Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
"Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter
Dokument id: | 1665 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Akernilik |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andrassen, Kaarali |
Titel: | "Angákerduaq". Den store åndemaners vidunderlige åndeflugter |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 195 - 198 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje.
Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 96 - 100; angakkortalissuit, 1990: 219 - 223: Uden overskrift. Begynder således: "Angakkorsuarmik taasagaat Sarfap ..."
Resumé af Jens Rosings oversættelse: I Sermilik-fjorden lever to åndemanere / angakkoq'er / angakokker, der kappes om at være den største. Sejrherren kaldes herefter Angakkertuaq (den store åndemaner) og den anden Angakkeq (åndemaneren). Denne søger af misundelse at rane den stores sjæl, men forgæves. Den store gør gengæld af frygt for, at Angakkeq i stedet skal røve sjælene fra hans børn. Den stores sjæleran lykkes. Derefter har han intet at frygte og foretager ofte åndeflugter ud over fjordmundingen, hvor man ser ham flyve forbi. Et efterår rejser han imidlertid den modsatte vej ind over indlandsisen til en boplads inde i en fjord, hvor han fra et fjeld ser folk drive nogle små bjørnelignende dyr med tynde ben ned mod bopladsen. Han vender uset tilbage, men om foråret, der ellers er et ugunstigt tidspunkt for åndeflugter, flyver han fulgt af gnistrende hjælpeånder derover igen, fortsætter ud til en anden boplads ved fjordmundingen og blir vidne til en vældig fangst af hvidhvaler. Skumsprøjtet er så voldsomt at dyrene flyver langt op på stranden. Man opdager ham oppe på fjeldet, hvorefter han skynder sig tilbage. Akkernilik, der fortalte det til Kaarali Andreassen, havde ikke flere fortællinger om Den store Åndemaner. Men Kaarali selv får som seminarieelev 1910 - 14 bekræftet fortællingen af Luutivik inde i Godthåbsfjorden K: fortæller L. historierne om angakertuaq, hvorefter L. bleg af undren kvitterer med sine: Et efterår, da herrnhuterne driver deres geder hjem, standser de af forskrækkelse over en ildkugle med gnistrende hale både for og bag, og kuglen kan i et glimt identificeres som en sammenkrummet mand (i åndeflugtstilling, BS). Også fortællingen om hvidhvalsfangsten kan bekræftes. Under den ser man en mand oppe på Nattoralinnguit, en fjeldknold i nærheden af Qaquk. L. og A. er lige stumme af forbavselse.
Hist.: Lysfænomenet peger på Halleys komet, der var synlig i 1758, i 1834 og i 1910. Men herrnhuterne oprettede først Uummannaq i Godthåbsfjorden i 1861 og rejste i 1900. Østgrønlænderne kan have hørt om herrnhuternes geder (der ligner små bjørne med tynde ben) via sydøstgrønlænderne siden midten af 1700-tallet.. |
Ajatok / Ajaattoq
Dokument id: | 1938 |
Registreringsår: | 1936 |
Publikationsår: | 1993 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kara |
Nedskriver: | Victor, Paul-Émile |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajatok / Ajaattoq |
Publikationstitel: | La civilisation du phoque, II |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 109 - 118 |
Lokalisering: | Kangerlussuatsiaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Hele værket: Victor, P.E. & J. Robert-Lamblin: La Civilisation du phoque, t.I:Jeux, gestes et techniques des Eskimo d'Ammassalik. A. Collin - R. Chabaud, 1989, 312 p.; t.II:Légendes, rites et croyances des Eskimo d'Ammassalik. R. Chabaud, Paris, 1993, 424p.
Resumé: Til indledning omtaler Kara Pudetas mor, en kvindelig angakkoq / åndemaner. Victor husker udmærket Pudeta (Bolette?) selv. Hun lå hen på briksen for slukkede lamper et helt år efter at hendes mand døde i efteråret 1934. Hendes 5 el. 6 børn levede ligeså i mørket, indespærrede, men fik dog nu og da noget kogt kød el. spæk fra Kulusuks fangere.. Men dengang europæerne (Konebådsekspeditionen) endnu ikke var nået frem, øvede Pudetas mor sin kunst i et stort fælleshus propfuldt af mennesker. Hendes hjælpeånder, tre menneskehænder, ramte på skift med sygdom og død, hvis man skrabede eller bankede med en hånd ligegyldigt hvor i huset. Hun havde allerede adskillige mord på samvittigheden.
Kara fortæller så videre om et (andet ?) stort fælleshus propfuldt at mennesker i Nunagitsek / Nunakitseq, hvor Aggu / Akku med familie overvintrede. Men sammen med sin ældste søn forlod han to koner og fire andre børn. Ikke langt derfra var et andet fælleshus i Akinnatsiaat. Hertil drog Pukararteq og Maratsi fra Sermiligaaq på i slæde om foråret i slutningen af sultevinteren. De ville se om Puks. kones yngre brødre, endnu ugifte (Pudokuto og Amitsukujo), havde overlevet. De nåede over fin is til Nortsit / Noortiit, hvor man endnu havde lidt lagret sæl og haj. Husherren Sakatsia måtte fortælle at der ingen overlevende var, hverken ved Akinnatsiaateller i Nunkakitsit. Så vendte de to rejsende tilbage. Men om sommeren, da Pungujorto / Punngujortog i kajak fra en boplads nær Kuummiut / Kuummiit til Noortiit, men lagde ind ved Nunakitsit, var der alligevel et svar med svag stemme fra huset, da han råbte ind. Det var Ajatoq / Ajaateq. Lig flød overalt, der stank rædselsfuldt. Pung. kastede en lille spækklump ind, formanede hende til kun at spise yderst lidt straks og næste dag, og han lovede at man skulle komme efter hende. Han tog til Noortiit efter undervejs at have konstateret at der ingen overlevende var ved Akinnatsiaat. Han bad Sakatsia hente Ajaateq i umiaq og tog straks hjem igen til Quarmiit. Sakatsias konebåd nåede frem, men ingen ville hente Ajaateq, der måtte kravle på alle fire ud af huset og ned til båden, hvor Sakatsia bød hende vaske sig i havet inden hun fik lov at komme i båden. Fordi der sad en masse størknet blod på hendes hænder og på tøjet under armene, beskyldte man hende for at have spist menneskekød. Men hun nægtede hårdnakket. Hun var blevet beordret til at hjælpe en, der havde gjort, det med at skære kødstykker af. Da hun bagefter sad med hænderne oppe i armhuler af kulde, var noget af blodet tørret af dér. Senere, da man hentede tagbjælken, så man ganske rigtigt at der var skåret kødstykker af ligene. Hun blev ordentlig vasket og kom langsomt til kræfter. Så først fortalte hun om hele forløbet, hvor hun havde overlevet ved at spise skind udblødt i vand, men havde haft svært ved at holde samværet med de mange døde i huset ud, fordi de om natten både rørte på sig og lød som om de trak vejret. På et tidspunkt havde hun talt med en fra Akaanis., der gik forbi og meddelte at endnu var hans bror levende dér, men at han selv agtede sig til sin onkel i Noortiit. Der havde også været besøg af et væsen på fire, som hun smed sin ulu efter. Den fandt hun næste dag helt henne ved konebådsskelettet. Hun var ved at dø, da hun blev opdaget.
Var.: Rosing Ajaateq.
Hist.: Victor eller redaktricen Robert-Lamblin daterer sultevinteren til 1882 - 1883. Det samme gør - mindre præcist - Holm og Petersen 1921: 617: "... en halv snes år før koloniseringen (1894) .." i Medd. Grønland nr. 61. Allerede vinteren 1881 - 1882 var dog usædvanlig hård ifølge Mikkelsen 1934: De Østgrønlandske Eskimoers Historie Kbh.: Gyldendal, s. 45. Ibid. s. 46: Har Mikkelsen beregnet at 16% af Ammassalikkerne døde i løbet af årene 1881 - 1883. Jens Rosing 1963 nævner også en sultevinter på det tidspunkt. Holm og Petersen er sandsynligvis den fælles kilde til flere af disse overensstemmelser. Men den sultevinter som de overleverede beretninger angår, daterer den første nedskriver, Kaarali Andreassen, til vinteren 1880 - 1881. Se Jens Rosing 1963, s. 108: Nunakitseq, boplads ved Kulusuk. Iøvrigt stemmer denne og Victors versioner af fortællingen om Ajaateq fortræffeligt overens. Årsagen til den tidligst kendte sultevinter i Grl. i beg. af 1800-tallet kan dateres til året efter udbruddet i vulkanen, Tambora, Indonesien, 1815 (den megen aske i stratosfæren skyggede for solen). Men den anden hårde periode i 1880'erne må have en anden årsag, idet det tredje store udbrud fra Krakatau-vulkanen først kom i 1883 (det andet var Galangau i 1822). |
Ajijak
Dokument id: | 1675 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Saajooq (Sâjôq / Maratsi, Odin) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Ajijak |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 224 - 225 |
Lokalisering: | Sermiligâq / Sermiligaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Ajijak og hans ældste søster går som børn i åndemanerlære og inden de begynder at opsøge ånder, opøver de deres kræfter ved at save store isblokke ud med en åndepustet sav og bære dem op mod huset. Søsteren er den stærkeste, men en dag hun forsømmer at spækfodre en ældgammel lampe, som hun er sat til at passe, går der ild i lampen og hun mister sin sjæl. Snart dør hun. Hendes misligholdelse af lampen harmer Månemanden, der kommer med sin store pisk for at piske fælleshuset i kvas. Stedets store åndemaner, Uitsaleqanngitsaq, lader husfællerne se ud gennem vinduet, hvordan hans hjælpeånder hindrer månen i at piske løs, og hvordan til slut U.s hjælpeånd "den skævmundede kajakmand" / Eqingaleq / Equngasoq kommer farende med sit blærespyd, jager Månen op på en fjeldtop og videre op til himmels. Månen ber to gange for sig: "Hvis du dræber mig, vil sælerne ikke længere føde unger!" Og: "Hvis ... vil det ikke længere blive ebbe!" Den skævmundede lader da Månen fare.
Var.: Ajijaks optræning / uddannelse til åndemaner el. hans initiation forbindes på forskellige måder med månen / Månemanden. Se Kaarali Andreassens versioner. Afværgelsen af månens angreb, se: Aqajarormiorsiorpua (her en kampesten i samme ærinde); Den straffende månemand; En månefortælling; Karrak; Ajijak 224 225;
Hist.: Ajijak / Ajija / Aja levede i første halvdel af 1800-tallet, var gift med Naajas søster og boede i Sermiligaaq. |
Alorútaq / Aloruttaq / Den forældreløse barben og hans eventyr / Kampen mel lem bjørnen og hvalrossen / En tupilak-historie / En druknet mands jordomsejling
Dokument id: | 1362 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? og Andreassen, Kaarali |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Alorútaq / Aloruttaq / Den forældreløse barben og hans eventyr / Kampen mel lem bjørnen og hvalrossen / En tupilak-historie / En druknet mands jordomsejling |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 123 - 131 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 426: "âlorutaq angerdlatoq". Kaarali Andreassen har afsluttet nedskrivningen.
I 1920 har Knud Rasmussen fået trykt de to første dele af fortællingen i dansk oversættelse i "Skånejournalisternes Vårtidning", Maj. Rasmussen erklærer her, at fortællingen slutter efter episoden med bjørnen og hvalrossen. Det fremgår ikke af håndskriftet.
Resumé: Aloruttaq er en stakkels forældreløs dreng ved Kangaarsuk / Kangaartik nær Kap Dan ( på Kulusuk ). Hans onde plejefar sulter ham, klæder ham slet og gir ham intet legetøj. Når alle på bopladsen sulter, går man til folkene i Siorartooq, hvor forrådet er rigeligt. A. må gå barfodet gennem sneen, kommer sent frem, og forhindres af sin plejefar i at spise sig mæt. Når der nu og da kommer folk fra Siorartooq / Siarngarteq med kødgaver, er der et stykke med to ribben til A., men hans plejefar skærer kødet fra og gir ham kun et enkelt, bart ribben. På den næste tur til Siarngarteq opdager husherren derovre plejefaderens ondskab, ber A. hjælpe sig med at bære resterne af måltidet over i kødgraven og blir klar over, at A. ingen kamikker har. Han adopterer Aa. der får det godt, vokser til, blir stedets bedste fanger og gifter sig. En vinter, hvor alle sulter låner han sin plejefars slæde og bjørnehunde. Ude på isen ser han en sovende hvalros, ved ikke hvordan han skal klare den, men en isbjørn dræber den med en iskugle, som den omhyggeligt har gnavet til af et stort isstykke. A. pudser sine hunde på bjørnen og dræber den. Han tar skindet og en klump kød med hjem. Snart kommer hele egens sultende bopladser til ædegilde og får kødgaver. Blandt gæsterne er den onde plejefar. A. minder ham om hans nærighed, gir ham to ribben fra hvalrossen, men senere ligeså store kødgaver som de andre. Den onde plejefar laver tupilak af ribbenene om sommeren. A. kan pludselig intet fange, forudser sin snarlige død, men da han er en angerlartussiaq (bestemt til at vende hjem igen), ber han sin kone hente hans redskaber eet for eet, når de driver til lands efter hans død. Han møder tupilakken, der er rød med et stort hundehoved. A. harpunerer den, men hans fangstblære klistrer til kajakken, tupilakken snor linen om den ved gang på gang at springe over den og svømme under den. Da tupilakken har ædt hans ene side, kæntrer han og rejser verden rundt under havet i et år. Hans kone henter hans ilanddrevne kajak og redskaber. Men A. kan alligevel ikke komme i land. Tupilakken spærrer for ham. A.'s kone, der er gravid, føder en søn der får navnet A., gøres til angerlartussiaq, udvikler sig som sin far til storfanger, gifter sig med sin mor, kæntres af tupilakken og rejser verden rundt. Tilbage igen slipper han forbi tupilakken, som han senere dræber. Han kommer ikke ud for flere ubehagelige hændelser.
Tolkning: Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor, og Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001. |
Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster
Dokument id: | 397 |
Registreringsår: | ? 18 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, V. 4' |
Fortæller: | Hendrik (Hintrik /Hindrik) |
Nedskriver: | Aron |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Amerdlangitsunguamik / Amerlanngitsunnguamik / - ægtede de mange brødres eneste søster |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 1088 - 1090, nr. 224 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Referat/parafrase/næsten oversættelse ved Kirsten Thisted:
Om Amerlanngitsunnguaq
Amerlanngitsunnguaq fik de mange mænds eneste søster til kone, hendes hår lignede noget der brænder.
Han fik hende dengang, da solen var begyndt at stå lavt på himlen, og nu begyndte solen igen at komme højere op på himlen, men så travlt havde han med at kæle med hende, at han slet ikke havde haft tid til at komme ud i kajak i al den tid. Kajakken lå og var helt tørret ind, så skindet strammede om skelettet. Hans svogre havde fanget mange sæler om efteråret, og når de satte bryststykkerne ud, sagde de til ham: "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere!" Men svogrenes svoger havde altså en vældig appetit!
Til sidst da dagene blev lange og vinteren for alvor satte ind, blev det dårligt vejr med skiftevis stærk nordenvind og snestorm. Det blev ved og ved. Da Amerlanngitsunnguaqs mange svogre ikke længere fangede noget, begyndte de at tære på deres forråd. Da de havde spist det hele, begyndte de at spise affald. Men til sidst var der heller ikke den mindste stump af det tilbage. Nu kom de ikke længere ud af huset, og alle de stakkels svogre lå bare og sov.
Til sidst holdt de mange svogre helt op med at stå op. Mens det stadigvis var nordenstorm og snevejr, gik Amerlanngitsunnguaq en morgen ud og kom ind med den ældste svogers kajakpels. Han havde jo ikke været ude i kajak siden sidste år da solen begyndte at stå lavt på himlen, og derfor regnede svogrene slet ikke med ham som fanger. Da han gjorde sig klar, og hans kone fulgte med ham ud, så føg det så stærkt, at det ikke var til at se. Da han skulle om bord i kajakken, holdt konen fast i spidsen, og først da han havde surret pelsen helt fast om mandehullet, skubbede hun kajakken ud. Nu ventede de så efter ham i snefoget, der slet ikke havde noget ophold.
Da Amerlanngitsunnguaq kom af sted og sejlede forbi de yderste øer i den kraftige nordenvind, kom solen højt op dernede sydpå, og da han kiggede sig omkring, kunne han se, at der var helt mørkt af snevejr derinde ved deres boplads, mens det herude hvor han var, var ganske dejligt vejr. Mens han lå på lur efter sæler, kom en remmesæl op lige nærved. Han roede hen og harpunerede den. Så gjorde han den klar til slæbning, og da han var færdig, roede han indad. Da han havde råbt Uaa! kom hans kone ned, og da hun kom ned, opdagede hun, at han havde en stor remmesæl på slæb. Hun skyndte sig op og råbte ind: "Nu skal I få både kød og spæk, Amerlanngitsunnguaq har fanget en stor remmesæl!" De råbte så det kimede, alle svogrene.
Da han gik op derfra, sagde han, at hun skulle koge bryststykkerne. Da de var kogt, satte han dem ud og sagde: : "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere! Værs'god at spise bryststykker!"
De sagde ingenting. Det skulle vise sig, at han skulle blive ved med at sige dette. [altså: han bliver ved med at fange)
Så begyndte de mange svogre efterhånden at stå op, nu hvor de igen var begyndt at spise, og de begyndte igen at gå ud. Engang da de vågnede om morgenen, og han var i færd med at ordne sin kajak, var der en der prøvede at tage kajakken fra ham. Han vendte sig og så, at det var den ældste af svogrene, der ville have fat i sin kajak. Da det jo ikke var hans egen, lod han ham bare tage den. Han gravede så hurtigt den næste svogers kajak op af sneen, og så tog han af sted sammen med den ældste svoger. Da de kom til fangstpladsen og lagde sig på lur efter sæler, sagde Amerlanngitsunnguaq til den anden: "Ro nu efter den!" Men svogeren sagde: "Nej, ro du efter den!" Idet svogeren regnede med, at han ville smide sin fangeblære / fangstblære ud, lagde han sig på tværs på havet. Den store svoger undrede sig, for han kunne ikke gøre den slags. Da han havde slået den ihjel, gjorde han den klar til bugsering.
Mens de nu igen lå på lur efter sæler, kom der en stor remmesæl op. Amerlanngitsunnguaq kiggede på den anden og sagde: "Du har ikke fanget noget endnu, ro efter den!" Svogeren roede efter den og harpunerede den. Da han ikke kunne slå den ihjel, slog Amerlanngitsunnguaq den ihjel og sagde til ham: "Nu skal du bare tage ind og du må endelig ro efter vindsiden, dér hvor du skal lande! Jeg skal lige prøve, om jeg kan fange en til!"
Mens han nu igen lå på lur, kom der igen en stor remmesæl op, og han harpunerede den. Da han havde slået den ihjel og var færdig med at gøre den i stand, tog han ind, og kom så hjem til sidst. Han kom hjem og opdagede, at den anden ikke var kommet hjem endnu. Da de andre begyndte at blive bange, sagde han: "Det er fordi han har fanget en stor remmesæl!" Og nu ventede og ventede de så på ham.
Til sidst blev det aften. Da vinduerne blev helt mørke, sagde Amerlanngitsunnguaq: "Nu har det varet alt for længe, uden at han er kommet hjem. Det kunne være, I skulle prøve at dække vinduerne til!" Det viste sig, at han var en stor angakkoq / åndemaner, det vidste de slet ikke. Straks de havde været ude og dække vinduerne til og kom ind, slukkede de lampen, og der blev helt mørkt. Så var der pludselig nogen, der sagde derudefra: "Jeg kan ikke komme hjem, fordi min fjerde finger [ringfinger er væk." De andre blev meget kede af det, da de hørte det. Det fortælles, at Amerlanngitsunnguaq angrede så meget, at han ikke var roet med sin store svoger, at han helt holdt op med at gå ud i kajak.
Der er den slut. Hintrik.
Var.: Amerlanngitsunnguaq; Sungersuusaq (Aron. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op. Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.
Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik
Kommentar: Den gentagne frase om at nu er kødet nemt nok at gå til er ment som en hån, først mod svogeren, der intet besvær har haft med at fange noget til det serverede måltid, senere som hans gensvar, da han er den eneste der fanger under hungersnøden. |
anguterpánik avungnartumik / anguterpannik avunnartumik
Dokument id: | 39 |
Registreringsår: | 1867 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 2488, IV, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Nicolaisen, John (Nikolaisen, John) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | anguterpánik avungnartumik / anguterpannik avunnartumik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | ss. 491 - 495, nr. 93 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:
Fortællingen om en stor brødreflok der drog nordpå.
Det fortælles, at en stor brødreflok tog afsted nordpå, og at de havde en søster med. De tog hjemmefra og rejste hele dagen, og da det var blevet aften, rundede de et lille næs og så mange telte inde i bunden af en lille bugt. Så snart deres konebåd viste sig, gjaldede det, at der var en konebåd på vej. Da de var på vej ind mod stranden, kom der mange mennesker ned til stranden. De lagde til ved stranden, og da alle var steget i land, tog de fat i deres konebåd, og efter at have trukket den lidt op på stranden, løftede de hele konebåden op i land uden at have tømt den for deres ting. De bar den op til et sted, hvor de kunne slå deres telt op. Først da de havde sat konebåden ned, tømte de den for deres ejendele. Så snart de havde slået deres telt op, begyndte der at komme mange besøgende ind i teltet, og da de alle var kommet ind, var teltet propfuldt af folk. Brødrene lagde mærke til en ældre mand, der så lidt sølle ud, og det viste sig, at han var ungkarl. Efter et stykke tid begyndte de mange gæster at gå ud af teltet. Da alle efterhånden var gået, var der kun den ældre mand tilbage. Han havde altså bare ventet på, at de andre besøgende skulle gå, så han kunne sige til brødrene, at han meget gerne ville have deres eneste søster til kone. Noget efter at de andre var gået, sagde han så: "Jeg vil gerne have jeres eneste søster til kone; jeg har længe ønsket mig at få en kone, men kvinderne mener ikke, der er noget ved mig og vil ikke have mig." Efter de ord, gik brødrene med til det. Han var meget taknemmelig over, at de gik med til det. Fra da af havde han så brødrenes eneste søster til kone. Brødrene overvejede først at overvintre på deres nye svogers boplads, men da de havde lyst til at søge efter et sted med mange flere fangstdyr, ville de fortsætte deres rejse nordover. Da de en morgen skulle af sted, var deres eneste søster meget opsat på at rejse med sine brødre. Fordi hun så gerne ville, fik hendes brødre ondt af hende og inviterede hendes mand til at rejse med. De drog af sted fra bopladsen, og søsterens mand var med. Efter at de havde rejst hele dagen, slog de lejr, da det var ved at blive aften. Da det var godt vejr den næste dag, fortsatte de nordover, og efter at have rejst hele dagen, slog de lejr. Dagen efter tog brødrene ud på kajakfangst. Hen på eftermiddagen kom de tilbage og havde alle fået fangst. Da de havde fundet ud af, at stedet var godt, begyndte de at bygge vinterhus på stedet. Da huset var færdigt, tog de ud på fangst til de yderste kyster. Mens de var dér, fangede de rigtig mange sæler. Til sidst holdt de endda op med at flå skindene af grønlandssælerne. Deres stakkels svoger havde ikke nogen kajak og havde kun som opgave at bære sine svogres fangstredskaber op. Efter en tid på denne fangstplads, og da de havde fanget grønlandssæler nok, begyndte de at fragte dem til deres vinterboplads, og så fyldte de en række kødgrave til vinteren. Nu skulle de overvintre på dette sted, og det var tidligt om efteråret. Men så satte det ind med vedvarende dårligt vejr. Eftersom vejret var blevet dårligt, tog brødrene ikke ud på fangst. Da de nu gik hjemme uden at tage på fangst, begyndte de jævnligt, når deres stakkels svoger var ude af huset, at tale med hinanden: "Lad os dræbe vores usle svoger, han laver ikke andet end at spise." Engang da han var gået ud, begyndte de at tale om at dræbe ham. På vej ind i huset hørte han deres snak om at dræbe ham, og skyndte sig ind i huset, og straks han kom ind, sagde han: "Vent med at dræbe mig; det er ikke vinter endnu, og det er første gang I skal prøve at overvintre her nordpå." Da han sagde det, sagde hans svogre: "Det er bare noget, vi siger for sjov." Med tiden begyndte sneen at falde, og der kom så meget sne, at alt det, der ragede op, forsvandt. Ja, der kom så meget sne, at deres hus blev helt sneet inde. Nu kunne de ikke længere komme ud af huset, og de blev allesammen liggende på briksen. Derefter var det kun deres sølle svoger, der med møje og besvær var i stand til at stå op. En dag de vågnede, stod svogeren alene op, tog en teltstang og gik ud i husgangen. Husgangen var helt lukket til af sne, og han begyndte at udhule den med teltstangen. Derefter lavede han en smal åbning, og så masede han på for at komme ud. Da han efter megen møje kom ud, opdagede han, at det stadig sneede kraftigt. Så råbte han til de andre: "Det er dejligt at være ude i den friske luft." Med de ord gik han ned mod konebåden, og derhenne tog han en af sine svogres vandskindspels og hans kajakåre og vendte tilbage til huset. Tilbage ved husgangen, begyndte han at rydde sneen ved husgangen med en kajakåre, og da han også havde ryddet sne ved vinduet, gik han ind i huset med vandskindspelsen i hånden. Da han kom ind, spurgte hans svogre ham: "Hvad vil du nu?" Deres sølle svoger svarede: "Jeg kommer ind med vandskindspelsen, fordi jeg vil søge efter spiselig tang til jer nede på stranden." Da han sagde det, udbrød hans mange svogre: "Nu da det er blevet vinter, er du vel i stand til at komme hjem med fangst." Det svarede han ikke på, men gik bare ud.
Da han gik ud og kom hen langs konebåden, løftede han en svogers kajak op og bar den i armen. Derefter roede han direkte udefter, og det var første gang han skulle på en sådan kajaktur. Han roede vestpå uden at standse og nåede den vestligste fangstplads hvor han opdagede, at nordvestenvinden var ved at trække indefter, men uden at standse fandt han sig et sted, hvorfra han kunne ligge på lur efter sæl. Han var dårligt standset op med stævnene op mod vinden, da en remmesæl dukkede op lige foran ham. Så roede han hurtigt hen imod den, og før sælen opdagede ham, harpunerede han den. Da han havde harpuneret den, og netop som den var begyndt at stramme fangstlinen, havde han allerede halet den hen til sin kajak ved linen. Han stak den ihjel med lansen, og så begyndte han at ro indefter med sælen på slæb. Han nåede hjem ved at lade sig bære på en enkelt dønning. Da han var kommet op af kajakken, slæbte han sin fangst op til huset og forsøgte at få den ind gennem husgangen.
Mens hans svogre ventede på at få spiselig tang, kom deres stakkels lille svoger ind i huset slæbende på en remmesæl. Da de så, hvad han slæbte på, skreg de af glæde ved synet af det, de skulle have at spise. Kvinderne, der blev opsat på at flænse en sådan fangst skyndte sig at slibe deres kvindeknive og kom ud på gulvet. Men tænk, de var så svage, at deres håndled knækkede sammen, når de forsøgte at flænse sælen. Da nu ingen af dem kunne klare sælen, måtte svogeren selv flænse den. Da han havde flænset den, gav han sine husfæller spækstykker at sutte og tygge på, og begyndte selv at koge mad. Da han havde kogt maden, gav han alle tilpas at spise uden at overdrive, og han selv spiste noget mere end de andre.
Næste dag tog han også af sted, før de andre var stået op. Da han var roet ud til den vestligste fangstplads og netop havde placeret sig med stævnen op mod vinden, dukkede en remmesæl op lige foran ham. Han roede hurtigt hen imod den, og først da han var ved at ro ind foran den, harpunerede han den, og han fik den halet ind til sig, før den nåede at stramme fangstlinen. Da han havde dræbt den med lansen, gjorde han den klar til slæb, og begyndte at ro op mod vinden. Så dukkede en anden sæl op af vandet lige foran ham, og da den kom op af vandet harpunerede han den. Han nåede også at få den halet ind til sig, inden den havde strammet fangstlinen: Da han havde gjort den klar til slæb, roede han hjemefter med to fangne sæler, og igen nåede han land ved at lade sig bære frem af een dønning. Da han havde landet de to sæler, han havde på slæb, slæbte han dem op efter tur, og da han kom ind gennem husgangen med dem, råbte hans mange husfæller igen op af glæde. Denne gang flænsede husets kvinder sælerne, fordi de havde fået lidt flere kræfter. Det fortælles, at deres stakkels lille svoger forsørgede dem hele foråret med sin fangst. Det fortælles også, at de tog sydpå igen, da det blev sommer, og at de siden aldrig tog nordpå igen.
Her ender fortællingen.
Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladden) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op. Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst. |
Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu
Dokument id: | 1327 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425 |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Aqatiaq ( Aqigsiaq / Aqissiaq ) Igataligdlo / Igatalillu |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 4 - 16, nr. 11 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kârales kone. Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 369: Aqatsiaq og Igatalik (Rypekylling og grydemanden) Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Det fortælles, at Aqissiaq og hans søn hørte hjemme hos de mellemstore timersit (indlandskæmper ikke kæmpestore og ikke de mindste). De havde ingen kajakker men var dygtige til at fange. De fik sælerne til at komme op ad elve, og de sultede aldrig. Men engang artede den tidlige vinter sig helt anderledes end det, de ellers var vant til. Der var hverken sæler eller isbjørne. Sommeren udeblev, så der var tale om to sammenhængende vintre. Det betød sult hos Aqissiaqs, selv om de ikke holdt op med at tage ud på fangst. Da de ikke længere havde noget at leve af, så det blev lige meget, om de levede eller døde (eller: så de lige så godt kunne lægge sig til at dø), tog Aqissiaq og sønnen ud på meget lange jagtture, uanset hvor lange de blev. Under en af dissse jagtture kom de ved aftenstid til de største indlandsboeres hus. Der kom ingen mennesker ud af huset; det viste sig, at de også sultede. De gik hen til huset og fortsatte ind gennem gangen; og da det endelig lykkedes dem at kravle op ad trinnet til rummet, satte de sig ned på rummets store siddeplads. Knap nok havde de sat sig, så spurgte den store husherre; "Hvorfor er I kommet herhen?" Aqissiaq svarede: "Vi er ved at dø af sult. Derfor rejser vi rundt over alt og glemmer al skam." Husherren svarede: "I en sådan situation lader man al generthed fare. Bliv her endelig i nat, I kære." Og han spurgte ham: "En af jer skulle vel ikke være åndemaner / angakkoq / angakok?" Aqissiaq svarede: "Det ved jeg ikke." "Jo", sagde husherren: "for vores lille datter, som åndemanere ellers har kigget på, er ved at dø. Vil du ikke nok prøve, at gøre noget ved hende?" Aqissiaq svarede: "Jamen, så prøver jeg." Han dækkede sig med et vandskind, ved fodenden af briksen for om muligt at finde ud af noget ved hjælp af qilaneq. Da Aqissiaq var en angakok af de allerstørste fandt han hurtigt ud af, hvad der var i vejen med pigen. Han sagde: "Hun er blevet berøvet sjælen; og den findes i en spalte i indlandsisen." Da sagde den syges mor: "Nu husker jeg, at jeg engang for længe siden under en slædetur faktisk faldt i en revne. Det er nok derfor, at sjælen er røvet." Da Aqissiaq havde fået sjælen på plads, sluttede han. Straks efter sagde kæmperne: "Hvad vil du helst betales med bær eller ammassætter?" Aqissiaq svarede: "Hvis I betaler mig med bær, risikerer man, at jeres datters sjæl drukner i bærsaften. Så du skal ikke betale mig med bær." Så tog pigens far tøj på og gik ud af huset. Snart efter kom han slæbende gennem husgangen med en sæk (ammassætter) så stor, at den satte sig fast i indgangen og måtte slides løs før han fik den ind. Ammassætterne var ordnet sådan, at de var trukket på en snor i bundter på tre. Så begyndte han at dele ud, og han gav gæsterne en håndfuld som appetitvækker. Aqissiaq og hans søn troede, at det var alt, de skulle få, men det var skam kun ment som en appetitvækker. Først bagefter fik de betalingen for datterens helbredelse. De fik alt det de ville kunne bære på ryggen. De overnattede så hos disse mennesker. Da de skulle af sted næste dag, forhørte Aqissiaq og hans søn sig om nogen skulle kende en trylleformular / formular til at lokke hvaler med. Men ingen af de gamle, de spurgte, kendte til en sådan formular. Nær ved at opgive håbet spurgte han så alligevel en pige, som endnu ikke var helt voksen, om hun kendte nogen. Og til Aqissiaqs overraskelse sagde hun: "Jeg har kendt en. Jeg husker min bedstemors trylleformular til at lokke hvaler med. Måske kan den bruges." Med de ord gik de tre op ad et højt fjeld. Da de nåede op på fjeldtoppen, begyndte de at lokke / kalde en hval op ad en elv. De stirrede ufravendt østover, og himlen over vandet var klar nok. Så pegede pigen på noget og sagde: "Derude, hvor himlen og havet mødes er der noget, der ligner et lille blåst." Aqissiaq og hans søn spejdede derud hvor hun pegede, men de så ikke noget. Så sagde pigen: "Nu er det helt tydeligt." Endelig kunne de andre også se det. De blev glade, fordi de nu var sikre på at fange en hval. Hvalen nærmede sig og dukkede op gennem isen, som var isen det bare vand. Ganske tæt ved stranden dykkede den. Den dukkede ikke op igen. De var ved at bliver utålmodige; så så' man den svømme udad. De tre, der havde lokket den ind, tabte næsten modet. Men midt i modløsheden klappede pigen i hænderne og udbrød: "Nu husker jeg, hvad min gamle bedstemor sagde: Hvis det skal lykkes, må hvalen først tage turen tilbage udad." Så ventede hun på at den skulle dukke op igen. Det gjorde den, og da var den kommet op i elven. De, som hvalen styrede imod, smilede af lutter tilfredshed i forventning om, at nu ville de få noget at spise. Hvalen svømmede op imod elvens strøm og dukkede jævnligt op. Endelig dukkede den op lige foran dem, og Aqissiaq belavede sig på at harpunere den. Men han kunne ikke rigtig komme til at kaste harpunen. Hvalen var ved at forsvinde op ad elven. Der var ikke andet at gøre end at få pigen til at stå foran dem. Og da dukkede hvalen op lige ved dem. Tænk, hvalen ville, at pigen fik den fordi det var hende der havde kaldt på den. Aqissiaq, der stod bagved pigen, harpunerede hvalen, hvorefter sønnen også kastede sin harpun mod den. Derefter sårede de den mange gange med lansen, for at dræbe den. Kîsa tunuanut itivigsilerpât. tássangmigôq itivigsigunigko ánaussagdlugo (det er noget med, at hvalen er ved at komme over på den anden side, på bagsiden, inden de får den dræbt, og de vil miste den, hvis det lykkes for den at komme om på bagsiden, CB. Itivippoq, gå over en bjergkam HN). Langt om længe lykkedes det dem, at dræbe hvalen. Hele hvalen var havnet oppe på sneen, da den døde. Nu den var oppe, gik de så i gang med at flænse den. Da de var færdige, tog Aqissiaq og sønnen hjem. Således levede de godt af deres fangster. Til sidst var der ikke ret meget tilbage. Da der kun var ganske lidt tilbage, gik de op på det store fjeld for at holde udkig. De kiggede sig omkring for at se, om der var noget usædvanligt at se. Så sagde Aqissiaq: "Det forekommer mig, at der stiger damp op dér, hvor indlandsisen og havisen støder imod hinanden." Da sønnen også havde fået øje på det, besluttede de sig til at gå derhen. De gik det meste af dagen inden de omsider nåede frem til stedet. Bræen var faktisk revnet, og der steg frosttåge op nedefra. Der måtte altså være vand dernede. Aqissiaq ville klatre ned ad revnen med en line om livet, og sønnen skulle holde i linen oppe fra. Han begyndte at klatre ned, idet han samtidig huggede trin med sin tuk. Han nåede ned til vandet, og mens han stod og gjorde sig klar, dukkede der en lille netside op lige ved hans fødder. Det var ikke svært for ham at harpunere den. Da han havde dræbt sælen rykkede han i linen. Så halede sønnen ham op. Så snart sønnen kunne se faderen, så han, at han havde fanget en netside. De skyndte sig hjem og nåede deres hus ud på aftenen. Tidligt næste morgen tog de ud på fangst til samme sted, og begge kom hjem med en sæl. Hver dag tog de ud til samme sted og kunne på den måde holde sulten ude. Efterhånden begyndte de også at fange narhvaler. Når de fangede en narhval, flækkede de den på langs og bar hver sin halvdel hjem på ryggen. En dag for hjemadgående gjorde sønnen faderen opmærksom på noget. Faderen opdagede nu et stort menneske med en gryde på maven. Der kom damp op fra gryden. Kæmpen så dem. De forsøgte at flygte, men forgæves. Da kæmpen nåede dem, snuppede han narhvalen og puttede den i sin gryde, hvorefter han vendte dem ryggen og gik. Og uden at se sig tilbage,forsvandt han bag noget. Aqissiaq og sønnen kom tomhændede hjem. Det kom minsandten til at gentage sig. Herefter skete det hver dag, at de blev frataget deres narhval undevejs hjem fra fangst. En dag de endnu engang blev berøvet deres narhval, stirrede Aqissiaq vedholdende på kæmpens overkrop. Da denne vendte ryggen til, sagde han: "I morgen ved denne tid vil han være en død mand." Hjemme i huset fik han travlt med at lave lassoer. Da han blev færdig, sagde han til sønnen: "Når jeg har fået denne omkring ham, vil han ikke kunne bruge armene. Så skal du stikke løs i ham med kniven." Med de ord gik de i seng. Næste morgen tog de på fangst, som de plejede. De fangede en narhval, flækkede den, og tog hver sin halvdel på ryggen og begav sig hjemover. Næppe var de startet, før kæmpen kom og huggede deres fangstbytte. Derpå vendte han dem ryggen og gik uden at se tilbage. Aqissiaq gjorde sine lassoer klar og begyndte at løbe efter ham med sønnen i hælene. Da Aqissiaq nåede ham bagfra, fik han lassoen omkring ham lige ovenover hænderne og strammede den til, så han ikke kunne røre armene. Sønnen stak så løs i ham med kniven og gav ham flere stik i maven, så han begyndte at sprælle voldsomt. Ilden fra lampen sprang til alle sider, og gryden skvulpede over. Far og søn brændte sig, men kæmpede alt hvad de kunne, fordi de aldrig ville kunne få deres fangst med hjem, så længe kæmpen levede. Langt om længe faldt han om; grydens indhold spildtes, og den store narhval havnede på sneen. De gravede det store menneske, de havde dræbt, ned i sne og suppe /sjask (ivseq suppen fra gryden CB eller udsivet blod HN) og dækkede det til. De undersøgte narhvalen og så, at hele den ene side var blevet kogt. De tog atter halvdelene på ryggen og gik hjem. Efter drabet på kæmpen holdt de i en periode op med at tage på fangst i forventning om, at der ville komme nogen for at hævne sig. Og så skete det pludselig, at de stik imod sædvane fik besøg af en mand. Den ankomne sagde: "Det siges, at timersiit's (indlandskæmpernes) forsørger er udeblevet; og at I muligvis har dræbt ham." Det ville Aqissiaq og hans søn ikke indrømme og sagde: "Hvordan skulle vi bære os ad med at dræbe ham, så stor som han er. Den kæmpe har vi aldrig set." "De tror jer aldrig. Jeg hørte dem sige, at de ville komme og angribe jer," sagde gæsten. Med de ord tog han hjem. Da han var væk, sagde Aqissiaq: "De kommer helt sikkert og angriber os." Og han gav sig til at grave i jorden ude i gangen imod sidevæggen. Han sagde til sønnen: "Du skal grave i jorden lige uden for indgangen til rummet. Jeg skal sætte mig i det hul, du graver og du i det, jeg graver." Så forklarede Aqissiaq, hvad de skulle gøre: "Vi skal være ude i gangen og jeg i den inderste del. Du skal ikke dolke dem undervejs ind. Det skal jeg. Når jeg så kaster dem mod udgangen, og de rammer jorden lige foran dig, skal du kaste dem videre ud, uden at såre dem. Kun på den måde, kan vi dræbe dem alle sammen. Da de på den måde havde forberedt sig, ventede de blot på, at angriberne skulle komme. Som ventet kom der en hel masse. Da de nærmede sig, anbragte far og søn sig på deres pladser. De ankomne kom ind én af gangen. Sønnen var lige ved at stikke den første ned, der var på vej ind, men så huskede han, hvad faderen havde sagt og lod ham passere. Netop som han ventede at noget skulle ske, lød der et knald. Det var skam Aqissiaq, der havde stukket manden lige i hjertet. Som sønnen ventede det, kastede Aqissiaq manden fra sig, så han landede lige foran ham. Han kastede ham videre ud. De, der stod udenfor, fór løs på ham med deres knive. Så hørte man én sige: "Hør, det er helt galt. Vi har allesammen stukket kniven i en af vore egne!" Så begyndte de ellers på rad og række en for en at trænge ind i husgangen allesammen. Den første var ellers godt på vej ind, men så råbte Aqissiaq ud til ham: "Gå ikke ind, hvis du har dit liv kært. Og sig til de andre, at de ikke skal angribe os en anden gang, for vi er svære at dræbe." Ved de ord fór dette store menneske ud og flygtede. Så kunne Aqissiaq og sønnen gå udenfor. Dagen efter om morgenen tog Aqissiaq og hans søn af sted for at besøge grydemandens husfæller. De gik hele dagen og nåede frem langt ud på aftenen. De ventede en tid på, at nogen skulle komme ud af huset. Men ingen kom ud, og så de gik selv ind. Alle inde i huset så bistre ud. Ikke den mindste antydning af et smil. De forventede, at man ville servere mad, men nej. Man lagde nu brikseskind på gulvet og anbragte en lampe ved sidevæggen, og ved lampen var der et stykke bart gulv, hvor der lige var plads til et menneske. De skulle minsandten til at mane ånder, fordi de ville dræbe Aqissiaq og hans søn, som de anså for at være ringere åndemanere end dem selv. Indvånerne begyndte at ægge hinanden: "Kom så, kom så." Endelig rejste én sig op og stillede sig op ved den anden sidevæg. Dér blev han stående et stykke tid; så satte han i løb og sprang hen på det stykke gulv, hvor der ikke var lagt brikseskind. Han sank i med fødderne, ned i stenen op til knæene. Han forsøgte at forsvinde helt ned i jorden, men ganske af sig selv hævedes han op igen (på gulvniveau). Den ene efter den anden forsøgte sig (uden held). Når de svageste sprang sank de ikke dybere end at de blot fik stenmasse mellem tæerne. De gjorde, hvad de kunne, men ingen af de mange mænd i huset formåede at forsvinde ned. Så begyndte de at opfordre Aqissiaq og hans søn til at gøre forsøget. Da de blev ved, sagde Aqissiaq til sin søn: "Når jeg løber, løber du lige efter." Derefter drejede han hovedet mod dem, der sad på briksen og råbte af alle kræfter: "Ha, ha, ha, ha. Når jeg skal lade mig bruge som hjælpeånd for den store hidsige eller skrækindjagende kystbo, gør jeg sådan." Han satte i løb med sønnen efter sig. Han sprang over på det bare stykke gulv uden brikseskind; og så hurtigt forsvandt han ned i jorden, at hans hår strittede i vejret. Så såre faderen forsvandt ned i jorden, sprang sønnen over til det samme stykke stengulv og forsvandt ned lige så hurtigt som faderen. Da far og søn smuttede ned, gjorde husets beboere sig klar til at dræbe dem dér, hvor de forsvandt. I det samme hørte man nogen på vej ind gennem husgangen. Beboerne i huset blev optaget af det, fordi de troede, at det var nogle andre. Ind kom de, og det var Aqissiaq og hans søn. Aqissiaq sagde: "Sådan gør jeg altid, når jeg bytter plads med / tjener kystboen som hjælpeånd." Til dette hørte man husets kvindelige overhoved sige: "Nu har man hørt det med. Tænk, han er hjælpeånd hos en kystbo! Han plejer at (taartâser....) tjene / bytte plads med kystboen." Skønt de ville dræbe far og søn, blev de bange for dem og lod dem gå uden at gøre dem noget. Således levede Aqissiaq og hans søn videre. Var.: Aqissiaq. Kommentar: Verdensbillede: Her får vi en god beskrivelse af indlandsånders fangstmedtoder, modstrøms op ad elve og gennem revner i indlandsisen, hvorunder havet fortsætter. Tilsyneladende bærer denne grydemand sit ildsted med under gryden. Om grydemænd, igalillit, skriver Kaarali i generelle vendinger, at de ikke søges som hjælpeånder, fordi de er ondsindede, og de går ikke på fangst men stjæler fra andre indlandsboere. Træffer de et menneske dræber de ham (Jens Rosing 1963: 187 og Otto Rosing: angákortaligssuit, 1957.61, I: 80). Helga Nielsen (østgrønlænder) har korrigeret teksten for de gloser, som Christian Berthelsen var usikker på. Hist.: Aqissiaq i rollen som hjælpeånd for en åndemander blandt kystboerne, dvs. rigtige mennesker, er usædvanligt, men understreger hér en respektindgydende modsætning til de ondsindede grydefolk, der ikke kan søges til hjælpeånder. Fangsten i en revne i indlandsisen (eller rettere i en revne hvor indlandsis og havis mødes) er muligvis kun en østgrønlandsk forestilling. De største kæmper på indlandsisen fangede bl.a. på denne vis. (Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): kæmper).]
|
Besøg på månen
Dokument id: | 1812 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Besøg på månen |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 81 - 84 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af Knud Rasmussen på dansk.
Resumé: Åndemaneren Missuarniannga / Mitsivarniannga indbyder til en seance, hvor han rejser ud over havet og fra horisonten over slettelandet til Månens hus, der vogtes af hunde både ude og inde i husgangen. Den i husgangen er vanskeligst at passere. Månen vredes over besøget, men formildes straks, da gæsterne tilbyder at rense hans hus for skidt, der forvandler sig til alskens sødyr, fugle, bjørne og ræve. Husets bagside er en dyb, sort, grænseløs sø, hvorfra det regner ned på jorden, og hvor åndemaneren fortabes, hvis den vrede, voldske Månemand kaster ham ud i den. På gulvet foran indgangshullet drejer to store sten larmende rundt, når en kvinde på jorden bryder sine tabuer. Hendes arme vokser helt op til månen. Han kan ikke udholde larmen. Han løfter så den ene sten. Der er hul under den. Man kan se bopladsens små huse som hunde om et ædetrug, mens hundelortene dernede ligner store uformelige dynger på nippet til at vælte ned over folk. Derfor er månen så bange for hunde. Under den anden sten ser man alle fangstdyrene dernede: mange fjordsæler og bjørne, men kun få hvalrosser og narhvaler. Miss. rejser hjem igen efter således at have skaffet sine fæller fangstdyr.
Var.: Besøg på Månen. Den stædige. Uterîtsoq / Uteriitsoq; Et par ægtefolk; Manguaraq (flere); Kanaks månerejse. Nalikkatteeq. Ajijaks forløsning; Manden, der besøgte månemanden; Alluunnguaq; Mangivaraqs månerejse; Åndemaneren der for til månen; Maqujuk.
Hist.: Missuarniannga var Kaarali Andreassens far. For en analyse af evt. kristen påvirkning se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under Månen og Dødsriger + Sonne 2000.
Kommentar: slåskampen med Månen foregår i de allerfleste varianter på jorden, hvor Månen er ankommet for at straffe sin senere gæst, der har fanget et af hans (Månens) fangstdyr. Kampen og renselsen i Månens hus i Kaaralis variant forekommer stærkt påvirket af myten om angakkoqens / åndemanerens rejse til og renselse af Havkvinden. |
Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak
Dokument id: | 1810 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Da Migssuarnianga / Missuarniannga var med til at lave en tupilak |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 5 sider, nr. 54 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
(Kun titlen: Da Missuarniannga var med til at lave en tupilak, er tilføjet af Rasmussen på dansk. Resten er grønlandsk.)
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Mens de som sædvanlig boede på Immikkoortoq, aborterede Missuarnianngas mor. I den anledning overholdt Mitsuarniannga / Missuarniannga tabureglerne, selv om det virkede trættende på ham. En gang traf han åndemaneren Uiaq. Denne sagde til ham: "Er du endnu ikke blevet træt af at overholde taburegler. Vil du stadig ikke hævne al den afholdenhed (du må lide under)?" Missuarniannga svarede: "Jeg er nok træt, men jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre ved det." Uiaq bemærkede dertil: "Hvad med, at du hjælper mig med at lave en tupilak ud af din mors abort?" Mitsuarniannga var villig.
Dagen efter om morgenen, tog de hele aborten, som ellers var blevet gravsat. De førte den til det sted, hvor man plejede at gravsætte de døde på Immikkoortoq og gav sig til at ordne den; men de savnede et bedre egnet sted, hvor de kunne lave en tupilak. Mendes de ledte efter et bedre sted til formålet, fik de øje på to store sten, der lå ganske tæt ved hinanden og en tredje sten, der lå et stykke fra de andre. I det samme viste der sig to dværge, og Uiak gav sig til at mane med dem (angákûsilerpoq). Under denne handling begyndte de at puste til de store sten, og de tre store sten flyttede sig nu nærmere til hinanden. Da de nærmede sig hinanden, satte Uiak sig ned imellem dem; og idet stenene rørte ved Uiak, standsede de pludseligt. Da sagde Uiak (til Mitsuarniannga): "Tag og hent mig følgende, der skal bruges som ingredienser: En snespurv, der er blevet rådden (marniliortoq, er betændt), en levende strandsneppe (ryle) og et stykke sene af Peqqissorpiks fangst. Du skal gøre sådan her for at få fat på det stykke sene: Du skal tage din venstre arm ud af ærmet. Så skal du råbe højt gennem ærmet af din anorak og kalde på senen."
Efter denne besked fra manden, der ville lave en tupilak, gik han og var så heldig at finde (egentlig: møde, naapippaa) en snespurv, som han tog op. Han gik videre og så en strandsneppe, som han også tog op. Så råbte han efter et stykke sene. Knap var han holdt op med at råbe, så hørte han en stærk susen nærme sig ovre fra Immikkoortoq. Da denne susen hen imod ham ham holdt op, mærkede han et eller andet i sit ærme. Han fandt ud af, at det var et stykke sene. De ting, han havde fået fat på, gav han videre til Uiak. Uiak lagde snespurvens vinger oven på spædbarnet og gav sig til at puste (der står egentlig: de gav sig til at puste). Midt mens han pustede, satte vingerne sig fast på spædbarnets skuldre. Så fjernede han spædbarnets ben og satte strandsneppens ben på det ved at puste til dem; og det stykke sene forsvandt (Jeg mener der, står: morsoratánguarpoq) ned i ryggen af spædbarnet. Så var det arbejde gjort.
Så gik han i gang med at ville gøre tupilakken levende. Han mumlede i hast nogle trylleformularer, og straks blev den levende.
Og straks efter begyndte den at vræle som et spædbarn. Nu skulle han til at sende den afsted. Tupilakken bevægede sig væk fra det sted, hvor den havde været. Den bevægede sig nedad, og derfra fløj den; og siden så man ikke mere til den.
Efter denne hændelse var han (formentlig Missuarniannga) engang ude på fangst. Han fangede ikke noget og tog ind mod land. Da han var gået i land, gik han rundt og ledte efter noget, han kunne beskæftige sig med (pínguagsangminik, noget han kunne lege med). Han fik øje på en lille gråsisken. Det lykkedes ham at tage den hvorefter han dræbte den. Da han havde dræbt den, forsynede han den med ben bestående af nogle af de propper af træ, som han havde lavet - beregnet til anbringelse i sælens sår. Så sendte han den af sted. Efter at have gjort dette, tog han hjem.
Hist.: Historisk fortælling fra omkr. 1900. Missuarnianngas søn, Kaarali Andreassen har tegnet denne tupilak. Se Ib Geertsen, 1990: Kârale Andreassen, En østgrønlandsk kunstner. Herning |
De dødes land i himlen
Dokument id: | 1818 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | De dødes land i himlen |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 72 - 77 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418. Nedskrevet af Knud Rasmussen i notater på dansk.
Resumé: Den berømte åndemaner, Aggu / Akku, har været de fleste steder på åndeflugt, men endnu ikke i himlen, hvor han agter sig op under en seance. Han ifører sig strømper, trommer, indtil trommen går af sig selv, og tilkalder sine mange ånder, der taler med forskellige stemmer. Samlet rejser de afsted men efterlader den gamle Titigaq, en hjælpeånd, der er blevet lam i hofterne og har fået vredet sin mund af led, engang han fløj for hurtigt mod luftpresset. Han taler nu og da og sørger for, at intet ondt tilstøder tilhørerne, mens åndemanereren er væk. Aggu med følge flyver ud til horisonten og kæmper sig med stort besvær op ad tre høje trin, der flyder med blodet fra de døde. De skal af med deres safter, dvs. al deres ondskab. Det tar et år og de må kravle under et stort skind. Aggu modtages af sin far, der bedrøves over, at hans kone og Aggu's lillebror blev kastet i havet (til det nedre dødsrige), da de døde. Straks bryder dog faderen ud i sang og forklarer den undrende Aggu, at man ikke tynges af sorg i himlen og synger meget. Han møder derefter sin lillesøster, som faderen i sin tid dræbte af medlidenhed, fordi hun var født med sælører. Hun har i alle årene samlet mange bær til Aggu nede på jorden. Aggu's far viser ham skindet, som de døde kravler hen under som orme for at komme af med deres safter. Kun de, der dør som børn, kommer hurtigt igennem. Aggu tvivler på om faderen er rigtig død. Faderen lader ham tage sig om håndleddet. A. mærker knoglerne, der forsvinder og klemmer så hårdt til at faderen beder ham holde op, hvis han ikke skal dø igen. Himmelboerne lever kun af bær og ravne. Her er ingen sæler. Men ravnene, der smager godt, er lette og morsomme at fange. Nogle drenge fanger dog ørreder i en elv, bortset fra de drenge, der ikke har fået deres fangstgrej med i graven. A.s arvede hjælpeånd, Ajaqqisaaq, der fra mange tidligere ture er velkendt med himlen viser rundt. A. erfarer dernæst, at drikkevandet er iskoldt og dejligt. Og himmelboerne fordriver tiden med lystige sangfester og sangkampe. Blandt de syngende ser han en del folk fra fremmede lande i klæder, han aldrig har set. Faderen sender ham afsted, inden det blir lyst, og A. møder ingen vanskelige overgange på vejen hjem. Han fortæller sine fæller om himlen.
Hist.: Aggu der levede ca. 1843 til 1891 og var endnu aktiv åndemaner mens Holm var i Ammassalik. Ifølge Rasmussens notat i håndskriften skulle Aggu være Kaarali Andreassens far. Det var han ikke. Han var Kaaralis fars onkel. Søg på Missuarniannga. For en tolkning af kristen påvirkning og Aggu's evner se GTV: (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere), Sonne 2000; og eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.
Rasmussens indledning til den trykte tekst antyder at Aggu tog på åndeflugt til himlen. Men det står ikke i nedskriften, og ingen af teksterne om Aggu tyder på, at han kunne flyve. Derimod mestrede han den såkaldte glideflugt hen over havets overflade. Den vej kunne han komme ud til horisonten og op ad de besværlige trin til himlen. |
Den lille svoger som ingen ventede sig noget af
Dokument id: | 224 |
Registreringsår: | 1860 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Den lille svoger som ingen ventede sig noget af |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 158 - 161 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 53h - 56h. Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 158 - 161: Amerlanngitsunnguaq.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 195. H. Rinks lange resumé af afskrift: Rink, H.: Eskimoiske Eventyr og Sagn, I-II, 1866-71, I: nr. 148.
Resumé: Amerlangitsunnguaq bliver gift med mange brødres eneste søster og er så optaget af at kissemisse med hende, at han aldrig kommer med ud på fangst. Han spiser godt af svogrenes fangst, og den mellemste, der efterhånden bliver sur over det, inviterer til måltid på sin fangst med ordene: "Værsågo', nu er de ikke uopnåelige længere, nu er de brat hjem og lige til at få fat på - kom nu endelig og spis bryststykker!" Amérlangitsunnguaq bliver flov og holder sig fra fadet. Hans kone tager noget til dem begge, og hun gemmer i det hele taget alt, hvad hun får af kødgaver til vinteren, hvor uophørlig snestorm bringer sult. Da deler hun lidt ud af det hver dag, indtil det slipper op.
Omsider tager så Amerlangitsunnguaq ud på fangst i den ældste svogers kajak. Langt ude til havs i læ ved et isbjerg fanger han to remmesæler uden at smide fangstblæren ud. Hans kone får besked om kun at give husfællerne ganske små stykker spæk og kød. Ellers dør de. Hver dag låner Amerlangitsunnguaq en anden af svogrenes kajakker og begynder så forfra med den ældstes. Efterhånden vil denne en dag med ud. Amerlangitsunnguaq gør forgæves sit bedste for at tale ham fra det, men må hjælpe ham med fangsten af en remmesæl i udhavet og lader ham derefter ro alene ind med formaning om at holde sig fra de krappe bølger i skærgården. Amerlangitsunnguaq bliver ude til han har fanget endnu en remmesæl og dernæst årets første sortside. Da han når hjem, er svogeren ikke kommet endnu. Amerlangitsunnguaq, der afslører sig som angakkoq / åndemaner, finder ham i havet under en seance og får ham ind til stranden. Svogeren, der er druknet i de krappe bølger og er blevet ædt af alle mulige fisk, har ganske vist fået samlet sammen på hele sit skelet og således parat til en ny inkarnation, men vil ikke tilbage, før han har fundet det eneste, han nu mangler, sit ene øje. Det må være blevet ædt af noget andet end en fisk, mener han. Amerlangitsunnguaq får ham til stranden fem aftener i træk, hvor han prøver at overtale ham til at blæse på, om han mangler et øje. Men svogeren vil ikke, og efter femte dag er det slut med at kunne komme tilbage.
Var.: Sungersuusaq; Amerdlangitsunnguamik. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op. Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.
Kommentar: Igen en angerlartussiaq - episode, der er hæftet på den ret udbredte fortælling om den eneste svoger, der først når sultedøden truer, går på fangst og redder alle. Svogeren kan fx være en ræv (Pigen der blev gift med en ræv. Rasmussen, Ammassalik). Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. |
Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq
Dokument id: | 1368 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Den store åndemaner fra Sermiligâq / Sermiligaaq |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 285 - 290 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Orig. håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 420. Nedskrevet (oversat ? renskrevet ?) af Rasmussen på dansk. |
Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat
Dokument id: | 1658 |
Registreringsår: | 1934 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Tiardukku (Tiarduko) |
Nedskriver: | Rosing, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Drabet på Símujôq og Pîlákân / Simmujooq, Piilakkaan / Piitakkaat |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 152 - 155 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 85 - 90; angakkortalissuit, 1990: 209 - 214: "Simmujuup Piitakkaallu toqutaanerat"
Resumé: Tid: 1893. Tiardukku er så småt begyndt at fange, da hans far, dør af sygdom. Med sine fire yngre søskende må Tiardukku flytte til deres ældste søster, Kukkarnaaq, der er gift med Simmujooq. Simmujooq og Missuarniannga er gode venner, men Piilakkaan ophidser Missuarniannga til at være med til at dræbe Simmujooq, som P. påstår har dræbt Missuarnianngas yngste barn ved hekseri. Ajukutooq kan fortælle hvem, der har begået mordet, og Tiardukku får selve handlingen bekræftet, da han finder Simmujooqs hoved nedgravet i sandet ved stranden. Drabsmændene har udført drabsritualer på det. Ajukutooq hjælper Tiardukku med at gravsætte det på land. Tiardukku besøger næste dag Naaqqortooq. Naaqqortooq advarer ham mod Piilakkaan, der frygter Tiardukkus hævn og uden tvivl vil ombringe ham. Tiardukku og hans søskende flygter til Maratsis teltsted i Ammassalik-fjorden, hvor de tages i hus og får hans beskyttelse. Tiardukku møder dog Piilakkaan under fangst og trues, men P. opgiver, da en anden kajakmand dukker op. P. fortæller, at han tar til Agdereq / Ateqi / Attereq, hvor familierne Naaqqortooq, Pukaaqarteq, Amattanneq og Ajukutooq for tiden bor. Piilakkaans følgesvend, Ningavaan, kommer ikke Tiardukku på nært hold. Tiardukku gir besked om Piilakkaan til alle Ateqis fangere efterhånden som de vender tilbage fra fangst og følges ind med den sidste. Mændene er enige om at dræbe Piilakkaan. Ajukutooq går først alene ind i det telt, hvor Piilakkaanbefinder sig og kæmper med ham. De andre støder til og slæber ham bevidstløs ud med flere knivstik i ryggen, hvorefter han får en kugle for panden. Fællesdrabet på Piilakkaan skyldes, at han har dræbt hele fire mænd og flere af dem endog uden grund. Kaarali Andreassen har fortalt Otto Rosing om, hvordan hans (Kaaralis) far Missuarniannga om efteråret blev truet af brødrene Tiardukku, Kuuitsi og Peqilaq for sin medvirken i drabet på Simmujooq. Ved en fejltagelse dræber de som varsel om deres hævn en hund, der tilhører Missuarnianngas bopladsfælle, Kalia. Missuarniannga går direkte til Kuuitsi og hans brødre, men har ikke i sinde at hævne sig. Brødrene opgiver da hævnen over Missuarniannga.
Hist.: Historisk fortælling fra 1800-tallets slutning. |
Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit
Dokument id: | 1653 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Igditalik / Ittitalik og Nôrsîn / Noorsiin / Noortiit |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 134 - 137 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 46 - 52; angakkortalissuit, 1990: 171 - 177: "Illutalimmiut Noorseermiullu".
Resumé: I Ittitalik er der ved sultevinterens begyndelse følgende fangere med familier: Aliitsaakkaan, Simmujooq, Putsaanaq. Ved Noortiit er det: Aqqasaaq, Sikivan, Misartaq. De to nabopladser på Kulusuk-øen har hos Kaarali fået fælles overskrift, fordi Aliitsaakkaans og Simmujooqs familier flyttede fra Ittitalik til slægtninge i Noortiit i slutningen af februar. Putsaanaq-familien flyttede til Akinnaatsaan. I Ittitalik, der ligger på en ø et godt stykke ud for Kulusuks sydøstkyst, har man meget lidt forråd og overlever primært på tang og skindstumper. Putsaanaqs kone og søn sniger sig endog til at fortære hele hans forråd. Mangelen på drikkevand er det værste. I begyndelsen af februar ser Simmujooq i en drøm tre isbjørne, som kun hans stedsøn har kræfter itl at hjælpe ham med at fange. De ser sporene og får yderligere hjælp af Aalik og Qiaanaq fra Suunaajik. Bjørnehiet ligger højt til fjelds og da bjørnene er nedlagt, falder stedsønnen ned ad fjeldsiden. Han sendes kvæstet hjem, mens de andre klarer parteringen, og han dør få dage senere. Bortset fra det kød og fedt, som de tre fangere bringer hjem i første omgang, stjæles resten af folk fra Akinnaatsaan. Man sværger hævn. Da også Simmujooqs yngste barn dør af sult, flytter man. Ved Noortiit er der en kilde med alt det vand man kan drikke. I slutningen af marts får Aliitsaakkaan en fjordsæl og i april stjæler man som hævn for bjørnekødstyveriet en klapmyds fra Akinnaatsaan. Da der er tabu mod at spise klapmyds de tre første dage efter fangsten, klæder Aaqqasaaq sig nøgen (undtagen naatsit) fletter sit hår til et næb og udfører en ravnedans omkring kødet, der med dette ritual befris for spisetabuet. Endog Ningaavan, der er under yderligere tabu efter sin kones nylige død, kan spise af kødet. Nuuku og Naqqortooq kommer fra Akinnaatsaan, men fortrækker igen, da de får den besked, at tyveriet af klapmydsen er en tak for sidst (deres tyveri af bjørnekødet).
Hist.: Historisk fortælling om sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor. Tyveriet af bjørnekødet bekræftes af flere fortællere, men ifølge beretningen om bopladsen Akinnaatsaan hævner Simmujooq sig ved at tage størstedelen af en stor fællesfanget bjørn, som tilhører Nuuku. Jens Rosing har genfortalt beretningen i Hvis vi vågner til havblik, Borgen, (om Nappartuko-familien - se slægtsliste ibid. mellem ss. 8 og 9.) 1993:48-53, hvor det angives at fortælleren var dengang 38-prige Tiardukko, søn af Simiaq / Simiaq og Alitsaakaaq / Aliitsaakaan. Nedskriveren var et medlem af Rosing-familien, præstefamilien gennem tre generationer i Ammassalik |
Innersuit
Dokument id: | 2116 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petrussen, Cisilie |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Innersuit |
Publikationstitel: | Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001 |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 23 - 24 |
Lokalisering: | Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Ikke med i den danske udgave: Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001.
På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: 62 + 64 (dialekt) og 63 - 65 (engelsk).
Oversættelse ved Signe Åsblom med forbehold for misforståede dialektale gloser: Innersuit: Ildfolket.
Her vil jeg fremføre Indalis fortælling:
Der var et ældre ægtepar fra Ammassivik. De var ikke særligt misundelsesværdige og var ikke velstillede men var ordentlige mennesker. Manden tog gerne over til området overfor Utoqqarmiut for at fiske efter hellefisk. Derved skaffede han sig nemlig en indkomst og fik samtidigt mad på bordet. En dag var han taget ud at fiske, og der gik meget lang tid, uden at han kom tilbage. Hans stakkels kone ventede og ventede, men han kom stadig ikke hjem. Langt om længe kom han dog hjem om natten og havde kød med sig. Hans lille kone var naturligvis meget forbavset i begyndelsen, og hver gang hun spurgte ham, svarede han, at han havde fået kødet af ildfolket. Hans kone vidste jo godt, at han ikke længere selv var i stand til at fange noget, og derfor var hun lidt ængstelig og betænkelig over det kød, han bragte med hjem. Men når det nu var, som det var, kogte hun alligevel kødet der om natten. Men kun om natten. Også selv om manden havde bedt hende om ikke at frygte noget, eftersom han selv havde skaffet kødet. Sådan blev han ved med at tage afsted for at fiske, og hans kone blev vant til, at han kom tilbage med gode sager. Når han på den måde kom hjem om natten, spiste hun på det tidspunkt. Tiden gik, og julen nærmede sig. Og det viste sig, at manden havde lagt sin fiskefangst til side, fordi han som gammel og klog mand havde for vane at spare sammen. Derfor tog han til Alluitsup Paa (Sydprøven) for at sælge fisken, fordi der var en handelschef der. Han tog afsted for at komme først. Men det gik helt galt, fordi handelschefen overhovedet ikke ville have noget med ham at gøre. Han ville overhovedet ikke indhandle noget, når klokken var blevet så mange, og butikken allerede var lukket. Det var helt umuligt. Den forfærdelige handelschef ville endda smide den stakkels gamle mand ud. Men den gamle holdt stædigt fast ved sit. Han ville handle, fordi hans lille kone ventede på ham. Den barske handelschef blev rigtigt vred og ville overhovedet ikke handle med den gamle. Han var så vred, at han efter sigende sagde følgende til den gamle:" Og så siger de endda, at du skulle være åndemaner / angakkoq / angakok!" Da den gamle blev tiltalt på den måde, svarede han: "Ja, jeg er åndemaner. Og jeg er så meget åndemaner, at jeg kan fortælle dig, at jeg plejer at besøge dine ildfolk!" Og så kan det ellers være, at der skete noget, for der var jo en sandhed i det. Som man kunne vente, gjorde handelschefen hvad han kunne for at få den gamle til at tie. Han prøvede det hele: Den gamle kunne handle sig til alt han lystede, han kunne bare nævne i flæng! Så begyndte den gamle virkelig at remse op: Kaffe, sukker, skråtobak, krudt... Han nævnte alt det, han gerne ville have, alt det som ældre mennesker gerne vil have. Og handelschefen svarede bare: "Ja, hvad mere, mere, og hvad mere?" Det endte med, at handelschefen stadig bad den gamle vælge flere varer. Handelschefen havde nemlig sine egne ildfolk / innersuit. Efter at den gamle havde samlet alle sine varer sammen, bad handelschefen ham stadig om at fortælle, hvad han mere kunne ønske sig. Og da den gamle ville betale, kom det slet ikke på tale. Det fortælles, at handelschefen mærkeligt nok sagde: "Du skal overhovedet ikke betale noget! Alle disse ting koster ingenting. Du får dem!"
Det siges, at de gamle selv nød godt af de få kilo fisk, som den gamle havde samlet sammen.
Var.: Innersuit 86 - 87; Innersuit 220;
Hist.: CP var 46 år i 1963.
Kommentar: den i det sydligste Grønland almindelige forestilling, at innersuit handlede ivrigt med europæerne, næredes også af østgrønlænderne. Innersuit opfattedes dér som særdeles dygtige fangere med mange eftertragtede fangstprodukter, som Handelen måtte være interesseret i at købe. At denne forestillede handel måtte foregå i al hemmelighed tyder på, at den enten var at betragte som købmandens private snighandel, eller, fra et kristent synspunkt, var syndig. Mere interessant er det, at man iøvrigt sjældent forestillede sig kolonisterne eller andre europæere i faste relationer til grønlændernes traditionelle åndverden. Måske hænger ideen om handelsforbindelsen med innersuit sammen med en grønlandsk association mellem innersuit, der boede under jorden, og kristendommens underjordiske djævle. I så fald stod handelschefen "i ledtog med" innersuit. I teksterne skelnes undertiden mellem de nederste (eller yderste - på undersøiske skær boende - innersuit, alliarutsit, der er onde, og dem lige under stranden, der er mere fredsommelige og velegnede som nærtstående hjælpeånder. Dette skel kan være påvirket af kristendommens forestillinger om djævle alias en særlig, nederste, kategori af innersuit. Skellet ses fortrinsvis i tekster fra Vestgrønland og hos den østgrønlandske Kaarali Andreassen, der havde gået på kateketseminariet i Nuuk. |
Inuaruvdlíkamik nâpivtineranik / inuarullikkamik naapittineranik
Dokument id: | 2185 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 |
Fortæller: | Aqajak (Ambrosius) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Inuaruvdlíkamik nâpivtineranik / inuarullikkamik naapittineranik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider |
Lokalisering: | Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn |
Note: | |
Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.
Møder med en inuarulligaq / en dværg. Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering |
Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone
Dokument id: | 1702 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kukkujooq (Pîsue / Piisui / Qaajammat, Apulu) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rosing, Jens |
Titel: | Kâkâq / Kaakaaq forløser Paperqias / Papeqqias kone |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 288 - 289 |
Lokalisering: | Tîleqilâq / Tiniteqilaaq: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Resumé: Året efter Kaakaaqs første møde med Papeqqia træffer hun ham igen som en snespurv, der forvandler sig til menneske og ber hende hjælpe sin kone, der er i barselsnød. K. er udset til at skulle være åndemaner, fortæller P. hende og bistår hende under et ritual, hvor hun lægger sig afklædt under et skindtæppe, gnider håndfladerne mod hinanden og puster i dem, mister åndedrættet og blir besat af hjælpeånden P. Nu kan K. se det, der er skjult for andre. Hun fjerner noget, der spærrer fødselsvejen, kvinden føder, K. får som tak en teltstang og to stykker såleskind, der på hjemvejen, da K.'s syn lagdeles og hun får sit normale syn igen, blot er et vissent græsstrå og to indtørrede rosenrodsblade.
Var.: Sandgreen 1987: 451 - 452: "Slutning". Kommentar: Denne trance-teknik kaldes i denne tekst qilaaqutserneq (qilaaqqutserneq?, tilkalde en qilaa-ånd? BS). Det samme gør Kaarali i teksten til sin tegning af seancen i Thalbitzer 1941: 710, fig. 224. Rasmussen brugte en anden betegnelse, kilummoorsoq om den der 'trak sig tilbage på briksen' og gik i trance (Rasmussen 1921-25,I: 20) mens den samme hed en nerfallasoq (en der har lagt sig på ryggen) hos Glahn (1921: 64).
Hist.: Persondata søg på: J. Rosing 1963: 281 - 285: "Kâkâq". |
Kannibalisme under hungersnød
Dokument id: | 957 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1938 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kannibalisme under hungersnød |
Publikationstitel: | Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 109(1) |
Omfang: | side 64 - 67 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Ed. by H. Ostermann. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.
Resumé: Fortællersken var barn da hun var med i en af seks umiat / konebåde, der sammen tog til Kialineq for at overvintre. Vejret blev imidlertid så hårdt deroppe, at en angakkoq / åndemaner iblandt dem så sig foranlediget til at forhøre sig om den nære fremtid hos sine hjælpeånder. Han rådede dem derefter til at flytte sydpå igen straks, men skønt det med stort besvær lykkedes dem at bryde sig vej gennem tyndisen, blev de undervejs overfaldet af en fralandsvind, der sendte dem langt til havs på den isflage, hvor de havde søgt op og slået teltene op. En del dage senere lykkedes det efter åndemanerens seance at komme afsted. Han havde sørget for, mente man, at der kom lidt åbent vand, der efterhånden blev større, foran isbjerget, og man kom langsomt men uhindret ad en åben rende helt ind til kysten. Her byggede man fælleshus vha. bl.a. teltstænger og inderbetræk af konebådene og indtil vintersolhverv overlevede man ved sparsommelighed på en narhval, som en familiefar havde fanget en af de første dage. Derefter satte sulten ind. Familiefaderen holdt liv i sig, sine børn og sin kone ved i al hemmelighed dagligt at give dem en smule spæk han holdt skjult. Men mange døde, og tre unge mænd kunne efterhånden ikke nære sig for at få deres mor til at koge kødstykker, som de skar af ligene udenfor. Efterhånden gik det også ud over flere af de levende, især kvinder, som de lokkede ud og slog ihjel, eller som selv af frygt foretrak at drukne sig. Familifaderen forbød helt sine børn at gå udenfor huset af frygt for ligædernes kannibalske lyster. I den tidlige sommer lykkedes det ham at komme bort med sin familie hel og uskadt. Som afslutning fortælles det hvor uhyggeligt det var med kannibaler. Havde de bare een gang smagt menneskekød kunne de blive så lysten på smagen igen, at de endog kunne finde på at spise deres egne børn.
Hist.: En historisk fortælling, der er noget svær at datere ud fra Ostermanns oplysninger (ibid. s. 3 - 4). Nedskrivningsåret er det usikre, alt efter om det er Kaarali, formentlig engang efter 1915, eller Rasmussen selv (i 1919 el. 1933) eller en helt tredje der har nedskrevet fortællingen. Ostermann (1939) nævner at Maratsi med 5-6 konebåde overvintrede i Kinalik i 1919-20, men ikke at de fleste omkom af sult. Sidste halvdel af 1800-tallet er dog ikke forkert. Årstallet kan være den hårde vinter 1880 - 1881, hvor sulten krævede talrige dødsofre i Ammassalik-distriktet. Se Jens Rosing 1963: Nunakitseq; Kingítâjik; Ingmíkêrteq; Umîvik; Nunakitseq, boplads ved Kulusuk; Sûnâjik; Sivtsingaleq; Akínâtsân (to fortællinger); Igditalik og Nôrsîn; Misartaqs endeligt; Qernertivadik; Ikâsagdivaq.Hvilket betyder at endnu i de år var det nordlige Kialineq et brugt overvintringssted for ammassalikkerne (måske især for dem fra Sermiligaaq). |
Kîlíka / Kiilikka
Dokument id: | 557 |
Registreringsår: | 1961 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Asiineq (Asîneq / Ningâvan / Ningaavan, Laurits) |
Nedskriver: | Rosing, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Kîlíka / Kiilikka |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 40 - 47 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiut / Kuummiit: Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Resumé:
Kiilikkas lillebror vil rejse bort med det næste skib, der ankommer. K. fraråder det, men kommer selv med på rejsen i forsøget på at få lillebror med tilbage i land. Undervejs blir lillebror søsyg. Skibet passerer med stort besvær malmstrømmen, "havets navle", hvorefter man når til Kangeq-folkets land. Brødrene blir adopteret af en flink mand, der gang på gang advarer dem mod mennesker med livsfarlige gøremål. Brødrene får hver gang en plejebror med, som blir dræbt, mens de selv klarer alle styrkeprøverne med glans: Røgfolkene fremstiller jern af mennesker, som de kaster i et stort bål. Grimme mennesker gir det bedste jern. Brødrene puster sig vej gennem bålet, da de kastes ind i det, og laver sig bagefter noget fortræffeligt jern af jernmagerne. På samme vis går det med de mennesker, der morer sig med at dræbe mennesker, som de har puttet i bjørne- eller rensdyrhamme; næste styrkeprøve er med dem, der haler mennesker gennem en sø og spidder dem på rejste bajonetter ved bredden; og næste med dem, der fisker mennesker op ad en stejl fjeldside med en krog på en lang line. Lillebror dør af alle de indre sår han fik i bjørneham, men K., der fik åbne sår, overlever, fordi de heler op. Han er træt, og da han har sovet ud hos plejefaderens moster i Ilivilardivaq-landet, rejser han hjem med skib og digter en sang om et menneskegjort, indvendig spiralsnoet fjeld, som han engang besteg i Kangeq-landet.
Hist.: Det er naturligvis fristende at identificere det spiralsnoede fjeld med Rundetårn. Og det kan man faktisk godt. Det forekommer i Pooqs vise (Pooq var i 1724 i Kbh. og digtede en vise om opholdet, da han kom hjem (Se Berthelsen, Chr. 1993: "Pooqs vise" Tidsskriftet Grønland, nr. 6: 253 - 265). Til denne vise har Ostermann en interessant bemærkning: Mens Kaarali boede hos ham i 1933, viste Ostermann ham en afskrift (af en senere nedskrift end Pooqs, som findes i den Kall'ske samling på Kgl. Bibl.) Kaarali gik op på sit værelse og kom kort efter ned med en optegnelse af en vise, der begyndte på omtrent samme måde og også omtalte såvel sabler som bøsser, og afslutningsvist tre gange det lavede (byggede) bjerg med snoningen indeni. Ostermann mener at visen må være havnet i Ammassalik via handelsnettet og dér har holdt sig, været opfattet som spændende længe efter, at den var glemt i Vestgrønland (Arktisk Institut, Arkiv nr. A 301, slutningen af lægget med sange og nidsange; Medd. Grl. 109(3), ed. by H. Ostermann, 1939: 179 -180, samme på engelsk).
Tolkning: Det er uvist hvorfor de hvides land kaldes Kangeq (forbjerg). Mosterens land, Ilivilardivaq, har noget med store grave at gøre og er ofte betegnelsen for de hvides land. |
Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq
Dokument id: | 434 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1981 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kúnuk, Kâgssagssuk og Ulîvâtsiaq/ Kunnuk / Kunuk, Kaassassuk og Uliivaatsiaq |
Publikationstitel: | Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, III |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side. 165 - 218 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Redaktør: Søby, R.M. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. Manuskript på grønlandsk: KRKB 5', sidst i pakken. Notater på dansk i KRH 52,2, hæfte 420: Kunuk med tilnavnet Uiartoq, Jordomsejleren.
Maskinskrevet manus (71 ss.) med en del rettelser af H. Ostermann i hans arkiv: nr. A 301, Arktisk Institut. Ostermann har noteret til slut, at oversættelsen hovedsagelig skyldes Johan Petersen, tidl. handelsbestyrer i Ammassalik / Tasiilaq. Dette har været R. M. Søbys forlæg til den danske udgivelse.
Eng. udgave: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s. 73 - 105: Kúnuk, Kâgssagssuk and Ulîvâtsiaq.
Resumé: Først fortælles om Kunuk, dernæst om Kaassassuk, så igen om Kunuk, der tager hævn over sin families morder. Derefter møder de to heroer hinanden i styrkeprøver, hvorefter Kunuk omrejser jorden og skifter navn til Uiarteq (jordomsejleren). Endelig lægger Uliivaatsiaq navn til heroen i fortællingen om indlandskæmperne, der røver et menneskebarn. Ul. mødes med Kaassasuks søn og overvinder ham i en styrkeprøve, der forvandler Kaas.' søn til et skikkeligt menneske.
Kunuk Da Kunuk og hans fætters fædre altid bor sammen, vokser de to fætre op sammen og er nært knyttede til hinanden. Ved et uheld kommer K. under leg med Nuerniagarnakajiks søn, Nuerniagakajik, til at såre denne let med en kniv. Drengen N. giver det udseende af, at K. har villet dræbe ham, hvorfor faderen N. udrydder hele K.s familie. Kun K. og hans fætter, der begge har gemt sig, og hans lillesøster, der er blevet skåret op i maven, overlever. K. forbinder sin søster og flygter med hende og fætteren. Søsteren dør ved et højt fjeld, hvor drengene begraver hende. Ved en isfjord ser de to mennesker på kiggefangst i bunden af fjorden. Det er et gammelt ægtepar. De adopterer drengene, og konen beder K. hente sne til vandsmeltning, mens manden beder K.s fætter hjælpe til ved isfangsten. Manden byder straks K.s fætter mad. Konen udfører et ritual, et adoptionsritual: Hun tager K. på skødet som et lillebarn, luller ham i søvn, tryller over ham, ber ham træde ud på gulvet og fremtryller til ham "nyanskaffelsesspise": spæksyltede bær. Derefter trakterer manden med en hengemt sæl, og konen formaner drengene til altid at huske, at de er flygtet af frygt. Glemmer de det, vil de altid være bange for dem, de frygter. I den følgende tid holder K. sig hjemme som den gamle adoptivmors medhjælper, mens hans fætter tager ud på fangst med den gamle mand. Om aftenen er drengene sammen og øver deres kræfter udendørs. K. fætter bliver snart den stærkeste. Skønt K. ikke er misundelig, ønsker han ikke at fætteren bliver meget stærkere end ham selv. Begge drengene får kajak, bliver snart dygtige fangere, og de tager altid ud sammen. En dag, hvor K.s kajak er for våd, tager fætteren ud alene, imod K.s ønske, og kommer ikke tilbage.
Nuerniagarnakajik kommer på besøg. Han mener at kunne genkende K., men plejemoderen holder stædigt fast ved, at K. hedder Qaqipilivarterajik og er hendes fosterbarn. N. opgiver, tager hjem, og man erfarer siden, at det er ham der har dræbt K.s fætter.
Da den gamle mand er død (gætter fortælleren, Kaarali, der undrer sig over, at man ikke hører om denne død), flytter K. med sin plejemor til en anden boplads og gifter sig med en usædvanlig smuk pige. Han sørger ikke længere så meget over sin fætters død, dvs. han bliver hård, livsglad og derfor sine fæller en god kammerat.
Konerøveren Ungilagtaqut (Ungilattaqi), der aldrig forfejler sit kastemål, inviterer K. til trommestrid for at dræbe ham med en tveægget kniv under sangkampen og frarøve ham hans smukke kone. K. får gode råd af sin plejemor om, hvordan han skal klare U. ved blot at brug sin vuggevise, gøre sig lille og springe til vejrs første gang U. kaster kniven og lade ham hente kniven, selvom eventuelle tilhørere der tager parti for ham, vil opfordre K. til selv at tage kniven. Næste gang U. kaster, skal K. gøre sig stor og bukke sig for kastet, dernæst tage kniven fra U., når U. henter den anden gang, og samtidig snuppe hans tromme for ikke at skulle over gulvet efter den. Derefter skal han først fremsige sin vuggevises ord uden sang og tromning, bagefter synge U.s sang til tromme, og når den er slut straks kaste kniven mod U.s strube uden at tage sigte først. Hvis han rammer, skal K. derefter dræbe en hunhund og tage sig en af U.s smukke koner.
K. følger nok anvisningen, men det er tilsyneladende kun sin vuggevise han synger flere gange og lader tilhørerne synge. Han danser stadig heftigere til, og indimellem akkompagnerer han med trommen (har Kaarali i hastværket glemt, hvad han tidligere skrev? BS) Da U. er spiddet i struben, tager K. den smukkeste af U.s koner, der beder ham aldrig at vende hende ryggen ret længe af gangen. For det tåler hun ikke.
K. forlader huset gennem husgangen foran sin førstekone og med sin anden kone i armene som et lille barn. Ved udgangen får K. to gange et voldsomt puf af en lille mand med skuldre, der går i eet med hans hals. K. sender sine koner ned til båden for frit at kunne brydes med modstanderen. De brydes meget længe. K. snubler og er ved at miste balancen, da han træder på en sten, som en hund er bundet til. Derved klemmer K. den lille mand så kraftigt, at denne skider i bukserne og bliver svimmel som en, der har mistet sin forstands fulde brug. Han viser sig at være selve Usugssamiarssúnguaq (Usussamiarsunnguaq), der erklærer, at den gang han kæmpede med indlandsboen, sked han ikke i bukserne (K. var altså stærkere end denne kæmpe i indlandet, BS). Hjemme igen har K.s plejemor siddet ved stranden, siden han tog afsted (for at støtte hans forehavende, BS). Hun trækker hans kajak i land og på spørgsmålet om han også fik hunden, må K. svare nej. Det glemte han. "Det gør ikke noget, lad det være således!" siger hun.
Kaassassuk Den forældreløse Kaas. bor hos sin bedstemor i et lille hus og er nabo til et fælleshus med mange mænd, deriblandt en halvonkel, der vil ham det godt. Kaas. leger med sælknogler fra lufferne. I modsætning til de andre børn bliver han aldrig træt af at lege. Når Kaas. inviteres til spisning trækkes han indenfor af to mænd, der efter tur tager fat i hans næsebor, løfter ham op og ryster ham. Han søger at få sig lidt kød v.h.a. sine negle. Man skærer dem af så de bløder. Hans plejemor skjuler næste gang en lille kniv mellem hans lang- og ringfinger og puster på dem. Ingen kan nu opdage kniven, og Kaas. bliver for en gangs skyld mæt. Da han senere inviteres på fællesspisning af kødet fra tre bjørne, tvinger den ene af hans plageånder ham til at sluge en knæskal, den anden til at drikke skoldhed suppe. Kaas. formindsker knæskallen og afkøler suppen med sine blotte ord. Kaas.' næse vokser, men hans krop forbliver lille som en dukkes. Hen på efteråret sørger hans halvonkel for, at han får halvdelen af en remmesæl, som halvonkelen fanger. Efter dennes anvisning har Kaas. nemlig råbt qee, qee (kajakfangerens råb om assistance til fangst af større dyr, BS) fra stranden, da sælen dukker op. Den retter sin opmærksomhed mod Kaas. og halvonkelen kan ubemærket fange den bagfra i kajak. Fangstparten lægges i et skjult depot. Kaas. og hans bedstemor nyder en tid godt af den, men de to plageånder opdager og skjuler resten. Nu opfordre bedstemoderen Kaas. til at søge (et åndemiddel) i oplandet. Han går derind og råber gang efter gang: "Hvem vil dog børste mig af?" Ingen kommer. Han hidser sig op, råber igen og bliver endelig bange. "I den tilstand han var, var der ikke den ting, som ikke åbenbarede sig for hans indre syn. Dette var en følge af, at han ganske bestemt ventede spøgelser." Angsten tager af, han råber kun vagt, men nu dukker en kæmpe op, der børster ham ned over forbredden, hvorefter sælluffeknogler falder ud af ham, hans forside vokser, og han hælder kraftigt bagover. Kæmpen snurrer ham rundt fire gange: Nu kan han vokse. Kæmpen anbefaler ham med held at rokke en kampesten og erklærer: "Du vil med tiden få lige så stor styrke som jeg." Hjemme igen går Kaas. til sengs, hvor han vokser og vokser, mens bedstemoderen holder børn borte, der inviterer ham ud til leg med sælluffeknogler, med en løgn om, at han er syg til døden. Man finder en vældig stamme drivtømmer, som ingen magter at trække op på land. Om natten trækker Kaas. den hemmeligt op og lægger den spærrende foran husgangen. Man beder næste morgen hånligt Kaas. om at bære den ned igen. "Han kan jo dårligt ånde mere," svarer bedstemoderen. Om natten bærer Kaas den hemmeligt tilbage.
En morgen jager man bjørn, tre dyr i følge. Kaas. der er blevet voksen af skikkelse låner sin bedstemors anorak og kamikker, der er alt for små. Han er klædt på som kvinde, råber pigerne hånligt. Kaas. sparker de tre bjørne ihjel efter tur og erklærer, at deres skind skal være ham til klæder, bukser og kamikker. Halvonkelen får fangstpart. Alle inviteres på kogt bjørnekød. Kaas. hiver sine to plageånder op ved næseborene og ryster dem. Den ene truer han til at sluge en knæskal af bjørnen, den anden til at drikke skoldhed suppe. De forsøger ligesom Kaas. med deres blotte ord at hhv. formindske knoglen og afkøle suppen, men uden virkning. Begge dør. Et par unge piger retter senere anklage mod Kaas. for disse mord. Dem dræber han også. Ingen i miles omkreds tør siden binde an med ham. Kunuks hævn Undervejs på hævntogt efter Nuerniagarnakajik passerer Kunuk sin søsters grav, overfaldes atter af sorg er nu i den rette stemning til hævn. På en sommerplads bor en del i telt, men de fleste under deres på langs rejste konebåde. N. bor her også viser det sig. Han kommer hjem med en narhval. K. trækker den på land med et snuptag, vrider tanden ud og kaster den langt ud i havet. K. beder N.s søn om at låne hans kniv. Denne nægter. Længe diskuterer de. K. siger da, at han vil slå N. ihjel med den. Da føjer N.s søn sig beredvilligt. Kniven er lavet af en sabelklinge. K. løfter eet for eet alle bådenes forhæng op og afdækker fornærmede ansigter. Ingen af dem er N.s I tusmørket ser han endelig en fjern tingest, der viser sig at vært N. og dennes kones "telt"-båd. K. løfter forhænget op, nævner een for een alle sine slægtninge, som N. har dræbt og stikker i ham for hver navn, for at N. skal lære smerten at kende. Da K. kommer til sine forældres navne, stikker han dybere sår, og med sin fætters og søsters navne stikker han N. ihjel.
Med en ven (som man intet har hørt om før, BS) starter K. en jordomsejling. De ror uafbrudt. Vennens kone og K.s anden kone har hver et spædbarn. K.s kones spædbarn overlever, fordi hendes bryster kan nå over hendes skuldre til barnet i amaaten. Vennens kones barn dør. De overholder ingen dødstabuer og kommer til en kraftig hvirvelstrøm ved en klippehule, hvor vennens båd suges ind som straf. K. klarer sig igennem. Nær land springer en af hans hunde af længsel efter land i vandet. Dens lår bliver ædt af en stor ulk. K. kommer til en teltplads med kød til tørre af: Mennesker, en orm, bjørn, hvalros og mattak. K. søger bag om teltene langs kysten, bærer båden over land til den anden kyst og føler sig dybt lettet. Men nu har han mistet sin "medlidenhed" / medfølelse / empati. Han dræber alt på sin vej: Sæl, narhval, bjørn, hvalros og menneske bliver det samme for ham. Undervejs passerer han de savtakkede fjelde, Qillavaasuit, som han finder meget smukke, og kommer til landets ende, hvor en rype kagler inde fra land, hver gang der dukker sæl op: Hér er altså lige mange ryper og sæler. K. dræber stadig uskyldige kajakmænd uden bagefter at skænke dem en tanke. Endelig møder han på havet en stor kajakmand. Gang på gang gør de sig rede til at dræbe hinanden. Til slut foreslår K. at de i stedet mødes i trommestrid. Den store mand er Kaassassuk. K. gør ophold i sin rejse og digter bl.a. en sang om de smukke savtakkede fjelde i syd, som han har været ked af at forlade. Kaas. kommer til K.s boplads ved islæg. K. har frosset armen af en narhval fast i isen. Den skal Kaas. trække op, hvis han vil have noget at spise og ikke blive til grin i en sang. Kaas. magter det ikke. K. bøjer sig, griber i narhvalsarmen, men Kaas. søger bagfra at presse K. ned, og K. retter sig op i vrede, slynger samtidig "armen" mod Kaas., der når at springe til side og kun strejfes. Kaas. forstår at den mindre K. ikke er til at spøge med. Inden sangkampen trækker de krog. Kaas. taber, skønt hans arme er tykke som en spraglet sæls og runde som kvinde-arme. Det blev de fordi han voksede ud uden at udvikle sine kræfter. K.s arme er som en fuldvoksen hunbjørns. Af nidviserne citerer fortælleren, Kaarali, kun en af K.', der hentyder til, at K. i sit fysiske overmod var blevet vred på de sydligst boende, som han forlod, da han kom sejlende rundt fra læsiden i syd. Kaas. kalder K. "Den, der runder næsset", Uiarteq. Derfor er der ingen tvivl om, at Kunuk fra da af kom til at hedde Uiarteq (Uiartoq)". Snart efter kommer K. til Kaas.' boplads på genvisit. Han trækker uden besvær den hvalros-arm op, som Kaaas. har frosset fast i isen til ham. Man spiser, holder sangkamp, og ved afrejsen pudser Kaas. sine store hunde på K.s små og snavsede hunde, som K. har tryllet over. De river tarmene ud af alle de store hunde, Kaas. pisker ørerne af de små hunde. K. kæler for dem og beroliger dem. De har sikkert holdt sangkamp mange gange. "Vi som er kommet efter plejer at tænke, at de holdt sig i ro i lang tid skønt boende ikke langt fra hinanden. Vi har altid tænkt os, at de har haft deres boplads omkring Ikersuaq, lidt nord for Ammassalik. Deres redskaber til bjørnefangst kan vi endnu, om vi vil, se den dag i dag, nemlig: 1) En bjørnefælde, 2) et redskab til kvælning, der er indrettet til at falde ned. Gennem fortællinger har vi hørt, at da Kaassassuk blev gammel, boede han ved Suunikajik og havde sin søn som forsørger. Om Kunnuk (Uiarteq) har vi ingen fortællinger eller efterretninger længere end til hans trommestrid."
Uliivaatsiaq og Kaassassuks søn Den unge, stærke Ul. har ingen kajak, men med konebåd driver han garnfangst på sæler, endog remmesæler, i sundene om efteråret. Han inviterer kvinderne med. De går på bærtogt. En lille pige forsvinder. Forældrene udlover en kajak som dusør. Ul. erklærer sig rede til at søge efter pigen hos fem nunatak-kæmper og en kæmpekvinde, men først når dagene længes. Forældrene vil med, da han tager afsted iført en lang anorak af stift remmesælsskind (som en slags harnisk, BS), der kun er blødgjort ved armhulerne. I hætten er der løbegang med skindsnor. Undervejs øver han sine kræfter på klippehuler, som styrter sammen. Sten trækker han op af leret med fingrene. Nær kæmpernes hus lader han de gamle vente på afstand, ser gennem loftventilen den grædende lille pige, som kæmpekvinden har som "foster" på sit skød og søger at trøste med tilbud om mad, vand og mulighed for at forette sin nødtørft. Nej, pigen har ingen behov. Hun lider af hjemlængsel. Hun skal nok komme hjem engang, lover kvinden. Ul. vinker de gamle til sig. På vej gennem husgangen spærrer flade sten med mellemrum passagen. Ul. puster til dem en efter en, de vender sig på langs (som døre, der åbnes). Ved indgangs hullet hænger bjørnetænder, der vil støje og tiltrække sig de fem kæmpers opmærksomhed, hvis Ul. og de gamle går forbi. Ul. springer alene ind, river tænderne ned, farer forbi mændene, griber pigen, smider hende ud til forældrene, slår kvinden ihjel og får efter lang kamp bugt med kæmpemændene, der har smøget hans hætte ned og vredet den rundt i forsøg på at kvæle Ul. Ul. slås længe med den sidste kæmpe for at pine ham. De gamle, der er flygtet med datteren, kan pludselig ikke komme ud af stedet, da Ul. haler ind på dem. Sammen fortsætter de så, men vejen spærres af fem kæmpemænd. Ul. og de gamle prøver forgæves at løbe uden om dem. Ul. løber da ufortrødent imod dem, og de forsvinder hen ad jorden (som skygger, BS). Det var de fem kæmpers sjæle. Kvinden havde Ul. åbenbart dræbt på både legeme og sjæl.
De når velbeholdne hjem og ser, at Ul.s anorak er blevet ganske blød i kanpens tummel. Ul. får den lovede kajak og beslutter at besøge Kaassassuks søn, som alle frygter, fordi ingen af hans gæster nogensinde kommer levende tilbage. Bopladsen har to huse. I det nederste advarer folk Ul. mod at gå op i det øvre, der er Kaassassuk-familiens. Ul. går derop. Det har to indgange. Ul. vælger den venstre til Kaas.s del af huset. Kaas. er sur, men bløder op efterhånden. Over indgangen hænger en kølle af hvalrosskind med bjørnetænder. Det er Kaas.' søns drabsvåben. Kaas.' søn er på fangst. Dennes kone svarer Kaas. på hans spørgsmål om, hvilken kajak sønnen er ude i: "Den, der tørner hårdest imod!" Kaas. siger lavmælt: "Orsiisuakulaagiukumaadarpusi"(?). Ul. følger med konen ud, da Kaas.' søn kommer mod land med flere nedlagte hvalrosser på slæb. Ul. tager konen om livet og trækker hende med ned til modtagelsen. Kaas.' søn bliver rasende af jalousi. Han går op for at skifte anorak. Hans kone følger med. Ul. trækker hvalrosserne gennem vandet til et ujævnt sted, hvor han trækker dem næsten på land og derved flænger nakken på den ene hvalros. Kaas.' søn kommer tilbage, leder, finder fangsten, trækker den med besvær tilbage og får den på land. Ul. vender tilbage gennem Kaas.' indgang . Sønnen går uafbrudt ind og ud af de to husgange. Kaas. underholder med fortællinger. Ul. holder upåagtet øje med sønnen. Denne snupper pludelig sin kølle og langer ud efter Ul., der parerer. Det gentager sig mange gange. Til sidst tager Ul. køllen fra sønnen og lægger ham på ryggen som var han et barn, klemmer hans ben fast mellem sine egne og martrer hans ansigt med køllens bjørnetænder til det bliver helt opsvulmet og vandklart. Ul. går uskadt ned til det nederste hus, hvor man modtager ham med glæde og lettelse. En lille forældreløs dreng sendes med jævne mellemrum op til Kaas. for at forhøre sig om sønnens tilstand. Først da denne er i bedring, rejser Ul. hjem. Siden begår Kaas.'s kun een utyskestreg. Han binder alle stedets mænd til husstolperne og ligger med deres koner på skift, mens de ser på. Derefter bliver han mild og vennesæl, tænker aldrig mere på drab, og tilbyder endog sin kone til de unge mænd, når han tager på fangst. "Dette er, hvad vi ved om Kaassassuk, og her plejer vi at slutte. Nu er vinteren til ende. Nu er der herlig sommer!"
Var.: Bl.a. til fortællingen om de barnerøvende indlandskæmper: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amarsissartoq; Amaarsiniooq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1) 128; Ululina; qilaamasoq. Dette er en sammenstykningen af fortællingerne om Kunnuk / Kunuk, Uiarteq, Kaassassuk og Uliivaatsiaq, der hver findes i mange vestgrønlandske versioner. Men sammenstykningen er bemærkelsesværdig. Den er ikke Kaaralis egen opfindelse. Der findes en tidligere version hos Holm. Søg på: NKS, 2488, VIII, 4', Uutuaq, Holm, Uiartek / Uiarteq, hvor der er flere kommentarer til sammenstykningen.
Hist.: Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning. Men foregår rejsen nordenom eller søndenom (via Kap Farvel)? Spejlvendingen i vores betydninger af verdenshjørne-retninger fra Vest- til Østgrønland, gør afgørelsen usikker. Sml. med fortællingerne om Uiarteq, der synes at rejse nordenom.
Fortælleren, kataketen Kaarali, holder en vis afstand til nogle af fortællingens før-kristne træk og søger at forklare enkelte brist i fortællelogikken. Men Kaarali holder fast ved forestillingen om, at personerne er historiske, ligesom hans far Missuarniannga / Mitsivarniannga identificerede Uliivaatsiaq med Matakatak (Holm 1957: 246 - 247), der er helten i en kortere variant hos Holm, bortset fra at denne Matakatak ikke rejser på besøg hos Kaassassuk og hans søn. Den afgørende "historiske" begivenhed for Missuarnianngas identifikation er indførelse af kajakker i Ammassalik-distriktet i en bestemt fortid, hvor man indtil da drev garnfangst på sæler (Thalb. 1914: 430 - 431). En selvstændig variant af "Matakatak" hos Rasmussen fra 1919, hvor helten ikke navngives, indledes med en længere udredning om denne begivenhed, og det fremgår at det er overdækkede kajakker man tidligere har manglet (Rasm. 1921: 228). Åbne kajakker fra thulekulturen, er fundet flere steder i Arktisk Nordamerika. Det bliver arkæologernes opgave at påvise, om den "historiske begivenhed" har en historisk kerne. Derimod er der stor sandsynlighed for, at ammassalikkerne tidligere drev garnfangst i net knyttet af hvalbarder og udspændt mellem øer eller i smalle sund.
Kommentar: bemærk den socialpsykologiske karakteristik af en hensynsløs massemorder: en der har mistet sin medfølelse. Den østgrønlandske glose, som Kaarali har brugt, kan ikke efterspores, eftersom en grønlandsk nedskrift ikke er fundet. |
Kuta, den vantro
Dokument id: | 1335 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Andreassen, Johanne |
Nedskriver: | Andreassen, Johanne |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Kuta, den vantro |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 226 - 228 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskr.: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425, side 60 - 63, nr. 27, "Kuta, den vantro".
Resumé: Kuta er så vantro, at han aldrig vil tro noget, hverken beretninger eller det, man må tro på for at leve. Han har rødrandede øjne, som han skammer sig så meget over, at bare man nævner farven rød, bliver han fornærmet. Man fortæller ham om en snespurv, der kan tale. Det tror han ikke og rejser med en fælle hen til stedet, råber hånsord til fuglen, og den siger straks: "Iaa, iaa, iaa, iaa! Se dér, to slæder der kommer kørende ved foden af det fjeld, hvor jeg bor. Den ene har hudløse øjne, rødrandede øjne, Kuta, Kuta, Kuta." K. brister i gråd til sin fælles forbavselse. K. vil ikke være ved det, da de kommer hjem. Fællen hvisker om det til de andre, der griner og fortæller K., at det blot er et af børnene, de morer sig over. Det næste K. ikke vil tro er rygtet om en dreng, der altid rammer en fugl lige i hjertet, skønt hans pilespids er et ribben af en sæl. K. og hans fælle rejser hen til ham. K. springer om bag en sten og opfordrer ham til at skyde sig. Men drengen vil ikke skaffe sig fjender. K. dukker frem bag stenen, insisterer og blir i samme øjeblik ramt i hjertet. Man ser ham i dødskampen trille rundt om en sten ude i en sø.
Var.: oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; En historie om en talende alk; Apparluk;
Hist.: Mange af Rasmussens fortællinger fremhæver vantro som en synd. Meget tyder på, at fortælleren er Kaarali Andreassen, der med sin kristendom har lagt ekstra vægt på den tillid, man bør nære til andres og forfædrenes ord. |
Liv blandt Fjeldånder
Dokument id: | 2283 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | 1921 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Liv blandt Fjeldånder |
Publikationstitel: | Myter og Sagn fra Grønland, I |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 22 - 34 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskr. KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 418, ss. 1 - 44. Knud Rasmussen har nedskrevet fortællingen på dansk, men i den trykte version er den noget forkortet og flere episoder er udeladt. Til sammenligning har jeg her renskrevet Rasmussens nedskrift. Kaarali, søn af Missuarniannga, har formentlig dikteret fortællingen på vestgrønlandsk, idet Rasmussen med mellemrum noterer lidt på grønlandsk og nu og da går over til telegramstil: Åndemaneren Migssuarnianga / Missuarniannga og hans læretid.
M. mistede som halvvoksen sin fader og tog sig hans død meget nær. Han elskede sin fader og havde selv været sin faders øjesten. Som forældreløs følte han alleslags savn, thi faderen havde været en meget dygtig fanger. Han sultede nu hver dag, og frøs, da han ikke længere havde varme klæder. Når han slet ikke kunne holde det ud, gik han op i fjeldene og græd der hele dagen igennem. Han kunne blive ved med at gå hen og græde til han ikke længere havde tårer og var helt udmattet. En dag kom åndemaneren (angakkoq) Aggu / Akku på besøg til bopladsen, og da han skulle hjem mødte han den forgrædte dreng. (M. var opkaldt efter Aggus stedfader og denne kaldte ham derfor: angutingúvara (min lille forsørger ?). Aggu kom hen til ham og da han så hans røde øjne sagde han: "Nu har du igen været ude og begræde din fader." Drengen sagde ingenting! "Du har igen været ude at græde over din faders død. Du gør ikke ret i at begræde ham så meget. Selv har du intet udbytte af gråd og du gør det blot svært for din far at komme ind på i (sic) de dødes land, når dine tårer sådan holder ham igen. Du skulle hellere se at blive åndemaner / angakkoq / angakok. Så vil du kunne se din fader igen og du vil ikke længere være så fattig." "Jeg ved ikke hvordan jeg skal bære mig ad, og jeg er også bange for at blive åndemaner!" "Jeg skal lære dig det." "Du skal gå op i fjeldene og søge efter en sten, der er hvid på den ene side, sort på den anden. Derefter skal du opsøge en sø; den skal du komme til fra dens vestre side, thi solen viser sig først på den østre side. Så skal du stryge [gnide den sten du har fundet, på en qârsoq / qaarsoq / klippeflade, du skal stryge den ind imod dig, således at du stryger i samme retning som solens bane. Stryger du ud fra dig selv, vil du stryge hjælpeånderne bort fra dig, i stedet for ind til dig. Således skal du stryge. Mærker du ikke noget, skal du gå ned til havet og der søge dig en sten ud; også denne sten skal være sort og hvid, men den skal ligge låledes at den aldrig ligger tør af havet. Du må vade ud til - . Stenen skal være således at der sidder meget tang og havplanter på. Når du har taget denne sten op skal du vaske dig over hele kroppen med tang, og du skal derefter atter vandre tilbage til søen. Når du har vasket dig med tang, vil det "lysne" for dig, det som før var mørkt omkring dig vil blive lyst, og du vil blive mere (?) seende. Hjælpeånden vil komme til dig. - Dette skal du først gøre. Siden skal jeg fortælle dig mere." Drengen fik af alt dette stor lyst til at blive åndemaner, men det var ikke muligt at foretage fjeldvandringen, fordi de boede på en lille ø. Vinteren faldt ham derfor meget lang - han længtes meget efter fastlandet og fjeldene. Først hen på efteåret flyttede de til et større land, det var ikke fastlandet, ganske vist, men en del af Kulusuk-landet, hvor der er høje fjelde, og som er kendt som stedet, hvor åndemanere har mødt overnaturlige ting. Såsnart de kom hertil vandrede han ind i landet mellem fjeldene, op til Qalerangnenerup (Qalerujooneq ?) qulequtâ / qulequtaa (øverste del). Han havde ikke svært ved at finde den sten han skulle stryge med, den lå lige for ham ved en sø. Han overholdt nøje alt, hvad Aggu havde sagt, nærmede sig søen fra venstre, og satte sig ved en qaarsoq (klippeflade) og gned hele dagen. Han mærkede slet intet usædvanligt og gik bedrøvet hjem: Thi han troede ikke at han kunne blive åndemaner. Dagen efter gik han langs med havet, helt ude i det, for at finde en sten, sort og hvid, som han nu kunne stryge med. Han fandt den hurtigt, så den var overgroet med havplanter. Næppe havde han funde denne sten - og var på vej op mod søen i i fjeldene, før han traf en inuarigdligoq / inuarulligaq (târajuatsiaq / taarajuatsiaq angakkoqglose eller: iâjiatsiaq / iaajivatsiaq / dværg. Den lille mand slog følge med ham. "Hvad hedder du?" spurge drengen. "Jeg hedder Qataitsâq / Qataatsaaq / Diskant." Drengen rørte nu ved ham og den blev hans taartoq / hjælpeånd Dværgen fortalte nu drengen alt det, som Aggu / Akku allerede havde fortalt ham og fulgte ham omtrent helt op til søen. Her forsvandt han. Drengen begyndte nu at stryge stenen rundt, og han havde ikke strøget ret længe før vandet i søen begyndte at bevæge sig. Han blev meget bange, han ville meget gerne (flygte?), men holdt sig dog tilbage, fordi han meget gerne ville blive åndemaner. Så begyndte en hvirvel at rejse sig midt ude i søen, det ligesom kogte i en strøm, der drejede rundt, så dannedes der ligesom en fordybning dér, hvor hvirvlen havde stået, og vandet i søen hævede sig op sank, havde sig og sank, og søerne slog op på bredderne. Og nu viste der sig et uhyre midt ude i søen, noget, der lignede en bjørn, men dog også mindede om en hund, - og uhyret vendte ryggen til ham: Atter tænkte han på at flygte, men nu kunne han ikke røre sig af stedet. Bjørnen drejede sig langsomt til højre og vendte sig om imod ham og kom så svømmende. Hans krop lå fast, men så var det som om øjnene alene forsøgte at flygte. Da bjørnen rører ved ham, vælter han om imod den, men da den løfter forpoterne er han oppe igen. ?? skifter han fra den ene stilling til den anden. Hver gang den sætter fødderne på jorden / land, vælter han om imod den, men han rejser sig atter, hver gang den løfter benene. Uhyret så meget frygtindgydende ud. Halsen var lige så bred som selve kroppen. Han havde også hørt omtale at bugen var hul og åben, men dette var ikke tilfældet. Den havde blot langt hår på bugen. Da uhyret nåede ham, væltede han om imod det; han kunne slet ikke holde sig tilbage; så mærkede han blot den varme ånde og et bid i nakken, der gjorde forfærdelig ondt, og så besvimede han. Hvorlænge han lå bevidstløs ved han ikke selv, men han vågnede ved sang, - og genkendte stemmen: det var dværgen Qataatsaaqs stemme. Han opdagede da, at han lå fuldtstændig nøgen og at han var fuldstændig udmattet. Bange for sin mor - komme hjem uden tøj - men går dog alligevel hjem over, da han ikke kan andet. Sunaissukarsâmik (?) inuk ilisarnagitsorssuaq: qimaniaraluarpoq (hvad var det? et menneske der virkede kendt: den var ellers flygtet): hans trøje, den standser lige foran ham. Tager den på. Siden på samme måde kamikker og bukser, der kommer løbende. Han holdt alt hemmeligt ved sin hjemkomst, men besøgte bjørnen tre gange ialt. -
Der gik nogen tid og siger moderen til ham: "Du skulle gå til Sapusat (i nærh. af Norsiit / Noortiit) for at fange laks!" Og så gik han til Sapusat for at fange laks. Da han kom i hærheden af elven så han en ravn sidde der og fiske. Den vil vi forsøge på at ramme med en sten, tænkte drengen. Og så listede han sig ind på den idet han søgte dækning bag en fjeldkam. Men da han kom frem fra fjeldkammen og skulle kaste sin sten, var ravnen blevet til et menneske, et lille bitte menneske, en dværg. Han gik hen til ham og spurgte: "Hvad hedder du?" Jeg hedder Anaavoq og jeg bor bag Tissungasoq" (Titsingaleq ?), og så fangede de laks sammen. Da drengen skulle til at gå hjem, sa --- "Hvorfor skulle jeg ikke give dig den halve af denne store laks, jeg har fanget?" Og så skar han laksen over og gav drengen den. "Men hvad skal jeg nu sige til min mor, når jeg kommer med en laks der er skåret midt over?" "Du kan jo bare sige, at det var én ravnene havde spist af, og så skar du den over!" Så rørte drengen ved Anaavoq og dværgen blev hans hjælpeånd.
Nu tænkte han kun på at få sig en angiut (fil, gnidemiddel). Dette er en lille fjordsæl, som åndemanerne kan kalde til sig, og som kan fortælle om, hvem der har fanget og hvem der er syg. Han gik da atter tilfjelds og gav sig til at gnide og stryge en sort-hvid sten rundt på en qaarsoq. Han sad længe og gned og strøg - og tilsidst var det da som om fjeldet han strøg den mod pludselig blev helt blødt, det føltes slet ikke mere som hårdt og samtidigt gik den ligesom ned i fjeldet. Han løftede nu stenen op og opdagede, at der havde dannet sig et hul i fjeldet, et hul, der gik helt igennem, ned i dybet, og som ganske lignede et åndehul på isen. Da han tog stenen væk, kom der et væsen og stak hovedet op af hullet; overkroppen var ganske som en sæls, men hovedet var uden sener og kød, som en dødnings. Den så meget uhyggelig ud. Såsnart den fik hovedet op gav drengen sig til at tale med den, og dens tale var som et menneskes. Da han havdet fået at vide, det som han ønskede, hvem der havde fanget og hvem der var syg, satte han atter stenen for hullet og gik hjem. Denne åndesæl opsøgte han tre gange og den var derefter hans ejendom, hans hjælpeånd.
Nu ville Missuarniannga gerne have en tornârsuk / toornaarsuk til hjælpeånd. Toornaarsuk er den af alle hjælpeånder der kommer hyppigst til åndemaneren, og regnes gerne for tornat nalagait / toornat nalagaat / hjælpeånders herre. Kan de øvrige hjælpeånder ikke klare en sag op, kalder åndemaneren på toornaarsuk. Kun equngasoq regnes for større end toornaarsuk, men det er kun meget sjældent, at en angakkoq kan få den som hjælpeånd. Equngasoq samanersuaq siorâne / sioraani nunaqarpoq (bor dybt neden for stranden, BS) og kommer altså ikke fra havet, når man kalder på den. M. ville nu altså gerne have en toornaarsuk, men tiltrods for at han gik og gik oppe mellem fjeldene, ville der ikke vise sig noget overnaturligt for ham. Så møder han en dag Aggu, og Aggu spørger ham om han nu har fået en toornaarsuk. Nej, han havde da ikke fået nogen t. endnu, og han havde dog gået meget om mellem fjeldene. "Det tager også altid tid at få en toornaarsuk, sagde Aggu, man må gå meget efter den; den er svær at få fat på. Men du skal holde ud, giv ikke op, men gå bort i ensomhed mellem fjeldene." Så gik M. atter om for at møde noget overnaturligt, for at opleve noget, men det var som om han aldrig skulle få nogen toornaarsuk. Aggu havde fortalt ham, hvordan han skulle bære sig ad med at få en: Han skulle gå ned i nærheden af havet, da ville det en gang hænde at toorn. ville vise sig. Han skulle da tage en lille hvid sten og kaste den på t. med sin venstre hånd, og når han så ramte den, blev den hans toornaarsuk. "Hvordan skal jeg kunne ramme noget med venstre hånd?" "Du skal se. Det går af sig selv," havde Aggu sagt. Så var det en dag at Missuarniannga sad på en fjeldknaus i nærheden af en lille vig; han tænkte den dag slet ikke på toornaarsuk - og så var kom (sic) der pludseligt noget levende op af vigen, han så en mægtig ryg, og så siden et ansigt, der var midt mellem et dyr og et menneskes, - og dette ansigt kom op af havet og smilte til ham. Det er sandt, du skal jo ramme den med en sten! - tænkte M. I samme øjeblik så han en lille hvid sten lige ved siden af sig, - og idet t. atter dukkede ned og kun viste sin ryg, greb han den hvide sten med sin keite / kejte / venstre og kastede. Stenen ramte uhyret lige i ryggen, og uhyret gik langsomt under vandet - i retning bort fra ham. M. rejste sig nu for at gå hjem, men da var t. vendt om og svømmede ind under land, gennem klippe i jorden (? klippegrund ? BS). Da den kom ind under ham, var det som om han blev så underlig let og ??? i kroppen - han følte sig så underlig, som om han ikke rigtig gik på jorden - og således var det på hele vejen hjem, fordi t. fulgte ham under jorden. Først da han kom omtrent helt ned til husene, forlod t. ham, og da var det som om han fik et tryk på skuldrene. Han blev så pludselig tung. Det var fordi t. ikke længere opholdt sig under jorden, lige under ham. Således fik M. en t. Han søgte den ikke op flere gange, thi det er nok når man en gang har mødt en toornaarsuk og ramt den med en lille hvid sten. Da blev den for stedse ens hjælpeånd.
Nu var han så vidt at han begyndte at tænke på at få sig en ajumaaq. En ajumaaq er en hjælpeånd der er halvt menneske, halvt hund. Kroppen er et menneskes, men den har kun tre fingre og tre tæer. Hovedet ligner en hunds, men ser ellers meget uyggeligt ud. Den har sorte arme og ben og svæver hen over jorden. Den går ikke, den svæver uden at berøre jorden. Alt hvad den rører ved må rådne og dø. Så gik han til fjelds og gik og tænkte bare på dette ene, at han gerne ville have sig trolden ajumaaq til hjælpeånd. Han besteg et fjeld, men var dog ikke længere inde i land end at han kunne se havet. Han satte sig på fjeldet i nærheden af en kløft og blev pludselig betaget af en ubestemmelig angst. Han rystede over hele kroppen af angst, og vidste dog ikke hvad det var han var bange for. Så gik frygten lige så pludselig over som den var kommen, og med et var det som om kløften begyndte at bevæge sig; kløftens rand begyndte at bevæge sig, og han hørte ganske svagt nede fra kløftens dyb: "agtungara aujumârtoq!/ attungara aajumaartoq" "Hvad jeg rører ved må rådne dø." Stemmen var fjern og ganske svag. Han ventede længe på at den skulle blive stærkere, men så kom han til at tænkte på, at dette ikke ville ske. - Stemmen ville ikke blive stærkere, før han selv havde gentaget ordene: "agtungara aujumârtoq!" Da kom stemmen igen, men højere end første gang han hørte den. Og så råbte han igen, højere igen, og for hver gang han gentog det, des højere skreg trolden: "agtungara aujumârtoq!" Han stirrede ufravendt mod kløften, og så kom trolden ganske langsomt frem. Den så forfærdelig ud. De sorte arme var strakt frem imod ham, han så den klolignende hånd med de tre fingre, og hovedet, der var spidst og skarpt, noget som en hunds, men uden hår, og med store stikkende øjne. Han så ufravendt på trolden, der langsomt og lydløst svævede hen imod ham, og da var det ham så nær, at han kunne mærke dens varme ånde, faldt han sammen og besvimede. Han mærkede blot at ajumaaq gik hen over ham. Da han kom til sig selv igen så han straks hen mod kløften. Men der var intet mere at se. Trolden var forsvunden. Siden besøgte han stedet endnu to gange, og da han havde set ajumaaq tre gange, blev den hans hjælpeånd. --- Selv en åndemaner-lærling der får en ajumaaq må også se at få sig en amoo - der kan indfinde sig, når de laver angakkoq-kunster og det bliver mørkt i huset. Der var ingen der havde lært ham, hvordan han skulle bære sig ad og han gik derfor blot op i fjeldet - rundt om, og nede ved havet, stadig alene, i ensomhed.
Det følgende i parentes hører ifølge Rasmussens note i margin til fortællingen om Kangialeq, BS: (En dag var han, som han havde fået for vane, ude at gå, og den gang tænkte han slet ikke på at få sig nogen amoo. - Han var bare ude for at gå og havde lagt sig i en kløft ved en elv - på et meget frodigt sted, et smukt sted, hvor han bare lå ned og så på strandbredden eller bare var et lille stykke fra ham (???))
Mens han opholdt sig på en skråning ud mod havet hørte han pludseligt imap nunavdlo akornanit (fra midten mellem hav og land, havstokken), svagt, næsten hviskende: amoo. amoo. Han ventede længe på at høre lyden igen, men da den ikke blev gentaget, kom han til at tænke på at det var skik? og brug, at åndemanerlærlingen selv skulle gentage ordet. Og så sagde han: amoo - amoo! Straks voksede tonen - og da han blev ved med at gentage ordene, blev det tilsidst til et vældigt råb: amoo - amoo! Og nu så han pludselig en trold komme op fra dybet. Øjnene var store og runde, næsten som ild skinnede de imod ham, de blev ved med at se på ham, idet den skød op af vandet. Hovedet var vældigt, næsten bare hoved og en lille krop, små ben, men nogle lange, lange arme, der blev rakt op imod ham. Aldrig havde han set så lange arme, og ligesom ajumaaq havde denne kun tre fingre, en vældig klo var det, der blev rakt op imod ham. Så mistede han bevidstheden, og da han kom til sig selv igen, lå han helt nede ved højvandsbæltet. Det var amoo der havde trukket ham derned. Amoo så han kun denne ene gang, og dermed var den hans hjælpeånd. --- Ved Itilleq (i nærheden af Kulusuk) - en grøn frodig plet - var en elvkløft. ??? mødte han en dværg, inuarulligaq, en lille mand med spraglet-skinds benklæder, spragle-skinds støvler, blålig anorak. "Hvor kommer du fra?" "Umîviup timânit! nunarssuit ingê kunigssârtigdlingit tikigtunga / Umiiviup tmaanit! nunarsuit ingii kunissaartillungit tikittunga. (Fra Umiiviks indland. Jeg kom herhen ved at lade det store lands venusbjerge kysses, (dvs. presse bjergene sammen for at mindske afstanden. Rasmussen) I sin venstre hånd bar han noget der lignede en hul pind, inde i den stak der noget frem, der lignede tre fingerspidser. Det var hans våben. Han fortalte at han havde stjålet en del tørret kød ved Umiivik og at den mand han havde stjålet det fra hvde været så rasende over tyveriet at han havde råbt: "ángiortoq saqúnerdle!" / anngiortoq saqunnerli (kom til syne, den der kommer som en tyv om natten, BS) Så havde dværgen, vred over råbet, vist sig (for) manden og peget på ham med sin pind, og da var manden død med det samme. Denne lille dværg glemte han at berøre og derfor blev han ikke hans hjælpeånd. --- Så kom den tid da han fik sig en kajak og begyndte at færdes på havet. Da var atter hans toornaarsuk hos ham og hjalp ham, hvis han kom i fare. Nu var det hans højeste ønske at få sig en innersuaq (en af ildfolket, BS), men mange gange måtte han ro til havs forgæves. Der viste sig ingen for ham. Så var det en gang, at han besøgte et sted ved Ikerasak, hvor der var en gammel hustomt, mens han var her ser han en kajak vesten for sig, uden for sig. Den kom hen mod ham og han opdagede da: ingen kinder, ingen næse - Det var nu ikke rigtigt at sige, at han ingen næse havde: ??? qâkiviaq / qaakiviaq, meget, meget lille næse. De kom i snak med hinanden. "Hvad hedder du?" "Nagkalia" / Nakkalia (den der er skabt til at falde ned, Rasmussen) "Hvor har du land?" "Henne ved det skær! Du skulle komme og besøge os. Vi er kun ene to, min kone og jeg." Han gik derefter på besøg. Den underjordiske gned hen over stenene ved fjæren med sin hånd, og så løftede landene sig, og de så ind i en smuk, frodig dal, hvor de havde et hus, et smukt lille hus. Da inn. gik ud af sin kajak opdagede han, at han var sigfîtsoq / siffitsoq (en med hoftelammelse), - igdligtut / illitut (i begge sider). Han fortalte at han havde forsøgt at trylle sygdom over en anden, men at hans fjende havde været stærkere og havde slået ham med den sygdom, som han forsøgte at trylle ham med. Inde i huset var alt fint og rent, alt træværk skinnede hvidt. Et skind var hængt op over indgangsåbningen og rullet op, det var tegn på at Nakkalia var en ivrig åndemaner. Han fortalte at han havde haft 5 sønner, men at de alle var dræbt af fjenden. "Når er du født?" "I forgårs" Dvs. itsarsuaq (ikke rigtig læseligt, BS) - for længe siden. "Hvor længe lever I" "atanigte / atanitti naggatat nalunarpoq" (Man kender ikke ophøret af tilknytningen (til livet). Dvs. vi kender ikke til at dø , Rasmussen). Man siger om en åndemaner: ikiâgsigtoq / ikiaassittoq: når han besøger en innersuaq (?? ikke sikker på læsningen. BS).
Han fik intet at spise, dertil var han endnu ikke tilstrækkelig stor åndemaner. Fik han da noget at spise, ville han glemme sin hjemrejse. Da (han) siden afsluttede sit besøg og tog hjem mærkede han slet ikke at han kom inde fra jordens indre. Denne innersuaq besøgte han kun én dag, og dermed var Nakkalia hans hjælpeånd. Da han således havde fået sin første innersuaq, varede det ikke længe før han fik en til. Han var ude i kajak da han opdagede en anden kajak, der kom roende gennem vandet uden at man kunn se vandet røre sig for kajakken: minittorneqanngitsoq. Da han kom nærmere, så han nøje efter om hans kajakpels var kantet med rødt; det betyder at manden er farlig. Så snart han så at linningen om hans pels var blå, roede han ham rolig i møde. "Hvor bor du?" "sangnît timane! / sanniit timani (i landet nedenfor kysten , BS ?) Han havde også en lille broder, der også var ude at ro i kajak. "Rør ved mig", sagde manden, hvis havn nu er glemt. Så rørte han ved ham, og mødte ham siden endnu to gange. Dermed var også denne innersuaq hans hjælpeånd. --- Engang skulle han fra Amitsuarsuit / Amitsivartik til Tasiusaq / Tasiilaq; da han paserer nakatákat itínerat / nakatakkat itinnerat (rypernes lavning, Rasm.) hører han oppe i luften en vældig susen, og går derpå i land for at undersøge det nærmere. Han tog med sig sin kniv og et stykke spæk og gik op i land. Ved en lille sø så han en stor mand ligge ned - magelig henslængt med hånden under kinden. En gang imellem klappede han på græstørven ved siden af sig, og det var det der gav den mærkelige lyd oppe i luften. Da kæmpen, der var en timerseq af de middelstore, det vil sige - af sagdlêt / salliit, de der bor yderst mod havet, så, at han kom bærende med en kniv og et stykke spæk, vinkede han med hånden for at lade ham forstå at han skulle lægge det. Manden var så stor at han (M.), selv bevæbnet, ikke ville kunne gøre ham noget, og han lagde derfor både kniv og spæk. Mandens navn er glemt. De talte sammen, og indlandsboen spørger ham om, hvordan det går med hans angakkoq-kunster. Jo, det gik meget godt. Har du lært: "asíkut angalaneq"*, at flyve - at færdes gennem luften? (BS: udtrykket bruges i Østgrønland også om at færdes til fods i indlandet / det øde / den anden verden i søgen efter hjælpeånder). "Nej, det er der ingen der har lært mig!" "Det skulle de have lært dig. Nu skal jeg lære dig det!" Så blæste (pustede) han ud over fjorden og en fin tynd røgsky blev synlig fra Kiliglâjuit (? Kigdluisâjuit / Killuisaajuit, ifølge den trykte tekst) over mod Akugdlêt / Akulliit. Så bøjede indlandsboen benene, samlede dem under sig og fløj hen over den smalle røgsky. Det så ganske ud som en glidebane på nyis. Denne fulgte indlandsboen til Akulliit og kom tilbage den samme vej. "Sådan færdes vi!" sa' han. "Sommetider, når I ser tågeslør op over fjeldene, så er det os, der er på luftfart. Rør nu ved mig, så skal jeg siden blive din hjælpeånd."** Og så rørte M. ved ham og indlandsboen blev hans hjælpeånd. Denne indlandsbo opsøgte han kun denne ene gang, og så ham ikke mere. Men han forstod nu den kunst at flyve - gennem luften.
Siden gik der lang tid og han oplevede intet mærkeligt, men så var det hans farbror, Kiajkaq (?), der boede ved Amitsivartik ved mundingen af Ammassalik-fjord, bestemte sig til at rejse sydover for at handle ved Pamiua (Pamialluk?) Missuarniannga boede den gang selv ved Nunakitsut ved Sermiligaaq. Hans onkel havde ønsket at se ham, inden han rejste ud på den lange handelsfærd, der ville tage flere år, og han begav sig derfor på vej i kajak, idet han lagde sin rute bag om Ammassalik-fjord. Da han passerede Êrqua / Eeqqua / Eeqi hørte han en stadig (?) fløjten og hvislen ovre fra den anden side. Han bestemte sig straks til at ro over og undersøge hvad det var. Da han roede over så han en vældig kæmpe oppe på land. Han sad ned og fløjtede, og hver gang han havde udstødt et fløjt, slog han med hånden - daskede han med hånden på jorden ved siden af sig. Han (M.) tog sin kniv og begyndte at arbejde sig ud af kajakken. Men da han havde fået benene halvt ud og så, hvor stor kæmpen var, gøs det i ham, og han var lige ved at ro bort igen. Men så skød han modet op i sig og krøb helt ud af kajakken. Han havde sin kniv i hånden, men så snart kæmpen så dette, vinkede han til ham og lod ham forstå, at han skulle lade kniven blive tilbage. Så gik han op til ham. Så snart han var oppe, sagde kæmpen: "Mig skal du ikke være bange for. Jeg ligger bare her og nyder udsigten (alianâr...lunga (?)). Han havde netop sagt dette, da der viste sig en endnu større og vældigere kæmpe, der kom oppe fra fjeldet. De lignede mennesker men var blot ganske blå i klæderne. Og denne sidste kæmpe smilede til ham og han var derfor ikke bange for den. Så kom der en tredie øst fra, han kom krybende og skulende og så meget alvorlig ud. Han var helt rød om anorak-linningen, og det var tegn på, at han var meget farlig. Han fik ikke tid til at blive bange for denne, thi så hurtigt efter ham kom der endnu en kæmpe, den største af dem alle sammen, nede fra hans kajak. Denne gang var han lige ved at flygte, så forfærdelig, så umådelig så denne kæmpe ud, - men da han kom smilende frem, gik hans angst hurtig over. "Mig skal du ikke være bange for - Jeg er den ældste af os. Vi er brødre. Der er kun ham dér, sa' han, og pegede på den tavse og alvorlige. Han kan sommetider ikke ?? sindet." De sad nu der alle og talte sammen. Og en af dem sagde: "Maratsi kommer meget hyppigt forbi her; han bor ved Nunakitsut / Nunakitsit, men hvor meget vi end fløjter, kan vi ikke tildrage os hans opmærksomhed. Han hører os ikke. Han er ikke åndemaner nok. Men så snart vi begyndte at fløjte ad dig, voksede dine øren ud ad og blev umådelige, de strakte sig helt over os til, og du hørte os øjeblikkeligt." De sad atter noget og talte sammen. Så siger de: "Skal vi se hvem af os der kan se længst?" Og dette blev de enige om. Den mindste af kæmperne har de bedste øjne og opdager en kajak langt ude i fjordens munding. Lidt efter lidt får brødrene også øje på den, men Missuarnianngaq kan slet ikke få øje på den. Da stryger den yngste af kæmperne ham over øjnene, og da er det pludseligt som om hele verden bliver lys - han bliver klart seende og langt, langt ude får han nu øje på kajakken. -- Derpå gjorde han sig klar til at rejse videre. Og berørte nu den største og den mindste, der begge blev hans hjælpeånder. "Skal vi ?? dig hurtigt frem til boplads?" sp. de - "Det behøves ikke, sa' M. - jeg har min toornaarsuk." Og så gik han i sin kajak og roede bort. Et stykke ude i fjorden så han tilbage for at se hvad der var blevet af kæmperne, og han så da at de alle med samlede knæ og krumme ben havde hævet sig op i luften og de sang alle højt, ivngertorsûvdltik / inngertorsuullutik - idet de hævede sig op over fjeldene og forsvandt. Selv kom han også hurtigt frem. Thi hans toornaarsuk holdt sig lige under hans kajak og gjorde den let, og således nåede han Amitsuarsuk inden aften.
Da hans farbror senere for sydover for at drage på handelsrejse, fulgte han konebåden helt ned til Ikersuaq, hvorfra han vendte ?? tilbage. Da han kom til øen (akuut) Angiit (Angiitit ?) syd for Sermilik-fjorden så han to kajakker forude. Der lå storis mellem ham og kajakkerne, og den lå således at de ville være skjult for ham lige til han havde passeret storisen, men da ville han også møde dem klos ind på livet. Han roede derefter frem, kom gennem isen, og så straks at det ikke var rigtige mennesker, det var innersuit. Hans kajak havde en sådan fart på, at han gled lige hen til dem. Den nærmeste af mændene havde blå anorak-linning, mens den som var længst borte fra ham havde røde linninger både om hætte og håndled, og således var meget farlig. "Er du bange for os? Ja, han der", sagde den nærmeste og pegede på ham de de røde linninger, "kan være meget ondsindet, slår også meget gerne mennesker ihjel, myrder, overfalder, men det er min lille bror, så jeg er ikke bange for ham, og du kan derfor være rolig. Han (hedder?) Tunuigât / Tunuigaat." De lå nu sammen mellem isen og talte samamen, og da de skulle skilles, rørte han ved ham med de blå linninger. "Vil du ikke også røre ved mig?" spurgte så menneskedræberen. Jo, så M. berørte ham, og således fik han de to underjordiske til hjælpeånder. De havde land ved den østre side af Angiitit-øen (??). M. søgte dem ikke oftere op, da de med det samme var blevne hans hjælpeånder.
Kort tid efter var han ude i kajak på solsiden af Angiitit-øen. Silagik, silagik: dejligt vejr, dejligt vejr! seqínanik, seqínanik: solskin, solskin! Så hører han en summende lyd som fra en flue, og lidt efter: "ee - ee- ee! jeg kommer ikke op!" "Kom du kun op hvis du kan", siger han. Og så kom hun op! Det var en kvinde fra innersuit, og hun kom op med bortvendt ansigt. Hun sagde. "Tidligere var her mange sæler på denne tid af sommeren, der var så mange, at man ikke kunne se ende på alle dem der kom op for at puste. Men siden Ulutaaq roede her forbi, skønt hun var paqúnartoq - havde været med til stensætningen af en død - forsvandt alle sælerne." "Men hvem er Ulutaaq?" "Hun kaldes også Aleqaaja!" Så vidste min fader (fortælleren Kaaralis far, Missuarniannga, BS), hvem det var. Han kendte blot ikke det første navn. "Besøg mig," sagde kvinden. Og da M. ikke rigtig vidste, hvad han skulle gøre, sagde hun: "Jeg er ikke farlig. Vi er kun to i husene, jeg og så min plejesøn." Så strøg hun med en finger hen over en kløft, og så kom der straks land tilsyne, der steg en boplads op fra havet, fra fjæren, og de så et stort hus med fire vinduer. "I bor da ikke alene i det store hus?" "Jo, nu skal du bare se!" Ved husgangen så han et skinnende hvidt stykke træ. Det lignede ribbenet af en hval. "Det der er noget jeg skal bruge til at købe mig en ulu for", sagde hun. Og så gik de ind i huset. "En gang var vi mange, mange mennesker i dette hus", fortalte konen. "Men de mennesker, der bor østen for os, har dræbt dem alle sammen. Der bor to brødre ikke langt herfra, de er de eneste der bringer os kød." Det må være Tunuigaaq og hans brødre, tænkte (min fader (overstreget af Rasm.)) M. Så viste der sig et ansigt for vinduet og straks sagde kvinden: "De har opdaget at jeg har en gæst - nu må du straks flygte, for ellers bliver du dræbt!" Han ville springe ned i husgangen, men den gik sammen, groede sammen, så han ikke kunne komme ud. Derefter sprang han til det første vindue, også det groede sammen, lukkede sig for ham - og så det næste, alle udgange lukkede sig for ham, så ofte han forsøgte at komme ud. Først ved det alleryderste vindue slap han ud med besvær og flygtede derefter bort af alle kræfter, og han blev ved med at ro og ro lige til han nåede til Amitsivartik ved mundingen af Am.-fjorden. Dette var meget farlige folk at besøge, og længe efter kunne han mærke skrækken i livet.
Lang tid efter disse begivenheder roede M. sammen med den nu døde søn af åndemaneren Aggu / Akku til ammassætpladen for at hente tørrede fisk. På tilbagevejen gav de sig til at synge inngerutit, - og de roede da under sang - de sang, og de sang idet de passerede Kúarmiut / Quarmiit ?, Pitsiulleq (?), Kigdagdoq (?), It-tala (Ittaajik ?), - tilsidst var de nåede til sydsiden af Ujarasussuit, og da de sluttede af her, svaredes der inde fra land, således som der svares af tilhørere, når en trommesang afsluttes. De sang igen en vise, og idet de afsluttede den, gentog det samme sig, der svaredes af tilhørere inde fra land. Så blev de enige om, at de ville synge endnu en sang og så slutte den af ganske pludseligt. Dette gjorde de, - og stemmerne inde på land, da de ikke var forberedte på denne pludselige afslutning, kom således til at lyde ganske tydeligt. Så roede de ind til land for at se, hvad det var. aunámagûsakasime-ilâ(?), råbte de og fik øje på en inuarulligaq / dværg, sigsfigsoq igdlagtut, ãma kiasiga (?) --- krum. pukkelrygget (tosidet hoftelam og pukkelrygget, BS). "Hvorfor er du sådan på kroppen?" "Jeg har forsøgt at hekse folk til med sygdom, men jeg har ikke været stærk nok i min trolddom og derfor har jeg selv fået alle de sygdomme jeg har tiltænkt andre." "Hvad er det I har på kajakkerne?" "Det er qingersâqat! (qeersaqat / havkat ?) "Smager det godt?" "mamaqaaq" / det smager dejligt "Hvor bor I?" "It-talap timaani / i It-talas indland. Men næste år vil jeg tage ind og fange ammassætter. Hvorfor giver I mig ikke nogle? Og lidt spæk (aammaqqaaq!). Jeg er ikke angakkoq og derfor fattig. Jeg bor ene med min kone." Og derpå fløj dværgen bort gennem luften op mod fjeldene bag It-tala. Og han istemte en sang så vældig, at hele verden (silarsuaq tamarmi) genlød af sangen. Denne dværg så M. ikke mere. Han var ikke angakkoq og duede derfor ikke som hjælpeånd.
Han havde nu allerede mange slags hjælpeånder og var således i færd med at blive en stor angakkoq, men manglede endnu en død, et lig, en dødning, "qarlimaatsoq". Hvorledes han skulle bære sig ad med at få en sådan i sin magt vidste han ikke, og ofte gik han derfor forbi grave, gamle grave, for at den døde skulle vise sig for ham. En dag var han ude at gå, på vandring, og da han kommer forbi en grav, hører han inde fra graven en susende lyd: surrrr - surrrr - surrrr! Lyden kom stærkt og tydeligt, og så snart han hørte det, standsede han og lyttede. I samme øjeblik kom den døde farende ud af graven, det gik så hurtigt, at han ikke en gang kunne komme til at dækkke sig, og i samme øjeblik han berørtes, mistede han bevidstheden. Da han langt om længe kom til bevidsthed igen, var dødningen borte, og han selv var ganske udmattet havde slet ingen kræfter. De vendte først langsomt tilbage. Denne dødning berørte ham kun én gang. Han så den ikke mere, men det var også tilstrækkeligt, thi nu var den hans taartoq / hjælpeånd.
Der var gået nogen tid efter dette - han var ved Noortiit på en tur ?? over Vardefjældet. Her lagde han sig til at sove, og hørte nu gennem søvnen, langt borte, langt, langt borte et spædbarn skrige, så snart han hørte dette mistede han bevidstheden. Han havde lige fået tid til at se, at det havde sorte arme. Da han kom til sig selv igen lang tid efter, sad han endnu med ansigtet vendt mod det sted, hvor han havde set spædbarnet. Siden besøgte han endnu 2 gange stedet, to gange uden at sove imellem, og så spædbarnet tre gange. Derefter blev også dette hans hjælpeånd.
(Den gamle innersuaq og hans søn med den skæve mund - står der i margin - som oversskrift, BS). Er den skævmundede equngasoq, BS?) saqilerpoq. Orsûlerviap tunganut ilangormiut tikilerdl: qaqortuvatsianguaq. / Han var ude i kajak. I retning mod Orsuulervik kom han til Ilangormiut: en lille skinnende hvid (ikke sikker på oversættelsen, BS) Men han betragter den for at blive klar over, hvad det kan være: Sarqiseq / en kajakroer (? BS) med større fart bagfra: en gammel innersuaq! M. ikke bange, blå kant. - "Det er min søn der forude! Skæv mund, flænget helt op til ørene. Han kan kun tale i hæse småråb og klynk." Den gamle fortæller, at det er tupilakken han har lavet, som er gået retur. Selv har han været for stærk, og så har de hævnet sig på sønnen. Opsøger og rører dem tre gange, så bliver de hans hjælpeånder.
Angalerpoq Amitsuarsuup / Amitsivartiip timaanut. ilivertoqarsuaq. Tassani angialerpaa / Han tager ind i Amitsuarsuks bagland. Der er en gammel grav. Den giver han sig til at gnide på med en sten. Så hører han derindefra en lyd: he - e - e - e! Stenene uvaasut / bevæger sig / slingrer. Pludselig bliver der synlig en lille lysstribe, at se som en regnbue, en regnbue, der farer fra solen og ned til graven; ned i graven. Gravstenene åbnes på den side der vender mod vest. Og en kvinde rejser sig fra graven; hun vender ryggen til. Sort i ansigtet - og over hele kroppen hentørret over det hele. Hun vender sig langsomt og vugger i hofterne henimod ham. Da besvimer han og vælter henimod hende. Silatsûlerpoq / silatsuulerpoq: sang! ingerpalainguaq / inngerpalaanguaq. Det var Qataatsaaq / Diskant, der vækker ham med sang. "Hvorfor er du her?" "Dødningen er nu din hjælpeånd, hun har budsendt mig, for at jeg skulle vække dig." Han så kun dødningen denne ene gang. (Med denne episode afslutter Rasmussen den trykte gengivelse, hvor han lader genfærdene, som M. møder til slut i nedskriften hér, både anvise M. graven, hvis lig han får som hjælpeånd, og bestille Qataatsaaq til at vække ham igen. BS)
("Åndemanerne der påkalder stående" - står der i marginen som overskrift. Men Rasmussen har ikke stykket med i den trykte tekst, BS) Norseine únuarsiordlune (?). saqivdlune seqineq nuilerssoq tikivdlune. ivnerpoq. Alle kvinderne til sælerne. ene i teltet. Artulerpoq. Hører: ungaa - uua - uaa! aggerpaligtoq bag fra teltet, pamut perpatiligpoq. artulerpoq: iseriarp: naulungiarsuk kîsame inerqinartoq ersisangivdluiqaqaoq. Aggerfigînalerpa. misigssuleriarâ: hudløs i hovedet. Op på briksen til ham. (Han har hygget sig om aftenen i Norsiit. Da han roende når hjem er solen stået op. Der lyder sang (?). Alle kvinderne er ude for at flænse sæler. Han bliver afmægtig. Hører spædbarnelyde. Det lyder som det nærmer sig bag fra teltet, det støjer ved ?. Han magter det ikke: den kommer ind. Han undersøger den: hudløs i hovedet. Den klatrer op på briksen til ham. BS) Da høres pludselig stemmer ude, kvinderne kom snakkende og leende tilbage fra flænsningen. Og i samme øjeblik kilumut pularoq (smuttede den ned ved fodenden, BS). Han anede ikke hvad dette skulle forestille, men fik senere af Aggu at vide, at det var aqerdlorsainatdlit / aqerlorsaanallit - de største og stærkeste af alle åndemanere - taartut! / hjælpeånder dvs.: åndemanere nikorfavdlutik tivavdlutik tôrnisatut / nikorfallutik tivallutik toornisartut / der maner ånder stående og svajende fra side til side.
(Dværgfolket på vandring. (Dette afsnit er også udeladt fra den trykte tekst, BS)) Angalârdlune Porulortusume nasivdlune talerpa oqalúpaluk / angalaarluni Porulortusumi nasilluni / Under en tur er han taget op på P. (Puulortuluk ?) på udkig. ser sig omkring. kommer vandrende små bitte dværge, lidt højere end en finger. Der var en gammel mand med et langt, langt skæg, og en kvinde med amaat. Den gamle: Agtornianga! / attornianga / rør ved mig. De andre gik videre, men den gamle blev stående og fortalte: "Der boede en gang en storfanger her ....., vi stjal, vi plejede at stjæle af hans kødforråd. Han har nu forladt stedet, og siden har ingen boet her, der fangede så godt. Og det lider vi meget under. Vi så dig i går herfra, du lå da ved Amitsivartik på den anden side fjorden; da vi har set dig i går kommer vi (til?) dig for at blive din hjæpeånd. Nu er vi på vej til en naboboplads - de andre fået et stort forspring, og jeg må løbe efter dem for at nå dem." Og så løb den lille mand afsted så hurtig han kunne og blev borte mellem stenene, der var store som fjelde for ham.
Ved Amitsuarsuk / Amitsivartik ind over land findes en stor kløft, der kaldes Uvarsat / Uersat / Uersaq. her findes en qârsoq / qaarsoq, angiutilik / en stenflade, et gnidested. Tass. angialerpoq / her gir han sig til at gnide. Fløjt og hvislen fra kløften. Han vedbliver med at stryge stenen. Pludselig kommer en splitternøgen mand ud af kløften. Besvimer så snart han ser ham. Langt om længe kommer han til sig selv, frysende. Hvor? inde i mørke, frysende, afklædt, kraftløs. Han vækkes som sædv. af Qataatsaaq, der synger for ham. Hans tøj ligger ved siden af ham. hjem. Ser Uversat / Uersaq ialt tre gange og får ham som hjælpeånd. Det er uersap inua, der skærmer hans liv mod tupilakker, og vækker ham til live igen, når en død har rørt ved ham.
Han ror i kajak fra Immiikoortooq / Immiikeerteeq og idet han kommer gennem Ikerasaq, omtrent ved det sted, hvor han i sin tid traf Nakkalia, hører han latter i nærheden. Straks derefter to kajakker, to afdøde (note i margin: nunaniîtsut qardlimaitsut / de døde der er begravet på land kan i midsommer vende tilbage til deres grav og leve der, mens der er varmt og skønt på jorden). Det var ?? den ene af dem var i kajak efter sin død og derfor turde han ikke forlade ham. Så nær holdt han sig ved land, at han fik sin åre ind i en lille kløft og nær var kæntret derved. Og det var det de lo af.
De kommer ind i en lille bugt, og da misigilerpa silane ivsulasoq / luften dirrer. her finder de et hus. smukt. ingen torsût / husgang. De kommer ind: Kingûngajassimasoq samia tungâne ûngalik / ?. Ingen kone. Den anden har kone. Midt imellem sidder en gammel mand. Gryderne ophængt i snore, der når helt op til himlen. Den gamle fortæller: Vi lider af tagdryp nogen har leget ved vort hus og borttaget nogle af stenene. - giver ham kød at spise (note i margin): sigende: "du er nu en så stor ang. / angakkoq, der har set så meget overnaturligt at du godt kan spise dødes mad." Hårdkogt, men ikke tungt at sluge. Det kan spises tre gange. vokser ud på benet igen. tarkua târtârtâingilai, pulârfigiînarpai. Da han ikke kan lære mere, men har hjæpånder nok - får han en dag hovedpine, - det er som om hans hjerne buldner op inde fra vældige kræfter presser på inde fra kisiane sarqimerdlune (endnu enkelte stikord på grønlandsk)
I den trykte oversættelse er de sidste notater blevet til en lang tekst, der her blot resumeres: Disse genfærd blev ikke hans hjælpeånder men udpegede ham den grav hvor han gned en død kvinde op af graven. (det ser ud til at være Rasmussens egen sammenkobling af denne episode med den tidligere om den døde, han gnider op af graven, BS).
"På den her skildrede måde øgedes for hvert år åndernes store følge for Missuarniannga. Han kom i kontakt med alt det skjulte liv oppe mellem fjældene, som viser sig for mennesker, der søger ensomheden ude i naturen. Alt fik væsen og skikkelse og kom til ham som skabninger af kød og blod. Men ingen vidste det; hans læretid var foregået i dybeste hemmelighed."
De sidste hjælpeånder han får er alle dødninge, som regnes for stærke. De blir levende af lys, der strømmer ind i dem, når han kommer til dem, og de stiger op fra gravene som nordlys.
Miss. er nu parat til at stå frem, nu hvor han har fået alle de færdigheder en åndemaner har brug for: han kan hente syges sjæle hjem, rejse til månen efter godt fangstvejr, til den farlige Havkvinde, havets mor efter hvaler, hvalrosser og sæler. Og hans equngasoq kan føre ham til de dødes land med deres storfangster og sangfester.
En morgen vågner han med vilde smerter i hovedet osv. (se ovf.). Han må holde åndemaning for ikke at blive vanvittig / sindssyg / sindsyg. Under seancen, hvor han er bagbundet, kommer trommen i bevægelse af sig selv og da den berører hans hæl er det som om det første hvide daggry viser sig for ham. Da den berører hans hofter er det selve dagen der viser sig. En senere aften når trommen hans skuldre og da ".. vældede solen med alt sit lys frem for hans åsyn og alle jordens lande samlede sig i kreds foran ham. Alle afstande og al fjernhed var ikke mere. Missuaarniannga var bleven alvidende og havde samlet hele verden i sig selv. En ny angakkoq var opstået blandt menneskene." Var.: søg på åndemaner uddannelse og/eller initiation. Se også søens troldbjørn.
Kommentarer: Mitsuarniannga / Missuarniannga følger det ideale uddannelsesforløb i Østgrønland. Bemærk at toornaarsuk i nedskriften ikke tildeles helt samme evner som i Rasmussens trykte tekst. T. er i nedskriften ikke den stærkeste af alle hjælpeånder (equngasoq og de særlige hjælpeånder, der selv er angakkut / angakokker og tilkalder ånder stående med kroppen i svingninger, siges at være de stærkeste). Og i nedskriften klarer toornaarsuk det op, som andre ikke kan klare op / gennemskue. I Rasmussens trykte tekst "klarer" han det andre hjælpeånder ikke kan klare. Kaarali er den eneste kilde til toornaarsuks rolle som hjælpeåndernes herre.
Der er et par logiske brist: Aggu / Akku råder Miss. til at søge toornaarsuk ihærdigt og længe mellem fjeldene, men Aggus andet råd går ud på at søge denne hjælpeånd ved havet. Det evige liv, eller den manglende evne til at dø, som er tolkningen af Nakkalias udtalelse om, at han ikke ved, hvornår hans / deres forbindelse med livet slutter, rimer dårligt med drabet på hans 5 sønner.
Uersaq / Uisaq kaldes i den trykte tekst for de uægtefødtes herre. I andre forløb optræder denne ånd ikke som en splitternøgen mand, men som et tvekønnet væsen, der enten tilskynder lærlingen til at stå frem som åndemaner eller betegner en dobbeltkønnet tupilak eller tjener som hjælpeånd. Søg på: Uersaq.
Rasmussens udeladelser af episoder: Den ene af dem om en tosidet hoftelam innersuaq (gentagelser keder?). Den om den lange række bittesmå dværge (myrer?). Den om hjælpeånder, der i egenskab af åndemanere påkalder ånderne stående, svajende fra side til side. Sidstnævnte forekommer beslægtet med Aqartivínalik / Aqartivinnalik, der ifølge Jens Rosing er en åndemaner der kun har een hjælpeånd, en kælevisesynger, og som påkalder ånder ved sang og dans. Hos Jens Rosing beskriver Asiineq Aqartivínalik / Aqartivinnalik som en sjælden slags åndemaner fra en fjern fortid, og effektiv til bekæmpelse af tupilakker (1963: 303 søg på Aqartivinnalik). Dette bekræftes af en fortælling, ibid. s. 304 (er registreret, kan søges).
Rasmussens indføjelser af tekststykker, der ikke er med i nedskriften, dækker især slutningen. I indhold afviger de ikke fra det, der karakteriserer andre østgrønlandske åndemaneres første seance. Formentlig er Kaarali fortælleren også til disse episoder. Ordvalget i oversættelsen forekommer dog mere kristent påvirket end normalt: Se Jens Rosing: Sagn og Saga 1963: Aggu; Ajijak; Hvordan det gik Maratse / Maratsi og Sandgreen 1987: Naajas første seance.
Stednavnene er ikke alle med på kommunekortet i det ny atlas: Grønland, Pilersuiffik, 1989. |
Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er
Dokument id: | 1017 |
Registreringsår: | 1905 |
Publikationsår: | 1923 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Tiimiartissaq (Teemiartissaq / Timiartissaq) |
Nedskriver: | Thalbitzer, William |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Memories of youth of a female angakok: Of the pupils who learn to summon the spirits and make tupilaks / Om eleverne, der lærer at hidkalde ånder og lave tupilak'er |
Publikationstitel: | The Ammassalik Eskimo , Second Part |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 40(3) |
Omfang: | side 478 - 486, nr. 233 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.479-489
Thalbitzers oversættelse kan kun resuméres med stor usikkerhed, idet Thalb. ikke rigtig har kunnet tyde hvad Teemiartissaq har sagt til fonografen.
Resumé: Teemiartissaq indleder med sin opfattelse, at det er til trøst for dem der frygter døden og for at helbrede de syge at vi (østgrønlænderne) lærer os selv op til angakokker. En åndemanerlærling opsøger med stor ihærdighed og omhu sine fremtidige hjælpeånder ved hjælp af sin toornaarsuk. Hver ånd man knytter til sig, skal man opsøge ialt tre gange. I havet finder de nogle. Alle søger og finder også en spørgeånd, en apeqqitek / apeqqiteeq, og så den særlige ånd i ferskvandet, Nilersoq / Niilersoq? "æderen", som fortærer hver kødtrævl på lærlingen. Skelettet får atter kød på, men lærlingen vågner nøgen. Hans klæder kommer af sig selv flyvende tilbage mens de skriger kia ka ka ka! (Med det samme råb opildner eller tilkalder tilhørerne hjælpeånderne når åndemaneren under seancen er i fare eller skal kaldes til bage til livet, BS). Falkeånder tilkaldes af lærlingen med et ke, ke, ke. De jordboende iaajivatsiat, dværge, kan forsyne en med midler til at fremstille en tupilak. Lærlingen søger menneskers naboer, ånder, der bor i jordens indre, når sommeren sætter ind. De belærer ham og inviterer ham hjem på besøg. Endelig er der Niimilaa, som Teem. el. Thalbitzer opfatter som en kvindelig ånd, en skræmmeånd, der bor i en hule og arbejder på at fremstille en stor ulu / kvindekniv. Teem.s bror kunne få hende til at flygte. Hun sank ned i en sø, mens han løb langs søbredden og kaldte med hendes eget råb, niimilaa. Hun lignede af form en konebåds forstævn, var helt udmarvet og råbte: gid man kunne få nogle menneskelunger at spise. Hun løb så uset forbi ham og tilbage til sin hule: Se et menneske deroppe på toppen af det stejle bjerg! / Eller: hulen befinder sig øverst på det stejle bjerg (Thalb. er usikker). Da angakkoq'en (Teem.s bror?) nu er parat indledes hans første seance med at Niimilaa kommer og kyser alle, selv små børn ud af huset. Hun river skindtapeterne ned af væggene i jagt på mennesker hun kan æde og trykker angakkoq'en ned i jorden, hvor hun også selv dykker ned. Dernæst kommer tarajuatsiat, skyggerne, der ifølge Thalb. skulle være de samme som iaajivatsiat, dværgene, og efter dem indlandskæmperne, timersit, både de nærmere, der kaldes omstrejferne, og de fjernest boende. Angakkoq'en (stadig under den første seance) mister bevidstheden, genvinder den, fæstner forhængsskindet tæt til indgangshullet, trommer med sin trommestik med udskåret menneskehovede på (kanten af) trommen for at give den liv, og puster på sin smældeskive (makkortaq) af remmesælsskind i hånden mens han udstøder bestemte lyde: aala-laa-laa-laa-auci-witci-witci-witci-wit. Når hans ånder kommer for første gang mumler han aataa-taa-taa. De kommer så alle, hans falk, hans toornaarsuk, hans skræmmeånd, der prøver at trække mennesker til sig med sit amoo...h, amoo...h! Da han ikke genkender dem spørger han sin apeqqerteeq / apeqqitek / apeqqiteeq om hvem de er. Men det er, mens hans hjælpeånder blandt de nærmest boende dværge er inde, at trommen tager til at danse og hoppe op på hans ryg. Da er det han får sin synske evne (silanippoq, alverdens viden - i andre versioner, BS). Han synker (derefter?) med et håi, håi, håi, ned i jorden, hvor han samtaler med sine hjælpeånder på bjergtoppene af underverdenen. Med samme råb kommer de tilbage, og tilhørerne spørger ham ud om den syge (som han åbenbart er sat til at kurere under sin første seance). Denne, en gammel kone, har mistet en sjæl, viser det sig. Publikum spørger om den kan hentes tilbage, og det kan den sagtens, siger angakokken, hvis den ikke har lidt skade. Teemiartissaq skildrer dernæst hjælpeåndernes livsbetingelser. De gifter sig får børn, sønner og døtre, men vokser ikke. De blir hverken syge eller gamle og småpigerne gifter sig og får børn i ti-årsalderen. Når en hjælpeånd blir syg (alligevel? BS), besøger de (angakkut?) deres hjælpeånder (glosen er åndesprog for hjælpeånder, BS), og da kan hjælpeåndernes (eller angakoq'ens?) husfæller ikke rigtig fange noget. Det skyldes en tupilak, som åndemaneren lover at fjerne. Man kan fjerne den ved at stjæle en stump af tupilakmagerens fangst og bekæmpe tupilakken med denne stump. Denæst beskriver Teemiartissaq hvordan man laver en tupilak af stumper af alle mulige dyr og fugle og gerne noget af et dødt menneske. Det hele skal helst sys ind i skind, der stammer fra tøjet af den man vil ramme. Tupilakken gøres levende ved at man lader den sutte på ens kønsdele. Tupilakmageren udstøder da et langt faldende eeeh. Tupilakken spørger hvor den skal hen, får besked og sendes afsted mod den nævnte person. Denæst skildres åndemanerens fangst og tilintetgørelse af en tupilak, der har hindret en bestemt fanger i at fange. Den fanges vha. hjælpeånden falken, der lidt efter lidt æder tupilakken, og jo mere den æder af den, des raskere bliver den person, den har angrebet. Åndemaneren udpeger (måske vha. en af sine hjælpeånder) den skyldige, tupilakmageren, der straks tilstår, hvorefter der følger en uforståelig reprimande om at gøre ugerningen god igen. Angakoq'en sender sine ånder bort og kommer til sig selv med nogle bestemte lyde: Håi, håi, herrn, herrn. (De mange forskellige udråb under forløbet signalerer for tilhørerne, hvad der foregår i mørket, oplyser Thalb.). Tilhørerne udtrykker til slut deres taknemmelighed til angakoq'en.
Var.: En mindre besværet fremstilling er formuleret af Thalbitzer i "Grønland nu og før." Nordisk Tidsskrift för Vetenskap, Konst och Industri, 8, 1932.
Hist.: Teemiartissaq fortæller Thalbitzer hvad hun mere generelt har hørt og oplevet om åndemanerens uddannelse med søgen efter hjælpeånder, hans initiation, helbredelses-seancer og seancer til udryddelse af tupilakker.
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på uddannelse og initiation.
Kommentar: Ganske som de øvrige Teemiartissaq-tekster er heller ikke denne synderlig klar. Andre langt tydeligere fremstillinger hjælper en del på forståelsen: Vedr. de forskellige hjælpeånder se: Rosing, Jens 1963: 173 - 194, der er en oversættelse af Kaarali Andreassens fremstilling, trykt på grønlandsk i Rosing, Otto: Angákortaligssuit, I, 1957. Også genoptrykt i ny retskrivning. (Afsnittet er ikke registreret i denne base). Vedr. ferskvandsånden, der æder lærlingens kød, søg på fx. Den store bjørn æder hende. Den lille elv med det store dyr; ... søens troldbjørn; Søens uhyre; Mislykket uddannelse; Rasmussen 1938: 110: Åndemaners selvbiografi; Aadaarutaa; Georg Quppersimaan. Vedr. Niimilaa, der af Sandgreen eller hans informant opfattes som en mandlig ånd, søg på Sandgreen og Niimilaa. Den første seance, initiationen til angakkoq, saqqummerneq, er beskrevet flere gange: Naaja's hos Sandgreen, Ajijak's og Aggu's / Akku's hos Jens Rosing. Fremstillingen af en tupilak er her klart beskrevet og svarer ganske til andre beskrivelser fra Ammassalik. Bemærk det særlig tætte forhold, der ifølge Teemiartissaq består mellem mennesker og deres naboer blandt ånderne, dværgene (de bor i jordhuler nær kysten) og innersuit (ildfolkene under stranden). De deler land/egn/omegn/sila med mennesker, kystfolkene i åndesprog. De er deres naboer, nærmeststående. De evner der tillægges forskellige arter af hjælpeånder, dværge, kæmper osv. kan variere ganske meget. Det nytter således ikke selv at generalisere ud fra eet eller et par udsagn, - og heller ikke at stole blindt på fortælleres generaliseringer. |
Mitsivarniánga / Missuarniannga
Dokument id: | 1313 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Mitsivarniánga / Missuarniannga |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 252 - 258 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, I: 97 - 105; angakkortalissuit, 1990: 97 - 104. Resumé: Aggus hævn over Ilinngivakkeeq ("Avkos hævn"), som Missuarniannga overværede, gjorde dybt indtryk på ham. Som åndemaner var han dybt seriøs, søgte nye veje og fortolkninger, men blev aldrig så stor en åndemaner som sin svigerfar Aggu / Akku. Til gengæld var M. meget dygtig til fangst og håndværk og hans kone en pertentlig syerske. Familien var derfor rig og velklædt. M.s ældste søn Kaakkajik, døbt Kaarali Andreassen, var otte i 1898, da M. holdt den ene af de to seancer, der næsten tog livet af ham. Ved dens afslutning sender hans hjælpeånd, Tunivia sin skræmmende Ajumaaq mod M. med et hvinende sus. M. besvimer, trommen tier, længe tror man ham død. En af hjælpeånderne forsikrer dog om, at han stadig er i live, og endelig lykkes det den at besjæle M.s legeme, der atter kommer til live. Tunivia ville hævne sig på M., der havde røbet, at den ville røve et menneske. Den anden seance finder sted i tiden mellem M.s kones og søns dåb i 1899 og hans egen i 1901. M. har manet ånder to aftener i træk og set et stærkt lys nærme sig ude fra havet. Tredje aften når det frem som skyggen af en bjørn med bulder, brag og rysten så de nye glasruder sprænges, og M. falder livløs om. Denne gang tar det endnu længere tid, før det lykkes M.s åndedræt at komme så vidt tilbage, at en af hans hjælpeånder, en kæmpe, kan få liv i ham igen. I mellemtiden fjerner M.s kone forhængsskindet, der lader fuldmånens lys trænge ind og afsløre M.s ligblege krop, og angsten blir uudholdelig, da trommen senere går i gang, for så at stoppe igen. Kæmpen tæver og puster på M., mens lydene fra forhæng og tromme blir hørligere og stærkere. Under gulvet høres M.s hjælpeånderne og den ledende stemme: ululo, ululoo. M.s stemme blir hørlig langt ude fra fjordmundingen og nærmer sig - kæmpen går. Med besvær får M. sin stemme (og åndedræt) ind i kroppen, sætter sig over ende med overkroppen svingende frem og tilbage, rejser sig og vakler hen på briksen, hvor han efter tre dage blir sig selv igen. M. melder sig derefter til dåb, blir døbt april 1901, fanger godt den følgende sommer, men blir så syg i det ene ben og sengeliggende. En af hans hjælpeånder har formodentlig hævnet sig. Kort efter midvinter dør M.s kone Piseerajik under en dødfødsel. Sønnen K. gør sit bedste for at holde modet oppe hos faderen, passer sin moders lampe og læser sin ABD. En aften, da den syges far som så ofte før besættes, ser K. et forfærdende spædbarn i briksens fodende. Det har M. set i meget lang tid og han tilstår for sin svoger, Ajukutooq, at det er en tupilak, der er vendt tilbage mod ham. M. beslutter nu at presse sit åndedræt ned og væk, dvs at dø. Han ligger bevidstløs i ca. en halv time, hvorefter M. må opgive og bedrøvet lade sit åndedræt komme tilbage. Hele forløbet af de to seancer og det mislykkede selvmord skildrer hvordan M. må lide, mens han lidt efter lidt mister magten over sine hjælpeånder.
Hist.: Missuarniannga, der blev døbt som voksen, levede fra ca. 1862 til 1910. Ilinngivakkeeq / Ilinnguakki / Ilinguaki (ca. 1830 - 1893) var en af Naajas sønner. Det samme var Kãvkajik / Kaakkajik / Kakasik (ca. 1835 - 1885), der var M.s sangkampven og som M. opkaldte sin søn efter i 1890.
Tolkning: Adskillige historiske fortællinger beretter om de lidelser, det kostede åndemanere at blive døbt og skille sig fra deres hjælpeånder. Også Kukkujooq angribes således af et aggressivt lysfænomen, der dog ikke rammer ham (Sandgreen 1987: nr. 53, s. 443 - 444). I fortællingen om M. svarer ilddød og åndedrættets bortførelse ud over havet under seancen ved en skyggebjørn til initiationerne ved såvel ferskvandets bjørn til det "indre lys" som puulik. Det samme gør det råb, hvormed hjælpeånderne arriverer, da han er nået tilbage: ululo, ululoo. Det er sandsynligvis remmesælens parrings kald, mating call. Se også eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor og Sonne 2017: Worldviews of the Greenlanders, chap. 5. Kommentar: Som man ser forstod Miss. sig på at lave tupilakker, dvs. heksekunst, ilisiinneq, samtidig med at han var angakkoq / åndemaner. |
Nanúngôq pingajorqat pingajuat / nanunngooq pingjoqqat pingajuat
Dokument id: | 2181 |
Registreringsår: | 1901 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRKB 1, 4(10), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 |
Fortæller: | Aqajak (Ambrosius) |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nanúngôq pingajorqat pingajuat / nanunngooq pingjoqqat pingajuat |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 5 sider |
Lokalisering: | Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn |
Note: | |
Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.
Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering |
Nerqersujunút pulartut / Nerrersuujunnut pulartut
Dokument id: | 1319 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Jørgensen, Sofie |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Nerqersujunút pulartut / Nerrersuujunnut pulartut |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 4 sider, nr. 56 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Renskrift af Andreassen, Kaarali: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Nerrersûjúnut pulartut".
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: "De, der besøgte grovæderne"
Det skete engang på en boplads, at den ene fanger efter den anden udeblev fra fangst. De kendte ikke grunden til, at de ikke vendte tilbage. Da han (den tilbageblevne - efter renskriftet) engang var på fangst, kunne han høre menneskestemmer inde fra land. Han mente nok, at der boede grovædere derinde. Men han gik ikke hen til stedet, hvorfra stemmerne kom for at undersøge dem nærmere, fordi de var skrækindjagende. Mens de var der, kom der en konebåd sydfra med følgende ledsagende kajakmænd: Faderen, hans to sønner og svigersønnen. De bosatte sig ved mundingen af en fjord intetanende om, at der inde i fjorden boede grovædere. Her byggede de sig et hus. En dag tog de to brødre ind i fjorden på sælfangst. Den ældre bror lå og ventede på sæler længere inde mod land; og lillebroderen kom grædende hjem og fortalte, at han godt nok hørte gråd fra et sted nærmere ved landet, men at han ikke havde kunnet finde sin storebror. De ledte grundigt efter ham uden at finde ham. En anden dag var lillebroderen igen på fangst sammen med sin svoger. De roede ind i fjorden, og de fik øje på en stor mand, der i hånden havde en line, hvis ene ende var forsynet med en løkke; og med den forsøgte han at fange svogeren; men han ramte ham lige bagved, så han slap. Lidt efter fik de øje på to mænd, der opfordrede dem til at gå i land, så at de kunne snakke sammen, men de svarede, at det turde de ikke.
Da det blev vinter tog de ind i fjorden på hundeslæde. De kom langt ind i fjorden; og de fik øje på to slæder. De kørte hinanden i møde, og de sagde til sig selv: "Det er nok dem der, hvad skal vi gøre ned dem? Vi kommer sikkert op at slås.
Så snart de kom nåede dem stak de dem ihjel. De bandt dem fast til deres egne slæder og fik hundene til at trække slæden tilbage til bopladsen, hvor de kom fra. Dette fortalte de, da de kom hjem og sagde, at der nok ville komme folk fra deres boplads for at hævne sig.
En dag blev der meldt, at der kom mange mennesker inde fra fjorden. De sagde til hinanden: "Hvad skal vi gøre ved dem? Måske er bedst at gå dem i møde og ønske dem velkommen" (det lyder mærkeligt: ajúnguársâtisanit kísadlugit, CB). Det gjorde den ældste på stedet - sådan som de havde planlagt det. De mange mennesker, der var på vej til bopladsen, sagde: "Lad os bare besøge dem uden at dræbe dem. De har nok noget mad." Under besøget blev de behandlet godt af folk. Så skulle de afsted. Da de var væk, sendte den gamle et eller andet efter dem (renskriften: den gamle fremsagde en trylleformular, og de blev alle dræbt ved trylleri), og de blev dræbt allesammen.
Nogle dage efter drog de (renskriften: sønnen og svigersønnen) ud for at se efter dem. Undervejs mødte de mange dræbte; og de besøgte deres kvinder. De gik ind i huset og kom op at slås med kvinderne. Midt i slagsmålet mærkede svigersønnen noget, der gjorde ondt helt ind til marven. Han opdagede, at de havde fjernet noget af hans læg. Han sagde til dem: "I kan godt slås med os; men I får aldrig dræbt os, så det kan I ligeså godt opgive. Se det her!" Han viste sin læg frem, hvorfra kødet var fjernet. Så opgav kvinderne slagsmålet, idet de sagde: "Vi kan ikke klare dem; vi kan lige så godt holde op."
Hende, der havde fjernet kødet fra læggen, sagde: "Du er meget sejlivet. Du er stadig levende, selv om jeg har spist noget af kødet fra din læg." Så gik sønnen og svigersønnen ud og hentede deres knive, hvorefter de dræbte alle kvinderne.
De blev på deres boplads, indtil det blev sommer. Så rejste de sydover tilbage til deres boplads. Siden har ingen, hørt om dem.
Var.: Qalulik / Kalulik, hvor den sidste tilbagevlevne kajakmand hævner alle de fæller, der en for en er blevet dræbt af et uhyre dybt inde i en fjord: Kajakmændene der udeblev, Qalulaajik; Om slæderne, der altid bortkom; Fangerne der forsvandt; Amaakasia; Angortooq, storfangeren; Bortblevne mænd; Brødrene som forsvandt; |
oqalugtuaq / oqaluttuaq
Dokument id: | 2180 |
Registreringsår: | 1901 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRKB 1, 5(13), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 |
Fortæller: | Aqajak (Ambrosius) |
Nedskriver: | Olsen, Hendrik ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | oqalugtuaq / oqaluttuaq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 16 sider |
Lokalisering: | Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn |
Note: | |
Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen.
Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering |
På kvan-stedet / Kuániliarfingme
Dokument id: | 1243 |
Registreringsår: | 1959 |
Publikationsår: | 1987 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | |
Nedskriver: | Sandgreen, Otto |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Sandgreen, Otto |
Titel: | På kvan-stedet / Kuániliarfingme |
Publikationstitel: | Øje for øje og tand for tand |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 237 - 242, nr. 8 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Original: Isse issimik kigutdlo kigúmik, II, 1967, s. 26 - 29.
Resumé: I den sene eftersommer, hvor kvanerne modnes, er øen Qeqertarsuatsiaq et yndet samlingssted. Morgenen efter at Kaakaaqs familie har slået lejr dér, vågner hun efter at moderen er taget på kvan-togt. Hun græder, forstår ikke hvorfor hun ikke måtte komme med. K. vil følge efter moderen. En slægtning, der prøver at holde hende tilbage, har ikke held med sig. Da K. er kommet ud af syne fra teltene, bliver hun opstemt og glad. Hun møder en stor mand (ånd) med skæg, der hedder Papeqqia. Han kan se hvor langt hun er i sin uddannelse og priser hende lykkelig, fordi hun ikke har "valgt vejen ovre på den anden side". For der er folk slemme. Han inviterer hende hjem på besøg, hun nøler, han siger at hvis hun vil jage i ødemarken (asikkut saqileruvit, søge hjælpeånder i den Anden verden, 1967,II:28) er et sådant besøg kun en forsmag. Tæt på hans usynlige hus bølger det for hendes blik, hvorefter hun klart ser husgangen. P.s mor inde i huset gentager P.s ord om ikke at vælge den farlige vej på den anden side og fortæller så, at hendes mand netop er død. Hun læser K.s tanker, da K. tænker på at gå, og ber P. følge hende hjem. K. standser kort før teltene blir synlige, for at P. skal vende om. P. ber hende komme igen på tredjedagens morgen. Men K. går aldrig op til ham igen.
Var: J. Rosing 1963: s. 286 - 288.
Kommentar: Asikkut saqileruvit. Asia: denne verdens Anden Verden; saqivoq: åndesprog for at opsøge ånder. I almindeligt sprog betyder det at gå på fangst i kajak.
Hist.:Tid: 1870'erne. Persondata søg på: J. Rosing 1963: s. 281 - 285: "Kâkâq". Denne publikations tre biografier (Naaja; Kukkujooq / Apulu; Kaakaaq) er delt op i fortællinger. De er her i basen registeret hver for sig. Vil man have rede på livsforløbene, må man søge alle opslag på: Øje for tand (+ navnet).
Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation.
Kommentar: undertiden hævdes det at ånder ikke dør. Kaarali Andreassen lader en innersuaq, en ildånd, mene det. Det er næppe en generel forestilling. I det mindste er Papeqqias far åbenbart nyligt død. |
Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq
Dokument id: | 1336 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425 |
Fortæller: | Andreassen, Johanne |
Nedskriver: | Andreassen, Johanne |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Qajaqángitsoq angákugsartoq / Qajaqanngitsoq angakkussartoq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 93 - 96, nr. 33 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Kort resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 367: "Manden uden kajak, der ville være åndemaner"
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Den kajakløse der trænede til åndemaner. Storebror havde flere gange opfordret sin lillebror til at bygge sig en kajak, men han ville ingen kajak have. Engang han endnu en gang slog fast at han ingen kajak ville have, sagde storebror: " Hvis du ikke vil ha' kajak kan du jo fordrive tiden med at søge (efter hjælpeånder)". Broren sagde ikke noget.
Næste dag vandrede han ind i landet. Han fik øje på en dværg og gik hen til ham. "Hvorfor kommer du ikke og besøger os?" sagde dværgen. Han gik med. De kom til huset og gik ind. Hans nye hjælpeånd havde sin plads i den anden ende af rummet. Nu sad han dér på besøg. Hans nye hjælpeånd gav sig til at spænde snore (ikârsalerpâ) fra briksen til siddepladsen (iffimut = ingiffimut ? CB) ved den modsatte væg. Netop da han var færdig blev der sagt: "Vores husfælle er kommet hjem!" Denne kom ind og stirrede uafbrudt på gæsten. Han havde dårligt fået sat sig på sin plads på briksen før han gik hen til gæsten og tog ham i armen mellem det udspændte snoreværk. Og mens han greb ham i armen sagde dværgen (hjælpeånden): "Nu tar han dig!" Han greb ham (husfællen) om begge håndled og knækkede dem over. Grædende rejste han hjem til sine kone (? uklart, det var dog en husfælle?).
Dværgen løste de udspændte snore. Så gik han ud af huset og ned til deres land, som om han ikke havde noget at sige (? sôrdlo oqâsisaqangisoq, CB; der intet var at sige = intet var hændt, BS ?).
Det fortælles at hans storebror havde børn. En dag gik lillebroren igen ind i landet. Undervejs mødte han sin inuerutigâ (inuarulligaa, hans dværg) som sagde: "Hvorfor går vi ikke på besøg i de mange huse (pulâratangilarput)?" "Jeg tør ikke", sagde dens menneske / ejer / herre. "Der er ikke noget at være bange for. Kun de der bor i den østlige del (obs! måske den vestlige del - pga. spejlvendingen af "verdenshjørner" i Østgrønland) er skræmmende. Ikke dem i den vestlige del, slet ikke." Den anden (endnu en dværg eller lillebroren?) var enig (el. gik ind på det). De gik hen for at kigge ind i de mange huse i den østlige del (se ovf. om verdenshjørner). Der ville de ind. De (beboerne) begyndte at spille bold med hans stakkels hjælpeånd, så den fløj (fra den ene til den anden, BS). De slog til den mens den var i luften. Til sidst brækkede de dens ene ben i slaget. Det var lige ved at gå midt over. Den fik ondt af sin ejer og gik ind (nu er det åbenbart lillebroren der kastes bold med). Da den kom ind brækkede den samtlige inutâjivat (de boldspillende ånders) små håndled. Når den brækkede dem søgte de grædende tilflugt på deres briksepladser. Derefter fulgte han med sin hjælpeånd ud af huset. Den fløj hen over jorden og forsvandt på den anden side af en lille høj. Han gik hen for at se efter, og dér sad den og ventede på sin ejer. Han gik derhen og spurgte: "Hvordan går det med dit brækkede ben?" "Det er for længst rask!" Så fangede den en hel masse ryper til sin ejer som tog dem med hjem, fordi storebroren var så glad for ryper til mad. Denne bad sin kone hente dem (ind ). Næste dag fangede de også ryper som de spiste. Så inviterede han sin hjælpeånd på besøg. "Jeg tør ikke", sagde den. "Vi er ikke farlige. Der er kun mig, min storebror, hans kone og deres børn." Så invilgede hjælpeånden. Den gik ned (til kysten) og trådte ind i teltet. Da teltets ejers børn stirrede med stive øjne på den, sagde den: "Mon de egentlig ikke er bange for mig?" "Jo", sagde forældrene, "de er bange". "I skal da ikke være bange for mig", sagde den. Så tog den hjem igen.
For det fortælles at ejeren brugte den som sin eneste hjælpeånd - denne dværg. Den satte over store vandområder nårsomhelst den ville. Da dens ejer blev åndemaner / angakkoq / angakok havde han kun denne ene hjælpeånd. Alligevel var han en dygtig åndemaner. Slut.
Var.: Episoden hvor ånder spiller bold med åndemaneren forekommer i et par østgrønlandske fortællinger om angakkut: Ajijak, Kukkujooq / Apulu. Søg på: J. Rosing 1963: s. 216 - 224; Sandgreen 320 - 333 nr. 36.
Hist.: Episoden skildrer et åndemanerritual, der øjensynligt går meget langt tilbage i tid og er beslægtet med forestillinger om nordlyset. De er døde mennesker, der er havnet i himlen, hvor de spiller bold - oftest med et hvalroskranium (eller - på øen Nunivak i Alaska - hvalros-mennesker der spiller bold med et menneskekranium, Lantis 1946: se ndf. ). Flere østgrønlandske fortællinger skildrer en seance, hvor åndemaneren under åndflugt havner hos luftånder, der spiller hårdhændet bold med ham. Ifølge fortællingen om en af dem (Sandgreen 1987, qulummiin) kommer hans binderemme farende ned i rummet som varsel om hvorvidt han overlever eller ej. Så sent som i 1990'erne har en ældre mand fra det sydvestligste Baffinland (Cape Dorset) i Arktisk Canada beskrevet et tilsvarende åndermanerritual og identificeret de boldspillende ånder med dagslysets folk, dvs. døde mennesker der er endt i himlen og som om natten bliver "boldspillerne", nordlysets folk: "They (the shamans) would be tied up with a harpoon line. It would be wound all around them. Once they started to bounce, people would know the angakkuq was being used as a ball by the ullurmiut, the people of the day. After he was used as a kickball, he would be levitated and the rope that had been used to bind him would fall down in a coil, and the angakkuq would then descend .... The rope used to fall down in a perfect ball. You could not locate the other end of the rope." (Oosten, Jarich , Frédérick Laugrand, Wim Rasing (Eds.)1999: 'Perspectives on Inuit Law'. Interviewing Inuit Elders, Vol. 2. Iqaluit: Nunavut Arctic College, s. 125.) Og dette ritual kendtes også ved Iglulik i nord (en ø i Fox Bassin), hvor en anden ældre mand huskede at rebet undertiden forvandledes til små dyrefigurer. Især hvis det varslede mange rener i den kommende sæson (ibid.). En fortælling fra Nunivak lader ligeledes en ung forældreløs gennemføre en sådan himmelrejse - sammen med hvalrosser - som giver ham shaman-evner og en lang line med krog til fangst af dyr på fjerne steder (Lantis 1946: The social culture of the Nunivak Eskimo: The poor boy and the northern lights). Forestillingen med eller uden ritual kan således senest dateres til Thule-kulturens udbredelse med afsæt i Nordalaska - Nordøstsibirien omkr. 1200 AD.
Kommentar: Fortællingens sprog er vanskeligt at oversætte. Den er nedskrevet af Kaarali Andreassens kone, Johanne, på en blanding af vest- og østgrønlandsk. Det er næppe hjælpeånden, men snarere åndemaner / angakkoq-initianden / lillebroren, der blir spillet bold med af himmelånderne. Uddannelse til åndemaner. |
Qilaatuaq / Qilaasuaq
Dokument id: | 1099 |
Registreringsår: | 1905 |
Publikationsår: | 1923 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Missuarniannga (Mitsuarnianga / Mitsivarniannga / Andreas) |
Nedskriver: | Thalbitzer, William |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qilaatuaq / Qilaasuaq |
Publikationstitel: | The Ammassalik Eskimo , Second Part |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 40(3) |
Omfang: | side 434 - 438 (3 sider), nr. 225 A |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk tekst, engelsk oversætelse ibid, s.435-440 (3 sider)
Resumé: Qilaasuaq med søn, sønnekone og en stor, gevaldig svoger (eller svigersøn), der er på isfangst med hundeslæde, sendes til havs af en fralandsstorm på et isbjerg. De spiser først hundene, dernæst opfordres Qilaasuaq af først sin søn, så sin svoger til at bruge sin særlige viden. Q. indrømmer at han har nogen viden i forbindelse med en kroget vandøse, og han snitter to par dukker, en mand med kort hår og en gammel kone, og en mand med langt hår og en ung kone. Han udhuler et hul i isbjerget og lægger parrene der natten over, hvor de bytter koner. Hullet er da fyldt med vand, som sønnen straks drikker af, hvorefter ikke en dråbe er tilbage. Q. må lægge parrene i et nyt hul og næste dag skubbe den store svoger til side for at drikke først. Det er betingelsen for at vandet ikke slipper op efter første drikning. Senere indrømmer Q, at han har noget viden i forbindelse med den slags, der er bestemt til at komme tilbage, hvis de dør (drukner, dør i utide, angerlartussiaq). Han lader sig glide i havet og kommer op som en isbjørn. Han søn og svigerdatter gør ligeså. Svogeren nøler, men indvilger så og kommer op som en slags hvalros. Han må dog dykke tre gange for at opnå rigtig lighed med en hvalros. De svømmer mod Akilineq og nær på kommer folk strømmende for at jagte isbjørnene, der skynder sig i skjul og forvandler sig tilbage til mennesker. De inviteres venligt på mad, men bopladsens ældste, Meetaanaain / Mitaanaat (?) serverer menneskehjerne for dem. Q. kan tåle kosten, men M. blir sindssyg da han tvinger noget af den i hende. Hun går ud, hvor man parterer hende. Folk i huset hævner sig på Q.s svoger, der besvimer og skæres i stykker uden for. Q. og søn klarer sig i første omgang med en ræveamulet fra Q.s støvlebånd / kamikrem, men i næste omgang er det hans ravneamulet fra pelskraven på hans bjørneskindspels. Den trækker indvoldene ud på alle fjenderne undtagen en dreng, som Q. opfordrer til at være styrmand for dem næste dag. Drengen synger (til de døde?) om at blive til en tupilak eller en anngiaq, der kan hævne sig. Han sover over sig, følger efter båden, men Q. får bukket begge ender sammen på ham, så han taber bevidstheden og dør. De når velbeholdne hjem.
Var.: Thalb. nævner nogle få afvigelser fra denne version i en anden, som han indsamlede hos den dengang 15-årige Kaarali. Se ellers: Qilâssuaq, Qiláituaq, Qiláussuaq, Qátsâq med lemmingamuletten, Qattaaq, Sungersuusaq, Sungersûssaq; Asalooq; Tiggaaq; Qilaasuaq og Allunnguaq.
Hist.: Fortællingens hovedperson er ikke identisk med den historiske Qilaasuaq fra Baffin Island, der med familie indvandrede til Thuleområdet omkr. 1860.
Kommentar: den 'krogede øse' må være en forkert oversættelse af ernguming nikisimatime (transskriberet fra lydskrift). I Saatooqs version, som Jens Rosing fik og oversatte, er nikisimadûn en konebytningsformular og ernguming (erngumik) må ganske enkelt være til (at skaffe) vand (op fra jorden). |
Selvbiografisk beretning
Dokument id: | 2179 |
Registreringsår: | 1901 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRKB 1, 5(13), Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 |
Fortæller: | Aqajak (Ambrosius) |
Nedskriver: | Olsen, Hendrik ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Selvbiografisk beretning |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 10 sider |
Lokalisering: | Ujarasussuk: Qeqertarsuaq / Godhavn |
Note: | |
Aqajaks fulde navn: Ambrosius Jørgen Andreassen. I den første del en spøgelses - oplevelse bl.a. Efterfølges af en fortælling, der er her i basen er registeret for sig. Fundet for sent. Ikke oversat. Velegnet til opdatering |
Sipulôrnertôq / Sipuloornertooq
Dokument id: | 586 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 408 |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Sipulôrnertôq / Sipuloornertooq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 28 - 33, nr. 76 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Knud Rasmussen på vestgrønlandsk. Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, I, 1921, side 365, "Storfjærteren."
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Sipulornertooq (Storfjærteren). En mand, som ikke var nogen dygtig fanger, ville absolut giftes med en pige, som han havde hørt så meget om. Denne pige var datter af Kunnga og hans kone. En dag da han havde fanget en klapmyds, tørrede han kødet. Med det tørrede kød på ryggen tog han af sted for at fri til Kunngas datter. Han gik og gik. Så traf han en mand, som skød med bue ud i det blå (siláinarmut - ud i den bare luft). Han spurgte ham, hvad han lavede. "Lige fra de helt gamle dage har jeg forsøgt at ramme flere med ét skud; men hidtil er det ikke lykkedes," svarede han. Han fik øje på, hvad det var han skød efter. Det var de mindste af myggene (umerdlorqortût - den med det store snudeparti). Ved siden af ham lå der en stor bunke af dem, som han havde dræbt. "Vil du ikke ledsage mig?" Jeg er på vej til Kunngas for at fri til datteren." Det sagde han ja til, og de tog af sted.
Undervejs mødte de én, der samlede planter. Han havde samlet sig en stor hoben planter - så høj som et højt fjeld. Han spurgte ham, hvad han lavede. Han svarede: "Fra de ældste tider har jeg samlet planter, og stadig jeg ikke fået nok." Også ham opfordrede han til at tage med. Han sagde ja, og de tog af sted.
Da de havde været undervejs et stykke tid, hørte de nogle drøn. Det gentog sig gang på gang, og til sidst fik de øje på et menneske, som sad på hug med enden stikkende bagud og gang på gang slog én. Han spurgte ham, hvad det gik ud på? Han svarede: "Lige fra de ældste tider har jeg slået den ene prut efter den anden, men endnu har jeg ikke gjort det tilstrækkeligt mange gange." Han spurgte ham: "Vil du ikke følges med mig? Jeg er på vej til Kunngas for at fri til datteren." Han sagde ja, og de tog ham med videre.
De gik og gik og nåede til sidst Kunngas boplads. Her fik frieren at vide, at han ville kunne få pigen til kone, såfremt han under vandhentning sammen med pigen kunne løbe hurtigere end hende, men at han ikke ville kunne få hende, hvis han løb langsommere end hende. Da frieren fik dette at vide, kaldte han sine ledsagere til sig og sagde: "Jeg kan ikke løbe om kap med pigen; jeg er for langsom til bens. Er en af jer i stand til at løbe hurtigt?" Sipulornertooq sagde: "Jeg er nogenlunde i stand til at løbe." Så sagde hans herre: "Jeg vil lade, som om jeg er syg. Du løber sammen med pigen. Når du vinder, skal jeg have pigen til kone." Det blev de enige om.
Da de den næste dag meddelte dette, sagde han (Kunnga) til Sipulornertooq: "Det er ikke dig der skal løbe sammen med hende. Det skal frieren." Sipulornertooq svarede, at frieren var syg, og at han ville træde i stedet for ham. Det gik de andre med til; og de fik hver en spand, som var meget utæt i bunden. Så løb de af sted. Efter at have løbet længe kom de til en stor elv. Da de skulle til at fylde deres spande med vand, holdt Sipulornertooq nøje øje med pigen. Han lagde mærke til, at pigen holdt spanden under vandet, der fossede ned; da spanden var fyldt, strøg hun vandet med hånden uden at røre ved bunden. Så var spanden ikke læk længere. Sipulornertooq lod også vandet fosse ned i spanden; og da den var fyldt strøg han vandet med hånden uden at røre ved bunden. Så var spanden ikke læk længere. Da Kunngas datter satte i løb, fulgte Sipulornertooq efter hende og havde ingen problemer med at følge med. Før de nåede hjem, (eller måske: før Sipulornertooq nåede hende?) sagde Kunngas datter til Sipulornertooq: "Må jeg lyske dig?" Han svarede ja, og de stillede deres spande på jorden, hvorefter hun begyndte at lede efter lus. Sipulornertooq faldt i søvn og sov længe. Han vågnede ved, at en pil ramte lige under den sten, som hans hoved hvilede på. Han kiggede på spanden og opdagede, at den var væltet. Det havde Kunngas datter gjort, da hun gik, og vandet var rendt ud. Det viste sig, at bueskytten havde holdt udkig efter ham, og da han opdagede, at han sov, havde han sendt en pil af sted, så den ramte lige under hans hovedpude. Sipulornertooq tog sin vandspand og vendte om. Han fyldte spanden med vand, hvorefter han gav sig til at løbe, alt hvad han kunne. Han indhentede Kunngas datter, før han nåede hjem; og han løb videre forbi hende og nåede hjem før hende. Han vandt kapløbet.
Så fik angusúngíkátaaq (ham, der ikke nåede hende?) Kunngas datter til kone. Under deres tur på vej hjem, blev plantesamleren mismodig og tavs. Det viste sig, at han lyttede. Efter at de var taget af sted, havde Kunnga nemlig fortrudt, at han havde givet datteren bort. Derfor havde han besluttet sig for, at samle andre mænd på stedet og følge efter de bortdragende.
Da plantesamleren var blevet så mismodig, og de andre ville vide, hvad der var i vejen, sagde han: "Nu taler de sammen om at komme efter og dræbe os alle sammen." Det viste sig, at han havde lyttet til, hvad der blev sagt. Bueskytten vendte sig imod de andre og sagde: "Nu går de ud af huset, og nu er de på vej herhen for at dræbe os." Da Sipulornertooq var kommet op på en lille høj og havde bøjet sig, gav de sig til at slå ham på lænden for at fremkalde luft til fjært. Nu viste alle forfølgerne sig, og så slog Sipulornertooq en ordentlig én, så småsten, der lå på jorden fløj op; og selv de, der kom for at angribe dem, blev slået omkuld og tumlede af sted i koldbøtter. De blev slynget ind i huset gennem vinduet - nogle til fodenden af briksen, nogle ind under briksen og andre under sovestedet på den modsatte side af briksen. De hidsede sig op; og da de skulle til at tage af sted igen, satte de panat (sværd, eller måske: knive, tveæggede knive, fangstredskaber eller lignende; snekniv, BS), som stivere til vinduerne, oven i købet også udvendigt (? tilgitrede de vinduerne med knive o.lign.). Da de tog af sted igen, så bueskytterne dem straks, selv om de ikke var synlige. Sipulornertooq var i færd med at samle luft til fjært. Efterhånden havde han samlet så meget sammen, at han knap nok kunne blive på jorden, og han sagde: "Sig til, så snart de viser sig. Jeg er ved at eksplodere." Så snart de viste sig, slog han en ordentlig én - så stærkt, at han selv hoppede en smule op fra jorden. Selv store sten og de, der var kommet for at angribe dem, blev slynget op, og ved faldet ramte de sablerne på forsiden af huset, og de blev dræbt alle sammen.
De gik videre og kom til det sted, hvor Sipulornertooq boede. Nu tog de afsked med ham; og ham, der fik Kunngas datter til kone, takkede ham, fordi han havde hjulpet ham. De kom også til plantesamlerens bosted. Også ham takkede han. Så kom de også til bueskyttens bosted, og han takkede ham og sagde: "Jeg fik en god støtte af dig, fordi du skød efter min pude." (Det var nu Sipulornertooqs pude CB). Så tog han hjem til sin boplads sammen med sin kone. Siden har man aldrig hørt til ham.
Hist.: Et nordisk folkeeventyr i grønlandsk klædedragt. Plantesamleren kunne være den eventyrfigur, der kan høre græsset gro. Storfjærteren el. prutmesteren er kendt fra andre grønlandske fortællinger, måske af gammel, måske af nyere dato. Fortælleren har næppe været østgrønlænder, med mindre Kaarali Andreassen havde fisket den op under sit seminarieophold i Nuuk. Christian Rosing kan være fortælleren.
Nordiske kongeeventyr var meget populære i Vestgrønland. Søg på: De store konger. |
Storfangst
Dokument id: | 1644 |
Registreringsår: | 1921-33 |
Publikationsår: | 1963 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | Rosing, Peter |
Indsamler: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Titel: | Storfangst |
Publikationstitel: | Sagn og Saga fra Angmagssalik (Jens Rosing) |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 101 - 107 |
Lokalisering: | Kûngmîn / Kuummiit: Tasiilaq / Angmagssalik / Ammassalik |
Note: | |
Håndskrift: Befinder sig i familien Rosings eje. Grønlandsk udgave: Rosing, Otto, angákortaligssuit, 1957 - 61, II: 7 - 14; angakkortalissuit, 1990: 137 - 142: "Arsisorsuupput", "Taamani qimusserpaaqimmata", "Misartaq Qutsuluup toqulerpaa".
Resumé: Fra sommeren 1879 til foråret 1880 (se Hist. ndf.) er der rigeligt med både fangstdyr og bjørne. Man fanger, frådser og fester og specielt huskes enkelte markante begivenheder fra det år: Aggu / Akku harpunerede en sildepisker i nødværge, og den blev med besvær nedlagt af mange fangere i samarbejde. Ved Noorsiit / Noortiit på Kulusuk opfandt man en ny metode til vågefangst af sæler, idet man trommede de nysgerrige sæler op i vågen, hvor de vuggede i takt til rytmen. Islægget var næsten uden skruninger. Selv den stærkt nærsynede og derfor langsomt kørende Qilerilik kunne komme frem. Men det var nu kun fordi bopladserne til alt held lå stille! En sangkamp mellem Misartaq og Qutsuluk fik et voldeligt forløb, idet den lille M. fik smadret næsen af den tårnhøje Q.s kindbensstød. Men M. lagde også enorm kraft i sine kindbensstød, der aldeles smadrede ansigtet på Q. I nidviserne bebrejdede de hinanden tåbelige og omsorgsløse handlinger mod egne børn og nære slægtninge.
Hist.: Sultevinter. Kaarali Andreassen har nedskrevet denne og de følgende historiske fortællinger i Rosing 1963: 107 - 169, om hungervinterens forløb på Ammassalik-distriktets bopladser. Kaaralis informanter er sjældent oplyst, og det kan ikke afgøres, om de har oplysninger fra andre eller selv har overvintret på de pågældende bopladser i sultevinteren 1880 - 81. Denne datering stemmer dog ikke overens med andre. Se kommentaren til: Ajaattoq Victor. |
Toqupingmavutit toqugit / Toqupimmavutit toqugit
Dokument id: | 797 |
Registreringsår: | 1919 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 425 |
Fortæller: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Nedskriver: | Andreassen, Kaarali (Andreassen, Kârale ) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Toqupingmavutit toqugit / Toqupimmavutit toqugit |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 1 - 3, nr. 10 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Måske fortalt af Johanne Andreassen, Kaaralis kone. Resumé i Knud Rasmussen: Myter og Sagn, 1921, s. 373 "Du vil dø, så dø da"
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Du vil dø, så dø da. Der var en gang en mand, som var en meget dygtig fanger, og som var gift med en udsøgt smuk kvinde. De fik en søn. Faderen holdt meget af sønnen, da han var opkaldt efter hans (faderens) afdøde lillebror. Faderen plejede af den grund at sige, at han ville dræbe den, der ikke behandlede drengen godt. Da han en dag kom hjem fra fangst, havde konen frygtelig mavepine og var ved at dø; og deres lille søn græd så voldsomt hos moderen, at han var helt ude af sig selv. Han forsøgte at helbrede konen, men hun døde. Manden undrede sig egentlig over, at hendes ansigtsudtryk ikke ændrede sig efter at hun var død, at der ikke indtrådte dødsstivhed, og at hun ikke blev kold. Men hun var jo død, så han lagde hende ned i en grav og lagde sten ovenpå. Manden syntes, det var synd for den lille dreng; men han agtede ikke at gifte sig lige med det samme, selvom han var meget omsværmet af kvinderne. Da han havde taget nyt tøj på (atigserêrangme), efter tabudagene på briksen på grund af konens død, begyndte han igen at tage ud på fangst. Men han blev aldrig ude hele dagen, for han var så bekymret for sin lille dreng. Han var bange for, at han skulle blive væk mellem alle de mange mennesker, der på dette tidspunkt var samlede. En dag han kom hjem fra en fangsttur, fandt han sin lille søn grædende. Han spurgte ham, hvorfor han græd. "I dag kom der én herind, der lignede min afdøde mor meget. Hun gav mig mad, som hun havde med, og forsvandt igen." Faderen sagde til drengen: "Du skal ikke tænke på din mor. Du så selv, at jeg begravede hende, og jeg dækkede graven til med sten. Lad os gå op til graven for at overbevise os om det." Da de kom til graven, græd manden og drengen sammen. Nogen tid efter kom drengen hjem med et stykke hvalmattak. Faderen spurgte: "Hvem har du fået det af?" Hans lille søn svarede: "Jeg har fået det af min mor." Så sagde faderen meget strengt til ham: "Du må ikke tale mere om din mor. Forleden så vi jo hendes grav." Men hans lille søn svarede: "Jeg kunne genkende hende." Dertil svarede faderen: "Lad os da fjerne stenene, der dækker graven." De gik hen til graven og fjernede stenene, og der var ikke andet end en rygpose at se i graven. Så sagde faderen: "Det må være rigtigt, at der er din mor. Hun har narret os, og hun skal nok få det betalt. Lad os gå ned." Og det gjorde de. Nogle dage efter fik mange mennesker på stedet travlt med at flænse en hval. Faderen sagde til sin lille dreng, at han måtte sige til, hvis han kunne genkende moderen. Så gik de hen for at deltage i hvalflænsningen. De var dårligt kommet derhen, så sagde den lille søn: "Her er hun." Faderen fik også øje på hende. Hun var klædt som en mand og hjalp en mand med flænsningen. Så gik manden hen til hende, lagde sin arm på hendes skulder og sagde: "Du ønskede så meget at dø, så skal du også dø." Så stak han hende i hjertet med sin store kniv. Derefter dræbte han den mand, der stod ved siden af hende. Folk, der vidste, hvordan det hele forholdt sig, sagde: "Det havde hun godt af!" Nu, da han havde dræbt sin kone og hendes mand, giftede han sig igen. Det viste sig, at kvinden attråede en anden mand, og at hun havde ageret død, for at blive skilt fra sin mand. Det fik hun grundigt betalt. |
Tupilak æder sin skaber
Dokument id: | 981 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1938 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Tupilak æder sin skaber |
Publikationstitel: | Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 109(1) |
Omfang: | side 169 - 170 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Ed. by H. Ostermann. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.
Resumé: Tilbageslag af tupilak-bjørn. En mand er en særdeles dygtig bjørnejæger og hvert år fylde han en lang stav med bjørnekranier. Et år, hvor han har fyldt halvanden stav dukker en enorm bjørn op ude på isen. En af husets fangere løber derud, men bjørnen går straks til angreb og manden når kun lige at undslippe i et enormt spring op på isfoden. Det lykkes kun bjørnen at flå hele syningen op på mandens kamiksål. Dette viser klart, at det ikke er nogen almindelig bjørn. Dernæst nærmer den store bjørnejæger sig. Men også ham angriber bjørnen, og med større held. Den slæber ham ud på isen, holder ham fanget, og tager med mellemrum en stor luns af hans kød. Man hører ham højlydt skrige oh-oh derude. Denne bjørn, forklarer man, var en tupilak han selv havde lavet. Men den havde ramt tilbage på ham selv.
Hist.: En historisk fortælling. Var.: Rosing, Otto: Ham bjørnen åd. Det er en langt mere detaljeret version. Men Kaarali Andreassen kan være fortælleren / nedskriveren af begge versioner. |
Uiartek / Uiarteq
Dokument id: | 993 |
Registreringsår: | 1885 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, VIII, 4' |
Fortæller: | Uutuaq (Otuak) |
Nedskriver: | Holm, G. F. |
Mellem-person: | Holm, G. F. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Uiartek / Uiarteq |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 78 - 92, nr. 12 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Nedskrevet af Gustav Holm, efter mundtlig oversættelse af Johan Petersen. Fortællingen, der er sammensat af fire fortællinger, er ikke publiceret i sin sammensatte helhed, men af dens første fortælling indgår nogle få elementer i Sanimuinnaqs version, der i håndskriftet har titlen Ungilagtaké, men er trykt med titlen "Kunuk", fordi den ret nøje svarer til den vestgrønlandske fortælling om Kunuk. Den anden fortælling af Uutuaqs "Uiartek" udgør størsteparten af Holm 1888, nr. 5: Uiartek, der er suppleret med dele fra en version fortalt af Qutuluk. Den tredje og fjerde fortælling om Uiarteq og Kaassassuk, samt Kaassasuks søn og Uliivaatsiaq svarer ordret til Holm 1888, nr. 6, bortset fra slutningen i nr. 6. Den stammer fra Uutuaqs 2. version af "Uiartek". Nedenfor følger derfor kun håndskriftets to første fortællinger (s. 78 - 84 - 85), mens ordlyden af Uutuaqs 2. version er indskrevet under NKS, 2488, VIII, nr. 13.
Johan Petersens oversættelse: Uiarteq var ugift og boede her ved Angmagsalik / Ammassalik sammen med sin bedstefader og søster. Mens Uiarteq boede her, ville Ungilataké / Ungilattaqi holde trommedans med ham; men Ui. kunne hverken tromme eller synge. Ui. rejste nu med konebåd til Ungilattaqi; men plejefaderen og stedmoderen blev hjemme i huset. Disse sagde ved afrejsen, at hvis han slog Ung. ihjel skulle han tage en hund og et menneske med hjem.
Han rejste nu derover, og kom dertil, da det blev mørkt. Ui. gik så ind til Ung., der havde et stort hus, samt mange koner, som han havde taget fra dem, han holdt trommedans med. Ung. brugte et stort sværd (panak / pana) til trommestok, og dem han holdt trommedans med, plejede han at stikke ihjel.
Da de kom, røvede Ung. Ui.s smukke kone (i indledningen var han ugift, BS). Ung. begyndte nu at synge. Under sangen kastede Ung. sværdet efter Ui. Denne gjorde sig meget stor; men idet sværdet blev kastet gjorde han sig ganske lille, så at det gik over hans hoved og ind i væggen bag ved. Ung. sprang nu til, trak sværdet ud af væggen og begyndte atter at synge. Han sigtede igen på Ui. og denne gjorde sig ganske lille; idet sværdet blev kastet meget lavt sprang han tilvejrs, så at sværdet traf under ham. Ui. greb nu sabelklingen skønt han ikke kunne synge. Ung. sagde, at han skulle bære sig ad ligesom ham. Ui. begyndte nu at synge. Da han var færdig med sangen kastede han ikke sabelklingen; men begyndte på nok en sang. Da han var færdig, sigtede han på Ung., denne rakte lang næse af ham, men samtidig kastede Ui. sabelklingen, der ramte Ung. på hagen, flakte (flækkede) denne og gik ind i halsen. Da Ung. var ved at dø, sprang Ui. hen til briksen og tog sin egen kone samt Ung.s smukkeste kone. Ung. vendte sig nu og sagde: "Hende vender jeg aldrig ansigtet fra, når jeg ligger sammen med hende!" Ui. gik nu ud; men Ung.s medhjælper, der hed Usugsukmajoatak / Usussummajuataq, sprang til og tog ham bag fra. Mens de nu var ved at brydes, trådte Ui. på urin, så at han var nær ved at falde. Idet han nu rejste sig, greb han Usussummajuatagoq klemte ham, så at blodet strømmede ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på ham. Usugsukmajoatak sank nu ned og skreg:" Kunuk, Kunuk, Kunuk har klemt mig, så at blodet strømmer ud af munden og ekskrementerne ud af bagen på mig!" Dermed døde han. Om foråret rejste Ui. med kone og barn i en konebåd i følgeskab med en anden konebåd, hvori kun var mand og kone. De rejste sydefter langs med landet. Da de kom til "nuna issua" / nunap isua (landets yderste) roede de op af den stor strøm på hvis sider der er huler i klipperne, som havet havde dannet. Ui.s hund faldt overbord og blev bidt over af en kivarkek / qivaareq / kanajoq (ulk). Mens de roede op af strømmen sultede ledsagerens børn ihjel (i indledningen var de kun mand og kone, BS); thi hans kones patter kunne ikke nå over skulderen til barnet i amauten / amaat (rygposen). Under deres sorg derover drev strømmen nu denne båd ind i en hule. Ui.s båd kom op ad strømmen. Han roede med styreåren på begge sider; mens konen trak på årerne. Barnet levede; thi konens patter nåede op over skulderen. Da Ui. var kommet oven for strømmen, så han en masse narhvaler og mellem disse en stor kajak. Ui. frygtede for den store mand, fordi han var alene, og ventede derfor til det blev mørkt.
Da det blev aften og den store mand sov, lagde Ui. til land. De så da, at de havde spiist narhvalskind (mattak), bjørnespæk og bjørnekød samt menneskehænder. De rejste nu indenom med slæde. De rejste derefter langs med en stejl kyst, hvor de ikke kunne lægge tilland. Om aftenen lagde de ind til en stejl klippe, og Ui. slog en sælhundblodprop ind i klippesiden og fortøjede båden derved. Følgende dag rejste de videre og kom omkring landet. Da Uiarteq var kommen omkring landet ... "
Hermed indledes fortællingerne om Uiarteq og Kaassassuk og Kaassassuks søn og Uliivaatsiaq, der ord til andet er trykt i Holm 1888 nr. 6 (bortset fra slutningen). To til fortællingerne tilhørende sange, der er meddelt af Naqitilik, er trykt i Holm 1888 nr. 50; i Thalbitzer, W. (red.) 1957: Østgrønlandske Sagn og Fortællinger, Ammassalik. Det grønlandske Selskabs Skrifter, XIX, II, s. 233 og i Thalbitzer, W. 1914: The Ammasalik Eskimo, I, Meddr. Grønland 39: 304.
Var.: se ndf.
Hist.: Holm har skilt Uutuaqs fire sammenstykkede fortællinger ad, fordi han (Holm) mente, at sammenstykningen var en tilfældighed. Imidlertid er fortællingerne også sat sammen i senere versioner (se fx Kaarali Andreassens version i Rasmussen 1981, III: 165 - 209). Noget tyder dog på, at sammensætningen af fortællingerne på Holms tid endnu var i sin vorden: Kunuk - fortællingen, der sandsynligvis stammer fra Vestgrønland, er blevet tænkt sammen med østgrønlændernes egen fortælling om Uiarteq, der rejste verden rundt, og ikke rummer episoderne fra "Kunuk" (Se fx Qutuluks version, NKS, 2488, VIII, s. 97 - 100; Rasmussen 1981, III: 76 - 77 (sydøstgrønlandsk version). Således rummer Uutuaqs version (ovf.) flere logiske brist, der peger på en endnu ikke vellykket sammensmeltning af fortællingerne.
Sammenstykningen må bunde i rejser til (og evt. fra) Vestgrønland syd om Kap Farvel. Elementet: bjørnefælden, findes i enkelte vestgrønlandske versioner. Jens Rosings hypotese om to forskellige Thule-kulturs folk, der har mødtes i Ammassalik-området, kunne også finde næring i denne sammenstykning. Selv tør jeg ikke give noget endegyldigt svar på, hvorfor disse fortællinger er blevet stykket sammen. Kun at sammenstykningen viser en sandsynlig påvirkning fra Vestgrønland, hvad enten den er kommet via immigration fra Vestkysten, eller via det interne handelsnet mellem øst og vest. BS. |
Uleewaaitsiaq / Uliivaatsiaq
Dokument id: | 1098 |
Registreringsår: | 1905 |
Publikationsår: | 1923 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kaarali (Kaaralik) |
Nedskriver: | Thalbitzer, William |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Uleewaaitsiaq / Uliivaatsiaq |
Publikationstitel: | The Ammassalik Eskimo , Second Part |
Tidsskrift: | Meddr. Grønland 40(3) |
Omfang: | side 432, nr. 224 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Grønlandsk tekst, engelsk oversættelse ibid, s.433.
Resumé: Ulivaatsiaq har ingen kajak, men et garn til sælfangst. Et barn fra bopladsen forsvinder. Forældrene udlover en kajak til den, der kan finde hende. Ul. mener at de er fanget af indlandsboerne (kæmper, BS) og får syet sig en anorak af stift remmesælsskind, der skal gøre ham usårlig. Ul. svarer henholdende på opfordringer til at holde denne seance, hvor han vil rejse op til indlandsboerne. Endelig rejser han, og barnets forældre tager med. Hver gang de kommer til en stor sten (?) puffer de til den med næven. I kæmpernes hus bor fire mænd og en kvinde. Ul. går langsomt ind gennem husgangen, springer fra indgangen til kvinden, griber barnet, dræber kvinden og overfaldes af de fire mænd, som han dræber. Ul., barnet, og forældrene når velbeholdne hjem.
Ul. rejser til sangkamp med Kaassassuks søn. Denne er på fangst da Ul. ankommer. Kaas. tager imod Ul. og opfordrer ham noget senere til at rejse væk. Ul. bliver. Kaas.'s svigerdatter meddeler, at nu kommer Kaas.'s søn hjem med fangst. Med to hvalrosser. Kaas.'s søn går ud og ind af husets to husgange. Til sidst griber han sin kølle, søger at ramme Ul. bagfra, men denne parerer med sin ene arm. I hans næste forsøg fra den anden side griber Ul. køllen, presser Kaas.'s søn ned med sin venstre hånd, og presser køllen mod hans øjne. Ul. går over til nabohuset og sender to gange en dreng hen for at forhøre sig om Kaas.' søns tilstand. Første gang er han meget opsvulmet. Anden gang har hævelsen fortaget sig.
Var.: Rasmussen 1921-25, I: Ulîvaitsiaq; Rasmussen 1981, III: Ulîvâtsiaq. Gustav Holm: Ulivatsiaq. Fortællingen om indlandskæmperne (tornit; indlandsboere; timersit) der røver et menneskebarn er vidt udbredt i Vestgrønland, søg: Tunerluk. Ligeså den anden episode om den stærke der vender hjem med to nedlagte hvalrosser men overvindes af gæsten: fx. Qaassuk / Qaasuk el. Qaassuks søn. Iøvrigt skulle Uliivaatsiaq ifølge Thalbitzer være identisk med Mattukataaq / Matakatak, om hvem der er mange, især sydgrønlandske / sydøstgrønlandske versioner.
Kommentar: Varianten er yderst kortfattet, fordi fortælleren, den 15-årige Kaarali, endnu er uvant med at fortælle. Jvf. fyldigere version hos Rasmussen 1921-25, I: Ulîvaitsiaq, der formentlig skyldes en noget ældre Kaarali.
Hist.: Thalbitzer mener at fortællingen afspejler kontakter mellem nordboere og østgrønlændere. Ulivatisiaq / Uliivaatsiaq skulle således svare til en sydgrønlandsk traditions Olauwaarsuaq (Oláfr på islandsk + -suaq), der var ven med Uunngortoq (Yngvarr, foreslår Thalb.) Fortælleren hér, Kaaralis far Missuarniannga, mener, at østgrønlænderne i ældre tid endnu ingen kajakker havde, og først begyndte at få dem på Uliivaatsiaqs tid. Der er næppe tale om andet en spekutationer. Derimod er det muligt at net af hvalbarder til sælfangst har været brugt i tidligere tid. Thalb. anfører som bevis: Porsild, Morten, 1915, Meddelelser om Grønland 51:176-179. |
Åndemaneren afslører og tilintetgør en tupilak
Dokument id: | 979 |
Registreringsår: | 1904 |
Publikationsår: | 1938 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | ? |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Åndemaneren afslører og tilintetgør en tupilak |
Publikationstitel: | Knud Rasmussen's Posthumous Notes on the Life and Doings of the East Greenlanders in Olden Times |
Tidsskrift: | Meddr Grønland 109(1) |
Omfang: | side 166 - 168 |
Lokalisering: | Tasiilaq / Ammassalik |
Note: | |
Ed. by H. Ostermann. Orig. håndskr. har ikke kunnet identificeres. I Ostermanns arkiv, nr. A 301, Arktisk Institut findes Ostermanns kladde og maskinskrevne manus på dansk til denne udgave på engelsk.
Resumé: Tupilak-fangst.
En fanger fra Kulusuk får angstanfald i det tidlige forår. Selv når han er på åndehulsfangst i strålende sol. En dag er han på nippet til at slynge harpunen i en sæl i åndehullet, da han ser et stort hundehoved i åndehullet og styrter til det nærmeste hus, hvor han smider sig helt ind bagest på briksen og får fortalt om det. Senere bliver han fulgt hjem på nabobopladsen, men han går herefter aldrig ud alene og det blir småt med hans fangst til stor sorg for hans bopladsfæller. En dag kommer der besøg af en større flok, hvoriblandt en angakkoq / åndemaner indvilger i at prøve at helbrede manden. Årsagen er hundehovedet, der må være en tupilak, som angakokken får lokket nærmere. Det er en hund, nej snarere en bjørn. Næsten alle hans hjælpeånder jager den forgæves i husgangen, hvorefter den skævmundede, equngasoq / Equngasoq, kommer roende i sin kajak og gør et forsøg. Dens blærepil går gang på gang i tre stykker i luften og heles igen når han samler den op. Men det er først da åndemaneren har tilkaldt sine to kæmpefalke, der sker noget afgørende. De transporterer utysket til øen Immikoortoq / Immikeerteq op på dens udsigtspunkt, hvor åndemaneren ser dem og fortæller de må være synlige for enhver. Så store som to bjørne gnasker de løs på tupilakken til sidste stump, og alle tilhørerne fryder sig. Alle undrer sig over hvor blodig åndemanerens harpunspids er. Herefter er fangeren kureret for sine angstanfald og fanger til alle naboers glæde ligeså rigeligt som før.
Kommentar: Muligvis har denne fortælling samme forlæg som den mere generaliserende, ibid. s. 128 - 129. Kaarali Andreassens illustration til en lignende fortælling, se Ib Geertsen, 1990: 113. |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com