Introduktion
Formålet med denne base over grønlandske fortællinger er at lette søgningen i den nedskrevne mundtlige overlevering, der er så omfattende, at det kan tage pippet fra enhver begynder. Basens ca. 2280 fortællinger må være repræsentative for deres tid i de forskellige egne af Grønland, og det er min agt, at basen i fremtiden suppleres med manglende samlinger og spredte tryk ved interesserede brugeres hjælp. Alle fortællinger, der foreligger i dansk oversættelse på tryk er blot indskrevet i resumé, der naturligvis ikke kan bruges som kilder. Man må gå til kilden selv, den trykte oversættelse, helst også den grønlandske original hvis den findes.
Af de øvrige fortællinger, dvs. håndskrevne og nogle få der kun er trykt på grønlandsk, er flertallet indskrevet i oversættelse til dansk. Lektor emeritus Christian Berthelsen har foretaget de fleste og nu afdøde Apollo Lynge, Nuuk, en større antal, Grethe Lindenhann nogle få og Signe Åsblom ligeså. Der er huller i mange oversættelser, enten når håndskriften har været utydelig, særpræget dialekt har gjort sig gældende, eller nedskriveren, der kan være den samme som fortælleren, ikke har haft magt over forløbet. Igen er det sikrest at gå til kilden, som regel håndskriftet, forudsat man har de fornødne kundskaber i grønlandsk. Ellers må brugeren gøre opmærksom på manglerne og usikkerhederne i sin formidling.
Download søgemanual som pdf her.
Søgning:
Angákorssuarmik / Angakkorsuarmik
Dokument id: | 481 |
Registreringsår: | 1916 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS 3536, I, 4' |
Fortæller: | Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq) |
Nedskriver: | Eugeniusen, Jaakkuaraq (Eugenius / Eugeniusen, Jãkuaraq) |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Angákorssuarmik / Angakkorsuarmik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | læg 14, side 72 - 79 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Oversættelse ved Apollo Lynge:
Om den store åndemaner
Der var engang en stor åndemaner, der kunne trodse al slags vejr og fange alskens fangstdyr. Han tog ikke på sælfangst andre steder end ude på havet. Engang han tog ud og netop havde gjort holdt på et fangststed, kunne man ikke mere se fjeldtoppene, og sneen begyndte at falde tæt i vindstille. Den store åndemaner manede for at få det til at klare op, men da det ikke lykkedes, begyndte han at ro ind mod land uden fast mål. Længe spejdede han efter land og blev til sidst noget urolig. Langt om længe så han land lige fremme og opdagede, at der på land kom to store mænd, den ene meget lys og med blåbærfarvede øjne, og den anden var så sort, at kun hans øjne lyste op i ansigtet.
Da den store åndemaner kom i land, kom de ham meget venligt i møde. Den meget mørke udbrød da: "Qaaluaq, karang, kom med op i mit hus." Da den store åndemaner begyndte at gå op mod huset, fulgte den store lyse med op som om invitationen gjaldt ham selv. Da værten selv først gik ind, fulgte de efter ham og så, at han og hans kone var alene. Da den store åndemaner sattes sig ned, satte den lyse sig lige op og ned af ham. Værten kiggede ind mod sin kone og sagde: "Qaaluaq, hent lændestykket af min allersidste fangst". Konen gik ud og kom tilbage med en frossent lændestykke af en sortside. Hun satte det frem og stak en kniv i den. Den store åndemaner havde stor lyst til det, og skulle lige til at tage sig for af retterne, da den store lyse ved siden af puffede til ham med albuen og sagde: "Qiioq, han er lige ved at bespise dig med lort." Den store åndemaner kastede et blik på den igen og så en sammenklemt menneskelort. Det viste sig at fordi det var en sidste afføring fra et menneske, umiddelbart før det døde, havde han gemt det i depotet og kaldte det 'min allersidste fangst'.
Anden gang sagde han til sin kone: "Kom med nogen andet mad". Konen gik ud og kom ind igen med en masse sortebær. Hun satte de mange bær, der endnu hang fast ved deres lyngplanter, frem. Endnu engang skulle han lige til at tage for sig, da sidemanden puffede til ham og sagde: "Qiioq, han har budt dig på tyndskid". Den store åndemaner kastede et blik på det igen og så, at det var tyndskid af sortebær. Da udbrød hans sidemand: "Qiioq, kom også på besøg hos mig".
Da han skulle til at gå ud sammen med ham, fulgte den første vært med, som om det var ham invitationen gjaldt. Han fulgte op til huset med sin vært, og den store åndemaner blev fyldt med undren, da han kom ind i huset. Da han bød ham at sidde og han satte sig, sagte værten til sin kone: "Qiioq, hent noget at spise". Konen gik ud og kom da ind igen med ørreder, og ih hvor så de lækre ud. Han skulle lige til at spise, da sidemanden, den store grønlænder, puffede til ham og sagde: "Qaaluaq, han er ved at bespise dig med ørreder". Den store åndemaner svarede bare: "Det er jo den slags vi plejer at spise". Da han havde spist ørred, sagde værten: "Qiioq, kom med noget andet at spise". Konen gik ud og kom tilbage med meget lækre blåbær, og han spiste sig mæt i blåbærrene. Mens han spiste, kiggede den store åndemaner sig betaget rundt i huset, for værten boede i et træhus. Da han kom ind havde han straks set en stor rund sten. Konen var efterhånden travlt optaget og åbnede det, som han troede var en stor sten, og så tændte hun ild og fyrede op inde i den, og snart hørte man ilden buldre. Da det var sket, tog hun også et stykke sten med en tud og et eller andet håndtag. Hun hældte vand i den og gik hen til det, der buldrede, åbnede det ovenpå og lagde stenen der. Kort efter at hun havde lagt den der, begyndte det at buldre endnu kraftigere og stenen begyndte nu og da at ryge. Så drejede hun noget rundt på en træboks, det knasede, og han mærkede nu, at det blev meget varmt inde i deres hus. Da det han troede var en sten begyndte at ryge hele tiden, tog hun den ting hun rørte rundt med og åbnede den; så fjernede hun toppen af det han mente var en sten, så fjernede hun noget træstykket ved at trække en skuffe ud og hældte indholdet i stenen, og da mærkede den store åndemaner en fremmed lugt, der duftede dejligt, og han anede ikke hvor den kom fra. Da det lod til at være kogt, tog hun det ned. Den store åndemaner så faktisk også nogen mindre hvide sten ligge oven på hinanden på hylder på væggene. Da den store lyses kone tog dem ned lagde hun dem frem ved siden af den store åndemaner. Han syntes grangiveligt de lignede rav. Da hun havde hældt op, rejste den store lyse sig, tog et stykke rav i munden og hældte indholdet i det der faktisk var kopper med underkopper, hvorpå han begyndte at drikke af det og sagde: "Qiioq, tag for dig". Selvom den store åndemaner syntes det så ulækkert ud, hældte han noget op i underkoppen og tog hele munden fuld af de små sten. Og selvom han syntes de så ulækkert ud begyndte han at drikke, og så smagte det virkelig godt. Da han havde drukket to fulde kopper begyndte den store åndemaner ar føle sig rigtig udhvilet og tog til at svede over hele kroppen.
Nu hvor den store åndemaner rigtig havde fået mod på livet, tog hans vært et stort stykke tang, der havde en stor hvid bøjning i enden. Anden gang tog han et andet stykke tang frem, begyndte at skære noget af det og fylde det hvide stykke med det. Efter at have tændt den med ild og have suget på det, blev hans ånde hvid. Da blev den store åndemaner rigtigt overrasket. Da han havde åndet lidt med det, rakte han det til den store åndemaner. Da han så tog det, havde han knap suget på det, før han fik en hvid ånde. Men næppe havde den store åndemaner følt velvære ved det, før han følte sig underlig i hovedet. Han blev så småt svimmel, og det blev endnu værre, da han også fik en fornemmelse af at skulle kaste op, og så holdt han op med at suge af det, der gav hvid ånde. Han troede, han var blevet syg, men da det nu ikke blev værre, gik han udenfor og så, at vejret var klaret op, og han var kommet i land et godt stykke fra sin boplads.
Da han havde gjort sig klar og skulle afsted, gik hans værter ned til ham, og han bød dem farvel, da han stødte fra land. Da han begyndte at ro, var han kun nået et lille stykke væk, da han hørte ravne og mågeskrig. Han så sig tilbage og opdagede så, at han var stødt fra land på et sted, hvor der kun var et stejlt fjeld, og der var en måge og en ravn, der skiftevis fløj mod hinanden. Det gik da op for ham, at han havde besøgt en måge og en ravn i menneskeskikkelse.
Da den store åndemaner kom hjem og ikke kunne glemme det han fik at drikke, og sin oplevelse af at ånde hvidt, holdt han en åndemaning og fandt herunder ud af, at der syd for hans boplads ind i mellem kom en østgrønlænder (?) østerlænding til landet der handlede med sådanne ting. Det fortaltes, at den store åndemaner tog sydpå, da det blev sommer, og da østerlændingen kom til landet købte han mængder af kaffe og tobak, som han havde lært at kende af sine venner om vinteren. Herefter kunne man opleve den store åndemaner der åndede hvidt, efter at han havde drukket kaffe. Her ender historien. Jakob Eugenius.
Var.: Talrige om besøg hos ravn, måge el. andre fugle - og dyr - i menneskeskikkelse, hvis mad er mere el. mindre delikat for mennesker. Søg på ravn; måge; terne; bjørne. Ravn og måge + Kúsungmâlingmik.
Hist: En "moderne" version, der associerer ravn og måge med hhv. grønlænder og europæer. Betydningen af "østerlænding" alias europæiske handelsskippere, der anløb Sydgrønland østfra, er værd at overveje. Måske hentydes der til dem, der en overgang omkr. 1700 lagde ind om nær Kap Farvel for at fylde op med drikkevand - og handle. |
Broderens hævn over kanofolket
Dokument id: | 112 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | 1997 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | Broderens hævn over kanofolket |
Publikationstitel: | Fortællinger & akvareller |
Tidsskrift: | |
Omfang: | 99 - 101 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Oversættelse og redaktion: Kirsten Thisted. Orig. håndskr.: NKS 2488, VII: 14h - 15h, der er Kreutzmanns 2. gennemskrivning af fortællingen. Publiceret transskription af orig. håndskr.: Kreutzmann, Jens: Oqaluttuat & Assilialiat. Red. Kirsten Thisted og Arnaq Grove. Atuakkiorfik 1997: 100 - 102: Umiarissanik akiniaaneq.
Afskrift ved seminarieelever: NKS 2488, II, '4, nr. 109, af Kreutzmanns 1. version, der er gået tabt i original. Afskriften er oversat af Chr. Berthelsen til denne registrant. Afskrift af 2. gennemskrivning: NKS 2488, II, nr. 209.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157: The two Brothers.)
Resumé: To brødre bosætter sig overfor hinanden på hver side af en fjord. Broderen på skyggesiden har sin mor som husholderske. En aften hun er ude og besørge overværer hun i skjul en konebåd ankomme i fuld fart, mænd der løber ind huset og senere ned igen, hvor de springer i havet som sæler og svømmer bort. De har dræbt alle i huset. Den stakkels morlil tør ikke gå ind og løber i husbukser hele vejen til den anden søn, der først vil slå hende ihjel, men så får fat i en angakok / angakkoq / åndemaner, der sporer morderne til indlandsisen. Sammen tager de derind, møder først en enøjet kæmpe, der intet ved, så det er "dem der blinker lodret" (tukimut uisorisartut), der er de skyldige. Disse overvindes i en kamp med bue, pil og lanse.
Var.: De to brødre. Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996;Om to fætre; Troldbåden, der hævnede og blev hævnet; Nukariinnik; Broderens hævn over kanofolket. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat.
Kommentar: Folkene i konebåden (umiarissat), der forvandler sig til sæler oversættes til 'kanofolket', fordi udtrykket menes at have været brugt af inuit i Canada om indianeres birkebarkskanoer (Rink 1866-71, I:358, note 20, II:188). Beslægtede i mytologien er andre sælmennesker, der kaldes qajarissat. Deres kajakker er uden spids bagtil og giver måske klarere associationer til kanoer. Åbenbart identificerer Kreutzmann umiarissat med iseqqat (ental: iseraq), der ligesom tukimut uisorisartut blinker lodret. Kleinschmidt har hørt, at isserqat (gl. retskrivning) er små smalle dværge, der kan gemme sig i jorden. Endelig undrer det, at sælmennesker skulle bo langt inde på indlandsisens nunatakker. Se også Kirsten Thisteds Introduktion i Kreutzmann 1997: 7 - 34. Blodhævn. |
Et mærkeligt syn
Dokument id: | 2044 |
Registreringsår: | 1981 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Davidsen, Esikias (Eskias) |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Et mærkeligt syn |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 70 |
Lokalisering: | Tasiusaq: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 77: "Takusaq eqqumiitsoq"
På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: Lige sider: 126 - 130 (dialekt) og ulige sider: 127 - 131 (engelsk).
Resumé: Fra Jakob Davidsen, der stammede fra Kap Farvel-egnen har ED en lille fortælling om en mand fra Saarloq, som gik en del på rævejagt. Rævesporene endte en dag ved en mærkelig sten, rødlig af ælde og af form som et menneske med en elefantsnabel. Han plantede sin stok nær ved som kendetegn, men da han havde hentet andre hjemmefra op for at de skulle se stenen, var kun stokken tilbage.
Hist.: Historisk fortælling. Der er hverken foto el. oplysninger om ED's alder. |
Niuvertoq pingassunik ernilik
Dokument id: | 1504 |
Registreringsår: | 1902 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | KRKB 1, 7(19). Dagbøger fra den litterære Grønlandsekspedition 1902-04 |
Fortæller: | Petagassik (?) |
Nedskriver: | Rasmussen, Knud |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rasmussen, Knud |
Titel: | Niuvertoq pingassunik ernilik |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | nr. 78, 14 ss. i A6-størrelse |
Lokalisering: | Illuerunninneq: ? |
Note: | |
Handelsbestyreren med de tre sønner.
Muligvis er stednavnet Illuerunneq, der ligger nær Godhavn. Eller Illuerunnerit / Håbets Ø, eller et sted i det sydligste Grønland: søg på: Jakob Hagen
Nedskrevet noget kortfattet.
Ikke oversat Velegnet til opdatering |
oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen
Dokument id: | 240 |
Registreringsår: | 1858 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Mathæus |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq avdla / De to brødre ved fjordmundingen |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 317 - 320, nr. 110 |
Lokalisering: | Qeqertarsuatsiaat / Fiskenæsset |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157: The two Brothers.)
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
En anden fortælling. To brødre fik hver sin vinterboplads ved mundingen af Kangerlussuaq, den yngste på skyggesiden og den ældste på solsiden. En aften gik den yngstes kiffak ud for at forrette sin nødtørft. Hun så en skinnende blank båd komme frem (fra den anden side af et næs). Kvinden forsøgte at rejse sig, men hun kunne ikke. Mange bevæbnede mænd gik i land og styrede direkte op til huset. Inde fra huset hørtes skrig og hyl. De kom ud igen med undtagelse af en enkelt. De løb ned til stranden og hoppede i havet. Det viste sig, at det var sortsider i menneskeskikkelse, der var kommet for at dræbe dem. Kiffakken tog af sted til broderen med det samme uden at vente på, at det skulle blive morgen. Hun måtte gå inden om fjorden. Da hun kom ind i huset, spurgte den ældste bror hende: "Hvad skal du her?" Kiffakken svarede: "Jeg flygtede, da alle de andre i huset blev dræbt. Tag først over og se dem selv, så kan du dræbe mig bagefter." Han tog over til broderens boplads og fandt dem. Storebroderen tog ikke mere ud på fangst, men var på rejse hele tiden. En dag roede han i kajak østover. Da han ikke længere kunne se husene på bopladsen, gik han i land og fortsatte mod øst over land med sin lanse. Så fik han øje på et hus og gik derhen. Han kiggede ind gennem vinduet, og derinde sad en mand med ét øje og puslede med noget. Manden med det ene øje så ham og bad ham om at komme ind. Han kom ind og satte sig ganske tæt op ad ham. Denne sagde: "Flyt dig lidt, ellers kommer jeg nemt til at snitte dig." Gæsten flyttede sig en smule. Den enøjede sagde nu: "Kom med noget mad." De tykmavede kvinder gik ud og kom tilbage med alle slags mad: tørret rensdyrkød, tørret sælkød og rentalg. Da de havde spist sig mætte, bad værten kvinderne om at komme med noget, de kunne tørre hænderne med. Det var den tyndeste del af rensdyrskind, som var ganske velegnet. Værten sagde, at han ville følge ham ind i landet.
Da gæsten skulle i seng, sagde værten: "Sov kun roligt. Du skal ikke frygte noget."
Da han vågnede om morgenen, var værten i gang med at lave pile. Dem svøbte de ind i et stort sortsideskind og vandrede ind i land og nåede til randen af indlandsisen. Den enøjede sagde: "Stil dig ved kanten af indlandsisen og råb!" Da han råbte, så man noget snefygning på indlandsisen. Så viste der sig tre store isbjørne. De dræbte dem alle tre. Den enøjede spurgte: "Morer du dig?" "Ja", svarede den anden. Den enøjede bad den anden råbe endnu engang. Han råbte igen. Så myldrede det frem med mennesker. Den enøjede sagde: "Stil dig bag mig, ellers bliver du ramt af deres pile." Det gjorde han, og pilene ramte ved siden af. Da de ikke havde flere pile, kom turen til den enøjede. Han dræbte dem alle undtagen én. Den enøjede spurgte: "Er du blevet godt underholdt?" Dette svarede den anden bekræftende til.
Nu var de på vej hjemover. På hjemvejen fik manden fra kysten øje på sin følgesvends lanse og spurgte ham, om han kunne købe den. Det måtte han gerne.
De kom tilbage til huset, hvor den enøjede boede. Denne tog ham med ud til forrådsrummet og viste ham en masse skind, der var beregnet til at beklæde det indvendige af teltet med: Hvide skind med en tynd sort stribe på ryggen, som skulle være havets albinoharer. Gæsten fik disse skind forærende, og den enøjedetilbød, at en af kvinderne kunne bære dem på ryggen. Det var flere kvinder meget villige til. En af dem kom af sted med sin byrde anbragt oven på maven. Hun gik så hurtigt, at manden fra kysten ikke kunne følge med. Da han nåede hjem, lå skindene oven på huset. Efter denne tur fik manden ro i sindet.
Var.: 1. episode: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Kreutzmann; 2. episode: Jeg har trampet det til. |
oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare
Dokument id: | 1069 |
Registreringsår: | 1857 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Dahl, Jakob (Dahl, Jacob) |
Nedskriver: | |
Mellem-person: | Kjær, J. |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq avdla / Ernisuitsoq / Qûjavarssuk / Den ufrugtbare |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 628 - 632, nr. 178 |
Lokalisering: | Sisimiut / Holsteinsborg |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores. (I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 19 ss. 93 - 96 har Rink sammenstykket 3 varianter. Samme i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 13, ss. 148 - 154: The Barren Wife.)
For en anden oversættelse til dansk se Thisted: "Som perler på en snor...". PhD-afhandling, Kbh. Univ. 1993, Tekstsamling, s. 33 - 35: En anden historie.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: En anden fortælling (Qujaavaarsuk).
Der var engang en lille ældre mand, der havde mange sønner. Han behøvede ikke længere at tage ud på fangst. ('qajar- torneq ajulerdlune' betyder egentlig ordret, at han ikke længere kunne tage ud på fangst. chr.b). På stedet var der også en gift kvinde, der ikke kunne få børn. Manden var vild efter, at de skulle have et barn, så han sagde til sin kone, at hun, når den lille ældre mand var taget ud for at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Hun stillede sig på stranden lige ud for ham, men da han ikke lagde mærke til hende ('ilagsíngímane' - ordret: da han ikke hilste på hende. chr.b), gik hun hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lagt mærke til dig?" Konen svarede, at den lille ældre mand ikke havde lagt mærke til hende. Manden sagde, at hun, næste gang den lille ældre mand var ude at fiske ulke, skulle stille sig på stranden lige ud for ham. Heller ikke denne gang lagde den lille ældre mand mærke til hende, og hun gik bare hjem. Manden spurgte hende: "Har han ikke lægt mærke til dig?" Det havde han ikke bekræftede konen. Så sagde manden at hun skulle prøve en tredje gang.
Da den lill ældre mand nu så hende tænkte han: Mon kvinden derinde vil mig noget, siden hun flere gange har stillet sig op lige ud for mig? Han roede ind, gik i land og spurgte hende: "Hvorfor følger du altid efter mig langs stranden?" "Min mand har sagt at jeg skulle stille mig på stranden lige ud for dig, fordi han så gerne vil have et barn. Derfor er jeg gået herhen hvor du er." Så havde den lille ældre mand samleje med hende, hvorefter de tog hjem.
Da der var gået en tid blev kvinden gravid. En dag fik den lille ældre mand at vide, at hun skulle til at føde. Så gik han hen til sin bedstemors grav og fjernede en halshvirvel. Han lagde halshvirvlen på en oval tallerken. Han iførte sig sin helpels og roede mod vest uden for kysten. Her fangede han en stor skarv og roede hjem. Da han kom hjem, blev denne skarv lagt på en tallerken (eller måske: tallerkenen. CB) og bragt til kvinden, som havde svært ved at føde. Der blev sagt til hende, at hun skulle spise fuglen og begynde fra enden af tallerkenen. Så endelig fødte hun og det blev en dreng. Drengen fik navnet Qujaavaarsuk.
Drengen fik skarven (skelettet ?) og halshvirvlen som amuletter. Hans stedfar elskede ham meget højt og da han var blevet ret stor fik han bygget en kajak til ham. Han tog ham ud på fangst og en dag harpunerede drengen en sæl og faderen fik drengens første fangst ubeskåret. Med tiden blev Qujaavaarsuk en meget dygtigfanger og fangede meget for sine brødre. Til sidst blev brødrene misundelige på ham og de gav sig til at lave en tupilak. Da tupilakken var blevet levende, begyndte de at kigge efter deres bror for at gå på jagt efter ham - når han var ude på fangst og når han kom hjem. Den store skarv, som sad ved siden af ham, hakkede tallerkenen med sit næb. En halshvirvel af et menneske spærrede dem vejen. Da de ikke kunne fange ham, kredsede tupilakken omkring hans hus, når han kom hjem, men hver gang var den store skarv foran ham og hakkede. Til sidst måtte de opgive at dræbe ham.
Engang hørte Qujaavaarsuk, at man i Amerloq (Sisimiut/ Holsteinsborg) plejede at fange hvaler. Han tog til Amerloq med faderen og moderen som roere for at skaffe sig noget fiskesnøre (af hvalbarde, BS). De roede nordpå og nåede til Paaraarsuk,hvor de kom til at bo hos en mand, som også hed Qujaavaarsuk. Her overvintrede de.
En dag råbte stedets leder ind i huset: "Nu kan man snart vente hvaler. Lad os tage ud og fange noget, vi kan bruge til fangstblærer". De lavede sig til og tog af sted. Lederen roede mod vest uden for kysten. Qujaavaarsuk tog til Qipingasoq og der fangede han en spraglet sæl ('qasigiatsiaq' - Sch.L: småspraglet sæl. chr.b). Han tog hjem igen. Meget snart efter at han var kommet hjem, så kom lederen hjem med en stor remmesæl. De krængede skindet af sælerne. Qujaavaarsuk råbte ind i lederens hus og bad ham om at komme og se den fangstblære, han havde lavet (det kan også opfattes: at se det skind, han skulle lave en fangstblære af. CB). Da lederen kom ud og så fangstblæren sagde han: "Det er tvivlsomt, om den kan ses på havet, når hvalen dykker (Det er nok det, der menes, men 'erssiserquvdlugo' kender jeg ikke. CB). Så bad han Qujaavaarsuk komme og se sin fangstblære. Qujaavaarsuk gik derhen og fangstblæren lignede en båd, der lå med bunden i vejret.
Da de blev færdige med fangstblærerne, tog de ud for at gå på jagt efter sovende hvaler. Moderen sagde til Qujaavaarsuk: "Jeg måtte helt ned til stranden for at blive gravid med dig (det er vist det der er meningen. CB), så du må hellere kigge efter hvalen i nærheden af stranden".
Næste morgen tog de afsted. Da de kom ud af Paaraarsuk, tog lederen mod vest. Lige udenfor Paaraarsuk, hvor Qujaavaarsuk befandt sig, dukkede hvalen op. Han roede hurtigt til og harpunerede den. Fangstblæren forsvandt ned i havet. Han råbte om hjælp. Lederen råbte: "Hvorhen, hvorhen?" Qujaavaarsuk svarede ham: "Til stranden, til stranden". Lederen råbte: "En hval, der er stukket vil aldrig flygte til stranden". Lederen roede længere ud for at være dér, hvor han forventede hvalen ville dukke op. Så så de hvalen dukke op lige ved stranden. Her råbte Qujaavaarsuk at han skulle komme hen. Han kom og de stak løs i den for at aflive den. De dræbte den, efter at hvalen havde flyttet sig til området lige uden for Paaraarsuk.
Qujaavaarsuk advarede sine roere mod at spise af hvalen. Men hans ledsagere gav sig straks til at spise, selvom han advarede dem. Qujaavaarsuk skar et stykke mattak og kød og sendte dem ind til sin mor med en kajak. Moderen kogte disse og da de kom hjem, lagde hun dem på en tallerken og tog dem ind i huset. I den ene hånd havde hun et stykke halshvirvel af en skarv og et menneske og i den anden hånd mattak og kød og dem delte hun til roerne. Da de havde spist halsstykkerne, begyndte de at spise det almindelige, nemlig mattakken og kødet. Efterhånden blev alle bopladsfællernes munde stive. Sådan var de hele vinteren.
Sommeren efter at han havde fanget hvalen ville han tilbage til sin boplads. Han lastede konebåden med hvalbarder, så den kom til at ligge dybt i havet. De tog af sted tilbage til deres boplads, for at moderen til sin tid kunne blive begravet dér. De nåede tilbage til Alluitsoq og han uddelte hvalbarder til sine mange brødre. Han vendte aldrig tilbage til Amerloq. Slut. Jâkob Dahl Var.: Qujaavaarsuk. Jakob Dahl synes at have misforstået enkelte passager og givet dem sine egne, ikke helt indlysende tolkninger. Selve fangsten af ormen og konens befrugtning med den fortælles også om Nappartuku, forfaderen til en talstærk slægt i Sermilagaaq fjorden: Jens Rosing: Hvis vi vågner til havblik. Borgen 1993: 12-16.
Hist.: Hvalfangsten nær Sisimiut, ved Amerloq, tiltrak mange sydlændinge i hvalfangst- og tidlig kolonitid. Efter en epidemi i 1800 flyttede mange sydgrønlændere hertil, især fra Paamiut. |
oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen
Dokument id: | 238 |
Registreringsår: | 1859 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | Kreutzmann, Jens |
Nedskriver: | Kreutzmann, Jens |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq Nukarîngnik / De to brødre ved fjordmundingen |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 315 - 317, nr. 109 |
Lokalisering: | Kangaamiut: Maniitsoq / Sukkertoppen |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
Oversættelse ved Chr. Berthelsen: Fortællingen om de to brødre.
To brødre bosatte sig i en fjord over for hinanden - den ældste på solsiden og den yngste på skyggesiden. Den yngste havde en ældre kvinde, sin mor, boende i huset som familiens kvindelige overhoved.
Det skete engang ved efterårstid, hvor der blev fanget mange sæler, at den ældre kvinde om aftenen gik udenfor kun iført sine indebukser for at forrette sin nødtørft. Så så hun en konebåd komme frem fra den anden side af et lille næs og nærme sig hurtigt. Hun blev glad i forventning om at se fremmede. Hun ville underrette de andre ved at råbe, at der kom en konebåd, men hun kunne ikke få en lyd frem. Hun ville rejse sig, men det kunne hun ikke. Konebåden lagde til og nu gik de i land og var på vej op mod huset med deres våben, der glimtede. Hun kunne stadigvæk ikke få en lyd frem. De gik op på husets tag og stak deres spyd ned gennem taget og spiddede beboerne. Derefter steg de ned fra taget. Kvinden troede ellers, at de ville ind i huset. I stedet for gik de ned til stranden, hvorfra de sprang ud i havet og blev til en stor stime sæler, som nu svømmede i retning mod nord. Nu kunne kvinden pludselig rejse sig. Hun tænkte på at gå ind i huset, men da der sikkert ikke var overlevende tilbage, tog hun af sted midt om natten bare iført underbukser til den anden side af fjorden - inden om bunden af fjorden, hvor der var en bræ. Hun slap helskindet fra vandringen over bræen og nåede den ældste søns hus. Moderen fortalte sønnen, at kanofolkene havde dræbt alle hendes husfæller. Det ville sønnen ikke tro på og han beskyldte sin mor for at have dræbt alle i huset. Da de ikke kunne komme overens om det, der var sket, tog sønnen ud til en boplads, der lå længere ude. Der mødte han en åndemaner og ham bad han om at finde ud af, hvad moderen eventuelt havde gjort ved den yngre broder. Åndemaneren manede ånder og pegede ivrigt efter noget. Han kunne følge dem indtil indlandsisen, men måtte opgive at følge dem videre, da boblerne, som de lavede, når de dykkede, ikke længere kunne spores. Dagen efter tog åndemaneren af sted sammen med sin vært over land for at lede efter deres spor. De gik i land ved bræen og gik ned medbringende bue og lanse. På en nunatak traf de et menneske med ét øje. De forhørte sig om kanofolkene, men han kendte ikke noget til dem. De gik videre og traf nogle mennesker, hvis øjne "kiggede på tværs". De kom ikke helt hen til dem. De begyndte at skyde på dem med buen. Da de havde brugt alle deres pile, dræbte de dem med deres lanser. Den ældre søn dræbte ikke sin mor, fordi han nu havde hævnet sig ved at dræbe disse væsener, som havde øjne, der kiggede på tværs.
Var.: Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat; indledningen er også brugt i Kunuk; og en om "løberne" der undertiden er blevet associeret til nordboerne eller indianerne. De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Kristoffer nr. 145; Jakob Lund Nukariinnik; Hintrik 1996: 28. De to brødre ved fjordmundingen, Mathæus. |
oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden
Dokument id: | 275 |
Registreringsår: | 1863 |
Publikationsår: | |
Arkiv navn: | NKS, 2488, II, 4' |
Fortæller: | ? |
Nedskriver: | Garnbådsmand, Kristoffer |
Mellem-person: | |
Indsamler: | Rink, H. |
Titel: | oqalugtuaq qavangnik nukarîngnik / To brødre på hver side af fjorden |
Publikationstitel: | |
Tidsskrift: | |
Omfang: | side 481 - 486, nr. 145 |
Lokalisering: | Nuuk / Godthåb |
Note: | |
Dette håndskrift er en seminarieelevs afskrift af håndskr., der ikke har kunnet opspores.
(I Rink, H. 1866-71, Eskimoiske Eventyr og Sagn, I, nr. 20 ss. 96 - 98 har Rink sammenstykket ialt 4 varianter inkl. denne. Samme blanding i engelsk oversættelse i Rink, H. 1875 (genoptryk 1975, New York: AMS Press Inc.), Tales and Traditions of the Eskimo, Edinburgh, London: W. Blackwood and Sons, nr. 14, ss. 154 - 157: The two Brothers.)
Oversættelse ved Chr. Berthelsen:
Fortællingen om to brødre - sydlændinge.
To sydlændinge, to brødre, rejste nordover, fordi de havde hørt, at der deroppe mod nord var mange fangstdyr. Da de var kommet ret langt mod nord, passerede de mundingen af en stor fjord, hvor der var mange fangstdyr. De sejlede derind og valgte sig et sted, hvor de kunne bo. Den yngste længere ude på fjordens skyggeside og den ældste længere inde i fjorden - dog ikke så langt fra hinanden. Den yngste af brødrene havde en stor husstand. Da det blev vinter, begyndte de mange mænd i den yngre brors husstand at fange mange sæler. En gang lige før mørket faldt, gik deres tjenestepige udenfor for at tisse. Hun satte sig på hug ved huset, hvor der var mest skygge. Lige da hun satte sig på hug, sejlede der en båd ('umiatsiakasît'(?) - Chr. B.) uden om et næs. Da hun så båden, ville hun rejse sig op, men hun havde ingen kræfter til det. Hun forsøgte at råbe: "Der kommer en kano ('umiariaq' forekommer i sagnene og er vel først og fremmest betegnelse for et fremmedartet fartøj - Chr. B.) bemandet med folk, der vil dræbe jer." Hun kunne ikke frembringe nogen lyd. Hun hviskede kun. Hun kunne ikke gøre noget og forblev der, hvor hun var. Nu gik der bevæbnede mænd op til huset - syv mænd, talte hun dem til. Da de gik ind i huset, hørte hun skrig derindefra, men stadigvæk kunne hun ikke rejse sig op. Efter at de var holdt op med at skrige inde i huset, kom de fremmede ud af huset - men kun seks mænd. De gik om bord på deres båd og forsvandt bag ved næsset. Lige da de var forsvundet bag næsset, rejste hun sig op uden vanskeligheder. Inde i huset var samtlige beboere blevet dræbt - blandt dem en enkelt sølle sæl ('âtaukasik' - måske skulle der have stået: 'atausikasik' - en enkelt af de fremmede' - Chr. B. (Det var vel sæl-mennesker, der havde været på hævntogt - B. S.).) Da hun ikke længere kunne bo dér, tog hun, efter at det var blevet aften, af sted til storebroderen, for der var ingen andre huse, hvor hun kunne bo. Hun gik hele dagen og nåede storebroderens hus tidligt næste morgen. De spurgte, hvorfor hun kom på besøg så tidligt om morgenen. Hun sagde: "Der kom en kano og dræbte alle i huset, hvor jeg tjente. Jeg var den eneste, der ikke blev dræbt, og jeg er flygtet hertil. Hvis jeg ikke havde været ude at tisse, var jeg også blevet dræbt." Da de begyndte at bebrejde hende, brast hun i gråd, og hun bad storebroderen om selv at tage derhen og se, hvad der var sket. Storebroderen tog straks af sted, og da han kom til stedet og gik op til huset, så han, at alle var blevet dræbt - samt en enkelt fra kanoen, som man havde hævnet sig på. Storebroderen blev meget vred og begyndte for det meste at tage ud på rekognonceringsture i stedet for at tage ud på fangst. Han ville gerne spore sig frem til kanofolkene, men vidste intet om, hvor han skulle lede efter dem. Han spurgte også mange mennesker, om de kendte noget til kanofolkene, men ingen kendte noget til dem. Han blev mere og mere vred. En dag da han var på vej hjem fra en rekognonceringstur, gik han i land et sted, som var landfast med deres boplads. Han tænkte: "Det nytter ikke at lede efter dem i kajak. Lad mig gøre forsøg på at lede efter dem over land." Han bar sin kajak op og med sin lanse som det eneste redskab - for han havde ingen bue - gav han sig til at gå ind i landet. Da han var kommet langt ind, gik han op på en høj og kiggede sig omkring. Men der var ikke noget usædvanligt at se. Da han var kommet endnu længere ind i landet, var han atter på udkig og så ud over et smukt landskab. Nærmest ved enden af dette landområde fik han øje på et lille hus. Han tænkte: "Endelig får jeg måske lejlighed til at træffe nogle af disse kanofolk." Han ville gerne nå frem til huset, inden der kom nogen ud, så han gav sig til at løbe. Det varede ikke længe, så var han nået derhen, for han var en stærk mand og var let til bens. Han stillede sig udenfor huset og lyttede, men da der ikke var tegn på, at der var mennesker, kiggede han ind gennem vinduet og så en stor mand sidde på langsiden af huset, nærmest med ryggen til. Han sad og var igang med at forarbejde et eller andet. Der var ingen andre mennesker at se. Han mente ikke, manden så ham. Han skulle til at henlede hans opmærksomhed på sin tilstedeværelse, så vendte han hovedet imod vinduet og sagde: "Du derude, kom indenfor." Han gik ind og satte sig straks ved siden af ham. Manden vendte hovedet imod ham og sagde: "Flyt dig lidt, så at jeg ikke kommer til at snitte dig." Han flyttede sig et stykke fra ham. Han havde stadigvæk ikke set andre mennesker, da han hørte nogle fnise. Da fik han øje på nogle tykmavede væsener under briksen og under sidebriksen. De så på den store mand og grinede af ham. Da de nu var blevet opdaget, kom de frem og satte noget mad frem for ham. Da han havde spist, spurgte den store mand ham: "Er du ude for at få adspredelse?" Gæsten sagde ja og den store mand fortsatte: "Du kan ledsage mig på en tur i morgen." Han kiggede ud og så, at det var blevet mørkt. Der blev straks lavet natteleje til ham. Han gik i seng, men havde svært ved at falde i søvn, for han var urolig for husets beboere, som var så livlige. Den store mand sagde til ham: "Du kan sove uden at være bange for nogen. Ingen vil gøre dig fortræd." Derpå faldt han i søvn. Da han vågnede næste morgen, var den store mand i gang med at forarbejde noget. Han havde lavet en masse pile. Nu, efter at gæsten var stået op, begyndte den store mand at gøre forberedelser. Han bandt de mange pile sammen, så at de kunne bæres på ryggen. Den store mand var nu klar til at tage af sted med sine pile og sin store bue. Gæsten tog sin store lanse og fulgte efter den store mand, som nu var på vej ind i landet. Sydlændingen, som var let til bens og som var en stærk mand, var i stand til at følge trop med den store mand. De nåede et godt stykke ind i landet og den store mand begyndte at løbe hurtigere, så det kneb lidt for sydlændingen at følge med. Så standsede han og kiggede hele tiden fremefter. Sydlændingen kiggede også fremefter og opdagede, at de var kommet til indlandsisen. Den store mand lagde pilene og buen ved siden af sig, og sydlændingen lagde også sin lanse ved siden af sig og satte sig ned. Den store mand vendte sig imod ham og sagde: "Vend dig imod øst og råb." Sydlændingen, som ikke fattede, hvorfor han skulle gøre det, vendte sig mod øst og råbte. Han kiggede i retning af indlandsisen. Så viste der sig tre store isbjørne. Den store mand skød samtlige isbjørne med sin bue og dræbte dem. Så kiggede han igen på sydlændingen og sagde: "Du må endnu engang vende dig imod øst og råbe." Det gjorde sydlændingen. Denne gang viste der sig en masse mennesker med bue og pile, og sydlændingen blev bange. Den store mand sagde til ham: "Stil dig bag ved mig og pas på, at du ikke viser dig frem. Ellers bliver du ramt af en pil." Sydlændingen gemte sig bag ved den store mand og rystede af rædsel. Han så de mange pile, der ramte jorden omkring dem, og ventede bare på at blive ramt. Da der efterhånden blev langt imellem de pile, der ramte jorden, rejste den store mand sig og greb sine pile. Så så sydlændingen, at de mange mennesker var på flugt, fordi de havde brugt alle deres pile. Da den store mand sprang op på indlandsisen, fulgte sydlændingen efter ham med sin lanse i hånden. Den store mand skød på de mange mennesker med sin bue og sydlændingen dræbte mange med sin lanse, og straks var der ikke flere mennesker tilbage. Sydlændingen, som ellers blev bange for disse mennesker, deltog flittigt i drabene sammen med den store mand. Nu var de på vej ned. Den store mand blev opmærksom på sydlændingens lanse og spurgte ham, hvad det var for noget. Det var første gang han så en lanse. Sydlændingen slog bare til, da den store mand ville købe lansen, fordi han havde behandlet ham godt. Da de nærmede sig huset, kom alle kvinderne ud og så til, at deres store mand og hans gæst kom hjem. De gik ind i forrådshuset, og, som betaling for lansen, gav den store mand sydlændigen skind af havets harer (albinoer til indvendig beklædning af teltet - Chr. B.) med skinnende hvidt hår og med kulsort stribe på ryggen. Da sydlændingen fik disse gaver, fik han ro i sindet. Siden tog han aldrig på rekognoncering efter kanofolkene. Året efter at lillebroderen og hans husstand var blevet udryddet af kanofolkene, vendte han tilbage til sit land.
Var.: De to brødre. Kreutzmann 1997 99 101; Jakob Lund Nukariinnik; Mathæus nr. 110; Hintrik 1996: 28. Søg på kanofolk, qajarissat, umiarissat. |
Qivittoq, En fjeldgænger
Dokument id: | 2030 |
Registreringsår: | 1963 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Petrussen, Cisilie |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Qivittoq, En fjeldgænger |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 18 - 21 |
Lokalisering: | Narsarmijit / Narsaq Kujalleq / Narsarmijit / Frederiksdal: Nanortalik |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 20 - 23: "Qivittulersaarut".
På dialekt og engelsk og lydside på CD-Rom: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33: ss. 58 + 60 + 62 (dialekt) og ss. 59 + 61 + 63 (engelsk).
Resumé: I Ikigaat boede et ægtepar, Inngliistinnguaq plus mand, med tre sønner, der forsvandt en efter en og mentes at være blevet fjeldgængere. Den første, der ikke kom hjem fra fangst, var blevet skældt ud af sin unge kone, Bulatta, der led af hjemlængsel og havde givet ham skylden for, at der en nat lå en masse nåle på deres lille søns soveplads på briksen. Da hendes mand udeblev, tog hun hjem. Den anden blev af sin far skældt ud for at have forlagt en økse ude i lyngen. Han leverede den senere tilbage med en bemærkning på afstand om, at nu var øksen der, som faderen foretrak for sin søn. Den tredje gik til fjelds af sorg over, at forældrene ikke brød sig om hans kæreste. Han besøgte hende en enkelt gang senere i det store fælleshus nord for Qaqortoq, hvor hun havde hjemme. Forældrene, der vågnede, hindrede vildmanden i at tage hende med. Senere fortalte tilflyttere fra østkysten at de engang under bærtogt havde mødt tre høje mænd med langt lyst hår, der havde vist dem noget som værn imod alt ondt, måske en bog. Og de havde forgæves søgt at lære dem en masse stednavne omkring Narsaq Kujalleq. Ved at høre om det mente man i Narsaq Kujalleq at det måtte være de tre brødre, der nu levede sammen som qivittut. Inngliistinnguaq, der blev blind, boede alene med sin datter og en kiffaq, der passede deres mange får og geder i Ikigaat. Datteren kom en dag ikke hjem fra vandhentning. Man fandt hende død ved elven. Muligvis voldtaget. Hun led øjensynligt af epileptiske anfald. Inng. ville blive Ikigaat. Men hun måtte til slut give op og flytte til Narsaq Kujalleq.
Var.: Niuvertoq pingassunik ernilik ?
Hist.: Historisk fortælling. CP var 46 år i 1963. Ifølge en note, leveret af Robert Petersen, kender man fra kilderne en dansk udstedsbestyrer i Ikigaat i 1820'erne, Jakob Hagen, gift med den grønlandske Inger Tabitza. De havde døtrene Jakobine og Maria, og sønnerne Hans Peter og Andreas. Der er ikke nedskrevet noget navn på en evt. tredje søn (der måske i tidens løb er blevet indføjet i fortællingen fra folkeeventyrene? BS). |
Saalla og andre qivittoq-historier
Dokument id: | 2102 |
Registreringsår: | 1965 |
Publikationsår: | 2001 |
Arkiv navn: | |
Fortæller: | Jensen, Gustav |
Nedskriver: | Vebæk, Mâliâraq |
Mellem-person: | |
Indsamler: | |
Titel: | Saalla og andre qivittoq-historier |
Publikationstitel: | Tusarn! Sydgrønlandske fortællinger. Nuuk, Atuakkiorfik |
Tidsskrift: | |
Omfang: | s. 221 - 223 |
Lokalisering: | Qassimiut: Qaqortoq / Julianehåb |
Note: | |
Orig. båndoptagelse: Mâliâraq Vebæk. Digital kopi: Dansk Folkemindesamlings Arkiv. Grønlandsk udgave: Vebæk, Mâliâraq: Tusarn! Kujataamiut unikkaartuaat unikkaaluilu. Nuuk: Atuakkiorfik, 2001: 228 - 230: "Ajoqi qivissimagaluartoq" (desuden fortælles om rorgængeren Sibuluaraq og Ikuunia).
Denne fortælling er ikke med i: Vebæk, Mâliâraq, 2006: The Southernmost People of Greenland - Dialects and Memories. Qavaat - Oqalunneri Eqqaamassaallu. Meddelelser om Grønland, Man & Society 33.
Resumé: Saalla gik til fjelds / qivittoq pga. noget med en kvinde, og efter et par måneder i indlandet besluttede han sig til at blive rigtig qivittoq. Men en stemme fra oven bad ham kigge ned og se det sted, helvede, hvor han ville ende som død. Og lovede at han skulle blive kateket, hvis han gik hjem. En efterårsmorgen lå han så mellem folk fra Qassimiut i teltet, hvor de var taget ud på jagt på spraglede sæler. De havde ellers ledt efter ham hele sommeren. Saal. blev en ydmyg kateket, der formanede sine elever (bl.a. GJ) til aldrig at glemme den Helligånd.
Om to unavngivne qivittut fortalte man, at Jaakukasik havde mødt dem i fjeldet og truet dem med sin bøsse, nær Tasiilaq / Tasiusaq. De var ligeglade, men svarede heller ikke på hans spørgsmål. Selv kunne han også være blevet qivittoq, mener GJ, men da ville han højst have levet et halvt år måske. At qivittut lever evigt, som nogen mener, tror han slet ikke på. Alle er dødelige, kun ånden lever evigt.
Endelig ved GJ at fortælle om qivittoq'en Ikuunia, at denne fik tobak af Anguteeraq, som denne skulle lægge til ham på en sten. For Ik. mente han var blevet så ond, at ingen måtte røre ved ham. Hans tøj var godt og varmt af hare- og ræveskind. Hans kamikker af rodgrene. Han havde skæg i hele ansigtet og hans øjne var røde. Når han fløj tilbage til indlandsisen fra besøg ved kysten, kom der ild fra ham. Mange så det. Så det er nok sandt.
Tilføjelse til fortællingen om Saallat fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom: s. 228. tassami eqquuppoq .. Det kom til at passe, han blev kateket. Ham Saallat, det var mens vi var børn at denne kateket døde, Salomonsen var det, han døde om efteråret mens vi var børn og gik i skole hos ham. Vi havde ingen seminarieelev dengang, og nogen kateket havde vi dengang heller ikke. Tuumannguakkuluks søn lærte os at læse, uuddannet var han, men han var vores læser. Og denne Saallat kom engang imellem dernedefra og holdt gudstjenesterne. Styrmanden, det var Sibuluk, rorgængeren, Lille Sibuluk kaldte man ham, og der var også en suppleant for ham (Sibuluk). Jamen, de var ellers helt tæt på Qeqertarsuaaraq, den lå lige derovre i nærheden, men end ikke når han var med dér kunne han holde gudstjeneste. Det var altid ene og alene Lille Saallat der holdt den. Mens vi som børn gik i skole, fortalte Saallat for os. Han fortalte os om alle mulige gode ting, ting at komme i hu, ting som man aldrig senere i livet skulle glemme: Han bad os aldrig glemme Hellligånden deroppe og altid have den i tankerne. For det var jo voldsomme oplevelser han havde haft; han var blevet rig på erfaringer. Han var kateket i mange år.
Tilføjelse til fortællingen om Jaakukasik fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom: s. 229 - 230: Jaakukasip unikkaarisarpaa ... Lille Jakob fortalte om sig selv dernede (i Sydgrønland), at da han var blevet forældreløs, ham Joorsuaraqs far, blev han optaget i deres familie, men selv sagde han, at der ikke var nogen der interesserede sig for ham, fordi han var forældreløs. Som barn havde han ikke ordentligt tøj, og derfor skete det om vinteren, midt i den koldeste vinter, når han var ude i kajak, at han var i bare anorak, og altså ikke havde andet på end anorakken. Det siges at det skyldtes, at han ikke selv mærkede kulde. Han sagde at han slet ikke mærkede kulden.
Engang mærkede han end ikke at en bjørn tog den fangst han havde på slæb. Som altid havde han kun sin anorak på, og han roede altid så stærkt, at sveden ligefrem drev af ham. Han var faldet i søvn, og måske lå han dér et eller andet sted med hovedet på en sten som pude, og dér lå han foroverbøjet over sin kajak. Han var altså faldet i søvn, og han sov virkelig så dybt som var han bevidstløs, og en isbjørn snusede til ham ... og at den var skrævet hen over ham, det havde nemlig heller ikke været særlig dybt, vandet ... Han mærkede altså slet ikke at den tog hans fangst fra ham.
Tilføjelse til fortællingen om Ikuunia fra den grønlandske udg. Overs. Signe Åsblom: Ikuunia Ikuunia var blevet fjeldgænger, han var virkelig blevet fjeldgænger. Da de ledte efter ham, fandt de kun hans kajak. Hans krop blev aldrig fundet. Anguteeraq gik engang en tur om vinteren, og så mødte han ham, og det viste sig, at Ikuunia havde prøvet på at overliste ham. Men fordi lyset dækkede Anguteeraq, kunne han ikke nå ham. Det fortælles, at så snart lyset forsvandt, kunne han se ham, og når han kom helt tæt på ham, dækkede lyset ham, så Ikuunia ikke kunne nå hen til ham. Han fortalte, at han havde mødt ham under en rypejagt. "Jeg havde godt nok tænkt mig at slå dig ihjel, men det er jo umuligt", havde Ikuunia sagt. "Det er jo umuligt at slå dig ihjel, når lyset dækker dig". Anguteeraq fortalte også, at han havde givet ham noget pibeudkrads (snus?). Ikuunia havde sagt, at han virkelig længtes efter noget tobak og gerne ville have noget snus/pibeudkrads. Og Anguteeraq fortalte, at han selv havde noget. Ikuunia havde sagt: "Læg det dér, så kommer jeg ikke hen til dig. Jeg kommer selv og tager det." Han havde allerede selv brugt af snustobakken... Han rev stykket over og tog det, som Anguteeraq havde givet ham lov til. Og han havde besluttet sig for at smide snusbeholderen ud. Ikuunia havde sagt: "Du har vist tænkt dig at smide snusbeholderen ud. Det skal du ikke. Selv om min hud er gået i stykker og væsker, er det slet ikke ensbetydende med, at jeg smitter." Men da han kom hjem, smed han naturligvis alligevel sin snusbeholder ud. Det var alt for væmmeligt. Det fortælles, at hans tøj var lavet af rødder, så det var altså bundet (ikke syet ?) sammen. Og det var meget varmt tøj, fordi det var lavet af bl.a. ræve- og hareskind. Og han stod og kiggede på ham, da han lettede. Ja, det fortælles, at han hævede sig op i luften med det ene ben bøjet, og dér startede hans motor altså, og der stod minsandten ild efter ham undervejs til Eqingasoq. Og så bar det af mod indlandsisen. Han fløj, og meget hurtigt forsvandt han ud af synsfeltet. Anguteeraq havde stået og set på det. Han fortalte, at Ikuunia var fløjet ind mod indlandsisen; det var nemlig dér, han boede.
Var. Søg på Saalla / Saallat og Ikuunia.
Hist.: GJ var 75 år i 1965. Det er interessant at kristendommens "det onde" er blevet den særlige kraft ved qivittut, der er sort og kan smitte. Det går også som en fast vending igennem fortællingerne fra denne tids voksendøbte, at alm. mennesker udsender et hvidt lys, der hindrer qivittut i at røve deres nærmeste med sig ind i indlandet. Søg på qivittoq, hvidt, og sort. |
Databasen med myter og sagn er udarbejdet af Birgitte Sonne, f. 4. jan 1936, mag art i religionssociologi, pensioneret fra Afd. for Eskimologi, TORS, KU i 2006. Har forsket i og skrevet om grønlandske myter og sagn i en halv menneskealder - og gør det stadig. Kan nås med spørgsmål på bbsonne81@. gmail.com