Dokumentation og formidling af Danmarks historie i Grønland og Arktis

Grønlandsregistranten viser vej til grønlandsrelaterede arkivalier indenfor Rigsfællesskabet

Databasen

Grønlandsregistranten tilbyder et overblik over grønlandsrelaterede arkivalier, der findes i arkiver, museer og øvrige samlinger (herefter: aktører), indenfor rammerne af Rigsfællesskabet. Arkivalier er i denne sammenhæng som udgangspunkt ikke-publicerede papirdokumenter; bl.a. dag- og notesbøger, håndskrifter, korrespondance, kort og øvrige dokumenter, foruden museums- og arkivjournaler, protokoller og registraturer. En del aktører inkluderer desuden fotografier og nogle desuden forskellige typer genstande.

Det er aktørerne, der bidrager med oversigter (herefter: registranter) over arkivalierne, og ligeledes aktørerne, der beslutter detaljeringsgrad og omfang. Derfor varierer informationsniveauet, og databasen indeholder således både detaljerede registranter, beskrivelser af samlinger og/eller kortfattede oplysninger om at den pågældende aktør har grønlandsrelaterede arkivalier.

De viste informationer afspejler et øjebliksbillede, og må ikke ses som en endegyldig oversigt over alle grønlandsrelaterede arkivalier. Dette skyldes flere forhold: At de enkelte aktører registrerer arkivalier kontinuerligt; at grønlandsrelaterede arkivalier ikke nødvendigvis er registreret med ordet ”Grønland, ”grønlandsk” eller variationer deraf og derfor kan være svære at identificere, og at selve begrebet ”grønlandsrelateret” indeholder en subjektiv vurdering.

Databasen indeholder også links til aktørens hjemmeside, men der er ikke såkaldte “dybe” links direkte fra databasen til digitaliserede eller affotograferede arkivalier. For at undersøge om det er muligt at se arkivalierne (fysisk eller digitalt), skal der rettes henvendelse til den pågældende aktør.

Grønlandsregistranten er under konstant udvikling, og der bliver løbende tilføjet aktører og arkivalieoplysninger.

Søg i Grønlandsregistranten her

 

 

Artikler om Grønlandsregistranten
Man kan jo altid tale om vejret – eller arkivalier”, Tidsskriftet Grønland, nr. 2, 2022. Udgivet af Det Grønlandske Selskab; redaktør Uffe Wilken.

Kokken, som blev arkiv-haj”, AG - Atuagagdliutit, 8. juni 2022. Udgivet af Mediehuset Sermitsiaq-AG; journalist Marianne Krogh Andersen.

Grønlandsregistranten – Kalaallit Nunaat pillugu Ujarlerfik”, Tidsskriftet Journalen, nr. 1, 2021. Udgivet af Dansk Lokalhistorisk Forening, Organisationen Danske Arkiver og Sammenslutningen af Lokalhistoriske Arkiver; redaktør Johnny Wøllekær.

 

 

Realisering af Grønlandsregistranten

Grønlandsregistranten er realiseret gennem velvillige donationer fra Augustinus Fonden, Den Grønlandske Fond, 15. juni Fonden, Frederik Paulsen, Hoffmann og Husmans Fond (tidligere Frantz Hoffmanns Mindelegat), Knud Højgaards Fond og Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond.

Grønlandsregistranten er dansksproget, fordi den helt overvejende del af de arkivalier, der er tale om, er formuleret på dansk. I særlige tilfælde oversættes meddelelser til grønlandsk, men indtil videre vil sekretariatet desværre ikke være i stand til at kommunikere på grønlandsk.

Spørgsmål til det generelle indhold i Grønlandsregistranten kan rettes til projektleder Lone Riis. Ret desuden gerne henvendelse, hvis der er kendskab til en relevant aktør, der ikke fremgår af Grønlandsregistranten. Spørgsmål vedr. specifikke oplysninger om samlinger eller arkivalier rettes direkte til den pågældende aktør.

(+45) 3231 5052

registrant@arktisk.dk