Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 61 - 62.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 67.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Resumé:

Vitte var en hjemkommen (fra dødsriget, angerlartoq), dvs. opkaldt efter en søsken, der var død som lille. Du lever stik imod alle reglerne, sagde man af den grund til ham, for at intet ondt skulle ramme ham.

Vittes far døde af ligfald, fordi han engang havde grædt under åben himmel. Den elskelige morbror, Mamarsuaq, tog ham og moderen i hus, men der var talrige ritualer og tabuer der skulle overholdes. Ingen rypefjer eller bare ben måtte komme i nærheden af en sæl, der lå på gulvet til flænsning. Rypefjer skulle kastes væk bag om huset.

Vinterhusets husgang blev indviet til sælerne med saltvand, når man flyttede i hus.

Saltvand måtte aldrig øses op med en gryde. Det kunne straffes "dernedefra" af den lunefulde Havkvinde, havets inua / menneske.

Under kajakfangst måtte ingen inde fra huset kigge ud gennem vinduet, og ingen kvinde løsne eller sætte sit hår. Under bjørnejagt måtte ingen skrabe skind, og en bjørn fanget af en kvinde (? eller en hunbjørn blev fanget) fik den ofre af perler og strimler af såleskind.

Hist.: Slutningen af 1800-tallet.

Kommentar: Havkvinden, imap inua ifølge den grønlandske tekst, synes at have været relativt vigtig i Upernavik-distriktet.

Vestgrønlandsk udgave: Hans Lynge: Inugpât, Nuuk 1967, side 61 - 62.

Ny retskrivning: Inuppaat, Nuuk 1991, side 67.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Vittes far fik ligfald og døde, fordi, mente man, han havde grædt uden døre. Selv var Vitte / Vitti en angerlartoq, en hjemkommen, dvs. en ældre søsken, der var død og kommet hjem fra dødsriget. Derfor sagde man altid til Vitte: Du lever modsat reglerne.

       Vittis morbror, Mamarsuaq, en rar mand tog dem i hus og han var af den gamle skole med mange tabuer der skulle overholdes. Der nævnes adskillige, heriblandt at det var forbudt at øse saltvand op med en fedtstensgryde, fordi det kunne irritere den lunefulde havkvinde / Havkvinden / Havets Mor / Moder.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side 101.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 At græde udendørs.

Vitti. Det er muligt, at min far fik det dårligt af at græde ude i det fri. Det fortaltes, at han vist også havde oplevet spøgerier. Han havde mange problemer med sit hoved. Han blev dog rask igen. Men han begyndte at få kramper og besvime. Og det var det han døde af. Det var nok også på grund af det, at man sjældent oplevede ham tage på rens-dyrjagt. Da han før sin død tog ud at fiske for sidste gang, havde han en mærkelig oplevelse med sig selv. Han var ikke ligefrem velklædt. Da staklen altså var taget ud at fiske og var på vej hjem, følte han pludselig, at hans tøj faldt ned om hælene på ham. Og da han kom til den iskant, hvor vandet var løbet hen over og igen frosset til is, og hvorpå der lå et lag sne, fik han fornemmelsen af, at de lave udhæng skinnede og strålede. Og da han pludselig følte sig besværet af at gå den vej, følte han, at der sad en lille spurv på hans isse. Og lige på det tidspunkt følte han det, som om han svævede og havde mistet jord-forbindelsen. Da han så lige skulle til at gå rundt om næsset, følte han, at han igen havde fået sit elendige tøj på. Og kort efter at han var kommet hjem, døde han.

Hist.: Erindring fra det tidlige 1900-tal.