Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Han fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om "Anoritooq", formentlig: kvinden der adopterede en bjørneunge. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Var.: Musatak; Anoritooq. Kvinden der opfostrede en bjørn. Kvinden, der havde en bjørn til plejebarn; Søg også på: bjørn, isbjørn.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om to kvinder. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originalt håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: den forklarende tekst til overskriften lyder:

kalâdtdlit mêrartainut ilíkaruminarsagaq (hvad grønlænderne ønsker at lære deres børn). Teksten former sig som spørgsmål og svar vedr. Arnaliuusinnguaq, der holder til ude ved kimingen - velsagtens Havkvinden, og det foreslås at hun er Tiggaaqs, den unge grønlandssæls datter, eller det jagede sødyrs (merqiap) datter, den stakkels udskilte.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Ikke en trad. fortælling. Nordisk folkeeventyr.

Var.: søg på suaasat

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her en vis Kaali, se ndf.

Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Hist.: Denne Kaali er formentlig identisk med ham, der af Marteeraq i Kullorsuaq bliver omtalt som søn af - eller navnefælle til - Napparsisortaaq, bødker Carl Petersen fra Upernavik. Som fanger på en amerikansk Nordpols-ekspedition havde han overvintret efter skibets forlis sammen med mandskabeti Avanersuaq.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér er uafsluttet og håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: om isklumpen fra en sø i kvindeskikkelse

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: Tre små fortællinger, hvoraf en handler om en værre kælling (næppe Havkvinden, der til tider kaldes sådan), der fremkalder tåge, da hun lægger på knæ ved et vandløb og drikker af det kolde vand (Var.: Tågens oprindelse. Hvordan tågen blev til. The body-snatcher troll 42; 42 A.. Koopajeeq III. Ligrøveren. Søg også på: tågen; Tågen.). I den anden sprøjter en kvinde vand på sine udtørrede kønsdele (asâssak avdlângaqinernersoq). Den tredje handler om en fanger ude til havs der bliver trængende og må skide i buskerne. En ret malende beskrivelse, også af hans tøjvask med enden bar, mens alle fangerne passerer undervejs hjem fra dagens fangst.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Af denne fortæller har han kun fået en fortælling. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx har han brug Uusaqqaqs version af denne Avoovak myte.

Fortællingen hér handler om manden, hvis sjæl eller liv tog ophold i det ene dyr efter det andet. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Var.: Avoovaq. Nvagiaq. Sjælevandring. søg på: sjæl dyr.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Aaqqioq ?

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vel om Atungaat. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Kommentarer: Fra oktober 1903 til tilbagerejsen i 1904 har Gaba (ekspeditionsdeltager) nedskrevet fortællinger. Flest fortalt af Maassannguaq i Appat, som Rasmussen i Myter og Sagn fra Grønland, III karakteriseret som en mand på ca. 30 år. Gabas andre fortællere er Uutaaq, Taateraaq, Aasivak, Sorminnguaq (?).

Dernæst følger ordlister dateret 1903 til 22 sept. 1904 (måske 22 sept. 1903 til afrejsen i 1904?) og til slut et par korte fortællinger uden angivelse af fortæller.

Såvel skrift som stavemåde kræver megen tålmodighed og tid. Men efter bedste skøn har Rasmussen ikke brugt Gabas samling til noget.

Her er en opgave for den sprogkyndige, dialektkyndige og nysgerrige.

I hvor høj grad indholdet er givende afhænger ganske af synsvinklen man lægger på teksterne.

(Gaba Olsen har desuden fortalt (muligvis nedskrevet) 28 fortællinger af egen tradition fra Upernavik - området, der i smukkeste renskrift (sandsynligvis Kr. Møller) er let læselige. Søg på: Olsen, Gabriel.)

Fundet alt for sent. Ikke oversat. "Velegnet" til opdatering for den tålmodige

Arkiveret i en kasse med Peter Freuchen papirer 1909. Men det er uvist om det er PF der har oversat denne beskrivelse af en kortvarig profetbevægelse fra det sydligste Grønland. Et evt. originalt håndskrift på grønlandsk har ikke kunnet identificeres. Heller ikke oversætteren / nedskriveren af oversættelsen. Det er ikke Knud Rasmussen, der har tilføjet et par kommentarer til afklaring. Og den handler ikke om den kendte Habakuk.

Afskrift i nudansk retskrivning:

Skildring af Sceneriet i Frederiksdal en Efterårsmorgen (Rasmussens påtænkte indledning, BS?).

Se, begyndelsen er nu den, at Matias' Forældre kaldte ham Qujanartoq (den kærkomne) senere blev han kaldt Napartannguaq (den lille tønde) (Fyldebøtten?, o.a.).

Denne historie har sit udspring fra sorg; den ovenfor omtalte Matias / Mathias sørgede nok lang tid over, at moderen var død og en gang var han så gået op til Tullerunat. Han blev borte hele dagen og kom tilbage om aftenen og uden først at gå hjem, var han gået op til de danskes (qallunaat, de tyske herrnhutiske missionærers, BS?) huse, og han var nok fuldstændig vanvittig, ligesom han var fuld; hvad grunden var til at han var gået til fjelds er ikke nævnt, da folk ikke vidste det.

Da han kom ind i huset i den gang, der vender mod nord, så han nogle tønder og bad til at han måtte blive en tønde. (Derfor kaldes han senere for den lille tønde) Grunden til at han ville forvandles til en tønde var den, at Elisabeth som tjente i dette hus så efter ham, og han  ville jo ikke ses af hende. Derfor havde hun ikke set ham. Da hun som havde set efter ham var forsvundet, blev han menneske igen. Og da han kom hjem fik han sin familie til at tro på sig idet han pustede sin ånde ind i dem.

Matias havde tidligere tænkt på at ville gifte sig med Erdlu?? fra Kuummiut, datter af Mosi og Susanne. Da han således havde gjort sig til herre blandt Haapakortut (dem ligesom tilhængerne af Habakuk, BS) og havde fået mange engle (sådan kaldte han sine nærmeste) sendte han post flere gange over til Kuummiut for at fri til den kvinde han ville ha'. En postmand som hed Elisa var en gang taget af sted, da det blæste en stiv norden og føg. Men ad den vej, hvor denne kajak roede, var der ingen blæst, og havet var helt stille. Og efter at han havde lagt mærke til dette prøvede han at kæntre, men magtede det ikke, det var ligesom der blev holdt på ham fra begge sider, af usynlige. Da Matias nu sendte sin post af sted med ham, gav han ham et brev som han skulle give hans tilkommende, når hun var alene; i hemmelighed for de andre skulle hun åbne brevet og spise hvad der lå inde i det, uden at nogen så det. Hvad det var er ikke godt at vide. Hun der fik brevet havde gjort som det var foreskrevet, og bagefter havde hun læst brevet højt for sine forældre. Men denne kvinde var siden blevet noget til en side, rimeligvis som følge af det hun havde spist.

Om vinteren, i februar-marts, fik de lyst til at besøge folkene i Kuummiut, det var meget koldt og der lå megen sne. Og den dag, de rejste, havde det nok også blæst en stiv norden, og dog var de taget af sted, og havet havde igen ladet en blank og stille vej (ligge) klar for dem. Til sidst var de nået over til Kuummiut, hvor ingen ventede dem, da det var vinter. Alle folkene sad inde i huset, vel til mode og så hører de nogle komme ind, og se Matias, der herskede over Hapakuumiut (= Haapakortut ovf., BS), kom ind. Og uden at sige et ord var han gået hen til husstøtten med bortvendt ansigt, lænede sig op ad den uden at sige et ord (uden en lyd, o.a.). Da han hvade tiet lang tid, havde husherren Mosi sagt til ham: Hvordan er du kommen herover? Er du kommen alene?" "Nej, en konebåd har lagt til dernede ved fjæren, og her står jeg - sagde han - i al min ringhed." Husherren svarede: "Det er os der må føle sig ringe overfor dig." Matias svarede: "Hvorfor skulle I alene føle jer ringe overfor mig."

Da kuummiut'erne kom ud så så de ganske rigtig en mængde kvinder med børn på armen og andre i amaat, de var sammen med flere mænd. Så slog de sig ned der. De forlovede kom sammen og en aften sa' så Matias: "Sluk alle lamperne, så skal vi holde måltid med dem i himlen. Så trak de en kuffert frem på gulvet. Matias bredte en dug over den og lagde en tallerken på, der var hel fyldt med vand (de har en ??? kuffert som de spiste med (ved ?) i deres eje, og den er bleven efterladt? / den er gået i arv (KR's? kommentar)). Alle lamper  blev ganske vist slukkede, men dagslyset trængte ind, og deres herre bad dem blænde vinduerne med kajakskind og så blev der fuldstændig mørkt inde i huset. Og da det var bleven mørkt sagde han: "Lad os nu spise med dem fra himlen, og ligesom de skulle til at spise gik tallerkenen i stykker, og så havde de ikke noget at spise af. Da det var sket sagde Matias: "Luk øjnene og gå ud ved elven og drik vand, uden at standse på vejen." Så gav de sig til at gå ud, ganske lydløst.

Blandina, mor til den, der har fortalt om dette, var også med, men så snart hun kom ud åbnede hun øjnene, men den der rådede inde i huset sagde, idet han skældte dem ud: "I må ikke lukke øjnene op før I er nået hen til elven hvor I skal drikke." Og så gik de. Men da de alle havde drukket vendte de tilbage igen og de hørte en stemme ovenfra - det var nok Bêbe / Biibi: "Hvor er I henne?" Uden at svare gik de alle ind, men Biibi blev ? og gik ind og sagde: "Det kan nok være at I pjanker her," og satte sig ned på bordet (kufferten?, BS)

Mens de således var forsamlede begyndte Matias' søster Jonur (Salomè), som sad på brisken - græde forfærdeligt, og hendes bror kom hen og spurgte, hvorfor hun græd sådan, og hun svarede blot: "Hunden," og hendes bror spurgte da de mennesker han besøgte: "Har I hunde her?" Og de svarede ham, "nej vi har ingen hunde"; en sagde så: "forleden blev en hund dræbt og benene, som skulle kastes ud ligger her endnu, det er alt." - Han sagde da, at de skulle bringes ud. Og da hun var ved at gå ud med benene havde Blandina, denne histories fortællers mor, gået ud med dem, og Matias havde slået sig på låret og sagt: "ssê - ssê (?) spild det ikke, du må på ingen måde spilde. Så var hun gået med hende ud til møddingen, hvor det skulle kastes. Og da hun kastede det på møddingen, skal Matias have sagt, idet han gav ?suling? kraft: "Du er fra havet, du er selv fra havet, du skal sænkes ned der hvor havet er dybest." Og så gik han fra hende. Men hun der græd fik det ikke bedre.: så havde Matias taget noget gammel urin der stod foran vinduet og smurt hende om munden, og så holdt hun op at græde.

Og en anden aften da de var forsamlede blev de prøvet, idet de blev som døde og faldt om på briksen. Længe trak de slet ikke vejret - det samme havde Matias selv gjort, - og da han ikke havde trukket vejret meget længe sagde han: "nå, nu skal nok verden forgå." Så begyndte de der var inde i huset at ryste af rædsel og skrige. Fortællerens mor sagde nok, at da de begyndte sådan, blev de forfærdelig bange. Så sagde Matias som var ved at gå ud med sin kone: "Nu vil vi til himlen. Vent nu her." Da de var gået ud, gik de efter dem og så efter dem at de de gik op ad Kuummiut-fjeldene, som de blev hævet op. Mens de ventede der, gik Matias' søster  Lea frem og tilbage og holdt for øjnene med de foldede hænder. Når hun kom over en grav standsede hun lang tid. Og der var nok en hedningegrav i nærheden af huset. Blandina så efter sin lille stedfader, fordi hun var lidt ængstelig for ham, han havde gigt - og var dog på en eller anden måde kommen ud af huset - han kunne ikke en gang selv spise, men hans kone måtte hjælpe ham. Han holdt også hænderne foldede og rystede fordi han var angst. Og Biibi så, at han sad på sin stok, men han rystede jo så forfærdeligt, fordi han havde dårlige ben og ikke kunne gå. Så sagde Lea: "kom ind (?) og se på de to kære mennesker (Matias + kone må være kommet tilbage, BS ?) der fore til himmels."

Og da de kom ind sagde han (Matias ?): "Når I skal fare til himlen, så kast alt hvad I har inde i huset bort, ellers vil det bide jer. Og I skal vende hovedet bort når I kaster det væk. Og de gjorde det. Så bar de alt ud hvad de havde inde i huset, selv deres timmiakker (fugleskindspelse / overtøj) kun iført undertøjet. Da de sad og sukkede hørte de nogen komme ind, og der kom en ind (uden en sort plet) helt hvid af sne og sagde: "jeg vil ha' mine hundeskindskamikker og mine kamikstrå skal tages ud, da jeg ikke kan hæve mig op, I skal heller ikke h' strømper og timmiak og kamikstrå, blot kamikker." Så gik han ud og de gjorde som han sagde. Sådan gik de ude i fygevejret, skønt det var bitterlig koldt hele natten. Og sådan kom de alle ind, Matias og hans ? smilende, og han sagde "Det gamle fjols til Susanne, min mor har narret os. Himlen skal slet ikke forgå nu, først om tre år."

Efter dette skete der intet særligt mærkeligt, så jeg slutter her. Og her er også svar på alle dine spørgsmål. - Jeg har spurgt ud om Jesu stok men jeg har ikke fået ordentlig besked på det og har ikke omtalt det. Matias begyndte altså da han sørgede over sin moder, Susannes død. Han blev jo kalddt den kærkomne af sine forældre. Men folkene fra "Hapakuk" / Habakuk kaldte ham den lille tønde. Hvorfor han fik det navn har jeg omtalt. Hans søskende kaldte ham indbyrdes for Jesus, og da jeg spurgte dem hvorfor, kunne de ikke svare mig herpå.

Hist: Matias' kortvarige profetbevægelse foregik ifølge Rink, Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: 367, i vinteren 1853-54, og til stor forfærdelse for de herrnhutiske missionærer i Frederiksdal / Narsarmijit. Om det videre forløb se: Rink 1857: Grønland geographisk og statistisk beskrevet, II: 288-289. Matias kaldes her Matthæus eller Gabriel, som blev et andet tilnavn. Et tredje var åbenbart Jesus, mellem søskende, men om det var seriøst eller ironisk ment fremgår ikke. Forklaringen på øgenavnet, den lille tønde, Napartannguaq, virker noget påklistret. Heller ikke kommentatoren har åbenbart taget den for gode varer med sit tilføjede gæt: fyldebøtte?

Fortællingen er en tredjehånds beretning, fortalt af en deltager / et  øjenvidne til sin søn eller datter, der har fortalt den til nedskriveren. Denne har formentlig nedskrevet skildringen lidt senere, efter hukommelsen. Men den stemmer i hovedtræk ganske godt overens med Rinks referat af begivenhederne.

På det mere sagnagtige plan møder vi hele to gange et ekko af fortællinger om de mindste dværge (se Rasmussen  Mákutôq), der kan skaffe sig en bane af havblik i storm på havet i kajak. Både kajakposten og Matias' konebåd kommer frem på samme vis og posten er endog så urokkelig sikker i sin kajakbalance, at han slet ikke kan kæntre. Myten om Moses der skilte vandene under Exodus kan naturligvis have smittet af på begge fortællinger, men ideen om en vej eller rute uden vanskeligheder / hindringer er gedigen traditionel. Den nævnes bl.a. i Poul Egedes referat af myten om angakkoqens / åndemanerens hjemrejse fra Havkvinden og i klar modsætning til udturen, der har talrige forhindringer.

De mindste dværge er desuden forfærdelig bange for hunde, ligesom også hunde flere gange spiller en ildevarslende rolle beretningen om Matias. De hører havet til, understreger han, i modsætning til hans eget forehavende: en himmelfart fra nærmeste klippetop og senere, alles forventede himmelfart i undertøj og uden kamikhø i hundeskindskamikkerne. En forestilling om dødsrigets døde, der ved navneopkaldelse kommer tilbage som hunde, kan også spores i en østgrønlandske tekster. Men dette dødsrige havde missionærerne udnævnt til kristendommens helvede, hvorfor Matias selvfølgelig må afskrive sig enhver forbindelse til den verden.

Udbæringen af alle genstande fra husrummet er en klar gentagelse af ritualer ved død og evt. ved en vanskelig fødsel. Matias' idé om, at de kan bide, associerer endnu engang til hunde.

Af andre profetbevægelser er Habakuk - "sværmeriet" og og den der udgik fra Maria fra Tasiusaq, de bedst kendte. Fortællinger herom findes i denne base - med kommentarer.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om en kæmpe, inupassuaq, men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler vist om en dårlig bjørnejæger. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet, var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om  Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller,

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Torden-ånderne; Torden; Tordenens oprindelse; The thunder spirits.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Killinaraarsuk.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Ny retskrivning: Hans Lynge: "Inuppaat", 1991, side  155 - 156.

Orig. håndskr. befinder sig formentlig i Inge Lynges privatsamling. Rettighederne tilhører Hans Lynges Fond, Sprydet 73, 3070 Snekkersten.

Oversættelse ved Signe Åsblom:

 Den første Lynge *)

M. Dengang englænderne og vores danskere virkelig kom op at slås mod hinanden og allesammen blev påbudt at rejse hjem, besluttede et par af de første danskere, Den Store Bødker (Napparsisoq) Christian Lynge og Kunitsi (Halsøe), at blive deroppe i nord. Og det siges at kongen havde sagt noget til dem, for det var dengang området omkring Uperna-vik var frygtet af danskerne. Og de havde placeret danskere der, der ikke var bange for at sige noget til andre danskere. Denne Lynge havde en stor buet næse, og det har hans efterkommere efter ham.

   Lynges kone hed Dorthea.

   Deres børn: Ole Larsen Lynge (Kuungasoq) f. 1835.

   Deres datter Utukkaaq (Den Gamle) (Margrethe) døde i Upernavik, da hun var 99 år gammel. Jeg har selv truffet hende. Deres far var ikke underkuet, og derfor var de det heller ikke. M.

   Kuungasoq kom til at hedde sådan efter en mand, som Ilalik, Minannguaq og Angajulleq dræbte. Han havde meget fine hunde og fangede ofte hvalrosser. Han døde i Kingittoq og havde fem sønner og tre døtre. Hans yngste søn var Ilingasukassak (Den Lille Krølhårede), Thomas.

   Utukkaaq, Margrethe Petersen døde i 1913, 80 år gammel. Hendes mand var en grønlandsk fanger, og hun havde fem sønner men ingen datter. Hendes mand var Ikisoq (Andreas Petersen).

   To af Lynges sønner, Lauritz Henrik og Christian Gabriel, faldt i 1856 gennem isen og druknede samtidigt.

   Kuungasoqs søn Mathias (Makeqqi) boede i Tussaaq, og da jeg første gang var ude på langtur, så jeg hans kone, Karen Lynge, der var blevet en meget gammmel dame. H.L.

   Vi har rigtigt mange slægtninge oppe nordpå.

*) Christian Hansen Lynge, død 1872, da han var 74 år gammel.

Hist.: Lynge-slægten i Upernavik distriktet.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Hér er det den lamme Taateraaq, der også var en af Rasmussens fortællere. Tilsyneladende har Rasmussen dog ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Handler ifølge Rasmussens notat om børn, der sættes ud på en klippe (og blir til måger? naajaqiinguit ?)

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om spædbarnet der åd sine forældre. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Var.: Spædbarnet som åd sine forældre. The infant which ate its parents; naalungiarsuk; Neqikitsuliaq; Aapapaaq; Nerrikitsuliaq; Barne-uhyret.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Uutaaq, der gengiver en fortælling, der muligvis er medbragt af indvandrerne fra Baffinland omkr. 1860. Uutaaq fortalte også for Knud Rasmussen, men tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen. Fx er det Taateraaqs version af Navaraanaq der er trykt i han Myter og Sagn fra Grønland, III, 1925.

Fortællingen hér handler om forrædersken Navaraanaq (en fortælling der også er brugt til at forklare det sagnomspundne fjendskab mellem grønlændere og nordboere). Desværre gør håndskrift, stavning og dialektpræget teksten hér vanskelig at tyde.

Hist.: Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Kommentar: Ser ud til at være en variant af  rejsen til Havkvinden / Havets Mor / Sødyrenes Moder.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Søg på ungkarl, pebersvend

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Pângo / Paangu og hans slægt.

Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min

barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til

bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk.

Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og

deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden.

De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som

voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller

tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde

fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra

deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret-

ning.

Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for-

tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger:

Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn

og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham.

Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky.  Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme.

Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således:

Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere,

og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd-

te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe-

den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me-

get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der

skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem.

Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at

tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han

kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til  bjørnen, vendte  bjørnen  sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde.

Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke

kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne

få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky-

de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter.

Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han

havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han

var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som

kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn.

Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5

andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det

var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville

være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den

før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt.

Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen

tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde

den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet

på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne

æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da

Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da

den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen.

Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han

lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset.

Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at

han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin.

Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.

Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den

ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af

deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden.

De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg

blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone

synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de

to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og

hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me-

get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange

af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af.

Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den

tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv-

dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn.

Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe

ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen

hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende

køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af

deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud-

mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider

endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg

skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde.

Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev

engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til

fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden

slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be-

gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse

narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så

de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde

at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst.

Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune-

rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i

forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade

og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den

i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig

over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte,

en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde.

Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se

om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned

på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem,

fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900  oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende.

Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os.

I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget,

for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi

flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var

et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var

Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg

ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte

vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste

fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået

mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø-

re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka-

ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige

ting, de havde været ude for.

Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks

tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så

hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet

på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug

for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte

at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var

noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde.

Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside,

så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at

se.

(127 - 128:)

Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to

huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede

narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede

sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte.

Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst-

parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var

endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset.

Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i

kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop

blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi

valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove

lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter

hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg

fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt,

og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om

man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i

råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i

håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de

viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam-

men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned-

lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte

vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den.

Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre.

Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi

den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede

vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at

vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten,

trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt

ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung.

Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde:

'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde

sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo-

stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter

om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i

hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu

et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk-

ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget

ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre,

men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre.

De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme

mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans

dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle.

Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu

nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand-

synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser

der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller

fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg

endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord

for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.

Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde

været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS).

Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn-

dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan-

ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok

læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der-

selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier.

Forskellige notater, der er tilføjet af  enten RP el. Keld Hansen:

Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356,

"Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen".

Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst

med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven

og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte

op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til

Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som

tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms

Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for

Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og

Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger.....

Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt

i det svenske tidsskrift "Ymer"

Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232.

...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq

og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr.

Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk

som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her-

boende grønlændere underkastet antropologiske målinger.

s 243:  Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin-

teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho-

ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes,

er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin-

lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og

fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere

tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på

isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for-

talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de

fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn-

dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og

David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ-

gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig

fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP).

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om den store løgner, hvis vestgrønlandske navn er Qasiassaq. Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Qilaasuaq; søg også på: Akilineq

Håndskrift har ikke kunnet identificeres.

Maskinskrevne manuskripter på både dansk og grønlandsk findes i:

NKS 3536 IIIa, III.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 70 - 78: "Aqigssiaq" / Aqissiaq.

Dansk resumé i Rasmussen, Knud, 1981, II: 126 - 127.

Resumé af Rasmussens oversættelse:

Tre brødre leger mod deres morfars bud på den glatte is i fjæren. Han

slår i hidsighed den yngste ihjel. Næste gang han uden held er ude

efter de to overlevende, fortæller de det til faderen, der lader dem

træne til stærke mand og dræbe deres bedstefar.

Familien flytter til

indlandsboerne, hvor den ene søn gifter sig og får syvlinger med sin

kone. De trænes til stærke mænd, mens en efternøler, de kalder

Rypekylling, af sig selv træner sig op til stærk mand og fantastisk

hurtigløber. Han kan med en lille stok fange seks ryper ad gangen.

Engang under hungersnød dræber han med stort besvær en sort kæmpeorm,

der består af lutter velsmagende fedt. Han deler en klump af den ud

til alle, men mange fæller vil straks have mere og dør på vej til

eller fra ormen. Rypekyllings familie venter til næste dag og lever af

ormen hele vinteren. En anden gang udebliver fangstdyrene i to år,

hvor man lever af R.s små fangster af ryper, indtil han en dag ser

frosttåge i det fjerne over det islagte hav og derude fanger snesevis

af edderfugle. Næste dag følger brødrene med derud og fanger rigeligt

til resten af vinteren. Da isen undervejs hjem rives op af en storm,

lader R. sine brødre springe i land uden byrder og klarer selv

springet med alle fuglene på ryggen.

       Faderen fortæller nu R. om udhavsboen, Ikersuarmiu ved Ilulissat,

der er hurtigere til løb end alle andre.

R., der vil kappes med ham, rejser alene derhen og ud på

isen, hvor I. fanger hellefisk i en snehytte. R. når frem i flyvende

fart, fortæller om sit ønske, og de to løber om kap til bopladsen,

hvor de ankommer samtidigt. I. må rive taget af sit hus for at den

kæmpestore R. kan komme indenfor. De to trækker så armkrog, hvor I.

vinder første omgang med højre arm og R. den næste med venstre. Da R.

tar afsked næste dag, løber han hurtigere end under kapløbet.

   R. gifter sig med en indlandskvinde, hans sønner vokser til og en

sommer tar han med en søn og sin svigerfar over til landets anden

side, hvor den gamle lokker en hval op i en elv med en fangstsang. Han

skal harpunere den først, og da linen springer, sender R. og hans søn

deres harpuner i dyret. Efter parteringen bærer svigerfaderen

skulderstykket, R. bryststykket og sønnen halepartiet hjem på ryggen.

En grydemand stjæler undervejs R.s stykke men mærker ikke, at R.

skærer det ned igen fra hans ryg. Sønnen beklager sig tre gange over

den lange vej hjem, inden R. føjer sig og synger sin vise, der trækker

jorden sammen under dem.

   Langt senere træffer nogle kajakmænd en efterkommer af R., der

driver sælfangst fra et skær med en slags dobbeltlasso. Han lassoer

sælerne om baglufferne og forsvinder derefter som et lyn mod de blå

bjerge i indlandet.

Oversættelse ved Signe Åsblom af den trykte grønlandske tekst:

Det fortælles at Aqissiaqs far ikke var enebarn. De var nemlig tre søskende. Da de var børn, var de utrolig glade for at lege hvor der var glat, og de plejede at lege og glide lige ved strandkanten. Deres bedstefar blev ved med at forbyde det, men da de ikke ville høre skældte han dem en dag grundigt ud. De flygtede, men deres yngste lillebror nåede ikke at følge med og blev tilbage. Og bedstefaderen tog ham og stødte ham mod isen, så han åbentbart blev skadet indvendigt. Han begyndte at spytte blod og døde. Men de andre fortalte ikke nogen om hvordan han var blevet behandlet.

Alligevel var de andre søskende fortsat så glade for at holde til ved stranden, at deres strenge bedstefar også gik til angreb på dem. For anden gang blev den ene ladt tilbage af den anden, og ham tog bedstefaderen. Og da han ville til at støde ham ned i isen, gjorde han sig så hård, at det bare sved under forsålerne til ingen nytte. Han fortalte det først på det tidspunkt til sin far og klagede over, at bedstefaderen på den måde ville gøre en ende på dem.

Da faderen hørte det, blev han så vred så vred som aldrig nogensinde før, og han sagde til sine børn: "Mens I vokser op, må I simpelthen give Jeres bedstefar mere og mere modstand!"

Da han havde sagt dem det, blev de, i takt med deres alder, mere og mere trodsige overfor deres bedstefar. Det fortælles, at han til sidst ikke længere kunne være sammen med dem og forlod dem. Han byggede et hus til sig selv. Og han kunne ikke længere sove men fik kun den smule søvn, som han fik ved at sidde og nikke med hovedet og småblunde. Og ved siden af sig havde han stukket en stor lanse i jorden.

Den gang de voksede op, havde deres fader sagt til dem: "Kom så! Angrib jeres bedstefader!"

Og de bekæmpede ham sandelig. De stillede sig op ved indgangen og så, at han sad og nikkede med hovedet, fordi han var ved at falde i søvn, og når han lige netop var ved at falde bagover, rettede han sig op med et sæt. Drengenes far sagde til dem: "Når han falder en smule bagover, skal I hurtigst muligt hen og ind under indgangen til rummet fra gangen! Når han næste gang er ved at falde bagover, skal I skynde jer at komme ind under briksekanten. Og når han igen er ved at falde bagover, skal I tage fat i hans fødder og trække ham ned på gulvet. Jeg skal nok hjælpe jer!"

Da han var ved at falde bagover, kom de ind under indgangen til rummet, og da han for anden gang var ved at falde bagover, nåede de ind under briksekanten. Nu faldt han igen lidt bagover, og så tog de fat i hans fødder og trak ham ned på gulvet. Han forsøgte at få fat på sin lanse, men han kunne ikke finde den. Og så slæbte de ham ud ved at trække ham efter sig. Og da de havde fået ham ud, hjalp deres far med at slå ham ihjel.

Ved hjemkomsten sagde deres far: "Han var åndemaner / angakkoq / angakok. Der var ingen mønstre eller pletter på hans tøj. Kom, lad os flygte østpå ind i landet."

Så flygtede de. De gik og gik, og endelig nåede de frem til mange telte, der stod ved en sø. Det siges, at det var indlandsboere (tunersuit). Dér blev de, og Aqissiaqs far fik sig en kone blandt dem.

Det fortælles, at hans kone blev gravid og fødte syv prægtige drenge. Og han gjorde hvad han kunne for at gøre dem til stærke og mægtige mænd og trænede dem til at blive både lette og stærke.

Og da hans kone blev gravid for sidste gang, fødte hun et enkelt barn, og igen var det en dreng. Da han ikke havde nogen at opkalde ham efter, gav han ham navnet Aqissiaq, nu da han alligevel var den lille yngste. Han trænede ham hverken til at blive stærk eller let. Selv sagde Aqissiaq, at han havde sørget for sig selv, fordi ingen interesserede sig for ham, og han havde selv kæmpet for at blive let og stærk. Og langt om længe begyndte han at fange ryper. Og en dag havde han fanget seks ryper bare ved hjælp af sin lille stok. Når han så nogle ryper, slog han ud efter een af dem, og når de andre fløj, løb han dem op, mens de fløj over ham. Og når han havde fået fingre i seks af dem, sakkede han agterud i forhold til de andre ryper, fordi det blev besværligt, når han samtidig skulle holde på fuglene.

Derefter blev det en barsk vinter, hvor de næsten ikke så nogen dyr på fangstturene, og hvor det ikke længere var muligt at fange ryper. En dag begav han sig afsted mod nogle høje fjelde. Der havde han tidligere haft held med jagten, men nu var der heller ikke nogen dyr at se der. Sådan fortsatte det, og en tidlig morgen tog han afsted igen. På et tidspunkt vendte han om for at gå tilbage, men så så han noget stort noget, der lå på hans vej. Om morgenen havde det ikke været der. Da det så så mærkeligt ud, kiggede han nøje på det, og det viste sig at være en stor orm. Eftersom han var tvunget til at gå netop den vej, gik han hen til den og stak den i siden. Da den vendte sig mod ham, stak han den igen og sprang så tilbage. Igen vendte den sig imod ham, og han sprang fremad og stak af i løb. Men så hørte han dens lyd og så sig tilbage, og det var noget af et syn at se dens sider, der var røde af blod, der hvor han havde stukket i den! Da den nu var ved at hale ind på ham, sprang han tilbage og stak den, og igen for den frem mod ham, og han hoppede fremad og stak den endnu engang, og så flygtede han. Det fortælles, at da han nu hørte dens lyd for anden gang, følte han, at noget varmt steg op i ham nedefra. Selv om han ville løbe, blev han langsomt helt afkræftet. Og et stykke tid mistede han fuldstændigt bevidstheden. Han kom til sig selv og opdagede, at han lå på maven. Så kom han i tanke om, at han da forresten havde været i færd med at flygte. Og han rejste sig op og sprang afsted og var igen på flugt. Men da han ikke hørte noget, vendte han sig om og kiggede derhen, og dér lå den minsandten helt stille! Han kiggede på den, men den rørte sig ikke, og så gik han hen til den og opdagede, at den overraskende nok pludselig var død!

Han mente ikke, at han kunne bruge denne store orm til noget som helst. Men han skar lidt formålsløst i dens side, og hele ormen viste sig at bestå af talg! Han smagte på det og syntes godt om smagen, og så skar han et rigeligt stort stykke af, som han kunne tage med hjem. Han sørgede for at lægge nøje mærke til, hvor den lå, og derefter begav han sig hjemefter.

Da han kom hjem, fortalte han sine bopladsfæller om ormen og delte ud af det medbragte stykke. Og da de andre hørte om den, var nogle af dem så ivrige, at de gik ud, selv om det var midt om natten. Og han sagde til sine fæller: "I morgen kan I gå hen til den og gå sammen med mig fra begyndelsen!"

Næste morgen havde han knap slået øjnene op, før han begav sig afsted mod ormen sammen med sine bopladsfæller. De var kun kommet et lille stykke da de på deres rute stødte på et dødt menneske. Da de kom lidt videre, lå der endnu en, der var død. De kom forbi adskillige døde mennesker, og nogle af dem lå døde, selv om de havde været oppe at skære sig et stykke, som de havde båret på. Andre var døde inden de var nået hen til ormen. Nogle havde spist sig fordærvet og var revnet, andre var døde, fordi de ikke nåede at få noget at spise.

De andre skar rigeligt af ormen og kom hjem med byrderne. Resten af ormen bar de hjem i flere omgange, og der fortælles, at de kom igennem vinteren ved at spise ormens talg, som de ind imellem kunne supplere med anden fangst.

Også den følgende vinter blev barsk, fordi de nu heller ikke kunne finde fangstdyr. Aqissiaq tog på rypejagt uden held. Og en dag gik han op på et af de høje fjelde og kunne derfra se en lille skytot på himlen ude vestpå. Han begyndte at spekulere over, hvad det dog kunne være. Og da han kom hjem, sagde han til sin far: "I morgen når jeg tager afsted, skal I ikke være bekymrede ret længe. Jeg har nemlig tænkt mig at tage ud og se, hvad det er for nogle små skytotter, jeg har set derude udenskærs."

Næste morgen tog han afsted i det tidligste morgengry. Snart nåede han frem og så til sin overraskelse, at det var edderfugle i en våge. Og det var let for ham at tage dem ved simpelthen at smide et net hen over deres hoveder. Han skyndte sig lidt og forsøgte at tælle dem, og det gik op for ham, at de var så mange, at de måtte tælles i tre omgange. Da han følte, at han havde fanget rigeligt, vendte han om og tog hjem. Der fortalte han, at der var en mængde edderfugle udenskærs, og han opfordrede sine bopladsfæller til at tage med ham dagen efter. Og næste dag tog de afsted, så snart det blev lyst. Da de kom derhen, var der både hvide og helt sorte edderfugle, men de fangede begge dele med garn. Selv ville han dog kun have de sorte. Efter at have fanget tilstrækkeligt mange, vendte de om og begyndte at gå hjem. Og højt oppefra kom der en lille blå sky, der viste sig at forvarsle søndenvind. Mens de gik, tog vinden pludselig til, så den kom over dem. Og da de første i al hast kom i land, nåede han hen til dem samtidig med, at isen skurede mod stranden og begyndte at drive. Han sagde uden videre til sine fæller: "Se nu bare at komme i land i en fart, så smider jeg fuglene over til Jer, og når jeg har gjort det, kommer jeg i land som den sidste."

Det viste sig, at alle havde klaret sig i land. Og han sagde til dem: "Gå nu bare i den takt, der passer Jer, så følger jeg efter!"

Og de gik og gik og kom omsider hjem. De blev ved med at spise af de mange edderfugle, og på den måde klarede de sig igennem vinteren.

Så gik der lang tid, og en dag sagde hans far: "Det siges, at der i Ilulissat er en stærk mand, der løber utroligt hurtigt!"

Det viste sig at være en mand fra Ikersuaq. Og Aqissiaq sagde: "På et tidspunkt tager jeg afsted, og så bliver I nok lidt bekymrede for mig. Jeg tager op til ham og konkurrerer med ham."

Da de vågnede tidligt om morgenen, begav han sig afsted mod havet. Det fortaltes, at manden fra Ikersuaq var en gevaldig fisker. Når han trak hellefisk op, gav han dem et velrettet spark, så de fløj udefter. Han havde bygget sig en snehytte rundt om hullet i isen. Langt om længe kiggede han mod øst og opdagede en lille sort prik i bunden af fjorden. Han tænkte, at det måske både kunne være en ravn og en ræv. Da han for anden gang var inde og trak en hellefisk op, sparkede han den ud og kom til at se mod øst. Prikken var blevet tydeligere, og det var et lille menneske! Efter at have været inde et øjeblik kom han ud og havde endnu ingen fornemmelse af forskellen mellem dem. Og så viste det sig, at en kæmpestor mand kom hen imod ham. Da han nåede frem, sagde han: "Ai!" Og da han jog sin stok ned i isen, kan det nok være at isen (isstumperne) sprang og dansede. Så begyndte han at tale til manden: "Jeg har hørt, at der findes en mand i Ikersuaq, der både er meget hurtig til bens og meget stærk. Selv om jeg ikke kender ham, er jeg kommet for at konkurrere med ham!"

Da han jo ikke kunne mene andre end ham, svarede manden fra Ikersuaq: "Det er mig!"

Aqissiaq sagde: "Lad os løbe om kap!"

Så begyndte de at løbe om kap ind mod land, og mandens kone, der kom ud for at tømme natpotten, fik øje på dem. Hun kom til at kigge udefter, og ude fra fiskepladsen kom der to mennesker løbende i hendes retning. Hun råbte ind i huset: "Derude løber to mennesker om kap. De løber hen imod stranden!"

Det var blevet lavvande, og stranden var derfor ret bred. Efter at være forsvundet ud af syne bag isfoden et øjeblik, sprang de op på isfoden og gled lidt på den. De stod helt lige. Derfra gik de tilbage, mens de fortalte hinanden historier. Da de igen var kommet ud til fiskepladsen, gjorde de hellefisken klar og begav sig ind mod land. Og da manden fra Ikersuaq kom ind i huset, sagde han til sin kone: "Det er vist ikke et helt rigtigt menneske, der er kommet på besøg hos os. Det er en kæmpestor tuneq-mand. Og måske kan han kun komme ind i huset, hvis vi fjerner loftsbjælkerne i husgangen!"

Da de havde fjernet loftbjælkerne i gangen, kom han ind. Og manden fra Ikersuaq sagde til sin kone: "Dæk gulvet med skind!"

Efter at de havde spist, sagde Aqissiaq uden videre: "Lad os dyste om, hvem der er stærkest!"

Så satte de sig ned på gulvet overfor hinanden og satte fødderne mod hinandens skræv og begyndte at kæmpe mod hinanden. Det fortælles, at Aqissiaq var venstrehåndet og derfor helst ville bruge sin venstre arm, og manden fra Ikersuaq ville helst bruge sin højre arm. De trak alt hvad de havde lært, og Aqissiaq trak Ikersuaq-mandens arm til sig, så mandens underarm fik en gevaldig hudafskrabning.

Derefter trak de arm med den arm, som de hver især mindst havde lyst til at bruge. Og denne gang trak manden fra Ikersuaq Aqissiaqs arm til sig, så huden på hans arm blev flået.

Da det blev lyst næste morgen, gik de ud til fiskepladsen. Og derude sagde Aqissiaq: "Nu tager jeg afsted på min måde!"

Og manden fra Ikersuaq svarede:"Ja, nu kender du mig, og du er velkommen til at besøge mig igen!"

Så løb Aqissiaq afsted i fuld fart, og det fortælles, at sneen føg i den grad op efter ham, at der dannedes en regnbue bag ham. Manden fra Ikersuaq stod op og så efter ham, men snart forsvandt han ud af syne. Og derefter lod han overhovedet ikke høre fra sig.

Sådan gik tiden, og langt om længe blev det sommer, og de flyttede til et andet område. De kom frem til en fjord, hvor der var en elv i bunden. Der fik de øje på en stor hval, der var blevet inde i fjorden. Aqissiaq gik ned og stillede sig på strandbredden ud for den, og hans svigerfar sagde: "Jeg vil prøve at få den til at svømme op på stranden med mig foran. Hvis den dukker op af vandet, må du ikke prøve på at ramme den, før jeg prøver. Hvis I gør det, vender den bare om."

Langt om længe fik han hvalen til at dukke op af vandet, men Aqissiaq gjorde ikke noget for at ramme den. Heller ikke Aqissiaqs søn forsøgte at ramme den. Til sidst dukkede den op og svømmede ind mod stranden. Og netop som han havde stukket den og trak så hurtigt og hårdt han kunne, knækkede hans harpunrem. Så stak Aqissiaq den. Og hans søn kom løbende og stak den flere gange med lansen. Sammen trak de godt i den, og endelig lykkedes det dem at dræbe den. Så snart den var død, rullede de den længere op på stranden og brækkede den ganske enkelt i flere dele.

Svigerfaderen bar overkroppen, Aqissiaq det midterste stykke, og hans søn bar halestykket. Så begav de sig hjemefter. De gik og de gik, og pludselig mærkede Aqissiaq, at hans byrde blev taget fra ham. Og da han så sig om, opdagede han, at et kæmpestort menneske havde taget det stykke, som han havde båret på og nu var på vej væk med ryggen til. Det siges, at manden oven i købet havde en kæmpemæssig gryde over skulderen! (En såkaldt grydemand, egtl. ildstedsmand, BS) Efter at bare have stået og kigget efter ham, satte Aqissiaq endelig efter ham. Da han nåede hen til ham, hoppede han op på hvalstykket. Manden opdagede ham ikke, og derfor blev Aqissiaq sur på han og gav sig til at skære et stykke af, der hvor det røde kød var. Da han havde skåret stykket af, faldt det ned, og Aqissiaq faldt også selv ned. Og utroligt nok gik kæmpemennesket bare videre frem uden at se sig tilbage og uden at lægge mærke til noget som helst.

Efter at have taget sin byrde på nakken, nåede Aqissiaq frem til sine fæller, og de havde ikke gået længe, før Aqissiaqs søn blev så træt, at han ikke kunne gå længere. Til sidst sagde han til sin far: "Det siges ellers, at Aqissiaq har en ting, som gør afstande mindre!"

Han svarede sin søn: "Jeg er blevet så gammel, at jeg ikke længere bruger den!"

Hans søn sagde igen: "Det siges ellers, at Aqissiaq har en ting, som gør afstande mindre!"

Og Aqissiaq svarede: "Mine tænder er ikke så meget værd længere, og derfor bruger jeg den ikke mere!"

Så gik der et stykke tid, og igen sagde sønnen: "Det siges ellers, at Aqissiaq har en ting, som gør afstande mindre!"

Da han blev ved på den måde, blev Aqissiaq træt af ham og sagde simpelthen: "Luk øjnene! Hvis I åbner dem, vender vi tilbage hertil!"

De gjorde som han sagde og lukkede øjnene. Men snart efter var han klar og havde løftet deres byrder op, og da han sagde til, åbnede de øjnene, og det kan nok være, at det hvinede i deres ører! Da de igen kunne se jorden brede sig ud under dem, opdagede de et øjeblik efter, at de stod stille i området over teltene, og at de næsten kunne se dem. Så tog de deres byrder på nakken og gik hurtigt ned til deres telt.

Derefter var der ingen, der hørte noget fra Aqissiaq. Lang tid efter var nogle mænd ude at ro i kajak, og så hørte de pludselig en høj lokkelyd. De fik lyst til at se, hvem det var og roede hen og fik øje på et stort menneske der lå på et skær. De nærmede sig ham bagfra, og da de kom tæt på, opdagede han dem og ville flygte længere ind på skæret, men så sagde de til ham: "Vi er ikke ude efter dig. Men vi hørte dig og kom herhen for at se dig!"

Så blev han stående og begyndte at fortælle dem om sit lille fangstredskab af træ. For enden var der en rem, der var formet som en løkke. Og han fortalte: "Det er et virkelig godt fangstredskab. Når men laver lokkelyde, og dyrene efterhånden bliver mindre frygtsomme og nærmer sig, fanger jeg dem ved at slynge løkken om deres baglaller."

Efter at have fortalt dem om dette, stod han lidt og lyttede, og så tog han fat om sit byttes forlaller og sprang ind mod land. Det var en langstrakt og skrånende slette, og fjeldene lå for enden af sletten, men på et lille øjeblik var han deroppe og havde endda fortsat farten op ad skråningen.

Det fortælles, at det var en efterkommer af Aqissiaq og hans fæller. Og derefter hørte man aldrig mere noget til Aqissiaq.

Her slutter jeg bare fortællingen.

Oversat af Signe Åsblom.

Var.: Aqissiaq.

Hist.: Det er specielt for denne variant, at hvalfangsten foregår på

landets anden side (Østgrønland?). Typisk østgrønlandske

forestillinger om indlandskæmper er iøjenfaldende. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere):

"Mellemverdenens fremmedartede menneskesamfund".

Kommentar: Forestillingen om at indlandsfolk fanger sødyr med lasso og slynger løkken om halen er fremtrædende i Østgrønland, hvor de tillige kan vende strømmen i elvene og således lokke sødyrene op i landet til sig. Tilsvarende forestillinger træffes dog også i vestgrønlandske kilder. Se GTV om dværge og kæmper.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Manden der blev gift med en gås (el. en alk el. en anden fugl) Søg på: Swan Maiden

www.hum.ku.dk/eskimo/sonnesbase2004.html 

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til sikker og fuldgyldig oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Tiisikoorsuaq er i denne fortælling en kæmpe, der med en arm ind gennem vidnuet prøver at stjæle et spædbarn fra et ægtepar mens de sover. Manden får hugget armem af kæmpen, der, viser det sig, falder om og forbløder. Da kæmpens kone kommer og spørger efter ham, nægter ægteparret at have set noget til ham.

Renskriveren Møller har en anden fortælling om Tîsi. Den er uden overskrift og indflettet mellem sange, egne salmer, og en beskrivelse af et kongebesøg i 1903:

Håndskr.: KRKB 1, 6(18). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Den handler om kvinder og piger, der går ud og finder børn på jorden, før de selv kan få børn. En af dem finder et væsen, som hun lader suge blod fra en vorte på sin krop (en brystvorte?) om natten. Utysket vokser sig stor og glinsende som en frossen klump kød. En af de andre opdager det en nat, og det ender med at man smider klumpen ud og lader den smelte i indgangen, der løber fuld af blod, mens dens "mor" er ude på bærtogt.

Jeg (BS) er ikke helt sikker på dette hastige referat i oversættelse, men det er tydeligvis en variant af Thule-inuits og de canadiske inuits fortælling om de første tider, da kvinderne fandt børn på jorden og en af dem af lutter lyst til at få børn i stedet tog en orm (larve eller puppe)til sig og diede den med sit blod. Den siger tsii, tsii, derfor navnet. Den diende orms forvandling til en glinsende frossen kødklump må være en reference til åndesproget hos canadiske inuit, hvor et foster hedder en geleret, koaguleret, 'frossen' klump blod, quac'iaq (Therrien, Michèle, Le corps inuit, SELAF 1987:128). Det er m.a.o. en myte om den første abort eller menstruation, der åbner for menneskers egen evne til biologisk at reproducere sig selv.

Alt tyder på at Møllers Tiisi skal spores til den (ikke helt tydelige / forståelige) version, som

Jørgen Brønlund fik under opholdet i Avanersuaq under den litterære Grønlandsekspedition. Det fremgår af den nylige udgivelse af hans dagbogsnotater:

"Jørgen Brønlund. Optegnelser fra en ekspedition 1902-04 / Ilisimasassarisiornermit allattukkat 1902-04." Det grønlandske Selskabs Skrifter XXXV, Kbh. 2002. Red.: Stig Bjørnum, Arnaq Grove og Einar Lund Jensen. ss. 72 - 73 og 112 - 114. (Orig. håndskr.: A 245, Arktisk Institut.)

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?)

Kommentar: husets fødselssymbolik genkendes i ormen der smelter til blod i husgangen, dvs. menstruationsblod i kvindens vagina. Se GTV

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Ravnen der blev gift med en måge / en gås. Ravnen der blev svoger hos mågerne / gæssene.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: talrige om besøg hos / fugle (ravn og måge de hyppigste) i menneskeskikkelse. Her er det ravne.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 147 - 150: "Tunuliarneq".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Abia Benjaminsen var med som gast på en af de tre motorbåde på 6. Thuleekspedition langs Sydøstgrønland, der blev ledet af Knud Rasmussen i 1931. Affart 7 juli, hjemkomst 17. september, en hel sommer med dagssejlads og/eller vardebygning og måling af solhøjde forskellige steder langs kysten fra 6 morgen til 6 aften. Man har ingen vanskeligheder forbi Puisorteq / Puisortoq, når derefter Timmiarmiut og Takisoqs Uummannaq. Her får Abias båd, Dagmar, med Gabriel Jørgensen som leder, motorskade, og det varer en hel uge før man atter er forenet med de to andre både, Gerda og Varbu / Valborg (?). Derefter går for Abia videre med Gerda. Man ligger fast i lejr mens Knud Rasmussen er nordpå og kommer tilbage. Han gir punch samme aften. Også Therkel Mathiassen støder til. Han hyrer Abia til sine udgravninger undervejs. En lang, drøj sommer.

Hist.: Historisk fortælling. AB var 60 år i 1947, hvor han boede på alderdomshjemmet i Qaqortoq. Boede tidligere i Aappilattoq, Nanortalik kommune, hvortil faderen, storfanger Nioqanngitsoq, var immigreret fra Østgrønland, før Abia blev født.

Rasmussens egen rapport fra ekspeditionen står i Geografisk Tidsskrift, Bd. 35(4), 1931: 169-197; i The Geogrphical Review Vol. 23(3), 1933: 385 - 393, og er genoptrykt i Tidsskriftet Grønland 1983: 164 - 176 med intro. af Regitze Søby.

Kommentar: Beskrivelsen af ruten fremstår uklar, fordi man aldrig blir sikker på om der i såvel den grønlandske tekst som den danske oversættelse er taget højde for at 'kujamut' betyder 'mod syd' på vestkysten, men 'mod nord' på østkysten (kujamut, dvs. man har kysten til venstre og havet til højre i sejlretningen uanset om man er på vest- eller østkysten).

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, en 30 årig mand i Appat. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt disse fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Hans hyppigste fortæller var Maassaannguaq, men her er det Aasivat, der også fortalte for Knud Rasmussen. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas indsamlede fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér begynder således: inuk pisurradlulerpuq ... Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Dette er ikke en fortælling men Gabas selvbiografiske beretning om fangstforholdene i Upernavik-området fra 1860-1903.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Hist.: Dette er ikke en fortælling men Gabas beretning om forskellige skikke, især vedr. fangsten, ved kristendommens begyndelse i Upernavik-området.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.)

Ifølge Rasmussen notat: "der lod sin tarm koge".

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Orig. håndskr.: KRKB 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04, Eskimoiske sagn.

Oversat resumé: Uluaa

Engang ønskede en meget gammel kone, Uluaa sig en kone for at spille rollen som mand, og hun gjorde sin søn, der havde en kone, blind og tog hende til kone. Men da sønnen senere blev seende igen og opdagede, hvordan moderen var, brugte han moderen som fangstblære til en narhval (eller hvidhval ?) han harpunerede, og således blev moderen en narhval med en stor stødtand.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom.:

Det fortælles at Uluaa, en farlig gammel kone, der havde en søn, pludselig ønskede sig en kone. Da hun nu ønskede sig en sin svigerdatter til kone, gjorde hun sin søn blind og tog hans kone til kone. Men da hun jo var kvinde og således ikke udstyret med en penis, brugte hun sin lampepind som penis. Engang da sønnen allerede var blevet blind, fik de besøg af en stor isbjørn. Da den store bjørn kiggede ind af vinduet og stak sit store hoved ind gennem ruden, og hun selv som kvinde ikke var i stand til at bruge buen mod isbjørnen, gav hun den store bue til sønnen, så han kunne skyde bjørnen med buen. Da sønnen skød sin pil mod ruden, hørte han en lyd som når en pil rammer et dyr, og han hørte at isbjørnen brølede. Så råbte bueskytten op, fordi han huskede så klart. Da han råbte, sagde moderen spottende: "Du ramte ikke isbjørnen men rudens skindkant," og hun sagde det for at snyde sin søn og således blive den, der havde nedlagt isbjørnen. Senere da sønnen endelig var begyndt at gå udenfor, fløj en stor fugl hen over ham, og det viste sig at være en rødstrubet lom. Og da fuglen gav luftning til hans øjne, åbnede han dem og kunne igen se. Da han åbnede sine øjne så han, at moderen og hans kone var sammen på briksen, og at moderen havde samleje med hans kone med en lampepind som penis.

Da han var blevet seende igen og narhvalerne (el. hvidhvalerne?) en dag var kommet, sagde han til moderen, at han ville prøve at harpunere én, og at moderen skulle holde igen i fangstlinen. Moderen indvilgede i, at sønnen forsøgte at harpunere én, og at hun selv skulle holde igen i hans kraftige fangstline. Sønnen bandt fangstlinen om livet på hende, og efter at have bundet den harpunerede han den største af narhvalerne. Da sønnen havde harpuneret hvalen, begyndte moderen at trække i fangstlinen, og da gav sønnen hende et ordentlig skub bagfra. Så forsvandt moderen under vandet, og da hun dukkede op igen råbte hun: "Min ulu / kvindekniv!"  Næste gang hun dukkede op, råbte hun det samme, mens hun snoede sit hår rundt. Hun råbte sådan hver gang, hun dukkede op, og til sidst blev hun til en narhval med en stor stødtand. På den måde blev der mange narhvaler med store stødtænder!

Jeg har hørt fortællingen fortalt således, hver gang den er blevet fortalt.

Kommentar: Det må være hvidhvaler sønnen jager (hvid- og narhvaler hedder det samme), og moderen bliver således den første narhval med den snoede tand, som kun hannarhvaler har. Sammenblandingen af de to fortællinger, "Den blinde der fik synet igen" (Var.: Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq) og Ukuamaaq om den lesbiske svigermor, er ikke almindelig. Men den kan begrunde, at det er en kvinde, der forvandles til et handyr. Bemærk tillige, at hendes råb om sin ulu har smittet af på hendes navn. Normalt hedder hun Ukuammaaq, og fortællingen findes i mange versioner. Christian Poulsen, Aadaarutaa, fortalte Thalbitzer (se: 1923, 260 C), at denne kvindes unaturlige handling viste, at arvesynden var kommet ind i verden. Hun var en tidlig efterkommer af Adam og Eva, mente han.

Var.: Denne specielle sammenblanding af Ukuamaaq og Den blinde, der fik synet igen (Søg på: blind / blinde), blev også fortalt i Upernavik-distriktet: Uluâmieq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Hist.: Sammenblandingen af de to fortællinger i både Østgrønland og NV Grønland kunne gå tilbage til før det tidspunkt i 1400-tallet, da en vandring fra NØ Grønland nordom til NV Grønland fandt sted - ifølge arkæologer og lingvister. Se: Vort sprog - vor kultur, red. af Jørgen Rischel og Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986.

not [Original handwritten text: KRKB 3: Record from the Danish Literary Expedition to Greenland 1902-04, Eskimo legends.

Translated summary: Uluaa

Once there was a very old woman, Uluaa, who wanted to have a wife so that she, Uluua, could play the role of a husband. She blinded her son and took his wife as her own. However, when the son later regained his sight and found out what his mother was really like, he used his mother as a hunting bladder when he harpooned a beluga/narwhal. Thus his mother became a narwhal with a long tusk.

It is said that a dangerous old woman called Uluaa, who had a son, suddenly wished for a wife of her own. As she wanted her own daughter-in-law to be her wife, she blinded her son and took his wife as her own. However, as she was a woman and so did not have a penis, she used the wick trimmer* from her lamp as a penis. One day after her son had gone blind, they were visited by a large polar bear.  Because the great bear peered in and poked its head through the window; and because she, being a woman, was unable to use a bow against a polar bear, she gave the bow to her son so that he could use it to shoot the bear.  As he shot his arrow towards the window, the son heard a sound just like the sound made by an arrow hitting an animal, followed by a bellow from the bear. The marksman gave a cry because he could remember it so clearly. As he cried out, his mother said derisively, “You hit the leather edge of the window pane instead of the polar bear.” She said this in order to cheat her son so that she could claim to be the one who had brought down the bear.  Later, when the son had finally begun to go outside again, a huge bird, which turned out to be a red-throated diver [red-throated loon, flew right over him. Once the bird had aerated his eyes, he opened them and was once again able to see. As he opened his eyes, he saw that his mother and his wife were in bed together and that his mother was having intercourse with his wife, using the lamp's wick trimmer as a penis.

One day after he had regained his sight, the narwhals/belugas came along and he said to his mother that he would try to harpoon one of them. He said to her that she should hold on to the harpoon line. The mother agreed that her son should try to harpoon one and that she would attempt to resist the pull on the strong hunting line all by herself. Her son bound the hunting line round her waist and once he had tied it tight, he harpooned the largest of the whales. When the son had harpooned the whale, his mother began to pull hard on the harpoon line. Just then, her son shoved her hard from behind. Then the mother disappeared under the water, and when she resurfaced she cried, “My ulu!” The next time she surfaced, she cried out the same thing, while twisting and winding her hair. Each

time she appeared, she called out the same thing. This is how there came to be so many narwhals with long tusks!

I have always heard the story told in this way, whenever it is recounted.

Comment: The son must be out hunting belugas (belugas and narwhals have the same name in Greenlandic) and therefore the mother becomes the first narwhal to have a helix-shaped tusk, which only the males have. The combination of the two tales “The Blind Man who regains his Sight” (Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq) and Ukuamaaq, the lesbian stepmother, is not unusual. This could explain why it is a woman that is transformed into a male animal. It should also be noted that her cry for the ulu has rubbed off onto her name. She is usually known as Ukuammaaq, and there are many versions of this tale. Christian Poulsen, Andaarutaa, told Thalbitzer (see: 1923, 260 C) that this woman's unnatural actions were proof that original sin had come into the world. He believed that she was an early descendant of Adam and Eve.

Var.: This particular combination of Ukuamaaq and The Blind Man who regained his Sight (search for blind /blinde), was also told in the Upernavik district: Ulâmieq. The Origins of the Narwal; How the Narwhal came to be.

Hist.: The combination of the two tales in both East Greenland and NW Greenland could date back to before the period of time in the 1400's when (according to archaeologists and linguists) a northbound migration took place between North East Greenland and North West Greenland. See: Vort sprog & vor kultur, eds. Jørgen Rischel and Robert Petersen. Nuuk, Pilersuiffik 1986

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

*[Literally, "lamp stick" but this is actually the lamp trimmer. This "stick" or taqquti refers not to the seal oil lamp itself but to the lamp's wick trimmer, made of soapstone or wood, which was traditionally used by Inuit women to adjust the height of the flame in the stone lamp.  This trimmer, used by the mother as a sex toy, closely resembles an erect penis, while the stone lamp itself resembles female genital

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.

Var.: Ikke en Tutigaq fortælling

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede fortællinger under overvintringen. Af denne fortæller har han kun fået en fortælling. Tilsyneladende har Rasmussen ikke brugt Gabas fortællinger i sine publikationer fra ekspeditionen.

Fortællingen hér handler om ?? Men håndskrift, stavning og dialektpræget gør iøvrigt teksten vanskelig at tyde.

Renskrevet af Kr. Møller, kateket i Upernavik.

Gabriel (Gaba) Olsen fra Kuuk, Upernavik distriktet var med i Thuleområdet / Avanersuaq på den litterære ekspedition, hvor han bl.a. indsamlede og nedskrev fortællinger under overvintringen. Det er uvist om Gaba også selv har nedskrevet disse sine egne fortællinger fra Upernavik-dstriktet eller blot fortalt dem til Kr. Møller. Møllers skrift er så smuk at det næsten kun kan være en renskrift, men af hvad? Evt. originale håndskr. ses ikke i arkivet.

Samlingen er opdaget så sent, at penge (og tid) til oversættelse er sluppet op. Velegnet til opdatering.