deroppe i byen (de store huse hos kæmperne i indlandet ? BS) og græder, den stakkel! De siger, at han græder!" Og drengens far blev dybt forbavset. "I morgen tidlig tager vi straks hen til ham".

   Så kom de derhen, men hvor var det egentlig? Stedet var helt fladt. Der var ikke andet end nogle grimme enebærbuske og dværgbirke, der var vokset hen over stedet. Da åndemaneren kom derhen, kiggede han omhyggeligt på stedet og sagde: "Her er indgangen!" Så gravede han dér og sagde: "Så kan I godt åbne!" Og sikke da en indgangsåbning! Åndemaneren gik ind sammen med manden for at hente dennes søn. Hans lille søn sad der og græd uafbrudt. Og da manden ville tage sin søn og fatte om hans hænder, opdagede han, at drengens hænder allerede var blevet fuldkommen sorte! Og det fortælles, at fordi han selv var døbt kunne han simpelthen ikke røre drengen. Derfor drejede han rundt og forlod uden videre drengen.

   Det var fordi drengen allerede var spoleret... og og det fortsatte sådan ... at han gav små lyde fra sig som et dyr. Det fortælles, at drengen hele tiden gned sine hænder mens han udstødte sine dyrelyde. Samtidig tudede / fløjtede han og begyndte så at græde igen. Det var altså ham de var kommet for at hente, og når han forsøgte at sige noget, stod der ild ud af munden på ham. Han var virkelig blevet ødelagt, og det var Djævelen selv, der havde boret sig ind i ham. Man kan sige: Når det er kommet så vidt, er Djævelen allerede blevet herre over den slags mennesker.

   Det forholder sig jo også på den måde, at qivittut ender med at kunne gøre alt. De flyver også gennem luften.

 

   Og denne Aabalaakasik var også noget af en fortæller. En gang tog de ud til nogle, der var på fangst ude på de yderste øer, og så var der en skrækkelig qivittoq... en forfærdelig qivittoq, der fløj, og den skød han. Men der skete overhovedet ingenting med den. Og efter sigende fløj den sådan: Med benene sådan: Den fløj med det ene ben bøjet opad under sig og holdt om det med begge hænder. Det siges, at det nærmest så ud som blålig ild, der ikke lyste. Og han gjorde altså sådan... og benet var omviklet, ikke med remme men med store rødder, og det (benet?) blev helt dækket til(?), når de skulle afsted.

   Vi... da jeg var barn, vi så dem derude, derude lidt syd for os, nedenfor Biinias hus. Han var omviklet her (viser det måske på sit ben?), og han var virkelig skinnende hvid, og han landede der lidt syd for os, og han stirrede virkelig. Han gjorde sådan her og kiggede herhen. Og vi var jo børn, og han fik os næsten til at flygte fra ham (?), det var virkelig forbløffende dengang! Sådan var qivittut. De forfærdelige qivittut... Sådan var de altså, dengang da der fandtes qivittut. Ja, det var jo foregået på denne måde... og Aabalaakasik sagde nemlig noget, der er rigtigt: At nogle af dem smilede stort. De kiggede til siden og smilede... det var, når de var ved at flyve henover deres telt! Sådan var disse qivittut, når de efterhånden havde lært at kunne alt.  Sådan var de, når de kunne klare alt. Men det siges, at det først skete på den sjette dag. Når de virkelig var ved at dø af sult, og de fandt noget at spise, måtte de have fat i det. Og hvis de spiste noget, som for eksempel en rype, så ville det første de sagde være "qaar-", når de mødte et menneske. Spiste de en ravn... Hvis det første de spiste var en and, ville de først sige lyde som en and og først derefter tale som et menneske. Og hvis de spiste en søkonge, ville de først sige som en søkonge, før de sagde andet. Sådan var de. Sådanne fortællinger er virkelig dejlige!

 

Var.: søg på qivittut; qivittoq. Tunerluk + varianter er den traditionelle fortælling om barnet der stjæles af indlandsboere og normalt hentes hjem igen af en angakkoq / åndemaner el. faderen.

 

Hist.: AK var 66 år i 1965.

Genfortolkningen af den traditionelle Tunerluk i kristent regi viser klart ændringen i opfattelsen af landets ånder, der mere eller mindre har veget pladsen for de ny qivittoq-forestillinger med forbindelse til kristendommens djævel.

Qivittut

Print
Dokument id:2125
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Jensen, Gustav
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittut
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 230
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

s. 230: Qivittut: Fjeldgængere.

 

   Det fortælles jo også, at han gerne roede nordpå i kajak, da han efterhånden blev i stand til det, og om vinteren tog han op til Kitsissut Avalliit for at fange spraglede sæler, som for eksempel nordpå - op til Kitaamiut var der jo virkelig langt, og han roede i kajak over Tasiisaq. Engang, da han var dernede, var han uheldig at komme ud for søndenvinden, og på vejen sydpå opdagede han to qivittut / fjeldgængere foran sig. Og de klæbede til ham på en frygtindgydende måde. Han så, at de var klædt fra top til tå i afhåret sælskind.

   Han fortalte, at han havde sagt til dem, fordi han bar et ladet gevær, at hvis han ellers havde tænkt sig at dræbe nogen, kunne han skyde dem begge to. Men selv dét var de ligeglade med. De gik hver til sin side og stillede sig så op overfor hinanden. Så gik de i den ene retning og indkredsede ham, og når han gik i en anden retning, indkredsede de ham. Og det fortælles, at han sagde til dem: at han selv var døbt (altså kristen) og derfor ikke skulle slå nogen ihjel, og hvis de havde tænkt sig at stå i vejen for ham, agtede han bare at gå videre. Han ville i hvert fald ikke lade dem standse ham. Og sådan fortsatte det længe, men da han fik øje på Kitaamiuts boplads, forlod de ham, og de skiltes. De sagde ikke et ord, og derfor fortalte han ikke noget om, hvad de sagde. Det var kun ham der havde sagt noget til dem. Han havde endda spurgt dem, hvem de var, men de svarede ikke. Og han havde fået det klare indtryk, at de hørte til blandt dem på hans egn (?), for vestgrønlændere var de ikke. Og begge var klædt i afhåret sælskind. Derfor var han overbevist om, at de var qivittut / fjeldgængere. De måtte jo have været fjeldgængere. Det kan jeg selv slet ikke modsige. Jeg kunne jo selv blive fjeldgænger. Men denne... Jeg kunne nok ikke overleve meget længe, sådan plejer jeg at sige. Hvis jeg gik til fjelds, ville der ikke engang gå fjorten dage, før jeg var så afkræftet, at jeg døde.

   Nogle siger, at fjeldgængere ikke kan dø, men det er jeg altså ikke enig i. Et menneske kan jo ikke leve evigt, kun sjælen lever evigt. Jeg er virkelig modstander af den tankegang, fordi jeg sammenligner dem med mig selv. Et hvilket som helst menneske ville jo blive udsultet her, især når det er dårligt vejr, også selv om det befinder sig i en klippehule, for når det får for lidt at spise, bliver det efterhånden udsultet.

 

Hist.:

Mistro til forestillinger om qivittut i en fortælling om en oplevelse.

GJ var 75 år i 1965.

Qivittut / Fjeldgængere

Print
Dokument id:2025
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ammosen, Jorsias (Ammosen, Josias)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittut / Fjeldgængere
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 10 - 11
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 11 - 12.

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: s. 52 (dialekt) og ss. 53 + 55 (engelsk).

 

Resumé:

Josias Ammosen tror ikke på at de døde går igen. Men fjeldgængere, qivittut, tror han på. Hans egen far fortalte bl.a. om Kattaliit, datter af en kateket. Hun besluttede at blive qivittoq, fordi hun var gravid og ugift. Hun pillede sin næse til blods under faderens gudstjeneste, forlod kirken og forsvandt sporløst. Senere traf en mand, Qujananngitseq, hende med et barn nær en stendynge ved Iseqqaq nær Illorsuatsaat / Illorsuatsiaat (BS?) (sydøst for Narsaq Kujalleq / Frederiksdal). En lang tunnel førte dengang ind i dyngen, hvor der inderst inde ikke kunne holdes liv i et bål.

 

Hist.: JA var 60 år i 1963. Historiske begivenheder i begyndelsen af 1900-

tallet.

Qivittut / Fjeldgængerne

Print
Dokument id:2037
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Hansen, Isak
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qivittut / Fjeldgængerne
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 46 - 47
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Den grønlandske tekst er ikke trykt.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé: Isak Hansen mener at qivittut er virkelige. At de ofte i hemmelighed får mad af familie eller venner. Selv har han set en qivittoq et år efter at manden var forsvundet. IH fulgte efter ham et stykke, men var for skrækslagen til at få fat i ham. Det har siden undret ham, at han blev så viljeløs. Det mærkeligste var dog, at hans tanker umiddelbart faldt på denne qivittoq, dengang hans får blev pint.

 

Hist.: Historisk fortælling. IH var 70 år i 1963.

 

Kommentar: Fårenes pine beskrives desværre ikke.

Qivittut / Qivittoq Story

Print
Dokument id:2287
Registreringsår:1963
Publikationsår:2006
Arkiv navn:
Fortæller:Tittusen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:Veb�k, M�li�raq
Titel:Qivittut / Qivittoq Story
Publikationstitel:The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu
Tidsskrift:Meddelelser om Grønland, Man & Society 33
Omfang:ss. 112 - 117
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal
Note:

rig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Dobbeltsproget lingvistisk udgave på dialekt og engelsk inkl. CD-Rom med de tilhørende båndoptagelser.

 

Resumé: En ung mand går qivittoq / til fjelds for at leve dér, fordi hans forældre ikke vil vide af den pige han elsker og har gjort gravid. Flere år senere ser han på et smut til kysten en konebåd / umiak, hvor den elskede ammer hans barn. Amos synger så den sang, som fjeldgængeren digtede over episoden, hvor han ønsker at moderen vil holde barnet frem for at tisse. Det sker, og han ser at det er en lille pige.

 

Hist.: Amos Tittusen var 61 år i 1963. Boede tidligere i Illukasik

Qujaavaarsi og det gamle sølle ægtepar i Ikermiut og Havets Moder

Print
Dokument id:2070
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Isaksen, Peter
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qujaavaarsi og det gamle sølle ægtepar i Ikermiut og Havets Moder
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 141 - 152
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 153 - 163: "Unikaartuaq. Angiterpaat Utoqqannguasillu".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 196 - 212 (dialekt) og ulige sider: 197 - 213 (engelsk).

 

Resumé:

I Ikermiut overlader alle de voksne, når de tar til midsommerfest i Alluitsuq / Lichtenau, deres børn og en masse mad til et gammelt ægtepar, der må ty til åndemaneri, når børnene blir alt for uregerlige. De kan få stenene til at løfte sig og flytte sig indefter.

      Bag Alluitsup Paa i Qarsorsat bor en meget dygtig fanger, Qujaavaarsi, med kone og en gammel ungkarl, der kun forstår sig på at fiske. Quj. og hans kone er barnløse. Quj. overtaler sin kone til at tage pænt tøj på og prøve at lokke pebersvenden fra dennes fiskeri til at ligge med sig. Første gang lykkes det ikke, men anden gang i finere skindtøj, bliver ungkarlen klar over hensigten, kommer ind, ligger med hende, står længe og kigger på hende bagefter. Konen er lykkelig, ligeså hendes mand. Han blir lidt forskrækket da fødslen tidligere end han venter går i gang, men det blir en stor dejlig dreng, som han kalder Qujaavaarsiaq efter sig selv. Moderen passer godt på den lille, der først sent, da han har fået noget græs som amulet af sin biologiske far, får lov at komme uden døre. Herude skriger han. En masse små fugle har sat sig på ham, tiltrukket af græsset, der stammer fra en høj fjeldtop i nærheden.

Qujaavaarsi lærer sønnen op til kajakfanger og man holder gilde med pebersvenden, den eneste bopladsfælle, da han fanger sin første sæl (pernarneq, førstefangst). Ungkarlen får en masse af sælen med hjem. Senere fryser hele havet og fjorden til netop som sønnen er blevet så glad for kajakfangst. Han trygler sin far om at de skal prøve det gamle ægtepar, for det er rygtedes at de kan noget åndemaneri. Faren indvilger, og de vandrer nordpå til Ikermiut (hvor?, der ligger et Ikermiut i skærgården syd for Alluitsup Paa, BS) med al det kød og spæk de kan bære.

Det gamle ægtepar vil godt prøve, men mener de er blevet for gamle og kraftløse. Efter en del mumlen begynder konen at kunne mærke noget og opmuntret af manden ser hun omsider en isbjørn komme over isen og en hvalros under den. Hun går ud, bjørnen bider hende i skridtet, kaster to gange med hende, og anden gang ned under isen til hvalrossen og lander mellem dens stødtænder. Også den bider hende i skridtet. Hun kommer langt ud og blir spist af begge dyrene og blir derefter skidt ud af dem. Hendes ønske om at hvalrossen må skide først går i opfyldelse. Hel igen vandrer hun videre ud ad havbunden.

Under overskriften: Havets mor, fortsætter fortællingen med et indskud om denne skikkelses oprindelse: en forældreløs pige der bare blir smidt overbord fra en konebåd. Hun klamrer sig til rælingen, får hugget hænderne af og synker til bunds og vandrer udad med sin lille hund, som også er smidt overbord.

Det er denne forhenværende forældreløse lille piges hus, som den gamle kone nu nærmer sig. Hendes hjælpeånd råder hende til at træde præcist på en kamiksål, der ligger på elven i husgangen. Det lykkes. Hun kommer ind til en stor kone med filtet hår, der beordrer hende at rense sig, men alligevel slynger den gamle kone hende omkring, da hun griber fat i håret. De gamle renser hende, havkvinden takker med at sende søfugle ud fra under lampen og ved at bede hende mærke en sæl, der lukkes ud af en dør. Det skal være den gamle kones mands sidste fangst. Hun kommer hjem med den besked, at man ikke må fange de første 6 dage og derefter skal give det gamle ægtepar hele førstefangsten. Om natten blæser det op, isen revner, der kommer masser af søfugle, men de lader sig ikke ramme før efter de nævnte 6 dage. De gamle får førstefangsten, og da den gamle mand en dag pludselig får lyst til igen at komme ud i kajak, fanger han den mærkede sæl.

 

Hist.: PI var 69 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune. Vedr. isbjørn og hvalros som transportånder, søg på puulik (der er en østgrønlandsk angakkoq / åndemaner-grad)

 

Var.: Qujaavaarsuk. Rejsen til havkvinden. ID 547, 1524, 2304.

 

Kommentar: De voksne er mere sandsynligt taget til en vintersolhvervsfest ifølge Robert Petsersen (pers. medd.) Også i Rink samling findes en version, hvor åndemanersken, Tuttus kone, transporteres over isen til havkvindens hus i en slags stafetløb. De æder hende dog ikke og skider hende ud igen. Dette særlige træk ved PI's version viser et endnu stærkere slægtskab med den østgrønlandske puulik-tradition, hvor initianden mistede alt sit kød undervejs ud til horisonten og måtte prøve at samle alle stykkerne på tilbagevejen alene. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

 

Ove Baks fortælling: Qujâvârsiks rejse til Månen, 1977 (ikke registreret i basen) er også fra det sydligste Grønland, men er en variant af fortællingen om rejsen til Månen, som fx Manguaraq

Qujananngitseq

Print
Dokument id:2086
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qujananngitseq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 192 - 194
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 196 - 197: "Qujananngitseq" og "Torngit".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Saqqisi's søn Qujananngitseq var døbt Timutiusi. Han blev engang belært af en inoruseq (indlandsvæsen) om hvordan han med en formular / trylleformular skulle tiltrække en sæl ude fra havet. Det skulle ske med anorakhætten bag ørerne. Inoruseq'en viste det to gange. Han mumlede løs og kunne se sælen længe før Teem. Første gang fangede kæmpen den med et rebslyng om halen, anden gang med et nakkeskud med en riffel. Under flænsning skulle alt blodet løbe fra. Teem. måtte hver gang kun bruge midlet to gange. Han afprøvede det flere gange, men holdt så op for at det ikke skulle blive en dårlig vane. Han mente også at Eliaasaraajiks morbror, Likkarsi / Kissaq fra Anorliuitsoq havde lært det samme. For han erklærede altid at han næste dag ville hente en sæl en anden havde set. Og det gjorde han.

AO mener at inorutsit var på størrelse med og havde ansigter som mennesker. Og klæder af afhåret skind. Tornit (fl. af tuneq) talte barnesprog ved AO bl.a. fra Kaspakasiks fortælling om en mand, der ude på fangst mistager en tuneq for en stor bjørn. Tuneq'en bugserer en blåsæl og siger skræmt: 'Mig ikke dræbe'. Nej, vi er kristne svarer manden, der heller ikke vil ha den fangstpart som tuneq'en tilbyder, inden den drager til indlandet med den parterede sæl på ryggen.

 

Var.: Fortællingen om tuneq'en er også fortalt af Benjamin Lange.

 

Hist.: Historisk. AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Saqqiisi var åndemaner. Sønnen, Timutiusi's dåbsdag må kunne findes i kirkebøgerne.

Indlandsåndernes lassofangst omkring dyrets hale var en udbredt forestilling. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge og kæmper.

Qutsuluk

Print
Dokument id:2120
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Therkel
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Qutsuluk
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 91 - 93
Lokalisering:Ammassivik: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

Qutsuluk.

 

De siger, at Qutsuluk var min oldefar. Det var sådan de talte om ham, sådan de omtalte ham. Han var forældreløs, og det betyder måske, at han, da han var barn, har boet her i huset nærmest husgangen. Han boede altså dér nærmest husgangen og kunne både komme til sig selv og glemme alt. Da han nu en dag havde glemt alt omkring sig og kom til sig selv igen, hørte han en vældig buldren, der viste sig at komme fra briksen. Han vendte sig om for at se, hvor denne buldren kom fra, men der var ingen andre end ham selv udover denne buldren. Selv befandt han sig på pladsen modsat briksen. Han hørte altså denne buldren bagved sig, og det fortælles, at efter at han kom til sig selv dengang, glemte han aldrig mere alt omkring sig. Han kiggede altså og så en person, der var bøjet bagover og kun støttede på hælene og på hagen, og det virkede uhyggeligt... og personen drejede baglæns (bagvendt?) rundt. Han kiggede altså på den, der drejede baglæns rundt og rundt. Og hænderne var fulde af udslæt/hævede (?), og manden virkede helt afpillet og døende, og dette begyndte ved munden. Den tilstand gjorde folk rædselsslagne, og manden var det rene skind og ben omkring munden og op over hovedet, og det var noget, det virkelig kunne skræmme folk. Nordpå kaldte man dem dengang "dem, der falder forover" / pulamittoq. Vi kaldte dem tossede, det var dengang man af og til hørte om vanvittige mennesker. Det viste sig altså at være en vanvittig / sindssyg / sindssyg person. Sådan sad han og kiggede ind i rummet på manden, da en stor mand sprang ind gennem husgangen og greb fat i ham og bar ham ud. Han så, at konebådene var ved at ro væk, og det viste sig, at de allesammen flygtede væk. Han var den eneste, der var ladt tilbage, fordi de havde glemt ham. Den store mand råbte ud på vandet til dem: "Drej lige rundt, så springer jeg ombord". At manden sprang ombord med ham glemte han aldrig; og så roede de væk. Så kom de til en anden bygd. Han fandt aldrig ud af noget mere om den syge og hørte heller aldrig mere om ham. Nok om det.

   Bagefter huskede han altid det, der var sket dengang, og han trænede sine muskler for at blive stærkere. Tiden gik, og han blev voksen og blev en dygtig storfanger. Og endelig fik han sig en kone. Han fik sig altså en kone og hørte aldrig mere om den slags begivenheder, som han havde været ude for. Og denne Nappartuku (hvem er nu det?) var en ugift(?) ung mand, der var blevet ret velhavende, og nu sad han for sig selv, mens nogle af hans bofæller gik ud og ind, og så skyndte en af dem sig ind og sagde: "Derude syd for os kan man se en kajak, der kommer herhen i en fart, så det bare ryger henover den!" Folk gik ud, og så kunne de efterhånden høre kajakmanden råbe: "Det siges, at han er væltet om på siden (blevet vanvittig?)". Så snart de havde opfattet det, kajakmanden råbte, vendte han om igen. Og det fortælles, at deroppe på østkysten sad man i bar overkrop, når man lavede kajakredskaber (?), og han sad som sædvanlig og lavede kajak-redskaber, alene og med bar overkrop, og da de fortalte ham, at en mand var væltet sidelæns forover, kastede han straks sit arbejde fra sig og løb udenfor, og uden at sanse andet løb han ned til sin kajak. Han tog fat i sin kajak og bar den ned til stranden, og han havde stadig ingenting på overkroppen.

   Men da han var ved at kravle ned i kajakken, hørte han nogen sige: "Du kan da i det mindste tage denne her på", og det var hans kone, der var kommet ned med sin sælskindsanorak. Han havde altså været meget tæt på at tage afsted i bar overkrop. Og han fik rasende travlt med at tage anorakken på som han trods alt ville i inden afgang; og så løftede han sin ... (?) og begav sig afsted efter kajakmanden, der var taget sydpå.

   Han roede og roede for at komme hen til bopladsen. Og han følte det, som om han ikke kom nogen vegne. Så passerede han stedet. Og da han roede ind for at lægge til, opdagede han, at der lå et af datidens meget store huse, hvor mange familier boede sammen. Udenfor gik der mange mennesker rundt, som ikke kunne komme ind i huset. De mente, at det ville være alt for forfærdeligt at gå ind i huset, og så trak han sin kajak op på land og vendte den med det samme med forspidsen ud mod havet. Så gik han op til huset og kiggede ind gennem deres udkigshul, - familierne oppe på østkysten havde dengang for vane at gøre følgende: det store hus blev bygget ved hjælp af stolper, og familierne boede ved stolperne og indhegnede sig og brugte stolperne som skelpæle, og det var jo, fordi de boede i et meget stort hus. Han kiggede altså ind ad kighullet, og der var sådan nogle teltstænger, som det viste sig, at de havde bundet fast med remme og gjort fast til stolperne og op til tagbjælkerne. Så hørte han, hvordan det buldrede derinde i huset. Da han havde kigget ind uden at kunne se noget, sagde han: "Jeg går ind!" De andre prøvede at forhindre ham i det, men han gik ind. Da han var kommet ind, prøvede han at få øje på noget ved at kigge mellem teltoverliggerne (?), men da det ikke lykkedes, trak han i noget ved siden (?) af tagbjælkerne. Men så fik han muskelsammentrækninger(?), og han så, - den slags var omviklet med remme - at remmene var revet over og var gledet ned, og da han fik disse muskeltrækninger, var han af rent ubehag kommet til at rive remmene ned. Og så så han igen det, som han i sin tid havde oplevet. Hænderne og ansigtet var fulde af udslæt(?), både ansigt og hænder var fulde af udslæt(?), og ansigtet var helt indfaldent(?). Han stod og blev ved med at se på manden, der var ved at dø, og for bedre at kunne se ham, tog han fat i ham; og han greb fat under mandens ben og bag hans ryg for bedre at kunne se den afmagrede krop. På den måde holdt han under den døende. Han havde ham i skødet og sad der på kanten for at se på ham. Og det fortælles, at mens han sad der for at se på manden... var han blevet så optaget af dette, at han havde knuget manden til sig, og han knugede ham så hårdt, at der pludselig sprøjtede blod ud af mandens mund og næse, og han forstod, at han havde klemt manden og derved var kommet til at sprænge ham. Han havde knuget ham så hårdt, at han ikke havde lagt mærke til, hvor hurtigt tiden var gået. Så holdt blodet op med at løbe, og han råbte ud til de andre: "Nu kan i godt komme ind, han er godt og vel gået itu". Hi, det vil sige: han er død.

   Ja, på den måde klemte han ham i stykker, da han ville kigge på ham, og da han lagde manden fra sig, gjorde han det meget langsomt, for manden var allerede ved at gå i opløsning, efter at han havde knuget ham i stykker. Han havde taget om ham for at kunne kigge på ham, men han nåede ikke at studere ham, fordi han slog ham ihjel. Og det fortælles, at han bagefter glemte det, der var sket.

 

Var.: En version af den historiske fortælling om Napartuku / Nappartuku fra Ammassalik / Tasiilaq, der i slutningen af 1800-tallet blev sindssyg.

 

Hist.: Som det fremgår af Therkel Petersens fortælling: "Therkel Petersens bedstemor", var TP sønnesøn af Nappartuku, der blev forelsket i en af Gustav Holms roersker og gjorde hende gravid i 1884/85. Det var dog ikke denne Nappartuku men farfaderen af samme navn, der døde sindssyg (i 1879; søg på Nappartuku)

 

KP var 58 år i 1965. Boede tidligere i Ilivermiut.

Saalla og andre qivittoq-historier

Print
Dokument id:2102
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Jensen, Gustav
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Saalla og andre qivittoq-historier
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 221 - 223
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 228 - 230: "Ajoqi qivissimagaluartoq" (desuden fortælles om rorgængeren Sibuluaraq og Ikuunia).

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Saalla gik til fjelds / qivittoq pga. noget med en kvinde, og efter et par måneder i indlandet besluttede han sig til at blive rigtig qivittoq. Men en stemme fra oven bad ham kigge ned og se det sted, helvede, hvor han ville ende som død. Og lovede at han skulle blive kateket, hvis han gik hjem. En efterårsmorgen lå han så mellem folk fra Qassimiut i teltet, hvor de var taget ud på jagt på spraglede sæler. De havde ellers ledt efter ham hele sommeren. Saal. blev en ydmyg kateket, der formanede sine elever (bl.a. GJ) til aldrig at glemme den Helligånd.

 

Om to unavngivne qivittut fortalte man, at Jaakukasik havde mødt dem i fjeldet og truet dem med sin bøsse, nær Tasiilaq / Tasiusaq. De var ligeglade, men svarede heller ikke på hans spørgsmål.

      Selv kunne han også være blevet qivittoq, mener GJ, men da ville han højst have levet et halvt år måske. At qivittut lever evigt, som nogen mener, tror han slet ikke på. Alle er dødelige, kun ånden lever evigt.

 

Endelig ved GJ at fortælle om qivittoq'en Ikuunia, at denne fik tobak af Anguteeraq, som denne skulle lægge til ham på en sten. For Ik. mente han var blevet så ond, at ingen måtte røre ved ham. Hans tøj var godt og varmt af hare- og ræveskind. Hans kamikker af rodgrene. Han havde skæg i hele ansigtet og hans øjne var røde. Når han fløj tilbage til indlandsisen fra besøg ved kysten, kom der ild fra ham. Mange så det. Så det er nok sandt.

 

Tilføjelse til fortællingen om Saallat fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom:

s. 228. tassami eqquuppoq  ..

Det kom til at passe, han blev kateket. Ham Saallat, det var mens vi var børn at denne kateket døde, Salomonsen var det, han døde om efteråret mens vi var børn og gik i skole hos ham. Vi havde ingen seminarieelev dengang, og nogen kateket havde vi dengang heller ikke. Tuumannguakkuluks søn lærte os at læse, uuddannet var han, men han var vores læser. Og denne Saallat kom engang imellem dernedefra og holdt gudstjenesterne.

Styrmanden, det var Sibuluk, rorgængeren, Lille Sibuluk kaldte man ham, og der var også en suppleant for ham (Sibuluk). Jamen, de var ellers helt tæt på Qeqertarsuaaraq, den lå lige derovre i nærheden, men end ikke når han var med dér kunne han holde gudstjeneste. Det var altid ene og alene Lille Saallat der holdt den.

    Mens vi som børn gik  i skole, fortalte Saallat for os. Han fortalte os om alle mulige gode ting, ting at komme i hu, ting som man aldrig senere i livet skulle glemme: Han bad os aldrig glemme Hellligånden deroppe og altid have den i tankerne. For det var jo voldsomme oplevelser han havde haft; han var blevet rig på erfaringer. Han var kateket i mange år.

 

Tilføjelse til fortællingen om Jaakukasik fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom:

s. 229 - 230: Jaakukasip unikkaarisarpaa ...

Lille Jakob fortalte om sig selv dernede (i Sydgrønland), at da han var blevet forældreløs, ham Joorsuaraqs far, blev han optaget i deres familie, men selv sagde han, at der ikke var nogen der interesserede sig for ham, fordi han var forældreløs. Som barn havde han ikke ordentligt tøj, og derfor skete det om vinteren, midt i den koldeste vinter, når han var ude i kajak, at han var i bare anorak, og altså ikke havde andet på end anorakken. Det siges at det skyldtes, at han ikke selv mærkede kulde. Han sagde at han slet ikke mærkede kulden.

 

Engang mærkede han end ikke at en bjørn tog den fangst han havde på slæb. Som altid havde han kun sin anorak på, og han roede altid så stærkt, at sveden ligefrem drev af ham. Han var faldet i søvn, og måske lå han dér et eller andet sted med hovedet på en sten som pude, og dér lå han foroverbøjet over sin kajak. Han var altså faldet i søvn, og han sov virkelig så dybt som var han bevidstløs, og en isbjørn snusede til ham ... og at den var skrævet hen over ham, det havde nemlig heller ikke været særlig dybt, vandet ... Han mærkede altså slet ikke at den tog hans fangst fra ham.

 

Tilføjelse til fortællingen om Ikuunia fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom:

Ikuunia

Ikuunia var blevet fjeldgænger, han var virkelig blevet fjeldgænger. Da de ledte efter ham, fandt de kun hans kajak. Hans krop blev aldrig fundet. Anguteeraq gik engang en tur om vinteren, og så mødte han ham, og det viste sig, at Ikuunia havde prøvet på at overliste ham. Men fordi lyset dækkede Anguteeraq, kunne han ikke nå ham. Det fortælles, at så snart lyset forsvandt, kunne han se ham, og når han kom helt tæt på ham, dækkede lyset ham, så Ikuunia ikke kunne nå hen til ham. Han fortalte, at han havde mødt ham under en rypejagt.

   "Jeg havde godt nok tænkt mig at slå dig ihjel, men det er jo umuligt", havde Ikuunia sagt. "Det er jo umuligt at slå dig ihjel, når lyset dækker dig". Anguteeraq fortalte også, at han havde givet ham noget pibeudkrads (snus?). Ikuunia havde sagt, at han virkelig længtes efter noget tobak og gerne ville have noget snus/pibeudkrads. Og Anguteeraq fortalte, at han selv havde noget. Ikuunia havde sagt: "Læg det dér, så kommer jeg ikke hen til dig. Jeg kommer selv og tager det." Han havde allerede selv brugt af snustobakken... Han rev stykket over og tog det, som Anguteeraq havde givet ham lov til. Og han havde besluttet sig for at smide snusbeholderen ud. Ikuunia havde sagt: "Du har vist tænkt dig at smide snusbeholderen ud. Det skal du ikke. Selv om min hud er gået i stykker og væsker, er det slet ikke ensbetydende med, at jeg smitter."

   Men da han kom hjem, smed han naturligvis alligevel sin snusbeholder ud. Det var alt for væmmeligt.

   Det fortælles, at hans tøj var lavet af rødder, så det var altså bundet (ikke syet  ?) sammen.

Og det var meget varmt tøj, fordi det var lavet af bl.a. ræve- og hareskind. Og han stod og kiggede på ham, da han lettede. Ja, det fortælles, at han hævede sig op i luften med det ene ben bøjet, og dér startede hans motor altså, og der stod minsandten ild efter ham undervejs til Eqingasoq. Og så bar det af mod indlandsisen. Han fløj, og meget hurtigt forsvandt han ud af synsfeltet. Anguteeraq havde stået og set på det. Han fortalte, at Ikuunia var fløjet ind mod indlandsisen; det var nemlig dér, han boede.

 

Var. Søg på Saalla / Saallat og Ikuunia.

 

Hist.: GJ var 75 år i 1965.

Det er interessant at kristendommens "det onde" er blevet den særlige kraft ved qivittut, der er sort og kan smitte. Det går også som en fast vending igennem fortællingerne fra denne tids voksendøbte, at alm. mennesker udsender et hvidt lys, der hindrer qivittut i at røve deres nærmeste med sig ind i indlandet. Søg på qivittoq, hvidt, og sort.

Saallat

Print
Dokument id:2099
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Davidsen, Konkordie
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Saallat
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 218 - 219
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Ikke trykt på grønlandsk.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Saallat var en af de få qivittut / fjeldgængere, der vendte tilbage igen. Den usynlige magt plejede ellers forgæves at overtale qivittut til det. Dennes stemme havde vist ham hvilket uhyggeligt sted han ville havne efter døden. Efter dybe overvejelser vendte Saallat så hjem. Han blev kateket, uuddannet kateket, som man dengang kunne blive.

 

Var.: Søg på Saallat.

 

Hist.: KD var 67 år i 1965.

Beretning fra omkr. 1900.

Serratit

Print
Dokument id:2122
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Josefsen, Johannes
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Serratit
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 130
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

s. 130: Serratit: magiske formularer / ordremser / trylleformularer.

 

   Ja, serratit! Jeg kender dem vældig godt som anekdoter. Altså fra da af, hvor det bare var anekdoter. Altså ham, som de kaldte den gamle kajakpost, han stammede dernede sydfra. Det var dengang han tog til Alluitsoq som kajakpost dengang på herrnhuternes tid. Aarh... En dag var han altså taget afsted dernedefra, - jeg ved ikke rigtigt, hvor han boede, måske i Narsaq, eller måske... måske der hvor herrnhuterne boede. Han var altså kajakpost mellem Noorliit (Ny Herrnhut) og Alluitsoq. - Han tog altså afsted en dag for at bringe nyheder, og det fortælles, at det var, da han var blevet gammel - og det var meningen, at han skulle ro udenom Sermersoorsuasik (øen Sermersooq?) - og dernede mod syd lå altså Sermersoorsuasik, som han skulle ro udenom, og han syntes altså, at der var meget langt at ro,... og han ville gerne vejen ad Naalaguttoq...og så brugte han ganske enkelt sin trylleformular og lukkede øjnene: Huum,... han brugte sin trylleformular og kom igennem Naalaguttoq, og han blev ved med at have øjnene lukkede. Det gik virkelig derudad, og han kunne mærke, hvordan det susede og åbnede endelig øjnene:  Og dér befandt han sig altså ved... Kuanniarsivit, på den anden side af Naajarnerit, ved Kuanniarsivits kløft. Og så begav han sig ud derfra. Det kan man bare se! Det var virkelig noget! Det var altså én, der brugte trylle-formularer. Sådan, under jorden, sådan brugte han trylleformularer. Jeg ved ikke, hvordan han brugte disse trylleformularer. Jeg har ingen anelse om det.

Det er der nemlig ingen, der har fortalt mig noget om. Men måske har de brugt trylleformularerne til at rejse under jorden, måske bare med lukkede øjne. De sagde jo gerne: De havde øjnene lukket. Så sagde de bare deres trylleformular og gjorde brug af den: Aarh, under jorden! Der kan du se...så mægtige var forfædrene altså...

 

Hist.: JJ var 66 år i 1965.

 

Kommentar: Forsætter man sig fra den normalt synlige verden til den "anden", lukker man gerne øjnene. Da er man i "en anden verden".

Simioorsuasik

Print
Dokument id:2084
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Simioorsuasik
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 188 - 191
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat  unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 197 - 200: "Qivittut".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Sim., der boede i Pamiallit (Pamialluk?), var endnu ikke rigtig fanger. Han drev fangstpartfangst (den der er i nærheden af en fanger med bytte på havet, eller som deltager i fangsten, har ret til fangstpart, BS). En dag kunne han ikke bestemme om han ville ud i kajak eller op i indlandet efter brænde. Han måtte vælge det sidste. Heroppe blev han helt døsig og til slut aldeles lammet. En stor qivittoq kom til stede og ville tage ham med, fordi han var så ensom. Det var hans farbror og navnebror. Denne havde gang på gang forgæves forsøgt at rane ham. Men nu havde han ved tankens kraft fået drengen ind i landet og lammet ham. Onklen ville først prøve at tage ham som menneske, så som bi, og til slut som flue. Lykkedes ingen af delene, ville han gi' op. Ingen af delene lykkedes, kun forvandlingerne fra menneske til bi osv. Farbroren fløj klagende bort til sit indland, og Sim.s lammelse var forbi.

 

Hist.: Historisk fortælling, tolkning af oplevelse. AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Den historiske baggrund kunne være en drøm under en lur i baglandet.

Skikke og regler

Print
Dokument id:2112
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Ane
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Skikke og regler
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 232
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 247: "Qanga katsorsaatit (nakorsaatit)".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 226 (dialekt) og 227 (engelsk).

 

Resumé: AK's gamle moster, der var meget ordentlig, samlede meget mos til tørring til brug ved sygdom og fødsler. Da kusine Saras mor døde i barselseng kogte man mælke af torsk og lavede en sut af skind til den nyfødte.

      Nyfødte skulle gnides i spæk. Aldrig vaskes i vand.

      Et sår med hævelse blev kureret med sammenrørt krudt og gammel urin.

      Høj feber blev kureret med det sorte udkog stenlav. Det fremkaldte en masse spyt, men den syge blev feberfri.

 

Hist.: AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.

Historisk; lægekunst; sygdom, helbredelse.

Skyggen

Print
Dokument id:2036
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Hansen, Isak
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Skyggen
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 44 - 46
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 46 - 48: "Ersiorneq "Tarrat"".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Isak Hansen mindes de yngre år, hvor folk fik kraftigere kost, var stærkere og mere rørige, roede på sommertogter i konebåde sammen og fortalte om alskens spændende og uhyggelige oplevelser. Selv har han aldrig set noget af den slags, men den pludselige angst er han blevet slået af flere gange i kajak, og voldsomt engang på en slette ved et par store kampesten. De satte skræk i ham, hvorefter en skygge kom bagfra, kredsede om ham og bevægede sig længere ud på sletten, hvor den kredsede om sig selv, inden den forsvandt. Isak Hansen havde sin riffel skydeklar af skræk, og han bad til 'den højere magt', som han også taknemmeligt tyede til når han fik skræk i kajak.

 

Hist.: Historisk fortælling. IH var 70 år i 1963.

Kommentar: Tarraq, flertal tarrat, skygger, var en af de mange ånderacer. Men forestillingerne om dem er ofte vage og temmelig forskellige.

Spøgelse

Print
Dokument id:2073
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mathæussen, Pauline (Mathæusen, Pauline )
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Spøgelse
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 157
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Fortællingen er ikke trykt på grønlandsk.

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 120 - 122 (dialekt) og ulige sider: 121 - 123 (engelsk).

 

Resumé:

PM så engang man fejrede Danmarks befrielse i Narsaq Kujalleq / Narsarmijit et spøgelse, en lille mand med sorte bukser og blød kasketskygge trukket langt ned i panden. Hun var på vej fra festen over for at se til Karolines børn. Hun blev helt lammet, da hun ville følge efter og se hvem det var. Han gik ned mod en nyligt fortøjet motorbåd. Da hun fortalt de andre ved festen om det, fór de ud, men da var spøgelset væk.

 

Hist.: Tolkning af oplevelse. PM var 72 år i 1963, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Frederiksdal, Nanortalik kommune.

Spøgelset

Print
Dokument id:2071
Registreringsår:1949
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Kvania, Elisabeth
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Spøgelset
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 153 - 154
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 164: "Qivittulersarut".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

EK oplevede engang et spøgelse, der åndede ild i nærheden af huset. Hun havde været efter vand. Det var mørkt. Hun prøvede forgæves at kyse det væk, og måtte helt stiv af skræk krybe baglæns ind gennem husgangen. Ligbleg kom hun ind. Familien fór ud for at se spøgelset, der selvfølgelig var pist forsvundet.

Stor kajakulykke

Print
Dokument id:2028
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ammosen, Jorsias (Ammosen, Josias)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Stor kajakulykke
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 12 - 13
Lokalisering:Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 13 - 14: "Qaannanik ajunaarnersuaq, 1934-mi. Qaannat sisamat qajaasut".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 54 + 56 (dialekt) og ss. 57 + 59 (engelsk).

 

Resumé: Den 17. februar 1934 begyndte med dårligt vejr, der klarede op og lokkede alle kajakmænd ud på fangst. Men uvejr trak pludselig op. Det lykkedes JA og to andre at nå til et næs, hvor en mand havde kaldt på dem og trak dem op. De gik med deres fangst over land til bopladsen, Narsaq Kujalleq, hvor alle jamrede ved stranden. Fire kajakmænd kæmpede i brådsøerne for at redde en femte, men kun een slap helskindet i land ridende på en bølgetop. Det var Abisaats søn. Ujuuat derimod kæntrede og druknede, skønt han ellers var en dygtig kajakmand. Da de overlevende fangere næste dag tog ud i blikstille, havde ingen lyst til fangst. JA så hele tiden drukneulykkerne for sig.

 

Hist.: JA var 60 år i 1963. Historisk fortælling.

Stort spøgelse

Print
Dokument id:2047
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Kvania, Kristoffer
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Stort spøgelse
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 75 - 76
Lokalisering:Tasiusaq: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 78 - 79: "Aliortugaq"

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé: I Sammisoq hører KK. at hans gamle barneplejer, Ortunnguasik er kommet til stedet for at fiske. Og at han har haft en stor spøgelsesoplevelse. KK. lader den unge pige Makkalida overbringe en invitation til mad, og hun skulle sige jatak og at KK. ikke skulle lade sig skræmme af gæstens røde øjne. De skyldtes den frygtelige oplevelse.

Ort. var blevet passet op af en beskidt mand med sort ansigt og hvide kantskind på klæderne, der beskyldte ham for at være gået fra sin bror Abalaat. Da denne så på Ort., blev hans øjne røde. De to sloges og spøgelset, der spåede at Ort. engang ville slutte sig til ham, fløj tryllesyngende bort med en ekstra kajak, som Ort. var ved at bugsere hjem bag sin egen. Senere hørte KK at Ort. var blevet borte.

 

Hist.: Historisk fortælling. KK var 66 år i 1965. Yngste søn af Thalbitzers informant i 1914: Kvania.

 

Historien med den forladte bror er ikke oplyst. Måske har Ort. også været barnepasser for ham, men en dårlig sådan. Der er tydeligvis noget djævelsk over spøgelset, der åbenbart senere menes at have taget Ort., da han forsvandt.

Strid om en hvalrostand

Print
Dokument id:2082
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Ottosen, Amos
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Strid om en hvalrostand
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 184 - 186
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 192 - 194: "Qivittut angakkut".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Efter en strid om en hvalrostand, som storebror ikke vil af med, bortfører lillebror, der er qivittoq, denne storebror. Faderen går på eftersøgning i fjeldet sammen med angakkoqen, åndemaneren Aabianngivasik. De møder en stor qivittoq, som faderen forgæves flere gange udspørger om sin søn. Så gir faderen qivittoqen en lussing. Qivittoq'en forbliver tavs. En lussing på en anden kind hjælper heller ikke. Så slås de. Faderen vil ha' angakkoq'en til at hjælpe sig hver gang han blir træt. Men denne opfordrer ham blot til at blive ved med samme arrigskab som brændstof som før. På et tidspunkt skærer faderen qivittoqen op i hele den ene side. Men denne heler straks såret. Næste gang skærer han med en kniv smurt i spæk. Så kan det ikke lukkes. Han stikker sin hånd ind i qivittoqens indre, og da svarer denne med, at den bortkomne søn er oppe bag Ersinartoq-fjeldet. Men først udpeger angakkoqen en hule længere nede, hvor indgangen først skal ryddes for enebærgrene. Men der er der ikke til at få vejret inde for varme og dårlig luft. Så går de længe op til et hus bag Ersinartoq, hvor de tramper i jorden så huset ryster.

(Tilsyneladende sker der intet ved det, BS). De går opgivende hjem: Lillebroren har sikkert allerede fået magt over storebroren. Faderen gir op.

 

Hist.:  Historisk kerne - (?) AO var 71 år i 1965, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere på bopladsen, Nuuk, ved Kap Farvel, Nanortalik kommune.

Aabianngivasik er en historisk person. Iøvrigt er fortællingen så usædvanlig, at der godt kan ligge en eftersøgning bag af en slags.

 

Kommentar: Såret i siden, som faderen skærer og stikker sin hånd ind i stammer sikkert fra herrnhuternes ivrige dyrkelse af Jesu vunder / sår.

Styrmanden

Print
Dokument id:2096
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Bendtsen, Marie
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Styrmanden
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 211
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik 2001: 220 - 221: "Qivittulersaarut. Meeqqat qivittorsiortut".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

Marie Bendtsens mor havde som 5-årig sammen med lillesøsteren på 2 år oplevet en qivittoq under en udflugt efter brænde til bestyreren. Om aftenen lå de alene under konebåden, om natten hørte man bådens styrmand synge hylende tryllesange, selv om han var døbt. Ingen kunne sove. Næste morgen havde styrmanden lavet morgenmad til alle, og mens alle dagen igennem var på brændetogt blev de små ladt alene under den på siden vendte konebåd. De blev antastet af en qivittoq, der ustandselig bankede på båden og nu og da løftede den op. Nu og da stak også en arm ind over rælingen. De græd dagen lang af skræk og af glæde da de voksne vendte tilbage. Da styrmanden hørte om qivittoq-besøget fik han travlt med at få alle afsted. Endog uden mad.

Det viste sig at han havde været sammen med en qivittoq i Kiinaalik, og de hørte qivittoq-sang fra fjeldtoppen da de roede forbi.

 

Hist.: SA var 70 år i 1965.

Fortælling om barndomsoplevelse omkr. år 1900. Om der har været en del kraftig blæst det pågældende døgn, melder historien intet.

Therkel Petersenip ningiua (aanaa)

Print
Dokument id:2121
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Petersen, Therkel
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Therkel Petersenip ningiua (aanaa)
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 94 - 95
Lokalisering:Ammassivik: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

       Therkel Petersens bedstemor.

Om min lille bedstemors tur østpå: Det lader til, at de har været i Østgrønland 1883-84. Dengang var det dem, der roede Holm, Hanseeraq m.fl. derop. De kaldte min lille bedstemor for Siveriingisakkuluk. Hun kom fra Alluitsup Paa (Sydprøven). Fra Alluitsup Paa roede de altså nedenom for at komme østpå...og de overvintrede på vejen.

   Undervejs deropad gjorde de på et tidspunkt igen ophold og var gået i land og kom til et enkelt hus, hvor der kun boede to ældre mennesker. Selv var hun gode venner med Tippualarajik og var så glad for hende, at det var svært at forlade/undvære hende, og hun opfordrede: "Lad os tage på besøg i det hus". Der havde de nemlig tidligere været på besøg.

   Da de kom ind, var der to ældre mennesker, et ægtepar. Det viste sig, at de havde haft en eneste søn, der havde været meget dygtig, og folk var blevet så misundelige over hans dygtighed, at de havde dræbt ham. Dér sad de så, to mennesker alene, og der kom aldrig nogen på besøg... Så snart de kom ind, sagde de gamle: "Tænk, lige siden vi vågnede i morges, har vi grædt, og vi er først lige holdt op med at græde". Så snart de var kommet ind, sagde kvinden til sin mand: "Nu har vi da fået besøg, og det må du nyde, så tag nu og kald nogle ånder frem! Så kan vi underholde dem".

   "Nej, jeg vil ikke mane ånder!" Men konen var stædig og holdt fast på sit. "Nå, så lad gå da!" Så trak han et afhåret sælskind frem fra pladsen under briksen og bredte det ud på gulvet. Så begyndte han at gøre sig klar der på gulvet og bad så om at få lamperne slukket. Lamperne var netop blevet slukket, da man hørte en skrækkelig stemme sige noget udenfor husgangen: "Nu kommer jeg ind!" Indenfor svarede åndemaneren / angakkoq / angakok / shaman: "Nej, du kommer ikke ind!" Udenfor blev stemmen endnu skarpere: "Nu kommer jeg altså ind!" De talte mere og mere højlydt, og snart sad vores lille bedstemor og Tippualarajik ved siden af hinanden på briksen og blev mere og mere bange, og stemmerne blev mere og mere barske, både udenfor og indenfor, og det endte med, at de råbte ad hinanden. Personen udenfor ville ind, og manden indenfor ville ikke lade ham komme ind.

Så sagde åndemaneren: "Tænd noget lys for mig!" Hver gang hans kone tændte lidt ild, brændte der en blå lue, som dog snart slukkede igen. Når det skete, lod konen, som om hun græd, fordi hun på den måde ville underholde dem. På det tidspunkt sagde Tippualarajik til sin veninde ved sin side: "Dem, der ikke er døbt (hedninge) kaster noget med venstre hånd, og det får noget til at flygte; du sidder jo med en skrå i munden, tyg lige lidt på den og kast den så ud i husgangen!" Man kunne høre kvinden tygge på skråen, og derefter kastede hun den ud i husgangen med venstre hånd. Så skete der det - dengang var åbningen til husgangen dækket med skind - at der lød en gevaldig smasken derude lige netop da de skændtes som værst over, at den ene ville ind, og den anden ikke tillod ham at komme ind. Det lød, som om personen derude var ved at synke noget, og det kom længere og længere ned, og så blev der stille. Så gik tiden, og det varede meget længe, men så kunne man mærke, at luften blev sat i bevægelse nede under gulvets stenfliser, og det var, da åndemaneren satte sig i bevægelse og kom nærmere. Det puslede og puslede, og man kunne fornemme, at noget var på vej op mellem stenfliserne. Det blev længe ved med at pusle dernede, og det lød, som om nogen var ved at dukke op mellem fliserne, og endelig hørte man ham bryde igennem. Først på det tidspunkt begyndte han rigtigt at mane ånder, og det viste sig at skyldes, at hans hjælpeånd så sjældent blev brugt, at den var blevet utålmodig og skræmte sin ejer for at hævne sig. Den havde ustandselig prøvet på at hævne sig på ham og havde gjort ham virkelig forskrækket.

   Først efter dette begyndte åndemaneren virkelig at mane ånder.

 

   Ja, de havde altså overvintret derovre, - deroppe - og året efter var de på vej hjem, og Nappartuku var kommet til at synes rigtig godt om min lille bedstemor, og hun var blevet gravid, og så rejste min lille bedstemor hertil. Altså min far (ikke fuldendt sætning), og vi er altså efterkommere efter Nappartuku og dem deroppe. De rejste altså hertil, og det var vist året efter, og Nappartuku rejste altså deroppefra og herned for at skaffe sig en kone, og det var så min lille bedstemor Siverii, og folk fra vestkysten kaldte hende altså Siveriitanngii. Han kom altså for at fri til Siveriitanngii. Det var en konebåd med følge af adskillige kajakker, og de gav sig til at spørge om hende, fordi de havde hørt, at min lille bedstemor havde fået sig en mand, og da de hørte det, havde de sagt følgende: "De siger, at Siveriitanngii har fået sig en ny ledsager". De var godt nok ellers stået ud af konebåden og var gået i land, men så gik de ombord igen og vendte om, og de overnattede ikke engang her på bopladsen, som de var kommet til, fordi de ærgrede sig så meget, og så var de altså vendt hjem igen. Hi, hi, hi, og så hørte man, at Nappartuku var blevet far til vores far. Vores mormor, min bedstemor, lader også til at stamme fra østkysten.

   Det var sådan, at de havde fundet min lille bedstemor i et hus... hvad der var sket, om de var sultet ihjel, eller om de alle var bukket under for sygdom, ja, det ved man ikke, - de havde bare fundet dette lille barn, der lå og diede ved sin døde mors bryster, men de havde altså taget barnet, min mors mor. Altså dernede, ja, vi flyttede jo også hertil, og de var de første, der flyttede herop, og hun døde først, efter at hun var flyttet herop, altså vores kære bedstemor Siisiilia. Eftersom hun havde overlevet dem, som hun mente var sultet ihjel, var hun usædvanlig ivrig efter at have rigelige mængder af forråd.

   Ja, hun var altså den eneste overlevende i det hus.

 

   Jeg ser gerne min kære bedstemor for mig som en lillebitte kvinde, der som oftest holdt armene tæt ind til kroppen. Det skyldtes sikkert, at hun havde roet så meget, hi, hi, hi... På vejen herop havde de nemlig en meget vanskelig tur. Det siges at have været en slem omgang for bagdelen; og de gjorde hvad de kunne ved at sidde på isbjørneskind, fordi det var så hårdt for bagen. Det var, hvad hun plejede at fortælle.

 

Stikord: shaman: søg på angakkoq el. åndemaner.

 

Hist.: Om Nappartuku og hans farfar af samme navn (der døde sindssyg) findes flere (her registrerede) fortællinger fra Ammassalik / Tasiilaq området. Præcis hvornår bedstemoderen kom fra østkysten via Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal kan sikkert findes i hernnhuternes dåbslister.

 

KP var 58 år i 1965. Boede tidligere i Ilivermiut.

To gamle trommesange / Sang om Kunuk / Uiartek's sang

Print
Dokument id:578
Registreringsår:1884
Publikationsår:1888
Arkiv navn:
Fortæller:Naqitilik (Nakitilik)
Nedskriver:Holm, G. F.
Mellem-person:Holm, G. F.
Indsamler:Holm, G. F.
Titel:To gamle trommesange / Sang om Kunuk / Uiartek's sang
Publikationstitel:Sagn og Fortællinger fra Angmagsalik
Tidsskrift:Meddr Grønland 10(5)
Omfang:side 333, nr. 50
Lokalisering:Tasiilaq / Ammassalik
Note:

Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen.

 

Håndskr. (afskrift?): NKS 2488, VIII, 4', side 305 -307.

 

2. udg. Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik, Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II:233 (Uiartek)

 

Eng.udg. Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr Grønland 39(5): 304.

 

Resumé: Kunuk er den der altid synger trommedans og som man håber på vil dukke op omkring næsset, fordi man keder sig, når man ikke synger.

 

Uiarteq, jordomsejleren, synger, at hans liv er kort, at han ynder at høre andre fortælle om rejser til andre steder. Selv fortæller han gerne om Killigissivit, det yderste land mod nord, hvor klipperenes stejlhed hindrer en i at stige i land.

 

Var.: Uiarteq

 

Kommentar: Sangene her hører til de østgrønlandske fortællinger om hhv. Kunuk og Uiarteq. En del fortællinger har sådanne sange, men de er som regel ikke inkluderede i denne registrant.

En samling sydgrønlandske sange er udgivet i Vebæk, M.: Niperujûtit, Atuakkiorfik, 1983. En meget stor samling østgrønlandske i Thalbitzer 1923: The Ammassalik Eskimo, Second Part, Meddr Grønland 40(3).

En klassifisering af grønlandske sange ses i Hauser, M. og H. C. Petersen 1985: Klassifikation af grønlandsk musik, Meddr Grønland Man & Society, 7.

Analyser af trommesangsmusikken: Søg i biblioteker på Michael Hauser.

Tre brødre

Print
Dokument id:2054
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Josefsen, Johannes
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Tre brødre
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 115 - 116
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.
Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 125 - 126: (Ingen titel. Fortællingen begynder efter indledende samtale og en sang, der også er trykt i Vebæk, M.: Niperujûtit, 1983, nr. 55.).

Denne fortælling er ikke med i:
Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:
Ved Kangeq, som er Sermersooq-øens sydligste spids kappes tre brødre i styrke. De to ældste håner den yngste for hans ringe styrke og kalder ham kvindagtig. Han får dog oprejsning ved i sin vrede at flyve i den rette flyvestilling ind til den store indsø, hvor vreden netop sætter ham i stand til at fange en af de mange sky sæler. Kun meget vrede personer kan fange dem. Tænk at grønlændere dengang kunne flyve. I dag sker det kun med hvide menneskers flyvemaskiner. Da lillebroderen kommer hjem synger han om hvordan han overvandt den hån at være kvindagtig, omend hans lår ikke er ret kraftige.

I den grønlandske udgave (se ovf.) indleder Vebæk interviewet med kort resumé af en fortælling om en kendt qivittoq / fjeldgænger, hvorefter JJ synger den tilhørende sang (s. 124 - 125):

Man fortæller at en ung mand der elskede sin kæreste, Kattaliit, meget højt gik qivittoq fordi han ikke måtte få hende, selv om han endda allerede havde gjort hende gravid. Derefter forsvandt Kattaliit. Man ledte og ledte men fandt hende ikke. Næste vinter blev Kattaliit set mens hun gik op i nærheden af et stejlt fjeld med et barn i amaaten (rygposen), og så kunne man høre en mand synge sådan hér:
Den første tid jeg var borte
boede jeg på næsset

Derefter boede jeg på et stort, smukt fjeld

Min hjemlængsel hørte op
da jeg fik Kattaliit til at sørge / sy for mig.
(oversat i Niperujûtit nr. 55)

Iiih, han havde rigtig fået fat i hende, hvor heldigt!
Ha, ah, hi, hi, har, har.


Hist.: JJ var 66 år i 1965. Traditionel fortælling.

Kommentar: Fortællingen berømmer grønlænderes evner i gamle dage og røber en vis statusforskel mellem mænd og kvinder.

Turen til Østgrønland (6. Thuleekspedition)

Print
Dokument id:2062
Registreringsår:1947
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Benjaminsen, Abia
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Turen til Østgrønland (6. Thuleekspedition)
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 131 - 134
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 147 - 150: "Tunuliarneq".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Abia Benjaminsen var med som gast på en af de tre motorbåde på 6. Thuleekspedition langs Sydøstgrønland, der blev ledet af Knud Rasmussen i 1931. Affart 7 juli, hjemkomst 17. september, en hel sommer med dagssejlads og/eller vardebygning og måling af solhøjde forskellige steder langs kysten fra 6 morgen til 6 aften. Man har ingen vanskeligheder forbi Puisorteq / Puisortoq, når derefter Timmiarmiut og Takisoqs Uummannaq. Her får Abias båd, Dagmar, med Gabriel Jørgensen som leder, motorskade, og det varer en hel uge før man atter er forenet med de to andre både, Gerda og Varbu / Valborg (?). Derefter går for Abia videre med Gerda. Man ligger fast i lejr mens Knud Rasmussen er nordpå og kommer tilbage. Han gir punch samme aften. Også Therkel Mathiassen støder til. Han hyrer Abia til sine udgravninger undervejs. En lang, drøj sommer.

 

Hist.: Historisk fortælling. AB var 60 år i 1947, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune, hvortil faderen, storfanger Nioqanngitsoq, var immigreret fra Østgrønland, før Abia blev født.

Rasmussens egen rapport fra ekspeditionen står i Geografisk Tidsskrift, Bd. 35(4), 1931: 169-197; i The Geogrphical Review Vol. 23(3), 1933: 385 - 393, og er genoptrykt i Tidsskriftet Grønland 1983: 164 - 176 med intro. af Regitze Søby.

 

Kommentar: Beskrivelsen af ruten fremstår uklar, fordi man aldrig blir sikker på om der i såvel den grønlandske tekst som den danske oversættelse er taget højde for at 'kujamut' betyder 'mod syd' på vestkysten, men 'mod nord' på østkysten (kujamut, dvs. man har kysten til venstre og havet til højre i sejlretningen uanset om man er på vest- eller østkysten).

Ukuamaaq

Print
Dokument id:2061
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mouritzen, Martin
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ukuamaaq
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 125 - 130
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 142 - 146: "Ukuamaaq".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 176 - 182 (dialekt) og ulige sider: 177 - 183 (engelsk).

 

Resumé: Ukuamaaq er blevet enke og lever alene med sin søn i Kakilisat nord for Aluitsup Paa, Sydprøven. Forgæves opfordrer hun gang på gang sin søn til at gifte sig. Da han omsider efterkommer ønsket kan de to unge ikke være i fred for hende. Hun kigger hver gang de vil elske. Den unge kones bror, hendes mands gode ven, kommer på besøg. Uk. beordrer den unge kone at hente vand langt væk, fordi det smager så godt. Pigen har netop fyldt vandspanden, da svigermor kommer farende og løber bort med hende fordi de to svogre er kommet op og slås og vil dræbe hende, siger hun. Sønnen fatter ikke, hvor de er blevet af. Han leder forgæves og får onde tanker, efterhånden onde nok til at få overnaturlige evner. Langt inde på en slette finder han deres hus med en sten for indgangen, der åbner og lukker sig som en rævesaks. Og der flyder vand ud af indgangen. Ved sine nye evner kommer han ind, bliver af konen gemt bag skindtapetet med to udskårne huller til øjnene. Uk. kommer hjem, blir længe uden for, hvor hun synger en hånlig vise om sønnens ringe fangstevner og sine egne store ditto. Hun kommer så ind med en enorm sortside, større end sønnen ville kunne slæbe. Uk. lugter mennesker men beroliges af svigerdatteren, som hun ber flænse og koge kød af sælen. I dampen flyver Uk. op vha et skrabebrædt og en støvlestrækker, og flyver rundt. Sådan ror hun i kajak, siger hun. Hun går så hen til urinbaljen og tisser i den som en mand. Da får sønnen nok. Han kommer frem, slår hende ihjel, og da han vil ta' sin uskyldige kone med hjem men så opdager at også hun har sorte hænder, dvs. er smittet af det onde, dræber han også hende og begraver hende sammen med moderen i et hul i jorden. Han går ud, og huset lukker sig om ligene som en klippe. Uk. var åbenbart en stor, ond åndemaner, for kun den slags har en sådan bidende indgang, der flyder med vand.

 

Var.: Ukuamaaq

 

Hist.: MM var 47 år i 1965. Boede tidligere i Illorpaat.

Denne version viser klart en kristen opfattelse af ikke blot fortællingen, men især af fortidens angakkut / åndemanere som værende i pagt med djævelen. Desuden er beskrivelsen af det hus, som Havets Mor / Havkvinden bor i, smittet af på den af Uk.s hus.

 

Kommentar: Uk. flytter langt ind i landet med sin svigerdatter. Hun blir ikke desto mindre storfanger, der henter sin fangst langt borte og ror i kajak i dampen fra kogemaden. Hun har mao. fået evner som indlandskæmpe, der også rejser med tåge og ikke har kajak.

Uluutui

Print
Dokument id:2055
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Josefsen, Johannes
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uluutui
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 117 - 118
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 127 - 128: "Uluutui".

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Resumé:

JJ. har kendt Uluutui fra Kanajormiut, der blev smidt ud af sin kone, fordi han havde købt et blankt sort tørklæde til en anden kvinde, som han begærede. Slukøret roede han til elven ved Ammassiveerunit, gik op ad det mellemste Asallut fjeld i skjul for dem, der var på sommerfangst dernede, og tilkaldte sine forældre, der levede som qivittut déroppe. De vil ikke vide af ham. De meddeler sig i en vekselsang til hinanden. Selv er forældrene (også) gået til fjelds pga en kvinde. Ul. svarer i sang og må ned igen, hvor han sætter sig på en sten og tililende folk fra sommerlejren må spytte tobakssovs rundt om hans ende for at få ham løs derfra. Tænk alt det man kunne dengang! Men i dag interesserer det ikke nogen. Det er som en ild der er ved at gå ud.

 

Den lidt længere tekst i den grønlandske udgave (se ovf.) slutter således, s. 128

(overs. Signe Åsblom):

Sikke mange åndemanere / angakkut der i virkeligheden var dengang! Alle og enhver kendte til dem. Hver eneste grønlænder vidste det. Ind imellem var der nogen der forsøgte sig med åndemaning. Men nu er der ingen længere der tror på dem, eller har tillid til dem, og efterhånden regnes de ikke for noget. Det virker som om al den slags efterhånden henligger i mørke. Det er som om der ikke længere er lys i husene! Der blev virkelig sagt noget (dengang). Selv innersuit! Dem der bor inde i jorden, de fortalte også.

 

Hist.: Historisk fortælling. JJ var 66 år i 1965.

Qivittut har muligvis i nyere  fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere.

Den overleverede sang, der omtaler tørklædet, er velsagtens fortællingens 'kilde' er muligvis hæftet på fortællingen, der findes i Martin Mouritzens mere 'historiske' version:

 

Var.: Min fars qivittoq-historie.

Umiarissat

Print
Dokument id:2108
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Abel
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Umiarissat
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 228 - 229
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 239 - 240: "Umiarissat", der fortsætter med flere episoder i den grønlandske udgave. Disse følger i oversættelse under "Tilføjelser" ndf.

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 218 - 222 (dialekt) og ulige sider: 219 - 223 (engelsk).

 

Resumé af den danske tekst:

I AK's barndom fik Ujuukasik i flot måneskin afsløret, at en båd man mente var præstens, var umiarissat. På Uj.s opfordring skød man på den, og en kvinde skyndte sig op og skar en tørv, som man skar øjne i og satte vendt mod vandet på en høj. Båden forsvandt og der skete ikke nogen noget.

 

AK kan også den traditionelle fortælling om umiarissat:

En kvinde går ud for at besørge og kan ikke rejse sig, da hun ser en konebåd lægge til, en masse mænd med forskellig størrelser hatte og nogle med skæg gå direkte ind i huset. Da de forlader det igen og når ned til stranden springer de i vandet som forskellige slags sæler. Kvinden, der nu kan rejse sig, går ind i huset, hvor alle ligger dræbte i eget blod. Sælerne har hævnet sig, fordi folk har fanget for mange af dem.

 

Tilføjelser oversat af Signe Åsblom:

Grlsk. udg. s.239 - 241: "...Taamaaseriarmat avammut..." (den traditionelle fortælling fra det sted, hvor umiarissat tager væk fra deres morderisk besøg):

Efter at de var faret afsted ud i havet, rejste hun sig op. Nu var der ingen problemer med at rejse sig. Det gik jo fint. Så gik hun ind i dette hus, deres hus, og gulvet var helt fyldt med blod. Det viste sig, at alle i huset var døde.

   Så gav hun sig ellers til at råbe over til dem lige ovre på den modsatte side. Hun blev ved længe, men til sidst blev det aften. Hun kunne ikke gå ind, så hun overnattede i det fri. Først næste dag da det blev lyst, lykkedes det hende at alarmere dem, og de kom ind og undrede sig over, at så mange mennesker var blevet dræbt. Der var ikke andet at gøre, end at lade tagbjælkerne falde ned (som en slags begravelse inde i huset).

   Det fortaltes, at når der var blevet fanget alt for mange sæler (ødslet med dem), kom de og hævnede sig på menneskene på denne måde. Når der var blevet fanget alt for mange af dem, kom de på denne måde for at hævne sig: sortsider, klapmydser og remmesæler. Og det fortælles, at klapmydserne kom med bløde hatte på, og de store sortsider med små, sorte hatte på.

   Sådan så de ud i ansigterne. Hi, hi, hi...

 

I Takisut var der også umiarissat. Dengang vi var børn tog vi derned på fangst nogle få gange (nakiiserngit nalaanni : på den tid hvor...?) i august, og mens vi var der i Takisut, begyndte de at fortælle om umiarissat. Og så skulle Biibiaat som sædvanlig have et ord med, den gamle kone var nu engang umulig: "Hæld spæk ud over hele vandkanten!"

Og disse gamle mennesker gav sig til at tygge spækket for at blødgøre det, og så spyttede de det ud, og de spyttede det ud, og selv om de (disse umiarissat ?) nærmede sig, var det, som om de (summigaa? sumiginnarpaa = ænser det ikke, måske drejer det sig om dette ord): de vendte ryggen til det og tog afsted - de rejste ikke væk med ryggen til det - de rejste nemlig væk med siden til det, og de forsvandt ud af syne syd for Portulersugannguaq, vi børn styrtede nemlig afsted efter dem i løb, mens vi kunne se dem, de fortsatte... de dukkede ikke op, gad vide, hvor de blev af? De forsvandt dér i sydlig retning. De tog altså afsted derudad for at undgå spækpletterne på vandet, og da de nåede derud, dukkede de ikke op (på den anden side, hvor de formodentlig ellers ville være til at se??), de forsvandt.

 

s. 240: " ... Aamma tassa takananiilluta ...": Og mens vi stadig var dernede, det var dengang hende Saaraq levede, i august måned, hvor... han/det skulle/ville flytte et barn længere op på stranden (?), dernede. Det var ikke til at undgå, at Biibiaat som sædvanlig skulle blande sig: "Send bud til Qassimiut. Giv besked om, at Suusaat skal komme ned til stranden og have sin lygte tændt. Hun skal lægge den præcis dér, hvor de skal træde ned på stranden ved det første skridt, så han/hun må få et langt liv og få et godt helbred". Og stakkels os der ellers skulle østpå på sælfangst. Vi nåede frem og til Suusaat med beskeden, og på det tidspunkt var konebådene allerede kommet til syne med Niaqornannguaq og dem. Suusaat bar lygten ned og lagde den dernede på stranden. Barnet trådte ikke på lygten. Den gamle trådte på den, og indtil den dag i dag har Saaraq ikke været syg og hun er kernesund.

 

   Umiarissats konebåde så normalt ud som robåde. Ligesom vi nu siger: Umiaasat (direkte oversat: "en slags konebåde"; er benævnelsen for fladbundede robåde). Men de var ikke fladbundede robåde, de lignede virkelig rigtige robåde og havde mange roere. Og sikken deres åregafler dog kunne larme! De lød virkelig, som om de roede. Og når de sådan kom roende, lød det som ægte metal fra deres åregafler. Dernede kom de så dengang tæt herhen, og folk begyndte at råbe, at præsten kom, men vores ældste der havde fundet ud af, at det ikke var præsten der kom, sagde, at de skulle skyde efter dem, blot ikke ramme men bare lade skuddet strejfe langs siden af dem. Da der så lød et skud, kælvede et isfjeld (?). Og så slog han en stump is af det og bad dem bære det op på fjeldet og sætte øjne på det og stille det, så det vendte udefter. Det skulle efter sigende forhindre umiarissat at komme til os i fremtiden. Da det var gjort, sov vi virkelig roligt.

 

   Det var jo sæler. Sortsider, remmesæler og klapmydser. De kom for at hævne sig. Når der var blevet fanget alt for mange af dem (ødslet med dem), kom de på den måde for at hævne sig. Og det fortælles, at nogle af dem havde nogle vældige bløde/høje hatte på, og det var de store klapmydser, der havde de bløde hatte på, mens andre var med små hatte. Og de enorme remmesæler havde et gevaldigt skæg. Det var virkelig et voldsomt skæg. Og så disse knive, og man kan undre sig over, hvor de har fået dem fra. Det var nogle store fæle sværd, som skinnede og glitrede, når de gik i land. Og når de kom hen til deres "fartøj": Så vippede / slingrede deres isflage. Det var deres skib. Jamen, som deres lille isflage dog kunne vippe / slingre.

 

Var.: Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

 

Hist.: AK var 66 år i 1965.

De to beskrivelser af umiarissats fartøjer afviger en del fra hinanden. Den første beskrivelse svarer delvis til Aron fra Kangeqs tegninger. Rink mente ud fra sin korrespondence med herrnhuterne i Labrador, at det måtte være indianernes birkebarkskanoer, der havde overlevet i disse fortællinger. Kano har derfor siden Rink været en hyppig oversættelse for disse sagnopspundne både.

 

Kommentar: Forestillingen om såvel umiarissats som qajarissats hævn for overfangst går stik imod den almindelige antagelse, at alle de dyr, der nedlægges, kun blir det med deres egen vilje.

Fortællingerne er udbredte i Grønland, hvorfor det er uvist om forestillingen om dyrenes hævn er af nyere dato.

 

Den følgende fortælling i den grønlandske udgave: Qajarissat allallu, s. 241 - 242 er ikke blevet oversat. AK fortæller at qjarissat gerne blev blandet sammen med innersuit, at de hørte til mellem innersuit. ¤

Umittuunnguasik og Sangissartooq og deres koner

Print
Dokument id:2072
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Mathæussen, Pauline (Mathæusen, Pauline )
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Umittuunnguasik og Sangissartooq og deres koner
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 155 - 156
Lokalisering:Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 166 - 167: "Unikaartuaq.".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 122 (dialekt) og 123 (engelsk).

 

Resumé

Umittunnguaq og hans kone er blevet meget gamle. Han kan efterhånden kun fiske fra sin kajak. Bopladsfællerne, den ret unge, stærke storfanger Sangissartoq og dennes kone gir dem aldrig af deres fangst. En dag overtaler den gamle kone den unge til at komme med sig over og strække et nyt skindbetræk til Um.s kajak. Den unge vægrer sig ellers. Hun ligger dagen lang på briksen og må slet ikke komme ud for sin jaloux mand, end ikke for at ordne alle skindene fra hans fangster. Da den stærke kommer hjem og ind i huset med hævet lanse, snupper den gamle kone lansen og brækker den gesvindt i småstykker. Da hun knuger stykkerne i betrækket bliver Sang. helt kraftesløs og hans overtræksanorak helt rød. Den gamle kone revser ham tilmed for hans behandling af sin kone, og det batter. Et par dage senere kommer han slæbende med masser af kød- og spækgaver til dem, og det blir han ved med.

 

Hist.: Historisk kerne ? PM var 72 år i 1963, hvor hun boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal, Nanortalik kommune.

 

Kommentar: Det forklares ikke hvorfor hans overtræksanorak blir rød, eller hvad det betyder / symboliserer.

Uumasut eqqumiitsut

Print
Dokument id:2118
Registreringsår:1963
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Sørensen, Mathilte (Sørensen, Mathilde)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uumasut eqqumiitsut
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 69 - 70
Lokalisering:Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

Uumasut eqqumiitsut: mærkelige væsener.

 

Innersuit: ildfolket (væsener fra den grønlandske folketro).

Jeg hørte Malia  fortælle, at nogle ildfolk var til gudstjeneste i Illukasik, ja det sagde de altså. Hun sagde vist nok, at det skete i juletiden. Man fortæller, at disse ildfolk ikke har nogen næse, hi, hi...

 

s. 70: Iseqqat: Øjendværge.

 

Kaalinnguasik, som er Bertinnguasiks bedstefar, har engang boet her, og det siges, at han plejede at fortælle om dengang han var oppe at fiske ørreder i Tasermiut. Han havde trukket sine ørreder på sin fiskesnøre og bar dem på ryggen. Og da han mærkede, at noget blev ved med at trække i ham, så han sig tilbage og opdagede, at det var en iseqqat / iseraq, der trak i ham, hi, hi, hi...

   Disse iseqqat siges at have øjne der sidder meget tæt på hinanden og vender lodret. Ja, sådan fortælles det altså, at dværgvæsenerne ser ud, hi, hi, hi...

 

Hist.: MS var 81 år i 1963. Søster til digteren Henrik Lund.

Uumasut eqqumiitsut

Print
Dokument id:2123
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Josefsen, Johannes
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uumasut eqqumiitsut
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 130 - 132
Lokalisering:Alluitsup Paa / Sydprøven: Nanortalik
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

 

Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser:

 

Mærkelige væsener.

 

Torngit: indlandsboere (kæmper, måske Dorset - folket)).

Folk fortæller også om torngit... men jeg har aldrig hørt nogen fortælle helt klart om dem. Mon det virkelig er sandt, at der findes billeder af disse Torngit? Billeder af torngit. Ja, man ser jo billeder af torngit. Vi ser billeder af torngit. Mon de er virkelige? Jeg har da fået fortalt om dem men aldrig rigtig forstået det. Dem ved jeg slet ikke noget om. Man kan jo undre sig over, hvordan de er

 

KJ (JJ's kone Kornilia) De der store/forfærdelige Tornit (ent. tuneq, indlandsboere = sagnskikkelser / Dorsetfolk) er folk, der lever inde i landet og er meget store mennesker, og man siger, at de ikke kan tale rent... og de skulle være noget så skrækindjagende...

   Ja, der fortælles jo om sådan nogle store, skrækkelige nogen, der taler barnesprog, og de skulle være noget så skrækindjagende...

   Vi hører da også om eqqillit (hundemennsker, ental: eqqilik) men jeg har glemt, hvad jeg har hørt, min far fortalte ellers om de skrækkelige eqqillit... men jeg hørte sjældent ordentligt efter, jeg var jo heller ikke andet end et barn dengang... De der eqqillit skulle altså ligne mennesker ret meget. Og de blev ligesom naarraajiit (jfr. naakkaaq = tykmavet) og bevægede sig baglæns ligesom naarraajiit... De var hurtigere tilbens, når de gik baglæns, mens de var langsommere, når de gik forlæns, ih, sikke da noget...

   Det siges, at naarraajiit også var sådan, de siger, at vores mor også har (set?) naarraajiit. Det var væsener, der lignede mennesker med meget tykke maver. De var meget hurtige, når de gik baglæns og langsommere, når de gik forlæns.

   Der var sådan nogle anekdoter her dengang... Det er ikke til at vide, hvor disse væsener findes...

JJ: De findes måske ikke andre steder end oppe i fjeldene...

KJ: Ja, oppe i fjeldene. En sjælden gang er de så blevet set af nogen, og så er der blevet fortalt om dem. Man har hørt, at en sjælden gang...

 

De plejer også at fortælle om inuarullikkat (dværge, ental: inuarulligaq), sådan nogle små iseqqat, altså inuarullikkat... Ja, der var jo engang, hvor Ortorsuaqs far, der kom fra Qunnermiut, var ved at bygge sig et forrådsrum og havde set en lille iseraq... han så den...

Og den var jo så utroligt lille, og han var ved at skære tørv, og den blev så bange, og han forsøgte at gribe fat i den: Han kom til at brække dens stakkels lille arm med kanten af spaden, og de fortalte, at Ortorsuaq havde, ah, Ortorsuaqs far havde... med den...

Nikkulaanguakkuluk... Han fortalte, at han var vred på sig selv over, at han havde brækket armen på den lille stakkel... der blinkede på tværs...

 

JJ: Jeg er så glad for den slags (han begynder at nynne... og træde i dansetakt i gulvet i en rum tid) "Hmm... det er 1800-tallets danse."

(JJ fortsætter ved at tale om danse). Sikke noget! Og det er sådan noget fra gamle dage... de havde jo altså disse musikinstrumenter: jeg er altså så glad for dem... måske fordi de ikke altid var så ordentlige/gudelige(?), jeg pakker jo alting ind... og; og jeg er jo altid så glad for dem. Man sang endda om den slags:

 

"Min dumme kone blev så vred over dig

at jeg hellere må vende mig fra dig for en tid

 

Og folk snakker jo som sædvanlig

og folk er jo altid så mistænksomme

 

Og jeg snavser dig jo til (?)

ved hvert ord, gennem enhver samtale (?)"

Der kan man se, hi, hi...

 

MV: Mange tak: Det var virkelig flot!

JJ: Ja, var det ikke godt, hi, hi...

MV: Bor du nu i Alluitsup Paa?

JJ: Ja, jeg bor i Alluitsup-Paa.

 

MV: Nu er Johannes Josefsen 66 år gammel.

JJ: Så slutter vi! ja...

 

Hist.: JJ var 66 år i 1965.

uumasut eqqumiitsut / mærkelige dyr

Print
Dokument id:2127
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Jensen, Kirsten (Kistat)
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:uumasut eqqumiitsut / m��rkelige dyr
Publikationstitel:Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001
Tidsskrift:
Omfang:s. 236
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Kun dele af teksten er med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.

 

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Hist.: KJ var 75 år i 1965.

Uvigdluaq / Uilluaq

Print
Dokument id:1961
Registreringsår:1955
Publikationsår:1955
Arkiv navn:
Fortæller:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Nedskriver:Nielsen, Martin (Marteeraq)
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Uvigdluaq / Uilluaq
Publikationstitel:
Tidsskrift:Avangnâmioq
Omfang:ss. 167 - 168
Lokalisering:Kullorsuaq / Djævelens Tommelfinger: Upernavik
Note:

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

 

Oversættelse:

Uilluaq var først blevet døbt, da han var meget gammel, og da blev han døbt sammen med polareskimoen Meqo / Mequ, Suersaq's (Hans Hendriks) kone, der blev døbt i Upernavik ca. 1860. Min mor var dengang en ung pige.

Hun var født i 1850 og havde set de to blive døbt. Hendes forældre havde et hus ved Qattarmiut, og mens Uilluaq gik til dåbsforberedelse, kom der et amerikansk skib nordfra, og med det kom Suersaq og hans familie til Upernavik og blev landsat der. Da Mequ hørte, at der var en som skulle døbes, fik de

det ordnet sådan, at hun kunne blive døbt ved samme lejlighed.

Dengang havde Suersaq og hans kone kun eet barn, en lille datter, der hed Pinik. Og min moder passede da barnet, når moderen gik til undervisning.

Derfor plejede Mequ at besøge mine bedsteforældre i Qattarmiut, sammen med

sin lille datter. Efter at Meqo var kommet nordfra og var begyndt at be-

søge Qattarmiut, kunne min mors farmor forstå på Mequ's opførsel,

at hun måtte have mistet en af sine nære slægtninge indenfor ret kort

tid, fordi hun altid havde hætte over hovedet, også om sommeren, ligemeget

hvor varmt det var. Hver gang hun skulle ud, tog hun hætte og vanter på.

Og der var engang, da hun kom til Qattarmiut, hvor min mors farmor så spurgte, om hun havde haft dødsfald blandt sine nærmeste for nyligt. Hun sagde ja og fortalte, at hendes far var død samme forår, og at først næste år ved samme tid, d.v.s. når snespurvene kom, ville hun holde op med den form for tabu med altid at skulle bære hætte og vanter. Da hun havde forklaret det, sagde min mors farmor, at de også havde haft sådanne skikke, dengang de var udøbte, men efter at de nu var blevet døbt, havde de opgivet hedningernes tro og skikke, fordi de havde overtaget de døbtes tro og skikke. Og hun sagde, at Mequ skulle holde op med sligt, når hun blev døbt. Det blev hun meget glad for at høre, for det var åbenbart ikke så morsomt at skulle overholde tabuer, og det var måske grunden til, at Mequ uden videre holdt op med det.

Og min mors farmor havde spurgt Mequ, om hun havde hørt om en umiak / umiaq, der fra denne side (hérfra Upernavik) var nået op nordpå (til Thule). Det var om foråret, dengang epidemien hærgede hér, at Tulugaq og hans familie i umiak flygtede nordpå fra Kigtorsaq / Kittorsaq. Og ingen havde siden hørt fra dem. Men Mequ sagde, at hun havde hørt, at denne familie var kommet helskindet nordpå, og også at hun selv var efterkommer af denne Tulugaq. Og hun havde hørt om dem, at Tulugaq og hans familie engang roede nordpå i flere dage ud for indlandsisen. Og at de, når de kom for tæt ved iskanten, skar sæltarme i små stykker og dumpede dem over rælingen på umiaq'en i havet, for at indlandsisens ånd ikke skulle forbande dem.

Og min mors farmor kendte også noget lignende fra den tid, hvor folk her

var udøbte. Når de dengang kom til fuglefjeldene på alkejagt, plejede de

at have sæltarme med, som man så lod synke i havet ud for fuglefjeldet,

for at formilde det farlige fuglefjeld. Men nu var de selv holdt op med

den slags.

Den dag Uilluaq og Mequ skulle døbes var det dejligt søndagsvejr. Og om

morgenen sad Uilluaq for sig selv udenfor kirken på en sten helt fra morgenstunden med sænket hoved. Først da klokken ringede tredje gang

gik han ind i kirken og blev døbt, hvor han fik navnet Martin.

Uilluaq havde ønsket at blive døbt inden han døde, fordi han følte det

som om tidevandet var ved at oversvømme ham, og at han ikke havde nogen

mulighed for at komme højere op. Og han følte, at vandet kom fra alle si-

der. Nu var nemlig så godt som alle mennesker blevet døbt, og han følte sig

ensom som udøbt. Det bevirkede, at han næsten ikke kunne falde i søvn om

aftnerne, hvorfor han opgav sin modstand og lod sig døbe. Men han blev nok døbt sammen med en person, som han sikkert ikke havde ventet at skulle døbes sammen med.

 

Var. Hans Lynge 1967: Qilaneq

 

Hist.: om Suersaq se Mads Lidegaard: Hans, en Eskimo; og Mâliâraq Vebæk: Navaranaaq og andre, Gyldendal.

 

Kommentar: Når Uilluaq føler tidevandet true sig, viser det hen til forestillingen om at jorden kan kæntre, hvis hældningen bliver for stor: Verdens undergang eller kæntring. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) om Sila's / Verdensbalancegang.

Ved dødsfald (skikke og regler, BS)

Print
Dokument id:2113
Registreringsår:1965
Publikationsår:2001
Arkiv navn:
Fortæller:Klemensen, Ane
Nedskriver:Veb�k, M�li�raq
Mellem-person:
Indsamler:
Titel:Ved dødsfald (skikke og regler, BS)
Publikationstitel:Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik
Tidsskrift:
Omfang:s. 233
Lokalisering:Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb
Note:

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 247 - 248: "Toqusogartillugu malittarisassat".

 

På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: lige sider: 226 - 228 (dialekt) og ulige sider: 227 - 228 (engelsk).

 

Resumé:

Ved dødsfald var det helt afgørende at de efterladte ikke kom i berøring med sæler. Der var tabu mod at gå til fjelds og se på indlandsisen. Så blev det storm. Da Andalats søn døde af et vådeskud og Andalat kort efter skød en sæl fra stranden, fik han kroget den med harpunen. Men ifølge sine dødstabuer måtte ikke hente den ind. En gammel mand gjorde det for ham.

 

Vedr. hekseri fortæller AK, at en kvinde som hendes far vragede til gengæld for Anes mor, heksede hende et knæsår på. Hun var dengang otte år. Faderen fik efterhånden kureret det over et års tid. Ane haltede endnu. Da kvinden blev gammel blev hun sindssyg, og hun indrømmede at hun havde begået hekseriet af jalusi.

 

Hist.: AK var 65 år i 1965. Gift med Abel Klemensen.

Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@remove-this.gmail.com.