Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

En af de ting man plejede at fortælle om, var en engelsk (muligvis

skotsk) skibbrudden. En sommer kom der to bådelag med engelske skibbrudne

nordfra til Upernavik, og da skibet fra Danmark ikke var kommet endnu, fik kolonibestyreren dem til at blive i Upernavik, så de kunne tage hjem med skib. Nogle af disse englændere blev så anbragt i grønlandske huse, og min fars forældre havde så en englænder til plejesøn. Og det skal have været en af de fornemste. Da han boede hos dem, havde han vist dem sin kiste og vist hvad den indeholdt. En af disse ting var en kløvet hvalrostand, og han havde sagt, at han havde fået den af en af polareskimoerne. Og han havde kaldt den mand, af hvem han havde fået hvalrostanden for Kalutina (muligvis Qulutina, RP). Han havde fortalt, at de, efter at skibet var gået til bunds og de kom til polareskimoerne, at han havde boet hos dem, indtil han skulle sydpå igen. Og han boede hos Kalutina, og han talte meget godt om Kalutina og hans kone. Og denne hvalrostand, der var kløvet på langs, var kløvet med en slags sav, der kun havde to tænder. Og han havde så købt denne hvalrostand og denne sav, idet han havde betalt ham med forskellige redskaber. Og det var sandt, at denne sav, der var brugt til at kløve hvalrostanden med, kun havde to tænder.

Han havde også vist skindtøj, som Kulutina's kone havde syet og forskellige ting, som hendes mand havde lavet. Og han havde også givet dem lidt forskelligt, og min far plejede at fortælle, at det var en meget god englænder de havde. Og en af de personer han fortalte om blandt de amerikanske skibbrudne, der kom nordfra, var Naparsissortâq / Napparsisortaaq (Den nye bødker). Det er deres betegnelse for Carl Petersen.

1957, ss. 282  284:

Denne Napparsisortaaq, Carl Petersen, var dansker og bødker i

Upernavik. Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik. Og denne bødker var grønlandsk gift. En sommer var N. taget med amerikanerne, der skulle til Nordpolen. De sejlede, og ingen hørte mere til dem. Året efter var der stadig intet nyt. Og denne dansker, der var grønlandsk gift, var meget god mod grønlænderne og også mod børnene. Han havde et lystigt sind og legede med børnene, der var mægtig glade for ham. Og derfor havde børnene også savnet ham, da han udeblev. Og de havde stor medlidenhed med hans søn Poul, når de legede med ham, fordi der intet nyt var hørt, siden faderen var sejlet nordpå.

En dag henimod efteråret begyndte folk at råbe op. Og da man undersøgte

sagen, viste det sig, at der var flere både, der kom nordfra. Og det var

klart nok skibbrudne. De kom til land ved Iterdlánguaq / Iterlannguaq,

og folk gik derned.

Og da de var nået ned, begyndte de at råbe Napparsisortaaq..., fordi de

faktisk havde opgivet ham, og nu genså ham. Og da de råbte det, så løb bør-

nene ned for at hilse på N. Men til at begynde med kunne ingen genkende

ham, fordi disse nysankomne skibbrudne havde mægtige skæg, der nåede

helt ned til deres navle, og hår, der hang helt ned til skuldrene. Og bør-

nene var halvvejs bange far dem. Først dagen efter viste N. sig, klippet

og barberet, og først da kunne børnene hilse på ham, som de plejede.

Og disse amerikanere, som han sejlede med, var efterhånden blevet så vant

til grønlandsk mad, at de lige da de kom iland slog teltet op og begyndte

at koge bryststykker af remmesæl. Det var en remmesæl, som N. havde fanget.

Da de kom var de så tørstige, at de skyndte sig hen til tønderne. Og tappene på dem var efterhånden blevet snavsede. Men de de havde så travlt med at drikke at de fik skidtet ned i vandet. Det viste sig også, at de havde sejlet det sidste ret lange stykke vej, uden at komme iland. N. havde, efter at han var komme tilbage, fortalt sine bekendte om polareskimoerne, og det var en af de

ting min far plejede at fortælle.

Da de langt nordpå mistede skibet og måtte forlade det, prøvede de at

komme sydpå. Men da det var så sent på efteråret og havet var ved at blive

islagt, standsede de på en ø. Det viste sig, at der ikke var noget vildt på

denne ø. N. jagede for dem og havde regnet med at fange sæler,

når isen kom. Men da isen kom, gik det op for ham, at han kun kunne regne

med fangst en sjælden gang imellem. Og det han kunne fange var ræve. Kulden tog til og var meget stærk. Og eftersom han var den eneste der jagede, var han også den eneste der rejste rundt. Han satte høje fælder, og når han så havde fanget ræve, som ikke havde taget nogen skade, så undlod han sommetider at dræbe den, men bandt en besked på et stykke papir om dens hals og lod ræven gå igen. Således at ræven, hvis den blev fanget i den danske del af Grønland, kunne føre til at brevet blev læst, og så ville folk opdage, hvor de var henne. På den måde kunne folk så vide, hvor de skulle søge efter dem. Engang røgtede han rævefælderne, og den kolde blæst fik øjnene til at løbe i vand, som randt ned af kinden og frøs til. Han begyndte at varme dem, og begyndte at snakke med sig selv: 'Det er godt lille Poul, at du ikke kan se tåren, som er frossen på din fars kind.'

Midt på vinteren havde de ikke mere mad. Og når han så havde jaget for

gæves, og måtte tage tilbage uden fangst, og disse amerikanere havde tabt

humøret pga. sult, så begyndte N., der var en lystig fyr og kristen,

at opmuntre dem og tale om Gud, der vågede over de rejsende, og som var

klar over, hvor de var henne, især hvis de stolede på ham, fordi han var

almægtig og kunne hjælpe dem og befri dem fra deres lidelser. Og når han

havde talt til dem på den måde, så var det, selvom de var sultne, at de

begyndte at fortælle hinanden historier og snakke sammen, og så blev han mere rolig. Og derfor havde han hele tiden opmuntret dem indtil han traf eskimoer. Endelig en dag, mens han var ude på fangst, mødte han nogle eskimoer, som boede deroppe. Og til at begynde med sagde han ikke noget til sine kammerater om de folk han havde mødt, fordi han syntes det ville være farligt for eskimoerne, hvis han røbede deres eksistens overfor sine sultne kammerater. Men han følte sig styrket ved at træffe dem, fordi hvis disse ekimoer begyndte at fange meget, så ville han fortælle det til sine fæller. Og han var bange for, at hvis han fortalte det til sine kammerater på det tidspunkt, at de så ville

røve maden fra dem. Så han sagde til disse eskimoer, at de endelig ikke

måtte komme og besøge dem, før han sagde til. Og derfor begyndte han at

sælge lidt forskelligt til disse eskimoer, og når han så kom hjem med lidt

kød, så fortalte han sine kammerater, at han havde fanget noget. Og først

da han på denne måde havde fået sine kammerater over den værste sult, for-

talte han dem om de ekimoer han havde mødt, og at de så ville hente

dem henimod foråret med slæde, og at de også ville hente bådene til dem.

Deroppe var der en kvinde, der havde en søn, og N.'s fornavn var Carl,

og folkene kaldte ham for Kale. Og en af disse kvinder opkaldte sin søn efter den grønlandske form for Carl, Kale / Kaali.

I 1903-04, da Knud Rasmussen og hans fæller tog til polareskimoerne,

var der en grønlænder fra Upernavik distrikt, Gabriel Olsen med, og han overvintrede med dem. Og et af de mennesker han mødte deroppe, var en meget gammel mand, der hed Kâle / Kaali, og sandsynligvis N.'s søn. Og Gaba fortalte, at han, dengang han overvintrede deroppe, ikke havde truffet andre, der bar det navn.

      Nu har jeg altså fortalt nogle af disse historier, som min far plejede at fortælle og det sted, hvor jeg tilbragte min barndom. Itilliarsuk, forlod jeg da jeg blev konfirmeret, og jeg vil lige fortælle om forskellige hændelser der skete inden jeg blev voksen.

Dengang min far døde, boede syd for os min mors lillebror Jan Sørensen

ved Tugssâq / Tussaaq, og da vinteren var gået og næste år var kommet, kom han med umiak / konebåd efter os .........  (s. 284, ¾ spalte: en beretning om en ond tante).

Hist.: Søg på Carl Petersen, der spiller en rolle i flere beretninger. Bl.a. om den sidste indvandring fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 50.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 68f.

Den ældste myte om angakkoq'ens rejse ned til Havkvinden: ibid. s.36f.:

"Den 19de kom 2de Grønlænder kiørendes til os fra det inderste af Iise-Fiorden, kaldet Tessiursak. En af dem fortalte mig denne sælsomme Historie: Allernederst i Jorden boer en stor slem Kone, (Uden Tvil Dievelens Olde-Moder), udi et meget stort Huus, som man ikke kand skyde over med en Bue-Piil. Den samme Qvinde, raader for alle Havets Creature; thi de ere alle hendes Huus-Folk, saasom Hvalfiske, Enhiørninger, Sælhunde etc. Det Kar som staar under hendis Lampe, hvorudi Thranen som løber over Lampen dryber udi, svemmer fuldt af Søe-Fugle, Skilt-Vagten ved hendis Dør, ere heele Flokker af Sælhunde, som staae reyst over Ende og bider omkring sig til den som vil ind. Ingen kand komme derind uden Angekut og de maae have deris Torngak med sig. Naar de giør denne Rejse, maae de først passere alle Dødis Sjæle, hvilke seer ud ligesom de Levende i Verden og lide meget vel. Naar de ere komne dem forbie, kommer de til et bredt langt Svelg ned i Jorden, dette Svelg skal de over, men er intet at gaae paa uden et stort Hiul, som er ligesom Iis, og drives alle Tider hasteligen omkring. Herpaa maae Giesten leede Angekoken eller Hexe-Mæsteren. Siden kommer de til en stor Kedel, hvorudi kaager levendis Sælhunde, omsider til Fandens Olde-Moders Residentz. Der tager Geisten sin Angekok ved Haanden, og leeder ham igiennem den stærke Sælhunde-Vagt. Indgangen er breed, men Veyen er smal som en Snoer, og paa begge Sider intet at holde sig ved, men en hesselig stor Afgrund og svelgende dyb neden under. Herinden fore sidder denne Helvedis Gud-Inde gandske forstørret, har mange Ophævelser, sveeder af lutter Vrede, og river Haaret af sig over saadanne Geisters Besøg. Hun tager her paa straks en Vand-Fugle Vinge / søfuglevinge, hvilken hun tænder Ild udi, og holder for deris Næse, hvor efter de bliver gandske afmægtige og ere hendis Fanger. Men Hexe-Mæsteren som tilforne informeret af sin Torngak eller Geist, tager hende strax ved Haaret, og drages med hende saa længe indtil hun bliver gandske afmægtig, og der udi er hans Geist hannem behielpelig. Om hendis Ansigt henge aglerrutut ( dend rette Bemærkelse er noget naturlig, og derfor udeladis, ellers betyder det de Klæder en Qvinde har paa som aborterer, der ikke meere bør brugis, at ikke en Vanlykke skal indfalde i deris Næring.) det same rifve de af hende, saasom det er Aarsage at Havets-Dyr forlade deris Land og gaar hiem til Dievel-Inden. Ligesaa fort som de piller hende, saa hastig Fare og Hvalfiskene Sælhunde etc. plaskendis ned igiennem Vandet og søger til de sædvanlige Platzer igien, hvor Grønlænderne fange dem. Naar alt dette er forrettet, saa begiver Hexe-Mæsteren sig med sin Torngak paa Hiemreysen igien, hvor hand da finder den forrige og farlige Vey gandske god og alting jevnt for sig."

Hans Egede copied this text almost verbatim for his Perlustration 1971,2 [1741: 118-120 = 1925: 397f and added a note about angakkut puullit told him most probably by Poul Egede as well. The translation into English 1818: 202-205 is copied from Hubert Wengers database: www.wengereskimodb.uaf.edu/sections/Ege1818section0022.xml:

"She is said to dwell in the lower parts of the earth under the seas, and has the empire over all fishes and sea animals, as unicorns, morses, seals, and the like. The bason placed under her lamp, into which the train oil of the lamp drips down, swarms with all kinds of sea fowls, swimming in and hovering about it. At the entry of her abode is a corps de garde of sea dogs, who mount the guard, and stand sentinels at her gates to keep out the crown of petitioners*. None can get admittance there but angekuts, provided they are accompanied by their Torngak, or familiar spirits, and not otherwise. In their journey thither they first pass through the mansions of all the souls of the deceased, which look as well, if not better, than ever they did in this world, and want for nothing. After they have passed through this region, they come to a very long, broad, and deep whirlpool, which they are to cross over, there being nothing to pass upon but a great wheel like ice, which turns about with a surprising rapidity, and by the means of this wheel the spirit helps his angekkok to get over. This difficulty being surmounted, the next thing they encounter is a large kettle, in which live seals are put to be boiled; and at last they arrive, with much ado, at the residence of the devil’s grandame, where the familiar spirit takes the angekkok by the hand through the strong guard of sea dogs. The entry is large enough, the road that leads is as narrow as a small rope, and on both sides nothing to lay hold on, or to support one; besides that, there is underneath a most frightful abyss or bottomless pit. Within this is the apartment of the infernal goddess, who offended at this unexpected visit, shows a most ghastly and wrathful countenance pulling the hair off her head: she thereupon seizes a wet wing of a fowl, which she lights in the fire, and claps to their noses, which makes them very faint and sick, and they become her prisoners. But the enchanter or angekkok (being beforehand instructed by his Torngak, how to act his part in this dismal expedition) takes hold of her by the hair, and drubs and bangs her so long, till she loses her strength and yields; an din this combat his familiar spirit does not stand idle, but lays about her with might and main. Round the infernal goddess’s face hangs the aglerrutit (the signification of which is to be found in my son’s journals) which the angekkok endeavours to rob her of. For this is the charm, by which she draws all fishes and sea animals to her dominion, which no sooner is she deprived of, but instantly the sea animals in shoals forsake her, and resort with all speed to their wonted shelves, where the Greenlanders catch them in great plenty. When this great business is done,

the angekkok with his Torngak proud of success make the best of their way home again, where they find the road smooth, and easy to what it was before.

Note: Others say, that a huge dog watches the entry, and gives warning, when an angekkok attempts to get in, and defends the entry. Wherefore the angekkok must watch the minute, that the dog falls asleep (which lasts but a moment), to steal in upon her. This moment nobody knows but an angekkok poglik; wherefore the other angekkuts often return home again without success. This frightful woman is said to have a hand as big as the tail of a whale, with which, if she hits any body, he is at one stroke mouse-dead. But if the angekkok conquers her (which he does if he can get at her aglerrutut, which hang dangling about her face, and rob her of them) then she must discharge all fishes and sea animals, which she has detained in captivity; who thereupon return to their wonted stations in the sea."

Var.: søg: Rejsen til havkvinden: ID 29, 340, 349, 412, 420, 467, 511, 626, 627, 807, 891, 892, 1005, 1196, 1354, 1445, 1468, 1492, 1649, 1882, 2024, 2070, 2230.

Comment: The first variant of this Inuit myth on record.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Om den store åndemaner

Der var engang en stor åndemaner, der kunne trodse al slags vejr og fange alskens fangstdyr. Han tog ikke på sælfangst andre steder end ude på havet. Engang han tog ud og netop havde gjort holdt på et fangststed, kunne man ikke mere se fjeldtoppene, og sneen begyndte at falde tæt i vindstille. Den store åndemaner manede for at få det til at klare op, men da det ikke lykkedes, begyndte han at ro ind mod land uden fast mål. Længe spejdede han efter land og blev til sidst noget urolig. Langt om længe så han land lige fremme og opdagede, at der på land kom to store mænd, den ene meget lys og med blåbærfarvede øjne, og den anden var så sort, at kun hans øjne lyste op i ansigtet.

Da den store åndemaner kom i land, kom de ham meget venligt i møde. Den meget mørke udbrød da: "Qaaluaq, karang, kom med op i mit hus." Da den store åndemaner begyndte at gå op mod huset, fulgte den store lyse med op som om invitationen gjaldt ham selv. Da værten selv først gik ind, fulgte de efter ham og så, at han og hans kone var alene. Da den store åndemaner sattes sig ned, satte den lyse sig lige op og ned af ham. Værten kiggede ind mod sin kone og sagde: "Qaaluaq, hent lændestykket af min allersidste fangst". Konen gik ud og kom tilbage med en frossent lændestykke af en sortside. Hun satte det frem og stak en kniv i den. Den store åndemaner havde stor lyst til det, og skulle lige til at tage sig for af retterne, da den store lyse ved siden af puffede til ham med albuen og sagde: "Qiioq, han er lige ved at bespise dig med lort." Den store åndemaner kastede et blik på den igen og så en sammenklemt menneskelort. Det viste sig at fordi det var en sidste afføring fra et menneske, umiddelbart før det døde, havde han gemt det i depotet og kaldte det 'min allersidste fangst'.

Anden gang sagde han til sin kone: "Kom med nogen andet mad". Konen gik ud og kom ind igen med en masse sortebær. Hun satte de mange bær, der endnu hang fast ved deres lyngplanter, frem. Endnu engang skulle han lige til at tage for sig, da sidemanden puffede til ham og sagde: "Qiioq, han har budt dig på tyndskid". Den store åndemaner kastede et blik på det igen og så, at det var tyndskid af sortebær. Da udbrød hans sidemand: "Qiioq, kom også på besøg hos mig".

Da han skulle til at gå ud sammen med ham, fulgte den første vært med, som om det var ham invitationen gjaldt. Han fulgte op til huset med sin vært, og den store åndemaner blev fyldt med undren, da han kom ind i huset. Da han bød ham at sidde og han satte sig, sagte værten til sin kone: "Qiioq, hent noget at spise". Konen gik ud og kom da ind igen med ørreder, og ih hvor så de lækre ud. Han skulle lige til at spise, da sidemanden, den store grønlænder, puffede til ham og sagde: "Qaaluaq, han er ved at bespise dig med ørreder". Den store åndemaner svarede bare: "Det er jo den slags vi plejer at spise". Da han havde spist ørred, sagde værten: "Qiioq, kom med noget andet at spise". Konen gik ud og kom tilbage med meget lækre blåbær, og han spiste sig mæt i blåbærrene. Mens han spiste, kiggede den store åndemaner sig betaget rundt i huset, for værten boede i et træhus. Da han kom ind havde han straks set en stor rund sten. Konen var efterhånden travlt optaget og åbnede det, som han troede var en stor sten, og så tændte hun ild og fyrede op inde i den, og snart hørte man ilden buldre. Da det var sket, tog hun også et stykke sten med en tud og et eller andet håndtag. Hun hældte vand i den og gik hen til det, der buldrede, åbnede det ovenpå og lagde stenen der. Kort efter at hun havde lagt den der, begyndte det at buldre endnu kraftigere og stenen begyndte nu og da at ryge. Så drejede hun noget rundt på en træboks, det knasede, og han mærkede nu, at det blev meget varmt inde i deres hus. Da det han troede var en sten begyndte at ryge hele tiden, tog hun den ting hun rørte rundt med og åbnede den; så fjernede hun toppen af det han mente var en sten, så fjernede hun noget træstykket ved at trække en skuffe ud og hældte indholdet i stenen, og da mærkede den store åndemaner en fremmed lugt, der duftede dejligt, og han anede ikke hvor den kom fra. Da det lod til at være kogt, tog hun det ned.

Den store åndemaner så faktisk også nogen mindre hvide sten ligge oven på hinanden på hylder på væggene. Da den store lyses kone tog dem ned lagde hun dem frem ved siden af den store åndemaner. Han syntes grangiveligt de lignede rav. Da hun havde hældt op, rejste den store lyse sig, tog et stykke rav i munden og hældte indholdet i det der faktisk var kopper med underkopper, hvorpå han begyndte at drikke af det og sagde: "Qiioq, tag for dig". Selvom den store åndemaner syntes det så ulækkert ud, hældte han noget op i underkoppen og tog hele munden fuld af de små sten. Og selvom han syntes de så ulækkert ud begyndte han at drikke, og så smagte det virkelig godt. Da han havde drukket to fulde kopper begyndte den store åndemaner ar føle sig rigtig udhvilet og tog til at svede over hele kroppen.

Nu hvor den store åndemaner rigtig havde fået mod på livet, tog hans vært et stort stykke tang, der havde en stor hvid bøjning i enden. Anden gang tog han et andet stykke tang frem, begyndte at skære noget af det og fylde det hvide stykke med det. Efter at have tændt den med ild og have suget på det, blev hans ånde hvid. Da blev den store åndemaner rigtigt overrasket. Da han havde åndet lidt med det, rakte han det til den store åndemaner. Da han så tog det, havde han knap suget på det, før han fik en hvid ånde. Men næppe havde den store åndemaner følt velvære ved det, før han følte sig underlig i hovedet. Han blev så småt svimmel, og det blev endnu værre, da han også fik en fornemmelse af at skulle kaste op, og så holdt han op med at suge af det, der gav hvid ånde. Han troede, han var blevet syg, men da det nu ikke blev værre, gik han udenfor og så, at vejret var klaret op, og han var kommet i land et godt stykke fra sin boplads.

Da han havde gjort sig klar og skulle afsted, gik hans værter ned til ham, og han bød dem farvel, da han stødte fra land. Da han begyndte at ro, var han kun nået et lille stykke væk, da han hørte ravne og mågeskrig. Han så sig tilbage og opdagede så, at han var stødt fra land på et sted, hvor der kun var et stejlt fjeld, og der var en måge og en ravn, der skiftevis fløj mod hinanden. Det gik da op for ham, at han havde besøgt en måge og en ravn i menneskeskikkelse.

Da den store åndemaner kom hjem og ikke kunne glemme det han fik at drikke, og sin oplevelse af at ånde hvidt, holdt han en åndemaning og fandt herunder ud af, at der syd for hans boplads ind i mellem kom en østgrønlænder (?) østerlænding til landet der handlede med sådanne ting. Det fortaltes, at den store åndemaner tog sydpå, da det blev sommer, og da østerlændingen kom til landet købte han mængder af kaffe og tobak, som han havde lært at kende af sine venner om vinteren. Herefter kunne man opleve den store åndemaner der åndede hvidt, efter at han havde drukket kaffe. Her ender historien.

Jakob Eugenius.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.

Hist: En "moderne" version, der associerer ravn og måge med hhv. grønlænder og europæer. Betydningen af "østerlænding" alias europæiske handelsskippere, der anløb Sydgrønland østfra, er værd at overveje. Måske hentydes der til dem, der en overgang omkr. 1700 lagde ind om nær Kap Farvel for at fylde op med drikkevand - og handle.

Renskrevet af Hendrik Olsen: NKS 3536, I, 4', læg 13, ss. 11-14.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det fortælles om Arnarpajooq, at hun var blevet liderlig med en kaptajn.

Det var i gamle dage, i de første år der kom skib. Hun sov om dagen og

var vågen om natten. Når hun stod op om aftenen ved solnedgang,

troede hun minsandten, at solen var ved at stå op, og mens hun ventede

på, at den skulle komme højere på himlen, gik den skam ned. Sådan var

det bare. Så fik kaptajnen den idé at hun skulle med ham hjem. Hun sagde

ja og blev endog meget ivrig efter at komme med.

Kaptajnen nævnte dagen for afrejsen, og hun passede desmere på ikke at

fjerne sig fra ham. Så kom dagen hvor skibet skulle sejle, og der

blev nævnt et bestemt klokkeslet. Lige før det nævnte klokkeslet,

spurgte kaptajnen Arnarpajooq, om hun havde nogle ting hun skulle have

med, for så måtte hun hellere hente dem.

Hun kom i tanke om en taske, som hun nødig ville skille sig af med. Så

den sagde hun til kaptajnen, at hun ville hente. Hun blev roet i land

i en jolle. Så snart de nåede til land, løb hun hurtigt hen mod deres

hus. Den dag varmede solen kraftigt, hun havde i længere tid ikke

fået sovet ordentligt. Hun blev sløv af varmen, og da hun idet samme

kom til en jordhøj, lagde hun sig på maven på den og faldt i dyb søvn.

Hun sov længe og vågnede forskrækket, da hun kom i tanke om, at hun

var på vej hjem for at hente noget. Hun kom på benene og løb alt

hvad hun kunne. Hun kom ind i huset, tog sin taske og var på vej

tilbage. Hun gik og gik og kom til det sted, hvorfra man kunne se

skibets ankerplads. Men skibet var der ikke.

Hun spejdede ud mod horisonten og dér, hvor himmel og jord mødes, fik

hun øje på noget på størrelse med et fingerbøl. Det var skibet, der var

ved at være ude at sigte. Hun kunne intet stille op, og hun blev så

ærgerlig over ikke at være kommet med skibet, at hun brast i en

langvarig gråd. Hun græd og græd; og da skibet var ude af sigte, fik

hun gennem fingrene øje på en ung kvinde på vej hen til hende med et

barn i hver hånd, og et tredje på ryggen. Da kvinden var fremme, sagde

hun: "Hvad er du mon så ked af?" Hun svarede: "Du kan sikkert ikke hjælpe

mig med det, jeg er ked af." Den anden sagde: "Man kan jo altid

få at vide hvad det er!" A. sagde: "Jeg er bedrøvet over, at et skib,

hvis kaptajn gerne ville have haft mig med, er sejlet uden mig, fordi

jeg kom til at falde i søvn, da jeg var på vej hjem for at hente min

taske." Kvinden sagde: "Kom du og besøg mig, så skal jeg fortælle dig en

historie." Hun fulgtes med kvinden og gik mod syd.

De stilede imod en stor fjeldvæg, hvor de fortsatte op til nogle

afsatser, og da hun kiggede sig omkring, fik hun øje på et lille hus

på en afsats. De gik derhen og ind i huset.

Ved nærmere eftersyn opdagede hun, at underlaget på briksen bestod af

græs og at bjælkerne var af elletræ. Kvinden satte børnene på briksen

og gav sig til at feje gulvet. Idet hun skulle til at smide skidtet

fra gulvet ud i gangen, begyndte hun at fortælle:

"Det forholder sig sådan, at vore forfædre var de første, der undersøgte det, da

vandet begyndte at falde efter en stor oversvømmelse i gamle dage."

Lige i det øjeblik da hun smed skidtet fra gulvet ud gennem

indgangen, gav det sig til at buldre uden for. Kvinden greb skyndsomt

sine børn og undevejs ud sagde hun: "Så er den store ild, den store

Asiungasungaaq, styrtet ned (måske en kampesten, der styrter ned. BS.)

Lad os komme ud!"

Hun ville efter dem ud, men så blev husgangen spærret. Mens hun

stirrede på den, begyndte den at åbne sig, og hun sprang ud og slap

udenfor, uden at støde imod noget.

Da hun var ude, kunne hun slet ikke se den store fjeldvæg for den

voldsomme røg, og sikke det stank af sten. Der var ikke andet at gøre

end at komme væk fra fjeldvæggen, for hun så ikke noget til dem, hun

var fulgt efter. Hun gik udefter, væk fra fjeldvæggen. Da hun havde

fjernet sig et langt stykke og den voldsomme røg var ved at forsvinde,

hørte hun en ravn skrige, og kiggede i retning af lyden. Hun så da,

at fire ravne fulgte hende langs den store fjeldvæg.

Da hun så dem, kiggede hun også efter det lille hus, hvor hun havde

været på besøg, og omtrent dér, hvor huset skulle ligge, sås bare en

ravnerede. Tænk hun havde været på besøg hos en ravn i

menneskeskikkelse. I ærgrelse over, at hun ikke fik hørt ravnens

fortælling til ende, glemte hun alt det om, at hun skulle have været

med skibet til et fremmed land.

Var.: Arnarpaajooq. Vedr. bulderet se Aqajarormiorsiorpua. Den store ild kommer oftest fra havet som en selvstændig skikkelse. Se dog også Kreutzmann om denne skikkelse, som han kalder Toornaarsuk, ID 237. Besøg hos fugle i menneskeskikkelse er en hyppig fortælling, men denne hos ravnene er usædvanlig.

Hist. og kommentar: Det står mig ikke umiddelbart klart hvorfor netop ravne-fortællingen bliver kvindens trøst. Men jeg ser associationer til 1, at ravne i mytisk tid var hvide (ligesom qallunaat. Undertiden associeres modsætningen grønlænder versus qallunaaq til ravn versus måge, søg: Angákorssuarmik)og 2, at ravne her præsenteres som de første til at undersøge landet efter stormfloden (= fuglen der bringer Noah bud om land): Ravnenes land er Grønland, hvor de bliver om vinteren, og hvor grønlændere, tolker jeg, siden stormfloden hører hjemme. Det skræmmende bulder og den smalle passage ud (Symplegade) indebærer en slags nyfødsel til denne verden, hvor ravne ligner ravne og man ikke lader sig forlede af uvirkelige fantasier. Pigen glemmer det hele ligesom børn, der har mødt ånder, glemmer dem, når de kommer blandt mennesker. Søg fx på: Kaakaaq Den store bjørn æder hende.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 105.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 131f.

Into English by BS:

The very first human on earth enjoyed a very long life: “… In the old days a big man having trees on the chin instead of a beard lived for so long, that his wives whom he had survived one after another, and had been buried next to each other, were that numerous, that he could not throw a stone all the way across the graves. Since in the end, our man said, he was not seen any more, could he be God?”

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 45.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 81.

In English by BS:

“One among them told me another reason why people must die, different from the one already recorded, namely, that a serpent and a louse decided to compete in coming first to the human beings. In case the serpent was first, people should go on living, whereas they were to die if the louse should win. They started out at once, and the serpent as could be expected quickly got far ahead; but unexpectedly he tumbled down a mountain, and the louse won. That is why people must die. Is that so? he asked. Or do humans, i.e. the Inuit, as is their habit, also lie about that?”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

Preaching the Gospel Poul most probably used to translate the serpent of Eden into 'the big worm' as e.g. he did three days later, when the myth of the Fall called forth a dispute among still another group of Northerners on visit:

“ … one among them asked me if our first parents had serpents instead of the lice we have now? An old woman quickly took the floor: 'Nothing but lies: if their ancestors had serpents their descendants would have had the same. Humans [Inuit are big liars: We believe you when you tell us, that God at the very beginning made two humans; that sounds reasonable; as also that all of us are their children and descendants, because our faces, hands and feet are identical.'”

Poul apparently won the day. No fuss about identity. Inuit and Qaallunaat do not differ in being humans. Only believers and non-believers among the Inuit do. This version of a widely extended Inuit myth about death is dated ten days after Poul (in Qasigiannguit) had preached the Gospel to some visitors from the north and thereby caused them to question their own myths. One was terribly shocked at hearing about that horrifying God and his Hell, and another popped up the following day just to tell Poul something about the world, that he probably would not know, namely, that far up north the stars, Orion's belt in particular, were that much closer to earth that you should arm yourself with a whip for keeping them abay.

Oversat af K. Rasmussen fra Chr. Rosings "Tunuamiut", 1906, ss.

27-28. Karl Rosings oversættelse: "Østgrønlænderne", 1946, ss.

41-42, red. W. Thalbitzer. Det grønlandske Selskabs Skrifter, 15.

Resumé af Karl Rosings oversættelse:

Søens uhyre

En anonym angakkoq / åndemaner (X) fortæller Chr. Rosing, hvordan han som optakt til sin læretid (formentlig) følges med en åndemaner til en sø, hvor denne gør X usynlig ved at lægge et blad ved hans side og sætter en stenbiders sugeskive fast under hans kamiksål, for at han ikke skal løbe væk. Åndemaneren får så ved gnidning af sten mod sten søen i bevægelse og en kæmpebjørn til at stige op. Den nærmer sig, slynger åndemaneren afsted to gange og tredje gang ned til søen, hvorefter den bærer ham op til gnidestedet og æder ham alt kødet fra knoglerne. En rum tid senere har han atter fået kød på kroppen, og hans klæder, som bjørnen har flået af, kalder ham til live med et kiakkakka, hvorefter de kommer flyvende tilbage til ham.

      Formålet med fortæringen, forklares det, er at sætte åndemaneren i stand til at rejse ned i jordens indre, at give ham ny viden og at gøre ham ufarlig at nærme sig for dyr (i menneskeskikkelse), der skal blive hans hjælpeånder. Bjørnen bliver ikke hans hjælpeånd, og det siges (også?), at hjælpeånder er de mennesker, der faldt ned da jorden revnede i tidernes morgen. Dvs. innersuit.

Hist.: Det er oplevelser helt i overensstemmelse med østgrønlandsk tradition, som X her fortæller om. Uhyret kan være en isbjørn, eller en hund (også i Upernavik-distriktet, se: Sjælen tvinges til søs.), og altid er den et ferskvandsvæsen.

Var.: Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr. Angakkoq-uddannelse.  '... søens troldbjørn'. Søens uhyre. Mislykket uddannelse. Tiimiartissaq. Rasmussen 1938. 110: Åndemaners selvbiografi.

Kommentar: Oftere siges det, at fortæringen skal forsyne lærlingen med et indre lys, der vil virke tiltrækkende på fremtidige hjælpeånder, og at det kun kan ses af dem og af andre åndemanere.

Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Åndemanerens lys.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Oversættelse ved dels Chr. Berthelsen, dels Anna Berge (AB) på engelsk og videre til dansk ved Birgitte Sonne.

Hans Egedes fortælling

Det første jeg kan huske / første gang jeg kom til bevidsthed om mig selv (ilisimaqqarpunga) var de i færd med at svøbe min ærede bedstemor i ligtøj. Hendes hoved / hår var helt hvidt, da de dækkede hendes ansigt til. Egentlig undrede jeg mig bare over, at hun var besvimet, men hun var altså død. Og bagefter glemte jeg hende / det på en måde. Alligevel var jeg trist fordi jeg savnede hende. Det sagde de om mig, selv om jeg ikke rigtig kan huske hende. Så bagefter huskede jeg det lissom ikke. Så husker jeg (som det næste) en konebåd, og at være på sommerophold, efter sigende sammen med Rassersuaq og hans familie og at lære alle deres navne. Dem husker jeg helt klart. Jeg kan endnu høre den store råbe med høj røst oppefra: Var det ikke mig der nedlagde en stor renkalv? Og de gik ham i møde, de gik op til ham. Mens vi var fulde af forventning om den lækre talg vi skulle spise, kom de, og så havde han bare fået en lille bitte renkalv. Så det var nok den første ren han havde set. Men derefter begyndte han at jage rener.

På det tidspunkt da vi havde tilbragt sommeren (i telte) sammen og (senere) da det blev tøvejr (?), husker jeg et par gange, hvor jeg sagde at mit ben var brækket når jeg begyndte at blive træt. Og når jeg så faldt, lagde min far mig op, ovenpå sin byrde, selv om jeg løj af træthed. Det bagefter husker jeg lissom ikke. Men det jeg så husker var, at det var begyndt at blive mørkt, mens vi lå i lejr. Det må have været ved den tid, hvor vi kom ud (af fjorden) til Qaarsunnguit. Vi nåede til Uummannaarsuk i tide til at overvintre der, på samme boplads som immigranter / tilflyttere fra Sydgrønland. Det var Qingakkarsuaqs og Ittujuuqs. Dengang fangede man faktisk hvaler om vinteren og spiste mattak, men selv så jeg nu ingen hvaler.

Da vejret blev mildere, rejste vi sydpå og mod syd kom vi til Saqqaq. Men alle steder hvor vi teltede var der allerede sydgrønlændere. Jeg fulgte altid med mine forældre, når de gik på besøg. Ja, det skortede sandelig ikke på gamle folk. De af mændene der havde levet længst var disse: Kaasipassuaq, Maajaru og Ottorsuaq. Når Kaasipassuaq var inde trak han aldrig sine bukser op over lænderne, altid hang bukserne om hælene på ham. Jeg ved ikke hvorfor - måske fordi han var en gammel mand - ligemeget, hans fortællinger var uforglemmelige.

Og da vi tog derfra sejlede vi så til Itilleq. Der blev vi foråret over, hele foråret denne gang. Fra da det begyndte at tø / sneen blev hård (?) forlod vi ikke Itilleq.

Efterhånden som vi kom ind i fjorden gik det stik sydpå. Da vi denne gang roede derind fortsatte vi ikke hele vejen, men overnattede først, fordi min mor var syg.

På det tidspunkt teltede vi sammen med familierne Puuvi og Evald. Da vi så sejlede ud til Kangaamiut og slog lejr, stod et af husene dér tomt, fordi dets (vanlige vinter-) beboere var begyndt at overvintre i Amerloq. Derfor begyndte vi overvintringen dér alene mens vi satte huset i stand igen, fordi det endnu ikke var gjort.

Så ankom en umiak / konebåd med folk, som tilhørte Iigooq (? et navn eller blot ender har en umiak, en umialik? AB) De prøvede at få os til at overvintre med dem. De nævnte en vis grønlænder nordfra, Antonia, som skulle have slået sig ned i Timerleq. Da huset næste dag var færdigt (til indflytning) tog de ud i umiak på bærtogt, og min mor og jeg blev hjemme og passede på teltet. Min mor skrabede skind, og mens jeg legede ved siden af hende, hørtes en lyd helt tydeligt uden for. "Gå ud og se!", sagde min mor. Da jeg kom ud, var der denne umiak fuld af folk og en enkelt ledsagende kajak, der drejede ind i fjorden lidt syd for os.

Jeg vendte rundt, om mod teltåbningen og agerede umiak. Da min mor kom ud sagde hun: "De skyder fordi de ikke tror her er nogen, gør et eller andet så du blir set!" Mens jeg løb rundt og rundt oppe på hustaget for at blive set, og de hele tiden roede nærmere i deres umiak, og jeg hele tiden råbte 'umiak' over mod dem, begyndte de at gå i opløsning, og da endog den ledsagende kajakmand gik i stykker, så vi ikke andet end små stykker is. Det var mit livs første oplevelse af noget uforklarligt: For vi kunne ikke se det klart.

Senere kom der drivtræ flydende, flere og flere stykker, mange takkede stykker, store stykker. Og det var så bådens forstævn de fandt, men de fandt aldrig de øvrige dele, for der var kun tre kajakmænd til at fange (? på fortællerens boplads - og de kunne ikke nå så vidt omkring, BS ?).

Da vinteren kom, rygtedes det, at Antonia der havde slået sig ned i Timerleq, var en der virkelig havde noget at fortælle. Så de hentede ham i kajak, bandt hans kajak til deres egne. Han ændrede aldrig på sine historier. Jeg lyttede snart helt opslugt til dem. Han havde altså været helt nordpå til Upernavik. Han sagde også at han var kommet med umiak til Sigguk (Svartenhuk), hvor edderfuglene fælder, i den store sø.

På den tid vågnede jeg en morgen, da vores tre kajakmænd var taget til Maniitsoq (på indkøb) og næsten måtte give op på grund af den megen is. Da var det så, at Abraham havde bedt om at de måtte få en handelsassistent til bopladsen.

Ved den tid hvor vejret mildnedes, og vi kom ud af fjorden vi havde været i og skulle bo i Kangaamiut var der nogen der råbte 'umiak'! Nogle der var ude efter drivtræ / flydetræ kastede anker, og dem der havde kvinder med på rejsen gik i land, hvor de sladrede om, at vi skulle få en handelsassistent. Da blev folk ellers glade, og en umiak med folk der skulle overvintre (i Kangaamiut) ankom med Amos og hans familie og Niels Berthelsen, der skulle være vores kateket.

Da det blev vinter, kom der folk fra Timerliit for at sælge lidt spæk. Og engang kom en umiak der havde en meget gammel kone med, Maliit hed hun. Om hende blev det sagt, at hun for at vise sin glæde over at se mine forældre igen fortalte dem om sine første barndomsminder.

Det første hun blev bevidst om / kunne huske sagde hun, var da de første danske kom til Kangaamiut. Hun var faderløs, da hun begyndte at kunne huske, og huskede derfor kun sin mor. Moderen var allerede døbt, sagde hun, og da hun havde lagt mærke til, at den kære præst altid gik frem og tilbage med hænderne i siden, og mente det måtte skyldes det hans faste tro, og så at det gjorde moderen også, øjensynlig fordi hun også var troende, så vænnede Maliit sig også til, når hun fjernede sig fra folk, at gå med hænderne i siden for at få tro / blive troende. Efterhånden blev hun dog klar over, at både præsten og hendes mor åbenbart gik sådan fordi de havde smerter over hoften, mens hun havde efterlignet dem fordi hun altså mente det skyldtes den tro de havde.

Mens Maliit voksede til, havde hun fortalt, så hun, at flere og flere blev døbt idet de samledes til overvintring i Kangaamiut, fordi de ville lære mere og mere så de kunne blive døbt. Også Amaalissuaqs kom og slog sig ned for vinteren for atomvende sig, for Amaalissuaq, der ellers var angakok / shaman / angakkoq, ville opgive åndemaneriet. Han var gået til præsten, havde græd, fortalt om sit slette levned lige fra dengang han begyndte at oplære sig til åndemaner. Da han først var begyndt havde fortalte han løs til den lille præst, men da han så havde fortalt hele sin livshistorie, havde han bedt præsten om at gøre noget (til gengæld) fordi han ønskede at blive undervist og blive døbt sammen med hele sin familie. Og man sagde, at Amaalissuaq virkelig var utrolig lærenem. Da isen i vinterens løb for alvor lå fast, og de lod kajakkeren ligge og gik over isen (på fangst), og Amaalissuaq havde haft sin kajak med ude og lagt den på isen (?) - for når kajakmændene kom hjem blev kajakkerne bare lagt her - så satte midt om natten pludselig en heftig storm ind og brød isen op, hvorved mange kajakker gik tabt. Kun nogle få havde deres kajakker endnu, havde hun fortalt, og da nyisen var væk satte det ind med tø flere gange. Og da de der havde mistet deres kajakker måtte købe på kredit fik det så småt de følger, at dåbskandidaterne døde / forsvandt en efter en (usikkert, AB). Amaalissuaq var en af dem der døde og han skulle på dødslejet have sagt at han var taknemmelig for at intet havde fået ham til at glemme det han havde lært. For nu skulle han dø.

Senere, da Maliit var blevet en ung pige, ankom hvalfangere en fuldmånenat og lagde til kaj. De overvintrede i Kangaamiut, fordi vinteren faktisk tog til, da de kom, men om foråret sejlede de ud igen.

Denne Maliit boede også mange vintre i Appamiut, men senere da hun var her med nogen (sin mand) fra Uummannaq, Napasoqs Uummannaq, byggede de hus i Appamiut. Hun fortalte at engang efter indflytningen hvor hun arbejdede alene med det

(istandsættelsen), var der noget som en skibsstævn ved siden af hende. Hun vendte sig mod det og så en kvinde, der vendte ryggen til og gik (da hun var blevet set - usikkert, AB). Maliit skulle så bare have set hende gå mod syd, hvor hun forsvandt ud af syne ved et gammelt kødskur. Da Maliit kom hen til sine slægtninge, viste det sig, sagdes det, at en ung pige for lang tid siden var død og begravet på det sted mod syd.

Senere engang, da de overvintrede og delte hus med en meget gammel, begyndende dement mand som eftrhånden fast logerende, forklarede han, at han som barn delte briks med en ugift kvindelig angakkoq / shaman / åndemaner. En nat vågnede han så pludselig ved, at nogen sad op og pegede på gulvet, og han så to helt ens ting, sagde han, skindposer. Mens han rædselsslagen dukkede ned under sit tæppe, sagde hun: "Du skal ikke være bange for mit legetøj, og når du vågner nævner du dem ikke med eet ord." Også en anden gang vågnede han op af noget. Da havde hun en skygge / skyggeånd (tarrarsuaq) uden for.

Og den gamle mand tog også fat på en historie om sin mor. For når de andre var taget på renjagt / rensdyrjagt og de (mor og småbørn) var ladt ene tilbage, så, når maden var ved at slippe op, gav hun sig til at råbe højt, flere gange, om at få mad. Netop som hun råbte voldsomt højt, så de en tungt lastet kajak nærme sig. Hun sagde til børnene: "Det er jeres farbror der kommer. Gå ned og tag imod ham." Børnene gik mod ham. Og da han landede, var det bare et stort klippestykke som de havde troet var en kajak. Børnene gik op og når de sagde det til deres mor, råbte hun atter løs: "Anden gang / mad, mad" (aapatassaanik, dvs. åndesprogets ord for mad, BS. AB mener det er "Anden gang"). Snart strømmede folk op på siden af hende, en hel flok efterhånden, sagde han. En af dem gav hende tørret rensdyrkød. Og en af dem, en ung, ugift pige, der dukkede op med store muslinger der hang fast på hendes kamiksåler, sagde: Jeg kom nordfra, fra klipperne. Hende Kuppalisuaq, som, fordi de fjernede mig derfra med magt, ikke taler meget / ikke bryder mig om den slags mad." Men efter sigende spiste hun aldrig tørret kød midt på dagen. Kun om natten, og da hun begyndte at spise vækkede hun sin datter, som skulle se på at hun spiste det. Og så snart hun spiste af det, begyndte hendes mund at gå kaput, værre og værre, lige til hun døde af sindssyge.

Men da nu deres husfælle (den gamle mand) døde, sagde Maliit, så en dag, to dage efter at de havde begravet ham, hvor Maliit havde spændt det ene efter det andet skind ud til tørre, en hel masse, og havde samlet dem sammen igen om aftenen, da de var tørre, båret dem ned til båden og lagt dem under den, og så gik tilbage midt på stien, da stod han, som de havde begravet for to dage siden lige dér, hvor hun ikke kunne komme uden om ham. Ellers var hun straks flygtet, men nu gik hun så bare hen mod ham. Tættere på vendte hun nærmest ryggen til ham og kunne næsten røre ved ham mens hun kantede sig forbi. Hun var så bange, fortalte hun, først så bange, at hun skammede sig for at sige det, da hun kom ind i huset. Så sagde hendes husfælle:

"Maliit, hvad er der galt?"

"Vi har set et spøgelse!" hviskede hun.

Fra Appamiut flyttede de til Isortoqs Uummannaq, hvor Maliit snart efter fødte en datter, som de jo blev lykkelige for. Så snart vejret mildnedes, rejste de nordpå langs kysten og slog sig ned for vinteren i Ilulissat. Da de var kommet dertil, blev hun overrasket over alle de hvaler de dér fangede i våger / polynier. Stedet hvor de begyndte overvintringen og havde hus hed Allisoqqat, sagde hun. Om vinteren en dag, mens hendes mand var taget på ulkefangst, gik hun ned og nogen skød hende i benet. Det var skam den mellemste søn hvis kugle under ravnejagt havde ramt og var prellet af på hende.

Da det for alvor blev vinter, sagde hun, da det rigtig frøs, tog folk frit omkring, og hun var ude (på isen) og for første gang se dem fange hellefisk. En masse fiskere, der byggede snehytter. Hvor var det dog fornøjeligt. Men, sagde hun, lidt senere, da familien tog på besøgsrejse nordpå, synes de også selv at de ville lidt på besøg med hundeslæde. Men da de så først måtte købe en spant til opstænder på slæden, forlangte de (sælgerne) alt for meget, og de kom igen og igen, altså dem der ville sælge træet.

De folk de besøgte var gode fangere. Da aftenen faldt på, var det tydeligvis mændene man hørte, for de snakkede ikke om andet en fodbold og slædekørsel.

Første gang de kom ind på besøg fik de øje på et trist barn der sad alene lige over for dem. Da de så undrende på ham sagde værtsfolkene (?). Det er fordi han ikke ved hvad der er sket hans forsørger (adoptivfar), som gik ud over isen men ikke kom tilbage (usikker oversættelse, BS). Efter besøget gik de hjem og besøgte dem aldrig igen, fordi, havde Maliit sagt, de folk bedrev hekseri, og hun brød sig virkelig ikke om dem, når de snakkede om den slags, fordi præsten havde lært dem, at det skulle de ikke lytte til.

Da foråret for alvor kom, havde hun fortalt, se dog! så begyndte de at fange masser af hvid- eller narhvaler. Da de så roede ud på sommerophold tog de med dem til Nuugaarsunnguaq. Da de der syede amaat til sælskindsanorakkerne, syede Maliit også en fin en til søndagsbrug, men da hun var førdig og havde lagt den op på fisketørrestativet og var gået ind et øjeblik, så, da hun kom igen, havde hundene minsandten ædt den rub og stub. Der var også et år med dårlig fangst, hvor de gerne satte talerkenfulde med mad ud til hundene. Men da Maliit havde sat en tallerken ud, og hundene slikkede den, kunne hun ikke få fat i den, for der var bare ikke længere nogen tallerken.

De var en lille familie, sagde Maliit. Engang hun var alene, fordi kajakmændene var taget ud, lød det pludselig som teltforhænget blev åbnet, og da hun drejede hovdet, kom der en stor kvinde ind, som hun aldrig før havde set. Det var altså Qillaq som kom ind og sagde at hun skulle tigge om noget med ben i til nogen / en anden. Maliit var i færd med at flænse skind til inderkamikker, og normalt var Qillaq virkelig meget rar. Under besøget sagde Qillaq så til sin værtinde: "Gå lige ud!" Maliit tog sine kamikker og gik ud, og da hun havde været ude lidt og kom ind igen, rettede Qillaq der stod og flænsede sig op. Noget overrasket satte Maliit sig, men straks efter sagde Qillaq: "Maliit du skulle skamme dig!" Og så gik Maliit ud igen. Hun gik nok ud, men da hun kom ind (igen) og Qillaq rettede sig op fra sin flænsning, så Maliit, at hun stak lidt til side. Da Qillaq skulle gå efter besøget, gav Maliit hende det hun havde bedt om, og hun gik. Om natten da Maliit var gået i seng, pillaqaarani (?) vågnede hun op ved en stemme indefra. Hun havde fået næseblod så kraftigt som fra en spand der strømmer over med vand. Mens hun prøvede at komme i tøjet, kom Qillaq hen imod hende med afskårne stumper fra hendes kamikker og kødstumper i hænderne. Hun skar noget ud mens hun nærmede sig. - Hun brød sig ikke om at fortælle den historie, men til sidst gjorde hun det. - Da Maliit vågnede havde hun fået en ny (pitaariallarluni ??), og nogen, hun havde set komme ind, sagde: "Man siger, at Qillaq knækkede helt sammen da hun i nat faldt ned fra briksekanten. Dernede fik hun så næseblod!" Maliit fik det lidt efter lidt bedre, mens Qilaaq fik det værre og værre. Hun døde så sørgeligt.

Da det blev sommer, tog de sydpå, igen til Isortoqs Uummanaq, hvor de blev (?). Så nu er jeg færdig med mine Maliit - historier.

Men så mine forfædre, de rejste jo (som alle andre) her og der, og da min far første gang rejste med (sin) umiak boede han på Kangeq og det var mod land, sydover bare til Nuuk. Men da der var så megen is dér, kunne de ikke komme langt nordpå og måtte overvintre i Napasoq og først senere tilbragte de vinteren i Amerloq. Da de havde overvintret dér i nord tilbragte de sommeren i Isortoq. Mens de var der, ankom en umiak nordfra som slog lejr, en båd fuld af folk fra Ilimanaq sagdes det. Den ny bådejer var Kussukusuk, lillebror til Tiliisaq, en kvinde fra deres rejseselskab (fra?) Amerloq. De skulle være rige på gods men var frygtelig sultne da de slog lejr. Abraham selv og Soorunnguaq var familieoverhoveder, aataartunnguarooq ?OBS? så når de havde jaget og fået mange rensdyr og roede lidt ud fangede de straks noget og bugserede det til land. Det var fordi, sagde man, at Kussukusuks var så sultne fordi de stort set intet havde fanget da de kom hjem fra fangst og rejste af sted ?OBS?

Og min far, Abrahan fortalte historier, som jeg altid lyttede til. Hans mors historier, altså min ærede bedstemors, Tigaaqs yngste datter. Denne Tigaaq, siger man, startede med at jage med bue og pil og fangede ofte, men så snart hvalfangerne kom, købte han sig en bøsse.(Med den) tog han hævn over sine fjender og rejste så nordpå til Pisuffik. Min bedstemor, der stadig var udøbt, ja det var de faktisk alle i familien, hed Tartoq men Tapitta da hun blev døbt. Men denne Tigaaq, sagde man, døde i Nuussuaq uden at være blevet døbt. Hans døtre blev gift i Ilulissat, og da Tigaaqs søn, Amaalissuaq, blev døbt, fik han navnet Abraham, altså ham, der skriftede grædende for præsten op til dåben. Og min store bedstefar, Egede, sagde at han var født i Nuuk.

Da danskerne kom til Kangaamiut, flyttede Egedes familie til Kangaamiut med kun een fanger, for Egede fangede endnu ikke. Så, siges det, kom deres enlige fanger ikke hjem, og senere rygtedes det, at en af dem der sejlede langs kysten havde dræbt ham. Derefter havde de kun danskerne ilaqileqarpaat: at holde sig til / omgås / havde de kun dansk tøj at gå i (flere muligheder, AB). Da deres fanger udeblev og de faldt i sorg over ham, blev en af kvinderne, der jo også sultede, sindssyg. Men så giftede deres købmand / kolonibestyrer / handelsbestyrer / -assistent sig med Egedes ældre søstser. Og på den tid hun fik et barn, var Egede vagtmand / stod Egede brandvagt (på udkig efter hvaler, BS) og gik ikke tidligt i seng. Mange mænd stod uden for vinduerne. Så en nat da en mand som vanligt stod uden for huset, fulgte han (Egede) efter ham, men netop som han næsten nåede ham på stranden, kunne Egede pludselig ikke længere se ham, for dertil og ikke længere lod han sig se (muligvis underforstået en innersuaq, ildmand, en af strandens underboere, BS).

Efterhånden kom der flere og flere folk (til Kangaamiut). Da mængden tog til, giftede Egede sig. Han tog Tapitta, de fik en datter, og en sommer hørte de, at handelsbestyreren skulle flytte til Qaqortoq. Først nu skulle Qaqortoq have danskere (koloniseres). Deres kolonibestyrer (i Kngaamiut) skulle altså rejse, men Egede ville med. Derfor fulgte han ham i to konebåde, sydpå og på stedet tæt på Qaqortoq hvor de lagde til land, var der to forsamlinger af / grupper telte. Og tænk, en af grupperne var altså efterkommere af ham, der havde myrdet deres eneste fanger. Så rygtet gik jo, at Egede var kommet sydpå for at hævne mordet. Egede gik så op og ind i et af teltene, hvor så en mand kom ind, rystende over det hele, og da han havde sat sig sagde han, at de havde hørt, at Egede var kommet sydpå for at tage hævn, og at det var hamselv der var morderens efterkommer. Men Egede sagde, at det bestemt ikke var hans hensigt, for efter at de var blevet døbt, brød de sig ikke om at dræbe nogen. Da de efter et kort ophold i land  skulle af sted igen, kom morderens efterkommer ned med en ledsagende kajak og nogle paddelårer ned som en gave til Egede (kajakmand eller kun en kajak ?).

De sejlede derfra og var på udkig efter et egnet sted til Qaqortoqs store huse. Da kolonibestyreren havde fundet beboeligt land, måtte de jo vente på skibene. Så, endnu før de var blevet utålmodige kom skibene, og Egede roede ud til skibet med posten (som skibet skulle have med, BS). Straks de havde lagt til land begyndte de omgående at bygge husene.

Dengang Egede ankom i syd syntes han ikke, at der var så mange mennesker i området. Men da skibene lagde til, fortælles det, blev han for alvor klar over, hvor mange der var. De strømmede til i mængder, og man hørte ikke andet end snak om enten tobak eller nåle, for de var vilde efter små jernstykker. Det var næsten heller ikke til at sove med alle de tilrejsende mennesker, sagde man, så kolonibestyreren bad dem holde trommedans ved elvens bred. Nåda, hvor blev de henrykte, og de holdt trommedans ved elven . Nu var det jo sådan, at når folk samledes i store mængder, handlede de med alle mulige småting, lampevæger, tørrede småulke, for dog ikke at komme helt tomhændede hjem. Når kolonibestyreren så havde købt ganske ligegyldige sager, smed han dem ud, når sælgeren var gået. På det sted så Egede også en kajakmand komme, der var så gammel at han ikke kunne holde sig på ret køl. Han havde en ung kajakmand med som ledsager, der understøttede ham med sin åre, når han var ved at kæntre. Alligevel havde han en lille tørret mavesæk som last, sagde man (en slags redningsboble? Chr. B. En pooq-amulet mod kæntring? BS), og han kom fordi han aldrig havde set en dansker før.

Når skibene dengang skulle ud fra land, bad de en person (kendtmand) sejle med. Det blev så Oqaqqu, den forældreløse, Qaqqats plejesøn, der denne gang sejlede med. Egede så ham tage bort som kendtmand, væk fra sine egne, trist og grædende dér i agterstavnen. Tilmed sagde han: "hvor trist at Qaqqat ikke forbød mig at rejse over vandet / stakkels Qaqqat bad mig (ellers) ikke rejse over vandet (krydse havet)."

Da han var sejlet og det var efterår, var nogle kajakker kommet på besøg, og deres shaman sagde, at Oqaqqu var blevet dræbt af nogle soldater. Vinteren gik og sommeren kom, og endelig kom skibene, og der var minsandten Oqaqqu i fin jakke, flot blød hat, og han var blevet døbt. Han havde fået navn efter kongen, Christian og var vist blevet rig. Snart efter at han var kommet i land søgte han en der kunne vaske hans tøj. En af handelsmedhjælperne var sat til at vaske noget, og da Oqaqqu bad ham hente noget sæbe (qaqorsaat - hvidtemiddel), kom han med et stort stykke skrivekridt / tavlekridt. Da Oqaqqu sagde, at det var jo kridt, sagde han: "jamen, hvad er så sæbe for noget?"

Oqaqqu gik øjeblikkeligt i gang med at få sig en ny umiak, som han efter sigende ville betale rundhåndet.

Mens Egede var dernede i syd, fangede Sakkak en pukkelhval som var blevet harpuneret mange gange (af andre et andet sted? med en masse harpuner i? BS), og vinteren før han rejste nordpå havde Egede en grov karl som bofælle, der havde mange fortællinger. Om denne fortaltes det, at han een gang havde følt sig ordentlig mæt. Det var i blåbærsæsonen, hvor han var ude efter bær og da han nåede ud for sit bærsted og gik op, var det så blåt som aldrig før. Han gik derop, men fordi det var så besværligt at bukke sig helt ned og plukke og spise, og stedet var så skønt, lagde han sig ned, plukkede løs og guflede i sig. Og hver gang der ikke var flere, rullede han bare en omgang ned. Han var faktisk nået et godt stykke nedad, da han begyndte at mærke sin mave og tænkte: "måske har jeg endelig en gang forspist mig." Han kiggede lige på sin skygge og blev klar over, at hans fødder pegede nedad, hvorefter han rullede bagover og tog fat på at plukke og spise igen. Da hans mave endnu længere nede begyndte at gøre ondt og han atter ville se sin skygge, stødte han imod den (?? fordi han var nået helt ned ad bakken ? BS) og da havde han utroligvis fået nok! Mens han langsomt gik ned og kom til sin kajak, måtte han både skide og kaste op. Han kom til hægterne, men så tog han (dog) hjem.

I den tidlige vinter, hvor Egede havde fanget to spættede sæler, spiste den grove karl til han revnede. For så snart Egede havde sat maden frem, kom den grove med sin lille kiste og satte sig på den ved siden af Egede, og mens skindet kogte færdigt, åd han uafbrudt. Ud på aftenen revnede han (??) og blev syg. Langt om længe kom han sig.

Da vejret blev mildere, rejste Egede nordpå. Sent på efteråret nåede de Paamiut og overvintrede foreløbig dér, men da vejret blev mildere, tog de videre nordpå og kom til Kangaamiut. Mens de overvintrede i Kangaamiut, døde Egedes datter af længsel efter sin bedstefar / faster (?). Og så snart det blev mildere, tog Egede bare nordpå og blev et år i Ilulissat. Da den tredje vinter begyndte, og en slæde ankom nordfra, så Egede et ægtepar klædt fra top til tå i rensdyrskind. De kom kun for at få krudt og bly. Tobaksrygning kendte han ikke. Fordi hans hunde var så fortræffelige, ville bestyreren faktisk gerne udveksle dem for sine hunde plus en halv 'form' / stang (?) bly og en stor dåsefuld krudt. Men da gæsten ville til at tage imod det udbrød han: "Milde himmel, jeg elsker dem jo så højt!" og opgav handelen. Så det endte med at han rejste uden at have fået noget.

Og man siger, at snart efter så Egede Uteriitsoq komme, ham der hed Uteriitsoq, en enorm mand, meget sort, en værre ædedolk. Han fortalte anekdoter fra sin tur langs kysten nordpå, helt op til det frosne Polarhav / Ishavet. Undervejs dertil havde han mødt en gruppe mennesker der gik med åbenstående hætte (?), og det var med vilje, sagde de, fordi månen så på dem (og så ville blive bange, Chr. B.). De slog lejr og overnattede hos disse mange folk, og da de vågnede op om morgenen, var der en af de to ækle mænd, der gik ind og ud (det lyder underligt, BS) og gav ham et ordentlig skub med hånden bagfra (Chr. Berthelsen har: Da de overnattede hos disse mennesker, skete det, at en af dem der gik først ud om morgenen, blev overlistet og skubbet bagfra af en af de fastboende). Han var lige ved at gøre gengæld med et skub med hånden, da det viste sig, at det var deres skik når de så nogen for første gang. Han rejste fra disse folk videre mod nord til den faste is og fulgte iskanten og måtte slå lejr på den bare is. Og netop da var der mange hvidhvaler / narhvaler, så da de skulle slå lejr, fangede han en hval og så brugte de dens mattak som 'gulvtæppe' (ifølge Chr. B. AB's forslag er uforståeligt). Da de tog derfra lod de alt kødet ligge. Ved Ishavet, fortalte han, havde de lagt til ved en ø. Der var kun et enkelt hus med stødtænder (i stedet for træstøtter? BS) af hvalros og narhval og masser af fangstredskaber af narhvaltænder uden for huset. Inde i huset kunne han se hvad folk havde spist, et hoved, men ikke fra hvilket dyr, og der var ingen mennesker at se. Derfra vendte han tilbage sydpå.

Og Egede selv tog tilbage sydpå, da vejret bedredes, fordi han begyndte ikke kunne få Kangaamiut ud af hovedet. Men man siger, at skønt der i nord var masser af fangstdyr, var det nok på grund af den megen is, at han tog tilbage til Kangaamiut.

Mens Egede var i Qaqortoq fik han set en angakkoq / angakok / shaman / åndemaner, da de der overvintrede i nabolaget inviterede ham, og han gik derhen sammen med en anden. Tidligt om aftenen mens de endnu var på besøg, var det man sagde: Vores åndemaner herude vil bede om / skaffe en mand fangstdyr i aften (dvs. holde en seance)!" Snart efter råbte de højt uden for husene: "Man skal komme og lytte!" Da de kom hen til Egede, lod han sig ikke bevæge (til at gå med). Da de (værterne) havde været længe borte, sagde Egede til sin ledsager: "Der er vist ikke det den åndemaner ikke ved (han har meget at fortælle). Måske vi skulle gå hen og prøve at blive bemærket udefra." Da de gik ud, og da ingen bemærkede dem, sagde Egede: "Lad os hente en fangstsblære fra under umiakken / konebåden og lægge den i indgangen fra husgangen. Så opdager de os måske." De tog en, bar den op og lagde den i indgangen. De lyttede lidt til dem, men da de intet forstod, gik de tilbage og ventede på deres værter. Omsider, først hen på natten kom de. Nå, og de sagde: "Da det sluttede, og en af dem gik ud, kom han til at træde på den dér fangstblære. Da han bøjede sig efter den, og den viste sig at tilhøre den, der skulle skaffes fangstdyr til, sagde de andre, at han var vel nok heldig (Ifølge Chr. B. og Arnaq Grove. Jeg har fravalgt AB's tolkning, nemlig at det er angakokkens blære). Næste dag tog de hjem og senere hørte de, at den der skulle skaffes sæler til intet havde fanget den ganske vinter.

Egede rejste altså nordfra sydpå, dvs. han blev nu fastboende i Kangaamiut. Det var så da han kom til Kangaamiut at han fik en ny datter, Klara hed hun. Og senere fik en han en søn, der fik navnet Abraham. De kom altså til at opleve Habakuks vranglære. Abraham oplevede det godt nok, men forstod ikke et pluk af det. Dengang de begyndte, kom kajakpostmanden og fortalte, at folk var blevet dybt troende, for nu kunne de gense alle deres døde. De brast alle i voldsom gråd, og engang mens Klara var barn og ikke kunne græde som habakukkerne, gik hun ud i gangen sammen med en anden og sagde: "Måske kommer vi til at græde, hvis vi knalder hovederne sammen." Det gjorde de så, men græde kunne de ikke. Når kajakmændene kom hjem tog de straks afsted for at blive troende. Egede fulgte dem snart ind i fjorden (Kangerlussuatsiaq / Evighedsfjorden), men han blev skeptisk / kritiserede dem og brød sig ikke om deres skikke. Så han tog bare tilbage, han tog til Kangaamiut.

Habakuk lod så sige, at Egedes familie var onde, fordi de ikke ville troe, og at de nu kun havde brystet oven vande i den store elv (?? var de ved at gå til bunds i overført betydning? BS). Deres kvindelige hjælpere var ellers begyndt at tro, men Egede søgte at modvirke det ved at læse op for dem af den tykke bog.

Abraham var for lille til at kunne huske overflytningen af danskerne fra Kangaamiut til Maniitsoq. Dvs. da han blev bevidst (om sig selv) / stor nok til at kunne huske, stod en del af husets / kolonibygningens skorsten der endnu, og da han for alvor blev bevidst ankom to kajakmænd der fortalte, at man i Maniitsoq havde fanget to hvaler og inviterede Egede til at komme. Han kom på besøg med umiak men vendte hurtigt tilbage.

Egede havde en fortælling om danskerne, da de stadig var i Kangaamiut, at kajakpostmændene roede fra Kangaamiut til Nuuk/ for at købe knive (Rinks notat)/ engang var drevet til havs (AB).

Fra det tidspunkt han var blev sig helt bevidst hørte Abraham, at hans morbror plejede at komme på besøg fra Nuuk / at hans morbror (angni) fra Nuuk plejede at invitere på besøg. Så da de var på besøg tog de til Nuuk (ikke ret klart, BS. Chr. B. mener at det er Abrahams far der blir inviteret til Nuuk), så han vist adskillige gamle mænd, som skam var Egedes fætre på besøg. Så da de tog af sted, fulgte Egede dem ind i Nuuks fjord og blev der om foråret for at samle fedtsten. Det var første gang han havde set folk arbejde i fedtsten. Nogle lavede lamper, andre gryder til at hænge over lampen (muligvis stavefejl i håndskrift: qullissiut i stedet for qulissiut (gryde)). Hver gang en ting var færdig, fik de en lille mand til at se på / syne den. Efter det ophold tog de ud ad fjorden til Qooqu / Qooqqut (?). Dér tog en umiak afsted for at få fat i en qivittoq / fjeldgænger, der havde taget en kær gammel ugift kone med. De havde skam allerede bygget et hus, men et par fangere, der var ude efter spættede sæler havde fundet det. I Qooqqut ventede de bare til de kom med dem (fjeldgængerne), og da de havde set dem tog de nordpå til Kangaamiut. Da vejret efter overvintringen dér blev mildere, tog de til Amerloq efter fedtsten. Efter Amerloq tog de tilbage til fjorden bag Itilleq og slog lejr hos dem, der havde tilbragt foråret der, nemlig familierne Egede og Larsisuaq. Mens de lagde til land var der en der sagde: "Abraham! Ham glemmer man ikke! Han fortæller altid løgnehistorier!" Abraham troede det var ham de mente, men det var altså en navnefælle. Denne lod vente på sig, men endelig om aftenen dukkede han op, med ganske langsomme åretag. De var netop ved at begynde på en gang trommedans, da han altså lige pludselig kom. Og da han havde fanget både en stor remmesæl og en fuldvoksen spættet sæl, ville de først lige sikre sig fangstparter, selv om de (også) ville danse. Da remmesælsfangeren havde spist kom han ellers ud, tilsølet i blod, for han kom ud til trommedans i kjole og hvidt / skødejakke / blodig skjorte (mange gæt hos AB's hjælpere. Rinks note: kjole med skød). Det var de andre der sagde, at han løj.

Egede som de havde hørt om / ville komme, var nu endelig kommet på besøg. Nå, om vinteren fortalte han historier, om hvordan han var blevet udsat for hekseri: "Villads ville jo ellers have forhekset mig. Jeg havde det rigtig ubehageligt. Hver gang jeg prøvede at sove, hvad var det? nogen prøvede at røre ved mig. Da han så virkelig rørte ved mig, fik jeg det bedre. Men det siges, at før Egede var i bedring, tog de sydpå, og derefter har jeg ikke hørt mere om, at han rejste. Men (jeg har hørt) at han snart efter ikke kom sig, at Egede døde. Og lille Abraham var ikke engang begyndt at lære kajakroning.

Men jeg har også hørt Lisette fortælle: Bestyrerens afløser kom, han hed Jens, var grønlandsk gift, og en af hans folk hed Pele. Om denne sagde man, at han ikke kunne få orgasme og var slem til at stjæle. En dag mens Lisette og andre endnu var børn var de ude at gå med Pele. Pele gik lidt væk fra pigerne og trak sin penis frem, som han så viste pigerne, og nøj, hvor den skinnede! Da de så nærmere efter, havde han jo givet den fingerringe på fra bund til top! Et par af de unge piger spurgte: Hvor har du dem fra?" Pele sagde: "De er en gave fra bestyreren." Pigerne tog sig ikke noget særligt af det. Mens de spadserede videre gav Pele sig også til at spise brød med tykt smør på, og de spurgte: "Og hvor har du så det fra?" "Nåeh, det er en gave fra bestyreren." Da børnene kom hjem og fortalte om det, fik man mistanke og begyndte at lede, for også bestyreren var begyndt at savne ting og sager. En fandt et par brødforme i vindfanget, en anden et par halværmer proppet med smør under en umiak, og da en søgte i nærheden fandt han brød! Altså hans tyvekoster fra butikken alle til hobe. Da de forstod det, tævede de ham først og sendte ham så til Timerliit. Nå ja, da de slog ham, havde han skidt tyndt i bukserne, sagde man.

Da de store huse (kolonibygningerne) blev flyttet til Maniitsoq, og da så i Maniitsoq det store hus' loft brændte, blev bestyreren helt sodet til / sat fra bestillingen (ifølge Chr. B.). Jeg hørte Lars Berthelsen fortælle om det. Han var barn dengang og legede ved huset, mens handelsassistenten / handelsbetjenten og danskerne og tjenestedrengen var inde i butikken, da så drengen tændte ild med et fyrtøj, og gnisterne sat ild til det. Lars fortalte det sådan, at mens de legede, eksploderede det, så børnene faldt om og blev indhyllet i tyk røg. Store stykker træ landede ved siden af dem, og folk så vildt forskrækkede ud / råbene gjaldede i den vilde forvirring (Chr. B.). Da børnene kom til hægterne, kom de på benene og flygtede. Den stakkels tjenestedreng blev dræbt. Men handelsassistenten var efter sigende ok. Så dengang bestyreren ville forlænge den kirke de var ved at bygge, måtte de have skorstenen renset for sod / blev han sat fra bestillingen (Chr. B. - Ingen af forslagene giver umiddelbart mening, BS). Langt senere, da Abrahan var begyndt at fange fik han at vide, at en ældre assistent var kommet til landet og at det skulle være ham der havde antændt ilden. Han skulle være handelsbestyrer, og man sagde, at han var meget omhyggelig med sit arbejde, for han var aldrig kommet over den forskrækkelse han havde fået (fra "Langt senere ... og hertil: mest Chr. B., fordi ABs oversættelse ikke giver mening).

Da Abraham var i sine bedste år som fanger, var der ingen rensdyr. De tog gerne ind i fjorden, og de bedste jægere fik fem rener. Efterhånden lod dog flere og flere rensdyr sig se. En sommer de sejlede ind i fjorden var der så godt med rener, at efteråret var begyndt, da de tog ud af fjorden.

Så blev folk syge og mange døde. Tidligt i foråret hvor kajakposten skulle komme fra Amerloq, kom der ingen, og da der kom postmand fra Maniitsoq, hørte de at alle amerloq'erne var døde.

Derefter var det så, at renbestanden voksede, men da var Appamiut affolket, fordi de var flyttet til Amerloq. Og der var også tilflyttere til Amerloq sydfra og fra Napasoq. Det var så på den tid Abraham overvintrede i Amerloq for at deltage i hvalfangsten. Her døjede de om vinteren efter sigende igen med sult, fordi de kun fangede en enkelt hvalros og ingen grønlandssæler. Så snart det blev mildere, tog Napasok-folkene hjem, og det samme gjorde Abraham til Kangaamiut, hvor han blev.

Det vil sige han tog på renjagt, for nu var der ved at være mange rensdyr.

På det tidspunkt da Abraham fik egen konebåd, kom der ingen skibe til Grønland med varer. Dengang var han om foråret i Napasoq, og skønt han vidste, at der ingen varer var at købe, ville han alligevel med umiak / konebåd prøve at sælge noget spæk. Selv havde Abraham endnu en smule krudt, men da der jo ingen varer var til salg, købte han en vandbeholder til opblødning af kartofler (??) kokossaussangovak (??) af assistenten, men af bødkeren et lille stykke bly / tin. Han smeltede det og fik tre kugler ud af det. Det var hvad han købte, og da der ikke var mere at gøre / få dér, rejste han videre til Nuuk. Undervejs til Nuuk brugte han sine støbte kugler og nedlagde tre fuldvoksne rensdyr. Da han kom til Nuuk gav han køllerne til herrnhuterne i Noorliit og da han (til gengæld) fik et lille stykke bly smeltede han det og fik fem kugler ud af det. Og da præsten bad ham tage ind efter elletræ (rød el / evt. pil) rejste han med umiak ind efter det. Undervejs til Ameralik, hvor de kunne samle elletræ, tog Abraham på renjagt i flere dage og fik fem rensdyr. Da de var færdige med at samle elletræ var båden stopfuld. Da han kom tilbage, betalte præsten dem med tobak, så meget som en halv pegefingers længde til hver af roerskerne, men til Abraham en hel pegefingers længde. Hvor var det skønt!

Da han havde fået disse ting og ville nordpå igen, måtte de overvintre i Napasoq, fordi de ikke kunne komme videre pga. pakisen. Men om foråret hørte de, at der var kommet skonnerter til Maniitsoq, det sagde kajakposten. Og så tog de derop. Også inspektøren fra Nuuk og Nordgrønlands inspektør. De tog alle til Maniitsoq. Abraham købte ammunition og tobak og tog videre til Kangaamiut. Men senere, uvist hvor meget senere, da der kom skib til Amerloq, rejste alle Kangaamiuts kajakmænd til handselsstationen i Amerloq, og denne gang havde de købt / kunnet købe masser af ammunition og tobak. Så snart de var hjemme igen roede de ind i fjorden, og som sædvanlig når de tog derind fik de straks rener. Kun fuldvoksne bukke, for der var ingen små at se. Da de kom ud af fjorden igen tog de på overvintring i Amerloq.

Efter vinteren, da sommeren kom, tilbragte han sommeren sammen med folk fra Nordgrønland. Dem fik han til at fortælle historier.

Man sagde om den midterste af mange søskende, at han var helt til grin, fordi han påstod at han var læge. Han havde lært af de engelske læger (fra hvalfangerskibene), sagde han, om et apparat til åreladning. De var ikke vrede på ham. Da engang en begynder i kajak kæntrede lidt og kom på land, gik 'lægen' straks igang med at årelade ham, selv om han ikke fejlede det mindste. Ligeså da Judithe, en af dem fra Amerloq, blev syg, skulle han jo straks tage hendes puls, og da han slap hendes arm sagde han: "Du er ilde faren, du skal dø, din puls er ligesom mærkelig." Men hun døde nu først som meget gammel. Og efter hun var kommet sig, ville denne nar af en 'læge' have hende og tage hende med magt (men forgæves, BS). De (hendes?) mange søskende var store bjørnejægere, og den ældste fik engang tre bjørne (en hunbjørn med to unger, CB) på een gang.

Da de kom ud af fjorden (tilbage fra sommerpladsen, CB) roede Abraham nordpå med post. Da de forlod Sisimiut i retning mod Aasiaat traf de på folk, først en, så to umiakker / konebåde og ved mundingen af Amusivik to huse, Qoqqulissuuts og Unnussaqs huse. Man siger det var alle de mennesker han mødte / kun mennesker mødte han (?). Men da han nåede Aasiaat om natten, slog roerne lejr, og da de fandt det for mørkt til at trække den nyligt betrukne umiak op (på stativ? CB), og den bare blev liggende på land om natten, åd hundene betrækket, og også stenene, der holdt deres sovested (telt) på plads, havde de spredt og var nu i gang med at æde (teltskindet) med.

Så snart skibene kom i havn, tog de/han tilbage igen (til Sisimiut).

Han overvintrede i Uummannaarsuk, hvor nogle udøbte sydlændinge bosatte sig.

Et medlem af Nammijas familie, som var blind undrede ham meget, for han var meget god til at skære i ben og træ. Alle fangerne var håndværkere (AB) (Han lavede redskaber til alle fangerne, CB). Når han skar årer, kunne han lave dem lige ved blot at føle på dem. Også handelsassistenten fik ham til at bygge sig en båd, med køl, og til sin glædelige overraskelse fik han den også ud at sejle.

Det var hvad min far fortalte, men jeg husker ikke rigtig rækkefølgen, for det var ene og alene Hans Egede selv, der fortalte om de ting han havde set, da jeg begyndte at blive stor.

På vej ind i fjorden slog vi lejr i 'Kaitessovarsuk' (?), hvor der var to telte. I det ene telt boede Noas fra Qeqertarsuatsiaq og i det andet Assakaks. Om Noa fortælles det at han ofte fik fangst. I den korte tid vi var der, fik han to store, fuldvoksne rensdyr. Da han havde serveret sit rensdyr, og man begyndte at spise, og der så dukkede en stor sortside op lige ud for lejren, tog han straks ud og harpunerede den. Men den anden, Assakak - han var døbt Lars, men folk kaldte ham altid Assakak - var jeg inde hos sammen med hans børn. Og der hos Assakaks var der hans store kniv, en meget stor kniv, skinnende blank. Da Assakak og hans kone var gået ud, spurgte jeg børnene, hvor han havde fået den fra. Det var én der vist var fundet, svarede de. Jeg spurgte så, hvorfor den var så skinnende blank. Fordi Lars hele tiden sleb den, svarede de. Men hans anden kniv af hajtænder skulle jeg lige til at bruge som redekam, da Lars pludselig uventet kom ind og sagde: "Den slags gør ondt, for den har skrabe(nde tænder), og i gamle dage da en laksefisker med en sådan kniv blev fanget og siddende ført bort af en stor indlandsdværg (inoruseq), gav han sig af skræk til at save i dens hånd, og snart kastede den væmmelige fyr ham fra sig.

Men denne Assakak hørte jo ikke til de ivrigste jægere. Engang på renjagt og selv om der var masser af rener, klumrede han rigtig i det. Han lavede sig et skydeskjul og gav sig bare til at vente. Han skød ikke, selv om renerne var store / mange (?). Da de andre havde ventet og ventet på, at han skulle skyde, gik de så hen til ham og så, at han var i færd med stille og roligt at rense sin bøsse og bøsselås og at han, uden at kunne se området uden for skærmen, satte delene på plads. Da de så kom hjem, lod hans slægtninge ham forstå, at han hellere måtte lade sin søn bruge bøssen. Omsider sagde så Assakak noget: "Så travlt man har med den bøsse. I morgen tager jeg ud til kysten." Næste morgen tog Assakak så af sted på flere dages renjagt. Længe var han væk og kom faktisk hjem med en renbuk. Man siger, at da fedtet på suppen i gryden var stivnet næste morgen, og han ville ud og tisse for at komme tidligt af sted, havde han fedtet med i hånden og søbede det i sig mens han tissede.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 50.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 84.

"Den 13de (sept. 1737) ankom til Colonien nogle Vilde, langt Sønden fra, de samme fortaalte, eller vilde indbilde mig: At fra Staten-Huk havde fult dem en Angekok til Nepisene (en sted 40 à 50 Miile Søden for denne Loge). Han kunde stikke Armene sine til Axlene igiennem den haarde Jord ved Lyss Dag. Hand havde nu salmet sammen alle de Remmer eller Linier, hand kunde faae, derved vilde han senke sig ned til den store Qvinde, som boer nederst i Jorden under Havet. Den samme Qvinde, sagde de, er Datter af den Mand, som skal have buxeret Disco-Eyland fra Got-Haab; thi der hendes Fader vilde have givet hende bort til en Mand, og hun ikke ville beqvemme sig dertil, kaste hand hende i Søen, men der hun endda holte sig fast ved Baaden, hug han hendes Fingre af, hvorpaa nun sank til det Sted, hvor hun nu er, og blev til en stor Fingerløs Dievel. …"

Resumed in English by BS:

“ … that giant woman far down in earth beneath the sea: … because when the father wanted her to marry some man, and she could not bring herself to do it, he [the father] threw her into the sea; but while she still held on to the gunwale, he chopped off her fingers, after which she sank to her lasting place and became a big Devil without fingers.”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

The expected transformation of her fingers into various species of sea mammals is not included. Poul's translation of her figure into a fingerless Devil seems to have stolen the scene.

Var.: ID 547, 2070, 1524.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 45.

Into English by BS:

“a woman … once washed her hair in urine,

but because a strong wind blew away the skin she used for drying her hair, that skin was transformed into the shark. That's why this fish smells like urine.”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 18f

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 54f

Resumé:

(af indledningen) Under en renjagt får en mand øje på nogle badende kvinder, der har lagt tøjet, gåsehamme, fra sig på bredden. Han stjæler to af de smukkeste. Den ene giver han dog tilbage, men ikke den anden. Han gifter sig med gåsekvinden, de får to drenge, og hun samler fjer til nye dragter. De flyver bort og manden optager forfølgelsen. Undervejs ... (resten følger i engelsk oversættelse)

Into English by BS:

“On the way he arrived at a big stream where an old man chopped shavings from a piece of wood, mopped every shaving between his legs, and threw them into the water, wherupon they turned into fishes. The other [main character] looked at him hiding behind a mountain. Eventually he decided to approach, but at the moment the old man saw him, he asked: “Where did you come from? If you came from behind me you shall live. If you came from the front you shall die." He felt ashamed that the other might have seen him coating the shavings sudore testiculorum, for making them into fishes. The other answered: "I arrived from behind you and did not see you until at close quarters. I have been walking for a long while looking for my wife and my son who have left me, and I do not know where to find them." The old man immediately seized his axe and wood and chopped off a big piece, treated it his usual way, and placed it in the water, where it became a salmon. He then instructed the wanderer: Do sit on the back of this salmon, back to front, and close your eyes, and although you shall hear roaring and people talking, don't open them until you sense that the salmon has stopped. He dared not object and placed himself with fear on the back of the salmon and closed his eyes, whereupon the salmon rushed off. On the way he did hear whizzing and and roaring, and at the point when he could hear the noise of people, he started opening one eye a little and almost dropped off the salmon. Quickly he shut the eye and did not open it until he clearly could hear people talking, and the salmon had stopped at the dry bank. Stepping ashore he immediately caught sight of his son playing with other boys. He went up to him and caressed him. The son recognizing his father ran into the tent telling his mother: "Father is out there!" "I do not believe that," the mother answered, "how could he ever get across the sea to me?" But the man went into the tent and saw another man sitting next to his wife. She blushed and the man sitting next to her took his chest and went out. This is the story about the origin of fish we used to believe in before you arrived in our country, he [the story-teller said. Such fools and stupid people are we, right? But now we despise it. That characterization I could not deny but added, that I hoped that they preferred to believe in my lessons.” (P. Egede 1971: 19ff; 1939: 18f.)

Comment: The story in question is the first Inuit variant on record of the widely extended Swan maiden myth. The maiden is either a wild goose or a merganser in Greenland. The part translated into English enters the scene at the 'difficult passage' to be overcome by the main character in search of his escaped wife, the bird woman.

The chest: At that time, December 1735, numerous West Greenlanders had bought wooden chests from the Dutch whalers, arriving annually since the late 17th century.

Var.:See Kleivan 1962 for a complete translation and published Eskimo variants, and search: swan maiden in this base, Sonne 2005, for the Greenland variants).

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 27 og s. 279 (Ostermanns note)

In English by BS:

“It is odd, but they blame a woman for the evil that people must suffer in this life and for, eventually, they shall die. She said: Toqorsarlutiq okko pilit Sillarsuak tettulissoat Toqusarlutik uku pilit, silarsuaq tattulisavaat: let it be a rule that they die, or the world cannot hold them all (P. Egede 1939: 279, note by Ostermann:'Let them die one after another, or there will not be enough room left in the world.' Because, from the very beginning humans lived for ever.)”

Comment: The first variant of a pan-Inuit myth on record.

placed as an editorial insertion in continuation of the first 'flood'-story: ID 2292.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 57f.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 93.

In English by BS:

”Two persons among the first humans quarelled. One said: Kausartlune unnutlartlune, Innuit tokorsarlutik (Qaasarluni unullarluni, inuit toqorsarlutik): Let it be day and be night, and people die. The other said: Unnuinnartlune, Kausunane, Innuit tokysinnartik (Unuinnarluni, qaasunani inuit toqusinnartik): Let night continue without any days, and people go on living. After a prolonged dispute the words of the former set the order. The only difference between the former and the latter's Greenland words consists in the inflections.”

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Var.: ID 2299.

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. Den har haft nr. 241 i NKS 2488, III.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 94 - 99: Uunngortoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 94 - 99: Oqaluttuaq Uunngortumik.

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 ss. 198 - 205. Note s. 362. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok.

Resumé: En kajakmand fra Appatsivik (ø nord for Qaqortoq) ror sydpå

mod ammassætpladsen ved Qaqortoq for at afprøve sin nye fuglepil. På

stranden neden for et stort hus opfordrer en qallunaaq (europæer), der samler

muslinger, ham til at skyde sig. Grønlænderen nægter flere gange, og

først da nordboernes høvding Uunngortoq kommer til og støtter

opfordringen, sender grønlænderen sin dødbringende pil i manden. Uu.

erklærer grønlænderen uskyldig, og der hersker fred mellem nordboere

og grønlændere i flere år, indtil en anden grønlænder uopfordret

dræber en anden muslingesamlende nordbo på samme strand, og ikke

fortæller Uu. om det. Nordboerne dræber alle Appatsiviks grønlændere

undtagen to brødre, der flygter over isen. Uu. får dog indhentet

lillebroderen, der ikke kan holde balancen, fordi hans nye kamiksåler

er hullede. Uu. dræber ham, skærer hans arm af og viser den til

storebroderen med ordene: "Mon du, Kassapi / Qassapi, nogensinde så

længe du lever vil glemme denne din stakkels lillebror?"

Kassapi tager til sin svigerfamilie i Kangermiutsiaq syd for Qaqortoq,

hvor han får kajak, fanger mange sæler over et par år, bleger

skindene, og bruger dem som sejl på en udhulet træstamme med

kighuller, der kan lukkes med træpropper. Med sejlene sat ligner den

en isskodse, og når man trækker i rebene så sejlene falder til

forskellige sider, ligner den en isskodse, der vender rundt. Den

bemandes med folk inde i røret til at dirigere sejlene, og bugseres

hen til qallunnaaq'ernes / nordboernes hus. De kommer ud, narres af

blændværket, og går ind igen. Grønlænderne stopper husgangen med store

bunker kvas, som nordboerne trækker ind i huset næsten så hurtigt som

husgangen fyldes op med mere kvas. Qassapi borer ild, sætter ild til

kvaset, og alle nordboere brænder inde undtagen Uu., der flygter ind i

fjorden. I flere år forfølger Q. forgæves Uu., der vinter efter vinter

bosætter sig på disse steder: Igaliku, Alluitsoq - fjorden, Tasermiut

- fjorden (syd for Nanortalik) og fastlandet over for Aluk. Q.

overvintrer hver gang i nærheden, men får kun ram på Uu.s nye kone,

indtil han endelig ved Aluk får dræbt først Uu.s næste nye kone og

derefter Uu. Uu. får han dog kun ram på, fordi pilen er lavet af en

gammeljomfrus tørrehæk. Q. skærer Uu.s arm af, viser den til den

døende og bevidstløse Uu. og erklærer, at nu er den hævn sket fyldest,

som Uu. selv opfordrede til. Q. kan nu få fred i sit sind og i

taknemmelighed mod den gamle sydøstgrønlænder, som skaffede ham

materialet til pilen, tager K. ham med hjem og forsørger ham resten af

hans dage.

Fortælleren slutter med en udredning af skyldsspørgsmålet, der

frikender Uu., fordi en af hans mænd blev dræbt af en Appatsivik-bo

uden opfordring eller tilladelse.

Var.: Nordbo Peter Motzfeldt; Uunngortoq;

Hist.: Nordboere / Nordbo. Kun i den titel fortællingen har fået i 1999-udgaven bruger betegnelsen: qallunaatsiat om nordboerne. Samek selv holder sig til qallunaat. Vedr. nordbofortællingernes autenticitet se I. Kleivan 1982, Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Nedskriveren understreger, at dette er varianten, som man plejer at

fortælle den ved Qaqortoq.

Modellen for isskodse-skibet kunne måske være et skib, der er rejst ved snore i en flaske.

Skønt Q.s hævn synes retfærdig på traditionelle vilkår, latterliggøres

han, da han viser den bevidstløse og døende Uu. hans afskårne arm og

lover ham, at han (Uu.) resten af sit liv nok ikke vil glemme mordet

på Q.s lillebror.

Sydøstgrønlænderne ved Aluk, som sydgrønlænderne endnu på

fortælletidspunktet mødtes og handlede med, kaldes kanganitsiviit, "de

ægte østlændinge", men i oversættelsen "de ægte sydlændinge".

Østkysten nord for Aluk kaldes dengang som nu "tunua", (landets)

"bagside". Da folk her endnu er udøbte, er det selvfølgelig kun hos

dem, at Q. kan skaffe sig den nødvendige magiske hjælp i form af pilen

fra tørrehækken. Men denne delvise afstandtagen hindrer ikke Q. i at

vise taknemmelighed efter gammel skik og "adoptere" den gamle

sydøstgrønlænder.

Handelen ved Aluk har sikkert formidlet nordbofortællinger videre til

Ammassalik, hvor de også fortaltes før koloniseringen.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

Om en rejse Nordpå.

Deroppe nordpå nord for Upernavik på sydsiden af en stor bugt og ude på det åbne hav er der en stor klippe, der kaldes Norsersorfik (stedet hvor man bruger en fuglepil?). Når man får øje på stedet udefra, ligner det en stor klippe, der sejler for fulde sejl. Englænderne kalder det Devil´s Thump, men på vores sprog kaldes det Toornaarsuup Kullorsua (Djævelens Tommelfinger). Men det første sted hvor man lander på solsiden af denne bredning kaldes Kittorsalik, som vi også kalder Qipisup Nunaa. Stedets beboere er oprindeligt grønlændere.

En af dem, som I måske har hørt om, blev fanget af en af de fremmede og taget med til England; denne grønlænder, som på grønlandsk hedder Qalasik (Qalaarfik?), kom, efter at have lært engelsk, til at hedde Rasmus. Denne fortæller først om John Franklin´s forlis, men uden at han selv har set det, men at andre mennesker har set det, og at de har fortalt om, hvad de har været ude for i vores land. Disse folk der kom, har fortalt om det, men han selv ikke har nogen viden om det land, disse henviser til. Han har ikke set det land, men kun hørt om det.

(Er det følgende Rasmus´ fortælling der gengives? BS). Men vi rejser her fra Grønland sammen med ni skibe, der hedder Rasalot, Sistin Brin, Saugbat Mornings og to hjuldampere. Vi er med skonnerten, med en der hedder John Roers (Ross?) som kaptajn og sammen med to andre skibe, Lesli(e) Franklin med Beeni som kaptajn og skibet Sorria med Fokser som kaptajn.

I et andet land der hedder Sistin Pim (Sixteen?) nord for vores land. Dette land har ikke tørve- eller mosejord, da der ikke findes jord her, det eneste man kan se her er sten. Der er masser af dyr at se i havet. Man kan se ringsæler og hvalrosser og isbjørne, men man kan ikke se noget som helst andet, selvom der er sildepiskere?

På selve landet er der ganske vist ryper at se og ind imellem også harer. Jeg færdes ganske vist på land, endda helt derhen hvor landene skilles. Og man kan også se Akilineq (Ellesmere Land?).

Efter at have været på rejse i fire år og efter at have udnyttet alle rejseformer, nåede jeg dog ikke at se den sydlige del af vores land, da det ligger så langt væk.

Hist.: Hist.: Adam Beck var i 1860'erne både med på en ekspedition til Baffinland med et par års ophold på Blacklead Island i Cumberland Sound som tolk, arbejdsformand og muligvis missionær, og på en af eftersøgningerne efter Franklin. Formentlig er det første strækning af den sidstnævnte rejse, der skildres her.

Se Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311, med henvisninger til Becks (staves hos Petersen: Bech) skildringer i Atuagagdliutit 1865 og 1867.

Renskrevet af Hendrik Olsen i NKS 3536, I, 4', læg 12 -13.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Det første Milortuaraq kunne huske var fra dengang han

boede i Kangaatsiaq (lidt nord for Kangeq), og han kunne huske, at han

ikke vidste, om han havde søskende.

Han så sin far blive syg, det havde han aldrig oplevet før. Men han

blev syg hen imod midsommer. I lang tid så han ham ligge, for hver

gang han kom ind efter at have været ude at lege, så han ham ligge

der. Han huskede også, at han så ham dø på et tidspunkt, hvor solen

var beyndt at varme godt. Og da faderen var en dygtig fanger, havde de

en konebåd.

Om foråret da man skulle afsted, men endnu ikke var rejst, sagde

moderen, fordi hun jo ikke bare kunne blive på stedet:

"Jeg er ikke glad for, at vi, som nu ingen forsørger har, skal bo her

alene, når alle vores bopladsfæller - der var tre huse på stedet - er

rejst. Nogle tager ud til Kitsissut i konebåd, og når man ser folk fra

Kangeq ro her forbi, ved man, at de skal til Qaquk." Hun fortsatte:

"Lad os bare, nu vi ingen forsørger har, tage derhen på

stenbiderfangst. Dem behøver man ikke kajak til at fange. Det kan man

godt fra en konebåd".

Næste dag, hvor vejret var godt tog de afsted til Qaquk.

Da nåede frem og slog lejr på Qaqqivik, hvor de altid havde boet

dengang, manden endnu levede. Hver gang det var fint stille vejr, tog

de selvfølgelig afsted i konebåd til et sted lidt længere mod nord

efter stenbidere, og skønt de ingen forsørger havde, samlede de sig på

den måde alligevel et ikke ringe antal stenbiderer til vinterforråd.

Et par gange under deres ophold i Qaquk kom der en hel masse

hvidhvaler ind i strædet, og selv om de ingen mandlig forsørger havde

længere, fik hun tørret masser af kød til vinterforråd, fordi

bopladsfællerne fra forskellige lejre bragte dem rigelige kød- og

spækgaver. Somme tider fyldte hun også hele spækposer med lutter

kødgaver. Det blev hendes vane at tage til Qaquk hvert forår, fordi

hun blev klar over, at bopladsfællerne meget gerne ville hjælp hende.

De brugte deres konebåd i to år til dette formål, men så måtte de af

med den, fordi betrækket ikke længere duede. Så tog bopladsfællerne

dem med til stedet, hvor hun plejede at samle vinterforråd.

I mellemtiden var M. ellers blevet moden til at få sig en kajak, men

moderen havde ingen midler til at skaffe ham en. Nu ville hun

prøve at skaffe midler ved at arbejde for andre, for hun var meget

flittig. Skønt M. faktisk var moden til at få en kajak, var det helt

udelukket, for da alle hans mandlige slægtninge var døde,

havde han ingen til at bygge sig en kajak. Og da hans mor

misfornøjet overvejede det, ville hun altså skaffe ham en kajak ved de

midler, hun kunne få ved at arbejde for andre.

Kajakskelettet var faktisk færdigt i den tidlige sommer, men så skulle

bopladsfællerne tilbage til deres boplads Kangaatsiaq. Den manglede

altså betræk, da de kom til Kangaatsiaq med den. Først nogen tid efter

tilbagekomsten til Kangaatsiaq, fik de den betrukket. Moderen måtte

holde i kajakspidsen, når han øvede sig i den. Da det blev efterår og

vandet blev for koldt at vade i, måtte de opgive øvelserne; og moderen

gemte M.s kajak under en af bopladsfællernes konebåd.

Da de så skulle have konebådene op på stilladserne, måtte hun tage den

ud, og da konebåden var oppe anbragte hun kajakken sådan, at den

hvilede på undersiden af tofterne og tænkte derefter ikke mere på den.

Det var ved at blive forår efter den lange vinter, og deres

bopladsfæller gjorde sig som vanlig klar til at tage til Qaquk. Ved

afrejsen plejede en af bopladsfællerne at tilbyde hende plads i

konebåden. Hun kunne altså stadig komme til Qaquk for at samle

vinterforråd, selv om hun selv ingen konebåd længere ejede.

Som vi allerede har hørt, fik hun lavet en kajak til sin søn, og i

Kangaatsiaq begyndte hun at lære ham at bruge den, mens hun holdt i

kajakspidsen, men måtte holde op på grund af kulden og gemme kajakken

under konebåden.

Selvfølgelig tilbød bopladsfællerne hende plads, og da de allerede var

parat, gik de bare ombord. Hun tog også sønnens kajak med, for den

ville hun nødig efterlade. Familien der havde dem som passagerer,

havde fast lejrplads i Pamialluk. Da de havde bragt deres ting i land, tog de videre til M.s og hans mors lejrplads for at landsætte dem, hvorefter de tog tilbage til deres lejrplads, Pamialluk.

Når solen ved midsommertide begyndte at varme godt, og når vandet på

solsiden af Qaqqajunnaq, hvor der var lerbund, begyndte at falde,

iførte moderen sig sine inderbukser og bar M.s kajak ned. Når han så

var kommet ned i den, skubbede hun den ud i vandet over lerbunden og

vadede selv ud. Længere ude med kajakken, når hun mente, at sønnen

ikke længere risikerede at støde imod bunden, begyndte hun at trille

kajakken rundt. Hun blev derude længe og gik først ind med ham, når

det blev hende for koldt. Sådan trænede moderen sønnen i kajak. Og

først da han efterhånden kunne klare alt, holdt hun op med at holde i

kajakspidsen. Allerede mens de endnu var i Qaquk, kunne moderen nøjes

med at iagttage sønnen inde fra land. (Her har jeg brugt noget fra

renskriften, der er mere logisk, Chr.B.)

Da M. var blevet i stand til at klare alt, kom han en dag hjem med mere

end en sæl. Hen på aftenen sagde han til sin mor: "Idag, hen

imod eftermiddag, var jeg på vej østover, og ud for Attorsuit tænkt

jeg," - og nu direkte til sin mor der lyttede "tænkte jeg på om du mon

ville finde det iorden - altså om man ikke skulle bygge sig et hus

der, for når man har mere end én sæl på slæb og samtidig er uheldig

med strømmen, bliver man forsinket og kommer først hjem langt ud på

eftermiddagen." Til det svarede hans mor: "Du er jo kommet så vidt, at

du er begyndt at tage ud på fangst, når vejret ikke ser alt for

truende ud. Hvis du vil, så gør vi det."

På det tidspunkt havde M. anskaffet sig alt - også konebåd. Da nu

moderen var med på hans idé, vendte han sig mod hende og sagde: "Nu

det er blevet vinter, er det ikke længere så godt at bygge hus. Men

når vi forhåbentlig raske og sunde er kommet igennem den lange vinter,

så lad os se at få bygget et hus der."

Efter vinteren var det ved at blive forår. De tog til Qaquk, som de

plejede. Da de havde samlet vinterforråd i Qaquk, bragte de den første

portion til Attorsuit i stedet for til deres boplads. Endnu var de

ikke begyndt at bygge hus. Dagen efter de var kommet med den første portion forråd, en smuk dag, vendte de foreløbig tilbage til deres vinterboplads. Der var jo ting at ordne i forbindelse med det hus de skulle forlade.

De fjernede taget og tog kun enkelte af de bedste tværbjælker med. De

tog endvidere alle deres ting med og slog sig ned ved Attorsuit, og i ro

og mag rejste de så for første gang deres telt ved Attorsuit.

Da Milortuaraqs kun var en lille husstand, fik de for travlt til at

han kunne tage ud på fangst, da de begyndte at bygge hus.

Da de var færdige med det nye hus og havde lagt tag, gik de

igang med at bygge forrådshus og blev hurtigt færdige. Så først da det

hele var blevet færdigt, tog M. ud på fangst.

M. var usikker på hvordan det skulle gå, nu de for allerførste gang

skulle overvintre på Attorsuit. Derfor var han stærkt optaget af

fangsten, og da han nu ikke havde så lang vej at slæbe fangsten,

nøjedes han ikke med at fange en enkelt af gangen. Allerede før det

blev småt med fangstdyrene, have han fanget en masse sæler og samlet

dem på et sted. Og havde han været i tvivl om, hvorvidt de ville kunne

klare den kommende vinter, var han det ikke længere.

Alligevel blev han ved med at fange sæler, eftersom der stadig var

rigelig af dem.

Kort før midsommer blev der gradvis færre sortsider. Og da han i et

par dage havde måtte nøjes med at fange små sæler, var han klar over,

at sortsiderne havde skiftet opholdssted til et ydre fangstområde,

hvor han så nu og da tog ud for at jage sortsider. Så det var

minsandten længe de blev i Attoruit det år, skønt han ikke havde anet

om han overhovedet skulle slå til.

Når M. en sjælden gang sov længe om morgenen, plejede hans mor at

vække ham - især om efteråret, når det buldrede der ude. Hun tog ham

altid kraftigt ved tindingerne og rystede ham og sagde til ham: "Mon

man virkelig kan sove, når havet er så voldsomt i oprør." M. vågnede

med et sæt, men bebrejdede ellers ikke sin mor. Når han havde fået

sine kamikker på, sagde hun igen: "Den, der trænes af en mand, ville

sikkert ikke kunne finde på at sove i sådan et bulder." Dette sagde

hun til sit eget forsvar, og når det oprørte hav var på sit højeste og

højvandet gjorde det umuligt at tage afsted fra stranden nedenfor,

havde hun mere en een gang skubbet kajakken med sønnen i fra siden ned

ad den stejle fjeldvæg på skyggesiden af deres boplads. Dette gjorde

hun dog ikke, når det var lavvande.

Da M. var kommet i fuld træning, protesterede han aldrig, når moderen

skulle skubbe ham ud, fordi han vidste at han ikke i egentligste

forstand bare ville forsvinde (ned i havet).

Moderen blev gammel, mens sønnen endnu var ugift. En aften vendte hun

sig fra briksen ud/mod sin søn og sagde: "Hør, du ved jo at jeg er

blevet meget gammel. Et menneske kan ikke bare leve alene, men må før

eller siden have en til at hjælpe sig. Når du kommer hjem med flere

sæler på én gang, må jeg sommetider opgive at få dem færdigt behandlet af

smerter i lænden." Og da moderen således havde givet ham anledning til

det begyndte M. at tænke på at gifte sig.

Han udvalgte og giftede sig med en af de største kvinder i Imerissoq.

M. selv var lav af vækst ligesom sin far. De var gift i flere år uden

at få børn, og de forblev barnløse, for det viste sig, at han havde

giftet sig med en kvinde, der ikke kunne få børn.

M. boede endnu i Attorsuit, da han var godt på vej til at blive gammel

På det tidspunkt hvor han ældedes, var herrnhutternes døbte i Nuuk (eller: i

Noorliit) ikke så få. Deres qallunaaq (deres tyske missionær) hed Juaansersuaq.

Mens de endnu boede i Attorsuit og på et tidspnkt, hvor alt det, de

havde tilberedt til vinterforråd, var blevet godt tørt-, gik konen om

eftermiddagen udenfor, men kom ind igen og sagde: "Der er kommet en

kajakmand neden for huset - hvorfra ved jeg ikke, måske fra en af

bopladserne!" Det var ikke så tit, de fik besøg.

Da M. havde taget anorak på og gik ud af teltet, befandt kajakmanden

sig allerede tæt ved det sted, hvor han selv plejede at lægge til, men

M. kunne ikke kende ham. Han gik ned, og da den fremmede var kommet

ganske tæt på, kunne han se, at det var kateketen fra Saqqarliit

(missionstationen kaldte man enten Noorliit eller Saqqaliit), og idet

han lagde til, sagde M: "Det er umindelige tider siden, du sidst har

været her!" ("qangaqanga tamaannaravit"). Med de ord bad han så gæsten

stige op af kajakken. Denne sagde udefra vandet: "Jeg kan ikke komme i

land, for man har bedt mig skynde mig. Og jeg må benytte mig af den

indgående strøm nu, hvor vandet stiger. Men jeg skulle sige, at du var

velkommen til midsommerfesten på søndag, hvis du har lyst!"

(Det fortælles, at M. var blevet døbt dengang med navnet Jaaku. Det

var et godt stykke tid efter, moderen var død.)

Ved de ord svarede M. indefra land: "Det var en tør visit. Kom

nu i land og få lidt at spise." Han tøvede, men steg så op af kajakken

og gik op til det store telt. M. havde noget godt at byde på og satte

det hele frem. Gæsten spiste kun en kort stund. Så holdt han op og

sagde: "Jeg ville elleres meget gerne være gæst hos jer, men jeg skal

ind flere steder. Jeg er jo sendebud, og Kangeq var det første

sted, jeg anløb. (Dengang var der allerede mange døbte på Kangeq).

Herfra skal jeg også anløbe Imerssaq og Tulugartalik." Så sagde

M.: "Vi kan vist ikke tage østover allerede i morgen. Vi har

alle disse ting, som netop er blevet helt tørre, og selvom det er fint

vejr nu, kan det jo hurtigt blive dårligt vejr. Vi skal først samle

dem sammen i morgen, så det blir først i overmorgen vi ta'r derind."

Efter den besked rejste gæsten sig og gik. Han kom ned i

kajakken, lagde fra land, og idet han sagde farvel, sagde han til M.

derudefra: "Hold dig nu ikke tilbage, kom endelig!"

M. råbte tilbage: "Som sagt, det blir i overmorgen, hvis det

ellers er fint vejr." Da han havde fået ham afsted, gik han op og

sagde til både sin store kone og husstanden: "Det er ikke så lidt vi

har at samle sammen. Begynd hellere med noget af det nu, ellers

risikerer vi ikke at blive færdige i morgen."

De samlede det tørrede sager på et sted, og da de blev trætte hen på

eftermiddagen sagde M. til både sin husstand og sin kone: "En stor del

af arbejdet er allerede klaret. Imorgen kan vi blive færdige med resten,

længe før dagen er omme. Hold bare op nu!" Det gjorde de naturligvis.

Dagen efter begyndte de tidligt om morgenen for at kunne tage afsted

østover og benytte sig af det stigende vands om eftermiddagen; og det

var tilmed springflod.

Det, der var tilbage fra dagen før og som ikke var så voldsomt meget,

fik de færdigt mens solen steg til middagshøjde, og da de blev

færdige, sagde M.: "Vejret er fint og hvis vi ikke skal få alt for

meget besvær med at ro, må I gøre jer klar til at ta' til Nuuk nu, hvor

vi kan udnytte tidvandet."

Så fik de ellers travlt med at gøre sig klar til afrejsen til Nuuk. De

skulle kun have lidt af deres ting med. Da de havde lastet konebåden,

vendte M. sig mod sin kone, der stod ledig på stranden, fordi der ikke

var flere ting at bringe om bord, og sagde: "Hør, hvad skal vi gøre med

den store hund?" M. havde nemlig en stor hanhund. Den stammede fra

dengang i Kangaatsiaq, hvor M. var begyndt at vokse og blive aktiv. En

af bopladsfællernes hund havde fået hvalpe, og hans mor havde købt en

hvalp for midler, som hun fik ved at arbejde for andre, fordi hun

mente, at sønnen godt kunne tænke sig sådan en hund. Lige siden havde

M. haft denne hund, som nu var blevet gammel. De var jo barnløse, så

de betragtede hunden som et barn. Han sagde (som sagt til sin kone):

"Hvad skal vi gøre med den store hund?" og han fortsatte: "For vi har

jo hørt, at missionærerne ikke vil se en hund (ved stationen). Straks

sagde hans kone til sin mand ovre i konebåden: "Det er synd, hvis vi

skal lade den blive her, den er jo vores eneste underholdning. Lad os

bare tage den med." Naturligvis lod de den komme ombord.

Hunden havde levet så længe, at den nærmest kunne tale

("oqanngisungaannartoq") og forstå hvad der blev sagt til den.

M. sørgede så godt for sin hund, at han, når de flyttede fra huset

ud i teltet, lavede et leje med sengetøj til den i bagenden af teltet.

Da de var færdige med forberedelserne tog de afsted til Nuuk. Vandet

var allerede godt igang med at stige, og fra Isullinnguaq roede de mod

solsiden (af Nordlandet?), og endnu før de nåede det, satte de kursen

direkte mod Nuuk, fordi det var så bekvemt at have strømmen med. De

nærmede sig det sted, hvor de skulle lægge til og befandt sig nu ud

for stranden med rullesten. M. kiggede ind mod land og så, at der var

en utrolig masse telte. Hver eneste plet, der kunne egne sig som

teltplads, var optaget. Det var realiteterne, men da M. fandt, at

sydstranden med rullesten var for langt væk, sagde han til sine

roere (eller: roersker): "Egentlig skulle vi videre til stenstranden,

der ligger længst væk. Men det vil give meget renderi frem og tilbage.

Lad os bare lægge til her. Det skal nok gå, nu det er midt om

sommeren."

De roede hen til den nordlige ende af stranden med rullestenene. Da de

var ved at lægge til, kom der en hel masse mennesker ned. M. plejede

at fortælle om deres ankomst til Nuuk til gudstjensten, at det for ham

udefra så ud, som om der ikke var en eneste ledig plet tilbage, hvor

man kunne sætte sin fod - så mange mennesker var der.

Da de var færdige med at ordne konebåden, gav M. sig til at lede efter

et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Alt i nærheden af stranden

var optaget. Den eneste mulige teltplads, lå lidt nord for

missionærens have. Egentlig var han betænkelig ved det nære naboskab

til missinærens bolig, men der var ingen vej udenom, så her måtte han

slå teltet op med front imod missionærens hus.

Så såre de var færdige, kom den ene invitation efter den anden fra de

mange telte, og det kan nok være at Milortunnguaqs gik på besøg.

Første gang de skulle forlade teltet, sagde han til een i sin

husstand: "I skal nok få lejlighed til at gå på besøg, så meget I

lyster, men i denne omgang må en af jer blive her i teltet og holde

øje med, at den store hund ikke farer rundt ved missionærens hus."

Dengang de havde fået rejst teltet, havde de nemlig indrettet et leje

til den store hund i den ene ende og forsynet det med sengetøj. Inden

hun gik, sagde M.s kone soms ædvanlig nogle formanende ord til hunden,

akkurat som man gør det til et menneske; for det var jo ligeved, at

hunden også kunne sige noget. De var på besøg i telte, der lå

sydligere og kom først tilbage til deres eget først på eftermiddagen.

Hele eftermiddagen lod de teltet stå åbent uden at rulle forhænget

ned, for det var så varmt. De blev opppe længe, for det var så længe

siden, de sidst havde været i Nuuk, og de faldt først i søvn, da solen

var gået ned.

Da de vågnede næste dag, tog M. hen til den danske koloni

(Avannarliit) for at handle. Da var det blevet så sent på formiddagen,

at solen var kommet forbi Kingittorsuaq (Hjortetakken). Inden han gik

ind sagde han til sin kone: "Den store hund kan jo godt finde på at gå

ud af sig selv, uden nogen kalder den ud. Hold øje med, at den ikke kommer i

nærheden af missionærens hus!" Hun sagde naturligvis ja, hvorefter han

tog afsted til Avannarliit. Han blev budt indenfor af så mange, at han

først kom tilbage hen på eftermiddagen ("uallutileraani"). Han havde

fået så meget dansk mad i Avannarliit, at han fik svie i brystet,

hvorfor han spiste noget kød straks han kom hjem.

M. var nu blevet færdig med at spise. Forhænget for teltindgangen var

ikke rullet ned, for vejret var dejligt og meget varmt. Inde i det

åbne telt sad M. på en kasse med ryggen til missionærboligen. Han

havde hverken set eller spurgt efter den sore hund, da han trådte ind

i teltet. Men så var det, at hans kone, midt i det hele sagde: "Se,

hvad er det Juaansersuaq vil? Han løber vist efter noget med en stok i

hånden!" Så fortsatte hun: "Nu kan jeg se den store hund komme farende

i vild flugt. Da den store hund var løbet ned, så man ikke mere til

missionæren. Den kom ind i teltet, og M. sagde nogle bebrejdende ord

til sin kone. Men som sædvanlig blev affæren hurtigt overstået og roen

genoprettet.

Da den store hund kom ind, irettesatte M. den for en gangs skyld,

akkurat som man talte til et menneske. Og dette fik jo

hunden til at blive føjelig og lydig. Solen var så småt ved at gå ned

i nord, da M., som havde været ude at trække frisk luft, kom ind og

sagde: "Jeg bliver ved med at have en sur smag i munden af den danske

mad, selv om jeg har spist kød flere gange midt på dagen." Så

fortsatte han: "Nu skal jeg spise igen." Så trak han et stort

hvalbarde fad med kogt kød frem fra et sted under en lampebriksligende

indretning og tog sin kniv. Mens han roligt trak fadet frem, stak han

sin kniv ned i et stykke slag (?"Itsiangufâritdlunigôq"). Han havde

lige taget en mundfuld, så sagde konen, der var vendt mod

missionærens hus: "Se, nu kan jeg se J. komme frem ude om hjørnet af

haven, og nu går han ned med en bøsse i hånden!" M. selv så ikke til

den side, hvor missionæren var, fordi han var i færd med at tygge.

Mens han endnu tyggede, sagde hans kone: "Nu går han skråt hen over

vejen og direkte hen mod os." Idet hun sagde det, skubbede han fadet

ind på plads og lagde kniven i det. Han slugte det, han havde fået i

munden, vendt sig en halv omgang og så, at missionæren var kommet tæt

på med bøssen i hånden; den lignede en stor teltstang.

Da missionæren var kommet helt tæt på, rejste M. sig op og trådte i

det samme ud over teltes "dørtærskel"; udenfor kiggede han på hans

ansigt og genkendte ham straks, det var ikke noget venligt ansigt, rødt

over det hele, og ikke spor smilende. "Måske," sådan indledte han,

"ville din stor hund have ædt alle vores høns, hvis jeg ikke havde set

den gennem vinduet." Han fortsatte straks med betydelig hævet

stemme: "Mon ikke du har hørt," og endnu højere: "at der ikke

måtte tages hunde med til Noorliit, fordi medlemmerne af menigheden ikke

må holde hund?" Så fortsatte han direkte: "Ergo, da hunde er forbudt

i vores bygd, er jeg kommet for at dræbe den."

M. svarede ikke lige med det samme, han pegede ind i teltet på hunden,

der lå rullet sammen på sit leje med sengetøj i den anden side af

teltet, stillede sig unden hans ansigt, denne store qallunaaq, der jo

var meget højere end han selv og sagde op til ham: "Denne hund er ikke

udstyret med forstand og den kan ikke tænke som et menneske. Derfor

løber den efter jeres høns, fordi det var første gang den så den slags, og fordi den ikke opfattede dem som mennesker." Da svarede J. så højt, som han overhovedet kunne, mens han blev rød i hele hovedet: "Har du nogensinde hørt om en missionær, der har dræbt et menneske?" Med de ord smed han sin store bøsse og tog M.

omkring begge overarme, så det stak og smertede. Han blev meget

forskrækket, fordi denne qallunaaq var kæmpestor. M. var straks

sikker på at den anden ville vælte ham, da han greb ham omkring

armene. Og endnu mens denne qallunaaq holdt ham fast om armene,

besluttede han at gøre sit yderste for ikke at blive væltet. Han

tænkte: "Dette er et angreb imod en forsvarsløs person." I det samme

opdagede han, at modpartens armhuler var ret åbne, og med en

kraftanstrengelse gjorde han et forsøg på at tage ham om livet. Det

lykkedes, og han ønskede inderligt, at hans hænder ville nå hinanden

bag ham. Mens han hold fast i jakken, tænkte han: "Skulle man mon

prøve at løfte ham!" Han gjorde et ihærdigt forsøg og mærkede, at han

slap jorden. Han løftede ham endnu højere; og efter at have

kigget sig omkring, ville han kaste ham varsomt fra sig, i den for ham

mest bekvemme retning, nemlig til venstre. Men han havde åbenbart

gjort det voldsommere end tænkt, for da kroppen ramte jorden, bumpede

den videre hen ad jorden, så han kom til at ligge på ryggen. Men næsten

omgående stødte han fra, rejste sig og vendte sig imod ham med neglene

fremme, idet han råbte: "Nå, så du er blevet vred?" M. ville egentlig

have svaret ham blidt. Men uforvarende kom han til at råbe højt og

tydeligt: "Du blev vred før mig!" Da tog missionæren ham endnu engang

omkring overarmene. Denne gang reagerede M. omgående og tog ham

omkring livet som før. Han vidste fra forrige gang, hvor let han var,

og i det samme han løftede ham, kastede han ham over ad havemuren til,

men varsommere dennegang, fordi han havde set så ynkelig ud forrige

gang. Kroppen hoppede kun en enkelt gang hen ad jorden, og så såre han

standsede, stødte han sig op og spurgte, ganske overraskende, for

anden gang: "Blev du vred?" Han svarede ham blot som før: "Du blev

vred før mig. Først nu er jeg også blevet vred." Da gik missionæren,

forbi den stakkels grønlænder, hen til sin bøsse. Han samlede den op,

og uden et blik på M. begav han sig med særdeles raske skridt op

til sit hus. De stirrede på ham, da han gik op. De så ham åbne døren

og gå ind, og i det samme hørte de en dør smække med en sådan kraft,

at det gav ekko i hele området omkring næsset; og han viste sig ikke

mere.

M. vendte sig mod sin kone, der stod bag ved ham, og sagde: "Så skulle

vi to gange over den brede fjordmunding helt forgæves (jeg mener, det

skal forstås sådan. Ch.B.), for han vil sikkert be os rejse. Det er

også lige meget, om han faktisk ber os rejse nu, hvor det er lyst hele

døgnet og vi kan rejse om natten." De ventede længe på, at han skulle

sende besked. Solen var efterhånden på vej over Qeqertasussuk, men

endnu var der ikke kommet nogen.

M. der sad inde i det åbne telt med ryggen til missionærboligen, hørte

pludselig konen sige: "Se, nu kommer J.s kiffaq helt målbevidst

herhen." Han nærmede sig, og han nåede ikke engang helt frem, før han

sagde til ham og tilmed brugte hans danske navn: "M. bedes komme hen

til J.!" Uden flere ord vendte han sig om og gik. Lige før

budet/kiffaq'en nåede hjørnet af haven, sagde konen til manden: "Han

vil sikkert be os rejse herfra."

Da kiffaqen var gået ind i missionærens hus, skulle M. af sted. Han

sammenlignede sig selv med en ting, der var udbudt til salg, men som

ikke var for god, - så minderværdig følte han sig. Han sagde til sin

kone: "Der bliver meget et ordne, begynd bare at gøre klar. Vi kommer

til at rejse i nat."

Da han begav sig op til huset, tænkt han: "Ligegyldigt hvor voldsomt

han optræder over for mig, vil jeg denne gang forholde mig helt

passiv. Lad ham bare gøre med mig hvad han vil, det er helt rimeligt."

Han nåede frem til den yderste dør ved køkkenindgangen. Langsomt

åbnede han døren. Han så ikke en eneste qallunaaq. Han trådte ind og

ville lukke yderdøren forsigtigt efter sig, men det blev med et stort

brag, fordi han allerede nu var blevet forvirret. Da han havde lukket

døren, blev han stående. Han stod stille og lyttede, f.eks. efter

skrabelyde af sand. Da han havde stået længe nok uden at have hørt det

mindste, overvejede han at gå igen. Endelig hørte han så lyden af en

stol, der blev flyttet ("issiaatarpallariaqiinnartoq"). Døren fra

vindfanget ind til stuen var lukket. Samtidig med lyden af stolen,

hørtes der også derindefra en dør, der blev lukket. I det samme gik

døren til vindfanget op på klem ("makitalaarluni"), men ikke så man

kunne kigge ind(?). Han stod med bøjet hoved. Så hørte han døren til

vindfanget blive åbnet og lyden af skridt, der nærmede sig. Han kunne

kun se et par store fødder. Da han (de) kom ganske nær, standsede han

(de). M. skulle jo under alle omstændigheder kigge op og se, hvem det

var, så det gjorde han. Han så en stor fremstrakt hånd tæt på, og så

såre M. rakte hånden frem, blev den trykket, så det gjorde ondt helt

ind i marven. Og endelig sagde manden: "Jeg hørte godt du kom. Det var

ikke dig der blev vred, men mig der først blev vred. Jeg måtte først

slå min vrede ud af hovedet, og da jeg havde gjort det, gik jeg ud til

dig. Så fortsatte han: " Vent et øjeblik!" Han gik ind og direkte hen

og ind i spisekammeret. Kort efter kom han tilbage i køkkenet fra

spisekammeret med et stort rugbrød og et langt stykke rulletobak. Han

gik hen til M. med disse sager, gav ham dem og sagde så: "Jeg kom til

at blive vred, uden at du var det. Sagerne her skal være bevis på, at

jeg har slået det ud af hovedet. Hvis du kan lide Nuuk, må I gerne,

hvis I har lyst, blive her flere dage, efter at I har været med til

gudstjenesten!" Og M. sagde: "Jeg ville meget gerne blive i Nuuk

efter gudstjenesten. Men da de mange ting, vi har samlet til

vinterforråd, ligger ude i det fri, må vi vestover, så snart vi har

været til gudstjeneste." Missionæren nøjedes ikke med at sige farvel

til ham. Da han var på vej ud, tog han ham i hånden, og længe holdt

han hans hånd i sine hænder.

Da M. efter gudstjenesten rejste vestover og ankom til Attorsuit, til

alt det sammenbunkede vinterforråd skilte han kødstykkerne fra

hinanden og bragte stille og roligt alt det tørrede kød ind i forråds-

skuret. Og så først kunne han komme ud på de ture, han havde lyst til.

Skønt M. havde fast boplads i Attorsuit, bosatte han sig som ældre i

Nuuk og døde efter sigende i Saqqarliit.

Var.: Milortuaraq

Hist.: Autentisk fortællling. Vedr. Qaquk hvor mange samledes til stenbiderfangst i sæsonen, var det også dér man, ligesom i Qivioq, kunne hente sig strandede sødyr ved lavvande. Stedet var også kendt i Østgrønland fra rejser eller rygter: søg på: Qaquk.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre.

Folk på bopladser i Upernavik distrikt, især på de bopladser

der lå nærmest ved havet og folk fra selve Upernavik, traf jævnligt hval-

fangerne og havde en hel del fortællinger om hvalfangerne.

Men blandt disse blev der blandt de ældre folk husket personer, som hav-

de deltaget i ekspeditioner nord på, både englændere og amerikanere. Og jeg

kan stadig huske en del navne, som man har fortalt mig om.

Min farfar, Tûtingâq / Tuutingaaq / Tuutsingaaq, havde en sommer deltaget i en ekspedition nordpå. Han havde ganske vist ingen morsomme historier fra dengang, men noget af det, han har fortalt til min far, lyder således:

Efter at de var sejlet fra Upernavik, gik der nogen tid, og så kunne de se landet på den anden side af havet. De sejlede ikke særligt langt fra kysten. Og da de var kommet langt nordpå (sikkert vestpå, eftersom de må have kysten på højre side, RP), kom de forbi en dyb fjord, og

den inderste del af fjorden var islagt endnu. Og dér opdagede de

tre skibe, som havde lagt til ved iskanten og havde haget sig fast til isen med isanker. Da de så dem, sejlede de derhen. Da de kom nærmere kom

matroserne op i masterne, og på hans skib klatrede matroserne også op i

masterne. Og så skete det at de på en gang råbte hurra tre gange, idet de

svingede deres huer og hatte over hovderne. Og det lød meget

kraftigt og blev modtaget godt af de folk de mødte. Og inde på land, på

et fladt stykke, kunne de se en lille bygning.

Efter at de havde været der, sagde kaptajnen til Tuutsingaaq, at nu skulle de sydpå, og de skulle så anløbe et sted, hvor de havde depot af levnedsmidler, som lå på en del af det samme land.

En dag efter at de havde sejlet gennem isen, kunne de se et mægtigt

næs, og kaptajnen sagde, at de havde depotet der. Da de kom derhen, gik de op for at hente en af tønderne. Men en af dem var blevet åbnet, og tønder med mel og ærter og andre ting var blevet åbnet. Og eftersom det nyligt havde været dårligt vejr, var det ved at blive vådt. Kaptajnen var blevet meget vred, da han så det, fordi eskimoerne havde gjort det, men de traf ingen i nærheden. Alligevel tog de det ombord, idet de kunne bruge det til foder til de dyr, de havde med ombord.

Da de sejlede derfra, satte kaptajnen noget fast på masten. Det var noget, hvormed han ville straffe de skyldige eskimoer. Og han sagde til Tuutsingaaq,  at når de traf eskimoer, skulle han spørge dem, om det var dem, der havde gjort det. Tuutsingaaq, blev meget forskrækket, da han hørte det og håbede faktisk at de ikke ville træffe nogen, men dagen efter henimod aften opdagede de fire kajakker, der roede i nærheden af dem (imod dem, RP),og Tuutsingaaq var ikke særlig glad for at skulle træffe dem. Skibet standsede, og da de var ved at lægge til, lod kaptajnen en båd hejse ned. Og kaptajnen sagde til Tuutsingaaq, at han skulle gå ned i båden og spørge om det var disse eskimoer. Han kaldte på dem, og da de lagde til ved båden, spurgte han dem, om de havde fået fangst og sådan forskelligt. Og så bevægede den ældste af dem sig hen for at røre ved Tuutsingaaq.

Tuutsingaaq blev siddende, og da denne eskimo fra den anden side af havet rørte ved hans nøgleben, sagde han: 'Ih, inukkuluk.' (Ih han er jo eskimo).

Da de havde opdaget, at Tuutsingaaq var eskimo, begyndte han at fortælle om forskelligt, men han spurgte ikke noget om depotet, der var blevet åbnet.

Og så spurgte kaptajnen om hvad de havde sagt, og så løj han for kaptaj-

nen og sagde, at eskimoerne ikke plejede at komme til dette sted, fordi

de kun kom i nærheden på sælfangst. Det kunne ganske vist godt have været

netop disse eskimoer, der havde åbnet disse tønder, men han spurgte dem

ikke og fortalte dem bare forskelligt, fordi han syntes, det ville være

synd for dem at få sådan en straf.

Da Tuutsingaaq fortalte det til kaptajnen, blev han formildet og sagde at han skulle byde disse eskimoer ombord, så de kunne få noget at spise.

Da de skulle ombord på båden, kæntrede den yngste af kajakmændene, men

Tuutsingaaq hev ham ombord, og de kom ombord på skibet, og Tuutsingaaqville så give ham noget tørt tøj på, så hans eget tøj kunne blive tørret. Og så kom koksmat hen med et glas spiritus af en eller anden art, som den frysende unge mand skulle drikke for at få varme. Da han virkelig frøs, prøvede Tuutsingaaq at give ham det at drikke, men han syntes at det lugtede så underligt, at han ikke ville drikke det. Og Tuutsingaaq sagde forgæves til ham, at han ville få

varmen, når han havde drukket det. Så drak han lidt af det, for at vise

ham, at der ikke var noget galt i, og så lagde han armen om hans hals og

lod ham drikke det hele. Og han beroligede de andre med, at de ikke skulle være bange, for han ville ikke tage skade. Mens de spiste, fik den unge mand varme i kroppen og begyndte at blive snakkesalig og at le meget.

Og så holdt hans kammerater også op med at være bange for ham, og lod Tuutsingaaq snakke med dem om alt muligt. Da de skulle ro igen gav kaptajnen dem forskellige småting, knive, søm, synåle og andre ting, og på den måde skiltes de i god stemning.

På tilbageturen sejlede de forbi Upernavik, og kaptajnen anløb så Godhavn

for at bringe Tuutsingaaq iland, idet han næste år kunne sejle med et skib der skulle bringe gods til Upernavik.

Mens han opholdt sig i Godhavn / Qeqertarsuaq, var han ofte om efteråret ude i kajak og fik ofte bytte. Engang han havde fagnet en narhval, stod man og flænsede den under husene. Til stede var en faderløs pige ved navn Tabita. Han havde ondt af hende, fordi han kun havde døtre. Da Tabita kom, skar han halvdelen af halefinnen af og gav stykket til Tabita med ordene: 'Tag du kun dette med hjem. Det er til dig!' Pigen huskede det med taknemmelighed. Først næste sommer tog Tuutsingaaq tilbage til kone og børn med et skib, der skulle bringe varer til Upernavik, og genså da dem alle sunde og raske.

En del år senere, efter Tuutsingaaqs død, kom der til Upernavik en ny kolonibestyrer. Hans kone var grønlænder og hed Tabita. Ved ankomsten spurgte Tabita efter Tuutsingaaq, og da hun hørte at han var død, spurgte hun efter hans børn. Min far svarede: 'Jeg er søn af den du spørger efter; mine andre søskende er piger; men de bor ikke her.' Da Tabita hørte det sagde hun at hun aldrig ville glemme, at denne mand havde været god mod hende ved flere lejligheder under sit ophold i Qeqertarsuaq. Men én ting huskede hun især, og det var da denne mand havde givet hende en halefinne af en narhval.

Min far havde meget godt at sige om Tabita fra dengang de boede i Upernavik, og han talte flere gange om at han savnede dem meget da de rejste.

Hist.: Robert Petersen har den hypotese, at de inuit som Tuutsingaaq mødte var Qillarsuaq, der indvandrede fra Baffinland til Thule-området omkr. 1860. Således har Carl Petersen i 1860 (publ.?) nævnt, at Tuut. var med Kapt. Inglefield på eftersøgning efter Franklin i 1853. Da så Carl Petersen senere mødte Qillarsuaq og denne hørte at CP var fra Upernavik, spurgte Qill. efter Tuutsingaaq.

Dette tidligere møde med Tuuts. rimer smukt med et syn Qill. sagde han havde haft, af folk i sælskindsklæder. Det omtales kun i den grønlandske udgave af Knud Rasmussens beskrivelse af indvandringen fra Baffinland til Thule: Avángnarnisalerssârutit, 1909. Desuden vides det fra Adam Bech / Beck, der fra 1861 og et par år frem var formand ved hvalfangerstationen på Blacklead Island (Cumberland Sound, Baffinland) og talte med mange inuit, at Oqi, der med familie var med på første etape, men ikke gennemførte rejsen til Thule, faktisk havde advaret sin gruppe mod at plyndre et depot man fandt undervejs, fordi europæerne, der havde udlagt det, ville blive vrede. Men man adlød ham ikke. Det kunne således være det samme depot. Beck's beretning stod i Atuagagdliutit, 1865, hvor man altså første gang fik nys om immigrationen, omend ikke om den gren af den der under Qillarsuaqs ledelse blev gennemført.

Vedr. indvandringen: Ulloriaq, Inuutersuaq: Beretningen om Qillarsuaq ... [Kbh. Det grønlandske Selskab 1985 (ikke registreret). Men søg på: Petersen, Robert, 2000: Om grønlandske slægtssagaer. Tidsskriftet Grønland, ss. 299 - 311. Og i samme tidsskrift 2003:261 - 296: Meqqusaaq og hans møde med inughuit.

Vedr. stammefællerne på Baffinland, Akilineq, var der allerede i de første numre af Atuagagdliutit (start 1861) beretninger om dem, som har ændret de ældre fortællingers opfattelse af Akilineq-boerne som ondskabsfulde kannibaler. Men allerede sidst i 1740'erne havde nogle grønlændere fra Ny Herrnhut været en tur i Herrnhut i Sachsen og på hjemrejsen på besøg i herrnhutiske menigheder i Georgia og Pennsylvania (Lidegaard 1999, Tidsskriftet Grønland: 201-203). Desuden fik man breve fra missionen blandt inuit i Labrador, der startede omkring 1770.

Hos Ostermann (publ.?) har Robert Petersen læst at Tabita, med navnene Tabitha Martha Sophie Broberg var gift med Jens Karsten Nielsen Thygesen. Han kom til Godhavn / Qeqertarsuaq i 1867, hvor Tabita var født i 1833. Han var kolonibestyer i Upernavik 1874-1879 (på orlov i 1878). Tabita har været ca. 20 år, da Tuutsingaaq opholdt sig på stedet.

Søg på Carl Petersen for flere oplysninger om CP.

Der er mange historiske og slægtshistoriske oplysninger at hente i Robert Petersens værk om fangstsamfundene i Upernavik og Ammassalik distrikter. Den er under udgivelse, på engelsk, i Meddelelser om Grønland.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse).

Der var også andre, der drog med ekspeditioner nordpå, og min mor fortal-

om noget hun havde hørt og om nogle hun selv kendte. Det var Isannguiit

og Iaaraaq og så Uumaaq. Om den sidste fortalte man, at han var blevet qivittoq / fjeldgænger.

Selv om de ikke klart havde fortalt om deres overvintring, havde

min mor alligevel hørt, hvad Iaaraaq fortalte, og sammen med de tre deltog også en dansk koloniarbejder, som man kaldte Nappalik. Han hed Jensen.

Iaaraaq havde givet denne dansker skylden for at Uumaaq gik fra dem.

Denne dansker var forskellig fra andre danskere, fordi han ikke var særlig venlig mod grønlænderne, og han prøvede at udnytte dem. Og da ekspeditionsfolkene opdagede, at denne dansker prøvede at udnytte grønlænderne og kaptajnen opdagede, at Uum. var udmærket til at lave forskelligt snittearbejde af hvalrostænder, gav han ham ikke mere andre opgaver, men lod ham udelukkende snitte i hvalrostænder. Og N. var blevet misundelig og så havde han ret ondskabsfuldt drillet Uum. med at kaptajnen havde sagt, at en af eskimoerne skulle dræbes, og at man så ville lægge hans lig i vand, så tanglopperne kunne æde alt kødet. Og så ville de tage skelettet med tilbage til deres land. Og denne Uum. var meget bange for tanglopper, og det vidste N., og derfor drillede han ham ved således at lyve for ham.

Og det viste sig, at Uum. troede ham. Og efter at han havde fortalt N.'s ord videre til de andre grønlændere, gik han bort i nedtrykt sindstilstand. Ingen så ham tage af sted, og da det gik op for dem, at han var draget bort, prøvede de at finde ham, men de fandt ham ikke.

s.141:

Efter den tid kom der en koloniarbejder fra Godhavn til Upernavik. Han blev styrmand på fragtbåden og han hed Josef Ville Da han var kommet

til Upernavik, havde han deltaget i en sommerekspedition nordpå, og hos polareskimoerne havde han truffet en ung mand der hed Uumaaq. Og polareskimoerne havde fortalt Josef, at han var opkaldt efter en i Upernavik, en grønlænder, som var kommet med amerikanerne og som døde.       Efter at Uum. var forsvundet fandt en af polarskimoerne ham i en husgang. Han var da frosset ihjel.

Hvad denne Josef fortalte om den fortælling fra polareskimoerne, passede udmærket til hvad I. fortalte om deres tur.

Hist.: Søg Nappalik for flere beretninger om ham.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Fortællinger jeg har hørt af mine forældre og andre (fortsættelse). (Fortællinger om hvalfangere).

Dengang da grønlænderne havde samvær med hvalfangerne var der enkelte i Upernavik distrikt, der blev rost for deres kendskab til hvalfangernes sprog. Det var Iterfik og Nôrdleq / Noorleq. Det var to brødre. Iterfik der egentlig hed Søren var min morfar, og hans lillebror Noorleq, hed egentlig Pele. De havde en søster, da deres far døde. De boede hos deres mor efter at faderen døde og fik forskelligt at lave hos deres bopladsfæller. Og ind imellem fik de forskellige ting i betaling. Og et forår da hvalfangerne kom til Upernavik, skulle en umiaq / umiak ud til hvalfangerne for at handle, og de spurgte de to brødre, om de ville med som roere. Det var de vældig glade for,

for selv om det netop var det de gerne ville, kunne de ikke tillade sig selv at spørge først, om de måtte komme med. Da de var kommet ud til skibet, kom de andre ombord med forskelligt de havde at faldbyde. Og de to brødre blev ombord i umiaq'en og ventede på deres kammerater, idet de ikke turde gå ombord i skibet uden at blive opfordret til det. Så kom der en hvalfanger deroppe og da han så børnene sagde han noget til dem, idet han pegede på sin mund. Da de ikke forstod ham, kiggede de smilende op på ham. Og da han forsvandt igen, sagde de: 'Gad vide hvad det var han sagde.'

      Lidt efter kom en af deres kammerater ombord igen i umiaq'en og skulle anbringe forskellige ting, han havde fået i bytte. Så kom hvalfangeren igen og gentog åbenbart, hvad han havde sagt, men

som børnene stadig ikke forstod, og den der var med sagde: ' Nik til ham

så han forstår, at I siger ja. Han spørger om I vil have noget at spise.'

De gav et nik til svar. Så forsvandt han igen og viste sig igen med en pakke.

Og da han gav dem den, åbnede de den og opdagede, at det var brød og forskellige grisespækstykker og en del dåsemad. Og der sad de to brødre så i umiaq'en og spiste. Så sagde N. til sin storebror: Det er godt, at den tredje af os forstår, hvad hvalfangerne siger. Og så sagde storebroderen, at de skulle huske hvad hvalfangerne sagde, så de kunne forstå det senere. Denne hændelse kunne N. ikke glemme, og heller ikke hvad hans storebror havde sagt, og da I. sagde det, var hans øjne helt blanke, så glad var han for de gaver, de havde fået. Og på den måde kunne han regne ud, at broderen ønskede, at han skulle prøve at lære det ukendte sprog.

Efter at de to brødre var blevet voksne og havde giftet

sig, kom et skib der var på ekspedition nordpå. Og da det kom til Upernavik, bad de N. om at tage med. Han sagde ganske vist ja, men broderen sagde nej, og mente at det var bedst hvis N. blev i Upernavik. N. var ked af det fordi han selv havde sagt ja, men broderen tog kolonibestyreren med til skibet for at have med ham som støtte og havde så talt med kaptajnen. I. var betænkelig ved at sende sin bror, fordi broderen var en god fanger, bedre end han selv, så han havde meget nytte af hans fangst. De delte hus, og broderen hjalp ham meget med spæk og kød. Og dengang kunne man ikke regne med butikken som støttemiddel for mad, og man kunne ikke købe spæk til opvarmning af husene fra butikken. Ikke dengang. Og kun hvis der var noget til rest af butikkens beholdning, efter at de danske havde købt deres, kunne grønlænderne købe noget.

Kaptajnen prøvede forgæves at tale I. fra hans påstand, og til sidst sagde

han: Det er som at tale med en kælling fra junglen. Hun får også altid sin

vilje. Og på den måde standsede I. sin bror i at tage med nordpå.

Min mor fortalte mig, hvor dygtig hendes farbror var til at tale med

hvalfangerne. I 1864 da Danmark og Tyskland var i krig regnede man ikke

med at der ville komme skib til Upernavik, og netop som man ventede hvalfangerskib, blev det tåge, så man ikke kunne se ret meget (ret langt).

En dag henimod aften lettede tågen lidt og så pegede man på en båd, der

blev roet mod land og som ikke var så forfærdelig langt fra Upernavik. Man

mente det var skibbrudne. Da de nærmede sig, gik det op for dem, at det

var hvalfangere, og dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, -  før

han blev præsteviet - og hans svigerfar råbte til ham: "Kateket, hvis der er nogen af dem, der taler dansk, så spørg, hvordan det går med krigen."

Mørch gik ned mod stranden, langsomt, og N. stod udenfor sin husgang og

kiggede mod båden, der ikke var så langt fra kysten, men alligevel et stykke ude. Så gik det op for folk, at N. råbte til skibet på engelsk, og da en af hvalfangerne svarede tilbage, oversatte N. hans svar: Krigen blev standset i løbet af vinteren og vi har breve med fra Danmark. Og så begyndte grønlænderne at råbe, og alle grønlænderne og danskerne løb frem og tilbage, og de hørte, at der ville komme skib med fragt. Det viste sig, at hvalfangerskibet havde ligget stille og ventet på at tågen skulle lette, og da den lettede lidt, havde kaptajnen sendt en båd ind med breve til kolonibestyreren. Og så roede en masse umiaq'er ud til skibet i bevidsthed om, at der ville komme et skib i løbet af sommeren.

Og amerikanerne holdt meget af N., fordi han talte engelsk. Det fortalte

min mor også om, nemlig, at når amerikanerne anløb Upernavik, så besøgte flere af dem N. Og der var engang, da et skib var sejlet fra Upernavik og skulle ligge stille ved Godhavn, kom der to både med skibbrudne nordfra efter at de var sejlet. Da de var kommet, sendte kaptajnen Josef med fragtbåden sydpå. Efter at han var sejlet blev Nôrdleq / Noorleq syg og døde på tredjedagen. Josef havde indhentet skibet i Godhavn og vendte med dem tilbage til Upernavik. Og da N. skulle begraves og man havde båret hans kiste ind i kirken, kom amerikanerne til kirken, og nogle af dem havde ikke engang siddeplads og knælede ved kisten. Og det skulle have været et meget betagende syn, og også et trøstende syn for familien. Efter at præsten havde talt gik hans (N.'s) sønner og slægtninge hen til kisten for at bære den. Men nogle af amerikanerne sagde til præsten, at de gerne ville vise den afdøde, der talte så godt engelsk, taknemmelighed ved at

bære kisten til kirkegården. De sagde at præsten skulle gå i forvejen,

så de kunne følge efter ham. Og da de (familien) sagde ja, blev hans kiste båret af amerikanerne til kirkegården.

(171  173:)

Jeg har selv set tre af N.'s sønner, og en af dem fortalte i rosende vendinger om sin fars kendskab til engelsk. Således var der engang kommet skib til Upernavik, og de havde lagt til ved iskanten ved Sarqârssuk / Saqqaarsuk. Mens byttehandelen var igang, kom der vind fra syd, som begyndte at bryde isen op, og skibet blev så liggende, åbenbart fordi det ikke kunne komme ud for isflagerne. Og pludselig begyndte en af hvalfangerne at råbe ind mod land, men ingen sva-

de ham, da de ikke kunne forstå ham. N.s søn var barn dengang, og han blev stående nogen tid, men så kom han i tanke om, at det var meget sjældent, at hans

far ikke kunne forstå, hvad der blev sagt på engelsk. Nu var faderen hjemme, og så løb han hjem efter ham. Da han hørte om det, gik han ned mod skibet, og da de så ham råbte de igen. Og da han råbte, spurgte N. de ældre mænd, idet han pegede på en lille vig ind til en lille dal,

Sarqârssuk / Saqqaarsuk: 'Jeg skulle spørge, hvor mange favne denne vig er. Kan skibet ligge der?' Og den gamle sagde, at den var meget dyb og svarede, at skibet sagtens kunne ligge der.  Så svarede han igen på det sprog, og så blev skibet placeret der, og på den måde kunne de handle med dem i længere tid.

Engang kom der skibbrudne  til Upernavik og ventede på skibslejlighed dér. Og ham Sakæus, N.'s 3. søn var ude at lege sent på aftenen, da en af

hvalfangerne kom hen og talte til dem og gestikulerede. Men da de

ikke kunne forstå, hvad han sagde, sagde Sakæus, at han ville følge ham hen

til sin far, for faderen skulle nok forstå ham. Han gik hjem, og da de kom ind, da sov hans forældre. Og han vækkede sin far og sagde, at de ikke kunne forstå, hvad denne hvalfanger sagde. Og så sagde faderen, at der var en kvinde, der havde vasket denne hvalfangers tøj, og hvis hun var færdig med vasketøjet, ville han gerne have det tilbage. Og hvis vi kunne finde hvem det var, skulle hun give os tøjet, og så ville han betale hende for det.

Da vi gik ud, prøvede vi at finde ud af hvem det var og fandt hende til

sidst og bragte vasketøjet til denne hvalfanger. Og så fik vi noget brød

som betaling og skulle også bringe noget til den, der havde vasket tøjet.

Og så fik de også brød på den måde, mens de legede.

Før hvalfangerskibene fik maskine, blev de sommetider i temmelig lang

tid på et sted, mens de ventede på gunstig vind. Og på den måde kunne folk,

der kunne huske, lære meget af deres sprog. Min mor fortalte også om briter, der kom for at begrave en afdød. Det var en officer, som de viste den sidste ære. Det var meget fint vejr med blikstille hav og solskin. Alle skibets ni både blev bemandet, dog én kun med en rorgænger og der stillede man så kisten. Den placerede de bagest, og de andre 8 der var fuldt bemandede, forbandt de med et slæbetov til hinanden. Netop som de begyndte at ro mod land, begyndte de at synge. Og det skulle have været en meget smuk sang. Da de kom i land og bar kisten op til kirkegården, fulgte mange mennesker efter dem fordi de gerne ville se hvordan briterne sagde deres døde farvel. Og man kunne se mange af de voksne med tårer i øjnene ved at se disse hvalfangeres farvel til en af deres egne. Sådan fortalte min mor om hvordan hvalfangerne engang kom med en af

deres egne, som var død, men hun sagde ikke noget om, hvornår det var.

Dengang var der kun danske koloniarbejdere i Upernavik, nogle af dem havde grønlandske koner, og man gav disse koloniarbejdere tilnavne, ligesom man gjorde det med grønlænderne, og når de nævnte de forskellige lød det meget sjovt.  Mange af disse danske koloniarbejdere, som var gift grønlandsk, drev isfangst, men kun nogle af dem havde hunde. Mange af dem gik ud til fods både for at hænge garn ud og røgte det samt på uuttoq-fangst.

Og min far fortalte, at nogle store drenge havde fået den vane, at når en af disse koloniarbejdere var på fangst og ikke var kommet endnu, så holdt man udkig efter ham. Og når man så ham komme, gik man ham i møde. Og sommetider havde han flere sæler på slæb. Og så hjalp man ham med at trække sælen eller bære noget af det han havde. Og så fik de betaling for det. Sommetider et stykke rugbrød og sommetider et stykke af sælen, af baglallen, leveren og stykke spæk. Det var jo fordi de havde set grønlænderne gøre således, at de også brugte disse skikke.

Og en af de ting, som min mor fortalte med glæde, var når danskerne fra Upernavik og omegn gik i kirke Skærtorsdag. Og der kom også flere grønlændere fra omegnen med slæde, både gamle og unge. Og min mor boede ved Qattarmiut dengang og fortalte, at det var meget morsomt dengang, når de kom.

Dengang skulle folk, der gik til alters, fremsige noget, idet de skulle sige sakramentets ord udenad. Og min mor snakkede både om min bedstemor, som hun kaldte for Lîsâq / Liisaaq / Lisa, sin farmor, som havde en masse trylleviser dengang hun var udøbt, og om en gammel kone fra Augpilagtoq / Aappilattoq, Nalúnge / Nalunngi, og hun roste dem begge for deres gode hukommelse, fordi de dengang, for at sikre sig at de kunne huske hele sakramentet, fremsagde alle dets ord udenad og på den måde, at de spurgte hinanden og svarede hinanden. Min mor gentog ikke det hele, men fortalte, at dengang på et tidspunkt da bedstemoderen spurgte den anden, svarede hun med et gammeldags udtryk: ....(nalorqúsungnartítarâtigut ajortuliagkavtínik pîarsimassunik). Og min mor gengav disse ord for os børn efter ordlyden i den gamle katekismus. Dengang var Tobias Mørch kateket i Upernavik, senere blev han præsteviet.

Han var ganske ung. Og på præstens befaling havde han hørt de altersøgende

i deres kundskaber, og efter at have hørt dem, sagde han: 'Et af de børn jeg underviste, Martin, havde en god hukommelse.' Det var nok fordi han slægtede sin mor på. Hans mor havde kunnet sige meget, hvis hun havde fået undervisning fra sin barndom. Det var min farmor og Amârtúnguaq / Amaartunnguaq. Og min mor havde også engang set en gammel mand, Minannguaq, blandt de altersøgende fra Augpilagtoq / Aappilattoq. Han havde i sin før-kristne tid engang dræbt en mand og var derfor forment alterets sakramente. Og mens andre glædede sig til altergangen, gik han alene tilbage til Aappilattoq, og da var han meget ynkværdig. Og det var til trods for at han både som kristen ønskede at deltage i altergangen, og fordi drabet var begået, mens han var hedning. Det lader til at en del af kirkens tjenere dengang var for strenge. Det er som om de har tvivlet på disse Jesu ord: 'Jeg er kommet for at kalde på syndere, ikke de retfærdige, for at synderne skal blive omvendt.' Jeg synes, at så streng en kurs var til skade. Man har i vore forfædres første kristne tid været alt for høje herrer, og det til trods for at de ønskede at være blandt de kristnede, der nu havde lært noget om kristendommen, og dermed ønskede at aflægge deres slette skikke og deres hedenskab. Det er muligt at missionærernes strenghed skyldtes tendenser hos de nye kristnede til at vende tilbage til gamle skikke. Og så det, at hvis det blev regnet for ubetydelige småting af missionærerne, kunne det måske få nogen til at tvivle på at det var det rigtige.

Men blandt de danske koloniarbejdere, som jeg før omtalte, blandt dem der

havde grønlandske koner, har jeg selv set børn fra disse ægteskaber, der var ved at blive gamle, da jeg fik min forstand. Jeg har også nævnt, at en af disse danskes søn, Alexander Halsøe Tassaq blev han kaldt  ham hørte jeg fortælle engang mens jeg var barn. Han fortalte, at han talte dansk til danskerne, fordi hans far var dansker. Men at det engang nær havde ført til at han blev dræbt. Dét var engang da han fulgte med amerikanske skibbrudne, der sejlede i to både fra Upernavik til Prøven, idet han var med som kendtmand, og de havde nær dræbt ham. Efter den tid holdt han op med tale dansk. (Muligvis betyder Qavdlunatut her udover dansk også europæisk).

Han var blevet bange for de hvide. De skibbrudnes skipper var på

det tidspunkt allerede taget med andre sydpå til Prøven, og Tassaq skulle

så sejle med styrmanden, idet de skulle sejle med to både fra Upernavik og ville tage indenskærsruten, dvs. de sejlede indenom øerne. Det

viste sig senere, at i den ene båd var der 9 jødiske brødre, som havde en

anden til styrmand. Mens de roede der, begyndte de på den anden båd at

slås med deres styrmand, og fra den anden båd, hvor Tassaq var med, prøvede

de ikke engang at komme hen og skille dem fra hinanden. De var sandsyn-

ligvis bange for dem. Til sidst trykkede de den mand de sloges med

mod bunden af båden og slog ham sådan og sparkede til ham med deres træ-

sko, at man hørte ham bede til himlens beboere. Og da de begyndte på

det, skyndte den styrmand, som Tassaq sejlede med, at styre sin båd mod land og gav med øjnene tegn til Tassaq om at han skulle flygte iland. Nu var offeret blevet tavs, og Tassaq så, at da en af brødrene begyndte at øse bundvandet op, var det blandet med blod. Den båd, hvor T. var med, var nærmest land, og da styrmanden ønskede at redde han, gav han igen tegn til at han skulle flygte i land. Da de var kommet lige udenfor stranden, sprang T., der jo kunne svømme, ind mod land. Og en af matroserne prøvede at få fat i ham med bådshagen, men styrmanden, der skældte ham ud, råbte til ham, og han opgav forsøget. Og styrmanden drejede så båden udefter, og han kom således iland, da der ingen folk var i nærheden. Det var det, at T. sikkert ville fortælle om det han han havde set, og da amerikanerne var bange for at han ville sigedet, ville de have dræbt ham. Men styrmanden havde så reddet ham. Det hacde T. i hvert tilfælde selv hørt dem tale om. Da den angrebne tav stille, var der en der øsede blodblandet vand ud af båden. Der var et stejlt stykke dér, hvor T. nåede land, og han så da båden, hvor mordet blev begået, vende mod land og styre i retning mod ham. Og da han var kommet et godt stykke videre, så han ikke længere kunne se stranden han var kommet fra, forsvandt båden ind mod land. Og så rullede han en stor sten ned i den retning for at give dem en forskrækkelse, idet han ville forhindre dem i at komme i land. Han havde jo mistanke om, at de så ville prøve at forfølge ham over land. Da T. var blevet fri, og da han vidste i hvilken retning Prøven lå, gik han til fods til et sted uden for øen, idet han derfra ville give signal til kajakfangere. Han søgte efter en hule, hvor han kunne holde til, og da han havde tilbragt tre dage der, kom der to kajakker fra Prøven

på udkig efter ham. Og de traf ham og reddede ham. Det viste

sig, at da de to både var kommet til Prøven, var ingen folk i Prøven klar

over, at der havde været en grønlænder med. Men en af amerikanerne,

der i hemmelighed og øjensynlig var godt ængstelig, gav tegn til de

voksne om, at han havde noget at sige, og mange af de voksne kunne jo forstå engelsk. Og da han fortalte, at der var en grønlænder, de havde efterladt efter at han var kommet i land, søgte de straks efter ham og traf ham, inden han begyndte at sulte. Amerikanerne havde begravet den dræbte på land inden de nåede Prøven, og det sted hvor amerikanerne havde begravet liget, kalder man Sisujasoq (Stedet der er tilbøjeligt til jordskred), og grunden til det er, at der jævnligt sker jordskred der. Idet man regnede med, at der lå en hvid mand der, havde de gamle prøvet at tage varsel af det.

Når rejsende om sommeren enten i kajak eller på bærtogt, kom i nærheden

af graven om sommeren og hørte nogen tale engelsk, så ville det aldrig

slå fejl, at der kom skib til Prøven den dag. Alexander (Tassaq) var

blevet bange for at træffe de andre i Prøven, og han undgik dem så. Men

folk havde dog en dag set, at kaptajnen og styrmanden talte med åbenbart

den ældste af brødrene ude i det fri, og det var især kaptajnen der talte

til ham. Og da kaptajnen begyndte at tale uafbrudt, samtidig med at han

pegede op mod himmelen, holdt den anden op med at svare igen og begyndte

at græde, og så gik styrmanden fra dem. Han havde åbenbart fortalt om,

hvad disse brødre havde gjort. Året efter havde T. hørt, at de brødre, da

de var kommet til Amerika, var blevet lukket ind i et mørkt sted. Dengang

da han sov i en hule overfor Prøvens ø, så han i sin drøm to gamle mænd,

der sad på hver sin side af hulens åbning, idet de vendte ryggen til ham.

Og i al den tid han var i den hule, drømte han hver gang han sov om de to

voksne. Den ene var grønlænder den anden europæer. Og da han var kommet til et beboet sted holdt han op med at drømme om det. Og han syntes således, at det sikkert var hans bedstefædres sjæle. Han havde selv aldrig set sine bedstefædre, hverken sin farfar eller morfar.

I min barndom har jeg jævnligt set Tassaq, da han boeåe ved Tasiussaq / Tasiusaq, og jeg så ham både sommer og vinter. Han kom jævnligt på besøg hos sin gifte datter (?), som boede ved vores boplads. Og dengang var kateketen i Tasiusaq også en hvis far var

dansk koloniarbejder i Upernavik. Mine forældre kaldte hans far for

Nakungasoq (den skeløjede). Han hed Olsvig. Det var meget klart at han og T. havde boet sammen i deres barndom, fordi de havde meget at fortælle når de traf hinanden, og de havde mange sjove ting at fortælle. Denne kateket Niels Olsvig døde i Augpilagtoq / Aappilattoq som udstedsbestyrer efter at jeg var blevet voksen. Andre Tasiusaq-boere fortalte at engang om vintereren, da de var ude på det vante udkigssted, begyndte de at tale om, at fangeren Enok, som var gift med T.'s storesøster, og som var taget til Upernavik, nok ville komme tilbage. Og T. sagde: 'Åh, bare Enok kommer med en flaske brændevin. Og Olsvig, der stod ved siden af sagde: 'Så ville han nok slå dig i hovedet med sin store nøgle.' Og så sagde den anden med et grin: 'Hvis han slår mig i hovedet, så kaster jeg ham i jorden.' Og når de traf hinanden, så snakkede de på den måde med hinanden. Niels Olsvig var storfanger til trods for at han var kateket. Og han har fortalt mig, at engang han var kateket i Tasiussaq fangede en ung, fuldvoksen netside-han. Og han havde aldrig set magen til stor netsidehan. Det var ved et sted indenfor Tasiusaq, de kaldte for Tasinngortoq (Den indelukkede sø), men nu har isen trukket sig tilbage, så nu er den ikke mere indelukket. Alene da han solgte spækket fra den sæl, fik han 9 kr og 40 øre. Det var 235 pund, så efter målene idag, ville det være 117 kg. Og læserne kan så selv regne ud hvor meget spæk til nedsaltning kostede pr. kg.

Og her slutter jeg så de fortællinger, jeg har fået fortalt. Der kunne

måske være mere, men jeg sender en hilsen til læserne.

Kuvdlorssuaq Maj 1957.

Martin Nielsen.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen er Marteeraqs oplysninger om Tassaqs slægtninge næppe korrekte. Enok var gift med hans søster, og Tuuaaqs far hed Kornelius og ikke Aviu.

Når Marteeraq desuden omtaler Tuuaaq som Paangus yngste søn, er han på vildspor, idet Tuuaaqs efterkommere hed Eliassen, dvs. at et af dennes navne var Elias. Men Paangus yngste søn havde ikke Elias blandt sine navne.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Rink har sammenstykket en version af 6 varianter inkl. denne i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 og 68, hhv. ss. 198 - 205 og 205 - 206.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1) og 54(2), hhv. ss. 308 - 317 og 317 - 319: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok, 2.: The First Meeting of the Kaladlit ... ".

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om grønlændernes første møde med nordboerne.

Fra et sted syd for Nuuk tog en konebåd afsted nordover. Det var i gamle dage, hvor der ikke boede så mange mennesker i Grønland. I Nuuk traf de ingen mennesker. Der var høje skrænter ovenover stranden med de mange rullesten, og der var mange sortebær / revlinger på skrænterne. Herfra tog de ind i fjorden til Kangersuneq. Øst for Qoornoq i bunden af Kangiusaq (? BS) fik de øje på et stort hus. Da de kom derhen, opdagede de, at beboerne ikke var grønlændere. De var qallunaat (hvide mænd). De var faktisk nordboere. Nordboerne var glade for at få besøg, for det var første gang, de så grønlændere. Men grønlænderne var bange for dem, selv om disse elskede dem. De brød snart op og tog af sted igen, selv om nordboerne opfordrede dem til at blive. De roede videre til Kangersuneq og så, at der boede mange nordboere på Ilulialik, Ujarassuit, Ivisaartuut og Nunatarsuaq, men så snart de havde set det sejlede de hurtigt videre - ud af fjorden. Når de på deres rejse mødte andre grønlændere, der boede længere væk - for der var ikke så mange mennesker i området - fortalte de om nordboerne. Rygtet om de mange nordboere i Nuuk-området fik flere konebåde til at tage ind i fjorden. De endte med at bo sammen med nordboerne, da de opdagede, at de var venlige og elskværdige. Siden kom der flere konebåde til. Nyheden om, at grønlænderne og nordboerne levede fordrageligt sammen, fik mange til at bosætte sig i området. Grønlænderne opdagede, at der også var nordboere såvel i Kapisillit som i Ameralik.

Det fortælles, at en nordbo og en grønlænder i Kapisillit blev meget gode

venner. Grønlændere og nordboere kunne efterhånden forstå hinanden, og nordboerne

i Ujarassuit fik en grønlandsk pige ved navn Navaranaaq til kiffak og kom til

at holde meget af hende. De to venner i Kapisillit, nordboen og grønlænderen,

var altid sammen og kappedes om, hvem der der skød længst og ramte bedst med bue og pil. Det var dengang da bue og pil var den eneste form for skydevåben.

Nordboerne og inuit morede sig over, at de to venner var så

lige. Deres pile ramte altid målet ved siden af hinanden. En dag da de skød om

kap i overværelse af nordboere og inuit, sagde nordboen til sin grønlandske ven:

"Lad os gå op på det høje fjeld og skyde til måls efter et skind af en

fuldvoksen renbuk uspilet på jorden på en ø under fjeldet. Den, der

rammer ved siden af, skal skubbes ned ad den stejle skrænt." Da nordboen sagde

sådan, svarede grønlænderen: "Det vil jeg ikke gå med til. Vi er venner og ingen

af os skal dø." Men nordboen blev ved og mere og mere ivrig, selv om hans

grønlandske ven advarede ham. Til sidst sagde de andre nordboere til

grønlænderen: "Pyt med det, lad ham dog blive skubbet ned ad den stejle skrænt,

når han så gerne vil." Sådan sagde de om deres landsmand, fordi han var så

stædig. Til trods for grønlænderens protest var de nu på vej op til fjeldet

fulgt af mange grønlændere og nordboere, mens andre var i lag med at spile

skindet af en fuldvoksen renbuk på en lille ø under fjeldet. Nordboen var den

første, der skød. Ham ramte ikke skindet. Grønlænderen sendte nu sin pil af sted

og ramte skindet lige i midten. Det blev sådan, som nordboen ville have det. Han

blev skubbet ned af den stejle fjeldvæg i overværelse af hans landsmænd, som

ikke gjorde noget for at hindre det, når det nu var det han ville. Det ødelagde heller ikke det fordragelige forhold mellem nordboerne og grønlænderne.

Det store fjeld, hvor nordboen og grønlænderen skød om kap, gav grønlænderne

navnet Pisissaarfik - stedet, hvor nordboen og grønlænderen kappedes på bue

og pil.

Efter denne begivenhed var der fortsat fred og fordragelighed. Navarannaaq, som var kiffaq hos en nordbofamilie på Ujarassuit i Kangersuneq, fik for vane at sige til dem: "Grønlænderne er vrede på jer." Og til sine landsmænd sagde

hun: "Nordboerne vil komme for at udrydde jer." Hun løj jo, for der var

fordragelighed mellem dem. Til sidst fattede nordboerne dog tiltro til, hvad Navaranaaq sagde, og blev vrede. Engang mens mændene fra Kussangasorsuaq ved mundingen af den fjord, hvor Ujarassuit var beliggende lå, var på rensdyrjagt, tog nordboerne herhen for at udrydde dem. Mens de myrdede løs i teltene, slap der to kvinder ud, den ene med sit barn i rygposen - det første barn, hun havde fået lov til at beholde, for de forrige døde altid som spæde. Nordboerne gav sig til at forfølge de to kvinder. Den ene fik held til at krybe ind i en klipperevne, og

kvinden med barnet på ryggen sprang op på en stor sten, lige før nordboerne nåede

hende. Forfølgelsen fortsatte. Flere gange forsøgte de forgæves at ramme hende

med øksen, netop som hun sprang op på en stor sten. Til sidst blev hun træt

og de dræbte hende og barnet.

Da nordboerne var taget af sted, vendte kvinden fra klipperevnen tilbage

til teltene og blev klar over, at alle de andre var blevet dræbt. Mændene kom hjem

fra rensdyrjagten og så, at kun én var tilbage af deres kvinder. Især var

manden til kvinden med barnet i rygposen meget vred. Han rejste rundt blandt sine

landsmænd efter én, der var dygtig til trylleformularer / serratit. Endelig

fandt han en. Ham fik han til at bo hos sig og gav sig til at bygge en ganske

almindelig konebåd, som han ville bruge, når han skulle hævne sig på nordboerne.

Den blev betrukket med hvidt frostbleget sælskind og med noget mørkt

indimellem. Derefter fremsagde den dygtige mand formularer over den. Da betrækket blev tørt, var den på prøvetur med mennesker i. Set fra land lignede konebåden noget snavset kalvis, noget hvidt og mørkt indimellem hinanden. Ikke et menneske var at se, selvom der var mange ombord. Folk i konebåden kunne gennem små

kighuller hist og her på siden se alt udenfor.

Så råbte konebådsbyggeren ud til dem indefra land: "Lad den gå i stykker og vælte

rundt." Den væltede rundt og gik i stykker nøjagtigt som et (kælvende) isfjeld

af hvide og mørke isstykker. Da disse stykker drev i land, gik folk i land

forskellige steder. Konebådsbyggeren gjorde et eller andet ved den, og den blev

igen til en båd. Med disse egenskaber fandt man båden velegnet til det planlagte angreb på nordboerne.

De tog ind til Ujarassuit og for at overliste nordboerne. De fandt alle

husene tomme. Det viste sig, at de havde anet uråd og var rejst til Ameralik for

dér at slå sig ned i samlet flok - sammen med de andre nordboere fra Ivisartut,

Nunatarsuaq og Kapisillit. Da manden til kvinden med barnet i rygposen fik dette

at vide, tog han sammen med alle de andre af sted til Ameralik. Netop som de kom

ind i Ameralik og befandt sig vest for det sted, hvor nordboerne havde samlet

sig, begyndte det at blæse ind ad fjorden. I deres specialbyggede konebåd,

hvor manden, der var dygtig til trylleformularer, også var med, var de

nu på vej ind til nordboerne. Desuden tog et ret stort antal mennesker vejen

over land. Nu viste husene sig - store huse, der var malet eller betrukket

sorte. I gamle dage var amernerutit (betræk) betegnelse for farver. Først efter

denne kamp mellem grønlændere og nordboere fik fjorden navnet Ameralik.

Den blide fjordvind førte konebåden ind mod land. Da den nærmede sig

kysten, kunne de fra båden se, at folk skiftedes til at holde udkig. De gik hele tiden ind og ud af huset. En af dem kiggede meget grundigt over mod

konebåden med hånden over øjnene og råbte ind: "Nu kommer grønlænderne." Folk

styrtede ud, og man hørte en af dem sige ganske tydeligt: "Det er ikke en konebåd,

det er et isfjeld." Efter den bemærkning sagde konebådsbyggeren:

"Lad den gå i stykker og vælte rundt." Den væltede rundt og gik i stykker som et

isfjeld - i hvide og mørke isstykker. Da de drev til land, sagde de til

trylleformulareksperten, at han skulle fremsige en formular, der bevirkede, at ingen kom ud af huset. Da der ikke længere kom nordboere ud,

fyldte de gangen med kvas og en af dem hentede ild fra et hus, der lå længere

mod vest og som hed Nuriarsiaq (det kan også være navnet på stedet). Så stak de ild til kvaset. De kunne se, at nordboerne inde i huset brugte kraniet af kvinden med barnet i rygposen som et spil ved at dreje det rundt omkring en pind, som de

havde stukket op i kraniets bageste del. Hendes mand blev rasende da han så det.

Først da flammerne nåede ind i stuen, blev nordboerne klar over, hvad der

skete. Alle, der forsøgte at komme ud, blev dræbt af pile. Manden til

kvinden med barnet i rygposen kiggede efter nordboernes fører. Endelig så han

Uunngortoq springe ud gennem vinduet med sin lille søn under armen, og han

satte efter ham. Han var lige ved at indhente ham, da de passerede en

sø. Da smed nordboen drengen, han havde med, ud i søen, efter at have givet ham

knus og kys, hvorefter forfølgeren sakkede agterud, så at han ikke fik dræbt

nordboen. Men alle de øvrige nordboer blev udryddet. Uunngortoq var den eneste,

der slap levende fra det. Da de kom tilbage til bopladsen, løb de rundt

med Navaranaaq slæbende efter sig, idet de med mellemrum spurgte hende, om hun nu

var glad. Mens de endnu slæbte hende, døde hun af blodtab.

Var.: Søg på Uunngortoq; Navaranaaq

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik. Betegnelsen qallunaatsiat, de ondsindede qallunaat, findes kun i overskriften og to gange i teksten, der er en seminarieelevs afskrift af den nu tabte original. Ellers bruges den mere neutrale betegnelse qallunaat i hele teksten. Som betegnelse for grønlænderne bruges inuit og kun nu og da kalaallit. Om skellet mellem betegnelserne qallunaat (hvide, europæere) og qallunaatsiat, der på et tidspunkt i kolonitiden blev den gængse betegnelse for nordboerne, se "Fortolkningsmuligheder" i Vejledningen under De hvide.

Denne version er ikke publiceret af Knud Rasmussen. I hans Inuit fortæller, II 1981: s. 30 - 32 er Rinks bredt resumerede version af Arons Qivaaqiarsuk trykt ord til andet. Se ID 69.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Fortællingen om Qivaaqiarsuk.

Det fortælles at Qivaaqiarsuk boede inde i fjorden men hørte at der ude ved Kangeq altid var mængder af fangstdyr. Længe holdt han det han havde hørt for sig selv, men så bestemte han sig omsider til at tage dertil og overvintre, og da det blev forår tog de til Kangeq for at overvintre. Da de nåede Kangeq var han kommet til et område netop så rigt på fangstdyr, som han havde hørt. Imponeret over det kunne han dårlig bestemme sig til hvad han skulle jage, mens han i husbygningsperioden hele tiden kom hjem med fangst. Desuden var der masser af helleflyndere og alt muligt andet at fange. Efterhånden som efteråret skred frem blev der kortere og kortere mellem grønlandssælerne, og Qivaagiarsuk landede flere og flere fangster.

       En dag var han ude sammen med mange kajakmænd fra Kangeq på deres fangstfelt. Det var en dag med mildt og meget smukt vejr, og de gjorde holdt dér hvor de ville ligge på lur efter fangstdyrene. Qivaaqiarsuk, der som altid var opmærksom på omgivelserne, spejdede rundt, og da så han at det var begyndt at fyge inde fra fjeldene af en fralandsstorm, og at fjeldene så helt lodne ud. Han blev ved med at holde øje med dem og så, at det efterhånden begyndte at fyge helt ude ved kysten. Han roede hen til en af sine kajakfæller og sagde: "Nu har vi snart stormen over os, for de store fjelde er begyndt at fyge af en fralandsstorm." Men den tiltalte sagde bare: "Stormen når næppe herud." Da han ikke sagde mere, forlod han ham bare. Netop som han fjernede sig, nærmede fygningen sig endnu hurtigere. Så nåede den ud til de yderste fjeld og lignede nu en stor sky. Han roede hen til en kajakfælle og sagde: Når fralandsviden ter sig sådan, er det ikke nogen blid vind der kommer. Nu falder stormen over os." Først nu blev hans kajakfæller opmærksomme og klar over faren. De samledes allesammen, bandt alt det fast der kunne fastgøres, og så var der ellers ingen der virkede tunge og langsomme da de alle gav sig til at vende rundt med kajakken for at gøre helpelsen blød og smidig. Og nu var kysten helt forsvundet i den forfærdelige fygning. De var kun lige begyndt at ro indefter da stormen var over dem, så alt blev usigtbart og de ikke længere kunne se land. Først fulgtes Qivaaqiarsuk med de andre kajakmænd, men da han syntes det gik for trægt fordi de var for langsomme, roede han i forvejen. Meget længe kunne han intet land se forude, og han var blevet helt utålmodig efter at få land i sigte, da han pludselig fik øje på land ret fremme. Han søgte længe at finde ud af hvor han var, men så begyndte det at lysne og han kunne slet ikke genkende de mange omkringliggende øer. Da så området i syd blev synligt og han fik set nærmere på det, genkendte han fjeldene ved Kangeq langt dernede sydpå. Han var faktisk nået til land ved øgruppen Satsissunnguit, fordi vinden havde bragt ham et godt stykke ud af kurs. Da han nu endelig genkendte omgivelserne og det klarede op hele vejen sydpå, roede han i den retning. Da han kom hjem så han, at alle de mange mænd fra Kangeq endnu ikke var kommet hjem, og de ventede og ventede, men det blev aften uden at nogen endnu var kommet hjem. Ikke en eneste af alle de mange kajakmænd fra bopladsen kom tilbage.

       Da Qivaaqiarsuk nu havde mange mennesker at forsørge tog han på fangst og harpunerede sæler efter antallet af kvinder i Kangeq. Når han mente han havde fanget nok vendte han hjem, og når han havde givet de mange Kangeq-enker hver en sæl at slæbe op, slog det lige til, og hver havde fået sin sæl at trække hjem. Således sørgede han for at ingen kom til at mangle noget.

       Mens han sådan sørgede for at alle fik hvad de havde brug for, blev det rigtig vinter. Så en dag var Qivaaqiarsuk for en gangs skyld ikke taget på fangst men beskæftiget med noget håndværk. Det var springtid og meget lavvandet netop på det tidspunkt. Netop da ebben var på sit laveste blev der råbt ind af vinduet:

"Man beder Qivaaqiarsuk om at ro os allesammen ud til det lille skær, for vi ville gerne ud og samle søl (spiselig rødalge)." Qivaaqiarsuk reagerede ikke på det. Efterhånden blev der råbt oftere og oftere. Da han så blev træt af råbene og de stadig ikke ville gi' sig, lagde han til sidst sit arbejde fra sig og kom ud. Og da han havde bragt sin kajak ned til vandet roede han kvinderne over til skæret (en for en). Da han havde fået dem over allesammen bar han sin kajak op, og da han var inde igen fortsatte han med sit håndværk. Nogen tid senere var havet begyndt at stige igen, og så blev der råbt: "Man beder Qivaaqiarsuk fragte os ind fordi vandet stiger." Han reagerede ikke og deres råb blev efterhånden mere og mere bønfaldende. Til sidst klamrede de sig fast til hinanden derude. Da højvandet nåede op over dem kunne man høre dem skrige, og da det yderligere steg, blev der endelig stille.

       Først da højvandet var nået op over dem gik han ned med sin kajak og roede ud til dem, og derude flød de rundt omkring i vandet. Det tog sin tid at få fragtet dem ind. Men da han havde fået dem op på land allesammen, sprættede han maven op på den mest fjantede af dem og skar mavesækken ud, tog den med hjem og pustede den op, og så hængte han den op til tørring. Hver morgen når han følte efter, fandt han den endnu ikke tør nok. Så en morgen da han var vågnet og følte efter, gav den en ganske svag trommelyd fra sig, for nu var den knastør.

       Han gjorde sin kajak klar, bandt spilopmagerens mavesæk fast på tværremmene på sin kajak og roede stik udefter. Da han var kommet lidt forbi det store skær fik han øje på netsider, der i en stor flok svømmede hastigt indefter uden at dykke. Da han var kommet ganske tæt ind på dem, satte han farten op og kom midt ind i flokken, hvor han slog løs på dem med spilopmagerskens mavesæk mens han sagde: "Kom aldrig mere ind (bliv aldrig ?) bag øerne i så stor en flok", og mens han stadig slog løs på dem kom han ud af midten og forbi flokken. Så bandt han igen mavesækken fast på tværremmene på sin kajak. Kort efter han var forbi flokken traf han på en stor flok sortsider, der svømmede indefter uden at dykke. Han satte igen farten op og kom ind midt i flokken, rev den tørrede mavesæk fra kajakkens tværremme og slog igen løs på dem med samme ord: "Kom aldrig mere ind bag øerne i så stor en flok." Igen nåede han forbi flokken uden at mavesækken gik i stykker. Han fortsatte med at ro udefter, og da han nu var forbi denne flok fik han øje på en endnu mørkere stime. Tæt på så han at det var en stor flok fuldvoksne grønlandssæler der svømmede indefter, og igen uden at dykke. Igen satte han farten op, slog også løs på dem og gentog sin frase: "Kom aldrig mere ind bag øerne i så stor en flok." Mens han fortsatte med at slå kom han midt tværs igennem flokken. Da mavesækken stadig holdt roede han videre udefter. Langt ude til havs fik han øje på et lille isbjerg som dønningerne løftede op og ned så det indimellem forsvandt i havet. Da han roede derhen og næsten var fremme, satte han farten op, og netop som det igen hævedes op af vandet, rev han den tørrede mavesæk af sine kajaktværremme, slog på isfjeldet af al kraft og kunne ikke høre andet end en ringen for ørerne. Han følte det som om han var ved at besvime. Det varede en rum tid før han genvandt bevidstheden og fik set på det han havde i hånden: Mavesækken var sprængt. Qivaaqiarsuk roede så mod land og kom hjem uden at have fanget noget. Senere forlød det at folk på de omkringliggende bopladser den dag havde oplevet at det spøgte med tordenagtige brag.

       Da Qivaaqiarsuk hele vinteren ikke havde truffet andre mænd ønskede han nu og da at få gæster, fordi han levede ene mand blandt kvinder. Da dagene tog til at længes var der så engang han først tænkte på at tage til havs, men i stedet bestemte sig til at tage på fangst syd for bopladsen. Han tog af sted og ville forbi Qeqertangusakkuluk på fangst. Vest for øen havder der siden efteråret ligget et stort isfjeld på grund. Han var nu lige ved at passere det store isfjeld da han ud af øjenkrogen fangede en lille sort plet i strømhvirvlen ved det store isfjeld. Han vendte øjnene derhen og så nu, at spidsen af en kajak var på vej op mens den drejede rundt i strømhvirvlen. Mens han kiggede på den dukkede der en kajakmand op af vandet, helt lysblond og med et stykke hvidhvalshud klemt fast under sine kajaktværremme. Da han var helt oppe, dukkede endnu en kajakspids op af vandet, mens Qivaaqiarsuk bare sad og så på. Op kom så en anden kajakmand, og han var helt igennem grønlænder. Kun hans øjne lyste op i ansigtet, og han havde et stort stykke mattak af en ung hvidhval klemt fast under sine kajaktværremme. Begge sagde at de var kommet for at besøge ham, og Qivaaqiarsuk blev meget taknemmelig over igen at træffe andre mænd. De fulgtes med ham hjem og selv om han bad dem blive natten over, tog de af sted hen på eftermiddagen.

De store stykker mattak som de var kommet med som gæstegaver, havde han ikke lysttil og spiste ikke af dem. Næste dag tog han på fangst, og da han var væk kom hans kone i tanker om dem og spiste noget af dem. Da Qivaaqiarsuk havde været ude på fangst og kom hjem, opdagede han at hans kone havde mistet forstanden i den grad at det var umuligt at styre hende. Kajakmændene var altså kommet med disse gæstegaver for at få Qivaaqiarsuk til at miste forstanden. Da konen døde uden at være blevet rask, siges det at Qivaaqiarsuk det følgende forår vendte tilbage til sin boplads inde i fjorden uden at have taget sig en ny kone.

Her ender fortællingen.

Oversat af Apollo Lynge, revideret af Signe Åsblom.

Var.: Qivaaqiarsuk.

Tolkning: Det forklares ikke hvorfor Q. forbyder de tre sælarter at komme ind i store flokke bag øen. I Arons variant sker det, fordi Q. på vej ud forbi øerne har svært ved at passere de tætte stimer. Hos Aron (se ID 69 med kommentarer) ender Qiv. med at dø af sult, fordi han har forbudt sælerne at komme i sådanne mængder. Måske skal det yderlige begrunde at mængden af fangstdyr ikke længere er så overdådig ved Kangeq som de gamle sagn fortæller. Det er forklaringen i Simon Nielsens version, der imidlertid lader Qiv. afhjælpe mangelen med de mange sæler han skaffer med den oppustede blære. Varianten blev fortalt i Grønlands Radio efter 2. verdenskrig og er analyseret af Arnaq Grove i hendes Ph.D. afhandling: Nedskrivning af nyere grønlandsk mundtlig fortælletradition. Upubl. Institut for Eskimologi, 2000.

Oversættelse: Robert Petersen (til lydbånd, renskrevet af Keld Hansen, revideret af Birgitte Sonne).

Orig. håndskr. : Findes kun på tryk i den nævnte nordgrønlandske avis, Avangnâmioq.

Oversættelse:

Pângo / Paangu og hans slægt.

Jeg vil lige fortælle om et par gamle mennesker, jeg kender fra min

barndom. Og derfor vil jeg først lige fortælle om, hvor jeg til

bragte min barndom. Da jeg fik min forstand boede vi i Upernavik norddistrikt lidt nord for udstedet Tasiussaq / Tasiusaq på en boplads der kaldes Itivdliarsuk / Itilliarsuk.

Dengang boede vi sammen med Paangu og hans kone, der var meget gamle, og

deres børn. De to gamle, der var holdt op med at tage nogensteder hen (rejse), havde i den tid, jeg kan huske, 8 børn. 4 sønner og 4 døtre. Alle sønner var fangere og havde hver deres hus. Og de to gamle boede hos deres yngste søn. Når Paangu ville besøge en af de andre børn bar man ham på ryggen, men åbenbart var hans kone noget yngre, for hende førte man ved hånden.

De to gamle havde været hedninger før, og var først blevet døbt som

voksne. Efter dåben var de holdt op med at følge vore forfædres tro eller

tabuskikke, og man kunne ikke høre dem tale om sådan noget. De havde

fuldstændig opgivet forfædrenes skikke, og vi hørte heller ikke noget fra

deres børn om forfædreskikke, og jeg har ikke noget at fortælle i den ret-

ning.

Da Paangu endnu var udøbt, hed han Avio / Aviu, og da han blev døbt fik han navnet Gabriel. Men dengang jeg kan huske, var man begyndt at kalde ham Paangu. Og man havde givet ham det tilnavn, fordi han havde boet på øen Paangutsit lidt nord for Tasiusaq. P. havde været en ualmindelig dygtig fanger i sin ungdom, og hans sønner var også storfangere. Hans sønner var egentlig 5, men den ældste døde som ganske ung, da han sammen med en af sine yngre brødre var på jagt og blev ramt af vådeskud. Han døde endnu inden jeg blev født. Jeg ved ikke om Paangu havde morsomme historier, men i min barndom var jeg ikke særligt interesseret i, hvad han kunne have at fortælle.

Så derfor er ikke meget jeg kan huske om ham, men jeg kan alligevel for-

tælle to historier som han har fortalt til min far, og de lyder som følger:

Paangu kunne regne sig selv for en medskyldig i mord, idet han som barn

og før de blev døbt havde set nogen blive dræbt. Det var sansynligvis i 1812 (jvfr. Avangnâmioq 1932 nr. 7. Kolonien Uummannaq s.59, hvor man omtaler drabet på Neruaq). Han havde set det drab blive begået på Saattut i Uummannaq distrikt. En mand kom på et tidspunkt fra en af deres nabobopladser på besøg hos sin gifte steddatter, der boede ved Saattut. Og da han skulle køre hjem, kom blandt andre mænd den mand som skulle dræbe ham hen til ham.

Han havde begge armene inden i pelsens krop. Det viste sig at han havde en stor kniv inde under pelsen, og den havde han i hånden. Den mand der skulle køre, havde hunde, der havde fået skåret deres trædepuder i forårssneen og gik dårligt. Da han skulle rejse, var der nogen af de tilstedeværende der trak lidt bagud i hans slæde. Og han fattede ikke mistanke, men gik hen til en af hundene, der skulle ordnes. Og da han gjorde det, trak morderen begge armene ind i ærmerne, så kniven blev synlig, og så løb han bagfra ind på manden, greb ham om livet, kastede ham på isen og kastede sig over ham. Og hans arme bevægede sig sådan, at man skulle tro han plukkede græs. Han stak ham i forskellige dele af kroppen, og under alle disse stik, skreg offeret i vilden sky.  Man ved ikke rigtigt i hvilken del af kroppen der blev stukket, men det var ikke til at glemme lige med det samme.

Da han var blevet dræbt, skar de ham over i to dele og efterlod ham på isen. Og han (Paangu) der var dreng, ventede sammen med en anden dreng til det var blevet aften, og om aftenen da de voksne var faldet i søvn, gik han hen til offeret for at se nøje på det. Og det der slog ham var, at bugmusklerne var så tykke. Det var den historie om det han så som hedning, og en anden fortælling fortalte han fra en tid efter at han var blevet kristen, døbt, og boede ved Paangutsit. Og den lyder således:

Som voksen og gift flyttede han nordpå og boede på en ø lidt udenfor Tasiusaq på Panguteq, idag kaldet Pângutsit / Paangutsit. Dengang, midt om vinteren, kørte han nordpå på bjørnejagt, idet han havde et hundespand på l0 hunde. For han plejede at finde det antal tilstrækkeligt. Efter at han var kommet et stykke nordpå, begyndte han at løbe et stykke ved siden af slæden. Og mens han gjorde det, begyndte hundene at få fært af noget længere fremme, og straks kunne han ikke indhente dem og springe på slæden. Da hans hunde var dresseret til bjørne jagt, var han klar over, at det var en isbjørn, de kunne lugte, og inden længe, løb han også på bjørnespor. På den strækning var sneen tykkere, og hundene begyndte at have besvær med bjørnesporene, fordi de trådte i dem. Og da de kørte noget langsommere, indhentede han dem og sprang på slæden. Sporet blev friskere,

og han var klar over, at bjørnen ikke var så langt væk. Til sidst begynd-

te han at løsne de hunde, som han plejede at tage ud, når han var i nærhe-

den af bjørn. På det tidspunkt var han ikke klar over, at det var en me-

get sulten isbjørn, han havde foran sig, og at den kun ventede på at der

skulle komme levende væsener i nærheden, så den kunne æde dem.

Da han havde løsnet hundene, fór de rask af sted uden tøven og uden at

tvivle på at han ville nedlægge bjørnen, løsnede han flere hunde. Da han

kunne se bjørnen, var han stadig ikke klar over hvordan det var fat og han løsnede derfor resten af hundene. Sådan plejede han jo at gøre. Først da han var kommet nærmere bjørnen, gik det op for ham, at han denne gang var kommet ud for en bjørn, der ikke tænkte på flugt. Da den første løsnede hund nåede op til  bjørnen, vendte  bjørnen  sig mod den og angreb den, dræbte den og begyndte at æde den. Og så skete det, at Paangus flintebøsse tilfældigvis ikke ville skyde, idet krudtet blot fusede af uden at knalde.

Bjørnen angreb nu hundene og løb også efter ham. Og da han ikke

kunne være til megen nytte, tænkte han nu på flugt. Og da han ikke kunne

få hundene væk fra bjørnen, og han kun havde en bøsse, der ikke kunne sky-

de, vendte han ryggen til og stak i løb hjemefter.

Efter at have løbet et stykke kiggede han sig tilbage, og da han

havde overbevist sig om at bjørnen ikke fulgte efter, fortsatte han med at løbe. Til sidst kunne han ikke mere se bjørnen og hundene. Og da han

var kommet mere end halvvejs til nogle små øer, som

kaldtes Sãtúnguit / Saattunnguit, lagde han sig på maven på isen med ansigtet mod det sted han kom fra og fik vejret. Og da han rejste sig derfra, løb han uden at standse hjemad og nåede hjem. Den strækning, som Paangu løb dengang på flugt var omkring 6-7 mil. Da ingen af hundene kom hjem, tog han afsted med nogle af husfællerne, for at se hvordan det stod til, og hvor bjørnen var taget hen. Da de var fremme i nærheden, så de at bjørnen ikke havde flyttet sig, og at resten af hundene stadig løb omkring den og gøede af den. Paangu havde først troet at det var en lille bjørn, sådan tænkte han på det, men nu kunne de se, at det var en kæmpe-bjørn. Den var nu mæt, og havde strakt sig, og nu kunne de altså se, at det var en kæmpestor bjørn.

Den havde dræbt 5 af hans hunde, og havde så ikke gjort noget ved de 5

andre. Og bjørnen så ud som om den havde rødlige hår om hovedet, men det

var blod. Da hans kammerater ville skyde på den, sagde Pângo, at han ville

være den første til at skyde, fordi bjørnen havde givet ham sådan en forskrækkelse dagen før. Og da de gav deres samtykke, skød han den

før de andre. Og da han skød, faldt bjørnen på stedet. Han havde ramt den lige i hjertet. Isbjørnen havde været meget sulten og var kæmpestor, og den havde ædt 5 hunde før den blev mæt.

Den første hund havde den ædt således, at der kun var hovedet og halen

tilbage, og selv knoglerne havde den tygget igennem. Men resten havde

den kun ædt kødet af og havde levnet knoglerne. Og da var den blevet

på stedet og var begyndt at fordøje, muligvis for at den derefter kunne

æde resten af hundene. Men de nåede frem inden og dræbte den. Da

Paangu tænkte på gårsdagens hændelser, kom han i tanke om, at bjørnen, da

den begyndte at løbe efter dem, ikke bare løb forbi slæderne men standsede ved den, og han så hvordan hans slædeskind blev forstyrret rodet rundt af den. Og da han så nærmere efter viste det sig, at den også havde ædt et stykke af hans slædeskind på det sted, hvor han plejede at sidde. Da bjørnen var ordnet, begyndte de at køre hjemefter til de tilbageblevne der var temmelig ængstelige. Og da de kom i nærheden af bopladsen, kørte en af husfællerne i forvejen for at give dem besked om at de havde skudt isbjørnen. Da han kørte op foran huset, traf han ingen mennesker. Og da han standsede foran huset, fik han lyst til at drille dem først. Han gik fra hundene, løb ind i huset, og da han stak hovedet fra husgangen ind i husrummet, råbte han: 'Isbjørnen har ædt alle de andre. Jeg er den eneste tilbage, og nu er jeg kommet tilbage.' Og så gik han ud i husgangen igen.

Og da han nåede ud til hundene, hørte han en mærkelig lyd. Og da han

lyttede, blev han ikke spor forbavset over at høre dem græde inde i huset.

Da ingen kom ud, gik han ind igen og prøvede at trøste dem, og sagde at

han bare drillede dem, for de havde jo skudt og dræbt bjørnen. Nogle af dem tav straks, men nogle af dem følte sig så trøstede, at de også måtte græde over det. Og resten af aftenen havde de en meget hyggelig og morsom aften. Og først dagen efter repeterede de gårsdagens begivenheder, og da fik de sig et billigt grin.

Det var de to fortællinger jeg kender af dem Paangu fortalte.

Da jeg fik min forstand, boede de to gamle sammen med deres børn. Og den

ældste af deres børnebørn var på det tidspunkt blevet gift. De to af

deres ældste sønner, Aron, der kaldtes Erssaatsoq, og Enok var storfangere, som jævnligt fangede isbjørne. Vi boede sammen med dem og jeg var jævnaldrende med Enoks yngste barn. Først da min far og Enok døde skiltes vi. Vi flyttede til Tuvssâq / Tussaaq, og når jeg så traf vore vore venner fra min barndom, sludrede vi løs og havde det hyggeligt med hinanden.

De to gamle, Paangu og hans kone, døde da jeg kunne huske godt. Og jeg

blev født i 1883 og Paangu døde sikkert i 1888 eller 89, og hans kone

synes jeg, jeg kan huske, døde 1891 eller 92. Det er meget muligt, at de

to gamle havde meget at fortælle, men da Paangu plejede at drille mig, og

hans kone plejede at tage mig i forsvar, var jeg i min barndom ikke me-

get for at være sammen med Paangu. Og på den måde hørte jeg ikke så mange

af hans fortællinger, og det har jeg tit senere været ked af.

Jeg har nævnt, at de ældste af hans sønner var storfangere. På den

tid plejede de om foråret at tage til fangstpladser på øer udenfor Itiv-

dliarssuk / Itilliarsuk, for dér jagede de narhvaler og tørrede kød. Erssaatsoq havde ikke på den tid store sønner, idet hans søn var en af hans yngste børn.

Og da hans ældste datter var ved at blive en stor pige og hun kunne hjælpe

ham meget, havde han vænnet hende til at køre med hundeslæde og fik megen

hjælp af hende, når han kørte ud til fangstpladsen, idet han lod hende

køre en anden slæde og på den måde fik hende til at bringe en del af

deres sager frem. Og hun jagede ulke og hellefisk for ham og var en ud-

mærket skytte, så hun ikke alene kom hjem med fugle, men somme tider

endog med sæler og var sin far en stor støtte. Sådan fortæller man det. Jeg

skal lige fortælle hvad jeg har hørt om denne kvinde.

Denne Erssaatsoq's datter, Elisabeth, vi kaldte hende for Arnaviaq, blev

engang hentet af sin far. De var på det tidspunkt nået frem til

fangstpladsen, og Erssaatsoq var kørt ud til iskanten og kom nu tilbage efter sin datter for at hun kunne hjælpe ham med at få kødet med hjem af en narhval, han havde skudt ved iskanten. Da de skulle køre i en anden

slæde, tog Arnaviaq sin lillebror med. Dengang var lillebroderen be-

gyndt at bruge bøsse, og da de kom til iskanten, begyndte de at flænse

narhvalen i mindre stykker. Netop som de var igang med flænsningen, så

de nogle hvidhvaler komme langs med iskanten imod dem, og faderen sagde

at de skulle tage bøsserne og flytte sig til et sted, hvor hvidhvalerne ville passere. Han havde jo to rifler. Da faderen sagde det, placerede de sig ved iskanten og ventede på hvidhvalerne. Og så kom de ud for dem, indenfor skudhold, og da de kom op, råbte faderen, at når de dukkede op næste gang, skulle de skyde på den nærmeste, den hvide. Og da de begyndte dukke op, og da den hval som faderen anviste dukkede op, skød Arnaviaq først og derefter lillebroderen. Og man skulle ikke tro, at hvidhvalen hørte deres skud, så hurtigt skød de, og den kom op med forluffen øverst.

Faderen havde sin kajak parat og kom i den. Han roede til og harpune-

rede dyret, og det gav ikke engang med et ryk i den. Den var jo dræbt i

forvejen. Da han bugserede den ind, blev de to, der skød den, vældig glade

og råbte op og "kyk'ede" (signalerede ved at råbe kyk). Og netop midt i glæden så de at der kom en slæde. Og de blev endnu mere glade ved at sidde og hygge sig og ind imellem løbe lidt frem og tilbage. Og midt i det var faderen gået hen mod slæden. Og da den standsede, råbte han: Arnaviaq har skudt en knald-hvid hvidhval. Hun har skudt den sammen med sin lillebror. Han var jo klar over at det var datteren der havde knaldet den

i første skud. Da faderen råbte således, begyndte Arnaviaq at skamme sig

over sig selv. Hvordan måtte det ikke være, når folk i nabolejrene hørte,

en kvinde havde skudt en hvidhval, og over hvor mærkværdigt det ville lyde.

Men da hun tænkte således, kom hun til at græde af undseelse, og se

om hun ikke havde været så glad for det lige forinden. Hun satte sig ned

på slæden og tudbrølede. Og ved siden af lå det, hun græd over, den knald-hvide hvidhval. Og naturligvis var hun allerede blevet glad igen, inden de kørte hjem,

fordi faderen og farbroderen havde talt trøstende til hende, og også fordi hun og lillebroderen var to om det. Senere, da hun giftede sig med en storfanger, holdt hun op med at gå på jagt, men da hun blev enke, begyndte hun igen at fange for sig selv, især ved kystfiskeri, og på den måde fik hun megen nytte af det hun havde vænnet sig til i sin ungdom. Men senere, da hun var blevet fødselshjælperske, holdt hun op med at tage på fangst, og hun døde efter at have opgivet fangsten. Denne Elisabeth, Arnaviaq, blev kort efter 1900  oplært i fødselshjælp af læge A. Berthelsen i Uummannaq og mange af Uummannaq-boerne vil endnu kunne huske hende.

Paangu's allerede nævnte ældste børn, Erssaatsoq og Enok, var storfangere, som ofte kom hjem med isbjørne. Dengang jeg (var blevet gammel nok til at, BS) kunne huske godt, faldt den ældste, Erssaatsoq, gennem isen, engang da de boede lidt indenfor Itivdliarssuk / Itilliarsuk ved Ikerasârssuk / Ikerasaarsuk. Han faldt gennem isen og druknede. Hans lillebror Enok boede vi sammen med indtil han døde, og jeg var jævnaldrende med hans yngste børn. Før jeg blev voksen døde Enok, men på det tidspunkt var hans ældste sønner blevet fangere. Og vi boede i nogen tid sammen med dem. Først da min far døde, skiltes vi, idet vi flyttede tit Tuvssâq / Tussaaq, da min mors lillebror hentede os.

I den første tid efter at vi skiltes fra dem, savnede vi dem meget,

for de var gode og venlige naboer. Men det viste sig, at den sommer vi

flyttede til Tussaaq, flyttede også Enoks børn til Nutaarmiut, som var

et beboet sted på den samme ø, hvor vi boede før. På det tidspunkt var

Enoks to ældste sønner gift og havde børn. Efter at vi skiltes, har jeg

ofte husket dem meget, og når vi traf hinanden et eller andet sted, talte

vi om gamle dage og om hvad der var sket i mellemtiden. Da jeg rejste

fra dem, var jeg konfirmeret, og da jeg i min barndom også havde fået

mangen godbid hos dem, ønskede jeg ikke blot at se dem, men også at hø-

re om dem. Og da jeg efter at jeg i Upernavik i 1906-08 havde læst til ka-

ket hos en præst og blev stationeret nordpå som kateketskoleuddannet kateket og flyttede nordpå, flyttede jeg til steder i nærheden af Paangu's slægts bopladser. Og jeg traf dem jævnligt, og jeg fulgte i det hele taget deres liv. Og så vil jeg lige fortælle om et par mærkværdige

ting, de havde været ude for.

Efter at jeg var flyttet nordpå igen og boede ved Saattoq, boede Enoks

tre sønner, alle fangere, endnu ved Nutarmiut, lidt indenfor os. Og så

hørte jeg en dag, at de engang om efteråret havde fanget en fuldvoksen hvalroshan med tre stødtænder. Jeg så desværre ikke selv kraniet

på denne hvalros. Jeg skulle have set den, men da de havde brug

for tænderne, havde de trukket dem ud, så jeg så dem ikke. De fortalte

at den midterste stødtand var lige så lang som de to andre, men var

noget smallere og mindede om en narhvaltand og var snoet på samme måde.

Det var kedeligt, at de der fangede den, ikke havde lagt den tilside,

så folk kunne have set den, for sådan en sjælden fangst ville være værd at

se.

(127 - 128:)

Kort efter, måske omkr. 1915, plejede vi at tage ind til to

huse, der lå indenfor Saattoq. Og der boede folk om efteråret og jagede

narhvaler derfra. Og vi kom derhen for at få fangstparter. De fangede

sommetider flere narhvaler om dagen, og vi kom der temmelig ofte.

Engang var jeg kommet med en anden til stedet for at vi kunne få fangst-

parter, og efter at vi havde sovet der og vågnede om morgenen, det var

endnu temmelig tidligt, gjorde vi os klar og begyndte at vente på lyset.

Men da kom narhvalerne, og da der ikke var andet at gøre, så tog vi ud i

kajakkerne, selvom det ikke var lyst endnu. En grålysning var netop

blevet mærkbar. Så vi roede tæt ved de forskellige isflager, idet vi

valgte hver sin isflage. Mens vi ventede der, hørte vi en narhval sove

lidt indenfor os. Og en af kajakkerne tog så i den retning. Kort efter

hørte man plask i vandet, og efter denne plasken, råbte han til os: Jeg

fik ellers harpunen i den. Det var jo mørkt endnu på det tidspunkt,

og hvis man harpunerede noget, ville det være meget tvivlsomt, om

man nogensinde ville gense harpunblæren, og derfor hørte man meget tvivl i

råbet fra den der harpunerede. Men vi roede i forskellige retninger i

håbet om at finde den. Og jeg var kommet i nærheden af en kajak, og de

viste sig at det var det sted, hvor den ville dukke op. Den kom op sam-

men med fangstblæren et sted mellem os, og vi plejer jo at prøve at ned-

lægge det ved hjælp af kasteredskaberne alene. Og på een gang sendte

vi lanserne i den. Og inden den var kommet ret langt, dræbte vi den.

Da vi begyndte at flænse den, gik det op for os, at den havde fostre.

Men det var tydeligt nok på det tidlige tidspunkt af drægtigheden, fordi

den ikke var særlig stor og var meget mørk endnu. I lystighed bugserede

vi den ind, idet vi ville kunne nå at flænse den tids nok til at

vi kunne komme ud igen i dagens løb. Da vi var kommet ind til kysten,

trak vi bare kajakkerne et stykke ind, og inden vi fik narhvalen helt

ind på land, kunne vi ikke trække den mere op, for den var meget tyk og tung.

Til sidst åbnede de bughulen, og den der stod nærmest ved fostret sagde:

'Jeg er den nærmeste ved fostret, så det skal jeg have.' Og da han havde

sagt det, åbnede han fosterhinden med et snit, og så trak han straks fo-

stret ud. Og så sagde han: Fosterhinden er så stor. Jeg vil lige se efter

om der skulle være flere. Efter at have sagt det, stak han hånden ind i

hullet i fosterhinden og sagde: 'Her er en til.' Og så trak han endnu

et foster ud. Og så råbte vi om tvillingefostre. Efter at have truk-

ket de to fostre ud, sagde han - det var ellers bare for sjov, sagde han senere - : 'Jeg vil lige prøve, om der ikke skulle være flere.' Med de ord stak han hånden ind i fosterhinden, og så sagde han meget

ophidset: 'Minsandten, der er også en lille halefinne!' Og så trak han endnu et lille foster ud. Naturligvis forsøgte han at finde flere fostre,

men naturligvis fandt han ikke noget. Selvom vi vidste, at der var blevet fanget forskellige dyr med tvillingefostre, så var det første gang vi hørte om et dyr med trillingefostre. Det er den eneste narhval jeg har set med trillingefostre. Men det må jo være rigtigt, at de kan få tre unger. Det største af de fostre jeg har set var lige så stor som en stor uvak, og de andre lidt mindre.

De næste en tomme mindre end den store, og den mindste igen en tomme

mindre. Den der fik fostret var også en af Paangu's efterkommere, hans

dattersøn. Han er (stadig fanger og ?) lever endnu, men han er nu gammel og svagelig og er holdt op med at jage. Men Enoks sønner, som jeg før har omtalt, der fangede en hvalros med tre stødtænder, er nu døde. Men flere af deres søstre er blevet meget gamle. Den af Enoks børn, der nok blev ældst, så jeg sidste gang, da hun var meget gammel. Hun hed Karen, men før jeg genså hende, døde hun 81 år gammel. Af Paangu's 8 børn, som levede i min barndom, døde allesamnen uden at nogen af dem blev særligt gamle.

Men hans børnebørn blev gamle og der er flere af dem der lever endnu

nord for Tasiussaq / Tasiusaq. Disse Paangu's slægtninge var de første, der befolkede stederne nord for Tasiusaq nord for Upernavik. Og det var især hans sønner, som, efter at have boet ved Tasiusaq, var blevet gift og begyndt at jage for sig selv, flyttede nord for Tasiusaq. Og det er dem, jeg kan huske. Før den tid havde vore forfædre ganske vist boet nord for Tasiusaq, men man siger at en epidemisk pest engang udryddede befolkningen. Og overalt nordpå blev bopladserne affolket. Det var sand-

synligvis i år 1700. Og derfor kan man stadig huske tidligere bopladser

der omkring. Mens jeg var barn, så jeg at en af vore bopladsfæller

fandt to narhvaltænder. Det var Enok's ældste søn, der døde mens jeg

endnu var barn. Engang da de om sommeren tog på sælfangst-togt nord

for Itivdliarssuk / Itilliarsuk, og det plejede de, så, efter ankomsten til stedet (fangstlejren), var han en dag ude i kajak. Og da han et sted så hustomter fra vore forfædre, gik han i land der. Han kiggede på hustomterne og gik rundt forskellige steder og skulle til at gå over et fladt stykke bagom en hus- tomt, et græsklædt stykke. Og da han trådte på noget, der ligesom åbnede sig og virkede anderledes, kiggede han nærmere efter og fandt to narhvaltænder, der var lagt tæt ved siden af hinanden. De var ganske ubeskadigede og spidserne var ikke engang brækket. Det sted kaldte man for Qutdlerqorssuaq / Qulleqqorsuaq, der er et navn fra gamle dage. Overfor det sted ligger Itilliarsuk, og da folk for første gang i vor tid kom dertil, havde man også fundet noget. Det har sikkert være fangstlejr for dem fra Qulleqqorsuaq.

Mens jeg var barn hørte jeg en gammel mand fortælle at han havde

været med det første hold, der kom til Itilliarsuk fra Tasiussaq / Tasiusaq på fangsttur. Han fortalte, at de havde fundet et telt, der bare var væltet om, og på jorden lå teltstængerne og forskellige genstande. Og de fandt også en kobbergryde, der lå på et ildsted af sten, og den havde ligget så længe, at det havde sat mærker. Og inde i hulen fandt de tørklæder, der var foldet sammen. Disse var ganske vist pæne at se på, men når man tog dem op faldt de fra hinanden i foldningerne. Og de fandt også en stor hvid skål, der var fyldt med glasperler. Dengang det var beboet, havde de jo haft kontakt med hvalfangerne, og de har sikkert også fået pesten fra hvalfangerne, og ved den følgende affolkning måtte disse sager være blevet efterladt. Vi kender jo historier om, at egnen der omkring var blevet affolket, fordi befolkningen døde af sygdom. Men uden for disse øer var der en ø, der hed Qeqertaq, hvor en mand var blevet alene tilbage, da alle hans bopladsfæller var døde. Ham traf man, og han var rask endnu på det tidspunkt, og jeg har flere gange set hans hustomt, der dengang endnu var ganske tydelig (Se fortællingen om Nulooq, BS).

Således har jeg nu fortalt om gamle folk jeg har set i min barn-

dom. Paangu og hans kone og deres familie. Selv om fortællingen er gan-

ske overfladisk. Men de ivrige læsere vil jo alligevel nok

læse det og finde det morsomt. Og måske vil forskellige personer,der-

selv har noget at fortælle, lade os høre andre historier.

Forskellige notater, der er tilføjet af  enten RP el. Keld Hansen:

Note fra Tidsskriftet Grønland, 1965 nr.l0, 2. oktober, side 356,

"Bjørlingmysteriet af dr. phil Dan Lauersen".

Sommeren 1891 foretog han alene en rejse langs Grønlands vestkyst

med den grønlandske handels skibe. Han nåede helt op til Prøven

og Upernavik, hvorfra han i en lejet robåd, roet af grønlændere fortsatte

op til den sydligste del af Melville bugten. Ved Tasiussaq / Tasiusaq traf han kateket 01svig, der i 1883 havde været med Nordenskiöld til

Kap York som tolk. Olsvigs far havde i 1860 været med Hayes som

tolk og slædekører. Bjørling nåede så langt nordpå som til Holms

Ø, hvor han foretog en primitiv kortlægning af øerne nord for

Djævelens tommelfinger / Kullorsuaq, og bl.a. gav navn til De Geers øer og

Hayes gletcher, og samtidig foretog han botaniske indsamlinger.....

Efter hjemkomsten skrev han en beretning om rejsen, der blev trykt

i det svenske tidsskrift "Ymer"

Ryder. Med.o.Gr. bd. 8 nr. 7. s 232.

...... I de følgende dage besøgte vi de to beboede steder Sãtoq / Saattoq

og Itivdliarssuk / Itilliarsuk på 73 gr. 31 min. nord. Der bor de nordligste grønlændere på den danske del af vestkysten, og herfra til egnen omkr.

Kap York er kysten ubeboet. Såvel ved Saattoq som Itilliarsuk

som senere på hjemturen ved Tasiusaq blev de fleste af de her-

boende grønlændere underkastet antropologiske målinger.

s 243:  Itivdliarssuk er hovedsageligt beboet af en familie, der om vin-

teren navnlig har en god indtægt af bjørnejagten. Familiens ho-

ved, gamle Gaba, eller Gabriel Aviu, som han almindeligvis kaldes,

er nu aflægs. Han er 70 år eller deromkring. Han er en fortrin-

lig type på en gammel grønlænder, har et udmærket godt humør, og

fortæller endnu med stor livlighed sine erindringer fra tidligere

tider. Navnlig holder han af at fortælle om sine mange jagter på

isbjørne, af hvilke han har nedlagt en mængde. Hvad han også for-

talte som noget særligt interessant var, at han som ung, mens de

fleste endnu var hedninger, havde været vidne til at to grønlæn-

dere p.g.a. blodhævn harpunerede en tredje. Hans sønner Enok og

David Aron er nu familiens forsørgere. Det er dristige bjørnejæ-

gere, dygtige fangere og gode økonomer, men de er jo også temmelig

fjernede fra civilisationens skadelige indflydelse.

Hist.: Ifølge prof. em. Robert Petersen hersker der nogen uklarhed om Paangu og hans kones yngste søns dødstidspunkt, idet kirkebøgerne giver divergerende oplysninger. Det kunne skyldes at de fik endnu en søn, der fik flere af de samme navne som den afdøde. Desuden er det besynderligt at Marteeraq har tidsfæstet epidemien til 1700. Det må langt snarere være den koppeepidemi der hærgede i 1814, idet Nulooq først døde i 1858-59 og jo var både gift og far da epidemien ramte (RP).

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 1(3). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"Nakagpiatoqaq qáqarssuákut qivnikârtorssuákut majuartoq".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, I: 134 - 136: "Nukagpiatoqaq qáqarssuákut qivnikârtorssuákut majuartoq" / Nukappiatogag qaqqarsuakkut qinnikaartorsuakkut majuartoq.

Resumé:

Da en pebersvend har besteget et højt spiralsnoet fjeld, går han

derfra videre ad en vej til et lille hus med en gammel kone. Hun har

et stort forråd af tørret ren- og harekød, og af ren-, ræve- og

hareskind. Disse dyr kommer i denne rækkefølge forbi i mængde hvert

efterår, når de drager mod vest, og de efterfølges af en hunbjørn med

to unger. Det lykkes ungkarlen at nedlægge en af bjørnene. Under en af

sine ture i omegnen ser han nogle børn lege og glide på isen. Han

nærmer sig, og de flygter rullende ind i et hus, hvor han også går ind.

Børnene er barbenede krøbet op på briksen. De er svært braknæsede. Det

samme er en gammel mand, der kommer frem, skubber til ungkarlen og

spør, hvem der har dræbt den ene af hans hunde. Det har jeg, siger

ungkarlen og skubber til den gamle, der blot siger ka-kak! og kryber

ind igen. Ungkarlen rejser derefter hjem og fortæller om sine

oplevelser.

Tolkning: Det spiralsnoede fjeld rækker vist op i himlen til

landdyrenes vej (mod vinterhiet?), der følger verdens gang - spiralsnoet som solens på årsbasis. Om den spiralsnoede vej til himlen, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Dødsriger" og Sonne 2000.

De braknæsede er sikkert fugle, måske ravne eller havlitter. Pôq / Pooq, den første grønlænder, der kom tilbage fra et besøg i Danmark, skildrede Rundetårn som et spiralsnoet fjeld. Se: Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265. Og søg på Pooq el. spiralsnoet

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 233 ss. 897 - 902.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 293 - 294: Oqaluttuaq Pissassamik.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 70.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 55, ss. 321 - 324: Pisagsak and the Kivigtok / qivittoq.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 66 - 69.

Resumé:

Pissassaq

Piss. har lavet sig en ny fuglepil, som han afprøver så længe, at han i kajak når langt væk fra kendte vande og kommer til en høj fjeldside med en lang rebstige fra top til bund. Han kan ikke nære sig for at klatre op og mister næsten pusten undervejs op. Heroppe møder han en qivittoq, der blir glad for selskab men han må fløjte sig til at komme i gang med menneskelig tale igen. Qiv. forsvinder næste dag på jagt, og Piss. må få tiden til at gå med kvindelige gøremål. Han tørrer alle værtens kamikker og koger kød til hans hjemkomst med to nedlagte rener, som han sender Piss. ud for at flå og partere.

       Efter en tid skaffer qiv. dem en ung, hvid pige (qallunaaq), som de røver ved de hvides vandhentningssted. Hun er længe om at falde til, men da hun så overtar husholdningen kan begge mændene gå på jagt og de lever godt og rigt. Senere synes qivittoq'en at Piss. også skal ha' en pige, men til hans store undren røver Piss. ved vandhentningsstedet ikke en af de unge, smukke, men en gammel grim kælling. Hun er ikke mere end en dag om at holde op med at længes hjem. Og med hele to kvinder i huset lever de endnu bedre.

       En dag ved qivittoq'en at nu kommer der en hel masse qallunaat, hvide, for at bekrige dem. Han og Piss. går sammen hen til rebstigen, hvor de hvide ankommer for neden, og da alle er kommet op ad stigen med den øverste synlig over kanten, vælter qivittoq'en hele molivitten i havet.

       Først da den gamle røvede kvinde er død, længes Piss. hjem. Qiv. gør ikke noget for at holde på ham, men gir ham besked om at meddele de hvide, at de ikke senere skal forsøge at bekrige ham, for så udrydder han dem allesammen. Piss. følger ordren og når hjem til sin forbavsede familie, der for længst har troet ham død.

Var.: Søg på nordbo.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Den indledende episode er identisk med den, der indleder en af nordbo-fortællingerne, men i den skyder Piss. en nordbo der er kommet ned til stranden. Rebstigen kendes også fra andre versioner, men her flyttes en del af skylden for nordboernes udryddelse over på den ikke rigtige grønlænder, qivittoq'en. Denne røver en ung, hvid kvinde og sender alle de hvide i druknedøden. Piss. selv røver kun en gammel kvinde, der åbenbart ikke er ked af at få en ung mand.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Om en stærk grønlænder, der levede i gamle dage, om hans tre børn og om syd-

lændinge, der udleverede sig selv.

En stærk mand med tre halvvoksne sønner boede på deres faste vinterboplads. Der boede ingen andre dér. Faderen var familiens eneste forsørger. De manglede aldrig noget om vinteren. Sønnerne voksede op og blev fuldt bevidste (ordret: de glemte ikke længere noget - Chr. B.). De var vant til at faderen altid kom hjem med fangst - selv i elendigt vejr og i storm. Et tidligt forår, hvor der kom mange sæler, fangede han ekstra mange. Midt på sommeren rejste nogle sydlændinge nordpå og anløb vinterbopladserne, også den stærke mands vinterboplads var de på vej til.

En dag i dejligt vejr tog den stærke mand ud på fangst. Hans sønner så ham ro vestover og de forventede, at han som altid ville komme hjem med fangst. Hen på eftermiddagen så de, at han var på vej hjem med flere sæler på slæb ('kalingi affa' - Chr. B.). Drengene blev meget glade for at se, at faderen var på vej hjem. Da han nærmede sig bopladsen, viste der sig sydfra en konebåd med mange kajakker i følge. Inde fra land kunne de høre de fremmede

snakke sammen om, at de ville kappes om at være den første til at såre manden, der var på vej ind med sæler på slæb. De mange kajakmænd satte afsted for fuld kraft hen mod den stærke mand, som blev ramt af den ene harpun efter den anden. Ikke underligt blev de tre drenge dybt forfærdede (ordret: meget fornærmede - Chr. B.) ved at være vidner til drabet på deres far. De sagde straks til hinanden: "Det kan være lige meget, for de vil også dræbe os." Men i stedet for at lægge til sejlede konebåden forbi og råbte til dem, der var blevet forældreløse, at de til næste år ved denne tid ville komme forbi på vej sydover. De roede videre uden at slå lejr.

Drengenes mor indprentede dem aldrig at glemme det, de havde været vidne til, nemlig drabet på deres far, begået af sydlændinge. Man vidste aldrig, hvad der kunne ske. Den ældste af drengene opfordrede sine yngre brødre at træne sig op - den mellemste i stenkast med slynge og den yngste i svømning. Storebroderen selv ville træne sine muskler for at blive stor og stærk. De blev hurtigt meget dygtige og farlige (for dem, der ville prøve kræfter med dem - Chr. B.). Den mellemste blev så dygtig til slyngen, at han altid fik ram på fugle og på den måde skaffede familien rigeligt med mad.Han fangede også sæler med slyngekast. Lillebroderen svømmede ud efter fangsten. De havde ingen kajakker. En dag sagde den ældste, at han ville bygge sig en kajak. Han byggede skelettet af noget drivtømmer og betrak det med skind

af de sæler, som den mellemste fangede med sin stenslynge, og som den yngste svømmede ud efter. Da den ældste prøvede kajakken første gang, svømmede lillebroderen langs med den for at kunne redde ham, hvis han kæntrede. Ved den træning opnåede han den færdighed at kunne gå under kajakken (sådan lyder det ordret; mon ikke meningen er, at han kunne vende rundt? Chr. B.), og han fik fuld beherskelse af sin krop. Så fik han kajakredskaber og begyndte at fange sæler og forskelligt fuglevildt. Den yngste passede sine svømmeture hver eneste dag -

selv om vinteren, hvor det var koldt, og den ældste kunne altid tage ud på fangst.

Den følgende sommer var drengene blevet så stærke, at de ville kunne klare sig imod eventuelle angribere, men sydlændingene viste sig ikke. De samlede forråd til vinteren, og vinteren faldt dem kort, fordi de havde det så godt. Sommeren kom, og de fangede små og store sæler. En dag så de en lille remmesæl lige ud for bopladsen, og den mellemste fangede den ved hjælp af sin stenslynge. Den ældste roede efter den (usikker oversættelse. 'pikkutigaa'? Chr. B.) og de krængede skindet af, og de lavede en sæk / pooq, som den yngste af brødrene kunne krybe ind i. Da den blev færdig, lod de den yngste krybe ned i den, for at han kunne prøve den. Han svømmede ud og dukkede op lige ud for sine brødre. Han kiggede ind imod land og spurgte sine brødre: "Er der noget at rette på mig?." Brødrene svarede: "Ja, meget. Dit snudeparti er skævt!" Han rettede på det og dykkede ned. Han dukkede op igen, så hans ryg var synlig. Han vendte ryggen til brødrene, men vendte hovedet imod dem og sagde: "Er der meget at rette på mig?" Brødrene svarede: "Ja, meget. Dit haleben (haleparti?) er skævt!" Han rettede på det og dykkede ned. Han blev længe under vandet, og da

han dukkede op, lignede han en sæl. Hans brødre var yderst tilfredse, fordi han nu fuldstændig lignede en sæl.

Næste sommer igen tog sydlændingene sydover. De ville ro forbi bopladsen med de forældreløse, som på det tidspunkt var blevet meget veltrænede. Brødrene så en konebåd sætte over fjorden nordfra og de forholdt sig afventende. De slog lejr lige på den anden side af et smalt sund ved deres boplads. Brødrene forventede, at de ville komme for at dræbe dem. Det blev aften uden, at der skete noget. Om natten lukkede de ikke et øje. Næste morgen

gjorde de fremmede klar til afrejse. På det tidspunkt var den mellemste ('akugdlersât' skulle nok have været: 'nukardlersât', den yngste, for det var ham med sækken - Chr. B.) af brødrene faldet i søvn. De forsøgte at vække ham, da de fremmede begyndte at gøre klar til afrejse, men han var ikke til at vække.

Endelig, da de fremmede var begyndt at laste konebåden, lykkedes det dem at

vække ham. Han tog skindet, der lå bag ved kogerummet og gik ned. Brødrene hjalp

ham med at komme ned i hylsteret, og de lod ham glide ned ad en klippeflade ud i

vandet. Han dykkede ned og blev så længe under vandet, at brødrene blev

utålmodige. Da han endelig dukkede op, henledte brødrene de fremmedes

opmærksomhed ved at sige: "Ahaa, der er en stor remmesæl, ro I hen efter den."

Nåda, hvor sydlændingene - gamle som unge - fik travlt med at gøre

sig klar til at ro efter den. Remmesælen dukkede op lige ud for konebåden. De

pegede på den og sagde: "Her er den." Så dykkede den, så det sprøjtede op.

De mange kajakker begyndte nu at forfølge den og kom efterhånden så langt fra land, at lavvandsmærkerne på stranden ikke længere var synlige. På det tidspunkt forsvandt sælen for dem. Mens man stadig ventede på, at den skulle dukke op, kæntrede en af kajakkerne pludselig og lige efter endnu én. Sådan blev de ved, indtil der ikke var flere. Alle de mange kajakmænd, sydlændingene, omkom. De to brødre var nu på vej ind - den ene i kajak og den anden som en sæl.

Var.: Sidste episode: Svømme under vandet som en sæl.

Kommentar: Pulik skulle muligvis være Puulik. En angakok puulik var associeret til sødyr, især hvalros og / eller remmesæl. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger.  Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 37;

Forkortet i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 69f. Stort set samme i Hans Egede: Perlustrationen 1971,2 [1741: 7 = 1925: 316 = 1818: 12 (på engelsk).

“The Greenlanders relate a very ridiculous story, as well concerning the origin of our colonies (whom they call by the name of Kablunæt) as of their total overthrow, as follows: a Greenland woman, in her child-bearing, was once delivered of Kablunæt and dogs' whelps, of which the parents were highly ashamed, and for that reason withdrew from their neighbours and countrymen.

This monstrous breed being grown up, became so troublesome to their father, that he was not able to endure them; wherefore he retired yet farther to some distant place. Meanwhile this inhuman race came to this horrible agreement amongst themselves, to devour their own father, whenever he should happen to come among them; which a little after came to pass, when he visited them with a present of some part of a seal, which he had taken, according to custom. Kablunæt immediately went down to him, to whom the father delivered the piece of seal's flesh he had brought them. But he was no sooner got ashore, than the doggish race seized and devoured him, and then ate the seal's flesh given them. Whilst the Kablunæt dwelled there, one of the Innuits (or mankind), for so they call themselves, came rowing along the shore, and throwing his dart at some sea fowl, missed what he aimed at; which one of the Kablunæt, who stood upon a point of land running out into the sea, observing mocked and ridiculed him, and, laying himself down upon the ground, told him that as he saw he was so dexterous in shooting, he would be the bird; he might throw the dart at him, and take care not to miss him: whereupon Innuit shot and killed him. This death caused continual strifes and wars between the Kablunæts and Innuits, which last at length became masters and overthrew the former.

(H. Egede 1818: 12f, copied from the Hubert Wenger Eskimo Database).

Comment: Treated in "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer": tors.ku.dk/biblioteker2/eskimologi/datasamlinger/sonnesbase/

Var.: Kvinden og hunden: ID 18, 25, 53, 125, 321, 628, 629, 1082, 1083, 1084, 1132, 1317, 1550, 1606, 2256.

Hist.: Se:"Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer: Qallunaat og Kvinden og hunden ...

Sideløbende dansk oversættelse.

Oprindelig håndskrift Rink NKS 2488, II, nr. 280 eksisterer

ikke længere. Rink NKS 2488, II, nr. 151 er en afskrift heraf.

Fyldigt dansk resumé i Rink 1866-71, I, nr. 69: 206 - 207.

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(4), ss. 320 - 321: Encounter of Kaladlit ....

Resumé:

I Sydgrønland bekriger nordboerne og grønlænderne hinanden en

vinter, da der ligger is på indsøerne og langs strandkanten: En grønlænder

kommer hjem med to hvidhvaler og to unge unge piger, der om aftenen

går efter vand og ser spejlbilledet af røde ansigter i vandet, kommer

skrigende tilbage. Manden river i vrede sin harpunrem over, går ud,

ser nordoerne komme, og hans kone, der netop har født, giver sig til

at fremsige trylleformularer (serratit). De der flygter gennem husgangen blir

dræbt. Manden springer med sin kone og andre ud gennem vinduet. Han

går tilbage efter sin mor, der imidlertid er dræbt. De flygtende

gemmer sig, men manden ser sit snit til at se nordboerne trække hans

døde mor i en rem om hårtoppen over isen. I vrede befaler han de to

piger at løbe ud over isen, og at springe i havet, hvis nordboerne

skulle indhente dem. De løber grædende ud på isen, forfølges af

nordboerne, og da manden har sikret sig, at alle nordboerne er ude på

isen, sætter han efter dem med en lanse i hver hånd. Nordboerne kan

ikke holde balancen på den glatte is. Manden får dræbt dem alle,

inden pigerne har nået iskanten. På tilbagevejen stikker han alle de

dræbte i maven som hævn over sin dræbte mor.

Denne begivenhed skulle efter sigende være årsagen til, at europæerne

derefter anskaffede sig skøjter.

Var.: Qavdlunaitsanik. De hvide mænd, der blev dræbt på den glatte is. Qallunaatsiaat (Thule).

Hist.: Om nordbofortællingers pålidelighed se Kleivan 1982. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Rink har i sin ret tekstnære oversættelse (1859-63, IV) udeladt slutningen om

skøjterne, men taget fortællerens indledning med: Denne, der var

kateket i Niaqornaq, har læst nordbofortællingerne der blev trykt sydpå og iøvrigt hørt om nordboerne i sin barndom nær Uummannaq. Som voksen er han blevet klar over, at fjendtlighederne skyldtes grønlændernes indbyrdes fjendskaber, der bundede uvidenhed om kristendom og næstekærlighed. Skønt nordboerne gjorde deres bedste, kunne de ikke tale grønlænderne til fornuft.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr. har ikke kunnet identificeres. Et maskinskrevet manuskript - på dansk findes i Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut.

I den grønlandske udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III, er denne fortælling ikke med.

Første gang trykt i Rasmussen, Knud, 1906, Under Nordenvindens Svøbe, s. 182 - 185.

Eng. udg: Knud Rasmussen's posthumous notes on East Greenland legends and

myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 140 - 142, "The qavdlunâqs who stole the jealous man's wife". qallunaat / qallunaaq.

Resumé 1:

Fortællingen forklarer, hvorfor der er en gennemgående tunnel i et

nærliggende fjeld, hvorfor der er så mange blandinger (af inuit og

hvide) på østkysten og hvorfor dialekten ved Anoritooq er så speciel.

Resumé 2: En mand tåler af jalousi ikke, at hans kone går nogen steder

og tøjrer hende i huset, når han er på fangst. Gang på gang mistænker

han hende alligevel for utroskab, stikker hende i lårene eller værre

endnu, klemmer små kødstykker af dem med en muslingeskal. Det sidste

klarer hun ikke, flygter ned til kysten og anråber de store qallunaat

om hjælp. De kommer på et skib - stort som et isfjeld - og tar hende

ombord. Manden får besked af sine fæller, ror ud til skibet, hejser

sig op ved et glemt, nedhængende reb, som de hvide skærer over, da han

er næsten oppe. De anbringer konen på toppen af et højt fjeld. Hun

overhører mandens bønner om at komme  ned, graver sig en lang hule

gennem fjeldet, hvor fortællersken, Sabine, har set ud på havet i den

ene ende og ud på landet i den anden. De hvide lover ham konen igen

hvis han i armgang kan gå ad et udspændt tov fra een fjeldtinde til en

anden. Da han er midtvejs ude sætter de tovet i kraftigere og

kraftigere svingninger. Han dumper ned i en dyb sø og drukner. Dette

var straffen for hans jalousi. De hvide gifter sig med hans kone.

Deraf blandingerne og den afvigende dialekt på østkysten.

Var.: Ingen i denne bases samlinger.

Hist.: De hvide på deres skibe kan referere så langt tilbage som til

1600-tallet, hvor de første hollandske handelsskippere gik i land ved Kap

Farvel efter drikkevand. En hypotese om norske fangeres mere eller

mindre ufrivillige besøg på de beboede dele af østkysten har også

været fremme til forklaring på visse østgrønlænderes blå øjne, lyse

hud, store  højde og skægvækst. Navnet Qallunaaq forekom flere gange i

Hanseeraqs folketælling af 1884. Det kan stamme fra handelsrejser til Syd-Sydvestgrønland. Ellers understreger fortællingen de

hvides ret til at straffe den hudløst skinsyge grønlænder.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 16f.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 53.

Resume English by BS:

An elder brother, Moon, falls in love and commits incest with his younger sister, Sun, in the playhouse of adolescents during a 'putting out of the lamps'. He is smeared with soot by the suspicious sister and afterwards easily identified by the black patches on his white clothing of caribou skin. She runs off circling the house with Moon at her heels until deeply ashamed she stops, cuts off her breast with her ulu [crescent shaped women's knife and throws it at Moon with the words: 'You seem to find only me tasty, eat this one as well!' She then lights a tuft of moss, rises into the air pursued by Moon holding another lighted tuft. But his flame is put out leaving only a glow. He still follows her. The patches are the dark spots seen on the moon whose glow shines with less luminosity than the burning light of the sun. The sun rose higher than the Moon, who still has to hunt on earth and at sea, catching the seals he is wont to eat. Whenever he is not seen in heaven he is down hunting.

“… This is how our ancestors told the story, he said, but now I do not believe that story any more.”

Var.: Talrige / numerous: Søg / search: sol måne.

Comment: The first variants of a pan-Inuit myth on record.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 27.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 62.

Resumé in English: the flood “…as they call it…”[ i.e. a storm surge) had left shells still to be seen high up in the mountains.

Comments: a pan-Inuit myth. Poul received this piece of the Inuit flood-story in response to his story about the deluge, that in his own explicit understanding was send as a punishment by God. The local Greenlanders knew that story very well, they said (ibid.).

Var.: ID 2293, 2294.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 63.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 97.

In English by BS:

A foreign Greenlander, having listened to my telling about the creation, told what he knew from hearsay: that the heaven in bygone times rested on the top of the mountains, but that it later was raised to its present altitude above the earth. That happened, he added, at the time when the big flood swelled up over the entire earth, which event he, like his compatriots, concluded from the small shells and other things from the sea, that were found in regular heaps far up in the inland.

Comment: The first variant of this pan-Inuit myth on record.

Var.: ID 2292, 2294

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 57.

In English by BS:

“Having told him about the resurrection of the dead, he told me from hearsay that: When all humans have died, a great flood shall swamp the earth, clean the blood of the deceased, and when mountains, earth and stones are all separated and split up, and everything has cooled down, a wind shall blow all over and beautify everything. The high mountains shall become transformed into a lovely plain with numerous caribou. All the bones of seals shall be revived. He up there shall blow on the dead humans, twice on the men and once on the women, and they too shall be revived. But he had no other explanation to offer about the identity of 'the one up there' but that he had heard that from others." (P. Egede 1971: 79; 1939: 57, transl. BS).

Comment: This version I take to be one of the earliest acculturated Inuit origin myths on record. Although presented at an early date in the diary the story is an editorial insertion because, as explicitly stated by Poul, he received it at later date. The story is thus a millenium variant of the flood story and stimulated by Doomsday.

Var.: ID 2292, 2293, 2294.

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger. Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 67.

Omtrent samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 105.

Into English by BS:

“While we stayed among the savages, who lived a mile [7.5 km to the north [of Christianshåb they talked about a person who had been lost in his kayak and that neither he nor the kayak had been found. The shamans have decided that he was stolen by the Ingnersoit  [innersuit, i.e.: the 'big fire trolls'; that's how they call the people and indwellers of the shore and sea. They used to live on earth, so they say, before the big flood swelled up all over the world, and when the earth capsized, it turned bottom up. In evidence of the explanation, that the kayaker had been robbed by these innersuit, the newly arrived shaman told about the fire that appeared right before his eyes whenever he practiced whitchcraft [performed as a shaman. Having responded to that [correctingly I asked them how the earth had become populated since Antedeluviani became innersuit? One among the Greenlanders answered: After the flood, a man (from where he came the Greenlander did not know) walked about alone without a wife. He copulated with a hummock that swelled, became pregnant and eventually bore a babygirl. At a later point he married that girl, and they had children who married one another, because they were the only people in the world. That ancestor, they continued, had trees instead of hair for a beard.”

Var. of the flood: ID 2292, 2293; of the capsizing of the earth: ID 1678.

Comment: One of the first variants of a pan-Inuit myth on record.

Copyright: Ved enhver mangfoldiggørelse af data, tekst og/eller kommentarer fra denne base henvises til:

Fotografisk genoptryk af førsteudgaven 1741 ved Finn Gad, udgivet 1971 hos Rosenkilde og Bagger.  Samme udgivet med noter af H. Ostermann: Poul og Niels Egede: Continuation af Poul og Niels Egedes Relationer fra Grønland samt Niels Egede: Beskrivelse over Grønland. Meddelelser om Grønland 120, 1939: 68.

Samme i Poul Egede: Efterretninger om Grønland udg. ved Mads Lidegaard, Det grønlandske Selskabs Skrifter 29: 105.

"De holde for at der er tvende 2de kjerlinger som holde et stift skind imellem dem, hvormed de tordner, og når skindet slaer sig ud, lyner det. Samme skind skal de have stjålet i fordum dage; og der de blev overskjeldt derfore, bleve de vrede og forlod jorden."

"Thunder, they think, is made by two women shaking a stiff skin in between them. When it cracks comes lightening. Way back they stole this skin; being scolded they got angry and left earth."

var.: ID 619, 620, 1627, 1528, 2244.

Comment: The first variant on record.

Context: An old woman tells Poul Egede about a shaman's performance down south at Cape Farewell last year. One of the two thunder women appeared asking for a fresh skin because the old one was worn out. But for fear people said they did not have any.

Et nordbosagn om Uungortoq / Uunngortoq og Kassapi, nedskrevet af Rink på dansk.

Fortælleren kunne være Simon fra Qaqortoq / Julianehåb ifølge Rinks note til en version han har sammenstykket af 6 varianter i: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 67 ss. 198 - 205. Note s. 362.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok./ Uunngortoq

Rinks håndskrift er temmelig ulæselig (på en blanding af gotisk og nyere stil), hvorfor jeg har måttet spække renskriften med spørgsmålstegn:

Der var en grønlænder som ville prøve sin nye fuglepil og roede ud fra Arpaitlivik / Arpatsivik (i fjorden bag / nord for Qaqortoq BS). Han roede og roede og kom endelig forbi et nor. Da han kom over på det andet side af Norsit / Norsiit (? hvor?), så han en dansker(?) tæt ved fjæren(?) og som tæt var ved vandet, inden for denne grønlænder. Så sagde han til ham: "Træf mig med din fuglepil", men grønlænderen ville naturligvis ikke. Den anden vedblev: "Træf mig med din fuglepil". Den anden vedblev (også): "Nai". På samme tid som de? så talte sammen, kom Ôngortoq / Uunngortoq (sådan hed formanden for de danske) ned til dem. Endnu vedblev tjeneren(?): "træf mig med din fuglepil". Da han endnu vedblev, sagde Uunngortoq: "træf ham kun, det er hans vilje." Da tog grønlænderen sin pil og stak ham ihjel. Uunngortoq brød sig ikke noget om (tog sig ikke af, BS)dette mord, da det var hans eget Villie(?). Grønlænderen roede til sit hjem. En anden gang roede han så atter op til kirken med kajak, han roede hen til kirken fra bugten, men da han kom henad Norsiit, som er i nærheden af kirken, så traf han en dansker nær ved vandet, der samlede tang eller muslinger, og uden at lade sig mærke tog han (grønlænderen) sin lændser og roede hen til ham og stak ham ihjel. Han lod danskeren ligge og roede hjem uden at sige det til nogen.

Vinteren kom og hele fjorden blev belagt med is, så at man kunne gå på den. Men ? grønlænderen som boede i Arpatsivik tænkte ikke på, at danskeren ville hævne drabet. En dag gik en pige for at hente vand fra en ?? som var ovenfor huset, da hun ? ned i vandet bemærkede hun, at vandet var noget rødligt. Hun fyldte sin spand, men vandet vedblev at være rødligt. Endelig så hun sig om og blev vaar (opmærksom, BS) på de mange mennesker som ?? oppe på fjeldet og det var genskinnet af deres ansigters rødlige skind hun så nede i vandet. I en lynende fart løb hun ned i huset, men i det samme hun gik ind i huset, omringede de danske hele huset, så ?? var umuligt i ?? Thi enhver der søgte at komme ud blev nedhugget af de danske med deres økser, så at ?? grønlandske mængde blev tilintetgjort, thi enhver der gik ud blev dødsens. Endelig blev der kun to mænd tilbage, nemlig 2 brødre, den ældste hed Qassabe / Kassapi, Uunngortoqs fjender, den anden vides(?) ikke ved navn. Den yngre broder fandt et par nyforsålede kamikker, så at det ville blive vanskeligt at ??? med dem. Den ældste sprang nu ud af vinduet, den yngste fulgte bagefter, så at begge gik ud på isen og tog flugten. Bag efter forfulgte Uunngortoq på isen, men kunne ikke nå de to brødre, den yngre broder var flere gange nær kommet i Uunngortoqs hænder, da han havde de nye forsålede kamikker, så at han faldt flere gange på isen og nær blev flere gange bytte for Uunngortoqs økse. Da de to var flygtet bort, havde de danske ?? huset og  (flere ord utydelige) og brødrene underneden. Endelig kom de 2 flygtende brødre med Uunngortoq bagefter snart over til Itibdliaitsiaq / Itilliaatsiaq oven på ??? landet. Da de kom nær til landet bemærkede Kassapi at der var (en, BS) temmelig høj iskant på fjæren. Uden at ?? noget opgangssted sprang han op på iskanten og kom helt? op på det faste land. Hans broder gjorde ligeså, men da han havde de nyforsålede kamikker (på BS) gled hans ene fod ved springet og faldt tilbage på isen, og Uunngortoq som var i hælene på ham var straks parat og afhuggede hans ene arm og viste den til hans broder og sagde: "Kassapi", idet han løftede armen op, "kan du glemme din lillebrors arm så længe du lever?"

Da Uunngortoq gik tilbage, uden at få fat på Kassapi, så sprang Kassapi ned på isen og tog sin broders lig på land og bagom det det. ?? gik så over land ned til Qangermiutlijt / Kangermiulliit (? hvor?) og forblev der vinteren over. Ved ankomsten dertil lånte han en kajak hvor han fangede en umanerlig mængde sælhunde og skindene af dem lod han til hvide skind hele vinteren og foråret igennem. En dag gik han i kajak men forblev ??? Endelig kom han den 3dje dag, han bugserede tungt, det gik langsomt med ham. Han havde fundet stort stykke drivtræ og bugserede det hjem. Man fik det så først på land så at vandet ikke kan nå det (oven for højvandsbæltet, BS), så at det kunne tørre. Mens det nu tørrede, gik han på fangst og skindet af alt det han fangede gjordes til hvidt skind. Da drivtræet endelig blev tørt, bgyndte han at arbejde med det. Han begyndte at forhule(??) / udhule? det fra den ene ende. Arbejdet gik langsomt men dog fremad. Endelig blev han færdig med at forhule(?) hele træet, undtagen den ene ende, hvilken ikke blev åbent. Han lavede et låg til den ene ende, hvor det akkurat kunne passe til hullet. Desuden gjorde han så mange huller hele træet omkring som han troede kunne være nødvendigt, ikke til mastehuller med til kighuller, hvortil han lavede en mængde små ?? som han troede kunne være nødvendige. Desuden lavede han pinde til master og til disse forbandt han den mængde hvidskind som han lod forfærdige i vinterens løb. Dette så ud som en ??? båden? og så ligesom et stykke is når den kom ud på vandet. Dersom hvor det kunne lade sig gøre, ville han dog prøve den. Iden for Kanermiulliit var der flere øer, og fra en af disse øer lod han ?? båd sejle?? ud. Da en eftermiddag hvor landvinden begyndte at blæse op  ??? da så han at båden lignede et stykke is. Så blev han overmåde glad.

Samme forår udgik nu hele Kangermiulliits befolkning med konebåde og mange kajakker medfulgte op til kirken for at ?? ?? landsmands drab?? Først kom de til Arpatsivik, hvorfra udgik alle konebåde og kajakker mod ??? af fastlandet for at komme fra landsiden og den nye ?? båd ?? skulle drive som et stykke is på fjorden med fjordvinden. Det skete også. Konebådene og kajakkerne kom på land ?? for kirken og besætningen. Da besætningen kom på land samlede de en mængde brænde, som hver person kunne bære og have en god dragt med sig, når de går(sic) ned til kirken. Den skinnende(?) båd nærmede (sig) kirken fra øen af, ?? ??? ????? . Da båden kom så nær til kirken, at man fra båden kunne høre hvad de talte, hørte man at en af dem påstod at det var en båd, men andre sagde at det var et stykke is som drivede med vinden. Da Kassapi hørte det ville han prøve på sin ?? at kæntre båden. For det stykke flødetræ var så stort, at flere mennesker kunne være inde i båden. De indeværende folk flyttede i en fart til den anden side af båden, så at båden fik en anden skikkelse. Der/hvor ?? kom over mod forskellige former af ?? og ??, at det så ud som et stykke is. Da de danske så det blev de rolige og gik alle ind i kirken. Et ? landede båden nedenfor kirken og besætningen gik ud. I det samme kom også grønlænderne som landede ?? kirken frem med en dragt brænde ned til kirken, hvor de samtidigt omringede kirken. De begyndte nu at fylde forstuen med brænde. Hvert bundt der blev puttet ind blev ligeså hurtigt taget indefra af de danske (sic), således blev det ?? med hver dragt brænde. Da det ikke forslog med disse hentedes nok en gang brænde, hvor? disse også næsten altsammen blev puttet ind i kirken, da endelig kirken blev fyldt med brænde. For at tænde ild i brændet blev der med remmen (ildborets rem, BS) gnedet ?? man fik ild og tændte brændet i kriken. Danskerne søgte nu deres udgang ?? igennem vinduerne, men ?? blev dræbt som kom ud, med pile og lændsere. Kassapi ventede nu blot på sin fjende, Uunngortoq, da endelig en af grønlænderne råbte til ham: "din fjende er sprunget ud af det østre?? vindue og ???." Nu gik han på tværs med at forfølge ham. (Nogle siger at han havde sin søn under armen, men da han blev forfulgt skulle han have kastet ham ud i en ??sø i nærheden af kirken, men andre udelader det. sic.) Kassapi forfulgte nu sin fjende men kunne ikke nå ham, da han var mere hurtigt løbende denne gang. Og ved bunden af fjorden forlod Kassapi sin fjende og vendte tilbage uden at hævne sin broders morder. Nu vendte hele den grønlandske sværm? igen tilbage til Kangermiulliit.

Da en tid var forløbet hørte Kassapi, at hans fjende havde bosat sig og?? ved bunden af Lichtenaus Fjord. Da nu foråret kom, rejste nu Kassapi sydefter for at undersøge ham. Der traf han ham, men han undkom endnu denne gang. En nden gang hørte han, at Uunngortoq havde bosat sig nær Tasermiut og havde fået en tuneq til hustru. Mens det endnu var vinter gjorde Kassapi ikke andet end at lave pile til sin bue. Tilsidst fik han så mange at det havde? ?? rummes i et sortsidet skind, bukket fra snuden til bagfl?? Der igen foråret brød ud, rejste Kassapi igen sydefter ned til Tasermiut og traf atter sin fjende, der havde fået sig et hus med en stor ???. Kassapi roede nu langs med landet, og indsatte sine pile ved søen således at der blev en bestemt distance imellem hver. Da han nu havde gjort disse i stand gik han hen til huset og kiggede ind af vinduet. Der så han sin fjende, ??? på gulvet, men var ikke i stand til at  ??, uden hans skygge, da han gik så hurtigt frem og tilbage. Og hans kone lå og sov således at hun vendte ansigtet lige mod vinduet. Da Kassapi gerne ville have skudt sin fjende men ikke var i stand til at træffe ham formedelst hans hurtighed, tog han sigte nær hans kone og traf hende lige i struben, så at hun døde straks. Nu begyndte han at retirere. Uunngortoq forfulgte ham nu i hælene på ham. Kassapi skød nu efter ham med sine pile, men kunne ikke træffe ham, da han hvert øjeblik sprang til side og op. Hvert skud blev nu uden virkning. Til sidst blev der nu kun et par pile tilbage. Med den 3dje sidste pil traf han ham på hans ene kind, men (det, BS) gav ham blot en flænge. Ligeledes med den 2den sidste pil traf han ham på den anden kind, ligeså blot en flænge. Nu kom turen til den sidste pil, den skulle nu afgøre sagen. Han sigtede og traf sin fjende idet han sprang i hælen?? på ham, så at han segnede ned til jorden. Han løb hen og fik en af sine afskudte pile og fuldendte hans liv med dette (den, BS). Han gik hen til ham, tog hans økse og afhuggede hans ene arm. Endskønt han nu var død, råbte han dog til ham: "Uunngortoq, din arm, kan du glemme den sålænge du lever?" Da han nu havde fået sin fjende dræbt, så vendte han glad tilbage til sit hjem.

Var.: Uunngortoq; søg på nordbo*

Hist.: Kirken er kirkeruinen ved Hvalsø / Hvalsoy, og den nærliggende bugt hvor grønlænderen vil afprøve sin fuglepil, er Tasiusaq, der ligger neden for Uunngortoqs bjerg: Uunngertup Qaqqaa. Stednavnene stammer snarere fra denne vidt udbredte fortælling end omvendt. Om nordbohistorierne mulige historiske baggrund se Kleivan 1982, Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Kommentar: Det var forholdsvis sent i indsamlingsperioden, at Rink kunne skrive en oversættelse ned efter mundtlig fortælling. Derfor undrer det noget at han konsekvent oversætter qallunaat (som det må være) til "danskere". Det betyder sådan set bare en hvid mand el. europæer, men valget kan skyldes at visse fortællere, som Rink havde læst, skelnede mellem qallunaat og qallunaatsiat (ondskabsfulde hvide mænd, dvs. nordboere - fordi man ville skelne mellem de tidligere (påståede?) fjender og de nuværende danskere, som man ikke havde noget sådant udestående med.) Adskillige fortællere i Rinks samlinger trækker dog ikke dette skel, men kalder alle, europæere og nordboere, qallunaat - ligesom denne fortæller.

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 127 - 128: "Uluutui".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

JJ. har kendt Uluutui fra Kanajormiut, der blev smidt ud af sin kone, fordi han havde købt et blankt sort tørklæde til en anden kvinde, som han begærede. Slukøret roede han til elven ved Ammassiveerunit, gik op ad det mellemste Asallut fjeld i skjul for dem, der var på sommerfangst dernede, og tilkaldte sine forældre, der levede som qivittut déroppe. De vil ikke vide af ham. De meddeler sig i en vekselsang til hinanden. Selv er forældrene (også) gået til fjelds pga en kvinde. Ul. svarer i sang og må ned igen, hvor han sætter sig på en sten og tililende folk fra sommerlejren må spytte tobakssovs rundt om hans ende for at få ham løs derfra. Tænk alt det man kunne dengang! Men i dag interesserer det ikke nogen. Det er som en ild der er ved at gå ud.

Den lidt længere tekst i den grønlandske udgave (se ovf.) slutter således, s. 128

(overs. Signe Åsblom):

Sikke mange åndemanere / angakkut der i virkeligheden var dengang! Alle og enhver kendte til dem. Hver eneste grønlænder vidste det. Ind imellem var der nogen der forsøgte sig med åndemaning. Men nu er der ingen længere der tror på dem, eller har tillid til dem, og efterhånden regnes de ikke for noget. Det virker som om al den slags efterhånden henligger i mørke. Det er som om der ikke længere er lys i husene! Der blev virkelig sagt noget (dengang). Selv innersuit! Dem der bor inde i jorden, de fortalte også.

Hist.: Historisk fortælling. JJ var 66 år i 1965.

Qivittut har muligvis i nyere  fortællinger arvet deres flyveegenskaber fra fortidens angakkut / åndemanere.

Den overleverede sang, der omtaler tørklædet, er velsagtens fortællingens 'kilde' er muligvis hæftet på fortællingen, der findes i Martin Mouritzens mere 'historiske' version:

Var.: Min fars qivittoq-historie.

med sideløbende dansk oversættelse, der også let revideret er trykt i

Rink 1866-71, I, nr. 98.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 281 eksisterer ikke længere.

Afskrift: Rink NKS 2488, II, 4', nr. 152.

Resumé:

Ud for Saqqaq handlede man med hvalfangerne, før

koloniseringen, og nogle købte bøsser og ammunition til fuglefangst,

mens andre, der endnu ikke kendte til brug af bøsser, holdt sig til

deres buer og pile, som de foretrak både til ren- og sæljagt:

En dag ankrer en hvalfanger op, men han vil intet sælge til de lokale. De ror

skuffede tilbage og bliver uventet klar over, at besætningen vil

angribe dem. En enkelt mand iført sin lille tarmskindsanorak går ned

på stranden, trækker de fremmedes båd ind ved dens jernring, og

stiller sig med ryggen til fjenderne, hvis bøsseskud alle kun rammer

tøjet, men ikke huden, skønt de skyder på tætteste hold. En anden

grønlænder, der holder sig bag ham, får et strejfskud i panden. Da

ammunitionen er brugt op, dræber de tililende lokale hele besætningen

undtagen een med deres buer og pile. Til sidst også den eneste

overlevende. Derefter skal to konebåde være flygtet op til

Qeqertarsuaq og ind i den store fjord, hvis munding siden har været

spærret af kalvis, fordi de flygtende, der aldrig kom ud igen,

spyttede rentalg i fjorden. En enkelt gang da det lykkedes at komme

derind med en slæde, så man hundespor men ingen mennesker. Men man

mener stadig, at der bor efterkommere af de flygtende derinde.

Hist.: Lokaliteten ligger i det område, som de hollandske hvalfangere

årligt frekventerede. Stedsangivelsen er nær Uummannaq, og isefjorden

er ifølge Rink Uummanaaq fjorden (1866-71, I: 365). En ø ved navn

Qeqertarsuaq ligger ud for mundingen, men hvilket sted, der menes med

Saqqaq, lader sig ikke nærmere bestemme vh. kortet idag. Med mindre lokaliteterne ligger længere sydpå i Ilulissats område?

Det er ikke plausibelt, at grønlænderne brugte bue og pil til

sælfangst, før de fik bøsser. Men det påstås ret ofte i sagnene om

forfædrene, at de først sent fik de kendte fangstredskaber: harpuner

og fangstblærer. I denne fortælling tjener påstanden imidlertid det

formål, at grønlænderne på afstand kan dræbe hvalfangerne uden at

komme i den slags nærkamp, som harpun og lanse ville have krævet.

Forestillingen om mennesker, der har overlevet i skjul dybt inde i

store fjorde, nærer mange grønlændere den dag i dag.

Rink har sammenstykket ialt 6 versioner inkl. denne i Rink 1866-71, I: nr. 67 ss. 198 - 205.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok.

Renskrift på nudansk af Motzfeldts håndskrift, der er på dansk, men i en delvis

gotisk skrift, hvorfor en del ord ikke har kunnet tydes:

Fortælling om Ongortoq / Uunngortoq

Det første drab skal være sket og (?) ved Qaqortoq på følgende måde: en dag var en kajak ude for at prøve sin nye fuglepil som (?) med kastet  ?  sig til Saiva (?) /: Sarpiktûtoq (?). Da han nærmede sig østenfra Narsit (?) som er nedenfor kirken, stillede en nordmand (nordbo) sig på hug ud på foden af isen og sagde til grønlænderen, så at hans landsmænd hørte det, at han skulle se, om han kunne træffe ham og efterabede tillige alkeskriget (?). Grønlænderen kastede fuglepilen for ikke at træffe manden, der ?   ?  nær, at lade pilen komme tæt uden for ham i vandet, men til uheld drejede han sig til højre (?), hvorved han imod sin vilje traf ham i døden, hvorpå hans landsmænd lo, og gjorde grønlænderen ikke noget derfor. Senere var en anden grønlænder kommet på fangst fra Arpaksivik / Appassivik, tæt uden for Qaqortoq, det var henad aften, så at solen kastede en lang stråle hen ad vandet. Imedens han lå således, kom en aldrende mand ned til  ? og lagde sig ned og varmede sig ved solen, der var lilla (?). Grønlænderen, uden at tænke på nogetsomhelst ondt eller gunstigt (?), begyndte så at ro ind imod ham, eller (?) havde mindst (?) mordtanker, men efterhånden som han nærmede sig ham, opstod den tanke at dræbe ham. Hvorpå han tog sin lændser af, og han tænkte ved sig selv: "da den forrige blev dræbt, lo hans landsmænd af ham ?  ?  og dette vil ej  ?  noget slemt tilfølge, ligesom det forrige." Og da han passede (?) at holde sig i solstrålen blev han ej observeret af manden, og kom således ham nær og kaster sin lændser i siden, hvorpå den sårede gav høje klageskrig, hvorefter han straks blev omringet af sine landsmænd, som tog lændseren ud af ham og bar ham op.

       Vinteren derpå, da isen havde lagt sig ud til Appassivik, var nordmændene kommet til øen over isen, for at hævne det sidste drab. Hvilke først blev observerede af en pige som hentede vand, ved at se (?) deres gestalter i vandet, men før de kunne komme ud af huset, var alle udgange spærrede. Imidlertid var dog et par brødre, Kassabik og  ?  yngre, som var meget stærke og tillige meget adrætte, sprunget ud af det ene vindue. Den yngste broder havde til uheld fået et par nye såler (syet på kamikkerne, BS) den aften og begge flygtede  ?  ud på isen, hvilken havde lagt sig langt ud af fjorden eller forbi nuværende Julianehåb, og den var glat. Straks efter deres flugt forfulgte Uunngortoq dem og havde en økse til våben. Flugten fortsatte derefter ud af fjorden hvor  ? brødrene ?  flygter over til ? hvor  ? fætter boede. Oftere (?) var den yngste broder ved at snuble da hans nye såler blev mere og mere glatte og slibrige, hvilket hver gang gav lidt ophold og broderen måtte vente på ham hver gang, og ved disse lejligheder kom Uunngortoq oftere dem nær, men dog ej kunne komme til at give ham sin lanse (?), da han var ?  ? . Til sidst nåede de Overbærestedet /: Itivdliaisiark (?) på Mathiesens (?) Land, ? overfor (ovenfor?)  ? og enskønt landet var meget udfaldent (?) med gråstensskifer og altså højt op til isfjæren (?), sprang den ældre broder Kassabik (Kassapi) med et sæt, så at han stod ovenpå. Men den yngre faldt tilbage da han ville følge broderen, fordi hans nye støvlesåler var blevet meget slibrige. I samme moment kom Uunngortoq til ham og slog den ene arm over med øksen, hvilken han viste til broderen med disse ord: "Se, Kassapi, din broder arm, som du vist vil erindre eller det vil forundre mig meget om du glemmer det." Hvilket han gentog hver gang han havde hugget et stykke af armen og viste broderen samme, for at ægge broderen til at komme ud på isen til sig, men da han ingen våben havde, fortsatte han flugten ud til sin fætter.

       Da det blev sommer, rejste Kassapi sønder på for derfra at erhverve sig en kraftig ?formular /: serrat. Efter at have erholdt denne, rejste han tilbage og tilbragte endnu en vinter hos sin fætter ved Kangermiutaat. Den påfølgende sommer rejste han nordefter for at søge sig en med? eller allieret, og hvor han kom på sin rejse og traf et par brødre, gik han, efter at være kommet ind i deres bolig, uden videre hen og tog deres (brødrenes) støvler af og luftede deres strømper, og fandt han lus i dem, rejste han videre og kom endelig tilsidst til et par folk, som havde tvende sønner. Han gik da som sædvanlig, efter at han var kommet ind i deres bolig, hen til den ældre og tog hans støvler af og fandt lus, ved at søge i hans strømper, hvorpå han tog broderens, men fandt ikke noget levende efter en omhyggelig søgen. Da det var det han søgte, udmærkede han ham og valgte ham til sin staldbroder og ville tage ham med, endskønt forældrene sagde at han valgte den urigtige, da ?  ?  med (?) broderen eller (?) han var blevet oplært til at kunne  (?) under (?) vand (?)   ? kunne foregår (?) noget   ?   ; derpå rejste han sydpå og bosatte sig atter på øen Appassivik. I den påfølgende vinter lod han tilberede hvide skind af de sælhunde han fangede, så at han fik  ? et betræk til sin båd, hvilken han forandrede således, at  ?  eller (?) rælingen blev  ?  som et isfjæeld eller ligning deraf og lod den betrække således.

       Da det blev sommer og  ?  begyndte at  ? , blev det besluttet at overfalde nordmændene som boede op mod (?) Qaqortoq, i hvilken anledning konebåden blev fyldt med mennesker forsynede med våben, og alle kajakker måtte holde sig skjulte på luvsiden (?), der lod dem da drive mod vinden og imod Qaqortoq. Nordmændene som nok kunne formode et overfald, var meget årvågne og holdt vagt, så at de skiftevis var ude, og da ? var temmelig nær med konebåden, kom Uunngortoq ud og så efter det og satte hånden over øjnene for at skygge. Endelig drev (?) konebåden i land, hvorefter alle der var i  ?  sprang i land. I det øjeblik alle var inde, og lagde sig fladt på maven, så at den mand der kom ud ej observerede dem, og da han gik ind, tog konebådsbesætningen et løb og lagde sig atter ned som første gang. I det samme var alle kommet ud af kajakkerne og fulgte de først udsprungne. Ved den fremgangsmåde nåede de bygningen og spærrede alle udgange og tog derefter et stort stykke træ, der lå udenfor, hvis ene ende (?) de puttede ind i en af forstuerne (?) og  ? ild i den ene ende med et drilbor, så at det opblussede gnistrende. Imidlertid var hele Kassapis opmærksomhed henvendt på, med spændt bue, at opdage Uunngortoq, men før han opdagede det, var han sprungen ud af det søndre ?vindue meedførende sin søn under armen og tog flugten og blev forfulgt af Kassapi. Da Uunngortoq i sin flugt kom til Tejstesøen (?), som er beliggende østen for og når ? , kastede han sin søn ud i den, dels for at lette sig flugten og fordi han ønskede, at hans søn skulle dø usåret. Imidlertid vedblev Uunngortoq at flygte og blev forfulgt op til de østre fjelde (?), hvorfra Kassapi først vendte om, da han ej kunne nå flygtningen, som lykkelig undkom og nåede Igaliku.     Da grønlænderne imidlertid ej vidste, hvorledes de skulle henlede nordmændenes opmærksomhed på noget for at aflede deres årvågenhed. ? både (?) ved Sivsarklaktork (?) og Igaliku, for at kunne overrumple dem, blev det besluttet at kaste en forhekstet lændser fra Sivsarktutoko (?) fjeldet til Illorfisaalik (?), hvilken der blev kastet og hvilken i sit løb gav en lyd fra sig, hvilket tiltrak alle beboernes opmærksomhed på sig, men hensigten blev ikke opnået, da den ej nåede det tilsigtede mål, hvorfor en benpil blev straks derefter udskudt, til det ovennævnnte mål, hvilken gav endnu stærkere lyd fra sig, og da alle så efter den besynderlige lyd i luften, blev beboerne overfaldet, ved hvilken lejlighed Kassapi atter alene var henvendt på at opdage Uunngortoq, med spændt bue. Da han endelig opdagede ham flygtende, forfulgte han ham nogen tid ? , men forgæves, og vendte derfor tilbage atter med uforrettet sag, hvilket ? (arbejde?) gjorde ham  ?  ? .

       Efter sin flugt bosatte Uunngortoq sig i Tasermiutfjorden og byggede sin våning på en brink på en stor brat fjeldside. Nogle år derefter bosatte Kassapi og hans staldbroder sig i mundingen af  ? fjord og overlagde der, hvorledes de skulle ombringe ham; til denne lejlighed forfærdigede han såmange buepile, at de  ?  kunne rummes i et stort sortsideskind, een blandt disse pile var forarbejdet af en ufrugtbar kones lampehæk eller (?) ? ?stykke. Da dette arbejde var færdigt, vandrede begge op til Uunngortoqs bolig. Forinden de kom til den, var der en stor indsø, ved hvis bredder Kassapi satte sine pile i en kort afstand fra hinanden på enden i jorden og  ?  såmange, at han beplantede hele den ene side af søen og nedsatte allersidst den pil, der var forfærdiget af en ufrugtbar kones lampehæk eller ? ?stykke, og Kassapi efterlod sin kammerat et stykke fra søen, som skulle ligge i baghold  ?  ?  . Derpå listede Kassapi sig op og kom ovenfor, hvor han med største varsomhed netop fik øjnene over fjeldkanten og så Uunngortoq at spadsere uden for sin våning. I det samme nævnede Uunngortoq Kassapi ved navn og pegede på ham, hvorpå Kassapi besluttede at oppebie nattens komme til at udføre sin hævn. Da mørket faldt på listede han sig ned til huset og kom udenfor vinduerne, men kunne ikke få noget sigte på Uunngortoq, da han vandrede så hurtig som en skygge, med (?)  ?  ?  og da Kassapi i længere tid forgæves havde ventet på en lejlighed, besluttede han at skyde konen, som lå nok påklædt, men havde taget patten ud, hvorved deres diende barn lå og pattede. Han traf hende i brystet, hvorefter han flygtede, og Uunngortoq efter ham med øksen; Kassapi tog da stien ned til søen hvor han havde sat sine pile, og så snart han nåede den, tog han straks den første pil, før Uunngortoq kunne komme til ham og satte buen spændt imod ham, hvorved Uunngortoq krympede sig således sammen, så at Kassapi ikke havde andet at sigte efter end hans hage, hvorefter han også skød, men før pilen kunne nå Uunngortoq, sprang han, så at pilen fejlede. Således vedblev Kassapi at skyde efter Uunngortoq, og denne vedblev at undgå hans pile ved at springe. Tilsidst havde Kassapi ikke flere pile tilbage, undtagen den kraftigste, som var gjort af lampehækkens rigger (?), hvormed han skød efter sin fjende og traf ham således at han havde kløvet enden af hagen og pilen var trængt ind i brystet. Efter dette tog Kassapi flugten hen ad sin staldbroder til, og Uunngortoq efter ham, endskønt så svært såret. Da Kassapi havde løbet et langt stykke, begyndte han at blive træt og mærkede, ligesom noget tørt op af halsen af træthed, og derpå styrtede han uden bevidsthed. Da han derefter kom til sig selv igen, besindede han sig og tænkte da ved sig selv: "Du flygtede jo" og så sig ? efter i det samme tilbage og så da Uunngortoq liggende død, ikke et ?  fra sig, hvorpå han rejste sig og huggede armen på ham, ligesom han havde gjort, da han dræbte hans broder, og sagde til den døde: "Se, din arm, som du vist ikke glemmer." og vedblev således til begge armene var parteret i flere stykker. Da dette var udført og hans staldbroder havde fulgt ham så lang tid, uden at udføre nogen bedrift, slukkede han sin hævn med at dræbe Uunngortoqs værgeløse barn. Efter hævnakten var udført bragte Kassapi sin antagne staldbroder til hans forældre.

Enden.

Var.: Uunngortoq

Håndskr.: KRH, kasse 51, nr. 29.

Trykt på grønlandsk i Atuagagdliutit 1897.

Resumé:

Ud for Qaqortoq opdager en kajakmand et af islændingenes huse inde på

land. En islænding (nordbo) stiller sig ud på en tange og opfordrer flere gange

grønlænderen til forsøgsvis at ramme sig med fuglepilen. Først da

høvdingen kommer til og opfordrer grønlænderen til det, når nu manden

selv vil det, afskyder grønlænderen pilen, og manden falder død om.

Det ødelægger ikke venskabet mellem eskimoer og islændinge, men da en

grønlænder nogle år senere uden opfordring dræber en islænding, der

samler muslinger ved stranden og heller ikke meddeler det til

høvdingen, tar islændingene hævn. De udrydder hele bopladsen undtagen

to brødre, der flygter for høvdingen, Uunngertoq, over isen. U. får

tag i lillebroderen dræber ham og skærer hans arm af, som han viser

storebroderen, Qasapi, med ordene: Mon du, Qasapi, så længe du lever,

nogen sinde vil kunne glemme din broder". Q. slår sig ned hos

slægtninge ved Kangermiutsiaq, fanger en mængde sortsider og laver

hvide afhårede skind af dem alle. Om foråret laver han et besynderligt

sejlskib af en træstamme (drivtømmer) udhulet som et rør og med en

mængde huller, hvorigennem der trækkes remme til de hvide skind på en

så sindrig måde, at disse både kan hejses som sejl og bytte plads med

hinanden af de mænd, der befinder sig inde i hulrummet. Ved den

sidsnævnte manøvre ligner rør-skibet et isskodse, der kælver lidt. Den

afprøves to gange til Q.s tilfredshed, og i den nærmer men sig

Uunngertoqs sted ved Qaqortoq, hvor havet er fuldt af bræis.

Medfølgende konebåde samler kvas i fjorden nord for og støder til Q.,

da han har narret U. til at tro, at det bare er en isskodse, der

nærmer sig. Man fylder husgang og forstue med kvas, Q. borer ild, og

hele huset futter af. Den behændige U. undslipper ene af alle, og Q.

når ikke at indhente ham. U. slår sig ned ved Igaliku, angribes næste

sommer af Q., men undslipper igen, denne gang til Alluitsoq, hvor han

bosætter sig i bunden af Sioralik-fjorden. Næste sommer undslipper han

til bunden af Tasermiut-fjorden, og næste sommer igen til fastlandet

over for øen Aluk i Sydøstgrønland. Hér lykkes det endelig Q. at få

ram på U. Han sender først en pil i struben på U.s kone inde i huset,

dernæst alle sine pile undtagen een mod U., der forfølger ham og kan

gøre sig så lille, at kun hagen er synlig over jordsmonnet. Den sidste

pil har en østgrønlænder lavet af en tværpind fra en ufrugtbar kvindes

tørrehæk og gjort dræbende med en formular. Med den gennemborer Q.

endelig U.s strube, skærer hans arm af og erklærer, at nu har både U.

og han selv fået fred i sindet, fordi U. med sin hån over den dræbte

lillebror selv havde ægget ham til hævn. Q. tar den gamle

østgrønlænder med hjem til Kangermiutsiaq og forsørger ham godt til

hans død.

Hist.: Om den usikre historiske baggrund for nordbofortællingerne se og søg

Inge Kleivan 1982, Grønland. Og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Modellen for rørskibet kunne være et skib i en flaske.