Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 150.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 409 - 410: Oqaluttuaq Aleqakukiamik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 98.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 98, s. 120.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 146, s. 470 - 471: A Woman named Alekakukiak.

Resumé:

Aleqakukiaq bliver svigerinde hos sine fjender, hvor hun føder en søn. Af en gammel kone, hun altid giver mad, hører hun, at svogrene pønser på at dræbe hende. Helt forstyrret går hun straks ud efter vand, sætter spanden fra sig og fortsætter mod øst ind i indlandet. Gemt i et dværgbirkekrat hører hun dem, der søger efter hende sige, at hendes lille søn er ved at græde sig ihjel. Hun er parat til at vende tilbage, da hun straks efter hører dem sige, at de vil dræbe hende.

En stor bjørn går pludselig til angreb. Men med et slag i luften med remmen fra sin amaat (rygpose, hætte) fælder hun den. På samme måde går det med en ulv / amaroq. Uden at spise af dyrene fortsætter hun til kysten, hvor man fra en konebåd synger, at man har fanget en hval. Al. bliver glad. Hun er atter hjemme. Men ingen kan se hende. Først da hun har haft fat i en hundelort, bliver hun synlig. Efter hjemkomsten gifter hun sig aldrig igen.

Kommentar: Som Thisted påpeger i en note, har Al. været så længe i det mennesketomme øde, at hun må gøre sig stoflig ved at gnide sig i ekskrementer. Indlandet svarer her til den 'anden' verden bag synsranden.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 141 ss. 705 - 708.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 403 - 405: Oqaluttuaq Allunnguamik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:196 - 200.

Resumé:

Allunnguaq er en lille dreng, der ikke vokser og derfor opfordres af sin far til at træne sine kræfter i klippespalter, som Allu. efter sigende til sidst kan presse noget fra hinanden. Han bliver tillige en meget dygtig fanger. I en ny hvid anorak "frier" han til bopladsens mange brødres eneste søster, en ordentlig tamp af en dame, der foreløbig egenhændig har smidt alle granvoksne friere på porten (hovedkuls ud i husgangen). Men lille Allu. kan hun ikke klare. Han hjemfører den sprællende skude under armen, og såvel hun som hendes mange brødre falder til føje. Hun føder ham en søn, der efterhånden giver Allu. lyst til at få sig en ny konebåd. Familien tager ikke med de andre på sommerrejse. De bliver hjemme, hvor Allu. fanger sæler til konebådsskind. En gruppe sydlændinge slår sig ned. Deres husfar er en flink mand, der fanger sammen med Allu. hver dag. Men en dag rygtes det til Allu. at denne mand vil røve hans kone. Allu. bliver hjemme og står og pusler med sine redskaber ved sidebriksen, da konerøveren, en stor mand i hvidt skindtøj - han ligner en enorm måge - kommer farende ind og forgæves prøver at vælte Allu. omkuld i springet. Allu. fortsætter urokkeligt med sit pusleri. To gange forsøger sydlændingen at røve konen, der hver gang sender ham hovedkuls ud i husgangen. Tredje gang snupper hun ham i nakken, smider ham på gulvet og dænger ham til med alle de bådeskind, der ligger til afhåring i urinbaljen. Han ligger helt stille lidt, men får så viklet sig ud: Hans fine hvide skindtøj er ganske tilsølet.

Mens Allu. bygger konebåd leger hans lille søn med sin legeharpun ved siden af. Pludselig giver han et hyl fra sig over noget stort, han ikke kender. Det er en isbjørn, som så Allu. går løs på med de bare næver og til sidst får has på ved at snurre den rundt i luften og ned i jorden. Konen flænser lykkelig dyret, koger masser af kød og får i sin iver inviteret alle de hjemvendte fangere på spisning, inden Allu. får sagt noget. Også under spisningen tager hun minsandten ordet og fortæller stolt både om, hvordan Allu. overmandede bjørnen, og om hvordan han i sin tid fik krammet på hende, der hidtil havde kastet alle store mænd på porten.

Var.: Mikiassen Atdlunguaq;

En del meget forskellige fortællinger har en hovedperson ved navn Allunnguaq.

Hist.: Skønt der er historiske fortællinger om meget stærke kvinder, er denne det næppe. Dertil virker den for litterært velkomponeret.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 208 ss. 1026 - 1028.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 485 - 486: Alummiunik.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 105, s. 122.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 135, s. 466: The Sunrise.

Resumé:

En mand på øen Aluk i det sydøstligste Grønland elsker sin boplads så højt, og især solopgangene ude i havhorisonten, at han aldrig forlader den om sommeren, hvor de andre familier tager på sommerfangster andre steder hen. Det fortsætter sommer efter sommer, kun om vinteren har de selskab. Den søn manden og hans kone får, og som opdrages til storfanger af sin far, længes efterhånden kraftigt efter at komme ud ligesom alle andre til andre egne og mennesker i sommertiden. Først da faderen er blevet så ældet, at han ikke længere bidrager med fangst af sæler til konebådsskind, vover sønnen sig frem med sit ønske. Faren bøjer hovedet og svarer ikke. Anden gang må han dog give sig. Den der skaffer skind til konebåden må bestemme vedrørende rejser. De rejser sammen med bopladsfællerne og når et stykke op langs vestkysten, da faren længes så meget hjem, fordi solen står så sent op over bjergene, at sønnen vender om. Under hele hjemrejsen sover den gamle dårligt om natten, og da de endelig når hjem til Aluk, får slået teltet op og sovet, går den gamle ud for at nyde sin elskede solopgang. Med et dybt suk falder han død om i solens første stråler.

Var.: Manden fra Aluk.

Hist: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Referat/parafrase/næsten oversættelse ved Kirsten Thisted:

Om Amerlanngitsunnguaq

Amerlanngitsunnguaq fik de mange mænds eneste søster til kone, hendes hår lignede noget der brænder.

Han fik hende dengang, da solen var begyndt at stå lavt på himlen, og nu begyndte solen igen at komme højere op på himlen, men så travlt havde han med at kæle med hende, at han slet ikke havde haft tid til at komme ud i kajak i al den tid. Kajakken lå og var helt tørret ind, så skindet strammede om skelettet. Hans svogre havde fanget mange sæler om efteråret, og når de satte bryststykkerne ud, sagde de til ham: "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere!"

Men svogrenes svoger havde altså en vældig appetit!

Til sidst da dagene blev lange og vinteren for alvor satte ind, blev det dårligt vejr med skiftevis stærk nordenvind og snestorm. Det blev ved og ved. Da Amerlanngitsunnguaqs mange svogre ikke længere fangede noget, begyndte de at tære på deres forråd. Da de havde spist det hele, begyndte de at spise affald. Men til sidst var der heller ikke den mindste stump af det tilbage. Nu kom de ikke længere ud af huset, og alle de stakkels svogre lå bare og sov.

Til sidst holdt de mange svogre helt op med at stå op. Mens det stadigvis var nordenstorm og snevejr, gik Amerlanngitsunnguaq en morgen ud og kom ind med den ældste svogers kajakpels. Han havde jo ikke været ude i kajak siden sidste år da solen begyndte at stå lavt på himlen, og derfor regnede svogrene slet ikke med ham som fanger. Da han gjorde sig klar, og hans kone fulgte med ham ud, så føg det så stærkt, at det ikke var til at se. Da han skulle om bord i kajakken, holdt konen fast i spidsen, og først da han havde surret pelsen helt fast om mandehullet, skubbede hun kajakken ud. Nu ventede de så efter ham i snefoget, der slet ikke havde noget ophold.

Da Amerlanngitsunnguaq kom af sted og sejlede forbi de yderste øer i den kraftige nordenvind, kom solen højt op dernede sydpå, og da han kiggede sig omkring, kunne han se, at der var helt mørkt af snevejr derinde ved deres boplads, mens det herude hvor han var, var ganske dejligt vejr. Mens han lå på lur efter sæler, kom en remmesæl op lige nærved. Han roede hen og harpunerede den. Så gjorde han den klar til slæbning, og da han var færdig, roede han indad. Da han havde råbt Uaa! kom hans kone ned, og da hun kom ned, opdagede hun, at han havde en stor remmesæl på slæb. Hun skyndte sig op og råbte ind: "Nu skal I få både kød og spæk, Amerlanngitsunnguaq har fanget en stor remmesæl!"

De råbte så det kimede, alle svogrene.

Da han gik op derfra, sagde han, at hun skulle koge bryststykkerne. Da de var kogt, satte han dem ud og sagde: : "Nu er det ikke så vanskeligt mere, nu er det ikke ganske umuligt mere! Værs'god at spise bryststykker!"

De sagde ingenting. Det skulle vise sig, at han skulle blive ved med at sige dette.

[altså: han bliver ved med at fange)

Så begyndte de mange svogre efterhånden at stå op, nu hvor de igen var begyndt at spise, og de begyndte igen at gå ud. Engang da de vågnede om morgenen, og han var i færd med at ordne sin kajak, var der en der prøvede at tage kajakken fra ham. Han vendte sig og så, at det var den ældste af svogrene, der ville have fat i sin kajak. Da det jo ikke var hans egen, lod han ham bare tage den. Han gravede så hurtigt den næste svogers kajak op af sneen, og så tog han af sted sammen med den ældste svoger. Da de kom til fangstpladsen og lagde sig på lur efter sæler, sagde Amerlanngitsunnguaq til den anden: "Ro nu efter den!"

Men svogeren sagde: "Nej, ro du efter den!"

Idet svogeren regnede med, at han ville smide sin fangeblære / fangstblære ud, lagde han sig på tværs på havet. Den store svoger undrede sig, for han kunne ikke gøre den slags. Da han havde slået den ihjel, gjorde han den klar til bugsering.

Mens de nu igen lå på lur efter sæler, kom der en stor remmesæl op. Amerlanngitsunnguaq kiggede på den anden og sagde: "Du har ikke fanget noget endnu, ro efter den!"

Svogeren roede efter den og harpunerede den. Da han ikke kunne slå den ihjel, slog Amerlanngitsunnguaq den ihjel og sagde til ham: "Nu skal du bare tage ind og du må endelig ro efter vindsiden, dér hvor du skal lande! Jeg skal lige prøve, om jeg kan fange en til!"

Mens han nu igen lå på lur, kom der igen en stor remmesæl op, og han harpunerede den. Da han havde slået den ihjel og var færdig med at gøre den i stand, tog han ind, og kom så hjem til sidst. Han kom hjem og opdagede, at den anden ikke var kommet hjem endnu. Da de andre begyndte at blive bange, sagde han: "Det er fordi han har fanget en stor remmesæl!"

Og nu ventede og ventede de så på ham.

Til sidst blev det aften. Da vinduerne blev helt mørke, sagde Amerlanngitsunnguaq: "Nu har det varet alt for længe, uden at han er kommet hjem. Det kunne være, I skulle prøve at dække vinduerne til!"

Det viste sig, at han var en stor angakkoq / åndemaner, det vidste de slet ikke. Straks de havde været ude og dække vinduerne til og kom ind, slukkede de lampen, og der blev helt mørkt. Så var der pludselig nogen, der sagde derudefra: "Jeg kan ikke komme hjem, fordi min fjerde finger [ringfinger er væk."

De andre blev meget kede af det, da de hørte det. Det fortælles, at Amerlanngitsunnguaq angrede så meget, at han ikke var roet med sin store svoger, at han helt holdt op med at gå ud i kajak.

Der er den slut. Hintrik.

Var.: Amerlanngitsunnguaq; Sungersuusaq (Aron. En fortælling af en vidt udbredt type (á la Askeladen) om den sølle fyr, der først viser sine (næsten) overnaturlige kræfter, da alle andre må give op.

Den østgrønlandske fortælling (Kaarali) om en ræv som snu svigersøn er skåret over samme læst.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kommentar: Den gentagne frase om at nu er kødet nemt nok at gå til er ment som en hån, først mod svogeren, der intet besvær har haft med at fange noget til det serverede måltid, senere som hans gensvar, da han er den eneste der fanger under hungersnøden.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 47 ss. 247 - 254.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 452 - 455: Angakkorsiaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 47, ss. 211 - 214, med dansk kommentar s. 333 - 334:

Dansk uddrag i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 41,

ss. 83- 84.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 123, s. 459: Angakorsiak was very proud of his Angakok Wisdom.

Resumé af uddraget: En angakkoq / åndemaner ved navn Angakkorsiaq (Den mådelige åndemaner). A. vil kappes med andre angakkut, men bliver den lille langt oppe nordpå, hvor en

stærk angakkoq gør ham alle kunster efter og desuden gennemborer en

sten med sin harpun, så den bløder.

Angakkorsiaq dukker under vandet, kommer op som en ren af skam, går under, kommer op som sig selv igen og ror skyndsomst hjemad.

Var.: En åndemaner fra Sydgrønland; Pebersvenden, som rejste nordpå for at opsøge en berømt åndemaner;

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Denne håndskrift er meget ringere udgave af Hendriks: NKS 2488, IV, 4' nr. 47 ss. 247 - 254: id 1906.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 234 - 235.: Eneste søster blandt brødre.

Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999:

"Taamma allattunga, Aron", I: 234 - 235.: Anguterpaat arnartatuaannik.

Afkortet oversættelse af en blanding af denne og to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 12, ss. 76 - 77.

Samme noget kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 90, ss. 439: The Anghiak.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Den eneste pige i søskendeflokken.

Den eneste kvinde i søskendeflokken blev gravid uden at være gift. Da brødrene ikke syntes om det, drog hun bort. Undervejs aborterede hun. Hun lod barnet ligge på jorden og gik videre. Men barnet blev levende, ligesom hun gik fra det. Da barnet blev levende, søgte han efter et eller andet, han kunne bruge som kajak. Han fik et hundehoved til kajak. Med et spoleben (der står: 'inûp qugtorâta amilerânik' - ordret: menneskelårbens smalle del - Chr. B.), som åre roede han af sted og kom til stranden under bopladsens huse. Fra sit gemmested på det lille næs holdt han øje med husene (alákâmissârdlune') og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak og bar den op. Han lagde den under sin yngste morbrors kajak med bunden i vejret. Han sagde: "Gid jeg kunne die af min mors store bryster." Han anbragte sig ved vinduet og gik ind i huset gennem en åbning ved tarmskindsrudens kant ('erqutip kilúnguatigut' - et gæt bl.a. ved hjælp af de danske bemærkninger - Chr. B.). Han krøb ind under lampen. Derfra hoppede han og landede på moderens bryster, hvor han gav sig til at die. Da

moderen var ved at vågne, sprang han tilbage og kom under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og placerede sig på den anden side af næsset og ventede på, at kajakkerne skulle tage af sted. Da de roede ud, fulgte han efter, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at redde mig en flænsebid." Han nåede frem

til sine morbrødre, ligesom de var ved at placere sig for at vente på, at der

skulle dukke en sæl op. Han placerede sig lige bagved den yngste af morbrødrene.

Han (hvem? barnet eller morbroderen? Chr. B.) var lige standset, så dukkede der

en sæl op på hans skyggeside. Da morbroderen roede til for at komme nær sælen, fulgte han med, og i det han løftede armen for at kaste harpunen, greb han

fat i hans åre, så han kæntrede. Så tog han hans ene kamik af og gav ham nogle

boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Brødrene nåede hurtigt frem til

ham, men da var han død.

Da brødrene skulle bringe deres døde broder

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive

qivittoq." Han var begyndt at ro vestover, men så kom han til at tænke på

moderens store bryster og vendte om mod land. Han lå ved det lille næs og

ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, bar han sin kajak op

og lagde den under den mellemste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik

ind gennem vinduet og satte sig under lampen. Herfra sprang han op og

landede på moderens bryst. Han gav sig til at die. Da han havde fået nok, forlod

han moderen og satte sig under lampen. Ved daggry smuttede han ud gennem vinduet og afventede morbrødrenes affart. Han fulgte også

denne gang efter sine morbrødre, idet han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid." Da han kunne se dem fra øst, var de lige standset - den

yngste længere mod øst. Barnet var lige kommet hen til ham, så dukkede der en

sæl op på hans skyggeside. Han roede til og løftede armen for at harpunere den.

Barnet måtte ro af alle kræfter for at nå ham. Han greb fat i hans årer og trak

dem til sig, så han kæntrede, hvorefter barnet tog den ene kamik af og gav ham

nogle boksestød i ansigtet, så han kom til at bløde. Hans bror kom hurtigt hen

til ham, men da var han død. Da broderen skulle til at bringe den døde lillebror

hjem, sagde barnet til sig selv: "Måske skulle jeg ro vestover og blive qivit-

toq." Han var begyndt at ro vestover, men så sagde han: "Derinde på land venter

min mors store bryster på mig." Så vendte han om og roede ind mod land.

Ved det lille næs lå han og ventede på, at det skulle blive aften. Da det blev aften, steg han ud af sin kajak. Han lagde kajakken under den ældste morbrors kajak, med bunden i vejret. Han gik op og krøb ind i huset gennem vinduet, og han tog plads under lampen. Derfra sprang han op og landede på moderens bryster. Han

gav sig til at die, indtil han havde fået nok. Derefter indtog han igen sin

plads under lampen. Ved daggry gik han ud, og på det lille næs ventede han på, at

morbroderen skulle tage af sted på fangst. Han sagde: "Lad mig tage derud for at

redde mig en flænsebid, når min morbror harpunerer en sæl." Han fulgte efter

ham og så, at han havde indtaget den plads, hvor han plejede at vente på sæler.

Han roede hen til ham fra syd fra solsiden. Der dukkede en sæl op. Farbroderen

(morbroderen?) roede hurtigt frem til sælen og barnet fulgte med. Idet han

løftede armen for at harpunere sælen, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren, men han magtede det ikke. Til sidst faldt farbroderens (?)

fangstblære ud i vandet. Han dræbte sælen. I det øjeblik han blev færdig med

sælen ('uningniariartoq' - i det øjeblik han standsede - Chr. B.) dukkede der en

anden sæl op på hans skyggeside. Barnet roede med, da farbroderen (?) roede

til. Og da han havde harpuneret den, forsøgte han at trække ham til sig ved at

gribe fat i åren. Heller ikke denne gang magtede han det. Morbroderen dræbte sælen og gjorde den klar til bugsering, hvorefter han begyndte at ro hjemad. Han

blev liggende stille bag ved ham, men så sagde han: "Derinde på land venter min

mors store bryster på mig." Så roede han efter morbroderen. Da han nåede ham,

begyndte han at skubbe den sæl, han havde på slæb, fremefter. Nu kunne de

se dem fra land, og de bad åndemaneren om at kigge på dem. Åndemaneren kiggede på

dem, og han sagde: "Dølgsmålsbarnet skubber den sæl, han har fanget, fremefter".

Først nu kunne de andre se anngiaq'en. Det var altså søsterens barn, der

havde dræbt de andre. Barnet var så lille, at man ikke kunne få øje på ham. Så

lille var han, at han brugte et hundehoved til kajak ved at krybe ind i

næseborene. Slut.

Forstanderskabsmedlemmet fra Paamiut, D. Möller.

Var.: mange, søg på: anngiaq

Oversættelse ved Kirsten Thisted:

En lille mand og en lille kvinde

Angutinnguaq og Arnannguaq huskede lang tid tilbage, at de havde været alene. Til sidst ville Angutinnguaq have den anden til kone. Hun indvilgede.

Nu de var mand og kone, blev konen gravid. Hun fødte en datter, og også den næste gang fødte hun en datter. Konen sagde til sin mand: "Lad os nøjes med at have dem til børn!"

Manden indvilgede, og siden blev hun ikke gravid.

Da de var blevet lidt større, så en aften de sad i fred og ro inde i huset, sprang en mandsling op over hustrinnet. Han greb fat i den ældste af døtrene. Faderen fulgte ellers efter ham, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Næste dag tog han slet ikke ud på fangst, fordi han hele dagen søgte efter hende. Da det blev aften, kunne han og hans kone intet usædvanligt se. Men pludselig sprang en mandsling op over hustrinnet. Han kom ind og greb deres datter og førte hende med sig ud. Faderen sprang ellers efter dem, men han nåede ikke at se, hvor de blev af. Nu ledte og ledte han efter dem hver eneste dag. Til sidst da han for længst burde have fundet dem, gav han op.

En aften han gik ud og kom rundt om det bageste hushjørne, opdagede han et lille vindue, som så ud som om det var lige ved at eksplodere, så lyst var det. Han gik hen til huset og kiggede ind og opdagede, at det var hans ældste datter, som sad derinde og syede, mens hendes snot nåede helt ned til sytøjet. Hendes sølle mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Mens han betragtede dem, sagde hans datter uden at have kigget op: "Jeg har set dig far, kom bare ind!"

Så gik han ind, og hendes mand var meget venlig og snakkesalig hele tiden. Han kiggede endda ind på konen og sagde: "Du deroppe, har du noget at putte i kogekarret?"

Konen sagde: "Jeg har ikke noget at koge!"

Idet han nu sagde: "Vent lidt!"Så kom han ind med lakseørreder, som glitrede i lyset. Så kogte hun dem og satte dem ud til sin far og spiste sammen med ham.

Da faderen skulle gå og ville have haft datteren med sig hjem, glemte han det, og datteren glemte også, at hun skulle følge med sin far ud. Det var så fordi, at han som havde fanget laksene, havde tryllet over dem, så de glemte det begge to!

Da han skulle til at gå ud, sagde han: "Vent lige lidt!"

Så gav han fire lakseørreder til ham. "Lad din kone spise dem!"

Han sagde tak og gik ud. Han lagde dem ved siden af husgangen og gik ind og sagde: "Du deroppe. Kog noget!"

Konen svarede: "Jeg har ikke noget at koge!"

Manden sagde: "Vent lige lidt!"

Og så kom han ind med to lakseørreder. Hun kogte dem alle sammen og ville spise dem, men fordi ophænget til gryden knækkede, så spiste hun dem alligevel ikke. [Det med at det er ophænget til gryden der knækker, er noget, Rink har skrevet over, jeg kan ikke helt gennemskue, hvad der står qissiat nardlusia hm.

Da det så blev næste dag, og han kom ud om aftenen og kom rundt om hushjørnet, opdagede han det lille vindue derhenne, der så ud som om det var ved at eksplodere af lys. Han kom derhen og kiggede ind ad vinduet og opdagede, at det var hans yngste datter, der sad derinde og syede, med snottet hængende helt ned til sit sytøj. Mens han betragtede hende, sagde hun: "Jeg har set dig far, kom bare ind!"

Hendes mand sad derinde og nåede ikke længere end til lampen med sin skulder. Denne mand var ikke så venlig. Til sidst sagde han: "Du deroppe, kog noget!"

Hun svarede: "Jeg har ikke noget at koge!"

"Vent lidt!"

Da han gik ud, kiggede faderen efter ham og så, at han kastede noget ud i en lille dam i nærheden af husindgangen, og det varede ikke længe, inden han halede noget op. Han så, at det var en stor helleflynder, han fik op, den baskede med halen. Da han kom ind med den, kogte konen den. Nu glemte de så igen alting. Det var så fordi, han gav dem noget, de fik glemsel af.

Da han skulle til at gå ud, gav de fisken til ham, idet de skar den tværs over. "Denne må din kone spise!"

Da han kom ind, sagde han til hende: "Her er noget fra din yngste datter!"

Hun kogte det og spiste det, og så glemte hun. Men da hun så døde af længsel efter sin ældste datter, fulgte hendes sølle mand lige efter. Så fik de deres lille hus som grav.

Der er den slut. Hintrik.

Var.: Ikke præcis. Talrige om unge kvinder, der bliver røvet af diverse landånder eller menneskeædere.

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kommentar: Ensomhed tiltrækker åndemennesker fra den anden verden. Det går an med relationer til dem som hjælpeånder. Men ikke som indgifte slægtninge. Da ender det galt. Enten holder ægteskabet ikke, eller også dør / afskærer mennesket sig fra sit menneskelige samfund.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 41 ss. 197 - 208.

Uddrag i Rink 1866-71, II, nr. 39.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 447 - 451: Aqissiap ernuta; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 41, ss. 183 - 188 med denne danske kommentar s. 330:

Resumé af uddraget: En storfanger ved Ilulissat hører, at han har en

nevø/fætter langt sydpå. Han rejser derned, træffer en sølle fattig

mand, der inviterer ham til at overvintre og lader sig bespise af

gæstens sælfangster, sålænge der er efterårssæler.

Derefter tager den fattige fat med sin gamle kajak og fanger om

vinteren rigeligt, mens nordlændingen intet får. Ligeså om foråret,

hvor sydlændingen ror langt af led til en fjord på krybefangst og kommer

hjem med fangst samme dag. Han ror samme sted hen næste dag, hvor han

træffer Aqissiaqs hurtigtløbende sønnesøn, der dog er helt kraftesløs

af spækmangel. Han får noget forærende af sydlændingen, fanger

derefter selv tre sæler, giver sydlændingen noget og fortæller ham om

sine oplevelser. Han har engang fanget en kæmpe fedt-orm ( ligesom

Aq.) Han takker igen for spækket, som han er kommet til kræfter af og

løber indlands med en fart som en flyvende ravn. Dette fortæller

sydlændingen til nordlændingen, da han kommer hjem.

Var.: Ikke egentlig i denne bases samlinger. Men der er lånt træk fra Aqissiaq.

Hist. Opfattelse af nordlændinge kontra sydlændinge, der - modsat nordlændinge - også kan fange i åbent vand om vinteren og må langt ind nær indlandsisen på uuttoq-fangst i fjerne, islagte fjorde om foråret. Så langt sydpå mener man åbenbart at Aqissiaqs familie nåede, da de rejste fra nord mod syd i indlandet.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 133 ss. 677 - 679.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 382 - 383: Oqaluttuaq Arnarpaajuumik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:139 - 142.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 95.

Resumé:

Arnarpaajooq er en ung ugift pige, der får et tilrejsende handelsskibs kaptajns opmærksomhed og forelsker sig hovedkuls i ham. Da hun har overvundet den værste generthed og efterhånden overnatter hos ham på skibet, sover hun den halve dag hjemme til familiens store fortrydelse. Kaptajnen frier til hende, men da skibet skal afgå, og hun lige skal hjem og hente sine ting efter en søvnløs nat, snubler hun og falder i søvn. Skibet er kun lige synligt på horisonten, da hun fortumlet vågner. Hun græder og græder og falder atter i søvn. Da hun vågner taler en lille mørk kvinde i sorte klæder til hende. Hun inviterer Arnar. med hjem i sit lille hus og går i gang med både at gøre det rent og fortælle, men hun får kun lige taget hul på fortællingen om Noahs ark, da man udefra råber at fjeldet Asungarsunngarsuaq (ved Sisimiut / Holsteinsborg) er på vej ind mod land. Arnar. flygter ud, ser fjeldet helt indhyllet i tåge, mens en masse ravne svæver over hende. Det lille hus er forsvundet. Kun en jordtue ses, og fra den flyver en stor, sort ravn til vejrs. Det er den Arnar. har besøgt.

Siden forelsker Arnar. sig aldrig mere i en skibskaptajn.

Var.: Arnarpaajooq

Hist.: Sandsynligvis en fortælling fra hvalfangertiden nær Sisimiut, hvor hollandske skibe handlede frem til 1777. Eller måske senere, da britiske skibe snighandlede med grønlænderne.

Kort dansk resumé s. 116 - 117.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 267 eksisterer ikke længere.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 115.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 228 - 229: De sidste mordere i Arsuk. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 228 - 229: Arsummi inorersut soraarutanik.

Resumé:

Fillip fra Arsuk er sammen med Gideon og dennes lille søn på

edderfuglefangst i kajak, da Pameeq og en anden støder til. P. ber

Gideon ro foran sig og mens alle er optaget af jagten, harpunerer og

dræber P. Gideon bagfra. Dennes søn flygter grædende, P. vil dræbe ham

med, men Fillip hindrer det og erklærer sig i stedet for P.s fjende.

Ved hjemkomsten blir F. noget betænkelig ved sit løfte, men der kommer

hjælp fra Kangaarsuk, hvorfra de tre brødre kommer på ammassatfangst

ved Arsuk, og da Pameeq tilfældigt kommer på besøg lykkes det de tre

ved henholdenhed og list at få overmandet og dræbt ham. Han parteres,

delene spredes til forskelleige steder og hovedet sættes på en stage

til skræk og advarsel for alle. Det var det sidste drab ved Arsuk på

den tid, hvor endnu ikke alle var blevet døbte ved Arsuk.

Var.: Søg på Pameeq

Hist.: Historisk fortælling fra missionstiden. Blodhævn. Traditionelt mordritual.

Sideløbende dansk oversættelse hér og i Rink 1866-71, I, nr. 150.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, III, nr. 254, eksisterer ikke

længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 252: Aataaliarsuk Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 252: Aataaliarsuk.

Resumé:

Aataaliaarsuk kommer altid tomhændet hjem fra fangst. Bopladsfællerne

driller ofte hans tre små børn med, at deres far er på vej hjem med

fangst. De løber henrykte ind til deres mor syngende den gode nyhed i

det barnesprog de magter efter alder.

En dag alle fangerne er kommet hjem fra fangst tager A. hævn. Han

kommer hjem sidst og råber ude fra vandet at et røverskib er på vej,

men at han ikke kan flygte, fordi han ingen konebåd har. Alle

bopladsens familier haster bort i deres konebåde.

Næste dag forhører A. sig på nabopladserne, men hans fæller er flygtet

længere bort. Da tilvender A. sig deres telte og forråd, og den lille

familie lider nu ingen nød. A. føler sig tilfredstillet over den tort

han har lidt.

Resumé i Rink 1866-71, I: nr. 150.

Tolkning: Hovedpersonens navn, der i originalen ikke røber vokalernes

længde, har jeg gættet mig til, idet Aataaliaarsuk betyder "den lille

med forrådet af sortsider". Navnet forekommer også i andre fortællinger, der ikke er varianter af denne.

Let forkortet oversættelse: ss. 102 - 106.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 256 eksisterer ikke længere.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866 - 71, I, nr. 75.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 217 - 220: Aterfiu. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 217 - 220: Aterfiumik.

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 75.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 59, ss. 333 - 337: Aterfio.

Resumé:

To enker bor på to nabopladser med hver sin lille søn. De to

bopladsers mange stærke mænd, der er drengenes slægtninge, lader dem

lide nød, og begge enker opdrager deres sønner, Aterfiu og Sukalasoq

til høflighed mod andre børn, for at de ikke skal få fjender.

Drengene vokser sig store og træner sig stærke uden at blive mordere

som andre stærke mænd. Bopladsfællerne giver dem kajakker, og de fanger

helst langt udenskærs, hvorfra de altid kommer hjem med fangst,

betænker alle faderløse med kød, og lægger endog forråd op til dem.

En dag Aterfiu er ude i kajak, sniger Sukalasoq, der bor på den nordlige

boplads, sig ind på ham, men A. når at kæntre og undgår S.s harpun.

A. siger intet hjemme før han næste gang er blevet angrebet af S. A.s

mor advarer ham, men da han tredje gang har undgået S.s harpun, dræber

han S. A. kommer hjem og vil flygte, men moderen overtaler ham til at

blive.

Da S.s slægtninge kommer på hævntogt, sætter A. sig med bar overkrop

og ryggen mod havet. Deres pile splintres mod hans ryg.

I den følgende nærkamp overvinder A. alle mændene og dræber alle deres

kvinder og børn. Nu har han ingen potentielle hævnere mere. A., der er

blever gift, opdrager sin søn Akerlik til stærk mand og en dygtig

kajakfanger, der under kajakvending kan holde sig lige så længe under

vandet som en sæl.

En dag far og søn er udenskærs, ser Aterfiu tegn til storm. De ror

indefter, stormen kommer, og da en kæmpebølge tårner sig op, dykker de

og ror til under vandet, mens bølgen brydes over dem. Akeralik, der nu

har fået en revne i sin såleskindspels (af remmesælskind), ror i forvejen mod land, så hurtigt som en falk.

Sydlændinge hører om den stærke Aterfiu og ankommer for at kappes med

ham. Da de ser den endnu større og stærkere Ateralik, nøler de, men

beslutter sig alligevel for styrkeprøven, der ender med, at alle

sydlændinge med koner og børn bliver dræbt. Far og søn angribes ikke

siden og dør uden at være sårede.

Var.: Tuneraq, den vældige kajakroer, omtaler samme strid mellem Aterfiu og Sukalasoq.

Tolkning: Sukalasoqs ubegrundede drabsforsøg på Aterfiu har muligvis

kun det kompositoriske sigte at fremhæve Aterfius uovervindelighed:

Først overmander han S., der ellers indtil da er fremstillet som hans

ligemand, dernæst udrydder han alle fjender fra nord (S.s hævnere), og

dernæst hjulpet af sin søn, alle de kappelystne sydlændinge. Dermed er

alle fjender i Aterfius verden dræbt, idet der jo kun bor mennesker i

nord og i syd. Men holdningen er ikke ens til de nærmere nord- og de

fjernere boende sydlændinge, idet der åbenbart skal større styrke (A.

plus hans endnu stærkere søn) til at klare sydlændinge.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 129 ss. 667 - 669.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 372 - 374: Oqalualaarut Attaarassaramik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 57.

Resumé:

Attarassaraq, der læsper kraftigt, er taget med sit hushold på bærplukning, men da han undervejs ikke selv gider ro længere, tages kajakken op i konebåden, som han styrer til et meget bærrigt sted. Gang på gang opfordrer kvinderne ham til at holde øje med konebåden, der ikke er fortøjet, og det ender da også med, at den driver bort med kajak og det hele.

Man må leve af bær på øen. På vinterens islæg kan Atta. dog komme over på fastlandet og fange en enkelt rype, der forslår godt til de mange sultende. Derefter oplever de, mens Atta. er på rypejagt ovre på fastlandet, gang på gang at et fad med noget stegt (!) bliver skubbet ind ad husgangen til dem, og at der lyder en ordre på, at det skal slikkes helt rent, da de skubber det ud igen efter at have spist og tilmed fyldt alle deres kamikker med rester. De får smag for det stegte, som de aldrig finder ud af, hvad er.

Om foråret bygger Atta. en båd med betræk af rypeskind og færger en for en kvinderne over til fastlandet, hvor de vandrer indtil de træffer mennesker.

Atta. får siden igen både kajak og konebåd.

Hist. + kommentar: Fortællingen er tydeligvis kun ment som underholdende, med den læspende hovedperson og den besynderlige opførsel, hvor kvinderne foretrækker at blive inden døre hele vinteren, mens Atta. uden besvær kan gå over på fastlandet og om foråret må færge dem over en for en i et interimistisk fartøj. Fortællingen udnytter dog samtidig fortælletraditionen, idet det hér normalt kun er forladte kvinder, afskåret fra at nå frem til mennesker, der får madhjælp fra 'den anden verden'. At denne tilmed består af noget stegt, dvs. af noget mad tillavet på kolonisternes manér (inuit kogte kun kødet el. fisken), som man har skulle vænne sig til, giver et ekstra spil på de nye tider.

Yderst kort dansk resumé s. 112.

Håndskriftet Rink NKS 2488, nr. 263 eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 173 - 174: Aappilattoq.

Dansk version sammenstykket af denne plus to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 84.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 68, ss. 366 - 370: Augpilagtok.

Resumé:

Sydlændingen Aappilattoq rejser nordpå med sin familie og må

overvintre på det tidligere beboede Ikaarissat syd for Nuuk. Vinteren

bliver hård, A.s rigelige forråd slipper op, og isen lægger sig helt

ind i fjordsystemet, hvor han forgæves vandrer vidt omkring på

isfangst. Han må tilsidst slagte sin lille søns hund, som han æder et

stykke af råt. Han giver sin søn en anden bid af hunden med formaning

om at sulten truer.

Næste dag vandrer han ud over havisen mod sydvest og kommer til

Kangeq, hvor der både er beboet og kajakmændene fanger alke, fordi der

er åbent vand på den anden side af øen. Han kaster sig over frosne

alkeindvolde på møddingen, inviteres så indenfor og beværtes med

rigtigt kød til han er ganske forspist.

Da isen er gået, flytter A. med familien til Kangeq, hvor han efter

sin gamle skik fanger godt. Hans søn vokser til og får kajak. I

alkesæsonen advarer han sin søn imod kajakmændene, fordi nogle af dem

er irritable, når de jager alke. A. og sønnen kommer fra hinanden

under jagten og pludselig hører dog A. en masse mænd snakke.

De har omringet sønnens lille kajak, men A. får ombragt dem alle ved

sin lemming - amulet, som han varmer op i munden og kaster mod dem. Af

angst for hævn flytter A. med familie nordpå om foråret til Atammat,

hvor sønnen vokser sig stor og dygtig. Han følges gerne med den

midterste bror af en brødreflok, og da denne tre gange har søgt at harpunere

A.s søn, der behændigt kæntrer, dræber sønnen ham. Derefter fanger han

en sæl, som han lægger omvendt på kajakken. A. forstår tegnet, men

ikke brødrene, der får forklaringen af A.s søn: Den ligger omvendt,

fordi den blev dræbt næst efter et menneske, og det var i selvforsvar.

Brødrene græder, inviterer nogen tid senerer A. og søn på mad, og

viser med kropsholdningen deres vrede, men da et stykke af taget

smuldrer ned i fadet med kød, forstår de at A. har usædvanlige evner.

Dem demonstrerer han så yderligere ved at skære sin søns mave op og

hele såret igen. A. har således levet op til sit ry som sydlænding, og

ingen gør dem siden noget ondt.

Var.: Aappilattoq; Om Kanginnguaq; Aappilattoq nr. 167 (til dels); Aappilattoq Jaakuaraq; oqalugtuaq Augpilagtuârssuk;

Hist.: Rink gør i sin note til fortællingen (1866-77, I) opmærksom på,

at dels er det uhyre sjældent at isen lægger sig i fjordene bag Nuuk,

og dels at de afstande A. tilbagelægger over isen i fjordsystemet

langt overstiger hvad mennesker normalt kan klare.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 127 ss. 660 - 661.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 365 - 366: Oqalualaarut tappiitsumik uitsitamik.

Resumé:

En ung sydlænding bliver blind og skønt han opsøger den ene angakkoq / åndemaner efter den anden, kan ingen gøre ham seende igen. Han rejser nordpå efter en dygtigere angakkoq, men træffer stadig ingen, der er gode nok. På den tæt befolkede Kangeq råder deres angakkoq, Silaat, ham til at opsøge den mærkelige mand hos qallunaat, de hvide, som slog sig ned på Håbets Ø året før, og taler folk imod med helt andre ord, end dem man kender. Når han taler blandt sine egne, tier alle stille og lytter.

De rejsende besøger Hans Egede, der er yderst venlig og fortæller om både frelsen og om hvordan Jesus bl.a. kunne gøre blinde seende. Da fatter den blinde håb og besøger Hans Egede. Da han fortæller om alle sine forgæves konsulteringer af angakkut, lover Hans Egede, at holder de sig til angakkut, vil de blinde aldrig igen se verdens lys. Han smører den blinde med noget salve, mens han beder for ham, og nogen tid senere kommer den unge mand og takker ham, fordi han er blevet seende igen.

Begivenheden skal være beskrevet i en af herrnhuterne skrifter.

Hist.: Historisk fortælling (kaldes da også Beretning), som Hans Egede selv bevidner i sin dagbog af 1723, (Medd. o. Grønland, bd. 54, 1925), hvor han er på undersøgelsesrejse sydpå. Muligvis er den også kommet med i Historie von Grönland af David Cranz (1770), der kan have læst om begivenheden hos Egede (evt. i oversættelsen til fransk: Egede, Hans, 1763: Descriptions et histoire naturelle du Groenland. Tr. de D.R.D.P. Copenhague et Geneva)

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 19 ss. 64 - 66.

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II,

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 441 - 443: Umiiarnernik; og i

Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 19, s.s. 101 - 102, med denne danske kommentar s. 321:

Resumé: Fortællingen indledes med, hvordan nogle kajakmænd engang opdagede et skibbrudent skib ude fra Cook-øerne. Næste dag finder man besætningen. I starten er man noget bange for de hvide mænd, men da de

viser sig at være flinke folk, lader man dem flytte ind hos sig på Kangeq.

Nu får de fremmede så ved tegn Kangeq-boerne betydet, at de skal tage

ud til skibet og bjærge hvad de kan. Herefter følger så fortællingens

hovedepisode: Med blandt bjærgningsfolkene er Jehorsuaq, "Den store Jehu". Nede i kaptajnens kahyt har han travlt med at trække skuffer

ud, og han finder en hel masse klædestof. Nu prøver han så dettes

beskaffenhed ved at prøve at suge luft igennem det, og da han finder

det alt for åbent, lader han det bare være. Men så i en anden skuffe

finder han en masse aviser. De er tætte, så dem tager han med.

Bagefter lader han sin kone sy sig en anorak, men beklageligvis giver

det sig til at regne den dag, anorakken er færdig, og han første gang

har den på!

Hist.: Ifølge K. Thisted s. 443: "På samme opslag en farvekopi af Arons illustration, hvor man tydeligt kan se, at anorakken er af avispapir, og ikke som hos Signe Rink af Poul Egedes grønlandske grammatik (jf. Signe Rinks påskrift på billedet gengivet i Jørgen Meldgaard: Aron. En af de mærkværdigste Billedsamlinger i Verden. Nationalmuseet 1982: 74). Man kan også se, at Aron forestiller sig, at historien foregår i begyndelsen af 1700-tallet, der står vistnok 1708 på den ene skulder, længe før Poul Egedes grammatik."

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og kommentarer og / eller resuméer: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 49 ss. 258 - 266.

Uddrag i Rink 1866-71, II, nr. 42.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 456 - 459: Kitsissorsuarmiullu Kitsissunnguarmiullu; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 49 ss. 218 - 223, med dansk kommentar s. 334 - 335:

Resumé af originalen ved K. Thisted:

Fortællingen starter med,

hvordan man venter forgæves i Kitsisunnguit på fem hundeslæder, der

har været på besøg i Kitsissorsuit. Så tager tre slæder hen for at

finde ud af, hvad der er sket. De kommer heller ikke tilbage. Til

sidst kommer den stærke fra Kitsissorsuit med besked om at gæsterne er blevet dræbt af en angakkoq / åndemaner. Man er lige ved

at slå budbringeren ihjel, men indser så, at han har gjort bopladsen en

tjeneste ved at komme. Nu er der så en i Kitsissunnquit, hvis

lillebror er blandt de dræbte. Denne mand oplærer sin plejesøn til at

blive en superdygtig bueskytte. Træningen foregår tildels ved tvang,

idet plejefaderen opsætter kraniet af en lille stenpikker og lover

drengen al landsens ulykker, hvis han ikke rammer nakkehullet, fra en

afstand hvor det bare ses som en mørk prik. Da plejesønnen har opnået

den ønskede præcision, laver plejefaderen ham pile fra den venstre

side af en barnløs kvindes tørrehæk. En morgen vågner drengen ved, at

plejefaderen rusker ham i håret og spørger, om det er skik for folk,

der har fjender, at sove til så langt ud på morgenen -

(standardformulering i hævnepisoder).

Så kører man afsted og når i strålende sol Kitsissorsuit, hvor de

mange indbyggere (Ifølge navnene er denne boplads større end den anden)

er ude og nyde vejret. Man råber, at der kommer slæder, og indtil

videre er alt normalt, men så pludselig er hundene ikke til at drive

videre. De er forheksede. Nu kommer så fra det nordligste hus en mand,

som ligner en proviantsæk, så tyk er han. Og konen er lige så tyk. Og

bagefter følger en masse børn. Nu lukker manden først alle børnene

inde i en stor sten, for at have dem i sikkerhed. Konen forsvinder ind

i et udhus, mens manden alene stiger op på et fjeld, hvorfra han

kommer susende ned, med det venstre ben bøjet og en fart "som en falk

efter sit bytte". Da han nærmer sig slæderne, bliver det helt umuligt

at ramme ham med pilene, fordi han har et tryllemiddel til at krympe

sig sammen, så hagen er det eneste, det stikker frem på ham. På den

måde får han ram på den første slæde, idet kusken skyder forbi, og han

kapper hovedet af ham med et spjæt med foden, da han suser forbi.

Anden gang er det manden med plejesønnen, der står for tur.

Plejesønnen sidder på skødet hos plejefaderen, der indprenter ham, at

han skal sigte lige på hagen, og også betyder ham, at alle vil blive

dræbt, hvis han rammer fejl. Heldigvis ser drengen straks, at hagen

han sigter på synes større end nakkehullet i stenpikkerkraniet, han er

vant til at ramme, og han rammer plet. Derefter sætter alle mændene

deres pile i ham (selv om han er dræbt på stedet, for at dele ansvaret

for mordet), parterer ham og spreder stykkerne for alle vinde (det gængse mordritual). Da de er færdige med det, går der nogen tid med at finde konen, men til sidst bliver også hun dræbt, og man beslutter også at gøre kort proces

med børnene, for ikke at skulle frygte dem sidenhen. En fra bopladsen

kender tryllesangen, som får stenen til at lukke op og i, børnene dræbes, og bagefter bliver stenen almindelig legeplads for alle stedets børn. Og det gode

forhold mellem de to bopladser genoprettes.

Hist.: Det er uvist om fortællingen skulle afspejle en tidligere tvist mellem de to bopladser. Men det er en "moderne" fortælling om fortids hekseri, hvis skadevirkninger er blevet forstærket i retrospekt.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 71 ss. 354 - 358.

Uddrag i Rink 1866 - 71, II: s. 114, nr. 83.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 466 - 467: Piffaarissuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 71, ss. 286 - 288, med dansk kommentar s. 346 - 347.

Resumé af uddraget: Piffaarik, søn af Ulajuk (Ulaajoq ?), er kåd og

uforskammet. Han fornærmer købmandens danske medhjælper,

Napparsisunnguaq, der er lille af vækst og genert, men, viser det sig så, uhyre

stærk.

Han viser det stilfærdigt på købmandens opfordring. P. lærer herved at

opføre sig fornuftigt.

Da Rinks uddrag er mangelfuldt må Kirsten Thisteds kommentar tilføjes i resumé:

I den originale optegnelse er der i optakten gjort meget mere ud af den lille danskers generthed, især overfor piger. Napparsisunnguaq betyder "den lille bødker". Inden kampen med Piffaarik prøver alle at brydes med Napp. og man opfordrer også sydlændingenes stærkeste mand, Mamarsuaq, til at stå frem. Han vil ikke (denne episode udeladt af Rinks uddrag). Men ved solnedgang brydes de, afsides på en lille slette. De to er hinandens ligemænd og stopper. Tidligere har Napp. kvæstet en af sine modkæmpere, der dør af indre blødninger. Det opfattes som et hændeligt uheld. Napp. taler inuit-sproget. Til slut irettesættes Piffaarik

Hist.:  En historisk fortælling fra Nuuk-egnen, og formentlig fra

første halvdel af 1800-tallet.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 135 ss. 686 - 688.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 389 - 390: Oqaluttuaq innallusuumik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:201 - 203.

Resumé:

En sydlænding, der er dygtig til at klatre i fuglefjelde efter æg, har ikke sin lige i syd, men hører så om en vældig klatrer et sted nordpå. Sydboen med familie rejser og rejser og når endelig højt mod nord til den berømte klatrer og udfordrer ham. Men den udfordrede indvilger kun på den betingelse, at han vælger tidspunktet. Det bliver efter en voldsom regn, hvor fjeldsiden er slibrig og glat af opløste ekskrementer. En rosenmåge skriger gang på gang, at den udfordrede bringer fjolset af en sydbo i ulykke. Det sker da også oppe ved kanten, hvor fjeldet buer indad. Den udfordrede svinger sig op, sydboen må bede om hjælp, men får den ikke og styrter ned. Han kunne bare havde ladet være med at tage den lange vej.

Familien rejser hjem.

Kommentar: Noget tyder på, at det er rosenmågens skrig: kukukujoq, fe-fejleren, der har inspireret til denne fortælling.

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskr.: KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981-82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, II: 16 - 17: "Niviarsiatoqaq".

Resumé:

En gammeljomfru finder under et bærtogt en sommerfuglelarve, som hun i

hemmelighed opfostrer med blod fra sin næse. Husfællerne hører hende

ofte tale med det skjulte dyr, og en dag hun endelig står op fra

briksen og går på besøg, slår de den ihjel. Hun begræder længe tabet

af sit kæledyr, der var hendes eneste glæde.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A;

Hist.: Fali er Sissiis søn.

Fortællingen er en meget skrabet version af en gammel østeskimoisk myte, der i en variant tydeligt forklarer kvinders første menstruation og dermed frugtbarhed (derefter finder man ikke længere spædbørn, der kommer op af jorden som planter)

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 110 ss. 993 - 995.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 314 - 315: Oqalualaarut utoqqannguup erneranik.

oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 158.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 132 - 135.

Resumé:

En åndemaner / angakkoq nær Kangaamiut tager under en seance ind i rensdyr-området i baglandet, som renerne har været forsvundet fra i den del år. Helt fra Nuuks til Kangerlussuaqs baglande har der ingen rener været i flere år. Åndemaneren ser efter lang tids søgen en enkelt græssende ren nær søen Tasersiaq, og da folk ikke vil tro, at renerne skulle være kommet igen, tager han næste eftersommer derind med sin familie, træffer een ren, nedlægger den og skønt der er spor af flere rener, tar de straks med konebåden tilbage for at føre dette bevis. Herefter tager man atter hvert år ind på rensdyrjagt bag Kangaamiut.

Et ældre ægtepar med søn og svigerdatter er noget senere på rensdyrjagt ved Tasersiaqs indre ende uden fæller. Sønnen er dygtig, men blir syg, dør og stensættes. Svigerdatteren hjælper med at bygge graven og får bange anelser da den bygges dobbelt stor og bekræftes heri, da hun beordres ned til sin døde mand inden den lukkes. Et lille hul holdes åbent ud for hendes side, men da hun fornuftigvis bytter om på sin egen og ligets pladser, er det liget, der om aftenen bliver stukket i gennem hullet med en lanse. Stadig klog, rolig og fornuftig griber hun om lansen og ryster den, som når et såret dyr ryster, og lader bevægelserne dø hen som når dyret dør. Næste aften, da ingen kommer til graven længere, og hun får mast sig ud, er lejren tom, ikke en bid madrest er at finde, og da hun er stærkt svækket må hun binde sålelæder om knæene og kravle på dem. Ved en lille sø fuld af kryb slukker hun tørsten og kommer lidt til kræfter. Videre frem drikker hun af alle vandløb hun træffer på og til slut, hvor hun nu og da kommer på benene, og det også omsider går ned ad bakke, lykkes det hende at nå den allersidste konebåd, der drager ud af fjorden. Dens familie bringer hende til hendes familie (altså næppe svigerforældrene? BS), hvor hun lever, til hun bliver gammel.

Var.: De gamles levende begravede svigerdatter ved Tasersiaq.

Hist.: Nedgangen i rensdyrbestanden efterfulgt af fornyet opgang sker med mellemrum. Biologer regner med en cyklus på ca. 100 år.

Stedsangivelserne er meget nøjagtige, og Aron har selv som rask og yngre været hele egnen igennem, kommenterer han. Men om fortællingen om den levende begravelse rummer en historisk kerne, borger den realistiske indlevelse i fortællingen ikke for.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 219 ss. 1071 - 1078.

Mellem-person: Aron (renskriver) reår 1868.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 487 - 493: Ernisiannguaq aggukkamik arnarsialik.

Resumé:

En forældreløs dreng er plejesøn hos en gammel kone på en boplads med en familie med mange brødre og en stærk mand og hans kone. En dag bliver den mellemste bror syg og dør. Man mistænker den affældige gamle for at have hekset ham syg. Derfor dræber og parterer man hende en dag drengen er ude for at snare ryper. Den stærke, der har ondt af drengen, fortæller ham om drabet, adopterer ham, giver ham plejemoderens skamben som amulet, og opdrager ham til at styrke sine kræfter, fordi han har så mange fjender. Drengen, hvis ansigt bliver hårdt af sorg, bliver nu hver morgen hevet ud af sengen ved hårene og træner sig på stadig større sten. Da plejefaderen første gang afprøver hans kræfter, er de endnu så uudviklede, at han stikker drengen et par lussinger med opfordring til at gøre noget mere ved det. Anden gang vinder drengen, og plejefaderen stikker ham et par lussinger af lutter fornøjelse.

Plejesønnen leger aldrig med de andre, han ter sig som en svagelig en, men når han kigger på de mange brødres sønners lege, ser en af dem sit snit til at skubbe ham omkuld og smutte væk. Det sker gang på gang. Så når han at se den skyldige, indfanger ham, svinger ham rundt og sender ham ud i luften. Drengen forbløder da han falder. Da de mange brødre kommer hjem fra fangst og vil hævne drabet, splintres deres lansespidser en for en mod hans krop, fordi skambenet sætter hårdt mod hårdt. De maser sig stadig på og irriteret griber plejesønnen den ene efter den anden i hætten, svinger ham rundt og kaster ham mod jorden i døden. Plejefaderen beordrer ham til at holde inde, før han har udryddet dem alle.

Plejesønnen har nu helt mistet appetitten, men da hans plejemor kræser for ham med livretten, frossen lever, spiser han lidt, og han smiler for første gang siden den gamle plejemors partering, da man fortæller, at alle bopladsfæller er flygtet.

Plejesønnen får kajak af sin plejefar, øver sig, bliver ferm, og da han ude til havs møder en af sine gamle fjender, bliver han ikke genkendt, fordi denne ikke kan forestille sig, at plejesønnen har kajak. Fjenden inviterer ham med hjem til en enorm boplads, hvor alle fjender og deres slægtninge har samlet sig for senere at hævne sig på ham. Plejesønnen dræber kajakmanden ret ude for bopladsen og ror hjem. Plejefaderen, der hurtig forstår at plejesønnen igen har dræbt, ror hen til fjenderne og tilbyder dem at lokke plejesønnen med op nordpå, hvor der er store fangstdyr. Han slipper uskadt tilbage, og plejesønnen lader sig nemt lokke. De ror en god strækning, inden de kommer til mennesker i nord. Heroppe nedlægger plejesønnen store dyr, hvidhvaler, hvalrosser, endog en af de farlige røde hanhvalrosser, som ingen andre tør give sig i kast med. Hver af hans førstefangster parteres og deles ud til alle, så der kun bliver en lille stump til ham selv. Da plejeforældrene opfordrer ham til at gifte sig, kommer han minsandten slæbende med en gammeljomfru, der dog når at føde ham en datter. Plejesønnen er overbevist om, at hun må være hans genfødte første plejemor.

Han længes nu hjem. De tar tilbage sydpå, men ingen angriber dem. Resten af deres liv lever de i fred.

Var.: Rink 1866 (1866-71, I) nr. 78. Plejesønnen; ernersiamik;

Hist.: En udbredt fortælling, hvoraf en del episoder også genfindes i Qujaavaarsuk.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift NKS 2488, II nr. 271 eksisterer ikke længere.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 200: Oqaluttuaq arnaq tillitaq.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 88 - 90 med et dansk resumé ibid. s. 119.

Resumé:

En ung pige mister sin mor som halvvoksen og behandles så dårligt af sin nye stedmor, der stjæler alt det faderen giver hende, at pigen går hjemmefra (en slags qivittoq). En kæmpe, en tuneq, finder hende i indlandet, får årsagen til flugten at vide og inviterer hende med hjem, dvs. han bærer hende en del af vejen til det ene af to store huse, hvor han bor. Alle på stedet presser ansigterne mod ruderne for at se den lille kystbo på sidebriksen. Hans forlovede bor i det andet og kommer på besøg, hvor hun fortæller om en renkalv, hun har forfulgt. Den har endnu ikke mistet sine takker. Da så tuneq'en, der hedder Aningaanngujuk, henvender sig til den hjemførte kystbo, går hans forlovede straks ud. Anin. tager sin ny lille kone med til en slette, Ajakkitsoq, hvor han synger trommesang, så den lille kone bliver så søvnig, at han må tage hjem med hende. Alle er borte hjemmefra. Han lægger hende på gulvet, kaster en stor sten på hende så hun bløder og besvimer. Da hun vågner, beder hendes kæmpemand hende om straks at vaske alt blodet væk. Derefter bliver hun gravid, og hun føder, mens manden er på jagtudflugt. Hun tager imod ham med den nyfødte på armen, da han kommer hjem og han henrykkes. Hun er så smuk med perlehalsbånd, siger han om sin lille kone. Senere, på en ny jagtudflugt, styrter han i en spalte i indlandsisen og omkommer. Hans lille kone, der nu er enke, længes hjem, og hun skal bare rejse siger hendes svigerfar. Hendes far bliver meget glad, da hun kommer hjem.

Var.: Se Hist.

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Indlandskæmpens navn er en diminutiv af månemandens. Han hedder i myterne om ham og solen, Aningaaq. Det må da også være episoder af "Kvindens besøg på månen", som kateketen Albrecht Beck her fortæller en noget tåget version af. I stedet for indvoldsrøversken er det nu indlandskæmpen, der synger trommesang. Hermed indleder han en slags seance, hvor han delvis tager livet af kvinden og med et stenslag gør hende frugtbar. Dvs. han fremkalder hendes menstruation (det meget blod), mens hun sover på ryggen (det er det, månen gør i fortællingen om en mands besøg på månen), og da hun har renset sig efter blødningen bliver hun omsider gravid. Dette er formålet med 'Kvindens rejse til Månen.' Her sendes hun dog bare hjem, og som regel går det ilde med den søn hun føder, Månens barn. Runde, hvide sten siges i Østgrønland at være faldet ned fra himlen og have samme frugtbargørende virkning som sæd, hvis en kvinde placerer den i skridtet i sine bukser. Se: orsugiak.

Becks version glemmer ganske dette barn, som i traditionelt regi ikke ville kunne integreres blandt rigtige mennesker.

Hvad der for Beck selv får denne omdigtning af den gamle myte til at hænge sammen, forbliver dunkelt. Men den er dybt interessant netop som en ny komposition over et gammelt tema.

Redaktør: Søby, R. M.

Oversat efter Kjer, J. 1880: Atuainiutit, I, Kbh. Rosenberg, s. 87 - 88: Nivfigfarssungmik Nivingasilernâmigdlo / Niffiffarsummik Nivingasilernaamillu, der er en let revision af

Håndskrift: NKS, 2488, V, nr. 222, ss. 1082 - 1083.

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II nr. 64, ss. 105 - 106.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 131, s. 464: The Revmoval of Disco Island.

Resumé:

På en boplads langt sydpå i Grønland kan man kun med besvær komme ud til fangstfelterne, fordi man skal uden om en stor ø med høje fjelde. To gamle mænd, Niffiffarsuk og Nivingasilernaq, beslutter at flytte den, mens en tredje gammel mand, Qiviaritajannguaq modsætter sig. De tre mænd borer hul i øen vha. en formular / tryllesang / serrat, og mens N. og N. binder et barnehår fast og dets modsatte ende i deres kajakker, binder Q. en solid skindrem af remmesæl gennem hullet og holder fast på land i den anden ende, og der fremsiges formularer over begge liner til tovtrækningen. N. og N. får vha. endnu en formular revet øen løs af klippegrunden med et brag som når et isfjeld kælver, og de ror afsted. Deres line, barnehåret, forbliver lige tykt, mens Q. holder igen med sin rem, der i strækket bliver tyndere og tyndere og til sidst brister. Stadig med tryllesange ror N. og N. ud på det åbne hav forbi skærgården og derefter nordpå. Da de passerer de høje Kunnat fjelde, synger disse fjelde, fordi de nu vil være de højeste fjelde i Sydgrønland.

Et helt døgn ror N. og N. med øen nordpå og placerer den i bugten ud for Jakobshavn, Ilulissat, hvorefter de ror hjem igen. Man siger, at hele rækken af små skærgårdsøer fra Sydgrønland til Disko er stumper af øen, der er faldet af under bugseringen. Og da øen var fjernet i syd, fik bopladsens fangere kun kort vej til deres sælfangstfelter.

Var.: Søg på Disko

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 113 ss. 198 - 199.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 79.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 223 - 225: Oqalualaarut alla.

Fyldig dansk version af denne plus en anden variant i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 79.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 63, ss. 351 - 354: The Old Southlander.

Resumé:

Den gamle sydlænding.

I gamle dage boede en gammel mand ved Alluitsoq. Hans søn var en dygtig fanger, så manden behøvede ikke selv at gå på fangst.

En dag udebliver sønnen fra fangst, og manden antager, at han er død. Han får at vide af sin fætter, hvem der har dræbt sønnen. Den gamle går hjem for at lave redskaber til at dræbe morderen med. En dag han er ude på fangst, møder han sønnens morder og dræber ham, derefter ror han hjem til morderens brødre og fortæller, hvad han har gjort.

Morderens brødre kommer for at dræbe den gamle, men han driver dem på flugt ved at skyde pile efter dem, så de må flygte. Næste gang de prøver at angribe den gamle, har han sunget en tryllevise / serrat for at forstørre sit ansigt. Mens han synger, bliver hans ansigt større og større. Da brødrene ser dette ansigt, løber de skrigende bort.

Året efter hører den gamle, at brødrene er ude på fangst, og han ror ud til dem. Én af brødrene har netop harpuneret en sæl. Den gamle sætter sine pile i sælen, kaster den op bag sin kajak med en hånd og ror hjem. Derefter vover brødrene ikke at angribe den gamle, som lever indtil han dør en naturlig død.

Var.: Ifølge Rink er en næsten identisk variant nedskrevet 40 år tidligere på Aasiaat egnen af en af pastor Kraghs nedskrivere. Originalen kan ikke identificeres, men se/søg på afskriften NKS 2488, II, nr. 12.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 131 ss. 671 - 674.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 377 - 379: Oqaluttuaq anguterpamik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:158 - 160.

Resumé:

Skønt en stor flok voksne brødre både har koner og andre kvinder i husstanden, vil de ikke gifte deres eneste søster bort. De holder for meget af hende, hun er så god til at passe alle husets børn og alt arbejde i huset. Frier efter frier bliver sendt på porten, til sidst også en som søsteren mere end godt kunne tænke sig. Men da han ikke kan flytte ind, fordi han selv kun har søstre og må forsørge dem og sine forældre, kan heller ikke det blive til noget. Da så søsteren nedtrykt en dag hører svigerinderne beklage sig over, at hun ikke passer deres børn ordentligt, går hun hjemmefra og bliver qivittoq, fjeldgænger. Med sig har hun bragt en lille orm, der vokser til, fanger til hende, gifter sig med hende og får en lille efterkommer, inden det lykkes brødrene, under en mislykket renjagt til indlandet (formentlig har kæmpeormen gjort kål på det meste af bestanden derinde, BS), at finde huset og deres søster. De slår kæmpeormen ihjel ved at lade den forfølge dem over en masse pilespidser, som de har stukket i jorden i en lange linie. Den bevæger sig hastigt fremad som en målerlarve, der når brødrene, i det øjeblik de alle besvimer af udmattelse og ormen udånder af blodtab. Den viser sig at bestå af lutter talg.

Søsteren fortvivler fordi ormen var hende sådan en god mand, men må tage hjem til brødrene med sit diende ormebarn, som de foregiver at elske for des nemmere at få fat i det og slå det ihjel. Atter fortvivler søsteren, men brødrene mener, at hvis den ormebaby slægtede faderen på, ville utysket blive til fare for dem alle. Hun gør sit bedste for at overkomme sorgen, men brødrene bliver alligevel bekymrede for hende og lader hende gifte sig.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker; Kvinden, der havde en orm til mand; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; Anguterpaanik Brødreflokken;

Kendt også fra inuit i Canada og via indvandringen fra Baffinland omkr. 1860 i Thule-området: søg på Brønlund Tiisikoorsuarmik; 'Dengang for længe, længe siden ...' af Arnaaluk og 'Kvinden der opammede en orm' af Taateraaq;  The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tissikoorsuaq (?).

Vedr. qivittut se også: Petersen, Robert, 2006: Om qivittut, fjeldgængere. Tidsskriftet Grønland, pp. 203-215.

Hist.: Slutningen på fortællingen er overordentlig blid sammenlignet med de øvrige (mere traditionelle) versioner

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 235 s. 912.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 298: Oqaluttuaq nukappiatsinnguaqmik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 109.

Resumé:

EN FORTÆLLING OM EN HALVVOKSEN DRENG

En dreng får under rypejagt øje på et hus, går derhen og lister sig ind i husgangen, hvor han fløjter lidt og hører, hvordan et ægtepar derinde blir klar over, at der må være en dreng (med ulkefiskerstemme (?)) i nærheden. De skændes lidt om hvem der skal finde "ånden" ved qilaneq, og da konen gir sig, binder sit hårbånd om hovdet, og da manden "fisker" med stokken, klister drengen fast ude i husgangen. Det lykkes ham først at komme fri, da han spytter på væggen i det øjeblik manden kommer frem i opgangen med en stor kniv. Det lykkes drengen at undslippe og han vover sig aldrig siden ind i indlandet af skræk.

Kommentar: Indlandsboerne har muligvis været tornit, indlandskæmper.

Ulkefiskerstemme: måske en stemme der ikke er gået i overgang, eller en spag stemme, for så vidt som ulkefiskere ikke nød synderlig prestige.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 130 ss. 669 - 671.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 375 - 376:  Oqalualaarut Arnaannannguamik.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 56.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 164 - 167

Resumé:

Da familierne på en boplads rejser på forårsfangst, efterlader de en enke med datter og lidt mad, som dog langt fra rækker sommeren over. I det store vinterhus skærmer de halvdelen af med et skind, og lader den ubeboede del henligge i mørke. I denne afdeling beder moderen sin datter om først at grave et dybt hul og dernæst at fylde det op med saltvand. En dag moderen lysker sin datter, hører denne, at det plasker omme i vandet. Det er en kæmpestor ulk, som datteren får besked på at fange ved at ramme den med sin mors slibesten / hvæssesten. Ulken mætter dem for den dag. Næste gang moderen lysker datteren, er det en stor netside, dernæst et marsvin, og endelig en hvidhval. Da kommer to kajakmænd, der er blevet bekymrede for de to, på besøg og bliver selvsagt dybt forbavsede over rigdommen af mad, som de får en masse kødgaver med af. Kvinderne fanger fortsat mere end rigeligt i deres hul, men da bopladsfællerne kommer tilbage, er det slut med fangster ad den vej.

Var.: En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn; Nakataamilaarpara. Den forladte kvinde med plejedatter. En fortælling (om en haj der forsørgede forældreløse); De, der havde fangstplads på den anden side af briksen; Hajfisken som forsørger; Two deserted ones get meat from guests; Kunuanannguaq; En fortælling om et ældre ægtepars eneste søn. Moder og datter, der drev fangst med en slibesten og...; En fortælling om enlige kvinder; De forladte børn, Kragh nr. 64;

Hist.: En ret mild, formentlig "moderne" version, hvor de bortrejsende faktisk prøver at sørge for de efterladte og tilmed kommer tilbage af bekymring for deres velbefindende. I de fleste versioner får de efterladte ingen proviant, og de besøgende er overbeviste om, at de efterladte må være sultet ihjel.

Kommentar: Muligvis associerer moderens lyskning af datteren forud for dyrenes opdukken i gruben på angakkoq'ens / åndemanerens mytiske rensning af Havkvindens hår (søg Havets mor). Lyskning er ellers en kærlighedshandling: konen lysker sin mand. Hvorfor en slibesten har særlige fangst-egenskaber er 'et godt spørgsmål.'

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 125 ss. 655 - 658.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 360 - 362: Oqalualaarut nuliariinik.

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 56,

s. 96.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 127, s. 462: The Grateful Bear.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 120 - 123.

Resumé:

Et ægtepar bor mutters alene. Manden jager året rundt, i kajak og på isen i våger og senere isbjørn fra en snehytte på isen. De får en lille søn og synes straks, at de er blevet mange mennesker. Men i en periode hvor manden er ude i sin snehytte på isen, får han pludselig et syn af sin kone, splitternøgen. Han bebrejder hende: hvorfor har hun forladt deres søn? Han følger hende hjem, hvor hun minsandten ligger helt normalt og sover på briksen med sønnen i armene.

Manden bliver forvirret og går helt fra forstanden. Han blir så voldsom mod dem begge, at konen føler sig nødsaget til at flygte med sønnen i amaaten. Ude på isen løber hun mod sydøst, men på vej over en fjord brækker isen op og hun må springe fra flage til flage. Hun når med nød og næppe i land, laver sig en snehule, overnatter og fortsætter sultende og tørstende indlands i godt vejr, hvor det lykkes hende at ramme en rype med en sten. Hun går straks videre, mens rypen køler af, men så står hun pludselig overfor en isbjørn, som hun af forskrækkelse smider rypen hen til. Den fortærer den med glæde og gør hende intet.

Hun fortsætter over indlandet, får udsigt til et stort hav og finder et rigt bærsted, hvor hun bygger en snehytte dækket med grene. De lever af bær og ryper indtil en dag i kraftig nordenvind drengen opdager noget mørkt oppe i fjeldet, der viser sig at være en bejtende ren. Det lykkes kvinden under dække af kraftige snebyger at snige sig ind på renen og med sin ulu på et skaft at såre den så dybt, at den forbløder under sin flugt. Hun skynder sig hjem til sønnen med et lille stykkke talg, beder ham forholde sig roligt og får bjerget alt kødet i hus.

Deres næste forsyning af mad bliver en stor hval, der driver i land. Sådan bliver det ved at gå, indtil sønnen er vokset til og kan forsørge dem begge med fangst. Den rundhåndede giver af dyr, levende og dræbte, er den isbjørn hun gav sin eneste mad, den afkølede rype.

Kommentar: Det er tydeligvis ensomheden, især den over flere dage ude på isen, der fremkalder synet af den nøgne kone og gør manden sindssyg.

Muligvis spiller konens gave til isbjørnen på det kristne tema om den fattige enkes sidste skærv.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 111 ss. 595 - 597.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 317 - 318: Oqalualaarut tillitunik.

Kort resumé i Rink 1866-71, II: nr. 99.

Resumé:

Engang for længe siden, dvs. dengang den første præst (Hans Egede) slog sig ned på Håbets Ø (Illuerunnerit), havde mange af de omkringboende grønlændere forbrudt sig mod præsten og nu tilmed, da kolonien flyttedes til Nuuk (i 1728), stjålet efterladte brædder på øen. Man hørte nys om en hævnaktion, og folk fra mange bopladser samledes i Salliat ved mundingen af Sassivik, hvis åndemaner man mente kunne klare angrebet. Det lykkedes ham ved at sætte sig foran forsamlingen med den lille døbte dreng på skødet, som han plejede at have på skødet under sine seancer, og synge sin tryllesang eller formular, der havde med qallunakker / qallunaat / europæere at gøre. Hvis den virkede, sagde ham, ville de alle få næseblod, når de steg i land.

En stor båd med en masse tjenestefolk fra kolonien lagde til land, men hver og en, der steg i land, bøjede hovedet og fik næseblod. De lagde våbnene fra sig, gik på besøg i husene og trætte af blodtabet sov de dér til hen på eftermiddagen, mens grønlænderne gennemvædede deres bøsser i saltvand og lagde dem tilbage. Danskerne gjorde dog ikke forsøg på at bruge våbnene, men drog ligeså stille tilbage igen til Nuuk.

Var.: næseblod-temaet er brugt i en anden fortælling om qallunaat af Jens Kreutzmann: Den qallunak-usynlige.

Hist.: Hvilken begivenhed der ligger til grund for denne veldaterede fortælling er vanskelig at gætte. Måske det hele kompagni straffefanger under kaptajn Pårs' ledelse, der ankom i 1728, men vist alle døde af skørbug om vinteren. Året efter blev det militære forsvar af kolonien opgivet.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 107 ss. 587 - 589.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 411 - 413: Nukappiatoqqamik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 48, s. 89.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 125, s. 461: The Gifts from the Underworld.

Resumé:

En gammel ungkarl, der aldrig har held til at fange noget, inviteres en dag af en ånd i kajak med ud til en stor ø, hvor den fremmede skubber en kampesten til side. Nedenunder er der hul lige ned til det blå hav, hvor ungkarlen får besked om at sænke sig i sin kajak og vente på en konebåd med kajakker. Den første, der vil være fuldt lastet, skal han lade passere, men den anden, med kun en ringe last, skal han ro hen til. Han adlyder og får af den anden et stort stykke mattak, som han spiser af i følge med båden indtil et stort næs, hvor han kan vende tilbage til ånden. Denne råder ham til at gemme mattak'en i kajakken og kun spise en lille bid hver gang, han er på fangst. Midlet virker. Den gamle fanger nu altid og får sig endog en kone. En anden gammel ungkarl plager ham så længe, for at han skal røbe sin hemmelighed, at han tager ham med ud til stenen, bakser den fra åbningen og råder ham til nede i underhavet at henvende sig til båden med den store last. Denne gamle ungkarl bliver hængende ved den rige båd forbi næsset, kan ikke slippe fri og havner så hos innersuit. Den første gamle ungkarl har fortæret al sin mattak og vil hente mere, men fordi han misledte den anden gamle ungkarl, lader stenen sig ikke rokke. Og han falde tilbage i den gamle fangstløse skure.

Hist.: I en traditionel version ville årsagen til, at den første gamle ungkarl mister sit fangstheld, have været selve afsløringen af hullet ned til underverdenens hav. Se fx: Den gamle pebersvend, som blev ung og smuk, fordi han reddede en af de underjordiske.

Kommentar: Den første åndemand er formentlig selv en innersuaq, en af ildfolket. Bemærk den direkte nedgang gennem et hul i et skær til innersuits hav. Deres hav er således et andet end det normalt synlige. Et underverdens hav. Innersuit siges oftest at bo under stranden og, noget sjældnere, under øer i skærgården. Undertiden skelnes der mellem dem: Dem længst nede (ude ?) er ondsindede og har slet ingen næse i modsætning til nærmere, der har meget flade næser og er mere omgængelige. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere)

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 113 ss. 620 - 621.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 321 - 323: Oqalualaarut oqaluttuanngortoq Aariassuarmik.

Resumeret oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 51.

Samme resumé trykt i Rasmussen, Knud 1981: Inuit fortæller. Grønlandske sagn og myter, II, ss. 96 - 98.

Resumé:

Ariassuaq er en dygtig fanger, en omgængelig mand og gevaldig god til at synge nidviser. Da ingen kan måle sig med ham i fangst, må han ustandselig i sangkamp med udfordrere, der vil afprøve hans evner, men altid taber til ham.

Fætteren Quaaveersuaq bor sammen med ham de sidste år, og de følges altid til sommerpladsen bag Kangaamiut ved Tasersiaq på rensdyrjagt. Alle andre tager et stykke videre mod øst, og alle udfordrer undervejs Ariassuaq til sangkamp. Men så bliver Ariassuaq syg, og Quaaveersuaq opgiver at komme på rensdyrjagt og må snart begrave Ariassuaq. Han sørger, og sorgen bliver ikke mindre, da han hører, at alle sangkampmodstanderne vil synge den døde på for at gøre Quaaveersuaq rigtig ked af det. Derfor giver Quaaveersuaq sig til at kalde på den døde i graven. Hver dag går der kortere tid, før den døde Ariassuaq reagerer, og til sidst kommer han op bare en fugl fløjter. Da så modstanderne en solblank dag kommer syngende undervejs ud i deres konebåde og istemmer Ariassuaqs egen sang, dukker han lynsnart og skrigende op af graven. Konebåden trækkes ind mod ham, og hele besætningen dør af skræk. Sådan går det med den ene konebåd efter den anden.

Næste sommer tar Quaaveersuaq med en masse andre ad en anden rute, hvor de skal bære bådene over en fjeldryg til Tasersiaq, og da han af længsel efter Ariassuaq atter sætter sig grædende ved hans grav, begynder den kendte summen dernedefra. Alle flygter af sted op ad en høj skrænt, Quaaveersuaq sidst, og den døde er nær ved at indhente dem, da de krydser Saqqaq-elven til fods og derved redder sig. Elven kan den døde ikke forcere. I lejren kan de længe høre ham på afstand, men til slut forstummer han.

Aron kommenterer, at fortællingen stammer fra Kangerlussuatsiaq og er genfortalt af Hintrik, der bor hos herrnhuterne. Aron har selv stået ved Ariassuaqs grav.

Hist.: Det er dog næppe en historisk fortælling. Den er vidt udbredt i det meste af inuit-området. Men den er altså her blevet lokaliseret til en grav, hvor muligvis en dygtig nidvisesanger ligger begravet.

Var.: Aarääituaq, Aariaassuaq / Aariassuaq

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 207 ss. 1021 - 1026.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 480 - 484: Oqaluttaq Nukappiatoqqamik. Imaluuniit: Qilaamaannartumik.

Dansk oversættelse i Rink 1866-71, II, nr. 61.

Resumé:

En stærk og dygtig mand bor alene med kone, spæd datter og barnepige. Han er overordentlig gæstfri og gavmild, når folk fra nabopladsen i syd sulter og kommer på besøg. Men da hans lille datter en nat bliver røvet, fordi begge forældre og barnepigen er faldet i søvn, får naboerne sydfra slet ingen mad. Manden har hentet dem og deres angakkoq / åndemaner for at finde årsagen til barnets forsvinden. Men angakokken kan intet finde ud af og må rejse hjem med sine fæller uden mad. Da ror manden endnu længere sydpå og kommer tilbage med en gammel, værkbruden  ungkarl på krykker i en elendig kajak. Hans fæller håber han dør af udflugten. Men denne, skønt han kun kan qilaneq / åndefiskning / divination, finder ud af, at Amaarsinniooq har røvet hende. Sammen tar han og manden ind i bunden af fjorden, hvor den gamle lader manden ro hjem og komme tilbage de seks dage senere, han vil være om turen ind til den østligste nunatak i indlandsisen. Og det tager den stakkels mand, hvis ben hele tiden knækker under ham, tre dage at komme derind, hvor han til slut må bruge en tryllesang for at få Amaarsinniooq til at sove så fast, at han kan komme af sted med barnet. Han er næsten nået uden om revner og andre forhindringer i isen til land, da Amaarsinniooq haler ind på ham og putter både ham og barnet i sin amaat / rygpose. Endelig husker den gamle, at han har hjælpeånder. Først tænker han på Stenkasteren, der straks kommer og kaster en sten i hovdet på Amaarsinniooq, der bare fniser, mens den gamle dukker sig i rygposen. Dernæst tilkalder han sin falk, der hugger hende i hovdet. Begge hjælpeånder fortsætter angrebet, den fnisende Amaarsinniooq falder mere og mere sammen og mærker det ikke, da den gamle hopper ud med barnet og endnu engang starter hen over isen. Hans vært kommer ham i møde på den sjette dag, tager lykkelig barnet med på en hurtig hjemtur til dets mors bryst. Men barnet bliver ikke sig selv igen. Da den gamle endelig kommer tilbage, holder han endnu en qilaneq-seance og opklarer, at barnet sjæl endnu er i Amaarsinniooqs hætte. Han henter den - det går hurtigere denne gang - holder endnu en seance og sætter sjælen på plads, barnet antager sin tidligere væremåde (bliver sig selv igen), og den gamle får både barnepigen til kone og en konebåd / umiaq i belønning.

Nu ærgrer hans gamle bopladsfæller sig dernede i syd.

Var.: Tunerluk (to versioner); Angangujuk; Amaarsiniooq; Amarsissartoq; Innersuanut mingaatittoq; Meddr. Grønland 109(1), ed. by H. Ostermann, 128; Matakatak; Makataták. Oftest er det indlandsboere, kæmper, der stjæler barnet.

Kommentar: Man bemærker at denne gamle angakkoq, der kun kan divinere / spå ved qilaneq, har hele to hjælpeånder, der tilmed kan forsvare ham. Kompositorisk giver det den komiske kontrast mellem en angakkoq, der kan flyve på åndeflugt over vældige afstande, og så denne værkbrudne stakkel, der må vakle den lange, lange vej til nunatakken og på tilbagevejen endog to gange over indlandsisen.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 136 ss. 688 - 689.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 391: Oqaluttuaq appamik oqluumasumik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 94.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 106 - 108.

Resumé:

En sydlænding, der har hørt om en alk langt mod nord, der kan tale, rejser med sin familie langt, langt mod nord, hvor omsider folk på stedet bekræfter rygtet, og husherren lover at tage ham med derhen. Mange dage må sydlændingen bare følge med på fangstture, men en klar solskinsdag skal det være. Dybt inde i en fjord på et fuglefjeld kommer en alk uden skind fra øjne til nakke ud på en hylde, da værten banker på sin kajak, og siger: Nordfra og sydfra kommer de til mig. Gæsten bliver bleg, mister balancen og synger på alkens melodi, at så var der alligevel en alk, der kunne tale. Herefter kæntrer han og drukner, fordi værten er dybt irriteret over, at gæsten har rejst så langt for den slags.

Var.: Kuta, den vantro; oqalugtuaq Nakasungnaq; Tømrerens tre døtre; Apparluk;

Kommentar: bemærk at gæsten mister balancen af skræk

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, V, 4' nr. 201 ss. 1003 - 1007.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 103.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 476 - 479: Oqalualaarut Qilanngarmiunik.

Resumé:

Stormanden Makorsi på bopladsen Qilanngaq nær Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset har mange børn, alle sønner, med sine tre koner, hvoraf han dog altid bare sender den tredje, Kumak, som han ikke elsker, på ammassætfangst i forsommeren. Her føder hun hans første datter, hvorefter hun bliver hans yndlingshustru og hentes hjem til bopladsen, mens førstekonen må udfylde hendes plads på ammassætpladsen. Datteren vokser til, bliver smuk og meget arbejdsom, og storebrødrene elsker hende højt. Men hun bliver ramt af hekseri, idet to vandkalve er puttet i hendes drikkevand. De æder hende op indefra og fortsætter tilmed fortæringen efter hendes død i graven, hvorfra de spadserer ned i vandet igen.

En dag kommer tre af bopladsens mænd ikke hjem fra fangst. Man mener, at et piratskib har snuppet dem.

Engang er Makorsi med alle sønner, svigersøn og andre mænd fra bopladsen på fangst, hvor de overraskes af en fralandsstorm. Kun Makorsi er behændig nok til at ride stormen af. Det beskrives i detaljer hvordan. Men for at redde sig selv må han skære sine tværremme over, først for, så bag, fordi hans svigersøn er faldet ud af sin kajak og hager sig fast i dem. En meget gammel mand i laser og en elendig kajak klarer sig dog også igennem. Herefter fanger Makorsi endnu ivrigere end før for at forsørge de mange kvinder, både drægtige sæler, som han rammer i snuden og store hansæler.

En aften han er faldet i søvn straks efter hjemkomsten, prøver en stor, tatoveret arm fra under briksen at trække ham ned under den. Makorsi stritter imod, men må til sidst vække sin kone, der skærer fingrene af uhyret. Det er Amaarsinniooq.

Fortælleren Hendrik tilføjer, at det var dengang stormen tog de mange kajakmænd og befolkningen i Qilaanngaq, der havde mistet alle deres mænd, måtte spredes.

Hist.: Delvis historisk fortælling bygget over den storm Hendrik omtaler til slut. Svær at tidsfæste idet Makorsi, hvis det var hans dåbsnavn, næppe har haft lov til at holde tre koner. Men det kan enten være en afdød mands dåbsnavn, han har fået, eller også er han selv blevet døbt i en høj alder.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kommentar: Episoden med svigersønnen, som Makorsi skærer sig fri fra, falder ikke ordentlig på plads i fortællingen, idet Makorsis eneste datter jo er død. Den kan være tilføjet af kompositoriske grunde, idet en stor begivenhed forudskikkes af en i mindre format: Afskæringen af svigersønnen forudskikker afskæringen af Amaarsinniooq. Og de tre mænds udebliven forudskikker de mange kajakmænds undergang i stormen.

Amaarsinniooq røver oftest kun små børn, men kan også træffes som voksen-

røver.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 117 ss. 614 - 615.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 334 - 335: Oqalualaarut pitoraassanik.Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 91.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 79 - 80.

Resumé:

En flok kajakmænd fra Kangeq bliver overrasket af en kraftig sydvest. De råber Uaa til hinanden for at holde sammen, men flere af dem ender forskellige steder, inden de kan vende hjem. Kun een kajakmand kommer ikke hjem. Det viser sig, at han var blevet blindet af kulden, der har frosset hans øjenlåg fast. Med mellemrum afkoder han vindretningen på sin vædede pegefinger og får styr på sin roning. Han havner i nord nær Napasoq, hvor to kajakmænd opdager ham og kommer ham, til hans store lettelse, til hjælp, men da de hører at han er fra deres gamle fjenders boplads, Kangeq, slår de ham uden medlidenhed ihjel. Bare fordi han var fra Kangeq, tilføjer Kangeq-boen Aron.

Hist. Ifølge Arons kommentar dateres begivenheden til efter angakkoq'en  (åndemaneren) Imaneqs omvendelse i Pisuffik, dvs. efter 1768, hvor nogle af hans tilhængere flyttede til Nuuk og andre til Napasoq.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

Blodhævn.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 126 ss. 658 - 660.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 363 - 364: Oqalualaarut kilalersumik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II: nr. 93

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:136 - 138.

Resumé:

En ældre mand bor med to små sønner (og kone) et lille stykke fra en folkerig boplads. Faderen mangler skind til kajakker til sine sønner, men de bliver efterhånden behændige rypejægere og kan forsørge deres forældre. På den folkerige boplads bliver man ængstelig for, at de ferme drenge vil tømme hele området for fangstdyr, når de vokser rigtig til. Derfor forhekser deres ældste kvinde drengene, så de får udslet over det hele af fnat og må holde sig hjemme.

Nu må faderen igen ud i kajak, men han kommer ofte tomhændet hjem. En dag ror han helt ind i fjordbunden, går i land og halvvejs ud på en landtange i en sø. Her flyver pludselig en islom op og anklager manden for at ville stjæle dens dejlige store æg. Nej, det vil han rigtignok ikke. Men han leder efter et middel mod sine sønners fnat. Det skaffer islommen ham ved at dykke et par gange til søbunden, hvorfra den kommer op med en laks. Dens lever, der præcis rummer smørelse til to drenge, skal han smøre dem med. Og de skal spise alt fiskens kød.

Han retter sig ganske efter islommens råd, drengene bliver raske igen, og faderen råder dem til at gå til fjelds og kalde på Kraftens Herre, en slags ræv i overstørrelse med en lang hale. Da den ankommer vikler den først sin hale om den ældste og slynger ham hen af jorden. Drengen tumler af sted. Tredje gang kan han lande på fødderne og hoppe til farten går af. Lillebroderen får samme omgang, og begge føler sig nu eventyrligt lette i kroppen. De er blevet bomstærke.

Siden sker der dem intet ondt, og de forsørger deres gamle forældre til det sidste.

Kommentar: Når islommen dykker flere gange er det muligvis for at få en laks i netop den størrelse, der gør at der intet vil blive tilovers af leveren til smørelse.

Bemærk episoden med Kraftens Herre, der ellers 'hører hjemme' i fortællingen om Kaassassuk.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 115 ss. 338 - 346.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 143 - 146: Oqaluttuaq iliarsoqqik.

Forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 58.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 47, ss. 281 - 286.

Resumé:

Forældrene til en lille dreng dør. I det store fælleshus tager den ene familie efter den anden drengen til sig som plejesøn, men smider ham ud efter nogen tid, fordi han skider og tisser alt for meget.

Til slut tager en enke med en stor søn ham til sig. Han har også en anden ven, en voksen mand uden kajak, der dagligt træner ham i løb uden døre.

Et efterår kommer vinteren tidligt, man sner inde, alle sulter og lamperne slukkes en efter en. Enken deler ud af sit lille forråd af ammassætter og spæk, og den forældreløse er til slut den eneste, der magter at bevæge sig udenfor. Han må grave sig ud. Efter nogen tids løbetræning lykkes det ham efter en hel dags forfejlede stenkast at få ram på en ryle, en strandryle. Denne førstefangst deler enken mellem dem alle. Næste dag er det to ryler, osv. De ægtepar, der har smidt drengen ud, ærgrer sig grusomt, og det gør de hver gang han herefter vender hjem med en ny førstefangst: ryper, en lille netside fra en våge langt ude i isen, så en sortside, en større sortside og derefter dagligt to sortsider. Da han begynder på vågefangsten er hans løbetræningskammerat forsvundet, og til denne fangst låner han redskaber af sin stedbror, der skærer dem ned i størrelse.

En dag ude ved vågen overfalder en snestorm fra indlandet ham. Ude af stand til at se havner han langt sydpå, fordi vinden ubemærket er drejet om i syd, og han holder retningen mod vinden (mod østenvinden ville han således være nået stik hjem). I hus her i syd sulter man og han giver dem sin ene sæl. Det var rart, siger plejemoderen, der selv altid deler al mad ud: Således vil du blive ved med at fange.

I den sidste episode angribes han ude på isen af en stor isgroet bjørn, der forfølger ham til et isbjerg, hvor han løber rundt og rundt med bjørnen efter sig. Han er dog hurtigst og kan hugge sig en hule ud i en del omgange, gemme sig der og bombardere samme sted på bjørnens isdække med isstumper, hver gang den løber forbi. Til slut er der hul ind til pelsen, hvor han kan ramme den med lansen og få has på den.

Hjemme igen med et stykke af kødet inviterer han alle de stadig ret afkræftede fæller til at følge sig ud til parteringen næste dag. Flere sniger sig derhen om natten. Dem finder man døde undervejs derud næste dag.

Alle de andre mindre grådige redder den forældreløse således fra sultedøden.

Var.: Iteqitilik; (den forældreløse dreng der redder hele bopladsen med sine småfangster er et yndet motiv).

Kommentar: Den kajakløse løbetræner skildres som en husfælle, men da han jager fugle sammen med den forældreløse og det kun er drengens bytte, der bliver delt ud, er løbetræneren snarere en landånd, der bor i nærheden, og som åbenbart ikke skal nyde noget af at komme med ud på isen. Det er typisk for landånder i Østgrønland at de aldrig vover sig ud til havs. Og såvel i Øst- som Vestgrønland kaldes indlandskæmperne de 'kajakløse'.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 179.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 202 - 203: Oqaluttuaq ilumoortoq.

Oversættelse i Rink 1866-71, I: nr. 85: Den store bueskytte hævner sig på Serquilissaq / Seqquilisaq.

Resumé:

En familie fra Sydgrønland rejser nordpå og slår sig ned på en boplads, hvor mændene under en isbjørnejagt dræber manden. Morderen, Seqquilisaq giver den myrdedes lille søn kniven ved hjemkomsten og meddeler ham drabet. Drengen siger intet til sin mor. De får lidt mad at overleve på af andre på slutningen af vinteren og rejser så atter sydpå, hvor drengen forsyner moderen med lidt ryper og med årene får trænet sig op til en habil bueskytte. Velvoksen tager han tilbage med sin mor nordpå. Her finder de kun morderen med sine to koner tilbage på bopladsen, og da det en morgen lykkes den unge mand at komme først op, udfordrer han morderen, der får skudt alle sine pile af uden at ramme, og selv bliver ramt meget præcist af to pile på vej ind i husgangen. Derefter fortæller den unge mand sin mor om baggrunden for hævnen. Senere møder de deres fjender længere mod syd under en renjagt ved Isortuarsuk-fjorden (bifjord til Nordre Strømfjord), hvor en af fjenderne, en tosse, opfordrer den unge mand til at ramme sig med bue og pil. Han vægrer sig, men opfordringerne kommer også fra de andre, der ikke tror, at han kan ramme. Det gør han så, tossen falder død om på stedet, og imponeret af den unge mands træfsikkerhed beslutter hans fjender at undlade hævnen og slutte fred. Den unge mand tager hjem og dør i høj alder uden at være blevet såret.

Efter sigende har det høje fjeld ved Isortuarsuup Tasia været kaldt Pisissaarfik, bueskydningsfjeldet.

Hist.: Rink understreger i sin note til fortællingen, at dette Pisissaarfik ikke skal forveksles med det andet i Godthåbfjorden, - som er knyttet til en fortælling om krigen mellem qallunaat (nordboere) og kalaallit (grønlændere). Selve episoden er dog ganske den samme og tyder stærkt på, at den har været en del af fortælletraditionen længe før, man hæftede den på den krig med nordboerne, som Egederne beskyldte grønlænderne for at have yppet. Se / søg på Kleivan 1982, og Thisted 2001: on Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser..

Blodhævn.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 120 ss. 625 - 626.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 340 - 341: Oqalualaarut Erluaraliimik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 77 - 78.

Resumé:

Erluaraleeq er jævnt hen til grin, dels fordi hans endetarm, i overensstemmelse med hans øgenavn, har det med at falde ud, og dels fordi han fanger med høj hat på og i øvrigt er en elendig fanger.

Bopladsen har en herre, der bestemmer over al fangst, og selv skal være den første, der rammer et dyr man forfølger i flok. Erl. bliver hver gang opfordret til at være med, og han deltager gerne selv om hans fangstpart sjældent bliver andet end en stump endetarm af dyret. Under fangsten smigrer fangerne ham med, at han må være den første til at nedlægge det forfulgte dyr. De ved, at det hverken kan eller tør han. En dag må han under fangsten i land og skide. Hans endetarm falder ud, han kan ikke får stoppet den ind, skærer den derfor af og anbringer den på sin stævn, som om det var en fangstpart. Hjemme lægger han sig, skal ikke nyde noget af den lækre endetarm, som konen koger og mæsker sig med. Han røber at det er hans egen, hvorpå først han dør og derefter konen - af skræk.

Var.: Ingen i denne bases fortællinger. Den stærke der bestemmer over fangsten og kun giver bopladsens marginalpersoner en en stump tarm som fangstpart kendes fra fx Kunuk.

Hist.: Det sociale miljø er taget fra traditionel overlevering, men der spilles på forskellige betydninger af endetarm, der muligvis også associeres til mandens høje hat. Illustrationen viser, at det er en europæisk høj herrehat. Er det kolonisternes selvbestaltede autoritet der er skydeskiven hér?

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 180 ss. 637 - 639.

Kort dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 147,

ss. 335.

Endnu kortere på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 108, ss. 451: The Bird's Cliff.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: Taama allattunga, Aron, 1999, I: 204: Oqaluttuaq inuk.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Fortællingen om Inuk.

Far og søn plejede at tage ud på fangst mod vest uden

for kysten. En dag de var ude, så de en kajak, en stor kajakmand, komme.

Da de så kajakmanden, tog de flugten og kajakmanden forfulgte og halede ind på dem. Så roede de hen til et stort isfjeld. Da de kom hen til

den laveste del af isfjeldet, huggede de trin og kom op på det. De halede kajak- kerne op på isfjeldet. De var lige nået derop, så kom kajakmanden og

var straks på vej op af kajakken.

Han var kommet op samme vej som de selv var kommet. Så stak

de ham med deres lanser i begge skuldre ('ersserssuisigut' - Rinks tilføjelse: skuldre. chr.b) og skubbede ham ned i vandet. Lige før han

forsvandt under vandet, vendte han ansigtet mod nord og mod syd i retning af

'silap isue' (Rinks tilføjelse: 'horisonten' - måske snarere:

verdenshjørnerne. CB. Nok snarere horisonten: himmelrummets ender, BS) og spyttede flere gange.

Hurtigt kom de ned i deres kajakker og roede indefter. De havde dårligt forladt isfjeldet, så groede der en tåge frem og den voksede hurtigt. Tågen blev tættere og tættere. De roede nu i det åbne hav og de kunne ikke finde frem til land. Langt om længe, da de var ved at sulte ihjel, fik de øje på land. De roede videre og så et hus.

Det fortælles, at faderen var en stor åndemaner / angakkoq. De gik i land neden for husene og gik op. Inde i huset var der sorte mennesker, der stod på gulvet i den ene ende af huset. I den anden ende lutter lyse mennesker. Da gæsterne kom ind, tog de sorte imod dem og bød dem sidde ned på sidebriksen. En af dem sagde:

"Skaf noget mad". En anden gik ud og lidt efter kom han ind igen, slæbende med

noget, som han næppe kunne bære. Han serverede det for dem. Sønnen

ville straks lange til maden, men faderen sagde: "Det her er lort" og han

fortsatte: "Den slags spiser vi ikke, for sådan er vores afføring" ('anarisa-

ratsigit'. Chr. B.). Så blev det båret ud og en af dem sagde: "Byd på nogle

ammassætter". Der blev sat noget mad frem og sønnen skulle til at lange til, så

sagde faderen til ham: "Det er grene" ('orpigarssuarnik - buskads. chr.b) og han

fortsatte: "Den slags bruger vi til brændsel, vi spiser dem ikke". Til sidst

blev den, der bød dem noget at spise, vred. Deres husfæller sagde til gæsterne:

"Kom herhen". Da de kom og satte sig ned, var der én, der tog noget under

briksen og han satte en laks frem for dem. Faderen sagde til sønnen: "Spis nu".

Efter at de var kommet i gang med at spise, sagde den, der gav dem noget at

spise: "Lad den sjove ('tivsinaq'. chr.b) komme ind. Smilet kommer frem, når

den klovnen indfinder sig". Straks trådte den morsomme ind med

de langhårede bukser snøret helt nede ('qardligssuit torssusôrujugssuit

ungernere samale'. chr.b - = hollandske bukser? bs). Da han så gæsten, sagde

han: "For lang tid siden har denne svedet mit næb og drejet det til siden - for

længe, længe siden." Den sorte, som ellers var blevet vred, gav sig til at grine og begyndte at fortælle: "Ititivissuaq og jeg var i går ude på fangst. Før

Ititivissuaq roede til for at kaste harpunen, roede jeg til og kom skam først, men så gik benkanterne på min åre løs.

Så gik gæsterne ud. De havde altså været på besøg hos ravne og måger i en klippehule. De havde troet, at klippehulen var et hus, at ravnene og

mågerne var mennesker, fordi de kunne forstå deres sprog. Den der blev kaldt Tivsinaq / Tissinaq, den sjove, viste sig at være en falk.

Da kajakmændene roede ud, fløj ravnene og mågerne ud fra klippen. Falken

fløj og netop som den for fuld styrke ville slå ned på en masse

edderfugle, der lå på vandet uden for stranden, fløj en ørn op og advarede

edderfugleflokken: "Kunngunnaarsuk er ved at slå ned på jer". Da nu alle de

mange edderfugle dykkede ned, vendte falken sig imod ørnen og sagde: "Nu har Ititivissuaq løjet igen".

Kungannaarsuk var falken (Kissaviarsuk. chr.b) og Ititivissuaq var ørnen

(Nattoralik. CB). Slut

     Albrecht Beck.

Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. De fleste versioner er langt kortere og uden indslaget med den morsomme falk.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 132 ss. 674 - 676.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 380 - 381. Oqaluttuaq erneriinnik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, II, nr. 58.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 158 - 160

Resumé:

Både faderen og hans søn er stærke fangere, der klarer den kraftigste storm i kajak, men en dag de er ude i blikstille vejr, og faderen hører et fjernt Naa, Naa, bliver han klar over, at der er såkaldte kanofolk i nærheden. En ung kanomand kommer padlende og optager forfølgelsen af dem begge. De ror som gale indefter, men sønnen sakker hele tiden agterud, og til sidst må de søge tilflugt under en isskodse. Sønnen springer ud af kajakken, op på isskodsen og forfølges snart til fods af den unge kanomand over isflagerne. Dennes kanofar kommer nu padlende og overtager forfølgelsen, mens hans søn smider sig dampende på maven og puster ud. Da det lykkes kanofaderen, efter nogen tids søgen, at forcere en bred revne mellem isflagerne, som den forfulgte allerede en tid før er sprunget over og derfor næsten er reddet, bliver den forfulgtes far gal. Han nærmer sig forsigtigt den dampende kanosøn og harpunerer ham, og han dør med et mægtigt knald. Den dødes far hører knaldet, farer tilbage for forgæves at genoplive ham, mens den forfulgtes far får skubbet kanoparrets to kajakker langt ud i vandet og kommer ombord i sin egen. Far og søn ror af alle kræfter mod land i blikstille, men faderen ved at kanomanden, der nu ingen vegne kan komme, vil hævne sig med storm. Den fremkalder han ved at blæse i et lille sort rør, som han har i skaftet på sin kamik. Far og søn når dog hjem via bopladsens nærmeste ø i god behold.

Var. Brødrene, Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind I, nr. 20, s. 358. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.

Kommentar: Kanofolkene er en slags sælmennesker, enten qajariassat (som hér) eller umiarissat, men grunden til at deres fartøjer traditionelt oversættes ved kanoer, skyldes at de ingen bagstævn har og skulle være betrukket med birkebark. Se Rink 1866 - 71, Eskimoiske Eventyr og Sagn. bind II: 188.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 138 ss. 696 - 697.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 396 - 397: Oqaluttuaq kissaviarsummik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 155 - 157.

Resumé:

Nogle sydlændinge på rejse nordpå overvintrer på en boplads, hvor folk om sommeren tager ind i fjorden på rensdyrjagt. Sydlændingene bliver ude ved havet. Fællerne kommer ikke tilbage, hvorfor sydlændingene næste sommer tager ind i fjorden, og finder teltene, men ikke et menneske. Familiefaderen går ind i landet, finder en ur under en klippe og alle de blegede knogler af fællerne mellem stenene. Oppe på skrænten finder han en rede med kæmpefalkeunger, som han slår ihjel. Deres mor kommer senere flyvende med to rener i næbbet. Dem smider den og forfølger ham, der må søge tilflugt i en hule under en sten. Kæmpefalken hugger sig ned gennem stenen. Manden flygter uden mulighed for at skjule sig. Falken er over ham, og han smider sig på maven, men falken river rygstykket af hans pels, og kommer senere tilbage. Denne gang bliver det forstykket. Manden er så nået på råbeafstand af familielejren, hvor man farer til hjælp med hujen mod falken, der tager flugten.

Var.: Falken; Iserfik; Fortælling om en falk;

Episoden dukker oftest op i fortællinger om sørgende efterladte, der søger adspredelse i indlandet.

Hist.: Traditionel fortælling.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 240 ss. 954 - 962.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 309 - 313: Oqaluttuaq nukariinik.

Resumé i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 41 ss. 143 - 147

og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 26 ss. 208 - 214: The lonely Brothers.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972

Resumé:

To brødre bor alene og må klare alt husarbejde selv, men en dag de kommer hjem fra fangst ser de en unge kvinde inde på land. Den ældste løber efter hende, men hun undflyr. Så den yngste, der får fat i hende, fordi, som hun senere forklarer: hans tanke / vilje/ isuma, var ikke snoet som storebroderens. Trods hendes erklæringer om at ville blive hos dem er brødrene meget bange for at hun skal forsvinde igen. Det gør hun allerede, mens de ror hjem med hende, men da de når hjem sidder hun uden for teltet og ordner deres kamikker (et godt tegn på at hun vil blive, BS), og hun har allerede kogt kød og sat det frem til dem. Efterhånden tør de tage længere og længere ud og være længere og længere tid borte på fangst. Men da hun har født sin mand, lillebroderen et barn, blir hun underlig. Det viser sig at være af længsel efter at hendes mange brødre skal se den lille. Mand og svoger opfordrer gladeligt til en fælles tur til hendes brødre, der viser sig at bo langt, langt mod øst ved et andet hav (måske Østkysten?).

       En lille dreng der er ude med sin bedstemor, der spænder skind ud til tørre, genkender fasteren på lang afstand. Hun har ladet mand og svoger vente bagude. Men bedstemoren svarer hver gang vredt, at han godt ved at faster forsvandt ud af bagvæggen dengang alle mændene sloges om hende. Endelig ser hun op og genkendelsens glæde er stor, også med brødrene og hele bopladsen. Mand og svoger bliver vel modtaget og straks inviteret til at trække krog med svogrene. De trækker først krog indbyrdes med den ældste som uafbrudt sejrherre. Hvorefter den kvindens svoger, storebror, overvinder denne kraftkarl i et par snuptag.

       Om vinteren tager kvindens mange brødre på fangst langt ude på isen ved en våge, der holdes åben af alskens fangstdyr. Næste dag følge gæsterne, de to brødre, med dem ud og er meget, meget langsommere end svogrene under hjemturen. Svogrene finder dem sølle. Men næste dag tager de to revanche ved både at fange et par storsæler hver og - ved at løbe i en bue langs horisonten uden om værterne på hjemvejen - at komme hjem længe før dem. Deres fangst er både blevet kogt og tørret helt ind, inden de mange brødre når hjem, men alt er igen idel fryd og hyggeligt samvær.

       De to gæster længes hjem og ber lillebrors kone om at vælge hvor hun helst vil være resten af livet. Hun vælger at følges med dem hjem, og de hører aldrig siden noget fra hendes familie i øst.

Hist.:  En yderst fredelig fortælling, der dog overholder de traditionelle fortællingers regel om, at rigtige mennesker og "de anderledes" ikke blander samfund, selv om der her øjensynligt er tale om rigtige mennesker både i vest og øst. Afspejler måske integreringen af indvandrede sydøstgrønlændere, som Kangeq-befolkningen hovedsagelig nedstammede fra.

Kommentar: Ifølge Kirsten Thisted videregående tolkning af huset som en moderhule med husgangen som dens vagina, bliver bagvæggen, hvor liget kan tages ud, identificeret med anus. Denne tolkning stemmer fint overens med den østgrønlandske opfattelse af anus som tarneq - sjælens ud- og indgang. I Vestgrønland møder man udertiden den opfattelse, at tarneq slipper ud og ind gennem fodsålerne.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 239 ss. 951 - 954.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 307 - 308: Oqaluttuaq utoqqannguanik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 143 - 146.

Fyldig oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 74.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 58, ss. 330 - 333: The old Men's revenge.

Resumé:

To ældre mænd med hver sin søn kan lægge fangsten på hylden og nyde livet, da deres sønner er blevet dygtige fangere, der kan klare sig i alskens vejr, altid fanger sammen og altid kommer hjem med fangst. Den ene fader lader sine fangstredskaber forfalde.

       En skønne dag bliver begge sønner myrdet af en massemorder nordfra, som fædrene så bekvemmer sig til at forsøge at hævne sig på. Den våbenløse laver sig en kluntet fuglepil med spids af en flækket lårbensknogle af en sortside og med en sidegren af dens ribben.

       De ror langt mod nord og derefter ud på udhavet (udenskærs), hvor de skærmet af solen kommer tæt ind på den store morder, der med solen i øjnene først opdager dem, da ene har kastet, men for sent. Den anden med fuglepilen skælder ud: hvorfor kastede han ikke før, da lejeligheden var der. Men ham med fuglepilen kaster så, og den ter sig ret besynderligt: skifter retning og vender om, og rammer så morderen præcist. De slæber kajak med lig ind mod kysten, hvor en af morderens døtre får besked om årsagen til drabet, og hun spiller både indforstået og imødekommende med invitationer. Da hun tilmed lægger sig nøgen på ryggen i strandkanten er den ene gamling med et stort smil parat til at ro ind. Men den anden advarer ham. I vrede splintrer kvinden en konebådsstøtte til smul i sine bare hænder, og da får de gamle travlt med at flygte. De når hjem og får nogenlunde fred i sjælen.

Hist.: Som en fortælling om blodhævn er denne i gammel stil, hvor drab blot gengældes og ikke fører yderligere gengældelser med sig. Se Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 238 ss. 936 - 939.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 306: Oqaluttuaq Mannimmik.

Resumé:

Kun indledningen til fortællingen eksisterer i denne håndskrift:

M. drager nordpå (med familie) til ubeboede egne, hvor familien må overvintre. Tager selv senere yderligere længere mod nord, hvor han får øje på et hus, der virker forladt ....

Var.: Savinnguarniaq; Gravene er de dødes hus; Mannik; De mange brødres eneste søster, som blev gal;

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 116 ss. 347 - 351.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 60.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, I: 179 - 181: Oqaluttuaq itsarsuaq inunnik imaattunik.

Resumé:

En fanger har sin yndlingsfangstplads i udhavet, hvor han altid fanger godt. En dag er en kajakmand fra nabopladsen i nord derude og snakker og snakker, så fangeren først sent får fanget og ror hjem. Næste morgen prøver han at komme først derud, men den fremmede er der allerede, og igen står mundtøjet ikke stille på ham. Tredje dag er han der også, men siger først noget hen på dagen, og fjerde dag slipper det ud af ham, at konen er syg, og hvis han ikke møder op næste dag, er der nok sket noget. Det er der så, og fangeren tager næste dag igen på besøg, hvor den fremmede, i sorg over sin døde kone, dræber gæsten. En enkes søn sliber et blad på sin foldekniv og stikker morderen ihjel, hvorefter alle geråder i slåskamp med hinanden, og enken med søn og lille datter smutter ud af et vindue og ind i et skur. De øvrige udrydder hinanden alle til hobe, familien i skuret overvintrer dér, lever længe af forrådet og til sidst af enkens tørrede ammassætter og lidt spæk i små sulterationer. Så en dag ser sønnen frostrøg fra en våge langt ude på havisen og kommer hjem med en hvidhval. Under flænsningen får pigen frost i fødderne af hvalblodet, der er væltet ned i kamikkerne, og da hun endelig får lov at gå ind, falder hun om med knækket ryg. Men broderen, der først nu åbenbarer sig som angakkoq / åndemaner / angakok, vækker hende til live igen under en seance.

Var.: Episoden med slåskampen, hvor alle udrydder hinanden, forekommer i enkelte andre sagn.

Sideløbende dansk oversættelse, der næsten enslydende, men med

afkortet slutning også er trykt i 1866-71, I, nr. 40, s. 142 - 143.

Orig. håndskr. findes ikke længere.

NKS 2488, II nr. 68 er en seminarieelevs afskrift.  

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 17v - 18v.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 42, pp. 264 - 265: About the Children of two Cousins.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 270. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999:

Taamma allattunga, Aron, I: 270: Illoriit.

Resumé:

To fætre med hver sin barnløse kone overvintrer sammen og ved sommerens begyndelse aftaler de at kappes om hvem, der først gør sin kone gravid. Den ene, der holder sommer med sælfangst, får en søn, og da han efter en tid vender tilbage til fætteren, der om sommeren driver renjagt, har denne ikke fået børn men opfostret en renkalv. Mens kalven og fætterens søn leger sammen og slås for sjov, men da drengen ikke kan klare sig og græder, dræber drengens far kalven med en pil. Kalvens fosterfar blir fortvivlet, dræber sin fætter, og den dræbtes søn rejser langt bort. Da han senere er blevet meget stærk og kommer tilbage, er farbroderen død. I stedet rejser den stærke nevø langt af led for at opsøge en rygtbar stærk mand, der stjæler andres koner. Denne stjæler også den nysankomne gæsts kone, men bliver dræbt af gæsten i en tvekamp. Alle berøvede mænd får deres koner tilbage.

Var.: Lyberth Igdlorik

En lidt kluntet eller temmelig kortfattet sammenstykning af flere hyppigt brugte episoder: De to fætre (Lyberth Igdlorik), en sælfanger og en renjæger, der bliver uvenner (ligfedt). Eller der kappes om at få dygtige sønner (Ulorpanna). Om dyr der opfostres hos mennesker men ikke kan integreres i samfundet (gift med en ræv). Og om helten der drager ud og nedkæmper en asocial stærk mand: (Kunuk; Ungilattaqi).

Kort dansk resumé s. 117 - 118.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 268. eksisterer ikke længere.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 93.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 230 - 231: Ikermiut-boerne. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 230 - 231: Ikermiormiunik.

Resumé: Der forlyder intet om, at Ikermiut-boerne (på småøer ud for

Paamiut) havde fjender, men til gengæld om deres dygtighed i

kajakroning i alskens stormvejr. Om deres stærke mand der fortælles

endog, at han gerne roede helt til nallermiuts fangststed 6 mil fra

Paamiut, blot for at høre nyt fra dem, og hjem igen samme dag, hvor

han roste nallermiuts evner i roning. Ikermiut-boerne opdrog da også

deres drenge fra små i kajakbalance ved at sætte dem på skamler, der

var spidse for neden, mens de spiste. I begyndelsen væltede de for at

godt ord, men efterhånden lærte de at holde balancen.

Engang nogle sydlændinge lagde op på Ikermiut, ville den stærke mand

vise dem sine evner ved at ramme en islom med en vældig fuglepil.

Pilen vendte rundt i luften og ramte ikke. Sydlændingene håner ham.

men i næste kast, der også vender i luften, men foran fuglen, strejfer

den ryggen og slår hovedet af fuglen. Sydlændingene siger ikke et ord

mere.

Hist.: Formentlig en fortælling med en historisk kerne.

Yderst kort resumé i oversættelse s. 114 - 115.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 265 eksisterer ikke længere.

Oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 9 er sammensat af 3 varianter, men følger Arons variant bortset fra indledningen. Samme version i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 6, ss. 119-123:

The Friends.)

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 137 - 139: Bedstevennerne. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivningnugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 137 - 139: Oqluttuaq ikinngutinnaariit.

Resumé:

To mænd, der er allerbedste venner, bor på hver sin boplads.

Hver vinter besøger de hinanden med få dages mellemrum. Om sommeren

går den ene på renjagt og lader altid talgen sidde på en hel uparteret

ren men lodne horn til sin ven. Den anden ven fanger sortsider og

gemmer dem hele hen. Straks renjægeren kommer hjem besøger han vennen,

den først beværter ham med lækkert kogt sælkød og om aftenen i heden

fra lamperne med en hel frossen sæl til at køle sig ved.

Næste dag inviteres han over til vennen og beværtes på samme vis med

renkød og den hele ren som køle-mad.

Et efterår bliver renjægeren så længe borte på sin jagt, at vennen af lutter længsel bliver så vred, at han beslutter at skade sin ven. Da denne endelig kommer med den undskyldning, at det var jagten efter en ren med lodne horn, der

sinkede ham, har sæljægeren smurt ligfedt på den ene side af

kølemaden. Men renjægeren advares af noget (sin hjælpeånd) under

briksen, der støder til ham. Han går ud for at tisse og ånden

fortæller ham ude i husgangen om den forgiftede mad.

Inde igen vender han kødet rundt, spiser dygtigt, men bliver dog lidt

syg, fordi kniven har strejfet ligfedtet en enkelt gang.

Han behandler så vennen på samme vis med ligfedt smurt på køle-maden,

men da denne ikke advares af nogen og spiser sig halv fordærvet får

han mavepine og tager syg hjem. Renjægeren træffer i mange dage ikke

sin ven, når han er ude på fangst, og besøgende fra vennens boplads

fortæller at han er blevet sindssyg og vil æde dem.

Renjægeren besøger af længsel sin ven, der bekræfter forlydendet og

jager sin ven for at æde ham. Denne slipper med nød og næppe bort og

hjem, fortvivler, men trods husfællernes advarelser, besøger han endnu

to gange vennen, der første gang jagter ham rundt i huset, ned til

kajakken, og nær får tag i ham, og anden gang sidder død i en hule,

som renjægeren lukker og dermed begraver sin bedste ven.

Var.: Mange, søg på: ligfedt.

Tolkning: Arons variant er den eneste af alle varianter, der tydeligt

begrunder sælfangerens onde handling, nemlig med en skuffet længsel efter

vennen. Dermed bliver også moralen tydelig: Det er ikke sundt at holde

så meget af et andet menneske, at kærlighed slår om i had ved mindste

foranledning. De to er ganske enkelt alt for gode venner.

Om den ideale sindsligevægt, se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere) under "Opdragelse".

Resumé / parafrase (replikkerne er direkte oversat) ved Kirsten Thisted:

Små forældreløse, der kun levede af at gå på rypejagt

Nogle små forældreløse levede på en boplads med mange mænd. De små gik hele tiden på rypejagt, og de fik rigtig mange ryper. Når de kom hjem, kappedes hele bopladsen for at få del i udbyttet. Men pludselig var der ikke flere ryper. De små gik af sted endnu længere væk til steder, hvor de aldrig havde været før, men stadig fandt de ingen ryper. Nu manglede bopladsfællerne den gode smag af ryper, de før havde været vant til.

Engang de tog ud på rypejagt, gik de næsten hele dagen uden at se noget. Men så ved den tid, hvor de måtte forvente, at mørket ville falde på, inden de nåede hjem, fik de udsyn over en stor slugt. Dernede i bunden så de noget, som ikke så ud til at være en sten. Da de kom nærmere derned, gik det op for dem, at det var et hus  her hvor man ikke skulle forvente, at der var noget hus. De gik derhenimod og kom nærmere. Da de så nøjere på det, opdagede de et udluftningshul oven på huset. De kravlede op og kiggede ned gennem hullet og opdagede en lille dreng, som sad midt på gulvet og legede kajakmand  han brugte en kammiut / støvlestrækker som åre og et bræt som kajak.

Da de havde kigget på ham en tid, spyttede den ene af dem ned, så det sagde Sjask ved siden af ham! Han blev forskrækket og kiggede op, men de skyndte sig at rykke væk, så han ikke så dem.

En tid efter kiggede de ned igen og så, at han var faldet til ro og havde genoptaget sin leg. Den anden samlede sit spyt og spyttede derned. Og lige som han var ved at tage et åretag, ramte spyttet hans pagaj, så det sagde Sjask!

Nu gik de ind og fandt ham henne i hjørnet ved den bageste væg, grædende. Da de kom ind, sagde de til ham: "Du er alene du lille, det er derfor vi er kommet for at være sammen med dig, kom nu bare ud!"

De tog nu huset nærmere i øjesyn og opdagede, at alle væggene var betrukket med rensdyrskind og oven på dem igen ræveskind, hvide og blå. Den som boede alene her, måtte være en meget dygtig fanger. De spurgte drengen: "Bor du her helt alene?"

Så svarede han: "Nej min mor tog af sted tidligt i morges, og hun er ikke kommet hjem endnu!"

Hen på eftermiddagen begyndte han med mindre og mindre mellemrum at kigge ud. Engang han kiggede ud, sagde han: "Nu kommer hun tilsyne dernede fra syd, som sædvanlig!"

Da de kiggede ud, opdagede de, at hun havde en stor byrde på ryggen. Da hun kom nærmere, kunne de se, at det var alt sammen ræve. Det gav et ordentligt bump, da hun lagde byrden fra sig derude ved siden af husgangen. Man kunne høre hende på vej ind, og så kom hun ind: en ung, meget smuk kvinde.

Hun sagde: "Efter at jeg tog af sted i morges og lod den lille stakkel alene, så har I været sammen med ham  har de ikke fået noget at spise endnu?"

Hendes lille søn sagde: "Nej, de har ikke spist endnu!"

Så gik hun ud og kom tilbage med tørret rensdyr og rævekød som var helt hvidplettet (af talg). Da hun satte det ud, begyndte de at spise. De havde godt nok aldrig prøvet at spise tørret rævekød, men det prøvede de så nu, og det gav en knirkende lyd, når man tyggede det.

Da de havde spist, begyndte sønnen at hviske noget til sin mor. Moderen sagde: "Han vil så gerne have jeres ene sæt pile, hvis I altså ikke alt for nødig vil af med dem!"

De gav ham dem, og han blev meget glad. Så sagde moderen: "Når I tager af sted i morgen, skal jeg nok betale dem. Nu må I først sove i fred og ro!"

Da de havde sovet og skulle til at tage af sted om morgenen, fulgte moderen dem ud. Da de kom hen til det ene udhus, så de, at det var fyldt til loftet med renskind og ræveskind. Efter at de havde fået renskind, kom de hen til det andet udhus og opdagede, at det var fyldt til loftet med tørret rensdyrkød og rævekød. Med dette betalte hun dem, idet hun fyldte alt det der kunne være ind i skindene. Deres byrder blev så tunge, at de næsten ikke kunne bære dem.

Da de skulle til at gå af sted, sagde hun: "Herefter må der ikke komme nogen for at  sælge pile!"

Mens nu bopladsfællerne var begyndt at blive urolige for dem, så på den anden dag efter at de var gået, begyndte man at råbe om nogen, der kom med noget på ryggen. Der blev stor opstandelse, for de troede, at de kom med en masse ryper. Men hvad var det dog, de havde på ryggen? Til sidst kunne de se, at det var skind som var rullet sammen om noget, og da de nåede frem, opdagede de, at det var tørret kød af ren og ræv, som var rullet ind i skindene. De spurgte dem: "Hvor har I dog fået det fra?"

De sagde: "En lille dreng, som var søn af en, der ikke var noget almindeligt menneske, har fået det ene sæt af vores små pile, og dette er betalingen!"

Så sagde en af dem: "Lad også os tage hen for at sælge pile!"

"Da vi skulle af sted, sagde hun: "Der må ikke siden komme nogen for at sælge pile!"

De andre var imidlertid blevet grådige efter al denne mad, og selv om de forældreløse ikke ville, turde de ikke andet og gik med alligevel. De gik af sted, og til sidst kunne de se hendes boplads. Men det var som om der slet ingenting var! Ikke det mindste stykke mur var der, der hvor hendes hus havde været, bare et svag ujævnhed efter det. De to forældreløse sagde: "Deroppe var der ellers to udhuse!"

Så gik de derop, men der var heller ikke andet end en svag ujævnhed.

Da de så ikke kunne finde ud af, hvor hun var gået hen, gik de bare hjem. Da de kom hjem, tog de to forældreløse aldrig siden så langt bort på rypejagt.

Slut. Hintrik.

Teksten er underskrevet af Hendrik, men håndskriften er Arons.

Var.: Juua fortæller denne næsten enslydende: De små forældreløse, side 162 - 164)

Hist.: Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Kort dansk resumé s. 113 - 114.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, II, nr. 264 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 61 - 66 med et dansk resumé ibid. s. 113 - 114.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, I, nr. 114.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 175 - 178: imaneq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 175 - 178: Imanermik.

Resumé: Imaneq er en stor og yndet åndemaner i Pisuffik. Folk strømmer

til hans seancer fra hele omegnen, og han helbreder alle, der bliver

syge.

Engang deres barnepige bliver syg, lykkes det ham dog ikke at helbrede

hende. Hendes time er kommet. I. overholder sørgetabuerne i fem dage

sammen med fællerne, og den sjette dag tar de på fangst og spredes på

havet. Pludselig dukker den smilende havmand (Qungussutariaq) op og irettesætter I., fordi han har de kamikker på han havde på ved begravelsen, og fordi han

ikke straks pigen blev syg, gik igang med at helbrede hende. Disse

overtrædelser skaffer tåge i luften og derfor vil havmanden partere

ham. Det gør han så, godt og grundigt, med en kniv, der ligner en

fuglevinge. Både kajakken fra bagenden til den lille dup på spidsen og

I. selv flækker han på langs, skærer I. yderligere op og sænker

stykkerne under vred brummen. De andre kajakmænd kan intet gøre, tar

hjem og fortæller den skrækkelige nyhed, men familien, der ved at I. er

en angerlartussiaq / en der er bestemt til at vende hjem, lægger blot nye hårede skind på gulvet og tænder lamper på det i forventning om, at han kommer tilbage.

I. kommer til bevidsthed, husker at han blev sønderlemmet, men mærker

at hans døde bedsteforældre støtter ham underneden. De fører ham mod

land og advarer ham undervejs mod at drikke smeltevand af en isskodse,

ellers når han ikke hjem. Tæt ved land lugter han svedent hår og

besvimer. Bedsteforældrene er der endnu, da han vågner igen, og de

fører ham til land ved en naboboplads, hvor han også er ventet. De

lader ham ligge uden ret meget mad og vand i 5 dage, giver ham nok at

spise den 6. dag og bringer ham hjem, hvor man netop har opgivet ham.

Derefter lykkes I.s seancer ikke længere. Et stort lys østfra kommer

hver gang i vejen og blænder ham. Det er frelseren, der har vendt sig

til ham. I. falder ofte i svime, udånder og er en enkelt gang nær gravsat,

men vågner igen og fortæller om forunderlige syner af livet i himlen,

hvor han har fået sangens gave og lært salmer. I. beslutter at lade

sig døbe og opfordrer de andre til det samme. Ialt fire kajakker tar

afsted, det er endnu vinter med islæg, men isen kløves foran dem, og

de når via Kangeq til Nuuk, hvor to melder sig til dåbsforberedelse

hos de danske og to hos de tyske missionærer. I. hos de sidste, hvor

han får navnet Merigiuk. Om foråret bliver alle Pisuffik-boerne døbt.

Var.: Imaneq

Hist.: Pisuffik-bevægelsen kan dateres til 1768.

Ifølge H. C. Gulløv, Arctic Anthropology Vol. 23, 1986, der er en etnohistorisk analyse af begivenhederne, boede der i 1768 to slags folk i Pisuffik, dem nordfra og de andre fra Kangeq hvortil Imaneq hørte. Da Pisuffik snart efter affolkedes, drog dem fra nord til Napasoq og dem fra syd til Nuuk. Der er åbenbart et (muligvis opdigtet) modsætningsforhold mellem de to folkegrupper, der er kommet til udtryk i denne fortællings hævndrab, som den kristne Aron opponerer kraftigt imod.

Kristen påvirkning af et traditionelt tema: For at blive

omvendt må åndemaneren Imaneq igennem en dødsproces til et fornyet

liv, der meget minder om den, der førte til den højere østgrønlandske

åndemanergrad: puulik. Se eksempel i "Fortolkningsmuligheder" på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor. Den forestilling ligger også bag Arons illustrationer til fortællingen, hvor Imaneq har sin fangstblære som pooq over hovedet. Fortælleren er da også fra Kangeq, der overvejende var beboet af efterkommere af sydlændinge med aner i Østgrønland. I Hendriks Kaannarsuarmik kommer denne som angerlartussiaq tilbage med sin fangstblære over hovedet. Aron har set ligheden mellem de to fortællinger.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts afskrift findes i NKS 2488, VI: 9v - 11h.

Trykt med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1859-63, IV: Kaladlit Oqaluktualliait / Grønlandske Folkesagn, ss. 24 - 33, hvorfra Knud Rasmussen har brugt den i en friere oversættelse i:

Rasmussen, Knud: Myter og Sagn fra Grønland, III: 246 - 249: Fjælddværgen Sêrsoq / Seersoq.

Tilsvarende oversættelse i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, I: nr. 116.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 76, ss. 400 - 404: Inuarutligak - whose Christian name was Peter Rantholl.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 267 - 268. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 267 - 268: Peter Ranthol - kuissutaa taaguutaa, inuarulligaq ima oqluttuarpoq.

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

En fortælling om dværgene (Orig. uden overskrift).

En mand med døbenavnet Peter Ranthol, som blev kaldt Inuarulligaq (en dværg), fortalte følgende:

For mange mange år siden boede Inuarulligaqs forfædre i Kap Farvel-området på

et sted, der hed Kutsersarfik. De boede tæt ved menneskene, som de ikke var sky

overfor. Men da en af dværgene blev dræbt af menneskene, flygtede de til et

sted, der ikke var beboet, og tog bolig i huler, som de gravede ned i jorden. De

hævnede sig på menneskene ved at dræbe en af dem, der var ude at gå en tur.

Dværgene søgte efter noget, de kunne bruge som våben. Endelig fandt de et

elletræ på sydsiden af Kutsersarfikfjeldet. Træet lignede et menneske, der lå på

knæ og støttede sig på jorden med hænderne, med ryggen skudt op. Af dette træs

rod begyndte de at lave våben. En del af roden, der var på størrelse med en

knyttet næve, var under jorden. Denne rod lignede kolben på en revolver. Men

spidsen, der dræbte - en sort sten med en rød sten ovenpå - var knækket.

Dværge overalt på jorden fik et sådant våben. Det kaldtes et "pegevåben". De gik

med dette "pegevåben" i hånden, for det kunne være farligt for nogle.

Inuarulligaq blev født dengang, da dværgene endnu var sky for menneskene.

Faderen hed Maleqqi. Den ældste af sønnerne hed Kinaviina, den næste Kuuk, den

tredje Asarfi, den fjerde Sersaq - altså ham, der fortalte historien. Deres

forfædre rejste nordover på et tidligt tidspunkt. Og på et meget senere

tidspunkt var andre taget nordpå over land. Vandringen varede flere år.

Om vinteren boede de i huler, der var gravet ned i jorden, og om foråret vandrede

de videre. På deres vandring mødte de væsener, der havde kroppe som menneskers

mens benene var som en hunds bagkrop. Bue og pile var deres våben. Disse

væsener, der kaldtes eqqillit, var skrækindjagende. Deres lugtesans var som

dyrenes, og de reagerede på lugte, der førtes med vinden. Under vandringen

fangede de et dyr med fem ben, som de kaldte kiliffak (mammut) eller atalik. De

dræbte dyret blot ved at "pege på" det. Skindet var tilstrækkeligt stort til at

beklæde alle væggene i et hus med. Når de havde spist kødet, voksede der igen

kød på knoglerne. Dette gentog sig fem gange, hvorefter de smed knoglerne væk.

Efter et år, tog de af sted igen. For at gøre de store afstande

mindre, trængte de landskabet sammen, idet de lagde sig

på knæ ved siden af hinanden, strakte armene frem hen over jorden og gjorde

bevægelser, som om de samlede noget sammen. Når der havde hobet sig så meget

landskab sammen, at de ikke længere kunne nå over det med armene, gik en af dem

over det sammenhobede landskab, og de andre fulgte efter ved at gå i den førstes

spor. Sådan gik det i flere år. En dag nåede de til bunden af Ikerasassuaq, hvor

der boede dværge og inorutsit (kæmper). Da isen lagde til, gik

de over til den anden side, hvor de indlogerede sig hos andre dværge. De rejste

videre og kom til det indre af Nuusaq. Og her blev de i mange år hos deres

slægtninge.

Dengang var der ingen evig sne/is på fjeldtoppene, og indlandsisen var ikke

nået til Ikerasassuaq. Først da de havde været i det indre af Nuusaq i mange år,

blev fjeldene og Ikerasassuaq dækket af is. Disse dværge havde to forskellige

anorakker. Den ene slags anorak var af den samme størrelse som den, menneskene

brugte, og den anden passede til dværgenes egen størrelse. Når de skulle

transportere noget stort over land, tog de deres store anorak på. Så klaskede de

på sig selv med hænderne og blev hurtigt så store som mennesker (sådan fortalte

en af de store dværge). Når de havde transporteret tingene, antog de igen deres

normale (dværge-)størrelse. Det med at gøre sig mindre foregik på den måde, at

de krøb ind i en klippehule med hovedet mod klippens loft. Så "aflusede" de

hinanden og antog igen dværgestørrelse.

Derinde i det indre af Nuusaq blev den yngste af Maleqqis børn købt af en

åndemaner, hvis kone ikke kunne få børn. Prisen var tre hvalfangerknive, et

stykke af et isbjørneskind og et stykke hvalbarde, der var skåret til

fiskesnøre. Maleqqi beholdt selv bjørneskindstykket og hvalbarden. Han

overlod knivene til de tre sønner.

Når dværgene blev gamle, foryngede de sig ved, at lade sig falde ned ad en stejl

fjeldvæg. Så blev de hurtige til bens som unge mennesker. En sådan foryngelse

kunne gentages fem gange. Så var det også slut. Dødsfald blandt unge dværge var sjældent. De enkelte tilfælde skyldtes sneskred ved forårstid.

Faderen havde altså taget ham med hjem og holdt ham skjult bag ved huset. Da det

blev aften, gik han ind og krøb ind i sin mor, og han forblev dér - endog i hele

babystadiet.

(Der er en del uklarheder i fortællingen. Det allersidste afsnit er mærkværdigt

- Chr.B.)

Var.: Delvis: søg på: pegevåben; Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq;

Hist.: Thalbitzer 1923: nr. 282, ss. 531 - 532, bringer fra Uummannaq i 1904 Martin Mörchs version af en sang om en indlandsdværg, der ruller ned ad en klippeside, muligvis pga. af en lavine. Den ender med udråbet Kong, kong, kong, o-oh. Sådanne dværge kunne genvinde tabt ungdom ved en sådan rulning ialt fem gange. En pan-eskimoisk forestilling, der muligvis hænger sammen med et gammelt livsfornyende ritual. De kunne også klappe sig større, op til menneskestørrelse. Samme forestilling kendes fra både Østgrønland (søg på dværge), og arktisk Canada: Saladin d'Anglure, B. 1986, Études/Inuit/Studies, Supplementary Issue. Se også GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Dværge.

Ifølge Thalbitzer (ibid.) har Rink overvejet om det tilsyneladende ikke-eksimoiske kung, kung ... skulle være iroquesisk.

Thalbitzer ser også en anden forbindelse mellem Ranthols inuarulligaq-far, Malerqe / Maleqqi og nogle versioner af en sang, hvor navnet forekommer og associeres til det højeste nord i Grønland: een fra Uummannaq i 1901, Martin Mörch, og to fra Østgrønland i 1905 - 1906 (Thalbitzer: 532 - 533, 219 - 220: 'The seal's daughter').

Under alle omstændigheder har de seneste udgravninger af sen Dorset i Thule-området, hvor dorset kan have truffet de først indvandrede thule-kulturs inuit (Appelt & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 7, 1999; Appelt, Berglund & Gulløv: Dansk Polarcenter Publication No. 8, 2000), givet fornyet næring til spekulationer over fortællingernes forskellige indlandsboeres mulige sammenhæng med dorset-folk.

Kommentar: Den sidste sætning oversættes af Kirsten Thisted til: "og han var inde i sin mor - lige indtil spædbarnstadiet." Både hun og Chr. B. har her holdt sig til sesminarieelevens afskrift : ilersimavoq. I den trykte udgave (Kal. Oq. IV) står der ilisimavoq, hvorfor Rink oversætter til: "... han havde bevidsthed, mens han var i moders liv, og som et lille barn endog." Steenholdts afskrift har ligeledes ilisimavoq. Thisted nævner denne anden mulighed, der giver god, måske bedre mening, fordi barnet herved har kunnet fortælle om sin tidligere tilværelse som dværg.

Bemærk iøvrigt, at det ikke er en ligetil adoption fra dværge til mennesker. Dværgen skal igennem hele den menneskeskelige fosterudvikling, hvor han (ifølge en udbredt forestilling) næres af sin faders sæd, for at blive et rigtigt menneske. Mennesker og ånder kan ikke blande samfund. BS

Ultrakort dansk resumé s. 107 - 108.

Orig. håndskrift, Rink NKS 2488, nr. 258 eksisterer ikke længere.

Tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 76.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 60, ss. 337 - 341: Inugtujusok.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusoq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 91 - 93: Inuttujusumik.

Resumé:

Ikke langt fra mange brødre bor en enke med en smuk datter,

som den yngste bror forelsker sig i, og ofte besøger. Brødrene blir

endnu venligere mod enken med datteren, som de sørger godt for med

kødgaver. På en nærliggende boplads bor den fæle åndemaner,

Inuttujusoq, der ikke ynder forbindelsen mellem de to unge og lægger

sig på lur i en snehule af den slags man tidligere brugte som

rævefælde. Snehulen, som han må udvide lidt, ligger på ruten mellem de

to kærester, og en morgen, da pigen følger sin elskede på vej, springer

I. frem, truer pigen på livet, hvis hun ikke vil lade som hun

forfølger sin kæreste. Det gør hun så og I. dræber den unge mand.

Pigen siger intet hjemme, heller ikke da brødrene kommer for at

forhøre sig om den yngste bror og bryder hul på vinduerne. Først da de

begynder at nedbryde taget, fortæller hun alt.

I. flygter nordpå af angst for sine fjender. Deroppe får han en søn,

som han opdrager til stærk mand og storfanger. Da sønnen til sidst

kan klare selv de største og farligste dyr, rejser de hjem.

Brødrene, der hører om I.s komme, flytter hen til hans boplads, og en

af dem har lavet et særdeles holdbart bælte af hvalbarder tre håndsbredder bred, fordi han sprænger bælter af remmesælsskind, når han spænder sine muskler. I.opdager at brødrene har slået sig ned på hans boplads og bosætter sig derfor

i stedet på brødrenes plads. Brødrene holder en tid deres hævnlyst i ave af

angst for I.s stærke søn. Men en dag et af deres børn bliver syg,

sender de bud efter I., der kommer i den tro, at brødrene har glemt

hans udåd. Brødrene bemærker, at I. er blevet temmelig gammel. Det

bekræfter han blot. Han bliver godt beværtet, holder seance, og barnet

får det straks meget bedre. Han tager imod invitation til at

overnatte, men da han næste morgen vågner alene i huset, fatter han

mistanke. Næppe er han kommet ud, før han bliver slået omkuld og

dræbt, dog ikke af den bror med bæltet af hvalbarde. I.s søn kommer

farende i kajak med rejst stævn for at hævne drabet, men lader sig

overbevise om at lade hævnen fare, fordi udligningen af I.s drab var

retfærdig. Med en bemærkning om, at en dræbt mand gerne viser sig at

have mange slægtninge (hævnere), ror sønnen bort.

Hist.: Mulig kristen påvirkning: Det traditionelle ideal mht. mord var ganske vist

udligning (Sonne 1982: "The Ideology and Practice of Bloodfeud ...", Études/Inuit/Studies.); men det er formentlig nyt at blodhævnen kan standses ved fornuftige argumenter.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift.

Originalen findes ikke længere. Heller ingen afskrift i Kraghs samling: NKS 2488, VI.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2, ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

Oversættelse i fyldigt resumé ved Chr. Berthelsen:

Manden, der brugte sin mor som fangstblære. (Orig. uden overskrift)

En enke havde en søn og en datter. Sønnen blev blind, og hans mor gav ham ikke noget at spise. Men søsteren gav ham noget at spise i hemmelighed. En dag kom der en isbjørn og stak hovedet ind igennem vinduet. Den blinde bad søsteren række ham

buen, og ved søsterens hjælp skød han bjørnen. Han kunne høre, at han ramte

dyret, men moderen sagde, at det var tværbjælken, han ramte. Moderen og søsteren

flænsede isbjørnen. Moderen ville ikke give ham noget kød, men det gjorde

søsteren i al hemmelighed.

Da det blev forår, lod den blinde sig føre af sin søster til en stor sø. Mens

han lå på ryggen ved bredden af den store sø, hørte han susen. Det var en fugl,

der fløj lige hen over ham. Den anden gang den fløj forbi, rørte den ved hans

ene øje og næste gang igen begge øjnene. Han nåede lige at få et glimt af

fuglen. Det var en rødstrubet lom. Da han gik tilbage til huset, så han et

isbjørneskind, der var strakt ud på jorden ved hjælp af pløkke. Han spurgte sin

mor, hvor skindet stammede fra, og fik at vide, at det var et, der var blevet

efterladt af nogen.

Da hvidhvalstrækket viste sig, sagde sønnen.: Bare man havde en fangstblære. -

Moderen sagde: Brug mig som fangstblære. Sønnen bandt sin line omkring livet på

moderen. - Moderen sagde til sønnen, at han kun skulle harpunere mindre hvaler.

Men da en stor hvidhval dukkede op, harpunerede sønnen den trods moderens

protester, og han skubbede moderen ud i havet. Hvidhvalen og moderen dukkede op

lige efter hinanden, og moderen råbte: Uluga (min ulu), og det gjorde hun hver

gang hun dukkede op. Moderen havde en pels, der var lavet af spraglet sælskind. Hun blev til en narhval og hendes udslåede hår til hvalrostænder. Narhvalen

stammer således fra denne kvinde.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Kommentar: Ned- eller afskriveren har vist sovet, da han forsynede narhvalen med hvalrostænder. Enkelte narhvaler har dog to tænder. Eller måske var han fra et område, hvor man aldrig så en narhval. Håret, der blir til tanden, er netop ikke udslået, men  - som det fremgår af andre versioner - snoet.

This handwritten text is a copy made by a student teacher. The original handwritten text no longer exists. Neither is there a copy in Kraghs collection: NKS 2488 VI)

In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

Detailed summary translated by Chr. Berthelsen:

The Man who used his Mother as a Hunting Bladder (The original version does not have a title.)

A widow had a son and a daughter. The son was blinded and his mother did not give him anything to eat. But his sister gave him food in secret. One day, a polar bear came along and poked its head in through the window. The blind man asked his sister to pass him his bow, and with help from his sister, he shot the bear. He could hear that he had hit the bear, but his mother said that he had hit a crossbeam. His mother and sister flensed the polar bear. His mother did not want to give him any meat, but his sister surreptitiously gave him some.

When the spring came, the blind man let his sister lead him to a large lake. While he lay on his back on the edge of the lake, he heard a whooshing sound. It was a bird flying directly over him. The second time it flew over, it touched one of his eyes. The time after that it touched both of his eyes. He just about managed to catch a glimpse of the bird. It was a red-throated diver. When he went back to the house, he saw a polar bear skin stretched out on the ground, held with pegs. He asked his mother where the skin had come from and was told that it was one that had been left behind by somebody.

When the migrating beluga whales came along, the son said, “If only I had a hunting float.” His mother said, “Use me as a hunting bladder.”  The son tied his line around his mother's waist. The mother said to her son that he should only harpoon small whales. However, when a large beluga surfaced, the son harpooned it in spite of his mother's protests, and then pushed his mother into the sea. The beluga and his mother surfaced (one just after the other) and his mother cried, “Uluga (my ulu).” She repeated this every time she surfaced. The mother was wearing a skin garment made from the skin of a common seal. She became a narwhal and her hair, which was loose, formed walrus tusks. Thus, the narwhal comes from this woman.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Comment: The person who wrote down or copied the story must have been asleep when he equipped the narwhal with walrus tusks! However, some narwhals do indeed have two tusks. Or perhaps he came from a region where narwhals had never been seen. The hair which forms the tusk, is actually not loose, but was  according to the other versions- twisted or wound up.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift. Orig. håndskr. findes ikke.

Steenholdts renskrift af originalen findes i NKS 2488, VI: ss. 20 - 22v.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 53.

På engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 34, ss. 233 - 235: Uvikiaq.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 269. Transskriberet til nugrønlandsk i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 269: Inuit oqaluttuaq Uikkiamik atilik.

Resumé:

Uikkiaq bor i syd og rejser nordpå med kone, søn og to døtre. Sønnen ror hver dag i forvejen. Et sted bliver han dræbt, opdager familien senere efter at have hørt flere steder, at forbidragende folk har sunget om en ung mand de har dræbt. Morderne har anbragt ham på højkant og hængt hans indvolde i panden. Ui. dækker båden med græs og kærdun, gemmer sin kone under den, og sammen med sine to døtre får de has på to unge mænd, der kommer svedige ud fra en sangaften, hvor man netop har moret sig over sangen om mordet på den unge mand. Uik. med familie tar atter sydpå.

Var.: Iviangersuunnguaq; De gamles hævn over deres sønner;

Kommentar: mytisk rejse nordpå (rejserne går ofte nordpå i Kraghs samling fra Aasiaat

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. el. evt. afskrift: NKS 2488, II, nr. 269 eksisterer ikke længere.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, III, 1861: 81 - 83, nr. 15 med et dansk resumé ibid. s. 118.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 214 - 216: Ipiutaarsuk Naparulu.

Oversættelse ved Apollo Lynge (se ndf.)

Ipiutaarsuk og Naparu.

Resumé:

Ipiutaarsuk og Naparutaq er venner, der bor hver sit sted, men (tilsyneladende) er de ofte på fangst sammen. En dag de er ude i kajak opfordrer Nap. sin ven til at de skal kappes. Først gælder det at få sig en kone, så en søn, så at blive angakkoq / angakok / åndemaner. Nap. forlanger sig blot en kone, Ip. tar en forældreløs pige som ingen har krav på. Nap.s kone får en datter, Ip.s en søn. Ip. kender intet til angakkoq-uddannelse, man da han følger sin svigermors råd om at gå indlands og bygge rævefælder - for ræve er bedre at få end ingenting - og finder en god dæksten, der skal graves fri, afsløres et hus med tre trappetrin. Han går forsøgsvis ned, blir angst, går op igen, men befales af en stemme til at gå helt ned. Da vil han få styrke som hele tre åndemanere. På det tredje trin besvimer han, vågner nøgen mens hans døde bedstemor behandler ham og hans døde bedstefar befaler ham at tage hjem. Hans hjælpeånd vil sende hans tøj tilbage, lover Bedste, da han gør indsigelser. Tøjet kommer flyvende: først kamikker, så bukser, så overpels / anorak. Næste dag fanger han en sortside og om aftenen holder han sin første seance med præsentation af sine hjælpeånder uden døre: en stor hvalros og senere tre kajakmænd (innersuit), som han følger med hjem på besøg. De gir ham narhvals- og hvalrostænder. Ingen af dem skal de være bange for, har Ip. beroliget sine fæller med. Nap. kommer på besøg, og Ip. (forud)ser Nap. komme i det fjerne allerede dagen før Nap. tager hjemmefra. Ip. tar så med Nap. til dennes nordligere boplads, hvor de konkurrerer om at vise de største angakkoq-evner. Nap. har tre indlandskæmper som hjælpeånder, der prøver at ramme Ip. med deres løsgjorte arme som kasteskyts. Ip. lader folk gå ud og se sine innersuit komme som tre ildlys, som ingen skal frygte, siger han. Hans (døde?) bedstemor dukker op ved dørtrinnet, hvor Nap. hjælpeånder dræber hende, til stor fortrydelse for Ip.s hjælpeånder, fordi det er hende de plejer at varme sig ved. Da de skilles tager Nap.s hjælpeånder ind i indlandet, mens Ip.s innersuit følger ham sydpå, og minsandten også hans døde bedstemor, der flyver hen over dem med sine lillefingre som vinger. Ip. får status af angakkoq'ernes herre i syd.

Oversættelse ved Apollo Lynge:

Det fortælles, at Ipiutaarsuk og Naparu var gode venner. Engang de var ude på fangst i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få sig en kone." Da de kom hjem, sagde Naparu: "Jeg vil have en kone." Naparu fik sig hurtigt en kone. Da Ipiutaarsuk aldrig havde været i nærheden af en kvinde før, giftede han sig med en faderløs pige, der ikke var blevet lovet bort til anden side. Da de engang var ude at ro i kajak, sagde Naparu: "Lad os kappes om at være den første til at få en søn." Da de kom hjem opdagede de, at Naparus kone havde fået veer. Og det blev aften uden at hun havde født. Næste dag roede de af sted i kajak, og da de kom hjem, fik de at vide, at Ipiutaarsuk´s kone havde fået en søn, og at Naparus kone havde fået en datter.

Da alle kajakmændene var ude at ro i kajak den næste dag, sendte Naparu bud: "Sig til Ipiutaarsuk, at han skal opøve sig til at blive åndemaner, og sig til ham, at jeg kommer på besøg, når dagene bliver korte." Da Ipiutaarsuk ikke vidste, hvordan man uddanner sig til åndemaner, sagde hans flinke svigermor til ham, at det måske nok kunne være lige meget, om han blev åndemaner, men hun rådede ham til at færdes inde på land og langs stranden, og ligeledes til at jage ræve og sætte rævefælder op.

Da han havde bygget sin rævefælde og nu søgte efter en faldlem til den, gravede han foran en stor firkantet stenblok langt ned i jorden. Så så han, at der gik tre trin nedefter, og at der var kulsort dernede. Han ville gå derned, men han blev bange og gik op igen. Så sagde en stemme et eller andet sted fra: "Ipiutaarsuk, gå nu ned, og du vil blive åndemaner med tre åndemaneres kundskaber." Så gik han ned og var ved at træde på det tredje trin, da han mistede bevidstheden. Efter lang tids bevidstløshed, var han ved at komme til sig selv og opdagede, at han var helt nøgen, og da han kiggede frem for sig, opdagede han, at hans bedstemor var der og kaldte ham tilbage til bevidsthed, og at hans bedstefar sagde bagfra til ham, at han skulle forsøge at komme hjem. Ipiutaarsuk sagde: "Jeg har intet tøj på." Bedstemoren svarede: "Din hjælpeånd har taget det; dit tøj vil følge efter dig."

Ipiutaarsuk gik ud for at tage hjem. Så kunne han pludselig høre en kraftig susen i luften, og da han kiggede sig tilbage, så han, at hans kamikker fulgte efter ham. Han lagde sig på ryggen på jorden og fik sine kamikker på. Mens han gik videre, hørte han en stærk susen igen, og da han kiggede efter lyden, så han, at hans skindpels fulgte efter ham; og da han rakte armene frem, fik han den på. Det fortælles, at dette gentog sig tre gange. Da han kom hjem, sagde han ikke noget. Næste gang han var på fangst, kom han hjem med en fuldvoksen sortside. Da han nu var kommet hjem, sagde han, at husets beboere skulle slukke lamperne, og så blev lamperne slukket.

Mens han var i gang med sin åndemaning, sagde han til husfællerne: "Prøv at gå uden for." Da de gik ud, kunne de ikke undgå at se en stor hvalros, der udstødte sine lyde; og da de kom ind igen, sagde de; at de havde set en stor hvalros. Han sagde til dem: "I skal ikke forsøge at harpunere den, for den er én af mine hjælpeånder."

Så sagde han for anden gang: "Prøv at gå uden for," og efter at have været ude, fortalte de, at der var tre kajakmænd på vej til deres boplads. Ipiutaarsuk sagde, at de var ganske fredelige. Da kajakmændene ankom, så husets beboere, at det var tre underjordiske mennesker. Da gæsterne tog af sted igen næste dag, tog Ipiutaarsuk med dem. Da de kom til deres boplads, gav de ham narhvaltænder og hvalrostænder, og da han kom hjem, bar han gaverne op til huset. Da han havde været inde og kom ud igen, så han, at Naparu var på vej sydover for at besøge ham. Da han havde set ham og vidste, at det ville vare et stykke tid, inden han nåede frem, tog han på fangst i kajak, og efter at han var hjemme igen med to nedlagte sortsider, nåede Naparu frem til bopladsen. Da han var kommet, spurgte de ham, hvornår han var taget af sted hjemmefra, og Naparu svarede, at han var taget hjemmefra, da det var blevet lyst om morgenen.

Naparus slægtninge sagde: "Vores husherre sagde allerede i går efter at have været ude, at du var på vej hertil," men Naparu sagde ikke noget. Da Naparu tog hjemefter, fulgtes Ipiutaarsuk med ham, og da de var kommet hjem til Naparus hus, spiste de først, og da det blev aften, begyndte de at mane ånder. Først kom der tre meget store mennesker, og det var Naparus hjælpeånder. Da de var kommet ind, begyndte de at hviske sammen, og da den ældste af dem lod som om han ville harpunere én af de andre, sprang denne fladt ud på gulvet for at undgå at blive ramt. Broderen hentede da sin arm (som han brugte som kastevåben) og satte den på igen. Da den næste skulle til at kaste noget efter ham, væltede han sig bagover, så broderen kastede lige over ham, og kun lige strejfede ham. Nu begyndte Ipiutaarsuk at tale med sine åndemanere (hjælpeånder?) og sagde: "Prøv at gå uden for," og da de kom uden for, så de tre brændende bål. Da de kom ind igen, sagde de, at der var tre bål på vej, hvortil Ipiutaarsuk svarede, at der ikke var noget at være bange for. Da Ipiutaarsuks rare gamle bedstemor dukkede op for enden af husgangen, tog Naparus hjælpeånder hende og dræbte hende. Ipiutaarsuks hjælpeånder kom ind og sagde: "Hvad vil de nu med det rare væsen, som vi søger at varme os hos?"

Efter at de havde været der et stykke tid, og Ipiutaarsuk ville vende hjem, fulgte hans hjælpeånder ham på vej. Naparus hjælpeånder drog af sted ind over land. Mens de var på vej, hørte de en kraftig susen, og da de kiggede op, så de, at Ipiutaarsuks bedstemor fulgte efter dem, idet hun brugte sine lillefingre som vinger. Ipiutaarsuk tog hjem, og da han kom hjem, blev han, dernede sydpå, den største af alle åndemanere.

Nedskrevet af Enok Boasen.

Var.: Tvende Fættere; Ulorpanna. Ulorpannaq.

Vedr. lærlingens initiation søg på: uddannelse til åndemaner og søens troldbjørn.

Hist.: En lidt kortfattet version af fortællinger om angakkoq-konkurrencer mellem folk fra syd og folk fra nord. Ved de store sommerstævner har der givet været angakkoq-konkurrencer, men selve fortællingen har næppe anden historisk kerne.

Moralsk fremhæves den gode angakkoq (Ip.) til fordel for den skræmmende og aggressive (Nap.) og parallelt hermed strand/havånder overfor landånder. Når den sejrende Ip. tilmed tildeles status af 'overangakkoq' ligger der heri en accept af fortidens angakokker.

       Fortælleren, en fanger, der var søn af kateket Albrecht Beck fra Sisimiut, synes ligesom faderen (se Akamelik) at have hørt en del fortællinger i de herrnhutiske grønlænderes versioner. Disse minder i mange vendinger om dem fra Østgrønland, hvor sikkert mange af herrnhuternes sydlændinges forfædre stammede fra. Det gælder fx forestillingen om at hjælpeånderne bliver afhængige af deres angakkoqs kropsvarme, de stærkt lysende innersuit med deres lette adgang til hvalrostænder, og tøjet der kommer flyvende stykvis til den nøgne angakkoq, da han er blevet initieret via besvimelsen. Udtrykket, at bruge sine lillefingre som vinger, forekommer i en sydgrønlandsk version af myten (Qujaavaarsuk) om angakkoq'ens, sydlændingen Tuttus Kones, rejse ned til Havkvinden, sødyrenes moder, som den døde bedstemors opholdssted dernede (i det undersøiske dødsrige) således (intertekstuelt) refererer til. Som Thisted kommenterer har Aron med sin tegning af tre stiger i hullet formentlig misforstået fortællerens lidt uklare formulering, der også kan betyde tre trin. De tre trin (opad eller nedad) forekommer hyppigst i østgrønlandske fortællinger(se fx fortællingen om Aggu / Akku, der rejser til himmels)

       Da Sisimiut var den nordligste koloni i den administrative landsdel, Sydgrønland, afspejles muligvis også et (lokalpatriotisk) modsætningsforhold mellem de to landsdele i denne som i talrige andre fortællinger fra landsdelen Sydgrønland.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 128 ss. 661 - 666.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 367 - 371: Oqalualaarut Isigaaseraamik.

Dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II, nr. 110.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972:124 - 131.

Resumé:

Isigaaseraaq rejser nordpå, fordi han har hørt om hårløse fangstdyr deroppe. Rejsen er lang og stadig kender han alle de fangstdyr, som folk på de nordligere bopladser remser op. En dag hvor hans søn er roet i forvejen og, viser det sig, fået dræbt en narhval, er han selv blevet dræbt af fremmede, der har rejst liget ved hans harpun og anbragt hans testikler på kastetræets benpik. Faderen sørger længe. Sin elskede plejesøn kommer han til at hade. Men en dag ror han østpå, stiger i land og finder to sten ligesom to møllesten. Han gnider den mindste rundt på den store så længe, at en voldsom lyd får ham til at miste bevidstheden. Da han vågner, ligger han splitternøgen i en indtørret sø. Mens han løber af sted, kommer først hans anorak, siden hans bukser og så hans kamikker flyvende og klæder ham på af sig selv. Han gentager turen næste dag, hvor han havner endnu længere inde i land, nøgen i en indtørret sø med ædende småkryb, og da han denne gang atter er kommet i tøjet mærker han, hvor meget lettere hans krop er blevet, og hvor langt han nu kan se. Han kan faktisk se sin søns drabsmænds spor langt ude mod vest.

Næste dag ror han da mod vest sammen med sin plejesøn, der får skældud hver gang han vender sig for, at se hvor langt de nu er kommet fra land: først forsvinder de yderste øer af syne, så er det som om, landets bjerge er ved at falde bagover.

De kommer i land på den anden side havet på et sted med en masse fjer og dun, hvor de skjuler deres kajakker og fortsætter til fods over land til den vestvendte kyst. Neden for ser de tre huse og i skjul hører de, at alle (mændene) bliver inviteret på gribespil i det ene hus. Som forberedelse på opgøret slæber Isig. en kampesten op på højkant og beder sin plejesøn gøre ligeså. Da stenene ligner to mennesker, fanger de en ung mands opmærksomhed, da denne kommer ud af huset for at køle af. Han inviterer de to indenfor, men Isig. beder ham komme nærmere, hvor den unge mand fortæller årsagen til, at de morer sig så godt: Deres husherre har netop dræbt og opspændt en ung mand ovre på den anden side havet. Isig. opfordrer til en styrkeprøve på armkrog, som den anden modvilligt går ind på, hvorefter plejesønnen, som aftalt, hiver testiklerne ud af ham, i det øjeblik Isig. spiller overvundet og læner sig hen over den unge fremmede. Hele forløbet gentager sig med endnu en ung mand, hvorefter Isig. med plejesøn går på besøg og bliver hjerteligt modtaget - indtil man savner de to unge, går ud efter dem og finder dem både dræbte og spændt op på de to kampesten. Isig. og plejesønen får straks skylden for mordene og føres over i festhuset, der lukkes tæt med et kæmpestort skulderblad og en stor bunke sten. Dér kan de så sulte og tørste ihjel. Men Isig. slår løs på sit ansigt og kan et trick med at stikke fingrene ind ved mundvigene og krænge hele sin hovedhud af. Da han så beder plejesønnen invitere fjenderne ind og synger en tryllesang / serrat, kan plejesønnen uhindret gå over til de unge mænds sørgende bopladsfæller og invitere dem på besøg. De griber harmfulde deres våben, men en for en falder om og dør af skræk, da de kommer ind og ser Isig.s hudløse ansigt.

Dernæst dræber Isig. og plejesønen alle stedets kvinder og efter et gevaldigt måltid, ror de hjem, Isig. med både ro og ikke helt ro i sindet.

Herefter bliver Isig. gammel for anden gang, så gammel at han græder bare hans elskede tipoldebørn driller ham lidt. Isig. længes nu hjem sydpå, især efter et særligt fuglefjeld, hvis mange måger han plejede at skrige til af fuld hals. Han er nu så gammel og indtørret, at han kan rummes i et alkeskind, og da de når fjeldet må de unge lytte ihærdigt for at høre det lille pip som fra en tejsteunge, han kan svare fuglene med. Derefter dør han, hvilket man ser af et dun, man har placeret ved hans mund. Det bevæger sig ikke mere.

Var.: Isigarseraq, Isigarsoraq, Isigaaseraaq;

I modsætning til Hendriks Isigaarsigaaq har Arons integreret adskillige episoder, kendt fra andre fortællinger, i forløbet. Søg på: testikler; Akilineq; Qattaaq; søens troldbjørn; Ninnittaq; Ajijak 214; To små forældreløse brødre;

Hist.: Fortælleren har vist glemt at forberede tilhøreren på, at Isig. bliver så eventyrligt gammel. Denne høje alder synes at være blevet et fast træk ved personer, der rejser over havet til Akilineq i overleveringen på Arons tid og egn. Bemærk at landet på den anden side ikke hér kaldes Akilineq, måske fordi betegnelsen har en odiøs klang, der ikke passer med samtidens viden om, at der bor almindelige mennesker, stammefrænder derovre. Sammenlignet med traditionelle Akilineq-fortællinger er denne version da også ganske blid, uden kannibalske træk, voldelige angreb, gamle heksekyndige kællinger osv.

Kommentar: Bemærk i denne, som også i andre fortællinger fortalt eller illustreret af Aron, at landet på den anden side havet forestilles som en ø eller en tange, som de rejsende forholdsvis hurtigt forcerer til fods. Måske er det et gammelt billede, svarende til det af den lange tanges land, som Aua i Iglulik i Canada udpegede som et dejligt dødsrige for Knud Rasmussen under den store slæderejse (Rasmussen 1925 - 26. Fra Grønland til Stillehavet, bind I).

Isig.s selvlærte uddannelse til åndemaner / angakkoq, hvor han dog kun bliver synsk, virker som en blanding af en vestgrønlandsk metode (at lade sit kød fortære af kryb i en indtørret sø) og den østgrønlandske, hvor lærlingen, efter at have været ædt og kastet op af ferskvandssøens kæmpestore isbjørn (eller en stor hund; søg på: søens troldbjørn), vågner nøgen og får sine klæder flyvende tilbage. Netop denne mytiske initiation er i Østgrønland en forudsætning for at få det indre lys, der gør en synsk og synlig for ånderne.

Vedr. uddannelse til åndemaner: søg også på initiation

Resumé i oversættelse s. 108 - 109.

Orig. håndskrift Rink, NKS 2488, nr. 259 eksisterer ikke længere.

Tekstnær oversættelse i Rink, 1866-71, I, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 89.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 70, ss. 373 - 376: The strong Man on Umanak.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 168 - 172: Den stærke i Isortoqs Uummannaq. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 168 - 172: Isortup Uummannaani pingaartorsuarmik.

Resumé:

Manden, der bor på øen Uummannaq i Isortoqfjorden lidt syd for

Maniitsoq, kaldes den stærke, fordi han er meget stærk, en dygtig

fanger og hurtigroer, der fanger længere ude på havet end andre, og

tilmed en dygtig åndemaner. Sin lille søn har han på skødet under

seancerne for at træne ham til åndemaner.

Om vinteren efter solhverv fanger han gerne to drægtige sæler

udenskærs alene, anbringer en foran og en bag på kajakken og kan

således i godt vejr holde sig i en og samme bølgedal hele vejen hjem.

Hjemme inviterer han til fællesspisning på bryststykkerne. Han træner

sin søn til at blive sin lige som fanger og det lykkes så godt, at

faderen endnu i sine bedste år holder op med at fange og overlader

forsørgerrollen til sønnen.

En dag kommer sønnen ikke hjem fra fangst. Næste morgen ror den stærke

fader ud, kommer langt udenskærs, hører en fremmed stemmes fangstråb,

ror derhen og ser en qajariaq / kanomand, der har sønnens afskårne arm bundet på

kajakken. Han dræber qajariaq'en, ror videre udad, træffer endnu en

qajariaq med den anden arm og dræber også ham.

Den stærke ror nu mod syd og ser faderen til de to qajarissat, der har

sønnens krop på sin kajak. Den stærke lægger sig op ad

qajariaq-manden, der leder efter sine sønner, og de følges hen til først

den ene og så den anden, som q-manden begge genopliver. Om han ikke

også kan genoplive den stærkes parterede søn? Jo, det kan han godt,

hvis de kan finde et egnet sted. En isflage tjener som underlag, hvor

sønnens dele sættes sammen og genoplives. Da sønnen nu ingen kajak

har, låner han en af qajarissats kajakker på den betingelse, at ingen må

kigge i den og at den bringes tilbage. Kajakken er så stor, at sønnen

dårlig kan nå op over kanten. De når hjem, hvor en af fællerne ikke

kan dy sig for at kigge ind i den mærkelige kajak. Denne dør og den

stærkes søn blir lam i benene.

Den stærke ror tilbage med den lånte kajak til de ventende qajarissat

på isflagen, hvor de udtrykker glæde over at han har holdt sit løfte.

Q-faderen fisker så et lille sort rør op fra kamikskaftet, blæser ud

gennem det mod alle verdenshjørner, og de tre qajarissat ror bort.

En snestorm bryder løs som lyn fra en klar himmel og den stærke, der må

ro for sit liv, kommer først til et højt land, som han ved at ta'

bestik af stjernerne forstår er Akilineq. Stadig med pejling efter

stjernerne når han så helt til øen Aluk ved Kap Farvel, hvorfra han

krydser mod vinden nordpå og omsider når hjem.

Var.: søg på qajariaq, qajarissat, kanofolk

Kommentar: I flere fortællinger begynder uddannelse til åndemaner / angakok / angakkoq på skødet af en åndemaner under dennes seancer.

Tolkning: Qajarissat, ental qajariaq, en slags sælmennesker, har specielle kajakker uden bagende. På Rinks tid blev de opfattet som indianerkanoer af

bark ud fra den viden man havde om indianere i inuits baglande, fx

naskapi-indianerne i Labrador. Den traditionelle opfattelse af sælmenneskets kajak, der også viser sig i denne version, har sandsynligvis haft sælers krop som

model. Deres bagluffer egner sig glimrende til bevægelse gennem vand

men ikke til at gå med på land. Derfor bliver den

stærkes søn lam i benene efter turen i kajakken, der heller ikke har

menneske-kajakkens bagende. Og kajakken var metaforisk lig

kajakmandens krop (se fx. Therrien 1987: Le Corps Inuit, Paris: SELAF).

Qajariaq'ens evne til at blæse snestorm op fra alle verdenshjørner

gennem sit lille sorte rør associeres også til bevægelighed, dvs. til benene, idet han fisker røret op fra støvleskaftet. Fri bevægelighed under vand omsættes m.a.o.

til voldsom bevægelighed i luften, når han puster i røret, og den

stærke må helt ud til den kendte verdens grænser i vest og syd, før

han når hjem.

Flere betydninger kan gemme sig i fangsten af to drægtige sæler lige efter vintersolhverv og anbringelsen af dem for og bag på kajakken. De giver ham tydeligvis en flot fart og en god balance, der bringer den stærke i en og samme bølgedal helt til land. Fællesmåltidet bagefter gælder måske den ofte omtalte solhvervsfest - eller nytårsfestligheder, som vi har flest kilder til fra Østgrønland. Muligvis skal skindene af sælerne bruges til forhæng under hans efterfølgende åndemaning. Ellers er der intet i fortællingen, der berettiger at han også omtales som en stor angakkoq. Dertil kan nedlæggelsen af de to drægtige sæler have fremkaldt qajarissats hævn, der består i at dræbe og parterer den stærkes søn. Disse sælmenneskers angreb opfattes til tider som hævn for overfangst. Parteringen, samlingen af sønnens legemsdele og hans genoplivelse er et kendt forløb fra angakkoq-uddannelser.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 119 ss. 617 - 620.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 338 - 339: Oqalualaarut Ivaniisaamik.

Oversættelse i Rink 1866-71, II: nr. 9

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 81 - 83.

Resumé:

Indledningsvis fortæller Aron, at det er hans kusine Amalie, der har fortællingen fra sin nu (1867) afdøde mor om hendes oplevelser dengang hun, mens hun boede i Alluitsoq / Lichtenau, var på handelsrejse til øen Aluk (samlings- og handelsstedet i det sydligste Østgrønland for sydøst- og sydgrønlændere). Her kommer flere konebåde fra østkysten, som Amalies mor undrer sig over ligner dem selv så meget. Mest forunderligt er deres pinlige renlighed med alle deres redskaber og klæder. En mand skrubber straks sin kajak på det sted, en fremmed har rørt ved den. Han er ganske lille, men har alligevel to koner. Og når mændene skal i kajakkerne skifter de alt det tøj, de har haft på i land til noget andet, der ligger i kajakken.

De ankomne østgrønlændere bliver dog smittet og mange dør af epidemien. Ivaniisaq, en stor og stærk mand, der mærkeligt nok kun vil have een kone, bor også i telt med søster og små børn. Da Iva. blir syg søger man en angakkoq, åndemaner, men den slags findes ikke mere, siger de døbte fra Sydgrønland. Man tilbyder at synge salmer. Det tager konen med tak imod, mens søsteren ville have foretrukket en åndemaners tryllesange. Konen får lært noget om det kristne budskab og ønsker at blive døbt for i al evighed at kunne synge de smukke salmer i himlen. Det kan hun ikke blive på Aluk, men de døbte lover at frelseren også forbarmer sig over troende hedninge. Selv mener hun så frelsemidlet må være, at de døbte synger salmer for hende.

Da Iva. dør, besluttes det at sy ham ind i skind med alle sine kæreste ejendele og kaste ham i havet. Han kommer dog op til overfladen igen. Man har glemt hans yndlingskniv, viser det sig, og da den kastes ud, synker liget. Man begræder at tanglopperne nu mæsker sig med hans øjne. Også konen dør, men i troen på at hun skal se det store lys og synge salmer for evigt deroppe. Hendes spædbarn dier hende og dør selv, da hun dør. Efter eget ønske begraves hun på kristen vis og med salmesang (ikke i havet som manden) for at markere, at hun har ladt alle hedenske skikke bag sig.

Hist.: Uden tvivl en autentisk fortælling, hvor det fremhæves at østgrønlænderne ligner dem i syd, at de er renlige, at den store Iva. imod alle forventninger er monogam, og at hans kone bliver troende. De måder hvorpå østgrønlænderne lever op til kristne normer er kommet i fokus.

Ifølge oversætteren, K. Thisted, er lange passager nedskrevet af Aron på østgrønlandsk og oversat i parentes til vestgrønlandsk.

Foruden Arons families sydgrønlandske oprindelse tyder hans gode kendskab til østgrønlandsk også på kontinuerlige indvandringer fra Sydøstgrønland via herrnutternes Frederiksdal / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit og Lichtenau / Alluitsoq til Ny Herrnhut (og Kangeq).  (Ostermann, H.: De første efterretninger om Østgrønlænderne 1752. Geografisk Tidsskrift V(7). Se også H. C. Gulløv i Arctic Anthropology 1986; Kampen om sjælene. Grønland og oplysningstiden. Red. Henning Dehn-Nielsen. Kbh.: Nationalmuseet 1978. Gulløv og Kapel: Legend, History and Archaeology. A study of the Art of Eskimo Narratives. Folk 21-22, 1979/80:347-380.

Akkulturation, kulturmøde.

Kommentar: Den store renlighed skal sikkert afværge besmittelse fra de fremmede på fangsten. Ligeledes synes tabuet mod at blande noget fra land med noget fra hav at være blevet forstærket i de fremmede omgivelser i syd. Om der tillige har været tænkt på at undgå smitte ved renlighed er uvist.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 134 ss. 679 - 686.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 384 - 388: Oqaluttuaq Iviangersuumik.

Dansk resumé i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 59, ss. 97 - 98.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 128, s. 462: The Inhabitants of Akilinek.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 95 - 100.

Resumé:

Iviangersoq er sydlænding og en dygtig fanger, der elsker at spise og spiser enormt meget. Når han ikke kan bøje sig for sin tykke mave, placerer han fadet på maven og går rundt og spiser videre. Han rejser med sin familie nordpå til Kangeq med de mange fangstdyr og alke. Hans lillebror er endnu dygtigere, men han dør af et maveonde på vej videre nordpå. Ivi. nænner ikke at forlade graven og overvintrer uden at noget særligt sker. Næste forår går det videre mod nord. De træffer ingen mennesker, slår lejr, og Ivi. tager på recognoncering nordpå og ind i en fjord. Her fanger han sin første hvidhval, længere inde endnu een, og længst inde i fjordbunden træffer han mennesker i to huse. De er meget gæstfri, beværter ham rigeligt med tørret og kogt kød, og de to naboer insisterer på skift på, at han skal ligge med hver deres kone. Ivi. inviterer så begge familier med hjem, men da de ser, at han egenhændigt har slæbt først den ene store hvidhval, så den anden op over højvandsmærket, tør de ikke tage videre med ham.

Om vinteren må Ivi. opgive kajakken. Han vandrer langt ud over isen mod en våge, der holdes åben af netsider og har spor fra kanten, der fører videre mod vest. Dem følger Ivi. til landet på den anden side havet, hen over land og ned til et hus ved kysten på den anden side af landet. En mor med to døtre tager nølende imod ham hér, hvorimod faderen, der kommer hjem med fangst, bliver henrykt over besøget og beordrer mad sat frem til Ivi., der heller ikke her er kostforagter. Da de to trækker armkrog lader Ivi. sin vært vinde. Om natten tager Ivi. sig den frihed at lægge sig mellem de to unge døtre. De gør noget modstand men han er dem for stærk. Så er Ivi. blevet svigersøn i huset.

Næste dag følges han med svigerfaderen på fangst ved vågen, men sakker så langt agterud på hjemvejen, at de nykogte bryststykker af svigerfaderens fangst er blevet ulækkert kolde, og svigerfaderen selv er blevet temmelig misfornøjet med sin nye svigersøn. Men efter næste dags fangst lykkes det Ivi., i en stor bue uden om svigerfaderen, at nå hjem længe før denne og lade ham smage ulækkert kolde bryststykker. Ivi. bliver helt opslugt af livet med sin nye familie, men så får han hjemlængsel, siger pænt farvel og når hjem igen netop, som man har opgivet at se ham igen.

Ivi.´s søn er efterhånden blevet voksen og fanger. En dag langt ude på isen ved en bred, lang revne ser han på den anden side to unge mænd, den ene temmelig lille. Denne standses et par gange af den store i - med et gevaldigt tilløb - at nå over til Ivi.´s søn. De to parter finder ud af at de alle tre er sønner af Ivi., hvorefter de udveksler (ikke helt gennemsigtige) oplysninger om de fangstdyr, der findes på hver deres områder. Akilineq - boerne kender ikke ammassætter, viser det sig. Til gengæld har de mange harer. Hjemme igen fortæller Ivi.´s søn om mødet og revnen, der var for bred. Med årene får Ivi. så længsel efter sin hjemegn i syd, hvorefter familien tager hjem og ikke siden rejser nordpå.

Var.: Egentlig ikke, men en del beslægtede om besøg i Akilineq, der understreger et venskabeligt forhold frem for det traditionelt fjendtlige: Se Var.:  til Isigaarsigaaq.

Hist.: Kendskabet til at der bor stammefrænder (og ikke overleveringens kannibalske Akilineq - boere) på den anden side Davis Strædet er tilsyneladende overleveret ved netop denne fortælling (i tidligere varianter). Hans Egede rapporterer i Perlustrationen (1971,2:2) om dette kendskab med netop disse detaljer: en bred revne i isen langt ude mod vest, og at de to parter kun kan råbe til hinanden om forskelle i fauna på begge sider. Desuden at man forstår hinandens sprog, og at revnen trods alt ikke er bredere end at man fra hver side kan harpunere det samme dyr. Folk på Disko skulle disse oplevelser stamme fra. I andre fortællinger om dette slægtskab opfattes det ikke som oprindeligt, men som etableret af en stærk forfader, der - hvis fortællingen er af sydgrønlandsk proveniens - er rejst langt, langt nordpå, for at kunne komme over isen til den anden side. Herrnhuternes proselytter har kendt til stammefrænder derovre siden 1740'erne (Lidegaard 1999 i Tidsskriftet Grønland; og læsere af Atuagagdliutit siden Adam Becks beretninger derovrefra (Robert Petersen 2000 i Tidsskriftet Grønland

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. NKS 2488, II, nr. 252 eksisterer ikke længere.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 124 - 131: Kaassassuk.

Trykt i ældre grønlandsk retskrivning med sideløbende dansk oversættelse i Rink: Kaladlit Oqaluktualliait, II, 1860: 78 - 103.

Thisteds oversættelse er trykt første gang i Thisted: 'Som perler på en snor...'. PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 120 129.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 1 ss. 45 - 51 har Rink sammenstykket ialt 9 varianter inkl. denne og nogle fra Labrador. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 1, pp. 93 - 99: Kagsagsuk.)

Resumé:

Kaassassuk fødes på bopladsen Qoqqut i Godthåbsfjorden. Da begge hans forældre dør adopteres han af det ene ægtepar efter det andet. Hver gang får han mad, tøj, og megen omsorg, men da han ikke vokser ender der hver gang med, at plejeforældrene smider ham ud - på møddingen. En gammel kone i husgangens kogerum tager ham til sig med en bemærkning om at hvad der ikke er af sten vil nok vokse. Der har han det godt. Også i fælleshuset har han en velynder, der giver ham sine brugte kamikker og laver legetøjsspyd til ham. De andre drenge knækker straks spyddene, håner ham og slår ham med stokke. Pigerne tisser og skider på ham. Når han skal til fællesspisning inde i huset, hiver man ham op ved næseborene, det eneste der 'vokser' på ham. Hans tænder hiver man ud, for at han ikke skal spise for meget. Velynderen giver ham en kniv til hjælp. Endnu en anden mand får medlidenhed men Kaas. og opfordrer ham til at gå op i indlandet og kalde på Kraftens Herre, en kæmperæv, der gang på gang og dag efter dag vikler sin hale om Kaas. og kyler ham hen ad jorden. Hver gang falder der legetøj ud af hans krop: det er derfor han ikke har kunnet vokse, siger ræven. Kaas. bliver lettere i kroppen, hans fysiske styrke vokser og han opøver sine kræfter på sten. Han sparkede til dem og tilmed stejle klipper satte han skulderen til. Uden at vise sine nye kræfter lader han sig stadig forhåne af drenge og piger. Da kæmperæven er færdig med behandlingen, lover han ham to lejligheder til at afsløre sine kræfter: Et enormt stykke drivtømmer og tre bjørne.

Alle mænd bugserer det store stykke tømmer ind og fæstner det med talrige remme oven for højvandsmærket. Kaassassuk låner sin plejemors strømper med påsyede såler, går ned i aftenmørket, sprænger alle remme, bærer ene mand tømmerstokken op, placerer den på højkant ved husets bagside og går i seng. Stort postyr næste morgen: hvor er tømmeret blevet af. En kvinde, der er gået bag huset for at besørge, opdager den. Den er væltet. Det hørte Kaas. egentlig godt inden han sov. Ingen af mændene har flyttet den, siger de. Så splitter de den op til redskaber, Kaas. får sig således en ny, meget tung fuglepil af sin velynder. Den knækker de andre drenge straks.

Noget senere råbes der om de tre bjørne, som alle bopladsens mænd prøver at få nedlagt, men forgæves. De befinder sig på overfladen af et højt isbjerg. Igen låner Kaas. de forsålede strømper med remme, som han strammer godt, mens plejemoderen på skrømt beder ham skaffe sig dyne og underlag. Kaas. farer af sted så hurtigt, at en regnbue ses bag ham i den sne, han hvirvler op. Menneskemængden splittes som en stime ammassætter. Han nærmest løber op på isen, griber bjørnemoderen i forbenet, slynger hende rundt, kvaser hendes bækken, flækker hende i to, smider delene ned og dræber dernæst på lignende vis den ene unge. Med den anden i forpoten farer han ned og slynger den mod den ene efter den anden af de drenge og piger, der har plaget ham mest. De dør. Plejemoderen får alle bjørnene til flænsning med deres skind til det ønskede sengetøj.

Kaas. inviteres nu til fællesspisning, og da ingen længere tør røre ham, må hans velynder hive ham op i rummet ved næseborene. Alle smisker for ham, han får adskillige knive at vælge imellem, bl. a. en foldekniv (!), som han maser itu. Han holder sig til sin velynders kniv. Efter måltidet, der med en kniv er hurtig overstået for Kaas.´s vedkommende, henter en pige på forældrene ordre frisk drikkevand. Han takker ved at klemme hende ihjel. Sådan går det med alle pigerne, så drengene; og alle husfællerne, undtagen velynderen og hans kone, slår Kaas. også ihjel.

Om foråret øver han sig i en af de døde mænds kajakker og bliver rigtig ferm, men kan dog ikke klare en pludselig fralandsstorm. Han må blot lade sig drive, kæntrer og besvimer også, men han vågner op på stranden neden for den stærke Qaasuks/Qaassuk's hus. Denne tager vel imod ham, dog med lidt drilleri: Kaas. skal selv hente sin mad uden for huset: et fastfrosset flået hvalroshoved. Og da Qaas.'s stærke søn kommer hjem med en stor hvalros, må Kaas. slæbe den op. Det volder ham intet besvær. Heller ikke at overmande både Qaas. og hans søn, binde dem til husstolpen og elske med husets datter hele natten. Sin styrke viser han også som svigersøn i huset ved at dræbe de røde hanhvalrosser, som ingen tør binde an med. De kommer farende oprejst i vandet med baskende luffer mod kajakmanden.

Da rygtet når Kaas. om en meget stærk mand langt mod nord, Ususaarmiarsunnguaq, rejser han straks derop (over flere år) for at kappes med ham. De brydes fra solopgang til solnedgang, da Usus. endelig tar ordentlig fat, bærer han Kaas. ned til stranden, men stoppes af sin far inden han når at slå Kaas. ihjel ved at kaste ham ud i havet. Kaas. tager beskæmmet hjemad næste dag og illustrerer senere styrkeforholdet ved at sammenligne sig selv med en hvid sten, som han klemmer til smulder, og Usus. ved en sort sten, som han kun kan klemme aflang.

Var. Kaassassuk

Hist.: Bemærk foldekniven, en europæisk handelsvare. I de fleste (traditionelle?) versioner resocialiseres Kaass. ikke.

Kommentar: Se Thisted 1993: Som perler på en snor. PhD afhandling, Københavns Universitet.

Aron har i denne nedskrift måske været noget overfladisk mht. mange detaljer, som ses i de øvrige varianter. Men han opdager sin lapsus med at lade velynderen forære Kaas. sine brugte kamikker: "Engang imellem når Kaassassuk kom ud, måske endda uden kamikker ..."; står der straks efter. Ellers ville lånet af plejemoderens strømper med sål ikke give mening. Vedr. bibetydninger af kamikker se Sonne i Tidsskriftet Grønland årg. 2001.

Kort dansk resumé s. 111 - 112.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 262 eksisterer ikke længere.

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 92, ss. 258 - 260.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 97, ss. 445 - 446: a Man living on Karusuk.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 187 - 189: Qaarusuk-manden. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 187 - 189: Qaarusummiumik.

Resumé:

Manden fra Qaarusuk, en boplads på sydkysten af Bjørneøen i

Godthåbsfjorden, er hurtigroer og en dygtig fanger, der i sæsonen ror

helt til Kangeq på alkejagt og tilbage samme dag. En innersuaq / ildmand, som

kun andre kan se på lang afstand, følger ham altid under kajakken, og

skønt den hurtigere får fanget alke end Qaarusuk-boen, er de

jævnbyrdige i kajakroningen.

Som hjælpånd tjener den en åndemaner nær Qoornoq-øen ved Bjørneøen

nordøstligste kyst.

En dag bosætter en del sydgrønlandske brødre sig i Qaarusuk. En af dem

er en berygtet morder, hvorfor de tidligere beboere flytter til

Marraasisoq øen(?). En dag længes Qaarusukboen dog efter sin vanlige

fangsttur Bjørneøen rundt og træffer ved Qoornoq morderen, der går til

angreb. Men Q.-boen undgår harpunen ved at kæntre rundt, håner

morderen for hans ondskab og uforstand, løfter hans kajak op på sin,

vipper den indtil morderen brækker ryggen, tar den døde kajakmand på

slæb og løsner ham ved Qaarusuk.

Brødrene, der er ude, får besked om årsagen til drabet og erkender at

de ikke kan indhente den hurtigroende Q.-bo. Denne underetter sine

slægtninge på et par nærliggende bopladser, men sydlændingene hævner

sig ikke.

Hist.: Muligvis en historisk fortælling fra hvalfanger- eller tidlig

kolonitid, hvor sydlændinge rejste nordpå og genbefolkede det næsten

folketomme Nuuk-område efter koppeepidemien i 1733-34.

Sideløbende dansk oversættelse: "De gamle nordboere i Ameralik, deres

undergang."

Orig. håndskr. og afskrift eksisterer ikke længere.

Nyoversat i Rasmussen, Knud, 1981: Inuit Fortæller, II, ss. 34 - 38.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 24 ss. 107 - 109 har Rink sammenstykket ialt 2 varianter: Første del af denne + en af Aron (se Rink 1875 nr. 54(1). Fortællingen om Uunngortoq indgår sammen med 5 andre i en tilsvarende sammenstykning, ibid.nr. 67 ss. 198 - 205.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, hhv. nr. 18, ss. 174 - 176: Navaranak or Javraganak, nr. 54(1), ss. 308 - 317: Stories about the Ancient Kavdlunait, 1: Ungortok/Uunngortoq.

Resumé: Grønlændere og nordboere bor i fredeligt samkvem ret nær

hinanden i Ameralik - fjorden. En grønlandsk kvinde, Navaranaaq, der

har lært nordboernes sprog, får held til at yppe kiv mellem de to

parter. Nordboerne angriber og dræber alle kvinder og børn, mens

mændene er på fangst. Da mændene kommer tilbage og ønsker hævn,

fremstiller de en sejlbåd (vist af en udhulet træstamme / drivtømmer)

uden årer, der ligner en kælvende isskodse, når den vælter rundt. På

denne vis narres nordboerne, der efter et smut ude til besigtigelse af

fartøjet, helliger sig et spil inde, hvor de morer sig med at dreje

det afhuggede hoved af en ung grønlandsk mor rundt på en pind.

Grønlænderne graver huller under huset og fylder både dem og husgangen

med lyngbrændsel, som de stikker ild til. De nordboere, der flygter

ud, bliver alle dræbt, undtagen Uunngortoq der når at flygte med sin

lille søn i favnen, men må smide ham ud i en sø, da han bliver

forfulgt. Han slipper bort. Grønlænderne tager så Navaranaaq under

behandling, og slæber hende ved remme hen over jorden indtil først

rygkødet er slidt af og siden indvoldene vælter ud. Da hun er død

sætter grønlænderne afsted efter Uunngortoq, der er nået langt sydpå.

De bosætter sig i nærheden, og to brødre søger forgæves at ramme Uu.

i hans hus gennem vinduet. Uu. kommer ud, forfølger brødrene, får tag

i den yngste, hugger hans hoved af og holder det hånende op for den

ældste, der ser sig tilbage ved Uu.s sejrshyl. Uu. flygter videre mod

syd til Igaliku, hævnerne følger efter, og det lykkes storebroderen

efter mange fejlskud at få ram på ham med en forhekset pil lavet af en

barnløs kones tørrehæk. Til slut fortælles det, at endnu en nordbo

undslap i en båd sydpå, hvorfra han nåede hjem med et skib.

Var.: Uunngortoq; Navaranaaq

Hist.: Vedr. nordbofortællingernes autenticitet se I. Kleivan 1982: Grønlandske sagn om nordboerne. Tidsskriftet Grønland. Og Thisted 2001: On Narrative Explanations. Scandianvian Studies vol 73(3): 253-295, der også refererer Jette Arneborgs undersøgelser.

Om betegnelsen qallunaatsiaat for nordboerne se "Fortolkningsmuligheder": Holdningsændringer.

Yderst kort resumé s. 111.

Orig. håndskrift Rink NKS 2488, nr. 261 eksisterer ikke længere.

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 91, ss. 255 - 258.

Ultrakort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 96, ss. 444 - 445: Kigdlinararsuk.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 182 - 186: Killinaraarsuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 182 - 186: Killinaraarsummik.

Resumé:

Killinaraarsuk blir forældreløs som lille. Hans storesøster

tager sig af ham, og da hun bliver gift med en dygtig fanger, der også

holder af ham, kender han kun til mæthed og vellevned. Han går iøvrigt

alle til hånde og er meget vellidt. En dag alle mændene er taget ind i

fjorden og blevet derinde i flere dage, skal K. om natten ud at

besørge. Han hører en konebåd nærme sig og hviskende stemmer. Han

gemmer sig bag en stabel kvas, hører de hviskende gå ind i huset,

dernæst larm og skrig, og til slut gæsterne der forsvinder i deres

konebåd.

Inde i huset flyder gulvet i blod, alle er dræbt, også hans søster,

hvis foster ligger blottet. Een af morderne er også blevet dræbt. K.

genkender ham som en af deres naboer fra Sanerut. Mændene kommer

intetanende og glade tilbage, hører om ulykken og harmes, men de får

nye koner og tænker ikke så meget på at hævne sig som K., der ikke kan

glemme synet af sin døde, opsprættede søster.

K. vokser til, får kajak, og da han er udvokset finder han en dag et

stort stykke drivtømmer, hvoraf han laver skelettet til en umiaq. Den

skal bruges til hævntogtet, men han savner et ordentligt hævnmiddel, en

amulet / aarnuaq. Den søger han at skaffe sig nordpå hos en gammel kvinde, der

ikke mener hendes evner rækker. Hun henviser ham til sin ældre søster,

der giver ham en indtørret skallesluger og besked på, hvordan han skal

skære et hul i båden ved mastens sted, stoppe amuletten ned og dække

hullet så ingen kan se, at der har været hul. Kun da vil amuletten

virke. K. følger anvisningen og afprøver med fællerne ved årerne

bådens hurtighed i forhold til en flyvende skallesluger / angeltaske.

Da båden ikke står mål med fuglens flugt, bygger K. den om, og nu indhenter båden

fuglen og sejler hen over den. K. opfordre nu til hævntogt, som alle

mændene indvilger i, og ved Sanerut dræber mændene alle undtagen en

gravid kvinde, som K., der kommer sidst ind i huset, dræber med tanke

på sin søster. Derefter blegner mindet om hende og han får ro i

sindet.

Var.: Killinnaraarsunnguaq.

med sideløbende dansk oversættelse ss. 2 - 25.

Håndskr.: NKS, 2488, II, 4', ss. 206 - 215, nr. 85 er en afskrift af orig. håndskr. der ikke eksisterer længere.  1. afskrift ved Steenholdt: NKS 2488, VI, ss. 26h - 34v: inuit oqalugtuât agdlagsimassoq.

Den danske oversættelse også trykt i Rink 1866-71, I: nr. 94.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 71, ss. 376 - 385: Kigutigak carried off by the Whalers.

Rasmussens leverer en ny oversættelse, formentlig af ovennævnte trykte grønlandske tekst i:

Rasmussen, Knud: Inuit fortæller, II, red. Regitze Søby, 1981: 110 - 119: Kigutikaq. Det maskinskrevne manuskript til sidstnævnte finde i KRH, kasse 51 nr. 21.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 272 - 272. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: 'Taamma allattunga', Aron, I: 272 - 276: Kigutikkaaq.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

Inuits fortælling, der er blevet skrevet ned.

I gamle dage kom fangerne til Ameralik-fjorden, hvor der fandt en livlig handel sted mellem inuit og hvalfangerne. En mand ved navn Kigutikkaaq handlede med hvalfangere og købte nogle smukke ting og samtidig blev han advaret imod at handle med bestemte hvalfangere, om hvilke der blev sagt, at de ikke var rigtig kloge. -

Kigutikkaaqs storebror blev jaloux. Kigutikkaaq samlede også nogle bytteobjekter

sammen og fulgte sin bror. Han opdagede, at broderen styrede direkte imod de

hvalfangere, der havde ord for ikke at være rigtig kloge. De blev hevet op

på skibets dæk, og umiddelbart efter hev skibet ankeret op og sejlede.

Ved Kap Farvel var de ude for et kraftigt stormvejr. Da de store bølger

skyllede over skibet, stod Kigutikkaaq på dækket og holdt fast på rælingen, mens

matroserne søgte ly under dækket. En del af rælingen blev smadret undtagen det

stykke, som Kigutikkaaq holdt fast på. Det blev stille vejr og de sejlede uden

at kunne se land. Der kom igen et kraftigt stormvejr og havet blev oprørt. Da en

stor bølge truede med at skylle over skibet, fik matroserne Kigutikkaaq trukket

ned under dækket. Nu nærmede de sig hjemstedet, men ventede med at gå i havn

til midnatstid, fordi de var bange for, at folk skulle opdage noget (det er

uklart, hvad de konkret var bange for - måske det, at de havde "indfødte" med -

Chr.B.). Da de kastede anker, råbtes der fra land: Nu er handelsskibet kommet.

Lysene tændtes i de mange huse, men de gik først i land dagen efter. Folk

havde efterhånden fået at vide, at der var et par "indfødte" med. De stod tæt op

ad hinanden og lignede en myggesværm. Skipperen sagde til Kigutikkaaq og hans

bror, at de, når de gik i land, skulle gå lige bag ved ham og "hele tiden kigge

på hans hæle". Hvis de ikke gjorde det, ville de fare vild. Da båden lagde til,

var det umuligt for dem at gå i land. En soldat måtte bane vej for dem. Da de

nåede frem til skipperens hus, opdagede denne, at kun den ene af de to

inuit var fulgt med. Kigutikkaaqs storebror var faret vild; men det viste sig

senere, at han havde været så heldig at komme til at følges med en stor herre.

Kigutikkaaq og skipperen kom ind i huset og fandt skipperens kone sur og

gnaven. Det viste sig, at hun var jaloux. Skipperen tog en lille dukke op fra

lommen og lagde den på bordet. Så var hun ikke vred mere. Kigutikkaaq ville på

wc, men da han kom ud af huset, stod to hvide mænd på hver sin side af døren,

klar til at hugge ham ned med sværd. Han gik ind igen og sagde det til skipperen. Skipperen forsynede ham med et reb med en knude på enden og sagde, at

han, så snart han gik ud, skulle slå løs på dem med dette reb, uden først at

have orienteret sig om, hvor de stod. Det gjorde Kigutikkaaq. Da han var på vej

ind igen fra wc'et, så han to mænd stå udenfor med forbinding over øjnene. Det

viste sig, at han have smadret øjnene ved at slå dem med rebet. Skipperen var

godt tilfreds med det, han havde gjort.

En dag var Kigutikkaaq på rypejagt og mødte en hvid mand, der ville dræbe

ham. Kigutikkaaq reagerede omgående og dræbte manden, gravede et hul i jorden og

begravede ham i hullet. Det fortalte han ikke skipperen. Det samme

gentog sig dagen efter, da han igen var på rypejagt. Tredie dag var der igen

en hvid mand, der ville dræbe ham; men i sidste øjeblik gik det op for

Kigutikkaaq, at det var hans bror. Han genkendte ham på hans måde at tale på.

Det blev et meget hjerteligt gensyn. De græd af glæde. Da de havde grædt,

snakkede de sammen. Kigutikkaaqs bror fortalte, at han var faret vild dengang de

gik i land og han var kommet til at følges med en stor herre. Hos ham boede han

nu og havde det godt. Han manglede intet. - Kigutikkaaq fortalte storebroderen,

at han i et par tilfælde var kommet til at dræbe en hvid mand, der ellers ville

dræbe ham og at han aldrig havde fortalt dette til nogen. Storebroderen

tilstod, at han havde gjort nøjagtigt det samme. De blev enige om at mødes

igen. - Da de mødtes senere, talte de om, at de efterhånden havde samlet sig en

hel del penge. Kigutikkaaq fik den idé at få undersøgt, om de tilsammen ikke

havde tilstrækkelig mange penge til at kunne købe et skib.

Da Kigutikkaaq kom hjem, fik han skipperen til at undersøge dette forhold

nærmere. Ifølge skipperen var der penge nok. De fik købt materialer til et skib

og fik en skibstømrer til at tage sig af byggeriet. Nu manglede der kun master.

Skipperen fortalte, at der sydpå voksede røn, som han selv plejede at bruge til

master. Kigutikkaaq ville rejse derned for at fælde træer til master. Skipperen

sagde til ham: Når du skal til at fælde træer, må du se dig godt omkring. Så

snart du ser, at træerne begynder at bevæge sig, må du flygte. Hvis du ikke

ønsker at flygte for langt væk, kan du gå hen til den store klippevæg, der

ligger i den nordlige retning. Her bor der nogle mennesker.

Kigutikkaaq tog af sted og han udvalgte sig de mest lige stammer og

begyndte at save. Han var i gang med at save stamme nr. to, da han opdagede

træerne bevæge sig og et eller andet nærme sig. Han lod sin økse og sav ligge og

løb bort. Da han kom ud af skoven, opdagede han, at et stort dyr løb efter ham.

Der var langt til det sted, hvor han boede; derfor løb han hen til den store

klippevæg og nåede den med dyret lige i hælene. Døren gik op af sig selv og

lukkede sig, da han var kommet ind. Det gav et mægtigt brag, da dyret stødte

voldsomt mod døren udefra i et forsøg på at bryde ind. Det viste sig, at der

boede lutter kvinder inde i den store klippe. Kigutikkaaq blev ganske

liderlig og ville ikke væk derfra.

Omsider belavede Kigutikkaaq sig på at vende tilbage - med lommerne fulde

af kostbarheder, som han havde fået af de kvinder, han havde været i seng med.

Men først måtte han gøre sig færdig med det træ, han var i færd med at fælde.

Han ville også gerne have sit værktøj med hjem. - Skipperen blev overrasket ved

at se ham igen. Han havde ellers opgivet ham, fordi han troede, han var blevet

ædt af dyret. Kigutikkaaq fortalte skipperen, at han havde været hos de dejlige

kvinder. Skipperen bekræftede, at kvinderne altid var venlige og at man blev

liderlig, når man var på besøg hos dem.

Træet til masterne blev hentet og skibet blev gjort færdigt og blev sat i

vandet. Det blev lastet fuldt af Kigutikkaaqs og hans storebroders ting. De to

brødre ville selv sejle skibet og kun have en kok med som tredie mand. Så blev

Kigutikkaaqs storebroder pludselig syg og døde. Kigutikkaaqs sorg var stor. Han

tændte ild i skibet, så det brændte med alt, der var i det. Så blev det sænket

ned i havet.

Da han kom hjem til skipperen, sagde denne: Som du dog fortvivler. Lad os gå en tur sammen, så at du kan komme over din sorg.

De tog afsted og kom til en stor sø, som de sejlede over i en jolle. Endnu en stor sø sejlede de over og gik til en by midt i landet, hvor de fandt et spisested. De

var lige kommet i gang med at spise, da det blev meddelt, at handelsskibene var

ved at tage af sted. Omgående forlod Kigutikkaaq stedet og løb af sted. Han

fulgte den samme rute, som da de gik ud. Han roede over søerne og nåede lige at

komme om bord på skibet, før det sejlede. Skipperen, som han fulgtes med, fulgte

efter Kigutikkaaq og nåede frem, lige som skibet sejlede. Han råbte til dem på

skibet, at de skulle holde øje med Kigutikkaaq, når de kom til Inuit Nunaat

(menneskenes land).

De sejlede og nåede Kap Farvel-området. Da ville Kigutikkaaq ikke længere

af tøjet for ikke at risikere at miste de ting af jern, som han havde i lommen.

Det viste sig, at Kigutikkaaqs familie var blevet drillet en del, efter at

han og hans storebror var blevet røvet af hvalfangerne. Man havde flere gange

narret familien ved at råbe, at brødrene var kommet tilbage. Flere gange var de

blevet skuffet.

Da de nåede kysten genkendte Kigutikkaaq landet og han opfordrede skibets

besætning til at gå på rypejegt. De gik ind i landet og de holdt hele tiden øje

med Kigutikkaaq, fordi de var bange for, at han skulle stikke af, men da

Kigutikkaaq forsikrede dem, at han ikke ville løbe væk, gik de af og til fra

ham. Det benyttede Kigutikkaaq sig af og gemte sig i en fordybning. Han kunne

høre dem snakke, da de gik forbi hans gemmested. De bebrejdede sig selv,

at de havde ladet ham gå alene og trodset kaptajnens ordre. - Kigutikkaaq gik

videre. Han skulle ned af et meget stejlt fjeld. På et tidspunkt befandt han sig

i en meget vanskelig situation, hvor han hverken kunne komme ned eller kravle op

igen. Så tømte han sine lommer og lagde tingene på en lille klippeafsats.

Nu var han tæt ved teltene og en af dem, der kom ud af teltet, genkendte

ham og råbte: Nu er Kigutikkaaq dér. Da folk kom hen til ham, spurgte han dem på

udenlandsk: Hvor er min familie? De forstod ham ikke og han gentog sit spørgsmål

på inuit-sproget; og han gik til teltet, hvor hans kone skulle bo. Han så en

gammel ungkarl komme ud af teltet. Kvinderne fortalte, at den gamle ungkarl

havde sørget godt for dem, og at de var meget taknemlige for hans hjælp. Nu

forlod han altså teltet, fordi han var bange for, at Kigutikkaaq blev jaloux.

Kigutikkaaq råbte på ham og bad ham komme ind i teltet. Han ville først ikke,

fordi han var bange for, at Kigutikkaaq skulle banke ham. Til sidst kom han.

Kigutikkaaq tog en kniv og et søm op af lommen og lod ham vælge det, han helst ville have. Ungkarlen valgte sømmet frem for en kniv med et smukt skaft, fordi,

som han sagde, man kunne få flere ting ud af et søm.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 164 ss. 566 - 576.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 149 - 153: Kumallaasilu Asaloorlu.

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 4 ss. 56 - 61 har Rink sammenstykket ialt 5 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 4, ss. 109 - 115:

Kumagdlat and Asalok.)

Resumé:

Kumallasi er en gevaldig dygtig fanger, der holder meget af sin fætter Asalooq. Denne er derimod elendig til fangst og derfor ugift. Hver gang Kum. inviterer til fællesspisning giver han Asa. et skulderblad. Bopladsfællerne bliver misundelige og foregiver Asa., at Kum. pønser på at slå ham ihjel. Et helt døgn ryster Asa. af skræk for det forestående drab, og da intet jo sker, tager han hjemmefra. Kum. fortvivler, leder og leder forgæves efter Asa.. Han holder helt op med at fange men tager dog fat igen på sommerpladsen. En dag beder han sin familie tage det roligt, hvis han bliver lidt længe væk og ror så ind den nærliggende fjord, hvor han møder en kajakmand uden kajakredskaber, der er dygtig til at vende rundt og dræber sit bytte med en pil nedefra. Kum., der siger at han gerne vil opleve noget at forjage sin sorg med, bliver så inviteret med langt ind i indlandet til en teltplads ved en sø, hvor de to først sent om aftenen lister ind i værtens telt. Kum. inviteres på mad, spiser noget, men er for urolig til at blive. Værten lover at holde besøget hemmeligt, indtil Kum. har nået sin kajak igen. Først da ryster han sine bukser med et stort bulder. Hele teltpladsen, mænd og kvinder, myldrer ned til fjordbunden og skyder deres pile efter ham. Kvinderne er hurtigst, fordi deres pilekogger er amaat-kraven. Mændenes er deres støvleskafter. Kum. slipper hjem, hvor han længe kun laver pile til sin krig mod indlandsfolkene (der slutteligt omtales som eqqillit).

Under angrebet i mørke støder han på Asa., der også er på krigsstien. Kum. lister sig først ind i sin forrige værts telt og skyder konen en pil i brystet. Farer så ud, berordrer Asa. til at gemme sig bag sin krop og lader fjenderne afskyde alle deres pile. Et kort øjeblik, da Asa. kigger frem, får han en pil mellem øjnene og falder om. Men da Kum. erklærer, at han intet fejler, rejser han sig igen. Så angriber de Kum. dem med alle sine pile, og Asa. stikker dem bagefter med lansen. De eneste overlevende, børnene, finder de i rævesøvn i teltene og stikker dem ihjel gennem ørerne.

Efter hjemkomsten, hvor det gamle mønster genoptages, er Kum. ude på fangst, da tre isbjørne, som ingen tør give sig i kast med, har placeret sig nær bopladsen på et isfjeld. Asa. der som sædvanlig med længsel afventer Kum.'s hjemkomst ved stranden, siger, at hvis bare Kum. havde været der, skulle han nok have klaret bjørnene. De andre mænd håner ham: "Ingen kan klare dem." Da Kum. nærmer sig med to sortsider på slæb, ror Asa. ud og fortæller om bjørnene. Han overtager så bugseringen, mens Kum. ror rask til isbjerget, lægger til, fæster et par pile opefter i den stejle isvæg, klatrer op og overmander bjørnene én for én. Han smider en af dem ned som mændenes andel, og Asa. lader sin skadefryd høre.

Var. Søg på Kumal*; Asaaloq og Kumallaasi.

OBS: Rasmussens oversættelse hér bygger på Jaakuaraqs version, hvor slutningen er erstattet med den i Arons version (Thisted 1993:91 - 93).

Håndskriftet til Arons version eksisterer ikke længere.

Heller ikke Jaakuaraqs egen nedskrift lader sig finde, men den er trykt i Atuagagdliutit, 1934 - 1935, nr. 18 - nr. 22. Og en renskrift, formentlig foretaget af Hendrik Olsen, findes i KRH, kasse 52, 2, hæfte 419. Den afviger noget fra den trykte version, men den trykte og afskriften har klart samme forlæg.

Arons version er trykt på grønlandsk med sideløbende dansk oversættelse i Rink 1959 - 63, I, nr. 7,

og på grønlandsk i Kr. Lynge 1938 - 39, Kalâtdlit Oqalugtuait Oqalualâvilo, II.

For en senere oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 1-13.

Genoptrykt i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 106 - 114: Den lille forældreløse Kunuk.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 106 - 114: Oqaluttuaq Kunummik iliarsunnguamik.

Resumé:

Kunuk og hans lillebror er forældreløse men vellidte på bopladsen, hvor

de går alle til hånde med stor iver. En dag de henter vand, ser de

spejlbilleder af såkaldte "løbere" i søens vand. Husfællerne tror dem

ikke. Heller ikke anden gang de har været ved søen. Brødrene gemmer

derfor deres lillesøster i husgangens kogerum, dækker hende med

savsmuld / træspåner og hægter sig selv op i bjælkerne under hustaget. Løberne

udrydder alle husfællerne og stikker søsteren et par gange gennem

savsmuldet. K. og hans lillebror flygter ind over land med den sårede

søster, der dør og begraves ved "Hjertefjeldet". De går videre, opøver

deres kræfter undervejs og lillebror blir snart stærkere en K. De går

tværs over en tilfrosset sø frem til havet, hvor en mængde remmesæler

er krøbet op på isen. De fanger og fylder en skyggefuld kløft med dem.

Et godt stykke længere fremme ser de i skjul en mængde kajakmænd på

hvalrosfangst, og at ingen kaster harpunerer, før en mand i hvid

halvpels har ramt et dyr. Det bugseres ind, parteres, og alle får

rigelige fangstparter undtagen en gammel mand, der kun får et tyndt

ribbensstykke og et stykke indvold af en underarms længde. Kajakkerne

ror mod vest langs med kysten til deres teltlejr, hvor K. og lillebror

planter lederens harpun med blære dybt i jorden ved lejrens vandsted.

Langt op ad næste dag i flot fangstvejr kalder lederen til fangst, men

kan ikke finde sin harpun. Ingen ror ud, før en kvinde finder den, og

man har været nødt til at grave den fri.

Om aftenen går brødrene ind i den gamles telt. De får hans to døtre til koner. Den gamle er selv flygtet for løberne, og hans søn er blevet dræbt af bopladsens leder. K., der udfordres af lederen, pisker en udstoppet hare i stumper og

stykker, skønt lederen har forbudt det. Lederen pisker ham. Men K.

gør sig hård, lederen flygter, K. indhenter ham, og han pisker huden

af hans ansigt. Mens ansigtet læger tar ingen på fangst. K. får sin

svigerfars kajak, øver sig og blir ferm. Han tar med på fangst og

drister sig til at nedlægge en hvalros, før lederen har ramt den.

Denne får af K. samme fangstpart som tidligere K.s gamle svigerfar.

Langt henne på foråret hentes depotet af remmesæler i kløften.

Lillebror styrer sin svigerfars konebåd. Lederens mor ror forrest i

hans konebåd, mens lederen og K. ledsager dem i kajak. K. morer sig

med at kaste sin harpun højt hen over begge både. Lederen forsøger det

samme, men spidder sin mor ved hætten til forstavnen, så hun falder

bagover. Lillebror ser Hjertefjeldet, gribes af sorg, men undertrykker

den og sprænges i sit indre. Da K. sørger og trænger til adspredelse,

nedlægger han en af de aggressive røde hvalrosser. Dernæst fortæller

hans svigerfar ham om Ungilattaqi oppe nordpå. U. røver alle mænds

koner og dræber deres mænd. K. og hans kone rejser derop på slæde, går

ind i et hus med lutter mænd, der er stedsønner af U. De støtter ham i

trommestriden mod U., hvor U. efter sin sang to gange kaster sin kniv

mod K., der gør sig bittelille. Første gang springer han op, idet U.

kaster, og næste gang springer han ind i skridtet på U. K.s

medsammensvorne tar kniven fra U., gir den til K. og synger en vise

for K., der derefter kaster og spidder U. til vinduesbriksen. Stor

tumult følger. K.s kone, som U. straks røvede, får tag i K. bagfra.

Hun er barbenet. På vej fra huset gribes han bagfra af U.s hjælper,

ham med bagdel både bagpå og forpå. K. brydes længe med den

"dobbeltrøvede" på glatis, løfter ham op og smadrer ham på isen foran

tilskuerne. En anden stærk mand, der forsøger sig med K. på et sted

med mange spidse, frosne hundelorte, lider samme skæbne, og en tredje

mand med ben så lange som en konebåd flækker K. hoften på mod en

stendynge. Folk takker begejstrede. K. blir bedt om at kigge ind til

den døende U., der ligger på en pude af sine mange koners underbukser

og indsnuser duften af sine yndlingskoners underbukser, der ligger

over hans ansigt. K. smiler da for første gang. Hans sidste

adspredelse blir en vågefangst på narhvaler i en våge ved denne

nordlige boplads. Derefter tar han hjem og falder til ro.

Var.: Kunuk

Hist.: "Løberne" (arpattut) bruges på fortælletidspunktet ofte om

nordboerne, men kan ligeså vel blot betegne "indlandsboerne".

Redaktør: Søby, R. M.
Håndskr.: KRKB 1, 4(12). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04:"quvdlugíssamik uvilik".
Eng. udg.: Knud Rasmussen's Posthumous Notes on East Greenland Legends and
Myths, Meddr Grønland 109(3), ed. by H. Ostermann, Kbh. 1939, s.127 - 129, "The woman who married a worm".

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.) 1981 - 82, Oqalugtuat oqalualâtdlo, III: 69 - 71: "quvdlugíssamik uvilik" / qulluissamik uilik.

Resumé: De mange brødre vil ikke bortgifte deres eneste søster. Også
et enebarn får afslag. Dennes gamle mor ønsker, at pigen må få en orm
til mand. Kort efter blir pigen borte. Brødrene leder, men forgæves og
vænner sig til, at hun ikke er der. Den mellemste bror maner ånder,
følger  hendes spor til indlandet, ser hende med et ormebarn på gulvet
i et oplyst hus, tapetseret med renskind. Broderen går ind til sin
søster. Hele huset ryster, fordi den store orm, der omslynger hele
huset forneden, ryster det. Broderen ber sin søster besøge deres mor.
Hjemme fortæller  han om søsteren, og til moderen siger han, at hun
skal spørge søsteren, når denne kommer på besøg, om hun holder af sin
ormemand. Hvis ikke vil de dræbe ham. Pigen kommer med sin orm i
amaat og tar den ikke op. Moderen vil se barnet. Skal gemme sig under
tæpper, kigger ud, ser ormen, der dier datterens bryster til blods, er
nær ved at falde om. Adspurgt siger pigen, at hun holder af sin mand,
fordi han sørger godt for hende. Moderen lyver: "Hvis du bliver ved at
holde af ham, vil din mellemste bror dræbe ham. Hun indvilger
nødtvungent i drabet. Brødrene følger hende til ormens hus med mange
pile. Ormen kommer hjem gennem en nordvendt kløft med to rener i
gabet, kryber ind under huset fra nordsiden, halvvejs ind og varmer
med brystet sin kone. Næste morgen kommer den ud gennem husgangen.
Brødrene dræber den med talrige pile og ormebarnet med. Pigen græder,
vender hjem med brødrene og de genoptager deres gamle levemåde.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, som tog en stor orm til mand, dengang ormene havde ansigt som mennesker.

Orig. håndskrift: KRKB, nr. 3: Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04. Renskrift: NKS 3536, IV, 4', læg 9.

Grl.titel: Arnaq kuvdlugíssamik nâlungiartârtoq / kullugissamik naalungiartaartoq.

Resumé:

En barnløs kvinde, hvis mand blir træt af hende, går ud for at finde

et barn. Hun finder først en bi, men opgiver den, og dernæst en orm,

som hun lader die af sit blod og skjuler i et halværme under briksen.

Den siger sivse-e-e, når hun kalder den frem. En dag hun er ude slår

husfællerne den ihjel, og blodet flyder ud i husgangen. Kvinden sørger

over tabet, som var den et rigtigt barn.

Oversættelse ved Apollo Lynge af renskriften:

Kvinden som adopterede en orm.

En af kvinderne, som ikke selv havde nogen børn, tog en orm til sig som sit spædbarn. Da hun således havde fået et spædbarn, begyndte hun at amme det, og hun lod den endda drikke sit blod. Efterhånden blev ormen så stor, at den blev lige så stor som hendes bryst og mave, og så gav hun den en stor kamik at være i. Engang da hun lagde den på briksen efter at have ammet den og gik ud, blev en af husfællerne bange for den og lagde den ind under briksen. Da hun kom tilbage, søgte hun efter den og tog den. Når plejemoderen sagde kærlige ord til den store orm, lyste dens øjne af glæde. Engang da plejemoderen igen var på besøg og husfællerne var bange for ormen, tog de den med ud og kastede den væk med en sådan kraft, at blodet sprøjtede ud! Den var jo ved at tømme sin plejemoder for blod.

Jonasine Nielsen, Saattoq.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 + 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; Tiisikoorsuarmik (Tiisi er et onomatopoetikon på lyden: sissii el. tsissii).

Kommentar: Det er uklart om Jonasine Nielsen er fortæller eller renskriver, men renskriften er tydeligvis en forkortet udgave af originalen.

Tolkning: Skulle symbolikken med blodet, der flyder ud i husgangen

(alias menstruationsblod), ske fyldest, burde kvinden herefter blive

frugtbar.

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "Arnaq nâlungiartârtoq ..." / Arnaq naalungiartaartoq ...

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:190.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 43 - 44: "Arnaq quvdlugíssamik nâlungiartârtoq" / Arnaq qullugissamik naalungiartaartoq.

Resumé:

En barnløs kvinde finder en orm i en tue, ammer den op og klæder den

i et skindærme. Den vokser sig uhyre stor, mens kvinden magrer hen. En

dag hun er ude, dræber hendes mor den. Hundene slikker blodet, der

strømmer ud af den. Kvinden sørger dybt.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm;

Renskrift: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 424: "Arnaq

qugdlugíssamik..." (med sproglige rettelser og til vestgrønlandsk af Hendrik Olsen eller ?)og Original: KRH, kasse 52, nr. 2, hæfte 413.

Resumé: En kvinde på vandring ind i landet jages ind i et lille hus af

en kæmpeorm med menneskeansigt. Den truer hende til ægteskab, sørger

godt for hende, og da hun får ormetvillinger, foreslår han et besøg

hos hendes forældre ved kysten. Hun rejser på hans ryg. Han gemmer sig

i en klipperevne, mens hun går ind til sine forældre, der finder

ormebørnene med menneskeansigter i amaaten søde. De insisterer på at

tage dem op. Moderen besvimer af skræk ved synet, trækkes til live

igen ved håret, og forældrene vil nu se hendes mand. Han vil æde dem.

Konen fortæller, at det er hans svigerforældre. Han nærer sig, men

snor sig i rasende fart hjem med konen på ryggen. Endnu idag kan man

se et lille ansigt på mange orme fra dengang, de havde

menneskeansigter.

Var.: Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand

Orig. håndskrift: KRKB 1, 5(14): Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04; Rasmussens renskrift: KRKB 3: Eskimoiske Sagn, 4, Optegnelser fra den litterære Grønlandsekspedition 1902 - 04: "âgssigssuaq" / Aassissuaq.

Maskinskrevet manus: KRH, kasse 51, nr. 33.

Første gang trykt i Rasmussen, K.: Nye Mennesker. København, Kristiania: Gyldendal, 1905:189 - 190.

Grønlandsk udgave: Søby, R. (red.), 1981 - 82: IV: 43: "âgssigssuaq" / Aassissuaq.

Resumé:

En kvinde opfostrer en larve til uhyre størrelse. Den æder et barn på

bopladsen og blir dræbt.

Var.: "Dengang for længe, længe siden ..." af Arnaaluk og "Kvinden der opammede en orm" af Taateraaq; Søsteren som insisterede på at være gift med en orm; En fortælling om en brødreflok (Aron); Anguterpaanik Brødreflokken; Kvinden, der havde en orm til mand; The woman who nursed a worm nr. 45 A; Kvinden der opfostrede en orm; The woman who nursed a worm;

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 54 ss. 290 - 295.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 460 - 462: Matiinarsuaq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 54, ss. 241 - 244, med dansk kommentar s. 337 - 338:

Resumé ved K. Thisted:

Der var i Itillinnguaq, lidt øst for Kuanninnguit, en mand som ikke var døbt.

Hver gang Matiinarsuaq kom til Nuuk, forsøgte præsten i Avannarliit (den danske

mission) at få ham til at omvende sig, og når han kom til Noorliit

(Hernnhut-dalen) var det det samme dér. Først når han blev døbt,

ville hans sjæl kunne finde frelse, hed det sig. Den udøbte sagde, at

han vidste slet ikke, hvad det var missionærerne talte om, det eneste

han vidste var, at angakokkerne / åndemanerne plejede at tale om, at der skulle være så dejligt under jorden, de levede i overflod dér. Det bragte

missionærerne stor sorg at høre ham tale på den måde. Så engang

henunder påske får den udøbte imidlertid problemer med sine døtre - de

har nemlig hørt om, hvor dejlige oplevelser de unge piger har derinde

i Nuuk. De beslutter at flygte næste dag, når faderen er ude i kajak.

Moderen jamrer om, at faderen slår hende ihjel, men det gider de ikke

høre på. Den stakkels moder går så dér og er ikke blot

rædselsslagen for, hvad der vil ske, når manden kommer hjem, men er

også bekymret for pigerne, fordi det er ved at være forår, og sneen er

blød mange steder.

Manden kommer, men slår hende alligevel ikke ihjel, fordi det skulle

vise sig, at "mod sin vilje skulle han omvendes på den rigtige måde."

Nogle dag efter at døtrene er gået, kommer en kajakmand. Forsigtigt

meddeler han, at der forleden i Nuuk har været en stor festdag, og at

pigerne var med. Selv faderen bliver åbenbart lettet, for han takker

budbringeren og byder ham op og indenfor. Og da gæsten skal til og afsted, sender

han både mad og tøj med ham til pigerne. Om foråret beslutter han så at

forlade Itillinnguaq, sin foretrukne vinterboplads - han vil ud til

sine døtre. Konen tror ikke sine egne ører. Men de bosætter sig i

Noorliit, faderen bliver døbt og får navnet Matiina og er allerede det

følgende år selv kateket og gør sig umage med at berette om sin

frelsers lidelser. Nu plejer så M. altid at tage ind til Qoqqut alene,

og han overnatter i en lille hule. Pludselig en aften lige efter at

han har lagt sig, kan han ikke røre sig. Så ser han to små lys, der

viser sig at være to mennesker i store hvide anorakker, begge to med

salmebøger i hænderne, den ene med røde sider, den anden med blå.

Da skikkelserne nærmer sig, hører han, at de synger en smuk salme. Da

de færdige med den, kommer skikkelserne svævende hen til ham. Den ene

har et blåt bånd om halsen, den anden et rødt. Ham med det blå bånd

siger, at de er kommet for at forklare ham noget. Han spørger også, om

han ikke kan kende ham, og M. glipper med øjnene til ja. Skikkelsen

beretter nu, at han inden han mistede sin krop var Porkapuusi / Poqqapuusi (?). Hans ledsager hedder Kristian Renatus. Sidstnævnte har endnu sin krop, mens

den talende selv kun er sjæl, deraf den røde farve. K.R. er en

sandfærdig ung mand fra Fiskenæsset, som fortæller om sin frelsers

smerte og død. Derfor er hans tøj så smukt og skinnende hvidt. Tøjet

er kendetegn, siger han. Så begynder de på en ny salme, anorakkerne

knitrer, de fjerner sig baglæns og bliver atter to lys. Endnu inden de

er forsvundet bliver M. atter i stand til at røre sig og sætter sig op

og betragter dem en lang tid. Selv om han kun har fået et enkelt

lille rensdyr, tager han straks hjem. Han fortalte siden flere gange

om sin forunderlige oplevelse.

Hist.: Et af de talrige drømmesyner fra den tidlige missionstid.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 231 ss. 869 - 877.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 283 - 287: Oqaluttuaq Meqqisaalimmik.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 14 - 20.

Fyldig oversættelse af to sammenstykkede versioner i Rink 1866 - 71, I, nr. 37 ss. 134 - 137. Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 24, ss. 197 - 202: The Reindeer-hunt of Merkisalik.

Resumé:

Meqqisaalik og hans kone er gamle. De har kun een søn til at forsørge sig. De telter altid alene om sommeren i en bestemt fjord, hvor sønnen dagligt jager rener i omegnen med stor dygtighed og godt udbytte.

En stor flok brødre, med deres ligeledes gamle forældre kommer i konebåd og kajakker, lægger til og bliver inviteret på kød. Meq. inviterer dem til at blive, og der bliver stor glæde over samværet. Også Meq.´s søn liver enormt op, da han kommer hjem.

Næste dag da de følges på renjagt, beordrer brødrene Meq.´s søn til at bygge sit skydeskjul yderst, hvorved han ikke får en eneste af de mange rener, klapperne har drevet hen mod brødrene. Meq.´s søn hjælper dem med flåning og partering, men får tilsyneladende ingen fangstpart. På hjemvejen går han først en stund for sig selv, inden han atter slutter sig til brødrene. Denne dag er det så brødrene, der inviterer på nykogt kød, og den mellemste bror håner Meq.´s søn: Der må sandelig være mange rener i området, hvis det virkelig kan lykkes Meq.´s søn at fange noget. Meq.´s søn bliver vred, men tier. Ligeså Meq. selv, der dog råder sønnen til at rette sig efter brødrene, for det er dem, der er flest.

Næste dag gentager  hele forløbet sig, men tredje dag beslutter Meq.´s søn, at gøre noget for selv at få bytte. Trods brødrenes højlydte irettesættelser er han hele tiden meget urolig i sit skydeskjul. Det ser den forreste ren, der standser op i god afstand, vender om og følges af hele flokken bort. Meq.´s søn sætter straks efter dem. Brødrene nøler noget, men følger så trop uden på nogen måde at kunne hamle op i hurtigløb med Meq.´s søn. Da de når frem, har han allerede dræbt alle dyrene, flænset nogle stykker, og beder dem tage som part alt det, de kan brække op og bære. Selv starter han hjemad med to hele rener over kors over ryggen og lades alene af brødrene med lettere byrder, fordi de mener, det vil tage alt for lang tid at følges med Meq.´s søn. Denne når dog hjem længe før brødrene og kan byde på kogt kød, der allerede er nået at blive koldt. Under måltidet er brødrene mærkbart tavse, og da deres gamle far bliver hængende efter de er gået, liver Meq. op og snakker løs. Brødrenes far får på anmodning meget velvilligt en knæskal af en ren til et nyt mundstykke til et drilbor, men han bruger det til hekseri over Meq.´s søn, der snart dør af en voksende byld på knæet.

Forældrene sørger så længe, at de er nær ved at komme for sent ud af fjorden før islægget, og tilbage på deres vinterboplads samler Meq. knogler af alskens fugle og dyr til en tupilak. Da han har fået liv i den og sendt den ned ad elven, dukker den først op som en lille søkonge. Men sådan vil Meq. ikke have den. Så dukker den op som en alk, osv. Efter fuglearterne er det sælarternes tur og til sidst hvalerne, hvor Meq. endelig erklærer sig tilfreds med en meget smuk hval, som han sender til hævn over brødrene.

Med jævne mellemrum får Meq. besøg af en slægtning, der bor på brødrenes boplads. Og hver gang kan slægtningen fortælle om en af brødrenes død, der er forårsaget af en køn hval, som har fristet til fangst. Da alle brødre er døde, sørger deres forældre sig næsten ihjel, og Meq. får næsten ro i sit sind.

Var.: Meqqusaalik

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 55 ss. 295 - 300.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 463 - 465: Milortuaraq; og i Thisted og Thorning: 'Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... / Måske nogen kunne fortælle ...', 1996: nr. 55 ss. 245 - 247 med dansk kommentar og resumé s. 338 - 339:

Resumé ved Kirsten Thisted i Oqalualaartussaqaraluarnerpoq ... s. 338-339:

Miliortuaraq var kun ganske lille, da hans far døde, han havde ingen søskende.

Om efteråret samler moderen en hel sækfuld bær og byder den til for

den, som vil bygge hendes søn en kajak. På den måde får M. sig en

kajak, selv om han ikke har nogen far. Næste forår får moderen

kajakken, sig selv og sønnen færget over til et sted, hvor der er godt

med stenbidere, og så bliver sønnen sendt på stenbiderfangst. Når han

kommer hjem øver moderen ham i kajakvending. "Ingen mand, men jeg, som

er en kvinde, har øvet dig!" siger hun, da han er fuldt uddannet. Og

derefter opfordrer hun ham til at blive noget ud over det sædvanlige,

ikke blot en mand, der lige klarer dagen og vejen. En senere episode

belærer dog M. om, at man på den anden side ikke skal være overmodig.

Da M. er blevet voksen og en stærk mand, har han sin foretrukne

overvintringsplads ved Attorsuit. Hver gang nogen kommer for at kappes

med ham, opgiver de på forhånd, når de ser hvilke bølger M. klarer at

tage ud på fangst i. Og når bølgerne engang imellem er så høje, at det

er umuligt at tage ud fra stranden, så kaster konen ham simpelthen ud

fra toppen af en høj skrænt.

       Ved den tid har M. for skik at tage ind

og holde sommer ved indlandsisen. Engang han er på vej ud af fjorden

slår han lejr ved herrnhuterne, men missionærerne bryder sig ikke om

at de udøbte blander sig med de døbte. En af missionærerne Johannes,

får øje på M.s to store bidske hunde og vil skyde dem. M. protesterer,

fordi de står forsvarligt bundet, men missionæren vil skyde dem

alligevel. Nu går så M. imellem missionæren og hundene, og

missionæren smider bøssen og griber fat i manden. Folk strømmer til

for at overvære brydekampen. Man regner med, at M. nok snart vil blive

kastet til jorden, for missionæren er en stor kraftig qallunaaq, men

det går lige omvendt. Missionæren kommer op igen og tager fat i M.,

men da han for tredie gang skal til at tage fat i ham, siger M.: "Jeg

er ikke døbt, og tager du fat i mig igen, slår jeg dig ihjel!". Så

opgiver missionæren, fordi han har fået respekt for den anden, selv om

han ikke er nær så stor. Bagefter kommer en af kateketerne og kalder M.

op til Johannes. Missionæren sidder med ryggen til og skriver, da M.

kommer ind. Så lægger han det han skriver og vender sig og ser på den

anden og siger:"Hvad mener du?" "Jeg har ingen mening," svarer M.

Hvorpå missionæren rejser sig, tager hans hånd og siger "Jeg tilgiver

dig !". M. takker og går sin vej med et stort stykke tobak og et stort

stykke brød, som pris for brydekampen.

Sidenhen blev M. døbt og fik navnet Thomas. Så blev han syg, og da han

havde været ude sidste gang, sagde han, at det urolige hav på

vindsiden af de yderste øer nu ikke så mere til ham. Fortælleren ender

med at konstatere, at M. endte sine dage på en god måde. Og slutter

med at fortælle, at han selv har mødt M.s barnebarn, Katrine-Lisbet,

som døde for ret lang tid siden.

Var.: Milortuaraq;

Hist.: Fortællingen virker helt autentisk og kan vel tidsfæstes til

ca. 1800. Bemærk at drab endnu frit kan begås af udøbte i kamp. Dette træk er undgået i den overordentlig lange variant fortalt af Esaia Martinssen en generation senere. En variant af Jaakuaraq er desværre ikke nået med i som oversættelse i denne base.

Hendriks data: Første hit ved søgning på Hendrik / Hintrik

Redaktør: Søby, R. M.

Håndskrift: NKS 2130, 2', læg 8, ss. 40 - 42: "Nanortalingme utorqánguit ...".

Uden overskrift.

Resumé: Et gammelt ægtepar ved Nanortalik føjer deres eneste søn i hans ønske

om at tage på sommertur til Qassit efter sortsider og bær. Han fanger

rigeligt, men får lyst til at bestige egnens højeste bjerge. Faderen

advarer ham mod bjergtoppenes onde skæbne, og sønnen kommer hjem fra

det højeste Perserajik med mavesmerter. Han dør, og forældrene må bygge

et hus til overvintring. Vinduerne laver de af rypekroer, og de lever

godt af sønnens fangster. Triste og tavse får de en aften besøg af tre

kvinder, der underholder de gamle med fortællinger om deres skønne

rejseliv. Det karakteriserer hhv. en ren, en ræv, og en hares

levevis, og som sådanne forsvinder de ud gennem husgangen før

morgengry af angst for, at "døgnet ellers vil rulle rundt og daggryet

komme bag på dem". Da isen går om efteråret, rejser de gamle tilbage

til Nanortalik.

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

     I Nanortalik boede et ældre ægtepar, der havde en eneste søn. Sønnen var en stærk og mægtig mand. Han rejste hele tiden til steder, hvor der var fangstdyr. Han rejste således rundt med sine forældre. Engang om efteråret, hvor der var kommet mange sortsider, sagde sønnen: " I morgen tager vi ud på en seljtur til Qassi, hvor der skulle være mange bær og sortsider."

     Dagen efter tog de stakkels forældre af sted sammen med sønnen. Da de kom til bunden af Qassi, begyndte sønnen at fange endnu flere sæler. En dag da han som sædvanlig kom hjem med flere sæler, sagde han: "Jeg vil bestige fjeldet Tusaarluarnaaq." Dertil bemærkede faderen: "Du skal holde dig fra at bestige fjelde, for man siger, at nogle fjelde bringer ulykke." Det lod ikke til, at faderens ord gjorde indtryk på sønnen. Han tog af sted og kom først hjem et godt stykke tid efter, at solen var gået ned.

     Tidligt næste morgen tog han af sted og kom hjem i to omgange med fuldvoksne sortsider på slæb. Da han kom hjem, sagde han: "Jeg vil tage hen og bestige det højste af fjeldene, Perserajik." Endnu engang bemærkede faderen advarende, at nogle fjelde kan volde ulykker. Men det gjorde øjensynligt ikke indtryk på sønnen. Han tog af sted for at bestige fjeldet. Endnu før det blev aften, kom han hjem og havde stærke smerter i maven. Han gik i seng; næste morgen døde

han.

     Hans forældre blev grebet af dyb sorg. Men der var intet at gøre, de

måtte lave en grav til ham og bygge sig selv et hus. De flyttede ind i det nye hus, og til vinduer brugte de rypekro fra ryper, som sønnen havde fanget. Den gamle begyndte at fiske; han var ellers holdt op med at ro i kajak. Først da det var vinter, holdt han helt op med at fiske. (Her er et ord, som jeg ikke kan læse.) De levede af de sæler, som deres afdøde søn havde fanget. Om aftenen

var der ingen, der sagde noget. En aften sagde manden: "Bare der ville komme en, der kunne fortælle historier." Knap havde han sagt dette, så hørtes der knirken i sneen hen over huset, (jeg mener, at der står "karssugpâ"), én gang til og endnu én gang til. Så hørte man nogle gå ind i gangen, og at de diskuterede, hvem der skulle være den første: "Gå du ind. Gå du ind!" Manden sagde indefra: "Kom inden for. Vi savner adspredelse." Så trådte der en kvinde ind, mørklødet og med en

stor hårtop. Efter hende trådte endnu en kvinde ind, det gav ligefrem lys i rummet, så lys var hun, og en stor hårtop havde hun. Hun smilede endog. Efter hende kom endnu en mørklødet og meget mild kvinde ind. De to gamle blev så glad for dem, at de straks satte mad frem. Da de havde spist, sagde manden: "Vi savner nogle, der kan fortælle historier. Fortæl nu, I søde."

     Således opfordret, fortalte de løs - især den første, der trådte ind: "Man er jo på vandring hele tiden. Om sommeren vandre man langt inde i landet. Når der kommer myg, flytter man op på fjeldene. Især er det smukt ved solopgang og solnedgang, når solen kaster et rødt skær på de høje fjelde. Det er et smukt syn. Midt om vinteren holder vi til længere nede og søger efter føde på stranden i lavvande. Det er begrænset, hvad vi har at fortælle; men den lille her har meget at fortælle, for hun vandre meget." Med de ord pegede hun på den lyse. Så sagde den lille kvinde: "Ih, jeg vandrer langt imod nord, mod syd og mod øst, langt, langt væk, når det bliver forår, og når solen kaster rødt skær på de høje fjelde, ah!" Hun gav et skrig fra sig. "Se nu fjeldene deroppe mod øst og mod nord, når solen står op og kaster sit lys på dem fra øst og fra syd. Jeg forlader de høje fjelde, når jeg har født mine unger." Hun fortsatte med at fortælle længe; og

midt i det hele sagde hun: "Lad os komme ud gennem det, der får den store tykke mave til at rejse sig (husgangen?) (nârsugssûp makitaqúkalugtuaqâtiput)." Idet hun sagde dette, bøjede den største af dem sig ned for at komme ud i gangen. Man så kun en lille hale af et rensdyr. Da den mørklødede bøjede sig ned, så man en stor hale af en ræv. Da den sidste bøjede sig ned, sås der kun en lille hale af en hare. Det viste sig, at det var et rensdyr, en ræv og en hare, der var

på besøg i menneskeskikkelse.

     Da isen om foråret forsvandt fra Qassi, vendte de to gamle tilbage til

deres vinterboplads.

Var.: Besøg af / hos dyr i menneskeskikkelse.

Hyppigst handler de om et menneskes besøg hos ravn, måge el. andre fugle i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Men her er det snarere det gamle ægtepars ensomhed, der lokker dyrene til. Qivittut har lignende oplevelser: Salik Aron; Salik Aron; Nassaaq.

Tolkning: Bemærk billedet af døgnet, der kæntrer rundt. Se GTV (= Grønlændernes traditionelle verdensbillede - p.t. under omarbejdelse, tilhæftes senere): Verdens balancegang.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 234 ss. 902 - 911.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

"Taama allattunga, Aron", 1999, II: 295 - 297: Oqaluttuaq Naajarsuaq Kuukajamillu.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 9 - 13.

Fyldig dansk version af denne sammensstykket med to andre varianter i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 80.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 64, ss. 354 - 358: Naujarsuak and Kukajak.

Resumé:

Naajarsuaq og Kuukajak

Naa. og Kuu. er bedstevenner, besøger hver dag hinanden og går på fangst sammen. Begge har store depoter af tørret kød. Mens Kuu. er inde i fjorden på rensdyrjagt åbner Naa. et hul i hans depot, og da Kuu. kommer hjem og længes voldsomt efter det tørrede kød, opdager han at ræve har været i depotet og ædt rub og stub. Folk fortæller at det er Naa. der har været på færde, men denne vedgår intet og spiller uskyldig da de ses. De har snakket en hel dag, da Kuu til slut kommer ind på miseren. Kuu. blir bitter og næste gang de er ude på lur efter sæler, men stadig kan ses fra land, harpunerer Kuu. Naa. bagfra og råber til folk på land, hvorfor han har gjort det. Naa.s far henter liget, de begraver det, og han opdrager sin sønnesøn til hævner, mens denne vokser op. Det gør han i nord, i Amerloq, hvor de rejser op, fordi Naa.s far ikke kan holde ud at være de steder hvor sønnen plejede at færdes. I Amerloq udvikler sønnesønnen sig til en habil hvalfanger og da tiden for hans hævn er moden, tager familien tilbage med en masse hvalbarder, som man jo ikke har hjemme i syd. Man kommer til bopladsen, hvor Kuu. endnu lever men ikke længere kan klare andet end at fiske ulke. Alle slægtninge og efterhånden mange andre kommer på besøg hos de hjemvendte og får hvalbarder i foræring til fiskesnører.

Naa.s søn ber sin bedstefar lave sig en passende stor harpunspids.  Det gør han af det midterste af en hvalkæbe, en ordentlig krabat af en harpunspids. Kuu. vil også gerne have barder, men tør ikke komme. Men da folk, der har været på besøg fortæller, at Naa.s familie ligefrem længes meget efter at se ham, forestiller han sig at de har glemt hans drab på Naa.. Modtagelsen er overstrømmende, ligeså beværtningen, men Kuu. får ingen barde, da han ror derfra. Han har næsten nået hjem i land, da Naa.s søn sætter den enorme harpunspids fast med et smæld, der kan høres vidt omkring, og sætter afsted efter Kuu. Lige før denne når i land, harpunerer Naa.s søn ham og råber til folk på land at det er som hævn for Kuu.s drab på faderen.

Var.: Mågen og sneglen; Kuukajak og Naajarsuaq; Naajarsuaq og Horaajuk; Naajarsuaq og Kuukajak (flere).

Mest sandsynligt er fortælleren Niels Mikiassen identisk med Nis Mikias fra den danske menighed i Nuuk.

Oversættelse ved Apollo Lynge. Revideret af Signe Åsblom:

De udøbtes mærkelige vaner.

(Niels Mikias' første tekst)

Dengang vore hedenske forfædre ikke var døbt havde de skikke der byggede på deres overtro, som fx: Når en kvinde fødte et drengebarn forberedte hun det til at blive en, der altid ville komme hjem igen efter fangst (en "angerlartussiaq"). Når drengen så voksede op og begyndte at jage i kajak ville han vende hjem inden fem dage, hvis han omkom i kajak, men hvis fangeren ikke var blevet modtaget af sin husstand inden den sjette dag, kom han aldrig hjem igen.

Fra fødslen af gjorde de som følger: når der skulle tømmes et urinkar, mens den spæde sov, tog de den lille op så han vågnede. Og når en kvinde bredte sit hår ud for at sætte det i top, tog de barnet op så det vågnede af sin søvn. Når barnet begyndte at kunne gå og var begyndt at færdes ude, formanede de det til hverken at lege med eller ænse hundene, og slet ikke bruge dem.

Og man siger om dem, der var opdraget under opvæksten til at vende hjem efter en ulykke, at de gjorde sådan: De brugte kajakkens siddeskind som kajak. Underkanten af deres helpels blev stram og de puttede deres hoved ind i deres fangstblære, hvorefter de søgte at komme hjem. Når de omkom på en kajaktur kom de til bevidsthed og så, at de befandt sig ude til havs. Når de kiggede ind mod land så de, at alle husindgangene vendte ud mod havet og så meget indbydende ud. Når de startede ind mod land og nogen tømte en urinpotte ud på møddingen, mens de nærmede sig, følte de det som om de næsten ikke længere kunne se landet. Og hvis en kvinde slog sit hår ud, men de var undervejs indefter, følte de straks at de befandt sig ude til havs. De gentog deres forsøg på at komme hjem, og når det lykkedes at komme til land midt om natten og de kom ind i et hus, hvor beboerne sov, gik de ud igen efter at have drukket alt vandet i vandbeholderen. Når så beboerne om morgenen så (at) vandbeholderen (var tom) sagde de: "En der prøver at komme hjem har været her." Hen under aften fyldte de vandspanden op og lagde isstykker i til afkøling af vandet for at gøre det mere fristende. Så gav de sig til at våge. (Dengang havde de ingen døre i husene) Vandspanden blev passet af to mænd som satte sig på hver side af den. Langt hen på natten kom så den person der forsøgte at vende hjem (angerlarniartoq). Han kom ind i huset mens han hele tiden sagde "kee" med hovedet inde i fangeblæren / fangstblæren, og dens tætningspropper af træ klaprede meget tydeligt.

Når personen kom ind, greb de to mænd på hver sin side af vandspanden fat i den hjemvendte og i første omgang gjorde de ikke andet end at få åbnet helpelsen og røre ved personens bare hud under pelsen. Når de havde rørt huden, standsede han op og blev helt kraftesløs. Derefter manede åndemaneren (angakkoq) ånder for at vække personen til live. Når han så var kommet til live og han ikke var en af deres slægtninge, lånte de ham en kajak til turen hjem til familien.

Den familie der havde opfostret nogen til at komme hjem igen ventede på vedkommende i hele 5 dage. Det fortælles at en sådan angerlartussiaq kom i land inden for de fem dage, men ikke først til deres egen boplads, og at han ikke blev bange for dem han nåede frem til. Først når de fem dage var gået, begyndte hans efterladte familie at sørge, fordi den bortkomne ikke ville komme hjem mere, nu tidsfristen var overskredet.

Desuden kunne de afholde sig fra bestemte ting når de fik en søn: De spiste kun een mundfuld mad hele dagen og drak dertil kun vand af en muslingeskal, og det var alt de fik at spise den ganske dag, og om morgenen inden solopgang hentede deres mødre vand. Sådan fulgte de deres slette skikke. Til sidst blev deres indvolde synlige mod lyset mellem deres knogler. De gjorde alt dette fordi de var hedninge (uvidende om Gud) og havde indgroede vaner med tro på hekse og troldkyndige og heksekyndige kvinder og åndemanere (angakkut) som herrer.

(piaaqqusiat) : Og enebørnene havde tøj hvor hårene på den ene side af skinddragten vendte nedad og den anden side opad, hvad mening det så end måtte ha'.

Kommentar: normalt: børn hvis tidligere søskende var døde som små.

Desuden havde de kilitsissiat, meddelere (en slags spioner), der var så modtagelige for varsler at de altid kunne føle, når et eller andet farligt var i anmarch; denne kunne så fortælle en intetanende person, at der kunne være noget farligt i vente.

Det fortælles at de fuldt og fast troede på deres åndemanere (angakkut), fordi disse på det bestemteste krævede det, og fordi de ikke var døbt og holdt fast ved deres tro og handlede som de gjorde ud fra deres overtro.

Vær venlig ikke at give dette til Atuagagdliutit.

Kommentar: Dette er en sjælden kilde til ritualer, hvormed et barn kunne gøres til en angerlartussiaq, en der er bestemt til at vende hjem (fra en drukning i kajak). Fortællingerne har mange eksempler på en sådan hjemvendt (angerlartoq), både fra Vest- og Østgrønland. Men kun: Avatarsuaq, kuisimassoq Natanimik ateqartoq forklarer hvordan man bliver gjort til en angerlartussiaq. I Niels Mikiassens tekst bliver den spæde åbenbart trænet i at overvære udhældning af urin og opsætning af hår (som der var tabu mod under fangst), for ikke at bukke helt under, hvis han under hjemfarten skulle blive mødt af sådanne handlinger. Aron har en flot serie akvareller af en sådan hjemkomst som illustration af fortællingen om Imaneq. Se fx Thisted 1999: 'Således skriver jeg, Aron', I: 175 - 178: imaneq.

Vedr. fangstblæren over hovedet se eksempel i "Fortolkningsmuligheder"; på en symbolanalyse: Pooq, pose, "mor", en livsmetafor.

Det er uvist om Nils Mikiassen har hentet sin viden fra fortællinger (jfr. Imaneq og Singajik / Singajuk) eller bygger på overleveret viden, der havde været praktiseret af samtidens eller forrige generations voksendøbte. Hans afsluttende bemærkning om at undgå offentliggørelse kunne tyde på det sidstnævnte: at han ikke vil bringe sine meddelere i fedtefadet.

-------

De udøbtes vaner og overholdelse af taburegler / Nalusut ileqqut aamma allernik.

Det fortælles, at en mor fastede når hun havde født en dreng. Hun holdt næsten op med at spise, kun en enkelt bid om dagen og dertil drak hun meget lidt vand i en muslingeskal, og familien hentede kun vand, mens de andre endnu sov. For at drengen skulle få det let med fangstdyrene, udstyrede de ham med forskellige amuletter af forskellig ben eller sten, forskellige smågenstande, og da de troede så meget var de så heldige heldigvis at nyde godt af dem.

Kommentar: søg på Marnilik Tusilartoq.

s. 188v: De forsøger også at opklare anngiaq / aama anngiarsiortarput.

Hvis en kvinde blev gravid uden for ægteskab og aborterede, når fosteret først lige var bgyndt at vokse i hendes mave, kunne hun fortie dette for sin familie og andre mennesker. Og åndemaneren / angakkoqen begyndte at mane ånder og forsøgte at afsløre det skjulte. Åndemaneren gik hele vejen rundt inde i huset og greb noget som han holdt ind mod sig og spiste noget af, og derefter kastede han resten mod denne kvinde. Genstanden ramte hende lige på issen og viste sig at være en stor klump blod. Denne kvinde blev så nødt til røbe sin hemmelighed om, at hun havde været gravid uden for ægteskab, og det fortælles da også, at kvinden derefter blev meget skamfuld, når hendes hemmelighed var blevet afsløret.

Notat: s. 188v (?)

Kommentar: søg på anngiaq

Sideløbende dansk oversættelse, der let forkortet og uden den

afsluttende morale også er trykt i

Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 38, ss. 137 - 141.

Og på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 25, ss. 202 - 207: Namak.

Orig. håndskrift eksisterer ikke længere. To afskrifter i hhv. Rink NKS

2488, II, nr. 55 af en seminarieelev og i Rink NKS, 2488,  VI, ss. 36h - 40v

af Wittus Steenholdt.

Nyligt oversat i Thisted 1999: Således skriver jeg, Aron, I: 264 - 266. Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: Taamma allattunga, Aron, I: 264 - 266: Naammaaq.

Resumé: Begge Nammaks / Naamaaks forældre myrdes af bopladsfællerne, mens han

endnu er lille. En mand adopterer ham og opdrager ham til hævn ved

gang på gang at vække ham med stor larm og sige, at nu vil fjenderne

også dræbe ham. Da N. efterhånden erfarer, at det er løgn, vækker

plejefaderen ham på samme vis med ordene: "Den Nammak, hvor er han

glemsom, nylig har de dræbt hans forældre, og straks glemmer han det!"

Han mener heller ikke det lønner sig at træne N. i kajak. Men N. får en

slynge, som han lærer at mestre og nedlægger harer og ryper med. Han

vokser til, sover kun om dagen og aldrig om natten. Og han får stedse

større kræfter, som han skjuler for alle.

En dag fortæller plejefaderen N., at N.s fjender vil rejse bort om

foråret. N. ber om en større slynge og får af plejefaderen tilbudt en

nyfanget remmesæl. Af den skærer han sig en slynge i en størrelse,

der aftvinger plejefaderen respekt. Denne lyver ikke mere, men det

tror N. stadig, da plejefaderen en dag vækker ham og siger, at nu er

fjenderne ved at rejse. Men da N. selv kan høre støjen, går han med

tomme anorakærmer (tegn på fredelige hensigter) og slyngen gemt på

brystet ud til en stenhob,

hvorfra han skyder hele tre afrejsende konebåde i sænk med store sten.

En fjerde konebåd flygter nordpå. Det forlyder at besætningen har

formeret sig, og N., der bliver gift og får en søn, træner denne op

til en dygtig kajakfanger, der både bliver gift og får konebåd. I

den rejser hele familien nordpå til Kangeq ved Ilulissat, hvor den

slår sig ned på fjendernes boplads, men ikke plejer omgang med dem.

N. og søn inviteres dog ind en dag i stormvejr, bydes på mad, som N.

tar dygtigt for sig af. Man opfordrer til forskellige kraftprøver. Den

forspiste N. vinder hver gang, og ingen rører ham, skønt sønnen

allerede er gået, da han alene forlader fjenderne. N. rejser uskadt

med familien hjem, hvor de lever i fred til deres dages ende.

Også oversat af K. Rasmussen, søg på: Nammak

Hist.: I en efterskrift meddeles det, at N. efter datidens opfattelse

aldrig var blevet stærk og havde klaret sig uden sin plejefars grove

behandling. Men nu plages folk ikke længere af ond samvittighed, og

derfor er der ingen stærke mænd længere. Nutidens moralske forfald!

Reprografisk genudgivelse: Grønlandske Sagn / Kalâtdlit Oqalugtait , Tønder

1973, med oversættelse til grønlandsk af Frederik Nielsen i den upaginerede sidste del af bogen: qilalugaq qernertaq.

Resumé:

Ulitaq rejser nordpå med søster og mor til Ilulissat, hvor han ved et delvis uheld bliver blind. Hans mor har forhekset nogle remme, der ligger i blød i en balje urin og ved en fejltagelse sin søns remme dér. Da han arbejder med en af dem sprøjter det op i hans øjne. Hans mor bliver arrig over at han ikke længere kan fange og giver ham kun muslinger at spise. Men hans søster gir ham ordentlig mad, når moderen er væk eller sover. Alle deres naboer flytter. En isbjørn nærmer sig huset. Søsteren holder buen og sigter med pilen gennem vinduet for sin bror, bjørnen ramler død om, men moderen hævder at han kun ramte vinduesrammen. Hun gir ham stadig kun muslinger, og søsteren giver ham bjørnekød der bekommer ham godt. Han drømmer at søsteren fører ham til en sø, hvor en fugl ved at strejfe hans øjne med sin vingespids gengiver ham synet. Det realiserer han næste dag, og moderen bliver grundigt forskrækket, da hun opdager hans genvundne syn. I sæsonen for hvidhvaler, hvor søsteren hjælper sin bror med at holde harpunlinen, når hvalen er harpuneret, inviterer han en dag sin mor til at gøre det samme. Han harpunerer en stor hvidhval, hun trækkes ned mod vandet mens hun råber på at få sin ulu / kvindekniv for at overskære remmen. Men hun slæbes ud i vandet hvor hun flere gange dukker op med sit råb, og sidste gang med sit lange hår i en fletning, der bliver narhvalens tand. Sådan blev narhvalen til med sit ulugu, ulugu råb, som man kan høre den dag i dag.

Var.: Søg på: blinde. Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Lyberth 1924 tappiitsoq. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Hist.: Bemærk at begivenhederne, skønt fortællingens proveniens er Qaqortoq, lokaliseres til Ilulissat som endemål for en rejse sydfra - dvs. til Diskobugtens handel og hvalfangst, og væsentligere: til et område hvor man hyppigere kan fange både hvidhvaler og narhvaler end i det sydligste Grønland.

not [republished as a reprography: Grønlandske Sagn/ Kalâdlit Oqalutait, Tønder 1973, translated into Greenlandic in the non-paginated final section of the book: qilalugaq qernertaq.

Summary:

Ulitaq travels with his sister and mother northwards to Ilulissat, where he is blinded, partially by accident. His mother had put a curse on some straps.  which were soaking in a basin of urine, accidentally putting a curse on her son's strap, which was also in the basin. While he was working on one of the straps, a liquid squirted up into his eyes. His mother was peeved because he was no longer able to hunt and gave him nothing but mussels to eat. However, his sister gave him proper food whenever his mother was outside or asleep. All of their neighbours moved away. A polar bear approached the house. His sister held his bow and aimed the arrow through the window for him. The bear fell down dead but his mother claimed that he had only hit the window frame. She continued to give him nothing but mussels, but all the while his sister gave him bear meat which he enjoyed very much. He had a dream in which his sister led him out to a lake where a bird gave him his sight back, by brushing his eyes with the tips of its wings. The very next day, he implemented what he had seen and his mother got something of a fright when she discovered that he had regained his sight. In beluga hunting season, his sister usually helped him to hold the harpoon line when he had harpooned a whale. One day, he invited his mother along to do the same thing and he harpooned a large beluga. She was pulled towards the water calling all the while for her ulu in order to cut the line. But she was dragged out into the water, where she resurfaced several times, always calling out the same thing. The very last time she surfaced, her long braided hair was transformed into the tusk of the narwhal. This is how the narwhal came to be  with its cry of ulugu, ulugu, which can still be heard to this day.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Hist.: Notice how the events, despite the tale's provenance being in Qaortoq, are localised in Ilulissat as the final destination for a journey from the south. i.e. to the trade sites and whalehunting grounds of Disko Bay, and more importantly, to an area where belugas and narwhals are caught more frequently than in the southernmost regions of Greenland.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv.

Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 103 - 123: "Unikkaartuaq. Nassaaq".

Denne fortælling er ikke med i:

Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.

Resumé:

Som den mellemste af tre brødre har Nassaaq ulykkeligvis aldrig fået kajak og færdes derfor kun til lands, hvor han bl. a. plukker en masse bær. Brødrene håner ham, han er som en kvinde der ikke skaffer spæk til huse. Alligevel er de glade for ham pga af de mange bær. Under en ørredfangst ved Qinngua (bunden af Tasersuaq øst for Tasermiut fjorden nær Nanortalik), hvor Nass. vil fange flere ørreder efter atbrødrene og faren er gået tilbage til teltet, har moderen slukket lampen i teltet, da han kommer. Dybt fornærmet - han er jo en der aldrig skaffer spæk til lampen - løber han indlands. Brødrene prøver forgæves at indhente ham, og heller ikke næste dag lykkes deres forsøg. Nass. går langt, langt ind i landet over bjerg og dal og kommer omsider til en stor slette, hvor han bygger hus og fanger masser af ryper til mad og vinterforråd. Det tar ham nogen tids træning før han kan løbe harer op (han har ingen jagtredskaber) og først året efter kan han løbe en ren op. Derefter har han mere end rigeligt af kød til forråd. Vinteren igennem holder han sig inden døre og har ingen anden underholdning en norden- og vestenvind, der uafbrudt skiftes til at hyle. Men en aften får han besøg af et lyshudet ældre ægtepar, der kommer med bær til ham. Han bliver ovenud lykkelig, fordi der ikke gror bær, som han tidligere altid smovsede i, så langt inde i indlandet. Han byder dem selv forsyne sig til et måltid med alt de lyster af tørkød i forrådsskuret og de spiser sammen, mens den mandlige gæst fortæller og fortæller, indtil det begynder at lysne. Da må de afsted.

Så er han ene længe igen, men han søger hyggeligt selskab med renerne, som han hviler sig mellem, og en dag hans kamik snærer er det fordi der er ved at vokse hove ud på hans hæle. Den næste store oplevelse bliver et besøg af et mørklødet ældre ægtepar, der også bringer bær, dog ikke fra denne men en anden verden. Der er modne og umodne mellem hinanden. Disse gæster spiser ikke kød, men bliver alligevel mens Nass. smovser bær og underholder med fortællinger, til det begynder at lysne.

Næste efterår, da han går hen til (inlands)isen og opdager en plet jord derinde, hvor der sikkert vokser lækre planter, laver han sig i en fart et par ny kamikker, går derind og tar rigtig for sig af de lækre planter. En fjern mørk plet der glider hen mod ham og vokser, viser sig efterhånden at være en seksbenet mammut / kiliffak. Nass. har længe set den komme, men har alligevel trukket spændingen ud ved at lade sine aftagne våde kamikker tørre, på begge sider, før han får dem på og flygter. En stor revner springer han over. Uhyret ligeså. Men den anden revne, som han kun med nød og næppe klarer tumler udyret ned i med mange voldsomme lyde.

Noget senere kommer lillebroderen for at hente ham. Denne har overtalt sin familie til igen at ta til Qinngua og fange ørreder (de har af sorg ikke været der siden Nass. forsvandt), og han har fået en stor madpakke med fra sin mor. Nass. blir glad for besøget, indvilger i at gå med tilbage, men først må han fortælle alt det han har oplevet gennem årene i sin ensomhed. Lillebror prøver gang på gang at afbryde, men Nass. må af med alle sine fortællinger (oplevelserne som ovf.) først (først i jeg-form, hvorefter Hans Gregersen forglemmer sig og går over til den tidligere 3. person ental). De to brødre vandrer så ned til teltet, hvor far, mor og storebror står glade uden for for at tage imod. Men da de alle skal ind i teltet går forældrene først, så brødrene, og til slut Nass. Åbenbart fornærmet igen får han kun lige foden indenfor før han vender rundt og stikker til fjelds igen. Alle forsøg på at nå denne trænede hurtigløber mislykkes.

Forældrene får dog langt senere en sidste hilsen fra Nass. gennem to lidt ældre kajakmænd, der skal fange ammassætter ved Ammassivik (Lindenow Fjord / Alluitsup Kangerlua) og blir bedt om at overnatte hos forældrene, der trænger til underholdning i deres store sorg over tabet af Nass. Ved afrejsen får de indstændige pålæg om også at kigge ind på tilbagevejen. I Ammassivik følger en ung åndemaner / angakkoq dem ud til kvan-stedet, der vogtes af et uvæsen, en allaq, og denne tillader dem ikke at plukke mere end et par stængler. De må flygte, men de beundrer den unge mands store evner (ikke helt klart hvori de har vist sig. Måske alene det, at han frejdigt og fornøjet følger dem trods faren derved). På tilbagevejen passes de op af en allaq på brinken af en skrænt, som takker dem for at de både har og atter vil besøge hans forældre. De må endelig hilse og fortælle at han er blevet en, der strejfer rundt i fjeldene. Forældrene bliver, trods sorgen over det uigenkaldelige tab, dybt taknemmelige for beskeden og overlæsser de to gæster med gaver til hjemrejsen.

Var.: (til bærgivernes besøg) Salik Aron; Mærkeligt besøg hos gammelt ægtepar;

Hist.: HG var 74 år i 1965. Boede tidligere i Alluitsoq / Lichtenau og Qunnermiut. Fortællingen rummer en del oplysninger om baglandet bag Nanortalik, som begivenhederne er henlagt til. Fortællingen dateres til dengang Nanortalik endnu hed Ilivileq, dvs. formentlig før koloniseringen i 1797. Muligvis er også en ung mand ved det navn gået til fjelds dengang (qivittoq). Men skabelonen er kendt fra andre versioner om andre qivittut.

Allaq betyder landbjørn (den brune) i Alaska og Canada, hvorfra grønlændernes forfædre enten har haft glosen med da de indvandrede, eller de har senere lært om den brune bjørn via herrnhuternes inuit i Labrador. Landbjørne findes ikke i Grønland. Det synes at være samme væsen, der vogter samme kvan i den historiske fortælling: Inorujuk (søg denne). Desuden kan samme Inorujuk, kendt som en slags åndemaner som ung, være identisk med den hér ovf. omtalte unge mand.

Kommentar: Det er en lang, vel fortalt historie, der giver sig plads og god tid. Mange historier har i godt selskab sikkert været fortalt i en sådan bredde med mange detaljer og indskud.

Det var ikke ualmindeligt at en dreng blev opdraget som pige, specielt hvis de ældste børn alle var drenge og moderen havde behov for en hjælper. Symbolforskellene mellem hav og land - parallelt med mand versus kvinde - kommer særdeles tydelig frem: Hurtigløb modsat kajakroning, ørredfangst og bærplukning modsat sælfangst, og en tiltagende lighed med indlandets hurtigløbere, renerne, der også smovser i lækre planter.

Vedr. besøget drejer det sig i overleveringen oftest om et menneskes besøg hos fugle og dyr. Hér er det qivittoq'ens ensomme liv der tiltrækker dyrene

(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 2 ss. 51 - 54 har Rink sammenstykket ialt 8 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, ss. 99-105:

The Blind Man who recovered his Sight.)

Oversættelse ved Chr. Berthelsen:

To søskende - en ung mand, der var begyndt at fange

sæler og lillesøsteren, som endnu var lille - boede hos deres

bedstemor i bunden af en dyb fjord. De boede helt alene. Den unge

mand var en dygtig (nakuunermit - egentlig: stærk) fanger, og de led aldrig nød.

En gang fangede han en remmesæl, og bedstemoderen ville gerne have

skindet til en pels til sig selv. Men den unge mand (Ussuttoq - ham,

der fangede remmesælen) sagde: "Jeg skal have det til line".

Bedstemoderen blev dybt fornærmet. Hele tiden mens hun afhårede skindet tænkte hun kun på disse ord:

"Når han har skåret dig til, og begynder at sno dig, skal du briste og

ramme ham lige i ansigtet." Under arbejdet med at fjerne hårene

koncentrerede hun sig helt om denne tanke. Da hun var færdig,

begyndte barnebarnet at sno den (udskårne rem). Da den var snoet strakte

han den ud og strammede den. Pludselig brast den og ramte ham i øjnene,

så han mistede synet.

Efter at han ver blevet blind, holdt han op med at ro i kajak. Han

indtog sin plads på sidebriksen og flyttede sig ikke mere. De levede

af forrådet fra hans fangster; men det svandt ind

efterhånden. Da der var ganske lidt tilbage, gav bedstemoderen ikke

længere den unge mand noget af det kød, hun kogte. Der ikke var mere tilbage, sagde hun. Når kødet blev kogt og bedstemoderen og

pigen havde spist det, kogte hun et stykke skind til den unge mand,

som altså måtte nøjes med det. Den unge mand kunne godt lugte kødet, men han holdt mund fordi han generede sig for sin bedstemor.

Lige som kødet var sluppet op, sagde bedstemoderen en dag: "En stor

isbjørn er ved at spise 'igalaap erqutaa' (tarmskindsrudens ramme ?). Hun sagde

henvendt til sit blinde barnebarn: "Skyd den, jeg skal nok holde buen

sådan, at pilen sigter på den." Barnebarnet var villig dertil; han

fik sin bue og var klar til at skyde. Da pilen pegede imod bjørnen,

sagde bedstemoderen: "Skyd så!" Barnebarnet skød uden at kunne

se, hvad han sigtede på. Men da han hørte et isbjørnebrøl, sagde han:

"Det lyder som et brøl af en isbjørn, der er ved at dø". Bedstemoderen

sagde til ham:" Du ramte tarmskindet (erqutaa) på vinduet."

Bedstemoderen gik ud og så, at der ved husgangen lå en død isbjørn.

Hun begyndte at flænse den; og mage til så fed en isbjørn havde hun

aldrig set før. Bedstemoderen sagde til pigen: "Du må ikke sige det

til din storebror," sagde hun til pigen, "for kun vi to må spise af kødet."

Hun gav pigen en klump fedt fra isbjørnen. Noget af fedtet gemte pigen

inden for pelskraven; og hun gik ind og gav sin storebror det,

mens hun sagde: "Mage til så stor og fed en bjørn findes ikke." Hun

kom ud igen, og bedstemoderen gav hende endnu en klump fedt. Noget af

det gemte hun inden for pelskraven. Bedstemoderen troede, at

hun havde spist det hele; og hun gav hende endnu en klump fedt, idet

hun sagde: "Har du allerede spist det op ?" Når pigen gik ind, gav hun ham

fedtet, som ellers var beregnet til hende selv. Bedstemoderen var nu

færdig med flænsningen, og hun kogte et stykke kød. Bagefter kogte hun

et stykke gammelt skind - et stykke fra konebådens betræk, hvor

spænderemmene blev fastgjort. Da det stykke gamle konebådsbetræk var

blevet kogt, gav hun ham det at spise, mens hun og pigen spiste

isbjørnekød. Den unge mand kunne lugte isbjørnekødet, men sagde ikke

noget. Han holdt hurtigt op med at spise af skindet fordi han havde en

klump i halsen (han var gråden nær). Bedstemoderen blev ved

med at behandle ham sådan. Suppen fra den rigtige mad hun kogte,

hældte hun udenfor; ham gav hun skindsuppe at drikke.

En dag sagde den blinde til sin søster: "Jeg vil gerne ud en tur; tag

mig i hånden". Lillesøsteren tog ham i hånden og førte ham ud. Han bad

hende føre ham op på fjeldet; og da de kom derop, sagde han til

søsteren: "Du kan bare gå ned. Jeg bliver her." Da hun var væk,

hørte han lyden af gæs. De fløj oven over ham; og han håbede på,

at de ville få øje på ham. Men nej, de fløj videre. Midt i det hele

hørte han igen lyden af gæs; og efter lyden at

dømme, ville de flyve hen over ham. En af dem sagde tydeligt: "Hernede

er der et menneske. Lad os flyve ned til ham." Da de nåede ham,

sagde den blinde: "Man er kommet til at leve uden at kunne se verden

omkring sig." Gæssene sagde: "Vi er desværre kommet afsted uden

noget af det, vi ellers kunne bruge. Men læg dig alligevel

på ryggen". Da han havde lagt sig på ryggen, tabte fuglene deres tynde

fugleklatter på hans ansigt. Da alle havde gjort dette, tørrede de

hans øjne af med deres vinger. De sagde, at han skulle vente

med at åbne øjnene, til der var gået fem dage; altså måtte han først

åbne øjnene den sjette dag. Så fløj de bort. Næste morgen kom

lillesøsteren og bragte ham lidt af den mad, der var tildelt hende.

Lillesøsteren ville have ham med tilbage, men han ville ikke. Han

sagde: "Gå du bare ned, jeg bliver her". Næste morgen kom søsteren

igen og bragte lidt af den mad, hun havde fået tildelt. Da hun skulle

tilbage, ville hun have haft ham med, men det ville han ikke; og pigen

gik ned alene. I de fem dage, gik lillesøsteren op til ham for at se

til ham. Så var de fem dage gået, og den sjette dag åbnede han øjnene

og så verden omkring sig. Han var blevet seende! Han kiggede sig

omkring og fik øje på et hoved, der dukkede op lige nedenfor. Han

lukkede øjnene igen. Det viste sig, at det var søsteren han så. Da

søsteren kom, sagde han: "Du vil igen kunne få så meget at

spise, at du bliver dårlig af det; for mine øjne er blevet raske. Jeg kan se igen!" Søsteren troede ham ikke og sagde, at det ikke kunne

passe. Hun sagde: "Luk øjnene op". Hun så, at øjnene ikke fejlede

noget.

De gik nedefter. Bag huset så storebroderen et

isbjørneskind, der var spilet ud til tørre på jorden med pløkke. Oven på

husgangen så han en hel masse isbjørneknogler. Inde i huset så han

labberne af en isbjørn. Straks han havde set dem, lukkede han øjnene

igen og lagde sig ned på sidebriksen. Han lod, som om han sov. Efter

at have ladet som om han drømte, vågnede han og sagde: "Jeg drømte at

der var et isbjørneskind, der var spilet ud bag ved huset".

Bedstemoderen sagde blot: "ajuutikasiit pilingusaqaat" (det skyldes

dit handicap ?). Han lod igen, som om han sov; han lod som om han

vågnede og sagde: "Det var, som om jeg så en masse isbjørneknogler

oven på husgangen". Bedstemoderen gentog det hun sagde før. Da han

tredie gang havde ladet, som om han sov, og som om han vågnede, sagde

han: "Det var, som om der lå isbjørnefødder under briksen".

Bedstemoderen sagde: "Det skyldes dit handicap". Da bedstemoderen nu

igen havde gentaget dette, åbnede den unge mand øjnene og pegede på

dem, idet han sagde: "Jeg mener de her". Bedstemoderen så, at han

åbnede øjnene og sagde hvast: "Værsgo, spis dem her. Spis dem her."

Da han nu igen var blevet seende, vendte han tilbage til sin tidligere tilværelse

og begyndte at fange mange sæler. Så fik han lyst til at hævne sig på

sin bedstemor. En dag spurgte han sin lillesøster: "Hænger du meget ved din

sølle bedstemor ?" Lillesøsteren svarede ja. Han spurgte sin

lillesøster om det samme flere gange. Og da hun hver gang sagde ja, kunne han ikke fortage sig noget.

Endelig, da han begyndte at fange småhvaler, der trak langs kysten,

fra land, gjorde han sit bedste for at få søsterens samtykke til at

han bandt fangeremmen om bedstemoderens talje og brugte hende som

fangstblære. Da hun sagde ja til det, spurgte han bedstemoderen:

"Vil du være den, der holder igen på narhvaler/hvidhvaler ved at stå

fast på klippen ?" (unniulluaataannguarit) Til at begynde med ville

hun ikke. Men da han blev ved, sagde hun ja. Linen blev bundet omkring

hendes talje, og de stillede sig på en stejl klippe. Mens de

kiggede på hvalerne, der trak forbi langs kysten, sagde bedstemoderen:

"Harpunér nu en af de mindste." De så nogle større hvaler dukke op. Da

der dukkede en mindre hval op, sagde bedstemoderen: "Harpunér nu". Barnebarnet svarede: "Den er for stor. Jeg vil vente til der

dukker en anden, der er mindre op." Der dukkede en op, der

var meget større end de andre. Den harpunerede han. Da hvalen fór

afsted, slap harpunøren linen.

Bedstemoderen holdt igen ved at stemme imod en fremspringende kant med

fødderne. Hun trak til. Da hun godt kunne magte opgaven, og da hvalen

tilsyneladende var ved at være træt, men da han så løftede hende bagi,

sprang hun i vandet, og hvalen dykkede ned under vandet med hende.

Han spejdede efter hende. Hvalen dukkede op længere ude; og efter

hvalen dukkede noget sort op. Det var bedstemoderen, som blev ved med

at sige: "Kom med min kære ulu, kom med min kære ulu", idet hun

samtidig trak linen til sig. Hun forsvandt ned

igen mens hun stadig snakkede om sin lille ulu. Hvalen dukkede op

anden gang og efter den bedstemoderen, som var ved at nå frem til

hvalen. Hun snakkede stadigvæk om sin ulu. Hvalen dykkede ned tredie

gang med hende, og den dukkede op igen endnu længere ude, og da sad

bedstemoderen oven på hvalen, idet hun stadig råbte om sin ulu.

Siddende på hvalens ryg, kom hun ud af sigte. Da hun var kommet

udenfor synsvidde, gik de hjem. Bror og søster blev herefter alene.

Var.: Søg på: blind / blinde; Tutigaq; Rink II 62; Uluaa; Holtved nr. 37; Rasmussen 1921 312 317; Rasmussen 1925 77 79; Rink III nr. 330. Narhvalens oprindelse; Hvorledes narhvalen blev til;

Kommentar: Fælles østeskimoisk myte. Det fremgår af enkelte versioner, at bedstemoderens kalden på sin ulu ligner den lyd, som småhvalerne udstøder.

(In Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr.2, pp.51-54, Rink pieces together a total of 8 variants, including this one. The same “mixture” is found in the English translation in Rink, H. 1875 (reprinted in 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 2, pp. 99-105:

The Blind Man who regained his Sight.)

Two siblings, a young man who had started to catch seals and his younger sister who was still quite small, lived with their grandmother at the bottom of a deep fjord. The lived all alone. The young man was a skilled (nakuunermit  literally: strong) hunter and they never wanted for anything. One day, he caught a bearded seal and his grandmother wanted the hide to make a coat for herself. But the young man (ussuttoq- he who caught the bearded seal) said, “I am going to use it to make hunting lines.” His grandmother was deeply offended. The whole time he was unhairing the skin, she thought constantly of these words, “When he has cut you out and begins to twist you, you will snap and hit him directly in the face.” While he was working on removing the hairs, she was completely focussed on this thought.  When she (prbable error for he” or perhaps “it”) was finished, the grandson began to twist it (the line, which had been cut out). When it had been twisted, he stretched it out and pulled it tight. Suddenly it snapped and hit him in his eyes, causing him to lose his sight. After he had gone blind, he stopped kayaking. He sat down in his spot on the plank platform on one side of the house and never moved from there. They lived on their stockpile of food which he had previously caught, but that got smaller and smaller. When there was only a small amount remaining, the grandmother no longer gave the young man any of the meat she boiled. When the meat was cooked and the grandmother and the girl had eaten it, she boiled up a piece of skin for the young man and he had to make do with that. The young man could smell the meat, but kept quiet as he was embarrassed/shy in front of his grandmother. One day, just as the meat ran out, the grandmother said, “A huge polar bear is about to eat 'igalaap erqutaa' (the window frame). She said to her blind grandson, “Shoot it. I will hold the bow so that the arrow is pointing at it.” Her grandson was willing. He got his bow and was ready to shoot. When the arrow was aimed at the polar bear, the grandmother shouted, “Shoot now!” Her grandson shot the arrow, unable to see what he was aiming at. But when he heard the roar of a polar bear, he said, “That sounds like the roar of a polar bear that is about to die.” His grandmother said to him, “You hit the frame (erqutaa) of the

window.” The grandmother went out and saw a dead polar bear lying next to the entranceway. She began to flense it and had never seen such a fat polar bear before. The grandmother said to the girl, “You must not tell your big brother about this, because we two shall eat the meat.” She gave the girl a lump of fat from the polar bear. The girl saved some of the fat in her fur collar for her older brother. She went inside to give the fat to him and said, “That is the biggest and fattest bear ever.” She went outside again and was given another lump of fat by her grandmother. She hid some of it in her fur collar. Her grandmother believed that she had eaten the whole thing and gave her another piece, saying “Have you already eaten it all up?” When the girl went inside, she gave him some of the fat which was really meant for her. Their grandmother had now finished flensing the animal and she boiled up some meat. Afterwards she boiled up a piece of old leather which was the bit of the covering of the women's boat where the straps (the oars) are fastened (with straps). When the piece of leather from the woman's boat was cooked, she gave it to him to eat, while she and the girl ate polar bear meat. The young man could smell the polar bear meat but said nothing. He soon stopped trying to eat the leather as he had a lump in the back of his throat (he was close to tears). His grandmother continued to treat him in this way. The broth from the real food which she boiled was poured away outside, and she gave him leather broth to drink.

One day the blind man said to his sister; “I would like to go for a walk. Take me by the hand.” His younger sister took his hand and led him outside. He asked her to lead him up into the hills and when they got there, he said, “You can just go back again. I will stay here.” When she had gone, he heard the sound of some geese.  They sounded as though they were about to fly right over him. One of them said in a clear voice, “There is a person down there. Let's fly down to him.” When they reached him, the blind man said, “I have come to be in a situation whereby One cannot see the world around me. The geese said, “We have unfortunately set off without any of the things that we would otherwise be able to use. But lay down on your back nevertheless.” When he was lying down on his back, the birds did watery dropping on his face. When they had done that, they wiped his eyes clean with their wings. They said that he must wait five days before he opened his eyes. That is to say, he would be able to open them on the sixth day.  Then they flew away. The following morning, his younger sister came back and brought him some of the food that had been given to her. When she went home, she wanted him to come with her but he did not want to go, so she went by herself. In the next five days, the younger sister went up and tended to him. Then the five days had passed and on the sixth day he opened his eyes and looked at the world around him. He had regained his sight! He looked around and saw a head bobbing up and down below him. He shut his eyes again. It turned out to be his sister that he had seen. When his sister arrived, he said, “You will be able to eat so much that you will get sick because my eyes have been healed. I can see again!” His sister did not believe him, and said that it could not be true. She said, “Open your eyes!” She could then see that there was nothing wrong with his eyes.

They went down again. The older brother saw a polar bear skin behind the house, stretched out on the ground to dry and held in place with pegs. On top of the entranceway he saw a whole load of polar bear bones. Inside the house, he saw polar bear paws. As soon as he had seen them, he closed his eyes once again and lay down on the plank bed at the side of the house. He pretended that he had been sleeping. After he had pretended to have a dream, he awoke and said, “I dreamt that there was a polar bear skin stretched out behind the house.”  His grandmother just said, “ajuutikasiit pilingusaqaat” (it is because of your disability?). He pretended to sleep once more and then

page 3

pretended to wake up and said, “It was as though I saw a whole load of polar bear bones on top of the entranceway.” His grandmother repeated what she had said before. The third time that he had pretended to sleep and then wake up, he said, “It was as if there were polar bear paws under the bed.” The grandmother said, “It is because of your disability.” Because his grandmother said this once again, the young man opened his eyes and pointed to them, saying, “I meant these.” His grandmother saw that he had opened his eyes and said hoarsely, “Here you are. Eat these. Eat them.”

As he could now see once more, he returned to his previous existence and began to catch a great number of seals. Then he developed a desire to exact revenge on his grandmother. One day he asked his little sister, “Are you really very fond of your pathetic grandmother?” His little sister said yes. He asked her the same thing many times. And since she always responded by saying yes, he could not do anything.

Finally, when he had started to catch, from the beach, small whales that migrated along the coast, he did his very best to gain his sisters consent to tie his harpoon line around her waist and use her as a hunting bladder. When she agreed to this, he asked his grandmother,” Would you be the one who resists the pull of the narwhal/beluga by standing firmly on the rocks. (unniulluaataannguarit). At first, she did not want to. But when he insisted, she said yes. The harpoon line was bound around her waist and they positioned themselves on a steep rock. While they looked at the whales which migrated along the coast, the grandmother said, “Be sure to harpoon one of the smaller ones.” They saw some larger whales swim by. When a small whale came along, the grandmother said, “Throw your harpoon now!” The grandson replied, “That one is too big, I will wait until a smaller one comes along.” Then one came along that was much bigger than all the others. He harpooned that one. As the whale darted off, the harpooner let go of the line.

The grandmother held on by bracing herself with her feet against a protruding ledge. She heaved on the line. She was up to the task and the whale seemed to be tiring, but when he lifted her up from behind, she jumped into the water and the whale dived down into the depths with her. He looked out for her. The whale resurfaced further out followed by something black. It was the grandmother who kept on saying, “Give me my precious ulu, come with my precious ulu.” while she kept on pulling the line towards her. She disappeared from view once again, still talking about her little ulu. The whale surfaced for the second time followed by the grandmother who was closing in on the whale. She was still talking about her ulu.  The whale dived for the third time with her in tow and resurfaced further out. That time the grandmother was astride the whale, still shouting for her ulu. Riding on the back of the whale, she disappeared from view. When she had disappeared from their range of vision, they went home. Thereafter the brother and sister remained alone.

Var.: Search for blind/blinde; Tutigaq, Aron 365; Rink II 62; Ulluaa; Holtved no.37; Rasmussen 1921: 312 317; Rasmussen 1925: 77 79; Rink III no. 330. Lyberth 1924 tapiitsoq. The origins of the narwhal; how the narwhal came to be.

Comment: A myth common to the Eastern Eskimos. Some versions make it clear that the grandmother's cries resemble the sound emitted by small whales.

Transl. by Lucy Ellis.

By courtesy of Craig Mishler. See: Diving Down: Ritual Healing in the Tale of the

Blind Man and the Loon by Craig Mishler, Vadzaih Unlimited, 3910 McMahon Avenue

Anchorage, AK 99516, [email protected]

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. eksisterer ikke længere.

Afskrift af orig. håndskrift: NKS 2488, II, nr. 163 ss. 559 - 565.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

Taama allattunga, Aron, 1999, I: 147 - 148: Oqaluttuaq Niaqunnguamik.

Ret tekstnær oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I: nr. 83.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 67, ss. 362 - 366: Niakunguak.

Resumé:

Niaqunnguaq er en af de yngste i en stor, hidsig brødreflok, men selv er han fredeligheden selv, og det kunne ikke falde ham ind at fremhæve sig selv eller prale, skønt han er en fortræffelig kajakmand. Han forlader de ufredelige brødre og ror sydpå, hvor han bliver inviteret til at bo hos elskelige mennesker, får sig en kone og senere en søn. Denne er endnu en lille purk, da en flok brødre med en irritabel og aggressiv mellemste bror slår sig ned på bopladsen for vinteren. Denne bror følger Niaq. med ud i kajak i et voldsomt stormvejr, men kan ikke engang hjælpe denne med at lænse en harpuneret sæl. Han må ro hjem i forvejen og skræmmer den stakkels purk aldeles ved at antyde, at faderen bestemt ikke kommer hjem i det vejr. Det gør dog Niaq., med hele to sortsider og han bemærker tørt ved fællesmåltidet på bryststykkerne, at det blæste en del derude, da han fangede dem.

Niaq. deltager aldrig i boldspil og lignende konkurrence-lege, men lokkes så ud for dog at se på. Den aggressive skubber ham omkuld, men Niaq. rejser sig og børster blot sneen af. Den anden farer frem igen. Niaq. skyder ham stilfærdigt fra sig. Den anden bliver ved, og de kommer op at slås. Niaq. kaster modstanderen fra sig, og denne dør næste dag af blodtab. Så har Niaq. altså ufrivilligt fået fjender, nemlig den dødes to små sønner, der mange år senere, da også Niaq.´s søn er blevet stor, dygtig og stærk, ankommer med en masse andre mænd og slår sig ned på bopladsen. Hen på vinteren bliver der hungersnød. De tilrejste inviterer Niaq. og hans søn på en masse mad, hvorefter en af fjendens sønner nævner, at man er kommet for at hævne sig. Han demonstrerer sin styrke ved at klemme en kogt, tørret sællever, uden at den ændrer synderlig form. Niaq.´s søn klemmer den derefter til dryssende smulder. Hævnerne føler sig overvundne og rejser bort, og Niaq. og hans søn angribes aldrig nogensinde igen.

Hist.: Aron kommenterer, at denne fortælling skulle være meget gammel. Den er under alle omstændigheder stærkt overdreven i sin moralisering, og skønt det formentlig i Grønland som hos Inuit i Canada (Jean Briggs: Never In Anger, 1974 (1970)) var en dyd ikke at lade sig hidse op, er Niaqunnguaq næsten for eksemplarisk i sin "vende den anden kind til" adfærd.

Man bemærker tillige at det er i syd, hvor herrnhuterne, som Aron tilhører, netop havde deres andre missionsstationer, at Niaq. træffer de allerelskeligste mennesker.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, IV, 4' nr. 121 ss. 627 - 634.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove:

'Taama allattunga, Aron', 1999, II: 342 - 345: Oqalualaarut Nikuumik.

Let forkortet oversættelse i Rink 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, II: nr. 52,

ss. 91 - 93.

Kort resumé på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 126, s. 461 - 462: The Tupilak.

Resumé:

Nikooq har engang været en dygtig fanger, men med alderen må han nøjes med at fiske ulke, som dog de mange dygtige unge brødre, han deler boplads med, er glade for at få i bytte for noget af deres fangst. En dag lykkes det minsandten Nik. ene mand at få dræbt en hvalros, der først kommer helt hen i nærheden af ulkepilkeren og byder sig til. Ligeså da han i huj og hast er roet i land efter sine gamle fangstredskaber og ud igen, lægger den sig perfekt for først hans harpun og siden hans lanse. Stolt vender han tilbage, konen bliver ligeså stolt, og lykkelige giver de kødgaver og lige store stykker stødtand til alle. Alle inviteres på kogt kød, men den mellemste af brødrene, der er blevet misundelig over Nik.s held, beder blot om, at man vil tage et stykke ribben med kød og hans tandstykke med hjem.

I de følgende dage undrer Nik. sig over, at den mellemste bror, den dygtigste fanger af dem alle, tager ud før alle andre, bliver længe ude og vender tomhændet hjem. Nik. prøver forgæves at komme op og ud før ham og bliver drillet en del for det, men endelig en nat kommer han ud og venter til den mistænkte kommer ud. Nik. ser, at han ror ud til en ø og forsvinder dér. Næste dag venter Nik. til alle er taget på fangst, hvorefter han ror ud til øen, finder den mistænktes kajak under noget ral, leder videre og opdager ham splitternøgen i færd med at lade en færdig tupilak suge sig levende i skrævet.  Stakkels gale mand siger Nik. gang på gang og lader sig nu, som ved et tilfælde, falde ned på ham, hvorved tupilakmageren øjeblikkelig dør.

Da den mellemste bror ikke vender hjem starter alle eftersøgningen næste dag. Nik. græder (krokodilletårer) med de andre og leder dem på rette vej. De samstemmer i hans: Stakkels gale mand, da de finder ham. Nik. gør det nu af med tupilakken, som han fortæller blev lavet mod ham selv. Ribbenstykket falder ud, de parterer udyret i alle led og spreder dem. Den døde bror sænker de i hans kajak i havet, men da den gang på gang kommer boblende op, tynger de den til bunds med sten. Bobleriet fortsætter dog hørligt på lang afstand hele fem dage endnu.

Var.: Nikkooq; Nukunnguasik; Tupiwdliseq;

Hist.: En velfortalt fortælling fra overleveringen, der har en moderne tids større humor og foragt i stedet for skræk tilovers for tupilakmageren. Hvalrossens helt urokkelige ønske om at lade sig nedlægge af den gamle mand, er formentlig også ude på overdrevet, hvor man gør lidt grin med forestillingen om, at det er dyrene selv der afgør, om de vil lade sig fange.

Red. med Indledning og oversættelse: Kirsten Thisted.

Orig. håndskr. : NKS 2488, II, 4' nr. 232 ss. 877 - 897.

Trykt i ældre retskrivning i Lund, Lars Møller: 'Âlup oqalualâve', 1972: 21 - 31.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove: "Taama allattunga, Aron", 1999, II: 288 - 292: Oqaluttuaq Ninnitamik.

I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 55 ss. 166 - 172 har Rink sammenstykket denne + en anden variant. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh and London: W. Blackwood and Sons, nr. 36, pp. 238 - 247.

Resumé:

Ninnittaq rejser nordpå, op til nord for Upernavik, med sine børnebørn. Her lider de ingen nød i mange år, hvor børnebørnene bliver store, gifter sig og selv får børn. Men da en hård vinteren sætter ind, tar den ungdommelige og alerte Nin. affære. Han drager en meget tidlig morgen afsted til et højt fjeld, klatrer til tops og ser en tågeformation langt ude på isen. Det er sent før han når hjem, men næste morgen tidlig vandrer han ud til den våge fuld af sæler, som frosttågen signalerede, fanger en lille netside og kommer meget sent hjem, hvor børnebørnene forbliver på briksen og tigger om tyggebidder. Næste morgen tager Nin. dog igen alene ud og kommer hjem med en større sæl. Denne gang tager børnebørnene deres kamikker på (og går ud på gulvet til maden? BS).

Næste morgen må Nin. atter alene afsted. Dagens fangst er en endnu større sæl, og denne gang er børnebørnene begyndt at ordne deres fangstredskaber. De er da endelig styrkede og klar til at tage med bedstefar på fangst ude ved vågen næste morgen, hvor han advarer dem mod at fange større sæler end de kan bære hjem. Han når dog hjem længe før børnebørnene med deres langt lettere byrder. Nin. har ude ved vågen set slædespor, som han næste dag, da han er alene ude igen, følger langt mod nord (nok snarere ud fra land over isen, BS). Bjergene bagude i land forsvinder bag horisonten, han kommer til et nyt land, som han vandrer hen over til den anden side med et lille hus, hvor han går på besøg hos en kvinde med to døtre. De gir ham ingen mad. Men da husets mand kommer hjem med fangst og har prøvet kræfter i armkrog med Nin. (der lader den fremmede vinde), får han masser af mad og tilmed begge døtre som koner for natten. De to unge kvinder har fra det øjeblik faderen kom hjem, renset de skinnende hvide tarme fra hans dagsfangst og syet ham en tarmskindspels på ingen tid.

Næste dag følges Nin. med sin svigerfar på fangst ud til en stor våge, hvor svigerfar advarer Nin. mod at fange for meget pga. den lange vej tilbage. Men Nin. fanger ligesom sv.far en stor og en lille netside og han kommer hjem længe, længe efter sin svigerfar, der ikke længere synes så godt om Nin. pga. af hans langsomhed. Den er også skyld i, at tarmene i Nin.'s fangst er blevet kolde og slatne og ikke længere egner sig til den tarmskindsanorak han har sat næsen op efter.

Næste dags fangst foregår på samme måde, men undervejs tilbage får Nin. den idé ikke længere at følge nøjagtig i sin svigerfars spor. Og da han træder i sit eget går det så rask af sted, at han når hjem længe før sin svigerfar, får sig en nysyet tarmskindsanorak af de endnu varme og fedtglinsende tarme, som de unge koner syr på ingen tid, og svigerfaderen, der blir lykkelig over Nin.s åbenbare hurtighed, udbryder: Nu kan vi ikke undgå at vinde. Nin. forstår det først langt senere, da de har kappedes to gange med en anden boplads i boldspil.

Tidspunktet for boldspillet aflæses af månens stilling, svigerfar laver et boldtræ til dem hver af skulderblade af hvalros og kvinderne syr dem alle nyt tøj. Det tar de på i en fart, da nabopladsens folk viser sig om det nærmeste næs, og boldspillet kan snart begynde. Nin. har fået tydelig besked på hvordan han skal bære sig ad, når familiens medlemmer slår bolden fra den ene til den anden, men han beslutter sig for at kludre i det. Modstanderne vinder og kaster sig tilmed over Nin, trykker ham ned, fylder hans tøj med sne, og svigerfar må redde ham ud af bunken af mænd.

Snart er det Nin. og hans svigerfamilies tur til at spille på udebane hos vinderne, og denne gang retter Nin. sig efter instrukserne, og slår egenhændigt og gang på gang bolden så højt op og afsted, at han snart er forsvundet over bakkekammen med den og hjemad. Svigerfar jubler og hoverer.

Efterhånden længes Nin. tilbage til sine børnebørn, som måske ikke engang har klaret den hårde vinter, trods fangsten lige inden han tog afsted. Hver nat øver han sig på at springe ud fra briksen uden at nogen gør det mindste tegn til at vågne. Da det endelig en nat lykkes, springer han fra sted til sted, og ned under konebåden, hvor han har gemt et stramtsiddende sæt tøj, som han har ladet sine koner sy. Han tar det på og springer stadig rundt ud på isen, ind i land og i rundkredse, for at sporene skal vildlede evt. forfølgere. Til slut fylder han sit gamle tøj med lyng, stiller dukken op som en isfanger i en nybygget snehytte og gemmer sig, indtil forfølgerne har tosset rundt i hans spor, harpuneret dukken i hytten og er forsvundet igen. Da vandrer Nin. i eet stræk hjem til børnebørnene, der har det godt, og ligeså disses børn og børnebørn, hvorefter de alle tar tilbage til deres gamle boplads i syd. Hér lever Nin. videre til han dør som en helt indtørret olding.

Var.: Ninnittaq; Isigaaseraaq; Iseraasoraq

Hist.: Ikke en historisk fortælling. Men den afspejler en vis viden om N V Grønland (nord for Upernavik). Det fremgår ikke helt klart om den fremmede svigerfamilie bor i Akilineq (= Baffinland), det nordligste NV Grønland, eller Thule-området. Ifølge Rinks oversættelse efter to versioner, denne og Kristoffers i 1866-71, I, s. 167 fører slædesporene Ninnittaq ret ud til havs og over til Akilineq.

Sideløbende dansk oversættelse.

Orig. håndskrift: Rink NKS 2488, nr. 253, eksisterer ikke længere.

Nyligt oversat i Thisted 1999: "Således skriver jeg, Aron", I: 205 - 206.: En gammel ungkarl.

Transskriberet til nugrønlandsk retskrivning i Thisted, Thorning og Grove 1999: "Taamma allattunga, Aron", I: 205 - 206.: Oqaluttuaq nukappiatoqaq.

Resumé af denne blandet med en variant af P. Motzfeldt i Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 64, ss. 191 - 192.

Samme på engelsk i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 52, ss. 300 - 301.

Resumé: Den gamle ungkarl bryder sig ikke om sang, men en dag tiltrækkes han af en konebåd med syngende roersker, der stævner mod øst ind i fjorden. På anmodning binder man hans kajak til konebåden, der indimellem hæver sig og flyver, mens roerskerne synger en tryllesang / magisk sang / serrat. Fra fjordbunden letter båden ind over land, hviler en stund på et højt, spidst bjerg, og fortsætter til bostedet i indlandet, hvor ungkarlen er gæst en tid, indtil han mener at dem derhjemme nok savner ham. Med kajakken stoppet med madgaver flyver han afsted ved sangens hjælp og hviler undervejs ud på toppen af et spidst bjerg. Men da han vil videre har han glemt sangen. Han er lige ved at styrte i afgrunden, da han husker den, rettes op og flyver hjem. Til bopladsfællernes undren kommer han ikke blot flyvende til men fortsætter også direkte ind gennem husgangen og op mod briksevæggen, hvor kajakspidsen knækker. Siden foretager han aldrig sådanne flyveture.

Var.: Den flyvende kajakmand

Kommentar: En munter fortælling, der ofte gengives på dansk under titlen: Den flyvende kajakmand. Det specificeres ikke hvilke indlandsånder han besøger, men i en version associeres de til sangenes inua'er der bor i små huse i indlandet.

Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.

Kort dansk resumé i Rink: Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866-71, II: nr. 106.

Resumé ved Kirsten Thisted:

To brødre som blev skilt.

To brødre vokser op sammen og holder af hinanden. De er altid sammen. Den mindste har en hund han holder meget af. Engang storebroren sidder på gulvet og arbejder bliver den ved at skubbe til ham, og til sidst er han lige ved at skære sig. Så slår han den med redskabet, og lillebroderen skælder ham frygteligt ud. Om natten tager storebroren af sted, men hans kone når at komme med på slæden. De kører helt over til Akilineq, hvor de flytter ind hos en mand hvis kone er højgravid. Som dagene går får denne mand travlt med at hugge og snitte en køllelignende genstand. Det er til hans kone når hun skal føde. Da konen skal føde støder hun sig tre gange mod det store stykke træ.

Mens de stadig bor dér bliver også gæstens kone gravid. Mens hun føder viger værtens to kiffaq'er / tjenestepiger ikke fra hende. Hun føder en søn, og da de opdager hans lille numsehul sætter først den ene, så den anden sig på en fuglepil for selv at få sådanne huller. De dør af det, begge to. Til sidst længes gæsten så meget efter sit hjem at han ikke mere er sig selv. Værten siger at han bare skal tage hjem. Det gør han og hjemme finder han sin lillebror sund og rask. Han forlader ham aldrig siden.

Var. Søg: Aron 62, der har samme overraskende blide slutning på et Akilineq-besøg.

Hyppig episode i Den blinde som genvandt synet; Narhvalens oprindelse.

Hist.: Man har tydeligvis fået en del viden om stammefrænder og andre ordentlige folk ovre på den anden side havet, Akilineq, dvs. Baffinlands østkyst (Søg på Beck). Skønt de her virker noget primitive i fødselshjælpsvaner og uden rumpehul, er de ikke - som traditionens Akilineq-boere - fjendtlige. Nærmest nogle rare tosser.